28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/1

(1)

Den 26. april 2010 gennemgik Rådet det opdaterede konvergensprogram for Tjekkiet, der dækker perioden 2009-2012.

(2)

Den globale krise har haft store følger for den tjekkiske økonomi. Efter en treårsperiode med en vækst på over 6 % steg det reale BNP kun med 2,5 % i 2008 og faldt med 4 % i 2009 ifølge det opdaterede konvergensprogram. Økonomien blev især påvirket på handelsområdet, men også af indvirkningen på tilliden, de strammere kreditbetingelser og den reducerede tilstrømning af udenlandske investeringer. Myndighederne reagerede med fast hånd på krisen.

Den tjekkiske nationalbank sænkede den offentlige rentesats fra 3,75 % medio 2008 til den nuværende sats på 1 %, og regeringen har udviklet og gennemført en omfattende pakke med finanspolitiske incitamenter i overensstemmelse med den europæiske økonomiske genopretningsplan til i alt 2,2 % af BNP i 2009. Den tjekkiske kronekurs faldt med omkring en femtedel i forhold til euroen fra medio juli 2008 til medio februar 2009 (men steg med omkring 14 % medio februar 2010). Her umiddelbart efter krisen lider den tjekkiske økonomi ikke under større makroøkonomiske sårbare elementer. Den største udfordring er at nedbringe det store strukturelle offentlige underskud, som blev anslået til at udgøre omkring 6 % af BNP i 2009, til et holdbart niveau. Derudover er det også vigtigt at sikre en hurtig tilpasning af arbejdsmarkedet til den økonomiske tilbagegang og gøre fremskridt hen imod langvarig konvergens. På baggrund af det forventede underskud for 2009 besluttede Rådet den 2. december 2009, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, og fremsatte henstillinger om at nedbringe underskuddet til under 3 % af BNP senest i 2013.

(3)

Selv om en stor del af det konstaterede fald i det reale BNP i forbindelse med krisen er konjunkturbestemt, er størrelsen af det potentielle output også blevet påvirket negativt. Desuden kan krisen påvirke den potentielle vækst på mellemlang sigt i kraft af lavere investeringer og stigende strukturel arbejdsløshed. Konsekvenserne af den økonomiske krise forværrer desuden den demografiske aldrings ugunstige virkninger på det potentielle output og de offentlige finansers holdbarhed. På denne baggrund er det vigtigt at fremskynde strukturreformerne for at støtte den potentielle vækst. For Tjekkiet er det især af stor betydning at gennemføre reformer, der tager sigte på at øge produktiviteten (forbedring af F&U og innovationen, erhvervsklimaet og konkurrencen) samt udbuddet af arbejdskraft og færdighedsniveauet.

(4)

Ifølge fremskrivningerne i det makroøkonomiske scenario bag programmet bliver væksten i det reale BNP på 1,3 % i 2010, 2,6 % i 2011 og 3,8 % i 2012. Vurderet ud fra de foreliggende tal forekommer dette scenario plausibelt indtil 2011 og er i overensstemmelse med valuta- og kursforventningerne.

Programmets fremskrivning af væksten i det reale BNP for 2012, dvs. en stigning i væksten til et niveau, der ligger over dens potentiale, forekommer en anelse overvurderet. Inflationen forventes at stige moderat i 2010, især på grund af forøgelser i de indirekte skatter og afgifter, og at forblive moderat i hele programperioden. Ifølge programmet vil situationen på arbejdsmarkedet blive forringet i 2010. Generelt forekommer fremskrivningerne for inflationen og arbejdsmarkedet plausible og stemmer overens med fremskrivningerne for væksten i det reale BNP.

(5)

I programmet anslås det offentlige underskud til at ligge på 6,6 % af BNP i 2009. Den betydelige forringelse i forhold til et underskud på 2,1 % af BNP i 2008 afspejler i vid udstrækning krisens følger for de offentlige finanser, men skyldes også de omfattende stimulerende foranstaltninger, der udgør 2,2 % af BNP i 2009, og som regeringen vedtog i overensstemmelse med genopretningsplanen. De vigtigste foranstaltninger omfattede nedskæringer i de sociale bidrag, øgede offentlige investeringer i infrastruktur og finansiel støtte til virksomheder og beskæftigelse. Det er bemærkelsesværdigt, at de offentlige udgifter i 2009 steg mindre end planlagt i den foregående opdatering af konvergensprogrammet. Den strukturelle saldo (dvs. det konjunkturkorrigerede underskud eksklusive engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger beregnet i overensstemmelse med den i fællesskab aftalte metode på grundlag af dataene i det opdaterede program) blev forringet med omkring 2 procentpoint af BNP i 2009. Ifølge programmet planlægger de tjekkiske myndigheder en konsolidering, som iværksættes fra 2010, og som i lyset af Tjekkiets store strukturelle underskud og den forventede forbedring af de økonomiske forhold er i overensstemmelse med Rådets exitstrategi.

(6)

Ifølge programmet vil det offentlige underskud ligge på 5,3 % af BNP i 2010. Det vil være ensbetydende med en forbedring af den strukturelle saldo på 2 procentpoint af BNP, hvilket er mere, end Rådet anbefalede i december 2009 — idet henstillingen var at nå en gennemsnitlig årlig strukturel indsats på 1 % af BNP i perioden 2010-2013. I 2010 vil konsolideringen blive baseret på en forøgelse af indtægtskvoten på 1,5 procentpoint af BNP.

De underliggende foranstaltninger omfatter stigninger i moms, punktafgifter og skatter på fast ejendom (ca. 0,8 % af BNP). Dette afspejler også en hurtig indstilling af de midlertidige nedskæringer i de sociale bidrag og en forhøjelse af socialsikringsloftet. Foranstaltninger på udgiftssiden omfatter nedskæringer i de sociale ydelser i forbindelse med sygdom og barselsorlov (ca. 0,1 % af BNP) og en uudnyttet mulighed for indeksregulering af pensioner (ca. 0,2 % af BNP).

(7)

Hovedformålet med den mellemfristede budgetstrategi er at videreføre konsolideringen efter 2010 og reducere det offentlige underskud til under 3 % af BNP i 2013 i overensstemmelse med Rådets henstilling fra december. Ifølge programmet vil underskuddet falde fra 5,3 % af BNP i 2010 til henholdsvis 4,8 % og 4,2 % af BNP i 2011 og 2012. Trods det forventede økonomiske opsving vil forbedringen af den strukturelle saldo ske markant langsommere sammenlignet med 2010 og ikke overstige 0,6 procentpoint af BNP i perioden 2011-2012. Hovedparten af justeringen forventes at ske på udgiftssiden. Ifølge programmet vil halvdelen af udgiftsnedskæringerne bestå af driftsudgifter og den anden halvdel af obligatoriske udgifter, men disse oplysninger er ikke tilstrækkelig detaljerede til at vise, hvordan disse reduktioner vil blive gennemført. Foranstaltningerne på indtægtssiden er små, men mere specificerede, og omfatter højere socialsikringsbidrag og højere indkomstskat. For 2013 er der fastlagt et mål for det offentlige underskud i programmet (3 % af BNP), men det indeholder ingen præcisering af, hvordan dette mål skal nås (herunder underliggende vækstantagelser), hvorfor det ikke er muligt at vurdere den gennemsnitlige årlige finanspolitiske indsats for perioden 2010-2013. Ifølge myndighederne er Tjekkiets mellemfristede budgetmålsætning en offentlig saldo på — 1,0 % af BNP i strukturelle termer. På baggrund af de seneste fremskrivninger og gældsniveauet afspejler den mellemfristede budgetmålsætning pagtens målsætninger. Programmet indeholder dog ikke noget om, hvordan dette skal nås i programperioden.

(8)

Budgetresultatet i 2010 kan vise sig at blive noget under programmets fremskrivninger. Indtægter fra moms og punktafgifter kan blive noget lavere end forventet på grund af et muligvis lavere privat forbrug.

På udgiftssiden kan udgifterne stige på grund af udgiftstryk før parlamentsvalget. Usikkerheden med hensyn til de finanspolitiske målsætninger er større for programperiodens seneste år. Målet for udgifter i den nuværende opdatering for 2011 og 2012 understøttes ikke af konkrete foranstaltninger, hvilket gør det usikkert, om de vil blive nået, og indtægtsfremskrivningerne for 2012 er baseret på en positiv vækstantagelse for det reale BNP. Endelig indeholder programmet ikke oplysninger om, hvordan underskuddet vil blive nedbragt fra 4,2 % i 2012 til under 3 % af BNP i 2013.

(9)

Den offentlige bruttogæld anslås til 35 % af BNP i 2009, hvilket er en stigning fra 30 % året før. Gældskvoten forventes at stige med yderligere 7 procentpoint i løbet af programperioden og nå op på 42 % af BNP i 2012, især drevet af det stadig relativt høje offentlige underskud. Gældskvoten udvikler sig sandsynligvis mindre positivt end forventet i programmet, især efter 2010, på baggrund af de risici, der er identificeret for budgetkonsolideringen, og som forværres af muligheden for en mindre positiv vækst i det reale BNP i 2012 end antaget i programmet. Den offentlige gældskvote vil dog fortsat ligge langt under tærsklen på 60 % af BNP i hele programperioden.

(10)

Gældsprognosen på mellemlang sigt, ifølge hvilken BNP-væksten gradvis når op på de værdier, der var forventet før krisen, og skattetrykket vender tilbage til niveauet før krisen, og som også omfatter den forventede stigning i de aldersrelaterede udgifter, viser, at den budgetstrategi, som påtænkes i programmet, umiddelbart og uden yderligere ændringer i den førte politik vil stabilisere gældskvotienten nogle år, men at den ikke vil forhindre gælden i igen at vise en mindre stigende tendens frem til 2020.

(11)

De langsigtede budgetmæssige konsekvenser af befolkningens aldring er klart større end EU-gennemsnittet, hvilket hovedsagelig skyldes en forholdsvis stor stigning i pensionsudgifterne opgjort som en andel af BNP i de kommende årtier. Budgetstillingen i 2009 som anslået i programmet forstærker de budgetmæssige virkninger af befolkningsaldringen for holdbarhedsgabet.

Hvis der opnås primære overskud på mellemlang sigt, og navnlig hvis der gennemføres en yderligere reform af pensions- og sundhedssystemet med sigte på at dæmpe den fremtidige stigning i disse udgifter, vil dette bidrage til at reducere risiciene for de offentlige finansers holdbarhed, som i Kommissionens holdbarhedsrapport fra 2009 blev vurderet til at være høje. Der blev i januar 2010 nedsat en rådgivende ekspertgruppe under finansministeren og arbejds- og socialministeren med henblik på at udarbejde alternative forslag til en pensionsreform. Disse færdiggøres inden udgangen af maj 2010 og forelægges for den nye regering.

(12)

Med hensyn til budgetprocedurer er udarbejdelsen af budgettet temmelig decentraliseret, men samtidig ikke styret af strenge finanspolitiske regler. I 2004 indførte Tjekkiet en mellemfristet budgetramme med årlige lofter over statens nominelle udgifter over tre år. Erfaringen viser, at lofterne tidligere er blevet revideret opad i flere omgange ud over de revisioner, der er tilladt i henhold til budgetbestemmelserne. De største svagheder i det nuværende system er begrænset mulighed for at håndhæve reglerne, begrænset efterfølgende tilsyn, at det er vanskeligt at anvende i praksis, og at processen kun kontrolleres i begrænset omfang fra offentlighedens side. Den 2. december 2009 henstillede Rådet til Tjekkiet at håndhæve de mellemfristede budgetrammer mere strengt og forbedre kontrollen med budgetgennemførelsen i årets løb for at forhindre, at udgifterne bliver større end fastsat i budgettet og de flerårige planer. Programmet indeholder ikke tilstrækkelige forslag i den retning. Der er dog gjort visse fremskridt med at forbedre den finanspolitiske styring. Den igangværende gennemførelse af store ændringer i skatteopkrævnings- og skatteforvaltningssystemerne samt et hurtigt skifte til et finansministerielt budgetforvaltningssystem vil bidrage til en mere effektiv styring af de offentlige finanser.

(13)

Der er plads til at forbedre kvaliteten af de offentlige udgifter i Tjekkiet. Navnlig er udgifterne til F&U lavere end EU-gennemsnittet, og resultaterne af de offentlige udgifter på områder som sundhedsvæsen, uddannelse og offentlige indkøb kan forbedres.

Derimod er der et relativt højt offentligt investeringsniveau i forhold til EU-gennemsnittet og de omkringliggende lande (i nærheden af 5 % af BNP i løbet af de sidste fire år). På indtægtssiden har de tjekkiske myndigheder gennemført flere reformer siden 2007 for at indføre et gradvist skifte fra direkte til indirekte beskatning. Der vil dog være behov for yderligere reformer af skatte- og ydelsessystemet for at øge incitamentet til at arbejde og mindske arbejdsløshedsfælderne. Desuden er det direkte beskatningssystem og skatteopkrævningssystemet for komplekse og kunne med fordel forenkles yderligere.

(14)

Generelt er der overensstemmelse mellem programmets budgetstrategi og Rådets henstillinger efter artikel 126, stk. 7. Underskudsmålet forekommer passende og understøttes af specifikke konsolideringsforanstaltninger. Fra og med 2011 er der muligvis i lyset af ovennævnte risici ikke fuldstændig overensstemmelse med Rådets henstillinger efter artikel 126, stk. 7. Navnlig er konsolideringsplanerne for 2011 og 2012 behæftet med risici og ikke ambitiøse nok med en gennemsnitlig finanspolitisk tilpasning på 0,3 % af BNP årligt. Udgiftsmålene understøttes ikke af specifikke foranstaltninger, indtægtsfremskrivningerne for 2012 er baseret på positive makroøkonomiske antagelser, og der findes ingen detaljerede beskrivelser af, hvordan underskuddet vil blive reduceret fra 4,2 % af BNP i 2012 til 3 % i 2013. Der foreligger ingen oplysninger om en budgetstrategi for 2013. Den årlige finanspolitiske indsats i programperioden (2010-2012) udgør gennemsnitligt 0,8 %, hvilket er tæt på, men under det årlige gennemsnit på 1 %, som Rådet anbefaler. Efterlevelse af henstillingen og sikring af den anbefalede finanspolitiske indsats på gennemsnitligt 1 % vil kræve, at der gennemføres yderligere konsolideringsforanstaltninger i perioden 2011-2013.

(15)

Hvad angår de datakrav, der er anført i adfærdskodeksen for stabilitets- og konvergensprogrammerne, har programmet visse mangler i de frivillige data (2). I Rådets henstillinger under artikel 126, stk. 7, af 2. december 2009 opfordrede Rådet Tjekkiet til med henblik på at bringe underskudssituationen til ophør at gøre rede for de fremskridt, det gør med gennemførelsen af disse henstillinger, i et særskilt kapitel i dets opdateringer af konvergensprogrammerne. Tjekkiet har delvist overholdt denne henstilling.

i)

at sikre en konsekvent gennemførelse af 2010-budgettet og undgå udgiftsoverskridelser, i overensstemmelse med Rådets henstilling efter artikel 126, stk. 7, i forbindelse med budgetterne for 2011 og 2012 at gennemføre en bredere budgettilpasning end planlagt i programmet, og at gøre mere detaljeret rede for de foranstaltninger, der er nødvendige for at rette op på det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2013

ii)

at forbedre budgetprocedurerne samt at sikre en mere konsekvent håndhævelse af og kontrol med de mellemfristede budgetmål og navnlig at undgå at revidere udgiftslofterne opad ud over de revisioner, der er tilladt i henhold til budgetbestemmelserne

iii)

at gennemføre de nødvendige reformer for at forbedre de offentlige finansers langsigtede holdbarhed.

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/6

(1)

Den 26. april 2010 gennemgik Rådet Danmarks opdaterede konvergensprogram for perioden 2009-2015.

(2)

Den økonomiske krise ramte Danmarks økonomi hårdt i 2009 og førte Danmark ud i den dybeste recession siden afslutningen på anden verdenskrig. Danmarks finanspolitiske stilling ved krisens begyndelse var relativt gunstig efter en periode med vedvarende vækst med betydelige overskud på betalingsbalancens løbende poster og de offentlige finanser og et lavt offentligt gældsniveau. Afmatningen begyndte i 2008, hvor boligboblen bristede, og den blev forværret af en faldende eksport som følge af verdenshandelens sammenbrud og aftagende investeringer i kølvandet på den vigende endelige efterspørgsel og strammere kreditvilkår. Trods stigende disponible indkomster aftog det private forbrug mærkbart, fordi de ugunstige økonomiske udsigter, faldende priser på fast ejendom og stigende arbejdsløshed påvirkede forbrugernes tillid. Som reaktion på det bratte fald i output vedtog de danske myndigheder adskillige store finanspolitiske incitamenter i tråd med den europæiske økonomiske genopretningsplan, der omfattede skattelettelser, investeringsprojekter og en forhøjelse af udgifterne til offentligt forbrug. Foruden den finanspolitiske støtte til den økonomiske aktivitet blev der vedtaget to bankredningsplaner med garantier og kapitaltilførsler. Disse foranstaltninger forventes at vende et komfortabelt budgetoverskud i 2008 til et underskud fra 2009, der er på vej til at overskride vækst- og stabilitetspagtens referenceværdi på 3 % af BNP mellem 2010 og 2012. Skønt den offentlige gæld stiger parallelt hermed, forventes den at forblive under referenceværdien på 60 % af BNP. Valutakursen har været stabil i hele 2009, og rentespændet over for ECB er mindsket betydeligt. En central udfordring består i at sikre, at reformerne med henblik på at øge udbuddet af arbejdskraft videreføres for at sikre, at de offentlige finanser udvikler sig på en holdbar måde. En anden udfordring for de danske myndigheder består i at sikre, at aftrapningen af de stimulerende foranstaltninger finder sted inden for en rimelig frist efter, at opsvinget bliver selvbærende.

(3)

Selv om en stor del af det konstaterede fald i det reale BNP i forbindelse med krisen er konjunkturbestemt, er størrelsen af det potentielle output også blevet påvirket negativt. Krisen kan desuden også påvirke den potentielle vækst på mellemlang sigt i kraft af lavere investeringer, begrænsede kreditmuligheder og stigende strukturel arbejdsløshed. Konsekvenserne af den økonomiske krise forværrer desuden den demografiske aldrings ugunstige virkninger på det potentielle output og de offentlige finansers holdbarhed. Det vil på denne baggrund være afgørende at øge tempoet i strukturreformerne for at understøtte den potentielle vækst. For Danmark er det navnlig vigtigt at iværksætte reformer på arbejdsmarkedet og inden for førtidspensionsydelser for at øge arbejdskraftudbuddet.

(4)

I det makroøkonomiske referencescenario, programmet er baseret på, forventes det, at den reale BNP-vækst efter en nedgang (– 4,3 % i 2009) på ny vil vokse med 1,3 % i 2010 og øges til i gennemsnit 2,2 % i resten af programperioden. Vurderet på baggrund af de disponible oplysninger (2) forekommer dette scenario at være baseret på troværdige vækstantagelser for 2011 og optimistiske vækstantagelser derefter. I henseende til vækstens sammensætning findes der forskelle mellem programmet og Kommissionens prognoser fra efteråret 2009. I programmet antages det, at opsvinget vil blive drevet af den indenlandske efterspørgsel, hovedsagelig det private forbrug, fra 2010 efterfulgt af faste bruttoinvesteringer fra 2011, samtidig med at væksten i det offentlige forbrug vil stabiliseres fra 2011, og bidraget fra den eksterne sektor vil blive en smule negativt. I Kommissionens efterårsprognose af 2009 antages opsvinget at blive drevet af både det private forbrug og nettoeksporten. Programmets prognoser for inflationen og beskæftigelsen forekommer realistiske. Det makroøkonomiske scenario anses for at være i overensstemmelse med den danske fastkurspolitik.

(5)

Ifølge programmet anslås det offentlige underskud i 2009 til 2,9 % af BNP. Det massive udsving fra et overskud på 3,4 % af BNP i 2008 afspejler i vidt omfang krisens konsekvenser for de offentlige finanser, men det skyldes også incitamenter, som beløber sig til 2,2 % af BNP, og som regeringen vedtog i tråd med den europæiske økonomiske genopretningsplan. Forværringen blev hovedsagelig drevet af udgiftsforøgelser som følge af virkningen af de automatiske stabilisatorer, selv om regeringens incitamenter også omfattede betydelige skattelettelser. Ifølge programmet planlægges det at opretholde den finanspolitiske støtte i 2010, inden den gøres restriktiv i programmets sidste år. I lyset af Danmarks relativt gunstige udgangspunkt er videreførelsen i 2010 af den ekspansive finanspolitik hensigtsmæssig og i overensstemmelse med den europæiske økonomiske genopretningsplan. For at genskabe en holdbar situation for de offentlige finanser antages det i programmet, at den finanspolitiske konsolidering påbegyndes i 2011, og det erklæres, at de dertil fornødne foranstaltninger — ud over hvad der følger af indfasningen af finansieringselementerne i skattereformen 2010 og af at normalisere offentlige investeringer — specificeres på et senere tidspunkt.

(6)

Ifølge planen vil underskuddet på de offentlige finanser øges til 5,3 % af BNP i 2010 på grund af dels en faldende indtægtskvote og dels en stigende udgiftskvote. Den faldende indtægtskvote afspejler ikrafttrædelsen af skattereformen i 2010, medens de stigende udgifter som andel af BNP afspejler virkningen af de automatiske stabilisatorer og regeringens yderligere incitamenter. Incitamenter og skattelettelser forventes at beløbe sig til 1,3 % af BNP, medens programmets usikre elementer, herunder indtægterne fra Nordsøens olieudvinding og subsidierne til Grønland og Færøerne, beløber sig til – 1,7 % af BNP i 2010 (3). Den strukturelle saldo, dvs. den konjunkturkorrigerede saldo ifølge Kommissionens beregning efter den i fællesskab aftalte metode, vil forværres med 2,5 procentpoint, hvilket bekræfter en markant ekspansiv finanspolitisk kurs. Forskellen i forhold til størrelsen af incitamenterne og skattelettelserne forklares hovedsagelig ved indtægtstab.

(7)

Målet for den mellemfristede budgetstrategi i programmet er et budget i strukturel balance i 2015, en langsigtet holdbarhedsindikator (4) på mindst nul og en forbedring af den strukturelle saldo på i alt 1,5 % af BNP fra 2010 til 2013. Ifølge programmet forventes det samlede og det primære underskud gradvist nedbragt fra 2011; den primære saldo forventes at blive positiv fra 2013, og den samlede saldo når nul i 2015. Den strukturelle saldos udvikling ifølge Kommissionens beregning efter den i fællesskab aftalte metode og ud fra oplysningerne i programmet viser, at den finanspolitiske kurs er en smule ekspansiv i 2015 (– 0,4 % af BNP, hvilket er lidt lavere end det mål, som er fastlagt i programmet). Ud over antagelsen om nulvækst i det reale offentlige forbrug mellem 2011 og 2013, normalisering af offentlige investeringer og gennemførelse af finansieringselementerne i skattereformen bygger den påtænkte konsolidering på endnu uspecificerede foranstaltninger, men det anføres i programmet, at konsolideringen vil blive baseret på udgiftstilbageholdenhed, mens skattestigninger er udelukket. I det opdaterede program fastsættes et budget i strukturel balance som den mellemfristede budgetmålsætning. I betragtning af de seneste fremskrivninger og aktuelle gældsniveauer afspejler den mellemfristede budgetmålsætning mere end tilstrækkeligt pagtens mål.

(8)

Programmets budgetprognoser forekommer troværdige for 2010, men resultaterne for 2011 og de efterfølgende år kunne blive værre end forventet. Indtægtsprognoserne i opdateringen er fortsat realistiske, men er behæftet med betydelige risici, og den planlagte konsolidering på udgiftssiden er ikke underbygget med foranstaltninger. Desuden bygger det makroøkonomiske scenarie, der ligger til grund for budgetprognoser, på en antagelse om stærk vækst i det private forbrug og tilbageholdenhed i det offentlige forbrug. På baggrund af erfaringerne med, at udgifterne ofte overskrider målene, forekommer antagelsen om nulvækst i det reale offentlige forbrug mellem 2011 og 2013 at være optimistisk. Finanssektoren er tilsyneladende stabil, men de finansielle redningsforanstaltninger, der er indført under krisen, har øget regeringens risikoeksponering over for denne sektor.

(9)

Den offentlige bruttogæld anslås til 38,5 % af BNP i 2009 og forventes at stige til 48,3 % i 2012, inden den aftager til 45,0 % af BNP i 2015. Dette skyldes i vidt omfang den hastige stigning i underskuddet og faldet i BNP i 2009. I betragtning af de risici, der knytter sig til opfyldelsen af budgetmålene, kan gældskvoten også vokse mere end forventet i programmet. Men det offentliges finansielle nettostilling er positiv ved programperiodens begyndelse, men den vil blive en smule negativ i løbet af programperioden. Ifølge prognosen forventes bruttogældskvoten at forblive under referenceværdien (60 % af BNP) som fastsat i stabilitets- og vækstpagten.

(10)

Gældsprognosen på mellemlang sigt, ifølge hvilken BNP-væksten kun gradvis når op på de værdier, der var forventet før krisen, og skattetrykket vender tilbage til niveauet før krisen, og som også omfatter den forventede stigning i de aldersrelaterede udgifter viser, at den budgetstrategi, som påtænkes i programmet, umiddelbart og uden nogen yderligere ændringer i den førte politik vil være mere end tilstrækkelig til at stabilisere gældskvotienten frem til 2020.

(11)

De langsigtede budgetkonsekvenser af befolkningens aldring er klart mindre end EU-gennemsnittet. Den i programmet skønnede budgetstilling i 2009 bidrager til nedbringelsen af bruttogælden. Hvis der sikres store primære overskud på mellemlang sigt, vil dette medvirke til at begrænse risiciene for de offentlige finansers holdbarhed, som i Kommissionens holdbarhedsrapport af 2009 (5) blev vurderet som værende lav.

(12)

Som det fremgår af landets hidtidige budgetresultater har Danmark nydt godt af en forholdsvis stærk finanspolitisk ramme, som er bemærkelsesværdig ved dens brede dækning og dens klare og gennemsigtige finanspolitiske regler. Udgifterne til offentligt forbrug har imidlertid haft en tendens til at overskride målene. En række nylige initiativer, herunder økonomiske sanktioner, kunne styrke kommunernes incitament til at overholde de vedtagne mål. Siden 2002 har den danske skattepolitik bygget på et skattestop, der forhindrer inddrivelsen af nye indirekte eller direkte skatter. Skattestoppet kan således opfattes som et middel til at holde de offentlige udgifter under kontrol. Skattestoppet har ikke stået i vejen for en større skattereform i 2009, men streng overholdelse af skattestoppet kan vanskeliggøre yderligere justeringer og fastlåser visse uhensigtsmæssige elementer i beskatningsstrukturen, især hvad angår ejendomsskatter.

(13)

Da en af de væsentligste udfordringer for den danske økonomi på lang sigt består i at øge udbuddet af arbejdskraft, har regeringen iværksat foranstaltninger for at øge incitamentet til at arbejde og nedbringe fravær. Foranlediget af den globale økonomiske krise og inden for rammerne af skattestoppet blev der i 2009 vedtaget en skattereform, som træder i kraft i 2010, og som lemper beskatningen af arbejde i betydelig grad. Skattereformens forskellige elementer vil blive indført gradvist i perioden 2010 til 2019. I 2010 anslås nettoindtægtstabet til omkring 0,6 % af BNP, men finansieringselementerne gør reformen selvfinansierende på længere sigt for så vidt angår direkte virkning på indtægterne (med en neutral indvirkning i 2013 og positiv senest i 2015). Derudover anslår de danske myndigheder, at den forbedrede opmuntring af arbejdskraftudbuddet på længere sigt vil styrke de offentlige finanser (med omkring 0,3 % af BNP).

(14)

Overordnet set kan strategien for at opretholde den finanspolitiske støtte i 2010 anses for at være i overensstemmelse med den europæiske økonomiske genopretningsplan. Som følge af den økonomiske krises negative virkninger forventes det offentlige underskud at overskride referenceværdien på 3 % af BNP i 2010, 2011 og 2012. Men på baggrund af de risici for budgetprognoserne i programperiodens sidste år vil den planlagte tilbagevenden til et budget i balance måske ikke lykkes, og den planlagte forbedring af den strukturelle saldo på 1,5 % frem til 2013 vil måske ikke blive indfriet. Den planlagte finanspolitiske kurs målt på ændringen i den strukturelle saldo viser, at den finanspolitiske konsolidering slår igennem fra 2011, om end i et moderat tempo, der kommer tæt på benchmarket på mindst 0,5 % af BNP (6). I programmet nævnes det, at konsolideringen gennem nye foranstaltninger vil finde sted på udgiftssiden, men dette underbygges ikke af specifikke konsolideringsforanstaltninger bortset fra antagelsen om, at nulvækst i det reale offentlige forbrug vil danne grundlaget for budgetplanlægningen i 2011-2013. Budgetstrategien må derfor styrkes for at være i overensstemmelse med pagtens krav. I modsætning til programmets sigtepunkt, dvs. strukturel balance på de offentlige finanser i 2015, forventes den strukturelle saldo ifølge Kommissionens beregning efter den i fællesskab aftalte metode at blive en smule negativ (– 0,4 %) i 2015, og den er udsat for de samme risici som nævnes ovenfor.

(15)

Hvad angår de datakrav, der er anført i adfærdskodeksen for stabilitets- og konvergensprogrammerne, indeholder programmet alle obligatoriske data og de fleste fakultative data (7).

i)

at styrke indsatsen for at sikre, at den planlagte overtrædelse af referenceværdien på 3 % af BNP fortsat holdes under kontrol samt hurtigt korrigere underskuddets forventede overskridelse af referenceværdien og

ii)

at specificere de foranstaltninger, hvormed den finanspolitiske konsolidering underbygges for at opfylde den mellemfristede målsætning i 2015, således som det er planlagt.

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/11

(1)

Den 26. april 2010 gennemgik Rådet Finlands opdaterede stabilitetsprogram, som dækker perioden 2009-2013.

(2)

Selv om Finland havde oparbejdet et betydeligt overskud på betalingsbalancens løbende poster og på de offentlige finanser og dermed stod forholdsvis stærkt, da den verdensomspændende krise satte ind i 2008, ramte krisen landets meget eksportorienterede erhvervsliv såvel som husholdningerne særligt hårdt gennem negative tillidseffekter. Finland tillod de automatiske stabilisatorer at virke i fuldt omfang og igangsatte derudover forholdsvis betydelige diskretionære finanspolitiske stimuli. De offentlige finanser forværredes derfor med over 6,5 % af BNP i 2009. Selv om forbrugernes tillid i 2009 hurtigt nåede op over gennemsnittet for den langsigtede forbrugertillid, og erhvervslivets tillidsindikatorer steg lidt, er det gået langsommere med de realøkonomiske forbedringer. Arbejdsmarkedets reaktion på krisen har hidtil være langt mere afdæmpet, end man kunne have forventet, det store fald i output taget i betragtning.

(3)

Selv om en stor del af det konstaterede fald i det reale BNP i forbindelse med krisen er konjunkturbestemt, er størrelsen af det potentielle output også blevet påvirket negativt. Hertil kommer, at krisen muligvis også vil ramme den potentielle vækst på mellemlang sigt i form af færre investeringer, begrænsninger i kreditmulighederne og stigning i den strukturelle arbejdsløshed. Konsekvenserne af den økonomiske krise forværrer desuden den demografiske aldrings ugunstige virkninger på det potentielle output og de offentlige finansers holdbarhed. På den baggrund er det afgørende at fremskynde strukturreformer, der kan forstærke den potentielle vækst. Særligt er det for Finland vigtigt med reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft på lang sigt for at imødegå de negative konsekvenser for arbejdsmarkedet af den øgede ældreandel.

(4)

I det makroøkonomiske scenario, der ligger til grund for programmet, forventes væksten i BNP i faste priser — efter et voldsomt fald på 7,6 % i 2009 — at stige til 0,7 % i 2010 og yderligere til 2,4 % og 3,5 % i henholdsvis 2011 og 2012 for endeligt at falde til 3 % i 2013. Ud fra de oplysninger (2), der er til rådighed på nuværende tidspunkt, synes dette scenario at bygge på vækstantagelser, der er plausible for perioden indtil 2011, men særdeles optimistiske for den efterfølgende periode, i og med at de forventede vækstrater ligger betydeligt højere, end det skønnede vækstpotentiale på mellemlang sigt berettiger til. Opdateringens inflationsfremskrivninger forekommer realistiske i programperioden.

(5)

Programmet anslår, at underskuddet på de offentlige finanser vil andrage 2,2 % af BNP i 2009. Når dette sammenholdes med et overskud på 4,4 % af BNP i 2008, er der tale om en markant forværring, som i vid udstrækning afspejler den økonomiske krises virkning på de offentlige finanser samt stimulerende foranstaltninger, der beløber sig til næsten 2 % af BNP, og som gennemførtes i overensstemmelse med den europæiske økonomiske genopretningsplan. Forværringen af de offentlige finanser skyldes hovedsagelig et indtægtsfald, som har været særligt voldsomt på skatteområdet, specielt for så vidt angår selskabsskat. Ifølge programmet skal finanspolitikken fortsat understøtte den økonomiske genopretning i 2010, før den bliver mere eller mindre neutral i de sidste år af programmet. Eftersom mange af de finanspolitiske stimulerende foranstaltninger har varig karakter, vil det ikke nødvendigvis medføre en finanspolitisk konsolidering at fuldføre dem. I overensstemmelse med den exitstrategi, som Rådet tilskynder til, og med henblik på at genoprette holdbarheden i de offentlige finanser er det nødvendigt at stramme finanspolitikken på mellemlang sigt. I programmet hedder det, at regeringen vil træffe budgetkonsolideringsforanstaltninger senere, og at de vil blive fastlagt nærmere i statsbudgettet for 2011 og i det næste opdaterede stabilitetsprogram.

(6)

I programmet forudses det, at underskuddet på de offentlige finanser vil vokse til 3,6 % af BNP i 2010, hvorved stabilitets- og vækstpagtens grænse — et underskud på 3 % af BNP — overskrides. Den fremskrevne stigning i underskuddet skyldes yderligere stimuli, der beløber sig til godt og vel 1 % af BNP og primært omfatter skattelettelser, men også større udgifter til sociale ydelser, hovedsagelig på grund af den forventede stigning i arbejdsløsheden. Den strukturelle saldo, dvs. den konjunkturkorrigerede saldo eksklusive engangsforanstaltninger genberegnet i henhold til den i fællesskab aftalte metode, forventes at falde med over 1 % i 2010 i forhold til året før, hvilket stort set svarer til størrelsen af de stimulerende foranstaltninger, der har virkning fra 2010.

(7)

Hovedsigtet med programmets budgetstrategi på mellemlang sigt er at understøtte den økonomiske aktivitet og arbejdsmarkedet, mens den økonomiske krise står på, med de finanspolitiske begrænsninger, som hensynet de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt tilsiger. I programmet understreges vigtigheden af at genoprette holdbarheden i de offentlige finanser, men det hedder også, at ud fra de nuværende finanspolitiske fremskrivninger, der bygger på de eksisterende foranstaltninger, opfyldes denne målsætning ikke. I programmet forventes det, at både det samlede underskud og det primære underskud gradvist vil mindskes fra og med 2011, og at det samlede underskud vil være nede på 2 % af BNP i 2013. Den tilsvarende strukturelle saldo viser, at den finanspolitiske stilling vil være neutral fra og med 2011. Dette stemmer overens med det scenario, som programmet opstiller, og som bygger på en antagelse om uændret politik og på, at regeringen endnu ikke har bekendtgjort nogen større konsolideringsforanstaltninger på mellemlang sigt. Det opdaterede program definerer den mellemfristede budgetmålsætning som et strukturelt overskud på 0,5 % af BNP. På baggrund af de seneste fremskrivninger og størrelsen af den offentlige gæld synes den mellemfristede budgetmålsætning at afspejle stabilitets- og vækstpagtens målsætninger. Med de eksisterende foranstaltninger vil det ifølge det opdaterede stabilitetsprogram ikke være muligt at opfylde den mellemfristede budgetmålsætning inden for programperioden.

(8)

Budgetresultatet kan vise sig at blive værre end forventet i programmet. Selv om risikoen for, at vækstudsigterne på kort sigt forværres, er begrænset, idet de seneste fremadrettede indikatorer bekræfter, at stigningen i forbrugernes og — om end i mindre grad — virksomhedernes tillid er forholdsvis holdbar og vedvarende, kan budgetresultatet i slutningen af programperioden vise sig at blive værre end forudset, fordi de vækstantagelser, der ligger til grund for budgetfremskrivningerne, er særdeles optimistiske. De risikofaktorer, der kan gøre det vanskeligt at opfylde budgetmålsætningerne, opvejes i nogen grad af regeringens tilsagn om at konkretisere exitforanstaltningerne i budgettet for 2011 og i det næste opdaterede stabilitetsprogram.

(9)

Den offentlige bruttogæld er steget fra 34,2 % af BNP i 2008 til anslået 41,8 % i 2009. Denne udvikling skyldes i vid udstrækning det stigende underskud og faldet i BNP. Gældskvoten skønnes at vokse med yderligere 14,6 procentpoint i programperioden og nå 56,4 % af BNP i 2013 hovedsagelig som følge af fortsat store underskud på de offentlige finanser. I betragtning af at der er risiko for, at det bliver vanskeligere at opfylde budgetmålene, kan gældskvoten også vise sig at vokse mere end forventet i programmet. Som også en følsomhedsanalyse i programmet peger på, forventes gældskvoten ikke at overstige stabilitets- og vækstpagtens loft på 60 % af BNP. Som i de foregående år akkumulerer de sociale kasser og fonde fortsat finansielle aktiver, som nåede op på ca. 52,4 % af BNP i 2008 og dermed i øjeblikket overstiger den offentlige bruttogæld.

(10)

Gældsprognosen på mellemlang sigt, ifølge hvilken BNP-vækstraterne gradvis når op på de værdier, der var forventet før krisen, og skattetrykket vender tilbage til niveauet før krisen, og som også omfatter den forventede stigning i de aldersrelaterede udgifter, viser, at den budgetstrategi, som påtænkes i programmet, umiddelbart og uden yderligere ændringer i den førte politik ikke vil være tilstrækkelig til at stabilisere gældskvoten i 2020.

(11)

Skønt den langfristede budgetvirkning af befolkningens aldring er lidt større end gennemsnittet i EU, har de igangsatte pensionsreformer bidraget til at bremse den forventede vækst i pensionsudgifterne i de kommende årtier. Desuden vil den store aktivmasse, der er akkumuleret i de offentlige pensionsfonde, finansiere en del af den kommende stigning i pensionsudgifterne. Ud fra programmets beregninger forstærker budgetstillingen i 2009 de budgetmæssige virkninger af befolkningens aldring på holdbarhedsgabet. Fastholdelsen af store primære overskud på mellemlang sigt vil sammen med gennemførelsen af relevante strukturreformer bidrage til at mindske truslerne mod de offentlige finansers holdbarhed, som i Kommissionens holdbarhedsrapport (3) for 2009 bedømmes som lav.

(12)

Det vigtigste redskab til at styre statsudgifterne er fortsat de flerårige udgiftslofter, som ikke medregner konjunkturfølsomme udgiftsposter og derfor har tilladt de automatiske stabilisatorer at virke i fuldt omfang. Et sådant system har understøttet den økonomiske aktivitet og den sociale samhørighed i kriseperioden, men har tillige indebåret en forholdsvis betydelig forværring af de offentlige finanser. I betragtning af de hidtidige gode resultater må systemet med udgiftslofter forventes at vedblive med at være et effektivt redskab til styring af udgifter, som ikke er konjunkturbetingede statsudgifter. I programmet erkendes det, at der bør lægges vægt på exitstrategien efter krisen og på at udvikle finanspolitiske regler, som sikrer de offentlige finansers langsigtede holdbarhed. Staten søger også at øge produktiviteten i kommunernes serviceydelser, hvilken igen kan lette udgiftspresset. Derfor vedtog parlamentet en rammelov herom i 2007.

(13)

Regeringen har ikke ændret grundlæggende på den løbende reformstrategi vedrørende omlægningen af statslige og kommunale serviceydelser, idet den på begge områder gennemføres efter planen. Hovedparten af de produktivitetsgevinster på kommunalt niveau, som man håber på, vil formentlig først vise sig for alvor på mellemlang eller lang sigt.

(14)

Samlet set kan fastholdelsen i 2010 af en finanspolitik, der understøtter den økonomiske genopretning, betragtes som værende i overensstemmelse med genopretningsplanen, de ovennævnte risici, der truer opfyldelsen af budgetmålene, taget i betragtning. Som følge af den økonomiske krises negative konsekvenser forventes underskuddet på de offentlige finanser i 2010 midlertidigt at overskride grænsen på 3 % af BNP, hvorefter det gradvist vil bevæge sig ned under referenceværdien. I lyset af at vækstprognoserne kan risikere at blive negative i de sidste år af programmet, er det imidlertid usikkert, om der kan opnås selv den beskedne nedbringelse af underskuddet, som programmet opererer med. Fremskrivningen af den finanspolitiske stilling udregnet som ændringen i de strukturelle balancer tyder ikke på, at konsolideringen af de offentlige finanser vil slå igennem på mellemlang sigt, og ifølge programmet vil der ikke blive gjort fremskridt med at opfylde de mellemfristede målsætninger inden for programperioden. I programmet hedder det, at en konsolideringsstrategi er under udarbejdelse, men det angives ikke nærmere, hvad formålet med den er, eller hvilke hovedelementer den indeholder. Rettidig gennemførelse af en omfattende strategi for strukturel finanspolitisk konsolidering er nødvendig for at bringe budgetstrategien i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagtens krav.

(15)

Hvad angår de datakrav, der er anført i adfærdskodeksen for stabilitets- og konvergensprogrammerne, er der i programmet visse huller i de obligatoriske og frivillige data (4).

i)

gennemføre finanspolitikken for 2010 som planlagt og i overensstemmelse med den europæiske økonomiske genopretningsplan, men dog således, at den planlagte overskridelse af referenceværdien — 3 % af BNP — fortsat begrænses og har midlertidig karakter

ii)

vise rettidig omhu ved for perioden fra og med 2011 at fastlægge en omfattende og konkret mellemfristet finanspolitisk konsolideringsstrategi, som blandt andet kan opfylde den mellemfristede budgetmålsætning og genskabe de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt.

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/15

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/16

(1)

Disse retningslinjer indeholder principperne for vurderingen efter artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (1) af de særlige spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med vertikale begrænsninger i aftaler om salg og reparation af motorkøretøjer og om distribution af reservedele. De udsendes i tilknytning til Kommissionens forordning (EU) nr. 461/2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis inden for motorkøretøjsbranchen (herefter »motorkøretøjsforordningen«) (2) og har til formål at gøre det lettere for virksomhederne at foretage deres egen vurdering af disse aftaler.

(2)

Retningslinjerne belyser en række spørgsmål, der har særlig relevans for motorkøretøjsbranchen, bl.a. om, hvordan de relevante bestemmelser i Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelsen af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Euorpæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (3) (herefter »den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning«) skal fortolkes. De berører ikke gyldigheden af retningslinjerne for vertikale aftaler (4) (herefter »de generelle vertikale retningslinjer«) og skal derfor forstås i sammenhæng med og som et supplement til de generelle vertikale retningslinjer.

(3)

Disse retningslinjer finder både anvendelse på vertikale aftaler og samordnet praksis angående vilkårene for, at parterne kan købe, sælge eller videresælge reservedele til og/eller udføre reparations- og vedligeholdelsesarbejde på motorkøretøjer og på vertikale aftaler og samordnet praksis angående vilkårene for parternes køb, salg eller videresalg af nye motorkøretøjer. Som forklaret i Del II i disse retningslinjer, vil den sidstnævnte kategori af aftaler og samordnet praksis indtil den 31. maj 2013 fortsat være omfattet af de relevante bestemmelser i Kommissionens forordning (EF) nr. 1400/2002 af 31. juli 2002 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis inden for motorkøretøjsbranchen (5). Med hensyn til vertikale aftaler og samordnet praksis angående køb, salg eller videresalg af nye motorkøretøjer finder disse retningslinjer derfor først anvendelse fra 1. juni 2013. Disse retningslinjer finder ikke anvendelse på vertikale begrænsninger i andre sektorer end motorkøretøjsbranchen, og de principper, der opstilles heri, kan ikke nødvendigvis bruges til vurdering af aftaler i andre sektorer.

(4)

Disse retningslinjer er ikke til hinder for en eventuel parallel anvendelse af traktatens artikel 102 på vertikale aftaler i motorkøretøjsbranchen og er uden betydning for, hvilken fortolkning EU-Domstolen måtte anlægge med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 101 på sådanne vertikale aftaler.

(5)

Medmindre andet er angivet, gælder analysen og argumenterne i disse retningslinjer for alle omsætningsled. Udtrykkene »leverandør« og »distributør« (6) anvendes for alle omsætningsled. Den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning og motorkøretøjsforordningen omtales under ét som »gruppefritagelsesforordningerne«.

(6)

De kriterier, der opstilles i disse retningslinjer, skal anvendes under hensyntagen til de konkrete faktiske og retlige omstændigheder i hver enkelt sag. Kommissionen vil anvende (7) disse retningslinjer på en fornuftig og smidig måde og tage hensyn til de erfaringer, den har gjort inden for rammerne af sine håndhævelses- og markedsovervågningsaktiviteter.

(7)

Erfaringerne med håndhævelsen af konkurrencereglerne i denne sektor har vist, at visse begrænsninger kan være et resultat enten af eksplicitte direkte kontraktforpligtelser eller af indirekte forpligtelser eller foranstaltninger, der ikke desto mindre giver det samme konkurrencebegrænsende resultat. Leverandører, der ønsker at påvirke en distributørs adfærd i konkurrencen, kan f.eks. gøre brug af trusler eller intimidering, advarsler eller sanktioner. Han kan også forsinke leverancerne eller stille dem i bero, eller true med at opsige kontrakten med distributører, der sælger til udenlandske kunder eller ikke overholder et bestemt prisniveau. Åbenhed i forholdet mellem aftaleparterne vil normalt mindske risikoen for, at fabrikanterne drages til ansvar for brug af sådanne indirekte pressionsmidler med det formål at opnå konkurrencebegrænsende resultater. Overholdelse af en adfærdskodeks kan være et af midlerne til at skabe større åbenhed i de kommercielle relationer mellem parterne. Sådanne kodekser kan bl.a. indeholde regler om frister for opsigelse af kontrakter, der kan være afpasset efter kontraktens løbetid, om kompensation for udestående investeringer i forbindelse med kontraktforholdet foretaget af forhandleren i tilfælde af, at kontrakten uden rimelig grund opsiges før tid, eller om voldgift som en alternativ måde at bilægge tvister på. Hvis en leverandør indføjer sådanne adfærdsregler i sine aftaler med distributører og reparatører, gør disse regler offentligt tilgængelige og overholder dem, vil det blive betragtet som en relevant faktor ved vurderingen af leverandørens adfærd i de konkrete tilfælde.

(8)

Retningslinjerne er struktureret på følgende måde:

(9)

I henhold til motorkøretøjsforordningens artikel 4 finder den anvendelse på vertikale aftaler om køb, salg og videresalg af reservedele til motorkøretøjer og om reparation og vedligeholdelse af motorkøretøjer.

(10)

Motorkøretøjsforordningens artikel 2 forlænger anvendelsesperioden for de relevante bestemmelser i forordning (EF) nr. 1400/2002 til den 31. maj 2013, i det omfang der er tale om vertikale aftaler om køb, salg eller videresalg af nye motorkøretøjer. I henhold til motorkøretøjsforordningens artikel 3 vil vertikale aftaler om køb, salg og videresalg af nye køretøjer være omfattet af den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning (8) fra den 1. juni 2013.

(11)

Den sondring, som i den ny ramme gøres mellem markedet for salg af nye motorkøretøjer og eftermarkedet for motorkøretøjer afspejler de forskellige konkurrencevilkår på disse markeder.

(12)

På grundlag af den tilbundsgående markedsanalyse, der er foretaget i evalueringsrapporten om Kommissionens forordning (EF) nr. 1400/2002 af 28. maj 2008 (9) og i Kommissionens meddelelse om den fremtidige konkurrenceretlige ramme for motorkøretøjssektoren af 22. juli 2009 (10), ser der inden for distribution af nye motorkøretøjer ikke ud til at være nogen væsentlige problemer med konkurrencen, der adskiller denne branche fra alle andre brancher, og som kunne gøre det nødvendigt at anvende andre, strengere regler end reglerne i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning. Markedsandelsgrænsen på 30 % (11), udelukkelsen af bestemte vertikale begrænsninger fra fritagelse og de betingelser, der er fastsat i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning, vil således normalt sikre, at vertikale aftaler om distribution af nye motorkøretøjer opfylder betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3, uden at det er nødvendigt at stille flere og strengere krav end dem, der gælder for andre brancher.

(13)

For at give alle aktører tid til at tilpasse sig til den generelle ordning, især i betragtning af, at de ofte har foretaget langsigtede, investeringer særligt med henblik på kontraktforholdet, er anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1400/2002 blevet forlænget med tre år indtil den 31. maj 2013 for så vidt angår de krav, der specifikt gælder for vertikale aftaler om køb, salg og videresalg af nye motorkøretøjer. Fra 1. juni 2010 til 31. maj 2013 vil de bestemmelser i forordning (EF) nr. 1400/2002, som gælder for både aftaler om distribution af nye motorkøretøjer og aftaler om køb, salg og videresalg af reservedele til motorkøretøjer og/eller om udførelse af reparations- og vedligeholdelsesarbejde, kun gælde for de førstnævnte aftaler. I den periode vil retningslinjerne ikke blive anvendt til fortolkning af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1400/2002. Der henvises i stedet til den vejledende brochure om den pågældende forordning (12).

(14)

Hvad angår vertikale aftaler om de vilkår, hvorunder parterne kan købe, sælge eller videresælge reservedele til motorkøretøjer og/eller udføre reparations- og vedligeholdelsesarbejde på motorkøretøjer, finder motorkøretøjsforordningen anvendelse fra 1. juni 2010. Det betyder, at for at være fritaget efter forordningens artikel 4 skal en aftale ikke blot opfylde fritagelsesbetingelserne i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning, men den må heller ikke indeholde nogen af de særligt alvorlige begrænsninger, i almindelighed kaldet hardcore-begrænsninger, der er opregnet i motorkøretøjsforordningens artikel 5.

(15)

At markederne for reparations- og vedligeholdelsesarbejde og distribution af reservedele normalt har en mærkespecifik karakter, har den logiske konsekvens, at konkurrencen på disse markeder er mindre hård end på markedet for salg af nye motorkøretøjer. I takt med den teknologiske udvikling er motorkøretøjerne blevet mere driftssikre, og serviceintervallerne er blevet længere, men denne udvikling er blevet overhalet af stigende individuelle priser på reparations- og vedligeholdelsesarbejde. På reservedelsmarkederne er reservedele af motorkøretøjsproducentens mærke udsat for konkurrence fra reservedele fra originaludstyrsfabrikanter og andre. Det har lagt et fortsat pres på priserne på disse markeder, hvilket igen resulterer i et fortsat pres på priserne på reparations- og vedligeholdelsesmarkederne, da reservedele tegner sig for en stor procentdel af de gennemsnitlige omkostninger ved reparationsarbejde. Som helhed tegner reparation og vedligeholdelse sig desuden for en meget betydelig del af forbrugernes samlede udgifter til motorkøretøjer, som igen tegner sig for en betydelig del af den gennemsnitlige forbrugers budget.

(16)

På baggrund af særlige konkurrenceproblemer på eftermarkederne for motorkøretøjer er der for aftaler om reparation og vedligeholdelse af motorkøretøjer og levering af reservedele indføjet tre yderligere hardcore-begrænsninger i motorkøretøjsforordningen ud over dem, der er indeholdt i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning. Der gives yderligere vejledning om disse yderligere hardcore-begrænsninger i Del III af disse retningslinjer.

(17)

En aftale er ikke omfattet af gruppefritagelsen, hvis den indeholder hardcore-begrænsninger. Disse begrænsninger er opregnet i artikel 4 i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning og i artikel 5 i motorkøretøjsforordningen. Hvis en aftale indeholder nogen af disse begrænsninger, giver det anledning til en formodning om, at aftalen er omfattet af traktatens artikel 101, stk. 1. Det giver også anledning til formodning om, at aftalen sandsynligvis ikke opfylder betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3, og at gruppefritagelsen derfor ikke finder anvendelse. Der er imidlertid tale om en formodning, som kan afkræftes, hvis virksomhederne kan gøre en effektivitetsfordel efter traktatens artikel 101, stk. 3, gældende i den konkrete sag.

(18)

Et af Kommissionens konkurrencepolitiske mål for motorkøretøjsbranchen er at beskytte reservedelsfabrikanternes adgang til eftermarkederne for motorkøretøjer og sikre, at både uafhængige og autoriserede reparatører såvel som reservedelsgrossister fortsat har adgang til konkurrerende reservedelsmærker. Det giver forbrugerne betydelige fordele, især fordi der ofte er store prisforskelle mellem reservedele, der sælges eller videresælges af en motorkøretøjsproducent og alternative reservedele. Alternativer til reservedele med motorkøretøjsproducentens mærke omfatter originalreservedele fremstillet og distribueret af leverandører af det originale udstyr samt reservedele fremstillet af andre reservedelsproducenter, hvis kvalitet svarer til de originale reservedeles.

(19)

»Originale reservedele eller originaludstyr« er reservedele eller udstyr, der er fremstillet efter de specifikationer og produktionsstandarder, som motorkøretøjsproducenten har opstillet for fremstillingen af reservedele eller udstyr til montering af det pågældende motorkøretøj. Det omfatter også reservedele eller udstyr, som fremstilles på de samme produktionslinjer som de pågældende reservedele eller det pågældende udstyr. Indtil det modsatte er bevist, antages det, at reservedele er originale, hvis reservedelsfabrikanten attesterer, at deres kvalitet svarer til kvaliteten af de komponenter, der bruges ved montering af det pågældende motorkøretøj, og er fremstillet efter specifikationerne og standarderne for motorkøretøjet (jf. artikel 3, nr. 26, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne motorkøretøjer (rammedirektivet) (13)).

(20)

For at en reservedel kan anses for at være af »matchende kvalitet«, skal den være af en tilstrækkelig god kvalitet til, at brugen af den ikke bringer det pågældende autoriserede nets omdømme i fare. Ligesom ved enhver anden udvælgelsesstandard vil motorkøretøjsproducenten kunne fremlægge dokumentation for, at en given reservedel ikke opfylder dette krav.

(21)

Ifølge artikel 4, litra e), i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning er der tale om en hardcore-begrænsning, hvis en aftale mellem en leverandør af komponenter og en køber, der monterer disse komponenter, indeholder bestemmelser, som hindrer komponentleverandøren i at sælge sine komponenter til slutbrugere, uafhængige reparatører eller andre tjenesteydere, som køberen ikke har givet i opdrag at reparere eller udføre service på hans produkt. Motorkøretøjsforordningens artikel 5, litra a), b) og c), omhandler tre yderligere hardcore-begrænsninger i aftaler om levering af reservedele.

(22)

Motorkøretøjsforordningens artikel 5, litra a), omhandler begrænsninger i den adgang, som de forhandlere, der deltager i et selektivt distributionssystem, har til at sælge reservedele til motorkøretøjer til uafhængige reparatører. Denne bestemmelse er især relevant for en særlig kategori af reservedele, nemlig de reservedele, der kun kan købes hos motorkøretøjsproducenten eller medlemmerne af dennes autoriserede distributionsnet. Hvis en aftale mellem en leverandør og en distributør indeholder en bestemmelse om, at sådanne reservedele ikke må sælges til uafhængige reparatører, er det sandsynligt, at denne aftale vil udelukke de pågældende reparatører fra markedet for reparations- og vedligeholdelsesarbejde og dermed være i strid med traktatens artikel 101.

(23)

Artikel 5, litra b), i motorkøretøjsforordningen omhandler enhver direkte eller indirekte begrænsning, der er aftalt mellem en leverandør af reservedele, reparations- eller diagnoseudstyr eller andet udstyr og en motorkøretøjsproducent, og som indskrænker leverandørens mulighed for at sælge disse varer til autoriserede og/eller uafhængige distributører og reparatører. Særlige værktøjsaftaler mellem komponentleverandører og motorkøretøjsproducenter er et af eksemplerne på mulige indirekte begrænsninger af denne type. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens meddelelse af 18. december 1978 om bedømmelse af underleveranceaftaler i relation til EØF-traktatens artikel 85, stk. 1 (14) (underleverancemeddelelsen). Traktatens artikel 101, stk. 1, finder normalt ikke anvendelse på en aftale om, at en motorkøretøjsproducent skal levere et værktøj, der er nødvendigt for at producere bestemte komponenter, til komponentfabrikanten, bidrage til produktudviklingsomkostningerne eller overføre nødvendige (15) intellektuelle ejendomsrettigheder og knowhow til denne, og at dette bidrag ikke må bruges til fremstilling af dele, der skal sælges direkte på eftermarkedet. Men hvis en motorkøretøjsproducent på den anden side pålægger komponentleverandøren pligt til at overføre ejendomsretten eller intellektuelle ejendomsrettigheder eller knowhow i forbindelse med et sådant værktøj, kun bidrager ubetydeligt til produktudviklingsomkostningerne eller ikke overfører nogen nødvendige værktøjer, intellektuelle ejendomsrettigheder eller knowhow til komponentleverandøren, vil deres aftale ikke blive betragtet som en ægte underleveranceaftale. Den vil derfor kunne falde ind under traktatens artikel 101, stk. 1, og skal da vurderes efter gruppefritagelsesforordningerne.

(24)

Artikel 5, litra c), i motorkøretøjsforordningen drejer sig om en begrænsning aftalt mellem en motorkøretøjsproducent, der anvender komponenter til førstegangsmontering i motorkøretøjer, og leverandøren af sådanne komponenter, som indskrænker leverandørens mulighed for at anbringe sit varemærke eller logo på en konkret og let synlig måde på de leverede komponenter eller reservedele. For at sikre forbrugerne større valgmuligheder bør reparatører og forbrugere være i stand til at se, hvilke andre reservedele fra alternative leverandører der passer til et givet motorkøretøj end de reservedele, der bærer motorkøretøjsproducentens mærke. Anbringelse af leverandørens varemærke eller logo på komponenter og reservedele gør det lettere at identificere egnede reservedele, der kan fås fra originaludstyrsfabrikanter. Hvis motorkøretøjmotorkøretøjsproducenterne ikke tillader dette, kan de lægge hindringer i vejen for markedsføringen af originalreservedelsproducenternes reservedele og indskrænke forbrugernes valgmuligheder på en måde, der vil være i strid med traktatens artikel 101.

(25)

Parterne i vertikale aftaler i motorkøretøjsbranchen bør bruge disse retningslinjer sammen med og som supplement til de generelle vertikale retningslinjer som rettesnor ved vurderingen af en konkret begrænsnings forenelighed med traktatens artikel 101. Denne del indeholder særlige retningslinjer for mærkeeksklusivitet og selektiv distribution, som er to områder, der kan have særlig relevans for vurderingen af den type aftaler, der er omhandlet i Del II af disse retningslinjer.

(26)

I henhold til artikel 3 i motorkøretøjsforordningen (sammenholdt med artikel 5, stk. 1, litra a), i den generelle gruppefritagelsesforordning) kan en motorkøretøjsleverandør og en distributør, hvis markedsandel på det relevante marked ikke overstiger 30 %, aftale en mærkeeksklusivitetsforpligtelse, ifølge hvilken distributøren udelukkende må købe motorkøretøjer hos leverandøren eller fra andre af denne udpegede virksomheder, på betingelse af, at varigheden af denne konkurrenceklausul er begrænset til højst fem år. Samme principper gælder for aftaler mellem leverandører og deres autoriserede reparatører og/eller reservedelsdistributører. En forlængelse ud over de fem år forudsætter udtrykkeligt samtykke fra begge parter, og intet må være til hinder for, at distributøren opsiger konkurrenceklausulen ved femårsperiodens udløb. Konkurrenceklausuler falder ikke ind under gruppefritagelsesforordningerne, hvis de er af ubegrænset varighed eller over fem års varighed, men i sådanne tilfælde vil gruppefritagelsesforordningerne dog fortsat gælde for resten af den vertikale aftale. Det samme gælder konkurrenceklausuler, der stiltiende kan fornys ud over fem år. Hindringer, trusler om opsigelse eller antydninger om, at mærkeeksklusivitetsforpligtelsen vil blive genindført, før enten distributøren eller den nye leverandør har haft tid til at tjene deres irreversible investeringer ind, vil blive anset for at være ensbetydende med en stiltiende fornyelse af denne mærkeeksklusivitetsforpligtelse.

(27)

I henhold til artikel 5, stk. 1, litra c), i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning vil enhver direkte eller indirekte forpligtelse, som foranlediger medlemmerne af et selektivt distributionssystem til ikke at sælge bestemte konkurrerende leverandørers mærker, ikke falde ind under fritagelsen. Særligt bør man være opmærksom på, hvordan eksisterende distributører, der forhandler flere mærker, får pålagt mærkeeksklusivitet, så det sikres, at sådanne forpligtelser ikke indgår i en overordnet strategi, der tager sigte på at udelukke konkurrence fra en eller flere bestemte leverandører og i særdeleshed fra nye eller svagere konkurrenter. Sådanne problemer kan i særdeleshed opstå, hvis de i disse retningslinjers punkt 34 nævnte markedsandelsgrænser er overskredet, og hvis den leverandør, der anvender en sådan bestemmelse, har en sådan position på det relevante marked, at han er i stand til at yde et betydeligt bidrag til den samlede afskærmningsvirkning (16).

(28)

Konkurrenceklausuler i vertikale aftaler udgør ikke hardcore-begrænsninger, men kan alt efter markedsforholdene have negative virkninger, der bevirker, at aftalen falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1 (17). En sådan konkurrenceskadelig virkning kan opstå, når der er tale om at udelukke konkurrerende leverandører ved at lægge hindringer i vejen for deres indtrængning eller ekspansion på markedet, og kan gå ud over forbrugerne, fordi det kan resultere i højere priser på produkterne, færre valgmuligheder, ringere kvalitet eller mindre innovation

(29)

Konkurrenceklausuler kan imidlertid også have positive virkninger, der kan bringe dem ind under traktatens artikel 101, stk. 3. Konkurrenceklausuler kan især bidrage til at løse et »frihjulsproblem« (»free rider problem«), der består i, at en leverandør drager fordele af investeringer foretaget af en anden. Der kan f.eks. være tale om, at en leverandør investerer i distributørens lokaler, men derigennem tiltrækker kunder til et konkurrerende mærke, som også sælges fra samme forretningssted. Det samme er tilfældet med andre typer investeringer foretaget af leverandøren, som forhandleren kan udnytte til at sælge motorkøretøjer produceret af konkurrerende fabrikanter, f.eks. investeringer i uddannelse.

(30)

En anden positiv virkning af konkurrenceklausuler i motorkøretøjssektoren er, at de kan fremme distributionsnettets mærkeimage og mærkeomdømme. Ved at pålægge forhandlerne at sikre en vis ensartethed og kvalitetsstandardisering kan sådanne begrænsninger bidrage til at skabe og opretholde et godt mærkeomdømme og dermed øge et produkts tiltrækningskraft over for de endelige forbrugere og øge salget.

(31)

I artikel 1, litra d), i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning defineres en konkurrenceklausul som:

(32)

Ud over de direkte midler, som en leverandør kan bruge til at binde distributøren til sit eget mærke eller sine egne mærker, kan leverandøren også gøre brug af indirekte midler, der har samme virkning. I motorkøretøjsbranchen kan sådanne indirekte midler bl.a. være kvalitetsnormer, der specielt er udformet med henblik på at tilskynde distributørerne til ikke at sælge biler af konkurrerende mærker (18), bonusser, der er betinget af, at distributøren indvilliger i kun at sælge ét mærke, målrabatter eller forskellige andre krav, f.eks. krav om, at distributøren skal etablere en særskilt retlig enhed til det konkurrerende mærke eller skal udstille det konkurrerende mærke i et separat udstillingslokale på et sted, hvor det ikke ville være økonomisk rentabelt at gøre det (f.eks. i tyndt befolkede områder).

(33)

Gruppefritagelsen i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning omfatter alle former for direkte eller indirekte konkurrenceklausuler, forudsat at både leverandørens og distributørens markedsandele ikke overstiger 30 %, og at konkurrenceklausulen ikke har en varighed på over fem år. Men selv i de tilfælde, hvor en individuel aftale opfylder disse betingelser, kan en konkurrenceklausul føre til konkurrenceskadelige virkninger, der ikke opvejes af dens positive virkninger. I motorkøretøjsbranchen kan sådanne konkurrenceskadelige nettovirkninger bl.a. bero på kumulative effekter, der fører til udelukkelse af konkurrerende mærker (markedsafskærmning).

(34)

Inden for distribution af motorkøretøjer i detailleddet er det usandsynligt, at der vil kunne opstå sådanne afskærmningsvirkninger på markeder, hvor alle leverandører har markedsandele på under 30 %, og hvor den samlede procentdel af alle salg af motorkøretøjer underlagt mærkeeksklusivitetsforpligtelser på det relevante marked (dvs. den samlede bundne markedsandel) ligger på under 40 % (19). I en situation, hvor der er én ikke-dominerende leverandør, der har en markedsandel på over 30 % af det relevante marked, mens alle de øvrige leverandørers markedsandel ligger på under 30 %, er der ikke sandsynlighed for konkurrenceskadelige kumulative virkninger, så længe den bundne markedsandel ikke overstiger 30 %.

(35)

Men hvis adgangen til det relevante marked for salg af nye motorkøretøjer og konkurrencen på dette marked er betydeligt begrænset på grund af de kumulative virkninger af parallelle net af ensartede vertikale aftaler med mærkeeksklusivitet, vil Kommissionen kunne inddrage gruppefritagelsen i medfør af artikel 29 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelsen af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (20). En beslutning om inddragelse af gruppefritagelsen vil kunne være rettet specielt til de leverandører, der betydeligt bidrager til en kumulativ begrænsning af konkurrencen på det relevante marked. Opstår denne virkning på et nationalt marked, vil den pågældende medlemsstats konkurrencemyndigheder også kunne inddrage gruppefritagelsen for det pågældende områdes vedkommende.

(36)

Hvis paralle net af aftaler indeholdende stort set identiske vertikale begrænsninger dækker mere end 50 % af et givet marked, vil Kommissionen desuden kunne vedtage en forordning, hvorved gruppefritagelsen erklæres uanvendelig på det pågældende marked i relation til sådanne begrænsninger. En sådan situation kan i særdeleshed opstå, hvis kumulative virkninger af en udbredt brug af mærkeeksklusivitetsforpligtelser vil skade forbrugerne på det pågældende marked.

(37)

Hvad angår vurderingen af mindstekøbsforpligtelser beregnet på grundlag af distributørens samlede årlige indkøb, kan der være grund til at inddrage fordelene i henhold til gruppefritagelsen, hvis der opstår konkurrenceskadelige kumulative effekter, selv om den mindstekøbsforpligtelse, leverandøren pålægger, ikke overstiger den 80 %-grænse, der er fastsat i artikel 1, litra d), i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning. Parterne bør se på, hvorvidt en forpligtelse for distributøren til at sikre, at en bestemt del af hans samlede indkøb af motorkøretøjer bærer leverandørens mærke, under hensyn til de relevante faktiske omstændigheder vil afskære distributøren fra også at forhandle et eller flere andre, konkurrerende mærker. Ud fra dette perspektiv vil selv en mindstekøbsforpligtelse på under 80 % af det samlede årlige indkøb være ensbetydende med en mærkeeksklusivitetsforpligtelse, hvis en distributør, som ønsker at begynde at forhandle en konkurrerende fabrikants mærke, tvinges til at sælge så mange motorkøretøjer af det mærke, han i forvejen sælger, at distributørens virksomhed ikke længere er økonomisk holdbart (21). En sådan mindstekøbsforpligtelse vil også være ensbetydende med en mærkeeksklusivitetsforpligtelse, hvis den tvinger en konkurrerende leverandør til at fordele sin planlagte afsætning inden for et givet område på flere distributører, hvilket kan resultere i dobbeltinvesteringer og fragmentering af salgsindsatsen.

(38)

Aftaleparter kan også blive nødt til at vurdere, om mærkeeksklusivitetsklausuler i aftaler, som ikke opfylder betingelserne i gruppefritagelsen, enten fordi parternes markedsandele overstiger 30 %, eller fordi aftalen har en varighed på over fem år, er forenelige med konkurrencereglerne. Disse aftaler vil derfor skulle granskes individuelt for at afklare, om de falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1, og om det i så fald er muligt at dokumentere effektivitetsgevinster, der opvejer en eventuel konkurrencebegrænsende virkning. Hvis det er tilfældet, kan de eventuelt henføres under undtagelsen i traktatens artikel 101, stk. 3. Vurderingen i sådanne konkrete tilfælde skal foretages på grundlag af de generelle principper i afsnit VI.2.1 i de generelle vertikale retningslinjer.

(39)

I særdeleshed falder aftaler mellem en motorkøretøjsproducent eller dennes importør på den ene side og reservedelsdistributører og/eller autoriserede reparatører på den anden side ikke ind under gruppefritagelsesforordningerne, hvis parternes markedsandele overstiger 30 %-grænsen, hvilket sandsynligvis vil være tilfældet for de fleste af den type aftaler. De typer mærkeeksklusivitetsforpligtelser, der vil skulle tages stilling til i sådanne situationer, omfatter alle de restriktioner, der direkte og indirekte begrænser distributørernes eller reparatørernes muligheder for at købe originale reservedele eller reservedele af dertil svarende kvalitet hos tredjemand. Hvis en autoriseret reparatør pålægges pligt til at bruge originale reservedele leveret af motorkøretøjsproducenten til reparationer udført under garanti, gratis service eller service i forbindelse med tilbagekaldelse af motorkøretøjer, anses det ikke for at være en mærkeeksklusivitetsforpligtelse, men derimod snarere et objektivt begrundet krav.

(40)

Mærkeeksklusivitetsforpligtelser i aftaler om distribution af nye motorkøretøjer vil også skulle vurderes i det enkelte tilfælde, hvis aftalerne har en varighed på over fem år, og/eller hvis leverandørens markedsandel overstiger 30 %, hvilket kan være tilfældet for visse leverandører i nogle medlemsstater. Under sådanne omstændigheder bør parterne ikke alene se på leverandørens og køberens markedsandel, men også på den samlede bundne markedsandel, under hensyntagen til de i punkt 34 nævnte markedsandelsgrænser. Når disse grænser er overskredet, vil konkrete aftaler blive vurderet efter de generelle principper i afsnit VI.2.1. i de generelle vertikale retningslinjer.

(41)

Uden for gruppefritagelsesforordningernes rammer vil der ved vurderingen af mindstekøbsforpligtelser beregnet på grundlag af distributørens samlede årlige behov blive taget hensyn til alle relevante faktiske omstændigheder. I særdeleshed vil en mindstekøbsforpligtelse, der er sat til under 80 % af distributørens samlede årlige indkøb, blive betragtet som en mærkeeksklusivitetsforpligtelse, hvis den afholder distributøren fra at forhandle et eller flere andre, konkurrerende mærker.

(42)

Selektiv distribution er i dag en af de mest udbredte distributionsformer i motorkøretøjsbranchen. Det benyttes i meget vid udstrækning til salg af motorkøretøjer såvel som inden for reparation og vedligeholdelse samt distribution af reservedele.

(43)

Ved rent kvalitativ selektiv distribution udvælges distributørerne og reparatørerne udelukkende på grundlag af objektive kriterier, der er nødvendige som følge af produkternes eller tjenesteydelsernes egenskaber, som f.eks. salgspersonalets uddannelse, salgslokalernes indretning, salgsteknik og den salgsservice, distributøren skal yde (22). Anvendelse af sådanne kriterier medfører ikke direkte nogen begrænsning af antallet af distributører eller reparatører, der kan komme med i levarandørens net. Rent kvalitativ selektiv distribution anses normalt ikke for at falde ind under traktatens artikel 101, stk. 1, fordi der ikke er tale om konkurrencebegrænsende virkninger, forudsat at følgende tre betingelser er opfyldt. For det første skal produktets egenskaber nødvendiggøre anvendelsen af selektiv distribution, i den forstand at et sådant system skal være et berettiget krav i lyset af det pågældende produkts egenskaber for at bevare dets kvalitet og sikre, at det anvendes korrekt. For det andet skal distributørerne eller reparatørerne udvælges på grundlag af objektive, kvalitative kriterier, der fastsættes ensartet for alle potentielle distributører og reparatører og anvendes uden forskelsbehandling. For det tredje må de fastlagte kriterier ikke være mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt.

(44)

Mens distributører og reparatører ved kvalitativ selektiv distribution udelukkende udvælges på grundlag af objektive kriterier, som nødvendiggøres af produktets eller ydelsens art, er kvantitativ selektiv distribution baseret på yderligere udvælgelseskriterier, som mere direkte begrænser det potentielle antal af distributører eller reparatører, enten ved direkte at fastsætte, hvor mange der må være, eller f.eks. ved at kræve et bestemt minimumssalg. Distributionsnet, der er baseret på kvantitative kriterier, anses generelt for at være mere konkurrencebegrænsende, end når der udelukkende er tale om kvalitative udvælgelse, og sandsynligheden for, at de falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1, er derfor større.

(45)

Hvis en selektiv distributionsaftale falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1, vil parterne være nødt til at vurdere, om deres aftale kan være omfattet af gruppefritagelsesforordningerne eller en individuel fritagelse efter traktatens artikel 101, stk. 3.

(46)

Selektive distributionsaftaler falder ind under gruppefritagelsesforordningerne, uanset om de er baseret på kvantitative eller rent kvalitative udvælgelseskriterier, så længe parterne ikke har en markedsandel på over 30 %. Fritagelsen er dog betinget af, at aftalerne ikke indeholder hverken nogen af de hardcore-begrænsninger, der er opregnet i artikel 4 i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning og i artikel 5 i motorkøretøjsforordningen, eller nogen af de begrænsninger, der ikke er fritaget i henhold til artikel 5 i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning.

(47)

Tre af de hardcore-begrænsninger, der er opregnet i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning, drejer sig specifikt om selektiv distribution. Forordningens artikel 4, litra b), omhandler en begrænsning af det område eller den kundegruppe, hvortil en køber, som er part i aftalen, må sælge aftalevarerne og -tjenesterne, undtagen begrænsning af de i et selektivt distributionssystem deltagende virksomheders salg til uautoriserede forhandlere på markeder, hvor der findes et sådant system. Artikel 4, litra c), beskriver aftaler, der begrænser aktivt eller passivt salg til slutbrugere foretaget af medlemmer af et selektivt distributionssystem, der opererer i detailleddet, som hardcore-begrænsninger, dog med det forbehold, at det er tilladt at forbyde et medlem af systemet at drive virksomhed fra et uautoriseret etableringssted, mens artikel 4, litra d), omhandler begrænsning af krydsleverancer mellem forhandlere inden for et selektivt distributionssystem, herunder mellem forhandlere, der virker på forskellige niveauer i omsætningen. Disse tre hardcore-begrænsninger har særlig relevans for distribution af motorkøretøjer.

(48)

Det indre marked har givet forbrugerne mulighed for at købe motorkøretøjer i andre medlemsstater og udnytte prisforskelle mellem dem, og Kommissionen ser det som et vigtigt konkurrencepolitisk mål at sikre adgangen til parallelhandel i denne sektor. Forbrugernes adgang til at købe varer i andre medlemsstater har særlig stor betydning i relation til motorkøretøjer i betragtning af disses høje værdi og de direkte fordele i form af lavere priser, som forbrugerne kan opnå ved at købe motorkøretøjer i andre lande inden for Unionen. Kommissionen lægger derfor vægt på at sikre, at distributionsaftaler ikke begrænser parallelhandel, eftersom det helt klart ikke ville opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3 (23).

(49)

Kommissionen er i adskillige sager skredet ind over for motorkøretøjsproducenter, som har lagt hindringer i vejen for parallelhandel, og de beslutninger, den har truffet, er i vid udstrækning blevet stadfæstet af EU-domstolene (24). Kommissionens erfaringer viser, at begrænsninger i adgangen til parallelhandel kan antage mange forskellige former. En leverandør kan f.eks. lægge pres på distributørerne, true dem med at opsige deres kontrakt, nægte at udbetale bonus, nægte at honorere garantier på motorkøretøjer importeret af en forbruger eller leveret af en distributør i en anden medlemsstat eller forsinke leveringen af et identisk motorkøretøj, hvis den pågældende forbruger er bosiddende i en anden medlemsstat.

(50)

Et godt eksempel på indirekte begrænsninger af parallelhandel er den situation, hvor en distributør ikke er i stand til at skaffe nye motorkøretøjer med de rette specifikationer til salg i andre lande. Under disse særlige omstændigheder kan spørgsmålet om, hvorvidt distributionsaftalen er omfattet af fritagelsen, afhænge af, om leverandøren vil levere motorkøretøjer til sine distributører med specifikationer svarende til dem, der benyttes i andre medlemsstater, med henblik på salg til forbrugere i disse lande (den såkaldte »tilgængelighedsklausul«) (25).

(51)

Ved anvendelsen af gruppefritagelsesforordningerne, og især artikel 4, litra c), i den generelle vertikale gruppefritagelsesforordning, skal begrebet »slutbrugere« forstås sådan, at det også omfatter leasingfirmaer. Det betyder i særdeleshed, at distributører i selektive distributionssystemer normalt ikke må hindres i at sælge nye motorkøretøjer til de leasingselskaber, de ønsker at sælge til. Men en leverandør, der har et selektivt distributionssystem, må godt forhindre sine distributører i at sælge nye motorkøretøjer til leasingfirmaer, hvis der bevisligt er risiko for, at disse firmaer vil videresælge dem, mens de stadig er nye. En leverandør kan derfor kræve, at forhandleren, inden han sælger til et bestemt firma, skal checke de generelle leasingvilkår for at kontrollere, at det pågældende firma reelt er et leasingfirma og ikke en uautoriseret videreforhandler. Men hvis en forhandler pålægges pligt til at udlevere kopier af enhver leasingaftale til sin leverandør, før han sælger et motorkøretøj til et leasingfirma, vil det kunne blive betragtet som en indirekte salgsrestriktion.

(52)

Begrebet »slutbrugere« omfatter også forbrugere, der køber via en mellemmand. En mellemmand er en person eller virksomhed, der køber et nyt motorkøretøj på vegne af en bestemt forbruger uden at være medlem af distributionsnettet. Sådanne mellemmænd spiller en vigtig rolle i motorkøretøjsbranchen, bl.a. ved at gøre det lettere for forbrugerne at købe motorkøretøjer i andre medlemsstater At der er tale om en mellemmand, bør normalt kunne dokumenteres af en gyldig fuldmagt, hvoraf forbrugerens navn og adresse fremgår, og som er udstedt før transaktionen. At der gøres brug af internettet som et middel til at tiltrække kunder til et givet udsnit af motorkøretøjer og indhente elektroniske fuldmagter fra dem, påvirker ikke mellemmandens status som mellemmand. Der må sondres mellem mellemmænd og uafhængige videreforhandlere, der køber motorkøretøjer med henblik på videresalg og ikke handler på vegne af bestemte forbrugere. Uafhængige videreforhandlere er ikke slutbrugere i gruppefritagelsernes forstand.

(53)

Som anført i punkt 175 i de generelle vertikale retningslinjer, består de mulige konkurrenceproblemer ved selektiv distribution i risikoen for en svækkelse af intrabrandkonkurrencen og, især når kumulative effekter spiller ind, udelukkelse af bestemte typer forhandlere og lettere adgang til samordning mellem leverandører eller købere.

(54)

Ved vurderingen efter traktatens artikel 101, stk. 1, af de eventuelle konkurrencebegrænsende virkninger af selektiv distribution må der sondres mellem rent kvalitativ selektiv distribution og kvantitativ selektiv distribution. Som det blev nævnt i punkt 43, falder kvalitativt baseret selektiv distribution normalt ikke ind under traktatens artikel 101, stk. 1.

(55)

At et net af aftaler ikke falder ind under gruppefritagelsen, fordi en eller flere af parterne har en markedsandel, der ligger over 30 %-grænsen, betyder ikke nødvendigvis, at disse aftaler er ulovlige. Parterne i disse aftaler bør derimod undersøge, om de er omfattet af traktatens artikel 101, stk. 1, og om de i så fald måske opfylder betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3.

(56)

I betragtning af de særlige kendetegn ved distribution af nye motorkøretøjer vil kvantitativ selektiv distribution normalt opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3, hvis parternes markedsandel ikke overstiger 40 %. Men parterne i sådanne aftaler bør være opmærksomme på, at hvis der findes særlige udvælgelseskriterier, kan det have indflydelse på, om aftalerne opfylder betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3. Selv om f.eks. brug af beliggenhedsklausuler i selektive distributionsaftaler for nye motorkøretøjer — dvs. aftaler, der indeholder et forbud mod, at et medlem af et selektivt distributionssystem driver virksomhed fra et etableringssted, der ikke er godkendt — normalt afføder effektivitetsfordele i form af en mere effektiv logistik og dækning, kan disse fordele være uden større betydning, hvis leverandøren har en meget høj markedsandel, og i sådanne situationer vil disse klausuler formentlig ikke falde ind under traktatens artikel 101, stk. 3.

(57)

Også selektive distributionsaftaler med autoriserede reparatører rejser en række særlige spørgsmål. I det omfang, hvor der findes et marked (26) for reparations- og vedligeholdelsesarbejde, der adskiller sig fra markedet for salg af nye motorkøretøjer, anses dette marked for at være et mærkespecifikt marked. På dette marked beror den vigtigste kilde til konkurrence på samspillet mellem uafhængige reparatører og autoriserede reparatører af det pågældende mærke.

(58)

De uafhængige reparatører er meget vigtige for konkurrencen, da de er baseret på andre forretningsmodeller og opererer med andre driftsomkostninger end i de autoriserede net. I modsætning til autoriserede reparatører, som i vid udstrækning bruger reservedele af motorkøretøjsproducentens mærke, gør uafhængige værksteder desuden generelt større brug af andre mærker og giver dermed ejeren af motorkøretøjet mulighed for at vælge mellem konkurrerende reservedele. Og eftersom det store flertal af reparationer på nyere motorkøretøjer i dag udføres på autoriserede værksteder, er det desuden vigtigt, at der fortsat er en effektiv konkurrence mellem autoriserede reparatører indbyrdes, hvilket kun er tilfældet, hvis nye reparatører fortsat kan få adgang til nettet.

(59)

De nye regler gør det lettere for Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder at beskytte konkurrencen mellem uafhængige værksteder og autoriserede værksteder samt mellem de enkelte autoriserede reparationsnets medlemmer. I særdeleshed vil nedsættelsen af markedsandelsgrænsen for fritagelse af selektiv distribution fra 100 % til 30 % give konkurrencemyndighederne et større spillerum til at gribe ind.

(60)

Ved vurderingen af vertikale aftalers konkurrencevirkninger på eftermarkederne i bilsektoren bør parterne derfor være klar over, at Kommissionen lægger stor vægt på at værne om konkurrencen både mellem medlemmerne af autoriserede reparationsnet indbyrdes og mellem dem og uafhængige reparatører. Med henblik herpå bør man være særlig opmærksom på tre former for adfærd, der kan begrænse denne konkurrence, nemlig når uafhængige reparatører forhindres i at få adgang til teknisk information, når de lovpligtige og/eller udvidede garantier misbruges til at holde uafhængige reparatører ude af markedet og når der anvendes ikke-kvalitative kriterier for adgangen til autoriserede reparatørnet.

(61)

Selv om de følgende tre afsnit specifikt omhandler selektiv distribution, vil de samme konkurrenceskadelige virkninger kunne opstå ved andre typer vertikale aftaler, der direkte eller indirekte begrænser antallet af servicepartnere, som er kontraktligt bundet til en motorkøretøjsproducent.

(62)

Selv om rent kvalitative selektive distributionsaftaler normalt anses for ikke at falde ind under traktatens artikel 101, stk. 1, på grund af manglen på konkurrencebegrænsende virkninger (27), vil kvalitative selektive distributionsaftaler indgået med autoriserede reparatører og/eller reservedelsdistributører kunne falde ind under traktatens artikel 101, stk. 1, hvis en af parterne inden for rammerne af disse aftaler handler på en måde, der bevirker, at uafhængige aktører ikke kan få adgang til markedet, f.eks. ved at nægte at udlevere reparations- og vedligeholdelsesinformation til dem. Begrebet uafhængige aktører omfatter i den forbindelse uafhængige reparatører og reservedelsproducenter og -distributører, producenter af reparationsudstyr eller værktøj, tekniske forlag, automobilklubber, vejservicevirksomheder, virksomheder, der tilbyder inspektion og afprøvning, og virksomheder, der tilbyder undervisning af reparatører.

(63)

Leverandørerne stiller al den tekniske information til rådighed for de autoriserede reparatører, som de har brug for for at kunne reparere og vedligeholde motorkøretøjer af deres mærke, og de er ofte de eneste, der er i stand til at give reparatørerne al den tekniske information, de har brug for til de pågældende mærker. Så hvis en leverandør ikke giver uafhængige aktører tilstrækkelig adgang til teknisk information til brug for reparation og vedligeholdelse af sit mærke, vil det derfor kunne forstærke de eventuelle negative virkninger af leverandørens aftaler med autoriserede reparatører og/eller reservedelsdistributører og bevirke, at aftalerne falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1.

(64)

Manglende adgang til den nødvendige tekniske information kan også svække uafhængige aktørers position på markedet og i sidste ende være til skade for forbrugerne, som kan få indskrænket deres valgmuligheder mellem forskellige reservedele, komme til at betale en højere pris for reparations- og vedligeholdelsesarbejde og få færre værksteder at vælge mellem, ligesom det potentielt kan medføre sikkerhedsproblemer. Under disse omstændigheder vil de effektivitetsfordele, som distributionsaftaler med autoriserede reparatører og reservedelsdistributører normalt kan ventes at afføde, ikke kunne opveje disse konkurrenceskadelige virkninger, og de pågældende aftaler vil derfor ikke opfylde betingelserne i traktatens artikel 101, stk. 3.

(65)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om motorkøretøjer (28) og Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 af 18. juli 2008 om gennemførelse og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om motorkøretøjer (29) indeholder regler om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformation om personbiler markedsført fra den 1. september 2009. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 595/2009 af 18. juni 2009 om typegodkendelse af motorkøretøjer og motorer med hensyn til emissioner fra tunge erhvervskøretøjer (Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om motorkøretøjer (30) og gennemførelsesbestemmelserne hertil indeholder regler herom for så vidt angår erhvervskøretøjer markedsført fra den 1. januar 2013. Kommissionen vil tage hensyn til disse forordninger, når der er mistanke om tilbageholdelse af teknisk reparations- og vedligeholdelsesinformation angående motorkøretøjer, der er markedsført før disse datoer. Ved vurderingen af, om tilbageholdelse af en konkret oplysning kan resultere i, at de pågældende aftaler falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1, er der flere forskellige faktorer, der bør tages med i betragtning, bl.a.:

(66)

På grund af den teknologiske udvikling er begrebet teknisk information et ret flydende begreb. Som konkrete eksempler på teknisk information i dag kan nævnes software, fejlkoder og andre parametre samt opdateringer, som bruges på elektroniske kontrolenheder til at etablere eller genetablere de af leverandøren anbefalede indstillinger, identifikationsnumre for motorkøretøer eller andre identifikationsmidler for motorkøretøjer, reservedelskataloger, problemløsningsmetoder baseret på praktiske erfaringer i relation til problemer, som typisk opstår i en bestemt model eller batch, og tilbagekaldelsesmeddelelser og andre meddelelser om reparationer, som vil blive foretaget uden beregning inden for det autoriserede reparationsnet. Reservedelskoder og enhver anden information, der er nødvendig for at kunne identificere den korrekte reservedel af motorkøretøjsproducentens mærke, der passer til et bestemt motorkøretøj (altså den reservedel, som motorkøretøjsproducenten normalt vil levere til medlemmerne af sit autoriserede reparationsnet til reparation af det pågældende motorkøretøj), er også teknisk information (34). Listerne, der findes i artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 715/2007 og forordning (EF) nr. 595/2009, bør også bruges som rettesnor for, hvad Kommissionen anser for at være teknisk information ved anvendelsen af traktatens artikel 101.

(67)

Måden, hvorpå den tekniske information udleveres, har også betydning for vurdering af, om aftaler med autoriserede reparatører er forenelige med traktatens artikel 101. Informationen bør stilles til rådighed efter anmodning og uden ubegrundet forsinkelse, den skal gives i en brugbar form, og den pris, der beregnes for den, må ikke virke afskrækkende under hensyn til omfanget af den uafhængige reparatørs brug af den. En motorkøretøjsleverandør bør give uafhængige aktører adgang til teknisk information om nye motorkøretøjer samtidig med, at autoriserede reparatører får denne adgang, og det bør ikke kræves, at uafhængige reparatører køber mere information end den, der er nødvendig for at udføre det pågældende arbejde. Traktatens artikel 101 pålægger dog ikke en leverandør pligt til at stille teknisk information til rådighed i en standardiseret form eller via et bestemt teknisk system som f.eks. CEN/ISO-standarder og OASIS-format som fastsat i forordning (EF) nr. 715/2007 og Kommissionens forordning (EF) nr. 295/2009 af 18. marts 2009 om tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur (35).

(68)

Ovenstående betragtninger gælder også for uafhængige aktørers adgang til værktøj og uddannelse. I denne sammenhæng omfatter begrebet »værktøj« også diagnosticerings- og andet reparationsværktøj samt dertil knyttet software, herunder periodiske opdateringer heraf, og eftersalgsservice på dette værktøj.

(69)

Kvalitativt baserede selektive distributionsaftaler kan også falde ind under traktatens artikel 101, stk. 1, hvis leverandøren og medlemmerne af dennes autoriserede net mere eller mindre direkte søger at forbeholde medlemmerne af det autoriserede net at udføre reparationer på bestemte kategorier af motorkøretøjer. Det kan f.eks. ske ved at gøre den lovpligtige eller udvidede garanti, fabrikanten yder køberen, betinget af, at slutbrugeren også lader alt reparations- og vedligeholdelsesarbejde, som ikke er omfattet af garantien, udføre hos en autoriseret reparatør. Det samme er tilfældet med garantibetingelser, der kræver, at fabrikantens reservedelsmærke bruges ved udskiftninger, der ikke falder ind under garantien. Det forekommer også tvivlsomt, at kvalitative selektive distributionsaftaler indeholdende en sådan praksis skulle kunne give forbrugerne fordele, der kunne bringe de pågældende aftaler ind under fritagelsen efter traktatens artikel 101, stk. 3. Men hvis en leverandør med rette afviser at opfylde et krav om garantidækning under henvisning til, at den situation, der resulterede i garantikravet, skyldes, at en reparatør ikke har udført et bestemt reparations- eller vedligeholdelsesarbejde korrekt, eller at der er brugt reservedele af ringe kvalitet, vil det ikke have nogen indvirkning på, om leverandørens aftaler med autoriserede reparatører er i overensstemmelse med konkurrencereglerne eller ej.

(70)

Konkurrencen mellem autoriserede og uafhængige reparatører er ikke den eneste form for konkurrence, der skal tages hensyn til ved vurdering af aftaler med autoriserede reparatører og deres forenelighed med traktatens artikel 101. Parterne bør også se på, i hvilket omfang autoriserede reparatører inden for det relevante net er i stand til at konkurrere med hinanden. En af de vigtigste drivkræfter for denne konkurrence beror på vilkårene for at få adgang til nettet i standardaftalerne med autoriserede reparatører. I betragtning af autoriserede reparatørers normalt stærke position på markedet, den særlige betydning, de har for ejere af nye motorkøretøjer, og forbrugernes manglende tilbøjelighed til at bevæge sig ret langt for at få deres biler repareret, finder Kommissionen det vigtigt, at der generelt er adgang til de autoriserede reparationsnet for alle virksomheder, som opfylder definerede kvalitetskriterier. Hvis der stilles kvantitative krav som betingelse for adgang, er det sandsynligt, at aftalen falder ind under traktatens artikel 101, stk. 1.

(71)

Der foreligger en særlig situation, hvis en aftale pålægger autoriserede reparatører pligt til også at sælge nye biler. Sådanne aftaler vil sandsynligvis være omfattet af traktatens artikel 101, stk. 1, eftersom en sådan forpligtelse ikke er nødvendig for at levere de ydelser, der er genstand for aftalen. Er der tale om et etableret mærke, vil aftaler indeholdende en sådan forpligtelse desuden normalt ikke kunne falde ind under traktatens artikel 101, stk. 3, eftersom den vil indebære en betydelig begrænsning af adgangen til det autoriserede reparationsnet og dermed mindske konkurrencen uden at give forbrugerne kompenserende fordele. Men i nogle tilfælde kan en leverandør, der ønsker at lancere et mærke på et bestemt geografisk marked, i begyndelsen finde det vanskeligt at tiltrække distributører, der er villige til at foretage de nødvendige investeringer, medmindre de er sikre på, at de ikke bliver udsat fra konkurrence fra autoriserede reparatører, der udelukkende udfører reparationsarbejde og drager fordel af disse investeringer uden selv at investere. Under disse omstændigheder vil en kontraktlig sammenkædning af de to aktiviteter i et begrænset tidsrum have en konkurrencefremmende virkning på markedet for salg af motorkøretøjer ved at gøre det muligt at bringe et nyt mærke ind på markedet, og det vil ikke have nogen indvirkning på det potentielle mærkespecifikke reparationsmarked, som under alle omstændigheder ikke ville eksistere, hvis motorkøretøjerne ikke kunne sælges. Sådanne aftaler vil derfor sandsynligvis ikke falde ind under traktatens artikel 101, stk. 1.

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/28

Ministère de l'agriculture et de la pêche

Direction des pêches maritimes et de ľaquaculture

Bureau de la pisciculture et de la pêche continentale

3 place de Fontenoy

75007 Paris

FRANCE

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/29

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/30

a)

forslagets relevans i forhold til forslagsindkaldelsens mål

b)

den merværdi, som studieprogrammet tilfører den pågældende disciplin eller erhvervsgruppe, når det gælder forbindelserne mellem EU og et partnerland.

a)

projektets forventede bidrag til kvalitet, ekspertise og innovation på uddannelsesområdet

b)

betydningen af projektet, når det gælder forbedrede undervisningsmetoder og de studerendes muligheder for fortsatte studier eller erhvervsarbejde

c)

omfanget af definitionen af et kontrolsystem for akademisk kvalitet og dens effektivitet, når det gælder om at sikre et bidrag til akademisk ekspertise.

a)

veldefinerede samarbejdsmekanismer og administrative strukturer for et fungerende partnerskab

b)

balancen i mobilitetsprogrammets og/eller fællesgradordningens integration blandt partnerinstitutionerne, balancen i de foreslåede mobilitetsstrømme

c)

korrektheden af procedurerne for udvælgelse af studerende, baseret på gennemsigtighed, princippet om ligebehandling og fortjeneste, samt de af partnerskabet fastsatte fælles standarder for udvælgelse, egnethed og eksaminering

d)

korrektheden og klarheden af ordningerne vedrørende akademisk anerkendelse og meritoverførsel og graden af overensstemmelse med Det europæiske Meritoverførselssystem (ECTS)

e)

kvaliteten af de ressourcer, der er afsat til værtsvirksomhed for udenlandske studerende og fakultetsmedlemmer

f)

kvaliteten af sprogplanlægningen

g)

kvaliteten af overvågningssystemet og evalueringsplanen

h)

kvaliteten af formidlingsaktiviteterne

i)

kvaliteten af udviklings- og bæredygtighedsplanen.

The Education, Audiovisual and Culture Executive Agency

EU-ICI Call for Proposals 2010

Avenue du Bourget 1

BOUR 02/17

1140 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

Mr Steve Nerlich

Director

Research, Analysis and Europe Section (C72NB3)

Department of Education, Employment and Workplace Relations

GPO Box 9880

Canberra ACT 2601

AUSTRALIA

ICI Education Co-operation Programme

Youngki YOON, Deputy Director

Global Human Resource Division

Ministry of Education, Science and Technology

55, Sejong-no, Jongno-gu, Seoul

REPUBLIC OF KOREA 110-760

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/33

1.

Den 20. maj 2010 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved Altarea (»Altarea«, Frankrig), Predica (»Predica«, Frankrig), der tilhører koncernen Crédit Agricole SA (»GCA«), og Stichting Pensioenfonds ABP (»ABP«, Nederlandene) gennem opkøb af aktier erhverver fælles kontrol over Aldeta (»Aldeta«, France), jf. Fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b).

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

3.

Efter en foreløbig gennemgang af sagen finder Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis falder ind under EF-fusionsforordningen. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil. Det bemærkes, at denne sag eventuelt vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om en forenklet procedure til behandling af visse fusioner efter EF-fusionsforordningen (2).

4.

Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Bemærkningerne skal være Kommissionen i hænde senest ti dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse og kan med angivelse af sagsnummer COMP/M.5885 — Altarea/Predica/ABP/Aldeta sendes til Kommissionen pr. fax (+32 22964301), pr. e-mail til COMP-MERGER-REGISTRY@ec.europa.eu eller pr. brev til følgende adresse:

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/34

(1)

I henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 kan Kommissionen — når den agter at vedtage en beslutning, hvorved en overtrædelse kræves bragt til ophør, og de deltagende virksomheder tilbyder at afgive tilsagn, der imødekommer de betænkeligheder, som Kommissionen har, og som den har underrettet de pågældende virksomheder om i sin foreløbige vurdering — ved beslutning gøre disse tilsagn bindende for virksomhederne (1). En sådan beslutning kan vedtages for en bestemt periode, og i beslutningen konkluderes det, at der ikke længere er grund til, at Kommissionen griber ind. I overensstemmelse med artikel 27, stk. 4, i samme forordning offentliggør den et kort resumé af sagen og hovedindholdet af de afgivne tilsagn. Tredjemand kan fremsætte bemærkninger hertil inden for den tidsfrist, som er fastsat af Kommissionen.

(2)

Den 3. april 2009 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse vedrørende Visa Europe Limited (»Visa Europe«), Visa Inc. og Visa International Services Association.

(3)

I klagepunktsmeddelelsen, som er en foreløbig vurdering, jf. artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003, anfører Kommissionen som sit foreløbige synspunkt, at Visa Europe, som er en sammenslutning af europæiske banker, har overtrådt artikel 101 i TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen ved at fastsætte multilateralt aftalte interbankgebyrer (multilaterally agreed interchange fees — MIF) for grænseoverskridende og visse indenlandske salgsstedstransaktioner foretaget med VISA-, VISA Electron- og V PAY-forbrugerbetalingskort inden for EØS-området (2).

(4)

Interbankgebyrer betales af den handlendes bank (den indløsende bank) til kortindehaverens bank (den udstedende bank) for alle transaktioner, der foretages med betalingskort på salgsstedet. Når en kortindehaver bruger et betalingskort til at købe varer eller tjenesteydelser hos en handlende, betaler den handlende reelt et detailhandelsgebyr til den indløsende bank. Den indløsende bank beholder en del af dette gebyr (dens avance) og sender en anden del videre til den udstedende bank (MIF), og en beskeden del går til systemets operatør (i dette tilfælde VISA). Det forholder sig i praksis således, at en stor del af detailhandelsgebyret er fastlagt ved MIF-gebyret.

(5)

Ifølge klagepunktsmeddelelsen finder Kommissionen det bekymrende, at MIF-gebyrernes formål — og virkning — er, at konkurrencen mellem de indløsende banker indskrænkes væsentligt til skade for de handlende og indirekte for disses kunder. MIF-gebyrerne forhøjer øjensynligt det grundlag, hvorpå de indløsende banker fastsætter detailhandelsgebyret, idet der skabes et omkostningselement, der er fælles for alle indløsende banker. Ifølge den opfattelse, som Kommissionen foreløbig lægger til grund, er Visa Europe's MIF-gebyrer objektivt set ikke nødvendige. Denne indskrænkning af konkurrencen mellem de indløsende banker forstærkes yderligere på grund af den virkning, som MIF-gebyrerne har på nettet og konkurrencen mellem de kortudstedende banker, og på grund af andre netregler og andre former for netpraksis (Honour All Cards Rule (»HACR«), No Discrimination Rule (»NDR«), sammenblanding og anvendelse af forskellige MIF-gebyrer på grænseoverskridende indløsende banker i modsætning til indenlandske indløsende banker). Ifølge klagepunktsmeddelelsen er der ydermere den omstændighed, at MIF-gebyrerne ikke opfylder forudsætningen for at kunne komme i betragtning som en undtagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, i TEUF, da de ikke resulterer i en effektivitetsgevinst, hvoraf en rimelig andel af det resulterende udbytte overgår til forbrugerne.

(6)

Klagepunktsmeddelelsen blev også stilet til Visa Inc. og Visa International Service Association den 29. maj 2009, navnlig for så vidt angår den mulige anvendelse af deres interregionale MIF-gebyrer (for så vidt som disse gebyrer kunne finde anvendelse på grænseoverskridende eller indenlandske transaktioner med VISA og V PAY-forbrugerkort inden for EØS) og deres involvering i fastsættelsen af HACR og NDR.

(7)

De af proceduren berørte parter er uenige i Kommissionens foreløbige vurdering. Visa Europe har dog tilbudt at afgive tilsagn, jf. artikel 9 i forordning (EF) nr. 1/2003, for at imødekomme Kommissionens betænkeligheder vedrørende den del af markedet, der vedrører kort med direkte debitering.

(8)

Nedenfor gives et kort resumé af tilsagnene, som er offentliggjort i deres helhed på engelsk på det netsted, der varetages af Generaldirektoratet for Konkurrence:

http://ec.europa.eu/competition/index_en.html

(9)

Visa Europe giver tilsagn om, at de årlige vægtede gennemsnitlige grænseoverskridende MIF-gebyrer på transaktioner, der foretages med forbrugerkort med direkte debitering, vil blive begrænset til 20 basispoint (0,2 %) to måneder efter, at Visa Europe har modtaget notificering om afgørelsen vedrørende tilsagnet. Denne begrænsning vil også gælde separat i hvert af de EØS-lande, for hvilke Visa Europe direkte fastsætter specifikke indenlandske MIF-takster for forbrugerkort med direkte debitering, og i de EØS-lande, hvor der gælder grænseoverskridende MIF-takster i fravær af andre MIF-takster.

(10)

Med udgangspunkt i forskellige undersøgelser, som centralbankerne i flere EØS-lande har foretaget for at sammenligne omkostningerne ved brug af kort fremfor kontanter, anlægger Kommissionen foreløbigt det standpunkt, at de MIF-gebyrer, som Visa Europe har givet tilsagn om at ville anvende på transaktioner foretaget med forbrugerkort med direkte debitering, opfylder den såkaldte »merchant indifference methodology« (også benævnt »tourist test«), der er beskrevet i den økonomiske faglitteratur (3). Gebyrer, der opfylder denne test (også benævnt »balanceringsgebyr«), er sat til et sådant niveau, at det er ligegyldigt for de handlende, om de modtager kort- eller kontantbetaling. Balanceringsgebyret er fastsat således, at de handlede ikke betaler gebyrer, der er højere end deres transaktionsgevinst ved kortbetaling. Sådanne transaktionsfordele kan f. eks. bestå i, at kortbetaling giver de handlende lavere omkostninger end kontantbetaling (f.eks. fordi transport- og sikkerhedsomkostningerne ved brug af kontanter bortfalder, eller fordi betjeningstiden ved kasserne afkortes). Under visse forudsætninger (f. eks. i det omfang, hvor gebyret overvæltes på kortindehaverne) vil dette sikre, at kortindehaverne træffer et effektivt valg mellem de forskellige betalingsmetoder. I så fald vil MIF-gebyrerne gøre det muligt at give kortindehaverne korrekte prissignaler, således at de kan tilpasse deres adfærd i overensstemmelse hermed.

(11)

Visa Europe giver også tilsagn om at ville fortsætte med at implementere og yderligere forbedre de foranstaltninger til forbedring af klarheden, som Visa Europe Board indførte i marts 2009. Visa Europe:

(12)

Det påhviler Visa Europe at udpege en tilsynsadministrator til at kontrollere, at Visa Europe overholder sine tilsagn. Kommissionen skal have mulighed for at godkende eller afvise den foreslåede tilsynsadministrator inden udpegelsen.

(13)

Tilsagnet gælder fire år fra det tidspunkt, hvor Visa Europa modtager notifikation om afgørelsen vedrørende tilsagnet, og omfatter en revisionsmekanisme.

(14)

Tilsagnet gælder ikke Visa Europe's nuværende MIF-gebyrer for transaktioner foretaget med forbrugekreditkort og debetkort med forskudt betaling, da disse indgår i Kommissionens igangværende antitrust-undersøgelse, der vedrører Visa Europe's tidligere MIF-gebyrer for transaktioner foretaget med forbrugekreditkort og debetkort med forskudt betaling. Det foreslåede tilsagn berører ej heller Kommissionens ret til at indlede eller videreføre procedurer vedrørende Visa-nettets andre regler, såsom HACR, Visa Europe's MIF-gebyrer for transaktioner foretaget med kommercielle kort, eller interregionale MIF-gebyrer.

(15)

Disse tilsagn gælder kun for Visa Europe. Den igangværende antitrust-undersøgelse (se ovenstående pkt. 6) vedrørende Visa Inc. og Visa International Service Association, der omfatter MIF-gebyrer på debetkort med direkte debitering, løber således videre, indtil Kommissionen har foretaget sin vurdering; kommentarer, der fremsættes som led i nærværende meddelelse, kan eventuelt medtages i nævnte undersøgelse.

(16)

Kommissionen agter, alt under hensyntagen til de bemærkninger, der måtte blive fremsat til denne meddelelse, at vedtage en afgørelse i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003, hvorved de tilsagn, der er sammenfattet ovenfor og offentliggjort i fuldt omfang på det netsted, der varetages af Generaldirektoratet for Konkurrence, erklæres for bindende. Ændres tilsagnene i væsentligt omfang, vil der blive iværksat en ny markedstest.

(17)

I overensstemmelse med artikel 27, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1/2003 opfordrer Kommissionen berørte tredjeparter til at fremsætte bemærkninger til de afgivne tilsagn. Bemærkninger skal være Kommissionen i hænde senest en måned efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse. Berørte parter anmodes også om at indsende en ikke-fortrolig version af deres bemærkninger, hvor forretningshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger er slettet og efter omstændighederne erstattet af et ikke-fortroligt sammendrag eller af ordet »forretningshemmeligheder« eller »fortroligt«. Berettigede anmodninger om fortrolig behandling vil blive imødekommet. Indsendes der ikke nogen ikke-fortrolig version, vil Kommissionen være berettiget til at gå ud fra, at de indsendte bemærkninger ikke indeholder fortrolige oplysninger.

(18)

Bemærkninger kan sendes til Kommissionen med angivelse af sagsnummer »Sag COMP/39.398 — Visa MIF« enten pr. e-mail (COMP-GREFFE-ANTITRUST@ec.europa.eu), pr. telefax (+32 22950128) eller pr. brev til nedenstående adresse:

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/37

Kategori 1.2:

Kødprodukter

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/40

1.

Der afholdes licitation over nedsættelse af importtolden for majs henhørende under KN-kode 1005 90 00 fra tredjelande.

2.

Licitationen gennemføres i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 463/2010 (1).

1.

Fristen for indgivelse af bud til den første dellicitation udløber den 10. juni 2010 kl. 10 belgisk tid.

Fristen for indgivelse af bud til de følgende dellicitationer udløber de følgende torsdage kl. 10 belgisk tid:

2.

Denne bekendtgørelse offentliggøres kun ved licitationens indledning. Medmindre den ændres eller afløses af en anden bekendtgørelse, gælder denne bekendtgørelse for alle dellicitationer, der iværksættes i løbet af licitationens gyldighedsperiode.

1.

Buddene afgives skriftligt og skal senest være fremme på de datoer og klokkeslæt, som er angivet i afsnit II, enten ved at de indleveres mod kvittering for modtagelsen, eller ved at de sendes elektronisk til en af følgende adresser:

Adresse:

Bud, der ikke indgives elektronisk, skal sendes til den pågældende adresse i forseglet dobbeltkuvert. Den inderste kuvert, der ligeledes skal være forseglet, skal være forsynet med påskriften: »Bud i forbindelse med licitation over nedsættelse af importtolden for majs — forordning (EU) nr. 463/2010«.

De afgivne bud er bindende, indtil den pågældende medlemsstat har givet tilslagsmodtageren meddelelse om antagelse af buddet.

2.

Buddet samt det bevis og den erklæring, der er omhandlet i artikel 7, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1296/2008 (2), affattes på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor den ansvarlige myndighed har modtaget buddet.

a)

retten til i den medlemsstat, hvor buddet er indgivet, at få udstedt en importlicens med angivelse af den nedsættelse af importtolden, der er anført i buddet, og som gælder for den pågældende mængde

b)

forpligtelsen til i den medlemsstat, der er nævnt i litra a), at anmode om en importlicens for denne mængde.

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/42

1.

Der afholdes licitation over nedsættelse af importtolden for majs henhørende under KN-kode 1005 90 00 fra tredjelande.

2.

Licitationen gennemføres i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr 462/2010 (1).

1.

Fristen for indgivelse af bud til den første dellicitation udløber den 10. juni 2010 kl. 10 belgisk tid.

Fristen for indgivelse af bud til de følgende dellicitationer udløber de følgende torsdage kl. 10 belgisk tid:

2.

Denne bekendtgørelse offentliggøres kun ved licitationens indledning. Medmindre den ændres eller afløses af en anden bekendtgørelse, gælder denne bekendtgørelse for alle dellicitationer, der iværksættes i løbet af licitationens gyldighedsperiode.

1.

Buddene afgives skriftligt og skal senest være fremme på de datoer og klokkeslæt, som er angivet i afsnit II, enten ved at de indleveres mod kvittering for modtagelsen, eller ved at de sendes elektronisk til en af følgende adresser:

Adresse:

Bud, der ikke indgives elektronisk, skal sendes til den pågældende adresse i forseglet dobbeltkuvert. Den inderste kuvert, der ligeledes skal være forseglet, skal være forsynet med påskriften: »Bud i forbindelse med licitation over nedsættelse af importtolden for majs — forordning (EU) nr. 462/2010«.

De afgivne bud er bindende, indtil den pågældende medlemsstat har givet tilslagsmodtageren meddelelse om antagelse af buddet.

2.

Buddet samt det bevis og den erklæring, der er omhandlet i artikel 7, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1296/2008 (2), affattes på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor den ansvarlige myndighed har modtaget buddet.

a)

retten til i den medlemsstat, hvor buddet er indgivet, at få udstedt en importlicens med angivelse af den nedsættelse af importtolden, der er anført i buddet, og som gælder for den pågældende mængde

b)

forpligtelsen til i den medlemsstat, der er nævnt i litra a), at anmode om en importlicens for denne mængde.

28.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 138/44

1.

Der afholdes licitation over nedsættelse af importtolden for sorghum henhørende under KN-kode 1007 00 90 fra tredjelande.

2.

Licitationen gennemføres i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EU) nr. 464/2010 (1).

1.

Fristen for indgivelse af bud til den første dellicitation udløber den 10. juni 2010 kl. 10 belgisk tid.

Fristen for indgivelse af bud til de følgende dellicitationer udløber de følgende torsdage kl. 10 belgisk tid:

2.

Denne bekendtgørelse offentliggøres kun ved licitationens indledning. Medmindre den ændres eller afløses af en anden bekendtgørelse, gælder denne bekendtgørelse for alle dellicitationer, der iværksættes i løbet af licitationens gyldighedsperiode.

1.

Buddene afgives skriftligt og skal senest være fremme på de datoer og klokkeslæt, som er angivet i afsnit II, enten ved at de indleveres mod kvittering for modtagelsen, eller ved at de sendes elektronisk til en af følgende adresser:

Adresse:

Bud, der ikke indgives elektronisk, skal sendes til den pågældende adresse i forseglet dobbeltkuvert. Den inderste kuvert, der ligeledes skal være forseglet, skal være forsynet med påskriften: »Bud i forbindelse med licitation over nedsættelse af importtolden for sorghum — forordning (EU) nr. 464/2010«.

De afgivne bud er bindende, indtil den pågældende medlemsstat har givet tilslagsmodtageren meddelelse om antagelse af buddet.

2.

Buddet samt det bevis og den erklæring, der er omhandlet i artikel 7, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1296/2008, affattes på det eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor den ansvarlige myndighed har modtaget buddet.

a)

retten til i den medlemsstat, hvor buddet er indgivet, at få udstedt en importlicens med angivelse af den nedsættelse af importtolden, der er anført i buddet, og som gælder for den pågældende mængde

b)

forpligtelsen til i den medlemsstat, der er nævnt i litra a), at anmode om en importlicens for denne mængde.