25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/1

1.

Informationssystemet for det indre marked (IMI) er et informationsteknologisk redskab, som giver kompetente myndigheder i medlemsstaterne mulighed for at udveksle oplysninger med hinanden i forbindelse med gennemførelsen af lovgivningen om det indre marked. IMI finansieres over IDABC-programmet (interoperabel levering af paneuropæiske e-forvaltningstjenester til offentlige myndigheder, virksomheder og borgere) (1).

2.

IMI er udformet som et generelt system til støtte for en lang række områder inden for lovgivningen om det indre marked, og det er meningen, at det i fremtiden også skal bruges til støtte for en række andre lovgivningsområder. IMI vil i første omgang blive brugt til støtte for bestemmelserne om gensidig bistand i direktiv 2005/36/EF (»direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer«) (2). Fra december 2009 vil IMI også blive brugt til støtte for bestemmelserne om administrativt samarbejde i direktiv 2006/123/EF (»servicedirektivet«) (3).

3.

Kommissionen anmodede i foråret 2007 Artikel 29-Gruppen om at se nærmere på IMI's indvirkning på databeskyttelse. Artikel 29-Gruppen afgav udtalelse om IMI's databeskyttelsesaspekter den 20. september 2007 (4). Artikel 29-Gruppens udtalelse støttede Kommissionens planer om at vedtage en beslutning med regler for IMI's databeskyttelsesaspekter og fastsætte et mere specifikt retsgrundlag for udvekslingen af oplysninger inden for IMI.

4.

EDPS hilser det velkommen, at Kommissionen anmodede om en udtalelse fra Artikel 29-Gruppen inden udarbejdelsen af IMI-beslutningen. EDPS deltog aktivt i arbejdet i den undergruppe, der beskæftigede sig med IMI, og støtter konklusionerne i Artikel 29-Gruppens udtalelse. Han hilser det også velkommen, at Kommissionen uformelt hørte EDPS forud for vedtagelsen af IMI-beslutningen. Dette gav mulighed for at komme med forslag allerede inden vedtagelsen, hvilket var særligt nødvendigt, eftersom der var tale om en beslutning vedtaget af Kommissionen alene og ikke om et forslag fra Kommissionen efterfulgt af en lovgivningsprocedure med deltagelse af Rådet og Europa-Parlamentet.

5.

Kommissionen vedtog den 12. december 2007 beslutning 2008/49/EF om gennemførelse af informationssystemet for det indre marked (IMI) hvad angår beskyttelse af personoplysninger (»IMI-beslutningen«). Der blev i forbindelse med beslutningen taget hensyn til nogle af EDPS' og Artikel 29-Gruppens anbefalinger. Desuden præciserede den retsgrundlaget.

6.

EDPS stiller sig generelt positivt til IMI. EDPS støtter de mål, Kommissionen søger at nå med indførelsen af et elektronisk informationsudvekslingssystem og med regler for dets databeskyttelsesaspekter. Et sådant strømlinet system vil ikke blot kunne gøre samarbejdet mere effektivt, men også hjælpe med til at sikre, at de gældende databeskyttelseslove overholdes. Dette kan ske ved hjælp af en klar ramme for, hvilke oplysninger der kan udveksles, med hvem og under hvilke betingelser.

7.

Ikke desto mindre frembyder indførelsen af et centralt elektronisk system også visse risici. De vigtigste risici er, at flere oplysninger vil kunne videregives og mere bredt end strengt nødvendigt for et effektivt samarbejde, og at oplysninger, herunder potentielt forældede og ukorrekte oplysninger, eventuelt opbevares i det elektroniske system længere end nødvendigt. Sikkerheden af en database, der er tilgængelig i 27 medlemsstater, er også et følsomt spørgsmål, da systemet kun er så sikkert som det svageste led i kæden.

8.

Det er derfor meget vigtigt, at databeskyttelsesaspekterne behandles så udtømmende og utvetydigt som muligt i en juridisk bindende fællesskabsretsakt.

9.

EDPS hilser det velkommen, at Kommissionen klart definerer og afgrænser IMI's anvendelsesområde med et bilag, der nævner de relevante fællesskabsretsakter, på grundlag af hvilke der kan finde informationsudveksling sted. Disse omfatter for øjeblikket kun direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer og servicedirektivet; IMI's anvendelsesområde forventes imidlertid at blive udvidet i fremtiden. Når der vedtages ny lovgivning, der giver mulighed for informationsudveksling ved brug af IMI, vil bilaget samtidig blive ajourført. EDPS hilser denne teknik velkommen, da den i) klart afgrænser IMI's anvendelsesområde og ii) sikrer gennemsigtighed, samtidig med at den iii) er fleksibel for det tilfælde, at IMI skal bruges til yderligere informationsudvekslinger i fremtiden. Den sikrer også, at der ikke kan finde nogen informationsudveksling sted ved brug af IMI, i) uden at der findes et passende retsgrundlag i specifik lovgivning om det indre marked, der tillader eller bemyndiger til informationsudveksling, og ii) uden at der henvises til dette retsgrundlag i bilaget til IMI-beslutningen.

10.

EDPS er imidlertid ikke tilfreds med i) valget af IMI-beslutningens retsgrundlag, der betyder, at IMI-beslutningen nu er baseret på et usikkert juridisk fundament (jf. del 2 af denne udtalelse), og ii) den omstændighed, at en række nødvendige bestemmelser med nærmere regler for IMI's databeskyttelsesaspekter ikke er med i teksten (jf. del 3 af denne udtalelse).

11.

Den løsning, Kommissionen har valgt, betyder beklageligvis i praksis, at IMI-beslutningen mod EDPS' og Artikel 29-Gruppens forventninger nu ikke indeholder et omfattende regelsæt for alle IMI's vigtige databeskyttelsesaspekter, herunder de vigtige spørgsmål om, hvordan de fælles registeransvarlige deler ansvaret for oplysningspligt og giver de registrerede ret til indsigt, eller de specifikke praktiske spørgsmål vedrørende proportionalitet. EDPS beklager også, at der ikke er noget specifikt krav om, at Kommissionen skal offentliggøre prædefinerede spørgsmål og datafelter på sit websted, hvilket ville øge gennemsigtigheden og retssikkerheden.

12.

IMI-beslutningens retsgrundlag som fastlagt i selve beslutningen er Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 2004/387/EF af 21. april 2004 om interoperabel levering af paneuropæiske e-forvaltningstjenester til offentlige myndigheder, virksomheder og borgere (»IDABC-afgørelsen«) (5), særlig artikel 4.

13.

Selve IDABC-afgørelsen er et instrument under afsnit XV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (»EF-traktaten«): transeuropæiske net. Det hedder i EF-traktatens artikel 154, at Fællesskabet skal bidrage til oprettelse og udvikling af transeuropæiske net på transport-, telekommunikations- og energiinfrastrukturområdet. Denne indsats skal tage sigte på at fremme de nationale nets indbyrdes sammenkobling og interoperabilitet samt adgangen til disse net. I artikel 155 nævnes de foranstaltninger, som Fællesskabet kan vedtage i den forbindelse. Der er tale om i) retningslinjer, ii) enhver form for aktion, som måtte være nødvendig for at sikre nettenes interoperabilitet, navnlig inden for harmonisering af tekniske standarder, og iii) støtte til projekter. IDABC-afgørelsen er baseret på artikel 156, stk. 1, der vedrører vedtagelsesproceduren.

14.

I artikel 4 i IDABC-afgørelsen hedder det bl.a., at Fællesskabet skal gennemføre projekter af fælles interesse. Disse projekter skal være nævnt i et rullende arbejdsprogram, og gennemførelsen skal være i overensstemmelse med principperne i artikel 6 og 7 i IDABC-afgørelsen. Disse principper tilskynder især til bred deltagelse, forudser en solid og upartisk procedure og tager sigte på teknisk standardisering. De tager også sigte på at sikre, at projekterne er økonomisk holdbare og gennemførlige.

15.

Som forklaret ovenfor skal IMI-systemet i første omgang bruges til udveksling af personoplysninger inden for rammerne af to direktiver:

16.

Artikel 34, stk. 1, i servicedirektivet indeholder et specifikt retsgrundlag for oprettelsen af et elektronisk system til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne som en ledsageforanstaltning i forbindelse med direktivet. Artikel 34, stk. 1, lyder således: »Kommissionen opretter i samarbejde med medlemsstaterne et elektronisk system til udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne under hensyn til eksisterende edb-systemer«.

17.

Direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer omhandler ikke noget specifikt elektronisk system til udveksling af oplysninger, men kræver klart i flere af sine bestemmelser, at der udveksles oplysninger. De relevante bestemmelser, der bemyndiger til informationsudveksling, er bl.a. artikel 56 i direktivet, der kræver, at medlemsstaternes kompetente myndigheder arbejder tæt sammen og yder hinanden bistand med henblik på at lette anvendelsen af direktivet. Det hedder i artikel 56, stk. 2, at visse følsomme oplysninger skal behandles under overholdelse af lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger. Det fastsættes også specifikt i artikel 8, at de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten kan kræve relevante oplysninger om, at tjenesteyderen er lovligt etableret, om redelig adfærd og om, at tjenesteyderen ikke har været idømt faglige disciplinære eller strafferetlige sanktioner. Endelig fastsættes det i artikel 50, stk. 2, at i tilfælde af begrundet tvivl kan værtsmedlemsstaten af de kompetente myndigheder i en medlemsstat kræve en bekræftelse af ægtheden af certifikater og uddannelsesbeviser.

18.

Beskyttelsen af personoplysninger anerkendes som en grundlæggende ret i artikel 8 i EU's charter om grundlæggende rettigheder og i retspraksis på grundlag af artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention (»EMRK«).

19.

IMI-beslutningen præciserer i artikel 1 IMI-aktørernes og IMI-brugernes funktioner, rettigheder og forpligtelser i relation til databeskyttelseskravene. EDPS forstår betragtning 7 på den måde, at IMI-beslutningen er tænkt som en præcisering af den generelle fællesskabsramme for databeskyttelse i direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001. Den beskæftiger sig specifikt med definitionen af registeransvarlige og deres ansvarsområder, dataopbevaringstid og de registreredes rettigheder. IMI-beslutningen indeholder således begrænsninger/præciseringer af de grundlæggende rettigheder, og den tager sigte på at præcisere borgernes subjektive rettigheder.

20.

På basis af retspraksis i forbindelse med EMRK skulle der ikke være nogen tvivl om den retlige status af bestemmelser om begrænsning af grundlæggende rettigheder. Sådanne bestemmelser skal fastsættes i en retsakt med hjemmel i EF-traktaten, der kan påberåbes ved en domstol. I modsat fald vil der opstå retsusikkerhed for de registrerede, eftersom de så ikke kan regne med at kunne påberåbe sig bestemmelserne ved en domstol.

21.

Spørgsmålet om retssikkerhed er så meget desto vigtigere, som det i henhold til EF-traktatsystemet hovedsagelig vil være nationale dommere, der vil få skønsbeføjelse til at afgøre, hvilken vægt de tillægger IMI-beslutningen. Dette kan føre til forskellige resultater i forskellige medlemsstater og endog inden for den enkelte medlemsstat. Denne retsusikkerhed er ikke acceptabel.

22.

Manglen på (sikkerhed for) et retsmiddel vil under alle omstændigheder være i modstrid med artikel 6 i EMRK om retten til en retfærdig rettergang og retspraksis på grundlag af denne artikel. I en sådan situation vil Fællesskabet ikke opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union (»TEU«), hvorefter EU skal respektere de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved EMRK.

23.

EDPS er dybt bekymret over, at valget af artikel 4 i IDABC-afgørelsen som retsgrundlag for IMI-beslutningen ikke består retssikkerhedsprøven som skitseret ovenfor. EDPS nævner i det følgende en række elementer, der kan rejse tvivl om, hvorvidt IMI-beslutningens retsgrundlag er det rette:

24.

IMI-beslutningen har af ovennævnte grunde brug for et solidt retsgrundlag. Der hersker alvorlig tvivl om, hvorvidt IMI-beslutningens retsgrundlag opfylder kravet om retssikkerhed. EDPS anbefaler, at Kommissionen tager retsgrundlaget op til fornyet overvejelse og finder en løsning for at afhjælpe manglerne i forbindelse med det valgte retsgrundlag, hvilket muligvis vil betyde, at IMI-beslutningen skal udskiftes med en retsakt, der opfylder kravet om retssikkerhed.

25.

Den mest hensigtsmæssige løsning i den forbindelse vil muligvis være Rådets og Europa-Parlamentets vedtagelse af en særskilt retsakt for IMI-systemet, ligesom det var tilfældet for Schengeninformationssystemet, visuminformationssystemet og andre store it-databaser.

26.

EDPS foreslår, at denne valgmulighed undersøges nærmere. Denne særskilte retsakt kan så beskæftige sig med IMI-aktørernes og IMI-brugernes funktioner, rettigheder og forpligtelser i relation til databeskyttelseskravene (genstanden for IMI-beslutningen) og også med andre krav vedrørende IMI-systemets oprettelse og drift.

27.

En anden valgmulighed kunne være at finde et retsgrundlag i de forskellige retsakter vedrørende det indre marked. For så vidt IMI-beslutningen finder anvendelse på udveksling af personoplysninger i forbindelse med servicedirektivet, bør det undersøges nærmere, om selve dette direktiv — især artikel 34 — kan udgøre det nødvendige retsgrundlag. For så vidt IMI-beslutningen finder anvendelse på udveksling af personoplysninger i forbindelse med direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer, kan en lignende fremgangsmåde benyttes. Der kan også skabes et specifikt og klart retsgrundlag ved ændring af selve direktivet.

28.

Hvad angår yderligere lovgivning om det indre marked, som i fremtiden måtte kræve informationsudveksling mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder, kan der hver gang vedtages et specifikt retsgrundlag i sådan ny særlovgivning.

29.

I denne del af udtalelsen ser EDPS på de bestemmelser i IMI-beslutningen, der vedrører IMI's databeskyttelsesaspekter. Der kan tages hensyn til EDPS' forslag i en ny retsakt, der træder i stedet for IMI-beslutningen, således som det foreslås ovenfor. Hvis der imidlertid ikke vedtages nogen ny retsakt, kan forslagene indarbejdes i selve IMI-beslutningen i forbindelse med en ændring heraf.

30.

Derudover er der visse af forslagene, som IMI-aktørerne allerede nu kan udmønte i praksis, uden at beslutningen ændres. EDPS forventer, at Kommissionen tager anbefalingerne i denne udtalelse med i sine overvejelser, i det mindste på operationelt niveau, i det omfang de vedrører Kommissionens aktiviteter i dennes egenskab af IMI-aktør, således at de bliver underlagt EDPS' tilsyn.

31.

EDPS hilser det velkommen, at Kommissionen har offentliggjort det første sæt prædefinerede spørgsmål og andre datafelter på IMI's websted. Disse vedrører udveksling af oplysninger i henhold til direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer.

32.

For at gøre denne gode praksis til en klar forpligtelse for Kommissionen og dermed sikre og yderligere forbedre gennemsigtigheden anbefaler EDPS, at en IMI-retsakt giver Kommissionen pligt til at offentliggøre de prædefinerede spørgsmål og andre datafelter på IMI's websted.

33.

Hvad angår proportionalitet bør det præciseres i en IMI-retsakt, at de prædefinerede spørgsmål og andre datafelter skal være hensigtsmæssige, relevante og ikke overdrevne. Derudover har EDPS to specifikke anbefalinger angående proportionalitet:

34.

Fordelingen af ansvarsområder i artikel 3 i IMI-beslutningen er uklar og tvetydig. EDPS erkender, at det måske ikke er muligt at nævne hver enkelt behandling udtrykkeligt i IMI-beslutningen og tildele Kommissionen eller en bestemt kompetent myndighed i en bestemt medlemsstat ansvaret herfor. Men IMI-beslutningen burde i det mindste have indeholdt visse retningslinjer for en registeransvarligs vigtigste databeskyttelsesforpligtelser.

35.

EDPS anbefaler især at præcisere følgende i en IMI-retsakt:

36.

EDPS anbefaler, at der indsættes en ny passage i en IMI-retsakt om fordeling af ansvaret for oplysning mellem de fælles registeransvarlige efter en »lagdelt« tilgang. Teksten bør navnlig præcisere følgende:

37.

EDPS anbefaler også at indsætte en ny passage for at:

38.

Det bør endvidere præciseres, at Kommissionen kun kan give indsigt i oplysninger, som den selv har legitim adgang til. Kommissionen vil derfor ikke være forpligtet til at give indsigt i informationsudvekslingen mellem kompetente myndigheder. Hvis en registreret alligevel henvender sig til Kommissionen med en sådan anmodning, skal Kommissionen snarest muligt henvise den registrerede til de myndigheder, der har adgang til oplysningerne, og oplyse den registrerede herom.

39.

Ifølge artikel 4, stk. 1, i IMI-beslutningen skal oplysninger opbevares i en periode på seks måneder, efter at informationsudvekslingen er »formelt afsluttet«.

40.

EDPS har forståelse for, at de kompetente myndigheder eventuelt har brug for en vis fleksibilitet i forbindelse med opbevaringen af oplysninger, da der efter det oprindelige spørgsmål og svar kan være opfølgningsspørgsmål vedrørende den samme sag mellem de kompetente myndigheder. Under udarbejdelsen af Artikel 29-Gruppens udtalelse forklarede Kommissionen således, at de administrative procedurer, hvor der kan være brug for informationsudveksling, sædvanligvis afsluttes i løbet af et par måneder, og at formålet med en opbevaringsperiode på seks måneder er at tillade fleksibilitet i tilfælde af eventuelle uforudsete forsinkelser.

41.

Når det er sagt og på basis af Kommissionens forklaringer, tvivler EDPS på, at der skulle være en legitim grund til at opbevare oplysningerne i IMI i yderligere seks måneder efter den formelle afslutning af en informationsudveksling. EDPS anbefaler derfor, at seksmånedersfristen for automatisk sletning starter på den dato, hvor den anmodende myndighed første gang kontakter den anden myndighed som led i en konkret informationsudveksling. Det vil være bedre at fastsætte datoen for automatisk sletning alt efter de forskellige typer informationsudveksling (idet fristerne altid skal tælle fra påbegyndelsen af udvekslingen). Mens en opbevaringsperiode på seks måneder f.eks. kan være hensigtsmæssig for så vidt angår informationsudvekslinger i forbindelse med direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer, er den samme periode ikke nødvendigvis hensigtsmæssig for så vidt angår andre informationsudvekslinger i forbindelse med fremtidig lovgivning om det indre marked.

42.

EDPS tilføjer også, at hvis der ikke tages hensyn til hans anbefalinger, bør det som et absolut minimum afklares, hvad der forstås ved »formel afslutning« af en informationsudveksling. Det skal især sikres, at ingen oplysninger kan opbevares i databasen længere end nødvendigt, bare fordi en kompetent myndighed undlader at »afslutte sagen«.

43.

EDPS anbefaler endvidere at vende om på logikken sletning-opbevaring i artikel 4, stk. 2. Kommissionen bør under alle omstændigheder efterkomme anmodninger om sletning inden ti arbejdstage, uanset om den anden kompetente myndighed i informationsudvekslingen ønsker at opbevare oplysningerne i IMI. Der bør imidlertid være en automatisk mekanisme, der underretter denne anden kompetente myndighed, så den ikke mister oplysningerne, og så den, hvis den ønsker det, kan downloade eller printe oplysningerne og lagre dem til eget formål uden for IMI under iagttagelse af sine egne databeskyttelsesregler. En underretningsperiode på ti dage forekommer at være rimelig, både som en minimumsfrist og en maksimumsfrist. Kommissionen bør kun være i stand til at slette oplysninger før udløbet af denne frist på ti dage, hvis begge myndigheder bekræfter, at de ønsker oplysningerne slettet.

44.

EDPS anbefaler også at præcisere, at sikkerhedsforanstaltninger — uanset om de træffes af Kommissionen eller de kompetente myndigheder — bør træffes i overensstemmelse med bedste praksis i medlemsstaterne.

45.

Da informationsudvekslinger i forbindelse med IMI er underlagt en lang række nationale databeskyttelseslove og en lang række nationale databeskyttelsesmyndigheders tilsyn (ud over at de er omfattet af forordning (EF) nr. 45/2001 og EDPS' tilsynsbeføjelser for så vidt angår visse aspekter af behandlingen), anbefaler EDPS, at en IMI-retsakt også indeholder klare bestemmelser, der letter de forskellige involverede databeskyttelsesmyndigheders fælles tilsyn med IMI. Det fælles tilsyn bør følge samme model som i retsakterne om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) (8)

46.

EDPS støtter de mål, Kommissionen søger at nå med indførelsen af et elektronisk informationsudvekslingssystem og med regler for dets databeskyttelsesaspekter.

47.

IMI-beslutningen har af ovennævnte grunde brug for et solidt retsgrundlag. EDPS anbefaler, at Kommissionen tager sit valg af retsgrundlag op til fornyet overvejelse og finder en løsning for at afhjælpe manglerne i forbindelse med det valgte retsgrundlag, hvilket muligvis vil betyde, at IMI-beslutningen skal udskiftes med en retsakt, der opfylder kravet om retssikkerhed.

48.

Som den i sidste ende mest solide løsning foreslår EDPS at undersøge muligheden for Rådets og Europa-Parlamentets vedtagelse af en særskilt retsakt for IMI-systemet, ligesom det var tilfældet for Schengeninformationssystemet, visuminformationssystemet og andre store it-databaser.

49.

Alternativt kan det undersøges, om artikel 34 i servicedirektivet og lignende fremtidige bestemmelser for så vidt angår anden lovgivning om det indre marked kan bruges som det nødvendige retsgrundlag.

50.

Herudover indeholder udtalelsen en række forslag angående de bestemmelser om IMI's databeskyttelsesaspekter, som skal indarbejdes i en ny retsakt, der træder i stedet for IMI-beslutningen, jf. ovenfor, eller som skal indarbejdes i selve IMI-beslutningen, der skal ændres, hvis der ikke vedtages nogen ny retsakt.

51.

Der er mange af forslagene, som IMI-aktørerne allerede nu kan udmønte i praksis, uden at beslutningen ændres. EDPS forventer, at Kommissionen så vidt muligt tager anbefalingerne i denne udtalelse med i sine overvejelser, i det mindste på operationelt niveau, i det omfang de vedrører Kommissionens aktiviteter i dennes egenskab af IMI-aktør.

52.

Der tænkes her på anbefalingerne vedrørende gennemsigtighed og proportionalitet, fælles registeransvar og fordeling af ansvarsområderne, underretning af de registrerede, ret til indsigt, indsigelse og berigtigelse, opbevaring af oplysninger, sikkerhedsforanstaltninger og fælles tilsyn.

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/8

1.

Den globale finanskrise har taget markant til i styrke og har nu fået alvorlige indvirkninger på EU's banksektor. Ud over de specifikke problemer, der navnlig er forbundet med det amerikanske realkreditmarked og realkreditbaserede aktiver eller med tab, der skyldes enkelte bankers alt for risikofyldte dispositioner, har man i de seneste uger oplevet en generel svækkelse af tilliden inden for banksektoren. Den udbredte usikkerhed om kreditrisikoen i enkelte pengeinstitutter har resulteret i, at bankerne ikke længere er indstillet på at låne ud til hinanden, hvilket generelt gør det stadigt vanskeligere for bankerne at skaffe sig likviditet.

2.

Den aktuelle situation udgør en eksistenstrussel for pengeinstitutter med problemer, som skyldes deres særlige forretningsmodel eller forretningspraksis, hvis svagheder nu træder tydeligt frem og forværres af krisen på finansmarkederne. Hvis sådanne pengeinstitutter igen skal kunne blive rentable på lang sigt og undgå afvikling, er de nødt til at gennemføre en gennemgribende omstrukturering af deres aktiviteter. I den nuværende situation rammer krisen også pengeinstitutter, der er fundamentalt sunde, og hvis vanskeligheder udelukkende beror på de generelle markedsforhold, der har gjort det betydeligt vanskeligere at tilvejebringe likviditet. For at genoprette disse pengeinstitutters rentabilitet på lang sigt kan det være tilstrækkeligt med mindre vidtgående omstruktureringer. Under alle omstændigheder kan de foranstaltninger, der træffes af en medlemsstat for at støtte (visse) pengeinstitutter, der opererer på dets nationale finansmarked, begunstige de pågældende pengeinstitutter på bekostning af andre, der opererer i samme medlemsstat eller i andre medlemsstater.

3.

På ØKOFIN-mødet den 7. oktober 2008 vedtog Rådet en række konklusioner, hvori det påtog sig at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at styrke banksystemets sundhed og stabilitet for derigennem at få genskabt tilliden på markedet og bringe finanssektoren til at fungere igen. At få tilført ny kapital til sårbare, systemrelevante pengeinstitutter blev anerkendt som et af midlerne til at sikre indskydernes interesser og styrke stabiliteten i systemet. Desuden enedes man om, at beslutningerne om statslige indgreb skal træffes på nationalt plan, men inden for samordnede rammer og på grundlag af en række fælles EU-principper (1). Ved samme lejlighed lovede Kommissionen hurtigt at udsende retningslinjer om hovedprincipperne for vurderingen af, om rekapitaliserings- og garantiordninger kan anses for at være forenelige med fællesmarkedet, og for vurdering af sådanne konkrete ordninger.

4.

I betragtning af det omfang, krisen har fået i dag, hvor den også rammer fundamentalt sunde banker, og under hensyn til den høje grad af integration og indbyrdes afhængighed mellem de europæiske finansmarkeder samt de dramatiske virkninger, som systemrelevante pengeinstitutters konkurs ville få i form af en yderligere forværring af krisen, anerkender Kommissionen, at medlemsstaterne kan finde det nødvendigt at træffe passende foranstaltninger for at sikre stabiliteten i det finansielle system. Da de aktuelle problemer i finanssektoren er af en særlig karakter, kan det være nødvendigt, at sådanne foranstaltninger ikke kun tager sigte på stabilisering af individuelle pengeinstitutter, men også omfatter generelle ordninger.

5.

Ved anvendelsen af statsstøttereglerne på de foranstaltninger, der træffes for at imødegå krisen på finansmarkederne, må der tages behørigt hensyn til de ekstraordinære omstændigheder, der i øjeblikket gør sig gældende, men Kommissionen er nødt til at sikre, at sådanne foranstaltninger ikke skaber unødige konkurrencefordrejninger mellem pengeinstitutterne på markedet eller giver anledning til negative følgevirkninger i andre medlemsstater. Formålet med denne meddelelse er at redegøre for de kriterier, der er relevante ved vurderingen af, om generelle ordninger såvel som anvendelse af sådanne ordninger i enkelttilfælde og systemrelevante ad hoc-tilfælde kan anses for forenelige med traktaten. Ved anvendelsen af disse kriterier på foranstaltninger truffet af medlemsstaterne vil Kommissionen handle så hurtigt som muligt af hensyn til den retlige sikkerhed og for at genoprette tilliden på finansmarkederne.

6.

Statsstøtte til kriseramte individuelle virksomheder vurderes normalt efter traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), samt Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (2) (»rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte«), som indeholder Kommissionens redegørelse for, hvordan den anvender traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), på denne form for støtte. Rammebestemmelserne er generelle, men indeholder en række specifikke kriterier for finanssektoren.

7.

Desuden kan Kommissionen i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), godkende statsstøtte til at »afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi«.

8.

Kommissionen bekræfter i overensstemmelse med retspraksis og sin egen beslutningspraksis (3), at traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), skal fortolkes restriktivt med hensyn til, hvad der kan betragtes som en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.

9.

I lyset af den alvorlige karakter, som den aktuelle krise på finansmarkederne har fået, og dens mulige virkninger for medlemsstaternes samlede økonomi, finder Kommissionen, at der under de nuværende omstændigheder kan gøres brug af artikel 87, stk. 3, litra b), som hjemmel for støtteforanstaltninger, der træffes for at imødegå denne systemiske krise. Det gælder i særdeleshed for støtte, der ydes gennem en generel ordning, som er åben for adskillige eller alle pengeinstitutter i en medlemsstat. Såfremt medlemsstaternes myndigheder med ansvar for finansiel stabilitet over for Kommissionen erklærer, at der er risiko for en sådan alvorlig forstyrrelse, vil det være af særlig relevans for Kommissionens vurdering.

10.

Ad hoc-foranstaltninger truffet af medlemsstaterne er ikke undtaget, når kriterierne i artikel 87, stk. 3, litra b), er opfyldt. Er der tale om såvel ordninger som ad hoc-foranstaltninger, bør vurderingen foretages på grundlag af de generelle principper i rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte, som er vedtaget i medfør af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), men de aktuelle omstændigheder kan begrunde ekstraordinære foranstaltninger, såsom strukturelle hjælpeforanstaltninger, beskyttelse af bl.a. kreditorers rettigheder og redningsforanstaltninger, der potentielt vil kunne have en varighed på over 6 måneder.

11.

Det bør dog understreges, at ovennævnte betragtninger indebærer, at artikel 87, stk. 3, litra b), principielt ikke kan bringes i anvendelse i krisesituationer i andre sektorer, hvor der ikke er lige så stor risiko for umiddelbare indvirkninger på en medlemsstats økonomi som helhed. For finanssektorens vedkommende kan denne bestemmelse kun påberåbes i virkelig ekstraordinære situationer, hvor der er risiko for, at finansmarkederne helt ophører med at fungere.

12.

Når der foreligger en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi som beskrevet ovenfor, kan artikel 87, stk. 3, litra b), ikke anvendes på ubestemt tid, men kun så længe krisesituationen begrunder det.

13.

Det indebærer, at det er nødvendigt at tage alle generelle ordninger, der indføres med hjemmel heri, f.eks. i form af en garanti- eller rekapitaliseringsordning, op til fornyet overvejelse med jævne mellemrum, og at de afskaffes, så snart den økonomiske situation i den pågældende medlemsstat åbner mulighed herfor. Kommissionen anerkender, at det ikke i øjeblikket er muligt at forudse, hvor længe de aktuelle ekstraordinære problemer på finansmarkederne vil vare ved, og at det for at genoprette tilliden kan være nødvendigt at udsende et signal om, at ordningen vil vedblive med at være i kraft, så længe krisen består, men det er Kommissionens opfattelse, at det for at en generel ordning kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet, må kræves, at medlemsstaten mindst hver sjette måned tager den op til revision og rapporterer til Kommissionen om udfaldet af denne revision.

14.

Desuden finder Kommissionen, at pengeinstitutter, der har likviditetsproblemer, men som i øvrigt uden de aktuelle ekstraordinære omstændigheder ville være fundamentalt sunde, bør behandles anderledes end pengeinstitutter med internt betingede problemer. For de første pengeinstitutters vedkommende er rentabilitetsproblemerne en følge af eksterne faktorer, og beror på den aktuelle ekstreme situation på finansmarkedet og ikke på manglende effektivitet eller risikofyldte dispositioner. De konkurrencefordrejninger, som ordninger til støtte for disse pengeinstitutter afføder, vil derfor normalt være af mere begrænset karakter og ikke kræve så omfattende omstrukturering. Derimod vil andre pengeinstitutter, som kan antages at blive særligt ramt af tab forårsaget af f.eks. manglende effektivitet, ringe risikostyring af aktiver eller risikofyldte strategier, falde ind under de normale rammer for redningsstøtte og i særdeleshed have behov for en gennemgribende omstrukturering såvel som kompenserende foranstaltninger, der kan begrænse konkurrencefordrejningerne (4). I alle tilfælde gælder imidlertid, at uden passende sikkerhedsforanstaltninger kan iværksættelsen af garanti- og rekapitaliseringsordninger resultere i betydelige konkurrencefordrejninger, fordi de kan give de pågældende pengeinstitutter urimelige fordele på bekostning af deres konkurrenter eller forværre likviditetsproblemerne i pengeinstitutter i andre medlemsstater.

15.

I overensstemmelse med de generelle principper, der ligger til grund for traktatens statsstøtteregler, og som indebærer, at enhver støtte, der ydes, ikke må overstige, hvad der er strengt nødvendigt for at nå det legitime mål, der tilsigtes med støtten, og hvorefter konkurrencefordrejninger skal undgås eller minimeres mest muligt, og henset til de aktuelle omstændigheder, skal alle generelle støtteforanstaltninger være:

16.

At hensyn til det indre markeds funktion er det nødvendigt, at disse kriterier opfyldelse i overensstemmelse med statsstøttereglerne og de grundlæggende frihedsrettigheder i traktaten, herunder forbuddet mod diskrimination. Ved vurderingen vil Kommissionen tage hensyn til følgende kriterier, når den skal afgøre om de nedennævnte former for statsstøtteforanstaltninger er forenelige med fællesmarkedet.

17.

De ovennævnte principper indebærer, at der må anlægges følgende betragtninger med hensyn til garantiordninger til dækning af pengeinstitutters forpligtelser, som er indført gennem erklæring, ved lov eller aftale, idet det understreges, at disse betragtninger er af generel karakter og skal tilpasses de særlige forhold, der gør sig gældende i det konkrete tilfælde.

18.

Der kan opstå betydelige konkurrencefordrejninger, såfremt visse markedsaktører udelukkes fra de fordele, de er forbundet med garantien. De kriterier, der gælder for et pengeinstituts adgang til at indtræde i garantiordningen, skal være objektive, tage behørigt hensyn til pengeinstituttets rolle i det relevante banksystem og den samlede økonomi, og de må ikke være diskriminerende, således at urimelige fordrejninger på nabomarkeder og det indre marked som helhed undgås. Forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet indebærer, at alle pengeinstitutter, der er etableret i den pågældende medlemsstat, herunder datterselskaber, og som har betydelige aktiviteter i denne medlemsstat, bør have adgang til ordningen.

19.

Under de aktuelle ekstraordinære omstændigheder kan det være nødvendigt at give indskydere i pengeinstitutter sikkerhed for, at de ikke kommer til at lide tab, for derigennem at mindske risikoen for et stormløb på bankerne og uheldige afsmitningsvirkninger for sunde banker. I princippet kan det i forbindelse med en systemisk krise være berettiget, at der tilvejebringes generelle garantier, der dækker detailindskud (og detailtilgodehavender).

20.

For garantier, der dækker andet og mere end detailindskud, gælder, at de former for tilgodehavender og forpligtelser, garantien dækker, i videst mulige omfang skal være afpasset efter den konkrete årsag til problemerne og være begrænset til, hvad der kan anses for at være nødvendigt for at imødegå det konkrete aspekt ved den aktuelle finanskrise, idet de i modsat fald kunne forsinke den nødvendige tilpasningsproces og resultere i risiko for letsindig adfærd (5).

21.

Ved anvendelsen af dette princip kan den manglende likviditet på markedet for udlån mellem banker, der er en følge af udhulingen af pengeinstitutternes tillid til hinanden, også begrunde, at visse former for engrosindskud og endog kort- og mellemfristede gældsinstrumenter dækkes, for så vidt som sådanne forpligtelser ikke allerede i tilstrækkeligt omfang er dækket af eksisterende investorordninger m.v. (6).

22.

Udvidelsen af garantidækningen til at omfatte andre end disse relativt bredt definerede forpligtelser ville kræve en nøjere granskning af begrundelsen for en sådan udvidelse.

23.

Sådanne garantiordninger bør i princippet ikke omfatte efterstillet gæld (»tier 2 capital«) eller dække alle former for forpligtelser, da det kunne resultere i, at de derigennem blot kom til at tilgodese aktionærers og andre risikokapitalinvestorers interesser. For ordninger, der dækker sådanne forpligtelser og derved åbner mulighed for kapitaludvidelser og øget långivning, kan det være nødvendigt at indføre særlige restriktioner.

24.

Varigheden og omfanget af enhver garantiordning, der ikke udelukkende dækker detailindskud, skal være begrænset til det nødvendige minimum. I overensstemmelse med de ovenstående almindelige principper finder Kommissionen i betragtning af usikkerheden om, hvor længe de aktuelle fundamentale funktionssvigt på finansmarkederne vil vare ved, at det er en forudsætning for en generel garantiordnings forenelighed med fællesmarkedet, at medlemsstaten hver sjette måned tager ordningen op til fornyet overvejelse, som omfatter en vurdering af ordningens fortsatte berettigelse og det eventuelle behov for tilpasninger af ordningen i lyset af udviklingen på finansmarkederne. Resultaterne af denne revision skal meddeles Kommissionen. Når der er sikkerhed for en sådan regelmæssig fornyet overvejelse, vil ordningen i princippet kunne godkendes for mere end seks måneder og op til to år. Hvis Kommissionen godkender det, er der mulighed for en yderligere forlængelse, så længe krisen på finansmarkedet gør det nødvendigt. Såfremt garantiordningen åbner mulighed for en fortsat dækning af de relevante forpligtelser frem til en forfaldsdato, der ligger efter garantiperiodens udløb, vil det være nødvendigt at indføre yderligere sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre urimelige konkurrencefordrejninger. De kan bl.a. bestå i en afkortning af garantiperioden i forhold til, hvad der i princippet er tilladt ifølge denne meddelelse, prisrestriktioner og kvantitative begrænsninger af de forpligtelser, der er dækket.

25.

I overensstemmelse med det generelle statsstøtteprincip om, at støttens størrelse og intensitet skal være begrænset til det absolutte minimum, skal medlemsstaterne sørge for, at de omfattede pengeinstitutter og/eller sektoren bidrager til at dække omkostningerne ved garantien og, hvis det bliver nødvendigt, omkostningerne ved statens indtræden, hvis garantien bliver udløst.

26.

Dette bidrags nøjagtige beregning og sammensætning afhænger af de konkrete omstændigheder. Det er Kommissionens opfattelse, at en passende kombination af nogle eller alle følgende elementer (7) opfylder kravet om, at støtten holdes nede på et minimum:

27.

I betragtning af den iboende risiko for, at en garantiordning vil få negative indvirkninger på banker, som ikke er omfattet af garantiordningen, herunder banker i andre medlemsstater, skal ordningen indeholde egnede mekanismer, der mest muligt begrænser sådanne fordrejninger og risikoen for misbrug af de fordele, statsgarantien er forbundet med. Sådanne sikkerhedsforanstaltninger, der også er vigtige for at afværge en risiko for letsindig adfærd, bør omfatte en passende kombination af alle eller nogle af følgende elementer (9):

28.

For i videst mulig omfang at forhindre konkurrencefordrejninger skal en generel garantiordning efter Kommissionens opfattelse betragtes som en midlertidig nødforanstaltning til imødegåelse af de akutte symptomer af den aktuelle krise på finansmarkederne. Derfor kan disse foranstaltninger per definition ikke udgøre nogen færdigsyet løsning på de problemer, der er årsag til denne krise, og som hænger sammen med strukturelle funktionssvigt i finansmarkedernes organisation eller konkrete problemer i visse pengeinstitutter eller en kombination af begge.

29.

En garantiordning må derfor rettidigt følges op af de nødvendige tilpasningsforanstaltninger for hele sektoren og/eller af en omstrukturering eller afvikling af enkelte pengeinstitutter, navnlig institutter, for hvilke garantien er blevet udløst.

30.

I de tilfælde, hvor garantiordningen udløses for et pengeinstitut, må det kræves, at denne redningsforanstaltning, der tager sigte på at holde det insolvente institut gående og forårsager yderligere konkurrencefordrejninger ud over dem, som den generelle indførelse af ordningen afføder, så snart situationen på finansmarkedet åbner mulighed herfor, følges op med, at der tages skridt til at omstrukturere eller afvikle pengeinstituttet. Det indebærer, at der for pengeinstitutter, for hvilke garantien er blevet udløst, skal foretages anmeldelse af en omstrukturerings- eller afviklingsplan, som Kommissionen vil vurdere særskilt i relation til foreneligheden med statsstøttereglerne (12).

31.

I sin vurdering af en omstruktureringsplan vil Kommissionen lade sig lede af kravene om:

32.

I sin vurdering kan Kommissionen støtte sig på sine hidtidige erfaringer fra anvendelsen af statsstøttereglerne på pengeinstitutter, idet der tages hensyn til, at der foreligger en særlig situation på grund af en krise, der har nået et sådant omfang, at der er tale om en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.

33.

Kommissionen vil også tage hensyn til den sondring, der må foretages mellem støtte, der nødvendiggøres af de aktuelle flaskehalse i adgangen til likviditet for i øvrigt fundamentalt sunde pengeinstitutter, og den støtte, der ydes til pengeinstitutter, som derudover også er ramt af strukturelle solvensproblemer, der f.eks. beror på deres særlige forretningsmodel eller investeringsstrategi. Støtte til den sidstnævnte kategori af pengeinstitutter vil i princippet kunne rejse større problemer.

34.

En anden systemisk foranstaltning til imødegåelse af den aktuelle finanskrise kan være at indføre en rekapitaliseringsordning til støtte for pengeinstitutter, der er fundamentalt sunde, men kan være nødlidende på grund af den ekstreme situation på finansmarkederne. Målet vil være at tilvejebringe offentlige midler, der direkte kan styrke pengeinstitutternes kapitalgrundlag, eller på anden vis lette en kapitaltilførsel, således at negative systemiske følgevirkninger undgås.

35.

I princippet finder de ovenstående betragtninger om generelle garantiordninger med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på rekapitaliseringsordninger. Det gælder, hvad angår:

36.

Rekapitaliseringsordningers særlige karakter giver anledning til følgende betragtninger.

37.

Afgørelsen af, hvilke pengeinstitutter der kan deltage i ordningen, bør være baseret på objektive kriterier, såsom behovet for at sikre et tilstrækkeligt kapitalgrundlag i forhold til solvenskravene, som ikke fører til urimelig særbehandling. Finanstilsynsmyndighedernes vurdering af, at der er et behov, vil være et positivt element.

38.

Kapitalindsprøjtningen skal være begrænset til det nødvendige minimum og må ikke sætte pengeinstituttet i stand til at slå ind på en aggressiv markedsføring eller udvide sine aktiviteter eller tage andre skridt, der ville føre til uforholdsmæssige konkurrencefordrejninger. I den forbindelse vil Kommissionen anlægge en positiv vurdering af, at der fastholdes strengere mindstesolvenskrav og/eller at kapitaltilførslen begrænses til balancesummen. De deltagende pengeinstitutter bør med deres egne midler, herunder private midler, yde det størst mulige bidrag i lyset af den aktuelle krise (14).

39.

Ved kapitaltilførsler til pengeinstitutter skal det sikres, at støttebeløbet begrænses mest muligt. Alt efter hvilken måde kapitaltilførslen foregår på (f.eks. aktier, warrants, efterstillet kapital …), bør medlemsstaten i princippet opnå rettigheder, hvis værdi svarer til det det bidrag, den har ydet til rekapitaliseringen. Udstedelseskursen på nye aktier skal fastsættes på grundlag af en markedsorienteret vurdering. For at sikre, at den offentlige støtte kun ydes mod en passende modydelse, vil Kommissionen se positivt på f.eks. præferenceaktier, der giver et passende afkast. Alternativt kunne det overvejes at indføre klausuler om tilbagebetaling.

40.

Tilsvarende betragtninger gælder for andre foranstaltninger og ordninger, der tager sigte på at angribe problemet på pengeinstitutternes aktivside, og som bidrager til at styrke instituttets kapitalgrundlag. I særdeleshed gælder, at hvis en medlemsstat køber eller bytter aktiver, skal det ske på grundlag af en vurdering, der afspejler aktivernes underliggende risiko, og uden nogen diskrimination i relation til sælgerne.

41.

Støtteordningens godkendelse fritager ikke medlemsstaten fra pligten til hvert halvår at indsende en rapport til Kommissionen om ordningens anvendelse samt senest seks måneder efter datoen for støttens ydelse at indsende planer for de pengeinstitutter, der deltager i ordningen (15).

42.

Ligesom for garantiordningers vedkommende, men under hensyntagen til rekapitaliseringsforanstaltningers irreversible karakter, vil Kommissionen i sin vurdering af sådanne planer se på, om der er sammenhæng mellem de samlede resultater af den rekapitalisering, der er foregået under ordningen, og en rekapitaliseringsforanstaltning truffet uden for rammerne af en sådan ordning i overensstemmelse med principperne i rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte, under hensyn til den særlige situation affødt af den systemiske krise på finansmarkederne.

43.

På baggrund af den aktuelle finanskrise vil medlemsstaterne måske også ønske at gennemføre en kontrolleret afvikling af visse pengeinstitutter inden for deres jurisdiktion. En sådan kontrolleret afvikling vil, eventuelt kombineret med en tilførsel af offentlige midler, kunne iværksættes i individuelle tilfælde, enten som det næste skridt efter ydelse af redningsstøtte til et pengeinstitut, når det bliver klart, at en omstrukturering ikke vil lykkes, eller som én enkeltstående foranstaltning. En kontrolleret afvikling kan også indgå som led i en generel garantiordning, f.eks. når en medlemsstat iværksætter en afvikling af pengeinstitutter, for hvilke garantien er blevet udløst.

44.

Også her følger vurderingen af en sådan ordning og af individuelle afviklingsforanstaltninger iværksat under en sådan ordning med de fornødne tilpasninger de samme principper som anført ovenfor for garantiordninger.

45.

Afviklingsforanstaltningens særlige karakter giver anledning til følgende betragtninger.

46.

I forbindelse med afviklingen må man være særlig opmærksom på nødvendigheden af at reducere enhver risiko for letsindig adfærd, bl.a. ved at udelukke aktionærer og eventuelt visse typer kreditorer fra at modtage nogen støtte i forbindelse med den kontrollerede afvikling.

47.

For at undgå uforholdsmæssige konkurrencefordrejninger bør afviklingsfasens varighed begrænses til den tid, der er strengt nødvendig for en velordnet afvikling af pengeinstituttet. Så længe pengeinstituttet fortsætter med at operere, må det ikke gå ind i nogen ny aktivitet, men blot videreføre de hidtidige. Banklicensen bør inddrages snarest muligt.

48.

I forbindelse med kravet om, at støtten skal holdes nede på det niveau, der er strengt nødvendigt for at nå det tilsigtede mål, må der også tages hensyn til, at det for at sikre finansiel stabilitet i den aktuelle krisesituation kan være nødvendigt at indfri visse kreditorers tilgodehavender gennem støtteforanstaltninger. De kriterier, der opstilles for afgørelsen af, hvilke typer tilgodehavender der skal indfris, bør være baseret på de samme regler som dem, der gælder for forpligtelser dækket af en garantiordning.

49.

For at sikre, at der ikke bliver ydet nogen støtte til køberne af pengeinstituttet eller dele af det eller til de dele, der afhændes, er det vigtigt, at visse vilkår for salget overholdes. Kommissionen vil i sin vurdering af, om der foreligger statsstøtte, lægge følgende kriterier til grund:

50.

Hvis det efter disse kriterier fastslås, at der er ydet støtte til køberne eller til de afhændede dele, vil denne støttes forenelighed skulle vurderes særskilt.

51.

For at imødegå akutte likviditetsproblemer i nogle pengeinstitutter vil medlemsstaterne måske ønske at følge garanti- eller rekapitaliseringsordninger op med supplerende likviditetsbistand, ved hjælp af offentlige midler (herunder midler fra centralbanken). Kommissionen har allerede slået fast, at når en medlemsstat/centralbank reagerer på en bankkrise ikke med selektive foranstaltninger til fordel for bestemte banker, men derimod med generelle foranstaltninger, som alle sammenlignelige aktører på markedet kan få adgang til (f.eks. lån til hele markedet på lige vilkår), falder sådanne generelle foranstaltninger ofte uden for statsstøttereglernes rammer og vil ikke skulle anmeldes til Kommissionen. Kommissionen finder f.eks., at centralbankers pengepolitiske aktiviteter, såsom open market-operationer og stående faciliteter, ikke falder ind under statsstøttereglerne. Under særlige omstændigheder vil øremærket støtte til et bestemt pengeinstitut måske heller ikke blive betragtet som statsstøtte. Kommissionen finder (16), at når centralbanker stiller midler til rådighed for et pengeinstitut i et sådant tilfælde, er der muligvis ikke tale om statsstøtte, når bl.a. følgende betingelser er opfyldt:

52.

Kommissionen finder, at hvis en ordning med likviditetsbistand med offentlige midler (herunder fra centralbanken) udgør statsstøtte, vil den under de nuværende ekstraordinære omstændigheder kunne være forenelig med fællesmarkedet efter principperne i rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte. Forudsat at der er sikkerhed for, at en sådan likviditetsordning tages op til revision hver sjette måned (17), vil ordningen kunne godkendes for et længere tidsrum end seks måneder, i princippet for op til to år. Efter Kommissionens godkendelse vil ordningen kunne forlænges yderligere, hvis krisen på finansmarkederne gør det nødvendigt.

53.

Ved anvendelsen af statsstøttereglerne på de foranstaltninger, denne meddelelse omhandler, under hensyntagen til de aktuelle forhold på finansmarkederne bør Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne både sikre, at disse foranstaltninger er udformet således, at det tilsigtede mål nås, og at de konkurrencefordrejninger, de afføder både i medlemsstaterne og mellem dem indbyrdes, holdes på et minimum. For at lette dette samarbejde og give såvel medlemsstaterne som tredjemand den fornødne retlige sikkerhed i relation til de trufne foranstaltningers forenelighed med traktaten (hvilket er vigtigt for genoprettelsen af tilliden til markederne), er det yderst vigtigt, at medlemsstaterne underretter Kommissionen om deres planer om at indføre sådanne foranstaltninger og anmelder dem så udførligt og tidligt som muligt, under alle omstændigheder før foranstaltningen gennemføres. Kommissionen har taget skridt til at sikre, at når der foreligger en fuldstændig anmeldelse, vil beslutningen blive truffet hurtigt, om fornødent inden for 24 timer eller i løbet af en weekend.

—

indgreb bør foretages rettidigt og bør i princippet være midlertidige

—

medlemsstaterne er opmærksomme på skatteydernes interesser

—

indgrebets konsekvenser bør bæres af de eksisterende aktionærer

—

medlemsstaterne bør være i stand til at gennemtvinge en ændring af ledelsen

—

ledelsen bør ikke oppebære urimelige fordele — staten bør eventuelt kunne gribe ind over for ledelsens aflønning

—

konkurrenternes legitime interesser skal tilgodeses, navnlig via statsstøttereglerne

—

negative følgevirkninger bør undgås.

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/15

—

på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/comm/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—

i elektronisk form på webstedet EUR-Lex under dokumentnummer 32008M5154. EUR-Lex giver online adgang til EU-retten (http://eur-lex.europa.eu).

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/15

—

på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/comm/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—

i elektronisk form på webstedet EUR-Lex under dokumentnummer 32008M5169. EUR-Lex giver online adgang til EU-retten (http://eur-lex.europa.eu).

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/16

—

på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/comm/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—

i elektronisk form på webstedet EUR-Lex under dokumentnummer 32008M5201. EUR-Lex giver online adgang til EU-retten (http://eur-lex.europa.eu).

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/16

—

på Kommissionens websted for konkurrence (http://ec.europa.eu/comm/competition/mergers/cases/). Dette websted giver forskellige muligheder for at finde de konkrete fusionsbeslutninger, idet de er opstillet efter bl.a. virksomhedens navn, sagsnummer, dato og sektor

—

i elektronisk form på webstedet EUR-Lex under dokumentnummer 32008M5321. EUR-Lex giver online adgang til EU-retten (http://eur-lex.europa.eu).

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/17

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/18

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/20

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/22

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/24

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/26

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: N 105 4/92

B-1049 Bruxelles

Fax (32-2) 295 65 05

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/29

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Konkurrence

Registreringskontoret for Statsstøtte

Rue de la Loi/Wetstraat 200

B-1049 Bruxelles

Fax (32-2) 296 12 42

25.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 270/s3