19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/2

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 29. oktober 2009 — Dinter GmbH mod Hauptzollamt Düsseldorf (sag C-522/07) og Europol Frost-Food GmbH mod Hauptzollamt Krefeld (sag C-65/08) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Düsseldorf — Tyskland)

(Forenede sager C-522/07 og C-65/08) (1)

(Den fælles toldtarif - forordning (EØF) nr. 2658/87 - kombineret nomenklatur - tarifering - gyldighed - supplerende bestemmelse - æblesaftkoncentrat)

2009/C 312/02

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Dinter GmbH (sag C-522/07) og Europol Frost-Food GmbH (sag C-65/08)

Sagsøgte: Hauptzollamt Düsseldorf (sag C-522/07) og Hauptzollamt Krefeld (sag C-65/08)

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Finanzgericht Düsseldorf — fortolkning og gyldighed af den supplerende bestemmelse 5 b) til kapitel 20 i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1810/2004 af 7. september 2004 (EUT L 327, s. 1) — ren koncentreret æblesaft med en Brix-værdi på 66,8 og uden tilsat sukker — tarifering i pos. 2009 7999 (æblesaft, ikke tilsat sukker) eller pos. 2106 9098 (tilberedte næringsmidler, ikke andetsteds tariferet) — grænser for Kommissionens beføjelser til at fastlægge positioners indhold i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87

Konklusion

Supplerende bestemmelse 5, litra b), til kapitel 20 i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen, som affattet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1776/2001 af 7. september 2001, ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2031/2001 af 6. august 2001 og ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1810/2004 af 7. september 2004 om ændringer af bilag I til forordning nr. 2658/87, er ugyldig, for så vidt som den bestemmer, at naturligt æblesaftkoncentrat ikke kan henføres under pos. 2009.

(1) EUT C 37 af 9.2.2008

EUT C 107 af 26.4.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/2

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 29. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-536/07) (1)

(Traktatbrud - offentlige bygge- og anlægskontrakter - direktiv 93/37/EØF - kontrakt mellem en offentlig myndighed og en privat virksomhed om for det første leje af og for det andet opførelse af messehaller - vederlag fra den private virksomhed i form af betaling af en månedlig leje i 30 år)

2009/C 312/03

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved D. Kukovec og R. Sauer, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland (ved M. Lumma og J. Möller, som befuldmægtigede, samt Rechtsanwalt H.-J. Prieß)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 7 sammenholdt med artikel 11 i Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter (EFT L 199, s. 54) — undladelse af at afholde en åben udbudsprocedure for indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakt forud for indgåelsen af en kontrakt mellem byen Köln og et privat investeringsselskab vedrørende byens leje af fire messehaller, der skal opføres af det nævnte selskab efter detaljerede specifikationer, i en fast periode på 30 år mod en samlet leje på mere end 600 mio. EUR

Konklusion

Forbundsrepublikken Tyskland har — idet byen Köln den 6. august 2004 har indgået kontrakt med Grundstücksgesellschaft Köln Messe 15 bis 18 GbR, nu Grundstücksgesellschaft Köln Messe 8-11 GbR, uden at gennemføre en udbudsprocedure i henhold til artikel 7, stk. 4, og artikel 11 i Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter — tilsidesat sine forpligtelser i henhold til disse bestemmelser.

2)	Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 51 af 23.2.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/3

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 29. oktober 2009 — Skatteverket mod AB SKF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Regeringsrätten — Sverige)

(Sag C-29/08) (1)

(Sjette momsdirektiv - artikel 2, artikel 4, artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5), og artikel 17 - direktiv 2006/112/EF - artikel 2, artikel 9, artikel 135, stk. 1, litra f), og artikel 168 - et moderselskabs overdragelse af et datterselskab og af sin kapitalandel i et kontrolleret selskab - momsens anvendelsesområde - fritagelse - tjenesteydelser erhvervet i forbindelse med aktieoverdragelsestransaktioner - ret til fradrag af moms)

2009/C 312/04

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Regeringsrätten

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Skatteverket

Sagsøgt: AB SKF

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Regeringsrätten — fortolkning af artikel 2 og 4, artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5, og artikel 17 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) samt af artikel 2 og 9, artikel 135, stk. 1, og artikel 168 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EFT L 347, s. 1) — et moderselskabs afhændelse af sit datterselskab og af aktierne i et andet selskab med henblik på omstrukturering af koncernen — fradrag for moms erlagt for levering af tjenesteydelser, der er erhvervet af moderselskabet inden for rammerne af disse afhændelsestransaktioner

Konklusion

Artikel 2, nr. 1), og artikel 4, stk. 1 og 2, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets direktiv 95/7/EF af 10. april 1995, samt artikel 2, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at et moderselskabs overdragelse af samtlige aktier i et helejet datterselskab samt de resterende aktier i et kontrolleret selskab, der tidligere har været helejet, til hvilke moderselskabet har leveret merværdiafgiftspligtige tjenesteydelser, udgør en økonomisk virksomhed, der er omfattet af disse direktivers anvendelsesområde. I det omfang overdragelsen af aktierne kan sidestilles med hel eller delvis overdragelse af en virksomhed som omhandlet i artikel 5, stk. 8, i sjette direktiv 77/388, som ændret ved direktiv 95/7, eller artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/112 og forudsat, at den pågældende medlemsstat har gjort brug af den mulighed, der er omhandlet i disse bestemmelser, udgør denne transaktion imidlertid ikke en merværdiafgiftspligtig økonomisk virksomhed.

2)	En overdragelse af aktier som den, der er tvist om i hovedsagen, skal være fritaget for merværdiafgift i medfør af artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5), i sjette direktiv 77/388, som ændret ved direktiv 95/7, og artikel 135, stk. 1, litra f), i direktiv 2006/112.

Der er ret til fradrag for indgående merværdiafgift erlagt af ydelser leveret til brug for en overdragelse af aktier i medfør af artikel 17, stk. 1 og 2, i sjette direktiv 77/388, som ændret ved direktiv 95/7, samt artikel 168 i direktiv 2006/112, hvis der er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem de udgifter, der er forbundet med indgående ydelser, og hele den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed. Det tilkommer den forelæggende ret under hensyntagen til alle de omstændigheder, hvorunder de pågældende transaktioner gennemføres i hovedsagen, at afgøre, om de afholdte udgifter kan medregnes i prisen på de solgte aktier, eller om de udelukkende er en del af omkostningselementerne i prisen for de transaktioner, der indgår i den afgiftspligtiges økonomiske virksomhed.

4)	Besvarelsen af de forudgående spørgsmål påvirkes ikke af, at overdragelsen af aktierne foregår ved flere på hinanden følgende transaktioner.

(1) EUT C 79 af 29.3.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/4

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 29. oktober 2009 — Virginie Pontin mod T-Comalux SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal du travail d’Esch-sur-Alzette — Luxembourg)

(Sag C-63/08) (1)

(Socialpolitik - beskyttelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer - direktiv 92/85/EØF - artikel 10 og 12 - forbud mod afskedigelse i perioden fra graviditetens indtræden til udløbet af barselsorloven - retsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til fællesskabsretten - ligebehandling af mænd og kvinder - direktiv 76/207/EØF - artikel 2, stk. 7, tredje afsnit - ulige behandling af en kvinde i forbindelse med svangerskab eller barselsorlov - begrænsning af de gældende retsmidler for kvinder, der afskediges under deres graviditet)

2009/C 312/05

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal du travail d’Esch-sur-Alzette

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Virginie Pontin

Sagsøgt: T-Comalux SA

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tribunal du travail d’Esch-sur-Alzette — fortolkning af artikel 10 og 12 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (EFT L 348, s. 1), og af artikel 2 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40) — udvidelse af retsbeskyttelsen for gravide arbejdstagere, som afskediges — spørgsmålet om, nationale bestemmelser, som fastsætter korte frister på henholdsvis otte og 15 dage for en afskediget, gravid arbejdstagers mulighed for at anlægge sag, og som dermed begrænser søgsmålsretten til at angå opretholdelse af ansættelsesforholdet eller genansættelse i virksomheden uden mulighed for erstatning, er forenelige med nævnte direktiver

Konklusion

Artikel 10 og 12 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der gælder en særlig søgsmålsadgang vedrørende det forbud mod afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der er fastsat i direktivets artikel 10, som udøves efter de nærmere processuelle regler vedrørende dette søgsmål, dog for så vidt som disse regler ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og ikke er udformet på en sådan måde, at det bliver praktisk umuligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet). En præklusiv frist på femten dage som den, der er indført ved den luxembourgske code du travails artikel L. 337-1, stk. 1, fjerde afsnit, fremgår ikke at opfylde denne betingelse, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

Artikel 2 i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73/EF af 23. september 2002, sammenholdt med artikel 3 i det ændrede direktiv 76/207, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom den, der er indført ved code du travails artikel L. 337-1, der særligt vedrører den beskyttelse, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 92/85 i tilfælde af afskedigelse af arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, der afskærer den gravide lønmodtager, der er blevet afskediget under graviditeten, fra at anlægge et erstatningssøgsmål, når alle andre lønmodtagere, der er blevet afskediget, har adgang til at anlægge et sådant, og når en sådan begrænsning af søgsmålsmulighederne udgør en ulige behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis de processuelle regler vedrørende det eneste retsmiddel, der er tilgængeligt ved afskedigelse af disse arbejdstagere, ikke overholder princippet om effektiv retsbeskyttelse af de rettigheder, som borgerne er tildelt ved fællesskabsretten, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1) EUT C 93 af 12.4.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/5

Domstolens dom (Store Afdeling) af 27. oktober 2009 — Land Oberösterreich mod ČEZ as (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesgericht Linz — Østrig)

(Sag C-115/08) (1)

(Søgsmål med påstand om forbud mod at forårsage skadevirkninger eller risiko for skadevirkninger på fast ejendom hidrørende fra et atomkraftværk beliggende i en anden medlemsstat - forpligtelse til at tåle skadevirkninger eller risiko for skadevirkninger foranlediget af anlæg, der er godkendt af myndigheder i domstolslandet - mangel på hensyntagen til godkendelser udstedt i andre medlemsstater - ligebehandling - princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for Euratom-traktatens anvendelsesområde)

2009/C 312/06

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesgericht Linz

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Land Oberösterreich

Sagsøgt: ČEZ as

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Landesgericht Linz — fortolkning af principperne om frie varebevægelser, etableringsfrihed, forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og loyalitet — nationale bestemmelser, hvorefter der kun kan anlægges erstatningssøgsmål i tilfælde af forstyrrelser fra installationer, der har fået en administrativ godkendelse — begrænsning af anvendelsen af denne bestemmelse til kun at omfatte tilladelser, der er udstedt af de nationale myndigheder, hvilket indebærer, at der findes mulighed for at anlægge et negatorisk søgsmål i tilfælde af forstyrrelser fra et anlæg, der er beliggende på en medlemsstats område — atomkraftværket i Temelín

Konklusion

Princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet inden for Euratom-traktatens anvendelsesområde er til hinder for anvendelsen af en medlemsstats lovgivning, såsom den i hovedsagen omhandlede, ifølge hvilken en virksomhed, der har de nødvendige administrative godkendelser for at drive et atomkraftværk beliggende på en anden medlemsstats område, kan være genstand for et retligt negatorisk søgsmål med påstand om ophør med skadevirkninger eller risiko for skadevirkninger på naboejendommene, som hidrører fra dette anlæg, hvorimod virksomheder, der har et industrianlæg beliggende i den medlemsstat, som er domstolslandet, og der har opnået en administrativ godkendelse, ikke kan være genstand for et sådant søgsmål og kun kan udsættes for et søgsmål med påstand om erstatning for de lidte skader på naboejendommen.

Den nationale ret skal i videst muligt omfang fortolke den nationale lovgivning, den skal anvende, i overensstemmelse med fællesskabsrettens krav. Hvis en sådan overensstemmende anvendelse ikke er mulig, har den nationale ret pligt til at anvende fællesskabsretten fuldt ud og til at beskytte de rettigheder, som fællesskabsretten tillægger private, idet den om fornødent skal undlade at anvende enhver bestemmelse, der i den konkrete sag ville føre til et resultat, der er i strid med fællesskabsretten.

(1) EUT C 142 af 7.6.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/5

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 29. oktober 2009 — Rakvere Lihakombinaat AS mod Põllumajandusministeerium og Maksu- ja Tolliameti Ida maksu- ja tollikeskus (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tallinna Halduskohus — Republikken Estland)

(Sag C-140/08) (1)

(Den fælles toldtarif - kombineret nomenklatur - tarifering - frosne stykker eller slagtebiprodukter af høns - Estlands tiltræden - overgangsforanstaltninger - landbrugsprodukter - overskudslagre - forordning (EF) nr. 1972/2003)

2009/C 312/07

Processprog: estisk

Den forelæggende ret

Tallinna Halduskohus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Rakvere Lihakombinaat AS

Sagsøgte: Põllumajandusministeerium og Maksu- ja Tolliameti Ida maksu- ja tollikeskus

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Tallinna Halduskohus — fortolkning af bilag I, i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1) og af artikel 4, stk. 1 og 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1972/2003 af 10. november 2003 om overgangsforanstaltninger for samhandelen med landbrugsprodukter som følge af Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse (EUT L 293, s. 3) — frosset, maskinsepareret kød fremkommet ved maskinel udbening af høns — tarifering under pos. 0207 14 10 (udskårne stykker af høns, udbenede) eller pos. 0207 14 99 (spiseligt slagteaffald af høns, andet) — afgift på markedsaktørernes overskudslagre af landbrugsprodukter — bestemmelse af overskudslagret og overførselslagret med henblik på opkrævning af denne afgift

Konklusion

Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1789/2003 af 11. september 2003, skal fortolkes således, at produkter som de i hovedsagen omhandlede, bestående af frossent maskinsepareret kød, der er tilvejebragt ved mekanisk udbening af høns, og som er egnet til menneskeføde, skal tariferes i underposition 0207 14 10 i den kombinerede nomenklatur.

Artikel 4, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1972/2003 af 10. november 2003 om overgangsforanstaltninger for samhandelen med landbrugsprodukter som følge af Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 230/2004 af 10. februar 2004, er ikke til hinder for en national bestemmelse, såsom § 6, stk. 1, i lov om afgift på overskudslagre (Üleliigse laovaru tasu seadus), som ændret ved lov af 25. januar 2007, hvorefter en erhvervsdrivendes overskudslager beregnes ved fra det lager, der faktisk haves den 1. maj 2004, at trække overførselslageret, der defineres som det gennemsnitlige lager pr. 1. maj i de fire forudgående år, multipliceret med en koefficient på 1,2, svarende til væksten i den pågældende medlemsstats landbrugsproduktion i samme fireårige periode.

3)	Forordning nr. 1972/2003 er ikke til hinder for opkrævning af afgift på en erhvervsdrivendes overskudslager, selv om denne er i stand til at føre bevis for, at han ikke har opnået fordele ved afsætningen af dette lager efter den 1. maj 2004.

(1) EUT C 171 af 5.7.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/6

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 29. oktober 2009 — NCC Construction Danmark A/S mod Skatteministeriet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret — Danmark)

(Sag C-174/08) (1)

(Sjette momsdirektiv - artikel 19, stk. 2 - fradrag for indgående afgift - delvis afgiftspligtig person - goder og tjenesteydelser, som benyttes såvel til afgiftspligtige som til afgiftsfritagne former for virksomhed - beregning af pro rata-satsen for fradraget - begrebet »bitransaktioner vedrørende fast ejendom« - leveringer til sig selv - princippet om afgiftsneutralitet)

2009/C 312/08

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret

Parter i hovedsagen

Sagsøger: NCC Construction Danmark A/S

Sagsøgt: Skatteministeriet

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse — Østre Landsret — fortolkning af artikel 19, stk. 2, andet punktum, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaterne lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) — byggevirksomhed, der driver virksomhed med salg af fast ejendom, som er opført af byggevirksomheden for egen regning med henblik på videresalg — goder og ydelser, som benyttes såvel til transaktioner, der giver, som til transaktioner, der ikke giver ret til fradrag for indgående moms — beregning af pro rata-satsen for fradraget — begrebet bitransaktioner vedrørende fast ejendom

Konklusion

Artikel 19, stk. 2, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, skal fortolkes således, at en byggevirksomheds salg af faste ejendomme, som den har opført for egen regning, ikke kan kvalificeres som »bitransaktioner vedrørende fast ejendom« i denne bestemmelses forstand, når denne aktivitet ligger i direkte, permanent og nødvendig forlængelse af selskabets afgiftspligtige aktivitet. Det er under disse omstændigheder ufornødent konkret at vurdere, i hvilket omfang denne salgsaktivitet isoleret set indebærer en anvendelse af goder og tjenesteydelser, for hvilke der skal betales merværdiafgift.

Princippet om afgiftsneutralitet kan ikke være til hinder for, at en byggevirksomhed, som erlægger moms af byggeydelser, som den opfører for egen regning (leveringer til sig selv), ikke fuldt ud kan fradrage momsen vedrørende de generalomkostninger, der er afholdt i forbindelse med disse ydelser, når den omsætning, der følger af salget af det således opførte byggeri, er fritaget for merværdiafgift.

(1) EUT C 171 af 5.7.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/7

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 29. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Irland

(Sag C-188/08) (1)

(Traktatbrud - direktiv 75/442/EØF - affald - husspildevand, som i landdistrikter bortskaffes ved hjælp af septiktanke - affald, der ikke er omfattet af anden lovgivning - manglende gennemførelse)

2009/C 312/09

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved S. Pardo Quintillán, D. Lawunmi og M. Wilderspin, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Irland (ved D. O’Hagan, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 4, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13 og 14 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 39), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32), hvad angår husspildevand, som bortskaffes ved hjælp af septiktanke — affald, der ikke er omfattet af anden lovgivning

Konklusion

Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991, hvad angår husspildevand, som i landdistrikter bortskaffes ved hjælp af septiktanke og andre individuelle spildevandsbehandlingsanlæg, da Irland, bortset fra i grevskabet Cavan, ikke har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivets artikel 4 og 8.

2)	Irland betaler tre fjerdedele af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers omkostninger og bærer sine egne omkostninger.

3)	Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

(1) EUT C 197 af 2.8.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/7

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 29. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Finland

(Sag C-246/08) (1)

(Traktatbrud - sjette momsdirektiv - artikel 2, nr. 1), og artikel 4, stk. 1 og 2 - begrebet »økonomisk virksomhed« - offentlige retshjælpskontorer - retshjælpsydelser i forbindelse med en retssag mod delvist vederlag betalt af retshjælpsmodtageren - begrebet »direkte sammenhæng« mellem den leverede tjenesteydelse og den modtagne modværdi)

2009/C 312/10

Processprog: finsk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved P. Aalto og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Finland (ved A. Guimaraes-Purokoski, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 2, nr. 1), og artikel 4, stk. 1, 2 og 5, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) — national lovgivning, hvorefter juridisk rådgivning behandles forskelligt i momsmæssig henseende alt efter, om den ydes af private udbydere eller af statslige retshjælpskontorer — konkurrencefordrejning

Konklusion

1)	Republikken Finland frifindes.

2)	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 209 af 15.8.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/8

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 29. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

(Sag C-249/08) (1)

(Traktatbrud - den fælles landbrugspolitik - bevaring af ressourcer - kontrolordning i fiskerisektoren - forordning (EF) nr. 894/97 - artikel 11 - forordning (EØF) nr. 2241/87 - artikel 1, stk. 1 og 2 - forordning (EØF) nr. 2847/93 - artikel 2, stk. 1 og artikel 31, stk. 1 og 2 - forbud mod drivgarn - mangel på effektivt kontrolsystem med henblik på at sikre overholdelse af dette forbud)

2009/C 312/11

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved K. Banks og C. Cattabriga, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik (ved I. Bruni, som befuldmægtiget og avvocato dello Stato F. Arena)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2241/87 af 23. juli 1987 om fastsættelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri (EFT L 207, s. 1), og artikel 2 samt artikel 31, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (EFT L 261, s. 1) — inspektion af og kontrol med fiskerfartøjer og deres aktiviteter — foranstaltninger der skal træffes i tilfælde af manglende overholdelse af de gældende bestemmelser — bestemmelser om opbevaring om bord og anvendelse af drivgarn

Konklusion

Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2241/87 af 23. juli 1987 om fastsættelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri, og artikel 2, stk. 1, samt artikel 31, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2846 af 17. december 1998, idet den har undladt på tilfredsstillende vis at kontrollere, inspicere og overvåge udøvelse af fiskeri på sit område og i de farvande, der hører under dens højhedsområde eller jurisdiktion, navnlig for så vidt angår iagttagelsen af de bestemmelser, som regulerer opbevaring om bord og anvendelse af drivgarn, og idet den ikke i tilstrækkeligt omfang har sørget for, at der træffes passende foranstaltninger over for de personer, som er ansvarlige for overtrædelser af fællesskabsforskrifterne om opbevaring om bord og anvendelse af drivgarn, navnlig for så vidt angår præventivt virkende sanktioner over for nævnte personer.

2)	Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 209 af 15.8.2008

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/8

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 29. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Sverige

(Sag C-274/08) (1)

(Traktatbrud - direktiv 2003/54/EF - artikel 15, stk. 2 - artikel 23, stk. 2 - det indre marked for elektricitet - forudgående godkendelse af de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for tilslutning og adgang til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer - national regulerende myndighed)

2009/C 312/12

Processprog: svensk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved B. Schima og P. Dejmek, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Sverige (ved A. Falk, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Traktatbrud — tilsidesættelse af artikel 15, stk. 2, litra b) og c), og artikel 23, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (EFT L 176, s. 37) — erklæringer vedrørende nedluknings- og affaldsforvaltningsaktiviteter– manglende sikring af den krævede funktionelle adskillelse mellem distributions- og produktionsinteresser i et vertikalt integreret selskab — tilsynsmyndighederne ikke pålagt at fastsætte eller godkende de metoder, der anvendes for at beregne eller fastsætte betingelserne for tilslutning eller adgang til nationale net

Konklusion

Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF,

—	idet det ikke har truffet passende foranstaltninger med henblik på at sikre krav om funktionel adskillelse mellem distributions- og produktionsinteresser i et vertikalt integreret selskab i henhold til direktivets artikel 15, stk. 2, litra b) og c), og

—

idet det ikke har givet de regulerende myndigheder ansvaret for at fastsætte eller, forud for deres ikrafttræden, at godkende i det mindste de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår for adgang til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer i henhold til direktivets artikel 23, stk. 2, litra a).

2)	Kongeriget Sverige betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 236 af 13.9.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/9

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 29. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien

(Sag C-474/08) (1)

(Traktatbrud - manglende vedtagelse af alle de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 23, stk. 2 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2006 om fælles regler for det indre marked for elektricitet - beføjelser for den regulerende myndighed inden for elektricitetssektoren)

2009/C 312/13

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved M. Patakia og B. Schima, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Belgien (ved C. Pochet, som befuldmægtiget, og avocats J. Scalais og O. Vanhulst)

Sagens genstand

Traktatbrud — manglende vedtagelse af alle de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 23, stk. 2 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2006 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (EFT L 176, s. 37) — beføjelser for den regulerende myndighed inden for elektricitetssektoren

Konklusion

Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF, idet

—	det ikke har vedtaget, at afslag på adgang til distributions- eller transmissionsnettet kan indbringes for den regulerende myndighed, der inden for en frist på to måneder træffer afgørelse med bindende virkning, som bestemt i direktivets artikel 23, stk. 5

—

det har tildelt en anden myndighed end den regulerende myndighed beføjelsen til at fastlægge visse elementer, der er bestemmende for beregningen af tariffer for så vidt angår visse installationer for transmission af elektricitet, hvilket er i strid med bestemmelserne i artikel 23, stk. 2, litra a), i direktiv 2003/54.

2)	Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 32 af 7.2.2009.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/9

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 29. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Polen

(Sag C-551/08) (1)

(Traktatbrud - direktiv 2005/68/EF - selvstændig genforsikringsvirksomhed - adgang og udøvelse - nationale bestemmelser forud for direktivet - meddelelse eller gennemførelse ikke sket inden for den fastsatte frist)

2009/C 312/14

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved N. Yerrell og M. Kaduczak, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen (ved M. Dowgielewicz, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Traktatbrud — manglende vedtagelse inden for den fastsatte frist af de nødvendige bestemmelser for at efterkomme Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF (EUT L 323, s. 1)

Konklusion

Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til særlig artikel 64 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 92/49/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2002/83/EF, da den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet og under alle omstændigheder ikke har meddelt Kommissionen disse.

2)	Republikken Polen betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 55 af 7.3.2009.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/10

Sag anlagt den 17. august 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Polen

(Sag C-331/09)

2009/C 312/17

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved K. Gross og A. Stobiecka-Kuik, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 249, stk. 4, EF samt artikel 3, 4 og 5 i Kommissionens beslutning af 23. oktober 2007 om Polens statsstøtte C 23/06 (ex NN 35/06) til stålproducenten Technologie Buczek Group (meddelt under nummer K(2007) 5087, offentliggjort i EUT 2008 L 116), idet Republikken Polen ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til denne beslutning eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen om opfyldelsen af disse forpligtelser.

—	Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 23. oktober 2007 vedtog Kommissionen en beslutning, hvormed den krævede tilbagebetaling af støtte fra den polske stålproducent Technologie Buczek Group, særligt fra Technologie Buczek SA (herefter »TB«) og dennes datterselskaber Huta Buczek (herefter »HB«) og Buczek Automotive (herefter »BA«), som ikke havde gennemført en på forhånd godkendt omstruktureringsplan forskriftsmæssigt, og som efterfølgende havde modtaget en driftsstøtte, der var uforenelig med fællesskabsretten. Denne driftsstøtte bestod i manglende opfyldelse af offentligretlige forpligtelser. Republikken Polen blev den 24. oktober 2007 via sin faste repræsentant ved Den Europæiske Union underrettet om beslutningen. Kommissionen opfordrede samtidigt Republikken Polen til at iværksætte alle nødvendige foranstaltninger for at kræve den retsstridige støtte tilbagebetalt.

Frem til tidspunktet for indgivelsen af søgsmålet var støtten til HB og BA ikke blevet tilbagebetalt.

Ifølge oplysninger fra de polske myndigheder skyldes den stærke forsinkelse af tilbagesøgningen af støtten ud over rent tekniske forhindringer bestemmelser i den polske konkursret. De polske myndigheder har oplyst, at den statsstøtte, som beslutningen drejer sig om, bestod i manglende opfyldelse af forpligtelser, der påhviler TB, selv om det reelt var dette selskabs datterselskaber, der havde haft gavn af støtten. I den forbindelse var TB formelt ansvarlig for alle forpligtelser, herunder de beløb, der skulle kræves tilbagebetalt fra HB og BA. De polske retsforskrifter tillader angiveligt ikke, at sådanne fordringer afskrives, medmindre der foreligger en »en absolut umulighed«. Hvis sådanne fordringer anmeldes, er kurator i TB’s konkursbo forpligtet til at indfri denne gældspost med inddragelse af de beløb, der skulle have været krævet tilbagebetalt af datterselskaberne. Hvis disse beløb tilbagebetales, bortfalder retsgrundlaget for at gøre dem gældende over for HB og BA.

Det er dog efter Kommissionens opfattelse ikke tilstrækkeligt, at Republikken Polen iværksætter alle de foranstaltninger, som medlemsstaten har til rådighed. Disse foranstaltninger skal føre til den effektive og øjeblikkelige gennemførelse af beslutningen. I modsat fald må det antages, at Republikken Polen ikke har opfyldt sine forpligtelser. En medlemsstat har tilsidesat sin pligt til at kræve tilbagebetaling, når de skridt, som medlemsstaten har iværksat, ikke har haft nogen virkning med hensyn til den faktiske tilbagebetaling af det omhandlede beløb.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/11

Sag anlagt den 1. september 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Polen

(Sag C-349/09)

2009/C 312/18

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved K. Herrmann og M. Simerdova, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 31 i Kommissionens direktiv 2005/28/EF af 8. april 2005 om principper og detaljerede retningslinjer for god klinisk praksis i forbindelse med testpræparater til human brug og om krav i forbindelse med tilladelse til fremstilling eller import af sådanne præparater (1), idet den ikke har gennemført direktivet fuldstændigt eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen om de bestemmelser, der er vedtaget med henblik herpå.

—	Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fristen for gennemførelse af direktiv 2005/28/EF udløb den 29. januar 2006.

(1) EUT L 91, s. 13.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/11

Appel iværksat den 2. september 2009 af Centre de Promotion de l'Emploi par la Micro-Entreprise (CPEM) til prøvelse af dom afsagt den 30. juni 2009 af Retten i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-444/07, Centre de Promotion de l'Emploi par la Micro-entreprise (CPEM) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-350/09 P)

2009/C 312/19

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Centre de Promotion de l'Emploi par la Micro-Entreprise (CPEM) (ved advokat C. Bonnefoi)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dommen afsagt af Retten i Første Instans ophæves.

—	De for Retten nedlagte påstande tages helt eller delvis til følge.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for søgsmålet gjort 13 anbringender gældende vedrørende Rettens forkastelse af dens påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 4. oktober 2007 om ophævelse af støtte tildelt CPEM af Den Europæiske Socialfond (ESF) ved beslutning K (1999) 2645 af 17. august 1999.

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet, idet Retten ikke har opfyldt sine forpligtelser til at skabe ligevægt mellem parternes anbringender. Ved blot flere gange at angive, at Kommissionen har afvist CPEM’s argumenter, har Retten således hverken gengivet Kommissionens argumenter eller angivet, på hvilken måde disse argumenter afviser eller tilbageviser appellantens argumenter, hvilket skaber en uligevægt i gengivelsen af elementerne i tvisten og følgelig en uligevægt i behandling af argumenterne i dommen.

Med det andet anbringende gør CPEM gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den ikke anerkender Kommissionens »medansvar«, idet Kommissionen var underrettet om de forhold, der påklages, men ikke iværksatte nogen som helst foranstaltninger, da dens periodiske kontrol vedrørende gennemførelsen af det støttede projekt fandt sted, for at standse udbetalingen af acontobeløb og af støttens restbeløb. CPEM’s forpligtelse til at tilbagebetale det ydede tilskud er således ikke begrundet, når der tages hensyn til CPEM’s argumenter, der fastslår i det mindste et medansvar for Kommissionen for den skadegørende situation, der er opstået.

Med det tredje anbringende gør appellanten gældende, at Retten fejlagtigt ikke har undersøgt dens argumenter om valget af retsgrundlag for kontrollen, der er ulovlig, for så vidt som den burde have været gennemført på grundlag af en anden forordning end den, med hjemmel i hvilken den officielt blev udført.

Med det fjerde anbringende anfører appellanten, at Retten har begået en retlig fejl, idet den afviser appellantens påstande om erstatning for offentlig krænkelse af dens omdømme. OLAF havde således givet oplysninger til den lokale presse til trods for, at CPEM endnu ikke havde modtaget underretning om afgørelsen om berigtigelse. Under sådanne omstændigheder medfører offentliggørelsen af disse oplysninger betydelig skade på et organ med almennyttige opgaver uden hverken likviditet eller kundekreds, og hvis finansiering alene stammer fra offentlige eller private bidragydere.

Med det femte anbringende gør appellanten gældende, at Retten har begået en retlig fejl og tilsidesat proportionalitetsprincippet, idet den afviser det symbolske erstatningskrav for CPEM’s personale på grund af manglende specifik bemyndigelse til advokaten, mens de fejl, som CPEM har påberåbt sig, hvad angår bemyndigelsen for OLAF’s undersøgere og for Kommissionens personale, ikke har været genstand for en undersøgelse af samme ret.

Med det sjette anbringende har CPEM kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl, idet den har indskrænket det påklagede forhold samt undersøgelsen af det første anbringende til alene at vedrøre overholdelsen af retten til forsvar, selv om Retten udtrykkeligt har henvist til de grundlæggende rettigheder til et forsvar og til de generelle retsprincipper.

Med det syvende anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten tillige har begået en retlig fejl ved at begrænse området for retten til forsvar til den blotte mulighed for modtagerne af en afgørelse, hvis interesser i væsentlig grad berøres deraf, til at gøre deres synspunkter gældende. Retten til forsvar har imidlertid et meget bredere anvendelsesområde. Derudover er »relevansen« af debatten med OLAF og Kommissionen samt den »omhyggelige og upartiske« undersøgelse af alle omstændigheder i den foreliggende sag yderst tvivlsom, og det samme gælder med hensyn til OLAF’s undladelse af at give underretning om indholdet af de modtagne klager.

Med det ottende anbringende har appellanten nærmere gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, eftersom Retten finder, at den omstændighed, at pressen blev informeret om den administrative afgørelses indhold, der fastslog en sanktion, allerede før modtageren havde modtaget underretning derom, ikke udgør en krænkelse af retten til forsvar.

Med det niende anbringende har CPEM gjort gældende, at Retten urigtigt har afvist dens anbringende om, at Kommissionen i forbindelse med den procedure, hvorved den anfægtede afgørelse blev truffet, har tilsidesat retten til forsvar, princippet om uskyldsformodning, retssikkerhedsprincippet, ligevægtsprincippet og princippet om neutral kontrol. Overholdelsen af disse generelle retsprincipper skal garanteres ikke kun i forbindelse med de administrative procedurer, der kan føre til pålæggelse af sanktioner, men også i forbindelse med de indledende undersøgelser.

Med det tiende anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den har misforstået det franske begreb »organ, der ikke arbejder med gevinst for øje«, såvel som de forbindelser et sådant organ kan og skal have med de forskellige kommunale myndigheder. Retten har dermed godtaget Kommissionens og OLAF’s oprindelige fejl, hvorefter forholdet mellem CPEM og de kommunale myndigheder, herunder byen Marseille, blev betragtet som en alvorlig fejl.

Med det ellevte anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en faktisk fejl, idet Retten anfører, at appellanten finder, at »retningslinjerne for projektansvarlige« ikke kan gøres gældende, og forkaster appellantens argumenter af denne grund. I virkeligheden finder appellanten, at retningslinierne kan gøres gældende, men fremfører blot det klagepunkt, at eksistensen af flere forskellige udgaver fører til retlig usikkerhed og til tilsidesættelse af retten til kontradiktion.

Med det tolvte anbringende har CPEM gjort gældende, at Retten fejlagtigt har fortolket begrebet »værdiansættelse« under henvisning til et af Kommissionen fremført, men retligt fejlagtigt argument om, at denne metode til debitering af udgifter er tilladt i henhold til FSE’s »traditionelle« projektform, men forbudt i forbindelse med pilotprojekter i henhold til artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning nr. 4255/88 (1).

Med det trettende og sidste anbringende har appellanten endelig kritiseret Rettens manglende overholdelse af retssikkerhedsprincippet, for så vidt som den har unddraget sig diskussionen vedrørende anbringendet om, at forordning nr. 1605/2002 (2), som er hjemmel for OLAF’s og Kommissionens beslutning, ikke finder anvendelse, da det på tidspunktet for de faktiske omstændigheder var finansforordningen af 21. december 1977 (3), der var gældende. CPEM anmoder i øvrigt om, at de faktiske omstændigheder bevises ved vidneførsel i henhold til artikel 47, stk. 1, andet og tredje afsnit, i procesreglementet for Domstolen.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 4255/88 af 19.12.1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår Den Europæiske Socialfond (EFT L 374, s. 21).

(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).

(3) Finansforordningen af 21.12.1977 vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 356, s. 1) i den udgave, der følger af Rådets forordning (EF, EKSF, Euratom) nr. 2779/98 af 17.12.1998 om ændring af finansforordningen af 21.12.1977 (EFT L 347, s. 3).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/13

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Ítélőtábla (Republikken Ungarn) den 7. september 2009 — Dr. Donat Cornelius Ebert mod Budapesti Ügyvédi Kamara

(Sag C-359/09)

2009/C 312/20

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Ítélőtábla

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Dr. Donat Cornelius Ebert

Sagsøgt: Budapesti Ügyvédi Kamara

Præjudicielle spørgsmål

Kan Rådets direktiv 89/48/EØF (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF (2) fortolkes således, at appellanten, der er tysk statsborger med beskikkelse til at udøve advokatvirksomhed i Tyskland, hvor han er medlem af den tyske advokatforening, men som har opholds- og arbejdstilladelse i Ungarn, har ret til i retssager og forvaltningsretssager at anvende titlen »ügyvéd« (advokat), som er den officielle betegnelse i værtsmedlemsstaten (Ungarn), samtidig med den tyske titel »Rechtsanwalt« (advokat) og den ungarske titel »európai közösségi jogász« (fællesskabsjurist), selv om han ikke er medlem af Ungarns Advokatforening som beskikket advokat eller har opnået nogen form for autorisation?

2)	Supplerer direktiv 98/5/EF direktiv 89/4[8]/EØF i den forstand, at direktiv 98/5/EF om udøvelse af advokaterhvervet udgør en lex specialis på området for advokatvirksomhed, mens direktiv 89/4[8]/EØF alene regulerer anerkendelsen af eksamensbeviser for videregående uddannelser generelt?

(1) Rådets direktiv 89/48/EØF af 21.12.1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed, EFT L 19, s. 16.

(2) Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16.2.1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, EFT L 77, s. 36.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/13

Appel iværksat den 11. september 2009 af Athinaïki Techniki AE til prøvelse af kendelse afsagt den 29. juni 2009 af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) i sag T-94/05, Athinaïki Techniki AE mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-362/09 P)

2009/C 312/21

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Athinaïki Techniki AE (ved avocat S.A. Pappas)

De andre parter i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Athens Resort Casino AE Symmetochon

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede kendelse ophæves.

—	Påstandene fremsat i første instans tages til følge.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat fire anbringender til støtte for appellen.

Ifølge det første anbringende har Retten foretaget en urigtig fortolkning af Domstolens hidtidige praksis hvad angår gyldighedsbetingelserne for tilbagekaldelse af forvaltningsakter. For at tilbagekaldelse er gyldig, forudsætter det, at retsakten er kendt ulovlig, og at den bliver ophævet inden for en rimelig frist. I denne sag tilbagekaldte Kommissionen retsakten mere end fire år efter dens vedtagelse, og der blev ikke givet nogen begrundelse.

Med sit andet anbringende har Athinaïki Techniki gjort gældende, at Retten har foretaget urigtig retsanvendelse ved ikke at tage stilling til det spørgsmål, sagsøgeren havde rejst om magtfordrejning. Kommissionen tilsigtede ved at tilbagekalde den anfægtede beslutning nemlig ikke at tilbagekalde den pågældende retsakt for at overholde legalitetsprincippet, men at undgå kontrol ved Fællesskabets retsinstanser.

For det tredje fastslår appellanten, at man fortsat har interesse i at opnå en dom om annullation af Kommissionens anfægtede beslutning i modsætning til, hvad der er blevet antaget i den appellerede kendelse. Følgerne af Kommissionens tilbagekaldelse af den pågældende retsakt er nemlig ikke begrænset til den blotte genåbning af den indledende undersøgelsesprocedure. En annullationsdom medfører pligt for Kommissionen til enten at indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende statsstøtte eller at opfordre den pågældende medlemsstat til at ophæve eller ændre den pågældende støtte. Retten har således foretaget urigtig retsanvendelse ved at finde, at den eneste følge af en annullation af den anfægtede beslutning var pligten til at genåbne den indledende undersøgelsesprocedure.

Endelig har Retten ifølge appellanten tilsidesat retskraften af Domstolens dom i den forbundne sag C-521/06 P. Det fremgår nemlig af denne dom, at Kommissionen ikke kunne forblive i en tilstand af administrativ passivitet som led i undersøgelsesproceduren af statsstøtte. Kommissionen er netop ved tilbagekaldelsen af den anfægtede beslutning genindtrådt i passivitet, og Retten har ved ikke at påtale den foretaget en urigtig af anvendelse af sekundær ret.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/14

Appel iværksat den 15. september 2009 af ISD Polska sp. z o.o. og Industrial Union of Donbass Corporation (sag T-273/06) samt ISD Polsk sp. z o.o. (tidligere Majątek Hutniczy sp. z o.o.) (sag T-297/06) til prøvelse af dom afsagt den 1. juli 2009 af Retten i Første Instans (Ottende Afdeling) i de forenede sager T-273/06 og T-297/06, ISD Polska m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-369/09 P)

2009/C 312/22

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: ISD Polska sp. z o.o. og Industrial Union of Donbass Corporation (sag T-273/06) samt ISD Polska sp. z o.o. (tidligere Majątek Hutniczy sp. z o.o.) (sag T-297/06) (ved avocats C. Rapin og E. Van den Haute)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—	Appellen antages til realitetsbehandling.

—	Dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Ottende Afdeling) den 1. juli 2009 i de forenede sager T-273/06 og T-297/06 ophæves.

—	Der gives appellanterne helt — subsidiært delvist — medhold i de for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans nedlagte påstande i de forenede sager T-273/06 og T-297/06.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

—	For det tilfælde, at Domstolen måtte beslutte, at det er ufornødent at træffe afgørelse, tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagens omkostninger i henhold til artikel 69, stk. 6, sammenholdt med artikel 72, litra a), i Domstolens procesreglement.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har gjort tre anbringender gældende til støtte for appellen.

Med det første anbringende anfægter appellanterne Rettens bedømmelse, hvorefter protokol nr. 8 om strukturomlægning af den polske stålindustri, der er vedhæftet som bilag til akten vedrørende Republikken Polens tiltrædelse af Den Europæiske Union (1), i punkt 6 anerkender, at protokollens bestemmelser finder anvendelse med tilbagevirkende kraft. Ifølge appellanterne kan der nemlig ikke udledes nogen tilbagevirkende kraft af ordlyden, formålet eller opbygningen af denne bestemmelse, der nøjes med at præcisere, at de virksomheder, der står opført i protokollens bilag 1, med visse begrænsninger er berettiget til støtte i perioden mellem 1997 og 2003. Denne bestemmelse indebærer med andre ord, at beregningen af den støtte, der kan tildeles de begunstigede virksomheder frem til udgangen af 2003, bør foretages således, at allerede tildelt støtte retrospektivt tages i betragtning, men ikke ved med tilbagevirkende kraft at lægge til grund, at den ydede støtte var ulovlig. Denne fortolkning deles i øvrigt både af Kommissionen og af Rådet, der for Kommissionens vedkommende i et forslag til beslutning og for Rådets vedkommende i en beslutning har konstateret, at de forpligtelser, der er indgået i protokol nr. 8, er blevet overholdt.

Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, dels at de støttemodtagende virksomheder principielt ikke kan have en berettiget forventning om, at denne støtte er lovlig, medmindre den er blevet tildelt under overholdelse af den i artikel 88 EF fastsatte procedure, dels at de procedurer, der er fastsat i protokol (nr. 2) om EKSF-produkter i associeringsaftalen af 16. december 1991 (2), gennem hvilke den omtvistede støtte blev meddelt Kommissionen og Rådet, ikke kan give anledning til en berettiget forventning hos appellanterne. Det er ubestridt, at ingen formel anmeldelse af den omtvistede støtte kunne have fundet sted i henhold til artikel 88 EF, eftersom Republikken Polen på dette tidspunkt endnu ikke var medlem af Den Europæiske Union, og at Kommissionen blev underrettet om støtten og ved undersøgelsen af det polske strukturomlægningsprogram og de virksomhedsplaner, der blev præsenteret i forbindelse hermed, vurderede, at de opfyldte kravene i artikel 8, stk. 4, i associeringsaftalens protokol nr. 2 og de betingelser, der er fastsat i tiltrædelsesaktens protokol nr. 8.

Med deres tredje og sidste anbringende har appellanterne endelig påberåbt sig en tilsidesættelse af forordning (EF) nr. 659/1999 (3) og forordning (EF) nr. 794/2004 (4). Ifølge disse forordninger er det nemlig ikke tilstrækkeligt, at den rentesats, der skal anvendes i forbindelse med tilbagebetaling af en omtvistet støtte, er fastsat i tæt samarbejde med den pågældende medlemsstat, for at denne sats kan anses for at være en »passende« sats efter artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/1999. Den »passende« karakter af en rentesats, der skal anvendes i forbindelse med tilbagebetaling af statsstøtte, er et materielt begreb, der er uafhængig af den procedure, som Kommissionen skal følge i de særlige tilfælde, hvor Kommissionen fastsætter denne sats i samarbejde med den pågældende medlemsstat.

(1) EUT 2003 L 236, s. 948.

(2) Europaaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Polen på den anden side (EFT 1993 L 348, s. 2).

(3) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (nu artikel 88 EF) (EFT L 83, s. 1).

(4) Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21.4.2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (EUT L 140, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/15

Sag anlagt den 23. september 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Tjekkiske Republik

(Sag C-378/09)

2009/C 312/24

Processprog: tjekkisk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved M. Šimerdová og J.-B. Laignelot, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Tjekkiske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10a, stk. 1, 2 og 3, i Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljø (85/337/EØF) (1), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF (2) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF (3), idet den ikke har fortaget en korrekt gennemførelse af bestemmelserne i artikel 10a, stk. 1, 2 og 3, i nationale ret.

—	Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fristen for gennemførelse af direktivet i national ret udløb den 25. juni 2005.

(1) EFT L 175, s. 40.

(2) Rådets Direktiv 97/11/EF af 3.3.1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EFT L 73, s. 5).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26.5.2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse (EUT L 156, s. 17).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/16

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeidshof te Brussel (Belgien) den 25. september 2009 — Maurits Casteels mod British Airways plc

(Sag C-379/09)

2009/C 312/25

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Arbeidshof te Brussel

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maurits Casteels

Sagsøgt: British Airways plc

Præjudicielle spørgsmål

1)	Kan EF-traktatens artikel 42, når Rådet ikke har handlet, påberåbes af en privat over for hans arbejdsgiver fra den private sektor i en retstvist ved de nationale retter?

Såfremt en arbejdstager, der er i tjeneste hos den samme juridiske person/arbejdsgiver, idet der ikke er tale om udstationering, i flere på hinanden følgende perioder ansættes på forskellige af arbejdsgiverens driftssteder i forskellige medlemsstater og hver gang bliver omfattet af den ordning for supplerende pensioner, der gælder på driftsstedet,

—	er EF-traktatens artikel 39, før ikrafttrædelsen af direktiv 98/49 (1) af 29. juni 1998 (EFT af 25.7.1998), og artikel 42, enten hver for sig eller i sammenhæng, da til hinder for,

—

at der ved fastsættelsen af en periode for erhvervelse af definitive krav på supplerende pensionsydelser (på grundlag af arbejdsgiverens og arbejdstagerens bidrag) i en given medlemsstat hverken tages hensyn til de tjenesteår, som arbejdstageren allerede har tilbagelagt hos samme arbejdsgiver i en anden medlemsstat, eller hans tilslutning til en supplerende pensionsordning der,

—

at en forflyttelse af en arbejdstager med dennes samtykke til et driftssted i en anden medlemsstat, tilhørende samme arbejdsgiver, i henhold til pensionsordningen sidestilles med, at arbejdstageren frivilligt forlader driftsstedet, hvorved hans rettigheder til supplerende pension begrænses til hans egne bidrag,

—

og denne situation har den ugunstige følge, at arbejdstageren mister sine krav på supplerende pensionsydelser på grundlag af sin ansættelse i denne medlemsstat, hvilket ikke havde været tilfældet, såfremt han kun havde arbejdet i en medlemsstat for sin arbejdsgiver og hele tiden havde været tilsluttet den supplerende pensionsordning i denne medlemsstat?

(1) Rådets direktiv 98/49/EF af 29.6.1998 om beskyttelse af supplerende pensionsrettigheder for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 209, s. 46).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/16

Sag anlagt den 25. september 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik

(Sag C-383/09)

2009/C 312/26

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved O. Beynet og D. Recchia, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Franske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i medfør af artikel 12, stk. 1, litra d), i Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (1), idet den ikke har etableret et program med foranstaltninger til streng beskyttelse af arten Cricetus cricetus (den europæiske hamster).

—	Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved sit søgsmål foreholder Kommissionen sagsøgte, at denne ikke, som bestemmelserne i artikel 12 i direktiv 92/43/EØF kræver, har etableret en streng beskyttelsesordning for arten Cricetus cricetus i Alsace, hvor denne art har sit naturlige udbredelsesområde i Frankrig.

Ifølge sagsøgeren har optællinger af dyrets jordhuler vist et betydeligt fald i antallet heraf de senere år, idet antallet af jordhuler er faldet fra 1167 i 2001 til kun 161 i 2007. Under disse omstændigheder, hvor arten på én gang er truet af skadelig landbrugspraksis og af presset fra byerne, er denne truet af fuldstændig udryddelse på meget kort sigt.

Kommissionen erkender i stævningen, at sagsøgte har taget hensyn til disse problemer, idet sagsøgte har vedtaget foranstaltninger både vedrørende byplanlægning og landbrugspraksis, men disse foranstaltninger er helt utilstrækkelige.

For det første dækker de tre prioriterede indsatsområder, der er de områder, hvor hovedindsatsen for at bevare arten er koncentreret, alene en meget lille del af det område, der udgør artens naturlige levested, idet to tredjedele af de eksisterende jordhuler befinder sig uden for disse områder, der i sig selv kun udgør 2 % af de for den europæiske hamster gunstige landområder. For at sikre en hensigtsmæssig områdemæssig dækning af beskyttelsesforanstaltningerne for denne art må udbredelsen af den europæiske hamster i 1990 og ikke i 2000 anvendes som sammenligningsgrundlag.

For det andet er selve beskyttelsesforanstaltningerne helt utilstrækkelige. Kommissionen beklager i denne henseende navnlig manglen på normativ klarhed vedrørende området for hamsterens genudbredelse. Der tilkommer nemlig de nationale myndigheder en for stor skønsmargin vedrørende indrømmelse af undtagelser ved byudviklingsprojekter i de områder, hvor hamsteren lever, og der hersker stor usikkerhed om de foranstaltninger, som er truffet for at beskytte denne art.

(1) EFT L 206, s. 7.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/17

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de grande instance de Paris (Frankrig) den 29. september 2009 — Prunus SARL mod Directeur des services fiscaux

(Sag C-384/09)

2009/C 312/27

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de grande instance de Paris

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Prunus SARL

Sagsøgt: Directeur des services fiscaux

Præjudicielle spørgsmål

Er artikel 56 EF ff. til hinder for en lovgivning som den, der følger af artikel 990 D ff. i code général des impôts, som giver juridiske personer, hvis virkelige ledelse har hjemsted i Frankrig, eller, fra 1. januar 2008, i en medlemsstat i Den Europæiske Union, mulighed for at opnå fritagelse for den omtvistede skat og som betinger denne mulighed, for så vidt angår juridiske personer, hvis virkelige ledelse har hjemsted i et tredjeland, af, at der mellem Frankrig og den pågældende stat er indgået en overenskomst om administrativ bistand til bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse, eller af, at disse selskaber i medfør af en overenskomst, der indeholder en klausul om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, ikke må undergives en hårdere beskatning end den, der gælder for juridiske personer, hvis virkelige ledelse har hjemsted i Frankrig?

Er artikel 56 EF ff. til hinder for en lovgivning som den, der følger af artikel 990 F i code général des impôts, som tillader skattemyndighederne at pålægge enhver juridisk person, som er mellemstillet skyldneren eller skyldnerne af den omhandlede skat og den faste ejendom eller rettigheder til fast ejendom, solidarisk hæftelse for den skat, som er foreskrevet ved artikel 990 D ff. i code général des impôts?

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/17

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Mokestinių Ginčų Komisija Prie Lietuvos Respublikos Vyriausybės (Litauen) den 29. september 2009 — Nidera Handelscompagnie B.V. mod Valstybinės mokesčių inspekcija prie Lietuvos Respublikos finansų ministerios

(Sag C-385/09)

2009/C 312/28

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Mokestinių Ginčų Komisija Prie Lietuvos Respublikos Vyriausybės

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Nidera Handelscompagnie B.V.

Sagsøgt: Valstybinės mokesčių inspekcija prie Lietuvos Respublikos finansų ministerios

Præjudicielle spørgsmål

Er en lov, hvorefter alene afgiftspligtige personer — det vil sige afgiftspligtige personer, der i en medlemsstat (i dette tilfælde Litauen) er registreret som afgiftspligtig i henhold til de dér fastsatte procedurer — har ret til at fradrage merværdiafgift, forenelig med bestemmelserne i direktiv 2006/112/EF (1) angående retten til at fradrage merværdiafgift?

Hvis første spørgsmål besvares bekræftende, er det da foreneligt med de generelle principper om retten til at fradrage merværdiafgift, som er fastsat i direktiv 2006/112/EF, at en sådan lovgivning bestemmer, at en afgiftspligtig person kun har ret til at fradrage indgående moms og/eller importmoms på varer og/eller tjenesteydelser, som er erhvervet før tidspunktet for dennes registrering som afgiftspligtig, hvis disse varer skal anvendes i denne afgiftspligtige persons afgiftspligtige virksomhed, hvilket indebærer, at indgående moms og/eller importmoms på varer og tjenesteydelser erhvervet før tidspunktet for dennes registrering som afgiftspligtig ikke kan fradrages, hvis disse varer allerede er blevet anvendt i denne virksomhed?

(1) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/18

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour du travail de Bruxelles (Belgien) den 30. september 2009 — Jhonny Briot mod Randstad Interim, Sodexho SA og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-386/09)

2009/C 312/29

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour du travail de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Jhonny Briot

Sagsøgte: Randstad Interim, Sodexho SA og Rådet for Den Europæiske Union

Præjudicielle spørgsmål

Når det i forbindelse med en overførsel af en virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2001/23 (1), fremgår, at den overførte enhed, nemlig en fællesskabsinstitutions virksomhedsrestaurant, anvendte et betydeligt antal vikararbejdstagere i henhold til en rammekontrakt indgået med forskellige vikarbureauer, skal vikarbureauet eller i mangel heraf den institution, under hvis kontrol og ledelse vikararbejdstagerne udførte deres arbejde, anses for den overdragende arbejdsgiver som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), i direktiv 2001/23?

Kan vikararbejdstagere ikke omfattes af garantierne i direktiv 2001/23, såfremt hverken vikarbureauet eller brugervirksomheden kan anerkendes som den overdragende arbejdsgiver?

Skal artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23/EF fortolkes således, at manglende fornyelse af vikararbejdstagernes tidsbegrænsede arbejdskontrakter som følge af overførslen af den aktivitet, de beskæftigede sig med, er i strid med forbuddet i henhold til denne bestemmelse, således at vikararbejdstagerne skal anses for stadig at være til rådighed for brugeren på overførselstidspunktet?

Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23/EF, eventuelt sammenholdt med direktivets artikel 2, stk. 2, litra c), fortolkes således, at bestemmelsen pålægger erhververen at opretholde et arbejdsforhold med de vikararbejdstagere, som beskæftigede sig med den aktivitet, der var genstand for overførslen, eller som skal anses for stadig at være til rådighed for brugeren på overførselstidspunktet?

Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23 i bekræftende fald fortolkes således, at bestemmelsen pålægger indgåelse af en tidsubegrænset arbejdskontrakt, såfremt erhververen ikke er et vikarbureau og ikke kan indgå en vikararbejdskontrakt?

(1) Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.3.2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT L 82, s. 16).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/18

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Mercantil (Spanien) den 1. oktober 2009 — Entidad de Gestión de Derechos de los Productores Audiovisuales (EGEDA) mod Magnatrading SL

(Sag C-387/09)

2009/C 312/30

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Mercantil Nr. 1, Santa Cruz de Tenerife

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Entidad de Gestión de Derechos de los Productores Audiovisuales (EGEDA)

Sagsøgt: Magnatrading SL

Præjudicielle spørgsmål

1)	Er begrebet »rimelig kompensation« i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF (1) et nyt fællesskabsbegreb, der skal fortolkes ens i alle Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, stilles følgende spørgsmål:

2.1.	Såfremt der forelå en national ordning for rimelig kompensation, inden direktiv 2001/29/EF trådte i kraft, skal de nationale bestemmelser da fortolkes i overensstemmelse med det nye begreb »rimelig kompensation« for privatkopiering, efter at nævnte direktiv 2001/29 trådte i kraft?

2.2.

Skal der for at fastsætte det udstyr, for hvilke der skal betales en rimelig kompensation, og størrelsen heraf tages hensyn til området for undtagelsen for privatkopiering fastsat i direktivets artikel 5, stk. 2, litra b), ligesom kriterierne indeholdt i betragtning 35 til direktivet?

Såfremt dette besvares bekræftende spørges, om det er i overensstemmelse med fællesskabsbegrebet »rimelig kompensation for privatkopiering« at a) fastsætte en betalingsforpligtelse for medier bestemt til personligt og professionelt brug, bortset fra »privatkopiering«, og/eller b) fastsætte et beløb, der enten er så højt, at det ikke tager hensyn til mediernes anvendelse til privatkopiering og den skade, denne anvendelse kan medføre, idet tilfælde, hvor der ikke påføres en skade, eller skaden er meget lille, ligeledes underkastes betaling af en kompensation?

2.3.

Er en ordning, som samtidig med, at den indeholder undtagelsen for privatkopiering, pålægger en forpligtelse af almen karakter til betaling af en rimelig kompensation for en bestemt slags udstyr eller medier (f.eks. brændbare computerdiske CD-R og DVD-R datadiske), uanset om de er erhvervet af fysiske personer til privat brug eller af fysiske personer til professionelt brug, til at skabe og gemme egne oplysninger eller under opfyldelse af retlige forpligtelser eller af juridiske personer, der på ingen måde kan være begunstiget af undtagelsen for privatkopiering, i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende

3.1.

Betyder dette, at medlemsstaterne er fuldstændigt frit stillet ved fastsættelsen af de kriterier og mekanismer, der er bestemmende for fastlæggelsen af det udstyr, der er underkastet betalingen af en rimelig kompensation for privatkopiering, ligesom størrelsen heraf, eller er der bestemte grænser for denne frihed, og hvilke er i givet fald disse grænser?

3.2.	Betyder dette, at medlemsstaterne har ret til at tillade, at tredjeparter gennem licenser kan foretage opkrævninger for værker, som disses ophavsmænd frivilligt har overgivet vederlagsfrit til dette selskab, eller er der bestemte grænser for denne beføjelse, og hvilke er i givet fald disse grænser?

3.3.	Betyder dette, at medlemsstaterne har ret til at tillade, at tredjeparter kan foretage opkrævninger fra brugerne for disse brugeres retlige opfyldelse af en bindende, offentligretlig forskrift, eller er der bestemte grænser for denne beføjelse, og hvilke er i givet fald disse grænser?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.5.2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167, s. 10).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 2. oktober 2009 — Reti Televisive Italiane SpA (RTI) mod Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni

(Sag C-390/09)

2009/C 312/32

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Reti Televisive Italiane SpA (RTI)

Sagsøgt: Autorità per le Garanzie nelle Comunicazioni

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 18 og 18a i direktiv 89/552/EØF (1), som ændret ved direktiv 97/36/EF (2), efter udløbet af fristen for gennemførelsen heraf anses for at være tilstrækkeligt præcise, ubetingede og passende bestemmelser, således at de kan få forrang for den nationale lovgivning, der er i strid med fællesskabsretten, og efter en korrekt fortolkning af traktatens artikel 249, stk. 3, udgøre de nationale bestemmelser på området og gennemføres af en forvaltningsmyndighed, dvs. AGCOM, der er tildelt gennemførelsesbeføjelser i forhold til national ret?

Skal artikel 18 og 18a i direktiv 89/552/EØF, som ændret ved direktiv 97/36/EF, fortolkes således, at enhver anden form for teleshopping, der ligeledes har en varighed på over tre minutter, men under 15 minutter, på baggrund af teleshoppingblokkenes obligatoriske varighed på mindst 15 minutter, defineres som »teleshoppingindslag« og underlægges den begrænsning pr. time, der er gældende for reklameindslag?

Skal artikel 1, litra e), 10, 11 og 18, stk. 3, i direktiv 89/552/EØF, som ændret ved direktiv 97/36/EF, fortolkes således, at meddelelser fra et tv-spredningsforetagende vedrørende egne programmer, der udsendes uden modydelse, er omfattet af begrebet fjernsynsreklame og dermed kravet om identifikation af fjernsynsreklamer i forhold til det øvrige program og om placering af fjernsynsreklamer i fjernsynsudsendelser?

Skal artikel 1, litra e), 10, 11 og 18, stk. 3, i direktiv 89/552/EØF, som ændret ved direktiv 97/36/EF, fortolkes således, at institutionelle informations- og kommunikationsaktiviteter i medfør af den italienske lov nr. 150 af 7. juni 2000 om meddelelser med sociale formål og public service-meddelelser er omfattet af begrebet fjernsynsreklame og dermed kravet om identifikation af fjernsynsreklamer i forhold til det øvrige program og om placering af fjernsynsreklamer i fjernsynsudsendelser?

(1) EFT L 298, s. 23.

(2) EFT L 265, s. 42.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vilniaus Miesto 1 Apylinkės Teismas (Republikken Litauen) den 2. oktober 2009 — Malgožata Runevič-Vardyn og Łukasz Paweł Wardyn mod kommunalforvaltningen i Vilnius, Republikken Litauens justitsministerium, statens udvalg for det litauiske sprog og personregistret ved juridisk afdeling under kommunalforvaltningen i Vilnius

(Sag C-391/09)

2009/C 312/33

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Vilniaus Miesto 1 Apylinkės Teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Malgožata Runevič-Vardyn og Łukasz Paweł Wardyn

Sagsøgte: Kommunalforvaltningen i Vilnius, Republikken Litauens justitsministerium, statens udvalg for det litauiske sprog og personregistret ved juridisk afdeling under kommunalforvaltningen i Vilnius

Præjudicielle spørgsmål

I lyset af reglerne i Rådets direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (1) skal direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), da fortolkes som et forbud mod, at medlemsstaterne indirekte forskelsbehandler personer på grund af deres etniske oprindelse i det tilfælde, hvor nationale retsregler bestemmer, at personers fornavne og efternavne kun må skrives i dokumenter vedrørende civilstand ved at bruge det nationale sprogs bogstaver?

I lyset af reglerne i Rådets direktiv 2000/43/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse skal direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), da fortolkes som et forbud mod, at medlemsstaterne indirekte forskelsbehandler personer på grundlag af deres etniske oprindelse i tilfælde, hvor nationale retsregler bestemmer, at fornavne og efternavne for personer med anden oprindelse eller nationalitet i dokumenter vedrørende civilstand skal skrives med romerske bogstaver og uden anvendelse af diakritiske tegn, ligaturer eller andre ændringer af det romerske alfabets bogstaver, som bruges i en række sprog?

I lyset af artikel 18, stk. 1, EF i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som bestemmer, at enhver unionsborger kan færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, og i lyset af samme traktats artikel 12, stk. 1, som forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, skal disse bestemmelser da fortolkes som et forbud mod, at medlemsstaterne i nationale retsregler bestemmer, at personfornavne og -efternavne i dokumenter vedrørende civilstand kun må skrives ved at bruge det nationale sprogs bogstaver?

I lyset af artikel 18, stk. 1, EF i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som bestemmer, at enhver unionsborger kan færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, og i lyset af samme traktats artikel 12, stk. 1, som forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, skal disse bestemmelser da fortolkes som et forbud mod, at medlemsstaterne i nationale retsregler bestemmer, at fornavne og efternavne for personer med anden oprindelse eller nationalitet i dokumenter vedrørende civilstand skal skrives med romerske bogstaver og uden anvendelse af diakritiske tegn, ligaturer eller andre ændringer af det romerske alfabets bogstaver, som bruges i en række sprog?

(1) EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Republikken Polen) den 13. oktober 2009 — Oasis East sp. z o.o. mod Minister Finansów

(Sag C-395/09)

2009/C 312/34

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Oasis East sp. z o.o.

Sagsøgt: Minister Finansów

Præjudicielt spørgsmål

Har en medlemsstat ifølge fællesskabsretten (navnlig artikel 17, stk. 6, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter (1) — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, nu artikel 176 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (2)) ret til at anvende nationale bestemmelser, i henhold til hvilke en afgiftspligtigs ret til nedsættelse af det afgiftsbeløb, der skal betales, eller til godtgørelse af forskellen i forhold til den afgift, der skal betales, er udelukket ved indførsel af tjenesteydelser, hvor vederlaget betales direkte eller indirekte til en person, der har bopæl, hjemsted eller hovedkontor i et territorium eller land, der i national ret er angivet som såkaldt skatteparadis, når en sådan udelukkelse allerede blev anvendt i medlemsstaten inden dens tiltrædelse af Fællesskabet?

(1) EFT L 145, s. 1.

(2) EUT L 347, s. 1.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/21

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale ordinario di Bari (Italien) den 12. oktober 2009 — Interedil Srl i likvidation mod Fallimento Interedil Srl og Banca Intesa Gestione Crediti Spa

(Sag C-396/09)

2009/C 312/35

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale ordinario di Bari

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Interedil Srl i likvidation

Sagsøgte: Fallimento Interedil Srl og Banca Intesa Gestione Crediti Spa

Præjudicielle spørgsmål

Skal begrebet »centret for skyldnerens hovedinteresser« i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1346/2000 (1) fortolkes i lyset af fællesskabsretten eller i lyset af national ret, og hvis det i bekræftende fald skal fortolkes i overensstemmelse med fællesskabsretten, hvori består dette begreb, og hvilke faktorer eller forhold er afgørende for at fastlægge »centret for hovedinteresser«?

Kan formodningen i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1346/2000, hvorefter »[det vedtægtsmæssige hjemsted] for selskabers og juridiske personers vedkommende anses […] for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres«, tilbagevises, dersom det fastslås, at selskabet har udøvet reel virksomhed i en stat, som ikke er den stat, hvor selskabets vedtægtsmæssige hjemsted befinder sig, eller er det, for at formodningen kan tilbagevises, nødvendigt, at det fastslås, at selskabet ikke har udøvet nogen form for økonomisk virksomhed i den stat, hvor det har sit vedtægtsmæssige hjemsted?

Udgør den omstændighed, at der i en anden medlemsstat end den, hvor selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, befinder sig faste ejendomme, som tilhører selskabet, at der findes en lejeaftale mellem to hotelkomplekser, som skyldnerselskabet har indgået med et andet selskab, at der findes en aftale, som selskabet har indgået med en bank, forhold eller faktorer, som kan tages til indtægt for, at formodningen i artikel 3 i forordning (EF) nr. 1346/2000 til fordel for selskabets »vedtægtsmæssige hjemsted« er tilbagevist, og er sådanne omstændigheder tilstrækkelige til, at selskabet må anses for at have et »forretningssted« i denne medlemsstat som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1346/2000?

For det tilfælde at den fortolkning, som Corte di Cassazione har anlagt vedrørende kompetencespørgsmålet i kendelse nr. 10606/2005, er baseret på en anden fortolkning af artikel 3 i forordning (EF) nr. 1346/2000 end Domstolens, er artikel 382 i den italienske retsplejelov, i medfør af hvilken Corte di Cassazione har udtalt sig om kompetencen ved en endelig og bindende dom, da til hinder for anvendelsen af denne fællesskabsbestemmelse som fortolket af Domstolen?

(1) EFT L 160, s. 1.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 14. oktober 2009 — Scheuten Solar Technology GmbH mod Finanzamt Gelsenkirchen-Süd

(Sag C-397/09)

2009/C 312/36

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Scheuten Solar Technology GmbH

Sagsøgt: Finanzamt Gelsenkirchen-Süd

Præjudicielle spørgsmål

Er artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater — herefter »rente- og royaltydirektivet«) — til hinder for en ordning, hvorefter renter på et lån, som et selskab i en medlemsstat betaler til et associeret selskab i en anden medlemsstat, medregnes i beregningsgrundlaget for erhvervsskat for det førstnævnte selskab?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 1, stk. 10, i rente- og royaltydirektivet fortolkes således, at medlemsstaterne ligeledes har mulighed for ikke at anvende direktivet, når betingelserne i rente- og royaltydirektivets artikel 3, litra b), for, at der foreligger et associeret selskab på tidspunktet for betaling af renterne, ikke har været opfyldt i en sammenhængende periode på mindst to år?

Kan medlemsstaterne i så tilfælde umiddelbart påberåbe sig rente- og royaltydirektivets artikel 1, stk. 10, i forhold til det betalende selskab?

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/22

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Østre Landsret (Danmark) den 14. oktober 2009, Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, A/S Harald Nyborg Isenkram- og Sportsforretning, KID-Holding A/S mod Skatteministeriet

(Sag C-398/09)

2009/C 312/37

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Østre Landsret

Parter

Sagsøger: Lady & Kid A/S, Direct Nyt ApS, A/S Harald Nyborg Isenkram- og Sportsforretning, KID-Holding A/S

Sagsøgte: Skatteministeriet

Præjudicielle spørgsmål

Skal Domstolens dom af 14. januar 1997 i sag C-192/95 (Comateb) (1) forstås således, at overvæltning af en uretmæssig afgift på en vare forudsætter, at afgiften overvæltes på køberen af varen i den enkelte transaktion, eller kan overvæltning på priserne også ske i priserne på andre varer i helt andre transaktioner, der ligger før eller efter det pågældende varesalg, f.eks. således at der foretages en samlet vurdering af overvæltningen over en fireårig periode på et stort antal varegrupper, herunder for både importerede og ikke-importerede varer.

Skal det fællesskabsretlige begreb »overvæltning« forstås således, at en uretmæssig afgift på et varesalg kun kan anses for overvæltet, hvis varens pris er forhøjet i forhold til den pris, som gjaldt umiddelbart før, at afgiften blev indført, eller kan afgiften også anses for overvæltet, hvis den afgiftspligtige virksomhed samtidig med indførelsen af den uretmæssige afgift fik en besparelse på andre afgifter opkrævet på et andet grundlag, og virksomheden derfor fastholdt sine priser uændrede.

Skal det fællesskabsretlige begreb »ugrundet berigelse« forstås således, at tilbagebetaling af en uretmæssig afgift på et varesalg kan anses for at medføre en ugrundet berigelse, hvis virksomheden før eller efter salget af den afgiftspligtige vare har haft en besparelse som følge af ophævelsen af andre afgifter opkrævet på et andet grundlag, hvis det lægges til grund, at denne ophævelse af andre afgifter også kom andre virksomheder til gode, herunder virksomheder der ikke eller kun i mindre grad betalte den uretmæssige afgift.

Hvis det lægges til grund, at en uretmæssig afgift som følge af sin opbygning har haft til følge, at der er betalt forholdsmæssigt mere i afgift af virksomheder, der importerede varer, end af virksomheder, der i højere grad købte indenlandske varer, og der samtidig med indførelse af den uretmæssige afgift samtidig blev ophævet en anden retmæssig afgift opkrævet på andet grundlag, som forholdsmæssigt havde belastet de to virksomheder i samme omfang og uden hensyn til sammensætningen af virksomhedens indkøb, ønskes oplyst,

hvorvidt det efter fællesskabsretten er berettiget helt eller delvist at afslå tilbagebetaling af den uretmæssige afgift til en virksomhed, der importerer varer, med henvisning til overvæltning og ugrundet berigelse, i det omfang afslaget medfører, at virksomheden som følge af sin forholdsvis større betaling af den uretmæssige afgift, end en tilsvarende virksomhed, som købte tilsvarende varer indenlandsk, herved alt andet lige vil blive stillet ringere som resultat af afgiftsomlægningen og afslaget på tilbagebetaling end tilsvarende virksomheder, der i højere grad købte indenlandske varer.

ii)

hvorvidt tilbagebetaling af den uretmæssige afgift i den pågældende situation begrebsmæssigt kan føre til »ugrundet berigelse« og dermed kan afslås, hvis tilbagebetalingen — selvom afgiften anses for overvæltet — er nødvendig for at opnå, at virkningen af afgiftsomlægningen efter eventuel tilbagebetaling alt andet lige bliver den samme for virksomheder, der importerede varer, som for virksomheder, der indkøbte indenlandske varer,

iii)

hvorvidt afslag på tilbagebetaling i en sådan situation, der medfører, at virksomheder, som i højere grad købte indenlandske varer, og derved opnåede en fordel i forhold til virksomheder, som i højere grad importerede varer, er i strid med fællesskabsretten i øvrigt, herunder ligebehandlingsprincippet, og

iv)

om svaret på spørgsmål 3 medfører, at det ikke er berettiget at afslå tilbagebetaling af den uretmæssigt opkrævede afgift under henvisning til ugrundet berigelse, i det omfang en sådan tilbagebetaling blot ophæver fordelen for de virksomheder, der købte varer indenlandsk, i forhold til virksomheder, der i højere grad importerede varer.

(1) Sml. I, s. 165

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/23

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Højesteret (Danmark) den 19. oktober 2009, Orifarm A/S, Orifarm Supply A/S, Handelsselskabet af 5. januar 2002 A/S i likvidation, Ompakningsselskabet af 1. november 2005 A/S mod Merck & Co Inc, Merck Sharp & Dohme BV, Merck Sharp & Dohme

(Sag C-400/09)

2009/C 312/38

Processprog: dansk

Den forelæggende ret

Højesteret

Parter

Sagsøger: Orifarm A/S, Orifarm Supply A/S, Handelsselskabet af 5. januar 2002 A/S i likvidation, Ompakningsselskabet af 1. november 2005 A/S

Sagsøgte: Merck & Co Inc, Merck Sharp & Dohme BV, Merck Sharp & Dohme

Præjudicielle spørgsmål

EF-Domstolen anmodes om at oplyse, om sag C-232/94 MPA Pharma GmbH mod Rhône-Poulenc Pharma GmbH (1) og sag C-427/93 m.fl. mellem Bristol-Myers Squibb m.fl. og Paranova A/S (2) skal fortolkes således, at en parallelimportør, der er indehaver af markedsføringstilladelsen til og besidder oplysninger om et parallelimporteret lægemiddel, og som giver instrukser til en selvstændig virksomhed om indkøb og ompakning af et lægemiddel, om lægemiddelpakningens nærmere udformning og om dispositioner i relation til lægemidlet, krænker varemærkeindehaverens rettigheder ved at angive sig selv — og ikke den selvstændige virksomhed, der er indehaver af ompakningstilladelsen og har importeret lægemidlet og foretaget den fysiske ompakning, herunder (gen)påføring af varemærkeindehaverens varemærke — som ompakker på det parallelimporterede lægemiddels yderpakning.

EF-Domstolen anmodes om at oplyse, om det har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1), såfremt det antages, at der ved indehaveren af markedsføringstilladelsens angivelse af sig selv som ompakker i stedet for den, som efter ordre fysisk har foretaget ompakningen, ikke er risiko for vildledning, hvorved forbrugeren/den endelige bruger kunne antage, at varemærke indehaveren er ansvarlig for ompakningen.

3)	EF-Domstolen anmodes om at oplyse, om det har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1), såfremt det antages, at risikoen for vildledning med hensyn til, om varemærkeindehaveren er ansvarlig for ompakningen, udelukkes, hvis den, der fysisk har foretaget ompakningen, anføres som ompakker.

EF-Domstolen anmodes om at oplyse, om det alene er risikoen for vildledning med hensyn til, om varemærkeindehaveren er ansvarlig for ompakningen, som har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1), eller om tillige andre hensyn til varemærkeindehaveren er relevante, for eksempel (a) at den, der foretager importen og den fysiske ompakning og (gen)påfører varemærkeindehaverens varemærke på lægemidlets yderpakning derved potentielt selvstændigt krænker varemærkeindehavers varemærke, og (b) at det kan bero på forhold, som den, der fysisk har foretaget ompakningen, er ansvarlig for, at ompakningen berører lægemidlets oprindelige tilstand, eller at præsentationen af ompakningen er af en sådan beskaffenhed, at den må antages at skade varemærkeindehaverens omdømme, jf. blandt andet sag C-427/93 m.fl. mellem Bristol-Myers Squibb m.fl. mod Paranova A/S.

EF-Domstolen anmodes om at oplyse, om det har betydning for besvarelsen af spørgsmål 1), at den indehaver af markedsføringstilladelsen, som har anført sig som ompakker, på tidspunktet for notifikation af varemærkeindehaveren forud for det påtænkte salg af det ompakkede parallelimporterede lægemiddel, er i samme koncern som den fysiske ompakker (søsterselskab).

(1) Sml. I, s. 3671

(2) Sml. I, s. 3457

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Višje sodišče v Mariboru (Republikken Slovenien) den 20. oktober 2009 — Jasna Detiček mod Maurizio Sgueglia

(Sag C-403/09)

2009/C 312/39

Processprog: slovensk

Den forelæggende ret

Višje sodišče v Mariboru

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Jasna Detiček

Sagsøgt: Maurizio Sgueglia

Præjudicielle spørgsmål

Har en ret i Republikken Slovenien i henhold til artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (1) kompetence til at anvende et sikrende retsmiddel, når en ret i en anden medlemsstat, der i henhold til samme forordning har kompetence til at påkende sagens realitet, allerede har anvendt et sikrende retsmiddel, der er erklæret for eksigibelt i Republikken Slovenien?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Kan en slovensk ret i henhold til national ret (hvilket er muligt, jf. forordningens artikel 20) anvende et sikrende retsmiddel i henhold til forordningens artikel 20, som ændrer eller ophæver et endeligt og eksigibelt sikrende retsmiddel, der er truffet af en ret i en anden medlemsstat, der i henhold til forordningen er kompetent til at træffe afgørelse om sagens realitet?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338, 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/25

Sag anlagt den 20. oktober 2009 — Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Finland

(Sag C-405/09)

2009/C 312/40

Processprog: finsk

Parter

Sagsøger: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved A. Caeiros og M. Huttunen)

Sagsøgt: Republikken Finland

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Finland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, 6 og artikel 9-11 i forordningerne (EØF, Euratom) nr. 1552/89 (1) og (EF, Euratom) nr. 1150/2000 (2) samt artikel 220 i forordning (EØF) nr. 2913/92 (3), idet de finske myndigheder har anvendt en administrativ praksis, hvorefter Fællesskabets egne indtægter først fastlægges, efter at afgiftsskyldneren er blevet indrømmet en frist på mindst 14 dage til at afgive bemærkninger i sagen. Dermed har de finske myndigheder ikke overholdt den fastsatte frist for kreditering af egne indtægter ved efteropkrævning af told, hvorved betalingen af de omhandlede egne indtægter til Fællesskabet er blevet forsinket.

—	Republikken Finland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har anlagt sag mod Republikken Finland vedrørende overholdelsen af artikel 2, 6 og artikel 9-11 i forordningerne (EF, Euratom) nr. 1552/89 og (EF, Euratom) nr. 1150/2000 om Fællesskabets egne indtægter samt artikel 220 i EF-toldkodeksen (EØF) nr. 2913/92. Sagen angår spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt den af toldmyndighederne efteropkrævede told bliver krediteret Fællesskabets konto for egne indtægter, dvs. hvornår Fællesskabet har den af medlemsstaten opkrævede told til sin disposition.

Efter Kommissionens opfattelse tilsidesætter Finland ved efteropkrævningen af skyldig told forordningerne om egne indtægter og EF-toldkodeksen, eftersom de finske myndigheder, før de udsteder en endelig afgørelse om efteropkrævning, indrømmer afgiftsskyldneren en periode på mindst 14 dage til at afgive bemærkninger. Grundet denne høringsprocedure bliver krediteringen af Fællesskabets konto for egne indtægter forsinket.

(1) Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29.5.1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 155, s. 1).

(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22.5.2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130, s. 1).

(3) Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/25

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) den 21. oktober 2009 — Realchemie Nederland BV mod Bayer CropScience AG

(Sag C-406/09)

2009/C 312/41

Processprog: nederlandsk

Forelæggende ret:

Hoge Raad der Nederlanden

Parterne i hovedsagen

Kassationsappellant: Realchemie Nederland B.V.

Kassationsindstævnt: Bayer CropScience A.G.

De præjudicielle spørgsmål

1)	Skal begrebet »civil- og handelsretlige område« i Bruxelles I-konventionens artikel 1 (1) fortolkes således, at forordningen også omfatter anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse, hvorved der er idømt en bøde i form af »Ordnungsgeld« i henhold til § 890 ZPO (den tyske retsplejelov)?

Skal artikel 14 i direktivet om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder fortolkes således, at den også finder anvendelse på en eksekvaturprocedure vedrørende

i)	en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, om krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed,

ii)	en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, hvorved der pålagt et tvangsmiddel eller en tvangsbøde for overtrædelse af et forbud mod at krænke en intellektuel ejendomsrettighed,

iii)	retsafgørelser om fastsættelse af sagsomkostningerne, der er truffet i en anden medlemsstat, i forlængelse af retsafgørelserne omhandlet i nr. i) og ii)?

(1) Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/26

Anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal de grande instance de Nanterre (Frankrig) den 28. oktober 2009 i sagerne — Tereos mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — Vermandoise Industries SA mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — Sucreries de Toury et Usines annexes SA mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — Roquette Frères SA mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — Sucreries & Distilleries de Souppes-Ouvré Fils SA mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — Cristal Union, som er indtrådt i selskaberne Sucreries et Raffineries d'Erstein og Sucrerie de Bourgognes rettigheder mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — Lesaffre Frères SA mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — Sucrerie Bourdon mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — SAFBA Fontaine-le-Dun SA mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers — Sucreries du Marquenterre mod Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers

((Sag C-411/09) - (Sag C-412/09) - (Sag C-413/09) - (Sag C-414/09) - (Sag C-415/09) - (Sag C-416/09) - (Sag C-417/09) - (Sag C-418/09) - (Sag C-419/09) - (Sag C-420/09))

2009/C 312/42

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de grande instance de Nanterre

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Tereos (Sag C-411/09), Vermandoise Industries SA (Sag C-412/09), Sucreries de Toury et Usines annexes SA (Sag C-413/09), Roquette Frères SA (Sag C-414/09), Sucreries & Distilleries de Souppes-Ouvré Fils SA (Sag C-415/09), Cristal Union, som er indtrådt i selskaberne Sucreries et Raffineries d'Erstein og Sucrerie de Bourgogne (Sag C-416/09) Lesaffre Frères SA (Sag C-417/09), Sucrerie Bourdon (Sag C-418/09), SAFBA Fontaine-le-Dun SA (Sag C-419/09), Sucreries du Marquenterre (Sag C-420/09)

Sagsøgte: Directeur général des douanes et droits indirects og Receveur principal des douanes et droits indirects de Gennevilliers

Præjudicielt spørgsmål

Er forordning nr. 164/2007 (1) ugyldig i forhold til artikel 15 i Rådets forordning nr. 1260/2001 om den fælles markedsordning for sukker (2) og i forhold til proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, for så vidt som den ikke fastsætter, at der ved beregningen af produktionsafgiften ikke er noget finansieringsbehov for de mængder sukker, som er indeholdt i forarbejdede produkter, og som udføres uden at opnå eksportrestitution?

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 164/2007 af 19.2.2007 om fastsættelse for produktionsåret 2005/06 af produktionsafgifterne i sukkersektoren (EUT L 51, s. 17).

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 af 19.6.2001 om den fælles markedsordning for sukker (EUT L 178, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/27

Dom afsagt af Retten i Første Instans den 29. oktober 2009 — Bowland Dairy Products mod Kommissionen

(Sag T-212/06) (1)

(Erstatningssøgsmål - forordning (EF) nr. 178/2002 - hurtigt varslingssystem - supplerende meddelelse - de kompetente nationale myndigheder - udtalelse fra Kommissionen uden retsvirkning - ændring af søgsmålets genstand - afvisning)

2009/C 312/43

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Bowland Dairy Products Ltd (Barrowford, Lancashire, Det Forenede Kongerige) (ved solicitor J. Milligan, D. Anderson, QC, og barrister A. Robertson)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (ved P. Oliver, J.-P. Keppenne og L. Parpala, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

For det første en påstand om annulation af Kommissionens angiveligt foreliggende afslag på at videregive, inden for rammerne af det hurtige varslingssystem fastlagt i artikel 50 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31, s. 1), en supplerende meddelelse med oplysning om, at Food Standards Agency i Det Forenede Kongerige havde givet tilladelse til markedsføring af skørost fremstillet af sagsøgeren, og for det andet påstand om erstatning for det tab, sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af afslaget.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

2)	Bowland Dairy Products Ltd betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

(1) EUT C 237 af 30.9.2006.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/27

Dom afsagt af Retten i Første Instans den 29. oktober 2009 — Peek & Cloppenburg mod KHIM — Redfil (Agile)

(Sag T-386/07) (1)

(EF-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EF-figurmærket Agile - det ældre EF-ordmærke og de ældre nationale ordmærker Aygill's - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - lighed mellem tegnene - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

2009/C 312/44

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Peek & Cloppenburg (Hamburg, Tyskland) (ved avocats T. Dolde, A. Renck og V. von Bomhard)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (først ved S. Laitinen, derefter ved R. Pethke, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Redfil, SL (Barcelona, Spanien) (ved avocat C. Hernández Hernández)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 26. juli 2007 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1324/2006-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Peek & Cloppenburg og Redfil, SL.

Konklusion

1)	Afgørelse truffet den 26. juli 2007 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (sag R 1324/2006-2) annulleres.

2)	Harmoniseringskontoret betaler de omkostninger, der er afholdt af Peek & Cloppenburg.

3)	Redfil, SL bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 297 8.12.2007.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/28

Dom afsagt af Retten i Første Instans den 11. november 2009 — REWE-Zentral mod KHIM — Aldi Einkauf (Clina)

(Sag T-150/08) (1)

(EF-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EF-ordmærket Clina - det ældre EF-ordmærke CLINAIR - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

2009/C 312/45

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: REWE-Zentral AG (Köln, Tyskland) (ved avocats M. Kinkeldey, A. Bognár og S. Schäffler)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved R. Pethke, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Aldi Einkauf GmbH & Co. OHG (Essen, Tyskland) (ved avocats N. Lützenrath, U. Rademacher, L. Kolks og C. Fürsen)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 15. februar 2008 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1484/2006-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Aldi Einkauf GmbH & Co. OHG og REWE-Zentral AG

Konklusion

1)	Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)	REWE-Zentral AG betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 158 af 21.6.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/28

Dom afsagt af Retten i Første Instans den 11. november 2009 — Frag Comercio Internacional mod KHIM — Tinkerbell Modas (GREEN by missako)

(Sag T-162/08) (1)

(EF-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EF-figurmærket GREEN by missako - det ældre nationale og EF-figurmærke MI SA KO - ingen risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

2009/C 312/46

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Frag Comercio Internacional, SL — (Esparreguera, Spanien) (ved avocat E. Sugrañes Coca)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved W. Verburg, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret: Tinkerbell Modas Ltda (São Paulo, Brasilien)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 14. februar 2008 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1527/2006-2) vedrørende en indsigelsessag mellem Tinkerbell Modas LTDA og Frag Comercio Internacional, SL.

Konklusion

1)	Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)	Frag Comercio Internacional, SL betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 171 af 5.7.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/29

Dom afsagt af Retten i Første Instans den 11. november 2009 — Bayer Healthcare mod KHIM — Uriach-Aquilea OTC (CITRACAL)

(Sag T-277/08) (1)

(EF-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om registrering af EF-ordmærket CITRACAL - ældre EF-ordmærke CICATRAL - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - lighed mellem varerne - lighed mellem tegnene - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009))

2009/C 312/47

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Bayer Healthcare LLC (Morristown, New Jersey, De Forenede Stater) (ved barrister M. Edenborough)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved D. Botis, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret: Uriach-Aquilea OTC, SL (Palau-Solita i Plegamans, Spanien)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 5. maj 2008 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 459/2007-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Uriach-Aquilea OTC, SL og Bayer Healthcare LLC.

Konklusion

1)	Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)	Bayer Healthcare LLC betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 236 af 13.9.2008.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/29

Kendelse afsagt af Retten i Første Instans den 30. oktober 2009 — Sun World International mod KHIM — Kölla Hamburg (SUPERIOR SEEDLESS)

(Sag T-493/08) (1)

(EF-varemærker - delvis afkald på registrering - ufornødent at træffe afgørelse)

2009/C 312/48

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sun World International LLC (Bakersfield, Californien, De Forenede Stater) (ved solicitor M. Holah)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (ved D. Botis, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret og intervenient ved Retten: Kölla Hamburg Overseas Import GmbH & Co. KG (Hamburg, Tyskland) (ved avocat C. Lemke)

Sagens genstand

Påstand om annullation af afgørelse truffet den 3. september 2008 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1378/2007-1) vedrørende en ugyldighedssag mellem Kölla Hamburg Overseas Import GmbH & Co. KG og Sun World International LLC.

Konklusion

1)	Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Sun World International LLC bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og af Kölla Hamburg Overseas Import GmbH & Co. KG.

(1) EUT C 19 af 24.1.2009.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/30

Sag anlagt den 26. september 2009 — Applied Microengineering mod Kommissionen

(Sag T-387/09)

2009/C 312/50

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Applied Microengineering Ltd (Didcot, Det Forenede Kongerige) (ved lawyers P. Walravens og J. De Wachter)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af Kommissionens beslutning af 16. juli 2009 med pålæg om tilbagesøgning af 258 560,61 EUR inklusiv renter

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har i stævningen nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009)5797 af 16. juli 2009 vedrørende tilbagesøgning af et bestemt beløb inklusiv renter, som sagsøgeren skylder inden for rammerne af projekterne IST-199-11823 FOND MST (»Formation of a New Design House for MST«) og IST-2000-28229 ANAB (»Assessment of a New Anodic Bonder«) finansieret ved særprogrammet for forskning, teknologisk udvikling og demonstration inden for et brugervenligt informationssamfund (1998 til 2002).

Sagsøgeren har anført syv anbringender til støtte for sin påstand.

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte væsentlige formkrav, idet den undlod at gennemføre en fuldstændig og korrekt kontrolprocedure. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen undlod at oplyse sagsøgeren om kontrolprocedurens påbegyndelse og afslutning og at tage de af sagsøgeren rejste indsigelser i betragtning. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar, princippet om god forvaltning og sin omsorgspligt.

For det andet har sagsøgeren anført, at Kommissionens søgsmål er forældet i hvert fald for så vidt angår betalinger foretaget mere end fem år før kontrolprocedurens officielle påbegyndelse.

For det tredje finder sagsøgeren, at Kommissionen har foretaget en åbenbar urigtig bedømmelse ved at anvende revisorens ukorrekte fortolkning af reglerne om støtteberettigede omkostninger.

For det fjerde hævder sagsøgeren, at Kommissionen tilsidesatte grundlæggende sociale rettigheder og retten til en rimelig løn ved at acceptere en timeløn for arbejdstagere, der var under mindstelønnen.

For det femte har sagsøgeren anført, at Kommissionen tilsidesatte princippet om den berettigede forventning, dvs. forventningen om at den af sagsøgeren foreslåede arbejdsmetode med gennemsnitlige lønomkostninger var gyldig, og at »mål-lønnen« ville blive anset for en acceptabel praksis hos ordregiver.

For det sjette finder sagsøgeren, at Kommissionen tilsidesatte sin begrundelsespligt, idet Kommissionen fuldstændig baserede sig på kontrolrapporten uden at tage hensyn til sagsøgerens kommentarer eller anmodning om en genoptagelse af kontrolproceduren.

Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionen overtrådte princippet om god forvaltning og sin omsorgspligt ved at fremsende skrivelser til en forkert adresse og ikke undersøge de af sagsøgeren rejste indsigelser.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/30

Sag anlagt den 22. juni 2009 — Labate mod Kommissionen

(Sag T-389/09)

2009/C 312/51

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Kay Labate (Tarquinia, Italien) (ved I. Forrester, QC)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—	Det fastslås, at Kommissionen har undladt at træffe afgørelse som omhandlet i artikel 232 EF.

—	Kommissionen pålægges at træffe de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af Rettens afgørelse.

—	Sagen gives en passende prioritet for at undgå, at den belastes med en særskilt begæring om hastebehandling, og for at der kan træffes afgørelse inden seks uger.

—	Der anordnes de andre eller yderligere foranstaltninger, som Retten finder fornødne.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 20. februar 2009 indgav sagsøgeren med henblik på en eventuel efterfølgende anvendelse af artikel 232 EF en formel anmodning om, at Kommissionen traf en afgørelse om at anerkende hendes afdøde mands lungekræft som en erhvervssygdom som omhandlet i vedtægtens artikel 73 og i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme.

Da Kommissionen hverken har truffet nogen afgørelse herom eller tilkendegivet sit standpunkt hertil inden for den angivne frist, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Retten fastslår, at Kommissionen — som følge af at den ikke inden for rimelig tid har truffet afgørelse vedrørende hendes anmodning om anerkendelse af hendes mands sygdom som erhvervssygdom — har tilsidesat sine forpligtelser efter vedtægtens artikel 90 og artikel 23 i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme, og derfor har undladt at træffe afgørelse som omhandlet i artikel 232 EF.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/31

Sag anlagt den 6. oktober 2009 — HSE mod Kommissionen

(Sag T-399/09)

2009/C 312/52

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Holding Slovenske elektrarne d.o.o. (HSE) (Ljubljana, Slovenien) (ved lawyer F. Urlesberger)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—	Den anfægtede beslutnings artikel 1, litra g), annulleres, for så vidt som sagsøgeren deri holdes ansvarlig for en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53.

—	Den anfægtede beslutnings artikel 2, litra i), annulleres.

—	Subsidiært, nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt i den anfægtede beslutnings artikel 2, litra i).

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 5791 endelig af 22. juli 2009 i sag COMP/39.396 — Magnesium-baseret calciumcarbid og reagenser til stål- og gasindustrien, for så vidt som Kommissionen har holdt sagsøgeren ansvarlig for en enkelt vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 ved at deltage i markedsopdeling, kvoteaftaler, kundeopdeling, prisfastsættelse og udveksling af fortrolige forretningsoplysninger mellem leverandører af og magnesium. Subsidiært, har sagsøgeren nedlagt påstand om nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 81 EF og forordning nr. 1/2003 ved at begå følgende retlige fejl:

Sagsøgeren har for det første anført, at Kommissionen ikke kan tilregne sagsøgeren den af TDR Metalurgija d.d. (TDR) udviste adfærd, da HSE og TDR på intet tidspunkt har udgjort en uadskillelig økonomisk enhed. Da der ikke foreligger en afkræftelig formodning for sagsøgerens ansvar (en sådan formodning ville alene have foreligget, hvis HSE ejede TDR 100 %), har Kommissionen ikke løftet bevisbyrden for, at HSE udøvede en bestemmende indflydelse på TDR.

Sagsøgeren har for det andet hævdet, at Kommissionen med urette har hævet bødens grundbeløb for alle parter med 17 % for at sikre en afskrækkende virkning. Kommissionen burde efter sagsøgerens opfattelse have taget i betragtning, at en afskrækkende faktor ikke er begrundet i forhold til sagsøgeren, da Kommissionen besluttede ikke at pålægge den umiddelbare lovbryder TDR (i forhold til hvilken et afskrækkende beløb kunne have været passende) en bøde, og at sagsøgeren ikke var umiddelbart involveret i en konkurrencebegrænsende adfærd.

Sagsøgeren har for det tredje anført, at Kommissionen så bort fra de formildende omstændigheder ved beregningen af bødens størrelse, idet den ikke har taget i betragtning, at sagsøgeren højest handlede uagtsomt ved ikke at føre en tilstrækkelig kontrol med TDR’s forretningsmæssige adfærd med henblik på at undgå en overtrædelse af konkurrenceretten. Sagsøgeren finder endvidere, at Kommissionen burde have taget i betragtning som en formildende omstændighed, at TDR som selskab sammen med dets hemmelige forretningsvaner blev »påtvunget« sagsøgeren ved en politisk beslutning, truffet af den slovenske regering, og at sagsøgeren hverken valgte at overtage TDR eller at påvirke TDR’s forretninger i retning af deltagelse i et kartel.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/32

Sag anlagt den 5. oktober 2009 — Donau Chemie mod Kommissionen

(Sag T-406/09)

2009/C 312/53

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Donau Chemie AG (Wien, Østrig) (ved Rechtsanwälte S. Polster, W. Brugger og M. Brodey)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—	Artikel 2 i Kommissionens beslutning K(2009) 5791 endelig af 22. juli 2009 i sag COMP/39.396 — Magnesium-baseret calciumcarbid og reagenser til stål- og gasindustrien annulleres for så vidt som beslutningen er rettet mod sagsøgeren.

—	Subsidiært nedsættes den bøde, som Kommissionen har pålagt sagsøgeren i den anfægtede beslutning, i mærkbart og passende omfang.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har anfægtet Kommissionens beslutning K(2009) 5791 endelig af 22. juli 2009 i sag COMP/39.396 — Magnesium-baseret calciumcarbid og reagenser til stål- og gasindustrien. Sagsøgeren blev i den anfægtede beslutning sammen med andre virksomheder pålagt en bøde for en tilsidesættelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53. Ifølge Kommissionen deltog sagsøgeren i en samlet og vedvarende overtrædelse i sektoren for calciumcarbid og magnesium i EØS med undtagelse af Spanien, Portugal, Irland og Det Forenede Kongerige, der bestod i markedsopdeling, kvoteaftaler, kundeopdeling, prisfastsættelse og udveksling af fortrolige forretningsoplysninger om priser, kunder og salgsvolumen.

Sagsøgeren har som begrundelse for søgsmålet anført, at der foreligger en tilsidesættelse af EF-traktaten og de retsregler, der skal anvendes ved gennemførelsen af EF-traktaten, og gør konkret navnlig gældende, at:

—	der foreligger en retsstridig beregning af såvel bødens grundbeløb som det beløb, der i henhold til punkt 25 i retningslinjerne for bødeudmåling (1) skal fastsættes som bødens ekstrabeløb

—	der ved beregningen af bøden retsstridigt ikke er taget hensyn til formildende omstændigheder

—	der foreligger en retsstridig anvendelse af samarbejdsmeddelelsen (2), eftersom den nedsættelse af bøden, som sagsøgeren er indrømmet i henhold til selskabets anmodning om lempelig behandling, ikke er tilstrækkelig

—	ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet er tilsidesat ved beregningen af bøden

—	bøden retsstridigt ikke er blevet nedsat på grund af manglende økonomisk betalingsevne efter punkt 35 i retningslinjerne for bødeudmåling og/eller særlige forhold efter retningslinjernes punkt 37

—	der foreligger en tilsidesættelse af artikel 253 EF, da den anfægtede beslutning ikke er tilstrækkeligt begrundet.

(1) Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2).

(2) Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/32

Sag anlagt den 9. oktober 2009 — Neubrandenburger Wohnungsgesellschaft mod Kommissionen

(Sag T-407/09)

2009/C 312/54

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Neubrandenburger Wohnungsgesellschaft mbH (Neubrandenburg, Tyskland) (ved Rechtsanwälte M. Núñez Müller og J. Dammann)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens beslutning (D/53320) af 29. juli 2009 annulleres.

—	Subsidiært, det fastslås, at Kommissionen under tilsidesættelse af sine pligter i henhold til artikel 88 EF og forordning (EF) nr. 659/1999 har undladt at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i medfør af artikel 88, stk. 2, EF.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har anfægtet Kommissionens beslutning D/53320 af 29. juli 2009 vedrørende sag CP 141/2007 — Tyskland, mulig støtte i forbindelse med privatisering af boliger i Neubrandenburg. Kommissionen har i denne beslutning anlagt det foreløbige synspunkt, at de kontrakter, som sagsøgeren har indgået i forbindelse med privatisering af offentlige boliger i Neubrandenburg, og som sagsøgeren har gjort til genstand for en klagesag, ikke indeholder statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kommissionen pligtstridigt har undladt at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 88, stk. 2, EF.

Sagsøgeren har gjort fire anbringender gældende til støtte for annullationssøgsmålet.

Sagsøgeren har for det første anført, at den anfægtede beslutning bør annulleres, idet Kommissionen har undladt at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i medfør af artikel 88, stk. 2, EF, uagtet at Kommissionen under den indledende fase, som blev indledt efter sagsøgerens klage, stødte på alvorlige vanskeligheder ved bedømmelsen af de omtvistede foranstaltningers forenelighed med fællesmarkedet. For det andet har Kommissionen tilsidesat artikel 87, stk. 1, EF ved at fastslå, at de omtvistede kontrakter ikke indeholdt statsstøtte. Endvidere har Kommissionen misbrugt sin skønsbeføjelse. Endelig gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning i strid med artikel 253 EF er utilstrækkeligt begrundet.

Sagsøgeren har til støtte for den subsidiære passivitetspåstand gjort tre anbringender gældende.

Sagsøgeren har i den forbindelse for det første anført, at Kommissionen trods sagsøgerens formelle opfordring i henhold til artikel 232, stk. 2, EF har forholdt sig passivt, uagtet at den som følge af de vanskeligheder, der under den indledende fase kunne erkendes ved bedømmelsen af de omtvistede kontrakter, var forpligtet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i artikel 88, stk. 2, EF. For det andet har sagsøgeren anført, at Kommissionen ved at undlade at indlede den nævnte procedure ligeledes har tilsidesat artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 659/1999 (1), da Kommissionen under den indledende fase havde betænkeligheder med hensyn til de omtvistede kontrakters forenelighed med fællesmarkedet. For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat den i artikel 87 EF og 88 EF fastsatte kompetencefordeling mellem Kommissionen og de nationale retter vedrørende statsstøttekontrollen, idet Kommissionen blot skal forholde sig afventende i forhold til kontrolproceduren, indtil den parallelle nationale retssag mellem sagsøgeren og støttemodtagerne er afsluttet.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel [88 EF] (EFT L 83, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/33

Sag anlagt den 8. oktober 2009 — ancotel mod KHIM — Acotel (ancotel)

(Sag T-408/09)

2009/C 312/55

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: ancotel GmbH (Frankfurt am Main, Tyskland) (ved Rechtsanwalt H. Truelsen)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Acotel SpA (Rom, Italien)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 19. juni 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1385/2008-1) annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: ancotel

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket »ancotel« for tjenesteydelser i klasse 35 og 38 (ansøgning nr. 3 314 424)

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Acotel SpA

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Særligt det italienske figurmærke nr. 643 751 og EF-figurmærket nr. 1 442 268»ACOTEL« for varer og tjenesteydelser i klasse 9 og 38

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Delvist medhold i indsigelsen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (1), idet der ikke er nogen risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/34

Sag anlagt den 7. oktober 2009 — Almanet mod Kommissionen

(Sag T-410/09)

2009/C 312/56

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Almanet GmbH Handel mit Spänen und Pulvern aus Metall (Ainring, Tyskland) (ved lawyers S. Hautbourg og C. Renner)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens beslutning af 22. juli 2009 (sag COMP/39.396) erklæres ugyldig, for så vidt som den berører sagsøgeren.

—	Subsidiært nedsættes den bøde, der er pålagt i beslutningens artikel 2.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 5791 endelig af 22. juli 2009 i sag COMP/39.396 — Magnesium-baseret calciumcarbid og reagenser til stål– og gasindustrien om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, hvorved Kommissionen fastslog, at en række leverandører af calciumcarbid og magnesiumgranulater deltog i markedsopdeling, kvoteaftaler, kundeopdeling, prisfastsættelse og udveksling af fortrolige forretningsoplysninger på en stor del af EØS-markedet, hvorved disse leverandører tilsidesatte ovenstående traktatbestemmelser (herefter »den anfægtede beslutning«), for så vidt som den berører sagsøgeren, og subsidiært en påstand om nedsættelse af den bøde, som er pålagt i den anfægtede beslutnings artikel 2.

Sagsøgeren har gjort tre anbringender gældende til støtte for annullationssøgsmålet:

Med det første anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat selskabets ret til forsvar ved at anvende dokumenter mod sagsøgeren, som Kommissionen fik adgang til uden for rammerne af Kommissionens beslutning om kontrolundersøgelsen.

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang har godtgjort, at den tilsidesættelse, som er konstateret i den anfægtede beslutnings artikel 1 for så vidt angår magnesium, reelt foreligger. Det er sagsøgerens opfattelse, at selv om det blev tiltrådt, at de ulovligt erhvervede dokumenter kunne indgå i Kommissionens sagsakter, er disse dokumenter grundlægende upræcise og usammenhængende. Den resterende del af bevismidlerne består ifølge sagsøgeren af en mundtlig erklæring afgivet som led i samarbejde med Kommissionen, som ikke alene er upræcis, men som også er en fejlfortolkning af visse faktiske omstændigheder, og som er bestridt af andre parter. Sagsøgeren finder på den baggrund, at bevisbyrden med hensyn til den påståede tilsidesættelse fortsat påhviler Kommissionen.

Med det tredje anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til den samlede og vedvarende karakter af overtrædelsen. Især er der ingen virkelig substituerbarhed mellem calciumcarbid og magnesiumgranulater. Sagsøgeren har tillige anført, at der ikke var en fælles overordnet plan for disse to produkter, hvilket bevises af, at der afholdes separate møder om hvert produkt.

Sagsøgeren har subsidiært anført fire anbringender til støtte for påstanden om nedsættelse af den bøde, der er pålagt i den anfægtede beslutnings artikel 2.

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat punkt 23 og 26 i samarbejdsmeddelelsen (1) ved ikke at indrømme sagsøgeren en nedsættelse efter den nævnte meddelelse. Det er sagsøgerens opfattelse, at de oplysninger, som er indeholdt i selskabets anmodning om anvendelse af samarbejdsmeddelelsen, repræsenterer en betydelig merværdi. Navnlig finder sagsøgeren, at Kommissionen ikke var berettiget til at nægte at nedsætte bøden alene med den begrundelse, at sagsøgerens anmodning ikke indeholdt oplysninger om den påståede tilsidesættelse vedrørende magnesium, eftersom denne overtrædelse ikke er en del af sagen.

Med det femte anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat såvel artikel 81 EF og artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 (2) som punkt 32 i retningslinjerne for bødeudmåling (3) ved at fastsætte det endelige bødebeløb på et niveau, der overstiger grænsen på 10 % af sagsøgerens reviderede omsætning. Sagsøgeren har anfægtet, at Kommissionen har taget udgangspunkt i sagsøgerens proformaomsætningstal for 2008 med henblik på beregning af bødebeløbet, i stedet for sagsøgerens senest reviderede omsætning for 2007. Hertil kommer, at sagsøgeren finder, at Kommissionen burde have anvendt nedsættelsen på 20 % i punkt 37 i retningslinjerne for bødeudmåling efter beregningen af den tilladte grænse på 10 %.

Med det sjette anbringende har sagsøgeren anført, at Kommissionen tilsidesatte proportionalitetsprincippet ved at fastsætte bødens beløb uforholdsmæssigt højt for så vidt angår sagsøgeren. Sagsøgeren har gjort gældende, at fastsættelse af en bøde med et beløb, der medfører en negativ bogført værdi eller nedsætter et selskabs bogførte værdi til nul, er uforholdsmæssig. Hertil kommer, at den pålagte bøde overstiger den økonomiske kapacitet hos en forhandler, der som sagsøgeren handler med produkter af høj værdi og opererer med meget små fortjenstmargener. Endelig finder sagsøgeren, at den nedsættelse på 20 %, som Kommissionen har indrømmet, ikke i tilstrækkeligt omfang tager hensyn til sagsøgerens særlige situation, som Kommissionen udtrykkeligt har anerkendt, hvorfor bøden trods nedsættelsen stadig er uforholdsmæssig.

Med det syvende anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at sagsøgeren ikke opfylder betingelserne i punkt 35 i retningslinjerne for bødeudmåling. Sagsøgeren finder, at Kommissionen har fastsat bødens beløb til et niveau, der vil medføre ubodelig skade for sagsøgerens levedygtighed og gøre alle selskabets aktiver fuldstændig værdiløse. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen anlagde et urigtigt skøn ved at fastslå, at der ikke fandtes en særlige social og økonomisk sammenhæng, der skulle tages i betragtning i sagsøgerens sag.

(1) Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006 C 298, s. 17).

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003 L 1, s. 1).

(3) Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/35

Sag anlagt den 13. oktober 2009 — Terezakis mod Kommissionen

(Sag T-411/09)

2009/C 312/57

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ioannis Terezakis (ved lawyer B. Lombart)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens afgørelse i form af en skrivelse af 3. august 2009, der blev modtaget af sagsøgeren den 10. august 2009, som nægtede sidstnævnte aktindsigt i dele af og bilag til visse skrivelser, som var blevet udvekslet mellem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og det græske finansministerium angående mulige skattemæssige uregelmæssigheder i forbindelse med bygningen af Spata Lufthavn i Athen, Grækenland, annulleres.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Kommissionens afgørelse af 3. august 2009, der blev meddelt sagsøgeren den 10. august 2009, og som nægtede sidstnævnte aktindsigt i dele af og bilag til visse skrivelser, som var blevet udvekslet mellem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og det græske finansministerium angående mulige skattemæssige uregelmæssigheder i forbindelse med bygningen af Athens internationale lufthavn i Spata, annulleres af følgende grunde.

Sagsøgeren påstår for det første, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en åbenbart retlig fejl og med en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, idet Kommissionen antog en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 4, stk. 2, første led, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1). Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen blot i abstrakt form påberåbte sig undtagelsen til aktindsigt vedrørende behovet for at beskytte forretningsmæssige hemmeligheder med henblik på at afslå udbredelsen af visse dele af de pågældende dokumenter uden at angive specifikke grunde forbundet med risikoen for reelt at undergrave beskyttelsen af de berørte virksomheders forretningsmæssige interesser.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 1 i ovennævnte forordning samt princippet om den videst mulige aktindsigt i dokumenter, som er i Kommissionens besiddelse, hvilket følger af denne artikels litra a), og af Fællesskabets retsinstansers praksis.

Sagsøgeren har endvidere påstået, at Kommissionen begik en åbenbar retlig fejl, da den undlod at underrette sagsøgeren om de grunde, den baserede sin afgørelse på. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten som fastsat i artikel 253 EF ved blot at henvise til undtagelserne i artikel 4, stk. 2, første led, i forordning (EF) nr. 1049/2001 med henblik på at afslå den begærede aktindsigt.

Endelig har sagsøgeren påstået, at Kommissionen med urette konkluderede, at bilagene til de skrivelser, som sagsøgeren har begæret aktindsigt i, var i sagsøgerens besiddelse, hvorved den fejlagtigt mente, at de begærede dokumenter var identiske med dokumenter i sagsøgerens besiddelse. Følgelig har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en åbenbar retlig fejl i det omfang, Kommissionen afstod fra at anvende bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1049/2001, navnlig dens artikel 4.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/35

Sag anlagt den 14. oktober 2009 — CEA mod Kommissionen

(Sag T-412/09)

2009/C 312/58

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Commissariat à l’énergie atomique (CEA) (Paris, Frankrig) (ved avocats J. García-Gallardo Gil-Fournier, M. Arias Díaz og C. Humpe)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—	Modtagelsen af stævningen (stævning, rettergangsfuldmagt og diverse kopier og dokumenter) bekræftes, og sagen antages til realitetsbehandling.

—	Den i CEA’s navn og på dennes vegne af CEA’s repræsentanter indgivne stævning behandles.

—

I henhold til artikel 230 EF annulleres Kommissionens afgørelse — som blev meddelt CEA ved skrivelse af 29. juli 2009 — om afvisning af at sidestille de beløb, som CEA har udbetalt i pensioneringsgodtgørelse, med støtteberettigede indirekte omkostninger og af at tildele CEA et regnskabsmetodecertifikat.

—

Subsidiært: 1) Det fastslås i medfør af artikel 238 EF, at udgifterne til den nævnte godtgørelse er en støtteberettiget omkostning under anvendelse af aftalereglerne i det syvende F&U-rammeprogram. 2) Det fastslås, at Det Europæiske Fællesskab ikke overholder sine kontraktlige forpligtelser over for CEA inden for rammerne af det syvende F&U-rammeprogram.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Principalt: Med det søgsmål, der er anlagt med hjemmel i artikel 230 EF, tilsigtes en annullation af Kommissionens endelige afgørelse, som blev meddelt Commissariat à l’énergie atomique (CEA) den 29. juli 2009, om afvisning af at sidestille de beløb, som CEA har udbetalt i pensioneringsgodtgørelse, med støtteberettigede indirekte omkostninger og af at tildele CEA et regnskabsmetodecertifikat for, at CEA kan angive sine indirekte personaleomkostninger med henblik på at få godtgjort de omkostninger, der var forbundet med gennemførelsen af samfinansierede projekter inden for rammerne af det syvende F&U-rammeprogram.

CEA er af den opfattelse, at Kommissionens afgørelse, hvorefter pensioneringsgodtgørelse ikke udgør støtteberettigede indirekte omkostninger, hviler på en urigtig retsanvendelse og et åbenbart urigtigt fejlskøn vedrørende de faktiske omstændigheder, og at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, retssikkerheds- og proportionalitetsprincippet samt hensynet til den berettigede forventning.

Subsidiært tilsigtes det med søgsmålet med hjemmel i artikel 238 EF at få fastslået, at Kommissionen ikke overholder sine kontraktlige forpligtelser over for CEA derved, at den afviser at sidestille den pensioneringsgodtgørelse, som CEA har udbetalt, med støtteberettigede omkostninger og følgelig at godtgøre disse.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/36

Sag anlagt den 14. oktober 2009 — Henkel mod KHIM — JLO Holding (LIVE)

(Sag T-414/09)

2009/C 312/59

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Henkel AG & Co. KGaA (Düsseldorf, Tyskland) (ved Rechtsanwältin C. Milbradt)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: JLO Holding company LLC (Santa Monica, USA)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 30. juli 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 609/2008-1) annulleres, for så vidt denne erklærede EF-varemærke nr. 984 245 (»LIVE«) for sæber, parfumeriartikler og midler til krops- og skønhedspleje fortabt.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket »LIVE« for varer i klasse 3 (EF-varemærke nr. 984 245)

Indehaver af EF-varemærket: Henkel AG & co.

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: JLO Holding Company, LLC

Annullationsafdelingens afgørelse: Delvis fortabelse af EF-varemærket

Appelkammerets afgørelse: Delvis annullation af Annullationsafdelingens afgørelse og delvis fortabelse af EF-varemærket

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 51, stk. 1, litra b), i forbindelse med artikel 51, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 (1), idet det fejlagtigt ikke blev anset for bevist, at der forelå en reel brug, der kunne sikre opretholdelsen af varemærkerettighederne for det i denne sag omhandlede varemærke for varegrupperne sæber, parfumeriartikler og midler til krops- og skønhedspleje.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/37

Sag anlagt den 16. oktober 2009 — Cybergun mod KHIM — Umarex Sportwaffen (AK 47)

(Sag T-419/09)

2009/C 312/60

Stævningen er affattet på fransk

Parter

Sagsøger: Cybergun (Bondoufle, Frankrig) (ved avocat S. Guyot)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Umarex Sportwaffen GmbH & Co. KG (Arnsberg, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 5. august 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) annulleres for så vidt som varemærket AK 47 blev erklæret ugyldigt på grund af dets beskrivende karakter i medfør af artikel 51, stk. 1, litra a), hvilket retsgrundlag, der ikke blev henvist til i søgsmålet.

—

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, og artikel 91 at betale sagens omkostninger, herunder sagsøgerens omkostninger i forbindelse med nærværende sag, navnlig udgifterne til oversættelse af dokumenter, advokatudgifter og i givet fald opholds- og rejseudgifter. Retten anmodes om at fastsætte dette beløb til 20 000 EUR.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket »AK 47« for varer i klasse 28 — EF-varemærke nr. 4 528 378

Indehaver af EF-varemærket: Cybergun

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: Umarex Sportwaffen GmbH & Co. Kommanditgesellschaft

Annullationsafdelingens afgørelse: Afslag på begæringen om, at det omhandlede varemærke erklæres ugyldigt.

Appelkammerets afgørelse: Ophævelse af Annullationsafdelingens afgørelse og det omhandlede EF-varemærke erklæret ugyldigt.

Søgsmålsgrunde: Retsgrundlaget, nemlig artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009], som annullationen af varemærket var begrundet med henset til dets beskrivende karakter, blev aldrig påberåbt i de indgivne skriftlige indlæg under sagen for Første Appelkammer, og vurderingen af varemærkets beskrivende karakter er desuden forkert.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/37

Sag anlagt den 19. oktober 2009 — BSA mod KHIM — Loblaws (PRÉSIDENT)

(Sag T-420/09)

2009/C 312/61

Stævningen er affattet på fransk

Parter

Sagsøger: BSA (Paris, Frankrig) (ved avocat D. Masson)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Loblaws, Inc.

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 17. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1744/2008-4) annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: BSA

Det omhandlede EF-varemærke: Figurmærket »PRÉSIDENT« for varer og tjenesteydelser i klasse 5, 29, 30 og 42 — ansøgning nr. 2 135 200

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Loblaws, Inc.

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Det franske ordmærke »President’s Choice« for varer i klasse 5, 30, 31 og 32 og EF-figurmærket »PRESIDENT’S CHOICE« for varer i klasse 30, 31 og 32 (EF-varemærke nr. 1 872 407)

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen taget delvist til følge

Appelkammerets afgørelse: Klagen afvist fra realitetsbehandling

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 59 i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 60 i forordning (EF) nr. 207/2009) og af artikel 71 i forordning (EF) nr. 2868/95 (1), samt kontradiktionsprincippet i artikel 6, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13.12.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT L 303, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/38

Sag anlagt den 22. oktober 2009 — Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials mod Rådet

(Sag T-423/09)

2009/C 312/62

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials Co. Ltd (Dashiqiao City, Kina) (ved avocats J.-F. Bellis og R. Luff)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Antidumpingtolden pålagt i forhold til sagsøgeren i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 826/2009 af 7. september 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1659/2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for magnesiasten med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 240, s. 7) annulleres, for så vidt som den herved fastsatte antidumpingtold overstiger, hvad det der ville gælde, såfremt den var fastsat på grundlag af den metode, der blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse for at tage hensyn til, at den kinesiske moms ikke blev tilbagebetalt ved udførslen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10.

—	Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved dette søgsmål har sagsøgeren, der er et selskab hjemmehørende i Kina, nedlagt påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 826/2009 af 7. september 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1659/2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse former for magnesiasten med oprindelse i Folkerepublikken Kina (1), for så vidt som den herved fastsatte antidumpingtold overstiger, hvad det der ville gælde, såfremt den var fastsat på grundlag af den metode, der blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse for at tage hensyn til, at den kinesiske moms ikke blev tilbagebetalt ved udførslen i henhold til artikel 2, stk. 10, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (2) (grundforordningen).

Sagsøgeren har påberåbt sig to anbringender til støtte for sit søgsmål.

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at den metode, Kommissionen har anvendt til at behandle den manglende tilbagebetaling af moms ved udførsel i den nye undersøgelse, der lå til grund for den anfægtede forordning, udgør en tilsidesættelse af princippet om det rimelige forhold mellem prisen ved udførslen og den normale værdi, der er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 10. Kommissionen har nemlig i stedet for i eksportprisen at fradrage den ikke tilbagebetalte eksportmoms, hvilket den gjorde ved den første undersøgelse, nemlig sammenlignet udførselsprisen med den normale værdi inklusive moms, hvorved den har støttet sig på en urigtig fortolkning af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra b).

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at forordningen ligeledes er behæftet med en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9, for så vidt som metoden anvendt for at tage hensyn til den manglende tilbagebetaling af moms ved sammenligningen af eksportprisen med den normale værdi afviger betydeligt fra metoden anvendt under den første undersøgelse, uden at der er givet en gyldig grund.

(1) EUT L 240, s. 7.

(2) EFT 1996 L 56, s. 1.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/38

Sag anlagt den 14. oktober 2009 — Goodyear Dunlop Tyres UK mod KHIM — Sportfive (QUALIFIER)

(Sag T-424/09)

2009/C 312/63

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Goodyear Dunlop Tyres UK Ltd (Birmingham, Det Forenede Kongerige) (ved Rechtsanwalt M. Graf)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Sportfive GmbH & Co. KG (Köln, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 11. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1291/2008-4) annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Goodyear Dunlop Tyres UK

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »QUALIFIER« for varer i klasse 12 (ansøgning nr. 4 877 262)

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Sportfive GmbH & Co. KG

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-ordmærket nr. 4 017 836 og det tyske ordmærke nr. 30 415 017.1 »Qualifiers 2006«, det tyske ord- og figurmærke nr. 30 414 610.2 »2006 QUALIFIERS«, det tyske ordmærke nr. 30 515 033.2 »Qualifiers 2008« samt det tyske ord- og figurmærke nr. 30 565 616.3 »2008 QUALIFIERS«, alle bl.a. for varer i klasse 12

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Medhold i indsigelsen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (1), idet der ikke er nogen risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/39

Sag anlagt den 14. oktober 2009 — Honda Motor mod KHIM — Blok (BLAST)

(Sag T-425/09)

2009/C 312/64

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Honda Motor Co., Ltd. (Tokyo, Japan) (ved lawyer M. Graf)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Hendrik Blok (Oudenaarde, Belgien)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 16. juli 2009 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1097/2008-1) annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Honda Motor Co., Ltd.

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »BLAST« for varer i klasse 7 og 12

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Hendrik Blok

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: EF-varemærkeregistrering af ordmærket »BLAST« for varer og tjenesteydelser i klasse 7, 35 og 37; Benelux-varemærkeregistrering af ordmærket »BLAST« for varer og tjenesteydelser i klasse 7, 35 og 37

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Medhold i indsigelsen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 40/94 (nu artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning nr. 207/2009), da appelkammeret med urette fandt, at der var risiko for forveksling mellem de omhandlede varemærker.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/39

Sag anlagt den 22. oktober 2009 — centrotherm Clean Solutions mod KHIM — Centrotherm Systemtechnik (CENTROTHERM)

(Sag T-427/09)

2009/C 312/65

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG (Blaubeuren, Tyskland) (ved Rechtsanwalt O. Löffel)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Centrotherm Systemtechnik GmbH (Brilon, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

—

Afgørelse truffet den 25. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 6/2008-4) annulleres, i det omfang begæringen om fortabelse herved blev afvist i forhold til følgende varer:

—	Klasse 11 — Røggasledninger til varmeanlæg, røgkanaler, rør til varmeinstallationer; konsoller til gasbrændere; mekaniske dele til anlæg til opvarmning, mekaniske dele til gasanlæg; rørledningshaner; skorstensspjæld;

—	Klasse 17 — Rørforbindelsesstykker, rørmuffer, forstærkningsmateriale til rør, slanger, førnævnte varer ikke af metal;

—	Klasse 19 — Rør, rørledninger, særlig til bygningsbrug; fordelerrør; skorstensrør.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket »CENTROTHERM« for varer og tjenesteydelser i klasse 11, 17, 19 og 42 (EF-varemærkenr. 1 301 019)

Indehaver af EF-varemærket: Centrotherm Systemtechnik GmbH

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG

Annullationsafdelingens afgørelse: EF-varemærket erklæret fortabt

Appelkammerets afgørelse: Delvis ophævelse af Annullationsafdelingens afgørelse og EF-varemærket delvis erklæret fortabt.

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 207/2009 (1) sammenholdt med regel 40, stk. 5, og regel 22, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 2868/95 (2), i det omfang det af varemærkeindehaveren fremlagte bevis for brug blev anset for at være tilstrækkeligt til at begrunde en reel brug af det omtvistede varemærke som omhandlet i artikel 15 i forordning nr. 207/2009.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13.12.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT L 303, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/40

Sag anlagt den 29. oktober 2009 — TTNB mod KHIM — March (Tila March)

(Sag T-433/09)

2009/C 312/66

Stævningen er affattet på fransk

Parter

Sagsøger: TTNB SARL (ved avocat J.-M. Moiroux)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Juan Carmen March (Madrid, Spanien)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 20. august 2009 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1538/2008-2) annulleres, og ansøgningen om registrering af varemærket imødekommes.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Tamara Taichman, som sagsøgeren har efterfulgt.

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »Tila March« for varer i klasse 3, 18 og 25 — ansøgning nr. 5 402 722

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Carmen March Juan

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Det spanske ordmærke »CARMEN MARCH« for varer og tjenesteydelser i klasse 3, 18, 24, 25, 35 og 38, idet indsigelsen er rejst mod registreringen for varer i klasse 3, 18 og 25

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Indsigelsen forkastet

Appelkammerets afgørelse: Indsigelsesafdelingens afgørelse annulleret

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009], da der ikke er risiko for forveksling mellem de omtvistede varemærker.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/40

Sag anlagt den 26. oktober 2009 — Centrotherm Systemtechnik mod KHIM — centrotherm Clean Solutions (CENTROTHERM)

(Sag T-434/09)

2009/C 312/67

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Centrotherm Systemtechnik GmbH (Brilon, Tyskland) (ved Rechtsanwalt J. Albrecht)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

Den anden part i sagen for appelkammeret: centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG (Blaubeuren, Tyskland)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet den 25. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 6/2008-4) annulleres, i det omfang begæringen om fortabelse blev taget til følge.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—	Den eventuelle intervenient tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med interventionen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Det registrerede EF-varemærke, der begæres erklæret ugyldigt: Ordmærket »CENTROTHERM« for varer og tjenesteydelser i klasse 11, 17, 19 og 42 (EF-varemærkenr. 1 301 019)

Indehaver af EF-varemærket: Centrotherm Systemtechnik GmbH

Indgiveren af begæringen om, at EF-varemærket erklæres ugyldigt: centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG

Annullationsafdelingens afgørelse: EF-varemærket erklæret fortabt

Appelkammerets afgørelse: Delvis ophævelse af Annullationsafdelingens afgørelse og EF-varemærket delvis erklæret fortabt

Søgsmålsgrunde:

—	Tilsidesættelse af artikel 57, stk. 5, sammenholdt med artikel 51, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 207/2009 (1), idet Harmoniseringskontoret har anlagt en urigtig vurdering af det rettidigt indgivne bevis for brug.

—	Tilsidesættelsen af pligten til at foretage en ex officio-prøvelse.

—	Tilsidesættelse af artikel 76, stk. 1 og 2, og artikel 57, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, samt af regel 40, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2868/95 (2), idet Harmoniseringskontoret ikke har taget hensyn til det senere med klagebegrundelsen indsendte bevis for brug.

—	Mangelfuld skønsudøvelse, da der skulle være taget hensyn til det senere indsendte bevis, selv hvis det var forsinket.

—

Subsidiært finder regel 40, stk. 5, i forordning nr. 2868/95 ikke anvendelse i henhold til artikel 241 EF, da denne regel er i strid med artikel 76, stk. 1, og artikel 57, stk. 1, sammenholdt med artikel 51, stk. 1, og artikel 162, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, med artikel 202 EF, samt med generelle fællesskabsretlige principper, navnlig med retsstatsprincippet og proportionalitetsprincippet samt med ejendomsretten som grundlæggende rettighed og retten til en retfærdig rettergang.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13.12.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT L 303, s. 1).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/41

Sag anlagt den 22. oktober 2009 — SE.RI.FO. mod Kommissionen og Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur

(Sag T-438/09)

2009/C 312/68

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Serifo Srl (Napoli, Italien) (ved avvocato R. de Lorenzo, avvocato P. Kivel Mazuy og avvocato G. Ruberto)

Sagsøgte: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af den beslutning, hvori der ikke er angivet dato og henvisninger, og hvormed EACEA inden for rammerne af Lifelong Learning Programme har godkendt listen over projekter, som indgår i det tværgående program »KA3 ICT multilaterale projekter«, der blev godkendt til samfinansiering af EU, og annullation af den del af reservelisten, hvori projektet »V-3DAS« nr. 505690-2009-LLP-IT-KA3-KA3MP, der blev foreslået af Se.Ri.Fo. s.r.l., blev optaget på reservelisten i stedet for på listen over finansierede projekter.

—

Annullation af skrivelse af 21. september 2009, som blev modtaget den 22. september 2009, og hvormed EACEA informerede Se.Ri.Fo. s.r.l. om evalueringen af projektet »V-3DAS«, der var blevet foretaget af eksterne eksperter, der er udenforstående i forhold til og om hvor mange points det var blevet tildelt.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren tog del i det udbud for 2009, der vedrørte handlingsprogrammet for livslang læring (»Lifelong learning Programme«), idet sagsøgeren fremsendte projektet V-3DAS, der skulle omfattes af det tværgående program — hovedaktivitet 3 »ICT« til Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA, »Educational, Audiovisual and Culture Executive Agency«).

Ved evalueringen af projekterne blev der ifølge vejledningen for forslagsstillere 2009 anvendt eksterne eksperter, der er udenforstående i forhold til EACEA. Ansøgerens projekt opnåede 30,5 point ud af 40 (svarende til 76,3 % af det maksimale antal point) i forhold til de 31 point, der kræves for at blive optaget på listen over finansierede projekter (svarende til 77,5 % af det maksimale antal point), og ansøgerens projekt blev derfor optaget på reservelisten, som kan anvendes ved tildeling af yderligere støtte i tilfælde af, at der frigøres midler som følge af, at godkendte projekter trækkes tilbage, eller hvis der sker en stigning i programmets budget.

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at den evaluering af sagsøgers projekt, som blev foretaget af eksterne eksperter, der er udenforstående i forhold til EACEA, og de point, som disse følgelig tildelte for hvert Award Criterion (tildelingskriterium), er fejlagtige, idet de er behæftet med en begrundelsesmangel og udgør en fejlagtig anvendelse af bedømmelseskriterierne, og idet vurderingen er selvmodsigende og ulogisk. Disse ulovligheder har haft en afgørende indflydelse på beslutningen om ikke at optage sagsøgerens projekt på listen over finansierede projekter, henset til de manglende 0,5 point.

Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til, at artikel 109 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget med hensyn til ydelse af tilskud bestemmer, at »[t]ilskud ydes under overholdelse af principperne om klarhed og åbenhed, ligebehandling«.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/42

Sag anlagt den 3. november 2009 — Azienda Agricola Bracesco mod Kommissionen

(Sag T-440/09)

2009/C 312/69

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Azienda Agricola Bracesco Srl (Orgiano, Italien) (ved avvocato F. Tosello, avvocato S. Rizzioli og avocat C. Pauly)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

—	I henhold til EF-traktatens artikel 235 og artikel 288, stk. 2, tilpligtes Kommissionen at betale skadeserstatning svarende til 335 000 EUR til Azienda Agricola Bracesco Srl under konkurs, eller et andet af denne sag følgende og i øvrigt rimeligt beløb samt lovpligtige renter af det skyldige beløb.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Denne sag om skadeserstatning som følge af Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold vedrører de fællesskabsretlige foranstaltninger i bekæmpelsen af fugleinfluenza.

Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionen, efter at det europæiske fjerkræsmarked blev påvirket af prisfaldet som følge af forbrugernes lavere efterspørgsel i forbindelse med spredningen af fugleinfluenza, besluttede at gribe ind ved forordning nr. 1010/2006 (1), som fastsætter støtteforanstaltninger til fordel for fjerkræavlerne.

På trods af at begrebet fjerkræ i fællesskabslovgivningen vedrørende sundhedspolitikken ligeledes omfatter vagtler, blev fjerkræavlere, der virker inden for avl og slagtning af denne art, imidlertid ubegrundet udelukket fra støttemodtagerne.

Sagsøgeren Azienda Agricola Bracesco Srl under konkurs, har anført at have lidt et uberettiget tab som følge af Kommissionens adfærd, der omfatter en grov og åbenbar tilsidesættelse af et af de grundlæggende principper i Fællesskabets retsorden, nemlig princippet om forbud mod forskelsbehandling.

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 1010/2006 af 3.7.2006 om visse undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet for æg og fjerkræ i visse medlemsstater (EUT L 180, s. 3).

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/43

Sag anlagt den 17. september 2009 — Marcuccio mod Kommissionen

(Sag F-78/09)

2009/C 312/71

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved avvocato G. Cipressa)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af Kommissionens afgørelse om at meddele afslag på sagsøgerens anmodning om betaling af de sagsomkostninger, som han har afholdt i sag T-18/04, og som Kommissionen blev pålagt at betale ved dom afsagt af Retten i Første Instans den 10. juni 2008. Domfældelse af sagsøgte til at erstatte sagsøgerens økonomiske og ikke-økonomiske tab.

Sagsøgerens påstande

—	Annullation af den afgørelse, uanset dens grundlag, hvorved Kommissionen afslog sagsøgerens anmodning af 22. september 2008.

—	Om fornødent annulleres den afgørelse, uanset dens grundlag, hvorved sagsøgens klage af 8. april 2009 blev afslået.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 15 882,31 EUR med tillæg af morarente 10 % årligt med renters rente fra datoen for anmodningen, dvs. fra den 22. september 2008, og til dags dato i erstatning for det økonomiske tab, som sagsøgeren har lidt som følge af den anfægtede afgørelse i ovennævnte tidsrum.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren pro bono et ex aequo et beløb på 6 500 EUR til sagsøgeren eller et større eller mindre beløb, som Retten finder rimeligt og passende, i erstatning for den tort, som sagsøgeren har lidt som følge af den anfægtede afgørelse, i perioden fra afgørelsen blev truffet og indtil dags dato.

—

Kommissionen tilpligtes at betale til sagsøgeren for hver dag, der hengår fra i morgen, og indtil sagsøgte til fulde og uden forbehold opfylder anmodningen af 22. september 2008, 5 EUR, eller et større eller mindre beløb, som Retten finder rimeligt og passende, den 1. dag i hver måned i relation til de rettigheder, der optjenes i den foregående måned, i erstatning for den skade, som sagsøgeren har lidt som følge af den anfægtede afgørelse i ovennævnte tidsrum.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/44

Sag anlagt den 28. september 2009 — Marcuccio mod Kommissionen

(Sag F-81/09)

2009/C 312/72

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved avvocato G. Cipressa)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Annullation af Kommissionens delvise afslag på sagsøgerens anmodning om ophævelse af Kommissionens afgørelse om beregning af de morarenter, der skal betales af den invaliditetsydelse, som han er blevet tilkendt, fra juni 2005 til april 2008.

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af afgørelsen, uanset dens tilblivelsesform, hvorved Kommissionen meddelte delvist afslag på anmodningen af 8. september 2008, dvs. annullation af afgørelsen, uanset dens tilblivelsesform, hvorved Kommissionen beregnede og udbetalte til sagsøgeren de morarenter, som han havde krav på af hvert af de månedlige beløb, der blev udbetalt i invaliditetsydelse for perioden fra juni 2005 til april 2008, og som han fik udbetalt som et engangsbeløb den 29. maj 2009 med valørdato den 28. maj 2008, i stedet for i slutningen af hver måned i ovennævnte periode, med et mindre beløb end det, der ville være blevet beregnet og tildelt, såfremt de kriterier, der var angivet i anmodningen af 8. september 2008 var blevet anvendt. Dvs. hvis a) den 29. maj 2008 var blevet anset som dies ad quem, b) den første dag i måneden efter den måned, hvori hvert af de månedlige beløb skulle have været udbetalt til sagsøgeren, var blevet lagt til grund som dies a quo, c) der var blevet anvendt en procentsats på 10 % om året med tillæg af renters rente.

—

Annullation af notatet af 16. december 2008 for så vidt angår de punkter, der er til ugunst for sagsøgeren, dvs. de punkter, hvor Kommissionen delvist afslog anmodningen af 8. september 2008 og beregnede og tildelte renterne på et mindre beløb end det, der ville være blevet beregnet og tildelt, såfremt de kriterier, som var angivet i anmodningen af 8. september 2008, var blevet anvendt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren differencen mellem det rentebeløb, der fremkommer ved en beregning efter kriterierne i anmodningen af 8. september 2008, og det rentebeløb, der rent faktisk blev tildelt, eventuelt og om fornødent ved, at man undlader at anvende de dele af finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, som vedrører kriterierne for fastsættelsen af den rentesats, der skal anvendes på beløb, som Kommissionen skylder de af vedtægten omfattede personer, samt for beregningen af renters rente, på denne sag, der er anlagt i medfør af artikel 241 EF (tidligere artikel 184).

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren rente på 10 % om året med tillæg af renters rente med virkning fra den 29. maj 2008, og indtil effektiv betaling sker, af rentedifferencen samt én euro, eventuelt og om fornødent ved, at man undlader at anvende de dele af finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, der vedrører kriterierne for fastsættelsen af den rentesats, der skal anvendes på beløb, som Kommissionen skylder de af vedtægten omfattede personer, samt for beregningen af renters rente, på denne sag, der er anlagt i medfør af artikel 241 EF (tidligere artikel 184).

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—	Om fornødent annulleres afgørelsen, uanset dens tilblivelsesform, hvorved sagsøgerens klage af 18. februar 2009 blev afslået, samt notatet af 29. maj 2009.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/44

Sag anlagt den 16. oktober 2009 — Larue og Seigneur mod Den Europæiske Centralbank

(Sag F-84/09)

2009/C 312/73

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Emmanuel Larue og Olivier Seigneur (Frankfurt am Main, Tyskland) (ved avocat L. Levi)

Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af lønsedlerne for januar 2009

Sagsøgernes påstande

—	Lønseddelen for januar 2009 annulleres.

—	Om fornødent annulleres afslagene af henholdsvis 20. april 2009 og 6. august 2009 på fornyet behandling af de klager, som sagsøgerne har indgivet.

—

Som led i sagens tilrettelæggelse pålægges ECB at fremlægge sin administrative sagsmappe og i det mindste de dokumenter, der hidrører fra DG-H, og som blev forelagt direktionen vedrørende GSA i 2009, direktionens forlag om GSA for 2009, de dokumenter, der hidrører fra DG-H, og som blev forelagt ECB’s Styrelsesråd vedrørende GSA i 2009, samt Styrelsesrådets afgørelse om GSA for 2009.

—

ECB tilpligtes at betale erstatning for den skade, som sagsøgerne har lidt, hvilken erstatning består af 5 000 EUR til hver af sagsøgerne som følge af tab af købekraft siden den 1. januar 2009, efterbetaling af vederlag svarende til en stigning i sagsøgernes løn på 1,5 % med virkning fra den 1. januar 2009 med tillæg renter af deres løntilgodehavende fra forfaldsdatoen og indtil effektiv betaling sker. Renten bør beregnes på grundlag af Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner i den omhandlede periode med tillæg af to point.

—	Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19.12.2009

Den Europæiske Unions Tidende

C 312/45

Sag anlagt den 26. oktober 2009 — Gagalis mod Rådet

(Sag F-89/09)

2009/C 312/75

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Spyridon Gagalis (Kraainem, Belgien) (ved avocat N. Lhoëst)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Søgsmål med påstand om annullation af Rådets afslag på godtgørelse af samtlige de udgifter, som sagsøgeren har afholdt til et kurophold, med 75 % i henhold til vedtægtens artikel 73.

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse af 9. december 2008, som blev meddelt sagsøgeren den 22. december 2008, om afslag på godtgørelse af samtlige de udgifter, som sagsøgeren har afholdt til et kurophold, med 75 % i henhold til vedtægtens artikel 73, annulleres.

—	Rådets afgørelse af 15. juli 2009, som blev meddelt sagsøgeren den 17. juli 2009, om afslag på sagsøgerens klage over den manglende godtgørelse af samtlige de udgifter, som sagsøgeren har afholdt til et kurophold, med 75 % i henhold til vedtægtens artikel 73, annulleres.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsøgeren et supplerende beløb på 1 551,38 EUR med tillæg af morarenter.

—	Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

		ISSN 1725-2393 doi:10.3000/17252393.C_2009.312.dan
Den Europæiske Unions Tidende		C 312

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	52. årgang 19. december 2009

Informationsnummer	Indhold	Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER OG ORGANER
	Domstolen
2009/C 312/01	Domstolens seneste offentliggørelse i Den Europæiske Unions TidendeEUT C 297 af 5.12.2009	1