14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/1

A.

der henviser til, at FN for anden gang i historien afholder en international konference om finansiering af udvikling, som vil blive afholdt i Doha fra 29. november til 2. december 2008, med det formål at samle stats- og regeringscheferne og ikke kun udviklingsministre, men også finansministre såvel som repræsentanter for internationale finansielle organisationer, det private bank- og erhvervsliv og civilsamfundet med henblik på at evaluere fremskridtet siden Monterrey Konferencen,

B.

der henviser til, at der er behov for stærkt øget finansiering, hvis millenniumudviklingsmålene skal nås,

C.

der henviser til, at finansiering af udvikling bør betragtes som den mest omkostningseffektive reaktion på de globale udviklingsbehov og global usikkerhed,

D.

der henviser til, at behovet for tilstrækkelige, forudsigelige og bæredygtige finansielle midler er større end nogensinde før, især hvad angår udviklingslandenes særlige sårbarhed over for de udfordringer, der er opstået i forbindelse med klimaændringerne og følgerne heraf, herunder naturkatastrofer,

E.

der henviser til, at EU er verdens største bistandsdonor, en vigtig deltager i de internationale finansielle institutioner og udviklingslandenes vigtigste handelspartner,

F.

der henviser til, at EU har forpligtet sig til at overholde en ufravigelig tidsramme for at opfylde målsætningen om 0,56 % af BNI inden 2010 og målsætningen om 0,7 % af BNI inden 2015,

G.

der henviser til, at hvis den nuværende udvikling i medlemsstaternes statslige udviklingsbistand fortsætter, vil visse medlemsstater ikke kunne opfylde de målsætninger, som de er forpligtet til, om 0,51 % for EU-15, (dvs. medlemsstater, som var en del af EU inden udvidelsen i 2004) og om 0,17 % for EU-12 (dvs. medlemsstater, som tiltrådte EU den 1. maj 2004 og den 1. januar 2007) af BNI,

H.

der henviser til, at den programmerbare bistand til Afrika fortsat stiger på trods af den generelle nedgang i den statslige udviklingsbistand i 2007,

I.

der henviser til, at der i de seneste år er opstået væsentlige nye udviklingsmæssige udfordringer, herunder klimaændringer, strukturelle ændringer på råvaremarkederne og navnlig på fødevare- og oliemarkedet og en afgørende ny udvikling i syd-syd-samarbejdet, som omfatter kinesisk støtte til infrastrukturer i Afrika og långivning fra Den Brasilianske Udviklingsbank (BNDES) til lande i Latinamerika,

J.

der henviser til, at finansielle tjenesteydelser ikke er tilstrækkeligt udviklede i mange udviklingslande, hvilket skyldes mange faktorer, bl. a. restriktioner i udbuddet af tjenesteydelser og manglende retssikkerhed og ejendomsrettigheder,

1.

bekræfter på ny sin tilslutning til udryddelse af fattigdom, bæredygtig udvikling og opfyldelse af millenniumudviklingsmålene som de eneste metoder til sikring af social retfærdighed og forbedret livskvalitet for de henved en milliard mennesker i verden, som lever i yderste fattigdom, hvilket defineres som en indkomst på mindre end en USD om dagen;

2.

opfordrer medlemsstaterne til at foretage en tydelig sondring mellem udgifter til udvikling og udgifter til udenrigspolitiske interesser og understreger i den forbindelse, at den statslige udviklingsbistand bør overholde de bistandskriterier, der er fastlagt af Komitéen for Udviklingsbistand (DAC) under Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), og OECD/DAC's anbefalinger om afkobling af den statslige udviklingsbistand;

3.

understreger EU's absolutte behov for at sigte efter det højeste koordineringsniveau med henblik på at opnå sammenhæng med Fællesskabets politik på andre områder (miljø, migration, menneskerettigheder, landbrug osv.) og undgå dobbeltarbejde og aktiviteter, der ikke hænger sammen;

4.

minder om, at de øjeblikkelige og nødvendige handlinger, EU er nødt til at foretage for at håndtere de dramatiske konsekvenser af fødevareprisernes himmelflugt i udviklingslandene, ikke bør forstås og gennemføres som en del af den økonomiske indsats i overensstemmelse med Monterreykonsensussen; ser derfor frem til et konkret forslag fra Kommissionen vedrørende brugen af katastrofemidler;

5.

understreger, at den overdrevne og uforholdsmæssige administrative byrde i nogle partnerlande forringer effekten af udviklingsbistanden; frygter risikoen for, at denne byrde sætter opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene over styr;

6.

bemærker, at det fortsat er nødvendigt for EU at finde den rette balance mellem to modstridende strategier for udviklingsbistand: på den ene side at stole på, at partnerlandene tildeler tilstrækkelige midler, og at hjælpe deres myndigheder med at udvikle de korrekte værktøjer til anvendelsen af disse midler, på den anden side at øremærke den økonomiske bistand med henblik på at undgå misbrug og ineffektiv fordeling af hjælpen;

7.

påpeger, at EU med næsten 60 % af den samlede statslige udviklingsbistand er verdens største donor af udviklingsbistand; bifalder, at EU's andel er steget gennem årene, men anmoder ikke desto mindre Kommissionen om at fremskaffe tydelige og gennemsigtige data om den del af EU-budgettet, der er afsat til EU's udviklingsbistand med henblik på at foretage en vurdering af alle de europæiske donorers opfølgning på Monterreykonsensussen; udtrykker samtidig sin beklagelse over, at niveauet for EU's økonomiske bidrag til udviklingslande ikke er tilstrækkeligt synligt, og anmoder Kommissionen om at udvikle passende og målrettede kommunikations- og informationsværktøjer med henblik på at øge synligheden af EU's udviklingsbistand;

8.

glæder sig over, at EU nåede den bindende målsætning for statslig udviklingsbistand — et EU-gennemsnit på 0,39 % af BNI i 2006, men bemærker den foruroligende nedgang i EU-bistanden i 2007 fra 47,7 mia. EUR i 2006 (0,41 % af den samlede BNI i EU) til 46,1 mia. EUR i 2007 (0,38 % af den samlede BNI i EU) og opfordrer medlemsstaterne til at øge omfanget af den statslige udviklingsbistand med henblik på at opfylde den lovede målsætning om 0,56 % af BNI i 2010;

9.

insisterer på at, medlemsstaternes annoncerede statslige udviklingsbistand ikke endnu en gang må nedsættes; påpeger, at EU vil afsætte 75 mia. EUR mindre end lovet for perioden 2005-2010, hvis den nuværende udvikling fortsætter;

10.

udtrykker alvorlig bekymring over, at de fleste medlemsstater (18 ud af 27, navnlig Letland, Italien, Portugal, Grækenland og Den Tjekkiske Republik) ikke var i stand til at øge den statslige udviklingsbistand fra 2006 til 2007, og at der endog skete en drastisk nedgang på over 10 % i visse lande, heriblandt Belgien, Frankrig og Det Forenede Kongerige; opfordrer medlemslandene til at opfylde de målsætninger for statslig udviklingsbistand, som de har givet tilsagn om; bemærker med tilfredshed, at nogle medlemsstater (Danmark, Irland, Luxembourg, Spanien, Sverige og Nederlandene) helt sikkert vil opfylde sine 2010-målsætninger for statslig udviklingsbistand og er overbevist om, at disse medlemsstater vil fastholde de høje niveauer for statslig udviklingsbistand;

11.

bifalder Kommissionens faste beslutning om at koncentrere indsatsen om såvel kvantiteten som kvaliteten af medlemsstaternes udviklingsbistand; støtter kraftigt advarslen mod de potentielt yderst negative konsekvenser, hvis medlemsstaterne undlader at opfylde deres økonomiske forpligtelser; anmoder Kommissionen om at bruge sin ekspertise og autoritet til at overtale andre offentlige og private donorer til at indfri deres økonomiske løfter;

12.

er yderst bekymret over, at flere medlemsstater udsætter forhøjelsen af den statslige udviklingsbistand, hvilket har medført et nettotab for udviklingslandene på mere end 17 mia. EUR;

13.

glæder sig over, at flere af medlemsstaterne har valgt at udarbejde bindende flerårige tidsplaner for forhøjelsen af den statslige udviklingsstøtte for at opfylde FN's målsætning om 0,7 % inden 2015; anmoder medlemsstater, der endnu ikke har fremlagt flerårige tidsplaner, om at gøre det så hurtigt som muligt; understreger, at medlemsstaterne bør vedtage disse tidsplaner inden den ovennævnte opfølgning af den internationale konference om finansiering af udvikling, som skal afholdes i Doha og at de bør opfylde deres forpligtelser;

14.

bemærker, at nedgangen i det annoncerede bistandsniveau i 2007 i nogle tilfælde skyldes den kunstige oppustning af tallene i 2006 pga. gældslempelse; opfordrer medlemsstaterne til at øge niveauet for statslig udviklingsbistand på en bæredygtig måde ved at fokusere på tal, der ikke omfatter gældslempelser;

15.

mener, at diskrepansen mellem de hyppige løfter om øget finansiel bistand og de væsentligt lavere beløb, som faktisk udbetales, er fuldstændig uacceptabel, og er bekymret over, at visse medlemsstater udviser bistandstræthed;

16.

understreger, at det er afgørende, at beslutninger om, hvor stor den statslige udviklingsbistand skal være, og hvad den skal bruges til, træffes i samråd med partnerregeringer, nationale parlamenter og civilsamfundsorganisationer;

17.

understreger, at bistand skal foreligge rettidigt og udtrykker utilfredshed med, at denne proces ofte forsinkes ubegrundet;

18.

understreger vigtigheden af at afbalancere behovet for fleksibilitet i forbindelse med betaling af midler, hvilket muliggør reaktioner på skiftende omstændigheder, som f.eks. stigende fødevarepriser, og behovet for forudsigelig finansiering, der gør det muligt for partnerlandene at planlægge en bæredygtig udvikling samt tilpasning til og afhjælpning af klimaændringer;

19.

opfordrer kraftigt til, at principperne for ansvarlig långivning og finansiering overholdes nøje for at gøre långivningen og finansieringen mere bæredygtig, hvad angår økonomisk og miljømæssig udvikling i overensstemmelse med Ækvatorprincipperne; opfordrer Kommissionen til at deltage i udarbejdelsen af sådanne principper og i internationale fora slå til lyd for bindende foranstaltninger, der kan garantere, at princippernes omsættes i praksis på en sådan måde, at de kommer til at omfatte nye udviklingsaktører fra private og offentlige sektorer;

20.

tilslutter sig fuldt ud udviklingslandenes bestræbelser på at fastholde en langsigtet gældsbæredygtighed og på at gennemføre gældsinitiativet for højtforgældede lande (HIPC), som er af afgørende betydning for at opfylde millenniumudviklingsmålene; finder det dog beklageligt, at planerne om gældslempelse ikke omfatter en lang række lande, der er så forgældede, at de har vanskeligt ved at opfylde millenniumudviklingsmålene; understreger behovet for en international debat om udvidelsen af de internationale foranstaltninger til en række forgældede lande, der for øjeblikket er udelukket fra HIPC;

21.

opfordrer Kommissionen til at sætte fokus på »odiøs« og ulovlig gæld, dvs. gæld, der er opstået ved uansvarlig, egennyttig, hensynsløs og urimelig långivning, og på principperne for ansvarlig finansiering under de bilaterale og multilaterale forhandlinger om gældslettelse; glæder sig over Kommissionens opfordring til indførelse af foranstaltninger, der skal begrænse kommercielle kreditorers og vulturefunds' ret til tilbagebetaling i forbindelse med retssager;

22.

opfordrer alle medlemsstater til at overholde rammen for gældsbæredygtighed og til at sørge for, at den videreudvikles og tager hensyn til det enkelte lands interne gæld og finansielle krav; opfordrer alle medlemsstater til at anerkende, at långiverne ikke kun er forpligtet til at overholde bæredygtighedsrammen, men også skal:

23.

tilskynder EU til at støtte internationale bestræbelser på at fastlægge internationale insolvensprocedurer i en eller anden form eller en retfærdig og gennemsigtig voldgiftsprocedure, så det bliver muligt at håndtere enhver fremtidig gældskrise effektivt og hensigtsmæssigt;

24.

beklager, at Kommissionen ikke lægger større vægt på, at udviklingen finansieres med interne ressourcer, som kan medføre øget selvstændighed for udviklingslandene; opfordrer medlemsstaterne til at deltage aktivt i gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien (EITI) og til at arbejde for, at det styrkes; opfordrer Kommissionen til at anmode IASB (International Accounting Standards Board) om, at der i tilknytning til disse internationale regnskabsstandarder også stilles krav om, at landene underretter hinanden om multinationale selskabers aktiviteter i alle sektorer;

25.

beklager, at Kommissionens meddelelsespakke om bistandseffektivitet(KOM(2008)0177) ikke nævner kapitalflugt som en risikofaktor for udviklingslandenes økonomier; påpeger, at kapitalflugt gør alvorlig skade på udviklingen af bæredygtige økonomiske systemer i udviklingslandene, og gør opmærksom på, at skatteunddragelse hvert år koster udviklingslandene mere, end de modtager i form af statslig udviklingsbistand; opfordrer Kommissionen til at inddrage foranstaltninger til forebyggelse af kapitalflugt i sine politikker i overensstemmelse med Monterreykonsensussen, herunder en redelig analyse af årsagerne til kapitalflugt med henblik på at udrydde skattely, som også findes i EU eller opererer i tæt forbindelse med medlemsstaterne;

26.

bemærker navnlig, at den ulovlige del af denne kapitalflugt ifølge Verdensbanken beløber sig til mellem 1 000 og 1 600 mia. USD hvert år, hvoraf halvdelen stammer fra udviklingslandene; støtter de internationale bestræbelser på at fastfryse og generhverve stjålne aktiver og anmoder medlemsstaterne om at ratificere FN's konvention mod korruption, hvis de endnu ikke har gjort det; beklager det faktum, at der ikke er udfoldet tilsvarende bestræbelser på at bekæmpe skatteunddragelse, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme den globale udbredelse af princippet om automatisk udveksling af skatteoplysninger, anmode om, at det adfærdskodeks for skatteunddragelse, som Det Økonomiske og Sociale Råd under De Forenede Nationer (FN ECOSOC) er i færd med at udarbejde, knyttes som bilag til Dohaerklæringen, og støtte, at FN's FN's ekspertudvalg om internationalt skattesamarbejde omdannes til et egentligt mellemstatsligt organ, der tildeles yderligere ressourcer for sammen med OECD at kunne varetage den internationale bekæmpelse af skatteunddragelse;

27.

glæder sig over medlemsstaternes forslag til innovative finansieringsmekanismer og opfordrer Kommissionen til at undersøge dem i henhold til følgende kriterier: om de er nemme at gennemføre, holdbarheden, additionalitet, transaktionsomkostninger og effektivitet; efterlyser finansielle mekanismer og instrumenter, som giver nye muligheder for finansiering, og som ikke sætter de finansielle strømme på spil;

28.

opfordrer til, at der oprettes finansielle mekanismer og instrumenter, der omfatter foranstaltninger til brug af private midler, som det fremgår af Monterreykonsensussen, og til indførelse af kreditgarantier;

29.

opfordrer Kommissionen til at afsætte langt flere midler til foranstaltninger til tilpasning til og afhjælpning af klimaændringer i udviklingslandene, navnlig som led i Den Globale Klimaalliance; understreger det akutte behov for finansiering ud over den nuværende statslige udviklingsbistand, eftersom den statslig udviklingsbistand alene er utilstrækkelig til finansieringen af foranstaltninger til tilpasning til og afhjælpning af klimaændringer i udviklingslandene; understreger, at der straks skal udvikles innovative finansieringsmekanismer til dette formål, som f.eks. afgifter på luftfart og oliehandel samt øremærkning af auktionsindtægterne fra EU's emissionshandelsordning;

30.

glæder sig over Kommissionens forslag om, at der oprettes en global klimafinansieringsmekanisme baseret på princippet om forhåndstildeling af støtte til finansiering af afbødnings- og tilpasningsforanstaltninger i udviklingslandene; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at indgå væsentlige finansielle forpligtelser, for at forslaget kan gennemføres så hurtigt som muligt;

31.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øremærke mindst 25 % af de fremtidige auktionsindtægter i forbindelse med EU's emissionshandelsordning til finansiering af foranstaltninger til tilpasning til og afhjælpning af klimaændringer i udviklingslandene;

32.

opfordrer Kommissionen til at udvikle muligheder for mindre erhvervsdrivende og landmænd at få adgang til finansiering med henblik på at øge fødevareproduktionen og tilvejebringe en bæredygtig løsning på fødevarekrisen;

33.

opfordrer Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til at undersøge mulighederne for straks at oprette en garantifond til støtte for mikrokreditordninger og risikostyringsinstrumenter, som er indrettet efter behovene hos de lokale fødevareproducenter i de fattigste udviklingslande;

34.

bifalder FN's forslag om, at der oprettes en multidonorfond for ligestilling, der skal forvaltes af De Forenede Nationers Udviklingsfond for Kvinder (UNIFEM), med henblik på at fremme og finansiere ligestillingspolitikker i udviklingslandene; tilskynder Rådet og Kommissionen til at undersøge og tilslutte sig dette internationale initiativ;

35.

tilskynder til, at bestræbelserne på at stimulere udviklingen af finansielle tjenesteydelser fordobles, eftersom banksektoren har potentialet til at frigøre lokale udviklingsmidler, og en stabil sektor for finansielle tjenesteydelser er det bedste middel til bekæmpelse af kapitalflugt;

36.

opfordrer alle aktører til at erkende, at naturressourcerne udgør et enormt indtægtspotentiale; finder det i denne forbindelse vigtigt, at der er gennemsigtighed inden for ressourceindustrierne; mener, at EITI og Kimberleyprocessen går i den rigtige retning, men at der bør gøres meget mere for at tilskynde til gennemsigtig forvaltning af ressourceindustrierne og deres indtægter;

37.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at medtage Den Europæiske Udviklingsfond i EU's budget ved midtvejsrevisionen i 2008/2009 for at øge den demokratiske legitimitet for en betydningsfuld del af EU's udviklingspolitik og budget;

38.

bemærker, at det første skridt til at sikre udviklingslandene en bedre repræsentation i Den Internationale Valutafond (IMF) blev taget i april 2008; beklager, at stemmerettighederne i IMF stadig tildeles på grundlag af velstand; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gå ind for, at der træffes beslutning med dobbelt flertal (aktionærer/stater) i IMF, som er den institution, der skal sikre den internationale finansielle stabilitet;

39.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at betragte den ovennævnte internationale konference om finansiering af udvikling, som skal afholdes i Doha, som en mulighed for at præsentere en fælles EU-holdning til udvikling med det formål at opfylde millenniumudviklingsmålene gennem en bæredygtig strategi;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte en hurtig og ambitiøs reform af Verdensbanken, så de parter, der er mest direkte berørt af dens programmer, repræsenteres bedre;

41.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, FN's generalsekretær og lederne af Verdenshandelsorganisationen, IMF, Verdensbankgruppen og FN ECOSOC.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/7

A.

der henviser til, at det glæder sig over offentliggørelsen af resultattavlen for det indre marked, som bidrager til at formindske forsinkelserne i gennemførelsen i national ret,

B.

der henviser til, at alle medlemsstater er retligt forpligtet til at gennemføre alle direktiver om det indre marked i deres nationale lovgivning inden for de foreskrevne tidsfrister,

C.

der henviser til, at resultattavlen hovedsagelig sigter mod at tilskynde medlemsstaterne til at sikre en rettidig gennemførelse,

D.

der henviser til, at det nuværende underskud på 1,2 % er større end det fremtidige mål på 1,0 %, som blev aftalt af stats- og regeringscheferne i 2007,

E.

der henviser til, at fragmenteringsfaktoren er på 8 %, hvilket betyder, at 124 direktiver ikke er blevet gennemført i mindst én medlemsstat,

F.

der henviser til, at der er forskel på gennemførselsgraden, der er registreret i de forskellige medlemsstater,

G.

der henviser til, at et direktiv måske ikke er helt så effektivt, selv om det er blevet hurtigt og ordentligt gennemført, navnlig når dets gennemførelse medfører situationer med manglende retssikkerhed, der fører til retssager for De Europæiske Fællesskabers Domstol, og som vanskeliggør det indre markeds effektive funktion,

H.

der henviser til, at antallet af verserende overtrædelsesprocedurer stadig er meget højt, og at et stort antal af disse overtrædelser vedrører manglende eller ukorrekt gennemførelse,

I.

der henviser til, at der kan opnås en uretfærdig fordel ved at undgå visse direktiver samt manglende eller ukorrekt gennemførelse,

J.

der henviser til, at gennemførelsen af direktiverne for det indre marked er væsentlig for virkeliggørelsen af Lissabondagsordenen og Göteborgdagsordenen for bæredygtig udvikling,

K.

der henviser til, at den gennemsnitlige periode, før en overtrædelsesprocedure indbringes for De Europæiske Fællesskabers Domstol, er over 20 måneder,

L.

der henviser til, at nogle medlemsstater ikke overholder afgørelserne fra De Europæiske Fællesskabers Domstol i overtrædelsessager, hvilket yderligere skader det indre markeds funktion,

M.

der henviser til, at den administrative byrde i medlemsstaterne er for belastende, hvilket er et resultat af både national lovgivning og fællesskabslovgivning,

1.

understreger, at en rettidig gennemførelse, korrekt gennemførelse og korrekt anvendelse af direktiverne om det indre marked er en forudsætning for, at det indre marked kan fungere effektivt, og ligeledes har følger for konkurrenceevnen og den økonomiske og samfundsmæssige balance inden for EU;

2.

understreger vigtigheden af at forstå det indre marked som sit eget på nationalt, regionalt og lokalt plan; understreger Kommissionens rolle i forbindelse med at etablere samarbejder i den hermed forbundne politiske beslutningsproces med dette formål for øje;

3.

erindrer om, at målet for gennemførelsesunderskuddet er sat til 1,0 % fra 2009; opfordrer medlemsstaterne til at handle aktivt for at nå dette mål;

4.

opfordrer medlemsstater med et særligt stort underskud til at gribe til umiddelbar handling og Kommissionen til at arbejde tæt sammen med disse lande med henblik på at forbedre situationen; bemærker, at nogle medlemsstater har bevist, at det er muligt at nedbringe underskuddet betydeligt ganske hurtigt;

5.

erindrer om, at problemet med den høje fragmenteringsfaktor hurtigt skal løses af både medlemsstaterne og Kommissionen;

6.

beklager, at medlemsstaterne undertiden tilføjer yderligere krav, når de gennemfører direktiver i den nationale lovgivning; mener, at denne overregulering vanskeliggør det indre markeds effektive funktion,

7.

indtager den holdning, at et stærkt, åbent og konkurrencedygtigt indre marked er en vigtig del af Europas svar på globaliseringens udfordringer ved at fremme det europæiske erhvervslivs konkurrenceevne, styrker incitamenterne for udenlandske investeringer og sikrer forbrugernes rettigheder i Europa; der bør derfor tages hensyn til den eksterne dimension, når Kommissionen træffer nye initiativer vedrørende det indre marked;

8.

erindrer om, at der på et åbent og konkurrencedygtigt indre marked er der brug for mere målrettede og stringente værktøjer for at forbedre bekæmpelsen af forfalskning og piratkopiering;

9.

opfordrer medlemsstaterne til hurtigt at sikre en korrekt gennemførelse og anvendelse af direktiverne for det indre marked gennem brug af eksisterende retningslinjer og bedste praksis; opfordrer til udvikling af mere nøjagtige værktøjer til løsning af problemet med underskuddet;

10.

opfordrer Kommissionen til at fremskynde processen for løsning af tvister på et tidligt tidspunkt og at prioritere de overtrædelsessager, der har de alvorligste følger for de europæiske borgere; opfordrer samtidig Kommissionen til at fremlægge en oversigt over overtrædelsessager, som er indbragt for De Europæiske Fællesskabers Domstol, for at formidle detaljerende oplysninger om alvoren af den pågældende forseelse;

11.

opfordrer medlemsstaterne til at opfylde deres forpligtelser i overensstemmelse med afgørelserne fra De Europæiske Fællesskabers Domstol;

12.

indtager den holdning, at mens resultattavlen hovedsagelig skal anvendes til at fremme en rettidig og korrekt gennemførelse, bør den videreudvikles som et værktøj, der kan hjælpe de politiske beslutningstagere med at identificere hindringer og barrierer og sætte fokus på, hvor der er behov for nye initiativer; opfordrer Kommissionen til at udvide og uddybe de oplysninger og indikatorer, der er medtaget på resultattavlen, navnlig kvaliteten, arbejdstagernes sociale forhold og indvirkningen på miljøet og klimaændringerne;

13.

opfordrer Kommissionen til at medtage en let forståelig sammenfatning i de fremtidige resultattavler, for at øge adgangen for borgere og andre interessenter; opfordrer relevante EU-organer og nationale organer til at offentliggøre deres resultattavler på deres hjemmeside og til at øge bestræbelserne på at fremme resultattavlerne i medierne;

14.

beklager, at resultattavlen ikke omfatter oplysninger om, hvilke direktiver der ikke er blevet omsat; indtager den holdning, at visse direktiver, f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (3), er vigtigere for, at det indre marked kan fungere effektivt, end andre; opfordrer Kommissionen til at overveje indikatorer, der bedre afspejler direktivernes relative betydning for erhvervslivet og borgerne inden for forskellige sektorer; indtager den holdning, at konsekvensvurderinger foretaget af Kommissionen kan være relevante i denne forbindelse;

15.

erindrer om, at kvaliteten af fællesskabslovgivningen og dens gennemførelse er af stor betydning for det indre markeds korrekte funktion, samt at antallet af sager for De Europæiske Fællesskabers Domstol vedrørende uklare bestemmelser og ukorrekt gennemførelse af sekundær lovgivning viser, at det er nødvendigt at udarbejde fællesskabslovgivningen mere præcist; opfordrer derfor Kommissionen til at indføje indikatorer på resultattavlen vedrørende antallet af sager for De Europæiske Fællesskabers Domstol vedrørende kvaliteten af afledt net såvel som en ukorrekt gennemførelse deraf;

16.

glæder sig over Kommissionens hensigt om at indføre en mere systematisk fremgangsmåde ved overvågningen af funktionen på centrale markeder for varer og tjenesteydelser med henblik på at opdage markedssvigt og fremme mere effektive politiske instrumenter; opfordrer derfor til medtagelse af mere sektorspecifikke og medlemsstats-specifikke oplysninger på resultattavlen samt til medtagelse af mere nøjagtige oplysninger; opfordrer ligeledes til medtagelse af indikatorer, der vedrører de grænseoverskridende aspekter af offentlige indkøb;

17.

opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med stk. 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning at sikre, at alle dens direktivforslag indeholder en specifik bestemmelse, der kræver, at medlemsstaterne opretter en oversigt, der illustrerer det indbyrdes forhold mellem den pågældende lov og gennemførelsesforanstaltningerne, og videresender disse oversigter til Kommissionen; beklager i denne forbindelse, at medlemsstaterne udvander Kommissionens og Parlamentets indsats vedrørende gennemsigtighed ved at modsætte sig bestemmelsen eller gøre den til en ikkebindende betragtning;

18.

anser gennemførelsen af Lissabondagsordenen og Göteborgdagsordenen for bæredygtig udvikling for at være en politisk prioritering og understreger navnlig betydningen af at gennemføre de direktiver, der er nødvendige for at opnå dette; opfordrer Rådet til at give spørgsmål vedrørende det indre marked en central rolle i den reviderede strategi efter 2010;

19.

glæder sig over Kommissionens hensigt om at udvikle instrumenter, der forbedrer politikken og værktøjerne for det indre marked ved at gøre politikken for det indre marked mere veldokumenteret, målrettet, decentral og tilgængelig og forbedre formidlingen af den;

20.

opfordrer Kommissionen til gennem sektorundersøgelser, erhvervsundersøgelser, forbrugerundersøgelser eller med andre metoder at evaluere kvaliteten og konsekvensen af gennemførelsen i medlemsstaterne for at sikre, at lovgivningen fungerer effektivt;

21.

understreger, at en forsinket og ukorrekt gennemførelse fratager forbrugerne og virksomhederne deres rettigheder, skader den europæiske økonomi og undergraver tilliden til det indre marked; opfordrer Kommissionen til at udvikle indikatorer til måling af de udgifter, som borgerne og erhvervslivet påføres som følge af forsinket og ukorrekt omsætning, og opfordrer Kommissionen til også at udvikle indikatorer, der afspejler forholdet mellem gennemførelsesresultaterne og overtrædelsesprocedurerne, der indbringes mod medlemsstaterne;

22.

ser positivt på Kommissionens hensigt om at fremsætte yderligere initiativer til bedre lovgivning, navnlig om at forbedre konsekvensanalyser og mindske den administrative byrde, da dette vil bidrage til det indre markeds mere effektive funktion; indtager den holdning, at arbejdet på disse områder hænger sammen, og at det bør gribes an på en konsekvent måde;

23.

ser positivt på målet om at mindske den administrative byrde i EU med 25 % i 2012; opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at nå dette mål; indtager den holdning, at resultattavlen bør måle indsatsen og fremskridtene i forbindelse hermed i medlemsstaterne og i Fællesskabet; opfordrer derfor Kommissionen til at overveje at inkludere et kapitel i resultattavlen om dette spørgsmål;

24.

beklager, at borgerne stadig står over for mange forhindringer i forbindelse med den frie bevægelighed inden for det indre marked; bemærker i denne forbindelse, at 15 % af SOLVIT-sagerne, der blev behandlet i 2007, drejede sig om personers frie bevægelighed og EU-borgerskab; opfordrer derfor medlemsstaterne og Kommissionen til at øge indsatsen for at sikre personers frie bevægelighed; opfordrer navnlig medlemsstaterne til at oprette one-stop-shops for at hjælpe personer med alle retlige og praktiske spørgsmål, når de flytter inden for det indre marked; opfordrer også Kommissionen til at udvikle indikatorer, der skal medtages i resultattavlen, som måler hindringer for personers frie bevægelighed;

25.

gentager målsætningen om at få lovgivningen for det indre marked til at fungere bedre; indtager den holdning, at en forbedret gennemførelse også afhænger af udviklingen af et praktisk samarbejde og partnerskab mellem myndighederne; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til yderligere at udvikle ordninger til udveksling af bedste praksis; understreger, at der på grund af antallet af myndigheder på lokalt, regionalt og nationalt plan er behov for aktivt at fremme, støtte og forenkle samarbejdet mellem myndighederne; påpeger, at informationssystemet for det indre marked har potentialet til at spille en vigtig rolle i denne henseende;

26.

opfordrer medlemsstaterne til at oprette nationale kontorer for det indre marked, der skal fremme koordineringen, forenklingen og den politiske synlighed for at få det indre marked til at fungere; understreger, at sådanne kontorer bør placeres i allerede eksisterende enheder, som f.eks. de nationale kontaktpunkter; opfordrer på det kraftigste medlemsstaterne til at sikre forbedret praktisk viden om EU-lovgivningen på alle niveauer i de nationale administrationer for at sikre, at borgere og virksomheder ikke udsættes for unødvendige byrder og hindringer, der beror på manglende forståelse af reglerne;

27.

glæder sig over Kommissionens arbejde med at etablere partnerskaber med medlemsstaterne i gennemførelsesprocessen gennem arbejdsgrupper, netværk inden for bestemte sektorer, møder med nationale eksperter og gennemførelsesretningslinjer; mener, at Kommissionens arbejde med gennemførelsen af direktiv 2006/123/EF vil vise sig at være en succes, der skal gentages på et senere tidspunkt; understreger, at Parlamentet bør informeres løbende om gennemførelsesprocesserne;

28.

fremhæver, at problemer med gennemførelsen ofte konstateres gennem SOLVIT-netværket; bemærker med bekymring, at SOLVIT-centrene ofte er underbemandede, og at den gennemsnitlige behandlingstid for en sag ofte er over 10 uger; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at SOLVIT-centrene er korrekt bemandede, og opfordrer Kommissionen til at forbedre den administrative effektivitet med henblik på at nedbringe behandlingstiden betydeligt; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at gøre en større indsats for at fremme SOLVIT-netværkets ydelser gennem passende informationskanaler for at øge borgerne og virksomhedernes kendskab til SOLVIT;

29.

ser positivt på Kommissionens hensigt om at forbedre filtreringen af forespørgsler og klager fra virksomheder og borgere gennem SOLVIT og andre bistandstjenester for det indre marked for at sikre, at de med det samme henvises til den rette myndighed, uanset hvilket netværk, de går igennem først; understreger, at erfaringerne fra SOLVIT bør indgå i medlemsstaternes og EU's politiske beslutninger, hvilket medfører strukturelle eller forskriftsmæssige ændringer, hvor disse er nødvendige;

30.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med Parlamentet og Rådsformandskabet at afholde et årligt forum for det indre marked med deltagelse af medlemsstater og andre interessenter med henblik på at skabe et tydeligere engagement i korrekt og rettidig gennemførelse samt for at skabe en ramme for benchmarking og udveksling af bedste praksis;

31.

opfordrer Rådet til at give spørgsmål om det indre marked højere prioritet, enten ved at oprette en ny sammensætning af Rådet, der behandler disse spørgsmål, eller ved at give dem højeste prioritering på dagsordenen for det eksisterende Råd (konkurrenceevne);

32.

erindrer om sin ovennævnte beslutning om det indre marked, hvori det opfordrede Kommissionen til at udarbejde en test for det indre marked; opfordrer Kommissionen til at skride til handling for at indføre en sådan test;

33.

mener, at resultattavlen for det indre marked og for forbrugermarkederne begge bidrager til at fremme et forbedret indre marked til gavn for borgerne og forbrugerne;

34.

glæder sig over Kommissionens hensigt om at sikre bedre kommunikation om det indre marked og indtager det synspunkt, at de to resultattavler er vigtige skridt i denne retning;

35.

understreger, at selv om de to resultattavler hænger sammen, og det er vigtigt at fremme en sammenhængende udvikling af dem, har de imidlertid forskellige målgrupper og bør derfor holdes adskilte med forskellige sæt af indikatorer;

36.

indtager den holdning, at der regelmæssigt bør foretages en revision af de anvendte indikatorer samt af forholdet mellem de to resultattavler for at tilpasse dem til udviklingen på det indre marked;

37.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/12

A.

der henviser til, at uddannelse og erhvervsuddannelse af høj kvalitet har mangfoldige fordele ud over jobskabelse og fremme af konkurrenceevne og er vigtige bestanddele i livslang læring,

B.

der henviser til nødvendigheden af at uddanne personer, der er selvstændige, veluddannede og engagerede i et samfund præget af samhørighed, og til, at undervisningens kvalitet er en kritisk faktor for EU's sociale og økonomiske samhørighed såvel som jobskabelsen, konkurrenceevnen og vækstpotentialen i en globaliseret verden,

C.

der henviser til, at Den Europæiske Socialfond kan spille en vigtig rolle i udvikling af uddannelse og efter- og videreuddannelse, der således kan bidrage til en bedre læreruddannelse,

D.

der henviser til, at kvaliteten af læreruddannelsen i praksis afspejles i undervisningen og har direkte indflydelse ikke alene på elevernes vidensniveau men også på dannelsen af deres personlighed, navnlig i de første år af deres skolegang,

E.

der henviser til, at undervisningspersonalet står over for stadig større udfordringer i takt med, at undervisningsmiljøerne bliver mere komplekse og heterogene; der henviser til, at disse udfordringer omfatter fremskridt i informations- og kommunikationsteknologier, ændrede social- og familiestrukturer og den stigende alsidighed i sammensætningen af elever i mange skoler som følge af den øgede indvandring og fremvæksten af multikulturelle samfund, skolernes øgede uafhængighed, som medfører en forøgelse af undervisernes opgaver, samt nødvendigheden af at ofre større opmærksomhed på de enkelte elevers læringsbehov;

F.

der henviser til, at der er en klar og positiv sammenhæng mellem læreruddannelser af høj kvalitet og elevernes opnåelse af gode resultater,

G.

der henviser til, at der i betragtning af det stigende informationsudbud i forbindelse med den konstant fremadskridende digitalisering må ske en udvikling af kapaciteten til at udnytte medierne og deres indhold effektivt og svarende til den enkeltes mål og behov, og at medieuddannelse er en form for pædagogisk tilgang til medier, der skal gøre brugere i stand til at udvikle en kritisk og velovervejet tilgang i forbindelse med brugen af samtlige medier,

H.

der henviser til, at over 80 % af grundskolelærerne og 97 % af børnehaveklasselærerne i EU er kvinder, mens andelen af kvindelige lærere på de ældre klassetrin kun er på 60 %,

I.

der henviser til, at kvaliteten af læreruddannelse kan påvirke antallet af elever, der forlader skolen tidligt, og ældre studerendes læsefærdigheder,

J.

der henviser til, at førskole- og grundskoleuddannelserne har en afgørende betydning for børns senere uddannelsesmæssige resultater,

K.

der henviser til, at selv om der er mere end 27 forskellige læreruddannelsessystemer i hele EU, er udfordringerne, som lærere står overfor, grundlæggende ens i alle medlemsstater,

L.

der henviser til, at det er et kald at være lærer, og at et højt niveau af tilfredshed i arbejdet er afgørende for at kunne holde på gode lærere,

M.

der henviser til, at det ikke ville være rimeligt udelukkende at tillægge lærerne ansvaret for deres uddannelsesmæssige aktivitet; der henviser til, at det skal understreges, at læreres evne til at tilbyde alle deres elever en god uddannelse, skabe et klima, hvor alle kan leve sammen samt begrænse voldelig adfærd, er nært forbundet med de vilkår, som de underviser under, de forhåndenværende hjælpemidler, antallet af elever med indlæringsvanskeligheder i de enkelte klasser, det sociale og kulturelle miljø i skolerne, samarbejde fra familiernes side og den sociale støtte, der modtages; der henviser til, at niveauet for lærernes engagement i stor udstrækning afhænger af samfundets engagement på uddannelsesområdet, og begge faktorer samvirker til gavn for en bedre undervisning,

N.

der henviser til, at der bør gøres enhver mulig bestræbelse på at sikre, at alle lærere føler, at de tilhører et respekteret og værdsat erhverv, idet en stor del af den professionelle identitet afhænger af samfundets syn på det pågældende erhverv,

O.

der henviser til, at for at rekruttere de bedste folk til lærerstanden er det nødvendigt at tilbyde dem den sociale anerkendelse, status og løn, der svarer til deres kvalifikationer og færdigheder,

P.

der henviser til, at lærere har en vigtig social og udviklende rolle, der strækker sig ud over traditionelle emner, og at de kan udfylde en vigtig funktion som rollemodeller,

Q.

der henviser til målet om »lige muligheder for alle« i henhold til EF-traktaten, navnlig i artikel 13, om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering,

R.

der henviser til, at skolernes kvalitet i stor udstrækning afhænger af deres selvstændighed med hensyn til planlægning og forvaltning,

S.

der henviser til, at passende faglige kvalifikationer for idrætslærere spiller en meget væsentlig rolle for børns kropslige og mentale udvikling og med hensyn til at tilskynde dem til en sund livsstil,

1.

er helt enig i den konklusion, at en højnelse af læreruddannelsens kvalitet fører til en afgørende forbedring i elevernes resultater;

2.

mener, at mere og bedre læreruddannelse af høj kvalitet i kombination med politikker for rekruttering af de bedst egnede kandidater bør være nøgleprioriteter for alle undervisningsministerier;

3.

mener, at ekstra midler til uddannelsesområdet bør målrettes mod de områder, der bidrager til den størst mulige forbedring af elevernes resultater;

4.

understreger, at medlemsstaterne skal prioritere og afsætte flere midler til uddannelse af lærere for at gøre afgørende fremskridt i opnåelsen af Lissabonstrategiens mål for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010, navnlig styrke uddannelsens kvalitet og styrke livslang læring i hele EU;

5.

opfordrer kraftigt til fremme af kontinuerlig og sammenhængende faglig udvikling for lærere gennem hele deres karriere; anbefaler, at alle lærere regelmæssigt gives akademiske, arbejdsmæssige og finansielle muligheder, herunder statsstipendier, med henblik på at opdatere deres færdigheder og kompetencer såvel som deres pædagogiske viden; mener, at disse uddannelsesmuligheder bør struktureres på en sådan måde, at kvalifikationerne anerkendes i alle medlemsstater;

6.

understreger behovet for øget transnational dialog og udveksling af erfaringer, navnlig hvad angår tilrådighedsstillelsen og effektiviteten af fortsat faglig uddannelse for lærere på førskole-, grundskole-, og gymnasieniveau;

7.

opfordrer indtrængende til, at nye læreres første indføring i jobbet gives særlig opmærksomhed; opfordrer til udvikling af støttenetværk og mentorprogrammer, hvor lærere med dokumenteret erfaring og kompetence kan spille en afgørende rolle i deres nye kollegers uddannelse ved at formidle viden, der er erhvervet i løbet af en vellykket karriere, fremme teamlæring og bidrage til at løse problemet med frafaldsprocenten blandt nyansatte; mener, at lærere kan bidrage til at forbedre en skoles resultater og generelle uddannelsesmiljø ved at arbejde og studere sammen;

8.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at sammensætningen af lærerstyrken på alle uddannelsesniveauer afspejler samfundets sociale og kulturelle alsidighed, men at fokus dog skal forblive på at ansætte og fastholde de bedste lærere, navnlig ved at gøre lærererhvervet tilstrækkelig attraktivt;

9.

understreger den nære sammenhæng mellem at sikre, at lærerfaget er attraktivt og tilfredsstillende med gode karrieremuligheder, og at det er muligt at ansætte motiverede og velkvalificerede kandidater og fagfolk; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at træffe yderligere foranstaltninger for at fremme lærerfaget som et karrierevalg for de bedst kvalificerede;

10.

understreger den særlige vigtighed af en ligestillingspolitik; understreger ligeledes betydningen af at sikre, at førskole- og grundskolelærere er kvalificerede, og at de får social og faglig støtte i det omfang, som svarer til deres ansvar;

11.

anerkender vigtigheden af lærernes løbende deltagelse i arbejds- og diskussionsgrupper i forbindelse med deres undervisningsaktivitet; mener, at dette arbejde bør bakkes op af vejledere og uddannelsesmyndigheder; mener, at deltagelse i aktiviteter med kritiske overvejelser vedrørende undervisningsprocessen automatisk vil resultere i en større interesse for lærernes arbejde og derved forbedre deres resultater;

12.

fastholder, at skolen spiller en vigtig rolle, såvel hvad angår børns sociale liv og læringsliv, som med hensyn til at give dem viden og færdigheder til at deltage i et demokratisk samfund; understreger vigtigheden af at inddrage kvalificerede, kompetente og erfarne lærere i udformningen af effektive pædagogiske uddannelsesmetoder for lærere;

13.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at kun tilstrækkeligt kvalificerede idrætslærere kan undervise i idræt i det offentlige uddannelsessystem;

14.

understreger de markante forskelle, der er mellem læreres gennemsnitslønninger, ikke kun mellem forskellige medlemsstater, men også i forhold til de gennemsnitlige indkomster i medlemslandene og BNP per capita; mener, at lærere skal drage fordel af gode lønpakker, der afspejler deres betydning for samfundet, og at man løser problemet med de dygtigste læreres »hjerneflugt« til job i det private erhvervsliv med bedre løn, især inden for videnskab og teknologi;

15.

understreger, at lærere skal udstyres bedre til at opfylde de nye krav, der stilles; erkender de udfordringer, som lærere står over for som et resultat af fremskridt inden for informations- og kommunikationsteknologier, men også de muligheder, som disse fremskridt giver; opfordrer til prioritering af kurser i informations- og kommunikationsteknologi under grund- og efteruddannelserne for at sikre, at lærerne har opdateret viden om ny teknologisk udvikling og dens anvendelse i en uddannelsessammenhæng, og at de har de nødvendige færdigheder for at benytte denne viden i klasseværelset;

16.

mener, at uddannelsen bl.a. bør have til formål at udstyre lærerne med den innovative ramme, der er nødvendig for at integrere miljøaspektet i deres aktiviteter og i de nye fagområder; går ind for lokale seminarer, der tager sigte på at opfylde de behov, der er konstateret i konkrete sammenhænge, og kurser, der er henvendt til personalet i en given institution med henblik på at gennemføre konkrete projekter, der tager hensyn til deres behov og konkrete sammenhænge;

17.

understreger, at lærernes mobilitet, bedre samarbejde og teamwork kan forbedre læringsmetodernes kreativitet og innovation og vil lette den indlæring, der er baseret på bedste praksis;

18.

opfordrer Kommissionen til at øge de økonomiske ressourcer til at støtte læreruddannelse gennem programmet for livslang læring, og især lærerudveksling mellem skoler i nabolande og -regioner; understreger, at mobilitet styrker spredningen af idéer og bedste praksis inden for undervisning og fremmer kvalifikationer i fremmedsprog såvel som viden om andre kulturer; understreger, at lærere skal drage fordel af bedre sproglæringsfaciliteter igennem hele deres karrierer, hvilket blandt andet vil maksimere de muligheder, der tilbydes gennem EU-mobilitetsprogrammerne;

19.

opfordrer til, at medieundersøgelser prioriteres højt i forbindelse med læreruddannelse, og at de eksisterende mediepædagogiske moduler gøres til en vigtig del af den grundlæggende læreruddannelse;

20.

understreger den afgørende rolle, som Comenius og Comenius-Regio-skolepartnerskaber spiller i forbindelse med lærernes mobilitet;

21.

går kraftigt ind for, at børn lærer fremmedsprog fra en meget tidlig alder, og at sprogundervisning inkluderes i alle læseplaner for grundskoler; understreger, at tilstrækkelig investering i ansættelse og uddannelse af fremmedsprogslærere er afgørende for at nå dette mål;

22.

understreger, at enhver lærer bør være rollemodel, hvad angår beherskelse af hans eller hendes eget modersmål, eftersom dette er et afgørende redskab for korrekt formidling og letter elevernes indlæring af de øvrige fag, mens de udvikler deres evne til at kommunikere, en faktor, der har stadig stigende betydning inden for adskillige erhvervsaktiviteter;

23.

understreger nødvendigheden af, at lærere i samtlige medlemsstater har grundigt kendskab til mindst et fremmedsprog;

24.

opfordrer til, at mediekompetence ikke alene fremmes som led i læreruddannelsen på, efter og uden for skolen ved hjælp af medieuddannelse og livslang læring i et samarbejde mellem de offentlige myndigheder og den private sektor;

25.

understreger, at der ikke findes nogen erstatning for den tid, lærere bruger i klasseværelset sammen med eleverne, og er bekymret over, at den stigende administrationsbyrde og forøgelsen af papirarbejde kan være med til at reducere denne tid samt den tid, der bruges på forberedelse af undervisning;

26.

opfordrer til, at medborgerkundskab bliver et obligatorisk fag både i læreruddannelsen og i skolen, så lærere og elever får den viden om borgerlige rettigheder og pligter samt rettigheder og pligter i forbindelse med Unionen, som kræves for at kunne vurdere aktuelle politiske og sociale situationer og processer;

27.

mener, at hver skole har et unikt forhold til lokalsamfundet, og at skoleledere bør have større muligheder for at træffe beslutninger, så de kan imødekomme de undervisningsmæssige udfordringer og krav fra deres miljø i samarbejde med forældre og interessenter fra lokalsamfundet; understreger, at lærererhvervet på baggrund af tilføjelsen af en yderst sammensat indvandrerbefolkning bør gøres specifikt bevidst om interkulturelle spørgsmål og processer — ikke kun inden for skolerne, men også i forhold til elevernes familier og lokalsamfundene, hvor mangfoldigheden blomstrer;

28.

understreger Comenius-programmets yderst gunstige indvirkning på lærerne og dets betydning for de mindre samfund, navnlig i socialt og økonomisk forfordelte områder, idet det fremmer inklusion og øger bevidstheden om den europæiske dimension inden for uddannelse;

29.

glæder sig over medlemsstaternes aftale om at samarbejde for at forbedre koordineringen af læreruddannelsespolitikker, især gennem den åbne koordineringsmetode; opfordrer indtrængende til, at medlemsstaterne bruger denne mulighed for at lære af hinanden, og anmoder om, at blive hørt om tidsplanen og udviklingerne på dette område;

30.

understreger behovet for bedre statistikker om læreruddannelse i hele EU for at fremme informationsdeling, øget samarbejde og udveksling af bedste praksis; foreslår, at medlemsstaterne i samarbejde med Kommissionen indfører systemer, der sikrer, at sammenlignelige data om uddannelse af lærere til førskoler, grundskoler og de højere klasser er let tilgængelige;

31.

mener, at forudsætningen for at begrænse volden i skolerne er at opnå et tættere samarbejde mellem de ansvarlige lærere og forældrene og skabe de fornødne værktøjer og procedurer til at håndtere fænomenet effektivt;

32.

understreger betydningen af en ligestillingsbevidst pædagogisk udformning af undervisningen, og understreger vigtigheden af ligestillingsaspektet i læreruddannelsen;

33.

opfordrer Kommissionen til at formidle modeller for bedste praksis fra de medlemsstater, der forbedrer de almindelige færdigheder, man skal bruge i livet, gennem skoleprojekter, f. eks. sund ernæring og sport, husholdningskundskab og styring af privatøkonomien;

34.

opfordrer medlemsstaterne til at integrere konfliktløsningsprogrammer i læreruddannelsen, så lærere kan lære nye strategier til at løse alle former for konflikter i klasseværelset og ligeledes håndtere vold og aggressioner;

35.

opfordrer medlemsstaterne til at integrere basisviden om Den Europæiske Union, dens institutioner og deres arbejde i læreruddannelsen og arrangere praktikbesøg for lærerpraktikanter i EU-institutionerne;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, OECD, Unesco og Europarådet.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/18

A.

der henviser til, at Bolognaprocessens mål er at skabe et europæisk område for videregående uddannelse inden 2010, inklusive reformer af de videregående uddannelser, afskaffelse af de fortsatte hindringer for studerendes og læreres mobilitet og en forbedring af de videregående uddannelsers kvalitet, tiltrækningskraft og konkurrenceevne i Europa,

B.

der henviser til, at studerendes mobilitet og kvaliteten af uddannelserne fortsat bør være et af de grundlæggende elementer i Bolognaprocessen,

C.

der henviser til, at mobilitet danner nye kulturelle, sociale og akademiske værdier, skaber muligheder for personlig udvikling og for forbedrede akademiske standarder samt beskæftigelsesmuligheder på nationalt og internationalt niveau,

D.

der henviser til, at mobilitet stadig er uden for mange studerendes, forskeres og andre ansattes rækkevidde, navnlig i de nyere medlemsstater, hovedsagelig på grund af utilstrækkelige tilskud; der henviser til, at hindringerne er velkendte og er blevet påpeget gentagne gange af mange af de parter, som er involveret i debatten,

E.

der henviser til, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod en passende finansiering af studerendes udgifter til undervisning, leveomkostninger og mobilitet,

F.

der henviser til, at Parlamentet har haft studerendes mobilitet som en konstant budgetprioritet og har bestræbt sig på at sikre et passende finansieringsniveau for fællesskabsprogrammer om uddannelse; der endvidere henviser til, at Parlamentets faste holdning til dette spørgsmål, på trods af Rådets nedskæringer i Kommissionens forslag, medførte større bevillinger til programmet for livslang læring og Erasmus Mundus-programmet, som blev forhandlet under den flerårige finansielle ramme 2007-2013 og i de seneste budgetprocedurer,

G.

der henviser til, at der er behov for pålidelige statistiske data om studerendes mobilitet med henblik på at overvåge, sammenligne og evaluere samt udvikle passende politikker og foranstaltninger,

H.

der henviser til, at anerkendelse af formel og uformel uddannelse er en hjørnesten i strategien for livslang læring, og at betydningen af voksenuddannelse i denne proces også bør anerkendes,

I.

der henviser til, at ønsket om at rejse til udlandet ikke bør hindres af administrative, økonomiske eller sproglige barrierer,

J.

der henviser til, at mobilitet fremmer indlæringen af fremmedsprog og forbedrer kommunikationsevnerne generelt,

K.

der henviser til, at det haster med at reformere og modernisere universiteternes kvalitet, studiestruktur, innovation og fleksibilitet,

L.

der henviser til, at undervisningens kvalitet er lige så vigtig som forskningens kvalitet, og at denne bør reformeres og moderniseres i hele Den Europæiske Union, og at disse to dimensioner er tæt forbundne,

M.

der henviser til, at de forskellige nationale anerkendelsesprocedurer udgør en betydelig hindring for ligebehandling af studerende og for fremskridt på det europæiske område for videregående uddannelse og på det europæiske arbejdsmarked,

N.

der henviser til, at mobilitet kan begrænses af manglen på fuld og reel anerkendelse af de kurser, som den studerende har fulgt, samt manglende overensstemmelse mellem de tildelte karakterer,

O.

der henviser til, at det haster med at gennemføre, koordinere og fremme en sammenhængende tilgang i alle lande, som har undertegnet Bolognaerklæringen,

P.

der henviser til, at Bolognaprocessen skal skabe en ny progressiv uddannelsesmodel, som garanterer adgang til uddannelse for alle, og hvis hovedformål er formidling af viden og værdier, og hvormed der skabes et bæredygtigt samfund for fremtiden, som er selvbevidst og uden sociale spændinger,

1.

mener, at en forøgelse af studerendes mobilitet og kvaliteten af de forskellige uddannelsessystemer bør være en prioritet som led i omformuleringen af hovedmålene med Bolognaprocessen efter 2010;

2.

fremhæver, at der må gennemføres tiltag inden for forskellige politikområder med henblik på at opnå en øget mobilitet blandt studerende; fremhæver, at flere aspekter vedrørende mobilitet rækker ud over området for videregående uddannelser og vedrører områderne for sociale anliggender, økonomi, indvandring og visapolitik;

3.

glæder sig over medlemsstaternes indsats inden for rammerne af mellemstatsligt samarbejde med henblik på at forbedre uddannelsernes kvalitet og konkurrenceevne i EU, navnlig gennem øget mobilitet, der skal garantere anerkendelse af kvalifikationer og kvalitetssikring, især i lyset af det begrænsede råderum, som skyldes den snævre margen i udgiftsområde 1a i den finansielle ramme;

4.

er overbevist om, at høringsmetoden blandt alle de involverede parter, bør fortsætte: institutioner og studenterrepræsentanter bør arbejde tæt sammen for at fjerne de sidste hindringer for mobilitet og problemer i forbindelse med kvaliteten og gennemførelsen af Bolognaprocessen;

5.

påpeger, at der ved gennemførelsen af Bolognaprocessen bør rettes særlig opmærksomhed mod et tæt og intensivt samarbejde og koordination med det europæiske forskningsrum;

6.

understreger det presserende behov for sammenlignelig og pålidelig statistik om studerendes mobilitet og deres socioøkonomiske baggrund, såsom fælles indikatorer, kriterier og benchmarks, for at overvinde den nuværende mangel på data og fremme udvekslingen af god praksis;

7.

opfordrer universiteter til at forbedre og forenkle den information, som gives online og offline både til indrejsende og udrejsende studerende; opfordrer universiteter og de nationale Erasmus-kontorer til at samarbejde med studenterorganisationer med henblik på at stille al den nødvendige information til rådighed i god tid; opfordrer universiteterne til at støtte de studerendes rettigheder i henhold til de forpligtelser, de har indgået ved at undertegne Erasmus Universitetschartret;

8.

fremhæver, at det er nødvendigt, at der opretholdes et afbalanceret forhold mellem mobiliteten for studerende og for forskere for at opfylde Bolognaprocessens mål; understreger det ubalancerede forhold i den nuværende udvikling, navnlig den ringe mobilitet til de medlemsstater, som tiltrådte EU i 2004 og 2007;

9.

påpeger betydningen af mentorordninger for den sociale, kulturelle og sproglige integration af indrejsende studerende;

10.

fremhæver, at en forbedret beherskelse af sprog udgør en betydelig fordel for de studerende og er en af grundene til de studerendes mobilitet, samt at det er afgørende, at der tilbydes intensive sprogkurser til indrejsende studerende før og/eller i løbet af Erasmus-opholdet;

11.

opfordrer universiteterne i Unionen til at gennemføre en innovativ, vidtrækkende og metodisk reform af læseplanerne, da et ambitiøst indhold af høj kvalitet og en omstrukturering af tilrettelæggelsen er altafgørende for de studerendes mobilitet og for en større fleksibilitet; opfordrer til, at der indføres en særlig studieperiode til mobilitet i alle meritgivende uddannelser, så der åbnes mulighed for, at studerende kan rejse til udlandet;

12.

opfordrer til, at der lægges vægt på behovet for fælles europæiske programmer på ph.d.-niveau, som vil fremme ph.d.-studerendes mobilitet og danne ramme for en europæisk ph.d.-grad;

13.

fremhæver den vigtige rolle, som undervisningens kvalitet spiller, idet udviklingen og efteruddannelsen af kvalificerede lærere i hele uddannelsessektoren er altafgørende for dens tiltrækningskraft og effektivitet samt for gennemførelsen af Bolognaprocessens mål;

14.

minder om behovet for en øget tværnational dialog og udveksling af informationer og erfaringer med henblik på at fremme konvergens mellem læreruddannelserne, herunder grundskolelæreruddannelserne, og betydningen af fortsat faglig udvikling;

15.

opfordrer til, at der gives særlig hjælp til studerende fra samfundets dårligt stillede grupper, som f.eks. anvisning af billige og anstændige boliger idet yderligere støtte ofte er nødvendig efter ankomsten;

16.

foreslår, at der indføres et fælles europæisk studiekort med henblik på at lette mobiliteten og give de studerende mulighed for at få prisnedslag i forbindelse med bolig og leveomkostninger;

17.

opfordrer medlemsstaterne og de kompetente myndigheder til at sikre en lige adgang for alle til mobilitet gennem enkle, fleksible og gennemsigtige procedurer for tildeling af tilskud og gennem yderligere økonomisk støtte til dyre destinationer og til studerende, som måtte have behov herfor; mener, at det er afgørende, at dette tilskud udbetales inden de studerendes udrejse, for at undgå at de pålægges en alt for stor økonomisk byrde;

18.

glæder sig over, at en styrkelse af finansieringsrammen for uddannelsesprogrammerne kan komme i betragtning i forbindelse med midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme, som er fastsat i den erklæring, der er tilknyttet den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning, med forbehold for resultaterne af overvågningen og evalueringen af programmet;

19.

påpeger, at nye finansieringsmidler i forbindelse med studerendes mobilitet, såsom rentefrie lån og lån, der kan overføres, bør indføres og fremmes;

20.

opfordrer de europæiske universiteter til at samarbejde med den private sektor (f.eks. finansielle eller kommercielle organisationer såsom handelskamre) for at finde nye effektive mekanismer til samfinansiering af studerendes mobilitet på hvert niveau (bachelor/master/ph.d.) og dermed forbedre uddannelsessystemernes kvalitet;

21.

foreslår en frugtbar dialog og en tovejsudveksling mellem virksomheder og universiteter med henblik på at etablere innovative partnerskaber og udvikle nye samarbejdsmuligheder;

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte med gennemførelsen af de europæiske referencerammer (Bolognareferencerammen for kvalifikationer, den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring, de europæiske standarder og retningslinier for kvalitetssikring samt Lissabonkonventionen om anerkendelse af videregående uddannelser) for at skabe et europæisk område for videregående uddannelse;

23.

fremhæver dermed det pressende behov for at gennemføre det omfattende, ensartede og effektive meritoverføringssystem ECTS, så studerendes og forskeres kvalifikationer nemt kan overføres i hele Europa takket være et ensartet fælles regelsæt;

24.

fremhæver, at trecyklussystemet (bachelor/master/ph. d.) kan blive mere fleksibelt, især ved at anvende 4 + 1- i stedet for 3 + 2-ordninger i forbindelse med den første og den anden cyklus; bemærker, at dette på nogle studieretninger ville være mere hensigtsmæssigt for at sikre en større mobilitet og bedre beskæftigelsesmuligheder for kandidaterne;

25.

påpeger, at praktikophold og andre formelle og uformelle erfaringer med mobilitet, som anerkendes af universiteterne, bør godskrives med ECTS og anerkendes som en integreret del af studieplanerne;

26.

opfordrer medlemsstaternes kompetente myndigheder og de europæiske universiteter til at tilskynde til og støtte udvekslingen af bedste praksis og opmærksomhedsskabende initiativer;

27.

henstiller til medlemsstaterne at lette visaprocedurer og begrænse de administrative omkostninger i forbindelse med mobilitet for studerende, særligt fra de østeuropæiske medlemsstater og kandidatlandene i henhold til EU-direktiverne om visa;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/22

A.

der henviser til, at det af hensyn til lovgivningens kvalitet i stigende grad er nødvendigt, at Kommissionen får tillagt beføjelse til at udarbejde de ikke-væsentlige og mere tekniske aspekter af lovgivningen samt dennes hurtige tilpasning til tekniske fremskridt og økonomiske ændringer; der henviser til, at en sådan delegering af beføjelser bør gøres lettere ved at give lovgiveren de institutionelle midler til at kontrollere udøvelsen af disse beføjelser,

B.

der henviser til, at EU-lovgiveren indtil nu ikke havde andet valg end at anvende den gældende EF-traktats artikel 202 til at delegere sådanne beføjelser; der henviser til, at det ikke har været tilfredsstillende at anvende denne bestemmelse, eftersom der her henvises til Kommissionens gennemførelsesbeføjelser og de kontrolprocedurer, som disse beføjelser underkastes, samt at disse procedurer vedtages enstemmigt af Rådet efter blot en høring af Parlamentet; der henviser til, at disse kontrolprocedurer hovedsageligt er baseret på arbejdet i udvalg sammensat af tjenestemænd fra medlemsstaterne, og at Parlamentet var udelukket fra alle sådanne procedurer indtil vedtagelsen af Rådets afgørelse af 28. juni 1999, som ændret ved Rådets afgørelse 2006/512/EF,

C.

der henviser til, at der i artikel 2, stk. 2, i komitologiafgørelsen indføres foranstaltninger, når der i en basisretsakt, som er vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, indgår bestemmelser om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i retsakten, herunder ved at lade nogle af disse bestemmelser udgå eller ved at supplere med nye ikke-væsentlige bestemmelser; der henviser til, at det er EU-lovgiverens opgave fra sag til sag at definere, hvilke væsentlige bestemmelser i den enkelte retsakt der alene kan ændres ved en lovgivningsprocedure,

D.

der henviser til, at de såkaldte »kvasi-lovgivningsmæssige« foranstaltninger med komitologiafgørelsen underlægges forskriftsproceduren med kontrol, hvor Parlamentet er fuldt inddraget i kontrollen af disse foranstaltninger og kan modsætte sig udkast til foranstaltninger forslået af Kommissionen, som går ud over de i basisretsakten fastsatte gennemførelsesbeføjelser, eller udkast, som ikke er forenelige med målet med eller indholdet af basisretsakten, eller som ikke respekterer subsidiaritetsprincippet eller proportionalitetsprincippet,

E.

der henviser til, at den nye procedure garanterer demokratisk kontrol med gennemførelsesforanstaltningerne, når disse har kvasi-lovgivningsmæssig karakter, idet begge medlovgivere, Parlamentet og Rådet, stilles på lige fod, hvorved der gøres en ende på et af de alvorligste aspekter ved EU's demokratiske underskud; der henviser til, at komitologiafgørelsen åbner mulighed for, at Kommissionen tillægges beføjelser til at tage sig af de mest tekniske aspekter ved lovgivningen og dennes tilpasning, hvorved lovgiveren kan koncentrere sig om de væsentligste aspekter og om at forbedre fællesskabslovgivningens kvalitet,

F.

der henviser til, at den nye forskriftsprocedure med kontrol ikke er frivillig, men obligatorisk, når gennemførelsesforanstaltningerne har den i artikel 2, stk. 2, i komitologiafgørelsen præciserede karakter,

G.

der henviser til, at den igangværende tilpasning af fællesskabsretten til komitologiafgørelsen endnu ikke er færdiggjort, da der endnu findes retsakter, der indeholder bestemmelser om gennemførelsesforanstaltninger, for hvilke den nye forskriftsprocedure med kontrol bør anvendes,

H.

der henviser til, at det ikke blot er gennemførelsesforanstaltninger, som tidligere var underlagt forskriftsproceduren, men også visse af de foranstaltninger, der var underlagt forvaltnings- eller høringsproceduren, som vil kunne falde ind under de i artikel 2, stk. 2, i komitologiafgørelsen fastsatte krav,

I.

der henviser til, at der med Lissabontraktaten indføres et normhierarki og skabes begrebet »delegerede retsakter«, når Kommissionen i en »lovgivningsmæssig retsakt (får) delegeret beføjelse til at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt«; der henviser til, at Lissabontraktaten ligeledes behandler gennemførelsesretsakter på en ny måde og navnlig fastlægger, at den fælles beslutningsprocedure mellem Parlamentet og Rådet skal benyttes som procedure ved vedtagelsen af den forordning, der fastsætter bestemmelserne for medlemsstaternes kontrol over gennemførelsesretsakterne,

J.

der henviser til, at implementeringen af de tilsvarende bestemmelser i Lissabontraktaten vil kræve en intens og kompleks interinstitutionel forhandling, og at den nuværende tilpasningsproces derfor bør fuldføres så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder før Lissabontraktatens ikrafttræden,

K.

der henviser til, at det efter Lissabontraktatens eventuelle ikrafttræden vil blive nødvendigt at gå videre med en ny — og mere kompleks — tilpasning af EU-regelværket til bestemmelserne i artikel 290 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde om delegering af retsakter; der henviser til, at selv om definitionen af udtrykket »delegeret retsakt« i Lissabontraktaten ligner begrebet en »kvasi-lovgivningsmæssig« foranstaltning, som indgår i komitologiafgørelsen, er de to begrebet ikke identiske, og de procedureordninger, der er fastlagt i disse to instrumenter, er helt forskellige; som følge heraf kan den igangværende tilpasning ikke anses for at udgøre en nøje præcedens for fremtiden,

L.

der med samme begrundelse henviser til, at resultaterne af den igangværende tilpasning for så vidt angår den enkelte retsakt ikke kan anses som en præcedens for fremtiden,

M.

der henviser til det nyttige i, at institutionerne enes om en standardformulering for delegerede retsakter, som Kommissionen regelmæssigt kan medtage i udkastet til retsakt, selvom det vil stå lovgiverne frit for at ændre den; der henviser til nødvendigheden af at benytte den fælles beslutningsprocedure til at vedtage den retsakt, som fastsætter bestemmelserne for medlemsstaternes kontrol med gennemførelsesretsakter i overensstemmelse med artikel 291 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde,

1.

anmoder Kommissionen om på grundlag af de relevante artikler i EF-traktaten at forelægge Parlamentet forslag til retsakter til afslutning af komitologitilpasningen; opfordrer til, at disse forslag udarbejdes på basis af interinstitutionelle drøftelser og med henblik på især at behandle den i bilaget hertil anførte liste over retsakter;

2.

opfordrer Kommissionen til at forelægge de forslag til retsakter, der modsvarer formålet at bringe de resterende retsakter i overensstemmelse med komitologiafgørelen, især dem, der er opført på listen i bilaget hertil;

3.

anmoder Kommissionen om, såfremt den igangværende tilpasningsprocedure ikke afsluttes inden Lissabontraktatens ikrafttræden, at fremlægge de forslag til relevant lovgivning, der er nødvendige for at tilpasse de retsakter, som på det tidspunkt endnu ikke er blevet tilpasset, til den i artikel 290 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde fastsatte nye ordning;

4.

anmoder Kommissionen om under alle omstændigheder efter Lissabontraktatens ikrafttræden at fremlægge de relevante lovgivningsforslag, der er nødvendige for at tilpasse hele EU-regelværket til denne nye ordning;

5.

anmoder Kommissionen om så hurtigt som muligt at fremlægge udkastet til det forslag til forordning, som i overensstemmelse med artikel 291, stk. 3, i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde på forhånd fastsætter de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser;

6.

anmoder om, at Europa-Parlamentet tildeles yderligere ressourcer til alle komitologiprocedurerne, ikke blot i den nuværende overgangsperiode, men også som forberedelse til Lissabontraktatens eventuelle ikrafttræden, med henblik på at sikre at enhver komitologiprocedure mellem de tre institutioner fungerer tilfredsstillende;

7.

bekræfter, at disse anmodninger respekterer subsidiaritetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder;

8.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og den medfølgende liste til Kommissionen, Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/26

A.

der henviser til, at der for øjeblikket findes national lovgivning og EU-lovgivning, som direkte, men ikke udelukkende, vedrører hedgefonde og private equity,

B.

der henviser til, at medlemsstaterne og Kommissionen skal sikre, at denne lovgivning gennemføres og anvendes på en konsekvent måde; der henviser til, at enhver yderligere ændring af den eksisterende lovgivning bør gøres til genstand for en egentlig costbenefitanalyse og ikke må være diskriminerende,

C.

der henviser til, at Kommissionen ikke har reageret positivt på Parlamentets tidligere anmodninger, herunder anmodningerne i ovennævnte beslutninger af 15. januar 2004, 27. april 2006, 11. juli 2007 og 13. december 2007,

D.

der henviser til, at hedgefonde og private equity har meget forskellige karakteristika, og at der ikke findes en entydig definition af disse, men at de begge er investeringsinstrumenter, der snarere anvendes af professionelle investorer end af privatkunder; der henviser til, at de ikke bør behandles som en enkelt kategori på området for produktspecifik lovgivning,

E.

der henviser til, at hedgefonde og private equity er alternative investeringsinstrumenter med en voksende betydning, som ikke blot udgør en betydelig og stadig større del af de samlede forvaltede aktiver, men også forbedrer finansmarkedernes effektivitet ved at skabe nye investeringsmuligheder,

F.

der henviser til, at flere globale, europæiske og nationale institutioner længe inden den aktuelle finansielle krise analyserede potentielle problemer i forbindelse med hedgefonde og private equity vedrørende den finansielle stabilitet, normer for risikostyring, for stor gæld (lånefinansiering) og værdiansættelsen af illikvide og komplekse finansielle instrumenter,

G.

der henviser til, at den analyse, der blev udarbejdet af Forummet for Finansiel Stabilitet i 2007, konkluderede, at den bedste metode til løsning af problemer med finansiel stabilitet var et udvidet tilsyn med samtlige aktører,

H.

der henviser til, at Den Internationale Valutafond (IMF) i sin rapport fra 2007 om global finansiel stabilitet fastslog, at der var tale om en kollektiv mangel på evne til at vurdere omfanget af låntagningen i en lang række institutioner — banker, monolineselskaber, statsstøttede organer, hedgefonde og den tilhørende risiko for en uordnet afvikling,

I.

der henviser til, at en realisering af Lissabon-dagsordenen kræver langsigtede investeringer i vækst og beskæftigelse,

J.

der henviser til, at sådanne langsigtede investeringer kræver velfungerende finansielle markeder i EU og globalt, som bidrager til realøkonomien, hvilket kun kan opnås ved at sikre, at der i EU findes en konkurrencedygtig og innovativ finansiel sektor,

K.

der henviser til, at hedgefonde og private equity i mange tilfælde skaber likviditet, markedsspredning og markedseffektivitet ved at skabe efterspørgsel efter innovative produkter og gavner prisfastsættelsen,

L.

der henviser til, at finansiel stabilitet desuden forudsætter et bedre samarbejde på tilsynsområdet, også globalt, hvilket nødvendigvis med tiden vil kræve kontinuerlige forbedringer af EU's nuværende tilsynsordninger, indbefattet regelmæssig udveksling af information og større gennemsigtighed hos de institutionelle investorer,

M.

der henviser til, at Kommissionen bør undersøge mulighederne for at indføre bestemmelser for offshore-markedsaktørerne på globalt plan,

N.

der henviser til, at et hensigtsmæssigt niveau for gennemsigtighed over for investorer og tilsynsmyndigheder er afgørende for at sikre velfungerende og stabile finansielle markeder samt fremme konkurrencen mellem markedsaktører og produkter,

O.

der henviser til, at Kommissionen bør overvåge og analysere, hvilke virkninger hedgefondes og private equitys transaktioner har, ligesom den bør overveje at foreslå et direktiv om minimumsregler for åbenhed om finansieringen af investeringer i fremtiden, risikomanagement, vurderingsmetoder, ledernes kvalifikationer og eventuelle interessekonflikter samt åbenhed om ejerskabsstrukturer og registrering af hedgefonde,

P.

der henviser til, at de kompetente tilsynsmyndigheder skal have adgang til oplysninger om engagementer og låntagning i hedgefonde for at imødekomme behovet for overvågning af markedsaktiviteterne, uden at det indebærer for store byrder,

Q.

der henviser til, at fondssektoren for at indføre større gennemsigtighed forventes at videreudvikle og offentliggøre bindende bestemmelser om virksomhedsledelsen (Corporate Governance); der henviser til, at der er behov for en forbedring af kontrolmekanismerne,

R.

der henviser til, at medlemsstaterne ved hjælp af bedste praksis bør sikre, at de ansattes optjente arbejdsmarkedsrelaterede pensioner sikres mod konkurser,

S.

der henviser til, at Kommissionen i definitionen af forsigtighedsprincippet — i de tilfælde, hvor princippet er indarbejdet i den eksisterende fællesskabslovgivning — bør overveje at medtage et krav til investorerne om, at de skal kontrollere, at de alternative investeringsfonde, som de investerer i, er i overensstemmelse med den relevante lovgivning og sektorens standarder for bedste praksis,

T.

der henviser til, at den nuværende mangfoldighed af definitionen af private investeringer i medlemsstaterne udgør en hindring for det indre marked og skaber et incitament til at udbrede højrisikoprodukter på detailmarkedet,

U.

der henviser til, at der bør oprettes et fælles websted for adfærdskodekser med et register over dem, som følger adfærdskodeksen, deres åbenhed og redegørelser for fravigelser; der bemærker, at grundene til fravigelser også kan være et læringsredskab; der henviser til, at dette websted bør indføres i EU og fremmes internationalt,

V.

der henviser til, at IMF i sin rapport fra april 2008 om global finansiel stabilitet fastslog, at markedet for virksomhedsgældsbeviser (»corporate debt«) synes at være sårbart, eftersom misligholdelsesgraden vil stige på grund af såvel makroøkonomiske som strukturelle faktorer,

W.

der henviser til, at den seneste stigning i omfanget af private equity-transaktioner har medført en betydelig stigning i antallet af ansatte, hvis job i sidste ende styres af equity-fonde, og at der derfor bør tages behørigt hensyn til eksisterende national arbejdsmarkedsret samt Fællesskabets arbejdsmarkedslovgivning (navnlig direktiv 2001/23/EF), der blev udformet, da situationen var en anden; der henviser til, at EF-bestemmelserne skal anvendes på en ikkediskriminatorisk måde på grundlag af en rimelig og passende behandling af alle økonomiske aktører med et ensartet ansvar over for arbejdstagerne,

X.

der henviser til, at hedgefonde og private equitys, som ejer og kontrollerer virksomheder, i mange retssystemer ikke optræder som arbejdsgivere og derfor ikke er underlagt de juridiske forpligtelser, der gælder for arbejdsgivere,

Y.

der henviser til, at i tilfælde af for stor gæld har virksomhederne en højere risikoprofil,

Z.

der henviser til, at der, som det også er tilfældet i andre enheder, kan opstå en lang række interessekonflikter enten som følge af private equity-fondes eller hedgefondes forretningsmodel eller som følge af forholdet mellem disse selskaber og andre aktører på de finansielle markeder; der henviser til, at bestræbelser på at forbedre den eksisterende EU-lovgivning ikke alene skal begrænses til hedgefonde og private equity, ligesom de skal være i overensstemmelse med Den Internationale Børstilsynsorganisations principper for kollektive investeringsordningers og formidleres håndtering af interessekonflikter,

AA.

der henviser til, at aflønningssystemerne for forvalterne af hedgefonde og private equity kan skabe uhensigtsmæssige incitamenter, der medfører uansvarlig risikotagning,

AB.

der henviser til, at hedgefonde var blandt de investorer i komplekse strukturerede produkter, der var omfattet af krisen i kreditsektoren, og dermed led tab på linje med andre investorer,

AC.

der henviser til, at der for at minimere risikoen for fremtidige finansielle kriser og i lyset af det intensive samspil på tværs af markederne og mellem markedets aktører og i lyset af målet om ensartede konkurrencevilkår på tværs af grænserne og mellem regulerede og ikke-regulerede markedsdeltagere er flere initiativer undervejs i EU og på globalt plan, inklusive en gennemgang af direktiverne om kapitalkrav og kapitaltilstrækkelighedskrav samt et forslag til et direktiv om kreditvurderingsbureauer, for at sikre en mere sammenhængende og harmoniseret lovgivning,

AD.

der henviser til, at en principbaseret lovgivning vil være egnet til at regulere finansmarkederne, da denne form for lovgivning bedre end produktspecifik lovgivning kan følge med udviklinger på markedet,

AE.

der henviser til, at der er behov for en indsats på EU plan på grundlag af nedenstående syv principper for de finansielle institutioner og markeder:

AF.

der henviser til, at en sådan indsats ville skabe et retsgrundlag, der universelt og omfattende ville dække alle finansielle institutter over en vis størrelse, og inddrage både internationale tilsyns- samt forskriftsmæssige praksis;

1.

anmoder Kommissionen om på grundlag af EF-traktatens artikel 44, artikel 47, stk. 2, eller artikel 95 inden udgangen af 2008 at fremsætte forslag til retsakt eller retsakter om hedgefonde, private equity og alle andre relevante aktører i overensstemmelse med de detaljerede henstillinger i bilaget;

2.

konstaterer, at disse henstillinger respekterer subsidiaritetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder;

3.

mener, at de finansielle konsekvenser af det eller de forslag, der anmodes om, bør dækkes af EU-budgetbevillinger;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/34

A.

der henviser til, at alternative investeringsinstrumenter såsom hedgefonde og private equity giver kapitalforvaltere nye muligheder for diversificering, øger markedets likviditet, tilbyder investorerne udsigt til større afkast, bidrager til prisfastsættelsesprocessen, risikospredning og finansiel integration og forbedrer markedets effektivitet,

B.

der henviser til, at hedgefonde og private equity er forskelligartede investeringsinstrumenter, som er forskellige med hensyn til investeringens art og investeringsstrategien;

C.

der henviser til, at EU-baserede hedgefonde og private equity har brug for lovgivningsmæssige rammer, som tager hensyn til deres innovative strategier for at sikre, at de fortsat er konkurrencedygtige på internationalt plan, og samtidig afbøder virkningerne af en eventuel dårlig markedsdynamik; der henviser til, at der er risiko for, at produktspecifik lovgivning kunne være for ufleksibel og kvæle innovationen,

D.

der henviser til, at hedgefonde og private equity, der har deres administrationsselskab placeret i EU, skal overholde nuværende og fremtidig fællesskabslovgivning; der henviser til, at enheder med hjemsted uden for EU også skal overholde denne lovgivning inden for rammerne af visse aktiviteter,

E.

der henviser til, at hedgefonde med hjemsted EU, hedgefondforvaltere og private equity er underkastet gældende lovgivning, navnlig vedrørende markedsmisbrug, og at de er reguleret af lovgivning indirekte via modparter, og når der sælges investeringer i tilknytning til regulerede produkter;

F.

der henviser til, at hedgefonde og private equity i nogle medlemsstater er underlagt nationale reguleringsordninger og forskelligartet gennemførelse af eksisterende EU-direktiver, og at forskellige nationale ordninger indebærer en risiko for fragmentering af regelsættene i det indre marked, hvilket kunne hæmme udviklingen af sådanne aktiviteter på tværs af grænserne i Europa,

G.

der henviser til, at direktiver synes at være de mest velegnede instrumenter til behandling af eventuelle spørgsmål i tilknytning til hedgefonde og private equity; der henviser til, at en analyse og vurdering af virkningerne på hedgefonde og private equity af lovgivning, der allerede er trådt i kraft i medlemsstaterne og i EU, bør gå forud for ethvert direktiv om gennemsigtighed; der henviser til, at en sådan lovgivning bør være udgangspunktet for en harmonisering, og henviser til, at eksisterende forordninger muligvis bør tilpasses, men bør undgå ændringer, som ville medføre uberettigede forskelle,

H.

der henviser til, at det erkendes, at et af de vigtigste spørgsmål er behovet for og analyse af gennemsigtighed og de tilfælde, hvor det kan forbedres; der henviser til, at der er flere aspekter ved gennemsigtighed, som f. eks. gennemsigtighed for hedgefonde og — i givet fald — private equity i forhold til såvel de selskaber, i hvilke de køber eller ejer aktier, som til mæglere, institutionelle investorer som pensionsfonde eller banker, detailinvestorer, forretningspartnere, regulerende myndigheder og andre myndigheder; der henviser til, at et af de største problemer i forbindelse med gennemsigtighed findes i forholdet mellem hedgefonde og — i givet fald — private equity på den ene side og de selskaber, i hvilke de erhverver eller ejer aktier, på den anden side,

I.

der henviser til erfaringerne fra USA, hvor konkurrenter har brugt lovgivningen om aktindsigt til at få detaljerede oplysninger om fondsinvesteringer på et niveau, der var beregnet for investorerne, hvilket har skadet såvel investorerne som fonden;

J.

der henviser til, at en inkonsekvent gennemførelse af gennemsigtighedsdirektivet har ført til forskellige niveauer af gennemsigtighed i EU og store omkostninger for investorerne,

K.

der henviser til, at gennemsigtighed er en afgørende betingelse for investorers tillid til og forståelse af komplekse finansielle produkter og derfor bidrager til de finansielle markeders optimale funktion og stabilitet; der henviser til, at gennemsigtighed er en hjælp til rettidig omhu, ikke en erstatning for den,

L.

der henviser til, at den aktuelle subprime-krise ikke primært kan tilskrives en enkelt sektor — i betragtning af, at det vil tage tid fuldt ud at forstå de samlede årsager til og følger af denne krise, og der henviser til de mange grunde til den, herunder:

M.

der henviser til, at fællesskabsretten indeholder mekanismer såsom komitologiproceduren eller Lamfalussymetoden, som gør det muligt ved hjælp af gennemførelsesforanstaltninger at reagere fleksibelt på de skiftende forretningsmæssige betingelser; der henviser til, at dette system vil blive bedre med de delegerede retsakter under Lissabontraktaten,

N.

der henviser til, at mange forskellige hedgefonde og private equity-initiativer og organisationer, såsom Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO), Den Internationale Valutafond (IMF), Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), samt organer inden for sektoren, herunder organer med tilknytning til hedgefonde og private equity, har opstillet principper og kodekser for bedste praksis, der kan supplere og anvendes som model for EU-lovgivningen; der henviser til, at selskaber og erhvervssammenslutninger ud over at overholde EU-retten bør tilskyndes til at tilslutte sig disse kodekser i henhold til princippet om at »efterkomme eller redegøre«, og nærmere oplysninger om, hvorvidt der efterkommes eller redegøres, bør være offentligt tilgængelige og korrekt vurderet,

O.

der henviser til, at nogle over-the-counter-produkter (OTC-produkter) i højere grad bør handles gennem mere åbne eller gennemsigtige handelssystemer for at fremme en markedsbaseret værdiansættelse i størst muligt omfang og for at give et fingerpeg om potentielle ændringer i ejerforholdene; der henviser til, at et mere generelt OTC-clearingsystem er attraktivt, for så vidt angår tilsynsmyndighedernes mulighed for at få overblik og vurdere risici, men at det for at sikre ensartede spilleregler i global sammenhæng vil være nødvendigt at indføre enhver form for nyt system på internationalt plan,

P.

der henviser til, at overvågning og rapportering i hele branchen spiller en vigtig rolle for at imødegå offentlighedens bekymringer og for at forstå den økonomiske indvirkning af private equity, og at private og offentlige selskaber allerede i dag er underlagt et krav om at høre deres ansatte i spørgsmål, som berører deres interesser; der henviser til, at der ikke bør skabes ubalance mellem de forretningsoplysninger, som kræves af private aktieinvesteringsselskaber, og de oplysninger, der kræves af andre private selskaber;

Q.

der henviser til, at produktrelateret lovgivning tilsyneladende ikke er den rette form for lovgivning at anvende inden for denne innovative sektor,

R.

der henviser til, at et »one-stop-shop«-websted for adfærdskodekser ville være nyttigt og burde etableres for Den Europæiske Union og fremmes på internationalt plan; der henviser til, at dette websted bør indeholde et register over de aktører på markedet, der overholder disse adfærdskodekser, samt deres offentliggørelser og forklaringer på manglende overholdelse; der henviser til, at årsager til manglende overholdelse også kan være et værktøj i læreprocessen,

S.

der henviser til, at opmærksomhed henledes på behovet for at overvinde hindringer for grænseoverskridende distribution af alternative investeringer ved at etablere en europæisk privat investeringsordning for institutionelle investorer,

T.

der henviser til, at det i forbindelse med private equity bør kræves, at omkostningerne ved alle yderligere rapporteringskrav, navnlig når rapportering skal ske ofte, er velbegrundede og proportionelle i forhold til de fordele, der opnås herved; der henviser til, at der i enhver henseende er behov for at skabe bedre sammenhæng mellem aflønningspakker og langsigtede resultater,

U.

der henviser til, at der ikke er noget forslag under udarbejdelse på dette område,

1.

anmoder Kommissionen om, på grundlag af EF-traktatens artikel 44, artikel 47, stk. 2, eller artikel 95, afhængigt af emnet, at forelægge Parlamentet et eller flere forslag til retsakter om hedgefondes og private equitys gennemsigtighed; kræver, at dette eller disse forslag udarbejdes under hensyntagen til interinstitutionelle drøftelser og i overensstemmelse med nedenstående detaljerede henstillinger;

2.

bekræfter, at disse henstillinger respekterer subsidiaritetsprincippet og borgernes grundlæggende rettigheder;

3.

finder, at de forslag, der anmodes om, er uden finansielle virkninger;

4.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen og Rådet samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/41

A.

anerkender den særlige betydning af proceduren for andragender, der giver enhver mulighed for at henlede Europa-Parlamentets opmærksomhed på konkrete spørgsmål, der vedrører den pågældende direkte og henhører under områder, som Unionen beskæftiger sig med,

B.

der henviser til, at Udvalget for Andragender altid bør stræbe efter at øge sin effektivitet for bedre at kunne tjene de europæiske borgere og leve op til deres forventninger,

C.

der henviser til, at borgerne på trods af betydelige fremskridt i udviklingen af Unionens strukturer og politikker i denne periode ofte er bevidste om mange mangler ved gennemførelsen af Unionens politikker og programmer, da disse berører dem direkte,

D.

der henviser til, at EU-borgerne ifølge EF-traktaten har ret til at indgive andragender til Parlamentet, men at de ligeledes kan sende deres klager til andre EU-institutioner eller -organer, navnlig Kommissionen,

E.

der henviser til, at der fortsat er et væsentligt behov for foranstaltninger på nationalt plan til fremme af og oplysning om borgernes ret til at indgive andragender til Parlamentet med henblik på at vække borgernes interesse og især undgå forvirring omkring de forskellige klageprocedurer,

F.

der henviser til, at det er medlemsstaternes ansvar at gennemføre Fællesskabets forordninger og direktiver, et ansvar som de kan uddelegere til regionale eller lokale politiske myndigheder afhængig af deres egne forfatningsmæssige ordninger,

G.

der henviser til, at det er Parlamentets ret at udøve demokratisk opsyn og kontrol med Unionens politikker under hensyntagen til det vigtige nærhedsprincip for at sikre, at Unionens love gennemføres og forstås korrekt, og at de opfylder det formål, til hvilket de blev udformet, drøftet og vedtaget af Unionens kompetente institutioner,

H.

der henviser til, at EU's borgere og indbyggere kan deltage aktivt i denne aktivitet ved at udøve deres ret til at indgive andragender til Europa-Parlamentet i vished om, at deres bekymringer vil blive behandlet og undersøgt af det korresponderende udvalg, og at de vil modtage et hensigtsmæssigt svar,

I.

der henviser til, at de eksisterende traktater allerede indeholder forpligtelser til at respektere menneskets værdighed, frihed, demokrati, retsstaten, menneskerettighederne, ligestilling og mindretalsrettigheder, som er kerneværdierne i det europæiske samfund; der henviser til, at de nye traktater om Den Europæiske Union og om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvis alle 27 medlemsstater ratificerer, vil styrke dette yderligere ved at indarbejde chartret om grundlæggende rettigheder, fastsætte tiltrædelsen af den europæiske menneskerettighedskonvention og indføre et retsgrundlag for borgernes lovgivningsinitiativer samt en ordentlig forvaltningslovgivning for EU's institutioner,

J.

der henviser til, at artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union fastlægger procedurer, hvorefter Unionen kan træffe foranstaltninger for at modvirke en medlemsstats alvorlige og vedvarende overtrædelser af de i artikel 6 fastlagte principper, som Unionen hviler på,

K.

der i denne forbindelse erindrer om, at EU's borgere jævnligt indgiver andragender til Parlamentet med henblik på erstatning, når de føler, at deres rettigheder som anerkendt i henhold til traktaterne er blevet krænket, og når de finder retsmidlerne uhensigtsmæssige, upraktiske, overdrevent langvarige og — som det ofte er tilfældet — dyre,

L.

der henviser til, at Udvalget for Andragender som det korresponderende udvalg har pligt til ikke kun at svare på individuelle andragender, men også til at forsøge at give bæredygtige løsninger på de bekymringer, som andragerne giver udtryk for; der henviser til, at dette udgør hovedmålet for udvalgets arbejde,

M.

der henviser til, at løsningerne på andragernes bekymringer generelt findes som et resultat af et loyalt samarbejde mellem Udvalget for Andragender på den ene side og Kommissionen, medlemsstaterne og deres regionale og lokale myndigheder på den anden side, der tilsammen stiller udenretlige midler til rådighed,

N.

der imidlertid henviser til, at der ikke altid er en klar politisk vilje fra medlemsstaternes og de regionale eller lokale myndigheders side til at finde praktiske løsninger på andragernes problemer,

O.

der endvidere henviser til, at andragere, selv om deres påstande ikke altid er velbegrundede, har ret til at forvente en forklaring og et begrundet svar fra det korresponderende udvalg,

P.

der henviser til, at bedre interinstitutionel koordinering bør sikre, at videresendelsen af andragender, der ikke opfylder betingelserne for behandling, til de nationale myndigheder, bliver mere effektiv,

Q.

der henviser til, at andragender ikke altid opfylder betingelserne, hvis de ikke henhører under EU's virksomhedsområde, og at proceduren for andragender ikke er en metode, som borgere skal anvende som middel til at anke afgørelser truffet af kompetente nationale retslige eller politiske myndigheder, som de eventuelt er uenige med,

R.

der henviser til, at det er afgørende, at Parlamentet giver sig selv midler i form af effektiv myndighed, regler, procedurer og ressourcer for at kunne reagere effektivt og rettidigt på de modtagne andragender,

S.

der henviser til, at proceduren for andragender kan bidrage positivt til et bedre lovgivningsarbejde, navnlig ved at identificere områder, hvor andragere har påpeget, at den eksisterende EU-lovgivning er svag eller ineffektiv for så vidt angår den pågældende retsakts mål; der henviser til, at sådanne situationer kan afhjælpes ved at revidere de pågældende retsakter i samarbejde med det kompetente lovgivende udvalg og under dette udvalgs myndighed,

T.

der henviser til, at proceduren for andragender også bidrager væsentligt til at identificere tilfælde, hvor medlemsstater ikke anvender fællesskabslovgivningen korrekt, hvilket i en række tilfælde fører til, at Kommissionen indleder overtrædelsesprocedurer i henhold til EF-traktatens artikel 226,

U.

der henviser til, at overtrædelsesproceduren er skabt til at sikre, at den pågældende medlemsstat overholder eksisterende fællesskabslovgivning, og endvidere afgøres af Kommissionen, idet der ikke er nogen bestemmelser om Parlamentets direkte inddragelse i denne proces; bemærker imidlertid, at ca. en tredjedel af overtrædelserne er relateret til spørgsmål, som andragere har indgivet til Europa-Parlamentet,

V.

der henviser til, at en overtrædelsesprocedure, selv om den falder positivt ud, ikke nødvendigvis medfører erstatning i forbindelse med de konkrete spørgsmål, som individuelle andragere har rejst; der henviser til, at dette forhold svækker borgernes tillid til, at EU's institutioner er i stand til at leve op til deres forventninger,

W.

der henviser til, at Parlamentet i 2007, da antallet af medlemmer af Udvalget for Andragender var steget fra 25 til 40, registrerede 1 506 andragender (hvilket udgjorde en stigning på 50 % sammenlignet med 2006) hvoraf 1 089 opfyldte betingelserne for behandling,

X.

noterer, at 159 andragere i 2007 deltog i møder i Udvalget for Andragender foruden mange andre, der var til stede for at observere behandlingerne,

Y.

der henviser til, at der blev organiseret seks undersøgelsesrejser i 2007 til Tyskland, Spanien, Irland, Polen, Frankrig og Cypern, der resulterede i beretninger og henstillinger, som efterfølgende blev sendt til alle interesserede parter og navnlig til andragerne,

Z.

der henviser til, at der blev afholdt ni møder i det stående udvalg, på hvilke over 500 individuelle andragender blev drøftet med værdifuld medvirken af repræsentanter fra Kommissionen, og alle andragerne blev underrettet om resultatet,

AA.

der henviser til, at de områder, der ifølge proceduren for andragender bekymrer EU's borgere mest, er koncentreret om følgende spørgsmål: miljøet og dets beskyttelse, herunder svagheden ved direktivet om vurdering af indvirkningen på miljøet, vandrammedirektivet, drikkevandsdirektivet, affaldsdirektiverne, habitatdirektivet, fugledirektivet, direktivet om hvidvaskning af penge og andre direktiver, og endvidere generelle bekymringer om forurening og klimaændringer, individuel og privat ejendomsret, finansielle tjenesteydelser, fri bevægelighed og arbejdstageres rettigheder, herunder pensionsrettigheder og andre sociale bestemmelser, fri bevægelighed for varer og beskatning, anerkendelse af faglige kvalifikationer, etableringsfrihed og påstande om forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, køn eller tilhørsforhold til et mindretal,

AB.

der henviser til, at de områder, der var genstand for andragender og deres behandlingsforløb i 2007, omfattede større aktuelle emner som f. eks. klimaændringer, tab af biodiversitet, vandknaphed, regulering af finansielle tjenesteydelser og EU's energiforsyning,

AC.

erindrer om de permanente og konstruktive forbindelser, der er skabt mellem Den Europæiske Ombudsmand, som har ansvaret for at undersøge borgernes klager over påstået dårlig administration i EU's institutioner, og Udvalget for Andragender, som jævnligt underretter Parlamentet om Ombudsmandens årsberetning eller om særberetninger — der er Ombudsmandens sidste handlemulighed, når hans henstillinger ikke følges — hvoraf der var en i 2007,

AD.

der henviser til, at en anmodning fra det korresponderende udvalg, der blev indgivet i juni 2005 om tilladelse til at udarbejde en betænkning om en særberetning fra Ombudsmanden til Parlamentet om dårlig administration i OLAF, blev afvist ved en afgørelse fra Formandskonferencen den 15. november 2007,

AE.

erindrer om fremtidige udviklinger, som yderligere vil øge EU-borgernes inddragelse i EU's aktiviteter og arbejde, navnlig gennem indførelsen af »borgerinitiativet« som fastlagt i Lissabontraktaten, hvis denne bliver ratificeret af alle 27 medlemsstater, der vil give mindst en million enkeltpersoner fra et betydeligt antal medlemsstater mulighed for at opfordre til forslag til en ny retsakt, og for hvilket der må indføres specifikke procedurer, der omfatter Kommissionen, til hvilken sådanne initiativer først skal sendes, Parlamentet og Rådet,

AF.

der henviser til, at hvis Udvalget for Andragenders operationer er effektive og virkningsfulde, sender dette et klart signal til borgerne om, at der tages hånd om deres legitime bekymringer, og der skabes en reel forbindelse mellem borgerne og EU; der imidlertid henviser til, at hvis der opstår uacceptable forsinkelser, og medlemsstaterne er uvillige til at gennemføre de nødvendige anbefalinger i henhold til fællesskabslovgivningen, øger dette blot afstanden mellem EU og dets borgere og bekræfter i mange tilfælde deres holdning om, at der er et demokratisk underskud,

AG.

der henviser til, at Udvalget for Andragender i løbet af 2007 kunne drage nytte af den væsentlige forbedring af databasen og styringsredskabet til e-andragender, der er udviklet af dets sekretariat i samarbejde med IT-tjenesten, og som giver alle medlemmer af udvalget og af politiske grupper direkte adgang til alle andragender og ledsagende oplysninger og dermed gør dem bedre i stand til at give andragerne en effektiv behandling,

AH.

bemærker imidlertid, at Parlamentet ikke har bevilget de ressourcer, der blev anmodet om i sidste års beslutning om resultatet af arbejdet i Udvalget for Andragender, og som er nødvendige for at forbedre internetfaciliteterne til proceduren for andragender og til at gennemføre forretningsordenens artikel 192, stk. 2, der fastsætter oprettelsen af »et elektronisk register, hvori borgerne kan tilslutte sig andrageren, idet de sætter deres elektroniske underskrift på andragender, der er antaget til behandling og opført i registeret«,

AI.

der henviser til, at det er vigtigt for EU's borgere at være ordentligt oplyst om arbejdet i Udvalget for Andragender, eftersom de forbereder sig på at stemme om et nyt Parlament ved det næste valg til Europa-Parlamentet, der finder sted i juni 2009,

1.

glæder sig over det tætte samarbejde mellem Udvalget for Andragender, Kommissionens tjenestegrene og Ombudsmanden og over det samarbejdsklima, der eksisterer mellem de institutioner, der søger at håndtere EU-borgernes bekymringer; mener dog bestemt, at der bør fokuseres på at gøre Udvalget for Andragender i stand til selv yderligere at øge sine egne uafhængige undersøgelsesfaciliteter, navnlig ved at styrke dets sekretariat og dets juridiske ekspertise; forpligter sig til yderligere at strømline de interne procedurer i Udvalget for Andragender med henblik på at lette processen for andragender yderligere, navnlig med hensyn til den tidsramme, inden for hvilken behandlingen af andragenderne afsluttes, deres opfyldelse af betingelserne for behandling, undersøgelse og opfølgning, afholdelsen af udvalgsmøder, samarbejde med andre parlamentariske udvalg, som måtte have interesse i eller kompetence i forbindelse med visse andragender, og udvalgsinitiativer, som f. eks. undersøgelsesrejser;

2.

understreger, at chartret om grundlæggende rettigheder vil få retsvirkning, hvis Lissabontraktaten ratificeres fuldt ud, og at dette formelt vil knæsætte dets selvstændige bindende karakter, og påpeger nødvendigheden af at overveje konkrete foranstaltninger med henblik på at fastslå, hvilken indflydelse dette vil have på borgernes rettigheder og dermed på Udvalget for Andragenders arbejde og kompetence;

3.

gentager sin anmodning til generalsekretæren om hurtigst muligt at foretage en evaluering af »Borgernes Portal« på Parlamentets websted med henblik på at styrke portalens synlighed hvad angår retten til at indgive andragender og sikre, at borgerne kan sætte deres elektroniske underskrift for at tilslutte sig andragender som fastsat i forretningsordenens artikel 192, stk. 2; henstiller kraftigt til, at »Borgernes Portal« sikrer kompatibilitet med alle former for software til internetbrowsing for at give borgerne lige rettigheder i denne henseende;

4.

mener, at den nuværende procedure for registrering af andragender uretmæssigt forsinker deres undersøgelse, og er bekymret for, at dette kan opfattes som tegn på en vis mangel på sensibilitet over for andragere; henstiller derfor kraftigt til generalsekretæren om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at overføre registreringen af andragender fra Generaldirektoratet for Ledelsestjenesterne til det korresponderende udvalgs sekretariat;

5.

opfordrer til, at der indledes forhandlinger mellem Parlamentet og Kommissionen med henblik på at sikre en bedre koordinering af deres arbejde med klager på en måde, der letter, forenkler og strømliner klageprocedurerne og gør dem mere gennemsigtige og effektive; opfordrer generalsekretæren til at melde tilbage til Udvalget for Andragender inden for seks måneder;

6.

støtter formaliseringen af en procedure, hvorefter andragender vedrørende det indre marked kan overføres til SOLVIT-nettet, med henblik på i betydelig grad at forkorte processen for andragender vedrørende spørgsmål om det indre marked, såsom afgifter på biler, anerkendelse af faglige kvalifikationer, opholdstilladelser, grænsekontrol og adgang til uddannelse, idet Parlamentets ret til at undersøge spørgsmålet, hvis SOLVIT ikke finder en tilfredsstillende løsning, bevares;

7.

understreger behovet for, at Rådet og medlemsstaternes faste repræsentationer i højere grad involverer sig i Udvalget for Andragenders arbejde, og opfordrer dem til at øge deres tilstedeværelse og deltagelse i borgernes interesser;

8.

mener, at i forbindelse med styrkelsen af Udvalget for Andragenders sekretariat og med udviklingen af systemet til indgivelse af e-andragender ville indførelsen af en it-facilitet for online sporing beregnet til andragerne hjælpe til at skabe en mere gennemsigtig og effektiv proces, bl. a. ved hjælp af regelmæssig opdatering af andragendernes status og anmodninger om yderligere oplysninger; bemærker, at en sådan foranstaltning i højere grad ville leve op til EU-borgernes forventninger og samtidig fremme en bedre varetagelse af Europa-Parlamentets og Udvalget for Andragenders institutionelle ansvar;

9.

opfordrer Kommissionen til at tage fuldt hensyn til Udvalget for Andragenders henstillinger, når den træffer afgørelse vedrørende indledningen af overtrædelsesprocedurer mod medlemsstater, og gentager sit krav om, at Kommissionen underretter Udvalget for Andragender direkte og officielt, når der indledes en overtrædelsesprocedure, der har forbindelse til et andragende, der er under behandling i udvalget;

10.

gentager i denne forbindelse Udvalget for Andragenders repræsentative art og den institutionelle rolle og pligt, som det har over for EU's borgere og indbyggere;

11.

udtrykker bekymring over den overdrevent lange tid, det tager for Kommissionen og Domstolen, hvis og når Domstolen er indblandet, at afslutte overtrædelsessager, og opfordrer — idet det anerkender, at dette ofte skyldes langsomme og ofte bevidste hindringer i de pågældende medlemsstaters administrationer — til at indføre strammere tidsfrister; udtrykker sin tvivl om effektiviteten af de såkaldte »horisontale overtrædelsesprocedurer«, som tager længere tid at afslutte; opfordrer til en evaluering af overtrædelsesproceduren med henblik på at sikre en større respekt for gennemførelsen af Fællesskabets retsakter;

12.

opfordrer de pågældende institutioner til at gøre bedre brug af denne procedure som et middel til at sikre fuld respekt for fællesskabslovgivningen og beklager dybt, at langsommeligheden af de anvendte procedurer og den hyppige uklarhed om, hvad der står på spil, fører til, at medlemsstaterne begår de facto-brud på fællesskabslovgivningen og derved ustraffet handler imod interesserne for direkte berørte lokale samfund, som har indgivet andragende til Parlamentet;

13.

anser det for problematisk, at det nuværende system for kontrol med fællesskabslovgivningen giver medlemsstaterne mulighed for at udskyde overholdelsen, indtil en økonomisk sanktion er overhængende, og stadig undgå ansvaret for tidligere forsætlige krænkelser, og at borgerne tilsyneladende ofte savner passende adgang til retssystemet og instrumenter på nationalt niveau, selv når Domstolen har afgjort, at en medlemsstat ikke har overholdt borgernes rettigheder i henhold til fællesskabslovgivningen;

14.

anbefaler, at det prioriteres at sikre, at Udvalg for Andragender er effektivt og virkningsfuldt i alle aspekter af dets virksomhed fra start til slut, da dette udgør en reel og konkret forpligtelse over for EU's borgere og viser, at EU er villig og i stand til at tage hånd om deres legitime bekymringer;

15.

udtrykker sin bekymring og rystelse over beretninger fra andragere om, at de, selv når de har opnået støtte fra Udvalget for Andragender hvad angår indholdet af deres andragende, alt for ofte oplever stort besvær med at opnå kompensation fra de involverede myndigheder og nationale domstole; mener, at en sådan systematisk svaghed må undersøges yderligere, navnlig for så vidt de angår sektoren for finansielle tjenesteydelser, som i tilfældet med Undersøgelsesudvalgets resultater i forbindelse med krisen i Equitable Life, der var baseret på andragender modtaget af Parlamentet, og som der blev udarbejdet en beretning om i 2007;

16.

glæder sig over, at Kommissionen og Domstolen i 2007 handlede hurtigt, herunder ved hjælp af et forbud, for at forhindre den truende ødelæggelse af et område i Rospuda-dalen, der er beskyttet under habitatdirektivet, på grund af Via Baltica-vejkorridoren, med hensyn til hvilken Udvalget for Andragender havde gennemført sin egen uafhængige undersøgelse og undersøgelsesrejse og givet specifikke anbefalinger; beklager, at der ikke var flere af den slags eksempler;

17.

opfordrer indtrængende Kommissionen til, når den behandler andragender og klager vedrørende miljøpolitik — som er en af de mest udbredte bekymringer hos andragerne i EU — til i højere grad at være parat til at handle for at undgå brud på fællesskabslovgivningen; bemærker, at »forsigtighedsprincippet« ikke har tilstrækkelig praktisk retsvirkning og alt for ofte ignoreres af ansvarlige myndigheder i medlemsstater, som ikke desto mindre er forpligtet til at gennemføre EF-traktaten;

18.

beklager Kommissionens manglende støtte til Udvalget for Andragender, når der som et resultat af især undersøgelsesrejser opnås overbevisende dokumentation om manglende respekt for borgernes rettigheder som fastlagt i EF-traktaten eller manglende gennemførelse af lovgivningen, og opfordrer til, at der indføres nye procedurer, der giver Parlamentet mulighed for at bringe sådanne sager direkte for Domstolen;

19.

anerkender fuldt ud, at proceduren for andragender som anerkendt i traktaten imidlertid primært beskæftiger sig med opnåelsen af udenretlige midler og løsninger med hensyn til de problemer, som EU's borgere fremkommer med gennem den politiske proces, og glæder sig i denne forbindelse over, at der i mange tilfælde er opnået tilfredsstillende resultater;

20.

erkender også, at der i mange tilfælde ikke kan findes tilfredsstillende løsninger for andragere på grund af svagheden i selve den gældende fællesskabslovgivning;

21.

opfordrer det korresponderende lovgivende udvalg til, når det forbereder sig på og forhandler om nye eller reviderede retsakter, at tage nøje hensyn til de problemer, som indberettes gennem proceduren for andragender;

22.

opfordrer Kommissionen til at beskæftige sig mere med anvendelsen af samhørighedsfonde i områder af EU, hvor infrastrukturprojekter har stor indvirkning på miljøet, og opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at EU's midler rettes mod bæredygtig udvikling til gavn for lokalsamfund, hvoraf stadig flere indgiver andragender til Parlamentet for at protestere over, at sådanne prioriteter ikke altid respekteres af regionale og lokale myndigheder; glæder sig over det arbejde, som Budgetkontroludvalget og Revisionsretten udfører i denne forbindelse;

23.

bemærker, at et stigende antal af modtagne andragender, navnlig fra borgere fra de nye medlemsstater, omhandler spørgsmål om tilbagelevering af ejendom, selv om disse emner fortsat i væsentlig grad henhører under national kompetence; opfordrer indtrængende de berørte medlemsstater til at sikre, at deres love vedrørende ejendomsrettigheder, der er blevet til som følge af et ændret styre, er fuldt ud i overensstemmelse med EF-traktatens krav og med den europæiske menneskerettighedskonventions bestemmelser, som det også kræves ifølge EU-traktatens artikel 6 som ændret ved Lissabontraktaten; understreger, at modtagne andragender om dette emne ikke vedrører de ejendomsretlige ordninger, men retten til lovligt erhvervet ejendom; opfordrer i denne forbindelse indtrængende Kommissionen til at være særlig årvågen, ikke blot i dens samarbejde med nuværende medlemsstater, men også i dens forhandlinger med kandidatlande;

24.

bekræfter sin forpligtelse til at opretholde anerkendelsen af EU-borgernes rettigheder til deres lovligt erhvervede private ejendom og fordømmer alle forsøg på at fratage familier deres ejendom uden retfærdig rettergang, rimelig godtgørelse eller respekt for deres personlige integritet; bemærker en stigning i antallet af modtagne andragender om dette spørgsmål, navnlig vedrørende Spanien i 2007, og bemærker også beretningen og henstillingerne fra den undersøgelsesrejse, som Udvalget for Andragender foretog med henblik på at undersøge problemet for tredje gang; bemærker, at igangværende procedurer vedrørende direktiverne om offentlige udbud stadig er åbne;

25.

bemærker også den kritik, som Udvalget for Andragender rejste efter sin undersøgelsesrejse til Loiret i Frankrig i 2007, og anmoder især indtrængende de franske myndigheder til at handle beslutsomt for at sikre overholdelse af EU-direktiver, som risikerer at blive brudt, hvis visse planlagte projekter om etablering af broer over Loirefloden får lov til at blive gennemført, idet Loirefloddalen ikke kun er beskyttet under habitatdirektivets og fugledirektivets bestemmelser, men også er verdenskulturarv under UNESCO og en af Europas sidste tilbageværende systemer af vilde floder;

26.

udtrykker sin fortsatte bekymring over den manglende gennemførelse af drikkevandsdirektivets bestemmelser i Irland, den manglende vurdering forud for en beslutning fra 2007 om at fjerne et nationalt monument i Lismullen på ruten for M3-motorvejsprojektet i nærheden af Tara i County Meath, som medførte, at Kommissionen anlagde sag mod Irland ved Domstolen med den begrundelse, at Irlands bredere tilgang til fjernelse af nationale monumenter under forhold som i f. eks. Lismullen, ikke overholder kravene i direktiv 85/337/EØF (2) fuldt ud, og som førte til de problemer, som lokalsamfund i Limerick stod overfor, og til andre spørgsmål, der er rejst i betænkningen om undersøgelsesrejsen til Irland, som Udvalget for Andragender foretog i 2007; bemærker, at nogle af disse spørgsmål er genstand for igangværende overtrædelsesprocedurer;

27.

bemærker betænkningen til undersøgelsesrejsen til Polen, som gav henstillinger vedrørende beskyttelsen af Rospuda-dalen og den sidste urskov i Europa; opfordrer indtrængende Kommissionen til fortsat at samarbejde med de polske myndigheder om alternative ruter for Via Baltica-vejnettet og -jernbanenettet som anbefalet i Udvalget om Andragenders betænkning; opfordrer også Kommissionen til at sikre, at der bliver stillet midler til rådighed for at lette presset på vejsystemet i Augustow på en måde, der sikrer beskyttelse af den lokale befolkning og bevarelse af miljøet i området;

28.

bemærker undersøgelsesrejsen til Cypern i november 2007, som formanden og medlemmer af Udvalget for Andragender foretog; opfordrer indtrængende de involverede myndigheder til at fortsætte deres arbejde med at opnå en forhandlet løsning på de uafklarede spørgsmål, der bekymrer andragerne, navnlig hvad angår den afspærrede del af Famagusta, som bør gives tilbage til dens retmæssige ejere, og glæder sig over, at de to parter på Cypern fører dialog i et nyt forsøg på at løse problemet på Cypern; understreger desuden vigtigheden af en øjeblikkelig gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 550 (1984), hvori forpligtelsen til tilbagelevering af Famagusta til de retmæssige indbyggere nævnes;

29.

bemærker det stigende antal andragender og skrivelser, som Udvalget for Andragender har modtaget, vedrørende det mest følsomme spørgsmål om forældremyndighed, i hvilket det er yderst svært at handle, f.eks. i tilfælde af andragender vedrørende det tyske Jugendamt, på grund af domstolenes indblanding i mange tilfælde og på grund at det forhold, at det — bortset fra i tilfælde, hvor der er tale om forældre fra forskellige EU-lande — er svært at hævde kompetence for EU som sådan;

30.

noterer, at mange britiske andragere, som fik deres ejendom konfiskeret af de britiske toldmyndigheder, i 2007 stadig ikke havde fået erstatning, selv om Kommissionen afsluttede overtrædelsesprocedurer mod Det Forenede Kongerige for manglende overholdelse af EF-traktatens forpligtelse til at tillade varers frie bevægelighed; opfordrer indtrængende de britiske myndigheder til at fremkomme med en bæredygtig løsning, der omfatter betalingen af ex gratia-betalinger til andragere, der oplevede store økonomiske tab inden myndighederne reviderede deres praksis og, ifølge Kommissionen, begyndte at handle i overensstemmelse med de relevante direktiver;

31.

noterer også det forhold, at toldmyndighederne i Grækenland fortsætter med - alene som en ekstraordinær foranstaltning — at konfiskere biler, der tilhører græske statsborgere, som midlertidigt er i udlandet og vender tilbage til Grækenland med udenlandske nummerplader på deres biler, og hvoriblandt mange er blevet beskyldt for smugleri og ikke har fået en retfærdig rettergang, hvilket Udvalget for Andragender tidligere har underrettet Parlamentet om; opfordrer indtrængende de græske myndigheder til at yde godtgørelse til de andragere, der har været ofre for denne praksis; bemærker EF-Domstolens afgørelse af 7. juni 2007 i sag C-156/04, i hvilken de fleste af de forklaringer, de græske myndigheder anfører i sagen, anses for tilfredsstillende; glæder sig over gennemførelsen af ny lovgivning, som de græske myndigheder har vedtaget med henblik på at tage højde for de i den nævnte sag fremhævede mangler;

32.

beklager det forhold, at blandt de ældste udestående andragender, som der stadig arbejdes på, er sagen om »lettori«, fremmedsprogslærerne i Italien, fortsat uløst på trods af to afgørelser fra Domstolen og støtte fra Kommissionen og Udvalget for Andragender til deres sag og deres klagepunkter; opfordrer indtrængende de italienske myndigheder og de enkelte involverede universiteter, herunder bl. a. universiteterne i Genova, Padova og Napoli, til at handle for at gennemføre en retfærdig løsning for disse lovlige klager;

33.

noterer, at de andragender, som Udvalget for Andragender behandlede i 2007, omfattede — selv om det oprindeligt var indgivet i 2006 — andragendet om et »fast hjemsted«, der blev støttet af 1,25 millioner EU-borgere, og som opfordrede til et »fast hjemsted« for Europa-Parlamentet i Bruxelles; bemærker, at formanden i 2007 sendte andragendet tilbage til Kommissionen, som efterfølgende opfordrede Parlamentet til at udtale sig om spørgsmålet, under hensyn til det forhold, at institutionens hjemsted reguleres af EF-traktatens bestemmelser, og at medlemsstaterne har ansvar for at træffe afgørelse om dette spørgsmål;

34.

beslutter at revidere navnet på Udvalget for Andragender, som det oversættes til alle EU's officielle sprog, til næste valgperiode for at sikre, at navnet afspejler udvalgets karakter på en forståelig måde, hvilket tilsyneladende ikke er tilfældet på visse sprog i øjeblikket, og for at understrege det deltagelsesdemokratiske aspekt i retten til at indgive andragender; foreslår udtrykket »Udvalget for Borgerandragender«, som måske er lettere forståeligt;

35.

er bekymret over antallet af modtagne andragender, der gør opmærksom på problemet med vælgerregistrering, som EU-borgere, der er bosat i udlandet eller har minoritetsstatus i en medlemsstat, oplever, og opfordrer indtrængende alle medlemsstater til at være særligt opmærksomme på de faciliteter, der stilles til rådighed for alle EU-borgere og valgbare indbyggere i EU med henblik på at sikre deres fulde deltagelse i det næste valg til Europa-Parlamentet;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og betænkningen fra Udvalget for Andragender til Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Ombudsmand og medlemsstaternes regeringer samt til medlemsstaternes parlamenter og disses udvalg for andragender samt til nationale ombudsmænd eller lignende kompetente organer.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/49

A.

der henviser til, at bjergområder udgør 40 % af Europas samlede areal, og at 19 % af borgerne i Europa er bosiddende i bjergområder,

B.

der henviser til, at over 50 % af områderne i nogle medlemsstater som f. eks. Grækenland, Spanien, Italien, Østrig og Portugal er bjergområder, og at landbrugerne stadig spiller en væsentlig rolle for disse områder,

C.

der henviser til, at bjergområder (først og fremmest de høje og middelhøje bjerge) er kulturlandskaber, der afspejler det harmoniske samspil mellem menneske og biosystemer, og tilhører naturarven,

D.

der henviser til, at bjergområderne lider alvorligt under konsekvenserne af klimaændringerne og ekstreme vejrforhold som f. eks. tørke og skovbrande,

E.

der henviser til, at bjergområder ikke er nogen homogen landskabsform, men bl.a. omfatter forskellige bjergtyper og højdedrag (høje og middelhøje bjerge, gletsjere, uproduktive områder).

F.

der henviser til, at særlige faktorer (skrånende terræn, højdeforskelle, vanskelig tilgængelighed, vækstfaktorer, kortere vækstperioder, ringe jordbundskvalitet og særlige vejrforhold) gør, at bjergområder adskiller sig fra andre landskaber i Den Europæiske Union; der henviser til, at disse områder i flere henseender er »dårligt stillede« som følge af naturbetingede ulemper af permanent art, og til, at dette i nogle bjergområder medfører en gradvis ørkendannelse og forringelse af landbrugsproduktionen,

G.

der henviser til, at bjergområderne (først og fremmest de høje og middelhøje bjerge) har et potentiale og kan tjene som model for tilvejebringelse af kvalitetsprodukter, tjenesteydelser af høj kvalitet og rekreationsområder, og at dette potentiale kun kan udnyttes på bæredygtig vis gennem en integreret og langsigtet anvendelse af ressourcer og traditioner,

H.

der henviser til, at der i bjergområderne fremstilles animalske produkter af særlig kvalitet, og at der ved produktionen sikres integreret og bæredygtig brug af naturressourcerne, græsgangene og de særligt tilpassede sorter af græsafgrøder samt af traditionel teknologi,

I.

der henviser til, at bjergområder (først og fremmest de høje og middelhøje bjerge) er »multifunktionelle« levesteder, hvor erhvervs- og landbrugsvirksomhed udøves i et nært samspil med sociale, kulturelle og miljømæssige faktorer, og at det derfor er nødvendigt at støtte disse områder gennem bevilling af de fornødne ressourcer,

J.

der henviser til, at bjergområdernes økonomi på grund af permanente strukturelle underskud er særligt følsom over for den økonomiske udsving og på lang sigt er afhængig af diversificering og specialisering af produktionsprocesserne,

K.

der henviser til, at der med konventionen om beskyttelse af alperne af 7. november 1991 (Alpekonventionen), og rammekonventionen om beskyttelse og bæredygtig udvikling af Karpaterne af 22. maj 2003 (Karpaterkonventionen) allerede findes europæiske retsinstrumenter til beskyttelse af visse bjergområder og dermed vigtige instrumenter til en integreret politik for bjergområder, men at disse endnu ikke er fuldt ratificeret og gennemført,

L.

der henviser til, at landbrug, skovbrug og udnyttelse af græsarealer i bjergområder, som kombinerer flere forskellige aktiviteter, er et eksempel på økologisk balance, som ikke bør lades ude af betragtning,

M.

der henviser til, at størstedelen af landbrugsbedrifterne i bjergområder er familievirksomheder med forhøjet økonomisk risiko,

1.

påpeger, at bjergområder (først og fremmest de høje og middelhøje bjerge) behandles meget forskelligt af medlemsstaterne, og at indsatsen ikke er præget af en helhedsstrategi, men helt er afpasset efter udviklingen i de enkelte sektorer, og at der ikke findes en integreret ramme på EU-plan (således som det for eksempel er tilfældet for havområder: KOM(2007)0574);

2.

understreger, at artikel 158 i EF-traktaten om samhørighedspolitikken, som ændret ved Lissabontraktaten, definerer bjergområder som områder, der lider af naturbetingede ulemper af permanent art, samtidig med at områdernes mangfoldighed anerkendes, og opfordrer til, at disse områder gøres til genstand for særlig opmærksomhed; beklager imidlertid, at Kommissionen endnu ikke har været i stand til at udarbejde en bred strategi, der skal yde støtte til bjergområder og andre områder, der lider af naturbetingede ulemper af permanent art, trods talrige anmodninger herom fra Parlamentet;

3.

understreger behovet for god koordination af de forskellige fællesskabspolitikker, der sigter på at sikre en harmonisk udvikling, særlig for områder, som f.eks. bjergområder, der lider af naturbetingede ulemper af permanent art; mener i den forbindelse, at det er hensigtsmæssigt at adskille Fællesskabets samhørighedspolitik fra udvikling af landdistrikterne i den nuværende programmeringsperiode 2007-2013 (som følge af integrationen af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne i den fælles landbrugspolitik); er af den opfattelse, at denne nye strategi skal overvåges nøje med henblik på at vurdere dens virkning på den regionale udvikling;

4.

påpeger, at bjergområder lider af ulemper, som gør det vanskeligere for landbruget at tilpasse sig konkurrencevilkårene og medfører ekstra omkostninger, således at landbruget ikke kan producere meget konkurrencedygtige produkter til lave priser;

5.

foreslår, at Kommissionen i forbindelse med grønbogen om territorial samhørighed, som skal vedtages i efteråret 2008, og i overensstemmelse med målene for den territoriale dagsorden og Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv sammen med medlemsstaterne vedtager en territorial strategi til afhjælpning af problemerne i de forskellige bjergområder og fastsætter bestemmelser om sådanne foranstaltninger i den kommende lovpakke for strukturfondene;

6.

ønsker, at Kommissionen udarbejder en virkelig integreret EU-strategi for bjergområderne, og anser offentliggørelsen af en grønbog som et vigtigt første skridt i denne retning; opfordrer Kommissionen til at indlede en omfattende offentlig høring, der inddrager regionale og lokale myndigheder, socioøkonomiske og miljømæssige aktører samt nationale og europæiske sammenslutninger, der repræsenterer regionale myndigheder i bjergområder, med henblik på at få et bedre billede af situationen i disse områder;

7.

glæder sig over grønbogen om territorial samhørighed som udgangspunkt for, hvordan de forskellige geografiske områder i Den Europæiske Union bør behandles, og kræver i denne forbindelse en fælles landbrugspolitik i form af en første og anden søjle, så der tilsvarende kan udformes effektive økonomiske rammebetingelser med henblik på de internationale udfordringer i Den Europæiske Union, således at multifunktionelt landbrug i bjergområder kan blive rentabelt, hvilket også kræver instrumenter, der er tilknyttet produktionsfunktionen, herunder mælketransport;

8.

opfordrer samtidig Kommissionen til inden for rammerne af dens beføjelser at udarbejde en integreret EU-strategi for bæredygtig udvikling og anvendelse af ressourcer i bjergområder (EU-strategi for bjergområder) inden for seks måneder efter vedtagelsen af denne beslutning; kræver desuden, at der på grundlag heraf efter aftale med de regionale myndigheder og repræsentanter for civilsamfundet, der kender og repræsenterer de lokale forhold og behov på stedet (f.eks. hvad angår de forskellige bjergtyper) udarbejdes nationale handlingsprogrammer med konkrete gennemførelsesforanstaltninger under hensyntagen til allerede eksisterende regionale initiativer;

9.

understreger, at afgrænsningen af bjergområderne er en vigtig forudsætning for målrettede foranstaltninger, navnlig for landbruget i bjergområder, samt at det er nødvendigt med en saglig korrekt differentiering af disse områder efter graden af naturbetingede ulemper, som medlemsstaterne i højere grad bør kontrollere på grundlag af den nuværende områdeinddeling;

10.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en oversigt over EU-finansierede programmer og projekter, der er relevante for bjergområder, med henblik på at fremme videnoverførsel og innovation;

11.

opfordrer Kommissionen til som led i arbejdsprogrammet for observationscentret for EU's fysiske og funktionelle udvikling at være særligt opmærksom på situation i områder, der lider af permanente naturbetingede ulemper, f.eks. bjergområder; er af den opfattelse, at det er vigtigt at have et solidt og indgående kendskab til situationen i bjergområder for at kunne træffe differentierede foranstaltninger, som kan anvendes til bedre at løse problemerne i disse områder;

12.

understreger, at landbruget i bjergområder spiller en vigtig rolle for produktionen, for bevarelse og anvendelse af landskabet og som multifunktionelt grundlag for andre erhvervsgrene og som et element, der har præget traditionelle kulturlandskaber og samfundsstrukturer;

13.

er af den opfattelse, at mange bjergområder på grund af deres tiltrækning af turister er under pres for at blive urbaniseret og samtidig påtage sig ansvaret for beskyttelsen af det traditionelle landskab, der mister sin landbrugsmæssige karakter, skønhed og værdier, der er af stor betydning for økosystemet;

14.

fastholder, at landbrug i bjergområder (først og fremmest høje og middelhøje bjerge) på grund af naturgivne årsager og risici kræver en større indsats (bl.a. i form af en større arbejdsindsats og mere manuelt arbejde) og er forbundet med højere omkostninger (f.eks. på grund af nødvendigheden af specielle maskiner og de høje transportomkostninger);

15.

kræver, at der i fremtidige reformer af den fælles landbrugspolitik tages specifikt og større hensyn til bjerglandbrugets multifunktionalitet, idet rammedirektiverne for udvikling af landdistrikter og de nationale programmer tilpasses bjergbøndernes rolle, ikke blot som rene producenter, men som økonomiske banebrydere for andre sektorer, og der åbnes muligheder for synergetisk samarbejde (f.eks. finansiering af koncepter for grøn turisme, markedsføring af kvalitetsprodukter osv.); henviser især til nødvendigheden af økonomisk godtgørelse for økologisk landbrugsproduktion i bjergområder;

16.

påskønner bjergbøndernes arbejde; konstaterer, at betingelserne herfor (navnlig med hensyn til biindtægter, forening af familie- og arbejdsliv samt etablering af familie) ikke må vanskeliggøres gennem bureaukrati, men bør forbedres gennem samordnede sektorbestemte politikker; opfordrer Kommissionen og de ansvarlige udvalg (komitologi) til at revidere eksisterende og fremtidige bestemmelser (navnlig om registreringspligt) på grundlag af initiativet for bedre lovgivning og lette forvaltningsproceduren med henblik på en omfattende forenkling;

17.

understreger, at udligningsstøtte i bjergområder (først og fremmest høje og middelhøje bjerge) også i fremtiden udelukkende skal anvendes til udligning af varige naturbetingede ulemper og yderligere omkostninger, som skyldes landbrugsproblemer, og at sådanne betalinger også er berettiget på lang sigt, da der ikke findes alternative produktionsmuligheder, og at en fuldstændig afkobling systematisk ville føre til en nedgang i aktiviteten, som vil ramme alle sektorer; understreger, at bjergområdernes behov ikke kan dækkes af støtten til udvikling af landdistrikter alene;

18.

kræver øget støtte til unge landbrugere og lige muligheder for kvinder og mænd (navnlig gennem familievenlige foranstaltninger, fuld- og deltidsordninger, forskellige former for løntilskud og bierhverv, forenelighed af familie- og arbejdsliv, mulighed for etablering af familie), som det betragter som afgørende faktorer; opfordrer Kommissionen til at udarbejde initiativer med deltagelse af de berørte parter inden for rammerne af overvejelserne og projekterne om »flexicurity«;

19.

kræver bevaring af den demografiske ligevægt i disse områder, der ofte er udsat for problemer som følge af befolkningens afvandring fra landområderne;

20.

er overbevist om den afgørende betydning af, at der opretholdes en tilstrækkelig befolkningstæthed i bjergområderne, og at det er nødvendigt at træffe foranstaltninger til at bekæmpe ørkendannelse og tiltrække nye befolkningsgrupper;

21.

understreger vigtigheden af at sikre et højt niveau for almene tjenesteydelser, at forbedre adgangen til og forbindelserne imellem bjergområderne og at tilvejebringe den fornødne infrastruktur, særlig hvad angår passager- og godstransport, uddannelse, videnbaseret økonomi og kommunikationsnet (herunder bredbånd) for at fremme forbindelserne med markeder i højlandet og byområder; opfordrer de kompetente myndigheder til at fremme offentlig-private partnerskaber til disse formål;

22.

understreger, at producentsammenslutninger, landbrugskooperativer, kollektive markedsføringsinitiativer fra landbrugere og partnerskaber mellem flere sektorer, der skaber merværdi i området igennem en integreret udvikling (f.eks. Leader-grupper) og i overensstemmelse med strategierne for bæredygtigt landbrug, bidrager til en mere stabil og sikker landbrugsproduktion og derfor bør støttes i større udstrækning;

23.

kræver særlig økonomisk støtte til mælkesektoren (malkekvægsbedrifter og mejerier), der spiller en central rolle i bjergområder (først og fremmest høje og middelhøje bjerge), da der ikke findes alternative produktionsmuligheder; kræver som led i reformen af mælkekvoterne en strategi med en »blød landing« for bjergområderne og ledsagende foranstaltninger (særlige betalinger), der kan afbøde eventuelle negative virkninger, og som levner plads til at indføre tilpasningsprocesser, der bevarer grundlaget for landbruget; kræver, at der stilles supplerende midler til rådighed under første søjle, især i form af en malkekopræmie;

24.

opfordrer medlemsstaterne til med vægt på støtte til et bæredygtigt og tilpasset landbrug i bjergområderne at fastsætte supplerende støtte pr. hektar til økologisk landbrug og ekstensiv udnyttelse af græsarealer samt støtte til investeringer i anlæg, der sikrer dyrevelfærden;

25.

minder om, at virksomheder i bjergområder producerer kvalitetsprodukter ved at anvende traditionel viden og traditionelle produktionsmetoder på en moderne måde, at disse virksomheder er af afgørende betydning for beskæftigelsen, og at der derfor bør tages hensyn til dem i EU's støtteordninger;

26.

kræver specielle støtteforanstaltninger på grund af de øgede omkostninger og arbejdstidsforbruget, navnlig i forbindelse med leveringen af mælk og mælkeprodukter til og fra dalene; gentager i denne sammenhæng kravet om oprettelse af en fond for udbetaling af malkekopræmier i bjergområder;

27.

understreger, at typiske regionale og traditionelle (kvalitets)produkter er vigtige for mange sektorer; kræver, at der som led i EU-strategien for bjergområder fastlægges foranstaltninger for at beskytte og fremme disse produkter eller produktionsmetoderne og godkendelsen heraf (som f.eks. fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 509/2006 af 20. marts 2006 om garanterede traditionelle specialiteter (5) og Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (6) og beskytte dem mod efterligninger; kræver, at der i EU's støtteprogrammer indføjes særlige bestemmelser for fødevarer af høj kvalitet (f. eks. alpe- og gårdoste og kvalitetskød);

28.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte landbrugsproducentsammenslutninger og lokale fællesskaber ved at indføre regionale kvalitetsmærker som omhandlet i punkt 27; foreslår, at støtten ydes gennem forbedret information og en passende uddannelse af landbrugerne og de lokale fødevareforarbejdningsvirksomheder samt ved økonomisk støtte til etablering af lokale levnedsmiddelproducenter og påbegyndelse af afsætningsfremmende foranstaltninger;

29.

kræver, at der oprettes en fond til støtte for dårligt stillede områder, herunder bjergområder (f.eks. med midler fra anden søjle, der ikke er udnyttet på grund af manglende national samfinansiering);

30.

kræver, at bjergområder sikres en målrettet speciel økonomisk støtte i overensstemmelse med artikel 69 i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (7), og at de sikres en direkte og ubureaukratisk adgang hertil, samt at den øvre grænse for midler efter artikel 69 forhøjes til 20 %;

31.

erindrer om, at bjergområderne gør det muligt at producere kvalitetsfødevarer og øge diversiteten for landbrugsprodukter på det europæiske marked, bevare visse dyre- og plantearter, fastholde traditioner og fremme industri- og turismevirksomhed samt bekæmpe klimaændringerne gennem beskyttelse af biodiversiteten og genindvinding af CO2 ved hjælp af permanente områder med eng og skov, og at bæredygtigt skovbrug vil gøre det muligt at producere energi på grundlag af træaffald;

32.

kræver, at der ved udformningen af bestemmelser om dyresundhed, dyrevelfærd og avlsstøtte (avlsprogrammer, stambogsføring, produktionskontrol) tages hensyn til de særlige krav, der stilles til dem, der driver kvæg- og husdyrhold i bjergområder — især med de oprindelige racer, i betragtning af de risici og tvingende omstændigheder, de er udsat for;

33.

understreger kraftigt, at Kommissionens indsats som led i konkurrencepolitikken og den internationale handelspolitik har indflydelse på udviklingen i bjergområderne; anmoder i den forbindelse Kommissionen om at reagere mere præcist og målrettet på disse områders behov i forbindelse med fremtidige tilpasninger og navnlig under forhandlingerne inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen, hvad angår fleksibiliteten i forhold til bestemmelserne om statsstøtte og hvad angår hensynet til forsyningspligtydelser i konkurrencelovgivningen;

34.

kræver, at der tages særligt hensyn til kvægavlere i de bjergområder, der er ramt af skovbrande, da græsgangene i de pågældende områder kun kan benyttes i begrænset omfang og med største forsigtighed i de følgende fem år;

35.

kræver, at der som led i »strategien« tages hensyn til bjergområdernes typiske landskabsformer (alpegræsgange, beskyttelsesskove, høje og middelhøje bjerge, enge, bjergområder med høj landskabsværdi) fastsættes såvel incitamenter for beskyttelse som principper for bæredygtig anvendelse af alpegræsgange, græsarealer, skove og andre dårligt stillede, følsomme arealer for at bevirke, at de udnyttes, genskabes og beskyttes mod erosion, samt at der foretages en rationel anvendelse af vand, og at uønskede fænomener (navnlig at græsningsarealerne ikke længere udnyttes og følgelig vender tilbage til naturtilstand) modvirkes;

36.

understreger, at det med hensyn til bevarelsen af den biologiske mangfoldighed er nødvendigt at oprette databaser for at opbevare endogent genmateriale fra plante- og dyrearter, navnlig fra hjemlige avlsdyr og floraen i bjergområderne; opfordrer Kommissionen til at undersøge, om og hvordan initiativet til en international handlingsplan kan iværksættes;

37.

understreger, at der i nogle af bjergområderne i Den Europæiske Union, navnlig i de nye medlemsstater, er stigende risiko for affolkning og aftagende sociale aktiviteter blandt den derboende befolkning, og at disse områder endvidere er truet af tilbagegang eller endog indstilling af landbrugsdriften, hvilket sandsynligvis vil medføre ændringer i landskabet og økosystemet;

38.

understreger, at græsningspræmier har stor betydning for bevarelsen af landbrugsvirksomheden i bjergområder, og at de derfor bør opretholdes;

39.

understreger vigtigheden af en langsigtet strategi for skovbruget, hvor der tages hensyn til konsekvenserne af klimaændringerne, skovbiotopens naturlige kredsløb og sammensætning og etableres ordninger til forebyggelse og bekæmpelse af kriser, og udbetaling af erstatning for følgerne heraf (f.eks. efter storme og skovbrande) og incitamenter til integreret skovforvaltning; gør opmærksom på mulighederne for bæredygtig forarbejdning og udnyttelse af træ og træprodukter fra bjergområder på lokalt plan (som kvalitetsprodukter med lave transportomkostninger og dermed med CO2-besparelser, som byggematerialer og som andengenerationsbiobrændstoffer);

40.

understreger, hvor vigtigt det er at forvalte vandressourcerne i bjergområderne, og opfordrer Kommissionen til at tilskynde de lokale og regionale myndigheder til at fremme solidariteten mellem brugere i alle led, bl. a. gennem passende støtte til bæredygtig anvendelse af vandressourcer i disse områder;

41.

understreger, at bjergområder er særligt sårbare over for virkningerne af klimaændringer, og opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og de ansvarlige regionale og lokale myndigheder til at fremme en omgående gennemførelse af foranstaltninger til beskyttelse mod naturkatastrofer, især skovbrande, i disse områder;

42.

påpeger, at der i bjergområder er behov for nye metoder til beskyttelse mod oversvømmelse (med vægt på forebyggelse af oversvømmelse), selv om landmænd og skovbrugere kan støtte foranstaltninger til forebyggelse af oversvømmelse ved hjælp af de direkte områderelaterede betalinger, de modtager under den fælles landbrugspolitik;

43.

påpeger, at der skal tilvejebringes grundig og omfattende beskyttelse mod erosion af jord og bygninger og bevarelse af grundvandsreservoirer som en integrerende del af landbrug og skovbrug med henblik på at minimere risikoen for oversvømmelse og jorderosion og forebygge tørke og skovbrande, men også med henblik på at øge forsyningen af grundvand og overfladevand i landdistrikterne;

44.

understreger, at det er særlig vigtigt at værne om løv- og nåleskove, da de har betydning for erhvervslivet, som rekreationsområder og som biotoper; understreger ligeledes, at ikke-bæredygtig udnyttelse af skovene medfører miljø- og sikkerhedsproblemer (sten- og jordskred), og at dette nødvendiggør modforanstaltninger;

45.

henviser til forslaget i punkt 15 i sin ovennævnte beslutning af 16. februar 2006 om, at det bør tilstræbes at fremme adskillelsen af skov og græsningsarealer i bjergområder og — også af sikkerhedsmæssige årsager — at indføre pligt til at benytte vejene;

46.

minder om, at bjerge udgør naturlige og ofte også nationale barrierer, og at det derfor er vigtigt at fremme grænseoverskridende, transnationalt og interregionalt samarbejde for at håndtere fælles problemer (f.eks. klimaændringer, dyresygdomme og tab af biodiversitet);

47.

glæder sig over indsatsen for en bæredygtig turisme og for en effektiv udnyttelse af de »erhvervsmæssige fordele«, som naturen rummer, gennem nye bæredygtige og også traditionelle fritids- og sportsaktiviteter under hensyntagen til disse områders særpræg; understreger desuden, at personer, der bruger naturen, kan bidrage til deres egen sundhed, samtidig med at de respekterer det naturlige miljø;

48.

opfordrer indtrængende til bedre koordination af udviklingen af landdistrikterne og strukturstøtte og udarbejdelsen af fælles programmer;

49.

foreslår, at udviklingen af landdistrikterne og strukturstøtten kombineres, og at der udvikles integrerede programmer;

50.

understreger betydningen af at indføre en integreret tilgang for beslutningstagning og administrative procedurer, f. eks. regional planlægning, tilladelse til byggeprojekter og istandsættelse af boliger ved hjælp af miljø-, kulturarvs- og byplanlægningsmetoder med henblik på at sikre bæredygtig udvikling i bjergområder; anbefaler, at bjergområders potentiale udnyttes med henblik på at fremme en bred udvikling af turisme og anvendelsen af innovation i arealplanlægning; opfordrer med henblik herpå til iværksættelse af lokale og decentraliserede initiativer og samarbejde mellem bjergområder;

51.

understreger, at arealer, der er uegnede til dyrkning og produktion, bl.a. skal anvendes til fremme af skovpleje, bæredygtig jagt og fiskeri, således at arealerne ikke vender tilbage til deres naturtilstand samt for at forebygge brandfare, erosion og tab af biodiversitet;

52.

fremhæver bjergområdernes (først og fremmest de høje og middelhøje bjerges) betydning for naturbeskyttelse, biologisk mangfoldighed og bevarelse af biotoper, men påpeger navnlig, at det er nødvendigt at bevare landbruget og skovbruget i »Natura 2000- områder« og naturreservater, og kræver en øget integration af disse områder gennem indførelse af en mindstenorm for økologiske udligningsarealer i landbrugsområder (eventuelt 5 %);

53.

opfordrer Kommissionen til på bedst mulig måde at arbejde for, at bjergområder optages i verdensnaturarven, og at udnytte sine internationale muligheder for at beskytte bjergområderne;

54.

gør opmærksom på de enestående vandressourcer og kilder i bjergområder, der kan udnyttes bæredygtigt til naturlige vandingssystemer, som drikkevands- og energikilder og til spafaciliteter i forbindelse med turisme; understreger nødvendigheden af solidaritet mellem alle led i forvaltningen af disse ressourcer; understreger i denne forbindelse og for at forebygge eventuelle konflikter, at det er nødvendigt i samarbejde at udarbejde løsningsmodeller for udnyttelse af vandreserverne overalt i de berørte områder;

55.

opfordrer Kommissionen til i nært samarbejde med Alpekonventionens institutioner at fremme gennemførelsen af Alpekonventionens protokol om landbrug i bjergområder, på bedst mulig måde at støtte sammenkoblingen af landbruget i bjergområder med andre politikområder og i denne forbindelse at tage de nødvendige skridt, således at ratifikationen af de protokoller til Alpekonventionen, der endnu ikke hører til EU's regelværk, afsluttes, og Den Europæiske Union tiltræder Karpaterkonventionen som kontraherende part;

56.

fremhæver den betydning, som frivillige organisationer (navnlig inden for bjergredningstjenester, civilbeskyttelse og velgørenhed) har for leveringen af tjenesteydelser og for kultur- og naturarven i bjergene;

57.

påskønner det arbejde, der udføres af organisationer og forskningsinstitutter, der engagerer sig i bjergområdernes forhold, og understreger, at man må udnytte deres ekspertise og motivation ved udarbejdelsen af EU-strategien og lignende foranstaltninger;

58.

henviser til, hvor vigtigt det er at fremme deltidsuddannelse og anden erhvervsuddannelse samt — også med henblik på diversificering af erhvervsmæssige kapaciteter og muligheder — initiativer og projekter inden for »livslang læring«;

59.

mener, at det er nødvendigt at investere i lokale erhvervsuddannelsescentre med undervisning i landbrugsøkonomi for bjergområder med henblik på at uddanne erhvervsdrivende til at forvalte aktiviteter i et bjergområde, beskytte jorden og udvikle landbrug;

60.

kræver, at bevarelse af landskabet og udbygning og modernisering af infrastrukturerne i utilgængelige bjergområder gøres til genstand for særlig opmærksomhed, at der slås bro over informationskløften, og at resultaterne af forskningsrammeprogrammerne (f.eks. for e-Government) bliver gjort tilgængelige;

61.

påpeger, at der er behov for effektive lokale tjenesteydelser med henblik på at undgå affolkning og opretholde konkurrenceevnen; kræver, at der ydes støtte til de lokale myndigheder, der varetager forsyningspligtydelser;

62.

understreger nødvendigheden af at satse på bæredygtige mobilitetsløsninger og en integreret tilgang til transnationale (transit, langdistancekorridorer) og lokale behov (f. eks. adgang til områder beliggende i meget forskellige højder og mobilitet i byerne);

63.

kræver, at der ydes støtte til bjergområderne i forbindelse med trafikplanlægning, støjbeskyttelse og bevarelse af landskaber, dvs. som grundlag for livskvalitet og bæredygtig turisme, ved hjælp af foranstaltninger efter princippet »væk fra vejene« (f. eks. styrkelse af de »følsomme zoner« i direktivet om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (8));

64.

understreger den betydning, som »overgangsområderne« mellem lavland og bjergområder har, når det gælder adgang til private og offentlige infrastrukturfaciliteter og tjenesteydelser af høj kvalitet (f.eks. universiteter, lufthavne og hospitaler); kræver støtte til forbedring af adgangen til disse faciliteter, navnlig ved hjælp af offentlige transportmidler;

65.

understreger, at bjergområderne på grund af en intelligent udnyttelse af mange forskellige energikilder udgør »modeller« for diversificerede blandinger af energiformer, energieffektive byggeløsninger og andengenerationsbiobrændstoffer, og at forskning, der går i denne retning, bør støttes; understreger dog, at udviklingen af andengenerationsbiobrændstoffer ikke må føre til konkurrence mellem de områder, der er udlagt til råstofproduktion (brakjord, lavskov osv.), og de områder, der anvendes som græsningsarealer;

66.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke strukturen og procedurerne for ydelse af økonomisk støtte til udviklingen af bjergområder og samtidig forenkle de administrative procedurer og adgangen til ressourcer, der skal støtte bevarelsen og den bæredygtige anvendelse af territoriale aktiver, dvs. kulturarven samt naturressourcer og menneskelige ressourcer;

67.

er af den opfattelse, at der for at kunne bevare andre aktiviteter, f. eks. udnyttelse af biomasse og turisme i landdistrikterne, der øger indkomsten for lokale befolkningsgrupper, er behov for et bæredygtigt, moderniseret og multifunktionelt landbrug, og opfordrer Kommissionen og Rådet til i den fælles landbrugspolitik og i regionalpolitikken at tage særligt hensyn til behovene i bjergområder, herunder tilflytning af nye landbrugere, kompensation for ekstra udgifter i forbindelse med vanskelige adgangsforhold, f. eks. med hensyn til indsamling af mælk, bibeholdelse af tjenester i landdistrikter og udvikling af transportinfrastruktur;

68.

henviser til, at bjergene og gletsjerne er sårbare over for klimaforandringerne på grund af deres topografiske særpræg og strukturelle ulemper, men også har potentiale som »forsøgslaboratorium« for innovative klimabeskyttelsesteknologier, der imiterer naturen; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en differentieret klimastrategi for bjergområder, hvor man tager udgangspunkt i allerede eksisterende viden (f.eks. Alpe- og Karpaterkonventionerne); kræver, at der forskes og træffes overgangsforanstaltninger på dette område;

69.

kræver, at bjergområderne og de ugunstigt stillede områder funktionelt samordnes med den fælles landbrugspolitik og anden søjle (udvikling af landdistrikter);

70.

understreger, at et bæredygtigt landbrug og udvikling af bjergområderne ikke kun er af betydning for befolkningen i disse særlige områder, men også for befolkningen i de tilgrænsende områder (f.eks. i lavlandet), og at EU-strategien for bjergområder også bør påvirke bæredygtigheden i disse områder, når det gælder vandforsyning, et stabilt miljø, biodiversitet, en afbalanceret befolkningsfordeling og kulturel mangfoldighed; opfordrer Kommissionen til ved fastlæggelsen af EU-strategien for bjergområder at undersøge, hvordan allerede eksisterende initiativer til integration af bjergområder og tilgrænsende områder med held kan indarbejdes i strategien;

71.

pålægger Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter at overvåge behandlingen af denne beslutning i Rådet og Kommissionen;

72.

pålægger sin formand til at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/57

A.

der henviser til, at Molotov-Ribbentrop-pagten af 23. august 1939 mellem Sovjetunionen og Tyskland inddelte Europa i to interessesfærer ved hjælp af hemmelige tillægsprotokoller,

B.

der henviser til, at de massedeportationer, mord og slaveri, der fandt sted i forbindelse med voldshandlingerne under stalinismen og nazismen, falder ind under kategorien krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden,

C.

der henviser til, at forældelsesfrister i henhold til folkeretten ikke finder anvendelse for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden,

D.

der henviser til, at kendskabet til den sovjetiske ordens og besættelses indflydelse på og betydning for borgerne i de postkommunistiske stater er meget lille,

E.

der henviser til, at det i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1904/2006/EF af 12. december 2006 om programmet Europa for Borgerne til fremme af et aktivt medborgerskab i Europa (2007-2013) (1), opfordrede til at støtte aktionen »aktiv europæisk erindring«, som skal forhindre gentagelser af nazismens og stalinismens forbrydelser,

1.

foreslår, at den 23. august udnævnes til europæisk dag til minde om ofrene for stalinismen og nazismen med henblik på at bevare mindet om ofrene for massedeportation og masseudryddelse og samtidig styrke demokratiets rodfæstelse og fremme fred og stabilitet på vores kontinent;

2.

pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne til medlemsstaternes parlamenter.

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/60

A.

der henviser til, at overgangen fra analogt til digitalt jordbaseret tv inden udgangen af 2012 som følge af den digitale teknologis bedre sendeeffektivitet vil frigøre en betydelig mængde frekvenser i EU, hvilket muliggør en omfordeling af frekvenser og skaber nye muligheder for markedsvækst og flere tjenesteydelser af høj kvalitet til forbrugerne, der får flere valgmuligheder,

B.

der henviser til, at fordelene ved radiofrekvensernes brug vil kunne udnyttes fuldt ud via en koordineret indsats på EU-plan for at sikre en optimal brug med hensyn til effektivitet,

C.

der henviser til, at frekvensspektrum er afgørende for at kunne tilbyde en lang række tjenester og for udviklingen af teknologidrevne markeder, hvis værdi vurderes til at udgøre 2,2 % af EU's BNP, og at det derfor er en nøglefaktor for væksten, produktiviteten og udviklingen i EU's industri i overensstemmelse med Lissabonstrategien,

D.

der henviser til, at radiofrekvenser både er en begrænset ressource og et offentligt gode, og at en effektiv udnyttelse heraf er nødvendig for at sikre adgang til frekvensressourcerne for de forskellige interesserede parter, som vil udbyde tilknyttede tjenester,

E.

der henviser til, at en stor del af radiofrekvenserne for øjeblikket anvendes til militære formål med analog teknologi, og at denne del ligeledes vil omfattes af den kraftige forøgelse af frekvenser, der er til rådighed for offentlig elektronisk kommunikation efter overgangen til digitalt tv,

F.

der henviser til, at medlemsstaterne ikke har en fælles tidsplan for overgangen til digitalt tv; der henviser til, at flere medlemsstaters planer for overgangen til digitalt tv befinder sig på et fremskredent stadium, mens overgangen i nogle få andre allerede har fundet sted,

G.

der henviser til, at Kommissionens meddelelse om en fælles strategi for anvendelsen af frekvensområdet er en integreret del af den pakke om elektronisk kommunikation, som Kommissionen vedtog i november 2007 i forbindelse med reformen af rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation,

H.

der henviser til, at (om)fordelingen af sendefrekvenser til digitale radio- og tv-selskaber i øjeblikket pågår i mange medlemsstater, hvilket har den konsekvens, at disse frekvenser fordeles og dermed låses fast i mange år,

I.

der henviser til, at teknologisk neutralitet er nøglen til at fremme interoperabilitet og nødvendig for en mere fleksibel og gennemsigtig politik for overgangen til digital radio/tv-spredning, som tager hensyn til samfundets interesse,

J.

der henviser til, at Rådet har opfordret medlemsstaterne til så vidt muligt at gennemføre overgangen til digital radio/tv-spredning inden 2012,

K.

der henviser til, at alle medlemsstaterne har offentliggjort deres forslag, hvad angår overgangen til digital radio/tv-spredning,

1.

erkender betydningen af i2010-initiativet, som indgår i den reviderede Lissabonstrategi, og lægger vægt på betydningen af en effektiv frekvensadgang og frekvensanvendelse for at opfylde Lissabonmålene; understreger i den forbindelse nødvendigheden af adgang til bredbåndstjenester for at overvinde den digitale kløft;

2.

understreger behovet for overgangen til digitalt radio/tv-spredning, som sammen med udviklingen af nye informations- og kommunikationsteknologier og digitaliseringsdividenden vil bidrage til at bygge bro over den digitale kløft og opfylde Lissabonmålene;

3.

bemærker afvigelserne i medlemsstaternes ordninger for fordeling og udnyttelse af frekvenser; bemærker, at disse forskelle kan virke som hindringer for opnåelsen af et velfungerende indre marked;

4.

understreger, at størrelsen af digitaliseringsdividenden varierer fra medlemsstat til medlemsstat på grund af nationale omstændigheder, som afspejles i den nationale mediepolitik og audiovisuelle politik;

5.

erkender, at den øgede frekvenseffektivitet i forbindelse med jordbaseret digitalt tv bør gøre det muligt at omfordele en digitaliseringsdividende på ca. 100 MHz til mobile bredbåndstjenester og andre tjenester (f.eks. offentlige sikkerhedstjenester, radiofrekvensidentificering (RFID) og vejsikkerhedsapplikationer), samtidig med at det sikres, at radio/tv-spredningstjenesterne fortsat kan udvikle sig;

6.

påpeger, at de fleste medlemsstater i dag halter bagefter andre udviklede lande med hensyn til investeringer i den nye generation af kommunikationsinfrastrukturer, og understreger, at det er afgørende for Den Europæiske Unions konkurrenceevne og samhørighed at opnå en førende stilling på den internationale arena inden for bredbånds- og internetudvikling, især med hensyn til udvikling af interaktive digitale platforme og indførelse af nye tjenester såsom e-handel, e-sundhed, e-undervisning og e-forvaltningstjenester; understreger, at der bør foretages yderligere investeringer på nationalt plan såvel som på EU-plan med henblik på at tilskynde til anvendelse af innovative produkter og tjenester; understreger, at bestræbelserne på at sikre adgang til bredbåndstjenester ikke kun bør koncentreres om digitaliseringsdividenden;

7.

er overbevist om, at der som følge af en øget teknologisk konvergens snart kan tilbydes nye flersporspakker, der indeholder innovative teknologier og tjenester, og påpeger samtidig, at fremkomsten af sådanne tilbud i høj grad afhænger af, om der står værdifulde frekvenser samt nye interaktive teknologier til rådighed, der kan sikre uhindret interoperabilitet, forbindelsesetablering og dækning, som f.eks. mobile multimedieteknologier og trådløse bredbåndsadgangsteknologier;

8.

bemærker, at den teknologiske konvergens er en realitet, som giver traditionelle tjenester nye midler og muligheder; fremhæver, at adgangen til dele af det frekvensområde, som tidligere har været forbeholdt radio/tv-spredning, kan gøre det muligt at skabe nye tjenester, forudsat at frekvensområdet forvaltes så effektivt som muligt for at undgå afbrydelser i leveringen af digitale radio- og tv-udsendelser af høj kvalitet;

9.

opfordrer til et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne for at opnå et effektivt, åbent og konkurrencedygtigt indre marked for elektronisk kommunikation, der gør det muligt at anvende nye netværksteknologier;

10.

understreger den strategiske betydning af et miljø i EU, hvor der er sikret mulighed for innovation, nye teknologier, nye tjenester og nye aktører med henblik på at forbedre den europæiske konkurrenceevne og samhørighed; understreger, at det er afgørende, at slutbrugere får valgfrihed med hensyn til produkter og tjenester for at opnå en dynamisk udvikling af markeder og teknologier i EU;

11.

understreger, at digitaliseringsdividenden giver EU enestående muligheder for at udvikle nye tjenester, såsom mobilt tv og trådløs internetadgang, og stadig være førende på verdensplan inden for mobile multimedietjenester og samtidig bygge bro over den digitale kløft, idet der skabes nye muligheder for borgere, tjenester, medier og kulturel mangfoldighed i hele Den Europæiske Union;

12.

henstiller til medlemsstaterne — med fuld respekt for deres suverænitet — at undersøge konsekvenserne af overgangen til digitalt tv for de frekvenser, der anvendes til militære formål, og eventuelt omfordele en del af denne specifikke digitaliseringsdividende til nye civile anvendelser;

13.

erkender, at koordineringen på EU-plan ville tilskynde til udvikling, sætte yderligere gang i den digitale økonomi og give alle borgere økonomisk overkommelig og lige adgang til informationssamfundet;

14.

opfordrer medlemsstaterne til at frigive deres digitaliseringsdividende så hurtigt som muligt, så Unionsborgerne kan nyde godt af udbredelsen af nye, innovative og konkurrencedygtige tjenester; understreger, at det med henblik herpå er nødvendigt, at medlemsstaterne samarbejder aktivt for at overvinde de eksisterende hindringer for en effektiv omfordeling af digitaliseringsdividenden på nationalt plan;

15.

understreger, at radio- og tv-selskaberne er vigtige aktører i beskyttelsen af de pluralistiske og demokratiske principper, og er overbevist om, at de muligheder, som digitaliseringsdividenden rummer, sætter de offentlige og private radio- og tv-selskaber i stand til at tilbyde langt flere programmer af almen interesse — i henhold til national lovgivning — såsom fremme af den kulturelle og sproglige mangfoldighed;

16.

mener, at digitaliseringsdividenden bør give mulighed for, at radio- og tv-selskaberne kan udvikle og udvide deres tjenester, samtidig med at der tages højde for andre mulige sociale, kulturelle og økonomiske anvendelser, som f.eks. nye og åbne bredbåndsteknologier og adgangstjenester, der er udformet til at overvinde den digitale kløft, mens der ikke må være hindringer for interoperabiliteten;

17.

understreger de mulige fordele ved en koordineret strategi for anvendelsen af frekvensområdet i Den Europæiske Union i form af stordriftsfordele, udviklingen af interoperable trådløse tjenester og forhindring af fragmentering, som medfører, at denne knappe ressource ikke anvendes optimalt; mener, at Kommissionen og medlemsstaterne bør finde en passende balance mellem fleksibilitet og harmonisering med henblik på at få størst mulig nytte af digitaliseringsdividenden, idet tættere koordinering og større fleksibilitet er nødvendige for en effektiv udnyttelse af frekvensbåndet;

18.

påpeger, at der kan opnås en effektiv fordeling af digitaliseringsdividenden uden at lægge hindringer i vejen for de aktører, som for tiden har frekvenslicenser på ultrahøj-frekvensbåndet (UHF), og at man effektivt kan videreføre og udvide de nuværende radio- og tv-udsendelsestjenester og samtidig sikre, at nye mobile trådløse multimedie- og bredbåndsadgangsteknologier tildeles omfattende frekvensområderessourcer på UHF-båndet med henblik på at give Unionsborgerne nye interaktive tjenester;

19.

mener, at medlemsstaterne i forbindelse med auktioner til fordeling af frekvenser bør vedtage en fælles strategi for betingelserne og bestemmelserne for auktionerne og fordelingen af de oparbejdede ressourcer; opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer herfor;

20.

fremhæver, at hovedprincippet for fordeling af digitaliseringsdividenden bør være at tjene almenhedens interesse ved at sikre den bedste sociale, kulturelle og økonomiske værdi i form af et udvidet og geografisk bredere udbud af tjenester og digitalt indhold til borgerne og ikke alene maksimere de offentlige indkomster, samtidig med at rettighederne for de nuværende brugere af de audiovisuelle medietjenester beskyttes og den kulturelle og sproglige mangfoldighed afspejles;

21.

understreger, at digitaliseringsdividenden er en enestående mulighed for Den Europæiske Union til at styrke sin rolle som førende på verdensplan inden for mobile multimedieteknologier og samtidig bygge bro over den digitale kløft med en øget strøm af information, viden og tjenester, der forbinder alle Unionsborgere med hinanden og skaber nye muligheder for medier, kultur og mangfoldighed i hele Den Europæiske Union;

22.

understreger, at en mulig måde, hvorpå digitaliseringsdividenden kan hjælpe med at opfylde Lissabonmålsætningerne, er ved at øge borgernes og de økonomiske aktørers adgang til bredbånd i hele Den Europæiske Union, og dermed bekæmpe den digitale kløft ved at stille ydelser til rådighed for dårligt stillede, fjerntliggende områder og landområder og sikre universel dækning i medlemsstaterne;

23.

beklager Unionsborgernes ulige adgang til digitale tjenester, navnlig hvad angår radio/tv-spredning; bemærker, at landområderne og områderne i den yderste periferi er særligt dårligt stillet (med hensyn til hurtighed, udvalg og kvalitet), når det gælder udbredelsen af digitale tjenester; opfordrer medlemsstaterne og de regionale myndigheder til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at overgangen til digital radio/tv-spredning sker på en hurtig og retfærdig måde for alle deres borgere;

24.

understreger, at den digitale kløft ikke kun er et problem i landområderne; gør opmærksom på, at det er vanskeligt at installere infrastruktur til nye netværk i visse ældre højhuse; understreger den fordel, som frekvenserne kan give, når det gælder om at overvinde den digitale kløft både i byen og på landet;

25.

understreger, at digitaliseringsdividenden kan bidrage til udviklingen af forbedrede sociale tjenesteydelser, såsom e-forvaltning, e-sundhed, e-erhvervsuddannelse og e-uddannelse, til borgerne, særligt til dem, som bor i ugunstigt stillede eller isolerede områder, såsom landområder og mindre udviklede områder og øer;

26.

opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at intensivere foranstaltningerne for at give handicappede og ældre brugere samt dem med særlige sociale behov mulighed for at få det bedste udbytte af digitaliseringsdividenden;

27.

bekræfter den samfundsmæssige værdi af offentlige sikkerhedstjenester og nødvendigheden af at medtage støtte til deres operationelle krav i de frekvensordninger, der følger af omlægningen af UHF-båndet, som skyldes overgangen fra analoge tjenester;

28.

understreger, at hovedformålet med politikken for fuld udnyttelse af fordelene ved digitaliseringsdividenden i Europa er at sikre, at forbrugerne nyder godt af en meget bred vifte af tjenester af høj kvalitet, samtidig med at deres rettigheder respekteres fuldt ud, og idet der tages højde for nødvendigheden af at gøre effektiv brug af de frekvenser, som overgangen til digital radio/tv-spredning frigør;

29.

understreger, at digitaliseringsdividenden skaber nye muligheder for audiovisuelle og mediepolitiske mål; er derfor overbevist om, at beslutninger om forvaltning af digitaliseringsdividenden bør fremme mål af almen interesse, der hænger sammen med den audiovisuelle politik og mediepolitikken, som f.eks. ytringsfriheden, mediepluralisme, kulturel og sproglig mangfoldighed samt mindreåriges rettigheder;

30.

opfordrer medlemsstaterne til at anerkende den sociale, kulturelle og økonomiske betydning af at tillade brugere uden licens at få adgang til dividenden, navnlig små og mellemstore virksomheder samt den sektor, der arbejder uden fortjeneste for øje, og dermed øge effektiviteten af frekvensudnyttelsen ved at samle brugere uden licens i det nuværende uudnyttede frekvensområde (white spaces);

31.

opfordrer til, at der anvendes en trinvis fremgangsmåde på dette område; mener, at der skal tages hensyn til virkningen for mindre netværk, navnlig lokale trådløse netværk, som på nuværende tidspunkt ikke er underlagt licenskrav, og at universel adgang til bredbånd, navnlig i landdistrikter, bør fremmes;

32.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte forbedrede samarbejdsforanstaltninger mellem frekvensforvaltningsmyndighederne med henblik på at overveje områder, hvor ulicenseret frekvenstildeling (white space) ville gøre det muligt for nye teknologier og tjenester at opstå, hvilket ville fremme innovationen;

33.

opfordrer medlemsstaterne til i forbindelse med fordelingen af white space at overveje behovet for at lade ikkekommercielle tjenesteudbydere, uddannelsestjenesteudbydere og lokalsamfund, der leverer public service-ydelser, få en ulicenseret åben adgang til frekvenserne;

34.

understreger, at et af nøgleelementerne, når det gælder om at give ulicenserede brugere adgang til digitaliseringsdividenden, er at tage højde for behovene hos de samfundsgrupper, der er truet af udelukkelse, navnlig handicappede, ældre brugere og brugere med særlige sociale behov;

35.

anerkender fordelen ved ny teknologi såsom WiFi og Bluetooth, der er opstået i det ulicenserede 2,4 GHz-bånd; anerkender, at særlige frekvenser er mest velegnede til særlige tjenester; mener, at fordelingen af et lille ulicenseret frekvensområde med andre lavere frekvenser kunne fremme en endnu større innovation af nye tjenester;

36.

lægger derfor vægt på, at frekvenserne fordeles på en gennemsigtig måde, som tager hensyn til enhver anvendelse af det nye frekvensbånd og deres nytte for samfundet;

37.

opfordrer medlemsstaterne til at foretage en nøje vurdering af den sociale og økonomiske værdi af enhver frekvens, der bliver frigjort i de kommende år som følge af overgangen fra analog til digital radio/tv-spredning;

38.

anerkender betydningen af ITU's 2006 Genèveaftale (den regionale radiokommunikationskonference i 2006), de nationale planer for fordeling af frekvenser samt beslutningerne på den verdensomspændende radiokommunikationskonference i 2007 (WRC-07) for omorganiseringen af UHF-båndet;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle nationale strategier for digitaliseringsdividenden inden udgangen af 2009 ved at følge en fælles fremgangsmåde; henstiller til Kommissionen at støtte medlemsstaterne i udviklingen af deres nationale strategier for digitaliseringsdividenden og til at fremme bedste praksis på EU-plan;

40.

understreger, at den forestående overgang til digital transmission i visse medlemsstater og forskellene mellem de nationale overgangsplaner kræver en umiddelbar reaktion på fællesskabsplan, som ikke kan udskydes til de reviderede direktiver træder i kraft;

41.

anerkender medlemsstaternes ret til at fastsætte anvendelsen af digitaliseringsdividenden, men bekræfter ligeledes, at en koordineret tilgang på fællesskabsplan højner værdien af dividenden betydeligt og er den mest effektive måde til at undgå skadelig interferens mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og tredjelande;

42.

gentager, at det er i Unionsborgernes interesse, at digitaliseringsdividenden forvaltes så virksomt og effektivt som muligt for at undgå afbrydelser i leveringen af digitale tv-programmer af høj kvalitet til et stadigt større antal borgere, og for at respektere forbrugernes rettigheder og interesser samt deres investeringer i udstyr;

43.

understreger, at medlemsstaterne kan overveje teknologineutrale auktioner for at fordele frekvenser, der er frigivet som følge af digitaliseringsdividenden, og for at gøre det muligt at handle med dem; mener imidlertid, at denne procedure bør være i fuld overensstemmelse med ITU's bestemmelser vedrørende radiokommunikation, den nationale frekvensplanlægning og nationale politiske målsætninger for at undgå skadelig interferens mellem leverede tjenester; advarer mod opsplitning af frekvensområder, der fører til, at knappe ressourcer ikke udnyttes optimalt; opfordrer Kommissionen til at sikre, at en fremtidig koordineret frekvensplan ikke vil skabe nye hindringer for fremtidig innovation;

44.

støtter en fælles og afbalanceret tilgang til anvendelsen af digitaliseringsdividenden, som tillader både, at radio- og tv-selskaberne kan fortsætte med at tilbyde og udvide deres tjenester, og at elektroniske kommunikationsoperatører kan anvende denne ressource til at udbrede nye tjenester, som indebærer andre væsentlige sociale og økonomiske anvendelser, men understreger, at digitaliseringsdividenden under alle omstændigheder bør fordeles på et teknologineutralt grundlag;

45.

understreger, at frekvenspolitikken skal være dynamisk og give radio- og tv-selskaberne og kommunikationsoperatørerne mulighed for at anvende nye teknologier og udvikle nye tjenester, der gør det muligt for dem fortsat at spille en nøglerolle i forbindelse med opnåelsen af målsætningerne for kultur- og mediepolitikken, samtidig med at de leverer nye kommunikationstjenester af høj kvalitet;

46.

fremhæver de mulige stordriftsfordele samt fordele i forbindelse med innovation, interoperabilitet og udbredelsen af fælleseuropæiske tjenester ved en mere sammenhængende og integreret frekvensplanlægning på fællesskabsplan; opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde indbyrdes og med Kommissionen med henblik på at udpege fælles underfrekvensbånd til forskellige anvendelsesklynger inden for digitaliseringsdividenden, der kan harmoniseres på et teknologineutralt grundlag;

47.

mener, at klynger på UHF-båndet bør baseres på en bottom-up-tilgang i overensstemmelse med de nationale markeders bestemmelser, samtidig med at man sikrer, at der finder en harmonisering på fællesskabsplan sted, når dette skaber en klar merværdi;

48.

støtter en koordineret tilgang på fællesskabsplan med henblik på at opnå en mere effektiv anvendelse af frekvensområdet samt lette fremkomsten af innovative og succesrige nationale, tværnationale og fælleseuropæiske tjenester på grundlag af forskellige klynger til envejs- eller tovejstjenester på UHF-båndet, og som samtidig tager højde dels for den mulige skadelige interferens, der opstår ved sameksistensen af forskellige netværkstyper på det samme frekvensbånd, dels for resultaterne af ITU's regionale radiokommunikationskonference i 2006 i Genève og WRC-07 samt for de gældende tilladelser;

49.

mener, at den del af de harmoniserede frekvenser på fællesskabsplan, der er forbeholdt nødtjenester, bør være i stand til at give adgang til kommende bredbåndsteknologier til fremskaffelse og transmission af information, der er nødvendig for at beskytte menneskers liv, ved hjælp af en mere effektiv reaktion fra nødtjenesternes side;

50.

opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at gennemføre passende tekniske og socioøkonomiske undersøgelser samt costbenefitanalyser med henblik på at fastsætte størrelsen og karakteren af de underfrekvensbånd, som kan koordineres og harmoniseres på fællesskabsplan; mener, at sådanne undersøgelser skal tage højde for, at dividenden ikke er statisk, men at den teknologiske udvikling er konstant, og at anvendelsen af ny teknologi bør gøre det muligt at bruge UHF-båndet til nye typer innovative, sociale, kulturelle og økonomiske tjenester, som rækker ud over radio/tv-spredning og trådløse bredbånd; opfordrer Kommissionen til at sikre, at medlemsstaterne bidrager til sådanne undersøgelser med henblik på at udpege fælles frekvensbånd til klart afgrænsede og interoperable fælleseuropæiske tjenester, der kan harmoniseres på europæisk niveau, samt til fordeling af disse frekvensbånd;

51.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaternes nabolande, så de kan vedtage lignende frekvensplaner eller koordinere fordelingen af deres frekvenser med Den Europæiske Union for at undgå afbrydelser i telekommunikationsapplikationernes drift;

52.

opfordrer Kommissionen til at foretage en undersøgelse af konflikterne mellem brugerne af open source software og certificeringsmyndighederne med hensyn til softwaredefinerede radioer;

53.

opfordrer Kommissionen til at foreslå tiltag med henblik på at reducere de juridiske forpligtelser i forbindelse med leveringen af trådløse netværk;