25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/1

A.

der henviser til, at konflikten i Gazastriben har forværret den humanitære krise i området yderligere, således at der nu er tale om en umenneskelig situation, og at 88 % af befolkningen i Gaza er afhængig af fødevarehjælp,

B.

der henviser til, at grænseovergangene ind og ud af Gazastriben har været lukket i 18 måneder, at embargoen af person- og varebevægelser lægger hindringer i vejen for leveringen af humanitær hjælp til befolkningen, og at den varemængde, som får lov til at komme ind i Gazastriben, er utilstrækkelig til at opfylde selv grundlæggende humanitære behov,

C.

der henviser til, at der er alvorlig mangel på vigtige offentlige serviceydelser i Gazastriben, fordi de grundmaterialer og det basisudstyr, som er en forudsætning herfor, mangler, og til at manglen på lægemidler og brændstof i hospitalerne fortsætter med at bringe palæstinensiske liv i fare,

D.

der henviser til, at UNRWA og Verdensfødevareprogrammet (WFP) spiller en meget vigtig rolle i indsatsen for at skaffe befolkningen i Gazastriben basale varer, hvilket har det internationale samfunds fulde støtte; der henviser til, at en del af den humanitære fødevarehjælp til forbedring af levevilkårene i området er gået til spilde som følge af hindringer for leveringskæden; der henviser til, at Hamas den 3. og 5. februar 2009 konfiskerede i hundredvis af fødevarepakker og i tusindvis af tæpper, der var bestemt til civile i Gaza, og at disse leverancer blev returneret efter beslutningen om at afbryde al UNRWA-nødhjælp til Gazastriben,

E.

der henviser til, at EU’s betydelige økonomiske støtte til palæstinenserne har spillet en vigtig rolle i bestræbelserne på at undgå en humanitær katastrofe i Gazastriben, og til at, at EU trods alle hindringer fortsætter med at yde humanitær bistand,

F.

der henviser til, at der den 2. marts 2009 i Sharm El Sheikh vil blive afholdt en international konference til støtte for den palæstinensiske økonomi til genopbygningen af Gaza,

1.

anerkender den palæstinensiske befolknings lidelser i Gazastriben og kræver, at befolkningen omgående får øget og uhindret humanitær bistand, som det er en moralsk forpligtelse at yde, og som skal udleveres uden nogen betingelser og restriktioner; opfordrer de israelske myndigheder til at tillade en løbende og tilstrækkelig strøm af humanitær bistand til opfyldelse af befolkningens behov, hvilket omfatter alt materiale og udstyr, der er nødvendigt for, at UNRWA og andre FN-agenturer og internationale agenturer kan udføre deres opgaver;

2.

kræver endnu en gang, at blokaden af Gazastriben ophører i overensstemmelse med aftalen fra 15. november 2005 om bevægelse og adgang hen over grænserne, at overgangsstederne genåbnes øjeblikkeligt og varigt for personer og varer, og at der sættes en stopper for indsmugling af og ulovlig handel med våben og ammunition;

3.

kræver, at der foretages en detaljeret vurdering af ødelæggelserne i Gazastriben og en grundig evaluering af Gazabefolkningens behov, som kan tjene som grundlag for genopbygningsplaner;

4.

kræver, finansiel, økonomisk og social rehabilitering af Gazastriben, hvilket er en afgørende faktor til at skabe sikkerhed i regionen; minder om, at bistanden i tråd med det internationale samfunds og EU’s tilsagn bør omfatte kontante betalinger til lønninger, pensioner og ydelser til de mest udsatte personer og familier, og anmoder Israel om ikke at hindre bankernes pengeoverførsler;

5.

mener, bl.a. i lyset af den internationale konference til støtte for den palæstinensiske økonomi til genopbygningen af Gaza, som afholdes den 2. marts 2009 i Sharm El Sheikh, at enhver bæredygtig genopbygnings- og udviklingspolitik i Gazastriben forudsætter en varig våbenhvile, der støttes af en genoptagelse af seriøse fredsforhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne sammen med en palæstinensisk national forsoningsproces;

6.

understreger igen, at EU’s finansielle støtte til palæstinenserne ikke bør undergraves af fortsatte ødelæggelser, der mindsker støtten til genopbygningsprojekter i den europæiske offentlighed;

7.

anmoder Kommissionen om at foretage en omfattende gennemgang og evaluering af perspektiverne på mellemlang og lang sigt for genopbygningsprojekter i Gazastriben, der finansieres af EU inden for rammerne af PEGASE (Den palæstinensisk-europæiske mekanisme til forvaltning af socioøkonomisk støtte) og ECHO (Kommissionens Kontor for Humanitær Bistand), og samtidig redegøre for deres budgetmæssige virkninger; tilskynder andre donorer til at forpligte sig til at yde hjælp på ovennævnte internationale konference og opfylde de løfter, de afgav på donorkonferencen den 17. december 2007 i Paris;

8.

understreger endnu en gang, at udgiftsområde 4 i EU-budgettet er kronisk underfinansieret, og at der ikke bør indgås forpligtelser om supplerende bistand til Gaza på bekostning af andre politikker; tilføjer, at der kun kan tilvejebringes supplerende bevillinger ved at udnytte alle midler i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (5);

9.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, kvartettens udsending til Mellemøsten, præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, Det Palæstinensiske Lovgivende Råd, Israels regering og Knesset.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/3

A.

der henviser til, at opfyldelsen af barnets rettigheder er af central betydning for både individets muligheder i livet og for at gøre fremskridt i fattigdomsbekæmpelsen,

B.

der henviser til, at de kønsroller, et samfund tildeler sine børn, har en afgørende indflydelse på deres fremtid: deres adgang til mad og uddannelse, deres deltagelse i arbejdsstyrken, deres status i menneskelige relationer samt deres fysiske og psykiske sundhed,

C.

der henviser til, at de mål, der blev opstillet i konventionen om barnets rettigheder, stort set ikke er blevet nået,

D.

der henviser til, at ud af verdens 2,2 milliarder børn, lever 1,9 milliarder (86 %) i udviklingslandene, og at over 98 % af de børn, der lever i stor fattigdom, lever i udviklingslandene,

E.

der henviser til, at flere end 26 000 børn under fem år dør hver dag rundt om i verden, for størstepartens vedkommende af årsager, der kan forhindres, og at årtusindudviklingsmålet om at reducere børnedødeligheden med to tredjedele med de nuværende udviklingstendenser ikke vil blive nået før 2045,

F.

der henviser til punkt 9 i handlingsplanen vedtaget af den fjerde internationale kvindekonference (i Beijing den 4. - 15. september 1995), som ligeledes er et grundlæggende princip, der er blevet understreget i forbindelse med samtlige af det seneste årtis internationale konferencer om børns rettigheder,

G.

der henviser til, atbeskyttelse af barnet, såfremt Lissabontraktaten ratificeres af alle medlemsstater, vil blive et specifikt mål for EU’s eksterne politik,

H.

der henviser til, at Kommissionen har fået mandat af Rådet til at analysere de virkninger, som positive incitamenter har på salg af produkter, der fremstilles uden børnearbejde, og til at undersøge og redegøre for muligheden af yderligere forholdsregler mod produkter, der fremstilles ved brug af de værste former for børnearbejde,

I.

der henviser til, at barnets ret til uddannelse er indiskutabel, og at almen og faglig uddannelse spiller en vigtig rolle i strategien for gradvis udryddelse af børnearbejde,

J.

der henviser til, at den kommercielle udnyttelse af børn er en grov krænkelse af deres menneskelige værdighed og i modstrid med principperne om social retfærdighed,

K.

der henviser til, at aftagere af varer fra udviklingslandene indtager en nøgleposition med hensyn til at opdage og nægte at købe varer, som helt eller delvist er fremstillet ved hjælp af børnearbejde, og dermed kan benytte sig af direkte og effektivt økonomisk pres,

1.

glæder sig over og anser ovennævnte meddelelse fra Kommissionen om en særlig plads til børn i EU’s eksterne foranstaltninger og det supplerende arbejdsdokument fra tjenestegrenene, såvel som Rådets medfølgende konklusioner, for et vigtigt skridt frem mod en EU-strategi om barnets rettigheder;

2.

anerkender, at EU-institutionerne har opprioriteret betydningen af børns rettigheder, men understreger, at der fortsat skal gøres en stor indsats for at omsætte de politiske tilsagn i konkret handling, og understreger, at ingen af planerne kan gennemføres uden tilstrækkelig finansiering;

3.

understreger betydningen af at nå årtusindudviklingsmålene om foranstaltninger til sikring af børns rettigheder og anmoder indtrængende medlemsstaterne om at holde deres løfter om at stille tilstrækkelige og stabile midler til rådighed via planlagt budgetstøtte til opfyldelse af de målekriterier, der er fastsat for 2010;

4.

opfordrer EU til at gøre en konsekvent indsats for at afskaffe alle former for forskelsbehandling af piger (lige fra undfangelsen) og afsætte tilstrækkelige ressourcer til at bekæmpe de efterfølgende uligheder;

5.

glæder sig over de fire vejledende principper i Kommissionens handlingsplan for børns rettigheder i eksterne foranstaltninger, der indebærer en holistisk og sammenhængende tilgang baseret på børns rettigheder;

6.

anerkender, at en tilgang baseret på børns rettigheder hviler på de normer og principper, der er opstillet i konventionen om barnets rettigheder, og at tilgangen sigter mod at gennemføre disse rettigheder;

7.

kræver, at Det Europæiske Fællesskab tiltræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt andre aftaler, som vedrører udøvelsen af barnets rettigheder, adoption, seksuel udnyttelse, børnearbejde, beskyttelse af børn i væbnede konflikter og mishandling af børn;

8.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme gennemførelsen af Konventionen om Barnets Rettigheder og de tilhørende protokoller og til at øge den støtte, der ydes til reformer i tredjelandes retssystemer, som er møntet på at beskytte børn;

9.

understreger, at alle handlinger til fordel for børns rettigheder bør respektere, at forældre og de tætte familiebånd såvel som primære omsorgspersoner og værger har førsteprioritet, og at der navnlig er behov for en forbedring af mødres status;

10.

minder dog om, at det kan være mest hensigtsmæssigt for det barn, der har det vanskeligt i sin familie, at blive adskilt fra denne midlertidigt, hvis det sker for at beskytte barnet, navnlig i sager med psykosociale og psykiatriske problemer hos forældrene, vold i familien, mishandling og seksuelle overgreb;

11.

understreger det presserende behov for at være særlig opmærksom på de mest sårbare og socialt udstødte børn, herunder handicappede børn, migrantbørn, børn fra mindretal, tvangsfjernede eller uledsagede børn og børn, der ikke er i forældrenes varetægt;

12.

understreger, at den praktiske gennemførelse af tilgangen baseret på børns rettigheder forudsætter, at EU foretager en grundig analyse af børns rettigheder, helst i forbindelse med vedtagelsen og gennemgangen af landebaserede, regionale og tematiske strategidokumenter, der skal ligge til grund for valget af tiltag og programmer til håndtering af børneanliggender; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til, så tidligt som muligt eller i forbindelse med udviklingsprogrammernes midtvejsevaluering, at give Parlamentet et overblik over aktiviteter og økonomiske bevillinger, der er rettet mod børn;

13.

fremhæver, at børns rettigheder skal indarbejdes systematisk i EU’s politiske dialog og drøftelser om politik med partnerlande;

14.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en beretning, hvori der redegøres for, om de eksisterende internationale aftaler mellem Den Europæiske Union og tredjelande allerede indeholder en retskraftig klausul om beskyttelse af barnets rettigheder, og, hvis dette ikke er tilfældet, om en sådan kan indføjes senere;

15.

mener, at børns deltagelse bør institutionaliseres og finansieres bedre i partnerlandene og på EU-plan;

16.

støtter en udbygning af eksisterende børne- og ungdomsnetværk som bærende platforme for inddragelse og høring af børn, og henstiller, at Kommissionen systematisk opfordrer disse netværk til at bidrage til drøftelserne om landestrategidokumenter, og til at støtte deres inddragelse i udviklingen af nationale planlægningsinstrumenter;

17.

opfordrer Kommissionen til at hjælpe partnerlande med at vedtage børnevenlige budgetforanstaltninger, især når EU yder budgetstøtte, og udvikle integrerede og omfattende nationale handlingsplaner om børn, hvori der fastsættes klare benchmarks, målbare mål, tidsplaner og vurderings- og rapporteringsmekanismer for børns rettigheder;

18.

understreger, at EU’s generelle budgetstøtte skal indbefatte midler til kapacitetsopbygning af relevante ministerier (såsom ministerierne for velfærd, sundhed og uddannelse samt justitsministeriet) for at sikre, at disse er i besiddelse af relevante politikker og redskaber til budgetlægning og gennemførelse af serviceydelser rettet mod børn;

19.

understreger, at EU i sine eksterne foranstaltninger kraftigt bør tilskynde regeringerne i tredjelande til at overholde de internationale normer om børns rettigheder, navnlig ved at sørge for adgang til grundlæggende offentlige serviceydelser til børn, som f.eks. gratis forplejning i skoler og børnehaver og adgang til sundhedspleje; fremhæver samtidig, at lige adgang til uddannelse for børn under væbnede konflikter og i postkonfliktsituationer udgør en vigtig investering i konfliktforebyggelse;

20.

konstaterer, at på trods af den seneste positive udvikling på EU-niveau er Unionens institutionelle og personalemæssige ressourcer, der er afsat til børns rettigheder, fortsat utilstrækkelige;

21.

anbefaler til gavn for synligheden og effektiv ledelse på børnerettighedsområdet, at der udnævnes en særlig EU-repræsentant;

22.

foreslår, at der i hver af Kommissionens delegationer udnævnes en ansvarlig for børneanliggender, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at alt personale ved hovedkvarterer og repræsentationer/delegationer gives grundig oplæring i og anvisninger på, hvordan børns rettigheder indarbejdes i eksterne tiltag, samt hvordan der opnås sikker og effektiv deltagelse af børn;

23.

kræver, at beskyttelsen af barnets rettigheder i henhold til FN’s konvention om barnets rettigheder får en central placering i den flerårige ramme for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder; mener, at dette agentur bør opbygge et netværk med internationale organisationer, børneombudsmænd og ikke-statslige organisationer for at drage fordel af disses viden og erfaringer;

24.

glæder sig over Kommissionens tilsagn om at imødegå krænkelser af børns rettigheder, såsom børnearbejde, børnehandel, børnesoldater, børn udsat for væbnede konflikter og alle former for vold mod børn, herunder seksuel udnyttelse og skadelige traditionsbaserede handlinger; fastholder dog, at fokus bør være på de grundlæggende årsager til og forebyggelse af krænkelser af børns rettigheder;

25.

anmoder Kommissionen om at medtage bekæmpelse af straffrihed i sine eksterne foranstaltninger og sine forbindelser med tredjelande som en vigtig foranstaltning til at undgå krænkelser af børns rettigheder;

26.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere udviklingen af nationale børnebeskyttelsesstrategier og -systemer i partnerlande, således at børn og familier får adgang til støtteforanstaltninger, inden børn udsættes for overgreb;

27.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at hjælpe institutionelle strukturer i partnerlandene med at beskytte og fremme børns rettigheder, herunder uafhængige ombudsmænd;

28.

mener, at der også bør træffes foranstaltninger for at øge forståelsen af og respekten for børns rettigheder blandt forældre og omsorgspersoner samt dem, der arbejder med børn, som f.eks. lærere og sundhedsarbejdere;

29.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at gøre officiel fødselsregistrering til en del af politikken for udviklingssamarbejde, idet dette anses for en grundlæggende rettighed og et vigtigt middel til beskyttelse af barnets rettigheder;

30.

anerkender, at uddannelse og omsorg i den tidlige barndom er et barns ret – heriblandt retten til vaccination, opfostring og adgang til børnehave og vuggestue – og at barnet i den tidlige barndom gennemgår en betydelig udvikling, hvorfor underernæring og manglende omsorg kan medføre både fysiske og mentale handicap;

31.

understreger, at det har afgørende betydning for forebyggelsen af krænkelser af børns rettigheder at nå årtusindudviklingsmål 2 om universel grundskoleuddannelse og udviklingsmål 3 om ligestilling;

32.

understreger, at aktiviteter, der er specielt rettet mod piger, er nødvendige for at give dem samme muligheder som drenge for at gå i skole, få tilstrækkelig ernæring, få mulighed for at udtrykke deres meninger og få adgang til sundhedspleje;

33.

opfordrer indtrængende EU til at prioritere retten til uddannelse, især for piger, i hjælpeprogrammerne og i dialogerne med partnerlandene om den førte politik; understreger behovet for at bekæmpe vedvarende forskelsbehandling i dårligt stillede familier, der ikke har råd til at betale skolepenge for alle deres børn, og vælger at sende drengene i skole på pigernes bekostning;

34.

understreger, at uddannelsesfaciliteter og -programmer skal være tilpasset pigers behov og f.eks. tilbyde alternative uddannelsesformer uden for de formelle institutioner eller fleksible undervisningstider for at tage hensyn til piger, der skal passe deres mindre søskende;

35.

fremhæver, at investering i pigers uddannelse er en investering, som vil få den største effekt på områder som fattigdomsbekæmpelse, nedbringelse af befolkningstilvæksten, nedbringelse af spædbørns- og børnedødelighed, mindre udbredt fejlernæring, øget skolegang og forbedret sundhed;

36.

fremhæver, at uddannelse af god kvalitet bør prioriteres, især i situationer med konflikt og ustabilitet, og glæder sig over Kommissionens plan om at inddrage undervisning i dets aktiviteter for humanitær bistand; understreger behovet for operationelle retningslinjer, der forpligter EU til at inkludere uddannelse i alle faser af dens humanitære foranstaltninger i overensstemmelse med de minimumsstandarder, der er udarbejdet af INEE (Inter Agency Network for Education in Emergencies), og opfordrer til, at der på EU-niveau afsættes tilstrækkelige økonomiske og personalemæssige ressourcer til at gennemføre de nye politiske forpligtelser;

37.

insisterer på, at intet barn skal fratages den grundlæggende ret til uddannelse på grund af manglende økonomiske ressourcer, og gentager sin appel til alle udviklingslandenes regeringer om at udarbejde en klar tidsplan for hurtig afskaffelse af direkte og indirekte betaling af skolepenge for almen grunduddannelse, samtidig med at der fastholdes et højt uddannelsesniveau;

38.

lægger vægt på, at det i EU’s forbindelser til tredjelande er yderst vigtigt at fremme projekter om udvikling af børns sociale kompetencer, tolerance, solidaritet og ansvar for miljøet, navnlig i forbindelse med bekæmpelsen af klimaforandringerne;

39.

minder om, at et politisk tilsagn om at træffe sammenhængende politiske valg inden for fattigdomsbekæmpelse, kvalitetsundervisning og menneskerettigheder er afgørende for at fjerne incitamenterne til børnearbejde;

40.

opfordrer Fællesskabet og medlemsstaterne til at øge støtten til fair trade og promovere initiativer, der tilskynder virksomheder til ikke at anvende børnearbejde; anbefaler bedre kontrol med overholdelsen af frivillige adfærdskodekser for så vidt angår arbejdstagerrettigheder, samt at dette gøres mere synligt for europæiske forbrugere; mener, at tildeling af offentlige indkøbskontrakter bør ske på betingelse af, at de internationale standarder for børnearbejde overholdes;

41.

glæder sig over Rådets initiativ med at iværksætte en undersøgelse af positive incitamenters indvirkning på salget af varer, der er fremstillet uden brug af børnearbejde, og på eventuelle supplerende foranstaltninger, herunder handelsrelaterede foranstaltninger; opfordrer Kommissionen til at oplyse Parlamentet om udformningen, gennemførelsen og resultaterne af denne undersøgelse;

42.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at EU’s handelspolitikker er i overensstemmelse med forpligtelsen til at beskytte og fremme børns rettigheder; opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå en ensartet metode til mærkning af varer, der importeres til EU, således at det certificeres, at de i alle faser af produktionen er fremstillet uden brug af børnearbejde, f.eks. ved at sætte ordlyden »uden børnearbejde« på de pågældende varers emballage og derigennem sikre, at denne ordning er i overensstemmelse med WTO’s internationale handelsregler;

43.

fremhæver udviklingsmål 4 om nedbringelse af børnedødeligheden og udviklingsmål 6 om bekæmpelse af hiv/aids, malaria og andre sygdomme og opfordrer Fællesskabet og andre donorer til at styrke de offentlige sundhedssystemer, som tilbyder omkostningseffektive sundhedsydelser for mødre, nyfødte og børn til hele befolkninger, og til at indføre målrettet sygdomsbekæmpelse i sundhedsbehandlingen, f.eks. anvendelsen af myggenet mod malaria og antiretrovirale lægemidler;

44.

beklager dybt det pres, der udøves for at undergrave politikker om seksuelle og reproduktive rettigheder og det heraf følgende, øgede antal uønskede graviditeter og usikre aborter blandt unge kvinder, og tilskynder EU til med henblik på at nå udviklingsmål 5 om forbedring af sundheden under graviditet at opretholde det nuværende bevillingsniveau for samtlige sundhedsydelser vedrørende seksualitet og reproduktion;

45.

bemærker de særligt negative indvirkninger af fødevarekrisen på børn og fremhæver behovet for brede strategier for at øge fødevaresikkerheden, hvilket ikke blot betyder adgang til passende fødevarer, men også mikronæringsstoffer, rent drikkevand, hygiejne og sanitære installationer, sundhedspleje, tilstrækkelige børnepasningsfaciliteter og et sundt miljø;

46.

anerkender EU’s omfattende rammepolitik for håndtering af væbnede konflikters tragiske indvirkning på børn og anmoder om etablering af bedre overvågning, øget kendskab til problemet og oplæringsmekanismer, der kan sikre effektiv gennemførelse i praksis;

47.

mener, at en børnebeskyttelsesrådgiver bør være tilknyttet alle EFSP-missioner, og understreger, at uddannelsen af personale til EFSP-missioner bør indbefatte emner vedrørende beskyttelse af børn;

48.

understreger, at programmer for afvæbning, demobilisering og reintegration (DDR-programmer), der støttes af EFSP-missioner, bør tage hensyn til børns særlige behov;

49.

opfordrer til, at der tages særlig hensyn til teenagemødre i konflikt- og post-konfliktsituationer samt til flygtninge og internt fordrevne piger og piger, der er udsat for voldtægt og seksuelle overgreb;

50.

opfordrer Kommissionen til at investere i programmer rettet mod at forebygge og imødegå seksuel og kønsbaseret vold mod piger og drenge, idet programmerne bør indbefatte uddeling af posteksponeringsprofylakse-sæt for at forebygge hiv-infektion, støtte til serviceydelser i forbindelse med rekonvalescens og social reintegration samt fortrolige rapporteringsmekanismer;

51.

understreger, at EU også bør støtte foranstaltninger med henblik på at bekæmpe stigmatisering og diskrimination, da det ofte sker, at udsatte piger eller unge kvinder – som f.eks. de, der er hiv-positive, ofre for voldtægt eller seksuelle overgreb, har født efter en voldtægt eller har fået gennemført abort – udstødes af deres lokalsamfund;

52.

henviser navnlig til den yderst vanskelige situation for hivsmittede og aidssyge børn samt børn, der er blevet forældreløse på grund af aids; fordømmer navnlig de voldtægter af kvinder og piger, der skyldes den opfattelse, at samleje med en jomfru kan helbrede aids, og opfordrer indtrængende til, at der organiseres lokale oplysningskampagner for at udrydde denne fejlagtige antagelse og dermed bedre beskytte især de unge piger;

53.

understreger nødvendigheden af at overholde FN’s konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder med henblik på at sikre rettighederne for børn, der kommer fra indvandrerfamilier;

54.

anmoder EU om at anvende det tematiske program vedrørende asyl og migration, der indgår i instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, til at tilføje støtte til særligt sårbare grupper som børn af migranter og børn, der lever i fattigdom;

55.

anmoder Den Europæiske Union om i sine eksterne foranstaltninger at tage særligt hensyn til børn, som udsættes for forskelsbehandling, herunder børn, der er i konflikt med loven, og børn, der er frataget deres frihed og anbragt på lukkede institutioner; understreger, at børn bør have lettere adgang til domstolene og til særlig retshjælp, og at der må tages hensyn til deres alder igennem hele retsproceduren ved hjælp af særlige beskyttelsesforanstaltninger;

56.

anmoder Rådet og Kommissionen om at medtage spørgsmålet om ungdomsretspleje i tilrettelæggelsen af bistandsprogrammer og i forhandlingerne med tredjelande om aktionsplaner på området retlige og indre anliggender og i den forbindelse tage hensyn til ikke kun ratificeringen af de relevante internationale og regionale normer, men også den faktiske gennemførelse heraf;

57.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme sammenhængen i børnepolitikker ved at indarbejde hensynet til børns rettigheder i andre politikområder, såsom sikkerhed, klimaændringer, migration og bistandseffektivitet;

58.

opfordrer til, at alle EU-politikker, som kan forventes at få betydning for børnespørgsmål i udviklingslandene, uden undtagelse underkastes konsekvensvurderinger vedrørende børns rettigheder; understreger, at børn skal betragtes som en selvstændig og særskilt gruppe, da de ikke påvirkes på samme måde som voksne;

59.

glæder sig over det initiativ, der er iværksat i forlængelse af ovennævnte konklusioner fra Rådet, om bedre koordination og forbedret arbejdsdeling på børnerettighedsområdet ved at kortlægge hhv. Kommissionens og medlemsstaternes eksisterende politikker og aktiviteter i pilotlandene;

60.

er bekymret over, at pilotlandene endnu ikke er udvalgt, og opfordrer medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med Kommissionen for at sikre, at dette sker hurtigt;

61.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde procedurer, målekriterier og indikatorer, der kan sikre, at børnerettigheder, der er blevet integreret i den politiske dagsorden, ikke glemmes, og er enig med Kommissionen i, at der ud over den politiske integration af børns rettigheder også er brug for specifikke tiltag under de geografiske fonde og Den Europæiske Udviklingsfond, eventuelt inden for lavt prioriterede sektorer;

62.

mener, at Parlamentet kan udfylde en mere koordineret og systematisk funktion i overvågningen af EU’s forpligtelser på børneområdet, f.eks. gennem årsberetningen om menneskerettigheder;

63.

foreslår, at de interparlamentariske forsamlinger (Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Eurolat og Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-samarbejdet) indbyder værtslandenes børneorganisationer til at deltage i deres møder, og støtter dannelsen af interregionale ungdomsfora såsom en EU-Afrika-ungdomsplatform;

64.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, og til generalsekretæren for FN og medformændene for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/11

A.

der henviser til, at medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 2002/14/EF er forsinket, og at nogle medlemsstater på nogle punkter blot har gengivet minimumsbestemmelserne,

B.

der henviser til, at den aktuelle finansielle krise vil få konsekvenser for den europæiske økonomi i form af omstruktureringer, fusioner og udflytninger af europæiske virksomheder,

C.

der henviser til, at direktiv 2002/14/EF har til formål at indføre en generel ramme for underretning og høring af arbejdstagerne om fremtidsudsigterne for den virksomhed, de er ansat i, samt for reel høring af arbejdstagerne, hvad angår den pågældende virksomheds fremtidige økonomiske udvikling,

D.

der henviser til, at information og høring af arbejdstagerne er centrale elementer i en social markedsøkonomi og ikke bør betragtes som en hindring for virksomhedernes økonomiske udfoldelser,

E.

der henviser til, at der findes 23 millioner virksomheder med mindre end 250 ansatte i EU (som udgør 99 % af alle virksomheder i EU og beskæftiger mere end 100 millioner mennesker), og at EU-institutionerne har pligt til at sikre og forbedre arbejdstagernes ret til information og høring,

1.

erkender, at gennemførelsen af direktiv 2002/14/EF har været præget af store forsinkelser i en række medlemsstater, og at der derfor vil være behov for længere tid til evalueringen heraf; understreger dog, at virkningen af dette direktiv er åbenlys i de medlemsstater, hvor der ikke eksisterede nogen form for generelt system til information og hørings af arbejdstagerne;

2.

opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til hurtigst muligt at gennemføre direktiv 2002/14/EF korrekt;

3.

anser det for nødvendigt, at Kommissionens initiativer i den retning, i tæt samarbejde med de nationale myndigheder i de berørte medlemsstater og arbejdsmarkedets parter, skal gøre det muligt at gå i dybden med og løse de problematiske spørgsmål, man har fremhævet i forbindelse med fortolkningen af direktiv 2002/14/EF eller gennemførelsesbestemmelsernes overensstemmelse;

4.

konstaterer, at nogle medlemsstater i deres foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2002/14/EF ikke har taget hensyn til visse unge arbejdstagere, deltidsansatte kvinder eller midlertidigt kontraktansatte, og henstiller følgelig, at medlemsstaterne bringer deres bestemmelser om beregning af antallet af ansatte i virksomhederne i overensstemmelse med direktivets ånd og bogstav, således at beregningen af tærsklerne altid sker på grundlag af det reelle antal ansatte uden yderligere betingelser;

5.

finder det hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne under overholdelse af deres nationale praksis fastsætter nøjagtige betingelser og grænser vedrørende artikel 6 i direktiv 2002/14/EF om fortrolige oplysninger, og at de er opmærksomme på:

6.

anmoder medlemsstaterne om som led i deres gennemførelsesforanstaltninger:

7.

opfordrer indtrængende de medlemsstater, som ikke råder over sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, jf. artikel 6, stk. 3, i tilfælde af manglende overholdelse af reglerne om udøvelse af retten til information og høring af arbejdstagerne, til at indføre sådanne sanktioner;

8.

opfordrer alle medlemsstater, som ikke råder over et system til beskyttelse af arbejdstagerrepræsentanter, til at indføre et sådant system;

9.

foreslår de medlemsstater, hvor beskyttelsen af arbejdstagerrepræsentanter traditionelt sker ved en aftale, der forhandles mellem fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, at sørge for en betydelig subsidiær beskyttelse til disse arbejdstagerrepræsentanter i tilfælde af, at forhandlingerne mislykkes;

10.

anser det for nødvendigt at opstille og stille en fortegnelse til rådighed for medlemsstaterne over mulige sanktioner, de kan påføre arbejdsgivere, der ikke respekterer arbejdstagernes ret til information og høring i henhold til direktiv 2002/14/EF;

11.

understreger, at nærhedsprincippet ikke kan være et argument for, at medlemsstaterne ikke opfylder deres forpligtelse til at fastsætte sanktioner, der er tilstrækkeligt strenge til at afholde arbejdsgiverne fra at overtræde direktiv 2002/14/EF;

12.

erindrer om De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 8. juni 1994 (10), ifølge hvilken medlemsstater, hvis retsplejesystemer og institutionelle systemer er utilstrækkelige, har pligt til at skabe de nødvendige retsmidler og definere egnede administrative og retslige klageforanstaltninger samt sanktioner, der er passende, effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, imod arbejdsgivere, der ikke overholder deres pligt til at informere og høre arbejdstagerne;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at tage udgangspunkt i EF-Domstolens retspraksis, når de definerer de administrative og retslige klageforanstaltninger og sanktionerne imod de arbejdsgivere, der ikke overholder deres pligt til at informere og høre arbejdstagerne, mens de afventer en ændring af direktiv 2002/14/EF;

14.

anser det for nødvendigt at sikre, at man i medlemsstaternes gennemførelse bevarer den automatiske ret til information og høring af arbejdstagernes repræsentanter i tråd med en korrekt fortolkning af direktiv 2002/14/EF;

15.

finder det nødvendigt at definere betingelserne for udførelsen af arbejdstagerrepræsentanternes hverv, således at dette udøves inden for arbejdstiden og aflønnes som sådan;

16.

mener, at man bør sikre repræsentanterne for arbejdstagerne i den offentlige administration og i offentlige og finansielle virksomheder de samme rettigheder til at blive informeret og hørt, som er tildelt de øvrige arbejdstagere;

17.

finder det nødvendigt at revurdere muligheden for at anvende direkte høring, når der findes en valgt repræsentationsstruktur eller fagforeningsstruktur, og dermed forhindre, at arbejdsgiveren ikke skrider ind ved at høre arbejdstagerne direkte om emner, som hører ind under overenskomstforhandlingerne, der er fagforeningernes domæne, som f.eks. lønninger;

18.

kræver, at man undersøger behovet for at ændre grænseværdierne for antallet af ansatte i de virksomheder eller forretningssteder, som er omfattet af direktiv 2002/14/EF, således at kun mikrovirksomheder udelukkes fra direktivets anvendelsesområde;

19.

gør medlemsstaterne opmærksom på, at selv om der måtte herske tvivl om den præcise betydning af termen »virksomhed« i direktiv 2002/14/EF, findes der en omfattende retspraksis fra Domstolen på dette område, og opfordrer medlemsstaterne til at henvise hertil i deres gennemførelsesforanstaltninger, hvilket vil forhindre, at der indledes overtrædelsesprocedure i denne forbindelse;

20.

opfordrer indtrængende Kommissionen til snarest at træffe foranstaltninger, der kan sikre, at medlemsstaterne gennemfører direktiv 2002/14/EF korrekt, og kontrollerer alle mangelfulde punkter eller påpeger eventuelle problemer såsom national lovgivning og praksis til beregning af antallet af ansatte i virksomhederne, anvendelsen af de specifikke bestemmelser i artikel 3, stk. 2 og 3, og garantierne i forbindelse med fortrolighedsklausulen i artikel 6; opfordrer Kommissionen til at indlede overtrædelsesprocedurer mod medlemsstater, der ikke har gennemført direktivet, eller som ikke har implementeret det korrekt;

21.

opfordrer Kommissionen til at forelægge en evalueringsrapport om resultaterne af gennemførelsen af direktiv 2002/14/EF vedrørende styrkelse af den sociale dialog og forudseenhed, forebyggende foranstaltninger og beskæftigelsesevne på arbejdsmarkedet samt respekt for arbejdsevnen for dermed at undgå administrative, juridiske og finansielle vanskeligheder for små og mellemstore virksomheder, og om nødvendigt vedføje rapporten passende forslag;

22.

glæder sig over Rådets forslag til forordning om en europæisk privat selskabsvedtægt (KOM(2008)0396), der tager hensyn til de små og mellemstore virksomheders særlige behov;

23.

opfordrer Kommissionen, som er ansvarlig for at overvåge fusioner og overtagelser, til at sikre, at nationale og fællesskabsretlige regler om information og høring overholdes, når der træffes beslutninger om fusioner og overtagelser;

24.

mener, at informationer, som kan medføre ekstrem økonomisk skade for en virksomhed, såfremt de offentliggøres, skal behandles som absolut fortrolige, indtil der er truffet en endelig beslutning om vigtige økonomiske spørgsmål, som vedrører virksomheden (f.eks. i form af en hensigtserklæring);

25.

opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at tilskynde til forbedringer af retten til information og høring af arbejdstagerne og sætte den på dagsordenen i den europæiske sociale dialog, på såvel tværfagligt som sektorplan;

26.

opfordrer Kommissionen til at anspore arbejdsmarkedets parter til proaktivt og på positiv måde at øve indflydelse på den nationale gennemførelse, bl.a. via udbredelse af gode praksisser;

27.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at træffe foranstaltninger til styrkelse af en effektiv samarbejdskultur i EU mellem arbejdsmarkedets parter i forbindelse med information og høring af arbejdstagerne under hensyntagen til emnets karakter og virksomhedernes kendetegn og størrelse;

28.

konstaterer med tilfredshed, at høring vedrørende forskellige spørgsmål, f.eks. når der er fare for arbejdstagernes sikkerhed og sundhed eller førtidig opsigelse af kontrakter, er omtalt i den aftale, som er indgået mellem European Community Shipowners' Associations og European Transport Workers' Federation om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006;

29.

glæder sig over, at Kommissionen i meddelelsen af 10. oktober 2007 om nyvurdering af social- og arbejdsmarkedslovgivningen med henblik på at skabe flere og bedre job inden for søfartserhvervet i EU (KOM(2007)0591) har taget initiativ til at behandle direktiv 2002/14/EF, og opfordrer den til i denne forbindelse fuldstændigt at revurdere de i artikel 3, stk. 3, omhandlede undtagelser fra anvendelsen af direktiv 2002/14/EF;

30.

anmoder Kommissionen om at behandle kravene om samordning af direktiv 94/45/EF, 98/59/EF, 2001/23/EF, 2001/86/EF, 2002/14/EF, 2003/72/EF og forordning (EF) nr. 2157/2001 og undersøge behovet for eventuelle ændringer, der kan forhindre overlapninger og uoverensstemmelser; mener, at eventuelle ændringer bør gennemføres samtidig;

31.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/16

A.

der henviser til, at den europæiske sociale model primært blev skabt gennem et samspil af tjenesteydelser, varer og arbejdspladser af høj kvalitet, som socialøkonomien har afstedkommet, og af sin tilpasnings- og innovationsevne,

B.

der henviser til, at socialøkonomien er baseret på et socialt paradigme, som er i tråd med de grundlæggende principper for den europæiske social- og velfærdsmodemodel, og der henviser til, at socialøkonomien i dag spiller en vigtig rolle for at fastholde og styrke denne model ved at styre produktion og udbud af mange sociale ydelser af almen interesse,

C.

der henviser til, at de socialøkonomiske modeller derfor er blevet normen, der skal fremmes, for at man kan opnå de målsætninger om økonomisk vækst, beskæftigelse, uddannelse og personlige tjenesteydelser, som er udbredt i alle EU-politikker,

D.

der henviser til, at et samfunds velfærd og ligevægt bygger på dets mangfoldighed, og at socialøkonomien aktivt bidrager til denne mangfoldighed ved at forbedre og styrke den europæiske sociale model og indføre en egentlig virksomhedsmodel, der sætter socialøkonomien i stand til at bidrage til en stabil og bæredygtig vækst,

E.

der henviser til, at socialøkonomiske værdier er særdeles forenelige med EU's fælles mål om social integration, og der henviser til, at anstændig beskæftigelse, uddannelse og genintegration bør relateres til disse; der henviser til, at socialøkonomien har vist, at den i høj grad kan bidrage til at forbedre den sociale status for de dårligst stillede grupper (som det f.eks. er tydeliggjort af Nobelprisvinderen Mohammed Yunus og hans mikrokreditter og kooperativer, som har øget den finansielle integration og kvinder indflydelse), og at den har en stor kapacitet til social innovation, idet den tilskynder folk i vanskelige kår til at finde løsninger på deres egne sociale problemer f.eks. ved at forene privatliv og arbejdsliv, fremme ligestilling, et godt familieliv og deres muligheder for pleje af børn, ældre og handicappede,

F.

der henviser til, at socialøkonomien udgør 10 % af alle europæiske virksomheder, hvilket svarer til 2 millioner virksomheder eller 6 % af den samlede beskæftigelse, og har et stort potentiale for at skabe og opretholde et stabilt beskæftigelsesniveau hovedsagelig som følge af, at disse aktiviteter som følge af deres natur normalt ikke delokaliseres,

G.

der henviser til, at socialøkonomiske virksomheder oftest er små og mellemstore virksomheder, som bidrager til en bæredygtig økonomisk model, hvor enkeltpersoner sættes over kapital; der henviser til, at disse virksomheder ofte er aktive på det indre marked og derfor skal sikre, at deres aktiviteter er i overensstemmelse med den relevante lovgivning,

H.

der henviser til, at socialøkonomien har udviklet sig gennem særlige organisatoriske og/eller retlige selskabsformer såsom andelsselskaber, gensidige selskaber, foreninger, sociale virksomheder og organisationer samt fonde samt andre former i de enkelte medlemsstater, der henviser til, at socialøkonomien dækker over forskellige betegnelser i de forskellige lande såsom »solidarisk økonomi«, »tredje sektor«, at der i hele den Europæiske Union findes sammenlignelige aktiviteter, der, selv om de ikke betegnes som »socialøkonomiske« i alle medlemsstater, har de samme karakteristika,

I.

der henviser til, at der er behov for at anerkende statutten for visse typer af organisationer, der udgør en del af socialøkonomien på EU-plan, under hensyntagen til bestemmelserne for det indre marked, for at begrænse de bureaukratiske hindringer for at opnå fællesskabsstøtte,

J.

der henviser til, at socialøkonomien fremhæver en virksomhedsmodel, der hverken kan karakteriseres ud fra størrelse eller erhvervssektor, men ud fra respekten for fælles værdier navnlig demokratiets, de sociale aktørers inddragelses, personers og sociale målsætningers forrang over fortjeneste, forsvar og anvendelse af principperne om solidaritet og ansvarlighed, forening af medlemmernes interesser og almenhedens interesser, medlemmernes demokratiske kontrol, frivilligt og åbent medlemskab, driftsmæssig selvstændighed og uafhængighed af de offentlige myndigheder, anvendelse af de vigtigste overskud til opnåelsen af målsætninger om bæredygtig udvikling og tjenesteydelser til medlemmernes interesser i overensstemmelse med almenhedens interesser,

K.

der henviser til, at socialøkonomien på trods af sektorens stigende betydning og af de organisationer, som er en del af den, stadig ikke er særlig kendt og ofte er genstand for kritik som følge af uegnede tekniske indfaldsvinkler; der henviser til, at manglende institutionel synlighed er en af de største hindringer, som socialøkonomien er stillet over for i EU og i nogle af dens medlemsstater, som delvis skyldes de særlige karakteristika ved de nationale regnskabssystemer,

L.

der henviser til den indsats, som Parlamentets tværpolitiske gruppe om socialøkonomi har gjort,

1.

understreger, at socialøkonomien spiller en afgørende rolle for den europæiske økonomi ved at kombinere lønsomhed med solidaritet, skabe kvalitetsarbejdspladser og ved at styrke social og regional samhørighed, skabe social kapital, fremme et aktivt medborgerskab, solidaritet og en form for økonomi med demokratiske værdier, der sætter mennesker i første række ud over at støtte bæredygtig udvikling samt innovation på det sociale, miljømæssige og teknologiske område;

2.

mener, at socialøkonomien er vigtig, både symbolsk og med hensyn til de opnåede resultater, når det gælder om at styrke det industrielle demokrati og det økonomiske demokrati;

3.

erkender, at socialøkonomien kun kan udvikle sig og realisere sit fulde potentiale, hvis den kan drage fordel af rette politiske, lovgivningsmæssige og operationelle betingelser, under behørig hensyntagen til den rige mangfoldighed i socialøkonomiens institutioner og deres særlige kendetegn;

4.

mener ikke, at socialøkonomiske virksomheder skal være underlagt den samme anvendelse af konkurrencereglerne som andre virksomheder, men mener, at de har brug for trygge lovgivningsmæssige rammer, som tager udgangspunkt i deres særlige værdier, så de får mulighed for at konkurrere på lige fod med andre virksomheder;

5.

understreger, at et økonomisk system, hvor socialøkonomiske virksomheder spiller en stadig større rolle, vil mindske spekulationen på de finansmarkeder, hvor visse private virksomheder ikke er underlagt tilsyn af aktionærer og tilsynsmyndigheder;

6.

minder om, at mangfoldigheden af virksomhedsformer anerkendes i EF-traktaten og med vedtagelsen af en statut for det europæiske andelsselskab;

7.

minder om, at Kommissionen allerede gentagne har anerkendt begrebet socialøkonomi;

8.

opfordrer Kommissionen til at fremme socialøkonomien i sine nye politikker og at forsvare socialøkonomiens anderledes tilgang til iværksætterånd, hvis drivkraft ikke først og fremmest er fortjeneste, men de samfundsmæssige fordele, således at der tages højde for socialøkonomiens særlige træk ved udarbejdelsen af lovgivningen;

9.

mener, at EU og medlemsstaterne bør anerkende socialøkonomien og dens interessenter – andelsselskaber, gensidige selskaber, foreninger og fonde – i deres lovgivning og politikker; foreslår, at disse foranstaltninger omfatter adgang til kredit og skattelettelser, udvikling af mikrokreditter, indførelse af europæiske statutter for foreninger, fonde og gensidige selskaber samt skræddersyet EU-finansiering og incitamenter, for bedre at støtte socialøkonomiske organisationer, der opererer på markedet, og ikkemarkedssektorer, der skabes med henblik på den sociale nytteværdi;

10.

konstaterer, at det er nødvendigt at anerkende de europæiske statutter for foreninger, gensidige selskaber og fonde for at sikre, at socialøkonomiske virksomheder drager fordel af ligebehandling i overensstemmelse med det indre markeds lovgivning; mener, at Kommissionens beslutning om at trække sine forslag til Rådsforordning om statutter for det gensidige europæiske selskab og til Rådsforordning om den europæiske forening (KOM(1991)0273) tilbage er et stort tilbageskridt for udviklingen af disse former for socialøkonomi i den Europæiske Union; opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at revurdere sit arbejdsprogram i lyset heraf;

11.

anmoder Kommissionen om at følge op på den gennemførlighedsrapport for statutten for den europæiske fond, som offentliggøres inden udgangen af 2008, og iværksætte en konsekvensanalyse af statutterne for den europæiske forening og det europæiske gensidige selskab;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en retlig ramme, der anerkender komponenterne af socialøkonomien;

13.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at det europæiske private selskab får en selskabsform, som kan vedtages af alle former for virksomheder;

14.

opfordrer Kommissionen til at fastsætte klare regler for, hvilke enheder der ifølge loven kan fungere som socialøkonomisk virksomhed, samt til at indføre effektive retlige hindringer for adgang, således at kun socialøkonomiske organisationer kan opnå finansiering, som er tiltænkt socialøkonomiske virksomheder, eller drage fordel af offentlige politikker, der har til formål at støtte socialøkonomiske virksomheder;

15.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte oprettelsen af nationale statistiske registre over socialøkonomiske virksomheder, udarbejde nationale satellitregnskaber for hver institutionel sektor og erhvervsgren og muliggøre indførelsen af disse oplysninger i Eurostat og til at gøre brug af de kompetencer, der er til rådighed på universiteter;

16.

påpeger, at målingen af socialøkonomiske virksomheder supplerer målingen af institutioner med almennyttige formål (NPI'er), opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme anvendelsen af FN's »Non Profit Handbook« og til at udarbejde satellitregnskaber, som kan gøre NPI'erne og socialøkonomiske organisationer mere synlige;

17.

støtter, at socialøkonomiens elementer bør anerkendes i den europæiske sektorielle og tværsektorielle sociale dialog og foreslår, at både Kommissionen og medlemsstaterne på det kraftigste støtter inddragelsen af de socialøkonomiske aktører i de sociale høringer og den civile dialog;

18.

gør opmærksom på, at de socialøkonomiske virksomheder og organisationer bidrager til styrkelsen af iværksætterånden, fremmer den demokratiske funktionsmåde i erhvervslivet og integrerer det sociale ansvar og fremmer en aktiv, social integration af udsatte grupper;

19.

fremhæver, at socialøkonomiens arbejdsgivere er afgørende aktører i reintegrationen og glæder sig over deres bestræbelser på at skabe og bevare gode og stabile arbejdspladser af høj kvalitet og investere i medarbejderne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og styrke socialøkonomien i dens rolle som gode arbejdsgivere og respektere dens specielle status;

20.

understreger, at socialøkonomien bidrager til at rette op på tre store skævheder på arbejdsmarkedet: arbejdsløshed, ustabil adgang til beskæftigelse og social og arbejdsmæssig udstødelse af arbejdsløse; bemærker endvidere, at socialøkonomien spiller en rolle for at forbedre beskæftigelsesegnetheden og skaber arbejdspladser, der normalt ikke delokaliseres, hvilket bidrager til opfyldelsen af Lissabonstrategiens målsætninger;

21.

mener, at medlemsstaternes støtte til de socialøkonomiske virksomheder skal fortolkes som en seriøs investering i oprettelsen af et solidaritetsnet, der kan styrke de lokale samfunds og de lokale myndigheders rolle i udviklingen af socialpolitikker;

22.

mener, at de sociale problemer kræver overvejelse, men at de nuværende omstændigheder først og fremmest kræver en større indsats; mener, at de fleste sociale problemer skal løses ved hjælp af lokale løsninger, således at de konkrete problemer og situationer håndteres; understreger, at denne indsats kræver, at der stilles strenge krav til koordinering, hvis den skal være effektiv, hvilket nødvendiggør, at der er en tæt forbindelse mellem myndighederne og de socialøkonomiske virksomheder;

23.

bemærker, at de socialøkonomiske virksomheder gennem deres stærke lokale bånd gør det muligt at skabe forbindelser mellem borgerne og deres repræsenterende organer på regionalt, nationalt og europæisk plan og dermed er i stand til at bidrage til effektive styreformer i EU og social samhørighed; bifalder de socialøkonomiske virksomheders og organisationers bestræbelser på at gruppere sig inden for koordineringsplatforme i EU;

24.

understreger socialøkonomiens nøglerolle i opnåelsen af Lissabonstrategiens målsætninger om bæredygtig vækst og fuld beskæftigelse, idet denne økonomi modvirker de mange skævheder på arbejdsmarkedet, navnlig via støtten til beskæftigelse af kvinder, og den indfører og sørger for bistandsydelser og tjenesteydelser i hjemmet (såsom sociale ydelser, sundhedsydelser og social sikring) foruden at skabe og bevare samfundsstrukturen og den økonomiske struktur ved at bidrage til den lokale udvikling og den sociale samhørighed;

25.

er af den opfattelse, at EU bør træffe foranstaltninger med henblik på at etablere en ramme for dagsordenen for social økonomi, da det vil styrke konkurrenceevnen og den innovative kapacitet lokalt og i EU i betragtning af den sociale økonomis evne til at skabe stabilitet i en situation med yderst konjunkturprægede økonomier ved at omfordele og geninvestere overskud lokalt, hvor det er hensigtsmæssigt, fremme en iværksætterkultur, forbinde økonomiske aktiviteter med de lokale behov, opretholde aktiviteter, der er i fare (f.eks. håndværk) og skabe social kapital;

26.

anmoder de kompetente myndigheder og sektorens aktører om at vurdere og opprioritere kvinders rolle i socialøkonomien, både kvantitativt, i betragtning af den store andel af kvinder, som er beskæftiget inden for alle områder af sektoren, bl.a. med foreningsarbejde og frivilligt arbejde, og kvalitativt, hvad angår arbejdets tilrettelæggelse og ydelsen af tjenester; er bekymret over, at man også i socialøkonomien stadig ser fænomenet med vertikal segregation, som begrænser kvinders deltagelse i beslutningsprocessen;

27.

anmoder medlemsstaternes regeringer, de lokale myndigheder og sektorens aktører om at fremme og støtte de mulige synergieffekter, der kan opstå på området for tjenesteydelser mellem socialøkonomiens aktører og brugerne, for at området for deltagelse, høring og medansvar bliver udvidet;

28.

anmoder Kommissionen om at tage højde for den socialøkonomiske situation ved revisionen af statsstøttepolitikken, idet de små virksomheder og de organisationer, der er aktive på lokalt plan, støder på store vanskeligheder, når det gælder adgangen til finansiering, navnlig under den aktuelle økonomiske krise og finanskrisen; opfordrer også Kommissionen til ikke at lægge hindringer i vejen for de nationale selskabs- og skattebestemmelser, f.eks. bestemmelserne for andelsselskaber inden for banksektoren og inden for detailhandelssektoren, der arbejder ud fra principperne om gensidighed, virksomhedsdemokrati og videregivelse fra generation til generation af arv, udelelige reserver, solidaritet, arbejds- og virksomhedsetik;

29.

påpeger, at nogle af de socialøkonomiske virksomheder er mikrovirksomheder og små virksomheder, der ikke altid har de nødvendige ressourcer til at udøve deres virksomhed på det indre marked eller deltage i de nationale og EU's programmer, og foreslår, at der etableres målrettet støtte og instrumenter, så de i højere grad kan bidrage til en bæredygtig økonomisk vækst i EU, samt at det i forbindelse med en krise i virksomheder gøres lettere for virksomheder at blive til medarbejderejede foretagender;

30.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde programmer, der yder finansiel støtte, oplysninger, rådgivning og uddannelse til potentielle og eksisterende sociale virksomheder, samt til at forenkle etableringsprocessen (herunder nedsættelse af kravene til startkapital for selskaber) for derved at hjælpe virksomhederne med at begå sig i en økonomi, der bliver mere og mere global, og som på nuværende tidspunkt er påvirket af en finanskrise;

31.

fremhæver, at socialøkonomiske virksomheder møder flere vanskeligheder end store virksomheder, f.eks. i forbindelse med at opfylde de lovgivningsmæssige krav, opnå finansiering og få adgang til ny teknologi og information;

32.

understreger socialøkonomiens vigtighed på området for tjenesteydelser af almen interesse; fremhæver merværdien af at oprette integrerede offentlig-private netværk, men også risikoen for udnyttelse som f.eks. ved outsourcing for at bidrage til en reduktion af de offentlige myndigheders omkostninger, også med hensyn til udførelsen af frivilligt arbejde;

33.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte sit arbejde med at føre en dialog og søge en afklaring med de berørte parter og støtter medlemsstaterne med hensyn til forsyningspligtydelser og sociale ydelser af almen interesse samt til at benytte metoden med et sæt kriterier;

34.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der tages hensyn til socialøkonomiens karakteristika (mål, værdier og arbejdsmetoder) i udformningen af de europæiske politikker og navnlig at integrere socialøkonomien i dens andre politikker og strategier for social, økonomisk og erhvervsmæssig udvikling, navnlig i forbindelse med en »Small Business Act« for Europa (KOM(2008)0394); anmoder om, at der foretages konsekvensvurderinger af forhold, som vedrører socialøkonomien, og at socialøkonomiens interesser respekteres og prioriteres; opfordrer indtrængende desuden Kommissionen til at genoverveje muligheden for at oprette en enhed for socialøkonomi på tvær af tjenestegrene, der fungerer som bindeled mellem de relevante generaldirektorater;

35.

opfordrer Kommissionen til også at lade Det Europæiske Observationscenter for SMV'er systematisk inkludere de socialøkonomiske virksomheder i sine undersøgelser og bistå dem med deres aktiviteter og udvikling; opfordrer Kommissionen til også at træffe de nødvendige foranstaltninger, for at de socialøkonomiske virksomheder kan blive forbundet og drage nytte af det europæiske e-business støttenetværk;

36.

opfordrer medlemsstaterne til at tilskynde nye organisationer til at støtte små og mellemstore socialøkonomiske virksomheder, som ønsker at blive mere uafhængige af tilskud og øge deres bæredygtighed;

37.

opfordrer Kommissionen til at opfordre aktørerne i socialøkonomien til at deltage i permanente dialoginstanser og deltage i og samarbejde med ekspertgrupperne på højt plan, som kan indvirke på emner vedrørende socialøkonomien, opfordrer Kommissionen til at deltage i styrkelsen af socialøkonomiens repræsentative strukturer på regionalt, nationalt plan og fællesskabsplan samt til at skabe en retlig ramme, som har til formål at fremme et aktivt partnerskab mellem lokale myndigheder og socialøkonomiske virksomheder;

38.

opfordrer Kommissionen til at fremme dialog mellem offentlige organer og repræsentanter for socialøkonomien på nationalt plan og fællesskabsplan og dermed fremme den gensidige forståelse og gode praksis;

39.

opfordrer Kommissionen til at støtte en EU-tænketank om kooperative banker, der oprettes af sektorens foreninger, og andre finansielle tjenesteydelser, som er relevante for socialøkonomiske organisationer, med det formål at undersøge, hvordan disse specifikke socialøkonomiske enheder indtil nu har klaret sig i EU – ikke mindst under den nuværende globale kredit- og finanskrise – samt hvordan de kan forhindre fremtidige kriser af denne art;

40.

anmoder Kommissionen om at undersøge, hvordan den særlige budgetpost for socialøkonomi kan genaktiveres;

41.

opfordrer til etablering af programmer, der fremmer afprøvningen af nye økonomiske og sociale modeller, iværksættelsen af forskningsrammeprogrammer, medtagelse af socialøkonomiske spørgsmål i forslag under det syvende rammeprogram, mulighed for at anvende en multiplikatormekanisme for de officielle statistiske oplysninger og indførelsen af instrumenter til kvalitativ og kvantitativ måling af den økonomiske vækst;

42.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at inddrage en »socialøkonomisk« dimension i fællesskabspolitikkerne og de nationale politikker samt i de EU's programmer for virksomheder inden for forskning, innovation, finansiering, regionaludvikling og udviklingssamarbejde, og støtte etableringen af programmer til uddannelse af EU's, nationale og regionale forvaltere i socialøkonomi, samt om at sikre socialøkonomiske virksomheder adgang til programmer og projekter for udvikling og eksterne forbindelser;

43.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sørge for undervisningsprojekter inden for højere uddannelse, universitetsuddannelse og erhvervsuddannelse med henblik på at øge kendskabet til socialøkonomien og de iværksætterinitiativer, der er baseret på dens værdier;

44.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte udviklingen af færdigheder og professionalisme inden for sektoren for derigennem at øge socialøkonomiens betydning for integrationen på arbejdsmarkedet;

45.

anmoder Kommissionen om at udarbejde et EU-retsgrundlag, der fremmer oprettelsen og fastholdelsen af territorielle partnerskaber mellem den socialøkonomiske sektor og de lokale myndigheder, idet der opstilles kriterier for anerkendelse og opprioritering af socialøkonomien, bæredygtig lokal udvikling og fremme af almene interesser;

46.

opfordrer Kommissionen til at skabe betingelserne for at fremme investeringer i socialøkonomien, navnlig via investeringsfonde, garanterede lån og tilskud;

47.

anmoder Kommissionen om at foretage en revurdering:

48.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/23

A.

der henviser til, at mental sundhed og trivsel har afgørende betydning for menneskers livskvalitet og for samfundet og er nøgleelementer i EU’s målsætninger inden for rammerne af Lissabonstrategien og den reviderede strategi for bæredygtig udvikling, og at forebyggelse, tidlig opdagelse, indgriben og behandling af psykiske lidelser i væsentlig grad reducerer de personlige, økonomiske og sociale følger heraf,

B.

der henviser til, at man i EU’s forskellige strategidokumenter har fremhævet vigtigheden af mental sundhed med henblik på at opfylde disse målsætninger og behovet for praktiske foranstaltninger på området,

C.

der henviser til, at merværdien af Fællesskabets strategi for mental sundhed først og fremmest ligger på det forebyggende område og inden for fremme af mentalt forstyrrede personers menneskerettigheder og borgerlige rettigheder,

D.

der henviser til, at mentale sundhedsproblemer er meget udbredte i Europa, idet én ud af fire personer får mentale sundhedsproblemer mindst en gang i livet, og endnu flere er indirekte berørt, og der henviser til, at standarden for mentale sundhedspleje varier betydeligt mellem de forskellige medlemsstater, navnlig mellem de gamle medlemsstater og nogle af de nye medlemsstater,

E.

der henviser til, at kønsaspektet er vigtigt i forbindelse med mental sundhed, idet der er flere kvinder end mænd, som har psykiske lidelser, og flere mænd end kvinder, der begår selvmord,

F.

der henviser til, at selvmord fortsat giver anledning til mange for tidlige dødsfald i Europa, med over 50 000 dødsfald om året i EU, og at de pågældende personer i ni ud af ti tilfælde har haft psykiske lidelser, som oftest depression, og til, at antallet af selvmord og selvmordsforsøg blandt mennesker, der er fængslet eller tilbageholdt, endvidere er højere end i befolkningen generelt,

G.

der henviser til, at fastlæggelsen af politikker til forebyggelse af depression og selvmord er nært forbundet med beskyttelsen af den menneskelige værdighed,

H.

der henviser til, at selv om depression er en af de mest hyppigt forekommende og alvorlige psykiske lidelser, er behandlingen heraf fortsat ofte utilstrækkelig, og der er kun få medlemsstater, der har indført forebyggelsesprogrammer,

I.

der henviser til, at der på trods heraf stadig mangler forståelse for og ikke investeres tilstrækkeligt i fremme af mental sundhed og forebyggelse af psykiske lidelser og ikke ydes tilstrækkelig støtte til medicinske forskning og til mennesker med mentale sundhedsproblemer,

J.

der henviser til, at de finansielle omkostninger for samfundet i forbindelse med psykisk syge skønnes at ligge mellem 3 og 4 % af medlemsstaternes bruttonationalprodukt (BNP), at EU’s udgifter til psykiske lidelser var på 436 milliarder EUR i 2006, og at de fleste af disse udgifter faldt uden for sundhedssektoren, navnlig på grund af systematisk fravær fra arbejdet, arbejdsudygtighed og førtidspensionering, og at de skønnede udgifter i mange tilfælde ikke afspejler den ekstra økonomiske byrde ved ledsagesygdomme, som har større sandsynlighed for at ramme personer med psykiske problemer,

K.

der henviser til, at sociale og økonomiske forskelle forstærker mentale sundhedsproblemer, og at antallet af psykisk syge er større blandt udsatte og marginaliserede grupper såsom arbejdsløse, indvandrere, indsatte og tidligere indsatte, personer, der anvender psykotrope stoffer, personer med handicap og personer med langvarige sygdomme, og som henviser til, at specifikke foranstaltninger og passende politikker er nødvendige for at hjælpe med integrationen, herunder den sociale integration af disse,

L.

der henviser til, at der er store forskelle mellem medlemsstaterne og i de enkelte medlemsstater på området mental sundhed, herunder både på behandlingsområdet og med hensyn til social integration,

M.

der henviser til, at personer med psykiske problemer har en større risiko end resten af befolkningen for at udvikle fysiske sygdomme og der er en lavere sandsynlighed for at de bliver behandlet for disse fysiske sygdomme,

N.

der henviser til, at selv om fysisk og mental sundhed er lige vigtigt og påvirker hinanden, bliver psykiske lidelser ofte ikke diagnosticeret eller undervurderet og ikke behandlet tilstrækkeligt,

O.

der henviser til, at der i fleste medlemsstater har været en tendens til at gå fra langtidsinstitutionalisering til at hjælpe de pågældende til at leve i samfundet, men at dette ofte er sket uden tilstrækkelig planlægning og tilstrækkelige midler og kontrolmekanismer og ofte kombineret med budgetnedskæringer, hvilket truer med at føre til reinstitutionalisering af tusinder af borgere med psykiske sygdomme,

P.

der henviser til, at der i 2008 er blevet oprettet en europæisk platform for fysisk og mental sundhed, der omfatter højtstående repræsentanter fra vigtige organisationer,

Q.

der henviser til, at grundlaget for livsvarig mental sundhed skabes i de første år af et menneskes liv, og at psykisk sygdom er udbredt blandt unge, for hvem tidlig diagnose og behandling er af allerstørste betydning,

R.

der henviser til, at aldringen af EU’s befolkning medfører, at der bliver flere tilfælde af neurodegenerative sygdomme,

S.

der henviser til, at den diskriminering og sociale udstødelse, som mennesker med mentale sundhedsproblemer og deres familier oplever, ikke kun er konsekvenser af psykiske lidelser, men også af stigmatisering, de pågældende personers udstødelse af og udelukkelse fra samfundet samt af risikofaktorer, der afholder dem fra at søge hjælp og behandling,

T.

der henviser til, at EU har udpeget 2010 som Europæisk År for Bekæmpelse af Fattigdom og Social Udstødelse,

U.

der henviser til, at forskningen frembringer ny viden om de medicinske og sociale dimensioner af mental sundhed, men til, at der fortsat er store huller, og at der derfor ikke bør lægges hindringer i vejen for det (offentlige eller private) medicinske forskningsarbejde ved at pålægge ofte meget tunge administrative byrder eller alt for omfattende restriktioner med hensyn til anvendelsen af de nødvendige modeller til udvikling af sikre og effektive lægemidler,

V.

der henviser til, at indlæringsvanskeligheder (psykisk handicap) er karakteriseret ved mange af de samme kendetegn og behov som psykiske lidelser,

W.

der henviser til, at det er af væsentlig betydning, at der sker store forbedringer i uddannelsen af fagfolk, der bliver udsat for personer med psykiske lidelser, herunder læger og dommere,

X.

der henviser til, at psykiske lidelser udgør de hyppigst forekommende sygdomme,

1.

glæder sig over den europæiske pagt for mental sundhed og trivsel og anerkendelsen af mental sundhed og trivsel som et grundlæggende prioriteret aktivitetsområde;

2.

støtter fuldt ud opfordringen til samarbejde og handling mellem EU-institutionerne, medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder og arbejdsmarkedets parter på fem prioriterede områder med henblik på at fremme den mentale sundhed og trivsel hos borgere og grupper, der omfatter alle aldersgrupper, begge køn, etnisk oprindelse og samfundsøkonomiske grupper, og med henblik på at bekæmpe stigmatisering og social udstødelse, styrke den forebyggende indsats og hjælpen til selvhjælp og give støtte og passende behandling til mennesker med mentale sundhedsproblemer og deres familier og plejere; understreger, at dette samarbejde skal finde sted under fuld overholdelse af subsidiaritetsprincippet;

3.

opfordrer medlemsstaterne til at skabe bevidsthed omkring vigtigheden af en god mental sundhed, især blandt fagfolk inden for sundhedsvæsenet og målgrupper som patienter, lærere, sociale og retslige myndigheder, arbejdsgivere, plejere og navnlig den brede offentlighed;

4.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med Kommissionen og Eurostat at forbedre kendskabet til mental sundhed og til forholdet mellem mental sundhed og udsigten til et langt sundt liv, ved at skabe mekanismer for udveksling og udbredelse af oplysninger på en klar, lettilgængelig og forståelig måde;

5.

opfordrer Kommissionen til at foreslå fælles indikatorer for at gøre oplysningerne mere sammenlignelige og gøre det lettere for medlemsstaterne at udveksle bedste praksis og at samarbejde med henblik på at fremme mental sundhed;

6.

mener, at der navnlig bør lægges vægt på forebyggelse af psykiske lidelser gennem sociale indgreb, med særlig fokus på de mest udsatte grupper; understreger, at i de tilfælde, hvor forebyggelse er utilstrækkelig, bør adgangen for alle til lægebehandling fremmes og gøres lettere, og at mennesker med sundhedsproblemer bør have fuld adgang til information om innovative behandlingsmetoder;

7.

opfordrer EU til at udnytte finansieringsmulighederne under det syvende rammeprogram til mere forskning inden for mental sundhed og trivsel og samspillet mellem psykiske og fysiske sundhedsproblemer; opfordrer medlemsstaterne til at undersøge mulighederne for finansiering fra Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til initiativer i forbindelse med psykisk sundhed;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre bedst mulig brug af de ressourcer, der er til rådighed på fællesskabsplan og på nationalt plan, til at fremme mental sundhed og organisere bevidstgørelses- og uddannelsesprogrammer for alle personer i nøglepositioner med henblik på at fremme tidlige diagnoser, hurtige indgreb og en korrekt håndtering af mentale sundhedsproblemer;

9.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre og offentliggøre en undersøgelse af de i EU bestående tjenester for psykisk syge og politikker til fremme af den psykiske sundhed;

10.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage FN-resolution 46/119 om beskyttelse af personer med sindslidelser og forbedring af behandlingen af mental sygdom, som udarbejdedes af FN’s Menneskerettighedskommission og vedtoges af FN’s Generalforsamling i 1991;

11.

opfordrer medlemsstaterne til at give personer med mentale sundhedsproblemer ret til lige, fuldstændig og passende adgang til uddannelse, faglig uddannelse og beskæftigelse i overensstemmelse med principperne om livslang læring og sikre, at de får den nødvendige støtte i forhold til deres behov;

12.

understreger, at der er behov for en klar og langsigtet plan for højkvalitative, effektive, tilgængelige og universelle tjenesteydelser for mental sundhed på sociale institutioner og hospitaler og for, at der vedtages kriterier for kontrol foretaget af uafhængige organer; opfordrer til bedre samarbejde og kommunikation mellem fagfolk inden for henholdsvis den primære sundhedspleje og den psykiske sundhedspleje med henblik på en effektiv håndtering af psykiske og fysiske problemer ved at fremme en holistisk tilgang, hvorved en person betragtes som en helhed, for så vidt angår fysisk og psykisk sundhed;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre screening for psykiske sundhedsproblemer i det almindelige sundhedsvæsen og for fysiske sundhedsproblemer i det psykiatriske sundhedsvæsen; opfordrer desuden medlemsstaterne til at indføre en global plejemodel;

14.

opfordrer Kommissionen til at undersøge og optegne patienters erfaringer med bivirkninger af den medicinske behandling via Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMEA) retningslinjer;

15.

opfordrer Kommissionen til at udvide mandatet for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) til at omfatte mental sundhed;

16.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge resultaterne af de temakonferencer, der skal afholdes med henblik på gennemførelsen af den europæiske pagt, og til at foreslå en »europæisk handlingsplan for mental sundhed, medicinsk forskning og borgernes trivsel«;

17.

opfordrer til, at der oprettes en EU-platform for mental sundhed og trivsel med henblik på gennemførelsen af den europæiske pagt bestående af repræsentanter for Kommissionen, Rådets formandskab, Parlamentet, WHO samt brugere af tjenesterne og personer med psykiske problemer, familier, plejere, ngo’er, den farmaceutiske industri, akademikere og andre relevante aktører, men beklager den manglende vedtagelse af et direktiv på europæisk plan som ønsket i Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens grønbog om mental sundhed;

18.

opfordrer Kommissionen til at beholde forslaget om en europæisk strategi for mental sundhed og trivsel som et langsigtet mål;

19.

opfordrer medlemsstaterne til at udarbejde en opdateret lovgivning om mental sundhed, der er i overensstemmelse med de internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet – lighed og ikke-forskelsbehandling, privatlivets ukrænkelighed, selvstændighed, legemlig integritet, ret til information og deltagelse – og som systematiserer og forankrer de grundlæggende principper, værdier og mål for en politik på området for mental sundhed;

20.

opfordrer til vedtagelse af fælles EU-retningslinjer, som definerer handicap i overensstemmelse med bestemmelserne i FN-konvention om handicappedes rettigheder;

21.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre tværsektorielle programmer til forebyggelse af selvmord, især blandt unge, ved at fremme en sund livsstil, reducere risikofaktorerne såsom let adgang til lægemidler, narkotika, skadelige kemiske stoffer og alkoholmisbrug; mener, det er specielt nødvendigt at sikre behandling til mennesker, der har forsøgt selvmord, og psykoterapeutisk behandling til familiemedlemmer til personer, der har begået selvmord;

22.

opfordrer medlemsstaterne til at oprette regionale informationsnetværk for fagfolk i sundhedssektoren, brugere af tjenesterne og personer med psykiske problemer, deres familier, deres uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser sammen med de lokale institutioner og offentligheden med henblik på at reducere forekomsten af depression og selvmordsadfærd;

23.

anmoder om, at der oplyses bedre om det fælles europæiske nødopkaldsnummer 112, der anvendes i nødstilfælde såsom selvmordsforsøg eller mentale kriser, således at det er muligt at gribe hurtigt ind og sikre lægelig nødhjælp;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte specialuddannelseskurser for praktiserende læger og ledere af psykiatritjenester, herunder også læger, psykologer og sygeplejersker, om forebyggelse og behandling af depressive forstyrrelser, således at de lærer at identificere risikoen for selvmord, og hvordan den skal gribes an;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at bistå personalet i skolerne med at skabe et sundt klima og skabe forbindelser mellem skole, forældre, plejere og samfundet for at styrke den sociale integration af unge;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at tilrettelægge støtteprogrammer for forældre, særligt for dårligt stillede familier, og til at fremme oprettelse af konsulentstillinger i alle skoler på sekundærtrinnet for at bistå unge med deres sociale og følelsesmæssige behov med særlig fokus på forebyggende programmer såsom styrkelse af selvværd og krisestyring;

27.

understreger nødvendigheden af, at der udformes sundhedssystemer, der opfylder behovet for specialiserede mentale sundhedstjenester for børn og unge under hensyntagen til tendensen til at gå fra langtidsinstitutionalisering til at hjælpe de pågældende til at leve i samfundet;

28.

understreger behovet for tidlig diagnosticering og behandling af sundhedsproblemer hos sårbare grupper, herunder navnlig hos mindreårige;

29.

foreslår, at mental sundhed medtages i studieprogrammerne for alle fagfolk i sundhedssektoren, og at der gives mulighed for løbende efter- og videreuddannelse i denne sektor;

30.

opfordrer medlemsstaterne og EU til at samarbejde om at øge bevidstheden om den forværrede mentale sundhedstilstand hos børn af emigrantforældre og til at indføre skoleprogrammer, der har til formål at hjælpe disse unge med at klare de psykologiske problemer i forbindelse med deres forældres fravær;

31.

mener, at arbejdspladsen spiller en central rolle i den sociale integration af mennesker med mentale sundhedsproblemer, og at der bør ydes støtte til, at de pågældende kan blive ansat, forblive i arbejdet, rehabiliteret og reintegreret, med særlig fokus på integration af de mest udsatte grupper, herunder etniske mindretalssamfund;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme undersøgelsen af arbejdsvilkår, der kan fremme psykiske forstyrrelsers opståen, navnlig hos kvinder;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme og gennemføre passende forløb for almen og faglig uddannelse til personer med mentale sundhedsproblemer under hensyntagen til deres evner og potentiale for at fremme deres integration på arbejdsmarkedet samt udvikle programmer for reintegration på arbejdspladsen; understreger behovet for behørig uddannelse af arbejdsgivere og deres ansatte med henblik på at klare de særlige behov hos personer med psykiske problemer;

34.

opfordrer arbejdsgiverne til at fremme et sundt arbejdsklima ved at være opmærksomme på arbejdsrelateret stress og de underliggende årsager til mentale problemer på arbejdspladsen og håndteringen heraf;

35.

opfordrer Kommissionen til at forpligte virksomheder og offentlige organer til en gang om året at offentliggøre en rapport om deres politik og indsats for at fremme deres ansattes mentale sundhed på samme grundlag, som de aflægger rapport om den fysiske sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen;

36.

opfordrer arbejdsgiverne til som led i deres strategier for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen at indføre programmer til fremme af de ansattes emotionelle og mentale trivsel, tilbyde støttemuligheder af fortrolig og ikke-stigmatiserende karakter og indføre antimobningspolitikker; opfordrer Kommissionen til at offentliggøre dem på internettet for at videregive de gode eksempler;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at personer, der er berettigede til ydelser på grund af sygdom eller handicap i forbindelse med mentale sundhedsproblemer, ikke fratages retten til beskæftigelse, og at de ikke mister ydelserne i forbindelse med deres handicap/sygdom, så snart de finder et nyt arbejde;

38.

opfordrer medlemsstaterne til at foretage fuldstændig og effektiv gennemførelse af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (3);

39.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe passende foranstaltninger til at forbedre og opretholde en høj livskvalitet for ældre mennesker og til at fremme en sund og aktiv aldring gennem deltagelse i samfundslivet, herunder udvikling af fleksible pensionsordninger;

40.

understreger, at der er behov for at fremme forskningen i forebyggelse og pleje i forbindelse med neurodegenerative sygdomme og aldersrelaterede psykiske sygdomme; fastholder, at det i forbindelse med alle kommende foranstaltninger eller forslag fra Kommissionens side er nødvendigt at sondre mellem Alzheimers sygdom eller lignende neurodegenerative sygdomme og andre former for psykisk sygdom;

41.

tilskynder til udvikling af kontaktflader mellem forskning og politik på området mental sundhed og trivsel;

42.

bemærker, at det er nødvendigt at vurdere samsygeligheden hos ældre mennesker og at uddanne personalet i sundhedssektoren for at øge kendskabet til behovene hos ældre med mentale sundhedsproblemer;

43.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af den åbne koordinationsmetode i forbindelse med social sikring og integration at træffe foranstaltninger til at støtte plejere og udvikle retningslinjer for behandling og langtidspleje med henblik på at forhindre mishandling af ældre og give dem mulighed for at leve værdigt i et passende miljø;

44.

opfordrer til, at der gennemføres offentlige oplysnings- og bevidstgørelseskampagner via medierne, internettet, skoler og arbejdspladser for at fremme psykisk sundhed, øge kendskabet til de mest almindelige symptomer på depression og selvmordstendenser, afstigmatisere psykiske lidelser, fremme bestræbelserne på at finde frem til den bedste og mest effektive hjælp og aktivt integrere personer med mentale sundhedsproblemer;

45.

understreger, at medierne spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om at ændre opfattelsen af psykisk sygdom, og opfordrer til, at der udvikles europæiske retningslinjer for ansvarlig dækning af mental sundhed i medierne;

46.

opfordrer medlemsstaterne til at bidrage til at styrke organisationer, der repræsenterer personer med mentale sundhedsproblemer og deres plejere, for at lette deres deltagelse i formuleringen og gennemførelsen af politikken og på alle stadier i forskningen i mental sundhed;

47.

er af den opfattelse, at en afstigmatisering af mentale forstyrrelser indebærer opgivelse af ødelæggende og invasive behandlingsformer og praksis baseret på umyndiggørelse;

48.

finder det nødvendigt at fremme og støtte psykosociale rehabiliteringsaktiviteter på små offentlige, private eller offentligprivate dag- eller døgnstrukturer med beboelse, som tilbyder en familiemæssig dimension og model og placeres i et bymæssigt miljø for at fremme integrationen i løbet af alle behandlings- og rehabiliteringsfaser;

49.

glæder sig over Kommissionens forslag om et nyt direktiv mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering uden for beskæftigelsessektoren og opfordrer til omgående vedtagelse af dette direktiv med henblik på effektivt at beskytte personer med psykiske problemer mod forskelsbehandling;

50.

opfordrer alle medlemsstater til straks at ratificere Haagerkonventionen af 13. januar 2000 om international beskyttelse af sårbare voksne;

51.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og WHO’s europæiske kontor.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/30

A.

der henviser til, at Den Europæiske Union spilder mere end 20 % af sin energi på grund af ineffektivitet og, at EU, hvis 20 % -målet for besparelser blev nået, ville forbruge omkring 400 Mtoe (millioner ton olieækvivalenter) mindre primærenergi, og emissionsreduktionerne ville være ca. 860 Mt,

B.

der henviser til, at energiforbruget i kombination med det nationale energimix, som hovedsagelig er baseret på konventionelle energikilder, fortsat er hovedkilden til drivhusgasemissioner i Den Europæiske Union,

C.

der henviser til, at der er stadig mere komplekse risici forbundet med sikkerheden og afhængigheden af forsyninger i forbindelse med importen af energikilder i EU,

D.

der henviser til, at flere incitamenter til at investere i energieffektivitet under en finanskrise eller afmatning og i tider med ustabilitet og uforudsigelighed, hvad angår oliepriser, kunne bidrage til at stimulere økonomien,

E.

der henviser til, at en stigning i energipriserne kan blive en af hovedårsagerne til fattigdom; der henviser til, at forbedringer af energieffektiviteten er den mest effektive metode til at reducere sårbarheden hos dem, der er stærkt afhængige,

F.

der henviser til, at forbedring af energieffektiviteten også er den mest omkostningseffektive metode til at opnå de bindende mål for emissionsreduktion og vedvarende energi, som EU har sat sig selv,

G.

der henviser til, at forbedring af energieffektiviteten og udnyttelse af de muligheder, der ligger heri, er i medlemsstaternes fælles interesse; der henviser til, at det ville være tilrådeligt at anvende forskellige sæt af foranstaltninger i medlemsstaterne, der passer til deres indbyrdes forskellige økonomiske og klimatiske karakteristika,

H.

der henviser til, at energieffektivitetsforanstaltninger kun kan give det ønskede resultat, hvis de anvendes i alle sektorspecifikke politikker,

I.

der henviser til, at Kommissionen i betragtning af, at flere medlemsstater ikke har forelagt nogen national plan for energieffektivitet, skal vedtage foranstaltninger for at opmuntre flere medlemsstater til at gennemføre afgørelser, der er truffet på dette område,

J.

der henviser til, at den internationale økonomiske krise og de stadig mere ustabile priser på energikilder får energieffektiviteten til at træde mere i forgrunden, hvilket kan forbedre de europæiske virksomheders konkurrenceevne betragteligt,

K.

der henviser til, at der ifølge ovennævnte meddelelse fra Kommissionen om »Energieffektivitet: opfyldelse af målet om 20 % « er reel fare for, at energieffektivitetsmålet for 2020 ikke vil blive nået,

L.

der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til forslaget til direktiv om fremme af brugen af energi fra vedvarende energikilder er forpligtede til at fremme og tilskynde til energieffektivitet og energibesparelser for lettere at opnå deres mål med hensyn til vedvarende energi,

M.

der henviser til, at boligejendomme rummer et energibesparelsespotentiale på ca. 27 %,

N.

der henviser til, at der stadig ikke er juridisk bindende mål for energieffektivitet på EU-plan eller på nationalt plan,

O.

der henviser til, at der er tydelig mangel på kapacitet til at gennemføre energieffektivitetsprojekter,

1.

bifalder de handlingsplaner, der er udarbejdet af medlemsstaterne; er samtidig bekymret over, at den forsinkede forelæggelse af planerne og indholdet af en række af de nationale handlingsplaner tyder på mangler, der vil kunne medføre risiko for, at EU's energieffektivitets- og klimabeskyttelsesmålsætninger ikke opfyldes; understreger, at vægten nu må lægges på effektiv gennemførelse af foranstaltninger, der koncentrerer sig om energieffektivitet, herunder udviklingen af bedste praksis og synergier, og bedre information og rådgivning om energieffektivitet til slutbrugere;

2.

finder det på tide, at det som led i revisionen af handlingsplanerne i 2009 detaljeret undersøges, i hvor stort omfang lovgivningen og handlingsplanerne omfatter samtlige muligheder for besparelser på energieffektivitetsområdet, og hvordan opgaverne fordeles mellem Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder, hvad angår gennemførelse og håndhævelse;

3.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre energieffektivitet og energibesparelser til hjørnestenen i energipolitikken for Europa; bifalder det initiativ, Kommissionen har taget i den ovennævnte meddelelse »Energieffektivitet: opfyldelse af målet om 20 % « med at forberede en revideret EU-handlingsplan for energieffektivitet; opfordrer Kommissionen til at gøre energieffektivitetsmålet på 20 % inden 2020 juridisk bindende som en del af den vurdering, den skal udarbejde om Fællesskabets fremskridt hen imod dette mål, under Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF om medlemsstaternes indsats for at nedbringe deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at nedbringe drivhusgasemissionerne frem til 2020 (13);

4.

bifalder forøgelsen af Kommissionens menneskelige ressourcer på området for energieffektivitet, hvilket, selvom disse ressourcer stadig er utilstrækkelige til at være fuldt funktionsdygtige, har resulteret i, at forberedelsen af lovgivningsforslag på områder som for eksempel øko-produktdesign, bygningers energimæssige ydeevne og energimærkning, transportsektoren og brugerinstallationer er blevet fremskyndet; understreger, at der fortsat er behov for lovgivning på disse områder;

5.

anser direktiv 2006/32/EF for at være en god reguleringsramme; noterer sig samtidig, at direktivet med hensyn til anvendelse er begrænset til perioden frem til 2016, og at det under alle omstændigheder ikke er ambitiøst nok til, at målet om en forbedring af energieffektiviteten på mindst 20 % inden 2020 vil kunne nås, så det vil være tiltrængt med en revision i 2012 baseret på en indgående undersøgelse af medlemsstaternes erfaringer;

6.

bifalder det faktum, at energileverandørerne og de professionelle sammenslutninger i en række medlemsstater på grundlag af direktivet er begyndt at forbedre og koordinere deres egne systemer med intelligente målere; konstaterer dog, at det med den nuværende reguleringsramme er usandsynligt, at intelligente målere vil vinde stor udbredelse i husholdningerne; støtter derfor den obligatoriske indførelse af intelligente målere inden 10 år efter, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2003/54/EF (14) er trådt i kraft; opfordrer Kommissionen til at gennemføre kravene i artikel 13 i direktiv 2006/32/EF mere restriktivt for at fremskynde indførelsen af intelligente målersystemer;

7.

anser det for nødvendigt, at Kommissionen med henblik på at støtte den bindende indførelse af intelligente målere foretager en omfattende undersøgelse af medlemsstaternes erfaringer på området; mener, at kommende regler bør indeholde et krav om, at forbrugernes huse skal udstyres med læselige displays samtidig med, at de får installeret dette målersystem, og at Kommissionen også bør være opmærksom på regler om målersystemernes kompatibilitet og meddelelse af data, forskellige takster og mikroproduktion;

8.

mener, at bestemmelser, der styrker den offentlige sektors rolle som forbillede, bør støttes; mener, at energieffektivitetskriterierne i lyset af de voksende energiomkostninger bør defineres for procedurer for offentlige indkøb i den offentlige sektor;

9.

anerkender, at en forøgelse af bygningers energieffektivitet har et meget stort potentiale for en reduktion af drivhusgasemissionerne og bekæmpelsen af klimaændringerne, både ved hjælp af tilpasning og ved at bekæmpe årsagerne til klimaændringerne;

10.

opfordrer medlemsstaterne til, hvor det er muligt, at gøre omfattende brug af alternative vedvarende energikilder som f.eks. vind, biomasse og biobrændsel samt bølge- og tidevandsenergi;

11.

bifalder Kommissionens forberedelse til at udvide direktiv 2002/91/EF for så vidt angår standardisering af huse med lav energiintensitet og »net zero carbon buildings« og opfordrer til, at der indføres krav til plusenergibygninger i hele EU, eftersom disse vil kunne reducere omkostningerne for slutbrugerne; opfordrer indtrængende til, at den nøjagtige tidsplan for standardisering og minimumsniveauer for energi fra vedvarende energikilder fastsættes for både nye og eksisterende bygninger;

12.

understreger, at boligejendomme er blandt de mest energislugende sektorer, og opfordrer derfor indtrængende til, at den finansielle støtte på både nationalt plan og fællesskabsplan til bygningernes energimæssige ydeevne forhøjes, og at de eksisterende finansielle incitamenter sammenholdes med de forpligtelser, der fastlægges i de nationale handlingsplaner som led i Kommissionens revision af handlingsplanerne;

13.

tilskynder navnlig medlemsstaterne og regionerne til at anvende strukturfondene til at oprette tematiske netværk på deres områder inden for rammerne af den samordnede indsats, som er fastsat i 2008-arbejdsprogrammet Intelligent Energi i Europa, med henblik på at modtage oplysninger om andre EU-regioners fremgangsmåder, hvad angår effektiv anvendelse af energi, og for at udveksle knowhow og erfaring inden for dette område;

14.

understreger, at energipolitikken i de nationale handlingsplaner for boligsektoren bør sætte forbedringen af den samlede kvalitet af de boliger, som personer med lav indkomst bor i, som prioritet under hensyn til det faktum, at uforudsigelige brændstofpriser i alvorlig grad vil forværre disse husholdningers økonomiske situation og skabe alvorlige sociale problemer;

15.

bifalder de planmæssige, fortsatte tilføjelser til den lovgivning, der indeholder bestemmelser om mærkning af udstyr og mindstekrav til energieffektivitet med henblik på handlingsplanen og direktiv 2005/32/EF; anser det for vigtigt, at den mangfoldighed af udstyr, der er omfattet af lovgivningen, udvides samtidig med, at forbrugervanerne observeres;

16.

anbefaler, at Kommissionen med henblik på at reducere brugen af standby-strøm undersøger muligheden af at regulere de eksterne strømkilder, der forsyner huse med flere kredsløbselementer; opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2005/32/EF at sikre, at disse bestemmelser omfatter hele produktets livscyklus med hensyn til følger for energieffektiviteten; opfordrer på denne baggrund til, at dette direktiv suppleres med bestemmelser vedrørende hele livscyklussen, ansvar for produktet og hvorvidt og i hvilket omfang, det skal kunne repareres;

17.

anser det for væsentligt, at virksomheder, der ikke er underlagt EU's emissionshandelsordning, inddrages i øget energieffektivitet, især der, hvor skjulte omkostninger eller andre vanskeligheder hindrer, at energieffektivitet vinder indpas på markedet; anser det for nødvendigt udover udvidelsen af miljødesignet at indføre en ordning med »hvide certifikater«; mener, at Kommissionen for at gøre dette muligt bør fuldføre de relevante kontrolundersøgelser så snart som muligt; understreger den vigtige rolle, som energieffektivitet kan spille med hensyn til at hjælpe medlemsstaterne til at nå deres bindende mål gennem fælles bestræbelser; understreger de særlige muligheder for omkostningseffektiv reduktion, der ligger i forbedring af bygningers energieffektivitet;

18.

bifalder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (15) og drøftelsen om yderligere lovgivning til forbedring af køretøjers specifikke energieffektivitet; understreger vigtigheden af snarest muligt at fastsætte stringente fremtidige emissionsmål af hensyn til industrisikkerheden; udtrykker skuffelse over, at grænsen på 95g CO2 inden 2020, som Parlamentet har krævet, endnu ikke er bekræftet; konstaterer dog med bekymring, at den nye lovgivning ikke vil kunne opveje den voksende energiefterspørgsel på transportområdet;

19.

bifalder udarbejdelsen af grønbogen »På vej mod en ny kultur for mobilitet i byer« (KOM(2007)0551), men konstaterer, at effektivitetsreserverne ikke kan mobiliseres, på grund af manglende specifikke bestemmelser med et klart defineret omfang; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan fremme af energieffektiv mobilitet i byerne og udvikling af offentlige transportmidler kan spille en større rolle i struktur- og samhørighedspolitikken, og hvordan der vil kunne lægges mere vægt på mobilitetens effektivitet i betingelserne for Fællesskabets samfinansiering af projekter;

20.

understreger, at udbredelsen af informations- og kommunikationsredskaber har gjort det muligt at anvende opkrævningsmetoder for vejgodstransport, der ikke kun dækker højhastighedsvejnettet; opfordrer indtrængende til, at man undersøger mulighederne for at indføre ensartet lovgivning for overvågning af det indre marked;

21.

bifalder Kommissionens forslag om fremme af effektiv kraftvarmeproduktion men bemærker, at fremme af denne teknologi vil kunne spille en rolle, hvor den kan bidrage effektivt til at opfylde nyttige varmebehov; bemærker, at netværkets effektivitet i distriktsvarmesystemer er nøjagtig ligeså vigtigt som effektiviteten af det udstyr, der benyttes fra forbrugerens side; mener, at der med hensyn til tildeling af strukturmidler bør lægges væsentlig mere vægt på netværkseffektiviteten i de eksisterende fjernvarmeanlæg;

22.

mener fortsat, at de enkelte sektorpolitikker modarbejder Den Europæiske Unions bestræbelser på at opnå energieffektivitet; er af den opfattelse, at det samme er tilfældet for den måde, hvorpå struktur- og samhørighedsstøtten er struktureret;

23.

mener, at små og mellemstore virksomheder (SMV'er) kan spille en vigtig rolle i forbedring af energieffektiviteten, men at de ikke har den samme kapacitet til at overholde lovgivningen eller opfylde nye standarder i energisektoren; mener derfor, at de faciliteter, der vil blive skabt gennem »Small Business Act«, også skal tage sig af information og kontakt med SMV'erne, hvad angår energieffektivitet;

24.

opfordrer medlemsstaterne til at øge deres ambitionsniveau og omdanne deres nationale handlingsplaner for energieffektivitet til et praktisk værktøj til at nå ikke alene deres energieffektivitetsmål under direktiv 2006/32/EF, men også med henblik på deres mere omfattende og langsigtede mål, især hvad angår forbedring af energieffektiviteten med mindst 20 % inden 2020 og opfyldelsen af de bindende nationale emissionsreduktionsmål gennem fælles bestræbelser;

25.

opfordrer medlemsstaterne til at gå videre end det nationale vejledende mindstemål for energibesparelse på 9 % inden 2016, der er fastsat i direktiv 2006/32/EF og fastsætte klare midtvejsmål for at nå det endelige mål;

26.

anser det for nødvendigt, at der i de nationale handlingsplaner udformes realistiske, underbyggede bindende mål, og at de foranstaltninger, der skal træffes for at sikre, at disse mål nås, specificeres deri;

27.

anser det for yderst vigtigt, at de nationale handlingsplaner tilpasses den geografiske, klimatiske og økonomiske struktur og forbrugerkarakteristika, der kan variere betydeligt mellem regionerne;

28.

understreger forholdet mellem energi og territorial samhørighed, som det påpeges i grønbogen om territorial samhørighed (KOM(2008)0616), med hensyn til energieffektiviseringstiltagenes positive bidrag til en bæredygtig udvikling, energisikkerheden, betydningen af en veludformet strategi for fysisk planlægning og udviklingen af langsigtede løsninger for alle regioner;

29.

anser det for nødvendigt, at de nationale handlingsplaner opfylder målsætningerne for energieffektivitet på en omkostningseffektiv måde og sikre den værdi, der tilføjes ved statsstøtte;

30.

opfordrer medlemsstaterne til i deres eksisterende strukturer for kontakter mellem regeringsagenturer og offentligheden at indarbejde information om energieffektivitet, bedste praksis på disse områder og forbrugerrettigheder, der er blevet etableret inden for energi- og klimasektoren;

31.

anser det for en forudsætning, i modsætning til den praksis, der for øjeblikket benyttes i en række medlemsstater, at de nationale handlingsplaner udformes under omfattende inddragelse af lokale og regionale myndigheder, samfundsorganisationer og økonomiske partnere for at sikre bedre gennemførelse på græsrodsniveau;

32.

anser det for vigtigt, at de nationale handlingsplaner tager særligt hensyn til fattigdom forårsaget af stigende energipriser og garanterer passende beskyttelse for dem, der risikerer at komme ud i fattigdom; mener, at forbedring af energieffektiviteten og energibevidstheden er en afgørende opgave, der kræver en hurtig løsning;

33.

understreger betydningen af, at medlemsstaterne i deres nationale handlingsplaner for energieffektivitet optager passende finansieringsinstrumenter for energibesparelse, som krævet i artikel 9 i direktiv 2006/32/EF; mener, at disse finansieringsinstrumenter bør være indrettet til at overvinde erkendte hindringer for forbedring af energieffektiviteten, såsom cost/benefit-deling mellem ejer og lejer og den længere tilbagebetalingsperiode, der kræves, når gamle ejendomme, der er vanskelige at udbedre, skal bringes på højde med moderne energieffektivitetsstandarder;

34.

anser det for nødvendigt, at de nationale handlingsplaner lægger særlig vægt på, hvordan regeringerne agter at fremme og støtte investeringer i energieffektivitet for SMV'ers vedkommende; understreger derfor, at der skal tages særligt hensyn til disse investeringer, når de nationale handlingsplaner udarbejdes;

35.

bemærker med beklagelse, at de midler, der tildeles energirelaterede projekter, fortsat er utilstrækkelige i de fleste medlemsstater og ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til regionale forskelle; opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at fokusere på gennemførelsen af deres respektive operationelle programmer vedrørende innovative foranstaltninger med henblik på at udvikle omkostningseffektive løsninger på energieffektivitetsområdet;

36.

understreger nødvendigheden af, at disse foranstaltninger fra nu af gennemføres effektivt, herunder udviklingen af bedste praksis og synergier og tilrettelæggelsen af informationsudveksling og koordination af de forskellige og spredte aktører i energieffektivitetssektoren;

37.

understreger behovet for mere omfattende og klare forpligtelser i anden serie af nationale handlingsplaner i 2011 med henblik på at skabe et gunstigt forretningsmiljø og forudsigelige investeringsbetingelser for markedsaktørerne;

38.

understreger, at den private sektor med støtte i nationale foranstaltninger bør spille en mere fremtrædende rolle i investering i og udvikling af nye, bæredygtige energiteknologier, samtidig med at der også gennemføres innovative foranstaltninger med det formål at indføre en tilgang, der fokuserer mere på energieffektivitet;

39.

fremhæver den strategiske rolle, som EU's offentlige myndigheder spiller, særlig på regionalt og lokalt plan, for at styrke gennemførelsen af den nødvendige institutionelle støtte til initiativer til fremme af energieffektivitet, som det fremgår af direktiv 2006/32/EF; anbefaler en styrkelse af virkningsfulde oplysnings- og uddannelseskampagner, eksempelvis via anvendelsen af letforståelig energieffektivitetsmærkning, og energirelaterede pilotprojekter samt træning på de regionale og lokale myndigheders områder, som tager sigte på at forbedre borgernes viden og ændre deres vaner;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle langsigtede bevidstgørelseskampagner om energieffektivitet, der fokuserer på effektivitet i såvel offentlige som private bygninger og på at overbevise befolkningen om, at energieffektivitet kan medføre reelle besparelser;

41.

opfordrer Kommissionen til at udsende en detaljeret analyse af hele den første runde af planer, der er forelagt, så årsagerne til forsinkelserne bliver fuldstændig kendte, og til at gøre en alvorlig indsats for at undgå yderligere forsinkelser og forsømmelser;

42.

opfordrer Kommissionen til på fællesskabs- og medlemsstatsniveau at undersøge sektorpolitikkernes forenelighed med energieffektivitetsmålene; mener, at en detaljeret oversigt over Fællesskabets støtteordninger er uomgængelig nødvendig i denne forbindelse;

43.

opfordrer Kommissionen til væsentligt at øge andelen af midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden afsat under artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (16) til forbedring af energieffektiviteten af de eksisterende boliger og til at kræve, at medlemsstaterne fuldt ud udnytter denne mulighed;

44.

tilskynder medlemsstaterne og navnlig regionerne til at anvende strukturfondene til at oprette tematiske netværk på deres områder inden for rammerne af den samordnede indsats, som er fastsat i 2008-arbejdsprogrammet Intelligent Energi i Europa, med henblik på at modtage oplysninger om praksis i andre EU-regioner, hvad angår effektiv anvendelse af energi, og til at udveksle knowhow og erfaring inden for dette område;

45.

anmoder i forbindelse med den næste programmeringsperiode for strukturfondene Kommissionen om at støtte energieffektivitetsmål, styrke prioritetskriterierne i tilknytning til disse mål og støtte gennemførelsen af konkrete energibesparende foranstaltninger og teknologier og den effektive udnyttelse af energi, herunder gennem anvendelse af partnerskaber i projekter om bl.a. renovering af bygninger, modernisering af gadebelysning og miljøvenlig transport, modernisering af anlæg til opvarmning i byerne og produktion af varme og elektricitet;

46.

opfordrer Kommissionen til at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at udstyre medlemsstaterne med den institutionelle kapacitet til at udarbejde og gennemføre effektive nationale handlingsplaner, herunder officiel overvågnings- og kvalitetskontrol med individuelle foranstaltninger, bl.a. foranstaltninger, der udspringer af forpligtelser i forbindelse med bygningers energicertifikater, og til at understøtte offentlige uddannelses- og erhvervsuddannelsesprogrammer inden for energieffektivitet; opfordrer Kommissionen til at etablere en offentlig database over medlemsstaternes energieffektivitetsforanstaltninger og/eller kritiske elementer af gennemførelsen heraf;

47.

opfordrer Kommissionen til at opstille minimumskrav for en harmoniseret model, metodologi og evalueringsproces for nationale handlingsplaner for energieffektivitet; bemærker, at dette vil nedbringe de administrative byrder på medlemsstaterne, sikre, at handlingsplanerne er velfunderede og lette en sammenlignende analyse; mener, at denne harmoniserede model og metodologi skal kræve kapitler for de enkelte sektorer og skelne klart mellem politikker og aktioner for energieffektivitet, der tidligere er vedtaget af medlemsstaterne på den ene side, og nye supplerende politikker og aktioner på den anden side; henviser til de relevante bestemmelser i forslag til direktiv om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder; understreger, at Kommissionens kontrol med og om fornødent forkastelse af de nationale handlingsplaner, når de forelægges, ville sikre en bedre kvalitet af nedstrømsimplementeringen; slår til lyd for koordinering af de nationale handlingsplaner og rapporter under de forskellige lovgivningsinstrumenter forbundet med klimaændringsmål; opfordrer Kommissionen til at krydstjekke de nationale handlingsplaner for energieffektivitet med andre nationale handlingsplaner og rapporter, herunder dem der forelægges i forbindelse med Kyotoprotokollen og Strukturfondenes dokumenter vedrørende de nationale strategiske referencerammer;

48.

opfordrer Kommissionen til at udvikle fælles principper for metoder til måling af energibesparelser under passende hensyntagen til subsidiaritetsprincippet; konstaterer, at behovet for at bestemme omfanget af og verificere energibesparelser, der er et resultat af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, ikke kun er af interesse i forbindelse med anvendelsesområdet for direktiv 2006/32/EF, men også i forbindelse med måling angående opnåelsen af målet med 20 % i energibesparelser inden 2020 og andre kommende energibesparelsesmål;

49.

opfordrer indtrængende kommissionen til at sikre, at de nationale handlingsplaner for energieffektivitet præsenterer en klar og sammenhængende tilgang, og navnlig, at kravene indeholdt i direktiv 2002/91/EF, herunder eventuelle senere ændringer, fuldt ud er integreret i de nationale handlingsplaner for energieffektivitet, så de nationale handlingsplaner for energieffektivitet foreslår foranstaltninger, der reelt føjer nyt til forbedringer, der allerede er opnået under den eksisterende nationale lovgivning og fællesskabslovgivningen;

50.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at insistere på, at de nationale handlingsplaner for energieffektivitet klart udtrykker, hvordan forpligtelsen under direktiv 2006/32/EF til, at den offentlige sektor skal fungere som forbillede, skal opfyldes, og om fornødent fremsætte et forslag til fællesskabslovgivning, der vil sikre, at den offentlige sektor kommer til at spille en ledende rolle i forbindelse med investeringer i energieffektivitet;

51.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulige metoder til at styrke procedurerne for offentlige indkøb med en række energieffektivitetsbetingelser, hvilket skal opnås ved at prioritere »grønne« produkter i forbindelse med offentlige kontrakter, herunder obligatorisk anvendelse af energieffektivitetsstandarder og obligatorisk medtagelse af livscyklusenergiomkostningerne i evalueringen af investeringerne; understreger, at de offentlige myndigheder på alle niveauer bør foregå som eksempel under gennemførelsen af grønne offentlige indkøb i deres procedurer;

52.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvilke fællesskabsmidler der er afsat til forskning og udvikling, med henblik på at stille flere midler til rådighed for forbedring af energieffektivitet i forbindelse med den finansielle ramme for den kommende periode;

53.

mener, at Kommissionen bør tilskyde de medlemsstater, der endnu ikke har vedtaget deres nationale energieffektivitetsplaner, til at gennemføre afgørelser, der er truffet på dette område;

54.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/38

A.

der henviser til, at Kommissionen lige siden det fjerde rammeprogram har søgt at stimulere den europæiske forskning inden for fiskeri og akvakultur til støtte for den fælles fiskeripolitik,

B.

der henviser til, at al fiskeri- og akvakulturrelateret forskning i det syvende rammeprogram indgår som led i den mere overordnede landbrugsforskning (tema 2), medens de marine videnskaber og forvaltningen af kystområder henhører under den miljørelaterede forskning,

C.

der henviser til, at såvel De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO) adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri som aftalen om gennemførelsen af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention vedrørende bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande fremhæver nødvendigheden af at udbygge forskningen og dataindsamlingen med henblik på at forbedre den videnskabelige viden inden for sektoren,

D.

der henviser til, at den fælles fiskeripolitik er en af de fællesskabspolitikker, som er mest afhængige af den videnskabelige forskning, og at troværdigheden af de foranstaltninger, der træffes som led i denne politik, forudsætter, at de bygger på videnskabelige udtalelser af høj lødighed,

E.

der henviser til, at den fælles fiskeripolitik er baseret på principper om god forvaltningspraksis, som bl.a. kræver, at beslutningsprocessen bygger på kvalificeret videnskabelig rådgivning og giver rettidige resultater,

F.

der henviser til, at videnskabelige oplysninger skal danne grundlag for fastlæggelsen af kvoter og den maksimale bæredygtige fangst,

G.

der henviser til, at fiskere og forskere ofte foretager forskellige skøn af havets tilstand og fiskebestandene,

H.

der påpeger, at selv om vigtigheden af at videreføre aktiviteterne inden for de forskellige marine og maritime discipliner ikke må underkendes, sigter strategien for havforskning og maritim forskning først og fremmest på at forbedre samspillet mellem de to forskningsområder frem for at fokusere på allerede veletablerede forskningsfelter,

I.

der henviser til, at de topforskningscentre, der findes i regionerne i den yderste periferi, udgør privilegerede poster til overvågning af havmiljøet for Europa inden for rammerne af strategien for havforskning og maritim forskning,

J.

der henviser til, at den kommende revision af den fælles fiskeripolitik, der vil lægge større vægt på den regionale forvaltning og være baseret på økosystemerne, kræver et solidt videnskabeligt vidensgrundlag,

1.

er overbevist om, at det inden for de forskellige forskningsrelaterede politikker er nødvendigt at fokusere mere på de særlige problemer inden for fiskeri og akvakultur på grund af sektorens økonomiske, sociale og politiske betydning i EU;

2.

ser med tilfredshed på den nye indsats, Kommissionen via sin strategi for havforskning og maritim forskning har gjort for at skaffe ressourcer til en bedre integration mellem de to forskningsområder;

3.

erindrer Kommissionen om, at den i henhold til forordning (EF) nr. 2371/2002 er retligt forpligtet til at bygge sine fiskeripolitiske forslag på en forsvarlig videnskabelig rådgivning og en forsigtighedstilgang; opfordrer Kommissionen til at fremhæve og plædere for, hvor vigtigt det er, at der er interesse for videnskabelige undersøgelser af havets tilstand og fiskebestandene;

4.

er betænkelig ved reorganiseringen af temaerne under det 7. rammeprogram, som indebærer, at forskningen vedrørende fiskeproduktionen afkobles fra fiskeriet og den marine økologi, idet en reorientering af den fælles fiskeripolitik i retning af en økosystemsbaseret tilgang tværtimod vil kræve en højere grad af sammenkobling;

5.

beklager, at det 7. rammeprogram hverken betragter fiskeriet eller akvakulturen som specifikke forskningsområder, men kun omtaler området »fødevarer, landbrug og fiskeri og bioteknologi« (tema 2), der eventuelt, som en fjerntliggende og indirekte mulighed, kan komme til at omfatte forskning på fiskeriområdet; konstaterer, at det samme gælder for tema 6 vedrørende »miljø (herunder klimaændringer)«;

6.

opfordrer Kommissionen til at benytte den planlagte midtvejsevaluering af det 7. rammeprogram i 2010 til at foretage en revision, der tager hensyn til denne beslutning og i højere grad fokuserer på de særlige problemer for fiskeriet og akvakulturen;

7.

er overbevist om, at såvel de politiske beslutningstagere som aktørerne i fiskerisektoren har et akut behov for en mere praktisk orienteret forskning, ligesom der i lyset af det 7. rammeprograms varighed er stærkt behov for opstilling af mål, der skal nås;

8.

mener, at det faktum, at fiskeri og akvakultur ikke optræder som specifikke forskningsfelter i det 7. rammeprogram, vil medføre, at der ikke udarbejdes tilstrækkeligt mange forskningsprojekter på disse områder, hvilket vil være til skade for betydningen og relevansen af de projekter, der udvælges;

9.

understreger, at det for at sikre en effektiv gennemførelse af den fælles fiskeripolitik er nødvendigt at indføre specifikke programmer på området anvendt forskning og sørge for, at de finansieres med passende budgetbevillinger; finder det med henblik herpå nødvendigt, at der indføjes en fordelingsnøgle i det 7. rammeprogram;

10.

anmoder Kommissionen om at sikre, at finansieringen af den anvendte forskning i relation til den fælles fiskeripolitik under det 7. rammeprogram anvendes som en løftestang til at fremme synergien mellem medlemsstaternes forskningsindsats og opnå den kritiske masse, der er nødvendig for at kunne løfte de store opgaver, den tværtematiske havforskning står over for;

11.

henstiller, at man inden for den videnskabelige havforskning ikke kun prioriterer den forskning, der har til formål at skaffe viden om fiskeressourcernes tilstand, men også de økosystembaserede, kommercielle, økonomiske og sociale aspekter, der influerer på fiskeriforvaltningen, idet alle disse aspekter spiller en afgørende rolle;

12.

finder, at man navnlig på fiskeri- og akvakulturområdet bør prioritere den anvendte forskning, som grundlæggende bør have til formål at forbedre det videnskabelige viden, der danner grundlag for lovgivningen og fiskeriforvaltningen, navnlig hvad angår genopretningsplanerne for de biologisk mest truede arter;

13.

konstaterer, at der er en klar interessekonflikt mellem fiskere og forskere på kort sigt, medens deres mere langsigtede målsætninger er mere forenelige; mener, at enighed om havets tilstand er grundlaget for en fiskeripolitik, der er baseret på bæredygtighed; opfordrer Kommissionen til at fremme et bedre samarbejde mellem fiskere og forskere;

14.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i højere grad at gøre det klart for fiskerne, at det i forbindelse med vurderingen af deres formodede tab på kort sigt vil være i deres egen interesse også at tage højde for den økonomiske gevinst, de vil kunne påregne på mellemlang eller lang sigt;

15.

fremhæver det foruroligende problem med manglen på unge videnskabsmænd inden for anvendt forskning på fiskeriområdet, der skyldes, at sådanne karrierer er mindre attraktive end en karriere inden for grundforskning eller andre videnskabelige discipliner;

16.

understreger nødvendigheden af, at der på ny oprettes interessante og kvalificerende studieretninger på universiteterne, som kan give adgang til udbytterige karrierer inden for dette forskningsfelt;

17.

går ind for en uddannelsespolitik, der kan motivere flere unge forskere til at arbejde med anvendt forskning på fiskeriområdet frem for med grundforskning;

18.

opfordrer Kommissionen til at fremme oprettelsen af et stabilt europæisk netværk, der skal være baseret på den eksisterende fysiske infrastruktur i medlemsstaterne og sigte på overvågning af og indsamling af data om havmiljøet med henblik på at lette udvekslingen af oplysninger mellem sektorens aktører og de europæiske forskningsorganer og fastholde EU's førende stilling; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med dette netværk at være særlig opmærksom på de forskningscentre, der findes i regionerne i den yderste periferi;

19.

erindrer om nødvendigheden af at harmonisere de forskellige modeller for anvendt forskning, som på nuværende tidspunkt benyttes i medlemsstaterne, med henblik på at gøre resultaterne mere sammenlignelige og lette aggregeringen af dataene;

20.

anmoder Kommissionen om at tilskynde de videnskabelige kredse til at udarbejde flere normer for fælles metodologi inden for fiskeriforskningen og forstærke samarbejdet mellem de nationale forskningsinstitutioner;

21.

opfordrer Kommissionen til at indsamle specifikke oplysninger om den måde, hvorpå dialogen mellem forskere og fiskere på nuværende tidspunkt fungerer i de forskellige medlemsstater, samt opstille en liste over bedste praksis;

22.

fremhæver, at de regionale rådgivende råd har en vigtig rolle at spille i forbindelse med anvendt forskning og anmoder derfor om, at disse skal kunne have videnskabsmænd som medlemmer;

23.

bemærker med bekymring, at medlemsstaternes samlede udgifter til indsamling af oplysninger i fiskerisektoren har været konstant faldene siden 2006;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at benytte de bevillinger, der er afsat på EU-budgettet, til indsamling af data i fiskerisektoren, herunder navnlig budgetpost 11 07 02: »Støtte til forvaltning af ressourcerne (forbedring af de videnskabelige udtalelser)«;

25.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/42

A.

der henviser til, at EU-borgeres ret til at etablere sig eller levere tjenester overalt i EU er grundlæggende frihedsrettigheder i det indre marked, som omfatter retten til at udøve et erhverv som selvstændig eller ansat i en anden medlemsstat end den, hvor de erhvervsmæssige kvalifikationer blev opnået,

B.

der henviser til at det i traktatens artikel 3, stk. 1, litra c), anføres, at Fællesskabets virke skal indebære fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser,

C.

der henviser til, at større mobilitet for personer og tjenesteydelser mellem medlemsstater og mellem regioner er et vigtigt element i at opfylde Lissabondagsordenen vedrørende vækst og arbejdspladser og kan fremme produktiviteten ved at tilføre nye perspektiver, idéer og færdigheder,

D.

der henviser til, at mobiliteten i EU fortsat er lav, og at kun 4 % af arbejdsstyrken har boet og arbejdet i en anden medlemsstat, og ca. 2 % aktuelt bor og arbejder i en anden medlemsstat (7),

E.

der henviser til, at der stadig er store hindringer for personer, som ønsker at arbejde i en anden medlemsstat, og at 20 % af de klager, som Solvit modtog i 2007, vedrørte anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der kræves for at udøve et reguleret erhverv,

F.

der henviser til, at Kommissionen har indledt overtrædelsesprocedurer i henhold til traktatens artikel 226 mod flere medlemsstater for ikke at underrette den om foranstaltninger, der er vedtaget i gennemførelsen af direktiv 2005/36/EC,

G.

der henviser til, at det i betragtning 32 til direktiv 2005/36/EF anføres, at »indførelse af erhvervspas til fremme af informationsudvekslingen mellem erhvervsudøverens værtsmedlemsstat og hjemland udstedt af faglige sammenslutninger og organisationer vil kunne lette erhvervsudøvernes mobilitet, især ved en hurtigere udveksling af informationer mellem værtslandet og hjemlandet. Dette erhvervspas bør gøre det muligt at følge med i karriereforløbet for de erhvervsudøvere, som etablerer sig i forskellige medlemsstater. Erhvervspas bør under fuldstændig overholdelse af databeskyttelsesbestemmelserne indeholde oplysninger om erhvervsudøverens uddannelse (universitetsuddannelse eller andre afsluttede uddannelsesforløb, kvalifikationer, erhvervserfaring), hans retmæssige etablering, eventuelle sanktioner, der er iværksat over for ham, og som vedrører hans erhverv, og detaljerne vedrørende den relevante kompetente myndighed«,

H.

der henviser til, at det i sin ovennævnte beslutning om virkninger og konsekvenser af udelukkelsen af sundhedstjenester fra direktivet om tjenesteydelser i det indre marked opfordrede til at »oprette et europæisk kort med oplysninger om de kvalifikationer, fagfolkene i sundhedssektoren besidder, og gøre disse oplysninger tilgængelige for patienter«,

1.

påskønner alle initiativer, der har til formål at fremme grænseoverskridende mobilitet som et middel til en effektiv funktion af tjenester og arbejdsmarkeder og som middel til at forbedre den økonomiske vækst i EU;

2.

understreger EU’s ansvar med hensyn til at fremme geografisk og erhvervsmæssig mobilitet yderligere ved at forbedre gennemsigtigheden, anerkendelsen og sammenligneligheden af kvalifikationer og ved at garantere patienters og forbrugeres sikkerhed;

3.

understreger imidlertid behovet for en mere effektiv og koordineret strategi fra Kommissionens side mellem initiativer, der har til formål at fremme og stimulere erhvervsudøveres mobilitet mellem medlemsstater, såsom Europass (europæisk cv), Eures (portal for jobmobilitet) og den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF), samt mellem de forskellige associerede fællesskabsfinansierede eller medfinansierede netværk, der er involveret i disse emner, som såsom Solvit, IMI, Euroguidance og ENIC/NARIC;

4.

understreger det ansvar, som civilsamfundet, herunder arbejdsgivere, fagforeninger, erhvervsorganisationer og de kompetente myndigheder, har for at lette og forbedre mobiliteten på det indre marked;

5.

opfordrer indtrængende de medlemsstater, som er bagud med at gennemføre direktiv 2005/36/EF, hvilket skulle have været afsluttet den 20. oktober 2007, til at sætte de nødvendige love, forordninger og administrative bestemmelser i kraft;

6.

opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger mod de medlemsstater, der endnu ikke har gennemført direktiv 2005/36/EF;

7.

opfordrer Kommissionen til at vurdere indvirkningen på mobiliteten af anvendelsen af artikel 7 i direktiv 2005/36/EF i den rapport, den udarbejder i henhold til artikel 60, stk. 2, i dette direktiv;

8.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at stræbe efter en mere harmoniseret strategi for anerkendelse af kvalifikationer og kompetencer, at forenkle de involverede administrative processer og reducere erhvervsudøvernes omkostninger;

9.

mener, at merværdien af et europæisk erhvervspas ud over de eksisterende foranstaltninger, som har til formål at fremme og stimulere mobiliteten, skal fastlægges for de fleste erhverv;

10.

bemærker, at der i visse regulerede og harmoniserede erhverv som advokater og sundhedspersonale allerede findes eller udvikles erhvervspas, men at indførelsen af erhvervspas i andre ikkeharmoniserede eller mindre harmoniserede erhverv synes vanskeligt at gennemføre, eftersom lovgivningen varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og data om kvalifikationer først skal valideres og anerkendes gensidigt;

11.

påpeger, at et europæisk erhvervspas kunne være en fordel også for ikkeregulerede og ikkeharmoniserede erhverv, da det kunne have en informativ funktion navnlig for arbejdsgivere og forbrugere, hvilket vil være tilfældet for de fleste liberale erhverv;

12.

opfordrer Kommissionen til at gøre status over forskellige initiativer vedrørende udvikling af erhvervspas og rapportere til Parlamentet i form af en repræsentativ opgørelse;

13.

opfordrer Kommissionen til at undersøge initiativerne fra erhvervsudøvere for at se, om et europæisk erhvervspas ud over andre foranstaltninger kunne:

mener, at yderligere offentlige tiltag bør omfatte en veldefineret beskrivelse af erhvervstypen og de særlige behov, som passet skal dække;

14.

mener, at et erhvervspas, hvis der er tilstrækkeligt behov for at udvikle et sådant, bør være så enkelt, let og liberalt som muligt, og at enhver ny bureaukratisk byrde skal undgås, og at det kunne etablere et »fælles sprog« i visse erhvervs kvalifikationer;

15.

opfordrer indtrængende til, at et europæisk erhvervspas ikke bør have nogen negativ indvirkning på grænseoverskridende mobilitet og kun bør anvendes som bevis på retten til at flytte uden at være en betingelse for en sådan flytning; understreger, at særlige grupper ikke bør udelukkes fra at tilbyde deres tjenester i andre medlemsstater, og at passet især for personer med færre eller mindre specifikke kvalifikationer ikke bør skabe nye hindringer;

16.

understreger, at anvendelse af et eller flere europæiske erhvervspas bør give mulighed for mangfoldighed, f.eks. for at imødekomme forskelle mellem erhverv eller forskelle mellem medlemsstater; mener, at erhvervene selv skal finansiere udviklingen og gennemførelsen af et europæisk erhvervspas, hvis dette synes hensigtsmæssigt;

17.

understreger, at det i tilfælde, hvor den berørte erhvervsgruppe allerede råder over et nationalt erhvervspas, af praktiske grunde vil være mest hensigtsmæssigt at integrere det nationale pas’ funktioner i det europæiske erhvervspas;

18.

understreger, at oplysninger på et europæisk erhvervspas bør være pålidelige, valideret og ajourført af de kompetente nationale myndigheder; mener, at oplysninger, der er indeholdt i Europass-cv’er, også - hvor det er passende - kan indføjes i det europæiske erhvervspas;

19.

understreger, at adgang til oplysningerne på kortet bør være i overensstemmelse med de højeste standarder vedrørende beskyttelse af privatlivets fred;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/46

A.

der henviser til, at det primære mål skal være beskyttelse af biodiversitet, herunder bevaringen af arter,

B.

der henviser til, at der altid skal tages hensyn til dyrevelfærd,

C.

der henviser til, at det dog kan være et spørgsmål om fødevaresikkerhed og -forsyning, særlig for samfund, som har tradition for hvalfangst,

D.

der henviser til, at »forsætlig forstyrrelse, indfangning eller drab« på alle hvalarter for tiden er forbudt i fællesskabsfarvande i henhold til habitatdirektivet,

E.

der henviser til, at næsten én ud af fire hvalarter for øjeblikket betragtes som truet, og at ni arter er opført som enten udryddelsestruede eller stærkt udryddelsestruede, medens der fortsat hersker uklarhed om tilstandene hos mange andre arter og bestande,

F.

der henviser til, at selvom nogle hvalbestande til en vis grad er genoprettet efter indførelsen af moratoriet, at dette ikke er tilfælde for andre, og at deres evne til at tilpasse sig skiftende miljømæssige omstændigheder fortsat er ukendt,

G.

der henviser til, at moratoriet oprindelig skulle gælde, indtil der var indført en passende forvaltningsmodel, og for at give udtyndede bestande tid til at blive genoprettet,

H.

der henviser til, at ikke alle medlemmer af IWC har tilsluttet sig moratoriet,

I.

der henviser til, at moratoriet under alle omstændigheder ikke omfatter drab af hvaler til videnskabelige formål,

J.

der henviser til, at antallet af hvaler, der er blevet dræbt på grundlag af særlige tilladelser, rent faktisk er steget siden indførelsen af moratoriet,

K.

der henviser til, at IWC (i over 30 resolutioner) og en række ngo'er og andre organisationer har udtrykt dyb bekymring over, at den nuværende hvalfangst på grundlag af særlige tilladelser er i modstrid med ånden i moratoriet for kommerciel hvalfangst (IWC2003-2); der derfor ikke mener, at kødet fra denne form for hvalfangst bør anvendes til kommercielle formål,

L.

der henviser til, at de metoder, der anvendes til at dræbe hvaler, trods nylige forbedringer stadig ikke lever op til den ønskede standard,

M.

der henviser til, at Catacea-arter er udryddelsestruede ikke blot på grund af jagt, men også klimaændringer, forurening, slag fra skibe, fiskeriudstyr, sonar og andre farer,

N.

der henviser til, at Rådets ovennævnte afgørelse udelukkende var baseret på EF-traktatens artikel 175 og kun vedrørte IWC's ovennævnte møde i Santiago i Chile i juni 2008,

1.

bifalder varmt Kommissionens ovennævnte meddelelse om Fællesskabets indsats i forhold til hvalfangst og den afgørelse om hvalfangst, Rådet vedtog med kvalificeret flertal, og støtter opretholdelsen af det verdensomspændende moratorium for kommerciel hvalfangst samt et forbud mod international kommerciel handel med hvalprodukter; søger at gøre en ende på »videnskabelig hvalfangst« og går ind for, at væsentlige havområder og farvande udpeges til hvalreservater, hvor alle former for hvalfangst forbydes på ubestemt tid;

2.

opfordrer Rådet til at vedtage en ny fælles holdning i henhold til EF-traktatens artikel 37 og artikel 175;

3.

mener, at bevaringen af hvaler og andre Cetacea-arter i sidste ende afhænger af, at der træffes foranstaltninger, hvorom der er tilstrækkelig stor enighed, således at de kan iværksættes på en effektiv måde;

4.

opfordrer Rådet, Kommissionen og de medlemsstater, der deltager i arbejdsgruppen, til at arbejde på at få indgået en sådan aftale;

5.

er af den opfattelse, at drøftelser i arbejdsgruppen bør være så gennemsigtige som muligt;

6.

håber, at arbejdsgruppen tager fat på problemet med dræbende hvalfangst med videnskabelige formål med henblik på at finde et grundlag for at eliminere det;

7.

respekterer behovet for, at hvalfangst anvendes i begrænset omfang af dem, der har tradition for det, med henblik på livets opretholdelse, men opfordrer til at lægge meget større vægt på forskning i og anvendelsen af humane drabsmetoder;

8.

opfordrer til udelukkende at lade en sådan fangst finde sted med klare kvoter baseret på rådgivning fra IWC's Videnskabelige Komité og efter strenge kontrolregler, herunder fuld registrering og rapportering til IWC;

9.

opfordrer til på passende steder rundt omkring i verden at oprette flere beskyttede havområder, hvor hvaler kan få særlig beskyttelse;

10.

bemærker, at EU's habitatdirektiv, der fastlægger af Fællesskabets holdning til hvaler (og delfiner), ikke vil tillade, at kommerciel hvalfangst genoptages i forbindelse med nogen som helst hvalbestand i EU-farvande;

11.

gør opmærksom på, at det er nødvendigt at anvende mere selektive fangstredskaber for at undgå bifangster af andre arter, navnlig Cetacea-arter;

12.

mener, at det på baggrund af den kommercielle hvalfangsts tragiske historie og de mange trusler, som de forskellige hvalbestande i øjeblikket står over for (herunder bl.a. utilsigtede fangster ved fiskeri, kollisioner med skibe, globale klimaændringer og støjforurening i havet), er nødvendigt, at EU i de væsentligste internationale fora med en koordineret og sammenhængende indsats fremmer det højest mulige beskyttelsesniveau for hvaler på globalt plan;

13.

opfordrer til bekæmpelse af trusler mod hvalbestanden på grund af klimaændringer, forurening, slag fra skibe, fiskeriudstyr, menneskeskabt havstøj (herunder sonar, seismiske undersøgelser og skibsstøj) samt andre farer uden for sådanne beskyttede områder;

14.

er af den opfattelse, at Kommissionen, før der indledes en global indsats, bør stille yderligere forslag til imødegåelse af disse trusler med hensyn til fællesskabsfarvande og -fartøjer;

15.

mener, at Kommissionen bør fastlægge reviderede regelrammer for hvalturisme, der varetager de økonomiske og samfundsmæssige interesser i de kystområder, hvor denne aktivitet praktiseres, og tager hensyn til den seneste udvikling på dette område;

16.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Internationale Hvalfangstkommission, de regionale rådgivende råd, Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur og de regionale fiskeriforvaltningsorganisationer, som EU tilhører.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/49

A.

der henviser til, at den audiovisuelle sektor yder et vigtigt bidrag til den europæiske kreative økonomi og vidensøkonomi og spiller en central rolle med hensyn til at fremme kulturel mangfoldighed og pluralisme i den Europæiske Union,

B.

der henviser til, at konvergensen af serviceydelser relateret til informationssamfundet og medieserviceydelser, -netværk og -udstyr frembringer nye udfordringer med hensyn til at tilpasse det eksisterende retsgrundlag med dets rettigheder og forpligtelser på en række områder og tilbyder et væld af nye muligheder,

C.

der henviser til, at gennemsigtigheden og tilgængeligheden af pålidelig og sammenlignelig information om det europæiske audiovisuelle marked kan gøre sektorens aktører, navnlig små og mellemstore virksomheder, mere konkurrencedygtige ved at forbedre deres indsigt i branchens potentiale og dermed vil være til fordel for brugerne,

D.

der henviser til, at Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område (Observationsorganet) således bidrager til den europæiske audiovisuelle sektors konkurrenceevne ved at indsamle og udbrede detaljeret information om den audiovisuelle sektor,

E.

der henviser til, at Observationsorganet tilbyder en bred vifte af produkter, herunder online-serviceydelser, publikationer og databaser, som har vist sig at være af stor værdi både for branchen og for beslutningstagerne såvel på nationalt plan som på fællesskabsplan,

F.

der henviser til, at fællesskabsaktiviteter til støtte for den audiovisuelle sektors konkurrenceevne vil bidrage til at opfylde de målsætninger, der er sat i Lissabonstrategien,

1.

anerkender, at Observationsorganet er den eneste fælleseuropæiske public service-organisation, der har til opgave at indsamle og udbrede information om den audiovisuelle sektor, og at det har den vigtige rolle at stille detaljeret information om sektoren til rådighed for både offentlige og private organer på området;

2.

understreger, at konvergensen af serviceydelser relateret til informationssamfundet og medieserviceydelser, -netværk og -udstyr har frembragt nye udfordringer inden for forskning i den audiovisuelle sektor, hvilket bør afspejles i Observationsorganets aktiviteter;

3.

gentager, at multimedier og nye teknologier vil spille en stadigt større rolle i den audiovisuelle sektor, og at Observationsorganet med tiden er nødt til at styrke sin kapacitet til at følge disse nye udviklinger for fortsat at kunne spille en vigtig rolle inden for sektoren;

4.

understreger, at Observationsorganet skal tilføres de nødvendige ressourcer for fortsat at kunne gennemføre sine målsætninger, således at det på en effektiv måde kan følge med i nyudviklinger inden for multimedier og nye teknologier;

5.

opfordrer i denne forbindelse Observationsorganet til at udvide sine aktiviteter til mere specifikt at omfatte de seneste udfordringer, som mediekonvergensen og de nye udviklinger har skabt, og til at være særligt opmærksom på analyser af virkningerne af digitalisering på filmbranchen og den audiovisuelle sektor generelt samt analyser af online audiovisuelle medieserviceydelser, mobil-tv og videospil;

6.

understreger betydningen af kontakt og koordination med nationale regeludstedende myndigheder og aktører i den audiovisuelle mediesektor for at sikre merværdi;

7.

glæder sig over offentliggørelsen af Observationsorganets publikation om ophavsret og andre dertil knyttede rettigheder og foreslår, at Observationsorganet systematisk overvåger disse emner og i lyset af UNESCO-konventionen om kulturel mangfoldighed (4) så vidt muligt udvider dækningen heraf til også at indbefatte spørgsmål vedrørende beskatning og arbejdsret i den audiovisuelle sektor i Europa;

8.

opfordrer Observationsorganet som ekspertorgan til at fremlægge forslag og politiske løsningsmuligheder, der kan danne grundlag for europæisk politik, under hensyntagen til bedste praksis på det audiovisuelle medieområde i andre dele af verden med tilsvarende udvikling (såsom Asien og Nordamerika);

9.

glæder sig over Observationsorganets undersøgelse af betydningen af audiovisuelle programmer fra tredjelande på det europæiske marked og anbefaler en analyse vedrørende udvikling af samarbejdsmodeller med partnere fra tredjelande om gennemførelse af UNESCO-konventionen om kulturel mangfoldighed og ovennævnte direktiv om audiovisuelle medietjenester for så vidt angår »europæiske programmer« i artikel 1, litra n af dette direktiv, og under inddragelse af pilotprojektet »MEDIA International«;

10.

anerkender de kulturelle forskelle mellem medlemsstaterne, som kan medføre forskellige tilgange til at tackle skadelige eller anstødelige audiovisuelle materialer, navnlig i forbindelse med mindreårige, men tager samtidig højde for den minimumsharmonisering med hensyn til beskyttelse af mindreårige, som er fastsat i direktivet om audiovisuelle medietjenester, og de skridt, der er taget inden for »Safer Internet plus-programmet«, som har til formål at fremme sikrere brug af internettet og nye online-teknologier, navnlig for børn, samt at bekæmpe ulovligt indhold og indhold, som er ikke er ønsket af slutbrugeren;

11.

opfordrer i denne forbindelse Observationsorganet til at overvåge de forskellige (retlige) instrumenter og udvikle nye strategiske løsningsmuligheder;

12.

støtter en videre udbredelse af Observationsorganets publikationer gennem en intensiveret kommunikationspolitik for at skabe opmærksomhed om dets aktiviteter;

13.

glæder sig over den planlagte opdatering af Observationsorganets hjemmeside, som gerne skulle afspejle de nyeste og højeste standarder inden for multimedier og teknologi, og støtter de planlagte bestræbelser på at forbedre hjemmesidens design og interaktivitet, hvilket vil gøre den mere informativ og brugervenlig;

14.

anerkender, at skønt visse særlige områder, som f.eks. mediekundskab, ikke for nuværende er omfattet af Observationsorganets indsatsområde, bør udforskning af sådanne områder tages i betragtning;

15.

tilskynder Observationsorganet til i samarbejde med dets medlemmer at tilvejebringe flere oplysninger om eksistensen af særlige audiovisuelle serviceydelser såsom tekstning, synstolkning og tegnsprogstolkning, der er udviklet med henblik på at hjælpe mennesker med handicap;

16.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt til Europarådet og Det Europæiske Observationsorgan for det Audiovisuelle Område.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/51

A.

der henviser til, at dets betænkning af 14. februar 2007 omfattede 46 detaljerede henstillinger til medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen,

B.

der henviser til, at der siden vedtagelsen af Parlamentets beslutning af 14. februar 2007 er sket en række begivenheder i medlemsstaterne, herunder:

C.

der henviser til, at kommissæren for retfærdighed, frihed og sikkerhed den 3. februar 2009 i Parlamentet erklærede, at han havde truffet en række foranstaltninger for at gennemføre henstillingerne fra Parlamentet, og at han bl.a. havde skrevet til myndighederne i Polen og Rumænien og bedt dem om at skabe fuldstændig klarhed, hvad angår påstandene om eksistensen af hemmelige fængsler i de pågældende lande, og offentliggjort en meddelelse med forslag om nye foranstaltninger inden for civil luftfart,

D.

der henviser til, at ekstraordinære overførsler og hemmelige tilbageholdelser er imod den internationale menneskerettighedslovgivning, FN's konvention mod tortur, den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at de amerikanske myndigheder er ved at ændre denne praksis,

E.

der henviser til, at de amerikanske myndigheder har fløjet dem, der blev kidnappet i visse medlemsstater under det ekstraordinære overførselsprogram, til Guantánamo eller andre lande på militære fly eller CIA-fly, der ofte er fløjet over EU's territorium og i nogle tilfælde også har foretaget mellemlandinger i visse medlemsstater; der henviser til, at dem, der er blevet ført til tredjelande, er blevet udsat for tortur i lokale fængsler,

F.

der henviser til, at nogle medlemsstater har henvendt sig til de amerikanske myndigheder med anmodning om løsladelse og hjemsendelse af mennesker, der er blevet udsat for ekstraordinære overførsler, og som er deres egne statsborgere, eller som tidligere var hjemmehørende på deres område; der henviser til, at tjenestemænd i nogle medlemsstater har haft adgang til fanger i Guantánamo eller andre tilbageholdelsescentre, og at de også har forhørt dem med henblik på at kontrollere de anklager, der rettes mod dem af de amerikanske myndigheder, og som således skulle berettige eksistensen af sådanne tilbageholdelsesfaciliteter,

G.

der henviser til, at det fremgik af dets beslutning af 14. februar 2007, at flere medlemsstater har været involveret i eller har samarbejdet aktivt eller passivt med de amerikanske myndigheder om CIA's og det amerikanske militærs ulovlige fangetransporter til og/eller deres tilbageholdelse i Guantánamo og de af præsident Bush anerkendte »hemmelige fængsler« – som dokumenteret af nogle nylig offentliggjorte oplysninger om regeringers accept af amerikanske anmodninger om overflyvning og regeringsoplysninger om hemmelige fængsler – og at medlemsstater bærer en særlig del af det politiske, moralske og retlige ansvar for transporten og tilbageholdelsen af de fængslede i Guantánamo og de hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter,

H.

der henviser til, at det amerikanske Senat har ratificeret aftalen mellem EU og USA om udlevering og gensidig retshjælp, og at alle EU's medlemsstater undtagen Italien også har ratificeret aftalen,

I.

der henviser til, at præsident Obamas bekendtgørelse af 22. januar 2009, til trods for at den udgør et væsentligt skridt i den rigtige retning, ikke synes i tilstrækkelig grad at behandle hemmelige tilbageholdelser, bortførelser eller anvendelse af tortur,

1.

finder det forkasteligt, at medlemsstaterne og Rådet ikke har truffet tilstrækkelige foranstaltninger for at skabe klarhed omkring det ekstraordinære overførselsprogram og for at gennemføre Europa-Parlamentets henstillinger; beklager manglen på tilfredsstillende svar fra Rådet til Parlamentet den 3. februar 2009;

2.

anmoder medlemsstaterne, Kommissionen og Rådet om fuldt ud at gennemføre Parlamentets henstillinger i dets betænkning af 14. februar 2007 og bidrage til at afdække sandheden ved at indlede undersøgelser eller samarbejde med de kompetente organer, ved at fremlægge alle relevante oplysninger og ved at sikre effektiv parlamentarisk kontrol med de hemmelige efterretningstjenesters virksomhed; anmoder Rådet om at fremlægge alle relevante oplysninger om transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger inden for rammerne af Rådets arbejdsgruppe om folkeret (COJUR); opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at samarbejde med alle de kompetente internationale organer, herunder FN's og Europarådets organer og til at fremlægge alle relevante oplysninger, parlamentariske undersøgelsesrapporter eller afgørelser i denne henseende for Parlamentet;

3.

anmoder EU og USA om at styrke deres transatlantiske dialog om en ny fælles tilgang til bekæmpelse af terrorisme på grundlag af de fælles værdier vedrørende respekt for den internationale menneskerettighedslovgivning, demokrati og retsstatsprincippet inden for rammerne af det internationale samarbejde;

4.

mener, at EU's og USA's aftaler om udlevering og gensidig retshjælp udgør et relevant værktøj til juridisk forsvarlig retshåndhævelse og juridisk samarbejde i bekæmpelsen af terrorisme; glæder sig derfor over det amerikanske Senats ratificering af disse aftaler og anmoder Italien om også at ratificere dem hurtigst muligt;

5.

glæder sig over præsident Obamas tre bekendtgørelser om lukning af Guantánamo- tilbageholdelsescentret, suspendering af de militære kommissioner, standsning af anvendelsen af tortur og lukning af hemmelige fængsler i udlandet;

6.

understreger dog, at der stadig er flertydighed, hvad angår fortsættelsen af det begrænsede antal overførselsordninger og af hemmelige tilbageholdelsescentre, og har tillid til, at der vil blive foretaget præciseringer vedrørende lukningen af og forbuddet mod alle andre hemmelige tilbageholdelsesfaciliteter, som direkte eller indirekte administreres af de amerikanske myndigheder i USA eller i udlandet; minder om, at hemmelig tilbageholdelse i sig selv er en alvorlig krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder;

7.

minder om, at ethvert offer for tortur har en eksigibel ret til oprejsning og en retfærdig og passende erstatning i henhold til artikel 14 i FN's konvention mod tortur;

8.

glæder sig over det snarlige besøg fra EU's kommissær for retfærdighed, frihed og sikkerhed, det tjekkiske formandskab og EU's antiterrorkoordinator i USA den 16. og 17. marts 2009 og anmoder EU-repræsentanterne om at tage spørgsmålet om de ekstraordinære overførsler og hemmelige tilbageholdelsescentre op, eftersom der drejer sig om alvorlige krænkelser af internationale og europæiske menneskerettighedsbestemmelser; anmoder Rådet (retlige og indre anliggender) om den 26. februar 2009 at indtage en fast holdning til dette emne samt til at drøfte spørgsmålet om lukning af Guantánamo og genbosættelse af de indsatte under behørig hensyntagen til Parlamentets beslutning af 4. februar 2009 om emnet;

9.

opfordrer Den Europæiske Union, medlemsstaterne og de amerikanske myndigheder til at efterforske og fuldt ud dokumentere de overgreb og krænkelser af folkeretten og de nationale lovgivninger om menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder, forbud mod tortur og mishandling, ufrivillig forsvinden og retten til en retfærdig rettergang, der er begået i forbindelse med »krigen mod terror«, således at der kan placeres et ansvar for de hemmelige tilbageholdelsescentre - herunder Guantánamo - og det ekstraordinære overførselsprogram, og sikre, at sådanne krænkelser ikke vil gentage sig i fremtiden, og at kampen mod terrorisme gennemføres uden at krænke menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder, demokratiet og retsstatsprincippet;

10.

anmoder Rådet, Kommissionenog EU-antiterrorkoordinatoren om efter EU-delegationens besøg i USA at aflægge rapport til Europa-Parlamentet om anvendelsen af aftalen om gensidig retshjælp og udlevering samt om samarbejdet mellem EU og USA inden for antiterror samt at sikre fuld respekt for menneskerettighederne, således at de kompetente myndigheder kan behandle disse spørgsmål i en rapport, der f.eks. kan udarbejdes på grundlag af punkt 232 i dets beslutning af 14. februar 2007;

11.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, EU's antiterrorkoordinator, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, NATO's generalsekretær, generalsekretæren og formanden for Europarådets Parlamentariske Forsamling, De Forenede Nationers generalsekretær samt Amerikas Forenede Staters præsident og Kongres.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/54

A.

der henviser til, at en klar definition af EU's fælles interesser er afgørende for at nå målene for Unionens eksterne aktioner og navnlig målene for dens FUSP,

B.

der henviser til, at EU, når den har talt med én stemme, har nydt omfattende autoritet, opnået konkrete resultater og øvet betydelig indflydelse på begivenhedernes gang, en indflydelse som er i overensstemmelse med Unionens økonomiske magt,

C.

der henviser til, at FUSP, som nu er afhængig af en omfattende række konsoliderede operationelle instrumenter, er på vej ind i en ny fase, som er kendetegnet ved, at der lægges øget vægt på strategisk tænkning og klart prioriterede aktioner,

D.

der henviser til, at EU, hvis den skal forbedre effektiviteten og konsekvensen i sine aktioner på den internationale scene, først og fremmest har brug for de udenrigspolitiske instrumenter, som er fastlagt i Lissabontraktaten; der ikke desto mindre henviser til, at alle praktiske muligheder, som de nuværende traktater giver, samtidig med en stærk fælles politisk vilje bør anvendes til at styrke den institutionelle sammenhæng i EU's eksterne aktioner,

E.

der henviser til, at Rådet og Kommissionen allerede har taget initiativer til fremme af større synergi og konsekvens mellem sig; der endvidere henviser til, at Parlamentet derfor bør gøre en lignende indsats for at undgå intern opsplitning inden for området eksterne forbindelser,

1.

gentager, at FUSP skal baseres på de værdier, som EU og dens medlemsstater værner om, især demokrati, retsstatsprincippet og respekten for menneskets værdighed, for menneskerettigheder og for grundlæggende frihedsrettigheder samt fremme af fred og effektiv multilateralisme;

2.

understreger, at EU skal anvende FUSP til at kæmpe for dens borgeres fælles interesser, herunder retten til at leve i fred og sikkerhed i et rent miljø og til at have diversificeret adgang til vigtige ressourcer, som f.eks. energi;

3.

er stærkt overbevist om, at EU kun kan gøre en forskel, hvis den taler med én stemme, hvis den udstyres med de fornødne instrumenter, hvis den yderligere styrker sit samarbejde med FN, og hvis den får tildelt den solide demokratiske legitimitet, som er et resultat af informeret kontrol, der foretages af både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter på deres respektive niveauer og i overensstemmelse med deres egne mandater; mener i denne henseende, at medlemmer af udenrigs- og forsvarsudvalgene i medlemsstaternes parlamenter bør indbydes af Europa-Parlamentet til at mødes med dette for på grundlag af hensigtsmæssige analytiske instrumenter og metodologier at undersøge de vigtigste udviklinger inden for FUSP; mener, at der bør gøres en ny indsats for at øge EU-borgeres sensibilitet med hensyn til FUSP;

4.

mener også, at Parlamentets strukturer og organisation bør genbehandles for at forene al ekspertise i spørgsmål vedrørende FUSP og udnytte denne bedre med henblik på at yde et mere effektivt og konsekvent bidrag til udviklingen af en mere strategisk og demokratisk FUSP;

5.

beklager, at FUSP-budgettet er alvorligt underfinansieret, og minder om, at FUSP, hvis den skal være troværdig og opfylde EU-borgernes forventninger, skal have tildelt midler, der svarer til dens målsætninger og særlige mål;

6.

bifalder den regelmæssige afholdelse af FUSP-konsultationsmøder mellem Parlamentet og Rådets formandskab i henhold til den ovennævnte interinstitutionelle aftale; understreger ikke desto mindre, at disse møder bør betragtes som en mulighed for at udveksle synspunkter om kommende behov, om planlagte aktioner inden for rammerne af FUSP og om EU's mellem- og langsigtede strategier i tredjelande;

7.

ville glæde sig over at modtage flere oplysninger fra Rådet om de aktiviteter, der finansieres over Rådets budget eller via Athena-mekanismen, og navnlig om, hvorledes de pågældende bevillinger tjener som supplement til finansieringen af FUSP-aktioner på EU-budgettet;

8.

kræver, at FUSP-budgettet er fuldstændigt gennemskueligt for budget- og dechargemyndigheden; gentager, at det nærer bekymring over den praksis, som indebærer fremførsel af uudnyttede bevillinger, der er afsat under budgetkapitlet vedrørende FUSP, og opfordrer Kommissionen til at underrette Parlamentet om interne overførsler, især eftersom hovedparten af disse FUSP-missioner, og ikke mindst Den Europæiske Unions observatørmission (EUMM) i Georgien eller Den Europæiske Unions retsstatsmission (EULEX) i Kosovo er følsomme politiske emner og omhandler meget omtalte kriser;

9.

glæder sig over, at Rådets rapport for første gang systematisk henviser til de af Parlamentet vedtagne beslutninger; beklager imidlertid, at Rådet ikke engagerer sig i en virkelig dialog om Parlamentets synspunkter, og at det heller ikke henviser til disse beslutninger i operationelle dokumenter, såsom fælles aktioner eller fælles holdninger;

10.

mener, at Rådets årsrapport i stedet for at begrænse sig til forelæggelsen af en omfattende liste over gennemførte aktiviteter bør gøre det muligt at etablere en dialog med Parlamentet, der tager sigte på at udvikle en mere strategisk tilgang til FUSP baseret på fastlæggelsen af de vigtigste udfordringer og med en definition på prioriteter og målsætninger for fremtidige aktioner;

11.

opfordrer derfor indtrængende Rådet til på ny at overveje logikken i den generelle rapport og dennes særlige format for at sikre, at den indeholder en tilbundsgående vurdering af EU's politik overfor tredjelande eller regionale blokke og Unionens reaktion på humanitære kriser og kriser på sikkerhedsområdet såvel som særlige forslag med henblik på fremtidige aktioner;

12.

mener, at de kommende måneder vil byde på en enestående lejlighed for EU til at udarbejde en ny transatlantisk dagsorden med den nye amerikanske regering, som dækker strategiske spørgsmål af fælles interesse, såsom en ny, mere integreret og mere effektiv global styring, der er baseret på stærkere multilaterale organisationer, finanskrisen, etablering af en ny række euro-atlantiske institutioner og et stort og omfattende transatlantisk marked, foranstaltninger til håndtering af klimaændringer, energiforsyningssikkerhed, fremme af varig fred i Mellemøsten, situationen i Iran, Irak og Afghanistan, bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet, ikke-spredning af atomvåben og nedrustning samt millenniumudviklingsmålene;

13.

mener, at FUSP fortsat bør koncentrere sig om håndhævelse af menneskerettigheder, om fremme af fred og sikkerhed i Europas naboområder og på globalt plan, om bekæmpelse af terrorisme, om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og nedrustning og om klimaændringer og energiforsyningssikkerhed, eftersom disse problemer udgør de største udfordringer for vores planet og følgelig er af direkte interesse for de europæiske borgere;

14.

understreger i forbindelse med islamiske terroristers kidnapning af og mord på gidsler behovet for øget samarbejde og samordning af politikken til bekæmpelse af terrorisme mellem EU's medlemsstater, USA og NATO, hvis mål især er at forbedre effektiviteten af de redningsaktioner, som iværksættes for at redde gidslers liv;

15.

opfordrer Rådet til fast besluttet at følge Parlamentets henstillinger om udviklingen af en fælles europæisk ekstern energipolitik, navnlig ved at fremme EU's enhed under forhandlinger med energileverandører og transitlande og forsvare EU's fælles interesser, udvikle et effektivt energidiplomati, vedtage mere effektive mekanismer til håndtering af krisesituationer og endelig sikre en spredning blandt energileverandører og anvendelse af bæredygtige energier og udvikling af vedvarende energikilder;

16.

glæder sig over den kendsgerning, at der under den nuværende revision af ESS tages højde for de nye udfordringer på sikkerhedsområdet, som f.eks. energisikkerhed, klimaændringer og cyber-sikkerhed, og at der tilsigtes en forbedring i gennemførelsen af selve strategien; noterer sig i denne forbindelse den drøftelse, som Rådet, Europa-Parlamentet og medlemsstaternes parlamenter har indledt om den europæiske sikkerheds fremtid; understreger, at disse drøftelser, hvis mål ligger langt fra en radikal ny arkitektur, og som omfatter Rusland, USA og de stater i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, der ikke er medlem af EU, bør tage udgangspunkt i EU's landvindinger og værdier, som kommer til udtryk i artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Union og er nedfældet i Helsinki-slutakten og Paris-chartret;

17.

mener også, at krigen i Georgien bekræfter behovet for, at EU som et led i revisionen af ESS yderligere udvikler et præventivt diplomati fulgt op af hensigtsmæssige kriseforebyggelsesinstrumenter, herunder stabilitetsinstrumentet, katastrofeplanlægning og pålidelig langsigtet finansiering, og behovet for, at EU i fuld udstrækning gør brug af sine evner og erfaringer i forbindelse med katastrofe- og krisestyring;

18.

minder om, at konsolideringen af Kosovo, efter at landets status er fastlagt, er vigtig, hvis der skal opnås stabilitet i det vestlige Balkan; glæder sig derfor over den enighed, der er opnået i FN's Sikkerhedsråd den 26. november 2008, som har muliggjort udstationeringen af EULEX i hele Kosovo, og opfordrer indtrængende Rådet til i samarbejde med FN's midlertidige administrative mission i Kosovo (UNMIK) at opnå en klar arbejdsfordeling og en gnidningsløs overdragelse mellem de to missioner på retsstatsområdet; opfordrer EULEX til at forelægge hurtige resultater inden for bekæmpelse af organiseret kriminalitet og retsforfølgning af de personer, der anklages for krigsforbrydelser; støtter endvidere det arbejde, som EU's særlige repræsentant udfører i Kosovo, og tilskynder ham til fortsat at gennemføre sit mandat og fremme en ånd af pragmatisk samarbejde mellem myndighederne i Pristina og Belgrad til fordel for de serbiske samfund i Kosovo;

19.

hævder på ny, at EU's mål i Bosnien-Hercegovina fortsat er at sikre et stabilt, fredeligt og multietnisk land, der uigenkaldeligt er på vej til medlemskab af EU; tilskynder Bosnien-Hercegovinas ledere til at gennemføre den aftale, der blev indgået den 8. november 2008, således at der hurtigt kan tages fat på de resterende målsætninger og betingelser som fastsat af Fredsimplementeringsrådet for overgangen fra Den Høje Repræsentants kontor til EU's særlige repræsentants kontor inden midten af 2009; udtrykker bekymring over, at det internationale samfunds engagement i Bosnien-Hercegovina eventuelt afsluttes; mener rent faktisk, at det internationale engagement kun kan afsluttes i fuld overensstemmelse med de bosniske myndigheder, og når Bosnien-Hercegovina endelig er blevet en stabil stat med velfungerende institutioner;

20.

gentager sin overbevisning om, at det er nødvendigt at styrke incitamenterne for partnerlandene i europæiske naboskabspolitik til at gennemføre reformer, og er af den opfattelse, at den seneste krise i Sydkaukasus klart har vist, at der er behov for en stærkere EU-præsens i dets østlige naboskabsområder; støtter derfor den strategi, som Kommissionen har fulgt i sin meddelelse af 3. december 2008 om det østlige partnerskab (KOM(2008)0823), hvis mål er etableringen af et udvidet frihandelsområde, gradvis fjernelse af alle hindringer for den fri bevægelighed for personer (herunder eventuelt rejser uden visumpligt) og samarbejde inden for alle aspekter af sikkerhed og især energisikkerhed; mener, at det østlige partnerskab og Sortehavssamarbejdet bør styrke hinanden og således skabe et område med fred, sikkerhed, stabilitet og respekt for den territoriale integritet; er af den opfattelse, at dette partnerskab bør ledsages af en fordobling af EU's finansielle bistand og af en stærk politisk dimension, som under alle omstændigheder bør omfatte EURONEST, den foreslåede fælles parlamentariske forsamling bestående af medlemmer af Europa-Parlamentet og af parlamenterne i nabolandene;

21.

støtter Rådets afgørelse om igen at indlede forhandlinger med myndighederne i Belarus samtidig med, at dialogen med alle de demokratiske kræfter i landet fortsættes, forudsat at myndighederne i Belarus reagerer positivt på dette tilbud ved at fremvise håndgribelige fremskridt, for så vidt angår respekten for de demokratiske værdier, retsstatsprincippet, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; mener, at der på grundlag heraf bør udvikles et trinvist samarbejde med udgangspunkt i overholdelse af strenge bestemmelser, hvorved Belarus gradvist inddrages i det østlige partnerskab; opfordrer indtrængende Kommissionen og Rådet til ufortøvet at tage effektive skridt til at lette visumprocedurerne for borgere i Belarus, herunder en sænkning af udgifterne til deres indrejse i Schengen-området;

22.

roser det franske formandskab for, at det har sørget for, at EU har spillet en vigtig rolle i afslutningen på krigen i Georgien; opfordrer EU og især dens særlige repræsentant vedrørende krisen i Georgien, til at håndhæve princippet om Georgiens territoriale integritet og respekten for mindretallene samtidig med, at den bestræber sig på at nå frem til en løsning, som indeholder effektive instrumenter, der gør det muligt, at de internt fordrevne og flygtninge kan vende tilbage, og at der kan foretages en effektiv overvågning af regionernes sikkerhed;

23.

opfordrer indtrængende Rådet til at kræve fuld gennemførelse af våbenstilstandsaftalen og sikre, at EU's observatører får fuld adgang til alle konfliktramte områder i overensstemmelse med EUMM's mandat; tillægger det stor betydning, at det informeres regelmæssigt og fuldstændigt om de rapporter, som EUMM udarbejder;

24.

mener, at EU på nært hold bør overvåge og forpligte sig til at bidrage til løsningen af andre potentielle konflikter i denne del af EU's naboskabsområde, herunder etableringen af kontakter og åbningen af kommunikationskanaler til alle relevante regionale aktører; understeger i denne forbindelse, at der bør etableres et nært samarbejde med Tyrkiet;

25.

mener, at EU's partnerskab med Rusland skal baseres på en konsekvent strategi og en klar forpligtelse fra begges sider om, at de vil handle på en måde, som i fuld udstrækning respekterer folkeretten og deres bilaterale og multilaterale aftaler; understreger i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd af 1. september og 15.-16. oktober 2008, at Rusland skal overholde de forpligtelser, som det har indgået under aftalerne af 12. august og 8. september 2008; er derfor overbevist om, at Ruslands tilsagn om at tillade internationale observatører at overvåge situationen i Sydossetien og Abkhasien og dets fulde overholdelse af betingelserne i 6-punkts-planen er nødvendige, hvis forbindelserne mellem EU og Rusland skal normaliseres; er også af den opfattelse, at intet strategisk partnerskab er muligt, hvis man ikke har samme opfattelse af og respekterer de demokratiske værdier, menneskerettighederne og retsstatsprincippet; opfordrer Rådet til at gøre disse værdier til det centrale i de løbende forhandlinger om en ny partnerskabs- og samarbejdstale med Rusland;

26.

beklager den forværrede situation i Mellemøsten og de omfattende tab af civile menneskeliv som følge af den væbnede konflikt i Gaza-området, som hænger sammen med manglen på væsentlige fremskridt i fredsprocessen; advarer om, at fristen, som vedtoges på Annapolis-konferencen i 2007, udløber, og er overbevist om den merværdi, som et styrket transatlantisk samarbejde kan tilføre Annapolis-processen; mener, at EU bør påtage sig en stærk og synlig politisk rolle i regionen i overensstemmelse med de finansielle midler, som den har stillet til rådighed, og at den især bør tage fat på den dramatiske humanitære krise i Gaza-området: opfordrer Rådet til at fortsætte sin indsats for at nå frem til en permanent våbenstilstand i Gaza-området i overensstemmelse med FN' Sikkerhedsråds resolution 1860 (2009), således at der kan indledes fredsforhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske folk i samarbejde med andre regionale aktører; opfordrer indtrængende Rådet til at overveje alle muligheder for at fremme en varig fred i regionen, herunder udstationeringen af en ESFP (europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik) mission;

27.

glæder sig over, at Rådet agter at forny mandatet til EU's politimission i de palæstinensiske territorier, og mener, at det stadig er påkrævet med en mere solid støtte til udviklingen af retsstatsprincippet og politikapaciteten, noterer sig endvidere Rådets afgørelse om at udvide mandatet for EU-grænsebistandsmissionen i Rafah og dets faste beslutning om og vilje til at reaktivere denne mission; mener, at denne faste beslutning bør resultere i konkrete initiativer for at genetablere fri bevægelighed i de palæstinensiske territorier;

28.

er tilfreds med de fremskridt, der blev opnået på Euro-Middelhavs-partnerskabets ministertopmøde i Marseilles den 3. og 4. november 2008 med hensyn til den nærmere fastlæggelse af den institutionelle ramme for Middelhavsunionen; mener, at menneskerettigheder, fred, sikkerheds- og udviklingsanliggender i Middelhavsområdet ikke kan tages særskilt op; understreger, at den politiske og kulturelle dialog, de økonomiske forbindelser, forvaltning af migrationsstrømme, miljøpolitik og sikkerhed - herunder bekæmpelsen af terrorisme- skal udgøre en omfattende del af Euro-Middelhavsagendaen; opfordrer Rådet og Kommissionen til at tildele Tyrkiet en vigtig og passende rolle i Unionen for Middelhavsområdet; finder det vigtigt, at Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet integreres i strukturen i Unionen for Middelhavsområdet, således at den får en parlamentarisk dimension;

29.

mener, at EU bør styrke sine forpligtelser over for Irak og i samarbejde med Iraks regering og FN støtte processen med udvikling af demokratiske institutioner, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettigheder såvel som fremme af forsoningsprocessen ikke kun i Irak men også mellem Irak og dets nabolande; glæder sig over udvidelsen af Den Europæiske Unions integrerede retsstatsmission for Irak (EUJUST LEX) og over de fremskridt, der er gjort ved forberedelsen af den første handels- og samarbejdsaftale nogen sinde mellem EU og Irak;

30.

opfordrer EU til at udvikle en mere effektiv og omfattende forbindelse med Iran, der ud over at omfatte atomspørgsmålet også bør dække handels- og energisamarbejde, regional stabilitet og ikke mindst god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne;

31.

mener, at EU bør fremme en ny strategi vedrørende Afghanistan og samordne den med den nye amerikanske regering, hvorved der kan åbnes en dør til forhandlinger mellem den afghanske regering og de grupper, som er rede til at acceptere forfatningen og afstå fra voldshandlinger; bemærker, at støtten bør fokusere mere på retsstatsprincippet, god regeringsførelse, levering af basale tjenesteydelser (med særlig vægt på sundhed) og økonomisk udvikling og udvikling af landdistrikter, herunder gennem fremme af reelle alternativer til opiumproduktion;

32.

er bekymret over, at sikkerhedssituationen i Afghanistan tilspidses; gentager, at det er tvingende nødvendigt at overvinde institutionelle hindringer og forbedre samarbejdet mellem EU og NATO for at lette EU' politimissions arbejde i Afghanistan (EUPOL); mener, at EU og USA bør samordne deres respektive initiativer i forbindelse med politireformer; glæder sig over medlemsstaternes tilsagn om at ville øge antallet af EUPOL-personalet og opfordrer til, at de udstationeres hurtigt; er overbevist om, at et vellykket udfald af arbejdet er af stor betydning for den transatlantiske alliances fremtid, og at alle medlemsstater med henblik herpå bør bidrage mere til stabilitet i Afghanistan;

33.

opfordrer Rådet til at udvide agendaen med Afrika for at dække et bredere spektrum af foranstaltninger end det på indeværende tidspunkt er tilfældet, og for at prioritere det i EU's eksterne aktioner;

34.

mener, at EU's støtte til FN i det østlige Tchad fortsat er vigtig som en del af en løsning for Darfur, som omfatter hele regionen; bemærker, at EU-ledet styrke Tchad (EUFOR Tchad) vil trappe ned som planlagt og overdrage sine operationer til en mission under FN's ledelse; opfordrer Rådet til at fremme en smidig overgang og overveje, hvorledes EU på samordnet vis kan bistå FN-afdelingen for fredsbevarende operationer, der på indeværende tidspunkt er overbebyrdet, ved udstationeringen af FN-missionen;

35.

er alvorlig bekymret over den katastrofale humanitære situation i Somalia; opfordrer EU til at overveje, hvorledes det i nært samarbejde med Den Afrikanske Union kan bistå FN med at tage den sikkerhedsmæssige, politiske og humanitære udfordring op på effektiv vis; henleder opmærksomheden på de voksende trusler fra sørøveri ud for Somalias kyst og glæder sig i denne forbindelse over den beslutning, som EU har truffet om at iværksætte en FSFP-operation på havet;

36.

er bekymret over optrapningen af volden og konflikten i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), som kunne føre til en omfattende humanitær krise; opfordrer alle parter, herunder regeringstropper, til at standse de vilkårlige voldshandlinger og krænkelser af menneskerettighederne, som rammer civilbefolkningen, og til på ny at deltage i de fredsforhandlinger, der blev iværksat i Goma og Nairobi, og til at støtte det program, der vedtoges af nationalforsamlingen i DRC; mener, at EU's forpligtelser i DRC skal gå videre end over faglig bistand fra EU's mission vedrørende en reform af sikkerhedssektoren (EUSEC RD Congo)og fra EU's politimission (EUPOL RD Congo) og skal resultere i, at der stilles konkret støtte til rådighed for FN's fredsbevarende mission, som indtil nu ikke har været i stand til at standse voldshandlingerne;

37.

glæder sig over, at spændingerne i området omkring Taiwanstrædet er aftaget betydeligt, og over den fortsatte dialog mellem Beijing og Taipei om bilaterale kontakter og Taiwans relevante deltagelse i internationale organisationer; går stærkt ind for Rådets erklæring af 19. september 2008, hvori det gentager sin støtte til Taiwans deltagelse i specialiserede multilaterale fora, herunder tildeling af observatørstatus til Taiwan, når medlemskab ikke er muligt;

38.

noterer sig, at de økonomiske forbindelser mellem EU og Kina har været præget af stadig stigende vækst, og at de personlige kontakter er vokset i omfang og størrelse; er samtidig stærkt bekymret over de kinesiske myndigheders manglende vilje til at håndtere de mange krænkelser af menneskerettighederne og til at sikre, at det kinesiske folk kan gøre brug af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder; udtrykker i denne forbindelse sin dybe skuffelse over de kinesiske myndigheders begrundelser for afgørelsen om at udsætte det 11. topmøde mellem EU og Kina; bemærker, at der er planlagt et nyt topmøde mellem EU og Kina til første halvdel af 2009, og håber, at der ved den lejlighed kan gøres fremskridt inden for alle samarbejdsområder;

39.

beklager de kinesiske myndigheders afgørelse om at standse drøftelserne med repræsentanterne for Dalai Lama og minder dem om de tilsagn, der blev givet efter de tragiske begivenheder i marts 2008 inden De Olympiske Lege; opfordrer endnu en gang Rådet til at udpege en særlig repræsentant for tibetanske anliggender med henblik på en tæt opfølgning af situationen og for at fremme genoptagelsen af dialogen mellem de involverede parter;

40.

minder om forslaget i sin beslutning af 15. november 2001 om et globalt partnerskab og en fælles strategi for forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Latinamerika (6), hvilket blev gentaget senere i sine beslutninger af 27. april 2006 (7) og 24. april 2008 (8), som vedtoges med henblik på EU-LAC (Latinamerika og Caribien) topmøderne holdt henholdsvis i Wien og Lima, om udarbejdelsen af et europæisk-latinamerikansk charter for fred og sikkerhed, som med udgangspunkt i FN's charter ville gøre det muligt at konkretisere de politiske, strategiske og sikkerhedsmæssige aktioner og initiativer af fælles interesse; opfordrer Rådet og Kommissionen til aktivt at medvirke til virkeliggørelsen af dette ambitiøse mål;

41.

glæder sig over den indsats, der fører til indgåelsen af biregionale associeringsaftaler med Latinamerika, som er de første aftaler af denne art, der indgås af EU;

42.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationers generalsekretær, NATO's generalsekretær, den fungerende formand for OSCE, formanden for OSCE's parlamentariske forsamling, formanden for Europarådets Ministerkomité og formanden for Europarådets Parlamentariske Forsamling.

25.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 76/61

1.

påpeger, at Den Europæiske Union har brug for at udvikle sin strategiske uafhængighed gennem en stærk og effektiv udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik for at fremme freden og den internationale sikkerhed, forsvare sine interesser i verden, beskytte sine borgeres sikkerhed, bidrage til et effektivt multilateralt system, øge respekten for menneskerettigheder og demokratiske værdier i hele verden samt sikre verdensfreden;

2.

erkender, at det er nødvendigt for EU at forfølge disse målsætninger gennem multilateralt samarbejde i internationale organisationer, først og fremmest De Forenede Nationer, og ved partnerskaber med andre nøgleaktører i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, principperne i Helsinkislutakten og målene i Parischartret;

3.

gentager, at der er behov for en reform af De Forenede Nationers organisation for at sætte FN i stand til at opfylde sine forpligtelser til fulde og handle effektivt ved at løse globale udfordringer og reagere på alvorlige trusler;

4.

fremhæver på ny betydningen af de transatlantiske forbindelser og erkender, at det er nødvendigt at koordinere aktionerne mellem ESFP og NATO, men understreger samtidig, at der er behov for et mere afbalanceret partnerskab uden konkurrence og med respekt for hinandens uafhængighed og gensidig forståelse i tilfælde af divergerende strategiske opfattelser;

5.

anfører, at mange af de nye trusler ikke kun er af militær karakter og ikke kan løses med militære midler alene;

6.

konstaterer, at denne politik skal kombinere anvendelsen af både civile og militære ressourcer og kapaciteter, og at det er påkrævet med et tæt og gnidningsløst samarbejde mellem alle deltagere;

7.

tilslutter sig begrebet »ansvar for at beskytte«, som vedtoges af FN i 2005, og begrebet »human sikkerhed«, som er baseret på, at det enkelte menneske har forrang for staten; understreger, at disse begreber har både praktiske følger og indebærer, at der fastlægges markante politiske retningslinjer for den europæiske sikkerhedspolitiks strategiske retning, for at den skal kunne fungere effektivt i krisesituationer; understreger ikke desto mindre, at EU hverken er automatisk forpligtet til eller har adgang til midler til udstationering af enten civile eller militære ESFP-missioner i alle krisesituationer;

8.

understreger, at det er afgørende, at indsatsen og kapaciteten samles på EU-niveau, hvis det skal være muligt at klare den kombinerede virkning af stigende udgifter til forsvarsmateriel og eksisterende begrænsninger i forsvarsudgifterne;

9.

anfører, at en fælles forsvarspolitik i Europa kræver en integreret europæisk væbnet styrke, der følgelig skal udstyres med fælles våbensystemer for at garantere kompatibilitet og interoperabilitet;

10.

understreger, at åbenhed og omkostningseffektivitet såvel som parlamentarisk ansvarlighed og overholdelse af internationale menneskerettighedslove og humanitær ret er altafgørende for at sikre offentlig støtte til det europæiske forsvar; fremhæver i den forbindelse den særlige betydning af en effektiv parlamentarisk kontrol af ESFP i form af et tæt samarbejde mellem Europa-Parlamentet og EU-medlemsstaternes parlamenter;

11.

fastslår, at den ajourførte ESS og NATO's nye strategiske koncept bør hænge sammen, hvilket bør komme til udtryk i den erklæring, som skal vedtages på topmødet den 3. og 4. april 2009 i Strasbourg og Kehl i anledning af NATO's 60-årsdag;

12.

understreger, at det er af afgørende betydning, at ESS gennemføres fuldt ud og uden forsinkelse;

13.

bifalder Rådets rapport om gennemførelsen af ESS; bemærker imidlertid, at mange af målsætningerne i ESS fra 2003 langt fra er blevet opfyldt, hvorfor EU - styrket ved Lissabontraktaten - bør spille en mere afgørende rolle i bestræbelserne på at gøre de institutioner, der varetager den globale styring, mere legitime, åbne og effektive;

14.

bifalder iværksættelsen af ovennævnte ESFP-operation Atalanta til bekæmpelse af piratvirksomhed ud for Somalias kyst; minder imidlertid Rådet, Kommissionen og EU's medlemsstater om, at der er dybereliggende årsager til problemet med piratvirksomhed i regionen, herunder den fattigdom, som findes i en kuldsejlet stat, og kræver mere omfattende europæiske aktioner for at løse disse problemer;

15.

understreger i forbindelse med islamiske terroristers kidnapning af og mord på gidsler behovet for øget samarbejde og samordning af politikken til bekæmpelse af terrorisme som mellem EU's medlemsstater, USA og NATO, hvis mål især er at forbedre effektiviteten af de redningsaktioner, som iværksættes for at redde gidslers liv;

16.

slår igen kraftigt til lyd for, at der gennem ESS og ESFP gives enhver garanti for en vellykket gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 af 31. oktober 2000 om kvinder, fred og sikkerhed (S/RES/1325) og resolution 1820 af 19. juni 2008 (S/RES/1820), der har til formål at fremme kvinders lige deltagelse i alle spørgsmål og afgørelser om fred og sikkerhed, og hvori det fastslås, at systematisk anvendelse af seksuel vold mod kvinder under væbnede konflikter udgør en forbrydelse mod menneskeheden; beklager, at det går alt for langsomt med at opnå ligestilling mellem kønnene i ESFP-operationer;

17.

gør opmærksom på, at der i medlemsstaterne stadig for ofte tænkes i nationale sikkerhedsinteresser, hvilket går ud over det fælles ansvar for beskyttelse af de fælles europæiske interesser; mener, at denne holdning giver bagslag, og opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at se forholdene i et videre perspektiv med det formål at gøre EU til en vigtigere aktør på den internationale scene og indføre mere effektive europæiske sikkerhedsordninger;

18.

finder det derfor nødvendigt at definere EU's fælles sikkerhedsinteresser; understreger, at EU kun i kraft af en klar idé om de fælles interesser kan gøre de fælles politikker mere sammenhængende og effektive;

19.

mener, at Unionens sikkerhedsinteresser ud over de udfordringer, der er defineret i ESS fra 2003, også omfatter beskyttelse af dens borgere og dens interesser inden for EU såvel som i tredjelande, naboområdernes sikkerhed og beskyttelse af dens ydre grænser og vigtige infrastrukturer, såvel som forbedring af dens cyber-sikkerhed, sikring af energiforsyninger og søveje, beskyttelse af rumressourcerne og beskyttelse mod følgerne af klimaændringerne;

20.

bemærker, at EU anerkender en international orden, der er baseret på et effektivt multilateralt system på grundlag af folkeretten, og at dette er et udtryk for europæeres overbevisning om, at ingen nation kan bekæmpe de nye trusler alene;

21.

mener, at EU skal foretage en nøjere definition af den rolle, som den agter at spille på internationalt plan; mener endvidere, at EU ikke bør forsøge at blive en supermagt ligesom USA, men at den derimod snarere bør værne om sin egen sikkerhed, arbejde for stabilitet i naboområderne og bidrage til et multilateralt, globalt sikkerhedssystem inden for rammerne af De Forenede Nationer, som garanterer respekt for folkeretten og en effektiv krise- og konfliktforebyggelse samt styring og løsning af situationerne efter konflikter;

22.

fremhæver, at EU prioriterer kriseforebyggelse i ESFP; betoner, at sikkerhed og retsstatsforhold er uomgængelige forudsætninger for udvikling og varig stabilitet;

23.

konstaterer, at ESS fra 2003 belyser de mest graverende trusler, som EU står over for (terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, staters sammenbrud og organiseret kriminalitet), og at den fastlægger strategiske mål, som er blevet grundlaget for delstrategier;

24.

roser det afgåede franske EU-formandskab for dets initiativer vedrørende ESFP; noterer sig den højtstående repræsentants ovennævnte rapport af 11. december 2008 om gennemførelsen af ESS, som blev godkendt af Det Europæiske Råd og glæder sig over, at mange henstillinger i Parlamentets tidligere beslutninger om ESS og ESFP er blevet taget op, især hvad angår:

25.

finder det glædeligt, at Rådet går ind for tanken om, at EU i de kommende år - i overensstemmelse med det fastsatte ambitionsniveau, bl.a. deployering af 60 000 mand på 60 dage til en større operation blandt den række operationer, der er fastsat inden for rammerne af det overordnede mål for 2010 og det overordnede civile mål for 2010 - reelt bør sættes i stand til på én og samme tid at planlægge og gennemføre:

26.

beklager imidlertid, at konklusionerne vedrørende ESS og ESFP er præsenteret på en uklar måde (fire dokumenter i stedet for et); beklager også den ofte vage formulering, der ikke gør det muligt at beskrive en reel strategi; kritiserer den omstændighed, at Rådet ikke har opfyldt Parlamentets ønske om en hvidbog, hvorfor det er usandsynligt, at der vil blive indledt en frugtbar og bred offentlig debat;

27.

finder det endvidere beklageligt, at Rådet ikke har taget hensyn til en række krav i Parlamentets tidligere beslutninger om ESS og ESFP, først og fremmest vedrørende:

28.

foreslår, at ESS revideres hvert femte år, og nærmere bestemt i starten af en ny EU-valgperiode;

29.

beklager, at der siden 2003 relativt set ikke er sket fremskridt i styrkelsen af EU-samarbejdet på forsvarsområdet; opfordrer endnu engang til, at der udarbejdes en hvidbog om europæisk sikkerhed og forsvar som et middel, der skal anvendes til at sætte en bred offentlig debat i gang og sikre, at ESS også gennemføres på effektiv vis;

30.

beklager, at revisionen af ESS - trods omfattende forberedelser, men som følge af manglende fremdrift på grund af dødvandet i ratifikationen af Lissabontraktaten - ikke har ført til nye strategiske retningslinjer, men kun har givet sig udslag i en rapport, hvori der gives udtryk for aktuelle politiske bekymringer; bemærker, at rækken af trusler er blevet udvidet til at omfatte bl.a. cyber-sikkerhed og piratvirksomhed; glæder sig over, at der i revisionen er medtaget innovative aspekter, såsom fokus på klimaændringer, energisikkerhed (herunder - på det nukleare område - støtte til et multilateralt nukleart brændselskredsløb og en universel traktat om forbud mod produktion af fissilt materiale til fremstilling af kernevåben) og den internationale traktat om våbenhandel og andre nedrustningsaftaler, som f.eks. den nye Oslokonvention om klyngeammunition;

31.

finder det uacceptabelt, at der kun har været ført en begrænset parlamentarisk og ingen offentlig debat forud for vedtagelsen af rapporten om forslag til en revision af ESS;

32.

mener, at den voldelige eskalering af de uløste konflikter i Sydossetien og Abkhasien og Ruslands efterfølgende anerkendelse af disse provinsers selvstændighed viser, at det haster med at nå frem til varige politiske løsninger på sådanne konflikter i EU's naboområder; gentager det synspunkt, at konflikterne i Kaukasus ikke kan løses med militære midler, og fordømmer endnu en gang kraftigt alle, der tyede til vold under konflikten; understreger, at det er nødvendigt, at der i den videre udvikling af EU's strategiske partnerskab med Rusland indgår en konstruktiv dialog om sikkerhed, der er baseret på begge parters erklærede tilsagn om at ville respektere deres fælles værdier, udvise respekt for folkeretten og den territoriale integritet og overholde forpligtelserne i Helsinkislutakten;

33.

understreger, at sikkerhedsdimensionen i forbindelserne mellem EU og Rusland og den rolle, som FUSP og ESFP spiller, ikke kan vurderes uafhængigt af den bredere europæiske sikkerhedsarkitektur, der omfatter NATO, OSCE og internationale aftaler, såsom traktaten om begrænsning af antiballistiske missilsystemer og traktaten om konventionelle væbnede styrker i Europa; mener, at spørgsmålet om relevante udviklinger inden for denne bredere sikkerhedsstruktur bør behandles i dialog med både Rusland og USA, og anmoder Rådet om at indtage en åben og konstruktiv holdning i mulige samtaler mellem EU, USA, Rusland og de OSCE-lande, der ikke er medlem af EU, med henblik på en fornyelse af den transatlantiske konsensus om sikkerhed med udgangspunkt i Helsinkislutakten;

34.

glæder sig over, at EU har handlet i fællesskab i bestræbelserne på at mægle mellem Rusland og Georgien som reaktion på den udfordring, som krigen i Georgien udgjorde; påpeger, at den hurtige reaktion og enighed i Den Europæiske Union, som førte til undertegnelsen af en våbenstilstandsaftale og den hurtige udsendelse af en observatørmission under ESFP, har bevist, at EU er i stand til at håndtere kriser og handle i fællesskab; roser EU's franske formandskab for dets positive rolle i bestræbelserne på at fastholde en fælles europæisk strategi;

35.

bifalder Rådets afgørelse af 2. december 2008 om nedsættelse af en uafhængig kommission under ledelse af EU til undersøgelse af årsagerne til konflikten i Georgien;

36.

noterer sig de bekymringer, som de baltiske lande har givet udtryk for, og bemærker, at NATO og dens medlemsstater har bekræftet, at deres forpligtelser i henhold til artikel 5 i den nordatlantiske traktat stadig har gyldighed;

37.

glæder sig over, at NATO har besluttet at benytte de eksisterende kommunikationskanaler på ny, og at NATO-Rusland-Rådet skal genaktiveres;

38.

mener, at både EU og NATO bør videreføre en åben og realistisk dialog med Rusland, der omfatter områder som regional sikkerhed, energi, missilforsvar, ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben, begrænsning af væbnede styrker og rumpolitik;

39.

finder det vigtigt at intensivere en multilateral dialog om sikkerhedsanliggender inden for rammerne af Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd;

40.

påpeger, at Rusland som følge af sin geopolitiske situation, sin militære styrke og politiske betydning, sine energiressourcer og sit økonomiske potentiale er af strategisk betydning for Europa;

41.

understreger, at EU skal have midler til at gennemføre sin politik, og at det derfor er nødvendigt, at den - ud over at styrke sin diplomatiske kapacitet - råder over både civil og militær kapacitet til at styrke ESFP og opfylde sine internationale forpligtelser;

42.

påpeger, at der er gennemført 22 missioner, heraf 16 civile, inden for rammerne af ESFP siden indførelsen heraf; understreger betydningen af de civile aspekter af ESFP; bifalder i den forbindelse oprettelsen af den civile planlægnings- og gennemførelseskapacitet (CPCC) i Rådets regi; opfordrer medlemsstaterne til at øge deres indsats for at stille kvalificeret personale til rådighed til civile ESFP-missioner; fremhæver i den forbindelse betydningen af det overordnede civile mål for 2010;

43.

understreger også, at der - med hovedvægten lagt på den militære dimension af ESFP - gøres alt for langsomme fremskridt inden for civil kapacitet og konfliktforebyggelse, og at det er nødvendigt, at både Rådet og Kommissionen ufortøvet fremsætter forslag til en ny dynamik på dette område;

44.

slår til lyd for, at det fredsskabende partnerskab udvikles yderligere til et europæisk civilt fredskorps;

45.

mener, at EU bør videreudbygge sin kapacitet på grundlag af de overordnede civile og militære mål; bemærker, at den bør bestræbe sig på permanent at kunne stille en styrke på 60 000 soldater til rådighed; bekræfter på ny sit forslag om, at Eurokorpset bør udgøre kernen i denne styrke, om nødvendigt forstærket med supplerende sø- og luftkapacitet; glæder sig over aftalen mellem Tyskland og Frankrig om at videreføre den fransk-tyske brigade på fælles lokaliteter; mener endvidere, at EU permanent bør kunne stille et passende antal politifolk, dommere og offentlige anklagere til rådighed; finder det forvirrende, at konceptet med EU-kampgrupper og særlige scenarier for eventuelle missioner ikke synes at føre til, at disse kampgrupper indsættes i EU's eksterne operationer;

46.

henviser til, at EU-medlemsstaterne sammenlagt bruger mere end 200 000 000 000 EUR om året på forsvaret, hvilket er mere end halvdelen af USA's forsvarsudgifter; er fortsat dybt bekymret over den manglende effektivitet og samordning i forbindelse med anvendelsen af disse midler; opfordrer derfor indtrængende til, at der gøres en øget indsats for at undgå unødvendige overlapninger mellem medlemsstaterne, nærmere betegnet gennem specialisering, sammenlægning og fælles anvendelse af eksisterende kapacitet og fælles udvikling af ny kapacitet; roser Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) for det glimrende arbejde, det har udrettet hidtil, og opfordrer EU-medlemsstaterne til at udnytte EDA's potentiale fuldt ud;

47.

understreger, at kapacitetsbehovet ofte teknologisk set er meget ens eller endog det samme, for så vidt angår de væbnede styrkers operationer, grænseovervågning, beskyttelse af vigtige infrastrukturer og katastrofestyring; understreger endvidere, at dette skaber nye muligheder for at udnytte synergier og styrke interoperabiliteten mellem de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne;

48.

opfordrer kraftigt til, at EU og dens medlemsstater koncentrerer deres bestræbelser om fælles kapaciteter, som kan anvendes både til forsvars- og sikkerhedsformål; finder det i denne forbindelse særdeles vigtigt med satellitbaseret efterforskning og udstyr til overvågning og hurtig varsling, ubemandede luftfartøjer, helikoptere og telekommunikationsudstyr samt luft- og søtransport; kræver en fælles teknisk standard for beskyttet telekommunikation og midler til beskyttelse af kritisk infrastruktur;

49.

bifalder EDA-bestyrelsens beslutning af 10. november 2008 om oprettelsen af en europæisk lufttransportflåde og noterer sig hensigtserklæringen om deltagelse i dette initiativ, der er undertegnet af tolv EU-medlemsstaters forsvarsministre;

50.

finder det nødvendigt, at det gøres muligt at anvende Galileo og GMES (global miljø- og sikkerhedsovervågning) til sikkerheds- og forsvarsformål;

51.

støtter en fortsat dynamisk udvikling af samarbejdet mellem nationale væbnede styrker, så de optræder stadig mere synkront; foreslår, at denne proces og de væbnede styrker får navnet SAFE - »Synchronised Armed Forces Europe«;

52.

mener, at der i SAFE er tilstrækkelig handlingsmargen for neutrale EU-medlemmer og medlemmer af militærforbund, og for dem, der allerede arbejder tæt sammen, samt for dem, der endnu tøver; foreslår, at opbygningen af SAFE tager udgangspunkt i en »opt-in«-ordning, som er baseret på stærkere frivillig synkronisering;

53.

går ind for, at der inden for rammerne af SAFE indføres en europæisk statut for soldater, der indeholder bestemmelser om uddannelsesnormer, operative doktriner og handlingsfrihed under indsatsen, spørgsmål vedrørende pligter og rettigheder og kvalitetsniveau for udstyr, lægehjælp og sociale sikringsordninger i tilfælde af død, tilskadekomst og utjenstdygtighed;

54.

går ind for, at SAFE baseres på princippet om en paneuropæisk arbejdsdeling inden for den militære kapacitet;

55.

anbefaler et tættere europæisk samarbejde inden for uddannelse, vedligeholdelse og logistik som en altafgørende forudsætning for, at forsvarsudgifterne kan udnyttes mere effektivt;

56.

mener, at EU's evne til selvstændig handling på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område bør forbedres gennem en målrettet styrkelse af dens kapacitet inden for områderne analyse, planlægning, ledelse og efterretningsaktiviteter; glæder sig i den forbindelse over Det Europæiske Råds beslutning om at arbejde hen imod etableringen af en ny fælles civil og militær strategisk planlægningsstruktur for ESFP-operationer og -missioner;

57.

glæder sig ligeledes over Det Europæiske Råds beslutning om at oprette en uformel gruppe på højt plan mellem EU og NATO, hvis opgave vil være at styrke samarbejdet mellem de to organisationer på pragmatisk vis;

58.

opfordrer til, at der oprettes et selvstændigt og permanent operativt EU-hovedkvarter med mandat til at gennemføre strategisk planlægning og gennemføre ESFP-operationer og -missioner;

59.

går ind for tanken om oprettelse af et råd af forsvarsministre for at skabe større sammenhæng mellem de forskellige nationale forsvarspolitikker og derved styrke de respektive nationale bidrag til ESFP; fremhæver målet med fuld parlamentarisk kontrol med ESFP-missioner, herunder også kontrol fra Europa-Parlamentets side;

60.

støtter kraftigt styrkelsen af et europæisk forsvars- og sikkerhedsmarked gennem vedtagelse af Kommissionens lovgivningsforslag om offentlige indkøb og overførsler inden for Fællesskabet og foreslår yderligere initiativer for at nå dette mål, især på områderne forsynings- og informationssikkerhed;

61.

glæder sig i den forbindelse over vedtagelsen af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (8), hvilket ændrer adfærdskodeksen om våbeneksport til et juridisk bindende instrument; glæder sig endvidere over, at det fortsat overlades til EU's medlemsstater enkeltvis at vedtage endnu strengere foranstaltninger;

62.

gentager, at fælles våbensystemer bør stilles til rådighed via en stærk europæisk forsvarsindustri, der kan opfylde den europæiske militærstyrkes nuværende og fremtidige behov og give Europa mulighed for at blive selvforsynende og uafhængig;

63.

kræver en forøgelse af fællesskabsmidlerne til sikkerhedsforskning og udarbejdelse af fælles forskningsprogrammer mellem Kommissionen og EDA;

64.

anser det for særdeles vigtigt at styrke Det Europæiske Sikkerheds- og Forsvarsakademi og omdanne det til en permanent struktur, som kan bidrage mere til udviklingen af en særlig europæisk sikkerhedskultur; opfordrer indtrængende Kommissionen til at fortsætte finansieringen af uddannelsesaktiviteter på EU-plan inden for civil krisestyring efter 2009;

65.

opfordrer til yderligere initiativer med hensyn til fælles uddannelse og fælles normer for personel, som skal udsendes og arbejde sammen i civile og militære operationer, øget interaktion mellem EU-medlemsstaternes væbnede styrker og civilt personel, koordination af kriserelateret uddannelse samt udvekslingsprogrammer blandt væbnede styrker i Europa; opfordrer også til, at der gives adgang til hæren i de enkelte EU-medlemsstater for borgere fra andre medlemsstater;

66.

støtter kraftigt de vellykkede europæiske programmer, såsom kampflyet Eurofighter, der vil udgøre rygraden i fem europæiske luftvåbens operative kapacitet i de kommende årtier; mener, at EU's medlemsstater derfor bør fremme og støtte sådanne initiativer;

67.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes parlamenter og generalsekretærerne for De Forenede Nationer, Den Nordatlantiske Traktatorganisation, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og Europarådet.