3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/1

A.

der henviser til, at Europa-Parlamentet ikke har status som juridisk person, og derfor ofte hindres i at beskytte sine prærogativer ved nationale domstole, når der opstår problemer som følge af dets særlige status,

B.

der henviser til, at Parlamentet respekterer Kommissionens initiativret, men fastholder sin egen ret til at anmode Kommissionen om at fremsætte lovforslag, jf. EF-traktatens artikel 192,

C.

der henviser til, at Parlamentet i forbindelse hermed råder over en række retsmidler, der er fastlagt i traktaten, som sikrer det beskyttelse af ovennævnte prærogativer over for andre fællesskabsinstitutioner, som f.eks. passivitetssøgsmål (EF-traktatens artikel 232) og klager med henblik på annullering af fællesskabsakter (EF-traktatens artikel 230),

D.

der henviser til, at EF-Domstolens retspraksis fastslår, at medlemsstaterne er ansvarlige, dersom de ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til traktaterne, uanset hvilken statslig myndigheds handling eller manglende handling har forårsaget denne manglende opfyldelse, selv i tilfælde af en forfatningsmæssig uafhængig institution (1),

E.

der henviser til, at Parlamentet råder over tilsvarende direkte instrumenter til at forsvare sine prærogativer ved de nationale domstole, især ikke i tilfælde af tilsidesættelse af disse prærogativer ved en dom afsagt af en national domstol, idet Parlamentet hverken kan deltage i de nationale retsprocesser eller henvende sig direkte til EF-Domstolen for at forsvare sine afgørelser,

F.

der henviser til, at Europa-Parlamentet ikke en gang som en sidste udvej kan indlede traktatbrudsprocedure (jf. EF-traktatens artikel 226) mod en medlemsstat, da denne beføjelse udelukkende er forbeholdt Kommissionen,

G.

der henviser til, at manglen på egnede instrumenter til at forsvare dets egne afgørelser kan virke hindrende på Parlamentets effektivitet som politisk organ og lovgivningsorgan,

H.

der henviser til, at principperne om loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne og god forvaltningsskik kræver, at fællesskabsorganernes virksomhed opfylder visse krav om gennemsigtighed, således at grundene til vedtagelse eller forkastelse af en bestemt foranstaltning tydeligt fremgår,

I.

der henviser til, at det for at løse ovennævnte problemer ville være nyttigt at styrke midlerne til at beskytte Parlamentets prærogativer, ikke ved en ændring af EF-traktaten, men ved at forsøge på grundlag af de nationale parlamenters erfaringer at finde frem til retsmidler, der opfylder Parlamentets særlige behov,

J.

der henviser til, at resultaterne af den undersøgelse, der blev foretaget med henblik herpå og baseret på et bredt udvalg af medlemsstater klart viser, at størstedelen af de nationale retssystemer giver deres parlamenter retsmidler til ikke blot at forsvare parlamentets samlede interesser, men også det enkelte medlems interesser,

K.

der henviser til, at medlemsstaterne er underkastet princippet om et oprigtigt og loyalt samarbejde i henhold til EF-traktatens artikel 10, og at samme medlemsstater i henhold til Domstolens retspraksis er forpligtet til at fastlægge et system af retsmidler og procedurer med henblik på at sikre overholdelsen af retten til en effektiv retsbeskyttelse (2),

L.

der henviser til, at det ville være hensigtsmæssigt at give Europa-Parlamentet om ikke identiske så i det mindste tilsvarende retsmidler til beskyttelse af dets prærogativer over for retsmyndighederne, enten når disse repræsenteres af Domstolen eller de nationale domstole, analogt med de beskyttelsesmidler, der er fastlagt i de nationale retssystemer til fordel for deres egne parlamenter,

1.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til Parlamentets anmodninger om at indlede traktatbrudsprocedure mod en medlemsstat for overtrædelse af Parlamentets prærogativer og anmoder om, at den ansvarlige kommissær fremkommer med en detaljeret begrundelse i tilfælde af, at kommissærkollegiet ikke griber ind;

2.

foreslår at ændre EF-Domstolens statut, således at den giver Parlamentet ret til at indgive egne kommentarer til EF-Domstolen i alle de sager, der direkte eller indirekte berører dets prærogativer, for at Parlamentets inddragelse, når det ikke formelt er part i proceduren, ikke overlades til EF-Domstolens skøn, som det for øjeblikket er fastlagt i statuttens artikel 24, stk. 2;

3.

foreslår, at der foretages en dybdegående undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt det i EF-traktatens artikel 300, stk. 6, fastlagte juridiske mekanisme kan finde anvendelse på de tilfælde, hvor Europa-Parlamentets prærogativer er alvorligt truede, hvorved Parlamentet ville have mulighed for at anmode Domstolen om at udtale sig om en bestemt national retsakts overensstemmelse med den primære fællesskabsret, uden at dette foregriber Kommissionens enebeføjelse til at indlede en traktatbrudsprocedure mod den medlemsstat, som eventuelt har begået en lovovertrædelse;

4.

anmoder det kompetente udvalg om at udarbejde et ændringsforslag til Parlamentets forretningsordens artikel 121, således at den omfatter alle retsprocedurer ved alle domstole og fastlægger en forenklet procedure, der bruges, når der anlægges sag ved en domstol med hastebehandling;

5.

anser det for hensigtsmæssigt at fremme en samarbejdspolitik mellem Parlamentet og de nationale domstole i stil med det, som allerede har givet gode resultater i en række medlemsstater, idet der er blevet udviklet proceduremæssige fremgangsmåder, som gør det muligt for Parlamentet at deltage i de retssager, som anlægges ved de nationale domstole, og som vedrører Parlamentets prærogativer;

6.

opfordrer Kommissionen til at foreslå passende lovgivningsforanstaltninger for at sikre fuld gennemførelse af Parlamentets prærogativer, når det gælder retsbeskyttelse;

7.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/3

A.

der henviser til, at Østersøen er et indhav omgivet af hele otte EU-medlemsstater, at 80 % af dens kyststrækninger er EU-territorium, og at OAO Gazprom er hovedaktionær i Nord Stream,

B.

der henviser til, at en af de vigtigste målsætninger for EU’s nordlige dimension er at beskæftige sig med havmiljøet i Østersøen således som gentagne gange bekræftet i Kommissionens meddelelser og Europa-Parlamentets beslutninger,

C.

der henviser til, at landbruget og industrien i alle Østersømedlemsstaterne og Rusland er de største forurenere af Østersøen og udgør det største problem for dens økosystemer,

D.

der henviser til, at EU er særlig forpligtet til at beskytte miljøet, herunder også havmiljøet,

E.

der henviser til, at Kommissionen i retssager ved Domstolen gentagne gange har bekræftet, at miljøbeskyttelse er et af Fællesskabets vigtigste mål, og til, at Domstolen har anerkendt Fællesskabets kompetence inden for beskyttelse og bevaring af havmiljøet,

F.

der henviser til, at der i øjeblikket er planer om at gennemføre adskillige infrastrukturprojekter i Østersøen (Nord Stream, vindmølleparker, Scanleds Østersørørledning, en gasledning mellem Finland og Estland, elkabler mellem Sverige og Litauen, LNG-terminaler i Świnoujścje osv.),

G.

der henviser til, at Europa må finde metoder til håndtering af det væsentlige spørgsmål om energiforsyningssikkerhed,

H.

der henviser til, at naturgassens stigende bidrag til energibalancen i Europa, navnlig siden 1990, har været den primære kilde til nedbringelse af kuldioxidemissionerne (CO2),

I.

der henviser til, at det i EF-traktatens artikel 174, stk. 2, fastlagte forsigtighedsprincip kræver, at alle berørte parter gør den nødvendige indsats for at vurdere den miljømæssige virkning, som nye beslutninger eller påbegyndelsen af nye arbejder kan få, og at de træffer de fornødne forebyggende foranstaltninger, hvor der er en rimelig sandsynlighed for, at der foreligger en trussel mod miljøet,

J.

der henviser til, at der i overensstemmelse med princippet om, at miljøbeskyttelseskrav skal integreres i sektorspecifikke politikker, skal tages behørigt hensyn til sådanne krav i udøvelsen af alle fællesskabsaktiviteter og forfølgelsen af alle fællesskabsmål,

K.

der henviser til, at det i artikel 194 i den fremtidige traktat om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som indsat ved Lissabontraktaten, udtrykkeligt hedder, at EU’s energipolitik skal føres i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne og under hensyn til kravet om at bevare og forbedre miljøet,

L.

der henviser til, at Den Internationale Søfartsorganisation har bekræftet, at Østersøen er særlig sårbar over for trusler mod miljøet, og har anerkendt den som et ekstremt sårbart område,

M.

der henviser til, at Østersøen i dag er et af verdens mest forurenede havområder, og navnlig til, at koncentrationen af farlige stoffer i både vandet og levende organismer i Østersøen fortsat er unaturlig høj,

N.

der henviser til, at Østersøen er et typisk indhav såvel som et havområde med lille dybde og sammen med Sortehavet har den længste cyklus for vandudveksling med verdenshavene, dvs. ca. 30 år,

O.

der henviser til, at gastransmissionsledningen har en forventet levetid på 50 år, og at arbejdet med at nedlukke rørledningssystemet vil være lige så stort som arbejdet med dets planlagte etablering; der endvidere henviser til, at dette aspekt skal vejes op mod den tid, der, i betragtning af projektets miljømæssige og økonomiske virkning, kræves til i fuldt omfang at bringe flora og fauna tilbage til deres oprindelige tilstand,

P.

der henviser til, at eksponering for tungmetaller, forurenende stoffer og andre skadelige stoffer indebærer sundhedsrisici og fødekædekonsekvenser, som må undersøges,

Q.

der henviser til, at en række faktorer såsom vandets lange retentionstider, den lagdelte vandsøjle, det store industrialiserede afvandingsområde og den særlige intensivering af landbruget i Østersøområdet gør Østersøen særlig sårbar i miljømæssig henseende,

R.

der henviser til, at udførelse af anlægsarbejder under de særlige forhold, der hersker i Østersøen, kunne resultere i en pludselig stigning i algebestanden, hvilket kan udgøre en særlig fare for Finland, Sverige, Tyskland og de baltiske stater,

S.

der henviser til, at en anden vigtig miljømæssig risikofaktor er tilstedeværelsen af ca. 80 000 tons ammunition, der blev dumpet i Østersøen efter Anden Verdenskrig, og som indeholder giftige stoffer som f.eks. sennepsgas, svolvsennepsgas, kvælstofsennepsgas, lewisit, Clark I, Clark II og adamsit, der udgør en fare for både Østersøens havmiljø og menneskers liv og helbred,

T.

der henviser til, at ammunitionsbeholdere fortsat blev dumpet af en række lande fra 1945 og til sidst i 1960’erne,

U.

der henviser til, at ammunitionsbeholderne derudover er i en kritisk tilstand, idet deres korrosion vurderes til 80 %, og til, at det ikke altid kan afgøres, præcist hvor de befinder sig,

V.

der henviser til, at handlingsplanen for Østersøen, der blev vedtaget den 15. november 2007 i Kraków, samtidig pålægger landene omkring Østersøen at garantere sikker opbevaring af gamle lagre af kemikalier, beholdere o.l. indeholdende farlige stoffer,

W.

der henviser til gasledningens mulige følgevirkninger for Østersøens havmiljø og for landene omkring Østersøen,

X.

der henviser til den øgede trafik i Østersøen for så vidt angår søfolk og olietankskibe og til den mulige brandfare og risikoen for, at skibe mister flydeevnen og synker som følge af et brud på gasledningen under dennes konstruktion, installation og drift samt til den potentielle menneskelige, økonomiske og miljømæssige virkning heraf,

Y.

der henviser til, at Nord Stream har planer om at anlægge en 1 200 km lang og ca. 2 km bred undervandskorridor, som således vil blive verdens største byggeplads under havets overflade,

Z.

der henviser til, at projektets konstruktion, installation og drift kunne påvirke fiskeri, turisme og skibsfart i negativ retning og have en sandsynlig negativ indvirkning på kystregionernes økonomi,

AA.

der henviser til, at artikel 123 i UNCLOS, som er en integrerende del af gældende fællesskabsret, pålægger stater, der grænser op til delvis lukkede havområder, at samarbejde under udøvelsen af deres rettigheder og pligter samt at koordinere udøvelsen af deres rettigheder og pligter for så vidt angår beskyttelse og bevarelse af havmiljøet,

AB.

der henviser til artikel 2, stk. 1, i Espookonventionen, ifølge hvilken de kontraherende parter enten hver for sig eller i fællesskab skal træffe alle passende og effektive foranstaltninger for at forebygge, reducere og kontrollere foreslåede aktiviteters betydelige negative miljømæssige virkninger på tværs af grænserne,

AC.

der henviser til, at der i henhold til artikel 5, litra a), i Espookonventionen kan findes alternativer til et foreslået projekt i samråd med de parter, der er udsat for de skadelige virkninger fra grænseoverskridende projekter, herunder også opgivelse af projektet,

AD.

der henviser til artikel 12 i Helsinkikonventionen, ifølge hvilken de kontraherende parter skal træffe alle foranstaltninger for at forhindre forurening af havmiljøet i Østersøen som følge af udforskning eller udnyttelse af havbunden eller en hvilken som helst dermed forbundet aktivitet,

AE.

der henviser til, at den nordeuropæiske gaslednings foreslåede linjeføring vil gå gennem områder, der er omfattet af Natura 2000-programmet, og som i direktiv 92/43/EØF er udlagt som særlige bevaringsområder,

AF.

der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 92/43/EØF skal træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i særlige bevaringsområder,

AG.

der henviser til, at alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for forvaltningen af et bevaringsområde, men som sandsynligvis vil påvirke et sådant område væsentligt, i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43/EØF skal vurderes af medlemsstaterne med hensyn til deres virkninger på bevaringsområdet under hensyntagen til bevaringsmålsætningerne for dette,

AH.

der henviser til, at de kompetente myndigheder i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43/EØF på baggrund af konklusionerne af den ovennævnte vurdering først giver deres tilslutning til en plan eller et projekt, når de har sikret sig, at den/det ikke skader lokalitetens helhedstilstand, og når de — hvis det anses for nødvendigt — har hørt offentligheden,

AI.

AI. der henviser til, at den foreslåede gasledning ville blive verdens længste dobbelte gasledning under vandet samt den, der ligger på den mindste dybde, hvilket gør den særlig sårbar over for mulige skader,

AJ.

der henviser til, at beslutning nr. 1364/2006/EF medtog den nordeuropæiske gasledning som et af de prioriterede projekter af europæisk interesse,

AK.

der henviser til, at alle store ingeniørprojekter i havet på grund af de dermed forbundne risici skal underkastes en særlig grundig og omfattende analyse og miljøkonsekvensvurdering, som foreskrevet i Espookonventionen, Helsinkikonventionen og al anden relevant EU-lovgivning og national lovgivning,

AL.

der henviser til, at der i henhold til Espookonventionen forud for ethvert projekt af denne type skal gennemføres en analyse af alternativer, der navnlig skal vedrøre gennemførelsesomkostninger og miljøsikkerhed, hvilket i dette tilfælde vil være en analyse af linjeføringer over land for gasledningen,

AM.

der henviser til, at dele af den planlagte rørledning allerede er blevet transporteret til byen Kotka i Finland med henblik på behandling,

AN.

der henviser til Århuskonventionens artikel 1, ifølge hvilken hver kontraherende part garanterer retten til adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse i miljøsager,

AO.

der henviser til, at de juridiske krav i forbindelse med udarbejdelsen af en præcis miljøkonsekvensvurdering må tage alle ovennævnte farer i betragtning,

AP.

der endvidere henviser til, at der må foretages en analyse af terrortruslen og evnen til at træffe effektive modforanstaltninger,

1.

er af den opfattelse, at Nord Stream er et infrastrukturprojekt med en bred politisk og strategisk dimension for både EU og Rusland; forstår de bekymringer, som EU’s medlemsstater har givet udtryk for med hensyn til gasledningens etablering og vedligeholdelse; understreger, at små kyststaters evne til at sørge for sikkerheden i Østersøområdet ikke kan ses isoleret fra EU’s evne til at optræde som en samlet enhed og til at tale med én stemme i energispørgsmål, og henleder opmærksomheden på sin beslutning af 26. september 2007 om en fælles europæisk ekstern energipolitik (8); pointerer, at beslutning 1364/2006/EF (om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet) anerkender Nord Stream som et projekt af europæisk interesse, der kan bidrage til at dække EU’s fremtidige energibehov; understreger, at dette projekt og andre komplementære gasledninger såsom Yamal II og Amber bør planlægges i ånd med en fælles europæisk ekstern energipolitik og tage fuldt hensyn til projekternes indvirkning på miljøet og på EU-medlemsstaternes sikkerhed;

2.

gentager, at det i betragtning af EU’s øgede afhængighed af et begrænset antal energikilder, leverandører og transportruter er dets opfattelse, at det er vigtigt at støtte initiativer, der tager sigte på en diversificering af disse, både i geografisk henseende og gennem udvikling af bæredygtige alternativer; henleder navnlig opmærksomheden på behovet for at støtte udviklingen af havneinfrastruktur til håndtering af brændstoffer; minder om, at Nord Stream kun er ét ud af en længere række gasinfrastrukturprojekter, f.eks. gasledninger og LNG-faciliteter, som vil få afgørende betydning for dækningen af Fællesskabets naturgasbehov, som ifølge en lang række undersøgelser vil stige markant i de kommende år, og samtidig vil gøre det muligt at erstatte de mindre miljøvenlige fossile brændstoffer; finder det nødvendigt at vurdere den nye gasinfrastrukturs indvirkning på miljøet på lang sigt set i forhold til betydningen af at sikre stabile gasforsyninger;

3.

støtter forslaget i Parlamentets ovennævnte beslutning af 14. november 2006 om, at EU’s fremtidige havstrategi skal resultere i bindende overnationale forpligtelser, som også kan indebære fælles foranstaltninger i tredjelande;

4.

understreger, at energisikkerhed skal betragtes som en afgørende komponent i Den Europæiske Unions overordnede sikkerhed, i hvilken forbindelse definitionen af energisikkerhed ikke kun bør begrænses til manglen på en intern EU-produktion, men også bør tage hensyn til de geopolitiske aspekter ved importafhængighed og den deri liggende mulighed for politisk begrundede forsyningsafbrydelser; mener, at den tredje energipakke vil mindske hver enkelt medlemsstats energiafhængighed, da ingen stat kan afskæres fra en tredjelandsleverandør på et fuldt liberaliseret og integreret energimarked;

5.

mener, at den udfordring, der består i at sikre energiforsyningen og samtidig respektere engagementet i miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling, gør det bydende nødvendigt at gennemføre en sammenhængende og koordineret europæisk politik for naturgasforsyning baseret på en omhyggelig vurdering på EU-plan af de miljømæssige aspekter ved alternative løsninger og på solidaritet medlemsstaterne imellem;

6.

beklager EU’s og navnlig Kommissionens marginale rolle i dette projekt; påpeger, at en større EU-deltagelse ville mindske den usikkerhed, som mange medlemsstater føler over for Nord Stream-projektet;

7.

bemærker, at visse medlemsstater har givet udtryk for modstand mod det planlagte gasledningsprojekt for Østersøområdet, som er et fælles aktiv for staterne omkring Østersøen og ikke et anliggende for de bilaterale forbindelser mellem staterne; mener derfor, at projektet bør gennemføres i samarbejde med medlemsstaterne omkring Østersøen i overensstemmelse med Espookonventionen, Helsinkikonventionen og andre relevante retlige instrumenter; understreger derfor betydningen af, at Rusland afslutter sin ratificering af Espookonventionen;

8.

giver i denne forbindelse udtryk for sin modstand mod at foretage en investering i den foreslåede målestok, uden først at have en positiv miljøkonsekvensvurdering;

9.

er overbevist om, at energiprojekter, der involverer EU-medlemsstater og tredjelande, bør betragtes som værende af fælles europæisk interesse og betydning for hele Den Europæiske Union og dens borgere;

10.

erkender, at Nord Stream har stået for den endnu ikke afsluttede miljøkonsekvensvurdering, som skal forelægges de såkaldte oprindelseslande som defineret i Espookonventionen (Rusland, Finland, Sverige, Danmark og Tyskland) med henblik på disses godkendelse; opfordrer indtrængende selskabet til at stille undersøgelsesresultaterne og alle de forskningsdata vedrørende de økologiske forhold på de af projektet berørte steder, der er indsamlet som led i miljøundersøgelser, til rådighed ikke blot for de nævnte stater, men også for HELCOM og alle kyststater;

11.

understreger, at en langsigtet bæredygtig løsning kræver fuld gennemsigtighed for alle parter i såvel etablerings- som driftsfasen, og at der vil kunne skabes større tillid til dette projekt, hvis staterne omkring Østersøen kan overvåge arbejdet;

12.

opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til fuldt og helt at forpligte sig til at analysere de virkninger, som etableringen af den nordeuropæiske gasledning vil få på miljøet, navnlig i situationer, der indebærer overvejelser, som nødvendiggør en udtalelse fra Kommissionen som fastlagt i artikel 6, stk. 4, i direktiv 92/43/EØF;

13.

understreger, at det for så vidt angår investeringer er nødvendigt fuldt ud at overholde gensidighedsprincippet, hvis den gensidige afhængighed mellem EU og Rusland skal udvikle sig til et partnerskab; bemærker, at tredjelande i stort omfang drager fordel af Europas åbne marked, men også at europæiske investorer i Rusland ikke gives lignende fordele;

14.

beklager, at Kommissionen ikke har accepteret forslaget i Parlamentets ovennævnte beslutning af 16. november 2006 om, at Kommissionen skal gennemføre objektive miljøkonsekvensvurderinger af planlagte projekter, og gentager sit krav om, at et uafhængigt organ, som skal udpeges under hensyntagen til alle kyststaternes udtalelser, foretager en sådan vurdering;

15.

opfordrer Rådet og Kommissionen til omhyggeligt at vurdere, om projektets gennemførelse er i tråd med fællesskabsretten og international ret;

16.

udtrykker bekymring over den tidsplan, som Nord Stream har vedtaget for projektet, idet gennemførelsen af denne tidsplan vil forhindre de interesserede stater, ikkestatslige organisationer og HELCOM’s eksperter i at foretage en grundig analyse af resultaterne af miljøkonsekvensvurderingen; understreger, at der er brug for en passende tidsfrist for at foretage en grundig analyse af resultaterne af miljøkonsekvensvurderingen;

17.

pointerer, at arbejdet i et område på op til 2 400 km2 i Østersøen, der kræver brug af et stort antal skibe og andet udstyr, kan udgøre en alvorlig trussel mod regionens biodiversitet og levesteder samt mod skibsfartens sikkerhed og gnidningsløse drift, mens det står på;

18.

forventer, at den mulige forstyrrelse af havbunden i konstruktionsfasen vil indgå i miljøkonsekvensvurderingen;

19.

opfordrer udvikleren til i at medtage omfattende oplysninger om projektet i sit udkast til miljøkonsekvensvurdering og herunder klart beskrive de nuværende miljømæssige betingelser på stedet og give en tredimensionel beskrivelse af dets geomorfologi;

20.

udtrykker dyb bekymring over forlydenderne om, at investoren før ibrugtagningen af gasledningen har til hensigt at anvende et yderst giftigt kemisk stof kendt som glutaraldehyd; opfordrer investoren til at afstå fra at anvende dette stof;

21.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en pålidelig og uafhængig miljøundersøgelse af de landbrugs- og industriemissioner, der forurener Østersøen, og til at evaluere situationen set i forhold til de mulige trusler mod miljøet fra de rørledninger, der allerede krydser Østersøen; opfordrer endvidere Kommissionen til at evaluere den yderligere indvirkning på Østersøen som følge af Nord Stream-projektet;

22.

opfordrer bygherren til at sikre, at etableringen og driften af gasledningen ikke truer de mange fiske- og fuglearter samt bestanden af marsvin på kun 600, der som art er enestående for denne geografiske region;

23.

mener, at beskyttelse af havmiljøet i Østersøen indgår i EU’s nordlige dimension og også, hvor det er hensigtsmæssigt, bør behandles som et led i Østersøstrategien;

24.

bemærker, at kystregionernes velstand og deres økonomiers konkurrenceevne er yderst følsomme over for og trues af ødelagte kystområder og forringelsen af havmiljøet; pointerer i betragtning af det omfang, hvori kystregionerne påvirkes af maritime aktiviteter og politikker, at langsigtet miljømæssig bæredygtighed er en forhåndsbetingelse for beskyttelsen af deres økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling;

25.

påpeger, at der mangler en strategi til imødegåelse af konstruktionsfejl og eksterne trusler mod rørledningens sikkerhed; understreger behovet for klart at definere alle aspekter vedrørende sikkerhed og beredskab i nødsituationer, herunder finansielle ressourcer, aktører, roller og procedurer;

26.

understreger i lyset af EU’s voksende efterspørgsel efter gas, at der bør gennemføres analyser af og tilskyndes til alternative linjeføringer for gasledningen, som tager hensyn til miljømæssige og økonomiske aspekter, herunder tidsplanen for sådanne linjeføringer; bemærker, at det i miljøkonsekvensvurderingen kræves, at Nord Stream fremlægger en vurdering af alternativer til den valgte linjeføring;

27.

opfordrer Kommissionen til at foretage en sådan analyse i dialog med interesserede kyststater, investoren og HELCOM under hensyntagen til relevante ngo’ers udtalelser;

28.

understreger, at der må herske fuld klarhed omkring spørgsmålet om økonomisk kompensation for eventuelle fejl eller skader, før arbejdet overhovedet kan påbegyndes; gør opmærksom på, at en alvorlig fejl i rørledningen kan føre til komplikationer for staterne omkring Østersøen og kunne være ødelæggende for havmiljøet; mener, at Nord Stream bør påtage sig det fulde erstatningsansvar;

29.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at foretage en omhyggelig vurdering af de økonomiske, budgetmæssige og gennemsigtighedsrelaterede aspekter ved Nord Stream-projektet og de virksomheder, der er involveret heri;

30.

opfordrer Kommissionen til inden for den nordlige dimensions partnerskab eller i sammenhæng med Østersøstrategien, at undersøge mulighederne for at kræve, hvad der svarer til »planning gain« (planlægningsgevinst) fra Nord Stream i forbindelse med mulige genopretningsprojekter i det finsk-russiske grænseområde, hvor rørledningen foreslås startet;

31.

bemærker følgende beslutninger truffet i visse medlemsstater:

32.

beklager, at grønbogen »En fremtidig havpolitik for EU« ikke beskæftiger sig med problemerne i forbindelse med store projekter som f.eks. rørledninger i havet; beklager endvidere, at Kommissionen i de retlige instrumenter og meddelelser vedrørende havstrategier, som den har taget initiativet til, normalt forbigår spørgsmålet om rørledninger i havet, selv om det har afgørende betydning for såvel miljøbeskyttelse som EU’s energisikkerhed;

33.

kræver, at der stilles en uafhængig miljøkonsekvensvurdering til rådighed for et dybdegående samråd med de relevante myndigheder og offentligheden i alle kyststater;

34.

fremhæver betydningen af at følge en gennemsigtig kommunikationsstrategi for så vidt angår resultaterne af miljøkonsekvensvurderingen og af aktivt at videreformidle disse resultater til alle EU-medlemsstater, navnlig Østersøkyststaterne;

35.

gentager derfor sin opfordring fra ovennævnte beslutning af 14. november 2006 til, at der fremsættes forslag om en obligatorisk mekanisme for drøftelser mellem medlemsstaterne, og sit krav om, at Rådet på internationalt niveau gør en indsats for, at der udvikles obligatoriske miljøkonsekvensvurderinger i forbindelserne mellem EU og tredjelande;

36.

bemærker, at den nordeuropæiske gaslednings linjeføring bør opfylde de strategiske og økonomiske mål i beslutning nr. 1364/2006/EF uden at dette indebærer nogen form for miljøskader;

37.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at etableringen af Nord Stream-rørledningen i fuldt omfang overholder EU-lovgivningen om miljøkonsekvensvurderinger og alle internationale konventioner;

38.

opfordrer i særdeleshed Kommissionen til at sikre overholdelse af bestemmelserne i ovennævnte dokumenter, dvs. UNCLOS, Helsinkikonventionen, Espookonventionen, Århuskonventionen og direktiv 85/337/EØF, 97/11/EF, 92/43/EØF og 79/409/EØF, samt af artikel 10 i EF-traktaten, forsigtighedsprincippet og princippet om bæredygtig udvikling og til i tilfælde af manglende overholdelse af de ovennævnte forpligtelser at indlede en procedure i henhold til artikel 226 i EF-traktaten;

39.

mener, at det i lyset af Ruslands aktuelle politiske situation og geopolitiske ambitioner er af stor betydning, at Rusland udviser god vilje i forbindelse med samarbejdet om den europæiske energipolitik; understreger betydningen af, at Rusland ratificerer energichartertraktaten og transitprotokollen hertil, da en sådan ratificering vil mindske risikoen for konflikter omkring projekter, som f.eks. Nord Stream;

40.

opfordrer Kommissionen til inden for sine beføjelsers rammer at evaluere den konkurrencesituation, der vil opstå på markedet efter en mulig færdiggørelse af Nord Stream-rørledningen, og til om nødvendigt at træffe foranstaltninger for at forhindre Gazprom i at tilkæmpe sig en dominerende rolle på EU’s gasmarkeder uden samtidig at garantere EU-virksomheder tilsvarende adgang til det russiske energimarked;

41.

foreslår, at der oprettes et fælles overvågningssystem for rørledningen, der skal omfatte alle lande i Østersøregionen; foreslår endvidere, at forpligtelsen til at yde erstatning for miljøskader udelukkende kommer til at påhvile Nord Stream;

42.

konstaterer, at der ikke findes nogen institutionelle strukturer, som er i stand til på adækvat vis at tage sig af de miljømæssige og geopolitiske sikkerhedsspørgsmål i forbindelse med dette projekt; foreslår derfor, at Kommissionen opretter en passende stilling, hvis indehaver skal have til opgave at tage sig af nuværende og fremtidige projekter under tilsyn af Unionens højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik og Kommissionens næstformand;

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/11

A.

der henviser til, at Afghanistan befinder sig ved en skillevej, hvilket ses af det voksende antal terrorhandlinger, den stigende voldelige opstand, en alvorligt forværret sikkerhedssituation, og den øgede opiumsproduktion samt den stigende folkelige utilfredshed med korruption og regeringssvigt; der henviser til, at levevilkårene for ganske mange grupper i den afghanske befolkning trods det internationale samfunds indsats og den delvist succesfulde civile genopbygning er ikke blevet forbedret; der henviser til, at den aktuelle trussel, som Afghanistan står over for, kræver en indsats på kort sigt, men at langsigtede løsninger kun vil kunne skabes via omfattende forbedringer i forvaltningen og gennem opbygningen af en stærkere stat,

B.

der henviser til, at USA — med støtte fra Det Forenede Kongerige — indledte »Operation Enduring Freedom« den 7. oktober 2001; der henviser til, at fire andre EU-medlemsstater — Tjekkiet, Frankrig, Polen og Rumænien — er blandt de koalitionsstyrker, der deltager i operationen; der henviser til, at alle EU-medlemsstater, med undtagelse af Cypern og Malta, bidrager med tropper til den NATO-ledede ISAF-mission, der består af mere end 21 500soldater; der henviser til, at de første provinsgenopbygningshold (PRT) påbegyndte arbejdet i slutningen af 2001, og at der i øjeblikket er ca. 25 PRT i hele landet,

C.

der henviser til, at der er et betydeligt misforhold mellem det beløb, som det internationale samfund bruger på militære operationer på den ene side og på civil genopbygning og humanitær bistand på den anden;

D.

der henviser til, at mere end halvdelen af indbyggerne i Afghanistan lever under fattigdomsgrænsen, og at landets økonomi er en af de svageste i verden med en arbejdsløshed på op mod 40 %,

E.

der henviser til, at Afghanistans sundhedssektor er begyndt at skabe de første lovende resultater, bl.a. et fald på 24 % i spædbarnsdødeligheden siden Talibans fald, et højere antal babyer, der overlever deres første leveår, og en højere procentdel af afghanere, der har direkte adgang til primær sundhedspleje,

F.

der henviser til, at Afghanistans uddannelsessystem viser de første tegn på positiv udvikling, bl.a. et øget antal børn, navnlig piger, studerende og lærere, der er vendt tilbage til skolerne, den løbende rehabilitering af grundskolerne og uddannelse af lærere,

G.

der henviser til, at der ikke findes nogen officielle civile dødstal i Afghanistan, men at FN's generalsekretærs rapport af 6. marts 2008 om situationen i Afghanistan påpeger, at mængden af oprørs- og terroraktiviteter steg skarpt i 2007 i forhold til det foregående år, at der i gennemsnit blev registreret 566 episoder om måneden i 2007 sammenlignet med 425 om måneden det foregående år, og at over 1 500 var civile af de mere end 8 000 konfliktrelaterede dødsfald i 2007, hvilket er det højeste antal omkomne siden Talibans fald i 2001,

H.

der henviser til, at den nye afghanske forfatning ikke garanterer fuld religionsfrihed, eftersom det fortsat er strafbart at forlade islam,

I.

der henviser til, at det fælles koordinations- og kontroludvalg for Afghanistan på sit møde den 5. og 6. februar 2008 i Tokyo påbegyndte forberedelserne til en international konference, der skal gøre status over fremskridtene i gennemførelsen af Afghanistan Compact, der blev vedtaget på ovennævnte Londonkonference i 2006,

J.

der henviser til, at den hurtige vurderingsundersøgelse om opium i Afghanistan fra vinteren 2008 (udarbejdet af FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC)) bekræfter tendenserne fra 2007-undersøgelsen, ifølge hvilken antallet af opiumfri provinser mod nord og i centrum måske nok stiger, men at dyrkningen mod syd og vest sandsynligvis vil vokse; der henviser til, at 2007-rapporten på den ene side gentager misforståelsen om, at provinser med lidt eller ingen opiumsdyrkning er »opiumfri«, men på den anden side understreger forbindelsen mellem usikkerhed og narkotikaproduktion; der henviser til, at en narkotikabekæmpende politiks primære værktøjer er sideløbende fjernelse af afgrøder, forbud (som er langt mere komplekst end at anholde smuglere) og udvikling (alternative indkomstgrundlag),

K.

der henviser til, at hundredvis af afghanske fanger fortsat tilbageholdes under USA's program med hemmelige tilbageholdelser i forskellige fængselsfaciliteter, såsom Bagram-militærbasen og i Guantánamo, i strid med den humanitære folkeret og international menneskerettighedslovgivning; der henviser til, at fanger i afghansk varetægt fortsat står over for et retshåndhævende system, der ikke lever op til minimumsstandarderne for retsstater og ikke respekterer grundlæggende menneskerettigheder,

1.

er af den holdning, at Afghanistan som følge af landets historie i de seneste 30 år, der har været præget af den sovjetiske besættelse, kampe mellem de forskellige mujahedinske grupper og undertrykkelse under Talibanstyret, nu har igangsat en vigtig og kompliceret genopbygning af samfundet, og at landet bør styrke sine institutioner og i højere grad opfylde borgernes mest grundlæggende behov til f.eks. uddannelse, bolig, sundhed, ernæring og offentlig sikkerhed; glæder sig over den indsats og de fremskridt, det afghanske folk og Afghanistans institutioner har gjort siden 2002 i forhold til at få indført retsstatsprincipper og demokrati og i forsøget på at opnå stabilitet;

2.

er overbevist om, at landet er blevet et testtilfælde for den internationale udviklingsbistand og bi- og multilateralt samarbejde; understreger behovet for, at det internationale samfund fortsat samarbejder med den afghanske regering og den afghanske befolkning for at vise, at det er i stand til at standse den onde cirkel med vold og fattigdom og for at stille landet varig fred og sikkerhed i udsigt; opfordrer Rådet og Kommissionen til at fremlægge et initiativ til et internationalt råd bestående af de største bidragsydere og FN-organisationer, eventuelt ledet af FN's bistandsmission i Afghanistan og baseret på konceptet for FN's Fredsopbygningskommission, med henblik på at harmonisere de forskellige genopbygningsbestræbelser i Afghanistan;

3.

henleder opmærksomheden på de varige konsekvenser af de krige, der har fundet sted i landet, de millioner af ofre, de handicappede, flygtningene og de fordrevne samt de betydelige omkostninger som følge af ødelæggelsen af næsten hele hovedinfrastrukturen;

4.

fordømmer på det kraftigste terrorangrebet mod den indiske ambassade i Kabul den 7. juli 2008, der krævede mere end 40 dødsofre, heriblandt fire medarbejdere ved ambassaden; udtrykker sin dybeste medfølelse med ofrenes familier og de tilskadekomne og over for den afghanske og indiske regering;

5.

mener, at forholdet mellem Afghanistan og Pakistan har været kilde til en stor del af ustabiliteten i regionen, og konkluderer derfor, at stabilisering af regionen forudsætter en omfattende politik, der er tilpasset til dette forhold; håber, at den nye regering i Pakistan vil betyde, at bedringen i det bilaterale forhold vil få tilført ny energi; mener imidlertid, at de to lande uden det internationale samfunds aktive engagement og støtte ikke vil være i stand til at gøre sig fri af deres vanskelige bilaterale forhold; erkender, at sikkerheden i Afghanistan i vid udstrækning afhænger af demokratiseringen af Pakistan; opfordrer det internationale samfund til at iværksætte og støtte tiltag, der mindsker spændingerne mellem Afghanistan og Pakistan, herunder et langsigtet program for stabilisering og udvikling af den grænseoverskridende region under inddragelse af de berørte parter på begge sider;

6.

glæder sig over den indsats og de fremskridt, det afghanske folk og de afghanske institutioner har gjort siden 2002 i forhold til at få indført retsstatsprincippet og demokrati og i forsøget på at opnå stabilitet; anser disse resultater for at være ekstremt vigtige, hvad angår de strukturproblemer i form af manglende lovlighed og respekt for menneskelig værdighed, der karakteriserede Afghanistan under Sovjetregimet og Taliban;

7.

mener navnlig, at de høje stemmeprocenter ved landets forskellige valg vidner om Afghanistans kvinders og mænds ønske om at være med til at etablere et land baseret på principperne for aktivt deltagelsesdemokrati, understreger, at disse valg har udgjort et eksempel i den regionale sammenhæng og for udviklingslande, der oplever alvorlige væbnede konflikter;

8.

understreger behovet for, at Afghanistans institutioner fortsætter med at bekæmpe alle former for korruption, og at der bliver iværksat effektive politikker til forbedring af befolkningens sociale forhold;

9.

bemærker, at EU i Afghanistan primært er kendt som en humanitær organisation, men mener, at der også er behov for, at EU ses som havende en større politisk indflydelse, og opfordrer derfor Kommissionen til at foreslå strategier, hvormed EU under hensyntagen til det afghanske folks naturlige suverænitet kunne styrke sin synlighed, når det styrker det civile, politiske og bureaukratiske system, indtil regeringsinfrastrukturen når en periode med større stabilitet og lovmæssighed;

10.

understreger behovet for, at det internationale samfund koordinerer sin indsats bedre for at kunne yde effektiv og bæredygtig hjælp til civile; opfordrer derfor også til et balanceret budget, der tildeler tilstrækkelige midler til civil genopbygning og humanitær hjælp, eftersom opnåelsen af sikkerhed og respekt for retsstatsprincippet er af afgørende betydning;

11.

glæder sig over, at der på ovennævnte internationale konference af 12. juni 2008 ikke alene blev givet tilsagn om et yderligere beløb på 21 mia. USD, men at der også blev set nærmere på de procedurer, der er nødvendige for at sikre dels en international bistand, der mere effektivt og præcist målrettes mod prioriteringerne, dels forebyggelse af korruption;

12.

understreger, at der kræves en væsentlig styrkelse af politisk vilje og engagement, som desuden skal følges op af ikke kun en vilje til at udsende yderligere kampstyrker til de vanskeligste områder uden restriktioner i form af nationale forbehold, men også af en presserende og styrket indsats, hvad angår civil genopbygning, for at konsolidere fremskridt og genskabe den afghanske befolknings tillid på et langsigtet og bæredygtigt grundlag; mener navnlig, at »Operation Enduring Freedom« kan virke mod hensigten, hvis det militære pres på oprørerne ikke modsvares af en styrket politisk proces, hvorved de afghanske myndigheder rækker hånden frem til alle dele af befolkningen, der anerkender forfatningen og nedlægger våbnene; bemærker i denne forbindelse desuden, at det humanitære samfund — bestående af FN og ikke-statslige organisationer — er nødt til at styrke koordineringen, undgå ad hoc-initiativer og udarbejde beredskabsplaner og nødplanlægning;

13.

understreger, at EU bør benytte sig af den erfaring og ekspertise, der findes hos EU's missioner og hos de medlemsstater, der allerede har en militær eller civil tilstedeværelse på afghansk territorium i forbindelse med stabiliseringen og genopbygningen af Afghanistan;

14.

støtter NATO-styrkernes indsats for at forbedre sikkerheden i landet og tage hånd om lokal og international terrorisme og mener, at disse styrkers tilstedeværelse er afgørende for at sikre landets fremtid;

15.

opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at støtte indsatsen mod terrorisme, religiøs ekstremisme, etnisk ekstremisme, etnisk separatisme og alle handlinger, der sigter mod at undergrave Afghanistans territoriale integritet, enhed som stat og nationale suverænitet;

16.

henleder opmærksomheden på den tanke, at EU og dets medlemsstater bør støtte Afghanistan i etableringen af en stat med stærkere demokratiske institutioner, der er i stand til at sikre den nationale suverænitet, enhed som stat, territorial integritet, en bæredygtig økonomisk udvikling og det afghanske folks velstand, og respektere de historiske, religiøse, åndelige og kulturelle traditioner hos alle etniske og religiøse samfund, der befinder sig på afghansk territorium;

17.

bemærker, at behovet for sanering er vigtigt i hele Afghanistan, men at fordeling af nødhjælp og sikkerhed giver særligt store problemer i det pashtundominerede område, og opfordrer derfor til, at genopbygningsaktiviteterne i det sydlige Afghanistan fremskyndes;

18.

henleder opmærksomheden på, at EU bør hjælpe europæiske investorer og tilskynde dem til at involvere sig i genopbygningen af Afghanistan, være på stedet og etablere virksomheder i landet;

19.

påpeger, at de største problemer, som landet står over for, er genoprettelsen af sikkerheden og etableringen af en funktionsdygtig stat; bemærker, at Afghanistans sikkerhedsproblemer er mere komplekse end blot en krig mod terror og derfor kræver mere end en militær løsning; påpeger, at sikkerheden er en forudsætning for retsstaten, som til gengæld skaber gunstige betingelser for menneskelig udvikling, og at styrkelsen af retsstaten er et nødvendigt middel til at sætte borgerne i stand til at træffe økonomiske og sociale valg, der vil gøre det muligt for dem at leve et meningsfyldt og sundt liv, når det suppleres af tiltag til at genskabe en funktionsdygtig stat for at beskytte retsstatsprincippet, sikre adgang til offentlige basistjenesteydelser og sikre lige muligheder for folket;

20.

glæder sig over forpligtelsen i Afghanistan Compact til at arbejde hen imod et stabilt og velstående Afghanistan med god regeringsførelse og menneskerettighedsbeskyttelse for alle i henhold til retsstatsprincippet; mener, at Afghanistans Compact i mangel af klare prioriteter burde have fastlagt retningslinjer for, hvordan disse ambitiøse mål nås, og understreger derfor nødvendigheden af, at donorer sikrer, at deres programmer er i tråd med disse prioriteter, og at de tildelte ressourcer er passende og udbetales på effektiv vis;

21.

understreger det presserende behov for at udvikle en afbalanceret og bæredygtig tilgang til reformen af sikkerhedssektoren, i forbindelse med hvilken der oprettes en professionel national hær og politistyrke; understreger, at Afghanistans retssystem har alvorligt brug for investeringer, og at der er presserende behov for at fokusere på at udvide dets kapacitet og dygtighed;

22.

henleder opmærksomheden på, at det generelle resultat af de seneste fem års indsats for at gennemføre en politireform, trods opnåelsen af nogle resultater til dato, har været skuffende, hvilket afspejler de alvorlige vanskeligheder, det internationale samfund står over for på stedet i forhold til opbygning af institutioner; tilskynder det internationale samfund generelt og navnlig EU's politimission til at fortsætte deres indsats for at udvikle Afghanistans egen politistyrke, som er karakteriseret ved respekt for menneskerettigheder og retsstatsprincippet;

23.

henleder opmærksomheden på, at EUPOL-mandatet indeholder bestemmelser om opgaver, der skal støtte forbindelserne mellem politiet og retsstaten i almindelighed, og opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til fortsat nøje at koordinere deres respektive aktiviteter for at sikre, at EU's politikker gøres mere sammenhængende og effektive; mener, at det er lige så vigtigt, at EU kraftigt øger de ressourcer, der er afsat til EUPOL, både hvad angår personale og finansiering; fremhæver, at det er uomgængelig nødvendigt at gennemføre en omfattende reform af det afghanske indenrigsministerium, hvilket først og fremmest er en politisk opgave og i mindre omfang et teknisk problem, eftersom indsatsen for at gennemføre en politireform i modsat fald vil slå fejl, og lægger derfor stor vægt på et af EUPOL's andre formål, nemlig overvågning, vejledning, rådgivning og uddannelse inden for det afghanske indenrigsministerium og på regionalt plan og på provinsplan; udtrykker sin støtte til det program med et budget på 2,5 mio. EUR under stabilitetsinstrumentet (6), der vedrører tiltag til at reformere udnævnelsen af dommere og anklagere, og forventer, at denne pilotordning vil tjene til udvikling af et omfattende langsigtet reformprogram for retsvæsnet i 2009;

24.

henleder opmærksomheden på, at EUPOL-missionen endnu ikke er på fuld styrke mere end et år efter, den blev iværksat den 15. juni 2007, og bemærker, at den, selv når den er fuldt ud operationel, kun vil bestå af 195 ansatte, der fører tilsyn med beslutninger på højt plan i Kabul og provinscentrene; bemærker den afghanske udenrigsministers udtalelse for nylig om, at landet har akut behov for 700 ekstra undervisere, og mener, at denne mangel har bidraget til en situation, hvor dødeligheden er betydelig højere for politiet end for hæren; påpeger, at den tyske regering har tilbudt at forhøje sit eget bidrag fra 60 til 120 undervisere, hvis tilsvarende tilsagn gives af andre EU-lande; opfordrer til større samordning mellem EU og USA, hvad angår uddannelsen af det afghanske civile politi;

25.

opfordrer Rådet og Kommissionen til i forbindelse med programmet for bistand til Afghanistan at forpligte sig til at reformere retssystemet med henblik på at gøre det afghanske retsvæsen professionelt gennem dets vigtigste institutioner, med fokus på højesteretten, den offentlige anklager og justitsministeriet, med henblik på at sikre tiltalte personers rettigheder, yde nødvendig retshjælp til sårbare grupper og garantere retten til et forsvar; opfordrer til, at overholdelse af FN's Generalforsamlings resolution 62/149 af 18. december 2007 om et moratorium om brugen af dødsstraf prioriteres højt i den europæiske indsats for at reformere det afghanske retssystem;

26.

mener, at PRT'erne bør koncentrere sig om specifikke mål med tilknytning til sikkerhed, uddannelse og samarbejde med det afghanske politi og militær og bidrage til, at centralforvaltningen når ud i de usikre områder; understreger behovet for at omdefinere PRT's rolle, navnlig hvad angår samordningen og udvekslingen af bedste praksis mellem dem; mener, at der, til trods for at sikkerhed og udvikling er indbyrdes afhængige i Afghanistan, er en klar afgrænsning mellem militære og humanitære foranstaltninger, og at denne afgrænsning bør bevares; mener derfor, at fagfolk, der beskæftiger sig med sikkerhed og udvikling, bør yde størst mulige indsats og udnytte al deres professionelle ekspertise; mener, at antallet af afghanere, der arbejder inden for PRT, bør forhøjes, og at det lokale ejerskab bør styrkes så vidt muligt;

27.

støtter på det kraftigste den opfattelse, at der er et presserende behov for at udvikle og styrke det spirende civilsamfund i Afghanistan, og at det kræver en masse tid og kræfter, hvis der gradvist skal udvikles en generel bevidsthed om betydningen af menneskerettigheder, demokrati og grundlæggende friheder, navnlig ligestilling mellem mænd og kvinder, uddannelse og beskyttelse af minoriteter; understreger, at et stærkt civilsamfund kun kan udvikle sig i et politisk miljø karakteriseret ved stabile og effektive institutioner og velorganiserede politiske partier; mener, at de internationale bidragsydere med henblik på at standse den voldskultur, der er fremherskende i det afghanske samfund bør yde finansiel og teknisk støtte til lokale projekter, der sigter mod at opnå forsoning; mener, at EU bør spille en stadig større rolle i støtten til det afghanske civilsamfund; understreger behovet for at Afghanistans parlament og civilsamfund deltager fuldt ud i planlægningen af EU's udviklingssamarbejde og især i udformningen af landstrategidokumenter og årlige handlingsplaner;

28.

mener, at styrkelsen af det afghanske civilsamfund kun vil lykkes, hvis alle etniske og religiøse grupper er repræsenteret og bliver hørt, hvilket også omfatter samarbejde med traditionelle stammeledere (hvilket allerede praktiseres med de såkaldte »stammeforbindelsesofficerer«);

29.

fremhæver, at mediefrihed er afgørende for etableringen af et demokratisk samfund; er meget bekymret over det stigende antal angreb på journalister og opfordrer de afghanske myndigheder til at efterforske disse overtrædelser grundigt; glæder sig over de uafhængige mediers arbejde i Afghanistan, hvilket har genetableret en kerne af informationspluralisme i landet efter årtier uden noget som helst udtryk for frihed; anser pressefrihed og ytringsfrihed som afgørende forudsætninger for landets sociale udvikling og for relationer mellem Afghanistan og EU; udtrykker sin bekymring for præsident Karzais afvisning af at underskrive udkastet til medielov den 15. december 2007 efter dets godkendelse i begge parlamentets kamre; opfordrer præsidenten til at redegøre for status for udkastet til en medielov og erindrer om regeringens løfte i Afghanistan Compact om at udvikle uafhængige og pluralistiske medier; udtrykker sin bekymring over udviklingen for ytringsfriheden, der bringes i fare ved domfældelse af bloggere og uafhængige journalister, og opfordrer den afghanske regering til at påtage sig at garantere reel ytringsfrihed for alle sine borgere, startende med beskyttelse af internetfrihed;

30.

understreger, at en fremsynet massemedielov er af stor betydning for udviklingen af et mere rummeligt, tolerant og demokratisk samfund, der respekterer landets religiøse og kulturelle værdier uden at bruge den nationale sikkerhed eller religion og kultur som undskyldning for at begrænse mediernes aktiviteter og uafhængighed;

31.

udtrykker sin bekymring over medlem af Wolesi Jirga, Malalai Joyas, fysiske integritet og opfordrer de afghanske myndigheder til at garantere hendes sikkerhed; anmoder de afghanske myndigheder om at løslade Latif Pedram, der grundlagde Afghanistans Nationale Kongresparti, fra hans husarrest, frifinde ham og garantere hans sikkerhed;

32.

gentager sin anmodning til de afghanske myndigheder om at indføre et moratorium om dødsstraf; udtrykker sin største bekymring for Perwiz Kambakhsh og mange andre personer, som risikerer dødsstraffen i et retssystem, som endnu ikke er i stand til at sikre en retfærdig rettergang, og opfordrer præsident Karzai til at ændre deres domme;

33.

glæder sig over Afghanistans fremskridt med hensyn til at forbedre kvinders politiske repræsentation; udtrykker sin solidaritet med alle de kvinder i landet, som kæmper for at forsvare og fremme deres rettigheder; er fortsat bekymret over de enorme indkomstforskelle mellem mænd og kvinder, den høje analfabetisme blandt kvinder, den uretfærdige behandling af kvinder og piger — foranlediget af kulturelle skikke — både i forhold til, hvordan familiemedlemmer og samfund nægter kvinder adgang til grundlæggende tjenesteydelser som sundhedspleje og uddannelse såvel som manglende beskæftigelsesmuligheder, den udbredte vold i hjemmet og forskelsbehandling; understreger det presserende behov for foranstaltninger, der er rettet mod sikre, at beskyttelsen af kvinders rettigheder omfattes af politi- og retsreformen; opfordrer Rådet og Kommissionen til at yde aktiv støtte til et sådant initiativ og øremærke midler til foranstaltninger, såsom aktive skridt til at forøge pigers skolegang og ansættelse af kvindelige lærere, hvilket kan bidrage til opbygningen af landets evne til at beskytte kvinders, pigers og børns rettigheder, eftersom sidstnævnte også er ofre for vold i hjemmet, seksuel udnyttelse foranlediget af kulturelle skikke, udnyttelse som arbejdskraft og i forbindelse med menneskehandel; opfordrer endvidere til, at der tages specifikke skridt til at løse de problemer, som afghanske kvinder står over for i sundheds- og uddannelsessektoren;

34.

henleder opmærksomheden på, at De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge har hjulpet 3,69 millioner afghanske flygtninge med at vende tilbage til Afghanistan siden marts 2002, hvilket er den største operation til støtte for tilbagevenden i landets historie, men at der på trods heraf fortsat er ca. 3,5 millioner registrerede og uregistrerede afghanere i Pakistan og Iran; er bekymret over nedgangen i den finansielle støtte til afghanske flygtninge og understreger, at opretholdelsen af et vellykket tilbagesendelsesprogram sandsynligvis vil blive dyrere, eftersom de flygtninge, der fortsat er i Pakistan og Iran, har færre ressourcer og svagere bånd til Afghanistan end dem, som vendte tilbage tidligere; understreger, at en sikker og frivillig tilbagevenden af afghanske flygtninge og internt fordrevne bør forblive en høj prioritet for Afghanistan og det internationale samfund; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge midlerne til finansiering af reintegration af flygtninge;

35.

udtrykker dyb bekymring over den fortsat voksende opiumsdyrkning og -handel, som har alvorlige konsekvenser politisk og i forhold til den nationale sikkerhed i Afghanistan og i nabolandene; understreger, at opiumsøkonomien er blevet en kilde til korruption, og at den undergraver de offentlige institutioner, særligt dem inden for sikkerhedssektoren og retsvæsenet, eftersom der ikke foreligger nogen oplagt og hurtig løsning, og eftersom de repressive foranstaltninger til fjernelse af afgrøder ikke alene kan levere de forventede resultater; opfordrer det internationale samfund og den afghanske regering til at udvikle en langsigtet strategi, der primært er rettet mod en omfattende udvikling af landdistrikter, herunder oprettelse af den nødvendige infrastruktur og velfungerende administrative institutioner; glæder sig over den forøgede dialog mellem Afghanistan, Iran og det internationale samfund om måder, hvorpå opiumproduktionen og -eksporten kan begrænses;

36.

opfordrer den amerikanske regering til at opgive sin politik om fjernelse af afgrøder — især sprøjtning fra fly med Roundup, hvis anvendelse er forbundet med alvorlige miljømæssige og sundhedsmæssige farer — eftersom en målrettet indsats mod valmuedyrkere blot vil medføre uvilje over for de internationale styrker;

37.

er bekymret over de betydelige sociale og sundhedsmæssige problemer som følge af narkotikamisbrug i almindelighed og de sociale og økonomiske konsekvenser for narkotikamisbrugende afghanske kvinder i særdeleshed; henviser til en undersøgelse fra UNODC fra 2005, ifølge hvilken der var 920 000 narkotikamisbrugere i Afghanistan, heraf 120 000 kvinder; fremhæver undersøgelsens erklæring om, at det afghanske samfund i stedet for at betragte narkotikamisbrug som et socialt problem ser det som et personligt problem, og at mange kvinder bruger narkotika af medicinske årsager for at lindre og afhjælpe en lang række fysiske og psykologiske problemer; bemærker, at Afghanistans regering, selv om der foreskrives alvorlige straffe for at dyrke, smugle og bruge narkotika, i øjeblikket er ude af stand til at håndhæve lovene på dette område; opfordrer den afghanske regering og det internationale samfund til at udarbejde, finansiere og gennemføre passende programmer, aktiviteter og oplysningskampagner rettet mod narkotikamisbrugende kvinder og deres familier;

38.

støtter Kommissionens indsats for at hjælpe Afghanistan og opfordrer Kommissionen til regelmæssigt at evaluere effektiviteten af EU's finansielle bistand, navnlig Kommissionens bidrag til trustfonde, med henblik på at øge åbenheden; opfordrer på det kraftigste Kommissionen til at holde Parlamentet tilstrækkeligt orienteret om resultaterne af sådanne evalueringer;

39.

minder om Parlamentets initiativ under budgettet for 2008 til at støtte demokratiopbygning med parlamenter i tredjelande, og vedtager at benytte det til kapacitetsopbygning og teknisk hjælp med henblik på at forbedre det afghanske parlaments mulighed for at lovgive og overvåge den udøvende magt, især ved at håndhæve retsstatsprincippet og respekten for menneskerettigheder, i særdeleshed kvinders rettigheder;

40.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, FN's generalsekretær, NATO's generalsekretær, og til medlemsstaternes og Den Islamiske Republik Afghanistans regeringer og parlamenter.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/19

A.

der henviser til, at DCI-forvaltningsudvalget den 10. juni 2008 vedtog udkastet til de årlige handlingsprogrammer (AAPs) for Brasilien for 2008 og for Argentina for 2008 (CMTD-2008-0263 — D000422-01, CMTD-2008-0263 — D000421-01),

B.

der henviser til, at Parlamentet i henhold til artikel 7, stk. 3, i Rådets afgørelse 1999/468/EF og artikel 1 i ovennævnte aftale af 3. juni 2008 modtog udkastet til gennemførelsesforanstaltninger, der var blevet forelagt for DCI-forvaltningsudvalget, og afstemningsresultatet,

C.

der henviser til, at det i artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1905/2006 fastlægges, at »det primære og overordnede mål for samarbejdet i henhold til denne forordning er udryddelse af fattigdom i partnerlande og -regioner inden for rammerne af bæredygtig udvikling«,

D.

der henviser til, at det i artikel 2, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1905/2006 fastlægges, at »de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, (4) skal udformes, så de opfylder de kriterier for adgang til statslig udviklingsbistand, der er fastlagt af OECD/DAC« (Komiteen for Udviklingsbistand under Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling),

E.

der henviser til, at OECD/DAC i sine »Reporting Directives for the Creditor Reporting System« (DCD/DAC(2002)21) definerer statslig udviklingsbistand (ODA) som finansielle strømme til lande på DAC's liste over ODA-modtagere, for hvilke bl.a. hver transaktion forvaltes med det primære mål at fremme økonomisk udvikling og velfærd i udviklingslande,

1.

noterer sig, at det akademiske mobilitetsprogram for Brasilien 2008-2010 (Erasmus Mundus External Cooperation Window for Brazil) er den eneste foranstaltning i udkastet til det årlige handlingsprogram for Brasilien for 2008, at denne foranstaltning henhører under landestrategipapirets prioritetssektor I med titlen »Fremme af bilaterale forbindelser, foranstaltning 2: Program for videregående uddannelse i Brasilien«, og at finansieringen af mobilitet for studerende og personale fra EU-medlemsstaterne (op til 30 % af de samlede midler til individuel mobilitet for studerende og personale) indgår som en vigtig del i det årlige program for Brasilien for 2008;

2.

noterer sig, at Erasmus Mundus External Cooperation Window Argentina er den eneste foranstaltning i udkastet til det årlige handlingsprogram for Argentina for 2008, at denne foranstaltning henhører under landestrategipapirets nøglesektor med titlen »Styrkelse af de bilaterale forbindelser og den gensidige forståelse mellem EF og Argentina«, og at finansieringen af mobilitet for studerende og personale fra EU-medlemsstaterne (op til 30 % af de samlede midler til individuel mobilitet for studerende og personale) indgår som en vigtig del i det årlige program for Argentina for 2008;

3.

er af den opfattelse, at Kommissionen dermed overskrider de i den grundlæggende retsakt fastsatte gennemførelsesbeføjelser i det årlige handlingsprogram for 2008 for Brasilien og det årlige handlingsprogram for 2008 for Argentina, eftersom ovennævnte elementer ikke overholder artikel 2, stk. 1 og 4, i forordning (EF) nr. 1905/2006, da disse elementers primære mål ikke er udryddelse af fattigdom, og da disse elementer ikke opfylder kriterierne for adgang til statslig udviklingsbistand, der er fastlagt af OECD/DAC (5);

4.

opfordrer Kommissionen til at trække ovennævnte beslutningsudkast om de årlige handlingsprogrammer for Brasilien for 2008 og for Argentina for 2008 tilbage og til at forelægge DCI-forvaltningsudvalget et nyt udkast, der fuldt ud overholder bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1905/2006;

5.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/20

A.

der henviser til, at EU's udenrigspolitik er baseret på stærk og utvetydig støtte til reel multilateralisme som nedfældet i FN-pagten,

B.

der henviser til, at EU er en vigtig politisk og finansiel partner for FN med hensyn til at bekæmpe fattigdom og fremme økonomisk og social udvikling, skabe fælles sikkerhed, herunder beskytte udsatte befolkningsgruppers eksistensgrundlag, og opretholde overholdelse af menneskerettighederne over hele verden,

C.

der henviser til, at FN's reformdagsorden, som indebærer oprettelse af nye organer, grundig gennemgang af andre, omstrukturering af forvaltningen af FN's indsatser i verden, omorganisering af dets bistand samt en grundig reform af dets sekretariat, er meget ambitiøs og forudsætter fortsat politisk støtte, navnlig på et tidspunkt efter fastsættelsen af den nye politiske ramme, hvor gennemførelsesfasen er påbegyndt,

D.

der henviser til, at to nye nøgleorganer, Menneskerettighedsrådet og Fredsopbygningskommissionen (PBC), er trådt ind i en afgørende fase, hvor de skal bevise deres evne til at opfylde deres respektive mål, som er fastsat af FN's medlemsstater,

E.

der henviser til, at den reform af FN's Sikkerhedsråd, som for længst skulle have været foretaget, endnu ikke er gennemført på grund af spørgsmålets følsomhed samt spændingen mellem større ansvarlighed og øget geopolitisk balance på den ene side og behovet for at sikre dette organs effektivitet på den anden side,

F.

der henviser til, at 2008 er et afgørende år for bestræbelserne på at udrydde fattigdom og gennemføre millenniumudviklingsmålene (MDG) på verdensplan inden 2015, og til, at EU-medlemsstaterne bør udvise globalt lederskab forud for de relevante vigtige møder, som vil blive afholdt i andet halvår i år,

G.

der henviser til, at EU's indsats med hensyn til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene tjener som en vigtig katalysator og som eksempel for andre donorer, men at EU ikke desto mindre i 2010 vil mangle 75 mia. EUR i at indfri sine forpligtelser på området statslig udviklingsbistand, medmindre de nuværende tendenser vender,

H.

der henviser til, at mange lande i Afrika syd for Sahara er langt fra at realisere blot nogle af millenniumudviklingsmålene, og at der også i mange mellemindkomstlande er regioner og etniske grupper bestående af millioner af mennesker, som gør utilfredsstillende fremskridt i retning af at opfylde disse mål,

I.

der henviser til, at kraftigt stigende fødevarepriser og langsommere global vækst truer med at hindre fremskridtet med hensyn til millenniumudviklingsmålene med anslåede syv år, medmindre der investeres yderligere i landbrugssektoren og i agrofødevareindustrien i udviklingslandene,

J.

der henviser til, at FN's Generalforsamling besluttede at afholde dialogen på højt plan om interreligiøst og interkulturelt samarbejde til fremme af tolerance, forståelse og universel respekt omkring spørgsmål vedrørende religions- eller trosfrihed og kulturel mangfoldighed den 4. og 5. oktober 2007 koordineret med andre lignende initiativer på dette område,

K.

der henviser til, at 2008 er det europæiske år for interkulturel dialog,

L.

der henviser til, at FN's Generalforsamlings dagsorden endnu ikke er tilstrækkelig fokuseret og strømlinet, hvilket den nødvendigvis skal være for at gøre arbejdet i denne organisation mere sammenhængende og for at lette opfølgningen på dens resolutioner,

M.

der henviser til, at FN's Afdeling for Fredsbevarende Operationer for tiden varetager 20 indsatser, som involverer mere end 100 000 soldater, hvoraf halvdelen er udstationeret i Afrika,

N.

der henviser til, at graden af koordinering af EU-medlemsstaternes holdninger i FN varierer fra organ til organ og fra politik til politik,

O.

der henviser til, at en sådan koordinering ikke bør ske på bekostning af forhandlinger med lande fra andre geopolitiske blokke, som er en grundlæggende forudsætning for at skabe de nødvendige alliancer inden for FN,

P.

der henviser til, at en sådan koordinering kræver et tættere samarbejde mellem de relevante Bruxellesbaserede arbejdsgrupper i Rådet, EU-kontorerne og EU-medlemsstaternes faste repræsentationer i New York og Genève,

Q.

der henviser til, at Lissabontraktaten giver EU status som juridisk person, en nyskabelse, som vil få betydelige konsekvenser for EU's repræsentation i FN,

1.

retter følgende henstillinger til Rådet:

EU i FN og ratifikation af Lissabontraktaten

EU's bidrag til reformen af FN

EU og FN's Menneskerettighedsråd

EU og FN's Fredsopbygningskommission

EU og millenniumudviklingsmålene

Forbedring af EU-FN-samarbejdet i praksis

2.

pålægger sin formand at sende denne henstilling til Rådet og til orientering til Kommissionen.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/27

A.

der henviser til, at en undersøgelse foretaget med henblik på denne beslutning i løbet af andet halvår 2007 viste

B.

der henviser til, at det primære ansvar for uddannelse af dommere og anklagere, herunder uddannelsens europæiske dimension, ligger hos medlemsstaterne; der henviser til, at Det Europæiske Råd i ovennævnte Haagprogram erklærede, at der »systematisk bør inddrages et EU-element i uddannelsen af de judicielle myndigheder« (6), og der henviser til, at uddannelsen af dommere og anklagere i de enkelte medlemsstater ikke desto mindre er et spørgsmål af fælles interesse for EU-institutionerne og hver enkelt medlemsstat,

C.

der henviser til, at fællesskabsretten ikke må opfattes som et område, der er forbeholdt en elite af specialister; samt at uddannelsesmulighederne på dette område ikke må forbeholdes dommere i højere retsinstanser, men snarere skal udbredes til ligeligt at omfatte dommere på alle niveauer i retssystemet,

D.

der henviser til, at visse institutioner, som støttes økonomisk af Fællesskabet, oplever stadig større succes og allerede uddanner dommere og offentlige anklagere i stort antal,

E.

der henviser til, at fremmedsprogskundskaber er afgørende for at sikre et ordentligt retligt samarbejde, navnlig i civil- og handelsretlige sager, på områder, hvor der er direkte kontakt mellem dommere, og for at sikre adgang til udvekslingsprogrammer for dommere,

F.

der henviser til, at den gennemsnitlige varighed af den præjudicielle procedure, trods Domstolens konstante indsats, fortsat er alt for lang og i høj grad mindsker de nationale dommeres interesse for proceduren,

G.

der henviser til, at Domstolen har fastslået, at det påhviler medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse af rettigheder afledt af fællesskabsretten (7),

H.

der henviser til, at intet i denne beslutning må betragtes som forhold, der påvirker dommernes og de nationale retssystemers uafhængighed, i overensstemmelse med Europarådets Ministerkomités henstilling nr. R(94)12 og den europæiske pagt fra 1998 om dommeres status,

1.

konstaterer, at Det Europæiske Fællesskab er et retsfællesskab (8); bemærker, at fællesskabsretten forbliver uden betydning, hvis den ikke anvendes korrekt af medlemsstaterne, herunder af de nationale dommere, som derfor er hjørnestenen i Den Europæiske Unions retssystem og spiller en rolle af grundlæggende og uomgængelig betydning for oprettelsen af et europæisk fælles retssystem, ikke mindst på baggrund af fællesskabslovgivningens seneste resultater (9) i retning af en stærkere inddragelse og større ansvarliggørelse af de nationale dommere i forbindelse med gennemførelse af fællesskabsretten;

2.

glæder sig over Kommissionens anerkendelse af, at de nationale dommere spiller en væsentlig rolle for at sikre overholdelsen af fællesskabsretten, f.eks. gennem principperne om fællesskabsrettens forrang, direkte virkning, ensartet fortolkning og statens ansvar ved overtrædelse af fællesskabsretten; opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin indsats i denne retning ud over de allerede indførte sektorbestemte initiativer; opfordrer endvidere Kommissionen til straks at offentliggøre en orientering om erstatningssøgsmål i tilfælde af nationale myndigheders overtrædelse af fællesskabsretten;

3.

mener, at sprog er retsvæsenets aktørers vigtigste redskab; mener, at det nuværende niveau med hensyn til fremmedsprogsundervisning for nationale dommere kombineret med det reelle vidensniveau med hensyn til fællesskabsret begrænser ikke blot mulighederne for retligt samarbejde om specifikke instrumenter, men også udviklingen af gensidig tillid, den korrekte anvendelse af acte clair-doktrinen og deltagelsen i udvekslingsprogrammer; opfordrer alle aktører, der er involveret i uddannelse af dommerstanden, til at lægge særlig vægt på fremmedsprogsundervisning for dommere;

4.

konstaterer, at nationale dommeres anvendelse af fællesskabsretten stiller disse over for en kompliceret udfordring, og specielt dommerne i de medlemsstater, som tiltrådte Den Europæiske Union i maj 2004 eller senere, hvilket gør det nødvendigt at intensivere foranstaltningerne til fremme af dommeruddannelsen i disse medlemsstater;

5.

er endvidere af den opfattelse, at Fællesskabets lovgiver ved at iværksætte en række bestemmelser, der indeholder lovvalgsregler, har foretaget et politisk valg, som indebærer, at nationale dommere sandsynligvis vil anvende udenlandsk ret, og muligvis også er ensbetydende med anvendelsen af en komparativ tilgang; mener, at disse elementer tilsammen yderligere styrker argumentet for at øge fremmedsprogsundervisningen;

6.

mener, at det er i offentlighedens interesse at forbedre sprogkundskaberne hos dommerstanden i medlemsstaterne; opfordrer derfor medlemsstaterne til at sørge for, at sådan undervisning er gratis og lettilgængelig, og undersøge muligheden for, at dommere kan studere et fremmedsprog i det land, hvor det tales, f. eks. i forbindelse med deltagelse i udveksling retsvæsenerne imellem;

7.

betragter adgang til akademisk litteratur på dommerens modersmål som vigtig for en bedre forståelse af fællesskabsretten og bemærker den tilsyneladende mangel på speciallitteratur om fællesskabsret på visse officielle EU-sprog, f.eks. vedrørende international privatret, og de alvorlige potentielle konsekvenser, som dette har for opbygningen af en fælles retsorden, der afspejler forskellige retstraditioner; opfordrer derfor Kommissionen til at støtte udarbejdelsen af sådan litteratur, navnlig på de små officielle sprog;

8.

bemærker, at mange nationale dommere ikke har adgang til fuldstændig og ajourført information om fællesskabsretten i en systematisk og passende form, og at fællesskabsretten indimellem kun optager beskeden plads i nationale statstidender, kodekser, redegørelser, tidsskrifter og tekstbøger samt er baseret på oversættelser af skiftende kvalitet; opfordrer medlemsstaterne til at forny indsatsen på dette område;

9.

er af den opfattelse, at et egentligt europæisk retligt område, hvor et effektivt retligt samarbejde kan finde sted, ikke blot kræver kendskab til europæisk ret, men også gensidigt generelt kendskab til retssystemerne i de øvrige medlemsstater; understreger uoverensstemmelser i behandlingen af udenlandsk ret i hele Den Europæiske Union og mener, at dette er et vigtigt spørgsmål, som bør tages op fremover; noterer sig i den forbindelse Kommissionens kommende horisontale undersøgelse af behandlingen af udenlandsk ret i civil- og handelsretlige sager og de igangværende undersøgelser inden for rammerne af Haagkonferencen om international privatret;

10.

glæder sig over Kommissionens plan om at støtte større udbredelse af nationale databaser over domme afsagt af nationale domstole i fællesskabsretlige sager; mener, at disse databaser bør være så omfattende og brugervenlige som muligt; mener endvidere, at konventionerne og forordningen om kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civil- og handelsretlige sager ville være et godt eksempel til brug for en europæisk database i betragtning af de nationale dommeres hyppige brug heraf;

11.

er af den opfattelse, at alle nationale dommere bør have adgang til databaser, der indeholder anmodninger fra alle medlemsstater om præjudicielle afgørelser, som er under behandling; mener, at det er lige så nyttigt, at domme afsagt af en forelæggende ret, der anvender en præjudiciel afgørelse, i større grad offentliggøres, hvilket Domstolen allerede er inde på i sin orientering om forelæggelse af præjudicielle spørgsmål fra de nationale retter (10);

12.

mener, at dommere i betragtning af det væld af oplysninger om fællesskabsretten, der er tilgængelige på internettet, skal uddannes ikke blot i rettens indhold, men også i effektiv adgang til ajourførte retskilder;

13.

glæder sig over Kommissionens indsats for at offentliggøre resuméer af fællesskabsretsakter henvendt til borgerne og mener, at sådanne resuméer i et almindeligt sprog også vil være med til at give retsvæsenets aktører hurtigere adgang til relevante oplysninger;

14.

opfordrer til udvikling af internetværktøjer og initiativer inden for e-læring, der uden at være nogen komplet opfyldelse af behovet for uddannelse bør ses som et supplement til personlig kontakt mellem dommere og undervisere;

15.

opfordrer til, at EU-elementet i uddannelsen på nationalt plan af alle retsvæsenets aktører

16.

noterer sig den stigende succes med udvekslingsprogrammet for retsvæsenets aktører; opfordrer Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere til at gøre programmet tilgængeligt for flest mulige dommere og sikre en tilstrækkelig deltagelse af dommere med civil-, handels- og forvaltningsretlig baggrund; glæder sig over netværkets aktiviteter inden for sprogundervisning og udvidelsen af udvekslingsprogrammet til også at omfatte Domstolen, Eurojust og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol;

17.

anser de nationale dommeres mulighed for at afsætte tid til deltagelse i grundlæggende og udvidet undervisning for at være en logistisk og økonomisk problemstilling for medlemsstaterne; mener i princippet ikke, at dommerne bør bære nogen af omkostningerne til deres uddannelse i fællesskabsret; anmoder Kommissionen om at få forelagt overslag for de enkelte medlemsstater over omkostningerne til vikariater for dommere, som deltager i udvekslingsprogrammer;

18.

anmoder i lyset af Kommissionens anerkendelse af, at Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere (EJTN) nyder et de facto-monopol på driften af udvekslingsprogrammet for retsmyndigheder, Kommissionen om at sikre, at de procedurer, hvorved EJTN ansøger om støtte til udvekslingsprogrammet, afspejler denne monopolstilling; anmoder især om, at procedurerne strømlines med henblik på at sikre, at støttemidlerne stilles rettidigt til rådighed, således at EJTN sættes i stand til at drive et effektivt program, der lever op til forventningerne hos, samt de afgivne løfter til, de deltagende nationale skoler, internationale organer samt dommere og anklagere; mener, at hvis dette ikke er tilfælde, kan der stilles spørgsmålstegn ved udvekslingsprogrammets troværdighed, hvilket vil være til skade for de nationale dommere og anklagere, der er interesseret i at deltage, og for styrkelsen af den gensidige tillid mellem de europæiske retsvæsener;

19.

noterer sig, at Kommissionen vurderer, at den mest hensigtsmæssige måde at fremme undervisning i fællesskabsret på i øjeblikket er finansiel støtte til forskellige institutioner gennem det generelle program om grundlæggende rettigheder og retfærdighed for 2007-2013, og at spørgsmålet om, hvorvidt der bør foretages ændringer af de europæiske uddannelsesstrukturer for retsvæsenet i retning af andre former, vil kunne tages op til fornyet overvejelse ved udløbet af dette program;

20.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en grundig evaluering af resultaterne af dette rammeprogram under hensyntagen til denne beslutning og udarbejde nye forslag med henblik på udvikling og differentiering af foranstaltninger til fremme af dommeruddannelsen;

21.

mener imidlertid, at tiden er moden til en pragmatisk institutionel løsning på spørgsmålet om uddannelse af dommere og anklagere på EU-plan, som gør fuld brug af eksisterende strukturer og samtidig undgår unødige sammenfald mellem programmer og strukturer; opfordrer derfor til, at der oprettes et europæisk dommerakademi bestående af Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere og Det Europæiske Retsakademi; opfordrer til, at denne institutionelle løsning tager hensyn til relevant erfaring, som er opnået i forbindelse med driften af Det Europæiske Politiakademi;

22.

mener ikke, at nationale dommere kan anlægge en passiv holdning til fællesskabsretten, sådan som det klart fremgår af Domstolens retspraksis vedrørende nationale domstole, der rejser fællesskabsretlige spørgsmål af egen drift (11);

23.

opfordrer til at styrke uddannelsen for kandidater til stillinger inden for retsvæsenet allerede fra den tidligste fase og videre, i analogi med de ovenfor angivne forslag om de nationale dommere;

24.

mener, at den præjudicielle procedure er en væsentlig garanti for sammenhæng i Fællesskabets retsorden og for en ensartet anvendelse af fællesskabsretten;

25.

opfordrer Domstolen og alle de berørte parter til at nedbringe den gennemsnitlige varighed af den præjudicielle procedure yderligere og dermed gøre denne vigtige mulighed for dialog mere attraktiv for de nationale dommere;

26.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at undersøge, hvorvidt nationale procedureregler udgør en reel eller en potentiel hindring for en given medlemsstatslig domstols mulighed for at anmode om en præjudiciel afgørelse, jf. EF-traktatens artikel 234, stk. 2, og ihærdigt forfølge krænkelser forårsaget af sådanne hindringer;

27.

mener, at begrænsningerne af Domstolens kompetence, navnlig dem, der vedrører EF-traktatens afsnit IV, unødigt hindrer den ensartede anvendelse af fællesskabsretten på disse områder og sender et negativt signal til størsteparten af de dommere, der behandler sådanne sager, og gør det umuligt for dem at skabe direkte kontakt med Domstolen og medfører unødige forsinkelser;

28.

beklager, at det i protokollen om overgangsbestemmelser, der er knyttet som bilag til Lissabontraktaten, i artikel 10 fastsættes, at Domstolens beføjelser med hensyn til retsakter på området politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, der er vedtaget inden Lissabontraktatens ikrafttrædelse, skal forblive de samme som i henhold til den gældende EU-traktat i en overgangsperiode på fem år; glæder sig imidlertid over regeringskonferencens erklæring vedrørende denne artikel i protokollen og opfordrer følgelig indtrængende Rådet og Kommissionen til sammen med Parlamentet atter at vedtage de retsakter på området politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, som vedtoges inden Lissabontraktatens ikrafttrædelse;

29.

er i lyset af indførslen af en præjudiciel hasteprocedure enigt med Rådet i, at det er vigtigt, at Domstolen stiller vejledning til rådighed for de nationale dommere, når disse påtænker at anmode om anvendelse af hasteproceduren;

30.

opfordrer Domstolen til at overveje enhver mulig forbedring af den præjudicielle procedure, som kan sikre en tættere inddragelse af den forelæggende dommer i dens procedurer, herunder bedre muligheder for at præcisere forelæggelsen og deltage i den mundtlige procedure;

31.

finder, at nationale dommere i en decentraliseret og fuldt udviklet fællesskabsretsorden ikke bør marginaliseres, men tværtimod tildeles større ansvar og yderligere anspores i deres rolle som primære dommere i fællesskabsretten; opfordrer derfor til, at der overvejes et »grønt lys«-system, hvor nationale dommere kan medsende deres eget forslag til afgørelse af de spørgsmål, de forelægger Domstolen, som derefter inden for en given frist kan beslutte, om den vil acceptere den foreslåede dom eller selv træffe afgørelse som en art appelret;

32.

noterer sig oprettelsen af et forum til drøftelse af EU's politik og praksis på retsområdet og opfordrer Kommissionen til at sikre, at dette forums drøftelser finder sted på en gennemsigtig måde; noterer sig Kommissionens løfte om regelmæssigt at rapportere til både Parlamentet og Rådet;

33.

insisterer på, at der er behov et klarere sprog i fællesskabslovningen og større terminologisk sammenhæng mellem retlige instrumenter; støtter især anvendelsen af den planlagte fælles referenceramme for europæisk aftaleret som et middel til at sikre bedre lovgivning;

34.

støtter fuldt ud Kommissionens krav om, at medlemsstaterne systematisk indgiver sammenligningstabeller, der viser, hvordan fællesskabsdirektiver er anvendt i nationale forskrifter; er enig i, at sådanne tabeller tilvejebringer værdifulde oplysninger og er forbundet med minimale omkostninger og byrder; mener endvidere, at sammenligningstabeller øger gennemsigtigheden i gennemførelsen af fællesskabsretten og giver dommere og parter i nationale sager en realistisk mulighed for at se, om fællesskabsretten ligger til grund for en bestemt national bestemmelse, og i så fald selv kontrollere, om gennemførelsen er foregået korrekt;

35.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og det ansvarlige udvalgs betænkning til Rådet og Kommissionen, Domstolen og Den Europæiske Ombudsmand.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/33

A.

der sætter pris på det transatlantiske partnerskab mellem EU og USA og støtter en fair og afbalanceret handelspolitik generelt,

B.

der henviser til, at de transatlantiske økonomiske forbindelser har gennemgået en hidtil uset integrationsperiode i de seneste ti år, idet de europæiske investeringer i USA udgør 75 % af samtlige udenlandske investeringer i USA i 2006, og de amerikanske investeringer i EU er steget til rekordhøje 128 mia. USD, eller 59 % af USA's samlede direkte udenlandske investeringer i 2006,

C.

der henviser til flyindustriens betydning for beskæftigelse og jobskabelse, navnlig inden for de højtkvalificerede sektorer, samt inden for en bred vifte af andre brancher, for den regionale udvikling og for det avancerede, transnationale industrielle samarbejde er af særlig relevans,

D.

der henviser til, at både Airbus og Boeing inden for den civile flyindustri i øjeblikket har evnen til at udforme og integrere store, kommercielle fly, og at det er i flyselskabernes og deres kunders interesse at opretholde et højt niveau af sund konkurrence,

E.

der henviser til, at EU og USA i 1992 undertegnede en bilateral aftale om handel med store civile fly (1992-aftalen), hvorved der skabtes afbalancerede rammer med regler for statsstøtte,

F.

der henviser til, at EU konsekvent har holdt sig til ånden i 1992-aftalen og regelmæssigt har forelagt dokumentation for overholdelse af reglerne,

G.

der henviser til, at USA i vid udstrækning har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til 1992-aftalen ved ikke at indberette støtte til Boeing og ved at yde støtte ud over de vedtagne grænser og ved at yde forbudt støtte til Boeing,

H.

der henviser til, at 1992-aftalen har givet stabilitet i sektoren indtil 2004, da USA ensidigt erklærede at ville trække sig ud af aftalen og indledte en WTO-sag mod EU under henvisning til en europæisk finansiering, der skulle tilbagebetales, og som var helt i overensstemmelse med 1992-aftalen, og som svarer til ydelserne til fordel for Boeing til udvikling og produktion af store dele af Boeing 787 i Japan og andre risikodelingslande,

I.

der henviser til, at det til trods for mange anstrengelser i god tro fra EU's side hidtil ikke har været muligt at etablere et fair og afbalanceret grundlag for en forhandlingsløsning,

J.

der gentager sin støtte til Kommissionens fortsatte åbenhed over for en afbalanceret forhandlingsløsning uden betingelser,

K.

der henviser til, at en afbalanceret og fair statsstøtte til luftfartsindustrien på begge sider af Atlanten har skabt forskning og innovation, øget sikkerheden, forbedret miljøpræstationerne og effektiviteten inden for luftfarten,

L.

der henviser til, at medlemsstaternes finansiering af Airbus er yderst begrænset, skal tilbagebetales med renter og helt klart ikke indvirker på Boeings konkurrenceevne, da Airbus har tilbagebetalt 40 % mere, end man har modtaget fra medlemsstaternes regeringer siden 1992, og har tilbagebetalt mere end 7 mia. EUR indtil nu,

M.

der henviser til, at EU påtaler forskellige former for føderal, statslig og lokal støtte, som er forbudt eller som der kan rejses sag for, til fordel for Boeing i størrelsesordenen 23,7 mia. i støtte, som ikke skal tilbagebetales, i de sidste to årtier op til 2004,

N.

der bekræfter sin tro på betydningen af fair og åben konkurrence i offentlige udbudsprocedurer og har med glæde bemærket tildelingen af kontrakten for det amerikanske program for lufttankningsfly til Northrop Grumman EADS-teamet på grundlag af neutrale kriterier, der er udformet med henblik på at finde og fremskaffe det bedste og mest passende udstyr til det amerikanske luftvåben;

O.

der med stor bekymring bemærker de uforsonlige angreb fra Boeing i et forsøg på at fremstille EADS-transaktioner og visse medlemsstater som upålidelige luftfartsforretningspartnere og en sikkerhedsrisiko for USA's militære beredskab, hvilket ikke er gået ubemærket hen i EU;

P.

der bemærker, at Rapporten fra Government Accountability Office, der støtter Boeings indvendinger, kun anerkendes som en vurdering af udvælgelsesproceduren og ikke som en udtalelse om flyets kvaliteter; der endvidere bekræfter sin opfattelse af, at integriteten af de indkøbsprocedurer, der anvendes i det amerikanske forsvarsministerium, forbliver intakt for alle bydende;

1.

retter følgende henstillinger til Kommissionen, der optræder på EU's vegne for at forsvare medlemsstaterne og EU's store civile luftfartsindustri:

2.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og til USA's præsident og kongres.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/35

A.

der henviser til, at det i en række meddelelser fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen er blevet understreget, at målene for EU's energi- og klimapolitik er bekæmpelse af klimaændringerne, forbedring af energisikkerheden og styrkelse af den europæiske økonomis konkurrenceevne,

B.

der henviser til, at truslen fra klimaændringerne fortsat vokser, og COP14-drøftelserne i Poznan og COP15-drøftelserne i København er af afgørende betydning for at nå frem til en international aftale om klimaændringer til afløsning af Kyotoprotokollen,

C.

der henviser til, at det i Sternrapporten om de økonomiske aspekter ved klimaændringerne erkendes, at omkostningerne ved ikke at gøre noget for at afbøde klimaændringerne langt overstiger omkostningerne ved at gøre noget,

D.

der henviser til, at EU's afhængighed af import af fossile brændstoffer kan stige til 65 % af det samlede forbrug inden 2030,

E.

der henviser til, at Kommissionen har vurderet, at det vil koste EU 70 mia. EUR om året inden 2020 at opnå EU's mål for reduktion af drivhusgasemissionerne og målene om vedvarende energi,

F.

der henviser til, at bedre energieffektivitet er en af de mest omkostningseffektive måder, hvorpå man kan reducere drivhusgasemissionerne,

G.

der henviser til, at forskning og teknologisk udvikling er fundamentale for virkeliggørelsen af målene for den europæiske energipolitik,

H.

der henviser til, at bedre synergi i den fremtidige europæiske energiteknologiforskning kun kan være med til at stimulere bæredygtig økonomisk vækst, forbedre de komparative fordele ved den europæiske økonomi og beskæftigelsen og dermed bidrage til at opfylde målene i Lissabonstrategien og bekæmpe klimaændringerne,

I.

der henviser til, at der i det syvende rammeprogram kun er afsat 2,3 mia. EUR i løbet af den syvårige periode til energiforskning,

J.

der henviser til, at den private sektors investeringer i forskning i energiteknologier er meget begrænsede i EU sammenlignet med de bestræbelser, der udfoldes af konkurrenter i tredjelande og af andre sektorer i EU,

K.

der henviser til, at der er foretaget væsentlige nedskæringer i de offentlige og private budgetter til energiforskning i EU siden 1980'erne, og at EU klarer sig dårligt, når innovationsindikatorer baseret på niveauet for investeringer i teknologiforskning sammenlignes på internationalt niveau,

L.

der henviser til, at det er nødvendigt og berettiget, at det offentlige træder til for at støtte nye, mindre forurenende energiteknologier, eftersom disse i begyndelsen vil være mere omkostningskrævende end de teknologier, de afløser, og at de derfor i markedsindføringsfasen måske hverken giver kortsigtet kommerciel fortjeneste eller bedre priser for forbrugerne,

1.

ser positivt på den strategiske energiteknologiplan for EU (Set-plan); mener, at en energiteknologipolitik for EU med tilstrækkelig finansiel støtte er af afgørende betydning for at nå EU's mål for energi og klimaændringer for 2020;

2.

understreger, at EU skal nå målene om reduktion af drivhusgasemissionerne, energieffektivitet og den vedvarende energi inden 2020, samtidig med at den opretholder en konkurrencedygtig og bæredygtig økonomi; mener, at udvikling og indførelse af innovative, billige energiteknologier med lavt CO2-udslip samt energieffektivitet og vedvarende energi er en væsentlig forudsætning for at mindske omkostningerne ved at reducere emissionerne og skabe nye markeder for EU's industri og sikre et verdensomspændende engagement i bekæmpelsen af klimaændringerne;

3.

mener, at det for at nå disse mål er yderst vigtigt at reducere prisen på grøn energi og fremme innovationen i energisektoren; det er derfor nødvendigt at forbedre teknologioverførsel fra forskningscentre til virksomhederne, at reducere markedsindtrængningsfasen, at rette op på den nuværende træghed omkring teknologi og lovgivning og at forbedre mulighederne for sammenkobling af nettene;

4.

mener, at der også er behov for nye teknologier, navnlig vedvarende energiteknologier og energieffektive teknologier, for at lette spredningen af energikilder, nedbringe energiefterspørgslen og tilvejebringe mindre forurenende og mere sikre metoder til anvendelse af nationale ressourcer for at forbedre energiforsyningssikkerheden; opfordrer Kommissionen til at foretage en vurdering af EU's energiressourcer;

5.

mener, at Set-planen bør støtte en lang række aktiviteter, der ansporer til offentlig debat om de positive egenskaber ved de forskellige nye energiteknologier, navnlig gennem forbrugeroplysning og informationskampagner;

6.

mener, at billigere og mere effektive teknologier med lavt CO2-udslip kan bidrage til indgåelsen af en ny international aftale om klimaændringer til afløsning af Kyotoprotokollen;

7.

understreger behovet for at forbedre koordineringen af strategiske energiteknologier på flere niveauer og mellem forskellige aktører; understreger endvidere behovet for at undgå overdrevent bureaukrati, sikre enkelhed og klarhed samt bred deltagelse af alle potentielle partnere i forbindelse med forbedring af koordineringen, f.eks. gennem den foreslåede EU-styregruppe og den foreslåede europæiske energiforskningsalliance, der bør være åben for alle europæiske forskningscentre uanset deres størrelse eller ressourcer;

8.

støtter nedsættelsen af en styregruppe på højt plan samt oprettelsen af et gennemsigtigt og lettilgængeligt informationssystem om energiteknologi, navnlig for små og mellemstore virksomheder, og anmoder Kommissionen om at holde Parlamentet underrettet om nedsættelsen af denne gruppe og dens arbejde samt om informationsstrategien;

9.

bemærker, at de instrumenter, der er udviklet i forbindelse med rammeprogrammerne (ERA-NET-ordninger, ekspertnetværk, ETP'er), kan bruges til at støtte det fremtidige europæiske informationssystem om energiteknologi;

10.

understreger, at det er af afgørende betydning, at der foregår et koordineret samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på at nå de fastsatte mål, opnå størst muligt udbytte og nedbringe omkostningerne; mener, at fællesskabsinstrumenter, der gennemføres på medlemsstatsniveau, såsom strukturfondene, kan understøtte forsknings-, udviklings- og innovationskapaciteten inden for disse områder;

11.

understreger den afgørende betydning af at forbedre koordineringen med tredjelande og styrke det internationale samarbejde med henblik på at gennemføre en sammenhængende og differentieret strategi i forbindelse med udviklede økonomier, udviklingsøkonomier og nye økonomier;

12.

understreger, at det er nødvendigt at udvide kapaciteten af EU's forskningsgrundlag, og at det er yderst vigtigt med yderligere uddannelse og efteruddannelse for at kunne tilvejebringe menneskelige ressourcer med den kvalitet og i det antal, der er nødvendig for fuldt ud at kunne udnytte de muligheder, der åbner sig inden for de nye teknologier; mener, at en samlet tilgang på tværs af det syvende forskningsrammeprograms særprogrammer kan være nyttig i denne henseende;

13.

gør opmærksom på den potentielle risiko, der er for overlapning og for stor spredning i forbindelse med nye initiativer; opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan de nye europæiske industriinitiativer vil passe sammen med eksisterende programmer, herunder det syvende rammeprogram og mere specifikt med de europæiske teknologiplatforme, de fælles teknologiinitiativer, der blev besluttet i henhold til det syvende rammeprogram, rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og navnlig med det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi samt dettes videns- og innovationsfællesskaber om klimaændringer og energi; opfordrer Kommissionen til at forklare, hvordan de europæiske industriinitiativer kan fremme synergieffekter mellem det europæiske og det nationale niveau;

14.

gentager, at Set-planen må opbygge energiforskning og innovationskapacitet på EU-niveau; er enig med Kommissionen i, at fælleseuropæiske forskningsinfrastrukturer udgør en del af løsningen; anmoder derfor Det Europæiske Strategiforum for Forskningsinfrastrukturer om at identificere behovet for europæiske forskningsinfrastrukturer inden for innovative energiteknologier, såsom vedvarende energiteknologier;

15.

mener, at de transeuropæiske net på energiområdet og forenklede godkendelsesprocedurer på dette område spiller en afgørende rolle for EU's strategiske energipolitik;

16.

understreger, at den nødvendige koordinering skal udvides til at omfatte forskellige videnskabelige og teknologiske områder, der indgår i forskning i og udvikling af energiteknologi som følge af områdets tværfaglige natur; understreger i den forbindelse behovet for at fremme forskning i basisfag, såsom biologi, informationsteknologi, materialevidenskab, makroteknologi;

17.

anmoder Kommissionen om at tage hensyn til mulighederne for at anvende energiteknologier i de nyere medlemsstater og om at indføre støttemekanismer baseret på EU's politikker;

18.

fremhæver behovet for at fremme teknologioverførslen fra forskningscentre til virksomhederne; insisterer på, at det nye Europæiske Institut for Innovation og Teknologi kommer til at spille en rolle på dette område;

19.

opfordrer indtrængende til, at den private sektor investerer mere i forskning og påtager sig større risici, hvilket er en forudsætning for, at EU kan blive førende på dette område;

20.

er overbevist om, at der er behov for øget støtte til teknologier med lavt CO2-udslip i forbindelse med demonstration og markedsføring af nye, decentrale vedvarende teknologier; glæder sig derfor over de foreslåede europæiske industriinitiativer; understreger dog, at der også er et behov for at øge støtten til forskning og udvikling af teknologier, der er nødvendige på lang sigt, med særlig vægt på strategisk vigtige teknologier, såsom solenergiteknologi, der på længere sigt kan føre til et energiuafhængigt EU;

21.

mener, at de europæiske industriinitiativer bør fokusere på de områder, der har størst potentiale til at bidrage til at opnå EU's mål for klimaændringer, energieffektivitet og vedvarende energi på et bæredygtigt grundlag samt bidrage til lavere omkostninger og fornyelse på lang sigt;

22.

anmoder om, at der ved prioriteringen af de europæiske industriinitiativer for hver enkelt teknologis vedkommende tages hensyn til livscyklus og miljømæssige konsekvenser på hvert trin i produktionsprocessen; opfordrer til, at der tages hensyn til muligheden for at overføre disse teknologier til udviklingsøkonomierne for dermed at mindske teknologikløften i forhold til disse lande;

23.

slår til lyd for øget teknologioverførsel med de udviklede lande, samt etablering af videnskabeligt samarbejde med disse lande med henblik på udvikling af nye energiteknologier;

24.

støtter Kommissionens forslag om, at de europæiske industriinitiativer bør udvikles forskelligt for at leve op til behovene for specifikke teknologier; mener, at en sådan fleksibilitet vil gøre det muligt at udvikle strategiske alliancer mellem medlemsstaterne, lokale og regionale regeringer, forskningscentre og den private sektor i forbindelse med udviklingen af visse teknologier; opfordrer disse organer til at samarbejde om hurtigst muligt at udvikle detaljerede forslag til europæiske industriinitiativer;

25.

støtter på det kraftigste de foreslåede europæiske industriinitiativer om vind-, sol- og bioenergi, CO2-opsamling, transport og oplagring, elnet og nuklear fission;

26.

opfordrer navnlig til, at forskningen i biobrændstoffer intensiveres for at opnå en samlet set entydigt positiv miljøpåvirkning i forbindelse med fremstillingen af disse;

27.

bemærker betydningen af at udvikle teknologier til omdannelse af biomasse til gas i stor skala for at producere brint og flydende syntetiske brændstoffer til bæredygtige transportteknologier;

28.

understreger, at det europæiske industriinitiativ om nuklear fission bør muliggøre kontinuitet og omfatte forskning og udvikling af teknologier af tredje og fjerde generation;

29.

beklager, at Set-planen først og fremmest fokuserer på foranstaltninger med sigte på udbuddet og udelader foranstaltninger, som har til formål at reducere energiefterspørgslen, f.eks. energibesparelser og energieffektivitet;

30.

insisterer på, at energieffektivitet bør være mere fremtrædende i Set-planen, eftersom det er det område, der har størst potentiale i forbindelse med omkostningseffektiv emissionsreduktion på mellemlang sigt, navnlig inden for byggesektoren, der står for 40 % af det samlede energiforbrug i EU; opfordrer derfor Kommissionen til at tilføje energieffektive teknologier, herunder kraftvarme og polyvalent energiproduktion, til de områder, der dækkes af de europæiske industriinitiativer; støtter, at energieffektivitet bliver en af de prioriteter, der dækkes af de europæiske industriinitiativer;

31.

anmoder Kommissionen om at undersøge muligheden for at udvide de europæiske industriinitiativer til andre sektorer med stort emissionsreduktionspotentiale, såsom kraftvarmeproduktion, hydrogen, bygge- og boligsektoren, varme- og kølesystemer, bedre energilagrings- og distributionsinfrastrukturer og sammenkobling af netværk;

32.

mener, at udviklingen af en teknologi til kulstofopsamling og -oplagring kan spille en rolle i forbindelse med reduktionen af drivhusgasemissioner, forudsat at den er effektiv og sikker; opfordrer Kommissionen til at fremme virkeliggørelsen af op til 12 foreslåede demonstrationsprojekter i fuld skala omkring kulstofopsamling og -oplagring inden for rammerne af de europæiske industriinitiativer; bemærker, at støtten til rene kulteknologier, som for eksempel forgasning af kul, vil gøre det lettere og billigere at anvende kulstofopsamling og -oplagring med mulighed for at gøre det obligatorisk i fremtiden;

33.

afventer Kommissionens bebudede meddelelse om finansiering af nye kulstoffattige teknologier og teknologier til kulstofopsamling og -oplagring; beklager, at denne meddelelse ikke blev offentliggjort samtidig med Set-planen;

34.

understreger, at Set-planen ikke bør ikke finansieres gennem omfordeling af de midler, der er afsat til energi i henhold til det syvende rammeprogram eller rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation;

35.

mener, at der som følge af den prioritet, som klimaændringer og energispørgsmål tillægges, er behov for betydelige yderligere EU-ressourcer til energieffektive teknologier og vedvarende energiteknologier, og at de bør tages i anvendelse for at bidrage til at imødekomme EU's 2020-mål;

36.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at sikre, at der er tilstrækkelig finansiering af og støtte til ny forskning og udvikling, demonstration og markedsføring inden for teknologi med lavt og slet ingen CO2-udslip, så der fra 2009 og frem bruges mindst 2 mia. EUR pr. år af EU-budgettet til fremme af sådanne teknologier uafhængig af det syvende rammeprogram og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, og opfordrer endvidere Kommissionen til ved midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme 2007-2013 at forelægge forslag om yderligere ressourcer;

37.

er af den opfattelse, at der er behov for en bedre udnyttelse og en samlet forøgelse af ressourcerne, såvel de finansielle som de menneskelige, for at fremskynde udviklingen og indførelsen af fremtidens rene teknologier;

38.

fremhæver behovet for at øge EU's forskningskapacitet; kræver derfor flere midler til menneskelige ressourcer og uddannelse i energiteknologisektoren; kræver endvidere, at der er bedre koordinering mellem Fællesskabet og de nationale finansielle instrumenter med henblik på at støtte uddannelse og forskning, navnlig det syvende rammeprogram;

39.

støtter på baggrund af behovet for større komplementaritet mellem EU-bevillingerne forslaget i Kommissionens meddelelse om konkurrencedygtige europæiske regioner takket være forskning og innovation (KOM(2007)0474); glæder sig i den forbindelse over Kommissionens praktiske vejledning om samordning af EU-midler fra kilder på nationalt og regionalt plan samt fra EU og EIB inden for forskning, udvikling og innovation; er enig med Kommissionen i, at der er behov for, at indholdet af artikel 54, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (8) om anvendelsen af midler fra to forskellige fællesskabsfinansieringskilder til samme støtteberettigede udgifter formidles bedre til de interesserede parter;

40.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med forelæggelsen af finansieringsplanen at anskueliggøre hvor en fælleseuropæisk indsats skaber merværdi på de forskellige teknologiområder, samt redegøre for resultaterne med hensyn til bæredygtigheden af de forskellige teknologiske udviklinger;

41.

henviser til behovet for at anvende ressourcer i et partnerskab med erhvervslivet til at understøtte den private sektors investeringer i nye teknologier lavt CO2-udslip; understreger behovet for en klar, langsigtet vision og finansiel ramme, der er understøttet af finansielle institutioner som f.eks. EIB, så den private sektors partnere kan få tilstrækkelig sikkerhed til at investere; understreger endvidere behovet for at inddrage SMV'er, navnlig i teknologier til spredte energiforsyningssystemer;

42.

bemærker i forbindelse med den foreslåede revision af ordningen for handel med emissionskvoter, at auktionsindtægter kan være en betydelig finansieringskilde, der styrker EU's energiforsyningssikkerhed samtidig med at målene for klima, energieffektivitet og vedvarende energiformer nås;

43.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/41

A.

der henviser til, at statsejede investeringsfonde har spillet en aktiv rolle på globale finansmarkeder i over 50 år,

B.

der henviser til, at ingen finansmarkedsforstyrrelser kan tilskrives statsejede investeringsfondes aktiviteter,

C.

der henviser til, at statsejede investeringsfondes ejerskabsstruktur gør, at de ikke er omfattet af EU's bestemmelser om finansmarkeder,

D.

der henviser til, at statsejede investeringsfondes investeringsstrategi viser, at disse fonde foretrækker langsigtede stabile investeringer,

E.

der henviser til, at der hersker en vis bekymring med hensyn til manglende gennemsigtighed for nogle statsejede investeringsfondes vedkommende for så vidt angår deres aktiver, investeringsstrategier, afkast og styringsstrukturer,

F.

der henviser til statsejede investeringsfondes rolle i den seneste finansielle krise, hvor de har reddet en række store finansinstitutioner fra at gå konkurs,

G.

der henviser til de statsejede investeringsfondes vækstpotentiale,

H.

der henviser til, at Den Europæiske Union fortsat bør støtte et åbent investeringsklima og fri bevægelighed for kapital,

1.

mener ikke, at statsejede investeringsfonde har forårsaget forstyrrelser på kapitalmarkederne, men at deres struktur, størrelse og hurtige vækst gør det nødvendigt at foretage en omhyggelig analyse af deres rolle og indflydelse; erkender, at statsejede investeringsfonde har forskellige holdninger til gennemsigtighed og styring;

2.

er bekymret over, at manglen på gennemsigtighed i visse statsejede investeringsfonde kan gøre det umuligt at danne sig et klart billede af deres strukturer og bevæggrunde; anmoder Kommissionen om at erkende, at gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger er et altafgørende princip, hvis man ønsker at skabe virkelig lige vilkår og sikre, at markederne generelt fungerer gnidningsløst;

3.

glæder sig over Kommissionens meddelelseom statsejede investeringsfonde, hvori den bekræfter betydningen af åbne markeder og sit tilsagn om at finde frem til en global løsning; noterer sig de forskellige initiativer på både nationalt plan og i internationale fora med henblik på at øge gennemsigtighed og styring og anmoder Kommissionen om at arbejde tæt sammen med IMF og OECD for at få vedtaget en global adfærdskodeks;

4.

mener ikke desto mindre, at Kommissionens ovennævnte meddelelse om statsejede investeringsfonde bør ses som et første skridt, og henstiller derfor til Kommissionen at overvåge de statsejede investeringsfondes aktiviteter og spille den koordinerende rolle, der påhviler den, for at sikre, at nationale initiativer ikke modarbejder tilsagnet om at sikre åbenhed over for investeringer og ikke bringer Den Europæiske Unions position på de globale markeder i fare;

5.

anmoder Kommissionen om at iværksætte en nærmere undersøgelse af de redskaber, der står til EU's rådighed i såvel EF-traktatens bestemmelser som gældende lovgivning, såsom gennemsigtighedskrav, stemmerettigheder, aktionærrettigheder og gyldne aktier, og som ville åbne mulighed for en vis reaktion i tilfælde af ejerskabsproblemer som følge af statsejede investeringsfondes intervention;

6.

anmoder Rådet og Kommissionen om at vurdere, hvor stort et råderum artikel 64 og 65 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde overlader til EU- institutionerne, med det formål at undersøge mulighederne for en koordineret indsats på EU-plan, eftersom en sådan har afgørende betydning for EU's interesser og for, at det indre marked kan fungere gnidningsløst; anmoder Kommissionen om at opstille en liste over sektorer, på hvilke bestemmelserne i artikel 65 om hensynet til den offentlige orden kunne finde anvendelse;

7.

anmoder Rådet og Kommissionen om at foretage en grundig analyse af de globale finansmarkeders funktion og om under hensyn til globale initiativer at udforme og fremme en stærk EU-vision om, hvilke principper og regler der bør lægges til grund for deres funktion; er af den opfattelse, at en sådan fælles holdning ville styrke EU's position i internationale fora; anmoder Kommissionen om, hvis det anses for hensigtsmæssigt, at anvende princippet om gensidighed;

8.

er bekymret over oliepriserne og deres følger for euro/dollar-vekselkursen, eftersom udbytte fra olie ofte via statsejede investeringsfonde geninvesteres i aktiver i euro og på euromarkeder generelt;

9.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/42

A.

der henviser til, at byområderne (byerne og deres omgivelser) i mange henseender har stor betydning for EU-borgernes liv; der henviser til, at byområder på trods af deres forskellige størrelser og strukturer står over for ensartede problemer og udfordringer vedrørende forurening, overbelastning, støj og trafiksikkerhed på grund af mobiliteten i byerne,

B.

der henviser til, at der er et presserende behov for nytænkning og innovation, hvad angår mobiliteten i byer, eftersom vejtransport i høj grad bidrager til klimaændringer, forurening og andre miljømæssige problemer og dermed også har en negativ indvirkning på byboeres livskvalitet og sundhedstilstand; der henviser til, at disse problemer skal løses, hvis det skal lykkedes gennem en overordnet EU-strategi at bekæmpe klimaændringer og andre miljømæssige problemer,

C.

der henviser til, at der må findes frem til en passende opgavedeling mellem EU og byerne, hvor EU bør spille en klart defineret rolle, og at der i tråd med princippet om bedre regulering og nærheds- og proportionalitetsprincipperne kun bør træffes fællesskabsforanstaltninger vedrørende mobilitet i byer, når der er en klar europæisk merværdi,

D.

der henviser til, at der også skal tages hensyn til principperne for EU's indre marked i forbindelse med mobiliteten i byerne,

E.

der henviser til, at europæiske byer bør have mulighed for at vælge blandt en bred vifte af fleksible instrumenter for dermed at kunne sammensætte en skræddersyet »policymix« med henblik på at finde frem til integrerede, bæredygtige, socialt effektive og økonomisk set mulige løsninger på deres respektive mobilitetsproblemer, og at der bør stræbes efter bedre logistikløsninger og et skift til mere bæredygtige transportformer inden for alle transportformer og -områder (fodgængere, cyklister, offentlig og privat persontransport og godsdistribution og -tjenester) for at sikre bycentrenes tilgængelighed og en gnidningsløs trafik, hvilket er af stor betydning for indbyggerne, besøgende, pendlere, producenter og leverandører af varer og tjenesteydelser — navnlig smv'er; der henviser til, at der især bør tages hensyn til de valgte instrumenters interoperabilitet med henblik på at gøre det muligt for myndighederne på et senere tidspunkt på grænseoverskridende basis at straffe færdselsforseelser begået i byområder,

F.

der henviser til, at den europæiske politik vedrørende transport i byerne bør tage hensyn til både den økonomiske, sociale, territoriale og miljømæssige samhørighed, og at der navnlig bør tages hensyn til de særlige problemer og forudsætninger i de nye medlemsstater,

G.

der henviser til, at der bør tages hensyn til de særlige behov, som arbejdstagere (pendlere), bevægelseshæmmede, børn (i klap- eller barnevogne), de dårligst stillede og de ældre har, og at der bør tages højde for, at Europas hurtigt aldrende befolkning medfører demografiske forandringer og nye mobilitetsbehov for samfundet,

H.

der henviser til, at det er vigtigt at indføre nye metoder for den strategiske planlægning i byområderne for at foregribe de miljø-, energi- og mobilitetsmæssige udfordringer, der vil opstå inden for de kommende årtier,

I.

der henviser til, at internaliseringen af de eksterne omkostninger er et vigtigt skridt mod beregningen af de reelle omkostninger i transportsektoren, at muligheden for krydssubventionering af bæredygtige transportkoncepter i byerne bør undersøges med henblik på at sikre en rimelig behandling af gods- og passagertransport og af de forskellige transportformer, og at der bør træffes foranstaltninger med sigte på at udvikle nye finansieringsinstrumenter, og gøre bedre og mere hyppig brug af eksisterende finansieringsinstrumenter som struktur- og samhørighedsfondene med henblik på at indføre bæredygtige mobilitetsløsninger i byerne,

1.

glæder sig over ovennævnte grønbog som et velegnet diskussionsgrundlag; glæder sig desuden over den omfattende inddragelse af de berørte i processen til meningsdannelse og formulering af ny EU-politik om transport i byerne;

2.

anser det for nødvendigt at definere EU's ansvarsområder klart i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincipperne, der er fastlagt i traktaterne; anerkender princippet om, at de lokale myndigheder frit kan vedtage deres egen mobilitetspolitik, hvis de overholder den relevante nationale lovgivning og de relevante fællesskabsbestemmelser; forventer samtidig, at medlemsstaterne og byerne i overensstemmelse med ovennævnte principper er klar over, at de har et ansvar for at sikre bedre organisering og planlægning af mobiliteten i byerne; anerkender dog, at en fælles fremgangsmåde i hele Fællesskabet kan medføre en merværdi i visse områder;

3.

mener, at EU bør definere en overordnet strategi for mobilitet i byerne, der fører til en mere fornuftig brug af privatbiler, og fremmer en omlægning af transportformer i retning af mere bæredygtige transportformer for at understøtte EU's forpligtelser vedrørende miljøbeskyttelse og begrænsning af drivhusgasemissioner;

4.

mener, at handling på europæisk plan er nødvendigt på følgende områder og anmoder om

5.

opfordrer Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne for at afhjælpe nationale hindringer for ordninger i byerne uden at foreslå EU-lovgivning, der kan begrænse den lokale fleksibilitet, der er nødvendig for at løse mobilitetsproblemerne;

6.

finder det nødvendigt, at EU tager hensyn til de særlige behov, som transporten i byerne har på de politikområder, hvor den har lovgivningsmæssige beføjelser (f.eks. budgetpolitik, miljøpolitik, social- og arbejdsmarkedspolitik, konkurrencepolitik, industripolitik, regional- og samhørighedspolitik, transport- og trafiksikkerhedspolitik og energipolitik);

7.

anmoder om, at der fastsættes specifikke EU-bestemmelser og/eller retningslinjer om standardisering og harmonisering, navnlig for så vidt angår:

8.

anmoder desuden om, at der træffes hensigtsmæssige foranstaltninger til fremme af udveksling af bedste praksis, navnlig for så vidt angår:

9.

opfordrer til den bredest mulige formidling af data om spørgsmål af relevans for mobiliteten i byerne, såsom statistikker fra Eurostat og CARE (EU's database for trafikulykkesstatistik); anmoder om, at adgangen til CARE-databasen åbnes, hvilket ville være et vigtigt redskab til udveksling af oplysninger og ekspertise blandt transportvirksomheder;

10.

opfordrer Kommissionen til at støtte de lokale myndigheder ved at fremme pilotprojekter samt eksperimentelle projekter, især vedrørende anvendelsen af en integreret tilgang til mobilitet i byen, og yde bistand til forskning inden for byplanlægning;

11.

understreger nødvendigheden af forskning og udvikling inden for bæredygtig transport, navnlig for at fremme teknologiske fremskridt i forbindelse med udvikling af renere køretøjsteknologier; opfordrer Kommissionen og Rådet til at investere i rene, mere effektive, forbrugerorienterede og sikre transportsystemer i byerne og til at indføre foranstaltninger for at skabe et marked for sådanne systemer;

12.

henviser til, at EU har en rolle at spille med hensyn til udvikling og fremme af ITS og finansiering af innovative teknologier, idet disse kan yde et vigtigt bidrag til bl.a. forbedring af trafiksikkerheden og -afviklingen og den logistiske effektivitet; mener derfor, at den videre udvikling af disse og navnlig øget anvendelse af ITS bør fremmes i EU;

13.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde tilgængelige og kompatible lister over forsknings- og udviklingsprojekter om mobilitet i byerne under de forskellige EU-rammeprogrammer, idet man gør opmærksom på eksempler, der anvendes i praksis;

14.

understreger, at udveksling af bedste praksis vedrørende mobilitetsstyring og bedre samordning er vigtig med hensyn til at forbedre transporten og mobiliteten i byerne, eftersom problemer såsom en uhensigtsmæssig ansvarsfordeling, manglende samordning mellem forskellige lokale, regionale og nationale myndigheder samt utilstrækkelig koordinering af planlægningen for transportsystemer i byer, forstæder og landdistrikter er blevet mere tydelige; påpeger, at dårlige forbindelser mellem de lokale myndigheder resulterer i højere leveringsomkostninger, mere trafik og dermed mere miljøforurening;

15.

opfordrer til, at der hurtigst muligt indføres en bedre samordning mellem lokale nabomyndigheder for at sikre en vis grad af konsekvens og en bæredygtig og harmonisk udvikling af regionale transportinfrastrukturer i grænseoverskridende områder og andre steder;

16.

finder det nødvendigt, at byudvikling og -planlægning foregår integreret under hensyntagen til nuværende og fremtidige transportbehov i byerne; indførelsen af hurtige togforbindelser mellem bycentre samt flod-, jernbane- og lufthavnsterminaler samt i særlige yderregioner bør prioriteres med henblik på en mere gennemgribende udvikling og modernisering af byerne;

17.

erindrer om, at man i lyset af den stadig hurtigere urbanisering bør være mere opmærksom på forstæder, bynære områder og byområder;

18.

understreger, at de enkelte borgere har et ansvar, og anser det for nødvendigt at opfordre borgerne til kritisk at overveje deres adfærd som trafikanter og eventuelt deltage aktivt i lokale forummer for mobilitet i byerne; mener, at næsten alle borgere kan ændre deres vaner, f.eks. for så vidt angår anvendelse af privatbiler og alternative transportmidler (gå, cykle eller benytte offentlig transport), og dermed yde et individuelt bidrag til at skabe rene byer og øge livskvaliteten i byområder; anmoder de nationale, regionale og lokale myndigheder om at finde frem til alternative mobilitetsmuligheder for at gøre denne omstilling lettere; opfordrer de europæiske, nationale, regionale og lokale myndigheder til at intensive uddannelses- og informationskampagner for at gøre borgerne mere bevidste omkring deres adfærd i trafikken; understreger navnlig betydningen af uddannelseskampagner for den yngre generation;

19.

fremhæver i denne forbindelse betydningen af og den stadig større succes for den »bilfri dag« i forbindelse med EU's mobilitetsuge; bemærker, at der i 2007 var 1909 byer fra 23 medlemsstater, der deltog i dette initiativ; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte initiativet og arbejde for dets udbredelse;

20.

mener, at der bør udarbejdes en undersøgelse, der belyser og indeholder detaljerede oplysninger om alle aspekter af borgernes mobilitetsvalg og -muligheder i byerne (privat versus offentlig transport); opfordrer til nye og standardiserede dataindsamlinger på mindre veldokumenterede områder som fodgængeres og cyklisters adfærd og borgernes motivation til at gøre brug af bestemte transportformer og i stedet for andre;

21.

mener, at EU kan yde et vigtigt bidrag ved finansiering af foranstaltninger, der vedrører passager- og godstransport i byerne, f.eks. med midler fra strukturfondene og Samhørighedsfonden, og opfordrer Kommissionen til at leve op til sit ansvar på dette område; henviser i forbindelse med miljø- og transportrelevante foranstaltninger, der er foreskrevet i fællesskabsretten, til medlemsstaternes ansvar for finansieringen;

22.

opfordrer Kommissionen til at udvikle specifikke markedsøkonomiorienterede instrumenter for at skabe en balanceret og favorabel ramme for bæredygtig mobilitet i bycentre;

23.

anmoder i forbindelse med den kommende revision af EU-budgettet om, at finansiering af projekter med EU-midler fremover i øget omfang kombineres med betingelser og krav vedrørende bæredygtig transport og miljøbeskyttelse, og anser dette for et velegnet instrument til fremme af miljøvenlige og almindeligt tilgængelige transportkoncepter;

24.

opfordrer Kommissionen til enten alene eller sammen med f.eks. Den Europæiske Investeringsbank at undersøge de nuværende og fremtidige muligheder for at finansiere bytransport; foreslår, at der udarbejdes en omfattende og systematisk liste over de midler, der er tilgængelige for bytransport; opfordrer endvidere Kommissionen til at undersøge spørgsmålet om krydssubventionering på transportområdet for at sikre, at alle transportformer ligestilles, og at passager- og varetransport ligestilles; mener endvidere, at alle aspekter af offentlig-private partnerskaber og deres eventuelle bidrag til bæredygtig mobilitet i byerne bør evalueres;

25.

opfordrer sit Præsidium og dets tjenestegrene til at foregå med et godt eksempel ved at sikre gennemførelsen af egne beslutninger og fremme foranstaltninger til forvaltning af mobiliteten for Parlamentets medlemmer, medarbejdere og besøgende med henblik på at integrere bæredygtig mobilitet inden for rammerne af EMAS-direktivet;

26.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/49

A.

der henviser til, at euroområdets BNP i 2007 steg med 2,6 % (mod 2,7 % i 2006) til trods for øget usikkerhed som følge af den finansielle uro i årets andet halvår,

B.

der henviser til, at inflationen var 2,1 % mod 2,2 % i 2006 trods økonomiske konjunkturer, der var karakteriseret ved et betydeligt opadrettet prispres,

C.

der henviser til, at ECB i 2007 fortsatte med at justere renterne — til 4,0 % i juni 2007 fra 3,5 % i december 2006 og fastholdt det niveau i løbet af andet halvår,

D.

der henviser til, at der i udtalelser fra Den Internationale Valutafond (IMF) og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling opfordres til, at der udvises megen forsigtighed med at hæve renterne i euroområdet,

E.

der henviser til, at den nominelle effektive eurokurs i 2007 steg med 6,3 %, og at stigningen var særlig udtalt i forhold til den amerikanske dollar (11,8 %),

F.

der henviser til, at den finansielle uro og de store globale ubalancer udgør en risiko for den økonomiske vækst på verdensplan og valutakursudviklingen,

G.

der henviser til, at det forventes, at inflationen i euroområdet vil stige til mellem 2 % og 3 % i 2008, hvilket hovedsageligt afspejler den nuværende udvikling med højere råvarepriser, hvorefter den vil falde til et mere moderat niveau på mellem 1,2 % og 2,4 % i 2009,

H.

der henviser til, at ECB's og ESCB's primære mål er at fastholde prisstabiliteten, samtidig med at Fællesskabets generelle økonomiske politikker støttes som fastsat i EF-traktatens artikel 105; der henviser til, at det anerkender, at ECB og ESCB er fuldstændig uafhængige i denne sammenhæng,

I.

der henviser til, at ECB står i det dilemma, at den skal imødegå de udfordringer, som stigende inflation stiller, og de første tegn på en økonomisk afmatning på grund af de seneste måneders uro på finansmarkederne,

J.

der henviser til, at Parlamentet ønsker at bidrage til at styrke ECB's og euroområdets rolle og autoritet på den internationale scene,

1.

glæder sig over, at både ECB og euroen 10 år efter lanceringen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er meget respekterede og generelt accepterede i den globale økonomi, og bemærker, at euroen er blevet en internationalt anerkendt valuta, næsten på linje med den amerikanske dollar;

2.

minder om, at EF-traktaten eksplicit sondrer mellem ECB's mål om prisstabilitet på den ene side og støtte til generelle økonomiske politikker på den anden, og at disse to mål derfor ikke er substituerbare; anerkender ECB's fulde uafhængighed i arbejdet med at opfylde dette dobbelte mandat og glæder sig over, at Lissabontraktaten bør give ECB status som EU-institution og som juridisk person samt en klart fastsat uafhængig politisk og finansiel status; mener, at anerkendelse af ECB som en EU-institution øger Parlamentets ansvar — og navnlig Økonomi- og Valutaudvalgets ansvar — som en institution over for hvilken ECB skal stå til ansvar for sin monetære politik;

3.

byder Cypern og Malta velkommen i ØMU'en og noterer sig deres vellykkede indtræden;

4.

anerkender ECB's glimrende håndtering af den finansielle uro udløst af den amerikanske krise på subprimerealkreditmarkedet, navnlig operationen den 9. august 2007, der tilførte markederne en likviditet på 95 mia. EUR som en auktion til fast rente på 4 %, hvor man fulgte den samme procedure som ved normale ECB-markedsoperationer; bemærker, at operationen, sammen med de finjusterende markedsoperationer og de efterfølgende rigelige ugentlige markedsoperationer, stabiliserede de meget korte markedsrenter; mener, at dette endnu en gang viser værdien af en fælles pengepolitik, som ECB sørger for, der stabiliserer økonomien i ustabile perioder;

5.

deler ECB's opfattelse af, at de finansielle instrumenters stigende kompleksitet og de finansielle institutioners uigennemsigtige eksponering kan give anledning til øget usikkerhed for så vidt angår risikograden, hvem der i sidste ende bærer risikoen og omfanget af eventuelle tab;

6.

understreger behovet for at etablere en EU-ramme for finansielt tilsyn og understreger, at selvom EF-traktaten ikke giver ECB nogen form for direkte ansvar i forbindelse med forsigtighedstilsyn af kreditinstitutter og det finansielle systems stabilitet, er der behov for at inddrage ECB i tilsynet;

7.

mener, at ECB er kommet styrket ud af sin håndtering af den nuværende finanskrise; glæder sig over ECB's styrkede troværdighed og internationale anerkendelse; opfordrer Eurogruppen til at følge ECB's eksempel og øge gruppens ekspertise og koordinering i sager vedrørende regulering og tilsyn af de finansielle markeder;

8.

fremhæver det stigende behov for samarbejde mellem centralbankerne og tilsynsmyndighederne for at fastholde stabiliteten på de finansielle markeder, navnlig i betragtning af de stadig mere integrerede finansielle systemer; anmoder ECB om fortsat at presse på for bedre integration og kommunikation internt i EU og i dens forbindelser med andre centralbanker og relevante institutioner, navnlig i forbindelsen med Bank of England, eftersom London er det vigtigste finanscenter i EU; opfordrer ECB til at deltage aktivt i de forskellige fora, der drøfter tilsynsændringer, f.eks. Lamfalussyopfølgningen;

9.

anerkender, at større centralbanker som ECB og den amerikanske Federal Reserve advarede mod undervurdering af risiciene i økonomien forud for både it-boblen i 2000/2001 og subprimekrisen i 2007; bemærker, at de finansielle markeder ikke reagerede hensigtsmæssigt på disse advarsler; anmoder derfor ECB om at analysere reaktionerne og foreslå, hvordan sammenhængen mellem den slags fremadskuende advarsler og markedernes reaktioner kan forbedres; opfordrer ECB til i lyset af den seneste finansielle uro at analysere og vurdere følgerne af den finansielle krise og undersøge, om den råder over tilstrækkelige instrumenter til at håndtere en grænseoverskridende europæisk finansiel krise, og hvilke beføjelser den må have for at forbedre det makroprudentielle tilsyn i euroområdet;

10.

bemærker den aktuelle debat om, hvordan prisstabilitet skal defineres, hvor nogle går ind for direkte inflationsmål; mener imidlertid, at et tosøjlesystem baseret på M3 er den mest hensigtsmæssige metode til måling af prisstabilitet; opfordrer ECB til at træffe foranstaltninger til at foretage løbende forbedringer af dette system; anerkender merværdien af den yderligere information, den tidlige varsling om inflationsrisiko og den operationelle påpasselighed, som sådan et system sikrer;

11.

fremhæver, at risiciene for asymmetriske økonomiske udviklinger inden for euroområdet kan stige med et udvidet medlemskab, fordi forskellene på medlemsstaternes økonomiers størrelse og modenhed bliver mere markante; opfordrer derfor ECB til at være særlig opmærksom på denne situation, bekæmpe risiciene på et tidligt stade og oplyse medlemsstaterne om dem;

12.

opfordrer alle medlemsstater, der deltager i euroområdet, de medlemsstater, der har fravalgt det, og de medlemsstater, der ansøger om at tiltræde, til at mærke sig disse udfordringer og derfor fuldt ud opfylde stabilitets- og vækstpagtens kriterier og Maastrichtkriterierne i relevant omfang, da dette sammen med finansiel konsolidering og lønpolitik i overensstemmelse med udviklingen i vækst og produktivitet er den stærkeste beskyttelse mod de udfordringer, som asymmetriske udviklinger indebærer;

13.

understreger på baggrund af den seneste korrektion af den forventede vækst, at enhver yderligere forhøjelse af renten skal foretages med forsigtighed, så den økonomiske vækst ikke bringes i fare; understreger, at medlemsstaterne for at støtte det økonomiske opsving skal gennemføre både de nødvendige strukturreformer og investeringsaktiviteter;

14.

forventer, at Rådet behandler alle medlemsstater, der ansøger om at tiltræde euroområdet, ens og fuldt ud respekterer ECB's vurdering og henstillinger om, hvor parate de er til at tiltræde euroområdet;

15.

noterer sig den stigende eurokurs, navnlig i forhold til dollaren; understreger målet om prisstabilitet, men erkender, at stærke og hurtige ændringer af eurokursen ikke bør svække ECB's evne til at forvalte sin pengepolitik, når den stilles over for en kilde til inflation eller vanskelige vækstperspektiver for de eksportafhængige lande; anmoder ECB om at overvåge denne udvikling og om nødvendigt skride ind og opfordrer Eurogruppen, Kommissionen og ECB til at øge graden af koordinering af deres tiltag i forbindelse med valutakurspolitikken;

16.

konstaterer det stigende pres på inflationen, som navnlig fødevare- og energipriserne bidrager til; opfordrer ECB til at styrke sin dialog med de nationale centralbanker om dette spørgsmål for at fremme et stærkt fokus på prisstabilitet på globalt plan;

17.

minder om den vedvarende opfordring til større gennemsigtighed i ECB, der vil føre til større troværdighed og forudsigelighed, og værdsætter de forbedringer, der allerede er sket; anerkender i denne forbindelse vanskelighederne i forbindelse med offentliggørelse af protokollerne fra ECB's Styrelsesråds møder, da forskellene i de enkeltes holdninger kunne blive fortolket som om, de repræsenterede nationale interesser, hvilket kunne føre til, at medlemsstaternes regeringer lagde pres på medlemmerne af Styrelsesrådet; opfordrer ECB til at give Parlamentet og offentligheden en årlig oversigt over de foranstaltninger, der er truffet for at forbedre dens effektivitet i overensstemmelse med denne beslutning;

18.

mener, at den pengepolitiske dialog mellem Parlamentet og ECB har været en succes, som skal konsolideres yderligere; understreger, at den efterfølgende kontrol af ECB har afgørende betydning for tilliden og dermed stabiliteten på de finansielle markeder; mener, at det er vigtigt for ECB's direktionens og Styrelsesrådets enhed fortsat at udstråle sikkerhed udadtil; støtter en målrettet informationspolitik fra ECB's side i forhold til Parlamentet, Rådet, Kommissionen og Eurogruppen; er skuffet over den pauvre indsats, ECB har udvist i forbindelse med svaret på Parlamentets beslutning af 12. juli 2007 om ECB's årsberetning 2006 (3); understreger på det kraftigste, at anmodningen om styrkelse af ECB's kommunikationspolitik kun skal ses i sammenhæng med den samtidige opretholdelse af ECB's og dens organers uafhængighed;

19.

opfordrer ECB til i sine meddelelser efter beslutninger truffet af Styrelsesrådet at redegøre klart for, om der let blev opnået enighed under drøftelserne, eller om der var divergerende synspunkter, eftersom dette ville give markederne flere oplysninger uden at skade det fælles europæiske perspektiv for Styrelsesrådets beslutning;

20.

opfordrer ECB til at redegøre for sine ideer til reform af Styrelsesrådets struktur, idet antallet af centralbankchefer forventes at overstige 15 fra 1. januar 2009; bemærker, at reformer bliver stadig mere nødvendige i takt med det stigende antal lande i euroområdet; støtter ECB's tidligere forslag om, at de deltagende medlemsstaters økonomiske vægt bør behandles som den mest afgørende faktor for stemmerettigheder på skift, og at antallet af beslutningstagere skal holdes lavt for at sikre effektiviteten;

21.

mener, at ECB's uafhængighed, herunder proceduren for udpegelse af direktionsmedlemmer, har bevist sin værdi; understreger, at det i EF-traktatens artikel 112, stk. 2, litra b, fastsættes, at medlemmerne af ECB's direktion udnævnes blandt personer, som er værdige i almindeligt omdømme, og som har professionel erfaring i monetære forhold eller i bankvæsen, og understreger endvidere, at deres nationalitet ikke bør spille nogen rolle, og at de fortsat skal bedømmes i forhold til de strenge kriterier i EF-traktaten, såsom deres kvalifikationer; mener, at det ville fremme den demokratiske ansvarlighed og gennemsigtighed, hvis Rådet vurderede flere potentielle kandidater, og hvis Rådets forslag til valg af kandidat derefter skulle godkendes gennem en afstemning i Parlamentet;

22.

mener, at Parlamentets rolle ved udnævnelsen af medlemmerne af direktionen set i lyset af ECB's fremtidige status i henhold til Lissabontraktaten bør styrkes; understreger, at det sammen med de andre institutioner er parat til at sondere muligheden for forbedringer af udnævnelsesproceduren inden den næste fornyelse af direktionen i 2010;

23.

anerkender Eurogruppens og dens formands stigende betydning for fastsættelsen af en større del af den økonomiske dagsorden i EU, navnlig den mere formelle struktur og centrale betydning for samordning af den økonomiske politik i Eurogruppen, som fastsat i EF-traktatens artikel 136, som ændret ved Lissabontraktaten, også for medlemsstater, der ikke deltager i euroområdet; støtter en styrkelse af udviklingen i retning af, at euroområdet taler med én stemme i internationale fora, hvilket EF-traktatens artikel 138, som ændret ved Lissabontraktaten, og Eurogruppens formand giver mulighed for;

24.

bifalder samarbejdet mellem ECB, Kommissionen og sektoren for finansielle tjenesteydelser om den vellykkede indledning af det fælleseuropæiske betalingsområde (SEPA) og STEP-initiativet (Short-Term European Paper); anser disse bidrag fra sektoren for finansielle tjenesteydelser for positive med henblik på at fremme den finansielle integration i EU;

25.

bifalder idriftsættelsen af Target 2-operationer og de afsluttede migreringsaktiviteter til den fælles platform; mener, at det er et vigtigt skridt i retning af finansiel integration og nedbringelse af clearing- og afviklingsomkostninger; mener, at det er vigtigt, at ECB hurtigst muligt forelægger forslag til en forvaltningsstruktur for Target 2-værdipapirer;

26.

bemærker en støt stigning i euroens status som international valuta; påpeger, at EU's repræsentation vedrørende økonomiske og monetære anliggender i internationale fora i ringe grad afspejler euroområdets reelle økonomiske vægt, og at dette kan ses som en hindring for øget indflydelse på internationale finansielle anliggender; opfordrer derfor til, at der tages konkrete skridt til en forenet repræsentation for euroområdet inden for rammerne af internationale finansielle institutioner som f.eks. IMF;

27.

opfordrer ECB til fortsat at arbejde i retning af at styrke sin koordineringsrolle i internationale finansielle sammenhænge; mener, at en stærkere status for euroen på internationalt plan vil medføre fordele for euroområdet, som vil tilskynde medlemsstater, der ikke deltager for øjeblikket, til at søge om at blive fuldgyldige medlemmer;

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/54

A.

der understreger, at EU er et område med fælles værdier baseret på demokrati og retsstatsprincippet, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, lighed og ikke-forskelsbehandling, herunder beskyttelsen af mindretal, og at EU har forpligtet sig til at bekæmpe racisme og fremmedhad samt forskelsbehandling på grundlag af de i EF-traktatens artikel 12 og 13 anførte årsager,

B.

der henviser til, at disse værdier gennemføres i praksis i EU ved hjælp af ovennævnte direktiver om ikke-forskelsbehandling og fri bevægelighed samt de politikker, der understøtter disse, og at medlemsstaterne er forpligtet til at gennemføre dem fuldt ud og afholde sig fra handlinger, der kunne krænke disse,

C.

der henviser til, at det i sin ovennævnte beslutning af 31. januar 2008 indtrængende opfordrede medlemsstaterne til at løse problemet med slumkvarterer og lejre, hvor der ikke er nogen hygiejne- og sikkerhedsstandarder overhovedet, og hvor et stort antal roma-børn dør i forbindelse med ulykker i hjemmet, navnlig brande, forårsaget af mangel på ordentlige sikkerhedsstandarder,

D.

der henviser til, at romaer er en af de grupper, der er mest udsat for racisme og forskelsbehandling, hvilket fremgår af de angreb og overfald, der for nylig har fundet sted mod romaer i Italien og Ungarn; dette understreges yderligere af nylige Eurobarometer-undersøgelser,

E.

der henviser til, at Kommissionen i sit ovennævnte arbejdsdokument fremhæver, at medlemsstaterne allerede råder over en række lovgivningsmæssige og finansielle EU-instrumenter til bekæmpelse af forskelsbehandling af romaer og fremme af romaers integration, særlig hvad angår udveksling og fremme af god praksis på området,

F.

der henviser til, at romabefolkningen er et statsløst paneuropæisk etnisk-kulturelt samfund, og at EU derfor har et særligt ansvar for sammen med medlemsstaterne at udtænke en europæisk romastrategi og politik,

G.

der henviser til, at den italienske regering den 21. maj 2008 udstedte et dekret, hvorved der erklæredes undtagelsestilstand for så vidt angår nomadebosættelser i Campanien, Lazio og Lombardiet (10) på grundlag af lov nr. 225 af 24. februar 1992 om indførelse af en national civilbeskyttelsestjeneste, som giver regeringen beføjelse til at erklære undtagelsestilstand i tilfælde af »naturkatastrofer og andre katastrofer eller begivenheder, der på grund af deres intensitet og omfang kræver imødegåelse med ekstraordinære beføjelser og midler«,

H.

der henviser til opfølgningen af dette dekret den 30. maj 2008 med yderligere kendelser (»ordinanze«) fra ministerpræsidenten (11) om at:

I.

der henviser til, at der med dekretet er indført undtagelsestilstand i en periode på et år indtil den 31. maj 2009,

J.

der henviser til, at den italienske indenrigsminister gentagne gange har erklæret, at indsamlingen af fingeraftryk har til formål at gennemføre en optælling af romabefolkningen i Italien, og at han under fravigelse af gældende lovgivning agter at give tilladelsen til optagelse af fingeraftryk på romaer, der lever i lejre, herunder mindreårige, samt at Italien vil fortsætte disse identifikationsforanstaltninger, som vil være afsluttet inden den 15. oktober 2008 i Milano, Rom og Napoli,

K.

der henviser til, at indsamlingen af fingeraftryk allerede er iværksat i Italien, navnlig i Milano og Napoli, og at disse data ifølge oplysninger fra ngo’er opbevares af præfekter i en database,

L.

der henviser til, at kommissærerne Barrot og Špidla i denne forbindelse har fremhævet betydningen af principperne om lighed og ikke-forskelsbehandling i EU, og at de har fremlagt et forslag til et nyt horisontalt direktiv om ikke-forskelsbehandling, hvoraf det fremgår, at fællesskabsretten klart forbyder forskelsbehandling på grundlag af race og etnisk oprindelse,

M.

der henviser til, at UNICEF, Europarådets generalsekretær og Europarådets menneskerettighedskommissær har udtrykt bekymring, og at sidstnævnte har sendt den italienske regering et memorandum, bl.a. vedrørende racisme, fremmedhad og beskyttelse af romaers menneskerettigheder,

N.

der henviser til, at den italienske databeskyttelsesmyndighed har anmodet de kompetente myndigheder, navnlig præfekterne i Rom, Milano og Napoli, om oplysninger vedrørende muligheden for at indsamle romaers, herunder mindreåriges, fingeraftryk, og udtrykt bekymring for, at dette kunne indebære diskrimination, der kunne have indvirkning på den personlige værdighed, navnlig hvad angår mindreårige,

1.

opfordrer indtrængende de italienske myndigheder til under afventning af den af Kommissionen bebudede kommende evaluering af de planlagte foranstaltninger hverken at indsamle fingeraftryk fra romaer, herunder mindreårige, eller udnytte allerede indsamlede fingeraftryk, eftersom dette klart ville udgøre dels direkte forskelsbehandling på grundlag af race og etnisk oprindelse, hvilket er forbudt i henhold til artikel 14 i ECHR, og dels forskelsbehandling mellem EU-borgere, som er romaer, og andre EU-borgere, som ikke behøver at lade sig underkaste disse procedurer;

2.

tilslutter sig UNICEF’s bekymring, og finder det forkasteligt under påskud af at ville beskytte børn at krænke deres grundlæggende rettigheder og kriminalisere dem; tilslutter sig endvidere de bekymringer, som Europarådet og en række ngo’er og religiøse samfund har givet udtryk for, og mener, at romabørns rettigheder bedst kan beskyttes ved som led i integrationspolitikken at garantere dem lige adgang til kvalitetsuddannelse, bolig og sundhedspleje og beskytte dem mod udnyttelse;

3.

opfordrer medlemsstaterne til at træffe energiske foranstaltninger til beskyttelse af uledsagede mindreårige mod udnyttelse, uanset deres etniske oprindelse eller nationalitet, og til, når identifikation af sådanne mindreårige ville tjene dette formål, i hvert enkelt tilfælde at anvende almindelige, ikkediskriminerende identifikationsprocedurer under fuld overholdelse af enhver form for retlig garanti og retsbeskyttelse;

4.

deler Kommissionens opfattelse, nemlig at sådanne foranstaltninger ville udgøre en overtrædelse af forbuddet mod direkte og indirekte forskelsbehandling, særlig i henhold til Rådets direktiv 2000/43/EF og EF-traktatens artikel 12, 13 og 17-22;

5.

bekræfter, at politikker, som medfører øget udstødelse, aldrig vil udgøre et effektivt middel i kriminalitetsbekæmpelsen og ikke vil bidrage til kriminalitetsforebyggelse eller sikkerhed;

6.

fordømmer på det kraftigste og utvetydigt alle de former for racisme og diskrimination, som romaer og andre, der betragtes som sigøjnere, udsættes for;

7.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemgå og ophæve lovgivning og politikker, der indebærer direkte eller indirekte forskelsbehandling af romaer på grundlag af race og etnisk oprindelse, og opfordrer Rådet og Kommissionen til at overvåge medlemsstaternes gennemførelse af traktaterne og direktiverne om foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling og om fri bevægelighed for at sikre en konsekvent og fuldstændig gennemførelse, og til i modsat fald at træffe de nødvendige foranstaltninger;

8.

opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig gennemgang af de lovgivningsmæssige foranstaltninger og gennemførelsesbestemmelser, som den italienske regering har vedtaget, for at kontrollere, om de er forenelige med traktaterne og fællesskabsretten,

9.

udtrykker bekymring over den påstand, der kommer til udtryk i de administrative dekreter og kendelser, som den italienske regering har udstedt, nemlig, at tilstedeværelsen af romalejre omkring storbyerne i sig selv udgør en social nødsituation med negative følger for den offentlige orden og sikkerhed, som retfærdiggør indførelse af undtagelsestilstand i ét år;

10.

er bekymret over, at der under henvisning til erklæringen af undtagelsestilstand kan træffes ekstraordinære foranstaltninger under fravigelse af lovene af præfekter, der har fået overdraget beføjelser til at gennemføre foranstaltninger af enhver art, herunder indsamling af fingeraftryk, på grundlag af en civilbeskyttelseslov, der gælder i tilfælde af »naturkatastrofer og andre katastrofer eller begivenheder«, hvilket ikke er afpasset efter eller står i et rimeligt forhold til denne specifikke situation;

11.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at udbygge EU-politikker vedrørende romaer gennem iværksættelse af en EU-strategi for romaer med henblik på at støtte og fremme medlemsstaters og ngo’ers tiltag og projekter i tilknytning til integrationen og inddragelsen af romaer, særlig romabørn;

12.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af en EU-strategi for romaer og årtiet for integration af romaer 2005-2015 at vedtage lovgivning og politikker til støtte for romasamfundene og til at fremme deres integration på alle områder og iværksætte antiracisme- og antidiskriminationsprogrammer i skoler, på arbejdspladser og i medierne samt fremme udveksling af ekspertise og bedste praksis;

13.

gentager i denne sammenhæng betydningen af at udvikle strategier på EU- og medlemsstatsniveau under fuld udnyttelse af de muligheder, som EU-fonde tilbyder, med henblik på at gøre en ende på segregation over for romaer inden for uddannelse, sikre romabørn ligebehandling med hensyn til adgang til kvalitetsuddannelse (deltagelse i det almindelige uddannelsessystem, indførelse af særlige stipendie- og praktikprogrammer), sikre og forbedre romaers adgang til arbejdsmarkedet, sikre ligebehandling med hensyn til adgangen til sundhedspleje og sociale ydelser, bekæmpe diskriminerende praksis, hvad angår adgang til boliger, og øge romaers deltagelse i det sociale, økonomiske, kulturelle og politiske liv;

14.

glæder sig over, at Kommissionen har nedsat en arbejdsgruppe til bekæmpelse af forskelsbehandling med repræsentanter fra samtlige medlemsstater, og kræver, at det kompetente parlamentsudvalg tilknyttes denne arbejdsgruppe og får fuld adgang til dens møder; opfordrer sit kompetente udvalg til at indlede en dialog med medlemsstaternes parlamenter herom;

15.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådets generalsekretær, Europarådets menneskerettighedskommissær, UNICEF og den italienske databeskyttelsesmyndighed.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/58

A.

der henviser til, at både Kina og EU er forpligtede til at bidrage til fred, sikkerhed og bæredygtig udvikling i verden,

B.

der henviser til omfanget af ødelæggelser, som det voldsomme jordskælv i den sydvestlige del af Kina den 12. maj 2008 forårsagede; der henviser til, at dette jordskælv krævede titusindvis af ofre, navnlig i Sichuan-provinsen; der henviser til, at 10 milloner mennesker ifølge det seneste skøn var berørt af jordskælvet og næsten 70 000 mennesker blev dræbt, herunder tusindvis af skolebørn, da deres klasseværelser styrtede sammen,

C.

der henviser til, at den kinesiske regering traf særlige nødhjælpsforanstaltninger og indsatte hjælpearbejdere — herunder afdelinger af hæren — og hold af læger for at hjælpe indbyggerne i katastrofeområdet,

D.

der henviser til hele det kinesiske folks og det internationale samfunds ekstraordinære mobilisering og solidaritet i arbejdet for at hjælpe den katastroferamte befolkning,

E.

der henviser til, at åbningen af Tibet for turister og medierne ikke bør anvendes som et »PR-arrangement«, men en reel åbning, der vil give journalister, medierne og turister mulighed for at besøge Tibet,

F.

der henviser til udtalelserne fra Den Internationale Olympiske Komite (IOC), der understregede, at tildelingen af OL 2008 til Kina ville bidrage til at få landet til at åbne sig og forbedre menneskerettighedssituationen,

1.

udtrykker tilfredshed med udviklingen i forbindelserne mellem EU og Kina, sektordialogerne og det snævrere samarbejde om forskellige spørgsmål med relation til globalisering;

2.

opfordrer de kinesiske myndigheder til at tage højde for, at advarsler om jordskælv udgør en målestok for et lands udvikling; understreger derfor, at det er af afgørende betydning at reagere aktivt og omgående på enhver advarsel, som det videnskabelige samfund måtte give myndighederne i den usandsynlige, men mulige situation, at der opstår en ny naturkatastrofe i Kina;

3.

glæder sig over, at forbindelserne mellem repræsentanter for Dalai Lama og de kinesiske myndigheder er blevet genetableret efter begivenhederne i Lhasa i marts 2008; opfordrer de to parter til at styrke disse forbindelser for dermed at tilvejebringe et fundament af gensidig tillid, hvilket er forudsætningen for at kunne nå frem til en politisk løsning, som begge sider kan acceptere;

4.

beklager, at de store fremskridt på områderne handel og økonomi, der er opnået i forholdet med Kina, ikke er blevet ledsaget af væsentlige resultater i spørgsmål om menneskerettigheder og demokrati;

5.

beklager dybt, at menneskerettighedssituationen i Kina stadig er bekymrende på grund af omfattende og systematiske krænkelser af menneskerettighederne; erindrer om de løfter på menneskerettighedsområdet, som Kina afgav, da landet fik tildelt De Olympiske Lege;

6.

fordømmer Kinas udbredte anvendelse af dødsstraf og opfordrer de kinesiske myndigheder til at indføre et moratorium for henrettelser;

7.

beklager dybt, at ingen internationale opfordringer har formået at forhindre de kinesiske myndigheder i at fortsætte deres opfølgning på urolighederne den 14. marts 2008 i Tibet, idet deltagere i protesterne i Lhasa stadig bliver forfulgt, tilbageholdt og vilkårligt arresteret, og deres familier ikke får oplysninger om deres opholdssted, selv om dette kræves henhold til den kinesiske lovgivning; opfordrer de kinesiske myndigheder til at standse deres »kampagne for patriotisk omskoling«, som er blevet intensiveret siden begyndelsen af april, under De Olympiske Lege for den »olympiske borgfreds« skyld;

8.

ser med tilfredshed på, at Kina ikke har tøvet med at tage imod bistand fra det internationale samfund for at hjælpe ofrene for jordskælvet i Sichuan-regionen eller lette frivillige nødhjælpsorganisationers indsats for at fordele hjælpen;

9.

understreger betydningen af støtte fra EU og dens medlemsstater og det internationale samfund i genopbygningsfasen i det berørte område;

10.

opfordrer Kina til at respektere sine egne officielle løfter om menneskerettigheder og mindretalsrettigheder, demokrati og retsstatsprincippet, som IOC bekendtgjorde, da den besluttede at lade Kina være vært for De Olympiske Lege;

11.

opfordrer indtrængende de kinesiske myndigheder til at udnytte denne historiske mulighed for at vise verden, at tildelingen af De Olympiske Lege til Beijing har givet dem en enestående mulighed for at forbedre deres menneskerettighedssituation ved at benåde alle politiske fanger og menneskerettighedsaktivister, der er fængslede, herunder dem, der sidder i fængsel i Tibet som følge af oprøret i marts 2008 (naturligvis med undtagelse af gerningsmænd til voldelig kriminalitet); opfordrer endvidere de kinesiske myndigheder til at standse forskelsbehandlingen af migranter til og fra landområder og etniske minoriteter, og til at afstå fra at chikanere fagforeningsaktivister, advokater og journalister, når de angiver brud på grundlæggende rettigheder; gentager sin overbevisning om, at fængslingen af disse mennesker er imod den universelle og accepterede ånd i den internationale offentlige ret;

12.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, regeringerne og parlamenterne i medlemsstaterne, regeringen i Folkerepublikken Kina samt til bestyrelsen for Den Internationale Olympiske Komite.

3.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 294/60

A.

der henviser til, at EU's udvidelsesstrategi har en både ekstern og intern dimension,

B.

der henviser til, at denne strategis eksterne dimension omfatter fremme af reformer, i overensstemmelse med europæiske standarder, af demokrati, respekt for menneskerettighederne, fred, stabilitet og velstand,

C.

der henviser til, at udvidelsesstrategiens interne dimension direkte indvirker på EU's evne til at forfølge sine politikmål og skabe en stadig snævrere union som nedfældet i traktaterne,

D.

der henviser til, at en politisk integreret Europæisk Union, der er i stand til at udvikle ambitiøse politikker på områderne solidaritet og stabilitet er en nødvendighed,

E.

der henviser til, at enhver europæisk stat i henhold til Romtraktaten kan ansøge om at blive medlem af Fællesskabet,

F.

der henviser til, at tidligere udvidelser uden tvivl har været en succes både for Den Europæiske Union og for de tiltrædende medlemsstater, at de har bidraget til stabilitet, udvikling og fremgang i Europa som helhed, og at det derfor er vigtigt at skabe de rette betingelser for at sikre, at fremtidige udvidelser også bliver vellykkede,

G.

der henviser til, at stabiliserings- og associeringsaftaler spiller en vigtig og succesfuld rolle for forbindelserne mellem EU og landene på det vestlige Balkan med henblik på disse landes europæiske integration og fremmer det regionale samarbejde,

H.

der henviser til, at Det Europæiske Råd på sine møder i henholdsvis Thessaloniki i 2003 og i Bruxelles i 2006 bekræftede, at EU agtede at opfylde sine forpligtelser over for landene i det sydøstlige Europa og det vestlige Balkan,

I.

der i den forbindelse henviser til, at den fornyede enighed, Det Europæiske Råd nåede frem til i december 2006, er baseret på principper om konsolidering af forpligtelser, overholdelse af strenge og fair betingelser og bedre kommunikation med borgerne,

J.

der henviser til, at udvidelsesstrategien er langt mere end en forhandlingsmetodologi, der — som den gør — afspejler den faste overbevisning, at EU er et fællesskab med fælles værdier, og er uløseligt forbundet med debatten om EU's mål og effektivitet, dens fremtid og dens rolle i nabolandene og på verdensplan,

K.

der henviser til, at den metodologi og de kriterier for tiltrædelsesforhandlinger, som Kommissionen skitserer i sin ovennævnte meddelelse, fortjener fuld støtte og bør følges nøje, og til, at politiske hensyn ikke må føre til, at streng overholdelse af disse kriterier tilsidesættes,

L.

der henviser til, at EU's udvidelsesstrategi bør indgå i en bred række af politikinstrumenter, der tager sigte på at konsolidere demokratiet og skabe stabilitet og social udvikling i EU's nabolande samt styrke EU's rolle på verdensplan,

M.

der henviser til, at disse politikker bør omfatte de mange forskellige forhold, der gør sig gældende i EU's nabolande, især de lande, som har kandidatstatus, og med hvilke der er indledt forhandlinger, de lande, som har kandidatstatus, men med hvilke der endnu ikke er indledt forhandlinger, de lande, der har udsigt til medlemskab, de lande, der har som mål at blive integreret i EU, og endelig de lande, som blot ønsker nære naboskabsforbindelser med EU,

N.

der henviser til, at disse politikker bør være indbyrdes uafhængige, uden at de dog må forhindre et givent land i at avancere fra én form for kontraktligt forhold til EU til en anden, hvis de nødvendige interne og eksterne betingelser i det pågældende land er opfyldt,

O.

der henviser til, at de østlige partnere i den europæiske naboskabspolitik klart kan identificeres som europæiske lande, og at nogle af disse har givet udtryk for, at deres mål har europæisk perspektiv,

P.

der henviser til, at lande med udsigt til medlemskab som anført i ovennævnte beslutning af 13. december 2006 bør drage fordel af en tæt bi- eller multilateral forbindelse med EU, som er afpasset efter deres særlige behov og interesser, og som henviser til, at denne valgmulighed, der indebærer et bredt spektrum af operationelle muligheder, vil sikre partnerlande stabile, langsigtede perspektiver for etablering af institutionaliserede forbindelser med EU og skabe det nødvendige incitament for fremme af stabilitet, fred , respekt for menneskerettighederne og demokratiske og økonomiske reformer i de berørte lande,

Q.

der henviser til, at det i henhold til samme beslutning vil være op til alle de lande, der har udsigt til medlemskab, at afgøre, om de ønsker at drage fordel af lignende multilaterale ordninger som et foreløbigt skridt i retning af tiltrædelse,

R.

der henviser til, at der ligeledes må gøres effektivt rede for EU's udvidelsesstrategi, ligesom den må videreformidles til EU's nuværende samt til alle kommende borgere for at sikre, at de har fuldt kendskab hertil, og for således at skabe øget opbakning i offentligheden til EU's forpligtelser over for nabolandene og dermed også cementere EU's troværdighed og solidaritet som partner ved at forsøge at komme med svar på legitime betænkeligheder,

1.

er enig med Kommissionen i, at tidligere udvidelser har været en succes og til gavn for såvel de gamle som de nye medlemsstater, idet de har fremmet økonomisk vækst og sociale fremskridt og skabt fred, stabilitet, frihed og velstand i det europæiske kontinent; mener, at EU kan lære af de tidligere udvidelser, og at yderligere forbedringer af udvidelsesprocessens kvalitet skal bygge på hidtil indhøstede positive erfaringer;

2.

bekræfter sin bindende forpligtelse over for alle kandidatlande og de lande, som klart og utvetydig har fået stillet medlemskab i udsigt, baseret på den betingelse, at fuld og stringent opfyldelse af alle Københavnskriterierne i 1993 er et ufravigeligt krav, og understreger, at EU bør gøre en indsats for at styrke integrationskapaciteten, og at der i fuldt omfang bør tages hensyn til denne kapacitet;

3.

minder i denne forbindelse om, at det også er en uomgængelig betingelse, at landende i det tidligere Jugoslavien samarbejder fuldt ud med Den Internationale Krigsforbryderdomstol vedrørende det tidligere Jugoslavien;

4.

er af den opfattelse, at EU's udvidelsesstrategi bør opfylde kravene i EU-traktaten og afspejle de forpligtelser, EU allerede har indgået, og skabe en vis balance mellem Unionens geostrategiske interesser, konsekvenserne af den politiske udvikling uden for EU's grænser og Unionens integrationskapacitet, herunder dens evne til at tage kommende interne og eksterne udfordringer op og gennemføre dens politiske integrationsprojekt;

5.

minder i denne forbindelse om behovet for at gennemføre de nødvendige interne reformer med henblik på blandt andet at øge effektiviteten, den sociale samhørighed og styrke den demokratiske kontrol;

6.

påpeger, at integrationskapaciteten er forbundet med EU's evne på et givent tidspunkt til at træffe afgørelse om og dermed realisere sine politiske mål, især med hensyn til at fremme økonomiske og sociale fremskridt og et højt beskæftigelsesniveau i medlemsstaterne, at bekræfte sin identitet og evne til at gøre sig gældende på den internationale scene, at fremme såvel EU-medlemsstaternes som de europæiske borgeres rettigheder og interesser, at udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, at sikre fuld respekt for og videreudvikling af gældende fællesskabsret og at værne om de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder som nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder;

7.

mener, at begrebet integrationskapacitet som led i en EU-udvidelse omfatter følgende fire faktorer:

8.

understreger, at Københavnskriterierne skal respekteres fuldt ud og ligeledes overholdes af medlemsstaterne for dermed at gøre udvidelsesstrategien mere troværdig og effektiv og for at undgå, at der kræves højere standarder af ansøgerlande end dem, der anvendes i visse dele af EU;

9.

henviser endvidere til, at hver enkelt nye medlemsstats økonomiske struktur og interesser kan få indflydelse på, hvilken retning EU's politikker og budget følger, og at de påkrævede politiske tilpasninger vil kunne influere på selve Unionens karakter; minder om, at et sammenhængende fællesskab af nationer og borgere skal baseres på konsekvente politikker og fælles interesser;

10.

mener, at der skal tages behørigt hensyn til de budgetmæssige og bredere økonomiske og sociale følger af eventuelle yderligere udvidelser ved midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme 2007-2013 og udarbejdelsen af efterfølgende finansielle rammer;

11.

er ligeledes af den opfattelse, at alle tiltrædende medlemsstater må prøve at løse de vigtigste interne problemer, især spørgsmål vedrørende territoriale og forfatningsmæssige forhold, inden de kan tiltræde EU; mener, at EU før og under forhandlingerne med et tiltrædende land bør hjælpe landet med at løse disse problemer;

12.

går ind for, at der lægges vægt på konsolidering, konditionalitet og kommunikation som retningsgivende principper for EU's udvidelsesstrategi;

13.

mener, at enhver udvidelse skal følges op af en passende konsolidering og politisk koncentration og af en seriøs revurdering af EU's politikker og midler med henblik på at opfylde de europæiske borgeres forventninger og sikre EU's levedygtighed som politisk projekt;

14.

mener derfor, at udvidelser uden tilstrækkelig konsolidering og forberedelse kan få negative konsekvenser for Unionens interne samhørighed og medføre alvorlige konsekvenser for Unionens handleevne, eftersom det ville svække dens institutioner, gøre medlemsstaterne mere sårbare over for pres udefra og underminere dens troværdighed som global aktør;

15.

mener endvidere, at udvidelsesprocessens succes (og dermed EU's politiske integrations succes) kun kan sikres, hvis der er en klar og langvarig offentlig støtte til EU-medlemskab i de enkelte kandidatlande; mener derfor, at yderligere udvidelser bør gå hånd i hånd med en samordnet kommunikationspolitik, som inddrager alle EU-institutionerne og alle medlemsstaternes regeringer samt repræsentanter for civilsamfundet, og at denne kommunikationspolitik bør tage sigte på over for EU's borgere at redegøre for de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fordele ved udvidelse; minder derfor medlemsstaternes parlamenter og regeringer om, at det er deres ansvar at underrette offentligheden behørigt om tidligere udvidelsers positive resultater, status quo i de aktuelle forhandlinger og spørgsmål i forbindelse med nye medlemsstaters tiltrædelse;

16.

mener, at lande, der har udsigt til at blive medlemmer af EU, bør gøre alt for at forklare, inddrage og forberede deres offentlighed på integrationen i EU med inddragelse af civilsamfundet i denne proces lige fra starten;

17.

er ligeledes af den opfattelse, at udvidelsesstrategien bør følges op af eksterne kontraktlige rammer af et mere nuanceret tilsnit, og at disse rammer bør struktureres, så de udgør gensidigt gennemtrængelige koncentriske cirkler, hvor lande på stringente, men nøje præciserede interne og eksterne vilkår tilbydes muligheden for at skifte fra én status til en anden, hvis de måtte ønske det, og hvis de opfylder de kriterier, der er relevante for de enkelte specifikke rammer;

18.

mener ikke, at deltagelse i den europæiske naboskabspolitik hverken principielt eller reelt træder i stedet for et eventuelt EU-medlemskab eller udgør et stadium, som nødvendigvis fører til medlemskab; mener, at det begrebsmæssige, juridiske og politiske svælg mellem Unionens udvidelsesstrategi og dens naboskabspolitik må elimineres for at opfylde forventningerne hos Unionens østlige naboer; er af den faste overbevisning, at Kommissionens styrkede naboskabspolitik er utilstrækkelig i så henseende, selv om den absolut må ses som et positivt skridt i den rigtige retning, og at der er behov for en mere substantiel kvalitativ ændring;

19.

mener derfor, at Unionen med sigte på disse østlige nabolande, som på baggrund af deres politiske, økonomiske og sociale situation og Unionens nuværende integrationskapacitet på nuværende tidspunkt ikke har fået stillet medlemskab i udsigt, men som samtidig opfylder visse demokratiske og økonomiske kriterier, bør oprette et område baseret på fælles politikker, som især omfatter retsstatsprincipper, demokrati, menneskerettigheder, udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde, økonomiske og finansielle spørgsmål, handel, energi, transport, miljøspørgsmål, retlige anliggender, sikkerhed, migration, visumfri bevægelse og uddannelse; er af den opfattelse, at disse fælles politikker bør forfølge det overordnede mål om at støtte de østlige nabolande, således at de gradvis når op på EU's standarder, og for på denne måde at bane vejen for en endnu tættere integration i EU; er også overbevist om, at de fælles politikker bør udformes i fællesskab med de deltagende lande på grundlag af konkrete beslutningsprocedurer samt bør følges op af tilstrækkelig finansiel støtte; er positivt indstillet over for glæder sig over det forslag om et østligt partnerskab, som Polen og Sverige fremlagde på møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 26.–27. maj 2008, såfremt dette initiativ gennemføres inden for rammerne af EU;

20.

glæder sig over relanceringen inden for EU's rammer af »Barcelonaprocessen: En Union for Middelhavsområdet« og ser den som et positivt skridt i EU's forbindelser med nabolandene mod syd; mener, at denne nye udvikling underbygger argumentet for også at etablere konkrete kontraktlige, multilaterale forbindelser med EU's nabolande mod øst, som i forhold til de sydlige partnere har klare europæiske ambitioner og perspektiver; minder om, at disse forbindelser som et første skridt bør munde ud i etableringen af et frihandelsområde, som følges op af snævrere forbindelser efter en EØS+-model (et europæisk økonomisk samarbejdsområde plus), en slags europæisk Commonwealth eller specifikke regionale rammer for samarbejde;

21.

gentager betydningen af, at der i forbindelse med ovennævnte specifikke regionale rammer for samarbejde, fastlægges en mere avanceret og omfattende EU-strategi for Sortehavsregionen, som går videre end det nuværende synergiinitiativ, og som forudser oprettelse af en samarbejdsaftale for Sortehavet, som bør omfatte EU, Tyrkiet og alle stater langs Sortehavskysten som lige partnere, samtidig med at Ruslands fulde deltagelse tilstræbes, og som på et senere tidspunkt kan udvikle sig til en Sortehavsunion; mener, at en sådan multilateral ramme ikke kun vil give de deltagende lande mulighed for at styrke deres forbindelser med EU og drage nytte af samarbejde på tværs af mange forskellige politiske områder, men også ville give Den Europæiske Union mulighed for at spille en mere aktiv rolle i bestræbelserne på at finde fredelige løsninger på regionens konflikter og således bidrage positivt til sikkerhed i området;

22.

mener samtidig, at lande, der har anerkendte medlemskabsperspektiver, men stadig har et godt stykke vej igen, inden de opfylder de politiske, økonomiske og sociale betingelser, der er nødvendige for at opnå kandidatstatus, med fordel på frivillig basis kunne deltage i ordninger svarende til ovennævnte bilaterale eller multilaterale ramme; minder om, at et sådant foreløbigt skridt vil lette udnyttelsen af alle de instrumenter, der er tilgængelige for EU med henblik på at hjælpe disse lande hen imod fuldt medlemskab;

23.

glæder sig i den forbindelse over Kommissionens meddelelse af 5. marts 2008 om det vestlige Balkan: Forbedring af det europæiske perspektiv (KOM(2008)0127), hvori der præsenteres en række foranstaltninger med henblik på at yde støtte til landene i denne region i deres bestræbelser på at blive integreret i EU og styrke EU's forbindelser med disse lande på områder som f.eks. handel, energi, uddannelse og/eller forskning; glæder sig over undertegnelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen af 7. november 2007 med Republikken Serbien og af 16. juni 2008 med Bosnien-Hercegovina vedrørende yderligere skridt hen imod en styrkelse af båndene mellem den pågældende region og EU; anmoder i denne henseende om, at forhandlingerne om en liberalisering af reglerne for udstedelse af visa med landene i det vestlige Balkan fremskyndes med henblik på disse landes deltagelse i fællesskabsprogrammer;

24.

henstiller endvidere indtrængende til Kommissionen om at forelægge konkrete forslag til en mere mangesidet politik for de eksterne forbindelser med EU's nabolande, som har samklang med forslagene i denne beslutning, og at den overvejer sin egen administrative struktur, således at der i det mindste etableres et strukturelt bindeled mellem aktiviteterne i henholdsvis Generaldirektoratet for Udvidelse og RELEX-Generaldirektoratet;

25.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

3.12.2009