9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/1

—

En optimal politik for aktiv inddragelse kræver en fjerde tværgående søjle: 4) social deltagelse.

—

Aktiv integration er det vigtigste element i aktiv inddragelse. Aktiv inddragelse bygger på »Arbejde først-princippet«: hver borger uden arbejde bør integreres på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.

—

Et sammenhængende policy-mix bør derfor hovedsageligt udvikles og gennemføres på lokalt og regionalt niveau. Det er hovedsageligt erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter som centrale aktører på dette område i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, der har ansvaret for jobskabelsen.

—

Hvad der menes med tilstrækkelig indkomst er forskelligt i de enkelte lande, regioner eller lokalsamfund. Indkomststøtte bør betragtes som passende, hvis den strukturelle fattigdom hermed kan bekæmpes. Dette niveau kan defineres som »tilstrækkeligt«. Med hensyn til det finansielle niveau kan der ikke formuleres nogen generel regel for EU som helhed. De nationale, regionale og lokale myndigheder er sammen ansvarlige for at føre en politik, der sikrer tilstrækkelig indkomststøtte. Disse retningslinjer bør diskuteres på EU-niveau ved hjælp af den åbne koordinationsmetode.

—

For socialt og økonomisk udsatte regioner og byer i Europa kræver det økonomisk støtte fra EU at gennemføre bedste praksis hvad angår policy-mixet for aktiv inddragelse, der retter sig mod de borgere, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Der er derfor behov for, at Den Europæiske Socialfonds budget bliver direkte tilgængeligt for de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med fremme af aktiv inddragelse.

—

Jobtilskud, støttet beskæftigelse eller skånejob, erhvervsdrivende foreninger og kooperativer er instrumenter, der kan spille en stor rolle i policy-mixet på lokalt og regionalt niveau. Disse virksomheder bør ikke evalueres ud fra de almindelige konkurrenceregler på det europæiske marked (f.eks. er der behov for mindre stramme regler vedrørende offentlige indkøb og statsstøtte).

Ordfører

:

Henk Kool (NL/PSE), byrådsmedlem i Haag, Nederlandene

1.

I 2006 var der i de 27 EU-lande 80 mio. mennesker (16 % af befolkningen), der levede med en fattigdomsrisiko. Aktiv inddragelse og kampen mod fattigdom afhænger i høj grad af integrationen af de mennesker, der er længst fra arbejdsmarkedet. De forsat mange mennesker, der lever med en fattigdomsrisiko, og som er udstødt fra arbejdsmarkedet, udgør en uundgåelig udfordring for EU-traktatens mål om social samhørighed.

2.

Kommissionen har udformet tre søjler til fremme af en aktiv inddragelse af de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet: 1) passende og tilstrækkelig indkomststøtte, 2) aktiv integration, 3) sociale tjenesteydelser af høj kvalitet.

3.

En optimal politik for aktiv inddragelse kræver en fjerde tværgående søjle: social deltagelse.

4.

Aktiv inddragelse kræver en integreret og sammenhængende anvendelse af de fire søjler.

5.

Aktiv integration (det andet princip) er det vigtigste element i aktiv inddragelse. Aktiv inddragelse bygger på »Arbejde først-princippet«: hver borger uden arbejde bør integreres på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. Den første (passende og tilstrækkelig indkomststøtte) og tredje søjle (sociale tjenesteydelser af høj kvalitet) består af støtteforanstaltninger. Den fjerde søjle (social deltagelse) er sidste udvej i politikken for aktiv inddragelse. Personer, som ikke er i stand til at arbejde, bør støttes finansielt og gennem andre tiltag, så de kan deltage i samfundet. Vi er enige med Kommissionen i, at disse søjler tilsammen udgør en integreret helhedsstrategi. Alle myndigheder bør derfor tilstræbe at skabe den rette balance mellem social velfærd, sociale tjenesteydelser, Fællesskabets tjenesteydelser og såvel økonomiske som ikke-økonomiske incitamenter til at arbejde.

6.

Medlemsstaterne og deres lokale og regionale myndigheder har det primære ansvar for en strategi og politik for aktiv inddragelse, men med henblik på at fremme udvikling og udveksling af disse politikker, fremsættes der fælles principper, der stemmer overens med EU's mål om social samhørighed.

7.

De vigtigste aktører med hensyn til udvikling og iværksættelse af politikkerne er de lokale og regionale myndigheder. EU har en støttefunktion. Denne definition af en helhedspolitik for aktiv inddragelse er proportionel og baseret på nærhedsprincippet.

8.

De fire søjler (indkomststøtte, aktiv integration, adgang til sociale tjenesteydelser af høj kvalitet og social deltagelse) er nært forbundne og bør styrke hinanden. For hver berørt region, målgruppe og enkeltperson er der behov for et optimalt policy-mix mellem disse fire søjler. Politikker for aktiv inddragelse er skræddersyede politikker, der tager højde for forskellene mellem målgrupper og enkeltpersoner. Afhængigt af den økonomiske model i den enkelte medlemsstat kan den relative betydning af disse fire søjler og de politiske instrumenter, der vælges i hver søjle, variere fra medlemsstat til medlemsstat og mellem de lokale og regionale myndigheder.

9.

Resultaterne af politikkerne til integration af de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, mærkes tydeligst hos de lokale og regionale myndigheder. De må også leve med konsekvenserne af svagheder inden for disse politikområder på lokalt, regionalt, nationalt eller europæisk niveau. Et sammenhængende policy-mix bør derfor hovedsageligt udvikles og gennemføres på lokalt og regionalt niveau. De lokale og regionale myndigheder kender de lokale forhold, arbejdsmarkedets karakteristika og de mange aktører, der kan spille en vigtig rolle i gennemførelsen af vidtrækkende tiltag til aktiv integration.

10.

Lokale og regionale myndigheder bør derfor skabe effektive partnerskaber med andre offentlige myndigheder, private virksomheder, arbejdsmarkedets parter, NGO'er og repræsentanter for de berørte borgere med henblik på at gennemføre en sammenhængende kombination af forskellige politikker.

11.

Lokale og regionale myndigheder har behov for stor handlefrihed med hensyn til udvikling og gennemførelse af sådanne politikker, som bør udformes og gennemføres i samarbejde med andre offentlige og private organer. Europæiske og nationale politikker (vedrørende skat, indvandring, uddannelse, arbejdsret mm.) bør skræddersyes til den lokale og regionale politiks behov på udviklings- og gennemførelsesområdet.

12.

Hindringer og flaskehalse i europæisk, national og regional lovgivning og praksis bør fjernes.

13.

Det vigtigste instrument i aktiv inddragelse er forbedringen af aktiv integration. Med henblik på at nå alle individer er der behov for en helhedsstrategi for den aktive integration. For hver region, målgruppe og enkeltperson er der derudover behov for et integreret policy-mix. Regionale og lokale myndigheder er hovedaktørerne i udviklingen og gennemførelsen af dette koordinerede policy-mix i samarbejde med deres partnere (f.eks. nationale myndigheder, arbejdsgivere, andre offentlige myndigheder, NGO'er). Hovedformålet med et omfattende og integreret policy-mix er at eliminere flaskehalse for så mange mennesker som muligt med det formål at integrere dem på arbejdsmarkedet. Dette kan gøres ved hjælp af coaching, vejledning og efteruddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse samt etablering af beskæftigelse for beskyttede grupper, dvs. beskæftigelse for dem, der endnu ikke er i stand til at varetage et fast arbejde.

14.

En optimal politik og en helhedsstrategi for aktiv inddragelse indeholder følgende elementer:

15.

Brugen af intensive individuelle handlingsplaner hjælper til med at forbedre den aktive integration.

16.

Målgrupper er et vigtigt element i et omfattende, integreret policy-mix. På regionalt og lokalt niveau bør de offentlige myndigheder udvikle og gennemføre de politikker, der er mest effektive med hensyn til aktivt at inkludere alle enkeltpersoner uanset deres baggrund, og som tager fat på de specifikke barrierer, de er udsat for.

17.

Det er hovedsageligt erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter som centrale aktører på dette område i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, der har ansvaret for jobskabelsen. På nationalt og regionalt niveau har regeringerne et ansvar for at skabe optimale økonomiske rammebetingelser, f.eks. et godt uddannelsessystem, effektiv arbejdsformidling, skatteforanstaltninger og flexicurity (social sikkerhed og et fleksibelt arbejdsmarked). Lokale og regionale myndigheder, sociale tjenestegrene og ngo'er har ansvaret for det sidste led i kæden, særligt for de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Naturligvis har den enkelte borger også et personligt ansvar.

18.

Offentlige, non-profit og private arbejdsgivere bør i høj grad stimuleres til at videreudvikle eksisterende arbejdspladser og skabe nye arbejdspladser af høj kvalitet (karakteriseret ved et tilstrækkeligt indkomstniveau, gode arbejdsforhold og efteruddannelse/uddannelse). Der er et særligt behov for manuelle job. De nationale, lokale og regionale myndigheder kan fremme jobskabelsen hos private arbejdsgivere ved at optimere iværksætterklimaet.

19.

Lokale og regionale myndigheder er selv vigtige arbejdsgivere. Som arbejdsgivere bør de også anvende de principper, der er fastlagt i dette dokument.

20.

For personer, der befinder sig meget langt fra det ordinære arbejdsmarked pga. et fysisk eller psykisk handicap kan der ligeledes være behov for at etablere og finansiere beskæftigelse med jobtilskud, beskæftigelse af beskyttede grupper mm. Lokale og regionale myndigheder kan her spille en vigtig rolle ved at støtte non-profit virksomheder.

21.

Sameksistensen af flere former for beskæftigelse (midlertidig, fleks, deltid og fuldtid samt muligheden for telearbejde) kan hjælpe de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet med at vende tilbage til dette.

22.

Alle former for formel og uformel uddannelse og erhvervsuddannelse, uddannelsesordninger på deltid, akkreditering af tidligere læring og fokus på livslang læring, herunder videreuddannelse, bør indgå i den koordinerede indsats for at forbedre kvalifikationerne hos dem, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet.

23.

Der er behov for, at de nationale, regionale og lokale myndigheder gør en større indsats for at forbedre uddannelsernes kvalitet, så denne lever op til arbejdsmarkedets behov. De lokale myndigheder bør føre en mere aktiv beskæftigelsespolitik, og der bør tages størst mulig hensyn til det lokale markeds behov. I medlemsstater, hvor ansvaret for arbejdsmarkedspolitikken er placeret på lokalt niveau, bør de nationale myndigheder, hjulpet af EU, opmuntre de lokale myndigheder til at overvåge det lokale arbejdsmarked.

24.

Det samlede integrerede policy-mix for aktiv integration bør inkludere incitamenter til fremme af iværksættermulighederne for de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet.

25.

De mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet har behov for en tilstrækkelig stor indkomststøtte og anden form for hjælp for at kunne leve et værdigt liv og fastholde en vis arbejdsevne, hvis de skal være i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er vigtigt at understrege, at dette er et grundlæggende princip i EU.

26.

Hvad der menes med tilstrækkelig indkomst er forskelligt i de enkelte lande, regioner eller lokalsamfund. Hvad der er tilstrækkeligt afhænger af niveauet for indkomststøtten, prisniveauet, den enkelte husholdnings karakteristika, beskatning, udstødelsens varighed, kulturelle, sociale og historiske faktorer mm. Indkomststøtte bør betragtes som passende, hvis den strukturelle fattigdom hermed kan bekæmpes. Dette niveau kan defineres som »tilstrækkeligt«. Med hensyn til det finansielle niveau kan der ikke formuleres nogen generel regel for EU som helhed. De nationale, regionale og lokale myndigheder er sammen ansvarlige for at føre en politik, der sikrer tilstrækkelig indkomststøtte. Disse retningslinjer bør diskuteres på EU-niveau ved hjælp af den åbne koordinationsmetode.

27.

På EU-niveau kan der formuleres et fælles princip gående på, at forskellen mellem mindstelønnen på arbejdsmarkedet og niveauet for indkomststøtte bør være stor nok til at fastholde motivationen til at arbejde. Den forskel udgør et vigtigt finansielt incitament i det samlede policy-mix. »Det skal kunne betale sig at arbejde« er et vigtigt princip for Kommissionen, mange medlemsstater og de lokale og regionale myndigheder. Nationale, lokale og regionale myndigheder bør derfor tage højde for fattigdomsfælden i deres udvikling og gennemførelse af indkomststøtteforanstaltninger.

28.

Indkomststøtte bør kun gives til mennesker, der ikke er i stand til at opnå en indtægt på arbejdsmarkedet, eller hvis indtjening ligger under eksistensminimummet (f.eks. fordi deres produktivitet er lav, eller de er tvunget til at påtage sig lavtlønnede job). Der skal ikke lægges hindringer i vejen for arbejdsmarkedets funktion og med hensyn til anmodninger om indkomststøtte bør de nationale, lokale og regionale myndigheder iværksætte en stram overvågning og en seriøs sagsbehandling samt optræde i en adgangskontrollerende rolle. Samtidig bør der føres en aktiv politik for at nå ud til alle, der har behov for social sikring, indkomststøtte og social deltagelse.

29.

Indkomststøtte kan antage mange former og skræddersyes ideelt set på lokalt og individuelt niveau. Eksempler kan være: indkomststøtte på eksistensminimumsniveau for arbejdsløse og ikke-studerende medlemmer af arbejdsstyrken, materiel støtte til forbedring af ernæring, beklædning, uddannelse, boligforhold og sundhedspleje, indkomststøtte til supplering af arbejdsindtægten (hvis denne er baseret på et lavt produktivitetsniveau), indkomststøtte i forbindelse med mobilitetsomkostninger, indkomststøtte i forbindelse med opgradering af kvalifikationer og kompetencer, iværksætterstøtte mm.

30.

Blandt de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, er der nogle der lider af flere psykiske og fysiske handicap. Integration på arbejdsmarkedet eller blot et skånejob er ikke en realistisk mulighed for dem. Et element af helhedsstrategien er, at de lokale og regionale myndigheder også tager hånd om disse borgere. Der bør gøres brug af flere instrumenter for at fremme deres sociale deltagelse.

31.

Lokale og regionale og lokale myndigheder bør bruge mange forskellige finansielle og materielle instrumenter til at fremme den sociale deltagelse for dem, der ikke arbejder. Disse instrumenter stimulerer de sociale, kulturelle, sportslige, velfærdsmæssige og frivillige aktiviteter hos dem, der ellers risikerer at havne i social isolation.

32.

Med henblik på at gøre indkomststøtte, aktiv integration og social deltagelse så effektiv som mulig er der behov for individuelle handlingsplaner. Disse sikrer, at de nødvendige støtteforanstaltninger for den enkelte er planlagt over tid og garanteret gennemførelse. Lokale og regionale myndigheder har brug for ressourcer til at skabe en infrastruktur bestående af kvalitetstjenesteydelser og udarbejde individuelle handlingsplaner.

33.

Behovet for og karakteristika ved de individuelle handlingsplaner resulterer i, at de lokale og regionale myndigheder har brug for mange forskellige instrumenter.

34.

Lokale og regionale myndigheder bør fremme brugen af instrumenter og ledelsesformer, der kan forbedre kvaliteten af de sociale tjenesteydelser (internet, one stop front office, lex silencio, bindende og passende sagsbehandlingstider for tildeling af indkomststøtte eller materiel støtte).

35.

Med henblik på en vellykket gennemførelse må politikkerne for aktiv inddragelse integrere lokale, regionale, nationale og EU-politikker. De må inkludere og kombinere minimumsindkomst, aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, uddannelse og sociale tjenesteydelser. Der er mange faldgruber, der kan forhindre gennemførelsen af omfattende integrerede politikker på lokalt og regionalt niveau. Nationale, lokale og regionale myndigheder bør sammen fremme gennemførelsen af en helhedsstrategi.

36.

For socialt og økonomisk udsatte regioner og byer i Europa kræver det økonomisk støtte fra EU at gennemføre bedste praksis hvad angår policy-mixet for aktiv inddragelse, der retter sig mod de borgere, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Der er derfor behov for, at Den Europæiske Socialfonds budget bliver direkte tilgængeligt for de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med fremme af aktiv inddragelse. Der er ligeledes behov for et europæisk budget til finansiering af social deltagelse. Interreg-tilgangen er et godt eksempel på effektiv støtte fra EU.

37.

Jobtilskud, støttet beskæftigelse eller skånejob, erhvervsdrivende foreninger og kooperativer er instrumenter, der kan spille en stor rolle i policy-mixet på lokalt og regionalt niveau. Disse virksomheder bør ikke evalueres ud fra de almindelige konkurrenceregler på det europæiske marked (f.eks. er der behov for mindre stramme regler vedrørende offentlige indkøb og statsstøtte).

38.

Helhedsstrategien gennemføres hovedsageligt af de lokale og regionale myndigheder for den lokale befolkning. Det bør være juridisk muligt for disse myndigheder at målrette deres politikker for aktiv inddragelse mod den lokale befolkning.

39.

De lokale og regionale myndigheder bør spille en ledende rolle i gennemførelsen af politiske foranstaltninger til aktiv inddragelse. I overensstemmelse med EU's subsidiaritetsprincip kan der formuleres et fælles EU-princip, der gør det klart, at lovgivning og praksis på nationalt og EU-plan børe tage udgangspunkt i de behov, der registreres på lokalt og regionalt niveau (marginal skat, strukturen i de sociale ydelser, incitamenter til livslang læring, finansielle incitamenter for arbejdsgivere, arbejdsret, lovgivning mod diskriminering, differentierede niveauer for mindsteløn).

40.

Den åbne koordinationsmetode skaber en ramme for politisk koordinering uden juridiske begrænsninger. Inden for denne ramme bliver medlemsstaterne enige om at udpege og fremme deres mest effektive politikker inden for aktiv inddragelse med det formål at lære af hinandens erfaringer. Med henblik på at styrke den åbne koordinationsmetode formuleres følgende erklæringer:

41.

Mange politikker, der har til formål at forbedre den aktive inddragelse af og indkomststøtten til dem, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, er ikke effektive nok. Med hensyn til aktiv inddragelse er der brug for komparative og evaluerende studier af høj kvalitet på regionalt og lokalt niveau, der kan forbedre kvaliteten og effektiviteten af disse politikker. Kommissionen kan fremme sådanne studier af høj kvalitet.

42.

»Peer review«-procedurer mellem lokale og regionale myndigheder og et netværk bestående af regionale og lokale observatører (Progress) kan fremskynde læreprocesserne. Kvaliteten af »peer review«-procedurerne og kvaliteten og aktiviteterne i netværket af regionale og lokale observatører bør være klart defineret fra starten.

43.

Forskelle i udbud og efterspørgsel af arbejdskraft samt forskellige lønniveauer og indkomststøtteordninger på europæisk plan skaber en beskæftigelsesmobilitet, der kan være til hinder for den aktive inddragelse af de lokale borgere, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. Den åbne koordinationsmetode kan anvendes til at diskutere denne mobilitets indflydelse på området aktiv inddragelse.

44.

Udvikling og videreformidling af bedste praksis kan fremmes ved årligt at udpege de bedste lokale og regionale myndigheder på området aktiv inddragelse og tildele disse en europæisk udmærkelse. En systematisering af eksempler på god praksis kunne ske med forbillede i det arbejde, der gøres i EFS's temagrupper.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/6

—

minder om, at hvis mobiliseringen omkring fattigdom og social udstødelse virkelig skal bære frugt, så bør den anskues som en indsats på længere sigt, og understreger derfor behovet for, at de aktioner, der iværksættes i løbet af 2010 og før, er levedygtige;

—

tilskynder til at indføre strukturerede aktioner med henblik på at markere en afgørende ændring i indsatsen mod fattigdom og alle former for social udstødelse, der hæmmer den enkeltes frihed og er til skade for samfundet; mener, at det vil være nyttigt ikke blot at lade medlemsstaterne, men også de lokale og regionale myndigheder eller deres sammenslutninger, deltage i Det Europæiske År som særskilte instanser;

—

understreger behovet for særlig opmærksomhed på børns situation, eftersom børn, der vokser op i fattigdom og social udstødelse, kommer ind i en »cyklus«, der overføres fra generation til generation og medfører alvorlige konsekvenser på lang sigt, hvilket fratager dem deres ret til at udvikle deres fulde potentiale og truer deres personlige udvikling, deres uddannelse og almindelige velfærd;

—

opfordrer EU-institutionerne til at tillægge de komplekse og mangeartede former for fattigdom og social udstødelse stor opmærksomhed, at udforme sammenhængende forebyggelsesstrategier og –aktioner, som går ud på gradvis at tilvejebringe social empowerment.

Ordfører

:

Linetta Serri (IT/PSE), medlem af kommunalrådet i Armungia (CA)

1.

ser med stor interesse på initiativet gående ud på at udnævne 2010 til Det Europæiske År for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse;

2.

deler den bekymring, der ligger til grund for beslutningen om at udråbe 2010 til Det Europæiske År for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, eftersom fattigdom og udstødelse af 78 millioner europæiske borgere er forhold, der først og fremmest henhører under de lokale og regionale myndigheder;

3.

minder om, at hvis mobiliseringen omkring fattigdom og social udstødelse virkelig skal bære frugt, så bør den anskues som en indsats på længere sigt, og understreger derfor behovet for, at de aktioner, der iværksættes i løbet af 2010 og før, er levedygtige;

4.

anfører, at de lokale og regionale myndigheder har en særlig rolle at spille, når det drejer sig om at anerkende og fremme fattige og socialt udstødtes muligheder for reel adgang til de sociale, økonomiske og kulturelle tjenester; de lokale, regionale og nationale myndigheder har det grundlæggende ansvar for at udarbejde, finansiere og forvalte de politikker, der skal sikre integrationen af udstødte;

5.

er enig i, at det i forbindelse med gennemførelsen af socialpolitikken er de lokale, regionale og nationale forvaltninger, der har det grundlæggende ansvar for at udarbejde, finansiere og forvalte de politikker, der skal sikre integrationen af de personer, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet. De — private, offentlige eller blandede — serviceudbydere spiller en væsentlig rolle i gennemførelsen af disse politikker på lokalt niveau;

6.

understreger, at Det Europæiske År for bekæmpelse af fattigdom skal styrke deltagelsen af personer, der er fattige eller socialt udstødte samt de organisationer, de deltager i. Det Europæiske År skal hævde princippet om det rummelige samfund via tilvejebringelsen af et rum i den offentlige sfære, så de udstødte kan nås ved at trække på det afgørende bidrag fra de organisationer, de deltager i;

7.

slår til lyd for at styrke erfaringsudvekslingen mellem medlemsstater, lokale og regionale myndigheder og de internationale organisationer, der er aktive i kampen mod fattigdom som led i en gensidig læringsproces.

8.

tilslutter sig forslaget om atter at påpege betydningen af det kollektive ansvar, der ikke blot forpligter de politiske beslutningstagere på alle niveauer, men også aktørerne i den offentlige og private sektor;

9.

bemærker, at tilsagnet om at bekæmpe fattigdom og social udstødelse på alle myndighedsniveauer, herunder navnlig det politiske tilsagn om at forebygge disse fænomener, bør gentages og videreføres;

10.

tilskynder til at indføre strukturerede aktioner med henblik på at markere en afgørende ændring i indsatsen mod fattigdom og alle former for social udstødelse, der hæmmer den enkeltes frihed og er til skade for samfundet;

11.

appellerer om mere beslutsomhed i gennemførelsen af supplerende aktioner i forhold til andre fællesskabsforanstaltninger inden for social integration, navnlig Progress-programmet, strukturfondene og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), samt foranstaltningerne til bekæmpelse af forskelsbehandling og fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder og grundlæggende rettigheder tillige med foranstaltningerne på områderne uddannelse, kultur og interkulturel dialog, unge, børnepasning og ældreforsorg, medborgerskab, indvandring og asyl samt forskning;

12.

ønsker, at alle former for forskelsbehandling, der kan føre til fattigdom og udstødelse, bekæmpes;

13.

mener, at det vil være nyttigt ikke blot at lade medlemsstaterne, men også de lokale og regionale myndigheder eller deres sammenslutninger, deltage i Det Europæiske År som særskilte instanser;

14.

opfordrer til at styrke den åbne koordinationsmetode vedrørende social beskyttelse, social integration og den europæiske beskæftigelsesstrategi med større inddragelse af det regionale og lokale niveau. Metodens effektivitet afhænger i vidt omfang af de lokale og regionale myndigheders engagement i udformningen af den regionale handlingsplan for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse med det formål at fremme en mere global tilgang, der indbefatter de tre vigtigste principper for aktiv integration;

15.

påpeger, at det med henblik på forbedret adgang til tjenester i størsteparten af medlemsstaterne er de lokale og regionale myndigheder, der er serviceudbydere. Disse myndighedsniveauer er således bedre i stand til at udarbejde og anvende nye regler for forvaltning af serviceudbuddet for at lette adgangen til dem;

16.

understreger behovet for særlig opmærksomhed på børns situation, eftersom børn, der vokser op i fattigdom og social udstødelse, kommer ind i en »cyklus«, der overføres fra generation til generation og medfører alvorlige konsekvenser på lang sigt, hvilket fratager dem deres ret til at udvikle deres fulde potentiale og truer deres personlige udvikling, deres uddannelse og almindelige velfærd. Opmærksomheden bør i større grad rettes mod børnerige familier og unge familier, når det handler om potentielle risici for social udstødelse;

17.

minder om, at de unges fulde deltagelse primært sker via adgangen til uddannelse, og den seneste PISA-OECD-rapport peger på en snæver forbindelse mellem lavt kompetenceniveau og social udstødelse. EU-borgernes engagement og deltagelse er af afgørende betydning for Europas sociale samhørighed og udvikling;

18.

opfordrer EU-institutionerne til at tillægge de komplekse og mangeartede former for fattigdom og social udstødelse stor opmærksomhed, at udforme sammenhængende forebyggelsesstrategier og –aktioner, som går ud på gradvis at tilvejebringe social empowerment;

19.

anmoder indstændigt om større hensyntagen til de lokale og regionale myndigheders problemer, herunder navnlig myndigheder, der er beliggende ved EU's grænser, for så vidt angår asylansøgeres og illegale indvandreres indrejse.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/15

—

insisterer på, at forordningen skal gennemføres hurtigt og ensartet i hele EU i overensstemmelse med den europæiske tankegang, der ligger bag det nye instrument;

—

understreger, at EGTS ved at skabe fællesskabsretlige rammer for det territoriale samarbejde mellem institutionelle aktører på forskellige niveauer hjemmehørende i to eller flere medlemsstater kan sætte gang i en horisontal integrationsproces i Europa ved anvendelse af nærhedsprincippet;

—

understreger, at muligheden for at inddrage forskellige institutionelle niveauer i en enkelt samarbejdsstruktur baner vejen for nye styreformer på flere niveauer, hvilket sætter de regionale og lokale myndigheder i EU i stand til at blive en vigtig drivkraft for udarbejdelsen og gennemførelsen af EU's politikker og således medvirke til, at de europæiske styreformer bliver mere åbne, demokratiske, ansvarlige og gennemsigtige og lettere at deltage i;

—

bekræfter at ville spille en afgørende rolle i forbindelse med oplysning og fremme af EGTS via politisk mobilisering, kommunikationstiltag, oprettelse af netværk til udveksling af erfaringer og bedste praksis og undersøgelser;

—

opfordrer Kommissionen til at sætte gang i strategiske overvejelser om EGTS i den kommende grønbog om den territoriale samhørighed i EU.

Ordfører

:

Mercedes Bresso (IT/PSE), Præsident for regionen Piemonte

1.

hilser vedtagelsen af forordningen om en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) velkommen. Den opfylder på effektiv vis det grundlæggende behov for at uddybe den europæiske integrationsproces under hensyntagen til den regionale forskellighed ved at tilpasse de nuværende styringsmodeller til de udfordringer, som EU står over for;

2.

bemærker, at EU står over for ændringer, der vil være afgørende for fremtiden. Man behøver blot at tænke på den nye Lissabontraktat underskrevet den 13. december 2007, den seneste udvidelse af Schengenområdet med ni nye lande, Cyperns og Maltas indførelse af euroen ved begyndelsen af 2008 og den igangværende revision af budgettet;

3.

bifalder principielt, at territorial samhørighed med den nye Lissabontraktat indføres som en af EU's målsætninger i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, og bemærker, at der skal være særlig opmærksomhed omkring for grænseregionerne; det er en udtrykkelig anerkendelse af, at man ved udarbejdelsen af EU-politikker skal fremme den harmoniske og afbalancerede udvikling af et polycentrisk Europa, og udvalget opfordrer Kommissionen til at foreslå, hvilke foranstaltninger og aktiviteter på EU-plan, der i fremtiden vil kunne være omfattet af målsætningerne;

4.

anerkender, at EU's og dets regioners fremtid er afhængig af en stærkere synergi mellem samhørighedspolitikkerne og strategierne til fremme af konkurrenceevnen såvel som af udviklingen af nogle sektorpolitikker, som gør det muligt for især de dårligst stillede områder at klare globaliseringsudfordringerne baseret på en grænseoverskridende, tværnational og tværregional tilgang; bemærker, at grænseoverskridende, tværnationalt og tværregionalt samarbejde allerede har tilvejebragt og fortsat skaber merværdi: europæisk, politisk, institutionel, økonomisk og sociokulturel merværdi;

5.

minder om, at den territoriale samhørighed er helt central for EU's territoriale dagsorden. Dette viser, at der er behov for, at den territoriale dimension fremover får en mere fremtrædende plads i EU's samhørighedspolitik og i de øvrige EU-politikker;

6.

mener, at den territoriale samhørighed er afgørende for opfyldelsen af målene om økonomisk vækst og solidaritet og for opnåelsen af en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, der sigter mod fuld beskæftigelse, sociale fremskridt og bæredygtig udvikling;

7.

gør gældende, at territorial samhørighed samtidig kan styrke de europæiske regioners konkurrenceevne og bæredygtighed i overensstemmelse med målsætningerne i den fornyede Lissabonstrategi, som i 2008 er opdateret af medlemsstaterne;

8.

mener, at territorialt samarbejde og navnlig grænseoverskridende samarbejde er afgørende for den europæiske integration og en politisk prioritering i EU og minder om, at dette samarbejde har særlig stor betydning for regioner, øer og bjergområder i den yderste periferi;

9.

opfordrer Kommissionen til at sætte gang i strategiske overvejelser om EGTS i den kommende grønbog om den territoriale samhørighed i EU.

10.

giver sin opbakning til territorialt samarbejde som et vigtigt samhørighedspolitisk værktøj, der kan løse spørgsmål af udpræget territorial karakter i sektorer af afgørende økonomisk, social, kulturel og miljømæssig betydning;

11.

understreger, at det territoriale samarbejde på passende måde opfylder behovet for at sikre, at midlerne i programmeringsperioden 2007-2013 geografisk fordeles mere lige;

12.

glæder sig over, at det territoriale samarbejde i samhørighedspolitikken er blevet betydeligt styrket i programmeringsperioden 2007-2013 ved

13.

mener, at forordning (EF) nr. 1082/2006 om oprettelse af en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) er et vigtigt juridisk værktøj til styrkelse af samarbejdet mellem de lokale og regionale myndigheder i Europa ved hjælp af ensartede EU-regler, der finder direkte anvendelse i samtlige medlemsstater;

14.

mener, at dens forventede potentiale vil styrkes yderligere pga. den direkte tilknytning til EU-lovgivningen, hvilket giver den særlig styrke og muligheder for retslig integration samt giver den større dybde og mere dynamik end de klassiske samarbejdsredskaber;

15.

bemærker, at de tidligere juridiske rammer, som i øvrigt ikke ophæves med forordningen, ofte skabte usikkerhed;

16.

glæder sig over, at mange af de fremskridt inden for territorialt samarbejde, der er indført af Europarådet, er indarbejdet i EGTS-forordningen. Faktisk var det Europarådet, der først anerkendte de regionale og lokale myndigheders ret til at indgå grænseoverskridende samarbejde med den europæiske rammekonvention om regionalt grænseoverskridende samarbejde fra 1980 og tillægsprotokollerne fra 1995 og 1998;

17.

bemærker, at EGTS er et værktøj, som etablerer en europæisk samarbejdsstruktur, der skal gøre det muligt at tage fat på og løse de juridiske og administrative problemer, der almindeligvis opstår i forbindelse med iværksættelsen og forvaltningen af grænseoverskridende, tværnationale og tværregionale programmer og projekter såvel som territorialt samarbejde generelt;

18.

understreger, at EGTS bidrager til, at initiativerne vedrørende territorialt samarbejde bliver stabile og sikre ved at oprette samarbejdsgrupper, der har status som juridiske personer, og har de nødvendige midler til at gennemføre projekter og foranstaltninger med eller uden fællesskabsmidler;

19.

gentager, at EGTS kan være en effektiv platform for koordinering og gennemførelse af europæiske, nationale og regionale politikker på en række vigtige områder, herunder infrastruktur, virksomhedernes konkurrenceevne, forskning og innovation, uddannelse, miljøbeskyttelse og risikoforebyggelse, energi- og transportnet, sundhed og sociale anliggender og en bæredygtig og polycentrisk udvikling af byerne;

20.

minder om, at europæiske programmer som INTERREG har ført til oprettelsen af talrige strukturer, overenskomster og aftaler, der har til formål at etablere grænseoverskridende og tværregionalt samarbejde mellem regionale og lokale myndigheder på områder af fælles interesse;

21.

mener, at EGTS kan åbne nye muligheder for den juridiske opbygning og sammenhængende udvikling af Euroregioner, som takket være samarbejdsinitiativer tidligere har bidraget væsentligt til at styrke det reelle samarbejde i en bred vifte af aktiviteter, forbindelserne mellem naboer, bringe befolkningerne tættere på hinanden, overføre viden og udveksle bedste praksis;

22.

understreger, at EGTS-forordningen ikke har til hensigt at ophæve allerede eksisterende Euroregioner eller medføre en ekstra administrativ byrde, men at udgøre en troværdig valgmulighed for transeuropæisk territorialt samarbejde;

23.

understreger, at EGTS udgør et stærkt værktøj til fortsættelse af det decentraliserede samarbejde i hele EU inden for en række politikområder med udgangspunkt i stabile strukturer, der kan mobilisere borgernes inddragelse og føre til fælles beslutninger, der bliver gennemført fuldt ud og endda kan føre til strategisk samarbejde på længere sigt;

24.

mener, at EGTS kan og bør være et prioriteret arbejdsredskab til at fremme adgangen til kreditmarkedet med henblik på at finansiere infrastruktur eller tjenesteydelser af almen interesse i forskellige EU-områder, som til gengæld skal generere de indtægter, der kræves for at sikre, at disse foranstaltninger er finansielt bæredygtige;

25.

understreger, at en foranstaltning, der bør gennemføres på EU-plan, bør sigte mod at fremme brugen af EGTS som det foretrukne samarbejdsredskab, både pga. de omfattende fordele, som dette ville medføre i form af en forenklet forvaltning af politikker, planer og projekter vedrørende samarbejde, og udbredelsen af bedre forvaltningsmetoder i hele EU;

26.

mener, at vedtagelsen af EGTS-forordningen kan sikre, at de eksisterende samarbejdsstrukturer ikke blot bliver så effektive som muligt, og at der er størst mulig sammenhæng imellem dem med det formål at rationalisere og undgå, at midlerne spredes for meget, men tillige fører til opnåelsen af bedre resultater;

27.

betoner, at EGTS vil bidrage væsentligt til en mere effektiv fordeling og forvaltning af ressourcerne, idet de regionale og lokale myndigheder såvel som de økonomiske og sociale aktører på regionalt niveau i langt større udstrækning vil blive inddraget;

28.

understreger, at EGTS ved at skabe fællesskabsretlige rammer for det territoriale samarbejde mellem institutionelle aktører på forskellige niveauer hjemmehørende i to eller flere medlemsstater kan sætte gang i en horisontal integrationsproces i Europa ved anvendelse af nærhedsprincippet;

29.

gør gældende, at de regionale og lokale myndigheder i EU takket være EGTS-forordningen kan blive en vigtig drivkraft for udarbejdelsen og gennemførelsen af EU's politikker, og således medvirke til, at de europæiske styreformer bliver mere åbne, demokratiske, ansvarlige og gennemsigtige og lettere at deltage i;

30.

understreger, at muligheden for at inddrage forskellige institutionelle niveauer i en enkelt samarbejdsstruktur baner vejen for nye styreformer på flere niveauer, hvor de involverede parter bidrager til foretagendets overordnede succes i overensstemmelse med deres kompetencer.

31.

understreger, at forordningens retlige form sikrer ensartede regler for territorialt samarbejde i alle medlemsstaterne og dermed mindsker de uligheder, der skyldes meget forskellige regelsæt, og at der således for første gang er skabt et fælles instrument med så bredt et geografisk anvendelsesområde;

32.

mener, at gennemførelsen af forordningen bør koordineres korrekt, således at de forskellige retsakter, som medlemsstaterne udarbejder til gennemførelse af forordning (EF) 1082/2006, bliver overensstemmende og ikke skaber hindringer;

33.

insisterer på, at forordningen skal gennemføres hurtigt og ensartet i hele EU i overensstemmelse med den europæiske tankegang, der ligger bag det nye instrument;

34.

betoner under hensyntagen til de i præamblen til EGTS-forordningen anførte fremgangsmåder vigtigheden af lige fra starten og på den mest hensigtsmæssige måde også at involvere tredjelande ved gennemførelsen af det nye fællesskabsinstrument;

35.

bemærker, at nogle medlemsstater allerede har vedtaget bestemmelser om forordningens gennemførelse, men tager forbehold for at undersøge disse foranstaltninger nærmere for at sikre, at de er i overensstemmelse med målsætningerne om at ensarte lovgivningen og fremme det territoriale samarbejde;

36.

beklager, at de fleste medlemsstater endnu ikke har truffet foranstaltninger til vedtagelse af bestemmelser om forordningens gennemførelse, og opfordrer de kompetente myndigheder til straks at træffe sådanne foranstaltninger uden at indføre hindringer eller administrative byrder for oprettelsen og den fulde funktionsdygtighed af EGTS;

37.

fremhæver, at ideen med EGTS bl.a. var at forenkle forvaltnings- og iværksættelsesprocedurerne for de regionale samarbejdsinitiativer og derfor forudsætter størst muligt samarbejde internt i den enkelte medlemsstat mellem de forskellige nationale, regionale og lokale myndigheder, i det omfang de respektivt har kompetence på området;

38.

mener derfor, at samarbejdet og den gensidige udveksling af informationer mellem medlemsstaterne tillige med den direkte inddragelse af de regionale og lokale myndigheder er helt afgørende;

39.

minder om, at fællesskabsretten med EGTS-forordningen skaber en ny kategori af juridiske personer, der på trods af de mange henvisninger til national ret i al væsentlighed bør behandles på samme måde i medlemsstaterne i henhold til principperne om direkte anvendelighed og direkte virkning;

40.

understreger, at der i forordningens artikel 2 fastlægges et klart hierarki, hvorefter fællesskabslovgivningen og bestemmelserne i aftaler og vedtægter for de nye EGTS har forrang for lovgivningen i den medlemsstat, hvor den pågældende EGTS er hjemmehørende, idet denne lovgivning kun finder anvendelse på områder, som ikke er reguleret eller kun er delvist reguleret af forordningen;

41.

understreger, at de bestemmelser i forordningen, som ikke henviser til national ret, finder direkte anvendelse på enhver oprettelse af en EGTS;

42.

mener, at forordningen giver potentielle EGTS-medlemmer, der befinder sig i mindst to medlemsstater, en reel og umiddelbart anvendelig ret til at oprette en EGTS i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningen;

43.

minder om, at medlemsstaternes manglende overholdelse af deres forpligtelse til at vedtage de nødvendige gennemførelsesbestemmelser går ud over EGTS-konceptets potentiale, og opfordrer derfor Kommissionen til indtrængende at henstille til medlemsstaterne at opfylde deres forpligtelser på området;

44.

mener, at Kommissionen kan spille en afgørende rolle i forbindelse med at gøre EGTS fuldt funktionsdygtig i overensstemmelse med den oprindelige tankegang bag forordningen;

45.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at vedtage de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger og samtidig yde de kompetente nationale myndigheder tilstrækkelig støtte ved at fastlægge retningslinjer, fortolkninger og tekniske anvisninger. Til det formål kunne Kommissionen benytte sig af det arbejde, som er udført af den af Regionsudvalget nedsatte EGTS-ekspertgruppe;

46.

håber, at Kommissionen, i det omfang der stadig konstateres overtrædelser, overvejer muligheden af at indlede de nødvendige overtrædelsesprocedurer mod de medlemsstater, som uden gyldig grund har undladt at opfylde deres forpligtelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af forordningen.

47.

mener, at man via specifikke EU-kommunikations- og uddannelsestiltag og alle andre hensigtsmæssige foranstaltninger, herunder initiativer af juridisk, økonomisk og finansiel karakter, kan øge brugen af EGTS;

48.

mener i den forbindelse, at de grundlæggende økonomisk-finansielle incitamenter kan inddeles i to store grupper. Den første gruppe kræver et særskilt program med fællesskabsfinansiering fra den europæiske regionaludviklingsfond, som kan bidrage til etablering af nye EGTS eller omdannelse af planlagte samarbejdsprojekter, som forvaltes efter gamle, konventionelle metoder;

49.

gør opmærksom på, at den anden gruppe af økonomisk-finansielle incitamenter ville forudsætte, at det i forbindelse med Kommissionens indkaldelser af tilbud var muligt i evalueringen af de indkomne projekter at give positiv særbehandling til dem, der tager sigte på oprettelse af nye EGTS, og at sikre en fortsættelse, når projektet afsluttes. Dermed ville man fremme etableringen af en samarbejdskultur på mellemlangt og langt sigt og en søgning efter nye finansieringsformer som supplement til at gøre brug af fællesskabsbudgettet;

50.

mener, at det overordnede ansvar for de juridiske foranstaltninger, som bør vedtages for at gøre dette redskab til en succes i hele EU, påhviler Kommissionen, med teknisk bistand fra Regionsudvalget;

51.

foreslår, at Kommissionen øger informationsarbejdet internt i generaldirektoraterne med henblik på at skabe øget opmærksomhed om EGTS i gennemførelsen af EU's sektorpolitikker;

52.

erklærer, at det er indstillet på at samarbejde med de institutionelle aktører om de ovenfor anførte tiltag.

53.

minder om, at det i medfør af artikel 265 i EF-traktaten har specifikke høringsbeføjelser vedrørende tværnationalt samarbejde:

54.

bekræfter at ville spille en afgørende rolle i forbindelse med oplysning og fremme af EGTS via politisk mobilisering, kommunikationstiltag, oprettelse af netværk til udveksling af erfaringer og bedste praksis og undersøgelser;

55.

fremhæver, at der er blevet nedsat en gruppe af regionale EGTS-eksperter, der har til opgave at overvåge vedtagelsen af nationale gennemførelsesbestemmelser og fremme udvekslingen af erfaringer med oprettelsen og ledelsen af EGTS på regionalt niveau;

56.

forpligter sig til at gøre opmærksom på de muligheder, som lovgivningen i såvel medlemsstaterne som i EU's nabolande frembyder, for at få mest muligt ud af samarbejdet mellem de lokale og regionale myndigheder i EU og i tredjelande;

57.

vil intensivere sit samarbejde med paneuropæiske, regionale organisationer med særlige og mangeårige erfaringer på området for transeuropæisk territorialt samarbejde;

58.

understreger, at et tæt interinstitutionelt samarbejde, der inddrager de europæiske institutioner, de nationale regeringer og de regionale og lokale myndigheder, er en afgørende forudsætning for, at EGTS og det territoriale samarbejde bliver en succes.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/20

—

mener, at EU snarest muligt bør udarbejde en egentlig indvandringspolitik, hvor EU tager hensyn til de forskellige myndighedsniveauers kompetencer, men også vedgår sine egne kompetencer;

—

bifalder Kommissionens initiativer til etablering af mekanismer, der letter den lovlige indvandring af arbejdskraft i det omfang, der er tale om en ubalance mellem de restriktive foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig indvandring og foranstaltningerne til fremme af lovlig indvandring, og opfordrer Kommissionen til at udforme en samordnet europæisk migrationspolitik, der sikrer at foranstaltninger på EU-niveau indebærer en merværdi, således som dette er tilfældet, når det gælder indvandring af højtkvalificeret arbejdskraft;

—

er enig i, at ulovlig beskæftigelse er en af de vigtigste tiltrækningsfaktorer for irregulær indvandring, og at medlemsstaterne derfor bør udbygge og forbedre deres bestræbelser på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig beskæftigelse;

—

beklager, at ingen af de refererede dokumenter fra Kommissionen nævner Regionsudvalgets rolle, og udtrykker bekymring over den manglende opmærksomhed om den territoriale dimension, når det tages i betragtning, at man hidtil har anerkendt de lokale og regionale myndigheders rolle i forvaltningen af migrationsfænomenet samt Regionsudvalgets rådgivende rolle på området;

—

understreger, at udbygningen af migrationspolitikkens eksterne dimension og af EU's instrumenter til indvandringsforvaltning bør følges op af en styrkelse af den territoriale dimension, hvor lokale og regionale myndigheder inddrages i udviklingen af en helhedsstrategi for migration; i denne forbindelse bør det sikres, at Kommissionen støtter idéen om at give Regionsudvalget en mere proaktiv rolle i den forberedende fase af Fællesskabets indsats;

—

hilser initiativet om at fremme cirkulær migration velkomment, da det kan give et positivt bidrag til medlemsstaternes arbejdsmarkeder og til udvikling af indvandrernes oprindelseslande;

Ordfører

:

Anna Terrón i Cusí (ES/PSE), den catalanske regionalregerings EU-sekretær

1.

mener, at EU snarest muligt bør udarbejde en egentlig indvandringspolitik, hvor EU tager hensyn til de forskellige myndighedsniveauers kompetencer, men også vedgår sine egne kompetencer;

2.

bifalder Kommissionens initiativer til etablering af mekanismer, der letter den lovlige indvandring af arbejdskraft i det omfang, der er tale om en ubalance mellem de restriktive foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig indvandring og foranstaltningerne til fremme af lovlig indvandring, og opfordrer Kommissionen til at udforme en samordnet europæisk migrationspolitik, der sikrer, at foranstaltninger på EU-niveau indebærer en merværdi, således som dette er tilfældet, når det gælder indvandring af højtkvalificeret arbejdskraft;

3.

er enig i, at ulovlig beskæftigelse er en af de vigtigste tiltrækningsfaktorer for irregulær indvandring, og at medlemsstaterne derfor bør udbygge og forbedre deres bestræbelser på at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe ulovlig beskæftigelse;

4.

påpeger, at det illegale arbejdsmarked først og fremmest skal bremses ved at sætte fokus på de arbejdsgivere eller enkeltpersoner, som ansætter personer, der opholder sig ulovligt i en medlemsstat. Indvandreren befinder sig som regel i en meget udsat position og kan udnyttes på en umoralsk og ulovlig måde;

5.

mener, at den kombinerede opholds- og arbejdstilladelse er et godt middel til at undgå irregulær indvandring, og minder om, at artikel 41 i EU's charter om grundlæggende rettigheder fastslår retten til god forvaltning;

6.

mener, at samarbejde med tredjelande er afgørende for et sammenhængende helhedssyn på indvandring, hvilket Det Europæiske Råd også erkendte i 2005 med en påmindelse i konklusionerne om, at »migrationsspørgsmål er et centralt element i EU's forbindelser med en lang række tredjelande, herunder navnlig EU's naboregioner« (1);

7.

fremhæver, at man ved etablering af »mobilitetspartnerskaber« bør prioritere de tredjelande, som er parate til at yde en betydelig indsats for at bekæmpe ulovlig indvandring og menneskesmugling;

8.

bifalder forslagene om udbygning af samarbejdet med tredjelande gennem »mobilitetspartnerskaber« eller teknisk og/eller finansiel bistand og opfordrer Kommissionen til ud fra lighedsprincippet at finde nye former for samarbejde med oprindelses- og transitlande, så der skabes en gensidig tillid, der gør det muligt for disse lande at samarbejde om bekæmpelse af irregulær indvandring og etablere strukturer, der regulerer den lovlige indvandring;

9.

peger på den nøglerolle, som lokale og regionale myndigheder spiller i forhandlingerne og forbindelserne med oprindelseslande og transitlande, især på områder som udvikling og samarbejde; minder om, at lokale og regionale myndigheder har spillet en bemærkelsesværdig rolle i bl.a. Aenas-, Meda- og Tacis-programmerne ved at sikre, at de er forløbet korrekt, og fremhæver de forbindelser med oprindelses- og transitlandene og den viden om disse lande, som er kommet i stand takket være indvandrersamfundene;

10.

beklager, at ingen af de refererede dokumenter fra Kommissionen nævner Regionsudvalgets rolle, og udtrykker bekymring over den manglende opmærksomhed om den territoriale dimension, når det tages i betragtning, at man hidtil har anerkendt de lokale og regionale myndigheders rolle i forvaltningen af migrationsfænomenet samt Regionsudvalgets rådgivende rolle på området;

11.

understreger, at udbygningen af migrationspolitikkens eksterne dimension og af EU's instrumenter til indvandringsforvaltning bør følges op af en styrkelse af den territoriale dimension, hvor lokale og regionale myndigheder inddrages i udviklingen af en helhedsstrategi for migration; i denne forbindelse bør det sikres, at Kommissionen støtter idéen om at give Regionsudvalget en mere proaktiv rolle i den forberedende fase af Fællesskabets indsats (2);

12.

fremhæver de lokale og regionale forvaltningers arbejde med strategierne for integration af indvandrere samt deres funktion som garanter for, at procedurerne for adgang til arbejdsmarkedet fungerer korrekt; peger på den rolle, de kan spille i uddannelsen af indvandrede arbejdstagere med henblik på indslusning på de europæiske arbejdsmarkeder eller på arbejdsmarkederne i deres oprindelseslande i tilfælde af tilbagevenden;

13.

minder om, at kommuner og regioner spiller en nøglerolle som leverandører af offentlige tjenesteydelser til (lovlige og irregulære) indvandrere, især med hensyn til modtagelse, sundhedspleje, uddannelse og bolig. Som anført i erklæringen fra den 5. konference for parlamenter i EU's hovedstadsregioner (april 2006) indebærer indvandring for nogle regioner og kommuner stadig store udgifter i form af offentlige serviceydelser. Man bør derfor undersøge nye fremgangsmåder, som giver de lokale og regionale forvaltninger en mere aktiv rolle i udviklingen af nationale initiativer og strategier for adgang til og integration på arbejdsmarkedet;

14.

gør opmærksom på, at det foretrækker termen »irregulær indvandring«, da ordet »illegal« eller »ulovlig« på mange sprog klart refererer til strafferetlige forhold; opfordrer under alle omstændigheder til, at man afstår fra at bruge benævnelsen »ulovlig indvandrer«;

15.

noterer sig, at der nævnes andre EU-politikker, som kan berøre migranter, nemlig udviklingspolitik, den europæiske beskæftigelsesstrategi samt socialt og økonomisk relaterede politikker; anmoder om, at alle politikker, der berører indvandrerbefolkningen, koordineres bedre;

16.

beder Kommissionen om at tage hensyn til medlemsstaternes prognoser for behovet for arbejdskraft på grundlag af medlemsstaternes oplysninger til Eurostat og på grundlag af katalogerne over erhverv med mangel på arbejdskraft med henblik på at få mere detaljeret viden om de forskellige medlemsstaternes foranstaltninger og prognoser. I den forbindelse bør medlemsstaternes beføjelser med hensyn til udstedelse af arbejdstilladelser til tredjelandsstatsborgere imidlertid respekteres;

17.

understreger betydningen af et pålideligt og ajourført statistisk system, som gør det muligt for staterne frivilligt at udveksle oplysninger og erfaringer om beskæftigelsespolitikker og arbejdsmarkedet, jf. forordning (EF) nr. 862/2007 om EF-statistikker over migration og international beskyttelse (3);

18.

understreger den vigtige rolle, som lokale og regionale myndigheder kan spille ved indsamling af information og statistiske data, og peger på det bidrag, de kan give til en europæisk indvandringsportal eller f.eks. udvidelse af Eures-nettets tjenester. Regionale og lokale myndigheder styrer mange webportaler, som kan supplere disse initiativer;

19.

udtrykker bekymring over, at der ikke udtrykkeligt henvises til de internationale aftaler, som EU's medlemsstater har underskrevet, og minder om, at medlemsstaterne skal arbejde efter retningslinjerne i ILO's erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet (1998), handlingsplanen for vandrende arbejdstagere (ILO, 2004) og generelt med respekt for de grundlæggende personlige rettigheder som nedfældet i de gældende internationale konventioner;

20.

anser det for meget vigtigt, at der etableres et net af lokale og regionale myndigheder med henblik på udvikling af statistiske instrumenter og fælles indikatorer, som kan gøre det muligt at få et mere nøjagtigt kendskab til migrationssituationen;

21.

peger på vigtigheden af at tilskynde til oprettelsen af permanente arbejdsgrupper og fora (konferencer, seminarer osv.) for udveksling af erfaringer og god praksis for modtagelse samt social og arbejdsmæssig integration af indvandrere;

22.

støtter medlemsstaternes ratificering af den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder.

23.

hilser initiativet om at fremme cirkulær migration velkomment, da det kan give et positivt bidrag til medlemsstaternes arbejdsmarkeder og til udvikling af indvandrernes oprindelseslande;

24.

erkender, at cirkulær migration kan skabe en positiv forbindelse mellem oprindelseslande og modtagerlande;

25.

gør opmærksom på, at den cirkulære migration skal fungere korrekt, hvis man skal undgå, at den bliver en vej til irregulær indvandring; der skal etableres effektive kanaler for at sikre migrantens tilbagevenden og fremme cirkulariteten; mener på den anden side, at cirkulær migration ikke kan erstatte migration af permanent karakter og heller ikke begrænse medlemsstaternes initiativer til integration af indvandrere;

26.

går ind for bedre sammenhæng mellem indvandringspolitik og andre EU-politikker med henblik på at forbedre oprindelseslandenes økonomiske og sociale situation og »bidrage til at mindske incitamenterne til ulovlig migration« (4);

27.

bifalder mobilitetspartnerskaberne med tredjelande og erkender betydningen af at fremme associeringsaftaler med indvandrernes oprindelseslande. Kommissionen understreger i sin meddelelse, at der ved indgåelse af mobilitetspartnerskaber bør tages hensyn til kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne. Disse skal omfatte instrumenter til fælles styring af migrationsstrømme, foranstaltninger til bekæmpelse af irregulær indvandring, fremme af tilbagetagelse og tilbagesendelse af irregulære indvandrere samt mekanismer til fremme af den økonomiske udvikling i disse lande;

28.

fremhæver betydningen af at indgå tilbagetagelsesaftaler med tredjelande som en del af deres forpligtelser og påpeger behovet for at effektivisere disse tilbagesendelser under hensyntagen til indvandrernes rettigheder og de internationalt anerkendte rettigheder;

29.

anmoder om anerkendelse af lokale og regionale myndigheders rolle i det internationale grænseoverskridende samarbejde og opfordrer til fremme af lokal og regional deltagelse i den europæiske naboskabspolitik, samtidig med at udvalget opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at samarbejde med de regionale myndigheder i oprindelseslandene ved at gøre brug af Kommissionens programmer, herunder især pilotinitiativet for regionalt samarbejde mellem regionerne i EU's yderste periferi og deres nabolande uden for EU og minder om, at det er disse myndigheder, der bedst kender indvandringens økonomiske og sociale indvirkning og dens følger i oprindelseslandets regioner;

30.

minder om, at den cirkulære migrations konsekvenser for oprindelseslandene bør analyseres, og at pengeoverførslernes indvirkning på disse lande bør undersøges; opfordrer til, at der i overensstemmelse med disse undersøgelser tages de nødvendige redskaber i brug for at lette overførsel af penge;

31.

opfordrer til en undersøgelse af mulighederne for at inddrage de byer og regioner, hvorfra og hvortil migrationsstrømmene kommer, i mobilitetspartnerskaberne, da det kan øge indvandrernes mobilitet og få positiv indflydelse på deres integration i samfundet;

32.

understreger behovet for at styrke de mekanismer, der fremmer mobiliteten inden for EU blandt vandrende arbejdstagere, der regelmæssigt tager ophold og arbejder i en EU-medlemsstat;

33.

understreger, at tredjelande, som har indgået et mobilitetspartnerskab, effektivt skal stræbe efter at stimulere til hjemvenden og genbosættelse af indvandrerne gennem aktive tiltag, der fremmer produktive job og menneskeværdige arbejdsforhold. Myndighederne i værtslandet bør gøre de oprindelseslande, som de har indgået et mobilitetspartnerskab med, opmærksom på dette samt støtte oprindelseslandet med rådgivning og andre aktiviteter, der ikke medfører finansielle omkostninger;

34.

ser positivt på idéen om at udstede langtidsvisa med mulighed for flere indrejser, hvilket vil fremme cirkulær migration, og støtter de initiativer, der fremmer deltagelse på medlemsstaternes arbejdsmarkeder af tredjelandsstatsborgere, som tidligere har fået indrejsetilladelse som studerende, og af tredjelandsstatsborgere, som efter deltagelse i ordninger for cirkulær migration har opfyldt deres forpligtelse til at vende hjem;

35.

opfordrer Kommissionen til at gøre alt, hvad den kan, for at sikre, at cirkulærmigranter efter deres tilbagevenden til oprindelseslandet kan overføre deres erhvervede pensionsrettigheder;

36.

værdsætter forøgelsen af incitamenter til samarbejde med tredjelande som supplement til andre tiltag, som fremmer de lokale og regionale myndigheders deltagelse i udviklingsprojekter;

37.

støtter idéen om at oprette fælles centre for visumansøgninger i tredjelande og opfordrer til, at dette initiativ ikke fører til flere administrative procedurer, men derimod til en forenkling og effektivisering af de eksisterende.

38.

støtter Kommissionens intentioner om at bekæmpe illegalt arbejde udført af personer fra tredjelande. Indførelsen af sanktioner af økonomisk, administrativ og i alvorlige tilfælde strafferetlig karakter, der skal sikre overholdelsen af EU's lovgivning, er et nationalt anliggende — med forbehold for sanktioner, der skal sikre EU rettens effektivitet;

39.

konstaterer, at det er nødvendigt at vurdere, om betegnelsen »arbejdsgiver« eller »iværksætter/virksomhedsleder« er brugt hensigtsmæssigt i de forskellige sprogudgaver af direktivet, og mener, at det er bedre — når der i en medlemsstats lovgivning eksisterer en forskel mellem de to betegnelser — at bruge betegnelsen »arbejdsgiver« end »iværksætter/virksomhedsleder« for at adskille iværksætterånden fra den strafbare adfærd og for at dække situationer, hvor en person kan tilbyde regulær beskæftigelse uden at være iværksætter/virksomhedsleder i ordets juridiske forstand;

40.

fastslår, at illegalt arbejde skal bekæmpes med sanktioner over for dem, som ansætter folk illegalt, men også ved at øge arbejdskontrollen, forbedre mulighederne for lovlig ansættelse og undersøge alternativer, som gør det muligt at fremme god praksis og identificere de virksomheder og personer, som ikke ansætter indvandrere, der ikke har papirerne i orden; resultaterne af arbejdskontrollerne bør offentliggøres, så forbrugere og potentielle arbejdstagere kan træffe informerede valg;

41.

fastslår, at bekæmpelse af irregulært arbejde, som er en af de vigtigste årsager til, at irregulære indvandringsstrømme stadig tiltrækkes, bør have førsteprioritet blandt EU's indvandringspolitiske tiltag, og mener, at retsgrundlaget for direktivet burde centreres om bekæmpelse af irregulært arbejde og som en konsekvens heraf begrænsning af irregulær indvandring, ikke omvendt;

42.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder, i overensstemmelse med national lovgivning, kan spille en vigtig rolle i forbindelse med gennemførelse af kontrol og overvågning af arbejdsmarkedet, og at det kan være nødvendigt at øge de menneskelige og materielle ressourcer, hvis antallet af kontrolbesøg skal øges;

43.

mener, at man i forbindelse med bekæmpelse af irregulært arbejde bør lægge særlig vægt på at bekæmpe menneskesmugling og menneskehandel, og fordømmer mafiaers og den organiserede kriminalitets rolle i den fortsatte irregulære indvandring i almindelighed og den arbejdsmæssige udnyttelse i særdeleshed, som er blevet en rentabel kriminel aktivitet;

44.

bakker op om initiativerne til bekæmpelse af irregulært arbejde og opfordrer til fremme af fællesinitiativer mellem de forskellige (nationale, regionale og lokale) forvaltningsniveauer og de sociale aktører (først og fremmest arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, men også ngo'er og rettighedsorganisationer) på dette område; opfordrer til gennemførelse af oplysende initiativer og foranstaltninger i bestemte erhvervssektorer for at overtale arbejdsgivere, der ansætter irregulær arbejdskraft, til at lade være og informere dem om fordelene ved at ansætte legalt;

45.

er enig i, at det ikke ville give mening at udelukke privatpersoner, som ansætter arbejdstagere med ulovligt ophold, fra direktivets anvendelsesområde, men advarer om, at det er umuligt at forebygge denne situation, hvis der ikke formuleres fleksible og supplerende procedurer for lovlig ansættelse af arbejdskraft, så arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft dækkes;

46.

understreger, at det er vigtigt at gøre proceduren for midlertidig ansættelse mere fleksibel og hurtig og at definere kanalerne for sæsonbetinget indvandring som forudset i politikplanen for lovlig indvandring af 2005; dette kan bidrage til at forebygge en stadig fortsættelse af irregulære kontraktforhold;

47.

henleder opmærksomheden på den ekstreme arbejdsmæssige og personlige udsathed, som mange kvindelige indvandrere i Europa befinder sig i, og opfordrer til større fokus på denne problemstilling;

48.

støtter beslutningen om ikke at pålægge tredjelandsstatsborgere, der berøres af forslaget, sanktioner, selvom kravet om en tilbagesendelsesafgørelse eller en udvisningsafgørelse (5) kan betragtes som en straf; ser positivt på de finansielle sanktioner over for arbejdsgivere, der overtræder loven, især deres pligt til at betale omkostningerne ved tilbagesendelse samt udgifter til indvandrerens kost og logi, indtil tilbagesendelsesproceduren er afsluttet; understreger, at EU bør sikre, at der er sammenhæng i de retslige instrumenter med relation til tilbagesendelse, og at disse respekterer de grundlæggende rettigheder;

49.

opfordrer til, at der træffes de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at tilbagesendte arbejdstagere modtager deres udestående løn;

50.

kræver bedre beskyttelse fra de relevante myndigheder i medlemsstaterne af ulovligt udnyttede arbejdstagere og beder om, at man overvejer muligheden for at give dem en opholdstilladelse af længere varighed, især i meget alvorlige tilfælde; det ville være i tråd med indholdet af direktiv 2004/81/EF om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder.

51.

bifalder initiativer, som sigter på at fremme lovlig indvandring i EU, og forsøg på at harmonisere de forskellige, komplekse mekanismer for adgang til medlemsstaternes arbejdsmarkeder;

52.

finder det nødvendigt at udvikle tiltag som »det blå kort« for at gøre Den Europæiske Union mere attraktiv som mål for kvalificerede og højt kvalificerede migranter, opfylde de europæiske arbejdsmarkeders behov og sikre gennemførelse af Lissabon-strategien; opfordrer dog Kommissionen til at give en klarere definition af »kvalificerede« og »højt kvalificerede« migranter og foreslår, at definitionen tager migrantens uddannelsesniveau, erhvervserfaring, sprogkundskaber og andre relevante faktorer med i betragtning;

53.

påpeger, at man ikke bør forklejne ufaglærte eller lavt kvalificerede arbejdstageres bidrag til arbejdsmarkederne i nogle europæiske lande, og minder Kommissionen — efter, at den har analyseret og evalueret beskæftigelsesmulighederne for ufaglærte og lavt kvalificerede arbejdstagere — om Rådets forpligtelse til af beskæftigelsesmæssige grunde at sikre en tilnærmelse af andre adgangsprocedurer som fastlagt i handlingsprogrammet for lovlig indvandring;

54.

mener, at »det blå kort« ikke kun bør gives til kvalificerede arbejdstagere, der ansøger om tilladelse til indrejse i EU, men også til arbejdstagere, der allerede har bopæl i en EU-medlemsstat;

55.

finder det uomgængeligt, at der tilvejebringes pålidelige og grundlæggende oplysninger om behovet for kvalificeret arbejdskraft på medlemsstaternes arbejdsmarkeder, og opfordrer Kommissionen til at finde frem til en effektiv, ensartet metode til frembringelse og præsentation af statistiske oplysninger på dette område i overensstemmelse med forordning nr. 862/2007;

56.

anmoder medlemsstaterne om at fremme lokale og regionale myndigheders deltagelse i fastlæggelsen af antallet af indrejsetilladelser til tredjelandsstatsborgere i forbindelse med tilbud om højt kvalificeret arbejde, og beklager, at disse myndigheders deltagelse ikke direkte nævnes i direktivforslaget;

57.

rejser spørgsmålet, om højt kvalificerede arbejdstageres arbejdsmobilitet kan blive berørt af kravet om mindst to års bosættelse i den første medlemsstat, og opfordrer Kommissionen til at finde alternative løsninger, som kan sikre arbejdsmobilitet og imødekommelse af de nationale arbejdsmarkeders behov;

58.

ser velvilligt på betingelserne for de højt kvalificerede arbejdstageres familiers indrejse; erfaringer fra andre lande som Australien, Canada og USA har vist, at dette kan være et afgørende punkt ved rekruttering af højt kvalificeret personale;

59.

minder om, at det er vigtigt at undgå »hjerneflugt« fra udviklingslande, og påpeger, at programmer for kvalificerede arbejdstageres indrejse (bl.a. Kommissionens nye initiativer om cirkulær migration) ifølge ILO »kan forværre problemerne med hjerneflugt« (6);

60.

slår til lyd for, at der baseret på data og statistikker foretages en troværdig undersøgelse af hjerneflugt og dens følger for oprindelseslandene med henblik på sammen med oprindelseslandene at finde frem til løsninger, der kan forebygge de risici og skadevirkninger, der er forbundet med dette fænomen;

61.

opfordrer Kommissionen til at træffe alle de nødvendige forholdsregler for som alternativ til »hjerneflugt« at fremme »hjernecirkulation«, et begreb, der indebærer, at migranter vender tilbage til deres oprindelsesland og deler udbyttet af de kompetencer, de har erhvervet i værtslandet (7), og at forbindelserne mellem hjemlandets og værtslandets samfund aktiveres og uddybes.

62.

udtrykker tilfredshed med forslaget om en enkelt ansøgningsprocedure, der fører til en kombineret opholds- og arbejdstilladelse, og opfordrer til at forbedre de administrative kanaler, der skal behandle denne tilladelse;

63.

bifalder ethvert forslag, der kan forenkle ordningerne for arbejdskraftens adgang til EU, og efterlyser en mere fleksibel ansøgnings- og godkendelsesprocedure for arbejds- og opholdstilladelse for at sikre, at systemet fungerer effektivt;

64.

betragter den kombinerede tilladelse som et godt middel til bekæmpelse af irregulær migration — et udbredt problem i EU's medlemsstater, som skader den ret til god forvaltning, som er anerkendt i EU's charter om grundlæggende rettigheder;

65.

udtrykker tilfredshed med anerkendelsen af en fælles rettighedspakke for alle indehavere af en kombineret arbejds- og opholdstilladelse og understreger, at disse rettigheder skal anerkendes som dele af den internationale beskyttelse af arbejdstagere, som ILO er garant for;

66.

påpeger med henvisning til sin udtalelse CdR 233/2006 (8), at det er vigtigt at forbedre mekanismerne for anerkendelse og homologisering af erhvervsmæssige uddannelses- og eksamensbeviser samt for indvandreres erhvervskvalifikationer som helhed, så det bliver lettere at placere dem på arbejdsmarkedet i større overensstemmelse med deres kompetencer;

67.

bifalder garantistillelsen i forbindelse med proceduren for fremlæggelse af den ene ansøgning om kombineret opholds- og arbejdstilladelse, især kravet om, at en afvisning af ansøgningen skal begrundes, og muligheden for at indgive klage over afslag;

68.

insisterer på, at medlemsstaterne med respekt for subsidiaritetsprincippet skal inddrage de lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af indvandringspolitik, især når det drejer sig om indvandreres integration på arbejdsmarkedet, så disse myndigheder kan deltage i beslutningen om antallet af udlændinge, der får adgang til deres territorium, samt deres erhvervsmæssige karakteristika.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/26

—

er overbevist om, at værdierne demokrati og menneskerettigheder som fastslået i det Charter om Grundlæggende Rettigheder, der er vedlagt Lissabon-traktaten, har udgjort hjørnestenen i den europæiske integrationsproces, og at den bedre beskyttelse af menneskerettigheder inden for EU's territorium vil gøre promoveringen af demokrati og menneskerettigheder i EU's eksterne forbindelser mere troværdig;

—

påpeger, at demokrati og menneskerettigheder først og fremmest er spørgsmål af global betydning og udgør offentlige goder, og at i mange samfund er de lokale myndigheder dem, som er tættest på de enkelte borgere, og som har ansvaret for at gennemføre disse rettigheder. Da instrumentet primært er fokuseret på offentlig institutionsopbygning, kunne det godt lægge større vægt på lokale og regionale institutioner;

—

påpeger også, at Regionsudvalgets valgovervågningsstrategi kan indgå i rammen for Målsætning 5 med henblik på at forbedre opbygningen af et græsrodsdemokrati og skabe en større følelse i befolkningerne af at have et ansvar for den demokratiske proces;

—

anser støtte til valgovervågning for et vigtigt led i udviklingen af demokratiet og mener, at der også bør lægges særlig vægt på overvågning af lokale og regionale valg i tredjelande i EU's kommende valgovervågningsstrategier;

—

mener, at EU-overvågning af nationale valg bør tage større højde for konsekvensanalyserne af fremme af demokrati på lokalt og regionalt niveau.

Ordfører

:

Heini Utunen (FI, ALDE), Medlem af byrådet i Jyväskylä

1.

bekræfter sin overbevisning om, at værdierne demokrati og menneskerettigheder som fastslået i det Charter om Grundlæggende Rettigheder, der er vedlagt Lissabon-traktaten, har udgjort hjørnestenen i den europæiske integrationsproces, og at den bedre beskyttelse af menneskerettigheder inden for EU's territorium vil gøre promoveringen af demokrati og menneskerettigheder i EU's eksterne forbindelser mere troværdig;

2.

anser det for afgørende, at Den Europæiske Union opfatter demokrati og menneskerettigheder som universelle værdier, der bør fremmes ihærdigt overalt i verden, og støtter indsatsen for at opnå disse i tredjelande;

3.

minder om, at det konsekvent har været af den opfattelse, at der ikke kan findes en ægte demokratisk styreform uden en betydelig overførsel af beføjelser og kompetencer til det lokale og regionale niveau. Ved at samarbejde om at finde reelle løsninger på konkrete hverdagsproblemer kan de lokale og regionale myndigheder opbygge tillid mellem befolkningsgrupper, tillid til det lokale selvstyre og tro på interkulturel dialog; de kan tilbyde mere lokalt medansvar og en mere bæredygtig kapacitetsopbygning for demokrati og fremme af menneskerettigheder;

4.

påpeger, at demokrati og menneskerettigheder først og fremmest er spørgsmål af global betydning og udgør offentlige goder, og at i mange samfund er de lokale myndigheder dem, som er tættest på de enkelte borgere, og som har ansvaret for at gennemføre disse rettigheder. Da instrumentet primært er fokuseret på offentlig institutionsopbygning, kunne det godt lægge større vægt på lokale og regionale institutioner;

5.

erkender, at EIDHR spiller en unik rolle ved at være med til at udvikle og konsolidere demokratiet og retsstatsprincippet i tredjelande i hele verden og i kraft af sin betydning i forbindelse med skabelsen af en konsekvent og sammenhængende EU-indsats på dette særlige område;

6.

anser EIDHR for at være et synligt aktiv for Europa, der styrker den europæiske profil inden for fremme af demokrati og menneskerettigheder i tredjelande. Regionsudvalget understreger, at EU's hensigt med at fremme demokrati ikke betyder, at EU bør eller kan eksportere en bestemt model eller påtvinge tredjelande den. EIDHR indebærer en mulighed for at formidle fælles principper om individets frihed bredt; henviser til at Europarådets Charter for Lokalt Selvstyre i høj grad har tjent som inspiration og vejledning for mange nye demokratier i Europa i forbindelse med opbygning af velfungerende lokalt selvstyre. Ligeledes vil Kommunalkongressens nye udkastet til Charter for Regionalt Demokrati kunne tjene samme formål;

7.

mener under hensyntagen til strategiens målsætning om at yde bistand uafhængigt af tredjelandsregeringers samtykke, at de demokratisk valgte lokale og regionale myndigheder i de berørte lande bør defineres som partnere i opfyldelsen af EIDHR's mål ved eksplicit at blive opført på listen over aktører på samme niveau som civilsamfundsorganisationer;

8.

minder om, at det allerede har etableret flere instrumenter til gennemførelse af sin politik i de lande, det har oprettet kontakter med. Især har etableringen af tre arbejdsgrupper om det vestlige Balkan, Tyrkiet og Kroatien såvel som tilrettelæggelsen af en konferencecyklus om den europæiske naboskabspolitik skabt mulighed for en løbende politisk dialog og udveksling af eksempler på god praksis med lokale og regionale repræsentanter fra tredjelande;

9.

foretrækker en mere langsigtet strategisk tilgang til instrumentet og dets målsætninger. Prioritetsområderne har ændret sig under hver programplanlægningsfase, hvilket har vanskeliggjort den langsigtede udvikling og vurdering af programmet og dets initiativer. Den udførlige evaluering og præcise rapportering af de færdige programmer gør det lettere at videreudvikle kommende programmer;

10.

er opmærksom på behovet for at strømline ansøgningsprocedurerne for EIDHR-støtte og opfordrer til en forenkling af den konkrete styring af programmet, så mindre organiserede strukturer kan få fordel af og fuldt og fleksibelt arbejde med instrumentet. Da EIDHR forbliver et instrument af forholdsvis beskeden størrelse, er det afgørende for dets succes, at der arbejdes på en selektiv og strategisk måde;

11.

henstiller, at evalueringen og revurderingen af strategien tager udgangspunkt i de lokale og regionale myndigheder og tredjelandes subsidiaritet. Administrationen af EIDHR må ikke øge bureaukratiet på en sådan måde, at det bliver en hindring for især de projekter, som er kendetegnende for de lokale aktører. Maksimal fleksibilitet bør tillades for at undgå den diskrimination, som tunge strukturer afføder.

12.

Regionsudvalgets støtte til demokrati, gode styreformer, europæiske værdier og menneskerettigheder berettiger dets deltagelse i hele strategien. Blandt de foreslåede fem målsætninger kan der imidlertid i flerårsplanlægningen for 2010-2013 lægges særlig vægt på inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i Målsætning 2. Regionsudvalget påpeger også, at dets valgovervågningsstrategi kan indgå i rammen for Målsætning 5 med henblik på at forbedre opbygningen af et græsrodsdemokrati og skabe en større følelse i befolkningerne af at have et ansvar for den demokratiske proces.

13.

påpeger, at mens støtten til denne målsætning overvejende er rettet mod ikke-statslige organisationer, bør det anerkendes, at i visse lande og regioner kan menneskeretsforkæmpere og tilmed kommunale embedsmænd være udsat for en vis risiko som følge af deres stilling og daglige arbejde. Der bør gøres en indsats for at mobilisere støtte til disse personer.

14.

anser et deltagerbaseret og reelt demokrati på lokalt og regionalt niveau for den bedste langsigtede metode til at opbygge et velfungerende demokrati, der fokuserer på borgernes behov, er baseret på gode styreformer og har borgernes tillid og opbakning;

15.

efterlyser reelle demokratimodeller, der for eksempel sikrer den politiske repræsentation af både mænd og kvinder, af den indfødte befolkning, hvor en sådan findes, og af lokale mindretal; desuden er deltagelsen af lokale mindretal, personer med handicap og børn og unge nogle områder, hvor det synes afgørende at udveksle eksempler på god praksis og støtte de lokale og regionale myndigheders indsats for at styrke borgernes deltagelse;

16.

bemærker, at det centrale element i gode styreformer, baseret på bred politisk repræsentation og deltagelse, er en anerkendelse af, at de bedste beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt;

17.

påpeger, at demokratisk ansvarlighed — der begynder på lokalt og regionalt niveau — er afgørende for at sikre gennemsigtighed i forvaltningen og spiller en nøglerolle for bekæmpelsen af korruption og fattigdom;

18.

mener, at de lokale og regionale myndigheder ved at udvikle mellemfolkelige kontakter på et mindre formelt niveau og ved at prioritere løsningen af borgernes problemer i hverdagen på et praktisk grundlag spiller en vigtig rolle for styrkelsen af det lokale samarbejde mellem stridende interessegrupper;

19.

mener, at civilsamfundet, lokale ikke-statslige organisationer og medborgerbaserede organisationer for grundlæggende friheder og menneskerettigheder samt lokale menneskerettighedsforkæmpere kan opnå de bedste resultater ved at gennemføre politiske, økonomiske og sociale rettigheder på lokalt niveau, når deres arbejde anerkendes, og de i udførelsen af dette ikke udsættes for trusler, chikane og usikkerhed, og at det lokale niveau er særlig relevant for fremme af borgernes demokratiske værdier og politiske bevidsthed, hvis de er i stand til at samarbejde med styrkede lokale og regionale myndigheder;

20.

fremhæver merværdien af den lokale tilgang, hvad angår grænseoverskridende samarbejde om forskellige spørgsmål, f.eks. konfliktløsning. At lokale initiativer som »bydiplomati« gennem fremme af interkulturel dialog og tillidsskabende tiltag på lokalt niveau kan spille en positiv rolle i konfliktsammenhænge, bør især understreges. Globale kampagner for demokrati og menneskerettigheder bør derfor planlægges i langt større grad, eksempelvis gennem en transnational tilgang, som også rummer et tydeligt lokalt og regionalt perspektiv.

21.

påpeger, at selv om menneskerettighedsdialoger almindeligvis gennemføres med statslige myndigheder, er det klart, at demokratiske spørgsmål også skal behandles af lokale og regionale aktører. Et velfungerende demokratisk system kan ikke skabes og opretholdes uden det lokale og regionale niveaus deltagelse og medansvar — begge niveauer bidrager på alle måder til at udvikle demokratiet;

22.

I FN's definition af menneskerettighedsforkæmpere som »personer og organisationer, der er engageret i at fremme og forsvare menneskerettigheder og grundlæggende friheder«, fremgår lokale beslutningstageres og aktivisters rolle tydeligt.

23.

anser det følgelig for et påtrængende problem, at et betydeligt antal torturtilfælde finder sted i lokale fængsler og politistationer. En kraftig indsats bør gøres for at gennemføre national lovgivning og internationale forpligtelser på lokalt niveau. Der bør derfor også gives støtte til lokale ikke-statslige organisationer, som overvåger myndighedernes handlinger, og til at uddanne myndighederne;

24.

støtter retningslinjerne om børns rettigheder og understreger relevansen af de lokale myndigheder, hvad angår uddannelse og adgang til passende undervisning og sundhedsydelser, herunder indsatsen for reproduktive sundhedsrettigheder, især for piger;

25.

hilser Kommissionens meddelelse »En særlig plads til børn i EU's eksterne foranstaltninger« (KOM(2008) 55 endelig) velkommen og minder om vigtigheden af at fremme integration af børns interesser og rettigheder i Fællesskabets eksterne foranstaltninger.

26.

bifalder de samarbejdsaftaler, der allerede findes med aktører som f.eks. Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og Den Internationale Straffedomstol, og ser meget gerne, at der lægges vægt på at fremme lokalt demokrati og øge kapaciteten hos de lokale og regionale myndigheder til at gennemføre borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder;

27.

understreger børns ret til — i forhold til deres alder og udviklingstrin — at gøre deres indflydelse gældende og blive hørt (i henhold til artikel 12 i FN-konventionen om barnets rettigheder) især i forbindelse med beslutninger om lokale anliggender.

28.

er på grundlag af egne erfaringer og ved aktivt at fremme lokalt og regionalt demokrati, decentralisering og selvstyre i Europa overbevist om, hvor afgørende det er at sikre, at nationale og europæiske myndigheder respekterer etablerede lokale og regionale kompetencer, hvis ægte demokrati og menneskerettigheder skal fremmes i hele verden;

29.

understreger, at valgovervågning er blevet et af udvalgets effektive redskaber i dets eksterne politik i løbet af de sidste to år — anerkender i den forbindelse Kommunalkongressens ekspertise og mangeårige indsats på dette område, og hilser det velkomment at Regionsudvalget har fået mulighed for at deltage i Kommunalkongressens arbejde i forhold til at støtte det lokale og regionale demokrati;

30.

anser støtte til valgovervågning for et vigtigt led i udviklingen af demokratiet og mener, at der også bør lægges særlig vægt på overvågning af lokale og regionale valg i tredjelande i EU's kommende valgovervågningsstrategier;

31.

mener, at EU-overvågning af nationale valg bør tage større højde for konsekvensanalyserne af fremme af demokrati på lokalt og regionalt niveau;

32.

understreger, at den kommende strategi for perioden 2010-2013 bør tage hensyn til den rolle, de lokale og regionale myndigheder kan spille i det initiativ, især hvad angår lokale valgprocedurer og europæisk ekspertise med at overvåge dem i tredjelande.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/30

—

understreger, at det regionale og lokale niveau overalt i EU har et ansvar for at beskytte og fremme den sproglige mangfoldighed. Regionerne og de lokale myndigheder er ideelt placeret til at indgå i konstruktive partnerskaber med sproguddannelsesinstitutioner og udstikke rammerne for uddannelses- og efteruddannelseskurser tilrettelagt i forhold til de specifikke lokale behov og krav;

—

er i betragtning af den sproglige mangfoldigheds store betydning i EU af den opfattelse, at det flersprogede samfund bør opbygges således, at man får mest muligt ud af fordelene ved mangfoldigheden og samtidig minimerer ulemperne;

—

mener, at hver enkelt EU-borger bør vedligeholde det eller de sprog, som de er opvokset med, idet det er en del af den enkeltes kulturelle bagage, men samtidig i løbet af livet bør tilegne sig aktivt og passivt kendskab til yderligere ét fælles andet og tredje fremmedsprog, valgt på grundlag af kulturelt slægtskab eller de krav om social og økonomisk mobilitet, der findes i hjemlandet eller -regionen;

—

understreger, at for at nå målet om »1 sprog + 2« bør de regionale myndigheder spille en fremtrædende rolle især i forbindelse med gennemførelsen af uddannelsesprogrammerne;

—

foreslår derfor, at alle regioner tilskyndes til at oprette deres egne lokale fora for flersprogethed, der skal overvåge de lokale sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige tendenser og fremkomme med forslag til, hvordan befolkningen kan bevidstgøres og motiveres i relation til livslang læring af »1 sprog + 2«.

Ordfører

:

Roberto Pella (IT/PPE), Medlem af provinsrådet for Biella, Viceborgmester i Valdengo

1.

glæder sig over den saltvandsindsprøjtning, som Kommissionen har givet flersprogethed med oprettelsen af en portefølje for området under kommissær Leonard Orban pr. 1. januar 2007. I betragtning af dette områdes store betydning og den udfordring, der ligger heri, bør denne portefølje styrkes, så den kan udvikle sig og løse de tildelte opgaver effektivt;

2.

understreger, at spørgsmålet om flersprogethed er en prioritet på EU's politiske dagsorden, som er relevant for alle politikområder, der vedrører det sociale, økonomiske og kulturelle liv i Europa;

3.

er enigt i de retningslinjer for arbejdet, som kommissær Orban har udstukket, hvorefter flersprogethed kan fungere som et redskab til større integration i Europa og bedre dialog mellem kulturerne;

4.

er i betragtning af den sproglige mangfoldigheds store betydning i EU af den opfattelse, at det flersprogede samfund bør opbygges således, at man får mest muligt ud af fordelene ved mangfoldigheden og samtidig minimerer ulemperne, hvorved mangfoldigheden ikke blot udnyttes som et middel til at nå et mål;

5.

gør opmærksom på den undersøgelse, som er gennemført af ekspertgruppen om flersprogethed, der blev nedsat i 2005, og er enigt i rækken af indsatsområder, der kan sammenfattes som følger:

6.

fremhæver konklusionerne af den online-høring, der blev iværksat i september 2007, som opsummerer indsatsen for flersprogethed i følgende nøglepunkter:

7.

gør opmærksom på og er enigt i forslagene fra gruppen af intellektuelle om den interkulturelle dialog, som blev nedsat på initiativ af Kommissionen med Amin Maalouf som formand, og fremhæver især:

8.

understreger, at fremme og beskyttelse af den kulturelle og sproglige mangfoldighed er en hovedprioritet. I Den Europæiske Union forstås der ved flersprogethed anerkendelse og anvendelse af:

EU og medlemsstaterne skal fremme flersprogethed inden for deres respektive kompetenceområder;

9.

Overalt i EU har det regionale og lokale niveau et ansvar for at beskytte og fremme den sproglige mangfoldighed. Derudover har det regionale og lokale niveau kompetence inden for uddannelse, efteruddannelse og voksenuddannelse, er en part på arbejdsmarkedet og koordinerer den regionale og lokale vækst og udvikling;

10.

Ved efteruddannelse i forbindelse med livslang læring får begreber som »viden« og »læring« større betydning, bl.a. fordi arbejdsmarkedet med dets vidtfavnende muligheder kræver bedre sprogfærdigheder;

11.

Regionerne og de lokale myndigheder er ideelt placeret til at indgå i konstruktive partnerskaber med sproguddannelsesinstitutioner og udstikke rammerne for uddannelses- og efteruddannelseskurser tilrettelagt i forhold til de specifikke lokale behov og krav;

12.

mener derfor, at de regionale og lokale myndigheder er bedst udrustet til at opfylde de forskellige lokale sprogbehov, hvilket ikke bør være til hinder for, at de kan modtage støtte fra de centrale/statslige myndigheder;

13.

mener, at Europas sociale og økonomiske samhørighed bør tage udgangspunkt i den bedst mulige udnyttelse af de muligheder, der knytter sig til mobiliteten, globaliseringen, den europæiske kultur og følelsen af at være europæer;

14.

Dette kan bl.a. lade sig gøre, hvis de sprogvanskeligheder, som landene og de enkelte borgere står over for, fjernes, idet

15.

mener, at Kommission ved anvendelsen af den åbne koordinationsmetode på området for flersprogethed skal være opmærksom på ikke kun at inddrage det nationale administrative niveau, men også det lokale og regionale, da det ofte er her, det primære ansvar for iværksættelsen af de forskellige foranstaltninger i lokalområdet ligger;

16.

mener i øvrigt, at man i den forbindelse skal være opmærksom på respekten for og stoltheden forbundet med de ikke-officielle sprog, der tales af mindretalsgrupper, der på lige fod med de officielle sprog udgør en del af den regionale kulturs mangfoldighed, som skal tilgodeses i de europæiske integrationsprogrammer;

17.

mener, at det er vigtigt, at man inden for rammerne af målsætningen om 1 sprog + 2 fastlægger målet for EU's politikker for flersprogethed;

18.

mener, at hver enkelt EU-borger bør vedligeholde det eller de sprog, som de er opvokset med, idet det er en del af den enkeltes kulturelle bagage, men samtidig i løbet af livet bør tilegne sig aktivt og passivt kendskab til yderligere ét fælles andet og tredje fremmedsprog, valgt på grundlag af kulturelt slægtskab eller de krav om social og økonomisk mobilitet, der findes i hjemlandet eller -regionen;

19.

mener, at valget af det andet fremmedsprog ikke kun skal træffes mellem de officielle EU-sprog, men også omfatte de europæiske mindretalssprog og navnlig de ikke-europæiske sprog, som frembyder muligheder af kulturel, økonomisk og social karakter, der kan have betydning for forbedringen af Europas konkurrenceevne;

20.

foreslår at prioritere følgende nøglebudskaber, som skal vedtages i EU-politikken for flersprogethed og omsættes til operationelle foranstaltninger, der kan motivere borgerne, bevare mangfoldigheden og sætte de enkelte lokale og regionale instanser i centrum for valget af uddannelsesforløb;

21.

De regionale og lokale myndigheders rolle er meget vigtig, ikke kun fordi mange har politiske og administrative beføjelser på uddannelsesområdet, men også fordi de er bedre til at overvåge situationen for flersprogethed blandt borgerne og følge udviklingen i gennemførelsen af de pågældende direktiver og fællesskabsprogrammer. Det er således i regionerne og kommunerne, at man kan vurdere de erhvervede kvalifikationer og de anvendte fremgangsmåder, og hvor man på grundlag af denne vurdering kan skabe et stærkt incitament for politisk handling på EU-plan;

22.

For at nå målet om »1 sprog + 2« bør de lokale og regionale myndigheder spille en fremtrædende rolle især i forbindelse med gennemførelsen af uddannelsesprogrammerne;

23.

I det enkelte land kan forskellige regioner have forskellige historiske, kulturelle, samfundsmæssige, sociale eller økonomiske præferencer;

24.

Den territoriale mangfoldighed bør fremmes, dvs. regioner opfordres til, at tilbyde sprogundervisning på grundlag af kommunernes og regionernes undersøgelser, forskning og analyser af de kulturelle traditioner, befolkningens ønsker og de økonomiske og sociale behov og muligheder i regionen;

25.

På den måde vil det blive muligt at holde øje med, om de iværksatte uddannelsesprogrammer stemmer overens med behovene i felten og via den fleksibilitet, der er indbygget i det lokale og regionale selvstyre, ændre de uddannelsesinitiativer, der ikke har givet de ønskede resultater;

26.

Fremmedsprog skal kunne vælges frit. Har en medlemsstat mere end et officielt EU-sprog, skal indlæringen af det andet eller de andre sprog også fremmes;

27.

mener, at politikken for flersprogethed også bør have en betydelig ekstern dimension. Fremme af de europæiske sprog uden for Unionens grænser er vigtig i både økonomisk og kulturel henseende. Tilsvarende bør Unionen være åben over for tredjelandes sprog, såsom kinesisk, arabisk, indisk, russisk m.v.;

28.

Det foreslås derfor, at alle regioner tilskyndes til at oprette deres egne lokale fora for flersprogethed, der skal overvåge de lokale sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige tendenser og fremkomme med forslag til, hvordan befolkningen kan bevidstgøres og motiveres i relation til livslang læring af »1 sprog + 2«;

29.

Desuden skal programmerne til integration af indvandrere gives en saltvandsindsprøjtning. Kendskab til de relevante sprog, som de og deres børn har brug for med henblik på fuldt ud at kunne udvikle deres potentiale i det europæiske samfund, bør befordres og lettes, samtidig med at det sikres, at deres ret til at bevare deres oprindelige sprog respekteres til fulde. Et af de sprog, som de bør beherske, er det officielle EU-sprog i det område — medlemsstat — de bor i, samt eventuelle andre officielt anerkendte sprog i området eller regionen i overensstemmelse med de respektive forfatningsmæssige bestemmelser;

30.

Sammenfattende bør de lokale, regionale og nationale institutioner tilskynde uddannelsesinstitutionerne til at indarbejde en lang række af sprog i deres læseplaner. Uddannelsessystemerne bør tage hensyn til en lang række sprog udvalgt i overensstemmelse med de lokale sociale, økonomiske og kulturelle behov;

31.

mener, at beherskelse af fremmedsprog er et vigtigt led i konkurrenceevnen. Det er dokumenteret, at europæiske virksomheder taber markedsandele på grund af manglende sprogkundskaber;

32.

opfordrer derfor Kommissionen til at fortsætte sin indsats på dette område;

33.

For så vidt angår de mindre sprog og de sprog, der tales af et mindretal, må man ikke glemme, at de bidrager til at øge den europæiske kulturs kerneværdi, som er forskelligheden, og derfor ikke kun ikke må undertrykkes i denne udvikling, men som tværtimod bør nyde særlig beskyttelse;

34.

Sprog må ikke forskelsbehandles, udelukkende fordi de betegnes som mindretalssprog eller mindre sprog;

35.

Det foreslås i denne forbindelse at organisere debatter med det mål at indføre termer, som er mere i trit med de virkelige forhold;

36.

Det er derfor vigtigt at fremme en proces, hvorunder de mindre sprog, som er udtryk for stærkt rodfæstede traditioner og kulturer, anerkendes officielt på europæisk niveau;

37.

Dette ville bane vejen for anerkendelse fra EU-institutionernes side og dermed føre til, at EU-tekster oversættes til flere end de nuværende 23 sprog, og således fremme den direkte debat mellem EU og borgerne;

38.

Denne officielle anerkendelse på europæisk niveau tillige med den territoriale diversificering vil fremme den sociale integration;

39.

bifalder konklusionerne af Det Europæiske Råds møde den 13. juni 2005, som gav mulighed for at anvende andre sprog end de sprog, der er officielt anerkendt i henhold til forordning 1/1958, i EU's organer og institutioner;

40.

De sprog, som hverken er anerkendt på europæisk eller lokalt eller regionalt niveau, skal imidlertid også fortsat være omfattet af programmer til beskyttelse og bevarelse af identitet;

41.

Et andet spørgsmål er, hvordan man støtter borgerne i forbindelse med livslang læring;

42.

Det er forholdsvis enkelt at »kanalisere« sproguddannelsen ind i skolegangen og støtte de unge i dag, således at de i morgen ikke mister den tværkulturelle, sproglige lydhørhed, de har erhvervet på skolebænken. Problemet bliver mere komplekst, når det gælder de generationer, som for længst har forladt uddannelsessystemerne og aldrig har gennemgået et flersprogligt uddannelsesforløb. Det er også vigtigt at sikre adgang til sprogundervisning for de ældre generationer, hvoraf mange ikke har stødt på fremmedsprog hverken i hverdagen eller i professionel sammenhæng. Dette ville øge deres muligheder for at udtrykke sig i alderdommen og således blive mere engagerede europæiske medborgere;

43.

Det er derfor nødvendigt at fremme uddannelsessystemer, der ikke alene er økonomisk overkommelige (ofte udgør udgifterne til sprogkurser en hindring for ældres deltagelse i uddannelse), men som samtidig muliggør passiv deltagelse, således at man ikke udelukker muligheden for, at personer med bevægelseshandicap eller dem, som ikke har den tid, et aktivt engagement kræver, kan deltage;

44.

Derudover skal det understreges, at man må bestræbe sig på at lære et fremmedsprog så korrekt som muligt, navnlig i lyset af den stadigt voksende gruppe af indvandrere;

45.

Det er således vigtigt at understrege, at der findes forenklede former for læring, hvorefter den enkelte kan tilegne sig elementære sprogfærdigheder, der gør vedkommende i stand til at udtrykke sig og forstå. Disse former for læring bør fremmes af de statslige, regionale og lokale uddannelsesinstitutioner og støttes økonomisk af EU for at udbrede mulighederne for læring og bygge bro over generationskløften på sproguddannelsesområdet;

46.

Endvidere bør alternative læringsformer gennem øget brug af multimedier fremmes via fjernsynsprogrammer på originalsproget med undertekster (f.eks. tv-programmer, biografen, film, nyhedsstof) samt øget brug af sprogkurser via computeren og online oversættelsesprogrammer, dvs. en form for livslangt selvstudium;

47.

Hos børn og unge skal lysten til fremmedsprog derimod vækkes fra starten. Læringen af det første fremmedsprog bør starte så tidligt som muligt, således at børnene lærer det fremmede sprogs lyde at kende, eftersom man herved skaber bedre forudsætninger for en hurtigere og mere nuanceret læring af fremmedsprog;

48.

Der bør bygges videre på de fremskridt i fremmedsprogsindlæringen, der er gjort i grundskolen og på de højere klassetrin. I skolen bør der være øgede muligheder for at tale fremmedsprog på de første klassetrin og for at lære et andet fremmedsprog på de senere klassetrin;

49.

Universiteterne bør gøre det muligt at forbedre eller udvide sprogkundskaberne bl.a. via en styrkelse af Erasmus- og Socrates-programmerne;

50.

Universiteterne bør ikke kun åbne dørene for ældre studerende, som gerne vil gøre noget ved deres manglende sprogkundskaber, men også hjælpe virksomheder, som skal støttes og tilskyndes til at tilbyde deres ansatte og ledelse muligheden for at lære nye »handelssprog« og indgå i partnerskaber med universiteter;

51.

Derudover er det nødvendigt med oversættelses- og tolkekurser, som inddrager ikke kun institutionerne (fra almindelige borgere til regioner og Europa-Parlamentet — fremme og præmiering af byer, som formår at udarbejde hjemmesider og ekstern dokumentation på flere sprog, er et godt incitament for institutionel flersprogethed på lokalt plan), men tillige steder, der er i kontakt med offentligheden;

52.

Flersprogethed kan tilskyndes ikke kun gennem uddannelse og efteruddannelse, men også via fritidsaktiviteter;

53.

Gennem indlæring af flere sprog via kultur eller idræt kan forskellige befolkningsgrupper, fra børn til voksne, bevidstgøres;

54.

Musik og sange er allerede i sig selv et globalt og flersproget marked: Fremme af begivenheder som f.eks. »EuroMusic Open Day«, hvor sangtekster er i højsædet, ville være et positivt tiltag;

55.

Der bør udgives mere litteratur med oversættelse (dvs. udgivelse på to sprog — originalsproget og oversættelsen), og ikke kun på initiativ af det enkelte forlag, men tillige gennem offentlige partnerskaber, hvorved de lokale og regionale myndigheder tilskyndes til at fremme private flersprogede initiativer;

56.

anerkender behovet for institutionel flersprogethed i EU. Derfor må det i EU's institutioner snarest sikres, at der i det mindste tilbydes passiv tolkning fra EU's officielle sprog, så deltagerne i diskussionerne kan fremlægge deres tanker på deres modersmål;

57.

mener, at bevarelse af den kulturelle mangfoldighed indebærer, at man sikrer et system med officiel eller uofficiel oversættelse til alle EU's officielle sprog. Det er afgørende, hvis man vil fremme flersprogethed, at den bilaterale kommunikation også ved uformelle møder foregår på parternes sprog;

58.

Ved officielle møder skal der oversættes til alle medlemsstaternes officielle sprog, og det samme gælder arbejdsdokumenter og officielle dokumenter. Hvis hver medlemsstat skal respekteres som en hjørnesten i EU, skal EU til gengæld give alle mulighed for at deltage fuldt ud og i overensstemmelse med de respektive forfatningsmæssige bestemmelser forsyne de enkelte medlemsstater med de dokumenter, som er nødvendige for, at borgerne kan udøve et aktivt europæisk medborgerskab;

59.

Flersprogethed må ikke begrænses til udviklingen af den sociale og økonomiske mobilitet internt i EU, men bør ligeledes gøre det muligt for de europæiske borgere at lære markeder og kulturer uden for EU at kende;

60.

Dette er vigtigt, bl.a. i lyset af den igangværende udvikling, som i stadig stigende grad medfører, at EU knytter tættere økonomiske og kulturelle bånd med Kina, Rusland og Japan;

61.

En øgning af EU's konkurrenceevne udadtil afhænger derfor også af bedre uddannelse og efteruddannelse i ikke-EU-sprog;

62.

Det andet fremmedsprog skal kunne vælges blandt alle de sprog, som EU-landene har berøring med, med særlig fokus på sprogene i vækstlandene uden for EU og de særlige kulturelle kendetegn i de lande, som Europa er i gang med at styrke sine handelsforbindelser til.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/36

—

minder om den grundlæggende positive respons fra Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, på det spørgsmål, der blev rejst af den europæiske sammenslutning af folkevalgte repræsentanter fra bjergområder under den strukturerede dialog på Regionsudvalgets plenarforsamling den 7. december 2006 vedrørende muligheden af at udarbejde en grønbog om »EU's politikker for bjergområder«;

—

bemærker, at bjergområder både er områder med permanente naturlige og geografiske handicap og områder med naturlige og menneskelige aktiver, der kan fremme vækst og beskæftigelse;

—

anmoder om, at EU gennemfører en reel integreret europæisk politik for alle bjergområder under hensyntagen til deres mangfoldighed;

—

vil støtte Kommissionen og medlemsstaterne i deres bestræbelser på at gennemføre de generelle mål for de reviderede Lissabon- og Göteborgstrategier gennem en europæisk handlingsplan for konkurrenceevne og bæredygtig udvikling i bjergområder;

—

anbefaler Kommissionen at overveje følgende tre vigtige indsatsområder:

Ordfører

:

Luis Durnwalder (IT/PPE), Regionalrådsmedlem/formand for den selvstyrende provins Bolzano

1.

minder om den grundlæggende positive respons fra José Manuel Barroso, formand for Europa-Kommissionen, på det spørgsmål, der blev rejst af den europæiske sammenslutning af folkevalgte repræsentanter fra bjergområder under den strukturerede dialog på Regionsudvalgets plenarforsamling den 7. december 2006 vedrørende muligheden af at udarbejde en grønbog om »EU's politikker for bjergområder«;

2.

understreger, at det i Lissabon-traktaten (artikel 158) — i definitionen af målsætningen om territorial samhørighed — erkendes, at bjergområder, herunder regioner med permanente naturlige eller geografiske handicap, har brug for særlig opmærksomhed;

3.

understreger, at bjergområder har stor betydning for alle EU-borgeres liv og aktiviteter på grund af de naturressourcer, kulturelle ressourcer (f.eks. sproglig mangfoldighed, knowhow) og økonomiske ressourcer (f.eks. landbrug, industri og turisme), som findes her;

4.

bemærker, at der findes bjergområder i 21 medlemsstater, at de dækker 35,69 % af EU's areal, og at de tegner sig for 17,73 % af EU's befolkning (1);

5.

bemærker, at bjergområder tegner sig for 26 % af verdens landareal og 10 % af verdens befolkning, og at de som erkendt i kapitel 13 i Agenda 21 (Rio) spiller en vigtig rolle for bæredygtig udvikling i verden;

6.

konstaterer, at adgang til bjergområder er en afgørende forudsætning for at kunne virkeliggøre et indre marked og sikre fri bevægelighed for personer, varer og tjenester;

7.

understreger, at bjergområder er endnu mere forskelligartede, hvis man ser på dem som sammenhængende, overregionale, grænseoverskridende og tværnationale områder, der omfatter bjerge, dale og forland samt by- og landområder;

8.

bekræfter, at bjergmiljøet er kendetegnet ved en stor biologisk mangfoldighed og derfor er særlig skrøbeligt og følsomt over for klimaændringer, hvorfor det kan bruges som et tidligt »varslingssystem«;

9.

bekræfter, at bjergområder traditionelt har været forsøgsområder for potentielt innovativ bæredygtig udvikling på grund af deres permanente naturlige handicap;

10.

gør opmærksom på, at lokale og regionale myndigheder har stor erfaring med bæredygtig udvikling i bjergområder;

11.

minder om den indsats, som Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg via diverse udtalelser og studier har gjort, for at der i EU's politikker sættes større fokus på bjergområder;

12.

konstaterer, at der endnu ikke findes en EU-politik eller en integreret fællesskabsstrategi for bjergområder, sådan som det er tilfældet for kystområder og byområder.

13.

bemærker, at lokale og regionale myndigheder i bjergområder lægger vægt på deres selvstændighed og overholdelse af subsidiaritetsprincippet, hvilket afspejler en bundstyret tilgang til europæisk governance;

14.

bemærker, at bjergområder både er områder med permanente naturlige og geografiske handicap og områder med naturlige og menneskelige aktiver, der kan fremme vækst og beskæftigelse;

15.

understreger, at EU's politikker bør samles i en integreret strategi for bæredygtig udvikling, der tager højde for de forskellige forhold i bjergområder;

16.

bemærker, at EU hurtigst muligt bør gøre en afbalanceret og retfærdig indsats for at sikre en bæredygtig udnyttelse af de forskellige byområder, kystområder, tyndtbefolkede områder og bjergområder i EU;

17.

minder om, at bjergbefolkninger spiller en vigtig aktiv rolle for landskabsopbygningen og balancen i bjergmiljøet;

18.

støtter de lokale og regionale myndigheders indsats og de netværk, de indgår i med det formål at udveksle god praksis i overensstemmelse med de fornyede Lissabon- og Göteborgmålsætninger og målsætningen om økonomisk, social og territorial samhørighed;

19.

understreger, at Lissabon-strategien og retningslinjerne for samhørighedspolitikken 2007-2013 er lige så relevante for bjergområder som for andre områder, når det gælder om at fremme EU's konkurrenceevne i verden;

20.

gør opmærksom på, at EU-politikkernes grænseoverskridende og tværnationale dimension spiller en vigtig rolle for den europæiske integration;

21.

understreger, at det politiske og administrative Europa bør bringes tættere på borgernes hverdag.

22.

fremhæver den merværdi, som det vil have på europæisk niveau at beskæftige sig med bjergområder (Alperne, Pyrenæerne, Karpaterne, de iberiske bjergområder, Balkan, bjergområder i Middelhavsområdet, herunder bjergrige øer, nordiske bjergområder, centraleuropæiske bjergområder m.fl.) i betragtning af deres grænseoverskridende og tværnationale dimension;

23.

gør opmærksom på bjergområdernes rigdomme på naturlige og kulturelle ressourcer;

24.

minder om de mange integrerede nationale og regionale bjergpolitikker;

25.

noterer sig arbejdet med Alpe-konventionen og lanceringen af Karpater-konventionen;

26.

bifalder det arbejde, der er blevet udført i grænseregionerne med Euroregionerne og arbejdsfællesskaberne som formidlere og primus motor;

27.

ønsker en reel integreret europæisk bjergstrategi som et tværsektorielt supplement til de forventede forslag i den grønbog om territorial samhørighed, der er under udarbejdelse.

28.

gør opmærksom på, at en europæisk bjergpolitik vedrører et stort antal sektorpolitikker, der allerede er delvist omfattet af EU-lovgivningen, men som aldrig er blevet samordnet på basis af en integreret tilgang;

29.

opremser følgende vigtige politikområder, som en aktiv bjergpolitik bør omfatte:

30.

anmoder om, at EU gennemfører en reel integreret europæisk politik for alle bjergområder under hensyntagen til deres mangfoldighed;

31.

vil støtte Kommissionen og medlemsstaterne i deres bestræbelser på at gennemføre de generelle fornyede mål for Lissabon- og Göteborgstrategierne gennem en europæisk handlingsplan for konkurrenceevne og bæredygtig udvikling i bjergområder;

32.

råder EU-institutionerne til i deres strategi for en »bedre lovgivning« at tage højde for særlige lokale kendetegn;

33.

anmoder Kommissionen om at anerkende det positive og forskelligartede bidrag, som lokale og regionale myndigheder kan yde i forbindelse med en bæredygtig udvikling i bjergområder, hvilket bør medtænkes i EU's nye bjergpolitik;

34.

anbefaler Kommissionen at overveje følgende tre vigtige indsatsområder:

35.

anbefaler Kommissionen at anvende bjergområder som forsøgsområder for innovation, vidensamfundet og bæredygtig udvikling;

36.

ønsker, at bjergområderne kan fortsætte med at udvikle en innovationsstrategi, der bygger på deres traditioner, og forbedre SMV'ers konkurrenceevne;

37.

foreslår Kommissionen og medlemsstaterne at tage hensyn til bjergområdernes forskellige behov, når det gælder uddannelse og erhvervsuddannelse;

38.

anbefaler, at Kommissionen på baggrund af erfaringerne med naturparker udvikler en integreret metode til forvaltning af isolerede mellem- og højtliggende bjergområder, der indebærer, at politikker til bevarelse af naturressourcerne, navnlig gennem netværksinstrumentet »Natura 2000«, kan kombineres med politikker til fremme af en afbalanceret udvikling i bjergområder;

39.

råder EU til i forbindelse med organiseringen af civilsikkerheden på europæisk plan at tage hensyn til bjergområdernes særlige kendetegn, eftersom der i disse områder findes mange naturlige risici og begrænsninger, og de anvendte teknikker på civilbeskyttelses- og nødhjælpsområdet derfor er meget anderledes;

40.

opfordrer til i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik at iværksætte overvejelser omkring den strategiske rolle, som landbruget, husdyrbrug og vindyrkning i bjergområder spiller for bevarelsen af landskaber, vandkvaliteten og fremstillingen af produkter af høj kvalitet, som let kan spores tilbage til et bestemt område. Denne nye mere lokalt baserede fælles landbrugspolitik vil fremme en højkvalitetsproduktion med et lavt udbytte, der spiller en vigtig rolle for det europæiske landbrug og ikke mindst miljøet;

41.

anmoder Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet om at foreslå en række afbalancerede foranstaltninger i forbindelse med afviklingen af mælkekvoteordningen, navnlig med henblik på bjergområder og områder med mellemhøje bjerge. Foranstaltningerne bør finansieres af de midler, der frigøres ved afviklingen af markedsordningsinstrumenterne, men ikke af de midler, der er afsat til de direkte betalinger. For at landbruget, ekstensiv avl og mælkeproduktionen kan bevares i bjergområder og områder med mellemhøje bjerge, bør der udvikles en mere økonomisk tilgang under den anden søjle, bl.a. med henblik på at skabe nye afsætningsmuligheder og derved støtte forskellige landbrugsformer, der har stærkt positiv indvirkning på natur og miljø i områder med naturlige og geografiske handicap;

42.

opfordrer EU-institutionerne til i deres politikudformning at tage hensyn til, at skove i bjergområder og bæredygtig skovforvaltning spiller en strategisk rolle for en yderst effektiv beskyttelse af især beboede områder og ligeledes bidrager til bevarelse af ressourcerne og biodiversiteten og dermed til at modvirke klimaændringer, sikre luft- og vandkvaliteten, bevare landskaberne samt fremme den økonomiske og sociale udvikling i bjergområder;

43.

fastholder, at skovbruget er en underudnyttet aktivitet i Europa, både hvad angår dets miljømæssige rolle og økonomiske produkter (energi, bygning, materialer);

44.

opfordrer EU-institutionerne til i deres analyser af de europæiske lokalområder at medtænke de energimæssige udfordringer og bjergområders produktionskapacitet, når det gælder vedvarende energikilder (hydroelektricitet, sol- og vindenergi, biomasse og træ) og passivt byggeri;

45.

opfordrer EU-institutionerne, de nationale og regionale offentlige banker samt Den Europæiske Karbonfond eller Bluenext til at tage højde for den positive rolle, som bjergområder spiller for miljøkvaliteten (højtliggende skove, sletter og græsgange), hvad angår kulstofdræn, der kan udnyttes finansielt gennem systemer med certifikater eller CO2-kreditter;

46.

gør opmærksom på, at transeuropæiske energinet, transport og informations- og kommunikationsteknologier (ikt) bør have en territorial dimension og således tage højde for geografiske, miljømæssige og menneskelige forhold i de områder, som de går igennem, for at de kan opfylde deres funktion som europæiske kommunikations- og udvekslingsnetværk med en kontinental dimension, der bakkes op af befolkningen;

47.

foreslår, at der i EU's overvejelser omkring bæredygtig mobilitet i byerne tages højde for de forsøg, der er gjort med integreret, bæredygtig lokal transport i bjergbyer;

48.

understreger, at det er nødvendigt med et permanent samspil mellem befolkninger i bjergområder og den brede befolkning for at kunne nå de fornyede EU-mål for vækst og beskæftigelse;

49.

anmoder Kommissionen om at gøre alt for at begrænse it-kløften og give alle områder og borgere i EU adgang til jord- og luftbaserede højhastighedsforbindelser og hurtigst muligt endnu hurtigere forbindelser, navnlig inden for rammerne af det europæiske i2010-initiativ vedrørende e-integration;

50.

anbefaler, at der ved udformningen af udenrigs- og naboskabspolitikken tages højde for bjergområder i forbindelse med en række internationale geopolitiske spørgsmål, der er forbundet med udfordringer som f.eks. vand og naturressourcer, hensyntagen til den kulturelle mangfoldighed og uddannelse, bæredygtig økonomisk udvikling og migrationsstrømme;

51.

råder Kommissionen til at »lokalbasere« sin kommunikationsstrategi for at nærme sig EU-borgerne i deres hverdag;

52.

anbefaler i højere grad at medtænke den territoriale dimension i EU's politikker, beslutningsprocesser og udvalgsprocedurer for dermed at forbedre demokratiet i EU;

53.

opfordrer Europa-Parlamentet til at indkredse de budgetmæssige virkninger af EU's aktiviteter i de enkelte bjergområder;

54.

anbefaler, at samhørighedspolitikken koordineres i partnerskab med bjergområderne for at undgå spredning og forbedre strukturforanstaltningernes strategiske dimension;

55.

foreslår, at den praktiske programmering af andre EU-politikker med lokale virkninger ligeledes samordnes i partnerskab med bjergområderne, således at der kan fastlægges tværgående, integrerede partnerskabsstrategier;

56.

støtter Rådets (ministrene for fysisk planlægning og udvikling) initiativ til at undersøge virkningerne af klimaændringer i bjergområder inden for rammerne af handlingsplanen for den territoriale dagsorden og anmoder Kommissionen om at medtænke dette spørgsmål i sit arbejde og lovgivningsforslag;

57.

bifalder den vigtige rolle, som samhørighedspolitikken spiller i EU-strategien for bjergområder, og den retningsgivende rolle, som er blevet tildelt målsætningen om territorial samhørighed og Interreg-programmerne;

58.

anmoder medlemsstaterne og de nationale parlamenter om i proceduren for vedtagelsen af forordningen om EGTS at overveje den afgørende betydning af et fælles juridisk instrument, der kan fremme det territoriale samarbejde i bjergområder;

59.

understreger, at der ved udformningen af konkurrencepolitikken og politikken for det indre marked bør tages højde for den vigtige rolle, som forsyningspligtydelser, offentlig-private partnerskaber i bjergøkonomier og håndteringen af faste sociale og økonomiske ekstraomkostninger spiller i disse områder med permanente naturlige handicap, når det drejer sig om at undgå affolkning og udnytte de eksisterende aktiver;

60.

anmoder Kommissionen om at høre alle aktører og observatører, der berøres af Alpe-konventionen og Karpater-konventionen, med henblik på at undersøge forvaltningen heraf og evaluere målsætningerne samt på dette grundlag tage stilling til, om protokollerne til førstnævnte konvention skal ratificeres, og om den anden konvention skal undertegnes og ratificeres, og i bekræftende fald om Kommissionen skal være en drivkraft for disse tværnationale konventioner;

61.

foreslår, at man udnævner et år til europæisk bjergår, og at Kommissionen i fællesskab med Regionsudvalget hvert andet år afholder en europæisk konference om bjergområder på basis af konferencemodellen fra 2002;

62.

anmoder Europa-Parlamentet og Rådet om på gennemsigtig vis under høringerne forud for udpegelsen af EU-kommissærkollegiet at overdrage ansvaret for bjergområder til én enkelt kommissær, der ud over sine øvrige opgaver skal samordne Kommissionens foranstaltninger i relation til dette område af tværgående, territorial karakter;

63.

anmoder Kommissionen om at fremsætte forslag i en grønbog om en fremtidig europæisk bjergpolitik, hvilket er en forudsætning for en integreret, partnerskabsbaseret europæisk strategi for bjergområder, som forvaltes af Kommissionen, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder med støtte fra de socioøkonomiske aktører og miljøorganisationerne og gennem inddragelse af de nationale og europæiske repræsentative sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder i bjergområder.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/41

—

mener, at det er afgørende at styrke kommunikationen med borgerne i EU ved at inddrage dem i en løbende dialog, således at der kan skabes en demokratisk, tillidvækkende og gensidigt forpligtende debat, som fremmer europæisk identitet og opmuntrer til aktivt europæisk medborgerskab;

—

insisterer på de nationale, lokale og regionale folkevalgte politikeres fælles ansvar for at inddrage den europæiske dimension i deres virke; anmoder derfor om, at partnerskabet om kommunikation mellem EU-institutionerne, de nationale regeringer og parlamenter samt de lokale og regionale myndigheder fremmes med det formål at give borgerne dels øget kendskab til EU, dels klare og objektive budskaber om de foranstaltninger, der træffes på unionsniveau;

—

bifalder den nye fase i plan D, »Debate Europe«, som viderefører tilgangen med inddragelse af lokalsamfundet og tilvejebringer endnu et redskab, hvorigennem man kan nå ud til befolkningen, etablere kontakter og handle i partnerskab i kølvandet på valget til Europa-Parlamentet og i forbindelse med ratificeringen af Lissabontraktaten;

—

bifalder Kommissionens beslutning om at medfinansiere en ny række civilsamfundsprojekter under plan D, og er enigt i, at man skal koncentrere sig om decentraliserede indkaldelser og tiltag til støtte for lokale projekter; er særdeles tilfreds med, at disse indkaldelser placerer inddragelsen af Regionsudvalgets medlemmer og fremme af dialogen med de lokale politiske beslutningstagere helt centralt i forhold til disse mål; opfordrer imidlertid Kommissionen til at sikre, at de lokale og regionale myndigheder selv kan deltage i forbindelse med indkaldelse af forslag;

—

foreslår, at Europahusene ikke forbeholdes medlemsstaternes hovedstæder, men at de skal kunne etableres på initiativ af de lokale og regionale myndigheder under overholdelse af nærmere specificerede krav; glæder sig derfor over Kommissionens planer om en endnu større lokal satsning, i og med at den tilskynder til debatter, der ikke begrænser sig til Europas hovedstæder, med Kommissionens repræsentationskontorer og den anden generation af Europa Direkte-centrene, som forventes åbnet i 2009;

—

er rede til at bidrage og deltage aktivt i initiativer, der iværksættes af andre institutioner, herunder borgertopmøder, der kunne arrangeres af EU's formandskab.

Ordfører

:

Claude du Granrut (FR/PPE), Medlem af regionsrådet i Pikardiet

1.

støtter Kommissionens initiativ, der i overensstemmelse med retningslinjerne fra Det Europæiske Råd har til formål gennem en tættere inddragelse af EU's institutioner og medlemsstaterne og i erkendelse af betydningen af aktioner på lokalt og regionalt plan at udvikle en ny kommunikationsstrategi over for borgerne i EU;

2.

mener, at det har afgørende betydning at styrke kommunikationen med borgerne i EU ved at inddrage dem i en løbende dialog, således at der kan skabes en demokratisk, tillidvækkende og gensidigt forpligtende debat, som fremmer europæisk identitet og opmuntrer til aktivt europæisk medborgerskab;

3.

gentager sin overbevisning om, at det er bydende nødvendigt dels via en decentraliseret dialog at fremme overvejelser om Unionens fælles værdier, det europæiske samarbejdes landvindinger og EU-politikkernes virkninger på borgernes dagligdag samt udfordringerne for EU's fremtid, dels at fremme EU-borgernes kendskab til Unionens anliggender;

4.

insisterer på de nationale, lokale og regionale folkevalgte politikeres ansvar for at inddrage den europæiske dimension i deres virke og anmoder derfor om, at partnerskabet om kommunikation mellem de nationale regeringer og de lokale og regionale myndigheder fremmes med det formål at give borgerne dels øget kendskab til EU, dels klare og objektive budskaber om de foranstaltninger, der træffes på unionsniveau;

5.

anmoder derfor Kommissionen om at give borgerne reelle muligheder for deltagelse og fremhæver den rolle, som de udbredte kommunikationsmedier spiller i denne sammenhæng, herunder navnlig Internettet, der er nemt tilgængeligt, og som er et kommunikationsværktøj, der har fundamental betydning især for de lokale og regionale myndigheder;

6.

glæder sig over Kommissionens vilje til at styrke princippet om partnerskab mellem EU's institutioner og medlemsstaterne, insisterer på behovet for, at både Regionsudvalgets og de lokale og regionale myndigheders rolle anerkendes i denne sammenhæng, og konstaterer, at det manglende kendskab til EU først og fremmest skyldes medlemsstaternes ringe indsats, men at Kommissionen på sin side har erkendt dels den positive effekt af decentraliseret kommunikation, dels behovet for tiltag på lokalt og regionalt plan;

7.

bifalder den nye fase i plan D, »Debate Europe«, som viderefører tilgangen med inddragelse af lokalsamfundet og tilvejebringer endnu et redskab, hvorigennem man kan nå ud til befolkningen, etablere kontakter og handle i partnerskab i kølvandet på valget til Europa-Parlamentet og i forbindelse med ratificeringen af Lissabontraktaten;

8.

opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til formidlingsaspektet ved tilrettelæggelsen af de enkelte EU-politikker, herunder navnlig de politikker, der har direkte indvirkning på lokalområderne, dvs. især strukturfondene, og mener, at det reviderede EU-budget bør indeholde et kapitel om kommunikation med borgerne;

9.

har den opfattelse, at ratifikationen af Lissabontraktaten og det kommende valg til Europa-Parlamentet bør benyttes til at fremme en egentlig debat om EU, og har i den forbindelse nedsat en særlig arbejdsgruppe, hvis målsætning er at finde ud af, hvordan der kan skabes optimale vilkår for Regionsudvalgets medlemmer til at komme i dialog med EU-borgerne om Unionen.

10.

minder om indholdet i EU-kommissær Margot Wallströms udsagn om en territorial tilgang og de lokale og regionale myndigheders afgørende rolle med hensyn til at nå ud til borgerne i forbindelse med de hundredvis af arrangementer som led i plan D i hele EU og i den forbindelse forklare dem hensigten med EU's politiske virksomhed og dens positive virkninger på den økonomiske udvikling, den territoriale samhørighed, miljøet, den sociale sikkerhed og det sociale fremskridt;

11.

gentager i forlængelse heraf, at udvalget betragter samarbejdsaftalen med Kommissionen, navnlig aftalens addendum om kommunikationspolitikken, som en støtte til at organisere debatter og arrangementer om emner med forbindelse til borgernes dagligdag, så som beskæftigelse, sikkerhed, migration, grundlæggende rettigheder, miljøbeskyttelse og energiforsyning, og derved demonstrere merværdien af Fællesskabets politiske indsats, når den forbindes med de folkevalgte lokalpolitikeres beføjelser;

12.

anmoder om, at de kontaktpersoner, som på hvert af Kommissionens repræsentationskontorer blev udpeget i overensstemmelse med samarbejdsaftalen mellem Regionsudvalget og Kommissionen, og som på lokalt og regionalt plan er ansvarlige for implementeringen af de kommunikationstiltag, som besluttes af den interinstitutionelle informationsgruppe, bliver reelle informationsformidlere mellem Kommissionen og Regionsudvalgets medlemmer. De bør medvirke til, at lokale og regionale myndigheder inddrages i arrangementer på decentralt niveau og i forbindelse med kommissionsmedlemmers officielle besøg i medlemsstaterne;

13.

påpeger, at om end en ny kommunikationsstrategi kræver et mere udbredt samarbejde mellem EU's institutioner og fællesskabsorganerne, bør den ligeledes have et input fra lokalt niveau, som alene de myndigheder, der dels har ansvar for og er tæt på borgerne, dels har kendskab til EU's beslutningsprocedurer, kan analysere og formidle, og fremhæver i denne forbindelse reformtraktatens protokol om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne, der forpligter Kommissionen til i sine forslag til lovgivningsmæssige retsakter at tage hensyn til disses økonomiske og forvaltningsmæssige konsekvenser for de lokale og regionale myndigheder;

14.

konstaterer, at de lokale og regionale aktørers indsats og inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder i Kommissionens formelle høringsrunder forud for udarbejdelsen af al lovgivning skal ses som et led i udviklingen af styreformer på flere niveauer, hvilket styrker kommunernes og regionernes rolle som EU's formidlingskanaler for oplysning og kommunikation, idet denne rolle som tovejsformidlingskanal kan udfyldes i et samarbejde med regionskontorerne, de lokale og regionale myndigheders repræsentationer i Bruxelles samt med de nationale og europæiske sammenslutninger af lokale og regionale folkevalgte politikere.

15.

henleder opmærksomheden på behovet for at sikre en bedre overensstemmelse mellem oplysningsindsatsen om EU og dennes målgrupper og dens tilpasning til den lokale og regionale virkelighed;

16.

anmoder om i overensstemmelse med de to etaperapporter om Regionsudvalgets gennemførelse af den decentraliserede kommunikationspolitik at udmønte læren af de arrangementer, der blev afholdt af de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med plan D;

17.

bifalder Kommissionens beslutning om at medfinansiere en ny række civilsamfundsprojekter under plan D, og er enigt i, at man skal koncentrere sig om decentraliserede indkaldelser og tiltag til støtte for lokale projekter; udvalget er særdeles tilfreds med, at disse indkaldelser placerer inddragelsen af Regionsudvalgets medlemmer og fremme af dialogen med de lokale politiske beslutningstagere helt centralt i forhold til disse mål; opfordrer imidlertid Kommissionen til at sikre, at de lokale og regionale myndigheder selv kan deltage i forbindelse med indkaldelse af forslag;

18.

understreger, at »Debate Europe«-fasen af plan D kun vil være effektiv i alle medlemsstater, hvis der skabes større synergieffekter mellem medlemmer af Europa-Parlamentet, de folkevalgte på lokalt og regionalt plan, talsmænd for nationale regeringer, cheferne for Europa-Parlamentets og Kommissionens repræsentationskontorer og repræsentanter for nationale sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder;

19.

foreslår, at Europahusene, som er åbne for offentligheden, og hvis formål er gennem et bredt anlagt aktivitetstilbud at tiltrække borgerne, ikke forbeholdes medlemsstaternes hovedstæder, men at de skal kunne etableres på initiativ af de lokale og regionale myndigheder under overholdelse af nærmere specificerede krav; udvalget glæder sig derfor over Kommissionens planer om en endnu større lokal satsning, i og med at den tilskynder til debatter, der ikke begrænser sig til Europas hovedstæder, med Kommissionens repræsentationskontorer og den anden generation af Europa Direkte-centrene, som forventes åbnet i 2009;

20.

understreger, at kommunikationen med de unge bør sigte mod at gøre dem opmærksomme på at det bør være i deres egen interesse at engagere sig i det europæiske samarbejde;

21.

henstiller i den forbindelse til alle styringsniveauer at drage omsorg for, at de unge i løbet af deres skolegang erhverver et grundlæggende kendskab til EU med det formål at give dem en bedre forståelse for Unionens beføjelser, funktionsmåde, foranstaltninger og mulige positive indvirkning på deres personlige og jobmæssige fremtid i lyset af det 21. århundredes udfordringer;

22.

henstiller, at medlemsstaternes kommunikationsaktioner gennemføres i samarbejde med lokale og regionale folkevalgte politikere f.eks. i forbindelse med afholdelsen af decentrale arrangementer i kommuner og regioner samt debatter i lokale og regionale forsamlinger om EU's politikker, om muligt med deltagelse af medlemmer fra Europa-Parlamentet og repræsentanter for Kommissionens generaldirektorater, således som det er tilfældet i visse nationale parlamenter;

23.

minder om, at de lokale og regionale folkevalgte politikere kan spille en afgørende rolle med hensyn til dels at gennemføre en tovejskommunikation, der kan oplyse borgerne om EU's rolle og situation, dels at aktivere borgerne i kraft af denne oplysningsindsats og således bringe EU nærmere de regioner og kommuner, hvor disse politikere er valgt, men også omvendt er i en gunstig position med hensyn til at formidle lokale reaktioner, dvs. den lokale og regionale offentlige mening, til de niveauer, hvor EU's politiske indsats forberedes og besluttes;

24.

fremhæver de politiske partiers rolle for EU-formidlingsindsatsen på lokalt og regionalt plan, når det handler om at fremme EU-projektet, og opfordrer de lokale og regionale folkevalgte politikere til at ruste de unge politikere til at kunne tage stilling til EU-spørgsmål, således at de pågældende som fremtidige beslutningstagere vil være i stand til at inddrage den europæiske dimension i deres virke;

25.

anser det for afgørende, at Lissabontraktaten og de resultater, hensyn og fremskridt, den repræsenterer, af hensyn til gennemsigtigheden og effektiviteten i EU-samarbejdet og dettes legitimitet samt inddragelsen af borgerne i udarbejdelsen af EU's politikker fremlægges på en klar og troværdig måde;

26.

anbefaler, at der afholdes et særligt møde i lokal- og regionalrådene, som skal være åbent for deltagelse af medlemmer af Europa-Parlamentet og Regionsudvalgets medlemmer fra samme valgkreds, om den europæiske integrations resultater og EU's funktion via institutioner f.eks. den 9. maj (Europa-dagen);

27.

bebuder følgende planlagte prioriterede aktioner på kommunikationsområdet i 2008;

28.

ønsker et tæt samarbejde med Kommissionen om udarbejdelsen af en »working plan« med udgangspunkt i de initiativer på kommunikationsområdet, der igangsættes som led i det interinstitutionelle samarbejde, og ved bilateralt med medlemsstaterne at øge antallet af partnerskaber om den oprationelle styring;

29.

er indstillet på at bidrage og deltage aktivt i initiativer, der iværksættes af andre institutioner, herunder borgertopmøder, der kunne arrangeres af EU's formandskab.

30.

er overbevist om, at eksistensen af en interinstitutionel ramme om oplysning og kommunikation vil styrke partnerskabsprincippet mellem Fællesskabets institutioner og organer, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder, idet denne ramme dog bør udstyres med passende økonomiske midler;

31.

understreger merværdien af udvalgets deltagelse i den interinstitutionelle informationsgruppe (GII), agter årligt at fremlægge et program for decentraliseret kommunikation og anmoder derfor om at blive inddraget i udarbejdelsen af det tilsvarende årlige interinstitutionelle program;

32.

støtter en evaluering af den interinstitutionelle informationsgruppes arbejde med det formål dels at påpege mulige forbedringer heraf, dels at fastslå, om der bør etableres en gruppe med ansvar for at koordinere gennemførelsen af de aktioner, der besluttes i henhold til GII's retningslinjer, og er indstillet på at deltage i en sådan evaluering;

33.

glæder sig over muligheden for at kunne deltage i den årlige interinstitutionelle debat om kommunikationspolitikken og anmoder derfor om, at udvalget anerkendes på linje med Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet som en hovedaktør, der bidrager til en decentraliseret kommunikationspolitik;

34.

fremhæver, at der, for at opnå målsætningen om at øge EU-borgernes kendskab til EU, må oprettes flere, mere effektive og lettere tilgængelige kommunikationskanaler. Samarbejdet mellem de lokale og regionale myndigheder og medierne må udvikles, og der må anvendes nye teknologier;

35.

er tilfreds med lanceringen i 2008 af Kommissionens pilotprojekt om oplysningsnetværk, hvis formål er mere effektivt at inddrage de nationale parlamenter i EU-debatten, og anmoder Kommissionen om i lighed med de nationale parlamentarikere og de lokale og regionale folkevalgte politikere at blive inddraget i dette initiativ;

36.

anmoder om, at hjemmesiderne for Kommissionens repræsentationskontorer i de 27 medlemsstater linkes til hjemmesiderne for de nationale sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder og for kommunal- og regionsforvaltningerne, og om at oplysningerne tilpasses de lokale forhold, navnlig hvad angår gennemførelsen af EU's politikker;

37.

henstiller, at Europa-portalen får en særlig side med oplysninger om de lokale og regionale myndigheders rolle i EU's beslutningsproces, hvilket ville fremhæve det forhold, at næsten 75 % af EU's lovgivning gennemføres på lokalt og regionalt niveau. Portalen bør i øvrigt linkes til Regionsudvalgets hjemmeside og til hjemmesiderne for de europæiske og nationale sammenslutninger af de lokale og regionale myndigheder, der måtte have et ønske herom;

38.

fremhæver betydningen af Kommissionens initiativ om e-deltagelse, hvis formål er at inddrage borgerne i udformningen af EU's politikker, navnlig på lokalt og regionalt plan, og opfordrer i denne sammenhæng de lokale og regionale myndigheder til at udforme deres hjemmesiders brugergrænseflade med henblik på at aktivere borgerne i forbindelse med online-høringer o.a., navnlig hvad angår deres forventninger til EU's politiske indsats;

39.

opfordrer Kommissionen til at lægge Regionsudvalgets videoer ud på »EU-Tube«-sitet;

40.

anmoder endelig Kommissionen om at give de lokale og regionale folkevalgte politikere adgang til en debatplatform på Europa-portalen med henblik på at kunne besvare spørgsmål fra offentligheden, f.eks. inden for rammerne af forummet Debate Europe, eftersom et sådant initiativ vil kunne forstørre kontaktfladen mellem udvalgets medlemmer og borgerne i medlemsstaterne;

41.

fremhæver behovet for at etablere en lang række forskellige informations- og kommunikationskanaler for på den måde at give alle EU-borgere mulighed for at tilegne sig viden om EU og deltage på lige vilkår.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/46

—

bifalder Kommissionens initiativ til et europæisk år for kreativitet og innovation (2009). Gennemførelsen af Lissabon-målene, der skal gøre Europa til det mest innovative vidensamfund, bygger på Europas kreative potentiale;

—

understreger, at kultur, kreativitet og innovation er den væsentligste kilde til vækst, investeringer og nye arbejdspladser i de europæiske byer, regioner og lokalområder;

—

fremhæver specielt betydningen af såvel den tidlige indlæring inden skolestart samt grundskoleuddannelsen for udviklingen af grundlæggende kompetencer, dvs. viden, færdigheder og holdninger, der sætter mennesker i stand til at leve og arbejde i de moderne europæiske samfund samt tilegne sig ny viden;

—

understreger, at initiativet repræsenterer en fremragende mulighed for at knytte an til året for den interkulturelle dialog. Sammenhæng mellem temaerne for flere »europæiske år« støtter målet om, at disse aktiviteter skal resultere i resultater på mellemlangt og langt sigt;

—

noterer sig, at der ikke er afsat særskilte budgetmidler til gennemførelse af det europæiske år for kreativitet og innovation. Hvis kreativitet ses som en ressource til udvikling af de europæiske samfund, er det ikke passende kun at tale om uddannelse og kultur i denne sammenhæng. Det er en tværfaglig tankegang, der skaber nye, kreative løsninger.

Ordfører

:

Gerd Harms (DE/PSE), Befuldmægtiget repræsentant for delstaten Brandenburg vedrørende føderale og europæiske anliggender, statssekretær i statskancelliet

1.

bifalder Kommissionens initiativ til et europæisk år for kreativitet og innovation (2009). Kreativitet, der i Kommissionens forslag med rette defineres meget generelt som evnen til at finde nye løsninger på de mange forskellige områder, hvor mennesker er aktive, er en afgørende forudsætning for teknisk, kulturel og samfundsmæssig innovation. Gennemførelsen af Lissabon-målene, der skal gøre Europa til det mest innovative vidensamfund, bygger på Europas kreative potentiale;

2.

støtter Kommissionens analyse af de grundlæggende betingelser for udvikling af kreativitet og innovation. Udvalget fremhæver i den forbindelse betydningen af såvel den tidlige indlæring inden skolestart samt grundskoleuddannelsen for udviklingen af grundlæggende kompetencer, der defineres som viden, færdigheder og holdninger, der sætter mennesker i stand til at leve og arbejde samt tilegne sig ny viden i de moderne europæiske samfund;

3.

støtter Kommissionens opfattelse af, at undervisningen er vigtig for udviklingen af kreativiteten, og mener, at kreativitet ikke kun skal spille en rolle i førskoleundervisningen og i løbet af de første skoleår. Musiske fag bør prioriteres over hele skoleforløbet. Kreativitet må ikke reduceres til udelukkende at vedrøre de såkaldte »kreative fag«. Evnen til kreativ problemløsning og innovativ tænkning må indgå i alle formelle uddannelsesprocesser. Regionsudvalget fremhæver i den forbindelse særligt betydningen af flersprogethed;

4.

understreger samtidig, at det ud over støtten til eksperter på topniveau er nødvendigt at sikre en god almen og erhvervsmæssig uddannelse for regionernes borgere som grundlag for såvel individuel som samfundsmæssig velstand og regionernes innovationsevne;

5.

understreger, at kultur, kreativitet og innovation er den væsentligste kilde til vækst, investeringer og nye arbejdspladser i de europæiske byer, regioner og lokalområder. Udvikling af en regions kreative potentiale og evne til innovation er forudsætningen for succes i den europæiske og globale konkurrence. De regionale og lokale myndigheder har som regel et ansvar for tilrettelæggelsen af livslang læring, en aktiv arbejdsmarkedspolitik, udvikling af regionale innovationsstrategier og støtte til innovative og kreative erhvervsgrene;

6.

understreger på ny, at kommuner og regioner spiller en betydningsfuld rolle for udviklingen af innovative miljøer. I den forbindelse kan man nævne lokal innovationspolitik, teknologicentre, iværksættercentre, forskerparker og venturekapital;

7.

gør opmærksom på, at dette ikke kun gælder for de kreative erhverv og de videnskabeligt baserede moderne industrier. Tværtimod kræver de sociale og økonomiske udfordringer i moderne samfund, at der på alle niveauer søges efter kreative løsninger på sociale, miljømæssige og økonomiske problemer;

8.

bifalder i særlig grad, at Kommissionen i sit lovgivningsforslag udtrykkeligt nævner de regionale og lokale myndigheders rolle, idet det understreges, at

9.

deler denne opfattelse og arbejder for, at de lokale og regionale myndigheder deltager bredt i det europæiske år for kreativitet og innovation.

10.

støtter de mål, der er sat for det europæiske år for kreativitet og innovation (artikel 2). Det generelle udgangspunkt for disse mål gør det muligt at se udviklingen og anvendelsen af Europas kreative potentiale i et bredt perspektiv og ikke udelukkende ud fra kunstneriske og musiske synspunkter. I året for kreativitet og innovation ser Regionsudvalget nødvendigheden af at støtte og fremhæve særligt tværgående aktiviteter mellem centre for livslang læring, kulturens institutioner og aktører samt erhvervslivet, videnskaben og civilsamfundet. Det er også nødvendigt at fremme kreativ læring forstået som indlæring baseret på vidensøgning og vidensopbygning og ikke kun på imitation og udenadslære.

11.

understreger, at initiativet repræsenterer en fremragende mulighed for at knytte an til året for den interkulturelle dialog. Sammenhæng mellem temaerne for flere europæiske år støtter målet om, at disse aktiviteter skal resultere i resultater på mellemlangt og langt sigt. Aktiviteterne inden for rammerne af året for den interkulturelle dialog sigter mod et mere åbent, mere tolerant og mere fleksibelt europæisk samfund og er nært knyttet til kreativitet og innovation. Netop dialogen og mødet med andre kulturelle udtryksformer og strømninger kan stimulere kreativitet og en ny tilgang til egne udfordringer;

12.

noterer sig, at Kommissionen i sit forslag i høj grad kommer ind på de krav, som Europa-Parlamentet og Rådet har formuleret til nøglekompetencerne for livslang læring. Regionsudvalget henviser til sin udtalelse (1) om denne beslutning, der fremhæver de matematisk-naturvidenskabelige kompetencers særlige betydning. Samtidig fremhævede Regionsudvalget vigtigheden af at fremme kvinders deltagelse på disse områder gennem instrumenterne til livslang læring. De europæiske samfund vil i fremtiden være endnu mere afhængige af, at unge, særligt unge kvinder, vælger teknisk-videnskabelige samt ingeniøruddannelser og karriereforløb;

13.

konstaterer, at samarbejde mellem arbejdsliv, samfund og de videregående uddannelser er en vigtig forudsætning for innovation og vækst på lokalt og regionalt plan. Der er brug for en infrastruktur, som er inklusiv og ikke-diskriminerende, og som opmuntrer til aktivt medborgerskab og et fælles ansvar for den sociale samhørighed og en bæredygtig udvikling;

14.

er fortaler for bedre uddannelse og erhvervsuddannelse, som styrker Europas vigtigste kapital: dets unge. Der skal i uddannelsen lægges særlig vægt på teknologistudier for at fremme europæisk forskning, udvikling og innovation, men erhvervelse af en passende humanistisk dannelse og værdier skal også vies opmærksomhed. Det er især vigtigt, at uddannelsessystemet giver undervisningen i europæisk kultur og historie den fornødne plads;

15.

har gentagne gange fremhævet den særlige betydning, som tilfalder forskningsstøtte, uddannelse af unge videnskabsfolk, fremme af videnskabsfolks mobilitet og støtte til videnskabeligt samarbejde på europæisk niveau. Udviklingen af et forskningsvenligt klima, støtte til patenter og en effektiv beskyttelse af disse fremmer innovative processer i samfund og erhvervsliv;

16.

understreger nødvendigheden af standarder og ejendomsrettigheder til beskyttelse af intellektuel ejendom samt udviklingen af et europæisk charter for forvaltning af intellektuel ejendomsret;

17.

fremhæver i den forbindelse den væsentlige betydning af strukturfondene, herunder særligt Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, når videnskabelige resultater skal omsættes til innovative produkter og procedurer;

18.

beklager, at initiativet først fremlægges nu. På grund af det korte tidsrum, som står til rådighed, bringes årets resultater i fare. Det er derfor særlig vigtigt, at Kommissionen nu gør sig store anstrengelser for at inddrage det størst mulige antal partnere i processen;

19.

fremhæver de audiovisuelle mediers særlige rolle i udviklingen af kreative miljøer. Sammenhængen mellem udvikling af talenter, fremragende uddannelsesinstitutioner og mediesektoren skaber succesrige økonomiske klynger i mange europæiske regioner. Inden for rammerne af året for kreativitet og innovation bør der i høj grad fokuseres på disse udviklingstendenser;

20.

beklager, at Kommissionens forslag ikke inddrager de mange muligheder i de europæiske mobilitetsprogrammer. Mobilitet i uddannelserne og erfaringsudveksling mellem Europas regioner kan i særlig grad bidrage til at frigøre unges kreative og innovative potentiale;

21.

beklager fortsat, at forslaget ikke indeholder tiltag til en evaluering af initiativets resultater, og at forslaget ikke skitserer forudsætningerne for, at målene kan nås;

22.

mener, at året for kreativitet og innovation kun kan blive en succes, hvis Kommissionen tager denne opgave seriøst og udnytter mulighederne i alle generaldirektorater. Derudover er der behov for stor støtte fra medlemsstater samt byer, regioner og lokale myndigheder. Regionsudvalget kræver derfor, at andre politiske områder, ud over det uddannelsespolitiske, inddrages aktivt i planlægningen af året;

23.

gør opmærksom på, at fremme af kreativitet og innovation udgør en fast bestanddel af mange regionale og lokale udviklingsstrategier. Ved gennemførelsen af det europæiske år for kreativitet og innovation bør der ikke gives indtryk af, at disse ressourcer udelukkende skal findes gennem Kommissionens initiativer. Netop i dette år skal vellykkede tiltag i kommuner, regioner og medlemsstater fremhæves, og udbredelsen af bedste praksis støttes. Alle Kommissionens initiativer skal tage hensyn til subsidiaritetsprincippet;

24.

henviser til det store erfaringsgrundlag, som de lokale og regionale myndigheder samt civilsamfundets organisationer ligger inde med. Denne erfaring kommer eksempelvis til udtryk i forbindelse med kommunal- og regionalpolitiske tiltag og i løbet af de »Åbent hus«-arrangementer, som Regionsudvalget afholder. Disse erfaringer er et udtryk for den mangfoldige støtte til og udvikling af kreativitet og innovation, som er kendetegnende for vore europæiske kommuner og regioner;

25.

noterer sig, at der ikke er afsat særskilte budgetmidler til årets gennemførelse. Kommissionens forslag henviser i forbindelse med spørgsmålet om aktiviteternes finansiering udtrykkeligt kun til programmerne »Livslang læring 2007-2013« samt »Kultur 2007-2013«. Emnerne kreativitet og innovation rækker imidlertid langt ud over disse programmer. Særligt det videnskabelige område, samarbejdet mellem erhvervsliv og forskning, spørgsmål vedrørende den europæiske mobilitet, udvikling af landdistrikter samt socialpolitik bør foruden en række andre spørgsmål nævnes. Hvis kreativitet ses som en ressource til udvikling af de europæiske samfund, er det ikke passende kun at tale om uddannelse og kultur i denne sammenhæng. Det er en tværfaglig tankegang, der skaber nye, kreative løsninger;

26.

gør opmærksom på, at Kommissionen i sit forslag taler om »en nyfokusering af kommunikationsaktiviteter på det europæiske års temaer«. Denne nyfokusering beskrives ikke nærmere under foranstaltningerne. Regionsudvalget anser det for nødvendigt at koordinere disse tiltag mellem EU-niveauet, det nationale niveau, det regionale niveau og det lokale niveau;

27.

tilbyder Kommissionen sin støtte til og samarbejde om gennemførelsen af det europæiske år for kreativitet og innovation. Byer, regioner og lokale myndigheder er de naturlige partnere i forbindelse med disse aktiviteter og repræsenterer de steder, hvor der skabes et utal af kreative løsninger. Regionsudvalget forventer, at Kommissionen i fuldt omfang inddrager udvalget i aktiviteterne og informerer udførligt om alle tiltag på et tidligt tidspunkt i processen.

9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/51

—

vil påse, at den nye regelramme ikke kommer til at indeholde tiltag, der risikerer at indvirke negativt på de forskellige medlemsstaters kultur- og mediepolitiske mål, og at den tillige tager hensyn til de særlige behov blandt landdistrikterne, de tyndt befolkede og ultraperifere regioner og byområderne samt kulturelle og etniske mindretal,

—

er modstander af den af Kommissionen foreslåede harmonisering af radiofrekvensforvaltningen. Det bør efter udvalgets opfattelse fortsat være medlemsstaterne, der bærer ansvaret for frekvensforvaltningen, samtidig med, at overholdelsen af internationale aftaler sikres. Dette forudsætter, at der sikres radiospredningstjenesterne et så bredt frekvensområde, at de kan varetage deres indholdsopgaver,

—

forkaster forslagene om indførelse af et krav om funktionel adskillelse af virksomheder og om, at Kommissionen får vetoret med hensyn til visse af de afhjælpende foranstaltninger, der træffes af de nationale tilsynsmyndigheder. Udvalget opfordrer indtrængende de nationale tilsynsmyndigheder til at tage regionale, lokale og sproglige hensyn i deres analyse og afgrænsning af relevante markeder,

—

påskønner Kommissionens bestræbelser på at beskytte forbrugerne bedre, navnlig ved at give forbrugerne flere oplysninger om priser og leveringsvilkår, forbedre databeskyttelsen og sikkerheden og ved at lette adgangen til tjenester, herunder alarmtjenester, men har dog sine betænkeligheder med hensyn til forslagenes finansielle og økonomiske virkninger for de regionale og lokale tjenesteoperatører,

—

mener, at oprettelsen af en europæisk markedsmyndighed for elektronisk kommunikation kombineret med en overførsel af væsentlige markedsreguleringsbeføjelser fra medlemsstatsniveau til Kommissionen vil medføre et misforhold i fordelingen af beføjelserne mellem de nationale og de europæiske tilsynsmyndigheder, og er derfor tilhænger af, at der oprettes et europæisk tilsynsorgan for telekommunikation, der forankrer Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder i EF-retten,

Ordfører

:

Ordfører: Marc Schaefer (LU/PSE), Medlem af kommunalbestyrelsen i Vianden

1.

udtrykker tilfredshed med Kommissionens mål om at styrke telekommunikationsmarkedernes åbning for konkurrence og tilskynde til investering i bredbåndsnet (alle teknologier under ét: faste, mobile og satellit) og målet om i forbindelse med digitalisering af audiovisuelle tjenester at sørge for en optimal frekvensforvaltning i det indre marked,

2.

vil påse, at den nye regelramme ikke kommer til at indeholde tiltag, der risikerer at indvirke negativt på de forskellige medlemsstaters kultur- og mediepolitiske mål,

3.

vil tillige påse, at kulturelle eller etniske mindretals interesser og regionale behov medtænkes ved nye reguleringsmekanismers udformning (bl.a. med hensyn til frekvensforvaltning),

4.

ser gerne, at forslaget til regelramme kommer til at omfatte mekanismer til udvikling af bredbåndsadgang til internet i landdistrikter, områder med lav befolkningstæthed og i regionerne i den yderste periferi. Man bør dog i den forbindelse ikke se bort fra, at de lokale og regionale myndigheder især i bysamfundene kan være nødt til at investere i udvikling af IKT og infrastruktur,

5.

påskønner Kommissionens bestræbelser på at beskytte forbrugerne bedre, herunder databeskyttelse og sikkerhed samt mere fair adgang til elektroniske kommunikationstjenester og alarmtjenester for alle brugergrupper, bl.a. handicappede, men har dog sine betænkeligheder med hensyn til forslagenes finansielle og økonomiske virkninger for bl.a. regionale og lokale tjenesteoperatører,

6.

påskønner Kommissionens bestræbelser på at udvikle fælles europæiske tjenester, forudsat disse tjenester udvikles under hensyntagen til nationale og regionale forskelle samt til de økonomisk set svagest stillede aktørers teknologiske og økonomiske behov,

7.

henleder Kommissionens opmærksomhed på de nationale, regionale og sågar lokale markeders geografiske mangfoldighed, som kan kræve forskellige, nuancerede reguleringsmekanismer og –procedurer, f.eks. geografisk opdeling,

8.

ser skeptisk på merværdien af nogle af de nye planlagte tiltag, som vil påvirke samtlige medlemsstater, uanset deres særlige forhold og de fremskridt, der er gjort på nationalt og regionalt plan. Tanken om at overføre flere beføjelser til EU inden for reguleringen af telekommunikationsmarkederne og frekvensforvaltningen anser Regionsudvalget for særdeles foruroligende,

9.

mener, at Kommissionens forslag giver mulighed for en mere konsekvent anvendelse af EU's regler, så det indre marked for elektronisk kommunikation kan færdiggøres.

10.

udtrykker tilfredshed med Kommissionens henstilling (1) om stærkt at nedbringe antallet af markeder med forhåndsregulering og derved gøre reguleringen, hvor denne fortsat er nødvendig, effektivere og enklere både for operatører og for nationale reguleringsmyndigheder,

11.

værdsætter Kommissionens forslag om at indføre bedre mekanismer til koordinering og harmonisering af regelrammerne i de forskellige medlemsstater og koordinerings-, samråds og høringsprocesser mellem de forskellige nationale reguleringsmyndigheder,

12.

er enig med Kommissionen i, at effektiv frekvensforvaltning er vigtig for at lette adgangen for operatørerne og for at fremme innovation og kulturel mangfoldighed,

13.

er enig med Kommissionen i behovet for at sikre samhusning og fælles brug af faciliteter for leverandører af elektroniske kommunikationsnet forudsat en sådan fælles brug er teknisk mulig og at omkostningerne herved kan fordeles rimeligt,

14.

støtter Kommissionens synspunkt angående det vigtige i harmonisering af anvendelsen af numre i Fællesskabet, hvor dette får det indre marked til at fungere bedre, eller hvor det fremmer udviklingen af fælles europæiske tjenester. Dog mener Regionsudvalget, at medlemsstaterne er mere kompetente til at træffe enhver foranstaltning med henblik på en sådan harmonisering, som kan finde sted inden for den eksisterende »europæiske tilsynsmyndigheders gruppe«,

15.

mener, at kun medlemsstaterne bør have beføjelse til at fastlægge frekvenstildelinger for tjenester, der gør det muligt at sikre sproglig og kulturel mangfoldighed og mediepluralisme,

16.

mener ikke, at der er grund til at påbyde en funktionel adskillelse som supplerende foranstaltning med sigte på liberalisering af markederne og vurderer, at en konkurrence baseret på infrastruktur er effektivere og at den eksisterende regelramme allerede muliggør foranstaltninger til adskillelse, herunder funktionel adskillelse,

17.

mener, at der bør indføres henholdsvis bevares enhver henvisning til internationale aftaler og procedurerne heri med hensyn til frekvensforvaltning, da disse aftaler allerede eksisterer og udgør en bredere regelramme end EU's.

18.

støtter Kommissionens bestræbelser på at styrke og forbedre forbrugerbeskyttelsen og brugernes rettigheder i den elektroniske kommunikationssektor, bl.a. ved at give forbrugerne flere oplysninger om priser og leveringsvilkår og ved at lette handicappede brugere adgangen til og brugen af elektronisk kommunikation, herunder alarmtjenester,

19.

værdsætter forslagene om at styrke beskyttelsen af den enkeltes privatliv og persondata i den elektroniske kommunikationssektor, især ved strengere bestemmelser om sikkerhed og bedre midler til håndhævelse,

20.

henleder Kommissionens opmærksomhed på forbrugernes behov i økonomisk svage regioner og landdistrikter, som er vanskeligt tilgængelige i geografisk henseende eller som har lav befolkningstæthed, samt i regionerne i den yderste periferi,

21.

gør Kommissionen opmærksom på, at nogle foranstaltninger, som skal garantere netsikkerhed og forbrugerbeskyttelse, kræver koordinering og indførelse på internationalt plan og ikke blot i EU,

22.

henleder Kommissionens opmærksomhed på, at nogle af de foranstaltninger, som foreslås i det pågældende direktiv, kræver betydelige tekniske infrastrukturinvesteringer (f.eks. adgang til et fælles alarmnummer eller lokaliseringsoplysninger om den kaldende part) og at disse investeringer vanskeligt vil kunne afholdes af mindre, f.eks. lokale eller regionale, operatører,

23.

værdsætter Kommissionens bestræbelser på at fremme nummerportabilitet mellem fastnet og mobilnet,

24.

henleder Kommissionens opmærksomhed på de særlige behov i landdistrikter, som ofte har en meget begrænset infrastruktur, der kun er baseret på den historiske operatør, og ser gerne, at der indføres særlige foranstaltninger, f.eks. via strukturfonde, for disse områder. Udvalget ønsker ligeledes at henlede opmærksomheden på, at regionerne i den yderste periferi, hvad elektronisk kommunikation angår, permanent er underlagt begrænsninger og strukturelle ekstraomkostninger, og at man derfor bør udarbejde nogle særlige foranstaltninger for at give borgerne i disse områder de samme vilkår som borgerne i resten af det europæiske kontinent,

25.

mener, at »must carry«-reglerne for radiospredningstjenester bør udvides til samtlige ekstra tjenester og at de bør tages op til revision med jævne mellemrum.

26.

vurderer, at oprettelsen af en europæisk telekommunikationsmyndighed, som i praksis føjes til den nuværende institutionelle ordning vedrørende regulering af de elektroniske kommunikationsmarkeder, ikke er forenelig med nærheds- og proportionalitetsprincippet og risikerer at gøre spørgsmålet endnu mere indviklet snarere end at forenkle den proces, som er genstand for denne forslagspakke.

27.

er derfor tilhænger af et europæisk tilsynsorgan for telekommunikation. Et sådant organ kunne varetage mange af de funktioner, der er opregnet i forslaget om Den Europæiske Myndighed for Markedet for Elektronisk Kommunikation (markedsmyndigheden), og være fælles om mange af de opgaver, som i Kommissionens forslag er overdraget til markedsmyndigheden, uden at have karakter af en styrelse, hvorved man undgår nogle af de potentielle problemer, der er forbundet med markedsmyndigheden.