18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/3

457. PLENARMØDE DEN 4. OG 5. NOVEMBER 2009

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Lissabonstrategien efter 2010

(sonderende udtalelse)

(2010/C 128/02)

Hovedordfører: Wolfgang GREIF

Ved brev af 23. juli 2009 anmodede statssekretæren for EU-anliggender i det spanske udenrigsministerium, Diego López Garrido, under henvisning til EF-traktatens artikel 262 om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs sonderende udtalelse om:

Lissabonstrategien efter 2010.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed (Observatoriet for Lissabonstrategien).

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november, Wolfgang Greif til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 178 stemmer for, 6 imod og 15 hverken for eller imod:

1. Indledning

1.1. I denne udtalelse præsenteres politiske anbefalinger, der efter EØSU's mening må prioriteres ved udformningen af en ny europæisk strategi for perioden efter 2010. I den forbindelse skal de omfattende økonomiske, sociale og politiske følgevirkninger af den aktuelle finansielle og økonomiske krise tages med i betragtning. Der skal udpeges koordinater for det politiske kursskifte, som forekommer nødvendigt, når målet er at »trodse krisen« og skabe en dynamik, der resulterer i bæredygtig vækst, beskæftigelse og social samhørighed samt sikrer, at krisesituationer, som den nuværende, ikke kan genopstå.

1.2. Denne udtalelse er forberedt af EØSU's Observatorium for Lissabonstrategien under aktiv medvirken af de nationale økonomiske og sociale råd. De talrige – ofte også kontroversielle - bidrag til debatten, der blev fremført på de fælles møder, understreger de nu fremførte anbefalingers politiske kvalitet og relevans for civilsamfundet.

1.3. Det fælleseuropæiske perspektiv i udtalelsen suppleres med nationale kapitler, der på grundlag af et spørgeskema om henholdsvis a) en analyse af den aktuelle Lissabonfase (2008-2010) og b) Lissabonstrategien efter 2010, er udarbejdet selvstændigt af de nationale delegationer (1). Det interaktive netværk, som EØSU har etableret med de nationale økonomiske og sociale råd samt andre sammenlignelige partnerorganisationer, fremlægger dermed igen (2) en Sammenfattende rapport, der skal indgå i EU-institutionernes politiske beslutningsproces med henblik på Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2010.

2. Evaluering af Lissabonstrategien

2.1. Lissabon 2000 – en helhedsstrategi, som fik bred opbakning

2.1.1. I marts 2000 præsenterede Det Europæiske Råd et ambitiøst reformprogram for Europa. Målet med Lissabondagsordenen var at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi inden 2010 – et økonomisk område, der er i stand til at sikre bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed.

2.1.2. Suppleret med dimensionen bæredygtig udvikling (Göteborg-strategien) blev der dermed udviklet en vidtfavnende strategi. På talrige politikområder blev der formuleret kvantificerbare mål, der skulle realiseres i medlemsstaterne ved hjælp af den åbne koordinationsmetode.

2.1.3. EØSU har altid anset denne helhedsorienterede politiske tilgang for at være den mest oplagte fordel ved Lissabonstrategien. Udvalget har advaret mod at fokusere ensidigt på bestemte områder og har presset på for at fremme en ligelig vægtning af de tre søjler.

2.2. Relancering 2005 – indholdsmæssig fokusering på den nationale gennemførelse

2.2.1. På enkelte områder har flere EU-lande været i stand til at skabe bedre resultater. Således steg beskæftigelsesgraden generelt. Også med hensyn til udbredelse af bredbånd, deltagelse i efteruddannelse, unges uddannelsesniveau samt på andre områder er der sket fremskridt (3). Alligevel var mange lande allerede »midtvejs i perioden« betydeligt bagud med opfyldelsen af de opstillede mål på mange områder.

2.2.2. På den baggrund blev indsatsen i 2005 kritiseret med særlig fokus på det strategiske partnerskab mellem europæiske og nationale aktører. Der blev fokuseret på de nationale gennemførelsesforanstaltninger ledsaget af en indholdsmæssig fokusering på »vækst og beskæftigelse«. Visse målområder, f.eks. den sociale søjle, blev trængt i baggrunden til fordel for en forenklet formidling og en mere stringent økonomisk satsning. Strategien med at pålægge medlemsstaterne et større ansvar for udarbejdelsen af landespecifikke planer og målsætninger, og dermed øge fokuseringen på nationale reformer, blev imidlertid ikke ledsaget af en passende økonomisk og social ramme på europæisk niveau.

2.2.3. På trods af nye fremskridt (4) opfyldte mange lande stadig ikke de fastsatte mål. På mange områder vil målene i bedste fald være opfyldt for EU som gennemsnit inden 2010, men ikke i alle medlemsstater. Dette vedrører bl.a. 3 %-målet for forskning og udvikling, hvor de fleste EU-lande, men også EU som helhed, næsten ikke har kunnet notere noget fremskridt, hvilket også gælder for reduktionen af drivhusgasemissioner. Også målene på beskæftigelsesområdet har kun delvist kunnet opfyldes, herunder målet for andelen af kvinder i beskæftigelse, da der er sket en kraftig stigning i antallet af deltidsarbejdspladser (til dels ikke selvvalgt) (5), omfanget af midlertidig beskæftigelse og lavtlønnede job, der ofte er baseret på atypiske kontraktforhold.

2.3. Videre som hidtil eller har Europa brug for en ny dagsorden?

2.3.1. Den manglende opfyldelse af Lissabonmålene opfattes generelt som værende en konsekvens af, at medlemsstaterne ikke fører en mere konsekvent politik samt at den åbne koordinationsmetode giver for få incitamenter til det nødvendige engagement på nationalt og fællesskabsplan. En anden årsag er manglen på en europæisk ramme for den makroøkonomiske politik samt socialpolitikken, der gør det muligt for EU-landene at gennemføre de rigtige reformer på koordineret vis og dermed realisere de opstillede mål samt forhindre, at de nationale reformer kommer i intern konkurrence. Derudover har EØSU flere gange konstateret, at der ikke tages et fælles ansvar, hvilket udvalget også ser som en konsekvens af den manglende inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

2.3.2. EØSU er fortaler for videreførelsen af en global og overordnet strategi efter 2010. Udvalget mener imidlertid også, at hverken formlen »tilbage til Lissabon 2000« eller et »videre som hidtil, måske en smule mere miljøorienteret« vil udgøre et passende svar på de aktuelle udfordringer. Tidens løsen består i at vælge bæredygtige modeller, hvor konkurrenceevne, F&U samt innovation kombineres med det innovative potentiale i en social og bæredygtig europæisk økonomi samt idéen om »et godt arbejde« (6). Derudover gør den aktuelle krise i mange henseender op med traditionel tænkning, og der er et behov for nye alternativer som f.eks. en effektiv regulering af de finansielle markeder, en radikal ny satsning på produktionsformer og forbrug, der kræver færre ressourcer og udleder mindre CO2 samt investeringer i innovationen af offentlige tjenesteydelser, så borgerne kan føle sig trygge og genvinde tilliden til EU.

2.3.3. De aktuelle udfordringer, herunder overvindelsen af krisen på finansmarkederne samt de dermed forbundne sociale problemer, den økonomiske globalisering, forbedring af det indre markeds funktion, energipolitik og klimaændringer, demografiske tendenser og migration kræver en ny omfattende strategi på europæisk niveau for perioden efter 2010, der a) imødegår disse udfordringer, b) udbedrer mangler i gennemførelsen, c) er underlagt et fælles europæisk ansvar og d) kan skabe sammenhæng mellem samtlige EU-strategier (strategien for økonomisk genopretning, Lissabonstrategien, bæredygtig udvikling, klimaændringer). EØSU foreslår, at disse nye strategiske prioriteter også synliggøres gennem valget af et andet navn til denne nye europæiske strategi.

3. Politiske anbefalinger: europæiske overvejelser og handling vha. europæiske projekter

3.1. Etablering af en europæisk ramme for lovende reformprogrammer: Selvom EU-landene har hovedansvaret for gennemførelsen, er der behov for en passende europæisk ramme, som gør det muligt at gennemføre de planlagte strukturreformer på koordineret og konsekvent vis. Det haster med at evaluere de nationale reformer på europæisk plan og se nærmere på deres indvirkning på den økonomiske udvikling, indkomst- og formuefordelingen og den sociale samhørighed. I den henseende må der også foretages en grundig vurdering af enkelte specifikke afgørelser fra EF-Domstolen (Vaxholm, Viking, Rüffert og Luxembourg), og der må eventuelt træffes konkrete og relevante foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagerne, så det præciseres, at hverken økonomiske friheder eller konkurrenceregler vægtes højere end de grundlæggende sociale rettigheder.

Større fokus på vækst i EU-politikken gennem etablering af en passende ramme for den økonomiske politik: Strategiens grundlæggende og iboende mål om en vækst på 3 % om året blev kun opfyldt to gange. Den finansielle krise og EU-økonomiens manglende modstandsdygtighed viser, at det er nødvendigt at udforme en ny strategi for den økonomiske politik. En afbalanceret makroøkonomisk strategi, der skaber en balance mellem en udbuds- og efterspørgselsrelateret økonomisk politik, må efter EØSU's opfattelse udgøre en integreret del af strategien for perioden efter 2010. Kvaliteten af den tilstræbte vækst spiller ligeledes en vigtig rolle. Det grundlæggende mål er vækst i velfærd. BNP er ikke i sig selv en tilstrækkelig indikator til måling af velfærd. Der bør derfor anvendes en bedre indikator (eller et sæt af indikatorer) for velfærd, for at der kan fastsættes et mere tilfredsstillende og sammenhængende vækstmål for den nye strategi, og dette mål siden kan justeres.

3.2.1. Håndtering af den finansielle krise og de sociale udfordringer: EU må påtage sig en ledende rolle og arbejde koordineret og beslutsomt på at finde en løsning på den aktuelle krise, først og fremmest hvad angår reformen af det finansielle system. Et omstruktureret globalt finanssystem (først og fremmest en effektiv regulering af banksektoren, men også af hedgefonde og private equity-virksomheder) må give plads til udvikling og ibrugtagning af solide finansielle instrumenter, der gavner realøkonomien og borgerne. Den aktuelle krise er imidlertid ikke kun et resultat af problemer på det finansielle marked. Den blev også, først og fremmest i USA, forårsaget af en række voksende makro- og mikroøkonomiske uligheder, herunder først og fremmest en skæv indkomstfordeling. Derfor må vejen ud af krisen baseres på følgende: fravalg af en vækst, som delvist er baseret på »spekulation«, og tilbagevenden til en vækst, som er baseret på investeringer i først og fremmest innovative realøkonomiske sektorer, en retfærdig indkomstfordeling, skabelse af produktiv beskæftigelse af høj kvalitet samt miljømæssig bæredygtighed.

3.3. Forbedring af det indre markeds funktionsevne ved at der skabes en bedre balance mellem den økonomiske, sociale og miljømæssige dimension: For at nå dette mål er der behov for en korrekt anvendelse og eventuel forbedring af den sociale lovgivning for det indre marked og »Better Regulation« samt etablering af velfungerende mikroøkonomiske vilkår og et tilstrækkeligt spillerum for private investeringer. Det er imidlertid også nødvendigt at sikre, at konkurrencen på det fælles marked er innovationsorienteret og ikke kontraproduktiv, dvs. karakteriseret ved konkurrence mellem EU-landene, der sker på bekostning af den sociale samhørighed og den miljømæssige bæredygtighed.

Fremme af social samhørighed som et paramenter for en stabil og dynamisk økonomi: EØSU mener, at en veludviklet socialpolitik, herunder en overordnet politik for skabelse af »gode arbejdspladser«, der omfatter ambitiøse mål på uddannelses-, erhvervsuddannelses- og efteruddannelsesområdet samt på området livslang læring, i høj grad bidrager til vækst og produktivitetsstigninger. Vejen ud af krisen må fremmes gennem relevante investeringer.

3.4.1. Bekæmpelse af den stigende ulighed og fattigdom på europæisk plan : Der blev opstillet et mål om i væsentlig grad at reducere antallet af personer, som er i fare for at havne i fattigdom eller blive socialt udstødte inden 2010, men Kommissionens rapport om den sociale virkelighed fra 2007 viser, at der stadig er alvorlige sociale problemer i mange europæiske lande og regioner. Derfor må strategien for perioden efter 2010 satse på sociale fremskridt, styrkelse og bevarelse af de sociale sikringssystemers bæredygtighed og fattigdomsbekæmpelse gennem tiltag, der bl.a. bekæmper en ulige fordeling. Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) vil være en perfekt anledning til at opstille effektive mål, herunder tidsfrister, for tiltag til bekæmpelse af fattigdom (f.eks. hvad angår mindstelønsordninger og overførselsindkomster (7)). Et sådant initiativ til sikring af den sociale samhørighed ville udgøre et vigtigt skridt i retning af at genoprette borgernes tillid til den europæiske integration.

Etablering af et rummeligt arbejdsmarked : På trods af fremskridt vil beskæftigelsesmålene for 2010 ikke være opfyldt for EU som gennemsnit. Det må, set i lyset af den nuværende krise, der ganske vist har nået sit højdepunkt, men som stadig ikke er fuldstændig overvundet, og som har skærpet uligheden og konfronteret stadig flere mennesker med eksistentielle problemer, give anledning til bekymring. En hurtig genskabelse af væksten til stabilisering af arbejdsmarkedet kræver ifølge den europæiske økonomiske genopretningsplan (8) en styrkelse af den indenlandske efterspørgsel, der må støttes vha. strukturfremmende foranstaltninger. Det er vigtigt at have effektive modeller for uddannelse og efteruddannelse samt beskæftigelsesfremme, også for de personer, der på grund af bl.a. manglende uddannelse ikke kan få adgang til arbejdsmarkedet. Det er ligeledes vigtigt, at man gør en effektiv indsats for at forebygge diskrimination i forbindelse med adgang til og varig integration på arbejdsmarkedet. Netop de forskellige former for socialøkonomi i medlemsstaterne kan gå forrest med et godt eksempel i krisestyringen, først og fremmest når det handler om at skabe beskæftigelse på området sociale tjenesteydelser. EØSU har den holdning, at beskæftigelse og arbejdsproduktivitet må stige parallelt. Under inddragelse af arbejdsmarkedets parter på nationalt og europæisk plan, og med respekt for deres uafhængighed, må EU i den forbindelse også tilstræbe, at der udformes passende regler for beskæftigelse under atypiske kontraktforhold og med ringe social sikring (9).

3.4.2.1. Virksomheder i den sociale økonomi, der udøver virksomhed i alle sektorer, og som kombinerer økonomisk rentabilitet med almenvellets interesse og sociale hensyn, er et godt eksempel på visse former for iværksætteri og virksomhedsledelse, der bidrager til opnåelsen af den reviderede Lissabon-strategis mål. EØSU opfordrer Det Europæiske Råd, Kommissionen og medlemsstaterne til at tage hensyn til de forslag, som sigter på at gennemføre de henstillinger (10), som Europa-Parlamentet har fremsat til at sikre, at virksomhederne i den sociale økonomi kan konkurrere på samme vilkår som andre virksomheder.

3.4.3. Flexicurity må reelt skabe sikkerhed i en forandringsproces : Økonomiske rammebetingelser i forandring kræver en høj grad af innovativ tilpasningsevne også på arbejdsmarkederne. Hurtigt skiftende strukturer kræver intelligente løsninger. I tråd med flexicurity-konceptet må det sikres, at arbejdstagerne er rustet til de nye udfordringer i arbejdslivet. Begrebet flexicurity må reelt skabe»sikkerhed i en forandringsproces«, hvor sikkerhed på arbejdsmarkedet, stabile beskæftigelsesforhold og arbejdspladser, bevarelse af beskæftigelsesevnen, den sociale sikkerhed og mobiliteten på arbejdsmarkedet i retning af gode og produktive arbejdspladser (»make transition pay«) i praksis må prioriteres lige højt. Her drejer det sig også om at sikre en overordnet gennemførelse og anvendelse af Fællesskabets sociale landvindinger og udbedre disse, så en eventuel uretfærdig konkurrence baseret på stadigt dårligere arbejdsvilkår undgås.

3.4.4. Bedre koordinering af skattepolitikkerne : I overensstemmelse med EU-traktaterne er det nødvendigt at arbejde for en styrkelse af den fælleseuropæiske koordinering af medlemsstaternes skattepolitik (f.eks. gennem harmoniserede beregningsgrundlag og minimumssatser), først og fremmest på de områder, hvor skattegrundlaget er internationalt mobilt og risikoen for skatteflugt og skattekonkurrence medlemsstaterne imellem er størst. Målet for denne europæiske koordinering må være en konsolidering af de offentlige budgetter samt fremme af mere retfærdige skattesystemer (herunder en styrkelse af skattegrundlaget gennem lukning af skatteoaser samt foranstaltninger til bekæmpelse af skattesvig).

3.4.5. Den Europæiske Centralbank må leve op til sit økonomiske ansvar : Med henblik på strategien for perioden efter 2010 må det lykkes at skabe en passende og samtidig bæredygtig balance mellem målene vækst og stabilitet, der tager hensyn til kommende generationers behov. Den Europæiske Centralbank må i overensstemmelse med traktaterne leve fuldt og helt op til sit ansvar og ud over målet om prisstabilitet også tage højde for flg. målsætninger: et højt beskæftigelsesniveau, socialsikring og en bæredygtig vækst.

3.4.6. Bevarelse af det budgetpolitiske spillerum for investeringer : Under hensyntagen til og anvendelse af den fleksibilitet, som stabilitets- og vækstpakken forudser i tilfælde af en krise, skal det konjunkturpolitiske spillerum udvides gennem en omfordeling af budgetmidlerne. Målet er at styrke Lissabon-relevante offentlige investeringer (i bl.a. betalbare og effektive offentlige tjenester, forskning, uddannelse, innovation) og produktive investeringer fra den private sektors side, også i produktion med lavt CO2-udslip. I den forbindelse bør ideen om EU-lån gennem en europæisk statsfond også videreudvikles (11).

3.5. Styrkelse af industripolitik og iværksætterkultur samt passende rammebetingelser for SMV'er: Økonomisk vækst og et gunstigt investeringsklima er væsentlige forudsætninger for skabelse af nye arbejdspladser og bevarelse af de eksisterende. Hertil bidrager store virksomheder, men i høj grad også SMV'er. Netop SMV'er er forbundet med den lokale økonomi og har i særlig grad gavn af en stabil og voksende indenlandsk efterspørgsel. EØSU har flere gange gjort opmærksom på, at der bør lægges særlig vægt på videreudviklingen af den europæiske industripolitik (bl.a. i retning af »grønne teknologier«, nanoteknologi og IKT) og styrkelsen af en socialt ansvarlig iværksætterkultur samt støtte til etablering af virksomheder og disses videreførelse. Reduktionen af en uforholdsmæssigt stor bureaukratisk byrde og forvaltningsmæssige barrierer samt bedre rammebetingelser for virksomhedsfinansiering er en prioritet for erhvervslivet og en afgørende faktor for såvel den europæiske konkurrenceevne som et gunstigt investeringsklima. I den forbindelse må arbejdstageres og forbrugeres berettigede interesse i beskyttelse ikke bringes i fare. Eftersom økonomisk output, innovation og beskæftigelse i stadigt større grad afhænger af SMV'er bør det være en prioritet at udvikle en iværksætterkultur blandt unge.

3.6. Imødegåelse af de demografiske forandringer og løsningsmodeller på migrationsområdet: De væsentligste udgangspunkter for håndteringen af de udfordringer, som er forbundet med en aldrende befolkning, er og bliver vækst og beskæftigelse. Det gælder for de unge generationer såvel som for de ældre. Ud over bekæmpelse af arbejdsløshed og oprettelse af flere og bedre arbejdspladser må det også gøres lettere at kombinere arbejds- og familieliv – ikke mindst med henblik på fødselsraten. Effektive løsningsmodeller på områderne migration og integration, der fremmer Europas vækstpotentiale, og som samtidig ikke bringer den sociale samhørighed i fare, hører blandt de centrale udfordringer for perioden efter 2010 (12).

Yderligere styrkelse af videnstrekanten (uddannelse, forskning og innovation): Europa må fortsat styrke sit potentiale bestående af kvalificerede mennesker, videnskab, forskning og teknologi og dermed sin innovationsevne som et væsentligt konkurrenceparameter. Videnstrekanten må under alle omstændigheder forblive et centralt element i strategien for perioden efter 2010. I den forbindelse skal innovations-begrebet udvides til også at omfatte »social innovation« for derved at øge den sociale kapital, der har betydning for såvel konkurrenceevnen som den sociale samhørighed.

3.7.1. Med henblik på at sikre grundlaget for fremtidig innovation, må videnskab og forskning samt anvendelsen af resultaterne herfra i økonomien spille en stor rolle. Bologna-processens mål om at skabe ét fælles område for videregående uddannelse i Europa kræver, at der iværksættes konkrete gennemførelsestiltag, og der er behov for en større politisk vilje til at koordinere forskellige politikker. Utilstrækkelige investeringer i innovation og efteruddannelse skærper de økonomiske problemer og påvirker arbejdsproduktiviteten. Universiteter og højere læreanstalter må påtage sig et ansvar og i langt højere grad end hidtil udvikle en europæisk dimension, idet de spiller en nøglerolle i videnstrekanten bestående af uddannelse, forskning og innovation. Med hensyn til grænseoverskridende aktiviteter må multilaterale samarbejdsformer inden for forskning fremmes. Europa mangler også højteknologivirksomheder, der investerer i forskning og udvikling. Virksomheder må have incitamenter til at investere endnu mere i forskning og udvikling samt etablering af produktive arbejdspladser.

3.7.2. Godt uddannede arbejdstagere, særligt på de videnskabeligt-tekniske områder, og innovationsevne er væsentlige konkurrenceparametre og en forudsætning for velstand. Dette skal gå hånd i hånd med skabelsen af produktive, godt betalte arbejdspladser, som kræver et højt kvalifikationsniveau. Også under krisen må unge færdiguddannede have mulighed for at finde en arbejdsplads, der modsvarer deres kvalifikationer, og som giver perspektiver for den videre forbliven på arbejdsmarkedet.

Imødegåelse af klimaændringerne som et centralt element i strategien for perioden efter 2010 stiller krav om forandringer på mange områder: Fremme af energieffektivitet og vedvarende energi vil på samme måde som udnyttelsen af miljøsektoren være et nøgleelement i strategien for perioden efter 2010. Den reviderede strategi må omfatte en handlingsplan for en lavemissionsøkonomi. EU bør nu, efter at have udformet en omfattende lovgivningsmæssig ramme for energi og klimaændringer, koncentrere sig om den praktiske gennemførelse. Effektive politiske foranstaltninger bør integreres i de integrerede retningslinjer, landespecifikke anbefalinger og nationale reformprogrammer.

3.8.1. EU skal blive det mest energi- og ressourceeffektive økonomiske område : En klimapolitik, der vedvarende reducerer drivhusgasemissionerne samt afhængigheden af fossile energikilder og energiimport, må bygge på bæredygtighedskriterier, dvs. tage hensyn til økonomiske, miljømæssige og sociale mål. Derudover må også hele energibesparelsespotentialet udnyttes, og der skal i den forbindelse satses på lokale, vedvarende og regionale strukturer. Forbedring af energi- og ressourceeffektiviteten vil være et centralt element i den nye strategi. Et yderligere strategisk mål for EU bør derfor være»at blive et af de mest energi- og ressourceeffektive økonomiske områder«. Med henblik på at realisere disse forandringer må Europa påtage sig et stort ansvar, hvad angår reduktionen af CO2-emissioner. For de forskellige sektorer handler det om at opstille konkrete mål og tidsplaner i samarbejde med de enkelte brancher.

3.8.2. » New Green Deal «: Inden for rammerne af en »New Green Deal« bør miljøsektorens potentiale som drivkraft for vækst, nye arbejdspladser og innovation udnyttes, en ledende rolle på området innovative grønne teknologier tilstræbes, og der bør gennemføres omkostningsbesparelser, uden at der af den grund gives afkald på velstand, livskvalitet og global konkurrenceevne. Den øgede satsning på forskning og teknologi samt brugen af resultaterne herfra til udvikling af salgbare nye produkter og tjenesteydelser, og dermed skabelse af arbejdspladser, vil spille en væsentlig rolle i denne nødvendige innovationsproces.

Styrkelse af det finansielle grundlag for Lissabonstrategien: Håndteringen af fremtidens udfordringer gør det også nødvendigt, at man gør sig nye strategiske overvejelser vedrørende EU's fremtidige budget.

3.9.1. En Lissabon-relevant reform af EU-budgettet : Generelt må der gennemføres en »Lissabon-relevant« omfordeling af midlerne til de enkelte politikområder: i retning af forskning og konkurrenceevne, miljø og klima, investeringer i bæredygtig energi, produktive offentlige investeringer i forbedring af forholdene for erhvervslivet, en aktiv arbejdsmarkedspolitik, øgede muligheder for at skabe en balance mellem arbejde og familieliv, social samhørighed, forebyggelse af fattigdom og skabelse af nye arbejdspladser af høj kvalitet. En Lissabon-relevant debat om en reform af EU-budgettet bør også indgå som et element i den finansielle ramme for 2014-2020 (13). En effektiv realisering af EU's mål kræver også, at en styrkelse af den regionale dimension indgår i debatten om finansieringen af struktur- og samhørighedspolitikken for perioden efter 2013.

3.9.2. Vurdering af mulige alternativer til en EU-finansiering : Der eksisterer talrige grænseoverskridende udfordringer, der kræver en styrkelse af den aktive politiks europæiske dimension. For europæiske projekters vedkommende må der ses nærmere på alternative finansieringsmuligheder, og ud over tiltag til strukturelle omfordelinger og besparelser må perspektiverne for en udvidelse af EU-budgettet debatteres. EØSU opfordrer til, at man i den forbindelse også undersøger mulighederne for at indføre finansieringsmekanismer på EU-plan (herunder modeller for skatteopkrævning). Således kunne en skat på finansielle transaktioner eksempelvis bidrage til at inddæmme omfanget af spekulative transaktioner. Der bør også ses nærmere på muligheden for at indføre en afgift på emissioner (carbon tax).

3.10. Styrkelse af den eksterne dimension: Europas velstand er bl.a. baseret på regionens åbenhed over for resten af verden. Som verdens største økonomi, der indtager førstepladsen, hvad angår eksport og import af varer og tjenesteydelser, og andenpladsen som henholdsvis kilde til og modtager af direkte udenlandske investeringer, og som den største globale giver af udviklingsbistand, har det afgørende betydning for EU, at Fællesskabets internationale dagsorden styrkes ved hjælp af klare og langsigtede mål. Set i lyset af nye globale økonomiers fremdrift og konsekvenserne af den internationale økonomiske krise, er det vigtigere end nogensinde før, at EU udformer en ny ramme for sin eksterne politik, der er mere helhedsorienteret og handlekraftig. Målet er at sikre en passende, retfærdig og bæredygtig åbning af markeder, at gøre lovgivningsbaserede standarder til normen, at fremme det multilaterale aspekt samt den strukturerede dialog med udvalgte partnere og skabe et fremtidsorienteret samarbejde til gavn for alle parter, som også inddrager Middelhavsområdet og Afrika. Hvis disse forudsætninger opfyldes, vil Europa med sin model for social markedsøkonomi også fremover tjene som et forbillede for resten af verden. EU vil kunne klare sig i konkurrencen om adgang til markeder og råstoffer og samtidig kunne sikre, at de internationale konkurrencevilkår er retfærdige, at der gives plads til en bæredygtig udvikling, samt at alle aktører kan nyde godt af globaliseringsgevinsterne.

4. Anbefalinger i tilknytning til Lissabonmålene

4.1. Bibeholdelse af mål og større ambitioner på mellemlangt sigt: På trods af nye udfordringer og de tilbageslag, der er forbundet med den aktuelle krise, må strategien for perioden efter 2010 ikke tabe de hidtidige mål af syne. EØSU foreslår, at de fælles mål i den aktuelle strategi ikke opgives, men at der derudover formuleres ambitiøse mål, der bør realiseres inden 2015. Således bør eksempelvis målet for forskningsandelen hæves til 3,5 % (eventuelt suppleret med et bredere formuleret mål om investeringer i innovation), og målene om mere og bedre beskæftigelse samt uddannelse og efteruddannelse skærpes yderligere.

4.2. Beregning af de nationale bidrag på grundlag af de enkelte EU-landes udgangssituation: EU-landenes økonomiske formåen er yderst forskellig. EØSU foreslår, at man på samme måde som ved den oprindelige fastsættelse af de kvantitative Lissabonmål, tager højde for udgangssituationen i de enkelte medlemsstater og på det grundlag beregner og debatterer ambitiøse nationale bidrag til strategien for EU-27.

4.3. Fornyet inddragelse af kvalitative mål: Derudover bør den fremtidige dagsorden også fokusere på opfyldelsen af de kvalitative mål, der i høj grad er gået tabt i forbindelse med genlanceringen af Lissabonstrategien i de seneste år (f.eks. de såkaldte Laeken-indikatorer til måling af, om der skabes arbejdspladser af høj kvalitet (14)).

4.4. Opstilling af nye mål, først og fremmest hvor der er tale om klare mangler: Derudover bør der, inden for rammerne af de integrerede retningslinjer, særligt opstilles nye eller mere konkrete målsætninger på de områder, hvor der er sket få fremskridt, eller hvor den hidtidige reformpolitik har vist sig at give problemer. Derfor foreslår EØSU, at der udarbejdes selvstændige retningslinjer omfattende kvantificerbare mål for ligestilling mellem kønnene, bekæmpelse af ansættelsesforhold uden social sikring, overgang til en lavemissionsøkonomi, bekæmpelse af fattigdom (også blandt arbejdstagere) samt forebyggelse af social udstødelse (f.eks. passende understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed eller tab af arbejdsevne og adgang til offentlige tjenesteydelser).

5. Anbefalinger vedrørende styreformer

5.1. Styrkelse af EU-institutionernes rolle: Den nye strategi må have større gennemslagskraft. En styrkelse af EU-institutionernes rolle har særlig betydning i den aktuelle krise. Siden justeringen af Lissabonstrategien i 2005 er Kommissionens indsats blevet langt mere synlig, først og fremmest hvad angår offentliggørelse og formidling af landespecifikke retningslinjer samt eksempler på bedste praksis. Der er blevet opfordret til en debat for åbne døre i Rådet med henblik på at bevare fremdriften i processen. I en revideret strategi bør disse aspekter uddybes og udvides. Kommissionen og medlemsstaterne bør gennem brugen af elektroniske kommunikationsmidler bestræbe sig på at fremme en bedre gennemførelse og en grænseoverskridende udveksling af bedste praksis. Disse metoder er imidlertid afhængige af, at medlemsstaterne tilbydes en passende europæisk ramme for opfyldelsen af Fællesskabets målsætninger. I givet fald må det overvejes at tage nye, innovative instrumenter i brug.

5.2. Styrkelse af den åbne koordinationsmetodes gennemslagskraft i medlemsstaterne: Anvendelsen af den åbne koordinationsmetode som Lissabonstrategiens »metodiske rygrad« udvides til at omfatte yderligere områder i EU-reformtraktaten. EØSU mener, at den åbne koordinationsmetodes akilleshæl, udover den manglende synlighed hos borgerne, først og fremmest vedrører metodens manglende effektivitet på nationalt niveau. Derfor er det afgørende, at målene ikke som hidtil ofte opfattes som »indikatorer for det hensigtsmæssige«, men ses som konkrete politiske forpligtelser. Der bør findes metoder og instrumenter til at skærpe forpligtelsen og give medlemsstaterne et større incitament til effektivt at forfølge de opstillede mål. Med henblik på at sikre en større ligevægt bør ikke alene økonomi- og finansministre, men også andre, først og fremmest arbejds- og socialministre, i højere grad inddrages i gennemførelsen af den nye strategi. Derudover anbefaler EØSU, at arbejdsmarkedets parter kommer til at spille en større rolle og bliver mere synlige, f.eks. ved at resultaterne af den makroøkonomiske trepartsdialog altid føjes til konklusionerne fra Det Europæiske Råd.

5.3. Overvågning af Lissabonmålene gennem de økonomiske og sociale råd i medlemsstaterne: Inden for rammerne af de enkelte høringsprocedurer og de beføjelser, der ligger hos arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemsstater, bør den rolle som de nationale økonomiske og sociale råd eller sammenlignelige civilsamfundsorganisationer spiller, styrkes (15). De relevante rapporter, som de økonomiske og sociale råd udarbejder, bør indeholde analyser af gennemførelsen af Lissabonmålene, der vil blive forelagt regeringer og EU-institutioner, som vil blive tilskyndet til at drage konklusioner. De økonomiske og sociale råd samt civilsamfundsorganisationer kunne i den forbindelse invitere repræsentanter for Kommissionen til at diskutere den nationale kontekst. Derudover bør de nationale økonomiske og sociale råd også inddrages i Kommissionens årlige høringer. Det har i den sammenhæng stor betydning, at EØSU og de nationale økonomiske og sociale råd viderefører den løbende menings- og erfaringsudveksling vedrørende de nationale reformplaner og Lissabondagsordenen.

5.4. Forbedret legitimering gennem øget inddragelse af civilsamfundet og en styrkelse af den regionale dimension: Ud over nødvendigheden af, at EU-institutionerne påtager sig det fulde ansvar, har EØSU altid påpeget, at en bedre gennemførelse af Lissabonstrategien kun kan sikres ved, at der sker en omfattende inddragelse af alle samfundets interessegrupper, og at der opstår et tæt samarbejde mellem regeringerne og arbejdsmarkedets parter samt civilsamfundet på nationalt og europæisk, men også på lokalt og regionalt niveau i medlemsstaterne (16).

—	De nationale Lissabon-koordinatorer bør i forbindelse med udarbejdelse, gennemførelse og evaluering af de nationale reformprogrammer arbejde systematisk sammen med alle involverede parter.

—

Inden for rammerne af de enkelte høringsprocedurer og beføjelserne hos arbejdsmarkedets parter er der behov for at træffe yderligere foranstaltninger for at fremme den eksisterende dialog i medlemsstaterne. En dialog der også involverer de nationale økonomiske og sociale råd og som i givet fald kan inddrage andre civilsamfundsrepræsentanter (NGO'er, organisationer i socialøkonomien mm.) samt repræsentanter for højere uddannelsesinstitutioner eller »tænketanke«.

—	Hver Lissabon-cyklus kan afsluttes med en konference, hvor de vigtigste aktører og civilsamfundsorganisationer deltager, og som har til formål at gøre status over fremskridt og mangler.

—

Strukturelle barrierer, der lægger hindringer i vejen for en effektiv inddragelse af de nationale parlamenter og en ægte dialog med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, må ryddes af vejen. Hertil hører, at man undgår de korte frister for udarbejdelse af de nationale reformprogrammer i sommermånederne, der allerede er blevet etableret praksis, samt udpegelsen af Lissabon-ansvarlige, der i mange EU-lande ikke har meget at gøre med den sociale dialog.

—	Medlemsstaternes regeringer bør i øget omfang informere om den civile og sociale dialogs resultater i relation til Lissabonmålene.

—	Med henblik på at sikre en helhedsorienteret strategi for territorial, social og økonomisk samhørighed må strukturfondenes partnerskabsbaserede principper realiseres i fuldt omfang i medlemsstaterne og brugen af instrumenterne under den åbne koordinationsmetode må også på dette område intensiveres.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Hvad angår den institutionelle ramme for civilsamfundets inddragelse i de nationale politiske processer eksisterer der betydelige forskelle. I mange EU-lande findes der et økonomisk og socialt råd, i de fleste »nye« medlemslande findes der såkaldte trepartsudvalg (arbejdsmarkedets parter samt repræsentanter for regeringen), andre lande igen har ikke noget økonomisk og socialt råd, men enkelte af disse har dog på alternativ vis formået at tage højde for civilsamfundets interesser. EØSU bestræber sig på at indsamle bidrag fra så mange af disse instanser som muligt.

(2) Jf. CESE 1468/2005 rev. »Gennemførelse af Lissabonstrategien – Bidrag på baggrund af mandatet fra Det Europæiske Råd«, 23.-24. marts 2006; CESE 40/2008 »Den fornyede Lissabonstrategi 2008-2010: Det organiserede civilsamfunds rolle«, sammenfattende rapport til Det Europæiske Råd den 13. og 14. marts 2008.

(3) Vedrørende gode resultater og mangler med hensyn til opfyldelsen af Lissabonmålene findes der en oversigt i: M.J. Rodrigues, Europe, Globalisation and the Lisbon Agenda (2009), s. 16.

(4) Jf. fodnote 2 og EØSU-udtalelsen »Effektiv styring af den fornyede Lissabonstrategi«, EUT C 175 af 28.7.2009, s. 13.

(5) Jf. http://www.eurofound.europa.eu/ewco/reports/TN0403TR01/TN0403TR01_3.htm, Part-time work in Europe, Dublin-instituttet, 2004.

(6) Jf. det af Rådet i Laeken 2001 godkendte sæt af indikatorer for arbejdspladsers kvalitet: KOM(2001) 313 »Beskæftigelses-, social- og arbejdsmarkedspolitikken: investering i kvalitet«.

(7) Se også Europa-Parlamentets beslutning, PT_TA(2008)0467 af 9.10.2008.

(8) Meddelelse fra Kommissionen til Det Europæiske Råd »En europæisk økonomisk genopretningsplan«, KOM(2008) 800 endelig af 16. november 2008.

(9) Overblik over relevante europæiske aftaler mellem arbejdsmarkedets parter: http://europa.eu/legislation_summaries/employment_and_social_policy/social_dialogue/c10132_de.htm.

(10) Europa-Parlamentets beslutning af 19. februar 2009 om socialøkonomi (2008/2250(INI).

(11) Jf. EØSU's udtalelse »En europæisk økonomisk genopretningsplan«EUT C 182 af 4.8.2009, s. 71, punkt 5.4.

(12) I den forbindelse må også etableringen af Det Europæiske Integrationsforum, der samler EU-institutioner, relevante aktører og NGO'er under EØSU's auspicier, bifaldes.

(13) Jf. EØSU's udtalelse om »EU's budgetreform og fremtidige finansiering«, EUT C 204 af 9.8.2008, s. 113.

(14) Se KOM(2001) 313 endelig »Beskæftigelses-, social- og arbejdsmarkedspolitikken: investering i kvalitet«.

(15) EØSU bemærker, at det på ingen måde vil blande sig i de eksisterende høringsprocedurer, kompetencer og opgaver, der tilfalder arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemsstater.

(16) Jf. EØSU's udtalelse »Effektiv styring af den fornyede Lissabonstrategi«, EUT C 175 af 28.7.2009, s. 13.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/10

Det Europæiske Økonomiske og sociale Udvalgs udtalelse om Social integration

(sonderende udtalelse)

(2010/C 128/03)

Ordfører: Brenda KING

Ved brev af 18. december 2008 anmodede den svenske minister for EU-anliggender, Cecilia Malmström, med henvisning til EF-traktatens artikel 262 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om

Social integration.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Brenda King til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, følgende udtalelse med 130 stemmer for, ingen imod og 4 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1. For fremtiden bør der i EU's strategi for vækst og beskæftigelse lægges større vægt på skabelsen af social samhørighed, hvilket fremgår af en ny rapport, Europa-Kommissionen fremlagde den 29. september 2009. Rapporten fra Udvalget for Social Beskyttelse slår fast, at social beskyttelse i sig selv ikke er tilstrækkelig til at forebygge fattigdom og marginalisering og opfordrer til, at der satses mere på målsætninger som bekæmpelse af fattigdom blandt børn og fremme af foranstaltninger til aktiv integration.

Fattige og kortuddannede, migranter, mennesker fra etniske og kulturelle mindretal, handicappede og mennesker, som er isolerede, med dårlige boligforhold og hjemløse rammes generelt først af udstødelse.

Det at have et arbejde betyder ikke, at man automatisk undgår udstødelse og risikoen for at blive ramt af fattigdom, men beskæftigelse er det bedste middel til social integration.

1.2. Det svenske formandskab har som målsætning at bekæmpe de negative virkninger af den økonomiske krise, der berører væksten og beskæftigelsen på både EU- og medlemsstatsniveau. Det ønsker at prioritere arbejdsmarkedsforanstaltninger, der skal mindske arbejdsløsheden mest muligt, nedbringe antallet af udstødte personer og få dem, der for nyligt har mistet deres job, tilbage i arbejde. Samtidig ønsker formandskabet også at bane vejen for skabelse af langsigtede og varige arbejdspladser.

1.3. På det nyligt afsluttede G20-topmøde fastsloges det, at det i år er lykkedes medlemsstaterne, herunder EU-planet at skabe og redde arbejdspladser, hvilket har betydet, at krisens virkninger er blevet mildnet for en række borgere. Medlemsstaternes indsats har især været rettet mod støtte til fastholdelse af arbejdspladser og sikring af husholdningernes indkomst.

1.4. Den udfordring, som EU skal løfte, består imidlertid i, at mange i den erhvervsaktive alder ikke har adgang til beskæftigelse, og heller ikke havde det i de seneste år med økonomisk vækst. Derudover har nogle borgere en indkomst, som ikke rækker til at løfte dem ud af fattigdommen. Konklusionen er, at denne gruppe trods den målrettede indsats for at få gang i genopretningen er vokset i løbet af de seneste 18 måneder, og at vi endnu ikke ser alle de sociale konsekvenser af recessionen.

1.5. EØSU mener, at der bør være større fokus på dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, først og fremmest ved at gøre en større indsats for at gennemføre de fælles principper om aktiv integration, som blev godkendt af Rådet i december 2008. Der er her tale om de kortuddannede, som har færrest muligheder for livslang læring og efteruddannelse, personer (overvejende kvinder) med plejeforpligtelser, personer, der trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, handicappede, mindretal, migranter og de unge.

1.6. EØSU anbefaler, at den åbne koordinationsmetode bruges til at finde frem til bedste praksis for overgang fra uddannelse til beskæftigelse og fra familie/civile aktiviteter til beskæftigelse og for håndtering af strukturelle hindringer på arbejdsmarkedet og for samfundsdeltagelse generelt.

1.7. EØSU er klar over, at social service og social sikring er stærkt afhængige af den offentlige finansiering, som en række medlemsstater søger at beskære på baggrund af den aktuelle krise. Det afviser derfor tiltag, som ville gå ud over den solidaritet, som den sociale beskyttelse er baseret på, og som er så nyttig for Europa. Der er behov for foranstaltninger, der både sikrer beskyttelse og støtter overgangen til og bevarelse af arbejde.

1.8. EØSU anerkender, at livslang læring og efteruddannelse er vigtig for at øge borgernes beskæftigelsesegnethed og noterer sig det paradoks, at det er de lavest uddannede, der har dårligst adgang til livslang læring. EØSU henstiller derfor kraftigt til, at alle borgere reelt får ret og adgang til livslang læring.

1.9. EØSU er enigt med Kommissionen i, at det er vigtigt med samordning og samarbejde på nationalt og lokalt niveau, herunder med de offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, ikke kun på beskæftigelsesområdet, men også vedrørende bolig- og sundhedspolitik og på området territorial integration.

2. Baggrund

2.1. De europæiske økonomier og samfund står over for en række udfordringer som klimaændringer, teknologiske fremskridt, globaliseringen og en aldrende befolkning. Selv om det er positivt, at erhvervsdeltagelsen er steget i de seneste årtier, er det samlede antal af fattige uden for og på arbejdsmarkedet ikke samtidig blevet nedbragt, ligesom der har været en betydelig arbejdsmarkedssegmentering og kun en marginal reduktion i antallet af arbejdsløse husstande. Men eftersom et kvalitetsjob er det bedste værn mod fattigdom og udstødelse, beskæftiger denne udtalelse sig primært med sammenhængen mellem beskæftigelse og integration.

2.2. Den globale finansielle krise er den seneste prøvelse, som har ramt realøkonomien med en markant forværring af situationen på arbejdsmarkedet som følge af et fald i efterspørgslen og strammere finansieringsbetingelser (1). Den sæsonkorrigerede ledighed i EU27 var i marts 2009 på 8,3 % mod 6,7 % i marts 2008. Det viser, at udviklingen i ledigheden er vendt, idet tallet for EU25 i de foregående år var faldet fra 8,9 % i marts 2005 til 8,4 i marts 2006 til 7,3 % i marts 2007. Selv om situationen er forskellig fra land til land, er alle medlemsstater og de fleste sektorer mærket af den alvorlige internationale økonomiske nedgangskonjunktur. De lande, der er værst ramt, er Spanien og Irland, hvor arbejdsløsheden er fordoblet, og de baltiske lande, hvor den er næsten tredoblet. Arbejdsløsheden forventes at stige yderligere.

2.3. De hjælpepakker indeholdende en lempelse af pengepolitikken og en finanspolitisk stimulering, som næsten alle medlemsstater har vedtaget for at modvirke denne seneste krise, har først som mål at stabilisere de finansielle systemer, at afbøde negative sociale følger og derefter at medvirke til at få sat gang i væksten. Medlemsstaternes muligheder for indgreb er vidt forskellige, men der er en tendens til stor fokus på politikker for at fastholde arbejdstagere i beskæftigelse, fremme genindslusning på arbejdsmarkedet, indkomststøtte, sikre boligejere mod tvangsauktion, øget adgang til kredit og investeringer i sociale og sundhedsmæssige infrastrukturer med henblik på dels at øge beskæftigelsen, dels sikre bedre adgang til disse tjenesteydelser (2). Det er imidlertid det svenske formandskabs opfattelse, at de foranstaltninger, som kræves for at overvinde denne krise, skal ledsages af strukturelle reformer, der tackler de øvrige udfordringer for EU (f.eks. de demografiske ændringer, globaliseringen), idet der inden krisen var alt for mange EU-borgere, som kunne være på arbejdsmarkedet, men ikke havde adgang til beskæftigelse på trods af relativt gunstige økonomier.

2.4. Det svenske formandskab ønsker fokus på,

2.4.1. hvordan EU's medlemsstater i fællesskab skal håndtere virkningerne af den hastigt voksende arbejdsløshed, der er et resultat af den økonomiske krise;

2.4.2. hvilke reformer, der vil være effektive, når det gælder om at øge mobiliteten på arbejdsmarkedet, herunder foranstaltninger, der kan gøre det lettere at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Målet er at modvirke de kortsigtede virkninger af krisen og træffe foranstaltninger, som sikrer, at medlemsstaterne når de langsigtede mål om et højt beskæftigelsesniveau inden for rammerne af EU's nye strategi for vækst og beskæftigelse.

3. Beskæftigelse og social integration

3.1. Fremme af sikker omstilling

3.1.1. Omstilling og social mobilitet har altid været en del af livet i Europa. De forandringer, som globaliseringen har sat i gang, sætter en streg under behovet for økonomiske og sociale styresystemer, som aktivt understøtter såvel omstilling som social mobilitet. Det bør være et mål for politikken at koble strategier om aktivering, indslusning og genintegration på arbejdsmarkedet sammen med social sikring. I litteraturen taler man om mindst fem overgangssituationer (3): fra uddannelse til beskæftigelse, mellem forskellige former for beskæftigelse, herunder fra/til selvstændig virksomhed, mellem beskæftigelse og familie/civile aktiviteter, fra beskæftigelse til invaliditet, fra beskæftigelse til pension. Målet må være at overbevise folk om, at omstilling betaler sig, og motivere dem til aktivt at søge arbejde, samtidig med at de modtager den nødvendige støtte og beskyttes mod materiel nød.

3.1.2. Overgang fra uddannelse til beskæftigelse er særlig vigtig, da et uforholdsmæssigt stort antal unge har været udelukket fra arbejdsmarkedet i perioden med vækst og nu er uforholdsmæssigt hårdt ramt af den finansielle/økonomiske krise (4). Selv om de unge i dag har bedre kvalifikationer end tidligere generationer, kommer de senere ud på arbejdsmarkedet, har mindre stabil beskæftigelse og lider i højere grad under arbejdsmarkedssegmentering og arbejdsløshed. EØSU noterer sig og glæder sig over Kommissionens fokus på »Hjælp til de unge nu« (5), men stiller spørgsmålstegn ved, hvordan kvalitetsuddannelse og lærepladser og deres fortsatte relevans vil blive vurderet. EØSU fremkom med henstillinger om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed i sin udtalelse om Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (6). EØSU minder om, at migranter, etniske mindretal, enlige forældre og kortuddannede især er i risiko for udelukkelse fra arbejdsmarkedet og social udstødelse.

3.1.3. Overgang fra beskæftigelse og familie/civile aktiviteter berører først og fremmest kvinder afhængigt af, hvilke typer af ansættelseskontrakter der er til rådighed for dem, og hvor længe de har været væk fra arbejdsmarkedet. EØSU anbefaler derfor en styrkelse af de foranstaltninger, der skal sikre ligestilling mellem kønnene.

3.2. Udformning og gennemførelse af integrerede politikker, målrettede aktioner og bedre styring

3.2.1. I takt med at vi får flere erfaringer med politikker for overgang, bliver det tydeligt, at »en hensigtsmæssig politik for overgang« har visse karakteristika. Incitamenter og støtte har vist sig at være helt afgørende. Politikkerne for overgang til/fra arbejdsmarkedet skal ses i sammenhæng med integrationsstrategier, særligt for de grupper, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, hvor der er brug for en ekstra og systematisk indsats. EØSU støtter det synspunkt (7), at krisen gør det endnu mere presserende og nødvendigt at gennemføre omfattende strategier for aktiv integration, som kombinerer og finder en balance mellem foranstaltninger, der skal sikre rummelige arbejdsmarkeder, adgang til kvalitetstjenester og tilstrækkelig minimumsindkomst.

3.2.2. EØSU glæder sig således på vegne af det store antal personer i den erhvervsdygtige alder, som skal omstille sig til beskæftigelse, over Kommissionens henstilling (8) om større inddragelse og bedre koordinering på det nationale niveau. EØSU mener imidlertid også, at tiltagene må personliggøres. Dette er vigtigt, idet rådgivningstjenester, der er »tæt« på eller i nærheden af folk og leverer løsninger, der måske ikke er skræddersyet til den enkelte, men derimod til grupper, er absolut nødvendig for at gennemføre reformer. Socialøkonomiske projekter og organisationer viser meget ofte vejen, når det gælder tilrettelæggelse af støtteforløb, der skal føre til arbejde, eller skabelse af nye job til de grupper, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.

3.2.3. Udvalget anbefaler derfor også, at den sociale dialog på dette område suppleres af en dialog med borgerne. I nogle medlemsstater findes der allerede en sådan dialog under en eller anden form. Civilsamfundsorganisationer med erfaring og viden og ofte tætte forbindelser til sårbare grupper som fattige, børn, unge, familier med vanskelige livsbetingelser, migranter og etniske mindretal, handicappede og ældre, vil således få mulighed for at medvirke som en vigtig ressource ved udformningen af politikker, der skal øge den sociale integration i Europa. Forskning viser, at denne kvalitet og disse færdigheder, herunder viden om og kvalifikationer til at arbejde med dårligere stillede grupper, hos dem, der leverer ydelserne, og deres institutioner, er et vigtigt element i god praksis.

3.2.4. EØSU er enigt i henstillingen i Kommissionens meddelelse (9) om, at der for at give de dårligst stillede en bedre chance for at komme ind på arbejdsmarkedet er brug for et bedre samarbejde mellem offentlige myndigheder, offentlige og private arbejdsformidlinger, sociale myndigheder, voksenuddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. EØSU gør endvidere opmærksom på behovet for at samordne forskellige typer af tjenesteydelser som sundhed, uddannelse og boliger, idet erfaringerne har vist, at dette er et vigtigt element i god praksis.

3.3. Lissabonstrategien

3.3.1. I EU's Lissabonstrategi lægges der større vægt på social integration i EU. Det overordnede mål med strategien er behovet for at udvikle en mere rummelig økonomi, hvor det er muligt at kombinere effektivitet med skabelsen af flere og bedre job og et højt socialt sikringsniveau og større social og økonomisk samhørighed. Dette er grundlaget for de europæiske økonomiske og sociale modeller. EU's strategi efter 2010 må indeholde en klar vision for de store samfundsmæssige udfordringer med bedre instrumenter for beskæftigelsesområdet og den sociale integration. EØSU er ved at udarbejde en udtalelse om en efterfølger til Lissabonstrategien.

3.3.2. Det er med Lissabonstrategien blevet understreget, at jobskabelse i høj grad stiller krav om aktive beskæftigelsespolitikker, solide makroøkonomiske rammer, investeringer i kvalifikationer, forskning og infrastruktur, bedre lovgivning og fremme af iværksætteri og innovation. I takt med at situationen på arbejdsmarkederne fortsat forværres som følge af den økonomiske nedgang, er der brug for en supplerende indsats, da virkningerne af recessionen først og fremmest rammer mennesker. De europæiske arbejdsmarkeder vil blive gennemgribende forandret som følge af krisen. Arbejdstagerne og virksomhederne skal have redskaber, der sikrer en vellykket tilpasning til den ændrede virkelighed, dvs. fastholde arbejdspladser, forbedre kvalifikationerne på alle niveauer, særligt for de kortuddannede, få folk i arbejde igen og sørge for, at jobskabelsen har gode vilkår.

3.4. Håndtering af flexicurity i krisetider (10)

Som en integreret strategi, der øger såvel fleksibiliteten som sikkerheden på arbejdsmarkedet og støtter dem, der midlertidigt er uden for beskæftigelse, mener EØSU, at:

3.4.1. Flexicurity er endnu vigtigere og mere hensigtsmæssig under de nuværende vanskelige økonomiske forhold, der er karakteriseret ved stigende arbejdsløshed, fattigdom, segmentering, og den hastende udfordring, det er at fremme vækst, skabe nye og bedre job samt styrke den sociale samhørighed.

3.4.2. Indførelsen af flexicurity stiller ikke kun krav om støttekomponenter, der sikrer den sociale beskyttelse, men også om klare arbejdsincitamenter og et åbent og kompetencebaseret arbejdsmarked, der underbygger de øvrige komponenter, og skal suppleres af politikker til fjernelse af strukturelle hindringer for deltagelse og sikring af, at job, herunder kvalitetsjob, bevares og skabes. Dette vil medvirke til at mindske den sociale udstødelse og fattigdomsrisikoen ved at åbne arbejdsmarkedet for alle borgere og særligt for udsatte grupper.

3.4.3. De fælles principper for flexicurity, som et middel til at gennemføre den europæiske beskæftigelsesstrategi, kædet sammen med omfattende strategier for aktiv integration for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, udgør en omfattende politisk strategi, der koordinerer bestræbelserne på at tackle beskæftigelsesvirkningerne og de sociale følger af krisen og forberede sig på det økonomiske opsving.

3.4.4. EØSU glæder sig over, at arbejdsmarkedets parter i EU har indgået en aftale om at overvåge gennemførelsen af EU's fælles principper for flexicurity og drage fælles konklusioner heraf. EØSU er ved at udarbejde en udtalelse om flexicurity, der kan bidrage hertil (11). EØSU opfordrer desuden medlemsstaterne til at øge indsatsen for at gennemføre de fælles principper om aktiv integration og Kommissionen til løbende at holde øje med fremskridtene.

4. Social sikring og social integration

4.1. De sociale sikringsordninger kan potentielt være til stor fordel for den sociale integration, fordi de anerkender status som værende uden for markedet, og da de omfatter positive tiltag fra statens side og gennem kollektiv solidaritet modvirker omstændigheder, som begrænser enkeltpersoners og dårligt stillede gruppers muligheder for at leve et værdigt liv. Den europæiske velfærdsstats held med især at udviske uligheder er veldokumenteret og afspejler de europæiske kerneværdier om solidaritet, som anerkendes i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Udvalget mener, at de sociale sikringsordninger først og fremmest har til opgave at garantere, at folks grundlæggende behov er dækket – hvilket dog sker på forskellig vis i de forskellige lande - og at der er adgang hertil for alle, og at gøre det lettere at omstille sig, som behandlet ovenfor. Der er brug for tiltag, der skal få omstilling til at betale sig og forbedre adgangen til beskæftigelse for bestemte grupper, der oplever problemer på arbejdsmarkedet, samtidig med at medlemsstaternes budgetindtægter skal opretholdes ved at nedbringe arbejdsgivernes ikke-lønrelaterede omkostninger ved nyansættelser. Dette kan ske ved at mindske de administrative byrder, udnytte potentialet for at skabe arbejdspladser først og fremmest til de kortuddannede, reducere de faktorer, der virker som en hindring for at søge arbejde, forbedre skatte- og socialsikringssystemerne, således at det kan betale sig at arbejde, herunder mindske skattebyrden for ægtefæller, samt gennem incitamenter til arbejdsløse til at starte egen virksomhed (f.eks. i form af iværksætterkurser og mikrokreditter) ved at garantere adgang til de tjenester, der er nødvendige for, at de kan deltage. For dem, der ikke kan arbejde, skal der være tilstrækkelig indkomststøtte.

4.2. Udvalget ønsker at understrege, at den skarpe konkurrence, der følger af globaliseringen, og konsekvenserne af den økonomiske krise endnu tydeligere understreger behovet for tilstrækkelig social sikring mod sociale risici som arbejdsløshed og for at styrke de sociale sikringsordningers funktion som en samfundsmæssig investering, der styrker såvel den økonomiske konkurrenceevne som den sociale integration. Reformer må ikke få lov til at udhule principperne om solidaritet, der er udgangspunktet for den sociale sikring, og som har tjent Europa godt. På den anden side er det nødvendigt med ændringer, og de sociale sikringssystemer må ikke modsætte sig dette, men lade sig lede af sammenhængende, langsigtede og samordnede politikker om sociale reformer, der yder beskyttelse og støtte i forbindelse med omstilling på kort og lang sigt.

Det er derfor vigtigt at se på, hvordan de forskellige elementer i de sociale sikringsordninger mere effektivt kan være med til øge den sociale og økonomiske integration. I den forbindelse gør EØSU opmærksom på følgende:

4.3.1. Hensyntagen til den demografiske skævhed og ændringer i familiemønstret

4.3.1.1. Udsigten til, at befolkningen bliver ældre i de fleste lande i Europa, rejser forskellige spørgsmål med hensyn til social integration. I mange lande er der allerede iværksat tiltag. De problemer, der fremtræder tydeligst, men som ikke altid løses effektivt, er stigningen i den pensionsberettigede andel af befolkningen og behovet for omsorg og pleje og sundhedsydelser. EØSU glæder sig over Kommissionens henstilling (9) om at fremme beskæftigelsen for ældre arbejdstagere og stimulere efterspørgslen og skabe flere job i plejesektoren ved hjælp af skattelettelser og andre incitamenter. EØSU finder, at Kommissionens forslag om at afvikle ordninger for tidlig tilbagetrækning kræver en grundig debat om rammebetingelser, rækkevidde, politiske støtteforanstaltninger osv. for ikke at skabe sociale problemer, navnlig ikke for ældre. EØSU har allerede leveret vigtige bidrag på dette område.

4.3.1.2. Et andet aspekt, der påvirker den demografiske situation, er, at mange politikker, især familiepolitikker, ikke i tilstrækkelig grad giver folk mulighed for at få deres ønske om børn opfyldt (12). EØSU ønsker særligt at henlede politikernes opmærksomhed på sin udtalelse om familien og den demografiske udvikling (13). I hvert enkelt land er der brug for en familiepolitik, som respekterer den enkelte borgers (herunder børns) valg, anerkender familielivet, tager fat på de store konsekvenser især for børnene, når familien går i opløsning, af vold, fattigdom og social udstødelse og er tæt på borgernes liv og ønsker. En omfattende familiepolitik bør derfor være en af de væsentligste prioriteter i alle lande i Europa og sammenkæde indkomst, børnepasningsmuligheder, forældrenes adgang til fuldtidskvalitetsjob, ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sociale og kulturelle tjenester, beskæftigelse og tilgængeligheden og planlægningen af infrastruktur.

4.3.2. Bedre arbejdsløshedsforsikring og fremme af integration

4.3.2.1. Arbejdsløshedsforsikring er en vigtig social ydelse, som giver arbejdstagerne sikkerhed i tilfælde af afskedigelse eller arbejdsløshed, særligt i en situation hvor den økonomiske krise og konkurrencen nødvendiggør fortsatte omstruktureringer. Hvis arbejdsløshedsforsikringen er af en vis størrelsesorden, kan den endda være en faktor, der befordrer dynamikken i økonomien og fremmer arbejdskraftens bevægelighed. I nogle lande er arbejdsløshedsforsikringen imidlertid ikke andet end en passiv fordeling af understøttelse uden et passende system til genindslusning på arbejdsmarkedet (dvs. overgang fra arbejdsløshed til beskæftigelse) eller videreuddannelse rettet mod opnåelse af et permanent job. Generelt skal udgifterne til arbejdsløshedsforsikring være mere aktive. Arbejdsløshedsforsikringen kunne således, sådan som det allerede er tilfældet i flere lande, knyttes sammen med individuelle kontrakter om tilbagevenden til arbejde som en forudsætning for at modtage understøttelse. Under en sådan ordning vil myndighederne have ansvaret for at stille de nødvendige støtte-, genindslusnings- og uddannelsesordninger til rådighed og for at sikre adgangen til andre formidlingstjenester. Det er også vigtigt med en forebyggende indsats. I den forbindelse skal der sættes tidligt ind over for behovet for at bekæmpe børnefattigdom, samtidig med at der skal iværksættes en effektiv politik for livslang videreuddannelse, som skal fortsætte hele livet og kan indebære en vis form for uddannelsesskift over livscyklen.

4.3.2.2. Overgang og integration er også vigtig for andre grupper, f.eks. ulykkesofre og personer handicappede af sygdom (overgang fra beskæftigelse til ledighed på grund af handicap). I den forbindelse rejser der sig først spørgsmålet om erstatningsindkomst og dernæst om en tilbagevenden eller adgang til beskæftigelse. En indkomst er en nødvendig - om en ikke nødvendigvis tilstrækkelig - forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv. I mange tilfælde prioriteres integrering på arbejdsmarkedet af de berørte personer stadig for lavt på trods af lovgivning herom. I praksis er vejlednings- og støtteordninger til at finde eller genoptage arbejde ofte omstændelige og uegnede. Hverken kravene til støtteberettigelse eller støttebeløbet må få de berørte personer til at afholde sig fra at gennemgå funktionel eller beskæftigelsesrelateret revalidering eller fra at genoptage arbejdet. I stedet må de fungere som et incitament hertil. I forbindelse med reformer, hvor vægten flyttes fra passive til aktive foranstaltninger, bør man dog hele tiden holde sig de mål, der er fastlagt i den europæiske kodeks for social sikring med tilhørende protokoller, for øje. Sigtet med ideen om passende beskæftigelse bør være at sikre, at arbejdsløse ledes hen i et job, hvor de kan anvende deres færdigheder og kvalifikationer så produktivt og effektivt som muligt til gavn for samfundet som helhed. Men de, som ikke har mulighed for at arbejde, skal garanteres indkomststøtte af en størrelsesorden, der sikrer dem en værdig tilværelse.

5. Fremme af livslang læring og uddannelse

5.1. Medlemsstaterne har meget forskellige ordninger og niveauer for erhvervs- og efteruddannelse af arbejdsstyrken. Det forhold, at videre- og efteruddannelse for EU's borgere er meget ujævnt fordelt – de, der har de længste uddannelser, gennemgår langt mere efter- og videreuddannelse i løbet af den tid, de er på arbejdsmarkedet, end dem med knap så lange uddannelser - er en kæmpe politisk udfordring i en tid med globalisering og på baggrund af den aktuelle økonomiske recession. Eftersom risikoen for udflytning af arbejdspladser og arbejdsløshed er størst for dem med de korteste uddannelser, er en af de allervigtigste opgaver at sikre de lavest uddannede grupper bedre adgang til og øget deltagelse i uddannelse. EØSU opfordrer derfor til, at alle borgere, særligt de mest udstødte grupper, som ønsker at øge deres chancer på arbejdsmarkedet, reelt får ret til efteruddannelse.

5.2. De samfundsmæssige, økonomiske, politiske og teknologiske ændringer indebærer, at der løbende skal ske en tilpasning af kvalifikationer, hvilket igen betyder, at man må se nærmere på indholdet af den almindelige uddannelse, særligt hvis uddannelse og efteruddannelse i højere grad skal indrettes efter behovene på arbejdsmarkedet. Det er derfor helt nødvendigt 1) at give alle unge en solid grunduddannelse og 2) at kortlægge det aktuelle og fremtidige kvalifikationsbehov; det bør ske på lokalt og/eller nationalt niveau for at tage højde for forskellene mellem og internt i medlemsstaterne. EØSU noterer sig Kommissionens initiativ »Nye kvalifikationer til nye job« (14), som det vil kommentere nærmere.

5.3. EØSU er enigt i Kommissionens henstilling om, at arbejdslivet ikke må tage sin begyndelse i arbejdsløshed. Det er derfor vigtigt, at alle, der forlader skolen, og som har lysten og evnerne til at gå i gang med en videregående uddannelse, får et tilbud herom eller tilbydes plads på en faglig uddannelse, og at de kraftigt opfordres til at tage imod tilbuddet. For en nærmere uddybning af EØSU's holdning se EØSU's udtalelse om Beskæftigelse af prioriterede befolkningsgrupper (15).

6. Boligen som en faktor i den sociale integration

6.1. Hjemløshed er en af de værste former for udstødelse. Mange lande i EU har ratificeret internationale traktater og konventioner, som anerkender og beskytter retten til en bolig, nemlig verdenserklæringen om menneskerettigheder (artikel 25), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (artikel 11), FN's konvention om barnets rettigheder (artikel 27), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (artikel 14 og 15), konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (artikel 8), den europæiske socialpagt (artikel 15, 16, 19, 23, 30 og 31) og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (artikel 34, stk. 3).

6.2. Boligkrisen i Europa berører 70 mio. mennesker, som lever under utilfredsstillende boligforhold. Ca. 18 mio. af disse er i risiko for at blive sat på gaden, og 3 mio. er hjemløse. Dette tal er stigende på grund af den globale finansielle krise, som er skyld i, at ca. 2 mio. familier i Europa mister deres hjem, fordi de ikke kan betale ydelserne på deres boliglån (16). Medlemsstaterne må prioritere dette problem for at mindske virkningerne for borgerne, især de mest sårbare, mest muligt.

6.3. Dette tab af bolig er det modsatte af social integration. Følgen er en anslået stigning i efterspørgslen efter anstændige boliger til en overkommelig pris, mindre garanti for uopsigelighed i lejeforhold, større risiko for tvangsauktioner og forhøjet risiko for at blive sat på gaden. De, som berøres heraf, er de unge, de ældre, de arbejdsløse, de fattige og migranter samt familier med gennemsnitsindkomster. EØSU henstiller på det kraftigste til, at især de forskellige sårbare grupper garanteres ligebehandling på boligområdet, og at der etableres mekanismer, der kan afværge, at disse grupper sættes på gaden.

EØSU hilser brugen af den åbne koordinationsmetode som en ramme for udveksling af god praksis og valget af hjemløshed og udelukkelse fra boligmarkedet som det primære fokus for metoden på det sociale område i 2009 velkommen. Udvalget anbefaler en yderligere udbygning heraf gennem en styrkelse af de eksisterende EU-finansieringsinstrumenter for:

6.4.1. programmer om tilvejebringelse af anstændige boliger til en overkommelig pris;

6.4.2. støtteprogrammer for udviklingen af alternative boligløsninger og pilotprojekter om nye typer af sociale boliger, som indregner hensyn som solidaritet mellem generationerne, den kulturelle mangfoldighed og social udstødelse, i samarbejde med lokale myndigheder, civilsamfundet og sociale investorer.

6.5. EØSU er enigt i Rådets og Kommissionens udtalelse (17) om, at finansiel integration er en forudsætning for adgang til og forbliven på boligmarkedet, og at der skal være passende støtte og rådgivning til rådighed for dem, der er truet af udsættelse og tvangsauktion.

7. Territoriale politikker som en faktor i den sociale integration

7.1. Politikker om tilvejebringelse af boliger må afstemmes efter og suppleres af de territoriale politikker eller politikkerne for geografiske områder. Alt arbejde med social integration retter opmærksomheden mod, at der findes ugunstigt stillede regioner og lokaliteter. I mange tilfælde er årsagen hertil infrastrukturen, idet leveringen af serviceydelser, offentlige tjenester osv. er ringe, ligesom der mangler arbejdspladser, hvilket kan resultere i en forringelse af miljøet og de sociale forhold. Ny viden tillægger det lokale niveau stor betydning, idet den påviser, hvordan problemer og mangler kan ophobe sig og skabe lokaliteter, hvor det ikke blot er de mennesker, der bor der, der er sårbare, men lokaliteterne selv, der af den ene eller anden årsag er sårbare. Manglen på kapitalinvesteringer, det være sig lokale, nationale eller udenlandske, i disse områder forværrer situationen.

7.2. Et af målene med politikken bør derfor være at undgå skævheder inden for områder eller regioner og sikre, at der tages passende hensyn til særligt ugunstigt stillede områder. I den forbindelse er lokale initiativer af stor betydning. Det samme gælder de initiativer, der sigter mod social genrejsning af nedslidte og fattige kvarterer og boligområder. Det er ikke kun et spørgsmål om investeringer i den fysiske infrastruktur. Også genopbygning af den sociale og lokale infrastruktur og den sociale kapital i disse områder skal prioriteres.

7.3. Beskæftigelse er særlig vigtig, når det gælder om at overvinde områderelaterede ulemper. Beskæftigelse i lokalområdet er med til at mindske fattigdommen, øge den sociale integration og styrke selvværdet, selvtilliden og ressourcerne hos dem, der er udstødt af samfundet. Desuden øges de finansielle og øvrige ressourcer i lokalområdet. Omvendt er adgang til tjenester en forudsætning for jobskabelse på lokalt plan. Lokalsamfundenes deltagelse i disse og andre typer af initiativer som udviklingen af lokalt drevne mikrovirksomheder er meget vigtig.

7.4. EØSU er overbevist om, at der i tillæg til de områder, som den sociale integrationspolitik traditionelt omfatter, er behov for at se på nye områder eller forhold. Målet med dette er at skabe et aktivt og integreret samfund. Der forekommer i nogen udstrækning en betydelig overlapning med andre politikker (f.eks. på boligområdet, for lavt kvalificerede), men det er også en opgave, som kræver en specifik og separat politik.

7.5. EØSU glæder sig over Kommissionens forslag (18) om at rejse og fremme finansiering via en ny EU-mikrofinansieringsfacilitet til fordel for beskæftigelse med det formål at skabe mikrovirksomheder og udvikle den sociale økonomi. EØSU mener, at den territoriale politik bør gøres til en prioritet med deltagelse af medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter, de relevante lokale myndigheder og lokalsamfund, herunder socialøkonomien.

8. Håndtering af forskellighed og integration af migranter

8.1. Kulturel mangfoldighed er almindeligt anerkendt som noget af det, der kendetegner Europa, men forvaltningen af de europæiske samfund er ikke altid multikulturel. EØSU mener, at politikken for social integration må tage fat på, hvordan de europæiske samfund behandler mindretal (f.eks. Romaer (19)) og migranter. Der er forskellige måder, hvorpå dette kan såvel undersøges som afhjælpes.

8.2. Udvalget mener, at man må se nærmere på kombinationen af »pluralisme« og »lighed« som forudsætninger for social integration. Det kan være en udfordring for værtssamfundet, mindretal og migranter at værdsætte hinandens kultur og værdier. EØSU stiller forslag om en række nødvendige tiltag: Værtssamfundet skal iværksætte tiltag, der identificerer dels migranternes bidrag, dels hvilke faktorer der fører til diskrimination, ulemper og udstødelse. Mindretallene og migranterne er nødt til at vise vilje til at tilpasse sig værtslandets normer og traditioner uden at opgive deres egen identitet og kulturelle rødder. For yderligere oplysninger se EØSU's udtalelse om Beskæftigelse af prioriterede befolkningsgrupper (15).

8.3. Der skal endvidere lægges vægt på den tværkulturelle dialogs rolle, enten som en del af dialogen med borgerne eller alene. De politiske målsætninger med denne type af aktiviteter er bl.a.:

—	iværksættelse af procedurer, der skaber tro på en fælles fremtid og samfundsværdier som retfærdighed, tolerance, respekt for frihed og demokrati, ligestilling mellem kønnene, solidaritet og socialt ansvar, og fremme af en følelse af at høre til og gensidig anerkendelse;

—	styrkelse af den sociale integration via økonomisk, social og kulturel integration af migranter;

—	genovervejelse af alle politikker i forhold til i hvor høj grad de er retfærdige kulturelt set, herunder med hensyn til stigmatisering og diskrimination.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se punkt 2.1 i EØSU's udtalelse af 11.6.2009 om »Beskæftigelsestopmødets resultater«, ordfører: Wolfgang Greif (EUT C 306 af 16.12.2009).

(2) Se http://ec.europa.eu/social/keyDocuments.jsp? type =3 & policyArea =750 & subCategory =758 & country =0 & year =0 & advSearchKey = & mode = advancedSubmit&langId = en,: Næste opdatering er i november 2009.

(3) Schmid, G. (2002) »Wege in eine neue Vollbeschäftigung, Übergangsarbeitsmärkte und aktivierende Arbeitsmarktpolitik«, Frankfurt: Campus Verlag.

(4) http://ec.europa.eu/youth/news/news1389_en.htm

(5) I »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (KOM(2009) 257 endelig), s. 7.

(6) Se punkt 5 i EØSU's udtalelse af 12.7.2007 om Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (Lissabon-strategien), ordfører: Wolfgang Greif (EUT C 256 af 27.10.2007).

(7) Se: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do? uri = OJ:L:2008:307:0011:0014:DA:PDF.

(8) Se »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (KOM(2009) 257 endelig), s. 13.

(9) Se »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (KOM(2009) 257 endelig), s. 8.

(10) Udkast til Rådets konklusioner »Flexicurity in times of crisis«, SOC/374, ECOFIN 407, 10388/09.

(11) Se EØSU's udtalelse af 1.10.2009 om »Hvorledes kan flexicurity benyttes til omstrukturering i forbindelse med den globale udvikling?«, ordfører: Valerio Salvatore, medordfører: Enrique Calvet Chambon (EUT C 318 af 23.12.2009, s. 1).

(12) Se EØSU's udtalelse af 30.9.2009 om »En samlet strategi for arbejde og fattigdom«, ordfører: Nicole Prud'homme (EUT C 318 af 23.12.2009, s. 52).

(13) Se EØSU's udtalelse af 14.3.2007»Familien og den demografiske udvikling«, ordfører Stéphane Buffetaut (EUT C 161 af 13.7.2007, s. 66).

(14) »Nye kvalifikationer til nye job - om at foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet«, KOM(2008) 868 endelig.

(15) Se fodnote 6.

(16) Ref.: http://www.habitants.org/noticias/inhabitants_of_europe/european_platform_on_the_right_to_housing_2009.

(17) Se »Joint Commisison/Council Report on Social Protection and Social Inclusion« 2009, 7309/09, Del 2, afsnit 8 (foreligger ikke på dansk).

(18) Se »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (KOM(2007) 359 endelig), s. 11.

(19) EØSU's udtalelse »Integration af mindretal – Roma«, ordfører Anne-Marie Sigmund, medordfører Madi Sharma (EUT C 27 af 3.2.2009, s. 88).

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fremtidsudsigter for strategien for bæredygtig udvikling

(sonderende udtalelse)

(2010/C 128/04)

Ordfører: Ernst Erik Ehnmark

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 18. marts 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Fremtidsudsigter for strategien for bæredygtig udvikling.

(sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Ernst Erik Ehnmark til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4. og 5. november 2009, mødet den 5. november 2009, følgende udtalelse med 178 stemmer for, 21 imod og 18 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser Kommissionens toårsrapport om EU's strategi for bæredygtig udvikling velkommen (1). Rapporten danner grundlag for den fortsatte debat om, hvordan EU skal gennemføre strategien for bæredygtig udvikling.

1.2. EØSU støtter Kommissionens forslag om, at strategien i den næste periode bør sætte fokus på fire vigtige indsatsområder, nemlig en lavemissionsøkonomi, beskyttelse af biodiversiteten, vand og andre naturlige ressourcer, fremme af social integration og styrkelse af den internationale dimension af bæredygtig udvikling. EØSU beklager imidlertid, at Kommissionen ikke har videreudviklet sine analyser og fremsat specifikke forslag til mål, tidsplaner og initiativer på disse områder.

1.3. På trods af enkelte positive tendenser står det klart, at EU's strategi for bæredygtig udvikling ikke kan opfylde de opstillede mål i sin nuværende udformning.

1.4. Hvis EU's strategi for bæredygtig udvikling skal være effektiv, er der behov for en helt ny forvaltningsstruktur. Det kræver tilførsel af de nødvendige personalemæssige og finansielle ressourcer samt mekanismer til kontrol af gennemførelsen.

1.5. EØSU efterlyser også mere koordination inden for Kommissionen. En EU-kommissær for koordination kunne måske være en løsning. EØSU anbefaler også, at der på højt niveau nedsættes et uafhængigt udvalg, der skal have til opgave regelmæssigt at overvåge fremskridt mod bæredygtig udvikling og fremsætte offentlige henstillinger til institutionerne.

1.6. Udvalget opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre EU's strategi for bæredygtighed til den overordnede strategi for alle EU-politikker. Alle øvrige EU-strategier med en kortere tidshorisont må bidrage til opfyldelsen af målene i EU's fremtidige strategi for bæredygtighed. Mange af de politiske beslutninger, der træffes i dag, vil få konsekvenser mange årtier frem. Kortsigtede foranstaltninger må ikke resultere i, at kommende generationer får dårligere udviklingschancer.

1.7. EØSU nævner i sin udtalelse behovet for bedre koordination mellem Lissabonstrategien og strategien for bæredygtig udvikling. I forbindelse med udformningen af den nye Lissabon- eller 2020-strategi bør Kommissionen anmodes om klart at vise, hvordan foranstaltningerne i strategien kan bidrage til den langsigtede overgang til et mere bæredygtigt udviklingsmønster. Kommissionen bør også vise, hvordan de fremtidige finansielle overslag, strukturfondene, den fælles landbrugspolitik, rammeprogrammerne for forskning og udvikling og alle andre vigtige strategier og programmer på EU-niveau bidrager til opfyldelsen af målene i strategien for bæredygtig udvikling.

1.8. BNP i sin nuværende form må ikke længere være en afgørende indikator for politikudformningen. Fremskridt og menneskers velbefindende bør måles ved hjælp af andre faktorer end hidtil. EØSU støtter helhjertet den igangværende udvikling og praktiske anvendelse af andre fremskridtsindikatorer end BNP. I den forbindelse er der også behov for en diskussion om, hvilke værdier EU ønsker at fremme.

1.9. Bæredygtig udvikling forudsætter engagement og arbejde på græsrodsniveau. Opbygning af et sådant engagement kræver aktiv medvirken fra såvel arbejdsmarkedets parter som hele civilsamfundets netværk af organisationer.

1.10. Det er væsentligt for gennemførelsen af strategien for bæredygtig udvikling, at der tages et klart politisk ansvar. Det gælder både for det europæiske, det nationale og det lokale niveau, og det giver også Europa-Parlamentet en klar rolle. EØSU anbefaler, at Kommissionen udstyres med de værktøjer, der er nødvendige for på basis af vedtagne indikatorer at kunne gøre status over medlemsstaternes fremskridt og derefter rådgive de enkelte lande i vigtige spørgsmål, der kræver opmærksomhed. Dette kunne ske efter den model, der med succes er blevet indført til overvågning af Lissabondagsordenen.

1.11. EØSU beklager, at Kommissionen ikke har indhentet bidrag til rapporten fra EØSU og andre organisationer inden udarbejdelsen af forslagene, selv om Rådet i sine konklusioner fra 2006 netop opfordrer til dette. Det havde ikke mindst været vigtigt at få medtaget synspunkter fra det civile samfunds organisationer. EØSU fik for tre år siden, da det oprettede et Observatorium for Bæredygtig Udvikling, flere muligheder for at medtænke spørgsmål om bæredygtig udvikling, og dette organ har regelmæssigt holdt samråd med de nationale råd for bæredygtig udvikling. EØSU anbefaler en mere systematisk anvendelse af dette værktøj, for at civilsamfundet kan få mulighed for at komme med kreative bidrag til opdateringen og overvågningen af bæredygtig udvikling i EU.

1.12. Det er særlig vigtigt, at EU har en velfungerende strategi for bæredygtig udvikling på plads inden det næste verdenstopmøde om bæredygtig udvikling i Rio i 2012.

2. Kommissionens meddelelse

Kommissionens meddelelse (KOM(2009) 400 endelig af 24. juli 2009) om fortsat udvikling af strategien for bæredygtig udvikling er desværre kun et beskedent skridt fremad. Ganske vist påpeger Kommissionen manglerne i gennemførelsen af EU's strategi for bæredygtig udvikling, men den fremsætter ingen forslag til effektive foranstaltninger, der kan rette op på disse mangler i fremtiden.

2.1.1. EØSU minder om, at netop spørgsmålet om tydelige politiske udmeldinger har været gennemgående i dialogerne med Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet.

2.1.2. Beslutninger om politiske udmeldinger kræver grundig forberedelse. EØSU beklager, at Kommissionen kun har kunnet afsætte marginale ressourcer til udvikling af grundlaget for dette års forberedelse af politikker for bæredygtig udvikling.

2.2. Kommissionen giver i sin meddelelse en række korte glimt af udviklingen inden for de syv hovedområder og de tværgående temaer. Det er en værdifuld gennemgang, som både viser, hvad der skal prioriteres højere, og hvad der skal underkastes en grundig analyse.

2.3. Meddelelsen viser, at den rapporterede udvikling næsten udelukkende er negativ. Der er blevet satset meget på klima- og energispørgsmål i de seneste år, men virkningerne er stadig ringe som helhed. Transport er et andet område, hvor politikken ikke har kunnet vende tendensen til øget udslip. I det hele taget kan man kun finde positive eksempler ved at nævne isolerede tiltag – et lovende lovforslag her, et innovativt initiativ der, men ingen gennemgående tendens, som kunne vende den negative udvikling.

2.4. EØSU har ikke tænkt sig at kommentere Kommissionens skematiske evaluering af hvert enkelt politikområde, men konstaterer blot, at gennemgangen ikke er opmuntrende læsning. Resultatet understreger behovet for en mere seriøs politisk satsning på bæredygtig udvikling.

2.5. Bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug har i flere år haft høj prioritet. Et andet eksempel er anvendelsen af råmaterialer i produktionen. Statistikkerne viser, at EU og USA anvender dobbelt så meget råmateriale pr. produktenhed som f.eks. Japan. Her er der betydelige rationaliseringsgevinster at hente.

2.6. Kommissionen har lagt særlig vægt på arbejdet med at integrere den sociale dimension og sociale spørgsmål i såvel bæredygtighedsstrategien som andre aktuelle strategier for EU's udvikling (f.eks. Lissabonstrategien). 70 mio. europæere lever i fattigdom (ifølge den fattigdomsdefinition, som anvendes af bl.a. EU's statistikkontor), hvilket understreger betydningen af dette arbejde. Sammenhængen mellem migration og udviklingen i antallet af personer, der lever i fattigdom, er et vigtigt spørgsmål.

3. En strategi i krise?

3.1. Bæredygtig udvikling lanceredes på Rio-konferencen for snart 20 år siden. Budskabet var klart og overbevisende: Lev på en sådan måde, at du ikke forringer dine efterkommeres levevilkår. Konklusionerne fra topmødet i Johannesburg (FN's verdenstopmøde om bæredygtig udvikling afholdt i Johannesburg i 2002) 10 år efter vandt stærk genklang. Her kom endelig en samlet pakke med forslag til en globalt retfærdig samfundsudvikling.

3.2. Som led i forberedelserne til Johannesburgtopmødet vedtog EU sin første europæiske strategi for bæredygtig udvikling (KOM(2001) 264 endelig, En bæredygtig udvikling i Europa for en bedre verden: En EU-strategi for bæredygtig udvikling).

3.3. EU's strategi for bæredygtig udvikling blev vedtaget i foråret 2001 i en euforisk stemning. Det var først nogle år senere, at billedet begyndte at blive mere kompliceret.

3.4. Der var formodentlig ikke nogen fejl ved strategien i sig selv. Der var heller ingen mangel på entusiastiske fortalere i civilsamfundet eller blandt politikere og meningsdannere.

3.5. Problemet var snarere en mangel på reel vilje (eller evne) til at begynde at omsætte visionerne til konkrete handlingsprogrammer.

3.6. I 2006 revideredes strategien for bæredygtig udvikling med beslutningen om »Gennemgang af EU's strategi for bæredygtig udvikling – revideret strategi«. Gennemgangen kastede ikke mere lys over spørgsmålene om prioriteringer og gennemførelsesmåder. Samtidig udviklede EU nye programmer med henblik på bl.a. økonomisk vækst og jobskabelse.

3.7. I de senere år er det spændte forhold mellem visionen om bæredygtig udvikling og programmerne for vækst og konkurrenceevne blevet tydeligt. Det, der skiller dem, er blandt andet tidsperspektivet. Lissabonstrategien har et mellemlangt perspektiv, mens perspektiverne for bæredygtig udvikling er mere langsigtede. Dette kan resultere i, at man inden for rammerne af Lissabonstrategien prioriterer kortsigtede foranstaltninger, der er i modstrid med de langsigtede mål for bæredygtighed.

3.8. Stadig flere taler om, at opgavefordelingen mellem de to strategier bør gennemgås nøje. Sammenlægning af strategierne kunne være en mulighed for at opnå en mere effektiv anvendelse af de disponible ressourcer.

3.9. Hensigten med denne rapport er imidlertid at påvise behovet for at give bæredygtighedsstrategien nyt liv, et skub fremad, som kan være vejledende for arbejdet på såvel europæisk som globalt plan.

4. Hvad har vi lært?

4.1. I de seneste år har EØSU vedtaget mindst ti udtalelser om forskellige aspekter af strategien og opstillet oversigter over måder, strategien kan føres videre på. Fælles for dem alle har været idéen om, at udviklingen af strategien for bæredygtig udvikling og af Lissabonstrategien skal koordineres, selv om de to strategier er rubriceret forskelligt (2).

4.2. EØSU har fundet frem til tre faktorer, som tilsammen kan forklare, hvorfor de to strategier har udviklet sig forskelligt:

—

En af grundene er de to strategiers . Lissabonstrategien skal finde svar på politisk presserende spørgsmål, mens bæredygtig udvikling er et svar på spørgsmålet om langsigtet prioritering. Forskellen kan også udtrykkes i den personkreds, der står bag. Lissabonstrategien bakkes op af stats- og regeringscheferne, mens spørgsmål om bæredygtig udvikling ofte behandles af miljøministrene. Denne forskellige vægtning afspejles også i ressourcetildelingen: Såvel i Kommissionen som i medlemsstaterne arbejder væsentligt færre personer med strategien for bæredygtighed end med Lissabonstrategien.

—	Strategiernes har været meget . Lissabonstrategien er om ikke velkendt, så i hvert fald tæt på at være det i ret brede kredse, mens bæredygtig udvikling opfattes som noget teoretisk, der er svært at relatere til praktisk politisk handling.

—

: Lissabonstrategien har et detaljeret planlægnings- og opfølgningssystem med fælles standarder og tidsplaner, mens bæredygtig udvikling har mere vage procedurer for vedtagelse af fælles prioriteter og fælles evaluering. Som følge heraf kan Lissabonstrategien lægge større pres på medlemsstaterne, mens strategien for bæredygtig udvikling mere handler om generelle intentioner.

4.3. Den seneste brede evaluering af strategien blev foretaget inden revisionen af den i 2006. Ministerrådet understregede i de reviderede retningslinjer for strategien, at det var fundamentalt vigtigt at styrke samarbejdet og koordinationen af den nationale og den europæiske indsats for bæredygtig udvikling. Man betragtede det som særlig vigtigt at formulere klare prioriteringer for arbejdet med bæredygtig udvikling. I en evaluering forud for Kommissionens toårsrapport i 2008 konstateredes det, at der var gjort fremskridt på områder som produktlivscyklusplanlægning og minimering af affald samt i en lang række initiativer om miljøbeskyttelse (Progress on EU Sustainable Development Strategy, Final Report, ECORYS).

4.4. Det er vigtigt at bemærke, at samarbejdet mellem strukturfondene og strategien for bæredygtig udvikling kun er svagt udviklet. Netop på de områder, hvor EU giver en omfattende finansiel støtte, må investeringernes bæredygtighed have førsteprioritet.

5. Revitalisering af strategien for bæredygtig udvikling - nogle udgangspunkter

5.1. EU har spillet en afgørende rolle i udviklingen af de globale tilgange til bæredygtig udvikling. Mange lande og landegrupper ser EU som en pioner i arbejdet med bæredygtighed. Hvis EU også kan føre an i arbejdet med at give bæredygtighedsstrategien nyt liv, er meget vundet.

5.2. Et af de mange problemer med den nuværende udformning af strategien er, at man arbejder med så mange prioriteter: syv hovedområder og fire tværgående temaer. Hvis strategiens prioriteringer fremstod mere klart, ville den formodentlig have større gennemslagskraft. Det er også nødvendigt at opstille klare og kvantitative målsætninger for bæredygtighedsstrategien, hvis man skal gøre sig håb om at øge dens gennemslagskraft.

5.3. Selvom bæredygtig udvikling baseres på tre søjler, må man indse, at ikke alle foranstaltninger kan fremme såvel miljømæssige som sociale og økonomiske målsætninger. Der kan ikke altid være tale om en »win-win-win«-situation. Tværtimod må der en foretages en - ofte smertefuld - prioritering. Hidtil er kortsigtede økonomiske interesser ofte blevet prioriteret højere. Dette ser nu desværre ud til at gentage sig i forbindelse med omstruktureringsprogrammerne under den aktuelle økonomiske krise.

5.4. Den offentlige sektor skal spille en vigtig og ledende rolle i indsatsen for at fremme bæredygtighed. Beslutningstagerne kan vha. lovgivning, skattemæssige incitamenter og subsidier (herunder afskaffelse af skadelige subsidier) samt procedurerne for offentlige indkøb give væsentlige impulser i retning af større bæredygtighed.

5.5. Det nye finansielle overslag fra 2014 bør tage udgangspunkt i målene for den fremtidige strategi for bæredygtighed.

5.6. EU's strategi for bæredygtig udvikling skal tackle spørgsmålet om skadelige subsidier. EØSU opfordrer Kommissionen til omsider at fremlægge den køreplan for imødegåelse af skadelige subsidier, som har været ventet siden 2008.

5.7. En revitalisering af bæredygtighedsstrategien bør ikke medføre øget kontrol fra centralt hold. Bæredygtig udvikling skal gå hånd i hånd med nye former for uddelegering og decentralisering af beslutninger.

5.8. Bæredygtig udvikling bygger på en engageret indsats på græsrodsniveau. Gennem 1990'erne var frivillige organisationer og arbejdsmarkedets parter drivkraften i udviklingen af en dynamisk profil for EU's arbejde med bæredygtig udvikling. Frivilligorganisationerne bør tildeles en hovedrolle i en revitaliseret strategi for bæredygtig udvikling.

5.9. En anden vigtig aktør i det forestående arbejde er de regionale og lokale myndigheder, især kommunerne.

5.10. Mange taler om behovet for et større engagement fra erhvervslivets side. Virksomhederne har en indlysende og klar rolle at spille i en revitaliseret strategi for bæredygtig udvikling. Det er tydeligt, at der inden for erhvervslivet er stigende interesse for spørgsmål, der vedrører klimaet og bæredygtig udvikling.

6. Argumenter for en revitalisering af strategien for bæredygtig udvikling

6.1. Er det vigtigt, at strategien for bæredygtig udvikling revitaliseres? Spørgsmålet kan forekomme mærkeligt. Med det daglige udbud af informationer om klima- og energispørgsmål, landbrug og biodiversitet m.m. er grundlaget for et konkret arbejde med bæredygtighedsspørgsmål meget solidt.

6.2. Klimaopvarmning er et konkret spørgsmål, der har fået megen omtale og udløst mange alarmerende rapporter, f.eks. Stern-rapporten. For økosystemernes vedkommende har TEEB-projektet (The Economics of Ecosystems and Biodiversity) derudover fremhævet de farer, vi udsætter os for ved fortsat at reducere biodiversiteten og overbelaste økosystemerne.

6.3. Landbruget i bred forstand vil få nye problemer som følge af højere temperaturer. Hvordan landbruget skal omlægges til produktion på nye vilkår, bliver et kernespørgsmål i det fortsatte landbrugspolitiske arbejde.

6.4. Listen af spørgsmål kan gøres meget længere. De fleste af dem er velkendte fra den almindelige debat. Mindre opmærksom er man på, at konsekvenserne for vores daglige liv synes at indfinde sig tidligere end forudset.

6.5. EØSU opfordrer Kommissionen til at gøre EU's strategi for bæredygtig udvikling til den overordnede strategi for alle andre EU-politikker. Alle andre EU-strategier må bidrage til opfyldelsen af målene i EU's kommende bæredygtighedsstrategi og dermed styrke bæredygtigheden.

6.6. EØSU støtter helhjertet den igangværende udvikling og praktiske anvendelse af andre fremskridtsindikatorer end BNP. Den seneste rapport fra Stiglitz-kommissionen har endnu en gang fremhævet, at BNP-indikatoren ikke kan være retningsgivende for de vidtrækkende beslutninger, som vi nu skal træffe. Den er tværtimod misvisende, da den ikke kortlægger de reelle problemer, hvis løsning dermed skydes ud i fremtiden. EØSU vedtog i 2008 en udtalelse, som belyste konsekvenserne af en ny måde at nærme sig BNP-spørgsmålene på (3). Debatten må imidlertid gå videre end til spørgsmålet om indikatorer. Det vigtigste spørgsmål må være, hvordan vi på en bæredygtig måde skaber velstand og velvære i vores samfund og skaber en økonomi med lavt input og højt output.

6.7. EU skal blive bedre til at kommunikere med borgerne, også i spørgsmål om bæredygtig udvikling.

7. Politisk ansvar og behovet for lederskab

7.1. EØSU har i rapporter om bæredygtig udvikling understreget, at bæredygtig udvikling kræver politisk lederskab og vilje til at føre an i udviklingsarbejdet. Dette er ikke ensbetydende med et krav om mere centralisering. Det drejer sig snarere om viljen til at tage initiativer, skabe netværk og tage ansvar.

7.2. EØSU gentager, hvad det har sagt i flere tidligere udtalelser, nemlig at en vellykket indsats for bæredygtig udvikling kræver aktiv politisk ansvarstagning og en aktiv indsats, også på lokalt og regionalt niveau. EØSU påpeger desuden, at arbejdsmarkedets parter, og civilsamfundet i bred forstand, skal gives mulighed for at tage aktivt del i planlægning og gennemførelse.

7.3. I dette perspektiv er det vigtigt at fremhæve behovet for samarbejde mellem de to centrale udviklingsstrategier, Lissabonstrategien og bæredygtighedsstrategien. Hvornår de to strategier eventuelt slås sammen, er mindre interessant. Det vigtige er, at man arbejder i tæt kontakt med hinanden. Imidlertid må det være klart, at foranstaltninger under Lissabon-dagsordenen skal bidrage til opfyldelsen af målsætningerne i den mere omfattende strategi for bæredygtig udvikling.

7.4. En styrkelse af forvaltningsstrukturen er uomgængelig, hvis EU's strategi for bæredygtig udvikling skal realiseres med et godt resultat. EØSU opfordrer Rådet til at indføre en forvaltningsstruktur for EU's strategi for bæredygtig udvikling som ligner Lissabonstrategiens, dvs. en struktur med årlige rapporter, benchmarking og en åben koordinationsmetode, så medlemsstaterne bedre kan sammenlignes, og der opstår en konkurrence i retning af større bæredygtighed. Derudover må der både i medlemsstaterne og fra Kommissionens side stilles flere ressourcer til rådighed for gennemførelsen af EU's bæredygtighedsstrategi.

8. Viden og holdninger

8.1. Kommissionen giver uddannelse en vigtig plads og opsummerer de forskellige EU-programmer. Men den sætter ikke spørgsmålene om uddannelse og viden ind i et bredere demokratisk perspektiv. Bæredygtig udvikling vil ligesom klimapolitikken kræve upopulære beslutninger og skal ligesom klima- og energipolitikken forankres på græsrodsniveau.

8.2. Hvordan kan man fremme forankring og støtte? En nøglefaktor er uddannelse, men helst af den type, som finder sted på de nordiske folkehøjskoler, som prioriterer det demokratiske aspekt højt i undervisningen. Uddannelse i et socialt perspektiv er også stærkt medvirkende til opbygningen af demokratiske strukturer. I de nordiske lande har højskolerne spillet en væsentlig rolle for rekrutteringen til alle former for organisationer i civilsamfundet.

8.3. Dette betyder ikke, at skolen og ungdomsuddannelserne spiller en mindre vigtig rolle. Det er vigtigt at styrke ungdoms- og voksenuddannelsen og finde frem til nye pædagogiske metoder.

8.4. EØSU anbefaler, at bæredygtighedsstrategien gives en bredere udformning, hvad angår uddannelsesspørgsmålene.

9. Forskning og udvikling på lang sigt

9.1. Fra de tidligste beslutninger om bæredygtighed er forskningens betydning blevet fremhævet. Der er truffet flere specifikke politiske beslutninger om langsigtet udbygning af forskning og forskeruddannelse. En af de vigtigste blev truffet i Barcelona, hvor der blev fastlagt det mål, at EU's medlemsstater skulle øge deres forskningsudgifter til 3 % af deres BNP inden for en overskuelig fremtid og senest i 2010.

9.2. EØSU understreger, at det er vigtigt, at alle medlemsstaterne sørger for at opfylde Barcelona-målet, hvilket kræver, at de øger forskningsbidragene væsentligt.

9.3. Desuden bør man mere klart sammenkoble forskningspolitikken og Lissabonstrategien og dermed opnå synergieffekter mellem bæredygtig udvikling og Lissabonstrategien.

9.4. Samarbejdet mellem forskningsinstitutioner i spørgsmål om klimaudvikling er veludbygget. Den virkelig langsigtede forskning kan dog have svært ved at hævde sig i konkurrencen om ressourcer. EØSU foreslår derfor, at Kommissionen som led i EU's forskningsprogram foretager en aktuel behovsundersøgelse hvad angår klimaforskning, energispørgsmål og bæredygtig udvikling.

10. Bedre forberedelsesstrukturer

10.1. EØSU har i forskellige sammenhænge fremhævet behovet for politisk lederskab i forberedelsen af foranstaltninger, som hører ind under bæredygtig udvikling eller klima- og energipolitikken. Ved flere lejligheder har udvalget citeret den franske premierminister Michel Rocard, som under en stor EØSU-konference udtalte, at bæredygtig udvikling utvivlsomt vil kræve beslutninger, som ikke altid er lette eller populære. Luxembourgs premierminister var inde på samme emne, da han for nogle år siden sagde, at »Vi i Ministerrådet ved nøjagtigt, hvilke foranstaltninger der bør træffes. Problemet er, at vi ikke ved, hvordan vi skal kunne blive genvalgt til vores parlament, når vi har gennemført dem.«

10.2. Løsningen ligger i en tidlig og systematisk opbygning af samråd og dialog. Det vigtigste er, at opbygningen sker »nedefra«. Deltagelse er et nøglebegreb, som det er nødvendigt at supplere med solidaritet.

10.3. EØSU har ved flere lejligheder understreget behovet for en stærkere samarbejdsstruktur inden for Kommissionen. Som situationen er i dag, kunne det indebære udpegelse af en særlig EU-kommissær – med titel af næstformand – til at fremme samarbejde og koordination mellem de store aktuelle strategier for bæredygtighed, klima- og energispørgsmål og Lissabonstrategien.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2009) 400 endelig.

(2) Se f.eks. EUT C 195 af 18.8.2006, s. 29 og EUT C 256 af 27.10.2007, s. 76.

(3) EUT C 100 af 30.4.2009, s. 53.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/23

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse — Mod en miljøvenlig økonomi – omskabe den økonomiske krise til en mulighed for at bane vejen for en ny energitidsalder

(sonderende udtalelse)

(2010/C 128/05)

Ordfører: Frederic Adrian OSBORN

Den 3. juni 2009 anmodede det kommende svenske rådsformandskab Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om:

Mod en miljøvenlig økonomi – omskabe den økonomiske krise til en mulighed for at bane vejen for en ny energitidsalder.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Frederic Adrian Osborn til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009 (mødet den 5. november) med 164 stemmer for, 2 imod og 8 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. De store udviklede lande i verden har anerkendt behovet for at opnå en nedbringelse på mindst 80 % af emissionerne af drivhusgasser senest i 2050 som led i den globale indsats for at bevare klimaforandringernes risici på et håndterligt niveau. En større ændring af de udviklede økonomiers energigrundlag er derfor påkrævet med det samme.

1.2. EU har indledt denne proces med det omfattende klima- og energiprogram, der blev fastlagt af Rådet og Parlamentet i år med henblik på at nedbringe emissionerne med 20-30 % senest i 2020. Programmet mangler imidlertid fortsat at blive gennemført. Yderligere tiltag er nødvendige snarest med henblik på 2050-målet.

1.3. Den nuværende økonomiske krise udgør både en trussel og en mulighed. Truslen består i, at håndteringen af krisen og de fortsatte økonomiske problemer vil optage al politisk opmærksomhed og alle tilgængelige resurser, og at foranstaltningerne vil fokusere på genoprettelse af status quo og samme mønster med voksende emissioner. Muligheden består i, at der er betydeligt potentiale for at bryde med mønstret og vedtage en miljøeffektivitetsstrategi til gavn for alle, som vil være med til at genoplive økonomien, forbedre dens konkurrenceevne og skabe nye arbejdspladser, samtidig med at energigrundlaget omlægges og emissionerne nedbringes i betydeligt omfang.

1.4. EØSU giver sin fulde støtte til og bakker op bag alle iværksatte eller planlagte tiltag i EU til fremme af miljøeffektivitet, herunder:

—	en styrket indsats for energieffektivitet i en ny handlingsplan for energieffektivitet,

—	en styrket indsats for vedvarende energikilder i en ny handlingsplan for vedvarende energi,

—	indarbejdelse af miljøeffektivitetskrav i alle offentlige udgiftsprogrammer,

—	fremme af og tilskyndelse til en grøn skattereform,

—	tilskyndelse til en grøn indkøbspolitik i alle offentlige organer.

1.5. For at mobilisere tiltag og støtte i stor skala og sikre, at EU bevarer sin konkurrencemæssige førerposition i verden, foreslår EØSU, at Kommissionen og institutionerne også bør fokusere på nye tiltag over for et begrænset antal specifikke forandringsudfordringer. EØSU peger specifikt på især tre forandringer, som kan fange offentlighedens interesse og sikre opbakning som større europæiske initiativer og programmer hen imod:

—	solenergi og andre vedvarende energikilder,

—	den 100 % eldrevne bil,

—	CO2-fri huse.

En generel indførelse af elbilen skal naturligvis ledsages af yderligere tiltag med henblik på at producere mere elektricitet fra kilder, som ikke selv producerer en betydelig nettoemision af CO2, så man ikke blot flytter CO2-emissionen fra bilen til kraftværket.

1.6. EØSU foreslår, at der opbygges et effektivt partnerskab mellem den offentlige og den private sektor med henblik på at udforme og styre disse omlægninger og opnå størst mulig tilslutning fra erhvervslivet, andre relevante institutioner og offentligheden. EØSU foreslår også, at der indføres en ny form for grøn eurobond, der skal tilvejebringe ekstra finansiering til nogle af disse forandringer.

1.7. EØSU opfordrer til, at en ny miljøeffektivitetsstrategi efter de retningslinjer, der fastlægges i denne udtalelse, kommer til at udgøre kernen i den nye Lissabonstrategi, så udviklingen kan styres i retning af en mere bæredygtig fremtid.

2. Baggrund

2.1. De generelle årsager til at søge en hurtig omlægning hen imod en mere miljøeffektiv økonomi er velkendte. Klimaforandring forårsaget af drivhusgasudledninger skaber allerede alvorlige problemer i mange dele af verden, og disse problemer vil uden tvivl blive værre i de kommende år.

2.2. Samtidig med at klimaforandringen bliver fortsat mere dramatisk, bliver udsigten til en udtømmelse af verdens olie- og gasresurser, der fører til forsyningsknaphed i fremtiden med højere og mere ustabile priser, en stadig mere alvorlig risiko. Regioner som f.eks. Europa, der er afhængige af import for en stor del af deres forsyninger, er nødt til at mindske deres sårbarhed og øge deres sikkerhed ved at reducere den samlede energiefterspørgsel og hente mere af deres energi fra egne tilgængelige vedvarende kilder.

2.3. Samlet set indebærer disse to langsigtede strategiske udfordringer, at verden bliver nødt til at opnå en massiv nedbringelse af drivhusgasudledninger og en større omlægning til øget miljøeffektivitet. G8-lederne har i princippet accepteret, at de udviklede økonomier er nødt til at opnå en 80 % nedbringelse af drivhusgasudledninger inden udgangen af 2050. Visse af de ændringer af økonomiens energigrundlag, der kræves for at opnå dette, er allerede blevet iværksat, men forandringernes takt er nødt til at blive øget væsentligt, hvis målet skal indfries.

2.4. Meget af det, som mangler at blive gjort, er allerede velkendt og kan leveres ved hjælp af afprøvet teknologi. IEA's World Energy Outlook 2008 (WEO 2008) anslår, at over 50 % af nedbringelsestiltagene for at holde kloden på et niveau under 450 ppm CO2-koncentration i 2030 kan opnås ved at indføre allerede eksisterende energieffektivitetsteknologier. Der findes omkostningseffektive foranstaltninger, der er klar til at blive indført både på efterspørgselssiden (bygninger, industri, transport) og forsyningssiden (f.eks. samproduktion af el og proces- eller fjernvarme). Men flere tiltag er nødvendige for at hjælpe markedsaktørerne med at gennemføre dem hurtigere.

2.5. Foruden de eksisterende teknologier skal nye teknologier inden for energieffektivitet og kulstoffattig energi være klar til at kunne vinde indpas på markedet som helhed i de næste årtier, så man opnår de fornødne yderligere reduktioner. Analyserne i Det Internationale Energiagenturs energiteknologiske perspektiver for 2008 understreger tidlige tiltag for at mobilisere privat F&U og stimulere læring i hele kæden fra teknologileverandør til teknologioperatør og bruger, så nye teknologier kan introduceres i hele indlæringskurven og ændres fra at være lovende, men alt for dyre demonstrationsprojekter til pålidelig og omkostningseffektiv almen produktion. Ny teknologi er nødvendig både for at sikre fortsat bedre energieffektivitet (f.eks. bygninger, belysning og industrielle processer uden CO2-emissioner) og nedbringe CO2-emissionerne fra energiforsyning (f.eks. solenergi, CO2-separation og –lagring og ikke-fossile transportbrændsler).

2.6. Alle disse forandringer er i sigte. Men forandringerne må foregå i langt hurtigere takt. EU og dens medlemsstater må derfor – sammen med andre større økonomier – gøre en endnu større indsats end hidtil for at udvikle innovationsstrategier og gennemføre store omlægningsprogrammer i de relevante nøglesektorer.

2.7. Udbredelsesprogrammer er afgørende. Udbredelsesprogrammer kan give incitament til at indfri potentialet i de tilgængelige energieffektivitetsforanstaltninger eller øge udbredelsen på markedet, så privat F&U kan stimuleres og indlæringsprocessen omkring ny teknologi igangsættes. De rummer det største potentiale til at give dobbelt afkast – nemlig skabe arbejdspladser og støtte omlægningen til miljøeffektive energisystemer i dag og samtidig investere i læring for at tilvejebringe mere effektive og billigere teknologier i morgen. Opgaven består i at udforme udbredelsesprogrammer, som ansporer til konkurrence og stimulerer investeringer i det private erhvervslivs F&U-sektor og fremmer indlæring i producent-forbruger-kæden.

2.8. Der findes allerede flere eksempler på vellykkede europæiske tiltag for at forbedre effektiviteten og markedsføre kulstoffattige teknologier. EU's energimærkningsordning ændrede markedet for køleapparater, så det kunne opnå væsentligt højere energieffektivitet. Nationale programmer for renovering af eksisterende bygninger har forbedret varmeeffektiviteten. Nationale programmer til udbredelse af vindenergi har dramatisk øget udbredelsen af denne teknologi og nedbragt omkostningerne – og skabt industrier, der er mange milliarder euro værd, i landene med programmerne.

2.9. De kommende krav til effektivitet og nye kulstoffattige teknologier forbliver imidlertid enorme. Der er behov for at indsamle og overføre erfaringerne fra denne indsats og bruge dem til at yde en ny samlet og tilpasset indsats for at levere og udbrede næste generation af kulstoffattige teknologier i hele EU snarest muligt.

2.10. Nogle af de fornødne ændringer kan kræve grundlæggende trinvise ændringer i tilgangen, og disse kræver særlig opmærksomhed. Tre eksempler synes at tilbyde særlige muligheder, som kan vinde god genklang hos den europæiske offentlighed og opnå trinvise forbedringer i miljøeffektivitet:

—

Inden for elproduktionen bør udviklingen hen imod vedvarende energikilder fortsat accelereres. Solenergi er fortsat dyrt og marginalt, men omkostningerne falder løbende, og en ny stor indsats er nu nødvendig for i langt større grad at fremme denne energiform både i små lokale anlæg og i større produktionssystemer. Vindenergi bliver nu endelig anvendt temmelig bredt, men det er fortsat nødvendigt at nedbringe omkostningerne yderligere. Geotermiske varmepumper giver allerede meget gode resultater og bør udvikles hurtigt, så de kan blive et standardkrav i alle nye boliger og andre bygninger. Net- og infrastrukturstøtte og energioplagringssystemer er nødt til at blive taget op til revision og omlagt med henblik på at støtte meget større afhængighed af vedvarende energikilder ved hjælp af intelligente design- og forvaltningsprincipper.

—

Den CO2-fri bil. Der er grundlæggende fysiske begrænsninger af, i hvilket omfang forbrændingsmotorens CO2-ydeevne kan forbedres. På et tidspunkt vil der være en transformerende omlægning til den helt elektriske eller brændselscellebaserede bil med opladning eller brændselspåfyldning fra energikilder med begrænset eller ingen nettoemission af drivhusgasser. EØSU finder det nu på tide at opstille klare mål og tidsfrister for en sådan omlægning og indføre de fornødne infrastruktur- og støtteordninger.

—

Inden for byggebranchen begynder CO2-frit byggeri at blive en mulighed. Der skal gøres mere for at omforme dette koncept fra nogle få interessante prototyper til omfattende udbredelse i nye og eksisterende boliger og andre bygninger. Med dette for øje bør der i alle EU's regioner opføres lavenergihusmodeller, som tager hensyn til den pågældende regions særlige klimatiske og geografiske forhold. Sådanne byggerier bør tjene som forbillede.

2.11. Tilsvarende tiltag kan også være positive med henblik på yderligere fremme af udviklingen og udbredelsen af teknologier til kulstofopsamling og –oplagring og for at udvide kapaciteten i IT- og intelligente systemer, så de kan bidrage til større miljøeffektivitet.

3. Myndighedernes og EU's rolle

3.1. EU har et særligt stort behov på grund af omfanget og bredden af nogle af de fornødne tiltag. Forandring i det omfang og i den fart, der er nødvendig, kan kun gennemføres ved hjælp af en fælles indsats fra offentlige og private sektorpartnere i hele EU og i nogle tilfælde hele verden. EU har allerede gennemført en hel serie programmer og pakker til at fremme energieffektivitet, vedvarende energier og omlægningen til en kulstoffattig økonomi. Men disse bestræbelser skal styrkes og fremskyndes yderligere. Følgende punkter evaluerer nogle af de nøgleområder, hvor nye EU-tiltag er nødvendige.

3.2. Forskning og udvikling. F&U i EU er stagneret på omkring 1,84 % af BNP i en årrække, langt under det vedtagne mål på 3 %. En større indsats er nødvendig for at øge dette hen imod 3 %-målet og i større grad anvende programmet til at støtte omlægningen i retning af en kulstoffattig økonomi. Blandt andet nogle af de mere radikalt nye kulstoffattige teknologier kan have brug for offentlig F&U-støtte, f.eks. CO2-separation og –lagring, tyndfilmssolceller, vindenergi på det åbne hav og andengenerations biobrændsler.

3.3. Udbredelsesprogrammer bør udformes med henblik på at udnytte nichemarkeder for de nye teknologier og stimulere uddannelsesinvesteringer fra markedsaktørerne. Synergivirkninger med skatte- og erhvervspolitikker bør udforskes. EU bør især fokusere på de største omlægninger, der er brug for, f.eks. overgang til elbiler og CO2-fri huse, som vil kræve teknologisk udvikling over en bred kam, massive investeringer, omfattende infrastrukturstøtte og en bred mobilisering af offentlighedens og forbrugernes interesse samt støtte og incitamenter. Erfaringerne fra energiteknologiplatformene må udvides og udvikles til proaktive udbredelsesprogrammer for de nøgleomlægninger, der er nødvendige.

3.4. Normetablering. Lovgivningsnormer for mindstekravene til energieffektive produkter og tjenesteydelser spiller en afgørende rolle for at sætte skub i udviklingen. EU har allerede fastlagt mindstekravene for visse nøgleprodukters energieffektivitet, med fastsatte tidsfrister for yderligere forbedringer, der skal godkendes på et senere tidspunkt. Men disse programmer mangler fortsat at blive udbygget og opstille mere ambitiøse kort- og langsigtede mål.

3.5. Selvfølgelig er der praktiske grænser for, hvor hurtigt udviklingen kan foregå, og disse grænser må respekteres. Men det er også vigtigt at fastholde et pres på EU's erhvervsliv, så det fortsat er blandt de ledende i verden, hvad angår effektivitetsnormer, og kan opretholde en stærk konkurrencemæssig position, når hele verdensmarkedet bevæger sig i retning af større miljøeffektivitet.

3.6. Offentlige indkøb. Offentlige indkøbsprogrammer kan være et yderst effektivt redskab til at fremme bedre standarder inden for centrale industrisektorer, hvis specifikationer og kontraktdokumenter indeholder passende vilkår. Vi finder, at EU fortsat bør gå forrest, når det gælder om at fastsætte strengere miljøeffektivitetsnormer, som skal være standardkrav i alle den offentlige sektors indkøb af varer, tjenesteydelser og bygninger. Miljøeffektivitetskriterier bør indbygges i alle projektvurderingsprocedurer.

3.7. Visse regionale og lokale myndigheder i EU går forrest med at indarbejde fremme af miljøeffektivitet i alle deres aktiviteter. Men mange gør ikke. Der er plads til et EU-initiativ med to spor, der på den ene side fremhæver god praksis og giver andre incitament til at følge efter og på den anden side fremmer systematisering og harmonisering af kravene til sådanne organer om at opfylde miljøeffektivitetsnormer.

3.8. Incitamenter til den private sektor. Fastsættelse af en rimelig pris for CO2-emission er afgørende her, og EØSU forventer, at Kommissionen fortsætter med at udvikle CO2-emissionshandelsordningen i de relevante sektorer og tilskynder til en yderligere udvidelse af CO2-relateret beskatning på andre områder. De bør også fremme yderligere tiltag til mere specifikke incitamenter som f.eks. brug af leveringstariffer til at stimulere investeringer i vedvarende energikilder. I visse tilfælde kan den offentlige sektor også blive nødt til at samarbejde med den private sektor om at udvikle passende infrastrukturstøtte til vigtige nye teknologier, f.eks. støtte til decentrale former for elproduktion og et intelligent elnet.

3.9. Forbrugeradfærd. Der er fortsat ikke tilstrækkelig forbrugerbevidsthed om eller forbrugerinteresse i større effektivitet, hverken hvad angår egne indkøb eller egne livsstilsvalg. Omvendt er der fortsat for lidt bevidsthed blandt lovgiverne om forbrugeradfærdens mekanismer og hvordan man bedst fremmer efterspørgslen efter miljøeffektive varer og tjenesteydelser. Støtten til uddannelse, bevidstgørelse og fælles ageren er nødt til at blive udvidet. Mærkning af varer og produkter med information om energiydelser bør udvides og forbedres.

3.10. Faglig udvikling og uddannelse. Der bør gøres langt mere for at indbygge en bedre forståelse af behov og muligheder for en energieffektiv produktion og bæredygtighed i erhvervsfaglig og teknisk uddannelse og videreuddannelse.

4. Muligheder og trusler i den nuværende økonomiske krise

4.1. Der er en fare for, at de nuværende økonomiske vanskeligheder i verden kan vanskeliggøre hurtige fremskridt i retning af miljøeffektivitet. Der er kun begrænsede midler til rådighed til nye investeringer i både den offentlige og den private sektor, og kortsigtede prioriteter lægger som regel beslag på disse.

4.2. Nu hvor den globale økonomi begynder at komme sig, kan der imidlertid opstå nye muligheder for at bevæge den europæiske økonomi (og andre større økonomier) i en mere bæredygtig retning. Det er afgørende for EU at gribe disse udfordringer i en positiv ånd, hvis EU skal opnå fremgang i den globale konkurrence om miljøeffektivitet og bæredygtighed, som venter forude.

Visse særområder, især inden for finans, økonomi og erhverv, skal især undersøges nøje i den nuværende økonomiske situation:

4.3.1. . Den økonomiske krise har atter sat fokus på BNP's mangler som målestok for den overordnede udvikling og behovet for et bredere velfærdskoncept, som kan tage højde for sociale og miljømæssige faktorer samt pengeøkonomiens funktion. Det er nødvendigt at følge op på Kommissionens arbejde på dette område efter den nylige Stiglitz-rapport fra den franske regering.

4.3.2. . Adskillige regeringer har ligesom Kommissionen gennemført betydelige offentlige investeringspakker for at stimulere deres økonomier og forebygge, at situationen forværres til en konjunkturnedgang. Den Europæiske Genopretningsplan, som Kommissionen har promoveret, var et godt eksempel på, hvordan man kombinerer økonomisk stimulering med fremme af overgangen til en grønnere økonomi, men den blev nødvendigvis begrænset af de relativt få midler, der var afsat hertil. Tiden for yderligere stimuleringspakker er nu muligvis mere eller mindre passé, men alle offentlige udgiftsprogrammer skal fortsat evalueres fra en miljøeffektiv synsvinkel for at sikre dobbelt gavn. Systematiske bæredygtighedsevalueringer af offentlige udgiftsprogrammer bør blive normen i EU's og medlemsstaternes budgetprocedurer.

4.3.3. . Alle offentlige udgiftsprogrammer bør nøje gennemgås i de nærmeste år, når de offentlige myndigheder søger at finde udgiftsbesparelser for at genoprette deres finanser. Når man ser på nedskæringsområder, bør der især fokuseres på udgiftsprogrammer med højt energiforbrug eller som modvirker miljøeffektivitet. Forvrængende støtte til produktion eller forbrug af fossile brændstoffer (f.eks. kulproduktionsstøtte eller subsidierede brændstofpriser for særlige grupper), som indebærer en dobbelt ulempe (fortrængning af andre, mere nyttige offentlige investeringer og forvridning af markedsvilkårene til skade for selve teknologierne for vedvarende energi osv., som vi søger at fremme), bør der i den forbindelse holdes et nøje øje med. Kommissionens længe ventede meddelelse om en støttereform kan afføde EU-tiltag på dette område.

4.3.4. . Den nuværende skattepolitiske ubalance i mange europæiske lande vil formentlig kræve en rejustering af skatteniveau og -balance. Ved gennemførelsen af sådanne ændringer bør der tages højde for den grønne dimension. Især i den nuværende situation bør højere beskatning af energi (fra fossile brændsler) foretrækkes frem for beskatning af arbejdskraft, dog med behørige forholdsregler for at beskytte de fattigste og mest sårbare. Kommissionen kan eventuelt iværksætte en ny undersøgelse med medlemsstaterne for at tilskynde til fælles tiltag med henblik på at omlægge de skattepolitiske strategier i denne retning.

4.3.5. . Den nuværende økonomiske krise har allerede ført til en række betydelige regeringsindgreb for at støtte eller omstrukturere nøgleindustrier. Når sådanne indgreb gennemføres, bør fremme af resurseeffektivitet altid være et centralt mål. Nogle af de specifikke forandringsmæssige udfordringer, der nævnes i denne udtalelse (elbilen, det CO2-fri hus og solenergi), kan kræve særlig støtte, så de kan blive et centralt element i den ny økonomi, omkring hvilken nye investeringer, nye virksomheder, nye arbejdspladser vokser frem.

4.3.6. En ny innovationsstrategi. Vi forudser, at EU kan spille en ny rolle, hvor det er med til at fremme etableringen af europæiske spydspidser af verdensklasse inden for de vigtigste kulstoffattige teknologisektorer i forbindelse med en ny innovationsstrategi for Europa. EØSU foreslår især, at der etableres taskforce-grupper, som inddrager offentlige og private sektoraktører med det formål at udforme udviklingen på EU-niveau, hvad angår elbilen, det CO2-fri hus og solenergi. I hvert tilfælde er indsatsen nødt til at bygge på arbejdet i de nuværende energiteknologiske F&U-platforme, og der må træffes mere vidtgående foranstaltninger inden for levering og udbredelse i stor skala.

4.3.7. Under alle omstændigheder bør taskforce-grupperne søge at identificere veje til forandring og de forskellige roller, som den offentlige og den private sektors F&U og investeringer skal spille. De bør udforske, hvilken infrastrukturstøtte der kan være brug for (f.eks. et netværk af opladningssteder til støtte for den udbredte indførelse af elbiler eller et program for kommunal støtte til husstande med henblik på at forbedre boligernes energieffektivitet). De kan eventuelt også udforske, hvordan sådanne forandringer kan stilles til rådighed for udviklingslandene (f.eks. solenergi i Afrika), så disse lande kan bidrage til overgangen til en kulstoffattig økonomi.

4.3.8. Nye finansieringsformer – en grøn eurobond? Under de nuværende økonomiske omstændigheder vil de offentlige udgifter (og eventuelt private investeringer) sandsynligvis blive alvorligt begrænset i hele EU i en række år fremover. EØSU foreslår innovative finansieringsformer til at støtte de fornødne investeringer med henblik på levering af nye miljøeffektive energier. EØSU foreslår, at det overvejes at skabes en grøn eurobond. Denne kan markedsføres med sit beskedne men sikre afkast og fordi den sikrer midler til at udvikle og udbrede nogle af de nye nøgleteknologier, f.eks. elbilen og det CO2-fri hus. Den kan således udnytte det udbredte ønske om at kombinere en sikker form for opsparing med et vist bidrag til en bedre fremtid.

5. En ny indsats på EU-niveau

5.1. EU er allerede kommet godt fra start, når det gælder om at tage initiativ til en udvikling hen imod en mere miljøeffektiv økonomi via de mål, EU har opstillet for sig selv, og de foranstaltninger, der er blevet truffet. Men det er klart, at dette kun kan ses som en begyndelse. Verdensøkonomiens fortsatte problemer viser, at der fortsat er brug for aktiv styring, hvis man skal undgå at havne i fortidens ineffektive og skadelige vækst- og udviklingsmønstre. Tiltrædelsen af et nyt parlament og en ny Kommission er en god lejlighed for EU til at sætte tempoet op og skabe et nyt afsæt for miljøeffektivitet og bæredygtig udvikling i EU.

5.2. På kort sigt opfordrer EØSU Kommissionen og det svenske og efterfølgende formandskaber til at gribe tidlige chancer i form af:

—	revision og fornyelse af Lissabonstrategien og strategien for bæredygtig udvikling,

—	udformning af de nye finansielle overslag,

—	omarbejdning af Direktiv 2002/91/EF om bygningers energimæssige ydeevne,

—	opfølgning af Kommissionens meddelelse om »overvindelse af hindringer for vedvarende energi i EU«,

—	fremme af et initiativ til finansiering af bæredygtig energi som et fælles projekt mellem Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank

—	og ved at tilslutte sig en ny energipolitik for EU i 2010, med agendaer for 2030 og en vision for 2050.

5.3. EØSU anerkender mulighederne i de nationale handlingsplaner for energieffektivitet og de nationale handlingsplaner for vedvarende energikilder. Der er brug for hastig udbredelse og feedback til EU-medlemmerne efter en analyse af den første runde af planer og for energisk opfølgning af Kommissionen og institutionerne.

5.4. På længere sigt ser EØSU fortsat et behov for, at promoveringen af miljøeffektivitet bliver et fremtrædende tema og udvides på alle følgende aktuelle eller potentielle indsatsområder i EU, som er blevet gennemgået i denne udtalelse:

—	Støtte til F&U,

—	støtte til faglige udviklingsprogrammer inden for ingeniørvidenskab, byggeri og andre nøgleområder med henblik på indarbejdelse af obligatoriske elementer vedrørende miljøeffektivt design,

—	indarbejdelse af miljøeffektivitetskrav i alle relevante regnskabsnormer, lovgivningspraksis og budgetafdelingers vurderingsregler,

—	prioritering af miljøeffektivitet i alle EU's og alle nationale udgiftsprogrammer og indkøb,

—	fremme af grønnere offentlige udgiftsprogrammer på EU- og medlemsstatsniveau ved at bruge systematiske bæredygtighedsevalueringer som et nøgleredskab,

—	etablering af nye finansieringsformer for større forandringsprogrammer,

—	fremme af miljøeffektive skattereformer,

—	fjernelse af skadelig støtte,

—	fremme af en ny innovationsstrategi med taskforce-grupper for specifikke nøgleforandringer,

—	fremme af god praksis inden for forbrugeroplysning og fællesskabsaktioner.

5.5. Vi mener, at der vil være en betydelig konkurrencemæssig fordel for de økonomier, som er i stand til snarest muligt at gå over til større miljøeffektivitet – og alvorlige konkurrencemæssige ulemper for dem, som sakker agterud. Vi gør derfor gældende, at målet om at blive en af de mest miljøeffektive økonomier i verden bør udgøre kernen i den fornyede Lissabonstrategi for den europæiske økonomis fremtid og indarbejdes i alle EU-politikker og -programmer i overensstemmelse med anbefalingerne i denne udtalelse.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/29

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om respekten for de grundlæggende rettigheder i europæisk indvandringspolitik og -lovgivning

(initiativudtalelse)

(2010/C 128/06)

Ordfører: Luis Miguel PARIZA CASTAÑOS

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Respekten for de grundlæggende rettigheder i europæisk indvandringspolitik og -lovgivning.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Luis Miguel Pariza Castaños til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, følgende udtalelse enstemmigt:

1. Præsentation og baggrund

1.1. EØSU har besluttet at udarbejde en initiativudtalelse for at foreslå, at EU's politik og lovgivning om indvandring og grænser fuldt ud overholder menneskerettighederne og har frihed og sikkerhed for alle mennesker som sit fornemste mål.

1.2. Trods store politiske vanskeligheder i Rådet er EU ved at anskaffe sig fælles lovrammer på indvandringsområdet med overnationale rettigheder og garantier, og som rækker videre end medlemsstaternes skiftende (og til tider restriktive) lovgivninger. EØSU påskønner de gjorte fremskridt, for det er ikke nogen let opgave at udarbejde en fælles lovgivning for 27 medlemsstater på et så ømtåleligt område som indvandring.

1.3. Ikke desto mindre er det på grund af den minimalistiske karakter af mange af disse bestemmelser vanskeligt at indføre passende, vandtætte garantier for beskyttelsen af menneskerettighederne. Endvidere bliver EU-direktiverne i nogle medlemsstater ikke omsat korrekt, når det gælder beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

1.4. I disse år har EØSU udarbejdet flere udtalelser med det mål, at den fælles indvandringspolitik baseres på en integreret tilgang, hvor der ikke kun tages hensyn til EU-landenes behov og samarbejdet med oprindelseslandene, men også til overholdelsen af indvandrernes menneskerettigheder.

1.5. Det Europæiske Råd vedtog den 16. oktober 2008 Den europæiske pagt om indvandring og asyl, som er udtryk for en kraftig politisk forpligtelse for EU til at videreudvikle den fælles indvandringspolitik. Under Sveriges formandskab vil EU vedtage Stockholmprogrammet (1).

1.6. Lissabon-traktatens ikrafttræden er også forestående, og den kan sætte fornyet skub i udviklingen af tiltag på det indvandringspolitiske område, som skal vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure og som vil gøre Charteret om Grundlæggende Rettigheder juridisk bindende.

1.7. Gennem de seneste år har EØSU styrket samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne og etableret en fast deltagelsesstruktur i form af Det Europæiske Integrationsforum (2). Udvalget har lagt sig kraftigt i selen for at sikre, at civilsamfundet inddrages i udformningen af integrationspolitikkerne.

1.8. Udvalget bemærker med bekymring, at intolerancen, racismen og fremmedhadet mod indvandrerne, mod »de andre«, tager til i Europa og det frygter, at de sociale følger af finanskrisen vil forstærke denne udvikling. Det er nødvendigt, at de politisk ansvarlige, de toneangivende arbejdsmarkedsorganisationer og medierne optræder meget ansvarligt og går i spidsen med et godt eksempel i politisk og social henseende for at afværge en sådan adfærd. Der bør lægges større vægt på indføring i menneskelige værdier, grundlæggende rettigheder, lighed og forbud mod forskelsbehandling i undervisningsplanerne i grundskolen og på sekundærtrinnet.

2. Grundlæggende menneskerettigheder i europæisk indvandringslovgivning

2.1. Blandt de forskellige internationale instrumenter skal nævnes Verdenserklæringen om menneskerettigheder, som proklamerer et fælles sæt af principper og værdier af universel karakter.

2.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som alle medlemsstater har undertegnet, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er grundlaget og garantien for, at de bliver overholdt på hele EU's område.

2.3. De Europæiske Fællesskabers Domstol har anerkendt, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er en del af Fællesskabets retsorden og dets generelle principper.

2.4. Det er bekræftet i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, som bekræfter sikringen af de grundlæggende rettigheder i det europæiske retssystem og Domstolens kompetence til at sikre overholdelsen af dem i EU-institutionernes og medlemsstaternes virksomhed på områder, der henhører under fællesskabsretten.

2.5. Skønt medlemsstaterne har suveræn ret til at kontrollere indrejse og give opholdstilladelse til statsborgere fra tredjelande, minder EØSU om, at medlemsstaterne skal overholde de indgåede forpligtelser i internationale og europæiske retsinstrumenter og konventioner om grundlæggende menneskerettigheder og de kompetente retsinstansers udlægning (og gennemførelse) af disse rettigheder.

2.6. EU's charter om grundlæggende rettigheder indeholder nye, som ikke er med i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (3). Desuden er et stort antal af disse rettigheder uafhængige af personens nationalitet. Charteret får bindende karakter, når Lissabon-traktaten ratificeres og vil styrke retssikkerheden med hensyn til beskyttelsen af menneskets grundlæggende rettigheder. Charteret vil finde anvendelse på EU-institutionerne og medlemsstaterne, især hvad angår deres anvendelse af fællesskabslovgivningen, og vil styrke overholdelsen af de grundlæggende rettigheder i sager vedrørende indvandring.

2.7. Med Lissabon-traktatens ikrafttræden vil EU få mulighed for at tilslutte sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvilket vil styrke dets engagement til fordel for menneskerettighederne.

2.8. EØSU støttede (4) også oprettelsen af EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder. Det Europæiske Råd vedtog i 2008 den flerårige ramme for agenturet, som omfatter ni tematiske områder, hvori indgår racisme og fremmedhad; diskrimination; asyl; indvandring og integration; visa og grænsekontrol. EØSU vil gerne deltage i agenturet, for at det organiserede civilsamfund kan spille en større rolle i dets aktiviteter.

2.9. Men på trods af disse fællesskabsinstrumenter og –strukturer er der mange civilsamfundsorganisationer og rapporter fra uafhængige og universitetsansatte forskere, som har påvist, at nogle nationale og europæiske politikker og lovgivninger ikke respekterer de grundlæggende rettigheder på behørig vis.

2.10. Hvad angår EU-foranstaltninger er der også mange rapporter, som fordømmer menneskerettighedskrænkelser over for indvandrerne i flere medlemsstater, og i andre tilfælde legitimerer EU-foranstaltningerne visse former for national praksis, som ikke er forenelige med menneskerettighederne og retsstaten.

2.11. EØSU har i en nylig udtalelse (5) foreslået, »at man i indvandringspolitik og -lovgivning bør respektere alle folks menneskerettigheder, ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling. For at styrke dette mål foreslår EØSU, at der medtages to nye fælles principper« for den fremtidige europæiske indvandringspolitik: »grundlæggende rettigheder samt retsstatsprincippet og grundlæggende friheder«.

2.12. De grundlæggende rettigheder bør tilkendes alle mennesker, ikke kun borgerne i EU. Asylansøgere og indvandrere er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. EU-forskrifterne om indvandring og grænsespørgsmål samt EF-Domstolens retspraksis leverer desuden en række garantier og rettigheder, som rækker videre end medlemsstaternes skønsmæssige beføjelser.

2.13. EØSU har også foreslået (6), at EU på området for ekstern politik skal fremme en international retlig ramme for indvandring på grundlag af Verdenserklæringen om menneskerettigheder, Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Denne internationale retlige ramme bør omfatte de vigtigste ILO-konventioner samt FN's internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som endnu ikke er blevet ratificeret af EU-medlemsstaterne på trods af, at EØSU har vedtaget en initiativudtalelse (7), i hvilken de opfordres til at ratificere den.

2.14. I Programmet for Europa (8) foreslår EØSU også, at den enkeltes grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne respekteres navnlig i EU's indvandrings- og asyllovgivning.

2.15. EØSU mener, at EU's værdier og principper, beskyttelsen af menneskerettighederne og frihedsrettighederne bør styrkes ved hjælp af en synlig og stærk politisk instans på EU-plan, og det støtter derfor forslaget fra Kommissionens formand, José Manuel Barroso, om oprettelse af et kommissionsembede for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder. Udvalget håber, at dette departement bliver udstyret med de nødvendige politiske instrumenter såvel som med de organisatoriske og finansielle ressourcer, der skal til for at løfte en så ansvarsfuld opgave.

2.16. Udvalget beklager dog, at indvandring og asyl ikke indgår i denne porteføjle, men hører under området indre sikkerhed, som er en anden kommissærs kompetenceområde. Det er et forkert politisk signal at sende, når indvandring kædes sammen med sikkerhed og holdes adskilt fra beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

3. Menneskerettighedernes universelle karakter

3.1. Europa står i dag over for en stor udfordring: at garantere menneskerettighederne for hver enkelt i EU's og medlemsstaternes retsordener, som er baseret på det traditionelle statsborgerbegreb (hvorefter »ikke-statsborgere« ikke har del i visse af disse rettigheder) og på den juridiske skelnen mellem statsborgere og udlændinge og mellem lovlige og irregulære indvandrere.

3.2. De europæiske indvandringslovgivninger giver ikke behørig garanti for, at en indvandrer er et retssubjekt med ret til beskyttelse. Den nøje retlige sammenkædning mellem arbejdstilladelse og opholdstilladelse er et klart udtryk for, at indvandreren ikke betragtes som en person, men som arbejdskraft, dvs. et objekt, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som - når der ikke længere er brug for vedkommende - mister muligheden for at blive boende lovligt og derfor mister mange af sine rettigheder, fordi den administrative status ændres til »papirløs«.

3.3. Menneskerettighederne er universelle, uigenkaldelige og beskytter alle mennesker uanset deres situation og retlige status.

4. Menneskerettigheder og indvandringspolitik: ti operative prioriteter for Europa som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed

4.1. Rettighedernes Europa

4.1.1. I de seneste år er forsvaret og indsatsen til fremme af menneskerettighederne gledet længere og længere ned på EU's dagsorden. Den politiske prioritet har været staternes sikkerhed - som om denne var uforenelig med udviklingen af friheden og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

4.1.2. De foranstaltninger, der vedtages på sikkerhedsområdet, skal beskytte værdierne frihed og retfærdighed. EØSU mener, at udgangspunktet for politikken på dette område bør være beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er sikret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Charteret om Grundlæggende Rettigheder.

4.1.3. Styrkelsen af sikkerheden må ikke gå ud over de grundlæggende værdier (menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder) og de demokratiske principper (retsstat), som gælder i hele Unionen. Den enkeltes frihed må ikke begrænses i efterstræbelsen af kollektiv og statslig sikkerhed. Nogle poliske forslag begår endnu en gang den fejl, som er set tidligere, nemlig at ofre friheden for at forbedre sikkerheden.

4.1.4. Derfor glæder EØSU sig over Kommissionens meddelelse om »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste« fra juni 2009, hvor beskyttelsen af de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder gives højeste prioritet.

4.1.5. EØSU støtter Kommissionens initiativ til at fremme en »kultur med vægt på de grundlæggende rettigheder« lige fra de første faser af lovgivningsproceduren, og det skal også gælde for indvandringspolitikken. Overholdelsen af de grundlæggende rettigheder bør være et fælles mål for alle EU-institutionerne (9). Dette bør ledsages af en fælles europæisk ordning med periodisk forudgående og efterfølgende evaluering af omsætningen på nationalt, regionalt og lokalt plan af de vedtagne europæiske foranstaltninger mht. deres forenelighed med de grundlæggende rettigheder og deres effektivitet (10). EØSU og civilsamfundet bør også spille en nøglerolle i denne evaluering.

4.2. Indrejselovgivning

4.2.1. EØSU har allerede i tidligere udtalelser krævet, at EU udvikler en fælles indvandringspolitik og en harmoniseret lovgivning. EU og medlemsstaterne har brug for en åben lovgivning, som tillader arbejdskraftmigration ad lovlige og gennemsigtige kanaler både for højt kvalificerede arbejdstagere og for arbejdstagere til mindre kvalificerede job. På denne måde vil indvandrernes rettigheder nyde passende beskyttelse.

4.2.2. Udvalget har foreslået en horisontal lovgivning, men medlemsstaterne, Kommissionen og Rådet har besluttet at udarbejde specifikke direktiver for nogle grupper af indvandrere, hvilket kan føre til forskelsbehandling.

4.2.3. EØSU går i sine udtalelser om Kommissionens forskellige lovgivningsinitiativer ind for at sikre en overordnet sammenhæng samt beskyttelse af de grundlæggende rettigheder såvel som ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling, uanset hvilken erhvervsgruppe de vandrende arbejdstagere tilhører.

4.3. Rettigheder for migrantarbejdere og deres familiemedlemmer

4.3.1. Grundlaget bør være princippet om beskyttelse mod forskelsbehandling (artikel 21 i charteret). En migrantarbejder skal uanset opholds- og arbejdstilladelsens gyldighedsperiode have de samme økonomiske, arbejdsmæssige og sociale rettigheder som de øvrige arbejdstagere. Dette er også i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3, i charteret, hvorefter »tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til at arbejde på medlemsstaternes område, har ret til samme arbejdsvilkår som unionsborgere«.

4.3.2. Ligebehandling på arbejdspladsen vedrører arbejdsvilkår, løn, afskedigelse, sundhed og sikkerhed, organisationsfrihed og strejkeret.

4.3.3. EØSU mener, at man også bør fremme ligebehandling i forhold til andre sociale og grundlæggende rettigheder, som det har foreslået i en tidligere udtalelse: »Helt specifikt foreslår EØSU en række rettigheder, som bør indrømmes tredjelandsstatsborgere, som lovligt arbejder og opholder sig i et medlemsland« (11), såsom:

—	Ret til social beskyttelse, inkl. sundhedspleje.

—	Adgang til goder og tjenester, herunder en bolig (artikel 34 og 35 i charteret).

—	Adgang til almen og faglig uddannelse (artikel 14 i charteret).

—	Anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og kvalifikationsbeviser i EU-lovgivningen.

—	Anerkendelse af arbejdsmæssige og sociale rettigheder for migrantarbejdere, der er udstationeret i EU (12)

—	Mindreåriges ret til uddannelse, inkl. støtte og stipendier.

—	Ret til gratis retshjælp om nødvendigt (artikel 47 i charteret).

—	Ret til at kunne gøre brug af en gratis offentlig arbejdsformidlingstjeneste.

—	Ret til at modtage undervisning i modtagerlandets sprog.

—	Respekt for den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed (artikel 22 i charteret).

—	Ret til frit at bevæge sig inden for og tage ophold i det pågældende medlemsland.

4.3.4. At kunne nyde godt af dem forudsætter en offentlig sektor, som er i stand til at sikre deres overholdelse (midler, uddannelse af personale), og at de ansatte i sektoren i henhold til loven har pligt til at optræde uafhængigt og neutralt over for disse mennesker. I øvrigt har EØSU sine tvivl mht. de budgetmidler, der står til rådighed for medlemsstaterne i disse krisetider, og hvor store midler, de er rede til at mobilisere på såvel nationalt som europæisk plan for at sikre reel beskyttelse af menneskerettighederne, særligt når det gælder indvandrere.

4.3.5. Udvalget er ikke enigt i forslaget til rammedirektiv, som giver medlemsstaterne ret til at begrænse retten til ligebehandling mht. visse arbejdsvilkår (løn og afskedigelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, social beskyttelse) og mht. forsamlingsfrihed og organisations- og strejkeret (13), så de kun gælder for personer, som reelt er i arbejde. Disse begrænsninger kan også krænke princippet om forbud mod forskelsbehandling og artikel 12 i charteret.

4.3.6. EØSU bifalder Kommissionens initiativ til at forelægge en europæisk kodeks for indvandring, som skal omfatte alle grundlæggende rettigheder og garantier for alle indvandrere i EU.

4.4. Familiesammenføring

4.4.1. Retten til et familieliv er en af de menneskerettigheder, som EU og medlemsstaterne skal beskytte og garantere i deres indvandringspolitik og -lovgivning (14).

4.4.2. Direktiv 2003/86 om retten til familiesammenføring indeholder kun minimumsforskrifter og åbner op for, at nogle nationale lovgivninger ikke giver fuld garanti for retten til familiesammenføring for tredjelandstatsborgere. Dette bekræftes af Kommissionens rapport om anvendelsen af direktivet (15), som rejser tvivl om, hvorvidt krav om deltagelse i integrationsforanstaltninger som forudsætning for indrejsetilladelse er foreneligt med retten til et familieliv (artikel 7 i charteret) og proportionalitetsprincippet.

4.4.3. Udvalget mener, at direktivet om det »blå kort« har en mindre restriktiv tilgang til familiesammenføring end direktiv 2003/86. Denne tilgang bør udvides til alle kategorier af indvandrere, uanset om de er »højt eller lavt« kvalificerede.

4.4.4. Derfor foreslår Udvalget, at Kommissionen i løbet af 2010 udarbejder et forslag til ændring af direktiv 2003/86.

4.5. Grænser og irregulær indvandring

4.5.1. EØSU ønsker, at en effektiv grænsekontrol bliver ledsaget af respekt for den grundlæggende ret til asyl (artikel 18 i charteret) og »non-refoulement«-princippet, hvorefter en person ikke må sendes tilbage til et område, hvor vedkommendes liv eller frihed er i fare (artikel 19 i charteret). Mange mennesker, som har brug for international beskyttelse, ankommer til EU's ydre grænser på illegal vis. Myndighederne bør sikre, at disse mennesker får mulighed for at indgive deres anmodning om beskyttelse, og at den uden undtagelse behandles i overensstemmelse med de internationale konventioner og EU's og medlemsstaternes lovgivning.

4.5.2. EØSU foreslår, at man – før man skrider til en udvidelse af FRONTEX-agenturets operative beføjelser – foretager en uafhængig evaluering af respekten for menneskerettighederne i de fælles grænsekontroloperationer og at den parlamentariske kontrol på nationalt og EU-plan styrkes. Ligeledes bør man undersøge foreneligheden med garantierne i Schengengrænsekodeksen, især artikel 6 og 13 heri.

4.5.3. EU's kontrol- og overvågningsforanstaltninger vedrørende den irregulære indvandring er også ved at blive udvidet geografisk ud over EU's ydre grænser via fælles operationer i Afrika. UNHCR og forskellige NGO'er har advaret mod manglende garanti for overholdelsen af menneskerettighederne, når grænsekontrollen foregår uden for EU's område.

4.5.4. Den europæiske strategi for grænsekontrol gør intenst brug af sikkerhedsteknologien. Imidlertid bliver databaser, som er skabt til at håndtere store mængder data (Schengeninformationssystemet (SIS II), visuminformationssystemet (VIS) osv.), brugt til at indkredse etniske og kulturelle/religiøse profiler, hvilket gør det nødvendigt at værne om retten til beskyttelse mod forskelsbehandling, som er fastsat i artikel 21 i Charteret om Grundlæggende Rettigheder.

4.5.5. Ligeledes rejser det system, som foreslås indført i Kommissionens grænsepakke fra 2008 (16), tvivl mht. proportionalitet og rimelighed, som er afgørende for en hvilken som helst ny EU-lovgivning, og giver også anledning til alvorlig bekymring om, hvorledes retten til beskyttelse af personlige data (artikel 8 i charteret) og princippet om ikke-forskelsbehandling, som er nedfældet i EF-traktatens artikel 13, kan garanteres fuldt ud med anvendelsen af visse nye teknologier (f.eks. systemet med automatiserede grænsekontrolprocedurer).

4.5.6. For at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder mener EØSU, at man bør forbedre solidariteten inden for EU med de medlemsstater, som på grund af deres geografiske beliggenhed må tage imod store mængder af mennesker, som når frem ad irregulære kanaler og som er ofre for kriminelle menneskesmuglingsnetværk. EØSU opfordrer til at komme i gang med oprettelsen af den europæiske asylstøttemyndighed.

4.5.7. EU bør også fremme samarbejdet med oprindelseslandene for at opnå bedre respekt for menneskerettighederne, forebygge irregulær indvandring, fremme legal indvandring og bekæmpe kriminelle menneskesmuglingsnetværk.

4.6. Tilbagesendelse og fornyet indrejse

4.6.1. Direktivet om tilbagesendelse (17) skaber en europæisk ramme med retlige og proceduremæssige garantier for beskyttelse (18), som EØSU påskønner, såsom adgang til effektive retsmidler til at klage over afgørelser vedrørende tilbagesendelse ved en retslig eller administrativ myndighed eller et andet kompetent uafhængigt organ; såvel som gratis retshjælp og repræsentation, visse garantier i perioden frem til tilbagesendelsen, forholdene under frihedsberøvelse osv.

4.6.2. Ikke desto mindre er EØSU enigt med talrige civilsamfundsorganisationer og uafhængige eksperter fra FN's Menneskerettighedsråd (19), som har påpeget nogle uoverensstemmelser mellem det fælles system, der indføres med direktivet, og de indvandrede personers grundlæggende rettigheder. Det vil være nødvendigt med en minutiøs overvågning af omsætningen og den praktiske gennemførelse på nationalt plan af foranstaltningerne vedrørende udvisning, frihedsberøvelse, klagemuligheder samt behandlingen af sårbare personer.

4.6.3. Udvalget foreslår, at den europæiske tilbagesendelsespolitik sætter frivillighed og anerkendelsen af de menneskelige værdier i højsædet. Den europæiske indvandringspolitiks legitimitet og troværdighed står og falder hermed. De undtagelser, der er fastsat f.eks. i direktivets artikel 7, stk. 4, (begrebet »risiko for at den pågældende vil forsvinde«), kan udhule frivilligheden i tilbagesendelsen på grund af medlemsstaternes skønsbeføjelser ved omsætningen og fortolkningen af direktivet. Endvidere garanterer direktivet ikke en passende beskyttelse af personer, som befinder sig i et juridisk tomrum i afventning af udvisning, eller for så vidt angår de forhold, som kan begrunde frihedsberøvelse (20), som kan vare op til 6 måneder (med mulighed for yderligere 12 måneders forlængelse) (21).

4.6.4. Artikel 19 i charteret forbyder kollektive udvisninger og garanterer, at ingen kan udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling – »non-refoulement«-princippet (artikel 4 og 19 i charteret). Direktivet styrker respekten for de grundlæggende rettigheder. Ikke desto mindre har UNHCR og forskellige NGO'er fordømt tilfælde af kollektiv udvisning og udvisning af irregulære indvandrere og asylansøgere til lande, hvor menneskerettighederne bliver trådt under fode.

4.6.5. EØSU minder om, at artikel 3, 5, 6, 8 og 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og artikel 3, 4, 19, 24 og 47 i charteret indeholder bestemmelser, som finder anvendelse på den europæiske politik vedrørende irregulær indvandring, især hvad angår beskyttelse i tilfælde af udsendelse, udvisning og udlevering. Mange irregulære indvandrere befinder sig i en vanskelig nødsituation, og derfor bør de bestemmelser og fremgangsmåder, der følges, udformes og håndhæves under nøje overholdelse af strenge humanitærretlige kriterier og efter moralske solidaritetsprincipper.

4.6.6. Retsstaten beskytter den grundlæggende rettighed for alle mennesker til effektive retsmidler som anerkendt i artikel 47 og 48 i charteret. Endvidere må grænsevagter i henhold til artikel 6, stk. 2, i Schengen-grænsekodeksen ikke forskelsbehandle nogen på grundlag af køn, etnisk oprindelse, religion eller overbevisning, handicap, alder eller seksuel orientering. Ligeledes har statsborgere fra tredjelande, som nægtes indrejse, i henhold til artikel 13 ret til at klage over denne afgørelse og de skal modtage en afgørelse med angivelse af grundene til nægtelsen (22).

4.6.7. Personer med alvorlige fysiske eller mentale sygdomme må ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (23) ikke frihedsberøves eller udvises, da de har brug for behandling. Mindreårige kræver ligeledes særlig bevågenhed og beskyttelse. EØSU støtter Kommissionens initiativ vedrørende situationen for uledsagede mindreårige.

4.6.8. EØSU mener, at overholdelse af menneskerettighederne er en uomgængelig forudsætning for indgåelse af tilbagetagelsesaftaler med tredjelande, og det er modstander af, at EU eller EU's medlemsstater indgår tilbagetagelsesaftaler eller aftaler om grænsekontrol med lande, som ikke har underskrevet de vigtigste internationale retsakter om beskyttelse af menneskerettighederne, eller som bevisligt har krænket menneskerettighederne. Man bør især være opmærksom på beskyttelsen af den grundlæggende ret for asylansøgere til effektive retsmidler (24).

4.7. Interneringscentre

4.7.1. EØSU fastholder sin kritik af, at asylansøgere og irregulære indvandrere fortsat interneres, idet anbringelse i interneringscentre bør være et middel, som kun tages i brug i helt ekstraordinære situationer (25).

4.7.2. Det er uacceptabelt, at nogle medlemsstater i dag i nogle tilfælde skrider til langvarig internering, og disse situationer og omstændigheder bør undersøges indgående i lyset af de grundlæggende rettigheder, herunder retten til god forvaltning som fastsat i artikel 41 i charteret.

4.7.3. EØSU efterlyser større gennemsigtighed i forhold til interneringscentrene i og uden for EU og det kræver, at UNHCR informeres om situationen for de personer, der er anbragt i dem, og at disse personer kan modtage hjælp fra NGO'er.

4.7.4. EØSU mener, at gravide kvinder og mindreårige bør nyde særlig beskyttelse, og de bør ikke anbringes i disse centre.

4.8. »Papirløse personer«

4.8.1. Udvalget er af den opfattelse, at en papirløs person ikke er en person uden rettigheder, og EU og medlemsstaterne bør derfor beskytte deres grundlæggende rettigheder.

4.8.2. Udtrykket »ulovlig indvandring«, når der er tale om personer, der emigrerer, bør præciseres nærmere. Selv om det ikke er lovligt at rejse ind i et land uden dokumentation og de nødvendige tilladelser, er de pågældende personer ikke kriminelle. Den sammenkædning mellem irregulær indvandring og kriminalitet, som man støder på i mange medier og i nogle politiske udtalelser, stemmer ikke med virkeligheden og medvirker til at skabe angst og fremmedhad blandt modtagerlandets befolkning.

4.8.3. Udvalget mener, at nogle medlemsstater bør forbedre beskyttelsen af papirløse indvandreres grundlæggende rettigheder og at EU bør betragte dem som en af de mest sårbare grupper og således forhindre udnyttelse af deres arbejdskraft og sikre adgang til sundhedstjenester, andre sociale ydelser og undervisning af mindreårige.

4.8.4. Man bør intensivere bekæmpelsen af menneskehandel (mindreårige, kvinder og mænd) med henblik på seksuel udnyttelse og udnyttelse af deres arbejdskraft som fastsat i artikel 5, stk. 3, i charteret. Medlemsstaterne bør yde ofrene effektiv beskyttelse og gøre det nemmere for dem at samarbejde med retsvæsenet og blive legaliseret.

4.9. Legalisering

4.9.1. Udvalget mener, at regeringerne optræder hyklerisk. Tilbagesendelsespolitikken er ikke det eneste svar på irregulære situationer. Mange medlemsstater har udviklet procedurer for legalisering af irregulære indvandrere ud fra den betragtning, at det af hensyn til sikringen af de grundlæggende rettigheder og de økonomiske og sociale behov er hensigtsmæssigt at skride til legalisering under nærmere fastsatte betingelser.

4.9.2. EØSU er enigt i, at informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne om legalisering bør forbedres og at der bør udarbejdes nogle europæiske retningslinjer for gennemførelsen på grundlag af Rådets forpligtelse inden for rammerne af Den europæiske pagt om indvandring og asyl (26) til at skride til legalisering i konkrete sager af humanitære eller økonomiske grunde inden for rammerne af de nationale lovgivninger.

4.9.3. Udvisning af personer, hvis lovlige opholdstilladelse er udløbet, skal betragtes som en sidste udvej. Først skal det undersøges, om disse personer har haft intentioner om at forny deres opholdstilladelse.

4.9.4. EØSU mener, at det i et demokratisk samfund må overvejes, om det er nødvendigt at skride til udvisning (proportionalitetsprincippet), hvilket er i overensstemmelse med den fortolkning, EF-Domstolen har fulgt i sin praksis (27). Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at udnytte den mulighed for at tildele disse personer legalt ophold, som gives i artikel 6, stk. 4, i tilbagesendelsesdirektivet.

4.9.5. Man bliver også nødt til at tage hensyn til følgerne (og gennemførligheden) af udvisningen i henseende til den grundlæggende ret til respekt for privatlivet og familielivet, som er fastsat i artikel 7 i charteret.

4.10. Integrationspolitik

4.10.1. EØSU har udarbejdet en række initiativudtalelser for at tilskynde til, at der i EU føres en proaktiv integrationspolitik baseret på en tovejs-strategi, der omfatter såvel værtssamfundet som indvandrerne. Integration er en social proces, der foregår ude i samfundet mellem indvandrerne og værtssamfundet og mellem værtssamfundet indvandrerne.

4.10.2. EØSU har gjort sig til talsmand for en europæisk tilgang til integration ud fra den betragtning, at hver enkelt medlemsstat har sit eget retssystem, arbejdsmarkedsinstitutioner og forskellige kulturelle systemer og modeller.

4.10.3. En fælles europæisk tilgang vil bibringe integrationspolitikken og integrationsprocessen en meget stor ekstra værdi: en tværgående sammenhæng med de øvrige EU-politikker, som f.eks. Lissabon-strategien, beskæftigelsespolitikken, den sociale og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden samt samhørighedspolitikken. Også for at styrke sammenkædningen mellem integration og EU's værdier og principper, som er udmøntet i charteret og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

4.10.4. Udvalget deltog i 2008 i arrangementerne i anledning af Det europæiske år for interkulturel dialog i håbet om, at dialogen mellem de forskellige europæiske samfund vil lette integrationen og fremme et mere rummeligt unionsborgerskab. EØSU har foreslået (28), at der udarbejdes håndbøger.

4.10.5. EØSU foreslår en positiv indstilling til integration. Imidlertid er der nogle politiske ledere, som anlægger en negativ tilgang til integration som et nyt middel til forskelsbehandling, som en ny hindring for ligestilling og udøvelse af de grundlæggende rettigheder. EØSU mener, at en sådan tilgang strider mod bestemmelserne i artikel 21 (ret til beskyttelse mod forskelsbehandling) og artikel 22 (respekt for den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed) i charteret.

4.10.6. Der er eksempler på god praksis med oprettelse af fora og rådgivende organer, hvor civilsamfundet deltager på nationalt, regionalt og lokalt plan, og EØSU opfordrer derfor alle medlemsstaterne til at oprette sådanne. Det Europæiske Integrationsforum, som for nyligt er blevet oprettet i samarbejde med Kommissionen og EØSU, er et meget vigtigt instrument til at styrke integrationen ud fra et europæisk perspektiv.

5. Et mere rummeligt unionsborgerskab

5.1. Nogle ledere definerer den nationale identitet og den europæiske identitet ud fra en snæver nationalisme, hvorved de ser bort fra den mangfoldighed, som i dag karakteriserer de europæiske samfund, og fra det forhold, at mange mennesker har en anden etnisk, national, religiøs eller kulturel baggrund.

5.2. Vore demokratiske samfund er pluralistiske og meget rige på mangfoldighed. Hver eneste europæiske borger er et mix af forskellige identiteter. De europæiske demokratier er frie og åbne samfund og bør baseres på integrering af alle borgere, uanset deres herkomst.

5.3. Kvaliteten af demokratiet kan forringes, hvis borgerrettighederne begrænses ud fra en snæver opfattelse af identitet, som holder nogen udenfor. Integrationspolitikken og indvandringslovgivningen må aldrig bruges som politiske påskud for at afskære indvandrerne og mindretallene fra de borgerlige rettigheder.

5.4. EØSU mener, at grundlaget for vore demokratier bør gøres bredere ved at åbne op for nye borgere med samme rettigheder og forpligtelser. Statsborgerskabets og unionsborgerskabets rettigheder bør omfatte hele mangfoldigheden af forskellige identiteter uden forskelsbehandling (29).

5.5. EØSU har afgivet en initiativudtalelse (30) rettet til Konventet, som udarbejdede den fejlslagne forfatningstraktat, hvori det opfordrer til at tildele tredjelandestatsborgere med status som fastboende unionsborgerskab. EØSU foreslår Kommissionen og Europa-Parlamentet, at de medtager dette forslag blandt målene for den nye valgperiode.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2009) 262 endelig af 10.6.2009.

(2) Det Europæiske Integrationsforum og EU's websted om integration.

(3) EUT C 303/1 af 14.12.2007.

(4) EØSU's udtalelse, EUT C 88 af 11.4.2006, s. 37.

(5) EØSU's udtalelse, EUT C 218 af 11.9.2009, s. 78.

(6) EØSU's udtalelse, EUT C 44 af 16.2.2008, s. 91.

(7) EØSU's udtalelse, EUT C 302 af 7.12.2004, s. 49.

(8) Et program for Europa: http://www.eesc.europa.eu/documents/publications/pdf/booklets/EESC-2009-10-DA.pdf.

(9) Kommissionens rapport om overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, KOM(2009) 205 endelig af 29.4.2009.

(10) Dette ville stride mod artikel 60 i Lissabontraktaten.

(11) EØSU's udtalelse, EUT C 286 af 17.11.2005, s. 20.

(12) Inden for rammerne af det forslag til direktiv, som Kommissionen vil forelægge inden for de kommende måneder.

(13) KOM(2007) 638, artikel 12, stk. 2, litra e) og d). I henhold til forslaget kan medlemsstaterne også indføre begrænsninger for tildelingen af stipendier til studier og erhvervsuddannelse og for adgangen til sociale boliger for personer med mindst tre års opholdsret.

(14) Det er bekræftet af EF-Domstolen i sag C-540/03, Europa-Parlamentet mod Rådet.

(15) KOM(2008) 610 af 8.10.2008.

(16) KOM(2008) 69 endelig af 13.2.2008.

(17) Direktiv 2008/115/EF.

(18) F.eks. artikel 12, stk. 1 og 2, artikel 13, stk. 1, 2, 3 og 4, og artikel 14, stk. 1 og 2, i direktivet.

(19) FN's pressemeddelelse, »United Nations Experts express concern about the proposed European Union Return Directive«, 18. juli 2008.

(20) Artikel 15, stk. 1.

(21) Artikel 15, stk. 5 og 6.

(22) Forordning 562/2006 (Schengen-grænsekodeks), EUT L 105/1 af 13.4.2006.

(23) Artikel 19 i Charteret om Grundlæggende Rettigheder følger Strasbourg-domstolens retspraksis, især dommen af 17. december 1996, Ahmed mod Østrig, Sml. 1996, VI-2006, og Soering-dommen af 7. juli 1989.

(24) Som EF-Domstolen påpegede i sag C-133/06, Europa-Parlamentet mod Rådet.

(25) Se EØSU's udtalelse af 16. juli 2009 om Minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne, ordfører: An Le Nouail Marlière, vedtaget på plenarforsamlingen den 15.-16. juli 2009 (EUT C 317 af 23.12.2009, s. 110).

(26) Rådets dokument, 1344/08, 24. september 2008.

(27) For eksempel Boultif mod Schweiz, nr. 54273/00, §§ 39, 41 og 46, 2. november 2001, ECHR 2001-IX. Üner mod Nederlandene [GC], nr. 46419/99, 18.oktober 2006, § 58.

(28) EØSU's udtalelse, EUT C 185 af 8.8.2006, s. 42.

(29) Artikel 13 i EF-traktaten.

(30) EØSU's initiativudtalelse, EUT C 208 af 3.9.2003, s. 76.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/36

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om energi og økonomi — omskabe den økonomiske krise til en mulighed for at bane vejen for en ny energitidsalder (sonderende udtalelse) klimaændringer som en integreret del af den fornyede Lissabonstrategi

(initiativudtalelse)

(2010/C 128/07)

Hovedordfører: Ulla SIRKEINEN

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 17. juni 2008 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om

Energi og klimaændringer som en integreret del af den fornyede Lissabonstrategi.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium henviste det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed (Observatoriet for Lissabonstrategien).

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, Ulla Sirkeinen til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 164 stemmer for, 6 imod og 12 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. Klimaændringer og en sikker energiforsyning er to af de største udfordringer i dette århundrede. Forbrug og produktionsstrukturer er nødt til at blive ændret i retning af mindre udledning af drivhusgasser og mindre energiforbrug. Nogle produktioner vil ophøre, andre vil udvikle sig og vokse. Eksisterende arbejdspladser vil forsvinde og nye blive skabt, og der vil være behov for støtteforanstaltninger. Behovet for kvalifikationer og viden vil ændres, og der skal forskes og investeres massivt.

1.2. Skridtet fra politiske erklæringer til praktiske foranstaltninger er nødvendigt og presserende, men vil ikke blive let. Vores politiske ledere skal gøre det klart for befolkningen, hvad disse udfordringer indebærer, og omhyggeligt planlægge de nødvendige foranstaltninger. Der vil ikke ske nogen forandring uden borgernes og civilsamfundets støtte. Mange spørgsmål om konsekvenserne af EU's politiske beslutninger står fortsat åbne. Det kræver nærmere undersøgelse og information fra Kommissionens side.

1.3. Konkrete skridt i retning af et samfund med lavere CO2-emissioner må ikke udsættes på grund af den nuværende økonomiske tilbagegang, hvor alvorlig den end er. Krisen kan og bør ses som en mulighed for en ny start med en anderledes tilgang til vækst. EØSU understreger især vigtigheden af, at der indgås en international aftale i København.

1.4. Den fornyede Lissabonstrategi skal omfatte en handlingsplan for en lavemissionsøkonomi. Dette skal ske med respekt for de tre grundsten i en bæredygtig udvikling – økonomisk, miljømæssig og social udvikling – og uden at tabe det overordnede mål om konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse af syne. Konkurrencedygtige økonomiske rammebetingelser er en forudsætning for, at klima- og energimålsætningerne kan opfyldes, og klima- og energipolitikkerne kan med den rette strategi støtte vækst og jobskabelse.

1.5. Hovedindsatsområderne er teknologiudvikling og investeringer, bevidstgørelse og adfærd, samfunds- og uddannelsesaspekter og den internationale dimension. Det vil kræve både tid og ressourcer at opnå konkrete, bæredygtige resultater.

1.6. EØSU anbefaler følgende:

—	Efter fastlæggelsen af en omfattende lovgivningsramme for energi og klimaændringer bør EU nu koncentrere sig om den praktiske gennemførelse.

—

For at sikre energiforsyningen og samtidig støtte klimamålene er det nødvendigt at gennemføre politikker, der fremmer energieffektivitet og energibesparelser, investeringer i effektiv energiproduktion og transport, herunder intelligente elnet, et åbent internationalt energimarked samt en stærk positionering af EU på den internationale scene.

—	Effektive politikforanstaltninger bør indarbejdes i den fremtidige Lissabonstrategis integrerede retningslinjer, landespecifikke henstillinger og nationale reformprogrammer.

—	EU og medlemsstaterne skal fokusere på teknologiudvikling og skal i skarp international konkurrence investere mere i forskning, udvikling og innovation til fordel for rene teknologier. Dette kan indebære omfordeling af EU-budgetmidler.

—	Der bør sikres fordelagtige rammebetingelser for indførelse af og investeringer i nye teknologier.

—	For at få forbrugerne til at tilpasse deres adfærd skal Kommissionen og andre relevante aktører give korrekte oplysninger, en oversigt over god praksis, konkret rådgivning og relevante støtteforanstaltninger.

—	Uddannelse og efteruddannelse, især livslang læring, skal være tilgængelig for alle for at lette tilpasningen til ændrede produktions- og forbrugsmønstre.

—	Man må være meget opmærksom på virkningerne af energiprisstrategier for at undgå energifattigdom og svækket konkurrenceevne samt skadevirkninger af støtteordninger for vedvarende energi.

—	EU skal gøre alt, hvad der står i dets magt, for at opnå en international klimaaftale, der skaber lige konkurrencevilkår på globalt plan, herunder en international handelsordning eller kompatible ordninger.

—	Civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter skal inddrages aktivt i den enorme opgave, det er at omstille vores økonomier. EØSU er parat og villig til at yde sin del.

Baggrund

2. Indledning: Den aktuelle situation

Energipolitik

2.1. EU's energipolitik har tre sideordnede mål: forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og miljøbeskyttelse, herunder modvirkning af klimaændringer. Forsyningssikkerhed skal, om nødvendigt, prioriteres højest. Mangel på energi, herunder elproduktion, er en stadig større reel risiko, især når økonomien begynder at komme på fode igen.

2.2. Miljø- og klimavirkningerne af energiproduktion og stordriftsanvendelse er mål for EU-regulering. EU har godkendt nye lofter i emissionshandelsordningen for energiproduktion, energiintensive industrier og lufttransport. Den konkrete effekt af disse forslag er stadig ukendt, selv om der er gennemført konsekvensanalyser på overordnet plan.

2.3. Energieffektivitet og energibesparelser i alle energiforbrugende sektorer samt i energiproduktion er den vigtigste vej til at opnå energisikkerhed og lavere emissioner og den vej, der har det største potentiale. EU har allerede iværksæt mange politikker på dette område, og flere er under forberedelse. Konkrete foranstaltninger i medlemsstaterne er der dog stadig for få af.

2.4. Forsyningskilder og transitruter skal diversificeres, og energimixet skal tage sigte på lav-CO2- og lavemissionsalternativer såsom vedvarende energi og atomkraft. Optimering og beslutninger om energimixet er medlemsstaternes ansvarsområde, men EU's politikker for vedvarende energi samt miljø- og klimalovgivning er retningsgivende for valgene.

2.5. Europa har behov for en stærkere position i internationale energirelationer og på de internationale markeder. De gasforsyningsproblemer, som EU igen har mødt i begyndelsen af 2009, kan måske endelig føre til en længe ventet beslutning om fælles handling.

Klimapolitikker

2.6. Energi- og klimapakken fra 2008 indeholder foranstaltninger inden for alle sektorer med henblik på at nå de kendte 20-20-20-mål inden 2020. Det primære mål for drivhusgasemissioner vil blive øget til 30 % som led i en tilstrækkelig ambitiøs og vidtrækkende international aftale.

2.7. En lang række af foranstaltningerne til nedbringelse af emissionerne skal iværksættes af medlemsstaterne. Der er stadig mange detaljer i lovgivningen, særligt med hensyn til emissionshandelsordningen og problemet med »CO2-lækage«, som endnu ikke er besluttet på EU-niveau.

2.8. Hvordan den samlede ordning kommer til at fungere i praksis, vides endnu ikke. Vigtige spørgsmål er f.eks. prisen på CO2, energiprisstigninger som resultat af politikker for vedvarende energi og husstandenes omkostninger i forbindelse med en indsats i sektorer, der ikke er omfattet af emissionshandelsordningen. Der er behov for flere undersøgelser og oplysninger fra Kommissionens side.

2.9. Forhandlingerne om en international klimaaftale vil blive afsluttet i København i december 2009. EØSU har fremlagt sit syn på dette i en separat udtalelse. Det Europæiske Råd er blevet enige om de væsentlige punkter, der skal forberedes til mødet i København, bl.a. en byrdefordeling mellem medlemsstaterne for at støtte de fattigste lande.

3. Emner, der skal tages op i den fornyede Lissabonstrategi for energi- og klimapolitik

3.1. En økonomi med lav CO2-udledning indebærer store industrielle ændringer. Emissionerne skal nedbringes, og anvendelse af energi og naturressourcer skal ikke længere kobles sammen med økonomisk vækst. Forbrugs- og produktionsmønstre skal ændres. Nogle produktioner vil ophøre, og andre vil udvikle sig og vokse, arbejdspladser vil gå tabt, og nye vil blive skabt. Behovet for kvalifikationer og viden vil ændres, Der vil være behov for massive investeringer og sociale støtteforanstaltninger.

3.2. Vores politiske ledere skal gøre dette, og hvad det betyder for vores dagligdag, klart. Regeringerne skal klart gøre rede for, hvad der er behov for, f. eks. hvor meget fossil energi der skal erstattes og med hvad, eller hvor meget energi hver enkelt af os skal spare. Uden borgernes støtte og handling vil der ikke ske nogen forandringer. Civilsamfundets rolle er central.

3.3. Foranstaltningerne til bekæmpelse af klimaændringerne og sikring af EU's energiforsyning må ikke udskydes på grund af den nuværende økonomiske tilbagegang. Politikker til afbødning af de økonomiske kriser bør understøtte målene om en økonomi med lav CO2-udledning og omvendt. Krisen kan og bør ses som en mulighed for en ny start med en anderledes tilgang til at opnå vækst.

3.4. De fleste af politikkerne og lovgivningen om energi- og klimaforhold for de kommende år er på plads - med en international aftale som en meget vigtig undtagelse. Der forestår nu et stort arbejde på nationalt niveau, og vi ved endnu ikke, hvordan det hele vil komme til at fungere. Ændringer i mål og lovgivning bør undgås for at sikre, at alle aktører får mulighed for at forberede og gennemføre deres foranstaltninger med så stor fremsynethed og vished som muligt. Indsatsen skal fra nu af koncentreres om den praktiske gennemførelse.

3.5. En handlingsplan for en lavemissionsøkonomi skal inkorporeres i den fornyede Lissabonstrategi. Dette skal ske med respekt for de tre grundsten i en bæredygtig udvikling – økonomisk, miljømæssig og social udvikling – og uden at tabe det overordnede mål om konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse af syne.

3.6. Passende foranstaltninger, som er omhyggeligt forberedt og testet for de mest omkostningseffektive, konkrete resultater, bør integreres i strukturpolitikker, der skal omfattes af de integrerede retningslinjer, landespecifikke henstillinger og nationale reformplaner. Kommissionen bør forstærke sin overvågning af gennemførelsen. Foruden BNP skal der anvendes andre indikatorer for at fastholde udviklingen i bæredygtig retning.

3.7. Ændringerne opstår dels som følge af teknologisk udvikling, dels som følge af forandringer i holdninger og adfærd. For begge gælder, at det tager tid, før der opnås konkrete, bæredygtige resultater. Andre vigtige spørgsmål er investeringer, samfunds- og uddannelsesaspekter og den internationale dimension.

Teknologi

3.8. Konkurrencen på det teknologiske område er hård på verdensplan. I USA er der bevilget betydelige ressourcer til forskning og udvikling af teknologier til modvirkning af klimaændringer. Den samme udvikling ses i andre udviklede økonomier og stadig mere i de store hurtigt voksende økonomier.

3.9. Europa skal kunne realisere sit potentiale som pioner på området for vedvarende energi med »rene« teknologier og klimaændringer. Det er en meget hastende og krævende opgave, da f.eks. Japan er nået længere med hybridbiler og elbiler, og Kina måske snart overhaler EU på vindteknologiområdet og USA på solcelleområdet. Det kan ikke forventes, at en pris på CO2 i sig selv vil være en tilstrækkelig tilskyndelse til teknologiske ændringer.

3.10. Kommissionen har fremlagt adskillige initiativer om styrkelse af rene/vedvarende teknologier og teknologier til modvirkning af klimaændringer. Der burde afsættes flere midler fra EU-budgettet til dette formål.

3.11. De mest effektive teknologier opstår kun, hvis der er diversitet og sund konkurrence mellem de forskellige strategier, innovationer og metoder. Dette indebærer, at ingen nyttige teknologier som f.eks. 4. generations fissionsenergi og fusion må opgives for tidligt, men hele tiden videreudvikles.

3.12. Informations- og kommunikationsteknologiernes enorme potentiale bør udnyttes.

3.13. Teknologier til udnyttelse af vedvarende energi, som stadig er langt fra at være rentable, bør ikke tvinges ud på markedet for tidligt med dyre subsidier (eller kunstige købspriser). Disse penge bør i stedet gå til forskning og udvikling af bæredygtige, CO2-besparende teknologier, indtil disse teknologier bliver rentable.

3.14. EU's andel af finansieringen af forskning, udvikling og innovation er lille sammenlignet med medlemsstaternes ressourcer. For øjeblikket er der stor forskel på medlemsstaternes indsatsniveau. Det er meget vigtigt, at de øger midlerne, bl.a. fra emissionshandelsordningens auktionsindtægter, til forskning og udvikling af især rene teknologier, og at der gennem et effektivt samarbejde opnås en kritisk masse og international ekspertise. Disse foranstaltninger skal konkret indarbejdes i den fornyede Lissabonstrategis retningslinjer og nationale handlingsplaner.

Investeringer

3.15. Nye teknologier og innovationer kommer kun i brug gennem investeringer, som finder sted i husholdninger, virksomheder og den offentlige sektor. Investeringer er nødvendige for økonomisk udvikling og beskæftigelse samt for at opfylde målene på klima- og energiområdet.

3.16. Der er et massivt og presserende behov for investeringer i energiproduktion og transportinfrastruktur. Inden for det næste tiår er der f.eks. behov for at investere omkring 1 000 mia. EUR til erstatning af udgået kapacitet, også selv om efterspørgslen ikke skulle stige. Transportnettene skal forbedres betydeligt, især de grænseoverskridende net og de net, der forbinder elektricitet fra vedvarende energikilder til distributionsnettet. Investeringsdødvandet i den nuværende recession og de mulige langsigtede følger heraf giver anledning til alvorlig bekymring.

3.17. Investeringer kræver visse rammebetingelser, bl.a. en sund økonomisk ramme, markedsefterspørgsel og markedsadgang. Lovgivningen skal være stabil og forudsigelig og ikke lægge tunge administrative og finansielle byrder på virksomhederne. Kun rentable virksomheder kan investere i teknologiudvikling og indførelse af ny teknologi.

3.18. Konkurrencedygtige økonomiske rammebetingelser er derfor en forudsætning for, at klima- og energimålsætningerne kan opfyldes. Og med den rette politiske strategi kan klima- og energipolitik skabe vækst og beskæftigelse.

3.19. De finansielle ressourcer vil komme under pres, når forskning og udvikling og investeringsbehov inden for EU kommer i konkurrence med behovet for at finansiere modvirkning af og tilpasning til klimaændringer i udviklingslande. Medlemsstaterne vil have indtægterne fra auktionssalg af emissionstilladelser til deres rådighed, men disse kan ikke opfylde alle relevante behov. Beslutningstagerne skal være forsigtige med at øge virksomhedernes byrder og dermed bringe deres investeringer i nye teknologier i fare.

Bevidsthed og adfærd

3.20. For at kunne handle og ændre adfærd må borgerne vide, hvad der står på spil, og hvad der er behov for at ændre. Deres bevidsthed om, hvad de selv kan gøre, bør styrkes, og der bør gives relevante uddannelsestilbud. Dette er en opgave for såvel myndigheder som civilsamfundsorganisationer. En oversigt over god praksis fra Kommissionens side kunne være et nyttigt værktøj.

3.21. Det er meget positivt, at energiforbrug og drivhusgasemissioner nu står centralt i markedsføringen og rådgivningen af forbrugerne, men det må beklages, at der også gives vildledende oplysninger. Dette må imødegås af de relevante aktører.

3.22. Med rette baserer EU sig i vid udstrækning på markedsinstrumenter i sin klimapolitik. Prissignaler bør ændre både borgernes og erhvervslivets adfærd. Dette er imidlertid ikke i sig selv nok til at sikre fuld udnyttelse af potentialet for ændringer. I visse tilfælde, såsom byggesektoren, er der behov for lovgivning, og i andre tilfælde for støtte.

3.23. Bedre energieffektivitet medfører som regel finansielle besparelser. Incitamenter er nødvendige i særlige tilfælde, hvor tilbagebetalingsperioden er relativt lang, eller hvor den person, som har udgiften, ikke får fortjenesten. EØSU har tidligere foreslået, at Kommissionen undersøger muligheden for at indføre sektorbaserede mål for energieffektivitet, særlig i sektorer, hvor der er konsekvenser for det indre marked.

3.24. For at undgå konkurrenceforvridning på det indre marked har EU fastlagt forpligtende fælles regler for offentlig støtte.

Sociale og uddannelsesmæssige aspekter

3.25. Forbrugsmønstre ændrer sig med tiden, og det gør produktionsmønstrene derfor også. Ifølge en undersøgelse gennemført af EFS og SDA (1) er den beskæftigelsesmæssige nettoeffekt af foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner med ca. 40 % inden 2030 let positiv. Andre mener dog, at dette resultat og denne holdning er for optimistisk (2). Undersøgelsen konkluderer, at beskæftigelsesstrukturer og kvalifikationskrav vil undergå betydelige forandringer. Forandringerne vil være større inden for de enkelte sektorer end mellem dem. For eksempel forventes det, at der flyttes arbejdspladser fra elproduktion til aktiviteter med relation til energieffektivitet eller fra vejtransport til jernbanetransport og transport ad indre vandveje.

3.26. Der er stor efterspørgsel efter uddannelses- og efteruddannelsestilbud, som kan sætte virksomheder, den offentlige sektor og arbejdsstyrken i stand til at håndtere forandringerne. Uddannelse og efteruddannelse, herunder livslang læring, var hovedtemaet for en tidligere EØSU-udtalelse om klimaforandringer og Lissabonstrategien.

3.27. Kommissionen har for nylig fremsat forslag til forbedring af evnen til at vurdere fremtidens kvalifikationsbehov, hvilket er nødvendigt for at sikre en rettidig indsats på uddannelses- og efteruddannelsesområdet. Bedre prognoser, bedre balance mellem udbud og efterspørgsel på kvalifikationsområdet og fremme af livslang læring er naturlige dele af den fornyede Lissabonstrategi.

3.28. Da næsten alle på arbejdsmarkedet vil blive berørt af forandringerne, skal uddannelse være tilgængelig for alle, så de kan tilpasse sig de ændrede krav. For dem, der måske stadig har problemer, må der fastholdes omfattende sociale sikringsordninger i medlemsstaterne.

3.29. Borgerne berøres også af ændringer i omkostningsstrukturer som følge af energi- og klimapolitikker. Der er behov for en særlig nøje overvågning af virkningerne af energiprisændringer. Af forskellige grunde er energipriserne meget svingende, og et af målene med EU's energipolitik er at begrænse disse udsving så vidt muligt.

3.30. For at reducere energiforbruget sætter miljøpolitikker og især klimapolitikker priserne op. Denne strategi har dog den ulempe, at den forringer den europæiske industris konkurrenceevne og risikerer at skabe energifattigdom blandt borgerne. Hvis man vil reagere på højere priser ved at reducere energiforbruget, er det som regel nødvendigt at investere i nye installationer, og det kan tage tid. Skal der skabes gode og bæredygtige resultater og ikke økonomiske og sociale problemer, er det nødvendigt at føre en velafbalanceret energiprispolitik, som tager hensyn til dette tidsaspekt.

Den internationale dimension

3.31. Foranstaltninger til modvirkning af klimaændringer i Europa alene har begrænset virkning, da EU's drivhusgasemissioner udgør 14 % af de globale emissioner, og denne andel er faldende. Uden tiltag i alle de store økonomier vil emissionerne ikke blive reduceret så meget, at den globale opvarmning kan begrænses til 2° C, og Europa vil miste konkurrenceevne og bringe sine borgeres velfærd i fare. Derfor har det afgørende betydning, at der opnås enighed om en aftale i København, og EU skal fortsat gå i spidsen.

3.32. Som formuleret af Kommissionen selv skal målet for topmødet i København være »en tilstrækkelig ambitiøs og vidtrækkende international aftale, hvorved de øvrige udviklede lande forpligtes til lignende reduktioner, og udviklingslandene forpligtes til at yde et passende bidrag.« Et vigtigt element er en international emissionshandelsordning, eller i det mindste kompatible ordninger, for at sikre effektive emissionsreduktioner og ensartede konkurrencevilkår.

3.33. Det er indlysende, at fattige udviklingslande vil have behov for økonomisk bistand for at kunne takle både modvirkning af klimaændringer og tilpasning til samme. Udvikling af teknologioverførsel og klare regler for denne overførsel, herunder beskyttelse af intellektuelle rettigheder, samt mekanismen for bæredygtig udvikling (Clean Development Mechanism) er vigtige elementer.

3.34. Den internationale aftale er også nødvendig, for at Europa kan indtage en reel førerposition med hensyn til bedre teknologier på klima- og energiområdet. Uden en aftale vil efterspørgslen efter sådanne teknologier være langt mere begrænset.

3.35. EU skal styrke sin position og aktivitet på internationalt niveau for at sikre Europas energiforsyning. En bredere udenrigspolitisk sammenhæng, som EU ser frem til, ville være en stor støtte. Som understreget af EØSU i tidligere udtalelser skal EU også tage føringen, når det gælder en ansvarlig og bæredygtig global tilgang til energispørgsmålet.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Undersøgelsen om klimaforandringer og beskæftigelse, der blev bestilt af Kommissionens GD for Miljø, blev gennemført af et konsortium under ledelse af Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) og Social Development Agency (SDA), der omfatter Syndex, Wuppertal-instituttet og ISTAS. Undersøgelsen er tilgængelig på http://www.etuc.org/a/3676.

(2) Hans Werner Sinn, »Das Grüne Paradoxon«, Econ-Verlag, ISBN 978-3-430-20062-2.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/41

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den fornyede Lissabonstrategis eksterne dimension

(initiativudtalelse)

(2010/C 128/08)

Hovedordfører: Luca JAHIER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Den fornyede Lissabonstrategis eksterne dimension.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009 (mødet den 4. november) Luca Jahier til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 177 stemmer for, 1 imod og 7 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse bliver genstand for en omfattende revision i det næste årti. Revisionen vil bl.a. omfatte overvejelser om dens eksterne dimension.

1.2. Europa blomstrer især takket være sin åbenhed over for resten af verden. Der er ikke kun tale om økonomiske fordele, men også udveksling af kultur og viden og international anerkendelse af europæiske værdier. EU er verdens største eksportør og importør af varer og tjenesteydelser, verdens næstvigtigste investor og mål for direkte udenlandske investeringer og verdens største bistandsyder. Euroen er den næststørste internationale valuta. Det er således i EU's geopolitiske interesse at udvikle sin egen eksterne dagsorden, der sætter den i stand til at fremme og beskytte sine 500 mio. indbyggeres interesser og leve op til det ansvar, som den har for at reagere på globale problemer og bidrage til fastsættelsen af høje standarder for globaliseringsprocessen.

1.3. Bestræbelser på en ambitiøs, velafbalanceret og retfærdig, multilateral aftale om mere omfattende liberalisering af handelen og en gradvis åbning af markederne inden for en reguleret ramme var en vigtig prioritet i det forgangne årti. Navnlig initiativet Global Europe blev udtrykkeligt kædet sammen med den fornyede Lissabonstrategi.

1.4. Udfordringerne efter fremkomsten af nye globale supermagter og den internationale finansielle og økonomiske krise viser med al tydelighed globaliseringens nye geopolitiske karakter og Europas behov for en fornyet samlet ekstern strategi, der hænger bedre sammen og er mere effektiv. Europa har brug for en ny vision for sin internationale rolle, som tager afsæt i de geopolitiske udfordringer, der er forbundet med Europas historie og geografiske placering, forsyningssikkerheden med hensyn til råstoffer og energi samt udviklingen af nye markeder, der stadig er svage. Samtidig skal Europa være i stand til at tackle globale problemer som sikkerhed, klimaændringer, fattigdom og international migration ved at skabe vindende værdier af sin egen sociale markedsøkonomi, der studeres med stor interesse i resten af verden.

1.5. En passende EU-handlingsplan skal sigte mod at forbedre Europas placering og rolle i det nye globaliseringsscenario:

—	ved at udvikle EU's eksterne politikker samt de eksterne aspekter af andre EU-politiker i overensstemmelse med en strukturel logik, således at den overordnede sammenhæng styrkes og fælles handling fra medlemsstaternes side fremmes.

—	ved at sikre en afbalanceret åbning af markederne på grundlag af konklusionerne fra Doharunden og en struktureret dialog med privilegerede partnere;

—	ved at udvide EU's rolle som international reguleringsmagt og lægge op til en international politik, der er baseret på fremme af rettigheder;

—	ved at styrke euroens internationale dimension;

—

ved at sætte som mål at opbygge en vidtstrakt zone for udvikling og særlig økonomisk vækst, som man kunne kalde »Eur-Afrika: en alliance for gensidige fremskridt«, som skulle omfatte en hurtig fuldførelse af udvidelsen af EU, naboskabspolitikken, Middelhavsunionen og et styrket partnerskab med Afrika.

1.6. En sådan EU-handlingsplans profil og sammenhæng styrkes, hvis den udvikles gradvist inden for den eksterne politiks bredere rammer, hvilket EU netop har i sinde.

1.7. For at fremme den bedst mulige udvikling af og sikre bred politisk konsensus om en så forpligtende og klar vision for sin eksterne dagsorden har EU brug for en betydelig styrkelse af arbejdsmarkedsparternes og det organiserede civilsamfunds rolle såvel i det europæiske samfund som i tredjelande.

1.8. EØSU besidder alle instrumenterne til at spille en stadig vigtigere rolle i forbindelse med udvikling og konsolidering af participatoriske systemer til overvågning og aktiv inddragelse af civilsamfundet i næsten alle dele af verden. Dette aspekt er i øvrigt et adelsmærke ved den europæiske samfundsmodel, som er værdsat i hele verden.

2. Baggrund

2.1. Europa er i dag den førende økonomiske stormagt på internationalt plan, et integreret marked på 500 mio. indbyggere, en handelsmagt uden sidestykke og med euroen den andenstørste internationale valuta. EU kan således skabe en win-win-situation i de internationale forbindelser ved ikke blot at påtage sig det ansvar, som EU's størrelse tilsiger, men også at sikre udviklingen af de eksterne økonomiske og geostrategiske interesser, som er af afgørende betydning for, at EU's egen model får succes. Modellen er den mest åbne model i verden og den model, der har de højeste sociale og miljømæssige standarder.

2.2. Det bliver stadig vigtigere, at EU styrker sin eksterne dagsorden for at sikre Lissabonstrategiens målsætninger, nemlig vedvarende vækst, arbejdspladser af høj kvalitet og bæredygtig udvikling.

2.3. Efter Lissabondagsordenen i 2000 og revisionen af denne i 2005 var det først fra 2007, at spørgsmålet om den eksterne dimension blev introduceret. I konklusionerne fra Det Europæiske Råds samling i foråret 2008 står der »… EU bør derfor fortsætte sine bestræbelser på at forme globaliseringen ved at forstærke den fornyede Lissabonstrategis eksterne dimension (1)«.

2.4. I konklusionerne fremhæves følgende prioriterede områder:

—	at fremme frihandel og åbenhed […] og fortsat spille en førende rolle på dette område,

—	at forbedre det multilaterale handelssystem ved fortsat at arbejde for en ambitiøs og afbalanceret samlet aftale i forbindelse med Dohaudviklingsrunden,

—	at indgå ambitiøse bilaterale aftaler med vigtige handelspartnere og gøre en øget indsats for integrering med nabo- og kandidatlande ved at udvikle et fælles økonomisk område,

—	at sikre pålidelig adgang til energi og strategiske råvarer,

—	at styrke de nuværende økonomiske forbindelser og udvikle gensidigt fordelagtige strategiske partnerskaber med nye vækstøkonomier på betingelser, der er præget af fair konkurrence,

—	at fremme samarbejdet om regulering, konvergens med hensyn til standarder og ækvivalens med hensyn til bestemmelser […] og gøre håndhævelsessystemet for intellektuelle ejendomsrettigheder til et mere effektivt middel til bekæmpelse af forfalskninger.

2.5. Endelig har man i den seneste tids drøftelser om instrumenterne for EU's eksterne indsats (2) fokuseret på følgende:

—	en bredere indfaldsvinkel til EU's foranstaltninger udadtil, som forener FUSP, handel og samarbejdspolitikker med en ekstern projektion af EU's interne politikker (3),

—	en ny generation af europæiske samarbejds- og udviklingsprogrammer, der er baseret på europæisk konsensus (4) og partnerskabet mellem EU og Afrika fra november 2007 (5),

—	en ny indfaldsvinkel til handelspolitikkerne, hvor man også insisterer på værdien af bilaterale og regionale forhandlinger.

3. En ekstern dimension, der allerede eksisterer …

3.1. At nå frem til en ambitiøs, velafbalanceret og retfærdig multilateral aftale med henblik på en mere omfattende handelsliberalisering og en gradvis åbning af markederne for at udvide konkurrenceområderne for de europæiske virksomheder og dermed skabe nye vækst- og udviklingsmuligheder har haft højest prioritet de sidste ti år.

3.2. WTO spiller en nøglerolle, når det gælder udvidelse af handelsaktiviteterne inden for rammerne af et reguleret system og i en multilateral sammenhæng. Dohaudviklingsdagsordenen har været en vigtig prioritet for Kommissionen.

3.3. Vanskeligheder i forbindelse med Dohaforhandlingerne og navnlig det dødvande, der opstod i forhandlingerne i juli 2006, fik EU til i april 2007 at foretage en gennemgribende revision med Rådets godkendelse af Kommissionens meddelelse »Det globale Europa - I konkurrencen på verdensmarkedet - Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse« (6).

3.4. Med den foreslåede strategi, der hænger sammen med den fornyede Lissabonstrategi fra 2005, gentager og styrker man den generelle målsætning om en stadig mere global og integreret ekstern handelspolitik, der både tager sigte på at tiltrække nye investeringer og partnerskaber og på at sikre stadig mere åbne markeder i verden som helhed. Denne strategi omfatter - foruden det klassiske og vigtige instrument, som de multilaterale forhandlinger udgør - en ny generation af bilaterale og regionale aftaler (7), som fortsat har til formål at fjerne ikke-toldmæssige og lovgivningsmæssige hindringer og sørge for en gradvis og betydelig regulatorisk konvergens.

3.5. I en meddelelse om de eksterne aspekter af Lissabonstrategien fra december 2008 (8) genlancerede Kommissionen målsætningen om at afslutte de multilaterale handelsforhandlinger og at fremme det regulatoriske samarbejde og partnerskabet for markedsadgang.

3.6. EØSU har afgivet to udtalelser om emnet (9), hvori det især understreger følgende:

—	Doharundens afslutning skal forblive en strategisk prioritet, inden for hvilken de bilaterale aftaler kan give en klar merværdi.

—	Det er nødvendigt at være mere opmærksom på de følgevirkninger, som markedernes åbning har for visse områder og befolkningsgrupper, og således at lægge større vægt på social retfærdighed og fremme af værdigt arbejde.

—	Det er nødvendigt - også på bilateralt plan - at tage højde for andre og stadig vigtigere aspekter på den internationale scene såsom miljø, energi, kultur, migration og internationale styreformer.

4. … men som efterhånden i høj grad er blevet utilstrækkelig

4.1. Nye udfordringer

4.1.1. EU står over for nye udfordringer:

—	den stigende konkurrence fra vækstøkonomierne og de asiatiske supermagters vækst,

—	klimaforandringerne og energi,

—	konsekvenserne af udvidelsen til 27 medlemsstater for EU og EU's nabostater,

—	fødevarekrisens tilbagevenden,

—	erkendelsen af globaliseringens stadig mere geopolitiske karakter, der allerede klart har overskredet den rent økonomiske dimension,

—	og endelig den internationale finansielle og økonomiske krise.

4.1.2. Disse udfordringer gør det således nødvendigt at fastlægge en mere sammenhængende og effektiv ekstern strategi for at eliminere den voksende kløft mellem EU's økonomiske indflydelse og den stadig alt for ringe indflydelse på de komplekse og udbredte globaliseringsdynamikker, hvor EU skal forsvare sine egne interesser og værdier.

4.1.3. Konsekvenserne af den omfattende internationale økonomiske og finansielle krise vil utvivlsomt kunne mærkes meget længere end til 2010. Det internationale spørgsmåls betydning og metoderne til at deltage i styringen af det bliver afgørende for en hvilken som helst fremtidig vækst- og beskæftigelsesstrategi i alle verdens regioner. Selve den måde, som de enkelte regioner placerer sig på i denne proces, får betydning for fremtiden såvel for de enkelte regioner selv som for verden som helhed. Dette gælder navnlig for Europa, der er det mest åbne økonomiske område i verden, og som derfor i højere grad end andre er afhængigt af import og eksport.

4.1.4. Den aktuelle krise maner en gang for alle teorien om en international arbejdsdeling i jorden. Teorien overlader basisproduktion eller forarbejdningsindustri samt konkurrence på pris til de største nye vækstlande og henviser de europæiske lande og de andre store industrilande til at koncentrere sig om aktiviteter med stor merværdi, der navnlig er baseret på forskning, innovation, tjenesteydelser og kvalificeret arbejdskraft.

4.1.5. De nye økonomiske dynamikker i BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) - såsom det øgede antal patenter, betydningen af de direkte udenlandske investeringer fra Europa og stigningen i de nye vækstlandes direkte udenlandske investeringer i EU – samt de statslige investeringsfondes fremmarch, som alle kommer fra lande uden for OECD er tegn på hurtige forandringer i den globale økonomis struktur, som Europa må finde en passende måde at reagere på.

4.1.6. Endelig kunne den kendsgerning, at man i andre dele af verden på det seneste har udviklet platforme, som også er centreret om en innovations- og videnstrategi, tyde på, at processen ud af den økonomiske krise kan resultere i et meget mere sammensat fremtidigt scenario, der er baseret på regionale blokke med høj grad af integration og større konkurrenceevne, i hvilke der kan opstå nye former for arbejdsdeling og økonomisk-social uligevægt.

4.2. En innovativ og ambitiøs udfordring

4.2.1. EU har flere gange vist, at det er i stand til - med fredelige midler og ved hjælp af forhandlingskonsensus - at få indflydelse i en international sammenhæng, hvor andre og stadig mere forskellige aktører opererer, og undertiden er det også lykkedes EU at give et afgørende bidrag til velfærden i en stor del af verden (jf. det 30-årige samarbejde med AVS-landene og EU's egen udvidelsespolitik).

4.2.2. Herudover har EU været med til at skabe en velstruktureret ramme af regionale aftaler, sektoraftaler og aftaler om overordnet samarbejde. Dette var tilfældet tidligere med WTO-forhandlingerne, og det er tilfældet i dag med den nye igangværende proces i G8, G14 og G20-regi, der har til formål at fastlægge en mere stringent ramme af regler og instrumenter for den internationale finanssektor, herunder IMF's og Verdensbankens rolle.

4.2.3. Rammen for overvejelserne om den eksterne dimension, der i starten var begrænset til handelspolitikken og sidenhen til energi- og klimaudfordringerne, kommer i dag til at omfatte stadig større områder såsom migrationspolitikker og globaliseringens omfang på det sociale område (tilpasningsfonden og grundlæggende arbejdsstandarder), miljøområdet (Kyoto, men også bæredygtig økonomi), det industrielle område (intellektuel ejendomsret, men også statslige investeringsfonde), det politiske område (EU's udvidelse og naboskabspolitikker) og det diplomatiske område. Her tænkes i øvrigt på euroens rolle, FUSP's og ESFP's indvirkning på EU's mere omfattende internationale rolle samt en mulig medtagelse i den europæiske sikkerhedsstrategi af spørgsmålet om Europas strategiske goder og interesser, sådan som andre af verdens økonomiske stormagter allerede har gjort.

4.2.4. Ovenstående gør det indlysende klart, at det bliver vanskeligt at medtage alle disse dimensioner i Lissabonstrategien, uden at denne forvanskes.

4.2.5. De nævnte dimensioner synes dog at vokse i betydning for at sikre fuld indfrielse af den målsætning, som strategien blev udtænkt til, nemlig at udvikle et europæisk svar på globaliseringsdynamikkerne.

4.2.6. På den anden side er en stor del af EU's eksterne politikker baseret på konsolideret praksis og en høj grad af integration, uanset om der er tale om egentlige EU-politikker eller om politikker, der er aftalt i fællesskab af EU-institutionerne og medlemsstaterne, som måske endnu ikke er tilstrækkeligt koordinerede indbyrdes, eller som måske stadig mangler en fuldstændig og samlet strategisk vision, men som har potentiale til yderligere udvikling og til at få en ikke uvæsentlig effekt, der under alle omstændigheder er meget større end de enkelte medlemsstaters indvirkning og indvirkningen fra mange andre interne EU-politikker.

4.3. Mod en fornyet ekstern EU-strategi

4.3.1. Man kan således snarere tale om en »ekstern dimension af en europæisk globaliseringsstrategi for perioden efter 2010«, der er tæt koordineret og integreret med den dimension, som udgøres af udviklingen af den aktuelle Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse, men styrket i sin autonomi og udstyret med en ny og mere stringent strategisk målsætning (10).

4.3.2. Europa har således brug for en ny vision for sin globale rolle og for en passende handlingsplan, som er på højde med udfordringerne i det 21. århundrede og baseret på EU's værdiramme, og som skal kunne kommunikeres ud og forstås af de europæiske borgere og aktører. Den skal drøftes med EU's vigtigste modparter på den internationale scene og fremlægges i de internationale fora.

4.3.3. Denne vision, der skal sigte mod at skabe fremskridt og god beskæftigelse i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling og fremme rummelige samfund, åbne økonomier og fredelige relationer, skal desuden passe ind i en langsigtet og global logik. EU skal i højere grad tage ansvaret for de geostrategiske konsekvenser af Europas historie og geografiske placering, for den nødvendige råvare- og energiforsyning (11) samt for den uundgåelige udvikling af nye markeder, som stadig er svage.

4.3.4. Et væsentligt bidrag til fastlæggelsen af en sådan vision findes i øvrigt i det korte, men virkningsfulde dokument, som Kommissionen udarbejdede til topmødet i Hampton Court i oktober 2007 med titlen »Europas interesse: At opnå fremgang i globaliseringens tidsalder« (12). Samme år gav EØSU udtryk for en tilsvarende holdning (13).

4.3.5. En fornyet Lissabonstrategi for perioden efter 2010 bør ledsages af en ny og mere strategisk struktur for EU's foranstaltninger udadtil, som tager sigte på at skabe og udvikle Europas rolle i det nye globaliseringscenario.

4.3.6. Til dette formål skal man ved at styrke og videreudvikle de idéer, som blev fremlagt i Rådets konklusioner fra marts 2008, formulere en detaljeret handlingsplan centreret om fire synergistiske og indbyrdes forbundne niveauer med henblik på:

—	at sikre en afbalanceret åbning af markederne og udviklingen af den internationale handel med varer og tjenesteydelser, idet man sørger for at give Europa sikker og bæredygtig adgang til de ressourcer, som er strategisk nødvendige for Europa;

—	at styrke den økonomiske dialog med de vigtigste partnere inden for rammerne af en multilateral tilgang og fortsat styrke euroens internationale rolle;

—

at gøre EU til en »international reguleringstormagt», der arbejder på at hæve standarderne på det industrielle område, miljøområdet og det sociale område, såvel som for betingelserne for« værdigt arbejde«, offentlige kontrakter og intellektuel ejendomsret, og bidrager til fastlæggelsen af nye regler for finansmarkederne og for forvaltningen af den internationale økonomi på såvel multilateralt som regionalt plan;

—

at relancere EU's tre vigtigste eksterne udviklingspolitikker: udvidelsens fuldførelse, naboskabspolitikken og Middelhavsunionen samt det nye AVS-partnerskab med Afrika, og på den måde forpligte sig til at skabe et vidtstrakt område med privilegeret udvikling med henblik på gensidig økonomisk vækst - et område, som allerede er blevet kaldt Eur-Afrika (14) , hvor Europa burde sætte sig det mål at spille en dominerende geostrategisk rolle.

4.3.7. Den betydning, som tillægges den eksterne dimension, vil blive et signal om, at EU har til hensigt at træde ind i en ny politisk fase i sin egen integrationsproces, der er rettet mod udviklingen af EU's system af forbindelser med resten af verden, så dette system giver EU ny energi og nye ressourcer til at sikre den bedst mulige gennemførelse af den europæiske model for social markedsøkonomi og dermed sikre sin befolkning en fremtid med fred og fremgang. Det drejer sig om en slags konsolidering af EU's grundlæggende principper, hvor de to aspekter af det europæiske projekt, det interne og det eksterne, fra Schumanerklæringen til Romtraktatens præambel har været vævet ind i hinanden og givet hinanden næring.

5. Nogle mere specifikke forslag

5.1. Mere sammenhængende og proaktive generelle politikker

—	EU's indsats for at ændre det multilaterale system og forbedre de grundlæggende regler for globaliseringen kræver en tostrenget proces, hvor der er sammenhæng mellem EU's interne og eksterne politikker, og hvor koordineringen med medlemsstaterne er meget stærkere.

—	Fremme af den sociale regulering. Forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter og de universelle sociale sikringssystemer skal have en central plads i EU's udviklingspolitikker og forhandlingsmandater.

—

I alle EU's foranstaltninger udadtil bør man blandt prioriteringerne medtage fremme af uddannelse og erhvervsuddannelse, grundlæggende arbejdsstandarder, fremme af social sikring, ligestilling mellem mænd og kvinder og integration af vanskeligt stillede befolkningsgrupper (handicappede, etniske mindretal osv.).

—

EU bør udmærke sig ved at overholde de forpligtelser, den har indgået. Dette gælder især målsætningen om at afsætte 0,7 % af BNP til udviklingsbistand og det ofte gentagne løfte om at stille sine egne fremskridts resultater og instrumenter til rådighed for andre lande og regioner. En særlig forpligtelse til at revitalisere partnerskabet mellem Afrika og EU er afgørende.

—

En betydelig forøgelse af ressourcer til og investeringer i udviklingslandene kan i forbindelse med den aftale, som ventes indgået i København i december 2009, blive en enestående lejlighed til udvikling og gensidig fremgang. Den fornyede Lissabonstrategi vil således kunne fastlægge betingelserne for forskning, innovation, investeringer og indsigt, der kan understøtte en ny grøn vækst i hele verden.

—	Det er nødvendigt med mere overvågning og gennemsigtighed i handelsdrøftelserne og med øget deltagelse af civilsamfundet i dette system af eksterne forbindelser og forhandlinger.

—

EU bør fremme regional integration og fortsat være et godt eksempel for andre. Makroregioner skal udbredes og videreudvikles. Europa kan og skal spille en vigtig rolle, når det gælder udviklingen af det intraregionale samarbejde, som foruden handelsliberaliseringen bør omfatte udviklingssamarbejde, politisk dialog og kultursamarbejde.

—

I betragtning af den udfordring, der ligger i fødevaresikkerheden, og med henblik på fuld gennemførelse af den grundlæggende ret til tilstrækkelige, sunde, sikre og bæredygtige fødevarer (15), er det hensigtsmæssigt at revidere de nuværende forhandlingsmandater, anerkende, at landbrugsprodukter er en helt speciel form for produkter, og sikre passende foranstaltninger til at bevare asymmetriske produktionsvilkår og markeder, således at der igen kan komme gang i indgåelsen af vigtige handelsaftaler på andre områder med udgangspunkt i de økonomiske partnerskabsaftaler.

—

I betragtning af »handelspotentialekriteriet«, der forener det enkelte områdes vækstrate med de respektive markeders størrelse, er det ud over de regionale aftaler med AVS-landene også en god idé at fortsætte eller relancere bilaterale og regionale aftaler med ASEAN-landene, Korea, Indien, Rusland, Mercosur og landene i Samarbejdsrådet for Golfstaterne.

—	Kina skal have særlig prioritet, fordi EU har vigtige offensive og defensive interesser i landet, der giver betydelige muligheder for forhandling, fordi samspillet med dette land er i stærk vækst og på grund af den overordnede geopolitiske situation.

—

Der skal lægges større vægt på de bilaterale relationer til USA, Japan og Canada, som ligger på henholdsvis første-, tredje- og ottendepladsen, hvad handelspotentialet angår. Man skal relancere rammen for de transatlantiske forbindelser med henblik på at mindske uoverensstemmelser og skabe den størst mulige synergieffekt ved hjælp af en stadig større konvergens i institutioner og politikker (16).

—	I betragtning af den mulige udvidelse af ØMU-området i de kommende år kunne euroen tildeles en mere betydningsfuld rolle som stærk og global referencevaluta, hvilket uundgåeligt vil kræve en styrkelse af de fælles repræsentationsordninger i de internationale økonomiske og finansielle fora.

5.2. Flere governance-instrumenter og flere instrumenter til sektorpolitikkerne

—	I forbindelse med en bredere indfaldsvinkel til EU's foranstaltninger udadtil er det ligeledes nødvendigt at integrere den eksterne dimension af f.eks. forsknings-, miljø-, undervisnings- og beskæftigelsespolitikkerne.

—

Det bør i den aktuelle kontekst være muligt mere klart at identificere en snæver kreds af EU-kommissærer, der kan tildeles ansvaret for at styre EU's eksterne politikker (handelspolitikken, udviklingspolitikken, indvandringspolitikken, de eksterne aspekter af konkurrencepolitikken og politikken for det indre marked, energidiplomati osv.), og som kan give EU et mere synligt samlet og fælles ansigt udadtil og i de vigtigste internationale fora. En hurtig ikrafttrædelse af Lissabontraktaten og en hurtig indførelse af den nye funktion som højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik vil kunne garantere en positiv udvikling fremover.

—

Mens man venter på, at udsigten til en fælles EU-repræsentation i de vigtigste internationale institutioner (Bretton Woods, G8, G14 og G20) skal blive en realitet, bør EU-landene danne nogle mere permanente grupper i de enkelte institutioner og på topmøder, så de systematisk kan koordinere deres respektive holdninger og så vidt muligt tale med én stemme.

—	Det er tvingende nødvendigt, at EU lader sig repræsentere udadtil med fælles handelsmissioner, der kan styrke Europas strategiske tilstedeværelse, navnlig i forbindelserne med EU's vigtigste handelspartnere.

—	EU bør øge støtten til globaliseringsprocessen i de europæiske virksomheder, navnlig for så vidt angår disses evne til at få fodfæste og tilpasse sig situationen og dynamikken på forskellige markeder.

—	EU skal arbejde for, at WTO blandt sine målsætninger medtager arbejdstagernes rettigheder, industriel udvikling, skabelsen af værdige job og miljøaspektet. På samme måde bør de internationale finansinstitutioner prioritere højt at fremme værdigt arbejde og bæredygtig udvikling.

—

De multinationale europæiske virksomheder skal i henhold til det europæiske koncept om virksomhedernes sociale ansvar tilskyndes til at fremme den sociale dialog i virksomheder og sektorer i de tredjelande, som de opererer i. Man skal udnytte den gode praksis, som en lang række europæiske virksomheder allerede har udviklet på baggrund af de retningslinjer, der er vedtaget af OECD, og som bygger på ILO's sociale standarder, samt alle de andre initiativer, der er blevet iværksat af et stort antal ikke-statslige og socialøkonomiske aktører på områderne uddannelse, sundhed og fremme af bedre leve- og arbejdsforhold.

—	EU skal udarbejde proaktive og globale migrationspolitikker, der letter samudvikling mellem migranternes oprindelseslande og værtslande, med særlig henvisning til bekæmpelse af menneskehandel, hjerneflugt og indvandrernes lønoverførsler, som i dag udgør nogle meget væsentlige pengestrømme (17).

—

De statslige investeringsfondes stadig mere fremtrædende rolle i verdensøkonomien og staternes dominerende indflydelse i de vækstøkonomier, som disse fonde stammer fra, udgør uden tvivl en udmærket mulighed for de vigtigste udviklede økonomier og for den internationale økonomis genopsving. Den udgør dog også en geopolitisk risiko, fordi der kan ske et tab af suverænitet over sektorer og teknologier, som er strategiske for EU. Det er nødvendigt, at EU fastlægger en koordineret holdning på dette område, hvilket skal ske i henhold til forpligtelserne og bestemmelserne i de gældende traktater, men også en mere klar og fælles holdning om at forsvare de »nationale interesser«, der stadig oftere skal forstås som de »europæiske interesser«.

—

Man skal udnytte de specifikke kompetencer i Det Europæiske Teknologiske Institut i forbindelse med de forskellige partnerskaber, navnlig når det gælder den mulige medtagelse af ikke-europæiske lande fra andre regioner i samarbejdet i »viden- og innovationsfællesskaberne« (vidennetværk mellem højere læreanstalter, forskningsinstitutter, virksomheder og andre interesserede aktører).

5.3. Øget inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer

—

Det er nødvendigt, at man på alle måder arbejder på at finde og formulere fælles strategier for Europas civilsamfund med henblik på at tackle globaliseringens udfordringer og muligheder, hvilket skal ske i dialog med EU's vigtigste socioøkonomiske partnere. Øget anvendelse af de nationale EFS'er og lignende organisationer samt af arbejdsmarkedets parters, det organiserede civilsamfunds og socialøkonomiens vigtigste europæiske netværk og organisationer kan fremme en mere samlet tilegnelsesproces og udnyttelsen af god praksis.

—

EU bør fremme den bredest mulige inddragelse og dialog med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundene i tredjelande, så man styrker synligheden og konsekvensen af EU-politikkerne inden for handel, udvikling og eksterne forbindelser generelt. Det gælder navnlig om at indføre systemer for en struktureret og kontinuerlig dialog med de organisationer, der arbejder med regional og international integration, idet man ligeledes fremmer anerkendelsen af det organiserede civilsamfunds rådgivende og repræsentative organer i forbindelse med handels- og associeringsaftalerne.

—	Den kontaktgruppe for civilsamfundet, som med fordel blev oprettet for nogle år siden af DG Handel, er en god praksis, som bør fremmes.

—

EØSU har gradvist skabt et struktureret system af forbindelser (18) , som i den interinstitutionelle dialog udgør et vigtigt grundlag for konstant at fremme aktiv inddragelse af civilsamfundene i næsten alle dele af verden. Hvad angår overvågningen, mener EØSU desuden, at det kan spille en aktiv rolle, sådan som det allerede har gjort i andre tilfælde, f.eks. de institutionelle opgaver, der er fastsat i Cotonouaftalen med AVS-landene, de blandede rådgivende udvalg, der er oprettet med de forskellige kandidatlande, der er på vej mod tiltrædelse af EU, og arbejdet i Euromed og Mercosur. Den dokumentation, de udtalelser og de sluterklæringer, der hvert år er et resultat af de talrige møder, som EØSU afholder inden for dette system, udgør en vigtig kilde til analyser og deltagerdemokratiske forslag for hele viften af EU's eksterne forbindelser.

—

EØSU kunne desuden afholde specifikke seminarer eller andre regelmæssige møder for at høre de økonomiske og sociale interessegrupper i de berørte lande og regioner, om nødvendigt i forbindelse med eksisterende rundbordsdialoger og andre møder, for at sammenligne de forskellige strategier, der er vedtaget i de enkelte områder og regioner i verden, og dele god praksis, og således bidrage til en bedre definition af EU's eksterne indsats, til den fremtidige udvikling af Lissabonstrategien for tiden efter 2010 såvel som til udviklingen af de enkelte partneres strategier.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Punkt 12 i formandskabets konklusioner (13.-14. marts 2008).

(2) Maria João Rodrigues: Europe, Globalisation and the Lisbon Agenda, Institute for Strategic and International Studies, 2009.

(3) KOM (2006) 278 endelig og KOM (2007) 581 endelig.

(4) KOM (2005) 311 endelig.

(5) EUT C 77 af 31.3.2009, s. 148.

(6) KOM(2006) 567 endelig.

(7) Der er i øvrigt allerede taget højde for sådanne aftaler i Cotonouaftalen med AVS-landene om at indgå 6 økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er) på regionalt niveau.

(8) KOM(2008) 874 endelig.

(9) EUT C 175 af 27.7.2007, s. 57 og EUT C 211 af 19.8.2008, s. 82.

(10) Jf. konklusioner fra Laurent Cohen Tanugis gruppe, der udarbejdede den forberedende rapport til det franske EU-formandskab i anden halvdel af 2008 (www.euromonde2015.eu).

(11) EUT C 27 af 3.2.2009, s. 82; EUT C 277 af 17.11.2009, s. 92 og EØSU's udtalelse om Energi og klimaændringer som en integreret del af den fornyede Lissabonstrategi (jf. s. 36 i denne EUT).

(12) KOM(2007) 581 endelig.

(13) EUT C 175 af 27.7.2007, s. 57.

(14) Senest af A. Riccardi ved overrækkelsen af Charlemagneprisen den 21. maj 2009 i Aachen.

(15) Jf. rapporten fra FN's særlige ordfører for retten til fødevarer, Olivier De Schutter, »Doharunden vil ikke forhindre en ny fødevarekrise«, 9. marts 2009.

(16) EUT C 228 af 22. september 2009, s. 32..

(17) EUT C 120 af 16.5.2008, s. 82 og EUT C 44 af 16.2.2008, s. 91.

(18) Se arbejdsprogrammet for EØSU's Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, http://eesc.europa.eu/sections/rex/index_en.asp.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/48

Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalgs udtalelse om Universiteter til Europa

(initiativudtalelse)

(2010/C 128/09)

Hovedordfører: Joost VAN IERSEL

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 5. marts 2009 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om

Universiteter til Europa.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed (Observatoriet for Lissabonstrategien).

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, Joost Van Iersel til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse med 158 stemmer for, 8 imod og 12 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1. Det er EØSU's opfattelse, at universiteter har afgørende betydning for videntrekanten bestående af uddannelse, forskning og innovation. De bør opfattes som nøglen til bæredygtig socioøkonomisk udvikling i Europa. Under det nuværende ikke-optimale universitetssystem er universiteternes store potentiale ikke tilstrækkeligt udviklet. Der bør gøres plads til forbedringer i Lissabonstrategien efter 2010.

1.2. Siden konferencen i Bologna i 1999 og efterfølgende med Lissabonstrategien har universiteter fået større og større prioritet i EU. På trods af at medlemsstaterne og universiteterne har fastsat nye mål, er der blandt akademikere og i samfundet stadig større bekymring for fragmenteringen af den europæiske videregående uddannelse og tempoet i de nødvendige reformer.

1.3. EØSU understreger behovet for at reformere universiteterne i Europa, da den økonomiske, teknologiske og uddannelsesmæssige udvikling på verdensplan og den aktuelle krise fordrer mere valuta for pengene og bedre betingelser og øgede muligheder for studerende, lærere og forskere.

1.4. De tilpasninger, der er nødvendige, er bl.a. øget autonomi for universiteterne, og at de i højere grad skal være ansvarlige over for samfundet for at opfylde deres offentlige opgave. Desuden er det nødvendigt at åbne op for flere former for (tilstrækkelig) finansiering, øge gennemsigtigheden og åbenheden, indgå partnerskaber med erhvervslivet, fremme ekspertise (i verdensklasse) inden for undervisning og forskning og forvalte de menneskelige ressourcer hensigtsmæssigt.

1.5. EØSU fremhæver behovet for europæiske procedurer til vurdering af resultater og indsamling af sammenlignelige data. En europæisk bedømmelse bør være resultatet af en grundig studie ved uafhængige eksperter, som langt fra kun er baseret på »henvisninger«, og den endimensionale »Shanghailiste«, men tager hensyn til en lang række flerdimensionale indikatorer (1).

1.6. Opdaterede og sammenlignelige standarder for uddannelse og forskning bør dels tilvejebringe et solidt grundlag for tværfaglig udvikling og nye kombinationer, dels fremme mangfoldigheden og specialiseringen blandt universiteter og dermed erstatte ensartethed og lighed.

1.7. EØSU er fortaler for en sammenhængende integration af universiteter i en fornyet Lissabonstrategi inden for rammerne af det europæiske område for videregående uddannelse og det europæiske forskningsrum (2).

1.8. Der bør være bedre muligheder for studerende og forskere for at forfølge en tværfaglig karriere i Europa. Dette indebærer bl.a. åben rekruttering og et charter for forskere, som skal ses i sammenhæng med indførelsen af den »femte frihed«, dvs. den fri bevægelighed for viden, samtidig med at de forskellige tilgange og konkurrencen skal bibeholdes med henblik på at nå de bedste resultater.

1.9. I hele Europa bør der føres en åben politik over for universitetslærere, forskere og studerende fra tredjelande og de i videnskabelig henseende førende universiteter.

1.10. EØSU støtter oprettelsen af rådgivende uddannelsesplatforme på EU- og nationalt niveau med bl.a. repræsentanter for civilsamfundet. Såvel internationale som regionale ekspertisecentre bør engagere sig i det omgivende samfund og i regionen. Dette kunne også fremme iværksætterånden på universiteterne og være en støtte for økonomiske og videnbaserede klynger.

1.11. Universiteterne vil blive opmuntret og styrket i deres funktion som intellektuel drivkraft for Europa, hvis de som tidligere bliver uafhængige og får en selvstændig rolle at spille. Den europæiske tilgang til uddannelse og forelæsninger, videnskab og forskning på allerhøjeste niveau bør ikke være begrænset til at udvide og uddybe den europæiske F&U, innovation og undervisning. Den bør også inkludere andre kompetencer og discipliner som medicinsk forskning og praksis, samfundsvidenskaber og humaniora.

1.12. Kommissionen bør fortsat bakke op om og spille en synlig og aktiv rolle i processen.

1.13. EØSU ser ikke stærkere forbindelser mellem universiteter og EU som noget teknisk. Det er heller ikke kun den økonomiske sektor, hvor vigtig den end er, der skal inddrages. Det, der står på højkant, er en videre horisont, universiteternes overordnede betydning for livslang læring, uddannelse og åndslivet, for samfundet, for civilisationen.

1.14. EF's grundlæggere og deres efterfølgere havde deres grunde til ikke at nævne uddannelse i Romtraktaten, men vi lever nu i en anden tid. National suverænitet og mangfoldighed er nødt til at gå hånd i hånd med erkendelsen af, at EU som sådan skal være en ligestillet partner og konkurrent på verdensplan. Til det formål er universiteterne meget vigtige partnere.

1.15. Med andre ord bør universiteterne som institutioner tilskyndes til at udvikle sig fra at være i udkanten af den europæiske integration til at være i centrum. Rådet bør fremlægge en klar og fremtidsorienteret holdning hertil.

2. Indledning

2.1. Universiteter har i tidens løb spillet en fremtrædende rolle i udviklingen af det europæiske samfund. Tidligere var de centrum for åndslivet og har på mange måder været drivkraften for fremskridt.

2.2. Lærde og akademikere, der rejste frit rundt mellem uafhængige universiteter i Europa, havde stor indflydelse på, hvordan de forskellige samfundsfænomener og videnskaben blev opfattet. De kunne forme generationer af kredse og personer, som blev afgørende for udformningen af det europæiske samfund politisk, socialt og økonomisk.

2.3. Med nationalstatens gradvise opståen i det 18. århundrede blev universiteterne i vid udstrækning institutioner, som leverede national uddannelse og tjente nationale interesser inden for videnskab og forskning. Denne udvikling fik fast fodfæste. På trods af den stadigt stigende internationalisering, også inden for videnskab, er videregående uddannelse og endog videnskaben og forskningen på universiteter endnu i nogen grad bestemt af nationale interesser.

2.4. Politisk indblanding blev gradvist mere reglen end undtagelsen. På alle niveauer er uddannelsessystemerne i dag baseret på og styret af nationale politiske beslutninger. Overalt har den videregående uddannelse et nationalt præg. Den er kendetegnet ved utallige og indviklede nationale, institutionelle forskelle og et uddannelsesindhold, der ofte er ens.

2.5. I dette differentierede europæiske billede er institutionelle rammer, finansielle ordninger, styring, graden af autonomi, udnævnelsen af professorer og forskere og deres karriereforløb vigtige elementer.

2.6. Eftersom videnskab er uden grænser, deltager akademikere og forskere mere og mere i europæiske og globale netværk. Som en konsekvens heraf er der en tendens til, at også forskningsprogrammer internationaliseres, om end i et begrænset omfang. Der er dog en markant undtagelse, idet det er vores opfattelse, at privat videregående uddannelse, særligt handelshøjskoler, pr. definition har et mere internationalt udsyn og en mere international tilgang.

2.7. Romtraktaten og de senere traktater indeholder ikke et kapitel om uddannelse. Dengang så man ingen sammenhæng mellem økonomisk integration og uddannelse. Uddannelse var stadig nationalt funderet og fuldt ud underkastet »subsidiaritet«. På europæisk niveau træffes alle beslutninger om uddannelse inden for mellemstatslige rammer.

2.8. Ikke desto mindre blev det i længden sværere og sværere at adskille visse dele af uddannelsessektoren fra integrationsprocessen. Med stærk opbakning fra arbejdsmarkedets parter startede det med de uddannelsesområder, der havde størst direkte forbindelse til økonomien og arbejdsmarkedet, dvs. opgradering af kvalifikationer og erhvervsuddannelser.

2.9. Siden 1986 har Erasmusprogrammet for udveksling af studerende været med til at gøre de studerendes undervisningsforløb mere internationalt. I 2009 blev det udvidet med Erasmus Mundus. Af særlige programmer kan nævnes Comett, et udvekslingsprogram mellem universiteter og virksomheder på teknologiområdet, Marie Curie, et udvekslingsprogram for forskere, og Socrates, der er koncentreret om livslang læring.

2.10. For universiteterne skete der et stort fremskridt i 1999, hvor undervisningsministrene fra 29 lande vedtog Bologna-erklæringen.

2.11. Bolognaprocessen omfatter i dag 46 lande i Europa. Det overordnede mål er oprettelsen af et europæisk område for videregående uddannelse. I de sidste ti år er de spørgsmål, der drøftes, øget væsentligt i antal (3). Prioriteterne under Bolognaprocessen er indførelse af et uddannelsessystem i tre etaper - bachelor/master/ph.d. – med øget vægt på ph.d.-studier og forskning, kvalitetssikring, anerkendelse af kvalifikationer og eksamensbeviser, studieperioder, det europæiske meritoverførselssystem (ECTS), livslang læring, den sociale dimension af videregående uddannelse, studerendes og ansattes mobilitet og udforskning af den eksterne dimension af det europæiske område for videregående uddannelse.

2.12. I Lissabonstrategien er der en tydelig understregning af sammenhængen mellem viden og konkurrenceevne. Strategien virkede som en katalysator. Den var med til at ændre Fællesskabets opfattelse af universiteter fra at være af perifer til central betydning. Et stigende antal forsknings- og innovationsprojekter igangsat af Kommissionen afstedkom bredere internationalt samarbejde i Europa.

2.13. Af samme årsager fastlagde Kommissionen i flere meddelelser dagsordenen for en debat om en reform og modernisering af universiteterne (4).

2.14. I hele Europa er der gang i en reform af universiteterne i forskellige tempi.

2.15. Den fornyede Lissabonstrategi fra 2005 skabte desuden grundlag for nye initiativer til mobilisering af universiteterne, hvoraf Rådets beslutninger om at oprette Det Europæiske Forskningsråd (2007) og Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (2008) er de vigtigste. I denne sammenhæng kan også nævnes grønbogen »Nye perspektiver på det europæiske forskningsrum« (5).

2.16. Et særligt godt eksempel er det europæiske charter og adfærdskodeksen for forskeres mobilitet og det indre marked for forskere fra 2005 (6). Chartret og kodeksen blev underskrevet af 800 videregående uddannelsesinstitutioner. Imidlertid viser gennemførelsen, at mange institutioner ikke anvender aftalen, idet den undertiden må vige for særlige og godt fungerende traditioner.

2.17. Kommissionen arbejder for øjeblikket på et europæisk mærke, der skal fremme gennemførelsen af chartret og kodeksen og respektere en vis variation i anvendelsen.

2.18. Et reelt engagement fra de europæiske universiteters side i den europæiske integration er en længerevarende proces. Akademikere, videnskabsfolk og studerende deltager mere og mere i internationalt samarbejde, men universiteterne som institutioner er stadig ofte hæmmet af traditioner og nationale ordninger. Udviklingen bremses også af, at »uddannelse« som sådan stadig ikke er et tema i EU-traktaten.

2.19. Globale netværk blandt akademikere og forskere udvides hele tiden på grund af interaktionen mellem universiteter, forskningsinstitutter og multinationale selskaber. Denne udvikling afspejles også i fællesskabsprogrammerne.

2.20. Denne udtalelse fokuserer på nye udviklingstendenser og rammebetingelserne for en mere effektiv og synlig inddragelse af universiteterne i den europæiske integration. Universiteterne bør i tråd med den rolle, som de har spillet gennem historien, ikke blot lade sig lede af Lissabondagsordenen, men selv være nogle af de væsentligste katalysatorer for udviklingen.

3. Generelle bemærkninger

3.1. I de seneste årtier er initiativer og programmer for at gøre den videregående uddannelse i Europa mere international blevet intensiveret.

3.2. For at give ny impuls til universiteterne bør de efter EØSU's mening gøres synlige i den nye cyklus for Lissabonstrategien.

3.3. Internationale analyser peger entydigt på, at universiteterne i Europa - med tanke på den hurtige udvikling inden for teknologi og innovation og den skærpede konkurrence - generelt ikke er godt nok forberedt til at kunne gøre sig gældende, og endda, relativt set, er tilbøjelige til at miste terræn (7).

3.4. Målet må være bedst mulig udvikling af talenter og lige adgang – herunder til at skifte fra ét (videregående) uddannelsesniveau til det næste og livslang læring - i hele Europa for at forhindre forskelsbehandling. Et særligt problem er antallet af studerende, der opgiver universitetet. Der må udvikles mere effektive coaching-metoder. Universiteterne i Europa skal fortsætte med at varetage deres offentlige opgaver, hvilket ikke er en hindring for garanti for kvalitet og udmærkelse (8).

På trods af de mange varianter, som også kan betyde, at der er væsentlige forskelle i kvaliteten af de akademiske resultater, bør man ser nærmere på de fællestræk, der gør sig gældende i hele Europa. I denne udtalelse skal følgende fremhæves:

3.5.1. Graden af autonomi. Billedet er overordentlig komplekst. Selv om der er en udvikling hen imod større autonomi for universiteterne, er det generelle billede, at de offentlige myndigheder stadig har kontrollen (9). Der er en tendens til, at manglen på tilstrækkelig autonomi og ansvarlighed cementerer traditionel tankegang og overregulering. Offentlige strukturer understøttet af deltagelse fra offentlige myndigheder må ikke forhale autonomien (10). Målene bør være bedre forberedelse af de studerende til arbejdsmarkedet og en mere effektiv indstilling til forskning og innovation.

3.5.2. Finansieringsmåden. Også her er der store forskelle, men generelt er den offentlige finansiering afgørende (11). Dette gør, at videregående uddannelse og forskning som mange andre områder i reglen bliver meget afhængig af de politiske prioriteter, hvilket meget ofte er ensbetydende med underfinansiering. Desuden er der et for ringe incitament til at differentiere finansieringskilderne, f.eks. med finansiering fra fonde og virksomheder og indførelse af undervisningsgebyrer ledsaget af legater og lån (12).

3.5.3. Manglen på gennemsigtighed. Da der ikke findes pålidelige, sammenlignelige data om universiteter, er det ikke muligt for hverken studerende eller forskere at finde frem til relevante kompetencer og uddannelser i Europa. For at øge gennemsigtigheden er det helt afgørende med et europæisk klassificeringssystem. Dette ville tilskynde til videndeling og samarbejde inden for de uddannelses- og forskningsprogrammer, der findes i Europa, og fremme tilstrækkelige oplysninger og kvalitet. Dette kan have en positiv virkning for mobiliteten blandt såvel studerende som forskere generelt.

3.6. Eftersom uddannelse og videregående uddannelse udelukkende er en national kompetence, tilskyndes universiteter ikke automatisk til at udvide deres horisont og se ud over nationale grænser. Resultatet er et fragmenteret system af videregående uddannelsesinstitutioner, som i mange tilfælde er mere eller mindre isoleret fra udviklingen i verden udenfor.

3.7. Derudover bibeholdes fragmenteringen af forskellige kvalitetskrav (selv i anvendelsen af modellen med bachelor-/mastergrader), ikke alt for fordelagtige arbejdsforhold og ofte mangelfulde finansielle ordninger, som blokerer for åbenhed, fælles akademiske værdier og mobilitet over grænserne for andre end dem i toppen.

3.8. Der er en tendens til, at ringe autonomi giver sig udslag i ensartede universiteter, der er svære at skelne fra hinanden. I en række lande fremmer dette »almene« universitetsuddannelser og forskningsinfrastrukturer i stedet for forskellighed og kvalificeret specialisering.

3.9. Forsknings- og innovationsprogrammer defineres ofte af nationale innovationsplatforme, er for de flestes vedkommende nationalt funderet og indgår som regel ikke i mere vidtrækkende målsætninger. Overlapninger og forskellige tidsplaner og programmer forstærker fragmenteringen og bremser således for specialiseringen.

3.10. Det er ikke et godt udgangspunkt for at tiltrække forskere og de bedste lærere fra udlandet, hverken fra andre medlemsstater eller resten af verden. Desuden vækker hjerneflugten til USA til stadighed bekymring. Samtidig markedsfører kineserne deres egne allerbedste, stærkt specialiserede universiteter. Indien vil følge trop.

3.11. Flere grupperinger af europæiske universiteter koordinerer i stigende omfang deres syn på behovet for bedre betingelser for F&U og potentiel viden- og innovationskapacitet (13). Fælles forskningsprogrammer er et lovende redskab til samarbejde og bekæmpelse af fragmenteringen (14).

3.12. Bolognaerklæringen fra 1999, der har som mål at etablere et europæisk område for videregående uddannelse inden 2010 ved gennem reformer at gøre det mere konkurrencedygtigt, blev i 2006 fulgt op af en ny advarsel fra Kommissionen (15). Kommissionen konkluderer med rette, at »Denne sektor har en væsentlig betydning for økonomien og samfundet, men der skal omfattende omstruktureringer og moderniseringer til, hvis Europa ikke skal sakke agterud i den globale konkurrence på uddannelses-, forsknings- og innovationsområdet« (16).

3.13. Der foretages tilpasninger, men de går alt for langsomt. Endvidere er medlemsstaternes nationale politikker til regulering af universiteterne meget forskellige.

3.14. Den aktuelle debat i akademiske kredse viser, at udviklingen mod det europæiske område desværre heller ikke går hurtigt nok.

3.15. Omkostningerne kan være enorme, hvis det kikser for Europa. Som konklusion på disse bemærkninger opfordrer EØSU til, at Lissabonstrategiens nye cyklus fra 2010 omfatter målrettet modernisering af og samarbejde mellem universiteterne, bedre europæisk koordinering og reel gennemsigtighed ved hjælp af klassificeringssystemer.

4. Behov for nye fremtidsperspektiver

4.1. Lissabonstrategien sigter mod at finde en balance mellem tilnærmelse og samordning på EU-niveau og bibeholdelse af nationale kompetencer gennem fastlæggelse af fælles mål og fremme af sammenlignelige programmer og politikker i hele Europa. EØSU mener, at universiteterne som nøgleaktører inden for uddannelse, forskning og innovation bør tildeles en klar og veldefineret opgave i Lissabonstrategien.

4.2. Der er nu under den aktuelle krise brug for større fokus på uddannelse og innovation i bredest forstand, hvilket burde åbne op for nye områder og muligheder. Igangværende programmer inden for F&U og anvendt teknologi og øget mobilitet (17) for studerende og lærere bør garanteres i hele Europa.

4.3. På den baggrund understreger EØSU, at det for at øge gennemsigtigheden haster med at udvikle sammenlignelige data (18) og pålidelige europæiske procedurer til vurdering og sammenligning af universiteternes resultater inden for forskellige områder som uddannelse, forskning og innovation. På grund af ønsket om forskellighed, specialisering og diversitet må det erkendes, at der ikke vil være en enkelt formel for indsamling af sådanne data. Processen og etableringen af kriterier kan forbedres ved anvendelse af forskellige metoder. Et samarbejde med OECD er ønskeligt.

4.4. De programmer, der er nævnt i afsnit 2, er i høj grad med til at fremme udveksling på tværs af grænserne. Oprettelsen af Det Europæiske Forskningsråd er et stort skridt i den rigtige retning. Forskningsrådet må som drivkraften bag forskningsprojekter støtte internationaliseringen af universiteterne. Finansiering af forskning og selve forskningsarbejdet skal forblive skarpt adskilte aktiviteter.

4.5. En virkning af oprettelsen af Det Europæiske Forskningsråd vil være større mobilitet over grænserne for forskere ved at indføre den såkaldt »femte frihed«, der hænger tæt sammen med chartret for forskere og adfærdskodeksen for ansættelse af forskere (19). For at opnå dette mål er der stærkt brug for at tilpasse faciliteterne på universiteterne og for bedre administrative og skattemæssige rammebetingelser.

4.6. Oprettelsen af det europæiske teknologiske institut er endnu et vigtigt skridt. Instituttet bør fremme forbindelser og alliancer. Samtidig bør der være en bedre europæisk koordinering af universitetsprogrammer. Kommissionens nye forslag om at oprette et forum mellem erhvervslivet og universiteter er det næste vigtige skridt.

4.7. Indtil videre omtales universiteter og forskningsinstitutioner ikke i de fem partnerskabsinitiativer, som Rådet har angivet til udvikling af det europæiske forskningsrum. Inden for de seks områder, som i grønbogen foreslås til udvikling af det europæiske forskningsrum (20), blev alle aktørerne med undtagelse af universiteter (og forskningsinstitutioner generelt) valgt med henblik på et tættere samarbejde. Dette stemmer ikke overens med, hvordan EØSU mener, universiteter skal behandles Lissabonstrategien (21).

4.8. Ligeledes bør der være bedre betingelser for store forskningsfaciliteter (CERN) i Europa og andre fælles forskningscentre, som forbinder grupper af universiteter. Større infrastrukturer forudsætter en kritisk masse og mange engagerede forskere, som kan tiltrække ekstra finansielle ressourcer.

4.9. EØSU mener, at den aktuelle krise bør være en ny begyndelse med sammenhængende og holdbare fremtidsperspektiver, der kan fastholde Europa som en værdifuld konkurrent og partner inden for videnskab og teknologi.

5. Tilpasning til udviklingen

5.1. Engagement fra medlemsstaternes og universiteternes side

5.1.1. De tre grundpiller uddannelse, videnskab og innovation kræver et klart engagement fra medlemsstaternes side. Dernæst er det en forudsætning, at universiteterne som sådanne deltager fuldt ud. Endelig bør den private sektor inddrages. De bedste resultater opnås med en fleksibel top-down og bottom-up tilgang blandt de mange interessenter.

5.1.2. Der skal tages hensyn til, at der med den globale netværksdannelse, dynamikken inden for teknologi og forskning, målrettet specialisering og talent, som er villig til at flytte, skabes nye spilleregler for (nationale) universiteter, der gør, at de kan se mod nye horisonter (22).

5.1.3. Dette må ikke svække den kulturelle mangfoldighed, tværtimod. Nationale og regionale forskelligheder er Europas værdifulde aktiv. Men det er klart, at det meget varierede landskab og dets udløbere vil være bedre tjent med en overordnet strategi bestående af fælles analyser og vedtagne mål, der kan fjerne de tilbageværende hindringer og fremme kvaliteten og specialiseringen.

5.1.4. Først og fremmest er der hos de videregående uddannelsesinstitutioner brug for fælles mål og fælles tankegang, herunder fælles akademiske værdier, kulturel og akademisk åbenhed, mindre administrativt bureaukrati, tværnationale kanaler, gennemsigtighed med hensyn til faglige kvalifikationer og resultater, grænseoverskridende teknologiske projekter og mobilitet over grænserne. Alt dette kan opnås, samtidig med at den kulturelle mangfoldighed bevares.

5.1.5. Øget autonomi og selvstyre, mere fleksibel og sikker finansiering og gennemsigtighed vil få universiteterne til selv at starte flere moderniseringsinitiativer. De vil sætte gang i en bundstyret proces mod højere standarder, bedre kvalitet og specialisering.

5.1.6. Demografien i Europa bør være et stærkt incitament for at tilpasse det videregående uddannelsessystem for såvel europæiske studerende som for dygtige folk fra tredjelande. Uden tilpasninger vil der i fremtiden være et betragteligt underskud. Europa har brug for flere højt kvalificerede folk for at øge produktiviteten gennem forskning, formidling af viden og innovationskapacitet.

5.1.7. Man må huske på, at selv USA kun kan fastholde sin førerposition inden for en række områder, fordi dets universiteter er i stand til at tiltrække folk fra udlandet.

5.2. Gennemsigtighed og kvalitetsvurdering

5.2.1. En forudsætning for det videnbaserede samfund, som skitseres i Lissabonstrategien, er langt mere tværfaglig og tværsektoriel uddannelse og forskning for at erstatte monofagligheden.

5.2.2. Ved at fremme gennemsigtigheden vil man i stedet for ensartede universiteter skabe basis for differentiering og specialisering. Sidstnævnte vil endvidere udløse samfinansiering fra den private sektor, hvor dette er ønskeligt (23).

5.2.3. På den baggrund glæder EØSU sig i meget over Kommissionens nylige initiativ om at indføre en europæisk procedure til bedømmelse af universiteternes resultater.

5.2.4. En europæisk ranking bør være resultatet af en grundig evalueringsprocedure ved udvalgte eksperter og bør foruden »henvisninger« være baseret på uddannelses- og undervisningskvaliteten, forskning, innovation, kontakter, kortlægning af specialer, tværfaglige kompetencer, institutionelle forbindelser mellem universiteter og uafhængige forskningsinstitutioner (24) samt logistiktjenester for de studerende. Der er behov for flerdimensionale europæiske evalueringsmetoder til bedømmelse af universiteternes resultater.

5.2.5. En kortlægning vil sandsynligvis fremme den målrettede mobilitet over grænserne for studerende, lærere, professorer og forskere. Den vil falde godt i tråd med tendensen blandt studerende til at søge efter den bedste uddannelse inden for deres særlige område og dermed fremme potentielle talenter.

5.2.6. Endvidere vil en kortlægning kunne forbedre middelmådig forskning, idet der vil blive etableret nye netværk og en tankegang baseret på samarbejde og konkurrence i hele Europa. Disse netværk og nye alliancer mellem ekspertisepoler vil afføde forbindelser på højeste niveau, bl.a. forskning på tværs af grænser og discipliner, og bane vejen for nye løsninger.

5.3. Påvirkninger udefra og indbyrdes forbindelser

5.3.1. I den nuværende situation er de offentlige udgifter overalt under pres. EØSU gentager, at der er behov for, at budgetterne til uddannelse og universiteter forbliver på samme niveau for at understøtte videninfrastrukturen og de reformprogrammer, der gennemføres.

5.3.2. Dynamikken inden for forskning og teknologi understreger behovet for moderniseringer og nye løsninger. Ud over de tilpasninger, som universiteterne selv skal foretage, skal offentlig-offentlige og offentlig-private partnerskaber opmuntres. Privat finansiering kan måske fremskynde udviklingen hen imod problemorienteret forskning, der som metode viser stadig bedre resultater i USA.

5.3.3. Europæisk koordinering af nationale innovationsprogrammer med deltagelse af universiteter kan vise sig fordelagtig og produktiv. Indtil nu har disse programmer, som ofte er defineret af nationale innovationsplatforme, hovedsageligt bygget på nationale specialer og været koncentreret om nationale prioriteter. Følgelig tager de som regel alt for lidt hensyn til den mere overordnede europæiske dagsorden eller planlægning, ligesom der heller ikke skeles til overlapninger eller ønskelige følgevirkninger i en europæisk sammenhæng.

Desuden er grænseoverskridende, paneuropæiske strategier og projekter under særlige omstændigheder mest hensigtsmæssig.

5.3.4. Fælles teknologiinitiativer, dvs. offentlig-private projekter, der defineres og samfinansieres på EU-niveau, kan helt sikkert også være fordelagtige i den forbindelse.

5.3.5. Et succesrigt nationalt program, der kan tjene som et nyttigt eksempel på, hvordan europæiske videnskabelige resultater kan anvendes og forbedres, er det tyske Exzellenzinitiative fra 2005 (25).

5.3.6. Sammen med de allerede eksisterende europæiske programmer med egne incitamenter vil en Lissabondagsorden for universiteter øge universiteternes konkurrencedygtighed inden for den videregående uddannelse generelt og føre til resultater i særklasse.

5.3.7. Efter EØSU's opfattelse kan indførelsen af rådgivende uddannelsesplatforme på EU-niveau (26) - efter teknologiplatformmodellen - være nyttig som forum for debat om uddannelsesprogrammer og EU's uddannelsesdagsorden om f.eks. behovene på det europæiske arbejdsmarked, ønskelige kompetencer, anerkendelse, praktiske forhold i forbindelse med livslang læring, kvalifikationer og fagprofiler, moderne undervisningsmetoder osv.

5.3.8. Foruden akademiske kredse bør disse rådgivende platforme omfatte ikke-statslige aktører – arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

5.4. Fremme af mobilitet

5.4.1. For de yngre generationer er Europa som en enhed en realitet. Pålidelig og gennemsigtig information i hele Europa om de bedste uddannelser inden for hvert område og om universiteters og fakulteters specialer vil opfylde mange unges forventninger og fremme udveksling på tværs af grænserne. Der bør være bedre muligheder for studerende og forskere for at forfølge en tværfaglig karriere i Europa. Det vil være en fordel, hvis forskere i højere grad cirkulerer mellem bl.a. offentlige institutioner og den private sektor.

5.4.2. Hindringer for specialisering – Man bør på EU-niveau nøje undersøge, om man kan finde frem til et fordelagtigt grundlag for udveksling af unge lovende forskere. Ved at skabe opmærksomhed og europæiske poler for forskning og uddannelse på allerhøjeste niveau fremmes den konstruktive konkurrence blandt de europæiske universiteter.

5.4.3. En fremtidsorienteret indstilling til forskere og studerende fra tredjelande i hele Europa ville blive hilst varmt velkommen. Nogle lande er allerede på vej i den retning (27).

5.4.4. Divergerende ansættelsesaftaler giver ikke i sig selv anledning til særlige problemer. Derimod kan forskellige sekundære ansættelsesbetingelser være en hindring, f.eks. særlige nationale bestemmelser om sociale sikringsordninger. En egentlig undersøgelse af mulighederne for at oprette en paneuropæisk pensionskasse for forskere vil være meget kærkommen. Der bør bakkes op om de principper, der fremhæves i Kommissionens meddelelse om Et europæisk partnerskab for forskere (28).

5.4.5. Af særlig interesse er budgettet for programmer og projekter. Da de givne rammer og de administrative procedurer er forskellige fra land til land, bør de gennemgås nøje af hensyn til internationaliseringen.

5.4.6. Fremme af mobilitet vil på sin side gøre eksisterende og også nye videncentre og -klynger i Europa mere attraktive. Disse centre og klynger vil fremme tværfaglige aktiviteter og styrke hårdt tiltrængte forbindelser mellem videnskaben og den private sektor som understreget af Kommissionen.

5.5. Den regionale dimension

5.5.1. Økonomiske klynger, der forbinder universiteter, forskningscentre og den private sektor, er som regel stærke regionalt baserede drivkræfter. Klynger kan også i høj grad være med til at sætte yderligere gang i den regionale udvikling. Regioner og universiteter bør tilskyndes til et mere effektivt samarbejde.

5.5.2. Praktiske erfaringer viser, at en udvidelse af ekspertisepoler med forskning og forelæsninger af højeste kvalitet fører til et tættere samarbejde med virksomheder i regioner og storbyområder (29). En synligere forankring af universiteter og deres specialer i deres naturlige rammer vil gavne væksten og beskæftigelsen i større byområder.

5.5.3. Specialisering og mangfoldighed skaber forskellige forløb mod opnåelse af ekspertise. Nogle universiteter konkurrerer og samarbejder globalt, mens andre er regionale ekspertisecentre.

5.5.4. Alle universiteter må tilskyndes til at engagere sig i det omgivende samfund. I tillæg til deres kerneopgaver, uddannelse og undervisning, er det nødvendigt at videreudvikle en tredje kategori af aktiviteter, som udveksling af viden og innovation med samfundet, engagement i lokalsamfundet, livslang læring og deres betydning for den regionale og lokale udvikling.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se punkt 5.2.4 nedenfor for en omfattende liste over hensigtsmæssige indikatorer.

(2) Se også EØSU's udtalelse »Vejen til et europæisk videnbaseret samfund«, EUT C 65 af 17.3.2006, s. 94 – en opfordring til et europæisk vidensrum, der er baseret på intensivt samarbejde inden for læring, innovation og forskning.

(3) Forskellige akademiske strukturer og traditioner udmønter sig i en omfattende debat om Bolognaprocessen og dens gennemførelse. Se for eksempel med hensyn til Tyskland publikationerne fra »Deutscher Hochschulenverband«.

(4) Mobilisering af Europas intellektuelle reserver: Hvordan universiteternes bidrag til Lissabon-strategien kan maksimeres, KOM(2005) 152 endelig, Virkeliggørelse af universiteternes moderniseringsdagsorden for uddannelse, forskning og innovation, KOM(2006) 208 endelig, Et nyt partnerskab til modernisering af universiteterne: EU-forummet for dialogen mellem universiteterne og erhvervslivet, KOM(2009) 158 endelig.

(5) Denne grønbog fra april 2007 fokuserer på udviklingen af det europæiske forskningsrum inden for seks områder: forskere, internationalt samarbejde, fælles forskningsprogrammer, forskningsinfrastruktur, videnoverførsel og intellektuelle ejendomsrettigheder. Se også EØSU's bemærkninger i EUT C 44 af 16.2.2008, s. 1.

(6) Henstilling fra Kommissionen af 11. marts 2005 vedtaget af Rådet …

(7) Se blandt andet »The future of European Universities, Renaissance or Decay« af Richard Lambert og Nick Butler, Centre for European Reform, juni 2006 og »High Aspirations, Agenda for reforming Universities«, Breugel, august 2008. På side VII fremgår det, at forfatterne, behandler spørgsmålet om videregående uddannelse og fastlægger en ambitiøs dagsorden for området, idet de er overbevist om, at en opkvalificering af universiteterne er en af de vigtigste løftestænger for vækst i Europa. På den baggrund glæder EØSU sig over Den Europæiske Universitetssammenslutnings nylige Prag-erklæring fra 2009, som sender et utvetydigt budskab til de politiske ledere og samtidig indkredser 10 meget relevante succeskriterier for de europæiske universiteter i de kommende 10 år.

(8) I den forbindelse skal det bemærkes, at Berkeley Universitet, der er rangeret som nr. 3 på listen over universiteter i USA, er en offentlig institution.

(9) Undertiden ses endda tilbageskridt. Et godt eksempel er den danske universitetslov fra 2003, hvorunder den politiske indflydelse blev øget, hvilket har resulteret i en væsentlig forringelse af forskernes og universiteternes autonomi.

(10) I tillæg til »autonomi« bør der også være fokus på »selvstyre« for universiteter.

(11) En uønsket bivirkning er, at kun et lille antal universiteter har en nøjagtig beregning af deres samlede udgifter.

(12) EØSU henviser til Kommissionen: Det er muligt at indføre undervisningsgebyrer, forudsat at de ledsages af legater og lån, som sikrer lige adgang.

(13) League of European Research Universities, Coimbra Group, IDEA League, RISE.

(14) Tværnationalt samarbejde af denne karakter vil også gavne den grundlæggende forskning, der udføres inden for rammerne af (store) EU-projekter.

(15) Meddelelse om Virkeliggørelse af universiteternes moderniseringsdagsorden for uddannelse, forskning og innovation, KOM(2006) 208 endelig, maj 2006. Se også meddelelse om Mobilisering af Europas intellektuelle ressourcer: Hvordan universiteternes bidrag til Lissabon-strategien kan maksimeres, KOM(2005) 152 endelig, april 2005.

(16) KOM(2006) 208 endelig, s. 11.

(17) For betydningen af de studerendes mobilitet se Rådets kommuniké fra april 2009 om Bolognaprocessen; i 2020 bør mindst 20 % af de studerende have været på studie- eller praktikophold i udlandet.

(18) Disse data skal indeholde oplysninger om de forskellige finansierings-/sponsorordninger og -agenturer for F&U, og der skal redegøres for den rolle, som samarbejde og aftaler med forskningsinstitutioner og industrivirksomheder uden for universitetsverdenen spiller.

(19) Se fodnote 4.

(20) Se fodnote 2.

(21) For medlemsstaternes og EØSU's holdning se resultaterne af den offentlige høring om grønbogen, april 2008, s. 20 ff.

(22) Se bl.a. prof. H. Wissemas »The Third Generation Universities«, en beskrivelse af nutidens udfordringer og muligheder for universiteterne. Det belyses via konkrete eksempler som Cambridge universitet og Leuven universitet.

(23) Modellen fra USA viser, at gennemsigtighed, differentiering og specialisering gør, at enhver forsker og videnskabsmand i hele verden ved, hvilket amerikansk universitet der er bedst inden for hvert enkelt område. Disse grundlæggende forudsætninger tilskynder endvidere til samfinansiering fra den private sektor og fonde.

(24) I nogle europæiske lande, navnlig Frankrig og Tyskland, udføres forskningen hovedsageligt i forskningsinstitutioner med tætte bånd til universiteter. Denne praksis bør i højere grad tilskyndes.

(25) Hensigten med initiativet fra 2005 er at markedsføre Tyskland som et mere attraktivt sted for forskning ved at gøre det mere konkurrencedygtigt og rette opmærksomheden mod tyske universiteters og tyske videnskabelige kredses fremragende resultater. Initiativet støtter forskning på højeste niveau. Programmet finansieres med 1,9 mia. EUR i 2006-2011.

(26) Tidligere formand for Twente universitets bestyrelse, F.A. van Vught, stillede forslag om uddannelsesplatforme på forummet mellem universiteter og erhvervsliv den 6. februar 2009. Det er værd at bemærke, at der i Finland kun er begrænset lovgivning om universiteter, hvorimod trepartskontrol tillægges stor betydning.

(27) Et eksempel er Nederlandene. Der er ca. 10 000 Ph.d.-studerende, hvoraf 30 % ikke er hollændere.

(28) Bedre karrieremuligheder og øget mobilitet: Et europæisk partnerskab for forskere, KOM(2008)317 endelig.

(29) Blandt mange eksempler kan nævnes Cambridge, Eindhoven, Stuttgart og Øresundsregionen. (http://www.oecd.org/document/16/0,3343,en_2649_35961291_34406608_1_1_1_1,00.html).

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/56

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kapitalfonde, hedgefonde og statsejede investeringsfonde og deres indvirkning på industrielle ændringer i Europa

(initiativudtalelse)

(2010/C 128/10)

Ordfører: Peter MORGAN

Medordfører: Ion POP

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Kapitalfonde, hedgefonde og statsejede investeringsfonde og deres indvirkning på industrielle ændringer i Europa.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), som udpegede Peter Morgan til ordfører og Ion Pop til medordfører. CCMI vedtog sin udtalelse den 10. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4. og 5. november 2009, mødet den 5. november 2009, følgende udtalelse med 167 stemmer for, 1 imod og 3 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. Formålet med denne udtalelse er at vurdere statsejede investeringsfondes og alternative investeringsfondes indvirkning på industrielle ændringer. Alternative investeringsfonde er kapitalfonde og hedgefonde. EØSU satte konsulentfirmaet Wilke Maack und Partner (WMP) på opgaven, og de udarbejdede en rapport på 87 sider. Læsere af denne udtalelse henvises til selve rapporten, hvis de ønsker en mere detaljeret analyse af spørgsmålene. Et meget anderledes syn på alternative investeringsfonde og statsejede investeringsfonde findes i rapporten i »The New Power Brokers«, som er offentliggjort på McKinsey Global Institute's hjemmeside.

1.2. De fonde, som behandles i denne udtalelse, indvirker på industrielle ændringer på forskellige måder. Statsejede investeringsfonde er konventionelle investorer, der køber og sælger på markedet. Hedgefonde køber og sælger aktier, som regel som forhandlere, selv om nogle hedgefonde er aktivistiske. Kapitalfondenes strategi er praktisk orienteret. Det er ikke muligt at generalisere over disse tre investeringsmåder. De er temmelig forskellige. En SWOT-analyse af de enkelte fonde udarbejdet af Wilke Maack und Partner er gengivet i slutningen af afsnit 3, 4 og 5.

1.3. Såvel erfaringer som undersøgelser viser med al tydelighed, at alle de sociale konsekvenser, herunder industrielle ændringer, i høj grad påvirkes positivt af bedre information, bedre informationsformidling og især af større gennemsigtighed. EØSU er en stærk fortaler for, at disse tre aspekter under alle omstændigheder forbedres.

1.4. Der er tre vigtige aspekter ved kapitalfonde. De har positiv effekt på venturekapital, på finansiering af genopretning og reorganisering og på vækst i familieforetagender. På den anden side kan den seneste tids aggressive finansieringsteknik, der er forbundet med store lånefinansierede opkøb, helt eller delvis tage livet af mange virksomheder med meget ubehagelige konsekvenser for de berørte parter, herunder de ansatte. Der er også en social dimension, der omfatter såvel forbedringer og forværringer af beskæftigelsestallene som indtægtsniveauer og sociale rettigheder. På grund af problemer med dataene anbefaler Wilke Maack und Partner, at man er meget forsigtig med at konkludere, at selskaber med kapitalfonde i ryggen behandles værre eller presses hårdere i forbindelse med den generelt højere hastighed, hvormed de industrielle ændringer og omstruktureringer er foregået de sidste to årtier. Der er mange eksempler fra Europa på, at arbejdsbetingelserne og de sociale relationer er blevet forværret, uden at disse fonde har spillet ind.

1.5. Hedgefonde har som regel ikke nogen effekt på industrielle ændringer, men der er væsentlige undtagelser. Hedgefonde er storaftagere af nødlidende gæld. De er således aftagere af værdipapirer, som ingen andre vil købe, og kan spille en vigtig rolle, når selskaber i vanskeligheder skal reddes og reorganiseres. De kan også blive involveret på begge sider ved fusioner og virksomhedsovertagelser. Dette skaber værdier, men indvirkningen på industrielle ændringer er ikke altid positiv. Den korte horisont betragtes som et potentielt minus. Andre betænkeligheder går på manglen på gennemsigtighed og den potentielle systemiske risiko, der forværres af låntagningen.

1.6. To vigtige aspekter bør nævnes med hensyn til de statsejede investeringsfondes aktiviteter. Positive sider ved de statsejede investeringsfonde er bl.a. det langsigtede aktieejerskab og deres villighed til at aftage værdipapirer, som ingen andre vil købe. Blandt de negative sider er manglen på gennemsigtighed og risikoen for, at de økonomiske interesser udnyttes til at tage strategisk-politiske hensyn.

1.7. Globaliseringen af kapitalmarkederne har været uhyre markant. Investeringsselskaber har samlet globale kapitalporteføljer og promoveret internationale fusioner og virksomhedsovertagelser. Såvel selskaber som lovgivere har været presset til at overføre stemmerettigheder fra ledelse til aktionærer. Med skyggen fra fusioner og virksomhedsovertagelser og truslen fra aktionæraktivisme hængende over sig har de europæiske virksomhedsledelser i EU igangsat omfattende industrielle ændringer. Dette har i nogen grad undermineret forholdet mellem ledelse og aktionærer og afkortet ledelsens tidshorisont generelt. Det er i denne kontekst, at alternative investeringsfonde og de statsejede investeringsfonde opererer.

1.8. Forvaltere af konventionelle investeringsfonde, der administrerer pensionsmidler, forsikringsmidler og gensidige fonde, er i løbende kontakt med forvaltere af alternative investeringsfonde. De er store investorer i alternative investeringsfonde, de sælger deres investeringer til kapitalfonde med henblik på store lånefinansierede opkøb, de køber overtagne virksomheder, når kapitalfonde trækker sig ud, deres investeringer i selskaber er i spil, når aktivistiske hedgefonde går ind i fusioner og virksomhedsovertagelser, og som aktionærer udlåner de aktier til hedgefondenes short-selling. I sidste ende står de bag enhver miljø-, social- eller forvaltningspolitik, som de alternative investeringsfonde gennemfører. Forvalterne af konventionelle investeringsfonde danner modstykke til forvalterne af alternative investeringsfonde.

1.9. I lyset af WMP-rapporten og udtalelsens øvrige perspektiver falder EØSU's anbefalinger i tre kategorier: regulering og gennemsigtighed, ændringer til den eksisterende sociallovgivning og ansvaret hos forvalterne af konventionelle investeringsfonde.

1.10. Reguleringen af forvaltere af alternative investeringsfonde er genstand for et direktivforslag, som EØSU vil afgive en særskilt udtalelse om. Efter EØSU's opfattelse er det vigtigt at notere sig, at de alternative investeringsfonde ikke var årsag til krisen, men at de blev kraftigt påvirkede af den. Der er fortsat stor usikkerhed om den rolle, disse fonde spiller, og der kan klart argumenteres for, at de skal gøres mere gennemsigtige ved hjælp af passende regulering.

1.11. EØSU støtter de seks principper på højt niveau for regulering af hedgefonde, som IOSCO (International Organisation of Security Commissions) foreslog i juni 2009, og som beskrives i afsnit 4. EØSU henstiller, at Kommissionen tager udgangspunkt i disse principper og strammer dem i reglerne for forvaltere af alternative investeringsfonde i direktivforslaget. Skønt IOSCO har foretaget en analyse af, hvor stor en risiko kapitalfondene udgør for det finansielle system, er der stadig ikke blevet fremsat nogen forslag til regulering. EØSU henstiller, at Kommissionen tilpasser IOSCO's principper for hedgefonde, så de også kan gælde for kapitalfonde.

1.12. Som det fremgår af afsnit 5, danner Santiagoprincipperne grundlag for større gennemsigtighed og bedre forvaltning af de statsejede investeringsfonde. Der forestår dog stadig et stort arbejde. EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at presse på over for de statsejede investeringsfondes arbejdsgruppe, så den sørger for de nødvendige fremskridt.

1.13. I visse retssystemer betragtes hedgefonde og kapitalfonde, der ejer og kontrollerer selskaber, ikke som arbejdsgivere og er derfor fritaget for arbejdsgiveres forpligtelser ifølge loven. EU-direktivet om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder, der beskytter arbejdstagernes vilkår og betingelser ved virksomhedsovertagelse, finder normalt ikke anvendelse, når alternative investeringsfonde overtager, fordi de nøjes med at købe aktierne, så arbejdsgiverens identitet ikke ændres. EØSU anbefaler, at direktiv 2001/23/EF (1) om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder styrkes, så det i forbindelse med hedgefondes og kapitalfondes virksomhedsovertagelse

—	kan garantere de berørte arbejdstageres rettigheder, herunder retten til at blive informeret og hørt;

—	kan sikre, at virksomhedsovertagelser ved aktiesalg ikke udelukkes fra direktivets anvendelsesområde;

—	kan sikre, at disse foranstaltninger respekterer national og europæisk lovgivning.

1.14. For at afspejle den situation, som hedgefonde og kapitalfonde har skabt, foreslår EØSU, at Rådets direktiv 94/45/EF (2) om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg og direktiv 2002/14/EF (3) om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne ændres for at sikre mere effektive høringsrettigheder, der respekterer alle parters standpunkter, inden aftaler indgås med kapitalfonde, under enhver omstillingsproces og inden afhændelse.

1.15. Et stigende antal pensionsfonde og forsikringsselskaber har aktieposter i hedgefonde og kapitalfonde. Hvis disse fonde klarer sig dårligt, vil det derfor have negativ effekt på pensionsrettighederne for medlemmerne af pensionsordninger. EØSU anmoder Kommissionen om at revidere direktiv 2003/41/EF (4) om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed for at sikre,

—	at arbejdstagere og fagforeningsrepræsentanter høres om pensionsinvesteringer og de dermed forbundne risici, og at deres synspunkter respekteres

—	at medlemsstaterne anvender bedste praksis til at sikre, at ansatte med pensionsopsparing i virksomhedsrelaterede pensionsfonde beskyttes mod konkurs.

1.16. EØSU henstiller til Kommissionen, at den i det næste direktiv udstikker klare og utvetydige regler, der muliggør en gennemsigtig anvendelse af fondene, ikke mindst gennem direkte inddragelse af repræsentanter for arbejdstagere og virksomheder.

1.17. EØSU opfordrer forvaltere af konventionelle investeringsfonde til at anvende principperne for ansvarlige investeringer (PRI) i alle handler med forvaltere af alternative investeringsfonde. Principperne for ansvarlige investeringer, der omhandler spørgsmål vedrørende miljø, sociale forhold og forvaltning, blev til i et initiativ, som institutionelle investorer stod bag og i samarbejde med UNEP's finansinitiativ og FN's globale partnerskab. EØSU henstiller, at de statsejede investeringsfonde følger den norske pensionsfonds eksempel og tilslutter sig principperne for ansvarlige investeringer.

1.18. EØSU støtter desuden de »principper for ansvarlige investeringer i kapitalfonde«, som PRI-bestyrelsen har offentliggjort. Principperne er udarbejdet for at hjælpe forvaltere af konventionelle investeringsfonde, der investerer i kapitalfonde, med at opfylde deres ansvar over for overtagne virksomheder, hvad angår miljø, sociale forhold og forvaltning, når de investerer i disse. EØSU så gerne, at der udarbejdes et lignende sæt principper for hedgefonde.

2. Ejere, forvaltere og investorer

2.1. De fleste virksomheder i EU's medlemslande er i privat familieeje. Når en familie i sidste ende slipper kontrollen, kan virksomheden blive købt af en anden virksomhed (trade sale), solgt til et privat kapitalselskab (buy-out) eller omdannet til en offentlig virksomhed gennem en introduktion på børsen (IPO). De familieejede virksomheder har som regel et langsigtet perspektiv, og samtidig føler ejerne et vist ansvar over for interessenterne, navnlig arbejdsstyrken.

2.2. Nogle virksomhedsledere søger privat egenkapital til at finansiere de tidligste faser af virksomhedens udvikling. Såkapital er finansiering med henblik på at studere, vurdere og udvikle et nyt koncept for et produkt eller en tjenesteydelse. Startkapital er til produktudvikling og den første markedsføring. Virksomhedslederen er som regel afhængig af familie og venner, når det gælder denne spekulationskapital, men ind imellem er også business angels og ventureselskaber villige til at investere. Ekspansionskapital finansierer en virksomheds vækst. Det er ikke usædvanligt, at venturekapital kommer på banen i denne fase.

2.3. Kapitalfonde investerer i private virksomheder gennem buy-out. Herved kan den familie, der har grundlagt virksomheden, trække sig ud, eller virksomheden kan trækkes tilbage fra børsmarkedet, således at den ikke længere er børsnoteret. Ved et management buy-out er køberne de nuværende ledere, som henter økonomisk støtte fra kapitalfondene. I den sammenhæng finansierer kapitalfonde også medarbejder-buy-out. Erstatningskapital indebærer køb af ejerandele i en eksisterende virksomhed fra en anden kapitalfond. Denne form for transaktion giver den første fond mulighed for at trække værdier ud i tide, da de fleste kapitalfonde er tidsbegrænsede.

2.4. Fusioner og virksomhedsovertagelser spiller en stor rolle i erhvervslivet. Virksomheder i vækst opkøber andre virksomheder, hvilket sædvanligvis finansieres ved hjælp af fremmed- eller egenkapital. Virksomheder opkøbes ofte, fordi de har værdifulde aktiver, som den aktuelle ledelse ikke anvender optimalt.

2.5. Når virksomheder begynder at vise tegn på vanskeligheder og manglende succes, er det muligt at redde dem, men det kan være nødvendigt med ekstreme tiltag med henblik på at sætte skub i industrielle ændringer, der burde have fundet sted for længst, hvilket kan medføre en påvirkning af aktionærernes, de ansattes og andre interessenters sociale og økonomiske interesser. Redningen kan ske ved, at en ny ledelse foretager en fuldstændig omlægning, eller den nødstedte virksomhed kan blive overtaget af en anden virksomhed. Der kan også være tale om, at en kapitalfond foretager buy-out, og redningen kan endda ske gennem en omstrukturering efter insolvens.

2.6. De fleste kapitalinvesteringer foretages i public equity – aktier i børsnoterede virksomheder. Globaliseringen af aktiemarkederne har været uhyre markant. Public equity-investorer påvirker den industrielle forandringsproces gennem aktiemarkedet, hvor de køber aktier, som lever op til forventningerne, og sælger aktier, som skuffer. Forvaltere af konventionelle investeringsfonde er ikke praktisk orienterede, når de optræder som aktieejere. De giver deres holdninger til kende over for ledelsen og kan bede bestyrelsen om at skifte ledelsen ud, men i sidste ende påvirker de industrielle ændringer gennem deres ind- og udtræden og gennem deres støtte eller mangel på samme til fusioner og virksomhedsovertagelser og alternative investeringsfondes transaktioner.

2.7. Investering i virksomheders egenkapital er et ret risikabelt valg blandt flere investeringsmuligheder. Investorer køber aktier i forventningen om, at de vil stige i værdi. Selv om porteføljernes gennemsnitlige værdi rent faktisk stiger med tiden, har både markederne og individuelle aktier en tendens til at bevæge sig op og ned. Forvaltere af konventionelle investeringsfonde handler, både når det går op, og når det går ned, i et forsøg på at optimere værdien af deres aktieandele, men deres kapital er hele tiden udsat for aktiemarkedets luner.

2.8. Forvaltere af konventionelle investeringsfonde administrerer pensionsmidler, forsikringsmidler og gensidige fonde. Desuden har privatpersoner med større likvid formue (HNWI'er) betragtelige aktiver, og ca. en tredjedel af disse aktiver udgør en del af de andre fonde, som opremses nedenfor. Alle konventionelle investorer forsøger at mildne de negative virkninger af at blive eksponeret på aktiemarkedet. Med dette formål for øje vender de sig bl.a. mod forvalterne af de alternative investeringsfonde. HNWI'er har finansieret hedgefondenes forrygende udvikling.

2.9. Data offentliggjort af International Financial Services, London, kan bidrage til at sætte omfanget af disse fonde i perspektiv. De samlede aktiver i milliarder US dollars, der blev forvaltet i 2007, blev vurderet til:

Pensionsfonde	28,2	Statsejede investeringsfonde	3,3
Forsikringsmidler	19,9
Gensidige fonde	26,2	Hedgefonde	2,3
HNWI'er	40,0	Kapitalfonde	2,0

Hedgefondes og kapitalfondes relative betydning øges både gennem koncentration og gearing. Statsejede investeringsfonde har i store træk de samme mål som forvalterne af de konventionelle investeringsfonde, så de investerer også i kapital- og hedgefonde. Et absolut flertal af alle de aktiver, der samlet set forvaltes af hedgefonde, kommer nu fra forvaltere af konventionelle investeringsfonde, og en tredjedel af disse aktiver kommer fra pensionsmidler.

2.10. De alternative investeringsfonde har konsekvent haft et afkast, der var højere end de konventionelle investeringer på aktiemarkedet. De har generelt succes med højrisikostrategier med stort afkast. Eksempelvis deltager forvaltere af hedgefonde i short-selling. Hedgefonden låner aktier i målselskabet. En mægler erhverver mod et gebyr disse fra ejeren af aktierne. Hedgefonden sælger dernæst aktierne i forventning om, at kursen vil falde. Når tiden er inde, er hedgefonden nødt til at købe aktierne tilbage med henblik på at returnere dem til den oprindelige ejer. Hvis aktiekursen er faldet, vil fonden opnå en gevinst, men denne er begrænset til 100 % af de involverede beløb. Hvis kursen stiger, er der ingen grænser for det potentielle tab. Short-selling er meget risikobetonet.

2.11. Hedgefondene tager også positioner i transaktioner knyttet til fusioner og overtagelser, idet de normalt køber aktier i målselskabet og sælger aktier fra den opkøbende virksomhed. Da der er en risiko for, at transaktionen vil blive blokeret, vil hedgefonde eventuelt handle aktivistisk for at formindske denne risiko. Ligesom den involverer sig i denne type transaktioner, kan hedgefonde også finde på at tage positioner i virksomheder med henblik på at fremprovokere en transaktion. Dette er temmelig risikabelt.

2.12. Når virksomheder kommer i vanskeligheder, sælger forvalterne af konventionelle investeringsfonde deres aktieposter. Alternative investeringsfonde er særlig interesserede i nødlidende gæld, som i mange tilfælde vil blive delvist eftergivet. Dette giver så den alternative investeringsfond den nødvendige gearing til at føre an i de efterfølgende forhandlinger. En fond kan mange gange få sine penge hjem og mere til ved en likvidation. Ved en reorganisering kan fonden eftergive virksomheden dens gæld til gengæld for en del af egenkapitalen, hvilket kan vise sig at være rentabelt, hvis aktierne efterfølgende genvinder fordums styrke. En reorganisering kommer virksomhedens interessenter til gode, fordi den giver virksomheden mulighed for at fortsætte. Investeringer i nødlidende gæld er helt klart risikable. Fondene kan opnå profit, fordi de er parate til at gå ind, når alle andre er på vej ud.

2.13. Et lånefinansieret opkøb er en højst risikabel private equity-transaktion. Investeringsfonden foretager et opkøb uden selv at stille med en særlig stor andel af den kapital, der er nødvendig for at gennemføre handlen. Transaktionen finansieres som regel med banklån og junk bonds, der er sikret mod målselskabets aktiver, dog kun forudsat at målselskabets cash flow kan dække renterne og afdragene på lånene. Under den nuværende krise viser mange af disse transaktioner sig at være mangelfulde.

2.14. Dette afsnit har sat grundlaget for de alternative investeringsfonde i perspektiv. Selv om de aktiviteter, der typisk udføres af forvalterne af de alternative investeringsfonde og de statsejede investeringsfonde, beskrives i de følgende afsnit, holder fondene som sådan sig dog ikke nødvendigvis til disse kategorier. Kapitalfonde kan operere på hedgefondenes område og omvendt. De statsejede investeringsfonde investerer i begge områder.

3. Kapitalfonde

3.1. Kapitalfonde er puljer af privat forvaltet kapital, der er dannet med henblik på at foretage investeringer i private selskaber. De er typisk kommanditselskaber. Kapitalfondenes investeringsfokus retter sig mod venturekapital, erstatningskapital, nødlidende værdipapirer og virksomhedsopkøb. Kapitalfonde har normalt en levetid på 7 til 10 år. Deres mål er at komme ud af de indgåede engagementer med et positivt afkast, når fonden lukkes. En typisk investerings levetid er på mellem tre og fem år, men levetiden kan være op til 10 år. Ved hjælp af erstatningskapital er det muligt at lukke fonden, inden alle dens investeringer har opnået den ønskede forrentning.

3.2. Eftersom kapitalfonde især beskæftiger sig med rejsning af så- og venturekapital samt erhvervelse af nødlidende værdipapirer og finansiering af buy-outs, er kapitalfondene en vigtig aktør i forbindelse med industrielle ændringer. I en nylig udtalelse bifaldt EØSU den rolle, venturekapitalen spiller (5). Den stærke stigning i rejsning af egenkapital mellem 2004 og 2007 påvirkede også de industrielle ændringer i Europa i betydelig grad, navnlig gennem rejsning af kapital til lånefinansierede opkøb og finansiering af fusioner og overtagelser samt køb af nødlidende værdipapirer.

3.3. De private kapitalfondes aktiviteter koncentrerer sig især om opkøb. En vurdering af kapitalfondenes opkøbstransaktioners indvirkning på den industrielle forandringsproces støder ind i en lang række metodologiske problemer. Wilke Maack und Partner har peget på »det kontrafaktiske spørgsmål«. Hvad ville der være sket med den pågældende virksomhed, hvis ikke kapitalfonden havde været involveret? I det omfang der foreligger tal om virksomhedens resultater, hvilken målestok skal disse resultater da måles med? Og hvordan tages der højde for den omstændighed, at virksomheder, der opkøbes af kapitalfonde, langt fra udvælges tilfældigt?

3.4. Det er sædvanlig praksis at sammenholde resultaterne i en virksomhed opkøbt af en kapitalfond med resultaterne i en gruppe af virksomheder, der ikke er blevet opkøbt. Hvis sammenligningen skulle være retvisende, burde den imidlertid foretages i forhold til en gruppe af virksomheder, der har været genstand for en almindelig virksomhedsovertagelse. Det ville være overraskende, hvis almindelige virksomhedsovertagelser resulterede i industrielle ændringer, der var markant mindre gennemgribende end dem, der følger af kapitalfondes virksomhedsopkøb, eftersom formålet med en virksomhedsovertagelse altid er at øge de nye ejeres indtjening. Tilsvarende vil forventningen ved en almindelig omlægning af driften efter indsættelse af en ny ledelse også være, at der vil ske dybtgående forandringer.

3.5. I perioden fra 2005 til 2007 fandt der flere, omfattende, lånefinansierede virksomhedsopkøb sted. Banker lånte penge ud på meget gunstige vilkår. Historisk set er den andel af et sådant virksomhedsopkøb, der er lånefinansieret, på mellem 60 og 90 %. Dette forhold mellem fremmed- og egenkapital gjorde sig gældende på balancerne i de private kapitalfondes porteføljeselskaber, ikke i kapitalfondene selv. Fremmedfinansieringen er således bredt fordelt og udgør ikke i sig selv nogen systemisk risiko. IOSCO har imidlertid fremhævet muligheden af, at mange af kapitalfondenes højtgearede porteføljeselskaber vil krakke, hvilket vil påvirke långiverne, køberne af gælden og kapitalfondenes partnere, f.eks. pensionsfonde. Ser man på de industrielle forandringer, rettes den største trussel mod interessenterne i de berørte virksomheder. Omstillingen og omstruktureringen af disse selskaber bør i videst muligt omfang gennemføres med interessenternes billigelse.

3.6. Wilke Maack und Partner har undersøgt data for fem aspekter af kapitalfondenes påvirkning af de industrielle ændringer på virksomhedsniveau. På grund af metodologiske problemer og andre begrænsninger for analysen er det ikke lykkedes dem at drage nogen endelige konklusioner.

3.7. Med hensyn til virksomhedernes resultater, overskud og værdiskabelse er resultaterne helt klart positive. Imidlertid er det en vigtig konklusion med hensyn til undersøgelsen af kapitalselskabernes betydning for den gennemsnitlige merværdi, der er tilført målselskaberne, at resultaterne ikke forklarer, i hvilket omfang den observerede værdiskabelse hidrører fra »ægte« skabelsesprocesser og ikke fra »værditilegnelse« (value appropriation).

3.8. I beskæftigelsessammenhæng er det konsekvenserne i forhold til antallet af ansatte i målselskaberne, der er det mest kontroversielle spørgsmål i den nuværende debat om kapitalfonde. Kapitalfondenes og fagforeningernes undersøgelser peger i vidt forskellige retninger. En undersøgelse gennemført af Harvard-universitetet for Det Verdensøkonomiske Forum og citeret af Wilke Maack und Partner nåede frem til, at tabet af arbejdspladser var større i forbindelse med kapitalfondsinvesteringer end i kontrolgruppen. Da kapitalfonde imidlertid ofte overtager svagere virksomheder, hvis beskæftigelsessituation højst sandsynlig er uholdbar, havde omlægninger og afskedigelser formentlig alligevel været nødvendige.

3.9. Harvard-undersøgelsen pegede også på, at de kapitalfondsstyrede virksomheder havde en tendens til »kreativ destruktion«, hvor hyppigheden af overtagelser, salg, anlæg af nye produktionsenheder og lukninger var dobbelt så høj som i andre virksomheder. Inden for en periode på to år efter et kapitalfondsopkøb havde 24 % af virksomhedens ansatte på én eller anden måde været påvirket heraf. Dette er ikke overraskende i et miljø, hvor der sker omstruktureringer og reorganiseringer.

3.10. Hvad kapitalfondenes indvirkning på udviklingen i løn- og arbejdsvilkårene angår, er der igen stor uenighed. Der er dokumentation for både forringelser og forbedringer, men på grund af manglende indsamling af systematiske data er Wilke Maack und Partner ikke nået frem til nogen endelig konklusion.

3.11. Seriøs forskning i indvirkningen på den sociale dialog, informationspolitikken og medarbejderinddragelsen i virksomhederne findes stort set ikke. Empiriske data viser, at eksisterende ordninger og samarbejde med fagforeninger i visse tilfælde videreføres uændret, i andre tilfælde ikke. Det er et vigtigt element, at EU's relevante arbejdsmarkedsdirektiver ikke altid gælder ved kapitalfondsopkøb.

3.12. Også når det gælder ledelsespraksis, virksomhedskultur og forvaltning kan Harvard bidrage med en undersøgelse. Wilke Maack und Partner konkluderer heraf, at de private kapitalfondes vigtigste effekt er, at resultatovervågningen forstærkes, og at ansatte og produktionsanlæg, som ikke lever op til visse resultatmål, fjernes. Wilke Maack und Partner citerer også Det Europæiske Fagforeningsinstitut for, at kapitalfondene med deres snævre fokus på at nå driftsmål hverken er ideologiske eller sentimentale i deres tilgang til sådanne emner som kollektive forhandlinger og medarbejderindflydelse.

3.13. Nedenfor følger en SWOT-analyse af kapitalfonde med ordførerens bemærkninger.

Snæver dimension

Styrker

—	Startkapital, risikovillig kapital generelt

—	Ekspertise/netværksviden

—	Forvaltningsstruktur

—	Økonomiske ressourcer til fusioner og overtagelser samt vækststrategier

Svagheder

—	Ofte overdrevne rentabilitetsforventninger Men står i et rimeligt forhold til risikoen

—	Finansielle omkostninger/eksterne omkostninger For lånefinansierede overtagelser

—	Kun mellemlang horisont

—	Stærk fokus på det finansielle aspekt/på aktieejerne

—	Ofte højrisikostrategi Det er en risiko/afkast-forretning

Bredere dimension

Muligheder

—	Værdiskabelse

—	Øget konkurrencedygtighed

—	Vækst og jobskabelse

—	Øget tilpasningsevne

Trusler

—	Gearingsstrategi – for omfattende, lånefinansierede virksomhedsopkøb

—	Økonomisk redningsplan i nødstedte virksomheder - ditto

—	Risiko for ustabil udvikling - ditto

—	Beskæftigelse og arbejdsvilkår Husk det kontrafaktiske

—	Mangel på en langsigtet horisont

—	Konkurs – for omfattende, lånefinansierede virksomhedsopkøb

4. Hedgefonde

4.1. Hedgefonde er kommanditselskaber. Porteføljen forvaltes af en investeringsforvalter, mens andre aktiviteter varetages af en prime broker og en administrator. Mange fonde er oprettet i offshore-finanscentre som Caymanøerne, således at væksten i fondens værdi ikke beskattes. Investorerne beskattes af det afkast, de opnår, i deres hjemlande. Investeringsforvalterne, som for de flestes vedkommende har base i USA eller London, betaler skat af deres betydelige honorarer i de lande, hvor de har base.

4.2. En artikel i Sveriges Riksbanks Economic Review, Vol. 1, 2009 beskriver væksten i hedgefondmarkedet fra 1996, hvor der på verdensplan var 2 000 fonde, der forvaltede en samlet portefølje på omkring 135 mia. dollars, til udgangen af 2007, hvor 10 000 fonde forvaltede ca. 2 000 mia. dollars.

4.3. Prime brokerage er den generelle betegnelse for de ydelser, som udbydes af investeringsbanker og børsmæglervirksomheder, som hedgefondenes virksomhed er afhængig af. Betegnelsen dækker over aktiviteter som samlet depot af fondens midler, udlån af værdipapirer til short-selling, finansiering af gearede transaktioner og teknologiydelser. I lyset af prime brokerens centrale rolle på hedgefondmarkedet mener mange iagttagere, at de data, der er nødvendige for at overvåge den systemiske risiko, burde indsamles fra det begrænsede antal prime brokere, i stedet for fra hver enkelt hedgefond.

4.4. Omkring 20 prime brokere betjener 90 % af verdens hedgefonde. 30-40 % af alle prime brokere har base i London. 60 % af verdens hedgefonde findes i USA, 20 % i London og 20 % i resten af verden. Mellem 80 % og 90 % af EU's hedgefonde er hjemmehørende i London. Forvaltere af alternative investeringsfonde i London er underlagt det britiske finanstilsyns regler.

4.5. Hedgefonde tilbyder et absolut afkast af investeringer med relativ lav volatilitet, som stort set er uafhængigt af, om det pågældende investeringsmarked er stigende eller faldende. Dette opnår de gennem afdækning (hedging). De gennemfører deres strategier ved hjælp af derivatkontrakter og gearer sædvanligvis deres afkast ved at låne supplerende investeringskapital.

4.6. Hedgefonde repræsenterer en bred vifte af kompetencer og strategier fra det mest prosaiske til det mest risikable. De anvender en lang række strategier for overordnede positioner i udviklingen på markederne, i valutaer, råvarepriser, renteniveau osv. Der skabes herved en del børsaktivitet, men det har ingen direkte indvirkning på de industrielle ændringer. Nogle anvender avancerede analyser og stock picking-kompetencer til at købe de bedste ideer, og derefter short-sælge dem, de forventer, vil klare sig mindre godt. Andre benytter sig af computerprogrammer til at udregne den »rimelige« værdi af et aktiv i forhold til et andet, hvorefter det ene sælges short, og det andet købes.

4.7. Short-selling er således et væsentligt element i hedgefondenes virksomhed. Det britiske finanstilsyn udtalte i september 2008, at short-selling er en legitim investeringsform under normale markedsforhold. Dem, der sælger short, er økonomiske aktører. De afdækker ofte en ubehagelig sandhed om den økonomiske situation i de selskaber, hvis aktier de sælger, nemlig at de ikke er så meget værd, som folk tror. I den henseende fungerer de som de finansielle markeders pendant til den lille dreng i »Kejserens nye klæder«. Under visse omstændigheder er der en mulighed for, at short-selling kan forstærke effekten af, hvad der ellers blot ville være vanskeligheder på kort sigt i sunde virksomheder og derfor have som konsekvens, at virksomheden er nødt til at gennemføre en industriel omstrukturering. Short-selling kan desuden forværre børskriser med systemiske konsekvenser til følge på grund af effekten af mark-to-market-reglen. Myndighederne indførte et forbud mod short-selling af bankaktier, da finanskrisen tog fart. Indførelse af et forbud er en af de forholdsregler, der står til rådighed for de regulerende myndigheder, hvis de opfatter markedssituationen som unormal.

4.8. Det er via begivenhedsstyrede strategier, at hedgefonde kan have og har stor indflydelse på de industrielle ændringer. Hedgefondene går efter de investeringsmuligheder, der åbner sig i forbindelse med virksomhedsbegivenheder. I disse situationer holder de typisk på aktierne i 1 til 3 år. Et eksempel herpå er aktiearbitrage i selskaber, der står foran en fusion. Undertiden er en hedgefond proaktiv og opkøber en mindre spekulationspost for at fremprovokere en begivenhed, sådan som det var tilfældet med ABN AMRO. Hvis investeringen er af en vis størrelsesorden, og er der tale om en aktivistisk fond, vil dette uvægerligt fremskynde de industrielle ændringer. Der er betydelig dokumentation for, at hedgefondes investeringer øger værdien af den virksomhed, der er udset som mål, hvorimod der kun er begrænsede eller slet ingen undersøgelser af de beskæftigelsesmæssige og sociale virkninger. Hedgefonde er de største opkøbere af nødlidende værdipapirer, en anden begivenhedsstyret investeringsmulighed.

4.9. Redningen af hedgefonden Long-Term Capital Management (LTCM) i 1998 med den begrundelse, at den var for stor til at krakke, har bevirket, at hedgefonde betragtes som en potentiel systemisk risiko, selvom den amerikanske centralbanks redningsaktion nu i tilbageblik vurderes at have været uklog. Prime brokere har siden været påpasselige i forhold til den risiko, deres engagementer med hedgefondene indebærer, og i sidste ende var det krakket i Lehman Bros., en reguleret bank, der var årsag til krisen. Hedgefondenes låntagning var langt mindre end de regulerede bankers.

4.10. Ovennævnte artikel i Sveriges Riksbanks Economic Review undersøger, hvilken rolle hedgefonde spiller i finansielle kriser og især den hypotese, at de handler i fællesskab for at skabe bølger. Der blev ikke fundet dokumentation herfor under den europæiske valutakrise i 1992, krisen i Asien i 1997 eller IT-boblen i 2002. Den nuværende krise har haft større indvirkning på fondene, end fondene har haft på krisen.

4.11. Undersøgelsen så også nærmere på, om hedgefonde udgør en større trussel for den finansielle stabilitet end andre investorer. Konklusionen var, at den enkelte fonds indflydelse på det samlede marked er begrænset, ikke mindst fordi hedgefondenes aktiver er fordelt mellem 10 000 fonde. Det er imidlertid sandsynligt, at de på linje med alle de andre institutionelle investorer spillede en rolle i krisens udvikling.

4.12. Selv om hedgefondenes indvirkning på industrielle ændringer ikke er så markant som kapitalfondenes, giver deres potentielle indvirkning stadig anledning til bekymring, ikke mindst på grund af den manglende gennemsigtighed i deres strategier, investeringer, og når det gælder hjemsted. EØSU støtter derfor de seks principper på højt niveau, der blev redegjort for i IOSCO's nylige rapport om tilsynet med hedgefonde (juni 2009), og som blev udarbejdet til støtte for G20-initiativet. Principperne vedrører:

—	obligatorisk registrering af hedgefondforvaltere/-rådgivere

—	lovgivning, der fastlægger bestemmelser for virksomhedsstandarder, interessekonflikter, oplysningspligt og forsigtighedsregler

—	obligatorisk registrering, regulering og tilsyn af prime brokere

—	hedgdefondens/prime brokerens fremlæggelse af relevante oplysninger for at undgå systemiske risici

—	tilsynsmyndighedernes vejledning om bedste praksis

—	internationalt samarbejde mellem tilsynsmyndighederne.

Fordelen ved en international aftale er, at regelarbitrage modvirkes.

4.13. Nedenfor følger Wilke Maack und Partner's SWOT-analyse af hedgefonde med ordførerens bemærkninger.

Snæver dimension

Styrker

—	Øget værdi af børsnoterede selskaber

—	Orientering mod effektive markeder

—	»Sidste udvejskøber«

—	Erhvervelse af risikable aktiver / nødlidende værdipapirer

Svagheder

—	Kortsigtet horisont: de spiller ikke en rolle på længere sigt

—	»Flokmentalitet« / optræder som »gruppe« intet belæg, ikke påvist

—	Åbenhed om risici

—	Ydre omstændigheder

Bredere dimension

Muligheder

—	Likviditet på finansielle markeder

—	Overvindelse af markedssvigt (i tilfælde af aktive investorer)

—	Finansielle nyskabelser

Trusler

—	Gearing/systemrisiko

—	ikke påvist

—	Markedsmanipulering

—	Bestemt ikke

—	Udtømning af finansielle reserver Vedrører i højere grad kapitalfonde

—	Fokus på finansieringsteknik

—	Højrisikostrategi – med store gevinster

5. Statsejede investeringsfonde

5.1. En statsejet investeringsfond er ikke en alternativ investeringsfond. Der er tale om en pulje af kapital, der ejes af en stat og investeres i en portefølje af finansielle aktiver. Dens primære funktion er at stabilisere landets økonomi ved at diversificere og skabe velstand for fremtidige generationer. Der findes i dag 20 større fonde, hvis samlede formuebeholdning skønnes at andrage mere end 3 bio. dollars. Som regel finansieres fondene enten af overskud fra salg af råvarer som olie og gas i Mellemøsten eller som i Kinas tilfælde af overskud på de løbende poster på betalingsbalancen. I et globalt makroøkonomisk perspektiv opfylder de statsejede investeringsfonde uden tvivl to vigtige formål. De tilbagefører kapital til OECD-økonomierne og korrigerer på den måde globale ubalancer, og idet deres overskud ikke indregnes i den indenlandske økonomi, mindsker de risikoen for inflation i hjemlandet.

5.2. Ifølge Wilke Maack und Partner er de største statsejede investeringsfonde:

Land	Fond	Formue (mia. dollars)
Abu Dhabi	Abu Dhabi Investment Authority	627
Saudi-Arabien	SAMA Foreign Holdings	431
Kina	SAFE Investment Company	347
Norge	Statens Pensionsfond – Udland	326
Singapore	Gov’t Investment Corporation	248
Rusland	National Welfare Fund	220
Kuwait	Kuwait Investment Authority	203

5.3. Deres investeringshorisont er lang, og i de fleste tilfælde er investeringerne ikke gearede. Deres risikotolerance og afkastforventninger er som regel højere end ved traditionelle officielle reserver, der forvaltes af de monetære myndigheder. Generelt er de passive investorer, men i visse tilfælde kan de gå ind og påvirke aktivt. Den norske pensionsfonds investeringer er f.eks. genstand for en etisk screening, der stemmer overens med principperne for ansvarlige investeringer.

5.4. Væksten i de statsejede investeringsfonde er udtryk for et større strukturskift på det globale finansmarked. Beregninger foretaget af Den Internationale Valutafond tyder på, at de statsejede investeringsfondes samlede formue inden for fem år vil nå op på 6-10 bio. dollars. Fondene foretog under krisen en række større investeringer i nødlidende finansielle institutioner. Fondenes opståen er af central betydning for internationale investeringer, og når spørgsmålet om, hvordan de skal reguleres, er løst, vil de spille en betydelig rolle i udformningen af den globale økonomi.

5.5. Regeringerne i en lang række OECD-landene har understreget betydningen af at overvåge og muligvis også regulere de statsejede investeringsfonde. Der er bekymring for, at fondenes investeringer udgør en trussel mod den nationale sikkerhed, og denne bekymring er blevet næret af den manglende gennemsigtighed. Dette afføder protektionisme og økonomisk nationalisme i modtagerlandene. Det vækker endvidere bekymring, at fondene ikke er underlagt regnskabspligt, hvilket vil kunne fordreje og destabilisere de finansielle markeder. Dette ville kunne afhjælpes med oplysningskrav om fondenes forvaltning. Hvis man kan finde frem til en procedure for fremlæggelse af oplysninger, som er gennemsigtig, troværdig og pålidelig, ville det dæmpe de fleste af disse bekymringer.

5.6. Der er ingen væsentlig dokumentation for, at de statsejede investeringsfonde foretager investeringer ud fra politiske eller strategiske hensyn.

Det virker snarere som om, det er de statsejede virksomheder i visse udviklingslande, der handler strategisk, og ikke de statsejede investeringsfonde. Gazproms opkøb er, ligesom Chinalcos mislykkede forsøg på at købe sig ind i Rio Tinto, en illustration heraf. Kina går offensivt til værks for at få lov til at oplagre energireserver overalt på jordkloden ved gennem landets to politisk styrede banker – China Development Bank og Export-Import Bank of China – at tilbyde en række stater forskellige former for kreditter.

5.7. Siden 2008 har et tosporet initiativ på internationalt plan reguleret forbindelserne mellem fondene og OECD-landene. OECD har udviklet retningslinjer for modtagerlandene, og Den Internationale Valutafond har arbejdet sammen med den internationale arbejdsgruppe om udarbejdelsen af Santiagoprincipperne, som vedrører

—	de juridiske rammer og fondenes mål

—	de institutionelle rammer og forvaltningsstrukturerne

—	investerings- og risikoforvaltningsrammerne.

5.8. For at de statsejede investeringsfondes investeringer kan integreres fuldt ud i OECD-økonomierne, må fondene være mere gennemsige og åbne, navnlig med hensyn til forvaltning, strategi og investeringsmål. Fondene må forpligte sig til den markedsøkonomi, som giver dem friheden til at investere. De stater, der står bag fondene, må være parate til på deres side at acceptere investeringer fra OECD-økonomierne.

5.9. På den internationale arbejdsgruppes møde i Kuwait i april 2009 etablerede de statsejede investeringsfonde et forum af faste repræsentanter med det formål at hjælpe gruppen med dens arbejde. Selv om principperne er et vigtigt skridt i den rigtige retning, er der brug for yderligere tiltag med hensyn til

—	forholdene til modtagerlandene

—	oplysningskrav og -standarder

—	overholdelse af standarder, værdiansættelse og sanktioner.

Uden den større gennemsigtighed, der herved vil blive opnået, kan de statsejede investeringsfonde udgøre en destabiliserende faktor for makroøkonomien.

5.10. På virksomhedsniveau udvirker de statsejede investeringsfonde ikke umiddelbart industrielle ændringer, men indirekte er de vigtige investorer i alternative investeringsfonde. Men med deres stadigt større økonomiske styrke er de ved at udvikle sig til indflydelsesrige aktionærer i førende selskaber. EØSU ser derfor gerne, at de statsejede investeringsfonde følger den norske fonds eksempel og tilslutter sig principperne om ansvarlige investeringer.

5.11. Nedenfor følger Wilke Maack und Partner's SWOT-analyse af statslige investeringsfonde med ordførerens bemærkninger.

Snæver dimension

Styrker

—	Langsigtede planer

—	»Sidste udvejskøber«

—	Øgede finansielle ressourcer

—	Styrkede bånd til industrielle markeder

Svagheder

—	Manglende selvbestemmelse hos nationale interessenter

—	Manglende gennemsigtighed

—	Begge problemer kan løses med Santiagoprincipperne

Bredere dimension

Muligheder

—	Interessenthorisont

—	Sund finansiel forvaltning

—	Adgang til nye markeder

—	Potentiel indflydelse på alternative investeringsfonde

Trusler

—	Fokus på politiske mål – usikkerhed om langsigtede intentioner

—	Formuekoncentration uden for demokratisk kontrol

—	Løses delvist med Santiagoprincipperne

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT L 82 af 22.3.2001, s. 16.

(2) EFT L 10 af 16.1.1998, s. 22.

(3) EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29.

(4) EUT L 235 af 23.9.2003, s. 10.

(5) EUT C 100, 30.4.2009, s. 15: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen om fjernelse af hindringerne for venturekapitalfondes investeringer på tværs af grænserne, KOM(2007) 853 endelig.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/65

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse: Hvordan skal ansvaret fordeles mellem EU og medlemsstaterne?

(initiativudtalelse)

(2010/C 128/11)

Ordfører: Raymond HENCKS

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse: Hvordan skal ansvaret fordeles mellem EU og medlemsstaterne?

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som vedtog sin udtalelse den 8. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, følgende udtalelse med 155 stemmer for, 1 imod og 9 hverken for eller imod.

1. Formålet med initiativudtalelsen

1.1. EØSU har i sin handlingsplan »Et program for Europa: civilsamfundets forslag« (CESE 593/2009) understreget betydningen af tjenesteydelser af almen interesse (forsyningspligtydelser), som er indskrevet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og defineret i protokollen til Lissabon-traktaten.

1.2. Protokollen om tjenesteydelser af almen interesse er en vigtig nyskabelse i Lissabontraktaten, eftersom den dækker alle tjenesteydelser af almen interesse og for første gang i en traktat indfører betegnelsen »ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse« over for »tjenesteydelser af almen økonomisk interesse«.

1.3. Protokollen er ikke blot en erklæring om fortolkning af traktaterne og Unionens fælles værdier hvad angår tjenesteydelser af almen interesse, men skal ses som en brugsanvisning for Unionen og medlemsstaterne. Den placerer konsekvent brugerne og opfyldelsen af deres behov, præferencer og rettigheder i centrum for bestemmelserne og fastholder fælles principper om et højt niveau med hensyn til kvalitet, sikkerhed og tilgængelighed, lige behandling og fremme af universel adgang.

1.4. EØSU's anbefaler i sit »Program for Europa«, at der iværksættes et fællesskabsinitiativ, som skal sætte gang i en egentlig debat om fastlæggelse af retningslinjer for forsyningspligtydelser på baggrund af disses betydning for den sociale og territoriale samhørighed i Den Europæiske Union i lyset af globaliseringen og under hensyntagen til Lissabontraktatens mål om at fremme universel adgang og brugernes rettigheder.

1.5. Med artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde indfører Lissabontraktaten et generelt gældende retsgrundlag for EU's lovgivende myndighed hvad angår tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Dette retsgrundlag er forskelligt fra retsgrundlaget for det indre marked, som de sektordirektiver, der liberaliserer netværkstjenesteydelser af almen økonomisk interesse (elektronisk kommunikation, elektricitet, gas, offentlig transport, postvæsen), bygger på.

1.6. Artikel 14 fokuserer på de økonomiske og finansielle vilkår, der gør det muligt for tjenester af almen økonomisk interesse at opfylde deres opgaver, og fastslår, at Europa-Parlamentet og Rådet lovgiver på området gennem forordninger.

1.7. I forlængelse af sit »Program for Europa« behandler EØSU i denne initiativudtalelse gennemførelsen af Lissabontraktatens artikel 14. Udvalget undersøger merværdien og det mulige indhold af lovgivningsinitiativer fra EU-institutionerne for at kaste lys over følgende spørgsmål:

—	Hvem definerer tjenesteydelser af almen interesse, deres mål, opgaver og ansvaret for dem?

—	Hvilke former kan definitionen antage?

—	På hvilke områder kan EU-tjenesteydelser af almen interesse blive nødvendige for at gennemføre Unionens mål?

2. Tjenesteydelser af almen interesse - definition, mål, opgaver og ansvar

2.1. Protokollen til Lissabontraktaten indfører for første gang betegnelsen »ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse«, hvor traktaterne hidtil kun har omtalt »tjenesteydelser af almen økonomisk interesse«.

2.2. Den bekræfter på den ene side medlemsstaternes eksklusive kompetence hvad angår ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse (dog under overholdelse af EU-rettens almene principper) og på den anden side »nationale, regionale og lokale myndigheders vigtige rolle og vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse så tæt på brugernes behov som muligt«. Protokollen giver dog ingen nærmere forklaring på distinktionen mellem en økonomisk og en ikke-økonomisk tjenesteydelse.

2.3. Siden Amsterdamtraktaten (1997) er det klart fastlagt i EF-traktaten (artikel 16), at Unionen og medlemsstaterne deler kompetence og ansvar inden for området tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, for så vidt som »… Fællesskabet og medlemsstaterne inden for deres respektive kompetenceområde og inden for rammerne af denne traktats anvendelsesområde [sørger] for, at sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver«.

2.4. Kompetencefordelingen er imidlertid langt fra afklaret i dag, og det skaber usikkerhed blandt alle berørte aktører (offentlige myndigheder, tjenesteydere, regulerende agenturer, brugere, civilsamfundet) og medfører en stor stigning i præjudicielle spørgsmål og tvister, der indbringes for De Europæiske Fællesskabers Domstol. Domstolen træffer afgørelse fra sag til sag på grundlag af den eksisterende lovgivning, som ikke er særlig veludviklet hvad angår tjenesteydelser af almen interesse/tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og på grundlag af tidligere retspraksis. De offentlige myndigheder og de lokale og regionale myndigheder er derfor i stadig højere grad underlagt EU's konkurrencelovgivning, især hvis public service-aktiviteter udføres med andre partnere.

2.5. Henvisningen til brugernes behov, private som professionelle, bør betragtes og respekteres som et nøgleelement, eftersom etablering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse kun kan retfærdiggøres, hvis den gør det muligt at opfylde opgaverne af almen interesse over for hovedmodtagerne af disse tjenesteydelser.

2.6. Fastlæggelsen af arten og omfanget af en opgave for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse på bestemte indsatsområder, hvor EU ikke har kompetence, eller som kun hviler på en begrænset eller delt kompetence, er i princippet medlemsstaternes ansvar.

2.7. I protokollen opfordres EU-institutionerne, især Kommissionen, til at tage hensyn til »diversiteten« i forskellige tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og til »forskellene mellem brugernes behov og præferencer, der kan være et resultat af forskellige geografiske, sociale eller kulturelle situationer«.

2.8. Når Kommissionen kontrollerer overholdelsen af traktatens regler vedrørende medlemsstaternes definition af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, bør den fremover tage større hensyn til den enkelte medlemsstats public service-grundlag og demokratiske valg. I forbindelse med Kommissionens vurdering af »åbenlyse fejl« bør vurderingens omfang, indhold eller fremgangsmåde derfor tilpasses for så vidt muligt at undgå konflikter og tvister.

2.9. For alle tjenesteydelser af almen interesse og af almen økonomisk interesse er der i dag to usikkerhedsmomenter, der kan virke negativt ind på deres opgaver:

—	kompetence- og ansvarsfordelingen mellem EU og medlemsstaterne samt de lokale og regionale myndigheder,

—	tjenesternes økonomiske eller ikke-økonomiske karakter, hvilket betinger de regelsæt, som de er underlagt.

2.10. Det er derfor vigtigt, at der som beskrevet i Lissabontraktatens artikel 14 fremlægges et (eller flere) lovgivningsinitiativ(er), der skaber klarhed og giver de nødvendige garantier, og som samtidig tager hensyn til arten og det særlige indhold af de forskellige typer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (sociale ydelser, foranstaltninger til indslusning på arbejdsmarkedet, støtte til dårligt stillede personer eller handicappede, almennyttige boliger osv.). Der er ikke tale om at ensrette tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i hele EU, men om at kombinere enhed og diversitet – enhed i form af visse fælles regler på vigtige områder, diversitet forstået som sektoriel og national mangfoldighed.

3. Definitionsformer

3.1. Medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser med hensyn til fastlæggelse af, hvad de betragter som en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Det fritager dem ikke for at sørge for, at en sådan tjenesteydelse, som de har og ønsker beskyttet, skal opfylde visse minimumskriterier, der er fælles for alle tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i traktatens forstand som præciseret gennem retspraksis, og at bevise, at disse kriterier er opfyldt i det pågældende tilfælde.

3.2. Kriterierne er bl.a. tilstedeværelsen af en national offentlig akt, der pålægger de pågældende operatører en forsyningspligtopgave, og denne opgaves omfang og karakter. Denne officielle akt, som er stadfæstet af den kompetente offentlige myndighed, skal have en bindende juridisk karakter i den nationale ret, dvs. som en lov, en forordning, en kontrakt, en aftale osv.

3.3. Medlemsstaten skal på grundlag af fællesskabsbestemmelserne anføre de særlige opgaver af almen interesse, der efter dens mening gør den pågældende tjeneste berettiget til at blive betegnet som en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse og dermed forskellig fra andre økonomiske aktiviteter på det frie marked.

3.4. Omvendt kan et manglende bevis fra medlemsstatens side på opfyldelse af kriterierne, eller manglende opfyldelse af dem, udgøre en åbenlys fejlvurdering, som Kommissionen er nødt til at sanktionere.

3.5. En medlemsstat kan vælge at lade flere operatører i en sektor udføre en forsyningspligtopgave uden at overdrage opgaven til hver enkelt gennem en individuel akt eller et individuelt mandat.

3.6. Alle disse bestemmelser stammer fra EF-Domstolens retspraksis, men er ikke entydigt fastlagt og konsolideret af den afledte ret. Det medfører retsusikkerhed for de forskellige berørte parter, eller det opfattes i det mindste sådan af flere blandt dem.

3.7. I direktivet om tjenesteydelser i det indre marked skelnes der for de sociale tjenesters vedkommende mellem på den ene side tjenesteudbydere, som har mandat fra staten, og velgørende organisationer, der er anerkendt af staten som sådanne, og på den anden side tjenesteudbydere, som ikke har mandat fra staten eller nogen anden officiel anerkendelse.

3.8. Kommissionen mener ifølge sit arbejdsdokument SEC(2007) 1516 (findes kun i engelsk udgave), at opdraget er den officielle akt, som pålægger en virksomhed at udføre en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, gøre rede for, hvad opgaven af almen interesse består i, og angive omfanget af og de generelle vilkår for udførelsen af tjenesteydelsen.

3.9. Opdraget indebærer ifølge Kommissionens fortolkning en primær forpligtelse til at levere tjenesteydelsen eller stille den til rådighed – uden forskel og uden hensyntagen til tjenesteydelsens særlige art. Ifølge Kommissionen omfatter denne forpligtelse til at levere ikke velgørende organisationer, der er anerkendt af staten som sådanne. Det præciseres imidlertid ikke, hvilke kriterier og krav der skal opfyldes for at opnå en sådan anerkendelse.

3.10. Hertil kommer, at en offentlig myndigheds »godkendelse« af en tjenesteyder, der tillader denne at levere visse tjenesteydelser, stadig ifølge Kommissionen ikke svarer til et opdrag og ikke skaber en forpligtelse for operatøren til at levere de pågældende tjenesteydelser. Endvidere figurerer begrebet godkendelse hverken i den primære ret eller i den afledte ret.

3.11. Man kan ikke blive ved med at afklare spørgsmålet fra sag til sag i takt med tvister og mæglinger. Det er nødvendigt at tage et lovgivningsinitiativ i samråd med de berørte parter for at skabe klarhed og retssikkerhed.

3.12. En sådan afklaring, som foretages på anmodning af de berørte parter, bør tage hensyn til de aktuelle forhold i medlemsstaterne, herunder disses historie, traditioner og samfundsmæssige organisation og sikre, at disse kan videreføres, forudsat at de er i almenhedens interesse og kan forsvares ud fra kvalitetshensyn.

4. EU-tjenesteydelser af almen interesse

4.1. I to nyligt afgivne udtalelser (EØSU's udtalelse »De sociale konsekvenser af udviklingen på transport- og energiområdet«, CESE 1293/2008, samt EØSU's udtalelse »Grønbog – Et europæisk energinet, der sikrer forsyningerne, bæredygtigheden og konkurrenceevnen«, CESE 1029/2009 (ordfører: Laure Batut)) vurderer EØSU, at man bør undersøge den praktiske mulighed for etablering af en europæisk forsyningspligtydelse for energi som et led i den fælles energipolitik.

4.2. I sin grønbog »Et europæisk energinet, der sikrer forsyningerne, bæredygtigheden og konkurrenceevnen« slår Kommissionen til lyd for idéen om at skabe en europæisk gastransmissionssystemoperatør gennem en gradvis opbygning af en uafhængig virksomhed, som skal pålægges forvaltningen af et samlet gastransportnet i hele EU.

4.3. Det må dog konstateres, at EU-organerne samt de nationale regeringer og medlemsstaterne, der er fanget mellem nationale forskelligheder og fælles behov for at opbygge et europæisk enhedsmarked, har svært ved at vænne sig til idéen om EU-tjenesteydelser af almen (økonomisk eller ikke-økonomisk) interesse. Idéen om at skabe europæiske energitjenester er således ikke endnu ikke taget op af de politiske beslutningstagere.

4.4. EU-tjenesteydelser af almen interesse er imidlertid nødvendige for den fortsatte, fælles opbygning af Europa. Sådanne tjenesteydelser vil være udtryk for europæisk solidaritet i håndteringen af de udfordringer, som Unionen står over for på væsentlige, multinationale eller transnationale områder som energiforsyningssikkerhed, sikring af vandressourcer, bevarelse af biodiversitet, sikring af luftkvalitet, den indre og ydre sikkerhed osv. Det er tjenester, som ikke kan begrænses til organisationer, der opererer på nationalt eller lokalt plan, da der ikke er tale om tjenesteydelser i nærmiljøet som f.eks. sociale tjenester eller udelukkende lokale, regionale eller nationale ydelser af almen interesse.

4.5. EØSU går i den forbindelse ind for offentlige partnerskaber (EU og medlemsstaterne) og private partnerskaber for at øge energiforsyningssikkerheden og nå frem til en integreret forvaltning af sammenkoblede energinet (gas, elektricitet, olie) samt udvikling af vindmøllenettet på havet og vindmølleparkernes tilslutning til landnettet, hvilket kunne reducere drifts- og investeringsomkostningerne væsentligt og i højere grad være et incitament til at investere i nye netprojekter.

4.6. Hvad angår de enkelte landes beføjelser, f.eks. vedrørende energimix, rækker de sociale og samfundsmæssige spørgsmål om forvaltning og udnyttelse af naturressourcer, kernekraft, klimaændringer og bæredygtig forvaltning samt sikkerhed ud over staternes traditionelle grænser og kan kun finde en tilfredsstillende løsning i en europæisk idé om almen interesse og tilsvarende tjenesteydelser.

4.7. Det faktum, at medlemsstaterne har principiel beføjelse til at fastlægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, anfægter på ingen måde EU's beføjelser til på sit niveau at fastlægge tjenesteydelser af almen (økonomisk) interesse, når det er nødvendigt for at gennemføre Unionens mål, og skridtet står i et rimeligt forhold til disse mål. Såvel primærretten som den afledte ret og retspraksis giver Unionen mulighed for som offentlig myndighed og på de områder, hvor den har eksplicit kompetence, eller endog begrænset eller delt kompetence, at levere, udlægge, organisere og finansiere sådanne tjenesteydelser på samme vilkår og med de samme regler som medlemsstaterne.

4.8. EF-traktatens artikel 16 fastlægger klart en delt kompetence og et delt ansvar mellem EU og medlemsstaterne. I henhold til denne artikel sørger Fællesskabet og medlemsstaterne inden for deres respektive kompetenceområde for, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver.

4.9. Disse tjenesteydelser henhører under en række af EU’s mål (respekt for de grundlæggende rettigheder, fremme af borgernes velfærd, social retfærdighed, social samhørighed osv.), som er uundværlige for samfundet. Det følger heraf, at EU, som har ansvar for at fremme levefoden og livskvaliteten på hele EU’s territorium, ligeledes har visse former for ansvar i forhold til redskaberne til gennemførelse af de grundlæggende rettigheder og den sociale samhørighed.

4.10. Traktaterne fastlægger klart EU's kompetencer, hvoraf visse, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kan indebære oprettelse af tjenester, instanser, organer eller lignende på EU-niveau (transportpolitik, transeuropæiske net, miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse, økonomisk, social og territorial samhørighed i EU, intern og ekstern sikkerhed, bekæmpelse af klimaændringer, energiforsyningssikkerhed osv.).

4.11. Selv om der for visse tjenester som f.eks. EU-agenturerne, herunder bl.a. agenturerne for søfartssikkerhed, fødevaresikkerhed, jernbanesikkerhed og for forvaltningen af det operationelle samarbejde ved EU's ydre grænser samt agenturerne »Det fælles luftrum« eller »Galileo«, ikke har været nogen retlig henvisning til tjenesteydelser af almen interesse og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, er disse tjenester af en sådan karakter, at de tjener den almene interesse i EU.

4.12. I stedet for at forholde sig defensivt bør EU-institutionerne, uden hermed at indskrænke leverandørernes status, snarere anerkende eksistensen af og behovet for EU-tjenesteydelser af almen interesse på de områder, hvor EU kan handle mere effektivt for at nå sine mål end medlemsstaterne hver for sig.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/69

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om virkningen af sociale netværkssteder på borgere/forbrugere

(initiativudtalelse)

(2010/C 128/12)

Ordfører: Jorge PEGADO LIZ

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 26. februar 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, på eget initiativ at afgive udtalelse om:

Virkningen af sociale netværkssteder på borgere/forbrugere.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Jorge Pegado Liz til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november, følgende udtalelse med 108 stemmer for, 2 imod og 10 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. EØSU anerkender den kulturelle, politiske og sociale betydning, som de sociale kommunikationsnetværk på Internettet (online-netværk) har som et middel til kommunikation og interaktion mellem mennesker som led i udøvelsen af den grundlæggende ret til udtryksfrihed.

1.2. Samtidigt konstaterer EØSU, at der er en økonomisk interesse forbundet med udviklingen af sådanne netværk og at de navnlig giver mulighed for kommerciel kommunikation og markedsføring af forskellig art.

1.3. EØSU fremhæver de positive sider af udviklingen af disse online-netværk, herunder især deres bidrag til at sikre udøvelse af udtryksfriheden i bestemte politiske situationer, skabe og sammenknytte gruppefællesskaber online, give mulighed for at (gen)finde venner og familiemedlemmer, afværge faresituationer for mindreårige og give dem en chance for at bede om hjælp; endelig bidrager disse netværk til informationsudveksling på sundhedsområdet.

1.4. Ikke desto mindre tilslutter EØSU sig alle de civilsamfundsorganisationer, familier og individuelle borgere, som har givet udtryk for berettiget frygt for risiciene ved ulovlig anvendelse eller misbrug af de sociale netværkssteder, som indebærer krænkelse af visse grundlæggende menneskerettigheder.

1.5. EØSU advarer især mod risiciene ved mindreåriges eller andre sårbare gruppers anvendelse af sociale online-netværk, især når der er tale om personer med ringe digitale kompetencer, som ofte bliver ofre for personer, der udnytter dem til at begå ulovlige handlinger, som krænker deres menneskelige værdighed og bringer deres fysiske eller mentale helbred og endog deres liv i fare.

1.6. EØSU glæder sig over Kommissionens nylige initiativer, især dem, der er taget af GD for Informationssamfundet og Medier og GD for Retlige Anliggender med henblik på at skabe fælles rammer for operatørerne af disse net via adfærdskodekser og kodekser for god praksis.

1.7. EØSU er dog af den opfattelse, at der kræves en forstærket indgriben fra EU's og medlemsstaternes side og større oplysning af borgerne generelt om de risici, der er forbundet med anvendelsen af sociale online-netværk, og om den praksis, det anbefales at følge.

1.8. EØSU mener endvidere, at der bør gøres en ekstra indsats med henblik på bedre oplysning af de unge lige fra de første skoleår, større støtte til familierne i betragtning af, hvor vigtigt det er, at forældrene følger op på og kontrollerer de unges brug af Internettet, udvikling af tekniske midler til blokering og filtrering af adgang, øget risikoforebyggelse og mere effektiv bekæmpelse af ulovlig eller skadelig praksis på dette område.

1.9. EØSU mener i denne forbindelse, at de unge bør inddrages direkte i fastlæggelsen af operationelle modeller og i behandlingen og løsningen af spørgsmål i tilknytning til de sociale online-netværk, da det nok vil være de unge, som hurtigst og mest effektivt kan gennemskue de problemer, som opstår, og foreslå de bedste løsninger.

1.10. EØSU opfordrer Kommissionen til at fortsætte den grundige analyse af dette fænomen for at opnå et fuldstændigt kendskab til denne realitet, især til dens kulturelle, sociale og økonomiske konsekvenser, samt mulighederne for at bruge netværksstederne til at sætte en bred debat i gang om så vigtige emner som klimaændring eller initiativet »bedre kommunikation om Europa«.

1.11. EØSU opfordrer Kommissionen til som et supplement til god selvreguleringspraksis at undersøge muligheden for at indføre procedurer for samregulering, som kan muliggøre effektiv kontrol med overholdelsen af aftalerne om god praksis for at forebygge omgåelser, bekæmpe overtrædelser og indføre effektive sanktioner mod overtræderne. I betragtning af at informationsteknologien gør det muligt at begå straffelovsovertrædelser samtidigt i alle medlemsstater, kunne EU nu arbejde hen imod et harmoniseret retsforfølgnings- og sanktionssystem, som forvaltes på koordineret vis af de ansvarlige nationale organer.

1.12. Derfor foreslår EØSU Kommissionen, at den som opfølgning af den offentlige høring i juli 2008 udarbejder en grønbog om de sociale netværkssteder, som opstiller de vigtigste strategimuligheder for det videre arbejde med en analyse af de respektive virkninger og høring af civilsamfundets forskellige berørte organisationer.

1.13. EØSU anbefaler, at man undersøger muligheden for at udvide og integrere de eksisterende EU-organers beføjelser gennem oprettelse af et ombudsmandshverv på EU-plan for alle spørgsmål i tilknytning til beskyttelsen af den menneskelige værdighed, privatlivets fred og databeskyttelse i forbindelse med elektronisk kommunikation og audiovisuelle medier med specifik kompetence på området sociale netværkssteder.

1.14. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at styrke koordineringen af deres foranstaltninger på nationalt plan, så der kan fastlægges en sammenhængende retlig ramme for behandlingen af disse situationer, enten ved at overdrage beføjelser til de eksisterende nationale myndigheder, som bør udøves på koordineret vis, eller ved at indføre passende reguleringsmekanismer.

1.15. EØSU opfordrer især europaparlamentsmedlemmerne til at sætte disse nye realiteter højt på deres politiske dagsorden og således vække gehør for civilsamfundets voksende bekymring.

2. Indledning

2.1. Denne initiativudtalelse ser nærmere på de sociale netværkssteders indvirkning på borgerne/forbrugerne. Disse netværk er i de væsentlige karakteriseret ved, at de tilbyder online-tjenester med det formål at skabe og sammenknytte grupper af mennesker med samme aktiviteter eller interesser eller som ganske enkelt er interesseret i at lære andre menneskers præferencer og aktiviteter at kende; de stiller en række funktioner til rådighed, som muliggør interaktion mellem brugerne http://www.saferinternet.org/ww/en/pub/insafe/safety_issues/faqs/social_networking.htm.

2.2. De sociale netværkssteder er i hastig ekspansion (211 mio. mennesker og omkring 3/4 af internetbrugerne - hvis antal anslås til 282,7 mio. – menes jævnligt at benytte sig af disse online-tjenester) og brugerne er især unge fra 16 år og opefter, men for nogle tjenesters vedkommende er brugerne ikke særligt »trofaste« Kommissionen (1) skønner, at de sociale netværkssteder har omkring 40 mio. regelmæssige brugere i Europa; det er værd at bemærke, at der sidste år var en stigning i anvendelsen på omkring 35 %, og det forudses, at antallet af brugere vil være mere end fordoblet i 2012, så deres antal når op på 107,4 mio.

2.3. Samtidigt er de store multinationale mærkevareproducenter begyndt at benytte dette nye medie til at reklamere for deres produkter og tjenesteydelser, undertiden på illoyal vis. Siden Barack Obamas kampagne er partiapparaterne også begyndt at bruge disse nye tjenester som man så eksempler på ved det seneste valg til Europa-Parlamentet. Selv Vatikanet er kommet på Facebook (Pope2you.net).

2.4. Kort sagt kan det slås fast, at de sociale netværkssteder først og fremmest er kendetegnet ved, at tjenesterne principielt er gratis, antallet af brugere vokser hurtigt og eksponentielt, de frembyder ekstraordinært store økonomiske fordele, er brugervenlige og stiller funktioner til rådighed, som giver mulighed for interaktion mellem brugerne.

2.5. I denne udtalelse gennemgås de nyeste EU-initiativer, der gøres status over de gældende retlige rammer, der foretages en kortlægning af muligheder og risici ved anvendelsen af sociale netværkssteder og der fremlægges anbefalinger og foreslås foranstaltninger til styrkelse af sikkerheden og brugernes tillid til disse medier.

3. Indvirkningen af de sociale netværkssteder og farerne herved

3.1. De sociale online-tjenester er et voksende socialt fænomen, hvis teknologiske komponent er i stadig udvikling, og det er almindeligt anerkendt, at de ændrer den måde, hvorpå mennesker omgås hinanden og interagerer med hinanden via Internettet.

3.2. For at få en ide om fænomenets udbredelse kan det nævnes, at en undersøgelse foretaget af ComScore viser, at alene Facebook, som er på sjettepladsen på listen over de mest besøgte netsteder i verden, besøges 275 mio. gange hver måned. I Europa var der i februar 2009 omkring 100 mio., som loggede sig ind på Facebook, og 4 minutter ud af 100 minutter online bruges på Facebook, som tegner sig for over 30 % af den samlede tid, der bruges på de sociale netværkssteder, mod knap 12 % sidste år.

3.3. Det er utvivlsomt positive aspekter forbundet med de sociale online-netværks udvikling, idet de blandt andet bidrager til:

(i)	sikring af, at udtryksfrihed kan udøves i bestemte sociale og politiske situationer;

(ii)	skabelse og sammenknytning af gruppefællesskaber online;

(iii)

mulighed for at (gen)finde venner og familiemedlemmer og for at kommunikere indbyrdes;

(iv)	afværgelse af faresituationer for børn og unge og muligheden for, at de kan bede om hjælp via disse netsteder;

(v)	fremme af varer og tjenesteydelser og udbredelse af elektronisk handel.

3.4. Bortset fra ovennævnte positive aspekter man må være opmærksom på de risici, der er forbundet med brugen af sociale netværkssteder til ulovlige eller skadelige formål, især hvad sunde opvækstvilkår for mindreårige (2), hvoraf kan nævnes bl.a. følgende:

i)	psykologiske traumer på grund af fornærmelser, som rundsendes via disse tjenester;

ii)	seksuel chikane over for børn og unge;

iii)	udbredelse af fotos og videoer, hvor unge mennesker udstiller sig selv eller andre unge nøgne eller halvnøgne;

iv)	direkte annoncering af prostitution og escort-tjenester;

v)	vedholdende krænkelse af privatlivets fred og menneskelig ære og værdighed;

vi)	overgreb mod af brugernes fysiske og mentale sundhed;

vii)	opfordringer til vold, racisme og fremmedhad;

viii)

udbredelse af totalitære ideologier af fascistisk karakter eller lovprisning af nazismen;

ix)	tilfælde af selvmord blandt unge, som angiveligt skyldes offentliggørelse af visse intime scener via disse netværk.

3.5. Endvidere må man være opmærksom på den nye generation af web-applikationer, især dem, som gør det muligt lokalisere brugerne af disse net, teknologier til genkendelse af ansigter, så de kan forbindes med konti knyttet til de sociale netværkssteder, og de nye muligheder for interaktion med den nyeste generation af mobiltelefoner.

3.6. Hertil kommer, at disse netværk let kan bruges til at sprede virus, som den, der ramte Twitter i weekenden 11.-12. april 2009 og genererede over 100 000 beskeder til skade for et ukendt antal konti.

3.7. I forbindelse med initiativet Safer Internet Forum 2008 (3), afholdt Kommissionen en offentlig høring (4) på grundlag af et spørgeskema vedrørende sociale online-netværk, hvoraf det af besvarelserne (5) fremgår, at cyberbullying, krænkelse af privatsfæren og grooming anses for at være de alvorligste og mest udbredte farer, som de mindreårige er udsat for under anvendelsen af sociale online-tjenester.

3.8. Hvad angår cyberbullying (6) er det konstateret, at 54 % af de europæiske forældre er bekymrede over muligheden for, at deres børn kan blive ofre for en sådan praksis. Over 80 % af forældrene i Frankrig, Grækenland og Portugal er bekymrede over muligheden for, at deres børn kan blive ofre for mobning, når de benytter Internettet eller mobil. I visse lande med en stærk tradition for beskyttelse af børns rettigheder og for deres opdragelse, såsom Danmark, Sverige og Finland, synes forældrene at have større tillid til deres børns sikkerhed, når de benytter Internettet; således er 69 % ikke specielt bekymrede over muligheden for at blive offer for cyberbullying.

3.9. I Storbritannien har man på grundlag af en nylig rundspørge blandt 2 000 unge mellem 11 og 18 år konkluderet, at 1 ud af hver 3 unge havde været offer for cyberbullying via sociale online-netværk og SMS-beskeder og for pigerne var risikoen for at blive offer 4 gange så stor som for drengenes vedkommende.

3.10. Beskyttelsen af privatlivets fred er et af de andre store problemer i forbindelse med anvendelsen af sociale online-netværk. På den 30. internationale konference for myndigheder med ansvar for databeskyttelse og privatlivets fred, som blev afholdt i Strassburg den 15.-17. oktober 2008 vedtoges en resolution om beskyttelse af privatlivets fred i de sociale online-tjenester (7) og anbefalingerne heri fortjener særlig opmærksomhed og eftertanke.

3.11. I aftalen om selvregulering »Safer Social Networking principles for the EU« indgået den 10. februar 2009 (8) mellem operatørerne af de vigtigste sociale online-netværk i Europa, som i dag har 20 signatarer, peges der også klart på de potentielle risici, som unge under 18 år, der bruger disse netsteder, er udsat for: chikane (chikane over for børn på websteder eller via SMS), psykologisk manipulering (består i, at en voksen vinder et barns tillid med henblik på seksuel udnyttelse) og risikofyldt adfærd såsom uretmæssig afsløring af personlige data til ulovlige formål.

4. Høring foranstaltet af EØSU

4.1. Selve karakteren af dette sociale fænomen og dets hastige udvikling gjorde det tilrådeligt at afholde en høring i forbindelse med udarbejdelsen af nærværende udtalelse; den blev afholdt i EØSU's bygning med deltagelse af nogle af de mest repræsentative parter, som er berørt af driften og anvendelsen af de sociale online-netværk, NGO'er og forbrugere såvel som repræsentanter for Rådet, Kommissionen, ENISA, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og berørte nationale myndigheder.

4.2. De skriftlige svar på det spørgeskema, som blev udsendt før høringen, de forskellige holdninger, der blev givet udtryk for, og den livlige udveksling af ideer og forslag Et resumé heraf, som ligger på EØSU's hjemmeside: http://www.eesc.europa.eu/sections/ten/index_en.asp?id=7000tenen, har bidraget afgørende og meget positivt til udformningen af nærværende udtalelse og var et klart bevis på den betydning, som denne form for direkte høring af de berørte parter i civilsamfundet har for formuleringen af forslag og anbefalinger til de politiske beslutningstagere, operatørerne og brugerne i det konkrete tilfælde med sociale online-netværk.

4.3. Det skal understreges, at de forslag, der fremføres i nærværende udtalelse, vandt genklang hos repræsentanterne for Kommissionen og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, og at Kommissionen i forvejen havde gjort betydelige fremskridt mht. indkredsning af nogle af målene og iværksættelse af andre inden for rammerne af igangværende eller planlagte initiativer, hvilket er lovende for et meget frugtbart institutionelt samarbejde fremover.

5. Nødvendige foranstaltninger og forventede resultater

5.1. EØSU påskønner og glæder sig over det arbejde, som Kommissionen allerede har udført med henblik på beskyttelse af børn, som benytter Internettet, og henviser her til sin udtalelse om det daværende forslag til et flerårigt fællesskabsprogram til beskyttelse af børn, der bruger internet og andre kommunikationsteknologier (9).

5.2. EØSU anerkender også det hensigtsmæssige i og nytten af ovennævnte initiativ til selvregulering; især fremhæves de påtænkte foranstaltninger til afbødning af de vigtigste risici.

5.3. I forbindelse med gennemførelsen af »Safer Internet Programme (2009-2013)« understreger EØSU betydningen af at styrke dialogen med de berørte aktører i de sociale online-netværk, især de unge, ved at fremme deres inddragelse i drøftelsen, udformningen og produktionen af løsninger til en mere sikker anvendelse af Internettet.

5.4. EØSU mener, at de unge bør tages direkte med på råd i fastlæggelsen af praktiske modeller og i behandlingen og løsningen af spørgsmål i tilknytning til sociale online-netværk, da det sandsynligvis er de unge, som mest effektivt og hurtigst vil være i stand til at forstå de problemer, som opstår på dette område.

5.5. EØSU foreslår endvidere, at man undersøger muligheden for at udforme en international eller europæisk uddannelse for rådgivere og terapeuter specialiseret i støtte til ofre online, især i tilfælde af bullying og grooming. EØSU foreslår, at der som led i »Safer Internet Programme« træffes initiativer til rådgivning generelt og navnlig online og at der fastlægges forebyggende programmer rettet mod børn og unge.

5.6. I forbindelse med gennemførelsen af »Safer Internet Programme (2009-2013)« understreger EØSU betydningen af at iværksætte initiativer til fremme af digital alfabetisme, herunder især sikker anvendelse af sociale online-netværk, rettet ikke kun mod børn og unge, men mod befolkningen generelt og især forældrene i deres egenskab af opdragere og de ældre brugere.

5.7. Endvidere mener EØSU, at operatørerne af de sociale netværkssteder bør videreføre den selvregulerende praksis, især når det gælder beskyttelsen af mindreårige, forudsat at der sikres uafhængig kontrol med den reelle overholdelse af reglerne, og med mulighed for at fastlægge lovfæstede minimumsnormer for beskyttelse.

5.8. EØSU støtter endvidere udviklingen af systemer til selvregulering kombineret med mekanismer for samregulering på såvel EU- som nationalt plan under inddragelse af tilsynsmyndighederne for at sikre effektiv overholdelse af de indgåede aftaler, forebyggelse af omgåelser, sanktioner for overtrædelse og afstraffelse af overtræderne på vegne af aftaleparterne.

5.9. EØSU bifalder og tilslutter sig de fleste anbefalinger i resolutionen om beskyttelse af privatlivets fred i de sociale online-netværk, som blev vedtaget den 17. oktober 2008 på den 30. internationale konference for tilsynsmyndigheder for databeskyttelse og privatlivets fred (10), samt den nylige artikel 29-udtalelse om sociale online-netværk (11), hvori Kommissionen opfordres til at overtage disse anbefalinger og bevæge operatørerne til at acceptere dem.

5.10. EØSU er endvidere af den opfattelse, at der er brug for en yderligere indsats for at styrke oplysningen og intensivere undervisningen lige fra de første skoleår med henblik på større forebyggelse af risiciene og bedre udnyttelse af disse sociale mødesteder; til dette formål bør der iværksættes oplysningskampagner i EU og de forskellige medlemsstater. I denne forbindelse og som et supplement til initiativerne inden for rammerne af »Safer Internet Program« vil det være meget nyttigt med en »eYouGuide« specifikt rettet mod brugerne af de sociale online-netværk, en form for portal om deres rettigheder med mulighed for at anmelde misbrug og bilægge konflikter på paneuropæisk plan, dvs. en enhedsportal, hvor man kan forvalte brugernes rettigheder, evaluere koordinationen på EU-plan, diskutere indgreb og politikken på området og få overblik over samarbejdet mellem de nationale myndigheder.

5.11. EØSU mener også, at de nationale programmer og EU-programmerne for forskning og udvikling, såvel som operatørerne selv bør investere mere i udviklingen og forbedringen af de tekniske midler til filtrering og blokering af adgangen, som kan give familierne mulighed for at håndhæve forsigtighedsprincippet varsomt, men konsekvent.

5.12. I betragtning af fænomenets natur og dets dynamiske og foranderlige karakter så EØSU gerne, at Kommissionen tager resultaterne af den offentlige høring i juli 2008 op og skitserer de vigtigste valgmuligheder for det videre arbejde med en analyse af de respektive virkninger og en udvidet høring af operatører, fagfolk, forskere og de berørte civilsamfundsorganisationer.

5.13. I denne forbindelse burde man måske overveje muligheden for en sammenhængende lovramme i hele EU med udgangspunkt i et større samarbejde og en øget koordination af medlemsstaternes politik. Et aspekt, som fortjener særlig opmærksomhed, er urimelige kontraktvilkår for tilslutning til online-netværker, hvor urimelige kontraktbestemmelser er reglen, især når det gælder lovvalgsregler og domstolskompetence.

Da der er tale om et egentligt internationalt fænomen, idet de vigtigste sociale online-netværk henhører under jurisdiktioner uden for EU, anser EØSU det for vigtigt effektivt at fremme gennemførelsen af følgende foranstaltninger:

5.14.1. Fastlæggelse af principper og kodekser på internationalt plan for sociale online-tjenester, især når der er tale om tjenester rettet mod mindreårige.

5.14.2. Indførelse af permanente mekanismer til overvågning af reglernes overholdelse, som i kraft af tjenesternes karakter nødvendigvis må være grænseoverskridende.

5.14.3. Styrkelse og forenkling af EU's samarbejde med tredjelande – europæiske såvel som ikke-europæiske – på et politisk og operationelt plan med henblik på at identificere risici og problemer i tilknytning til anvendelsen af sociale online-netværk, finde frem til de bedste løsninger for at tackle sådanne situationer og – hvor de internationale bestemmelser tillader det – effektivt forhindre situationer, som kan krænke borgernes/forbrugernes rettigheder.

5.15. EØSU peger ligeledes på nødvendigheden af et effektivt samarbejde og international koordination mellem de forskellige berørte parter for at opnå størst mulig effekt af de nødvendige tiltag til fremme af en mere sikker udnyttelse af Internettet (12), idet der er behov for en mere handlekraftig international tilgang for at sikre udbredelse og udveksling af viden, koordinering af udformningen og anvendelsen af lovgivningen samt opnåelse af den nødvendige finansiering til gennemførelse af de påkrævede foranstaltninger, såvel i som uden for EU.

5.16. EØSU understreger endvidere, at medlemsstaterne er nødt til at ratificere Europarådets konventioner om it-kriminalitet og om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og misbrug (13), som vil være et vigtigt skridt frem for Den Europæiske Union, så den kan agere på den internationale scene som en samlet blok.

5.17. EØSU rejser endelig spørgsmålet, om man ikke parallelt med ovennævnte initiativer skulle overveje muligheden for at udvide og integrere de eksisterende EU-organers beføjelser, som i dag er spredt på forskellige organer, ved at oprette et ombudsmandshverv på EU-plan for alle spørgsmål i tilknytning til det audiovisuelle område, såsom privatlivets fred, databeskyttelse, menneskelig værdighed, ret til berigtigelse og udtryksfrihed, hvorunder de sociale online-netværk hører. Med udgangspunkt i komparativ ret kunne man her følge den canadiske model med en »Privacy Commissioner«, som inden for rammerne af sine udvidede beføjelser for nyligt under stor mediebevågning har interveneret over for Facebook med henvisning til uretmæssig opbevaring af personlige data (14).

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) IP/09/232 Bruxelles, 10. februar 2009.

(2) Her henvises til rapporten fra ENISA (European Network and Information Security Agency) »Security Issues and Reccomendations for Online Social Networks«, som er tilgængelig på (www.enisa.europa.eu/doc/pdf/deliverables/enisa_pp_social_networks.pdf).

(3) http://ec.europa.eu/information_society/activities/sip/events/forum/forum_sepet_2008/index_en.htm.

(4) http://ec.europa.eu/information_society/activities/sip/policy/consultations/ageverif_sns/index_en.htm.

(5) http://ec.europa.eu/information_society/activities/sip/docs/pub_consult_age_rating_sns/summaryreport.pdf.

(6) Jf. Flash Eurobarometer-undersøgelse fra 2008: »Towards a Safer Use of the Internet for children in the EU - a parents« perspective http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_248_en.pdf.

(7) Resolution on Privacy Protection in Social Network Services, http://www.privacyconference2008.org./adopted_resolutions/STRASBOURG2008/resolution_social_networks_en.pdf.

(8) »Safer Social Networking principles for the EU«, tilgængelig på http://ec.europa.eu/information_society/activities/social_networking/eu_action/selfreg/index_en.htm#self_decl.

(9) EUT C 224 af 30.8.2008, s. 61.

(10) Se: http://www.privacyconference2008.org/adopted_resolutions/STRASBOURG2008/resolution_social_networks_en.pdf.

(11) Udtalelse (2009 om sociale online-netværk; vedtaget den 12. juni 2009). Se: http://ec.europa.eu/justice_home/fsj/privacy/workinggroup/index_en.htm

(12) Denne holdning blev forsvaret af Janos Tóth, formand for EØSU's TEN-sektion i forbindelse med EØSU's initiativ til et offentlig møde om »Beskyttelse af børn, der bruger internet«, som blev afholdt den 5. maj 2009 (se: http://www.eesc.europa.eu/sections/ten/index_en.asp?id=4300003tenen.

(13) http://conventions.coe.int/Treaty/Commun/QueVoulezVous.asp?NT=201&CL=ENG.

(14) Se: http://www.priv.gc.ca/aboutUs/mm_e.cfm#contenttop, vedrørende den canadiske ombudsmands beføjelser og om den nylige intervention over for Facebook, se: http://www.priv.gc.ca/media/nr/-c/2009/nr-c_090716_e.cfm.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/74

457. PLENARMØDE DEN 4. OG 5. NOVEMBER 2009

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Nye kvalifikationer til nye job — om at foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet

KOM(2008) 868 endelig

(2010/C 128/13)

Ordfører: Vladimíra DRBALOVÁ

Kommissionen besluttede den 16. december 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Nye kvalifikationer til nye job - om at foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet

KOM(2008) 868 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Vladimíra Drbalová til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, følgende udtalelse med 141 stemmer for, 2 imod og 2 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. EØSU finder, at meddelelsen »Nye kvalifikationer til nye job« er et initiativ, der kommer på det rette tidspunkt. Udvalget er enigt i, at der på nationalt og EU-niveau er behov for at opbygge kapacitet og udvikle en mekanisme for at foregribe, hvilke kvalifikationer der er brug for på arbejdsmarkedet. Opgradering af kvalifikationer på alle niveauer er en afgørende forudsætning for at få sat gang i økonomien på kort sigt. På længere sigt er det også en afgørende forudsætning for udviklingen, øget produktivitet, konkurrenceevnen, beskæftigelsen, for at sikre alle lige muligheder og for den sociale samhørighed. De fremtidige behov på arbejdsmarkedet kan kun foregribes i et vist omfang, hvorfor det til stadighed er nødvendigt at forbedre de anvendte mekanismer og instrumenter.

1.2. EØSU bifalder de yderligere forbedringer foreslået af Cedefop, som skal gøre det muligt løbende at foregribe kvalifikationsbehovet i EU, herunder ikke mindst forbedre metoder og databaser, og samtidig opdatere prognoser over udbud og efterspørgsel, hvorved det bliver muligt at analysere uoverensstemmelserne. Samtidig finder udvalget, at man med fordel kunne uddybe definitionen af »kvalifikationer« under hensyntagen til forskellene i praksis i medlemsstaterne.

1.3. Det må dog erkendes, at der ikke findes nogen redskaber til at fastslå de nøjagtige fremtidige behov, og at den globale fordeling af arbejde – i lyset af globaliseringen – ikke er stabil på mellemlang sigt, hvorimod uddannelserne sandsynligvis strækker sig over en »mellemlang« periode.

1.4. EØSU mener, at det er fornuftigt at opgradere kvalifikationerne og matche dem med de aktuelle og fremtidige behov på arbejdsmarkedet. Udvalget mener dog, at man til fulde bør udnytte det eksisterende potentiale på arbejdsmarkedet, at arbejdstagernes tilpasningsevne må øges, kvaliteten af de eksisterende job forbedres, at der må skabes nye produktive arbejdspladser, og at potentialet for et nyt »grønt« jobmarked må udvikles.

1.5. Udvalget støtter uforbeholdent idéen om et partnerskab og samarbejde mellem alle de berørte parter. Det anerkender især bidraget fra arbejdsmarkedets parter - de væsentlige aktører på arbejdsmarkedet - og civilsamfundet. Derudover går udvalget ind for at intensivere samarbejdet og samordningen af aktiviteter på internationalt niveau, særligt inden for rammerne af ILO og OECD.

1.6. Udvalget lægger især vægt på et tæt og effektivt samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder, der kan bane vejen for konstruktive ændringer i uddannelsessystemet, reducere frafaldet i skolerne, gøre de tekniske erhverv mere attraktive, højne kvaliteten af lærlingeuddannelsen og samtidig foregribe udviklingen i arbejdsmarkedets krav til kvalifikationer og hermed til kompetencer med henblik på at øge den generelle beskæftigelsesfrekvens i EU og sikre en bedre tilpasning af disse systemer til praksis i virksomhederne. Udvalget peger også på vigtigheden af en almen grunduddannelse og en læreruddannelse af høj kvalitet og på, at karrierevejledningsordningerne må forbedres. Især er det vigtigt at få kortlagt de små og mellemstore virksomheders (SMV'er) særlige behov.

1.7. EØSU gør i den sammenhæng opmærksom på de anbefalinger, som blev vedtaget på det ekstraordinære beskæftigelsestopmøde i Prag i maj 2009. Disse anbefalinger vedrører opgradering af kvalifikationer, investeringer i uddannelse, tilskyndelse af mobilitet inden for EU, foregribelse af behovet for faglige kvalifikationer og større overensstemmelse mellem disse kvalifikationer og behovene på arbejdsmarkedet samt skabelse af bedre betingelser for lærlingeuddannelse og praktikpladser af høj kvalitet.

1.8. Udvalget glæder sig endvidere over det tilsagn, der blev givet af medlemsstaterne på rådsmødet (uddannelse) i maj om at opstille fastere europæiske rammer for et intensiveret samarbejde på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet og fastlægge fire strategiske målsætninger for at øge beskæftigelsesegnetheden og iværksætterpotentialet hos alle under uddannelse. I den sammenhæng er den europæiske referenceramme for kvalifikationer for uddannelse og livslang læring (1) særlig relevant.

1.9. Endelig hilser EØSU det velkomment, at det svenske formandskab i sit program over arrangementer har inkluderet en konference med overskriften Nye kvalifikationer til nye job, som vil blive afholdt den 22. og 23. oktober 2009, med fokus på de fremtidige behov på arbejdsmarkedet og de offentlige arbejdsformidlingers rolle.

2. Indledning

2.1. EU's økonomi er på grund af den globale finansielle krise inde i en lavkonjunktur, hvilket har store negative virkninger for det europæiske arbejdsmarked og beskæftigelsen. Ifølge de seneste beregninger vil arbejdsløsheden stige fra 9,4 % i 2009 til 10,9 % i 2010.

2.2. Som reaktion på situationen i Europa har Kommissionen vedtaget en europæisk økonomisk genopretningsplan (2), hvori den har lagt vægt på en koordineret løsning, fastlagt strategiske mål og stillet forslag om en række foranstaltninger inden for de fire prioriteter under Lissabonstrategien.

2.3. EU's afhjælpende indsats har bl.a. taget sigte på at beskytte arbejdspladser og de menneskelige ressourcer og på at skabe incitamenter for iværksættervirksomhed. Kommissionen har opfordret til iværksættelse af et omfattende europæisk initiativ til støtte for beskæftigelsen og har bl.a. anbefalet, at der holdes øje med det eksisterende og forventede udbud af ledige stillinger, samt at man bliver bedre til at indrette sig efter dette udbud ved at udvikle de nødvendige kvalifikationer på de relevante niveauer.

2.4. Den væsentligste faktor for vækst og velstand er et lands evne til at skabe kvalitetsbeskæftigelse. Politikken for jobskabelse og vækst hviler på flere væsentlige elementer. Et moderne, rummeligt, fleksibelt og konkurrencedygtigt arbejdsmarked spænder over en lang række aktiviteter og opgaver. Derudover udgør den fri bevægelighed for arbejdstagere en af EU's grundpiller. Målet er ikke alene at gøre det lettere for borgerne at arbejde i en anden medlemsstat og forbedre beskæftigelsesudbuddet, men tillige at give virksomhederne adgang til et større og mere fleksibelt udbud af arbejdskraft, som er bedre tilpasset behovene på arbejdsmarkedet.

2.5. I konklusionerne fra forårstopmødet i 2009 lægges der tydeligt vægt på behovet for at fokusere på at forbedre EU's muligheder for at opgradere kvalifikationerne på alle niveauer, forudse behovene på arbejdsmarkedet og matche kvalifikationerne med disse behov. Deltagerne i topmødet henstillede endvidere kraftigt til medlemsstaterne, at de anvender integreret retningslinje nr. 24 og indretter deres uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer efter behovene for nye kvalifikationer.

2.6. På det ekstraordinære beskæftigelsestopmøde, der blev afholdt i Prag den 7. maj 2009, vedtoges 10 konkrete foranstaltninger. De skal løse såvel de kort- som langsigtede udfordringer og skal gennemføres på både nationalt og europæisk niveau i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Fire af disse foranstaltninger vedrører uddannelse, erhvervsuddannelse, livslang læring, lærlingeuddannelse, fremme af mobiliteten, bedre foregribelse af kvalifikationer og sikring af, at disse kvalifikationer matcher behovene på arbejdsmarkedet.

3. Generelle bemærkninger

3.1. Kommissionen offentliggjorde i 2008 meddelelsen »Nye kvalifikationer til nye job - om at foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet« (3), hvori den på baggrund af krisen fremhæver behovet for at styrke den menneskelige kapital og øge beskæftigelsesegnetheden ved at højne kvalifikationsniveauet. Formålet med Kommissionens forslag er at sætte EU bedre i stand til at vurdere og foregribe kvalifikationsbehovet og sikre en bedre matchning mellem kvalifikationerne og de nye job, der skabes.

3.2. Kommissionen foretager dels en første evaluering af kvalifikationerne i forhold til behovene på arbejdsmarkedet frem til 2020, dels stiller den forslag om en systematisk procedure for opfølgning, evaluering og tidlig identifikation af de fremtidige behov på arbejdsmarkedet. Kommissionen vil endvidere gennem Progress-programmet og programmerne om livslang læring se på nye metoder til at måle kvalifikationerne.

3.3. Kommissionen anvender eksisterende instrumenter til en effektiv gennemførelse af disse procedurer og er i gang med at etablere nye instrumenter, som skal styrke eller forenkle procedurerne. Den fremhæver flexicuritypolitikken og iværksættelse af foranstaltninger til opgradering af kvalifikationer. Nogle af de instrumenter, der for nylig er stillet forslag om, er et europæisk overvågningscenter for arbejdsmarkedet, et flersproget standardiseret katalog over erhverv og kvalifikationer, og en såkaldt Match and Map-tjeneste, der skal gøre livet lettere for brugerne af Euresnettet. Derudover nævnes den vigtige rolle, som Den Europæiske Socialfond (ESF) og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) spiller. De fremtidige behov på arbejdsmarkedet kan kun foregribes i et vist omfang, hvorfor det til stadighed er nødvendigt at videreudvikle og forbedre de anvendte mekanismer og instrumenter, samtidig med at der skal holdes øje med de enkelte medlemsstaters absorptionskapacitet.

3.4. Desuden påpeger Kommissionen med rette, at tværgående kompetencer og bløde kompetencer som teamwork, kendskab til fremmedsprog og kommunikationsfærdigheder bliver stadig vigtigere. Med hensyn til evnen til at læse, skrive og regne bør der fra så ung en alder som muligt gøres en særlig indsats for at forbedre standarderne og de niveauer, der opnås.

3.5. Et eksempel på god praksis kunne være nedsættelse af branchespecifikke sektorråd for kvalifikationer på grundlag af aftaler mellem de berørte arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner og andre aktører. Rådenes virke kan kædes sammen med den strukturerede sociale dialog på sektorplan, eftersom arbejdsmarkedets parters rolle er særlig vigtig i denne sammenhæng (4).

3.6. På ministerrådsmødet (uddannelse) den 12. maj 2009 aftalte medlemsstaterne at intensivere samarbejdet på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet. De prioriteter, som blev fastlagt, fremhæver den centrale rolle, som uddannelse og erhvervsuddannelse bør spille i en udvidet debat om de økonomiske og sociale politikker. De fælles udfordringer er: 1) arbejdskraften bør have de kvalifikationer, der kræves til morgendagens job, 2) tilpasning til behovene i et aldrende samfund og 3) intensiveret konkurrence på verdensplan.

3.7. Rådet vedtog også konklusioner om styrkede partnerskaber mellem uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedets parter. Uddannelse og erhvervsuddannelse er vigtig for den sociale samhørighed, bl.a. fordi enkeltpersoner derigennem opnår den viden og de kompetencer og kvalifikationer, der kan gøre det lettere for dem at få adgang til og forblive på arbejdsmarkedet. Det er i den sammenhæng, at arbejdsmarkedets parter som de væsentligste aktører på arbejdsmarkedet spiller en vigtig rolle.

4. Fakta og tal

4.1. Rådet gentog i konklusionerne fra mødet i juni 2008 opfordringen til en komplet evaluering af kvalifikationsbehovet i Europa frem til 2020 - At foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet (5).

4.2. Cedefop har derfor analyseret kvalifikationsbehovene i perioden 2006-2020 (6) i 25 EU-medlemsstater og Norge og Schweiz. I analysen forudsættes det, at der frem til 2020 vil blive skabt 20,3 mio. nye job. Der vil blive skabt yderligere 85 mio. arbejdspladser i form af genbesættelser (job, der bliver ledige, fordi arbejdstagere går på pension eller forlader arbejdsmarkedet), hvilket man imidlertid ikke kan anse for at være en nettojobskabelse. Man forventer, at servicesektoren vil tegne sig for tre fjerdedele af alle job i 2020.

4.3. For nuværende er næsten 40 % af de erhvervsaktive beskæftiget i stillinger, hvor de har en funktion, der kræver kvalifikationer på højere niveau, f.eks. inden for ledelse, de liberale erhverv og tekniske erhverv. I løbet af de næste ti år er det forventningen, at der vil blive stadig flere job, hvortil der kræves kvalifikationer på højt eller mellemniveau. Derudover forventes det, at antallet af visse typer af job, hvortil der ikke kræves nogen uddannelse eller uddannelse på et lavt niveau, vil stige.

4.4. Hvis denne udvikling fortsætter, vil disse ændringer resultere i en polarisering af de job, der skabes. Effekten heraf vil være faldende efterspørgsel efter arbejdspladser, hvortil der kræves en mellemlang uddannelse til ukomplicerede rutineopgaver. Dog vil der være behov for nye arbejdstagere med de rette kvalifikationer til de job, der bliver ledige, som følge af at mange går på pension.

4.5. I øjeblikket øges kvalifikationskravene inden for alle kategorier af erhverv selv i de kategorier, hvortil der kræves allerfærrest kvalifikationer. Denne tendens til at øge kvalifikationskravene er påvirket af udbuddet af kvalifikationer. Generelt er befolkningens uddannelsesniveau steget i de sidste ti år, først og fremmest fordi folk i mange medlemsstater har udnyttet muligheden for at få en videregående uddannelse, og fordi de ældste arbejdstagere, som typisk har et lavere uddannelsesniveau, har forladt arbejdsmarkedet for at gå på pension.

4.6. Imidlertid fremgår det helt klart af Cedefops konklusioner, at der generelt og på længere sigt er behov for at højne kvalifikationsniveauet til en lang række/de fleste job. Ifølge Cedefops beregninger vil der til 91 % af alle ledige job i perioden 2006-2020 være krav om en videregående eller mellemlang uddannelse. I de næste ti år vil det derfor være nødvendigt at ændre arbejdskraftens nuværende kvalifikationsstruktur, idet der til stadig flere job (op mod 55 mio.) vil være krav om kvalifikationer på mellemniveau (herunder inden for erhvervsuddannelse). Der vil være færre end 10 mio. job til rådighed for dem uden eller med begrænset uddannelse.

4.7. Data fra Eurostat viser, at det siden 2000 er lykkedes EU at skabe kvalitetsjob. Derudover er der en positiv sammenhæng mellem beskæftigelsesgraden for personer med en videregående uddannelse og væksten i beskæftigelsen. I de fleste af EU's medlemsstater er beskæftigelsesgraden for personer med en videregående uddannelse øget mere end den gennemsnitlige stigning i beskæftigelsen. På Malta for eksempel er beskæftigelsen blandt arbejdstagere med en videregående uddannelse mere end fordoblet siden 2000, mens den samlede beskæftigelse kun er steget med 12 %. Der er ligeledes grund til at holde øje med den modsatte tendens – nemlig skabelsen af usikre arbejdspladser.

4.8. Cedefops undersøgelse viser således, at der vil være en række konsekvenser:

—	Den generelle efterspørgsel efter kvalifikationer vil fortsat stige fremover.

—	De iværksatte politikker bør sikre, at arbejdskraften er tilpasset disse behov. Det vil være nyttigt at vide, om mangel på arbejdspladser på arbejdsmarkedet blot er midlertidig eller kortvarig, eller om der er tale om en situation, der varer ved og kræver målrettede foranstaltninger.

—	Efteruddannelse og livslang læring bør være med til at sikre, at den enkeltes kvalifikationer hele tiden følger med de strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet.

—	Antallet af unge, som kommer ud på arbejdsmarkedet i de kommende ti år, kan ikke opfylde alle behovene på arbejdsmarkedet, hvilket vil have konsekvenser for uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne. Livslang læring er af fundamental betydning.

—	Selv om uddannelse og erhvervsuddannelse er afgørende for bedre at kunne imødekomme behovene på arbejdsmarkedet, kan de ikke løse problemet med over- eller underkvalificering.

—	Det er vigtigt at evaluere kvalifikationer grundigt og samtidig trække på de kvalifikationer, som findes samt forhindre, at kvalifikationer går tabt.

5. Særlige bemærkninger

5.1. Kommissionens mål er at matche de udbudte kvalifikationer med behovene på arbejdsmarkedet. Desuden ville en fjernelse af de eksisterende hindringer – også administrative - for arbejdstagernes fri bevægelighed i EU og mere gennemsigtig information om arbejdsmarkedstendenser bidrage til at fremme beskæftigelsesmæssig og geografisk mobilitet og mobiliteten mellem sektorer (7) samt skabe mulighed for bedre overensstemmelse mellem arbejdstagernes kvalifikationer og jobmulighederne. Det er endvidere vigtigt at styrke den såkaldte overgangsmobilitet, således at overgangen til ny kvalitetsbeskæftigelse i tilfælde af arbejdsløshed bliver lettere ved at garantere dem sikkerhed (flexicuritykonceptet).

5.2. I arbejdsdokumentet, som ledsager Kommissionens meddelelse (8), foreslås en definition af visse begreber som kvalifikationer, viden, færdigheder og kompetencer. Praksis viser imidlertid, at disse begreber opfattes meget forskelligt fra én medlemsstat til en anden. Kommissionen bør fastlægge en klarere definition af betydningen af »kvalifikation« i meddelelsen.

5.3. Problemet med kvalifikationer fandtes allerede i Europa inden den aktuelle krise. Allerede for mere end ti år siden gjorde de europæiske institutioner og virksomhedsledelserne opmærksom på, at Europa ikke producerer, tiltrækker og holder på det antal videnskabsmænd, ingeniører og IT-specialister, som den europæiske industri har behov for. Situationen er ved at blive alvorlig, og tallene viser en vedvarende manglende interesse i de unge generationer for de videnskabelige uddannelser. I Europa bliver misforholdet mellem kvalifikationer og markedets behov stadig større og er en tidsindstillet bombe under Europas konkurrenceevne. Et passende kvalifikationsniveau, bedre adgang til informationer og forbedring af strukturerne ville have positive virkninger, ikke mindst for SMV'erne.

5.4. Indvandrere fra tredjelande kan også bidrage til EU's udvikling ikke mindst i lyset af det faldende udbud af arbejdskraft i en række lande. EU's nye strategi for økonomisk indvandring fra tredjelande og tilstrømningen af dygtige folk fra andre dele af verden er kun en midlertidig løsning. Erfaringerne vil vise, om indførelsen af det blå kort vil være med til at vinde kampen om at tiltrække dygtige folk for Europa. I dag kommer kun 2 % af de højtkvalificerede arbejdstagere i Europa fra tredjelande.

5.5. I denne tid, hvor Europa gennemlever en turbulent periode, skal problemet med manglen på nødvendige kvalifikationer vies endnu større opmærksomhed og gøres endnu synligere. Desuden besidder Europa på mellemlang og lang sigt et endnu større potentiale til at skabe arbejdspladser, såvel nye job som job, der bliver ledige. Imidlertid viser nettoberegninger for jobskabelsen en stadig større polarisering af arbejdspladser med en stærk stigning i antallet af job, hvortil der kræves videregående kvalifikationer.

5.6. En reduktion af antallet af ansatte i en periode med nedsat efterspørgsel er en meget kortsigtet løsning. Opbygning af kvalifikationer er en langvarig og dyr proces, hvad enten der er tale om formel uddannelse (grundskole, mellemlang og videregående) eller uddannelse internt i virksomheder (virksomhedskultur, virksomhedens interne forhold, kunderelationer osv.). Den økonomiske genopretning vil ikke være mulig, hvis der ikke er tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft til rådighed for virksomhederne.

5.7. Et visionært og fremtidsorienteret scenarium forudsætter en fælles indsats fra regeringernes og den private sektors side:

—	omdirigering af ESF-midlerne til erhvervsuddannelse og omskoling i perioden 2007-2013;

—	iværksættelse af fælles aktioner og etablering af et partnerskab mellem den private og offentlige sektor;

—	gennemførelse af en fælles politik, der skal nedbringe antallet af elever, der forlader skolen for tidligt, og vække de unges interesse for matematik og videnskab og en karriere inden for ingeniørvidenskab, informations- og kommunikationsteknologi og miljøbeskyttelse;

—	styrkelse og udvikling af partnerskabet mellem skoler og universiteter på højt niveau gennem praktikophold, som særligt i de sidste studiemåneder giver de studerende mulighed for at komme i direkte kontakt med det arbejdsmarked, som deres studier er rettet mod;

—	fremme af kvalifikationsmobiliteten internt i Europa;

—	styrkelse af den innovative side af uddannelse, herunder e-undervisning og fjernundervisning;

—	udnyttelse af potentialet i de udstødte grupper (som følge af fattigdom, arbejdsløshed, handicap, forskelsbehandling), der ville kunne drage fordel af uddannelse, og til hvis reintegration der allerede er afsat betydelige midler;

—	forvaltning af undervisning for indvandrere.

5.8. Europa må forbedre sin kvalifikationspyramide (9): læsning og skrivning og grundlæggende færdigheder, faglig viden og færdigheder inden for GKE (Global Knowledge Economy), dvs. færdigheder inden for den globale videnøkonomi. I mange lande i Europa er der lang vej igen, før der er etableret en kvalifikationspyramide, som kan matche EU's ambitioner.

5.9. For at Europa kan fremavle, værne om og fastholde de kvalifikationer, det har brug for, må der vedtages en række foranstaltninger med virkning for såvel udbuddet af som efterspørgslen på europæiske kvalifikationer. Efterspørgslen påvirkes uden tvivl af behovene i sektorer i vækst, de langsigtede prioriteter, som er under hurtig udvikling på såvel globalt som lokalt plan, og af de tendenser, der knytter sig til verdens ressourcer og den demografiske udvikling. På udbudssiden er det primært den demografiske udvikling, den begrænsede mobilitet og Europas kapacitet til at fremavle de nødvendige kvalifikationer, der er bestemmende for, hvilken arbejdskraft der er til rådighed.

5.10. Udvalget fremhæver betydningen af læreruddannelsen (10). Uddannelsen og efteruddannelsen af lærere må kædes sammen med de vigtige politikker om innovation, forskning og iværksætteri. Allerede under læreruddannelsen må lærerne bibringes værktøjer, som gør dem bedre i stand til at tilpasse sig udviklingen på arbejdsmarkedet og udviklingen i kvalifikationer på alle uddannelsesniveauer.

5.11. Arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle i den forbindelse. Samarbejdet mellem virksomheder og skoler bør udmønte sig i konkrete resultater, først og fremmest med hensyn til at fastlægge læseplaner og etablere et system af erhverv og kvalifikationer på nationalt niveau, som bør afspejle arbejdsgivernes krav til de konkrete opgaver, der skal løses i virksomhederne. Det er vigtigt at uddanne lærlinge, at sikre praktikophold for unge arbejdstagere og gøre de erhverv, der er brug for, mere attraktive. Kommissionen bør først koncentrere sig om de opgaver, der udføres i virksomhederne, og derefter se nærmere på kvalifikationerne. Der bør foretages en klar sondring mellem behovene i små og store virksomheder.

5.12. Europa må desuden tage højde for konsekvenserne af tilpasningen til klimaændringerne for beskæftigelsen. Den globale opvarmning vil indvirke på produktionsfaktorerne og -processerne. Kommissionen har allerede udarbejdet en række analyser af det nye begreb lavemissionsøkonomi og skabelsen af dertil knyttede grønne job og øko-industrier. De første resultater vidner om begrænsede datakilder, unøjagtigheder og store forskelle i prognoserne for virkningen af klimaændringerne for arbejdsmarkedet. Overgangen til en lavemissionsøkonomi bør betragtes som en længerevarende proces, som arbejdsmarkederne gradvist vil tilpasse sig.

5.13. Kommissionens meddelelse beskæftiger sig først og fremmest med skabelsen af nye arbejdspladser og opgradering af de kvalifikationer, som kræves til de fremtidige job. EU bør desuden udnytte det eksisterende potentiale på arbejdsmarkedet effektivt og forbedre kvalifikationerne og tilpasningsevnen hos de arbejdstagere, der er i fare for at miste eller har mistet deres arbejde. Der bør derfor være fokus på omskoling, supplerende erhvervsuddannelse og livslang læring. EU må til gengæld være i stand til at garantere, at betingelserne for skabelse af produktive kvalitetsjob til en god løn er til stede.

5.14. Derudover må de initiativer, der iværksættes for at højne kvalifikationsniveauet, tage hensyn til den enkelte persons ambitioner og behov. Uddannelse er af afgørende betydning for borgernes frie valg og muligheder for personlig udvikling. I forhold til arbejdsmarkedet bruges uddannelse tillige til at bibringe enkeltpersoner viden og kvalifikationer, som er uundværlige for at kunne opfylde de til stadighed skiftende krav og således sikre et højt beskæftigelsesniveau.

5.15. Politikkerne til forbedring af arbejdskraftens kvalifikationer og tilpasningsevne bør være baseret på principperne om lighed for alle og ikke-forskelsbehandling. Dette indebærer, at alle eksisterende hindringer i uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemet må fjernes, hvad enten der er tale om formelle hindringer eller hindringer internt i virksomhederne. Disse hindringer berører først og fremmest særligt sårbare grupper som ældre arbejdstagere og handicappede.

5.16. Konklusionerne fra Rådsmødet (uddannelse) den 12. maj 2009 fremhæver også den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller. Inden for den europæiske sociale dialog er de europæiske arbejdsmarkedsparters fokus rettet mod spørgsmålet om uddannelse og erhvervsuddannelse i forhold til behovene på arbejdsmarkedet. I 2002 udarbejdede de i fællesskab en ramme for aktioner til fremme af livslang udvikling af kvalifikationer og kompetencer og i 2006 en analyse af de væsentligste faktorer på arbejdsmarkedet. Disse dokumenter vil udgøre grundlaget for de fælles aktiviteter under det tredje arbejdsprogram 2009-2010: Selvstændig aftale om rummelige arbejdsmarkeder og rapport om beskæftigelsen.

5.17. Rådets konklusioner indeholder tillige en opfordring til at styrke partnerskabet med civilsamfundet og samarbejde med alle berørte parter: virksomheder, uddannelsesinstitutioner, offentlige arbejdsformidlinger osv. Et samarbejde med de berørte ikke-statslige organisationer og sociale initiativer kan være et godt supplement til den traditionelle sociale dialog.

5.18. Noget af det vigtigste, som den åbne koordinationsmetode har bidraget med på uddannelses- og efteruddannelsesområdet på europæisk plan, er den europæiske referenceramme for kvalifikationer. Referencerammen bør være med til at sikre mere gennemsigtige og lettere forståelige kvalifikationer og dermed øget mobilitet i Europa.

5.19. Den Europæiske Socialfond (EFS) har vist sig at være et nyttigt instrument, når det gælder behovene i Europa inden for erhvervsuddannelse. I fremtiden kan der opnås forbedringer ved at udrydde bureaukratiske procedurer og overlapninger med strukturfondsinitiativer og ved i højere grad at inddrage arbejdsmarkedets parter.

5.20. De såkaldte referenceniveauer for Europas gennemsnitlige resultater (europæiske referenceniveauer) vil komme til at fungere som et instrument til overvågning af de opnåede resultater. Medlemsstaterne er blevet enige om, at i 2020:

—	bør mindst 15 % af voksne deltage i programmer for livslang læring;

—	bør andelen af 15-årige med utilstrækkelige færdigheder i læsning, matematik og naturfag være nedbragt til under 15 %;

—	bør andelen af 30-34-årige med en videregående uddannelse være mindst 40 %;

—	bør andelen af unge, der forlader skolen i utide, være under 10 %;

—	bør mindst 95 % af børn mellem 4 år og den skolepligtige alder deltage i førskoleundervisning.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Europa-Parlamentets og Rådets henstilling om etablering af den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring (EUT C 111 af 6.5.2008, s. 1).

(2) »En europæisk økonomisk genopretningsplan«, KOM(2008) 800 endelig af 26.11.2008.

(3) Meddelelse fra Kommissionen »Nye kvalifikationer til nye job - om at foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet«, KOM(2008) 868 endelig, 16. december 2008.

(4) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 15.

(5) CEDEFOP, PANORAMA Series 160, »Skill needs in Europe« (2008).

(6) Det skal bemærkes, at analysen blev gennemført inden den økonomiske og finansielle krise og derfor ikke tager konsekvenserne heraf i betragtning.

(7) EUT C 228 af 22.9.2009, s. 14.

(8) SEK(2008) 3058 Kommissionens arbejdsdokument vedrørende meddelelsen KOM(2008) 868 endelig.

(9) Basisdokument, European Business Summit, marts 2009, publikation fra INSEAD (The business school for the world) i samarbejde med Microsoft og Den Belgiske Industrisammenslutning (FEB).

(10) EUT C 151 af 17.6.2008, s. 41.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/80

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste

KOM(2009) 262 endelig

(2010/C 128/14)

Ordfører: Luis Miguel PARIZA CASTAÑOS

Medordfører: Cristian PÎRVULESCU

Kommissionen besluttede den 10. juni 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste

KOM(2009) 262 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Luis Miguel Pariza Castaños til ordfører og Cristian Pîrvulescu til medordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, følgende udtalelse med 152 stemmer for og 1 hverken for eller imod.

1. Henstillinger

1.1. I de senere år har beskyttelse og fremme af menneskerettighederne fyldt stadigt mindre på EU's dagsorden. Den politiske prioritet har været medlemslandenes sikkerhed, og dette er blevet opfattet som værende uforeneligt med større frihed og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder.

1.2. Politikkerne på sikkerhedsområdet og det retslige område bør beskytte frihedsværdierne. Efter EØSU's opfattelse bør udgangspunktet for disse politikker være beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU's Charter for Grundlæggende Rettigheder.

1.3. Sikkerhedspolitikken bør ikke skade de grundlæggende værdier (menneskerettigheder og borgerlige rettigheder) og demokratiske principper (retsstaten) der er fælles for Den Europæiske Union. Den personlige frihed må ikke indskrænkes på bekostning af målet om at opnå sikkerhed for fællesskabet og staten. Visse politiske forslag gentager en fejl, der er blevet begået tidligere, nemlig at ofre friheden for at forbedre sikkerheden.

1.4. Beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og friheder bør styrkes gennem en synlig og handlekraftig politisk autoritet på EU-niveau. Derfor støtter EØSU kommissionsformand José Manuel Barrosos forslag om oprettelse af et kommissionsembede for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder. Udvalget håber, at dette departement vil få rådighed over de politiske instrumenter samt de organisatoriske og økonomiske ressourcer, der er nødvendige for at løfte en så ansvarsfuld opgave.

1.5. Udvalget beklager imidlertid, at indvandring og asyl betragtes som et spørgsmål om intern sikkerhed, som henhører under en anden kommissærs ansvarsområde. Det er et forfejlet politisk budskab at sammenkæde indvandring med sikkerhed og adskille det fra beskyttelse af rettighederne. EØSU foreslår, at indvandrings- og asylpolitikken i den nye kommission kædes tæt sammen med beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, og at begge områder indgår i én og samme politiske strategi.

1.6. Når Lissabontraktaten træder i kraft, vil politikkerne for EU's område med frihed, sikkerhed og retfærdighed råde over et bredere retsgrundlag, og derfor mener EØSU, at EU kan nå mere ambitiøse mål end dem, Kommissionen foreslår.

1.7. EØSU anbefaler, at lovgivningen vedrørende rejsefrihed tages op til revision, hvilket indebærer en ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004.

2. Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed

2.1. EU's område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er nu på vej ind i en afgørende fase. Siden 1999 har Rådet vedtaget to femårsprogrammer, nemlig Tammerfors-programmet (1999-2004) og Haagprogrammet (2004-2009).

2.2. Ti år efter Tammerfors er de fastsatte mål ikke blevet opfyldt. EU er stadig ikke et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. De fremskridt, der er blevet gjort i løbet af disse år, har været utilstrækkelige (1) og uregelmæssige. Det Europæiske Råds møde i Stockholm kan vise sig at være en ny mulighed for at genfinde ånden fra Tammerfors.

2.3. Med hensyn til den fælles politik for asyl, indvandring og grænsekontrol er der sket store fremskridt, hvis man ser bort fra lovlig indvandring og indvandring af arbejdskraft, som fortsat er underlagt reglen om enstemmighed i Rådet.

2.4. Politikker på området for politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager har været genstand for en mellemstatslig tilgang i et klima af udpræget mistillid og i henhold til reglen om enstemmighed, hvilket i høj grad har besværliggjort vedtagelsen af fælles regler på EU-niveau.

2.5. Stockholmprogrammet vil sandsynligvis blive gennemført, når Lissabontraktaten er trådt i kraft, og en lang række af disse politikker vil følgelig blive vedtaget i Rådet via den almindelige procedure og via fælles beslutningstagning med Parlamentet, hvilket giver EU mulighed for at fastsætte mere ambitiøse mål, selv om også den nuværende traktat giver mulighed for, at der udvikles det område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som Europa har brug for.

2.6. Den proces, der skal føre til en vedtagelse af Stockholmprogrammet, er allerede blevet beriget med en lang række bidrag, herunder den europæiske pagt om indvandring og asyl (2), rapporterne fra den Rådgivende Højniveaugruppe om Fremtiden for den Europæiske Politik vedrørende Indre Anliggender (3) samt bidrag, som Kommissionen har modtaget i forbindelse med den offentlige høring om emnet »Frihed, sikkerhed og retlige anliggender: hvad byder fremtiden på? Høring om prioriteterne for de kommende fem år«, som blev afviklet mellem september og november 2008. (4)

2.7. I juni 2009 udsendte Kommissionen en meddelelse med titlen »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste: Større frihed i sikrere omgivelser« (5), som er emnet for denne udtalelse, der fremlægger EØSU's synspunkter og henstillinger vedrørende Stockholmprocessen.

2.8. Udvalget er også i færd med at udarbejde en initiativudtalelse (6), der henstiller til, at EU's politikker og lovgivning om indvandring og grænsekontrol i passende grad respekterer menneskerettighederne og sætter alle menneskers frihed og sikkerhed i centrum for deres bestræbelser. Denne udtalelse er ligeledes en del af EØSU's bidrag til forberedelsen af Stockholmprogrammet.

3. Generelle bemærkninger

3.1. EØSU bifalder og støtter princippet om, at Stockholm-dagsordenens politiske prioritet bygger på oprettelsen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste. En af de vigtigste udfordringer de næste fem år, ikke mindst efter vedtagelsen af Lissabontraktaten, bliver opbygningen af borgernes Europa, og det vil derfor være nødvendigt at tilpasse Unionens politiske prioriteter til dette mål. For tre år siden vedtog EØSU en initiativudtalelse, hvori der blev slået til lyd for at forbedre synligheden og effektiviteten af unionsborgerskabet (7). Det er nødvendigt at forbedre kvaliteten af unionsborgerskabet, således at det er mere åbent, mere lige og mere integrationsvenligt samt styrer uden om enhver form for forskelsbehandling.

3.2. EØSU hilser ligeledes velkommen, at Kommissionens meddelelse gør et Europa, der sikrer borgernes rettigheder, til en hovedmålsætning i det nye program. Beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og friheder, der er nedfældet i EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder, er nemlig en af EU's grundlæggende værdier (8).

3.3. Selv om det europæiske system til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder er relativt veludviklet, er der ingen garanti for, at disse rettigheder rent faktisk overholdes i EU. Det gælder navnlig, når det drejer sig om at iværksætte og gennemføre fællesskabsretten på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Stockholmprogrammet burde indeholde en klar, ambitiøs og samlet strategi for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed samt gøre det muligt på alle forvaltningsniveauer at garantere et solidt og samlet »Europa, der sikrer borgernes rettigheder«.

3.4. De senere år har EU prioriteret sikkerheden frem for menneskerettigheder, retfærdighed og frihed. Efter EØSU's mening kræver oprettelsen af et egentligt område med frihed, sikkerhed og retfærdighed en god balance mellem disse tre dimensioner. De politikker, som vedtages på sikkerhedsområdet, bør beskytte frihedsværdierne og retsstaten. Grundlaget for disse politikker bør være beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder.

3.5. Menneskerettighederne som universelle og udelelige rettigheder bør beskyttes, og de bør gælde alle mennesker, ikke kun EU-borgere. Et »Europa for ret og retfærdighed« kan ikke begrænses til de personer, som er statsborgere i et land, men bør gælde alle, som er bosiddende inden for Unionens område. Ellers ville området med frihed, sikkerhed og retfærdighed på personniveau være uforeneligt med de værdier og principper om ikke-forskelsbehandling, retfærdig og lige behandling samt solidaritet, som Den Europæiske Union er grundlagt på. I forbindelse med Stockholmprogrammet bør man være opmærksom på, at mange af de rettigheder og friheder, der er fastsat i de internationale og europæiske konventioner og traktater, gælder alle mennesker uanset nationalitet, statsborgerskab og administrativ indvandrerstatus.

3.6. Dette program bør hente inspiration i Tammerfors-programmet fra 1999, hvor Rådet vedtog princippet om retfærdig behandling og ikke-forskelsbehandling mellem europæiske borgere og statsborgere fra tredjelande som en af programmets hovedlinjer. Dette princip vil kunne blive håndhævet med den nye traktat, som gør EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder juridisk bindende og åbner op for muligheden af, at Unionen kan tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

3.7. EØSU mener, at man efter 2011 bør styrke den rolle, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder spiller, ved at øge dets budget, give det nye kompetencer til at foretage vurderinger og forbedre dets samarbejde med andre af EU's agenturer og instanser som f.eks. Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) og EU's ombudsmand. Endvidere vil det være hensigtsmæssigt at øge agenturets selvstændighed i forhold til de nationale regeringer og lade EØSU deltage som civilsamfundets repræsentant.

3.8. For at sikre at Stockholmprogrammet bliver en succes, foreslår Kommissionen en metode, der bygger på fem hovedakser, som EØSU tilslutter sig. 1. En passende integration af politikkerne vedrørende retlige og indre anliggender i EU's øvrige politikker. 2. En mindskelse af kløften mellem de regler, der vedtages på EU-plan, og iværksættelsen heraf på nationalt plan, samt udviklingen af konkrete foranstaltninger. 3. En forbedring af EU-lovgivningens kvalitet og virkninger. 4. En forbedret anvendelse af evaluering af de midler, det er besluttet at bruge, og de agenturer, der er blevet oprettet. 5. Støtte med tilstrækkelige finansielle midler.

3.9. EØSU vil som institution fortsat samarbejde aktivt, når det gælder om at vurdere EU-politikkernes kvalitet og merværdi, deres konsekvenser for de grundlæggende rettigheder og for proportionalitetsprincippet og deres virkninger på det etiske, sociale og økonomiske plan.

3.10. Udvalget kan således også fremover deltage i gennemførelsen af en EU-strategi med henblik på bedre lovgivning og evaluering af kvaliteten af EU's juridiske system og forvaltningen heraf samt af anvendelsen og virkningerne af de regler, der er vedtaget inden for rammerne af dette system.

3.11. I forbindelse med Stockholmprogrammet bør EU's engagementer være mere seriøse og tydeligere, for så vidt angår mål og målsætninger. EØSU anbefaler, at der udpeges en række nøgleindikatorer og en indledende liste over mål, som det vil være hensigtsmæssigt at få opfyldt, og som vil gøre det muligt at gennemføre en objektiv vurdering af de opnåede fremskridt, både under gennemførelsen af programmet, og når processen er afsluttet.

3.12. EUSØ bifalder de vedtagne indsatsområder, men henstiller til, at programmets prioriteter defineres tydeligere og bakkes op af tilsagn om økonomisk støtte.

3.13. EØSU anerkender det værdifulde bidrag, som Europarådet har ydet i sine talrige resolutioner og henstillinger om en god og effektiv retshåndhævelse, og opfordrer Kommissionen til at indarbejde dette indhold i de fremtidige forslag på det civil- og strafferetlige område i Den Europæiske Union (9).

4. Særlige bemærkninger

4.1. Arbejde for borgernes rettigheder - et Europa, der sikrer rettigheder og retsstatsprincippet

4.1.1. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's generalforsamling i 1948, proklamerer et universelt, fælles system af principper og værdier. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som blev underskrevet i Rom i 1950, og som er underskrevet af alle EU's medlemslande, samt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) udgør grundlaget og garantien for, at disse principper og værdier respekteres overalt i EU.

4.1.2. EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder omfatter nye rettigheder, som ikke var en del af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Charteret styrker retssikkerheden, når det gælder beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Det finder anvendelse for EU's institutioner og medlemsstaterne, navnlig når de gennemfører EU-lovgivning.

4.1.3. Den frie bevægelighed for personer er en af unionsborgerskabets grundlæggende rettigheder. Afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser og den frie bevægelighed og opholdsret i Schengen-området er et af den europæiske integrations største fremskridt de seneste ti år.

4.1.4. EØSU vil imidlertid gerne udtrykke sin bekymring over, at udøvelsen af denne rettighed stadig hæmmes af en lang række hindringer og barrierer i en stor del af EU. Efter EØSU's vurdering er direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område ikke blevet gennemført på tilfredsstillende vis. Direktivets gennemførelse er af Kommissionen (10), Europa-Parlamentet og adskillige ekspertrapporter blevet vurderet som utilfredsstillende. Derudover er det ikke blevet gennemført inden for de fastsatte tidsfrister (11).

4.1.5. EØSU hilser Kommissionens meddelelse om retningslinjerne for en bedre gennemførelse og anvendelse af nævnte direktiv velkommen. Enhver tilsidesættelse og undtagelse, der af de nationale myndigheder gøres fra den grundlæggende rettighed til fri bevægelighed for personer, bør fortolkes snævert og i fuld overensstemmelse med EF-domstolens retspraksis (12). Beskyttelsen af grænsearbejdernes arbejdsmæssige og sociale rettigheder bør forbedres, sådan som udvalget har henstillet til i forskellige udtalelser (13).

4.1.6. Hvad angår en bedre beskyttelse af børns rettigheder, har EØSU udarbejdet forskellige udtalelser (14). I disse slår udvalget til lyd for, at EU overholder internationale traktater og iværksætter en strategi med det sigte, at medlemslandene hurtigst muligt skal opfylde deres bestående europæiske og internationale forpligtelser vedrørende børns rettigheder. Det gælder navnlig de rettigheder, der følger af FN-konventionen om barnets rettigheder.

4.1.7. EØSU vil gerne understrege betydningen af respekt for forskelligartetheden og beskyttelse af udsatte personer. Udfordringerne i relation til forskelligartethed berører forskellige slags minoriteter (f.eks. romaerne) og en lang række personer med indvandrerbaggrund.

4.1.8. Udvalget har i den senere tid vedtaget en række udtalelser, som anbefaler at styrke lovgivningen mod forskelsbehandling (15). I disse udtalelser foreslås det at forbedre instrumenterne til bekæmpelse af forskelsbehandling, racisme, vold, homofobi og fremmedhad. Civilsamfundet kan spille en afgørende rolle med hensyn til at føre tilsyn med, at fællesskabslovgivningen i praksis anvendes efter hensigten.

4.1.9. Med ikrafttrædelsen af Charteret om Grundlæggende Rettigheder får EU et nyt retsgrundlag for beskyttelsen af de arbejdsmæssige og sociale rettigheder. EØSU vil fremover tage nye initiativer, således at der kan blive udviklet nye EU-politikker, som styrker beskyttelsen af disse rettigheder, og foreslår Kommissionen at lade arbejdstagernes arbejdsmæssige og sociale rettigheder indgå i sine prioriteter.

4.1.10. EU er i færd med at udforme politikker for sikkerhed og grænsekontrol, som er baseret på anvendelsen af nye teknologier og nye informationssystemer. Det er nødvendigt at tage højde for de etiske og juridiske konsekvenser af disse politikker, når det gælder beskyttelse af personoplysninger og af privatlivets fred.

4.1.11. EØSU mener, at det organiserede civilsamfund i tæt samarbejde med datatilsynsmyndighederne og ombudsmandsinstitutionerne på nationalt plan og EU-plan kunne deltage i evalueringen, således at man derigennem kunne sikre, at principperne om formål, proportionalitet, legitimitet, sikkerhed og fortrolighed bliver overholdt.

4.1.12. Flere høringer af det europæiske civilsamfund har gjort det klart, at den frie bevægelighed er underlagt uforholdsmæssige sikkerhedsforanstaltninger, herunder anvendelsen af biometriske elementer og radiofrekvensidentifikatorer (RFID) i rejsedokumenter. I sin udtalelse (16) fastslår EØSU, at RFID er »ingen færdigudviklet teknologi« og risikerer at krænke de grundlæggende menneskerettigheder.

4.1.13. Stockholmprogrammet bør tage højde for, at det på grund af disse teknologiers hurtige udvikling kan vise sig nødvendigt at vedtage nye politiske og lovgivningsmæssige initiativer til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, særligt når det gælder beskyttelse af personoplysninger. Kommissionen bør iværksætte oplysningskampagner og kampagner for at øge bevidstheden om de rettigheder og risici, der er forbundet med anvendelse af informationsteknologier.

4.1.14. Den lave valgdeltagelse ved de seneste valg til Europa-Parlamentet har vist, at mange europæere ikke er tilfredse med kvaliteten af deres europæiske tilhørsforhold og heller ikke med visse af EU's politikker. Udvalget tilslutter sig Kommissionens mål om at forbedre det demokratiske liv og EU-borgernes aktive deltagelse. Som svar på den stigende mangel på interesse for EU-politik blandt medlemslandenes borgere anbefaler EØSU, at der træffes en række foranstaltninger med det sigte at fremme aktivt unionsborgerskab. Udvalget er tilhænger af at afholde valget til Europa-Parlamentet i den uge, hvor den 9. maj falder, og give valgprogrammerne og -kampagnerne en mindre national og mere europæisk karakter.

4.1.15. Efter EØSU's vurdering vil det være hensigtsmæssigt at udvide grundlaget for vores demokratier ved at medtage nye borgere, som får de samme rettigheder og forpligtelser. Statsborgerskabets og unionsborgerskabets rettigheder bør dække hele mangfoldigheden af nationale, etniske, religiøse og kulturelle mindretal, som til dels kommer fra indvandring.

4.1.16. EØSU har udarbejdet en initiativudtalelse (17) henvendt til Det Europæiske Konvent, hvori udvalget fremhævede muligheden af at tildele tredjelandestatsborgere med status som fastboende unionsborgerskab. Udvalget foreslår EU's institutioner at tage dette forslag med i overvejelserne i forbindelse med Stockholmprogrammet.

4.2. En forenkling af borgernes liv: Et Europa for ret og retfærdighed Sikre ret og retfærdighed i et Europa, der er åbent over for den omgivende verden

4.2.1. Gensidig anerkendelse af retsafgørelser

4.2.1.1. EØSU glæder sig over den indsats, der er gjort for at opnå gensidig anerkendelse, hvilket udgør hjørnestenen i EU som et retligt område. Denne gensidige anerkendelse bør eksistere side om side med de enkelte medlemslandes retstraditioner og sikre styrkelsen af et område med frihed og ansvar. Unionen bør skabe sig et fælles retsgrundlag. På den anden side bør hele håndhævelsessystemet, både når det gælder de fælles regler og medlemsstaterne, underkastes juridiske begrænsninger med henblik på at udelukke enhver mulighed for misbrug. Retsreglerne må aldrig kompromittere frihedsrettighederne eller menneskerettighederne, men bør sikre beskyttelse af de borgerlige og sociale rettigheder.

4.2.1.2. Den gensidige anerkendelse kan udvides til de områder, der endnu ikke er reguleret, som f.eks. arv og testamenter, formueforhold mellem ægtefæller og de formuemæssige konsekvenser af opløsningen af samlivsforhold, samt alle områder af betydning i unionsborgernes daglige liv. Den gensidige anerkendelse bør gælde alle former for registrerede partnerskaber, der anerkendes i medlemslandene.

4.2.1.3. På det civilretlige område vil det være hensigtsmæssigt at afskaffe eksekvaturproceduren, som medlemslandene anvender til at gennemføre civil- og handelsretlige afgørelser afsagt i andre medlemslande, samt udvide den gensidige anerkendelse til områder, der endnu ikke er omfattet. På det strafferetlige område bør dette princip om gensidig anerkendelse finde permanent anvendelse på alle stadier af proceduren. På samme måde bør den gensidige anerkendelse udvides til også at omfatte beskyttelsesforanstaltninger for ofre og vidner samt frakendelse af rettigheder.

4.2.2. Styrkelse af den gensidige tillid

4.2.2.1. Med henblik på at styrke den gensidige tillid mellem retssystemerne vil det være hensigtsmæssigt at støtte uddannelse af retspersonalet gennem udvikling af fælles instrumenter. Udveksling mellem ansatte i retsvæsenet bør fremmes og støttes, ikke blot gennem retlige fora og aktiviteterne i forskellige faglige netværk, men også gennem etablering af en slags Erasmus-system. For at forbedre kommunikationen og udvekslingen af bedste praksis bør det europæiske retsforum styrkes.

4.2.2.2. Det er nødvendigt fortsat at styrke den gensidige tillid gennem mere intensiv, navnlig økonomisk, støtte til programmer for faglig uddannelse af retspersonalet samt udvikling af faglige netværk. Disse tiltag bør ledsages af udveksling af bedste praksis og udvikling af innovative projekter med henblik på modernisering af retsvæsenet.

4.2.3. Det gøres lettere at indbringe sager for domstolene: en prioritet

4.2.3.1. EU-aktiviteter på det strafferetlige område med henblik på at styrke den gensidige anerkendelse af retsafgørelser bør ikke udelukkende fokusere på terrorisme, organiseret kriminalitet og angreb på EU's finansielle interesser, men bør også rettes mod brud på menneskerettighederne og de grundlæggende friheder. Den stigende mobilitet blandt medlemslandenes borgere inden for EU's grænser gør dem sårbare over for forskelsbehandling og overgreb, både i privatlivet og på arbejdspladsen.

4.2.3.2. EU bør bestræbe sig på at styrke de eksisterende retshjælpsforanstaltninger, mobilisere de elektroniske ressourcer (e-justice) (18) i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at anvende disse, og navnlig gøre sit yderste for at lette borgernes adgang til oversættelse og tolkning på det retslige område. Ligeledes bør EU bestræbe sig på at forenkle formaliteterne til legalisering af retsakter og dokumenter. Det er også nødvendigt at forbedre støtten til ofre for lovovertrædelser, navnlig hvad angår grænseoverskridende sager.

4.2.4. De juridiske aktørers rolle i forbindelse med støtten til den økonomiske aktivitet

4.2.4.1. Fuldbyrdelsen af retsafgørelser bør forbedres, navnlig gennem indførelse af en europæisk procedure for arrest i bankindeståender. Arbejdet med at skabe en fælles referenceramme inden for aftaleret vil kunne anvendes, når fremtidige lovforslag og modeller til aftaler skal udformes. Endvidere kan der indføres fakultative europæiske ordninger på klart definerede områder af det indre marked (»28. ordning«). Harmoniseringen af reglerne om lovvalg inden for forsikringsaftaler og på det selskabsretlige område bør videreføres.

4.2.4.2. Det europæiske retlige område bør navnlig i krisetider ikke udelukkende støtte økonomiske aktiviteter i det indre marked, men også opmuntre de økonomiske aktører til at udvise ansvar over for samfundet og deres egne medarbejdere. I en situation, hvor der er økonomisk og finansiel krise, er det vigtigt at styrke solidariteten mellem landene, de økonomiske aktører og borgerne samt respektere borgernes værdighed og rettigheder.

4.2.5. Større international involvering af EU på det retslige område

Arbejdet til fremme af retsstatsprincipperne bør prioriteres overalt i verden, og især i de nabolande, som EU deler et fælles økonomisk, socialt og sikkerhedsmæssigt program med. Desuden bør de instrumenter, som EU anvender med henblik på retligt samarbejde og retlig bistand i forholdet til tredjelande, fremmes betragteligt.

4.3. Et Europa, der beskytter Retlige rammer og principper for et åbent EU, der beskytter sine borgere

EØSU bifalder udarbejdelsen af en intern sikkerhedsstrategi i EU. Det er en proces, hvor en bred vifte af såvel private som offentlige aktører bør indgå (19). Hvis civilsamfundet deltager, vil man kunne sikre et perspektiv med udgangspunkt i tolerance, dialog og samarbejde i stedet for udelukkelse, frygt og mistillid over for borgere fra andre medlemsstater eller tredjelande. Det vil også kunne sikre de grundlæggende rettigheder og friheder, som er mest udsatte, når der indføres kontrol og håndhævelsesordninger, der i mangel af et demokratisk civilsamfund kan misbruges og virke diskriminerende.

4.3.1. Styrkelse af midlerne

4.3.1.1. Politisamarbejdet bør omfatte et vigtigt kapitel om uddannelse og videreuddannelse af politiets personale. Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder har bemærket, at politistyrkernes hårde og aggressive fremgangsmåder ofte er forbundet med forskelsbehandling. For at begrænse denne adfærd må man træffe foranstaltninger til at bekæmpe disse fremgangsmåder og genvinde befolkningens tiltro til, at politistyrkerne optræder korrekt (20).

4.3.1.2. Mobilisering af de nødvendige teknologiske midler, der skal garantere den interne sikkerhed, forudsætter, at der sikres gennemsigtighed og ansvarlighed i anvendelsen af dem i samarbejde med borgerne og civilsamfundet.

4.3.2. Effektive politikker

4.3.2.1. Det er nødvendigt, at prioriteterne på området for grænseoverskridende kriminalitet også omfatter styrkelsen af retten til forsvar gennem udstedelse af fælles minimumsgarantier for beskyttelse af principperne om uskyldsformodning og varetægtsfængsling (varighed og revision af grundene til varetægtsfængslingen). Foranstaltningerne til kriminalitetsbekæmpelse skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Disse initiativer bør udarbejdes og underbygges gennem passende midler, navnlig inden for rammerne af en handlingsplan. Der bør følges op på dem, navnlig i de situationer, der foreløbigt har vist sig at være problematiske (behandling af personer, der er mistænkt for at have begået terrorhandlinger).

4.3.2.1.1. For så vidt angår grænsekontrol og -overvågning, navnlig med henblik på beskyttelse af personer og udsatte grupper, skal medlemsstaternes grundlæggende forpligtelser til redningsaktioner til søs have forrang frem for kravene om maritim kontrol og overvågning.

4.3.2.1.2. Et fælleseuropæisk Schengen-visum, der eventuelt udstedes af en fælles konsulær myndighed, kan sikre lighed i behandlingen af ansøgere. Under alle omstændigheder er det nødvendigt, at man gradvist bevæger sig væk fra den nationalitetsbestemte formodning om risiko og i stedet går over til en vurdering af den individuelle risiko. En sådan positiv udvikling kan forebygge misbrug og forskelsbehandling af ansøgere.

4.3.3. Fælles målsætninger

4.3.3.1. Strategien for intern sikkerhed skal koncentrere sig om trusler, som man ikke har været tilstrækkelig opmærksom på. Den bør særligt prioritere de aktive foranstaltninger, der bekæmper had, racisme, fremmedhad og antisemitisme. De instrumenter, der tages i anvendelse, bør ikke udelukkende rettes mod sikkerhedsområdet, men også de økonomiske, sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige områder og finde præventiv anvendelse.

Strategien for intern sikkerhed bør lade åbenhed og bekæmpelse af korruption indtage en fremtrædende rolle, da der er tale om et fænomen, som underminerer den tillid, borgerne har til de offentlige institutioner og den demokratiske proces på såvel nationalt som europæisk plan.

4.3.3.2. For så vidt angår nedbringelse af terrortruslen bør EU fordoble sin indsats for at fremme europæiske modeller for tværkulturelle og tværreligiøse dialoger, der kan forhindre isolering og radikalisering af samfund, grupper og organisationer såvel uden for som inden for EU's grænser. Uanset hvor effektive de interne sikkerhedsforanstaltninger er, så bekæmper de kun virkningen og ikke årsagerne til terrorismefænomenet. Derfor er man nødt til at indlede en paneuropæisk dialog, der gør det muligt at udvikle disse modeller, så EU i samarbejde med medlemsstaterne derefter aktivt kan fremme dem.

4.4. En dynamisk indvandringspolitik

4.4.1. Gennemførelsen af en indvandringspolitik udgør en af de vigtigste prioriteter i løbet af de kommende år på baggrund af de målsætninger, der er fastlagt inden for rammerne af den europæiske pagt om indvandring og asyl. Blandt Kommissionens prioriteter er en konsolidering af den samlede indvandringsstrategi.

4.4.2. EU bør forbedre dialogen og samarbejdet med oprindelseslandene. EØSU har forslået (21), at EU inden for rammerne af den eksterne politik fremmer en international retlig ramme for indvandring, baseret på Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, Konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder samt Konventionen om Sociale, Kulturelle og Arbejdsmæssige Rettigheder. En sådan international retlig ramme bør omfatte de vigtigste WTO-konventioner og FN's internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiers rettigheder, som til trods for vedtagelsen af en initiativudtalelse (22), hvori der opfordrer til en ratificering, endnu ikke er blevet ratificeret af EU's medlemsstater.

4.4.3. For at den europæiske immigrationspolitik kan bidrage til udvikling i oprindelseslandene, bør der indgås aftaler mellem EU og oprindelseslandene, som er af gensidig interesse for parterne og overholder indvandrernes rettigheder. Efter udvalgets mening vil mobilitetsaftalerne kunne modvirke og kompensere for hjerneflugt. For at cirkulær migration kan påvirke udviklingen positivt, er det nødvendigt at lempe lovgivningen om indrejse og status som fastboende for at fremme frivillig tilbagevenden, uden at immigranterne mister deres opholdstilladelse.

4.4.4. Samarbejdet med tredjelande bør ikke kun baseres på taklingen af irregulær indvandring, tilbagesendelse og grænsekontrol, selvom det naturligvis er meget vigtigt. De indgåede aftaler med tredjelande bør tage højde for alle parters interesser: for indvandrerne, så deres grundlæggende rettigheder respekteres og de bliver retfærdigt behandlet, for oprindelseslandet, så udvandringen får en positiv effekt på dets økonomiske og sociale udvikling og endelig for de europæiske værtssamfund.

4.4.5. EØSU er af den opfattelse, at et af de svage punkter i den samlede indvandringsstrategi netop er, at EU har vanskeligt ved at tage skridtet fra de overordnede politiske udmeldinger til vedtagelsen af konkrete lovgivningsmæssige initiativer efter fællesskabsmetoden og under overholdelse af de i traktaterne fastsatte kompetencer.

4.4.6. Udvalget er ikke enigt i, at den europæiske indvandringspolitik skal baseres på den cirkulære migration. Det siger sig selv, at en del migrationsprojekter er midlertidige og i visse tilfælde har cirkulære træk, men erfaringen viser, at en stor del af dem er permanente eller langvarige, og derfor er den europæiske politik og lovgivning nødt til at fremme respekten for menneskerettighederne, indvandrernes juridiske status, integration og familiesammenføring.

4.4.7. EØSU har i en nylig udtalelse (23) fremhævet, at EU's og medlemsstaternes indvandringspolitik og -lovgivning fuldt ud bør respektere menneskerettighederne for ethvert menneskes vedkommende samt overholde principperne om ligebehandling og forbuddet mod forskelsbehandling.

4.4.8. EØSU går ikke ind for anvendelsen af udtrykket »ulovlig indvandring« og er enigt med andre europæiske aktører såsom Europarådets parlamentariske forsamling og Europa-Parlamentet, der foretrækker udtrykket »ureglementeret indvandring« og »indvandrer uden opholdstilladelse« for at undgå en fejlagtig forbindelse mellem indvandring og kriminalitet.

4.4.9. Selv om det ikke er lovligt at rejse ind i et land uden de nødvendige dokumenter og tilladelser, så er den, der begår en sådan handling, ikke kriminel. Den forbindelse, der i mange medier og politiske taler etableres mellem ulovlig indvandring og kriminalitet, svarer ikke til virkelighedens verden og er med til at skabe frygt og fremmedhad i værtslandets befolkning.

4.4.10. EØSU går ind for Kommissionens prioritet om at overvåge, at tilbagesendelsesdirektivet 2008/115, som træder i kraft i december 2010, finder anvendelse på nationalt plan, og at garantierne og rettighederne heri overholdes.

4.4.11. Udvalget går ind for Kommissionens forslag om at udstyre EU med »fælles standarder om ansvaret for ulovlige indvandrere, der ikke har kunnet udsendes«, ligesom forslaget om lovliggørelse af dem, for hvilke der gøres gældende, at »der bør udformes retningslinjer for gennemførelsen«. For at bringe de pågældende personers situation i orden skal man tage højde for den sociale og faglige rodfæstelse, ligesom det er forudset i den europæiske pagt om indvandring og asyl.

4.4.12. Uledsagede mindreårige, som befinder sig i en ureglementeret situation bør også beskyttes gennem en specifik europæisk politik.

4.4.13. Udvalget er enigt med Kommissionen i, at EU bør have en fælles ramme i form af en fleksibel ordning for udstedelse af indrejsetilladelser til indvandrere, der er tilpasset de nationale arbejdsmarkeders behov. Man bør dog undgå foranstaltninger i EU-lovgivningen, der udelukkende tager udgangspunkt i arbejdsmarkedernes behov i en bestemt situation eller periode, og hvor immigranter betragtes som en arbejdsfaktor og ikke som mennesker med rettigheder, der har behov for beskyttelse og sikkerhed.

4.4.14. EØSU støtter Kommissionens forslag om at skabe en europæisk platform for dialog, der inddrager arbejdsgiverne, fagforeningerne, den offentlige arbejdsformidling i medlemsstaterne, rekrutteringsbureauerne og andre relevante aktører, med henblik på at forbedre forvaltningen af den arbejdsrelaterede indvandring. Udvalget kunne her være den europæiske institution, der afholder aktiviteterne inden for rammerne af denne platform, i lighed med det europæiske forum for integration.

4.4.15. EØSU har gentagne gange gjort opmærksom på, at den fælles europæiske lovgivning for udstedelse af indrejsetilladelser burde omfatte en global og horisontal lovgivningsramme frem for sektorbestemte bestemmelser (24).

4.4.16. Ikke desto mindre er Kommissionen i gang med at udarbejde diverse forslag til sektorspecifikke direktiver. Det Europæiske Råd vedtog for nylig direktivet om det blå EU-kort (25), der indeholder en smidig og hurtig indrejseprocedure, som kun gælder for de migrantarbejdere, der betragtes som »højt kvalificerede«, og disses familier, hvilket kan føre til forskelsbehandling mellem de såkaldt højt kvalificerede og de øvrige migrantarbejdere (som vil blive omfattet af specifikke direktiver). Derudover lader direktivet det i stor udstrækning være op til medlemsstaterne selv at definere og fastsætte de nærmere betingelser for opnåelse af det blå EU-kort og de rettigheder, som kortet giver.

4.4.17. EØSU mener, at den sektorspecifikke tilgang, der anlægges i den europæiske lovgivning for indvandring, skal ledsages af en horisontal fælles ramme for rettigheder (den europæiske statut), som sikrer, at indvandrernes rettigheder overholdes og beskyttes i Europa uafhængigt af deres erhvervskategori, juridiske status eller administrative situation.

4.4.18. Kommissionen har udarbejdet et forslag til rammedirektiv om indvandreres rettigheder, som endnu mangler at blive godkendt af Rådet. Udvalget har udarbejdet en udtalelse (26) om dette direktivforslag, som det håber vil komme i betragtning i forbindelse med Rådets arbejde.

4.4.19. EØSU vil undersøge Kommissionens forslag om at vedtage en indvandringskodeks, der sikrer indvandrerne i Europa ensartede og sammenlignelige rettigheder, men beklager, at forslaget vil medføre, at rammedirektivet trækkes tilbage, hvorfor udvalget anbefaler fremtidige rådsformandskaber at fortsætte arbejdet, indtil direktivet er blevet vedtaget.

Med hensyn til familiesammenføring deler udvalget Kommissionens overvejelser om at ændre direktivet efter en større høring.

4.4.20. EØSU håber, at Kommissionen snart vil gå i gang med udarbejdelsen af en grønbog med det mål for øje at indlede en debat om de ændringer, der skal indføjes i dette direktiv, eftersom det minimalistiske direktiv 2003/86 gør det muligt at omgå en fuld sikring af tredjelandsborgeres rettigheder i visse nationale lovgivninger, hvilket bekræftes i Kommissionens rapport om direktivets omsætning i medlemsstaterne (27).

4.4.21. Det ligger udvalget meget på sinde at fremme integration, og det har således udarbejdet adskillige initiativudtalelser, hvori der slås til lyd for en iværksættelse af frivillige integrationsfremmende foranstaltninger med en tovejsstrategi, der på en og samme tid er målrettet værtssamfundet og indvandrerne. Der er her tale om en positiv integrationsstrategi, der adskiller sig fra den negative integrationsstrategi, som er blevet anlagt af visse regeringer, der betragter integration som endnu en hindring for lighed og som endnu et middel til forskelsbehandling.

4.4.22. Som påpeget af Kommissionen bør EU's, medlemsstaternes samt de lokale og regionale myndigheders indsats styrkes, og det er nødvendigt med en større inddragelse af værtssamfundet i modtagelsen af indvandrerne. Der blev for nyligt oprettet et europæisk forum om integration som et resultat af samarbejdet mellem Kommissionen og EØSU. Der er tale om en platform for øget inddragelse af civilsamfundet og indvandrerorganisationer i de europæiske integrationsfremmende foranstaltninger.

4.4.23. Udvalget går ind for forslaget om at skabe en åben koordinationsmetode for integration og ønsker at bidrage til iværksættelsen af en sådan metode gennem udarbejdelsen af nye udtalelser. Kommissionen forestiller sig en »fælles koordineringsmekanisme for at understøtte medlemsstaternes indsats inden for en fælles referenceramme« gennem en kortlægning af god praksis, udvikling af indikatorer, større overensstemmelse med andre politikker samt inddragelse af civilsamfundet med udgangspunkt i det europæiske forum for integration.

4.4.24. Forummet kan også bidrage til at kortlægge god praksis, udvikle indikatorer og bringe større overensstemmelse med andre EU-politikker.

4.5. Asyl: et fælles og solidarisk beskyttelsesområde

4.5.1. Europa skal være rede til at give asylansøgere en værdig modtagelse gennem en lovgivning, der beskytter dem, og en mere solidarisk politik. Et stort antal mennesker, som har behov for international beskyttelse, ankommer til EU's ydre grænser ad illegal vej. Myndighederne skal garantere disse mennesker retten til at søge om beskyttelse og sikre, at deres ansøgninger bliver behandlet i overensstemmelse med såvel internationale konventioner som de nationale og europæiske lovgivninger.

4.5.2. EØSU har i løbet af de seneste år udarbejdet adskillige udtalelser med forslag om etablering af et fælles asylsystem (28). Opbygningen af det fælles europæiske asylsystem bør ske med garanti for et højt kvalitetsniveau og uden at sænke de internationale beskyttelsesstandarder. Harmoniseringen må aldrig anvendes til at sænke de nuværende beskyttelsesniveauer i medlemslandene, men skal derimod tjene til at forbedre lovgivningen i de medlemslande, hvor beskyttelsesniveauet er for lavt.

4.5.3. Opbygningen af det fælles europæiske asylsystem forudsætter, at harmoniseringen af lovgivningen ledsages af et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne. Dette samarbejde og denne solidaritet vil blive forbedret med etableringen af Det Europæiske Støttekontor for Asylsager, som Kommissionen har fremsat forslag om. Det er et forslag, som bakkes op af udvalget.

4.5.4. Den nye lovgivning skal give asylsøgerne adgang til arbejdsmarkedet og uddannelse, anerkende de specialiserede ngo'ers rolle samt sikre disse ngo'er uindskrænket adgang til procedurer og steder, som er relevante for deres arbejde.

4.5.5. De i Dublin-forordningen indeholdte procedurer skal ændres, således at den enkelte asylsøger på grundlag af humanitære hensyn og asylsøgerens familiemæssige, kulturelle og sociale bånd får mulighed for at vælge, hvilket land vedkommende ønsker at søge asyl i.

4.5.6. De beslutninger, der træffes i asylsager, vil kunne ankes. En sådan anke skal have opsættende virkning i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens retspraksis.

4.5.7. Tilbageholdelsen af illegale asylsøgere og indvandrere i interneringscentre er stadig et udbredt fænomen i flere medlemsstater. EØSU modsætter sig en sådan praksis og mener, at en sådan internering i interneringscentre kun bør udgøre en undtagelsesforanstaltning.

4.5.8. Udvalget finder, at overholdelse af menneskerettigheder er en forudsætning for indgåelsen af tilbagetagelsesaftaler med tredjelande, og er modstander af, at EU eller medlemsstater indgår aftaler om hjemsendelse eller grænsekontrol med lande, som ikke har undertegnet de vigtigste folkeretlige instrumenter til beskyttelse af menneskerettigheder.

4.5.9. EØSU er af den opfattelse, at den økonomiske solidaritet i EU på asylområdet skal styrkes. Det vil i den henseende blive nødvendigt at opbygge og omstrukturere Den Europæiske Flygtningefond.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Ifølge den tidligere næstformand i Kommissionen, Franco Fratini, havde man kun nået 53 % af målene.

(2) Europæisk pagt om indvandring og asyl, Rådet for Den Europæiske Union, Bruxelles, 13440/08, 24. september 2008.

(3) Rapport fra den Rådgivende Højniveaugruppe om Fremtiden for den Europæiske Politik vedrørende Indre Anliggender (fremtidsgruppen), »Freedom, Security, Privacy: European Home Affairs in an Open World«, juni 2008.

(4) http://ec.europa.eu/justice_home/news/consulting_public/news_consulting_0001_en.htm.

(5) KOM(2009) 262 endelig.

(6) EØSU's udtalelse af 4.9.2009 om emnet »Respekten for de grundlæggende rettigheder i europæisk indvandringspolitik og -lovgivning«, ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños (jf. s. 29 i denne EUT).

(7) EUT C 318 af 23.12.2006, s. 163.

(8) EUT C 218 af 11.9.2009, s. 60.

(9) Se »Relevant Council of Europe Resolutions and Reccommendations in the field of efficiency and fairness of justice« (CEPEJ(2003)7 rev, af 13. november 2003).

(10) KOM(2008) 840 endelig.

(11) Den 30. april 2006.

(12) KOM(2009) 313 endelig.

(13) EUT C 228 af 22.9.2009, s. 14, og EUT C 325 af 30.12.2006, s. 43.

(14) EUT C 325 af 30.12.2006, s. 65.

(15) EUT C 182 af 4.8.2009, s. 19, og EUT C 77 af 31.3.2009, s. 102.

(16) EUT C 256 af 27.10.2007, s. 66.

(17) EUT C 208 af 3.9.2003, s. 76.

(18) EØSU's udtalelse af 30.9.2009 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: På vej mod en EU-strategi for e-justice«, ordfører: Jorge Pegado Liz (EUT C 318 af 23.12.2009, s. 69).

(19) EUT C 318 af 23.12.2006, s. 147, og EUT C 211 af 19.8.2008, s. 61.

(20) Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, 2009. The Stockholm Programme: A chance to put fundamental rights protection right in the centre of the European Agenda (Stockholm-programmet: En mulighed for at placere beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder højt på den europæiske dagsorden), s. 6-7.

(21) EUT C 44 af 16.2.2008, s. 91.

(22) EUT C 302 af 7.12.2004, s. 49.

(23) EUT C 218 af 11.9.2009, s. 69.

(24) EUT C 286 af 17.11.2005, s. 20.

(25) Direktiv 2009/50/EF.

(26) EUT C 27 af 3.2.2009, s. 114.

(27) KOM(2008) 610 endelig.

(28) EUT C 204 af 9.8.2008, s. 77, EUT C 218 af 11.9.2009, s. 78, og EØSU's udtalelser af 16.7.2009 om hhv. »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (omarbejdning)«, ordfører: An Le Nouail Marlière (EUT C 317 af 23.12.2009, s. 110), og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning)«, ordfører: An Le Nouail Marlière (EUT C 317 af 23.12.2009, s. 115).

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/89

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om røgfri miljøer

KOM(2009) 328 endelig — 2009/0088 (CNS)

(2010/C 128/15)

Ordfører: Eugen LUCAN

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 8. juli 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets henstilling om røgfri miljøer

KOM(2009) 328 endelig – 2009/0088 (CNS).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Eugen Lucan til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 5. november, følgende udtalelse med 81 stemmer for, 68 imod og 9 hverken for eller imod.

1. Særlige anbefalinger

Vedrørende punkt 1 i afsnittet om henstillinger til medlemsstaterne

1.1.1. Effektiv beskyttelse mod udsættelse for tobaksrøg bør finde anvendelse på »arbejdspladser«, navnlig indendørs arbejdspladser uden særlige rygeområder.

1.1.2. EØSU henstiller, at alle offentlige steder, der ofte frekventeres af børn og unge under 18 år, bør inkluderes under de »andre offentlige steder«, som der henvises til i artikel 8, stk. 2, i WHO's rammekonvention om tobakskontrol.

1.1.3. EØSU opfordrer Rådet til at overveje at fastsætte en frist for vedtagelse, der er kortere end de tre år, der foreslås af Kommissionen, da henstillingen ellers ikke vil gavne den nuværende generation af unge i de ældste skoleklasser og gymnasiet (14-18 år), som er i fare for at overgå fra passiv rygning til aktiv rygning.

Vedrørende punkt 2 i afsnittet om henstillinger til medlemsstaterne

1.2.1. »Uddannelses- og rådgivningsmæssige strategier på EU-niveau bør spille en central rolle i alle uddannelsesinstitutioner«. EØSU anbefaler en udvidelse af denne artikel for meget klart at understrege betydningen af skolebaserede uddannelses- og rådgivningsstrategier på EU-niveau, så man sikrer, at alle børn eller unge bliver korrekt, fuldstændigt og regelmæssigt informeret om kendsgerningerne om rygning og skadevirkningerne heraf og de kræftfremkaldende virkninger af at blive udsat for tobaksrøg i omgivelserne.

Vedrørende punkt 3 i afsnittet om henstillinger til medlemsstaterne

1.3.1. Det er nødvendigt at supplere rygeforbudspolitikkerne med ledsageforanstaltninger, herunder:

(c)	Udvidelse af anvendelsesområdet for direktiv 2004/37 om udsættelse for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener under arbejdet, så dette direktiv ligeledes kan omfatte tobaksrøg i omgivelserne.

(d)	Styrkelse af kravene vedrørende beskyttelse af arbejdstagere fra tobaksrøg i direktiv 89/654/EF, så det kræves, at alle arbejdsgivere garanterer et rygeforbud på deres arbejdsplads.

(e)

Ændring af direktiv 67/548/EØF (1991) om farlige stoffer med det formål at klassificere tobaksrøg i omgivelserne som kræftfremkaldende. Det vil automatisk indebære, at tobaksrøg i omgivelserne omfattes af direktivet om udsættelse for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener under arbejdet, når det gælder mindstekravene til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

(f)	Medlemsstaterne og Kommissionen skal formelt anmodes om at ændre betegnelsen »tobaksrøg i omgivelserne« til »kræftfremkaldende tobaksrøg i omgivelserne«.

(g)	GD for Uddannelse og Kultur og GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse skal udarbejde uddannelsesstrategier, så børn og unge under uddannelse i EU kan få korrekt, fuldstændig og regelmæssig information om virkningen af rygning og tobaksrøg i omgivelserne.

Vedrørende punkt 4 i afsnittet om henstillinger til medlemsstaterne

1.4.1. Der bør i slutningen af punktet henvises til »beskyttelse mod tobaksrøg i offentlige miljøer, der frekventeres af børn eller unge« (udendørs legepladser for børn, forlystelsessteder, udendørs eller indendørs diskoteker, klubber, barer, der frekventeres af børn eller unge under 18 år og andre tilsvarende steder).

Vedrørende punkt 6 i afsnittet om henstillinger til medlemsstaterne

1.5.1. I forbindelse med definitionen af nationale centre for tobakskontrol bør indgå formuleringen »og til kontrol/bekæmpelse af, at offentligheden udsættes for tobaksrøg i omgivelserne«.

2. Konklusioner

2.1. EØSU støtter Kommissionens initiativ til at sikre en effektiv gennemførelse i EU af artikel 8 i WHO's rammekonvention om tobakskontrol – med henblik på at skabe 100 % røgfrie omgivelser – i henhold til princip 1 i retningslinjerne for gennemførelse af artikel 8, som præciseret i punkt 6 i forslag KOM(2009) 328 bilag (1). Selv om EØSU finder, at en EU-henstilling er et nyttigt instrument til at bevæge sig i den retning, indeholder henstillingen ikke mange garantier. Hvis det viser sig, at foranstaltningens gennemførelse og effektivitet er utilstrækkelig, må Kommissionen hurtigst muligt foreslå et instrument med bindende karakter.

2.2. EØSU mener, at der bør gennemføres forskning på EU-niveau om bekæmpelse af rygningens skadevirkninger på børn og unge og i hvor stort omfang de udsættes for tobaksrøg i omgivelserne. Med henblik på udarbejdelsen af effektive fremtidige strategier og programmer bør der foretages en kortlægning af rygerne for at udrede, hvor gamle de var, da de røg deres første cigaret, og hvorfor de begyndte at ryge som børn eller unge.

2.3. Da Parlamentet har opfordret medlemsstaterne til at forpligte sig til at sænke unges tobaksforbrug med mindst 50 % inden 2025, anser EØSU det for nødvendigt at vurdere skadevirkningerne på unge rygere, så der kan opstilles europæiske mål for EU's medlemsstater med henblik på at mindske unges tobaksforbrug. Det bør påpeges, at EØSU på ingen måde åbner op for, at tobakskontrolforanstaltningerne skal forlænges til 2025. Tværtimod slår EØSU til lyd for, at disse foranstaltninger fremskyndes i betragtning af de alvorlige konsekvenser for menneskers sundhed og de enorme omkostninger derved.

2.4. EØSU understreger det afgørende behov for at forbyde rygning og dermed forhindre udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne på steder, der frekventeres af børn og unge (aldersgruppen 0-18 år), herunder forlystelsessteder, f.eks. klubber, indendørs diskoteker, barer, sportspladser, fritidsfaciliteter osv. En sådan foranstaltning kunne redde nogle af den nuværende generation af 15-18-årige, som er mest udsat for risikoen for rygning og for tobaksrøg i omgivelserne. Det er generelt i alderen mellem 15 og 18 år, at nogle vil vælge at ryge deres første cigaret og overgå fra passiv til aktiv rygning.

2.5. EØSU anser uddannelsesprogrammer for afgørende på det primære og sekundære skoletrin for at fremme en sund og harmonisk livsstil. På EU-niveau bør børn og unge have adgang til regelmæssig, nøjagtig og fuldstændig information om rygning og udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne, så de er velvidende om alle de risici, der er forbundet med rygning, og kan træffe et velunderbygget, ansvarligt valg. Denne information kan også gives i partnerskab med ngo'er. Det vigtige er, at informationen er tilgængelig, regelmæssig, skræddersyet til børns og unges motivation, interaktiv og innovativ, så børn kan tage ansvar for deres egne valg, idet de er fuldt bekendt med konsekvenserne.

2.6. EØSU slår til lyd for informations- og uddannelseskampagner om en sund livsstil, der er rettet mod alle aldersgrupper og samfundsgrupper, så borgerne kan tage ansvaret for deres egne valg, idet de er fuldt bekendt med konsekvenserne for både dem selv og eventuelt deres børn.

2.7. EØSU tilskynder ngo'er og civilsamfundsorganisationer til at gennemføre og støtte samt deltage i tiltag med henblik på beskyttelse mod udsættelse for rygning og tobaksrøg i omgivelserne, især hvad angår dårligt stillede medborgere, som er i fare for at miste ikke kun deres sociale uafhængighed, men også deres personlige uafhængighed som følge af deres sundhedsskader og gradvise tab af vitale funktioner. Især dårligt stillede børn, der bor i miljøer med omfattende udsættelse for passiv rygning, samt hjemløse børn, unge og andre grupper, bør beskyttes mod udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne.

3. Baggrund og generelle bemærkninger

3.1. Lægevidenskabelige og sociale argumenter om rygning og eksponeringsniveauer i forbindelse med tobaksrøg i omgivelserne

3.1.1. Ifølge én undersøgelse forkorter hver cigaret éns liv med otte minutter (2). Tobak er den enkeltfaktor, der er årsag til flest dødsfald og tilfælde af sygdom og handicap i Den Europæiske Union (EU), hvor den hvert år koster omkring 650 000 menneskeliv (3).

3.1.2. Tobaksrøg udgør en kompleks giftblanding, der består af over 4 000 forbindelser, heriblandt giftstoffer som blåsyre, ammoniak og kulilte samt over 50 andre (mere præcist 69 (4)), hvis kræftfremkaldende virkning er blevet dokumenteret, og som udgør en meget udbredt kilde til sygelighed og dødelighed i EU. Der er videnskabeligt grundlag for at ændre betegnelsen »tobaksrøg i omgivelserne« til »kræftfremkaldende tobaksrøg i omgivelserne«.

3.1.3. Det er blevet konstateret, at kronisk udsættelse for passiv rygning er årsag til mange af de samme sygdomme, som fremkaldes af aktiv rygning, herunder lungekræft, hjerte-kar-sygdomme og børnesygdomme.

3.1.4. Udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne kan fremkalde hjertesygdomme og lungekræft hos voksne. Det kan udløse slagtilfælde, astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) (5) hos voksne og forværre allerede bestående lidelser såsom astma og KOL (6).

3.1.5. Forskningen og definitionerne vedrørende risiciene ved udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne har udviklet sig med tiden. Begreber som f.eks. passiv rygning og ufrivillig udsættelse for tobaksrøg bør undgås, da erfaringerne fra Frankrig og andre steder viser, at der er tilfælde, hvor disse begreber kan blive brugt til at støtte en holdning om, at udsættelse for tobaksrøg er frivillig og derved acceptabel. På baggrund af den nye videnskabelige indsigt bør man ikke længere tale om »tobaksrøg i omgivelserne«, men om »kræftfremkaldende tobaksrøg i omgivelserne«.

3.1.6. Tobaksrøg i omgivelserne er især skadeligt for børn og forårsager astma, lungebetændelse og bronkitis, åndedrætssymptomer, mellemørebetændelse og vuggedød (5).

3.1.7. Ifølge konservative skøn døde 7 300 voksne, deriblandt 2 800 ikkerygere, i EU25 i 2002 som følge af udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne på deres arbejdsplads. Yderligere 72 000 mennesker, deriblandt 16 400 ikkerygere, døde som følge af udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne i hjemmet (7).

3.1.8. Det er dokumenteret, at udsættelse for tobaksrøg, enten generelt eller på arbejdspladsen, i betydelig grad øger risikoen for lungekræft, og at ansatte inden for hotel- og restaurationsvirksomheder, hvor rygning er tilladt, for eksempel har 50 % større risiko for at udvikle lungekræft end ansatte, som ikke udsættes for tobaksrøg (8).

3.1.9. Udsættelse for tobaksrygning under graviditeten kan føre til større risiko for misdannelser, spontan abort, dødfødte og for tidligt fødte børn.

3.2. Eurobarometer-baserede sociologiske argumenter vedrørende antirygepolitikker og bekæmpelse af tobaksrøg i omgivelserne

3.2.1. Eurobarometeret understreger, at en antirygepolitik er populær blandt borgerne, med 84 %, der går ind for et rygeforbud på kontorer og andre lukkede arbejdspladser, 77 %, der går ind for et rygeforbud på restauranter og 61 %, der går ind for røgfri barer og forlystelsessteder.

3.2.2. Hen ved 70 % af EU-borgerne ryger ikke (9), og undersøgelser viser, at hovedparten af rygere ønsker at holde op (10).

3.2.3. Eurobarometer-undersøgelsen viste, at tre fjerdedele af europæerne var klar over, at tobaksrygning udgør sundhedsrisici for ikkerygere, mens 95 % var klar over, at rygning i nærheden af en gravid kvinde kan være meget farligt for barnet.

3.2.4. Ved udgangen af 2006 blev det anslået, at 28 % af kontoransatte i EU dagligt på arbejdet blev udsat for tobaksrøg i omgivelserne, mens ca. 39 % af ansatte i barer og restauranter blev udsat for rygning ved udgangen af 2008. En anden nylig undersøgelse (2006) har understreget, at omkring 7,5 millioner europæiske arbejdstagere dagligt blev udsat for tobaksrøg i omgivelserne på deres arbejdsplads (11).

3.2.5. Rygning koster hvert år de europæiske økonomier hundrede milliarder i udgifter til sundhedsvæsenet. Disse udgifter finansieres ikke kun af dem, som er årsag hertil, men betales af hele befolkningen. Det anslås, at blot det at blive udsat for tobaksrøg i omgivelserne på arbejdspladsen i EU's 27 medlemsstater medfører en omkostning på 2,46 mia. euro pr. år (12), dels 1,3 mia. til tobaksrelaterede lægeudgifter (heraf 560 mio. til arbejdstagere, der ikke ryger), dels over 1,1 mia. ikkesundhedsmæssige udgifter i forbindelse med produktivitetstab (heraf 480 mio. til ikkerygere).

3.3. Pligten til at beskytte offentligheden mod tobaksrøg i omgivelserne bygger på behovet for at opretholde grundlæggende menneskerettigheder og friheder (retten til liv og sundhed)

3.3.1. Pligten til at beskytte mennesker mod tobaksrøg, der er nedfældet i artikel 8 i WHO's rammekonvention om tobakskontrol, er baseret på de grundlæggende menneskerettigheder og friheder. I betragtning af farerne for passiv inhalering af tobaksrøg er pligten til at beskytte mod tobaksrøg bl.a. underforstået i retten til liv og retten til et så sundt liv som muligt, som er blevet anerkendt i mange internationale retsinstrumenter (f.eks. WHO's forfatning, konventionen om barnets rettigheder, konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder og konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder), der formelt er blevet indarbejdet i WHO's rammekonvention og anerkendt i mange landes forfatninger.

3.3.2. Pligten til at beskytte individer mod tobaksrygning er ensbetydende med, at regeringer har forpligtelse til at vedtage lovgivning om at beskytte individer, hvis deres grundlæggende rettigheder og friheder er truet. Denne forpligtelse omfatter alle personer og ikke kun bestemte grupper.

3.4. Den internationale og europæiske baggrund

3.4.1. Tobaksrøg i omgivelserne blev af det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur i 1993, af det amerikanske sundheds- og socialministerium i 2000 og af WHO's internationale kræftforskningscenter i 2002 klassificeret som kræftfremkaldende hos mennesker.

3.4.2. På internationalt niveau anerkender WHO's rammekonvention om tobakskontrol, der blev undertegnet af 168 og ratificeret af 141 parter, herunder Fællesskabet, at det af den videnskabelige dokumentation entydigt fremgår, at udsættelse for tobaksrøg forårsager dødsfald, sygdom og handicap. Konventionen pålægger Fællesskabet og dets medlemsstater at bekæmpe udsættelse for tobaksrøg på indendørs arbejdspladser, offentlige transportmidler og indendørs offentlige steder. I henhold til artikel 8 forpligtes parterne til at sikre beskyttelse mod udsættelse for tobaksrøg.

3.4.3. I henhold til WHO's 2004-strategi om at bekæmpe rygning i Europa giver intensiv rådgivning af en doktor af over 10 minutters varighed de bedste resultater for at opnå et rygestop på langt sigt.

3.5. Konsekvensanalyse af, hvilken af de fem mulige EU-politiske valgmuligheder der er mest gavnlig

3.5.1. Den 30. januar 2007 rejste Kommissionen en offentlig debat om emnet ved at offentliggøre en grønbog med titlen »Mod et Europa uden tobaksrøg: politiske valgmuligheder på EU-plan« (KOM(2007) 27 endelig). De fem EU-politiske valgmuligheder er: 1) opretholdelse af status quo, 2) frivillige foranstaltninger, 3) den åbne koordinationsmetode, 4) en henstilling fra Kommissionen eller Rådet, 5) bindende lovgivning.

3.5.2. I konsekvensanalysen påpeger Kommissionen, at valgmulighed 5 (bindende lovgivning) i betragtning af sin bindende karakter vil være den mest effektive, når det gælder om at mindske skaderne som følge af tobaksrøg i omgivelserne, da udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne helt vil forsvinde på alle lukkede arbejdspladser. Gennemførelsen vil imidlertid tage længere tid end valgmulighed 4 (henstilling fra Rådet). Valgmulighed 1 (ingen ændring af status quo) vil have mindst indvirkning på reduktionen af tobaksrøg i omgivelserne og de dermed forbundne sundhedsskader. Den nuværende antirygningstendens forventes at ville fortsætte, men i langsommere tempo. Valgmulighed 2 og 3 vil have en tilsvarende virkning og kun medføre en beskeden mindskelse af tobaksrøg i omgivelserne i sammenligning med valgmulighed 1 (status quo). Valgmulighed 3 (gennemførelse af den åbne koordinationsmetode) kan være langsom og uegnet til at håndtere et problem som tobaksrøg i omgivelserne. Virkningen af valgmulighed 4 (en henstilling fra Kommissionen) vil være begrænset, idet det kan mislykkes at skabe en følelse af pligt hos medlemsstaterne. Det forventes, at valgmulighed 4 har større sundhedsmæssige fordele i betragtning af virkningen af »medansvar«, og at dens virkninger vil kunne ses forholdsvis hurtigt.

4. De mest sårbare målgrupper, der udsættes for tobaksrøg, og strategier til at løse problemet

4.1. De mest sårbare grupper, der er udsat for tobaksrøg, er: børn, unge, ledige, dårligt stillede og ansatte inden for hotel- og restaurationsbranchen.

4.2. Rent årsagsmæssigt bør problemet med udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne løses i forbindelse med rygning og målgruppens særlige træk. 80 % af EU's rygere har svaret, at de ryger hjemme. Strategier med henblik på at mindske rygning og tobaksrøg i omgivelserne bør især være målrettet mod børn, unge og forældre.

4.3. Blandt EU's borgere på 15 år eller derover svarer 31 %, at de ryger (heraf ryger 26 % dagligt og 5 % lejlighedsvist (13)). Blandt børn stiger antallet af rygere meget hurtigt fra og med 11-årsalderen. Det meget store tobaksforbrug hos unge under 18 bekræfter mistanken om, at unge begynder at ryge, mens de er mindreårige (14). Eurobarometret nævner ikke tidlig rygning, men det fremgår af visse landes nationale statistikker (15), at de fleste begyndte at ryge som børn: 53 % (5,5 % røg deres første cigaret inden 15-årsalderen, 47,5 % mellem 15 og 19 år). Over halvdelen af mandlige rygere (51,4 %) begyndte at ryge i alderen mellem 15 og 19 år. Ét segment i den mest sårbare sociale gruppe – gadebørnene – røg deres første cigaret, inden de var fyldt 5 år (16). Gadelivet, især for dårligt stillede børn, unge og voksne, er forbundet med et højt tobaksforbrug og udsættelse for tobaksrøg i omgivelserne.

4.4. Koncentrationen af tobaksrøg i omgivelserne er særlig høj og farlig på forlystelsessteder (klubber, barer, udendørs og indendørs diskoteker m.v.) både for kunderne (unge og andre kategorier) og medarbejderne (ansatte inden for forlystelses-, hotel- og restaurationsbranchen). Fire timers udsættelse for tobaksrøg på et diskotek svarer til at leve med en ryger i en måned (17).

4.5. Ud over medieoplysningsstrategier er der først og fremmest et behov for forebyggende uddannelsesstrategier. Ngo'er har promoveret innovative informations-, uddannelses- og forebyggelsestjenester rettet mod børn og unge om farerne ved rygning og udsættelse for tobaksrøg. På EU-niveau kan en eventuel løsning bestå i at standardisere disse eksempler på god praksis ved at introducere uddannelsesprogrammer i undervisningssystemet samt tilvejebringe rådgivningstjenester via EU's netværk af rådgivningskontorer for borgerne eller skolerådgivningscentre for forældre og børn. Lokale klubber for børn og forældre og uddannelsesprogrammer såsom forældreskoler eller forældreuniversiteter udgør eksempler på god praksis, der kan indgå i indsatsen for at bekæmpe rygning og udsættelse for tobaksrøg både på skolen og især i hjemmet, hvor EU-lovgivningen respekterer borgernes privatliv.

5. Positive, velunderbyggede mediekampagner til at fremme sundhed vil naturligt mindske cigaretrygning og udsættelse for tobaksrøg

5.1. På EU-niveau er der blevet gennemført to mediekampagner til bekæmpelse af rygning – nemlig »Bare sig nej til tobak« (2001-2004) og »HJÆLP til et liv uden tobak« (2005-2008). Deres formål var at understrege risikoen ved passiv rygning og at fremme en røgfri livsstil, navnlig blandt unge.

5.2. Hvad angår ændring af Kommissionens beslutning 2003/641/EF af 5. september 2003 finder EØSU, at alle advarsler også bør indeholde en udførlig beskrivelse af cigaretindhold og karakteren af de kræftfremkaldende stoffer og giftstoffer i cigaretterne, især konserveringsmidler og andre ingredienser, samt oplysninger om en gratis telefonlinje eller et websted, hvor rygere kan få hjælp til at holde op.

5.3. 80 % af rygere eller tidligere rygere i EU kan huske en antirygningskampagne, men 68 % svarer, at aktioner af denne type ikke fik dem til at holde op med at ryge (18). EØSU slår til lyd for informations- og bevidstgørelseskampagner i medierne baseret på følgende principper:

—	Det skal fremhæves, at det at trække vejret er en vital menneskelig funktion og at der er en uløselig forbindelse mellem luftkvalitet og livskvalitet (»vi er, hvad vi indånder!«).

—	Nøjagtig og fuldstændig information skal fremmes.

—	Princippet om positiv påvirkning skal anvendes – ved at fokusere på at skabe en sund livsstil vil rygning og tobaksrøg i omgivelserne forsvinde.

—	Budskabet skal skræddersys til de enkelte målgrupper, idet der fokuseres på de forskellige aldersgruppers særlige motivation (når det gælder unge, f.eks. præstation og selvopfattelse).

—

Bestemte tilgange til sport, uddannelse og kultur, som per definition udelukker rygning, skal tilskyndes og promoveres: præstationssport (svømning, fodbold, cykling, håndbold osv.), træningsmetoder, selvforsvar og/eller selvbevidsthed (karate, tai-chi, yoga (19), qigong osv.) samt filosofier, der udelukker rygning. Udsættelsen for tobaksrøg i omgivelserne på offentlige steder, der er omfattet af disse uddannelsesprogrammer, skal fortsætte hen imod et mål på 0 %.

—	Via medierne skal bestemte sports-, kultur- eller politiske personligheder promoveres som forbilleder, der fører et harmonisk liv og er ikkerygere.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) »Effektive foranstaltninger, der sikrer beskyttelse mod udsættelse for tobaksrøg i overensstemmelse med artikel 8 i WHO's rammekonvention, forudsætter, at rygning og tobaksrøg i et bestemt område eller miljø elimineres fuldstændig, så der skabes et 100 % røgfrit miljø. Der findes ikke noget sikkert niveau for udsættelse for tobaksrøg, og tiltag såsom indførelse af en toksicitetstærskelværdi for tobaksforurenet luft bør forkastes, idet den videnskabelige dokumentation taler imod sådanne.« (KOM(2009) 328 endelig, bilag, princip 1, s. 11).

(2) Rygning, Soros Foundation, 888 Seventh Avenue, New-York 10106, 1992.

(3) Tobacco or health in the European Union: Past, present and future (»Tobak eller sundhed i Den Europæiske Union: Tidligere, nu og fremover«), Consortium ASPECT, oktober 2004.

(4) Rand's konsekvensanalyse, Rand Corporation.

(5) Surgeon General (2006), op.cit.

(6) Foreman, M. G., D. L. DeMeo, et al., »Clinical determinants of exacerbations in severe, early-onset COPD« (»Kliniske faktorer i forbindelse med akut forværrelse af alvorlig, tidlig KOL«), European Respiratory Journal 30(6): 1124-1130.

(7) »The Smoke free Partnership« (2006). »Lifting the smokescreen: 10 reasons for a smoke free Europe« (»At løfte røgtæppet: Ti grunde til et røgfrit Europa«), European Respiratory Society, Bruxelles, Belgien.

(8) Siegel M., »Involuntary smoking in the restaurant workplace. A review of employee exposure and health effects«, (»Ufrivillig rygning på arbejde på restauranter. Undersøgelse af arbejdstageres udsættelse for tobaksrøg og virkningerne på deres helbred«), Journal of the American Medical Association, juli 1993, 28; 270(4), 490-493.

(9) EF's sundhedsindikator nr. 23 om faste rygere (»The European Community Health Indicator no 23«: »Regular smokers«): http://ec.europa.eu/health/ph_information/dissemination/echi/echi_en.htm.

(10) Fong G.T., Hammond D., Laux F.L., Zanna M.P., Cummings K.M., Borland R., Ross H., The near-universal experience of regret among smokers in four countries: findings from the International Tobacco Control Policy Evaluation Survey. (»Den næsten universelle følelse af fortrydelse blandt rygere i fire lande: Resultaterne af den internationale evalueringsundersøgelse af tobakskontrol«), Nicotine and Tobacco Research, december 2004, 6. suppl. 3, s. 341-351.

(11) Jaakkola M. Jaakkola J. (2006), Impact of smoke-free workplace legislation on exposure and health: possibilities of prevention (»Indvirkningen af lovgivning om en tobaksfri arbejdsplads på eksponering og sundhed: Muligheder for forebyggelse«, European Respiratory Journal 28, s. 397-408.

(12) SEK(2009) 895, s. 3, pkt. 2.1.2.

(13) Eurobarometer 253, marts 2009, »Survey on Tobacco« (Undersøgelse om tobak) forfattet af: Gallup-organisationen, Ungarn, s. 7, punkt 1.

(14) Tobacco Free Policy Review Group. (2000), Towards a tobacco free society: report of the Tobacco Free Policy Review Group (»Henimod et tobaksfrit samfund: Rapport fra kontrolgruppen for en tobaksfri politik«), Government Publication. Stationery Office, Dublin, (http://www.drugsandalcohol.ie/5337/), s. 29, punkt 1.

(15) Rumæniens nationale statistiske institut.

(16) Terapii Asociate pentru Integrarea Copiilor Străzii (»Terapier forbundet med integration af gadebørn«), Eugen Lucan, undersøgelser med henblik på kandidateksamen, 1996.

(17) M. Nebot et al., »Environmental tobacco smoke exposure in public places of European cities« (Udsættelse for tobaksrøg på offentlige steder i de europæiske byer), Tobacco Control, februar 2005, 14(1), s. 60-63.

(18) Eurobarometer 239/2005, januar 2006, s. 58-59.

(19) En undersøgelse, offentliggjort på internettet, understreger, at blandt svarpersonerne havde 37 % været rygere, inden de begyndte at dyrke yoga, men efter at være begyndt med yoga holdt de alle op med at ryge. Ligeledes brugte ingen af dem narkotika (se http://yogaesoteric.net/content.aspx? lang = RO&item =3869).

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/97

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere

KOM(2008) 794 endelig

(2010/C 128/18)

Ordfører: Edwin CALLEJA

Kommissionen besluttede den 27. november 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere

KOM(2008) 794 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Edwin Calleja til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 9. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4. og 5. november 2009, mødet den 5. november 2009, følgende udtalelse med 123 stemmer for, 4 imod og 13 hverken for eller imod:

1. Sammenfatning af henstillinger

1.1. Principielt bør forbrugerne som en grundlæggende rettighed ved kollektive søgsmål have adgang til effektiv retlig beskyttelse. Der bør dog tages behørigt hensyn til de begrænsninger, der pålægges af traktaten, og de forskelle, som findes i national retspleje og forfatningsret.

1.2. Med lovgivningsmæssige foranstaltninger på EU-niveau om kollektive søgsmål ville forbrugerbeskyttelsen navnlig ved grænseoverskridende transaktioner blive udvidet.

1.3. Ordningerne bør omfatte tilstrækkelige retsgarantier for at undgå uvederhæftige og urimelige krav, der fremsættes af andre parter end forbrugerne, og som bygger på finansielle incitamenter og udsigten til at høste profit.

1.4. Som et generelt princip må alle de EU-foranstaltninger, der vedtages, sikre en passende beskyttelse mod indførelse af forhold, der i andre jurisdiktioner har vist sig at kunne misbruges. Under en ordning om kollektivt søgsmål er det især vigtigt, at den dommer, som behandler de indledende indlæg i et kollektivt søgsmål, udstyres med beføjelser til at sætte en stopper for misbrug og verificere, at de fremsatte krav er rimelige.

1.5. Indførelse af en kollektiv søgsmålsordning udelukker ikke muligheden for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet.

1.6. EØSU henstiller til Kommissionen at gøre mere for at tilskynde virksomhederne til at udvikle interne ordninger til behandling af klager, at videreudvikle eksisterende alternative ordninger til bilæggelse af tvister og offentligt tilsyn. Forbrugerne kunne udnytte disse alternative muligheder, inden de går til domstolene.

1.7. EØSU minder Kommissionen om, at spørgsmålet om kollektiv domstolsprøvelse har været under drøftelse siden 1985, og at det er på tide, at der uden yderligere forsinkelser træffes beslutninger og indføres ordninger, som er tilfredsstillende for forbrugerne.

2. Indledning

2.1. Kommissionens strategi for forbrugerpolitikken (1) sigter mod at fremme det indre detailmarked ved at gøre forbrugere og detailhandlere lige så trygge ved at handle på tværs af grænser som i deres hjemland inden udgangen af 2013. I strategien fremhævede Kommissionen betydningen af effektiv klageadgang for forbrugerne og anførte, at den ville overveje at gøre en indsats for kollektive søgsmål for forbrugere.

2.2. Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg kunne tilslutte sig Kommissionens planer om at forbedre forbrugernes klageadgang og navnlig at overveje at gøre en indsats for kollektive søgsmål for forbrugere (2). OECD tilskyndede desuden i sin henstilling om bilæggelse af forbrugertvister og søgsmål (3) medlemslandene til at give forbrugerne adgang til forskellige klageformer, herunder kollektivt søgsmål.

2.3. Kommissionen har nu i sin grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere (offentliggjort i november 2008 (4)) undersøgt muligheder for at lette klageadgangen i situationer, hvor et stort antal forbrugere har lidt skade som følge af en enkelt erhvervsdrivendes praksis, der er i strid med forbrugerlovgivningen. I grønbogen fremlægges fire løsninger.

2.4. Kommissionen afholdt endvidere en offentlig høring den 29. maj 2009 for at drøfte grønbogen, og udarbejdede efterfølgende et dokument, der blev udsendt til offentligheden for at indhente kommentarer, og som indeholder en femte løsning med hensyn til kollektiv klageadgang i tillæg til de fire, der er opregnet i grønbogen. EØSU kan ikke på dette fremskredne tidspunkt i sit arbejde tage dette seneste forslag fra Kommissionen med i sine overvejelser. Ikke mindst fordi man stadig mangler at udarbejde konsekvensanalyser, og EØSU allerede på dette tidlige tidspunkt imødeser, at der vil være betydelige vanskeligheder forbundet med gennemførelsen af denne femte løsning.

2.5. Det kan ikke benægtes, at klageadgang for forbrugere i tilfælde af, at deres rettigheder krænkes af erhvervsdrivende, er med til at fremme deres tillid til markederne og forbedrer resultaterne. Dette mål kan dog kun nås, hvis forbrugerne ved, at deres rettigheder vil blive håndhævet i tilfælde af problemer, og at de vil få passende erstatning.

2.6. Der bør findes en fair balance mellem alle de involverede interesser for at sikre, at alle berørte parter behandles retfærdigt.

3. Resumé af grønbogen

3.1. Grønbogen har til formål at »vurdere de nuværende klagemuligheder, navnlig i tilfælde hvor der er sandsynlighed for, at mange forbrugere vil blive påvirket af en og samme overtrædelse af bestemmelserne, samt at skabe mulighed for at fjerne eventuelle huller og sikre reel erstatning i sådanne tilfælde (5)«. Kommissionen mente ikke, det var nødvendigt at skelne mellem tværnationale og rent nationale massesøgsmål. Et andet spørgsmål, som behandles i grønbogen, er, om visse instrumenter både kan finde anvendelse i tværnationale og nationale tilfælde.

3.2. Grønbogen fokuserer på at løse problemet med massekrav og sigter på at tilvejebringe effektive midler til at opnå kollektiv erstatning for borgere i hele EU, der påvirkes af en enkelt erhvervsdrivendes praksis, uanset hvor transaktionen har fundet sted. Grønbogen identificerer ligeledes de største barrierer, som i øjeblikket forhindrer forbrugere i at opnå reel erstatning, og de forhold, som bidrager til at sikre mere effektive kollektive søgsmålsordninger.

3.3. Kommissionen erklærer, at de eksisterende europæiske redskaber (6) er utilstrækkelige, og fremlægger fire løsninger, der skal rette op på den eksisterende situation og give forbrugere passende og effektive klagemuligheder, navnlig ved hjælp af redskabet kollektivt søgsmål:

—	Løsning 1 – Benyttelse af eksisterende foranstaltninger på nationalt plan og i Fællesskabets regi til at sikre forbrugerne passende erstatning.

—	Løsning 2 – Udvidelse af samarbejdet medlemsstaterne imellem for at sikre, at forbrugerne i hele EU kan anvende de kollektive søgsmålsordninger, der er til rådighed i de forskellige medlemsstater.

—	Løsning 3 – En blanding af ikke-bindende og bindende redskaber, som tilsammen kan give forbrugerne bedre muligheder for at opnå erstatning ved at fjerne de vigtigste hindringer.

—	Løsning 4 - Retlige kollektive søgsmålsprocedurer bestående af en bindende eller ikke-bindende EU-foranstaltning.

4. Generelle bemærkninger

4.1. EØSU har i årenes løb påpeget nødvendigheden af på fællesskabsniveau at fastlægge en form for kollektivt søgsmål, der skal sikre effektiv skadeserstatning i tilfælde af krænkelse af kollektive rettigheder.

4.2. Helt tilbage i 1992 henledte EØSU i to initiativudtalelser Kommissionens opmærksomhed på behovet for at undersøge, hvilke muligheder der findes for at afgøre grænseoverskridende tvister, samt anerkende forbrugerorganisationernes repræsentative beføjelser i forbindelse med både nationale og grænseoverskridende tvister (7). I en udtalelse, der blev enstemmigt vedtaget på plenarforsamlingen den 1. juni 1994, bad EØSU ligeledes udtrykkeligt Kommissionen om at udforme en ensartet procedure inden for gruppesøgsmål og søgsmål for en gruppe individuelle sagsøgere, ikke kun med det formål at sætte en stopper for ulovlig praksis, men også for at gøre det lettere at anlægge erstatningssager (8). Dette emne blev efterfølgende behandlet i flere af EØSU's udtalelser (9). EØSU var i sin udtalelse af 26. oktober 2006 (10) helt enigt i de bekymringer, som Kommissionen gav udtryk for i sin grønbog om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler og gentog i sin udtalelse af 17. marts 2009 (11) vigtigheden af, at der er effektive muligheder til rådighed for ofre for overtrædelse af kartel- og monopolreglerne for at opnå erstatning.

4.3. Eftersom EU forudser harmoniserede materielle rettigheder for forbrugere, er EØSU enigt i, at der på samme måde bør sikres passende procedurer, som giver forbrugere mulighed for at gøre disse rettigheder gældende. For at retfærdigheden kan ske fyldest, bør der således være en retlig kollektiv klageadgang for forbrugere, sådan som det er tilfældet ved andre kommercielle transaktioner. Som EØSU allerede har anført i tidligere udtalelser, er klageadgang for forbrugerne en grundlæggende rettighed, der bør sikre, at kollektive og individuelle homogene interesser er retligt beskyttede. Der er i EU behov for en søgsmålsprocedure, eftersom der ikke findes en retlig foranstaltning, som sikrer, at kollektive og individuelle homogene rettigheder er effektive og kan håndhæves i EU. En ordning med kollektive søgsmål er nødvendig for at give forbrugerne en realistisk og effektiv mulighed for at opnå erstatning i tilfælde, hvor skaderne er specifikke, talrige og af samme art.

4.4. Derudover er en styrkelse af konkurrenceevnen en af Den Europæiske Unions væsentligste politikker. Når det gælder forbrugerbeskyttelse, har EU udarbejdet en samling materielle love. Opgaven er nu at sørge for, at lovene finder anvendelse, således at der kan sættes gang i økonomien med øget handel over grænserne baseret på tillid til, at tvister vil kunne løses hurtigt, billigt og efter samme regler og procedurer overalt i det indre marked. Der er fare for, at forbrugerne i tiltagende omfang vil blive udsat for urimelig handelspraksis, og der er således brug for procedurer, der kan forhindre og sætte en stopper for denne form for misbrug. Håndhævelse, forebyggelse, afhjælpning og erstatning er alle vigtige. Individuelle erstatningsbeløb er typisk små, men kan samlet løbe op i store summer.

4.5. Det er EØSU's opfattelse, at der skal være mulighed for retlig prøvelse, og at den skal være effektiv. Udenretlige løsninger kan imidlertid kun være et supplement til domstolsprøvelse og frembyder en mindre formel og billigere procedure. Dette forudsætter dog, at begge parter i en tvist er reelt villige til at samarbejde. Disse udenretlige foranstaltninger kunne gøre det muligt at nå frem til en rimelig løsning, og samtidig er de med til at sikre, at domstolenes sagsefterslæb ikke stiger.

4.6. EØSU understreger vigtigheden af at etablere hensigtsmæssige ordninger, der er forenelige med de europæiske landes kulturelle og juridiske traditioner.

4.7. EØSU mener endvidere, at en EU-retlig foranstaltning af denne art primært bør finde anvendelse for kollektive rettigheder, hvor forbrugerlovgivningen og konkurrencereglerne er blevet overtrådt.

5. Specifikke bemærkninger til grønbogen

5.1. Retlige kollektive søgsmål

5.1.1. EØSU erkender, at der bør indføres en europæisk retlig kollektiv søgsmålsordning efter den model, der foreslås som Løsning 4 i grønbogen, for at retfærdigheden kan ske fyldest for både forbrugere og virksomheder. Etablering af en sådan ordning ville give alle forbrugere adgang til klage og domstolsprøvelse uanset nationalitet, økonomisk formåen og det individuelle tab, de har lidt. Derudover ville der med en sådan ordning blive fundet en løsning på det problem, som blev erkendt af OECD's ministerråd i henstillingen om bilæggelse af forbrugertvister og erstatning til forbrugere (12), at de fleste af de systemer, der findes i medlemsstaterne til bilæggelse af tvister og fastlæggelse af erstatning, blev indført til at behandle nationale sager og ikke altid er egnede til at yde erstatning til forbrugere fra en anden medlemsstat.

5.1.2. EØSU erkender dog også, at indførelsen af harmoniserede retlige kollektive procedurer ikke er uden vanskeligheder og ulemper, eftersom de kan være indviklede, dyre, langvarige og på anden vis udfordrende. En sådan udfordring består i at minimere den betydelige risiko for misbrug i forbindelse med retstvister og fastlægge finansieringen af sådanne retlige søgsmål. Der skal også tages stilling til, om det skal være en opt-in- eller opt-out-procedure. Begge løsninger er forbundet med ulemper som tidligere påpeget af EØSU (13).

5.2. Hovedelementerne i en europæisk kollektiv søgsmålsordning

5.2.1. Som erkendt af Kommissionen i grønbogen har kun 13 medlemsstater på indeværende tidspunkt retlige rammer for kollektive klagemuligheder. Derudover kan de »kollektive« klageordninger, der er indført i de pågældende medlemsstater, inddeles i tre kategorier.

5.2.2. »Kollektive søgsmål« er et vidt begreb, hvor det ikke så meget er proceduren (eller en procedure), der er vigtig, men derimod udfaldet. Begrebet dækker over enhver ordning, der kan føre til ophør af eller forhindre overtrædelse og/eller sikre oprejsning i bredeste forstand, hvad enten der er tale om afhjælpning eller erstatning. I lyset af de mange forskellige ordninger, der er opstået eller er ved at opstå i en række EU-lande, og da mange af disse ordninger er innovative og eksperimenterende, er det ikke muligt at pege på én model som værende at foretrække frem for de andre.

5.2.3. Under hensyntagen til forskellene i retssystemerne og de mange muligheder, der er blevet udforsket, og de mange forslag fremsat i tidligere udtalelser om emnet (14), bakker EØSU op om

—	et EU-direktiv, der skal sikre en vis grad af harmonisering og samtidig giver tilstrækkeligt spillerum til de lande, som i dag ikke har indført retlige kollektive søgsmålsordninger. Et sådant direktiv ville desuden følge op på direktivet om søgsmål med påstand om forbud;

—

beskyttelsesforanstaltninger, der skal sikre, at kollektive søgsmål ikke kommer til at ligne de amerikanske gruppesøgsmål (class actions). De retlige foranstaltninger, der indføres i EU, bør afspejle europæiske kulturelle og retlige traditioner, have erstatning som eneste formål og afstedkomme en rimelig balance mellem parterne, og dermed føre til et system, der værner om samfundets interesser som helhed. Udvalget bakker fuldt op om Kommissionens forslag om, at man uanset den form, som en retlig kollektiv søgsmålsordning får i medlemsstaterne, bør »undgå elementer, som efter sigende fremmer den retssagskultur, der skulle eksistere i visse ikke-europæiske lande, dvs. elementer som erstatning, der har karakter af straf (punitive damages), advokatsalærer, der fastsættes i forhold til sagens udfald (contingency fee), og andet«;

—

en blandet gruppesøgsmålsordning, hvor fordelene ved »opt-in«- og »opt-out«-ordningerne udnyttes under hensyntagen til, hvilke interesser der er på spil, om gruppen er afgrænset eller ej, samt omfanget af de individuelle tab; i tilfældet med »opt-in« er det parterne i søgsmålet, som udtrykkeligt samler deres individuelle krav for lidt skade i ét enkelt søgsmål; i tilfældet med »opt-out« anlægges søgsmålene af kvalificerede organer;

—

at enkeltpersoner får ret til at indtræde (opt-in) i et kollektivt søgsmål frem for at forudsætte, at de er part i søgsmålet, hvis de ikke tilkendegiver det modsatte (opt-out). EØSU henviser til fordelene og ulemperne ved disse ordninger som beskrevet i dets udtalelse af 13. februar 2008 (15). Denne løsning vil være at foretrække med henblik på at begrænse virkningerne af sådanne kollektive søgsmål, navnlig i de medlemsstater, der til dato ikke har indført en sådan procedure;

—

Kommissionens udtalelse om, at en EU-ordning bør forhindre urimelige krav, og at dommeren skal spille en vigtig rolle med hensyn til at fastlægge, om et kollektivt krav er urimeligt eller kan anerkendes. EØSU gentager således sine anbefalinger om dommerens vigtige rolle fra sine tidligere udtalelser. Dommeren bør have beføjelser til at afvise urimelige krav på et tidligt tidspunkt i forløbet. Domstolene vil undersøge, om der er grundlag for sagsøgerens krav, og om det er velegnet til kollektiv bilæggelse. Dommeren skal navnlig sikre, at gruppens identitet kan fastslås på grundlag af et bestemt antal identiske sager, og at de erstatningskrav, der rejses, stammer fra samme kilde, dvs. den samme erhvervsdrivendes manglende eller utilstrækkelige opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser;

—

at de skadelidte skal have fuld erstatning for den reelle værdi af det lidte tab, dvs. ikke kun det faktiske tab eller økonomisk og ikke-økonomisk skade, men også for tab af indtjening, herunder retten til renter. Den offentlige retshåndhævelse er fokuseret på overholdelse og afskrækkelse, mens formålet med erstatningssager er at opnå fuld erstatning for den lidte skade. Denne fulde erstatning må derfor omfatte det faktiske tab, tabt indtjening samt renter;

—	at det garanteres, at en retlig kollektiv ordning af denne art kan opretholdes med tilstrækkelige midler;

—	at ordningen endvidere bør omfatte en appelmulighed.

5.2.4. Alle øvrige aspekter af en sådan retlig ordning bør være overladt til medlemsstaterne selv i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Under alle omstændigheder skal en kollektiv søgsmålsordning indført på EU-niveau overholde nærheds- og proportionalitetsprincipperne. Den må aldrig gå længere end, hvad der er nødvendigt for at sikre traktatens mål, hvor disse ikke kan opfyldes tilstrækkeligt af medlemsstaterne og følgelig kan realiseres bedre på EU-plan. Forskellige nationale, retlige og forfatningsmæssige krav, og ikke mindst EF-traktatens artikel 5, kan forhindre eller skabe modstand mod en harmonisering af lovgivningen.

5.3. Beskyttelse af forbrugeres klagemuligheder ved hjælp af andre eksisterende midler

5.3.1. EØSU har allerede erkendt, at indførelsen af en kollektiv retsprocedure på europæisk plan på ingen måde er til skade for ordningerne for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet. Sidstnævnte er altid blevet støttet uforbeholdent af EØSU, og deres potentiale bør uddybes og udvikles endnu mere (15) sådan som foreslået som Løsning 3 i Kommissionens grønbog. De foranstaltninger, som Kommissionen foreslår under Løsning 3, supplerer og træder således ikke i stedet for indførelsen af en EU-retlig foranstaltning som beskrevet ovenfor.

5.3.2. Der er blevet lagt betydelig vægt på udenretlige ordninger for tvistløsning. Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugere bestilte en undersøgelse af alternative tvistbilæggelsesordninger på forbrugerområdet. Endvidere er der for nylig vedtaget direktiver om småkravsordninger (16), mægling (17) og udvidelse af det europæiske retlige netværk (18). Den europæiske lovgivning om forbrugerbeskyttelse har været nødt til at tage højde for ordninger i såvel privat som offentligt regi. I 2004 skete der en kursændring i politikken, som kan få betydelige konsekvenser, idet det blev et krav, at der i hver medlemsstat findes en central offentlig myndighed med ansvar for samordningen af den grænseoverskridende retshåndhævelse (19).

5.3.3. Interne procedurer til behandling af klager

EØSU finder, at en effektiv behandling af klager i virksomhederne vil være et vigtigt skridt hen imod at øge forbrugernes tillid til det indre marked. EØSU finder det meget vigtigt, at Kommissionen gør en indsats for at fremme de nødvendige initiativer ved at inddrage civilsamfundet og især repræsentative erhvervsorganisationer – hvilket er en afgørende betingelse for at sikre en sammenhængende juridisk ramme, der regulerer virksomhedernes udvikling af sådanne interne ordninger til effektiv behandling af klager.

5.3.4. Offentligt tilsyn

EØSU støtter Kommissionens forslag om at give de kompetente myndigheder, herunder den nationale ombudsmand, flere gennemførelsesbeføjelser i medfør af forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde. EØSU anbefaler på det kraftigste, at det i et direktiv fastlægges, hvordan en sådan ordning skal fungere i praksis for at sikre et mindstemål af harmonisering i alle EU-medlemsstater. Alle sådanne forslag bør begrænse de til rådighed værende retsmidler til skadeserstatning og omfatte stærke proceduremæssig garantier for de parter, mod hvilke der anmodes om fuldbyrdelse. EØSU skønner, at offentligt tilsyn kan føre til oprettelse af et interoperabelt netværk i alle medlemsstater og måske kan vise sig at være et yderst effektivt middel til at identificere erhvervsdrivende i hele EU, som måske overtræder forbrugerrettighederne. Passende pr-kampagner, der har til formål at øge forbrugernes kendskab og sprede information, vil kunne tilskynde forbrugere til at rapportere de tilfælde, hvor der er sket brud på deres rettigheder.

5.3.5. Alternative tvistbilæggelsesordninger (ADR)

Kommissionen erkender, at der er store forskelle mellem de eksisterende alternative tvistbilæggelsesordninger i de enkelte medlemsstater, men også fra en medlemsstat til en anden, og at der selv i jurisdiktioner, hvor sådanne ordninger findes, er væsentlige huller i den sektorielle eller geografiske dækning. Endvidere vedrører de fleste alternative tvistbilæggelsesordninger i EU hovedsageligt individuelle krav. Hvad angår de eksisterende EU-redskaber (20), viser den af Kommissionen bestilte rapport »En analyse og evaluering af alternative klagemuligheder for forbrugere end almindelig retsbehandling«, at principperne om tredjeparters uafhængighed og upartiskhed i mæglings-/voldgiftsordninger for de nævnte redskaber ikke engang respekteres inden for det europæiske netværk af europæiske forbrugercentre. Derfor mener EØSU, at de eksisterende henstillinger om alternative tvistbilæggelsesordninger bør omdannes til bindende lovgivning. Hvis forbrugere får bedre adgang til alternative tvistbilæggelsesordninger og småkravsordninger, vil det føre til, at forbrugerbeskyttelsesspørgsmål kan løses på en hurtig, retfærdig, effektiv og forholdsvis billig måde.

Bruxelles, den 5. november 2009

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Mario SEPI

(1) KOM(2007) 99 endelig.

(2) I beslutningen vedrørende en strategi for forbrugerpolitikken opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til nøje at vurdere spørgsmålet om klageadgang for forbrugere i medlemsstaterne og derefter »… i fornødent omfang at foreslå en sammenhængende løsning på europæisk plan, der kan give alle forbrugere adgang til kollektive klageordninger med henblik på afgørelse af grænseoverskridende klagesager« (A6-0155/2008), og Rådet opfordrede i sin resolution om samme emne Kommissionen til »… omhyggeligt at overveje kollektive klageordninger og fremlægge resultaterne af igangværende relevante undersøgelser med henblik på mulige forslag eller aktioner«, EUT C 166 af 20.7.2007, s. 1-3.

Europa-Parlamentet gentog sin henstilling i beslutningen om grønbogen om finansielle tjenesteydelser i detailleddet (A6-0187/2008). Europa-Parlamentets undersøgelsesudvalg om krisen i Equitable Life Assurance Society anmodede også Kommissionen om »… yderligere at undersøge muligheden for, at der etableres en retlig ramme med ensartede retsplejekrav for europæiske grænseoverskridende kollektive klager …« (A6-0203/2007). Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg fremsatte i sin initiativudtalelse (EUT C 162 af 25.6.2008, s. 1) forslag om retlige rammer for kollektive søgsmålsordninger.

(3) http://www.oecd.org/dataoecd/43/50/38960101.pdf.

(4) KOM(2008) 794 endelig.

(5) KOM(2008) 794 endelig, s. 3.

(6) Kommissionens henstilling 98/257/EF om de principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31), og Kommissionens henstilling 2001/310/EF om principper for udenretslige organer til mindelig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (EFT L 109 af 19.4.2001, s. 56). Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EFT L 166 af 11.6.1998, s. 51). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1).

(7) EFT C 339 af 31.12.1991. s. 16, pkt. 5.4.2 og EFT C 19 af 25.1.1993, s. 22 (se punkt 4.12 og afsnit 4 i den interessante vedføjede undersøgelse gennemført i fællesskab af Eric Balate, Pierre Dejemeppe og Monique Goyens og udgivet af ØSU, s. 103 ff.).

(8) EFT C 295 af 22.10.1994, s. 1.

(9) De vigtigste af disse udtalelser er initiativudtalelsen om »Forbrugerbeskyttelse i det indre marked: muligheder og hindringer« (EFT C 39 af 12.2.1996, s. 55), hvori det konstateredes, at der indtil da endnu ikke var fulgt op på de forslag, ØSU havde fremsat i sin tidligere udtalelse om grønbogen; udtalelsen om »Kommissionens beretninger til Europa-Parlamentet og Rådet – Det indre marked i 1994 (KOM(1995) 238 endelig)«, som udpegede visse forsinkelser i den konkrete gennemførelse af det indre marked, navnlig hvad angår lovgivningen på forbrugerområdet især i forbindelse med grænseoverskridende forbindelser (EFT C 39 af 12.2.1996, s. 70); udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen: De vigtigste emner for forbrugerpolitikken (1996-1998)«, hvori udvalget, på trods af at det glædede sig over direktivforslaget om søgsmål med påstand om forbud og Kommissionens handlingsplan for forbrugernes adgang til retsvæsenet, erklærede, at det med interesse så frem til den videre udvikling på området, og konstaterede, at enhedsmarkedet på dette område langt fra var gennemført, samt at en grundlæggende forudsætning for at vinde forbrugernes tillid til det indre marked, var, at der »sættes bevidst ind på at værne om forbrugernes rettigheder« (EFT C 295 af 7.10.1996, s. 64). Samme betænkeligheder ses i ØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Virkningen og effektiviteten af det indre marked« (KOM(1996) 520 endelig af 23. april 1997) (EFT C 206 af 7.7.1997). Her bør følgende EØSU-udtalelser nævnes: initiativudtalelse om forbrugerpolitikken efter EU's udvidelse (punkt 11.6) (EUT C 221 af 8.9.2005); udtalelse om forslag til oprettelse af et EF-handlingsprogram for sundhed og forbrugerbeskyttelse (2007-2013) (punkt 3.2.2.2.1) (EUT C 88 af 11.4.2006); udtalelse om en retsramme for forbrugerpolitikken (EUT C 185 af 8.8.2006).

(10) EUT C 324 af 30.12.2006, hvori EØSU støttede dette initiativ fra Kommissionens side og bekræftede behovet for gruppesøgsmål med henblik på at opnå erstatning, i og med at: »kollektive søgsmål på eksemplarisk vis opfylder nogle centrale mål: for det første målet om effektiv skadeserstatning ved at gøre det lettere for organisationerne at kræve erstatning på de berørte forbrugeres vegne, hvilket bidrager til en reel forbedring af domstolsadgangen; for det andet kan kollektive søgsmål forebygge konkurrencestridig adfærd, fordi de gennem deres større gennemslagskraft har en større afskrækkende virkning«.

(11) EUT C 228 af 22.9.2009, s. 40.

(12) Henstilling (74) 2007 af 12. juli 2007.

(13) EUT C 162 af 25.6.2008.

(14) EUT C 162 af 25.6.2008, s. 31 og EUT C 228 af 22.9.2009, s. 40.

(15) EUT C 162 af 25.6.2008, s. 1.

(16) Forordning 861/2007 (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 1).

(17) Direktiv 2008/52/EF (EUT L 136 af 24.5.2008, s. 3).

(18) KOM(2008) 380 endelig – EØSU's udtalelse: EUT C 175 af 28.7.2009, s. 84.

(19) Forordning 2006/2004 (EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1).

(20) Henstilling 1998/257 og henstilling 2001/310.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/103

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Fuldt udbytte af det indre marked gennem øget administrativt samarbejde

KOM(2008) 703 endelig

(2010/C 128/19)

Ordfører: Bernardo HERNÁNDEZ BATALLER

Kommissionen besluttede den 6. november 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Fuldt udbytte af det indre marked gennem øget administrativt samarbejde

KOM(2008) 703 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Bernardo Hernández Bataller til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 9. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 5. november 2009, følgende udtalelse med 128 stemmer for og 2 hverken for eller imod:

1. Konklusioner

1.1. EØSU støtter den mere decentraliserede netværkstilgang til det grænseoverskridende samarbejde, som informationssystemet for det indre marked (IMI) indebærer. EØSU mener, at IMI vil medvirke til at sikre reel overholdelse af det indre markeds regler og til at træffe passende foranstaltninger for at løse de problemer, som borgerne og virksomhederne støder på.

1.2. Civilsamfundsorganisationerne kan i de respektive medlemsstater spille en aktiv og fremtrædende rolle i IMI-systemets aktiviteter. De kan også bidrage til at oplyse om dets eksistens og skabe interesse for dets funktionsmåde.

1.3. Da IMI-systemet skal identificere de eksisterende nationale hindringer for den korrekte anvendelse af servicedirektivet og direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer og muligvis også vil blive anvendt på andre områder, vil det være hensigtsmæssigt, om Kommissionen eventuelt kunne udforme en specifik varslings- og/eller sanktionsmekanisme for at få fjernet sådanne hindringer.

1.4. For så vidt som IMI-systemets videregivelse af data er omfattet af EU-lovgivningens bestemmelser om databeskyttelse, anbefaler EØSU, at der indføres en forpligtelse til oplysning af indehaverne af de pågældende oplysninger, så det bliver muligt at udøve retten til indsigt som fastsat i den relevante ordning i overensstemmelse med Domstolens retspraksis.

2. Indledning

2.1. Princippet om »fællesskabsloyalitet« mellem medlemsstaterne og Fællesskabet, som er generelt fastsat i artikel 10 i EF-traktaten, har fundet udbredt anvendelse i Domstolens retspraksis (1), hvorefter medlemsstaterne skal:

—	træffe alle de lovgivningsmæssige foranstaltninger, som er nødvendige for at gennemføre Fællesskabets retsakter og bestemmelser,

—	samarbejde indbyrdes og med Fællesskabet om opfyldelsen af traktatens og den afledte rets målsætning.

2.2. Det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne og Fællesskabet er hidtil foregået på specifikke områder, såsom skat (2) (oprettelse af et hovedkontor i hver medlemsstat samt medlemsstaternes pligt til at yde hinanden bistand), told, konkurrence (net af nationale konkurrencemyndigheder) eller f.eks. på områderne ydre grænser, asyl og indvandring (ARGO-programmet 2002).

2.3. EØSU har behandlet det administrative samarbejde mellem medlemsstaternes og Fællesskabets myndigheder i en initiativudtalelse (3), hvori det konkluderer, at klart definerede og effektive nationale politiske og administrative procedurer på den ene side og forbedring af lovgivningen, dens iværksættelse og overholdelse på den anden side indgår i en god forvaltningspraksis i EU.

2.4. Med afgørelse 2004/387/EF (4) af 21. april 2004 blev der oprettet et program om kompatibel levering af paneuropæiske e-forvaltningstjenester til europæiske offentlige myndigheder, Fællesskabets institutioner og andre organer samt til europæiske virksomheder og borgere (IDAbc-programmet). I denne afgørelse indgår gennemførelse af de såkaldte projekter af »fælles interesse« og horisontale foranstaltninger, hvor udgifterne afholdes af Fællesskabet i forhold til dets egne interesser (artikel 10).

2.5. Den 17. marts 2006 godkendte medlemsstaternes repræsentanter i Det Rådgivende Koordineringsudvalg for det Indre Marked den globale gennemførelsesplan for informationssystemet for det indre marked (i det følgende benævnt »IMI«) og gav grønt lys for dets udvikling med sigte på at forbedre kommunikationen mellem medlemsstaterne. Kommissionens beslutning 2008/49/EF (5) om gennemførelse af informationssystemet for det indre marked (IMI) hvad angår beskyttelse af personoplysninger betegner dette system som et projekt af fælles interesse inden for rammerne af IDAbc.

2.6. IMI har til formål at tjene som støtte for retsakter vedrørende det indre marked, som kræver informationsudveksling mellem medlemsstaternes myndigheder.

3. Kommissionens meddelelse

Manglende tillid til lovgivningen og tilsynet i andre medlemsstater har ført til en mangedobling af reglerne og overlapning af kontrollen med grænseoverskridende aktiviteter. Det har været en af de største udfordringer for et velfungerende indre marked indtil dato og medlemsstaternes myndigheder er derfor nødt til at arbejde tæt sammen for at skabe tillid til hinandens systemer.

3.1.1. IMI vil sikre, at medlemsstaterne kan opfylde deres lovbestemte forpligtelser til at udveksle oplysninger. Systemet vil også åbne mulighed for nye former for administrativt samarbejde, der ikke ville være mulige uden støtte fra et elektronisk informationssystem.

IMI stiller et enkelt værktøj til rådighed for kompetente myndigheder i medlemsstaterne, som de kan bruge til at finde myndigheder i andre medlemsstater og sende dem forespørgsler gennem en række strukturerede spørgsmål baseret på bestemte områder af EU-lovgivningen.

3.2.1. Det skal på en effektiv og virksom måde sænke enhedsprisen på den kommunikation, som medlemsstaterne skal have med hinanden for at sikre en korrekt gennemførelse af lovgivningen om det indre marked. Ikke desto mindre har man anset det for hensigtsmæssigt i første omgang at anvende systemet på to begrænsede områder: anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, hvor systemet allerede bruges, og servicedirektivet. De erfaringer, der indvindes på disse to områder, skal tjene til at udvide systemet til andre områder af afgørende betydning for et velfungerende indre marked.

3.2.2. IMI skal altså bidrage til at skabe den tillid, der er nødvendig for, at det indre marked kan fungere tilfredsstillende og give de forventede fordele.

3.3. IMI er et flersproget værktøj, der er udtænkt til et EU med 27 medlemsstater og 23 officielle sprog, men det vil også kunne benyttes af forvaltningerne i de 30 EØS-lande. Anvendelsen af flere sprog er berigende. IMI er med sin brug af ny teknologi, der understøttes af både menneske- og maskinoversættelse, et godt eksempel på, hvordan EU helt konkret kan mindske hindringerne og bygge bro over kommunikationskløften mellem de europæiske forvaltninger.

3.4. Som led i bestræbelserne på at modernisere styringen af det indre marked kan IMI bidrage til et mere effektivt og decentraliseret netværkssamarbejde på tværs af grænserne.

3.5. IMI giver medlemsstaterne mulighed for at samarbejde mere effektivt om gennemførelsen af lovgivningen om det indre marked, idet det hjælper myndighederne i medlemsstaterne med at overvinde store praktiske kommunikationsbarrierer, såsom sprogforskelle og mangel på klart identificerede partnere i andre medlemsstater. Formålet er at gøre det daglige samarbejde mellem medlemsstaterne mere effektivt.

3.6. IMI er udviklet ud fra tre grundprincipper:

—	det pålægger ikke medlemsstaterne flere forpligtelser om administrativt samarbejde end dem, der allerede er indeholdt i lovgivningen om det indre marked,

—	det giver den fornødne fleksibilitet til at rumme de forskellige administrative strukturer og kulturer i Europa,

—	det er ét enkelt system baseret på genanvendelige byggesten. Det kan understøtte mange forskellige dele af lovgivningen om det indre marked og således sikre, at der ikke bliver brug for en lang række informationssystemer.

Kommissionens meddelelse gør med rette opmærksom på, at IMI-systemet kan have konsekvenser for beskyttelsen af personlige data, og det er således fuldt ud omfattet af de relevante bestemmelser på området, især direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001.

3.7.1. Adgangen til den information, der forvaltes af IMI-systemet er således forbeholdt de nationale myndigheder og organer, der benævnes som »kompetente myndigheder« i de direktiver, som systemet anvendes på i dag.

3.8. Endelig mener Kommissionen, at der må investeres mere i undervisning og information, hvis de ønskede målsætninger skal nås. Kommissionen vil undersøge de forskellige valgmuligheder og vurdere, om der vil være behov for et undervisnings- og udvekslingsprogram.

3.9. Kommissionen har offentliggjort en henstilling af 29. juni 2009 (6) om foranstaltninger til fremme af det indre marked, hvori det påpeger, at det er af afgørende betydning at have en koordineret og indbyrdes afstemt tilgang — i et samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne — med en fælles målsætning om at forbedre gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelsen af reglerne for det indre marked for at sikre, at det fungerer på tilfredsstillende vis. Dette indebærer, at medlemsstaterne påtager sig et delt ansvar og følgelig en mere proaktiv rolle i forvaltningen af det indre marked.

4. Generelle bemærkninger

Den mere decentraliserede netværkstilgang til samarbejdet på tværs af grænserne, som følger med indførelsen af IMI, vil styrke retten til god forvaltning til gavn for borgerne, institutionerne og virksomhederne. De grundlæggende principper om fleksibilitet, genanvendelighed og om, at medlemsstaterne ikke må pålægges yderligere forpligtelser, bør fastholdes.

4.1.1. Retten til god forvaltning betyder her nærmere bestemt, at borgerne får let adgang til udførlig og konkret information om de krav, der gælder i de medlemsstater, hvor de vil etablere sig, levere tjenesteydelser eller arbejde, og om hvilke kompetente myndigheder de skal rette deres ansøgninger til. Desuden vil systemet indirekte give information om uretmæssige nationale hindringer for reel udnyttelse af Fællesskabets dertil knyttede frihedsrettigheder som fastsat i EU-retten, hvilket vil give Kommissionen mulighed for at tage affære.

4.2. Af hensyn til en gnidningsløs funktion af det indre marked bør medlemsstaterne arbejde tæt sammen og opbygge gensidig tillid til IMI og således gøre deres til at styrke gennemsigtigheden og en god offentlig forvaltning. Med henblik på et tæt samarbejde på tværs af grænserne mellem nationale forvaltningsorganer med ansvar for det indre marked bør medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de grænseoverskridende netværk eller elektroniske informationssystemer, som Kommissionen har etableret, som f.eks. IMI, fungerer.

4.3. Afgørelse 2004/387/EF (IDAbc) kræver udarbejdelse af et skema, som skal fastlægge en rimelig fordeling af udgifterne til drift og vedligeholdelse af de paneuropæiske e-forvaltningstjenester og infrastrukturtjenester mellem Fællesskabet og medlemsstaterne (art. 7, stk. 3). Følgelig bør medlemsstaterne foretage de investeringer, der er nødvendige for, at IMI kan fungere godt. Da der er tale om en delt kompetence og følgelig et delt ansvar bør medlemsstaterne efter EØSU's mening også gøre en ekstraindsats.

En reel gennemførelse af systemet vil kræve, at det administrative samarbejde mellem de nationale myndigheder og Kommissionen bliver styrket. Senere hen bør man udvide IMI's anvendelsesområde, som i dag er begrænset til direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer og direktivet om tjenesteydelser i det indre marked.

4.4.1. Med henblik på det administrative samarbejde fastlægger afgørelse 2008/49/EF et system til udveksling og behandling af data, som på grund af deres følsomhed overdrages til forskellige berørte administrative enheder, således at de hver især tager sig af forvaltningen af en konkret del af systemet. Ud over Kommissionen kræver IMI således, at følgende aktører på nationalt plan deltager: på den ene side koordinatoren, på den anden side IMI-brugerne. Sidstnævnte arbejder under såvel den nationale myndigheds som koordinatorens kontrol og benævnes efter den funktion, de tildeles: sagsbehandler, sagsfordeler, henvisningsansvarlig og lokal dataadministrator.

4.4.2. Dette system vil nødvendigvis skulle kombineres med de mekanismer for administrativt samarbejde, der er fastlagt i de direktiver (servicedirektivet og direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer), som det vil blive anvendt på, dvs. med mekanismerne til informationsudveksling og de ansvarlige nationale myndigheder. I denne forbindelse må der tages hensyn til eventuelle direkte eller indirekte forbindelser mellem IMI-brugerne og de nationale myndigheder, især når det gælder forbindelser, som direkte eller indirekte indvirker på det indre marked.

4.4.3. I servicedirektivet vil det især være hensigtsmæssigt at uddybe følgende aspekter med henblik på koordineringen med IMI:

a)	Den brede definition af kompetent myndighed (artikel 4).

b)	Etableringen af kvikskranker (artikel 6) og forbindelsespunkter (artikel 28).

c)	Indførelsen af stærkt harmoniserede tilladelsesprocedurer og procedurer for kommunikation med ansøgeren (artikel 13).

d)	Indførelse af advarselsordninger (artikel 32), som kan lede til oprettelse af et europæisk net mellem medlemsstaternes myndigheder.

4.4.4. Endelig i forbindelse med direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer vil det være hensigtsmæssigt at uddybe følgende samarbejdsmekanismer:

a)	Den brede definition af kompetent myndighed og sidestillingen af attesterne for erhvervsudøvelse, som udstedes af erhvervsorganisationer (artikel 3).

b)	Administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på fri levering af tjenesteydelser (artikel 8).

c)	Harmonisering af proceduren for anerkendelse af erhvervskvalifikationer med henblik på etablering (artikel 51).

Den særlige ordning for administrativt samarbejde, som indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger om disciplinære og strafferetlige sanktioner og en oversigt over de kompetente myndigheder og koordinatoren for disse myndigheder (artikel 56), og endelig etableringen af nationale kontaktpunkter, som får til opgave at give konkrete oplysninger om anvendelsen af direktivet (artikel 57).

4.4.5. EØSU mener, at en anvendelse i nær fremtid af IMI-systemet må omfatte de sociale aspekter (bidragsperioder, pensionsrettigheder osv.), som vedrører de aspekter, der indgår i anvendelsesområdet i denne første fase. En sådan tilgang er ikke alene i overensstemmelse med den politiske holdning, som EØSU normalt indtager, men er også affødt af den nødvendige direkte sammenkædning mellem den økonomiske og den sociale side af udøvelsen af erhvervs- og beskæftigelsesaktiviteter.

4.4.6. Denne sammenhæng er gentagne gange blevet fremhævet af EØSU: f.eks. for nylig i udtalelsen af 14.01.2009 (7) om det indre markeds sociale og miljømæssige dimension, hvori EØSU påpeger, at »EU-institutionerne … i deres svar på disse spørgsmål [bør] tage hensyn til både erhvervslivets berettigede interesser og det faktum, at økonomiske friheder er nødt til at være underlagt lovgivning, så man sikrer, at deres udøvelse ikke underminerer de grundlæggende sociale rettigheder, der anerkendes af EU-lovgivningen, internationale arbejdsretlige normer og de enkelte medlemsstaters lovgivning, herunder forhandlingsretten og retten til at indgå og gennemføre kollektivaftaler«.

4.4.7. EØSU har navnlig støttet harmoniseringsforanstaltninger i denne retning, både når det gælder koordinering af socialsikringsordningerne og initiativer vedrørende »bærbare« pensioner (8).

4.5. EØSU er enigt i, at hele EU-lovgivningen skal fungere effektivt, og at det indre marked skal kunne udfolde hele sit potentiale, og det går ind for, at der træffes passende foranstaltninger for at informere og uddanne de kompetente myndigheder.

4.6. For at styrke det administrative samarbejde er det på den ene side nødvendigt, at IMI og de organisationer, som arbejder sammen om at få det til at fungere, konsolideres. På den anden side bør EØSU og civilsamfundsorganisationerne spille en vigtig rolle, især gennem oplysningskampagner om IMI's eksistens og dets betydning for et velfungerende indre marked.

4.7. EØSU mener, at man i lyset af erfaringerne med IMI's funktion og med EU-rettens udvikling kan fastlægge de generelle principper for udarbejdelsen på et senere tidspunkt af en mere omfattende og udførlig regulering på EU-plan af det administrative samarbejde ved hjælp af en forordning om de mere generelle aspekter.

4.8. IMI er således første fase i denne proces: gennem denne regulering vil systemerne for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem disse og Kommissionen blive rationaliseret på områder, der er baseret på gensidig anerkendelse og princippet om ikke-diskriminering, og som har væsentlig betydning for det indre markeds funktion. Samtidigt hæges der om beskyttelsen af personoplysninger, som er af afgørende betydning for borgerne i Den Europæiske Union gennem den detaljerede fordeling af opgaver mellem aktørerne i forvaltningen af IMI, som er et resultat af Kommissionens indsats på dette område.

4.9. Endelig kan der angående sammenhængen mellem IMI-systemet og ordningen for beskyttelse af personoplysninger henvises til den nylige offentliggørelse af generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers (9) konklusioner, hvori han udlægger nogle af de bestemmelser, som danner rammen om denne ordning, og som her fuldt ud finder anvendelse. Denne fortolkning bekræftes i Domstolens dom af 7. maj 2009, som stadfæster forpligtelsen til at garantere retten til at modtage information vedrørende modtagerne eller kategorierne af modtagere af oplysninger og om indholdet af den videregivne information ikke blot hvad angår nutiden, men også hvad angår fortiden. Endvidere skal medlemsstaterne fastsætte en frist for opbevaringen af denne information, som udgør en rimelig afvejning mellem, på den ene side, hensynet til den registreredes interesse i beskyttelse af hans privatliv og, på den anden side, hensynet til den byrde, som forpligtelsen til at opbevare denne information udgør for den registeransvarlige.

4.10. Især fokuseres der i disse konklusioner på to forskellige rettigheder, som er fastlagt i direktiv 95/46 på en sådan måde, at udøvelsen af den ene rettighed (ret til fjernelse af dataene inden for et år) synes at stille sig i vejen for udøvelsen af den anden rettighed (ret til aktindsigt for den berørte part): når dataene slettes i henhold til direktiv 95/46, lukkes døren for aktindsigt, eftersom oplysninger, der ikke længere findes, ikke kan kræves udleveret. Man må nok henholde sig til generaladvokatens og Domstolens fortolkning, for at de to rettigheder, som er anerkendt i EU-retten, kan eksistere side om side og udøves sideløbende: ifølge denne udlægning skal den berørte part underrettes om udleveringen af dataene, herunder om modtagernes identitet og om fristen på et år for udøvelsen af retten til aktindsigt, hvorefter dataene slettes, således at der ikke længere er adgang til dem.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Sag C-392/02, afgørelse af 15.11.2005, og generaladvokat Geelhoeds konklusioner.

(2) EUT L 264 af 15.10.2003.

(3) EUT C 325 af 30.12.2006.

(4) EUT L 181 af 18.5.2004.

(5) EUT L 13 af 16.1.2008.

(6) EUT L 176 af 7.7.2009, s. 17.

(7) EUT C 182 af 4.8.2009, s. 1.

(8) EUT C 228 af 22.9.2009.

(9) Konklusioner af 22.12.2008, sag C-553/07.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/107

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En sammenhængende strategi for europæisk landbrugsforskning

KOM(2008) 862 endelig

(2010/C 128/20)

Ordfører: Franco CHIRIACO

Kommissionen besluttede den 15. december 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – En sammenhængende strategi for europæisk landbrugsforskning

KOM(2008) 862 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Franco Chiriaco til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4. og 5. november 2009, mødet den 4. november 2009, følgende udtalelse med 155 stemmer for og 3 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder, at Kommissionen har taget hul på arbejdet med at fastsætte en fremtidig dagsorden for landbrugsforskning med henblik på at skabe et europæisk rum for landbrugsforskning. Forskning og innovation på dette område (1) bør intensiveres, for at udbuddet af landbrugsvarer kan holde trit med internationale efterspørgselstendenser.

1.2. EØSU støtter den af Kommissionen foreslåede strategi, der er baseret på forsøg med fælles programmering, som under hensyntagen til særlige behov og forhold i de forskellige nationale programmer skal sikre, at forskningsinitiativerne koordineres på EU-niveau, og at ressourcerne fordeles på konkret og effektiv vis (2). EØSU opfordrer især Kommissionen til at styrke samarbejdet, både i forhold til programmering af den nationale landbrugsforskningsindsats og de andre initiativer, der tages af de forskellige generaldirektorater (f.eks. Generaldirektoratet for Miljø, Generaldirektoratet for Landbrug og Generaldirektoratet for Erhvervspolitik). EØSU opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at fremlægge yderligere oplysninger om de instrumenter og operationelle betingelser, herunder finansielle ressourcer, der knytter sig til de initiativer, der vil blive foreslået i en kommende meddelelse, og til i dette øjemed at afholde en høring med alle de berørte parter og tage højde for resultaterne af pilotforsøgene med fælles programmering.

1.3. En fælles dagsorden for landbrugsforskningen skal kaste lys over de muligheder, som samfundet har for at løfte udfordringerne i forbindelse med udviklingen af biobaserede råvarer på europæisk niveau. Disse udfordringer vedrører klimaændringerne, beskyttelse af menneskers sundhed og fødevaresikkerhedsspørgsmål. Disse emner har – også i lyset af resultaterne af Kommissionens workshop om fælles programmering af landbrugsforskningen – været genstand for indgående drøftelser og analyser i Den Stående Komité for Landbrugsforskning (SCAR eller Landbrugsforskningskomitéen) (3), der er sammenfattet i holdningspapiret om fælles programmering fra juni 2009. Fælles programmering indebærer et stærkt element af deltagelse og en intensiv indsats fra de deltagende landes side, hvilket giver merværdi og er til fordel for borgerne og EU's konkurrenceevne. I den forbindelse foreslår EØSU, at der allerede på nuværende tidspunkt indføres passende mekanismer, der skal sikre, at alle de berørte parter, herunder den private sektor og ikke mindst virksomhederne, især inddrages i indkredsningen af forskningens mål. Det er samtidig nødvendigt at foretage en omhyggelig vurdering af de ressourcer og finansielle instrumenter, der er nødvendige for at sikre et velfungerende system og give bedst mulig adgang til støtte. EØSU anbefaler især, at Kommissionen og Rådet tager skridt til at udarbejde et forslag til forordning, der skal udgøre retsgrundlaget for den nye Landbrugsforskningskomités organisering og virkemåde, i overensstemmelse med den politiske proces, der blev iværksat i 2004, og som træder i stedet for forordning (EØF) nr. 1728/74.

1.4. Landbrugsforskningskomitéen vil i henhold til den af Kommissionen foreslåede forvaltningsmodel have en koordinerende funktion, når det gælder fremme af fælles initiativer på EU-niveau og kortlægning af kompetencerne i forbindelse med de iværksatte forskningsinitiativer. EØSU finder, at Landbrugsforskningskomitéen bør være baseret på et princip om grundlæggende fleksibilitet for at kunne følge de reformer, der allerede er blevet gennemført (4), eller som vil blive gennemført inden for de konstant skiftende lovgivningsrammer for den fælles landbrugspolitik.

1.5. Når det gælder fælles programmering, er fremsyns- og analyseprocessen tæt forbundet med kortlægningsprocessen, der i kraft af de tilvejebragte nøgletal og statistiske oplysninger om mangler, tendenser og behov i forbindelse med landbrugsforskningens tilrettelæggelse på nationalt niveau bidrager til at give et overblik over udviklingstendenserne inden for landbrugsforskning i EU. Denne type information er hidtil blevet indsamlet via projektet »EU-Agri-Mapping« – et initiativ under EU's sjette rammeprogram for forskning. EØSU tager højde for de vanskeligheder, som dette projekt har givet anledning til, og bemærker, at kortlægningen ikke må bygge på ad hoc-initiativer, men være en løbende og konstant opdateret proces.

2. Resumé af meddelelsen

2.1. Nye rammer for landbrugsforskningen i Europa

2.1.1. Landbruget i EU vil blive konfronteret med en række nye udfordringer som f.eks. de demografiske og strukturelle ændringer i landbruget, konsekvenserne af moderne landbrugsmetoder for beskæftigelsen, ændringer i den fælles landbrugspolitik og de globale faktorer, der påvirker sektoren.

2.1.2. Det er alment anerkendt, at vi har brug for et solidt grundlag for landbrugsforskningen i Europa for at kunne løfte disse udfordringer. Landbrugsforskningen bør bidrage med den viden, der er nødvendig for en dybtgående forståelse af udviklingen i landdistrikterne samt af drivkræfterne bag og forhindringerne for bæredygtighed, levere de nye teknologier og den innovation, der er nødvendig for landbrugssektorens udvikling, og give mulighed for at erhverve sig den viden, der er nødvendig for bl.a. bedre at kunne forstå markedsdynamikken. Forskningen er dog ofte opsplittet, dårligt koordineret og præget af utilstrækkelige investeringer og en manglende kritisk masse. I Europa er der indført en række redskaber, særlig under EU's forskningsrammeprogram, der er med til at fremme et tværeuropæisk samarbejde mellem forskerne. I den forbindelse yder ERA-netordningen støtte til etablering af samarbejdsnet mellem nationale programmer, ministerier og finansieringsorganer på tværs af alle videnskabelige sektorer. EU's ministerråd fastslog i november 2004, at samarbejdet på dette område ville nyde godt af en mere struktureret tilgang. I denne henseende går de seneste planer om fælles programmering et skridt videre end ERA-netordningen og lægger op til et direkte samarbejde mellem medlemsstaternes offentlige programmer om udformning af fælles visioner, strategiske forskningsdagsordener og sammenlægning af ressourcer med henblik på at gribe særlige områder an i fællesskab. Landbrugsforskningskomitéen er blevet nævnt som et godt eksempel på en mulig netværksstruktur i en eventuel ny fælles programmeringsproces.

2.2. Landbrugsforskningskomitéens styrende rolle

2.2.1. Efter at have ligget i dvale i flere år fik Landbrugsforskningskomitéen i 2005 et fornyet mandat af Rådet til at spille en væsentlig rolle i samordningen af landbrugsforskningen i Europa. Den »nye« komite består af repræsentanter for de 27 medlemsstater samt observatører fra kandidatlandene og de associerede lande. Ud over fælles programmering omfatter Landbrugsforskningskomitéens initiativer hen imod et europæisk landbrugsforskningsrum en fremsynsproces, der har til formål at indkredse mulige scenarier for EU's landbrug på langt sigt, og en kortlægningsproces, der har til formål at identificere behov og tendenser inden for europæisk landbrugsforskning.

2.2.2. Landbrugsforskningskomitéen har anvendt en struktureret metode til prioritering af de forskningsemner, der skulle være genstand for yderligere samarbejde, og har oprettet en række samarbejdsgrupper for medlemsstaterne og de associerede lande. Samarbejdsgrupperne fungerer på omtrent samme måde som ERA-nettene, i og med at de følger den samme trinvise fremgangsmåde med fokus på informationsudveksling i de tidlige faser, udpegning af huller i forskningssamarbejdet og prioritering af samarbejdsområder, samt, hvor det er relevant, iværksættelse af fælles aktiviteter og/eller fælles indkaldelser af forskningsforslag.

2.3. Nøgletiltag for at skabe en sammenhængende dagsorden for europæisk landbrugsforskning

2.3.1. Der er et akut behov for at skabe langt bedre indsigt i drivkræfterne bag klimaændringsprocesserne, så vi kan begrænse deres negative virkninger og beskytte de svindende ressourcer af jord, vand og biodiversitet med henblik på at støtte og fremme et mere bæredygtigt landbrug på EU- og verdensplan. De vigtigste forskningsområder er i den forbindelse klimaændringer og energiressourcer.

2.3.2. Forskningen kunne få større effekt på dette område, hvis de forskellige aktører blev bedre inddraget i selve formuleringen af en dagsorden og blev et led i forskningsprocessen, f.eks. via innovationsnetværk. Kommissionen har derfor til hensigt at styrke produktion og formidling af viden om landbrug via Landbrugsforskningskomitéen og det europæiske netværk for landdistriktsudvikling (5). Landbrugsforskningskomitéens rolle kunne - med henblik på at konsolidere den fælles programmering af forskningsindsatsen for at sikre en bedre forvaltning af det europæiske landbrugsfødevaresystem - styrkes yderligere, så den bliver et strategisk tilsynsorgan, der overvåger de forskellige landbrugsrelaterede aktiviteter, der gennemføres af de europæiske offentlige forskningsforetagender.

2.3.3. Langsigtede forskningsdagsordener baseret på fælles visioner og mål må udvikles ved hjælp af en overvågningsmekanisme, der omfatter en kombination af redskaber til fremsynsanalyser og kortlægning af forskningskapacitet.

2.3.4. Man kan ikke se bort fra EU's ansvar i en globaliseret verden. Bæredygtighed i landbruget er et spørgsmål, der vil få både direkte betydning (f.eks. gennem fødevarepriserne) og indirekte betydning (f.eks. gennem migration) i EU, såvel som i alle andre egne af verden. Der er derfor behov for generelt at øge synergivirkningerne mellem landbrugsforskningspolitikkerne i EU og andre dele af verden, og især synergivirkningerne mellem på den ene side EU's og medlemsstaternes forskningspolitikker og på den anden side politikkerne over for tredjelande, f.eks. politikken for udviklingsstøtte og naboskabspolitikken.

3. Generelle bemærkninger

3.1. Nye rammer for landbrugsforskningen i Europa

3.1.1. Det europæiske landbrugs rolle og funktion har ændret sig betydeligt inden for de seneste halvtreds år, men på en måde, der afspejler den samfundsmæssige og økonomiske udvikling i Europa, og under inddragelse af borgerne og forbrugerne. Udviklingen er således gået fra et »landligt« landbrug til et »postindustrielt« landbrug. Det er derfor alment anerkendt, at landbruget i overensstemmelse med den velkendte europæiske landbrugsmodel skal ses som en alsidig og agro-territorial sektor, dvs. ikke længere kun som en produktionssektor. Det samme kriterium bør derfor indgå i definitionen af »landbrugsforskning«. Dette bekræfter under alle omstændigheder landbrugsfødevareproduktionens primære rolle, der også er kommet i fokus under den internationale fødevarekrise. Spørgsmål som konkurrenceevne og forsyningssikkerhed i fødevaresektoren vil være udfordringer, der skal tages op i den nærmeste fremtid.

3.1.2. EØSU bifalder i den forbindelse initiativet til at udarbejde en bredere definition af »landbrugsforskning«, der tager højde for de udfordringer, som det europæiske landbrug vil skulle løfte, herunder især tilpasning til og afbødning af klimaændringerne, udvikling af vedvarende energi fra landbrugskilder, bevarelse af biodiversiteten, bæredygtig forvaltning af vandressourcerne, fremme af informations- og kommunikationsteknologier (ikt) og kvalitetsproduktion.

3.2. Mod fælles forskningsdagsordener

3.2.1. Kommissionens meddelelse følger de seneste planer om fælles programmering (2) som en ny tilgang til landbrugsforskning, der sigter mod at anvende de begrænsede finansielle ressourcer bedst muligt ved at satse på mere samarbejde. Fælles programmering testes i øjeblikket gennem et pilotprojekt om forskning i Alzheimers. Rådet forventes endvidere at vedtage yderligere initiativer på andre vigtige forskningsområder indtil 2010. På de områder, hvor der opnås positive resultater, vil fælles programmering således kunne have en afgørende indvirkning på fremtidige mekanismer til koordinering af forskningen på europæisk niveau.

3.2.2. Fælles programmering indebærer, at medlemsstaterne frivilligt og efter princippet om »variabel geometri« (dvs. hvor deltagerkredsen skifter) deltager i formulering, videreudvikling og gennemførelse af strategiske forskningsdagsordener, der bygger på en fælles vision om, hvordan væsentlige samfundsudfordringer løftes. Fælles programmering kan omfatte strategisk samarbejde mellem eksisterende nationale programmer eller fælles planlægning og iværksættelse af helt nye programmer. I begge tilfælde er der tale om sammenlægning af ressourcer, udvælgelse eller udvikling af de mest velegnede instrumenter, gennemførelse og fælles overvågning og vurdering af resultaterne.

3.2.3. Eftersom landbrugsforskningen ofte er opsplittet, dårligt koordineret og præget af utilstrækkelige investeringer, en mangelfuld målrettet formidling af resultaterne og en manglende kritisk masse, bifalder EØSU den valgte tilgang til fælles programmering, da der er tale om et ambitiøst mål, som i kombination med en pragmatisk og fleksibel tilgang kan fremme en strategisk og struktureret landbrugsforskningsindsats.

3.3. Den stående komité for landbrugsforsknings styrende rolle

3.3.1. Kommissionens meddelelse og det ledsagende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene indeholder en detaljeret beskrivelse af denne komités analyse-, overvågnings-, evaluerings- og høringsfunktioner, men også af dens organisatoriske og operationelle arbejdsvilkår i overensstemmelse med de retningslinjer, der blev udstukket af Rådet (landbrug og fiskeri) den 19. juli 2004. Landbrugsforskningskomitéen vil især have til opgave at overvåge nationale forskningsinitiativer på fødevareområdet, samordne disse initiativer på EU-niveau og udarbejde rimelige prognoser for den langsigtede udvikling af forskningsprioriteterne på dette område.

3.3.2. EØSU finder, at det er afgørende at samordne forskningsindsatsen på europæisk niveau, for at EU kan løfte de fælles udfordringer og tale med én stemme i internationale fora. Dette giver samtidig mulighed for at fjerne overlapninger, udvikle programmer yderligere og fremme konkurrencen om at få del i forskningsmidlerne, hvilket således vil øge kvaliteten af de forskningsprojekter, der foreslås. Man bør imidlertid være opmærksom på, at forskningssituationen varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, og at national programmering bør tage hensyn til særlige prioriteter og behov på områder, hvor et samarbejde på europæisk plan ikke altid vil give fordele af væsentligt omfang. Landbrugsforskningskomitéen bør derfor udstyres med instrumenter, der giver mulighed for at styre en løbende og opdateret overvågningsproces.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Kommissionen kommer i sin meddelelse ind på en række nøgleaktioner, der skal fremme en sammenhængende dagsorden for europæisk landbrugsforskning, herunder at mindske de negative virkninger af klimaændringerne, beskytte vandressourcerne og jordbunden og bevare biodiversiteten. EØSU finder, at der også bør tages højde for de sociale konsekvenser som understreget i FAO-rapporten fra 2008 om »Gender and Equity Issues in Liquid Biofuels Production« (»Køns- og ligestillingsspørgsmål i forbindelse med fremstilling af flydende biobrændsler«), der dækker alle forbindelserne mellem erhvervslivet, beskæftigelse og lokalområdet.

4.2. I forbindelse med indkredsningen af de nye indsatsområder, der bør have prioritet på den fremtidige dagsorden for landbrugsforskningen, ville det være hensigtsmæssigt, om der ud over klimaændringer og energiproblemer i forbindelse med landbrug blev taget højde for følgende områder: indsatsen for at bevare biodiversiteten; en bæredygtig anvendelse af vandressourcerne; en vurdering af, hvilke miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser dyrkning og markedsføring af genmodificerede organismer kan have; spørgsmål om landbrugsfødevaresektoren med særlig fokus på forarbejdningsfasen og bioteknologier og alle innovationer, der kan løse de problemer, der er forbundet med de nye udfordringer som påpeget for nylig under sundhedstjekket af den ændrede fælles landbrugspolitik (november 2008).

4.3. Forskningen kunne få endnu større effekt på dette område, hvis de forskellige aktører blev bedre inddraget i selve formuleringen af en dagsorden og kunne deltage i forskningsprocessen. Det er især af afgørende betydning, at virksomhederne, navnlig de små og mellemstore virksomheder, inddrages i arbejdet med at indkredse målene for forskningen - på basis af virksomhedernes reelle behov – og at fremme anvendt forskning og teknologioverførsler ved at sikre effektiv adgang til støtte. EØSU bifalder derfor Kommissionens forslag om at styrke forbindelserne mellem viden og innovation med henblik på at varetage både virksomhedernes og de enkelte borgeres interesser. EØSU opfordrer Kommissionen til i den forbindelse at indføre passende uddannelsesprogrammer.

4.4. Hvad angår det europæiske netværk for landdistriktsudvikling (5), ville det være mere hensigtsmæssigt at skabe incitament til at udveksle bedste praksis frem for at indføre specifikke foranstaltninger, der kan besværliggøre samordningen med netværkets regulerende funktioner. Det europæiske netværk for landdistriktsudvikling, de europæiske teknologifora og andre instrumenter til udveksling af viden er strategiske løsninger, når det på europæisk niveau gælder om at udveksle og udvikle vigtige idéer, pålidelige oplysninger og praktiske erfaringer med det formål at strukturere og styrke produktion og udveksling af viden.

4.5. For at der kan oprettes netværk mellem europæiske og internationale forskningsinstitutioner, navnlig i udviklingslandene, skal der indføres passende mekanismer, som kan sikre, at de udvalgte tiltag er så effektive som muligt, navnlig gennem en styrkelse af de lokale myndigheders kapacitet og en forbedring af kvaliteten af de involverede menneskelige ressourcer.

Bruxelles, den 4. november 2009.

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse om »Fødevarepriser i Europa« (jf. s. 00 i denne EUT).

(2) EUT C 228 af 22.9.2009, s. 56.

(3) Art. 7 i forordning (EØF) nr. 1728/74.

(4) Forordning nr. 72/2009/EF, forordning nr. 73/2009/EF, forordning nr. 74/2009/EF og Rådets afgørelse 2009/61/EF af 19. januar 2009.

(5) Artikel 67 i forordning (EF) nr. 1698/2005.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/111

KOM(2008) 821 endelig

(2010/C 128/21)

Ordfører: József KAPUVÁRI

Kommissionen besluttede den 9. december 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Fødevarepriser i Europa

KOM(2008) 821 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede József Kapuvári til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 5. november 2009, følgende udtalelse med 75 stemmer for, 5 imod og 3 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. Arbejdet med at forbedre fødevareforsyningskæden og gøre den mere effektiv og konkurrencedygtig bør ikke have til formål at opnå lavere fødevarepriser. Dette ville opretholde den nuværende skævhed i fødevareforsyningskæden. Vi må sikre, at forholdet mellem pris og værdi forbliver på et realistisk niveau. Hvis der på forhånd tages højde for lave priser i produktionskæden, vil det i sidste ende virke begrænsende på fødevareleverandørernes investerings- og innovationskapacitet og forbrugernes udvalg. Kommissionen bør tage højde for disse faktorer og deres følgevirkninger på mellemlang og lang sigt og ophøre med udelukkende at fokusere på de umiddelbare fordele ved lave priser. Det ville være forkert at antage, at lave fødevarepriser er i forbrugernes interesse. Forbrugerne får større udbytte af realistiske priser, som sikrer kvalitet, kvantitet og service, hvilket er, hvad de forventer. Der efterstræbes dog en tilgang, der har som mål at reducere de mange prisudsving, hvilket vil medføre en højere grad af pålidelighed og forudsigelighed i fødevareforsyningskæden.

1.2. Den Europæiske Union har en interesse i at sikre, at forbrugerne i det lange løb kan nyde godt af fordelene ved sikre fødevarer. For at opnå dette kræves der en høj grad af selvforsyning. Til gengæld kan et bæredygtigt landbrug kun opnås gennem forskning og udvikling, innovation og teknologisk udvikling, og dette kræver ressourcer fra den fælles landbrugspolitik. Adgangen til disse ressourcer skal dog organiseres på en sådan måde, at der tilskyndes til tilpasning til markedsforholdene, og det skal gøres obligatorisk at fremlægge oplysninger og at samarbejde samt at tage nøje hensyn til landdistriktsudviklingsspørgsmål.

1.3. Handlemulighederne kan kun forøges, hvis der gennemføres sociale høringer på så bredt et grundlag som muligt. For hvert af de områder, hvor der skal indføres tiltag, skal der gennemføres baggrundsanalyser, udarbejdes en nøjagtig handlingsplan og nøje defineres kompetencer og ansvarsområder. Alt dette er af største vigtighed, da alle tiltag i forbindelse med fødevarepriser berører et komplekst samspil af faktorer. Fødevarer er den kraft, der holder samfundet sammen, de har stor strategisk betydning, og forbrugerne stoler på deres beskaffenhed. Set i lyset af dette skal produktionsforholdene organiseres på en sådan måde, at bæredygtigheden ikke trues på længere sigt.

1.4. Det er ikke muligt at begrænse investeringer i basisråvarer, som sædvanligvis finder sted via fondsbørserne. Der skal dog findes et middel til at begrænse virkningen af de faktorer, som ikke reflekterer den reelle efterspørgsel, da disse forstyrrer balancen i forsyningskæderne for landbrugsprodukter. Selv om EU er bevidst om sit ansvar, hvad angår fødevareforsyningen til udviklingslandene, må den ikke glemme, at dens hovedopgave er at sikre forsyningen af en bred vifte af sikre fødevarer til sine egne borgere ved at mindske afhængigheden af verdensmarkederne og bevare sin uafhængighed.

1.5. EØSU støtter det initiativ, der med Kommissionens afgørelse af 28. april 2008 (2008/359/EF) blev taget til at oprette Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne. EØSU ser frem til resultaterne af denne gruppes arbejde. At sikre så stabile fødevaremarkeder som muligt bør være et af de vigtigste mål med gruppens arbejde.

2. Kommissionens meddelelse

2.1. Prisstigningerne på landbrugsprodukter i anden halvdel af 2007 har bevirket, at detailpriserne på fødevarer også er steget markant. Kommissionens meddelelse om »Udfordringerne i forbindelse med de stigende fødevarepriser - Retningslinjer for en EU-indsats« (KOM(2008) 321 endelig) er en reaktion herpå.

2.2. Kommissionen mener, at nøglen til at nå dette mål er at identificere og løse lovgivningsmæssige og konkurrencerelaterede problemer i forbindelse med fødevareforsyningskædens virkemåde. I meddelelsen, som indeholder fem kapitler, analyseres situationen, og der anbefales foranstaltninger til løsning af problemerne.

2.3. Ifølge meddelelsen skyldes de højere priser for landbrugsråvarer en kombination af strukturbetingede og forbigående faktorer. Strukturbetingede faktorer såsom global befolkningstilvækst, stigende indtægter i nye vækstlande og udvikling af nye afsætningsmuligheder har styrket den globale efterspørgsel.

2.4. »Fra august 2007 til juli 2008 tegnede inflationen i fødevarepriserne (ekskl. alkohol og tobak) sig for ca. 1,0 procentpoint af den samlede inflation.« Prisudviklingen var bl.a. karakteriseret ved forskelle i prisstigningerne på forarbejdede og uforarbejdede fødevarer, som skyldes, at de forarbejdede produkter er sammensatte produkter.

2.5. Kommissionen forudser, at fødevareprisinflationen og fødevareprisernes bidrag til den samlede inflation vil falde i de kommende to år.

2.6. Kommissionen mener, at de eksportrestriktioner, som visse lande sidste år indførte for landbrugsprodukter, gjorde mere skade end gavn, fordi de satte markedssignalerne ud af spil.

2.7. Siden begyndelsen af 2006 har der været en kraftig stigning i investeringsstrømmene til disse markeder, hvilket afspejles i det samlede antal futureskontrakter, som markedsdeltagerne fortsat ligger inde med.

2.8. Meddelelsen indeholder et skema over de praksisser, der kan give konkurrencemæssige problemer:

—

karteller

—	købsaftaler

—	bindende videresalgspriser

—	mærkeeksklusivitet

—	egne produkter

—

kobling

—	eksklusive leveringsaftaler

—	certificeringsordninger.

2.9. På basis af sin analyse foreslår Kommissionen en køreplan for forbedring af fødevareforsyningskædens virkemåde, som består af fire hovedelementer.

2.10. Kommissionen håber, at anbefalingerne fra Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne, som blev oprettet i foråret 2008, kan hjælpe fødevareforsyningskæden med at forbedre dens konkurrenceevne.

2.11. For at få bugt med eventuel konkurrencebegrænsende praksis, der anses for problematisk i kapitel 4, vil Kommissionen via Det Europæiske Konkurrencenet fortsat føre en dialog med de nationale konkurrencemyndigheder for at sikre, at konkurrencereglerne håndhæves på en sammenhængende og velkoordineret måde i hele EU til gavn for de europæiske forbrugere.

2.12. I forbindelse med revision på nationalt plan og/eller EU-plan af forskrifter, der er potentielt problematiske for fødevareforsyningskædens virkemåde, nævner Kommissionen de følgende regler og praksisser:

—	regler, der begrænser nye virksomheders adgang til markedet

—	regler, der begrænser virksomheders muligheder for at konkurrere på priser; disse bør revideres

—	praksis, der fordrejer forholdet mellem leverandører og detailhandlere; disse bør forhindres.

2.13. Kommissionen vil sammen med reguleringsmyndighederne for råvaremarkederne og i tæt kontakt med andre reguleringsmyndigheder i tredjelande (især USA, hvor de vigtigste børser ligger) undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes til begrænsning af prisudsving på landbrugsråvaremarkederne.

2.14. På baggrund af dette arbejdsprogram og dertil knyttede foranstaltninger vil Kommissionen undersøge mulighederne for at træffe yderligere foranstaltninger, og den foreslår, at Det Europæiske Råd tager dette spørgsmål op igen i december 2009.

3. Generelle bemærkninger

3.1. De strukturbetingede faktorer, som førte til prisstigningerne på landbrugsprodukter, vil bestå på mellemlang sigt. De seneste to års prisudsving tyder dog på, at markedet for landbrugsprodukter må indstille sig på stadig mere ustabile priser. Den nuværende økonomiske krise har kun reduceret stigningen i efterspørgslen på de globale markeder, og vi vil derfor når som helst kunne se en gentagelse af de processer, der begyndte i midten af 2007, hvilket vil gøre landbrugsmarkederne endnu mere uforudsigelige. Det er desuden umuligt at tilpasse sig en irreel efterspørgsel, der er baseret på spekulativ prismanipulation, da det ville kræve en grad af fleksibilitet, som ikke er forenelig med landbrugsproduktionens karakteristika og potentiale.

3.2. Den Europæiske Union er bevidst om, at udsving i landbrugspriserne ikke kun påvirker hele landbrugssektoren, men også – gennem fødevarepriserne – alle forbrugere. Pludselige og større udsving betyder, at vi er nødt til at genoverveje EU's landbrugssektors position. Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne er et passende forum for dette. I denne sammenhæng skal vi have afklaret: (1) EU's landbrugsmæssige fremtid, (2) landbrugets fremtidige position i EU-politikken. Vi er også nødt til at overveje: (3) hvordan vi skal håndtere konsekvenserne af åbning af markederne, og (4) hvordan vi skal rette op på de skæve forhold i fødevareforsyningskæden.

3.3. Selv om der siden lanceringen af den fælles landbrugspolitik ikke er sket fremskridt med hensyn til udvikling af den territoriale specialisering i EU, kan der på de internationale markeder ses tydelige tegn på dette fænomen. På grund af den gradvise åbning af EU-markederne for varer fra tredjelande tvinges europæiske landbrugsproducenter til at konkurrere på ulige vilkår. Europæiske producenter taber herved terræn på markederne. En sådan udvikling kan på mellemlang sigt være en alvorlig trussel for økonomien i Europas landdistrikter. EU kan derfor kun føre en åben handelspolitik ved at opretholde forskellige former for økonomisk støtte til landbrugsproducenter, som skaber tilstrækkeligt med incitament til at opretholde produktionsniveauet.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Udviklingen i landbrugsråvarepriser og fødevarepriser

4.1.1. Efter krisen vil stigningen i efterspørgslen efter landbrugsprodukter formentlig igen overhale stigningen i udbuddet. Disse produkter vil derfor igen sandsynligvis kunne tiltrække risikovillig kapital. Dette kan medføre udsving som dem, der har fundet sted i de seneste to år, hvis forskellene i landbrugspriserne giver større afkast end andre finansmarkedsinstrumenter. Set i lyset af de økonomiske forhold efter krisen er sandsynligheden for, at dette vil ske, mindre end i 2007. Vi er dog nødt til på mellemlang sigt at forberede os på fortsatte prisudsving.

4.1.2. Som Europa-Parlamentet fremhævede i sin betænkning af 26. marts 2009 (2008/2175(INI)), går en endnu mindre del af detailpriserne for fødevarer til landbrugsproducenterne og fødevareforarbejdningsvirksomhederne. Det er derfor klart, at prisudsving i starten af forsyningskæden kun vil have en begrænset og forsinket virkning på detailpriserne.

De stigende detailpriser for fødevarer påvirker i særdeleshed de grupper, som bruger en stor del af deres indkomst på fødevarer. Dette fænomen er tæt forbundet med det økonomiske udviklingsniveau i et givet land, hvilket er årsagen til, at stigende fødevarepriser havde den største indvirkning på inflationen i EU's nye medlemsstater. I disse lavindkomstlande kan fødevarer udgøre op til 40-50 % af de samlede husholdningsudgifter.

4.1.3. I de næste par år vil fødevarepriserne sandsynligvis stadig være højere end gennemsnittet for perioden 2002-2006, men lavere end niveauet sidst i 2007. Samtidig vil priserne forblive yderst ustabile. En af de uønskede ændringer som følge af de seneste to års hændelser er, at priserne er blevet mere følsomme over for markedsoplysninger. Da vi sandsynligvis vil opleve en stigning i mængden af oplysninger på både udbuds- og efterspørgselssiden, vil priserne fortsat svinge. Medierne spiller også en vigtig rolle på dette område, da de effektive medier omgående oplyser markederne om alt, hvad der sker rundt omkring i verden.

4.1.4. EU's landbrugsproducenter må forberede sig på at imødekomme en konstant voksende efterspørgsel efter fødevarer. Både kvantiteten og kvaliteten af EU's landbrugsproduktion skal forbedres. Den fælles landbrugspolitik har dog et stort ansvar for at sikre, at den gradvise åbning af EU's markeder ikke underminerer de europæiske landbrugsfødevaresektorers konkurrenceevne. EU bør have en langsigtet landbrugsstrategi, som definerer i hvilken grad, Fællesskabet bør sigte efter selvforsyning af forskellige produkter. Vi må dog acceptere, at EU på mellemlang sigt vil være nødt til at importere mange produkter.

4.2. Spekulationens rolle i landbrugsråvarepriserne

4.2.1. Mængden af kapital fra forskellige pensions- og investeringsfonde samt statsejede investeringsfonde på de internationale finansmarkeder er i konstant vækst på grund af swaps, banker og multinationale konglomerater. Sidstnævnte har på grund af deres størrelse betydelig indflydelse på de markeder, hvor de opererer. Da det ikke er lykkedes dem at opnå tilfredsstillende afkast på konventionelle investeringer, er de nu søgt til råvaremarkederne.

4.2.2. Højrisikoinvesteringer påvirker på grund af deres spekulative karakter priserne på kort sigt, men ikke på lang sigt. Landbrugssektoren bør tage højde for denne udvikling og udviklingen på finansmarkederne generelt. Produkter på finansmarkederne, som medfører store udsving i priserne på landbrugsprodukter og ikke afspejler de reelle produktstrømme, har en negativ indflydelse på prisbevægelserne på de fysiske markeder.

4.3. Fødevareforsyningskædens virkemåde

4.3.1. Som Kommissionen også fremhæver i sit arbejdsdokument om emnet (SEK(2008)2972), er der en tæt sammenhæng mellem de seneste to års begivenheder på landbrugsmarkederne og forstyrrelserne i fødevareforsyningskædens virkemåde. Fordelingen af priserne for landbrugsprodukter i forsyningskæden viser tydeligt, i hvilken grad hvert led i kæden er i stand til at forsvare sine egne interesser.

4.3.2. Konkurrencemyndigheder, der har til hensigt at vurdere konsolideringsprocessens konkurrencebegrænsende virkninger i fødevareforsyningskæden, kan stå over for en ret svær opgave. Det er vigtigt at behandle de af Kommissionen påpegede former for konkurrencebegrænsende praksisser og konkurrencemæssige problemer blandt fødevareleverandører og salgsleddene i produktionskæden for at tilpasse forholdene til de økonomiske og markedsmæssige vilkår. Som påpeget af Kommissionen bør det sikres, at konkurrencereglerne håndhæves på en sammenhængende og velkoordineret måde i hele EU. Fødevareforsyningskæden er så fragmenteret, at de enkelte transaktioner ikke synes at have en konkurrencebegrænsende virkning fra det indre markeds perspektiv. De praksisser, der diskuteres i dokumentet, viser, at en given koncentration for et bestemt land og produkt kan have en meget konkurrencebegrænsende virkning. Fremkomsten af forarbejdningskapacitet, som på grund af stordriftsfordele kan give en dominerende stilling på et bestemt produktmarked, kan reducere forbrugernes valgmuligheder og skubbe små og mellemstore virksomheder ud af markedet. Dette er især tilfældet, efter at egne varemærker har fået øget indflydelse. Samtidig kan den nuværende situation, hvor prismæssig konkurrenceevne dominerer virksomheders kommercielle politikker, resultere i produkter med lavere næringsværdi. Selv om fødevaresikkerhedsniveauet er stigende, betyder udskiftningen af naturlige ingredienser med kunstige ingredienser med en lavere næringsværdi, at fødevarerne får stadig sværere ved at leve op til forbrugernes behov for kvalitetsernæring.

4.3.3. Vi foreslår, at de godtgørelsesmetoder, som anvendes af større detailhandlere, tilføjes listen over konkurrencebegrænsende praksisser, som nævnes i skema 1. Disse metoder gør det muligt på den ene side at adskille leverandørernes priser og reelle omkostninger og på den anden side de priser, der betales af detailhandlere og forbrugere. Som følge heraf er referencepriserne fastlagt på et urealistisk lavt niveau, som ligger en del under det, der kunne opnås gennem øget effektivitet. Konkurrencebegrænsende praksis som f.eks. karteller og eksklusive leveringsaftaler er helt klart uacceptable, eftersom det er misbrug af en dominerende stilling til ensidigt at pålægge leverandørerne en række betingelser. Samtidig tilslører denne metode til at opnå dobbelt avance - detailhandlere får store avancer, ikke bare i salgsleddet, men også i forsyningsleddet, grundet restitutioner - de kommercielle avancer, og den forvrider fordelingen af indkomster fra fødevareforsyningskæden. Dette er en konkurrencebegrænsende praksis, da den forudsætter, at leverandørerne tilpasser sig en pris, som ligger fjernt fra produktionsomkostningerne.

4.3.4. EØSU erklærer sig enigt i de betænkeligheder, som Kommissionen giver udtryk for i forbindelse med visse konkurrencebegrænsende praksisser, der kan ændre fødevareforsyningskædens virkemåde. I denne sammenhæng er det tydeligt, at der skal ses nærmere på den magtmæssige ubalance mellem producenter, forarbejdningsvirksomheder og detailhandlere. Koncentrationen af magt nedad i kæden giver detailhandlerne en dominerende stilling over for producenter og forarbejdningsvirksomheder, hvilket giver mulighed for uønsket misbrug af denne stilling. Vores tilgang til forbrugervelfærd bør derfor fokusere på at opnå lavere priser på både kort og lang sigt, hvor der tages højde for både de direkte og indirekte virkninger med henblik på at forebygge økonomiske vanskeligheder for leverandører, manglende innovation, begrænset udvalg og tilmed – på lang sigt – højere priser.

5. Køreplan for forbedring af fødevareforsyningskædens virkemåde

Det er en meget kompliceret opgave at sikre en passende fordeling af indtjeningen i hvert led i forsyningskæden, hvor det mange steder kræver en omfattende indblanding i markedsprocesserne. Sådanne tiltag er dog uundværlige for reelt at forbedre de europæiske fødevarers konkurrenceevne.

5.1.1. EØSU bifalder Kommissionens indsats for at gøre markedet mere gennemskueligt. En bedre forståelse af, hvordan markedet fungerer, og den rolle, de forskellige led i kæden spiller, er altid nyttig. Det er yderst vigtigt, at der gennemføres en detaljeret analyse af kæden, for at myndighederne kan træffe passende foranstaltninger, hvor det er nødvendigt, hvis der opstår brister eller forstyrrelser i kæden. EØSU støtter derfor fuldt ud de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår i sin meddelelse, og samarbejder fuldt ud i forbindelse med deres gennemførelse.

Kommissionen bør dog huske på, at forholdene er forskellige fra sektor til sektor og fra land til land, og at de faktorer, der afgør priserne, derfor er forskellige og dynamiske frem for statiske.

Kommissionens indsats for at udvikle og etablere en permanent mekanisme til overvågning af fødevarepriserne og indkomstfordelingen i kæden bør baseres på disse omstændigheder, og resultaterne bør snarere ses som et referencepunkt end som den endegyldige sandhed.

5.1.2. Fødevareforsyningskæden kan kun gøres mere konkurrencedygtig, hvis samarbejdet i kæden bliver markant tættere. Selve termen »kæde« antyder faktisk, at hvert led kun samarbejder med leddene umiddelbart ved siden af, men fuld effektivitet kan kun opnås, hvis samtlige led samarbejder med fælles interesser for øje. Hvis vi virkelig mener, at forbrugernes behov via produkterne bør afgøre de forhold, fødevareforsyningskæden virker under, er kædens led nødt til at gøre sig nogle alvorlige overvejelser.

5.1.3. Den Europæiske Union må acceptere det faktum, at mange af de faktorer, der diskuteres i Kommissionens meddelelse, ikke kan håndteres ved hjælp af konkurrencepolitiske tiltag. Harmonisering af konkurrencelovgivningen og samarbejde mellem konkurrencemyndighederne er kun effektive midler, når det gælder konventionelle sager om konkurrencebegrænsende praksis (såsom karteller og vildledende annoncer). Erfaringen viser, at konkurrencelovgivning ikke er en hensigtsmæssig metode til håndtering af de i skema 1 nævnte situationer på grund af det komplekse indbyrdes afhængighedsforhold mellem de involverede parter. Visse detailkæders indflydelse på markedet berettiger ikke en reaktion fra konkurrencemyndighederne på fællesskabsniveau. Det skal dog bemærkes, at afhængigheden af individuelle detailhandlere og indkøbscentraler set fra leverandørens perspektiv er blevet en afgørende faktor for deres overlevelse på markedet. Samarbejdet mellem detailhandlere og leverandører er derfor blevet ensidigt af natur.

Samtidig kunne strengere sanktioner inden for konkurrencelovgivningen effektivt modvirke praksisser, som involverer vildledning af forbrugerne.

Arbejdet med at revidere forbrugerbeskyttelsen vil fortsætte i de næste par år. Dette skyldes kvaliteten af de fødevarer, som kommer til det indre marked fra tredjelande på grund af mere åbne markeder, og de forhold, som disse fødevarer er blevet produceret under. Den øgede import afspejler bl.a. et fokus på priser, og på at betale mindre for fødevarer. Dette går imidlertid hånd i hånd med øgede risici i form af lavere fødevaresikkerhed og forbrugerbeskyttelse, da mange importvarer kommer fra områder, hvor fødevareproduktionskulturen befinder sig på et væsentligt lavere niveau end i Europa.

5.1.4. Der findes ikke mange muligheder for at gribe ind i detailhandlernes kommercielle politikker. Ikke desto mindre bør vi identificere alle skridt, der kan sikre et skift i fokus i de store detailhandleres kommercielle politikker væk fra at sænke priserne (eller i visse tilfælde, opnå den laveste pris). Det er dette fokus, der skaber den nuværende ubalance i indkomstfordelingen i fødevareforsyningskæden, og som ligeledes påvirker forbrugernes indstilling.

5.1.5. Den Europæiske Union kan kun sætte effektivt ind på at afhjælpe mangler i fødevareforsyningskæden og gøre den mere effektiv, hvis den har adgang til den fornødne information. En anden vigtig opgave for EU er at bevidstgøre de europæiske forbrugere, så de kan træffe mere kvalificerede beslutninger. Forbrugerne er nøglen til det europæiske landbrugs og fødevareindustriens overlevelse og bæredygtige udvikling. Forbrugerbevidsthed i Europa kan medvirke til at gennemføre et af Fællesskabets grundlæggende principper, nemlig præference for fællesskabsprodukter – et princip, som uundgåeligt er blevet tilsidesat under GATT- og WTO-forhandlingerne.

Ved udviklingen af et overvågningsinstrument bør der inkluderes tiltag i systemet, der giver markedsaktørerne incitament til at videregive pålidelige oplysninger. Dette kunne f.eks. omfatte skattekontroller, skattelettelser og tilskud. At sikre gennemsigtighed på frivillig basis er ikke en reel mulighed.

5.1.6. For at modvirke spekulationens negative virkninger bør vi overveje muligheden af at tage lovgivningsmæssige skridt, der skal sikre, at kun børstransaktioner, der understøttes af reelle varegarantier, er tilladt i modsætning til de nuværende markedspraksisser, som gør det muligt for meget begrænsede varestrømme at udøve betydelig indflydelse på markedspriserne, hvilket fører til prisudsving på det fysiske marked.

5.1.7. Kortere fødevareforsyningskæder

Hvis antallet af led mellem landbrugsproducenter og forbrugerne reduceres, vil det kunne forbedre kædens virkemåde. I lighed med eksemplet med at uddele mælk og frugt til skolebørn bør direkte forbindelser mellem producenter og forbrugere fremmes. En af de mest åbenlyse måder at gøre dette på er ved at fremme traditionelle farmermarkeder. Dette ville – ud over mange andre fordele – give mulighed for at opretholde livsstilen på landet og sikre små og mellemstore landbrug.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/116

KOM(2009) 39 endelig

(2010/C 128/22)

Ordfører: Thomas McDONOGH

Kommissionen besluttede den 28. januar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Mod en global klimaændringsaftale i København

KOM(2009) 39 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Thomas McDonogh til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 2. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009 (mødet den 5. november 2009) med 168 stemmer for, 2 stemmer imod og 3 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. EØSU er meget skuffet over, at EU's stats- og regeringsledere stadig ikke er nået til enighed om væsentlige punkter vedrørende finansieringen af indsatsen mod klimaændringerne.

1.2. EØSU anbefaler, på linje med de videnskabelige resultater, at der arbejdes mod et langsigtet (inden 2050) mål på ca. 2 ton CO2e pr. indbygger om året med henblik på at holde den globale opvarmning på under 2 °C.

1.3. EØSU fremhæver, at EU bør opstille et ambitiøst midlertidigt mål om en reduktion af de globale drivhusgasemissioner på mindst 30 % i perioden 1990-2020, forudsat at andre udviklede lande og økonomisk set mere avancerede udviklingslande gennemfører lignende reduktioner.

1.4. De udviklede lande bør forpligte sig til en reduktion af de globale drivhusgasemissioner på mindst 80 % i 2050 set i forhold til 1990.

1.5. EØSU er enig med Kommissionen i, at udviklingslandene samlet set (med undtagelse af de mindst udviklede lande i Afrika) bør forpligte sig til at reducere deres emissioner med 15 til 30 % i forhold til »business as usual« inden 2020.

1.6. Drivhusgasemissioner fra luftfart og søtransport bør indgå i forhandlingerne i København.

1.7. EØSU gentager, at der er et behov for at mindske bruttorydningen af tropisk skov med mindst 50 % set i forhold til det nuværende niveau inden 2020, mens det samtidig sikres, at der sker en bæredygtig forvaltning af skove, græsarealer, vådområder og tørvemoser i udviklede lande og fremover også i udviklingslande.

1.8. EØSU bifalder Kommissionens støtte til en international aftale om at tilføje nye fluorholdige gasser til Kyoto-protokollens »indkøbskurv«.

1.9. Der må stilles tilstrækkelig finansiering til rådighed for den globale (og regionale) forskning, teknologiske udvikling og demonstration i klimaændringer.

1.10. EØSU støtter en pro-aktiv uddannelsespolitik og opsøgende arbejde med henblik på at fremme forståelsen for klimaændringsspørgsmålet og de dermed forbundne konsekvenser blandt borgere i og uden for Europa.

1.11. Den nuværende globale økonomiske krise bør ikke ses som en hindring for hurtigt og beslutsomt at træffe foranstaltninger til afbødning af klimaændringerne.

2. Introduktion

2.1. Set i lyset af de aktuelle videnskabelige resultater, der er offentliggjort siden den fjerde sammenfattende rapport fra IPCC (AR4), er EØSU overbevist om, at der i højere grad end nogensinde før er et behov for at handle hurtigt.

2.2. EU's regeringer fastslog i 1996, at en temperaturstigning på 2o C over det førindustrielle niveau er det maksimale, som kan tolereres, og at enhver yderligere stigning højst sandsynligt vil resultere i omfattende samfundsmæssige forstyrrelser forårsaget af sundhedsmæssige følgevirkninger, vandmangel, en usikker fødevareforsyning og tvungen migration. Denne vurdering er siden blevet bekræftet af Det Europæiske Råd og Rådet (miljøministrene) og senest af EU's ekspertgruppe i klimaændringer. Imidlertid er en stigning på 2 oC på ingen måde uden risici, idet den bratte tilbagetrækning af den arktiske havis eksempelvis allerede optræder ved den nuværende globale gennemsnitstemperatur, der ligger 0,8 oC over det førindustrielle niveau.

2.3. De seneste videnskabelige resultater er mere alarmerende end resultaterne fra IPCC's AR4-rapport. Global Carbon Project har bekræftet, at kulstofudledningen intensiveres med en vækstrate (gennemsnitligt 3,5 % årligt fra 2000-2007, hvilket er næsten en firedobling set i forhold til 0,9 % årligt i 1990-1999), der overgår selv værste tilfælde-scenariet fra IPCC’s særrapport om emissionsscenarier.

3. Emissionsmål

3.1. Baggrundsmateriale

De udviklede industrilande, der bebos af cirka 1 milliard ud af de 6,7 milliarder mennesker i verden i 2008, har stået bag cirka 70 % af alle emissioner siden 1950. Fremover vil lande, som nu opfattes som udviklingslande, stå for hovedparten af emissionerne.

De globale emissioner for såvel 1990 som 2000 lå på ca. 40 gigatons (Gt) CO2-ækvivalent (e) pr. år og ca. 50 Gt CO2e i 2008. De globale emissioner pr. indbygger lå i såvel 1990 som 2000 på 7-7,5 tons og tæt på 8 tons pr. indbygger i 2008. Aktuelle undersøgelser ledet af Climate Impact research Group i Potsdam, Tyskland, konkluderer, at de globale drivhusgasemissioner skal reduceres med mere end 50 % inden 2050, set i forhold til 1990-niveauet, hvis risikoen for at overskride de 2 °C skal begrænses til 25 % (hvilket stadig ikke er nogen ubetydelig risiko).

3.2. EØSU anbefaler, på linje med de videnskabelige resultater og den generelle videnskabelige konsensus, at der opstilles et langsigtet (inden 2050) mål om cirka 2 tons CO2e pr. indbygger om året, hvilket svarer til et stabiliseringsmål for drivhusgasemissionerne på cirka 500 ppm CO2e. Målet om 2 tons pr. indbygger om året bør fremmes på nationalt niveau.

3.3. EØSU bifalder de mål for emissionsreduktion, som Kommissionen har fastsat, og som går ud på, at de globale drivhusgasemissioner skal være reduceret til under 50 % af 1990-niveauet inden 2050.

3.4. EØSU er enig med IPCC AR4 og resultaterne fra nyere forskning i, at de udviklede lande bør forpligte sig til en reduktion på mindst 80 % set i forhold til 1990 inden 2050.

EU har vist vejen ved ensidigt at forpligte sig til en 20 %'s reduktion af sine emissioner set i forhold til 1990-niveauet inden 2020.

3.5. EØSU er ligeledes enig med Kommissionen i, at EU, som foreslået, bør forpligte sig til en reduktion på -30 % inden 2020, forudsat at der indgås lignende reduktionsforpligtelser i andre industrilande og passende forpligtelser i »økonomisk set mere avancerede« udviklingslande. Ikke blot alle Kyoto's »Bilag I-lande« bør forpligte sig til at overholde dette mål. Det bør gælde for alle OECD-lande og alle EU-medlemsstater, EU-kandidatlande og potentielle EU-kandidatlande. Der er et vitalt, næsten uomgængeligt, behov for, at de udviklede lande påtager sig denne opgave med henblik på at få udviklingslandene til at følge trop og påtage sig forpligtelser. Disse mål bør løbende evalueres parallelt med udarbejdelsen af en køreplan, som indeholder mål for årtierne 2030 og 2040, der er baseret på de senest tilgængelige videnskabelige resultater.

3.6. EØSU er meget bekymret over manglen på ambitioner i forslagene fra andre vigtige industrilande som USA og Japan, der ligger langt fra de 2020-mål, der foreslås ovenfor. Udvalget for energi og handel i det amerikanske Repræsentanternes Hus godkendte den 21. maj 2009 lovgivning vedrørende energi og global opvarmning, der kræver en 17 %'s reduktion af emissionerne inden 2020 og en reduktion på 83 % inden 2050, set i forhold til 2005-niveauet (og ikke det væsentligt lavere 1990-niveau!). Imidlertid skal de 930-siders foranstaltninger godkendes af den amerikanske regering, hvilket højst sandsynligt ikke vil kunne nås i perioden inden decembers møde i København. EØSU er bekymret for, om dette vil påvirke chancerne for succes i København.

3.7. Udvalget er ligeledes kritisk overfor manglen på konkret finansiel støtte fra G8, otte andre lande og EU, som deltog i Major Economies Forum on Energy and Climate i L'Aquila, Italien, den 9. juli 2009. Mens der var enighed om et globalt langsigtet mål om at reducere de globale emissioner med mindst 50 % inden 2050, og som en del heraf en reduktion på 80 % eller mere for udviklede lande inden 2050, blev der ikke peget på et basisår som referencepunkt for emissionsreduktionerne, og der blev ikke opnået enighed om målene på mellemlangt sigt (2020).

3.8. EØSU er enig med Kommissionen i, at udviklingslandene tilsammen (med undtagelse af de mindst udviklede lande i Afrika) samtidig bør forpligte sig til at reducere deres emissioner med 15 % til 30 % i forhold til »business as usual« inden 2020.

EØSU har den opfattelse, at opfyldelsen af disse mål vil kræve en hurtig og samordnet indsats.

3.9. EØSU har den holdning, at emissionsmængden pr. indbygger er et retfærdigt instrument til måling af udviklede landes og udviklingslandes reduktionsmål, idet hver verdensborger bør have de samme ikke-forurenings- eller forureningsrettigheder.

3.10. Nøgletal som kulstofintensitet (kulstofemissioner/enhed af BNP) kan anvendes som et reduktionsmål, selv om EØSU maner til forsigtighed på dette område, idet en reduktion af denne parameter kan opstå som følge af en stigning i landets BNP og ikke som resultat af en reduktion i landets samlede CO2-emissoner.

4. Emissioner fra luftfart og søtransport

4.1. Emissioner

4.1.1. Emissioner fra international (og national) luftfart samt søtransport er en stigende kilde til globale emissioner - drivhusgasemissionerne fra den internationale luftfart er steget med 4,5 % om året mellem 1990 og 2004, mens emissionerne fra den internationale søtransport er øget med 2,75 % årligt i samme periode. Til trods herfor er disse emissioner ikke underlagt UNFCCC og dens Kyoto-protokol. Luftfarten tegner sig for ca. 2 % af de globale emissioner, baseret på luftfartens CO2-emissioner i 2007, og det er sandsynligt, at denne andel vil øges inden for en overskuelig fremtid. Den Internationale Luftfartssammenslutning (IATA) vedtog i juni 2009 en række foranstaltninger til imødegåelse af luftfartens drivhusgasemissioner. IATA foreslår ligeledes, at der tages højde (betales) for emissionerne på globalt plan i stedet for regionalt eller lokalt. Nylige rapporter fra Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) indikerer, at den internationale søtransport udleder ~ 843 MT CO2 årligt [~ 3,5 % af de samlede globale drivhusgasemissioner] svarende til emissioner fra et stort udviklet land som Tyskland.

4.2. Mål

4.2.1. EØSU er enig med Kommissionen i, at emissioner fra den internationale luftfart og søtransport bør inkluderes i en aftale fra København om: »senest i 2020 at reducere emissionerne til niveauet før 2005 og senest i 2050 til væsentligt under 1990-niveauet.« Derudover er EØSU enig med Kommissionen i, at emissionerne fra den internationale luftfart og søtransport bør tælles med i landenes samlede udledninger, i henhold til Københavnsaftalen, hvis Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) og IMO ikke inden udgangen af 2010 er nået til enighed om mål for emissionerne. EØSU gentager, at anvendelsen af emissionshandelsordninger er væsentligt mere kompleks inden for søtransport end på luftfartsområdet samt at en alternativ global ordning kan vise sig at være langt mere effektiv end en EU-ordning eller en anden regional ordning (se ligeledes EØSU's udtalelse om Grønnere søtransport og transport ad indre vandveje).

5. Emissioner fra arealudnyttelse og ændringer heraf

5.1. Ændringer i arealudnyttelsen - hovedsageligt skovrydning, afbrænding af tørv og lignende forårsager ca. 17,4 % af de globale emissioner for øjeblikket.

5.2. Set i lyset af den store emissionsandel, der skyldes ændringer i arealudnyttelsen, gentager EØSU, at der er et behov for at reducere bruttoomfanget af den tropiske skovrydning med mindst 50 % inden 2020 set i forhold til det nuværende niveau (se ligeledes EØSU's udtalelse om En indsats for at imødegå udfordringerne ved skovrydning og skovødelæggelse med henblik på at bekæmpe klimaændringer og tab af biodiversitet).

5.3. Samtidig må en bæredygtig forvaltning af skove, græsarealer, vådområder og tørvemoser opnås i først industrilande (og herefter i udviklingslande) med henblik på at sikre, at oplagring af CO2 også sker i disse lande. Alle lande bør træffe foranstaltninger til imødegåelse af skovrydning.

5.4. Europa bør gå forrest med et godt eksempel ved at fremme skovenes bevarelse ved f.eks. at kræve en certificering af træprodukter fra bæredygtigt forvaltede skove.

5.5. Landbrugssektorens relationer til klimaændringerne blev taget op i en særskilt EØSU-udtalelse (1), og dette spørgsmål behandles derfor ikke yderligere i denne udtalelse.

6. Sektorstrategier i klimaændringsforhandlingerne

6.1. EØSU foreslår, at der ses nærmere på den sektorspecifikke tilgangs rolle som supplement til klimaforhandlingerne. For eksempel kan der som det foreslås i en rapport fra en arbejdsgruppe om Kyoto-protokollen opstilles frivillige/forpligtende, kvantificerede/forholdsmæssige mål for specifikke sektorer (f.eks.: elektricitet, jern og stål, cement) i tillæg til de nationale emissionsmål. Sektortilgangen undersøges nærmere set i relation til afbødningsmulighederne i en global klimaændringsaftale.

7. Fluorholdige gasser

7.1. EØSU er enig i forslaget om at inddrage adskillige nye industrielle kemikalier i en fremtidig klimaaftale. Et sådant kemikalie, nitrogentrifluorid (NF3), er en blanding som almindeligvis anvendes ved fremstillingen af PC'er og LCD-fladskærmstv-apparater, og det er ca. 17 000 gange mere potent end CO2. Hydrofluorcarbon (HFC’er) er f.eks. ikke dækket af Montreal-konventionen, og de anvendes som erstatning for HCFC'er. Andre nye kemikalier, som indgår i overvejelserne, er nye former for perfluorcarboner (PFC'er) og HFC'er, trifluoromethyl sulphur pentafluoride (SF5CF3) fluorinerede ethere, perfluorpolyethere (PFPE'er) og kulbrinter (HC3'er). Den kemiske industri opfordres til at udvikle alternativer for nye industrigasser, der har et stort potentiale til at skabe global opvarmning.

7.2. Mål

7.2.1. EØSU bakker op om Kommissionens støtte til en international aftale om at tilføje følgende fluorholdige gasser (F-gasser) til Kyoto-protokollen's »indkøbskurv«: nye typer af HFC'er og PFC'er, trifluoromethyl sulphur pentafluoride fluorinerede ethere, PFPE'er og HC'er, hvilket vil skabe et loft og efterfølgende en nedtrapning.

7.2.2. EØSU anbefaler, at en overvågning og verifikation af nye F-gassers' koncentrationsniveauer bør udgøre en væsentlig bestanddel af internationale aftaler.

8. Afbødningsforanstaltninger

8.1. EØSU har den klare holdning, at de nationale regeringer i høj grad bør fremme reduktioner af energiforbruget, der ikke er forbundet med ret høje omkostninger, herunder energieffektivitetsforanstaltninger i bygninger - gennem regulering og indførelse af standarder. Der kan indføres lovgivning, der skal fremme affaldsforebyggelse og genanvendelse. Der kan gives tilskud, som skal opmuntre borgerne til at installere solfangere og forbedre isoleringen af deres hjem mm.

8.2. Brugen af vedvarende energikilder bør støttes. F.eks. bør der gives støtte til etableringen af vindmøller, som kan levere direkte til elforsyningsnettet, og anvendelsen af biogas på basis af en blanding af græs, anden vegetation, rug mm., som herefter omdannes til methan, der tilføres nettet. Dette er realiseret i Tyskland under loven om vedvarende energikilder, der har resulteret i, at over 14 % af landets elektricitet kommer fra vedvarende energikilder.

8.3. Kulstoffattige og grønne teknologier må fremmes. Industri- og udviklingslande opfordres til at være innovative og gå over til nye energieffektive teknologier, når dette er muligt.

8.4. Forbedring af eksisterende og bygning af nye kraftværker vil være påkrævet vha. en række foranstaltninger såsom: et skifte til kulstoffattigt brændsel, en øget udnyttelse af vedvarende energikilder eller kernekraft; anvendelse af mere effektive teknologier for kraftværker.

8.5. EØSU er fortaler for, at de første investeringer i mindre udviklede lande bør sigte mod indkøb af de bedste teknologier, der er til rådighed på lokalt plan, eller som er tilpasset lokale forhold.

9. Tilpasningsforanstaltninger

9.1. Bali-handlingsplanen erkender, at tilpasningsforanstaltninger eksplicit må inkluderes i en aftale om klimaændringer efter 2012. Tilpasning til klimaændringerne, hvor samfundet forbedrer sin evne til at håndtere konsekvenserne af klimaændringerne er for nylig blevet fremhævet på en international videnskabelig kongres om klimaændringer. Den 1. april 2009 præsenterede Fællesskabet en hvidbog (KOM(2009) 147 endelig) om tilpasning til klimaændringerne, der skal sætte EU og dets medlemsstater i stand til at forberede sig bedre på klimaændringernes følgevirkninger.

9.2. EØSU støtter Kommissionens etablering af en ramme for tilpasningsforanstaltninger under Københavnsaftalen, der bør indeholde følgende elementer:

—	En strategi for tilpasningsindsatsen;

—	Indarbejdelse af tilpasningsforanstaltninger i de vigtigste EU-politikker;

—	Gennemførelse af tilpasningsforanstaltninger på lokalt og regionalt niveau;

—	Støtte til tilpasning i de mindst udviklede lande og små ø-udviklingsstater gennem den globale klimaalliance samt UNFCCC og rammen for tilpasningsindsatsen.

9.3. Det har afgørende betydning for tilpasningspolitikkernes succes, at byrderne fordeles retfærdigt, og at konsekvenserne for beskæftigelsen og livskvaliteten for lavindkomstgrupper tages med i betragtning. Der må ligeledes følges op på tilpasningspolitikkernes sociale dimension, og alle arbejdsmarkedets parter må inddrages.

10. Global forskning, teknologisk udvikling og demonstration

EØSU er overbevist om, at der må stilles finansielle midler til rådighed for global (og regional) forskning og teknologisk udvikling samt demonstration, da behovet er presserende. Det anbefales at gennemføre tiltag på forsknings- udviklings- og demonstrationsområdet, der har til formål at fremskynde udvikling, tekniske forbedringer og markedslanceringen af vedvarende energikilder samt kombineret kraft/varmeproduktion til elnettet og kraftværker.

10.1.1. EØSU støtter Kommissionens intention (SEK(2008) 3104 endelig) om at gennemføre en integreret forskning i klimaændringer under det nuværende 7. rammeprogram for forskning (FP7); EØSU anbefaler, at der etableres et tættere partnerskab mellem Fællesskabet og Det mellemstatslige panel for klimaændringer (IPCC) under FP7 samt relaterede og fremtidige forskningsprogrammer.

10.1.2. EØSU støtter, at der gives en kraftig hjælpende hånd til fremme af forskning, udvikling og demonstration af lavemissions- og energieffektive teknologier, der udpeges af Det Internationale Energiagentur samt de teknologier, der indgår i EU's strategiske energiteknologiplan (SET) med det formål at fremskynde anvendelsen af strategisk vigtige lavemissions- og energieffektive teknologier.

10.1.3. Hele problemstillingen vedrørende beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og udviklingslande har ændret sig radikalt siden 1995, da aftalen om handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret (TRIPs) trådte i kraft. Under TRIPs-aftalen forpligter udviklingslandene sig til at respektere udenlandske patenter. Siden introduktionen af TRIPs har virksomhederne opdaget, at det betaler sig at indgive patentansøgninger i udviklingslande.

10.2. EØSU støtter Kommissionens indsats for at opfylde følgende mål:

—	Forskning i klimaændringernes følgevirkninger, tilpasning og andre muligheder for afbødning på nationalt og internationalt niveau;

—	Fremme af et internationalt videnskabeligt og teknologisk samarbejde inden for al klimarelateret forskning, herunder lavemissionsteknologier og vedvarende energikilder i alle sektorer;

—	Mindst en fordobling af den energirelaterede forskningsindsats inden 2012 og en firedobling af indsatsen i forhold til det nuværende niveau inden 2020 med et markant skift i fokus i retning af lavemissionsteknologier, især vedvarende energikilder.

11. Finansielle ressourcer

11.1. En vidtrækkende Københavnsaftale må underbygges af passende finansielle ressourcer. De udviklede lande må meget hurtigt fremsætte finansieringsforslag, så udviklingslandene ligeledes kan motiveres til at træffe foranstaltninger. Finansieringsspørgsmålet er, i kombination med de mål, som de udviklede lande og udviklingslandene når til enighed om, nøglefaktoren for succes eller fiasko i København.

11.2. EU's opbakning til konferencen i København virker i bedste fald lunken, hvilket bekræftes af den kendsgerning, at EU's stats- og regeringsledere på mødet den 18.-19. juni udsatte væsentlige afgørelser vedrørende finansieringen af indsatsen mod klimaændringer, bortset fra at de erklærede, at principperne om betalingsevne og ansvar for omfanget af emissioner bør udgøre grundlaget for finansieringen af klimaindsatsen.

11.3. Siden Det Europæiske Råd endnu ikke har truffet nogen afgørelse om finansieringen, er EØSU meget bekymret for manglen på vilje til at træffe hurtige beslutninger på dette område. Det er yderst bekymrende, at de udviklede lande, herunder EU, ikke hidtil har påtaget sig de nødvendige finansielle forpligtelser eller givet tilsagn herom.

11.4. Investeringer på områder som energieffektivitets-teknologier og en bred vifte af teknologier med lave kulstofemissioner vil fremme den økonomiske vækst og skabe større energibesparelser.

11.5. Finansieringen af udviklingslandenes afbødende foranstaltninger bør komme fra interne og eksterne kilder, det globale kulstofmarked og bidrag fra de udviklede lande:

—

: De fleste investeringer inden 2020 og reduktioner i energiforbruget bør kun forårsage relativt lave meromkostninger – der er her tale om energieffektivitetsforanstaltninger i private hjem, bygninger og den private sektor. Offentlige miljø- og energipolitikker kan fremme disse investeringer. Derudover kan andre potentielle finansieringskilder være tilskud og lån gennem nationale, internationale og bilaterale programmer.

—

: Hvad angår afbødende foranstaltninger, der ikke er forbundet med lave omkostninger eller kortsigtede nettogevinster, og som kræver finansiering, der overstiger det pågældende udviklingslands egen kapacitet, må den finansielle støtte komme fra flere sider, herunder innovative finansieringsmekanismer, der omfatter offentlige midler og indtægter fra de internationale mekanismer for CO2-kreditter. EESC støtter Kommissionens indsats for senest i 2015 at få etableret et velfungerende CO2-marked, der omfatter alle OECD-lande ved at forbinde EU's emissionshandelsordning med andre sammenlignelige »cap-and-trade«-systemer og et endnu bredere marked inden 2020.

11.6. Det Europæiske Råd har understreget behovet for at se nærmere på de internationale finansieringsmekanismer. Emnet vil igen være på dagsordenen ved Det Europæiske Råds møde i oktober. EØSU har den klare opfattelse, at man hermed venter meget længe med at tage spørgsmålet op, set i lyset af at konferencen i København finder sted i december.

EØSU's støtter Kommissionens opfattelse af, at de udviklede lande bør bidrage via offentlige midler og gennem anvendelsen af mekanismer for CO2-kreditter. De offentligt finansierede bidrag bør være sammenlignelige og baseres på »forureneren betaler«-princippet og hvert lands økonomiske formåen. Bidragenes størrelse bør forhandles og indgå som en integreret del af aftalen:

i)	Fastsættelse af de udviklede landes årlige finansielle bidrag på grundlag af en fastsat formel (baseret på en kombination af forureneren-betaler-princippet og landets finansielle formåen);

ii)	Afsættelse af en vis procentdel af de udviklede landes tilladte emissioner. Disse emissioner bortauktioneres herefter til regeringer på et aftalt internationalt niveau.

11.7.1. EØSU bifalder i særlig grad det mexicanske forslag om, at hvert land skal bidrage til en central fond, og bidragets størrelse baseres på en formel, som tager højde for hvert lands befolkningsantal, BNP og omfanget af drivhusgasemissioner. Den centrale fond fordeles herefter blandt alle lande alt efter deres behov for at reducere emissionsniveauet, udvikle grønne teknologier og foretage en tilpasning til klimaændringernes følgevirkninger.

11.8. EØSU

—	støtter Kommissionens opbakning til en yderligere udvikling af »cap-and-trade«-systemer, først blandt udviklede lande og med tiden blandt de største udviklingslande;

—

støtter ligeledes en reform af mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM), som på grund af sin projektspecifikke karakter er kendetegnet ved høje transaktions- og forvaltningsomkostninger. Et skifte fra den nuværende projektbaserede CDM til en sektorbaseret CDM kan være en mulig løsning. En anden mulighed vil være en CDM baseret på teknologisk udvikling og overførsel, som opfylder kravene i Bali-handlingsplanen.

11.9. De anslåede omkostninger ved at opfylde de langsigtede mål for 2050 er ikke beskedne – de beløber sig til ca. 2 % af det nuværende BNP, men omkostningerne vil være betydeligt højere, hvis der ikke handles beslutsomt.

12. Offentlig bevågenhed og aktionsradius

12.1. Det er vigtigt, at den brede offentlighed bliver mere opmærksom på alvoren i den nuværende situation vedrørende den globale opvarmning og konsekvenserne heraf, hvis der ikke hurtigt træffes foranstaltninger på klimaområdet.

12.2. Borgerne må opmuntres og anspores til at spille deres rolle via brug af grønnere energiformer, indkøb af mere energieffektive varer og tjenester og mindskelse af deres CO2-effekt.

12.3. EØSU har den opfattelse, at landene, ved hjælp af medierne, bør gøre deres borgere opmærksomme på det presserende behov for handling og behovet for at spare på energien og finde alternative (ikke-fossile) energikilder, så udledningen af skadelige drivhusgasser reduceres. Klimaændringsspørgsmål bør også tages op i folkeskolen og i senere uddannelsesforløb vha. curriculae fora, selvom der her er tale om en mere langsigtet strategi.

EØSU er enig i, at der er et behov for en proaktiv uddannelsespolitik, der skal fremme en bedre forståelse af klimaændringernes følgevirkninger, hvilket Kommissionen også har foreslået.

12.4. EØSU er overbevist om, at Det Europæiske Råd bør opfordre medlemsstaterne til at gøre en national indsats for at støtte og fremme inddragelsen af lokale og regionale myndigheder, erhvervsliv, fagforbund og andre repræsentanter for det organiserede civilsamfund i arbejdet med at fremme klimaændringsstrategier og –initiativer.

12.5. EØSU mener ligeledes, at lokale, regionale og nationale myndigheder bør samarbejde mere, så der opbygges en solid viden om klimaændringernes følgevirkninger ved hjælp af en mobilisering af borgere og den private sektor. Cirka 500 kommuner har f.eks. forpligtet sig til at reducere deres CO2-emissioner med over 20 % inden 2020 inden for rammerne af Borgmesteraftalen, som er et EU-initiativ.

13. Evalueringsklausul

13.1. EØSU understreger, at det er nødvendigt at integrere en periodisk evaluering af de generelle fremskridt og effekten af de indgåede forpligtelser og iværksatte foranstaltninger i aftalen, herunder en omfattende evaluering i 2015.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 27 af 3.2.2009, s. 59-65.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/122

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hvidbog »Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag«

KOM(2009) 147 endelig

(2010/C 128/23)

Ordfører: Frederic Adrian OSBORN

Kommissionen besluttede den 1. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Hvidbog »Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag«

KOM(2009) 147 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Frederic Adrian Osborn til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 13. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling af 4.-5. november 2009, mødet den 5. november, med 183 stemmer for, 3 imod og 6 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. Klimaændringerne er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede. Foranstaltninger, der skal begrænse disse ændringer ved at nedbringe udledningen af drivhusgasser, er højeste prioritet. Ikke desto mindre er det også vigtigt i god tid at træffe foranstaltninger, der kan sikre en tilpasning til de ændringer, der ikke kan forhindres.

1.2. Kommissionen offentliggjorde i 2007 en grønbog om tilpasning. Efter en bred høring om dette dokument og yderligere analyser har Kommissionen nu offentliggjort en hvidbog med titlen »Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag«, som EØSU er blevet anmodet om at afgive udtalelse om.

1.3. I sin tidligere udtalelse om grønbogen (1) anbefalede EØSU, at der fastlægges en overordnet europæisk rammestrategi for tilpasningsforanstaltninger, der bør træffes på EU-niveau, nationalt niveau og af andre aktører. Hvidbogen foreslår nu netop sådan en ramme, og EØSU bifalder den overordnede indfaldsvinkel.

1.4. EØSU mener dog, at nogle af de tiltag, Kommissionen foreslår, hverken er hastende eller specifikke nok. EØSU slår navnlig til lyd for:

—	En stærkere rolle til den koordinerende europæiske strategi ved at samle en række nationale tilpasningsstrategier.

—	En strammere tidsplan for videreudvikling af strategien med særligt fokus på de emner eller områder, der måtte have mest akut brug for iværksættelse af tilpasningsforanstaltninger.

—	Nedsættelse af en uafhængig komité eller et uafhængigt organ på højt plan til at overvåge udviklingen, hvad angår afbødning og tilpasning i Europa, og til at henlede offentlighedens opmærksomhed på områder, hvor udviklingen ikke er tilfredsstillende.

—	En tidlig indsats for at beregne, hvor store tilpasningsudgifter der må forventes at være behov for i Europa (i stil med den beundringsværdige indsats, Kommissionen allerede har gjort for at beregne udviklingslandenes behov i denne sammenhæng).

—	Et mere intenst samarbejde i det mindste på OECD-plan, men allerhelst på internationalt plan, da tilpasningen skal være global.

—	Større indsats for at inddrage offentligheden og civilsamfundet i at udarbejde tilpasningsplaner og –tiltag.

2. Hvidbogen og dens baggrund

2.1. Klimaændringerne er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede. Foranstaltninger, der skal begrænse disse ændringer ved at nedbringe udledningen af drivhusgasser, skal være højeste prioritet for verden og for det kommende UNFCCC-møde i København. Det er imidlertid også vigtigt i god tid at træffe foranstaltninger, der kan sikre en tilpasning til de ændringer, der ikke kan forhindres.

2.2. Kommissionen offentliggjorde i 2007 en grønbog om tilpasning. Efter en bred høring om dette dokument (heriblandt en udtalelse fra EØSU) har Kommissionen nu offentliggjort en hvidbog med titlen »Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag«, som EØSU er blevet anmodet om at afgive udtalelse om. Mange af punkterne i EØSU's tidligere udtalelse er i vid udstrækning afspejlet i hvidbogen.

2.3. Hvidbogen lægger ud med at erkende, at der allerede sker omfattende klimaændringer i verden, og at der vil komme væsentlig flere, hvilket for mange sektorer vil have alvorlige konsekvenser, som man allerede nu må indstille sig på. Der hersker en del usikkerhed om virkningernes omfang og deres geografiske fordeling, da det delvist afhænger af effektiviteten af det internationale samfunds bestræbelser på at afbøde klimaændringerne ved at mindske udledningerne af drivhusgasser. Men selv med det mest optimistiske scenarium for afbødningsbestræbelserne vil man skulle tilpasse sig til store ændringer, og det er man nødt til at tage med i planlægningen nu.

2.4. For det europæiske område indkredser hvidbogen adskillige sektorer, som sandsynligvis vil blive særligt ramt:

—	Landbruget og skovene

—	Fiskeri- og akvakultursektorerne, kysterne og de marine økosystemer

—	Infrastrukturen og dens sårbarhed over for ekstreme hændelser og et stigende vandstandsniveau

—

Turisme

—	Folkesundhed og plantesundhed

—	Vandressourcer

—	Økosystemer og biodiversitet.

2.5. Hvidbogen peger på, at de mest effektive strategier sandsynligvis vil tage udgangspunkt i at arbejde med naturens kapacitet til at absorbere eller begrænse virkninger frem for blot at fokusere på fysisk infrastruktur. Der henvises til en grøn infrastruktur-approach, der er beskrevet i konsekvensanalysen.

2.6. Hvidbogen siger, at uafhængig tilpasning hos enkeltpersoner og virksomheder, der er påvirket af disse virkninger, med stor sandsynlighed ikke vil være optimal. Hvidbogen ser en klar fordel ved en forebyggende indsats for at foregribe uhensigtsmæssige aktioner (dårlige tilpasninger) og sikre de økonomiske, sociale og miljømæssige fordele ved en tidlig snarere end sen indsats.

2.7. Hvidbogen anerkender, at de fleste foranstaltninger vil skulle træffes på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Den mener imidlertid, at EU har en klar rolle at spille på områder, hvor problemerne overskrider de nationale grænser, og i sektorer hvor der allerede er veludviklede EU-kompetencer og aktiviteter, der i sig selv kan have en betydelig indflydelse på tilpasningen.

2.8. Hvidbogen foreslår nu et handlingsgrundlag i to faser. For første fase (2009-2012) foreslås fire indsatsområder og et sæt tiltag for EU og medlemsstaterne under hver af disse overskrifter:

—	Udvikling af et solidt videngrundlag

—	Integrering af tilpasningskrav i EU's vigtigste politikområder

—	Anvendelse af et mix af policyinstrumenter til at sikre effektiv gennemførelse af tilpasning

—	Styrkelse af internationalt samarbejde om tilpasning.

2.9. For den anden fase, der starter i 2013, påtænkes en mere omfattende tilpasningsstrategi, men hvidbogen giver ingen detaljer om strategiens mulige anvendelsesområde.

3. Generelle bemærkninger

3.1. I sin tidligere udtalelse om grønbogen (NAT 368) anbefalede EØSU, at der fastlægges en overordnet europæisk rammestrategi for tilpasningsforanstaltninger, der bør træffes på EU-niveau, nationalt niveau og af andre aktører. Hvidbogen foreslår nu netop sådan en ramme, som omfatter mange af de punkter, udvalget anbefalede i sin tidligere udtalelse. EØSU ser naturligvis positivt på dette såvel som på den generelle indfaldsvinkel, der beskrives i hvidbogen.

Under mange af overskrifterne er den foreslåede indsatsform imidlertid ret uklar. Flere af de foreslåede tiltag skal undersøges, overvejes, vurderes eller fremmes. Ingen af dem skal forlanges eller pålægges, og der synes ikke at være nogen umiddelbare planer om lovgivning på området. I betragtning af at virkningerne af klimaændringerne bliver mere og mere alvorlige, og det er vigtigt, at EU tager teten på dette område, mener EØSU, at EU bør bevæge sig hurtigere i retning af en mere bindende strategi med nogle mere specifikke målsætninger. I det efterfølgende opstilles nogle nøgleelementer af en stærkere strategi, som udvalget mener, at EU bør arbejde henimod.

3.2.1. - Selv om meget af det praktiske arbejde, der kræves for at tilpasse sig til klimaændringerne, er nødt til at foregå på lokalt, regionalt og nationalt plan, er EØSU enigt med Kommissionen i, at der også er behov for et væsentligt EU-engagement. Der er en række grunde til dette:

—	En analyse af de sandsynlige ændringer og virkninger vil kræve en omfattende forsknings- og overvågningsindsats, som ville nyde gavn af koordinering på EU-plan.

—	Nogle af de problemer, der vil opstå, vil overskride de nationale grænser og vil kræve en samlet løsning.

—	Virkningerne vil være markant forskellige i de enkelte dele af Europa, og nogle af de fattigere regioner risikerer at være blandt de hårdest ramte, hvilket peger på, at der er behov for at dele byrderne via samhørighedsfonden eller andre mekanismer.

—	Adskillige af Kommissionens nøglepolitikker og –programmer, inklusive den fælles landbrugsordning og strukturfondene, vil skulle tilpasses til klimaændringerne for at gøre dem mere formålstjenlige.

—

Hvis man ser ud over Europas grænser, vil der være behov for en større international indsats for at hjælpe de mindst udviklede lande på den sydlige halvkugle, som sandsynligvis vil blive hårdere ramt af klimaændringerne og har mindre kapacitet til at tilpasse sig tilstrækkeligt. EU er bedst placeret til at koordinere en europæisk indsats på dette område.

—	Frem for alt vil udfordringen med at tilpasse sig tilstrækkeligt og i god tid til de kommende ændringer i vort klima kræve, at Europas politiske ledere arbejder sammen i et fælles projekt, der rækker ud over de nationale grænser.

Af alle disse grunde er EØSU helt og holdent enigt i, at der er behov for at udvikle en stærk europæisk tilpasningsstrategi og opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest muligt at udvikle strategien mere beslutsomt og med flere specifikke målsætninger.

Som følge af klimaændringernes globale karakter bør tilpasningsprogrammerne ligeledes følge en global tilgang, navnlig fordi det er de mindst udviklede og på nuværende tidspunkt de mest sårbare lande, der vil blive hårdest ramt af ændringerne. I den forbindelse har OECD igangsat et omfattende initiativ, og det vil også være en god idé i videst muligt omfang at koordinere de europæiske rammer og programmer.

Samtidig med udviklingen af tiltag på europæisk plan er det også afgørende at fremme mere dynamiske tiltag på nationalt, regionalt og lokalt plan. De informationer, hvidbogen bygger på, viser, at der findes mange forskellige indfaldsvinkler på nationalt plan på nuværende tidspunkt, og at nogle medlemsstater har gjort meget større fremskridt end andre, hvad angår analyse af deres egen situation og udvikling af passende tilpasningsstrategier. For at sætte yderligere skub i tilpasningsprocessen påpeger EØSU, at det på nuværende tidspunkt ville være en hjælp, hvis et europæisk initiativ stillede krav om fælles parametre og tidsfrister for udvikling af nationale tilpasningsstrategier.

3.2.2. – Kommissionen foreslår et forløb i to faser, hvor den første strækker sig fra 2009 til 2012, og i løbet af hvilken man vil skulle styrke videngrundlaget, integrere tilpasningskravene i EU's politikområder, udvikle foranstaltninger og styrke det internationale samarbejde. En altomfattende tilpasningsstrategi vil først skulle udvikles i den anden fase, der starter i 2013.

3.2.3. EØSU forstår logikken bag denne tilgang i to tempi. Udvalget er imidlertid bange for, at tempoet muligvis er for langsomt i forhold til problemets presserende karakter. Virkningerne af klimaændringerne er allerede ved at slå igennem i Europa, og de er endda mere markante i andre dele af verden. Selv hvis der efter mødet i København gennemføres effektive begrænsningsforanstaltninger verden over, vil koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren nødvendigvis fortsætte med at stige i adskillige årtier fremover med mere og mere drastiske klimaændringer til følge. Tilpasningsforanstaltninger skal iværksættes nu og ikke på mellemlang sigt en gang ude i fremtiden. Tilsvarende bør indsatsen for at forhindre uhensigtsmæssige udviklinger og investeringer (for at undgå »dårlige tilpasninger«) indledes så hurtigt som muligt.

3.2.4. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til i sin analyse af de kommende tre år at være særligt opmærksom på at forbedre metoderne til at forudse, hvilke kortsigtede (1-5 år) virkninger der kan forventes at kræve de mest akutte tilpasningsforanstaltninger og -tiltag i den pågældende periode. Hvilke kystlinjer er mest sårbare og kræver de mest presserende beskyttelsesforanstaltninger? Hvor kan vandmanglen forventes at blive værst, og hvilke løsninger kan der findes? Hvilke sundhedskonsekvenser er umiddelbart forestående, og hvordan kan vi bedst forberede os på den situation?

3.2.5. Tilsvarende bør Kommissionen hurtigst muligt søge at finde ud af, hvor der er størst risiko for, at der foretages uhensigtsmæssige investeringer (dårlig tilpasning), og hvordan man bedst kan forhindre den slags fejltagelser. Et eksempel er fortsat udvikling af områder, som i fremtiden vil være mere udsatte for omfattende oversvømmelser.

3.2.6. De vigtigste institutioners kapacitet til at udarbejde analyser og prognoser bør hurtigst muligt bringes op på et niveau, hvor de kan give brugbar vejledning til beslutningstagerne om den slags vanskelige spørgsmål. Desuden bør der ske en konstant overvågning af CO2-niveauet på forskellige repræsentative steder i EU og i resten af verden, og der bør holdes øje med klimaændringerne og de klimatiske konsekvenser af atmosfærens CO2-indhold.

3.2.7. – Hvidbogen foreslår, at der oprettes to nye fælleseuropæiske redskaber – en styringsgruppe for virkninger og tilpasning for at forbedre samarbejdet om tilpasning, og et clearingcenter, som skal tjene som et IT-værktøj og database for klimaændringsvirkninger, sårbarhed og bedste praksis angående tilpasning. Begge forslag ser som sådan nyttige ud, men efter EØSU's mening er det ikke sandsynligt, at de alene vil kunne skabe den form for synlighed og politisk momentum, der kræves for at sætte gang i tilpasningsforanstaltninger i det nødvendige omfang og tempo.

3.2.8. EØSU gentager derfor sin anbefaling fra udtalelsen om grønbogen og foreslår, at EU etablerer en uafhængig kontrolinstans med en uafhængig formand, der skal have til opgave at evaluere fremskridtene i hele klimaændringsstrategien (både tilpasning og bekæmpelse). Et sådant uafhængigt organ vil skulle udarbejde regelmæssige og offentlige rapporter om udviklingen i hele Europa og udsende tidlige varsler, hvis det halter bagefter med foranstaltninger, eller hvis der på tilpasningsområdet ikke træffes passende foranstaltninger til at tilpasse sig umiddelbart forestående klimaændringsvirkninger.

3.2.9. Siden udvalget første gang fremsatte denne anbefaling har det uafhængige klimaudvalg i Storbritannien udsendt en række udfordrende anbefalinger, som har banet vejen for yderligere tiltag i landet, og det har med stort held bevist værdien af et sådant organ. Et tilsvarende organ på EU-plan kunne spille en værdifuld rolle med at opretholde kravet om handling på det niveau.

3.2.10. – I forbindelse med København-forhandlingerne har Europa et akut behov for at fastlægge dels, hvilke finansielle midler der vil være nødvendige for at støtte tilpasnings- (og afbødnings-)foranstaltningerne i udviklingslandene dels, hvilket bidrag Europa bør yde i den sammenhæng. Kommissionen har i en særskilt meddelelse, KOM(2009) 475/3 skønnet, at det samlede finansieringsbehov til tilpasnings- og afbødningsforanstaltninger i udviklingslande vil være omkring 100 mia. EUR årligt i 2020. Kommissionen har også anslået, hvor stor en andel heraf Europa muligvis vil skulle dække med offentlige midler. EØSU bifalder disse tidlige anbefalinger og opfordrer institutionerne til omgående at overveje dem, så de for alvor kan være med til at sikre et effektivt resultat i København.

3.2.11. Det er i forbindelse med København forståeligt, men ikke desto mindre skuffende, at der hidtil synes at herske langt mindre klarhed omkring de eventuelle tilpasningsudgifter i Europa selv. Det er skuffende, at hvidbogen ikke indeholder tal, der viser de forventede tilpasningsudgifter i Europa, men blot taler om på et senere tidspunkt at vurdere tilpasningsomkostningerne for forskellige politiske områder. EØSU mener, at det bør gøres til en hastesag at foretage et foreløbigt skøn over, hvor mange ressourcer der kan forventes at være behov for i Europa. Dette overordnede skøn vil så efterfølgende skulle inddeles i underafsnit med de højeste prioriteringer, der vil være udgiftskrævende inden for de første fem år, og dernæst mindre hastende udgifter, der vil skulle tages op på et senere tidspunkt. Et sådant skøn vil skulle se på, hvilke udgifter der med rimelighed kunne overlades til den private sektor, hvilken del forsikringsbranchen med rimelighed kunne forventes at dække, og hvor der sandsynligvis vil være behov for offentlige midler. Det ville også være nødvendigt at overveje, hvordan den offentlige udgiftsbyrde bedst fordeles mellem de nationale budgetter og EU's budget.

3.2.12. Sådanne skøn er naturligvis ikke lette at foretage. Hvis det imidlertid kan lade sig gøre at lave dem for udviklingslandene, må det i sagens natur også være muligt, når det gælder Europa selv. Efter EØSU's mening bør dette spørgsmål i højere grad behandles som en hastesag, og der bør udvises større forståelse for det mulige omfang af de fremtidige problemer, end hvidbogen lægger op til. Verden er på vej ind i et uudforsket område, og planer vedrørende udgifter til foregribende foranstaltninger eller tilpasningsforanstaltninger kan ikke baseres på tidligere erfaringer eller på så gammeldags benchmarks som at sørge for tilstrækkelig beskyttelse til at modstå enhver form for naturkatastrofe undtaget dem, der kun sker en gang hvert hundrede år. I fremtiden vil naturkatastrofer, der tidligere kun skete en gang hvert hundrede år, ske meget hyppigere. Kriterier og retningslinjer vedrørende beredskabsplanlægning og de dertil knyttede midler til forebyggende foranstaltninger vil skulle tilpasses de nye vilkår og indarbejdes i de relevante budgetter.

3.2.13. Efterhånden som virkningerne af klimaændringerne bliver mere og mere alvorlige i de kommende år, vil udgifterne til tilpasning nødvendigvis udgøre en stadigt større andel af udgifterne i den offentlige og private sektor, og de vil spille en større rolle i forhold til forsikringspræmier og -betalinger. Alle hidtidige undersøgelser peger på, at hvad angår tilpasning og afbødning vil der sandsynligvis være fordele i at reagere omgående og træffe de nødvendige foranstaltninger frem for at reagere for sent, når først der er sket alvorlige skader.

3.2.14. Hvis indsatsen omvendt sættes ind i god tid og samordnes effektivt med andre politiske foranstaltninger, skulle der i hvert fald i visse tilfælde være mulighed for win-win-foranstaltninger, som kan forbedre et områdes eller en funktions modstandsdygtighed mod virkningerne af klimaændringer og samtidig fremme andre politiske målsætninger. Vi bør hurtigst muligt begynde med at lede efter disse muligheder for synergi, og vi bør sørge for at få de samlede tilpasningsudgifter lagt på bordet, så de kan blive diskuteret og justeret.

3.2.15. - Klimaændringerne vil påvirke mange forskellige økonomiske sektorer og mange forskellige virksomheder og enkeltpersoner. Det er vigtigt, at der skabes bred indsigt i disse virkninger, og at alle føler sig involverede i gennemførelsen af de ændringer, der kræves for at takle de pågældende virkninger. På nuværende tidspunkt er der en tendens til, at det offentlige engagement i spørgsmålet om klimaændringer primært handler om, hvad enkeltpersoner, grupper eller organisationer kan gøre for at bidrage til afbødningsbestræbelserne gennem de beslutninger de træffer vedrørende deres eget liv og deres virksomheder.

3.2.16. Sideløbende hermed vil det dog snart være nødvendigt for den brede offentlighed at tage stilling til tilpasningsspørgsmål, som eventuelt vil berøre dem, som f.eks.:

—	Hvor skal man bo, arbejde og holde ferie i lyset af klimaændringsmønstret?

—	Hvordan skal forvaltningen af længelevende træer og skove kunne modstå klimatiske forhold, der konstant er i forandring?

—	Hvilke planter og træer vil trives i haver under foranderlige betingelser, og hvordan kan kulturlandskaber i alle dele af EU bevares?

—	Hvordan vil fordelingen af sundhedsrisici eventuelt ændres, og hvilke forholdsregler bør der træffes?

—	Hvordan vi muligvis vil være tvunget til at ændre vore fødevarer og kost?

Det vil være vigtigt at holde den brede offentlighed og de mest udsatte grupper helt opdateret med den seneste analytiske indsigt i denne type klimaændringsvirkninger, efterhånden som de opstår, og om de yderligere ændringer, der eventuelt venter fremover. Samtidig vil offentligheden og de mest udsatte grupper have behov for hjælp til at gennemtænke, hvilken type tilpasningsforanstaltninger der ligger inden for deres egen formåen. Europa kunne spille en stor rolle med at fremme denne form for offentlig debat og med at sprede forståelse. EØSU ser gerne, at Kommissionen er mere opmærksom på dette aspekt.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 120 af 16.5.2008, s. 38.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/127

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Flere internationale midler til klimafinansiering: Et europæisk koncept for en aftale i København

KOM(2009) 475 endelig

(2010/C 128/24)

Hovedordfører: Lavinia ANDREI

Kommissionen besluttede den 10. september 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Flere internationale midler til klimafinansiering: Et europæisk koncept for en aftale i København

KOM(2009) 475 endelig.

Den 29. september 2009 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø.

På grund af sagens hastende karakter besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 5. november 2009, at udpege Lavinia Andrei til hovedordfører, hvorefter det vedtog følgende udtalelse med 179 stemmer for, 4 imod og 11 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. EØSU bifalder Kommissionens tidlige forslag og opfordrer EU-institutionerne til omgående at overveje dem, så de for alvor kan være med til at sikre et effektivt resultat i København. Meddelelsen er en god start, eftersom de industrialiserede lande hidtil ikke har ønsket at sætte tal på den finansiering, der bliver brug for.

1.2. Klimafinansiering bør ikke ses som frivillig bistand, men som en forpligtelse – som nedfældet i UNFCCC-konventionens artikler – til at yde ny, yderligere, tilstrækkelig og forudsigelig finansiel støtte til udviklingslandene. Det er en nødvendig forpligtelse for de industrialiserede lande til at overholde konventionens princip om et »fælles, men differentieret ansvar«.

1.3. Udviklingslandene har - som tiltrådt af EU i FN's klimakonvention - brug for betydelig støtte for at kunne bekæmpe klimaændringerne. De vil i de kommende årtier sandsynligvis skulle bruge flere hundrede milliarder euro om året til afbødnings- og tilpasningsforanstaltninger.

1.4. EØSU støtter EU's forslag om, at de industrialiserede lande skal yde en hurtig offentlig opstartsstøtte på 5-7 mia. EUR om året frem til 2013. Dette er en god start i betragtning af den stemning og mangel på tillid, som i øjeblikket præger forholdet mellem Syd og Nord.

1.5. EØSU bifalder ligeledes Kommissionens positive tilgang, når det gælder om at anvende international luftfart og søtransport som finansieringskilde.

1.6. Udviklingslande, især i Afrika, har dog allerede sendt stærke signaler om, at EU's tilbud er alt for lavt og vil være ensbetydende med, at udviklingslandene skal betale for de skader, som andre har forårsaget over mange år. Mange ngo'er og FN-økonomer har forsigtigt påpeget, at den nødvendige finansiering fra de udviklede lande til udviklingslandene formentlig vil nå op i nærheden af 150 mia. dollar pr. år (eller ca. 110 mia. EUR) i tilsagnsperioden 2013-2017.

1.7. Hvad angår indtægterne fra CO2-markedet, antager Kommissionen, at de store fortjenester, som høstes her, vil blive ført helt tilbage til udviklingslandene og siden anvendt på aktiviteter med lav CO2-udledning. Sådanne fortjenester havner dog i praksis som regel i lommerne på private virksomheder, hvoraf mange kommer fra et udviklet land.

1.8. EØSU er også betænkelig ved EU's vision for indenlandsk privat investering i udviklingslande, eftersom EU ikke har fundet en måde til at sikre, at medlemsstaterne anvender indtægterne fra emissionshandelssystemet til at investere i ren energi.

1.9. Kommissionen bør fremlægge en gennemarbejdet, levedygtig plan for at kunne bevare sin førerposition i international klimapolitisk sammenhæng. EU bør også fortsat øve pres på USA og andre for at få dem til at vise, hvordan de forholder sig til klimafinansiering.

1.10. Løfter om flere finansielle ressourcer (internationale eller indenlandske) bør gøres til genstand for »målbare, rapporterbare og verificerbare« bestemmelser.

2. Indledning

2.1. Kommissionen fremlagde den 10. september 2009 meddelelsen »Flere internationale midler til klimafinansiering: Et europæisk koncept for en aftale i København«.

2.2. Med denne meddelelse forsøges det at opbløde den fastlåste forhandlingssituation. De udviklede lande forventer, at de økonomisk mere udviklede udviklingslande leverer et bidrag til den samlede indsats, mens udviklingslandene ønsker, at de udviklede lande skal tage klart stilling til finansieringen af afbødning og tilpasning.

2.3. Dette forslag er dog ikke tilstrækkeligt til at sikre en virksom aftale i København. Det kræver, at alle udviklede lande foretager ambitiøse nedskæringer, at udviklingslandene træffer passende afbødningsforanstaltninger, og at der indføres et effektivt globalt system, som giver de rette incitamenter til at investere i en lavemissionsøkonomi.

2.4. Udviklingslandenes årlige udgifter til afbødning af drivhusgasemissioner og tilpasning til klimaændringerne forventes i 2020 at nå op på ca. 100 mia. EUR. Hovedparten af de nødvendige midler skal komme fra indenlandske kilder og et udvidet internationalt CO2-marked, men der vil dog samtidig være behov for internationale offentlige midler i en størrelsesorden af ca. 22-50 mia. EUR om året.

2.5. Kommissionen foreslår, at de industrialiserede lande og de økonomisk mere udviklede udviklingslande stiller disse offentlige midler til rådighed alt efter deres ansvar for emissioner og muligheder for at yde støtte. Dette kunne være ensbetydende med et EU-bidrag på ca. 2-15 mia. EUR om året frem til 2020.

3. Kommissionens meddelelse

3.1. Kommissionen skønner, at det samlede finansieringsbehov til tilpasnings- og afbødningsforanstaltninger i udviklingslande vil være omkring 100 mia. EUR årligt i 2020. Indenlandsk støtte (offentlig og privat) i udviklingslandene, det globale CO2-marked og supplerende internationale offentlige midler bør alle inddrages for at opfylde dette finansieringsbehov. Indenlandske private og offentlige midler kunne bidrage med 20-40 %, CO2-markedet med op til ca. 40 % og internationale offentlige midler med resten.

3.2. Det internationale CO2-marked kan potentielt indbringe så meget som 38 mia. EUR årligt i 2020. Københavnsaftalen skal fastlægge en ny sektorspecifik mekanisme for CO2-kreditter, og mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) bør samtidig fokuseres på de mindst udviklede lande.

3.3. Der skal årligt stilles international offentlig finansiering på mellem 22 og 50 mia. EUR til rådighed frem til 2020. Fra 2013 bør bidrag fra offentlige midler fordeles efter evnen til at betale og ansvaret for emissioner, og de bør også omfatte mere økonomisk udviklede udviklingslande. Ud fra disse forudsætninger kan EU’s andel sættes til at ligge på mellem ca. 10 % og ca. 30 % afhængigt af, hvilken vægtning de to kriterier gives. I tilfælde af et ambitiøst resultat i København kunne et rimeligt bidrag fra EU derfor ligge på mellem 2 og 15 mia. EUR årligt i 2020 alt efter størrelsen på den aftalte globale finansiering og vægtningen af fordelingskriterierne.

3.4. Tilpasningsstøtte bør prioritere de mest sårbare og fattigste udviklingslande.

3.5. Den internationale luftfart og søtransporten kan være en vigtig kilde til innovativ finansiering.

3.6. Forvaltningen af den kommende internationale finansarkitektur bør være decentral og følge bottom-up-princippet. Et nyt højniveauforum om international klimafinansiering bør overvåge og jævnligt kontrollere, om der er mangler eller ubalance i finansieringen af afbødnings- og tilpasningsforanstaltninger.

3.7. Alle lande, undtagen de mindst udviklede lande, bør udarbejde lavemissionsvækstplaner frem til 2011, som indeholder troværdige mellem- og langsigtede mål, og udarbejde årlige emissionsregnskaber.

3.8. Mellem 2010 og 2012 bliver der brug for hurtig opstartsfinansiering på ca. 5-7 mia. EUR årligt til tilpasning, afbødning, forskning og kapacitetsopbygning i udviklingslande. Med henblik herpå bør EU overveje et umiddelbart bidrag på 0,5-2,1 mia. EUR årligt fra 2010. Både EU-budgettet og de nationale budgetter bør være rede til at bidrage til disse midler.

3.9. For perioden efter 2012 og som led i forslagspakken vedrørende de kommende finansielle rammer vil Kommissionen fremsætte et forslag om et samlet EU-bidrag, herunder også forslag om, hvorvidt finansieringen af et sådant bidrag fra 2013 skal ske via budgettet, eller om der skal oprettes en separat klimafond som led i forslagene til de finansielle rammer for perioden efter 2013, eller om der bør anvendes en kombination af disse to muligheder. Direkte bidrag fra de enkelte medlemsstater kunne også være en vigtig kilde til EU-støtte som led i den samlede EU-indsats.

3.10. Hvis finansieringen ikke sker via EU-budgettet, bør fordelingen af bidrag i EU ske efter samme fordelingsprincipper som på internationalt plan under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende i medlemsstaterne.

4. Generelle bemærkninger

4.1. EØSU bifalder Kommissionens meddelelse, der har til formål at opbløde de fastlåste forhandlinger om en ny klimaaftale i København ved at fremlægge et koncept for klimafinansieringen og fremhæve det konstante behov for meget ambitiøse emissionsreduktionsmål.

4.2. G77 (gruppen af udviklingslande) har gjort det klart, at tilvejebringelse af tilstrækkelig klimafinansiering er et spørgsmål af central betydning for dens medlemmer i lyset af en FN-klimaaftale. Der er generel enighed om, at udviklingslandene (og de fattigste borgere i disse samfund) vil blive ramt først og hårdest af de forandrede klimaforhold.

4.3. Udviklingslandene har også – sådan som tiltrådt af EU i FN's klimakonvention - brug for EU's hjælp for at kunne bekæmpe klimaændringerne. De vil sandsynligvis skulle afholde årlige udgifter på flere hundrede milliarder euro i de kommende årtier.

4.4. EØSU bifalder, at Kommissionen har taget det første skridt ved at analysere mulige finansieringskilder, og at den vil undersøge hver enkelt kilde nærmere, både i forhold til indkredsning af ressourcer og muligheder for at anvende og kanalisere ressourcer. Mange ngo'er og FN-økonomer har dog forsigtigt, men , at den nødvendige finansiering fra de udviklede lande til udviklingslandene vil nå op i nærheden af 150 mia. dollar pr. år (eller ca. 110 mia. EUR).

4.5. Der bør lægges større vægt på at udforske den nye fleksible mekanisme (SCM) for at sikre, at den kan gennemføres i praksis og med så lav en fejlmargin som muligt. Der bør lægges vægt på additionalitetsprincippet i mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) og SCM-mekanismen, for at der ikke skal opstå forvirring.

4.6. All klimafinansiering bør være ny og ligge ud over de udviklede landes tilsagn om offentlig udviklingsbistand (ODA), dvs. 0,7 % af BNP, da klimaændringerne vil være ensbetydende med, at der skal lægges væsentlige ekstraomkostninger til de omkostninger, som disse tilsagn oprindeligt tegnede sig for, da målene blev fastsat. Det skal tages i betragtning, at kun få lande har indfriet deres løfte om at øge ODA til 0,7 % af BNP. Den tendens, der har vist sig i de seneste ti år, tyder på, at dette mål næppe vil kunne opfyldes.

4.7. EU bør mere end nogensinde videreføre sin internationale klimapolitiske indsats og førerposition under forhandlingerne om en omfattende klimaaftale i København. Finanskrisen, der er af et hidtil uset omfang, vil være kortvarig og gå over med tiden. Klimaændringerne er kommet for at blive.

4.8. Økonomisk genopretning går hånd i hånd med håndtering af klimaændringer. Hvis lederne ikke i år træffer de foranstaltninger, som der er så hårdt brug for, vil konsekvenserne af klimaændringerne sandsynligvis komme til at koste et beløb, der ligger over 20 % af det globale BNP. Dette er ifølge Lord Stern, tidligere cheføkonomi i Verdensbanken, mere end den store depression og de to verdenskrige tilsammen – hvortil skal regnes tab af menneskeliv og arters udryddelse.

4.9. EU bør fortsat øve pres på USA og andre for at få dem til at vise, hvordan de forholder sig til klimafinansiering. Løfter om flere finansielle ressourcer (internationale eller indenlandske) bør gøres til genstand for »målbare, rapporterbare og verificerbare« bestemmelser.

5. Særlige bemærkninger

5.1. Generering af tilstrækkelige pengestrømme

5.1.1. Mobilisering af indenlandsk finansiering

5.1.1.1. Indenlandsk privat finansiering vil udgøre en stor del af de nødvendige investeringer, ikke kun i udviklede lande, men også i udviklingslande. En stor del af de nødvendige investeringer er allerede kommercielt levedygtige, idet den ekstra investering genvindes via en lavere energiregning.

5.1.1.2. De fattigste lande, herunder de mindst udviklede lande, sammen med de fattigste dele af befolkningerne i udviklingslande vil ikke have tilstrækkelige midler til at investere i tilpasningsforanstaltninger for at bekæmpe klimaforandringernes negative virkninger. De vil i stort omfang være afhængige af offentlig bistand, både fra indenlandske og internationale kilder.

5.1.2. Bedst mulig udnyttelse af CO2-markedet

5.1.2.1. EØSU er enigt i, at det internationale CO2-marked er ét middel til at frigøre midler i den private sektor til investeringer i udviklingslande. Markedet er dog endnu ikke færdigudviklet, og offset-kvaliteten har rejst mange spørgsmål. CO2-markedet vil blive endnu mere effektivt, hvis der som følge af en ambitiøs aftale i København skæres ned på emissionstilladelserne.

5.1.2.2. Det vigtigste middel til mobilisering af ny finansiering fra UNFCCC bør være markedsbaseret finansiering, der mobiliseres ved at sætte en procentdel af de nationale emissionstilladelser (tildelte emissionsenheder (AAU)) til auktion under den internationale ordning (ikke EU's emissionshandelsordning i dette tilfælde) eller købe sådanne tilladelser til en fast pris. Dette kunne suppleres ved f.eks. at indføre en afgift på luftfart og søtransport, sætte emissionstilladelser for disse sektorer til auktion under regionale og internationale ordninger (f.eks. EU's emissionshandelsordning) eller ved at indføre afgifter på CO2-markedstransaktioner.

5.1.2.3. Man bør huske på, at CO2-markedet er et derivativmarked, der gør det muligt for store investorer at spekulere i den forventede (fremtidige) pris for emissionsreduktioner. Dette marked viser allerede svaghedstegn og kan skabe yderligere uro på det internationale finansmarked. Udviklingslandene fremførte i Bangkok, at de lande i Syd, der allerede er ramt af fødevare-, finans- og klimakrisen, vil blive endnu mere sårbare, hvis der udelukkende satses på markedsmekanismerne.

5.1.2.4. Der er behov for godkendelses- og verificeringsprocedurer for at sikre, at både CDM-mekanismen og den nye sektorspecifikke mekanisme for CO2-markedet hurtigere kan finde anvendelse.

5.1.2.5. Der skal investeres flere penge i kapacitetsopbygning og uddannelse af eksperter på alle områder af CO2-markedet, både i de udviklede lande og i udviklingslandene.

5.1.2.6. Der er behov for en klar definition af »mere økonomisk udviklede udviklingslande«, hvis SCM-mekanismen skal kunne finde anvendelse. EØSU støtter idéen om, at SCM-mekanismen skal finde anvendelse på yderst konkurrencedygtige økonomiske sektorer, men advarer samtidig om, at risikoen for fiasko er særlig høj, hvis mekanismen ikke udformes så solidt som muligt.

5.1.3. Fastlæggelse af størrelsen af den internationale offentlige støtte

5.1.3.1. EØSU støtter påstanden om, at »jo færre midler der kan tilvejebringes via CO2-markedet, jo flere offentlige midler skal der bruges til afbødningsforanstaltninger«.

5.1.3.2. Der bør indføres mekanismer, der giver mulighed for regelmæssigt at vurdere behovet for offentlig finansiering. Kommissionen bør dog samtidig være opmærksom på den risiko for CO2-markedsforvridninger, der kan opstå, hvis den tilvejebragte offentlige finansiering ikke er rettet mod sektorer, hvor CO2-markedet mangler adgang/interesse/initiativ (f.eks. kapacitetsopbygning, uddannelse).

5.1.4. Hurtig international offentlig opstartsstøtte i 2010-2012

5.1.4.1. EØSU er enigt i, at hurtig international offentlig opstartsstøtte er vigtig set i lyset af en omfattende, afbalanceret og ambitiøs aftale i København. Den bør især være rettet mod kapacitetsopbygning, herunder udarbejdelse af lavemissionsvækstplaner, forberedelse af afbødningsforanstaltninger, pilotprojekter og øjeblikkelige tilpasningsforanstaltninger. En sådan hurtig opstartsstøtte skal bane vej for effektive foranstaltninger på mellemlang og lang sigt og forhindre, at gennemførelsen af ambitiøse foranstaltninger forsinkes.

5.1.5. Innovativ finansiering fra den internationale luftfart og søtransport

5.1.5.1. Emissionerne fra international luftfart og søtransport er mange og hurtigt voksende. Disse bør reguleres, for at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren kan stabiliseres. Regulering på dette område kunne generere betydelige finansielle ressourcer til klimaaftalen. Disse omkostninger ville først og fremmest skulle bæres af flypassagerer og forbrugere i de udviklede lande. Dette kræver imidlertid, at Organisationen for International Civil Luftfart og Den Internationale Søfartsorganisation samarbejder i stedet for som i det seneste årti at bremse indsatsen over for emissionerne.

5.1.6. Fastsættelse af bidrag fra de internationale offentlige midler

5.1.6.1. EØSU er enigt i følgende påstand: »Hvis emissioner vægtes tungere end BNP, giver det yderligere incitamenter til at mindske emissionerne og belønner tidlige emissionsreduktionsforanstaltninger«. Der bør dog tilstræbes en korrekt vægtningsmekanisme, hvis der skal indgås en aftale i København.

5.2. EU's bidrag til den offentlige klimafinansiering

5.2.1. EØSU støtter Kommissionens beslutning om at optræde som én forhandlingspartner, der kommer med et samlet bidrag.

5.2.2. Hvad angår kanaliseringen af midler, anbefaler EØSU, at man anvender de eksisterende strukturer, men indfører klare overvågnings- og rapporteringsprocedurer for at minimere omkostningerne og sikre, at penge bruges korrekt.

5.3. Et europæisk koncept for en decentral bottom-up-forvaltning af klimafinansiering

5.3.1. EU's forvaltningsstruktur kan anvendes som model, hvilket kan være til væsentlig fordel for EU i forbindelse med andre fremtidige tiltag.

5.3.2. EØSU finder, at fristen for alle landes udarbejdelse af lavemissionsvækstplaner (2011) er urealistisk, hvis EU ønsker solide og gennemførlige planer, især da nogle EU-medlemsstater mangler ekspertise på området.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/131

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om meldeformaliteter for skibe, der ankommer til eller afgår fra havne i Fællesskabets medlemsstater, og om ophævelse af direktiv 2002/6/EF

KOM(2009) 11 endelig — 2009/0005 (COD),

Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Meddelelse og handlingsplan: etablering af et europæisk søtransportområde uden barrierer

KOM(2009) 10 endelig

(2010/C 128/25)

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 27. februar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om meldeformaliteter for skibe, der ankommer til eller afgår fra havne i Fællesskabets medlemsstater, og om ophævelse af direktiv 2002/6/EF

KOM(2009) 11 endelig – 2009/0005 (COD).

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 21. januar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Meddelelse og handlingsplan: etablering af et europæisk søtransportområde uden barrierer

KOM(2009) 10 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Edgardo Iozia til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på den 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, følgende udtalelse med 159 stemmer for, 2 imod og 1 hverken for eller imod:

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. EØSU ser i det store og hele positivt på Kommissionens meddelelse om etablering af et europæisk søtransportområde og forslaget til direktiv om meldeformaliteter for skibe, der ankommer til eller afgår fra havne i Fællesskabets medlemsstater, og om ophævelse af direktiv 2002/6/EF.

1.2. Det foreslåede arbejdsprogram er ambitiøst og velstruktureret. Handlingsplanen er sammenhængende og sigter mod opfyldelsen af de foreslåede mål. Man kommer ikke uden om foranstaltninger såsom reduktion og rationalisering af de administrative formaliteter, der skal fastlægges på en sådan måde, at de ikke influerer negativt på det nuværende sikkerhedsniveau og kvaliteten i den nødvendige kontrol, hvis man vil forbedre trafikken ind og ud af havnene.

1.3. Forbedringen af havneaktiviteterne vil kunne føre til rationalisering af godstransporten, som bør overføres fra land- til søtransport og således styrke interoperabiliteten mellem transport ad henholdsvis søvejen, med jernbane, ad de indre vandveje og landeveje i overensstemmelse med retningslinjerne i hvidbogen om transport, som stadfæstet i midtvejsrevisionen.

1.4. Visse af meddelelsens specifikke forslag skal behandles mere indgående senere, og EØSU opfordrer Kommissionen til som et minimum at oprette fora med deltagelse af alle interesserede parter om følgende emner: lodsfritagelsescertifikater, formaliteter i forbindelse med forenkling af reglerne for søtransport af farligt gods, transport af dyre- og planteprodukter og samordning af havneinspektioner (one-stop-shop).

1.5. EØSU har tidligere udtalt sig i klare vendinger om havnelodstjenesters særlige karakter (1) og indtaget en holdning, som stadig er aktuel.

1.6. Kommissionen skrev selv i meddelelsen »EU's søtransportpolitik frem til 2018 – strategiske mål og anbefalinger«: »Den tiltagende mangel på kvalificerede søfolk, officerer såvel som menige, betyder, at der er øget risiko for tab af den kritiske masse af menneskelige ressourcer, som opretholder konkurrenceevnen i søfartssektoren.«

1.7. Forslaget om lodsfritagelsescertifikater ville kunne reducere denne aktivitet yderligere og gøre det mindre attraktivt for mange unge at vælge denne profession. Der bør gennemføres undersøgelser eller analyser af deres mulige positive effekt, hvorimod de negative følger for beskæftigelsen og sikkerheden synes åbenbare. Alternativt kunne man undersøge muligheden for at udvide brugen af telelodsning ved at gøre brug af de teknologiske innovationer, så der spares tid og penge samtidigt med, at der garanteres høje sikkerhedsstandarder. I tilfælde af kollision eller en hvilken som helst anden hændelse til søs, som ville kunne medføre materiel skade eller tab af menneskeliv, har sikkerhedsselskaberne ret til at nægte at yde erstatning i henhold til forsikringsaftalen, hvis de ansvarlige for skibet – kaptajnen og maskinmesteren - ikke har et gyldigt skibsførerbevis. EØSU anbefaler, at Kommissionen indleder en dialog med alle berørte parter: redere, lodser, de relevante fagforeninger og havnemyndigheder for at undersøge dette forslags reelle indvirkning på sikkerheden og beskæftigelsen.

1.8. EØSU støtter forslaget om et europæisk søtransportområde uden barrierer (2), som er en integreret del af nærskibsfartsprogrammet: det er afgørende nødvendigt at definere et EU-retsgrundlag for at sikre, at skibe, der transporterer fællesskabsgods mellem to EU-havne (f.eks. Lissabon og Napoli), får samme behandling som andre transportformer.

1.9. EØSU ville have foretrukket, at denne mulighed var blevet indskrevet i EU's nye toldkodeks. Udvalget noterer sig, at Kommissionen ikke har i sinde at forfægte dette forslag længere, men støtter ikke desto mindre kravet om, at det skrives ind i de kommende gennemførelsesbestemmelser for kodeksen inden udgangen af 2009 med henblik på gennemførelse så hurtigt som muligt.

1.10. EØSU er meget positiv over for initiativet vedrørende indførelse af et enstrenget kontaktsystem, hvortil man kan henvende sig vedrørende alle spørgsmål, såvel som andre rationaliseringsforanstaltninger, som f.eks. planlægningen af besøg fra forskellige havne- og toldmyndigheder og muligheden for at overføre administrative dokumenter ad elektronisk vej, uden at dette må hæmme toldmyndighedernes foranstaltninger til bekæmpelse af kriminalitet.

1.11. EØSU opfordrer Kommissionen til indgående at undersøge problematikken omkring muligheden for at tildele de samme privilegier til skibe, der sejler mellem to EU-havne, selv om de undervejs lægger til ved en havn uden for EU. Ifølge rederiforeningerne er der tale om et betragteligt antal skibe, der ville kunne nyde godt af fordelene ved et europæisk søtransportområde uden barrierer.

1.12. Indførelsen af engelsk som internationalt søtransportsprog ligesom inden for luftfarten ville gøre forvaltningspraksis og de administrative formaliteter meget lettere.

2. Kommissionens meddelelse og handlingsplan

2.1. Fri bevægelighed for personer og varer bør i lige høj grad garanteres for alle transportformer. Det er nødvendigt at konkretisere fordelene ved enhedsmarkedet og træffe foranstaltninger, der kan lette opfyldelsen af dette mål. Søtransporten nyder i dag ikke de samme privilegier som landtransporten. De mange formaliteter, administrative byrder og inspektioner influerer negativt på anvendelsen af søtransport til transport af gods internt i EU.

2.2. Kommissionens meddelelse tager fat på spørgsmålet om søtransportens procedurer: selv ved transport af fællesskabsgods mellem to EU-havne er den frie bevægelighed underlagt særlige told- og transportregler, veterinær- og plantebeskyttelsesregler og andre formaliteter.

2.3. Man skal huske på, at Rådet slog til lyd for at anvende nærskibsfart i 2006 og gentog opfordringen i 2007. Meddelelsen henviser til EØSU's udtalelse fra slutningen af 2006, der ønsker kontrol ved de indre grænser afskaffet for søtransporten.

2.4. I midtvejsevalueringen af den transportpolitiske hvidbog lagde Kommissionen op til etableringen af et europæisk søtransportområde uden barrierer. Forslaget blev bekræftet i »blåbogen« om en integreret søtransportpolitik. Dette passer fint ind i strategien for forenkling af lovgivningen og politikken for bedre lovgivning.

2.5. Nærskibsfart (Short Sea Shipping, forkortet SSS) kan bidrage til at forbedre servicekvaliteten, idet skibe forurener mindre per transporteret ton, medfører færre eksterne omkostninger og reducerer trafiktætheden på vejene.

2.6. Mere hyppig anvendelse af SSS kan hjælpe EU med at opfylde post-Kyoto-målsætningerne for CO2-emissioner.

2.7. VTS/VTMIS (Vessel Traffic Services/Vessel Traffic Management and Information Systems), som anvender AIS (Automatic Identification System), er sammen med LRIT (Long-Range Identification and Tracking) en integreret del af det fremtidige e-Maritime-miljø for godstransport og navigation. Anvendelsen af denne teknologi vil sammen med et integreret overvågnings- og kontrolsystem fremover gøre det lettere at føre kontrol med skibstrafikken.

2.8. Kommissionens handlingsplan indeholder 11 foranstaltninger: 3 med kort frist og 4 med mellemlang frist samt 4 anbefalinger til medlemsstaterne.

2.9. Blandt de foranstaltninger, der skal gennemføres i 2009, dvs. med kort frist, er følgende:

—	forenkling af toldformaliteterne for fartøjer, der kun sejler mellem EU-havne,

—	retningslinjer for hurtigere dokumentkontrol ved transport af dyre- og planteprodukter mellem EU-havne,

—	direktiv om rationalisering af de forskellige lovteksters krav om dokumenter.

2.10. Planen indeholder mellemfristede foranstaltninger, der skal fremlægges i 2010:

—	forenkling af de administrative formaliteter for skibe, der - i fart mellem EU-havne - anløber et tredjeland eller en frizone undervejs,

—	bedre muligheder for at overføre oplysninger ad elektronisk vej,

—	enstrenget kontakt til administrationerne,

—	forenkling af reglerne for søtransport af farligt gods.

2.11. De fire foranstaltninger med lang frist, som har form af anbefalinger, er:

—	samordning af de administrative inspektioner for at afkorte skibenes transporttider,

—	lettelse af den administrative kommunikation,

—	udstedelse af lodsfritagelsescertifikater (PEC),

—	rationalisering af godsstrømme og arealer i havneområder.

3. EØSU's bemærkninger

3.1. EØSU påskønner klart Kommissionens forslag til handlingsplan som helhed med forbehold af nogle enkelte konkrete kritikpunkter, som det vil redegøre for i denne udtalelse. Forslaget om at etablere et søtransportområde uden barrierer har tidligere været genstand for behandling af EØSU, der ønsker at bekræfte sin støtte til initiativet.

3.2. Planen lider dog under medlemsstatsskabte problemer for en klar og systematisk disciplin i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked. De største hindringer ligger i unødvendige toldprocedurer, i manglende samordning af de ansvarlige nationale myndigheders inspektioner og i manglen på elektronisk kommunikation og kompatible systemer. EØSU beder Kommissionen om snarest muligt at forenkle toldformaliteterne såvel som de procedurer, der gælder for skibe, der udelukkende sejler mellem EU-havne, idet disse to emner er afgørende elementer for oprettelsen af et havområde uden barrierer.

3.3. Forenklingen af toldformaliteterne for skibe, der udelukkende sejler mellem EU-havne, er vigtig for at skabe et europæisk havområde uden grænser. Forslaget om revision af Fællesskabets toldkodeks ville have løst problemet, men i lyset af den seneste ændring af denne foreslås det, at retsgrundlaget for det indre havområde indføjes i det tekniske gennemførelsesdokument til den nye kodeks. I dette dokument skal det præciseres, at alene i forbindelse med den frie bevægelighed for fællesskabsvarer vil det indre havområde omfatte fællesskabsvarer om bord på skibe, som sejler mellem to havne i EU.

3.4. Størstedelen af de foreslåede aktioner begrænser sig i realiteten til at anmode medlemsstaterne om at træffe positive foranstaltninger og gøre den administrative ramme mere smidig, men der er faktisk brug for langt strengere og mere forpligtende initiativer.

3.5. Kommissionens forslag synes alt for fokuseret på den ene af Lissabonstrategiens tre søjler, nemlig den økonomiske, selv om det ifølge udvalget ville være hensigtsmæssigt med en bedre interessebalance med de andre grundlæggende aspekter, nemlig det sociale aspekt og miljøaspektet.

3.6. EØSU støtter de initiativer, der skal forbedre den normative og lovgivningsmæssige ramme for enhedsmarkedet, forudsat at foranstaltningerne ikke på noget tidspunkt vil influere negativt på borgernes eller arbejdstagernes sikkerhed eller på miljøet eller vil sætte beskæftigelsen i fare. For visse af de foreslåede foranstaltninger, f.eks. lodsfritagelsescertifikaterne, synes risikoen at være reel.

3.7. Søtransport muliggør transport af enorme mængder gods med et gunstigt forhold for CO2-udslip per ton/kilometer transporteret. Sektoren rummer desuden store muligheder for forbedringer gennem brug af ny motorteknologi og renere brændstof og gennem en reduktion af sejlhastigheden. Ved at reducere den ventetid i havnene, der skyldes administrativ praksis, som ikke er nødvendig, øges antallet af skibsbevægelser i havnene, hvilket skaber større effektivitet, sparer penge og bidrager til at opfylde målene om lavere drivhusgasemissioner samt til en sikker og bæredygtig mobilitet. (3) Transport inden for et område uden barrierer vil være mere tillokkende, hvilket vil understøtte denne miljøvenlige transportform.

3.8. EØSU har tidligere udtrykt sin støtte til Marco Polo II-programmet, der har til formål at mindske trafiktætheden på vejene, at forbedre transportsystemets miljøpræstationer og at styrke den intermodale transport ved at overføre den samlede forventede årlige forøgelse af den internationale vejgodstransport til nærskibsfarten, jernbanetransporten og transport ad de indre vandveje. Handlingsplanen er et supplement til en bredere strategi, som bl.a. indebærer gennemførelse af motorveje til søs. Når det europæiske satellitsystem Galileo bliver operationelt, vil denne strategi blive yderligere forenklet.

3.9. De foreslåede foranstaltninger med henblik på administrativ forenkling følger den allerede konsoliderede positive EU-praksis med at undersøge nødvendigheden af forældede fællesskabsnormer og deres effektivitet eller at analysere national praksis og national lovgivning, der strider mod traktatens principper.

4. Særlige bemærkninger. Foranstaltninger på kort sigt

4.1. Direktivet

4.1.1. Det foreslåede direktiv er bestemt ikke det vigtigste af de foranstaltninger, som identificeres i handlingsplanen. Det ophæver det gældende direktiv 2002/6/EF og muliggør en forenkling af procedurerne gennem tre nyskabelser: anvendelsen af den eksisterende europæiske model i stedet for den model, der er fastlagt i Den Internationale Søfartsorganisations (IMO's) FAL-konvention af 9. april 1965, som ændret i juli 2005, for at undgå for meget papirarbejde, brugen af elektronisk overførsel og udnævnelsen af en enkelt myndighed, som de påkrævede erklæringer og dokumenter skal sendes til.

4.1.2. EØSU udtrykker tilfredshed med direktivforslaget, der gør det muligt med simple midler at gøre kaptajners og skibsrederes arbejde lettere. Udvalget advarer om, at forenklingen ikke må få negative følger for de nuværende sundheds- og miljøbeskyttelsesniveauer, især for så vidt angår bestemmelser vedrørende skibsaffald og lastrester.

4.2. Efter EØSU's opfattelse skal retningslinjerne vedrørende hurtigere kontrol af dokumenter ved transport af dyre- og planteprodukter mellem europæiske havne præciseres nærmere. Spredningen af pandemier som fugle- og svineinfluenza har opskræmt den offentlige opinion i hele verden og kræver forstærkede sikkerhedsforanstaltninger. At produkters oprindelse kan spores, er afgørende for at kunne identificere eventuelle smittecentre, og derfor må det slås klart fast, at de foreslåede foranstaltninger ikke vil give en ringere beskyttelse end de nuværende bestemmelser.

5. Særlige bemærkninger. Foranstaltninger med mellemlang frist

5.1. En del af søtransporten varetages af skibe, som undervejs mellem to eller flere EU-havne anløber en eller flere havne i et tredjeland eller en frizone. EØSU mener, at det er nødvendigt at forenkle de administrative forpligtelser for disse skibe. Udviklingen af rumteknologi til identifikation og sporing og de fortsatte fremskridt inden for systemer til elektronisk identifikation af fællesskabsgods kan samtidig garantere oprindelsen og reducere omkostninger og tidsforbrug for rederne betragteligt.

5.2. Styrkelsen af systemerne for elektronisk dataoverførsel, e-Maritime, der passer perfekt ind i det system, som planlægges i forbindelse med den nye toldkodeks (systemet anvender en form for e-told i henhold til beslutning 70/2008/EF), er en af de løsninger, som EØSU håber vil forbedre borgernes livskvalitet og reducere unødigt og skadeligt bureaukrati.

5.3. Der er lige så store forventninger til den enstrengede kontakt til administrationerne. Man undrer sig kun over, at det ikke er blevet indført endnu. EØSU støtter dette forslag på det kraftigste og opfordrer medlemsstaterne til snarest at træffe de nødvendige foranstaltninger.

5.4. Forenkling af reglerne for transport af farligt gods. De nuværende regler kræver langt flere formaliteter opfyldt for farligt gods, som transporteres multimodalt, end når det transporteres med én enkelt transportform. Søtransport er stadig oftere led i en multimodal transportkæde og stilles ringere i forhold til alternative monomodale løsninger, såsom vejtransport, hvilket afskrækker kunderne fra at bruge skibstransport. Uden overhovedet at ville give køb på de særlige sikkerhedsniveauer inden for skibsfart, mener EØSU godt, at der kan træffes nogle foranstaltninger, navnlig for Ro-Ro-skibe (Roll-on/roll-off), der transporterer køretøjer, som i forvejen skal overholde reglerne i direktivet om transport af farligt gods eller konventionen af 30. september 1957 om international transport af farligt gods ad vej (ADR).

6. Særlige bemærkninger. Yderligere foranstaltninger i form af anbefalinger

6.1. Samordning af de administrative inspektioner. Analogt med den enstrengede kontakt bør toldvæsenet, havnemyndighederne og politiet koordinere og planlægge fælles inspektioner samtidigt eller meget tæt efter hinanden. Med en sådan foranstaltning ville losningen vinde meget tid, fordi det i mange medlemsstater først er tilladt at losse, når alle inspektioner er udført. EØSU støtter kraftigt dette forslag.

6.2. At lette den administrative kommunikation. Dette forslag sætter spot på et meget ømtåleligt emne: anvendelsen af et fælles sprog inden for søfart. Kommissionen foreslår elegant at anvende et fælles nabosprog eller engelsk. Kommissionen understreger uden den sædvanlige diplomatiske tilbageholdenhed betydningen af denne mulighed af praktiske grunde. Forslaget giver god mening og står i et rimeligt forhold til formålet. Efter EØSU's opfattelse bør man inden for søfart – ligesom inden for luftfarten – anvende et fælles sprog, ikke kun af økonomiske grunde, men også af hensyn til sikkerheden. Mayday er det internationale nødsignal, og engelsk bør normalt anvendes i den internationale radiokommunikation. For at fremme forståelsen kunne man ty til elektronisk oversættelse til de respektive sprog af de papirer og formularer, som skal udfyldes af hvert skib.

6.3. Udstedelse af lodsfritagelsescertifikater. EØSU anmoder om grundig overvejelse af dette forslag, fordi det finder det unyttigt og ude af proportioner. Havnelodser holder et meget højt professionelt niveau og deres arbejde er tæt forbundet med den daglige praksis i deres hjemhavne, hvor det er kendt, at sejlforholdene kan skifte hurtigt på grund af strøm, tidevand, vejrforhold og trafiksituationen. Besparelsen er ikke særlig stor, og omkostningerne kan retfærdiggøres, i betragtning af at der er tale om nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. EØSU opfordrer Kommissionen til at genbehandle forslaget og til sammen med lodsernes organisationer at undersøge, hvordan man kan forbedre servicen uden at give køb på sikkerheden.

6.4. Rationalisering af godsstrømme og arealer i havneområder. EØSU finder, at dette er en foranstaltning, der skaber konkurrence mellem de forskellige søfarts- og havnemyndigheder. Havnemyndighederne bør alvorligt betænke, at de små og mellemstore skibe ikke må stilles ringere. En bedre service tiltrækker mere trafik, og udvalget finder det derfor indlysende, at enhver havnemyndighed lægger en plan for, hvilke investeringer der er nødvendige for at gøre sin egen havn mere effektiv. Det er dog et godt råd!

6.5. Endelig mener EØSU, at Kommissionens forslag skal gennemføres hurtigere, og tilskynder til, at de tjenester, der får til opgave at gennemføre programmet for nærsøfart, får tilført det nødvendige personale – et personale, som i dag uforståeligt nok er alt for lille i betragtning af områdets vigtighed.

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EFT C 48 af 21.2.2002, s. 122; EUT C 294 af 25.11.2005, s. 25; EUT C 168 af 20.7.2007, s. 50.

(2) EUT C 27 af 3.2.2009, s. 45-48.

(3) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 20-24 – ordfører: Anna Bredima.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/136

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om statusrapport om vedvarende energi: Kommissionens rapport i henhold til artikel 3 i direktiv 2001/77/EF og artikel 4, stk. 2, i direktiv 2003/30/EF og om gennemførelsen af EU's handlingsplan for biomasse KOM(2005) 628

KOM(2009) 192 endelig

(2010/C 128/26)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 24. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Statusrapport om vedvarende energi: Kommissionens rapport i henhold til artikel 3 i direktiv 2001/77/EF og artikel 4, stk. 2, i direktiv 2003/30/EF og om gennemførelsen af EU's handlingsplan for biomasse, KOM(2005) 628

KOM(2009) 192 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Lavinia ANDREI til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009 (mødet den 4. november) med 97 stemmer for, 2 imod og 4 hverken for eller imod.

1. Konklusioner og henstillinger

1.1. EØSU mener, at klimaændringerne repræsenterer en af de største miljømæssige, sociale og økonomiske trusler, som jorden står overfor, og udvalget har den holdning, at kun en hurtig og ansvarlig indsats fra alle lande kan afbøde følgevirkningerne. Imidlertid bør EU og dets medlemsstater fortsat være drivkraften bag en ambitiøs klimapolitik. Anvendelsen af vedvarende ressourcer kan udgøre et af de vigtigste redskaber til reduktion af udledningen af drivhusgasser og til sikring af europæisk uafhængighed og forsyningssikkerhed på energiområdet.

1.2. Udvalget er bekymret over, at EU sandsynligvis ikke kan opfylde de 2010-mål, der blev fastlagt i direktiverne 2001/77/EF og 2003/30/EF og opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte ansvarlige foranstaltninger og gøre en helhjertet indsats for at opfylde de aftalte mål inden 2010.

1.3. EØSU fremhæver behovet for en samlet overordnet langsigtet energistrategi i EU. Derudover er det nødvendigt at udforme en stabil og forudsigelig langsigtet lovgivningsmæssig ramme for elektricitetsmarkedet.

1.4. Sektoren for vedvarende energi vil give mange muligheder for jobskabelse og regional udvikling i Europa.

1.5. Der bør imidlertid foretages en bedre evaluering af det øgede finansielle pres, som de private husholdningers budget vil blive udsat for.

1.6. Landmænd og SMV'er kan spille en nøglerolle i sektoren for vedvarende energi.

1.7. Udvalget gentager, at energieffektivitet bør have førsteprioritet i transportsektoren. Eventuelt med anvendelsen af biobrændstoffer som andenprioritet, når denne produktionsmetode er bæredygtig.

1.8. Med henblik på at opfylde deres mål bør medlemsstaterne differentiere den anvendte teknologi vha. nye motorer i transportsektoren og større investeringer i alternative brændstoffer, såsom biobrændstoffer af anden og tredje generation, hvorved der ydes støtte til en forstærket F&U-indsats.

1.9. Med henblik på at gennemføre en overordnet vurdering af biobrændstoffernes potentiale og undgå at anvende værdifuld landbrugsjord og områder med stor biodiversitet foreslår EØSU, at hver medlemsstat udarbejder et frit tilgængeligt nationalt kort, der viser, hvilke områder, der er velegnede til dyrkning af energiafgrøder.

1.10. Af hensyn til det pres, der vil blive lagt på skovbruget, anbefaler EØSU, at vidtrækkende tiltag og afgørelser vedrørende brugen af biomasse i energiproduktion først træffes, når et passende overvågningssystem er etableret.

1.11. Kommissionen bør overveje at afsætte tilstrækkeligt med finansielle midler til at øge offentlighedens bevidsthed og uddanne EU-borgerne i energispørgsmål. Yderligere midler vil blive afsat med det formål at sikre, at der vil være adgang til ekspertbistand på områderne energieffektivitet og vedvarende energiproduktion.

Der bør fremsættes og genfremsættes forslag, der sikrer, at F&U-budgetterne for vedvarende energi på trods af finanskrisen fastholdes på det nuværende niveau eller øges såvel i medlemsstaterne som i EU for ikke helt at miste autonomien i forhold til andre magter om kort tid.

1.12. Med henblik på de næste fremskridtsrapporter bør Kommissionen også overveje muligheden for at overvåge og aflægge rapport om behandlingen og genanvendelsen af udstyr til produktion af vedvarende energi, når dets livscyklus er afsluttet.

2. Indledning

2.1. Den 24. april 2009 vedtog Kommissionen sin meddelelse KOM(2009) 192 endelig »Statusrapport om vedvarende energi« ledsaget af et mere detaljeret arbejdspapir SEK(2009) 503 endelig. »Meddelelsen minder om den europæiske politiske ramme for vedvarende energi: vedvarende energis betydning, hvad angår muligheden for at opfylde målene for klimaændringer og bæredygtighed, forbedre sikkerheden i vores energiforsyning og udvikle en innovativ europæisk industri for vedvarende energi, der kan skabe beskæftigelse og velstand i Europa«.

2.2. Med direktiverne 2001/77/EF og 2003/30/EF fastsatte Kommissionen 2010-målene for andelen af elektricitet, der skal komme fra vedvarende energi og vedvarende energis andel af transportsektoren. Disse direktiver kræver, at EU's medlemsstater aflægger årlige rapporter, der indeholder en analyse af de fremskridt, der er opnået med henblik på opfyldelsen af de nationale vejledende mål. Derudover skal Kommissionen hvert andet år evaluere indsatsen. Endvidere vedtog man en handlingsplan for biomasse i 2005 (1), der havde til formål at skærpe opmærksomheden om behovet for, at medlemsstaterne udvikler Europas biomasseressourcer.

2.3. Medlemsstaterne kunne frit vælge den støttemekanisme, som de fandt mest velegnet til fremme af de opstillede mål.

2.4. Den seneste statusrapport påpeger de beskedne fremskridt, der er realiseret gennem de seneste to år, hvor kun to medlemsstater har opfyldt målene. Dette bekræfter den tidligere analyse, der indikerede, at det er usandsynligt, at EU vil nå 2010-målene. EU kan ende med en andel på 19 % af elektricitetsforbruget fra vedvarende energi i stedet for 21 % og en andel på 4 % i stedet for 5,75 % fra vedvarende energikilder i transportsektoren.

2.5. Rapporten analyserer årsagerne hertil og konkluderer, at det nye direktiv om vedvarende energi (2009/28/EF) (2), der indgik i klima- og energipakken, tager hånd om alle de tvivlsspørgsmål, som fremhæves i rapporten, og skaber et solidt grundlag for overvindelsen af barrierer og større anvendelse af vedvarende energi i løbet af de kommende 10 år.

3. Kommissionens dokumenter

3.1. Vedvarende energi i elektricitetssektoren

3.1.1. Kommissionens meddelelse giver informationer om fremskridtsrapporterne med fokus på data fra 2004 til 2006 for elektricitetens vedkommende og 2007 for biobrændstoffer.

3.1.2. Datamaterialet viser, at 15,7 % af EU's samlede elektricitetsforbrug kom fra vedvarede energikilder i 2006, hvilket er en stigning set i forhold til en andel på 14,5 % i 2004. 2010-målet på 21 % vil ikke kunne opfyldes, uden at der gøres en betydelig ekstra indsats. Kun to lande, Ungarn og Tyskland, opfyldte deres 2010-mål. Seks medlemsstater havde gjort større fremskridt i retning af 2010-målene end det europæiske gennemsnit, men i syv lande var andelen stagneret eller reelt faldet.

3.1.3. Diversiteten i de anvendte teknologier har været begrænset. Den højeste vækst har brugen af biomasse og vindenergi tegnet sig for.

3.1.4. Der er registreret et ulige tempo i fremskridtene, som følge af de 27 forskellige støtteordninger, som er blevet anvendt, og som består af forskellige politiske virkemidler, herunder leveringstariffer, prisfordele, grønne certifikater, skattefritagelser, krav til brændstofleverandører, offentlige indkøbspolitikker samt forskning og udvikling. Manglende konsekvens og hastige ændringer i politikker og budgetter lægger hindringer i vejen for udviklingen af projekter for vedvarende elektricitet.

3.1.5. Det påpeges, at de største problemer for gennemførelsen findes på området forvaltningsmæssige barrierer og adgang til nettet: utilstrækkelig netkapacitet, uigennemskuelige procedurer for nettilslutning, høje tilsluttelsesomkostninger og lange ventetider for at opnå tilladelse til en nettilslutning. Disse alvorlige barrierer skyldes oftere begrænsninger i forvaltningsmæssige eller andre ressourcer end teknologiske restriktioner.

3.1.6. Derudover er det i nogle medlemsstater stadig således, at omkostningerne ved nettilslutning og -udvidelse samt de afgiftsmodeller, der anvendes af nogle transmissions- og distributionsnetoperatører, fungerer til fordel for eksisterende producenter og diskriminerer mod nye, ofte decentraliserede, mindre producenter, der leverer elektricitet fra vedvarende energikilder. Dette lægger hindringer i vejen for jobskabelse og vækst på lokalt og regionalt niveau.

3.1.7. Oprindelsesgarantiordningen er stadig ikke gennemført fuldt ud i alle medlemsstater på grund af problemer med pålidelighed, dobbelttælling og risikoen for, at den samme energimængde tildeles to forskellige forbrugergrupper. Dette har generelt virket undergravende for markedet for vedvarende elektricitet.

3.2. Vedvarende energi i transportsektoren

3.2.1. Ifølge direktivet om fornyelige brændstoffer til transport (direktiv 2003/30/EF) skulle medlemsstaterne opstille mål for andelen af vedvarende energi til erstatning af benzin og diesel til transport i 2005 og 2010, idet de skulle tage referenceværdier på henholdsvis 2 % og 5,75 % som udgangspunkt. Statusrapporten fra januar 2007 (3) viste, at biobrændstoffer i 2005 tegnede sig for en andel på 1 % i EU, idet kun Tyskland og Sverige nåede referencemålene.

3.2.2. Medlemsstaternes rapporter viser, at 8,1 Mtoe (2,6 %) af det samlede brændstofforbrug i EU's transportsektor kom fra biobrændstoffer i 2007. I 2007 tegnede biodiesel sig for 6,1 Mtoe eller 75 % af de vedvarende brændstoffer til transport, hvoraf 26 % blev importeret. Bioethanol tegnede sig for 1,24 Mtoe eller 15 %, hvoraf 31 % blev importeret. De resterende 10 % bestod af ren planteolie, som blev brugt i Tyskland, Irland og Nederlandene, og biogas i Sverige.

3.2.3. Tyskland, Frankrig, Østrig, Sverige og Det Forenede Kongerige var forsat de fem største aftagere af biobrændstoffer i 2006 og 2007 med et forbrug, der tegnede sig for henholdsvis 87 % og 81 % af det samlede forbrug af biobrændstoffer i EU. Der er ikke rapporteret om anvendelse af andre former for vedvarende energi i transportsektoren. Anvendelsen af hydrogen, uanset kilde, er ubetydelig og anvendelsen af elektricitet fra vedvarende energikilder til vejtransport er beskeden.

3.2.4. Nettoimporten af bioethanol steg fra 171 Ktoe i 2005 til 397 Ktoe i 2007, og EU's andel af biodieselproduktionen har været faldende. EU's handelsbalance for biodiesel ændrede sig fra at være positiv i 2005 (355 Ktoe eksporteret) til negativ i 2007 (1,8 Mtoe importeret). En vigtig årsag til denne ændring var billigere sojaolie-methylester fra USA og ethanol produceret af tropisk sukkerrør fra Brasilien og Argentina.

3.2.5. Skattelempelser og biobrændstofforpligtelser har været de to virkemidler, medlemsstaterne oftest har benyttet til at fremme biobrændstoffer. I 2005-2006 benyttede alle medlemsstaterne, undtagen Finland, sig af fritagelser fra punktafgifter som den vigtigste støtteforanstaltning, mens kun 3 lande anvendte biobrændstofforpligtelser. Siden 2007 har over halvdelen af medlemsstaterne indført forpligtelser til, at der produceres blandede brændstoffer med et bestemt indhold af biobrændstoffer, som oftest kombineret med delvis beskatning, men med stigende afgiftsniveauer. Nogle lande anvender en kvoteordning kombineret med udbud.

3.2.6. Derudover støtter enkelte medlemsstater anvendelsen af biobrændstoffer gennem specifikke foranstaltninger. Disse politiske virkemidler omfatter foranstaltninger på landbrugsområdet, såsom dyrkning af afgrøder til fremstilling af biobrændstoffer, og i industrien, hvor den nødvendige bearbejdning foregår, tiltag til fremme af distributionen af biobrændstoffer samt køb og vedligeholdelse af biler og andre køretøjer, der kører på biobrændstoffer.

3.3. Økonomiske og miljømæssige konsekvenser

3.3.1. Set fra et økonomisk synspunkt har den øgede brug af biobrændstoffer bidraget til forsyningssikkerheden ved at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer og differentiere brændstofforbruget i EU.

3.3.2. Biomasse- og biobrændstofsektoren har også bidraget til EU's økonomi gennem skabelsen af yderligere arbejdspladser. I 2005 tegnede anvendelsen af biomasse uden nettilslutning sig for 600 000 arbejdspladser, biomasse med nettilslutning og biobrændstoffer bidrog med over 100 000 arbejdspladser og biogas stod for ca. 50 000 arbejdspladser. Desuden spiller landbrug og skovbrug en vigtig rolle som leverandør af brændstof til biomasseteknologien.

3.3.3. Drivhusgasbesparelserne (netto) i EU som følge af markedsføring og forbrug af biobrændstoffer i 2006 og 2007 beløb sig til henholdsvis 9,7 og 14,0 Mt CO2-ækv. Dette forudsætter, at biobrændstofforbruget i EU er baseret på fornyet anvendelse af nyligt opgivne landbrugsarealer eller af arealer, som ellers ville være opgivet.

3.3.4. Introduktionen af biobrændstoffer forbliver mere omkostningskrævende end teknologier til CO2-reduktion i andre sektorer, men med de nuværende teknologier er der stadig tale om en mulig løsningsmodel til begrænsning af transportsektorens voksende CO2-emissioner.

3.4. Overtrædelsesprocedurer

3.4.1. Kommissionen har siden 2004 indledt 61 retssager mod medlemsstater for manglende efterlevelse af direktiv 2001/77/EF om fremme af elektricitet fra vedvarende energikilder på det indre marked for elektricitet. 16 af disse sager er endnu ikke afgjort. På grundlag af direktiv 2003/30/EF om vedvarende energi i transportsektoren har Kommissionen siden 2005 indledt 62 retssager mod medlemsstaterne, heraf mange for manglende overholdelse af rapporteringsforpligtelserne eller manglende opstilling af nationale mål i overensstemmelse med direktivets referenceværdier.

3.5. Anvendelse af vedvarende energi til opvarmning og køling

3.5.1. Denne sektor tegner sig for ca. 50 % af det samlede energiforbrug og for 60 % af det samlede forbrug af vedvarende energi. Den domineres af biomasse, men omfatter også solvarmeenergi og geotermisk energi.

3.5.2. Biomasse kan bruges til opvarmning og produktion af elektricitet samt som »biobrændstoffer«, dvs. biomasse, der anvendes til transport. Dette er grunden til, at EU udarbejdede handlingsplanen for biomasse i 2005 indeholdende 33 foranstaltninger, der fremhævede behovet for en koordineret politik, og årsagen til, at statusrapporten evaluerer fremskridtene i biomassesektoren.

3.5.3. En stigende anvendelse af biomasse konfronteres med problemer, der omfatter forvaltningsmæssige og ikke-markedsrelaterede hindringer, såsom behovet for mere præcise og harmoniserede definitioner af leveringsvilkår samt flaskehalse, der opstår som følge af lange og juridisk komplicerede procedurer for udstedelsen af tilladelser.

3.5.4. Der er stadig adskillige forvaltningsmæssige barrierer for etableringen af bioenergianlæg i EU's medlemsstater. Kommissionen gennemførte en undersøgelse, der havde til formål at foretage en benchmarking af tildelingen af bioenergitilladelser, og som analyserede det tidsmæssige aspekt i EU samt de faktorer, som afgjorde om en tilladelse blev givet eller ej.

4. Generelle bemærkninger

4.1. EØSU bifalder Kommissionens meddelelse, som fremhæver, at der fortsat er et behov for en ny og stærkere lovramme, der omfatter løbende overvågning og rapportering. Nogle af de udpegede barrierer er allerede blevet taget med i betragtning under udarbejdelsen af det nye direktiv for vedvarende energi og retningslinjerne for de nationale handlingsplaner.

4.2. EØSU understreger, at man entydigt bakker op om anvendelsen af vedvarende energi, og at man også er bevidst om, at der på mellemlangt og langt sigt er brug for en langt højere andel end de adviserede 20 % inden 2020, hvis Rådets ambitiøse mål (minus 60-80 % CO2 samt en højere grad af selvforsyning på energiområdet) skal nås (4).

4.3. EØSU fremhæver behovet for en samlet overordnet langsigtet energistrategi i EU.

4.4. Med henblik på at nå Fællesskabets mål om, at en større andel af elektriciteten skal være produceret fra vedvarende energikilder, er der behov for større offentlig opmærksomhed og flere oplysningskampagner, så borgerne bakker op initiativet. Derfor kan nationale programmer, der støtter udviklingen i sektoren for vedvarende energi, spille en vigtig rolle.

4.5. Sektoren for vedvarende energi skaber mange beskæftigelsesmuligheder i Europa. WWF-undersøgelsen »Low carbon jobs for Europe (5)« viser, at mindst 3,4 millioner europæiske arbejdspladser har en direkte relation til vedvarende energi, bæredygtig transport samt energieffektive varer og tjenesteydelser.

4.6. Produktionen af vedvarende energi afhænger ofte af lokale eller regionale små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og landmænd. De muligheder for vækst og beskæftigelse, som regionale og lokale investeringer i vedvarende energi skaber i medlemsstaterne og deres regioner, er betydelige. EØSU anbefaler, at der træffes regionale udviklingsforanstaltninger. Udvalget opfordrer til, at lokale og regionale udviklingsinitiativer udveksler bedste praksis for produktion af vedvarende energi og støtter brugen af EU-midler på dette område.

4.7. I de seneste år har Kommissionen afsat betydelige midler til udviklingen af andengenerationsteknologier til fremstilling af biobrændstoffer under det 6. og 7. rammeprogram (6). I programmet »Intelligent energi i Europa II« blev der ligeledes peget på god praksis for fremme af bioenergi i EU's medlemsstater. For nærværende bør EU gå fra at præsentere innovative eksempler til en udbredelse af bedste praksis (7) på den mest effektive måde.

4.8. Det er nødvendigt at støtte forskning i nye motorer og andengenerationsbiobrændstoffer samt andre fornyelige brændstoffer. Det anbefales ligeledes, at der træffes foranstaltninger for at gøre alternative brændstoffer mere tilgængelige på markedet (8).

4.9. Med henblik på de næste fremskridtsrapporter bør Kommissionen også overveje muligheden for at behandle og genanvende udstyr til produktion af vedvarende energi, når dets livscyklus er afsluttet. Et godt eksempel på dette område er sammenslutningen PV Cycle, der etablerer et frivilligt tilbagetagelses- og genanvendelsesprogram for udtjente moduler, og som tager ansvar for PV-moduler gennem hele produktets værdikæde ved at skabe redskaber til overvågning, rapportering og udvikling af bedste praksis på området.

5. Særlige bemærkninger

5.1. Vedvarende energi i elektricitetssektoren

5.1.1. Det bekymrer udvalget, at det er usandsynligt, at EU vil nå 2010-målene i de to direktiver. Vi opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe ansvarlige foranstaltninger og gøre, hvad der er nødvendigt for at opfylde de aftalte mål, selv om disse ikke var forpligtende. Som Stern-rapporten påpegede, vil det på langt sigt blive langt dyrere ikke at foretage sig noget.

5.1.2. I dag findes der 27 forskellige nationale støtteordninger, og der er en risiko for, at medlemsstaterne vil overbyde hinanden for at opfylde målene, hvilket vil gøre indsatsen dyrere end nødvendigt. Med henblik på at opfylde målsætningerne bør medlemsstaterne differentiere den anvendte teknologi, fremme og støtte F&U (9) samt passende uddannelse og videreuddannelsestiltag (10). Et godt eksempel på fremme af F&U med finansiel støtte fra staten er IMEC-centret i Belgien (www.imec.be).

5.1.3. EØSU understreger igen behovet for en fælles strategi for medlemsstaternes energipolitik, som er baseret på en cost-benefit-analyse. Mange organer, herunder EØSU, har opfordret til, at EU taler med én stemme. Men så længe nogle medlemslande hovedsageligt varetager egne interesser, vil den europæiske energisektor være svagere, mere sårbar og mindre effektiv, end den i virkeligheden behøver at være. Jo større medlemsstat, desto større indflydelse (11). Apropos ovenstående fremlagde Kommissionen ultimo juni retningslinjerne for de nationale handlingsplaner (12) for vedvarende energi, der skal fremme en fælles forståelse for anvendelsen af denne.

5.1.4. Med henblik på at overvinde de største barrierer for adgang til nettet, som kortlagt i rapporten, er der et behov for omfattende støtte til integration af forsyningsnettet for vedvarende energi samt brugen af midlertidige energiopbevaringssystemer (såsom batterier) til integrerede produktionssystemer for vedvarende energi. Hvad angår de forvaltningsmæssige barrierer bør medlemsstaterne seriøst overveje at følge Kommissionens henstilling om et fælles forvaltningsorgan med ansvar for alle nødvendige tilladelser, som arbejder på en mere gennemskuelig måde (13). Derudover har elektricitetsmarkedet brug for en stabil og forudsigelig langsigtet lovgivningsmæssig ramme og en bedre harmonisering af medlemsstaternes incitamentsprogrammer.

5.1.5. En korrekt gennemførelse af oprindelsesgarantiordningen i alle medlemsstater kan bidrage til en mere omkostningseffektiv opfyldelse af målet på europæisk niveau.

5.2. Vedvarende energi i transportsektoren

5.2.1. EØSU er enig i Kommissionens udsagn om at »introduktionen af biobrændstoffer forbliver mere omkostningskrævende end andre CO2-begrænsende teknologier i andre sektorer«, men udvalget kan ikke være enig i at »det forbliver et af de få mulige svar på de voksende CO2-emissioner i transportsektoren«, så længe programmer for bæredygtig transport ikke gennemføres på effektiv vis i alle medlemsstater.

5.2.2. Behovet for energieffektivitet i transportsektoren er uomgængeligt: et bindende mål for den procentvise andel af vedvarende energi må forventes at blive stadigt vanskeligere at realisere på bæredygtig vis, hvis den samlede efterspørgsel efter energi til transportformål fortsat vil være stigende. Udvalget har flere gange gjort opmærksom på, at dette problem bør imødegås ved hjælp af en politik, der søger at reducere trafikmængden og ændre fordelingen på transportformer samt etablere markedsincitamenter i retning af mere miljøvenlige transportformer som lokal kollektiv trafik og skibsfart (4).

5.2.3. Den europæiske produktion fra vedvarende energikilder til transportsektoren er for indeværende næsten udelukkende begrænset til biobrændstoffer, som dækker 2,6 % (2007) af energibehovet til transport i Europa. I udtalelsen (14) om de fremskridt, der er sket med hensyn til anvendelse af biobrændstoffer, gik EØSU ind for at tage den hidtidige politik op til revision og beslutsomt sigte mod anvendelse af andengenerationsbiobrændstoffer. Samtidig er det nødvendigt at fremme og støtte udviklingen af transformationsteknologier af anden generation, som kan udnytte råstoffer udvundet af hurtigt voksende afgrøder, først og fremmest græs- og skovbrugsprodukter eller biprodukter fra landbruget, hvorved man undgår at anvende de mere værdifulde konsumegnede kornsorter (15).

5.2.4. Med det formål at hindre, at landbrugsjord og områder med stor biodiversitet anvendes til produktion af biobrændstoffer, foreslår EØSU, at hver medlemsstat bør udarbejde et nationalt kort over de områder, hvor der dyrkes energiafgrøder. Denne foranstaltning vil også bidrage til, at det bliver lettere at vurdere biobrændstoffernes potentiale på europæisk niveau.

5.3. Økonomiske og miljømæssige konsekvenser

5.3.1. Kommissionens dokument om de økonomiske og miljømæssige konsekvenser er forholdsvist optimistisk og fokuserer hovedsageligt på de positive følgevirkninger, mens man ser bort fra biobrændstoffernes indvirkning på fødevarepriserne. Med henblik på at imødegå stigende fødevarepriser anbefaler EØSU derfor, at landbrugets produktion af kvalitetsfødevarer bør vægtes højere end dets produktion af energiafgrøder. EU bør træffe foranstaltninger til at fremme bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer og udviklingen af biobrændstoffer af anden- og tredjegeneration. Ved at tage initiativ til et certificeringssystem for biobrændstoffer vil EU gå forrest i indsatsen for at fremme bæredygtige dyrkningsmetoder (herunder ændringer i arealanvendelsen og beskyttelse af biodiversitet) inden for og uden for Fællesskabets grænser.

5.3.2. Hvad angår anvendelsen af vedvarende energikilder, vurderer Kommissionens dokument ikke de dermed forbundne økonomiske og sociale følger for slutbrugernes budget.

5.4. Anvendelse af vedvarende energi til opvarmning og køling

5.4.1. På grund af anvendelsen af biomasse til produktion af opvarmning og elektricitet samt i form af »biobrændstoffer«, forudser udvalget, at skovene vil blive udsat for et stort pres. Derudover gør den kendsgerning, at resultaterne fra mere end 70 undersøgelser (16), som Kommissionen har finansieret vedrørende det samlede 2020-potentiale for EU-27, udviser betydelige forskelle (76 Mtoe. – 480 Mtoe), at udvalget nærer en stigende bekymring for skovenes forvaltning og det pres, som skovbruget vil blive udsat for. Vigtige tiltag og afgørelser vedrørende anvendelsen af biomasse til energiproduktion vil først blive truffet, efter at et passende kontrolsystem er på plads. Udvalget ser derfor frem til at modtage Kommissionens planlagte rapport om biomassens bæredygtighed (17).

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) KOM(2005) 628 »Handlingsplan for biomasse«.

(2) EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.

(3) KOM(2006) 845 »Statusrapport om biobrændstoffer«.

(4) EØSU-udtalelse om »Anvendelsen af vedvarende energikilder«, EUT C 77 af 31.3.2009, s. 43-48.

(5) http://assets.panda.org/downloads/low_carbon_jobs_final.pdf.

(6) Over 109 millioner EUR ifølge rapporten.

(7) BAP Driver – European Best Practice Report, tilgængelig på: http://www.bapdriver.org/.

(8) EØSU-udtalelse om »Udvikling og fremme af alternative brændstoffer for vejtransport i EU«, EUT C 195 af 18.8.2006, s. 75-79.

(9) EØSU-udtalelse om »Håndtering af udfordringerne knyttet til olie«, CESE 46/2009 (punkt 5.8).

(10) EUT C 277 af 17.11.2009, s. 15-19.

(11) EUT C 228 af 22.9.2009, s. 84-89.

(12) Kommissionens afgørelse C(2009) 5174 – 1/30.6.2009.

(13) EUT C 182 af 4.8.2009, s. 60-64 (punkt 4.7).

(14) EØSU-udtalelse om »Statusrapport over biobrændstoffer«, EUT C 44, 16.2.2008, s. 34-43.

(15) EUT C 162 af 25.6.2008, s. 52-61.

(16) Status of Biomass Resources Assessments Version 1, december 2008: http://www.eu-bee.com/.

(17) Artikel 17 i direktiv 2009/28/EF.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/142

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftfartssikkerhedsafgifter

KOM(2009) 217 endelig — 2009/0063 (COD)

(2010/C 128/27)

Ordfører: Marius Eugen OPRAN

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 20. juli 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftfartssikkerhedsafgifter

KOM(2009) 217 endelig – 2009/0063 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet, som udpegede Marius Eugen Opran til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog følgende udtalelse på sin 457. plenarforsamling den 4. og 5. november 2009 (mødet den 5. november 2009) med 130 stemmer for, 4 stemmer imod og 2 hverken for eller imod.

1. Henstillinger og forslag

1.1. EØSU anbefaler, at Europa-Parlamentet og Rådet vedtager Kommissionens forslag til direktiv om luftfartssikkerhedsomkostninger, således at de foreslåede moderne metoder og løsninger hurtigst muligt kan gennemføres i alle medlemsstaterne .

EØSU foreslår samtidig at foretage følgende rettelser og ændringer , da det vil skabe større klarhed og gøre det lettere at anvende de moderne metoder og løsninger, der foreslås af Kommissionen:

1.2.1. EØSU foreslår, at der i begrundelsens afsnit 3 »Forslagets retlige aspekter«, underafsnittet »Ikke-diskrimination«, tages højde for det bidrag (herunder omkostninger til forskning og udvikling), som flyfabrikanterne yder til forøgelse af flyenes sikkerhed, således at det i afsnittet lyder som følger: » Afgifter for luftfartssikkerheden skal opkræves på en måde, der indebærer en fair og ikke-diskriminerende behandling af luftfartsselskaber, passagerer og luftfartsindustrien «.

1.2.2. EØSU foreslår, at direktivforslagets artikel 1 - »Genstand«, stk. 1, ændres som følger: » Dette direktiv fastlægger fælles principper på EU-niveau for beregning og opkrævning af sikkerhedsafgifter i alle Fællesskabets lufthavne «.

1.2.3. EØSU foreslår, at artikel 4 – »Samråd«, stk. 2, ændres som følger: » Medlemsstaterne sikrer, at der i hver enkelt lufthavn nedsættes et udvalg af luftfartsoperatører. Dette udvalg skal deltage i en obligatorisk procedure for regelmæssigt samråd med lufthavnsdriftsorganet om, hvordan sikkerhedsafgiftssystemet skal fungere, og om afgifternes størrelse. Et sådant samråd skal finde sted, når det er nødvendigt og mindst én gang om året. Repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, der støtter flypassagerers interesser, skal opfordres til permanent at deltage i udvalgets arbejde enten med status som fuldgyldigt medlem eller observatør, afhængigt af den enkelte sag «.

I betragtning af den finansielle indsats, som medlemsstaterne er nødt til at yde i forbindelse med oprettelsen af de nye myndigheder, finder EØSU, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet i sidste ende bør vælge mellem følgende to muligheder:

1.2.4.1. At acceptere, at det professionelle og veluddannede personale i sekretariaterne for de nationale luftfartssikkerhedsudvalg er i stand til at varetage rollen som »uafhængige taskforcer«, hvilket er ensbetydende med, at der ikke skal ydes finansiel støtte.

1.2.4.2. At holde fast i den oprindelige beslutning om at oprette nye uafhængige strukturer .

1.2.5. EØSU er ligeledes overbevist om, at aktiviteter vedrørende beskyttelse af den nationale sikkerhed i almindelighed og kampen mod terrorisme i særdeleshed er vigtige ansvarsområder for medlemsstaterne, og finder, at regeringers finansielle deltagelse i dækning af udgifter til luftfartens sikkerhed bør tages op til fornyet gennemgang, og at deres bidrag til omkostningerne – der i øjeblikket bæres af lufthavnene, luftfartsoperatørerne og passagerne – bør øges betydeligt.

2. Konklusioner og bemærkninger

2.1. De af Kommissionen foreslåede nye metoder til beregning af de afgifter, som opkræves for sikkerhedstjenester for den civile luftfart, er baseret på udvælgelse og fastlæggelse af et sæt grundlæggende principper, som skal overholdes af alle lufthavnsoperatører i denne sektor ved fastsættelsen af det afgiftsniveau, der skal bæres af alle eller en eller flere kategorier af potentielle brugere (stater, lufthavnsmyndigheder, luftfartsselskaber og passagerer):

—	subsidiaritetsprincippet

—	statens ansvar

—	opkrævning/ satser

—	information og kommunikation

—	harmonisering

—

åbenhed

—	oprettelse af en national, uafhængig tilsynsmyndighed i hver enkelt medlemsstat.

2.2. Efter omhyggeligt at have vurderet de grundlæggende principper, der foreslås af Kommissionen, mener EØSU, at den praktiske gennemførelse af disse principper kan fjerne de nuværende proceduremæssige forvridninger, hvorved de nye innovative metoder vil kunne gennemføres med succes.

Hvad angår nødvendigheden af at oprette en national, uafhængig tilsynsmyndighed i hver enkelt medlemsstat, understreger EØSU følgende:

2.3.1. Der er allerede i hvert enkelt EU-land blevet oprettet et nationalt luftfartssikkerhedsudvalg med en interministeriel struktur.

2.3.2. Sekretariatet for det nationale luftfartssikkerhedsudvalg kan – selv om det ikke kan betragtes som et egentligt uafhængigt organ – fungere som en overvågningsenhed med alle de nødvendige professionelle, menneskelige og finansielle ressourcer til sin rådighed og sikre, at direktivets bestemmelser anvendes korrekt og effektivt. EØSU finder, at spørgsmål, der vedrører borgernes sikkerhed i en medlemsstat, generelt ikke bør gøres helt uafhængige og i sidste instans bør være underlagt parlamentarisk, demokratisk kontrol.

EØSU bifalder Kommissionens professionelle indsats, navnlig anvendelsen af computermodeller i forbindelse med evalueringen af de forskellige vigtige løsningsmodeller for flysikkerhedsafgifter på basis af de gældende internationale principper.

2.4.1. EU tager ikke del i processen og de hermed forbundne konsekvenser.

2.4.2. De selvreguleringstiltag, der accepteres af ICAO (Organisationen for International Civil Luftfart) og industrien , ville kunne beskytte passagerernes interesser og på mere effektiv vis fremme luftfartssikkerhedstjenester gennem direkte samråd mellem luftfartsselskaber og lufthavne.

2.4.3. Samme løsningsmodel som under »2.4.2«, men reguleret ved et EU-direktiv.

2.4.4. Medlemsstaterne bærer fuldt ud omkostningerne til dækning af sikkerhedsforanstaltningerne i lufthavne , hvilket vil fjerne alle de sikkerhedsomkostninger, som skal betales af tredjeparter, og modvirke enhver form for forskelsbehandling med henblik på at vælge den optimale løsning for både passagerer, lufthavnsmyndigheder, luftfartsselskaber og regeringer.

2.5. EØSU støtter Kommissionens beslutning, idet det også er nået til den konklusion, at den tredje løsningsmodel bedst tjener forbrugernes interesser og øger effektiviteten af de sikkerhedstjenester, der ydes i lufthavnen . EØSU understreger også, at denne løsningsmodel vil kunne administreres på nationalt niveau, uden at det kræver væsentligt flere ressourcer, hvis Kommissionen accepterer, at sekretariaterne for de nationale luftfartssikkerhedsudvalg - der allerede er oprettet i medfør af direktivet om lufthavnsafgifter (1) – anvendes som specifikke taskforcer.

2.6. EØSU finder samtidig, at den af Kommissionen valgte løsningsmodel kun vil kunne nå det forventede mål, hvis regeringerne går med til at afsætte væsentligt flere midler til dækning af de hermed forbundne omkostninger.

2.7. EØSU finder, at det bør fremgå klart af direktivets bestemmelser om åbenhed, at dette aspekt ikke kun refererer til problemer i forbindelse med luftfartssikkerhedsomkostninger, men også og i samme grad til de eksisterende finansieringsmekanismer; luftfartsoperatører og passagerer vil kun kunne danne sig et klart billede af, hvordan lufthavnsmyndighederne beregner sikkerhedsafgifterne, hvis disse finansieringsmekanismer gøres åbne og gennemsigtige. På samme måde bør omkostningerne til sikkerhedspersonale og de vigtigste hermed forbundne resultatindikatorer gøres tilgængelige for offentligheden.

Hvad angår begrundelsens afsnit 3 »Forslagets retlige aspekter«, underafsnittene »Samråd og klageadgang« og »Åbenhed«, finder EØSU, at repræsentanter for flypassagerorganisationer som de største bidragydere til budgettet for luftfartssikkerhed bør deltage - om det blot er som observatører - i den relevante dialog mellem lufthavnsmyndighederne og luftfartsselskaberne. Man vil derved kunne undgå nye eller eksisterende uberettigede sikkerhedsprocedurer, der er dyre og til gene for passagerne og ikke fører til nogen betydelig reduktion i antallet af terrorangreb. Sådanne foranstaltninger foreslås som regel af de amerikanske og/eller israelske myndigheder og er mere vidtgående end standardprocedurerne. De finder anvendelse i visse situationer alt efter risikoniveauet, skønt nogle sikkerhedsmyndigheder i EU - på grund af overdreven iver eller undertiden angst for at blive holdt ansvarlige for en forkert vurdering af risikoniveauet - søger at indføre dem på permanent basis. Af denne grund forkaster de normalt de mange forslag fra det organiserede civilsamfund om at iværksætte en fælles debat om disse procedurer.

2.8.1. I Bruxelles nationale lufthavn får passagerne f.eks. besked på at tage deres sko af, før de går igennem metaldetektoren, således at deres fodtøj kan blive scannet for sig. Dette øger smittefaren, når passagerne går barfodet fra sikkerhedsområdet, hvorfra der kan sprede sig millioner af virus f.eks. ved, at en person, der er smittet med en endnu ikke-diagnosticeret svineinfluenza, nyser. Lufthavnens administration har samtidig med offentlige midler indkøbt en stor mængde af den seneste generation af scanning- og opsporingsudstyr til kontrol af passagernes fodtøj, mens de stadig har det på. Dette udstyr er blevet installeret i sikkerhedskontrolområdet, men anvendes ikke under procedurerne for sikkerhedskontrol af passagerne.

2.8.2. Et andet diskutabelt eksempel er det nuværende forbud mod at tage mere end en latterlig lille mængde væsker med om bord. Tærsklerne er fastsat til en latterlig mængde på 100 ml pr. passager, hvilket først og fremmest kan tilskrives en overdreven og ubegrundet nidkærhed.

2.9. På trods af uforeneligheden mellem direktivforslagets forbud mod at høste operationel profit af aktiviteter i forbindelse med levering af luftfartssikkerhedstjenester og den profitoptimeringstankegang, der ligger bag private virksomheders oprettelse og drift, og med henblik på at undgå yderligere fejlfortolkninger af artikel 7 i direktivforslaget, opfordrer EØSU kraftigt Kommissionen til at acceptere private virksomheder som leverandører af luftfartssikkerhedstjenester i lufthavne – med undtagelse af screening og opsporing.

2.10. EØSU finder, at det i høj grad vil være til fordel for EU's borgere og resten af verden, luftfartsindustrien og luftfartsoperatørerne i EU, hvis Kommissionens forslag anvendes korrekt, og repræsentanter for det organiserede civilsamfundet indrømmes en stærkere rolle.

3. Generelle bemærkninger

3.1. Kommissionens forslag til direktiv – resultatet af en bred høring

3.1.1. Under udarbejdelsen af direktivforslaget konsulterede Generaldirektoratet for Transport medlemsstaterne, industriens brancheorganisationer og forbrugerorganisationer. Det førte til, at der blev indsamlet data fra elleve medlemsstater, ni brancheorganisationer for lufthavnsadministrationer og luftfartsoperatører og en organisation for flypassagerer.

3.1.2. Ingen af medlemsstaterne støttede forslaget om, at de nationale regeringer fuldt ud skulle bære sikkerhedsomkostningerne, idet de argumenterede, at disse omkostninger hører med til de omkostninger, der er forbundet med at drive virksomhed i luftfartssektoren, og bør bæres af luftfartsindustrien, ligesom det er tilfældet med bilindustriens investeringer i at forbedre sikkerheden i biler. Alle medlemsstater efterlyste et totalt forbud mod at høste operationel profit af disse aktiviteter, idet de understregede det nødvendige i at sikre størst mulig gennemsigtighed på området.

3.2. Problemstilling

3.2.1. Fordeling af omkostningerne til beskyttelse af luftfartens sikkerhed

3.2.1.1. Der er tale om tre vigtige elementer: lufthavnenes sikkerhedsomkostninger, luftfartselskabernes omkostninger og de omkostninger, der bæres af medlemsstaterne. Sikkerhedskontrol af passagerer og cargo (bagage) udgør her de største udgiftsposter.

3.2.1.2. Der er to aspekter af omkostningerne ved sikkerhedskontrol, nemlig lønninger og omkostninger til infrastruktur og udstyr. Sikkerhedstjenesterne leveres normalt af kompetente nationale organisationer eller uddelegeres til administrationen i den pågældende lufthavn eller et privat firma, der er specialiseret på området.

3.2.2. Hvor meget koster det? Hvem skal betale i sidste ende?

Omkostningerne ved levering af luftfartssikkerhed beløb sig i 2007 til ca. 1,6 mia. EUR, svarende til ca. 1 % af den gennemsnitlige flybilletpris, som betales af de over 636 mio. passagerer, der flyver fra EU's lufthavne. Hovedparten af de omkostninger, der bæres af medlemsstaterne og industrien, finansieres af gebyrer og afgifter, som betales af passagerne. Luftfartsselskaberne, passagerne og luftfragttransporten dækker i alt mere end 90 % af omkostningerne til levering af luftfartssikkerhedstjenester, mens medlemsstaternes regeringer kun dækker 6-7 % af disse omkostninger gennem budgetbevillinger.

3.2.3. Forskelsbehandling i forbindelse med omkostninger til luftfartssikkerhedstjenester

Flypassagerer skal gennemgå den samme sikkerhedskontrol uanset hvilken destination, de rejser til i EU, herunder indenrigs. Sikkerhedsomkostningerne bør derfor være de samme. Beklageligvis vælter luftfartsselskaberne - i et forsøg på at nedbringe omkostningerne - de omkostninger, der er forbundet med sikkerhedskontrollen, og som de i realiteten selv skulle bære, over på passagerne. Generelt udnytter nationale luftfartsselskaber den magtposition, som de har i deres oprindelsesland, til at ændre prisstrukturen til fordel for indenrigsflyvninger og hæve billetprisen på flyvninger, der tager sin begyndelse i andre lande.

Tabel 1: Luftfartssikkerhedsomkostninger pr. passager for udenrigsflyvninger i EU og indenrigsflyvninger

Land / lufthavn	Internt i EU	Indenrigs
Rumænien – Bukarest lufthavn	EUR 7,50	EUR 3,81
Spanien – alle lufthavne	EUR 1,39	EUR 1,18
Litauen, Vilnius	EUR 2,32/MT af flyets maksimale take-off vægt	Max. EUR 1,16/MT af flyets take-off vægt
Cypern - Larnaca	EUR 0,39	0

I tabel 1 gives eksempler på, hvordan mange nationale luftfartsselskaber opererer med forskellige omkostninger til sikkerhedstjenester på udenrigs- og indenrigsflyvninger – eksempler, der er helt i modstrid med artikel 5 i rammeforordning 300/2008 om luftfartssikkerhed (2).

3.3. Udformning og simulering af de forskellige løsningsmodeller/ valg af den optimale løsning

I forbindelse med udarbejdelsen af direktivet anvendte Kommissionen matematiske simuleringer til at vurdere fire forskellige løsningsmodeller på basis af de gældende internationale principper for opkrævning af afgifter for beskyttelse af luftfartssikkerheden.

3.3.1. Løsningsmodel 1: EU tager ikke del i processen og de hermed forbundne konsekvenser

De afgifter, der opkræves, vil føre til betydelig forskelsbehandling mellem luftfartsselskaber og passagerer.

3.3.2. Løsningsmodel 2: De selvreguleringstiltag, der accepteres af ICAO og industrien , ville kunne beskytte passagernes interesser og på mere effektiv vis fremme luftfartssikkerhedstjenester gennem direkte samråd mellem luftfartsselskaber og lufthavne.

Lignende rammer har været på plads siden 1981 i form af ICAO's regler, mens der endnu ikke er gjort de store fremskridt med selvregulering.

3.3.3. Løsningsmodel 3: Den samme som løsningsmodel 2, men reguleret ved et EU-direktiv.

Et luftfartsselskab kan herudover anlægge sag mod en lufthavn, hvis sikkerhedsafgifterne giver anledning til forskelsbehandling eller anvendes til et andet formål end at dække sikkerhedsomkostningerne. Denne løsning understøttes af en række EU-politikker på området og er i overensstemmelse med de nationale lovgivninger på området.

3.3.4. Løsningsmodel 4: Medlemsstaterne bærer fuldt ud omkostningerne til dækning af luftfartssikkerhedsomkostningerne, hvilket ville fjerne alle sikkerhedsomkostninger, som skal betales af tredjeparter, og modvirke enhver form for forskelsbehandling.

Denne løsning giver ikke incitament til at forbedre kvaliteten af sikkerhedstjenesterne, eftersom luftfartsoperatørerne på ingen måde ville være tilskyndet til at kontrollere deres omkostninger. Denne løsningsmodel har desuden mødt voldsom modstand fra medlemsstaternes side.

3.4. EØSU's evaluering af de principper, som Kommissionen har valgt at lægge til grund for de nye metoder

3.4.1. Subsidiaritetsprincippet

3.4.1.1. Dette princip finder anvendelse, når Fællesskabet ikke har enekompetence på det område, som forslaget vedrører, og målene i forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af de enkelte medlemsstater hver for sig, da systemerne til fastsættelse af sikkerheds- og lufthavnsafgifter ikke reguleres på en ensartet måde i hele EU.

3.4.1.2. Afgiftssystemerne varierer stadig fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket hindrer, at der bliver lige konkurrencevilkår for lufthavne og luftfartsselskaber.

3.4.1.3. Et sæt fælles grundlæggende regler for sikkerhedsafgifter, der anvendes i hele EU, vil skabe lige betingelser for parterne i luftfartssektoren, hvad angår fastsættelsen af parametrene for, hvordan omkostningerne ved at beskytte sikkerheden i lufthavnene skal fordeles.

3.4.1.4. Der er forskellige afgiftssystemer i EU, da ikke alle systemer bygger på vejledende principper, der anvendes ensartet ved beregningen af sikkerhedsafgifter. Direktivet fjerner tvetydigheder på området, idet det fastsætter og foreslår én metode til beregning af sådanne afgifter, hvorved der åbnes op for en ensartet anvendelse.

3.4.1.5. Forslaget opstiller kun et mindstesæt af regler for medlemsstaternes og/eller lufthavnsoperatørernes fastsættelse af sikkerhedsafgifter. Direktivet pålægger ikke et bestemt afgiftssystem. Det er op til medlemsstaterne at vælge, hvilket system det skal være.

Konklusion : Det er korrekt og nødvendigt at anvende subsidiaritetsprincippet i forbindelse med det nye direktivs gennemførelse.

3.4.2. Statens ansvar

3.4.2.1. Dette princip finder ligesom subsidiaritetsprincippet anvendelse, når Fællesskabet ikke har enekompetence på det område, som forslaget vedrører. Problemerne er de samme for disse to principper, der er blevet vedtaget med henblik på udarbejdelse af direktivet.

3.4.2.2. Forslaget opstiller kun et mindstesæt af regler for medlemsstaternes og/eller lufthavnsoperatørernes fastsættelse af sikkerhedsafgifter. Direktivet pålægger ikke et bestemt afgiftssystem. Det er op til medlemsstaterne at vælge, hvilket system det skal være.

Konklusion : Det er korrekt og nødvendigt at anvende princippet om statens ansvar i forbindelse med direktivets gennemførelse og under behørig hensyntagen til eventuelle asymmetriske modstridende betingelser og forskelle mellem medlemsstaterne, hvad angår de terrorvarslingsniveauer, der skal kunne sikres, samt luftfartsselskabets nationalitet. Regeringernes finansielle bidrag til beskyttelse af luftfartssikkerheden bør tages op til fornyet gennemgang og øges væsentligt, da den udøvende magt er det statsorgan, der har hovedansvaret for at bekæmpe terrorisme.

3.4.3. Opkrævning

3.4.3.1. Opkrævning af afgifter i forbindelse med luftfarts- og groundhandlingydelser er allerede behandlet i henholdsvis Kommissionens forordning (EF) 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester (3) og Rådets direktiv 96/67/EF af 15. oktober 1996 om adgang til groundhandlingmarkedet i Fællesskabets lufthavne (4).

3.4.3.2. De juridiske omkostninger, der er forbundet med sikkerhed, kan ikke overføres til en fælles afgiftsordning på grund af de betydelige forskelle i medlemsstaternes bidrag til udvikling, oprettelse og praktisk gennemførelse af luftfartssikkerhedssystemer i nationale lufthavne.

Konklusion : Det er korrekt og nødvendigt at anvende afgiftsprincippet i forbindelse med det nye direktivs gennemførelse. Det er imidlertid ikke muligt at udforme et fælles afgiftssystem på grund af de mange forskelligartede betingelser i EU.

3.4.4. Information og kommunikation

3.4.4.1. Lufthavnsbrugere i EU og på andre kontinenter er normalt organiseret i udvalg af lufthavnsoperatører, der er i konstant dialog med lufthavnsadministrationerne.

3.4.4.2. Denne ramme giver mulighed for at udveksle oplysninger om procedurerne og grundlaget for beregning af sikkerhedsafgifter, navnlig lufthavnsbrugernes driftsprognoser, udviklingsplaner, og særlige ønsker og forslag.

Konklusion : Det er korrekt at anvende princippet om information og direkte kommunikation mellem sikkerhedsoperatørerne og lufthavnsmyndighederne, ligesom det er hensigtsmæssigt for at kunne gennemføre det nye direktiv. Princippet ville få endnu større betydning, hvis PR-aktiviteter også blev medregnet.

3.4.5. Harmonisering

3.4.5.1. Afgiftsgrundlaget for sikkerhedsomkostninger ville kunne harmoniseres i EU's lufthavne, i de tilfælde hvor disse omkostninger fuldt dækkes af sikkerhedsafgifter.

3.4.5.2. Indtægter fra disse afgifter må ikke overstige de samlede omkostninger til beskyttelse af sikkerheden, hvilket også gælder alle offentlige midler. Med andre ord er operationel profit fra denne form for aktivitet ikke tilladt.

3.4.5.3. En generel harmonisering af sikkerhedsafgifterne er derfor ikke mulig.

Konklusion : Det er korrekt og nødvendigt at anvende princippet om harmonisering af afgiftsgrundlaget i forbindelse med direktivets gennemførelse. Der gøres dog samtidig opmærksom på, at det ikke er muligt at harmonisere alle afgifter, og på forbuddet mod at høste operationel profit.

3.4.6. Åbenhed

3.4.6.1. Der bør sikres åbenhed om den økonomiske effekt af nationale sikkerhedsforanstaltninger, der er strengere end de specifikke Fællesskabsnormer, der er fastsat i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 300/2008 af 11. marts 2008 om fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2320/2002.

3.4.6.2. Det skal bemærkes, at visse af disse foranstaltninger kun kan blive pålagt - på fast eller midlertidig basis - efter udtrykkelig anmodning fra en eller flere luftfartsoperatører.

Konklusion : Det er korrekt og nødvendigt at anvende princippet om åbenhed i forbindelse med direktivets gennemførelse, i de tilfælde hvor nationale sikkerhedsforanstaltninger er strengere end Fællesskabsforanstaltningerne eller efter udtrykkelig anmodning fra luftfartsoperatørerne. Der bør gives yderligere detaljerede oplysninger om finansieringskilderne og de organer, der er ansvarlige for indsamlingen af de tildelte midler, hvis det ikke er lufthavnsmyndighederne, der er ansvarlige herfor.

3.4.7. Behovet for at oprette en national, uafhængig tilsynsmyndighed i hver enkelt medlemsstat

3.4.8. Der er allerede i hver enkelt medlemsstat blevet oprettet et nationalt luftfartssikkerhedsudvalg med en interministeriel struktur.

3.4.9. Som regeringsinstanser kan sekretariaterne for de nationale luftfartssikkerhedsudvalg ikke fungere fuldt ud som uafhængige tilsynsmyndigheder, men EØSU finder, at de – på basis af de professionelle og internationalt anerkendte eksperter og de finansielle ressourcer, som de har til deres rådighed - vil kunne føre uvildigt tilsyn med, at direktivet anvendes korrekt og effektivt.

Konklusion : Det er korrekt og nødvendigt at oprette en uafhængig overvågningsmyndighed for at sikre en vellykket gennemførelse af det nye direktiv. Selv om de er blevet integreret i regeringsstrukturerne finder EØSU, at sekretariaterne for de nationale luftfartssikkerhedsudvalg vil kunne varetage denne opgave på en uvildig og professionel måde, hvorved medlemsstaterne kun vil skulle yde et minimalt finansielt bidrag til oprettelsen af de nye strukturer og arbejdet med at gøre dem funktionsdygtige.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT L 70 af 14.3.2009, s. 11.

(2) EUT L 97 af 9.4.2008, s. 72.

(3) EUT L 341 af 7.12.2006, s. 3.

(4) EFT L 272 af 25.10.1996, s. 36.

18.5.2010

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/149

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det europæiske år for frivilligt arbejde

KOM(2009) 254 endelig — 2009/0072 (CNS)

(tillægsudtalelse)

(2010/C 128/30)

Hovedordfører: Soscha zu EULENBURG

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium besluttede den 29. september 2009 under henvisning til artikel 29 A i gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen at afgive tillægsudtalelse om:

Det europæiske år for frivilligt arbejde 2011

KOM(2009) 254 endelig – 2009/0072 (CNS).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder.

På grund af sagens hastende karakter udpegede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009 (mødet den 5. november 2009) Soscha zu Eulenburg til hovedordfører og vedtog følgende udtalelse enstemmigt:

1. Konklusioner

1.1. EØSU stiller sig positivt til forslaget om et europæiske år for frivilligt arbejde 2011. Det er en måde at anerkende den indsats, som mange borgere gør, når de frivilligt engagerer sig i forskellige områder for samfundets og det sociale sammenholds skyld i Europa.

1.2. EØSU finder, at de foreslåede mål for året egner sig til at opnå en europæisk merværdi for borgerne.

1.3. EØSU understreger, at det frivillige engagement ikke må anvendes som instrument for andre mål.

1.4. En tæt sammenkædning med andre europæiske år 2010 (fattigdomsbekæmpelse) og 2012 (aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne) bør udnyttes til at skabe bæredygtige synergier.

1.5. EØSU foreslår, at der fastlægges en politisk dagsorden til fremme af frivillige engagementer og en infrastruktur herfor i EU's medlemsstater.

1.6. EØSU mener, der er behov for gunstige rammebetingelser, hvis man skal sikre den nødvendige støtte og infrastruktur til det frivillige engagement på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan og give borgerne mulighed for at deltage.

1.7. EØSU går ind for oprettelsen af bæredygtige strukturer på europæisk plan. Oprettelsen af en platform for interessenter kunne bidrage til, at målet bliver nået.

1.8. EØSU finder det bydende nødvendigt, at der afsættes langt flere finansielle midler for at nå de fastsatte mål, som også kommer den lokale dimension til gode.

1.9. De forskellige aktører skal have tilstrækkeligt tid til at forberede året og gennemføre det effektivt. Rådet og Europa-Parlamentet bør derfor hurtigst muligt træffe de nødvendige indholdsmæssige og finansielle beslutninger.

1.10. Evalueringsrapporten bør munde ud i en hvidbog for at sikre en opfølgning og skitsere de yderligere tiltag og foranstaltninger på europæisk plan.

2. Målene med Kommissionens forslag

2.1. Kommissionen fremsatte i juni 2009 forslag til Rådets beslutning om det europæiske år for frivilligt arbejde (2011). Det europæiske år skal være med til at styrke betydningen og effekten af frivillige aktiviteter for det europæiske samfund.

2.2. Kommissionen foreslår fire mål for det det europæiske år for frivilligt arbejde:

—	Der skal skabes gunstige rammebetingelser. Frivilligt arbejde skal inddrages som en uadskillelig del af indsatsen for at tilskynde borgerne til at tage aktivt del i samfundslivet og i mellemfolkelige aktiviteter.

—	For at fremme frivillige aktiviteter og tilskynde til etablering af netværk, mobilitet og samarbejde bør volontørorganisationerne styrkes og kvaliteten af deres aktiviteter forbedres.

—	Belønning for og anerkendelse af volontøraktiviteter skal støttes gennem tilskyndelse til, at der indføres passende incitamenter for personer, virksomheder og volontørorganisationer.

—	Den brede offentlighed skal gøres bekendt med værdien af og betydningen af frivilligt arbejde.

2.3. Målene skal realiseres gennem erfaringsudveksling, formidling af analyseresultater, konferencer og arrangementer såvel som informations- og PR-kampagner. Dertil er der afsat et budget på 6 mio. € for 2011 og 2 mio. € til forberedende foranstaltninger i løbet af 2010.

3. Generelle bemærkninger

3.1. EØSU bifalder Kommissionens forslag om det europæiske år for frivilligt arbejde. Kommissionen tager således højde for ønsker og forslag fremsat af EØSU og andre civilsamfundsorganisationer samt Europa-Parlamentet.

3.2. Der bør være en klar erkendelse af Kommissionens vilje til at indgå i en intens civil dialog med civilsamfundsorganisationerne. Der skal arbejdes hen imod, at man også på nationalt plan inden for rammerne af de planlagte koordineringsorganer og i planlægningen og gennemførelsen af aktiviteterne sørger for at inddrage civilsamfundsorganisationerne og udarbejder tilsvarende nationale og europæiske politiske dagsordener. Den åbne koordineringsmetode kunne her anvendes som eksempel.

3.3. Betegnelsen »Det europæiske år for frivilligt arbejde« er velvalgt og gør det muligt at omfatte alle aspekter af fænomenet. Den er tilstrækkelig konkret til, at de europæiske borgere kan identificere sig med den og indeholder tilstrækkeligt med spillerum til at belyse samtlige facetter af indsatsen. Navnet svarer for så vidt til det frivillige arbejdes tværgående karakter og de mangesidede områder, de frivillige arbejder inden for og bør derfor bibeholdes.

3.4. EØSU glæder sig over, at det frivillige arbejdes betydning fremhæves som udtryk for medborgerskab, de europæiske værdier, solidaritet og udvikling af de europæiske samfund. EØSU har i forskellige udtalelser gjort opmærksom på denne betydning.

3.5. Der må under ingen omstændigheder være tale om en »instrumentalisering« af det frivillige arbejde. Volontører er ikke noget politisk redskab, men derimod udtryk for et aktivt medborgerskab. Med deres frivillige arbejde er de med til at realisere de ideelle værdier som f.eks. social integration, socialt sammenhold, solidaritet og livslang læring på områderne miljø, sport, menneskerettigheder, kultur for blot at nævne nogle.

3.6. Enkelte vendinger i Kommissionens forslag tyder på en risiko for en instrumentalisering af det frivillige arbejde f.eks. med hensyn til arbejdsmarkedet og den enkeltes kompetencer. I betragtning 3 understreges eksempelvis, at man gennem frivilligt arbejde »har (man) mulighed for at erhverve sig uformelle læringserfaringer, som både bidrager til udvikling af erhvervsrelevante kvalifikationer og kompetencer og er en vigtig indgang til aktiv deltagelse i samfundslivet.« Uformelle læringserfaringer, der kan sikre en integration på arbejdsmarkedet og bedre beskæftigelse, må betragtes som en helt igennem positiv sidegevinst.

3.7. Den aktuelle økonomiske og finansielle krise bliver ofte fremhævet for at opfordre til, at man tænker i nye baner på en række forskellige områder. I den forbindelse bør man være meget opmærksom på, at man ikke nærmest pr. refleks gør brug af volontører for at udbedre de negative konsekvenser af krisen på vores samfund. For så vidt angår det frivillige arbejde viser denne krise endnu en gang, hvilken værdi det borgerlige engagement har for vores samfund: nemlig en oplevelse af solidaritet og at give mennesker mulighed for at hjælpe hinanden, men også selv at få noget ud af sit engagement – ikke mindst på grund af øgede kompetencer og/eller sociale netværk. Der er således mulighed for at lægge en dæmper på krisen og forhindre, at samfundet glider fra hinanden. Det er imidlertid ingen følge af krisen, men derimod en del af volontørarbejdets reelle værdi, som »genopleves« igen.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Etablering af rammebetingelser

4.1.1. Der er behov for retlige rammer for at kunne sikre den nødvendige infrastruktur til det frivillige arbejde på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau og for at give borgerne større mulighed for at deltage. Desuden bør de finansielle og politiske rammebetingelser være indrettet på en sådan måde, at de fjerner hindringer i forbindelse med frivilligt arbejde (1).

4.2. Styrkelse af organisationerne

4.2.1. Fremme af volontørorganisationerne som steder og katalysatorer for et sådant engagement er af afgørende betydning: disse organisationer er som oftest de første og eneste udgangspunkter for volontørerne og er for de flestes vedkommende blevet grundlagt af volontører. I 2011 bør man fokusere på udveksling af erfaringer og kapacitetsforbedring samt kvaliteten i volontørorganisationernes arbejde, eftersom det udgør selve rygraden i civilsamfundet og det frivillige arbejde.

4.2.2. Det bør være en målsætning også at etablere bæredygtige strukturer på europæiske plan. En platform for interessenter med tilknytning til frivilligt arbejde kan være med til at sikre, at året får betydning længe efter 2011, og at der bliver gjort en indsats for at gennemføre en »volontørvenlig politik«.

4.2.3. Det europæiske år for frivilligt arbejde 2011 bør anvendes til at fremhæve og udveksle eksempler på god praksis.

4.3. Højnelse af kvaliteten

4.3.1. I forbindelse med højnelse af kvaliteten taler man i Kommissionens forslag bl.a. om »professionalisme.« Dette begreb kan misforstås og bør udelades. Det drejer sig først og fremmest om at sikre kvaliteten i det frivillige arbejde. Volontører har ret til at udføre frivilligt arbejde på områder, de selv synes om. Deres indsats kommer samfundet, den enkelte men også dem selv til gode. Det er nødvendigt at sikre de finansielle og personlige forudsætninger for kvalificering, efter- og videreuddannelse såvel som resultatopfølgning af deres frivillige arbejde.

4.4. Anerkendelse af indsatsen

4.5. EØSU glæde sig over udviklingen af en »anerkendelseskultur«. Dog bør man i forbindelse med frivillige undgå at tale om »belønning«, da det kan misforstås eftersom det jo ikke drejer sig om en økonomisk anerkendelse af indsatsen. Desuden er begrebet »belønning« konfliktbetonet. Forskellen mellem lønnet erhvervsarbejde og ulønnet volontørarbejde bør jo netop ikke udviskes i forbindelse med det europæiske år 2011, men snarere fremhæves som to aspekter, der supplerer hinanden.

4.6. Styrkelse af bevidstheden om betydningen af frivilligt arbejde som udtryk for borgernes engagement i samfundslivet

4.7. Offentlighedens bevidstgørelse er et væsentligt mål, som hilses velkommen. Derudover bør man være opmærksom på, at der skal stilles de nødvendige midler til rådighed. En effektiv og succesfuld kampagne på EU-plan omkring det frivillige arbejdes muligheder og værdi vil allerede lægge beslag på mere end halvdelen af budgettet på 3,5 mio. €, hvis man vil være sikker på, at budskabet når ud til alle. Det vil ikke være tilstrækkeligt. Til sammenligning anslog man udgifterne til Uddannelse gennem idræt i 2004 til 12,3 mio. €. Den evalueringsrapport Kommissionen selv havde bestilt viste ikke desto mindre, at europæerne kun »vidste lidt eller så godt som ingenting« om året, og at det væsentlige budskab omkring det ikke var nået frem.

4.8. Budgetramme

4.8.1. Forslaget forudser en budgetramme på 6 mio. € til foranstaltningerne i 2011 og 2 mio. € til de forberedende foranstaltninger i 2010. Hvis man vil nå de fastsatte mål, og navnlig hvis man vil kunne tage højde for den lokale dimension i europæernes frivillige indsats, er EU nødt til at lægge et realistisk budget. En sum på 6 mio. € for samtlige aktiviteter på EU- og medlemsstatsniveau forekommer os utilstrækkelig. Det ville være en katastrofe, hvis år 2011 med mindre end halvdelen af budgettet for ovennævnte år 2004 fører til et lignende resultat, og de høje mål ikke nås på grund af et alt for stramt budget.

4.8.2. Den britiske regering afsatte i 2005 10 mio. pund alene til det britiske år for frivilligt arbejde, og regionen Valencia afsatte 4,2 mio. € for sit år. Et godt eksempel på et realistisk EU-budget er det planlagte år 2010, som man har afsat 17 mio. € til, hvoraf 9 mio. er budgetteret til aktiviteter i medlemsstaterne. Disse har til gengæld forpligtet sig til at spæde yderligere 9 mio. € til.

4.9. Hvidbog

4.9.1. Med henblik på opfølgning og evaluering vil Kommissionen fremlægge en rapport om gennemførelsen, resultaterne og en overordnet vurdering af initiativerne. EØSU minder i den forbindelse om sit eget forslag og opfordrer til yderligere tiltag og foranstaltninger, således at de europæiske år får vedvarende effekt.

4.10. Udnyttelse af synergi

4.10.1. Man bør absolut finde frem til og udnytte synergierne fra år 2010 (fattigdomsbekæmpelse), 2011 (frivilligt arbejde) og 2012 (aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne). En sådan trestrenget strategi for årene udgør en ekstraordinær mulighed for de europæiske institutioner og medlemsstaterne til indbyrdes at finde frem til en rød tråd inden for borgernes engagement og på den måde opnå varige resultater. De europæiske og nationale institutioners respektive hold bør indgå i et tæt samarbejde i løbet af de tre år.

4.11. Den interinstitutionelle proces

4.11.1. For at de berørte aktører får tilstrækkeligt tid til at forberede og gennemføre året, bør Rådet og Europa-Parlamentet sørge for hurtigst muligt at nå frem til en afgørelse. Målet bør være udgangen af 2009, således at forberedelsesfasen officielt kan indledes og de nødvendige midler kan frigøres.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Et eksempel på en sådan hindring: I nogle lande har personer uden lønnet arbejde kun lov til at arbejde frivilligt i et meget lille antal timer.

		ISSN 1725-2393 doi:10.3000/17252393.C_2010.128.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 128

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	53. årgang 18. maj 2010

Informationsnummer	Indhold	Side
	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	BESLUTNINGER OG RESOLUTIONER
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	457. plenarmøde den 4. og 5. november 2009
2010/C 128/01	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution Ingen vej tilbage om klimaforandringer i anledning af FN's klimakonference i København, den 7.-18. december 2009	1

	UDTALELSER
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	457. plenarmøde den 4. og 5. november 2009
2010/C 128/02	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Lissabonstrategien efter 2010 (sonderende udtalelse)	3

2010/C 128/03	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om social integration (sonderende udtalelse)	10

2010/C 128/04	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Fremtidsudsigter for strategien for bæredygtig udvikling (sonderende udtalelse)	18

2010/C 128/05	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse — Mod en miljøvenlig økonomi – omskabe den økonomiske krise til en mulighed for at bane vejen for en ny energitidsalder (sonderende udtalelse)	23

2010/C 128/06	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om respekten for de grundlæggende rettigheder i europæisk indvandringspolitik og -lovgivning (initiativudtalelse)	29

2010/C 128/07	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om energi og økonomi — omskabe den økonomiske krise til en mulighed for at bane vejen for en ny energitidsalder (sonderende udtalelse) klimaændringer som en integreret del af den fornyede Lissabonstrategi (initiativudtalelse)	36

2010/C 128/08	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den fornyede Lissabonstrategis eksterne dimension (initiativudtalelse)	41

2010/C 128/09	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om universiteter til Europa (initiativudtalelse)	48

2010/C 128/10	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kapitalfonde, hedgefonde og statsejede investeringsfonde og deres indvirkning på industrielle ændringer i Europa (initiativudtalelse)	56

2010/C 128/11	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse: Hvordan skal ansvaret fordeles mellem EU og medlemsstaterne? (initiativudtalelse)	65

2010/C 128/12	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om virkningen af sociale netværkssteder på borgere/forbrugere (initiativudtalelse)	69

	III Forberedende retsakter
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	457. plenarmøde den 4. og 5. november 2009
2010/C 128/13	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Nye kvalifikationer til nye job — om at foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet KOM(2008) 868 endelig	74

2010/C 128/14	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste — KOM(2009) 262 endelig	80

2010/C 128/15	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om røgfri miljøer — KOM(2009) 328 endelig — 2009/0088 (CNS)	89

2010/C 128/16	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1080/2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, for så vidt angår støtteberettigelse for boligtiltag for marginaliserede befolkningsgrupper — KOM(2009) 382 — 2009/0105 (COD)	94

2010/C 128/17	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1083/2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden, for så vidt angår forenkling af visse krav og for så vidt angår visse bestemmelser vedrørende den økonomiske forvaltning — KOM(2009) 384 endelig — 2009/0107 (AVC)	95

2010/C 128/18	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere — KOM(2008) 794 endelig	97

2010/C 128/19	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Fuldt udbytte af det indre marked gennem øget administrativt samarbejde — KOM(2008) 703 endelig	103

2010/C 128/20	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En sammenhængende strategi for europæisk landbrugsforskning — KOM(2008) 862 endelig	107

2010/C 128/21	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Fødevarepriser i Europa — KOM(2008) 821 endelig	111

2010/C 128/22	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Mod en global klimaændringsaftale i København — KOM(2009) 39 endelig	116

2010/C 128/23	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hvidbog Tilpasning til klimaændringer: et europæisk handlingsgrundlag— (KOM(2009) 147 endelig)	122

2010/C 128/24	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Flere internationale midler til klimafinansiering: Et europæisk koncept for en aftale i København — KOM(2009) 475 endelig	127

2010/C 128/25	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om meldeformaliteter for skibe, der ankommer til eller afgår fra havne i Fællesskabets medlemsstater, og om ophævelse af direktiv 2002/6/EF — KOM(2009) 11 endelig — 2009/0005 (COD), og Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Meddelelse og handlingsplan: etablering af et europæisk søtransportområde uden barrierer — KOM(2009) 10 endelig	131

2010/C 128/26	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om statusrapport om vedvarende energi: Kommissionens rapport i henhold til artikel 3 i direktiv 2001/77/EF og artikel 4, stk. 2, i direktiv 2003/30/EF og om gennemførelsen af EU's handlingsplan for biomasse — KOM(2005) 628, KOM(2009) 192 endelig	136

2010/C 128/27	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftfartssikkerhedsafgifter — KOM(2009) 217 endelig — 2009/0063 (COD)	142

2010/C 128/28	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet (omarbejdning) — KOM(2009) 391 endelig — 2009/0110 (COD)	147

2010/C 128/29	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv …/…/EF af […]om ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med transport af farligt gods ad vej (kodificeret udgave) — KOM(2009) 446 endelig — 2009/0123 (COD)	148

2010/C 128/30	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det europæiske år for frivilligt arbejde — KOM(2009) 254 endelig — 2009/0072 (CNS) (tillægsudtalelse)	149