20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/1

—

der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 8. og 9. marts 2007 om Det Europæiske Råds vedtagelse af en handlingsplan (2007-2009) — En Energipolitik for Europa (7224/1/07),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en europæisk havnepolitik (KOM(2007)0616),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om et banenet med fortrinsret for godstrafik (KOM(2007)0608),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en handlingsplan for godstransportlogistik (KOM(2007)0607),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om EU's dagsorden for godstransport: Øget effektivitet, integration og bæredygtighed i godstransporten i Europa (KOM(2007)0606),

—

der henviser til Kommissionens grønbog: På vej mod en ny kultur for mobilitet i byer (KOM(2007)0551),

—

der henviser til Kommissionens grønbog om markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske og andre beslægtede politiske formål (KOM(2007)0140),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en konkurrencevenlig lovramme for automobiler i det 21. århundrede — Kommissionens holdning til den endelige rapport fra CARS 21-ekspertgruppen — Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse (KOM(2007)0022),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om resultater af revisionen af Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (KOM(2007)0019),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om begrænsning af den globale opvarmning til 2 °C — Vejen frem for 2020 og derefter (KOM(2007)0002),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en energipolitik for Europa (KOM(2007)0001),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en køreplan for vedvarende energi — Vedvarende energi i det 21. århundrede — vejen til en mere bæredygtig fremtid (KOM(2006)0848),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om statusrapport over biobrændstoffer — Rapport om de fremskridt, der er sket i Den Europæiske Unions medlemsstater med hensyn til anvendelse af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer (KOM(2006)0845),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om en handlingsplan for energieffektivitet: udnyttelse af potentialet (KOM(2006)0545),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse: Hold Europa i bevægelse — Bæredygtig mobilitet på vores kontinent - Midtvejsevaluering af Europa-Kommissionens hvidbog fra 2001 om transportpolitikken (KOM(2006)0314),

—

der henviser til sin beslutning af 24. oktober 2007 om Fællesskabets strategi for nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (1),

—

der henviser til sin beslutning af 5. september 2007 om godslogistik i Europa — nøglen til bæredygtig mobilitet (2),

—

der henviser til sin beslutning af 12. juli 2007: Hold Europa i bevægelse — Bæredygtig mobilitet på vores kontinent (3),

—

der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen af 5. september 2006 om forslag til Rådets direktiv om afgifter på personbiler (4),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (5) (Eurovignet-direktivet),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Transport- og Turismeudvalget og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0014/2008),

A.

der henviser til, at bæredygtig vækst — en af EU's overordnede målsætninger — sigter mod en konstant forbedring af livskvalitet og velfærd på og for vores planet af hensyn til nuværende og kommende generationer,

B.

der henviser til, at transportsektoren er ansvarlig for ca. en tredjedel af det samlede energiforbrug i EU-25, hvis man ser bort fra søfart og rørledninger, og at vejtransport, der står for 83 % af energiforbruget, er den transportform, der forbruger mest energi,

C.

der henviser til, at transportsektoren tegner sig for 70 % af olieefterspørgslen i EU-25, og at fossile brændstoffer udgør 97 % af denne sektors energiforbrug, elektricitet (hvoraf størstedelen er baseret på kernekraft) kun 2 % og biobrændstoffer ikke mere end 1 %,

D.

der henviser til, at de forskellige transportformers energieffektivitet er steget betydeligt i de seneste år, og at dette har gjort det muligt i stort omfang at begrænse udledningen af CO2/km; der dog henviser til, at disse forbedringer er blevet modarbejdet af konsekvenserne af den konstante stigning i efterspørgslen i transportsektoren,

E.

der henviser til, at transportsektorens emissioner derfor som helhed fortsat stiger, og at de alene i 2005 udgjorde 24,1 % af de samlede drivhusgasemissioner (CO2, CH4, N2O) i EU-27, og at energiefterspørgslen i sektoren i henhold til Kommissionens vurderinger vil stige med mindst 30 % frem til 2030,

F.

der henviser til, at de skadelige emissioner, der opstår ved vejtransport, takket være teknologisk innovation og den indsats, der er ydet inden for bilindustrien, er faldet, og at dette navnlig skyldes indførelsen af katalysatorer, effektive partikelfiltre og andre former for teknologi, der har bidraget til at nedbringe udledningen af NOx og forurenende partikler med mellem 30 og 40 % i løbet af de seneste 15 år; der dog henviser til, at målene for reduktion af udledningen af CO2 i henhold til bilproducenternes frivillige aftale kun delvis er blevet gennemført til trods for disse forbedringer,

G.

der henviser til, at bytrafikken er skyld i 40 % af udledningen af CO2 og 70 % af de andre former for forurenende emissioner fra køretøjer, og at den trafiktæthed, der hovedsagelig ses i større byer, koster, hvad der svarer til ca. 1 % af EU's BNP,

H.

der henviser til, at 70 % af de prioriterede projekter inden for transeuropæisk transport, som er godkendt i 2004, vedrører jernbanetransport og skibsfart, som begge anerkendes som mindre forurenende transportformer,

I.

der henviser til, at EU i ovennævnte konklusioner fra Det Europæiske Råds formandskab ensidigt og bindende har forpligtet sig til at begrænse drivhusgasemissionerne med mindst 20 % i forhold til tallene for 1990,

1.

mener, at mobilitet er et af de største fremskridt og en af de største udfordringer i det 20. århundrede, og at bæredygtig transport bør finde et passende ståsted mellem forskellige og ofte indbyrdes modstridende interesser samtidig med, at der gøres forsøg på at forene borgernes grundlæggende ret til mobilitet, transportsektorens økonomiske og beskæftigelsesmæssige betydning, ansvaret for det lokale og globale miljø og borgernes ret til sikkerhed, livskvalitet og sundhed;

2.

understreger, at transportsektoren i 2020 også skal opfylde EU's mål om at reducere olieforbruget og drivhusgasemissionerne med mindst 20 % i forhold til 1990-niveauet;

3.

understreger transportsektorens betydning for beskæftigelse, vækst og innovation og mener, at en garanti for sikker mobilitet til en overkommelig pris er en grundlæggende forudsætning for vores livsstil; mener således — med hensyn til prioriteringen af behovet for bæredygtig mobilitet af miljømæssige hensyn — at det er sandsynligt, at borgerne vil støtte foranstaltninger, der sikrer deres mobilitet på lang sigt (6);

4.

mener, at det er nødvendigt at forene en række politikker, der gensidigt understøtter og supplerer hinanden, for at gennemføre målet om at gøre europæisk transport bæredygtig ud fra et energi- og miljømæssigt synspunkt og samtidig inddrage stadig flere repræsentanter for transportsektoren, den offentlige administration og borgerne; er overbevist om, at man kun gennem en passende kombination af foranstaltninger kan begrænse de negative virkninger af de enkelte indgreb og sikre, at borgerne kan acceptere disse foranstaltninger;

5.

mener, at et policy mix navnlig bør omfatte:

6.

understreger, at det er vigtigt, at EU og medlemsstaterne prioriterer nøgleelementerne i systemet, dvs.:

7.

understreger betydningen af Rådets undertegnelse af Alpe-konventionens transportprotokol i december 2006; understreger, at Kommissionen på grund af ratifikationen af denne protokol straks må iværksætte mærkbare gennemførelsesforanstaltninger til fremme af bæredygtig transport i følsomme bjergregioner og tæt befolkede områder;

8.

understreger i den forbindelse, at markedsbaserede instrumenter ligeledes bør anvendes til at fremme køretøjer med lavt brændstofforbrug og lave emissioner, f.eks. afgiftsfritagelser, ændring af bilafgifter baseret på forurenende emissioner og brændstofeffektivitet, skrotpræmier for de mest forurenende køretøjer og incitamenter til køb af lavemissionskøretøjer; mener, at disse foranstaltninger er vigtige, idet de kan bidrage til, at bilproducenter kan udligne de omkostninger, de har i forbindelse med overholdelse af forpligtelserne i henhold til den nye lovgivningsmæssige ramme;

9.

opfordrer derfor Rådet og medlemsstaterne til at vise, at de er i besiddelse af den samme beslutsomhed som den, der blev udvist på Det Europæiske Råds møde den 8. og 9. marts 2007:

10.

støtter det spørgsmål, som Kommissionen stiller i ovennævnte grønbog om markedsbaserede instrumenter for miljøpolitik og andre dermed forbundne politikker, og som vedrører muligheden for gennem samordning og udveksling af erfaringer og bedste praksis at fremme nationale reformer af afgiftsordninger på transportområdet og miljøafgifter og samtidig sikre en mere aktiv overvågning på dette område; opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger i denne henseende;

11.

anmoder Rådet og medlemsstaterne om at øge investeringerne i infrastruktur og intelligente transportsystemer (ITS), navnlig med henblik på:

12.

opfordrer Kommissionen til senest i juni 2008 at fremlægge en gennemsigtig, forståelig og generelt anvendelig model for vurdering af de eksterne omkostninger for alle former for transport med henblik på at anvende denne ved fremtidige beregninger af brugsafgifter; bemærker, at modellen i henhold til Eurovignet-direktivet skal ledsages af en vurdering af konsekvenserne af internaliseringen af de eksterne omkostninger for alle transportformer samt en strategi for indførelse af denne model for samtlige transportformers vedkommende; forventer, at Kommissionen derudover også forelægger lovgivningsmæssige forslag startende med et forslag om ændring af Eurovignet-direktivet;

13.

er overbevist om, at problemet med byområder med for høj trafiktæthed, som er skyld i 40 % af udledningen af CO2 og 70 % af de resterende forurenende emissioner fra biler, bør håndteres mere ambitiøst ved at samarbejde om og samordne løsninger på EU-plan uden at overtræde nærhedsprincippet;

14.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge, på hvilken måde transportinfrastrukturen og de dermed forbundne afgifter indvirker på byudviklingen og den fremtidige efterspørgsel efter transporttjenester;

15.

mener i den forbindelse, at en effektiv mobilitetspolitik for byområder bør tage højde for såvel person- som godstransport og derfor skal bygge på en så integreret strategi som muligt, idet man for de enkelte problemers vedkommende skal finde frem til de bedst egnede løsninger; er overbevist om, at byområder har et rimeligt økonomisk potentiale for yderligere trafikoverflytning til fordel for offentlig transport og transport til fods og på cykel samt for en ny tilgang til bylogistik; mener, at det i den forbindelse er af afgørende betydning at prioritere teknologisk innovation (øget brug af ITS), at forbedre udnyttelsen af den eksisterende infrastruktur, navnlig gennem efterspørgselsstyringsforanstaltninger (trængsels- og vejafgifter) og innovative løsninger med henblik på en optimal integration af godsintensiteten i byerne, og endelig at finde frem til nye måder at optimere udnyttelsen af personbiler på, f.eks. delebilisme og samkørsel samt hjemmearbejdsordninger;

16.

understreger betydningen af »lette« foranstaltninger, hvad angår gennemførelsen af målet om en mere bæredygtig transport, og mener, at det er vigtigt, at borgerne kan træffe oplyste valg vedrørende transportformer og adfærd i trafikken; anmoder om bedre forbrugeroplysning og flere oplysningskampagner til fordel for mere bæredygtige transportformer og -modeller;

17.

mener, at jernbanetransport — en transportform med et lavere energiforbrug og en lavere udledning af CO2 — har et uudnyttet potentiale, ikke kun hvad angår godstransportlogistik, men også hvad angår kort- til mellemlang passagerbefordring;

18.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og jernbanesektoren til:

19.

mener, at den samlede miljøpåvirkning fra den civile luftfart er steget på grund af den væsentlige stigning i lufttrafikken, til trods for at luftfartsselskaberne har reduceret brændstofforbruget med 1-2 % pr. passager/km i de seneste 10 år, og til trods for at støjemissionerne er blevet sænket betydeligt; mener derfor:

20.

bemærker, at omkostningsbevidsthed i forbindelse med åbenhed omkring lufttransport og flybilletpriser er mest væsentlig for passagerernes interesser og retfærdig konkurrence i transportsektoren, og støtter derfor Kommissionen intention om at tage yderligere initiativer i denne forbindelse;

21.

bemærker, at emissionerne fra søfart fortsat stiger, og anbefaler navnlig:

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at investere i modernisering af havnefaciliteter såvel for EU's søhavne som for havne ved de indre vandveje med henblik på at muliggøre hurtige skift for gods og passagerer fra ét transportsystem til et andet og derved reducere energiforbruget på transportområdet;

23.

mener, at det er vigtigt at forbedre logistik, læssefaktorer inden for godstransport og intermodal transport; anbefaler derfor, at det indre marked for transport realiseres i fuldt omfang, og opfordrer Kommissionen til snarest muligt at videreudvikle ovennævnte handlingsplan for godstransportlogistik i Europa og i den forbindelse lægge særlig vægt på udvikling af konceptet »grønne korridorer«;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at investere mere i forskning på transportområdet for at gøre det muligt at udvikle teknologier, som er mere energieffektive og udleder lavere CO2-mængder; opfordrer endvidere Kommissionen til i forbindelse med revisionen i 2009 af den flerårige finansielle ramme at foretage en betydelig forhøjelse af de samlede bevillinger til forskning og udvikling inden for miljø, energi og transport;

25.

støtter de initiativer fra Kommissionens side, som mere effektivt sammenkobler bæredygtig transport og turisme, herunder mere miljøvenlige transportformer, der f.eks. kombinerer offentlig transport og cykling;

26.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/6

—

der henviser til forretningsordenens artikel 116,

A.

der henviser til, at det er vigtigt at sikre effektiv tidlig varsling af borgerne i tilfælde af akutte eller forestående katastrofer med henblik på at begrænse lidelser og tab af menneskeliv,

B.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har krævet, at der oprettes systemer for tidlig varsling og alarmering, og at oprettelsen af sådanne systemer er omfattet af flere eksisterende og kommende retsakter,

C.

der henviser til, at systemer for tidlig varsling omfatter varsling af myndighederne ved hjælp af regionale netværk for spredning af risici (naturbetingede, teknologiske, sociale) og alarmering af borgerne via telekommunikationsnet (radio, tv, sirener, mobiltelefoner osv.),

D.

der henviser til, at EU mangler et generelt, flersproget, forenklet og effektivt system til varsling af borgerne om akutte eller forestående katastrofer, og at gennemførelsen af et sådant system vedrører flere EU-politikker (telekommunikation, miljø, sundhed, intern sikkerhed, civilbeskyttelse) og også påvirker andre (transport, energi, turisme),

E.

der henviser til, at EU — i kombination med relevante informations- og uddannelseskampagner — bør oprette et sådant system for at tilskynde til en livreddende adfærd hos truede borgere,

1.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at iværksætte de nødvendige processer og ressourcer med henblik på at udvikle et effektivt system for tidlig varsling af borgerne i tilfælde af akutte eller forestående katastrofer i hele EU;

2.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte passende forslag til retsakter på området under hensyntagen til alle involverede risici og politikker;

3.

pålægger sin formand at sende denne erklæring sammen med underskrivernes navne til Rådet og Kommissionen.

20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/9

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 20. november 2007 om forberedelser til »sundhedstjekket« af reformen af den fælles landbrugspolitik (KOM(2007)0722),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (1),

—

der henviser til sin holdning af 11. december 2007 til forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1782/2003 og forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om de stigende foder- og fødevarepriser (3),

—

der henviser til sin holdning af 26. september 2007 til forslag til Rådets forordning om fravigelse af forordning (EF) nr. 1782/2003, for så vidt angår udtagning for året 2008 (4),

—

der henviser til sin holdning af 14. februar 2007 til forslag til Rådets forordning om regler for frivillig graduering af direkte betalinger som fastsat i forordning (EF) nr. 1782/2003 og om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 (5),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2005 om politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013 (6),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (IIA) og især til bilag I og III samt erklæring nr. 3 og 9 deri (7),

—

der henviser til akt vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (8),

—

der henviser til Rådets afgørelse af 22. marts 2004 om tilpasning af akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik (9),

—

der henviser til det mandat, som Det Europæiske Råd har givet Kommissionen til forhandlinger på landbrugsområdet i Det Europæiske Råds konklusioner med henblik på forberedelserne af WTO's tredje ministerkonference af 26. oktober 1999,

—

der henviser til EF-traktatens artikel 33, stk. 2, som er overtaget uændret i Lissabontraktaten,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0047/2008),

A.

der henviser til, at landbruget sammen med fødevareindustrien på næste trin i produktionskæden er en af de største økonomiske sektorer i EU, spiller en afgørende rolle for sikringen af EU's fødevareforsyning og også i stadigt voksende omfang medvirker til at fremme energisikkerheden i EU,

B.

der henviser til, at der er behov for en fælles EU-landbrugspolitik baseret på en økonomisk, økologisk og social europæisk landbrugsmodel, som garanterer bæredygtighed og forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer, men at den vellykkede reformkurs må fortsættes, herunder en yderligere styrkelse af udviklingen i landdistrikterne,

C.

der henviser til, at den fælles landbrugspolitik i fremtiden bør have til formål at fjerne de hindringer, som i dag hæmmer de unges adgang til landbrugserhvervet, og den må gøre overdragelse fra en generation til den næste til en af sine prioriteringer,

D.

der henviser til, at en begrænsning af bureaukratiet inden for landbrugssektoren ved hjælp af mere transparente, enklere og mindre upraktiske regler vil føre til såvel lavere omkostninger for landbrugsvirksomheder og producenter som færre administrative omkostninger,

E.

der henviser til, at den fælles landbrugspolitik skal udvikle sig for at takle store forskelle i den landbrugsmæssige og regionale struktur og samtidig imødegå nye udfordringer som klimaændringer, beskyttelse af jord og vand, større åbning over for verdensmarkedet samt forsyning af biomasse, råstoffer og vedvarende energi, og at den skal udstyres med tilstrækkelige midler og bibeholde den fælles landbrugspolitiks oprindelige mål, som for nylig er blevet bekræftet i Lissabontraktaten og kan sammenfattes således: produktion af sunde fødevarer af høj kvalitet, hvorved der sikres forsyninger til alle europæiske borgere til rimelige priser, og hvorved landbrugerne kan opretholde deres indkomstniveau,

F.

der henviser til, at man ved fremtidige ændringer af den fælles landbrugspolitik bør tage hensyn til den særlige situation i udviklingslandene og navnlig i de mindst udviklede lande og undgå at bringe produktionen og markedsføringen af landbrugsvarer i disse lande i fare,

G.

der henviser til, at systemet med direkte betalinger med succes er blevet revideret grundlæggende tre gange siden 1992, og at dette endvidere er tilfældet med alle vigtige markedsordninger med undtagelse af mælkesektoren siden 2004,

H.

der henviser til, at alle udviklede lande har en landbrugspolitik, og at nye omstændigheder såsom verdens voksende befolkning, klimaændringer, voksende energibehov, fjernelse af prisstøtteordninger og en øget åbning over for verdensmarkedet på den ene side fører til højere markedspriser på landbrugsprodukter i EU og på den anden side til markant større udsving i indtjening og til mere ustabile priser, hvorfor det er mere nødvendigt end nogensinde at bibeholde den fælles landbrugspolitik,

I.

der henviser til, at forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer (såvel kvantitativt som kvalitativt forstået) også fortsat vil være et af den fælles landbrugspolitiks grundlæggende mål sammen med bevarelse af økosystemerne, som er en forudsætning for en sund og bæredygtig produktion, samt optimal udnyttelse af jordområderne i hele EU,

J.

der henviser til, at EU har gjort en stor indsats for at reducere sine landbrugsomkostninger i forhold til det samlede budget, idet deres andel er faldet fra næsten 80 % i 1970'erne til 33 % ved udløbet af de nuværende finansielle overslag, mens landbrugsarealet sideløbende er vokset med 37 % siden 2003 på grund af nye medlemsstaters tiltrædelse,

K.

der henviser til de tilsagn, stats- og regeringscheferne gav på topmødet i Berlin, vedrørende garantien for de samlede udgifter til første søjle af den fælles landbrugspolitik frem til 2013,

L.

der henviser til, at tiltrædelsesakten af 2004 indeholder undtagelser fra anvendelsen af visse af den fælles landbrugspolitiks regler på nye medlemsstater med henblik på at kompensere for de direkte betalingers lavere niveau,

M.

der henviser til, at der i visse regioner ikke findes alternativer til visse traditionelle landbrugsproduktionsformer, som ofte udgør en central landbrugsaktivitet i disse regioner og derfor for enhver pris skal bevares og støttes af bydende miljø- og regionalpolitiske årsager og for at bibeholde den økonomiske og sociale struktur, særlig i betragtning af den rolle, som den fælles landbrugspolitik spiller i de såkaldte konvergensområder, hvor landbrug og husdyravl generelt har stor betydning som et instrument for økonomisk udvikling og jobskabelse,

N.

der henviser til, at EU's landmænd må sikres stabilitet for at tilgodese deres forventninger og deres investeringer; der endvidere henviser til, at reguleringssystemerne i bestemte sektorer bør muliggøre mellem- og langsigtet planlægning,

O.

der henviser til, at EU-lovgiveren skal undgå forskelsbehandling af EU's landmænd og kvægavlere, såvel inden for EU som i forhold til deres konkurrenter fra tredjelande, eller anvende egnede instrumenter til at skabe lige muligheder (level playing-field) for EU's landmænd og kvægavlere; der henviser til, at der bør lægges særlig vægt på, at kravene om kvalitet, sundhed, miljø, dyrevelfærd mv., som er obligatoriske for EU's landmænd, også gælder for alle, der eksporterer landbrugsprodukter til EU,

P.

der henviser til, at målene for den fælles landbrugspolitik er formuleret i EF-traktatens artikel 33, og at alle væsentlige retlige og budgetmæssige beslutninger vedrørende den fælles landbrugspolitik efter fuld ratifikation af Lissabontraktaten vil kræve Europa-Parlamentets godkendelse,

Q.

der henviser til, at sikring af fødevareforsyningen for EU's borgere har prioritet, og at dette bedst kan opnås gennem en kombination af støtte til fødevareproduktionen i EU og gennem import inden for rammerne af WTO's bestemmelser; en sådan fødevaresikkerhed afhænger også af EU's bidrag til opbygningen af lagrene på verdensplan (som på nuværende tidspunkt er ekstremt lave), hvilket gør det muligt for EU ikke blot at beskytte sig mod mangler, men også påtage sig et ansvar med hensyn til sikringen af fødevareforsyningerne i verden,

R.

der henviser til, at der bør foretages en mere tilbundsgående analyse af markedernes udvikling og virkningerne heraf på det indre marked i betragtning af den internationale situation for så vidt angår råvareproduktion og priser,

1.

fastholder bevarelse af en model med et afbalanceret, konkurrencedygtigt og multifunktionelt landbrug, der bevarer de enkelte sektorers og produktionsområders særlige karakteristika og som grundlæggende mål har at forsyne befolkningen med sunde og sikre fødevarer i tilstrækkelig mængde og til rimelige forbrugerpriser;

2.

mener, at reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 i sine vigtigste aspekter var en stor succes, fordi den betød en markant forøgelse af den fælles landbrugspolitiks gennemsigtighed og effektivitet samt af landmændenes ansvar og markedsorientering, og mener, at denne proces skal fortsættes under overholdelse af stats- og regeringschefernes tilsagn fra december 2002 om at bibeholde landbrugsmidlerne under den første søjle intakte indtil 2013; påpeger, at forvaltningen af den fælles landbrugspolitik og de mange EU-direktiver og -forordninger, der har virkning for landmændene, til gengæld skal underkastes en yderligere, betydelig forenkling for at aflaste landmændene, uden at denne forenkling fører til renationalisering af den fælles landbrugspolitik eller til en større beskæring af støtten til EU's landmænd;

3.

mener ikke, at afskaffelsen af enhver form for regulering med de fælles markedsordninger er ønskelig ud fra et politisk synspunkt, fordi — som det fremgår af den nuværende situation — lagrene i Europa og på verdensplan i øjeblikket er ekstremt lave, hvilket kan få en negativ indflydelse på forbrugernes købekraft og landmændenes indtægter og samtidig fremmer spekulationer; understreger i øvrigt, at det er nødvendigt at råde over instrumenter, der kan hindre et eventuelt konjunkturomsving eller imødegå risikoen for kriser på sundhedsområdet eller som følge af stadig hyppigere naturkatastrofer i forbindelse med klimaforstyrrelser;

4.

glæder sig derfor over de tekniske justeringer, der er et resultat af Kommissionens ovennævnte meddelelse, og som har til formål at sikre, at 2003-reformen virker, og anmoder Kommissionen om at garantere det økonomiske grundprincip om stabilitet i den fælles landbrugspolitik;

5.

opfordrer Kommissionen til med henblik på kommende reformer at foretage en costbenefitanalyse af den fælles landbrugspolitik, for så vidt angår forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer, selvforsyning og bevarelse af befolkningen i landdistrikterne; opfordrer Kommissionen til at foretage en analyse af de potentielle omkostninger for forbrugerne på grund af de stigende fødevarepriser, der er en følge af den stigende efterspørgsel på verdensplan, sammenlignet med de udgifter, som landbrugspolitikken i dag påfører borgerne;

6.

mener, at EU's udfordring i forbindelse med WTO-forhandlingerne er at kompensere for alle fremtidige begrænsninger på en måde, der øger EU's egen velfærd maksimalt; understreger, at det er op til EU at udnytte den eksisterende fleksibilitet, f.eks. i tilfælde af »følsomme produkter«; understreger imidlertid, at det er en betingelse for enhver WTO-aftale på landbrugsområdet, at der opnås en aftale om intellektuel ejendomsret, som dækker geografiske betegnelser, samt at ikke-handelsmæssige hensyn anerkendes som importkriterier;

7.

opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af de igangværende WTO-forhandlinger at tage hensyn til de særlige karakteristika ved landbrugets produktion i dets egenskab af fødevareproducerende sektor, element med strukturskabende betydning for balancen i landdistrikterne, beskytter af miljøet og garant for et — i kvantitativ og kvalitativ henseende — rimeligt fødevaresikkerhedsniveau;

8.

mener imidlertid, at EU også fremover nødvendigvis skal råde over tilstrækkelige instrumenter til at kunne forebygge markeds- og forsyningskriser inden for landbrugssektoren samt sundhedskriser;

9.

understreger behovet for på effektiv måde og med passende — økonomiske og andre — midler at anerkende de funktioner, som landbruget har i forbindelse med produktion, miljø og landdistrikter;

10.

støtter principielt integrationen af generelle mål i den fælles landbrugspolitik, særlig mål som forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer, territorial samhørighed, forbruger-, miljø- og klimabeskyttelse, dyrevelfærd, vedvarende energi samt biodiversitet; påpeger imidlertid, at dette skal foregå inden for en bæredygtig udviklings rammer, hvor økonomiske resultater kombineres med bevarelse af naturmiljø og ressourcer, udnyttelse af jorden og social retfærdighed; gør dog opmærksom på, at stats- og regeringscheferne bekræftede den fælles landbrugspolitiks mål ved i Lissabontraktaten, som blev undertegnet den 13. december 2007, at bevare indholdet af EF-traktatens artikel 33;

11.

understreger, at der ved integreringen af generelle mål i den fælles landbrugspolitik ikke må sættes spørgsmålstegn ved produktionen af landbrugsprodukter fra jordbrug og husdyrbrug i EU's bjergområder, tilbagestående områder, yderområder og øområder, hvor produktionen er af ekstensiv art, og hvor der i vid udstrækning produceres til det lokale marked, men samtidig sælges landbrugsprodukter fra jordbrug og husdyrbrug på medlemsstaternes nationale markeder;

12.

mener, at EU ikke kan stille høje krav til sine egne landmænd og producenter uden samtidig at sikre, at de selvsamme krav overholdes af alle, der eksporterer landbrugsprodukter til EU, og at EU under WTO-forhandlingerne skal insistere på at få inddraget de nævnte generelle mål;

13.

afviser en nedskæring af det samlede budget for første søjle for perioden frem til 2013 og påpeger, at landmændene i en fase med hurtige omvæltninger inden for landbrugsmarkederne og husdyravl samt reformer på midtvejsstadiet, har hårdt brug for at kunne stole på ordningerne og navnlig have sikkerhed for, at de afgørelser, der blev truffet i 2003, respekteres;

14.

afviser enhver form for diskriminering ud fra bedriftens størrelse og retlige form i forbindelse med den direkte støtte; mener samtidig, at en omfordeling af støtten under første søjle skal ske på grundlag af en samlet vurdering af virkningerne, hvad angår den sociale og regionale samhørighed, beskæftigelse, miljø, konkurrenceevne og innovation;

15.

kræver, at der udelukkende ydes støtte til landmænd, der aktivt udøver landbrug som erhverv;

16.

påpeger, at Kommissionens ovennævnte meddelelse ikke i tilstrækkeligt omfang beskæftiger sig med de problemer, behov og udfordringer, som landbrugssektoren i de12 nye medlemsstater står over for, og kræver, at der bliver taget hensyn til dette i forbindelse med de forestående reformer, og at der også overvejes en yderligere målrettet finansiering til omstrukturering og modernisering;

17.

mener, at direkte betalinger også fremover er absolut nødvendige som grundlæggende indtægtssikring, ikke blot ved markedssvigt, men også ud fra almennyttekriteriet og som udligning for de i international sammenligning meget høje miljø-, fødevare- og forsyningsssikkerheds-, sporbarheds-, dyrevelfærds- og socialstandarder i Europa;

18.

bemærker imidlertid, at betalingernes niveau ikke altid synes at være i overensstemmelse med de bestræbelser, de pågældende landmænd gør for at opfylde reglerne, fordi betalingerne stadig i vidt omfang er afhængige af tidligere udgifter;

19.

efterlyser derfor en rapport fra Kommissionen, som skal vurdere de ekstraomkostninger, landmændene vil stå over for som følge af at skulle opfylde de almindelige regler på miljø-, dyrevelfærds- og fødevaresikkerhedsområdet sammenlignet med deres vigtigste konkurrenter på verdensmarkedet; rapporten bør desuden sammenligne disse omkostninger med den nuværende størrelse af de direkte betalinger, som landmændene modtager; rapporten bør indeholde tilstrækkeligt specifikke oplysninger om de forskellige typer landmænd i de enkelte medlemsstater; rapporten bør desuden offentliggøres, inden beslutningstagningsproceduren for den fælles landbrugspolitik efter 2013 påbegyndes;

20.

glæder sig over Kommissionens forslag om på et frivilligt grundlag at give medlemsstaterne mere fleksible rammer med hensyn til at gøre de direkte betalinger uafhængige af historiske referenceværdier og bevæge sig i retning af en mere ensartet sats, og opfordrer Kommissionen til sammen med det lovgivningsmæssige forslag at fremlægge en vurdering af, om det i lyset af de positive erfaringer i medlemsstaterne er muligt på et frivilligt grundlag at fremskynde medlemsstaternes overgang til en arealbaseret regional eller national enhedspræmie som led i den afkoblede støtte inden 2013; bemærker imidlertid, at medlemsstater med fuldstændig (eller delvis) afkobling på grundlag af historiske betalinger kan vælge at bevare denne ordning indtil 2013; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af den potentielle indvirkning af en arealbaseret præmie, navnlig for bedrifter med høj husdyrtæthed på forholdsvis små arealer;

21.

understreger, at der ved overgangen til en regional model bør tages højde for de vanskeligheder, der opstår på grund af de særlige rettigheder i tilknytning til husdyravl, dvs. den omstændighed, at visse opdrættere kun råder over ringe eller slet ingen landbrugsarealer, samt at ekstensiv husdyravl i mange af EU's regioner er baseret på kollektiv anvendelse af fælles græsningsarealer, som tilhører lokalsamfund eller kommunale eller nationale myndigheder;

22.

mener i betragtning af det stadig større antal sektorer, der dækkes af enkeltbetalingsordningen, og i betragtning af de erfaringer, der er gjort med anvendelsen af denne ordning, at visse afgørelser og gennemførelsesbestemmelser synes at være unødvendigt strenge og komplekse, og at det derfor synes nødvendigt med en ny fastsættelse af bestemmelser, anvendelsesområde og forvaltningsregler, som skal lette anvendelsen heraf i de stater og sektorer, som ønsker den;

23.

mener, at afkoblingen af direkte betalinger generelt har gjort EU's landbrug mere markedsorienteret på grund af større indkomsteffekt og større beslutningsfrihed for landmændene samt på grund af den medfølgende forenkling af den fælles landbrugspolitik; opfordrer Kommissionen til at fremskynde afkoblingspolitikken endnu mere, undtagen hvis det medfører alvorlige socioøkonomiske og/eller miljømæssige ulemper i visse regioner, særlig de dårligst stillede; påpeger imidlertid, at der skal gennemføres yderligere konsekvensanalyser for på udtømmende vis at få fastlagt afkoblingens virkninger for specifikke regioner, produktionen og jordpriserne;

24.

tror, at en afkobling af den direkte støtte fra landbrugsproduktionen på lang sigt generelt kan bidrage til at formindske EU landbrugs negative indvirkning på miljøet, under forudsætning af at den ledsages af en øget støtte til bæredygtige metoder i udviklingen af landdistrikterne;

25.

understreger, at yderligere afkobling kun bør finde sted efter grundige overvejelser af de mulige virkninger, herunder, men ikke udelukkende, på balancen mellem de forskellige landbrugssektorer, den øgede risiko for monokulturer og truslen mod arbejdsintensive landbrugssektorer;

26.

erkender, at situationen omkring besætningsbestemte præmier, herunder mælkepræmier, ikke kan sammenlignes hermed i betragtning af de alvorlige omvæltninger på markedet, bl.a. som følge af stigende foderpriser, som i særlig grad er gået ud over visse af de eksisterende husdyrproduktionssystemer i EU;

27.

mener, at fuld afkobling af besætningsbestemte præmier i visse regioner — f.eks. bjergregioner og andre regioner med specifikke problemer (øer, tørre og fugtige områder, regioner i den yderste periferi osv.), hvor der ikke findes alternativer til det forholdsvis arbejdsintensive husdyrbrug — indebærer en risiko for alvorlige økonomiske og miljøpolitiske ulemper som følge af ændrede inputpriser, som ikke harmonerer med traktatens mål; opfordrer til, at der i tilfælde af (delvis) afkobling anvendes præcise referencedata som grundlag for tildelingen af betalingsrettigheder;

28.

er klar over husdyrbrugets nøgleposition i det europæiske landbrug, særlig i visse lande og regioner med husdyrhold i stor målestok, og mener derfor, at det foreløbig er forsvarligt delvis at bibeholde produktionskoblede besætningspræmier; er bevidst om den vigtige rolle, disse meget succesrige landbrug spiller i den regionale økonomi; erindrer om, at der i artiklerne 47 til 50 i forordning (EF) nr. 1782/2003 findes en løsning for intensive husdyrbrug, som bør undersøges yderligere med henblik på perioden efter 2013;

29.

er imidlertid af den opfattelse, at dette ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt; ser det med glæde som det første skridt i den rigtige retning, at det påtænkes at revidere artikel 69 i forordning (EF) nr. 1782/2003 (efterfølgende kaldet artikel 69); bemærker imidlertid, at dette instrument ikke bør anvendes til skjult at indføre frivillig graduering og en dobbelt styrkelse af anden søjle, samt at dette instrument ikke bør føre til renationalisering af den fælles landbrugspolitik, og at princippet om lige muligheder for alle medlemsstater (level-playing-field) bør respekteres mest muligt;

30.

kræver, at midler fra artikel 69 primært anvendes til foranstaltninger med henblik på territorial samhørighed og styrkelse af bestemte sektorer og især til foranstaltninger, som forhindrer, at landbrugsproduktionen og navnlig husdyrhold bliver indstillet i områder, hvor dette ville føre til væsentlige ulemper for natur, landskab eller den regionale udvikling (særlig bjergområder, vådområder, områder med vandmangel, andre særlig ugunstigt stillede områder og ekstreme græsningsområder), til foranstaltninger til omstrukturering og styrkelse af nøgleområder inden for landbruget (f.eks. mejeri-, oksekød- og fåresektoren), og til arealbestemte miljøforanstaltninger (f.eks. økologisk landbrug), der ikke hidtil fandtes under anden søjle, eller til risikostyring;

31.

mener, at midlerne til den reviderede artikel 69 kunne omfatte op til 12 % af de direkte betalinger pr. medlemsstat, forudsat at en konsekvensanalyse ikke giver andre resultater, og at det sker på et frivilligt grundlag;

32.

kræver, at Kommissionen fremsætter forslag til fælles regler for medlemsstaternes anvendelse af artikel 69 for så vidt muligt at undgå handelshindringer og konkurrenceforvridende effekter, og at dette i givet fald sker inden for rammerne af den fælles markedsordning; kræver endvidere, at alle foranstaltninger vedrørende anvendelsen af artikel 69 meddeles Kommissionen; kræver endelig, at Kommissionen udarbejder en konsekvensanalyse, der vedlægges dens lovforslag;

33.

mener, at foranstaltninger, hvormed enkelte sektorer skal styrkes, på lang sigt principielt skal finansieres under første søjle; er derfor endvidere af den opfattelse, at Kommissionen skal evaluere resultaterne af gennemførelsen af den reviderede artikel 69 grundigt som en forberedelse til en reform efter 2013;

34.

opfordrer desuden Kommissionen til senest den 30. juni 2010 at fremlægge en rapport med en omfattende beskrivelse af, hvordan Fællesskabets produktion af agerbrugsprodukter såvel som forsyningssikkerheden inden for husdyrbruget i Europa kan sikres på lang sigt under hensyntagen til de forskellige produktionssystemer inden for EU, multifunktionalitet og regionale aspekter (bjergområder, ugunstigt stillede og små ø-områder etc.); rapporten skal også behandle spørgsmålet om, hvorvidt den fælles landbrugspolitiks mål også med hensyn til bæredygtighed og sociale aspekter kan opfyldes mere effektivt og målrettet ved hjælp af afkoblet, indirekte støtte, såsom præmier til ekstensive græsningsarealer og grønjord, en særlig præmie for mælke- og kødproduktion, præmier til stalde, der opføres og indrettes i overensstemmelse med fælles standarder for beskyttelse af dyr og miljø eller særlige instrumenter til krisestyring; understreger, at rapporten skal besvare spørgsmålet om, hvorvidt eller i hvilket omfang der under hensyntagen til de specifikke behov i regioner med intensivt husdyrbrug i perioden efter 2013 stadig vil være behov for produktionskoblede besætningspræmier eller løsninger i lighed med de i artikel 47-50 i forordning (EF) nr. 1782/2003 omhandlede;

35.

henstiller, at de nye medlemsstater, som ønsker det, skal kunne anvende den forenklede generelle arealbetalingsordning (SAPS) indtil 2013, og opfordrer Kommissionen til at undersøge, om anvendelsen af SAPS kan forenkles yderligere ved at ændre reglerne for støtteberettigede arealer;

36.

mener, at alle de budgetbevillinger, der er afsat til gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, men som er blevet sparet eller ikke er blevet anvendt, bør udnyttes inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik;

37.

mener, at der også efter 2013 vil være behov for direkte betalinger, men at disse bør tage udgangspunkt i nye objektive kriterier, særlig den direkte jobskabelse på bedrifterne, eller i højere grad bør udvikle sig i retning af en betaling for naturpleje eller erstatning for visse almene ydelser eller særlige standarder, herunder dyrebeskyttelsesstandarder, og at det samtidig bør undersøges, om det er hensigtsmæssigt at have betydelige forskelle mellem de regionale arealstøttebeløb i Europa og forskellige disponible midler under anden søjle; opfordrer Kommissionen til at foreslå passende foranstaltninger til at sikre, at alle de direkte betalinger kun kommer de personer og virksomheder til gode, som reelt er beskæftiget inden for landbrug;

38.

går ind for, at mindre og derfor meget forvaltningskrævende produktionsbaserede betalingssystemer (tørfoder, hamp, hør, kartoffelstivelse) efter en passende udfasningsperiode gradvis integreres i den generelle arealbetalingsordning, medmindre dette skulle få alvorlige socioøkonomiske og/eller miljømæssige konsekvenser for særlige regioner; hvis det er nødvendigt af regionalpolitiske årsager, bør der træffes ledsageforanstaltninger i henhold til artikel 69; opfordrer Kommissionen til at foretage en produktvis analyse af de økonomiske og regionale konsekvenser, hvoraf det fremgår, at dette er en hensigtsmæssig løsning, som indeholder en tidsramme for gennemførelsen; understreger, at den afkobling, som dette indebærer, ikke må bringe eksistensen af de berørte produktioner i fare;

39.

går ind for omgående afskaffelse af braklægningsforpligtelsen, der som mængdestyringsinstrument har mistet sin mening i et system med afkoblet direkte støtte og desuden er meget forvaltningskrævende, og konvertering af braklægningsrettighederne til normale rettigheder;

40.

mener, at de miljøpolitiske fordele, som var forbundet med braklægningen, som f.eks. biernes bestøvning af afgrøderne, i en situation med indskrænkning af de braklagte arealer som følge af stigningen i efterspørgslen efter landbrugsprodukter kan opnås bedre og mere målrettet via medlemsstaterne ved hjælp af foranstaltninger under anden søjle eller ved at ændre definitionen på betingelserne for god landbrugs- og miljømæssig stand, der fremmer biodiversitet for vilde dyr og planter samt naturlige levesteder;

41.

kræver støtten til energiafgrøder gradvist afskaffet i løbet af en udfasningsperiode, da støtten til energiafgrøder er meget forvaltningskrævende og kun har beskedne eller slet ingen energipolitiske fordele under de nuværende markedsbetingelser;

42.

kræver, at de midler, der spares ved at afskaffe støtten til energiafgrøder, bl.a. anvendes målrettet til ledsageforanstaltninger til markedsordningen for mælk, særlig i bjergområder og andre områder med særlige vanskeligheder;

43.

opfordrer Kommissionen til først og fremmest i henhold til artikel 69 at stille ikke-anvendte midler fra landbrugsbudgettet, der var afsat til markedsstyringsforanstaltninger, såsom intervention, eksportsubsidier eller oplagring, til rådighed til at styrke økonomien i landområder og særlig landbrugsbedrifterne, med henblik på at opfylde målene for udvikling af landdistrikter;

44.

mener ikke, at direkte støtte længere kan forsvares uden opfyldelse af forpligtelser på andre områder (krydsoverensstemmelse); understreger i den forbindelse, at de nye medlemsstater i løbet af en overgangsperiode skal bistås af EU ved anvendelsen af reglerne for krydsoverensstemmelse;

45.

tager i betragtning af den faldende direkte støtte afstand fra at udvide anvendelsesområdet for krydsoverensstemmelsesordningen, så længe medlemsstaterne og Kommissionen ikke opnår væsentlige fremskridt med at forenkle og harmonisere kontrolbestemmelserne og Kommissionen ikke fremlægger nogen oversigt over landmændenes udgifter i forbindelse med krydsoverensstemmelsesordningen, og henviser i denne forbindelse til sin holdning af 11. december 2007;

46.

mener, at krydsoverensstemmelsesordningen bør være begrænset til kontrol af vigtige standarder inden for den europæiske produktionsmodel og standarder, hvor det er muligt at foretage en systematisk og ensartet kontrol i de forskellige medlemsstater;

47.

opfordrer til at sikre, at krydsoverensstemmelsesordningens effektivitet i forhold til dens målsætning øges, og at dens gennemførelse gøres mere ensartet mellem medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til som støtte for medlemsstaterne at udarbejde klarere retningslinjer for gennemførelsen;

48.

kræver, at der gøres en ende på overdrevent belastende krav til husdyrhold på grund af krydsoverensstemmelsesordningen, og kræver i den forbindelse navnlig en kritisk gennemgang af visse hygiejne- og mærkningsstandarder (f.eks. øremærker);

49.

kunne forestille sig en rimelig tilpasning af kravene til bevaring af god landbrugs- og miljømæssig stand og en bæredygtig forvaltning af områderne på baggrund af ændrede miljø- og produktionsbetingelser (klimaændring, biomasse), hvis det er sikret, at disse nye krav bliver gennemført på en sammenlignelig måde i hele Europa;

50.

er af den opfattelse, at de medlemsstater, der benytter SAPS, bør gives mulighed for over en vis tidsperiode gradvist at indføre krydsoverensstemmelsesprincippet, således at de kan forberede de fornødne kontrolsystemer ordentligt og overbevise landbrugerne om vigtigheden af at overholde retningslinjerne;

51.

opfordrer Kommissionen til fortsat at fremme forenklingen af den fælles landbrugspolitik og derved regelmæssigt undersøge, om bestemte dele af lovgivningen fortsat er nødvendig, og om dens konkrete udformning er hensigtsmæssig; det er i denne forbindelse passende at foreslå yderligere tiltag som f.eks. forenklede overførselsregler for betalingsrettigheder ved ikke-aktivering, sammenlægning af minimale betalingsrettigheder, indførelse af en enhedsbetaling for modtagere af små beløb, forenkling af reglerne om den nationale reserve eller reduktion hhv. afskaffelse af denne afhængigt af overgangen til den regionale/nationale fælles arealbetalingsordning, afkald på betalingsrettigheders forfald, hvis rettigheden ikke gøres gældende, afskaffelse af håndskrevne registre for kvæg og andre brugsdyr inden for landbruget;

52.

opfordrer desuden medlemsstaterne til at sikre rettidig betaling og Kommissionen til at tillade forskudsbetaling til landbrugerne;

53.

opfordrer Kommissionen til at indføre de nødvendige mekanismer til at sikre, at importvarer fra tredjelande opfylder samme krav, som Fællesskabets produkter skal leve op til med hensyn til krydsoverensstemmelse, fødevaresikkerhed osv.;

54.

mener, at det i lyset af den forventede vækst i miljø-, klima- og epidemirisici samt store prisudsving på landbrugsmarkederne er absolut nødvendigt med en ekstra risikosikring som sikkerhedsnet;

55.

henviser til, at markedsorienteret produktion, tilpasset vekseldrift, diversificering, finansielle markedsinstrumenter, forsyningskontrakter og forsikring alle er vigtige måder, som landbrugerne kan risikosikre sig på, og at ansvaret for en passende risikosikring principielt ligger hos landmændene;

56.

mener, at det for at kunne håndtere markedsforstyrrelser er nødvendigt at bevare interventionsordningen og omlægge den til et stramt sikkerhedsnet, som kan anvendes under ekstraordinære omstændigheder med bestemmelser, der tager udgangspunkt i tendenserne på verdensmarkedet;

57.

støtter derfor Kommissionens forslag om at nedsætte interventionsgrænserne for markedsafgrøder til nul og kun bevare en passende reduceret interventionsgrænse for hvede;

58.

mener, at det i lyset af de voksende risici er nødvendigt snarest at udvikle privatøkonomiske eller kombinerede sikringssystemer, der dækker flere forskellige risici på en gang (multirisikosystemer); er klar over, at dette ikke kan lykkes uden offentlig deltagelse i finansieringen; understreger, at indførelsen af disse forsikringssystemer under ingen omstændigheder må udgøre en fare for ligebehandlingen (level-playing-field) mellem medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for i fremtiden at indføre eller støtte en fællesskabsordning for genforsikring til imødegåelse af problemer, der kan opstå som følge af klima- og miljøkatastrofer;

59.

henviser til, at næsten alle relevante tredjelande anvender sådanne statsstøttede systemer;

60.

mener, at der derfor som et første skridt fra 2009 bør skabes finansieringsmuligheder for national eller regional støtte til risikosikringssystemer, som tager højde for de forskellige risikopotentialer i Europa; Kommissionen skal undersøge, i hvilket omfang producentforeninger, brancheforeninger eller tværfaglige foreninger og den private forsikringssektor kan inddrages i systemerne;

61.

er af den opfattelse, at det i betragtning af de fuldkommen forskellige betingelser inden for de enkelte sektorer vil være at foretrække at finde differentierede sektorløsninger (som løsningen for frugt- og grøntsektoren) frem for horisontale tiltag;

62.

mener, at støtten til disse foranstaltninger delvis bør komme fra første søjle på grundlag af artikel 69, fordi der er tale om foranstaltninger, der henhører under markedspolitikken;

63.

anmoder Kommissionen om at overveje at indføre værktøjer til styring af såvel markeds- som klimarelaterede kriser, der skal sætte producentorganisationer og kooperativer i stand til at bære de omkostninger, der er forbundet med et fald i produktleverancerne fra deres medlemmer;

64.

er af den opfattelse, at foranstaltninger vedrørende risikostyring og risikoforebyggelse ikke må føre til genindførelse af produktionsbaserede støtteforanstaltninger;

65.

mener derfor, at Kommissionen må udforme fælles rammer for medlemsstaternes støtte til risikostyringssystemer, der skal respektere de systemer, der anvendes på nuværende tidspunkt og som i sin tid er godkendt af Kommissionen, for i videst muligt omfang at udelukke konkurrence- og handelsforvridende virkninger og i den forbindelse eventuelt indføre fælles regler inden for de fælles markedsordninger;

66.

opfordrer Kommissionen til senest den 30. juni 2010 at fremlægge en omfattende analyse af eksisterende risikostyringssystemer og mulighederne for at videreudvikle disse på fællesskabsniveau efter 2013;

67.

påpeger, at et degressivt loft, graduering og budgetdisciplin ved gennemførelsen af Kommissionens forslag kan få store omfordelingsmæssige konsekvenser i nogle regioner;

68.

mener, at enhver ændring i bevillingerne til udvikling af landdistrikterne, som ikke er i overensstemmelse med de i bilag III til den interinstitutionelle aftale (IIA) af 17. maj 2006 fastlagte (under-)lofter, skal være godkendt af alle tre parter i aftalen;

69.

påpeger, at der endnu ikke foreligger konsekvensanalyser af følgerne af yderligere graduering, degression og minimumsgrænser for arbejdsmarkedet i landområder og den regionale samhørighed; det er derfor nødvendigt at foretage en evaluering af den første søjle;

70.

understreger, at de af Kommissionen foreslåede nedre grænser kan få synlige virkninger i visse medlemsstater og påvirke fordelingen mellem medlemsstaterne af betalingerne under den fælles landbrugsordning, mens den øvre grænse medfører en overførsel af omkring 500 mio. euro fra første til anden søjle; erindrer om den alvorlige tvivl, der hersker omkring den nuværende omkostningseffektivitet af foranstaltningerne under anden søjle; mener derfor, at besparelserne fra en eventuel anvendelse af denne foranstaltning bør forblive under første søjle;

71.

afviser Kommissionens forslag om degression (op til 45 % nedskæring) i den nuværende form, da der ingen klar forbindelse foreligger mellem et landbrugs størrelse og velstand, og fordi det ikke inddrager den til driften af større landbrug fornødne arbejdsstyrke; Kommissionens forslag vil stille store bedrifter eller foreninger urimeligt dårligt og føre til nedlæggelse af arbejdspladser og til ødelæggelse af veludviklede, konkurrencedygtige strukturer og alene af støttetekniske grunde betyde opsplitning af bedrifter; hvilket vil føre til sammenbrud af strukturer i nogle egne af Europa;

72.

mener, at degression og/eller indførelse af lofter kun er forsvarlig på grundlag af en omfattende vurdering af de arbejdsmarkedsmæssige og regionalpolitiske konsekvenser og kun, hvis der skabes mulighed for at tage hensyn til antallet af socialforsikringspligtige fuldtidsansatte eller visse bedriftsstrukturer (flerfamiliebedrifter, andelsorganisationsformer, etc.) eller de samlede lønomkostninger med henblik på en reduceret degression; opfordrer Kommissionen til at være opmærksom på, at mindre landbrug, der har sluttet sig sammen som én juridisk person for at opnå stordriftsfordele og forbedre deres konkurrenceevne, ikke bør stilles dårligere;

73.

kræver, at eventuelle midler fra degressionen forbliver i regionen eller den pågældende medlemsstat og her f.eks. anvendes til foranstaltninger i henhold til artikel 69 eller under anden søjle; kræver, at disse midler målrettes til landbrugere;

74.

støtter også i betragtning af Revisionsrettens årsberetning for 2006 forslaget om at hæve minimumsgrænserne, som kunne ligge på 1 ha eller tilsvarende på 250 euro, kombineret med indførelsen af en enhedspræmie eller en minimums-flat rate for små støttemodtagere; mener imidlertid, at medlemsstaterne i behørigt begrundede tilfælde, hvor der konstateres store landbrugsstrukturelle forskelle i Europa, bør have mulighed for at fastsætte minimumsgrænser;

75.

støtter dog Kommissionens bestræbelser på at opnå en rimelig finansiering af en bæredygtig politik for landdistrikterne under den fælles landbrugspolitiks anden søjle, selv om opfyldelsen af dette mål ikke bør ske på første søjles bekostning;

76.

påpeger, at der ikke uden forelæggelse af en konsekvensanalyse kan opnås tilslutning til en yderligere nedskæring på 8 % af den direkte støtte i betragtning af de i forvejen drastiske individuelle nedskæringer;

77.

mener, at der i betragtning af det vidt udbredte krav om nedskæring af store støttebetalinger kunne overvejes en progressiv graduering ud fra den hidtil foreliggende viden og på grundlag af en konsekvensanalyse under hensyntagen til landbrugsstrukturen (foreninger osv.), landbrugsbedrifternes arbejdskraft og/eller lønomkostninger og specifikke produktionstyper i de forskellige direkte betalingsordninger (f.eks. de specifikke problemer i bedrifter og regioner med høj husdyrtæthed på forholdsvis små landbrugsarealer);

Midlerne fra den progressive graduering skal fordeles efter de gældende bestemmelser vedrørende gradueringsmidler og forblive i den pågældende region eller medlemsstat;

Europa-Parlamentet kunne overveje en progressiv graduering i den følgende form:

78.

kræver, at den frivillige graduering erstattes af obligatorisk graduering;

79.

mener, at gradueringsmidlerne primært bør placeres inden for rammerne af Leader-metoden og stilles til rådighed til bekæmpelse af tab af biodiversitet, risikosikring, tilpasning til klimaændringerne, foranstaltninger til bæredygtig anvendelse af biomasse, ledsageforanstaltninger i forbindelse med strukturreformer (f.eks. markedsordningen for mælk), sikring af produktionen i bjergregioner eller små øregioner og andre lignende ugunstigt stillede områder, kvalitetssikring, herunder dyrebeskyttelsesforanstaltninger, økologisk landbrug, afsætningsforanstaltninger og tilpasning til de tekniske fremskridt; kræver, at alle disse foranstaltninger målrettes direkte til landmændene;

80.

er klar over, at den hidtidige mælkekvoteordning sandsynligvis ikke videreføres efter 2015 i sin nuværende form, og opfordrer Kommissionen til indgående at undersøge, hvorledes fremtidens markedsordning for mælk kan komme til at se ud; opfordrer Kommissionen til for perioden efter 2015 at fremlægge et overbevisende program for mælkesektoren, som garanterer en fortsat mælkeproduktion i Europa, herunder i bjergområder, fjerntliggende områder og andre områder med specifikke problemer;

81.

henviser Kommissionen til Parlamentets beslutninger (10) vedrørende markedsforanstaltningerne og mælkefonden inden for rammerne af »mini-mælkepakken«;

82.

opfordrer alle berørte parter til at benytte perioden indtil 2015 til at stabilisere eller styrke markedspositioner og sikre en blød landing for den europæiske mejerisektor, helst gennem strukturelle kvoteforhøjelser;

83.

kræver, at mælkekvoten i tilfælde af ændringer i efterspørgslen på verdensmarkederne tilpasses i forhold til markedet; mener derfor, at kvoterne bør stige med 2 % i mælkeåret 2008/2009 i hver medlemsstat på et frivilligt grundlag; opfordrer Kommissionen til at anbringe denne forhøjelse i den nationale reserve; kræver en årlig revision af kvoten;

84.

kræver desuden en mærkbar nedsættelse af superafgiften for mælkeåret 2009/2010 og derefter yderligere nedsættelser de følgende år for at modvirke en stigning i kvotepriserne eller en senere udligning for hele Europa, som gør det muligt at udnytte kvoterne bedre;

85.

kræver særlige ledsageforanstaltninger for at forhindre, at mælkeproduktionen opgives i bjergområder og andre områder med særlige vanskeligheder, hvis der i disse områder mangler alternativer til den traditionelle mælkeproduktion, eller hvis opgivelsen af landbruget vil føre til tab af vigtige naturområder;

86.

mener, at der først og fremmest via artikel 69 skal stilles tilstrækkelige midler til rådighed til at bevare mælkeproduktionen især i bjergområder, områder i den yderste periferi (som Azorerne) eller andre områder med lignende vanskeligheder, f.eks. i form af top-ups på arealstøtte (i lighed med foranstaltningerne inden for sukkersektoren), præmier for malkekvæg, græsningsarealer eller ekstensiv græsning, en særlig mælkepræmie eller regionale særprogrammer, som skal styrke eller omstrukturere sektoren og fremme særlige kvalitetsprodukter;

87.

er af den opfattelse, at en styrkelse af producentsammenslutninger, brancheforeninger og brancheorganisationer kunne være et yderligere element i den reviderede artikel 69;

88.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at overveje ikke-lineære forhøjelser af de nationale kvoter, således at der kan foretages supplerende forhøjelser for de medlemsstater, hvor produktionslofterne traditionelt har været for lave;

89.

mener, at der til finansiering af foranstaltningerne bør oprettes en særlig fond (mælkefonden), som delvis vil kunne finansieres via de besparelser, der opnås med reformen af sektoren;

90.

påpeger, at det europæiske landbrugs styrke og fremtid ligger inden for regionale, traditionelle og andre produkter af anerkendt høj kvalitet samt forædlingsprodukter;

91.

opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at indføre et »Europa-mærke«, der skal kendetegne for den europæiske landbrugsproduktions og de europæiske fødevarers kvalitet, såvel på det europæiske marked som på de internationale markeder, samt til at fastlægge strenge miljø-, dyrevelfærds- og fødevaresikkerhedsstandarder for denne produktion;

92.

opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge et omfattende koncept til at forbedre markedsføringen af europæiske produkter af høj kvalitet i ind- og udland, f.eks. gennem oplysnings- og salgskampagner, støtte til oprettelsen af producentorganisationer eller andre former for brancheorganisationer og indførelse af målrettet mærkning, som navnlig fremhæver de anvendte landbrugsråvarers herkomst og er tydeligere og mere forståelig for forbrugerne;

93.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med budgettilpasninger at forhøje midlerne til oplysnings- og salgskampagner på det indre marked og på verdensmarkedet;

94.

opfordrer Kommissionen til at overveje behovet for en reel kommunikationspolitik i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, som kan mindske kløften mellem landbruget og samfundet og ikke kun fungere som en reklame- og salgsmekanisme;

95.

mener, at producent- og brancheorganisationerne bør styrkes og støttes yderligere, særlig i medlemsstater, hvor der kun findes et fåtal af sådanne, med henblik på at forbedre landmændenes markedsposition i forhold til detailledet og handelen, og at kvalitetssikringssystemerne i fødevareproduktionskæden sideløbende hermed bør fremmes, herunder i form af alternativer til eksisterende fremstillingsmetoder;

96.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at forhindre spekulation, fødevareindustriens kontrol med fødevaremarkedet og karteldannelse gennem udnyttelse af den eksisterende mangel på lovgivning og kontrol, manglen på producent- og forbrugerorganisationer og på passende infrastruktur, og som udelukkende har til formål at øge fortjenesterne, sænke producentpriserne og hæve forbrugerpriserne;

97.

beklager, at Kommissionen forsømte muligheden for mere bredt at håndtere de problemer, der er knyttet til øget import af fødevarer og foder, der ikke lever op til EU-standarderne, og som derfor risikerer at undergrave Den Europæiske Unions resultater med at knytte miljø- og dyrevelfærdsmæssige samt sociale betingelser til offentlig støtte; opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger med henblik på at afhjælpe denne situation hurtigst muligt og sikre, at EU's miljø- og sundhedsbestemmelser overholdes;

98.

opfordrer Kommissionen til som et hasteanliggende at udvikle en omfattende strategi for at sikre, at europæiske ikke-handelsmæssige hensyn tages i betragtning under WTO-forhandlingerne, herunder navnlig spørgsmålene om anerkendelse og beskyttelse af geografiske betegnelser, dyrevelfærd, importerede animalske og vegetabilske produkters sundhedsmæssige tilstand etc., således at illoyal konkurrence mod europæiske producenter samt eksport af dyrevelfærds- og miljøproblemer til tredjelande undgås; opfordrer Kommissionen til i WTO-forhandlingerne aktivt at kæmpe for princippet om kvalificeret markedsadgang med henblik på at fremme bæredygtighedsnormerne inden for landbruget;

99.

påpeger, at europæisk landbrug heller ikke fremover vil kunne klare sig uden en passende ekstern beskyttelse, og anmoder derfor om, at produkter hidrørende fra tredjelande pålægges de samme kvalitets- og sikkerhedskrav som produkter fremstillet i EU;

100.

mener, at afskaffelsen af eksportstøtte bør kompenseres gennem salgsfremmende foranstaltninger i tredjelande;

101.

minder om, at klimaændringerne indebærer to store politiske udfordringer for landbruget, nemlig sænkning af de drivhusgasemissioner, som forårsager klimaændringer, og tilpasning til virkningerne af klimaændringer; understreger, at dette er ensbetydende med, at landbruget står over for en dobbelt udfordring, idet det må begrænse sine egne emissioner samtidig med, at det må tilpasse sig de forventede virkninger af den globale opvarmning;

102.

understreger, at klimaændringer ikke blot er et miljømæssigt, men også et samfundsøkonomisk problem, og at miljøpolitikken og de bestræbelser, der bliver gjort i landbrugssektoren, som er en af de mest sårbare sektorer, da den er direkte afhængig af klimatiske faktorer, bør tage hensyn til behovet for at sikre landdistrikternes økonomiske og sociale levedygtighed;

103.

minder om, at landbrugets bidrag til drivhuseffekten (i dets egenskab af kilde til to kraftige drivhusgasser, metan og dinitrogenoxid) er begrænset og faldende i EU takket være allerede gennemførte foranstaltninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, f.eks. krydsoverensstemmelse, landbrugsmiljøprogrammer og andre foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne;

104.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, om disse resultater kan forbedres yderligere ved at inddrage landbruget i Kyoto-mekanismerne;

105.

mener, at landbrugets levering af vedvarende energi ikke må ske på bekostning af husdyravl, forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer for Europas og hele verdens befolkning, bæredygtighed og biodiversitet; opfordrer derfor Kommissionen til at gennemføre en vurdering af den indvirkning, som støtten til den vedvarende energi har på sikker fødevareforsyning og miljøet; anmoder om en passende støtte til forskning og om anvendelse af nye og effektive energiteknikker, som udnytter biomasse optimalt (f.eks. andengenerationsbiobrændstoffer); minder endnu en gang udtrykkeligt om, at det største og mest bæredygtige vækstpotentiale for yderligere energi fra biomasse på kort sigt ligger i biogasanlæg, der anvender animalske restprodukter;

106.

understreger den stærke sammenhæng mellem landbrugsvirksomhed og vandkvalitet og -kvantitet og fremhæver, at landbrugets pres på vandmiljøet skal styres på en bæredygtig måde; mener, at miljølovgivning kombineret med princippet om, at forureneren betaler, bør være det ledende princip for, hvordan der effektivt kan opnås en bæredygtig vandforvaltning, og miljømålsætningerne kan opfyldes;

107.

mener, at udviklingen af betalingsordningerne i landbruget bør fortsætte også efter 2013, og opfordrer, ikke mindst i lyset af de europæiske landbrugeres behov for en langsigtet planlægningssikkerhed, Kommissionen til senest den 30. juni 2010 at fremlægge en omfattende analyse af mulige måder at udforme den på, navnlig ved at fastsætte strategiske målsætninger for det europæiske landbrugs udvikling med vægt på innovation, god arealudnyttelse, kvalitetsproduktion, opretholdelse af landbrugernes indkomster, beskyttelse af miljøet samt forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan forvaltningsprocedurerne grundlæggende kan forenkles, navnlig i forbindelse med årlige præmiebetalinger på under 20 000euro pr. modtager;

108.

påpeger, at landbruget påvirker, skaber og truer den biologiske mangfoldighed; mener, at der er behov for bestræbelser både på globalt, lokalt og EU-niveau for at beskytte de værdifulde fordele for økosystemet, som den biologiske mangfoldighed indebærer i form af rensning af luft og vand, bestøvning af afgrøder og beskyttelse mod erosion;

109.

påpeger, at landdistriktsudviklingen (og det dertil hørende finansieringsinstrument ELFUL), som udgør den fælles landbrugspolitiks anden søjle i den nuværende programmeringsperiode 2007-2013, har betydelige regionale virkninger; opfordrer indtrængende Kommissionen til at udnytte mulighederne for at få gennemførelsen til at hænge bedre sammen med de regionalpolitiske programmer (strukturfonde) med henblik på at nå frem til en integreret fremgangsmåde på områder, hvor der kan opnås synergi;

110.

er af den opfattelse, at det ikke kan ske nogen udvikling af landdistrikter uden landbrugsaktivitet, og at målet må være at give landdistrikternes beboere mulighed for at klare sig økonomisk og forbedre deres livskvalitet;

111.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge et sammenhængende sæt af forslag med henblik på at bevare og udvikle bæredygtigt landbrug, navnlig i ugunstigt stillede områder og områder med naturgivne handicap, da disse er af afgørende betydning for beskyttelsen af biodiversiteten og for bevarelsen af økosystemerne;

112.

opfordrer Kommissionen til at styrke indsatsen inden for forskning og teknologioverførsel, bl.a. for at fremme produktionsmetoder, der tager større hensyn til miljøet og økosystemerne, og som kan bidrage til et bæredygtigt landbrug;

113.

henleder opmærksomheden på vellykkede projekter rundt om i EU, hvor et samarbejde på lokalt og regionalt niveau mellem landmænd, miljøgrupper og myndigheder med held har reduceret landbrugets miljøvirkninger;

114.

mener især, at en fremtidig ordning i højere grad skal fokusere på aspekter som social, økonomisk og territorial samhørighed og integreret udvikling af såvel landdistrikter som af områderne omkring byer, styrkelse af landbrugets nøglesektorer, betaling for ydelser og kompensation for særlige byrder samt risikostyring; mener, at det med dette for øje er nødvendigt helt at omdefinere forholdet mellem første og anden søjle;

115.

mener, at europæisk landbrug kan levere miljøvenlige løsninger på de mest påtrængende problemer i vores urbaniserede samfund, herunder også i de periurbane områder, og derved bidrager til opfyldelsen af målene i såvel Lissabon- som Göteborgstrategien;

116.

henleder opmærksomheden på den særlige rolle, som landmændene i periurbane områder spiller; disse landmænd og arealforvaltningsmyndighederne kan fremme løsninger, der opfylder såvel Lissabonmålene (viden, forskning og innovation) som Göteborgmålet (bæredygtighed);

*

**

117.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/23

—

der henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 3 og 13,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2006/144/EF af 20. februar 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne (programmeringsperioden 2007-2013) (1),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (2),

—

der henviser til Kommissionens forordning (EF) nr. 1974/2006 af 15. december 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (3),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (4),

—

der henviser til Rådets direktiv 86/613/EØF af 11. december 1986 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige erhverv i forbindelse med graviditet og barsel (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (6),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (7),

—

der henviser til Rådets resolution af 2. december 1996 om integrering af princippet om lige muligheder for mænd og kvinder i de europæiske strukturfonde (8),

—

der henviser til sin beslutning af 13. marts 2003 om målsætningen om ligestilling af mænd og kvinder ved anvendelse af strukturfondene (9),

—

der henviser til konklusionerne fra Rådets møde den 22. juli 2003 om beskæftigelsen i landdistrikterne som led i den europæiske beskæftigelsesstrategi (10),

—

der henviser til teksten »Revision af EU-strategien for bæredygtig udvikling - Ny strategi« (11),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Det Europæiske Råds forårsmøde om Vækst og beskæftigelse: en fælles opgave — Et nyt afsæt for Lissabon-strategien (KOM(2005)0024),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om bekæmpelse af den kønsbestemte lønforskel (KOM(2007)0424),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om beskæftigelse i landdistrikterne: bro over beskæftigelseskløften (KOM(2006)0857) og Kommissionens ledsagende arbejdsdokument (SEK(2006)1772),

—

der henviser til publikationen om kvinders bidrag til udviklingen af landdistrikterne: Sikring af fremtiden for Europas landdistrikter (12),

—

der henviser til undersøgelsen om beskæftigelsen i landdistrikterne 2006 (SERA),

—

der henviser til rapporten fra 2006 om udvikling af landdistrikterne i Den Europæiske Union — Statistisk og økonomisk information,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 vedrørende Lissabon-strategien for beskæftigelse og vækst,

—

der henviser til konklusionerne fra anden europæiske konference om udvikling i landdistrikterne i Salzburg med temaet »At så frøene til en fremtid i landdistrikterne — udformning af en politik, der kan opfylde vore ambitioner« afholdt den 12.-14. november 2003,

—

der henviser til rapporterne fra Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) om den første europæiske undersøgelse af livskvalitet: forskelle mellem land og by, om social kapital og jobskabelse i Europas landdistrikter og om kvindelige iværksættere i landdistrikterne,

—

der henviser til Rådets afgørelse 2005/600/EF af 12. juli 2005 om retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (13),

—

der henviser til den fælles rapport om social sikring og social integration 2007 (14),

—

der henviser til Den Europæiske Ligestillingspagt godkendt af Det Europæiske Råd i Bruxelles den 23. og 24. marts 2006,

—

der henviser til sin beslutning af 25. juni 1993 om vurdering af kvinders ulønnede arbejde (15),

—

der henviser til sine beslutninger af 3. juli 2003 om kvinder i EU's landdistrikter med henblik på midtvejsrevisionen af den fælles landbrugspolitik (16) og 13. marts 2007 om en køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd 2006-2010 (17),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0031/2008),

A.

der henviser til, at spørgsmål om landdistrikterne (18) i europæisk sammenhæng behandles via den fælles landsbrugspolitik, at denne beslutning beskæftiger sig med den fælles landbrugspolitiks anden søjle, dvs. udvikling af landdistrikter, og til, at der dog samtidig også skal tages hensyn til sociale og økonomiske politikker,

B.

der henviser til, at et af de vigtigste udviklingspolitiske mål for Den Europæiske Union er at forbedre livskvaliteten i landdistrikterne og fremme diversificeringen af de økonomiske aktiviteter,

C.

der henviser til, at det, hvis landdistrikterne skal gøres mere attraktive, kræver dels fremme af en bæredygtig og integreret vækst og skabelse af nye beskæftigelsesmuligheder, navnlig for kvinder og unge, dels at sociale tjenester og sundhedstjenester af høj kvalitet er til rådighed,

D.

der henviser til, at de økonomiske og sociale ændringer, som landdistrikterne gennemgår, ikke påvirker alle kvinder på samme måde, idet nogle får tilbudt nye muligheder, mens andre stilles over for meget alvorlige udfordringer og problemer,

E.

der henviser til, at Lissabon-målene om skabelse af vækst og fremme af social markedsøkonomi kun kan nås ved at udnytte kvindernes potentiale på arbejdsmarkedet fuldt ud både i landdistrikter og byområder,

F.

der henviser til, at kvinders arbejdskraft ofte betragtes som en ubegrænset naturlig ressource, der skal udnyttes, og til, at den uretfærdige isolering på arbejdsmarkedet endvidere bliver stadig mere rigid,

G.

der henviser til, at beskæftigelsesprocenten for både mænd og kvinder er lavere i landdistrikterne, og at mange kvinder desuden aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet og derfor aldrig registreres som arbejdsløse eller indgår i arbejdsløshedsstatistikkerne, samt til, at landdistrikterne er hårdt ramt af mangel på beskæftigelse af høj kvalitet,

H.

der henviser til, at gennemførelsen af direktiv 86/613/EØF hidtil ikke har været effektiv og heller ikke har opfyldt direktivets oprindelige målsætninger, især hvad angår forbedring af de medhjælpende ægtefællers status,

I.

der henviser til, at mange kvinder i landdistrikter udfører arbejde, der kan sammenlignes med erhvervsmæssig beskæftigelse, men ikke anerkendes, beskyttes eller aflønnes som sådan,

J.

der henviser til, at kun et begrænset antal kvinder er ejere af landbrugsbedrifter — der er her typisk tale om økonomisk set små bedrifter med lav rentabilitet — og til, at langt de fleste kvinder i landdistrikterne arbejder side om side med deres mandlige arbejdsfæller (fædre, brødre eller ægtemænd), der alene har ejendomsretten til de pågældende landbrugs- eller kvægbedrifter,

K.

der henviser til, at situationen i landdistrikterne varierer meget, både medlemsstaterne imellem og inden for de enkelte medlemsstater, og at landdistrikter med forskelligt udviklingspotentiale derfor skal have en passende støtte lige som beboerne i de pågældende områder,

L.

der henviser til, at landdistrikter kan tilbyde en høj grad af livskvalitet for familier med børn og for ældre mennesker, men at de dels fortsat står over for en lang række udfordringer såsom manglende infrastruktur inden for alle niveauer af den almene og faglige uddannelse og mangelfulde netværk af sociale tjenester, der f.eks. ikke tilbyder tilstrækkelige og hensigtsmæssige børnepasningsmuligheder og tjenester i lokalsamfundet eller tilstrækkelig pleje af ældre, syge og handicappede, dels er udsat for pres som følge af den igangværende omstrukturering inden for landbruget og foranstaltningerne til beskyttelse af miljøet,

M.

der henviser til, at kvinders betydelige bidrag til udviklingen af lokalsamfundet ikke i tilstrækkelig grad afspejles i deres deltagelse i beslutningsprocesserne,

N.

der henviser til, at det hovedsagelig er kvinder, der både inden for og i relation til deres familier arbejder frivilligt, og at familien er den grundlæggende samfundsenhed,

O.

der henviser til, at landdistrikterne er særligt berørt af befolkningens aldring, lav befolkningstæthed og i visse områder affolkning,

P.

der henviser til, at fraflytningen af kvinder i de erhvervsaktive aldersgrupper fortsat fører til en vis grad af »maskulinisering« af landbefolkningen med negative følger for livskvaliteten i lokalsamfundene samt for den demografiske udvikling,

Q.

der henviser til, at især kvinder i landdistrikterne bruger megen tid på at køre deres børn og andre familiemedlemmer til læge, skole og idrætsaktiviteter, og at manglen på lokale offentlige transporttjenester går ud over de unge, som af den grund har færre muligheder for at få sig en erhvervsuddannelse eller finde et arbejde,

R.

der henviser til, at det er vanskeligere at få adgang til informations- og kommunikationsteknologier i landdistrikterne, især for kvinder,

S.

der henviser til, at landdistrikterne tilbyder gode muligheder i form af vækstpotentiale inden for nye sektorer, tilvejebringelse af moderne bekvemmeligheder, håndværk og turisme, der som oftest varetages af kvinder og er en vigtig økonomisk faktor for underudviklede, men naturskønne områder,

T.

der henviser til, at der bør lægges større vægt på at inddrage kønsaspektet i budgetlægningen med henblik på at sikre en effektiv forvaltning af programmer til udvikling af landdistrikter og især en mere målrettet anvendelse af midler til dækning af kvinders specifikke behov i disse regioner,

U.

der understreger, at fjernelse af uligheder og fremme af lige muligheder for mænd og kvinder er det overordnede mål i forordning (EF) nr. 1260/1999,

1.

er overbevist om, at integration af kønsaspektet i landdistrikterne er en central strategi ikke blot for fremme af lige muligheder for kvinder og mænd, men også for økonomisk vækst og en bæredygtig udvikling i landdistrikterne;

2.

opfordrer Kommissionen til at forbedre de statistiske data og oplysninger om dette fænomen og til at undersøge mønstrene og de vigtigste årsager til og følger af afvandringen fra landdistrikterne i EU; opfordrer medlemsstaterne til at udvikle strategier rettet mod at bremse især højtuddannede kvinders fraflytning fra landdistrikterne;

3.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med de regionale og lokale myndigheder og virksomheder at skabe incitamenter til at forbedre kvinders uddannelsesniveau og fremme deres deltagelse i arbejdsstyrken, især ved at eliminere de former for forskelsbehandling, som kvinder kan blive udsat for på arbejdsmarkedet, med henblik på at løse problemet med fattigdom og social udstødelse i landdistrikterne; bemærker, at fattigdom er et udbredt fænomen i landdistrikterne, navnlig i de nye medlemsstater;

4.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre passende foranstaltninger for selvstændige kvindelige erhvervsdrivende med hensyn til barsels- og sygeorlov;

5.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde statistikker over fattigdom og social udstødelse, der ikke bare er opdelt efter køn og alder, men også efter byområder/landdistrikter;

6.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte overgangen fra landbrugsbaserede landdistrikter til landdistrikter baseret på en bredere vifte af økonomiske aktiviteter;

7.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre politikker til forbedring af de generelle levevilkår for kvinder i landdistrikterne med særlig vægt på handicappede kvinder, kvinder, som er ofre for kønsrelateret vold, indvandrerkvinder, kvinder tilhørende etniske mindretal og kvinder, der udsættes for forskellige former for forskelsbehandling, og til at sikre landdistrikternes fremtid ved at tilbyde forskellige, lokalt tilgængelige tjenester, såsom postvæsen, tjenester inden for bredbånd og nye anvendte teknologier, kultur- og sportscentre, brandvæsen og almene offentlige tjenester;

8.

opfordrer EU's institutioner, medlemsstaterne samt de regionale og lokale myndigheder til at lette adgangen til informations- og kommunikationsteknologi i landdistrikterne og til at sikre lige muligheder for mænd og kvinder i forbindelse med denne adgang ved hjælp af politikker og aktiviteter, der tager sigte på kvinder i landdistrikterne;

9.

opfordrer medlemsstaterne til at fremme kvinders iværksætterånd, yde støtte til erhvervsnetværk for kvinder, vejlednings-/coachingmodeller eller alliancer af kvindelige iværksættere og designinitiativer, der tager sigte på at forbedre iværksætterånd, færdigheder og evner blandt kvinder i landdistrikterne, og til at fremme inddragelse af kvinder i virksomheders og foreningers ledelse;

10.

opfordrer EU's institutioner, medlemsstaterne samt de regionale og lokale myndigheder til at støtte projekter med henblik på at fremme og rådgive om oprettelse af innovative virksomheder inden for primær landbrugsproduktion i landdistrikterne, som kan være med til at skabe nye arbejdspladser, der først og fremmest besættes med kvinder, f.eks. ved især at anvende overskydende eller underudnyttede produkter, tilføre landbrugsprodukter værdi og finde afsætningsmuligheder for disse, anvende nye teknologier, bidrage til den økonomiske alsidighed i området og tilvejebringe tjenesteydelser, som kan gøre det lettere at forene arbejde og familieliv;

11.

opfordrer Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at øge financieringen af innovative foranstaltninger for kvinder i landdistrikterne; opfordrer endvidere Kommissionen til som led i Leader at iværksætte netværksprojekter med henblik på at udveksle erfaringer og bedste praksis;

12.

understreger nødvendigheden at tillægge kvinders arbejde størst mulig værdi, herunder det arbejde, der udføres af indvandrerkvinder, som ikke hører til bedrifternes familiekerne, men som leverer arbejdskraft på markerne, og som især er berørt af de vanskeligheder, der er forbundet med deres status som kvinder inden for landbruget;

13.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at tage hensyn til den betydelige gruppe — almindeligvis kvindelige — medhjælpende partnere inden for landbruget og i små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som i mange medlemsstater ikke har nogen retlig status, hvilket medfører specifikke økonomiske og juridiske problemer med hensyn til ret til barsels- og sygeorlov, erhvervelse af pensionsrettigheder og adgang til social sikring samt i forbindelse med skilsmisse;

14.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle retten til medejerskab som juridisk begreb for dermed fuldt ud at anerkende kvinders rettigheder i landbrugssektoren, den dertil knyttede beskyttelse i form af social sikring samt deres arbejdsindsats;

15.

opfordrer medlemsstaterne til at yde ideologisk og økonomisk støtte til ulønnet og frivilligt arbejde; fremhæver det betydelige sociale arbejde, som kvindesammenslutningerne yder i denne sammenhæng; slår imidlertid til lyd for en strukturel ændring, således at kvinder i højere grad kan få adgang til aktiv lønnet beskæftigelse;

16.

påpeger, at kvinder i landdistrikter i højere grad rammes af skjult arbejdsløshed end mænd på grund af de traditionelle rollemodeller og det ringe udbud af nødvendig infrastruktur, f.eks. børnepasningsfaciliteter, som gør sig gældende i mange områder;

17.

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med regionale myndigheder at tilskynde til oprettelse af regionale ressourcecentre for kvinder, navnlig kvinder mellem 25 og 60 år, som er ramt af arbejdsløshed, og yde støtte, således at de selv kan etablere virksomheder eller etablere tjenester i deres egne lokalsamfund gennem vejledning og behovsanalyse på græsrodsniveau;

18.

opfordrer medlemsstaterne til at forbedre de almene og faglige uddannelsesfaciliteter, fremme udviklingen af sociale tjenesteydelsesnetværk til børnepasning, pleje af ældre, syge og handicappede som et middel til at forene arbejds-, familie- og personligt liv for mænd og kvinder i landdistrikterne; opfordrer dem endvidere til at forbedre sundhedstjenesterne, navnlig adgangen til primær sundhedspleje; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at sikre adgangen til paramedicinske tjenester og vagtlægeordninger i landdistrikterne;

19.

henleder opmærksomheden på, at seksuel vold og/eller vold i hjemmet mod kvinder og piger er tabuemner i landdistrikterne, og opfordrer medlemsstaterne til at tage de nødvendige forholdsregler for at sikre en bedre beskyttelse af og støtte til ofrene og dem, der risikerer at blive ofre for denne form for vold;

20.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at afhjælpe manglen på gode transportinfrastrukturer i landdistrikterne og til at udvikle positive politikker til forbedring af adgangen til transport for alle, især handicappede, idet transport fortsat er en faktor, der kan befæste social udstødelse og ulighed i samfundet, som især rammer kvinder;

21.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med revisionen af programmerne for udvikling af landdistrikter nøje at overvåge, at ligestillingsaspektet indarbejdes i de programmer for udvikling af landdistrikter, som medlemsstaterne indsender;

22.

glæder sig i den forbindelse over ESF/Equal-projekterne, som tager sigte på at belyse og forbedre kvinders stilling inden for landbruget og i landdistrikterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme sådanne projekter i EU;

23.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte virksomheder, der investerer i landdistrikterne og tilbyder beskæftigelse af høj kvalitet til kvinder;

24.

opfordrer EU-institutionerne, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder til at tilskynde til afholdelse af fora for udveksling af viden samt lignende aktiviteter både på nationalt og internationalt plan, hvor man specifikt beskæftiger sig med kvinders situation i landdistrikterne;

25.

henviser til den kendsgerning, at kvinder er underrepræsenteret på formelle ledende poster i landdistrikterne og regionerne til trods for, at de spiller en betydningsfuld rolle i det »uformelle« samfund, hvor kvinder ofte har stor indflydelse på det sociale liv, idet de bidrager til at skabe social kapital ved at lade sig inddrage i uformelle lokale netværk (f.eks. i frivilligt socialt arbejde eller i forskellige temarelaterede foreninger);

26.

opfordrer de relevante nationale, regionale og lokale myndigheder til at tilskynde til kvinders deltagelse i lokale aktionsgrupper og udvikling af lokale partnerskaber under Leader samt til at sikre en ligelig kønsfordeling i disses bestyrelser;

27.

beklager det faktum, at Kommissionen ikke har reageret på Parlamentets ovennævnte beslutning af 3. juli 2003 ved at foretage en gennemgribende revision af direktiv 86/613/EØF, selvom Kommissionen selv erkender, at den hidtidige anvendelse af direktivet ikke har været effektiv, og at der kun er gjort minimale fremskridt, hvad angår anerkendelse af det arbejde, der udføres af medhjælpende ægtefæller til personer, som udøver selvstændig virksomhed eller driver landbrug i medlemsstaterne, og med hensyn til at yde tilstrækkelig beskyttelse af disse medhjælpende ægtefæller; opfordrer atter Kommissionen til at forelægge et forslag til revideret direktiv inden udgangen af 2008 med henblik på at sikre, at medhjælpende hustruer i landbrugsbedrifter og SMV'er får deres egne sociale rettigheder og pensionsrettigheder;

28.

beklager dybt, at Kommissionen endnu ikke har foretaget noget konkret, hvad angår opfølgning af Europa-Parlamentets tidligere beslutninger om situationen for de medhjælpende ægtefæller til personer, der udøver selvstændig virksomhed, hvori der blandt andet blev slået til lyd for:

29.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og de styrende og valgte organer, der er ansvarlige for lige muligheder på lokalt, regionalt og nationalt plan i medlemsstaterne.

—

Predominantly rural (PR — overvejende landdistrikt): hvis mere end 50 % af befolkningen i regionen bor i landkommuner (med mindre end 150 indbyggere/km2)

—

Intermediate Region (IR — mellemregion): hvis mellem 15 % og 50 % af befolkningen i regionen bor i landkommuner

—

Predominantly Urban region (PU - overvejende byområde): hvis mindre end 15 % af regionens befolkning bor i landkommuner.

20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/29

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 7. december 2005 med titlen »Handlingsplan for biomasse« (KOM(2005)0628),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 10. januar 2007 med titlen »En køreplan for vedvarende energi — Vedvarende energi i det 21. århundrede — vejen til en mere bæredygtig fremtid« (KOM(2006)0848),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 26. november 1997 med titlen »Energi for fremtiden: vedvarende energikilder — Hvidbog vedrørende en strategi- og handlingsplan på fællesskabsplan« (KOM(1997)0599),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (1),

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 26. maj 2004 med titlen »Den vedvarende energis andel i EU — Rapport fra Kommissionen i overensstemmelse med artikel i direktiv 2001/77/EF med vurdering af lovgivningens og Fællesskabets øvrige politiks indflydelse på udviklingen af de vedvarende energikilders bidrag i EU og forslag til konkrete foranstaltninger« (KOM(2004)0366),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1230/2003/EF af 26. juni 2003 om et flerårigt program for tiltag på energiområdet: »Intelligent Energi — Europa« (2003-2006) (2) og Kommissionens meddelelse af 8. februar 2006 med titlen »En EU-strategi for biobrændstoffer« (KOM(2006)0034),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport (3),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 (4) af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (5),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 280/2004/EF af 11. februar 2004 om en mekanisme til overvågning af emissioner af drivhusgasser i Fællesskabet og til gennemførelse af Kyoto-protokollen (6),

—

der henviser til Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (7),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 29. september 2005 om de vedvarende energikilders bidrag i EU og forslag til konkrete foranstaltninger (8),

—

der henviser til Europa-Parlamentets beslutning af 23. marts 2006 om foranstaltninger til fremme af afgrøder til nonfoodformål (9),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelser fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0034/2008),

A.

der henviser til, at der i Kommissionens ovennævnte meddelelse af 26. november 1997 sættes mål for en stigning i andelen af vedvarende energikilder fra 6 % i 1995 til 12 % i 2010,

B.

der henviser til, at Kommissionen i sin ovennævnte meddelelse af 7. december 2005 anførte, at der for at nå dette mål må ske en fordobling af biomassens andel af energiproduktionen,

C.

der henviser til, at landbrugs- og skovbrugssektoren i EU har bidraget væsentligt til at afbøde virkningerne af klimaændringerne, idet drivhusgasemissionerne fra landbruget i perioden mellem 1990 og 2004 faldt med 10 % i EU-15 og med 14 % i EU-25, og at emissionerne fra EU's landbrug i 2010 forventes at ligge 16 % under niveauet for 1990,

D.

der henviser til de store muligheder, der er for at udbygge biogasproduktionen betydeligt, navnlig ved hjælp af potentielle bidrag fra husdyrproduktionen (gødning), slam, affald og planter uegnede til fødevare- og foderstofproduktion, der udgør udmærket biogasmateriale, i hvilken forbindelse der dog skal tages hensyn til de virkninger, som energimæssig udnyttelse af husdyrgødning har på jordbundens struktur og jordbundslivet,

E.

der henviser til, at der indtil nu kun er produceret 50 PJ biogas per år fra husdyrgødning, energiafgrøder, slam og organisk affald, mens gødning alene har et potentiale på 827 PJ,

F.

der henviser til, at biogasproduktionen og biogasanlæggene er ujævnt fordelt i EU, hvilket yderligere understreger, at de potentielle muligheder ikke er fuldt udnyttede,

G.

der henviser til, at biogas kan udnyttes på mange anvendelige måder, herunder til produktion af elektricitet, opvarmning, afkøling, som brændstof til biler osv.,

H.

der henviser til, at brugen af biomasse til elektricitet kan bidrage til begrænsning af drivhusgasemissioner, og at biomasse anses for at være en af de billigste energikilder med henblik på opvarmning,

I.

der henviser til, at udviklingen af biogasanlæg baseret på energiafgrøder er blevet væsentlig langsommere på grund af de hurtigt stigende kornpriser og bekymringer af fødevaresikkerheds- og miljømæssig karakter,

J.

der henviser til, at bekymringerne over sammenhængen mellem bioenergiproduktion (hovedsagelig bioethanol og biodiesel) og stigende korn- og fødevarepriser på verdensmarkedet ikke er relevante for biogasproduktion baseret på husdyrgødning, slam, organisk affald og biprodukter af afgrøder, der ikke er egnede til fødevare- og foderstofproduktion, og at der under alle omstændigheder er behov for en sikker videreforarbejdning af disse materialer,

K.

der henviser til, at gødning i de nye medlemsstater hovedsagelig forekommer i den blandede form af 20 % halm eller mere, og at der kan gå lang tid mellem produktionen af gødningen og fjernelsen af den, hvilket ikke passer til nogen form for fermentering,

1.

erkender, at biogas er en vital energikilde, der bidrager til bæredygtig økonomisk udvikling, bæredygtig udvikling af landbrug og landdistrikter samt miljøbeskyttelse;

2.

understreger det bidrag, som biogas kan yde til mindskelse af EU's energiafhængighed;

3.

understreger, at produktionen af biogas fra husdyrgødning, slam og kommunalt, animalsk og organisk affald bidrager til en diversificering af energikilderne og derved i stigende grad også til sikkerheden, konkurrenceevnen og bæredygtigheden i energiforsyningen og desuden kan give landmændene nye indtægtsperspektiver;

4.

mener, at anvendelse af biogas navnlig til produktion af varme og elektricitet kan bidrage betydeligt til opfyldelse af det bindende mål, at vedvarende energi senest i 2020 skal udgøre 20 % af EU's samlede energiforbrug;

5.

understreger, at vedvarende energikilder som biogas og biobrændstoffer i kombination med solenergi og vindenergi på lang sigt og på baggrund af yderligere styrkede forskningsbestræbelser kan sikre en højere grad af uafhængighed af energikilder, der er baseret på fossile brændstoffer;

6.

opfordrer både Den Europæiske Union og medlemsstaterne til at udnytte biogassens store potentiale ved at skabe gunstige vilkår samt videreføre og udvikle støtteprogrammer for at fremme til investering i og videreførelse af biogasanlæg;

7.

understreger, at biogas udvundet af husdyrgødning har mange gunstige miljøvirkninger, som f.eks. færre metan- og CO2-emissioner, mindskelse af mængden af partikler og dinitrogenoxider i luften, væsentlig mindre stank, renere spildevand og bedre næringsudnyttelse af nitrogenet i den behandlede gødning, hvilket betyder, at der skal bruges mindre nitrogen til at opnå samme gødningseffekt;

8.

understreger, at produktion af biobrændstoffer på basis af affald ikke bør blive et mål i sig selv; det bør fortsat have prioritet i EU's og medlemsstaternes miljøpolitik at nedbringe mængden af affald;

9.

kræver, at gylle i øget omfang anvendes til fremstilling af biogas, da dette stadig har et stort potentiale for anvendelse, samtidig med at decentraliseringen af energiproducerende biogasanlæg styrkes, og fastslår, at man ved øget anvendelse af gylle til dette formål i betragtelig grad kan nedbringe metanemissionen fra lagret gylle;

10.

understreger, at husdyrgødning, kommunalt spildevand og agroindustrielt affald kan indeholde substanser (bakterier, virus, parasitter, tungmetaller, skadelige organiske substanser), som kan udgøre en fare for den offentlige sundhed og miljøet; opfordrer Kommissionen til at sikre, at der træffes de fornødne sikkerhedsforanstaltninger for at undgå smitte og spredning af disse substanser og sådanne sygdomme, de måtte forårsage;

11.

fastslår, at biogasanlæggenes effektivitet vil blive forbedret ved brugen af slam og animalsk eller organisk affald; mener, at hygiejneproblemerne ved anvendelse af animalsk affald i de fleste tilfælde forholdsvis let kan holdes under kontrol;

12.

kræver ligeledes, at der anvendes produkter fra første forarbejdningsfase såsom kartoffelskræller eller frugtkød som biomasse til biogasanlæg;

13.

henviser til, at der inden for kort tid forventes tekniske og forvaltningsmæssige fremskridt, der yderligere vil øge de miljø- og sundhedsmæssige fordele ved biogasanlæg baseret på husdyrgødning, slam og organisk affald;

14.

mener, at bæredygtighed og regionalt tilpassede dimensioner er vigtige faktorer, både når det gælder biogasanlæg og husdyrbrug, hvis miljøfordelene også skal føre til en bedre accept af husdyrbrug, som støder på mange vanskeligheder foranlediget af et stigende antal klager fra naboer og den brede offentlighed;

15.

påpeger, at biogasanlæg, der anvender husdyrgødning, slam eller organisk affald, kan medføre højere niveauer for ammoniakudledning; mener dog, at denne bivirkning relativt nemt kan begrænses, og at der bør indarbejdes krav til præventive foranstaltninger i de nationale lovgivninger for biogasanlæg samt for tilskudsordninger for sådanne anlæg;

16.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at sikre, at der ikke sker udslip af metan fra biogasanlæg, da dette kunne bringe deres positive virkninger på den globale opvarmning i fare;

17.

gentager, at al finansiel støtte til biogasanlæg bør tage udgangspunkt i effektivitet, teknisk udvikling, positive tal på drivhusgasbalancen, skabelse af merværdi på husdyrbrugene og i landdistrikterne og andre økonomiske og miljømæssige fordele ved sådanne anlæg; understreger, at befolkningens forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer ikke må bringes i fare;

18.

noterer med største bekymring, at der er en øget konkurrence i mange medlemsstater mellem anvendelse af visse landbrugsprodukter som majs til energi og til anvendelse i fødevarekæden; understreger, at denne konkurrence har ført til betydelige stigninger i foderpriserne;

19.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til fremover ved fremlæggelse af forslag om regulering af biogassektoren ikke kun at vurdere miljøaspekter, men også at inddrage virkningerne på en bæredygtig fødevareproduktion af høj kvalitet;

20.

understreger, at der bør gives prioritet til biogasproduktion baseret på husdyrgødning, slam samt animalsk og organisk affald, eftersom bæredygtigheden af og miljøfordelene ved disse metoder er ubestridelige;

21.

bemærker, at den optimale størrelse af et biogasanlæg afhænger af forskellige omstændigheder til fastlæggelse af stordriftsfordele, som bør undersøges nøje; ud over den driftsøkonomiske vurdering og drivhusgasbalancen skal det navnlig vurderes, hvordan anlæggets størrelse indvirker på det omgivende landskab med hensyn til udvidelsen af dyrkningen af visse markafgrøder som monokulturer;

22.

understreger, at det ud fra et miljømæssigt og et økonomisk synspunkt vil være bedst for operatørerne af biogasanlæg at kombinere og anvende alle tilgængelige organiske materialer;

23.

er af den opfattelse, at den nye og innovative biogassektor ganske vist har brug for igangsætningsstøtte, men at sådanne støttesystemer bør udløbe, når sektoren er veletableret på markedet;

24.

bemærker, at der fortsat vil være behov for at yde støtte til biogasanlæg, der alene er baseret på afgrøder, under nøje overvågning af og med fokus på de mest avancerede og effektive anlæg og systemer for at sikre EU's økonomiske og tekniske forspring på området og udforske fremtidige muligheder;

25.

anmoder Kommissionen om at aflægge beretning om, hvorledes der kan indføres kriterier for økonomisk og miljømæssig effektivitet og bæredygtighed af energiafgrøder med det formål at gøre denne relativt nye teknologi mere miljøvenlig og sikre, at spørgsmål som fødevareproduktion og -forsyning tages op til behandling på passende vis;

26.

kræver øgede bestræbelser på at udvikle og fremme nye metoder og teknikker i forbindelse med biogas, navnlig udnyttelse af biomasse (anden generation af biogas) som biobrændstof og forbedring af rentabiliteten for biogasanlæg, som giver de største miljømæssige fordele, fordi effektiviteten af biogasanlæg kun vil kunne øges i betydeligt omfang gennem innovative teknologier som f.eks. gasbehandlingsteknikken;

27.

erindrer medlemsstaterne og Kommissionen om, at yderligere fremskridt på biogasområdet ikke er mulige, uden at der stilles flere finansielle midler til rådighed; erindrer om, at de finansielle midler bør stilles til rådighed til forskning og udvikling, til fremme af resultater fra særlige projekter, til anlæggene og til øget støtte til »grøn elektricitet« og »grøn gas«;

28.

henviser til, at det er de medlemsstater, der gennem passende prisstøtte eller andre forholdsregler tilbyder særlige incitamenter til »grøn energi«, som også har mest held med at fremme biogas;

29.

mener, at produktionen af »grøn gas« bør subsidieres på samme måde som »grøn elektricitet«;

30.

opfordrerKommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at de finansielle midler under EU-programmer og nationale programmer går til de mest effektive og bæredygtige anlæg, navnlig til anlæg, der producerer elektricitet og varme, eller til etablering af faciliteter og net, der skal opgradere og føre biogas ud i naturgasnettet;

31.

understreger i denne forbindelse, at leveringen af el, varme og naturgas til nettene skal foregå uden forskelsbehandling, og kræver, at biogas ligestilles med naturgas, så den kan udnyttes fuldt ud efter at være blevet pumpet ind i naturgasnettet;

32.

mener, at en forenkling af procedurerne for handel med CO2 kan udgøre et vigtigt bidrag til biogasanlæggenes økonomiske leve- og bæredygtighed;

33.

understreger, at biogasanlæg vil kunne hjælpe landbrugere, som endnu ikke har tilstrækkelig oplagringskapacitet for husdyrgødning, til at løse dette problem på en økonomisk holdbar måde;

34.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at sørge for, at etableringen af biogasanlæg og tilladelsen til anvendelse af organisk affald og slam ikke hindres af unødvendigt lange administrative procedurer og bestemmelser;

35.

peger på de store forskelle i længde og indhold af nationale procedurer for godkendelse af biogasanlæg og opfordrer medlemsstaterne til at sørge for, at nationale krav med hensyn til fysisk planlægning og tildeling af godkendelser og autorisationer ikke udgør unødige hindringer;

36.

kræver, at der indføres en forenklet procedure til udstedelse af byggetilladelser i forbindelse med opførelsen af biogasanlæg;

37.

opfordrer Kommissionen til at opstille en fælles positivliste over produkter, som det er tilladt at anvende i biogasanlæg, med henblik på at sikre ensartede vilkår for landbrugere i forskellige medlemsstater;

38.

opfordrer landbrugerne til at samarbejde omkring etableringen og driften af biogasanlæg;

39.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udarbejde en sammenhængende politik for biogas; anmoder Kommissionen om at fremlægge en særlig rapport om biogas og fremme af biogas i EU, hvor der peges på de ændringer i EU-lovgivningen og de nationale lovgivninger, som måtte være nødvendige for at lette en yderligere ekspansion af biogassektoren, og hvor det anføres, hvorledes EU-midler og -programmer kan anvendes på den mest effektive måde med angivelse af eksempler på bedste praksis; kræver i denne forbindelse også en vurdering af, hvilke konsekvenser forskellige former for biogasproduktion har for klimaet, landskabets økologi, landbrugsindkomsterne og forsyningssikkerheden med hensyn til fødevarer i verden;

40.

går ind for, at fremme af biogas fuldt ud inddrages i rammerne for forslaget til et direktiv om fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder (KOM(2008)0019) med særlig vægt på følgende elementer:

41.

opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt at fremlægge forslag til et direktiv for bioaffald, der skal omfatte kvalitetsnormer; opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at udarbejde et samlet direktiv for biogas og bioaffald;

42.

anmoder Kommissionen om at fremlægge lovgivningsforslag om anvendelse af restmaterialer fra biogasanlæg; anmoder Kommissionen om at sikre, at der i biogasanlæg kun anvendes organisk materiale, der muliggør anvendelse af restmaterialer, uden at miljøet bringes i fare; anmoder Kommissionen om at overveje at forbyde vækstfremmere i foderstoffer med indhold af tungmetaller, såfremt dette viser sig at være et problem i hele EU for den senere anvendelse af biogasrestmaterialer på markerne;

43.

anmoder Kommissionen om at sikre, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF af 15. januar 2008 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (10), nitratdirektivet (11), kloakslamsdirektivet (12), vandrammedirektivet (13), fugledirektivet (14), habitatdirektivet (15) og lovgivningen om tungmetaller håndhæves effektivt i samtlige medlemsstater og regioner, hvorved biogasanlæg, der anvender husdyrgødning og slam, bliver mere attraktive;

44.

opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt fremlægger en strategi for indarbejdelsen af biogasanlæg i Kyoto-mekanismen, f.eks. ved hjælp af »grønne certifikater«, særlige præmier eller skattefradrag for elektricitet og varme fra biogasanlæg eller andre foranstaltninger; understreger, at dette ville øge biogasanlæggenes omkostningseffektivitet og samtidig gøre landbrugets indsats mod klimaændringen mere synlig;

45.

kræver en vurdering af, om nitratdirektivet er overflødigt, når vandrammedirektivet først er fuldt gennemført;

46.

understreger på ny, at EU-lovgivningen ikke bør begunstige anvendelse af kunstgødning frem for anvendelse af husdyrgødning og biprodukter fra biogasanlæg; kræver derfor, at definitionen af husdyrgødning i nitratdirektivets artikel 2, litra f) snarest muligt som et første skridt tages op til fornyet overvejelse;

47.

anmoder Kommissionen om ved hjælp af henstillinger eller et direktiv at fremme indsatsen for levering af biogas til naturgasnettene;

48.

anmoder Kommissionen om så hurtigt som muligt at fremlægge forslag til yderligere at fremme anvendelsen af animalske biprodukter og biprodukter fra afgrøder til produktion af biogas, jf. Kommissionens ovennævnte meddelelse af 7. december 2005;

49.

kræver, at de medlemsstater, som ikke i tilstrækkeligt omfang eller slet ikke har indarbejdet foranstaltninger i de nuværende nationale udviklingsprogrammer, medtager biogas ved midtvejsevalueringen af de nuværende programmer for udvikling af landdistrikter og for regionaludvikling og stiller forslag til fremtidige aktiviteter;

50.

opfordrer Kommissionen til at sikre samarbejde og koordination mellem medlemsstaterne, herunder også de medlemsstater, som på nuværende tidspunkt ikke har biogasanlæg eller kun nogle få anlæg, således at de kan udveksle bedste praksis for biogasanlæg ved at overføre viden og teknologi;

51.

anmoder Kommissionen om at fremlægge en samlet rapport om EU's biogasproduktion og fremtidsperspektiverne på dette område, herunder en konsekvensanalyse, for Parlamentet senest den 15. december 2008 under hensyntagen til Parlamentets forslag og de fremskridt, der måtte være gjort;

52.

opfordrer Det Europæiske Råds nuværende og kommende formandskaber til at fremskynde yderligere drøftelser om, hvordan man kan fremme en bæredygtig produktion af biogas; bemærker i denne forbindelse, at bæredygtig fremme af biogasanlæg også bør omfatte kombineret produktion af varme og elekricitet;

*

**

53.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/35

—

der henviser til Kommissionens meddelelse om tilvejebringelse af offentlige og private midler til finansiering af universel adgang til klimavenlige og sikre energitjenester til rimelige priser: Verdensfonden for Energieffektivitet og Vedvarende Energi (KOM(2006)0583),

—

der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles d. 8.-9. marts 2007,

—

der henviser til sin beslutning af 25. september 2007 om køreplanen for vedvarende energi i Europa (1),

—

der henviser til sin beslutning af 1. juni 2006 om energieffektivitet — eller hvordan vi kan få mere ud af mindre — grønbog (2),

—

der henviser til sin beslutning af 14. december 2006 om strategi for biomasse og biobrændstoffer (3),

—

der henviser til sin beslutning af 29. september 2005 om den vedvarende energis andel i EU og forslag til konkrete foranstaltninger (4),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0006/2008),

A.

der henviser til, at i forbindelse med en begrænsning af den globale gennemsnitstemperatur til højst 2 °C må vedvarende energi og effektiv energiudnyttelse styrkes, således at den globale udledning efter at have toppet i 2015 igen vil falde,

B.

der henviser til, at rapporten Stern Review on the Economics of Climate Change (oktober 2006) samt rapporter fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer peger på, at de fattigste lande og befolkninger vil mærke følgerne af klimaændringerne først og hårdest,

C.

der henviser til, at vedvarende energikilder og energibesparelse er nøglen til at opnå bæredygtig energiudnyttelse, hvilket vil tjene til:

D.

der henviser til, at verdens ledende politikere ved topmødet om bæredygtig udvikling i 2002 aftalte at halvere den andel af befolkningen, som ikke har adgang til elementære energitjenester, og som på nuværende tidspunkt er på 1,6 milliarder mennesker, et mål som imidlertid aldrig vil kunne nås, hvis de nuværende tendenser fortsætter,

E.

der henviser til, at bæredygtige løsninger på de udfordringer vedrørende energi, som udviklingslandene står over for, bør findes gennem øget anvendelse af vedvarende energikilder, forbedringer i energieffektiviteten samt energibesparelser,

F.

der henviser til, at åbenhed og ansvarlighed over for offentlige og private investorer vil være af central betydning for evalueringen og eventuelt forhøjelsen af støtten fra Verdensfonden for Energieffektivitet og Vedvarende Energi, og henviser til, at der vil blive foretaget meget nøje eftersyn, især i de første år af fondens eksistens,

1.

glæder sig over Kommissionens forslag til en verdensfond for energieffektivitet og vedvarende energi (VFEEVE);

2.

mener, at en bæredygtig udvikling med lav udledning af drivhusgasser, ren luft og en bæredygtig energiforsyning især i udviklingslandene og vækstøkonomierne, kun kan opnås ved at sikre anvendelsen af teknologier, der udnytter vedvarende energikilder udvundet af lokale energiressourcer, samt ved at forbedre adgangen til energi gennem fremme af investeringer i elforsyningen til fjerntliggende områder og decentraliseret forsyning;

3.

mener, at fondens hovedmål bør være at fremme effektiv energiudnyttelse, energibesparelser og vedvarende energi, at minimere udledningen af drivhusgasser samt andre trusler mod samfundet, at forbedre adgangen til energitjenester i de fattigste lande og at udvikle og fremme differentierede energikilder i udviklingslandene;

4.

glæder sig især over fondens fokus på at skaffe private investeringer ved tilførsel af risikokapital, eftersom dette vil være afgørende for, at projekter for vedvarende energi i udviklingslandene bliver vellykkede på lang sigt;

5.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at al støtte til projekter og valg af teknologi er betingede af, at disse opfylder de omfattende kriterier for bæredygtighed, og af at de bidrager til den bæredygtige udvikling, såvel som på betingelse af, at der tages hensyn til geografiske forhold og tilgængelige, regionale ressourcer;

6.

opfordrer Kommissionen til ved anvendelsen af fonden at fokusere på små projekter, idet disse er sværest at skaffe investeringer til fra den private sektor; mener, at Kommissionen jævnligt bør revurdere sin øvre grænse for investeringer på 10 millioner euro for individuelle projekter og samtidig øremærke mindst en tredjedel af midlerne til små projekter på under 1 million euro;

7.

anmoder Kommissionen om at sikre, at støtte til alle projekter vedrørende biomasse, herunder projekter, som omfatter vand- og spildevandsrensning, i udviklingslandene kun gives til projekter, der opfylder meget strenge krav til bæredygtigheden, således at kun de mest bæredygtige teknologier bliver støttet, idet der tages højde for biomassens samlede levetids betydning for emissionen af drivhusgasser, luftkvaliteten, forvaltningen af landdistrikter, de socioøkonomiske vilkår og biodiversiteten, herunder bevarelsen af naturskove og sikkerhed for levnedsmiddelforsyning til alle via en forbedring af den bedste lokale landbrugspraksis;

8.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at VFEEVE støtter solcelleprojekter, og anmoder Kommissionen om at støtte udviklingen af intelligent-net-teknologier; tilskynder navnlig til investeringer, som er velegnede for de fattige i landdistrikterne, f.eks. elektrificering ved hjælp af vedvarende energi (herunder vand-, sol- og vindenergi samt biomasse), solvarmeanlæg, soldrevne vandpasteuriseringsapparater, solkomfurer, vindpumper og forbedrede apparater til madlavning, og til støtte til mikrokreditordninger med det formål at styrke den lokale deltagelse i energiprojekter;

9.

fastholder, at VFEEVE ikke skal støtte projekter over én million euro for konventionel energi eller samfyring af biomasse i eksisterende eller nye kulkraftværker, brugen af fossile brændstoffer i begrænset omfang (f.eks. i dieselgeneratorer) eller store projekter vedrørende biobrændsel; opfordrer Kommissionen til at sikre, at investeringer fra delfonde støttet af VFEEVE ikke går til disse typer teknologi; opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at de relevante forvaltningsaftaler samt kriterierne for udvælgelse af projekter udelukker, at sådanne projekter vælges;

10.

mener, at hvor det er muligt, bør støtten rettes mod projekter, som kombinerer vedvarende energiteknologi med forbedret energiudnyttelse, f.eks. projekter til forbedring af bygninger, belysning og kølekæden;

11.

ønsker, at VFEEVE's arbejde koordineres nøje med det fremtidige arbejde inden for rammerne af den platform for internationalt samarbejde om energieffektivitet, der er foreslået af Kommissionen, således at det bliver muligt at forbedre samarbejdet om forskning og udvikling samt benchmarking;

12.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at fonden støtter udviklingen af regionale markeder, fremstilling og kapacitet i udviklingslandene, f.eks. ved at støtte lokale små og mellemstore virksomheder, så disse kan løfte opgaven med at markedsføre nye teknologier i de enkelte områder;

13.

mener, at fonden også bør anvendes til at opnå, at især små og mellemstore virksomheder fra medlemsstaterne kan udnytte deres tekniske knowhow til udvikling og udbredelse af teknologier til vedvarende energi i udviklingslandene;

14.

anmoder Kommissionen om at sikre, at fondens arbejde vil være samordnet med og supplere medlemsstaternes og EU's øvrige udviklingspolitiske tiltag over for udviklingslandene;

15.

anmoder Kommissionen om at sikre, at fonden supplerer og arbejder effektivt ad samme spor som mange andre internationale initiativer og fonde, som støtter projekter om vedvarende energi i udviklingslandene, heriblandt projekter iværksat af Verdensbanken og regionale udviklingsbanker, og som følge af topmødet om bæredygtig udvikling i 2002;

16.

anmoder Kommissionen om at sikre, at fonden vil arbejde for at lette adgangen til benyttelse af mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) i visse lande, især de mindst udviklede lande, og at den endvidere giver opbakning til CDM-projekter, som tilfører en reel merværdi, bidrager positivt til den bæredygtige udvikling samt opfylder Gold Standard-kriterierne;

17.

opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at forøge fonden i forbindelse med en fremtidig ordning efter 2012 under FN's rammekonvention om klimaændringer, idet der tages hensyn til, at bæredygtig energi i udviklingslandene vil være afgørende for at nå målene i denne konvention;

18.

beklager den omstændighed, at det foreslåede finansieringsmål på 100 millioner euro — med et årligt tilskud på kun 15 millioner euro i 2007 og 2008 — er aldeles utilstrækkeligt som VFEEVE's bidrag, idet målet er at »styrke andelen af projekter inden for energieffektivitet og vedvarende energi og give et væsentligt bidrag til den bæredygtige udvikling«, og at der indtil nu kun er få lande, som har valgt at deltage finansielt i fonden; opfordrer derfor Kommissionen til at forøge sit bidrag og samtidig opfordre medlemsstaterne såvel som multilaterale finansinstitutioner til at gå sammen i et forsøg på at forøge fondens midler væsentligt; opfordrer mange flere af medlemsstaterne til at tilbyde finansiel støtte;

19.

mener, at det i de første år bør være et hovedmål for VFEEVE, som er tidsubegrænset, at udvikle mønstereksempler, som kan inspirere til yderligere bidrag, hvormed strømmen af investeringsmidler til vedvarende energi og effektiv energiudnyttelse i udviklingslandene og i overgangsøkonomierne kan øges, og endnu flere mennesker end de forventede mellem 1 og 3 millioner kan få adgang til tilstrækkelig energi;

20.

understreger, at VFEEVE skal give førsteprioritering til opfyldelsen af de specifikke behov i de mindst udviklede lande og til interventioner, der har vist sig at have en stærk sammenhæng med fattigdomsreduktion; bemærker, at sigtet med VFEEVE er at støtte regionale delfonde i Afrika syd for Sahara, østaterne i Caribien og Stillehavet, det europæiske naboskab (heriblandt Nordafrika og europæiske lande, der ikke er medlem af EU), Latinamerika og Asien; anmoder dog om, at især AVS-landenes behov tilgodeses; opfordrer Kommissionen til at sikre, at der ved tildelingen af midler ikke blot tildeles midler til en eller to delfonde; anbefaler stærkt, at delfonde for Kina og Rusland, hvis de er en del af porteføljen, ikke opsluger alle de tilgængelige midler, men bør tillægges særlig interesse som pilotprojekter;

21.

erkender imidlertid, at VFEEVE med sin nuværende struktur kan få vanskeligt ved at opfylde kriterierne for statslig udviklingsbistand, som er opstillet af OECD-komiteen for udviklingsbistand, da investeringerne i højere grad vil blive styret af udsigten til økonomisk udbytte end af udviklingsbehov; er klar over risikoen for, at fattigdomsreduktion, der er nævnt som et af VFEEVE's specifikke mål, måske bare bliver en sekundær prioritering for fonden; understreger derfor, at Kommissionen ud over at fastsætte klare udviklingskriterier for udvælgelse af projekter, der er berettigede til støtte fra VFEEVE, også må øge den tilskudsbaserede udviklingsbistand betydeligt for at tilvejebringe bæredygtige energitjenester til de fattigste;

22.

anmoder Kommissionen om regelmæssigt at aflægge rapport om fondens fremskridt, både hvad angår dens anvendelse og de projekter, der støttes, og især om at forelægge en årsrapport til Parlamentet om fondens fremskridt;

23.

anmoder Kommissionen om at komme med et udspil til fremme af intensiv kommunikation om og udveksling af erfaringer med de forskellige projekter, de konkrete resultater af projekterne og deres bidrag til bæredygtig udvikling;

24.

pålægger sin formand at sende Parlamentets holdning til Rådet og Kommissionen.

20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/38

—

der henviser til artikel 177 til 181 i EF-traktaten,

—

der henviser til partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (1), som ændret ved aftalen om ændring af partnerskabsaftalen, undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2005 (2),

—

der henviser til FN's millenniumerklæring fra 2000, FN-rapporten fra 2005 »Investing in Development« og til millenniumudviklingsmålene,

—

der henviser til Pariserklæringen om bistandseffektivitet, der blev vedtaget den 2. marts 2005,

—

der henviser til den såkaldte Monterrey Consensus fra 2002 om finansiering af udvikling,

—

der henviser til fælleserklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om »Den europæiske konsensus om udvikling« (3),

—

der henviser til fælles erklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om med titlen »Den europæiske konsensus om humanitær bistand« (4),

—

der henviser til konklusionerne fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet af 15. maj 2007, om EU's adfærdskodeks om komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Sammenhæng i udviklingspolitikken — Hurtigere opfyldelse af millennium-udviklingsmålene« (KOM(2005)0134),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Hurtigere opfyldelse af millenniumudviklingsmålene — Udviklingsfinansiering og udviklingsbistandens nyttevirkning« (KOM(2005)0133),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Mere, bedre og hurtigere EU-udviklingsbistand« (KOM(2006)0087) og Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) konklusioner af 11. april 2006 baseret herpå,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Årsberetning 2006 om EU's udviklingspolitik og gennemførelse af bistand til tredjelande i 2005« (KOM(2006)0326),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (5),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Begrebet regeringsførelse inden for rammerne af den europæiske konsensus om udviklingspolitik: Mod en harmoniseret approach i EU« (KOM(2006)0421),

—

der henviser til Den Tjekkiske Republiks internationale udviklingssamarbejdspolitik, herunder planen for bilateralt samarbejde 2007 og landestrategipapirerne for Angola og Zambia,

—

der henviser til Ungarns internationale udviklingssamarbejdspolitik,

—

der henviser til Letlands program for udviklingssamarbejdspolitik 2006-2010,

—

der henviser til Litauens udviklingssamarbejdspolitik 2006-2010,

—

der henviser til Estlands strategi for udviklingssamarbejde, og humanitær bistand 2006-2010,

—

der henviser til strategien for Polens udviklingssamarbejde, der blev fremlagt i 2003, og det polske bistandsprogram 2007,

—

der henviser til Rumæniens nationale strategi for internationalt udviklingssamarbejde,

—

der henviser til strategien for Slovakiets officielle udviklingsbistand på mellemlang sigt (ODA) 2003-2008 og dets officielle nationale udviklingsbistandsprogram 2006,

—

der henviser til Sloveniens udviklingssamarbejde 2002-2004,

—

der henviser til NGO Aid Watch-rapporten fra 2007 »Hold the Applause! EU governments risk breaking aid promises« fra European NGO confederation for relief and development (CONCORD), som indeholder en NGO-bedømmelse af hvert enkelt medlemsstats resultater, for så vidt angår statslig udviklingsbistand,

—

der henviser til EU's strategi for Centralasien (strategi for et nyt partnerskab) 2007-2013,

—

der henviser til »The European Consensus on Development: the Contribution of Development Education and Awareness Raising«, en rammestrategi udarbejdet af repræsentanter for EU-institutionerne, medlemsstaterne, civilsamfundet og andre interessenter og forelagt under de europæiske udviklingsdage i Lissabon i november 2007,

—

der henviser til den europæiske konsensus om NGO-kommunikationfra 7.-9. november 2006,

—

der henviser til Rådets (udvikling) resolution af 8. november 2001 om undervisning i udvikling og bevidstgørelse af den europæiske offentlighed om udviklingssamarbejdets betydning,

—

der henviser til Mastrichterklæringen fra Europe-wide Global Education Congress, afholdt 15.-17. november 2002, som repræsenterer parlamentarikere, lokale og regionale myndigheder og civilsamfundsorganisationer fra Europarådets medlemsstater, om en europæisk strategiramme til forbedring og udvidelse af den globale uddannelse i Europa frem til 2015,

—

der henviser til Palermo-processen af 2003, som blev iværksat for at skabe et uformelt forum, hvor aktørerne kunne drøfte vigtige udviklinger og emner i forbindelse med EU's udviklingsbistand med henblik på uformelt at supplere Kommissionens officielle høringsprocedurer,

—

der henviser til European Conference on Awareness-Raising and Development Education for North-South Solidarity, som blev afholdt i Bruxelles den 19. og 20. maj 2005,

—

der henviser til konferencen i Helsinki den 3.-4. juli 2006 om europæisk udviklingsuddannelse,

—

der henviser til 18-månedersprogrammet om udviklingspolitik for det tyske, portugisiske og slovenske formandskab,

—

der henviser til artikel 49 i EU-traktaten,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd« (KOM(2003)0104) og Parlamentets beslutning af 20. november 2003 om »Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd« (6),

—

der henviser til strategien om »Et sikkert Europa i en bedre verden — den europæiske sikkerhedsstrategi« vedtaget af Det Europæiske Råd på samlingen i Bruxelles den 12. december 2003,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »EU's naboskabspolitik — Strategidokument« (KOM(2004)0373),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Handlingsplaner inden for rammerne af EU's naboskabspolitik« (KOM(2004)0795),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »EU's naboskabspolitik — Henstillinger vedrørende Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Egypten og Libanon« (KOM(2005)0072),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet »Om styrkelse af EU's naboskabspolitik« (KOM(2006)0726),

—

der henviser til den handlingsplan for Sydkaukasus (Armenien, Aserbajdsjan og Georgien), som Kommissionen vedtog den 14. november 2006,

—

der henviser til arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene vedføjet Kommissionens ovennævnte meddelelse »Om styrkelse af EU's naboskabspolitik« (SEK(2006)1504),

—

der henviser til arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene (SEK(2007)0840) vedføjet Kommissionens meddelelse »Årsberetning 2007 om EU's udviklingspolitik og gennemførelsen af bistand til tredjelande i 2006« (KOM(2007)0349),

—

der henviser til ENP-fremskridtsrapporten om hhv. Ukraine (SEK(2006)1505) og Moldova (SEK(2006)1506),

—

der henviser til Kommissionens publikation af 24. november 2005»European Neighbourhood Policy: A Year of Progress« (IP/05/1467),

—

der henviser til meddelelsen til Kollegiet fra kommissær Ferrero-Waldner »Implementing and Promoting the European Neighbourhood Policy« (SEK(2005)1521),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI) (7),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2006/62/EF af 23. januar 2006 om at give de lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik såvel som Rusland, adgang til støtte under programmet for teknisk bistand og informationsudveksling (TAIEX) (8),

—

der henviser til Rådets afgørelse 2005/47/EF af 22. december 2004 om ændring af afgørelse 2000/24/EF for at tage højde for udvidelsen af Den Europæiske Union og den europæiske naboskabspolitik (9),

—

der henviser til rapporten »European Neighbourhood and Partnership Instrument Belarus/Moldova/Ukraine/Armenia/Azerbaijan/Georgia (separately): Country Strategy Paper 2007-2013 and National Indicative Programme 2007-2010«,

—

der henviser til det regionale EU-ENPI øststrategipapir 2007-2013, som supplerer de landestrategipapirer, der er vedtaget af Kommissionen,

—

der henviser til det regionale ENPI vejledende østprogram 2007-2010, som mere detaljeret definerer fokus for intervention inden for rammerne af det østlige regionale område af det nye ENPI,

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Sortehavssynergien — Nyt initiativ til regionalt samarbejde« (KOM(2007)0160),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse »Om en generel strategi for at sætte naboskabspartnerlande i stand til at deltage i Fællesskabets agenturer og programmer« (KOM(2006)0724),

—

der henviser til dokumentet fra juni 2006 i serien »Occasional Papers« fra Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender »European Neighbourhood Policy: Economic Review of ENP Countries«,

—

der henviser til kapacitetsopbygningsplan II til støtte for de nye medlemsstater og kandidatlandene inden for udviklingssamarbejde, som Kommissionen lancerede i juli 2007,

—

der henviser til sin beslutning af 19. januar 2006 om den europæiske naboskabspolitik (10),

—

der henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalerne,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A6-0036/2008),

A.

der henviser til, at EU i 2006 ydede 47 524 mio. euro i statslig udviklingsbistand, hvilket er 57 % af den globale statslige udviklingsbistand, et tal, der forventes at stige til 78 626 mio. euro i 2010,

B.

der henviser til, de nye medlemsstater har forpligtet sig til nå et mål på 0,17 % af bruttonationalindkomsten (BNI) inden 2010 og 0,33 % inden 2015 med fremtidige bidrag for at styrke EU's rolle i det internationale udviklingssamarbejde,

C.

der henviser til, at de nye medlemsstaters udviklingsbistand både vedrører EU's udviklingssamarbejdspolitik og EU's naboskabspolitik,

D.

der henviser til, at de lande, der er prioriteret i de nye medlemsstaters udviklingssamarbejde, er landene i Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG) og landene på det vestlige Balkan samt nogle få lande, der er medlem af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS),

E.

der henviser til, at den institutionelle ramme fortsat for de nye medlemsstater er en af de store udfordringer for et effektivt udviklingssamarbejde,

F.

der henviser til, at en af de største udfordringer, som de nye medlemsstater står overfor, er nødvendigheden af at opbygge politisk og offentlig støtte til udviklingssamarbejde på tværs af partiskel, herunder støtte til de mindst udviklede lande i verden,

G.

der henviser til, at der bør ske en yderligere forbedring af kendskabet til udviklingsspørgsmålet i flertallet af medlemsstaterne,

H.

der henviser til, at medlemsstaternes ret til at følge udviklingsstrategier, der er formuleret ud fra deres nationale prioriteringer, er et fuldt ud legitimt udtryk for deres suverænitet og altid bør respekteres som sådant,

I.

der henviser til, at størstedelen af Estlands og Letlands bilaterale statslige udviklingsbistand er rettet mod SNG-lande, især Georgien, Moldova og Ukraine, og Afghanistan; der henviser til, at Estlands bilaterale statslige udviklingsbistand i 2005 udgjorde 0,08 % af BNI, mens Letlands i samme år var på 0,07 %,

J.

der henviser til, at størstedelen af Litauens bilaterale statslige udviklingsbistand er rettet mod Belarus, Ukraine, Moldova, landene i Sydkaukasus, Afghanistan (Ghor-provinsen) og Irak og kun ét AVS-land, nemlig Mauretanien, og at Litauen i 2005 anvendte 0,06 % af BNI til bilateral statslig udviklingsbistand,

K.

der henviser til, at størstedelen af Polens bilaterale statslige udviklingsbistand er rettet mod Belarus, Ukraine, Moldova og Georgien, og at den i Polens tilfælde stod for 0,07 % af BNI i 2005,

L.

der henviser til, at størstedelen af Ungarns bilaterale statslige udviklingsbistand er rettet mod det vestlige Balkan (Montenegro, Serbien, Bosnien og Hercegovina), og at den i 2005 udgjorde 0,11 % af BNI,

M.

der henviser til, at størstedelen af Rumæniens bilaterale statslige udviklingsbistand er rettet mod Moldova, Serbien og Georgien, og at Rumæniens bilaterale statslige udviklingsbistand i 2006 androg 0,04 % af BNI,

N.

der henviser til, at størstedelen af Sloveniens bilaterale statslige udviklingsbistand er rettet mod det vestlige Balkan (Bosnien og Hercegovina, Montenegro, Serbien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM), Albanien) og Moldova, og at Slovenien i 2005 anvendte 0,11 % af BNI til bilateral statslig udviklingsbistand,

O.

der henviser til, at størstedelen af Slovakiets bilaterale statslige udviklingsbistand er rettet mod Serbien, Montenegro, Kirgisistan, Kasakhstan, Ukraine og Belarus, og at denne bistand for Slovakiets vedkommende i 2005 udgjorde 0,12 % af BNI,

P.

der henviser til, at størstedelen af Den Tjekkiske Republiks bilaterale statslige udviklingsbistand er rettet mod Bosnien og Hercegovina, Moldova, Mongoliet, Serbien, Montenegro og Vietnam, og at Den Tjekkiske Republik i 2005 anvendte 0,11 % af BNI på bilateral statslig udviklingsbistand,

Q.

der henviser til, at Bulgarien først i slutningen af 2007 har vedtaget sin nationale strategi for internationalt udviklingssamarbejde og prioriterer Albanien, FYROM, Bosnien og Hercegovina, Ukraine og Moldova og til, at den statslige udviklingsbistand i 2005 skønnes til omkring 0,04 %, hvilket svarer til Bulgariens bidrag til multilaterale institutioner,

R.

der henviser til, at Estland, Letland og Rumænien ikke prioriterer nogen AVS-lande under EU's politik for udviklingssamarbejde, skønt Estland ikke har udelukket, at landet i fremtiden vil etablere et bilateralt samarbejde med et af de mindst udviklede afrikanske lande i området syd for Sahara,

S.

der henviser til, at Bulgarien har til hensigt at prioritere afrikanske lande, som det havde bilaterale aftaler med før 1989, f.eks. Ghana,

T.

der henviser til, Den Tjekkiske Republik prioriterer Angola og Zambia, idet Angola modtager 8 % (956 000euro i 2007) og Zambia 4 % (775 000euro i 2007) af de afsatte midler; der henviser til, at der i Angola finansieres programmer inden for landbrug og udvikling af landdistrikterne samt uddannelse og tværgående programmer som minerydning, styrkelse af den offentlige sektors kapacitet og fremme af det civile samfund, ligestillingen mellem mænd og kvinder og miljøet; der henviser til, at der i Zambia også finansieres programmer inden for sundhedssektoren, hvor målet er at nå millenniumudviklingsmålene som f.eks. nedbringelse af børnedødeligheden, forbedring af mødres sundhed og bekæmpelse af hiv/aids og andre sygdomme, med særligt sigte på den vestlige provins, hvor naturen er særlig fjendtlig,

U.

der henviser til, at Ungarn prioriterer Etiopien, og at Polen navnlig prioriterer Angola og Tanzania,

V.

der henviser til, Slovakiet prioriterer Kenya, Sudan og Mozambique, især erhvervs- og sundhedssektorerne i Kenya, og tilbyder støtte til anvendelse af vedvarende energi; der desuden henviser til, at udviklingssamarbejdet med Sudan omfatter gældsreduktion og prioriterer teknisk infrastruktur som vandforvaltning og den sociale sektor og især støtter almen grunduddannelse og grundlæggende sundhedspleje,

W.

der henviser til, at Slovenien har til hensigt at prioritere Madagaskar, Niger, Mali, Burkina Faso, Uganda og Malawi gennem slovenske ikke-statslige udviklingsorganisationer og at støtte lokale samfund i sektorer som infrastruktur, uddannelse, vand, spildevandsafledning og -behandling og bæredygtig energiforsyning,

X.

der henviser til, at Litauen i 2006 indledte sit første bilaterale projekt i Mauretanien (bistand til udvikling af naturlige ressourcer),

Y.

der henviser til, at en betydelig del af udviklingsbistanden i samtlige de nye medlemsstater ydes ad multilaterale kanaler, herunder EU, og at alle disse lande således indirekte bidrager til udviklingen i AVS-landene,

Z.

der henviser til, at den europæiske naboskabspolitik er en af topprioriteringerne i EU's eksterne forbindelser med det formål at fremme god regeringsførelse og økonomisk udvikling i naboområderne og dermed reducere de politiske, økonomiske og sociale forskelle mellem medlemsstaterne og deres naboer,

AA.

der henviser til, at ENP-handlingsplanerne for de tre sydkaukasiske lande (Georgien, Armenien og Aserbajdsjan) blev offentliggjort den 14. november 2006, selv om inddragelsen af de sydkaukasiske lande i den europæiske naboskabspolitik i første omgang var blevet afvist i en fodnote i ovennævnte meddelelse fra Kommissionen om et bredere europæisk naboskab,

AB.

der henviser til, at handlingsplanerne skal være skræddersyet til hvert enkelt land,

AC.

der henviser til, at EU traditionelt støtter en regional indfaldsvinkel i de eksterne forbindelser,

AD.

der henviser til, at Georgiens regering har udtrykt håb om at blive inkluderet i Sortehavsregionen sammen med Ukraine og Moldova frem for i Sydkaukasusregionen, hvilket også indgår i handlingsplanen,

AE.

der henviser til, at handlingsplanen EU-Georgien viser, at EU er rede til at tilbyde øget politisk støtte til Georgien til konfliktløsning, hvilket hidtil ikke har været tilfældet,

AF.

der henviser til, at de nye medlemsstater var involveret i udviklingen af den europæiske naboskabspolitik inden deres medlemskab af EU,

AG.

der henviser til, at de nye medlemsstater ikke havde nogen indflydelse på handlingsplanen eller var involveret i beslutningstagningen og -processen inden medlemskabet,

AH.

der henviser til, at nabolande for at kunne blive omfattet af den europæiske naboskabspolitik skal have aftalte forbindelser fastlagt såsom en partnerskabs- og samarbejdsaftale eller en associeringsaftale, og at Belarus, Libyen og Syrien således er udelukket fra ENP, fordi de ikke har fastlagt sådanne aftalte forbindelser,

AI.

der henviser til, at EU sigter mod en afbalanceret bilateral og regional strategi over for Centralasien,

AJ.

der henviser til forholdet mellem Kasakhstan, Kirgisistan, Den Russiske Føderation, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan og EU er baseret på partnerskabs- og samarbejdsaftaler, samarbejdsrammer såsom BAKU-initiativet samt forskellige instrumenter inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

AK.

der henviser til, at alle EU's nabolande uanset spørgsmålet om eventuelt medlemskab har lige muligheder for at etablere privilegerede forbindelser med EU, baseret på fælles interesser og fælles værdier, efter deres egne ønsker,

AL.

der henviser til, at hovedfordelen ved handlingsplanen er, at den kan bistå landene med at fastlægge prioriteter og være en rettesnor for EU's støtte til deres bestræbelser,

AM.

der henviser til, at Bulgarien og Polen allerede er omfattet af grænseoverskridende samarbejde med relevante ENP-partnere,

AN.

der henviser til, at de nye medlemsstaters rolle i udveksling af overgangserfaringer vil blive taget i brug og bidrage til erfaringerne i de »gamle« medlemsstater gennem TAIEX- og partnerskabsprogrammerne,

AO.

der henviser til, at det nuværende niveau for udgifter til oplysningskampagner om udviklingsspørgsmål i de fleste lande, der er medlem af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) er på i alt ca. 190 mio. euro i alt eller 0,25 % af den samlede statslige udviklingsbistand,

AP.

der henviser til, at alle de nye medlemsstater med undtagelse af Polen og Malta betragter udviklingsuddannelse som en prioritering i deres nationale platforme,

AQ.

der henviser til, at ingen af de nye medlemsstater endnu har en udformet en national strategi for udviklingsuddannelse,

AR.

der henviser til, at kun 12 % af borgerne i OECD-landene rent faktisk har hørt om millenniumudviklingsmålene, og at 62 % af dem, der har, ikke er klar over, hvad de står for og til, at 17 % af EU's borgere som følge af korruptionen og den opfattelse, at bistanden ikke kommer de fattige til gode, ikke ved, om den gør en forskel (dette tal er 34 % i Portugal, 24 % i Italien, 23 % i Irland og 22 % i Spanien),

AS.

der henviser til, at kun 29 % af EU's borgere mener, at der vil være sket en mindskelse af problemerne med ekstrem fattigdom og sult inden 2015, idet de hyppigst nævnte hindringer er mangel på penge eller ressourcer (18 %), mangel på vilje (18 %) og opgavens størrelse (14 %),

AT.

der henviser til, at det i en rapport under FN's udviklingsprogram foreslås, at Kommissionen og medlemsstaterne tilstræber eller går længere end 3 % i offentlig udviklingsbistand som et mindstemål for en offentlig oplysningskampagne og udgifter til udviklingsuddannelse,

1.

understreger, at udviklingspolitikken indgår fuldt ud i den gældende fællesskabsret, og henviser til de nye medlemsstaters internationale forpligtelser på dette område; betoner, at EU bør bistå de nye medlemsstater med at integrere de gældende fællesskabsbestemmelser i deres nationale lovgivning;

2.

henviser til, at de ti nye medlemsstater tiltrådte »Den europæiske konsensus om udvikling« inden et år efter deres tiltrædelse og accepterede at gennemføre en ambitiøs udviklingsplan og arbejde hen imod at opfylde millenniumudviklingsmålene inden for den fastsatte tidsramme;

3.

er bekymret for, at mange af de nye medlemsstater ikke vil være i stand til at nå målet på 0,17 % af BNI i statslig udviklingsbistand inden 2010, og at nogle måske endog vil opleve, at den statslige udviklingsbistand falder i takt med generelle budgetnedskæringer som følge af behovet for at begrænse den offentlige gæld;

4.

understreger de nye medlemsstaters erfaringer, især under overgangsprocessen, og finder, at god regeringsførelse og fremme af demokratiet må være EU's primære målsætninger i spørgsmål om udviklingssamarbejde; opfordrer indtrængende EU's institutioner til med henblik på at forbedre kvaliteten af udviklingssamarbejdet at gøre brug af de erfaringer, de nye medlemsstater har høstet på dette område,

5.

mener, at de nye medlemsstater gennem en aktiv samarbejdspolitik vil bidrage til at fremme respekten for de grundlæggende rettigheder og solidariteten med de nye generationer i de tredjelande, der er omfattet af EU's naboskabspolitik;

6.

understreger det konkrete udbytte, de nye medlemsstater har af at deltage i udviklingssamarbejdspolitikken, især på områderne økonomisk udvikling og handel;

7.

glæder sig over Kommissionens nye strategi, som er mere vidtrækkende end den traditionelle udviklingspolitik, og som skaber nye partnerskabsforbindelser med udviklingslandene;

8.

glæder sig over, at det internationale samfund er villigt til at acceptere princippet om fælles ansvar i forbindelse med humanitære nødsituationer;

9.

foreslår, at de nye og gamle medlemsstater arbejder mere proaktivt sammen inden for EU for at sikre, at situationen i bestemte lande omfattet af ENP overvåges på mere hensigtsmæssig måde, således at EU i sin politik kan reagere med større fleksibilitet over for disse lande;

10.

understreger forbindelsen mellem udvikling og migration, som er en stor udfordring for de fleste af de nye medlemsstater, som udgør EU's ydre grænser;

11.

anerkender de fremskridt, de nye medlemsstater har gjort i deres udvikling fra lande, der modtog bistand, til donorlande, og noterer sig de udfordringer, der venter forude;

12.

konstaterer, at de nye medlemsstaters prioriterede områder efter overgangsperioden er bestemt af deres historiske relationer og tilknytning til deres naboer, og at størstedelen af de nye medlemsstaters samarbejdsbudget er rettet mod deres umiddelbare naboer og SNG-landene; opfordrer EU til at benytte den lejlighed, som de nye landes tiltrædelse udgør, til at styrke EU's strategiske tilstedeværelse i Østeuropa, Centralasien og Kaukasus, som er regioner, der hidtil i mindre grad har været omfattet af den europæiske bistand, men som står over for mange udfordringer på udviklingsområdet;

13.

betoner, at også en effektiv indsats for fremme af demokrati og retsstatsforhold, der er vigtige indsatsområder for de nye medlemsstater, er et middel til på længere sigt at begrænse fattigdommen, hvilket er det overordnede mål for den europæiske udviklingspolitik som fastlagt i det finansielle instrument for udviklingssamarbejde;

14.

henviser til den østlige dimension af EU's forbindelser udadtil og mener, at en ny forsamling bestående af EU og nabolandene (svarende til Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Euro-Middelhavs-partnerskabet Euromed og Den Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling Eurolat) kan bygge på historiske erfaringer, øge de nye medlemsstaters input i EU-politikker, bidrage til, at den europæiske naboskabspolitik formes i fællesskab og henlede nabolandes opmærksomhed på nye politiske områder;

15.

er klar over, at de fleste medlemsstater i deres udenrigsministerier har afdelinger, som specifikt skal tage sig af udviklingssamarbejdet, men henstiller dog til dem, at de styrker koordineringen i deres egne ministerier, koordineringen indbyrdes og koordineringen med andre medlemsstater i det omfang det godkendes af de nationale parlamenter og lokale myndigheder i beslutningsprocessen;

16.

er klar over, at opbygning af de relevante institutioner og gennemførelse af politikkerne er en tidkrævende proces;

17.

er klar over, at den største udfordring for de nye medlemsstater i de kommende år vil være væksten i budgetterne og oplysningsaktiviteterne;

18.

hilser ovennævnte rammestrategi »The European Consensus on Development: the Contribution of Development Education and Awareness Raising« velkommen og understreger, at Parlamentet bør spille en vigtig rolle ved at påpege den nuværende og potentielle betydning af udviklingsuddannelse og oplysning i såvel den formelle som den uformelle uddannelse i de nye medlemsstater;

19.

mener, at langsigtede projekter, der satser på partnere og sektorer, hvor de nye medlemsstater har en forholdsvis fordel og kan overføre erfaringer, har en optimal nytteværdi i den globale fattigdomsudryddelsesproces;

20.

opfordrer til arbejdsdeling mellem medlemsstaterne i spørgsmålet om merværdien af de enkelte aktørers indsats med sigte på et effektivt samarbejde;

21.

mener, at langt de fleste af de nye medlemsstater kunne prioritere udviklingspolitikken højere og gennemføre en bedre internt koordineret tilgang til den strategiske planlægning (med undtagelse af Litauen, hvis udenrigsministerium er hovedministeriet for planlægning og forvaltning af statslig udviklingsbistand);

22.

fastslår, at EU's målsætning med hensyn til de nye medlemsstater ikke kun er at udnytte deres erfaringer, men også at hjælpe dem med at styrke deres rolle som donorer; tilskynder derfor både de gamle og de nye medlemsstater til i fællesskab at opstille en realistisk tidsplan med sigte på en tilnærmelse af de nye medlemsstater til EU's mål for udviklingsbistand under hensyntagen til mulighederne og begrænsningerne i partnerskabet mellem gamle og nye medlemsstater;

23.

understreger, at de nye medlemsstater skal inddrages fuldt ud i udvekslingen af erfaringer og specifik uddannelse på de områder, der vedrører planlægning, gennemførelse og evaluering af udviklingssamarbejdspolitikken; tager de forskellige erfaringer med kapacitetsopbygningsordninger til efterretning og opfordrer til, at der gennemføres yderligere forbedringer, f.eks. for at hindre udskiftningen af offentligt ansatte;

24.

henviser til, at det er vigtigt, at der er en permanent dialog med ansvarlige tjenestemænd i de nye medlemsstater og i tiltrædelses- og kandidatlandene; understreger betydningen af teknisk bistand fra EuropeAid i forbindelse med tilrettelæggelsen af uddannelseskurser, seminarer og konferencer og specifik teknisk bistand med henblik på at opfylde de behov, som disse lande giver udtryk for; understreger i denne forbindelse vigtigheden af de aktiviteter, der finansieres af Kommissionens generaldirektorat for udvikling;

25.

beklager, at arbejdsgruppen om styrkelse af kapaciteterne i de nye medlemsstater ikke har holdt møder i 2007, da behovet for forøgelse af kapaciteterne i de nye medlemsstater inden for samarbejde og udvikling er presserende, og da EU's udvidelsesproces stadig er i gang;

26.

ønsker genaktivering af denne arbejdsgruppe, idet det sikres, dels at dens aktiviteter kommer til at omfatte en repræsentation fra Parlamentets Udviklingsudvalg eller dettes sekretariat samt en repræsentation fra TRIALOG, som er projekt med et snævert samarbejde med de europæiske udviklings-ngo'er, og dels at dens mandat øges under hensyntagen til de specifikke problemer i de nye medlemsstater på områderne udvikling og samarbejde;

27.

understreger betydningen af partnerskabsprojekter af større eller mindre omfang i det øjemed at oplære personale i nye medlemsstater ved hjælp af teknisk bistand af høj kvalitet, hvilket kun Ungarn og Slovakiet har anmodet om midler til;

28.

opfordrer til interparlamentariske møder to gange om året mellem Parlamentet og parlamenterne i de nye medlemsstater med fokus på udviklings- og samarbejdsspørgsmål samt etablering af et særligt netværk på dette område;

29.

mener, at deltagelse af de nye medlemsstater i udvalget for Den Europæiske Udviklingsfond vil kunne give forhandlingerne en ekstra dimension og vil kunne bidrage til at opbygge landenes tekniske kapacitet yderligere;

30.

noterer sig den manglende anerkendelse i offentligheden af de prioriterede mål for udviklingssamarbejdet i nogle af de nye medlemsstater og opfordrer til en samlet kommunikations- og uddannelsesstrategi med henblik på at afhjælpe denne mangel; fremhæver betydningen af oplysning om udvikling i skolernes læreplaner samt mediernes rolle for at skabe opmærksomhed i befolkningen og indføre en tradition for frivilligt internationalt samarbejde;

31.

anser det for vigtigt at udarbejde en betænkning om oplysning om udviklingsuddannelse og dennes betydning for gennemførelsen af den europæiske konsensus om udvikling, hvori udviklingsuddannelsens og oplysningens nuværende og potentielle rolle i den formelle og uformelle uddannelse i Europa, navnlig i de nye medlemsstater, fremhæves;

32.

henviser til, at befolkningen i de nye medlemsstater allerede er bevidst om spørgsmål vedrørende humanitær bistand, hvad deres betydelige støtte i forbindelse med tsunamien i 2004 var et bevis på, og hvilket kan være et udgangspunkt for at oplyse befolkningen om behovet for konkrete og mere langsigtede tilsagn som led i en effektiv udviklingspolitik;

33.

opfordrer Kommissionen til at iværksætte en specifik oplysningskampagne, der fokuserer på de komparative fordele og værditilvæksten i forbindelse med de nye medlemsstater, hvad angår samarbejds- og udviklingsspørgsmål;

34.

opfordrer til øget koordinering mellem de relevante nationale aktører og en hensigtsmæssig inddragelse af de ikke-statslige organisationer og de lokale myndigheder, når de nationale politikker skal udformes;

35.

opfordrer Kommissionen til aktivt at inddrage nye medlemsstater i udarbejdelsen af og forhandlinger om handlingsplaner samt i overvågningen af disse planers gennemførelse;

36.

konstaterer, at de nye medlemsstater ved en overgang til helt ubundet udviklingsbistand kan udgøre et godt eksempel for samtlige medlemsstater;

37.

konstaterer, at alle medlemsstater bør fastsætte frister for overgang til helt ubundet udviklingsbistand, idet bundet bistand på længere sigt hverken gavner god regeringsførelse eller bidrager til at opfylde målsætningerne for udviklingssamarbejdet;

38.

konstaterer, at sammenhængen mellem den private sektor og udviklingssamarbejdet giver de nye medlemsstater et lovende fremtidsperspektiv, og at en mere aktiv deltagelse af private virksomheder fra disse stater i politikken for offentlige indkøb på EU-plan kan øge bevidstheden om udviklingssamarbejdet;

*

**

39.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/48

—

der henviser til forretningsordenens artikel 103, stk. 4,

A.

der henviser til, at 2008 er tiåret for vedtagelsen af EU's adfærdskodeks om våbeneksport (kodeksen),

B.

der henviser til, at Coreper for mere end to år siden, nemlig den 30. juni 2005, på det tekniske plan godkendte ordlyden af den fælles holdning, som var resultatet af en grundig revision af kodeksen og havde til formål at omdanne kodeksen til et effektivt instrument til kontrol med EU-virksomheders våbeneksport fra EU's territorium,

C.

der henviser til, at hvis den fælles holdning vedtages, bliver kodeksen et instrument til kontrol med våbeneksport, der er retligt bindende for alle medlemsstater,

D.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange klart har tilsluttet sig den fælles holdning, bl.a. i sin beslutning af 18. januar 2007 om Rådets syvende og ottende årsberetning i henhold til punkt 8 i de operative bestemmelser i Den Europæiske Unions adfærdskodeks for våbeneksport (1),

E.

der henviser til, at Rådet siden 2005 ikke desto mindre har undladt at vedtage denne fælles holdning på politisk plan,

F.

der henviser til, at der aldrig er blevet forelagt en officiel begrundelse for denne manglende vedtagelse, men at den tydeligvis hænger sammen med visse medlemsstaters ønske om at ophæve den nuværende EU-embargo vedrørende våbeneksport til Folkerepublikken Kina,

G.

der henviser til, at dette spørgsmål igen er blevet meget presserende på grund af følgende udvikling:

H.

der henviser til, at dette arbejde til trods for de positive bestræbelser i Rådets arbejdsgruppe for våben (COARM) på yderligere at forbedre kodeksen og dens anvendelse undergraves af våbeneksporten fra medlemsstater til lande, der befinder sig i en konfliktsituation, ikke har den fornødne stabilitet eller ikke respekterer menneskerettighederne, og som således skal betragtes som »uansvarlige bestemmelsessteder« i henhold til kodeksen,

I.

der henviser til, at den manglende politiske vilje til at ændre kodeksen til en fælles holdning er uforenelig med den ledende rolle, som Den Europæiske Union og dens medlemsstater ønsker at indtage i forbindelse med fremme af retlige instrumenter til kontrol med al international offentlig og privat våbeneksport, herunder våbenhandelstraktaten,

1.

beklager i betragtning af tiåret for kodeksens vedtagelse, at den politisk fastlåste situation hidtil har hindret vedtagelsen af den fælles holdning;

2.

opfordrer indtrængende det slovenske formandskab til at gøre vedtagelsen af den fælles holdning til et fast punkt på dagsordenen for alle samlinger i Rådet (almindelige anliggender), indtil der er fundet en løsning på spørgsmålet;

3.

opfordrer indtrængende de af EU's medlemsstater, der er imod en retligt bindende adfærdskodeks, til at tage deres holdning op til fornyet overvejelse;

4.

mener, at EU's bidrag til en internationalt bindende traktat om våbenhandel vil opnå større troværdighed, så snart EU's egen våbenkontrolordning bliver juridisk bindende;

5.

er endvidere overbevist om, at der sideløbende med vedtagelsen af den fælles holdning bl.a. bør træffes foranstaltninger til at:

6.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.

20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/49

—

der henviser til EU-traktatens artikel 6 og 7 og artikel 4 i Den Europæiske Unions nye charter om grundlæggende rettigheder, der blev undertegnet den 12. december 2007 (1), vedrørende beskyttelsen af menneskerettighederne,

—

der henviser til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, især artikel 5, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, især artikel 7, den europæiske konvention af 1987 til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf (den europæiske torturforebyggelseskonvention) og den valgfrie protokol hertil om indførelse af en ordning med internationale og nationale uafhængige organers regelmæssige besøg på interneringssteder,

—

der henviser til artikel 3 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, de dertil hørende protokoller og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis,

—

der henviser til den ovenfor nævnte europæiske torturforebyggelseskonvention, som har dannet grundlag for Europarådets Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Vanærende Behandling eller Straf samt de rapporter, der udfærdiges i henhold til konventionen,

—

der henviser til FN's anbefalede mindsteregler for behandling af fængslede af 1957 og de erklæringer og principper, som FN's Generalforsamling har vedtaget på dette område,

—

der henviser til FN's konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989,

—

der henviser til beslutninger og henstillinger vedtaget af Europarådets Ministerkomité, særlig Europarådets resolution (73)5 om samtlige mindsteregler for behandling af indsatte, henstilling R(87)3 om de europæiske fængselsregler og henstilling R(2006)2 om de europæiske fængselsregler,

—

der henviser til henstillinger vedtaget af Europarådets parlamentariske forsamling, herunder henstilling R(2006)1747 om udarbejdelse af et europæisk fængselscharter og henstilling R(2000)1469 om mødre og spædbørn i fængsel,

—

der henviser til sin beslutning af 26. maj 1989 om kvinder og børn i fængsel (2), sin beslutning af 18. januar 1996 om dårlige fængselsforhold i Den Europæiske Union (3), sin beslutning af 17. december 1998 om fængselsforholdene i Den Europæiske Union: Indretning og alternativer til straf (4), og sin henstilling af 9. marts 2004 til Rådet om indsattes rettigheder i Den Europæiske Union (5),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling (A6-0033/2008),

A.

der henviser til, at enhver indsat i medfør af de internationale (6) og europæiske konventioner har krav på at blive behandlet i overensstemmelse med menneskerettighederne, og at fængselsvilkårene skal være i overensstemmelse med principperne om menneskelig værdighed, ikke-diskrimination og respekt for privatliv og familieliv samt være underlagt uafhængige organers regelmæssige evaluering,

B.

der henviser til, at der skal tages hensyn til indsatte kvinders særlige behov og situation i medlemsstaternes domsafgørelser, straffelovgivning og fængselsinstitutioner,

C.

der henviser til, at der bør gennemføres konkrete tiltag, der tager hensyn til kvinders særlige behov, navnlig anvendelsen af alternative straffe,

D.

der henviser til, at indsatte gravide kvinder skal have adgang til den nødvendige støtte, information og de nødvendige faciliteter, således at graviditet og fødsel kan forløbe forsvarligt, og især have adgang til sund kost, passende sanitære forhold, frisk luft, motion og svangreomsorg,

E.

der henviser til, at alle indsatte af begge køn skal have lige adgang til lægehjælp, men at der i fængselspolitikken kan tages særligt hensyn til forebyggelse, opfølgning og behandling af kvindespecifikke helbredsproblemer, såvel fysiske som mentale,

F.

der henviser til, at moderens mentale og fysiske helbred skal ses i sammenhæng med barnets,

G.

der henviser til, at et stort antal indsatte kvinder er eller har været afhængige af narkotika eller andre stoffer, hvilket kan være årsag til mentale eller adfærdsmæssige forstyrrelser, som kræver passende medicinsk eller social og psykologisk behandling inden for rammerne af en overordnet fængselssundhedspolitik,

H.

der henviser til, at man i dag er klar over, at mange af de indsatte kvinder har været udsat for vold, seksuelt misbrug eller mishandling i familien eller i parforholdet, at de lider under betydelig økonomisk og psykologisk afhængighed, og at der er en direkte sammenhæng mellem disse forhold og deres kriminelle fortid og de fysiske og psykiske følgevirkninger, f.eks. i form af posttraumatisk stress,

I.

der henviser til, at fængselspersonalet skal være tilstrækkeligt uddannet i og bevidst om at tage hensyn til ligestillingsaspektet og til de indsatte kvinders særlige behov og situation; der henviser til, at der burde udvises særlig opmærksomhed over for de mest sårbare af disse indsatte, nemlig de mindreårige og de handicappede,

J.

der henviser til, at opretholdelsen af de familiemæssige bånd er en afgørende faktor for forebyggelsen af tilbagefald og for den sociale reintegration og er en ret, som alle de indsatte, deres børn og øvrige familiemedlemmer har, og at udøvelsen af denne ret ofte kompliceres i særlig grad for kvinderne på grund af de få fængselsinstitutioner for kvinder, hvilket bevirker, at institutionerne ofte ligger langt væk fra familien,

K.

der henviser til, at der altid skal tages hensyn til barnets tarv, når der træffes afgørelser om dets adskillelse fra eller forbliven hos den indsatte forælder, at det under alle omstændigheder skal sikres, at den anden forælder kan udøve sin forældremyndighed, og at der skal indføres de nødvendige procedurer til sikring af, at de følelsesmæssige bånd til familien (søskende, bedsteforældre og andre familiemedlemmer) kan opretholdes,

L.

der henviser til, at de kontraherende stater i medfør af førnævnte konvention om barnets rettigheder (og derudover i medfør af andre internationale instrumenter) har forpligtet sig til at sikre ethvert barn uden nogen form for forskelsbehandling og uafhængigt af dets forældres retlige status opfyldelsen af alle dets rettigheder i henhold til denne konvention, navnlig retten til tilstrækkelig lægehjælp, fritidsaktiviteter og uddannelse, og at denne forpligtelse ligeledes gælder børn, der bor sammen med en indsat forælder,

M.

der henviser til, at fængselsinstitutionerne ud over at straffe ulovlige handlinger også skal varetage opgaven med at reintegrere de indsatte socialt og fagligt, idet de tager hensyn til den sociale udstødelse og fattigdom, som ofte kendetegner et stort antal indsattes fortid af begge køn,

N.

der henviser til, at mange af de kvinder, der indsættes i fængslerne, er involveret i løbende retlige procedurer (fjernelse fra hjemmet, anbringelse i pleje, skilsmisse eller separation, udsættelse af bolig osv.), hvilket indebærer, at de pågældende befinder sig i en sårbar situation og i en permanent tilstand af usikkerhed og stress,

O.

der henviser til, at indsatte i mange tilfælde savner viden om deres muligheder i samfundet, og at manglende, mistet eller ugyldig administrativ dokumentation (identitetskort, sygesikringskort, familiekort osv.), hvad enten den indsatte har mistet dem eller dokumenterne er ugyldige, i praksis ofte hindrer de pågældende i at udøve de rettigheder, som alle borgere i medlemsstaterne har,

P.

der henviser til, at indsatte kvinders og mænds lige adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og fritidsaktiviteter under indsættelsen er grundlæggende for deres psykiske ligevægt og deres reintegration i samfundet og arbejdslivet,

Q.

der henviser til, at tilbuddene til indsatte af begge køn om uddannelse, beskæftigelse, fritid og personlig udvikling, uanset hvor omfattende de er, ikke i sig selv er tilstrækkelige, og at det er nødvendigt at udarbejde ledsageprogrammer med henblik på at inddrage dem i planlægningen og gennemførelsen af deres reintegration,

R.

der henviser til, at de indsatte kvinder uden nogen form for forskelsbehandling skal have adgang til lønnet beskæftigelse og deltagelse i frivilligt arbejde såvel som forskellige muligheder for erhvervsuddannelse og medborgerkundskab, der peger frem mod deres udslusning i samfundet efter endt afsoning og er tilpasset arbejdsmarkedets krav,

S.

der henviser til, at den sociale reintegration af de indsatte af begge køn og forebyggelsen af tilbagefald afhænger af kvaliteten af de rammer, der stilles til rådighed under indsættelsen, navnlig samarbejdet med virksomheder og sociale myndigheder, samt af den opfølgning og faglige og sociale bistand, der tilbydes efter udstået straf,

T.

der henviser til, at der er stort behov for kønsopdelte, generelle, sammenlignelige og aktuelle data og statistikker,

1.

opfordrer medlemsstaterne til at investere tilstrækkelige ressourcer i modernisering og tilpasning af deres fængselsinfrastruktur og til at gennemføre Europarådets ovennævnte henstilling R(2006)2 med henblik på at sikre fængselsvilkår, der respekterer den menneskelige værdighed og de grundlæggende rettigheder, navnlig for så vidt angår boligforhold, sundhed, hygiejne, ernæring, ventilation og lys;

2.

gentager sin anmodning til Kommissionen og Rådet angående vedtagelsen i medfør af artikel 6 i EU-traktaten af en rammebeslutning om minimumsstandarder til beskyttelse af de indsattes rettigheder (således som også Europarådet anbefaler i ovennævnte henstilling R(2006)2) og opfordrer Rådet til at formidle og fremme efterlevelsen af Europarådets fængselsregler med det mål for øje at øge harmoniseringen af fængselsforholdene i EU, især ved at tage hensyn til kvinders særlige behov, såvel som ved en klar erklæring om rettigheder og pligter for indsatte af begge køn;

3.

tilskynder Kommissionen til i sin årsberetning om menneskerettigheder at medtage en evaluering af overholdelsen af de mandlige og kvindelige indsattes grundlæggende rettigheder og de særlige fængselsvilkår, der gælder for kvinder;

4.

opfordrer medlemsstaterne og kandidatlandene til at ratificere den valgfrie protokol til den europæiske torturforebyggelseskonvention om opbygning af et uafhængigt kontrolsystem for fængsler og tilskynder Rådet og Kommissionen til at fremme ratificeringen af denne konvention og den tilhørende protokol inden for rammerne af EU's udenrigspolitik;

5.

minder om, at forvaltningen af fængslerne skal leve op til nationale og internationale, juridiske standarder, og at dette bør sikres ved jævnlige inspektioner fra de kompetente myndigheders side;