—

forsamlet i Luanda (Angola) fra den 30. november til den 3. december 2009,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 17, stk. 1,

—

der henviser til resultaterne af G20-topmøderne i London og Pittsburgh, der blev afholdt i april og september 2009,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af april 2009 om støtte til udviklingslandene til at håndtere krisen (2),

—

der henviser til de Larosière-rapporten af februar 2009 om finanstilsynet i EU,

—

der henviser til Verdensbankens rapport af juni 2009 om udviklingsfinansieringen i verden – kurs mod global genopretning (»Global Development Finance 2009, Charting a Global Recovery«),

—

der henviser til konklusionerne fra FN's konference om den globale finansielle og økonomiske krise og dens indvirkning på udviklingen, der blev afholdt i New York den 24.-26. juni 2009,

—

der henviser til betænkningen fra Udvalget om Politiske Anliggender (ACP-EU/100.587/09/fin.),

A.

der henviser til, at verden i dag står over for finans-, økonomi-, fødevare-, energi- og miljøkriser af hidtil uset omfang,

B.

der henviser til, at årsagerne til krisen skal findes i de industrialiserede lande, men at udviklingslandene er hårdest ramt,

C.

der henviser til, at verdens internationale regeringsstrukturer, der blev oprettet i efterkrigs- og kolonitiden, fortsat afspejler det forgangne århundredes geopolitiske balance, der imidlertid ikke svarer til virkeligheden i en globaliseret verden,

D.

der henviser til behovet for, at vores globale politiske og finansielle institutioner reformeres, så de gøres mere effektive, gennemskuelige, repræsentative og legitime,

E.

der henviser til, at deregulering, neoliberal kapitalisme og en fundamentalistisk tro på det frie marked har givet sig udslag i excesser, der i deres værste form har forårsaget et sammenbrud i finanssystemer, ødelæggelse af millioner af job og forøgelse af fattigdommen,

F.

der henviser til, at statsmagten har ansvaret for at fremme stabilitet og en bæredygtig, fattigdomsreducerende vækst og for at sikre, at velstanden kommer så mange som muligt til gode, og at statsmagten derfor skal regulere og kontrollere markederne og spille en omfordelende rolle i økonomien,

G.

der henviser til, at visse nationers afstandtagen fra den multilaterale tilgang i de seneste år har ført til konfrontation, konflikt og strid mellem kulturer,

H.

der henviser til, at der skal tages skridt til at bremse klimaændringerne for at forhindre katastrofale skader på miljøet og de alvorlige økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser heraf,

I.

der henviser til, at regeringerne i rige lande har fremskaffet trillioner til at redde finansinstitutioner med, men at nogle af dem undsiger sig deres forpligtelser vedrørende 2015-målene,

J.

der henviser til, at siden G20-topmødet i London er kun 1,6 % af IMF's nye lån gået til Afrika syd for Sahara,

K.

der henviser til, at AVS-staterne er stærkt underrepræsenterede i institutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og FN's Sikkerhedsråd,

L.

der henviser til, at også kvinderne er underrepræsenterede i regeringsstrukturerne,

M.

der henviser til, at udsivningen i form af ulovlig kapitalflugt fra udviklingslandene, der i vid udstrækning hjælpes på vej af skattely og bankhemmeligheder, er blevet anslået til 350–600 mia. EUR årligt,

N.

der henviser til, at OECD-landenes bistand til fattige landbrugere svarer til 1 % af deres landbrugsstøtte,

O.

der henviser til, at en af Verdensbankens og IMF's hovedopgaver er at bekæmpe fattigdom,

P.

der henviser til, at Verdensbanken og IMF fortsat stiller økonomiske og politiske betingelser for långivning,

Q.

der henviser til, at G20, der er blevet det mest fremtrædende internationale forum for økonomisk samarbejde, er mere bredtfavnende end G8, men ikke desto mindre udelukker 85 % af verdens befolkning,

R.

der henviser til, at OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC) er et forum for donorregeringer, mens det nyoprettede forum for udviklingssamarbejde (Development Cooperation Forum) hører ind under FN's struktur og kan give udviklingslandene mulighed for at blive hørt og opnå ejerskab,

S.

der henviser til, at genoprettelsen af den samfundsmæssige tillid til de globale regeringsstrukturer er en hastesag af afgørende betydning,

1.

opfordrer det internationale samfund til at gøre de globale institutioner mere repræsentative, demokratiske og bredtfavnende, således at udviklingslandene, især i Afrika, bliver mere indflydelsesrige og beslutningsdygtige;

2.

anmoder G20 om at give medlemmer af G77 plads ved forhandlingsbordet;

3.

glæder sig over tilsagnet fra G20-topmødet i Pittsburgh om at rette fokus for IMF's kvoteandel mod dynamiske vækstmarkeds- og udviklingslande; kræver en mere retfærdig stemmeret til udviklingslandene og de nye vækstlande i IMF's bestyrelse og Verdensbankens repræsentantskab; kræver derfor indførelsen af et afstemningssystem med dobbelt flertal, baseret på princippet »ét medlem, én stemme« såvel som på økonomisk vægt;

4.

kræver ophævelse af USA's vetoret i IMF og Verdensbanken;

5.

kræver, at G20 indfrier sit løfte om åbne, gennemskuelige og meritbaserede procedurer for udnævnelse af den øverste ledelse i alle internationale finansinstitutioner;

6.

tilskynder FN's Sikkerhedsråd til at udvide antallet af medlemmer;

7.

anmoder det internationale samfund om at sikre mere konsekvente, gennemskuelige og ansvarlige lovgivningsrammer med øget tilsyn for verdens finansmarkeder som krævet af G20;

8.

støtter på det kraftigste en nyordning af IMF, så fonden i større grad kan påtage sig tilsyns- og styringsopgaver og afgive tidlig varsling i tilfælde af ubalance eller makroøkonomiske risici på verdensmarkedet;

9.

opfordrer alle de relevante aktører til at sikre en bedre samordning af Bretton Woods-institutionerne, G20 og de regionale udviklingsbanker;

10.

tilskynder medlemmerne af G20, EU- og AVS-landene til at tage øjeblikkelige skridt til at bekæmpe skattely og bankhemmeligheder og intensivere det internationale samarbejde, den automatiske informationsudveksling, de landeopdelte indberetningsstandarder for multinationale selskaber og kapacitetsopbygningen i lande, der er ramt af kapitalflugt; ser frem til, at G20 træffer de lovede modforholdsregler over for skattely i 2010;

11.

tilskynder regeringerne til at fastsætte et loft for ledelseslønninger med henblik på at undgå absurd høje lønniveauer og til at lovgive om de motivationsordninger i finanssektoren, der er til fare for systemets stabilitet; glæder sig over, at G20-topmødet i Pittsburgh gav støtte til at øge den finansielle stabilitet og til at sørge for, at kompensation og gage står i forhold til, om der skabes værdier på lang sigt frem for umådeholdent chancerytteri;

12.

opfordrer alle stater til helhjertet at bakke op om den multinationale tilgang og FN-systemet;

13.

anbefaler, at FN's forum for udviklingssamarbejde, såvel som OECD-DAC, tages i betragtning som de to fremmeste fora for udviklingssamarbejde og for analyse af og tilsyn med tendenserne i den globale bistand, herunder dagsordenen for bistandseffektivitet;

14.

glæder sig over, at USA har besluttet sig for atter at deltage i FN's Menneskerettighedsråd og omsider har indtaget sin plads i Rådet; opfordrer EU, AVS og andre partnere til at sikre, at dette råd vil forsvare alle ofre for krænkelser af menneskerettighederne;

15.

hilser G20's tilsagn om at yde 1,1 trillion USD til en »kickstart« af verdensøkonomien velkommen, men beklager, at kun en lille del heraf er øremærket til de fattigste lande; advarer mod at svække udviklingslandene med nye store gældsbyrder;

16.

opfordrer EU's medlemsstater til at indfri deres bistandsforpligtelser, jf. 2015-målene;

17.

anerkender betydningen af handel, men understreger, at frie markeder alene ikke er en garanti for udryddelsen af fattigdommen;

18.

tilskynder alle WTO-medlemmer til at arbejde hen imod, at Doharunden om udvikling afsluttes med et resultat, der indskrænker protektionismen, men afspejler de forskellige kapaciteter og udviklingsniveauer, der findes mellem de stærke og svage økonomier, og tillader AVS-staterne at beskytte deres mest sårbare erhverv;

19.

anmoder EU om inden for rammerne af de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA) at respektere de AVS-lande, der beslutter sig for ikke at indgå en fuldstændig ØPA eller vælger at genforhandle kontroversielle aspekter af midlertidige ØPA'er; kræver, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling bliver inddraget i fuldt omfang i alle planlagte ØPA-opfølgningsstrukturer;

20.

opfordrer EU til at beskære sin landbrugsstøtte betydeligt og ophæve al landbrugseksportstøtte;

21.

anmoder EU om at stå ved sine tilsagn om bistand for handel og fortsat bidrage til at forstærke AVS-landenes handelskapacitet;

22.

opfordrer det internationale samfund til at indføre høje standarder for social og miljømæssig beskyttelse og arbejdstageres rettigheder, herunder dagsordenen for anstændigt arbejde (der er udarbejdet af Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO), og til at bistå udviklingslandene med indførelsen af disse standarder;

23.

opfordrer alle regeringer til at respektere retten til frie forhandlinger og kollektive aftaler, og til at sikre strejkeretten som fastsat i ILO's statut;

24.

tilskynder FN til at fremme ligestilling og forbedre kvindernes stilling;

25.

opfordrer FN til at forny Det Økonomiske og Sociale Råd med henblik på at fremme holdbare løsninger på økonomiske, sociale, beskæftigelsesmæssige, kulturelle og sundhedsmæssige spørgsmål;

26.

opfordrer Verdensbanken til at lægge større vægt på udviklingsspørgsmål, klimaændringer og fremme af sundhed og uddannelse i tråd med konklusionerne fra G20-topmødet i Pittsburgh;

27.

opfordrer indtrængende alle regeringer til på klimatopmødet i København i december 2009 at indgå en ambitiøs, rimelig og bæredygtig aftale om at fordele byrderne ligeligt mellem industri- og udviklingslandene og at tage hensyn til landenes forskellige grader af ansvar for klimaforandringerne;

28.

opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne til at respektere deres G20-tilsagn om at bistå udviklingslandene i bekæmpelsen af klimaændringer; fastholder, at finansieringsmidlerne hertil skal være tillæg til den allerede eksisterende udviklingsbistand;

29.

opfordrer EU til at investere massivt i forskning, uddannelse og miljø og til at forhøje finansieringen og teknologioverførslen til udviklingslandene;

30.

anmoder alle stater om at indføre mere demokratisk kontrol med henblik på at gøre regeringernes arbejde mere gennemskueligt, demokratisk, ansvarligt og effektivt;

31.

opfordrer FN og WTO til at give øget prioritet til parlamentariske holdningstilkendegivelser;

32.

opfordrer beslutningstagerne, især i AVS-landene, til at kommunikere med civilsamfundet og give civilsamfundsorganisationer basale økonomiske midler til finansiering af deres aktiviteter;

33.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Kommissionen for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og til de nationale og regionale parlamenter i AVS-landene, til Europa-Kommissionen, FN og de regionale organisationer, Verdensbanken, IMF, WTO og formandskaberne for EU og Den Afrikanske Union.

—

forsamlet i Luanda (Angola) fra den 30. november til den 3. december 2009,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 17, stk. 1,

—

der henviser til målsætningerne i partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, som blev underskrevet i Cotonou den 23. juni 2000 (Cotonouaftalen) og alle senere ændringer,

—

der henviser til FN’s 2015-mål, navnlig forpligtelsen til at etablere et globalt partnerskab for udvikling, og konklusionerne og anbefalingerne fra FN's møde på højt plan i New York den 25. september 2008,

—

der henviser til rapporten fra 2009 fra FN's refleksionsgruppe om den forsinkede gennemførelse af 2015-målene om styrkelse af det globale partnerskab for udvikling i krisetider og årsrapporten fra 2009 om 2015-målene,

—

der henviser til Monterreykonsensussen, som blev vedtaget på FN's internationale konference om udviklingsfinansiering den 21.-22. marts 2002, og Dohaerklæringen om udviklingsfinansiering, der blev vedtaget den 2. december 2008 på den opfølgende internationale konference om udviklingsfinansiering, som skulle evaluere gennemførelsen af Monterreykonsensussen,

—

der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet af 2. marts 2005 og Accrahandlingsplanen, som blev vedtaget på Accra-forummet på højt plan om bistandseffektivitet, der fandt sted den 2.-4. september 2008,

—

der henviser til G20-erklæringen om den finansielle krise fra gruppens møder i henholdsvis Washington den 15. november 2008, London den 2. april 2009 og Pittsburgh den 24.-25. september 2009,

—

der henviser til appellen fra Verdensbankens direktør, Robert B. Zoellick, til de udviklede lande om at forpligte sig til at yde 0,7 % af deres vækstpakker til en »sårbarhedsfond« til udviklingslandene (4),

—

der henviser til IMF-rapporten fra marts 2009 om den globale finansielle krises betydning for lavindkomstlandene (»The Implications of the Global Financial Crisis for Low-Income Countries«),

—

der henviser til meddelelse af 8. april 2009 fra Europa-Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om støtte til udviklingslandene til at håndtere krisen (5),

—

der henviser til betænkningen fra Udvalget om Økonomisk Udvikling, Finans og Handel (ACP-EU/100.510/09/fin.),

A.

der henviser til, at det globale finansielle og økonomiske system er karakteriseret ved en voksende indbyrdes afhængighed mellem alle lande i verden,

B.

der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise opstod i finanscentre såsom New York og London, og at AVS-staterne ikke er ansvarlige for den finansielle og økonomiske krise, men tværtimod lider under dens konsekvenser,

C.

der henviser til, at den finansielle og økonomiske krise er et resultat af en stigende uoverensstemmelse mellem skabelsen af international merværdi, den reelle opsparing og en finansverden, som i stadig højere grad agerer i et virtuelt og spekulativt miljø, som primært er kendetegnet ved den uophørlige og ukontrollerede skabelse af afledte produkter, som er afledt af andre afledte produkter,

D.

der henviser til, at krisen ifølge den nyligt offentliggjorte IMF-rapport om den globale finansielle krises betydning for lavindkomstlandene vil øge lavindkomstlandenes finansielle behov med mindst 25 mia. USD i 2009, og at Afrika syd for Sahara sandsynligvis vil blive særligt hårdt ramt,

E.

der henviser til, at nedgangen i den kommercielle finansiering siden finanskrisens begyndelse har været på mellem 100 og 300 mia. USD for udviklingslandene, hvortil kommer de skadelige virkninger af nye handelsrestriktioner i mange lande samt dødvandet i Doharundens handelsforhandlinger inden for rammerne af Dohaudviklingsprogrammet,

F.

der henviser til, at AVS-staterne er afhængige af indtjening fra eksport af råvarer, som står for 50 % af deres reserver af udenlandsk valuta, og at krisen har medført et fald i eksportindtægterne for mange udviklingslande, overførsel af midler til disse lande, direkte udenlandske investeringer og officiel udviklingsbistand,

G.

der henviser til, at de høje priser på importerede brændstoffer og fødevarer sammen med den lave efterspørgsel efter eksportvarer har reduceret vigtige indtægtskilder og forhindret mange udviklingslande i at betale deres udlandsgæld,

H.

der henviser til, at den økonomiske og finansielle krises indvirkning på AVS-landene har brudt en cyklus af vedvarende økonomisk vækst, som går tilbage til 2004, og derved har bragt de opnåede fremskridt og opfyldelsen af 2015-målene i fare,

I.

der henviser til, at der ifølge FN's skøn stadig mangler 35 mia. USD om året af donorlandenes bidrag i forhold til deres løfter på G8-mødet i Gleneagles i 2005 vedrørende den årlige bistand og 20 mia. USD om året af bistanden til Afrika,

J.

der henviser til, at Dohakonferencen om udviklingsfinansiering fokuserede på udviklingsspørgsmål på mellemlangt sigt, samtidig med at den indkredsede en række mål for grundlæggende reformer, understregede behovet for en integreret tilgang til de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter af udvikling og anerkendte, at der er forskel på situationen i de forskellige lande,

K.

der henviser til, at den internationale finansielle struktur har visse svagheder og derfor må reformeres med henblik på at gøre den mere repræsentativ og effektiv,

L.

der henviser til, at de udviklede lande har gennemført en række foranstaltninger som reaktion på krisen på multilateralt, europæisk og nationalt niveau og til, at der især i G20-landenes svar, som fokuserer på foranstaltninger på kort sigt og strukturelle reformer, lægges vægt på at genoprette de finansielle markeders og mekanismers funktion med henblik på at styrke tilliden til dem, men at svaret kun kort berører udviklingslandenes særlige behov eller de andre store udfordringer i forbindelse med løsningen af den økonomiske krise (fødevaresikkerhed, klimaændringer, bevarelse af biodiversiteten, adgang til energi og til drikkevand og vand til husholdningsbrug samt til de produktive sektorer),

M.

der henviser til, at AVS-staterne ikke alle påvirkes i samme omfang af den finansielle og økonomiske krise, og at forskellene skyldes faktorer såsom åbenhed over for udenrigshandel, afhængighed af eksportindtægter, økonomiske reserver og de nationale og regionale markeders dynamik,

N.

der henviser til, at AVS-staterne imidlertid er mere sårbare over for udefrakommende stødpåvirkninger og til, at Verdensbanken skønner, at et fald på 1 % i den globale vækst vil kaste yderligere 20 millioner mennesker ud i fattigdom, fordi et sådant fald kan true de fremskridt, der er gjort på udviklingsområdet i de sidste ti år, og særlig fremskridtet hen imod opfyldelsen af 2015-målene,

O.

der henviser til, at FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) skønner, at der nu på verdensplan er én milliard mennesker, som lider af sult, og at det samlede antal er steget med 100 millioner på grund af den globale finanskrise (6),

P.

der henviser til, at krisen medfører følgende farer for AVS-staterne:

Q.

der henviser til, at priserne på naturressourcer er faldet, hvilket betyder et fald i en af AVS- landenes vigtigste indtægtskilder,

R.

der henviser til, at AVS-staterne ikke er i stand til at modtage penge i form af statsobligationer,

1.

minder om, at partnerskabet mellem EU og AVS-staterne bør respektere både ånden og bogstavet i Coutonou-aftalen og understreger, at EU er nødt til at spille en afgørende rolle for at mildne krisens umiddelbare og langvarige følgevirkninger i AVS-staterne i lyset af EU's stilling som henholdsvis AVS-staternes primære handelspartner, hovedkilde til pengeoverførsler fra migranter, den primære kilde af private investeringer og verdens største donor af statslig udviklingsbistand;

2.

opfordrer indtrængende donorlandene til på koordineret og konsekvent vis at tage nøje hensyn til krisens følgevirkninger i AVS-staterne under overholdelse af de principper, der blev fastsat i Pariserklæringen om bistandseffektivitet og gentaget i Accrahandlingsplanen, og i overensstemmelse med de løfter om udviklingsfinansiering, som blev afgivet i Monterrey og gentaget på Dohakonferencen og på de forskellige G20-topmøder;

3.

tilskynder mere konkret G20-landene til at opfylde de forpligtelser, der blev afgivet over for udviklingslandene på de topmøder om den finansielle krise, der blev afholdt i henholdsvis Washington den 15. november 2008, London den 2. april 2009 og Pittsburgh den 24.-25. september 2009,

4.

bekræfter på ny 2015-målenes betydning for fattigdomsbekæmpelsen og opfordrer til, at de forpligtelser, som EU-landene har indgået om at øge den officielle udviklingsbistand til 0,56 % af BNI i 2010 og til 0,7 % i 2015, respekteres og gennemføres; opfordrer til, at der indgås nye forpligtelser i relation til ambitiøse, flerårige tidsplaner, således at det bliver muligt at måle den gradvise stigning i bistandsbudgetterne;

5.

opfordrer donorlandene og AVS-staterne til direkte pengeforbrug på kort og mellemlangt sigt, som skal gå til de fattigste befolkningslag og til nøglesektorer (sundhed, uddannelse, landbrugsproduktion og infrastruktur i landområderne, jobskabelse, drikkevand og vand til de produktive sektorer), og til etablering og bevarelse af hensigtsmæssige sociale sikringsordninger og sikkerhedsnet; understreger betydningen af disse foranstaltninger, da det ikke er muligt at finansiere genopretningspakker i AVS-staterne, og idet der er behov for at stille ressourcer til rådighed meget hurtigt;

6.

understreger, at denne form for anvendelse af midler rammes hårdest i krisetider på trods af, at det er den mest økonomisk overkommelige udgiftstype, og som giver det bedste afkast på kort, mellemlang og lang sigt, og på trods af at dens iboende mulighed for at skabe en kontracyklisk virkning;

7.

tilskynder donorlandene til at anvende denne hidtil usete krise som en katalysator til yderligere at undersøge mulighederne for at finde supplerende og innovative kilder til udviklingsfinansiering, f.eks. beskatning af finansielle transaktioner, og for at finde nye kilder med henblik på at give udviklingslandene mulighed for at diversificere deres indtægtskilder og gennemføre mere effektive, konkrete og operationelle forbrugsprogrammer;

8.

opfordrer EU-medlemsstaterne og de rige lande til at eftergive alle de fattige landes gæld uden strenge betingelser for den økonomiske politik; understreger, at der muligvis er helt op til 60 lande, som har brug for at få deres gæld annulleret, hvis de skal have en chance for at gennemføre 2015-målene; glæder sig over de foranstaltninger, mange EU-lande allerede har truffet med henblik på at afskrive udviklingslandes gæld, men er bekymret over, at gældsafskrivningerne kunstigt har forhøjet tallene for EU's bistand;

9.

understreger i særdeleshed fordelene ved brugen af mikrofinansieringsteknikker, både i økonomisk henseende på lokalt niveau, men også for så vidt angår inddragelse af befolkningen, og navnlig kvinderne, i udviklingen;

10.

opfordrer de internationale finansielle institutioner, herunder de multilaterale udviklingsbanker, til at støtte udviklingslandene i at overvinde den nuværende krise, genskabe væksten, opbygge øget markeds- og handelskapacitet og genetablere landenes adgang til kredit og privatkapitalstrømme;

11.

opfordrer de industrialiserede lande til at sikre, at de internationale finansielle institutioner har tilstrækkelige ressourcer til at udfylde deres roller;

12.

opfordrer AVS-staterne til i deres egen interesse at forbedre regeringsførelsen og øge gennemskueligheden af deres nationale finanser for at styrke forudsigeligheden, gennemførelsen og kontrollen vedrørende budgetterne; understreger betydningen af parlamentarisk kontrol med de offentlige finanser;

13.

understreger behovet for hensigtsmæssige love og regler til beskyttelse af AVS-landene, der er de største låntagere, mod griske »gribbefonde«;

14.

gør opmærksom på, at der skal findes et generelt svar på den økonomiske og finansielle krise, at alle finansielle institutioner, markedssegmenter og retsinstanser skal være underlagt regulering eller tilsyn, og at åbenhed og ansvarlighed for alle aktører skal være grundlaget for den nye form for international finansiel styring;

15.

understreger, at fri og retfærdig handel, fremme af investeringer i industri og lokal fremstilling, iværksætterånd og innovation samt effektivt regulerede finansielle markeder er afgørende for økonomisk vækst, beskæftigelse og fattigdomsbekæmpelse;

16.

opfordrer AVS-landene til at opstille lovgivnings- og reguleringsmæssigt sundere rammer om erhvervslivets virke med henblik på at tiltrække flere private, udenlandske og hjemlige investeringer;

17.

opfordrer indtrængende EU-medlemsstaterne og AVS-landene til at undlade at skabe protektionistiske barrierer i den internationale handel som reaktion på den økonomiske krise;

18.

tilskynder EU-medlemsstaterne til at overveje og i fuldt omfang gennemføre foranstaltninger uden for den finansielle sektor, som har positiv indflydelse på udviklingen i AVS-staterne, bl.a. overførsel af den nyeste teknologi, også til beskyttelse af miljøet, som fremmer kapacitetsopbygning og muliggør udvikling af forskning og infrastruktur;

19.

understreger behovet for at styrke udviklingen og den regionale integrationsproces mellem AVS-landene og appellerer især til, at der tages højde for krisens indvirkninger under forhandlingerne om og gennemførelsen af de økonomiske partnerskabsaftaler mellem AVS-landene og EU; minder om, at ØPA'er skal ledsages af den lovede nye finansiering til bistand til handel, dvs. 2 mia. EUR om året pr. 2010;

20.

minder om behovet for, at EU-medlemsstaterne – ikke mindst under indtryk af den seneste krise – udvikler en tilgang til migration, der sikrer overholdelse af menneskerettighederne og er i overensstemmelse med udviklingsmålene; indvandreres pengeoverførsler til deres oprindelseslande, der har store kapitalbehov, skal gøres nemmere og ligefrem tilskyndes; de sociale og kulturelle dimensioner af migration, der er en faktor for integration, tolerance, udveksling og gensidig accept mellem folkeslag, skal på samme måde forbedres og gives en mere fremtrædende plads i gennemførelsen af Cotonouaftalen;

21.

understreger det presserende behov for at reformere den internationale finansielle styring, herunder det finansielle systems struktur og virkemåde, hvilket forudsætter fuld og rimelig inddragelse af AVS-landene i de internationale finansielle organer med henblik på at forbedre disse organers repræsentative profil og dermed afspejle mangfoldigheden af nationale, regionale og internationale interesser med større legitimitet;

22.

opfordrer AVS-staterne til at inddrage deres parlamenter yderligere i deres beslutningstagning og særlig i udarbejdelsen af deres udviklingsstrategier;

23.

opfordrer det internationale samfund til at afslutte Doharundens forhandlinger om handel for udvikling på en måde, der er retfærdig og tilfredsstillende for alle parter;

24.

mener, at krisens følgevirkninger i AVS-landene kan være en anledning for dem til at investere i landbrugssektoren med henblik på at sikre fødevaresikkerheden og retten til selvforsyning af fødevarer og til at påbegynde en overvejelsesproces om diversificere produktionen og forarbejde råvarer med henblik på at øge merværdien, hvilket vil forbedre bytteforholdet og dæmpe råvareprisernes omskiftelighed;

25.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen, formandskabet for Det Europæiske Råd, Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament og til AVS-staternes nationale parlamenter, Verdensbanken, IMF, FAO og AVS-landenes regionale udviklingsbanker.

—

forsamlet i Luanda (Angola) fra den 30. november til den 3. december 2009,

—

der henviser til sin forretningsordens artikel 17, stk. 1,

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem AVS og EU, som blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og revideret i Luxembourg den 25. juni 2005 (Cotonouaftalen) og navnlig artikel 9, 13, 26 og 27,

—

der henviser til artikel 149-150 og artikel 177-181 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

—

der henviser til EF-traktatens artikel 13 om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering,

—

der henviser til verdensprogrammet for ungdomsinitiativer i år 2000 og frem, som blev vedtaget af FN’s Generalforsamling den 7. november 1995,

—

der henviser til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap og den dertil knyttede frivillige protokol, der blev vedtaget i FN’s hovedkvarter i New York den 13. december 2006,

—

der henviser til Lissabonerklæringen om ungdomspolitikker og -programmer, som blev vedtaget på verdenskonferencen for ministre for ungdomsanliggender, der blev afholdt i Lissabon den 8.-12. august 1998,

—

der henviser til Braga-handlingsplanen for unge, som blev vedtaget på det tredje FN-verdensforum for unge den 2.-7. august 1998 i Braga (Portugal),

—

der henviser til det reviderede europæiske charter om unges medindflydelse i lokalt og regionalt liv, som blev vedtaget af Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder i Europa den 21. maj 2003,

—

der henviser til Agenda 21 for kultur, som blev vedtaget af det fjerde forum om social inddragelse af lokale myndigheder i Porto Alegre, der blev afholdt i Barcelona (Spanien) den 8. maj 2004,

—

der henviser til Dakarerklæringen om fremme af AVS-landenes kulturer og kulturindustrier og dens handlingsplan, der blev vedtaget af AVS-landenes kulturministre ved deres første møde, der blev afholdt i Dakar (Senegal) i 2004,

—

der henviser til Santo Domingo-resolutionen, der blev vedtaget af AVS-landenes kulturministre ved deres andet møde, der blev afholdt i Santo Domingo (Den Dominikanske Republik) i oktober 2006,

—

der henviser til resolutionen om unges beskæftigelse, der blev vedtaget af Den Internationale Arbejdskonference på dens 93. samling i Genève i juni 2005,

—

der henviser til det afrikanske ungdomscharter, som blev vedtaget af Den Afrikanske Union i Banjul (Gambia) i juli 2006,

—

der henviser til strategien for unge i Stillehavsregionen 2010 (Pacific Youth Strategy 2010), som blev vedtaget af den anden konference for ministrene for ungdomsanliggender i Stillehavsregionen, der blev afholdt den 5.-7. december 2005 i Port Moresby (Papua New Guinea),

—

der henviser til Afsnit II (Investeringer, handel med tjenesteydelser og e-handel) i den økonomiske partnerskabsaftale mellem Cariforumlandene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, der etablerer fri bevægelighed for tjenesteydelser mellem parterne, samt den tilhørende Protokol III (om kultursamarbejde),

—

der henviser til rapporten af 30. oktober 2008 fra FN’s generalsekretær om gennemførelsen af verdenshandlingsprogrammet for unge: fremskridt og begrænsninger med hensyn til unges trivsel og deres rolle i civilsamfundet,

—

der henviser til Rådets resolution af 14. december 2000 om social inddragelse af unge (8),

—

der henviser til Kommissionens hvidbog af 21. november 2001 om et nyt afsæt for europæisk ungdom (9) og Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens hvidbog om et nyt afsæt for europæisk ungdom af 14. maj 2002 (10),

—

der henviser til Rådets resolution af 27. juni 2002 om rammerne for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (11),

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 22.-23. marts 2005 med vedtagelse af den europæiske ungdomspagt vedtages (12),

—

der henviser til meddelelse af 30. maj 2005 fra Kommissionen til Rådet om europæiske ungdomspolitikker: Varetagelse af unges interesser i Europa – gennemførelse af Den Europæiske Ungdomspagt og fremme af aktivt borgerskab (13) og Rådets resolution af 24. november 2005 om varetagelse af unges interesser i Europa — gennemførelse af den europæiske ungdomspagt og fremme af aktivt borgerskab (14),

—

der henviser til Parlamentets og Rådets afgørelse af 15. november 2006 om ungdomspolitik: Programmet Aktive unge 2007-2013 (15),

—

der henviser til Parlamentets og Rådets afgørelse af 12. december 2006, som for perioden 2007-2013 etablerer programmet Europa for Borgerne til fremme af et aktivt medborgerskab i Europa (16),

—

der henviser til meddelelse af 5. september 2007 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om fremme af unges fulde deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og samfundsliv (17),

—

der henviser til Rådets konklusioner af 16. november 2007 om en tværgående tilgang til ungdomspolitikken med henblik på at sætte de unge i stand til at udnytte deres potentiale og deltage aktivt i samfundet (18),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en EU-strategi for unge – investering og mobilisering – En fornyet åben koordinationsmetode tilpasset udfordringer og muligheder på ungdomsområdet (19) og det medfølgende arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: EU-ungdomsrapport (20),

—

der henviser til FN’s globale ungdomsrapporter (UN World Youth Report) for 2003, 2005 og 2007,

—

der henviser til UNDP's rapport om menneskelig udvikling (Human Development Report) for 2004: Kulturel frihed i nutidens mangfoldige verden,

—

der henviser til Bruxelleserklæringen om asyl, migration og fri bevægelighed og den tilhørende handlingsplan, der blev vedtaget i april 2006 af AVS-landenes ministre for asyl, migration og fri bevægelighed,

—

der henviser til Gruppen af AVS-staters Bruxellesresolution om migration og udvikling, der blev vedtaget af AVS-ministrene for asyl, migration og fri bevægelighed,

—

der henviser til afgørelse nr. 2/LXXXVII/08, der blev truffet på det 27. AVS-ministerråd, der blev afholdt i Addis Abeba (Etiopien) den 8.-13. juni 2008 om gennemførelsen af Gruppen af AVS-staters Bruxellesresolution om migration og udvikling,

—

der henviser til Verdensbankens rapport fra 2007 om udviklingen i verden og den næste generation (»Development and the Next Generation«),

—

der henviser til ILO’s rapport om globale beskæftigelsestendenser for unge (»Global Employment Trends for Youth«) fra oktober 2008,

—

der henviser til den afsluttende erklæring fra topmødet mellem unge fra Afrika og Europa, der blev afholdt den 4.-7. december 2007 i Lissabon (Portugal),

—

der henviser til det europæiske ungdomsforums oplæg af 3. maj 2008 om henholdsvis unge og migration og om beskæftigelse for unge,

—

der henviser til det europæiske ungdomsforums rapport fra 2008 om udviklingens behov for unge og ungdomsorganisationer i aktion (»Development Needs Youth - Youth Organisations in Action«),

—

der henviser til betænkningen fra Udvalget om Sociale Anliggender og Miljø (ACP-EU/100.504/09/fin.),

A.

der henviser til, at »unge« defineres som mennesker i alderen 15-24 år (21); der henviser til, at unge udgør 18 % af verdens befolkning eller 1,2 milliarder mennesker, hvoraf næsten 85 % bor i udviklingslandene,

B.

der henviser til, at mange unge lever i fattigdom og udsættes for udstødelse eller marginalisering, navnlig unge kvinder, unge handicappede, unge migranter og flygtninge, unge i landområderne og unge tilhørende etniske minoriteter,

C.

der henviser til, at unges sociale, økonomiske og kulturelle inddragelse og aktive deltagelse i samfundet er afgørende både for deres personlige udvikling og for en solid og demokratisk udvikling på nationalt og globalt plan,

D.

der henviser til, at uddannelse og beskæftigelse er forudsætninger for vellykket integration og unges deltagelse i samfundet,

E.

der henviser til, at selv om nutidens unge er den bedst uddannede generation af unge i historien, er arbejdsløsheden og underbeskæftigelsen blandt unge steget til hidtil usete høje niveauer, og at dette er blevet forværret af den økonomiske krise; der endvidere henviser til, at unge udgør 25 % af verdens befolkning i den arbejdsdygtige alder, men at de udgjorde 43,7 % af de arbejdsløse i 2007 (22),

F.

der henviser til, at den kulturelle sektor fremmer en alternativ økonomisk udvikling og skaber velstand og rimelige beskæftigelsesmuligheder for unge,

G.

der henviser til, at migration er blevet en af de måder, hvorpå unge udvider deres muligheder for uddannelse og arbejde, men at disse uddannelsesmuligheder ikke kommer de udviklingslande, som migranterne kommer fra, til gode og ikke højner disse landes uddannelsesniveauer,

H.

der henviser til, at globaliseringen har bidraget til øget mobilitet inden for uddannelse, erhvervsuddannelse, beskæftigelse og frivillige tjenesteydelser, hvilket har virket fremmende for solidaritet og øget tværkulturel forståelse og styrker respekten for forskelligheder og mangfoldighed,

I.

der henviser til, at kultur spiller en vigtig rolle for unges trivsel og personlige udvikling,

J.

der henviser til, at den hastige vækst i informations- og kommunikationsteknologierne (ikt) skaber nye muligheder for unges udvikling, inddragelse og aktive medborgerskab; der endvidere henviser til, at regeringernes engagement til fordel for investeringer i ikt kan mindske den eksisterende digitale kløft mellem EU og AVS-landene og fremme ligheden,

K.

der henviser til, at det kun vil være muligt at finde langsigtede løsninger på de globale trusler såsom klimaforandringer og nå udviklingsmålene, hvis unge anerkendes som beslutningsdygtige partnere,

1.

opfordrer AVS- og EU-regeringerne til at integrere ungdomsspørgsmål i enhver form for politikudformning og øge samordningen mellem ungdomspolitikker og andre politikområder, der direkte berører unge;

2.

understreger behovet for et integreret forsvar for verdenserklæringen om menneskerettighederne, især artikel 23, 24, 26 og 27, der vedrører arbejde, uddannelse og kultur;

3.

opfordrer Kommissionen til at fastlægge en afbalanceret finansiering for aktion 3.2 i programmet »Aktive unge« (2007-2013) inden for de fastlagte bestemmelser og at etablere et AVS-EU ungdomsprogram under Cotonouaftalen med yderligere bevillinger i forbindelse med opfølgningsprogrammet i stil med Euro-Med-ungdomsprogrammet;

4.

understreger, at beslutningstagere på alle niveauer bør udvikle deres samordning yderligere og fremme udvekslingen af bedste praksis om unges sociale og kulturelle integration og deltagelse, f.eks. ved at fremme tværinstitutionelle alliancer, som styrker nationale, regionale og internationale programmer for unge;

5.

opfordrer EU- og AVS-landene til at sikre, at alle unge i fuldt omfang kan nyde godt af deres rettigheder og friheder, samt til at udrydde enhver form for forskelsbehandling; opfordrer endvidere Kommissionen, EU og AVS-landene til at forhøje den økonomiske støtte til programmer for social og kulturel inddragelse af unge fra udsatte grupper;

6.

mener, at EU bør udvikle en fælles migrationspolitik, som er sammenhængende og har kraftigt fokus på lighed og social integration af migranter i modtagerlandene; opfordrer EU’s medlemsstater til at sikre, at unge migranters rettigheder respekteres, og at de har samme adgang til uddannelse, sociale serviceydelser og samme økonomiske muligheder som de øvrige borgere i det pågældende land;

7.

opfordrer EU til at udbygge foranstaltningerne til beskyttelse af unge fra tredjelande, der arbejder lovligt i Europa; opfordrer EU til at arbejde for, at disse arbejdstagere får status af fastboende udlændinge, og at der indføres en status for delvist uddannede og ufaglærte arbejdstagere; mener endvidere, at regeringerne i EU- og AVS-landene bør etablere programmer til at begrænse hjerneflugten blandt unge fra udviklingslandene og bør samordne deres foranstaltninger for at forhindre dette;

8.

opfordrer regeringerne i EU og AVS-landene til at give alle unge adgang til passende og ungdomsorienterede informationer og serviceydelser vedrørende sundhed;

9.

opfordrer regeringerne i EU- og AVS-landene til at etablere programmer, som reducerer omfanget af frafald i skolerne, mindsker analfabetisme blandt unge og forbedrer kvaliteten af den almene grunduddannelse;

10.

kræver universel adgang til grunduddannelse; opfordrer regeringerne til at fjerne hindringerne for adgang til grundskoleuddannelse, især for unge med handicap og andre sårbare grupper; opfordrer indtrængende regeringerne til at stille stipendier og studielån til rådighed for studerende fra udviklingslandene, som ønsker at påbegynde en videregående uddannelse;

11.

opfordrer EU og AVS-landene til at fremme en harmonisk overgang fra uddannelse til beskæftigelse gennem en overgang fra teoribaseret klasseundervisning til erfaringsorienteret undervisning i skolerne og indarbejdelse af iværksætterundervisning i læseplanen;

12.

tilskynder AVS- og EU-regeringerne til at lægge vægt på kulturel og social uddannelse i læseplanen og at opmuntre unge til at involvere sig i kulturelle aktiviteter i og uden for skolen, som kan berige deres liv, føre til en harmonisk personlig udvikling og holde dem væk fra narkomisbrug og andre typer misbrug, hvilket vil fremme deres sociale og kulturelle integration i samfundet;

13.

tilskynder AVS- og EU-regeringerne til at anerkende, at unge er den gruppe, der er mest åben for ændringer, og at unge er de bedste talsmænd for forandring, som et hvilket som helst samfund besidder; opfordrer AVS- og EU-regeringerne til at bruge unge til at udvirke positive ændringer i samfundet gennem sådanne mekanismer som sidemandsoplæring om hiv, aids, ikt og bæredygtige teknologier til afbødning af og tilpasning til klimaændring;

14.

opfordrer til, at unge får universel adgang til ikt; opfordrer regeringerne til at investere i ikt-infrastruktur og stille ikt-faciliteter til rådighed i skolerne; opfordrer Kommissionen og AVS- og EU-landene til at benytte teknologien til e-partnerskaber til at forbinde klasser i AVS- og EU-landene med hinanden for at fremme interkulturel læring; opfordrer AVS- og EU-regeringerne til at fremme fjernstudier som en metode til at gøre social integration lettere for personer fra ugunstigt stillede grupper, især personer med handicap;

15.

opfordrer regeringerne i EU- og AVS-landene til at udarbejde nationale strategier og handlingsplaner for unges beskæftigelse i samarbejde med ILO og regelmæssigt overvåge beskæftigelsessituationen for unge;

16.

opfordrer EU- og AVS-landenes regeringer til at fremme arbejdstageres rettigheder og rimelige lønninger som en virkningsfuld metode til fremme af social inddragelse;

17.

bemærker, at de unge, som arbejder i løbet af deres studietid, opnår værdifuld erfaring, som hjælper dem i deres overgang fra uddannelse til arbejdsmarked; opfordrer den private sektor til at skabe flere praktikmuligheder for de unge, som stadig går i skole; advarer imod enhver form for udnyttelse af arbejdstagerne i denne forbindelse;

18.

bemærker, at unge kvinder (23) og unge med handicap (24) er særligt udsatte for arbejdsløshed og underbeskæftigelse; opfordrer til udarbejdelse af særlige politikker, der skal støtte beskæftigelsesmulighederne for unge kvinder og mennesker fra dårligt stillede grupper;

19.

understreger behovet for at skabe mere favorable vilkår for unge iværksættere ved at sørge for information og økonomiske incitamenter og ved at fjerne administrative byrder for dem, der ønsker at starte egen virksomhed; opfordrer de finansielle institutioner til at fremme unges adgang til mikrokreditter; opfordrer regeringerne til at oprette erhvervsrådgivning og finansieringsprogrammer for unge iværksættere inden for kultursektoren og de kreative erhverv og til at anspore til fællesskabsbaserede tjenesteydelser med det formål at forbedre den sociale integration på lokalt plan;

20.

opfordrer de nationale parlamenter og regeringerne i EU- og AVS-landene til i national ret at indarbejde beskyttelsen af de kulturer, som findes på deres territorium, som en garanti for bevarelsen og udviklingen af disse kulturer;

21.

afviser at anse kultur for en salgsvare, der er underlagt profitmekanismerne; støtter demokratiseringen af processerne til skabelse og fremvækst af kultur for at stimulere den kulturelle udvikling for unge i overensstemmelse med deres egne målsætninger og med deres deltagelse;

22.

tilskynder regeringerne til at skabe planer eller støtte eksisterende initiativer, der bidrager til at fremme udviklingen af kulturel turisme ved at anspore unge til at værdsætte deres hjemlandes kultur- og naturarv;

23.

opfordrer AVS- og EU-regeringerne til at skabe eller styrke allerede eksisterende interkulturelle politikker med henblik på at fremme kulturel mangfoldighed og fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer i samfundet; opfordrer endvidere AVS- og EU-regeringerne til at arbejde for en decentralisering af de kulturpolitiske tiltag og derved fremme lokal udvikling på grundlag af kultur og subkulturer og respekt for forskelligheder og mangfoldighed;

24.

opfordrer regeringerne i AVS- og EU-landene, Kommissionen og de internationale organisationer til at intensivere arbejdet med at arrangere workshopper, seminarer og ungdomslejre for unge med forskellig kulturel, etnisk og religiøs baggrund som middel til at fremme interkulturel forståelse;

25.

mener, at FN, Kommissionen og regeringerne bør indarbejde en kulturel dimension i politikker, programmer og planer vedrørende udviklingssamarbejde;

26.

opfordrer det internationale samfund, EU- og AVS-regeringerne til at sætte fokus på bevarelsen af traditionelle håndværk ved at afsætte flere midler til erhvervsuddannelse og produktionsmuligheder, at støtte salg og markedsføring af disse produkter, at forbedre mulighederne for markedsadgang for kulturelle varer og tjenesteydelser, især fremstillet af unge, med henblik på at forbedre den frie strøm af kulturelle varer og tjenesteydelser, og til at støtte initiativer til undervisning i lokale sprog via internettet;

27.

opfordrer AVS- og EU-regeringerne til at sikre, at de unge bliver hørt og glæder sig over oprettelsen af ungdomsparlamenter som et forsøg på at fremme den politiske kultur blandt unge og udvikle deres ansvarsfølelse;

28.

glæder sig over Europa-Kommissionens initiativ vedrørende den strukturerede dialog med unge og ungdomsorganisationer om politiske spørgsmål, der har relevans for dem, men understreger behovet for at fastlægge mere konkrete rammer for gennemførelsen af et sådant koncept;

29.

bemærker, at det øger regeringernes og de offentlige administrationers gennemsigtighed, når adgangen til information øges, hvilket ansporer unge til at engagere sig i øget medbestemmelse og deltagelse i beslutningstagningen; understreger betydningen af ikt for forbedringen af adgangen til information og opfordrer regeringerne til at udarbejde og indføre mekanismer, som sikrer beskyttelsen af unge ikt-brugere; understreger ikt's betydning for styrkelsen af nye former for ungdomsdeltagelse, såsom »cyber-deltagelse« og »e-borgerskab«;

30.

mener, at aldersgrænsen for valgret højst bør være 18 år for at sikre unges fulde deltagelse i samfundet;

31.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Kommissionen, Den Afrikanske Union, EU-medlemsstaterne, AVS-landene, FN og UNESCO.

—

forsamlet i Luanda (Angola) fra den 30. november til den 3. december 2009,

—

der henviser til sin forretningsordens artikel 17, stk. 2,

—

der henviser til FN's rammekonvention af 1992 om klimaændringer (UNFCCC),

—

der henviser til Kyotoprotokollen af 1997,

—

der henviser til handlingsplanen, som Det Europæiske Råd vedtog på baggrund af en rapport af marts 2008 fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

—

der henviser til den fælles AVS-EU-erklæring om klimaforandringer og udvikling, der blev vedtaget af Det Fælles Råd i maj 2009,

—

der henviser til resolution A/63/281 om klimaændringer og deres mulige sikkerhedsmæssige konsekvenser, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 3. juni 2009,

—

der henviser til holdningerne fra det humanitære verdensforum, der blev afholdt i Genève den 23. juni 2009 på initiativ af FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan,

—

der henviser til erklæringen om klimaændringer fra den panafrikanske parlamentariske konference, der blev afholdt i Yaoundé (Cameroun) den 25.-27. juni 2009,

—

der henviser til de resolutioner, der blev vedtaget den 10. juli 2009 på G8-topmødet og de store økonomiers forum for energi og klima i L'Aquila (Italien),

—

der henviser til den regionale workshop for vestafrikanske parlamentsmedlemmer og lokalvalgte om forvaltning af klimaforandringer, der blev afholdt i Praia (Cap Verde) den 3.-6. august 2009,

—

der henviser til de resolutioner om klimaforandringer og konflikt, som blev vedtaget på Den Afrikanske Unions topmøde i Syrte (Libyen) den 30. august 2009,

—

der henviser til de henstillinger, der blev fremsat på mødet på højt plan om klimaforandringer, som blev afholdt i New York den 22. september 2009 på foranledning af FN's generalsekretær Ban Ki-moon,

—

der henviser til henstillingerne fra det verdensforum om bæredygtig udvikling, der blev afholdt i Ouagadougou (Burkina Faso) den 9.-11. oktober 2009,

—

der henviser til erklæringen fra topmødet for det andet panafrikanske parlamentariske netværk om klimaforandringer, der blev afholdt i Nairobi (Kenya) den 12.-15. oktober 2009,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 29.-30. oktober 2009,

—

der henviser til erklæringen fra den tredje delregionale konference (Congobækkenet) under det panafrikanske parlamentariske netværk om klimaforandringer, der blev afholdt i Yaoundé (Cameroun) den 12.-13. november 2009,

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 25. november 2009 om EU-strategien for klimakonferencen i København (COP 15) (26),

—

der henviser til den kommende femtende partskonference (COP 15) under UNFCCC og den femte partskonference i dens egenskab af møde mellem parterne under Kyotoprotokollen (COP/MOP 5), som afholdes i København, den 7.-18. december 2009,

—

der henviser til sin resolution af 4. april 2009 om de samfunds- og miljømæssige virkninger af klimaændringer i AVS-landene (27),

A.

der henviser til, at den globale opvarmning udgør et problem for menneskehedens overlevelse og den bæredygtige udvikling, og at det er almindeligt anerkendt, at det skal løses snarest,

B.

der henviser til, at ifølge en rapport fra det humanitære verdensforum under ledelse af Kofi Annan har klimaforandringerne allerede tvunget over 12 millioner mennesker ud i fattigdom, samtidig med at 300 000 mennesker hvert år dør som følge af de skadelige virkninger af klimaforandringer, og at 20 millioner vil blive fattige frem til 2030,

C.

der henviser til, at det ustabile klima, som hyppigheden og voldsomheden af naturkatastroferne på samtlige kontinenter (oversvømmelser, tørke, kysterosion, stigende vandstande osv.) allerede er vidnesbyrd om, udgør en alvorlig og skræmmende trussel mod lande, der fortrinsvist består af ørken, øer eller kystnære områder,

D.

der henviser til, at rapporten fra 2009 fra FN's Befolkningsfond (UNFPA) om befolkningssituationen i verden anerkender, at klimaforandringer også er et spørgsmål om befolkningsdynamik, fattigdom og ligestilling mellem kønnene,

E.

der henviser til, at skovrydning i troperne er en alvorlig trussel mod biodiversiteten og indtjeningsmulighederne for mere end én milliard fattige mennesker, der lever i og af sådanne skove,

F.

der henviser til, at det internationale samfund anerkender klimaforandringernes indvirkning på den internationale sikkerhedssituation,

G.

der henviser til, at de mindst udviklede lande, der kun har begrænset kapacitet og mangler ressourcerne til at tilpasse sig klimaforandringerne, vil blive ramt hårdest, selvom de har bidraget mindst til den globale opvarmning,

H.

der henviser til den betydning, som landbrug, især små og mellemstore brug, har i de mindst udviklede lande, hvad angår andelen af den erhvervsaktive befolkning i og klimaforandringernes indvirkning på denne sektor,

I.

der henviser til, at det er hele menneskehedens fælles, men uddelegerede ansvar at sikre et bæredygtigt miljø for de fremtidige generationer,

J.

der henviser til, at de industrialiserede lande har et historisk betinget ansvar for den globale forurening og derfor også en pligt til at yde finansiel bistand til udviklingslandenes indsats for at tilpasse sig konsekvenserne heraf, såsom tab og ødelæggelser som følge af klimaforandringer,

K.

der henviser til, at størsteparten af de midler, der er afsat til klimaændringer, tages fra budgetmidler afsat til statslig udviklingsbistand, således at der bliver færre midler tilovers til udviklingsbistand, hvilket udgør en alvorlig trussel mod fattigdomsbekæmpelse og opnåelse af 2015-målene,

L.

der henviser til, at den tiltagende fordrivelse og tvungne udvandring, som forårsages af klimaforandringerne, kan føre til store forviklinger og konflikter, og at der skal tages omhyggeligt hensyn til dette problem, idet de internationale aftaler om klimaforandringer og folkeretten ikke sikrer specifik støtte til de berørte,

M.

der henviser til, at det erkendtes på G8-topmødet og de store økonomiers forum for energi og klima, der blev afholdt i L'Aquila (Italien), at den globale gennemsnitstemperatur, jf. konklusionerne i FN's klimakonvention og Kyotoprotokollen, ikke må stige med mere end 2 °C over det førindustrielle niveau,

N.

understreger, at der er presserende behov for at tage kvindernes situation i betragtning ved analysen af klimaforandringer og relationen til udviklingsmål 3 (ligestilling) og 5 (mødresundhed),

1.

glæder sig over, at der omsider hersker universel konsensus om, at der skal handles hurtigt og i fællesskab for at redde Jorden fra den økologiske og miljømæssige kriser, som truer den;

2.

tilskynder til, at der i den aftale, der indgås på klimatopmødet i København i december 2009, lægges vægt på rimelighed og social retfærdighed gennem en differentieret tilgang, der tager hensyn til landenes befolkningsstørrelser, industrielle stadie og fattigdommen;

3.

fremhæver behovet for at der i København ved udgangen af året opnås en juridisk bindende aftale, der vil bygge videre på Kyotoprotokollen og træde i kraft den 1. januar 2013;

4.

opfordrer repræsentanterne for EU-medlemsstaterne og AVS-landene til at arbejde tæt sammen og samordne deres forhandlingspositioner således, at klimatopmødet bliver vellykket;

5.

tager til efterretning, at G8 og de store økonomiers forum for energi og klima i L'Aquila anerkendte behovet for at etablere et verdensomspændende partnerskab til fremme reduktion af CO2-udslip, miljøvenlige teknologier og forhøjelse af de offentlige investeringer heri;

6.

gør opmærksom på, at hovedårsagen til klimaforandringerne er den økonomisk aktivitet uden hensyntagen til naturens balancer, der har fundet sted siden den industrielle revolution;

7.

understreger, at den internationale aftale bør bygge på princippet om »fælles, men differentieret ansvar«, idet industrilandene må gå i spidsen og reducere deres nationale udslip, mens udviklingslandene og de nye vækstøkonomier ligeledes må forpligte sig til at træffe nationalt tilpassede afbødningsforanstaltninger i forbindelse med den bæredygtige udvikling, idet dette støttes og muliggøres via teknologi, finansiering og kapacitetsopbygning fra industrilandene på en måde, som er målbar og verificerbar, og som der kan aflægges rapport om;

8.

opfordrer industrilandene til at føre an i håndteringen af klimaforandringsspørgsmål ved at påtage sig juridisk bindene forpligtelser til at reducere deres udslip med 25–40 % under 1990-niveau pr. 2020 og 80–95 % under 1990-niveau pr. 2050;

9.

opfordrer AVS- og EU-landene til at fastsætte specifikke mål for anvendelsen af vedvarende energi og mener, at energieffektivitet og vedvarende energi bør være kernen i AVS-EU-programmerne om udviklingssamarbejde under Cotonouaftalen;

10.

er overbevist om, at klimapolitikken ikke må udskilles fra andre politikker, såsom landbrug, fødevaresikkerhed, energi, miljø, sundhed og international handelspolitik; tilskynder derfor regeringerne i EU-landene, udviklingslandene og i vækstøkonomierne til aktivt at indarbejde miljø-, samfunds- og klimaforandringsdimensionerne i de nationale og regionale strategipapirer såvel som i alle udviklingsprogrammer og udviklingsprojekter;

11.

mener, at det håb, der er blevet tændt ved, at der især i de afrikanske lande eksisterer udstrakte naturreservater, der reelt kan fungere som planetens lunger, skal omsættes til hensigtsmæssige kapitalstrømme, som sætter landene i stand til at anvende deres naturressourcer, samtidig med at de respekterer økosystemet til gavn for hele menneskeheden;

12.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at udarbejde en omfattende dagsorden for modarbejdelse af skovrydning og skovforringelse i udviklingslandene, herunder fremme af frivillige partnerskabsaftaler inden for rammerne af programmer til retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) for at sikre, at rettighederne for de oprindelige samfund i skovene respekteres; mener desuden, at Kommissionen bør fremlægge klare, konsekvente forslag om forbud mod import af illegalt hugget tømmer og illegale træprodukter til EU-markedet; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge forslag herom;

13.

understreger, at de finansielle midler, der er nødvendige for håndteringen af klimaforandringerne, skal være ekstra midler, vedvarende, forudsigelige, gennemsigtige, langsigtede, passende og fortrinsvist bevilget som tilskud; understreger, at det er nødvendigt for donorlandene at investere i forbedringen og forøgelsen af udviklingslandenes absorptionskapacitet, så disse bliver bedre i stand til at anvende midlerne effektivt;

14.

fremhæver, at afbødnings- og tilpasningsfinansiering bør ske i respekt for de prioriteter, som udviklingslandene opstiller; understreger behovet for at indarbejde lokal viden i afbødnings- og tilpasningsstrategierne, såvel som betydningen af vidensoverførsler syd-syd;

15.

tilskynder til, at der hurtigst muligt organiseres teknologioverførsel, således at det er muligt at håndtere nødsituationer vedrørende økologiske katastrofer (tørke, oversvømmelse, osv.);

16.

opfordrer det internationale samfund til at forsøge sig med innovative finansieringsmekanismer for at forøge den finansielle støtte til tilpasnings- og afbødningsforanstaltninger vedrørende klimaforandringer i udviklingslandene; tilskynder EU- og AVS-regeringerne til at udarbejde programmer, der på gennemskuelig vis skal tiltrække yderligere finansieringsmidler fra den private sektor til tilpasningsprojekter; fremhæver, at der er behov for bedre samordning mellem donorlandene og øget samarbejde mellem disse og modtagerlandene;

17.

kræver samtidig, at den indgåede G8-aftale om reduktion af drivhusgasudslip frem til 2050 suppleres med handlingsplaner på kort og mellemlang sigt;

18.

opfordrer AVS- og EU-regeringerne til også at lade landbruget indgå i en klimaaftale i København, så det kan få større adgang til tilpasningsmidler, eftersom landbruget er afgørende for fødevaresikkerhed, fattigdomsbekæmpelse og opretholdelse af økosystemet;

19.

opfordrer AVS-regeringerne til at fremme en regional fond for forbedring og udbredelse af samarbejdsteknikker mellem små landbrug i forbindelse med tilpasnings- og afbødningsprogrammer; understreger behovet for at forstærke uddannelses- og informationskampagnerne om indvirkningerne af klimaforandringer;

20.

henleder opmærksomheden på udtalelsen fra FN's særlige rapportør om retten til fødevarer, ifølge hvilken øget anvendelse af biobrændsel er i færd med at tilvejebringe betingelserne for en ny fødevarekrise i nær fremtid; understreger, at det primære formål med landbrug er at producere fødevarer;

21.

opfordrer derfor industrilandene til i København at give tilsagn om forsknings- og udviklingsaktiviteter og til at dele nye teknologier med udviklingslandene, herunder de mindst udviklede;

22.

understreger nødvendigheden af at sikre institutionel ansvarlighed og tillid ved at indføre ligelig repræsentation af donor- og modtagerlande i de styrende organer i institutionerne for tilpasningsfinansiering;

23.

betoner, at klimaændringsaftalen for tiden efter 2012 skal inddrage de eksisterende udviklingsprocesser på både nationalt og internationalt plan; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at skabe den nødvendige sammenhæng mellem klimaforandringerne og 2015-målene ved at indarbejde klimaforandringstilpasning og -afbødning i både projekter og programmer til opnåelse af 2015-målene og i alle strategier for fattigdomsbekæmpelse;

24.

opfordrer det internationale samfund til at identificere og udbedre de juridiske mangler, der findes i forbindelse med beskyttelse af klimaflygtninge, og til at indføre en specifik hjælpe- og beskyttelsesordning;

25.

opfordrer til at udbygge FN's miljøprogram (UNEP) til en komplet verdensomspændende miljøorganisation med hovedsæde i Nairobi (Kenya), idet programmet udvides med tilstrækkelig kapacitet til at håndtere de yderst alvorlige forhold forbundet med miljøkatastrofen og de medfølgende udfordringer i verden;

26.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Kommissionen, FN's generalsekretær, Kommissionen for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, FN's Klimakonvention og Verdensbanken.

—

forsamlet i Luanda (Angola) fra den 30. november til den 3. december 2009,

—

der henviser til sin forretningsordens artikel 17, stk. 2,

—

der henviser til AVS-EF-partnerskabsaftalen undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og revideret i Luxembourg den 25. juni 2005,

—

der henviser til erklæringen fra Kommissionen for Den Afrikanske Union,

—

der henviser til erklæringen af 31. marts 2009 fra AVS-ambassadørudvalget om situationen i Madagaskar,

—

der henviser til resolutionen om den politiske situation i Madagaskar, som Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU vedtog den 10. februar 2009,

—

der henviser til den indsats, der er gjort af den internationale kontaktgruppe om Madagaskar, og især Maputo-aftalen og Addis Abeba-aftalen af hhv. 9. august 2009 og 6. november 2009,

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning (29) af 7. maj 2009 om situationen i Madagaskar,

—

der henviser til udtalelsen om situationen i Madagaskar fra generalsekretæren for den internationale organisation af fransktalende lande (OIF),

A.

der henviser til, at borgmesteren i hovedstaden Antananarivo, Andry Rajoelina, blev leder af den høje overgangsmyndighed den 17. marts 2009, da militæret afgav regeringsmagten, som det havde taget fra tidligere præsident Marc Ravalomanana, der blev tvunget til at træde tilbage og gå i eksil,

B.

der henviser til, at Rajoelina, efter at have ophævet nationalforsamlingen og senatet, udråbte sig selv til præsident for republikken og leder af den høje overgangsmyndighed,

C.

der henviser til de mange protestdemonstrationer, der er blevet slået ned af hæren med magt,

D.

der henviser til, at disse begivenheder er blevet fordømt af det internationale samfund og især af FN's Sikkerhedsråd, Den Afrikanske Union (AU), SADC (Southern African Development Community), OIF, Den Interparlamentariske Union), EU, USA og Norge,

E.

der henviser til, at AU og SADC ikke anerkender Rajoelinas myndighed og har suspenderet Madagaskars medlemskab af de to organisationer,

F.

der henviser til, at EU den 6. juli 2009 indledte en høringsproces med Republikken Madagaskar i henhold til artikel 96 i Cotonouaftalen for dermed at åbne for en dialog for at finde hensigtsmæssige løsninger på landets politiske problemer,

G.

der henviser til, at EU har suspenderet bistanden til Madagaskar, undtagen den humanitære bistand og visse programmer og projekter til direkte gavn for befolkningen, indtil den finder det godtgjort, at køreplanen for en tilbagevenden til demokratiske tilstande er troværdig og baseret på en altomfattende og frivillig deltagelse,

H.

der henviser til, at det internationale samfunds bestræbelser på at støtte de lokale parter i forsøget på at finde en samlet løsning på krisen og en snarlig tilbagevenden til den demokratiske orden i Madagaskar er blevet forpurret dels af Rajoelinas uforsonlighed – han er angiveligt gidsel hos sin egen fraktion – og dels af de krav, som stilles af den landflygtige præsident Ravalomanana, der udviser en ukonstruktiv mangel på realitetssans,

I.

der henviser til, at Madagaskar bliver straffet på økonomien for den politiske situation, og at den økonomiske genopretning i landet afhænger af politisk stabilitet,

1.

fordømmer på det kraftigste magtovertagelsen i Madagaskar, der er i klar modstrid med landets forfatning, og beslutningen om at overdrage præsidentposten til Rajoelina, hvad der reelt udgør et statskup;

2.

opfordrer til en tilbagevenden til demokratiske tilstande ved, at alle de madagaskiske aktører, der er indblandet i konflikten, gør en indsats for at finde frem til og behørigt gennemføre en samlet løsning på konflikten;

3.

opfordrer de fire involverede politiske grupperinger til efterleve deres tilsagn fra Maputo og Addis Abeba om at arbejde utrætteligt på at opnå konsensus om en deling af ansvaret og af posterne i regeringen, således at en overgang kan finde sted i overensstemmelse med den tidsplan, der blev fastlagt i Addis Abeba;

4.

indskærper, at det madagaskiske parlament skal samles igen hurtigst muligt og inddrages i bestræbelserne på at løse krisen;

5.

mener, at politisk pluralisme, grundlæggende demokratiske friheder, respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincipperne kun kan sikres som et resultat af konsensusorienterede og åbne dialoger, der behandler de grundlæggende årsager til landets mange økonomiske, sociale, politiske og miljømæssige problemer;

6.

hilser de resultater velkommen, som blev opnået af den internationale kontaktgruppe med deltagelse af FN, AU, EU og en lang række regionale organisationer – Fællesmarkedet for Det Østlige og Sydlige Afrika (COMESA), Kommissionen for Tunfisk i Det Indiske Ocean (IOTC) og SADC – ved mæglingerne i Maputo og Addis Abeba, og tilskynder den til at fortsætte indsatsen for at normalisere forholdene;

7.

kræver en international uafhængig undersøgelse, der skal have til opgave at kaste lys over menneskerettighedskrænkelser og de talrige tilfælde af undertrykkelse af befolkningen;

8.

anmoder det internationale samfund om at forøge den humanitære hjælp til det madagaskiske folk; opfordrer det internationale samfund og EU til gradvist at genoptage bistanden til Madagaskar, så snart overgangsinstitutionerne for den nationale samlingsregering er på plads, og opfordrer til nøje overholdelse af alle demokratiske principper og grundlæggende frihedsrettigheder;

9.

opfordrer enhver midlertidig regering i Madagaskar til ikke at indgå nogen aftale eller kontrakt med andre lande eller virksomheder vedrørende landets naturressourcer og aktiver, inden der er afholdt valg, og en ny regering har fået et legitimt mandat af den madagaskiske befolkning;

10.

glæder sig over den principfasthed, som det internationale samfund har udvist ved sin modstand mod ethvert forsøg på magtovertagelse ved forfatningsstridige midler; og udtrykker især tilfredshed med FN's Generalforsamlings afvisning af at høre Rajoelina;

11.

opfordrer alle de politiske aktører til at sætte bekæmpelsen af fattigdom øverst på dagsordenen og tilstræbe at hæve levestandarden for befolkningen ved at indføre en sund og bæredygtig udviklingspolitik, især med grundlæggende sundhedsydelser, uddannelse og jobskabelse;

12.

påtager sig at gennemføre en undersøgelsesrejse vedrørende gennemførelsen af Maputo- og Addis Abeba-aftalerne og kræver en international valgobservatørmission, når dette bliver aktuelt, som Europa-Parlamentet er indstillet på at deltage i;

13.

kræver, at alle politiske fanger løslades øjeblikkeligt, og at anklagerne mod dem trækkes tilbage;

14.

opfordrer AU, den internationale kontaktgruppe om Madagaskar og de madagaskiske politiske aktører til at overveje muligheden af at etablere et overvågnings- og støtteorgan, der skal have til opgave at sikre efterlevelse af de tilsagn, der blev afgivet i Maputo og Addis Abeba, og sikre en vellykket gennemførelse af overgangsprocessen;

15.

kræver individuelle sanktioner i tilfælde af, at tilsagnene fra Maputo og Addis Abeba ikke bliver respekteret;

16.

pålægger sine formænd at sende denne beslutning til AVS-EU-Ministerrådet, Europa-Kommissionen, FN's generalsekretær, SADC og til formand Joaquim Chissano og Kommissionen for Den Afrikanske Union.

A.

der henviser til artikel 95 i partnerskabsaftalen AVS-EU, der blev undertegnet i Cotonou i Benin den 23. juni 2000, som fastsætter, at aftalen skal revideres hvert femte år; der henviser til, at den første revision gennemførtes i 2005, og at forhandlingerne om anden revision er i gang og forventes afsluttet inden udgangen af 2010,

B.

der henviser til, at den nuværende revision af Cotonouaftalen ikke omfatter forhandlingerne om en ny Europæisk Udviklingsfond (EUF), eftersom den 10. EUF ikke udløber før 2013; der henviser til, at den tredje revision af Cotonouaftalen er planlagt til 2015 og dermed skal foretages to år efter udløbet af den 10. EUF,

C.

der minder om, at hovedformålet med Cotonouaftalen er at mindske og i sidste instans udrydde fattigdom på en måde, der er i overensstemmelse med målsætningerne om bæredygtig udvikling og gradvis integration af AVS-landene i verdensøkonomien,

D.

er opmærksom på, at datoen for den tredje revision af Cotonouaftalen i 2015 falder sammen med fristen for opnåelse af 2015-målene om udvikling,

E.

der minder om, at der siden den første revision af Cotonouaftalen er sket betydelige forandringer i de internationale forhold som følge af udfordringer såsom kraftigt stigende priser på fødevarer og energi, global finansiel, økonomisk og social krise samt klimaforandringer, der har de mest alvorlige følger i udviklingslandene,

F.

der henviser til, at forhandlingsprocessen om en økonomisk partnerskabsaftale (ØPA) sideløbende med indgåelsen og gennemførelsen af midlertidige eller fuldstændige aftaler har undergravet AVS-Gruppens samhørighed og den igangværende regionale integrationsproces,

G.

der henviser til, at enhver revision af den politiske dimension i AVS-EU-partnerskabet, der er fastsat i Del 1, Afsnit II, i Cotonouaftalen, skal gennemføres således, at partnerne respekteres som jævnbyrdige,

H.

understreger, at den parlamentariske dimension af AVS-EU-partnerskabet under ingen omstændigheder må svækkes,

I.

der henviser til, at der forud for påbegyndelsen af revisionen af Cotonouaftalen burde være gennemført en åben og gennemsigtig høring af alle interessenter, herunder parlamenter og ikkestatslige aktører,

1.

fremhæver, at anden revision af Cotonouaftalen bør styrke de primære mål for aftalen, nemlig udryddelse af fattigdom, fremme af bæredygtig udvikling, gradvis og virkningsfuld integration af AVS-landene i verdensøkonomien, opretholdelse og styrkelse af Lomékonventionen med ændringer, såvel som en udbygning af AVS-landenes fællesskab, samhørighed og solidaritet; advarer i denne forbindelse mod, at aftalen kommer til at omfatte elementer, der mere hensigtsmæssigt bør behandles inden for rammerne af andre internationale samarbejdsaftaler;

2.

opfordrer forhandlingsparterne til at være fleksible, hvad angår fristen for afslutning af revisionsrunden på grund af de institutionelle ændringer, der vil finde sted inden for AVS- Kommissionen og AVS-sekretariatet i 2010, samtidig med Lissabontraktatens ikrafttræden og den eventuelle afslutning af ØPA-forhandlingerne;

3.

understreger, at opnåelsen af 2015-målene fortsat bør være et af hovedformålene med AVS-EU-udviklingssamarbejdet; understreger, at Cotonouaftalen bør omfatte flere investeringer i offentlige tjenesteydelser og infrastruktur;

4.

mener, at revisionen af Cotonouaftalen bør omfatte en forpligtelse til at fremlægge foreløbige overslag for finansieringen af AVS-EU-samarbejdet efter 2013, uafhængigt af afslutningen af ØPA-forhandlingerne;

5.

finder det magtpåliggende, at forsøg på at tilgodese regional differentiering inden for AVS-Gruppen ikke må svække dens samhørighed og solidaritet, og at denne differentiering ikke må anvendes på de aspekter af AVS-EU-forbindelserne, som det er hensigtsmæssigt at behandle i samlet AVS-EU-regi; lægger i denne forbindelse særlig vægt på, at regional udskillelse ikke berører den måde, hvorpå de fælles AVS-EU-institutioner fungerer på under Cotonouaftalen, eller er til hinder for en styrkelse af forholdet mellem EU og AVS-Gruppen som sådan;

6.

anerkender den voksende betydning, som de regionale og kontinentale organisationer, især Den Afrikanske Union (AU), har for udviklingen i AVS-landene på det økonomiske, sociale og institutionelle område; udtrykker dog den faste overbevisning, at alle midler afsat til støtte til AU eller andre regionale organisationer ikke bør tages fra de nationale bevillinger under EUF eller fra vedvarende horisontale initiativer; fremhæver med dette mål for øje, at AVS-EU-udviklingssamarbejdet og EU's separate regionale strategier fortsat skal støtte og styrke de igangværende regionale integrationsprocesser inden for AVS-Gruppen;

7.

bemærker, at kapitlet om økonomisk og handelsmæssigt samarbejde bør omarbejdes under hensyntagen til, at Cotonouhandelsordningen udløber; betoner dog, at de nye bestemmelser for handelsordninger til styring af AVS-EU-handlen i tråd med WTO's krav bør tage hensyn til samtlige AVS-staters interesser og anliggender, uanset om de har indgået eller opsagt ØPA'er, idet niveauet af økonomisk udvikling og strukturelle begrænsninger varierer fra land til land;

8.

kræver, at der foretages en bredt funderet revision til sikring af, at de økonomiske partnerskabsaftaler opfylder deres målsætninger; er af den opfattelse, at en formel og omfattende revision af ØPA-projektet er nødvendig og bør gennemføres i AVS-EU-regi på et nærmere fastsat tidspunkt i fremtiden;

9.

kræver en styrkelse af de relevante bestemmelser for at sikre, at Kommissionen gennemfører fuldstændige høringer med AVS-Gruppen, inden den påtager sig forpligtelser, der kan have skadelige virkninger på den økonomiske integration af AVS-regionerne eller på AVS-EU-handelsforbindelserne;

10.

understreger, at revisionen af Cotonouaftalen ikke bør lægge noget unødigt pres på AVS-staterne om at afslutte ØPA-forhandlinger;

11.

anerkender, at hvor situationen er præget af usikkerhed og statsmagtens ustabilitet, består der særlige udfordringer vedrørende udvikling og opnåelse af 2015-målene, og kræver i denne henseende et AVS-EU-udviklingssamarbejde til støtte for initiativer, der skal regulere spredningen af håndvåben og lette våben i AVS-stater og AVS-regioner;

12.

pointerer, at på politikområdet migration bør Cotonouaftalens gældende bestemmelser om tilbagetagelsesaftaler ikke ændres i forbindelse med den igangværende revisionsproces;

13.

anerkender, at høringsprocedurerne i medfør af Cotonouaftalens artikel 96 og 97 skal være undtagelsesvise og kun anvendes i de tilfælde, hvor alle andre former for dialog, såsom de der nævnes i artikel 8, allerede er forsøgt; mener dog, at når sådanne ekstraordinære forhold opstår, er det vigtigt, at begge aftalens parter kan iværksætte høringsproceduren;

14.

fremhæver vigtigheden af Cotonou-aftalens parlamentariske dimension, som kommer til udtryk i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU; udtrykker sin faste overbevisning om, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling og de nationale parlamenter udfylder deres rolle til fulde i forbindelse med tiltag og processer inden for rammerne af Cotonouaftalen, og tager endvidere på det kraftigste afstand fra ethvert forsøg på at begrænse forsamlingens rolle især i form af forslag med betydning for dens funktionsmåde og hyppigheden af dens møder, idet forsamlingen selv bør fastlægge disse anliggender;

15.

kræver, at Cotonouaftalen indeholder bestemmelse om fremsendelse af strategipapirer for lande og regioner til Den Blandede Parlamentariske Forsamling, som der på nuværende tidspunkt er påbud om i Rådets forordning om gennemførelsen af den 10. EUF (30); mener med dette mål for øje, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling og regionale og nationale parlamenter i fremtiden bør høres i forbindelse med processen til udformning af strategipapirer;

16.

kræver, at der i Cotonouaftalen optages bestemmelse om, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling skal føres demokratisk kontrol med gennemførelsen af de nationale og regionale strategipapirer;

17.

er overbevist om, at AVS-landenes parlamenter kan spille en afgørende rolle i alle aspekter af AVS-EU-forholdet; kræver, at de nationale parlamenter tildeles tilsynsansvar vedrørende gennemførelsen af Cotonouaftalen, især programmeringen, implementeringen, overvågningen og evalueringen af tiltag og programmer om udviklingssamarbejde; kræver effektive foranstaltninger for tilsyn med budgetstøtte, især af de nationale parlamenter og de øverste revisionsorganer; kræver kapacitetsopbygning i AVS-parlamenterne, så de effektivt kan påtage sig de ovennævnte opgaver;

18.

anerkender det vitale bidrag, der ydes af ikkestatslige aktører for at forbedre gennemskueligheden og den demokratiske legitimitet og for at forbedre borgernes evne til at stille regeringerne til ansvar, og understreger derfor nødvendigheden af, at ikke-statslige aktører fra EU og AVS i højere grad inddrages;

19.

kræver, at Cotonouaftalen i højere grad sætter fokus på det presserende behov for en øget indsats for opnåelse af 2015-målene, især i lyset af denne udfordrings omfang og den korte tidsfrist; slår derfor kraftigt til lyd for, at finansieringsmidler til sektorer omfattet af 2015-målene ikke overføres til støtte for horisontale initiativer på politikområder med en mindre direkte tilknytning til 2015-målene;

20.

gør opmærksom på betydningen af de principper om bistandseffektivitet, der er opstillet i Pariserklæringen og Accrahandlingsplanen, og de principper om donorsamordning, der er opstillet i EU-adfærdskodeksen om arbejdsdeling i udviklingspolitik (31); anser disse som afgørende for, at midler til udviklingssamarbejde udnyttes mest effektivt og kræver derfor, at der tages fuldt hensyn til disse principper under revisionen af Cotonouaftalen;

21.

opfordrer til øget sammenhæng mellem EUF og Den Europæiske Investeringsbanks nye mandat på udviklingsområdet;

22.

glæder sig over, at EU med Lissabon traktaten er forpligtet til at »tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene« (32); udtrykker imidlertid bekymring over Kommissionens meddelelse om udviklingspositiv politikkohærens (33), der fastsætter en anderledes tilgang til dette sagområde; betoner i denne forbindelse, at EU-tilgangen til udviklingspositiv politikkohærens skal tage fuldt hensyn til AVS-staternes udviklingsprioriteter.