11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/1

1.1

EØSU går helhjertet ind for det franske formandskabs initiativ. Det henviser til Rådets henstilling af 20. november 2008 om unge volontørers mobilitet i EU (1). I lyset af de mange forskellige ordninger for unges aktive deltagelse i samfundet er den bedste tilgang til dette spørgsmål imidlertid at lade et europæisk initiativ tage udgangspunkt i en ramme

1.2

Aktiv deltagelse i samfundet, herunder tværnationale udvekslinger, gavner i høj grad den personlige udvikling, især hos unge, samt udviklingen af det organiserede civilsamfund i Europa. For volontørerne er der tale om en enestående mulighed for formel og uformel læring og for at tilegne sig sociale og sproglige færdigheder. Det kan give en bedre følelse af at være europæer og styrke viljen til at fortsætte engagementet senere i livet. Hvis ældre mennesker gives mulighed for at deltage i ordningerne, vil de kunne gøre brug af deres livserfaring, hvilket vil have en positiv effekt på deres helbred og livskvalitet. Når folk fra forskellige aldersgrupper samarbejder om udførelse af frivillige aktiviteter, vil forståelsen mellem generationerne også blive fremmet.

1.3

EØSU mener, at EU bør sætte sig ambitiøse mål, som omfatter en bredere deltagelse i civilsamfundet. Et første skridt vil være at følge de anbefalinger, som EØSU fremførte i sin tidligere udtalelse (2).

1.4

EØSU opfordrer derfor medlemsstaterne til at foranstalte et samarbejde mellem arrangører af frivillige aktiviteter, hvorved der indføres et tværnationalt element i eksisterende former for frivillige aktiviteter.

1.5

EU bør støtte og fremme et europæisk medborgerskabsinitiativ (3), der kombinerer politikker og aktiviteter for udvekslingssprogrammer, der ikke længere hovedsagelig er rettet mod unge. Et mål kunne være at bidrage til den europæiske integration. EØSU finder det naturligt, at EU afsætter flere finansielle ressourcer til sådanne programmer. Initiativet skulle gøre det muligt i første omgang at fordoble den nuværende deltagelse i ungdomsudvekslinger og øge andre aldersgruppers deltagelse væsentligt.

1.6

EØSU anser det for nødvendigt i højere grad at målrette projekterne mod dårligt stillede befolkningsgrupper, herunder navnlig unge.

1.7

Det vil være nødvendigt at sikre bedre samarbejde mellem de eksisterende nationale og europæiske programmer og reducere tekniske hindringer samt problemer med syge- og ulykkesforsikringsdækning. EU bør derfor overveje at udvikle et mærke for udviklingsprogrammer, der opfylder EU's kvalitetsstandarder. Kvaliteten af frivillige aktiviteter, uanset hvilken form de antager, er vigtig og må derfor sikres på passende vis.

1.8

EØSU anser det for vigtigt at fremme et tredjelandsaspekt for hermed at bidrage til EU's indsats for at opfylde millenniummålene og gennemførelsen af EU's politik for udvikling og humanitær bistand.

1.9

EU må foretage en evaluering af dette område ved at igangsætte og støtte forskning og ved at udvikle de statistiske komponenter.

1.10

Forsikrings-, sundheds- og sikkerhedsspørgsmål skal også løses. Frivillige bør nyde en rimelig social beskyttelse under deres tjeneste, men det er vanskeligt, hvis de sociale sikkerhedsbestemmelser for tværnationale frivillige er forskellige fra land til land. EØSU mener derfor, at Kommissionen bør fremme en fælles forståelse af ovennævnte spørgsmål, og opfordrer medlemsstaterne og de pågældende institutioner til at finde en løsning på disse centrale problemer.

1.11

EØSU er klar over det nødvendige i at følge dette spørgsmål op, f.eks. i form af en konference med deltagelse af alle nationale civiltjenesteorganer, Kommissionen og ngo'er, som er aktive inden for enten ungdomsarbejde eller frivilligt arbejde, med henblik på at fremme udviklingen af en ramme for et europæisk medborgerskabsinitiativ.

2.1

EØSU glæder sig over det franske formandskabs initiativ til at anmode EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om en europæisk civiltjeneste.

2.2

I betragtning af de mange forskellige ordninger for unges aktive deltagelse i samfundet, hvad enten det drejer sig om civiltjeneste, volontørtjeneste eller andre former for deltagelse, må der være en helt klar ramme for og definition af et europæisk initiativ. EØSU mener, at spørgsmålet bedst tackles på EU-plan ved at operere med et bredere begreb end den traditionelle civiltjeneste og lade et europæisk initiativ tage udgangspunkt i en ramme:

2.3

Dette kunne kaldes et europæisk medborgerskabsinitiativ og omfatte en række forskellige traditioner og praksisser for frivillige aktiviteter, herunder civiltjenester i de forskellige medlemsstater.

2.4

Allerede traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab indeholdt bestemmelser om udveksling af unge arbejdstagere for at fremme og uddybe solidariteten mellem Europas folk.

2.5

En tidligere EØSU-udtalelse om frivilligt arbejde (4) indeholdt en række anbefalinger, bl.a.

2.6

EØSU konstaterer, at selv om der er sket fremskridt, er mange af henstillingerne og forslagene endnu ikke blevet gennemført. Med nærværende udtalelse understreger EØSU endnu en gang behovet for at gennemføre den tidligere udtalelses henstillinger og at øge ambitionsniveauet for en særlig del af det frivillige arbejde, nemlig volontørtjenesten.

2.7

EØSU anser det for nødvendigt i højere grad at inddrage civilsamfundet i den europæiske integration. Et ambitiøst anlagt europæisk medborgerskabsinitiativ, som er tilgængelig for alle aldersgrupper, kan bidrage til at lukke tillidskløften mellem den almindelige borger og EU. At fremme folks aktive medborgerskab bidrager til EU's principper om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder og ikke-diskrimination.

2.8

EØSU understreger det nødvendige i, at alle i højere grad deltager aktivt i samfundet. Dette gælder navnlig unge og/eller dårligt stillede med henblik på, at de kan styrke deres følelse af medborgerskab og solidaritet. Samarbejdet mellem medlemsstaterne, Kommissionen og EØSU på civiltjenesteområdet bør også forbedres.

2.9

I den nuværende traktat findes det juridiske grundlag for ungdomspolitikken og medborgerskab i artikel 149 og 151, som udelukker harmonisering af love, men giver EU mulighed for at tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne og fremme udveksling af unge. I Lissabontraktaten udvides ungdomspolitikken noget, idet unges deltagelse i det demokratiske liv i Europa tilføjes.

2.10

Lissabontraktaten vil, når den træder i kraft, skabe en ramme for unge europæeres fælles bidrag til EU's humanitære bistandsprojekter – et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand.

2.11

I dag gennemføres frivillige aktiviteter primært gennem den åbne koordinationsmetode inden for rammerne af EU's ungdomspolitik, som består af tre primære elementer:

2.12

Der er mange grunde til at overveje at øge den aktive deltagelse i samfundet i Europa. EU har et større ansvar end noget andet kontinent for at opfylde millenniumudviklingsmålene. Europa er en af verdens største donorer. At involvere Europas borgere i opfyldelsen af verdens største udfordringer ville ikke kun bidrage til den enkeltes personlige udvikling, men også bidrage til større forståelse og skabe nødvendige netværk i en globaliseret verden.

2.13

De nationale civilforsvarstjenester har i nogle tilfælde eksisteret som et alternativ til militærtjeneste. Med den aktuelle reduktion af værnepligten og den stigende professionalisering af militæret i medlemsstaterne reduceres også civilforsvarstjenesterne. På den anden side kunne udvikling af volontørtjenester for unge også være et attraktivt alternativ for at involvere unge i samfundet, selv om militærtjeneste/civilforsvarstjeneste bliver mindre udbredt.

2.14

Frivilligt arbejde og andre civilsamfundsinitiativer tiltrækker sig større og større opmærksomhed af en række grunde. Repræsentanter for EU's medlemsstater, tiltrædelseslande og Kommissionen mødtes i Rom efter invitation fra det italienske formandskab i 2004 til den første konference om samfundsnyttigt arbejde og ungdom. Den italienske konferenceledelse anbefalede i sine konklusioner bl.a.:

3.1.1

Programmet Aktive Unge omfatter Den Europæiske Volontørtjeneste. Volontører i alderen 18-30 år tilbringer 2-12 måneder i udlandet. De kan deltage i særlig uddannelse, og deres læringserfaringer anerkendes formelt med et ungdomspas. I årene 1996-2006 deltog omkring 30 000 volontører i Den Europæiske Volontørtjeneste.

3.1.2

Inden for rammerne af Grundtvig-programmet vil ældre mennesker fra 2009 blive omfattet af institutionaliserede former af den europæiske volontørtjeneste. I første omgang vil omfanget af disse udvekslinger ikke være særlig stort, men det er værd at bemærke, at Kommissionen søger metoder til at støtte frivilligt arbejde udført af forskellige aldersgrupper. Hertil kommer, at de foranstaltninger, der gennemføres som led i Kommissionens »Europa for Borgerne«-program vil skabe reelle muligheder for udveksling af frivillige fra forskellige lande og forskellige aldersgrupper.

3.1.3

Tusindvis af organisationer, der er aktive i EU-landene, har i mange år beskæftiget sig med bilateralt samarbejde. Et vigtigt element heri er udveksling af frivillige. Udvekslingen er decentral, men der findes ingen data om fænomenets omfang. Ser man udelukkende på de udvekslinger, der gennemføres af organisationer med en global struktur, er det imidlertid klart, at et betragteligt antal europæere, især unge, deltager i disse programmer.

3.1.4

Den Europæiske Volontørtjeneste har visse kerneværdier og kvalitetsstandarder, som er fastsat i chartret for Den Europæiske Volontørtjeneste. For at beskytte og opretholde disse værdier og standarder skal organisationer, som ønsker at udsende eller modtage volontører eller koordinere et projekt under Den Europæiske Volontørtjeneste, først godkendes.

3.1.5

EU's Erasmusprogram har haft stor succes med at øge mobiliteten for universitetsstuderende og støtte samarbejde mellem videregående uddannelsesinstitutioner. Omkring 90 % af de europæiske højere læreanstalter deltager i Erasmus, og 1,9 mio. studerende har deltaget siden programmets start i 1987. Programmet søger at udvide sine mobilitetsaktioner og sigter mod at nå op på 3 mio. Erasmus-studerende i 2012.

3.1.6

Under Leonardo da Vinci-programmet findes der flere aktiviteter, som støtter mobiliteten for unge under erhvervsuddannelse, arbejdstagere eller selvstændige samt for undervisningspersonale inden for erhvervsuddannelserne.

3.2.1

EØSU anerkender de forskellige former og traditioner for samfundsnyttigt arbejde og andre former for frivillige aktiviteter i medlemsstaterne, som sigter mod aktivt, solidarisk medborgerskab og social udvikling, og understreger ngo'ers rolle og bidrag som aktive inden for enten ungdomsarbejde eller frivilligt arbejde. EØSU er også opmærksom på, at der ikke foreligger ret mange oplysninger, som beskriver medlemsstaternes programmer for samfundsnyttigt arbejde og frivillige aktiviteter.

3.2.2

I en række medlemsstater, herunder Tyskland, Italien og Frankrig, er der allerede indført forskellige former for civiltjeneste (obligatorisk eller frivilligt) for unge. Andre lande er enten i færd med eller overvejer at indføre sådanne tjenester.

4.1.1

EØSU ville derfor bifalde, at medlemsstater med stærke traditioner og interesser på området indleder et samarbejde, som kan give de eksisterende former for samfundsnyttigt arbejde og civiltjenester et tværnationalt element.

4.1.2

EØSU er enigt i, at den manglende samordning mellem de forskellige nationale ordninger og de sparsomme oplysninger, som begrænser Den Europæiske Volontørtjenestes muligheder, er bekymrende. Udvalget glæder sig også over bestræbelserne på at opnå en bredere anerkendelse af Den Europæiske Volontørtjeneste på linje med Erasmusprogrammet.

4.2.1

EØSU mener, at EU bør opstille ambitiøse mål for en bredere deltagelse i civilsamfundet. Første skridt er at gennemføre EØSU's henstillinger i den tidligere udtalelse (jf. punkt 2.5).

4.2.2

EU bør fremme et europæisk medborgerskabsinitiativ, der kombinerer politikker og aktiviteter for udvekslingsprogrammer, som ikke kun sætter fokus på de unge, men også sikrer en stærkere europæisk komponent. Tjenesteperioden bør ideelt set gennemføres i et andet land end hjemlandet. EØSU mener, at EU bør afsætte flere finansielle midler til sådanne programmer.

4.2.3

I første trin bør den sigte mod en fordobling af den nuværende deltagelse i udvekslingen af unge volontører. Dette bør være muligt, i betragtning af at over 100 000 studerende i øjeblikket deltager i Erasmusprogrammet, mens kun en meget lille del af EU's unge deltager i andre ungdomsudvekslingsprogrammer. På langt sigt bør disse programmer sigte mod at nå op på samme deltagelse som Erasmus.

4.2.4

EØSU mener, at det er vigtigt i højere grad at målrette arbejdet mod dårligt stillede unge, som vil få det største udbytte af at deltage i civilsamfundet, men som ofte ikke har de økonomiske og/eller uddannelsesmæssige forudsætninger for at gøre det.

4.2.5

Et sådant initiativ bør også omfatte andre grupper end unge. Europa oplever en aldring af befolkningen, men ældre mennesker er mere aktive end tidligere og ønsker også at spille en mere synlig rolle i samfundet. At inddrage andre grupper som f.eks. pensionister i ordningen ville efter EØSU's opfattelse bidrage til begrebet aktiv alderdom og bringe en ny gruppe mennesker fra forskellige lande tættere på hinanden. Det ville give ældre mennesker mulighed for at deltage i samfundslivet, bruge deres livserfaring og fortsat føle sig nyttige. Dette ville have en positiv effekt på deres helbred og livskvalitet. Frivillige aktiviteter kan også fremme forståelsen mellem generationer, når unge og gamle arbejder sammen, udveksler erfaringer og støtter hinanden.

4.2.6

Det er vigtigt at sikre, at der er fuldt samarbejde mellem de eksisterende nationale og europæiske programmer. Dette ville mindske tekniske hindringer som manglende gensidig anerkendelse af erfaringer fra civiltjenester og af unges kvalifikationer samt problemer med hensyn til syge- og ulykkesforsikringsdækning. Til den ende bør EU fastlægge et mærke for udvekslingsprogrammer, der opfylder EU's kvalitetsstandarder.

4.2.7

I dag er statsstøtte vigtig for at stimulere udviklingen af programmer og garantere kvalitetsstandarder. Imidlertid dækker intet land alle udgifterne til de frivillige projekter, navnlig ikke til tværnationale aktiviteter, og ofte søges supplerende, private midler. For at fremme udvekslinger og opbygge et europæisk medborgerskabsinitiativ må EU derfor øge sit budget til frivillige aktiviteter, herunder udvekslinger, betydeligt for at dække f.eks. udgifter til koordinering, incitamenter og tværsubsidier mellem lande. EØSU opfordrer også medlemsstaterne til at øge midlerne til disse aktiviteter.

4.2.8

Udvalget anser det for vigtigt at fremme et tredjelandselement, hvor frivillige kan gøre tjeneste i udlandet og hermed bidrage til EU's arbejde for at nå millenniumudviklingsmålene og gennemføre EU's politik for udvikling og humanitær bistand. Et initiativ, der fremmer en bredere ramme og et større antal udvekslinger, bør også koordineres med det europæiske korps for humanitær bistand, som omtales i Lissabontraktaten. Korpset kunne også på længere sigt omfatte andre grupper end unge. I den sammenhæng er det vigtigt at sikre, at EU's visumpolitikker ikke unødigt hæmmer sådanne udvekslinger.

4.2.9

Endelig må EU også fremhæve og evaluere dette område ved at iværksætte og støtte forskning og udvikle de statistiske komponenter. Samarbejdet mellem eksisterende civiltjenester skal diskuteres yderligere, følges op og overvåges inden for en passende institutionel ramme.

4.3.1

Det europæiske medborgerskabsinitiativ vil bidrage til at underbygge de universelle og europæiske værdier: frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstaten. Det bør endvidere have til formål at udvikle sociale, sproglige og netværksfærdigheder samt fremme EU's opbygning og funktion samt erhvervelsen og udvekslingen af erfaringer. Viljen til at opnå viden eller en bedre forståelse af ens egen karakter og evner er faktorer, der ofte ligger til grund for unges engagement i volontørarbejde og samtidig bidrager til, at de unge kan leve op til kravene i det videnbaserede samfund.

4.3.2

EØSU mener, at der er store muligheder for tværnationalt samarbejde og udveksling af frivillige på mange forskellige områder (f.eks. social integration, menneskelige behov, børn og unge, sport, oplysning, beskyttelse af den historiske arv, kultur og kunst, miljø, civilbeskyttelse etc.), som kan fremme medborgerskabets europæiske dimension.

4.3.3

EØSU mener, at et europæisk medborgerskabsinitiativ også kunne forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne, tiltrædelseslandene og landene under den europæiske naboskabspolitik med hensyn til aktivt medborgerskab og solidaritet.

4.3.4

Frivillige kan indsamle vigtige uformelle erfaringer og viden, som er et krav på arbejdsmarkedet, og opbygge et kontaktnetværk. Frivillige kan også opnå nøglekompetencer og viden på områder som oplysningsvirksomhed, kommunikation, udtryksevne, sociale færdigheder, lederevner og faglig uddannelse. Frivillige aktiviteter kan dermed udgøre en vigtig del af en persons curriculum vitæ og karriere, men det må sikres, at unge menneskers frivillige arbejde og uformelle læring anerkendes.

4.3.5

Der er imidlertid også udfordringer, bl.a. de frivilliges manglende retsstatus. Nationale rammer fastlægger den status, de frivillige og volontørorganisationerne har i hjemlandet og, i mindre grad, i udlandet. Der findes imidlertid ingen lovrammer, som giver f.eks. frivillige i Den Europæiske Volontørtjeneste en egentlig retsstatus.

4.3.6

Forsikrings-, sundheds- og sikkerhedsspørgsmål skal også løses. Frivillige bør garanteres tilstrækkelig social beskyttelse under deres tjeneste, men det er vanskeligt, hvis bestemmelserne for tværnationale frivillige med hensyn til social sikkerhed er forskellige fra land til land. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at fremme en fælles forståelse af disse spørgsmål, og opfordrer medlemsstaterne og de pågældende institutioner til at finde en løsning på disse centrale problemer.

4.3.7

Der må gøres alt for at undgå en potentiel forståelseskonflikt mellem lønnet arbejde og frivilligt arbejde. Forskellene mellem arbejdstagere og frivillige og de frivilliges ansvar, hvor dette er relevant, må klart defineres. Frivillige aktiviteter skal ikke træde i stedet for beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt at samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

5.1

Det organiserede civilsamfund er den centrale sektor for frivillige aktiviteter. En lang række civilsamfundsorganisationer er allerede i dag involveret i Den Europæiske Volontørtjeneste og andre EU-programmer. Frivillige organisationer bør også fortsat spille en vigtig rolle i forbindelse med et bredere udvekslingsprogram.

5.2

Non-profit og frivillige organisationer udfører ofte diverse velfærdsydelser i Europa. Samtidig er deltagelsen i folkebevægelser i Europa i mange tilfælde faldende. På den baggrund kan et europæisk medborgerskabsinitiativ både bidrage til at udvikle den folkelige deltagelse i det organiserede civilsamfund og til at forbedre organisationernes selvudviklingsmuligheder. En evaluering og diskussion af de frivillige organisationers rolle og position i samfundet kan føre til en ændring af organisationernes særlige bidrag og til at øge bevidstheden om den merværdi, de tilfører samfundet.

5.3

Det europæiske medborgerskabsinitiativ kan også bidrage til et stærkere og mere levende civilsamfund. Dette vil skabe social kapital i form af tillid, mindre korruption samt medlemskab af frivillige foreninger.

5.4

Civilsamfundsorganisationer er ofte berørt af problemet med akkreditering af organisationer og spørgsmålet om udvekslingens kvalitet. EØSU opfordrer det organiserede civilsamfund i medlemsstaterne og på europæisk niveau til at samarbejde om at finde fælles principper for akkreditering og udvikle yderligere fælles kvalitetskriterier. Dette kunne eventuelt ske i samarbejde med de ansvarlige offentlige myndigheder.

5.5

EØSU er klar over det nødvendige i at følge dette spørgsmål op, f.eks. i form af en konference med deltagelse af alle nationale civiltjenesteorganer, Kommissionen og ngo′er, som er aktive inden for enten ungdomsarbejde eller frivilligt arbejde, med henblik på at fremme udviklingen af en ramme for et europæisk medborgerskabsinitiativ.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/8

1.1

Nærværende udtalelse beskæftiger sig med samarbejdet og videnoverførslen mellem forskningsinstitutioner (Research Performing Organisations), industrien og SMV'er, da dette samarbejde spiller en afgørende rolle, når det gælder om at udvikle innovative produkter og processer på grundlag af forskningsresultater.

1.2

Udvalget anbefaler, at medarbejdere i industrien og SMV'er systematisk informeres om, hvilke skatte af viden og teknologi der findes på universiteter og i forskningsinstitutioner i EU, og hvordan der etableres kontakt til disse steder. Udvalget anbefaler derfor, at Kommissionen yder en indsats for at etablere et europæisk (internetbaseret) søgeværktøj, som integrerer og supplerer de eksisterende informationssystemer for hermed bedre at imødekomme det særlige informationsbehov.

1.3

Udvalget støtter bestræbelserne på at etablere fri internetadgang til videnskabelige publikationer. Dette vil dog som regel være forbundet med øgede udgifter for det offentlige. Derfor bør man tilstræbe aftaler om gensidige ordninger mellem EU's medlemsstater og med ikke-europæiske stater. Dette bør ikke begrænse forskningsinstitutionernes og forskernes frihed til at vælge det tidsskrift eller det forum til publicering af deres resultater, som sikrer den bedste udbredelse og anerkendelse af deres resultater på verdensplan.

1.4

Udvalget anbefaler at fortsætte overvejelserne om fri adgang til forskningsdata, men også at fastsætte grænserne for en sådan procedure. Den bør ikke omfatte en for tidlig åben adgang til alle data undervejs i forskningsprocessen inklusive såkaldte rådata. Udvalget anbefaler en forsigtig og gradvis fremfærd fra Kommissionens side med inddragelse af de berørte forskere.

1.5

I betragtning af de forskellige arbejdskulturer i forskningsinstitutioner og industri anbefaler udvalget, at der sikres en rimelig afbalancering af de forskellige interesser. Dette vedrører spændingsfeltet mellem offentliggørelse af resultaterne i god tid og den nødvendige hemmeligholdelse samt rettighederne til intellektuel ejendom inklusive patenter.

1.6

Udvalget finder det derfor positivt, at Kommissionen i mellemtiden har præciseret, at den med sin henstilling om behandling af intellektuelle ejendomsrettigheder selv ved kontraktforskning på ingen måde ønsker at gribe ind i den frie aftaleret mellem samarbejdspartnere. Kommissionens henstillinger skal være en hjælp, men må på ingen måde blive en spændetrøje.

1.7

Udvalget gentager sine anbefalinger om et europæisk patent med en rimelig nyhedsbeskyttelsesfrist (grace period) for opfinderne.

1.8

I forbindelse med udvikling af store videnskabelige forskningsinfrastrukturer, f.eks. acceleratorer, strålingskilder, satellitter, jordbaseret astronomisk udstyr eller fusionsanlæg, er forskningsinstitutionerne ikke primært leverandører af ny viden, men ordregivere og kunder. Udvalget anbefaler at undersøge, om de hidtidige erfaringer med anvendelse af de eksisterende støtte-, budget-, licitations- og konkurrenceregler i EU og medlemsstaterne er hensigtsmæssige med hensyn til at bevare og udnytte de færdigheder og den specialviden, som industrien oparbejder i forbindelse med sådanne ordrer til gavn for den europæiske konkurrenceevne og for tilsvarende senere ordrer, eller om der her er behov for nye industripolitiske strategier.

2.1

Udvalget har afgivet talrige udtalelser (1) om forskningspolitiske spørgsmål og i denne forbindelse navnlig påpeget, at tilstrækkelig forskning og udvikling er af afgørende betydning for Lissabon- og Barcelonamålene.

2.2

Et særlig vigtigt aspekt i disse anbefalinger var samarbejdet mellem forskningsinstitutioner, herunder universiteter (Public Research Organisations – PRO'er eller Research Performing Organisations), industrien og SMV'er, og den nødvendige videnoverførsel i denne forbindelse med henblik på at udvikle innovative processer og markedsdygtige produkter. I en uddybelse af dette aspekt fokuserer nærværende udtalelse på de i kapitel 3-5 anførte emner (a) publikationer og oplysninger, (b) samarbejde om udvikling af markedsdygtige produkter og processer samt (c) samarbejde om udvikling af forskningsinfrastrukturer (2).

2.3

Disse emner berører balancen - men også modsætningen - mellem samarbejde og konkurrence. Således er det på den ene side nødvendigt at samarbejde for at bevare og styrke den europæiske industris konkurrenceevne i forhold til landene uden for EU. På den anden side må dette ikke forvride konkurrencen mellem de europæiske virksomheder indbyrdes. Dette bliver reguleret med reglerne om statsstøtte (EU's støttelovgivning), som sikrer et fair indre marked.

2.4

Dette spændingsfelt danner baggrund for de efterfølgende diskussioner og anbefalinger, navnlig med hensyn til rettighederne til intellektuel ejendom og de problemer med fri videregivelse af information, som er knyttet hertil.

2.5

Kommissionen og Rådet har også taget spørgsmålet om samarbejde op, og dette har bl.a. ført til Kommissionens henstilling (3) om intellektuelle ejendomsrettigheder i forbindelse med videnoverførsel og om en praksiskodeks for universiteter og andre offentlige forskningsinstitutioner. Målet er at påvirke medlemsstaterne og forskningsinstitutionerne i retning af en mere ensartet procedure. Imidlertid har netop disse henstillinger, selv om de i vidt omfang indeholder hensigtsmæssige målsætninger og forslag, rejst nye spørgsmål og med hensyn til rettighederne til intellektuel ejendom ved samarbejds- og kontraktforskning ført til store betænkeligheder hos de berørte organisationer. Nærværende udtalelse kommer bl.a. ind på disse spørgsmål, og hvilke løsninger Kommissionen efterfølgende må finde på dem.

—

Forskning kræver en tidlig offentliggørelse af resultaterne, så andre forskere og forskningsgrupper får mulighed for at efterprøve resultaterne. Dette tjener desuden til at fremme den synergi, som opstår gennem den direkte gensidige kommunikation i det videnskabelige samfund, navnlig når flere laboratorier samarbejder om et fælles forsknings- og udviklingsprogram.

—

Også det offentlige må normalt insistere på en tidlig offentliggørelse af resultaterne af den forskning, det støtter, for at sikre retfærdig støttetildeling og konkurrence.

—

Alligevel er det i dag sådan, at også forskningsinstitutioner, som modtager offentlige midler, i tilfælde af resultater med opfindelsespotentiale må indgive en patentanmeldelse, før de offentliggør deres resultater, da det ellers kan skade nyhedsværdien og mulighederne for at opnå patent. Denne nødvendighed, som ligeledes gælder for open access, fremhæves også i Kommissionens henstilling om intellektuel ejendom (15).

—

For at tage brodden af den interessekonflikt, der følger heraf, har EØSU gentagne gange anbefalet, at man i medlemsstaternes patentlovgivning samt i det kommende EU-patent indfører en nyhedsbeskyttelsesfrist (16) (grace period).

—

Til gengæld må en virksomhed som regel - af hensyn til sin konkurrencesituation - i det mindste være interesseret i en fortrolig behandling af resultaterne af sin produktudvikling, indtil der kan tilbydes et salgsmodent nyt produkt, eller de relevante patenter er sikret.

5.1

Teknisk ukendte områder – enkeltstående eksempler. Foruden det ovenfor behandlede samarbejde mellem forskning og industri findes der imidlertid yderligere en kategori, som ligeledes er af stor betydning, og hvor forskningsinstitutionerne ikke primært leverer ny viden til brug for udvikling af innovative serieprodukter (eller metoder), men er ordregiver og kunde. Det drejer sig primært om udvikling af nye forskningsinfrastrukturer som f.eks. accelleratorer, strålingskilder, satellitter, jordbaseret astronomisk udstyr eller fusionsanlæg. Her udvikler og fremstiller industrien - ofte på grundlag af forudgående udviklingsordrer - vigtige nyskabende enkeltkomponenter.

5.2

Specialisering og risiko. Dette innovative område kræver meget dygtige, specialiserede fagfolk i virksomhederne og - på grund af muligheden for mislykkede projekter - risikovillighed. Det umiddelbare økonomiske udbytte er nemlig for det meste begrænset, især da de fremstillede produkter næsten altid er unika, og virksomhederne ikke sjældent undervurderer den nødvendige indsats. Man må som regel gå ud over den eksisterende knowhows grænser over en bred front.

5.3

Drivkraft for tekniske fremskridt. Sådanne ordrer fører ganske vist til en kraftig vækst i de involverede virksomheders high tech-kapacitet, som på langt sigt forbedrer deres konkurrenceevne på beslægtede områder og generelt er til gavn for det tekniske fremskridt. Alligevel har virksomhederne ofte svært ved at bevare deres potentiale, herunder medarbejdere og ingeniører på de enkelte specialområder, til efterfølgende ordrer, som ikke kommer umiddelbart efter afslutningen af den første, især da det bedre kan betale sig at anvende dem på økonomisk langt mere indbringende udviklings- og produktionsprocesser for serieprodukter.

5.4

Anvendelse af konkurrence- og licitationsregler. Anvendelsen af de eksisterende konkurrence- og licitationsregler kan gøre situationen mere vanskelig, især da det ikke uden videre tillades, at den virksomhed, som har udført udviklingsordren, som en selvfølge også får produktionsordren. Dette kan føre til, at produktionsordren må gives til en mindre erfaren virksomhed, som netop på grund af mindre erfaring har undervurderet udfordringen og derfor afgivet et billigere tilbud. Denne problematik har hos nogle virksomheder sågar ført til, at de ikke længere byder på sådanne ordrer eller ikke længere modtager sådanne ordrer. Heller ikke instrumentet »prækommercielle indkøb (23)« synes i tilstrækkelig grad at give en løsning på problematikken, da der ikke senere opstår nogen serieproduktion.

5.5

Problematik og søgning efter løsninger. EØSU har heller ingen patentløsning herpå. Udvalget vil imidlertid gerne pege på en alvorlig problematik, som ikke kun fordyrer og forsinker sådanne store projekter, men som heller ikke udnytter de evner og erfaringer, der er opnået under processen, optimalt, fordi meget værdifulde evner ofte går tabt igen. Det anbefaler derfor, at Kommissionen udpeger en højtstående ekspertgruppe (24), som skal behandle de hidtidige erfaringer. Dette kunne skabe klarhed over, om de eksisterende støtte-, budget-, konkurrence- og licitationsregler og anvendelsen heraf passer til denne specielle situation, eller om der er behov for nye industripolitiske instrumenter på dette område.

5.6

ITER. EØSU har det indtryk, at Kommissionen er helt klar over problemet f.eks. i forbindelse med det internationale ITER-projekt, og at man her allerede er ved at indlede passende foranstaltninger for at inddrage industrien. Denne fremgangsmåde bør så vidt muligt også overføres til kravene til de kommende forskningsinfrastrukturer (ESFRI-listen).

—

Syvende rammeprogram for forskning og udvikling (INT/269, CESE 1484/2005 - EUT C 65/9, 17.3.06)

—

Nanovidenskab og nanoteknologi (INT/277, CESE 582/2006 - EUT C 185/1, 8.8.06)

—

Femårsevaluering af forskningsindsatsen (1999-2003) (INT/286, CESE 729/2006 - EUT C 195/1, 18.8.06)

—

RTD – særprogrammer (INT/292, CESE 583/2006 - EUT C 185/10, 8.8.06)

—

Forskning og innovation (INT/294, CESE 950/2006 - EUT C 309/10, 16.12.06)

—

Virksomheders deltagelse - syvende rammeprogram (INT/309, CESE 956/2006 - EUT C 309/35, 16.12.06)

—

Virksomheders deltagelse - syvende rammeprogram 2007-2011 (Euratom) (INT/314, CESE 957/2006 - EUT C 309/41, 16.12.06)

—

Investeringer i viden og innovation (Lissabon-strategien) (INT/325, CESE 983/2007 - EUT C 256/17, 27.10.07)

—

Europas potentiale - forskning, udvikling og innovation (INT/326, CESE 1566/2006 - EUT C 325/16, 30.12.06)

—

Det Europæiske Teknologiske Institut (INT/335, CESE 410/2007 - EUT C 161/28, 13.7.07)

—

Grønbog om det europæiske forskningsområde - nye perspektiver (INT/358, CESE 1440/2007 - EUT C 44/1, 16.2.08)

—

Oprettelse af et fællesforetagende for initiativet om innovative lægemidler (INT/363, CESE 1441/2007 - EUT C 44/11, 16.2.08)

—

»Artemis-fællesforetagendet« til gennemførelse af det fælles teknologiinitiativ vedrørende indlejrede computersystemer (INT/364, CESE 1442/2007 – EUT C 44/15, 16.2.08)

—

Oprettelse af et fællesforetagende »Clean Sky« (INT/369, CESE 1443/2007 - EUT C 44/19, 16.2.08)

—

Oprettelse af ENIAC-fællesforetagendet (INT/370, CESE 1444/2007 - EUT C 44/22, 16.2.08)

—

Forsknings- og udviklingsprogrammer for SMV'er (INT/379, CESE 977/2008 - EUT C 224/18, 30.8.08)

—

Konkurrencedygtige europæiske regioner gennem forskning og innovation (INT/383, CESE 751/2008 - EUT C 211/1, 19.8.08)

—

Oprettelse af fællesforetagende for brændselsceller og brint (INT/386, CESE 484/2008 - EUT C 204/19, 9.8.08)

—

Europæisk partnerskab for forskere (INT/435, CESE 1908/2008 - endnu ikke offentliggjort i EUT).

—

EF-rammebestemmelser for en europæisk forskningsinfrastruktur (ERI) (INT/450, CESE 40/2009 – endnu ikke offentliggjort i EUT).

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/15

1.1

EØSU er overbevist om vigtigheden af at sikre fuld anvendelse af princippet om fri bevægelighed for varer, der er nedfældet i traktaten og udviklet inden for de fælles rammer, der blev vedtaget i juli 2008 og i de efterfølgende sektorbestemmelser, således at produkter, der markedsføres lovligt i en medlemsstat, uden videre kan bringes i omsætning i hele EU med sikkerheds-, sundheds- og miljøbeskyttelsesgarantier i hele produktets livscyklus fra projektering til bortskaffelse.

1.2

EØSU støtter Kommissionens initiativ til revision af EU-bestemmelserne i direktiv 89/106/EF om byggevarer (byggevaredirektivet) med det formål at tilpasse dem til de aktuelle krav, opdatere indholdet og fastlægge sikre og ensartede lovgivningsrammer i EU.

1.3

Det er EØSU’s faste overbevisning, at der helt fra projekteringsfasen bør tages hensyn til kvaliteten af økosystemet i alle de typemæssige og strukturelle krav til bolig- og/eller bygningskomplekser. Det drejer sig om energieffektiv anvendelse af naturressourcer, forbedring af boligforholdene for beboerne og om at udvise større ansvarlighed i forbindelse med procedurer, processer og teknikker for at opfylde kravene om kvalitet og sikkerhed over for arbejdere og slutbrugere.

1.4

EØSU mener, at der er behov for at styrke det europæiske standardiseringssystem for byggevarer ved at støtte standardiseringsorganerne og indarbejde forhold vedrørende sikkerhed på arbejdspladsen, anvendelsen af industrivarer og nedrivningen heraf i standarderne.

1.5

EØSU mener, at der i innovative byggevarer ligger et overordentligt stort potentiale for at mindske de negative virkninger af klimaændringerne og forbedre kvaliteten af boligforholdene, hvilket fagfolk, bygge- og anlægsvirksomheder og brugere bør udnytte for på den måde at yde et konkret og effektivt bidrag til at beskytte miljøet og spare energi.

1.6

EØSU gentager, at den frie bevægelighed for varer bør være en afgørende drivkraft for konkurrenceevnen og den økonomiske og sociale udvikling af EU’s indre marked, og at styrkelsen og moderniseringen af vilkårene for at bringe sunde og sikre produkter i omsætning er forbrugernes og brancheaktørernes garanti for kvalitet.

1.7

EØSU finder, at det er vigtigt at sikre harmoniserede lovgivningsmæssige rammer i EU for markedsføringen og fremstillingen af byggevarer i EU’s indre marked.

1.8

EØSU lægger stor vægt på behovet for at genetablere CE-mærkets troværdighed og øge kvaliteten af systemet for akkreditering af de notificerede organer. Der bør udarbejdes en retlig ramme, som sikrer sammenhæng, sammenlignelighed og samordning inden for det decentraliserede system, effektiv markedsovervågning og ensartede og forenklede definitioner og procedurer.

1.9

EØSU anbefaler, at der tilføres tilstrækkelige finansielle ressourcer til støtte for fællesskabsprogrammer til uddannelse og oplysning rettet mod alle berørte offentlige og private aktører - særligt uddannelsesfremstød over for underviserne – og et program, der kan ledsage og overvåge gennemførelsen heraf.

1.10

EØSU mener, at det er vigtigt med regler for procedurer, der specifikt sigter mod forenkling, og især for SMV’er og mikrovirksomheder forenkler adgangen til CE-mærkningsordningen, og at de nationale produktkontaktpunkter kobles til SOLVIT (1) for at lette problemløsningen.

1.11

EØSU mener, at de nye standarder og de tekniske bilag bør være ledsaget af tekniske vejledninger om udviklingen af de grundlæggende krav til aktiviteter knyttet til brugen af miljøvenlige primære og sekundære materialer og innovative produkter.

1.12

EØSU er fortaler for, at fællesskabssystemet for hurtig varsling og informationsudveksling (RAPEX) finder specifik anvendelse på byggevaresektoren og mener, at det er vigtigt, at konstaterede overtrædelser og svindel offentliggøres i EU-Tidende og på en europæisk webportal for byggevarer.

1.13

EØSU mener, at tidsfristerne er alt for korte til en fuld og effektiv gennemførelse af forordningen, og at de omhyggeligt bør overvejes bl.a. i forhold til de uddannelses- og oplysningskrav, der er nødvendige for omstillingen til de pålagte ændringer.

1.14

Endelig opfordrer EØSU til, at Kommissionen hvert andet år fremlægger en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU om gennemførelsen af forordningen med et kapitel, der specifikt vedrører de krav til sundhed og sikkerhed, som byggevarer skal opfylde, og registrerede tilfælde af overtrædelser og svindel.

3.1

Hensigten med forslaget til forordning er, at der sikres pålidelige og nøjagtige oplysninger om byggevarers ydeevne i hele EU’s indre marked ved at:

4.1

EØSU støtter initiativet om at tilpasse EU-reglerne på området, opdatere deres indhold og fastlægge sikre, ensartede, klare, gennemsigtige og afbalancerede europæiske lovrammer for alle offentlige og private aktører i EU’s indre marked med et fælles sprog, harmoniserede tekniske specifikationer (harmoniserede europæiske standarder (hEN) og europæiske vurderingsdokumenter (EAD)) og grundlæggende bygningskrav (BWR) og deri fuldt ud indarbejde aspekter vedrørende bæredygtig udvikling, borgernes ret til sundhed og bæredygtig brug af naturressourcerne og samtidig forenkle procedurerne for SMV’er.

4.2

Kommissionen har peget på bygge- og anlægssektoren som et europæisk »lead market«, hvor der imidlertid er »utilstrækkelig koordinering af lovgivningen, ikke blot på EU-plan«, hvilket »i kombination med en hovedsagelig lokal erhvervsstruktur fører til betydelige administrative byrder og høj fragmentering af markedet for bæredygtigt byggeri« (8).

4.3

EØSU mener, at revisionen af byggevaredirektivet og dets omdannelse til en byggevareforordning navnlig bør bygge på følgende grundlæggende parametre:

4.4

EØSU er enigt i, at der er behov for at forbedre kvaliteten af systemet for akkreditering af de notificerede organer og for at fastsætte strengere kriterier for udpegelsen, forvaltningen og tilsynet med disse organer i overensstemmelse med de generelle regler på området fastlagt med afgørelse 768/2008/EF og forordning (EF) 765/2008 af 9.7.2008.

4.5

På baggrund af den voksende globalisering bør markedstilsynsordningen sikre en fælles retlig ramme med henblik på effektiv og konsekvent anvendelse af lovgivningen på hele EU’s område. Medlemsstaterne skal sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til at løse denne opgave. Under alle omstændigheder bør medlemsstaterne specifikt forpligtes til at udpege et organ, som borgerne har adgang til, og hvortil de kan indgive klager.

4.6

EØSU mener, at der bør være en klar og påviselig ansvarsfordeling mellem de forskellige aktører for at garantere, at varerne er fuldt sporbare, særligt for så vidt angår byggematerialernes funktionsevne i hele produktets livscyklus, sikkerhed og sundhed – især arbejdstagernes og slutbrugernes sikkerhed - og den generelle beskyttelse af bolig- og leveforhold.

4.7

Derudover skal tilliden til overensstemmelsesmærkningen genskabes. CE-mærkets egentlige værdi må genoprettes, og mulighederne for at forfølge overtrædelser bør øges, ligesom retsbeskyttelsen må sikres. EØSU gør opmærksom på, at overgangen til den nye CE-mærkningsordning indebærer udgifter for virksomhederne og i starten betydelige investeringer for de offentlige myndigheder i standardiserings- og tilsynsinfrastruktur, der navnlig skal sikre, at de notificerede organer har et tilstrækkeligt højt fagligt niveau.

4.8

Ifølge EØSU bør styrkelsen af det europæiske standardiseringssystem for byggevarer gå hånd i hånd med en større indsats for at udarbejde og anvende internationale standarder med henblik på at gøre adgangen til internationale markeder og international handel lettere ved at sikre, at byggevaremarkederne har en global dimension.

4.9

EØSU anbefaler, at der fastlægges mere hensigtsmæssige tidsfrister end de foreslåede i lyset af behovet for udbredt og detaljeret information, men også af hensyn til den tid, det tager at justere til de ændrede metoder og procedurer og omstille sig i forbindelse med overgangen fra direktiv til forordning.

4.10

EØSU mener, at det er vigtigt, at der afsættes tilstrækkelige midler til finansiering af EU- programmer til uddannelse, oplysning, opfølgning og overvågning af gennemførelsen rettet mod alle berørte offentlige og private aktører.

4.11

EØSU anbefaler, at de nye standarder og de tekniske bilag suppleres af tekniske vejledninger om udviklingen af de grundlæggende bygningskrav (basic works requirements), der kan

—

Det ene bør vedrøre kommunikation, oplysning og uddannelse med det formål at udbrede en tradition for bæredygtigt byggeri.

—

Det andet bør vedrøre energibesparelser, bæredygtig brug af naturressourcer og sundhed, hygiejne og sikkerhed i hele produktets livscyklus fra projektering til håndtering efter nedrivning. Der er tale om grundlæggende krav, der er opregnet i bilag 1, men som ifølge EØSU bør fremgå udtrykkeligt af selve forordningsteksten.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/21

1.1

EØSU mener, at ansvarsbevidst udvikling af nanovidenskab og nanomaterialer (N&N) er et af de områder, hvor Europa er førende, når det gælder om at skabe økonomisk og social fremgang på verdensplan.

1.2

EØSU understreger, at det er behov for at sætte skub i udviklingen af den industrielle anvendelse af nanoteknologi inden for flere sektorer under nøje hensyntagen til:

1.3

EØSU tilslutter sig principperne i adfærdskodeksen for nanoteknologi, og mener, at de tillige bør gælde for revisionen af EU's lovgivnings- og reguleringsramme for N&N.

1.4

EØSU er bekymret over, at fremskridtene inden for den kommercielle anvendelse af nanoteknologi og inden for forskning i nanomaterialers miljømæssige, sundhedsmæssige og toksikologiske virkninger stadig går alt for langsomt.

1.5

EØSU er overbevist om, at det på grund af nanoteknologiens kompleksitet, hurtige udvikling og tværvidenskabelige karakter er nødvendigt med en tilgang, der inddrager mange forskellige aspekter af lovgivningsmæssig, etisk og social karakter, især for så vidt angår risikospørgsmålet. Dette er en forudsætning for at finde frem til pålidelige, komplette og ansvarlige løsninger på risikoforvaltningen, der er tilfredsstillende for alle.

1.6

En optimal forvaltningsordning forudsætter, at der findes en balance mellem de mange aspekter af ansvarsbevidst udvikling af nanomaterialer, og EØSU anbefaler, at det europæiske observatorium for nanoteknologi omdannes til en permanent organisation, således at det får mulighed for at udarbejde analyser på et sikkert videnskabeligt og økonomisk grundlag og undersøge virkningerne for samfundet og de eventuelle miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige risici i samarbejde med de andre relevante europæiske agenturer.

1.7

EØSU mener, at der ud over en forvaltningsordning er behov for en integreret lovramme. Formålet skal være at tilvejebringe klare og pålidelige løsninger på de nye behov, særligt inden for områder som fælles metoder for klassificering, metrologi og valideringsprøvning af eksisterende og nye protokoller og for standardforberedende forskning og forskning i forbindelse med udvikling af standarder.

1.8

Det er EØSU's opfattelse, at der er behov for en massiv tværfaglig uddannelsesindsats, hvori der med hjælp fra ekspertiseinfrastrukturer skal integreres risikovurdering og –forebyggelse.

1.9

EØSU mener, at det er vigtigt at udvikle et europæisk system til benchmarking af de initiativer vedrørende risikovurdering og -forebyggelse, som er ved at tage form i Europa, USA, Japan og de nye vækstøkonomier.

1.10

Ifølge EØSU bør det arbejde med at standardisere europæiske teknikker og regler, som CEN, CENELEC og ETSI udfører, støttes med bl.a. klare og gennemsigtige mandater fra Kommissionen, således at det på internationalt plan kan indgå i ISO/TC 229's arbejde og på den måde fremme sikker handel med nanoteknologi, nanoprodukter og mere komplekse systemer, der gør brug af N&N, på verdensplan.

1.11

EØSU anbefaler, at den strukturerede dialog med civilsamfundet styrkes med et klart og gennemsigtigt grundlag, der sikrer, at Europa i international sammenhæng taler med én stemme på dette område af vital betydning for vores fremtid.

1.12

EØSU opfordrer til, at et kapitel i rapporten om handlingsplanen 2009 specifikt omhandler:

2.1

I de seneste år er Kommissionen blevet den største kilde til offentlig finansiering af N&N. Den har således udbetalt 1,4 mia. EUR under det sjette rammeprogram for FTUD og næsten 600 mio. EUR i løbet af det første år af det syvende rammeprogram 2007-2013. Af sidstnævnte beløb er 28 mio. EUR øremærket til forskning i sikkerheden ved N&N, hvilket bringer det samlede beløb til sektoren op på ca. 80 mio. EUR (1).

2.2

Der er etableret forskellige europæiske teknologiplatforme, der beskæftiger sig med nanoteknologiske applikationer, som f.eks. nanoelektronik (ENIAC), nanomedicin og bæredygtig kemi.

2.3

På verdensplan nåede de samlede offentlige og private udgifter til N&N i perioden 2004-2006 op på 24 mia. EUR. Europa tegnede sig for mere end en fjerdel af dette beløb, og heraf kom 5-6 % (2) fra Kommissionen.

2.4

Bestemmelserne vedrørende N&N i det syvende rammeprogram for FTUD 2007-2013 (3) foreskriver, at grundlæggende etiske aspekter skal overholdes; disse principper er fastlagt i chartret om grundlæggende rettigheder.

2.5

Rapporten om den tredje internationale dialog om ansvarsbevidst F&U inden for nanoteknologi fremhævede arbejdet med

2.6

Arbejdet i de forskellige internationale organisationer har bl.a. udmøntet sig i følgende initiativer:

2.7

I det britiske Royal Societys rapport om nanovidenskab og nanoteknologi: muligheder og usikkerheder (4) hedder det: Indtil vi ved mere om, hvordan nanopartikler og nanorør indvirker på miljøet, anbefales det, at udsætning af fremstillede nanopartikler og nanorør i miljøet så vidt muligt undgås.

2.8

Nanomaterialer findes allerede i selvrensende belægninger, som begrænser brugen af rengøringsmidler, midler, der skal fjerne kvælstofilteforureningen fra luften, den nye generation af fotoceller, varmeisolerende materialer, CO2-indfangningssystemer, nanofiltre til luft og vand og alle de mange andre anvendelser inden for medicinsk diagnostik og visse ikke-invasive behandlinger, som indgår i mange hverdagsgenstande (5).

2.9

Problemet opstår tillige på grund af behovet for at tilpasse protokollerne for evaluering af toksicitetsrisiciene på kort og lang sigt til nanomaterialerne og til det faktum, at de ophober sig og indgår i forbindelse med andre stoffer i økosystemet, i organisk væv og i mennesket.

2.10

Standarder for og kontrol af risikovurderingen i komplekse miljøer kan dels være i form af in vitro-vurderinger, dels vurderinger på stedet. Forskningen på området (6) bør omfatte mere end blot de traditionelle beskyttelsesprodukter som filtre, åndedrætsværn, beskyttelsesbeklædning, handsker, som alle er blevet afprøvet med 10-50 nanometer lange nanopartikler af grafit.

2.11

Som anført af Kommissionen – og flere gange understreget af EØSU - danner en »sikker, integreret og ansvarlig strategi« nu kernen i EU's nanoteknologipolitik. Eftersom anvendelsesområdet for denne teknologi er meget bredt og forgrenet, er det nødvendigt med et omfattende helhedsbillede for at identificere og udnytte de sammenfald og indbyrdes sammenhænge, der findes inden for området, som rækker fra atomfysik til plasmateknologi, fra nanomekanik til tekstilforarbejdning.

2.12

Eftersom nanoprocesserne foregår i nanoskala (10-9), som det er svært for de ikke-indviede at forstå, er det i forbindelse med nanomaterialer nødvendigt, at der lige fra starten etableres en konstruktiv dialog med forbrugerne for at identificere og undgå farerne og rydde eventuel ubegrundet frygt af vejen.

2.13

EØSU har fremhævet, at det er nødvendigt med såvel »en hurtigere udvikling af industrielle og flersektorielle anvendelsesformål og af de økonomiske, sociale, juridiske, regulerende, skattemæssige og finansielle rammer, inden for hvilke initiativer fra nye virksomheder og innovative erhvervsprofiler skal indgå«, som »beskyttelse af etiske, miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige interesser igennem hele de videnskabelige anvendelsesformåls livscyklus« (7).

2.14

EØSU har i en af sine seneste udtalelser (8) gentaget behovet for »en synlig og gennemsigtig dialog med civilsamfundet, som sikrer en velinformeret accept baseret på objektive vurderinger af de risici og muligheder, N&N repræsenterer« og for »konstant opmærksomhed på beskyttelse af de etiske og miljømæssige aspekter og på arbejdstagernes og forbrugernes sundhed og sikkerhed«.

2.15

Kommissionen vedtog i 2008 en henstilling (9) om ansvarsbevidst forskning i N&N med forslag om en adfærdskodeks baseret på 7 principper:

—   betydning: aktiviteterne inden for forskning i N&N bør være forståelige for befolkningen, respektere de grundlæggende rettigheder og gennemføres med det enkelte menneskes og samfundets trivsel som formål,

—   bæredygtighed: respekten for etiske principper og bæredygtig udvikling påbyder, at aktiviteterne inden for forskning i N&N ikke er skadelige for miljøet, mennesker, dyr og planter,

—   forsigtighed: overholdelse af forsigtighedsprincippet (10) for at undgå eventuelle negative virkninger for sundheden og miljøet,

—   åbenhed: gennemskuelighed, respekt for legitime adgangsrettigheder til oplysninger, åbenhed over for alle berørte parter,

—   høje standarder: vedtagelse af de strengeste videnskabelige standarder, herunder for videnskabelig redelighed og god laboratoriepraksis (11),

—   innovation: forvaltning af forskningen inden for N&N med henblik på maksimal kreativitet, fleksibilitet og mulighed for at planlægge vækst og innovation,

—   ansvarlighed: forskere og forskningsorganisationer skal kunne stilles til ansvar for eventuelle sociale, miljømæssige og sundhedsmæssige følger nu og i fremtiden.

Henstillingen bestemmer, at medlemsstaterne hvert år skal udarbejde en rapport om resultaterne af den praktiske anvendelse af adfærdskodeksen og den gode praksis, der er iværksat for at opnå dem.

2.16

EØSU tilslutter sig principperne i adfærdskodeksen og mener, at de bør gælde for revisionen af EU's lovgivnings- og reguleringsramme for N&N.

2.17

EØSU er bekymret over, at fremskridtene inden for den kommercielle anvendelse af nanoteknologi og inden for forskning i nanomaterialers miljømæssige, sundhedsmæssige og toksikologiske virkninger stadig går alt for langsomt.

2.18

Selv om eksponeringsrisikoen for arbejdstagerne og borgerne for nuværende stadig synes at være begrænset, mener EØSU, at det er helt nødvendigt at styrke dialogen med forskningsverdenen og industrien med det formål at sikre, at disse aspekter – med lige stor vægt på de menneskelige og de økonomiske ressourcer – helt fra starten medtænkes i enhver forskning i og anvendelse af nanomaterialer.

2.19

EØSU gør opmærksom på, at der er tale om et område, der er sammensat af mange discipliner og berører mange sektorer, hvorfor antallet af rets- og lovgivningsmæssige instrumenter er tilsvarende stort (mere end 90), hvilket kan føre til, at den høje grad af gennemsigtighed af EU-bestemmelserne og forståeligheden for borgerne/forbrugerne går tabt.

2.20

Formidling af lovgivningen i et enklere sprog, udvikling af en specifik interaktiv webside, deltagelsesdemokrati med inddragelse af det organiserede civilsamfund og udbredelse af retningslinjer for god praksis kunne gøre det lettere for især SMV'er, forbrugerne og borgerne at forstå lovgivningen.

2.21

En optimal forvaltningsordning skal kunne opretholde en balance mellem de mange aspekter af ansvarsbevidst udvikling af nanomaterialer. EØSU anbefaler, at der udvikles en permanent referencestruktur på baggrund af bl.a. resultaterne fra det europæiske observatorium for nanoteknologi, der blev lanceret i 2008 som et EU-finansieret projekt (12) med det formål at udarbejde pålidelige, fuldstændige og ansvarlige analyser på et videnskabeligt og økonomisk grundlag, undersøge de etiske spørgsmål, foregribe eventuelle miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige risici og udarbejde nye standarder.

2.22

EØSU er overbevist om, at det på grund af nanoteknologiens kompleksitet, hurtige udvikling og tværvidenskabelige karakter er nødvendigt med en tilgang, der inddrager mange forskellige aspekter (lovgivningsmæssige, etiske og sociale). Dette er en forudsætning for at løse risikoforvaltningsproblematikken på en måde, der indgyder tillid og bygger på saglige, fuldstændige og ansvarlige analyser, og tilvejebringe, dokumentere og formidle nøjagtig og udtømmende information om modificeret nanomateriale.

3.1

Ifølge Kommissionen er det især vigtigt at:

4.1

Ansvarsbevidst udvikling af N&N og nanomaterialer er et af de områder, hvor Europa er førende, når det gælder om at skabe økonomisk og social fremgang på verdensplan. EØSU mener derfor, at det er helt afgørende, at processen lige fra starten er baseret på en tilgang, der inddrager mange forskellige aspekter og gør det muligt at føre den løbende dialog med civilsamfundet, som er helt nødvendig for opnåelse af accept.

4.2

Selv om EØSU påskønner Kommissionens arbejde med at analysere de mange forskellige eksisterende fællesskabsforanstaltninger, mener det, at analyserne bør udvikles yderligere og sættes i en sammenhæng, der tilvejebringer det gennemsigtige og brugervenlige grundlag, der er nødvendigt for den strukturerede dialog med civilsamfundet, som EØSU flere gange har efterlyst (13).

4.3

EØSU mener, at der bør udvikles fremsynsprognoser for den nanoteknologiske risikovurdering, integrerede lovrammer og en dertil knyttet international forvaltningsordning, som kan give klare, troværdige og fuldstændige svar og gøre det muligt at undersøge de etiske spørgsmål og de eventuelle miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige risici for borgerne og deres mulige udvikling.

4.4

EØSU opfordrer derfor til, at fællesskabsinitiativet udvikles yderligere for at:

4.5

EØSU opfordrer til, at et kapitel i den rapport, der ifølge handlingsplanen 2005-2009 skal foreligge i 2009, omhandler de fremskridt, der er gjort med de lovgivningsmæssige aspekter forbundet med risikovurdering og –forebyggelse, om effektiviteten af afprøvningsprotokollerne og fremskridtene på området og de vigtigste nye indsatsområder.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/27

1.1

EØSU har gentagne gange opfordret til at forenkle EU’s regelværk. Faktisk har de mange på hinanden følgende ændringer gennem hele gyldighedsperioden skabt problemer for gennemførelsen og endog i mange tilfælde alt for meget papirarbejde, som gør det vanskeligt for de berørte organisationer at fungere optimalt.

1.2

Ikke desto mindre har EØSU også erklæret, at en sådan forenkling ikke må føre til hverken deregulering eller en forringelse af retssikkerheden, som bør findes på alle områder inden for EU.

1.3

Retsreglerne for det indre marked og for relationerne mellem de socioøkonomiske aktører har på den ene side gjort det muligt at harmonisere de forskellige lovgivninger og på den anden side muliggjort fri bevægelighed for personer og kapital uden at begrænse de deltagende parters rettigheder og pligter.

1.4

På denne baggrund og i lyset af de konsekvenser, som den manglende regulering og gennemsigtighed af nogle af nøgleelementerne i det indre marked har haft, mener vi, at Kommissionen bør se nærmere på, om de foreslåede forenklinger kun vil have positive virkninger i form af reduktion af de økonomiske omkostninger, eller om de derimod kan få følger for retssikkerheden i forbindelse med sammenslutninger via fusioner eller spaltninger.

1.5

Derfor mener EØSU, at reguleringen af de europæiske smv’er, som er den fremherskende virksomhedsform i EU’s indre marked, klart bør holdes adskilt fra reguleringen af de store selskaber, især dem, der finansieres via børsmarkederne. Kravet om enighed for mange af de foreslåede bestemmelsers vedkommende kan opfattes som værende rettet mod små og mellemstore kapitalselskaber, da det ellers vil være urealistisk.

1.6

Så længe en sådan skelnen ikke foretages bør garantibestemmelserne opretholdes - ikke kun for aktionærerne, men også for kreditorerne og arbejdstagerne – og man bør finde frem til støtteforanstaltninger for smv’erne, som gør det økonomisk mindre byrdefuldt at opfylde den gældende lovgivning.

2.1

Det har været en af Kommissionens bestræbelser på området det indre marked at få fastlagt en fremgangsmåde for forenklingen af EU-reglerne, især når det gælder de administrative byrder, som tynger de europæiske virksomheder: man må huske på, at hovedparten af disse virksomheder er smv’er og følgelig er mange af de forpligtelser, som selskabsdirektiverne indeholder, rettet mod de store kapitalselskaber, som skaffer sig kapital på børsmarkedet.

2.2

På Rådets forårsmøde i 2007 (1) vedtoges et handlingsprogram med henblik på at forenkle og reducere de administrative byrder, som unødigt hæmmer de europæiske virksomheders økonomiske aktiviteter. Der blev fastsat et mål for reduktion af disse administrative byrder på 25 % inden 2012.

2.3

Inden for selskabsretten er der allerede fremlagt forslag til forenkling på to områder: for det første den materielle ret vedrørende det såkaldte første direktiv om stiftelse af aktieselskaber (2) og det såkaldte andet direktiv om stiftelse af et aktieselskab samt ændringer i dets kapital (3) og for det andet på retsplejeområdet (4), især hvad angår regnskabsregler og oplysningskrav til børsnoterede selskaber.

2.4

To af de direktiver, der nu foreslås ændret, er tidligere blevet forenklet: tredje direktiv om fusioner og sjette direktiv om spaltninger (5), hvad angår det meget vigtige spørgsmål om uafhængige sagkyndiges medvirken ved fusioner og spaltninger af aktieselskaber. EØSU udtalte (6) sig kritisk om dette punkt ud fra den betragtning, at manglen på et objektivt og virksomhedseksternt kriterium kunne skade tredjeparters, kreditorers og arbejdstageres interesser.

3.1

Det direktivforslag, som er genstand for denne udtalelse, berører tre direktiver direkte: det tredje om fusioner, det sjette om spaltninger og endelig direktivet om grænseoverskridende fusioner, som er det senest vedtagne (7). Desuden ændres andet direktiv (8) indirekte, idet fritagelsen fra kravet om en beretning om de ikke-økonomiske fordele udarbejdet af en uafhængig sagkyndig i forbindelse med fusioner og spaltninger påvirker reglerne om kapitalændringer, som findes i dette direktiv.

3.2

Overordnet set vedrører de foreslåede forenklinger af de tre direktiver følgende:

3.3

I henhold til både tredje og sjette direktiv kræves der i dag fremlagt tre beretninger: en skriftlig beretning fra ledelsens side om de retlige og økonomiske begrundelser for fusionen/spaltningen; en beretning udarbejdet af en uafhængig sagkyndig; en mellembalance, hvis årsregnskaberne er ældre end seks måneder. Alle disse dokumenter skal forelægges for generalforsamlingen i hvert selskab, som deltager i fusionen eller spaltningen.

3.4

Forslaget lemper på disse krav, når der foreligger et enstemmigt afkald blandt alle aktionærer på den skriftlige ledelsesberetning; for mellembalancens vedkommende gælder de regler, der er fastlagt i gennemsigtighedsdirektivet (9), forudsat at selskabernes værdipapirer er optaget til handel.

3.5

Hvad angår ændringen af andet direktiv om ændring af aktiekapitalen foreslås det at fritage selskabet for ekspertrapporten om indskud i form af andre værdier end kontanter.

3.6

Et vigtigt forslag angående offentliggørelsen af beretningerne om fusioner og spaltninger er anvendelsen af de nye teknologier, idet oplysningerne nu kan lægges ud på Internettet.

3.7

Hvad angår kreditorbeskyttelse foretages der en ændring af deres ret til at modsætte sig en fusion eller spaltning, indtil de har sikkerhed for deres krav, idet denne mulighed foreslås ophævet. For de grænseoverskridende fusioners vedkommende derimod bliver der ikke mulighed for at give afkald på ekspertredegørelsen om indskud i naturalier for at beskytte kreditorerne og sikre, at der er dækning for deres krav i de forskellige medlemsstater, hvor selskaberne har sæde.

4.1

EØSU tager generelt positivt imod forenklingen af EU-lovgivningen og nærmere bestemt selskabsreglerne i lyset af de administrative byrder, som pålægges de europæiske virksomheder og især smv’erne, som udgør EU’s økonomiske struktur. Men en sådan forenkling må som sagt ikke på nogen måde skabe juridisk usikkerhed for nogen af aktørerne i det indre marked.

4.2

Vi forstår Kommissionens ønske om at beskytte aktionærerne i deres egenskab af virksomhedsejere, men man må ikke glemme de andre parter i enhver retlig transaktion, som kan berøre disses legitime rettigheder. Udvalget forstår og støtter den holdning (10), EP har fremført, idet det peger på nødvendigheden af at tage hensyn til alle berørte parters (investorernes, ejernes, kreditorernes og arbejdstagernes) interesser. EØSU har tidligere (11) fremført dette synspunkt og gentager det nu igen med det mål at bevare gennemsigtigheden og de socioøkonomiske aktørers tillid til det indre marked.

4.3

Til den foreslåede forenkling vedrørende rapporteringskravene i forbindelse med fusion eller spaltning, som giver mulighed for i stedet for offentliggørelsen i aktieselskabsregistret at lægge de oplysninger, der skal stilles til rådighed for aktionærer og kreditorer, ud på Internettet (denne mulighed gælder også for grænseoverskridende fusioner), fremsættes følgende kritiske bemærkninger. For det første kan denne ændring ikke betragtes som værende en garanti for hverken aktionærernes eller kreditorernes rettigheder, idet fremlæggelsen af oplysningerne mister den offentlige karakter, som følger med offentliggørelsen i et register. For det andet mister man muligheden for at bruge disse oplysninger som gyldigt bevismateriale i en retssag. Udvalget mener, at gennemsigtigheden i denne form for transaktioner bør veje tungere end økonomiske besparelser og går derfor ind for at værne mere om dette princip.

4.4

Derimod er det efter vores mening på sin plads ikke at kræve endnu en mellembalance, når der er tale om børsnoterede selskaber (12), da den i så fald udarbejdes i henhold til gældende bestemmelser og under inddragelse af børsmyndighederne. Men udvidelsen af denne bestemmelse til ikke børsnoterede selskaber, hvis der er enighed herom mellem alle aktionærer i alle selskaberne, synes at fordreje dens sigte, nemlig at undgå dobbeltarbejde i de tilfælde, hvor der allerede foreligger en regnskabsmæssig oversigt over selskabets regnskaber i henhold til en lovbestemmelse, men dette er ikke tilfældet i artikel 9, stk. ii), litra b), i tredje direktiv, hvorefter mellembalancen ikke skal udarbejdes, hvis aktionærerne er enige om at give afkald herpå.

4.5

Et punkt, som EØSU finder bekymrende, er den foreslåede ændring af andet direktiv 77/91/EØF, der føjer sig til de tidligere foretagne ændringer. Det foreslås ikke at lade artikel 10 finde anvendelse på indskud i naturalier og en uafhængig sagkyndiges evaluering heraf, når der er tale om fusioner eller spaltninger og de respektive bestemmelser om udarbejdelse af ekspertrapporter finder anvendelse. Vi mener, at rapporten fastsætter hver enkelt aktionærs kapitalandel, og kapitalen er den sum, som hvert enkelt selskab hæfter for over for tredjepart. EØSU understreger den vægt, det lægger på gennemsigtighed og navnlig på den garanti, som alle berørte parter bør have. Det er derfor en dårlig begyndelse, at der ikke skal foreligge en »objektiv« beretning om selskabets aktiver, om ikke andet i form af en angivelse af aktiekapitalens nominelle værdi.

4.6

Endelig har kreditorernes mulighed for at modsætte sig fusioner eller spaltninger, indtil de får stillet sikkerhed, når de har en legitim fordring over for de selskaber, som deltager i disse retlige transaktioner, været med til at skabe tillid omkring handelstransaktioner og lette deres gennemførelse. Indskrænkningen af denne garanti med bestemmelsen om, at kreditorerne skal anmode »den relevante administrative eller retslige myndighed om hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger« og »godtgøre«, at deres krav er bragt i fare, og at »selskabet ikke har iværksat hensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger« (artikel 12, stk. 2, i direktiv 82/891/EØF). Denne omvendte bevisbyrde burde foranledige til nogle overvejelser over det hensigtsmæssige i denne ændring, idet den vil skabe større vanskeligheder for hidtil rutinemæssige handelstransaktioner og en mulig forøgelse af antallet af transaktioner med garanti for eksekutionskraft.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/30

1.1

Med den voksende anvendelse af EDB i finansielle tjenester kunne man let konkludere, at vi allerede har elektroniske penge. Checks bliver læst og sorteret elektronisk og betalings- og kreditkort læst elektronisk af pengeautomater, betalingsterminaler på salgsstedet og andre typer betalingsmidler. Alle disse applikationer er baseret på, at der er kredit på en bankkonto, som kan være begrænset af bankindskud eller fastsat af banken (f.eks. for kreditkort). I alle tilfælde har banken foretaget en undersøgelse for at afgøre sin kundes kreditværdighed og hæderlighed og har udstedt checkhæfte og bank- og kreditkort i henhold hertil. Adgang til dette elektroniske kreditsystem afhænger af éns kreditværdighed. Mange grupper i befolkningen – dem uden bank eller med begrænset adgang til banktjenester – er ikke berettiget til at deltage.

1.2

Elektroniske penge eller e-penge er anderledes. De er ikke baseret på kredit, men kræver en forudbetaling. Forudbetalingen konverteres så til en elektronisk erstatning for kontanter, der er lagret på elektroniske medier, som forvaltes af en udsteder af e-penge. De elektroniske medier, som indeholder forudbetalingen, kan enten være bærbare, almindeligvis i form af et forudbetalt kort, eller registreret online og være tilgængelige via internettet. e-Penge muliggør kontantløse betalinger af (almindeligvis) mindre beløb i forskellige sammenhænge, f.eks. ved betalingsterminaler på salgsstedet eller online via mobil- eller internetkommunikation. At besidde e-penge er ikke direkte baseret på kreditværdighed. Alt, der kræves, er muligheden for at foretage en forudbetaling.

1.3

e-Penge vil sandsynligvis aldrig tilgodese alle de behov, penge opfylder. De vil sandsynligvis ikke erstatte kassen med 500 euro-sedler under sengen, men bør kunne klare de overførsler, som vi ellers bærer rundt på mønter og sedler for. Alligevel er udbredelsen hidtil foregået meget langsomt. Effektive initiativer er blevet knyttet sammen med informationssamfundets udvikling. e-Penge bør vinde frem i takt med informationssamfundet. De bør blive informationssamfundets betalingsmiddel. Den fremtidige udbredelse vil afhænge af iværksætterinitiativer og teknologisk innovation i informationssamfundet. Formålet med dette direktiv er at fjerne forhindringerne for opfindelse og innovation. EØSU støtter dette mål.

1.4

I slutningen af 1990'erne så Kommissionen, at det kun var kreditinstitutterne, der udstedte elektroniske penge, og søgte derfor at udvide spektret af virksomheder, som udbød disse tjenester. For at udvikle markedet fremlagde Kommissionen e-pengedirektivet (2000/46/EF), der skulle gøre det lettere for ikke-kreditinstitutter (e-pengeinstitutter) at få adgang til markedet for e-penge.

1.5

Direktivets formål var at skabe et passende regelværk for den risikostørrelse, de nye e pengeinstitutter udgjorde, og hvorunder teknologi og innovation kunne trives. Resultatet har ikke været nogen stor succes. e-Penge har fortsat langt fra bragt alle de fordele, som blev stillet i udsigt, og betragtes endnu ikke som et troværdigt alternativ til kontanter.

1.6

Kommissionen har derfor foretaget en vidtrækkende evaluering af udviklingen inden for e penge. Her konkluderede man, at nogle af bestemmelserne i e-pengedirektivet har hindret udviklingen af e-pengemarkedet og derved vanskeliggjort den teknologiske udvikling. Under hørings- og evalueringsprocessen blev to nøgleproblemstillinger udpeget. Den første drejede sig om den uklare definition af e-penge og e-pengedirektivets anvendelsesområde. Den anden vedrører de lovgivningsmæssige rammer, herunder tilsynsreglerne, og hvordan reglerne til bekæmpelse af hvidvaskning af penge finder anvendelse på e-pengetjenester. Konklusionen var, at de fleste regler i e-pengedirektivet bør ændres, så det blev besluttet at erstatte det eksisterende direktiv med et nyt direktiv, og det er udkastet hertil, nemlig KOM(2008) 627 endelig, som behandles i denne udtalelse.

1.7

Direktivet tager sigte på at bane vejen for nye, innovative og sikre elektroniske pengetjenester, sikre nye aktører adgang til markedet og fostre reel og effektiv konkurrence mellem alle markedsdeltagere. Efter EØSU's opfattelse kommer dette initiativ på det rette tidspunkt, da forbrugernes deltagelse i informationssamfundet er steget eksponentielt siden udgangen af sidste årti, og der er nu en opdæmmet og umættet efterspørgsel efter forbrugervenlige e-pengefaciliteter. Direktivet søger at fjerne hindringerne for iværksætterinitiativer, som kan tilgodese den efterspørgsel.

1.8

Indførelsen af et nyt system til regulering af den finansielle sektor er et aktuelt spørgsmål set i lyset af krisen i banksektoren og den generelle bekymring angående det ineffektive tilsyn med bankerne. Ikke desto mindre er EØSU overbevist om, at den foreslåede ordning er tilstrækkelig og proportional. De nye regler gælder ikke for bankerne, som var de institutioner, der havde ansvaret for kreditkrisen. Det reducerede krav til startkapital har udelukkende til formål at lette adgangen til markedet. Kapitalreserverne hos en udsteder af elektroniske penge vil svare til en banks reserver. De midler, som modsvarer brugernes tilgodehavender, vil specifikt være sikret i en begrænset vifte af investeringer. De nævnte beløb er de minimis. Hvis udstederne af elektroniske penge kommer til at spille en vigtig rolle på betalingsmarkedet, indeholder direktivet bestemmelser om, at lovgivningen revideres på basis af erfaringsgrundlaget.

1.9

EØSU har visse betænkeligheder, hvad angår forbrugerbeskyttelse, og opfordrer Kommissionen til at foretage ændringer i direktivet, når det gælder begrænsning af investering af midler, der tilhører brugerne af betalingstjenesten, umiddelbar konvertering af beløb modtaget i elektroniske penge, sikring af midler hos hybride udstedere og afskaffelse af gebyrer for tidlig indløsning af e-pengeaftaler.

1.10

Kontanter er anonyme. En simpel udveksling af kontanter afslører ikke betalerens identitet. I systemer, der bygger på elektroniske penge, kan brugerne være anonyme, eller de kan identificeres. En højere tærskel på 500 EUR for det lagrede beløb bør gøre systemet med elektroniske penge mere attraktivt for potentielle brugere, særligt dem uden bank eller med begrænset adgang til banktjenester. Selvom disse tærskler rationelt set ikke bør skabe en uforholdsmæssig høj risiko for hvidvaskning af penge, set i forhold til hvad det er muligt at foretage sig med store kontantbeløb, eksisterer der stadig visse forbehold over for den foreslåede tærskel.

1.11

Mønter og sedler er forbundet med produktionsomkostninger og sagsgebyr for banker og handlende. Det er tydeligt, at EU's borgere fortsat er stærkt knyttet til kontanter som betalingsmiddel og værdisymbol. I den nuværende periode med stor usikkerhed er der en enorm stigning i antallet af pengesedler, der er i omløb.

1.12

Dette direktiv vil ikke være nok til at vende udviklingen. Hvad det vil opnå, er at fjerne hindringerne for erhvervsmæssig og teknologisk innovation. Ingen myndighed kan pålægge den brede offentlighed at anvende e-penge. Bankerne vil kunne påtage sig en førerrolle, men bortset fra i Belgien, hvor man har proton-kortet, har de ikke været særlig progressive. Erfaringerne med rejsekort, taletidskort og internethandel viser, at der er en klar tendens til, at informationssamfundsapplikationer øger brugen af e-penge. Desuden er e-penge ofte produktet af en anden virksomhed, så udstederen kan ofte være en hybrid virksomhed, der ikke udelukkende er e-pengebaseret. Denne sammenkobling mellem e-penge og andre virksomhedsmodeller opfattes som afgørende for udbredelsen af e-penge. Direktivet er blevet udarbejdet med henblik på at fremme en sådan udvikling og har derfor EØSU's opbakning.

1.13

En grundlæggende bekymring vedrører udformningen af en lovgivning til bekæmpelse af hvidvaskning af penge. EØSU kan ikke acceptere, at to direktiver fastsætter tærskler, som er i modstrid med hinanden. Dette skaber en uacceptabel juridisk forvirring. Hvis tærsklerne i dette direktiv skal fastholdes, må direktivet om bekæmpelse af hvidvaskning af penge ændres.

1.14

EØSU opfordrer alle medlemsstater til at vedtage positive politikker, når det nye direktiv skal gennemføres. Det er vigtigt, at reglerne udvikles i samråd med industrien, og at de fastlægges på en sådan måde, at de ikke udgør en tung byrde for hverken udstederne af elektroniske penge eller deres kunder, også når der er tale om minimale beløb. I henhold til den vedtagne fremgangsmåde har de nationale myndigheder beføjelse til enten at støtte eller stoppe denne ganske nye industri. EØSU mener, at industrien bør støttes i alle EU-lande.

1.15

Direktivet er vigtigt. Det har potentielt set vidtrækkende konsekvenser. EØSU opfordrer nuværende og potentielle aktører på e-pengeområdet til i lyset af dette direktiv at se med friske øjne på egne styrkesider, svagheder og muligheder, samt hvilke trusler der er. Markedet får hermed en ny chance.

2.1

Der er en række eksempler på, hvordan forbrugernes deltagelse i informationssamfundet fører til anvendelse af e-penge.

2.2

Brugen af RFID-kortet (1) er et eksempel herpå. RFID-chippen kan oplagre pengebeløb, hvorfor det ofte anvendes til betaling for adgang til transportsystemer. Hongkong indførte Octopus-kortet i 1997. Det er et genopladeligt, kontaktfrit smartcard med et oplagret værdibeløb. Ud over at blive anvendt som betalingssystem i forbindelse med næsten al offentlig transport i Hongkong bruges det også til betaling i nærbutikker, supermarkeder, fastfoodrestauranter, i parkometre, salgsautomater osv. Kortene bruges af 95 % af befolkningen i Hongkong mellem 16 og 65 år. Dette eksempel viser, hvordan forbrugernes deltagelse i en informationssamfundsapplikation fører til en mere omfattende udvikling af e-penge. I London anvendes nu det kontaktfrie RFID-baserede Oyster-kort, der bruges overalt i den offentlige transport. Brugerne forventer nu, at dets anvendelse udvides til at omfatte de kiosker, nærbutikker og fastfoodrestauranter, der ligger samlet omkring transportknudepunkter og stationer. En sådan udvikling vil givetvis finde sted i både Storbritannien og andre medlemsstater, når RFID-kortene bliver mere gængse.

2.3

Et andet mere udbredt eksempel er den forudbetalte mobiltelefonkonto, som allerede kan bruges til at betale for så forskellige aktiviteter som telefonhjælpetjenester for computerproblemer, deltagelse i konkurrencer, bidrag til velgørenhed, interaktive spil, voksenunderholdning og nyheds- og informationstjenester. Som i tilfældet med forudbetalte rejsekort defineres forudbetalte telefonkonti som e-penge, når det lagrede beløb begynder at blive accepteret af andre virksomheder end transport- eller telefonselskabet.

2.4

Internettet fremmer også e-penge, da e-penge kan opfylde to vigtige mål. I de fleste virksomhed-til-forbruger-applikationer på internettet indgår en kredittransaktion. Personer uden bank bliver automatisk udelukket, fordi de ikke har noget kredit- eller betalingskort. Ved at bruge et e-pengekort kan de også udnytte internettets fordele. Der har også været en betydelig fremgang i antallet af transaktioner mellem forbrugere på internettet, stimuleret af auktionshuse som f.eks. e-Bay. Det er ikke muligt at foretage en kredit- eller betalingskorttransaktion mellem forbrugere. Betalingen kan kun udføres i sikre e-penge. Det forklarer fremkomsten af f.eks. Paypal (2)-systemet, som har haft en symbiotisk relation med e-Bay.

2.5

Erfaringerne med rejsekort, telefonkort og internethandel viser, at informationssamfundsapplikationer udvider brugen af e-penge. De viser også, at e-penge kan være sideproduktet af en anden virksomhed, så e-pengeudstederen kan ofte være en hybrid virksomhed. Denne sammenkobling mellem e-penge og andre virksomhedsmodeller opfattes som afgørende for udbredelsen af e-penge. Direktivet er blevet udarbejdet i overensstemmelse hermed.

2.6

Kreditinstitutioner, f.eks. bankerne, har alle de fornødne egenskaber til at være udstedere af e-penge, og de driver virksomhed inden for passende lovrammer. I en vis udstrækning har kreditinstitutionerne taget initiativet. Proton-kortet i Belgien er produktet af et bankkonsortium. Der er tale om et debetkort, som har en e-penge-funktion, og det anvendes i vid udstrækning af bankkunder i Belgien. Der er en vis forventning om, at et sådant kombineret kort med en kontaktfri e-penge-funktion baseret på RFID-teknologi vil komme i omløb. Til trods herfor er der en klar interessekonflikt mellem e-penge og kreditinstitutioners andre produktlinjer, f.eks. kredit- og betalingskort.

2.7

Det fremgår af tallene for det begrænsede antal af fuldt godkendte e-pengeinstitutioner (20 e-pengeinstitutioner og 127 enheder, der driver virksomhed på basis af en undtagelse) og den lave volumen af udstedte e-penge (det samlede e-pengebeløb i EU udgør i øjeblikket 1 mia. euro i sammenligning med 600 mia. i kontanter), at e-penge endnu ikke har vundet udbredelse i de fleste medlemsstater. Desuden er mængden af kontanter i omløb steget jævnt siden euroens indførelse i 2002.

2.8

Kommissionen har derfor foretaget en vidtrækkende evaluering af udviklingen inden for e-penge. Under hørings- og evalueringsprocessen blev to nøgleproblemstillinger udpeget inden for det eksisterende e-pengedirektiv. Den første drejede sig om den uklare definition af e-penge og direktivets anvendelsesområde. Den anden vedrørte de lovgivningsmæssige rammer, herunder tilsynsreglerne, og hvordan reglerne til bekæmpelse af hvidvaskning af penge finder anvendelse på e-pengetjenester.

2.9

Desuden vil betalingstjenestedirektivet 2007/64/EF træde i kraft i november 2009. Betalingstjenestedirektivets relevans er, at det fastlægger en særlig ordning for betalingsinstitutioner svarende til den ordning, der gælder for e-pengeinstitutioner. Betalingstjenestedirektivet er ikke kompatibelt med e-pengedirektivet, så medmindre det nuværende e-pengedirektivs regelværk revideres, vil dette med tiden skabe større lovgivningsmæssig usikkerhed.

2.10

Konklusionen af ovennævnte er, at de fleste regler i e-pengedirektivet bør ændres, så det blev besluttet at erstatte det eksisterende direktiv med et nyt direktiv, og det er udkastet hertil, som behandles i denne udtalelse.

3.6.1

Direktivet om elektroniske penge fastslog, at en udsteder af elektroniske penge skulle have en startkapital på 1 million EUR. Set i forhold til de involverede risici anses dette krav nu for at være unødigt strengt og en forhindring for etableringen af innovative SMV'er på markedet for elektroniske penge. I det nye forslag stilles der krav om en startkapital på 125 000 EUR.

3.6.2

Ud over startkapitalen skal udstederne af elektroniske penge være i besiddelse af en egenkapital, der står i et fastlagt proportionelt forhold til deres forpligtelser. I direktivet om elektroniske penge var kravet 2 %. Det nye krav er 5 %, hvilket reduceres efterhånden som volumen forøges, af de udestående elektroniske penge eller den månedlige betalingsvolumen, alt efter hvilket beløb, der er højest.

3.6.3

Der indføres begrænsninger vedrørende investeringen af de midler, der dækker udestående elektroniske penge, men kun i de tilfælde hvor udstederen udfører andre forretningsaktiviteter (artikel 9).

3.6.4

De foreslåede ændringer til det tredje direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge stemmer overens med virksomhedernes behov og praksis i industrien. Begrænsningen på værdien af elektroniske penge, der et hvilket som helst tidspunkt kan accepteres til gengæld for kontanter, hæves fra 150 EUR til EUR 500 (artikel 16).

3.6.5

Direktivet om elektroniske penge gjorde det muligt for medlemsstaterne at se bort fra mange af godkendelseskravene med henblik på at lette adgangen til markedet for nye aktører og skabe innovation. Disse undtagelsesregler blev anvendt på uensartet vis i medlemsstaterne, hvilket skabte ulige konkurrencevilkår for markedsdeltagerne. Under det nye system eksisterer der fortsat undtagelser (artikel 10), men det specificeres i de relevante artikler i direktivet om betalingstjenester, at udstedere af elektroniske penge, som benytter sig af undtagelsesregler, ikke må udføre grænseoverskridende aktiviteter. Med andre ord kan virksomheder, der benytter sig af en undtagelsesbestemmelse, ikke få udstedt noget »pas«.

—

Reglerne er udformet, så de sigter mod de innovative SMV'er på betalingsmarkedet. Den aktuelle bankkrise opstod som følge af bankernes kreditgivning. Udstedere af elektroniske penge vil ikke få tilladelse til at formidle kreditter baseret på indskud, så den risiko opstår ikke.

—

Kravene til egenkapital (pkt. 3.6.1 og 3.6.2 ovenfor) sikrer, at startkapitalen på 125 000 EUR stiger proportionelt med værdien af de udestående elektroniske penge. Det reducerede krav til startkapital har udelukkende til formål at lette adgangen til markedet. Direktivet stiller betydelige kapitalkrav i tilfælde, hvor e-penge-volumenen er høj

—

Kapitalreserverne hos en udsteder af elektroniske penge vil svare til en banks reserver, og de midler, som modsvarer brugernes tilgodehavender, vil specifikt være sikret i en begrænset vifte af investeringer.

—

De nævnte beløb er de minimis. Hvis udstederne af elektroniske penge kommer til at spille en vigtig rolle på betalingsmarkedet, indeholder direktivet bestemmelser om, at lovgivningen revideres på basis af erfaringsgrundlaget.

4.3.1

Begrænsningerne vedrørende investeringen af de midler, der tilhører brugerne af betalingstjenesten, gælder for øjeblikket kun for hybride udstedere af elektroniske penge. For at sikre en bedre beskyttelse af brugerne, bør disse bestemmelser gælde for alle udstedere af elektroniske penge.

4.3.2

Udstedere af elektroniske penge må ikke betragte brugernes penge som indlån. Modtagne midler skal straks konverteres til elektroniske penge. Denne sikkerhedsforanstaltning fremgår ikke klart af direktivet.

4.3.3

Artikel 9 bør ændres, så det eksplicit fremgår, at forpligtelser i form af udestående elektroniske penge i særlig grad skal sikres af hybride udstedere.

4.3.4

Artikel 5, stk. 4, tillader ikke, at der opkræves et gebyr ved indløsning på aftalens udløbsdato, men artikel 5, stk. 5 tillader, at der opkræves et gebyr i tilfælde af indløsning før aftalens udløb. Den sidste klausul bør fjernes, idet der ikke er nogen forskel mellem indløsning før og på aftalens udløbsdato, og resultatet højst sandsynligt vil være et mønster for indløsninger, som vil være i modstrid med forsigtighedskravet om at kende brugeren.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/36

1.1

EØSU støtter Kommissionens initiativ vedrørende lancering af ISA-programmet, da det er overbevist om, at dette program på effektiv vis fortsat vil opretholde og styrke interoperabiliteten i det europæiske indre markeds nye komplekse systemer.

1.2

EØSU mener, at det er vigtigt til sikring af den konkrete udøvelse af de frihedsrettigheder, som er nedfældet i traktaten, at interoperabilitetsmekanismerne iværksættes i fuldt omfang til gavn ikke alene for myndigheder og institutioner, men også for borgere, virksomheder og det organiserede civilsamfund generelt.

1.3

Det er indlysende, at der må iværksættes en specifik strategi for beskyttelse af persondata og økonomiske data, hvilket EØSU flere gange har understreget i sine udtalelser (1): »informationssikkerhedsaspektet (kan) på ingen måde (…) adskilles fra en bedre beskyttelse af personlige oplysninger samt de friheder og rettigheder, som den europæiske menneskerettighedskonvention sikrer«.

1.4

EØSU understreger nødvendigheden af, at brugerne – hvad enten der er tale om privatpersoner, erhvervsvirksomheder eller forvaltninger – råder over interoperable systemer, som allerede findes på markedet med garanti for databeskyttelse. Her og nu er det på det juridiske plan nødvendigt at få fastlagt et europæisk system for retsforfølgelse/straf for misbrugere af nettene og dataene og i den forbindelse også arbejde på at gøre EU's retlige procedurer interoperable.

1.5

EØSU mener, at der endnu ikke er gjort nok for at hindre en fragmentering af markedet og sikre et system af sammenkoblede, interaktive og tilgængelige offentlige myndigheder med en reel paneuropæisk dimension.

1.6

EØSU anmoder om, at forslaget om et ISA-program ledsages af et beslutsomt fællesskabsinitiativ, som forpligter medlemsstaterne og Kommissionen gennem bindende instrumenter, der kan give en styrket europæisk interoperabilitetsramme et nyt sikkert og solidt grundlag.

1.7

Det er meget vigtigt, at den nye europæiske interoperabilitetsstrategi sammen med den europæiske ramme udstikker prioriteringer for fællesskabsstrategien, som indebærer øgede bestræbelser i retning af at få etableret rammebestemmelser og fælles tjenester såvel som klare budgetoverslag.

1.8

Det er efter EØSU's mening nødvendigt at nå frem til en digital konvergens, som kan sikre:

for at undgå »e-udstødelse« og sikre et højt niveau for pålidelighed og tillid mellem brugere og tjenesteleverandører.

1.9

EØSU finder det nødvendigt at forbedre koordineringen og samarbejdet med de øvrige fællesskabsprogrammer, der medvirker til at skabe nye idéer og løsninger med hensyn til paneuropæisk interoperabilitet.

1.10

EØSU understreger vigtigheden af åbent software, specielt inden for e-forvaltning, for at garantere sikkerhed og kontinuitet såvel som fortroligheden af oplysninger og betalinger, samt vigtigheden af, at kildekoden kendes, og det mener, at man bør anspore til anvendelse af open source-software, der gør det muligt at undersøge, udskifte, redistribuere og genbruge edb-løsninger af stor værdi for de offentlige myndigheder.

1.11

Man bør efter EØSU's mening styrke den europæiske referenceramme for interoperabilitet med en flerdimensionel indfaldsvinkel, som omfatter de politiske aspekter af enighed om fælles prioriteter, de juridiske aspekter af lovgivningsmæssig samordning samt de tekniske, semantiske og organisatoriske aspekter.

1.12

Efter EØSU's mening bør der udarbejdes en europæisk metode til beregning af cost-benefit-forholdet for de interoperable »PEGS«-tjenester, som de offentlige myndigheder har oprettet.

1.13

EØSU mener, at en informations- og uddannelseskampagne på området er en absolut nødvendig forudsætning for, at initiativet kan lykkes. Det er også vigtigt at skabe en social dialog på europæisk plan og regelmæssigt afholde paneuropæiske konferencer om online-tjenesterne for at udbrede kendskabet til, understøtte og vejlede forvaltningernes indsats i de forskellige lande inden for en fælles udviklingsramme.

—

betydningen af at styrke de europæiske initiativer til gavn for ikke alene myndigheder og institutioner, men også for borgere, virksomheder og det organiserede civilsamfund generelt,

—

behovet for en effektiv certificeringsmyndighed på europæisk niveau, der kan garantere passende sikkerhedsniveauer med henblik på netadgang og udveksling af information,

—

betydningen af at sikre maksimal synlighed, tilgængelighed og interoperabilitet for slutbrugerne,

—

behovet for at fremme initiativer på forskellige niveauer, der kan sikre vedvarende uddannelse af brugere og muliggøre anvendelse af disse netinfrastrukturer, herunder også foranstaltninger på området livslang læring,

—

nødvendigheden af i betragtning af oplysningernes følsomhed at sikre nettenes sikkerhedsniveau gennem passende beskyttelsesinstrumenter og eventuelt protokoller for sikker dataoverførsel – både centralt og i medlemslandene.

3.1

Kommissionens forslag går ud på – via lanceringen af ISA-programmet (interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder) – at fremme en effektiv elektronisk interaktion på tværs af landegrænser og sektorer mellem de europæiske offentlige myndigheder, hvilket gør det muligt at levere elektroniske offentlige tjenesteydelser, der bidrager til at iværksætte fællesskabspolitikkerne og -aktiviteterne med særligt henblik på det indre marked, idet man undgår, at der opstår forskellige elektroniske hindringer i de enkelte medlemsstater.

3.2

ISA-programmet skal støtte og fremme:

3.3

Budgetrammen, som er foreslået til gennemførelse af ISA-programmet for perioden 2010-2015, er fastsat til 164,1 mio. euro, hvoraf en tranche på 103,5 mio. euro er øremærket for perioden indtil den 31. december 2013 i overensstemmelse med den finansielle programmering for 2007-2013, idet de resterende 60,6 mio. er forbeholdt de to sidste år, 2014 og 2015.

4.1

EØSU støtter kraftigt initiativerne med henblik på at sikre et optimalt og effektivt fungerende udvidet europæisk indre marked, og mener, at det er vigtigt til sikring af den konkrete udøvelse af de frihedsrettigheder, som er nedfældet i traktaten, at interoperabilitetsmekanismerne iværksættes i fuldt omfang til gavn ikke alene for myndigheder og institutioner, men også for borgere, virksomheder og det organiserede civilsamfund generelt.

4.2

EØSU mener, at til trods for gennemførelsen af tre på hinanden følgende flerårige programmer (IDA I, IDA II og IDABC) er de foranstaltninger, der er truffet, fortsat utilstrækkelige til at hindre en fragmentering af markedet og sikre de sammenkoblede offentlige myndigheder en reel paneuropæisk dimension og sætte dem i stand til at levere tjenester uden hindringer og diskrimination, således at markedets enhed bevares, og borgernes og virksomhedernes fulde udøvelse af deres rettigheder sikres i hele EU.

4.3

EØSU støtter initiativet vedrørende lancering af ISA-programmet, på den betingelse at dette ikke blot udgør en ren og skær forlængelse og refinansiering af de programmer, som er gennemført i tidsrummet fra 1993 og indtil dato, men at ISA-programmet sikrer en reel og effektiv »europæisk interoperabilitetsstrategi« og en »europæisk interoperabilitetsramme« (10), to elementer, der er nødvendige for et integreret indre marked og en konkurrencedygtig og bæredygtig europæisk økonomi inden for rammerne af den relancerede Lissabon-agenda.

4.4

EØSU anmoder om, at forslaget om et ISA-program ledsages af et beslutsomt fællesskabsinitiativ, som forpligter medlemsstaterne og Kommissionen gennem bindende instrumenter, der kan give en styrket europæisk interoperabilitetsramme et nyt sikkert og solidt grundlag og de offentlige og private operatører og de nationale og internationale brugere sikre og gennemsigtige fælles kanaler.

4.5

Efter EØSU's opfattelse er det vigtigt, at den nye europæiske interoperabilitetsstrategi sammen med den fælles ramme udstikker prioriteringer for fællesskabsstrategien for at sikre en faktisk gennemførelse af de forslag til direktiver og forordninger, som er under udarbejdelse.

4.6

EØSU mener, at koordineringen og samarbejdet med de øvrige fællesskabsprogrammer, der medvirker til at skabe nye idéer og løsninger med hensyn til paneuropæisk interoperabilitet – specielt rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (IKT-støtteprogrammet) og EU's syvende rammeprogram for FTU – fortsat er utilstrækkelig, og anbefaler, at der nedsættes et tværgående programudvalg med interoperabilitet som indsatsområde med deltagelse af de ansvarlige for styringen af samtlige berørte programmer, som skal koordinere udarbejdelsen af forslagsindkaldelser.

4.7

EØSU er af den opfattelse, at man ved udformningen af nye operationelle rammer bør kontrollere, at disse er fuldt kompatible med principperne om paneuropæisk interoperabilitet ved hjælp af mekanismer for forhåndsunderretning i lighed med dem, der er indført til udarbejdelse af nye tekniske standarder og normer (11). Den største hindring er af kulturel art, idet der stadig er forvaltninger, som hverken er parate til eller overbevist om nødvendigheden af at indføre åbne teknologisk-innovative løsninger, som indgår i en europæisk interoperabilitetsramme.

4.8

EØSU mener, at en informations- og uddannelseskampagne på området er en absolut nødvendig forudsætning for, at initiativet kan lykkes. Det er også vigtigt regelmæssigt at afholde paneuropæiske konferencer om online-tjenesterne med henblik på en løbende kontrol og nyorientering af arbejdsprogrammet, blandt andet med udgangspunkt i sammenlignende evalueringer af forvaltningernes indsats på de forskellige niveauer.

4.9

Digital konvergens forudsætter interoperabilitet, hvad angår materiel, platforme og tjenester, sikkerhed og pålidelighed, styring af identiteter og rettigheder (12), tilgængelighed og ukompliceret anvendelse, brug af edb-systemer og en systemarkitektur, som er sprogligt neutrale, samt en stor indsats i form af vedvarende uddannelse af brugerne, især de svageste, for at undgå social udstødelse.

4.10

EØSU understreger vigtigheden af åbent software, specielt inden for e-forvaltning, for at garantere sikkerhed og kontinuitet såvel som fortroligheden af oplysninger og betalinger, samt vigtigheden af, at »kildekoden kendes, og at man derved kan vedligeholde koden og sikre dennes stabilitet og sikkerhed, selv uden udviklerens hjælp« (13).

4.11

Efter EØSU's mening bør der udarbejdes en europæisk metode til beregning af cost-benefit-forholdet for de interoperable »PEGS«-tjenester (14), som de offentlige myndigheder har oprettet, der ikke alene tager højde for investeringsafkast og fordele med hensyn til ejendomsret, fleksibilitet og færre administrative byrder, men også og især den generelle positive betydning for et velfungerende og pålideligt indre marked for borgere og virksomheder.

4.12

Man bør efter EØSU's mening styrke den europæiske referenceramme for interoperabilitet med en flerdimensionel indfaldsvinkel, som omfatter de politiske aspekter af enighed om fælles prioriteter, de juridiske aspekter af lovgivningsmæssig samordning samt de tekniske, semantiske og organisatoriske aspekter.

4.13

EØSU mener, at det vil være god social praksis, at de nationale myndigheder inden for rammerne af den uformelle dialog EUPAN/TUNED (15) går ind i en dialog på europæisk plan med personalerepræsentanter fra de berørte forvaltninger for at stille den information til rådighed for borgerne, som de har brug for for at kunne deltage.

4.14

Med hensyn til de eksisterende generiske instrumenter og de nye instrumenter inden for rammerne af den konceptuelle GPSCM-model (16), der er opstillet af Kommissionen og medlemsstaterne, er det nødvendigt:

4.15

Efter EØSU's mening bør der fastlægges en fælles ramme for de åbne tekniske forskrifter og standarder på dette område, der udarbejdes af CEN, CENELEC og ETSI, således at de kan finde anvendelse på alle berørte parter.

4.16

EØSU mener, at man bør anspore til anvendelse af open source-software, for så vidt som dette gør det muligt at undersøge, udskifte, redistribuere og genbruge edb-løsninger af stor værdi for de offentlige myndigheder, både hvad angår omkostningseffektivitet, kontrol af anvendelsen af standarder, funktionel dækning ud over de begrænsninger, som er udstukket i licensaftaler og i form af copyright, langsigtet levedygtighed af de vedtagne løsninger og tilpasning til de lokale behov.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/41

1.1

EØSU gentager sin støtte til Kommissionens forslag ud fra den betragtning, at liberaliseringen af anvendelsen af 900 MHz-båndet gør et lovgivningsinitiativ på EU-niveau nødvendigt.

2.1

Den 25. juli 2007 fremlagde Kommissionen et forslag til direktiv om ophævelse af direktiv 87/372/EØF (1) med henblik på at ophæve forbeholdelsen af 900 MHz-båndet for GSM i EU's medlemsstater, der var blevet indført med Rådets direktiv 87/372/EØF af 25. juni 1987 om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet.

2.2

Dette frekvensbånd er særlig værdifuldt, fordi det har gode udbredelseskarakteristika, idet det dækker større afstande end højere frekvensbånd og dermed giver mulighed for at udbrede moderne stemme-, data- og multimedietjenester i tyndt befolkede områder og landdistrikter.

2.3

Gennemførelsen af forslaget anses for en forudsætning for, at initiativet »i2010 – Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse« (2) kan lykkes og for at skabe mere konkurrence ved at lade andre teknologier benytte 900 MHz-båndet, således at brugerne får det størst mulige udvalg af tjenester og teknologier at vælge imellem.

2.4

I henhold til bestemmelserne i beslutning 676/2002/EF har Kommissionen givet CEPT mandat til at fastlægge mindre restriktive tekniske betingelser. I overensstemmelse med dette mandat baseres betingelserne på princippet om, at GSM- og UMTS-systemerne skal kunne eksistere side om side i 900 MHz-båndet, som er fuldt kompatibelt hermed.

2.5

EØSU har afgivet positiv udtalelse (3) om dette forslag ud fra den opfattelse, at dets vedtagelse vil kunne stimulere innovation og konkurrenceevne, øge konkurrencen på telekommunikationsmarkedet og udvide forbrugernes valgmuligheder.

2.6

Efter diskussioner om lovgivningsproceduren fremlagde Kommissionen den 19. november 2008 et nyt forslag til direktiv (4) om ændring af direktiv 87/372/EØF.

3.1

Det nuværende direktiv kræver, at medlemsstaterne skal afsætte hele frekvensområdet 890-915 MHz og 935-960 MHz til GSM. Denne begrænsning forhindrer, at det kan anvendes til andre Europa-dækkende systemer, som kan levere avancerede, indbyrdes kompatible stemme-, data- og multimedietjenester med stor båndbredde. Disse nye fælleseuropæiske systemer som f.eks. UMTS-systemet rummer flere muligheder end GSM-systemet og er siden vedtagelsen af GSM-direktivet for tyve år siden blevet økonomisk interessante takket være den teknologiske udvikling.

3.2

Det ventes, at liberaliseringen af anvendelsen af 900 MHz-båndet vil kunne medføre konkurrencefordrejninger, især i de tilfælde, hvor visse udbydere af mobiltjenester ikke har fået brugsret til frekvenser i 900 MHz-båndet. Disse udbydere kunne blive stillet ringere med hensyn til omkostninger og effektivitet end de udbydere, der vil kunne tilbyde 3G-tjenester i samme bånd.

3.3

Forslaget definerer »GSM-system«som et elektronisk kommunikationsnet, der overholder GSM-standarderne, som er offentliggjort af ETSI, særlig EN 301 502 og EN 301 511, og »UMTS-system« som elektronisk kommunikationsnet, der overholder UMTS-standarderne, som er offentliggjort af ETSI, særlig EN 301 908-1, EN 301 908-2, EN 301 908-3 og EN 301 908-11.

3.4

I henhold til lovgivningen om elektronisk kommunikation, særlig direktiv 2002/20/EF (5), kan medlemsstaterne ændre eller revidere brugsretten til frekvensområder og har dermed midler i hænde til i givet fald at afhjælpe konkurrencefordrejninger. De skal derfor træffe passende foranstaltninger og navnlig undersøge, om gennemførelsen af det foreslåede direktiv kan forventes af fordreje konkurrencen på de berørte mobilmarkeder.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/43

1.1

EØSU mener, at den foreslåede forenkling af det foreliggende forordningsforslag er nødvendig. Det anfører imidlertid, at der ikke blot er tale om en forenkling, men at Kommissionen med henblik på en harmonisering også foreslår visse ændringer af de indførte tekniske foranstaltninger.

1.2

EØSU mener, at det er nødvendigt at ændre visse tekniske foranstaltninger for at indføre den foreslåede harmonisering, og at der derfor først skal foretages nogle videnskabelige biologiske og socioøkonomiske undersøgelser.

1.3

I betragtning af den meget tekniske karakter af forordningsforslagets foranstaltninger finder EØSU det ikke hensigtsmæssigt at udtale sig om ændringsforslagene, før disse videnskabelige undersøgelser har fundet sted. Udvalget mener ligeledes, at de nye tekniske foranstaltningers effektivitet forudgående bør afprøves af professionelle fiskere om bord på fiskerfartøjerne og på fangstpladserne.

1.4

EØSU mener, at alle de tekniske foranstaltninger skal være omfattet af Rådets foreliggende forordningsforslag, hvorved man undgår muligheden for, at visse af dem medtages i fremtidige forordninger fra Kommissionen.

1.5

EØSU støtter fuldt ud Kommissionens forslag om at foretage en regelmæssig evaluering af de tekniske foranstaltningers effektivitet.

2.3.1

Rådets anmodning af juni 2004 til Kommissionen om at revidere de tekniske foranstaltninger vedrørende bevarelse af fiskeressourcerne i Atlanterhavet og Nordsøen med det formål at forenkle dem og tage hensyn til visse regionale forhold, og

2.3.2

Kommissionens handlingsplan, som Rådet godkendte i april 2006, som har til formål at forenkle fællesskabslovgivningen ved at samle alle tekniske foranstaltninger, som er indeholdt i forskellige forordninger, herunder den årlige rådsforordning om fastsættelse af fiskerimuligheder og genopretningsplaner for visse bestande, i én forordning.

3.1

EØSU mener, at dette forordningsforslag er af særlig teknisk karakter. I forlængelse af de foranstaltninger, som udvalget godkendte i sin udtalelse om handlingsplanen for forenkling af fællesskabslovgivningen, er det nødvendigt med en forenkling. Men der er ikke blot tale om en forenkling, idet Kommissionen indfører ændringer af den gældende lovgivning med det formål at sikre harmonisering og for at tage hensyn til regionale forskelle ved at foreslå særlige bestemmelser for »områder, der dækkes af et regionalt rådgivende råd«. Denne regionalisering vil også medføre ændringer af den gældende lovgivning.

3.2

Kommissionens hensigt er, at det foreliggende forordningsforslag fastlægger de fælles retningslinjer for alle fiskeriområderne, og at andre af dens fremtidige forordninger, inden for rammerne af komitologiproceduren, fastlægger de rent tekniske aspekter af regional karakter.

3.3

Udvalget er enigt i, at det er nødvendigt at fastlægge de tekniske foranstaltninger under hensyntagen til de forskellige EU-regioners særpræg, men mener ikke, at den valgte fremgangsmåde er den mest hensigtsmæssige. Det foretrækker derfor, at alle foranstaltningerne inkluderes i det foreliggende forslag til Rådets forordning og ikke medtages i fremtidige forordninger fra Kommissionen.

3.4

EØSU mener, at det dermed vil være nemmere at tilpasse de tekniske foranstaltninger dels til den nye fælles fiskeripolitik, som blev vedtaget i 2002, navnlig for så vidt angår de regionale rådgivende råd, som blev oprettet med Rådets afgørelse af 19. juli 2004, dels til integreringen af miljøhensyn, som f.eks. beskyttelse af marine habitater og begrænsning af udsmid, idet disse foranstaltninger gælder specifikt for en given region, der hører under et specifikt regionalt rådgivende råd.

3.5

EØSU mener, at de foreslåede tekniske foranstaltninger inden vedtagelsen bør testes af professionelle fiskere om bord på fartøjerne og på fangstpladserne, så man kan undgå at gentage tidligere tiders fejltagelser.

3.6

I betragtning af tekstens og de foreslåede tekniske foranstaltningers kompleksitet mener EØSU, at der bør tilføjes et bilag med illustrerende grafer, så forordningsforslaget bliver lettere at forstå.

4.1

Forordningsforslaget omfatter i sin nuværende udformning tekniske foranstaltninger, der dækker en bred vifte af mål, herunder navnlig beskyttelse af ungfisk, hvilket hovedsageligt søges opfyldt ved at begrænse fangsten af dem, f.eks. ved at gøre fiskeredskaberne mere selektive eller ved at lukke visse fangstperioder/områder. Andre foranstaltninger har til formål at beskytte bestemte arter eller økosystemer ved at begrænse fiskeriindsatsen, f.eks. gennem lukninger, mens en anden stor gruppe foranstaltninger sigter mod at begrænse omfanget af udsmid.

4.2

Ud over definitionen af anvendelsesområdet indeholder forordningsforslaget også alle bestemmelser vedrørende mindstemål ved landing for alle arter af levende akvatiske ressourcer. EØSU er ikke klar over, i hvilket omfang importerede fisk er dækket af bestemmelserne og efterlyser derfor en afklaring af, hvad der sker, når størrelsen på importerede fisk ligger under de mindstemål, EU har fastsat. Efter EØSU's mening ville det være rimeligt at forbyde markedsføring i EU af fiskeprodukter fra tredjelande, der er mindre end EU's mindstemål.

4.3

Forslaget indeholder en udtømmende liste over fiskeredskaber, og for hvert enkelt redskab er der angivet mindstemål for net og for fangstposer, de maksimale dybder, de må anvendes på, samt forbud mod anvendelse af fangstposer, som ikke har de anførte mål og den anførte form, dvs. forbud mod fangstposer, hvis antal lige store masker noget sted i fangstposens omkreds øges fra fangstposens forende til dens bagende, eller som ikke er fremstillet af godkendte materialer med den rette tykkelse.

4.4

Udvalget mener, at Kommissionens forslag om en forenkling er hensigtsmæssigt og nødvendigt. EØSU mener imidlertid, at dette forsøg på harmonisering, som forudsætter ændringer af visse tekniske foranstaltninger, kræver forudgående videnskabelige biologiske og socioøkonomiske undersøgelser.

4.5

I betragtning af den meget tekniske karakter af de foranstaltninger, der fastlægges i forordningsforslaget, finder EØSU det ikke hensigtsmæssigt at udtale sig om ændringsforslagene, før disse videnskabelige undersøgelser har fundet sted.

4.6

Levende akvatiske ressourcer, som på fangsttidspunktet er under mindstemålet, må ikke beholdes om bord eller omlades, landes, transporteres, oplagres, sælges, frembydes eller udbydes til salg, men skal straks genudsættes. EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på den potentielle virkning af denne bestemmelse vedrørende udsmid. Det virker selvmodsigende, at man på den ene side ønsker at forbyde udsmid, men på den anden side forbyder at beholde visse dele af fangsten om bord

4.7

EØSU er bekymret over, hvilke konsekvenser reglen om ét tilladt redskab kan få. Kommissionen bør huske på, at i tilfælde af fiskeri efter flere forskellige arter, hvor det er nødvendigt at bruge mere end et net, vil fiskerne nu oftere end hidtil skulle vende tilbage til havnen for at udskifte fiskeredskaberne, hvilket medfører ekstra driftsomkostninger og dermed yderligere udhuler fiskerfartøjernes rentabilitet.

4.8

I forslaget til Rådets forordning fastsættes det, at hvis den andel af fangsten, som ikke opfylder mindstemålene, overstiger 10 % af den samlede mængde i et træk, skal fartøjet sejle mindst fem sømil bort fra det oprindelige fangststed, inden fiskeriet genoptages, alt afhængigt af den tilladte maskestørrelse for de enkelte arter, og under det næste træk holde en afstand på mellem fem og ti sømil fra det sted, hvor det seneste træk blev foretaget.

4.9

Udvalget giver udtryk for sin bekymring vedrørende denne foranstaltning, idet Kommissionen ved at generalisere foranstaltningen ikke tager hensyn til de forskellige områders og fiskeriers særpræg, hvilket kan give anledning til tilfælde med juridisk usikkerhed, ikke mindst fordi det ikke præciseres, om der er tale om målrettet fangst på en art eller om bifangst. EØSU mener, at man med iværksættelsen af andre typer foranstaltninger, som f.eks. fiskeriforbud på specifikke steder og tider, kan opnå mere positive resultater end med forslaget.

4.10

For at beskytte miljøet, hvilket er hovedmålet, er det forbudt at fange, opbevare om bord, omlade, oplagre, lande, sælge, frembyde eller udbyde marine organismer til salg, der er taget ved anvendelse af metoder, der omfatter brug af sprængstoffer, giftige eller bedøvende stoffer, elektrisk strøm eller en eller anden form for projektil. Det er ligeledes forbudt at foretage nogen form for fysisk eller kemisk forarbejdning af fisk til fiskemel eller fiskeolie om bord på fiskerfartøjer eller at omlade fangster mellem fartøjer til sådanne formål.

4.11

EØSU er tilfreds med indførelsen af disse miljøbeskyttelsesforanstaltninger, som er forbundet med anvendelsen af den nye fælles fiskeripolitik fra 2002, og opfordrer Kommissionen til at sørge for, at de nøje overholdes af hele EU's fiskerflåde.

4.12

Udvalget bifalder de bestemmelser, som Kommissionen foreslår med henblik på at godkende de hastende bevarelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne har truffet, og som vedrører hele EF-fiskerflåden, eller de foranstaltninger, som kun gælder for fiskerfartøjer, der fører deres flag. Imidlertid burde man for at undgå eventuelt misbrug fra visse medlemsstaters side lade uafhængige aktører eller organer afprøve, om de pågældende foranstaltninger er egnede og nødvendige.

4.13

EØSU finder det ligeledes hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne og/eller de regionale rådgivende råd kan fremsætte forslag til Kommissionen i forbindelse med udarbejdelse af planer med henblik på at mindske eller helt undgå udsmid og forbedre fiskeredskabers selektivitet.

4.14

Udvalget støtter også, at forslaget til Rådets forordning ikke gælder for fiskeri, som udelukkende drives med henblik på videnskabelige undersøgelser, under forudsætning af at fiskeriet foregår med den pågældende medlemsstats tilladelse og under dennes myndighed. Udvalget finder det dog ikke nødvendigt, at fartøjet skal tage en observatør fra kystmedlemsstaten om bord under fiskeriet i forbindelse med videnskabelige undersøgelser i de farvande, fartøjet fisker i.

4.15

Endelig indføres der som noget nyt en evaluering af de tekniske foranstaltningers effektivitet, hvilket EØSU støtter fuldt ud. Denne evaluering skal gennemføres hvert femte år, og Kommissionen fremsætter på baggrund af oplysningerne i evalueringerne forslag til Rådet om alle de ændringer, som det måtte være nødvendigt at foretage.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/46

1.1

EØSU bifalder Kommissionens »Handlingsplan for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik«, som indebærer udvikling af en række nye tiltag og ændring af forskellige lovbestemmelser. EØSU har ved tidligere lejligheder givet udtryk for sit engagement i forbindelse med bæredygtig udvikling som en vej til miljømæssig, økonomisk og social udvikling i EU.

1.2

Udvalget ønsker at gøre det klart, at virksomhederne, navnlig de små og mellemstore virksomheder (SMV'erne), i øjeblikket er meget sårbare som følge af den økonomiske og finansielle krise, og at der nødvendigvis må stilles garanti for, at handlingsplanen gennemføres på en sådan måde, at virksomhedernes effektivitet og konkurrencedygtighed styrkes, og der bidrages til genopretningen af økonomien, samtidig med at handlingsplanen fremmer en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug.

1.3

Kommissionens handlingsplan lider af en vis uklarhed, når det gælder indhold og rækkevidde. Disse tvivlsspørgsmål bør imidlertid afklares hurtigst muligt for at lette handlingsplanens gennemførelse og for at sikre, at de berørte økonomiske sektorer fortolker den korrekt. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at færdiggøre sine planer i passende samarbejde med de berørte sektorer, idet den hele tiden bør holde sig solide videnskabelige og tekniske kriterier, som er klare og gennemførlige i praksis, for øje.

1.4

EØSU går i høj grad ind for, at der som supplement til de bestræbelser, som de økonomiske sektorer vil gøre sig, udvikles støtteforanstaltninger, navnlig inden for forskning, udvikling og innovation. Der mindes således om, at det netop er i krisetider, at sådanne aktiviteter bør styrkes.

1.5

Det er yderst vigtigt, at Kommission i forbindelse med udviklingen af handlingsplanen accepterer, at alle de berørte sektorer involveres. EØSU ønsker i den henseende at give udtryk for sin bekymring i forhold til et forum for detailleddet, der er et ensidigt initiativ, som bør afvises, eftersom det ville underkaste leverandørerne betingelser uden deres samtykke og i forhold til deres markedsposition. Det vil kun være acceptabelt og gennemførligt, hvis forummet for detailleddet erstattes af et forum med lige deltagelse af alle relevante sektorer.

1.6

Med hensyn til forslaget om miljøvenligt design ønsker EØSU at henlede opmærksomheden på, at de miljømæssige krav skal defineres i forhold til de mål, der ønskes opnået, snarere end i forhold til de tekniske løsninger, som fremfindes i forbindelse med miljøvenligt design. Den fortsatte udvikling af miljøvenlige forbedringer af produkterne skal ske gennem analyse af deres livscyklus, som igen bør referere til en række indikatorer som: drivhusgasemissioner, vandforbrug, forbrug af ikke-vedvarende energi, forringelse af biodiversiteten, luft- og jordforurening osv. Kun hvis alle disse faktorer tages i betragtning med støtte fra relevante videnskabelige metoder, er det muligt at finde frem til den rigtige løsning.

1.7

Hvad mærkning angår, vil EØSU gerne minde om, at mærkning er et vigtigt redskab, selv om det ikke er den eneste måde at informere forbrugerne på, at det vil være relevant at harmonisere bestemmelserne på dette område, hvis målene skal nås, og at visse sektorer som f.eks. fødevaresektoren allerede har skrappe krav på området. Efter EØSU's mening er forbrugeroplysning den ideelle måde at øge forbrugernes opmærksomhed og viden og ændre deres forbrugsmønstre.

1.8

Endelig vil EØSU gerne gentage, at alle de tiltag, som de europæiske erhvervsdrivende skal iværksætte i forbindelse med gennemførelsen af Kommissionens handlingsplan, også bør gælde importerede produkter, således at der ikke bliver tale om et diskriminerende og byrdefuldt system for de europæiske producenter på deres eget hjemmemarked.

2.1

EU har gjort store fremskridt i sine bestræbelser på at opfylde de mål om vækst og beskæftigelse, som er fastsat i Lissabonstrategien. Nu lægges der op til, at disse økonomiske fremskridt skal ske på en bæredygtig måde. Efter Kommissionens vurdering er dette et spørgsmål, man straks bør tage fat på at løse.

2.2

Således fremlægger Kommissionen i sin meddelelse, KOM(2008)397 endelig, sin strategi om støtte til en integreret vision for fremme af et bæredygtigt forbrug, en bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik i EU. Denne strategi supplerer allerede eksisterende politikker vedrørende energianvendelse, navnlig den energi- og klimapakke, som Kommissionen vedtog i 2008.

2.3

I Kommissionens dokument fremlægges en handlingsplan, som har til formål at forbedre varernes energieffektivitet og miljøvenlighed og samtidig udbrede brugen af de mest miljørigtige varer blandt forbrugerne. Det endelige mål er at forbedre varernes miljøvenlighed i hele deres livscyklus, idet der vil blive fokuseret på varer med størst potentiale for at reducere den miljømæssige belastning. Den virkelige udfordring ligger således i at skabe en positiv udvikling ved at forbedre varernes miljøvenlighed i hele deres livscyklus, fremme og stimulere efterspørgslen efter bedre varer og produktionsteknologier og hjælpe forbrugerne med at foretage et bedre valg på grundlag af en mere sammenhængende og forenklet mærkning, samtidig med at den europæiske økonomis konkurrenceevne forbedres.

2.4

Denne handlingsplan ledsages af otte foranstaltninger, som beskrives nærmere nedenfor.

2.5

Alle disse målsætninger, som beskrives nøjere i handlingsplanen, ledsages af tre lovgivningsmæssige forslag:

samt en meddelelse om grønne offentlige indkøb.

—

Statusrapport hvert andet år om EU's strategi for bæredygtig udvikling (1)

—

EU-miljøreglernes indvirkning på industrielle ændringer (2)

—

Miljøvenlig produktion (3)

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/50

1.1

EU's miljømærke er et frivilligt instrument, hvilket det bør forblive. Det, at ordningen er frivillig, gør, at der kan fastsættes høje og ambitiøse standarder, der kun giver mulighed for salg af produkter og tjenesteydelser med en høj miljøpræstation.

1.2

EØSU fastholder, at administrationen af ordningen skal forbedres, så den bliver mere forretningsmæssig.

1.3

EØSU er enig med Kommissionen i, at antallet af produktgrupper og licensindehavere skal øges væsentligt.

1.4

EØSU mener, at et miljømærke på alle fødevarer, både friske og forarbejdede, ville være første skridt mod en grønnere forsyningskæde. Men fødevarer bør efter udvalgets mening kun tildeles et miljømærke, hvis hele produktets livscyklus tages i betragtning. Det fremgår ikke klart af forslaget, hvilke fødevaretyper Kommissionen forestiller sig vil blive omfattet af forordningen.

1.5

EØSU mener, at emballering kun bør være en del af miljømærkekriterierne, såfremt det er relevant for den enkelte produktgruppe.

2.1

I juli 2008 offentliggjorde Kommissionen sit forslag om Fællesskabets miljømærkeordning. Den foreslåede forordning skal afløse forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke.

2.2

Dette emne er ikke nyt for EØSU, som fremlagde sine holdninger til det oprindelige forslag (1) og også har fremsat flere forslag til ordningens fremtid som en del af andre nylige udtalelser (2).

2.3

Ved udarbejdelsen af denne udtalelse har EØSU endvidere modtaget forskellige bidrag fra de kompetente organer, europæiske interessegrupper og virksomheder, der er involveret i ordningen. EØSU fik navnlig gavn af præsentationer fra forskellige repræsentanter fra erhvervslivet, miljø-ngo'er og forbrugerorganisationer, som deltog i en høring i udvalgets lokaler.

3.1

Miljøets tilstand giver anledning til stadig voksende bekymring.

Moderne produktions- og forbrugsmønstre har bidraget til at skabe et større behov for energi og ressourcer, som bruges på en ubæredygtig måde, hvilket står i vejen for målet om at afhjælpe den negative indvirkning af menneskers aktiviteter på miljø, sundhed og naturressourcer.

3.2

Økonomierne står derfor i dag over for en stor udfordring, som går ud på at integrere den miljømæssige bæredygtighed med økonomisk vækst og velfærd for at rette op på fortidens fejl.

3.3

Den finansielle krise, som har ramt økonomier i hele verden, bør ikke lægge en dæmper på anstrengelserne for at mildne konsekvenserne af klimaændringer og beskytte miljøet. Tværtimod bør en »grønnere« forsyningskæde tages som udgangspunkt for gradvist at gøre alle erhvervssektorer mere miljøvenlige.

3.4

I denne forbindelse maksimerer bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion virksomhedernes muligheder for at omdanne udfordringerne for miljøet til økonomiske muligheder og udgør desuden en gevinst for forbrugerne.

3.5

Udfordringen består i at forbedre produkters miljøpræstationer gennem hele deres livscyklus, fremme efterspørgslen efter bedre produkter og produktionsteknologier og hjælpe forbrugerne med at træffe valg på et velinformeret grundlag.

3.6

Derfor støtter udvalget et miljømærke med flerstrengede kriterier baseret på en »livscyklustankegang« (3) og godkendt af tredjepart, som kan udgøre et vigtigt element i disse politiske instrumenter (4).

3.7

EØSU støtter kraftigt initiativer, som har til formål at udarbejde en EU-politik om bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug, der er fuldt integreret i andre EU-politikker, med henblik på at udvikle et »grønt marked« for at sikre, at disse produkter og tjenesteydelser overholder klare, fælles definitioner og med sikkerhed er tilgængelige i alle medlemsstaterne.

3.8

Erfaringerne fra anvendelsen af miljømærkeordningen har vist, at der er behov for at ændre den gældende forordning.

Manglerne ved ordningen, som den er i dag, kan sammenfattes således:

Udvalget fremsætter sine synspunkter om disse svagheder i afsnittet »Særlige bemærkninger«, hvor det drøfter de foranstaltninger, Kommissionen har foreslået til forbedring af ordningen.

3.9

Endelig er en vellykket gennemførelse af EU's miljømærkeordning også af stor betydning, fordi det er det eneste produktrelaterede og efterspørgselsstyrede frivillige politiske instrument, som har til formål at fremme bæredygtighed.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/55

1.1

EØSU hilser Europa-Kommissionens initiativ til en harmoniseret regulering af handelen med sælprodukter velkommen. Den nuværende situation på dette område er ikke bæredygtig, og der bør tilskyndes til væsentlige forandringer på internationalt niveau.

1.2

Da der ikke findes et specifikt retsgrundlag i EF-traktaten vedrørende dyrevelfærd, finder EØSU det passende, at Kommissionen har valgt traktatens artikel 95 om »opsplitning af det indre marked« som grundlag for lovgivning på dette område. EU's retspraksis er garant for denne beslutnings legitimitet.

1.3

EØSU foreslår, at undtagelsesbestemmelsernes ikrafttræden udsættes, og at Kommissionen fremlægger en detaljeret rapport i 2012 om udviklingen i lovgivningerne om sæljagt, som kan danne grundlag for eventuelle undtagelser fra 2012.

1.4

I den nye forordnings tre første anvendelsesår bør forbuddet være absolut med en enkelt undtagelse: inuitternes traditionelle jagt med henblik på opretholdelse af deres livsform.

1.5

For at sikre, at lovforslagets foranstaltninger kan gennemføres, er det afgørende, at Kommissionen kan oprette et effektivt kontrolsystem. Kontrollen bør ikke udelukkende forvaltes af den medlemsstat, der anmoder om undtagelse. Kommissionen bør overvåge, at de relevante lovbestemmelser anvendes korrekt i praksis.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde relevante undersøgelser med henblik på at fastlægge klimaforandringernes eventuelle indvirkning på artens bevaring.

2.1

Den dyreorden, der benævnes pinnipedia, omfatter i alt 33 arter af sæler, søløver, søbjørne, søelefanter og hvalrosser. Det er pattedyr af forskellig størrelse, som samles i store grupper for at yngle på jorden eller isen.

2.2

Selv om miljøorganisationer (1) begynder at advare om en stærk reduktion af sælbestanden, bl.a. på grund af klimaforandringerne, nægter jægernes organisationer og regeringerne i de lande, hvor sælerne yngler, at artens bevarelse overhovedet er et problem, idet de understreger, at der er omkring 15 mio. sæler, som må jages. I de seneste år har debatten om sæljagt fokuseret på spørgsmål om dyrevelfærd, mens artsbevarelsesaspektet har haft en sekundær plads. EU har en specifik lovgivning om bevarelse af sæler (2).

2.3

Kommerciel sælfangst findes i Canada, Grønland, Namibia, Norge og Rusland. Alle disse lande har udviklet forskellig lovgivning for at regulere sæljagten. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har erkendt, at der ikke foreligger pålidelige data om sælbestanden og det årlige antal dræbte sæler. Ifølge data fra myndighederne i hvert enkelt land er Canada landet med den største sælfangst på ca. 300 000 sæler om året. I 2008 blev der ifølge den canadiske regerings oplysninger (3) dræbt 275 000 sæler og udstedt 17 000 licenser. Langt efter Canada kommer Grønland (4) og Namibia (5) med hhv. 160 000 og 80 000 sæler om året.

2.4

I EU foretages der aflivning og flåning af sæler i to medlemsstater, Finland og Sverige. I Storbritannien (Skotland) fremstilles der sælprodukter. På EU's område har denne virksomhed ikke en kommerciel dimension som i Norge og Canada, men har et dobbelt formål som rekreativ beskæftigelse og som kontrol med en fiskeædende bestand.

2.5

Sæler aflives med henblik på udnyttelse af skindet til frakker, fedtet til olie, kødet til dyrefoder og kønsdelene til fremstilling af afrodisiaka, som der er stadig større efterspørgsel på i Asien.

2.6

Der er forskellige former at aflive sæler på. Mest almindeligt er rifler og hakapik (en slags kølle med en sømlignende spids). En hakapik er et tilsyneladende primitivt og groft instrument, men betragtes af videnskabsmænd som den mest effektive metode til hurtigt at bedøve og aflive en sæl.

2.7

EFSA påpegede i sin videnskabelige udtalelse fra 2007 (6), at »det er muligt at aflive sæler hurtigt og effektivt uden at påføre dem unødvendig smerte og angst«, men bemærkede dog, at effektiv og human aflivning ikke altid finder sted i praksis. I de forskellige nationale lovgivninger reguleres hakapikkens størrelse og anvendelsesmåder samt riflernes kaliber og kuglens hastighed.

3.1

Den 26. september 2006 vedtog Europa-Parlamentet en erklæring (7) med en anmodning til Kommissionen om at lovgive om import, eksport og salg af alle sælprodukter fra to sælarter: grønlandssæl og klapmydssæl. Samtidig bad Parlamentet i erklæringen om særbehandling af inuitternes traditionelle sæljagt.

3.2

Europarådets parlamentariske forsamling vedtog en henstilling om sæljagt, hvori dens medlemsstater blev opfordret til at forbyde alle grusomme jagtmetoder, som ikke medfører dyrenes øjeblikkelige og smertefri død.

3.3

I de seneste år har Belgien, Holland og Slovenien vedtaget nationale love om forbud mod fremstilling og omsætning af sælprodukter. Også andre lande i EU har besluttet at lovgive på området, og deres nationale lovgivning er i øjeblikket under udarbejdelse.

3.4

Kommissionen arrangerede i 2007 en høring af de berørte parter, som afsluttedes med den videnskabelige udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) (8). I april 2008 offentliggjorde Kommissionens Generaldirektorat for Miljø en undersøgelse af de mulige konsekvenser af et forbud mod sælprodukter.

3.5

Den 23. juli 2008 fremsatte Kommissionen et forslag til forordning (9) om handel med sælprodukter. Retsgrundlaget for forslaget er EF-traktatens artikel 95 og 133. Artikel 95 handler om opsplitning af det indre marked og artikel 133 om den fælles handelspolitik. Betingelserne for anvendelse af EF-traktatens artikel 95 som hjemmel er blevet fastsat i EF-Domstolens retspraksis.

3.6

Kommissionens forslag til forordning forbyder omsætning, import, eksport og transit af sælprodukter i Fællesskabet. Der opstilles dog bestemmelser, der gør det muligt at indrømme undtagelser fra det generelle forbud, hvis en række betingelser vedrørende dyrevelfærd, der opregnes i forordningen (10), er behørigt opfyldt. Disse betingelser skal sikre, at sælerne er blevet aflivet og flået uden at være blevet påført unødvendig smerte, angst eller anden form for lidelse.

3.7

Kommissionen giver automatisk tilladelse til inuitternes traditionelle sælfangst for opretholdelse af deres livsform. I gennemførelsesbestemmelserne vil der blive fastlagt foranstaltninger til sikring af sælprodukternes oprindelse.

3.8

Medlemsstaterne skal hvert femte år sende en rapport til Kommissionen om de tiltag, der er truffet for at håndhæve denne forordning.

4.1

EØSU er yderst tilfreds med Europa-Kommissionens initiativ til en harmoniseret regulering af de acceptable sælfangstmetoder og omsætning af sælprodukter.

4.2

Forordningsforslaget fokuserer på dyrevelfærd og behandler ikke problematikken om artens bevarelse. Miljøorganisationer har understreget nødvendigheden af at medtage bevarelsesaspekterne i lovteksten. EU har imidlertid en solid lovgivning om bevarelse og råder over specifikke instrumenter for bevarelse af sæler, som supplerer forslagets foranstaltninger.

4.3

Det er indlysende, at klimaændringer (især afsmeltningsfænomenet) vil få direkte indvirkning på sælernes livsbetingelser og reproduktion. Kommissionen opfordres derfor til at foretage vurderinger og videnskabelige undersøgelser for at fremskaffe reelle data om klimaændringernes potentielle negative indvirkning på sælbestanden og i givet fald revidere og vedtage EU-instrumenter med henblik på bevarelse.

4.4

I EF-traktaten er det intet specifikt retsgrundlag, der gør det muligt at lovgive om dyrevelfærdsaspekter. I mangel af et eksplicit retsgrundlag har EU måttet finde et andet, men lige så legitimt retsgrundlag for at kunne behandle dette aspekt. Den kontroversielle artikel 95 om »opsplitning af det indre marked« giver EU mulighed for at harmonisere lovgivninger med en baggrund i dyrevelfærd, som EU's retspraksis har kvalificeret som et emne af »almen interesse«. EØSU accepterede i sin udtalelse om skind fra hunde og katte (11) dette retsgrundlag for lovgivning om dyrevelfærd og påpegede dets overensstemmelse med de handelsregler, som Verdenshandelsorganisationen (WTO) har fastlagt.

4.5

Fraværet af EU-kontrol på området, manglende data (officielt erkendt af EFSA) og den underliggende økonomiske interesse gør det vanskeligt at danne sig et realistisk og ufordrejet billede af sælfangst uden for EU. De eventuelle ændringer i lovgivningen i de lande, der driver sælfangst, med henblik på tilpasning til de nye EU-kriterier indebærer ikke nødvendigvis, at der i praksis sker en væsentlig forbedring af vilkårene for aflivning af sæler.

4.6

Et generelt forbud med efterfølgende undtagelsesbestemmelser er et innovativt instrument, som kan danne værdifuld præcedens for kommende EU-lovgivningsprocesser. Derfor vil EØSU ikke helt afvise EU-undtagelsesbestemmelserne, men beder om udsættelse af deres ikrafttræden, således at det generelle forbud i de tre første år, forordningen anvendes, bliver totalt, bortset fra en enkelt undtagelse for inuitsamfundet, hvis overlevelse afhænger af sæljagt. Udsættelsen giver EU mulighed for teknisk udvikling af en mere detaljeret og stram undtagelsesordning end den, der beskrives i forordningsforslaget. Desuden vil udsættelsen lette kontrollen og eventuelt tilvejebringe nye elementer, der kan anvendes i vurderingen af, om der skal indrømmes undtagelse.

4.7

Fremlæggelse af en EU-rapport i 2012 om ændringer i nationale lovgivninger om sælfangst, anvendelse i praksis og kontrolforanstaltninger kunne være til stor nytte for EU-myndighederne, som så fremover kan vurdere, hvilke fremskridt der er gjort, og hvilke undtagelser der skal gives. Manglen på data kræver, at EU lægger sig ekstra i selen for at fremskaffe alle de relevante og nødvendige data.

4.8

EØSU ønsker, at Kommissionens forordningsforslag reelt vil tilskynde de stater, som driver sælfangst, til at tilpasse deres lovgivning og praksis i retning af mere »humane« aflivningsmetoder for sæler. Den nuværende situation mht. aflivning af sæler kan ikke fortsætte, og de nødvendige ændringer skal indføres, selvom det erkendes, at EU har begrænset kompetence på dette område.

4.9

EØSU understreger nødvendigheden af, at medlemsstaterne vedtager effektive, afskrækkende og afbalancerede sanktioner med henblik på at sikre rækkevidden og effektiviteten af den nye lovgivning om sæljagt. Et effektivt sanktionssystem vil være med til at styrke det indre marked og beskytte forbrugerne.

5.1

Selv om forordningsforslaget ikke tager spørgsmålet om sæljagtens berettigelse op, finder EØSU det på sin plads at udtale sig om nogle af de spørgsmål, der går igen i debatten om sæljagt. For det første må der ikke herske tvivl om, at sældrab ikke kan defineres som fiskeri, men som jagt på pattedyr. For det andet er det ikke sikkert, at sæler kan udpeges som den faktor, der er skyld i de svindende havressourcer, mere konkret torskebestandene. Ingen videnskabelig undersøgelse kan bekræfte denne påstand, som i nogle lande fremsættes for at retfærdiggøre sælfangst. Havøkosystemets kompleksitet gør det umuligt at udtale sig kategorisk i den retning.

5.2

Kommissionen skelner i sit forslag ikke mellem sælfangst i stor og lille målestok. Det gør Kommissionen klogt i, når det tages i betragtning, at forslagets egentlige mål er overholdelse af principper for dyrevelfærd. Indførelse af særlige undtagelser for europæiske lande, som driver sælfangst i lille målestok, kan ikke retfærdiggøres ud fra et dyrevelfærdssynspunkt og kunne så tvivl om hele forslagets internationale retsgyldighed.

5.3

På dette område er kontrolarbejdet særlig vanskeligt, og det foregår under meget ugunstige klimatiske forhold. Kontrollen skal fastslå, hvor mange dyr der er aflivet, og i hvor høj grad de relevante lovbestemmelser er overholdt i praksis. Et kontrolsystem, der helt og fuldt styres af det land, der anmoder om undtagelse fra fangstforbuddet, forekommer ikke at være den bedste måde at garantere kontrollens uafhængighed på. EU bør nedsætte et eksperthold, der kan gennemføre kontroller på stedet i de lande, som anmoder om undtagelse. Finansieringen af dette europæiske hold af inspektører bør påhvile det land, som ønsker at eksportere til EU's marked. På denne måde ville EU have flere oplysninger til rådighed for evalueringen af certificerings- og mærkningsordningen.

5.4

Indførelse af en certificeringsordning og frivillig mærkning i de lande, som anmoder om undtagelse, tager hensyn til de følelser, som EU-borgerne gentagne gange har udtrykt, og som afspejledes i Kommissionens offentlige høring. Certificerings- og mærkningsinitiativerne skal under alle omstændigheder ledsages af et generelt forbud mod at bringe sælprodukter i omsætning. I modsat fald er det tvivlsomt, om de dyrevelfærdsmål, som Kommissionen forfølger med sit forslag, kan nås.

5.5

Certificeringskravene skal fastlægges i forordningens gennemførelsesbestemmelser på en sådan måde, at der gives en præcis definition af betingelserne for certificering og mærkning. Manglen på præcision på dette område har tidligere medført en upræcis mærkning, som har forvirret og vildledt forbrugerne. Man finder oftere produkter på markedet, som er fremstillet med produkter fra sæler, men som er mærket »marin olie« eller »fiskeolie«. Det er afgørende, at der i mærket på disse produkter ikke kun angives, hvilken sælart de kommer fra, men også dyrets oprindelse.

5.6

Den komité, der skal bistå Kommissionen i processen med indrømmelse af undtagelser, skal fremme inddragelse af alle organisationer og aktører, der har interesse i at deltage.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/59

—

energieffektivitet og -besparelse,

—

arealudnyttelse og bevarelse af jordbunden,

—

vand og luft,

—

emissioner,

—

affaldsbehandling,

—

bevarelse af biodiversiteten,

—

forbedre arbejdstagernes, arbejdsgivernes og borgernes adfærd i forhold til miljøproblemerne,

—

indvirke på en bæredygtig produktion,

—

begunstige en bæredygtig handel,

—

udbrede et bæredygtigt forbrug.

2.1

Udviklingen af de frivillige instrumenter skal betragtes som en vigtig komponent i EU's miljøpolitik, hvilket Kommissionen dog også indrømmer, idet den erkender, at »disse værktøjers store potentiale (…) endnu ikke (er) fuldt udnyttet« (3).

2.2

De frivillige instrumenter på miljøområdet kan frembyde store fordele, når de:

2.3

Blandt de frivillige instrumenter, der er udarbejdet, vedtaget og forbedret af EU, kan, udover EMAS-ordningen, nævnes EF-miljømærket (4), miljøvaredeklarationen (Environmental Product Declaration – EPD), livscyklusvurderingen (Life Cycle Assessment – LCA), grønne offentlige indkøb (Green public procurement – GPP) (5), Energy Star-mærket (6) såvel som de frivillige aftaler (7), Agenda 21 og den europæiske standard EN ISO 14001.

2.4

Samspillet med andre miljøpolitiske instrumenter får stadig større betydning: det gælder f.eks. samspillet med fællesskabsordningen for miljøledelse, der er fastlagt i standard ISO 14001 (8) – med 35 000 certificeringer – og som hviler på den grundlæggende forpligtelse for virksomhedernes topledelse til at sikre overensstemmelse med lovgivningen, konstant at forbedre sig og forbygge forurening.

2.5

I øvrigt præsenteres EMAS-ordningen inden for rammerne af handlingsplanen for bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og en bæredygtig industripolitik (9) - hvorom udvalget i øjeblikket udarbejder sin egen udtalelse - som et samspilsinstrument med:

2.6

Siden 1992 har udvalget været af den opfattelse, at fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) spiller en vigtig rolle for stimuleringen og forbedringen af miljøbeskyttelsen, og det ser positivt på den foreslåede ordning, som skal sikre en bedre beskyttelse af miljøet, især fordi miljømålene skal nås ved hjælp af organisatoriske midler i virksomheden, med incitamenter til større påpasselighed, med et øget og forbedret informationsniveau (11) og under inddragelse af samtlige ansatte.

2.7

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 af 19. marts 2001 erstattede forordningen af 1993 og udvidede certificeringsmuligheden til alle virksomheder som følge af en revision, som »tager udgangspunkt i en evaluering af dens anvendelse i medlemsstaterne og udviklingen i EU's miljøpolitik, hvor der satses på frivillige ordninger og på ansvarliggørelse af de forskellige aktører for at fremme en bæredygtig udvikling (12)«. Herom har udvalget ikke undladt at afgive en udtrykkeligt positiv udtalelse (13).

2.8

Blandt de grundlæggende elementer i EMAS-ordningen fremhæver udvalget især:

2.9

Blandt de ekstra mål, som EMAS-ordningen gør det muligt at nå, kan fremhæves:

2.10

Udvalget mener derfor, at det er positivt, at Kommissionen tager initiativ til at revidere den nuværende lovgivning om frivillig deltagelse i EMAS-ordningen, så hele dens potentiale kan blive udnyttet fuldt ud.

3.1

Forslaget til revision af fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) sigter gennem en ny forordning, der erstatter forordning (EF) nr. 761/2001 og beslutning 2001/681/EF såvel som beslutning 2006/193/EF, på at:

—

registreringsorganer,

—

akkrediteringsorganer,

—

kontrolmyndigheder,

—

miljøverifikatorer.

—

en bæredygtig produktion,

—

en bæredygtig handel,

—

et bæredygtigt forbrug.

11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/65

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag. Der er tale om et betydeligt skridt i den rigtige retning, som har potentiale til at forbedre dyrevelfærden under slagteprocessen.

1.2

Udvalget støtter forslaget om, at virksomhedslederne får det fulde ansvar for dyrevelfærden under slagteprocessen med krav om, at der indføres standardiserede arbejdsprocedurer og kompetencebeviser, og at der udnævnes en dyrevelfærdsansvarlig på slagteriet.

1.3

Udvalget understreger, at embedsdyrlægen skal have hovedansvaret for overvågningen af, at de korrekte dyrevelfærdsprocedurer overholdes fuldt ud under slagteprocessen. Embedsdyrlægen bør straks informeres om enhver ændring i standardprocedurerne.

1.4

Embedsdyrlægen bør navnlig have ansvaret for den regelmæssige kontrol med, at slagteprocedurerne overvåges på rette vis.

1.5

Forslaget om at tillade undtagelser, når der er tale om rituelle slagtninger, er helt i modstrid med de mål for dyrevelfærden under slagteprocessen, som er fastsat i dette forslag til forordning.

1.6

Udvalget bifalder i høj grad de nye procedurer for sanering og nødaflivning. Særlig stor betydning har kravet om, at der udarbejdes en handlingsplan, som skal sikre, at bestemmelserne i denne forordning overholdes, før saneringen påbegyndes. EØSU ser med stor tilfredshed på forslaget om, at der skal offentliggøres en evalueringsrapport senest et år efter saneringens afslutning.

2.1

Hensynet til dyrevelfærd har stigende betydning i EU, og emnet er yderst relevant for et samfund, som hævder at være moderne og civiliseret.

2.2

I 2004 og 2006 foreslog to videnskabelige udtalelser fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, at det eksisterende direktiv 93/119/EF burde revideres.

2.3

Der er konstateret specifikke problemer i forbindelse med EU-lovgivningen, bl.a. et fravær af en harmoniseret metodologi for nye bedøvelsesmetoder og en mangel på klart definerede ansvarsområder for slagteripersonale og virksomhedsledere. Der er ligeledes et behov for at uddanne de personer, som slagter dyrene.

2.4

Der er et behov for at præcisere de dyrevelfærdskrav, der gælder for aflivning som led i sygdomsbekæmpelse. Når der er tale om nødaflivninger bør velfærdskravene gælde i så vid udstrækning som muligt, så forsinkelser og dermed unødige lidelser for dyret undgås.

2.5

Det er nødvendigt at skabe større forståelse for dyrevelfærd og integrere dette aspekt i forberedelsen og håndteringen af dyr inden slagtning.

2.6

Direktiv 93/119/EF ophæves og erstattes med forordningsforslaget, men lovgivningens anvendelsesområde forbliver uændret.

2.7

Med skiftet fra et direktiv til en forordning sikrer forslaget en ensartet og samtidig anvendelse af reglerne i hele EU, hvilket er i overensstemmelse med spillereglerne for det indre marked.

3.1

Denne forordning fastsætter bestemmelser om aflivning af dyr med henblik på fremstilling af fødevarer, uld, skind, pelsværk eller andre produkter og om dermed forbundne aktiviteter.

3.2

Undtagelser indrømmes i tilfælde af nødaflivninger, som skal forhindre, at dyret lider unødigt eller i de tilfælde, hvor en fuld overholdelse af reglerne ville resultere i en umiddelbar risiko for menneskers sundhed og sikkerhed.

3.3

Denne forordning finder ikke anvendelse på dyr, der aflives:

3.4

Dyr skal skånes for undgåelig smerte, psykisk belastning eller lidelse under aflivning og dermed forbundne aktiviteter. Virksomhedslederne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dyr behandles ordentligt og håndteres, så de oplever mindst mulig stress inden slagtning.

3.5

Ifølge artikel 4, stk. 1 må dyr kun aflives med en metode, som medfører øjeblikkelig død eller efter bedøvelse.

3.6

Hvis religiøse ritualer foreskriver sådanne metoder kan dyr uanset stk. 1 aflives uden forudgående bedøvelse, forudsat at aflivningen finder sted på et slagteri. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende denne undtagelse.

3.7

Bilag 1 indeholder en liste over bedøvelsesmetoder samt en detaljeret beskrivelse af de tekniske specifikationer, og bedøvelsen skal udføres i overensstemmelse med disse metoder. Kontrol med bedøvelsesprocessens effektivitet skal udføres på et tilstrækkeligt repræsentativt udvalg af dyr med henblik på at sikre, at processen hele tiden fungerer korrekt.

3.8

Fællesskabsregler for god praksis vedrørende bedøvelsesmetoderne i bilag I kan vedtages efter proceduren i artikel 22, stk. 2. Denne procedure blev etableret ved en rådsafgørelse fra 1999, der fastlægger procedurereglerne for, at Kommissionen kan udøve sine beføjelser til at gennemføre lovgivning gennem et forskriftsudvalg. Hver medlemsstat har en repræsentant i udvalget, og møderne ledes af en repræsentant for Kommissionen.

3.9

Virksomhedslederne udarbejder og gennemfører standardprocedurer for at sikre, at aflivning og der med forbundne aktiviteter udføres i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1. Disse standardprocedurer stilles efter anmodning til rådighed for den kompetente myndighed. For så vidt angår bedøvelse, skal standardprocedurerne tage hensyn til producentens anbefalinger og anvisninger for brug af udstyret. Derudover skal der umiddelbart være adgang til en backup-løsning, hvis der opstår problemer med bedøvelsesudstyret.

3.10

Aflivning og dermed forbundne aktiviteter på et slagteri må kun udføres af personer med det fornødne kompetencebevis. Dette gælder for: