15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/1

A.

der henviser til, at sort arbejde er et komplekst fænomen, der bliver stadig mere udbredt i en række medlemsstater, da det påvirkes af adskillige økonomiske, sociale, institutionelle, regulerende og kulturelle faktorer,

B.

der henviser til, at sort arbejde er et meget foruroligende og vedvarende fænomen på arbejdsmarkederne i Europa, der risikerer at påvirke medlemsstaternes økonomier og den finansielle bæredygtighed i den europæiske sociale model, da det udgør en hindring for den økonomiske vækst og de budgetmæssige og sociale politikker; der henviser til, at sort arbejde desuden er ansvarligt for konkurrenceforvridninger på det indre marked, da det skaber illoyal konkurrence over for andre medlemsstater og virksomheder,

C.

der henviser til, at sort arbejde er den vigtigste medvirkende årsag til social dumping og dermed et af hovedtemaerne for moderniseringen af fællesskabets arbejdsret,

D.

der henviser til, at uforsikret arbejdskraft medfører illoyal konkurrence mellem forsikrede og uforsikrede arbejdstagere, hvilket fører til en yderligere udhuling af arbejdstagernes rettigheder,

E.

der henviser til, at de sektorer, der er mest berørt af sort arbejde, er arbejdskraftintensive sektorer såsom landbruget, byggebranchen, husholdningstjenester og hotel- og restaurationsbranchen, der kendetegnes ved usikre ansættelsesforhold og dårlige lønforhold,

F.

der henviser til, at sort arbejde navnlig fremmes af den industrielle omstrukturering i underentreprisekæderne, der medfører et stigende antal selvstændige arbejdstagere, der til tider arbejder sort,

G.

der henviser til, at sort arbejde yderligere anspores af den høje ledighed, fattigdom og midlertidig og usikker beskæftigelse, da arbejdstagere i et sådant miljø tvinges til at give afkald på forsikring og andre rettigheder,

H.

der henviser til, at der er en forbindelse mellem illegal indvandring og sort arbejde; mener, at dette er endnu en grund til, at medlemsstaterne og Kommissionen fortsat skal overveje en fælles tilgang til indvandring og muligheden for at åbne flere lovlige migrationsveje ind i EU for statsborgere fra tredjelande, der gerne vil arbejde,

I.

der henviser til, at indvandrere, eller i det mindste dem, der befinder sig i en ulovlig situation, har større risiko for at komme til at arbejde sort og under kritisable forhold,

J.

der henviser til, at ulovligt beskæftigede tredjelandsstatsborgere er særligt sårbare, fordi de kan sendes tilbage til hjemlandet, såfremt de pågribes,

K.

der henviser til, at mange medlemsstater står over for en kronisk mangel på arbejdstagere, der kan og er villige til at udføre visse former for ofte ufaglært arbejde, f.eks. inden for landbruget og gartnerisektoren,

L.

der henviser til, at mennesker, der leverer husholdningstjenester, ofte arbejder sort, og at mange af disse arbejdstagere er indvandrere, hvoraf mange befinder sig i en ulovlig situation, og hvoraf nogle er ofre for menneskehandel og slaveri,

M.

der henviser til, at sort arbejde ikke medregnes i skatteberegningsgrundlaget og underminerer finansieringen og fordelingen af den sociale beskyttelse og offentlige tjenesteydelser og desuden begrænser medlemsstaternes evne til at udvide de sociale tjenesteydelser,

N.

der henviser til, at sort arbejde fratager forsikringsfonde en værdifuld indtægtskilde,

O.

der henviser til, at arbejdstagere, der udfører sort arbejde ikke har nogen velfærds-, syge- eller ulykkesforsikring, hvorved de udsættes for betydelige risici og økonomiske tab,

P.

der henviser til, at sort arbejde gør det umuligt at kontrollere, hvorvidt bestemmelserne om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen overholdes, hvorved arbejdstagerne udsættes for en stor sundhedsrisiko, og arbejdsgiverne får mulighed for at unddrage sig deres ansvar,

Q.

der henviser til, at for at bekæmpe sort og illegalt arbejde effektivt skal overvågnings- og sanktionsmekanismerne styrkes ved at sørge for en samordnet indsats fra arbejdstilsynstjenesterne, skattemyndighederne og de sociale aktører,

R.

der henviser til, at sort arbejde har negative konsekvenser for alle søjler i Lissabon-strategien: fuld beskæftigelse, kvalitet og produktivitet på arbejdspladsen og social samhørighed,

1.

glæder sig over Kommissionens tiltag og opfordrer også til en fornyet bekæmpelse af sort arbejde og af paralleløkonomi, som — selv om der er tale om forskellig udbredelse heraf i medlemsstaterne — skader økonomien, efterlader arbejdstagerne uden beskyttelse, er til ulempe for forbrugerne, mindsker skatteindtægterne og fører til illoyal konkurrence mellem virksomhederne;

2.

udtrykker dyb bekymring, hvad angår omfanget af sort arbejde, som svarer til så meget som 20 % eller mere af visse medlemsstaters BNP;

3.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje at forbedre incitamenterne til registreret arbejde, hvilket kunne omfatte en forhøjelse af den skattefri del af indkomsten, og for arbejdsgiverne en reduktion af de indirekte lønomkostninger, der er forbundet med lovlig beskæftigelse;

4.

glæder sig over Kommissionens initiativ, der gør sort arbejde til en af Unionens politiske prioriteter, og som kræver omfattende indgreb på både på fællesskabsplan og nationalt plan;

5.

opfordrer medlemsstaterne til at videreføre reformerne af deres skatte- og socialsikringssystemer og dermed nedsætte beskatningsbyrden på arbejdskraft;

6.

konstaterer dog, at det er svært at omsætte de europæiske politiske linjer i forbindelse med sort arbejde til veldefinerede retlige og institutionelle instrumenter, der munder ud i konkrete foranstaltninger i de enkelte medlemsstater;

7.

konstaterer, at der er en stor asymmetri mellem de instrumenter, Fællesskabet kan anvende til at gennemføre politikker til fordel for kvalitet i arbejdet, og dem, der anvendes til politikker til sikring af det frie marked;

8.

mener, at foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde kræver en omfattende strategi, der dækker spørgsmål om overvågning og kontrol, den økonomiske og institutionelle ramme samt sektorspecifik og territorial udvikling, og der omfatter samordnede foranstaltninger på flere niveauer med deltagelse af alle interessenter (offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter, virksomheder og arbejdstagere);

9.

bemærker forbindelsen mellem forsinket økonomisk og produktiv udvikling og omfanget af sort arbejde; mener, at foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde skal indarbejdes i de økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikkerne, der forfølges i henhold til Lissabonstrategien; mener desuden, at der bør gennemføres detaljerede undersøgelser for at analysere de afgørende makroøkonomiske faktorer og forholdet mellem markederne, produktionsmodellerne og udbredelsen af sort arbejde for at sikre, at strategien til håndtering af sort arbejde er effektiv og giver positive resultater;

10.

anmoder derfor om, at EU's indsats til bekæmpelse af sort arbejde gøres mere proaktiv og skarp for at sikre, at moderniseringen af arbejdsretten i EU ikke begrænses til et teoretisk niveau, men at den omsættes til effektive og højkvalitative politikker, og at det sikres, at der i alle tilfælde kan opnås forbedret jobkvalitet i overensstemmelse med målet om »anstændigt arbejde«;

11.

mener, at udryddelsen af sort arbejde i høj grad afhænger af effektiviteten af arbejdsvilkårene og reglerne for skat og socialsikring, hvilket medfører et behov for at øge de ressourcer og foranstaltninger, de forskellige nationale myndigheder, der er ansvarlige for disse spørgsmål, har til rådighed, og at forbedre koordineringen og informationsstrømmen mellem dem;

12.

kræver en strategi til bekæmpelse af sort arbejde baseret på en stærk og effektiv samordning og et administrativt samarbejde mellem de statslige retshåndhævende instanser, arbejdstilsyn og arbejdsmarkedets parter, socialsikringsmyndigheder og skattemyndigheder;

13.

understreger, at sort arbejde defineres på forskellig vis i de nationale lovgivninger, og at en fælles definition for alle medlemsstater ville bidrage til at udrydde usikkerheden i forbindelse med de statistiske undersøgelser af dette fænomen; bemærker i denne forbindelse, at definitionen i Kommissionens rapport, der skelner mellem legale og illegale aktiviteter, kan bruges som udgangspunkt, vel vidende at fænomenets omfang er kvalitativt og kvantitativt forskelligt i de forskellige medlemsstater;

14.

påpeger, at de foranstaltninger, der træffes til bekæmpelse af sort arbejde, også vil kaste lys over uregelmæssigheder i registrerede beskæftigelsesforhold, som bygger på lovlige kontrakter;

15.

opfordrer på det kraftigste medlemsstaterne til at sikre en bedre håndhævelse af den eksisterende arbejdsret og bestemmelser om arbejdsvilkår, der er udformet med henblik på at bekæmpe sort arbejde; mener endvidere, at EU bør påtage sig en større rolle i forbindelse med at fremme mere og bedre samarbejde og koordinering mellem nationale arbejdstilsyn og sociale tilsynsmyndigheder;

16.

bemærker, at afskaffelsen af paralleløkonomien ikke kan realiseres, uden at der gennemføres hensigtsmæssige tilskyndelsesmekanismer; mener, at medlemsstaterne som led i Lissabonstrategien bør aflægge beretning om, hvilke resultater der er opnået i forbindelse med begrænsningen af paralleløkonomiens omfang;

17.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge forslag med henblik på udarbejdelse af alment accepterede metoder til måling af sort arbejde på grundlag af et datanet, der er opdelt efter køn og sektor, navnlig i betragtning af det væsentligt forskellige omfang, i hvilket henholdsvis mænd og kvinder udfører sort arbejde i mange sektorer, og den deraf følgende indirekte virkning på lønforskellene mellem mænd og kvinder;

18.

understreger, at det er vigtigt på fællesskabsniveau og i tæt samarbejde med medlemsstaterne at etablere en platform til indsamling af de oplysninger, der er nødvendige for oprettelsen af en pålidelig database til registrering af sort arbejde i EU, og som tager højde for kønsdimensionen, og navnlig kvinders situation;

19.

understreger, at kvinder ikke er overrepræsenterede i forbindelse med sort arbejde, men at der er flere kvinder end mænd, der er beskæftiget i sektorer med traditionelle »kvindejob«, herunder inden for sektoren for hushjælp, hotel- og restaurationssektoren og sundhedsplejesektoren, som kendetegnes ved lavere kvalifikationsniveau, manglende jobsikkerhed og et lavt lønniveau samt en dårligere eller mangelfuld social sikringsordning, hvilket meget ofte bringer dem i en særlig sårbar situation;

20.

anmoder Kommissionen om at overveje at oprette en database over de forskellige tilgange og metoder til måling af sort arbejde i medlemsstaterne med henblik på at fremme udvekslingen af god praksis og formidling af viden samt at vurdere, hvorvidt vedtagne foranstaltninger kan gennemføres og overføres;

21.

anmoder Kommissionen om at udarbejde politikker, der både omfatter generelle og sektorielle foranstaltninger til forebyggelse af sort arbejde, hvor de sociale aktører deltager i fuldt omfang, og med særlig reference til de mest berørte sektorer såsom hotel- og restaurationsbranchen, landbruget, husholdningstjenester og byggebranchen; henleder Kommissionens og medlemsstaternes opmærksomhed på den specifikke situation i sektoren for pleje i hjemmet, hvor der er en væsentlig koncentration af kvinder, der er statsborgere fra tredjelande, og som i mange tilfælde ikke opholder sig lovligt i EU;

22.

bemærker, at sort arbejde kan forhindres ved anerkendelse af nationale standarder og vilkår for sikkerhed på arbejdspladsen, der er fastlagt i bilaterale og trilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og mellem arbejdsmarkedets parter, og at sådanne bestræbelser underbygges af samarbejde og udveksling af oplysninger mellem arbejdsmarkedets parter;

23.

anmoder medlemsstaterne om at nedbringe det økonomisk tiltrækkende element ved sort arbejde ved at sikre, at deres skattesystemer og sociale beskyttelsessystemer gøres så enkle, gennemsigtige og tilgængelige som muligt, og at de ledsages af effektive politikker, der skaber flere og bedre arbejdspladser;

24.

opfordrer Kommissionen til at foreslå en lovramme for medlemsstaterne vedrørende medhjælpende ægtefæller eller familiemedlemmer i familievirksomheder for at sikre deres obligatoriske medlemskab af en social sikringsordning, hvilket Parlamentet anmodede om i sin beslutning af 21. februar 1997 om medhjælpende ægtefæller (15);

25.

understreger, at det i sig selv er et familieforetagende at få familien til at fungere, og at man bør overveje at anerkende uformelt arbejde i familien og at integrere det i det sociale sikringssystem;

26.

mener, at enhver reform af de økonomiske politikker, skattesystemer og socialbeskyttelsesordninger i medlemsstaterne og af medlemsstaterne skal integreres og tage højde for de vigtigste årsager til sort arbejde;

27.

anmoder medlemsstaterne om at indføre stærke incitamenter for arbejdsgivere til at regularisere sort arbejde i den formelle økonomiske sektor, og mener, at atypiske kontrakter kan bidrage til på den ene side at få folk ud af ulovlige arbejdsforhold og på den anden side at øge beskæftigelsesstabiliteten;

28.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre strenge sanktioner over for arbejdsgivere, som på trods af alle incitamenter fortsætter med at benytte sort arbejdskraft;

29.

tilskynder medlemsstaterne til at anvende de politiske redskaber, de råder over, ved at kombinere forebyggende foranstaltninger og sanktioner rettet mod en omdannelse af sort arbejde til rigtige job, og til om muligt at koordinere brugen af disse redskaber for at opnå større sammenhæng i hele det indre marked;

30.

bemærker, at arbejdsmarkedets parter i mange medlemsstater har spillet en vigtig rolle i bekæmpelsen af sort arbejde, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte og opmuntre arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne yderligere i dette arbejde; bemærker med bekymring, at arbejdstagere, som udfører sort arbejde, ofte oplever, at de ikke er beskyttet af vigtig arbejdsmiljølovgivning og lovgivning om mindsteløn og nægtes muligheden for at blive medlem af en fagforening; opfordrer navnlig til en bedre håndhævelse af den eksisterende lovgivning om mindsteløn i de enkelte medlemsstater og opfordrer indtrængende de medlemsstater, som ikke i øjeblikket har en anstændig mindsteløn, til at overveje at indføre en sådan i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis;

31.

anmoder — på grundlag af nogle medlemsstaters erfaringer og i samarbejde med arbejdsmarkedets parter på det relevante niveau — om en evaluering og fremme af nye foranstaltninger til sikring af registreret arbejde for at gøre det muligt for dem, der udfører ikkeregistrerede aktiviteter, at regularisere deres situation i overensstemmelse med den bedste nuværende reguleringspraksis, der har vist sig at være effektiv;

32.

henleder opmærksomheden på servicekuponordninger i Belgien, Tyskland og Frankrig, hvorunder husholdninger kan købe husholdningstjenester til en lavere pris, men stadig sikre, at der betales bidrag til sociale sikringsordninger og skatter via kuponen;

33.

er overbevist om, at regulariseringen af sort arbejde altid skal indeholde en forpligtelse til at betale bidrag, dog således at medlemsstaterne kan tage skridt til at lette arbejdsgivernes betaling af de krævede bidrag;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at overveje sektorspecifikke strategier, når der træffes politiske foranstaltninger til regulering af sort arbejde;

35.

bifalder Kommissionens initiativ til at rejse sager for EF-Domstolen mod de medlemsstater, der endnu ikke i deres nationale lovgivning har indført automatisk anerkendelse af kvalifikationer, der er erhvervet i de nye medlemsstater; opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser omgående;

36.

anmoder de medlemsstater, der har anvendt overgangsordninger for den fri bevægelighed for arbejdstagere i EU, om at åbne deres arbejdsmarked over for arbejdstagere fra alle de nye medlemsstater, eftersom begrænsninger, også delvise, for adgangen til arbejdsmarkedet, ud over at være i modstrid med EU's grundlæggende principper og EU's ånd, øger sort arbejde og medfører regional uligevægt; mener i denne forbindelse, at det er altafgørende at sikre princippet om ligebehandling af arbejdstagernes rettigheder og modvirke illoyal konkurrence og social dumping;

37.

er af den opfattelse, at sort arbejde, der udføres af arbejdstagere, som gør brug af deres ret til fri bevægelighed, kan skyldes manglende kendskab til lovgivningen; opfordrer derfor medlemsstaterne til at gennemføre oplysningskampagner om disse emner henvendt til arbejdstagere og arbejdsgivere;

38.

mener, at en forenkling eller begrænsning af de administrative omkostninger og procedurer, især for små og mellemstore virksomheder, kunne nedsætte anvendelsen af sort arbejde og fremme den erhvervsmæssige aktivitet i EU;

39.

opfordrer de relevante nationale myndigheder til at tilskynde til anvendelsen af e-forvaltning og online-registrering og til udveksling af bedste praksis med henblik på at mindske omkostningerne og arbejdet i forbindelse med registrerings- og administrationsprocedurer for virksomhederne, særligt for små og mellemstore virksomheder, f.eks. ved at mindske antallet af skatteblanketter, gennem indlæsning af en enkelt dataoplysning, fælles betalingsblanketter og one-stop shops;

40.

mener, at der direkte bør indføres effektive inspektioner på stedet og sanktioner, og at medlemsstaterne bør gives den nødvendige manøvremargen til at begrænse omfanget af sort arbejde;

41.

mener, at underentreprisevirksomhederne bør anses for at være medansvarlige for eventuelle skattemæssige uregelmæssigheder hos deres underentreprisevirksomheder, som de er knyttet til via en underleveranceaftale;

42.

understreger, at omfanget af sort arbejde i underleverandørleddet måske kan begrænses ved hjælp af et system af nationale bestemmelser med krav om ansvarlig og rimelig adfærd hos ordregiverne og bygherrerne;

43.

opfordrer medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og andre nøgleaktører på arbejdsmarkedet til at fremme brugen af virksomhedernes sociale ansvar og andre tilsvarende fremgangsmåder til at bekæmpe sort arbejde;

44.

opfordrer medlemsstaterne til at gøre brug af innovative metoder baseret på indikatorer og benchmarks for de forskellige erhvervssektorer med henblik på at bekæmpe sort arbejde og udhuling af beskatningsgrundlaget; opfordrer Kommissionen til at støtte udvekslingen af bedste praksis blandt medlemsstaterne vedrørende bekæmpelsen af sort arbejde;

45.

minder om, at en politik, der udelukkende er repressiv, og som ikke ledsages af en bedre koordinering mellem medlemsstaterne, risikerer at koncentrere sort arbejde til de mindst strukturerede medlemsstater og de mindst regulerede økonomier;

46.

anbefaler kraftigt, at der indgås »aftaler« på regionalt, nationalt og lokalt plan om en fremadrettet sektorbestemt reaktion på ulovlig arbejdskraft, og at der tilskyndes til foranstaltninger, som medfører effektive løsninger til gavn for samfundet som helhed;

47.

opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at foreslå medlemsstaterne og de sociale og økonomiske aktører, der er aktive i bekæmpelsen af sort arbejde, en »pagt om regularisering af sort arbejde«, der skal gøre det muligt for sort arbejde gradvist at komme frem i lyset; mener, at en sådan pagt skal fastsætte en begrænset overgangsperiode, hvor der ikke iværksættes sanktioner, men at sanktionsmekanismerne ved fristens udløb til gengæld skærpes;

48.

anbefaler, at der gribes mere aktivt ind over for alle virksomheder, der har ansat sort arbejdskraft, uanset hvor de udøver deres aktivitet, og konstaterer, at anvendelsen af Rådets rammeafgørelse 2005/214/JAI af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe (16) kunne forbedre situationen;

49.

kræver en bredere og mere effektiv overholdelse af arbejdsretten og de gældende arbejdsbestemmelser som en af metoderne til at fremme dagsordenen for anstændigt arbejde og anvendelsen af fællesskabslovgivningen, navnlig af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (17), fra den første dag i en stilling, og på grundlag af en overensstemmende fortolkning af direktivet, der vender den aktuelle tendens, som går i retning af en fortolkning af det således, at forskelle i behandlingen af arbejdstagerne udjævnes nedad i retning af grundlæggende minimumsstandarder;

50.

opfordrer Kommissionen til at revidere direktiv 96/71/EF især med henblik på at styrke det administrative samarbejde og udvekslingen af informationer mellem de kompetente nationale myndigheder (arbejdstilsyn, skattemyndigheder og socialsikringsinstitutioner) for at forebygge og afhjælpe situationen;

51.

anbefaler tættere forbindelser mellem nationale arbejdstilsyn og foranstaltninger til at fremme udvekslinger af bedste praksis på fællesskabsplan som reaktion på sort arbejde;

52.

anmoder medlemsstaterne om at indføre strengere tilsynsprocedurer og strengere kontrol, idet procedurerne er blevet slappere i en række lande;

53.

håber, at EU kan spille en større rolle i forbindelse med at fremme et bedre samarbejde og en bedre koordination mellem arbejdstilsynene ved hjælp af forøgede økonomiske og teknologiske ressourcer hos tilsynsmyndighederne, ved at intensivere foranstaltninger, der gør det muligt for arbejdstilsynene at samarbejde, og ved at udarbejde ikt-systemer, som de kan anvende i fællesskab i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at gennemføre en forundersøgelse af mulighederne for at etablere en form for permanent fællesskabsstruktur for samarbejde på tværs af grænserne, der kunne forene medlemsstaternes bestræbelser for at bekæmpe sort arbejde;

54.

opfordrer til et bedre samarbejde og en bedre udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne for at undersøge fænomenet sort arbejde og fremlægge de resultater, der er opnået, og fremhæve de resultater, der var uventede;

55.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvilke bidrag de systemer, som er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (18), herunder kvikskrankerne, kan yde til bekæmpelsen af sort arbejde;

56.

bifalder oprettelsen af et udvalg på højt niveau, der skal støtte og bistå medlemsstaterne i at identificere og udveksle god praksis om tilsyn med og forbedring af lovgivningen for udstationerede arbejdstagere;

57.

går ind for en skarpere reaktion over for uforsikret arbejdskraft og for foranstaltninger til at fremme samarbejde og udveksling af synspunkter og bedste praksis mellem fagforeninger i EU;

58.

vurderer, at arbejdsgivere, arbejdstagere, potentielle brugere af sort arbejde og alle sociale organisationer bør gøres bevidste om risiciene og omkostningerne ved sort arbejde og om de fordele, der er ved at fjerne eller regularisere arbejdet;

59.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte en informationskampagne, der henvender sig til arbejdsgivere og arbejdstagere med henblik på at gøre opmærksom på Fællesskabets gældende minimumsregler og -bestemmelser og de negative virkninger af sort arbejde for de offentlige finanser, de nationale sociale sikringsordninger, den loyale konkurrence, de økonomiske resultater og for arbejdstagerne selv;

60.

anbefaler permanente kampagner om bekæmpelse af sort arbejde med oplysnings- og bevidstgørelsesinitiativer både på europæisk, nationalt og lokalt plan, der samler sociale aktører, offentlige myndigheder, handelskamre og jobcentre, skoler, lokale råd samt diverse kontrol- og sanktionsordninger;

61.

mener, at sådanne permanente kampagner skal ledsage diverse foranstaltninger, der skal rodfæste en lovlighedskultur og fremme kvalitet i arbejdet og den lovlige virksomhed, og opfordrer medlemsstaterne, de relevante nationale myndigheder og civilsamfundets strukturer til at forene deres bestræbelser og skabe intolerance over for sort arbejde og udvirke en ændring af befolkningens holdning hertil;

62.

understreger, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne afsætter flere offentlige midler til bevidstgørelse af borgerne, bl.a. fra Den Europæiske Socialfond og fra fællesskabsprogrammet for beskæftigelse og social solidaritet — Progress; foreslår at der i forbindelse med bevidstgørelsesforanstaltningerne lægges vægt på sanktionerne, omkostningerne, risiciene ved sort arbejde og fordelene ved registreret arbejde, idet en sådan bevidstgørelse er i overensstemmelse med hovedmålene i Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse; opfordrer arbejdsmarkedets parter til at spille en aktiv rolle i denne proces;

63.

opfordrer alle medlemsstater til at underskrive den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder;

64.

er af den opfattelse, at der for at bekæmpe sort arbejde skal indføres planlægningsinstrumenter på lokalt plan og på EU-plan, der både giver mulighed for at føre politikker til økonomisk og social støtte og udvikling og gennemføre overvågnings- og sanktionsforanstaltninger;

65.

anmoder Kommissionen om at vurdere muligheden for at lade bekæmpelse af sort arbejde ledsage af finansielle politikker, der støtter regionale og lokale planer;

66.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde et prøveværktøj til medlemsstaterne med inspiration fra visse medlemsstaters nuværende gode praksis og modeller, herunder f.eks. modellen under 2 Plus-projektet i Luxembourg (medfinansieret af Den Europæiske Socialfond inden for rammerne af Mål 3-programmet), der har til formål at gøre sort arbejde mindre attraktivt gennem:

67.

mener, at det ville være ønskeligt at undersøge og vurdere muligheden for at anvende statsstøtte fritaget for anmeldelsespligt i bekæmpelsen af sort arbejde ved hjælp af en bred fortolkning af udtrykket »jobskabelse« og i forhold til betydningen af »skabelse af en lovlig beskæftigelse«; bemærker, at sort arbejde ikke er lig med et rigtigt job, og at tilskyndelse til at regularisere det kan udgøre en »hjælp til jobskabelse«;

68.

henviser til den svagere stilling, kvinder generelt har på arbejdsmarkedet, hvilket ofte skyldes de familiære forpligtelser, der påhviler dem, hvorved adgangen til det officielle arbejdsmarked vanskeliggøres, og underbetalt og sort arbejde lettere accepteres, og hvorved retten til et anstændigt arbejde svækkes, en ret som Den Internationale Arbejdsorganisation kæmper for, navnlig for hjemmegående kvinder, illegale indvandrere og kvinder, der undertiden kombinerer et dårligt betalt job med sort arbejde; påpeger de heraf følgende negative konsekvenser, ikke blot for kvindernes faglige videreudvikling og pensionsmuligheder, men også for et velfungerende arbejdsmarked og finansieringen af de sociale sikringsordninger;

69.

er af den holdning, at en politik, der anerkender barsels- og forældreorlov som arbejdstid og yder vederlag for disse perioder, mindsker de negative følger af de familiære forpligtelser og medvirker både til kvindernes faglige videreudvikling samt til et velfungerende arbejdsmarked;

70.

opfordrer til finansiering af forskningsprojekter inden for arbejdssundhed og sikkerhed og oplysningsaktiviteter, der sigter mod at forebygge og udbrede en kultur for sundhed og sikkerhed på arbejdspladserne med en særlig opmærksomhed rettet mod de sektorer, hvor risikoen for ulykker er højest, og hvor der i størst grad udføres sort arbejde; mener, at forbindelsen mellem arbejdsulykker og sort arbejde bør undersøges på grundlag af oplysninger om dødsulykker;

71.

mener, at en passende uddannelsespolitik er et første skridt i bekæmpelsen af sort arbejde;

72.

anbefaler, at der indgås aftaler på nationalt, regionalt og lokalt plan med deltagelse af sociale institutioner og arbejdsgiverorganisationer, med henblik på at skabe en forpligtelse om overvågning og en gradvis udryddelse sort arbejde;

73.

udtrykker stor tilfredshed med Kommissionens bestræbelser på at skabe et grundlag for at straffe arbejdsgivere, der beskæftiger illegal arbejdskraft fra tredjelande, men beklager manglen på tiltag til at bekæmpe udnyttelsen af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i EU;

74.

understreger, at Kommissionens ovennævnte forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktivom sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, har betydelige konsekvenser for sort arbejde og giver udtryk for bekymring over, at der indføres repressive foranstaltninger, før der er fastsat et fælles regelsæt og fælles politikker for lovlig adgang til arbejdsmarkedet;

75.

tager de fremskridt til efterretning, der er indeholdt i forslag til Rådets direktiv om en kombineret ansøgningsprocedure for en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at tage ophold og arbejde på en medlemsstats område og om et sæt fælles rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstat (KOM(2007)0638), men beklager, at der fortsat er lang vej til at kunne garantere de rettigheder, der er fastlagt i artikel 27-34 i EU's charter om grundlæggende rettigheder;

76.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at afbøde indvandreres særlige sårbarhed i forbindelse med sort arbejde;

77.

mener, at spørgsmålet om ansættelse af indvandrere, der befinder sig i en ulovlig situation, er kompleks, og at det ikke blot kan løses ved sanktioner over for arbejdsgiverne, men at det også kræver tværgående foranstaltninger i stor målestok; mener, at det navnlig er nødvendigt at sikre overholdelse af ILO's retningslinjer om støtte til vandrende arbejdstagere, der forsøger at sikre sig, at deres rettigheder overholdes;

78.

mener, at bekæmpelsen af sort arbejde forudsætter en bred tilgang, som tager hensyn til behovet for at sikre og fremme rettighederne for indvandrede arbejdstagere, der udnyttes af deres arbejdsgivere, uanset om de har lovligt eller ulovligt ophold i en medlemsstat;

79.

mener, at bekæmpelsen af sort arbejde udført af illegale indvandrere ikke kan være effektiv, medmindre der åbnes op for øget legal indvandring for dermed at sikre den arbejdskraft fra tredjelande, som EU har behov for, hvad enten der er tale om højt eller lavt kvalificeret arbejdskraft;

80.

mener, at bekæmpelse af en voksende uformel økonomisk sektor og navnlig af udnyttelse af vandrende arbejdstagere, der befinder sig i en ulovlig situation, ikke kun bør bygge på en hjemsendelsespolitik, men også på forebyggende instrumenter og mekanismer til at bekæmpe udnyttelse af indvandrere, der indeholder anerkendelse og overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder;

81.

opfordrer alle medlemsstaterne til snarest muligt at underskrive og ratificere Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel;

82.

opfordrer medlemsstaterne til at fastlægge eller styrke de lovgivningsmæssige tiltag, der vil være hensigtsmæssige med henblik på at tilskynde indvandrere, der er ofre for udnyttelse, til at anmelde sådanne forhold, hvilket vil være en betydelig hjælp til effektivt at bekæmpe sort arbejde;

83.

anbefaler kombinerede finansielle, fiskale og arbejdstilsynsmæssige procedurer til bekæmpelse af sort arbejde;

84.

opfordrer Kommissionen til at fremme administrativt samarbejde og udveksling af god praksis på fællesskabsplan i bekæmpelsen af paralleløkonomi;

85.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/11

A.

der henviser til, at Det Europæiske Råd på sit møde i Nice den 7.-9. december 2000 gjorde det til et mål for EU at opnå en afgørende og målelig reduktion af fattigdommen og den sociale udstødelse inden 2010; der henviser til, at der bør gøres større fremskridt hen imod dette mål,

B.

der henviser til, at Det Europæiske Råd på sit møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 nåede til enighed om at udrydde børnefattigdom i Europa inden 2010,

C.

der henviser til, at Det Europæiske Råd på sit møde i Nice den 7.-9. december 2000 opfordrede medlemsstaterne til at sikre en opfølgning på henstillingen fra 1992 om de minimumgarantier for midler, der skal sikres gennem ordningerne for social beskyttelse,

D.

der henviser til, at det erkendes i Rådets henstilling 92/441/EØF, at alle har en grundlæggende ret til indtægter og ydelser, der er tilstrækkelige til at leve en menneskeværdig tilværelse,

E.

der henviser til, at det erkendes i fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder fra 1989, at arbejdstagerne har ret til en rimelig løn; der henviser til, at Parlamentet og Kommissionen i 1993 tog fat på behovet for samordnede politikker for mindsteløn med henblik på at sikre arbejdstagernes ret til en løn, der er tilstrækkelig til at sikre dem en rimelig levestandard,

F.

der henviser til, at der i 2001, hvor EU for første gang forpligtede sig til at bekæmpe fattigdom og social udstødelse, var 55 mio. mennesker i EU, der var truet af fattigdom (15 % af befolkningen i EU 15), og at dette tal var steget til 78 mio. i 2005 (16 % af befolkningen i EU 25),

G.

der henviser til, at de vedvarende lønforskelle mellem mænd og kvinder stiller kvinder i en svagere position med hensyn til at undslippe fattigdom,

H.

der henviser til, at uden alle overførselsindkomsterne ville risikoen for fattigdom i EU, navnlig for kvinder, stige fra 16 % til 40 %, eller 25 % ekskl. pensionsudbetalinger,

I.

der henviser til, at kvinders kortere, langsommere og mindre velbetalte karrierer også har indvirkning på deres risiko for at leve i fattigdom, navnlig for personer over 65 år (21 % eller 5 procentpoint flere end mænd),

J.

der henviser til, at børn og unge udgør næsten en tredjedel af EU's befolkning, og at 19 mio. børn er truet af fattigdom, og mange af disse er skilt fra deres familie på grund af fattigdom; der henviser til, at der er en kompleks forbindelse mellem fattigdom, opdragelse og børnenes trivsel i forskellige sociale sammenhænge, herunder beskyttelse af børnene, så de ikke udsættes for nogen form for mishandling,

K.

der henviser til, at ekstrem fattigdom og social udstødelse udgør en krænkelse af samtlige grundlæggende rettigheder,

L.

der henviser til, at en betragtelig del af EU's befolkning fortsat er socialt udstødt, at hver femte bor i uegnede boliger, at der hver dag er ca. 1,8 mio. mennesker, der søger ly i særlige herberger for hjemløse, at 10 % bor i husstande, hvor ingen har arbejde, at langtidsledigheden nærmer sig 4 %, at 31 mio. arbejdstagere eller 15 % har ekstremt lave lønninger, at 8 % af arbejdstagerne eller 17 mio. lider under indkomstfattigdom, til trods for at de arbejder, at antallet af børn, der forlader skolen før tiden, er over 15 %, og at »it-kløften« stadig eksisterer (44 % af EU's befolkning mangler internet- og it-færdigheder),

M.

der henviser til, at fattigdom og ulighed overvejende rammer kvinder, at kvinders gennemsnitsindkomst kun udgør 55 % af mændenes, at ældre kvinder i uforholdsmæssig høj grad rammes af fattigdom, og at den begrænsede adgang til tjenesteydelser af høj kvalitet i urimelig høj grad øger risikoen for, at kvinder udsættes for fattigdom,

N.

der henviser til, at regionale og lokale myndigheder allerede har et betydeligt ansvar i forbindelse med levering af almindelige offentlige tjeneste- og naturalydelser, men samtidig er underlagt et pres på grund af nedskæring i de offentlige budgetter,

O.

der henviser til, at investering i børn og unge bidrager til at øge den økonomiske velstand for alle og til at bryde fattigdomsspiralen, og at det er vigtigt at forhindre problemer og gribe ind, så snart problemerne konstateres, for at bevare børnenes livsmuligheder,

P.

der henviser til, at fattigdom og arbejdsløshed har været forbundet med dårligt helbred og begrænset adgang til sundhedspleje på grund af faktorer såsom dårlig kost, ringe levevilkår i ugunstigt stillede områder, uacceptable boligforhold og stress,

Q.

der henviser til, at konsekvenserne af ulighed, fattigdom, social udstødelse og manglende muligheder er indbyrdes forbundet, hvilket nødvendiggør en sammenhængende strategi på medlemsstatsplan, der ikke kun prioriterer indkomst og velstand, men også områder såsom beskæftigelse, uddannelse, sundhedstjenester, informationssamfundet, kultur, transport og mulighederne for de fremtidige generationer,

R.

der henviser til, at ulighederne i indkomstfordelingen i EU (S80/S20) i perioden 2000-2005 steg markant fra 4,5 til 4,9 ifølge oplysninger fra Den Europæiske Unions statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC), således at de rigeste 20 % af EU's befolkning i 2005 havde en indkomst, der var næsten fem gange højere end indkomsten for de resterende 80 % af befolkningen,

S.

der henviser til, at fængsling uden hensigtsmæssig rehabilitering og uddannelse ofte medfører yderligere social udstødelse og arbejdsløshed,

T.

der henviser til, at 16 % af EU's samlede arbejdsstyrke er handicappede (Eurostat 2002), og at arbejdsløsheden blandt handicappede, herunder mennesker med mentale sundhedsproblemer, ældre personer og etniske mindretal i EU stadig er urimelig høj og endvidere, at 500 000 handicappede stadig bor i store lukkede døgninstitutioner,

1.

glæder sig over Kommissionens strategi for aktiv social integration; mener, at det overordnede mål for en aktiv social integrationspolitik skal være at sikre de grundlæggende rettigheder for at give borgerne mulighed for at leve et værdigt liv og deltage både i samfundet og på arbejdsmarkedet;

2.

mener, at en politik for aktiv social integration må have en afgørende indflydelse på udryddelsen af fattigdom og social udstødelse, både hvad angår personer i beskæftigelse (de »arbejdende fattige«) og personer, der ikke er i lønnet beskæftigelse; er enig med Kommissionen i, at en mere holistisk strategi for aktiv social integration bør baseres på følgende fælles principper:

3.

mener, at Rådets henstilling 92/441/EØF bør udvides og opdateres i lyset af resultaterne af den sociale situation i EU og den foreslåede holistiske tilgang til aktiv integration, og at der i henstillingen bør tages behørigt hensyn til de nye sociale risici, der er forbundet med demografiske ændringer og viden- og serviceøkonomien;

4.

er enig med Kommissionen i, at en mere holistisk tilgang til aktiv integration også bør omfatte en særlig prioritering af udryddelse af børnefattigdom, udryddelse af uligheder vedrørende adgang til sundhedspleje og sundhedsydelser, håndtering af fattigdom og social udstødelse forbundet med offentlige og private pensionssystemer, og ydelse af anstændig langtidspleje af høj kvalitet;

5.

påpeger, at de fleste stater i EU-27 har nationale mindstelønsordninger, men at nogle dog stadig ikke har det; opfordrer medlemsstaterne til at indføre en garanteret mindstelønsordning med henblik på social integration og opfordrer dem indtrængende til at udveksle bedste praksis; anerkender, at medlemsstaterne i tilfælde af ydelse af social bistand har pligt til at sikre, at borgerne har kendskab til, hvad de er berettiget til, og at de er i stand til at få adgang hertil;

6.

beklager dybt, at visse medlemsstater tilsyneladende ikke tager hensyn til Rådets henstilling 92/441/EØF, der anerkender den »grundlæggende ret til indtægter og ydelser, der er tilstrækkelige til at leve en menneskeværdig tilværelse«;

7.

er enig med Kommissionen i, at de sociale bistandsniveauer allerede ligger under fattigdomsrisikogrænsen i de fleste medlemsstater; understreger, at hovedformålet med indkomststøtteordninger må være at hjælpe borgerne ud af fattigdom og give dem mulighed for at få en værdig tilværelse; opfordrer Kommissionen til at undersøge den fattigdomsbekæmpende virkning af en obligatorisk grundløn for alle;

8.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en detaljeret rapport om, hvorvidt medlemsstaternes velfærdsydelser (bl.a. mindstelønsordninger og lignende fordele, ydelser i forbindelse med arbejdsløshed og handicap og ydelser til efterladte, vedtægtsmæssige og supplerende pensionsordninger og førtidspensionsordninger) sikrer indkomster, der er højere end EU's fattigdomsgrænse på 60 % af den nationale medianindkomst;

9.

foreslår, at Kommissionen overvejer at etablere en fælles udregningsmetode af det minimumsbeløb, der er nødvendigt for at leve (en pakke af varer og tjenester), med henblik på at sikre sammenlignelige definitioner af fattigdomsgrænsen og fastlægge kriteriet for nødvendig social intervention;

10.

påpeger, at risikoen for at leve i ekstrem fattigdom er større for kvinder end for mænd; påpeger, at den vedvarende tendens til feminisering af fattigdommen i de europæiske samfund i dag viser, at den nuværende ramme for de sociale beskyttelsessystemer og den brede række EU-politikker på det sociale, økonomiske og beskæftigelsesmæssige område ikke er udarbejdet under hensyntagen til kvinders behov og forskellene i kvinders arbejde; understreger, at kvinders fattigdom og den sociale udstødelse i Europa kræver særlige, flere og kønsspecifikke politiktiltag;

11.

mener, at passende minimumsindkomstordninger er en grundlæggende forudsætning for et EU, der bygger på social retfærdighed og lige muligheder for alle; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der gives en passende minimumsindkomst for perioder uden eller mellem job, især til gruppen af kvinder, som har supplerende opgaver;

12.

opfordrer Rådet til at enes om et EU-mål for mindstelønordninger og bidragspligtige indkomsterstatningsordninger, der indebærer udbetaling af indkomststøtte på mindst 60 % af den nationale medianindkomst, samt om en tidsplan for, hvornår dette mål skal være nået i samtlige medlemsstater;

13.

mener, at kvinder, og navnlig ældre kvinder, i højere grad end mænd risikerer et liv i fattigdom, idet socialsikringsordningerne ofte bygger på princippet om fast, lønnet beskæftigelse; opfordrer til en individuel ret til en passende minimumsindkomst, som ikke er betinget af erhvervsbidrag;

14.

mener, at fattigdom under beskæftigelse ikke afspejler naturlige eller retfærdige arbejdsforhold, og opfordrer til, at der gøres en målrettet indsats til afhjælpning af denne situation, således at løn i almindelighed og mindsteløn i særdeleshed — uanset om den er fastsat ved lov eller ved overenskomst — kan forebygge fattigdom og sikre en acceptabel levestandard;

15.

opfordrer Rådet til at fastsætte et EU-mål for mindsteløn (fastsat ved lov eller ved kollektive aftaler på nationalt, regionalt og sektormæssigt plan), der indebærer en løn på mindst 60 % af gennemsnitslønnen (på det pågældende nationale, sektormæssige, osv. plan), samt om en tidsplan for, hvornår dette mål skal være nået i samtlige medlemsstater;

16.

understreger, at ordninger, der sikrer en mindsteløn, skal suppleres med en pakke understøttende foranstaltninger til at fremme social integration, og mener, at en sådan pakke skal omfatte foranstaltninger til social integration, for eksempel på boligområdet, og understøttelse af almen og erhvervsrettet uddannelse, videreuddannelse og livslang læring samt ordninger for en sund økonomisk forvaltning og indkomststøtteordninger til dækning af den enkeltes og husstandenes omkostninger for at sikre, at behov for at opretholde livet og for livslang læring opfyldes, især hos enlige, enlige forsørgere og store familier;

17.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemgå deres ofte komplekse og indviklede indkomststøtteordninger, uanset deres specifikke udformning (bl.a. mindstelønsordninger og lignende og bidragspligtige indkomsterstatningsordninger) med henblik på at gøre dem lettere tilgængelige og mere effektive;

18.

mener, at medlemsstaterne bør sikre, at ugunstigt stillede grupper, såsom handicappede, kronisk syge, enlige forældre eller husstande med mange børn, kan modtage særlige supplerende ydelser, der dækker ekstraomkostninger, hvad angår f.eks. personlig støtte, anvendelse af særlige faciliteter og læge- og socialhjælp, og endvidere sikre rimelige priser for lægemidler til ugunstigt stillede samfundsgrupper; understreger behovet for at sikre rimelige niveauer for invalide- og folkepension;

19.

erkender, at der er en ulige indkomstfordeling blandt selvstændige erhvervsdrivende, at en fjerdedel af alle selvstændige erhvervsdrivende lever under fattigdomsgrænsen, og at der derfor bør ydes mere institutionel støtte til iværksættere for at undgå fattigdomsfælden;

20.

understreger betydningen af en holistisk strategi for børns materielle sikkerhed og velbefindende med udgangspunkt i barnets rettigheder som fastlagt i FN-konventionen om barnets rettigheder, så familier, navnlig store familier, kan opnå et tilstrækkeligt indkomstniveau til at tilbyde deres børn passende boligforhold og kost, adgang til sundhedspleje, sociale ydelser og uddannelse af høj kvalitet med henblik på at give dem en harmonisk udvikling, både på det fysiske og personlighedsmæssige område; mener dog, at børns grundlæggende rettigheder bør have forrang frem for medlemsstaternes finansielle overvejelser;

21.

opfordrer EU-institutionerne, medlemsstaterne og organisationerne i civilsamfundet til at sikre, at børnedeltagelse altid organiseres i overensstemmelse med de generelle principper om sikker og meningsfuld deltagelse;

22.

henleder opmærksomheden på følgende aspekter ved en holistisk strategi:

23.

opfordrer Kommissionen til at behandle børnefattigdom og social udstødelse i en bredere sammenhæng som led i EU's politikker, herunder i forbindelse med spørgsmål som indvandring, handicap, diskrimination, beskyttelse af børn mod alle former for mishandling, børne- og voksenbesøgsvenner, ligestilling mellem mænd og kvinder, støtte til familier, aktiv social integration, småbørnspasning og uddannelse, livslang læring og forening af arbejdsliv, fritid og familieliv;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til reelt at gennemføre princippet om lige løn for arbejde af samme samfundsmæssige værdi og at udarbejde en specifik analyse og gennemføre reformer af de sociale sikringsordninger samt udarbejde EU-retningslinjer for en reform af de sociale beskyttelsessystemer ud fra et ligestillingsperspektiv, herunder individualiseringen af retten til social sikring, tilpasning af den sociale sikring og de sociale tjenester til de skiftende familiestrukturer og sikre, at de sociale beskyttelsessystemer i højere grad forebygger kvinders prekære situation og opfylder behovene i de mest udsatte kategorier af kvinder;

25.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forbedre deres benchmarking og kontrol i forbindelse med den åbne koordinationsmetode, at udarbejde fælles indikatorer og indsamle sammenlignelige oplysninger og langsigtede statistikker vedrørende børns situation, der skal omfatte alle aspekter af en holistisk tilgang til bekæmpelse af fattigdom blandt børn og social udstødelse, herunder børns og familiers boligforhold, med henblik på at kunne overvåge børns velfærd;

26.

opfordrer Eurostat til at skabe en forbindelse til den række indikatorer, der efter anmodning fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder er i færd med at blive udarbejdet for at overvåge indvirkningen af EU's aktiviteter på børns rettigheder og trivsel; understreger behovet for, at Kommissionen, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og medlemsstaterne i fællesskab samarbejder med de relevante FN's underorganisationer, internationale organisationer og forskningscentre om bedre indsamling af sammenlignelige statistiske oplysninger vedrørende situationen for børn i EU, et behov der er omtalt i ovennævnte beslutning af 16. januar 2008; opfordrer medlemsstaterne til at træffe alle relevante foranstaltninger med henblik på at overholde henstillingen i rapporten fra Udvalget for Social Beskyttelse vedrørende børns fattigdom og trivsel i Europa, som blev vedtaget den 17. januar 2008, og hvori det understreges, at medlemsstaterne bør foretage en fornyet vurdering af de forskellige datakilder, som er tilgængelige på nationalt og regionalt niveau om børn i sårbare situationer;

27.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indføre præventive systemer, der kan afsløre kritiske situationer, såsom forældre, der er ved at miste deres hjem, børn, der pludselig fjernes fra skolen, eller tilfælde af forældre, der selv som børn har været udsat for overgreb; opfordrer medlemsstaterne til ved hjælp af mekanismer, der yder støtte til udsatte grupper, at føre en aktiv politik med henblik på at forebygge, at børn forlader skolen tidligt;

28.

opfordrer indtrængende de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at give de lokale myndigheder beføjelser til at oprette og forvalte ordninger til at hjælpe børn i vanskeligheder med henblik på at sikre, at disse systemer er så effektive som muligt;

29.

er enig med Kommissionen i, at der opnås de bedste resultater ved bekæmpelsen af børnefattigdom med en balance mellem fokuseringen på mangfoldigheden i moderne familiestrukturer og fokuseringen på børns rettigheder;

30.

opfordrer Kommissionen til at fremme et afbalanceret policy mix, hvortil der afsættes de fornødne ressourcer, og som støttes af klare målsætninger, der tager hensyn til den specifikke nationale sammenhæng og prioriterer tidlig indgriben;

31.

anmoder medlemsstaterne om at styrke den gensidige læringsproces og kontrollen med vellykkede og mislykkede politikker vedrørende bekæmpelse af børnefattigdom og social udstødelse;

32.

understreger betydningen af, at en integreret holistisk familiepolitik ikke blot omfatter aktiv integration, men også har som sigte at håndtere alle aspekter af børne- og familievelfærd og at udrydde børnefattigdom og social udstødelse i EU;

33.

opfordrer medlemsstaterne til at udveksle bedste praksis om børns deltagelse i beslutningstagningen vedrørende deres egen fremtid, eftersom det er den bedste måde at tage udgangspunkt i børnene selv på;

34.

glæder sig over Kommissionens og medlemsstaternes støtte til konventionen om barnets rettigheder; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at etablere en klar forbindelse mellem dagsordenen for børns rettigheder og dagsordenen for bekæmpelse af børnefattigdom og udstødelse af børn, eftersom børnefattigdom og børns afsavn udgør en krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder; opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til konventionsudvalgets henstillinger på grundlag af gennemførelsesrapporterne fra de deltagende stater og andre rapporter fra ikke-statslige organisationer ved udarbejdelsen af deres strategier for social integration;

35.

påpeger, at enlige forsørgere ikke må stilles ringere end par med børn med hensyn til ydelser og fritagelser;

36.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udvikle nationale strategier til begrænsning og udryddelse af børnefattigdom på grundlag af en differentieret tilgang, som tager hensyn til de varierende grader af fattigdom, afhængigt af region og alder;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle børn og familier, herunder de, der udsættes for fattigdom og social udstødelse, har adgang til sociale ydelser af høj kvalitet, som afspejler en klar forståelse for fattigdommens indvirkning på familier, herunder den øgede risiko for og konsekvenserne af overgreb mod børn og børnemishandling;

38.

er enig med Kommissionen i, at beskæftigelse er det bedste middel til at undgå fattigdom og social udstødelse, men at det ikke altid i sig selv er en garanti, eftersom de officielle statistikker viser, at 8 % af arbejdstagerne i EU er truet af fattigdom; opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til effektivt at gennemføre direktiv 2000/78/EF;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre den eksisterende fællesskabslovgivning vedrørende beskæftigelse og sociale anliggender mere effektivt;

40.

påpeger, at 20 mio. mennesker i EU, hvoraf størstedelen er kvinder, er berørt af fattigdom blandt beskæftigede, således at 6 % af den samlede befolkning og 36 % af den erhvervsaktive del af befolkningen med andre ord er udsat for fattigdom blandt beskæftigede; opfordrer medlemsstaterne til at nå til enighed om en mindstelønslovgivning som en integrerende del af aktiv integration;

41.

understreger, at fordelingen af deltidsbeskæftigelse i EU er 31 % for kvinder og 7,4 % for mænd; understreger, at deltidsbeskæftigelse for kvinder ofte kun udgøres af ringere og marginalt deltidsarbejde med lav løn og utilstrækkelig social beskyttelse; påpeger, at kvinder derfor har større risiko for et liv i fattigdom, navnlig ældre kvinder, idet pensioner fra deltidsarbejde meget ofte ikke rækker til at føre et uafhængigt liv;

42.

mener, at aktiv integration på arbejdsmarkedet for de dårligst stillede grupper forudsætter specifikke foranstaltninger:

43.

mener, at politikker, der har til formål sikre, at det kan betale sig at arbejde, bør fokusere på problemet med lavtlønsfælden og den stadige vekslen mellem lav løn og ingen løn i bunden af arbejdsmarkedet, hvor nogle personer skifter mellem job med lav løn, ringe kvalitet og lav produktivitet og arbejdsløshed og/eller inaktivitet; understreger, at der bør lægges særlig vægt på behovet for fleksibilitet i forbindelse med arbejdsløshed og social bistand; understreger, at velfærdssystemerne aktivt bør motivere til at søge efter nye jobmuligheder og opmuntre til at være åbne over for forandring ved at afbøde konsekvenserne af tabt indkomst og sikre muligheder for uddannelse; opfordrer de politiske beslutningstagere til at anvende flexicurity-begrebet i de politikker, der har til formål at sikre, at det kan betale sig at arbejde;

44.

opfordrer medlemsstaterne til at genoverveje de aktiveringspolitikker, som er baseret på alt for restriktive regler og betingelser for bistandsmodtagerne, og som tvinger folk ind i job af ringe kvalitet, som ikke kan sikre en rimelig levestandard;

45.

foreslår, at der findes en balance mellem den enkeltes personlige ansvar og ydelse af social bistand, således at alle kan leve et værdigt liv og deltage i samfundet;

46.

henviser til Rådets holdning, som går ud på, at en aktiv arbejdsmarkedspolitik bør fremme »godt arbejde« og den vertikale sociale mobilitet og udgøre et springbræt til regelmæssig, lønnet beskæftigelse med passende social sikring, anstændige arbejdsvilkår og rimelig løn;

47.

understreger det potentiale, som den sociale økonomi, de erhvervsdrivende foreninger, den almennyttige sektor og den offentlige sektor har for at skabe beskæftigelsesmuligheder med tilskud og arbejdsmiljøer, der er tilpasset til de sårbare gruppers behov, og at dette potentiale bør undersøges og støttes fuldt ud af medlemsstaterne og fællesskabets politikker (Den Europæiske Socialfond, Regionalfonden og Samhørighedsfonden osv.);

48.

er enig med Kommissionen i, at en politik for aktiv integration bør sikre indkomststøtte og andre støtteforanstaltninger til personer, der af forskellige årsager ikke er i stand til at arbejde (f.eks. på grund af alvorligt handicap, alder eller uarbejdsdygtighed, konsekvenserne af vedvarende og nedarvet fattigdom og/eller forskelsbehandling, byrderne i forbindelse med familie- eller pasningsansvar eller fattigdom i lokalområder), for at forhindre fattigdom og social udstødelse og gøre det muligt for de pågældende at leve en værdig tilværelse og deltage i samfundet;

49.

opfordrer medlemsstaterne til at reducere skattetrykket, ikke kun for lave, men også for gennemsnitlige indkomster, for at undgå, at lønmodtagere fanges i lavindkomstfælder, og for at imødegå sort arbejde;

50.

henleder opmærksomheden på de sociale forandringer i Europa, som ændrer husstandenes sammensætning; opfordrer til, at der tages hensyn til disse ændringer for at nedbryde barriererne på arbejdsmarkedet for ugifte samboende, der ikke er i beskæftigelse;

51.

mener, at den sociale økonomi og de erhvervsdrivende foreninger bør sikre anstændige arbejdsvilkår og indkomster samt fremme ligestilling og antidiskriminationspolitikker (f.eks. med henblik på at udligne kønsbestemte lønforskelle, respektere kollektive aftaler og bestemmelser om mindsteløn og sikre ligebehandling);

52.

bemærker, at medlemsstaterne trods positive skridt hen imod større deltagelse i de højere uddannelser bør opfordres til at bevare eller indføre jobbaserede lærlingeuddannelser; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle ensartede politikker for praktikophold, der sikrer minimumsgarantier og anstændige indkomster og går imod den nuværende tendens til at forklæde job som ubetalte praktikophold;

53.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at formulere en sammenhængende strategi inden for uddannelsessystemerne i hele EU for erhvervsrettede uddannelser med udgangspunkt i ensartede modeller for vejledning, som sætter unge i stand til at uddanne sig inden for erhvervsorienterede områder efter eget valg som led i deres karriereforløb; betoner, at erhvervsuddannelsessystemet bør tage udgangspunkt i gensidig anerkendelse af uddannelsesbeviser og bør omfatte sprogundervisning for at afhjælpe kommunikationsvanskelighederne inden for EU; mener, at der i forbindelse med efteruddannelse bør være balance mellem den menneskelige og den psykiske og trivsel, for at erhvervsuddannelsen ikke skal betragtes som et handicap eller en hindring for den faglige udvikling;

54.

gør opmærksom på behovet for at fremme aktiv inddragelse af unge, ældre og indvandrere som led i alle bestræbelser på at skabe et rummeligt arbejdsmarked; opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigt at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde, tvangsarbejde for børn og udnyttelse af arbejdstagere og til at afvise den vildledende sammenblanding af økonomisk betinget migration og asylansøgere og af disse to fænomener med ulovlig indvandring; anmoder medlemsstaterne om at fremsætte lovforslag med henblik på at forhindre, at sjakformænd udnytter sårbare arbejdstagere samt om at underskrive og ratificere FN-konventionen om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder;

55.

glæder sig over Kommissionens synspunkt om, at obligatoriske og supplerende sociale sikringsordninger, sundhedsydelser og sociale ydelser af almen interesse skal spille en forebyggende rolle, skabe social samhørighed, lette den sociale integration og beskytte de grundlæggende rettigheder; peger på nødvendigheden af at sikre udvikling af langtidsplejefaciliteter af høj kvalitet og til en rimelig pris for de borgere, der har behov for det; opfordrer medlemsstaterne til at identificere og løse de problemer, som plejerne, der ofte tvinges til at blive uden for arbejdsmarkedet, har;

56.

er enig med Kommissionen i, at alle forsyningspligtydelser, herunder netværksindustrier som transport, telekommunikation, energi- og anden offentlig forsyningsvirksomhed og finansielle tjenesteydelser, bør spille en vigtig rolle i forbindelse sikring af social og geografisk samhørighed og bidrage til aktiv integration;

57.

understreger, at alle EU-borgere bør have adgang til varer og tjenesteydelser og glæder sig derfor over Kommissionens forslag om et horisontalt direktiv, der skal supplere direktiv 2000/78/EF og skal omfatte alle former for forskelsbehandling af de grunde, der er nævnt i EF-traktatens artikel 13, og som skal bidrage til at bekæmpe forskelsbehandling på andre områder end beskæftigelsen, herunder handicap, alder, religion eller tro eller seksuel orientering; mener desuden, at der bør sikres yderligere fremskridt med hensyn til gennemførelsen af de gældende EU-direktiver om bekæmpelse af forskelsbehandling;

58.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indføre faste sociale takster for sårbare grupper, f.eks. for energi og offentlig transport såvel som adgang til mikrokreditter for at fremme aktiv integration og til at indføre faste sociale takster for mennesker i materielle vanskeligheder;

59.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvide forsyningspligten (f.eks. inden for telekommunikation og posttjenester) med henblik på at gøre vigtige ydelser lettere tilgængelige og billigere og udvide målrettede den offentlige forsyningspligt til også at omfatte sårbare og ugunstigt stillede grupper i samfundet;

60.

opfordrer Rådet til at påtage sig en forpligtelse til for hele EU at afskaffe hjemløshed inden 2015 og sørge for, at medlemsstaterne fører en samordnet politik for at sikre, at alle har adgang til egnede boliger til en overkommelig pris; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at udarbejde nødplaner for vintermånederne som led i en bredere strategi til afhjælpning af hjemløshed samt at oprette organer, der kan skaffe og sikre adgang til boliger for grupper, der udsættes for forskelsbehandling; foreslår, at der indsamles sammenlignelige oplysninger om omfanget af hjemløshed og uegnede boliger; anmoder Kommissionen om at udvikle en europæisk rammedefinition på hjemløshed, indsamle sammenlignelige og pålidelige oplysninger og udarbejde årlige opdateringer vedrørende de gennemførte foranstaltninger og fremskridtene i medlemsstaterne, hvad angår afskaffelse af hjemløshed;

61.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at reducere børnefattigdommen med 50 % inden 2012 som et første led i bestræbelserne på at udrydde børnefattigdommen i EU; mener, at indikatorerne til fastlæggelse af denne reduktion bør tage særligt hensyn til børn i familier, der lever i ekstrem fattigdom;

62.

understreger betydningen af at fremme integrerede tjenester, som dækker de mange aspekter af fattigdom og social udstødelse, f.eks. forbindelsen mellem fattigdom og hjemløshed, vold, fysisk og mental sundhed, uddannelsesniveau, social og samfundsmæssig integration, manglende adgang til informationsteknologi og -infrastruktur og den voksende it-kløft;

63.

opfordrer medlemsstaterne til at etablere en »sundhed i alle politikker«-tilgang og til at udvikle integrerede social- og sundhedspolitikker for at bekæmpe uligheder med hensyn til sundhedspleje, forebyggende foranstaltninger og sundhedsydelser, navnlig vedrørende sårbare grupper og de personer, som det er vanskeligst at nå;

64.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme frivillige aktiviteter og hjælpe med den sociale integration af personer, der har mistet kontakten med arbejdsmarkedet eller nu står uden for dette;

65.

glæder sig over, at Kommissionen sigter mod at gøre tjenesteydelserne lettere tilgængelige (mere disponible og billigere) og forbedre kvaliteten (inddragelse af brugerne, overvågning, evaluering af indsatsen, gode arbejdsbetingelser, ligestilling i ansættelsespolitik og tjenesteydelser, samordning og integrering af tjenester og passende fysiske rammer);

66.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at forbedre samordningen af offentlige tjenesteydelser, navnlig sammenhængen mellem tjenesteydelser til børn og tjenesteydelser til voksne; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indføre hjælpeprogrammer for forældre på forskellige områder, hvor fattigdom fører til manglende kendskab til børneopdragelse og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at rådgivningstelefonerne for børn har tilstrækkelige ressourcer; betoner, at offentlige tjenester henvendt til børn og familier bør sikre, at der eksisterer hensigtsmæssige strukturer, incitamenter, resultatstyringssystemer, finansieringsmidler og en passende arbejdsstyrke, at det personale, der arbejder »i marken«, har de fornødne færdigheder, den rigtige viden og tillid til at sikre bedre forebyggelse og tidlig indgriben, og således at der kan træffes bedre forebyggende foranstaltninger og sikres tidlig indgriben, og at offentlige tjenesteydelser, navnlig til sårbare familier, svarer til brugernes behov;

67.

opfordrer medlemsstaterne til at være mere opmærksomme på, at nedskæringer af tilskud til bestemte ydelser, såsom tilskud til mad, gratis undervisningsmateriale og skolebusser samt nødvendige undervisningstilbud i fritiden og uden for skolen, kan føre til en direkte social udstødelse, især for børn fra socialt udsatte familier; understreger betydningen af, at medlemsstaterne tilbyder lige muligheder for integration af alle børn ved hjælp af en aktiv sportspolitik i skolerne og adgang til informationsteknologi; opfordrer Kommissionen til at indføje tjenesteydelser rettet mod børn, såsom børnehaver, skoletransport og skolemåltider, på listen over offentlige tjenester af almen interesse;

68.

glæder sig over afinstitutionaliseringen af handicappede, men bemærker, at dette kræver, at der er tilstrækkelig fællesskabsbaseret støtte af høj kvalitet og sundhedsydelser, der fremmer muligheden for at leve en selvstændig tilværelse, retten til personlig bistand, retten til at kontrollere sin egen økonomi og fuld deltagelse i samfundet;

69.

betoner behovet for, at medlemsstaterne fremmer udviklingen og gennemførelsen af omfattende lokale, regionale og nationale aldringsstrategier;

70.

mener, at der bør træffes flere foranstaltninger på medlemsstats- og EU-plan for at anerkende, forske i og standse vold i hjemmet og misbrug af børn og ældre;

71.

anmoder medlemsstaterne om at udvikle en mere konstruktiv tilgang til narkotikapolitik med vægt på uddannelse og behandling af misbrug frem for strafferetlige sanktioner;

72.

anmoder medlemsstaterne om at prioritere folkesundhedsmæssige foranstaltninger, der målrettet sigter mod at fjerne den ulighed, der eksisterer, hvad angår mange etniske mindretals sundhed og adgang til sundhedspleje;

73.

bemærker, at alkohol- og narkotikamisbrug i alle medlemsstater kan medføre kriminalitet, arbejdsløshed og social udstødelse; finder det derfor uacceptabelt, at mange mennesker kun har adgang til denne form for behandling og rådgivning gennem fængselsvæsenet;

74.

understreger, at der findes mange former for handicap, herunder mobilitetsproblemer, syns- og hørehandicap, mentale sundhedsproblemer, kroniske sygdomme og indlæringsvanskeligheder; understreger, at multihandicappede har særlige problemer, og at det samme gælder for mennesker, der udsættes for flere forskellige former for forskelsbehandling;

75.

kræver, at mennesker med mentale sundhedsproblemer eller indlæringsvanskeligheder ikke må stemples, og at mental sundhed og velfærd og forebyggelse af mentale lidelser fremmes, samt at der afsættes flere ressourcer af til behandling og pleje;

76.

anmoder medlemsstaterne om at håndhæve deres lovgivning mod menneskehandel og forskelsbehandling, og om navnlig at undertegne, ratificere og gennemføre Europarådets konvention om bekæmpelse af menneskehandel;

77.

opfordrer alle medlemsstater til at sikre en menneskerettighedsbaseret asylpolitik i overensstemmelse med FN-konventionen om flygtninge og andre relevante menneskerettighedsbestemmelser, samtidig med at de bør bestræbe sig på at ophæve asylansøgernes afhængighed af understøttelse ved at gøre det muligt for dem at arbejde, og til at overveje at udvikle mere legale indvandringsruter;

78.

beklager, at Kommissionens fælles rapport om social sikring og social integration 2008 ikke sætter tilstrækkeligt strategisk fokus på udryddelse af fattigdom og overvindelse af social udstødelse;

79.

er enig med Kommissionen i, at tilgangen til aktiv integration bør fremme en integreret gennemførelsesproces på EU-plan og på nationalt, regionalt og lokalt plan under inddragelse af alle de relevante aktører (arbejdsmarkedets parter, ngo'er, lokale og regionale myndigheder osv.) og sikre aktiv deltagelse og selvstændiggørelse af ugunstigt stillede personer i udviklingen, forvaltningen, gennemførelsen og evalueringen af strategierne;

80.

understreger behovet for en række ensartede foranstaltninger på EU-niveau med henblik på at forebygge og straffe misbrug af enhver form for minoriteter, handicappede og ældre, i forbindelse med konkrete tiltag for reducering på alle områder af disse sociale gruppers udsathed, bl.a. på det materielle område;

81.

opfordrer Rådet og Kommissionen til på ny at sætte klart strategisk fokus på udryddelse af fattigdom og fremme af social integration i forbindelse med den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden 2008-2012; kræver en mere entydig tilslutning under den næste cyklus i den åbne koordinationsmetode vedrørende social beskyttelse og social integration, en dynamisk og effektiv fællesskabsstrategi, der omfatter meningsfulde mål og effektive instrumenter og overvågningsmekanismer, der prioriterer bekæmpelse af fattigdom, social udstødelse og ulighed; anmoder Rådet og Kommissionen om at tage problemerne vedrørende de forskellige koordinationsprocesser op (Lissabonstrategien, EU's strategi for bæredygtig udvikling, den åbne koordinationsmetode for social beskyttelse og social integration), således at der sikres en klar forpligtelse til udryddelse af fattigdom og fremme af social integration i alle disse politikker;

82.

opfordrer Kommissionen, Udvalget for Social Beskyttelse og medlemsstaterne til at opstille særlige målsætninger for ligestilling mellem mænd og kvinder og for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, herunder en række politiske foranstaltninger til støtte for de grupper af kvinder, der er udsættes for en højere risiko for fattigdom og social udstødelse, f.eks. utraditionelle familier og eneforsørgere, indvandrerkvinder, kvindelige flygtninge og kvinder fra etniske minoriteter samt ældre og handicappede kvinder;

83.

opfordrer arbejdsmarkedets parter til at fortsætte den indsats, de har ydet siden den fælles analyse af arbejdsmarkedets parter og deres arbejdsprogram for 2006-2008 om integrationen af ugunstigt stillede personer på arbejdsmarkedet; mener, at der er behov for bedre regeringsførelse for at samordne såvel arbejdsmarkedets parters arbejdsmarkedsrelaterede aktiviteter som en bredere dialog med borgerne (ngo'er osv.) om social integration på andre områder end beskæftigelsesområdet;

84.

er enig med Kommissionen i, at der med hensyn til henstilling 92/441/EØF og den åbne koordinationsmetode vedrørende social beskyttelse og social integration bør fastsættes hensigtsmæssige indikatorer og overordnede nationale ordninger for indsamling og analyse af data (f.eks. statistiske oplysninger om den gennemsnitlige disponible indkomst, husholdningernes forbrug, prisniveauet, mindstelønsordninger og lignende fordele); mener, at kontrol med og evaluering af gennemførelsen og strategierne for social integration og medlemsstaternes statusrapporter bør kunne påvise, hvorvidt den grundlæggende ret til tilstrækkelige ressourcer og social støtte, til et anstændigt liv og til en indkomst, der ligger over fattigdomsgrænsen, respekteres i de enkelte medlemsstater, herunder på regionalt niveau;

85.

glæder sig over Kommissionens meddelelse »Et fornyet tilsagn til et socialt og arbejdsmarkedspolitisk Europa: styrkelse af den åbne koordinationsmetode for social sikring og social integration« (KOM(2008)0418), som indeholder forslag om at styrke den åbne koordinationsmetode for sociale spørgsmål ved at gøre metoden mere synlig og forbedre arbejdsmetoderne og styrke interaktionen i forhold til andre politikker; glæder sig navnlig over Kommissionens forslag om fastsættelse af mål (generelt børnefattigdom, fattigdom hos personer i beskæftigelse og vedvarende langvarig fattigdom), om et minimumsniveau for en indkomst, der tilvejebringes gennem pensioner, og om adgangen til og kvaliteten af sundhedspleje (bekæmpelse af spædbarnsdødelighed, forbedring af sundhedstilstanden og forøgelsen af den forventede levetid osv.);

86.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe effektive foranstaltninger til at nå Barcelonamålene om børnepasning; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde henstillinger til, hvordan behovet for sundhedspleje i Europa (navnlig organisering og finansiering af pasning af børn og andre pasningskrævende personer) kan imødekommes, herunder fastlæggelse af præcise mål og indikatorer, med det sigte at etablere faciliteter til børnepasning for 90 % af alle børn fra fødslen til den skolepligtige alder i hele EU og et tilstrækkeligt niveau af pasningstilbud for andre pasningskrævende personer inden 2015; understreger, at alle tjenester skal opfylde kriterierne vedrørende rimelige priser, tilgængelighed og høj kvalitet, så pasning af børn og andre plejekrævende personer ikke længere udgør nogen fattigdomsrisiko, for især kvinder;

87.

understreger, at de, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, i højere grad bør kunne drage nytte af fællesskabsprogrammer som Den Europæiske Socialfond og Equal-initiativet; anmoder Kommissionen om at vurdere, hvordan strukturfondene har bidraget til at gennemføre målene for den åbne koordinationsmetode på grundlag af sociale integrationsindikatorer, og til at tilskynde til anvendelse af bestemmelserne i den nye socialfondsforordning og i forlængelse heraf støtte foranstaltninger til aktiv integration og undersøge mulighederne for at øremærke socialfondsmidler eller afsætte et særligt budget til et fællesskabsinitiativ på dette område; mener, at dette desuden vil resultere i etableringen af netværk for god praksis i forbindelse med bekæmpelse af fattigdom og med henblik på at fremme erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne;

88.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at forpligte sig til at gennemføre effektive foranstaltninger inden for rammerne af det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, hvilket bør udgøre et vigtigt skridt hen imod en langsigtet bekæmpelse af fattigdom;

89.

anmoder Kommissionen om at bidrage til at sikre, at børn på meningsfuld og sikker vis kan deltage i alle anliggender, der vedrører dem, og sikre, at alle børn har lige muligheder for at bliver inddraget;

90.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/26

A.

der henviser til, at det kræves af EU-udstederne, at de anvender internationale regnskabsstandarder i deres konsoliderede regnskaber,

1.

konstaterer, at IASCF har foreslået at nedsætte en overvågningsgruppe; mener, at denne skal kunne indstille kandidater som fondsbestyrelsesmedlemmer og være ansvarlig for at godkende valget af sådanne medlemmer i henhold til en fastlagt udvælgelsesproces;

2.

anmoder om, at overvågningsgruppen inddrages i udarbejdelsen af IASB's dagsorden for at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed; mener, at den efterfølgende proces for standardisering bør være fri og uden utilbørlig indblanding og bør gennemføres med en udtømmende høring af samtlige berørte parter, inklusive investorerne;

3.

tvivler på, at det er hensigtsmæssigt at nedsætte en overvågningsgruppe på nuværende tidspunkt inden iværksættelsen af anden fase af høringsprocessen i forbindelse med gennemgangen af IASB's vedtægter, hvor der ikke er noget klart overblik over, hvilket forhold der bør være mellem gruppen og IASCF ved nedsættelsen af sidstnævnte;

4.

mener, at overvågningsgruppen bør afspejle balancen mellem verdens vigtigste valutaområder, de kulturelle forskelle, interesserne i de udviklede økonomier og vækstøkonomierne og de internationale institutioner, som har regnskabspligt over for de offentlige myndigheder; mener endvidere, at gruppen bør spille en aktiv rolle ved at fremme gennemsigtigheden i regnskabsrapporteringen og udviklingen af velfungerende kapitalmarkeder, imødegå en procyklisk linje, sikre stabilitet på finansmarkederne samt forebygge systemiske risici; bemærker at Baselkomiteen on Banking Supervision bør inddrages i overvågningsgruppen og tilslutter sig forslaget om, at overvågningsgruppen allerede fra begyndelsen bør være sammensat af

5.

beklager det forhold, at Europa-Parlamentet ikke er blevet hørt om nedsættelsen af en international rådgivende regnskabsgruppe;

6.

mener, at også reguleringsmyndighederne for de finansielle markeder bør være repræsenteret i overvågningsgruppen; understreger, at ingen organisation bør være repræsenteret i overvågningsgruppen med mere end ét medlem;

7.

gør opmærksom på overvågningsgruppens komplicerede institutionelle opbygning; fremhæver behovet for, at der for overvågningsgruppen gælder effektive samarbejdsmekanismer for at sikre, at den er funktionsdygtig og kan udføre sine vigtigste opgaver; betoner i denne sammenhæng, at medlemmerne af overvågningsgruppen skal have de nødvendige beføjelser til at sikre, at de kan stilles til ansvar politisk;

8.

er foruroliget over, at nogle af de foreslåede medlemmer af overvågningsgruppen ikke kræver, at indenlandske udstedere skal anvende IFRS; mener, at medlemskabet af gruppen kun kan blive effektivt, hvis der er afgivet tilsagn om, at IFRS skal indføres som en intern standard; understreger, at intet land bør være repræsenteret i overvågningsgruppen med mere end ét medlem;

9.

konstaterer, at antallet af medlemmer af IASB i henhold til IASCF's forslag skal øges fra 14 til 16 medlemmer; anser en forøgelse til 16 medlemmer for at være acceptabel, idet den kan bevirke en større balance i IASB, især hvis IASCF's forslag ændres, så der sikres en ensartet behandling af de vigtigste valutaområder i verden;

10.

kræver, at der indgås et aftalememorandum mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen med henblik på at fastlægge betingelserne for inddragelse af lovgiverne i overvågningsgruppens arbejde, såfremt en sådan gruppe skal nedsættes på dette stadium;

11.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/28

A.

der henviser til, at der efter de belarussiske myndigheders løsladelse mellem den 16. og den 20. august 2008 af de politiske fanger Alyaksandr Kazulin, Sergei Parsyukevich og Andrei Kim, ikke sidder flere internationalt anerkendte politiske fanger fængslet i Belarus,

B.

der henviser til, at EU har anset løsladelsen af de politiske fanger som et væsentligt skridt i retning af Belarus' antagelse af de grundlæggende demokratiske værdier, respekten for menneskerettighederne og retsstatsprincipperne, og at det var en af forudsætningerne for at genoverveje de restriktive foranstaltninger, der for øjeblikket gælder for visse ledende politiske personligheder i Belarus og for gradvist at genoprette forbindelserne med Belarus,

C.

der henviser til, at præsident Alexander Lukashenko den 10. juli 2008 offentligt opfordrede til, at valget blev afholdt på åben og demokratisk vis, og at han gentog dette i et fjernsynsprogram den 29. august 2008, hvor han lovede, at valget ville blive mere fair end nogensinde,

D.

der henviser til, at den demokratiske gennemførelse og det pluralistiske aspekt af parlamentsvalget, der er berammet til den 28. september 2008, af EU blev set som endnu en mulighed for Belarus for at vise, at det respekterer de demokratiske værdier og de europæiske normer,

E.

der henviser til, at EU i denne forbindelse bifaldt udsendelsen af observatører fra OSCE/Kontoret for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR) og understregede vigtigheden af at garantere disse observatører effektiv adgang til alle faser af valgproceduren, herunder stemmeoptællingen, og især understregede betydningen af at garantere oppositionens rettigheder, hvad angår både retten til at opstille og adgangen til valgtilsynskommissioner og medier,

F.

der henviser til, at EU, hvis valget forløb gnidningsløst, var parat til at indlede en revision af de restriktive foranstaltninger imod belarussiske ledere og træffe positive og konkrete foranstaltninger, der kunne føre til en gradvis genoplivning af forbindelserne med Belarus,

G.

der henviser til, at der ikke blev reageret på det krav, som Den Forenede Demokratiske Opposition i Belarus havde stillet om, at regeringen skulle indgå i en åben dialog om valgproceduren, der henviser til, at oppositionens kandidater ikke var overbevist om, at valgproceduren var retfærdig, og til deres manglende tillid til afstemningsproceduren og den forventede gennemførelse af stemmeoptællingen,

H.

der henviser til, at OSCE-valgobservationen i sine foreløbige konklusioner fastslog, at valget den 28. september 2008 foregik under stærkt kontrollerede former med en knapt synlig valgkamp og var præget af manglende gennemsigtighed i forbindelse med stemmeoptællingerne og registrering af resultaterne fra adskillige valgsteder, og at valget til trods for visse mindre forbedringer i sidste ende ikke levede op til de demokratiske normer,

I.

der henviser til, at oppositionen, der ikke vandt et eneste af de 110 mandater, fordømte valget som en farce, idet den udtrykte frygt for, at præsident Lukashenkos »flirt« med demokratiet var forbi og opfordrede EU og USA til ikke at anerkende valgresultatet,

J.

der henviser til, at Lidiya Yarmoshyna, leder af Belarus' centrale valgkommission, erklærede, at valget havde været »frit og fair«,

K.

der henviser til, at 800 oppositionstilhængere protesterede i Minsk sent på valgdagen,

1.

udtrykker sin tilfredshed med, at de politiske fanger Alyaksandr Kazulin, Sergei Parsyukevich og Andrei Kim er blevet løsladt; forventer endvidere, at de indrømmes alle de borgerlige rettigheder, der er sikret alle belarussiske borgere i landets forfatning;

2.

beklager, at det væsentlige fremskridt i Belarus' demokratiske udvikling, som EU havde håbet på i det belarussiske folks interesse, ikke slog igennem, og at valget i Belarus den 28. september 2008 til trods for visse mindre forbedringer i sidste ende ikke levede op til de internationale normer;

3.

mener, at det parlament, der er valgt i Belarus, har en tvivlsom demokratisk legitimitet;

4.

er bekymret over, at den demonstration, som oppositionen afholdt den 28. september 2008 i Minsk, af indenrigsministeriet i Belarus blev betegnet som en grov overtrædelse af den offentlige orden, og over beretninger om, at information om demonstrationen ville blive fremsendt til den offentlige anklagers kontor til juridisk vurdering; opfordrer de belarussiske myndigheder til at respektere de grundlæggende rettigheder til forsamlingsfrihed og ytringsfrihed som fastlagt i landets forfatning;

5.

påpeger, at EU har noteret sig frigivelsen af en række demokratiske aktivister fra oppositionen og havde forhåbninger om en bedre tilrettelæggelse af valget, men at manglende gennemførelse af frie og fair valg vil betyde endnu et tilbageslag for Belarus og fortsat vil udgøre en alvorlig udfordring for forbindelserne mellem Belarus og EU;

6.

opfordrer den belarussiske regering til at bekræfte sine erklæringer om, at den er villig til at forbedre samarbejdet med EU og skabe mere favorable betingelser for indledning af drøftelser mellem EU og Belarus;

7.

opfordrer den belarussiske regering til at arbejde hen imod afholdelse af ægte demokratiske valg i overensstemmelse med de internationale demokratiske normer ved at indføre visse ændringer i valglovgivningen og valgpraksis, såsom:

8.

opfordrer indtrængende den belarussiske regering til at respektere menneskerettighederne ved at:

for at gøre en ende på landets selvforskyldte isolation fra resten af Europa og for at forbindelserne mellem EU og Belarus kan forbedres væsentligt;

9.

minder om, at EU den 21. november 2006 erklærede sig rede til som led i den europæiske naboskabspolitik at forny forbindelserne med Belarus og dets befolkning, så snart den belarussiske regering havde vist, at den respekterer de demokratiske værdier og det belarussiske folks grundlæggende rettigheder;

10.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at videreføre dialogen med og fastlægge en politisk linje i forhold til Belarus med en streng positiv konditionalitet baseret på en gradvis trindelt tilgang med benchmarks, køreplaner, revisionsklausuler og passende finansielle midler;

11.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje en selektiv gennemgang og eventuel ophævelse af eksisterende restriktive foranstaltninger under hensyntagen til de fordele, det vil indebære for almindelige borgere og udviklingen af et frit samfund;

12.

opfordrer Rådet og Kommissionen til ikke at ophæve visumforbuddet for personer, der er direkte involveret i krænkelse af normerne for demokratiske valg og menneskerettighederne; henstiller, at man overvejer en delvis ophævelse af denne sanktion i seks måneder, forudsat at den restriktive lov om massemedier, der vedtoges i slutningen af juni 2008, ændres, inden den gennemføres fuldt ud;

13.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at tage yderligere skridt hen imod lempelse og liberalisering af visumprocedurerne for belarussiske borgere, da et sådant tiltag er afgørende for at kunne nå hovedmålet med EU's politik over for Belarus, nemlig at lette og styrke forbindelserne mellem borgerne i EU og Belarus og demokratisere landet; opfordrer dem i denne forbindelse indtrængende til at overveje muligheden for at sænke omkostningerne i forbindelse med visum for belarussiske borgere, der rejser ind i Schengenområdet, hvilket er den eneste måde at forhindre Belarus og dets borgere i at blive mere og mere isoleret; opfordrer de belarussiske myndigheder til at ophøre med at udstede udrejsevisa til deres borgere, især børn og studerende;

14.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje en selektiv anvendelse af det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (2) og Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (3) ved i højere grad at støtte civilsamfundet i Belarus og især at øge den finansielle støtte til de uafhængige medier, ngo'erne og belarussiske studerende i udlandet; påskønner den finansielle støtte, som Kommissionen yder til det europæiske universitet for humaniora i Vilnius (Litauen); anmoder Rådet og Kommissionen om at opfordre den belarussiske regering til at vise sin gode vilje og positive holdning og give det europæiske universitet for humaniora, der er forflyttet til Vilnius, mulighed for lovligt at vende tilbage til Belarus og etablere sig på passende vilkår, som kan sikre dets fremtidige udvikling i Minsk; opfordrer Rådet og Kommissionen til at yde finansiel støtte til den uafhængige belarussiske fjernsynskanal Belsat;

15.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje foranstaltninger, der kan forbedre erhvervsklimaet, handlen, energi- og transportinfrastrukturerne og samarbejdet på tværs af grænserne mellem EU og Belarus, og således bidrage til Belarus' borgeres velfærd og velstand samt i denne forbindelse forbedre deres muligheder for at kommunikere med og rejse frit i EU;

16.

beklager de belarussiske myndigheders beslutning om gentagne gange at nægte at give indrejsevisum til Europa-Parlamentets medlemmer og medlemmer af EU-landenes nationale parlamenter igennem de seneste år; opfordrer de belarussiske myndigheder til ikke at skabe nogen yderligere hindringer, der afskærer Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne med Belarus fra at besøge landet;

17.

glæder sig over den belarussiske nations vilje til at bevare landets uafhængighed og territoriale integritet;

18.

glæder sig over, at de belarussiske myndigheder til trods for det enorme pres, de har været udsat for, har valgt ikke at anerkende Sydossetiens og Abkhasiens unilaterale uafhængighedserklæringer;

19.

fordømmer, at Belarus er det eneste land i Europa, der stadig har dødsstraf, hvilket er i strid med de europæiske værdier;

20.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, FN's generalsekretær, OSCE's Parlamentariske Forsamling, Europarådets Parlamentariske Forsamling, Fællesskabet af Uafhængige Staters sekretariat og parlamentet og regeringen i Belarus.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/31

A.

der henviser til, at WTO's ministerkonference med henblik på at afslutte Doha udviklingsrunden (»Doharunden«) gik i stå i slutningen af juli 2008,

B.

der henviser til, at drøftelserne brød sammen i Genève i juli 2008; der henviser til, at der blev gjort visse fremskridt inden for nogle spørgsmål, mens andre spørgsmål, der var vigtige for afslutningen af alle modaliteter, ikke blev behandlet i aftaleudkastet,

C.

der henviser til, at udviklingslandenes og navnlig de mindst udviklede landes interesser og alle WTO-medlemmernes forpligtelse, hvad angår Doharunden, bør forblive i centrum for drøftelserne,

D.

der henviser til, at en manglende afslutning af Doharunden ville øge den nuværende globale økonomiske usikkerhed og kunne drage det multilaterale handelssystems troværdighed i tvivl og føre til et skift i retning af bilaterale og regionale handelsaftaler,

1.

udtrykker sin skuffelse og bekymring over, at WTO's ministerkonference gik i hårdknude i juli 2008;

2.

gentager sin fulde støtte til den multilaterale tilgang til handelspolitik og til et WTO, der er i stand til at sikre et omfattende, ambitiøst og velafbalanceret resultat for den internationale handel med fuld respekt for FN's milleniumudviklingsmålene;

3.

er overbevist om, at en vellykket afslutning på Doharunden under den nuværende økonomiske og finansielle krise kunne være en stabiliserende faktor;

4.

mener, at WTO sammen med andre internationale organisationer, uanset fremskridtene inden for DDA, hurtigst muligt bør forsøge at løse de nye globale problemer, hvor handel spiller en rolle, såsom fødevaresikkerhed, energi, handelsstøtte og klimaændringer;

5.

er fuldt ud klar over de vanskeligheder, der er forbundet med en pakkeløsning; anerkender de fremskridt, der hidtil er gjort i forhandlingerne, som skulle kunne danne et vigtigt og konsolideret grundlag på det næste møde med henblik på at genoptage Doharunden og nå frem til et vellykket resultat;

6.

opfordrer EU, USA og ligeledes G20 som nye store økonomiske aktører til at påtage sig deres ansvar under de igangværende forhandlinger, til fuldt ud at respektere Doharundens ånd og til at gøre deres yderste for at nå frem til en aftale hurtigst muligt; understreger endnu engang betydningen af, at der skelnes mellem udviklingslande og nye industrilande;

7.

opfordrer Indien og USA til at finde frem til en politisk løsning i forbindelse med betingelserne for anvendelsen af den særlige beskyttelsesmekanisme (SSM) for at sikre en rimelig balance mellem handelsinteresser og spørgsmål vedrørende fødevaresikkerhed, som vil muliggøre en fortsættelse af DDA-forhandlingerne i Genève om de andre åbne emner;

8.

opfordrer industrilandene og de nye udviklingslande til at efterleve EU's »alt undtagen våben«-initiativ, der tilbyder de mindst udviklede lande 100 % told- og kvotefri markedsadgang; understreger også betydningen af handelsstøtte;

9.

mener, at udviklingslandenes og navnlig de mindst udviklede landes behov bør prioriteres i DDA-forhandlingerne, idet udvikling bør gå forud for alt andet;

10.

mener, at vanskelighederne i forbindelse med DDA understreger, at der, når runden er afsluttet, er behov for, at spørgsmålet om en reform af WTO tages op hurtigst muligt med henblik på at gøre institutionen mere effektiv og gennemsigtig samt øge dens demokratiske legitimitet, ansvarlighed, gennemsigtighed, rummelighed og integration i den bredere globale forvaltningsstruktur; mener, at parlamentsmedlemmer bør føre en endnu mere energisk og effektiv kontrol med den internationale handel;

11.

gentager behovet for en målrettet teknisk bistand og kapacitetsopbygning for at bistå udviklingslandene, således at de kan engagere sig på effektiv vis i DDA;

12.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at indgå en aftale i Lissabontraktaten ånd, der sikrer Europa-Parlamentets fulde deltagelse i EU's internationale handelsforhandlinger;

13.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter samt generaldirektøren for WTO.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/33

A.

der henviser til, at spørgsmålet om vandknaphed og tørke geografisk set ikke er begrænset til Den Europæiske Union, men har internationale følgevirkninger og er et globalt problem; der henviser til, at der allerede er opstået internationale konflikter vedrørende vand, og at der er stadig større fare for, at sådanne konflikter vil blive endnu hyppigere,

B.

der henviser til, at vand er afgørende for liv og er et fælles gode, der ikke bør reduceres til blot at være en vare; der henviser til, at sikring af lige adgang til vand for alle, herunder fremtidige generationer, bør være det ledende princip for alle vandpolitikker,

C.

der henviser til, at vandknaphed og tørke udgør en stor udfordring med betydelige socioøkonomiske og miljømæssige følger for EU, og at den økonomiske konsekvens af tørke i EU i de seneste 30 år i alt skønnes at beløbe sig til 100 mia. EUR,

D.

der henviser til, at vandknaphed og tørke allerede berører forskellige dele af EU, og at omkring en femtedel af EU's befolkning bor i lande, hvor vandressourcerne er under pres,

E.

der henviser til, at ørkendannelse, der allerede i forskellig grad berører EU-landene, udpiner det naturlige miljø og fører til forringelse af jorden og heraf følgende tab af dennes landbrugsmæssige værdi,

F.

der henviser til, at vandknaphed og tørke ikke er lige akut i alle EU's regioner, men er mest akut i de mere sydligt beliggende medlemsstater,

G.

der henviser til, at der er betydelige regionale forskelle i den måde, hvorpå problemerne som følge af vandknaphed og tørke manifesterer sig, og at det vil være mest hensigtsmæssigt at basere foranstaltninger til håndtering af disse problemer på en regional tilgang,

H.

der henviser til, at vandknaphed og tørke er optrådt med stadig større hyppighed og i stadig alvorligere grad i de seneste 30 år, og at klimaændringer efter al sandsynlighed vil forværre situationen og bidrage til en stigende forekomst af ekstreme hydrologiske hændelser både i og uden for EU, hvilket højst sandsynligt vil påvirke såvel vandressourcernes kvalitet som deres kvantitet,

I.

der henviser til, at tendenserne inden for anvendelse af vand ikke er bæredygtige, da EU fortsat spilder 20 % af sit vand som følge af manglende effektivitet,

J.

der henviser til, at alvorlig tørke i kombination med lavere regnmængder øger faren for skovbrande, således som det sås af de ødelæggende brande, der for nylig hærgede Sydeuropa,

K.

der henviser til, at der ikke findes nogen omfattende og i teknisk og videnskabelig henseende pålidelig vurdering af vandmængdesituationen i EU, og at de disponible data på regionalt plan og vedrørende årstidsbestemte variationer er meget begrænsede,

L.

der henviser til, at vandknaphed kan skyldes naturlige årsager, menneskelig aktivitet eller en kombination af de to, enten gennem overforbrug af den naturlige forsyning eller gennem forringelse af vandkvaliteten; der henviser til at forkert anvendelse af vand er en af årsagerne til ørkendannelse;

M.

der henviser til, at turisme øger efterspørgslen efter vand yderligere, navnlig i sommerperioden og i Sydeuropas kystområder,

N.

der henviser til, at bevidstgørelseskampagner og fyldestgørende oplysning af borgerne på forskellige måder, f.eks. gennem oplysnings- og uddannelseskampagner, har central betydning for at fremme ændringer i adfærd og praksis og skabe en kultur kendetegnet ved vandbesparelse og effektiv anvendelse af vand,

O.

der henviser til, at offentlig vandforsyning er en grundlæggende offentlig ydelse med betydning for folkesundheden og ikke bør afbrydes,

P.

der henviser til, at vandknaphed og tørke er et kompliceret miljøspørgsmål, der som sådant bør reguleres i nær tilknytning og under hensyntagen til andre miljøspørgsmål,

Q.

der henviser til, at landbruget som produktionssektor lider meget under virkningerne af vandknaphed og tørke, men samtidig spiller en vigtig rolle for en bæredygtig forvaltning af de disponible vandressourcer,

R.

der henviser til, at et multifunktionelt landbrug i EU spiller en vigtig rolle for bevarelsen af landskaber, biodiversitet og rent vand og derfor har behov for finansiel støtte til visse foranstaltninger og for videnskabelig rådgivning om vandforvaltning,

S.

der henviser til, at vandknaphed og tørke er en væsentlig årsag til de stigende priser på landbrugsråvarer, og at det er nødvendigt at sikre en stabil fødevareforsyning,

T.

der henviser til, at landbruget, eftersom det har behov for store mængder vand og derfor er afhængigt af vandforsyningen, skal inddrages som en ansvarlig aktør i integrerede regionale vandforvaltningssystemer med sigte på en afbalanceret anvendelse af vand, bekæmpelse af vandspild, tilpasset landskabs- og afgrødeplanlægning samt beskyttelse af vandet mod forurening,

U.

der henviser til, at tørke også bidrager til udbredelsen af visse planteskadegørere, hvilket medfører betydeligt lavere høstudbytter,

V.

der henviser til, at Kommissionens fjerde rapport om den økonomiske og sociale samhørighed (KOM(2007)0273) identificerer klimaændringerne, navnlig tørke og vandknaphed, som en af de nye udfordringer med vidtrækkende territoriale følger, som samhørighedspolitikken må tage op, da den hidtil har påvirket 11 % af befolkningen og 17 % af territoriet i EU,

1.

glæder sig over Kommissionens meddelelse og støtter det foreslåede første sæt indsatsmuligheder, men beklager, at dets rækkevidde er begrænset til EU- og medlemsstatsniveau; minder om, at vandknaphed og tørke er et problem med en international dimension, og at indsatsen må afpasses herefter;

2.

understreger, at det forhold, at vandområder ofte er tværregionale og tværnationale, kan få alvorlige grænseoverskridende følger for regioner i disse områder, og at det derfor er absolut nødvendigt for medlemsstaterne og for regionale og lokale myndigheder at samarbejde om vandknapheds- og tørkeproblemet for at sikre en bæredygtig og retfærdig udnyttelse af vandressourcerne; mener, at vandknapheds- og tørkespørgsmålets særlige karakter kræver en samordnet indsats på både EU- og medlemsstatsplan samt på regionalt og lokalt forvaltningsplan;

3.

beklager, at meddelelsen begrænser sig til at fremme generelle målsætninger og kun foreslår en mindre række præcise foranstaltninger og ingen konkret tidsplan for deres gennemførelse i regioner truet af vandknaphed og tørke; beklager manglen på realistiske målsætninger og frister for at nå dem samt den manglende understregning af behovet for nært samarbejde med nationale, regionale og lokale myndigheder; opfordrer Kommissionen til at forelægge et løbende program, navnlig en situationsrapport i 2009 og undersøgelse og udvikling af Den Europæiske Unions strategi;

4.

understreger regionernes betydning som drivkraft bag teknologisk innovation med hensyn til vand, eftersom vandeffektivitet får stadig større betydning for konkurrenceevnen; opfordrer derfor indtrængende de regionale myndigheder til at overveje nationalt og internationalt tværregionalt samarbejde, informationsudveksling og strategiske partnerskaber med henblik på at organisere en effektiv regional vandforvaltning;

5.

opfordrer de regionale og lokale myndigheder til at udnytte de store muligheder, strukturfondene rummer, til at investere i forbedring eller fornyelse af eksisterende infrastrukturer og teknologi (især i regioner, hvor der går vandressourcer til spilde som følge af lækager fra vandrørene), herunder navnlig rene teknologier, der fremmer en effektiv udnyttelse af vand og kan kædes sammen med en integreret vandressourceforvaltning, navnlig med henblik på at tage udfordringen med effektiv vandudnyttelse (i form af besparelser og genanvendelse) op i industri- og landbrugssektorerne samt hos de private forbrugere;

6.

mener i denne forbindelse, at der bør afsættes infrastrukturmidler til gennemførelse af foranstaltninger til forbedring af vandforvaltningen og forsyningen med kvalitetsvand i overensstemmelse med de eksisterende behov;

7.

minder om, at der bør foretrækkes en efterspørgselsstyret tilgang i forbindelse med vandressourceforvaltning; er dog af den opfattelse, at EU bør vælge en helhedstilgang til forvaltningen af vandressourcer og kombinere foranstaltninger til efterspørgselsstyring, foranstaltninger til optimering af eksisterende ressourcer inden for vandcyklussen og foranstaltninger til skabelse af nye ressourcer, og at der i forbindelse med denne tilgang også må tages miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn;

8.

bemærker, at det også bør overvejes at træffe udbudssideforanstaltninger med henblik på at nå frem til den i økonomisk og miljømæssig henseende mest effektive løsning, optimere balancen mellem udbud og efterspørgsel og sikre en kontinuerlig offentlig vandforsyning, også i tilfælde af tørke i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling; er af den opfattelse, at der bør opfordres til at træffe foranstaltninger til etablering af et effektivt hierarki for anvendelser af vand, og at konstruktionen af omledningskanaler til transport af vand over store afstande ikke bør være løsningen på vandknaphedsproblemet; understreger dog den betydning, som udbudssideforanstaltninger kan have for de regioner, der er mest berørte af vandknaphed og tørke, idet sådanne foranstaltninger kan tage form af traditionelle løsninger såsom etablering af infrastruktur til regulering af vandveje eller alternative og innovative løsninger såsom bæredygtig genbrug af spildevand eller afsaltning;

9.

fremhæver det bidrager, som EU's landbrugere har ydet til bekæmpelse af jorderosion og ørkendannelse, og efterspørger anerkendelse af den afgørende rolle, som EU's landbrugsproducenter spiller for vedligeholdelse af beplantningen i områder, der er berørt af vedvarende tørke eller truet af sandfygning; understreger de gavnlige virkninger, som især flerårige afgrøder, frugtplantager og vinmarker, græs- og græsningsarealer og skovarealer har for vandindvinding;

10.

understreger betydningen af vandforvaltning i bjergområder og opfordrer Kommissionen til at tilskynde lokale og regionale myndigheder til at fremme solidariteten mellem nedstrøms- og opstrømsbrugere;

11.

henleder opmærksomheden på forbindelsen mellem, på den ene side, klimaændringer, vandknaphed og tørke og, på den anden side, integreret territorial pleje med henblik på vedligeholdelse og bevarelse af de lokale vandressourcer og er dybt bekymret over den mulige indvirkning på folkesundheden; kræver, at der tages hensyn til indvirkningen på vandressourcerne, når der udarbejdes politikker til bekæmpelse af klimaændringer; anmoder om, at der foretages en dybdegående undersøgelse af de indbyrdes forbindelser mellem udviklingen af biobrændstoffer og tilgængeligheden af vandressourcer; kræver ligeledes, at der foretages en specifik vurdering af installationer med et højt vandforbrug; understreger behovet for at indarbejde vandspørgsmålet i alle politikområder og for at benytte en virkelig integreret tilgang ved forsøg på at løse det, herunder ved ibrugtagning af alle EU's finansielle og retlige instrumenter; understreger, at alle politiske niveauer (nationale, regionale og lokale) bør inddrages i processen;

12.

mener, at der bør etableres en forbindelse mellem vandknaphed og tørke og klimaændringer og de specifikke strategier herfor, og at spørgsmål vedrørende tilpasning til klimaændringerne må integreres i gennemførelsen af vandrammedirektivet som prioriteringer;

13.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at erkende, at skovrydning og ukontrolleret byudvikling bidrager til den stigende vandknaphed; opfordrer medlemsstaterne og de relevante myndigheder til at inddrage vandrelaterede overvejelser i deres fysiske planlægning, navnlig i forbindelse med udviklingen af økonomiske aktiviteter i følsomme vandområder, herunder på øer og i regioner i den yderste periferi; understreger, at enhver vandforsyning uanset formålet med vandforbruget skal ske under overholdelse af princippet om retfærdige vandafgifter for således især at tilskynde virksomheder til at udnytte vandet mere effektivt;

14.

understreger, at der ved revisionen af Fællesskabets budgetprioriteringer bør lægges større vægt på miljøforanstaltninger og navnlig på politikker, der har til formål at bekæmpe virkningerne af klimaændringer, herunder tørke og vandknaphed, for dermed at sikre, at de nødvendige ekstra ressourcer er til rådighed;

15.

anmoder Kommissionen om at tage hensyn til den tværsektorielle forbindelse mellem klimaændringernes sociale og økonomiske indvirkning på arealanvendelse og de energiomkostninger, der er forbundet med klimaændringer; opfordrer EU til at foretage alle evalueringer af effektiv anvendelse af vand på grundlag af objektive og økonomiske indikatorer;

16.

erkender, at vandknaphed og tørke har direkte følger for den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed; mener, at der bør tages tilstrækkeligt hensyn hertil ved udformningen af den fremtidige samhørighedspolitik, og at alle fornødne budgetmidler og andre instrumenter skal stilles til rådighed til dette formål;

17.

påpeger, at en regions økonomiske situation, konkurrenceevne og udviklingsmuligheder bestemmes af de komplekse miljøspørgsmål, der er nævnt i meddelelsen;

18.

erkender vandrammedirektivets betydning som en ramme for opnåelse af »god tilstand« for alle europæiske vandområder, fremme af tværregionalt samarbejde, bæredygtig vandanvendelse og beskyttelse af disponible vandressourcer samtidig med, at det bidrager til at afbøde virkningerne af oversvømmelser og tørke, og opfordrer Kommissionen og alle medlemsstaterne til fuldt ud at gennemføre dets bestemmelser og til at sikre, at vandknapheds- og tørkeforanstaltninger ikke har nogen negativ indvirkning på målene for vandkvaliteten;

19.

understreger behovet for at tydeliggøre definitionen af »langvarig tørke« (for så vidt angår vandrammedirektivet) og dens implikationer for opnåelse af vandrammedirektivets miljømålsætninger i tørkeperioder og efter sådanne perioder; påpeger, at vandknaphed og tørke er relaterede, men forskellige, og at der derfor bør vedtages differentierede strategier for dem;

20.

understreger, at der er en snæver forbindelse mellem tørke, jorderosion, ørkendannelse og skovbrande;

21.

er af den opfattelse, at de i vandrammedirektivet krævede vandområdeplaner også bør omfatte tørkestyring og anden hydrometeorologisk katastrofestyring og etablering af krisestyringssystemer tilpasset de konkrete behov i vandområder truet af vandknaphed og tørke, herunder grænseoverskridende koordinering, offentlig deltagelse og systemer med tidlig varsling, der fungerer på flere planer, nemlig på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan; fremhæver behovet for at undgå at skabe barrierer for floders naturlige løb i et forsøg på at begrænse oversvømmelser mest muligt og opfordrer til mere omfattende konsekvensanalyser hvad angår lukning af vandstrømmes naturlige løb;

22.

understreger skovenes betydning for vandcyklussen og vigtigheden af en afbalanceret blanding af skove, græsarealer og dyrket jord for en bæredygtig vandforvaltning; fremhæver navnlig betydningen af jord med et højt organisk indhold og tilpasset vekseldrift; advarer om, at det øgede forbrug af jord er en trussel mod landbruget, fødevaresikkerheden og bæredygtig vandforvaltning;

23.

påpeger, at ørkendannelse er nært forbundet med skovøkonomi; opfordrer på det kraftigste til, at der gøres større brug af skovrejsning for at begrænse og afbøde ekstreme overflade- og grundvandsstrømninger og for at bekæmpe jordforringelse og -erosion;

24.

henstiller, at der som led i Fællesskabets civilbeskyttelsesordning interveneres i krisesituationer, der skyldes ekstrem tørke;

25.

understreger betydningen af at underkaste EU's disponible grundvandsmængder og reglerne for anvendelse heraf en fornyet vurdering, da det primære mål må være at sikre rationel anvendelse af grundvandsressourcerne alt efter de enkelte berørte landes behov;

26.

bemærker, at meddelelsen ikke indeholder forslag til løsning på mange regioners problemer med manglende rensning af spildevand;

27.

understreger, at behovet for at beskytte grundvandsressourcerne ikke må glemmes, hvis de skal indgå i den samlede vandressourceforvaltning;

28.

opfordrer Rådet, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til i forbindelse med andre specifikke politikker at tage hensyn til de argumenter, der fremføres i meddelelsen, for at undgå uønskede negative indvirkninger på bevarelsen af vandressourcerne;

29.

understreger, at erfaringer fra hele verden viser, at omledning af floder forårsager uoprettelige skader på økologiske og hydromorfologiske betingelser og kan bevirke, at folk er nødt til at forlade deres hjem og virksomheder må flytte, hvorved den sociale og økonomiske samhørighed forstyrres; opfordrer medlemsstaterne til at forebygge enhver forringelse af deres vandområder og nøje overholde kravene i vandrammedirektivets artikel 1 og 4 og opfordrer Kommissionen til kun at yde EU-støtte til projekter, der opfylder disse krav fuldt ud;

30.

opfordrer indtrængende Rådet til omgående at træffe afgørelse om forslaget til forordning om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (KOM(2005)0108) for at få fastlagt en bedre definition af kriterierne og de støtteberettigede hændelser, herunder tørke, således at der åbnes mulighed for en mere effektiv, mere fleksibel og hurtigere imødegåelse af de skader, der forårsages af naturkatastrofer, idet det i denne forbindelse ikke må glemmes, at Parlamentet vedtog sin holdning helt tilbage til den 18. maj 2006 (4);

31.

glæder sig over, at Kommissionens førsteprioritet som reaktion på vandknaphed og tørke er vandbesparelser; opfordrer indtrængende Kommissionen til i den forbindelse at sikre, at anvendelsen af strukturfondene ikke strider mod denne prioritering, til at medtage bæredygtig vandforvaltning som et kriterium, projekter skal opfylde, og til at indhente dokumentation for, at lokale og regionale myndigheder foretager vandbesparelser og opfylder kravene i vandrammedirektivet, før den tildeler dem strukturfondsstøtte;

32.

finder det, hvor vandløb løber gennem mere end én medlemsstat, nødvendigt at indføre tværregionalt og tværnationalt samarbejde om integreret vandløbsforvaltning, navnlig i forbindelse med landbrug;

33.

minder om, at næsten 20 % af vandet i EU går til spilde på grund af ineffektiv vandanvendelse, og understreger, at der er behov for store investeringer for at forbedre den tekniske udvikling i alle økonomiske sektorer (med fokus på de mest vandintensive anvendelser og de sektorer, hvor vandbesparelsespotentialet er størst); bemærker, at dårlig vandforvaltning indvirker på vandknapheden og kan have mere negative konsekvenser i tørkeperioder, men ikke forårsager tørke, eftersom tørke er et naturligt fænomen;

34.

foreslår Kommissionen — eftersom vandknapheds- og tørkeproblemet er tæt forbundet med hele problematikken omkring ødsel anvendelse af vand — at kriteriet om økonomisk anvendelse af vand gøres til en af betingelserne for at få tildelt EU-støtte;

35.

opfordrer EU til at støtte teknologi, udveksling af god praksis og innovation, der er mindre vand- og energiintensive og tager sigte på en mere effektiv vandanvendelse;

36.

opfordrer Kommissionen til, eftersom tab, der skyldes lækager i det offentlige vandforsyningsnet i byområder, kan overstige 50 %, at undersøge muligheden for at fremme et netværk af byer, der skal opfordre til bæredygtig anvendelse af vand og udveksle god praksis som f.eks. genbrug, besparelser og forbedret vandeffektivitet og i fællesskab gennemføre pilotdemonstrationsprojekter; opfordrer ligeledes lokale myndigheder til at forbedre forældede vandforsyningsnet;

37.

understreger, at 40 % af det vand, der bruges i EU, kunne spares, og kræver konkrete foranstaltninger og finansielle incitamenter til fremme af en mere effektiv og bæredygtig anvendelse af vand; opfordrer ligeledes til en omfattende installation af vandmålere for at måle forbruget med den hensigt at tilskynde til besparelser, genbrug og effektiv og rationel anvendelse af vand; opfordrer de mest berørte medlemsstater til at bruge en del af deres strukturfondsmidler til projekter til forbedring af anvendelsen af vand og vandbesparelser; opfordrer de myndigheder, der er ansvarlige for vandområder, til at foretage en cost-benefit-analyse af alternative vandforvaltningsforanstaltninger i alle sektorer;

38.

understreger — i betragtning af vands mangfoldige værdier, nemlig dets biologiske, sociale, miljømæssige, symbolske og kulturelle værdi og dets værdi for landskabet og turismen — behovet for at bekæmpe spild og skabe balance mellem de forskellige anvendelser af vand, navnlig via genbrug;

39.

minder om, at det i vandrammedirektivets artikel 9, stk. 1, hedder, at »medlemsstaterne tager hensyn til princippet om, at alle omkostninger i forbindelse med forsyningspligtydelser […] skal dækkes […], navnlig i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler« og inden 2010 sikrer, at »prissætningspolitikken giver brugerne passende tilskyndelse til en effektiv anvendelse af vandressourcerne, [og at] de forskellige vandanvendelsessektorer […] yder et passende bidrag til dækning af omkostningerne i forbindelse med forsyningspligtydelser«;

40.

mener, at vandforvaltningspolitikker, selv om de skal baseres på princippet om, at forureneren betaler, også bør ledsages af foranstaltninger, der skal sætte en stopper for de betydelige tab, der opstår som følge af defekt udstyr og uegnede afgrøde- og landbrugssystemer;

41.

understreger, at der i nogle lande kan gøres store fremskridt i retning af en mere effektiv vandudnyttelse i landbrugssektoren; håber, at sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik vil tage dette problem med i betragtning og foreslå konkrete foranstaltninger til fremme af en mere bæredygtig vandanvendelse gennem incitamenter til mobilisering af de bedst tilgængelige praksisser og teknologier, navnlig støtte til udvikling af landdistrikterne, samt gennem krydsoverensstemmelse, anvendelse af princippet om, at forureneren betaler, og princippet om, at brugeren betaler, og landdistriktudviklingsprogrammer; mener, at EU bør støtte foranstaltninger til forbedring af vandforvaltning inden for landbruget gennem fremme af moderniseringen af vandingsanlæg for at mindske vandforbruget og fremme af forskningen inden for dette område;

42.

understreger den rolle, som miljøprogrammer spiller inden for rammerne af den fælles landbrugspolitiks anden søjle med hensyn til at skabe incitamenter til en landbrugspraksis, der beskytter vandressourcernes bæredygtighed og renhed;

43.

understreger, at biobrændstoffproduktion vil øge efterspørgslen efter store mængder vand, og pointerer, at der er behov for nøje at overvåge indvirkningen af anvendelsen af biobrændstoffer og for regelmæssigt at tage EU's og medlemsstaternes biobrændstofpolitikker op til fornyet overvejelse;

44.

påpeger, at store vandbrugere (f.eks. kraftværker) ikke forbruger vand, men frigiver vand til vandcyklussen igen efter at have brugt det i deres processer; understreger, at de ved at gøre dette har stor indflydelse på tilgængeligheden af overfladevand samt på økosystemer og folkesundheden, idet de får vandtemperaturen til at stige; understreger behovet for at tage disse virkninger i betragtning;

45.

gør opmærksom på, at forbrugerne spiller en vigtig rolle, hvis der skal opnås en bæredygtig anvendelse af vand i EU, og opfordrer derfor EU til at iværksætte en offentlig oplysnings- og uddannelseskampagne for at gøre borgerne bevidste om vandspørgsmålet og tilskynde dem til at gøre noget konkret;

46.

påpeger over for Kommissionen, at den gennem fastlæggelse af en effektiv prispolitik for vand, som afspejler vandets reelle værdi, måske kan tilskynde forbrugerne til at spare mere på vandet;

47.

understreger, at regionale og lokale myndigheder og civilsamfundets organisationer spiller en fremtrædende rolle i oplysningskampagner og tilrettelæggelse af uddannelsesaktiviteter;

48.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaternes regioner og byer til at fremme udviklingen af en vandsparekultur i EU ved at støtte opsamling af regnvand og iværksætte kampagner med det formål at gøre borgerne mere bevidste om at spare på vandet, f.eks. gennem egnede oplysningsprogrammer; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til udveksling af god praksis blandt regioner, byer og civilsamfundsorganisationer og til i den forbindelse navnlig at lægge vægt på vandbesparelsesforanstaltninger (herunder rensning af regn- og spildevand) samt foranstaltninger til forbedring af vandudnyttelsen og forvaltning af tørkerisikoen;

49.

finder det nødvendigt at fremme informations-, bevidstgørelses- og uddannelseskampagner for producenter for at yde et aktivt bidrag til en bæredygtig forvaltning af vandressourcerne;

50.

mener, at et mærkningssystem for produkters vandforbrug som det, der allerede eksisterer for energieffektivitet, ville være et passende værktøj til opnåelse af et mere bæredygtigt vandforbrug, men understreger:

51.

henstiller på det kraftigste, at kriterier for effektiv anvendelse af vand, hvor det er muligt, kommer til at indgå i konstruktionsstandarder for bygninger;

52.

opfordrer alle berørte parter til at fastlægge en frivillig ordning for mærkning af bæredygtig vandforvaltning og til at udarbejde frivillige vandbesparelsesprogrammer i de forskellige økonomiske sektorer (f.eks. landbrug, turisme, industri);

53.

er af den opfattelse, at vand fortsat skal være et offentligt gode og en grundlæggende del af et lands suverænitet, som bør være tilgængeligt for alle til rimelige »sociale og miljømæssige priser«, idet der må tages særligt hensyn til det enkelte lands specifikke situation og de forskellige landbrugssystemer, der anvendes, samt til landbrugets sociale rolle;

54.

opfordrer Kommissionen til i 2009 at overveje at finansiere et pilotprojekt omfattende forskning, tilsyn og kontrol med henblik på udvikling af forebyggelsesforanstaltninger til standsning af ørken- og steppedannelse i Europa for dermed at undgå erosion, vinderosion og tab af landbrugsområder og biodiversitet ved at øge beskyttelsen af jorden og dens frugtbarhed samt dens evne til at holde vand og binde kul; understreger på ny den betydning, som opstillingen af pålidelige og gennemsigtige data har for fastlæggelsen af en reelt effektiv politik;

55.

glæder sig over etableringen af Det Europæiske Tørkeobservatorium og tørkevarslingssystemet; understreger betydningen af en bred drøftelse om dets grundlæggende målsætninger, budget og organisation;

56.

opfordrer Kommissionen til at fremme idriftsættelsen af Det Europæiske Tørkeobservatorium under Det Europæiske Miljøagentur og understreger, at observatoriets opgave bør være at supplere nationale data med standardiserede regionale og lokale sæsonspecifikke data for nedbør og tværsektorielt forbrug med henblik på at styrke fornuftig, strategisk beslutningstagning;

57.

understreger, at humusrig jord, et tilpasset vekseldriftsystem og en afbalanceret blanding af skov, græsarealer og dyrket jord har stor betydning for en bæredygtig vandforvaltning; advarer om, at det øgede forbrug af jord udgør en trussel mod landbruget, fødevareforsyningssikkerheden og bæredygtig vandforvaltning;

58.

opfordrer Kommissionen til at støtte medlemsstaternes genrejsning af skov på arealer, der har været ramt af periodisk tørke og brande, under hensyntagen til deres bioklima og økologiske karakteristika og håber, at genopretning af landskaber i og udenfor byområder vil blive behandlet som et særlig vigtigt spørgsmål under behørig hensyntagen til særlige lokale forhold;

59.

mener, at vandknaphed og periodisk tørke har øget antallet af brande og disses alvorlige karakter, hvilket igen har øget den skrøbelighed og den risiko for ødelæggelse, der kendetegner mange arter, som er karakteristiske for skovene i de sydeuropæiske lande, for hvilke skove ofte er den primære naturressource;

60.

understreger, at der ved planlægningen af den europæiske landbrugsmodel bør tages hensyn til de hyppigste og mest akutte miljørisici samt til vandknaphed og tørke, og at en effektiv krisestyringsmekanisme i den forbindelse bør være et grundlæggende element i den fælles landbrugspolitik;

61.

mener, at miljøværdien af skove og landbrugsproduktion må tages op til fornyet vurdering i en klimaændringskontekst, hvor det er absolut nødvendigt at opveje stigningen i drivhusgasemissionerne med en forøgelse af skovarealet, hvis bidrag til kulstofbindingen skal tages i betragtning i alle politikker til nedbringelse af drivhusgasemissionerne;

62.

glæder sig over Kommissionens tilsagn om fortsat at sætte fokus på udfordringen med vandknaphed og tørke på internationalt plan, navnlig gennem De Forenede Nationers konvention om ørkenbekæmpelse og De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer;

63.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/41

A.

der henviser til, at Kommissionen offentliggjorde en meddelelse af 10. oktober 2007 med titlen en integreret EU-havpolitik (KOM(2007)0575) (»den blå bog«),

B.

der henviser til dokumentet af 14. marts 2008 fra den højtstående repræsentant og Kommissionen til Det Europæiske Råd om klimaændringer og international sikkerhed,

C.

der henviser til, at den arktiske regions geopolitiske og strategiske betydning er tiltagende, hvilket blev symboliseret ved placeringen af et russisk flag på havbunden under Nordpolen i august 2007,

D.

der henviser til FN's Havretskonvention (UNCLOS), der endnu ikke er blevet ratificeret af det amerikanske Senat og som ikke blev udformet med særligt henblik på de nuværende omstændigheder forårsaget af klimaændringer og de unikke konsekvenser af smeltende is i det arktiske hav,

E.

der henviser til, at deltagerne ved den seneste parlamentarikerkonference var udvalgte repræsentanter fra Europa-Parlamentet, Canada, Danmark, Grønland, Island, Finland, Norge, Sverige, Rusland og USA, der drøftede søfartssikkerhed, sundhedspleje, miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling,

F.

der henviser til, at den arktiske region i øjeblikket ikke er underlagt nogen specifikt udformede multilaterale regler og bestemmelser, eftersom man aldrig havde forventet, at det ville blive en farbar vandvej eller et område, der kunne udnyttes erhvervsmæssigt,

G.

der henviser til, at søtrafikken på de arktiske farvande er steget eksponentielt i de seneste år på grund at den stigende interesse i offshore olieboring og den stigende trafik af krydstogtskibe samt de muligheder, som Nordvestpassagen vil medføre,

H.

der henviser til, at den arktiske region måske har næsten 20 % af verdens uopdagede olie- og gasreserver,

I.

der henviser til Ilulissaterklæringen, der blev vedtaget af A5-landene (Danmark, Canada, Norge, Den Russiske Føderation og USA) i maj 2008,

J.

der henviser til, at Kommissionen deltog fuldt ud i konferencen om Arktis: Vores fælles sag, der blev arrangeret af Nordisk Ministerråd i Ilulissat (Grønland) den 9. og 10. september 2008; der henviser til, at Parlamentet tager formandens konklusioner vedrørende konferencen til efterretning,

K.

der henviser til, at ovennævnte konference om Arktis også fokuserede på klimaændringer i regionen, deres indvirkning på de oprindelige befolkningsgrupper og den mulige tilpasning hertil,

L.

der henviser til, at niveauet for den globale opvarmning i den arktiske region er meget højere end i resten af verden med en stigning på 2 grader i de sidste 100 år i forhold til et gennemsnit på 0,6 °C i resten af verden,

M.

der henviser til, at ændringerne i klimaforholdene i Arktis allerede er så alvorlige, at inuitterne f.eks. ikke længere kan jage på traditionel vis, eftersom isen er for tynd til at kunne bære deres slæder, og at der samtidig er fare for, at habitaterne for dyr såsom isbjørne, hvalrosser og ræve vil forsvinde,

N.

der henviser til, at der er tre af EU's medlemsstater og yderligere to af EU's nærmeste nabolande, der deltager i det indre marked gennem EØS-aftalen, hvilket betyder, at EU og de associerede lande udgør mere end halvdelen af antallet af medlemmer af Det Arktiske Råd,

1.

er dybt bekymret over følgerne af klimaændringerne for den oprindelige befolknings levebrød i regionen, både for så vidt angår miljøet generelt (smeltende iskappe og permafrost, stigende vandstande og oversvømmelser) og det naturlige habitat (tilbagetrækningen af iskappen skaber problemer for isbjørnenes fødevaner), og understreger, at enhver international afgørelse om disse spørgsmål både fuldt skal inddrage og tage hensyn til alle befolkninger og nationer i den arktiske region;

2.

bemærker, at lufttemperaturen i Arktis i løbet af det 20. århundrede er steget med ca. 5 °C, og at denne stigning er sket ti gange hurtigere end den generelle globale gennemsnitlige overfladetemperatur; understreger, at man har forudset en yderligere stigning på ca. 4-7 ° C i Arktis i løbet af de næste 100 år; mener derfor, at det ikke længere drejer sig om at stille en diagnose, men at det nu er på tide at træffe de nødvendige foranstaltninger;

3.

understreger, at arktiske arter og samfund har udviklet en helt særlig tilpasning til de barske vilkår ved polerne, hvilket har gjort dem ekstremt sårbare over for dramatiske ændringer i disse forhold; er meget bekymret over hvalrosser, isbjørne, sæler og andre havpattedyr, der kun er afhængige af havisen til hvile, diegivning, jagt og yngel, og som er særligt truede af klimaændringerne;

4.

glæder sig over den afsluttende erklæring, som blev vedtaget på den ottende parlamentarikerkonference for den arktiske region i Fairbanks den 14. august 2008;

5.

glæder sig over, at Arktis er omfattet af EU's politik om den nordiske dimension, men er overbevist om, at der skal gøres yderligere opmærksom på Arktis' betydning i en global sammenhæng gennem en selvstændig EU-politik for Arktis;

6.

understreger Arktis' betydning for det globale klima i denne sammenhæng og håber, at den eksisterende støtte til forskningsaktiviteter i regionen vil fortsætte efter Det Internationale Polarår;

7.

afventer med stor interesse den kommende meddelelse fra Kommissionen om den arktiske politik og håber, at den vil være det første skridt i retning af en meningsfuld arktisk EU-politik; opfordrer Kommissionen til som minimum at behandle følgende emner i sin meddelelse:

8.

opfordrer Kommissionen til at sætte energi- og sikkerhedspolitikken for den arktiske region på dagsordenen og til navnlig i den planlagte meddelelse om regionen at foreslå passende emner og procedurer for det arbejde, der i fællesskab skal udføres af EU og de arktiske stater, navnlig på områderne klimaændring, bæredygtig udvikling, energiforsyningssikkerhed og søfartssikkerhed;

9.

gør opmærksom på, at den arktiske region i kraft af sin betydning for det verdensomspændende klima og sit enestående naturmiljø fortjener særlig opmærksomhed efterhånden som EU udvikler sin holdning til COP 15 FN-konferencen om klimaændringer i København i 2009;

10.

mener ikke, at søtrafikken i regionen (både vedrørende turisme og offshore olieboring) tilnærmelsesvis overholder de internationale minimumssikkerhedsregler, der gælder i andre internationale farvande, hverken hvad angår beskyttelse af menneskeliv eller beskyttelse af miljøet, og opfordrer Kommissionen til snarest muligt at sikre, at der foretages de nødvendige ændringer af Den Internationale Søfartsorganisations (IMO)-bestemmelser;

11.

understreger de eksterne aspekter af energipolitik og Arktis' rolle i fastsættelsen af en energipolitik for Europa som foreslået på Det Europæiske Råd i marts 2007;

12.

støtter Det Arktiske Råd i bevarelsen af den arktiske region som en region uden spændinger, der er åben for internationalt forskningssamarbejde, således at dens potentiale som fremtidig energiforsyningsregion kan udvikles fuldt ud inden for miljømæssigt bæredygtige rammer;

13.

er navnlig bekymret over den nuværende konkurrence om naturressourcerne i Arktis, der kan medføre sikkerhedstrusler for EU og en generel international ustabilitet;

14.

opfordrer Kommissionen til at spille en proaktiv rolle i Arktis ved i det mindste som det første skridt at påtage sig en status som observatør af Det Arktiske Råd og mener, at Kommissionen bør oprette en særlig afdeling for Arktis;

15.

foreslår, at Kommissionen forbereder sig på at iværksætte internationale forhandlinger med henblik på vedtagelse af en international aftale om beskyttelse af Arktis i lighed med traktaten om Antarktis som suppleret ved Madridprotokollen undertegnet i 1991, men som respekterer de grundlæggende forskelle, der skyldes Arktis' befolkningsgrundlag og de deraf følgende rettigheder og behov, som befolkningene og landene i Arktis har, men mener, at en sådan traktat som udgangspunkt i det mindste bør omfatte de ubefolkede områder og de områder, som ingen har gjort krav på, i midten af det Det Nordlige Ishav;

16.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Norge, Island, Rusland, Canada, USA og de regionale samarbejdsparter.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/44

A.

der henviser til, at nogle medlemsstater ikke rettidigt forelagde de oplysninger om kontrol- og gennemførelsesforanstaltninger i perioden 2003-2004, der er påkrævet i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85, med det resultat at Kommissionens beretning om gennemførelsen af denne forordning i nævnte periode (KOM(2007)0622) blev forelagt med halvandet års forsinkelse,

B.

der henviser til, at gennemsnitstallet for de registrerede overtrædelser har været stabilt, men at det samlede antal registrerede overtrædelser i nogle medlemsstater er steget betydeligt, idet der generelt er sket en stigning i antallet af overtrædelser af om pause- og hviletidsbestemmelserne, mens antallet af overtrædelser af køretidsbestemmelserne er faldet,

C.

der henviser til, at den næste toårige beretning for første gang skal indeholde oplysninger om gennemførelsen af direktiv 2002/15/EF,

D.

der påpeger, at det er i almenhedens interesse, at bestemmelserne om arbejdstid, kørsel og hvile bliver overholdt, både for de mobile arbejdstageres og de selvstændige chaufførers vedkommende,

E.

der henviser til, at formålet med direktiv 2002/15/EF er at fastsætte minimumsforskrifter for tilrettelæggelsen af arbejdstiden for at forbedre beskyttelsen af sikkerheden og sundheden for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter, samt forbedre færdselssikkerheden og harmonisere konkurrencevilkårene,

F.

der henviser til, at direktiv 2002/15/EF trådte i kraft den 23. marts 2002, og at medlemsstaterne fik en tidsfrist på tre år, som udløb den 23. marts 2005, til at gennemføre direktivet, men at de fleste medlemsstater ikke har gennemført direktivet i løbet af denne treårige overgangsperiode,

G.

der henviser til, at der to år efter udgangen af overgangsperioden for gennemførelsen af direktiv 2002/15/EF stadig er visse medlemsstater, der ikke har gennemført alle direktivets bestemmelser,

H.

der henviser til, at selvstændige chauffører, under alle omstændigheder frem til den 23. marts 2009, er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF,

I.

der henviser til, at Kommissionens beretning om følgerne af at udelukke selvstændige chauffører fra anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF angiver fordele og ulemper ved enten at inddrage eller udelukke selvstændige chauffører, men ikke drager nogen endelig konklusion,

J.

der henviser til, at Parlamentet ved forskellige lejligheder har givet udtryk for, at det er vigtigt at tage fat på erhvervets uheldige praksis med at klassificere mange ansatte forkert som selvstændige chauffører,

K.

der henviser til, at det er vigtigt at fjerne forskelle mellem medlemsstaterne og sikre lige konkurrencevilkår i vejtransportsektoren, også for de selvstændige chauffører,

L.

der henviser til, at det er vigtigt at anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr. 3820/85 forbliver konsekvent med hensyn til køretid og hvileperioder uden sondring mellem chaufførerne,

M.

der henviser til, at begrænsninger i arbejdstiden for vejtransportsektoren vil få en langt mere vidtrækkende positiv effekt på færdselssikkerheden, hvis de selvstændige chauffører inddrages,

N.

der henviser til, at inddragelsen af de selvstændige chauffører ikke mindsker deres mulighed eller behov for at udføre administrative eller ledelsesmæssige opgaver for deres virksomhed, eftersom arbejdstiden som omhandlet i direktiv 2002/15/EF er begrænset til de aktiviteter, der er direkte forbundet med vejtransport,

O.

der henviser til, at der blandt arbejdsmarkedets parter, der er repræsenteret i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, er bred enighed om at inddrage de selvstændige chauffører for at sikre lighed for alle ansatte i sektoren, undgå konkurrenceforvridning og fremme bedre arbejdsforhold,

P.

der henviser til, at De Europæiske Fællesskabers Domstol tydeligt har fastslået, at artikel 71i EF-traktaten udgør et tilstrækkeligt retsgrundlag for at lade direktiv 2002/15/EF finde anvendelse på selvstændige chauffører, netop fordi direktivet bidrager til opfyldelsen af målsætningerne om større trafiksikkerhed og tilnærmelse af konkurrencevilkårene,

Q.

der henviser til, at ovennævnte meddelelse fra Kommissionen og Kommissionens beretning om følgerne af at udelukke selvstændige chauffører fra anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF tydeliggør, hvor foruroligende langsomt visse medlemsstater gennemfører direktiv 2002/15/EF og andre sociale bestemmelser inden for vejtransport,

R.

der henviser til, at selv om nogle medlemsstater endnu ikke har gennemført direktiv 2002/15/EF, bør gennemførelsesrapporterne forelægges hvert andet år som foreskrevet i direktivet,

1.

beklager, at forordning (EØF) nr. 3820/85 stadig anvendes og gennemføres på meget forskellig vis; konstaterer, at medlemsstaterne bør gøre en større indsats for at sikre en effektiv og ensartet gennemførelse af de forbedrede sociale bestemmelser;

2.

er bekymret over manglerne og forsinkelserne i gennemførelsen af direktiv 2002/15/EF i visse medlemsstater; ønsker hurtig præcisering og udtalelser fra de pågældende medlemsstater om årsagerne til den manglende gennemførelse samt en angivelse af, hvilke hindringer der stadig måtte forekomme;

3.

påpeger, at direktiv 2002/15/EF opstiller mindstekrav, og at direktivets gennemførelse hverken må føre til et lavere beskyttelsesniveau for arbejdstagerne eller hindre anvendelsen af gunstigere vilkår, der måtte gælde i de enkelte medlemsstater i medfør af den generelle arbejdsmarkedslovgivning eller kollektive overenskomster;

4.

anmoder medlemsstaterne om at fremskynde gennemførelsesprocessen og udvise størst mulig omhu i gennemførelsen af de sociale bestemmelser inden for vejtransport for på korrekt vis at opfylde det generelle behov for færdselssikkerhed, sundhed og sikkerhed for chaufførerne samt klare rammer for fair konkurrence;

5.

anmoder Kommissionen om at udarbejde beretningerne om gennemførelse af direktiv 2002/15/EF inden for de foreskrevne frister på to år, selvom der stadig er medlemsstater, der endnu ikke har omsat denne retsakt i til national ret;

6.

er bekymret over det konstant høje gennemsnitlige antal overtrædelser, især inden for persontransportvirksomhed, og forventer, at medlemsstaterne forbedrer gennemførelsen af forskrifterne; opfordrer medlemsstaterne til i større udstrækning at gennemføre fælles initiativer til fremme af udveksling af informationer og personale samt samordnede kontrolforanstaltninger;

7.

anmoder Kommissionen om at udvise størst mulig fasthed over for medlemsstater, som overtræder fællesskabslovgivningens sociale bestemmelser inden for vejtransport, træffe tvangsforanstaltninger, såfremt bestemmelserne ikke efterkommes, og træffe præventive foranstaltninger, om nødvendigt ved at indbringe sagen for de retslige instanser, for at sikre nøje overholdelse af fællesskabslovgivningen;

8.

opfordrer Kommissionen til som et led i komitologiproceduren i forordning (EF) nr. 561/2006 at forelægge retningslinjer for en ensartet definition og klassificering af overtrædelser inden oktober 2008;

9.

anmoder Kommissionen om at tage passende hensyn til færdselssikkerhedens sociale dimension samt chaufførernes sundhed og sikkerhed i forbindelse med alle øvrige aspekter i den officielle konsekvensanalyse, den skal udarbejde med henblik på forelæggelsen af et lovgivningsmæssigt forslag om ændring af direktiv 2002/15/EF som foreskrevet i direktivets artikel 2, stk. 1;

10.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med udarbejdelsen af ovennævnte officielle konsekvensanalyse at tage hensyn til de vanskelige arbejdsbetingelser, som lastbilchauffører er underlagt, når de rejser gennem Europa, på grund af utilstrækkelig adgang til egnede hvilesteder, og dette til trods for at vigtigheden af et tilstrækkeligt antal sikre hvilesteder for erhvervschauffører langs EU's motorvejsnet anerkendes i artikel 12 i forordning (EF) nr. 561/2006; opfordrer derfor Kommissionen til at følge op på pilotprojektet vedrørende sikre parkeringsområder, som Parlamentet har indledt, ved at tage hensyn til de foranstaltninger, der anbefales i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's politik for færdselssikkerhed og erhvervschauffører — sikre parkeringspladser (8);

11.

anmoder endvidere Kommissionen om i ovennævnte konsekvensanalyse at tage fuldt hensyn til Parlamentets holdning og begrundelse for, at selvstændige chauffører bør inddrages i anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF;

12.

anmoder endelig Kommissionen om i ovennævnte konsekvensanalyse at tage hensyn til den almindelige holdning i transportsektoren, ifølge hvilken selvstændige chauffører bør inddrages, og mener, at det fra et juridisk synspunkt vil være yderst vanskeligt at definere begrebet falske selvstændige chauffører og træffe modforanstaltninger for ikke at nævne de praktiske og administrative vanskeligheder, som skal overvindes for at forhindre udbredt udnyttelse af dette begreb for at omgå arbejdstidsbegrænsningerne;

13.

anmoder Kommissionen om i tilstrækkelig god tid at fremlægge de initiativer, der er nødvendige for, at direktiv 2002/15/EF i sin helhed kan træde i kraft i fuldt omfang den 23. marts 2009, og anvendelsesområdet udvides til at omfatte selvstændige chauffører;

14.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at konsekvensanalysen foretages hurtigst muligt, så der uden yderligere forsinkelse kan foretages en objektiv analyse af, hvilke ændringer der i givet fald bør overvejes;

15.

opfordrer Kommissionen til at foretage en fornyet behandling af trafikkontrolprocedurerne i hver enkelt medlemsstat og forelægge Parlamentet en beretning herom; opfordrer Kommissionen til, såfremt der afsløres kontrolprocedurer, der begrænser den fri bevægelighed for varer og personer, at tage den eksisterende lovgivning op til fornyet behandling og foreslå ændringer for at sikre ensartede trafikkontrolprocedurer;

16.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at forelægge oplysninger og med udgangspunkt heri gennemførelsesberetninger betydeligt hurtigere, således at der uden yderligere forsinkelser kan foretages de påkrævede retlige ændringer, som eventuelt fremgår af analysen af gennemførelsen;

17.

mener, at antallet af overtrædelser endnu en gang bekræfter, at der er absolut nødvendigt at tilpasse forskrifterne; er derfor under henvisning til direktiv 2006/22/EF, der trådte i kraft i maj 2006, og forordning (EF) nr. 561/2006, der trådte i kraft i april 2007 overbevist om, at der vil blive foretaget en strengere og ensartet gennemførelse af forskrifterne i fremtiden;

18.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/48

A.

der henviser til, at der er en igangværende revision af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF og at der forventes et forslag om kreditvurderingsbureauer,

B.

der henviser til, at Kommissionen ikke har reageret på en række tidligere anmodninger fra Parlamentet, herunder anmodningerne i ovennævnte beslutninger, og at der i bilaget er en række henstillinger til, hvordan tilsynet med de finansielle markeders funktion kan forbedres,

C.

der henviser til, at det finansielle tilsyn ikke har holdt trit med markedsintegrationen og den globale udvikling af de finansielle markeder, der nødvendiggør en opdatering af de gældende ordninger for regulering og tilsyn for at kunne tackle systemiske risici, sikre finansiel stabilitet, nå Den Europæiske Unions mål og bidrage til den globale finansielle styring,

D.

der henviser til, at Parlamentets henstillinger til lovgivning bør være af principiel karakter, og at henstillingerne i bilaget bør udarbejdes i samarbejde med tilsynsmyndighederne, aktørerne på de finansielle markeder og andre relevante organer,

E.

der henviser til det stigende antal paneuropæiske enheder, som har aktiviteter i flere medlemsstater; der henviser til, at sammenknytningen af mange nationale myndigheder har skabt øget kompleksitet og uklarhed omkring ansvaret, navnlig for makroøkonomisk tilsyn og krisestyring,

F.

der henviser til, at den nuværende finanskrise, som blev udløst af subprimelån og derivater i USA, har spredt sig på verdensplan som følge af markedernes stigende integration, hvilket forstærket tyder på, at den eksisterende regulering af de finansielle markeder ikke er tilstrækkeligt integreret på hverken EU-plan eller internationalt plan; henviser til, at en reform af reguleringen af de finansielle markeder og tilsynet derfor hilses velkommen,

G.

der henviser til, at krisen har ført til kreditstramninger, som vil føre til en højere pris på lån for mange markedsaktører; der henviser til, at den nuværende uro på de finansielle markeder har reduceret den økonomiske vækst og beskæftigelsen,

H.

der henviser til, at formidling på kapitalmarkederne og nye typer finansielle virksomhedsformer har givet fordele samtidig med, at disse også udgør nye kilder til systemisk risiko på verdensplan,

I.

der henviser til, at »originate-to-distribute«-modellen har øget konkurrencen og spredt risikoen, men samtidig har svækket incitamenterne til at vurdere og overvåge risiko, og har i nogle tilfælde reduceret den fornødne omhu,

J.

der henviser til, at utilstedelig praksis som f.eks. utilstrækkelig risikostyring, uansvarligt udlån og for stor gæld (lånefinansiering), manglende fornøden omhu og en pludselig tilbagetrækning af likviditet udgør en betydelig risiko for finansielle institutioner og kan true den finansielle stabilitet,

K.

der henviser til, at innovative teknikker, som har til formål at mindske risikoen på mikroniveau, og i sig selv er forenelige med lovgivningen, vil kunne føre til en koncentration af risiko og systemisk risiko,

L.

der henviser til, at skadelig regelarbitrage bør forebygges,

M.

der henviser til, at en øget grænseoverskridende banksektor i Europa, nødvendigheden af at reagere på samordnet vis overfor uønskede chok, samt nødvendigheden af at håndtere systemiske risici effektivt, kræver at forskelle mellem medlemsstaters nationale regimer reduceres mest muligt; der henviser til, at det er nødvendigt at bevæge sig videre end de studier Kommissionen har foretaget i den henseende og således ændre direktiv 94/19/EF så hurtigt som muligt, med henblik på at yde den samme form for beskyttelse af bank deponeringer i hele EU, således at den finansielle stabilitet og indlånernes tillid bevares og konkurrenceforvridning undgås,

N.

der henviser til, at der skal sikres hensigtsmæssige niveauer for gennemsigtigheden over for offentligheden, investorer og tilsynsmyndigheder,

O.

der henviser til, at erstatningsordninger, der afspejler individuelles såvel som virksomheders resultater, ikke bør favorisere overdrevne kortsigtede risici på bekostning af de nødvendige langsigtede resultater og forsigtighed,

P.

der henviser til, at interessekonflikter, der kan opstå som følge af den forretningsmodel, der bruges af finansielle institutioner, kreditvurderingsbureauer, revisionsfirmaer og advokatfirmaer, bør behandles og overvåges,

Q.

der henviser til, at kreditvurderingsbureauers fejl i forbindelse med komplekse strukturerede produkter og misforståelser af betydningen af markedsdeltagernes kreditvurdering har medført betydelige eksterne negative virkninger og markedsusikkerhed; der henviser til, at kreditvurderingsbureauernes procedurer trænger til en revision,

R.

der henviser til, at de af kreditvurderingsbureauerne foreslåede løsninger til selvregulering endnu er uprøvede og formentlig utilstrækkelige til at opfylde kravene til den centrale rolle, bureauerne spiller inden for det finansielle system,

S.

der henviser til, at markedsintegration, som generelt medfører fordele, bør følges op af en hensigtsmæssigt integreret tilgang til tilsyn, som også forhindrer unødvendigt bureaukrati og er i overensstemmelse med bedre lovgivningspolitikker,

T.

der henviser til, at Kommissionen bør foretage en omfattende konsekvensanalyse af lovgivningsforslag,

U.

der henviser til, at Den Europæiske Union har brug for en mere konsekvent, effektivt og behørigt gennemført, men ikke for byrdefuld lovgivning og tilsyn for at mindske risikoen for fremtidige finansielle kriser og sikre lige vilkår på tværs af grænserne og mellem alle markedsdeltagere; der henviser til, at Den Europæiske Union bør spille en ledende international rolle samt styrke den konsekvente gennemførelse og konvergens af sin egen lovgivning og sit eget tilsyn,

V.

der henviser til, at en omfattende revision af EU's nuværende lovgivnings- og tilsynsordninger er nødvendig sammen med foranstaltninger til at forbedre tilsynssamarbejdet på verdensplan for så vidt angår kapitalkrav, gennemsigtighed og ledelse som hovedforudsætninger for effektive koordinerede lovgivnings- og tilsynsordninger,

W.

der henviser til, at måden at gribe tilsynet an på bør tilpasses sektorens særlige træk og de aspekter, som allerede er regulerede; der henviser til, at formålet med overvågningen af finansmarkedet og tilsynet med særlige institutioner er forskelligt,

X.

der henviser til, at kommende forslag bør tage hensyn til forhandlingerne om Solvens II-forslaget og revisionen af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF,

Y.

der henviser til, at der i forbindelse med tilsynssamarbejdet bør tages hensyn til tredjelandsaspektet ved tilsynet med internationale koncerner, da de fleste, hvis ikke alle, større finansielle koncerner i Den Europæiske Union har interesser i tredjelande,

Z.

der henviser til, at der som følge af Økofin-Rådets konklusioner af 3. juni 2008, 4. december 2007 og 9. oktober 2007 allerede er et større arbejdsprogram undervejs med målrettede forbedringer af ordningerne for EU's tilsynssamarbejde; der henviser til, at der både i Den Europæiske Union og på verdensplan gennemføres omfattende arbejdsprogrammer for at forstå årsagerne til markedsforstyrrelserne og finde hensigtsmæssige reaktioner herpå,

AA.

der henviser til, at der inden efteråret 2008 bør nedsættes et vismandsudvalg, som samler de forskellige interessenter, såsom tilsynsmyndigheder, lovgivere og sektorens repræsentanter, og udarbejder en langsigtet vision for tilsyn; der henviser til, at dette udvalg bør have til opgave at udarbejde en skitse og en køreplan for en mere gennemgribende langsigtet reform i retning af fuld institutionel integration; der henviser til, at det også ud over strukturen for finansielt tilsyn bør behandle spørgsmål som f.eks. et fælles regelsæt for finansielt tilsyn, en indskudsgarantiordning og en fælles insolvensordning, som er forenelige med en integreret finansiel og tilsynsmæssig ordning,

1.

anmoder Kommissionen om på grundlag af EF-traktatens artikel 44, artikel 47, stk. 2, artikel 55, artikel 95, artikel 105, stk. 6, artikel 202, artikel 211 eller artikel 308 senest den 31. december 2008 at forelægge Parlamentet et forslag til retsakt eller retsakter, som omfatter emnerne i de detaljerede henstillinger i bilaget;

2.

konstaterer, at disse henstillinger respekterer subsidiaritetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder;

3.

finder, at forslagets finansielle følgevirkninger af det eller de forslag, der anmodes om bør dækkes af bevillinger fra EU's budget;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/56

A.

der henviser til, at sundhed er noget af det dyrebareste i livet, at vort mål er sundhed for alle, og at vi må sikre et højt sundhedsniveau,

B.

der henviser til, at artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder fastslår, at forskelsbehandling på grund af bl.a. køn, race, farve samt etnisk eller social oprindelse er forbudt, og at artikel 35 fastslår, at enhver har ret til at få adgang til forebyggende sundhedsydelser og til at modtage lægehjælp, og at der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau,

C.

der henviser til, at udvikling på sundhedsområdet har den positive virkning, at flere og flere mennesker lever længere,

D.

der henviser til, at øget forekomst af kræft, diabetes, hjerte-kar-sygdomme, reumatiske sygdomme, psykiske sygdomme, overvægt og fedme sammen med fejl- og underernæring, hiv/aids, miljøets dårlige kvalitet og visse sygdommes genopdukken i forbindelse med voksende social ulighed samt nye udfordringer i stigende grad truer sundheden i og uden for EU, og at der således opstår et større behov for forebyggelse og formelle og uformelle sundhedsydelser samt rehabilitering efter sygdom,

E.

der henviser til mulige nye grænseoverskridende trusler mod sundhed, f.eks. pandemier, nye mønstre for overførbare sygdomme, tropiske sygdomme og biologisk terrorisme, og til følgerne af klimaændringer og globalisering, navnlig hvad angår vand, fødevarer, voksende fattigdom og migration, samt af allerede eksisterende trusler såsom miljøforurening, der bliver stadig alvorligere,

F.

der henviser til, at patientvenlige sundhedssystemer er et vigtigt element i den europæiske sociale model, og at social- og sundhedsydelser af almen interesse varetager opgaver af almen interesse og dermed i høj grad bidrager til social retfærdighed og social samhørighed,

G.

der henviser til, at befolkningens aldring ændrer sygdomsmønstrene og dermed øger behovet for formelle og uformelle sundhedsydelser og lægger pres på sundhedssystemernes bæredygtighed, at såvel den offentlige som den private sektor derfor må lægge særlig vægt på støtte til forskning og innovation, og at det er nødvendigt med stærke politiske tiltag til støtte for livets første faser, navnlig i visse medlemsstater,

H.

der henviser til, at der med hensyn til sundhedsydelser er store forskelle mellem medlemsstaterne og inden for de enkelte medlemsstaters egne grænser,

I.

der henviser til, at borgerne i stadig højere grad forventer en fælles effektiv indsats på sundhedsområdet,

J.

der henviser til, at medlemsstaternes kompetencer på sundhedsområdet og deres frihed til selv at afgøre, hvilke sundhedsydelser de ønsker at tilbyde, må respekteres i fuld overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, og at man i den forbindelse bl.a. også må respektere de forskellige forvaltningssystemer og de specifikke strategier, som medlemsstaterne har valgt til at integrere offentlige og private sundhedsydelser,

K.

der henviser til, at det i tilfælde af etisk begrundede betænkeligheder fortsat henhører under medlemsstaternes kompetence at afgøre, hvorvidt en bestemt ydelse er en sundhedsydelse eller ej,

L.

der henviser til, at sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen er et af de sundhedsområder, der klart ligger inden for EU's kompetenceområde,

M.

der henviser til, at der er områder, hvor medlemsstaterne ikke kan handle effektivt på egen hånd, og at EU ønsker at indføre en fælles sundhedspolitik, hvormed det kan skabe merværdi (f.eks. udveksling af information og god praksis),

N.

der henviser til, at investeringer i sundhed er afgørende for den menneskelige udvikling og har indirekte indvirkning på de forskellige økonomiske sektorer,

O.

der henviser til, at det er uklart, hvor mange forskellige indsatsområder og arbejdsprogrammer der er tale om inden for sundhed,

P.

der henviser til, at der stadig er uudforskede muligheder for sygdomsforebyggelse,

Q.

der henviser til, at antibiotika bliver mere og mere nytteløse, efterhånden som antibiotikaresistensen vokser, at resistensniveauerne varierer inden for EU som følge af forskellige holdninger til brugen af og kontrollen med antibiotika (tre til fire gange større forbrug af antibiotika i visse medlemsstater end i andre), at antibiotikaresistens er et europæisk problem, eftersom høj mobilitet, herunder turisme, øger risikoen for spredning af resistente bakterier, og at der derfor bør føres kontrol med uhensigtsmæssig brug af antibiotika samt opfordres til forsigtig brug af disse, og at Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) er det rette agentur til koordinering af disse aktiviteter,

R.

der henviser til, at 40 % af de samlede sundhedsudgifter er forbundet med en usund livsstil (f.eks. som følge af alkoholindtagelse, tobak, manglende fysisk aktivitet og dårlig kost),

S.

der henviser til, at effektiv beskyttelse af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen kan forhindre erhvervsulykker, forebygge forekomsten af erhvervssygdomme og reducere det antal personer, der bliver varigt handicappede af arbejdsmæssige årsager,

T.

der henviser til, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af 29. april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener (15) ikke yder unionsborgerne tilstrækkelig beskyttelse mod eksponering for reproduktionstoksiske stoffer på arbejdspladsen,

U.

der henviser til, at fejlernæring, som berører et betydeligt antal EU-borgere, herunder skønsmæssigt 40 % af patienterne på hospitaler og mellem 40 % og 80 % af de ældre på plejehjem, koster de europæiske sundhedssystemer nogenlunde det samme som fedme og overvægt,

V.

der henviser til, at helbredet ikke kun påvirkes af alkohol, tobak, inaktivitet, kost og lignende eksterne faktorer, og at der derfor bør rettes større opmærksomhed mod den psykosomatiske dimension af mange sygdomme samt mod de dybere årsager til, at et stigende antal mennesker rammes af depression og andre psykiske lidelser,

W.

der henviser til, at medlemsstaterne bør fremme bistand til personer med kroniske sygdomme og/eller handicap yderligere for at give dem mulighed for at blive så integreret i samfundet som overhovedet muligt,

X.

der henviser til, at den stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser i mange medlemsstater skaber et presserende behov for at gøre en aktiv indsats for at ansætte og holde på sundhedspersonale samt for at tilvejebringe støttemuligheder og faciliteter for slægtninge og venner, som plejer pårørende uden at modtage betaling herfor,

Y.

der henviser til, at EU's sundhedsstrategi i højere grad bør fokusere på langtidspleje med anvendelse af ny teknologi, pleje af personer med kroniske sygdomme og pleje i hjemmet for ældre og personer med fysiske eller psykiske handicap samt støttemuligheder og faciliteter for dem, der plejer dem; der henviser til, at der i denne forbindelse bør skabes synergi mellem sundhedsvæsener og sociale myndigheder,

1.

glæder sig over ovennævnte hvidbog fra Kommissionen om en EU-sundhedsstrategi for perioden 2008-2013 og støtter de heri opstillede værdier, principper, strategiske målsætninger og specifikke aktioner;

2.

opfordrer Kommissionen til at undersøge det arbejde, der allerede gøres på sundhedsområdet, for at afgøre, hvilke dele af dette arbejde, der har værdi for EU og medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til som led heri at afgøre, hvilke arbejdsmetoder og praksisser der tilfører medlemsstaternes arbejde på sundhedsområdet merværdi, og hvilke der bør koordineres bedre;

3.

mener, at der, eftersom der er opstået nye trusler mod sundhed, er behov for at behandle sundhed som et centralt politisk spørgsmål i Lissabonstrategien og i den forbindelse bl.a. for at give borgerne adgang til anstændige sundhedsydelser af højest mulig kvalitet for at sikre en sund og konkurrencedygtig arbejdsstyrke;

4.

beklager, at hvidbogen ikke fastsætter specifikke kvantificer- og målbare mål, hvis opfyldelse kunne frembringe konkrete resultater, og henstiller, at der fastsættes sådanne mål;

5.

understreger, at sundhedsydelser har brug for støtte fra effektive politikker på alle områder og på alle niveauer i medlemsstaterne og EU (»health in all policies« — integration af sundhedsaspektet i alle politikområder) og på globalt plan;

6.

understreger den grundlæggende betydning af at anerkende mænds og kvinders ret til øget selvbestemmelse, hvad angår deres sundhed og plejen heraf samt børns ret til ubetinget beskyttelse af deres sundhed, på grundlag af de overordnede principper om universalitet, lighed og solidaritet;

7.

bemærker, at kroniske sygdomme, navnlig slagtilfælde og hjertesygdomme, i henhold til WHO støt er på vej til at overhale infektionssygdomme;

8.

henstiller, at man som led i sygdomsforebyggelsesindsatsen i vid udstrækning indfører praksis med at foretage sundhedskonsekvensanalyser, eftersom det kan lade sig gøre at måle den indvirkning, som afgørelser truffet af beslutningstagende organer på forskellige niveauer, herunder lokale og regionale myndigheder og nationale parlamenter, har på menneskers sundhed;

9.

understreger, at handlingsplaner navnlig bør tage fat på årsagerne til visse sygdomme og behovet for at begrænse og forebygge epidemier og pandemier; pointerer, at der også findes kønsrelaterede problemer som f.eks. prostatakræft for mænds vedkommende og livmoderhalskræft for kvinders, og at der bør udarbejdes specifikke politikker vedrørende disse;

10.

henstiller, at ECDC's mandat udvides til også at omfatte ikkeoverførbare sygdomme;

11.

foreslår, at Kommissionen gør en begrænsning af undgåelige sundhedsmæssige uligheder og uretfærdigheder mellem medlemsstaterne og inden for de enkelte medlemsstaters egne grænser samt mellem forskellige sociale grupper og befolkningsgrupper, herunder mænd og personer med psykiske problemer, til et prioriteret mål; opfordrer desuden medlemsstaterne til fuldt ud at håndhæve sådan fællesskabslovgivning som f.eks. direktivet om gennemsigtighed (16);

12.

understreger, at foranstaltninger til begrænsning af sundhedsmæssige uretfærdigheder bør omfatte målrettet sundhedsfremme, uddannelse og oplysning samt forebyggelsesprogrammer;

13.

mener, at der, hvor der findes effektive produkter, bør gøres en betydelig større indsats med hensyn til sygdomsforebyggelse og vaccinationskampagner; henstiller derfor indtrængende til Kommissionen at udarbejde en ambitiøs plan for forebyggende foranstaltninger for hele femårsperioden; er enig i, at udgifter til sundhed, navnlig til forebyggelse og tidlig diagnosticering af sygdomme, ikke kun er at betragte som en omkostning, men også som en investering, der kunne evalueres under anvendelse af Healthy Life Years (sunde leveår uden tab af funktionsevne) som en Lissabon-strukturindikator;

14.

understreger, at sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære og ikke blot manglende sygdom eller svagelighed;

15.

understreger, at adgang til pålidelige, uafhængige og sammenlignelige oplysninger om sunde vaner, sygdom og behandlingsmuligheder er en forudsætning for en effektiv sygdomsforebyggelsesstrategi;

16.

understreger, at ønsket om sygdomsforebyggelse ikke må resultere i et samfundsmæssigt klima, der ville forhindre, at der fødes børn med kroniske sygdomme eller handicap; anmoder Kommissionen om at fremme konkret bistand til forældre til børn med en kronisk sygdom og/eller et handicap;

17.

understreger endvidere, at det med henblik på at fremme investeringer i sundhed er afgørende at måle effektiviteten af hidtidige investeringer og offentliggøre resultaterne;

18.

understreger betydningen af at gennemføre velorganiserede, omfattende og effektive screeningprogrammer for at fremme tidlig opdagelse og øjeblikkelig behandling af sygdom og dermed reducere dødelighed og sygelighed;

19.

mener, at borgernes ret til adgang til sundhedsydelser og deres ansvar for deres eget helbred bør være grundlæggende principper i et EU, hvor der gælder høje standarder for sundhed og fødevaresikkerhed gennem hele borgernes liv, og kræver yderligere investeringer i forskning i sundhedskompetence for at identificere de mest hensigtsmæssige strategier til håndtering af dette spørgsmål på tværs af de forskellige befolkningsgrupper; tilskynder alle samfundsgrupper til at føre en sund livsstil;

20.

understreger, at begrebet »sund livsstil« (dvs. en sund kost, intet stofmisbrug og tilstrækkelig fysisk aktivitet) må suppleres med en psykosocial dimension (dvs. en afbalanceret tilgang til arbejde og familieliv); mener, at en sund livsstil omfatter et godt psykisk og fysisk helbred, og at disse faktorer også er vigtige for at bevare en konkurrencedygtig økonomi;

21.

forventer, at Kommissionen navnlig fokuserer på spørgsmålet om sundhedssystemers bæredygtighed og i den forbindelse også på lægemiddelindustriens rolle og ansvar;

22.

glæder sig over Kommissionens hensigt om at definere grundlæggende sundhedsværdier og etablere et system med sundhedsindikatorer (på nationalt og subnationalt plan) og om at fremme sundhedskompetenceprogrammer og programmer til forebyggelse af helbredsproblemer;

23.

understreger, at forbuddet mod kommercialisering af menneskekroppen og dele heraf som sådan, som nævnt i artikel 3 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, bør betragtes som et ledende princip på sundhedsområdet, særligt inden for celle-, vævs- og organdonation og -transplantation;

24.

glæder sig over Kommissionens hensigt om i ånd med princippet om sundhed for alle at fremme sundhed og sygdomsforebyggelse blandt alle aldersgrupper; understreger behovet for at sætte fokus på centrale sundhedsrelaterede spørgsmål som f.eks. ernæring, fedme, fejlernæring, fysisk aktivitet, alkoholindtagelse, narkotika, tobak og miljørisici, herunder luftforurening, både på arbejdspladsen og i hjemmet og i overensstemmelse med princippet om lighed mellem mænd og kvinder, og for i denne sammenhæng at yde støtte til sund aldring og begrænse byrden med kroniske sygdomme;

25.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at benytte en mere holistisk tilgang til ernæring og parallelt med fedme gøre fejlernæring til en central prioritering på sundhedsområdet ved overalt, hvor dette er muligt, at indarbejde denne prioritering i fællesskabsstøttede forsknings-, uddannelses- og sundhedsfremmeinitiativer og i partnerskaber på EU-niveau;

26.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af EU's sundhedsstrategi at arbejde hen mod udarbejdelsen af retningslinjer for en fælles definition af handicap, som lader personer med kroniske sygdomme eller kræft omfatte heraf, og opfordrer i mellemtiden de medlemsstater, som endnu ikke har gjort det, til hurtigst muligt at lade sådanne personer omfatte af deres nationale definitioner af handicap;

27.

kræver endvidere, at sikring af handicappedes lige adgang til sundhedsydelser prioriteres, og at der ydes støtte hertil for at afspejle dette fokus;

28.

kræver effektive foranstaltninger til bekæmpelse af antibiotisk resistens, herunder foranstaltninger med henblik på at gøre antibiotika receptpligtige, retningslinjer for begrænsning af udskrivninger af recept på antibiotika, således at der kun sker udskrivning i tilfælde, hvor der virkelig er brug for et antibiotikum, bestræbelser på at forbedre markørtest for at tilskynde til en forsigtigere brug af antibiotika, og, hvis relevant, hygiejnekodekser; kræver, at der rettes særlig opmærksomhed mod meticillinresistent Staphylococcus aureus (MRSA)-bakterien; påpeger, at ECDC bør overvåge og evaluere anvendelsen af disse retningslinjer og kodekser;

29.

henleder Kommissionens og medlemsstaternes opmærksomhed på behovet for at støtte forskning og fremme forebyggelse, tidlig diagnosticering og passende behandling af kroniske sygdomme for at sikre de ramtes velfærd og livskvalitet;

30.

erkender, at plejere spiller en afgørende rolle for sundhed og sundhedsydelser, og henstiller derfor, at der rettes opmærksomhed mod politikker, der støtter plejere og beskytter deres helbred sideløbende med helbredet hos de personer, de plejer;

31.

konstaterer, at udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og mellem deres respektive tilsynsorganer for sundhedspersonale har central betydning for fremme af sundhedspersonalets mobilitet og sikring af patientsikkerheden overalt i EU;

32.

kræver, at der som led i EU's sundhedsstrategi sker en mere effektiv udveksling inden for EU af bedste praksis på alle sundhedsydelsesområder, navnlig i forbindelse med screeningsprogrammer samt diagnosticering og behandling af alvorlige sygdomme som f.eks. kræft;

33.

mener, at EU bør tage yderligere skridt til at beskytte sundhedspersonale mod ulykker og arbejdsskader, hvor der er videnskabeligt eller medicinsk belæg for, at der er behov herfor;

34.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at medtage reproduktionstoksiske stoffer i sit kommende forslag om ændring af direktiv 2004/37/EF;

35.

støtter den aktion, der opfordres til i Parlamentets ovennævnte beslutning af 15. januar 2008, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at respektere Parlamentets holdning og træffe de krævede foranstaltninger og tage de nødvendige initiativer, herunder:

36.

beklager, at Kommissionen til trods for Parlamentets gentagne og specifikke anmodninger endnu ikke har forelagt forslag om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF af 18. september 2000 om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet (17) med henblik på at tage fat på de alvorlige sundhedsrisici, som sundhedsarbejdere, der arbejder med kanyler og skarpt medicinsk udstyr, udsættes for; opfordrer Kommissionen til at fremskynde færdiggørelsen af konsekvensundersøgelsen under udbud (2007/S 139-171103) og kræver, at der i god tid inden den nuværende valgperiodes slutning vedtages en passende ændring i overensstemmelse med Parlamentets ovennævnte beslutning af 6. juli 2006 om beskyttelse af sundhedspersonale i EU mod infektioner, der overføres gennem blod ved stik af kanyler;

37.

mener, at dårlig anvendelse af fællesskabets miljølovgivning også indvirker negativt på EU-borgernes sundhedstilstand;

38.

understreger, at EU-borgerne i visse situationer konfronteres med sundhedsproblemer såsom luftforurening, der udgør en betydelig sundhedsfare, påvirker børns rette udvikling og reducerer den forventede levetid i EU (18);

39.

mener, at foranstaltninger til fremme af en sund livsstil i familien og i skolen samt på hospitaler, plejehjem, arbejdspladser og fritidsfaciliteter er meget vigtige for en vellykket sygdomsforebyggelse og et godt psykisk helbred; erkender, at familien har afgørende betydning for etableringen af en sund livsstilsmodel, som ofte kopieres senere i livet;

40.

henleder Kommissionens og medlemsstaternes opmærksomhed på artikel 3 i FN's konvention om barnets rettigheder, hvori det kræves, at de lovgivende organer skal lade barnets tarv komme i første række, hvilket bl.a. kan gøres ved at tage de nødvendige skridt til at sørge for barsels- og forældreorlov, sundhedsbeskyttelse og adgang til sundhedsydelser i barselsperioden, navnlig i betragtning af den indvirkning, som forældrenes tilstedeværelse og kærlighed samt moderens amning af sit barn kan have på spædbørns psykiske og fysiske udvikling;

41.

understreger behovet for at forbedre sundhedsydelser for gravide og ammende kvinder og den information, de gives om risiciene i forbindelse med indtagelse af alkohol, narkotika og tobak under graviditet og amning;

42.

understreger behovet for at øge borgernes viden om reproduktiv og seksuel sundhed for at forebygge uønskede graviditeter og spredning af seksuelt overførte sygdomme og mindske de sociale og sundhedsmæssige problemer, som skyldes sterilitet;

43.

støtter foranstaltninger vedrørende specifikke sygdomstyper og mener, at der, for at de kan blive mere effektive, må findes frem til passende arbejdsmetoder og strukturer med henblik på at forbedre interinstitutionelt samarbejde;

44.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje, hvordan integrerede social- og sundhedspolitikker (socialt relevante sundhedsydelser) kunne bidrage til en moderne tilgang til fremme og beskyttelse af sundhed, navnlig for de mest sårbare befolkningsgrupper såsom små børn og personer, der ikke kan klare sig selv;

45.

mener, at EU i stigende grad bør samle de bestræbelser, det gør sig som led i forskningsprogrammer, omkring vigtige, men ofte forsømte patientgrupper såsom personer med psykiske sundhedsproblemer og mænd;

46.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til som led i EU-sundhedsstrategien yderligere at udforske synergierne mellem, på den ene side den videnskabelige og teknologiske forskning, navnlig ny forskning på medicinske områder, der i øjeblikket er underfinansierede, og på den anden udviklingen af nye medicinske sektorer og behandlinger for at give alle borgere adgang til disse behandlinger, da de kan have en meget positiv indvirkning på EU-borgernes sundhedstilstand og medvirke til at øge systemets effektivitet;

47.

glæder sig over den fremgangsmåde, som Kommissionen foreslår benyttet med henblik på en effektiv bekæmpelse af forfalskning af medicin, og opfordrer Kommissionen til at fremme udarbejdelsen af en international konvention om dette spørgsmål eller udarbejdelsen af en tillægsprotokol til FN's konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet (Palermokonventionen);

48.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til for hver vigtig sygdomsgruppe at etablere topforskningscentre, der kan fungere som referencepunkter samt yde information til og vejlede patienter og deres familier, læger, sundhedspersonale, industrien og andre;

49.

understreger, at det i mange medlemsstater er sådan, at det ofte er de regionale og lokale sundhedsmyndigheder, der er ansvarlige for planlægning, forvaltning, drift og udvikling af sundhedssektoren, og at disse myndigheder ligeledes hyppigt bærer det finansielle ansvar for sektoren, har et indgående kendskab til og en tilbundsgående forståelse af den og er vigtige partnere i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af sundhedspolitik;

50.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage hensyn til kurbades anerkendte positive indvirkning på rekonvalescens og bevarelsen af et godt helbred;

51.

opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af e-sundhed, nye sundhedsydelsesteknologier og brugerstyret innovation inden for medicinsk udstyr;

52.

glæder sig over Kommissionens forslag om at indføre en mekanisme for struktureret samarbejde på EU-plan og om at etablere et snævrere samarbejde med berørte aktører, herunder civilsamfundet; understreger behovet for at inddrage arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer i partnerskaber;

53.

opfordrer medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at anvende samarbejdsmekanismen til at forbedre udvekslingen af bedste praksis; opfordrer Kommissionen til at være proaktiv i forbindelse med fastlæggelsen af retningslinjer og henstillinger baseret på en sådan god praksis;

54.

er enig i, at aktionerne i EU-sundhedsstrategien skal støttes over eksisterende finansielle instrumenter indtil udløbet af den nuværende finansieringsramme (2007-2013) og ikke må få yderligere budgetmæssige konsekvenser;

55.

opfordrer Kommissionen til at henstille til medlemsstaterne, at de ved fastlæggelsen af nationale sundhedsstrategier inkluderer prioriteringer, der skal forfølges inden for andre projekter, der ikke er begrænset til folkesundhedsområdet;

56.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

15.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 9/65

A.

der henviser til, at kommunikation er et vigtigt element i både et repræsentativt og et participatorisk demokrati,

B.

der henviser til, at en af de stærke sider ved EU's demokratiske elementer består i kommunikationsstrukturerne på europæisk plan, som forbinder institutionerne med borgerne,

C.

der henviser til, at erfaringerne fra tidligere valg til Europa-Parlamentet og tidligere folkeafstemninger om EU-spørgsmål viser, at der er en højere valgdeltagelse blandt borgere, som er opmærksomme på og interesserede i EU, end blandt borgere, som ikke er lige så velinformerede; der henviser til, at denne iagttagelse atter er blevet bekræftet i de analyser, der er foretaget efter den irske folkeafstemning,

D.

der henviser til, at formidling om Den Europæiske Union kræver et politisk engagement hos EU-institutionerne og medlemsstaterne på alle niveauer,

1.

godkender den fælles erklæring om partnerskab om formidling om EU, der er vedføjet som bilag til denne afgørelse, og vedtager at vedføje den som bilag til forretningsordenen; anmoder om, at erklæringen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

2.

pålægger sin formand at sende denne afgørelse og det vedføjede bilag til Rådet og Kommissionen til orientering.