24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/1

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1946/2005 af 14. november 2005 om ændring af forordning (EF) nr. 2007/2000 om exceptionelle handelsforanstaltninger for lande og territorier, der deltager i eller er knyttet til Den Europæiske Unions stabiliserings- og associeringsproces (1),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1085/2006 af 17. juli 2006 om oprettelse af et instrument til førtiltrædelsesbistand (Ipa) (2),

—

der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003, hvor der blev afgivet tilsagn til samtlige stater på det vestlige Balkan om, at de kunne opnå medlemskab af EU,

—

der henviser til Det Europæiske Råds beslutning af 16. december 2005 om at tildele Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien status som kandidatland og til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd den 15.-16. juni 2006, den 14.-15. december 2006 og den 19.-20. juni 2008,

—

der henviser til Rådets beslutning af 3. oktober 2005 om indledning af tiltrædelsesforhandlinger med Kroatien,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2008 om »Det vestlige Balkan: en forbedring af det europæiske perspektiv« (KOM(2008)0127),

—

der henviser til FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 af 10. juni 1999,

—

der henviser til sin beslutning af 29. marts 2007 om Kosovos fremtid og EU's rolle (3),

—

der henviser til sin holdning af 12. oktober 2006 om forslag til Rådets afgørelse om ekstraordinær finansiel bistand fra Fællesskabet til Kosovo (4),

—

der henviser til sin beslutning af 23. april 2008 om statusrapport 2007 vedrørende Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (5),

—

der henviser til sin beslutning af 10. april 2008 om periodisk rapport 2007 om Kroatiens fremskridt mod tiltrædelse (6),

—

der henviser til sin henstilling til Rådet af 15. marts 2007 om Bosnien-Hercegovina (7),

—

der henviser til henstilling af 25. oktober 2007 til Rådet om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Serbien (8),

—

der henviser til sin holdning af 6. september 2006 om forslag til Rådets og Kommissionens afgørelse om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Albanien på den anden side (9),

—

der henviser til sin holdning af 13. december 2007 om forslag til Rådets og Kommissionens afgørelse om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side (10),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 31. januar 2007 om udvidelse af de vigtigste transeuropæiske transportakser til nabolandene og retningslinjer for transport i Europa og naboregionerne (KOM(2007)0032),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 5. marts 2008 om status over de sonderende drøftelser med nabolande om samarbejde på transportområdet (KOM(2008)0125),

—

der henviser til traktaten om et energifællesskab mellem EU og Sydøsteuropa, der blev undertegnet i Athen den 25. oktober 2005,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. november 2007 om udvidelsesstrategien og de vigtigste udfordringer 2007-2008 (KOM(2007)0663),

—

der henviser til sine beslutninger af 16. marts 2006 om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2005 (11), og af 13. december 2006 om Kommissionens meddelelse om udvidelsesstrategien og de vigtigste udfordringer 2006-2007 (12),

—

der henviser til alle sine tidligere beslutninger om landene på Vestbalkan,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om International Handel og udtalelser fra Udenrigsudvalget og Regionaludviklingsudvalget (A6-0489/2008),

A.

der henviser til, at Det Europæiske Råd i Thessaloniki formulerede et »europæisk perspektiv« for landene på Vestbalkan og anførte, at stabiliserings- og associeringsprocessen skal udgøre den overordnede ramme for EU's forbindelser med landene på Vestbalkan,

B.

der henviser til, at Kroatien i øjeblikket er i gang med tiltrædelsesforhandlinger med EU, og at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien opnåede kandidatstatus i 2005,

C.

der henviser til, at handelslettelser og finansiel støtte fra EU har spillet en central rolle i stabiliserings- og associeringsprocessen på det vestlige Balkan,

D.

der henviser til, at Kroatien er godt på vej til fuldt medlemskab af Den Europæiske Union med udsigt til at afslutte forhandlingerne i 2009, at landet er fortsat med at opfylde de politiske og økonomiske Københavnskriterier, og at det er blevet anerkendt som havende en fungerende markedsøkonomi, der kan tjene som et positivt eksempel for andre lande i regionen,

E.

der henviser til, at Kosovos forsamling den 17. februar 2008 vedtog en resolution, der erklærede landet uafhængigt; der henviser til, at Rådet den 18. februar 2008 erklærede, at medlemsstaterne kunne træffe afgørelse om deres forbindelser med Kosovo i overensstemmelse med national praksis og folkeretten; der henviser til, at den samlede EU-bistand til Kosovo anslås til et beløb på over 1 000 000 000 EUR for perioden 2007-2010 og indebærer støtte til Kosovos politiske og økonomiske udvikling og finansiering af EU-bidraget til den internationale tilstedeværelse i Kosovo,

F.

der henviser til, at økonomisk velstand og fuld integration på det indre marked og i verdenshandelssystemet er afgørende for stabilitet på lang sigt og for bæredygtig økonomisk og social vækst på hele Vestbalkan,

G.

der henviser til, at en følsom og gradvis åbning af markederne på Vestbalkan, herunder asymmetriske handelsregler og en strategi for hvert enkelt land, der navnlig fremmer oprettelsen af et regionalt marked, ventes at bidrage afgørende til den politiske og økonomiske stabiliseringsproces i regionen,

H.

der henviser til, at øget økonomisk samarbejde på Vestbalkan også skaber positive udsigter for vækst i økonomierne i de sydøstlige EU-medlemsstater og vil bidrage til snævrere integration af disse i det indre marked,

I.

der henviser til, at den centraleuropæiske frihandelsaftale (CEFTA) konsoliderede 32 bilaterale frihandelsaftaler i det sydlige Europa i én samlet regional frihandelsaftale, som øger det nuværende liberaliseringsniveau i regionen gennem et samlet net af rimelige, gennemskuelige og forudsigelige bestemmelser,

J.

der henviser til, at den økonomiske vækst i landene på Vestbalkan varierer betydeligt med fra 3 % i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien til 10,3 % i Montenegro i 2006; der tilføjer, at også arbejdsløsheden varierer med et meget højt tal i f.eks. Kosovo (40 %) og et noget mindre omfang i f.eks. Montenegro (11,9 %) i 2007,

K.

der henviser til, at økonomierne i landene på Vestbalkan er meget afhængige af udenrigshandelen, og at den samlede eksport og import tegner sig for en væsentlig del af deres BNP; der henviser til, at 61 % af regionens handel foregår med EU, men kun udgør 2 % af Fællesskabets udenrigshandel,

L.

der henviser til, at transportinfrastruktur og lettelser for transporten er afgørende for økonomisk udvikling, social samhørighed og integration,

M.

der henviser til, at øget støtte til små og mellemstore virksomheder (SMV) på Vestbalkan er nødvendig for at sikre bæredygtig økonomisk vækst, jobskabelse og eksport,

N.

der henviser til, at servicesektoren, især turismen, spiller en vigtig rolle i økonomierne i landene på Vestbalkan,

O.

der henviser til, at små markeder som markederne i nogle af landene på Vestbalkan, er særlig udsat for karteldannelse, restriktiv praksis og misbrug af en dominerende stilling på markedet, hvilket kan have store følger for den regionale økonomiske vækst, arbejdsløshedsniveauet og den sociale udvikling,

P.

der henviser til, at økonomierne i landene på Vestbalkan er meget heterogene og har forskellige karakteristika, og at f.eks. Albanien, Kroatien og Montenegro adskiller sig fra de øvrige økonomier på Vestbalkan i og med, at turismen er afgørende for disse tre lande,

Q.

der henviser til, at alle lande på Vestbalkan har indgået stabilitets- og associeringsaftaler med EU,

1.

bifalder fremskridtene i stabiliserings- og associeringsprocessen og navnlig den nylige undertegnelse af stabiliserings- og associeringsaftalerne med Bosnien-Hercegovina og Serbien; opfordrer medlemsstaterne til at afslutte ratificeringsprocessen for alle stabiliserings- og associeringsaftaler snarest muligt; bifalder fremskridtene med gennemførelsen af interimsaftalerne og opfordrer landene på det vestlige Balkan til at fortsætte deres bestræbelser på dette område; understreger vigtigheden af yderligere at forbedre den multilaterale dimension af stabiliserings- og associeringsprocessen med henblik på fuldt ud at genoptage det regionale samarbejde på alle områder;

2.

erindrer igen om det »europæiske perspektiv« for landene på Vestbalkan, som blev formuleret klart under Det Europæiske Råds møde i Thessaloniki; understreger imidlertid, at de vestlige Balkanlandes tiltrædelse til EU helt afhænger af opfyldelsen af alle betingelser og krav, der er fastsat af EU, herunder Københavnskriterierne for medlemskab samt en vellykket gennemførelse af stabiliserings- og associeringsprocessen, som omfatter regionalt samarbejde, gode naboforbindelser og fuldt samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien;

3.

understreger, at seriøse udsigter til medlemskab af EU for landene på Vestbalkan kan fungere som en katalysator for landenes befolkninger og regeringer til at fjerne sig fra regressiv nationalisme og sekterisk vold og i stedet sigte mod fremtidig integration med det øvrige Europa; mener, at dette desuden vil forbedre Vestbalkans relativt svage image i EU som følge af den nylige krig og de sidste årtiers politiske kontroverser, hvilket derefter vil stimulere EU-virksomhederne til at øge deres forretningsaktiviteter i området;

4.

opfordrer Den Europæiske Union til løbende at vise sit politiske engagement for Vestbalkan, navnlig i denne politisk følsomme periode; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at indse, at det hverken er i EU's eller Vestbalkans interesse at skabe et »sort hul« i Kosovo; anmoder derfor EU-institutionerne om at engagere sig aktivt for at undgå en spændt situation;

5.

mener, at det i den overordnede tilgang til Vestbalkan er essentielt at tage hensyn til forskellene mellem landene i regionen, for så vidt angår deres respektive niveauer af økonomisk udvikling og deres overholdelse af gældende fælleskabsret og Verdenshandelsorganinsationens (WTO) bestemmelser; understreger derfor vigtigheden af en helt individuel vej mod EU-medlemskab for hvert enkelt af landene på Vestbalkan, bl.a. baseret på de enkelte landes opfyldelse af Københavnskriterierne og de betingelser og krav, som EU har fastsat;

6.

glæder sig over visumlettelserne og tilbagetagelsesaftalerne, som trådte i kraft i januar 2008, og over dialogen om køreplanerne for gradvis liberalisering af visumordningen for landene på Vestbalkan; mener, at der er et reelt behov for at forbedre og skabe velfungerende visum- og toldregler med sigte på at lette handelsstrømmene og sikre et snævrere økonomisk og handelsmæssigt samarbejde; glæder sig over Kommissionens beslutning om at tilbyde et stigende antal stipendier til studerende fra landene på Vestbalkan under Erasmus Mundus–programmet;

7.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at træffe alle relevante foranstaltninger for at tilskynde til mere udstrakt integration af Vestbalkan i det globale kommercielle og økonomiske system, navnlig. ved at de lande i området, som står uden for WTO, tiltræder organisationen; konstaterer med tilfredshed, at Albanien, Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien allerede er medlemmer af WTO; understreger, at liberaliseringen af handelen skal gå hånd i hånd med foranstaltninger, der reducerer fattigdommen og arbejdsløsheden, fremmer de økonomiske og sociale rettigheder og øger respekten for miljøet;

8.

understreger, den stimulus, regionalt samarbejde og gode naboskabsforbindelser er for den økonomiske vækst i dette område samt den afgørende rolle, CEFTA spiller i denne proces; understreger, at CEFTA også kan spille en vigtig rolle i forbindelse med regionens videre integration i Den Europæiske Union ved at styrke de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Vestbalkan; mener derfor, at CEFTA i betragtelig grad bidrager til at forberede landene på Vestbalkan på tiltrædelsen til Den Europæiske Union;

9.

opfordrer regeringerne på Vestbalkan til yderligere at undersøge mulighederne for mere omfattende foranstaltninger til liberalisering af handelen på områder, der hidtil har været undtaget, og til at indføre metoder til systematisk bekæmpelse af tilfælde af krænkelse af international intellektuel og industriel ejendomsret; opfordrer også regeringerne til at overtage gældende fællesskabsret og træffe forholdsregler til at bringe enhver praksis og enhver foranstaltning, der har karakter af ikke-toldmæssig handelshindring, til ophør;

10.

støtter Vestbalkanlandenes indsats for reformer og regionalt samarbejde via førtiltrædelsesinstrumentet (Ipa); understreger, at landene på Vestbalkan selv må tage ansvaret for deres reformproces; opfordrer landene på Vestbalkan til at tage ansvar for at formulere et tilstrækkeligt antal ambitiøse projekter med henblik på at anvende de disponible EU-midler, således at de ikke er for passive og afhængige af EU-initiativer;

11.

understreger regionernes rolle i den økonomiske og sociale udvikling, og dermed også Ipa's betydning for Vestbalkans demokratiseringsproces, betydningen af økonomiske, sociale forandringer og tilpasning til de europæiske standarder samt betydningen af at give disse lande mulighed for at tilnærme sig EU's strukturer;

12.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at tildele Ipa de yderligere finansielle midler, der er nødvendige for at udvikle behovsorienterede projekter og yde effektiv og koncentreret bistand på lokalt og regionalt plan; understreger betydningen af people-to-people-projekter, der er særlig egnede til at formidle den europæiske merværdi til den lokale befolkning;

13.

glæder sig over, at en af prioriteterne for Ipa er at bidrage til udviklingen af de institutionelle og administrative kapaciteter i Vestbalkan på både nationalt og regionalt plan; opfordrer Kommissionen til at styrke sin indsats på dette område for at fremme udviklingen af forvaltningen og forberede landene og regionerne i Vestbalkan til at optage de fremtidige strukturfondsmidler og fremme tilpasningen til EU's standarder med henblik på en eventuel fremtidig tiltrædelse; opfordrer Kommissionen til at sikre et højt niveau af gennemskuelighed ved opbygningen af institutionerne og at træffe passende foranstaltninger til at undgå korruption;

14.

opfordrer Rådet og Kommissionen til i samarbejde med de internationale og regionale organisationer, der beskæftiger sig med økonomiske spørgsmål på Vestbalkan, at yde landene i regionen tilstrækkelig økonomisk og administrativ bistand via kvalificerede personer for at styrke de lokale offentlige strukturer, skabe en mere effektiv og diversificeret økonomisk basis og forbedre de lokale produkters muligheder for at trænge ind på fremmede markeder, navnlig i Den Europæiske Union;

15.

foreslår, at medlemsstaterne tilbyder Vestbalkanlandene såkaldte »government-to-government«-programmer, som giver disse specifik støtte, uddannelse og coaching i den nationale administration på områder, som er særligt efterspurgt af myndighederne på Vestbalkan; understreger, at disse programmer kan spille en vigtig rolle i forbindelse med gennemførelsen af gældende fællesskabsret i regionen, samtidig med at de giver landene på Vestbalkan mulighed for at definere præcis hvilken form for støtte, de har behov for;

16.

opfordrer Kommissionen til i god tid inden godkendelsen at forelægge Parlamentet alle nye forslag om at tilbyde Vestbalkanlandene særlig budgetbistand; understreger, at yderligere finansiel bistand til Vestbalkan (og navnlig til Kosovo) bør være betinget af, at der i samarbejde med internationale finansinstitutter udarbejdes en omfattende og realistisk langsigtet økonomisk udviklingsplan;

17.

mener, at de lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle, hvad angår en bæredygtig økonomisk udvikling og styrkelse af civilsamfundet, idet de konkretiserer medlemsstaternes og fællesskabets prioriteter via projekter, der skaber partnerskaber med deltagelse af aktører fra den offentlige og private sektor;

18.

understreger det grænseoverskridende og transnationale samarbejdes betydning for udvikling af fælles projekter og for etablering af bæredygtige forbindelser både mellem regionerne i Vestbalkan og mellem disse og regionerne i medlemsstaterne; understreger ligeledes, at et sådant samarbejde ikke kun vil medføre økonomiske fordele, men også har et politisk og humanitært aspekt, idet det kan bringe borgerne og regeringerne tættere sammen og på længere sigt sikre stabilitet og velstand i regionen;

19.

opfordrer regionerne i EU til at igangsætte grænseoverskridende projekter med regionerne i Vestbalkan med henblik på at etablere et tæt og langsigtet samarbejde på regionalt plan samt at udveksle erfaringer og bedste praksis inden for rammerne af EU-regionernes samarbejdsnetværk; mener, at samarbejdet i regionen kan fremmes ved at styrke Det Regionale Samarbejdsråd;

20.

opfordrer landene i regionen til i snævert samarbejde med Kommissionen og andre relevante internationale finansinstitutioner gennem en sund skatte- og valutapolitik at fastholde og udbygge deres fremskridt i makroøkonomisk stabilitet, hvilket er en forudsætning for varig økonomisk vækst; opfordrer endvidere landene til at fremskynde strukturreformerne, navnlig for så vidt angår skattepolitik, told og administration, ved at fremme principperne om gennemskuelighed og ansvar samt støtte en sund administration inden for den offentlige sektor;

21.

understreger, at det er nødvendigt, at der ydes øget støtte til udvikling af regionens private sektor og til infrastrukturinvesteringer, bl.a. gennem øget samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og andre internationale finansielle institutioner;

22.

mener, at det er afgørende for den økonomiske udvikling i regionen, at der skabes et gunstigt investeringsklima, og opfordrer Kommissionen og Vestbalkanlandene til at arbejde for en intensivering af de økonomiske reformer ved at udarbejde strategiske udviklingsplaner til gennemførelse af investeringsprojekter, der har betydning for regionen som helhed;

23.

roser regeringerne i Vestbalkanlandene for de fremskridt, der hidtil er opnået på det økonomiske område, samtidig med at den makroøkonomiske stabilitet er blevet fastholdt; finder det glædeligt, at regeringerne har gennemført en skattepolitik og en disciplin på skatteområdet, som har ført til højere statslige budgetindtægter;

24.

understreger vigtigheden af at fortsætte udviklingen af energisamarbejdet i regionen, især med sigte på at udvikle vedvarende energikilder, skabe åbne, pålidelige og konkurrencedygtige markeder og forbedre de generelle vilkår for udvikling og udbygning af energiinfrastrukturerne i regionen, inklusive forbedrede muligheder for sammenkobling med de omliggende EU-medlemsstater og partnerlande; fremhæver den vigtige rolle, Energifællesskabet spiller for opfyldelse af denne målsætning;

25.

mener, at udviklingen af havnen i Rijeka i Kroatien er et yderst vigtigt projekt for Den Europæiske Union; mener samtidig, at det er i EU's interesse, at projektet tager form snarest muligt;

26.

understreger, at miljøbeskyttelse er et vigtigt aspekt for en bæredygtig udvikling på Vestbalkan; finder det bydende nødvendigt, at Kommissionen og regeringerne på Vestbalkan fremmer sunde miljøpolitikker og -strategier i overensstemmelse med EU's miljøretsregler;

27.

anser det for vigtigt, at Vestbalkanlandene anvender principperne og retningslinjerne i den fælles europæiske havpolitik, og understreger, at det er nødvendigt, at Donau, der er en vigtig transportkorridor og en kilde til værdifulde ressourcer, udnyttes på en effektiv og miljøvenlig måde i overensstemmelse med EU's regler; støtter i den forbindelse de igangværende regionale initiativer og de organisationer (navnlig Den Internationale Kommission for Beskyttelse af Donau - ICPDR), som arbejder for øget miljøbeskyttelse, bedre udnyttelse af transportkapaciteten på de indre vandveje og et højere katastrofeforebyggelsesniveau for Donau;

28.

gentager, at det er nødvendigt at øge samhandelen med landbrugsvarer også for Kroatiens vedkommende, således at Kroatien kan tilpasse sig den fælles landbrugspolitik så gnidningsløst som muligt, når landet tiltræder EU;

29.

er bekendt med regionens særlige geografi og dens strategiske beliggenhed, som gør området til et naturligt transitområde for varehandelen, navnlig primære energiprodukter (råolie og naturgas), mellem Europa og Asien; glæder sig over indledningen af større subnationale transportprojekter som »syd-øst-aksen«, der vil gøre det lettere for Vestbalkanlandene at blive optaget i praksis i det bredere ledningsnet, som forbinder Den Europæiske Union med Tyrkiet og landene i Kaukasus; opfordrer Kommissionen og landene på Vestbalkan til at afsætte tilstrækkelige finansielle ressourcer til modernisering af infrastrukturerne, navnlig inden for logistiksektoren, og til at gennemføre de nødvendige reformer for at gøre sektoren mere konkurrencedygtig og dynamisk;

30.

understreger, at det er nødvendigt at fjerne de administrative hindringer i detailhandelen, der hæmmer eksistensen for mere konkurrencedygtige fødevarehandlende, da den manglende effektivitet i fødevarehandelen vanskeliggør de europæiske producenters forsøg på at nå markedet;

31.

understreger nødvendigheden af at yde mere støtte til udvikling af SMV'er på grundlag af det europæiske charter for små virksomheder, som alle landene på Vestbalkan har tilsluttet sig; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at SMV'erne får adgang til EU's strukturfonde, og til at sikre bedre finansiering af SMV-projekter; opfordrer Kommissionen til at etablere en international ramme til intensivering af samarbejdet mellem Fællesskabet og den private sektor i landene på Vestbalkan med det formål at sikre, at fællesskabsmidlerne anvendes hensigtsmæssigt;

32.

betoner, at der er behov for at udvide samarbejdet mellem EU og Vestbalkanlandene inden for uddannelse og forskning, således at der skabes de rette forudsætninger for en stabil økonomisk udvikling og vækst i regionen, hvilket igen vil fremme integrationen af landene på Vestbalkan i det fælles økonomiske område og det fælles område for forskning og uddannelse og deres deltagelse i arbejdsmarkedet i overensstemmelse med EU's regler og krav;

33.

opfordrer på baggrund af, at den internationale finansielle krise har nået Europa og indirekte kan påvirke handel og udenlandske investeringer på Vestbalkan, Kommissionen til at følge udviklingen og om nødvendigt vedtage passende foranstaltninger for at sikre, at stabiliserings- og associeringsprocessen, som er en vigtig faktor for stabiliteten i regionen og er i Den Europæiske Unions interesse, kan fortsætte uden problemer;

34.

betragter det som afgørende for den økonomiske udvikling i landene i denne region, at landene reformerer deres bank- og forsikringssystemer substantielt, skaber et effektivt system for mikrokreditter og forbedrer reguleringen og overvågningen af bankernes aktiviteter og dermed lægger grunden til en gradvis åbning af deres finansielle markeder;

35.

opfordrer de lande i regionen, der er præget af korruption inden for den offentlige sektor, til at træffe alle passende foranstaltninger til bekæmpelse heraf og til at sikre, at deres toldtjenester kommer til at arbejde bedre og mere gennemskueligt i overensstemmelse med de standarder, Den Europæiske Union og Verdenstoldorganisationen har fastlagt;

36.

understreger nødvendigheden af, at toldkontrollen intensiveres og gøres strengere med henblik på at bekæmpe smugling, forfalskning og piratkopiering af varer, handlinger, der ud over de økonomiske indkomsttab, som de medfører, også rummer høje risici for indbyggernes sundhed, både i Den Europæiske Union og i Vestbalkanlandene;

37.

ser positivt på det forbedrede erhvervsklima og foranstaltningerne med sigte på at reducere de retlige og administrative hindringer for virksomhedsetablering; udtrykker imidlertid sin bekymring over tilstedeværelsen af karteller og misbruget af en markedsdominerende stilling foretaget af såkaldte »tycoons« i nogle Vestbalkanlande og af virksomheder med en sådan position; opfordrer regeringerne i landene på Vestbalkan til at intensivere bekæmpelsen af korruption og til at udforme en passende konkurrencepolitik, der også omfatter offentlige virksomheder;

38.

opfordrer Vestbalkanlandene til at udvikle deres beskæftigelses- og skattepolitik med henblik på at løse problemerne med arbejdsløshed, relativt høje lønninger og en stor uformel økonomi;

39.

understreger, at en fair og gennemskuelig regional konkurrence på tværs af grænserne inden for offentlige udbud er et vigtigt element på et ægte integreret regionalt marked; opfordrer Vestbalkanlandene til at vurdere, i hvilken udstrækning offentlige indkøb kan benyttes til at stabilisere en bæredygtig økonomisk udvikling, og til at intensivere deres bestræbelser på at skabe et mere integreret og mere velfungerende regionalt system for offentlige kontrakter gennem anvendelse af princippet om ikke-diskriminering mellem nationale og regionale leverandører;

40.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til parlamenterne og regeringerne i medlemsstaterne og i de berørte lande.

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/10

—

der henviser til EF-traktatens artikel 33,

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om de stigende foder- og fødevarepriser (1), og sin beslutning af 22. maj 2008 om de stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene (2),

—

der henviser til sin beslutning af 29. november 2007 om fremme af landbruget i Afrika - Forslag til et samarbejde om udvikling af landbrug og fødevaresikkerhed i Afrika (3),

—

der henviser til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering af en facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene (KOM(2008)0450),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. maj 2008 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen: »Udfordringerne i forbindelse med de stigende fødevarepriser - retningslinjer for en EU-indsats« (KOM(2008)0321),

—

der henviser til konklusionerne fra verdensfødevaretopmødet i Rom den 13. - 17. november 1996 og målsætningen om at halvere antallet af sultende mennesker inden 2015,

—

der henviser til rapporten »Agricultural Outlook 2008-2017«, som De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har offentliggjort,

—

der henviser til anbefalingerne fra FN's Landbrugspanel - IAASTD,

—

der henviser til resultatet af »sundhedstjekket« af den fælles landbrugspolitik,

—

der henviser til de igangværende WTO-forhandlinger som led i Dohaudviklingsdagsordenen,

—

der henviser til Pariserklæringen af 2. marts 2005 om bistandseffektivitet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udviklingsudvalget, Udenrigsudvalget, Udvalget om International Handel og Udvalget om Industri, Forskning og Energi (A6-0505/2008),

A.

der henviser til, at verden for første gang siden 1970'erne står over for en akut fødevarekrise, der skyldes såvel strukturelle og langsigtede faktorer som andre determinanter, og hvor majspriserne er tredoblet siden 2006, medens hvedepriserne på verdensplan er steget med mere end 180 %, og fødevarepriserne generelt er steget ca. 83 %,

B.

der henviser til, at denne kraftige og uforudsete prisstigning har fundet sted på relativt kort tid mellem september 2006 og februar 2008; der endvidere henviser til, at verdenspriserne på andre fødevarer er fordoblet i de sidste to år og fortsat forventes at være høje på trods af det aktuelle prisfald på diverse kornsorter, som det fremgår af terminsmarkedet,

C.

der henviser til, at de stigende priser på dyrefoder resulterer i en forøgelse af produktionsomkostningerne, hvilket atter risikerer at medføre et fald i produktionen af husdyrprodukter, selv om efterspørgslen er i vækst og forventes at fortsætte med at vokse, navnlig i de nye vækstøkonomier,

D.

der henviser til FAO's og OECD's forudsigelser om, at råvarepriserne sandsynligvis vil falde fra det forgangne års høje niveauer, men næppe til niveauet fra før 2006; der imidlertid påpeger, at voldsomme udsving i råvarepriserne fremover kan blive et mere udbredt og tilbagevendende fænomen verdensmarkedet; der påpeger, at højere fødevarepriser ikke automatisk fører til øgede landbrugsindtægter, hvilket hovedsageligt skyldes den hurtige stigning i landbrugenes produktionsomkostninger, men også den stadig større divergens mellem producent- og forbrugerpriserne,

E.

der henviser til, at verdens fødevarelagre er faldet til et foruroligende lavt niveau, hvor der lige efter Anden Verdenskrig var lagre til et års forbrug, medens beholdningerne i 2007 var svundet til 57 dages lager og i 2008 til blot 40 dages lager,

F.

der henviser til, at disse og andre faktorer har haft direkte og alvorlige konsekvenser for et betydeligt antal mennesker; der henviser til, at fødevarekrisen på verdensplan har tvunget flere millioner mennesker ud i fattigdom og sult; der henviser til, at denne udvikling har givet anledning til optøjer og uroligheder verden over, hvilket har ført til en yderligere destabilisering af lande og regioner i verden; der henviser til, at også EU's fødevarelagre er udtømt i en sådan grad, at programmet for uddeling af fødevarer til de dårligst stillede på nuværende tidspunkt ikke har flere fødevarer at uddele,

G.

der henviser til, at organisationer, der bekæmper sult i verden, skønner, at én ud af fem personer i udviklingslandene på nuværende tidspunkt er underernæret og lider af kronisk sult, og at der hver dag dør over 30 000 børn af sult og fattigdom i verden,

H.

der henviser til, at landbruget skaber beskæftigelse og er eksistensgrundlag for over 70 % af arbejdsstyrken i udviklingslandene generelt, og over 80 % i mange afrikanske lande, og at politikkerne for landdistriktsudvikling derfor er af afgørende betydning for en effektiv løsning af problemerne med fattigdom og sult,

I.

der henviser til, at kvinder i udviklingslandene producerer mellem 60 % og 80 % af fødevarerne og står for halvdelen af den globale fødevareproduktion; der påpeger, at kvinder spiller en meget vigtig rolle for familiens forsørgelse, samt at kvinder i langt højere grad end mænd har vanskeligt ved at få adgang til jord og produktionsmidler og derfor har behov for passende hjælp og støtte,

J.

der henviser til, at den nuværende krise rammer lavindkomsthusholdninger hårdest både i Den Europæiske Union og i udviklingslandene, hvor 60 % og 80 % af den samlede husstandsindkomst går til mad, medens det i Den Europæiske Union som helhed er mindre end 20 %,

K.

der henviser til, at Parlamentet og Rådet gentagne gange har fremsat krav om en stærkere indsats over for det globale problem, navnlig ved at yde nødvendig finansiering af landbrugsinput og bistand til anvendelsen af markedsbaserede forvaltningsinstrumenter,

L.

der henviser til, at EU fortsat er en førende fødevareproducent, der på verdensplan tegner sig for 17 % af hvedeproduktionen, 25 % af mælkeproduktionen, 20 % af svinekødproduktionen og 30 % af oksekødproduktionen, men også er en stor importør af landbrugsprodukter, fordi den langt fra er selvforsynende med en lang række landbrugsråvarer,

M.

der henviser til, at EU spiller en førende rolle for fastsættelsen af høje standarder for fødevareproduktion, fokus på sporbarhedssystemet fra jord til bord og garanti for sikkerheden af de fødevarer, der produceres i EU,

N.

der henviser til, at EU også er førende inden for miljøbeskyttelsesforanstaltninger, der tjener til at beskytte naturressourcerne, men samtidig indebærer ekstraomkostninger for EU's landbrugere,

O.

der henviser til, at EU er den største donor af udviklings- og humanitær bistand på verdensplan, men at landbrugets andel af den bistand, der ydes på internationalt plan, og navnlig fra EU, er faldet konstant siden 1980'erne,

P.

der henviser til, at ud over medlemsstaternes egne bidrag, finansierer EU traditionelt omkring 10 % af udviklingssamarbejdet på verdensplan, der henviser til at dette bekræftes af det aktuelle bidrag gennem fællesskabsinstrumenter (ca. 1,8 mia. EUR, heraf 1 mia. EUR via den nye facilitet med henblik på hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene og resten gennem de øvrige eksisterende udviklingsinstrumenter og instrumenter til humanitær bistand),

Q.

der henviser til, at det på et tidspunkt, hvor naturressourcerne er under pres, forventes, at efterspørgslen efter fødevarer vil blive fordoblet i perioden frem til 2050, og at fødevareproduktionen på verdensplan derfor må forøges,

R.

der henviser til, at det ifølge FAO er tilstrækkeligt at investere 30 mia. EUR pr. år for at sikre fødevaresikkerheden for en verdensbefolkning, der vil have rundet 9 mia. i 2050,

S.

der understreger, at de eksisterende internationale og regionale aftaler har vist sig at være utilstrækkelige til at normalisere markedsforsyningen og handelen, og at de nylige kraftige stigninger i fødevarepriserne bør tjene som en advarsel til regeringer verden over om, at landbrugsproduktionen ikke kan tages for givet,

1.

fremhæver, at verdens fødevaresikkerhed er et særdeles presserende problem i EU og opfordrer til, at der gøres en omgående og kontinuerlig indsats for fødevaresikkerheden for EU-borgerne og på verdensplan; anser det for vigtigt at anerkende værdien af alle verdens landbrugs- og fødevarekulturer; understreger, at forbrugerne bør have adgang til fødevarer til rimelige priser, samtidig med at landbrugsbefolkningen sikres en rimelig levestandard;

2.

fremhæver betydningen af den fælles landbrugspolitik som et middel til at sikre fødevareproduktionen i EU; mener, at den fælles landbrugspolitik har bevirket, at EU-borgerne har nydt godt af en sikker fødevareforsyning siden politikkens indførelse i 1962, og derudover har bidraget til at beskytte og styrke landdistrikterne og EU's standarder for fødevareproduktion, der er de højeste i verden; understreger nødvendigheden af, at Fællesskabets landbrug fortsætter med at spille denne rolle i fremtiden;

3.

bemærker imidlertid, at de mange reformer af den fælles landbrugspolitik i de seneste 25 år har resulteret i et fald i EU's landbrugsproduktion, idet fokus er skiftet fra en kvantitativ til en markedsstyret kvalitetsorienteret produktion; mener, at denne ændrede politik har resulteret i et tab af potentielle markedsmuligheder for EU's producenter og har ført til øget afhængighed af importerede fødevarer fra lande uden for EU, der producerer ud fra nogle helt andre standarder, hvilket har medført ulige konkurrencevilkår for EU's landbrugsprodukter;

4.

påpeger, at der forud for de seneste fødevareprisstigninger var over 860 mio. mennesker på verdensplan, der led af kronisk sult; bemærker, at Verdensbanken forudsiger, at de stigende priser kan tvinge yderligere 100 mio. mennesker ud i endnu dybere fattigdom;

5.

anerkender FAO's synspunkt om, at de stigende fødevarepriser især rammer lande, der er nettoimportører af fødevarer, og som for en stor dels vedkommende hører til verdens mindst udviklede lande; fremhæver på ny, at fattigdom og afhængighed af fødevareimport er blandt hovedårsagerne til fødevareusikkerheden; er opmærksom på, at kun en lille andel af verdens fødevareproduktion faktisk handles på det internationale marked, og at den i stigende grad kommer fra et lille antal eksportlande;

6.

bemærker, at høsten af de vigtigste kornsorter i 2007 og 2008 var god; bemærker, at det aktuelle problem med fødevareusikkerhed i 2007 skyldtes det reducerede udbud og de stigende råvarepriser; er dybt bekymret over det lave fødevarelagerniveau, der på nuværende tidspunkt kun kan forsyne verden med korn i mindre end 40 dage;

7.

understreger, at bestræbelser på at opfylde befolkningernes basale behov, navnlig for mad og vand, ofte er en kilde til konflikter; bemærker, at væksten i verdens befolkning - skønsmæssigt vil der være 3 mia. flere mennesker i 2050 - vil forstærke sådanne spændinger i alle regioner i verden; opfordrer derfor til, at der tages hensyn til denne geostrategiske dimension ved udformningen af de fremtidige landbrugspolitikker;

8.

bemærker med bekymring de stigende omkostninger til landbrugsinput (prisstigninger på gødning, såsæd, osv.), der har udmøntet sig i omkostningsstigninger, som ikke alle landbrugere (navnlig i husdyrsektoren) har fået lige stor kompensation for, og som i høj grad har undergravet enhver potentiel indkomstforøgelse som følge af de højere råvare- og fødevarepriser, hvilket igen underminerer motivationen til at øge produktionen; er bekymret for, at de kraftige stigninger i priserne på landbrugsinput skal resultere i mindre anvendelse af samme og dermed potentielt faldende produktion, hvilket vil forværre fødevarekrisen i EU og på verdensplan yderligere;

9.

konstaterer, at der er sket et tydeligt prisfald på råvaremarkederne i indeværende sæson, hvilket vækker bekymring hos producenterne og svækker landbrugernes tillid;

10.

understreger vigtigheden af at foretage en omfattende analyse af de stigende fødevarepriser under hensyntagen til de stigende energipriser for slutbrugerne, de mere ekstreme vejrfænomener og den øgede efterspørgsel efter energi på grund af stigningen i den globale befolkning, og opfordrer Kommissionen til yderligere at undersøge den mulige sammenhæng mellem høje fødevarepriser og stigende energipriser, navnlig på brændstof; understreger desuden, at der skal træffes foranstaltninger for at mindske landbrugets afhængighed af fossile energikilder gennem en mere effektiv energiudnyttelse og udvikling af energibesparende dyrkningsmetoder;

11.

anmoder om indførelse af politiske instrumenter, der sigter mod at forhindre sådanne kraftige og skadelige prissvingninger, og som tager hensyn til behovet for at sikre producenter en rimelig levestandard; mener, at enkeltbetalingsordningen giver landbrugerne mulighed for at skifte produktion alt efter markedsbehov, men måske ikke er tilstrækkelig til at håndtere voldsomme udsving i markedspriserne;

12.

henleder opmærksomheden på, at de seneste prisstigninger på landbrugsråvarer også har baggrund i mere langsigtede strukturelle faktorer, herunder en støt stigende global efterspørgsel og konstant faldende investeringer i produktionslandbrug; bemærker, at det blandt disse faktorer navnlig er stigningen i energipriserne, herunder især oliepriserne, der har indvirket på verdens landbrugsproduktion (på grund af øgede produktions- og distributionsomkostninger), og på forekomsten af fødevarekriser i de fattige lande (på grund af fødevaretransportomkostningerne i disse lande);

13.

bemærker, at 2 % af EU's kornproduktion blev omlagt til biobrændstoffer i 2007, og at 25 % af USA's majsproduktion samme år gik til fremstilling af ethanol; opfordrer til en global vurdering af denne tendens og dens indvirkning på fødevarepriserne og til en politisk samordning på verdensplan, der kan sikre, at fødevareforsyningen ikke bringes i fare på grund af indsatsen for at producere vedvarende energi; kræver desuden indføjelse af forpligtelser i internationale og regionale aftaler, i henhold til hvilke støtte til fremstilling af biobrændstoffer ikke må true fødevaresikkerheden i verden og skal overholde gældende regler for ikke at skabe konkurrenceforvridning mellem handelspartnere; kræver imidlertid samtidig, at EU afgiver et bindende tilsagn om fremme af andengenerationsbiobrændstoffer;

14.

fremhæver behovet for at skabe balance mellem på den ene side produktion af biobrændstoffer og bioenergi og på den anden side de nødvendige fødevarelagre på verdensplan; bemærker at, stigningen i produktionen af biobrændstoffer og bioenergi kan indvirke positivt på situationen i landbrugsfødevaresektoren, der for indeværende lider under de høje priser på råvarer, som forarbejdningsindustrien har brug for, bl.a. gødning, dieselolie osv.; mener at, udviklingen af vedvarende energikilder således udgør et økonomisk og socialt levedygtigt udviklingsalternativ for landdistrikterne og, parallelt hermed, et varigt miljøbeskyttelsestiltag, navnlig under hensyntagen til Den Europæiske Unions 2020-mål for vedvarende energi; påpeger, at der dog samtidig bør træffes foranstaltninger til bekæmpelse af de negative virkninger, som den stigende produktion af energiafgrøder kan have på biodiversiteten, fødevarepriserne og dyrkningsmetoderne;

15.

konstaterer, at EU har bidraget betydeligt til at øge udbuddet af landbrugsråvarer ved at afskaffe braklægningsordningen;

16.

henleder opmærksomheden på de hastige ændringer i forbrugernes spisevaner, navnlig i vækstlandene, hvor et øget indtag af kød og proteinrig kost kræver mere korn; bemærker også den velkomne stigning i realindkomsten i lande såsom Kina og Indien, som vil fortsætte med at drive efterspørgslen efter landbrugsprodukter og forarbejdede fødevarer;

17.

mener, at den stigende markedskoncentration i fødevaredetailsektoren bør overvåges for at undgå monopoltilstande, da store detailhandleres aktiviteter ikke nødvendigvis altid er i producenternes, forarbejdningssektorens eller forbrugernes interesse;

18.

ønsker, at der vedtages alternative løsninger for at genoprette ligevægten til fordel for de små producenter, som ikke er i stand til at forhandle med store detailhandlere; påpeger, at skønt der på EU-niveau findes en antimonopollovgivning, der forhindrer store producenters misbrug af dominerende stilling på EU-markedet, findes der endnu ikke specifikke regler til bekæmpelse af de monopollignende metoder, der praktiseres af visse super- og hypermarkeder;

19.

mener, at den fælles landbrugspolitik fortsat bør være hjørnestenen i EU's fødevaresikkerhedspolitik nu og efter 2013; mener, at et velfungerende økologisk system, frugtbar jord, stabile vandressourcer og en diversificeret landdistriktsøkonomi er nødvendige forudsætninger for fødevaresikkerheden på længere sigt; finder det endvidere afgørende, at den fælles landbrugspolitik sammen med andre fællesskabspolitikker i højere grad bidrager til den globale fødevarebalance;

20.

er imidlertid også overbevist om, at den fælles landbrugspolitik yderligere bør tilpasses for at tilgodese fødevaresikkerhedshensynene; er skuffet over, at Kommissionen i sine lovgivningsmæssige forslag i sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik fra maj 2008 ikke tog denne udfordring op i fuldt omfang; modsætter sig afviklingen af markedsforvaltningsforanstaltningerne og nedskæringerne i landbrugernes støttebetalinger;

21.

opfordrer i lyset af budgetrevisionen 2008-2009 til, at EU's og medlemsstaternes udgifter til den fælles landbrugspolitik holdes på et stabilt og konstant niveau for at sikre landbrugerne en rimelig indkomst; erindrer om, at landbrugerne har behov for en stabil politik for at kunne planlægge for fremtiden; fremhæver, at grundprincippet i en sådan politik er tilvejebringelse af et indkomstmæssigt sikkerhedsnet, der kan beskytte mod farer og kriser, hvad enten disse udspringer af ugunstige naturfænomener, markedsforvridninger eller usædvanligt omfattende og langvarige prisfald; påpeger i den henseende, at landbruget giver en betydelig merværdi til EU's og medlemsstaternes økonomier;

22.

påpeger, at markedet alene ikke kan yde landbrugerne den indkomstsikkerhed, de har brug for at kunne opretholde deres landbrugsvirksomhed, på grund af de høje omkostninger, der er forbundet med at overholde EU's standarder for fødevareproduktion, fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd; bifalder dog den fælles landbrugspolitiks øgede markedsorientering; beklager på den anden side, at målsætningerne for reformerne i 2003 om at yde landbrugerne højere markedspriser og mindre bureaukrati ikke til fulde er blevet nået;

23.

mener, at de mange krydsoverensstemmelsesregler virker afskrækkende på producenterne, og at de om muligt bør forenkles; glæder sig i denne forbindelse over Kommissionens forenklingsinitiativer;

24.

finder det alarmerende, at den foreslåede EU-lovgivning (f.eks. om plantebeskyttelsesprodukter) kan have en voldsom indvirkning, idet den kan reducere de midler, som landbrugerne har til rådighed for at maksimere høsten, og faktisk kan føre til et kraftigt fald i EU's landbrugsproduktion; anmoder om en detaljeret analyse af alle de foreslåede foranstaltningers konsekvenser, navnlig for fødevaresikkerheden;

25.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge konsekvenserne af initiativerne til imødegåelse af klimaforandringer i landbrugssektoren: landbruget bør bidrage til kampen mod klimaforandringer, men det bør imidlertid samtidig gives de redskaber, der er nødvendige til at imødegå virkningerne af klimaforandringerne, da landbruget er en af de mest klimafølsomme økonomiske sektorer, således at sådanne initiativer ikke sænker EU's landbrugsproduktion og medfører, at den erstattes af importeret produktion;

26.

mener, at det er nødvendigt at revidere EU's og andre internationale produktions- og markedsovervågningssystemer for at indføre en hurtigere varslingsmekanisme til vurdering af produktionstendenser; mener, at der på verdensplan er behov for en ordning for opgørelse af fødevarer og et system af fødevarelagre, og at EU bør gå i spidsen for udformningen af et sådant system; opfordrer Kommissionen til at handle med globale partnere og fremsætte et forslag i den henseende;

27.

kræver, at effektive forsikringspolicer gøres tilgængelige som værn mod massive pris- og indkomstsvingninger, samt mod indvirkningerne af vejrforhold på produktionen;

28.

henstiller til Kommissionen at inddrage et effektivt europæisk markedskontrolsystem i sin planlægning, som kan gøre det muligt at registrere udvikling og tendenser med hensyn til priser på landbrugsprodukter og på landbrugsinput; understreger, at et sådant system skal være gennemsigtigt og af en sådan beskaffenhed, at der kan foretages en sammenligning af ensartede produkter fra forskellige lande;

29.

er af den opfattelse, at der, inden for rammerne af FAO, bør etableres et internationalt observationsorgan for priser på landbrugsprodukter, landbrugsinput samt fødevarer med henblik på at kunne overvåge disse data på internationalt plan;

30.

bemærker, at der gennem de successive reformer af den fælles landbrugspolitik er blevet rettet op på de handelsforvridende elementer i EU's landbrugspolitik, der havde en negativ indvirkning på landbrugere i udviklingslandene, men at bytteforholdet fortsat er ulige, og at der stadig bør gøres en indsats for at etablere et mere retfærdigt system;

31.

bemærker dog, at EU's politiske reformer, der skal opfylde WTO's krav, har ført til en omlægning af landbrugsstøtten for at gøre den mindre produktionskoblet, en afvikling af markedsforvaltningsforanstaltningerne og en åbning af markederne, hvilket i stigende grad udsætter forbrugere og producenter for ustabiliteten på verdensmarkedet; kræver, at tiltagene inden for den fælles landbrugspolitik kommer til at omfatte bestemmelser vedrørende fødevaresikkerhed, og at der i handelsaftaler indføjes gensidige tilsagn fra handelspartnernes side om at sikre, at reguleringen af samhandelen ikke bringer verdens fødevaresikkerhed i fare; opfordrer Kommissionen til, som led i forhandlingerne i WTO, at gøre sig til talsmand for kvalificeret markedsadgang med henblik på at sikre, at de høje miljønormer for EU's landbrug og enhver medlemsstats ret til fødevaresikkerhed ikke undergraves af billige importvarer;

32.

bemærker, at EU fortsat arbejder på at opfylde sit tilsagn om at afskaffe alle eksportrestitutioner inden 2013, og at der via sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik gennemføres yderligere reformer af markedsstøtteinstrumenterne i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået i WTO;

33.

mener, at finansieringsfaciliteten med henblik på en hurtig reaktion på de kraftigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene er det første vigtige skridt i håndteringen af de umiddelbare behov hos dem, der rammes hårdest af fødevarekrisen; understreger dog, at denne facilitet er en enkeltstående foranstaltning, der sigter mod at anvende midler under udgiftsområde 4 på EU's almindelige budget til små landbrug i de hårdest ramte lande, som vil skulle følges op med yderligere investeringer; mener, at Kommissionen bør revidere, hvordan midlerne anvendes, og sikre, at de altid sættes ind dér, hvor behovet er størst, og at der bør foretages regelmæssig rapportering til Parlamentet; fremsætter endvidere krav om, at Parlamentet får mulighed for at føre løbende tilsyn med gennemførelsen gennem »forskriftsproceduren med kontrol«;

34.

anmoder Kommissionen om at styrke sine nuværende programmer til sikring af fødevaresikkerheden i Europa og verden; opfordrer til styrkelse af det tematiske program for fødevaresikkerhed (2007-2010), der i øjeblikket har fået tildelt 925 mio. EUR for hele programperioden; bifalder forslaget om en øget budgetbevilling til fødevaredistributionsprogrammet for de dårligst stillede i Fællesskabet, der blev fremlagt af Kommissionen den 17. september 2008; opfordrer Kommissionen til at vedtage en helhedsstrategi for fødevaresikkerhed, der sikrer sammenhæng mellem alle EU's politikområder;

35.

er foruroliget over den aktuelle globale finanskrise, der kan resultere i, at der bliver mindre støtte til rådighed for landbruget; opfordrer Kommissionen til at analysere konsekvenserne af finanskrisen for landbrugssektoren og overveje forslag, der kan sikre sektorens stabilitet, også hvad angår adgangen til lån og lånegarantier;

36.

påpeger, at undersøgelser har vist, at forbrugerne som regel ikke har kendskab til de afgørende fordele, som den fælles landbrugspolitik indebærer med hensyn til fødevaresikkerhed og rimelige fødevarepriser (4); opfordrer til udformning af politikker til information af borgerne og en fornyet forpligtelse til forenkling, der kan øge bevidstheden om den fælles landbrugspolitiks instrumenter og fordele; foreslår, at man gør det klart for offentligheden, hvad det ville koste, hvis den fælles landbrugspolitik ikke fandtes;

37.

er tilhænger af, at den fælles landbrugspolitik bør spille en væsentlig rolle i EU's udenrigs- og udviklingspolitik, især med hensyn til den eksterne fødevaresikkerhedspolitik; er overbevist om, at den fælles landbrugspolitik ud over at sikre EU's fødevareproduktion kan bidrage til at imødekomme den øgede globale efterspørgsel efter fødevarer;

38.

bemærker, at væbnede konflikter har meget negative følger for produktionen af og adgangen til fødevarer; udtrykker bekymring over, at en høj konfliktrisiko har alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden, f.eks. gennem massemigration, lammelse af landbrugsproduktionen og ødelæggende virkninger på vital infrastruktur;

39.

mener, at det er meget vigtigt at undgå forstyrrende kapløb om begrænsede fødevareressourcer; opfordrer derfor til en mere effektiv EU-koordinering med ikke-statslige organisationer, FAO og andre internationale agenturer på det tekniske plan samt med FN på det politiske plan for at fremme en retfærdig adgang til de globale fødevareressourcer og til en forøgelse af fødevareproduktionen i centrale udviklingslande, mens der hele tiden tages hensyn til biodiversiteten samt kriterierne for bæredygtig udvikling;

40.

opfordrer indtrængende EU til at hjælpe lande, der har en høj konfliktrisiko, med at udvikle deres egne stærke landbrugspolitikker baseret på let adgang til råmaterialer, undervisning af høj kvalitet og tilstrækkelig finansiering samt på en pålidelig infrastruktur; mener, at EU's bistand bør målrettes efter at forbedre modtagerlandenes selvforsyning med fødevarer, hvilket vil forbedre den regionale fødevaresikkerhed og adgangen til fødevarer for de fattigste grupper i samfundet;

41.

bemærker, at nogle af vækstøkonomierne muligvis planlægger at leje store landområder i de fattige dele af Afrika og Asien for at dyrke afgrøder der og sende dem tilbage til deres egne markeder for at forbedre deres egen fødevaresikkerhed; mener, at EU sammen med FAO skal tage dette fænomen alvorligt som en alvorlig trussel mod fødevaresikkerheden og mod en effektiv landbrugspolitik i værtslandene;

42.

understreger, at de aktuelle udfordringer på fødevareområdet kræver, at fødevareproduktionen forøges for at holde trit med den stigende efterspørgsel, samtidig med at denne produktion skal gøres bedre, billigere og mere bæredygtig; mener, at det for at nå dette mål er nødvendigt med en grundig gennemgang af de offentlige politikker med henblik på at forbedre produktionsmetoderne, forvaltningen af lagrene og reguleringen af de internationale markeder;

43.

understreger behovet for flere foranstaltninger på mellemlang og lang sigt til udvikling af landbrugs- og fødevareproduktionen i udviklingslandene, navnlig i Afrika, under hensyntagen til ovennævnte anbefalinger fra IAASTD; mener, at udvikling af landbruget kan tjene som udgangspunkt for en bredere økonomisk udvikling i et land;

44.

mener, at Den Europæiske Udviklingsfond i højere grad bør fokusere på landbrug, navnlig små landbrugsbedrifter og produktforædling på stedet, eftersom størstedelen af verdens fattige lever i landdistrikter, der er yderst afhængige af landbrugsproduktion; mener endvidere, at der bør gøres en indsats for at fastsætte regler for handelen med landbrugsvarer, der sikrer fødevareforsyningen i alle lande; mener, at udviklingslandene bør gives handelsmæssige fordele, der kan bidrage til at styrke den nationale produktion; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse argumenter under WTO-forhandlingerne, og når der forhandles om økonomiske partnerskabsaftaler med udviklingslande;

45.

mener, at en af de alvorlige hindringer for en større landbrugsproduktion i udviklingslandene er de små landbrugeres manglende adgang til lån eller mikrokreditter til investeringer i bedre såsæd, gødningsstoffer og vandingssystemer; understreger desuden problemet med lånegarantier, der for det meste uopnåelige; opfordrer Den Europæiske Investeringsbank til at undersøge, hvordan den kan yde lånegarantier til lokale fødevareproducenter i udviklingslandene, så de kan få adgang til lån og mikrokreditter;

46.

fastslår endnu en gang behovet for regionalt integrerede landbrugsmarkeder; opfordrer Kommissionen til at støtte det regionale samarbejde og den regionale integration; minder AVS-landene om Europas vellykkede landbrugsintegration og den stabilitet, denne har medført i over 50 år; tilskynder derfor de regionale økonomiske fællesskaber mellem AVS-landene til at styrke deres indsats på landbrugsområdet og opfordrer udviklingslandene til at mindske de indbyrdes handelshindringer;

47.

understreger desuden, at det er nødvendigt at omdanne landbruget fra et system med subsistenslandbrug til en jobskabende landdistriktsøkonomi; mener endvidere, at der bør lægges særlig vægt på foranstaltninger til støtte for unge landbrugere i udviklingslandene med henblik på at udvikle en robust landbrugssektor; mener, at EU bør øge samarbejdet og støtte indsatsen for at modernisere fødevarekæderne i udviklingslandene og gøre dem mere effektive; mener også, at EU bør støtte initiativer som f.eks. det fælles såsædprogram, der er iværksat af Den Afrikanske Union og dennes nationale og regionale partnere;

48.

mener, at det som led i en effektiv udviklingspolitik for disse udviklingslande er nødvendigt, at de udformer en fælles national eller regional strategi for udviklingen af landbruget, hvori der indgår klare støtteforanstaltninger til fordel for producenterne og produkterne; mener, at EU's udviklingsbistand i en sådan sammenhæng ikke vil komme til at stå alene, men tværtimod vil blive en del af den samfinansierede nationale eller regionale strategi for landdistriktsudvikling;

49.

kræver, at der skabes en permanent fødevaresikkerhedsfond til støtte for verdens fattigste under udgiftsområde 4 i EU's almindelige budget, som kan supplere de andre udviklingsforanstaltninger, der finansieres af EU;

50.

bifalder globale initiativer såsom FN's taskforce på højt plan om den globale fødevaresikkerhedskrise og mener, at EU bør samordne sin indsats med denne taskforce; understreger betydningen af de frivillige retningslinjer til støtte for gradvis virkeliggørelse af retten til tilstrækkelig ernæring som led i national fødevaresikkerhed, der er vedtaget af FAO's medlemmer i november 2004; foreslår desuden, at der for at sikre tilgængeligheden af fødevarer skabes et verdensomspændende program for lagringspligt og et bedre grundlæggende lagringssystem for vigtige produktionsinput (proteiner, gødningsstoffer, såsæd, pesticider), der fortrinsvis skal varetages af private aktører, bl.a. landbrugskooperativer;

51.

er opmærksom på EU's forpligtelser over for udviklingslandene og nuværende og kommende forpligtelser i WTO-regi; kræver, at EU's støtteforanstaltninger bidrager til at nå målene, sådan som det blev erklæret i Maputoerklæringen fra 2002 af de afrikanske regeringer; opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser med henblik på at nå FN's millenniumudviklingsmål, navnlig ydelsen af 0,7 % af deres bruttonationalindkomst til udviklingsbistand; mener dog, at udviklingsbistandens kvalitet er vigtigere end de anvendte beløbs størrelse;

52.

beklager reduktionen i den del af udviklingsbistanden, der anvendes til landbrug og udvikling af landdistrikter, der udgjorde17 % i 1980 og kun 3 % i 2006; opfordrer Kommissionen til at styre og overvåge den europæiske finansielle støtte til opnåelsen af landbrugsdrevet vækst og til at gøre alt, hvad der står i dens magt, for at sikre, at regeringerne anvender 10 % af nationalbudgettet på landbrugssektoren, sådan som de har forpligtet sig til (ved f.eks. at fastsætte klare mål for den nationale landbrugspolitik);

53.

bekræfter endnu en gang, at landbruget for AVS-staterne er en sektor, som bedre end andre kan skabe vækst for fattige mennesker i landdistrikterne og dermed yde et håndgribeligt bidrag til opfyldelsen af det første millenniummål om udryddelse af ekstrem fattigdom og sult og understreger, at det derfor er nødvendigt at handle øjeblikkeligt og fremme større investeringer i landbrug og landbrugsudvikling;

54.

fremhæver, at landbrugsudviklingen først og fremmest skal baseres på retten til mad og retten til at producere fødevarer, således at alle mennesker får ret til sikre, ernæringsrigtige og kulturelt hensigtsmæssige fødevarer, der er produceret ved hjælp af økologisk fornuftige og bæredygtige metoder i en selvstændig landbrugsstruktur;

55.

opfordrer EU til at anerkende udviklingslandenes ret til fødevaresuverænitet og at støtte dem med målrettede foranstaltninger, hvorved det gælder om at benytte og udbygge de eksisterende strukturer og ressourcer, f.eks. såsæd, gødning og produktionsmidler, samt at støtte den regionale integration;

56.

opfordrer EU til atter at give landbruget en central plads på sin udviklingsdagsorden og især prioritere landbrugsudviklingsprogrammer, herunder fastsættelse af klare mål for fattigdomsreduktion og opnåelige målsætninger, navnlig foranstaltninger til fremme af små landbrugsbedrifter og produktion af fødevarer til lokale markeder ved anvendelse af biodiversitet med særlig fokus på kapacitetsopbygning for landbrugere med små bedrifter og for kvinder;

57.

opfordrer EU til at gå sammen med medlemslandene, AVS-regeringerne, internationale organisationer, regionale udviklingsbanker og private fonde, ikke-statslige organisationer og lokale myndigheder om på en bedre måde at indarbejde nye projekter og programmer for en indsats mod stigende fødevarepriser i regionale programmer;

58.

opfordrer til, at der iværksættes tiltag til forbedring af skolegangen for unge, således at de kan få adgang til videregående uddannelse i inden for landbrug, herunder undervisning i hvordan man opfylder EU's sundheds- og plantesundhedsstandarder, samt at der skabes jobmuligheder for landbrugskandidater med det formål at mindske fattigdommen og migrationen fra landdistrikter til byområder og undgå »hjerneflugt«-migration fra udviklingslande til udviklede lande;

59.

henviser til Food Crisis Prevention Networks (FCPN) »Code of Good Conduct in Food Crisis Prevention and Management« fra 2008; kræver, at disse adfærdsregler implementeres og overholdes i den fælles landbrugspolitik; støtter og kræver, at civilsamfundet inddrages, og at navnlig kvinder, sammenslutninger af små landbrug og producentsammenslutninger støttes for at sikre fødevaresikkerhed og fødevareselvforsyning;

60.

finder det stærkt betænkeligt, at militær- og forsvarsbudgetterne i mange tilfælde er større end landbrugs- og fødevarebudgetterne;

61.

mener, at husmandsbrugene er hjørnestenen i landbrugsudviklingen; påpeger, at nogle af de mest alvorlige problemer, som små landbrugere i udviklingslandene står over for, er adgang til markeder, jord, uddannelse, finansiering, input og teknologi; bekræfter betydningen af at udvikle landdistrikternes infrastruktur og investeringerne i små landbrug og traditionelle ikke-intensive produktionsmetoder, der er tilpasset de lokale forhold;

62.

mener, at en vigtig faktor i den globale fødevareproduktion er den manglende handel med fødevarer; bemærker, at ifølge FAO steg risproduktionen på verdensplan i 2007, mens handelen med ris faldt i samme tidsrum;

63.

mener, at yderligere, ureguleret handelsliberalisering på landbrugsområdet vil føre til yderligere stigninger i fødevarepriserne og endnu større prissvingninger; understreger, at de hårdest ramte vil være de mest sårbare fødevareimporterende udviklingslande; understreger endvidere, at reglerne for verdenshandelen under ingen omstændigheder må undergrave landes og regioners ret til at støtte deres landbrugssektorer for at garantere deres befolknings fødevaresikkerhed;

64.

mener, at politikkerne for åbning af markederne for landbrugsprodukter inden for rammerne af WTO og bilaterale frihandelsaftaler har bidraget betydeligt til forringelsen af fødevaresikkerheden i mange udviklingslande og i forbindelse med den nuværende globale fødevarekrise; opfordrer Kommissionen til under hensyntagen til disse forhold at revurdere sin tilgang til handel med landbrugsprodukter, som er baseret på det frie marked;

65.

opfordrer de store fødevareeksporterende lande (Brasilien, Argentina, Thailand, osv.) til at handle som pålidelige leverandører af basisfødevarer og til at undgå eksportrestriktioner, der kan få katastrofale følger, især for fattige fødevareimporterende udviklingslande;

66.

er foruroliget over den aktuelle globale finanskrise, der kan resultere i en begrænsning af de disponible finansielle midler til offentlig udviklingsbistand; opfordrer Kommissionen til at analysere, hvordan finanskrisen har påvirket sektoren for udviklingsbistand, og fortsætte med at udforme forslag med henblik på at støtte landbruget i de fattigste lande;

67.

bemærker, at den globale fødevarekrise udgør en af de største trusler mod fred og sikkerhed i verden; glæder sig i den forbindelse over Kommissionens seneste bestræbelser på at undersøge metoder til at håndtere det globale problem vedrørende fødevaresikkerhed; opfordrer medlemsstaterne til at støtte sådanne initiativer på nationalt og lokalt plan;

68.

fastslår endnu en gang, at det er stærk tilhænger af investeringer i teknologi og innovation inden for landbrug og landbrugsproduktion;

69.

understreger betydningen af en forskning, der finansieres af offentlige midler, og som tager sigte på fødevaresikkerheden og ikke blot tjener industriens interesser; kræver investeringer ikke blot i udforskning af nye enkeltteknologier, men også omfattende landbrugssystemer, der kan sikre fødevareforsyningerne på lang sigt; understreger i denne forbindelse den pionerrolle, som eksempelvis en europæisk teknologiplatform for økologisk landbrugsforskning kunne spille på dette område;

70.

fremhæver betydningen af forskning, men også af formidling af forskningsresultater til den enkelte landbrugsbedrift gennem en effektiv landbrugskonsulenttjeneste, navnlig i udviklingslandene; opfordrer til en styrkelse af landbrugsforskning og videngenerering;

71.

er bekymret over, at EU's fokus på krydsoverensstemmelse kan være til skade for forskningen i og rådgivningen om landbrugsproduktion; understreger, at der er behov for begge aspekter;

72.

opfordrer til, at forsknings- og udviklingsprogrammet for et bæredygtigt og energieffektivt landbrug, der er tilpasset de lokale forhold, fremskyndes; tilskynder medlemsstaterne til at støtte forskning, der sigter mod at øge produktiviteten med hensyn til anvendelsen i landbruget; er opmærksom på EU-forbrugernes bekymringer;

73.

er bekymret over de ændrede vejrmønstre, som klimaforandringerne medfører, og som ifølge prognoserne vil gøre tørke og oversvømmelser mere almindelige, hvilket vil få negative konsekvenser for høstudbyttet og mulighederne for at forudsige verdens landbrugsproduktion;

74.

er bekymret over, at gennemførelsen i EU af forslag, der yderligere skal reducere drivhusgasser, kan have en negativ indvirkning på den europæiske fødevareproduktion, navnlig husdyrproduktionen;

75.

anerkender, at der er behov for øget energieffektivitet i landbrugssektoren, som står for en betydelig del af de samlede CO2-emissioner;

76.

mener, at en udvidet anvendelse af biobrændstoffer og bioenergiproduktion kan have en positiv indvirkning på sektoren for landbrug og fødevareforarbejdning, som lider under stigende priser på input såsom gødningsstoffer, pesticider og diesel samt øgede transport- og forarbejdningsomkostninger;

77.

erkender, at landbrugssektoren er eksistensgrundlag for størstedelen af befolkningen i mange udviklingslande, og opfordrer derfor disse lande til at udvikle en mekanisme for stabile og gennemsigtige landbrugspolitikker, som vil sikre langsigtet planlægning og bæredygtig udvikling;

78.

opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge virkningerne af øget bioenergiproduktion i EU og i tredjelande, hvad angår ændret arealanvendelse, fødevarepriser og adgang til fødevarer;

79.

gentager, at incitamenter til bæredygtig dyrkning af energiafgrøder ikke bør bringe fødevareproduktionen i fare;

80.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme forskning og udvikling med henblik på forebyggelse og tilpasning til klimaændringerne, herunder bl.a. forskning i andengenerationsbiobrændstoffer, herunder anvendelsen af højtydende energiafgrøder, miljøvenlig gødning, som er så effektiv som muligt, nye landbrugsteknologier med minimal negativ indvirkning på arealanvendelsen, udvikling af nye plantearter, som er modstandsdygtige over for klimaændringer og relaterede sygdomme, og forskning i måder, hvorpå affald kan anvendes i landbruget;

81.

mener, at der er behov for yderligere forskning inden for landbrug med henblik på at øge det bæredygtige landbrugs produktivitet, og opfordrer medlemsstaterne til fuldt ud at udnytte de muligheder, som Fællesskabets syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration giver i forbindelse hermed, og til at vedtage foranstaltninger til forbedring af landbrugsproduktionen på en bæredygtig og energieffektiv måde;

82.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/23

—

der henviser til Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, undertegnet i Lissabon den 13. december 2007,

—

der henviser til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

—

der henviser til sin beslutning af 20. februar 2008 om Lissabontraktaten (1),

—

der henviser til de forskellige beslutninger angående det civile samfund, som det har vedtaget i indeværende valgperiode,

—

der henviser til Udvalget om Konstitutionelle Anliggenders workshop den 3. juni 2008 med repræsentanter for civilsamfundsorganisationer,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A6-0475/2008),

A.

der henviser til, at en demokratisk og borgernær Europæisk Union forudsætter et snævert samarbejde mellem på den ene side EU-institutionerne og medlemsstaterne og på den anden side det civile samfund på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan,

B.

der henviser til, at åbenhed fra EU-institutionernes og nationale, regionale og lokale myndigheders side over for dialog og samarbejde med borgerne og med det civile samfunds organisationer er en grundlæggende forudsætning for disses engagement i lovgivningsprocessen og regeringsførelsen på alle planer,

C.

der henviser til, at Lissabontraktaten styrker EU-borgernes rettigheder over for Unionen ved at gøre det lettere for borgerne og organisationer, som repræsenterer det civile samfund, at deltage i drøftelserne om et »Europa for Borgerne«,

D.

der henviser til, at de aktuelle bestemmelser, der også indgår i Lissabontraktaten, ganske vist skaber den nødvendige retlige ramme for den civile dialog på europæisk plan, men at de i praksis ikke altid anvendes tilfredsstillende,

E.

der henviser til, at det civile samfund i de 27 medlemsstater befinder sig på meget forskellige udviklingsstadier og i meget forskellig grad benytter sig af mulighederne for deltagelsesdemokrati, deltagelse i lovgivningsprocessen og dialog med de respektive nationale, regionale og lokale myndigheder,

F.

der henviser til, at udtrykket »det civile samfund« refererer til de mange ikke-statslige og almennyttige organisationer, der er etableret af borgerne på eget initiativ, og som udgør en del af det offentlige liv ved at give udtryk for deres medlemmers og andres interesser, ideer og ideologier baseret på etiske, kulturelle, politiske, videnskabelige, religiøse eller filantropiske overvejelser,

G.

der henviser til, at spørgsmålet om fastlæggelse af den repræsentative karakter af det civile samfunds organisationer diskuteres ivrigt, og at visse organisationers aktiviteter og effektivitet i forbindelse med gennemførelse af deres standpunkter ikke altid svarer til graden af deres repræsentativitet,

H.

der henviser til, at de enkelte EU-institutioner har valgt forskellige tilgange til den civile dialog,

1.

værdsætter Den Europæiske Unions bidrag til udvikling af den civile dialog, såvel på europæisk plan som på nationalt, regionalt og lokalt plan;

2.

understreger, at det civile samfund i Europa spiller en vigtig rolle i den europæiske integrationsproces ved at fremføre EU-borgernes holdninger og krav over for de europæiske institutioner; fremhæver betydningen af den sagkundskab, som stilles til rådighed for institutionerne fra det civile samfunds side, og understreger betydningen af, at der informeres og skabes bevidsthed om den civile dialog, navnlig i forbindelse med fremme af EU's aktiviteter og målsætninger, skabelse af samarbejdsnet i Europa og styrkelse af den europæiske identitet og identificeringen med Europa i det civile samfund;

3.

understreger, at der med sigte på realisering af EU's politiske mål og intentioner er behov for en bredere offentlig debat, en mere effektiv civil dialog og en øget politisk bevidsthed;

4.

henviser til sit særlige engagement inden for rammerne af den civile dialog og til den betydning, denne dialog har i Lissabontraktaten, hvor den tillægges rang af overordnet princip for samtlige EU's aktiviteter;

5.

glæder sig over styrkelsen af det repræsentative demokrati og deltagelsesdemokratiet gennem Lissabontraktatens bestemmelser om det såkaldte borgerinitiativ, der indebærer, at en million borgere fra et antal medlemsstater kan opfordre Kommissionen til at forelægge et forslag til retsakt;

6.

opfordrer EU-institutionerne og de nationale, regionale og lokale myndigheder i medlemsstaterne til bedst muligt at udnytte de eksisterende retsforskrifter og eksempler på god praksis til at udvikle dialogen med borgerne og det civile samfunds organisationer; mener navnlig, at Parlamentets informationskontorer i hver medlemsstat bør spille en aktiv rolle med hensyn til at fremme, organisere og lede fora, som skal finde sted mindst en gang om året med deltagelse af Parlamentet og repræsentanter for den pågældende medlemsstats civile samfund, og understreger betydningen af, at Parlamentets medlemmer – både fra den pågældende medlemsstat og fra andre medlemsstater – deltager regelmæssigt i disse fora;

7.

opfordrer EU-institutionerne til at inddrage alle interesserede repræsentanter for det civile samfund i den civile dialog, og i denne sammenhæng er det især vigtigt at give unge EU-borgere mulighed for at blive hørt fordi de kommer til at forme og tage ansvar for det fremtidige EU;

8.

opfordrer EU-institutionerne til at sikre, at alle EU-borgere - kvinder og mænd, gamle og unge, fra byen såvel som fra landet - kan deltage i den civile dialog, aktivt, uden diskriminering og på lige fod, og navnlig at personer fra sproglige minoriteter har mulighed for at kommunikere på deres modersmål i sådanne fora; henviser til, at EU således må bidrage til realisering af princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder og bør stå som et godt eksempel ved gennemførelsen, både i og uden for EU;

9.

opfordrer EU-institutionerne til at vedtage en interinstitutionel aftale, hvori der er fastlagt bindende retningslinjer for udpegning af repræsentanter for det civile samfund og opstillet metoder til udformning og finansiering af høringer, i overensstemmelse med de generelle principper og minimumsstandarder ved høring af interesserede parter (2); påpeger, at alle EU-institutioner med dette for øje bør føre opdaterede registre over alle relevante ikke-statslige organisationer, hvad enten de er aktive i medlemsstaterne og/eller fokuserer på EU-institutionerne;

10.

opfordrer EU-institutionerne til at integrere den civile dialog i alle Kommissionens generaldirektorater, alle Rådets arbejdsgrupper og alle Parlamentets udvalg og i denne forbindelse at tage hensyn til princippet om transparens samt sikre et velafbalanceret forhold mellem den offentlige og den private sektor;

11.

opfordrer EU-institutionerne til med henblik på sikring af bedre kommunikation, koordinering og bedre information om foranstaltningerne at tilstræbe et snævrere samarbejde om udbygningen af den civile dialog i Europa og til aktivt at markere den europæiske holdning over for EU's borgere; bemærker i denne forbindelse, at regelmæssige møder mellem det civile samfund og kommissionsmedlemmerne i fora i medlemsstaterne er et særdeles ønskværdigt tiltag som en metode til at mindske fornemmelsen af, at der er en kløft mellem EU og borgerne;

12.

opfordrer Rådet til at lette og forenkle adgangen til dets aktiviteter, da dette er en grundlæggende forudsætning for indledning af en ægte dialog med det civile samfund;

13.

understreger betydningen af en veludviklet europæisk kommunikationspolitik i forbindelse med tilrådighedsstillelsen af nye midler og redskaber til kommunikation med EU's borgere (internet, e-teknologier og moderne audiovisuelle teknologier);

14.

går ind for fortsættelse af allerede velfungerende EU-initiativer med sigte på at øge det civile samfunds inddragelse i den europæiske integrationsproces, som f.eks. Europe by Satelite, Borgernes Agora, temaspecifikke borgerfora (f.eks. Your Europe), diskussioner på internettet osv.;

15.

henviser navnlig til betydningen af professionelle meningsmålinger i EU med sigte på identifikation af og bedre forståelse for EU-borgernes behov og forventninger, for så vidt angår EU's funktionsmåde; opfordrer indtrængende både EU-institutionerne og det civile samfund i medlemsstaterne til at have disse forventninger in mente i deres indbyrdes relationer og drøftelser;

16.

opfordrer de nationale, regionale og lokale organer i medlemsstaterne til at fremme den civile dialog, navnlig i de lande og regioner og på de områder, hvor den endnu ikke er fuldt udviklet og gennemført; opfordrer desuden indtrængende disse organer til aktivt at fremme udviklingen af regional interaktion mellem civilsamfundsorganisationer i de forskellige medlemsstater og initiativer på tværs af grænserne; mener, at muligheden for at danne grupper af medlemsstater også bør afprøves som et redskab til at fremme udveksling af ideer og erfaringer inden for EU;

17.

appellerer til repræsentanterne for det europæiske samfund om at deltage aktivt i den civile dialog og i udformningen af europæiske programmer og politikområder, hvorved det bliver muligt at påvirke beslutningsprocessen;

18.

opfordrer EU's borgere til i øget udstrækning at engagere sig i debatter og drøftelser om europæiske spørgsmål og til at deltage i det forestående valg til Europa-Parlamentet;

19.

henviser til, at der med henblik på dialogen med borgerne på alle planer - både på EU-plan og på nationalt, regionalt og lokalt plan - er behov for passende finansielle midler, og opfordrer deltagerne i denne dialog og de instanser, der har ansvaret for den, til at sikre tilstrækkelig finansiering;

20.

understreger, at der – ud over dialogen med det civile samfund – også er behov for en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog mellem EU og kirkerne og de religiøse samfund som omhandlet i Lissabontraktaten;

21.

opfordrer EU-institutionerne til i fællesskab at stille information om civilsamfundsorganisationernes repræsentativitet og aktiviteter i Europa til rådighed, for eksempel i en offentlig og brugervenlig database;

22.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et nyt forslag til europæiske foreninger, således at europæiske civilsamfundsorganisationer kan benytte et fælles retsgrundlag;

23.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til medlemsstaternes parlamenter, Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/26

—

der henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og navnlig bestemmelserne heri om oprettelse af det indre marked, der garanterer virksomheder frihed til at levere tjenesteydelser i andre medlemsstater,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (1) (»UCP-direktivet«),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (2) (»MCA-direktivet«),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame (3),

—

der henviser til Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (»forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde«) (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (6) og beretning fra Kommissionen af 18. november 2008 om dets anvendelse, (KOM(2008)0756),

—

der henviser til Kommissionens grønbog af 27. november 2008 om kollektivt søgsmål for forbrugere (KOM(2008)0794),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. marts 2007 om EU's strategi for forbrugerpolitikken 2007-2013 (KOM(2007)0099),

—

der henviser til de 400 andragender om vildledende erhvervsguider fra 24 medlemsstater og 19 tredjelande, der er blevet modtaget af Udvalget for Andragender,

—

der henviser til sin beslutning af 16. december 2008 om vildledende praksis hos udgivere af erhvervsvejvisere (7),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (8),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A6-0514/2008),

A.

der henviser til, at Kommissionens EU-forbrugerbeskyttelsesstrategi 2007-2013 sigter imod »bedre overvågning af forbrugermarkederne og de nationale forbrugerpolitikker« og »en rettidig og ensartet gennemførelse af direktivet om urimelig handelspraksis« i særdeleshed,

B.

der henviser til, at UCP-direktivet indeholder en ny fremgangsmåde på området EU-forbrugerret, idet det indeholder bestemmelser om en maksimal harmonisering til beskyttelse af forbrugerne mod urimelig handelspraksis,

C.

der henviser til, at MCA-direktivet kodificerer direktiv 84/450/EØF og i særdeleshed ændringerne hertil indført ved direktiv 97/55/EF og indsnævrer dets formål til virksomhed-til-virksomhed handel (B2B),

D.

der henviser til, at UCP-direktivets anvendelsesområde er begrænset til transaktioner mellem virksomheder og forbrugere, og at det ikke omfatter alle handelspraksis, men kun dem, som kan betragtes som urimelige; der henviser til, at UCP-direktivet er begrænset til handelspraksis, som kan skade forbrugernes økonomiske interesser, og at tilpasninger af nationale lovgivning om beskyttelse af virksomheder mod andre virksomheders urimelige handelspraksis ikke er påkrævet inden for UCP-direktivets rammer,

E.

der henviser til, at tre medlemsstater ikke har indberettet de foranstaltninger, der er vedtaget for at gennemføre UCP-direktivet til Kommissionen, nemlig Tyskland, Spanien og Luxembourg; der henviser til, at tre anmodninger om en præjudiciel afgørelse er blevet henvist til Domstolen for De Europæiske Fællesskaber (Domstolen), for så vidt angår de nationale foranstaltningers kompatibilitet med UCP-direktivet; der henviser til, at Kommissionen er af den opfattelse, at der er konstateret en utilstrækkelig gennemførelse i visse medlemsstater,

F.

der henviser til, at UCP- og MCA-direktiverne giver medlemsstaterne betydelig handlerum, for så vidt angår retsmidler og straffe for overtrædelse af bestemmelserne heri,

G.

der henviser til, at der er mangel på effektive retsmidler i forbindelse med overtrædelse af MCA-direktivet såvel som manglende håndhævelse af dette direktiv, som det bl.a. fremgår af erhvervsguideselskaber, der anvender vildledende praksis,

1.

understreger betydningen af UCP- og MCA-direktiverne med henblik på at give forbrugerne og virksomhederne mere mod til at indgå grænseoverskridende handler og sikre større retssikkerhed for virksomheder med hensyn til antageligheden af forskellige former for handelspraksis og reklame på det indre marked;

2.

fremhæver UCP-direktivet som en betydningsfuld lovgivning inden for området forbrugerlovgivning, hvis transponering, gennemførelse og håndhævelse vil være en afgørende kilde for den fremtidige udvikling i EU's forbrugerret og for fuld udvikling af det indre markeds potentiale og for udviklingen af grænseoverskridende handel og e-handel;

3.

er overbevist om, at en korrekt transponering, gennemførelse og håndhævelse af UCP- og MCA-direktiverne er væsentlig for at gennemføre målene for disse direktiver, især på baggrund af forskellene i håndhævelsessystemer og gennemførelsesteknikker i medlemsstaterne, kompleksiteten i visse af de juridiske begreber i direktiverne, mange forskellige og omfattende eksisterende nationale bestemmelser vedrørende urimelig handelspraksis og reklame og direktivernes brede anvendelsesområde;

4.

opfordrer Kommissionen med henvisning til betragtning 8 i UCP-direktivet om urimelig handelspraksis til at undersøge, om der er behov for at beskytte små og mellemstore virksomheder mod aggressiv handelspraksis, og i påkommende tilfælde til at iværksætte de nødvendige opfølgningsforanstaltninger;

5.

udtrykker tilfredshed med Kommissionens indsats med henblik på at hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre UCP- og MCA-direktiverne;

6.

bemærker, at artikel 3a, stk. 2, i direktiv 84/450/EØF som ændret af direktiv 97/55/EF, hvori der henvises til »sammenlignende reklame vedrørende særtilbud«, udgik og hverken står i UCP-direktivet eller i MCA-direktivet; beklager, at der er forvirring vedrørende følgevirkningerne af denne udgåelse for virksomhed-til-forbruger handel, der især fremgår af medlemsstaternes forskellige holdninger til bevarelsen i national ret efter vedtagelsen af UCP-direktivet af allerede eksisterende bestemmelser om gennemførelse af artikel 3a, stk. 2, i direktiv 84/450/EØF som ændret af direktiv 97/55/EF; opfordrer medlemsstaterne til med Kommissionens hjælp at undersøge dette og træffe eventuelle opfølgningsforanstaltninger;

7.

mener, at Kommissionen enten bør fremsætte et forslag om en ændring af MCA-direktivet, således at det omfatter en sort liste over praksis, der under alle omstændigheder må betragtes som vildledende, eller udvide UCP-direktivets anvendelsesområde til at omfatte virksomhed-til-virksomhed-aftaler især med hensyn til punkt 21 i bilag I deri; anmoder Kommissionen om senest i december 2009 at aflægge beretning om de trufne foranstaltninger;

8.

konstaterer, at adskillige medlemsstater har opsplittet den sorte liste i bilag I i UCP-direktivet, da de transponerede og gennemførte det i deres retssystemer; mener, at opsplitning af den sorte liste i forskellige stykker national lovgivning skaber forvirring for virksomhederne og kan føre til fordrejninger i gennemførelsen af UCP-direktivet; anmoder Kommissionen om at samarbejde med medlemsstaterne om at tilpasse deres nationale lovgivning, således at »sortlisterne« i videst muligt omfang er tilgængelige og til nytte for forbrugerne;

9.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gennemgå deres retssystemer for at undgå eventuelle overlapninger af bestemmelser, der er vedtaget i forbindelse med transponeringen af UCP- og MCA-direktiverne og allerede eksisterende nationale bestemmelser og derved sikre større klarhed for forbrugerne og virksomhederne vedrørende transponeringsproceduren;

10.

opfordrer medlemsstaterne til at koncentrere deres indsats om den egentlige transponering, gennemførelse og håndhævelse af UCP- og MCA-direktiverne og sikre, at alle relevante nationale domme og afgørelser fra EF-Domstolen overholdes;

11.

mener, at forbrugere og virksomheder, der foretager grænseoverskridende transaktioner, hæmmes af en forkert eller forsinket omsætning af direktiverne;

12.

bemærker, at nogle medlemsstater har fastlagt, at kun bestemte tilsynsorganer kan håndhæve de nationale bestemmelser, der er vedtaget vedrørende gennemførelse af UCP-direktivet, og ikke har fastlagt bestemmelse om en direkte ret til at klage for forbrugerne, som således ikke har ret til at indbringe erstatningskrav som følge af urimelig handelspraksis; opfordrer medlemsstater, som ikke allerede har gjort det, til at overveje nødvendigheden af at give forbrugerne en direkte klageret for at sikre, at de er tilstrækkelig beskyttet mod urimelig handelspraksis;

13.

udtrykker tilfredshed med Kommissionens Airlines Sweep og Ringtones Sweep (prisundersøgelser) som et første skridt hen imod en bedre kontrol af gennemførelsen og håndhævelsen af lovgivningen vedrørende det indre marked; understreger behovet for at gennemføre en omfattende kontrol på dette område med jævne mellemrum; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med CPC-netværket (Consumer Protection Cooperation Network) at indsamle lignende data om gennemførelsen af lovgivningen vedrørende det indre marked inden for andre vigtige sektorer på det indre marked;

14.

opmuntrer Kommissionen til at udvikle mere effektive redskaber til kontrol af gennemførelsen som f.eks. »sweeps« på en sådan måde, at håndhævelsen af forbrugerbeskyttelseslovgivningen kan forbedres; anmoder Kommissionen om at overveje muligheden for at integrere sweeps i forbrugerresultattavlen, der indføres som en overvågningsmekanisme;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde fuldt ud med Kommissionen om gennemførelsen af og opfølgningen på Kommissionens sweeps;

16.

understreger betydningen af rimelige, rettidige og nøjagtige data og oplysninger for en passende overvågning af markederne for forbrugsvarer; understreger, at virksomheds- og forbrugerorganisationer spiller en afgørende rolle i tilvejebringelsen af sådanne data;

17.

understreger betydningen af en grænseoverskridende håndhævelse for det indre markeds funktion; opfordrer Kommissionen til at udbygge anvendelsen af CPC-netværket på en sådan måde, at den grænseoverskridende håndhævelse kan forbedres; understreger behovet for at øge kendskabet til Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at afsætte tilstrækkelig personale og finansielle ressourcer til den grænseoverskridende håndhævelse;

19.

opfordrer medlemsstaterne og de nationale retsmyndigheder til at styrke det grænseoverskridende samarbejde vedrørende vildledende »databasetjenesteydelser«;

20.

udtrykker tilfredshed med Kommissionens initiativ med henblik på at oprette en offentligt tilgængelig database af nationale foranstaltninger, der er vedtaget med henblik på at transponere UCP-direktivet, retspraksis derom og andet relevant materiale; opfordrer Kommissionen til at inkludere overvågningsrapporter fra eksperter i denne database, hvori der med udgangspunkt i dokumenterede sager i databasen fremsættes specifikke anbefalinger til tiltag til forbedring af håndhævelsen af lovgivningen; opfordrer endvidere Kommissionen til at anvende denne database til at oprette en hjemmeside for ensartet adgang, hvor både virksomheder og forbrugere kan finde oplysninger om den lovgivning, der er gældende i medlemsstaterne;

21.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at organisere oplysningskampagner for at gøre forbrugerne mere bevidste om deres rettigheder og give dem større beskyttelse mod urimelig handelspraksis og vildledende sammenlignende reklame;

22.

understreger, at kontrollen med transponering, gennemførelse og håndhævelse er ressourcekrævende; mener derfor, at Kommissionen bør gives tilstrækkeligt personale til at føre et mere effektivt tilsyn med gennemførelsen;

23.

opfordrer medlemsstaterne til at give tilstrækkelig vejledning til selskaberne på nationalt niveau; fremhæver som en bedste praksis-vejledningen »Consumer Protection from Unfair Trading Regulations: a basic guide for business«, der er udgivet af det britiske ministerium for erhvervsliv, virksomheder og lovgivningsreform i samarbejde med Det Britiske Kontor For Rimelig Handel;

24.

fastholder, at Kommissionen skal overholde fristen for forelæggelse af en samlet rapport senest den 12. juni 2011 i henhold til artikel 18 i UCP-direktivet, hvori der redegøres for erfaringerne erhvervet med MCA-direktivet;

25.

pålægger sin formand til at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/31

—

der henviser til FN's havretskonvention af 10. december 1982,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (1) (FFP),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse med titlen »Den fælles fiskeripolitiks rolle i gennemførelsen af en økosystemtilgang til forvaltning af havet« (KOM(2008)0187),

—

der henviser til Rådets (landbrug og fiskeri) konklusioner af 29. og 30. september 2008 om ovennævnte meddelelse fra Kommissionen,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A6-0485/2008),

A.

der henviser til, at i ethvert geografisk område er de levende organismer (mennesker, planter, dyr og mikroorganismer), deres fysiske miljø (f.eks. jord, vand, luft) og de naturlige cyklusser, der holder dem i live, indbyrdes forbundne,

B.

der henviser til, at udviklinger, samspil og forandringer i et sådant økosystem har direkte og ofte uønskede eller uforudsete virkninger for andre elementer såvel inden for som uden for det pågældende system, og tilsvarende, at udviklinger uden for systemet kan have umiddelbar indvirkning på systemet,

C.

der henviser til, at en økosystemtilgang til fiskeriet for indeværende udgør det bedste grundlag for et globalt system til forvaltning og beslutningstagning, som tager hensyn til samtlige berørte aktører og elementer, deres krav og behov samt den fremtidige indvirkning på systemet og dets interaktioner,

D.

der henviser til, at fiskeriet i farvandene under hver medlemsstats eksklusive økonomiske zone har afgørende betydning for deres suverænitet og uafhængighed, navnlig på fødevareområdet,

E.

der henviser til, at vor viden om havene og de faktorer, der påvirker dem, stadig er begrænset, men at vi ikke desto mindre ved, at mange såvel kommercielle som ikke-kommercielle fiskebestande er udtømt både i EU og andre steder, og at dette har mange årsager, men hyppigst skyldes overfiskning,

F.

der henviser til, at den videnskabelige forskning i fiskeressourcernes bæredygtighed forudsætter, at overvejelser, der beror på forudindtagede idéer, afvises, og at forslaget til en økosystemtilgang til fiskeressourcerne derfor først reelt vil være økosystembaseret, hvis det beror på validerede videnskabelige oplysninger,

G.

der henviser til, at denne økosystembaserede tilgang bør være dynamisk og fleksibel med hensyn til oplysnings- og beslutningsprocedurer på grund af behovet for løbende tilpasning til nye videnskabelige fakta og nye interaktioner,

H.

der henviser til, at der ifølge Kommissionens meddelelse med titlen »Rapporter fra medlemsstaterne om adfærd i 2006, der alvorligt krænkede den fælles fiskeripolitiks regler« (KOM(2008)0670) fortsat sker mange alvorlige og foruroligende overtrædelser af reglerne for den fælles fiskeripolitik trods forsøg på at reducere EU-fiskerflådens kapacitet,

I.

der henviser til, at vurderingen af fiskeressourcerne tager hensyn til bestandenes bæredygtighed, og at denne er af afgørende betydning for fiskeriet, hvorfor det er medlemsstaternes opgave at sikre den,

J.

der henviser til, at det overordnede mål med fiskeripolitikken, der er godkendt af alle de lande, der deltog i verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002, er at opnå den maksimale bæredygtige fangst,

K.

der henviser til, at det markante fald i indtægten i fiskerisektoren skyldes, at mange kommercielt værdifulde fiskebestande er opfisket, hvilket har gjort det nødvendigt at indføre fiskeribegrænsninger, samt stagnerede/reducerede priser ved første salg, ledsaget af en eksponentiel vækst i produktionsomkostninger (dieselolie og benzin), hvilket er en situation, der forværres i lande, hvor omkostningerne er højere, navnlig grundet manglende eller utilstrækkelige støtteforanstaltninger til sektoren sammenlignet med tilsvarende foranstaltninger i andre lande,

L.

der henviser til Kommissionens forslag i forbindelse med indledningen af en debat om en eventuel reform af den fælles fiskeripolitik,

1.

bifalder ovennævnte meddelelse fra Kommissionen om en økosystemtilgang til forvaltning af havet og understreger, at dette initiativ bidrager til at sikre, at fiskeressourcerne udnyttes på en økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig måde;

2.

understreger behovet for, at en sådan økosystemtilgang til forvaltning af havet kan føre til et dynamisk og fleksibelt system for forvaltning, gensidig udveksling af viden og forskning med henblik på inddragelse af yderligere variabler, som måtte udspringe af uforudsete faktorer og andre videnskabelige discipliner i fremtiden;

3.

opfordrer i den forbindelse Kommissionen til i sit forslag at medtage metoder og instrumenter, som kan muliggøre gensidig udveksling af information og data samt en kontinuerlig læringsproces for alle berørte parter, således at de alle kan bidrage til videreudviklingen af økosystemtilgangen, således at det kan demonstreres og bevises, at den er til alles fordel;

4.

minder om, at fiskeriet er afgørende for at sikre menneskets ernæring og overlevelse og mener, at dette er enhver fiskeripolitiks primære målsætning;

5.

henleder opmærksomheden på den afgørende økonomiske, sociale og kulturelle rolle, fiskeriet spiller i nogle af EU's kystsamfund;

6.

understreger på ny, at den fælles fiskeripolitik bør fremme modernisering og en bæredygtig udvikling af fiskerisektoren, sikre dens socioøkonomiske levedygtighed og fiskebestandenes bæredygtighed samt sikre forsyningen af fisk til befolkningen, fødevaresuverænitet og -sikkerhed, bevarelse af arbejdspladser samt bedre levevilkår for fiskerne,

7.

mener, at en fælles fiskeripolitik bør tage hensyn til de mange dimensioner af social, miljømæssig og økonomisk karakter, der kræver en integreret og harmoniseret tilgang, som er uforenelig med en indfaldsvinkel, der inddeler disse i henhold til på forhånd fastlagte prioriteter;

8.

understreger, at en fælles fiskeripolitik, i betragtning af dens målsætninger, ikke bør være underordnet andre EU-politikker; mener derimod, at disse bør sikre og inkorporere fiskeripolitikkens målsætninger;

9.

understreger, at en bæredygtig udvikling af et givet kystområde kræver en forbedring af samspillet mellem områdets miljømæssige, naturlige og menneskelige aspekter samt en forbedring af livskvaliteten i fiskersamfundene; gentager, at en fiskeripolitik bør tage udgangspunkt i den indbyrdes afhængighed mellem fiskersamfundenes velfærd og bæredygtigheden af økosystemerne, som de er en integreret del af;

10.

understreger i denne forbindelse behovet for at anerkende de ganske særlige forhold, der gør sig gældende i kystfiskeriet af mindre omfang og det ikke-industrielle fiskeri samt betydningen heraf;

11.

understreger derfor, at fortsat opfyldelse af de enkelte medlemsstaters fødevarebehov, beskyttelse af den strategiske fiskerisektors og fiskersamfundenes levedygtighed samt opretholdelse af økosystemernes bæredygtighed ikke er uforenelige målsætninger;

12.

finder, at det med henblik på at bevare fiskebestandene på et acceptabelt niveau på verdensplan er nødvendigt også at sætte loft over det antal dage, fiskerne må være på havet;

13.

understreger, at anvendelsen af en økosystemtilgang til forvaltning af havet nødvendigvis kræver en tværfaglig og tværsektoriel indsats, der omfatter de forskellige foranstaltninger og politikker af betydning for økosystemerne, der går langt ud over og er længere fremme end de politikker, der føres på fiskeriområdet, eftersom det i modsat fald ikke vil være muligt at nå målene for økosystemtilgangen;

14.

gentager behovet for at undersøge og træffe foranstaltninger med hensyn til de mange faktorer, som har en væsentlig indvirkning på økosystemernes bæredygtighed og på bestandenes tilstand og derfor også på fiskeriaktiviteterne, såsom forurening i kystområder og på åbent hav, spildevand fra industrivirksomheder og landbrug, omledning af floder, opmudring, havneaktiviteter, søtransport og turisme;

15.

understreger, at der er store forskelle mellem de forskellige havområder og deres fiskeressourcer og også mellem de forskellige flåder og fiskerimetoder, der anvendes, og deres indvirkning på økosystemerne, hvilket kræver forskelligartede og særligt tilpassede fiskeriforvaltningsforanstaltninger såsom tekniske ændringer af nettene, lukning af visse områder og reduktion af fiskeriindsatsen;

16.

insisterer på, at det er nødvendigt at indføre støtte- eller kompensationsmekanismer for fiskere, der er berørt af de økonomiske og sociale virkninger af de flerårige genopbygnings- og forvaltningsplaner, og foranstaltninger til beskyttelse af økosystemerne;

17.

understreger, at gennemførelsen, der nødvendigvis skal være gradvis, af en samlet, tværfaglig og tværsektoriel tilgang til forvaltning af havet kræver en forbedring og konstant uddybning af den videnskabelige viden for at sikre, at der træffes foranstaltninger, der beror på validerede videnskabelige oplysninger;

18.

gør opmærksom på, at Kommissionen inddrager fiskerisektoren i en egentlig tværsektoriel plan til bevarelse af havmiljøet i lighed med bestemmelserne i havstrategirammedirektivet (2), som udgør miljøsøjlen i EU's nye havpolitik;

19.

understreger, at de videnskabelige undersøgelser af fiskeriet er af central betydning for fiskeriforvaltningen og er nødvendige for at fastslå, hvilke faktorer der bestemmer udviklingen af fiskeressourcerne, og for at gennemføre en kvantitativ vurdering heraf samt udarbejde forudsigelsesmodeller for udviklingen, men også for at forbedre fiskeriredskaber, fartøjer samt fiskernes arbejds- og sikkerhedsforhold i synergi med fiskernes viden og erfaring;

20.

foreslår, at der foretages videnskabelige undersøgelser med henblik på at kortlægge den nye fordeling af de marine arter, der fiskes efter, og som er resultatet af de nylige forandringer af farvandenes fysiske og kemiske parametre i forbindelse med klimaændringerne; mener, at disse undersøgelser bør danne grundlag for en omarbejdning af en række eksisterende genopretningsplaner, herunder for bestandene af sydlig kulmule og jomfruhummer i farvandene ud for Den Iberiske Halvø;

21.

fremhæver nødvendigheden af, at der udarbejdes forskningsprojekter for akvakultur med henblik på genoprette bestandene af de mest truede arter;

22.

mener i denne forbindelse, at det er nødvendigt at investere i uddannelsen af menneskelige ressourcer, frigøre tilstrækkelige finansielle midler og fremme samarbejdet mellem medlemsstaternes forskellige offentlige myndigheder;

23.

understreger, at den videnskabelige forskning bør tage hensyn til sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter ved fiskeriet; mener, at det er afgørende at vurdere de forskellige fiskeriforvaltningssystemers/-redskabers virkning på beskæftigelsen og indtægten i fiskersamfundene;

24.

understreger, at den første og vigtigste opgave i forbindelse med forvaltning af fiskeriet i dets egenskab af en aktivitet, der udnytter selvfornyende ressourcer, består i (direkte eller indirekte) at kontrollere den samlede fiskeriindsats, således at målet fra det ovennævnte topmøde i Johannesburg i 2002 kan nås;

25.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at genoverveje det nuværende system med samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) og kvoter som hovedinstrument til forvaltning af havets ressourcer samt nytteværdien heraf i lyset af de nuværende fiskeribegrænsninger;

26.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge og foreslå åbne kontrol- og overvågningssystemer i forbindelse med landing af fangster, ulovlige fangster og udsmid af bifangster;

27.

anser de ovennævnte foranstaltninger for at være en afgørende forudsætning for, at de kompetente videnskabelige organer kan foretage en præcis vurdering af fiskebestandenes tilstand;

28.

erkender, at de nuværende fiskeriforvaltningsinstrumenter, der er baseret på TAC, påvirker fangsten direkte og fiskeriindsatsen indirekte; understreger derfor, at det er nødvendigt at kontrollere fiskeriindsatsen, for at denne metode kan virke mere effektivt; opfordrer Kommissionen til at undersøge de forskellige instrumenter til forvaltning af fiskebestandene, idet den sikrer, at de nuværende instrumenter ikke ændres, så længe der ikke er fundet et alternativ, der kan sikre en mere hensigtsmæssig udnyttelse af fiskebestandene;

29.

understreger, at fordelingen af TAC mellem flåder og fiskeredskaber, under overholdelse af princippet om relativ stabilitet, er et rent nationalt anliggende; mener, at kvotefordelingen i de enkelte medlemsstater bør tage hensyn til arten af redskaber (trawl o.a.) og de respektive fangster;

30.

udtrykker dyb bekymring over eventuelle ændringer i den fælles fiskeripolitik, der fremmer koncentration af fiskeriet, navnlig for så vidt angår retten til adgang til fiskeressourcerne;

31.

understreger, at nedsættelsen og koncentrationen af kvoter hos visse fiskere ikke nødvendigvis er ensbetydende med en nedsættelse af fiskeriindsatsen, men blot en koncentration af udnyttelsen af fiskeressourcerne;

32.

glæder sig over den positive særbehandling med hensyn til støtte til modernisering af fiskerflåden i visse EU-regioner i den yderste periferi og finder det afgørende, at denne støtte videreføres efter udløbet af den nuværende finansielle ramme 2007-2013, således at det også i den efterfølgende periode er muligt at sikre et bæredygtigt og miljøvenligt fiskeri;

33.

finder det absolut nødvendigt at fastholde undtagelsen i forbindelse med adgang til søterritoriets område, ud til mindst 12 sømil, som et middel til at fremme de marine kystøkosystemers bæredygtighed, de traditionelle fiskeriaktiviteter og fiskersamfundenes overlevelse; anmoder om, at undtagelsen får permanent karakter;

34.

anmoder om, at det område, der svarer til den eksklusive økonomiske zone hos regionerne i den yderste periferi, permanent betragtes som »eksklusiv adgangszone« for at sikre de marine økosystemers, fiskeriets og de lokale fiskersamfunds bæredygtighed;

35.

finder det ikke rimeligt at måle fiskeriindsatsen på ensartet vis uden at tage hensyn til flådernes og redskabernes forskellighed; mener, at kontrollen med fiskeriindsatsen bør tage hensyn til de mange forskellige fiskearter og redskaber og fangsternes indvirkning på bestanden af hver art;

36.

mener, at den vægt der lægges på fiskeriindsatsen baseret på kW/dag kun giver mening i tilfælde af bundtrawl, og er ubrugelige i forhold til andre redskabstyper;

37.

mener, at områdeafgrænsninger (lukkede eller beskyttede områder, som f.eks. beskyttede havområder) kræver et tværfagligt videnskabeligt grundlag, som retfærdiggør disse, ved især at analysere påvirkningen fra de forskellige aktiviteter og diverse andre faktorer med reelle indvirkninger på økosystemerne, og at de reelle fordele ved disse afgræsninger dokumenteres i målrettede og tilbundsgående undersøgelser af de miljømæssige og socioøkonomiske konsekvenser for fiskersamfundene;

38.

konstaterer, at reduktionen af fiskerikapaciteten primært er opnået ved at fremme ophugningen af fiskerfartøjer, en fremgangsmåde, som dog ikke har været ensartet i de forskellige medlemsstater; understreger derfor, at tilpasningen af de forskellige nationale flåder til fiskeressourcerne skal tage hensyn til den allerede effektuerede reduktion af fiskerikapaciteten;

39.

finder ophugningspolitikken uhensigtsmæssig og uberettiget, idet der ikke tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de forskellige flåder, fiskeressourcerne, de enkelte medlemsstaters forskellige forbrugsbehov og de socioøkonomiske konsekvenser;

40.

mener derfor, at en af de første opgaver, der skal udføres som en del af fiskeripolitikken, er en videnskabelig vurdering af, hvorvidt der findes alt for store flåder, og i givet fald hvilke, og om der findes overudnyttede ressourcer, og i givet fald hvor, med henblik på at kunne træffe passende foranstaltninger;

41.

bemærker, at fiskeriforvaltning efter en forsigtighedstilgang i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 er defineret på følgende måde: »manglende pålidelige videnskabelige data bør ikke anvendes som begrundelse for at udskyde eller undlade at træffe forvaltningsforanstaltninger til bevarelse af målarter, tilknyttede eller afhængige arter og ikke-målarter samt deres miljø«;

42.

bekræfter betydningen af kontrol med fiskeriforvaltningen, hvilket hører under medlemsstaternes kompetenceområde;

43.

efterspørger støtte til installation og modernisering af passende overvågnings- og kontrolforanstaltninger i medlemsstaternes eksklusive økonomiske zoner, som især skal kunne bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri), forbedre sikkerheden til søs og beskytte de maritime økosystemer;

44.

anser gennemførelsen af de allerede vedtagne foranstaltninger mod IUU-fiskeri for væsentlig og opfordrer medlemsstaterne til at styrke deres kontrolmekanismer;

45.

opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger til anvendelse på importerede fiskeriprodukter, der handles på det indre marked, for at sikre, at disse fiskeriprodukter underlægges de samme krav, som gælder for fiskevarer fra de forskellige medlemsstater;

46.

bekræfter nødvendigheden af en kontinuerlig forbedring af fiskeredskaber med henblik på at forbedre selektiviteten, hvilket vil være en vigtig faktor for at reducere bifangster og formindske miljøpåvirkningen; opfordrer Kommissionen til at udforme specifikke politiske instrumenter, der kan tilskynde fiskerne til at træffe enhver foranstaltning til at reducere deres bifangster mest muligt;

47.

mener, at indførelsen af industrielle trawlredskaber har fået fiskeridødeligheden til at stige, hvilket har gjort det nødvendigt med særskilt kontrol af disse redskaber, og at de indførte restriktioner med hensyn til fiskeriområdet (tæt på eller langt fra kysten) skal opretholdes;

48.

anmoder indtrængende Kommissionen om at fremme mere miljøvenlige fiskerimetoder via anvendelse af mere selektive teknikker, som kan nedbringe bifangsterne og brændstofforbruget i fiskeperioderne;

49.

opfordrer Kommissionen til at fremskynde processen med miljømærkning af fisk så meget som muligt med henblik på at fremme et renere og mere miljøvenligt fiskeri;

50.

understreger, at det er af afgørende betydning for arbejdet med at vedtage mere hensigtsmæssige og effektive politikker, at fiskerisektoren inddrages i fastlæggelse, gennemførelse og evaluering af fiskeripolitikkens forskellige foranstaltninger;

51.

understreger, at de regionale rådgivende råd kan spille en vigtig rolle i beslutningsprocessen i forbindelse med den fælles fiskeripolitik, hvis man vel at mærke involverer fiskerne samt de forskere, der har ansvaret for evaluering af fiskeressourcerne, i processen; fastslår, at de regionale rådgivende råds arbejde bør finansieres på passende måde;

52.

understreger, at samarbejdet med tredjelandsfiskerflåder, der fisker efter de samme bestande som EU-flåderne, bør øges som led i regional- og naboskabspolitikken med henblik på at opretholde disse bestande;

53.

fastholder nødvendigheden af at støtte de grupper af fiskere og faglige organisationer, der er villige til at dele ansvaret for gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik (fælles forvaltning);

54.

opfordrer til en større decentralisering af den fælles fiskeripolitik med henblik på i højere grad at inddrage fiskerne, deres repræsentative organisationer og fiskerisamfundene i den fælles fiskeripolitik og i fiskeriforvaltningen, samtidig med at det sikres, at visse minimumsstandarder, der er de samme i hele Fællesskabet, overholdes;

55.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/38

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 24. juni 2008 om de offentlige finanser i ØMU – 2008 – Betydningen af kvaliteten af de offentlige finanser i forbindelse med EU's styringsrammer (KOM(2008)0387),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juni 2007 om de offentlige finanser i ØMU – 2007 – Sikring af effektiviteten af den præventive del af stabilitets- og vækstpagten (KOM(2007)0316),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 7. maj 2008 om ØMU@10: resultater og udfordringer efter 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union (KOM(2008)0238),

—

der henviser til sin beslutning af 26. april 2007 om De offentlige finanser i ØMU i 2006 (1),

—

der henviser til sin beslutning af 22. februar 2005 om De offentlige finanser i ØMU - 2004 (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007 om årsrapport om euroområdet for 2007 (3),

—

der henviser til sin beslutning af 14. november 2006 om årsrapporten for 2006 om euroområdet (4),

—

der henviser til sin beslutning af 20. februar 2008 om bidrag til forårstopmødet i 2008 i forbindelse med Lissabonstrategien (5),

—

der henviser til sin beslutning af 15. november 2007 om Europas interesse: at opnå fremgang i globaliseringens tidsalder (6),

—

der henviser til sin beslutning af 15. februar 2007 om den økonomiske situation i EU: den foreløbige rapport om de overordnede økonomiske retningslinjer for 2007 (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. oktober 2005 om Skatte- og toldpolitikkens bidrag til Lissabon-strategien (KOM(2005)0532) og Parlamentets beslutning af 24. oktober 2007 herom (8),

—

der henviser til sin beslutning af 3. juli 2003 om gender budgeting – offentlig budgettering ud fra et ligestillingsperspektiv (9),

—

der henviser til Det Europæiske Råds resolution om samordningen af den økonomiske politik i ØMU'ens tredje fase og om EF-traktatens artikel 109 og 109 B, der er knyttet som bilag til formandskabets konklusioner fra mødet i Det Europæiske Råd i Luxembourg den 12. og 13. december 1997,

—

der henviser til formandskabets konklusioner efter mødet i Det Europæiske Råd den 11. og 12. december 2008 og konklusionerne fra det ekstraordinære møde i Økofin-Rådet af 16. december 2008 for så vidt angår forvaltningen af den finansielle krise,

—

der henviser til konklusionerne fra Økofin-Rådets møde den 4. november 2008 for så vidt angår internationale initiativer som reaktion på den finansielle krise og forberedelse af det internationale topmøde om krisen,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. oktober 2008 om overvindelse af den finansielle krise: et europæisk handlingsgrundlag (KOM(2008)0706),

—

der henviser til formandskabets konklusioner efter mødet i Det Europæiske Råd i Bruxelles den 15. og 16. oktober 2008 med hensyn til forbedring af reguleringen og overvågningen af finansmarkederne,

—

der henviser til mødet mellem stats- og regeringscheferne i eurogruppen, der blev afholdt den 12. oktober 2008 med henblik på vedtagelse af en samordnet redningsplan for at afhjælpe den økonomiske krise,

—

der henviser til konklusionerne fra Økofin-Rådets møde den 7. oktober 2008 for så vidt angår de umiddelbare reaktioner på uroen på finansmarkederne og til Parlamentets beslutning af 22. oktober 2008 om Det Europæiske Råd den 15. og 16. oktober 2008 (10),

—

der henviser til konklusionerne fra Økofin-Rådets møde den 14. maj 2008 for så vidt angår sikring af de sociale udgifters effektivitet i fremtiden og vejen frem med hensyn til analysen af de offentlige finansers kvalitet,

—

der henviser til konklusionerne fra Økofin-Rådets møde den 9. oktober 2007 for så vidt angår de offentlige finansers kvalitet: modernisering af den offentlige forvaltning,

—

der henviser til konklusionerne fra Økofin-Rådets møde den 10. oktober 2006 for så vidt angår de offentlige finansers kvalitet,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0507/2008),

A.

der henviser til, at offentlige finanser af høj kvalitet, der tager sigte på en bæredygtig udvikling, vil sende et signal om forpligtelsen over for de kommende generationer, hvilket er særlig vigtigt i betragtning af den nuværende uro på markederne,

B.

der henviser til, at det er nødvendigt at fastsætte en politik for offentlige finanser af høj kvalitet på Fællesskabsplan, og navnlig i euroområdet, som bør udformes og vurderes ud fra standardiserede fælles instrumenter og sigte mod at fremme vækst på lang sigt for at håndtere de problemer, der kan opstå på grund af demografiske forandringer, globalisering og klimaændringer,

C.

der henviser til, at formålet med de offentlige finanser er at støtte de makroøkonomiske rammer, tilvejebringe offentlige goder og tjenesteydelser og opveje markedssvigt og eksterne påvirkninger,

D.

der henviser til, at en begrebsmæssig og operationel ramme for offentlige finanser af høj kvalitet, der fremmer vækst og gør den til det vigtigste referencepunkt ved vurderingen af de offentlige finanser, er uløseligt forbundet med det faktum, at medlemsstaternes politik for budget og offentlige udgifter bør sigte mod at bevare og forny velfærdsstaten, den sociale sikringsordning og omfordelingen af ressourcer,

E.

der henviser til, at de offentlige investeringer i EU er meget begrænsede (under 3 % af BNI) og spredte, hvilket har en negativ indvirkning på gennemførelsen af målet om bæredygtig vækst på lang sigt, der faktisk kræver målrettede og højt prioriterede offentlige finanser,

F.

der henviser til, at det er nødvendigt og hensigtsmæssigt at gennemføre analysen og vurderingen af de offentlige finanser og deres bæredygtighed ud fra et kønsperspektiv,

1.

bemærker, at analysen af situationen, hvad angår de offentlige finanser i 2007 og første del af 2008, klart viser, at der er sket en ændring af de økonomiske tendenser, og noterer sig, at de seneste økonomiske prognoser bekræfter en tendens i retning af en recession sammen med lavere inflation og stadig større indkomstforskelle;

2.

giver udtryk for bekymring over den nuværende økonomiske og finansielle situation i Europa og i resten af verden; bemærker, at den skaber en hidtil ukendt ustabilitet, at der er ved at opstå en ny dynamik i forholdet mellem den offentlige og den private sektor, at der sker ændringer i den økonomiske og monetære politik, og at indgreb fra den offentlige sektors side på grund af markedssvigt og mangel på regler og kontrol igen har fået en afgørende betydning – nogle gange ligefrem i form af nationaliseringer;

3.

bemærker, at krisen inden for strategiske sektorer og navnlig inden for finans- og transportsektoren fremmer offentlige investeringer i virksomhedsovertagelser, uden at der gøres en indsats for at begrænse disse hjælpeforanstaltninger til det strengt nødvendige for at udvikle og holde den europæiske økonomi i gang og sikre, at der ikke udelukkende tages hensyn til nationale interesser;

4.

mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør foretage en passende vurdering af konsekvenserne for de offentlige finanser af den offentlige støtte og medejerskabet i store virksomheder og i finans- og kreditsektoren; mener også, at disse konsekvenser bør vurderes i forhold til konkurrencen, det indre markeds funktion og bevarelsen af lige vilkår;

5.

understreger, at den reviderede stabilitets- og vækstpagt (SVP) allerede indeholder muligheder for at træffe foranstaltninger i tilfælde af særligt alvorlige omstændigheder, og at den finansielle konsolidering og de mål, der blev fastsat i stabilitets- og konvergensplanerne, fortsat er af afgørende betydning for udsigten til opsving og vækst; støtter fuldt ud, i denne forbindelse, formandskabets seneste konklusion efter mødet i Det Europæiske Råd den 11. og 12. december 2008, som understreger både de offentlige finansers fleksibilitet og deres bæredygtighed af hensyn til et hurtigt og vedvarende økonomisk opsving;

6.

gør opmærksom på betydningen af en samordnet indsats på Fællesskabsplan for at bekæmpe skatteunddragelse og skattely, hvilket vil være til gavn for både borgerne, skatteyderne og de offentlige finanser, navnlig nu hvor den finansielle konsolidering og omfanget af den offentlige gæld kan blive påvirket i negativ retning af de omfattende offentlige investeringer til støtte for store finans- og erhvervsaktører;

7.

understreger, at det også vil være en fordel for borgerne, skatteyderne og de offentlige finanser at sikre, at alle foranstaltninger og offentlige midler, der anvendes til at redde finansieringsinstitutter, ledsages af behørig overvågning, konkrete forbedringer af virksomhedens eller instituttets ledelse og erhvervsaktiviteter, præcise lofter for de beløb, der udbetales til ledelsen, og klare ansvarsforhold i forhold til de offentlige myndigheder; mener, at det i denne forbindelse vil være hensigtsmæssigt, at Kommissionen fremmer indførelsen af retningslinjer for at sikre en konsekvent og samordnet gennemførelse af de forskellige nationale handlingsplaner;

8.

mener, at den offentlige sektors massive foranstaltninger i flere medlemsstater for at komme bank- og finanssektoren til undsætning, vil have klare konsekvenser for de offentlige finanser og den personlige indkomst; mener derfor, at skattebyrden bør fordeles ligeligt og på passende vis mellem alle skatteyderne, og at det derfor er nødvendigt på den ene side at fastsætte et hensigtsmæssigt beskatningsniveau for alle finansielle aktører og på den anden side at sikre en gradvis og tydelig reduktion af skattebyrden for mellem- og lavindkomstmodtagere og pensionister – med skattefradrag, ændring af skattesatserne og kompensation for skattebyrden – med henblik på at begrænse fattigdommen og ikke kun ekstrem fattigdom, fremme forbruget og efterspørgslen og på den måde træffe konjunkturudlignende foranstaltninger for at afhjælpe den nuværende økonomiske krise, der kan risikere at medføre en lavkonjunktur;

9.

understreger, at EU's makroøkonomiske politik bør sikre, at der hurtigst muligt træffes samordnede foranstaltninger for at forhindre konjunkturnedgang og finansiel ustabilitet, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne - og navnlig landene i euroområdet - til på forstandig og ensartet vis at udnytte fleksibiliteten i SVP'en og benytte konjunkturudlignende mekanismer med henblik på at sikre strukturelle ændringer, effektiv fordeling af offentlige midler, omstrukturering af offentlige finanser og investeringer i vækst i tråd med Lissabonmålene under særlig hensyntagen til de små og mellemstore virksomheders rolle;

10.

understreger i denne forbindelse behovet for navnlig i eurozonen at have en fælles tilgang til lønpolitik, der sikrer lønstigninger, som følger den reelle inflation og produktivitet, eftersom skatte- og lønpolitik på effektiv vis kan påvirke efterspørgslen og den økonomiske stabilitet og vækst;

11.

glæder sig over, at eurogruppen på visse lovgivningsområder er blevet det primære politiske og økonomiske koordineringsorgan, der kan sikre, at der hurtigst muligt gribes ind og fastlægges fælles strategier, ikke kun hvad angår den økonomiske og finansielle krise, men også for at puste nyt liv i den makroøkonomiske politik og de fælles investeringsstrategier med henblik på at øge mulighederne for vækst, hindre alvorlige følger for de offentlige finanser og den finansielle stabilitet i EU, og for at bidrage til at skabe en bedre balance mellem de økonomiske og monetære politikker i EU;

12.

mener, at der med fordel kan oprettes en obligatorisk hørings- og samordningsmekanisme for Kommissionen og medlemsstaterne – og især medlemmerne af eurogruppen – forud for vedtagelsen af omfattende økonomiske foranstaltninger, navnlig hvad angår foranstaltninger til stabilisering af priserne på energi, råvarer og fødevarer;

13.

mener, at de offentlige finansers bæredygtighed er en forudsætning og en prioritet ikke kun for stabilitet og vækst og fastsættelsen af de enkelte medlemsstaters makroøkonomiske beskæftigelses-, social- og miljøpolitik, men også for økonomiens fremtid og af hensyn til den europæiske sociale model, der er af afgørende betydning for EU's udvikling;

14.

er alvorligt bekymret over de direkte konsekvenser af den nuværende internationale finansielle krise for de offentlige finansers bæredygtighed og kvalitet i medlemsstaterne; er navnlig bekymret over den virkning, som krisen vil have på realøkonomien og betalingsbalancen i de nye medlemsstater, der ikke er i eurozonen, og som oplever en drastisk nedgang i de direkte udenlandske investeringer;

15.

bemærker, at underskuddet og den offentlige gæld har negative konsekvenser for væksten, idet det begrænser medlemsstaternes handlefrihed i krisetilfælde; opfordrer medlemsstaterne til at gøre en større indsats for at konsolidere deres budgetter og reducere den offentlige gæld i perioder med vækst, hvilket er en forudsætning for at opnå en sund, konkurrencedygtig og bæredygtig europæisk økonomi; bemærker endvidere, at uhensigtsmæssige foranstaltninger til reduktion af underskuddet og den offentlige gæld – såsom vilkårlige nedskæringer af de offentlige investeringer – har negative konsekvenser for de langsigtede vækstudsigter;

16.

bemærker, at i lyset af nye internationale omstændigheder på grund af den aktuelle finansielle krise og den økonomiske afmatning, der allerede er begyndt at påvirke beskæftigelsen og væksten i euroområdet, er stigende underskud vanskelige at undgå; foreslår derfor, at medlemsstaterne gør mere målrettet brug af fleksibiliteten i SVP'en for at fremme økonomisk udvikling og vækst; gør opmærksom på de budgetmæssige følger af den nuværende finansielle krise, og anmoder Kommissionen om at evaluere konsekvenserne for medlemsstaternes offentlige finanser af anvendelsen af offentlige midler til redningsplaner for nationale finansinstitutter; opfordrer Kommissionen til at undersøge virkningerne af kriterierne i SVP'en under de nuværende omstændigheder, hvor den økonomiske vækst sker langsomt, og adskillige medlemsstater står over for en afmatning; anmoder om en evaluering af virkningerne af de stigende låneomkostninger for medlemsstaternes offentlige gæld;

17.

bemærker, at den reviderede SVP fungerer efter hensigten; mener, at dens korrigerende del er blevet anvendt på tilfredsstillende vis i de foregående år, og understreger betydningen af dens korrigerende arm som et afgørende instrument, hvad angår medlemsstaternes finansielle politikkers bæredygtighed og konvergens, navnlig i euroområdet;

18.

er enig med Kommissionen i betydningen af SVP'ens forebyggende del til støtte for og påvirkning af medlemsstaterne og til udveksling af bedste praksis; er navnlig enig i, at den forebyggende del bør bygge på en mellemfristet tilgang til budgetpolitik og samordning på Fællesskabsplan i betragtning af, at en effektiv indsats kræver, at der er en fælles forståelse for de økonomiske og budgetpolitiske udfordringer i EU, og at der gives et stærkt politisk tilsagn om at håndtere disse udfordringer gennem konjunkturudlignende indgreb, der trækker i samme retning;

19.

understreger betydningen af den mellemfristede målsætning som et specifikt budgetmål, der er forbundet med økonomi-, skatte- og indkomstpolitikken, der bør gennemføres gennem en makroøkonomisk dialog, der er tilpasset efter de specifikke forhold i de enkelte medlemsstater, og som fastsættes på et flerårigt grundlag; opfordrer medlemsstaterne til at styrke det mellemfristede måls troværdighed og berettigelse både på nationalt plan gennem større inddragelse af offentlige myndigheder, nationale parlamenter og arbejdsmarkedets parter (nationalt ejerskab) og på lokalt plan, via regional offentlig finansiering, ved at fastsætte regionale SVP'er og budgetmålsætninger under hensyntagen til den indflydelse, som lokale offentlige udgifter og lokal investering har på de nationale offentlige finanser og på de forskellige landes vækstudsigter;

20.

mener, at sammenhængen mellem de flerårige budgetprogrammer og fastsættelsen og gennemførelsen af de årlige budgetter er af afgørende betydning; opfordrer medlemsstaterne til at udvise større konsekvens ved udarbejdelsen af makroøkonomiske prognoser og etableringen af bedre samordning ved fastlæggelsen af kriterier, tidsfrister og målsætninger for flerårige udgiftsrammer med henblik på at sikre øget effektivitet i og bedre resultater af de budgetmæssige og makroøkonomiske politikker på Fællesskabsplan;

21.

bemærker, at medlemsstaterne har brug for yderligere strukturreformer, mere budgetdisciplin, en konjunkturudjævnende skattepolitik og nedbringelse af budgetunderskud i perioder med økonomisk vækst for bedre at kunne håndtere negative eksterne chok;

22.

understreger betydningen af, at der for at kunne håndtere eksterne chok (såsom subprimefinanskrisen) udarbejdes makroøkonomiske planer, der ikke kun tager hensyn til situationen i euroområdet, men også i de hurtigt voksende økonomier i EU;

23.

bemærker, at hovedformålet med sunde og konsoliderede offentlige finanser bør fastsættes på grundlag af forpligtelserne i medfør af den nye SVP og samtidig Lissabonstrategiens udviklings-, vækst- og konkurrenceperspektiv, der kræver strukturelle reformer, samt offentlige udgifter og beskatningssystemer, der kan fremme investeringer (i menneskelig kapital, forskning, innovation, uddannelse og erhvervsuddannelse, herunder videregående uddannelser, sundhed, infrastruktur, miljø, sikkerhed og retlige anliggender) og omfordeling af indkomster for at fremme social samhørighed, vækst og beskæftigelse;

24.

understreger, at målsætningerne for de offentlige finanser, der er fastlagt på grundlag af de retningslinjer, der er integreret i den nye Lissaboncyklus, bør skabe en konsekvent forbindelse mellem stabilitets- og konvergensplaner og nationale reformplaner; mener, at merværdien ved sunde og vækstorienterede europæiske finanser – navnlig i euroområdet – bør være afspejlet i en europæisk politik for offentlig infrastrukturinvestering, der er fastsat og samordnet på grundlag af fælles målsætninger, der ikke kun kan finansieres med nationale budgetter og (delvis) EU-budgettet, men også med nye europæiske finansieringsinstrumenter (f.eks. Eurobond eller Den Europæiske Investeringsfond) med henblik på at fremme EU's og euroområdets vækst, produktivitet og konkurrenceevne på internationalt plan;

25.

mener, at det vil være fordelagtigt at oprette en obligatorisk mekanisme for høring af de nationale parlamenter sammen med Europa-Parlamentet med henblik på en samordnet udvikling af stabilitets- og konvergensprogrammer under SVP'en og nationale reformprogrammer under de integrerede Lissabon-retningslinjer, således at disse hænger sammen og fremlægges sammen – eventuelt hvert efterår;

26.

er enig i, at de demografiske ændringer nødvendiggør en strukturel reform, navnlig hvad angår pensionsordninger, folkesundhed og langtidspleje, og bemærker, at det vil være for begrænsende udelukkende at fokusere på den aldrende befolkning (og de faldende fødselstal) uden at tage hensyn til globaliseringens virkning, herunder den ustandselige strøm af immigranter fra tredjelande ikke kun af økonomiske årsager, men også mennesker der flygter fra krig og klimakatastrofer;

27.

bemærker, at det er vigtigt, at politikker for beskæftigelse og social samhørighed tager behørigt hensyn til forskellige generationers, køns og menneskers behov på grundlag af flexicurityprincippet og således proaktive foranstaltninger til støtte for lønninger og indkomster gennem en social dialog, der prioriterer øget produktivitet uden at forsømme foranstaltninger til støtte for pensionsordninger, under hensyntagen til at utilstrækkelige pensioner ikke kun er et socialt problem, men at de også kan forårsage øgede socialsikringsudgifter, og som følge deraf højere offentlige udgifter;

28.

mener, at de finansielle markeder og tjenester, der er omfattet af Lissabonstrategien, bør være forankret i finansiel stabilitet og overvågningsmekanismer, der garanterer beskyttelse mod negative virkninger for væksten og de offentlige finanser; er bekymret over, at der er tegn på, at navnlig lokale myndigheder anvender derivater og nye finansielle instrumenter, der kan tvinge lokalområderne i knæ,

29.

finder det nødvendigt at fastlægge en ny tilgang til offentlige finanser, som er systematisk og samordnes blandt medlemsstaterne, navnlig i euroområdet, og som sigter mod at støtte den økonomiske vækst på lang sigt (og udnytte potentialet for vækst), og som bygger på en flerdimensional ramme for fastsættelse og vurdering af kvaliteten af de offentlige finanser, således at den europæiske økonomi kan modstå eksterne chok, reagere på de demografiske ændringer og den internationale konkurrence og sikre social retfærdighed og samhørighed;

30.

anser det for væsentligt, at medlemsstaterne sigter mod at gennemføre politikker for offentlige finanser af høj kvalitet, der er konvergerende og baseret på en evalueringsmetode, der omfatter indikatorer og målsætninger, og at Europa-Parlamentet og nationale parlamenter inddrages i fastsættelsen heraf; mener, at Kommissionens forslag er nyttigt og anbefaler et system til evaluering af budgetpolitikkerne, der prioriterer specifikke aspekter, såsom de offentlige udgifters sammensætning og effektivitet, indkomstsystemernes struktur og effektivitet, den offentlige forvaltnings effektivitet og kvalitet, sund budgetforvaltning og en metode til koordinering af politikker for offentlige finanser af høj kvalitet i medlemsstaterne; anmoder om, at de nationale budgetter gøres mere sammenlignelige, således at de ovennævnte målsætninger kan nås;

31.

opfordrer medlemsstaterne til at vedtage politikker for offentlige finanser af høj kvalitet sammen med et system til evaluering af budgetpolitikker – såsom præstationsorienteret budgettering (på grundlag af OECD-modellen) - med henblik på at forbedre de offentlige udgifters kvalitet ved at styrke sammenhængen mellem fordelingen af ressourcer og resultaterne; bemærker, at kønsbudgettering er et godt eksempel på præstationsorienteret budgettering, en metode, som Parlamentet selv har foreslået, og som er blevet fremmet og anvendt i forskelligt omfang på lokalt og centralt plan i de forskellige medlemsstater, og som bør gennemføres på mere konsekvent vis, blandt andet på Fællesskabsplan; opfordrer Kommissionen til at fastlægge præstationsorienterede budgetteringsmetoder til sammenligning og harmonisering af medlemsstaternes finansielle og makroøkonomiske politikker og anerkender, at dette er en opfordring til større engagement og dermed en større ansvarsfølelse blandt informerede borgere;

32.

glæder sig over Kommissionens overvejelser, hvad angår indførelsen af kvalitet og effektivitet i indkomstsystemet; mener, at medlemsstaternes skattereformer kun vil medføre øget vækst, hvis de er tilpasset til de specifikke forhold, der gør sig gældende i de institutionelle og administrative systemer, produktionssystemerne og på arbejdsmarkedet (navnlig beskæftigelsesfrekvensen og omfanget af undergrundsøkonomien) i de enkelte medlemsstater;

33.

bemærker de eksisterende uligheder mellem medlemsstaterne, hvad angår skattetryk og -strukturer; erkender, at det er vanskeligt at gennemføre en ensartet skattereform med henblik på at skabe øget vækst, i betragtning af fordelene (bredere grundlag) og ulemperne (svækkelsen af progressivitetsprincippet) ved en overgang fra direkte beskatning til indirekte forbrugerbaseret beskatning; understreger dog, at et antal fælles skattereformforanstaltninger i væsentlig grad kan forbedre skattesystemerne og skatteindtægterne, øge beskæftigelsen, begrænse forvrængninger og øge væksten på Fællesskabsplan, såsom:

34.

gør opmærksom på, at skattereformer, der sigter mod at skabe sunde offentlige finanser, vækst, effektivitet og forenkling, fjerne forvrængninger og bekæmpe skatteunddragelse og skattely, vil være mere effektive, hvis de samordnes og konsolideres mellem medlemsstaterne, navnlig i euroområdet under hensyntagen til det indre markeds potentiale, hvad angår udvikling og konkurrenceevne;

35.

gør opmærksom på, at grundprincippet i de offentlige udgifters sammensætning er at fremme bæredygtig vækst, og understreger, at kvaliteten og effektiviteten af investeringer i infrastruktur og menneskelig kapital med hovedvægt på forsyningspligtydelser på grundlag af en på forhånd fastsat definition af befolkningens behov og sammensætning og under særlig hensyntagen til ligestillingspolitik og demografiske ændringer kan bidrage til en forøgelse af den europæiske økonomis produktivitet og konkurrenceevne; bemærker, at presset på social- og sundhedstjenester, der skyldes den aldrende befolkning, kan reduceres gennem investering i sundhedsundervisning; understreger, at offentlige udgifter bør omlægges gennem en omfordeling af budgetposter til vækstfremmende sektorer, mere effektiv anvendelse af offentlige ressourcer og etablering af et hensigtsmæssigt integreret offentligt-privat netværk;

36.

bemærker behovet for at reformere og modernisere de offentlige forvaltninger, der er kernen i systemet for offentlige udgifter og indtægter, og for at sikre, at de opfylder kriterierne for effektivitet, produktivitet, ansvarlighed og evaluering af resultaterne, er tilpasset til det offentlige forvaltningssystem og medlemsstaternes nationale og lokale institutioner, tager hensyn til de forpligtelserne og muligheder, der opstår som følge af EU's drift, og sikrer, at den offentlige sektor er forbundet med sunde budgetter, og at den bidrager til en konkurrencedygtig økonomi;

37.

understreger, at det er af afgørende betydning, at sund budgetforvaltning bygger på en række bestemmelser og procedurer, der sigter mod at regulere udarbejdelse, gennemførelse og overvågning af offentlige budgetter på mellemlang sigt under hensyntagen til medlemsstaternes budgetkonsolidering og omlægningen af de offentlige udgifter, og at den ledsages af en kontekstanalyse (på fællesskabs-, nationalt og lokalt plan) og fastsættelse af målsætninger, herunder forudgående og efterfølgende konsekvensanalyse, kontrol og evaluering af resultater og indsats og tilpasningsmekanismer gennem præstationsorienterede budgetteringsmetoder; mener, at der bør træffes foranstaltninger for at sikre, at medlemsstaternes skatteforvaltningsbestemmelser er homogene og tilpassede de lokale forhold, både hvad angår timing og målsætninger – navnlig i euroområdet; mener også, at disse skatteforvaltningsbestemmelser bør være forbundet med den økonomiske styring med henblik på at fremme fælles budgetmæssige økonomi- og investeringsmuligheder, der er tilpasset de samme mål for at øge effektiviteten og opnå en multiplikatoreffekt og markante resultater, hvilket er desto mere nødvendigt under vanskelige økonomiske omstændigheder såsom de nuværende; mener, at der er fare for, at ukoordinerede nationale økonomiske redningsplaner kan udligne hinanden; bemærker derfor, at de nationale budgetter skal udarbejdes på grundlag af fælles økonomiske perspektiver og analyser;

38.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i lyset af ovenstående at etablere en koordineringsmekanisme, der kan bruges til overvågning og evaluering af kvaliteten af medlemsstaternes budgetpolitik, som er tæt forbundet til mekanismerne i sSVP'en, og som gennemfører Lissabonstrategiens integrerede retningslinjer på grundlag af systematisk kvalitetsrapportering, vurdering af kvaliteten af de offentlige finanser gennem et præstationsorienteret budgetteringssystem og regelmæssige evalueringer af kvaliteten af de offentlige finanser;

39.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/46

—

der henviser til forretningsordenens artikel 116,

A.

der henviser til, at næsten 14 millioner mennesker i Den Europæiske Union og 1-3 % af verdens befolkning lider af fibromyalgi, der er en invaliderende lidelse, der medfører omfattende kroniske smerter,

B.

der henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen siden 1992 har anerkendt fibromyalgi som en sygdom, men at den stadig ikke er omfattet af den officielle liste over lidelser i EU, hvilket forhindrer patienterne i at få stillet en formel diagnose,

C.

der henviser til, at patienter med fibromyalgi oftere går til lægen, oftere bliver henvist til en specialist, oftere er sygemeldt og oftere bliver indlagt, hvilket medfører en stor økonomisk byrde for EU,

D.

der henviser til, at mennesker med fibromyalgi må kæmpe for at leve et fuldstændigt og uafhængigt liv, medmindre de har adgang til den behørige behandling og støtte,

1.

opfordrer Rådet og Kommissionen til:

2.

pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer.

Underskrivere af erklæringen

Adamos Adamou, Vincenzo Aita, Jim Allister, Alexander Alvaro, Roberta Alma Anastase, Georgs Andrejevs, Laima Liucija Andrikienė, Emmanouil Angelakas, Stavros Arnaoutakis, Richard James Ashworth, Robert Atkins, Elspeth Attwooll, Margrete Auken, Liam Aylward, Pilar Ayuso, Maria Badia i Cutchet, Paolo Bartolozzi, Katerina Batzeli, Jean Marie Beaupuy, Christopher Beazley, Zsolt László Becsey, Angelika Beer, Bastiaan Belder, Ivo Belet, Irena Belohorská, Thijs Berman, Slavi Binev, Šarūnas Birutis, Johannes Blokland, Sebastian Valentin Bodu, Herbert Bösch, Victor Boștinaru, Costas Botopoulos, Catherine Boursier, John Bowis, Sharon Bowles, Emine Bozkurt, Mihael Brejc, Frieda Brepoels, Hiltrud Breyer, Jan Březina, Danutė Budreikaitė, Kathalijne Maria Buitenweg, Nicodim Bulzesc, Ieke van den Burg, Colm Burke, Philip Bushill-Matthews, Niels Busk, Cristian Silviu Bușoi, Philippe Busquin, Simon Busuttil, Jerzy Buzek, Maddalena Calia, Martin Callanan, Mogens Camre, Marie-Arlette Carlotti, David Casa, Paulo Casaca, Michael Cashman, Pilar del Castillo Vera, Jorgo Chatzimarkakis, Zdzisław Kazimierz Chmielewski, Ole Christensen, Sylwester Chruszcz, Philip Claeys, Luigi Cocilovo, Carlos Coelho, Richard Corbett, Dorette Corbey, Giovanna Corda, Jean Louis Cottigny, Jan Cremers, Gabriela Crețu, Brian Crowley, Magor Imre Csibi, Marek Aleksander Czarnecki, Ryszard Czarnecki, Daniel Dăianu, Joseph Daul, Dragoș Florin David, Chris Davies, Antonio De Blasio, Bairbre de Brún, Arūnas Degutis, Jean-Luc Dehaene, Véronique De Keyser, Panayiotis Demetriou, Gérard Deprez, Proinsias De Rossa, Marielle De Sarnez, Marie-Hélène Descamps, Albert Deß, Mia De Vits, Jolanta Dičkutė, Gintaras Didžiokas, Koenraad Dillen, Giorgos Dimitrakopoulos, Alexandra Dobolyi, Bert Doorn, Avril Doyle, Mojca Drčar Murko, Andrew Duff, Árpád Duka-Zólyomi, Constantin Dumitriu, Lena Ek, Saïd El Khadraoui, James Elles, Edite Estrela, Harald Ettl, Jill Evans, Jonathan Evans, Fernando Fernández Martín, Francesco Ferrari, Anne Ferreira, Elisa Ferreira, Ilda Figueiredo, Petru Filip, Roberto Fiore, Alessandro Foglietta, Hanna Foltyn-Kubicka, Glyn Ford, Carmen Fraga Estévez, Juan Fraile Cantón, Armando França, Monica Frassoni, Duarte Freitas, Urszula Gacek, Michael Gahler, Kinga Gál, Milan Gaľa, Vicente Miguel Garcés Ramón, José Manuel García-Margallo y Marfil, Elisabetta Gardini, Jean-Paul Gauzès, Evelyne Gebhardt, Eugenijus Gentvilas, Georgios Georgiou, Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, Claire Gibault, Neena Gill, Lutz Goepel, Bruno Gollnisch, Ana Maria Gomes, Hélène Goudin, Genowefa Grabowska, Dariusz Maciej Grabowski, Ingeborg Gräßle, Martí Grau i Segú, Nathalie Griesbeck, Lissy Gröner, Elly de Groen-Kouwenhoven, Françoise Grossetête, Ignasi Guardans Cambó, Ambroise Guellec, Pedro Guerreiro, Cristina Gutiérrez-Cortines, Fiona Hall, David Hammerstein, Małgorzata Handzlik, Malcolm Harbour, Marian Harkin, Rebecca Harms, Erna Hennicot-Schoepges, Jeanine Hennis-Plasschaert, Edit Herczog, Jim Higgins, Richard Howitt, Ján Hudacký, Ian Hudghton, Stephen Hughes, Alain Hutchinson, Filiz Hakaeva Hyusmenova, Monica Maria Iacob-Ridzi, Sophia in 't Veld, Mikel Irujo Amezaga, Marie Anne Isler Béguin, Caroline Jackson, Lily Jacobs, Mieczysław Edmund Janowski, Lívia Járóka, Elisabeth Jeggle, Jelko Kacin, Filip Kaczmarek, Gisela Kallenbach, Othmar Karas, Sajjad Karim, Ioannis Kasoulides, Sylvia-Yvonne Kaufmann, Metin Kazak, Tunne Kelam, Glenys Kinnock, Timothy Kirkhope, Dieter-Lebrecht Koch, Jaromír Kohlíček, Christoph Konrad, Maria Eleni Koppa, Eija-Riitta Korhola, Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, Wolfgang Kreissl-Dörfler, Ģirts Valdis Kristovskis, Sepp Kusstatscher, Joost Lagendijk, André Laignel, Jean Lambert, Alexander Graf Lambsdorff, Vytautas Landsbergis, Esther De Lange, Raymond Langendries, Romano Maria La Russa, Henrik Lax, Johannes Lebech, Roselyne Lefrançois, Klaus-Heiner Lehne, Jo Leinen, Jean-Marie Le Pen, Marcin Libicki, Peter Liese, Kartika Tamara Liotard, Alain Lipietz, Pia Elda Locatelli, Eleonora Lo Curto, Andrea Losco, Patrick Louis, Caroline Lucas, Sarah Ludford, Astrid Lulling, Elizabeth Lynne, Marusya Ivanova Lyubcheva, Jules Maaten, Linda McAvan, Arlene McCarthy, Mary Lou McDonald, Mairead McGuinness, Edward McMillan-Scott, Jamila Madeira, Eugenijus Maldeikis, Ramona Nicole Mănescu, Thomas Mann, Marian-Jean Marinescu, Catiuscia Marini, Helmuth Markov, Sérgio Marques, Maria Martens, David Martin, Miguel Angel Martínez Martínez, Antonio Masip Hidalgo, Véronique Mathieu, Marios Matsakis, Maria Matsouka, Manolis Mavrommatis, Erik Meijer, Emilio Menéndez del Valle, Rosa Miguélez Ramos, Miroslav Mikolášik, Gay Mitchell, Eluned Morgan, Luisa Morgantini, Philippe Morillon, Jan Mulder, Cristiana Muscardini, Juan Andrés Naranjo Escobar, Michael Henry Nattrass, Cătălin-Ioan Nechifor, Bill Newton Dunn, James Nicholson, null Nicholson of Winterbourne, Rareș-Lucian Niculescu, Angelika Niebler, Lambert van Nistelrooij, Péter Olajos, Jan Olbrycht, Seán Ó Neachtain, Gérard Onesta, Ria Oomen-Ruijten, Dumitru Oprea, Josu Ortuondo Larrea, Miroslav Ouzký, Siiri Oviir, Reino Paasilinna, Maria Grazia Pagano, Justas Vincas Paleckis, Marie Panayotopoulos-Cassiotou, Vladko Todorov Panayotov, Pier Antonio Panzeri, Dimitrios Papadimoulis, Georgios Papastamkos, Neil Parish, Ioan Mircea Pașcu, Aldo Patriciello, Alojz Peterle, Maria Petre, Tobias Pflüger, João de Deus Pinheiro, Hubert Pirker, Francisca Pleguezuelos Aguilar, Zita Pleštinská, Rovana Plumb, Guido Podestà, José Javier Pomés Ruiz, Mihaela Popa, Nicolae Vlad Popa, Miguel Portas, Horst Posdorf, Bernd Posselt, Christa Prets, Vittorio Prodi, John Purvis, Poul Nyrup Rasmussen, Vladimír Remek, Karin Resetarits, José Ribeiro e Castro, Teresa Riera Madurell, Frédérique Ries, Karin Riis-Jørgensen, Marco Rizzo, Bogusław Rogalski, Zuzana Roithová, Luca Romagnoli, Raül Romeva i Rueda, Dagmar Roth-Behrendt, Libor Rouček, Paul Rübig, Heide Rühle, Flaviu Călin Rus, Leopold Józef Rutowicz, Eoin Ryan, Aloyzas Sakalas, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, María Isabel Salinas García, Antolín Sánchez Presedo, Daciana Octavia Sârbu, Toomas Savi, Christel Schaldemose, Agnes Schierhuber, Carl Schlyter, Olle Schmidt, Pál Schmitt, György Schöpflin, Jürgen Schröder, Martin Schulz, Adrian Severin, Brian Simpson, Kathy Sinnott, Peter Skinner, Alyn Smith, Csaba Sógor, Renate Sommer, Søren Bo Søndergaard, María Sornosa Martínez, Jean Spautz, Bart Staes, Grażyna Staniszewska, Petya Stavreva, Dirk Sterckx, Struan Stevenson, Catherine Stihler, Theodor Dumitru Stolojan, Dimitar Stoyanov, Daniel Strož, Robert Sturdy, Margie Sudre, David Sumberg, László Surján, Gianluca Susta, Eva-Britt Svensson, József Szájer, István Szent-Iványi, Hannu Takkula, Charles Tannock, Michel Teychenné, Britta Thomsen, Marianne Thyssen, Silvia-Adriana Țicău, Gary Titley, Patrizia Toia, László Tőkés, Ewa Tomaszewska, Witold Tomczak, Jacques Toubon, Antonios Trakatellis, Catherine Trautmann, Kyriacos Triantaphyllides, Evangelia Tzampazi, Thomas Ulmer, Adina-Ioana Vălean, Johan Van Hecke, Anne Van Lancker, Geoffrey Van Orden, Daniel Varela Suanzes-Carpegna, Ioannis Varvitsiotis, Donato Tommaso Veraldi, Bernadette Vergnaud, Marcello Vernola, Cornelis Visser, Sahra Wagenknecht, Diana Wallis, Graham Watson, Henri Weber, Manfred Weber, Renate Weber, Anja Weisgerber, Jan Marinus Wiersma, Anders Wijkman, Glenis Willmott, Iuliu Winkler, Janusz Wojciechowski, Corien Wortmann-Kool, Anna Záborská, Zbigniew Zaleski, Mauro Zani, Andrzej Tomasz Zapałowski, Stefano Zappalà, Tatjana Ždanoka, Vladimír Železný, Roberts Zīle, Marian Zlotea, Jaroslav Zvěřina, Tadeusz Zwiefka

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/48

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter benævnt chartret) af 7. december 2000, som vedtaget den 12. december 2007,

—

der henviser til målene om at gøre Unionen til et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og gennemføre principperne om frihed, demokrati og respekt for de grundlæggende rettigheder samt retsstatsprincippet, som omhandlet i EU-traktatens artikel 6 og 7,

—

der henviser til de fornyelser, som medlemsstaternes regeringer nåede til enighed om den 13. december 2007 ved at undertegne Lissabontraktaten, og hvoraf de væsentligste giver chartret bindende juridisk virkning og indeholder en forpligtelse til at tiltræde den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter benævnt EMRK),

—

der henviser til Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (1) og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2), og til Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal,

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 168/2007 af 15. februar 2007 om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (3) (herefter benævnt agenturet),

—

der henviser til rapporterne fra Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad og de berørte ikke-statslige organisationer (ngo'er),

—

der henviser til EF-Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser,

—

der henviser til årsberetningerne om situationen for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, som er udarbejdet af EU-netværket af uafhængige eksperter,

—

der henviser til rapporterne fra Europarådets organer, navnlig rapporterne om menneskerettighedssituationen fra Den Parlamentariske Forsamling og menneskerettighedskommissæren,

—

der henviser til rapporterne fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender fra besøg i interneringscentre for indvandrere uden lovligt ophold,

—

der henviser til sine beslutninger på området grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder,

—

der henviser til de offentlige møder og drøftelser, som Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender organiserede som forberedelse til denne beslutning, navnlig møderne den 8. oktober 2007 med dommere fra forfatningsdomstolene og højesteretterne, den 19. maj 2008 med Europarådets menneskerettighedskommissær og den 6. oktober 2008 med repræsentanter fra ngo'er,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og udtalelse fra Kultur- og Uddannelsesudvalget (A6-0479/2008),

A.

der henviser til, at EU ifølge EU-traktatens artikel 6 bygger på et værdifællesskab og respekten for de grundlæggende rettigheder således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner,

B.

der henviser til, at Parlamentet som direkte valgt repræsentant for Unionens borgere og garant for deres rettigheder er bevidst om sit ansvar ved gennemførelsen af disse principper, navnlig eftersom traktaterne i deres nuværende form i høj grad indskrænker borgernes adgang til at anlægge søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser og Den Europæiske Ombudsmand,

C.

der henviser til, at indførelsen af en procedure til kontrol af, om lovgivningsforslagene er forenelige med chartret, er en af de nødvendige konsekvenser af dets vedtagelse den 7. december 2000, som Kommissionen har erkendt i forbindelse med fastsættelsen af bestemmelser om spørgsmålet i 2001, og som Parlamentet selv er blevet mindet om ved vedtagelsen af sin beslutning af 15. marts 2007 om overholdelse af chartret om grundlæggende rettigheder i Kommissionens lovgivningsforslag: fremgangsmåde for en systematisk og stringent kontrol (4),

D.

der henviser til, at Lissabontraktaten, der er i færd med at blive ratificeret, henviser udtrykkeligt til chartret og giver det samme juridiske værdi som traktaterne,

E.

der henviser til, at hvis chartret bliver indarbejdet i Unionens primære ret, vil de heri fastsatte rettigheder blive juridisk bindende gennem den afledte ret, som gennemfører dem,

F.

der henviser til, at chartret uafhængigt af sin juridiske status gennem årene er blevet en inspirationskilde for de europæiske retsinstansers praksis, herunder Retten i Første Instans, EF-Domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og en lang række forfatningsdomstole,

G.

der henviser til, at en virkelig »kultur for grundlæggende rettigheder« i Unionen kræver, at der udvikles et samlet system til kontrol af gennemførelsen af disse rettigheder, der omfatter Rådet og beslutningerne på området mellemstatsligt samarbejde, således at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder ikke kun består i en formel efterlevelse af reglerne, men især i aktivt fremme af de grundlæggende rettigheder og indgriben i tilfælde af overtrædelse eller utilfredsstillende håndhævelse heraf fra medlemsstaternes side,

1.

mener, at effektiv beskyttelse og fremme af de grundlæggende rettigheder er grundlaget for demokrati i Europa og en væsentlig betingelse for konsolideringen af det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

2.

gør opmærksom på, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder kræver en indsats på flere niveauer (internationalt, europæisk, nationalt, regionalt og lokalt), og understreger den rolle, som de regionale og lokale myndigheder kan spille, når det gælder disse rettigheders konkrete gennemførelse og fremme;

3.

beklager, at medlemsstaterne fortsat unddrager sig en kontrol på EU-niveau af deres egen politik og praksis på menneskerettighedsområdet og forsøger at begrænse kontrollen af disse rettigheder til det rent nationale plan, hvilket skader den aktive rolle, EU spiller i verden som forsvarer af menneskerettighederne, og rokker ved troværdigheden af EU's eksterne politik vedrørende beskyttelse af de grundlæggende rettigheder;

4.

erindrer om, at EF-Domstolen ifølge EU-traktatens artikel 6, stk. 2, skal sikre respekten for de grundlæggende rettigheder, således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, men også af andre internationale retsinstrumenter;

5.

understreger, at der i EU-traktatens artikel 7 er fastlagt en EU-procedure, der skal sikre, at systematiske og alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder ikke finder sted i EU, men at en sådan procedure aldrig er blevet brugt, uanset at overtrædelser finder sted i medlemsstaterne som dokumenteret af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser; anmoder EU's institutioner om at etablere en overvågningsmekanisme og et sæt objektive kriterier for gennemførelsen af EU-traktatens artikel 7;

6.

understreger, at hvis medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner kan anvendes som inspirationskilde af EF-Domstolen i udarbejdelsen af dens retspraksis inden for grundlæggende rettigheder, udgør chartret om grundlæggende rettigheder et fælles grundlag af minimumsrettigheder, og medlemsstaterne kan i så fald ikke anføre, at chartret yder et svagere beskyttelsesniveau for visse rettigheder end de garantier, som deres egen forfatning yder, som begrundelse for at udvande disse garantier;

7.

glæder sig over chartrets artikel 53, som giver EF-Domstolen mulighed for at udvikle sin retspraksis inden for grundlæggende rettigheder og dermed giver disse et retsgrundlag, hvilket har afgørende betydning for EU-lovgivningens udvikling;

8.

understreger, at medlemsstaternes dommere spiller en fundamental rolle i håndhævelsen af menneskerettighederne; opfordrer medlemsstaterne til at indføre et system til videreuddannelse af de nationale dommere i beskyttelse af de grundlæggende rettigheder;

9.

mener, at gennemførelse i praksis af de grundlæggende rettigheder bør være et mål for alle europæiske politikker; vurderer, at Den Europæiske Unions institutioner til dette formål bør fremme og beskytte de grundlæggende rettigheder aktivt og tage fuldt hensyn hertil ved udarbejdelsen og vedtagelsen af lovgivningen;

10.

glæder sig over oprettelsen af agenturet, som udgør et første skridt mod opfyldelsen af Europa-Parlamentets krav om indførelse af en integreret lovgivningsmæssig og institutionel ramme med det formål at gøre chartret effektivt og sikre overensstemmelse med det system, der er indført med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; påpeger imidlertid, at årsrapporterne om menneskerettigheder fra netværket af EU's uafhængige eksperter, som offentliggjordes indtil 2005, overvågede gennemførelsen af alle de i chartret anerkendte rettigheder i hver enkelt medlemsstat, og bekymrer sig derfor over det forhold, at agenturets begrænsede mandat og opløsningen af netværket kan udelukke en hel række vigtige områder inden for europæisk menneskerettighedspolitik fra systematisk undersøgelse;

11.

understreger med hensyn til agenturets begrænsede mandat, at spørgsmål vedrørende menneskerettigheder ikke på kunstig vis kan inddeles i områder under første, anden eller tredje søjle afhængigt af, hvordan medlemsstaterne vælger at definere omfanget af EU's beføjelser, for de grundlæggende rettigheder udgør en udelelig helhed og er indbyrdes afhængige; finder det derfor nødvendigt, at Kommissionen og Rådet i samarbejde med agenturet først og fremmest søger at danne sig et overblik over de samlede menneskerettighedsspørgsmål i medlemsstaterne ud over den strengt europæiske ramme og uden at begrænse sig til aktuelle spørgsmål i EU eller til Unionens specifikke retslige og politiske instrumenter, og identificerer tilbagevendende og aktuelle menneskerettighedsproblemer i medlemsstaterne under hensyntagen til alle eksisterende mekanismer på internationalt og europæisk plan;

12.

anmoder Kommissionen og Rådet om at anvende de oplysninger, der er tilgængelige takket være den overvågning, som agenturet, Europarådet, FN's kontrolorganer, de nationale menneskerettighedsinstitutter samt ngo'erne har foretaget i EU, og omsætte dem til korrigerende foranstaltninger eller til en forebyggende lovgivningsmæssig ramme;

13.

forbeholder sig retten til at følge op på agenturets arbejde i EU og behandle de spørgsmål vedrørende menneskerettigheder, som ikke henhører under agenturets kompetence, og opfordrer Kommissionen til at gøre det samme i overensstemmelse med dens rolle som traktatens vogter;

14.

minder om, at en aktiv rettighedspolitik ikke kan begrænses til de tilfælde, som er synlige for offentligheden, og at alvorlige overtrædelser af rettigheder ofte opstår uden for offentlighedens kritiske kontrol i lukkede institutioner for mindreårige, ældre og syge samt i fængsler; understreger derfor behovet for, at medlemsstaterne og EU fører kvalificeret tilsyn med leveforholdene i disse lukkede institutioner, hvad angår såvel regler som praksis;

15.

opfordrer Rådet til i sine fremtidige årsberetninger om menneskerettighederne i verden at medtage en analyse af situationen såvel i verden som i hver enkelt medlemsstat; mener, at en sådan dobbelt analyse vil være et bevis på, at Unionen forpligter sig til i samme grad at beskytte menneskerettighederne både inden for og uden for dens grænser, for på denne måde at undgå beskyldninger om dobbeltstandarder;

16.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at give de nationale menneskerettighedsinstitutter, som er oprettet inden for rammerne af FN's »Paris-principper«, en uafhængig status i forhold til den udøvende magt og tilstrækkelige finansielle midler, navnlig i betragtning af, at disse organer blandt andet har til opgave at evaluere menneskerettighedspolitikkerne med henblik på at påpege mangler og foreslå forbedringer, idet effektiviteten først og fremmest måles gennem forebyggelse og ikke kun gennem løsning af problemerne; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort dette, til at oprette nationale menneskerettighedsinstitutter som nævnt ovenfor;

17.

opfordrer indtrængende Rådet til at ændre sin Ad hoc-gruppe vedrørende Grundlæggende Rettigheder og Unionsborgerskab til en stående arbejdsgruppe, som kan arbejde hånd i hånd med Menneskerettighedsgruppen (COHOM), og opfordrer Kommissionen til at oprette en portefølje for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der overdrages til en enkelt kommissær;

18.

henviser til, at det finder det væsentligt ud fra et politisk synspunkt at medtage fremme af grundlæggende rettigheder blandt de målsætninger, der skal forfølges, når det handler om at forenkle eller omorganisere EU's regelværk; kræver, at enhver ny politik og ethvert nyt lovgivningsforslag og program ledsages af en undersøgelse af konsekvenserne for de grundlæggende rettigheder, og at denne evaluering indgår som en integrerende del af forslagets begrundelse; håber, at også medlemsstaterne vil indføre lignende evalueringsinstrumenter i den efterfølgende gennemførelse af EU-retten i den nationale lovgivning;

19.

glæder sig over, at Unionen vil tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention, selv om denne tiltrædelse ikke medfører grundlæggende ændringer, eftersom EF-Domstolen ved sagsanlæg vedrørende de frihedsrettigheder, som er nedfældet i den europæiske menneskerettighedskonvention, betragter den som en fuldgyldig del af Unionens retssystem (5);

20.

minder om den vigtige rolle, som Europarådets institutioner og overvågningsmekanismer samt dets forskellige konventioner spiller på menneskerettighedsområdet; opfordrer indtrængende medlemsstaterne, EU-institutionerne og agenturet til at tage udgangspunkt i denne erfaring og tage hensyn til disse mekanismer ved at inddrage dem i netværksprocedurerne og anvende de standarder, som Europarådet har udviklet, samt de andre håndgribelige resultater af dets arbejde; opfordrer til fuld udnyttelse af det potentiale, der ligger i aftalememorandummet mellem Europarådet og EU;

21.

opfordrer til et tættere samarbejde mellem de forskellige institutioner og organisationer, der beskæftiger sig med beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, både på europæisk og internationalt niveau;

22.

understreger på ny, at det er meget vigtigt for EU's troværdighed i verden, at det ikke anvender dobbeltstandarder i eksterne og interne politikker;

23.

mener, at EU, hvis de fleste af medlemsstaterne har tiltrådt konventioner eller andre internationale retsinstrumenter på området beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, selv om den ikke som sådan er part i dem, har pligt til at overholde bestemmelserne heri og om nødvendigt følge henstillinger fra organer, disse har oprettet, hvis EU's lovgivning ikke yder tilsvarende eller bedre beskyttelse; opfordrer EF-Domstolen til at bakke op om denne tilgang gennem sine afgørelser;

24.

henstiller til EU at indgå samarbejdsaftaler med de internationale institutioner og organisationer, der beskæftiger sig med beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, og navnlig med FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder og de øvrige FN-organer, som spiller en rolle på dette område, samt med Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder og OSCE's højkommissær for nationale mindretal;

25.

understreger behovet for at evaluere og fuldt ud respektere de grundlæggende rettigheder og individuelle frihedsrettigheder i takt med udviklingen af Unionens kompetencer; vurderer derfor, at de to mål om at respektere de grundlæggende rettigheder og sørge for den kollektive sikkerhed ikke kun er forenelige, men indbyrdes afhængige, og at hensigtsmæssige politikker kan forhindre, at en repressiv tilgang truer de individuelle frihedsrettigheder;

26.

mener, at udviklingen af et europæisk retligt område på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse skal baseres på tilsvarende proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger i hele EU og respekt for de grundlæggende rettigheder som fremhævet i artikel 6 i EU-traktaten; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til hurtigt at vedtage passende lovgivningsmæssige foranstaltninger vedrørende enkeltpersoners rettigheder i strafferetlige procedurer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at europæiske arrestordrer og andre foranstaltninger til gensidig anerkendelse anvendes i overensstemmelse med EU's menneskerettighedsstandarder;

27.

understreger, at enhver tilbageholdt person har ret til alle retsgarantier og, i påkommende fald, til assistance fra den diplomatiske repræsentation for det land, hvor den pågældende er statsborger, og fra en uafhængig tolk;

28.

udtrykker bekymring over det store antal overtrædelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som medlemsstaterne er indblandet i, og opfordrer dem til at gennemføre relaterede afgørelser og tage hånd om strukturelle mangler og systematisk overtrædelse af menneskerettighederne ved at indføre de nødvendige reformer;

29.

bekymrer sig over det forhold, at det internationale samarbejde om terrorbekæmpelse ofte har medført en forringelse af niveauet for beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig den grundlæggende ret til beskyttelse af privatlivets fred, databeskyttelse og ikke-forskelsbehandling, og mener, at EU bør handle mere beslutsomt på internationalt niveau for at fremme en reel strategi baseret på fuld overholdelse af de internationale standarder og forpligtelser på området menneskerettigheder og beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, jf. chartrets artikel 7 og 8; opfordrer derfor indtrængende Rådet til at vedtage udkastet til rammeafgørelse om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde i overensstemmelse med Europa-Parlamentets henstillinger om højere standarder; mener, at en sådan strategi bør tage hensyn til behovet for en effektiv retslig kontrol af efterretningstjenesterne med henblik på at undgå anvendelse af oplysninger, der er opnået under tortur eller mishandling eller ved andre metoder, der ikke opfylder de internationale menneskerettighedsstandarder, som bevis i retslige procedurer, herunder på undersøgelsesstadiet;

30.

opfordrer indtrængende EU's institutioner og medlemsstater til omgående at gennemføre henstillingerne i Parlamentets beslutning af 14. februar 2007 om CIA's påståede brug af europæiske lande ved transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger (6); glæder sig i denne forbindelse over USA's nyvalgte præsidents tilsagn om at lukke fængslet i Guantanamo Bay og stille de indsatte for en domstol; opfordrer medlemsstaterne til at erklære sig rede til i fællesskab at finde løsninger for de resterende indsatte;

31.

beklager EU's manglende gennemførelse af afgørelser fra Retten i Første Instans af 12. december 2006 og af 4. december 2008 og Det Forenede Kongeriges appelrets afgørelse til fordel for People's Mojahedin Organization of Iran (PMOI) den 7. maj 2008;

32.

understreger forskellen mellem beskyttelse af mindretal og politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling; mener, at lige muligheder er en grundlæggende ret for alle individer og ikke et privilegium, som er forbeholdt borgere fra en bestemt medlemsstat; mener derfor, at alle former for forskelsbehandling bør bekæmpes med samme energi;

33.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til fuldt ud at rette sig efter agenturets henstillinger som fastsat i kapitel 7 i dets første årsberetning (7);

34.

bemærker med bekymring den utilfredsstillende situation omkring gennemførelsen af politikkerne til bekæmpelse af forskelsbehandling og støtter i denne forbindelse evalueringen i agenturets årsberetning for 2008; opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har påbegyndt gennemførelsen af disse politikker, til hurtigst muligt at råde bod herpå, navnlig hvad angår gennemførelsen af direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF; påpeger, at disse direktiver fastsætter mindstekrav og derfor bør danne grundlaget for en omfattende politik til bekæmpelse af forskelsbehandling;

35.

opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til at ratificere protokol nr. 12 (8) til den europæiske menneskerettighedskonvention, eftersom den indeholder et generelt forbud mod alle former for forskelsbehandling og garanterer, at ingen udsættes for forskelsbehandling i nogen som helst form fra en offentlig myndigheds side; der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke en sådan bestemmelse i hverken EU's eller Europarådets gældende retsakter;

36.

glæder sig over Kommissionens forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet, som udvider anvendelsesområdet for direktiv 2000/43/EF til at omfatte alle andre former for forskelsbehandling og lige muligheder for alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (KOM(2008)0426) og dermed gennemfører chartrets artikel 21, som giver større handlefrihed end EF-traktatens artikel 13, idet den omhandler yderligere tilfælde af forskelsbehandling - farve, social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold eller fødsel;

37.

beklager, at det foreslåede direktiv efterlader store huller i den juridiske beskyttelse mod forskelsbehandling, navnlig gennem en lang række undtagelser vedrørende offentlig orden, offentlig sikkerhed og offentlig sundhed, økonomiske aktiviteter, civil- og familiestatus og reproduktive rettigheder, uddannelse og religion; er bekymret over, at disse undtagelsesklausuler i stedet for at forbyde forskelsbehandling rent faktisk kan medvirke til at legitimere eksisterende former for forskelsbehandling; minder Kommissionen om, at direktivet skal være i overensstemmelse med gældende retspraksis, for så vidt angår lesbiskes, bøssers, bi- og transseksuelles rettigheder, navnlig Maruko-afgørelsen (9);

38.

opfordrer Kommissionen til at inddrage agenturet i Fællesskabets lovgivningsprocedure på området bekæmpelse af forskelsbehandling ved at tildele det en vigtig rolle som regelmæssig kilde til aktuelle og detaljerede oplysninger af relevans for fremlæggelse af yderligere lovgivning og ved at høre det på det forberedende stade af udarbejdelsen af forslag til retsakter;

39.

glæder sig over vedtagelsen af Rådets rammeafgørelse 2008/913/RIA af 28. november 2008 om bekæmpelse af visse former for og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen (10) i henhold til den politiske aftale fra december 2007; minder om sin beslutning af 29. november 2007 (11), som støttede forslaget; opfordrer Kommissionen til, efter at have rådført sig med agenturet, at fremsætte forslag til en lignende retsakt til bekæmpelse af homofobi;

40.

er bekymret over det ringe kendskab til lovgivningen om ikke-forskelsbehandling i medlemsstaterne og konstaterer, at unionsborgerne for at kunne gøre deres rettigheder gældende er henvist til at gøre brug af EU-retten på dette område; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fordoble deres indsats for at forbedre dette kendskab; lægger samtidig vægt på det forhold, at lovgivningen kun er effektiv, hvis borgerne har let adgang til domstolene, eftersom det beskyttelsessystem, der er fastsat i direktiverne til bekæmpelse af forskelsbehandling, er afhængigt af de initiativer, der tages af ofrene;

41.

er af den opfattelse, at bekæmpelse af forskelsbehandling ud over lovgivning og klagemuligheder nødvendigvis skal baseres på uddannelse, fremme af bedste praksis og oplysningskampagner, der er rettet mod offentligheden og de områder og sektorer, hvor der forekommer forskelsbehandling; opfordrer de nationale og lokale myndigheder til at gøre brug af de uddannelsesværktøjer, som agenturet og Europarådet har stillet til rådighed, når de gennemfører uddannelsesaktiviteter og foranstaltninger til fremme af politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling;

42.

understreger, at begrebet positiv særbehandling, som er en erkendelse af det forhold, at det i visse tilfælde er nødvendigt, at myndighederne griber aktivt ind for at genoprette en balance, der er alvorligt forstyrret, ikke kan begrænses til udelukkende at dreje sig om kvoter; understreger, at sådanne foranstaltninger i praksis kan antage de mest forskellige former som f.eks. garanti for ansættelsessamtaler, prioriteret adgang til uddannelser, der fører til ansættelse på områder, hvor visse grupper er underrepræsenteret, prioriteret information om jobtilbud for visse grupper og hensyntagen til erhvervserfaring og ikke blot til kvalifikationer;

43.

er af den opfattelse, at det er vigtigt at indsamle oplysninger om situationen for mindretal og dårligt stillede grupper, som det understreges i en række rapporter fra Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad og agenturet; opfordrer medlemsstaterne til at offentliggøre detaljerede statistikker om racistisk kriminalitet og udarbejde undersøgelser om kriminalitet og/eller ofre, der muliggør indsamling af kvantitative og sammenlignelige oplysninger om ofrene for denne kriminalitet;

44.

konstaterer, at de seneste udvidelser af EU har føjet næsten et hundrede mindretalsgrupper til de halvtreds, der i forvejen eksisterede i EU-15; understreger, at indvandrings- og integrationspolitikkerne i de central- og østeuropæiske medlemsstater har været adskilt fra mindretalspolitikkerne på grund af den lave procentdel af indvandrere, flygtninge og udenlandske borgere fra tredjelande samt den mere synlige tilstedeværelse af oprindelige mindretal;

45.

understreger, at selv om beskyttelse af mindretal er en del af Københavnskriterierne, er der hverken noget fælles kriterium eller minimumsstandarder for nationale mindretals rettigheder i fællesskabspolitikken, og at der heller ikke findes en fælles definition i EU vedrørende tilhørsforholdet til et nationalt mindretal; anbefaler, at der fastlægges en sådan definition på europæisk niveau baseret på Europarådets henstilling 1201 fra 1993; opfordrer alle de medlemsstater, der endnu ikke har underskrevet og ratificeret det europæiske charter om regionale sprog og mindretalssprog og rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal, til at gøre dette;

46.

understreger i denne forbindelse, at flere og flere af EU's statsborgere flytter fra en medlemsstat til en anden, og at de fuldt ud skal kunne nyde godt af deres rettigheder som EU-borgere i medfør af traktaterne, navnlig retten til at stemme ved lokale valg og EU-valg og retten til fri bevægelighed; opfordrer medlemsstaterne til nøje at overholde direktiv 2004/38/EF om fri bevægelighed og EU-institutionerne til at træffe yderligere foranstaltninger til beskyttelse af EU-borgeres rettigheder i hele EU;

47.

understreger, at det er vigtigt at beskytte og fremme regionale sprog og mindretalssprog under henvisning til, at retten til at tale og modtage undervisning på sit modersmål er en af de mest basale grundlæggende rettigheder; glæder sig over medlemsstaternes aktiviteter til støtte for dialogen mellem forskellige kulturer og religioner, som er afgørende, hvis de kulturelle og religiøse mindretal fuldt ud skal kunne gøre deres rettigheder gældende;

48.

mener, at principperne om subsidiaritet og selvstyre er de mest effektive metoder til at tilgodese rettigheder for personer tilhørende nationale mindretal efter bedste praksis i EU; tilskynder til brug af hensigtsmæssige former for selvstyre, under fuld respekt for medlemsstaternes suverænitet og territoriale integritet;

49.

understreger, at EU's politik for flersprogethed bør beskytte og fremme regionale sprog og mindretalssprog gennem målrettet finansiering og specifikke programmer, som ledsager programmet for livslang læring;

50.

mener, at statsløse med fast bopæl i medlemsstaterne befinder sig i en unik situation i EU, idet visse medlemsstater stiller urimelige eller ikke strengt nødvendige krav til dem og dermed diskriminerer dem i forhold til borgerne i majoritetsgruppen; opfordrer derfor alle berørte medlemsstater til at ratificere FN's konventioner om statsløse personers retsstilling (1954) og om begrænsning af statsløshed (1961); opfordrer de medlemsstater, der opnåede eller generhvervede suverænitet i 1990'erne, til at behandle alle personer, der opholdt sig på deres område forud for dette, på lige fod med majoritetsbefolkningen, og opfordrer dem til i overensstemmelse med de internationale organisationers anbefalinger systematisk at finde retfærdige løsninger på de problemer, som alle ofre for forskelsbehandling møder; fordømmer navnlig den fremgangsmåde, der går ud på med overlæg at slette registrerede personer, som opholder sig permanent i Den Europæiske Union, og opfordrer de berørte regeringer til at træffe effektive foranstaltninger for at genoprette status for disse statsløse personer;

51.

mener, at romasamfundet har behov for særlig beskyttelse, eftersom det efter EU's udvidelse er blevet et af de største mindretal i EU; understreger, at dette samfund gennem historien er blevet marginaliseret og forhindret i at udvikle sig på visse vigtige områder på grund af problemer som forskelsbehandling, stigmatisering og udelukkelse, der er blevet mere og mere udtalte;

52.

mener, at den sociale udelukkelse og forskelsbehandlingen af romasamfundene er et faktum på trods af de juridiske, politiske og økonomiske instrumenter, der er oprettet på europæisk niveau for at bekæmpe disse fænomener; konstaterer, at Unionens og medlemsstaternes spredte og ukoordinerede indsats indtil videre ikke har medført strukturelle og holdbare forbedringer af romaernes situation, navnlig på afgørende områder som adgang til uddannelse, sundhedsydelser, bolig og beskæftigelse; denne fiasko erkender man nu offentligt;

53.

beklager fraværet af en global og integreret EU-politik, som er specifikt rettet mod forskelsbehandling af romaerne, for at imødegå de problemer, de primært møder, og som fremgår af en række instrumenter til overvågning af overholdelsen af menneskerettighederne, herunder Kommissionens tiltrædelsesrapport, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser og agenturets rapporter; bekræfter, at det er Unionens kollektive ansvar at finde en løsning på disse problemer, der udgør et af de største og mest komplekse problemer på menneskerettighedsområdet, og at det bør takles med beslutsomhed;

54.

understreger nødvendigheden af en samlet menneskerettigheds- og handlingsorienteret tilgang til ikke-forskelsbehandling, der afspejler den europæiske dimension af forskelsbehandlingen af romaer; vurderer, at en europæisk rammestrategi om integration af romaer bør sigte på behandling af de reelle problemer ved at give medlemsstaterne en køreplan, der fastlægger mål og prioriteter og fremmer overvågnings- og evalueringsprocesserne, for så vidt angår:

55.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke overholdelsen, beskyttelsen og gennemførelsen af de rettigheder, som er fastlagt i konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder, og anmoder de berørte medlemsstater om at ophæve deres forbehold og ratificere den valgfri protokol til denne konvention (12); understreger samtidig behovet for at fuldføre deres forpligtelser i henhold til De Forenede Nationers erklæring og handlingsplanen fra den fjerde internationale kvindekonference i Beijing i 1995;

56.

opfordrer medlemsstaterne og EU til gennem effektive foranstaltninger at bekæmpe direkte og indirekte forskelsbehandling mod kvinder på alle områder (herunder ægteskab, partnerskab og andre familieforhold), samt flere former for forskelsbehandling (forskelsbehandling på grund af køn samtidig med andre grunde);

57.

kræver, at opmærksomheden særlig rettes mod situationen for de kvinder, som tilhører etniske mindretal, og kvindelige indvandrere, idet disses marginalisering øges af de mange former for forskelsbehandling, som finder sted både udefra og internt i deres egne samfund; anbefaler at vedtage integrerede nationale handlingsplaner med henblik på at imødegå de mange former for forskelsbehandling på effektiv vis, navnlig når forskellige organer tager sig af problemer med forskelsbehandling i en bestemt stat;

58.

understreger, at den vold, som kvinder på grund af deres køn udsættes for, navnlig vold i hjemmet, skal anerkendes og bekæmpes på europæisk og nationalt niveau, for så vidt det handler om en krænkelse af kvinders rettigheder, som er et udbredt og ofte undervurderet fænomen, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at træffe passende og effektive foranstaltninger for at sikre kvinder et liv fri fra enhver form for vold ved at tage behørigt hensyn til FN's erklæring om afskaffelse af vold mod kvinder (13);

59.

opfordrer medlemsstaterne og EU til at anerkende og gøre en indsats mod alle former for seksuel udnyttelse; medlemsstater, der ikke har overholdt den aftalte EU-lovgivning om bekæmpelse af menneskehandel, bør drages til ansvar (14); medlemsstaterne bør ratificere protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og strafforfølgelse af handel med mennesker, særlig kvinder og børn som supplement til FN's konvention mod grænseoverskridende organiseret kriminalitet og Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel; opfordrer indtrængende Kommissionen til at gennemføre handlingsplanen om menneskehandel;

60.

understreger behovet for at øge den offentlige bevidsthed om retten til reproduktiv og seksuel sundhed og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kvinder fuldt ud kan nyde godt af deres rettigheder, indføre en passende seksualundervisning, information og fortrolige rådgivende tjenester og lette præventionsmetoderne for at forhindre enhver uønsket graviditet og ulovlige og risikable aborter samt bekæmpe praksissen med kønslig lemlæstelse af kvinder;

61.

understreger, at kvinder i etniske mindretal bør sikres adgang til offentlige midler, uanset deres juridiske status, for at sikre dem adgang til sikre, lige, kulturelt følsomme sundhedsoplysninger og -rettigheder, navnlig seksuel og reproduktiv sundhed og tilsvarende rettigheder; der bør vedtages europæisk rammelovgivning, der sikrer unge pigers fysiske integritet mod kønslig lemlæstelse;

62.

understreger, at selv om der er sket fremskridt, hvad angår kvinders beskæftigelse, og på trods af deres høje uddannelsesniveau, er de fortsat grupperet i visse erhverv, dårligere lønnede end mænd for et tilsvarende arbejde og i ringere grad repræsenteret i beslutningsprocesserne, og arbejdsgiverne ser ofte på dem med mistro hvad angår graviditet og barselsorlov; der bør tages alvorlig hånd om lønforskellene mellem kvinder og mænd for at garantere kvinders økonomiske uafhængighed og lighed mellem kvinder og mænd på arbejdsmarkedet;

63.

opfordrer medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe seksuel og moralsk chikane på arbejdspladsen;

64.

understreger nødvendigheden af at understøtte kvinder i deres professionelle karriere, også ved hjælp af aktive politikker, som gør det muligt at forene privatliv, arbejdsliv og familieliv; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme både en delt forældreorlov og en fædreorlov og til at fordele udgifterne til barsels- og forældreorlov, så kvinderne ikke længere udgør en dyrere arbejdskraft end mændene; understreger endvidere behovet for oplysningskampagner for at undgå kønsstereotype familiemønstre, og understreger samtidig betydningen af at sikre fleksible arbejdsforhold, øge adgangen til børnepasning og garantere fuld deltagelse i pensionsordninger for kvinder med børn;

65.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at bekæmpe forskelsbehandlingen af gravide kvinder på arbejdsmarkedet og iværksætte alle de nødvendige tiltag for at sikre et højt beskyttelsesniveau for mødre; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en mere detaljeret evaluering af, om de nationale bestemmelser på dette område overholder fællesskabsretten, og om nødvendigt at fremsætte ethvert passende forslag til revision af fællesskabslovgivningen;

66.

henleder opmærksomheden på det store antal (især kvindelige) partnere til selvstændige (navnlig inden for landbrug), hvis juridiske status er usikker i mange medlemsstater, hvilket kan give specifikt finansielle og juridiske problemer, hvad angår adgang til barsels- og sygeorlov, optjening af pensionspoint og adgang til socialsikring, ligesom i tilfælde af skilsmisse;

67.

anerkender, at kvinders ulige adgang til økonomiske ressourcer på arbejdsmarkedet underminerer deres adgang til social beskyttelse, navnlig pensionsrettigheder, med det resultat, at kvinders risiko for at blive fattige, når de bliver gamle, er større end mænds; for at forebygge forskelsbehandling af kvinder er det vigtigt, at individualisering af rettigheder garanteres i sociale beskyttelsessystemer og ikke baseres på familieenheden; den tid, der bruges uden for det formelle arbejdsmarked som følge af pasning, bør tildeles enheder for »kredittid«, som tæller med i beregningen af fuldstændige pensionsrettigheder;

68.

understreger betydningen af at sikre, at tredjelandsstatsborgere, som ankommer til EU, og EU's borgere er bevidste om de gældende love og de sociale konventioner vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder, så de kan undgå situationer med forskelsbehandling på grund af manglende kendskab til de juridiske og sociale vilkår;

69.

opfordrer medlemsstaterne til ikke at acceptere, at forskelsbehandling, undertrykkelse eller vold mod kvinder eller vedtagelse af politikker, der kan bringe deres liv i fare, retfærdiggøres med henvisning til sædvane, traditioner eller ethvert andet religiøst hensyn;

70.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse om forskelsbehandling af husholdninger med én person, navnlig med hensyn til skattebehandling, social sikkerhed, offentlige tjenester, sundhedstjenester og boliger;

71.

mener, at diskriminerende bemærkninger rettet mod homoseksuelle fra religiøse, sociale eller politiske ledere giver næring til had og vold, og opfordrer de relevante organer til at fordømme dem;

72.

bakker i den forbindelse fuldt ud op om det franske initiativ, der støttes af alle medlemsstaterne, til en universel afkriminalisering af homoseksualitet, som i 91 lande stadig udgør en strafbar handling, der endog i visse tilfælde straffes med dødsstraf;

73.

glæder sig over offentliggørelsen af agenturets første tematiske rapport, udarbejdet på Parlamentets opfordring, som handler om »homofobi og forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i medlemsstaterne« og anmoder medlemsstaterne og EU's institutioner om straks at følge agenturets anbefalinger eller anføre årsagen til ikke at gøre dette;

74.

erindrer alle medlemsstaterne om, at forsamlingsfriheden i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis også gælder for personer, hvis meninger strider mod flertallets, og at et diskriminerende forbud mod demonstrationer samt enhver manglende overholdelse af forpligtelsen til at sikre en passende beskyttelse af deltagerne, strider imod de principper, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har garanteret ved artikel 6 i EU-traktaten om fælles EU-værdier og principper samt ved EU's charter om grundlæggende rettigheder;

75.

opfordrer de medlemsstater, som har indført en lovgivning om registrerede partnerskaber mellem personer af samme køn, til at anerkende de bestemmelser, som andre medlemsstater har vedtaget, og som har tilsvarende virkninger; opfordrer disse medlemsstater til at foreslå retningslinjer for medlemsstaternes gensidige anerkendelse af den eksisterende lovgivning med henblik på at sikre, at retten til fri bevægelighed i EU for par af samme køn er gældende på de samme betingelser, som gælder for heteroseksuelle par;

76.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremsætte forslag, der har til formål at sikre, at medlemsstaterne gennemfører princippet om gensidig anerkendelse af homoseksuelle par, navnlig når de udøver deres ret til fri bevægelighed i henhold til Unionsretten;

77.

opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gjort dette, til under anvendelse af lighedsprincippet at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på at overvinde den forskelsbehandling, som visse par oplever på grund af deres seksuelle orientering;

78.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne giver asyl til personer, som flygter fra forfølgelse på grund af deres seksuelle orientering i deres oprindelsesland, til at tage initiativer på bilateralt og multilateralt plan for at standse forfølgelser af personer på grund af deres seksuelle orientering og til at indlede en undersøgelse af transseksuelle personers situation i medlemsstaterne og i kandidatlandene, navnlig hvad angår risikoen for chikane og vold;

79.

opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes forskellige lokale, regionale og nationale myndigheder til at koordinere deres foranstaltninger til bekæmpelse af antisemitisme og angreb på minoritetsgrupper, herunder romaer, traditionelle nationale mindretal og tredjelandsstatsborgere i medlemsstaterne, med henblik på at fremme respekten for principperne om tolerance og ikke-forskelsbehandling og at fremme den sociale, økonomiske og politiske integration; opfordrer alle de medlemsstater, som endnu ikke har gjort dette, til at erklære, at De Forenede Nationers Komité om Bekæmpelse af Racediskrimination er kompetent til at modtage og behandle individuelle meddelelser i henhold til FN's internationale konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination;

80.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til beslutsomt at forfølge ethvert udtryk for hadefuld tale i racistiske medieprogrammer og artikler, der spreder intolerante synspunkter, gennem hadefulde forbrydelser mod romaer, indvandrere, udlændinge, traditionelle nationale mindretal og andre minoritetsgrupper, samt gennem musikgrupper og ved nynazistiske koncerter, der ofte kan foregå offentligt uden nogen konsekvenser; opfordrer ligeledes indtrængende politiske partier og bevægelser, som har stor indflydelse på massemedierne, til at afstå fra hadefulde tale og fra at bruge bagvaskelse af mindretalsgrupper inden for Unionen;

81.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme en endnu større inddragelse af arbejdsmarkedets parter for at træffe foranstaltninger, der skal standse forskelsbehandling på grundlag af handicap eller alder og i betydelig grad forbedre unges, ældres og handicappede personers adgang til arbejdsmarkedet og til uddannelsesprogrammer; opfordrer alle de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder og den valgfrie protokol, til at gøre dette;

82.

henstiller indtrængende til Kommissionen at drage omsorg for, at den støtte, som stilles til rådighed for medlemsstaterne til tilvejebringelse af faciliteter for handicappede, opfylder kriterierne i FN's konvention om handicappedes rettigheder, dvs. at den anvendes til hensigtsmæssige samfunds-/familiebaserede tjenesteydelser og åbner mulighed for at leve et uafhængigt liv;

83.

mener, at det er vigtigt at sikre, at alle de, som har brug for geriatrisk sundhedspleje eller pleje på grund af sygdom eller invaliditet, har adgang til pleje og behandlinger, og påpeger, at det er nødvendigt i særlig høj grad at rette opmærksomheden mod at yde pleje til og beskyttelse af handicappede unge;

84.

understreger mediernes betydning for fremme af mangfoldighed, multikulturalisme og tolerance; opfordrer indtrængende alle medietjenester til at undgå indhold, som kan støtte racisme, fremmedhad, intolerance eller diskrimination af enhver art;

85.

opfordrer medlemsstaterne til som led i Det Europæiske År for Interkulturel Dialog (2008) at samarbejde med en bred vifte af aktører, navnlig ngo'ere, med henblik på at fremme den interkulturelle dialog og at øge bevidstheden, især hos unge, om fælles almindelige værdier og respekt for kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed;

86.

understreger, at sport spiller en vigtig rolle i forbindelse med fremme af tolerance, gensidig respekt og forståelse; opfordrer sportsorganisationer på nationalt og europæisk plan til også fremover at gøre en indsats i kampen mod racisme og fremmedhad, og tilskynder til iværksættelse af nye, stærkere og mere vidtrækkende initiativer, der bygger videre på allerede eksisterende foranstaltninger;

87.

fremhæver den afgørende rolle, som mediekompetencer spiller, hvad angår lige og retfærdige uddannelsesmuligheder for samtlige borgere i EU;

88.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre en effektiv integration i deres uddannelsessystemer af nytilkomne personer fra lande uden for EU, især børn og unge, og støtte dem i styrkelsen af deres kulturelle mangfoldighed;

89.

erindrer om, at de grundlæggende rettigheder ikke standser uden for kasernernes døre, og at de ligeledes i fuldt omfang finder anvendelse på borgere i uniform, og henstiller til medlemsstaterne at sikre, at de grundlæggende rettigheder også respekteres i de væbnede styrker;

90.

er chokeret over den tragiske død, der møder de personer, som omkommer i forsøget på at nå europæisk territorium, eller som falder i hænderne på smuglere eller menneskehandlere;

91.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre effektive og langsigtede lovlige indvandringspolitikker og sikre en reel adgang til EU's territorium og til en procedure for mere lempelige og koordinerede regler for asylansøgere i stedet for at koncentrere alle deres kræfter om at forhindre ulovlig indvandring og anvende en stigende mængde kontrolforanstaltninger ved grænserne, som mangler de nødvendige mekanismer til at identificere potentielle asylansøgere ved Europas grænser, hvilket fører til en krænkelse af »non-refoulement«-princippet som fastsat i konventionen om flygtninges retsstilling af 1951;

92.

opfordrer medlemsstaterne til at anvende UNHCR's retningslinjer på ligestillingsområdet (2002) til at gennemføre eksisterende fællesskabsdirektiver om asyl;

93.

opfordrer Rådet til at klarlægge de roller, som henholdsvis Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) og medlemsstaterne spiller med henblik på at sikre, at grænsekontrollen respekterer menneskerettighederne; mener, at det er nødvendigt hurtigst muligt at ændre Frontex' mandat med henblik på at medtage søredning; kræver Europa-Parlamentets demokratiske kontrol ved Frontex' indgåelse af aftaler med tredjelande, især med hensyn til fælles tilrettelæggelse af tilbagesendelse;

94.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at give Frontex mulighed for at indlede et struktureret samarbejde med agenturet og FN's Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) med henblik på at lette de operationer, der har betydning for beskyttelsen af menneskerettighederne;

95.

er bekymret over, at tendensen til at gennemføre grænsekontrollerne længere og længere væk fra EU's geografiske grænser gør det meget svært at kontrollere, hvad der sker, når de personer, der søger om flygtningestatus, og de personer, som har behov for international beskyttelse, kommer i kontakt med myndighederne i et tredjeland;

96.

opfordrer indtrængende Kommissionen og navnlig Rådet til hurtigt og ambitiøst at fremskynde Unionens fremadsynede strategi inden for asyl om gennemførelse af fase II, herunder revision af Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurerne for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (15) samt Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse (16), og indholdet af en sådan beskyttelse samt etablering af en europæisk asylstøttemyndighed;

97.

anmoder Kommissionen om fortsat at overvåge gennemførelsen af Rådets direktiv2003/9/EF af 27. januar 2003 om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (17), således at en manglende gennemførelse eller en delvis gennemførelse heraf ikke fører til, at mange medlemsstater opretholder en praksis, der ikke opfylder direktivets minimumsstandarder;

98.

minder om, at også migranter, der ikke indgiver en ansøgning om asyl, skal modtages under korrekte og tilpassede rammer, hvor de – med hjælp fra tolke og kulturformidlere, der er uddannet hertil – kan få kendskab til deres rettigheder og muligheder ifølge modtagelseslandets lovgivning, fællesskabsretten og internationale konventioner;

99.

anmoder om, at opmærksomheden især bør rettes mod børn, der er flygtninge, asylansøgere og migranter, samt mod børn af forældre, der er asylansøgere, flygtninge, eller som ikke har nogen opholdstilladelse, således at det sikres, at det enkelte barn fuldt ud kan udøve sine rettigheder, som fastsat i De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder, herunder retten til ikke at blive forskelsbehandlet, idet børns bedste interesser skal prioriteres i alle de tiltag, der træffes; anerkender dog fuldt ud forældrenes vigtige rolle og ansvar; henleder opmærksomheden på, at visse medlemsstater har udviklet et to-sporet uddannelsessystem og understreger, at forskellig bistand og pleje til børn af ikke-statsborgere og børn af statsborgere ikke bør være hverken diskriminerende eller langvarig og bør være begrundet i, at det sikrer bedre uddannelse, herunder i modtagerlandets sprog, for alle børn;

100.

anmoder om, at der gives særlig opmærksomhed til uledsagede mindreårige og til dem, der er blevet adskilt fra deres forældre og ankommer til EU som illegale indvandrere, og fremhæver medlemsstaternes forpligtelse til at give dem særlig hjælp og beskyttelse; opfordrer alle myndigheder – lokale, regionale og nationale – samt alle EU-institutioner til at samarbejde om at beskytte disse børn mod alle former for vold og udnyttelse, at sikre, at der straks udpeges en værge til dem, at de får juridisk bistand, at man søger at opspore deres familie, og at modtagelsen forbedres ved at de tilbydes en passende bolig, får lettere adgang til sundhedstjenester, skolegang og undervisning, navnlig i modtagerlandets officielle sprog, erhvervsuddannelse og bliver fuldstændigt integreret i skolesystemet;

101.

minder om, at administrativ tilbageholdelse af børn ikke bør finde sted, og at de børn, der ledsages af deres familie, kun under ganske særlige omstændigheder bør tilbageholdes, for det kortest mulige tidsrum, og kun hvis en sådan tilbageholdelse er i barnets tarv, jf. artikel 3 og 37, litra b), i De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder;

102.

opfordrer til, at der sker en bedre koordinering af medlemsstaternes politik for integration af statsborgere fra tredjelande, og til, at der tages EU-initiativer inden for dette område; understreger, at de fælles grundprincipper for en sammenhængende EU-ramme på området bør garantere, at integrationspolitikken indebærer et forbud mod diskrimination, uden dog at være begrænset hertil, og at den udstrækkes til en række områder, såsom beskæftigelse, uddannelse og erhvervsuddannelse;

103.

opfordrer til udvikling af integrationsprogrammer og programmer for interkulturel dialog, der er bestemt til at afværge potentielle spændinger mellem EU-migranter og den oprindelige befolkning som følge af migration efter udvidelsen;

104.

finder, at det mest påtrængende behov for minoriteter med indvandrerbaggrund er hurtigst muligt at blive integreret i samfundslivet i det land, hvor de har bosat sig, samtidig med at det sikres, at det sker i en ånd af gensidighed; finder, at det ligeledes er vigtigt at anerkende, at enhver, der er født i og bor i en medlemsstat, har ret til at få adgang til de civile rettigheder; mener, at fastboende udlændiges ret til at deltage i det politiske liv på lokalt niveau vil fremme social og politisk integration;

105.

frygter, at manglen på en effektiv integrationspolitik kan medføre, at hundredtusindevis af tredjelandsstatsborgere og statsløse udelukkes fra arbejdslivet samt fra det sociale og politiske liv, hvilket også underminerer EU's målsætning om at øge arbejdskraftens mobilitet med henblik på styrke konkurrenceevnen og øge den økonomiske velstand; anerkender risikoen for, at udstødelse kan anbringe en person i sårbar position og bane vej for radikalisering, menneskehandel og andre former for udnyttelse;

106.

insisterer på den omstændighed, at personerne først bør hjemsendes efter en retfærdig og fuldstændig behandling af deres ansøgning; finder, at medlemsstaterne, når tilbagevenden er umulig eller umenneskelig, fordi der består en kritisk situation med hensyn til oprindelses- eller transitlandets overholdelse af menneskerettighederne, bør undlade at sende dem tilbage i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis;

107.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at overvåge levevilkårene for og integrationen af de personer, der er vendt tilbage til oprindelses- og transitlande, og at træffe foranstaltninger, der sikrer dem en passende hjælp;

108.

er bekymret over den omstændighed, at der igennem adskillige år er sket en kraftig forøgelse i antallet af tilbageholdelsescentre i medlemsstaterne og ved deres grænser; kræver, på grundlag af utallige rapporter herunder fra delegationerne under Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som gør opmærksom på hyppige overtrædelser af menneskerettighederne, at der iværksættes følgende aktioner:

109.

er bekymret over den omstændighed, at der siden 2002 i de fleste bilaterale aftaler, som EU har indgået med tredjelande, herunder i handelsaftaler, er indsat tilbagetagelsesklausuler, hvilket således i stigende omfang medfører en eksternalisering af Den Europæiske Unions migrationspolitik, der er karakteriseret af en utilstrækkelig parlamentarisk kontrol såvel på EU-plan som på nationalt plan; kræver derfor, at Kommissionen og Rådet inddrager Europa-Parlamentet på et tidligt stade i forhandlingerne om en sådan aftale og regelmæssigt aflægger rapport om, hvor mange personer der udvises fra EU med henvisning til disse klausuler;

110.

værner om ytringsfriheden som en grundlæggende værdi i EU; mener, at ytringsfriheden skal udøves inden for lovgivningens grænser, bør være forbundet med et personligt ansvar og være baseret på respekt for andres rettigheder;

111.

glæder sig over, at situationen for pressefriheden i medlemsstaterne overordnet set er tilfredsstillende, for så vidt som alle 27 medlemsstater er med blandt de 56 højst placerede lande i pressefrihedsindexet for 2007, der er udarbejdet af Journalister uden Grænser;

112.

anmoder de medlemsstater, som de seneste år har anvendt deres retslige institutioner til, eller planlægger at ændre deres lovgivning i så henseende, at tilsidesætte journalisters ret til at beskytte deres kilder samt journalisters og redaktørers ret til at offentliggøre oplysninger, om at forbedre deres lovgivning og praksis, således at den bringes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse af 27. marts 1996 og med Europarådets Ministerkomités henstilling til medlemsstaterne om journalisters ret til ikke at afsløre deres informationskilder (18), idet tilsidesættelsen af denne ret i dag udgør den største trussel mod ytringsfriheden for journalister i EU, og der ikke i så henseende er sket nogen væsentlig forbedring af situationen i de seneste år;

113.

er af den opfattelse, at ytringsfriheden og pressens uafhængighed er universelle rettigheder, der ikke kan kompromitteres af nogen enkeltperson eller gruppe, som måtte føle sig angrebet af det, der siges eller skrives; understreger samtidig, at der i henhold til den gældende lovgivning skal være sikret adgang til ved domstolene at få tilkendt erstatning, såfremt der bringes forkerte nyheder eller i tilfælde af bagvaskelse;

114.

mener, at pressefriheden altid skal udøves inden for lovens rammer, men er samtidig bekymret over den omstændighed, at den fristelselse til at bandlyse offentlig debat om visse emner, som har eksisteret de seneste år, medfører, at der i mange medlemsstater foregår en form for uofficiel censur eller en selvcensur i medierne;

115.

fordømmer enhver form for vold mod børn og lægger navnlig vægt på, at det er nødvendigt at bekæmpe de mest almindelige former for vold, der findes i medlemsstaterne: pædofili, seksuelle overgreb, vold i hjemmet, korporlig afstraffelse i skolerne og andre former for overgreb i institutioner; kræver, at der iværksættes sikre, fortrolige og tilgængelige mekanismer, der skal gøre det muligt for børn i alle medlemsstater at anmelde volden, og at der skabes stor opmærksomhed om disse mekanismer;

116.

anmoder medlemsstaterne om at træffe effektive forholdsregler for at forbyde de forskellige former for udnyttelse af børn, herunder til prostitution, produktion af børnepornografi, narkohandel, lommetyveri, tiggeri samt alle andre former for udnyttelse;

117.

anmoder medlemsstaterne om at træffe foranstaltninger til at afskaffe uofficielle ægteskaber mellem ofte purunge mindreårige; mener, at denne praksis udgør en form for seksuelt misbrug, som skader børnenes udvikling og fremmer tidligt skolefrafald;

118.

anmoder de tretten medlemsstater, som ikke har nogen lovgivning på området, om at indføre et fuldstændigt forbud mod korporlig afstraffelse i overensstemmelse med FN's undersøgelse fra 2006 om vold mod børn, hvori denne form for afstraffelse betegnes som den mest udbredte form for vold mod børn;

119.

lægger vægt på behovet for at sikre, at der inden for alle politikområder, såvel på EU-plan som på nationalt plan, tages hensyn til nødvendigheden af at afskaffe alle former for børnearbejde; mener, at undervisning på fuld tid vil være den bedste løsning på problemet, både for at forebygge en sådan udnyttelse af børn og for i fremtiden at bryde den onde cirkel med analfabetisme og fattigdom;

120.

konstaterer, at der i visse medlemsstater er tusindvis af børn beskæftiget med de værste former for arbejde i byområder og landdistrikter, og opfordrer derfor medlemsstaterne til at tage fat på disse problemer ved at håndhæve deres nationale love strengt, samt ved at organisere nationale uddannelseskampagner rettet mod såvel forældre som børn;

121.

minder om, at næsten 20 % af børnene i EU lever under fattigdomsgrænsen, og at de mest sårbare blandt dem kommer fra familier med en eneforsørger og/eller har forældre, der er født i udlandet; insisterer derfor på, at der bør træffes passende foranstaltninger, der sikrer adgang til de rettigheder, som fokuserer på børns behov, herunder foranstaltninger til støtte for familier, og anmoder medlemsstaterne, navnlig dem, der har de højeste fattigdomsprocenter, om at fastsætte nogle ambitiøse og gennemførlige målsætninger til bekæmpelse af børns og deres familiers fattigdom;

122.

anmoder Kommissionen om at forsøge at integrere de forskellige strategier særligt med hensyn til bekæmpelse af børns og deres familiers fattigdom, ungdomsarbejdsløshed og social inddragelse af minoriteter i alle relevante udviklingsstrategier, herunder strategidokumenterne om fattigdomsbekæmpelse og de vejledende programmer; og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre en effektiv indsats mod handel med børn, til at øge det grænseoverskridende samarbejde, tilbyde specialiseret uddannelse og gennemføre juridiske standarder med dette formål for øje;

123.

understreger betydningen af at beskytte børn; mener, at initiativerne under EU-strategien for barnets rettigheder, såsom en internetportal beregnet specifikt til børneanliggender, specialhjælp og nødtelefonlinier samt budgetbevillinger til EU-programmer til fordel for børn, bør udvikles og anvendes i endnu højere grad;

124.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at være særlig opmærksomme på de forskellige former for forskelsbehandling af unge og børn, der kan antage et utal af former, og som især opleves af børn, der lever i fattigdom, gadebørn og unge, der tilhører etniske minoritetsgrupper og indvandrergrupper, samt af handicappede børn og unge, og som fører til, at de udelukkes fra uddannelse og sundhedsydelser;

125.

anmoder om, at der træffes særlige foranstaltninger for romabørn og navnlig – men ikke udelukkende – for dem, der kommer fra de medlemsstater, hvor romaer udgør en stor etnisk minoritet, med henblik på afskaffelse af den diskrimination, segregation og sociale og uddannelsesmæssige udstødelse, som de ofte udsættes for; anmoder navnlig medlemsstaterne om at bestræbe sig på at afskaffe den – helt uberettigede – overrepræsentation af romabørn på institutioner for psykisk handicappede, at organisere kampagner til fremme af skolegang og at bekæmpe fænomenet med afslag på udstedelse af ID-kort, som mange romabørn udsættes for;

126.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at dårligt stillede og socialt udstødte børn integreres effektivt i uddannelsessystemerne i så tidlig en alder som muligt, og med dette formål for øje at fremme udvekslingen af bedste praksis;

127.

opfordrer medlemsstaterne til at bekæmpe forskelsbehandling i undervisningen, f.eks. gennem segregation af romabørn, i overensstemmelse med den dom, der for nylig blev afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg i en sådan sag (19);

128.

mener, at frihedsberøvelse for mindreårige lovovertrædere kun må anvendes som en nødløsning og for et så kort tidsrum som muligt, og anmoder derfor om alternativer til fængsling af mindreårige; insisterer på, at der gennemføres rehabiliteringsforanstaltninger som f.eks. samfundstjeneste for at opnå social og erhvervsmæssig reintegration af disse unge mennesker;

129.

konstaterer, at den kriminelle lavalder ikke er den samme i alle medlemsstater, og er bekymret over det forhold, at børn i visse medlemsstater jævnligt stilles for en almindelig domstol, og at de specialiserede ungdomsdomstole i andre medlemsstater er blevet nedlagt; opfordrer medlemsstaterne til at indrette deres retssystemer således, at intet barn nogensinde dømmes på samme vilkår som voksne;

130.

anmoder alle medlemsstaterne om at sikre en effektiv og uafhængig repræsentation af børn i alle retssager og domstolslignende procedurer, der angår børn, og at de får beskikket en værge, hvis der ikke er noget familiemedlem, der kan repræsentere dem; understreger, at alle børn, herunder dem, der er anbragt i retlige forvaringsfaciliteter, af myndighederne bør informeres om deres klagemuligheder;

131.

anmoder medlemsstaterne om at tage skridt til at sikre barnets ret til en familie og om i dette øjemed at søge effektive løsninger for at undgå, at forældre og børn adskilles, eller at børn forlades; anmoder dem om at bevæge sig væk fra en politik med store institutioner og i stedet reformere, udvikle og styrke effektive alternative børnepasningsstrukturer, baseret på familien og fællesskabet; anmoder medlemsstaterne om midler til at gøre det muligt for børn at vende tilbage til deres familier;

132.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre kvaliteten af pasningsmulighederne for børn, herunder efter- og videreuddannelse, gode arbejdsvilkår og en anstændig løn til dem, der beskæftiger sig med børnepasning; understreger, at sådanne pasningsordninger og det her ansatte personale giver børnene et solidt grundlag for deres fremtid, hvilket også er til fordel for forældrene, især forældre med et meget stort arbejdspres og enlige forsørgere, ligesom det også udgør et alternativ for børn med en utilstrækkelig eller manglende familiemæssig baggrund;

133.

minder om, at børn har ret til at udtrykke deres synspunkter i overensstemmelse med deres alder og modenhed, og at man skal give dem mulighed for at deltage i en børnegruppe eller -forening, hvor de kan møde andre børn og lære at udtrykke sig i en sådan sammenhæng; anmoder derfor medlemsstaterne og de lokale myndigheder om at fremme projekter, der skal give børnene lejlighed til at udtrykke sig på denne måde, inden for rammerne af lokale børneråd eller -parlamenter, samtidig med at det sikres, at de mest udstødte børn inddrages, og at oplysninger om sådanne aktiviteter når ud til brede kredse af børn;

134.

glæder sig over, at Kommissionen har oprettet et forum, der samler repræsentanter fra EU-institutionerne og nationale og internationale organisationer, der beskæftiger sig med børns rettigheder; finder, at børns deltagelse bør være en af hovedmålsætningerne for dette forum, og opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at børn deltager på alle stadier af forummets aktiviteter;

135.

finder, at det er vigtigt, at oplysninger om børns rettigheder udbredes til børn på en tilgængelig og hensigtsmæssig måde; opfordrer Kommissionen til at udvikle effektive kommunikationsværktøjer, som kan forbedre børns kendskab til deres rettigheder, til børns situation i medlemsstaterne og til EU's aktiviteter på dette område;

136.

mener, at fattigdom og social udstødelse kun kan bekæmpes ved at garantere samtlige grundlæggende rettigheder, herunder økonomiske og sociale rettigheder, for alle; godkender i denne forbindelse beslutningen om gøre år 2010 til Europæisk År for Bekæmpelse af Fattigdom og Social Udstødelse; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne at nå til enighed om og at forfølge ambitiøse målsætninger i forbindelse hermed;

137.

understreger, at der findes et sæt grundlæggende rettigheder, der er uadskillelige og indbyrdes forbundet, og hvortil alle mennesker skal være sikret reel adgang;

138.

fremhæver, at retten til beskyttelse mod fattigdom og social udstødelse fastslås i artikel 30 i den reviderede europæiske socialpagt, og opfordrer medlemsstaterne til at ratificere den;

139.

understreger den voksende betydning af politikker til »aktiv inddragelse« af de personer, hvis tilknytning til arbejdsmarkedet er svagest;

140.

understreger, at ekstrem fattigdom og social udstødelse udgør en krænkelse af de grundlæggende rettigheder som helhed;

141.

ønsker, at den sociale dimension og de grundlæggende rettigheder reelt integreres i alle EU's politikker;

142.

støtter en model for bæredygtig social udvikling, som er i overensstemmelse med en strategi baseret på sociale rettigheder, og som primært har til hensigt at skabe større social samhørighed;

143.

påpeger, at chartrets artikel 34 og 36 anerkender retten til sociale sikringsydelser og sociale tjenester samt adgangen til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse; opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at alle borgere, også de mest udsatte, har adgang til disse rettigheder;

144.

minder om, at fattigdomsbekæmpelse skal ske i et partnerskab med den dårligst stillede del af befolkningen, som er mest berørt, og derfor bedst kan redegøre for følgerne af ikke at have adgang til rettighederne og foreslå, hvordan disse følger kan imødegås; ønsker, at der indføres et participatorisk demokrati med særligt fokus på deltagelse af personer, der er konfronteret med fattigdom, udstødelse, forskelsbehandling og ulighed;

145.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en europæisk rammedefinition af hjemløshed, indsamle sammenlignelige og pålidelige statistiske oplysninger og tilvejebringe årlige opdateringer om foranstaltninger og fremskridt i EU's medlemsstater til udryddelse af hjemløshed;

146.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udarbejde nødplaner til brug om vinteren som led i en større strategi for hjemløshed;

147.

påpeger, at chartrets artikel 34, stk. 3, anerkender retten til social bistand og boligstøtte for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, for at bekæmpe social udstødelse og fattigdom; opfordrer følgelig medlemsstaterne til at garantere adgangen til en anstændig bolig;

148.

henviser til de bemærkninger og principper, der er indeholdt i rapporten fra Europarådets menneskerettighedskommissær om anstændige boligforhold (20);

149.

påpeger, at enhver i henhold til chartrets artikel 35 har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser og til at modtage lægehjælp; opfordrer medlemsstaterne til navnlig at sikre personer med lav indkomst, eller hvis sundhedstilstand kræver en lang og bekostelig intensiv behandling, adgang til rimelige sundhedsydelser;

150.

opfordrer medlemsstaterne og EU til at give personer, der misbruger narkotiske stoffer, fuld adgang til specialiserede sundhedstjenester og alternativ behandling og sikre, at de ikke behandles som kriminelle blot på grund af deres personlige forbrug af ulovlige stoffer;

151.

insisterer på behovet for at gøre arbejdsmarkedet mere gennemskueligt, således at ethvert arbejde (hvad enten der er tale om midlertidigt, fast eller løst arbejde, på fuldtids- eller på deltidsbasis) deklareres, aflønnes rimeligt og fuldt ud tilgodeser arbejdstagernes rettigheder;

152.

erkender, at mindstelønnen ikke er fastsat ved lov i samtlige medlemsstater; kræver, at der indføres instrumenter, der skal sikre alle et anstændigt lønniveau, således at alle arbejdstagere i EU får udbetalt en løn, der giver dem adgang til et værdigt liv;

153.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og kandidatlandene til at ratificere og fuldt ud gennemføre Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konventioner; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at støtte ILO gennem en styrkelse af dens overvågningssystemer og -ordninger;

154.

tilskynder virksomhederne til at indføre ansvarlige og ikke-diskriminerende politikker for ansættelse og faglig udvikling med henblik på at fremme kvinders, unges og handicappedes beskæftigelse;

155.

minder om, at forskelsbehandling også må opfattes som værende i strid med de fire grundlæggende friheder – særligt retten til fri bevægelighed for personer – og som sådan udgør en hindring for det indre markeds funktion; opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at revidere overgangsbestemmelserne om adgang til deres arbejdsmarkeder med henblik på at afskaffe differentiering mellem europæiske borgere på dette område;

156.

anmoder medlemsstaterne om at revidere deres lovgivning for at sikre, at sexarbejdere, uanset deres retlige status, garanteres deres grundlæggende rettigheder og kan få adgang til passende social- og sundhedstjenester;

157.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at støtte den sociale inddragelse af de mennesker, hvis tilknytning til arbejdsmarkedet er svagest, og imødegå problemet med »fattige arbejdstagere«; mener, at sådanne strategier bør finde en rimelig balance mellem faktorer som et retfærdigt lønniveau, balance mellem arbejds- og familieliv, gode arbejdsvilkår, social beskyttelse, beskæftigelsesegnethed og jobsikkerhed;

158.

opfordrer medlemsstaterne til at ratificere FN's konvention om vandrende arbejdstageres rettigheder (21) og henleder opmærksomheden på det forhold, at de fleste arbejdstagere, som ikke er i besiddelse af de rette immigrationspapirer, udfører et lovligt og uundværligt arbejde for EU's økonomi, såsom frugtplukning, opførelse eller vedligeholdelse af bygninger og pasning og pleje af syge, ældre og børn;

159.

opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at ophøre med at anvende udtrykket »illegale indvandrere«, som er meget negativt ladet, og i stedet anvende udtrykket »irregulære« eller »papirløse« arbejdstagere eller migranter;

160.

bekræfter, at arbejdsretten eksisterer for at beskytte arbejdstagere i en urimelig beskæftigelsessituation, hvilket netop er tilfældet for papirløse arbejdstagere, og opfordrer medlemsstaterne til at beskytte retten til tilslutte sig en fagforening, også for papirløse arbejdstagere;

161.

opfordrer Kommissionen til at give samme prioritering og hurtige behandling til den immigrationspolitik, der er under udvikling, og til sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, ved at behandle de to emner under ét;

162.

understreger, at arbejdstilsynets primære opgave er at beskytte arbejdstagerne, og anmoder derfor medlemsstaterne om:

163.

er af den opfattelse, at befolkningens aldring er en udfordring og bør anses som en mulighed for, at personer med en lang og god erfaring i højere grad inddrages i samfundslivet, hvilket således kan bidrage til at fremme en aktiv aldring; mener, at der skal gøres bestræbelser med henblik på at integrere ældre arbejdstagere på arbejdsmarkedet;

164.

er af den opfattelse, at opmærksomheden navnlig bør rettes mod ældre, enlige kvinder, som udgør en særlig sårbar gruppe, og som ofte er de første til at synke ned i fattigdom, når der er økonomisk lavkonjunktur;

165.

bemærker endvidere, at det er nødvendigt at bekæmpe forskelsbehandling af ældre kvinder og fremme deres deltagelse på arbejdsmarkedet (dvs. gennem programmer for livslang læring) i lyset af deres sårbarhed og stigende antal i Unionen;

166.

erindrer om, at artikel 25 i charteret giver ældre ret til et værdigt og uafhængigt liv; anbefaler derfor i overensstemmelse med artikel 34 og 35 i charteret forebyggende sundhedsydelser og sociale sikringsydelser til ældre for at sikre dem en værdig tilværelse;

167.

anmoder de medlemsstater, som endnu ikke har indført lovgivning om livstestamenter, om at gøre dette for i henhold til artikel 9 i Oviedo-konventionen om menneskerettigheder og biomedicin at sikre, at tidligere udtrykte ønsker vedrørende behandlingsmuligheder fra en patient, som på tidspunktet for behandlingen ikke er i stand til at udtrykke sine ønsker, tages i betragtning, og for at regulere retten til en værdig død;

168.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, til medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter, til Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, til Europarådets ministerkomité, parlamentariske forsamling og til Europarådets menneskerettighedskommissær samt til de relevante organer i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og De Forenede Nationer.

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/69

—

der henviser til Kommissionens forslag til Rådets direktiv om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direktiv 1999/63/EF (KOM(2008)0422),

—

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

—

der henviser til Rådets direktiv 1999/63/EF af 21. juni 1999 om gennemførelse af den aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende, som er indgået mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og the Federation of Transport Workers' Unions in the European Union (FST) (1),

—

der henviser til, den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og the European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006,

—

der henviser til, at aftalen indeholder en fælles anmodning til Kommissionen om at iværksætte aftalen og dennes bilag A ved en afgørelse, som Rådet træffer på forslag af Kommissionen, i henhold til traktatens artikel 139, stk. 2,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 78, stk. 3,

A.

der henviser til, at det i artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsættes, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold, til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn,

B.

der henviser til, at traktatens artikel 139, stk. 1, giver arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan mulighed for, hvis de finder det ønskeligt, at indlede en dialog, som kan føre til overenskomstmæssige forbindelser, herunder aftaler,

C.

der henviser til, at aftaler, der indgås på fællesskabsplan, i medfør af artikel 139, stk. 2, kan iværksættes efter fælles anmodning fra de underskrivende parter ved en afgørelse, som Rådet træffer på forslag af Kommissionen,

D.

der henviser til, at betingelserne for, at konventionen kan træde i kraft, vil være opfyldt, hvis alle EU's medlemsstater ratificerer den,

E.

der henviser til, at en ratificering af konventionen vil udgøre et vigtigt bidrag til fremme af værdige arbejdsstandarder over hele kloden,

1.

glæder sig over, at Kommissionen, på trods af at traktatens artikel 139, stk. 2, ikke foreskriver høring af Europa-Parlamentet i forbindelse med anmodninger til Kommissionen fra arbejdsmarkedets parter, har sendt sit forslag til Parlamentet og anmodet dette om at afgive udtalelse herom til Kommissionen og Rådet;

2.

støtter den aftale, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter om visse aspekter af arbejdsforholdene for arbejdere i shippingsektoren, eftersom den skaber en god balance mellem behovet for at forbedre arbejdsforholdene og beskyttelsen af de søfarendes sundhed og sikkerhed;

3.

er enig i, at aftalen bør forelægges for Rådet; opfordrer derfor Rådet til at vedtage Kommissionens forslag med henblik på at iværksætte aftalen i den form, den er indgået mellem arbejdsmarkedets parter, under hensyntagen til medlemsstaternes og følgelig EU's særinteresser;

4.

mener, at det er meget vigtigt at definere og håndhæve globale minimumsnormer for ansættelsesvilkår og sundheds- og sikkerhedsforhold for søfarende, der er ansat eller arbejder om bord på et søgående skib;

5.

glæder sig over, at den aftale, der er indgået af arbejdsmarkedets parter, og Kommissionens forslag kun fastsætter minimumsforskrifter, således at medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter kan vedtage foranstaltninger, der er mere gunstige for arbejdstagerne på det pågældende område og i væsentlig grad svarer til bestemmelserne i del A i konventionen om søfarendes arbejdsforhold;

6.

minder om den fleksibilitet, der i medfør af konventionens artikel II, stk. 6 gives de stater, der allerede har undertegnet den;

7.

understreger arbejdsmarkedets parters centrale rolle i forbindelse med forbedring af arbejdstageres sundheds- og sikkerhedsforhold; støtter fuldt ud, at arbejdsmarkedets parter i passende omfang inddrages i forhandlinger i forbindelse med den sociale dialog, samt at de indgår aftaler om arbejdsforhold;

8.

anbefaler at Kommissionens forslag vedtages;

9.

opfordrer alle medlemsstater til hurtigst muligt at ratificere konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006;

10.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og arbejdsmarkedets parter.

24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/71

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om FN's Menneskerettighedskommission (UNCHR) siden 1996, navnlig sin beslutning af 16. marts 2006 om resultatet af forhandlingerne om Menneskerettighedsrådet og om den 62. samling i FN's Menneskerettighedskommission (1), såvel som sin beslutning af 29. januar 2004 om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og De Forenede Nationer (2), sin beslutning af 9. juni 2005 om reformen af FN (3), sin beslutning af 29. september 2005 om resultatet af FN-Verdenstopmødet den 14.-16. september 2005 (4), sin beslutning af 21. februar 2008 om den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) (5) og sin beslutning af 8. maj 2008 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2007 og EU's menneskerettighedspolitik (6),

—

der henviser til sine uopsættelige beslutninger om menneskerettigheder og demokrati,