19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/1

—

er stærkt enigt i, at den globale terrortrussel er en alvorlig trussel mod demokratiet, menneskerettighederne og den økonomiske og sociale udvikling i hele det internationale samfund;

—

understreger, at de lokale og regionale myndigheder vil spille en central rolle ved gennemførelsen af EU's antiterrorstrategi. Disse myndigheder vil være drivkraften bag gennemførelsen af forebyggelsesforanstaltningen og kommende antiterror- og afradikaliseringsinitiativer på tværs af medlemsstaterne;

—

erkender vigtigheden af EU's antiradikaliseringsstrategi, der implementeres sideløbende med EU's antiterrorstrategi, men understreger, at disse strategier også bør rumme mulighed for lokal gennemførelse, hvor der trækkes på lokal erfaring og indsigt, idet der udstikkes klare rammer for lokalsamfundsbaseret efterretningsvirksomhed og ydes støtte og ressourcer til lokale myndigheder med henblik på at gennemføre projekter vedrørende bekæmpelse af voldelig radikalisering, hvor dette er nødvendigt; understreger, at styrkelsen af de regionale og lokale offentlige forvaltningers rolle i forebyggelsen af terror og voldelig radikalisering bør ske i partnerskab med EU og medlemsstaternes regeringer;

—

anbefaler, at der i medlemsstaterne gennemføres offentlig høring på lokalt plan med henblik på at tilvejebringe en mangefacetteret læring om lokale erfaringer, forestillinger om terrorisme og bevæggrunde til ekstremisme, og at medlemsstaterne sikrer, at denne høring og inddragelse når ud til dem, der normalt ikke deltager i lokaldemokratiet;

—

udtrykker tilfredshed med den anden peerevaluering af krisestyringsplaner, der i øjeblikket gennemføres af Kommissionen; opfordrer imidlertid Kommissionen til at sikre, at de lokale og regionale myndigheder spiller en fuld og aktiv rolle i peerevalueringen;

—

opfordrer EU til at sikre, at der i alle antiterrorstrategier er indbygget et direkte hensyn til retfærdighed og menneskerettigheder, og at antiterroroperationer ikke resulterer i en negativ erfaring for bestemte lokalsamfund og dermed medvirker til fremmedgørelse og ansporer til ekstremisme.

Ordfører

:

Lord Graham TOPE (UK/ALDE), medlem af London Borough of Sutton og the Metropolitan Police Authority

1.

er stærkt enigt i, at den globale terrortrussel er en alvorlig trussel mod demokratiet, menneskerettighederne og den økonomiske og sociale udvikling i hele det internationale samfund;

2.

erkender, at opmærksomheden uundgåeligt vil rette sig mod al-Quaeda-inspireret terror og radikaliseringen i vores samfund i retning af voldelig ekstremisme; erindrer imidlertid om, at mange nylige terrorhandlinger er blevet begået af personer, som er født og opvokset i det land, hvor terrorhandlingen blev udført, eller i et andet EU-land, ofte som reaktion på rent interne forhold i det land, hvor anslaget fandt sted, og ikke nødvendigvis havde et religiøst hovedmotiv; Regionsudvalget erkender ikke desto mindre, at truslen fra al-Qaeda-inspireret terror er en stor sikkerhedstrussel, som EU står over for i dag;

3.

er af den opfattelse, at EU's arbejde med terrorisme må have et dobbelt fokus: dels den direkte bekæmpelse af terrorhandlinger, dels en forebyggende indsats. Jo tidligere årsagskæden, der fører til en terrorhandling, kan brydes, desto bedre. Her kan øget forskning i årsagerne til, at mennesker føler sig tilskyndet til at støtte, finansiere og deltage i terroraktioner, være til stor nytte;

4.

erkender, at de religiøse aspekter ikke må overses, når det gælder terrorisme. Der må gøres en større indsats for at udbrede budskabet om, at terrorhandlinger ikke på nogen måde kan retfærdiggøres;

5.

mener derfor, at EU skal tage initiativ til og støtte op om tiltag, som sigter på at reducere terrorismen gennem en dialog mellem religioner og kulturer;

6.

understreger, at EU's samarbejde med lande uden for Unionen er af største vigtighed, når det drejer sig om at forebygge terrorisme. Forstærkede strategier for dette eksterne samarbejde bør fremmes, både når det gælder udveksling af informationer og et mere praktisk orienteret politi- og toldsamarbejde;

7.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder vil spille en central rolle ved gennemførelsen af EU's antiterrorstrategi, og at især disse myndigheder sammen med de retshåndhævende statslige og regionale partnere, der har ansvar for beskyttelse af personer og ejendom, vil være drivkraften bag gennemførelsen af forebyggelsesforanstaltningen og kommende antiterror- og afradikaliseringsinitiativer på tværs af medlemsstaterne;

8.

henleder opmærksomheden på de store fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af de tre øvrige foranstaltninger: beskyttelse, implementering og respons på tværs af medlemsstaterne siden iværksættelsen af rammelovgivningen i 2002; ser endvidere med tilfredshed på forslag i det nuværende initiativ om at øge terrorbekæmpelsen og indføre et retsgrundlag for aspekter af antiterrorstrategien, herunder kriminalisering af oplæringen og rekrutteringen af terrorister og offentlig tilskyndelse til terrorhandlinger, forebyggelse af terroristernes brug af sprængstoffer og anvendelse af flypassageroplysninger ved efterforskning i forbindelse med retshåndhævelse, forhindring og kriminalisering af finansiering af terrorisme, og hvad angår anerkendelsen af behovet for teknologisk forskning og udvikling for at støtte politiarbejdet i EU med henblik på at beskytte borgerne mod terrorangreb;

9.

fastslår ikke desto mindre, at EU i forbindelse med den øgede kamp mod terror bør intensivere investeringerne i en styrkelse af forebyggelsesforanstaltningen i partnerskab med medlemsstaterne, de retshåndhævende instanser og de regionale og lokale myndigheder, at forebyggelse af terror og voldelig ekstremisme ikke kan ske gennem lovgivningsforanstaltninger og retshåndhævelse alene, og at antiterrorforanstaltninger ikke kan blive effektive, men tværtimod få ubehagelige følger, hvis de ikke kombineres med positive fremtidsudsigter og en plads i samfundet for de personer, som er særlig modtagelige for radikalisering og rekruttering af terrorgrupper;

10.

mener, at det er nødvendigt at forebygge terrorisme ved at bekæmpe de tæt forbundne faktorer, som begunstiger radikalisering og i nogle tilfælde fører til terrorisme;

11.

erkender, at terrorisme ofte er global af natur og inspiration; fastslår imidlertid, at terrorens følgevirkninger mærkes direkte af borgere og lokalsamfund på konkret og individuel vis; de, der planlægger og støtter voldelig ekstremisme, lever og handler frit som europæiske borgere i vores lokalsamfund og bruger og indgår i et samspil med lokale tjenester, det lokale demokrati og lokalbefolkningen indbyggere; medlemsstaterne erkender derfor på basis af erfaringer fra hele EU behovet for, at årsager, bevæggrunde og processer, der fører til voldelig ekstremisme og sympatisering med al-Qaeda-bevægelsen, analyseres fuldt ud, forstås og bekæmpes;

12.

mener, at bekæmpelse af voldelig radikalisering kræver en målrettet indsats på lokalt niveau. Eftersom de lokale og regionale myndigheder er tættest på de modtagelige grupper, spiller de en særlig vigtig rolle, når borgere, der er bosat i EU, så vidt muligt skal sikres fuld integration i samfundet uden forskelsbehandling og under fredelige og demokratiske vilkår;

13.

erindrer om, at Europarådets Kongres i 2003 vedtog særlige anbefalinger om de lokale myndigheders rolle i terrorbekæmpelsen.

14.

konstaterer med tilfredshed Europa-Kommissionens bestræbelser på at fokusere opmærksomheden på antiterrorstrategiens forebyggelsesforanstaltning og glæder sig over planer om i 2008 at offentliggøre en meddelelse om bekæmpelse af voldelig radikalisering; gør dog opmærksom på, at forebyggelse udgør et brat kulturskift for antiterrorinstanserne og kræver viden, erfaring og samarbejde fra de lokale og regionale myndigheder;

15.

bifalder, at EU har taget initiativ til at gøre 2008 til Europæisk År for Interkulturel Dialog, fordi dette er en fremragende måde at fremme en effektiv dialog, tolerance og indbyrdes kulturel og religiøs forståelse;

16.

understreger, at styrkelsen af de regionale og lokale offentlige forvaltningers rolle i forebyggelsen af terror og voldelig radikalisering bør ske i partnerskab med EU og medlemsstaternes regeringer; anbefaler derfor, at der i hver af medlemsstaterne etableres et system af netværk af lokale og regionale myndigheder i partnerskab med de enkelte landes regeringer, politi (med deltagelse af de regionale politienheder, som har enekompetence til beskyttelse af personer og ejendom) og lokalsamfund med henblik på at fremme udveksling af god praksis for social integration og professionel indsigt i og forståelse af den voldelige ekstremisme, der opstår i lokalområder;

17.

anbefaler, at der i medlemsstaterne gennemføres offentlig høring på lokalt plan med henblik på at tilvejebringe en mangefacetteret læring om lokale erfaringer, forestillinger om terrorisme og bevæggrunde til ekstremisme, og at medlemsstaterne sikrer, at denne høring og inddragelse når ud til dem, der normalt ikke deltager i lokaldemokratiet;

18.

agter at supplere denne udtalelse ved at bistå Kommissionen og antiterrorkoordinatoren med at udarbejde en praktisk vejledning i bedste praksis i de områder, hvor der gennemføres inddragelses- og partnerskabsprojekter med henblik på at bremse radikaliseringstendenser;

19.

anbefaler, at Regionaludvalget afholder et årligt arrangement med det sigte at fremme strategisk læring gennem udveksling af erfaringer mellem lokale og regionale myndigheder på paneuropæisk plan og at støtte videreudviklingen af lokale tiltag med henblik på at forebygge terrorhandlinger og fjerne bevæggrundene til voldelig ekstremisme.

20.

erkender vigtigheden af EU's antiradikaliseringsstrategi, der implementeres sideløbende med EU's antiterrorstrategi, men understreger, at disse strategier også bør rumme mulighed for lokal gennemførelse, hvor der trækkes på lokal erfaring og indsigt, idet der udstikkes klare rammer for lokalsamfundsbaseret efterretningsvirksomhed og ydes støtte og ressourcer til lokale myndigheder med henblik på at gennemføre projekter vedrørende bekæmpelse af voldelig radikalisering, hvor dette er nødvendigt;

21.

anbefaler at vedtage Prüm-traktatens bestemmelser om forstærket samarbejde over grænserne med henblik på bekæmpelse af terrorisme.

22.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle klare og sikre systemer for udveksling af informationer mellem lokale og regionale partnere (herunder lokale og regionale politienheder) på den ene side og enheder til bekæmpelse af terror og forebyggelse af voldelig radikalisering på den anden;

23.

understreger, at systemerne til indsamling af lokalsamfundsbaserede efterretningsoplysninger helt klart bør tage hensyn til de sikkerhedsmæssige konsekvenser, borgernes grundlæggende rettigheder og beskyttelse af data i forbindelse med udvekslingen af oplysninger mellem lokale partnere og politiet. Borgerne bør have mulighed for anonymt at tippe de kommunale myndigheder eller politiet om mulige terrorangreb;

24.

finder det også væsentligt, at grænserne mellem politi, politikorps og lokale myndigheder med hensyn til lokalsamfundsbaseret efterretning er klare, at der etableres systemer med henblik på at give de lokale og regionale partnere sikkerhed for, at deltagelse ikke skader relationerne i lokalsamfundet, at informationskilderne beskyttes, og at ikkepolitipartnere indtager en frivillig supplerende rolle;

25.

anbefaler, at EU udstikker retningslinjer til støtte for udbygningen af informationsudveksling og sikrer, at systemerne er holdbare, fair og sikre.

26.

anbefaler, at medlemsstaterne bistår de lokale og regionale myndigheder med at etablere tættere samarbejdsrelationer med politiet (både politienheder på statsligt plan og på regionalt plan) og de strafferetlige myndigheder med henblik på at gennemføre antiradikaliseringsprojekter, og at projekterne udarbejdes og udformes på et velinformeret grundlag med udgangspunkt i politiefterretning og lokal og regional viden og erfaring;

27.

slår til lyd for at styrke den interkulturelle dialog og gennemførelsen af projekter for social integration med henblik på at undgå radikalisering og tilskyndelse til vold;

28.

erkender, at de ressourcer, medlemsstaterne investerer, vil variere afhængig af efterretningsbilledet; understreger imidlertid, at en løbende kontakt med lokalsamfundene er påkrævet for at kontrollere effektiviteten af igangværende projekter, opbygge langsigtede relationer mellem borgerne, de retshåndhævende instanser og de offentlige myndigheder med henblik på terrorbekæmpelse og overveje ændringer, hvad angår strategi og demografiske data; ressourcer og projektfokus skal tilpasses i overensstemmelse hermed;

29.

anbefaler, at medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder udarbejder projekter i samarbejde med lokalsamfundene med henblik på at modarbejde voldelig ekstremistisk ideologi og støtte mainstreamholdninger; sådanne projekter skal støttes gennem solid professionel rådgivning og underkastes uvildig evaluering til vurdering af effektiviteten; Regionsudvalget foreslår derfor, at medlemsstaterne samt de lokale og regionale myndigheder i fællesskab udpeger lokalsamfundsledere med mainstreamholdninger med det sigte at miskreditere voldelige radikale elementer og støtte troværdige budskaber, der udgør et alternativ til ekstremisters budskaber;

30.

peger på, at en af de kendte grobunde for terrorisme er utilfredshed med samfundet og følelsen af at være magtesløs og stå uden for. I et velfungerende demokratisk samfund mindskes risikoen for, at terroristiske idéer og terrornetværk skal få fodfæste og begynde at brede sig; mener derfor, at det er af største vigtighed, at indsatsen for at styrke demokratiet og efterlevelsen af de borgerlige/politiske rettigheder indgår som en integrerende del af terrorbekæmpelsesindsatsen;

31.

erkender, at terminologi er et komplekst og følsomt emne, som kræver stor viden og opmærksomhed hos dem, der forvalter antiradikaliseringsinitiativer;

32.

anbefaler, at medlemsstaterne og de regionale myndigheder støtter sårbare lokale institutioner, såsom skoler, centre for videregående uddannelse, universiteter, moskeer og religiøse institutioner med henblik på at afdække voldelige radikaliserende aktiviteter inden for uddannelsessystemet, bremse radikale elementer og hjælpe dem, der er sårbare over for voldelig radikalisering, med at modstå ekstremistiske holdninger ved at tilbyde positive og overbevisende alternativer;

33.

anbefaler, at medlemsstaterne arbejder tæt sammen med fængselsvæsenet og kriminalforsorgen med henblik på at identificere, bremse og afskrække frihedsberøvede voldelige radikale elementer;

34.

mener, at gennemførelsen af sådanne projekter bør koordineres regionalt med politi og politikorps og overvåges af de lokale og regionale myndigheder eller tilsvarende organer, med tilbagerapportering til de centrale myndigheder med henblik på en vurdering af situationens udvikling;

35.

mener, at det er vigtigt, at EU, medlemsstaterne og politiet ved gennemførelsen af sådanne projekter etablerer EU-netværk — som også bør omfatte regionale politienheder med ansvar for beskyttelse af personer og ejendom eller antiterrorenheder — til udveksling af bedste praksis, rådgivning, støtte og uddannelse af aktører med ansvar for gennemførelsen på lokalt plan.

36.

erkender, at lokale og regionale myndigheders lederskabsrolle er af afgørende betydning for gennemførelsen af strategier til terrorforebyggelse på tværs af medlemsstaterne;

37.

anbefaler, at de lokale og regionale myndigheder styrker lokalsamfundenes kapacitet med hensyn til at modstå voldelige ekstremister i kraft af et stærkt lederskab; myndighederne bør således søge:

38.

mener, at gennemsigtige og ansvarlige polititjenester er afgørende for at opbygge tiltro og tillid til politiets terrorbekæmpelse og sikre offentlighedens støtte til antiterroroperationer og nationale og lokale aktioner rettet mod voldelig ekstremisme; Regionsudvalget opfordrer derfor såvel medlemsstaterne som regioner, der har ansvar for sikkerhed og beskyttelse af personer og ejendom, og som råder over antiterrorenheder eller kommandoer, til at finde frem til metoder til at klargøre ansvarsforholdene for politiarbejdet på lokalt plan, idet der i påkommende tilfælde søges støtte og rådgivning fra europæiske og internationale partnere;

39.

opfordrer Kommissionen til at foreslå måder, hvorpå den kan bistå medlemsstaterne med at undersøge, hvorledes politiets antiterrorvirksomhed kan integreres i alle aspekter af politiarbejdet, idet udvekslingen af erfaringer og viden mellem medlemsstaterne og politistyrkerne i påkommende tilfælde fremmes;

40.

erkender vigtigheden af polititjenester, der afspejler mangfoldigheden i den befolkning, de dækker, idet de opbygger tiltro og tillid og åbner positive kommunikationskanaler mellem politiet og offentligheden; Regionsudvalget mener derfor, at en konstruktiv dialog til fremme af mangfoldighed og lige muligheder mellem polititjenesterne bør fremmes på lokalt plan på tværs af medlemsstaterne.

41.

udtrykker tilfredshed med den anden peerevaluering af krisestyringsplaner, der i øjeblikket gennemføres af Kommissionen;

42.

opfordrer imidlertid Kommissionen til at sikre, at de lokale og regionale myndigheder spiller en fuld og aktiv rolle i peerevalueringen; på baggrund af erfaringerne fra evalueringen af terrorbombeangrebet i London i juli 2005 bør Kommissionen sikre, at der hurtigst muligt indføres en klar ansvarsfordeling og kommandokæde mellem de forskellige instanser og organer, der har til opgave at udarbejde katastrofeplaner og yde nødtjenester;

43.

støtter kraftigt, at der etableres netværk af foreninger, som yder støtte til ofre for terrorangreb, og erkender Regionsudvalgets rolle med hensyn til at fremme læring på tværs af medlemsstaterne;

44.

ser med tilfredshed på planer om at yde støtte til forskning og udvikle tekniske løsninger, som kan hjælpe polititjenesterne i hele EU i deres bestræbelser på at beskytte borgerne mod terrorangreb; opfordrer EU til at støtte tekniske løsninger inden for alle fire foranstaltninger, ved bl.a. at gøre internettet til et fjendtligt miljø for ekstremister gennem initiativer, der ikke begrænser sig til retshåndhævelse alene; Regionsudvalget opfordrer derfor medlemsstaterne til at stille fyldestgørende ressourcer til rådighed for sådanne udviklingsprojekter;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at etablere koordineringsmekanismer, der passer til de lokale og regionale myndigheders sikkerhedskompetencer, således at de inden for deres kompetenceområde kan garantere den offentlige sikkerhed på tæt befolkede steder, specielt med hensyn til at forebygge terrorhandlinger gennem planlægningsprocessen;

46.

opfordrer EU til at sikre, at der i alle antiterrorstrategier er indbygget et direkte hensyn til retfærdighed og menneskerettigheder, og at antiterroroperationer ikke resulterer i en negativ erfaring for bestemte lokalsamfund og dermed medvirker til fremmedgørelse og ansporer til ekstremisme.

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/6

—

mener, at der er behov for en forbedring af energieffektiviteten gennem teknologisk innovation og udvikling af miljøvenlige transportalternativer. Transporterne bør ledes hen mod de mest miljøvenlige og energieffektive transportformer gennem en internalisering af de hermed forbundne eksterne omkostninger;

—

finder, at der i EU bør indføres et fælles sprog for ledelse af togtrafikken;

—

mener, at jernbanegodstransporten i vid udstrækning anvender de samme spor som persontrafikken, hvilket begrænser kapaciteten og pålideligheden i begge systemer, ikke kun i tætbefolkede områder, men også i den tværregionale trafik. EU bør i fællesskab med medlemsstaterne indkredse sådanne flaskehalse og medvirke til, at de afskaffes. EU og medlemsstaterne bør på længere sigt bidrage til, at der anlægges særskilte jernbanenet til godstransport og persontransport især på de hårdest belastede dele af nettet;

—

mener, at planlægningen af bytransport, især når det gælder systemer for godslevering, kræver en særlig støtte fra kommunernes side. Distributionen i byerne bør tilrettelægges mere effektivt, miljømæssigt såvel som økonomisk;

—

er af den opfattelse, at de lokale og regionale myndigheder gennem udvikling og udvidelse af flod- og kanalhavne, herunder multimodale faciliteter, kan spille en vigtig rolle for gennemførelsen af en bæredygtig godstransportpolitik;

—

anser det for nødvendigt bedre at sammenkæde jernbane- og havneforbindelser, som i visse områder endnu ikke fungerer effektivt. Regionsudvalget går ind for, at de lokale og regionale myndigheder udvikler logistikløsninger i indlandsområder ved hjælp af logistikplatforme og tørre havne, da de er et afgørende redskab til at forbedre det samlede godsdistributionssystem og sætte skub i udviklingen og samhørigheden i indlandsområderne.

Ordfører

:

José CORREIA (PPE/PT), borgmester i Tavira

1.

Disse meddelelser på området godstransport er en opfølgning af de politiske overvejelser i hvidbogen fra 2001 om transport og midtvejsevalueringen heraf i 2006. Under dette arbejde blev der afholdt 13 seminarer og konferencer og over 30 eksterne arrangementer, og der er modtaget omkring 160 skriftlige bidrag. Kommissionen har desuden modtaget over 500 rapporter om flaskehalse.

2.

I evalueringen af hvidbogen tages der hensyn til de forandrede omstændigheder siden 2001, som har været præget af globaliseringen af produktionen, usikker energiforsyning, øget global opvarmning og EU's kontinentale dimension efter udvidelserne med central- og østeuropæiske lande. På baggrund af disse forandringer opfordres der til et bredere fokus og mere varierede transportpolitiske instrumenter til at imødegå de nye udfordringer. Navnlig understreges behovet for at gøre de forskellige transportformer mere effektive, uanset om de bruges alene eller kombineret med hinanden (samordnet modalitet).

3.

På baggrund af den situation, der opridses i de nævnte undersøgelser, står det efter Regionsudvalgets mening klart, at der må træffes en række politiske foranstaltninger, såsom:

4.

Der er også brug for en indsats på følgende områder:

5.

og endvidere:

6.

I et langsigtet perspektiv bør der tilvejebringes en jernbaneinfrastruktur med tilstrækkelig kapacitet, som er pålidelig og ikke skaber en konflikt mellem godstransporten og andre målsætninger på transportområdet eller samfundsmæssige interesser, og som kan skabe de vilkår, der gør en energieffektiv og miljøvenlig transport mulig.

7.

På kort sigt må man først og fremmest få indkredset og løst problemerne med flaskehalsene og den manglende kapacitet i trafiksystemet.

8.

Godstransporten kan — selv om den indtænkes i store nationale og internationale korridorer — aldrig klare sig uden bidraget fra de kommunale og regionale myndigheder i de områder, hvorigennem transportruterne passerer.

9.

By- og egnsplanlægning på vareforsyningsområdet er følgelig af stor betydning for skabelsen af en godstransportstrøm, som sparer energi og er miljøkompatibel. En ny transportpolitik må således trække aktivt på alle aktører, som kan bidrage til at gøre den mere effektiv, især dem, som i kraft af deres borgernærhed er i stand til at finde en lokal løsning på problemerne.

10.

Billig og miljøvenlig godstransport realiseres navnlig ved at anvende indlandsskibsfart, hvor det er muligt. Herigennem afhjælpes også trafiktætheden mellem havnene og oplandet.

11.

I det intermodale transportsystem er terminaler, omladningscentre og havne en vigtig del af infrastrukturen. Planlægningen og placeringen af denne type infrastruktur hører under de lokale og regionale myndigheders ansvar. Det er vigtigt, at byer på et tidligt tidspunkt medtænker sådanne anlæg i deres planlægning, hvilket forudsætter, at EU og det nationale niveau skaber langsigtede og stabile betingelser for byplanlægning.

12.

Eftersom ca. 40 % af køretøjerne i EU anvendes til distribution og levering af varer og tjenesteydelser, og eftersom de fleste forbrugere findes i byerne, er det nødvendigt at styre de store trafikstrømme, der opstår i byerne. Man bør lægge planer for udbredelsen af bedste praksis for godstransportpolitikker i byerne.

13.

I flere medlemsstater er der etableret transportmyndigheder i regioner eller storbyer, som yder et værdifuldt bidrag til at få de forskellige forventninger og resultater til at gå op i en højere enhed. Regionsudvalget understreger, at dette bør ske i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

14.

De lokale og regionale myndigheder har større muligheder for at gå ind i en dialog med producenter og modtagere af gods.

15.

Der er behov for særlig fokus på distributionen af tjenesteydelser og varer i byer, da intelligent planlægning af bylogistikken er afgørende for mobiliteten i byerne.

16.

Placeringen af terminaler, logistikcentre for distribution og selve salgsstederne vil i fremtiden kræve stadig større inddragelse af de lokale myndigheder.

17.

Logistik på regionalt plan vil blive et nyt politikområde i kraftig ekspansion. Det vil være af afgørende betydning, at forvaltningen af samkøringslinierne uddelegeres til de regionale myndigheder, mens fastlæggelsen af de store internationale korridorer fortsat vil være et anliggende for medlemsstaterne.

18.

Kommunerne kan gennem god bypolitisk praksis gøre meget for at forkorte transporttiden for banegods, og et sådant bidrag er af uvurderlig betydning.

19.

Jernbanerelaterede tjenester, især terminaler og rangerbanegårde, fortjener særlig bevågenhed fra strukturfondenes side.

20.

Planlægningen af bytransport, især når det gælder systemer for godslevering, kræver en særlig støtte fra kommunernes side. Distributionen i byerne bør tilrettelægges mere effektivt, miljømæssigt såvel som økonomisk. Til det formål bør man søge at gøre transportmidlerne mere miljøvenlige og øge lastfaktorerne for at forbedre forholdet mellem antallet af kørsler og mængden af transporterede varer.

21.

De lokale og regionale myndigheder kan gennem udvikling og udvidelse af flod- og kanalhavne, herunder multimodale faciliteter, spille en vigtig rolle for gennemførelsen af en bæredygtig godstransportpolitik.

22.

De lokale og regionale myndigheder kan ved hjælp af den fysiske planlægning (f.eks. når arealer udlægges til industrikvarterer) fremme transport over vand. Strukturfondene bør derfor især tilgodese arealer til virksomheder, der orienterer sig mod vand, vandveje samt flod- og kanalhavne.

23.

De lokale og regionale myndigheder spiller en stadig større rolle i udformningen af logistiske strategier med henblik på en effektiv og hensigtsmæssig planlægning, infrastruktur og koordination.

24.

En stor del af godstransportstrømmene belaster transportnettene i Centraleuropa, også selv om det ikke er den endelige destination. Med tanke på de kapacitetsproblemer, som findes i de centraleuropæiske transportnet, er det derfor vigtigt, at EU støtter udbygningen af led og korridorer, der ikke belaster disse net, eller som bidrager til at aflaste dem. Et eksempel på sådanne forbindelser er øst-vest transportkorridorerne i den nordlige del af Europa, der samtidig bidrager til udviklingen af disse regioner. I den kommende strategi for Østersøen, der er under udarbejdelse, vil der bl.a. blive lagt vægt på betydningen af velfungerende transportnet og multimodale løsninger, når det drejer sig om at skabe en bæredygtig og konkurrencedygtig region. Det er vigtigt, at EU også fremover afsætter midler til denne type indsats f.eks. gennem strukturfonds- og sektorprogrammerne.

25.

For regioner, der ikke selv producerer råvarer, er godstransport ad søvejen af stor betydning. Forarbejdningsindustrien er afhængig af pålidelige transporter hele året rundt. For at skibsfarten kan fungere om vinteren, er det vigtigt, at isbrydning udgør et prioriteret område og indgår i TEN-T.

26.

Regionsudvalget finder, at EU bør anlægge et helhedsperspektiv for infrastrukturplanlægningen i EU og mellem EU og tilgrænsende lande og regioner. EU's pakke af foranstaltninger på godstransportområdet bør udformes således, at de er i overensstemmelse med de transport- og infrastrukturkort, som EU allerede har udpeget og godkendt som f.eks. TEN-T og kortet over transnationale transportkorridorer (»map of cross-border transport corridors«).

27.

I de seneste år har mange regioner udviklet strategier af denne art for at kunne danne sig et skøn over transportmængden i den nære fremtid og uddrage de nødvendige konklusioner. Dette forudsætter en stadig større grænseoverskridende og transnational koordination af de logistiske projekter i Europa. Et eksempel på denne tendens er det centraleuropæiske logistikinitiativ for den kemiske industri, som det europæiske net af kemiproducerende regioner har lanceret for at forbedre de grundlæggende vilkår på lang sigt for den kemiske industri i Central- og Østeuropa via en koordineret strategi. Et andet eksempel er den planlagte anlæggelse af en jernbanekorridor (EU4SeaRail) mellem Østersøen, Nordsøen, Middelhavet og Sortehavet. De botniske korridorer og den nordlige akse er andre vigtige eksempler på transportkorridorer i den nordlige del af EU. Regionerne har også spillet en stor rolle i udviklingen af logistikcentre, som muliggør komplementaritet og skift mellem transportformer, især for godstransportens vedkommende, således at de enkelte transportformer udnyttes bedst muligt. Et eksempel herpå er logistikplatformen »PLAZA« i Aragon, der har forbindelser med andre platforme såsom Eurocentre i Toulouse eller de forskellige havne på Den Iberiske Halvø.

28.

Effektiv transport mellem de europæiske lande kan bidrage betydeligt til den økonomiske vækst. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til at tage disse bemærkninger med i betragtning ved den fremtidige revision af TEN-direktiverne i oktober 2009 ved i først række og hurtigst muligt at gennemføre de allerede vedtagne prioriterede projekter inden for dette net, herunder især strækninger, der hæmmer en effektiv godstransport, såsom grænseovergange eller bjergveje.

29.

glæder sig over den indsats, der er gjort, og især over det finske og tyske formandskabs bidrag til det konstruktive arbejde med disse dossierer;

30.

stiller sig generelt positivt til analysen og foranstaltningerne i de meddelelser, der udgør denne jernbanepakke;

31.

ikke desto mindre anbefaler, at der tages hensyn til aspekterne vedrørende god samordning med de regionale og lokale myndigheder som beskrevet ovenfor;

32.

er sig bevidst, at en ny effektiv politik for godstransportområdet ikke kan lade sig gøre uden et godt samarbejde med alle kommuner og regionale regeringer, og opfordrer derfor til at pleje sådanne gode forbindelser, hvortil det vil bidrage på bedste vis;

33.

opfordrer til, at der på alle politiske ledelsesniveauer gøres en større indsats for denne sektor under hensyntagen til dens store betydning for BNP og dens direkte og indirekte indvirkning på økonomien og samfundet som helhed;

34.

ikke anser revisionen af direktiv 96/53/EF for hensigtsmæssig. Der bør fortsat i passende omfang satses på mere miljøvenlige løsninger, dvs. flere tog og ikke nødvendigvis flere lastvogne;

35.

en stor del af de samlede godsstrømme havner i store byområder. By- og egnsplanlægning på varedistributionsområdet er derfor af stor betydning for en energibesparende og miljøkompatibel godstransportstrøm. Omladningscentrenes placering i forhold til det overordnede godstransportnet er således af afgørende betydning. Der bør derfor sikres et velfungerende samspil mellem det lokale og regionale niveau og EU's overordnede politik for transportlogistikken. Regionsudvalget mener, at politikken på godstransportområdet bør samordnes med handlingsplanen for bytransport;

36.

tillægger innovation på området biobrændstof meget stor betydning, men der skal tages hensyn til balancen inden for det globale landbrug — energiomkostningerne taget i betragtning. Derfor opfordres Kommissionen til at sætte skub i forskningen på dette område;

37.

går ind for liberalisering af alle former for jernbanetransport, men med koordineringsregler, som er underlagt hensynet til den offentlige interesse;

38.

anser det for ønskeligt, at der så hurtigt som muligt kan gøres fremskridt i retning af etablering af særlige godstransportruter;

39.

mener, at transportnettene i stadig højere grad bør indtænkes i logistikpolitikken med deltagelse af de lokale og regionale myndigheder, ved at udvikle begrebet »tørre havne« under overholdelse af de indlysende miljøhensyn;

40.

anser det for nødvendigt bedre at sammenkæde jernbane- og havneforbindelser, som i visse områder endnu ikke fungerer effektivt. Regionsudvalget går ind for, at de lokale og regionale myndigheder udvikler logistikløsninger i indlandsområder ved hjælp af logistikplatforme og tørre havne, da de er et afgørende redskab til at forbedre det samlede godsdistributionssystem og sætte skub i udviklingen og samhørigheden i indlandsområderne;

41.

understreger nødvendigheden af at harmonisere de teknologiske medier og standarder, som gør det muligt for togtrafikken at overvinde de nuværende barrierer i form af forskellige strømforsyningssystemer og sporvidder;

42.

er overbevist om, at Kyoto-protokollen og dens transportpolitiske konsekvenser bør få meget synlige følger for godslogistikken;

43.

mener, at det ideelle vil være, at Europa i fremtiden får meget hurtige togforbindelser, som forbinder Lissabon med hele Middelhavet, Østersøen og de nye grænser til tredjelandene;

44.

foreslår, at der gennemføres mere indgående undersøgelser for at indkredse initiativer og træffe foranstaltninger til afskaffelse af flaskehalse hvad angår infrastruktur og gældende bestemmelser. For hurtigere at kunne udpege disse problemer og finde løsninger herpå er det efter Regionsudvalgets mening hensigtsmæssigt at oprette net for udveksling af viden og god praksis mellem specialiserede centre for logistik og samordning af transportformer på lokalt og regionalt plan;

45.

mener, at der bør fastlægges langsigtede strategier og handlingsplaner for udvidelse af de europæiske korridorer;

46.

støtter de foranstaltninger, som sikrer neutrale konkurrencevilkår mellem medlemsstaterne;

47.

går ind for harmonisering og forenkling af regler og regulering, især hvad angår standarder vedrørende mål og vægt, sikkerhedsbestemmelser om fastgørelse af last og parternes erstatningsansvar, lovgivningsmæssig ligestilling uafhængigt af transportørens etableringsland, fælles sprog for trafikkontrol og for import fra lande uden for EU;

48.

mener, at de administrative hindringer bør overvindes ved så vidt muligt at øge den elektroniske fremsendelse af dokumentation;

49.

anbefaler større effektivitet i transporten med hensyn til udvikling og udnyttelse af hver enkelt transportforms kapacitet samt udvikling og fremme af intermodalitet;

50.

anbefaler større effektivitet i transportsystemet gennem udvikling af en bedre logistikpolitik for havne og terminaler;

51.

mener, at der bør stilles information til rådighed på Internettet om de lokale havneforhold og karakteristika.

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/12

—

ønsker, at støttemulighederne skal være til disposition for alle producenter af vedvarende energi herunder også små projekter, og mener, at det vil være hensigtsmæssigt, at støtten til vedvarende energi bliver kombineret med en gradvis afvikling at støtten til produktion og brug af fossile brændstoffer (med undtagelse af en eventuel støtte til kraft-varmeværker i forbindelse med offentlig fjernvarmeforsyning) samt til produktion og anvendelse af kerneenergi. Også de tilfælde, hvor CO2-opfangning og -deponering anvendes til at reducere den mængde kuldioxid, som udledes gennem anvendelsen af fossile brændstoffer, bør undtages;

—

anbefaler, at der sikres maksimal koordinering mellem de vigtigste EU-retsakter på disse områder, dvs. direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, direktivet om energieffektivitet og energitjenester, den tredje lovpakke til liberalisering af energimarkedet og de forskellige elementer i energi- og klimapakken, især direktivet om vedvarende energi;

—

opfordrer Kommissionen til at ændre artikel 4, således at det bliver et krav, at de lokale og regionale myndigheder skal inddrages i udformningen af nationale handlingsplaner, samt til at tage behørigt hensyn til dette aspekt i forbindelse med sin evaluering af disse handlingsplaner;

—

påpeger, at fastsættelsen af et mål på 10 % for andelen af biobrændstoffer inden for transport, kun vil få den forventede positive virkning, hvis biobrændstoffet fremstilles fra kilder, hvis udvinding ikke forstyrrer miljøets naturlige balance, selvforsyningen med levnedsmidler eller den økonomiske balance på markedet samt den sociale balance i samfundet.

Ordfører

:

Paula BAKER (UK/ALDE), medlem af Basingstoke and Deane Borough Council

1.

hilser direktivet om vedvarende energikilder velkommen, fordi det mener, at anvendelsen af vedvarende energi kan mindske drivhusgasemissionerne, øge forsyningssikkerheden, fremme den teknologiske udvikling, forbedre beskæftigelsesmulighederne og bidrage til den regionale udvikling;

2.

understreger, at det for at nå direktivets mål er meget vigtigt at etablere en strategisk alliance mellem regionale og lokale myndigheder, så vedvarende energi kan udbredes fra græsrodsniveau;

3.

slår til lyd for en lovramme, der skaber et stabilt klima for langtidsinvesteringer, således at innovative vedvarende energiprojekter gennem anvendelsen af en lang række allerede tilgængelige teknologier kan blive et konkurrencedygtigt alternativ til konventionelle teknologier;

4.

bifalder derfor vedtagelsen af bindende mål for anvendelsen af vedvarende energi, men påpeger, at delmålene, som er fastsat i direktivforslagets bilag 1, del B, også bør være bindende for at sikre en hurtig iværksættelse og gennemførelse af de endelige mål og opfordrer til at inddrage de lokale og regionale myndigheder i drøftelser med medlemsstaterne i forbindelse med udarbejdelsen af nationale handlingsplaner for at sikre en passende overvågning af opfyldelsen af delmålene og at de operationelle instrumenter, der skal anvendes, defineres på lokalt niveau;

5.

bakker fuldt ud op om Kommissionen, når den foreslår, at medlemsstaterne udvikler elnetinfrastruktur, der er tilpasset udbygningen af elfremstilling fra vedvarende energikilder, og at denne strøm får prioriteret adgang til elnettet, men understreger samtidig, at adgangen skal tilbydes til en fair og overkommelig pris (hvad enten dette sker gennem indfødningstariffer eller på anden måde);

6.

men understreger samtidig betydningen af gasnetinfrastruktur og opvarmning fra vedvarende energikilder samt spildvarme, og pointerer, at denne type energi skal have adgang på rimelige vilkår til den relevante netinfrastruktur;

7.

mener, at netleverandørerne bør foretage og afholde omkostningerne til rimelige tilpasninger, der giver adgang for vedvarende energikilder. Disse omkostninger bør ikke fordeles på alle energiforbrugere;

8.

støtter Kommissionens appel til de nationale, regionale og lokale myndigheder om at føre en politik, der fremmer lavenergibygninger og passivhuse. En sådan politik kræver særskilt behandling, men er nødvendig, meget betydningsfuld og relevant for at nå målene i direktivet om vedvarende energikilder. Udvalget anbefaler, at der tages hensyn til direktivets bestemmelser herom i forbindelse med den kommende ændring af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne; anbefaler generelt, at der sikres maksimal koordinering mellem de vigtigste EU-retsakter på disse områder, dvs. direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, direktivet om energieffektivitet og energitjenester, den tredje lovpakke til liberalisering af energimarkedet og de forskellige elementer i energi- og klimapakken, især direktivet om vedvarende energi. For at nå de obligatoriske landemål skal der gives størst mulig opmærksomhed den nationale omsætning af direktivet om vedvarende energi.

9.

finder, at lokale og regionale myndigheder besidder erfaringen og kompetencen til at øve indflydelse på energiinfrastrukturen og energipolitikkerne på deres eget territorium. Mange regioner i EU viser allerede politisk vilje til at fremme vedvarende energi på deres eget område. De har sat sig konkrete mål, som de forfølger aktivt. Via deres foranstaltninger i forbindelse med fysisk planlægning, regionaludvikling og påvirkning af de enkelte borgeres handlinger øver de allerede indflydelse på energiinsfrastrukturerne og -politikkerne. De har ligeledes ofte iværksat innovative projekter for vedvarende energi på bolig- og transportområdet (solenergi, jordvarme, biomasse, vandkraft og vindenergi) samt på andre områder;

10.

gør opmærksom på, at forskydningen fra ikke-fornybare til fornybare energikilder indebærer en forøgelse af energiproduktionen i relativt små lokale anlæg især for at begrænse elektricitetstab som følge af transmission over store afstande og vil inddrage og have konsekvenser for alle lokale og regionale myndigheders aktiviteter;

11.

erkender, at de lokale og regionale myndigheder bl.a. kan bidrage til opfyldelsen af direktivets målsætninger gennem følgende aktiviteter:

12.

henstiller indtrængende, at Kommissionen modstår presset for at pålægge medlemsstaterne, at de opretter ét centraliseret administrativt organ til at behandle ansøgninger om og yde bistand i forbindelse med nye vedvarende energiinstallationer;

13.

advarer mod at lade standarder for »overskudsenergi« gælde med tilbagevirkende kraft for offentlige bygninger;

14.

opfordrer, idet det også her erindrer om erfaringerne fra de nationale energieffektivitetshandlingsplaner, Kommissionen til at tildele de fornødne ressourcer (herunder også menneskelige ressourcer) og at træffe de nødvendige foranstaltninger (dvs. retssager, økonomiske sanktioner o.l.) for at sikre, at medlemsstaterne rettidigt indsender nationale handlingsplaner for vedvarende energi af høj kvalitet, som gør det muligt at indfri direktivets målsætninger;

15.

peger desuden på, at de lokale og regionale myndigheder forvalter betydelige budgetter for offentlige indkøb af energiforbrugende produkter og tjenesteydelser, og understreger, at i den fase, hvor et Europa, der i højere grad er præget af vedvarende energikilder formes, bør man fremhæve den væsentlige rolle, de lokale og regionale myndigheder spiller mht. til specifikationer, innovation og forhandlinger med sektoren for vedvarende energi;

16.

erkender, at de lokale og regionale myndigheders indsats for at reducere den samlede energiefterspørgsel ved hjælp af tiltag, der skal forbedre energieffektiviteten, bidrager betydeligt til indfrielsen af målsætningerne i direktivet om vedvarende energikilder.

17.

mener, at da det påhviler de lokale og regionale myndigheder at gennemføre mange af foranstaltningerne i de nationale handlingsplaner (jf. f.eks. artikel 12), har disse myndigheder allerede opbygget en betydelig erfaring på området, som bør udnyttes fuldt ud i udformningen, gennemførelsen og overvågningen af de nationale handlingsplaner;

18.

opfordrer derfor Kommissionen til at ændre artikel 4, således at det bliver et krav, at de lokale og regionale myndigheder skal inddrages i udformningen af nationale handlingsplaner, samt til at tage behørigt hensyn til dette aspekt i forbindelse med sin evaluering af disse handlingsplaner;

19.

opfordrer, idet det henviser til erfaringerne fra de nationale energieffektivitetshandlingsplaner, Kommissionen til i god tid at offentliggøre retningslinjer for udarbejdelse af handlingsplanerne, herunder en standardplan. Inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af de nationale handlingsplaner for vedvarende energi vil klart blive et hovedelement i processen uanset hvilken model, vejledende plan eller hvilke andre former for anbefalinger Kommissionen måtte offentliggøre vedrørende de nationale handlingsplaner for vedvarende energi.

20.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde til, at eksisterende støttemuligheder anvendes til vedvarende energi (f.eks. strukturfondene, adgang til EIB-lån, programmet »Intelligent energi for Europa«) som led i programmet for konkurrenceevne og innovation, forskellige programmer og initiativer inden for det 7. rammeprogram for forskning og Kommissionens planer i meddelelsen »En strategisk energiteknologiplan for EU«, KOM (2007) 723 endelig;

21.

ønsker, at støttemulighederne skal være til disposition for alle producenter af vedvarende energi herunder også små projekter, og mener, at det vil være hensigtsmæssigt, at støtten til vedvarende energi bliver kombineret med en gradvis afvikling at støtten til produktion og brug af fossile brændstoffer (med undtagelse af en eventuel støtte til kraft-varmeværker i forbindelse med offentlig fjernvarmeforsyning) samt til produktion og anvendelse af kerneenergi. Også de tilfælde, hvor CO2-opfangning og -deponering anvendes til at reducere den mængde kuldioxid, som udledes gennem anvendelsen af fossile brændstoffer, bør undtages;

22.

ønsker, at Kommissionen skal anerkende bidraget fra og sikre tilstrækkelig støtte til fremme af forskning og udvikling i forbindelse med udnyttelse af rene og vedvarende former for havenergi som f.eks. vind-, bølge-, tidevands- og havstrømsenergi; minder om, at de nationale og regionale støtteprogrammer, der anvender løsninger, som er tilpasset særlige lokale, regionale og nationale forhold, har bevist, at de er gode til at fremme vedvarende energi. På denne baggrund bør de nationale og regionale støtteprogrammer fortsat være de vigtigste fremmende instrumenter, selv om supplerende støtte fra EU også er velkommen. Enhver standardisering af støtteprogrammernes form og vilkår på EU-plan bør dog undgås.

23.

gør opmærksom på, at Kommissionens forslag om inden for EU at indføre oprindelsesgarantier for elektricitet, opvarmning og nedkøling, der fremstilles fra vedvarende energikilder, falder fint i tråd med Regionsudvalgets udtalelse om begrænsning af den globale opvarmning (1), som opfordrede til indførelsen af et certifikatsystem for grøn energi;

24.

finder, at det bliver for indviklet at anvende oprindelsesgarantier for handel og regnskabsføring, og foreslår, at Kommissionen tager dette emne op til fornyet overvejelse og skaber klarhed omkring det med henblik på at garantere gennemsigtigheden og retssikkerheden i systemet. Udvalget foreslår desuden, at Kommissionen benytter anledningen til at sikre, at systemet for handel og markedsføring af oprindelsesgarantier ikke udgør en risiko for de nationale og regionale støtteprogrammers gennemførelse og effektivitet, og overvejer et særskilt certifikat for frivillig handel;

25.

mener, at mikrokraftvarmeenheders bidrag skal tages med i betragtning, så denne del af medlemsstaternes samlede energipakke modtager ordentlig anerkendelse og støtte.

26.

henleder opmærksomheden på, at produktion, distribution og anvendelse af energi ændrer sig hurtigt, og mener, at denne forandring vil komme til at foregå i et endnu højere tempo i de kommende år. Af samme grund er der brug for en bred spredning af information og uddannelse, således at producenter, installatører og forbrugere af energi får den fornødne viden om ny teknologi. Derved kan ændringer foregå på en rimelig og effektiv måde;

27.

støtter Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne skal sørge for, at der udarbejdes egnede informations-, vejlednings- og akkrediteringssystemer;

28.

understreger, at lokale og regionale myndigheder spiller en væsentlig rolle, når det drejer sig om information og uddannelse, og stadig oftere opfordres af borgerne til at forbedre kvaliteten af den foreliggende information. Eftersom de lokale og regionale myndigheder også vil blive direkte involveret i gennemførelsen af retningslinjer for planlægningskontrol og -normer for nye bygninger, opfordrer udvalget til at inddrage disse aktivt i udformningen og gennemførelsen af informations- og bevidstgørelsestiltag, retningslinjer samt uddannelsesindsatsen.

29.

gør opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder har promoveret anvendelse af biobrændstoffer ved f.eks. at indsamle brugt stegeolie til fremstilling af biodiesel til kommunale køretøjer, ved at fremstille biogas af spildevand og andet bioaffald (ligeledes til kommunale køretøjer) eller ved at producere briketter af træ fra kommunale skove og træaffald, som især anvendes til opvarmning og i forbindelse med kraftvarmeordninger. Indsatsen for at oprette biobrændstofnet rundt omkring i de europæiske regioner bør ligeledes styrkes. Disse strukturer samordner produktion og forbrug af biobrændstoffer på regionalt niveau. Under forudsætning af, at produktionen af biobrændstoffer er bæredygtig, dvs. under hensyntagen til alle økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter, kan dette bidrage til udviklingen af de regionale økonomier;

30.

mener, at målet om, at vedvarende energikilder skal udgøre en andel på 10 % inden for transport, bedst opnås gennem øget anvendelse af elkøretøjer, der drives af elektricitet fremstillet af vedvarende energikilder;

31.

er overbevist om, at biobrændstoffer, der laves af affald, biprodukter og restprodukter har to klimamæssige fordele: transportemissionerne begrænses, og der fjernes materialer fra affaldsstrømmen. Der er med andre ord tale om sparsommelig omgang med den begrænsede ressource, som biomasse er, og biobrændstoffer, der produceres på denne måde, konkurrerer ikke med produktionen af fødevarer;

32.

påpeger, at øget anvendelse af biobrændstoffer inden for transport kun kan få den forventede positive virkning, hvis biobrændstoffet fremstilles fra kilder, hvis udvinding ikke forstyrrer miljøets naturlige balance, fødevareforsyningen eller den økonomiske balance på markedet samt den sociale balance i samfundet;

33.

bemærker, at udledningerne af luftforurenende stoffer, der er skadelige for menneskers sundhed, fra biobrændstoffer anvendt inden for transport varierer afhængigt af kilden. Biobrændstoffer kan derfor medvirke til at forbedre eller forværre luftkvaliteten. De lokale myndigheder har en vigtig rolle at spille i forvaltningen heraf;

34.

presser derfor på for omfattende forskning i udstødningsemissionerne fra forskellige biobrændstoffer og for en helhedsvurdering af såvel virkningerne for luftkvaliteten som bæredygtigheden;

35.

anbefaler, at man i de nationale handlingsplaner, som lokale og regionale myndigheder er med til at udarbejde, konkret nævner de specifikke ressourcer, der vil indgå i fremstillingen af biobrændstoffer. De nationale handlingsplaner bør tage højde for såvel medlemsstaternes specifikke naturressourcer som for de enkelte landes landbrugspotentiale;

36.

opfordrer til, at der gives støtte til biobrændstoffer, der medfører betydelige kvantitative reduktioner i drivhusgasemissionerne;

37.

forstår, at høst af cellulosisk biomasse (2) og alger, såfremt den er forenelig med andre maritime aktiviteter, i mindre grad påvirker fødevareøkonomien og belaster landressourcerne. Fremstillingsmetoderne er stadig under udvikling, men man hævder at kunne undgå op mod 90 % af drivhusgasserne (3). Endvidere kan motorbrændstof fremstilles af affald, som gennem forrådnelse bliver til biogas, med samme reduktion af drivhusgasudledningerne;

38.

opfordrer Kommissionen til at videreudvikle de kriterier for miljømæssig bæredygtighed, som defineres i artikel 15 i direktivforslaget. Disse kriterier bør især give svar på følgende spørgsmål, som generelt er afgørende for biobrændstoffers miljømæssige bæredygtighed:

Udvalget opfordrer i øvrigt på baggrund af erfaringerne fra ovennævnte regionale net Kommissionen til at tage behørigt hensyn til de regionale produktions- og forbrugskæders potentiale;

39.

foreslår derfor en nøje vurdering af biobrændstoffers bæredygtighed, efterhånden som teknologien ændrer sig, og justering af minimumsreduktionerne af drivhusgasemissionerne, efterhånden som teknologien udvikler sig;

40.

mener også, at bæredygtighedskriterierne skal anvendes på biobrændstoffer, der er produceret såvel inden for som uden for EU, for at give borgerne tillid til deres købsbeslutninger og til de ordninger, som anvendes af deres lokale myndigheder;

41.

peger på, at biobrændstof skal fremstilles på en bæredygtig måde og således, at klimapåvirkningen minimeres. Kontinuerligt skovbevoksede arealer må under ingen omstændigheder afskoves for at give plads til energiafgrøder, som de facto binder mindre kuldioxid;

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/19

—

opfordrer Kommissionen til at fremskynde vedtagelsen af regler, der gør det muligt at medtage lufttransport under emissionshandelsordningen, og til hurtigst muligt at integrere søtransportsektoren i EU's emissionshandelsordning;

—

er betænkelig ved, at direktivet ikke skaber incitament til at nedbringe drivhusgasemissionerne i affaldshåndteringssektoren, som er en sektor, der er af særlig betydning for såvel emissionerne som arealforvaltningen;

—

henstiller, at medlemsstaterne afsætter mindst 30 % af indtægterne fra kvoteauktioneringen til de lokale og regionale myndigheder med det formål at fremme anvendelsen af vedvarende energi og energieffektivitet i slutanvendelserne, så man kan opfylde Fællesskabets mål om at anvende 20 % energi fra vedvarende kilder senest i 2020 og øge energieffektiviteten med 20 % frem til 2020; fremme foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissionerne i sektorer, der ikke er omfattet af emissionshandelsdirektivet, navnlig transport- og affaldssektoren;

—

opfordrer til foranstaltninger til støtte for visse energiintensive industrisektorer i tilfælde af kulstoflækage;

—

opfordrer Kommissionen til senest et halvt år efter dette direktivs ikrafttræden og efter høring af alle relevante parter på arbejdsmarkedet og Regionsudvalget at fremlægge konkrete forslag til forebyggelse af kulstoflækager i energiintensive sektorer og delsektorer.

Ordfører

:

Pietro MARRAZZO (IT/PSE), præsident for regionen Lazio

1.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder yder et afgørende bidrag til, at EU-initiativer lykkes, og spiller en afgørende rolle i gennemførelsen af miljø-, industri- og energipolitikkerne;

2.

er enigt i anvendelse af »forureneren betaler«-princippet, som specifikt skal indføres i alle EU's politikker til beskyttelse af miljøet og klimaet. Internaliseringen af miljøomkostningerne ved varer og tjenesteydelser er således et vigtigt element i de relevante offentlige politikker, der bygger på principperne om bæredygtig, afbalanceret og miljøvenlig økonomisk udvikling;

3.

værdsætter derfor Kommissionens hidtidige bestræbelser på at etablere et effektivt kulstofmarked, hvor det under en ordning med frie forhandlinger er muligt at fastsætte prisen på forureningen fra et ton kuldioxid;

4.

bifalder forslaget om at tilpasse og opdatere ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner (emissionshandelsordningen) i overensstemmelse med de hidtil opnåede resultater og de problemer, der er opstået i ordningens første fase (2005-2007);

5.

mener, at det på trods af de opnåede fremskridt, er nødvendigt at gøre emissionshandelsordningen endnu mere gennemsigtig og pålidelig på længere sigt samt være opmærksom på de samfunds- og miljømæssige konsekvenser af de foreslåede foranstaltninger, navnlig på regionalt og lokalt niveau.

6.

gør opmærksom på, at Kommissionens forslag om forenkling med mulighed for at undtage de mindste industrianlæg såvel som præciseringen af definitionen af fyringsanlæg er faktorer, der øger pålideligheden, effektiviteten og gennemsigtigheden af kulstofmarkedet som helhed;

7.

opfordrer ikke desto mindre Kommissionen til at præcisere, hvilke tilsvarende foranstaltninger medlemsstaterne kan vedtage for at nedbringe emissionerne fra små anlæg, og ikke kun henvise generelt til mulige skattepolitiske foranstaltninger (kulstofskat);

8.

bemærker for så vidt angår auktionering af kvoter, at man fra en periode med fuldstændig gratis tildeling gradvist over en periode bør overgå til tildeling via offentlige auktioner. Udvalget bakker fuldt ud op om behovet for at beskytte de økonomisk dårligst stillede befolkningsgrupper mod den eventuelle stigning i prisen på industriprodukter og andre energiformer og ikke mindst i elafgifter, bl.a. ved at hjælpe dem med at gøre deres boliger mere energieffektive;

9.

er enigt i Kommissionens forslag om at gå bort fra den hidtil anvendte strategi med vedtagelse af nationale tildelingsplaner for hver medlemsstat, og bifalder beslutningen om af harmoniserings- og solidaritetshensyn at fastlægge fælles mål på fællesskabsniveau, der skal gælde for hele EU;

10.

bakker op om Kommissionens forslag om at medtage separation, transport og geologisk lagring af kulstof i emissionshandelsordningen, og håber i den forbindelse på tilstrækkelig støtte til forskning i de relevante teknologier, som stadig kræver yderligere udvikling og investeringer, forudsat at der foretages en vurdering af kulstoflagringens eventuelle indvirkning på de økosystemer, den indføres i;

11.

gør opmærksom på den vigtige rolle, som forskning inden for energi og miljø kan spille, når det gælder emissionsreduktion og tilpasning, og håber, at direktivet kan være et effektivt instrument til sikring af vedvarende finansiering af disse aktiviteter;

12.

insisterer på, at medtagelsen af nye sektorer og aktiviteter under emissionshandelsordningen ikke kun vurderes i forhold til risikoen for, at den europæiske industri taber konkurrenceevne på de internationale markeder, men også bedømmes ud fra den pågældende sektors reelle produktion af forurening, mulighederne for teknologiske forbedringer i de omfattede sektorer, og i hvor stor udstrækning ekstraomkostningerne kan pålægges slutforbrugerne;

13.

opfordrer derfor Kommissionen til at fremskynde vedtagelsen af regler, der gør det muligt at medtage lufttransport under emissionshandelsordningen og til hurtigst muligt at integrere søtransportsektoren i EU's emissionshandelsordning (jf. pkt. 65 i Regionsudvalgets udtalelse nr. 22/2008);

14.

bifalder det princip, der er indført under den nye emissionshandelsordning, om samarbejde og solidaritet mellem de teknologisk mest udviklede lande (med meget energieffektive industrisektorer) og lande med et udviklingsefterslæb (hvis økonomier er mere energiintensive, og hvor væksten skal øges).

15.

påskønner EU's hidtidige indsats med deltagelse i de internationale forhandlinger om gennemførelsen af Kyoto-protokollen, senest på Bali-konferencen, og fastlæggelse af fælles strategier på verdensplan, særligt når det gælder fordelingen af den krævede indsats mellem rige lande og udviklingslande; håber derfor, at de hidtil opnåede resultater kan forbedres og udvikles yderligere med aftaler på de kommende internationale konferencer i Poznan og København;

16.

efterlyser supplerende foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringerne og en udvidelse af målene for emissionshandelsordningen med henblik på en tilpasning til målsætningerne om, at emissionerne samlet set skal nedbringes med 30 % i henhold til internationale aftaler på området;

17.

understreger nødvendigheden af, at de foreslåede internationale aftaler resulterer i en global ligebehandling af de berørte sektorer; derfor bør der opstilles minimumskrav, som en aftale skal opfylde for at kunne anses som en international aftale ifølge direktivet.

18.

betoner, at det er nødvendigt med relevante cost-benefit-analyser af inddragelsen af nye produktionssektorer under emissionshandelsordningen, således at man undgår konkurrenceforvridninger forårsaget af indirekte konkurrence mellem ikke-ensartede industrisektorer som følge af begrænsningerne i produktionen af drivhusgasser;

19.

er betænkelig ved, at direktivet ikke skaber incitament til at nedbringe drivhusgasemissionerne i affaldshåndteringssektoren, som er en sektor, der er af særlig betydning for såvel emissionerne som arealforvaltningen;

20.

påpeger, at der ud over emissionshandelsordningen bør gøres en stor indsats for først og fremmest at gå over til mere miljøvenlige transportformer. De nationale regeringer må her påtage sig ansvaret for at udbygge jernbane- og vandvejsinfrastrukturen og generelt fremme intermodal transport.

21.

bemærker, at Kommissionen endnu ikke fuldt ud har vurderet risikoen for, at industrisektorerne taber konkurrenceevne, og at der med det nye direktiv endnu ikke er truffet passende foranstaltninger til at støtte og beskytte de europæiske økonomier; betoner i den forbindelse vigtigheden af et stabilt miljø, der kan tiltrække investeringer, og behovet for i tide at imødegå risikoen for emissionsoverførsel til lande med mindre strenge miljøregler og færre omkostninger (kulstoflækage); opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge forslag for Europa-Parlamentet og Rådet om fuldstændigt harmoniserede bestemmelser gældende for hele EU for gratis tildeling af kvoter. I disse bestemmelser skal der tages hensyn til energiintensive sektorer og delsektorer, hvor der er stor risiko for kulstoflækager;

22.

henstiller til, at de tiltag, der er nødvendige for at bekæmpe klimaændringerne, fordeles hensigtsmæssigt mellem de berørte industrielle aktører og slutforbrugerne, således at man særligt i visse sektorer undgår, at ekstraomkostningerne ved de vedtagne strategier udelukkende pålægges de sidstnævnte;

23.

konstaterer, at der i Kommissionens forslag ikke tages tilstrækkeligt hensyn til behovet for at sikre de økonomisk dårligst stillede grupper mod de negative virkninger af den stigning i elafgifterne, som kan være en mulig følge af direktivet; beder derfor Kommissionen om at overvåge markederne nøjere, øge forbrugernes tillid og begrænse risikoen for markedsmanipulation;

24.

er fortaler for, at allerede opnåede emissionsreduktioner belønnes ved tildelingen af gratis emissionskvoter. I den forbindelse kunne anlæg, som i deres sektor har de laveste drivhusgasemissioner pr. produktionsenhed og dermed sætter en standard, få tildelt 100 % af kvoterne gratis.

25.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder er dem, der først konfronteres med konsekvenserne af de aktuelle klimaændringer og derfor på passende måde bør inddrages i vedtagelsen af alle imødegåelses- og tilpasningsstrategier;

26.

henleder Kommissionens opmærksomhed på behovet for i forbindelse med revisionen af emissionshandelsordningen ikke kun at se på konsekvenserne for konkurrenceevnen nationalt eller internationalt, men også på de negative virkninger på de forskellige regioners konkurrenceevne og tiltrækningskraft internt i EU;

27.

opfordrer derfor til, at der tages fuldt hensyn til kravene under de regionale udviklingspolitikker, og anfører, at der for at gøre kulstofmarkedet mere gennemsigtigt og effektivt kunne foretages en gennemgribende modernisering af visse industrianlæg med det mål, at de mindst effektive anlæg eller anlæg, som allerede nu er i krise, udtages af produktionssystemet; i givet fald efterlyses tiltag, der kan understøtte den omlægning af industrien, der skal finde sted, og støtte de berørte arbejdstagere;

28.

erkender for så vidt angår udvidelsen og tilpasningen af emissionshandelsordningen, at det er nødvendigt at skabe større overordnet sammenhæng mellem foranstaltningerne, og at lejligheden bør benyttes til at fastlægge mere ambitiøse mål for nedbringelsen af drivhusgasemissioner, som ifølge de internationale aftaler, der er under drøftelse, skal nedbringes med 30 % inden 2020;

29.

er fortaler for, at man med de lokale og regionale myndigheders medvirken i højere grad bør lytte til borgerne, når det gælder EU's indsats for at imødegå de aktuelle klimaændringer; formålet med denne bevidstgørelse er dels at tilskynde borgerne til at handle ansvarligt, dels at videreformidle de vigtige industripolitiske og teknologiske problematikker, der ofte ligger til grund for de vedtagne strategier, til offentligheden;

30.

mener, at de lokale og regionale myndigheder bør benytte lejligheden til at yde en større indsats for at uddanne og informere slutbrugerne og de små og mellemstore virksomheder, der er aktive inden for emissionshandelsdirektivets anvendelsesområde.

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/28

—

udtrykker bekymring for manglen på økonomiske midler til udvikling af landdistrikterne. Udvalget understreger, at man kun bør rette blikket mod ressourcerne under søjle 1, for så vidt angår flere investeringer i nye udfordringer, men bør sætte denne bekymring i relation til andre EU-politikker, særligt samhørighedspolitikken;

—

opfordrer kraftigt til at fremme synergier mellem politikken for udvikling af landdistrikterne og andre EU-politikker, særligt samhørighedspolitikken;

—

støtter den stigende lyst til at investere i forskning i landbrugsmæssige spørgsmål og til at anvende forskningsresultaterne og bifalder Kommissionens forslag om at forsøge at opnå synergi med rammeprogrammet for forskning;

—

er af den opfattelse, at Europa for at leve op til de nye krav bør sigte mod et lukket økonomisk kredsløb og derfor stimulere og støtte innovativt landbrug som helhed;

—

mener, at der med henblik på at bekæmpe klimaforandringerne bør opfordres til integrerede fødevarestrategier;

—

har den opfattelse, at regioner, der styrker den økologiske balance, bør opfordres til at udvikle og fremme lokalt producerede fødevarer og fødevarerelaterede produkter;

—

henstiller, at den foreslåede stigning i mælkekvoterne allerede øges til 2 % pr. år, men henstiller tillige, at Kommissionen tilvejebringer et sikkerhedsnet for landmænd i sårbare områder, hvis de kommer til at lide som følge af sådanne øgede mælkekvoter;

—

føler, at Europa har et socialt ansvar for at gøre sit yderste for at forankre People-, Planet- og Profit-principperne i resultaterne for nuværende og fremtidige WTO-forhandlinger;

—

ønsker at gøre opmærksom på, at lokale og regionale organer i de fleste af EU's medlemslande har opbygget stor erfaring og ekspertise inden for udvikling af landdistrikter, og ønsker at få et vidtrækkende ansvar for at implementere og målrette EU's politik for landbrug og udvikling af landdistrikterne.

Ordfører

:

Lenie DWARSHUIS-VAN DE BEEK (NL/ALDE), medlem af provinsstyrelsen for Zuid-Holland-provinsen

1.

ser på landbrugs- og fødevareindustriens strategiske betydning for Europa, tager virksomhedernes i høj grad multinationale aktionsområde i betragtning, støtter en kvalitetslandbrugsproduktion i samtlige regioner og er enig med Europa-Kommissionen i, at den fælles landbrugspolitik er vigtig at have;

2.

er enig i, at indførelsen af et system, som kan sikre den europæiske befolkning en vis grad af selvforsyning med fødevarer, ind imellem kan kræve krisestyring og medgiver, at markedet i forbindelse med fødevareproduktion ikke altid kan skabe balance mellem producentens indkomst og hele den offentlige efterspørgsel, hvilket er en begrundelse for landbrugspolitikken;

3.

understreger med tanke på de anbefalinger, der allerede er indarbejdet i lovforslagene, at mange af de anbefalinger, der blev fremsat i perspektivudtalelsen om sundhedseftersynet af den fælles landbrugspolitik (CdR 197/2007) stadig gælder. Ud over de fremsatte lovforslag er der imidlertid behov for yderligere forenklinger med henblik på at opnå en reel reduktion af den bureaukratiske byrde både for de regionale myndigheder, som har ansvaret for gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, og for landmændene. Der er også et særligt behov for større forenklinger på krydsoverensstemmelsesområdet. I den forbindelse bør heller ikke en udvidelse af kravene i bilag III medføre ekstra byrder. Derudover bør der ved gennemførelsen af enkeltforanstaltningerne vedrørende de enkelte standarder i bilag III tages højde for de til dels meget forskellige regionale og geografiske karakteristika. Der skal ligeledes tages højde for allerede eksisterende lovgivning;

4.

er her, i modsætning til hvad der er skitseret i perspektivudtalelsen, fortaler for at supplere afskaffelse af den obligatoriske udtagning med frivillige miljøbeskyttelsesforanstaltninger for bestemte arealer under 2. søjle;

5.

anbefaler på baggrund af den aktuelle situation på markedet for mælk, at forslagene om en kvoteudvidelse som forberedelse af kvoteordningens ophør, genovervejes. Der bør vælges de rette instrumenter og der bør — for så vidt som det er nødvendigt — stilles finansielle midler til rådighed til imødegåelse af de til dels enorme problemer, som mindre konkurrencedygtige og geografisk udsatte regioner vil stå over for som følge af kvoteordningens afskaffelse;

6.

mener, at sundhedseftersynet af den fælles landbrugspolitik ikke blot må blive en videreførelse af reformen fra 2003, men i høj grad bør tage højde for den nye internationale situation på fødevaremarkederne; opfordrer til omtanke, således at eksisterende markedsinstrumenter (bortset fra obligatorisk udtagning) ikke uigenkaldeligt fjernes. En vis forsigtighed i forhold til den nuværende ustabilitet på de internationale fødevaremarkeder vil indebære, at disse instrumenter, selv om de ikke anvendes på nuværende tidspunkt, kan reaktiveres om nødvendigt;

7.

er enig i betydningen af de nye udfordringer og i, at der er brug for et slagkraftigt incitament i alle medlemsstater, hvis det skal lykkes at iværksætte tiltag under de nye udfordringer;

8.

men frygter, at den af Kommissionen foreslåede form for graduering indebærer, at landbrugernes indkomst generelt kan blive væsentligt reduceret afhængig af regionen;

9.

er af den opfattelse, at Kommissionen ikke bør undervurdere betydningen af den fælles landbrugspolitiks fastlagte finansrammes pålidelighed indtil 2013;

10.

foreslår, at nogle af de frigjorte ressourcer også kan investeres i andre foranstaltninger som f.eks. i nye foranstaltninger under den første søjle til støtte for EU's fåre- og gedesektor, der i social, økonomisk og miljømæssig henseende er så vigtig, og som i dag er alvorligt truet af en drastisk nedgang i den europæiske bestand af får og geder, foruden i de bestående foranstaltninger, som skal hjælpe landbrugerne med at tilpasse sig til søjle 1-situationen, eller i andre nye søjle 2-foranstaltninger til at dække udgifterne ved de forskellige foranstaltninger med henblik på et multifunktionelt landbrug, der er rettet mod den brede offentlighed;

11.

mener, at balancen mellem mål og foranstaltninger kan variere for regioner, som indtil nu allerede har gennemført mange foranstaltninger for at klare de nye udfordringer eller allerede har brugt en stor del af deres ressourcer i overensstemmelse med de nye udfordringer;

12.

er af den opfattelse, at hvis landbrugspolitikken skal overholde de grundlæggende elementer i EU-politikken, bør anvendelsen af graduering i første række være baseret på produktionsforholdene, inden man som første prioritet undersøger de globale konkurrencekriterier;

13.

mener, at beslutninger vedrørende graduering bedst træffes på et passende decentralt niveau, således at de i højere grad afspejler de mange forskellige lokale og regionale behov. Medlemsstaterne og regionerne bør have mulighed for at tilføre foranstaltninger under den anden søjle midler i det omfang, der er reelt behov derfor;

14.

udtrykker i denne udtalelse om lovforslagene bekymring for manglen på økonomiske midler til udvikling af landdistrikterne generelt og til nye udfordringer i særdeleshed. Udvalget understreger, at man i den nærmeste fremtid ikke kun bør rette blikket mod ressourcerne under søjle 1, for så vidt angår flere investeringer i nye udfordringer, men bør sætte denne bekymring i relation til andre EU-politikker, særligt samhørighedspolitikken;

15.

fokuserer i denne udtalelse på anvendelsesområdet for forslagene til forordning (EF) nr. 1698/2005 om udvikling af landdistrikterne og sigter mod at opnå de bedste resultater for de nye udfordringer;

16.

giver i denne udtalelse sin mening til kende om den fremtidige fælles landbrugspolitik i et overordnet perspektiv, herunder spørgsmål af relevans for WTO som f.eks. intellektuel ejendomsret og EU-kvalitet og mærkning af energiforbrug;

17.

opfordrer i denne udtalelse Kommissionen til at anmode Regionsudvalget om at bidrage til den fremtidige debat og politikudformning og bebuder nye initiativer fra Regionsudvalget såsom afholdelse af en konference for interessenter og udformning af et strategidokument for landbrug og udvikling af landdistrikterne i Europa med fokus på betydningen af regionale beslutningsprocesser samt på det fortsatte arbejde med at skabe bedre miljøforhold inden for landbruget;

18.

fremhæver betydningen af, at EU har sin egen fødevareindustri, samt fødevaresikkerhedens og forsyningssikkerhedens afgørende rolle i en situation, hvor EU er blevet verdens største importør af landbrugsprodukter;

19.

mener, at der er behov for en »blød landing«, der kan bane vejen for en gnidningsløs overgang, når mælkekvoterne ophører i 2015, og støtter derfor, at mælkekvoterne øges med mindst 2 % pr. år, i hvert fald for de regioner og lande, der har størst produktionspotentiale. I lyset af de aktuelle, meget store mængde- og prisudsving, bør man ikke røre ved markedsforvaltningsmekanismerne, før kvotaordningen er afviklet.

20.

har den opfattelse, at den fælles landbrugspolitik, der spiller en vigtig rolle i dag, vil bevare denne betydning i den nære fremtid, fordi den fælles landbrugspolitik fortsat vil skulle diskuteres i lyset af stigende global efterspørgsel på fødevarer, foder, brændstoffer og fibre;

21.

mener ikke, at europæisk landbrug i en stadig mere globaliseret verden kan klare sig uden en stærk fælles europæisk politik med markedsregulerende mekanismer, som, samtidig med at den tager hensyn til den geografiske, sociale og økonomiske mangfoldighed i de europæiske regioner, er strategisk målrettet og fokuserer på forbrugerefterspørgslen samt giver mulighed for regional medindflydelse, særligt hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de nye udfordringer er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige og bidrager til at holde liv i landområderne;

22.

er enig med Kommissionen i, at klimaændringer, bioenergi, vandforvaltning og biodiversitet er vigtige udfordringer fremover — også for landbruget. På den baggrund skal det undersøges, hvordan den fælles landbrugspolitik på positiv vis kan bidrage til gennemførelsen af de nødvendige tilpasninger. Udvalget kræver, at der tages højde for den indsats som medlemsstater og regioner allerede har gjort på dette område;

23.

udtrykker bekymring over Kommissionens forslag om at fortsætte afviklingen af de fælles interventionsforanstaltninger i en situation, som er præget af ustabilitet på markederne, og mener, det er vigtigt at fastholde de eksisterende markedsinterventionsredskaber, som finansieres gennem fællesskabsmidler;

24.

vil forsætte sit arbejde med at forhindre, at den nødvendige revision af den fælles landbrugspolitik fører til renationalisering af denne politik — hermed menes, at selv om implementering og medfinansiering af politikken kan uddelegeres til regionerne og medlemslandene, skal den fælles landbrugspolitik som sådan, herunder strategi og budget, fortsat være et fællesskabsanliggende. Udvalget er fortaler for, at det i EU's finansielle overslag 2007-2013 fastsatte loft for den fælles landbrugspolitik fastholdes;

25.

henstiller til Kommissionen, at man i lyset af den aktuelle økonomiske situation og den alvorlige krise i de europæiske lande, som rammer landdistrikterne særligt hårdt, undgår at vedtage foranstaltninger, som kan være med til at øge arbejdsløsheden og forstærke tilbagegangen i den økonomiske aktivitet;

26.

mener, at al direkte støtte bør være betinget af opretholdelse af landbrugsaktiviteterne, selv om den kan være uafhængig af en konkret produktion. I denne sammenhæng bør sundhedseftersynet ikke tjene som en undskyldning for at foretage en yderligere afkobling af den direkte støtte;

27.

anbefaler, at både den historiske model og den regionale model gradvis udvikles i retning af en homogen støtte pr. arbejdsenhed på fællesskabsniveau, udformet i forhold til hvilke varer og tjenester der inden for rammerne af et multifunktionelt landbrug leveres til samfundet;

28.

gør opmærksom på, at Kommissionens forslag om at fastsætte en tærskel, under hvilken der ikke udløses støtte, kan vise sig at blive et tilbageskridt socialt set, som i betragtning af den regionale diversitet kan medføre en væsentlig social slagside i mange regioner. Regionsudvalget anser det derfor for nødvendigt, at forenklingen udføres internt i hvert enkelt land;

29.

er af den opfattelse, at eftersom Kommissionen har foreslået at fremlægge en rapport om betingelserne for udfasning af mælkekvoteordningen inden den 30. juni 2011, bør enhver beslutning om kvoteordningens videre skæbne udsættes til efter denne dato;

30.

bemærker, at Kommissionen selv erkender, at ophævelsen af kvoteordningen eller blot en gradvis forhøjelse sandsynligvis vil medføre faldende priser;

31.

foreslår inden for rammerne af sundhedstjekket og af hensyn til forvaltningen af alt for store mængde- og prisudsving, at de nyttige markedsforvaltningsmekanismer også bevares som et sikkerhedsnet efter kvotasystemets ophævelse;

32.

henstiller, at markedsinstrumenterne for mælk og mejeriprodukter bør holdes i reserve, så længe de anses for nyttige, også efter 2015;

33.

opfordrer EU til at oprette en ekstraordinær EU-fond — om nødvendigt suppleret med nationale midler — for at forbedre vilkårene for de levedygtige bedrifter, der er beliggende i mindre konkurrencedygtige og/eller naturligt ugunstigt stillede regioner eller eksisterer under vanskelige forhold;

34.

foreslår, at medlemsstaterne får lov til at støtte disse bedrifter på forskellig måde, f.eks. ved at genudpege mindre gunstigt stillede områder, ved at tilbyde søjle 2-foranstaltninger og/eller ved at anvende artikel 68 og derved skabe et sikkerhedsnet;

35.

opfordrer til at gå forsigtigt frem og ikke ophæve markedsinstrumenterne for mælk og mælkeprodukter under sundhedstjekket og er af den opfattelse, at de eksisterende bør bevares;

36.

mener, at landbrugets miljøpåvirkning er en stor udfordring, og at EU bør prioritere skabelsen af et mere grønt landbrug; vil derfor understrege betydningen af en løbende diskussion af miljøforholdene i landbruget.

37.

ser det som et potentielt problem, at man forsøger at inddrage stadig flere spørgsmål under samlebetegnelsen »udvikling af landdistrikterne«, og sætter spørgsmålstegn ved, om nogle af disse udfordringer bedst klares via programmer til udvikling af landdistrikterne;

38.

mener da også, at der er et stigende misforhold mellem de midler, der er til rådighed under anden søjle, og betydningen af de mål, der sigtes mod, og som har at gøre med landdistrikternes økonomiske, sociale og miljømæssige forhold. Det gælder såvel »nye« som »eksisterende udfordringer«;

39.

har den opfattelse, at den fælles landbrugspolitik primært gælder landbruget, og at den ikke udelukkende skal blive et element i politikken for territorial samhørighed. Når den fælles landbrugspolitik tager behørigt hensyn til forskellene mellem regioner og de forskellige produktionsformer, bidrager den også til territorial samhørighed. Ethvert forslag til ændring af landbrugspolitikken som led i sundhedseftersynet bør i passende omfang tage hensyn til forskellene mellem regionerne og de forskellige produktionsformer i EU;

40.

bifalder fleksibiliseringen af artikel 69 i forordning (EF) 1782/2003, men anser den samtidig for utilstrækkelig til at modvirke afskaffelsen af markedsinstrumenter, som Kommissionen har foreslået, herunder især konsekvenserne af ophævelsen af mælkekvoterne;

41.

har den holdning, at udvikling af landdistrikterne hen imod større innovation, bæredygtighed og servicekvalitet for alle indbyggere og økonomiske interessenter går langt ud over rammerne for landbrugsudvikling;

42.

støtter den stigende lyst til at investere i forskning i landbrugsmæssige spørgsmål og til at anvende forskningsresultaterne og bifalder Kommissionens forslag om at forsøge at opnå synergi med rammeprogrammet for forskning;

43.

anbefaler Kommissionen at sikre, at behovet for at tilskynde til innovation og modernisering af landbrugsbedrifter og andre fødevarevirksomheder, som er en følge af nødvendigheden af at imødegå de nye udfordringer i forbindelse med en ny konkurrencedygtighed, ikke hæmmes af statsstøttepolitik;

44.

opfordrer kraftigt til at fremme synergier mellem politikken for udvikling af landdistrikterne og andre EU-politikker, særligt samhørighedspolitikken, og vil desuden tage positivt imod enhver mulighed for at deltage i kommende høringer, som skal udforske disse synergier.

45.

understreger, at eftersom gennemførelsen af alle tiltag inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik har lokale konsekvenser, er det også det regionale niveau, som har de bedste forudsætninger for at opnå gode resultater ved implementeringen af en fælles politik. Samtidig må der dog ikke opstå konkurrenceforvridninger mellem henholdsvis medlemsstater og regioner;

46.

ønsker at gøre opmærksom på, at lokale og regionale organer i de fleste af EU's medlemslande har opbygget stor erfaring og ekspertise inden for udvikling af landdistrikter, f.eks. via gennemførelsen af PRODER- og LEADER-programmerne i det seneste årti og gerne ønsker at få et vidtrækkende ansvar for at implementere og målrette EU's politik for landbrug og udvikling af landdistrikterne;

47.

påpeger, at det regionale niveau er bedst egnet til at fastsætte foranstaltninger til begrænsning af de administrative omkostninger ved den fælles landbrugspolitik, og mener, at muligheden for at fritage de landbrugere, som modtager støtte under en bestemt tærskel, fra den tvungne graduering, i nogle områder kan nedbringe de nævnte omkostninger betydeligt;

48.

påpeger, at skiftet fra en historisk til en regional betalingsmodel, således som Kommissionen opfordrer til, vil gøre det langt mere nødvendigt at anvende geografisk bestemte kriterier og at inddrage regionale og kommunale kompetencer som vandforvaltning, energiforsyning og fysisk planlægning i overvejelserne;

49.

pointerer behovet for at bakke implementeringen af politikken for udvikling af landdistrikterne op med øget teknisk og uddannelsesmæssig støtte;

50.

understreger nødvendigheden af, at man på lokalt og regionalt plan informerer producenter og forbrugere mere indgående og bredere om landbrugsinteresser for at skærpe de forskellige samfundsgruppers bevidsthed om og ansvarsfølelse over for landbrugets betydning for vores dagligdag og gøre dem opmærksom på dets hidtidige, aktuelle og fremtidige betydning for den økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling;

51.

foreslår, at der fastlægges og indføres et yderligere element til klassificering af virksomheder inden for gradueringstrinene, hvilket vil gøre det muligt at sondre mellem store, centralt styrede virksomheder og lokalt styrede kooperative virksomheder og dermed tillade medlemsstaterne at anvende støtteforanstaltninger og således sikre disse kooperativer »en blød landing«.

52.

gør opmærksom på, at der i nær fremtid vil ske en stærk stigning i efterspørgslen efter landbrugsprodukter og fødevarer som følge af den eksplosive befolkningstilvækst på verdensplan samt den stigende velstand og købekraft, og at denne øgede efterspørgsel vil fortsætte i mange år fremover;

53.

bemærker, at befolkningstilvæksten og den øgede købekraft også vil føre til en stærk stigning i efterspørgslen efter kvalitetsfødevarer, forarbejdede fødevarer, kød og mejeriprodukter, og at dette igen vil føre til større knaphed på fødevareafgrøder, inklusive korn, fibre og andre landbrugsråvarer;

54.

er bekymret for, at den foreslåede årlige stigning på 1 % i mælkekvoterne fra 2009 til 2013 ikke er tilstrækkelig, og henstiller, at den foreslåede stigning allerede øges til 2 % pr. år, men henstiller tillige, at Kommissionen tilvejebringer et sikkerhedsnet for landmænd i sårbare områder, hvis de kommer til at lide som følge af sådanne øgede mælkekvoter;

55.

anser det for nødvendigt, at EU-lovgivningen giver mulighed for en mere ambitiøs omdefinering af forholdet mellem de forskellige erhvervsgrene ved blandt andet at gøre det muligt, at der på regionalt eller statsligt niveau kan træffes foranstaltninger til regulering af fortjenstmargenerne i de enkelte led i fødevarekæden, uden at dette betragtes som en ændring af konkurrencereglerne;

56.

mener, at formålet med den fælles landbrugspolitik fortsat bør være at forsyne EU's befolkning med kvalitetsfødevarer til rimelige priser, i tilstrækkelige mængder og med sundhedsgaranti, at skabe levedygtige landbrugsbedrifter, at bevare landdistrikternes kulturarv og at værne om miljøet i landdistrikterne, og påpeger, at landbrugspolitikken har undergået den nødvendige forandring, så den kan tage de nye udfordringer op og tilpasse sig de ændrede behov, samtidig med at den sikrer rimelige konkurrencevilkår, der gør det muligt for det europæiske landbrug at opretholde en stærk position på verdensmarkedet;

57.

opfordrer med henblik på ensartede globale konkurrencevilkår indtrængende til dels, at der anvendes ensartede fytosanitære, veterinære og miljømæssige krav til fødevarer til konsum i EU, uanset om de er produceret i EU eller i tredjelande, dels at der tilføres grænsekontrolmyndighederne, Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor (FVO) og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) de ressourcer, som er nødvendige for varetagelsen af deres opgaver;

58.

konstaterer, at produktion af fødevarer forbliver landbrugets fokus og vigtigste opgave, noterer, at dyrkningen af energiplanter yder et supplerende bidrag til opfyldelsen af fællesskabets energi- og klimapolitiske målsætninger og udgør et vækstpotentiale for landbrug og landdistrikter samt foreslår, at emnet bliver taget op til genbehandling under »Nye udfordringer«;

59.

føler, at Europa har et socialt ansvar for at gøre sit yderste for at forankre People-, Planet- og Profit-principperne i resultaterne for nuværende og fremtidige WTO-forhandlinger;

60.

foreslår, at Kommissionen søger at opnå en aftale om intellektuel ejendom, som dækker geografiske betegnelser (anerkendte regionale produkter), før en WTO-aftale om landbrug underskrives;

61.

foreslår, at Kommissionen definerer et europæisk fødevarestempel baseret på nuværende fastsatte kriterier.

62.

understreger, at de nye udfordringer for den fælles landbrugspolitik ikke kan tackles udelukkende via denne politik, men må imødegås ved hjælp af samtlige EU-politikker;

63.

mener, at der med henblik på at bekæmpe klimaforandringerne bør opfordres til integrerede fødevarestrategier, som kan mindske transportafstandene for fødevarer, omfatte affaldshåndtering og energistyring, og som kan skabe er mærkningssystem, der er baseret på kriterier vedrørende oprindelse, kvalitet og bæredygtighed og angiver den samlede mængde energi, der er blevet brugt, når produktet når frem til forbrugeren;

64.

har den opfattelse, at regioner, der styrker den økologiske balance, bør opfordres til at udvikle og fremme lokalt producerede fødevarer og fødevarerelaterede produkter;

65.

er bekendt med, at det i medfør af EF-traktatens artikel 28 og 29 er forbudt at pålægge kvantitative restriktioner for indførsel, udførsel eller transit af varer og for foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne, men er af den opfattelse, at de tiltag, der nævnes i punkt 60 og 61 i udtalelsen, kan være lovlige, med tanke på, at EF-domstolen tillader tiltag, der er i offentlighedens fælles interesse, såsom bekæmpelse af klimaforandringerne, og opfordrer derfor til, at disse muligheder undersøges nærmere;

66.

vil gerne tilføje, at der ikke er et modsætningsforhold mellem målet om et vist niveau af regional selvforsyning, for så vidt angår visse produkter, og import fra andre lande;

67.

opfordrer i den henseende til, at eksportsubsidier kun gives i det omfang, det er nødvendigt for at aflaste hjemmemarkederne, og ikke skader udvidelsen af markederne i udviklingslandene;

68.

fremhæver betydningen af, at EU har sin egen fødevareindustri, og understreger vigtigheden af fødevaresikkerhed, forsyningssikkerhed og F&U-kapacitet til at udvikle bæredygtig teknologi i en situation, hvor EU er blevet verdens største importør af landbrugsprodukter;

69.

mener, at det europæiske landbrug i særlig grad kan forbinde Lissabon-målene om viden, forskning og innovation med Göteborg-målsætningen om bæredygtighed og tjene som et forbillede for resten af verden.

70.

mener, at den fælles landbrugspolitik med en tilpasning af 2. søjle bør føre til en udvikling i landdistrikterne, der er rettet mod alle økonomiske aktiviteter i disse og de nye vilkår for landbruget, og til en mere global udvikling af samtlige EU's landdistrikter, både de mest sårbare områder som regioner med naturlige handicaps (tyndtbefolkede områder, hvis udvikling hæmmes af deres geografiske beliggenhed, bjergområder, øer eller afsides liggende områder) og de mest dynamiske områder, herunder oplandet til byerne, som producerer fødevarer til størstedelen af EU-borgerne. Endelig bør den fælles landbrugspolitik med en tilpasning af anden søjle kunne klare den udfordring, der ligger i vidensudvikling og integration af landdistrikterne i EU's større geografiske grupperinger;

71.

bemærker, at nye oplysninger tyder på, at størstedelen af verdens befolkning bor i byområder, og at disse mennesker er afhængige af en effektiv forvaltning af landdistrikterne med henblik på forsyninger af fødevarer og frisk vand. Regionsudvalget bemærker endvidere, at byerne skaber et stort behov for naturreservater og attraktive og lettilgængelige naturområder. Af hensyn til en bæredygtig bevarelse af disse områder er det nødvendigt at sikre tilstrækkelig indkomststøtte til de landmænd, som forvalter dem, for at de kan være konkurrencedygtige og opretholde deres bedrifters rentabilitet, selv om de skal overholde strengere krav i henhold til EU-lovgivningen;

72.

understreger, at EU's multifunktionelle landbrugsmodel bør bidrage til kampen mod klimaforandringer, være kendetegnet ved bæredygtighed, konkurrenceevne, mangfoldighed og selvforsyning med fødevarer og være i stand til at tilpasse sig samfundet, forbrugerne og almenvellet, som godt landmandskab, miljøbeskyttelse og dyrevelfærd er en del af. Disse bidrag fra landbruget er i offentlighedens interesse og udtryk for en økonomisk værdi, som er værd at støtte, for så vidt som ekstraomkostningerne ikke udlignes af retfærdige priser på det fri marked. I den sammenhæng må det også sikres, at landbrugsbefolkningen har del i de økonomiske og sociale fremskridt;

73.

anmoder om, at artikel 13, stk. 2, vedrørende betingelserne for deltagelse i bedriftsrådgivningssystemet, hvorefter medlemsstaterne forpligtes til at prioritere »landbrugere, der modtager mere end 15 000 EUR i direkte betalinger pr. år«, udgår;

74.

er af den opfattelse, at klimaforandringer nødvendiggør flere tiltag inden for vandforvaltning, herunder opbevaring af vand, kontrol af vandniveauet, forebyggelse af oversvømmelser, forebyggelse af vandmangel og forvaltning af forsyningen med frisk vand;

75.

mener, at Europa bør stimulere og støtte anvendelsen og produktionen af ægte vedvarende energi i landbruget, idet man ikke blot fokuserer på (andengenerations-) afgrøder til fremstilling af biomasse og biobrændstoffer, men også på solenergi, vindenergi, vandkraft, jordvarme og kraftvarmeproduktion;

76.

er af den opfattelse, at Europa for at leve op til de nye krav bør sigte mod et lukket økonomisk kredsløb og derfor stimulere og støtte innovativt landbrug som helhed, idet man ikke blot henvender sig til videncentre, men også fremmer innovation af systemer, netværk og kæder og i overensstemmelse hermed fremmer moderniseringen af alle virksomheder, som er en del af fødevareproduktionen, fødevareforarbejdningen, affaldshåndteringen, transportsektoren eller distributionskæden;

77.

er overbevist om, at der bør indføres professionel arealforvaltning for at sikre, at frugtbar landbrugsjord holdes i god stand, således at man sikrer bæredygtig anvendelse til fødevareproduktion til både det indre og det ydre marked;

78.

mener, at områder specielt udlagt til landbrug er yderst vigtige med henblik på bevarelse og genopretning af biodiversitet og naturværdier, og at disse offentlige interesser udgør en økonomisk værdi, som skal være berettiget til økonomisk støtte;

79.

mener, at områder specielt udlagt til landbrug er yderst vigtige for udbuddet af fritidsmuligheder, og at disse offentlige interesser udgør en økonomisk værdi, som skal være berettiget til økonomisk støtte;

80.

mener, at områder specielt udlagt til landbrug er yderst vigtige for vandforvaltningen, og at disse offentlige interesser udgør en økonomisk værdi, som skal være berettiget til økonomisk støtte;

81.

mener, at selv om det, siden den fælles landbrugspolitik blev indført, er lykkedes at tilpasse landbrugspolitikken til forskellige udfordringer, så bør Kommissionen og dens repræsentanter gøre en større indsats for bedre at orientere og inddrage borgerne om målene og prioriteterne for den fælles landbrugspolitik samt dens resultater, og dette bør være en af Kommissionens fremtidige kommunikationsprioriteter.

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/44

—

glæder sig over Kommissionens meddelelse, som er den første korrekte introduktion til de begreber og principper, der regulerer prækommercielle indkøb og den måde, hvorpå de kan gennemføres. Der er dog visse lakuner for så vidt angår den konkrete gennemførelse af den foreslåede procedure;

—

understreger, at der for de lokale og regionale myndigheder vil melde sig nogle udfordringer, som Kommissionens meddelelse ikke har analyseret tilstrækkeligt, hvis de vælger den prækommercielle indkøbsprocedure for at fremme innovation i forhold til de problemer, de ønsker at få løst takket være resultaterne fra denne ordning;

—

mener, at Kommissionen bør give de kontraherende lokale og regionale myndigheder klare og detaljerede retningslinjer og muligheder for kurser og uddannelse i, hvorledes prækommercielle indkøb af F&U-tjenester håndteres, så de ikke overtræder EU-retten;

—

vurderer derudover, at de retningslinjer og kurser, der bør gives, forekommer så meget mere bydende som procedurerne for prækommercielle indkøb indebærer en række spørgsmål vedrørende intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder, og at selv de juridiske tjenester hos de centrale myndigheder hidtil ikke har beskæftiget sig særligt med dette juridiske anliggende.

Ordfører

:

Dimitrios TSIGKOUNIS (EL/PPE), borgmester i Leonidio (Arcadia)

1.

beder om, at det i de drøftelser, der vil blive gennemført senere, undersøges, hvilken rolle de lokale og regionale myndigheder skal spille for at løse store samfundsmæssige problemer, hvad enten det drejer sig om økonomisk set at sikre sundhedsydelser af høj kvalitet og som er tilpasset befolkningens aldring, at imødegå klimaforandringen, forbedre energieffektiviteten, sikre den bedst mulige og mest tilgængelige undervisning og forvalte de sikkerhedsmæssige trusler effektivt,

2.

foreslår, at de lokale og regionale myndigheder inddrages aktivt i udformningen af den nye ramme for prækommercielle indkøb og at deres muligheder for effektivt at forvalte og gennemføre denne nye form for offentlige indkøb styrkes, i og med at håndteringen af disse problemer sandsynligvis vil kræve nye og innovative løsninger, der på grund af de teknologiske krav endnu ikke befinder sig på et stade, hvor de kan markedsføres, eller når de eksisterer og udbydes, endnu ikke i tilstrækkelig grad opfylder betingelserne og som derfor kræver en hastende F&U-indsats,

3.

er af den opfattelse, at dette at integrere F&U i offentlige indkøb for at fremme innovative løsninger giver de lokale og regionale myndigheder mulighed for at bidrage rettidigt til at sikre effektiviteten og et fornuftigt afkast på mellemlang og længere sigt af de ydelser, de leverer, samt til at fremme den europæiske industris konkurrenceevne via innovation,

4.

mener, at i og med at en stor del af de beløb, der gives ud til disse transaktioner, hidrører fra de lokale og regionale myndigheder, bør disse være fuldt ud forberedte på at optræde som et vigtigt omdrejningspunkt med henblik på at fremme F&U i EU,

5.

beder Kommissionen om at tage hensyn til udvalgets politiske prioriteter for perioden 2008-2010, dvs. gennemførelsen af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse, indsatsen i forhold til udfordringerne fra klimaforandringen, differentiering og bæredygtig udnyttelse af energikilderne, forbedring af borgernes livskvalitet, herunder grænseoverskridende samarbejde inden for adgang til sundhedspleje af god kvalitet, de regionale og lokale myndigheders fremme af solidaritet, interkulturel og interreligiøs dialog og fremme af alle former for kultur og lokale traditioner, deltagelse i debatten om en fælles indvandringspolitik, samt prioriteringen af et moderne indre marked, som har en strategi, der fremmer offentlige kvalitetstjenester, i og med at disse er handlingsområder, der berører de lokale og regionale myndigheder og som på lovende vis kan integreres i offentlige indkøb med henblik på at fremme F&U inden for informationsteknologi og kommunikation, og som i første række er egnet til gennemførelsen af prækommercielle indkøb,

6.

glæder sig over Kommissionens meddelelse KOM(2007) 799 endelig, som er den første korrekte introduktion til de begreber og principper, der regulerer prækommercielle indkøb og den måde, hvorpå de kan gennemføres. Der er dog visse lakuner for så vidt angår den konkrete gennemførelse af den foreslåede procedure,

7.

understreger, at der for de lokale og regionale myndigheder vil melde sig nogle udfordringer, som Kommissionens meddelelse KOM(2007) 799 endelig ikke har analyseret tilstrækkeligt, hvis de vælger den prækommercielle indkøbsprocedure for at fremme innovation i forhold til de problemer, de ønsker at få løst takket være resultaterne fra denne ordning,

8.

mener, at den nuværende lovgivning for offentlige indkøb allerede er temmelig kompliceret og de lokale og regionale myndigheder har allerede problemer med at anvende den korrekt. Derfor mener RU, at de vil være forbeholdne med at indføre endnu en komplikationsfaktor som dette initiativ fra Kommissionen i deres administrative organisation og procedurer, og ser derfor gerne, at lovgivningen om offentlige indkøb ikke finder anvendelse på prækommercielle indkøb,

9.

anmoder Kommissionen om at forklare, hvordan indkøbsdirektivet kan ændres, så innovationer kan skabes inden for rammerne af partnerskabsprojekter. En stor konkret forhindring for nye innovationer er de stive indkøbsprocedurer. Kravet i EF-traktaten om upartisk og ikke-diskriminerende adfærd må ikke fortolkes sådan, at virksomheder og indkøbsafdelinger i praksis ikke kan udnytte virksomhedernes forsknings- og udviklingsarbejde,

10.

er overbevist om, at udformningen og affattelsen af stærkt tekniske licitationsprocedurer i forbindelse med offentlige indkøb med henblik på fremme af innovation kræver specifik viden og kompetence, som de lokale og regionale myndigheder normalt ikke råder over, og i øvrigt findes den form for kompetencer selv i centraladministrationen i mange medlemsstater, kun i visse tjenestegrene,

11.

mener på baggrund af ovenstående overvejelser, at de forskellige udvælgelsesetaper i proceduren for prækommercielle indkøb af forsknings- og udviklingstjenester kræver et niveau af teknisk viden og forståelse af de pågældende spørgsmål, som de regionale myndigheder generelt ikke råder over,

12.

påpeger, at selv om det prækommercielle indkøb af F&U-tjenester i sidste ende lykkes, vil det ikke desto mindre være vanskeligt at opnå borgernes opbakning og engagement for sagen på lokalt og regionalt niveau, En tungtvejende faktor i forbindelse med de lokale og regionale myndigheders afgørelser er, at den vellykkede gennemførelse af en licitation i forbindelse med prækommercielle indkøb af F&U-tjenester medfører øjeblikkelige udgifter, der belaster den løbende forvaltning, mens de deraf følgende fordele sædvanligvis spredes over længere tid, og at der før borgerne bliver bekendt med sagen går længere tid end tidsrummet mellem to valgkampagner i kommuner eller regioner,

13.

er betænkelig ved situationer, hvor selve nytten ved at udskrive en licitation i forbindelse med et prækommercielt indkøb af F&U-tjenester er politisk omstridt. Her er det sandsynligt efter valgkampen og konstitueringen af den lokale eller regionale myndighed, at den politiske fløj, der rejste indvendinger, igen vil udtrykke forbehold over for videreførelsen af den pågældende procedure for det kommercielle produkt, som imidlertid er blevet færdigudviklet. Et sådant forløb kan begrænse de væsentlige fordele, som den kontraherende myndighed havde regnet med under det oprindelige licitationsudbud,

14.

mener, at der kan opstå et større politisk problem i de lokale og regionale myndigheder, hvis de endelige modtagere af licitationen vedrørende prækommercielle indkøb af forsknings- og udviklingstjenester ikke er etableret i den tildelende myndigheds kommune eller region, eller ydermere hvis de har hovedsæde i en anden medlemsstat,

15.

henleder opmærksomheden på det tilfælde, at en licitation vedrørende et prækommercielt indkøb af F&U-tjenester ikke fører til noget resultat, hvilket ikke kan udelukkes, i og med at visse dele af denne sektor fortsat har en lav gennemførelsesrate. Her kan det være vanskeligt for de lokale og regionale myndigheder at stå til ansvar over for borgerne og overbevise dem om, at dette udfald var bedre end at investere i en allerede eksisterende og i kommerciel forstand gennemprøvet teknologi,

16.

foreslår på baggrund af ovenstående problemer, som de lokale og regionale myndigheder risikerer at opleve i forbindelse med prækommercielle indkøb af F&U-tjenester, at Kommissionen og medlemsstaterne udtænker og indfører en række foranstaltninger, som RU finder nødvendige for at disse prækommercielle indkøb af F&U-tjenester opfylder deres mission i kommuner og regioner, som vil influere betydeligt på de europæiske aktørers mere generelle resultater inden for F&U i forhold til deres konkurrenter på verdensmarkedet,

17.

anfører, at hvis det ikke lykkes på lokalt og regionalt plan på funktionel og løbende vis at indføre procedurer for prækommercielle indkøb af F&U-tjenester, bør det ikke overses, at EU kan miste F&U-bevillinger,

18.

mener, at Kommissionen bør give de kontraherende lokale og regionale myndigheder klare og detaljerede retningslinjer og muligheder for kurser og uddannelse i, hvorledes prækommercielle indkøb af F&U-tjenester håndteres, så de ikke overtræder EU-retten,

19.

vurderer derudover, at de retningslinjer og kurser, der bør gives, forekommer så meget mere bydende som procedurerne for prækommercielle indkøb indebærer en række spørgsmål vedrørende intellektuelle og industrielle ejendomsrettigheder, og at selv de juridiske tjenester hos de centrale myndigheder hidtil ikke har beskæftiget sig særligt med dette juridiske anliggende,

20.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at udvikle støttestrukturer, således at de lokale og regionale myndigheder, der ønsker at udskrive en licitation vedrørende prækommercielle indkøb af F&U-tjenester, kan henvende sig til dem for at få klare og nyttige oplysninger og bred støtte, navnlig vedrørende den mest korrekte spredning af risici og gevinster mellem den kontraherende myndighed og de kandidater, der endelig vil få tildelt licitationen,

21.

understreger, at prækommercielle F&U-indkøb på kort sigt indebærer meget markante og påviste risici for det lokale eller regionale niveau, hvor den kontraherende myndighed befinder sig, men til gengæld fordele på lang sigt, der er svære at indkredse og ofte er mere diffuse, således at de lokale og regionale myndigheder ofte nærer naturlige betænkeligheder. Derfor bør medlemsstaterne og Kommissionen give dem bred støtte på flere planer ved at gøre det forståeligt for samtlige berørte aktører, at dette at sagen eventuelt ikke fører til noget, er en fast del af en sådan procedure, hvor man søger at finde innovative løsninger på ældre eller nyere problemer i de europæiske samfund,

22.

bemærker, at i og med at licitationerne vedrørende prækommercielle F&U-indkøb er åbne for deltagere fra alle medlemsstater, kan dette uundgåeligt føre til, at der i hvert fald delvis overføres regionale ressourcer, der i en region i en medlemsstat er afsat til at finansiere denne aktivitet, til en region i en anden medlemsstat. Dette giver naturligvis ikke problemer på EU-plan, men i en region/kommune kan dette afskrække beslutningstagerne fra at afsætte midler til prækommercielle indkøb af F&U-tjenester,

23.

tilskynder Kommissionen til at bevise, at prækommercielle indkøb kan være positive for den region, der iværksætter det prækommercielle indkøb, også når ansøgerne ikke er etableret i regionen,

24.

beder indstændigt Kommissionen om at fremme og støtte store grupper af lokale og regionale myndigheder, som beslutter i fællesskab at lancere et prækommercielt indkøb for at mindske risiciene i forhold til de risici, som en lokal eller regional myndighed i en medlemsstat ville løbe, hvis den udskrev en sådan licitation alene,

25.

erkender, at oprettelsen af europæiske netværk og etableringen af kontakter mellem de lokale og regionale myndigheder, der er beliggende i forskellige medlemsstater og som har de samme behov, udgør det bedste bindemiddel såvel for samarbejdet mellem lande, regioner og kommuner inden for prækommercielle indkøb af F&U-tjenester som for samordningen af de dertil hørende procedurer,

26.

går ind for, at aktioner med henblik på at udvikle og konsolidere prækommercielle indkøb af F&U-tjenester i de lokale og regionale myndigheder finansieres ved at reallokere de budgetmidler, som revisionen af den fælles landbrugspolitik kan frigøre på EU-budgettet,

27.

mener, at EU's fælles forskningsområde kan antage nye former og få ny dynamik, hvis procedurerne for prækommercielle indkøb af F&U-tjenester inkorporeres i de eksisterende mekanismer for offentlige indkøb,

28.

vurderer, at hvis man trækker på universiteter og forskningscentre og især på videnintensive og teknologisk innovative små og mellemstore virksomheder, der findes i kommuner og regioner, inden for en ny samarbejdsramme med de lokale og regionale myndigheder i den medlemsstat, hvor de er etableret, og hvis der oprettes et netværk via disse med andre lokale og regionale myndigheder i forskellige medlemsstater og universiteter, forskningsinstitutter og tilsvarende SMV'er, så vil strategien til fremme af prækommercielle F&U-indkøb kunne lettes betydeligt,

29.

understreger, at det via oprettelse af infopunkter og databaser hos de lokale og regionale myndigheder vedrørende kommunernes og regionernes problemer, som bl.a. i første række har brug for innovative løsninger, og ved at udbrede kendskabet til det territoriale forskningspotentiale, bliver muligt at bringe regioner med problemer, der skal løses, nærmere på de forskningscentre og virksomheder, der udgør et supplerende eller ekstra potentiale med henblik på at overvinde hindringer via innovative løsninger og synergi,

30.

foreslår, at bidrag fra Den Europæiske Regionalfond, Samhørighedsfond og Socialfond kanaliseres i retning af aktioner i de sektorer, de finansierer, der vedrører forskning og udvikling via prækommercielle indkøb.

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/48

—

er enigt i, at der er bred enighed i EU om behovet for at modernisere og forbedre erhvervsuddannelserne i Europa. Kvalitetssikring i erhvervsuddannelsen indgår som en central del af dette mål;

—

mener imidlertid, at problemer med anerkendelse af læringsresultater fra forskellige medlemsstater har bremset mobiliteten i EU og står i vejen for virkelige erfaringer med livslang læring;

—

understreger, at det i mange medlemsstater er de regionale og lokale myndigheder, der er ansvarlige for erhvervsuddannelse;

—

bifalder Kommissionens to meddelelser, som forsøger at komme med svar på de samfundsmæssige og økonomiske udfordringer, der melder sig i den globaliserede, vidensbaserede verdensøkonomi, og endvidere har til hensigt at øge mobiliteten i EU og tilskynde til udveksling af færdigheder. Regionsudvalget anser det derfor for nødvendigt at udvikle områder, der er vigtige for borgerne og de virksomheder, som regioner og kommuner er ansvarlige for;

—

mener, at de vigtigste brugere af den europæiske referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse, EQAF, vil være nationale/regionale og lokale myndigheder, som er ansvarlige for kvalitetssikring og forbedring af den almene uddannelse og erhvervsuddannelserne;

—

anmoder om, at de kompetente lokale og regionale myndigheder inddrages i arbejdet med at koble de nationale/regionale referencerammer for kvalifikationer til ECVET;

—

gør opmærksom på, at den egentlige prøvesten for systemet bliver dets praktiske gennemførelse. Gennem deres netværk vil de lokale og regionale myndigheder være nyttige partnere med hensyn til at gennemføre systemet og gøre ECVET troværdig og anvendelig.

Ordfører

:

Kent JOHANSSON (SE/ALDE), medlem af regionalrådet i Västra Götaland

1.

konstaterer, at erhvervsuddannelse har afgørende betydning for opnåelsen af Lissabon-strategiens mål om øget økonomisk vækst, en styrket konkurrenceevne og større social integration. Uddannelse, kvalificering og livslang læring står højt på Regionsudvalgets politiske dagsorden;

2.

mener imidlertid, at problemer med anerkendelse af læringsresultater fra forskellige medlemsstater har bremset mobiliteten i EU og står i vejen for virkelige erfaringer med livslang læring;

3.

deler den opfattelse, at der er bred enighed i EU om behovet for at modernisere og forbedre erhvervsuddannelserne i Europa. Kvalitetssikring i erhvervsuddannelsen indgår som en central del af dette mål;

4.

understreger, at det i mange medlemsstater er de regionale og lokale myndigheder, der er ansvarlige for erhvervsuddannelse. Finansieringen heraf kommer fra en række forskellige kilder, men i de fleste medlemsstater er det de nationale og regionale myndigheder, der står for finansieringen. En stor del af denne offentlige finansiering kommer fra det regionale og lokale niveau;

5.

udtaler sig om to meddelelser vedrørende det europæiske samarbejde om erhvervsuddannelser. Udvalget ser positivt på begge meddelelser, og hilser de fremsatte forslag velkommen. Hvad angår det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelser er man nået langt i høringsprocessen, mens den anden meddelelse om fastlæggelse af en europæisk referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse befinder sig på et tidligere stadium. Yderligere høringer er derfor vigtige og vil blive hilst velkommen;

6.

bifalder Kommissionens to meddelelser, som forsøger at komme med svar på de samfundsmæssige og økonomiske udfordringer, der melder sig i den globaliserede, vidensbaserede verdensøkonomi, vi befinder os i. Meddelelserne har endvidere til hensigt at øge mobiliteten i EU og tilskynde til udveksling af færdigheder, og Regionsudvalget anser det derfor for nødvendigt at udvikle områder, der er vigtige for borgerne og de virksomheder, som regioner og kommuner er ansvarlige for;

7.

noterer, at det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse (ECVET) er et værktøj, der kan bruges til beskrivelse af kvalifikationer i form af læringsenheder med tilhørende point med henblik på overførsel og akkumulering af læringsresultater. Formålet er at give en metodisk ramme, som skal lette meritoverførslen for læringsresultater fra ét kvalifikationssystem til et andet eller fra ét uddannelsesforløb til et andet;

8.

mener, at de vigtigste brugere af den europæiske referenceramme for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse, EQAF, vil være nationale/regionale og lokale myndigheder, som er ansvarlige for kvalitetssikring og forbedring af den almene uddannelse og erhvervsuddannelserne. I modsætning til ECVET har denne ramme til hensigt at øge gennemsigtigheden af og sammenhængen mellem forskellige tiltag inden for erhvervsuddannelsespolitikken;

9.

er enigt i, at det skal være frivilligt at deltage i gennemførelsen af ECVET og EQAF, men understreger det nødvendige i at skabe rammer og opstille retningslinjer for, hvordan systemet skal anvendes. Desuden må brugergrupper, herunder ECVET-brugergruppen og ENQAVET (det europæiske netværk for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse) have repræsentanter med direkte mandat fra regionale og lokale myndigheder. På lignende vis må arbejdsmarkedsparterne og private aktører sikres repræsentation;

10.

gør opmærksom på, at uanset om et land vælger at deltage i gennemførelsen af ECVET/EQAF, må regioner, der i følge det pågældende lands forfatning har ansvaret for uddannelsessystemet, gives direkte adgang til de fælles fora, der beskæftiger sig med videreudviklingen af disse systemer;

11.

fremhæver det vigtige i, at der i det kommende udviklingsarbejde sikres en god balance mellem på den ene side indsatsen for at opnå mobilitet for borgerne gennem et meritoverførselssystem og udvikling af kvalitet i uddannelsesaktiviteterne og på den anden side behovet for at øge diversiteten i uddannelsessystemer, som regioner og kommuner i medlemsstaterne har ansvaret for;

12.

understreger, at ECVET og EQAF udgør dele af en større helhed af initiativer på uddannelsesområdet, som også omfatter det europæiske meritoverførsels- og meritakkumuleringssystem (ECTS), Europass, det europæiske kvalitetscharter for mobilitet (ECQM), de europæiske principper for identificering og validering af ikke-formel og uformel læring samt den europæiske referenceramme for kvalifikationer og livslang læring (EQF);

13.

har i tidligere udtalelser påpeget, at stadig nye krav på arbejdspladsen, herunder nye arbejdssystemer og tilpasning til ny teknologi, nødvendiggør en arbejdsstyrke, der løbende videreuddannes. Erhvervsuddannelse, der følger princippet om livslang læring, kan vise sig at være et vigtigt værktøj for opnåelse af en højtkvalificeret arbejdsstyrke, som er en central bestanddel i en bæredygtig økonomisk og social udvikling (1). I lyset af den demografiske udvikling må det navnlig sikres, at den eksisterende arbejdsstyrke udnyttes effektivt;

14.

pointerer, at der må særskilte finansielle midler til for at afprøve og videreudvikle systemerne.

15.

gør opmærksom på, at Europa har en lang tradition for grænseoverskridende læring og erhvervsvirksomhed. Dette har haft meget stor betydning for udviklingen inden for håndværk, industri, handel og iværksættervirksomhed, hvilket har dannet grundlag for velstandsudviklingen på lokalt, regionalt og nationalt plan;

16.

fremhæver, at læring og erhvervsmæssig beskæftigelse på tværs af grænser får meget stor betydning i en stærkt globaliseret økonomi. En sådan mobilitet inden for læring og erhvervsvirksomhed må understøttes med tidssvarende værktøjer. Regionsudvalget betragter ECVET som et sådant værktøj;

17.

understreger, at kompetencebehovene i stigende grad identificeres på det regionale plan. Regionsudvalget har udtalt, at den lokale og regionale udvikling ganske vist sker ud fra forskellige forudsætninger og udgangspunkter, men at den under ingen omstændigheder kan ses isoleret fra omverdenen. Regioner og samfund har brug for aktiviteter med henblik på fornyet produktion i takt med, at de gamle arbejdspladser forsvinder, så man ikke risikerer stagnation, social udstødelse i form af arbejdsløshed osv., højt sygefravær og mange, som tvinges til at forlade arbejdsmarkedet før tiden (2);

18.

betoner, at det europæiske arbejdsmarked må kendetegnes ved en høj grad af fleksibilitet kombineret med effektiv social sikring, som det fremgår af Kommissionens »fælles principper for flexicurity« (3);

19.

har udtrykt enighed med Kommissionen i, at de nationale og europæiske referencerammer for kvalifikationer vil fremme valideringen af læring i alle situationer (4);

20.

har hilst Kommissionens referenceramme for kvalifikationer (EQF) velkommen og støttet det dobbelte formål, der går ud på at forbedre gennemsigtigheden af kvalifikationer og fremme mobiliteten i EU;

21.

anmoder i forlængelse af sine krav vedrørende EQF om, at de kompetente lokale og regionale myndigheder inddrages i arbejdet med at koble de nationale/regionale referencerammer for kvalifikationer til ECVET;

22.

tilslutter sig Kommissionens anerkendelse af ECVET som »kulturelt og teknisk tilpasset de (…) regionale (…) forhold«, og minder om, at de regionale myndigheder ofte selv har en rolle i fastlæggelsen, udviklingen og gennemførelsen af kvalifikationssystemer og livslang læring i formelle, uformelle og ikke-formelle sammenhænge;

23.

understreger, at en stor del af erhvervsudviklingen i et livslangt læringsperspektiv sker i vidensintensive virksomheder eller virksomhedsnetværk og i mange tilfælde på tværs af nationale grænser;

24.

fremhæver, at der i dag også findes gode eksempler på samarbejde mellem brancheorganisationer og regioner i forskellige lande om erhvervsuddannelse, herunder fælles planlægning og anerkendelse (5). Sådanne initiativer bør fremmes, og der bør tages hensyn til dem;

25.

henviser til, at et anerkendelsessystem må omfatte forskellige aktører, ikke kun det offentlige, men også private aktører, virksomheder samt arbejdsparterne;

26.

bifalder etableringen af en ECVET-brugergruppe, som ajourfører og koordinerer procedurerne, men insisterer på, at regionale og lokale myndigheder samt lokale virksomheder og arbejdsmarkedets parter inddrages som medlemmer af brugergruppen for at give dem direkte adgang til ECVET under overholdelse af nationale regler og bestemmelser;

27.

understreger, at det ofte er lokale og regionale myndigheder, som er i stand til at foranstalte effektive operationelle aktiviteter på erhvervsuddannelsesområdet;

28.

konstaterer, at ECVET er et enhedsbaseret meritoverførselssystem, som giver mulighed for at måle og sammenligne læringsresultater og overføre dem fra en institution til en anden;

29.

hilser det velkommen, at systemet er kompatibelt med alle kvalifikationssystemer, især med det europæiske meritoverførselssystem, som understøtter og letter universitetsstuderendes mobilitet i og uden for Europa;

30.

gør imidlertid opmærksom på, at den egentlige prøvesten for systemet bliver dets praktiske gennemførelse. Gennem deres netværk vil de lokale og regionale myndigheder være nyttige partnere med hensyn til at gennemføre systemet og gøre ECVET troværdig og anvendelig;

31.

mener, at der med henblik på gennemførelsen af ECVET er behov for konkrete eksempler på, hvordan systemet fungerer i praksis, når det er sat i værk. Dette vil give impulser over en bred front til, hvordan de muligheder, der ligger i ECVET, kan udnyttes bedst muligt.

32.

konstaterer, at øget effektivitet i erhvervsuddannelsen ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel opnås ved at sikre, at den er bedre tilpasset arbejdsmarkedskravene, som i videnssamfundet er under konstant forandring. Det drejer sig navnlig om at fremme en højtkvalificeret arbejdsstyrke, som er i stand til at imødekomme globaliseringens udfordringer;

33.

understreger, at udviklingen af uddannelsessystemerne ikke, som det undertiden er tilfældet, bør holdes adskilt fra en regions eller et lokalområdes erhvervsmæssige og sociale miljø- og innovationspotentiale, da et områdes vækst, konkurrenceevne og beskæftigelsesmuligheder i stigende grad afhænger af dets nuværende og fremtidige arbejdsstyrkes færdigheder samt tillige af, hvordan erhvervsuddannelse, efteruddannelse og omskoling bidrager til en bæredygtig supplering og videreudvikling af disse færdigheder;

34.

anser det derfor for nødvendigt at afstemme EQAF efter det lokale arbejdsmarkeds behov, og opfordrer til akkreditering af erhvervsuddannelsescentre som led i denne proces;

35.

anerkender den merværdi, som EQAF tilfører ved at forbedre uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitikken overalt i EU, navnlig gennem fremme af gensidig læring, mobilitet og udveksling af bedste praksis;

36.

bifalder den principielle ramme for EQAF i form af en forbedringscyklus og understreger, at kvalitetsindikatorerne ikke bør ses som retningslinjer, men som referencepunkter, der kan videreudvikles på forskellig vis, f.eks. i bilateral eller multilateral sammenhæng;

37.

understreger, at EQAF ikke dermed bør begrænses til at være et statistisk system eller en slags kontrolfunktion, men skal ses som et effektivt værktøj til fortsat kvalitetsudvikling på alle niveauer og hos forskellige instanser og aktører;

38.

pointerer, at »ejerskabet« til referencerammen ikke er forbeholdt det nationale niveau, men at lignende processer også kan lanceres på lokalt og regionalt plan. Endvidere må der åbnes mulighed for lignende læringssystemer uden for de offentlige uddannelsessystemer med henblik på, at der også her kan foregå en fortsat forbedring og udvikling;

39.

mener, at man skal overveje udformningen af referencerammen, og hvor detaljeret den bør være for at opfylde sine mål. Udvalget påpeger, at indikatorerne ikke må få en så detaljeret udformning, at implementering af og opfølgning på referencerammen fører til en indirekte styring af uddannelsessystemet;

40.

understreger, at de af Kommissionen foreslåede referencepunkter

betragter det som en fordel, at brugerne kan udvælge de indikatorer, som forekommer dem at være de mest relevante i forhold til deres respektive kvalitetssikringssystemers behov;

41.

understreger, at den lokale og regionale dimension må styrkes, navnlig gennem støtte til lokale og regionale netværk på området, og beklager, at henstillingen ikke i tilstrækkelig grad og mere udtrykkeligt anerkender det vigtige i at inddrage de lokale og regionale myndigheder;

42.

opfordrer til en mere omfattende direkte inddragelse af det lokale og regionale niveau i ENQAVET, European Network on Quality Assurance in Vocational Education and Training (det europæiske netværk for kvalitetssikring af erhvervsuddannelse). Etableringen af EQAF-samarbejdsnetværk mellem forskellige regioner og virksomheder må fremmes og støttes;

43.

foreslår, at der anvendes et kvalitetsmærke for erhvervsuddannelsesinstitutioner svarende til det system, der allerede er oprettet inden for videregående uddannelsesinstitutioner;

44.

henviser til, at forbedringer i erhvervsuddannelsen i høj grad kommer både den enkelte borger og samfundet til gode. En generel højnelse af kvalifikationsniveauet bidrager til forbedringer i de økonomiske indikatorer såsom produktivitet og beskæftigelse, og i de sociale indikatorer såsom borgerdeltagelse, kriminalitet og sundhedsudgifter;

45.

mener, at erhvervsuddannelse potentielt kan fremme den sociale integration af grupper, som er dårligt stillede på arbejdsmarkedet, herunder indvandrere, ældre og personer, der har forladt skolen tidligt;

46.

understreger, at man ikke kun skal fokusere på de grupper, som er omfattet af undervisningssystemerne, men også bør rette opmærksomheden mod de personer, som ikke har adgang til, har vanskelig adgang til eller falder uden for systemerne.

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/52

—

understreger betydningen af initiativet Barcelona-processen: en Middelhavsunion, som igen har givet denne region en prominent plads på den europæiske dagsorden og har sat en debat og overvejelser i gang, der helt er på højde med initiativets ambitiøse karakter;

—

er overbevist om, at diplomatiske initiativer alene, uanset hvilken side af Middelhavet de også udgår fra, ikke vil føre til varige løsninger, så længe det lokale demokrati ikke indtager en central plads i debatten, både når det handler om at styrke dette, og når det drejer sig om at fremme det direkte samarbejde mellem regioner og byer på begge sider af Middelhavet som led i Barcelona-processen;

—

minder om, at det territoriale plan er et forvaltningsniveau, hvor man i snævert samarbejde med de øvrige institutionelle niveauer kan formulere løsninger på globaliseringens udfordringer. De lokale og regionale myndigheder især i Europa har gradvist hævdet sig som et relevant forvaltningsniveau for formuleringen af disse løsninger;

—

gentager derfor sin opfordring til, at de lokale og regionale myndigheder anerkendes som betydningsfulde partnere i Barcelona-processen og Euro-Middelhavssamarbejdet;

—

er fast besluttet på at støtte etableringen af en lokal og regional Euro-Middelhavsforsamling, der skal varetage rollen som permanent platform for dialog, erfaringsudveksling og samarbejde; forsamlingen vil være sammensat af et antal medlemmer af Regionsudvalget, repræsentanter for europæiske og internationale sammenslutninger, som er engageret i Euro-Middelhavssamarbejdet, samt et tilsvarende antal repræsentanter for de lokale og regionale myndigheder i de sydlige og østlige Middelhavslande; det opfordrer til, at forsamlingen anerkendes som rådgivende organ i Barcelona-processens fremtidige forvaltningsstruktur på linje med Den parlamentariske Euro-Middelhavsforsamling.

Hovedordfører

:

Isidoro GOTTARDO, kommunalbestyrelsesmedlem i Sacile

1.

understreger betydningen af initiativet Barcelona-processen: en Middelhavsunion, som igen har givet denne region en prominent plads på den europæiske dagsorden og har sat en debat og overvejelser i gang, der helt er på højde med initiativets ambitiøse karakter; værdsætter især den pragmatiske og politiske vision i det af det franske formandskab lancerede projekt med opbakning fra 16 partnerlande i den sydlige og østlige del af Middelhavsområdet;

2.

ser med tilfredshed på de succesrige resultater af visse tidligere initiativer og foranstaltninger inden for Barcelona-processen, men beklager, at der endnu ikke er opnået nævneværdige fremskridt på området fred, sikkerhed og menneskelig og social udvikling, og at de lokale og regionale myndigheder på ingen måde inddrages;

3.

understreger, at dette nye initiativ ikke længere er rettet mod et rent mellemstatsligt samarbejde, men sigter på at stimulere dialogen mellem borger på Middelhavets tre bredder og især samarbejdet mellem de sydlige og østlige middelhavslande samtidig med, at man integrerer de lokale og regionale myndigheder i disse lande inden for rammerne af konkrete og i fællesskab vedtagne projekter, som indgår i en global strategi, der er baseret på solidaritet og borgernes behov;

4.

er af den opfattelse, at en af forudsætningerne for et vellykket samarbejde mellem Euro-Middelhavslandene og en styrkelse af partnerskabet via Barcelona-processen er, at man slår ind på nye veje med en katalysatoreffekt for at give konkrete og for borgerne synlige resultater ved at erstatte principerklæringer med håndgribelige projekter, hvilket indebærer, at de lokale og regionale myndigheder får tildelt en aktiv rolle, og der føres en aktiv og klar kommunikationspolitik;

5.

påpeger, at i mange Middelhavslande er de lokale og regionale myndigheders og civilsamfundets indflydelse på den offentlige politik stadig ringe som følge af, at det lokale demokrati er svagt, og en ægte decentraliseringsproces mangler i de sydlige og østlige Middelhavslande;

6.

konstaterer endvidere, at decentralisering og lokalt deltagelsesdemokrati ikke nødvendigvis altid går hånd i hånd. I nogle lande i og uden for Den Europæiske Union, står de lokale og regionale myndigheder sammen over for den opgave at øge vælgerdeltagelsen, fremme borgerdeltagelsen og inddrage civilsamfundsorganisationerne i udarbejdelsen af strategier og forberedelsen af store kommunale og regionale projekter;

7.

er overbevist om, at diplomatiske initiativer alene, uanset hvilken side af Middelhavet de også udgår fra, ikke vil føre til varige løsninger, så længe det lokale demokrati ikke indtager en central plads i debatten både i forbindelse med styrkelsen heraf og som led i fremme af det direkte samarbejde mellem regioner og byer på begge sider af Middelhavet inden for rammerne af Barcelona-processen;

8.

sætter derfor også pris på erklæringen fra stats- og regeringscheferne fra Euro-Middelhavslandene, som den 13. juli i Paris erklærede, at det er væsentligt, at civilsamfundet, de lokale og regionale myndigheder og den private sektor deltager aktivt i gennemførelsen af initiativet Barcelona-processen: en Middelhavsunion;

9.

anser det dog ikke for hensigtsmæssigt at sidestille de lokale og regionale myndigheder, som har demokratisk legitimitet, med civilsamfundet og den private sektor;

10.

tilslutter sig også den konklusion, stats- og regeringscheferne i Euro-Middelhavssamarbejdet kom frem til, at man i forbindelse med denne proces skal sprede ansvaret mere, alle parter skal deltage på lige fod i forvaltningen, og der skal vælges konkrete projekter, der er mere synlige for borgerne, hvilket vil give forbindelserne mellem Middelhavets tre »bredder« en mere konkret og synlig form takket være yderligere regionale og subregionale projekter, som er til reel gavn for borgerne i regionen;

11.

konstaterer, at de lokale og regionale myndigheder er rede til at berige Barcelona-processen ved at fremme det lokale demokrati og det decentrale samarbejde;

12.

minder om de erfaringer, som de lokale myndigheder i deres lokalområde har gjort sig med gennemførelsen af EU-politikker, hvoraf de fleste kræver engagement, ressourcer og handling. Nævnes skal også de lokale og regionale myndigheders solide erfaring og ekspertise med hensyn til behandlingen og forvaltningen af spørgsmål i by- og landområder vedrørende miljø, energi, transport, civilbeskyttelse, migrationsproblemer, økonomiske udvikling og endnu flere relevante prioriteter i Barcelona-processen som f.eks. den interkulturelle dialog, uddannelse, den menneskelige og sociale dimension. Det beklager derfor, at de lokale og regionale myndigheder ikke forudgående er blevet hørt om udviklingsprojekterne i bilaget til konklusionerne af Paris-topmødet i betragtning af deres engagement i den fremtidige gennemførelsesfasen, og understreger nødvendigheden af, at denne mellemstatslige fremgangsmåde i fremtiden erstattes af en klar inddragelse af alle de berørte forvaltningsniveauer;

13.

insisterer som gjort i tidligere udtalelser på vigtigheden af, at de lokale og regionale myndigheder inddrages ikke blot i gennemførelsesfasen, men også i hele samarbejdsprocessen lige fra udarbejdelsen af strategier, iværksættelsen af programmer og projekter til evalueringen af resultaterne. Dette gælder i særdeleshed, når det drejer sig om initiativer vedrørende områder, hvor de lokale og regionale myndigheder har udstrakte og direkte beføjelser som f.eks. byplanlægning og fysisk planlægning, forvaltning af vandressourcer, affaldshåndtering, miljøproblemer og konsekvenserne af klimaændringen på lokalt plan, udvikling af den lokale økonomi, forvaltning og nyttiggørelse af den kulturelle og historiske arv, udvikling af den lokale turisme, elementær folkesundhed samt politikker for integration og social samhørighed;

14.

bifalder den nært forestående iværksættelse af det nye CIUDAD-program som led i det eksisterende europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument, der skal fremme samarbejdet om byudvikling og dialog i Middelhavsområdet; er enigt i, at de prioriterede områder bør omfatte miljømæssig bæredygtighed, energieffektivitet, bæredygtig økonomisk udvikling og reduktion af sociale forskelle — områder, hvor de lokale og regionale myndigheder har vide og direkte beføjelser, og hvor de europæiske lokale og regionale myndigheder kan bidrage med deres solide erfaringer og knowhow;

15.

bemærker, at de finansielle aspekter af Barcelona-processen endnu ikke er beskrevet i detaljer, og at de lokale og regionale myndigheder kan optræde som såvel politiske, tekniske og finansielle partnere i udarbejdelsen og gennemførelsen af strategier og projekter, som imødekommer såvel borgernes reelle behov som Barcelona-processens målsætninger; bemærker endvidere, at initiativet Barcelona-processen: Middelhavsunionen bestemt ikke ændrer noget hverken programmæssigt eller finansielt ved middelhavsdimensionen af den europæiske naboskabspolitik;

16.

minder om, at det territoriale plan er et forvaltningsniveau, hvor man i snævert samarbejde med de øvrige institutionelle niveauer kan formulere løsninger på en tilpasning til globaliseringens udfordringer. De lokale og regionale myndigheder især i Europa har gradvist hævdet sig som et relevant forvaltningsniveau for formuleringen af disse løsninger;

17.

gentager derfor sin opfordring til, at de lokale og regionale myndigheder anerkendes som betydningsfulde partnere i Barcelona-processen og Euro-Middelhavssamarbejdet;

18.

anerkender den rolle, som de lokale og regionale nationale, europæiske og internationale myndigheder spiller i det decentrale Euro-middelhavssamarbejde samt deres erfaring, ekspertise og lokalkendskab (1). Det er derfor nødvendigt at drage gensidig fordel af bestræbelserne og at samordne målsætningerne med decentrale samarbejdsprojekter med deltagerne i Euro-Middelhavspartnerskabet for at optimere resultaterne;

19.

bekræfter sin støtte til den erklæring, som repræsentanterne for de lokale og regionale myndigheder i Europa og Middelhavspartnerlandene fremsatte den 23. juni 2008 under Forumet for EU's og Middelhavslandenes lokale og regionale myndigheder i Marseille;

20.

tilslutter sig i denne forbindelse de lokale og regionale myndigheders og deres repræsentative organers intention om at skabe et institutionelt instrument, der udover en permanent politisk repræsentation også giver mulighed for at deltage aktivt i dette nye initiativ inden for Barcelona-processen: Unionen for Middelhavsområdet, som er så væsentligt for de lokale og regionale myndigheder, hvilket Regionsudvalget allerede har påpeget i sine tidligere udtalelser om dette emne;

21.

sætter sig derfor som mål at skabe en Euro-Middelhavsforsamling af regionale og lokale myndigheder bestående af et lige antal repræsentanter for de lokale og regionale myndigheder i EU og i Middelhavspartnerlandene i analogi med Den parlamentariske Euro-Middelhavsforsamling, der blev skabt for at repræsentere den parlamentariske dimension.

22.

opfordrer styringsorganerne i Barcelona-processen til ikke blot at give de lokale og regionale myndigheder politisk anerkendelse, men også at give dem en formel og konkret rolle i Euro-Middelhavssamarbejdet og i Barcelona-processen;

23.

tilskynder derfor til, at man i de nye arbejdspapirer betragter de lokale og regionale myndigheder som fuldgyldige partnere i samarbejdsprocessen som led i relanceringen af Barcelona-processen;

24.

insisterer på, at de lokale og regionale myndigheder fra et tidligt stadium inddrages på lige fod med centralregeringerne i udarbejdelsen af associeringsaftaler, strategidokumenter og handlingsplaner indgået mellem EU og partnerlandene i den sydlige og østlige del af Middelhavet som led i naboskabspolitikken;

25.

tilskynder følgelig regeringerne i Euro-Middelhavslandene til at etablere procedurer for en struktureret dialog og høring af de subnationale aktører (regionale og lokale), arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet via de lokale og regionale myndigheders netværk og sammenslutninger;

26.

er fast besluttet på at støtte etableringen af en lokal og regional Euro-Middelhavsforsamling sammensat af en række medlemmer af Regionsudvalget, repræsentanter for europæiske og internationale sammenslutninger engageret i Euro-Middelhavssamarbejdet og et tilsvarende antal repræsentanter for lokale og regionale myndigheder i de sydlige og østlige Middelhavslande, der skal varetage rollen som permanent platform for dialog, erfaringsudveksling og samarbejde og opfordrer til at anerkende forsamlingen som rådgivende organ i Barcelona-processens fremtidige forvaltningsstruktur i analogi med Den parlamentariske Euro-Middelhavsforsamling;

27.

tilskynder Europa-Kommissionen til at afstemme denne nye fremgangsmåde efter og koordinere den med de forskellige programmer, projekter og instrumenter inden for EU-politikken (2) og Euro-Middelhavssamarbejdet (3) for at bygge videre på de indvundne erfaringer, indgå dobbeltarbejde og skabe synergieffekter;

28.

foreslår, at man undersøger muligheden for at tilpasse de nuværende støtteinstrumenter til forholdene i Middelhavsområdet; det vil især være ensbetydende med en politik for økonomisk og social samhørighed, som sikrer en territorial dimension i samarbejdet mellem de lokale og regionale myndigheder i EU og i Middelhavspartnerlandene;

29.

opfordrer forvaltningsorganerne i Barcelona-processen til at benytte denne relancering af processen til at sætte yderligere skub i lokalstyrereformen og decentraliseringen i visse lande i den sydlige og østlige del af Middelhavet og at påbegynde decentraliseringsprocessen i andre;

30.

foreslår således, at man prioriterer en strategi til styrkelse af de lokale og regionale myndigheders institutionelle position og udarbejdelsen af administrative moderniseringsprogrammer og undervisningsprojekter møntet på lokalstyrepersonalets behov;

31.

er overbevist om, at hvis man tillægger de lokale og regionale myndigheder større ansvar vil dette bidrage til skabelsen af en forvaltning på flere niveauer, hvori forskellige institutionelle niveauer inddrages i beslutningsprocessen om udformningen, gennemførelsen og evalueringen af den offentlige politik i almindelighed og politikken til fremme af landets udvikling i særdeleshed;

32.

foreslår, at man til gennemførelsen af projekter benytter sig af de lokale menneskelige, tekniske og akademiske ressourcer, og at man også inddrager den øvrige befolkning mest muligt, således at disse føler sig medansvarlige for samarbejdet og de deraf følgende projekter;

33.

er sluttelig af den opfattelse, at dynamikken i Barcelona-processen giver alle aktører på alle niveauer (centrale og decentrale myndigheder, lokale og regionale myndigheder, civilsamfundet …) mulighed for at få ny viden, at etablere nye kontakter, at lære hinanden bedre at kende og få ny indsigt i tilgangen til udvikling og lokalt demokrati;

34.

pålægger sin formand at forelægge nærværende udtalelse for det franske EU-formandskab, medformændene for Middelhavsunionen, Kommissionen, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet samt statscheferne i de sydlige og østlige Middelhavslande.

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/56

—

plæderer i forbindelse med partnerskaber fortsat for, at de lokale og regionale myndigheder ikke sættes i samme kategori som civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter og økonomiske interesseorganisationer; de lokale og regionale myndigheder er valgte organer, som er direkte ansvarlige over for borgerne i EU

—

påpeger, at der ikke findes en generel EU-metode for etablering af partnerskaber, når det drejer sig om at udarbejde, anvende, opfølge og evaluere programmerings- og planlægningsdokumenter om fysisk planlægning; det er derfor umuligt konkret at vurdere, om partnerskabsprincippet er blevet anvendt reelt og ikke kun formelt set, og hvilken effekt det egentlig har haft

—

henstiller, at Europa-Parlamentet og Kommissionen undersøger mulighederne for at lade de nationale og/eller regionale myndigheder overvåge gennemførelsen af operationelle programmer og anvendelsen af midler under struktur- og samhørighedsfondene med det formål at føre kontrol med de afholdte udgifter og de opnåede resultater

—

er overbevist om, at det bør spille en større rolle i forbindelse med udarbejdelsen, gennemførelsen og overvågningen af EU's politikker ved aktivt at inddrage udvalgets medlemmer, som repræsenterer de lokale og regionale myndigheder i den lokale og regionale dialog

—

vil planlægge og gennemføre initiativer for at udbrede bedste praksis vedrørende brug af partnerskab til at fastsætte medlemsstaternes lokale, regionale, nationale og overstatslige politiske prioriteter.

Ordfører

:

Vladimir KISSIOV (BG/PPE), medlem af byrådet i Sofia

1.

støtter fuldt ud initiativet om at undersøge og analysere forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt og projektplan inden for regionalpolitik i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af programmerings- og planlægningsdokumenter om regionaludvikling;

2.

bifalder medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders bestræbelser på at etablere og systematisk iværksætte partnerskaber mellem statslige eller regionale og lokale institutioner og repræsentanter for civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og erhvervslivet i forbindelse med forberedelsen af planlægningsdokumenter vedrørende udvikling og gennemførelse af regionale planlægnings- og udviklingspolitikker;

3.

er især tilfreds med, at medlemsstaternes regeringer gør en indsats for at fremme en dialog med de regionale og lokale myndigheder med henblik på at fastsætte mål, prioriteter og ressourcer for regionaludvikling og sikre gennemførelsen heraf inden for rammerne af de europæiske og nationale politikker;

4.

fremhæver byernes og regionernes ledende rolle i forbindelse med forberedelsen af strategidokumenter, programgennemførelsen samt overvågningen og iværksættelsen af EU's foranstaltninger;

5.

plæderer i forbindelse med partnerskaber fortsat for, at de lokale og regionale myndigheder ikke sættes i samme kategori som civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter og økonomiske interesseorganisationer; de lokale og regionale myndigheder er valgte organer, som er direkte ansvarlige over for borgerne i EU. Partnerskaber mellem medlemsstaternes nationale myndigheder, EU-institutionerne og de lokale og regionale myndigheder befinder sig på et andet kvalitetsniveau end de øvrige partnerskabsformer. Folkevalgte lokale og regionale myndigheder, der varetager statslige opgaver, bør være klart forankret som sådan i regler og generelle dokumenter;

6.

er overbevist om, at principperne om god forvaltningsskik kan omsættes i praksis inden for lokal- og regionalpolitikken ved i højere grad at inddrage repræsentanter for civilsamfundet og for arbejdsmarkedets parter og økonomiske interesseorganisationer.

7.

støtter en samlet vurdering af strukturpolitikkens forvaltning i EU's niveaudelte system;

8.

mener, at det er afgørende for en god forvaltning af regionalpolitikken, at der foreligger en integreret strategi for brugen af de politiske instrumenter, at der foreligger en plan for alle berørte parters aktive deltagelse, at der satses på en effektiv gennemførelse af politikken samt på en horisontal og vertikal integration af de forskellige instrumenter, der giver pålidelige resultater;

9.

værdsætter den rolle, som den europæiske strukturpolitik har spillet som effektivt ledsageinstrument i den administrative decentraliseringsproces i de forskellige europæiske lande og i forbindelse med udviklingen af planlægnings- og indikatorbaserede regionale styringsprocesser, der har ydet et vigtigt bidrag til forbedringen af offentlige interventioner på lokalt og regionalt plan;

10.

mener, at den nuværende forvaltningsmodel for strukturpolitikken udgør et godt grundlag for den fremtidige udformning af strukturpolitikken;

11.

påpeger, at der ikke findes en generel EU-metode for etablering af partnerskaber, når det drejer sig om at udarbejde, anvende, opfølge og evaluere programmerings- og planlægningsdokumenter om fysisk planlægning; det er derfor umuligt konkret at vurdere, om partnerskabsprincippet er blevet anvendt reelt og ikke kun formelt set, og hvilken effekt det egentlig har haft.

12.

finder, at medlemsstaterne har haft held med deres bestræbelser for at styrke partnerskab med det sigte at udvikle en mere bæredygtig politik for en tættere og stærkere vertikal og horisontal integration af forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt og lokalt plan;

13.

betragter de nationale regeringers bestræbelser på at anvende principperne om god forvaltningsskik under udarbejdelsen og gennemførelsen af programmeringsdokumenter som en demokratisk landvinding;

14.

opfordrer de nationale og regionale myndigheder samt forvaltningsmyndighederne til at udarbejde og fastlægge en metode for etablering af partnerskaber inden for regionalpolitik angående programmerings- og planlægningsdokumenterne; partnerskabets funktionsmåde og minimumsanvendelsesområde bør klart defineres i alle dets faser (forberedelse, gennemførelse, opfølgning og evaluering). I den forbindelse skal der tages højde for de to kvalitativt forskellige partnerskabsniveauer:

De relevante partnere adskiller sig fra hinanden med hensyn til deres interventionsområde, specialisering, kompetencer og eventuelle bidrag. Derudover bør der også tages højde for, at de forskellige medlemsstater har forskellige grader af decentralisering, og det bør overvejes, om det er kommuner og regioner, der i realiteten bør forvalte visse operationelle programmer.

15.

er af den opfattelse, at de gamle EU-medlemsstater — navnlig dem, som er stærkt decentraliserede — gennem anvendelsen af god praksis har bidraget væsentligt til at forbedre systemet med god forvaltning og partnerskab på nationalt, regionalt, lokalt og projektplan inden for regionalpolitik; mener, at de kan give andre lande eksempler på god praksis;

16.

mener, at inddragelsen af partnernetværk i udarbejdelsen og gennemførelsen af regionale udviklingspolitikker giver de forskellige aktører og deltagere gode muligheder for at give udtryk for deres interesser og øger borgernes tillid til forvaltningen; man bør dog sikre sig, at partnere, som har et passende mandat til at deltage, besidder de fornødne kompetencer og kvalifikationer og at deres deltagelse vil tilføre sagen et reelt bidrag; de bør råde over tilstrækkelige finansielle midler til at deltage fuldt ud i debatten; disse finansielle midler kunne være en bestanddel af den tekniske bistand og også dække udgifterne til udarbejdelse af velbegrundede undersøgelser og research på europæisk, nationalt og selv lokalt niveau;

17.

opfordrer Kommissionen til at tillade og tilskynde de lokale og regionale myndigheder, deres nationale og supranationale sammenslutninger og andre berørte partnere til at anvende de midler, der er afsat til teknisk bistand i den nuværende programperiode, eftersom mange operationelle programmer ikke tager højde herfor; disse aktører kan dermed på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan gennemføre undersøgelser og analyser, der gør det muligt at identificere en ny samhørighedspolitiks behov og prioriteter;

18.

er overbevist om, at en styrkelse af partnerskab og forvaltning på projektplan vil få stigende betydning i alle faser af EU's politiske beslutningsproces vedrørende lokal- og regionaludvikling, dvs.: udarbejdelse, gennemførelse, overvågning og evaluering;

19.

finder, at forvaltning og partnerskab under forberedelsen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af EU's regionaludviklingspolitik bør have en mere fremtrædende plads i EU's kommunikationsstrategi;

20.

opfordrer Europa-Parlamentet og Kommissionen til i højere grad at anvende forvaltning og partnerskab i forbindelse med udformningen af EU's politikker, således at et maksimalt antal berørte parter bliver inddraget, navnlig de lokale og regionale myndigheder, som er det forvaltningsniveau, hvor en stor del af Fællesskabets politikker normalt gennemføres. I denne sammenhæng opfordrer udvalget Kommissionen til at udpege regionale eller lokale myndigheder, som måtte være interesserede heri, og som er i besiddelse af de nødvendige kompetencer til at administrere EU's regionaludviklingsprogrammer, til administratorer af operationelle programmer;

21.

finder det nødvendigt, at spørgsmålene vedrørende forvaltning og partnerskab på nationalt og regionalt plan i forbindelse med udarbejdelsen af nationale, regionale og lokale strategi- og planlægningsdokumenter knyttes til debatten og initiativerne om håndtering af udfordringer som f.eks. klimaændringer, kollektiv transport i byerne, forandringer inden for biovidenskab og -teknologi, videnskabelige og forskningsrelaterede aktiviteter samt innovation i EU og andre regioner.

22.

er af den opfattelse, at det med henblik på forberedelsen af den nye økonomiske, sociale og territoriale samhørighedspolitik specielt i relation til regioner med alvorlige og permanente naturlige eller demografiske handicap vil være afgørende, at man sørger for at inddrage først og fremmest de lokale og regionale myndigheder, men også erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet så tidligt som muligt i formuleringen af de nationale holdninger og prioriteter og i udarbejdelsen af dokumenter, og at man tager deres synspunkter behørigt med i betragtning;

23.

finder det hensigtsmæssigt at fortsætte den indgående undersøgelse af medlemsstaternes praksis og erfaringer med at anvende partnerskaber til at fastsætte prioriteter for lokal, regional, national og overstatslig udvikling. Evalueringer vil understøtte iværksættelsen af enklere og effektivere former for kommunikation mellem partnere på lokalt og regionalt plan;

24.

mener, at der som følge af medlemsstaternes forskellige grader af decentralisering også er forskel på, hvordan høringer og forvaltningen på projektplan foregår;

25.

anerkender på baggrund af ovenstående behovet for, at dem, som i den kommende programmeringsperiode kommer til at deltage i forvaltningen og partnerskab på nationalt og regionalt niveau i medlemsstaterne, forberedes herpå ved hjælp af afprøvede og effektive metoder for høring af partnere og civilsamfundsaktører, såsom håndbøgerne om god praksis, offentlig-private partnerskaber og samarbejde med civilsamfundsaktører i forbindelse med høringer om planlægning af den fremtidige lokal- og regionaludviklingsniveau;

26.

foreslår i overensstemmelse med Lissabon-strategiens mål om at udvikle en videnbaseret økonomi målrettede foranstaltninger for at inddrage universiteter og forskellige forsknings- og videninstitutioner samt teknologicentre i udarbejdelsen af de nationale synspunkter og dokumenterne til den nye programperiode, ikke alene på nationalt, men også på regionalt og lokalt plan;

27.

finder det bydende nødvendigt, at det som led i den overordnede indsats for at styrke den administrative kapacitet gøres til en prioritet at iværksætte målrettede foranstaltninger for at inddrage unge i de tidligste faser af udarbejdelsen, drøftelsen og planlægningen af regionaludviklingspolitikker, hvilket ville få en mærkbar og længerevarende indflydelse på gennemførelsen af EU's politikker og tilskynde de unge til at deltage aktivt i samfundslivet;

28.

anerkender, at det er nødvendigt fortsat at styrke et aktivt partnerskab (på de lokale og regionale myndigheders og ngo'ernes initiativ) i forvaltningen. Medlemsstaterne bør i den sammenhæng træffe foranstaltninger, som er tilpassede deres specifikke nationale forhold, for derved at tilskynde deres partnersammenslutninger til at organisere sig og dermed øge civilsamfundsaktørernes deltagelse og ansvarsfølelse;

29.

henstiller, at Europa-Parlamentet og Kommissionen undersøger mulighederne for at lade de nationale og/eller regionale myndigheder overvåge gennemførelsen af operationelle programmer og anvendelsen af midler under struktur- og samhørighedsfondene med det formål at føre kontrol med de afholdte udgifter og de opnåede resultater. Dette vil kunne bidrage til såvel en forenkling af procedurerne som en mindskning af de hermed forbundne omkostninger;

30.

finder det nødvendigt at udvikle institutionelle instrumenter, der skal gøre det nemmere at tilpasse horisontale og vertikale strategier. Der kunne f.eks. være platforme, regional politikforvaltning på regionalt plan, rundbordsdialoger osv., der fremmer kommunikationen inden for sektorspecifikke netværk på politisk og forvaltningsmæssigt niveau;

31.

mener, at man skal være opmærksom på den rolle, som de europæiske grupper for territorialt samarbejde spiller i forbindelse med forvaltning af regionalpolitikken, og at denne rolle bør styrkes. Disse nye grupper er ikke blot et instrument til forvaltning af fællesskabsmidlerne, men først og fremmest et redskab til at få civilsamfundet i naboregioner til at deltage i de fælles og tværgående tjenester;

32.

mener, at man i evalueringer af partnerskab inden for forvaltning og projektplanlægning i højere grad bør fokusere på kvalitative end kvantitative indikatorer. Det er derfor af afgørende betydning, at de nationale, regionale og lokale myndigheder, som deltager i forvaltningsprocessen, ikke evalueres efter samme parametre, men klassificeres efter deres kapacitet og potentielle bidrag;

33.

finder det nødvendigt — med tanke på hvor svært det er for de regionale politikere at nå ud til borgerne — at man på de forskellige niveauer udvikler de nødvendige grænseflader til forskellige sektorområder;

34.

er af den opfattelse, at en af de lokale, regionale og nationale myndigheders vigtigste opgaver består i at styrke og løbende forbedre den administrative kapacitet. Den årlige evaluering af den administrative kapacitet bør ikke betragtes som en formssag, men gøres til en resultatorienteret analyse, der skal offentliggøres og tjene som grundlag for fremtidige kapacitetsudbygninger.

35.

er overbevist om, at det bør spille en større rolle i forbindelse med udarbejdelsen, gennemførelsen og overvågningen af EU's politikker ved aktivt at inddrage udvalgets medlemmer, som repræsenterer de lokale og regionale myndigheder i den lokale og regionale dialog med borgerne og ngo'erne. Dette er en forudsætning for, at planlægningen af den regionale udvikling kan lykkes, og for at man kan opbygge og udvide forvaltnings- og kommunikationskapaciteten på lokalt og regionalt niveau, således at man kan råde bod på det forvaltningsmæssige underskud, der i EU-dokumenter ofte omtales som en hindring for udviklingen;

36.

vil hvert år udarbejde forslag til, hvordan man kan forbedre partnerskabet inden for forvaltningen på regionalt og lokalt niveau. Disse forslag vil naturligvis indgå i diskussionerne på de årlige topmøder;

37.

vil støtte de initiativer, som iværksættes af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og Kommissionen med henblik på at udvikle partnerskaber med de lokale og regionale myndigheder, ikke alene under overvågningen af politikkerne, men især også efter gennemførelsen af disse;

38.

mener, at man bør støtte partnerskaber med ngo'er og arbejdsgivere på lavere forvaltningsniveauer samt fremme og udvikle disse gennem forskellige initiativer, navnlig i planlægningsfasen og under gennemførelsen af specifikke foranstaltninger;

39.

vil planlægge og gennemføre initiativer for at udbrede bedste praksis vedrørende brug af partnerskab til at fastsætte medlemsstaternes lokale, regionale, nationale og overstatslige politiske prioriteter. De lokale myndigheder skal inddrages i kommunikationsprocessen, da de er bedst i stand til at give et billede af, hvilken rolle EU spiller i borgernes hverdag;

40.

vil tage de nødvendige skridt til at anvende mekanismerne for koordinering og gennemførelse af europæiske, nationale og regionale politikker inden for rammerne af den europæiske gruppe for territorialt samarbejde (EGTS), der, eftersom det er et middel til at skabe internationalt samarbejde på decentralt hold, ligeledes kan bruges som et værktøj til at inddrage forskellige partnergrupper mere effektivt i forvaltningen.

19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/60

—

understreger, at reduktionen af industrielle emissioner er yderst vigtig for så vidt angår luftforurening. Direktivet om industrielle emissioner udgør en vigtig foranstaltning, der sætter medlemsstaterne i stand til at opfylde deres emissionsmål inden 2020;

—

er overbevist om, at direktivet ikke er tilstrækkeligt ambitiøst for så vidt angår luftforurening, og er skuffet over de lave emissionsgrænseværdier (se bilag I) for de større forbrændingsanlæg; Regionsudvalget vil også gerne påpege, at der stadig er stor forskel på den emissionsgrænseværdi, der findes i forslaget, og den, der findes i det tilsvarende LCP BREF-dokument (referencedokument om bedst tilgængelige teknik for større forbrændingsanlæg). Disse værdier bør afstemmes og styrkes;

—

opfordrer kraftigt til indarbejdelsen af et praktisk revisionssystem, som muliggør den delvise revision af direktivet (dvs. de tekniske kapitler og emissionsgrænseværdier) gennem den fælles beslutningsprocedure. Udvalget er desuden bekymret over fremtidige tilpasninger af lovgivningen, som skal gennemføres i overensstemmelse med Sevilla-processen (se bilag I) — en lovgivningsprocedure, traktaten ikke lægger op til, og som ikke er underlagt demokratisk kontrol;

—

er stærkt uenig i Kommissionens forslag om at fastsætte kriterier for dispensation på baggrund af lokale vilkår i overensstemmelse med udvalgsproceduren (art. 16, stk. 3) af følgende årsager:

Ordfører

:

Cor LAMERS, borgmester i Houten (NL/PPE)

1.

gør opmærksom på, at lokale og regionale myndigheder i forskellige EU-medlemsstater spiller en afgørende rolle i gennemførelsen af miljø- og industripolitik og har brede kompetencer i politikker til forebyggelse og bekæmpelse af forurening;

2.

støtter kraftigt forebyggelse af forurening og forureneren-betaler-princippet og værdsætter derfor denne målsætning i direktivet om industrielle emissioner;

3.

understreger betydningen af kildebaserede foranstaltninger. Det er altafgørende, at man finder frem til, hvad der forårsager forureningen, og at man behandler emissionerne tæt ved kilden på den mest økonomiske og miljøvenlige måde;

4.

bemærker, at borgernes dagligdag i såvel by- som landområder påvirkes direkte af jordbunds-, grundvands- og luftkvaliteten. Store industrianlæg i EU udsender stadig en stor del af de vigtigste luftforurenende stoffer;

5.

konstaterer, at politikker om ren luft og rent vand har en grænseoverskridende dimension og derfor kræver en EU-indsats; hilser derfor direktivet om industrielle emissioner velkomment, da det er et middel til at mindske industriemissionerne ved kilden.

6.

er overbevist om, at forslaget indeholder foranstaltninger, som er nødvendige, og som har gode muligheder for at forbedre miljøet. I den henseende værdsætter udvalget den mere effektive anvendelse af BREF-dokumenterne (referencedokumenter om bedste tilgængelige teknik, se bilag 1), som foreslået i direktivet, da det vil føre til større miljøforbedringer;

7.

understreger, at reduktionen af industrielle emissioner er yderst vigtig for så vidt angår luftforurening. Direktivet om industrielle emissioner udgør en vigtig foranstaltning, der sætter medlemsstaterne i stand til at opfylde deres emissionsmål inden 2020. Indføjelsen af en lavere kategori af større forbrændingsanlæg på mellem 20 og 50 MW er således et vigtigt aspekt i det ny direktiv;

8.

er overbevist om, at direktivet ikke er tilstrækkeligt ambitiøst for så vidt angår luftforurening:

9.

er derfor bekymret for, at direktivet hovedsageligt medfører fordele på kort sigt. Er alvorligt bekymret over de sandsynligvist begrænsede fordele på langt sigt (se punkt 17).

10.

understreger, at IPPC-godkendelserne (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (se bilag I) fortsat bør baseres på en integreret tilgang, hvor der tages højde for miljø, produktion, tekniske muligheder, omkostningseffektivitet og ikke mindst lokale vilkår;

11.

er enig med Kommissionen i, at IPPC-direktivet på nuværende tidspunkt ikke er gennemført ordentligt i alle medlemsstater. IPPC-direktivet har været temmelig vanskeligt at gennemføre, og BREF-dokumenterne har ikke altid fundet anvendelse, hvilket også tilskrives deres tekniske og vanskelige karakter;

12.

bemærker, at tilladelser i højere grad afspejler de centraliserede og homogeniserede standarder og krav. Selvom dette synes positivt, bliver det således vanskeligere på basis af tilladelserne at gennemskue, hvad virksomhederne laver, fremstiller, behandler eller forarbejder;

13.

mener, at direktivet om industrielle emissioner, (som indeholder en revision af IPPC-direktivet), blev fremlagt blot få uger efter gennemførelsesfristen for den nuværende IPPC-lovgivning, som var den 31. oktober 2007. Med andre ord dukker revisionen op, inden den nuværende IPPC-lovgivning har haft mulighed for at bevise sin gennemførlighed og effektivitet og ikke mindst sin betydning for emissionsreduktionen.

14.

er overbevist om, at konsolideringen af syv direktiver til et enkelt direktiv er en meget ambitiøs opgave, og at en gradvis tilgang eller et rammedirektiv, der følges op med særdirektiver måske havde været at foretrække. Et rammedirektiv ville ligeledes indeholde mulighed for, at andre, analoge direktiver som f.eks. byspildevandsdirektivet kunne omfattes uden at få konsekvenser for fremtidige revisioner af rammedirektivet;

15.

går ind for bedre regulering. Kommissionens forslag om at konsolidere syv direktiver synes at passe med dette princip. Det ny direktiv forenkler til en vis grad proceduren for udstedelse af tilladelser. Udvalget mener dog, at de forskellige dele af direktivet ikke er blevet fuldstændigt konsolideret, og da der stadig findes betragtelige forskelle mellem direktivet og BREF-dokumenterne, bliver ikke alle praktiske problemer løst;

16.

sætter spørgsmålstegn ved, om nuværende inkonsekvenser og tvetydigheder i definitionerne bliver løst med dette forslag. F.eks. er det uklart, hvilken betydning den ny definition af BAT (fra bedst tilgængelige teknologi til bedst tilgængelige teknik) vil få. Det bredere perspektiv, der ligger i en teknologi i forhold til den enkelte teknik, vil passe bedre til erhvervsinvesteringer og fremme lige konkurrencevilkår og dermed føre til mere kreative løsninger på miljømæssige udfordringer;

17.

er alvorligt bekymret for de konsekvenser, konsolideringen kan have for fremtidige revisioner. Forslaget indeholder nu flere forskellige områders faglig ekspertise. Længden og navnlig kompleksiteten vil gøre det meget vanskeligt om ikke umuligt at revidere direktivet i fremtiden og tilpasse lovgivningen til fremtidige behov og den teknologiske udvikling gennem fastsættelse af mere stringente operationelle krav, som f.eks. emissionsgrænseværdier;

18.

forstår, at Kommissionen foreslår at løse problemet med vanskelige fremtidige revisioner gennem en sammenkædning af direktivet og BREF-dokumenterne. Direktivet fastsætter minimumsstandarder, som skal opfyldes og BREF-dokumenterne, som let kan revideres, vil ajourføre systemet i overensstemmelse med den teknologiske udvikling og strengere forbundne emissionsgrænseværdier (BAT-AEL se bilag I). Udvalget er alvorligt bekymret for de fremtidige forskelle, der kan opstå mellem BAT-AEL (i reviderbare BREF-dokumenter) og emissionsgrænseværdierne (i direktivet). Der er stor risiko for, at systemet bliver forældet og derfor ikke bidrager særligt meget til den fremtidige miljøudvikling;

19.

opfordrer kraftigt til indarbejdelsen af et praktisk revisionssystem, som muliggør den delvise revision af direktivet (dvs. de tekniske kapitler og emissionsgrænseværdier) gennem den fælles beslutningsprocedure. Udvalget er desuden bekymret over fremtidige tilpasninger af lovgivningen, som skal gennemføres i overensstemmelse med Sevilla-processen (se bilag I), en lovgivningsprocedure, traktaten ikke lægger op til, og som ikke er underlagt demokratisk kontrol.

20.

er tilfreds med den seneste forbedring af BREF-dokumenterne og anser dem for nyttige referencedokumenter. Størstedelen af BREF-dokumenterne foreligger imidlertid kun på engelsk, hvilket kan volde vanskeligheder for regionale og lokale myndigheder med ansvar for tilsyn og miljøtilladelser. På den baggrund anmoder Regionsudvalget om oversættelse til alle EU-sprog af de vigtigste kapitler i BREF-dokumenterne (f.eks. de kapitler, der fastsætter den bedste tilgængelige teknik (BAT, se bilag I) for en given industri);

21.

finder det uberettiget, at BREF-dokumenterne ikke anvendes oftere i EU og anbefaler, at de udnyttes bedre. Regionsudvalget går derfor ind for BREF-dokumenternes nye status og den fremtidige forpligtelse til at anvende dem i godkendelsesproceduren. Regionsudvalget fortolker BREF-dokumenternes nye status som mere bindende, eftersom disse dokumenter (som på nuværende tidspunkt blot er uforpligtende referencedokumenter, der skal konsulteres) nu i praksis bliver obligatoriske;

22.

fornemmer, at der er mulighed for forbedringer i BREF-dokumenterne. Der mangler til tider innovation og forbedring i produktionsprocessen. Eksempelvis anvender man for øjeblikket overvågning af udsving i prøveudtagninger til at straffe virksomhederne i stedet for at anvende det til tekniske forbedringer. Det andet eksempel på misforhold mellem direktivet og det tilsvarende BREF-dokument er kapitlet om flygtige organiske forbindelser. Man kan derfor frygte, at det ikke altid vil være den reneste løsning, der foretrækkes. De lokale myndigheder bør altid i videst muligt omfang arbejde for fornyelser til forbedring af det lokale miljø, og BREF-dokumenternes kvalitet bør være tilstrækkeligt høj til at kunne bistå de kompetente myndigheder hermed;

23.

er overbevist om, at BREF-dokumenternes nye status vil gøre politikken mere konsekvent for udstedelse af emissionskvoter og vil være med til at skabe lige vilkår for konkurrerende europæiske virksomheder;

24.

opfatter Sevilla-processen (se bilag 1) som en nødvendig og veletableret proces. BREF-referencedokumenterne udarbejdes og ajourføres på baggrund af møder mellem embedsmænd fra Kommissionen og eksperter fra medlemsstaterne, industrien og ngo'er. Samarbejdet mellem disse parter er afgørende for at kunne fastlægge de bedste tilgængelige teknikker og udarbejde nye eller revidere BREF-dokumenter. Derfor bør denne proces udbredes yderligere i direktivet i forhold til den nuværende situation;

25.

har bemærket, at repræsentanter fra lokale og regionale myndigheder ikke indgår i Sevilla-processen og anmoder om, at disse repræsentanter bliver indbudt til at deltage. Som bevillingsmyndighed og/eller -instans med ansvar for tilsyn ligger de regionale og lokale myndigheder inde med en stor viden om de bedste tilgængelige teknikker, og Sevilla-processen kan derfor forbedres med disse repræsentanters deltagelse;

26.

vil gerne gøre opmærksom på, at BREF-dokumenternes nye status kan få negativ indflydelse på Sevilla-processen (se bilag 1). Det vil blive en endnu større udfordring at nå til enighed, når BREF-dokumenterne skifter status, idet nogle lande, industrier og ngo'er måske vælger en mere strategisk indfaldsvinkel, når de fastlægger en ny BREF. Som følge af produktionsomkostningerne kan industrierne drage fordel af mindre innovative standarder i BREF-dokumenterne. I så fald risikerer Sevilla-processen at blive en langsommelig og uigennemsigtig politisk proces og ikke en søgen efter den bedste tilgængelige teknik;

27.

mener, at denne situation kan medføre en svækkelse af dokumenterne. Som følge heraf risikerer vi at ende med et forældet og svagt instrument, som hverken stimulerer innovationen eller forbedrer miljøkvaliteten, men faktisk svækker gennemførelsen af det ny direktiv om industrielle emissioner.