17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/1

1.1

EØSU bifalder målsætningen med grønbogen, der lægger op til at udvikle det indre marked for finansielle tjenesteydelser i detailleddet ved at indkredse og fjerne alle strukturelle og kunstige hindringer, så EU's borgere kan høste fordelene fuldt ud og direkte, når det gælder omkostninger og kvaliteten af udbuddet. Udvalget mener, at grønbogen kun delvist undersøger markedet for tjenesteydelser og finansielle produkter og ikke går ind og ser på distribution, som er en afgørende konkurrencefaktor.

1.2

EØSU bifalder og værdsætter Kommissionens målsætning om at få skabt større udbud af kvalitetsorienterede og innovative produkter ved at fremme fri bevægelighed for bank- og forsikringsprodukter, der i øjeblikket hæmmes af nationale regelsæt eller skattelovgivninger, der begrænser sådanne muligheder.

1.3

Det overordnede princip, som ligger til grund for Grønbogen om finansielle tjenesteydelser i detailleddet i det indre marked, er forbedring af forbrugervelfærden. Disse tjenesteydelsers udbredelse og anvendelse vokser hele tiden, og initiativerne på området er derfor af mere almen interesse. Yderligere integration af finansielle tjenesteydelser i detailleddet kan medføre, at omkostningerne nedbringes takket være øget konkurrence. Fordelene for forbrugerne kan konkretiseres, hvis det europæiske finansielle system er i stand til at bevare sin konkurrencedygtighed i og uden for EU.

1.4

EØSU er enigt i den underliggende forudsætning, ifølge hvilken opsplitningen af detailmarkedet bør mindskes, men understreger, at detailmarkeder uundgåeligt generelt er mere segmenteret end engrosmarkeder.

1.5

EØSU bemærker, at markedsudviklingen går i retning af andre modeller. Opbygningen af det globale marked foregår gennem grænseoverskridende konsolideringsprocesser. Multinationale selskaber inden for bankvæsen og forsikring baserer deres opkøbsstrategier på større bevægelighed i udbuddet. Konsolideringen på tværs af grænserne har eller kan imidlertid få meget negative konsekvenser for beskæftigelsen. Der bebudes tab af titusindvis af arbejdspladser som følge af disse eventuelle opkøb, men disse bebudede nedskæringer gennemføres dog ikke altid i praksis. Denne fare er tidligere blevet påpeget af EØSU, som har foreslået egnede foranstaltninger til at imødegå denne sociale krise. Det skal ske gennem programmer for faglig uddannelse og omskoling og sociale afbødeforanstaltninger (1), som imidlertid indgår i mange overenskomstforhandlinger inden for den europæiske banksektor.

1.6

EØSU finder det påtrængende nødvendigt, at man iværksætter alle de initiativer, der er egnet til at bibringe forbrugerne øget kompetence og bevidsthed. For at sikre forbrugerbeskyttelsen er der behov for væsentlig og fuld information, der klart tager hensyn til, at finansielle produkter og tjenesteydelser ikke kan sammenlignes med andre produkter og tjenesteydelser. Når det kommer til oplysning, har forbrugerne mere brug for kvalitet end kvantitet.

1.7

EØSU mener, at der bør skelnes mellem oplysning og rådgivning. Førstnævnte er en oplysningsforpligtelse over for forbrugeren, som bør tilpasses kundens kompetence og risikoprofil og advare om mulige vanskeligheder, denne kan komme til at stå over for. Rådgivning er derimod en professionel tjenesteydelse, som på anmodning ydes af en rådgiver og tillige indebærer, at rådgiveren kan pålægges et vist ansvar. Direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID-direktivet) udpeger områder og begrænsninger for oplysning og rådgivning samt transaktioner i interessekonflikter.

1.8

EØSU mener, at dette spørgsmål bør løses med en klar regulering af området, så man kan bekæmpe fremgangsmåder, der indebærer potentielle interessekonflikter, salgsincitamenter og bonusordninger for salgsmedarbejdere, som er lånt fra kommerciel distribution og knyttet til salgsmål for specifikke produkter. EØSU anbefaler, at der indledes en specifik debat mellem virksomheder, forbrugere og sektorens ansatte. Det kunne være første skridt til at imødekomme det, som forbrugerne først og fremmest har brug for, nemlig tillid med hensyn til gennemsigtighed i bankers og forsikringsselskabers adfærd.

1.9

EØSU anbefaler, at bank- og forsikringsverdenen udarbejder en specifik efteruddannelse for dens ansatte. Forbrugerbeskyttelsen kan sikres ved, at operatørerne besidder større kompetence. Uden at berøre parternes uafhængighed kunne disse projekter drøftes i forbindelse med den sociale dialog mellem sammenslutningen af europæiske finansforbund (UNI Europa finance) og bank- og forsikringsverdenes repræsentative organisationer.

1.10

EØSU noterer sig, at Kommissionen i forhold til tidligere går mere ind for, at der vedtages en valgfri ordning, den såkaldte »28. ordning«. Udover en valgfri europæisk ordning bør der vedtages et europæisk etisk kodeks, som operatørerne fastlægger uafhængigt efter drøftelse og aftale med Kommissionens relevante tjenestegrene og sektorens sammenslutninger for kunder og sektorens ansatte, og som specifikt beskæftiger sig med forholdet selskab og kunde inden for finansielle tjenesteydelser.

1.11

EØSU tilslutter sig betænkelighederne med hensyn til gennemsigtigheden i bankbestemmelser. Asymmetrien i og vanskeligheden med at sammenligne priser skyldes ofte forskellige priser og gebyrordninger, ligesom oplysningerne om anvendte gebyrer ofte er mangelfulde.

1.12

EØSU bakker kommissæren for forbrugerbeskyttelse, Meglena Kuneva, op, for så vidt angår de tre hovedmål for strategien for forbrugerpolitikken 2007-2013:

EØSU vil snart offentliggøre en særskilt udtalelse om emnet. Kommissionen forelagde i maj måned Rådet et direktivforslag om forbrugerkredit.

1.13

EØSU bifalder tanken om, at kundemobilitet er en vigtig faktor i udviklingen af sektoren for finansielle tjenesteydelser, både hvad angår kvalitet og effektivitet. EØSU mener dog, at man ikke bør sætte sig overoptimistiske mål med hensyn til kundemobilitet inden for finansielle tjenesteydelser.

1.14

I den finansielle sektor er tillidsbaserede relationer mindst lige så vigtige, fordi de fleste produkter er specifikke og indebærer langvarige forpligtelser mellem sælger og køber. Der er mange forklaringer på, hvorfor forbrugerne finder det vanskeligt at skabe tillidsbaserede relationer med formidlere, som ikke er fysisk til stede i deres eget land.

1.15

Folk får kendskab til finansielle tjenesteydelser ud fra beskrivelsen af dem i prospekter og kontraktvilkår, og man bør derfor ikke undervurdere de sproglige og kulturelle barrierer. EØSU mener i den forbindelse, at det hverken er realistisk eller rigtigt at pålægge formidlerne at udarbejde prospekter og kontraktvilkår på alle EU-sprogene. Problemet med sprogbarrieren vil derfor ikke kunne løses på mellemlang sigt, og det vil være en væsentlig hindring for forbrugernes mobilitet på tværs af grænserne.

1.16

EØSU er enigt i, at man nøje bør undersøge legitimiteten af hindringerne for kundernes mobilitet, det være sig gebyrer for lukning af konti, ugennemsigtige oplysninger samt kontraktvilkår i forbindelse med de finansielle tjenesteydelser, der lægger bindinger på kundens handlefrihed med hensyn til at skifte til et andet produkt eller en anden udbyder, som det er tilfældet i nogle lande. EØSU understreger imidlertid også, at der ofte er teknologiske, lovgivningsmæssige og skattemæssige hindringer, som gør det vanskeligt at skabe de rette betingelser for den grad af mobilitet for forbrugerne, som Kommissionen anfører. Desuden er der en risiko for, at forenklingen af bestemmelserne om de finansielle tjenesteydelser medfører ringere forbrugerbeskyttelse. Fjernelsen af hindringer må hverken medføre dyrere produkter eller en forringelse af de nuværende bestemmelser om forbrugerbeskyttelse.

1.17

Vanskeligheden ved at harmonisere rammen for beskyttelsesforanstaltninger, som f.eks. har vist sig i forbindelse med revisionen af forbrugerkreditdirektivet, kan give forbrugerne den opfattelse, at det er staten i det land, hvor tjenesteydelsen købes, som i vidt omfang bestemmer det tilladte beskyttelsesniveau.

1.18

EØSU mener, at kun forbrugere med god indsigt på finansielle område har den rette forståelse for, hvor komplekst det kan være at imødekomme finansielle behov, og derfor kan skønne på den store værdi, der ligger i kvalificeret og uafhængig finansiel rådgivning. Der er ligeledes behov for særlige tiltag i forhold til de forbrugere, der ikke er (specielt) fortrolige med ny teknologi.

1.19

EØSU mener, at afstanden mellem finansielle virksomheder og kunder bør mindskes. Nogle demokratiske lande med markedsøkonomi har evnet at fastlægge minimumsrettigheder for forbrugerne, som f.eks., at bosiddende, som opfylder hæderlighedskrav, har ret til en bankkonto som en borgerrettighed. Man kunne forestille sig, at denne gode praksis, hvis den harmoniseres med national lovgivning og praksis, kan danne grundlag for en fælles kultur i EU (2).

1.20

Med henblik på udarbejdelsen af nærværende udtalelse fandt EØSU det på sin plads at indkalde til høring af repræsentative organisationer for erhvervsliv, forbrugere og arbejdstagere. Disse organisationers synspunkter er sammenfattet i udtalelsen. EØSU deler forbrugernes velbegrundede krav om at forbedre situationen, så det indre marked effektivt kan åbnes for finansielle aktiviteter i detailleddet, og de kunstige barrierer, som står i vejen, kan fjernes. Grønbogen har hjulpet med til at få indledt en vigtig debat, men på den anden side bør der også tages behørigt hensyn til erhvervslivets synspunkter og krav fra arbejdsmarkedets side, så samarbejdet mellem de forskellige økonomiske og sociale aktører generelt kan forbedres. Udvalget finder derfor, at man, før der vedtages foranstaltninger, bør åbne et specifikt forum for debat mellem nævnte repræsentanter for interesser, som nødvendigvis må forenes.

2.1

Kommissionen indkredser med grønbogen den politik, som den agter at forfølge inden for området finansielle tjenesteydelser i detailleddet, som den udpeger til at omfatte »anfordringskonti, betalinger, privatlån, realkreditlån, opsparing, pensioner, investeringer og forsikringsprodukter, der udbydes til privatkunder, herunder investorer i detailleddet.«

2.2

Målet er at gøre det muligt for EU's borgere at høste fordelene ved det indre marked, og i lyset af de hindringer, som stadig findes, og den ringe udvikling, der er sket inden for grænseoverskridende aktiviteter, er Kommissionen nået frem til, at hindringerne for adgang til markedet ligger i forskellige lovrammer, forskellige skatte- og afgiftspolitikker og et fragmenteret marked.

2.3

Kommissionen har i sinde at få sænket priserne også på disse tjenesteydelser ved at forlade sig på markedskræfterne og konkurrencen og ved at arbejde hen imod vedtagelse af passende foranstaltninger, hvis EU-lovgivningen ikke overholdes. Kommissionen støtter i grønbogen muligheden for, at der også kan vedtages lovforanstaltninger, hvis det viser sig nødvendigt.

2.4

Kommissionen har til hensigt at stimulere udbuddet af kvalitetsprodukter og innovative produkter ved at fremme fri bevægelighed for mange bank- og forsikringsprodukter, som i øjeblikket hæmmes af nationale lovgivninger eller skatte- og afgiftslovgivninger, der begrænser denne mulighed.

2.5

Hvad angår den lovgivningsmæssige ramme har Kommissionen genoptaget debatten om den »28. ordning« (og har tilsyneladende ikke længere nogen betænkeligheder).

3.1

EØSU vil ikke behandle alle de spørgsmål, som konkret formuleres i grønbogen, men bestræbe sig på at give en samlet vurdering af de vigtigste spørgsmål, som grønbogen rejser.

3.2

EØSU understreger det fornuftige i at skelne mellem finansielle produkter og finansielle tjenesteydelser. Førstnævnte er genstand for køb, og køberen bliver »ejer« af dem (f.eks. aktier, fondsbeviser og forsikringspolicer), ligesom køberen bærer risikoen. I tilfældet med bankers tjenesteydelser bliver aktøren bruger, ikke ejer (f.eks. personlig kredit, realkredit, overtræksmuligheder, osv.). Risikoen påhviler udbyderen af tjenesteydelsen. Udvalget mener, at grønbogen kun delvist undersøger markedet for tjenesteydelser og finansielle produkter, da den ikke ser på distribution, som er en afgørende konkurrencefaktor. De forskellige distributionskanaler og typer af tilbud (se bilag) er af en sådan art, at det i høj grad indvirker på såvel priser (her tænkes på tilbud om bilforsikringer over telefonen eller via internettet) som på udbyders troværdighed og kompetence (finansselskaber, supermarkeder, mæglere, posthuse, osv.). EØSU mener, at debatten bør udvides til også at omfatte andre distributionskanaler end de mere traditionelle og forbindelsen mellem produkt og distributionssystem.

3.2.1

Segmenter. For at kunne undersøge den dimension i de finansielle tjenester, som vedrører forbrugerne, må man dele tjenesterne op i segmenter og dernæst undersøge de punkter, hvor detailhandelen foregår — distributionssystemet — og hvorigennem forbrugerne har adgang til de forskellige tjenester samt graden af konkurrence i detailsystemet. Finansielle tjenesteydelser, som udbydes til privatpersoner, kan naturligt inddeles i tre kategorier: detailbanksektoren, personlige forsikringsprodukter og opsparings- og investeringsprodukter.

3.2.2.1

Kunder har traditionelt modtaget alle detailbanksektorens tjenesteydelser via direkte kontakt med bankens personale, når kundens identitet og hæderlighed er blevet fastslået. I de fleste lande er der mange banker, som konkurrerer med hinanden. For en udenlandsk bank, som ønsker at etablere sig på et andet lands hjemmemarked, er det mere praktisk at købe en eksisterende bank end at skabe et nyt netværk, da dette er tidskrævende og ydermere resulterer i endnu mere konkurrence (eksempler herpå er Santanders opkøb af Abbey National, Fortis', RBOS' og Santanders opkøb af ABN AMRO, osv.). I realiteten beror forbrugernes valg på de nationale markeders konkurrenceevne, eftersom kunderne bliver nødt til at vælge en af bankerne på hjemmemarkedet.

3.2.2.2

Der kommer flere og flere internetbanker, men de bliver sandsynligvis ved med at være nationalt baserede, da navnet bør være kendt og nyde kundernes tillid, og bankerne skal anvende national lovgivning, når kundernes identitet og hæderlighed skal fastslås.

3.2.2.3

Internetbanker og telefonbanker tilbyder tjenester døgnet rundt. Det er et stort fremskridt i forhold til tidligere, da adgangen til banken afhang af dens åbningstider.

3.2.2.4

Selvom konkurrencen om kunder, der ønsker adgang til alle typer tjenester, nødvendigvis er begrænset til de banker, som tilbyder alle typer at tjenester, forekommer der ikke desto mindre en udvælgelse af de bedste kunder (»cherry picking«). Denne praksis anvendes i stort omfang inden for kreditkortområdet af banker som American Express og MBNA (nu Bank of America Card Services). Disse tjenesteydelser tilbydes via direkte salgskanaler og er tilgængelige i hele EU. Kunder med kreditkort tilbydes dernæst adgang til betalingskortsystemer og udvidede forbrugerkreditter. På denne måde kan forbrugerne drage fordel af konkurrencen mellem nationale og internationale banker. Samtidig kan det imidlertid frygtes, at dette vil medføre større gældsætning blandt privatkunderne.

3.2.2.5

Detailbanker begrænser sig ikke til at tilbyde produkter, som relaterer til detailbankvirksomhed. Med en strategi, der ofte benævnes »bankforsikring«, tilbyder de nu produkter og tjenesteydelser, som dække hele spektret af finansielle produkter og tjenester i detailleddet. Deres filialer og kunderegistre udgør en potentiel distributionskapacitet, som repræsenterer en enorm værdi. Bankerne har en tendens til at sætte deres navn på hovedparten eller på alle de produkter og finansielle tjenester, som de tilbyder deres kunder, men disse »mærkevareprodukter« er ikke nødvendigvis altid de bedste, når det gælder pris eller afkast.

3.2.3.1

Forbrugernes valg i forbindelse med forsikringsprodukter til privatkunder afhænger af styrken og omfanget af det uafhængige distributionssystem, som mæglere og uafhængige finansielle rådgivere udgør. Mægleren har traditionelt haft til opgave at levere bedst mulig rådgivning med udgangspunkt i den enkelte kundes situation. I udøvelsen af sin virksomhed tager mægleren hensyn til både værdi og pris.

3.2.3.2

Som inden for bankvirksomhed ser man også inden for denne sektor praksis med at udvælge de bedste kunder, hvor forsikringsselskaber udvælger deres kunder fra lavrisikogrupper.

3.2.3.3

Forretningsaktiviteterne i de selskaber, som praktiserer direkte salg, og mæglerens rolle udfordres nu af internetsider, som tilbyder online-sammenligninger af konkurrerende produkter, især inden for bilforsikringsområdet. Denne bortskæring af formidlingselementet fokuserer på prisen og har en tendens til at reducere alle produkter til handelsvarer.

3.2.3.4

For at sikre forbrugerne et så stort et udvalg som muligt inden for forsikringer til privatkunder, herunder bilforsikringer, bør der være et alternativ til den distribution, som foregår inden for bankforsikring. Det kræver, at der ikke er konkurrencehæmmende barrierer i udviklingen af uafhængige netværk af formidlere eller for distribution via internet.

3.2.4.1

Opsparings- og investeringsprodukter er et af bankernes vigtigste aktivitetssegmenter. Det er tillige det segment, som tilbyder den største vifte af konkurrerende produkter og det mest udviklede system for uafhængige mæglere. Bemærkningerne om forsikringsprodukter til privatkunder (jf. punkt 3.1.3.4) gælder også for forbrugernes valg i dette markedssegment. Reglerne kræver, at bankpersonale, som rådgiver kunderne om opsparings- og investeringsprodukter som en del af deres rådgivningsvirksomhed, skal forklare, at bankens personale kun kan sælge produkter, som udbydes af deres bank, og at disse produkter ikke altid er billigst eller giver størst afkast.

3.2.4.2

Forbrugerne vil helt sikkert udnytte statsligt støttede opsparingsordninger i deres hjemland. Internationale selskaber vil tilbyde konkurrerende produkter inden for rammen af disse ordninger, der hvor indtjeningsmulighederne er tilstrækkelig attraktive og hvor der allerede er distributionskanaler.

3.2.4.3

Boliglån er et vigtigt produkt for forbrugerne. De mest udviklede nationale markeder er karakteriseret ved, at der ud over bankerne er mange udstedere af boliglån og at der er et fint forgrenet netværk af uafhængige rådgivere, som i udstrakt grad benytter direkte markedsføring. Konkurrencen har skabt et yderst opfindsomt marked med en overflod af udbud af forskellige produkter, hvor kunderne i stort omfang flytter fra den ene udbyder af boliglån til den anden i takt med, at frister og vilkår ændrer sig. Med så mange valgmuligheder har kunderne brug for rådgivere, der er i stand til at rådgive dem bedst muligt.

3.2.4.4

Personlige pensioner, kollektive investeringer, værdipapirer og aktiederivater er højt udviklede produkter, som kræver bedst mulig rådgivning på baggrund af omfattende forståelse for kundens specifikke situation. Kunden bør derfor have adgang til kompetente rådgivere og formidlere, som til gengæld har adgang til en bred vifte af produktmuligheder. Som tidligere nævnt bør rådgivere, der er ansat i bankerne, være særlig omhyggelige med at yde den bedst mulige rådgivning.

3.2.5

Grønbogens fokus går på, at kunderne til finansielle tjenesteydelser i detailleddet skal sættes i stand til at høste fordelene ved det indre marked. Det centrale spørgsmål er sondringen mellem detailbanksektoren og resten af sektoren. Banker indtager en unik position inden for bankvirksomhed i detailleddet. De står ekstraordinært stærkt på markedet, eftersom alle brugerne af finansielle tjenesteydelser allerede er deres kunder. Arten af den rådgivning, som bankansatte yder, er afgørende for et velfungerende marked, fordi der inden for livsforsikringsprodukter og opsparings- og investeringsprodukter findes alternative produkter og distributionssystemer, som kunderne bør kunne tage med i deres overvejelser, hvis de skal have adgang til alt det, som markedet kan tilbyde.

3.2.6

Det er derfor tilstedeværelsen af et netværk af velkvalificerede formidlere og fremkomsten af distributionskanaler for produkter på internettet, der er nøglen til et velfungerende marked.

3.3.1

Under en høring, som EØSU havde taget initiativet til, fremkom der en række meget vigtige kritikpunkter, som allerede var blevet fremført i de svar, som forbrugernes, erhvervslivets og arbejdstagernes repræsentative organisationer havde offentliggjort i de dokumenter, de havde sendt til Kommissionen.

3.3.2

Debatten tydeliggjorde, at der er overensstemmelse mellem Kommissionens foreslåede mål og de konkrete vanskeligheder på visse områder. Grønbogen præciserer ikke, hvordan man fjerner retlige og skattemæssige barrierer (som f.eks. loven om hvidvaskning af penge og finansiering af terroraktiviteter, som kræver, at kunden kan identificeres personligt i forbindelse med åbning af konto eller ved gennemførelse af visse finansielle transaktioner), og hindringer for gennemførelse af fuld markedsintegration. Den fremhæver ganske vist fragmenteringen af detailmarkedet som et negativt aspekt, men efterlyser nærmest flere procedurer til at konsolidere nationale og især landegrænseoverskridende markeder.

3.3.3

Aktørerne skønner, at efterspørgslen efter mobilitet er overvurderet, og kræver en omhyggelig og detaljeret vurdering af den reelle efterspørgsel på markedet, da de mener, at bestemmelserne vedrørende det europæiske betalingssystem burde have fået forbrugernes interesse til at dale. Anmodningen om ændring af hele systemet med nummerering af europæiske konti for at gøre det muligt at flytte sit nummer synes ude at proportion, da fordelene er beskedne i forhold til de enorme udgifter, som vil skulle lægges over på alle forbrugerne.

3.3.4

Det viste sig også, at der er behov for at vurdere, hvilke foranstaltninger der egner sig, når det gælder bedre regulering af sektoren. Banksektoren kræver, at der skæres ned på obligatoriske reguleringer, så markedet får mulighed for spontant at kunne reagere på efterspørgslen og finde en ligevægt på et stadigt mere forsigtigt og specialiseret marked.

3.3.5

På forsikringsområdet retter efterspørgslen, i endnu højere grad end på bankområdet, i detailleddet sig mod det nationale marked, og kundetilfredsheden er så stor (83 %), at der ikke er noget, som giver anledning til at formode, at strukturen i efterspørgslen vil ændre sig. På den anden side giver det anledning til bekymring, at visse vigtige foranstaltninger for forsikringsselskaber, især på genforsikringsområdet, er ved at udløbe, såsom forordning 358/2003, og derudover har Kommissionen planer om ikke at forny gruppefritagelsesforordningen i 2010. Hvis denne forordning ikke fornys, vil det betyde, at den juridiske klarhed, som forordningen garanterer, går tabt. Det kan i så fald tænkes, at forsikringsselskaberne af sikkerhedsgrunde opgiver det positive samarbejde, som gruppefritagelsesforordningen sikrer på nuværende tidspunkt, hvilket vil resultere i, at kunder og forsikringsselskaber går glip af de konkrete fordele ved samarbejdet, herunder kundemobilitet, produktsammenlignelighed, forsikringsmuligheder, åbning af markedet for SMV'er og nye operatører.

3.3.6

Repræsentanterne for finanssektorens ansatte anførte, at de havde konstateret, at grønbogen overhovedet ikke behandler arbejdstageres rolle, og gentog kravet om mere specifik uddannelse, der sætter dem i stand til at imødekomme det voksende behov for information og klarhed vedrørende forskellige investeringsmuligheder, som foreslås. De understregede også, hvordan særligt aggressive former for markedsføring og resultatorienteret bonus og evalueringssystemer i mange tilfælde har resulteret i salg af produkter, som ikke egner sig til kunderne eller ikke matcher deres behov. Dette aspekt blev fremhævet sammen med synspunkter omkring den seneste finanskrise og de problemer, som skyldes fraværet af en reel, effektiv overordnet markedsovervågning i tilknytning til den stadigt større rolle, som hedgefonde og private equity-fonde spiller. Et andet aspekt var behovet for at overvåge aktiviteterne i ratingselskaber, da de ofte anmodes om at vurdere værdien af udsteders værdipapirer, hvilket tydeligt rummer en klar interessekonflikt.

3.3.7

Endelig efterlyste forbrugernes repræsentanter tiltag, som på gennemgribende vis kan nedbringe administrative byrder og vanskeligheder i forbindelse med mobiliteten for nationale og tværnationale konti, velinformeret og ansvarlig rådgivning, fuldstændig og forståelig information og fælles regler i forskellige lande. De nærede endvidere stor mistillid til en valgfri ordning (den såkaldte »28. ordning«) og til harmonisering af gældende lovgivninger, der som bekendt ligger til grund for forskellige grader af forbrugerbeskyttelse i EU.

3.3.8

Alle deltagerne i høringen understregede behovet for at styrke samarbejdet mellem forbrugere og finansielle institutioner og anerkendte den praktiske og specifikke rolle, som arbejdstagerne spiller med hensyn til at forbedre relationer og mindske afstanden mellem aktørerne.

3.3.9

EØSU finder, at indlæggene på høringen er meget betydningsfulde. Udvalget tilslutter sig de fremførte kommentarer og mener på baggrund af offentliggørelsen af den offentlige hørings resultater, at de er et tegn på, at der er et påtrængende behov for at åbne en rundbordsdialog og samle de berørte aktører med henblik på at søge at finde en ligevægt mellem de forskellige organer. EØSU er parat til at påtage sig opgaven som koordinator og fødselshjælper ved et sådant arrangement.

3.4.1

Det overordnede princip i Grønbogen om finansielle tjenesteydelser i detailleddet i det indre marked er at forbedre forbrugervelfærden. Da forbrugernes dagligdag rummer mange muligheder for at få fordele af finansielle tjenesteydelser, vil forbedringen af sektoren for finansielle tjenesteydelser i detailleddet spille en vigtig rolle med hensyn til at få opfyldt det overordnede mål.

3.4.2

EU har vedtaget en ramme for lovgivning og tilsyn, som idet den fremmer de finansielle mægleres soliditet og fri udbydelse af tjenesteydelser og dermed betegner et skridt fremad, når det gælder om at fremme konkurrencen i den finansielle sektor.

3.4.3

Derudover har indførelsen af den fælles valuta og virkningerne af Financial Services Action Plan i høj grad fremmet udviklingen af et indre marked for de institutionelle og engroskunder.

3.4.4

Detailmarkedet er ifølge Kommissionen derimod stadig meget fragmenteret med det resultat, at:

3.4.5

EØSU tilslutter sig synspunktet, at fragmenteringen af detailmarkedet bør mindskes, men understreger, at detailmarkeder uundgåeligt generelt er mere fragmenteret end engrosmarkeder af indlysende grunde, der har at gøre med den fragmenterede og uensartede efterspørgsel, som de retter sig mod, hvorfor detailmarkederne ikke kan vurderes efter samme kriterier som engrosmarkeder.

3.4.6

EØSU bemærker, at markedsudviklingen går i retning af andre modeller. Opbygningen af det globale marked sker gennem grænseoverskridende konsolideringsprocesser. Multinationale selskaber inden for bankvæsen og forsikring baserer deres opkøbsstrategier på udbuddets større bevægelighed. For nogle store koncerners vedkommende er det europæiske marked ved at blive deres hjemmemarked, og de er ikke optaget af, om de kan udbyde deres produkter og tjenester fra en anden medlemsstat, men om at øge deres omsætning og muligheder via direkte adgang til nationale markeder og konsolidere sig indefra. Den hårde konkurrence, som for nylig opstod i forbindelse med købet af en stor nederlandsk bank, er et eksempel på dette fænomen.

3.4.7

Konsolideringen på tværs af grænserne har eller vil imidlertid få meget negative konsekvenser for beskæftigelsen. Der bebudes tab af titusindvis af arbejdspladser som følge af disse eventuelle opkøb, men det skal dog siges, at disse bebudede nedskæringer ikke altid føres ud i livet. Denne fare er tidligere blevet påpeget af EØSU, som har foreslået passende foranstaltninger til at imødegå denne sociale krise i form af programmer for faglig uddannelse og omskoling og sociale afbødeforanstaltninger (6), som på den anden side indgår i mange af den europæiske banksektors overenskomstforhandlinger. Der opnås omkostningsbesparelser, men det giver ingen markante fordele for forbrugerne, fordi selskaberne har en tendens til at fastsætte deres prissystem på grundlag af det lokale marked, og de forventede fordele ved nye aktørers indtræden på markedet har endnu ikke vist sig.

3.4.8

Det potentielle økonomiske udbytte af udviklingen af det indre marked er strukturelt set lavere end fordelene ved direkte indtræden på nationale markeder, både hvad angår stordriftsfordele og markedspositionering. Hvis det er tilfældet, betyder det, at de potentielle fordele for erhvervslivet er marginale og ubetydelige, og det er dette forhold, der bør være udgangspunktet for en konkret analyse af, hvilke tiltag der skal gennemføres.

3.4.9

EØSU bifalder fuldt ud målet om at fjerne alle uretfærdige og kunstige hindringer for det indre marked og henstiller derfor til, at man med henblik herpå iværksætter alle passende tiltag. Udvalget understreger imidlertid også kravet om, at de tiltag, som iværksættes, reelt skal være målrettede og at cost/benefit-forholdet skal være klart og indlysende.

4.1

EØSU finder det påtrængende nødvendigt, at man iværksætter alle initiativer, der gør det muligt at bibringe forbrugerne øget kompetence og bevidsthed, så de kan træffe et velfunderet forbrugsvalg. For at sikre forbrugerbeskyttelsen kræves der relevant og fuldstændig information, der klart tager hensyn til, at finansielle produkter og tjenesteydelser ikke er sammenlignelige med andre produkter og tjenesteydelser.

4.2

EØSU mener, at der bør skelnes mellem oplysning og rådgivning. Førstnævnte er en oplysningspligt over for forbrugeren, der bør være tilpasset kundens kompetence og risikoprofil og advare om eventuelle vanskeligheder, som kunden kan komme til at skulle forholde sig til. Rådgivning er derimod en professionel tjenesteydelse, som på anmodning leveres af en rådgiver, hvilket kan indebære, at rådgiveren pålægges et ansvar. Der er ikke altid en korrekt forståelse af denne forskel. I nogle lande ydes disse tjenesteydelser af uafhængige professionelle rådgivere, som i tilfældet med Storbritannien, i andre lande af finansielle institutioner, som befinder sig i en klar interessekonflikt mellem på den ene side ønsket om at sælge finansielle produkter, hvortil der kan være knyttet bonus- og præmiesystemer, og på den anden side hensynet til beskyttelse af kunden, som sætter sin lid til deres faglige kunnen.

4.3

EØSU mener, at dette spørgsmål bør løses ved at sikre en klar regulering af området, så man kan bekæmpe fremgangsmåder, der indebærer potentielle interessekonflikter, salgsincitamenter og bonusordninger for salgsmedarbejdere, som er lånt fra kommerciel distribution og knyttet til salgsmål for specifikke produkter. EØSU anbefaler, at der indledes en specifik debat mellem virksomheder, forbrugere og sektorens ansatte. Det kan være første skridt til at imødekomme det, som forbrugerne først og fremmest har brug for, nemlig tillid til gennemsigtigheden i bankers og forsikringsselskabers adfærd.

4.4

Hvis informationen til forbrugerne skal være effektiv, er det nødvendigt at tage hensyn til kulturelt betingede forskelle og til den kendsgerning, at der ikke findes en tilgang, som er bedst. Oplysningsforpligtelsen bør med andre ord tilpasses de forskellige nationale forhold. Man kunne imidlertid forestille sig et system med minimumsbestemmelser for beskyttelse på EU-plan som det Kommissionen påtænker at foreslå. Der bør desuden tages hensyn til, at MiFID-direktivet medtager rådgivning blandt investeringsserviceydelser, hvorved rådgivning der bliver en forbeholdt aktivitet. Når det gælder ydelse af rådgivning garanterer MiFID-direktivet investorer et højt beskyttelsesniveau. Rådgiveren er forpligtet til at skaffe alle de oplysninger, som er nødvendige for at kunne vurdere, om de leverede anbefalinger er passende. Det er nødvendigt at præcisere, hvad der hører til rådgivningsaktiviteter, så de klart kan skelnes fra generel rådgivning, som gives gennem distributionsnetværk, og præcisere anvendelsesområdet for de mere stramme forpligtelser.

4.5

Formidleren er forpligtet til at træffe rimelige foranstaltninger til at identificere interessekonflikter og håndtere dem for at hindre interessekonflikter, som kan skade kundernes interesser. Hvis de trufne foranstaltninger til håndtering af interessekonflikten ikke med rimelig sikkerhed kan forbygge, at kundens interesser skades, skal formidlerne, før de handler på kundens vegne, klart informere kunden om, hvad interessekonflikten består i, og hvad der ligger til grund for den. Ifølge de nye regler har formidler fremover en generel forpligtelse til at tjene kundens interesser bedst muligt.

4.6

EØSU anbefaler, at banker og forsikringsselskaber udarbejder en specifik efteruddannelse for de af deres ansatte, der beskæftiger sig med fremme og salg af tjenesteydelser og finansielle produkter. Kontakten mellem finansielle institutioner og kunder foregår i praksis mellem operatørerne, som bør have forudsætningerne for at kunne erhverve et godt kendskab til produkter og finansielle tjenesteydelser og således yde kunderne god rådgivning. Tilfældet med Cypern, som bygger på den britiske model og indebærer en forpligtelse til at indkredse kundens risikoprofil og levere fuldstændige og korrekte oplysninger, har vist sin effektivitet. Kundernes tilfredshedsniveau er meget højt i den sammenhæng. Der kan sikres en højere grad af forbrugerbeskyttelse, ved at operatørerne besidder større kompetence. Uden at berøre parternes uafhængighed i forbindelse med den sociale dialog bør Kommissionen som led i den sektorielle dialog fremme et specifikt program for udvikling af uddannelsen for operatører, der beskæftiger sig med salg af tjenesteydelser og finansielle produkter. Det kan f.eks. foregå gennem et fælles projekt mellem europæiske sammenslutninger af banker og forsikringsselskaber og sektorens paraplyorganisation for finansansatte i Europa, Uni-Europa Finance.

4.7

Det sker stadigt oftere, at identiske finansielle produkter sælges i mange forskellige forklædninger. Kunderne opfordres undertiden til at købe produkter og tjenesteydelser, som ikke er specielt skræddersyet til deres reelle behov, og faren for gældsætning, især på forbrugerkreditområdet, skaber voksende problemer for ikke alene familier, men også for specialiserede selskaber. I USA har finansinteressernes voksende dominans over økonomien resulteret i krisen omkring de såkaldte subprime-lån, dvs. højrisikolån. Det er en gigantisk sneboldseffekt, hvor der er involveret ikke alene specialiserede institutter, men også store investorer, som i størrelsesordenen milliarder af dollars fuldt bevist har underskrevet værdipapirer, der giver stort afkast på grund af den indbyggede risiko. Denne krise har berørt alle finansielle markeder og afsløret indbyggede begrænsninger i mindre stringente tilsynssystemer, som i tilfældet med Storbritannien. Det gør det påkrævet at revidere og styrke niveau 3 i Lamfalussy-processen vedrørende samordning mellem nationale lovgivningsmyndigheder. I Europa har effekten på finansmarkedet været relativt beskeden, selvom nogle lande, der anvender lignende bankpraksis, f.eks. løbende refinansiering af lån, begynder at komme i alvorlige vanskeligheder på grund af rentestigninger. Det største problem har ligget i, at dollarens værdi er faldet. Det har presset euroens værdi op på et rekordhøjt niveau og således skadet det moderat positive konjunkturforløb, Europa befinder sig i (jf. sektionens udtalelse ECO/202, ordfører: Olivier Derruine).

4.8

EØSU noterer sig, at Kommissionen i forhold til tidligere går mere ind for, at der vedtages en valgfri ordning, den såkaldte »28. ordning«. I den sammenhæng henvises der til de fremførte synspunkter i Hvidbog om finansielle tjenesteydelser 2005-2010 (7).

4.9

Samtidig med en valgfri europæisk ordning vil det også være ønskeligt at få vedtaget en europæisk etisk kodeks, som udarbejdes af operatørerne i uafhængighed og drøftes og aftales med Kommissionens relevante tjenestegrene og sammenslutninger for kunder og de ansatte i sektoren. Kodeksen skal specifikt behandle relationen mellem virksomhed og kunde inden for finansielle tjenesteydelser. Hertil kommer så evt. regler i direktiver, der for tiden er til behandling.

4.10

Den 18. juli 2007 erklærede kommissær for forbrugerbeskyttelse, Meglena Kuneva, der var blevet indbudt af EØSU's INT-sektion, i sit indlæg, at hun havde sat sig tre mål for strategien for forbrugerpolitikken 2007-2013:

For at få gennemført disse mål forelagde Kommissionen i maj måned Rådet et direktivforslag om forbrugerkredit, som der er opnået politisk aftale om.

4.10.1

Direktivforslaget udpeger, hvilke parametre der kan sikre fuldstændige, forståelige og sammenlignelige oplysninger om finansielle tilbud: en fuldstændig harmoniseret model til beregning af den årlige omkostningsprocent; en fælles europæisk standardformular for oplysninger, der skal gives forud for aftaleindgåelsen; en ny ret for kunden, hvorefter denne har en frist på fjorten dage til at fortryde kreditaftalen samt mulighed for førtidig indfrielse af lån.

4.10.2

Kommissæren gentog endvidere sin intention om at udvikle »forbrugernes forståelse af de finansielle sammenhænge«. Det skal først og fremmest ske gennem information, men forbrugernes indsigt i finansielle forhold er et andet element, som bør udvikles og som ikke skal erstatte men ledsage informationsforpligtelsen.

4.10.3

EØSU støtter stærkt kommissær Meglena Kunevas mål og er i gang med at udarbejde en udtalelse, hvori der foretages en vurdering af substansen i forslagene.

5.1

Grønbogens operationelle mål er at mindske segmenteringen af markedet for finansielle tjenesteydelser i detailleddet ved at fjerne lovgivningsmæssige og økonomiske hindringer for kundernes mobilitet. Man kan derfor konkludere, at efter at have skabt betingelserne for fri bevægelighed for udbuddet ønsker EU nu at fuldende sit projekt og fremme fri bevægelighed, når det gælder efterspørgsel.

5.2

At udarbejde den lovgivning, som er nødvendig for at føre dette mål ud i livet, er meget omkostningskrævende i sig selv og på grund af den tilpasning, som kræves af de forskellige aktører, især formidlerne. EØSU er enigt i, at initiativer kun bør iværksættes der, hvor fordelene for borgerne er betydelige og opnåelige, og hvor der er en høj grad af sandsynlighed for, at de lykkes. EØSU værdsætter ligeledes ønsket om, at man skal overvåge resultatet af de vedtagne initiativer for at sikre, at resultaterne lever op til forventningerne, og ikke tøve med at indstille de aktioner, som ikke udviser et tilfredsstillende resultat. Der ligger imidlertid et problem i, at udgifterne til initiativer, som ikke lever op til forventningerne og derfor skal indstilles, også kan være meget høje, og erfaringen viser, at disse omkostninger ofte væltes over på forbrugerne og derved øger byrderne frem for at mindske dem.

5.3

EØSU påpeger i den sammenhæng, at en fremgangsmåde, der består i »ændring af udgangspunkt — konsekvensvurdering — mulig tilbagevenden til den oprindelige situation«, i mange tilfælde kan være en hensigtserklæring frem for en handlingsplan, der reelt kan gennemføres. I den finansielle sektor spiller kulturelle modeller, tillidsbaserede relationer og indvundne erfaringer en afgørende rolle, når man vil identificere de dynamikker, som gør sig gældende inden for handel og konkurrence. Hovedparten af tiltagene indvirker også på disse elementer og ændrer dem uigenkaldeligt, hvilket betyder, at det er umuligt at genoprette den oprindelige situation ved bare at fjerne de initiativer, som blev fundet mangelfulde ved konsekvensvurderingen. EØSU håber derfor, at Kommissionen ikke er for overoptimistisk med hensyn til muligheden for at vende tilbage til udgangsbetingelserne, hvis det viser sig, at de iværksatte initiativer ikke har leveret de forventede resultater.

6.1

I Grønbogen fremføres det synspunkt, at fragmenteringen af det finansielle marked i detailleddet i det store og hele vil forblive uforandret på mellemlang sigt, hvis der ikke gøres en målrettet indsats for at fjerne de hindringer, der står i vejen for forbrugernes mobilitet, såsom manglende ensartethed i lovgivningerne og i forbrugerbeskyttelse, forskellige skattesystemer, opsplittede og uforenelige operationelle strukturer, som finansielle tjenesteydelser hviler på.

6.2

EØSU bifalder tanken om, at kundemobilitet er en vigtig faktor i udviklingen af sektoren for finansielle tjenesteydelser, både hvad angår kvalitet og effektivitet. EØSU mener imidlertid, at man ikke bør sætte sig overoptimistiske mål med hensyn til adgang til finansielle tjenesteydelser tværs over grænserne.

6.3

Forbrugermobilitet kan forstås i enten geografisk betydning (køb af et produkt langt fra ens egen bopæl) eller i relation til forretningsforholdet (muligheden for let at kunne skifte til en anden udbyder). Disse to typer mobilitet er tæt forbundne, selvom de begrebsmæssigt er forskellige.

6.4

I forhold til forbrugsgoder kan tjenesteydelsessektoren — i det mindste potentielt — tilbyde større geografisk mobilitet, da der ikke skal tages hensyn til de begrænsninger, der ligger i at den handlede vare er en fysisk genstand. For eksempel volder erhvervelse af et køretøj i udlandet store transportproblemer, som ikke foreligger, når genstanden i transaktionen er en ikke-fysisk tjenesteydelse, som kan transporteres ad »telekommunikationens motorveje« i stedet for ad de asfalterede.

6.5

Mobiliteten i forretningsforholdet inden for tjenesteydelsessektoren hindres derimod af, at tjenesteydelser ikke er et fysisk håndgribeligt og derfor er vanskeligt at vurdere og forstå fuldt ud. Tillidsforholdet mellem sælger og køber får derved stor betydning. I den finansielle sektor er tillidsbaserede relationer mindst lige så vigtige, fordi de fleste produkter er specifikke og indebærer langvarige forpligtelser mellem sælger og køber. Der er mange faktorer, som kan forklare, hvorfor forbrugerne finder det vanskeligt at skabe tillidsbaserede relationer med formidlere, som ikke er fysisk til stede i deres land.

6.6

Et andet aspekt, som ikke skal undervurderes, vedrører de kanaler, hvorigennem forbrugeren får en forestilling om produktet. Hvis det er en materiel ting, opfattes produktet gennem sanserne, der selvklart ikke er underlagt sproglige eller kulturelle barrierer. Finansielle tjenesteydelser kan derimod hverken ses eller røres, men opfattes ud fra beskrivelsen af dem i prospekter og kontraktvilkår, og de sproglige og kulturelle barrierer bør derfor ikke undervurderes. Forbrugerne kan reelt købe tjenesteydelser i udlandet, hvis de har et godt kendskab til sproget og indsigt i den overordnede finansielle praksis i det land, hvor formidleren har hjemsted. En måde at overvinde denne hindring på at indføre et krav om flersprogethed i informationsmateriale og kontraktvilkår. Her mener EØSU, at det hverken er realistisk eller rigtigt at pålægge formidlerne at udarbejde prospekter og kontraktvilkår på alle EU-sprogene. Udgifterne til sådanne tiltag, som ville blive mindre af, at der hele tiden udvikles nye produkter, ville ikke med nogen som helst sandsynlighed kunne blive opvejet af en stigning i omsætningen. Grønbogen fremfører således selv, at der ikke på mellemlang sigt kan forventes øget mobilitet for forbrugerne tværs over grænserne inden for finansielle tjenesteydelser. Problemet med den sproglige barriere vil derfor ikke blive løst på mellemlang sigt, og det vil være en væsentlig hindring for adgang på tværs af grænserne til finansielle tjenesteydelser i detailleddet.

6.7

Kommissionen har pålagt en gruppe på højt niveau at vurdere situationen med hensyn til kundemobilitet i forbindelse med bankkonti. Den 30. maj 2007 offentliggjordes en interessant rapport, hvor det fremgår, at der er store forskelle på utallige punkter. Forbrugerorganisationerne finder, at mobilitetsspørgsmålet er et reelt problem, hvorimod bankernes eksperter overhovedet ikke anser det for at være et problem. Nogle anfører, at kunderne er meget tilfredse, og ser ikke noget behov for at fremme mobiliteten. Andre mener, at man bør bruge disse statistikker meget forsigtigt, fordi tilfredshed hænger sammen med forventningsniveauet, og det er vigtigt at give forbrugerne mulighed for at skifte bank uden hindringer og således gøre det muligt for også tilfredse kunder at skifte bank, hvis de finder bedre tilbud på markedet.

6.8

På deres side understreger bankerne, at forbrugerne grundlæggende fokuserer på hjemmemarkedet, mens forbrugerorganisationerne på deres side klager over manglende konkurrence på tværs af grænserne, som skyldes vanskelighederne ved at skifte bank, manglende gennemsigtighed og sammenlignelighed i tilbuddene samt forbrugernes ringe tillid til udenlandske selskaber.

6.9

Ekspertrapporten ser på, hvilke vanskeligheder der i øjeblikket er for at åbne en konto, herunder juridiske og lovgivningsmæssige barrierer. Bankerne nævner f.eks. kravet om personlig identifikation i henhold til loven om hvidvaskning, mens forbrugerne nævner ringe gennemsigtighed i informationen om tilbud eller i de krævede dokumenter og finder derfor, at retten til at åbne en anfordringskonto bør anerkendes, som tilfældet er i nogle europæiske landes lovgivning, da det ikke er muligt at deltage i det økonomiske og sociale liv, hvis ikke man har en bankkonto. Med hensyn til sidstnævnte har bankerne understreget, at kontraktfrihed er et grundlæggende princip i markedsøkonomien, som er sikret i mange forfatninger.

6.10

EØSU mener, uden at ville gå ind i en forfatningsdebat, at det er vigtigt at få mindsket afstanden mellem finansielle virksomheder og kunder. Når demokratiske lande med markedsøkonomi er nået frem til at visse minimumsrettigheder for forbrugerne og borgerne — som f.eks., at den lovfæstede ret for borgere, der opfylder betingelsen om hæderlighed, til at have en bankkonto, er en borgerrettighed — er det naturligt at forestille sig, at denne gode praksis, hvis den blev harmoniseret med nationale lovgivninger og praksis, kunne blive en fælles europæisk arv. EU har ofte tidligere trukket på positive erfaringer, som er indhøstet i lokale lovgivninger, og ladet dem gælde i alle øvrige medlemsstater. EØSU har i en tidligere udtalelse udtrykt ønske om, at denne rettighed bør gives generelt (8).

7.1

Kommissionen mener, at fremme af de betingelser, som gør det muligt at sikre større mobilitet for forbrugerne, kan have en positiv virkning i dobbelt forstand: sikre en større vifte af valgmuligheder, som kan opfylde meget mere varierende behov til konkurrencedygtige priser.

7.2

Det er med henblik herpå, at detailbanksektoren har taget initiativer til at undersøge muligheden for at fremme flytning af bankkonti. Man er også ved at undersøge muligheden for at foreslå et direktiv med henblik på styrkelse af retten til at overføre supplerende pensionsrettigheder.

7.2.1

EØSU mener, at spørgsmålet om flytning af anfordringskonto ikke bør forveksles med spørgsmålet om et europæisk identifikationsnummer. Indførelse af et europæisk identifikationsnummer vil medføre kolossalt store udgifter, som er fuldstændigt ubegrundede og som i sidste ende vil blive overvæltet på forbrugerne. Flytningen bør vedrøre alle transaktioner, som er knyttet til kontoen, såsom stående betalingsordrer, automatisk overtræk, værdipapirkonti, men selvfølgelig ikke bevarelsen af nummeret. Gennemførelsen af det fælles eurobetalingsområde (SEPA) er baseret på det internationale bankkontonummer (IBAN) og CIN-identifikationskode, som bør forblive det samme. Bankerne bør sikre størst muligt samarbejde for at sikre kontis mobilitet og flytningen af de tilknyttede aftaler, måske via adfærdskodekser eller aftaler bankerne imellem, som det allerede er tilfældet i nogle lande.

7.3

EØSU er enigt i, at man nøje bør undersøge legitimiteten af hindringerne for forbrugernes mobilitet, det være sig gebyrer for opsigelse, manglende gennemsigtighed i oplysninger, kontraktforhold i forbindelse med de finansielle tjenesteydelser, der i overdreven grad går ud på at lægge bindinger på kundens handlefrihed i forbindelse med skift til et andet produkt eller en anden udbyder. EØSU understreger imidlertid også, at der er teknologiske og lovgivningsmæssige hindringer, som ofte er svære at overvinde, når det drejer sig om at skabe de betingelser, som er forudsætningen for den grad af forbrugermobilitet, som Kommissionen anfører. Det vanskeliggøres også af, at euroen eksisterer side om side med forskellige andre valutaer. Ikke-euroområdet tæller stadig mange medlemsstater og dette problem kan man lægge til de allerede nævnte.

7.4

Endelig vanskeliggøres bestræbelserne på at skabe ensartede vilkår i sektoren for finansielle tjenesteydelser også af barrierer, som de nationale myndigheder har skabt med det i og for sig legitime ønske om at beskytte forbrugerne bedst muligt. Kommissionen giver udtryk for, at det er dens hensigt at undgå indskrænkninger i udbuddet, undtagen hvor de er særligt begrundede. EØSU mener imidlertid, at man bør gå forsigtigt frem, når man tager fat på at gennemføre en standardisering af forbrugerbeskyttelsessystemet, da EU-landene ikke er så kulturelt og socialt ens, at det berettiger en stærkt centralistisk tilgang.

8.1

Forudsætningen for udveksling af transaktioner og finansielle tjenesteydelser er, at der foreligger et solidt tillidsforhold mellem parterne. Kommissionen understreger, at europæiske forbrugere nærer en vis mistillid og skepsis med hensyn til den beskyttelse og de garantier, som grænseoverskridende aktiviteter tilbyder dem. Forbrugermobiliteten vil kun være fuldstændig, når forbrugerne er fuldstændigt overbevist om, at beskyttelsen af deres interesser hverken afhænger af, hvor de køber tjenesteydelser, eller af den distributionskanal, som leverer ydelserne.

8.2

Kommissionen mener, at man bør tage fat på følgende emner for at få opfyldt dette mål: beskytte forbrugernes interesser, skabe en klar og sikker lovramme, sikre adgang til et passende system for udenretslig tvistbilæggelse samt fremme finansielle formidleres soliditet.

8.3

Beskyttelsen af forbrugernes interesser er et følsomt emne, fordi det som tidligere fremført ikke er let at fastlægge en lovramme, som imødekommer alle medlemsstaters ønsker og krav. Vanskeligheden ved at harmonisere rammen for beskyttelse, som det f.eks. viste sig i forbindelse med revisionen af direktivet om forbrugerkredit, kan give forbrugerne det indtryk, at beskyttelsesniveauet i stort omfang varierer efter, hvilket land tjenesteydelsen er købt i.

8.4

Hvad angår retssikkerheden i lovrammen, som indeholder de kontraktlige forpligtelser, hedder det i Rom-konventionen fra 1980, at den lov, der finder anvendelse på kontrakten, i princippet er den, som parterne har valgt. Man er ved at se på en ændring af dette princip, hvorefter loven på forbrugerens opholdssted vil finde anvendelse, hvis udbyderen udøver sin virksomhed i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted. Det er imidlertid ikke sikkert, at anvendelse af lovgivningen i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, vil stimulere udbuddet af finansielle produkter i andre medlemsstater.

8.5

En klar fastlæggelse af dette princip vil givetvis øge forbrugerens tillid til retlige område, selvom princippet kun delvist dækker det forbrugermobilitetskoncept, som grønbogen bruger. Kommissionen mener således, at man også bør fokusere på forbrugernes mobilitet på tværs af grænserne, da det ikke er tilstrækkeligt, at det kun er de finansielle formidlere, som er mobile: det nye princip vil bidrage til fastlæggelsen af en generel og entydig regel, når det er formidleren, der henvender sig til forbrugerne i andre medlemsstater, men ikke når det er forbrugerne, som aktivt søger udbydere af tjenesteydelser i andre medlemsstater.

9.1

Grønbogen bemærker meget rigtigt, at forbrugerne ofte udtrykker bekymring over, at et for bredt udvalg af finansielle produkter kan forvirre dem og gøre det sværere at vælge det produkt, der bedst opfylder deres behov. Kun velinformerede forbrugere, der har indsigt i den finansielle kultur, vil reelt kunne drage fordel af muligheden for større international mobilitet på det indre marked.

9.2

Grønbogen understreger, at den gennemsnitlige finansielle forståelse blandt forbrugerne generelt er lav og udgør en stor hindring for, at de kan foretage korrekte valg på det finansielle område. Derudover er det en udbredt opfattelse, at de finansielle oplysninger, som der er adgang til, synes at ligge i to yderpunkter og skiftevis er enten for banale eller for indviklede.

9.3

Disse problemer kan løses i det mindste delvist, hvis forbrugerne kan støtte sig til uafhængig rådgivning, som hjælper dem med at tage beslutninger, der tjener deres egne interesser. Denne rådgivningsservice er allerede indført i Cypern og Storbritannien og vil blive udvidet til andre medlemsstater under MiFID-direktivet. Deres indførelse vil ikke være tvungen, men vil være et alternativ til de tjenester, som udbydes direkte af formidlerne. I øjeblikket foregår det i mange tilfælde ved, at forbrugerne søger rådgivning fra udbyderen af den finansielle tjenesteydelse. Baggrunden herfor ligger sandsynligvis i det tillidsforhold, som er en forudsætning for levering af en tjenesteydelse, eller fordi der ingen specifikke udgifter er forbundet med sælgers rådgivning. Man bør imidlertid erkende, at rådgivning, som ikke gives uafhængigt, kan indeholde en iboende interessekonflikt, som gør det vanskeligt for forbrugeren at få det fulde overblik over, hvor nyttig rådgivningen er for ham eller hende.

9.4

EØSU mener, at kun forbrugere med behørigt kendskab til det finansielle område har den rette forståelse for, hvor vanskeligt det kan være at imødekomme finansielle behov, og derfor kan skønne på den store værdi, der ligger i kvalificeret og uafhængig finansiel rådgivning. Det er derfor afgørende nødvendigt at udbrede finansiel forståelse og sætte sparere i stand til at foretage ansvarlige valg. Eksperter taler allerede om en »finansanalfabetisme«, hvorved menes, at mange mister overblikket og ikke kan træffe selvstændige beslutninger vedrørende deres økonomiske sikkerhed med mulige økonomiske tab til følge. Skolen kunne tilbyde børn og unge hjælp til at tilegne sig nogle grundlæggende finansielle kompetencer, der vil gøre dem i stand til i fremtiden at træffe investeringsbeslutninger på et oplyst grundlag; dette rokker ikke ved det ansvar, som operatørerne på de finansielle markeder har.

9.5

Reklamevirksomhed, især via internettet, vil blive nøje fulgt. Alt for ofte har der været store uoverensstemmelser mellem finansielle produkters reelle karakter og løfter om afkast, hvor det eneste formål er at få forbrugeren til at investere i specifikke finansielle produkter. Det skal dog siges, at disse tilfælde sjældent involverer traditionelle formidlere som banker og forsikringsselskaber, der er opmærksomme på forholdet til kunden og desuden underlagt regler og stram kontrol. Nye konkurrenter opererer ikke altid inden for en klar lovgivningsramme, ligesom de heller ikke altid er underlagt stramme tilsynsordninger. Alt dette svækker forbrugernes stilling.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/11

1.1

EØSU støtter dette forslag om at ophæve direktiv 84/539/EØF om elektriske apparater, der anvendes i dyrlægepraksis. Direktivet synes for længst at være blevet erstattet af andre gældende EU-regler og forekommer derfor ikke nødvendigt for handelen i det indre marked eller handelen med tredjelande.

1.2

EØSU har noteret sig, at beslutningen om at ophæve direktiv 84/539/EØF efter en omfattende høring har fået støtte fra medlemsstaterne og den berørte branche.

1.3

EØSU pålægger Kommissionen at føre en kontrol, der sikrer, at de tilsvarende gældende bestemmelser på nationalt plan ophæves, således at de ikke kommer til at udgøre nye tekniske hindringer og udvander de tilsigtede fordele.

2.1

Kommissionen sagde i sin meddelelse af 16. marts 2005 (KOM(2005) 97 endelig), at det var nødvendigt at forenkle den nationale og europæiske lovgivning, når et sådant tiltag kunne forbedre virksomhedernes konkurrenceevne og fjerne overflødige omkostninger.

2.2

Denne linje blev styrket i 2006 med Kommissionens arbejdsdokument »Første statusrapport om strategien til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« (KOM(2006) 690 endelig), der indkredsede initiativer med forenklingspotentiale i perioden 2006-2009. Direktiv 84/539/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektriske apparater, der anvendes i dyrlægepraksis, er blandt de 43 udvalgte initiativer.

2.3

Europa-Parlamentets Udvalg om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) har besluttet at støtte Kommissionens beslutning uden forbehold.

3.1

Høringen af de interesserede parter (branchen og medlemsstaterne) har ført til den konklusion, at det foreliggende direktiv 84/539/EØF i praksis ikke længere anvendes, eftersom dets målsætninger og de nødvendige garantier vedrørende sundhed og sikkerhed er dækket af gældende EU-lovgivning, bl.a. direktiv 93/42/EØF om medicinsk udstyr (til human brug) og direktivet om maskiner og elektromagnetisk kompatibilitet.

3.2

Kommissionen har noteret sig, at den pågældende lovgivning ikke længere synes nødvendig, hverken af hensyn til det indre marked eller handelen med tredjelande. Under henvisning til parallelprincippet foreslår Kommissionen derfor, at direktiv 84/539/EØF ophæves den 31. december 2008. Efter denne dato må overensstemmelsesmærket i bilag III heller ikke længere anvendes.

3.3

Kommissionen opfordrer endvidere medlemsstaterne til inden den 31. december 2008 at vedtage alle de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

4.1

EØSU støtter forslaget om at ophæve direktiv 84/539/EØF og er enigt i begrundelsen herfor.

4.2

EØSU påpeger, at Kommissionens forslag til direktiv i den bulgarske, danske, italienske, rumænske og svenske version indeholder ordet »human«, som faktisk bør slettes.

4.3

EØSU opfordrer Kommissionen til føre tilsyn med området og således undgå, at fordelene ved denne beslutning om elektriske apparater, der anvendes i dyrlægepraksis, ikke udvandes pga. nye regler, som skaber urimelige hindringer for handelen på nationalt plan.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/12

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/12

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/13

1.1

Alvorlige smitsomme dyresygdomme medfører stigende risici for dyr og mennesker, og EU bør styrke sin indsats for forebyggelse, overvågning og bekæmpelse. EØSU støtter Kommissionens forslag til strategi og anerkender det grundige forarbejde. Indsatsen bør imidlertid skærpes i forhold til ulandene, og indikatorerne bør udvikles som en af de første prioriteter i betragtning af deres fundamentale betydning.

1.2

EU's regler må forventes at få afsmittende virkning på omverdenen, og EF bør tilstræbe medlemskab af Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE). Kommissionen bør medvirke til klar forståelse af ny EU-lovgivning i de relevante tredjelande og bør som led i den foreslåede eksportstrategi udnytte ekspertise og ressourcer i medlemslandene i forbindelse med kriseløsning.

1.3

Den veterinære grænsekontrol bør baseres på en samlet vurdering af den konkrete risiko, ligesom kontrollen bør omfatte stikprøver, herunder primært langs grænsen, for at mindske incitamentet til illegal handel.

1.4

Uanset hensynet til et velfungerende indre marked bør der være mulighed for afgrænsning af zoner og segmenter i form af harmoniserede kriterier og krav til test og/eller karantæneordninger i overensstemmelse med OIE's kodeks.

1.5

Management er en væsentlig faktor for smittebeskyttelse og dyrevelfærd, og der bør fokuseres herpå gennem krav til uddannelse og rådgivning.

1.6

Det er hensigtsmæssigt at overveje begrænsninger for transport af levende dyr for at mindske risikoen for spredning af smitsomme dyresygdomme.

1.7

Veterinærfonden og EU's økonomiske ansvar bør bibeholdes, og for at undgå konkurrenceforvridning bør der indføres faste, harmoniserede rammer for national medfinansiering. De relevante parter bør inddrages i udformningen af finansieringssystemet og dets anvendelse gennem den rådgivende komité for dyresundhed.

1.8

Bl.a. af hensyn til befolkningens accept bør vaccination anvendes til bekæmpelse af sygdomsudbrud, hvis den med fordel kan erstatte eller supplere nedslagning af sunde dyr. Som påpeget af Kommissionen bør det imidlertid ske under hensyn til en række nærmere definerede kriterier og på baggrund af den konkrete situation.

1.9

Videnoverførsel er afgørende for forskningens implementering i produktion, rådgivning og kontrol, og den af Kommissionen omtalte handlingsplan for forskning bør ligeledes fokusere på forebyggelse.

2.1

EU's politik er fastlagt i mere end 300 direktiver, som overvejende blev vedtaget i perioden 1988-1995 i forbindelse med konkrete sygdomssituationer. Forekomsten af alvorlige smitsomme dyresygdomme er reduceret, men samtidig er der opstået nye, og f.eks. mund- og klovesyge, bluetongue og fjerkræinfluenza har skabt nye alvorlige risici. Desuden er omsætningen steget betydeligt med deraf følgende øget risiko for smittespredning.

2.2

Den videnskabelige og teknologiske udvikling samt de institutionelle rammer har samtidig muliggjort en ny, mere rationel og ambitiøs strategi, som foreslås gennemført i perioden 2007-2013 under mottoet »det er bedre at forebygge end at helbrede«. Målsætningen er et højt folkesundheds- og fødevaresikkerhedsniveau, reduceret forekomst af sygdomme, sikring af frie varebevægelser samt forebyggelse på besætningsniveau. Strategien omfatter en prioritering af EU's foranstaltninger, en fælles ramme for dyresundhed, foranstaltninger vedrørende forebyggelse, overvågning og beredskab, samt inddragelse af videnskab, innovation og forskning. De konkrete foranstaltninger vil blive udformet i et partnerskab i form af en rådgivende komité for dyresundhed med repræsentanter fra erhverv, forbrugere og regeringer, som skal vejlede om det passende/acceptable beskyttelsesniveau, den optimale udformning af foranstaltningerne, mv.

2.3

Prioriteringen består i en kategorisering af biologiske og kemiske risici med tilhørende risikovurdering og -styring, fastlæggelse af et »acceptabelt risikoniveau« samt en klar ansvarsfordeling for de forskellige foranstaltninger. Kategoriseringen vil endvidere danne grundlag for fastlæggelse af ressourcebehov samt en ansvars- og udgiftsfordelingsordning.

2.4

»Rammen« for dyresundhed foreslås udformet som et regelsæt med høje normer og fælles principper. EU's lovgivning er i vid udstrækning baseret på OIE-/Codex-anbefalinger/-standarder og opfylder forpligtelserne i WTO-aftalen om anvendelsen af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS-aftalen), men EU bør ifølge Kommissionen lægge sig tættere op ad disse standarder. Forudsat et tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag kan EU i visse tilfælde indføre eller opretholde krav på et højere niveau, og Kommissionen vil søge EU's standarder anvendt i OIE/Codex-regi. Strategien indebærer bedre information til EU's handelspartnere i forbindelse med import til EU samt en styrkelse af EU's forhandlingsposition i eksportspørgsmål.

2.5

Forebyggelse, overvågning og kriseberedskab omfatter foranstaltninger på bedrifterne, elektronisk identifikation samt kombination af elementerne i sporbarhedssystemet for levende dyr. Biosikkerheden ved grænserne skal forbedres, og EU bør yde faglig bistand til visse ulande til bekæmpelse af eksotiske sygdomme. Krisesituationer skal håndteres hurtigt og effektivt, hvilket bl.a. kræver en prioritering af overvågningsindsatsen, fastlæggelse af indikatorer, dataindsamling, netværk mellem de berørte parter, risikoanalyser og information af offentligheden samt uddannelse af de involverede.

2.6

Videnskab, innovation og forskning søges styrket gennem netværk mellem EU-agenturer og nationale organer. Kommissionen vil udarbejde en handlingsplan med afdækning af mangler i de nuværende redskaber til overvågning, diagnosticering, vaccination og behandling samt tilvejebringe de nødvendige økonomiske ressourcer via offentlig-private partnerskaber. Desuden forudses støtte til forskningsindsatsen i tredjelande via internationalt samarbejde, navnlig vedrørende eksotiske sygdomme af stor betydning eller zoonoser, som har alvorlige konsekvenser for de pågældende lande.

3.1

Alvorlige smitsomme dyresygdomme medfører stigende risici på verdensplan for dyr og mennesker som følge af en fortsat stigende befolkning og husdyrproduktion, øget samhandel og stigende internationalt samkvem i øvrigt, ligesom klimaændringer medfører ændringer i den geografiske udbredelse. Zoonoser og andre sygdomme spredes således eller dukker op på ny, og der er fortsat risiko for en pandemi, f.eks. i forbindelse med fugleinfluenza. EU bør derfor opprioritere forebyggelse og bekæmpelse både internt i EU og i internationalt regi, herunder ikke mindst i ulandene.

3.2

EØSU finder det som repræsentant for civilsamfundet nødvendigt at gennemføre den bedst mulige strategi på området for at imødegå risikoen for alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser og påtager sig at medvirke aktivt hertil i muligt omfang. EØSU anerkender Kommissionens grundige forarbejde og kan i hovedsagen tilslutte sig den foreslåede strategi, der i vidt omfang er accepteret af de berørte parter. Den partnerskabsbaserede fremgangsmåde er i udpræget grad afgørende for gode og holdbare resultater på det veterinære område, hvor ansvaret nødvendigvis er fordelt på en række aktører. Modellen kan efter EØSU's opfattelse også overvejes på andre områder, hvor det er hensigtsmæssigt at inddrage dele af civilsamfundet.

3.3

De centrale elementer i strategien, herunder mål og visioner, risikovurderinger som centralt værktøj, fokuseringen på generel og risikobetonet kommunikation samt øget fokus på grænsekontrol, er afgørende for at forhindre, at smitsomme dyresygdomme opstår og spredes. Kommunikation rettet mod de specifikke målgrupper er væsentlig, herunder ikke mindst i krisesituationer, fordi fejlagtige opfattelser påvirker erhverv, tilsynsmyndigheder og det politiske system med deraf følgende fravalg af produkter og indførelse af uberettigede eller for vidtgående foranstaltninger. Det bør f.eks. undgås, at markedsforholdene påvirkes negativt som følge af ubegrundet usikkerhed vedrørende kød fra vaccinerede dyr.

3.4

Respekten for EU's regler på området kræver imidlertid, at EU's institutioner og medlemsstater respekterer egne beslutninger og tidsfrister for fremlæggelse, vedtagelse og iværksættelse af de konkrete bestemmelser, hvilket langt fra altid har været tilfældet.

4.1

Prioriteringen af EU's indsats er afgørende for en risikobaseret strategi med vægt på de enkelte sygdommes trussel mod den humane sundhed og de økonomiske konsekvenser. Det bliver en væsentlig udfordring for partnerskabet at fastlægge det acceptable risikoniveau, og der må herunder stilles store krav til faglighed og videnskab. Anvendelsen af forsigtighedsprincippet ved nye og ikke fuldt beskrevne trusler er vigtig og nødvendig for hurtig indgriben, men det er lige så vigtigt at fastlægge procedurer for en exit-strategi, hvis truslen ophører eller hvis ny videnskab gør det berettiget.

4.2

Indikatorer til måling, evaluering og prioritering skal være klare, forståelige, operationelle og målbare og bør foreligge tidligst muligt i processen i betragtning af deres fundamentale betydning. De bør derfor udvikles som en af de første prioriteter under inddragelse af det nedsatte partnerskab. Enkle og pålidelige resultatindikatorer vil desuden gøre det nemmere at måle de fremskridt, der gøres med hensyn til at nå målene for strategien.

4.3

EØSU støtter fuldt ud forslaget om én fælles lovgivningsmæssig ramme i form af et mere overskueligt og åbent regelsæt, som definerer fælles principper og krav. Det er med EU's stigende betydning desuden hensigtsmæssigt at tilstræbe overensstemmelse med gældende internationale standarder, samt at påvirke OIE's fremtidige regler mest muligt, herunder i forbindelse med anvendelse af forsigtighedsprincippet. Som påpeget af Kommissionen bør EF på længere sigt være medlem af OIE med henblik på at styrke sammenhængen til OIE's standarder, retningslinjer og andre regler. EU's regler må desuden i sig selv forventes at få en afsmittende virkning på omverdenen, hvilket vil medvirke til at højne sundhedsniveauet og modvirke uhensigtsmæssige konkurrencemæssige begrænsninger. EU bør samtidig ophjælpe visse ulande i så henseende og medvirke til klar forståelse af ny EU-lovgivning i de relevante tredjelande.

4.4

Udvidelsen af EU og det indre marked har medført øget risiko for spredning af sygdomme over større afstande. FN's landbrugsorganisation FAO har for adskillige år siden advaret mod øgede risici som følge af lange dyretransporter, nye transportveje til lande uden for EU, øget kontakt til lande med ustabile forhold samt fortsat koncentration af husdyrbestanden i visse områder i EU. Kommissionen ønsker ifølge meddelelsen at sikre den rette balance i transporten af dyr, således at den frie bevægelighed står i forhold til risikoen for introduktion og spredning af sygdomme og til dyrenes velfærd under transport. Under hensyn til risikoen for smittespredning og til dyrenes velfærd finder EØSU, at der er behov for at begrænse transporten af levende dyr.

4.5

Finansieringen er et fundamentalt element i EU's lovgivning, og opretholdelsen af det fælles ansvar for finansiering af veterinærpolitikken er vigtig. Veterinærfonden og EU's økonomiske ansvar bør derfor bibeholdes. Incitamentet til øjeblikkelig anmeldelse af mistanke om eller konstatering af sygdomsudbrud må ikke forsinkes som følge af usikkerhed vedrørende erstatning af direkte og indirekte omkostninger. Intentionen om en »effektiv og ansvarlig omkostningsmodel« rejser mange spørgsmål, og der er behov for udarbejdelse af mere konkrete forslag som vurderingsgrundlag, herunder til en harmoniseret finansieringsmodel.

4.6

For at undgå konkurrenceforvridning bør den nationale medfinansiering fortsætte med faste, harmoniserede rammer for erhvervets medfinansiering. Omkostningsdeling efter ensartede principper i medlemslandene forudsætter fastlæggelse af såvel omkostninger som ansvarsfordeling samt den indbyrdes kombination heraf. Hertil kommer spørgsmålet om inddragelse af de relevante parter i form af konsultation eller fælles beslutning samt ressourcernes anvendelse til forebyggelse og bekæmpelse. Erhvervet vil nødvendigvis som hidtil skulle afholde en række omkostninger til sygdomsforebyggelse og –bekæmpelse og bør derfor bl.a. inddrages i spørgsmål om finansieringsdispositioner gennem den rådgivende komité for dyresundhed.

4.7

Forslaget om indførelse af »ikke-lovgivningsmæssige redskaber« indebærer bl.a. krav om smittebeskyttende foranstaltninger samt former for kollektivt ansvar og forsikringsordninger, som i sig selv skal motivere til en bedre risikostyring og begrænsning af de økonomiske konsekvenser. EØSU anerkender behovet for overvejelser i så henseende, men finder det ikke muligt at kommentere forslaget på grundlag af de begrænsede oplysninger.

4.8

Muligheden for regionalisering er vigtig for sygdomsbekæmpelsen, selv om et velfungerende indre marked også er en klar forudsætning på det veterinære område. En eller flere medlemsstater bør således kunne udrydde en sygdom med deraf følgende særstatus gennem harmoniserede kriterier og krav til test og/eller karantæneordninger i overensstemmelse med OIE's kodeks for afgrænsning af zoner og segmenter, forudsat restriktionerne er videnskabeligt begrundede og står i et rimeligt forhold til pågældende sygdomsrisiko.

4.9

Akutte kriser i forbindelse med eksport er hidtil afgjort mellem pågældende medlemsstat og tredjeland. Herunder kræves en hurtig og effektiv løsning, hvorfor der fortsat bør være mulighed for individuel forhandling. Ifølge Kommissionens forslag kan lokalt baserede teams, sammensat af Kommissionen, nationale ambassader og organisationer medvirke til at styrke EU's rolle i forbindelse med forhandling om eksportkrav. Selv om Kommissionen, bl.a. som led i den foreslåede eksportstrategi, sikrer en bedre forståelse af EU's politik, således at der opstår færre tvivlstilfælde i praksis, bør det fremgå af den detaljerede handlingsplan, at Kommissionen vil gøre brug af ekspertisen og ressourcerne i medlemslandene.

4.10

Alle erfaringer viser, at management er en af de vigtigste faktorer for smittebeskyttelse og dyrevelfærd, og fremtidige bestemmelser bør indeholde krav til uddannelse og rådgivning. De basale regler for biosikkerhed på det enkelte landbrug bør udmøntes gennem lovgivning, herunder krav for etablering af nye produktionsanlæg, med deraf følgende konsekvenser i forbindelse med erstatning ved sygdomsudbrud. Supplerende kriterier og mere specifikke regler bør derimod gennemføres i form af guidelines for forskellige produktionsformer og en informationsindsats i samarbejde mellem myndigheder og erhverv. Herunder kræver hobbydyrehold en målrettet indsats for at fremme forståelsen for nødvendigheden af beskyttende foranstaltninger. De bør desuden registreres og underkastes krav til omsætning af dyr og adgang til besætningerne.

4.11

I forbindelse med medlemslandenes etablering af en velfungerende veterinær grænsekontrol bør der foretages en samlet vurdering af den konkrete risiko for sygdomsintroduktion samt dens mulige konsekvenser, ligesom kontrollen bør omfatte stikprøver langs grænsen for at mindske incitamentet til illegal handel. Det er desuden hensigtsmæssigt at etablere et tættere samspil mellem veterinær- og toldmyndigheder samt at smidiggøre grænsekontrolsystemet med en mere risikobaseret tilgang, således at opmærksomhed hurtigt kan rettes mod nye risici.

4.12

Vaccination bør bl.a. af hensyn til befolkningens accept anvendes i forbindelse med bekæmpelse af sygdomsudbrud, hvis den med fordel kan erstatte eller supplere nedslagning af sunde dyr. Som påpeget af Kommissionen bør vaccination imidlertid gennemføres under hensyn til den konkrete situation og baseres på anerkendte principper og faktorer, herunder vaccinens tilgængelighed og effektivitet, valide tests, internationale guidelines og mulige handelshindringer, kosteffektivitet samt mulige risici relateret til brugen af vaccinen. Der er desuden behov for yderligere forskning og udvikling i så henseende.

4.13

Videnskab, innovation og forskning er afgørende for at nå strategiens mål. Det forudsætter, at forskningen kan implementeres i produktion, rådgivning og kontrol, hvorfor den i højere grad bør omfatte mulighederne for videnoverførsel. Dette gælder ligeledes Kommissionens handlingsplan for forskning.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/16

1.1

EØSU konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen går ind for at regulere adgangen til vejtransporterhvervet gennem en forordning, så man undgår forskelle i forbindelse med medlemsstaternes gennemførelse af reglerne i national ret. Vedtagelse af denne forordning indebærer ophævelse af direktiv 96/26/EF.

1.2

EØSU hilser forslaget til forordning velkomment, da det vil harmonisere reglerne for adgang til vejtransporterhvervet og markedet for vejtransport af såvel passagerer som varer. Det vil bidrage til gennemførelse af Lissabonstrategiens mål med mere klare, enkle og kontrollable regler og dermed til mere loyale konkurrencevilkår.

1.3

Den nye forordning falder i tråd med »Handlingsprogrammet for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union«, idet den moderniserer reglerne for adgang til vejtransporterhvervet med indførelsen af elektroniske registre.

1.4

Forordningen indfører begrebet »transportleder«, som er den person, der faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde, og som skal opfylde høje uddannelseskrav. Der opstilles strengere regler for forbindelserne mellem transportlederen og virksomheden. EØSU ønsker, at stoppe fremgangsmåden med at leje kvalifikationsbeviser i de tilfælde, hvor virksomheden ledes af en fysisk person, der ikke er indehaver af et kvalifikationsbevis.

1.5

EØSU finder det nødvendigt, at der i forordningen indarbejdes den liste, hvoraf det fremgår, hvilke kategorier, hvilke typer og hvilken grovhed af overtrædelser samt hvilken hyppighed af mindre grove overtrædelser der skal medføre, at vandelskravet til transportlederen ikke er opfyldt, når de forekommer inden for rammerne af det transportarbejde, denne står som leder af.

1.6

I forordningsforslagets artikel 5, litra c), stilles der krav om en driftscentral. EØSU ønsker en præcisering af dens karakteristika, når der er tale om små og mellemstore virksomheder.

1.7

EØSU henleder opmærksomheden på kravet om, at transportvirksomheden skal råde over et tilstrækkeligt antal parkeringspladser som en form for anerkendelse af, at virksomheden er permanent etableret i en medlemsstat. Dette kan vise sig at blive et meget dyrt krav for især små og mellemstore virksomheder, og EØSU beder indtrængende de lokale myndigheder om at hjælpe med at sørge for de nødvendige pladser eller samarbejde med disse virksomheder om forvaltningen af fælles parkeringsarealer.

1.8

Efter EØSU's mening bør man, når det drejer sig om selvstændige, udarbejde en ordning, der giver dem lov til at godtgøre deres økonomiske grundlag uden nødvendigvis at fremskaffe en bankgaranti, da dette ville indebære store omkostninger for virksomheder, som ikke har pligt til at føre et forenklet regnskab i de berørte medlemsstater.

1.9

EØSU ser positivt på den obligatoriske minimumsuddannelse på 140 timer inden den prøve, der skal attestere de faglige kvalifikationer, samt på kravet om, at medlemsstaterne godkender kursuscentrene. Dette vil være med til at forbedre transportledernes kvalifikationer.

1.10

EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere en fælles sanktionsordning for alle EU's medlemsstater, som skal anvendes ved overtrædelse af forordningens bestemmelser.

1.11

EØSU hilser det velkomment, at der etableres nationale elektroniske transportvirksomhedsregistre, forbundet i et net, som en måde at forbedre det administrative samarbejde på og gøre overvågningen af virksomheder, der opererer i forskellige medlemsstater, mere effektiv.

2.1

Hensigten med forslaget til forordning er at modernisere de gældende regler om adgang til vejtransporterhvervet for at sikre, at de anvendes mere ensartet og effektivt. Der fastlægges minimumsbetingelser for 'hæderlighed', 'økonomisk evne' og 'faglig dygtighed', som virksomheder skal opfylde for at få tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet.

2.2

Den nuværende regulering af adgangen til transporterhvervet er samlet i Rådets direktiv 96/26/EF af 29. april 1996, som fastlægger de betingelser mht. 'hæderlighed', 'økonomisk evne' og 'faglig dygtighed', som virksomheder mindst skal opfylde for at få tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet, dvs. transportere gods eller personer i eller uden for deres eget land. Disse betingelser er de eneste fælles krav, som virksomhederne skal leve op til for at få lov til at arbejde på Fællesskabets marked for vejtransport. Derudover indeholder direktivet en bestemmelse om gensidig anerkendelse af nogle af de dokumenter, der er nødvendige for at få sådanne tilladelser.

2.3

Direktivet anvendes imidlertid meget forskelligt i de forskellige medlemsstater. Den uensartede anvendelse skaber forstyrrelser i det indre marked for vejtransport og modvirker loyal konkurrence. Det er grunden til, at man har valgt en forordning til at indføre de foreslåede ændringer.

2.4

De vigtigste nyskabelser i forordningen er følgende:

2.4.1

For dem, der stiller deres faglige kompetence til rådighed for en virksomhed, indfører forordningen begrebet »transportleder«, som bør være den person, der vedvarende og faktisk leder vejtransportvirksomhedens transportarbejde. Denne skal klart identificeres og udpeges over for de kompetente myndigheder. Der opstilles dermed strengere regler for forbindelserne mellem transportlederen og virksomheden. Attestation af faglig kompetence kræver en obligatorisk minimumsuddannelse på 140 timer inden den prøve, som skal bestås af alle ansøgere til stillingen som transportleder. Desuden fastsætter forordningen et minimumssystem for godkendelse af kursus- og prøvecentre.

2.4.2

Det bør være etableringsmedlemsstatens opgave at føre tilsyn med, at virksomhederne til enhver tid opfylder kravene i denne forordning. Det kræves derfor, at virksomhederne har et stabilt og faktisk etableret forretningssted i denne medlemsstat.

2.4.3

Der indføres sammenlignelige økonomiske indikatorer til måling af en virksomheds økonomiske grundlag. Metoden, som skal sikre, at virksomheden kan klare sine forpligtelser på kort sigt, bygger på årsregnskabet og indebærer, at den nuværende metode, hvor der er fastsat et mindstekrav til kapital og reserver, opgives. Desuden kan virksomheder, der ønsker det, godtgøre deres økonomiske grundlag med en bankgaranti.

2.4.4

Myndighederne har pligt til at kontrollere, at kravene til hæderlig vandel, økonomisk grundlag og faglige kvalifikationer er opfyldt. Er de ikke det, har myndighederne pligt til at udstede en advarsel til den pågældende vognmand, og hvis ikke forholdene bringes i orden, pligt til at påføre ham administrative sanktioner, som kan gå fra inddragelse af transporttilladelsen til diskvalifikation som transportleder.

2.4.5

For at gøre det lettere at udøve den frie etableringsret bør etableringsmedlemsstaten anerkende et kvalifikationsbevis udstedt i henhold til bestemmelserne i denne forordning efter en fælles model som tilstrækkelig dokumentation.

2.4.6

Forordningen sigter på at forbedre organiseringen af det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne for at opnå en mere effektiv kontrol med virksomheder, der arbejder i flere medlemsstater. Til dette formål indføres der elektroniske registre, forbundet i et net, der vil lette udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne. For at sikre en effektiv informationsudveksling mellem medlemsstaterne foreslås det, at der oprettes nationale kontaktpunkter, og at der fastsættes visse fælles procedureregler med hensyn til frister og med hensyn til, hvilke oplysninger der mindst skal fremsendes.

2.4.7

Kommissionen får beføjelse til: at opstille en liste over kategorier, typer og grovhed af overtrædelser, der kan medføre, at en vejtransportvirksomhed ikke længere opfylder vandelskravet; at tilpasse denne forordnings to bilag til den tekniske udvikling, dvs. bilaget om de kundskaber, medlemsstaterne skal stille krav om for at anerkende faglige kvalifikationer, samt bilaget, der indeholder en model for beviset for faglige kvalifikationer; at opstille en liste over, hvilke overtrædelser der i alle tilfælde skal medføre, at tilladelsen til at udøve erhvervet suspenderes eller tilbagekaldes, eller at der udstedes en erklæring om uegnethed. Disse foranstaltninger skal vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

3.1

Forslaget til forordning vil bidrage til gennemførelsen af Lissabonstrategien, da den vil skabe mere loyale konkurrencevilkår i sektoren og mere gennemskuelige forhold for vognmandskunderne. Da vejtransport er den dominerende transportform i industriens produktions- og distributionssystem samt for personers mobilitet, vil EU's konkurrenceevne blive stærkere.

3.2

EØSU bifalder, at Kommissionen udmønter sit løfte fra programmet for »bedre lovgivning« om at ajourføre og forenkle fællesskabsretten i praksis ved at sikre en mere harmoniseret, enkel, kontrollabel og effektiv anvendelse af reglerne.

3.3

Den nye forordning ligger med indførelsen af elektroniske registre på linje med filosofien bag handlingsprogrammet for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union.

3.4

EØSU konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen går ind for at regulere adgangen til vejtransporterhvervet gennem en forordning i stedet for et direktiv, hvilket betyder, at indholdet direkte gennemføres af medlemsstaterne, så man undgår alt for store forskelle i gennemførelsen.

3.5

Den nye forordning indfører fællesbetegnelsen »vejtransporterhvervet«, der både omfatter buskørselserhvervet og godskørselserhvervet.

3.6

Adgangen til erhvervet knyttes til den nye funktion som »transportleder«, som betegner den person, der hidtil har opfyldt kvalifikationskravet og stillet sin attest på faglige kvalifikationer til rådighed for en virksomhed, for at den kunne få en tilladelse. Dette vil indebære strengere regler for transportlederens forbindelser med virksomheden.

3.7

Der er nogle uklarheder omkring indholdet af transportlederens arbejde og hans mulighed for at stille sine kvalifikationer til rådighed for mere end én virksomhed ad gangen. Disse uklarheder bør fjernes for at undgå den praksis med udlejning af kvalifikationsbeviser, som finder sted i øjeblikket. I et fremtidsperspektiv vil det være hensigtsmæssigt at sikre selvstændige virksomhedsejere, der ønsker at udøve transporterhvervet, større støtte til uddannelse. Det vil forbedre deres kvalifikationer og gøre virksomhedsforvaltningen mere uafhængig.

3.8

EØSU mener, at det er i selve forordningen, at Kommissionen bør etablere og harmonisere en liste over, hvilke kategorier, hvilke typer og hvilken grovhed af overtrædelser samt hvilken hyppighed af mindre grove overtrædelser der skal medføre, at vandelskravet til transportlederen og dermed til selve virksomheden ikke er opfyldt.

3.9

EØSU finder det på sin plads, at der stilles krav om et obligatorisk kursus inden den prøve, der skal attestere de faglige kvalifikationer, for at sikre ansøgerne et højere uddannelsesniveau, og bifalder den obligatoriske godkendelse af kursus- og prøvecentrene.

4.1

EØSU bifalder indførelsen af begrebet »transportleder«, som betegner den person, der hidtil har stillet sine faglige kvalifikationer til rådighed for virksomheder med tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet.

4.2

EØSU beder Kommissionen om at afklare, om der findes én »vejtransporttilladelse«, eller om denne betegnelse kun anvendes i forordningen, og der så i praksis findes to adskilte tilladelser til hhv. passagertransport og godstransport.

4.3

Udvalget bifalder, at forordningen ikke kun finder anvendelse på alle vejtransportvirksomheder, der er etableret i EU, men også på andre virksomheder, der ønsker at udøve dette erhverv.

4.4

EØSU gør opmærksom på, at forordningen ikke finder anvendelse på virksomheder, der kun udfører visse former for ikke-erhvervsmæssig buskørsel, og hvis hovedaktivitet ikke er buskørsel. Køretøjerne føres i dette tilfælde af virksomhedens egne ansatte. EØSU finder det nødvendigt at have kendskab til vejtransportlovgivning og tilrettelæggelse af tjenester for at sikre, at arbejdet bliver udført tilfredsstillende.

4.5

Det burde fastslås i forordningen som et nyt krav for udøvelse af vejtransporterhvervet udover de allerede kendte, at virksomheder rent faktisk skal være etableret i en af medlemsstaterne på fast basis, så man undgår »postkasseselskaber«.

4.6

Det forekommer ikke at være i god overensstemmelse med hensigten om at harmonisere, at forordningen ikke forhindrer medlemsstaterne i at stille yderligere betingelser, som virksomhederne skal opfylde for at få tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet, i forbindelse med opfyldelse af vandelskravet som fastlagt i forordningsforslagets artikel 6.

4.7

EØSU opfordrer Kommissionen til at forklare, hvordan transportlederen faktisk og vedvarende skal kunne lede virksomhedens transportarbejde, når han har lov til samtidigt at lede op til fire virksomheder med højst tolv køretøjer i alt. Med denne bestemmelse bliver det vanskeligt at udrydde den nuværende praksis med leje af kvalifikationsbeviser.

4.8

EØSU finder det mest hensigtsmæssigt, at listen over, hvilke kategorier, hvilke typer og hvilken grovhed af overtrædelser samt hvilken hyppighed af mindre grove overtrædelser der skal medføre, at vandelskravet til transportlederen ikke er opfyldt, indarbejdes i selve forordningen, og at man ikke udskyder fastlæggelsen af den til et senere tidspunkt.

4.9

Udvalget bifalder, at en virksomhed skal være faktisk og varigt etableret i den medlemsstat, som udsteder en vejtransporttilladelse til den, jf. artikel 5, litra a), hvori det kræves, at virksomheden skal råde over et forretningssted i denne medlemsstat med lokaler, hvor virksomhedens dokumenter opbevares. Udvalget henleder dog opmærksomheden på kravet om, at den skal råde over en driftscentral beliggende i denne medlemsstat med et tilstrækkeligt antal parkeringspladser. Dette er et meget kostbart krav for små og mellemstore virksomheder. Problemet med parkeringspladserne kunne løses med hjælp fra de lokale myndigheder, der kunne medvirke til at fremskaffe de nødvendige parkeringspladser eller samarbejde med disse virksomheder om forvaltningen af fælles parkeringsarealer.

4.10

EØSU ser en vis modsætning i, at det på den ene side fastslås i forordningen, at medlemsstaterne fastsætter betingelser, som en virksomhed skal opfylde for at leve op til vandelskravet, mens det på den anden side fastslås, at medlemsstaterne fastsætter, at en virksomhed opfylder dette krav, hvis en række betingelser, som opregnes i forordningen, er opfyldt.

4.11

EØSU forstår ikke, hvorfor det stilles som en betingelse for opfyldelse af kravet til en virksomheds økonomisk grundlag, at den løbende skal kunne opfylde sine aktuelle og potentielle forpligtelser regnskabsåret igennem. Udvalget finder det tidligere mindstekrav til kapital og reserver mere hensigtsmæssigt. Nu stilles der i stedet krav om, at en virksomhed pr. 31. december skal råde over omsætningsaktiver til en vis værdi og have en »quick ratio« på 80 % eller derover.

4.12

Efter EØSU's mening bør man, når det drejer sig om selvstændige, udarbejde en ordning, der giver dem lov til at godtgøre deres økonomiske grundlag uden nødvendigvis at fremskaffe en bankgaranti, da dette ville indebære store omkostninger for virksomheder, som ikke har pligt til at føre et forenklet regnskab i de berørte medlemsstater.

4.13

I alle tilfælde bør formålet med at stille krav til det økonomiske grundlag være, at virksomheder med tilladelse til at udøve erhvervet tilbyder visse markedsgarantier, men det bør ikke indebære, at de skal beskytte leverandører og kreditorer, da dette ville fordreje risikobegrebet, som er en integreret del af enhver erhvervsaktivitet.

4.14

EØSU bifalder den obligatoriske minimumsuddannelse på 140 timer inden kvalifikationsprøven samt kravet om, at medlemsstaterne skal godkende de organisationer, der tilbyde uddannelsen, da det vil højne uddannelsesniveauet i transportsektoren.

4.15

EØSU mener, at der går for lang tid (5 år) mellem de kompetente myndigheders kontrol af, at virksomhederne stadig opfylder alle kravene (før skete det mindst hvert femte år). Men udvalget er tilfreds med, at der udover standardkontrollen vil blive foretaget kontrol af virksomheder, der er klassificeret i risikozonen.

4.16

Udvalget finder det rimeligt, at man, når der er konstateret en risiko for, at en virksomhed ikke længere opfylder et af kravene for adgang til erhvervet, giver den en frist til at bringe sine forhold i orden på højst seks måneder (tidligere et år).

4.17

EØSU påskønner, at hver medlemsstat opretter et nationalt elektronisk register over vejtransportvirksomheder, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse registre kobles sammen på EU-plan senest den 31. december 2010, og at det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne reguleres. Udvalget er desuden enig i forslaget om at opstille regler for beskyttelse af persondata, som indføres i registeret, eller som påtænkes videregivet til tredjemand.

4.18

EØSU bifalder, at der etableres en ordning for anerkendelse af kvalifikationsbeviser, der er opnået inden denne forordnings ikrafttrædelse.

4.19

Det er nødvendigt at etablere en fælles sanktionsordning for alle EU's medlemsstater, som skal anvendes ved overtrædelse af forordningens bestemmelser. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

4.20

EØSU konstaterer med interesse, at Kommissionen hvert andet år på grundlag af rapporterne fra medlemsstaterne vil udarbejde en rapport til Parlamentet og Rådet om udøvelsen af vejtransporterhvervet.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/20

1.1

Nærskibsfart kan spille en fornem rolle i forbindelse med videreudviklingen af samordnet modalitet og logistikkæder. I denne sammenhæng skal alle transportformer tages i betragtning. Når det gælder samordnet modalitet, kan nærskibsfart især anvendes over længere afstande.

1.2

Udvalget bekræfter sin fulde støtte til foranstaltninger med henblik på videreudvikling af nærskibsfart og fremme heraf. Udvalget ønsker dog at stille spørgsmål til og kommenterer den reelle virkning af disse foranstaltninger.

1.3

I den sammenhæng er der brug for en bedre definition af motorveje til søs. Udvalget mener ikke, at denne benævnelse skal begrænses til nye subsidierede tjenester, men derimod omfatte alle effektive nærskibsfartstjenester. Udvalget glæder sig over, at Kommissionen har tydeliggjort definitionen af »motorveje til søs« i arbejdspapiret »Motorways of the Sea« i tilknytning til meddelelsen af 18. oktober 2007 om EU's dagsorden for godstransport, ikke mindst fordi definitionen også inkluderer eksisterende tjenester (1).

1.4

Koncentration af gods i få udvalgte havne vil få stærk negativ indflydelse på effektiviteten af tjenesteleveringen og uden tvivl føre til trafikophobning i og omkring havnene (2), hvilket ikke er til fordel for en bæredygtig transportudvikling.

1.5

Udviklingen af yderligere havnekapacitet og bedre forbindelser til oplandet via andre transportformer bør have høj prioritet i forbindelse med motorveje til søs. Støtteforanstaltninger skal koncentreres på disse områder. Dette indebærer også støtte til politikken for samordnet modalitet.

1.6

Støtteforanstaltninger for motorveje til søs bør også rettes mod infrastruktur, især udbygning af havne og forbindelser til oplandet, uden at dette går ud over eksisterende støtteforanstaltninger til tjenester og driftsudgifter eller fremmende foranstaltninger.

1.7

At forhindre konkurrenceforvridning er et følsomt emne, som på grund af nærskibsfartens særlige markedsstruktur skal behandles med stor varsomhed. Målet må være at flytte gods fra vejtransporten til søtransporten. Det kan ikke være et mål at flytte gods, der i forvejen transporteres med skib, til en anden maritim transportør.

1.8

Kommissionen vil anvende kvalitetsstandarder som en ud af flere evalueringskriterier for projekter, der vedrører »motorveje til søs«. Afhængigt af den specifikke tjeneste kan disse kriterier bestå i: hyppighed; levering, der er afpasset produktionsprocessen; pålidelighed; samordnede transporttjenester, som ifølge Kommissionens definition også kan omfatte de enkelte transportformers egne fortjenester; forbindelser til oplandet; effektive havne og knudepunkter; e-logistik; optimale administrative procedurer m.m.

1.9

I midtvejsevalueringen af programmet til fremme af nærskibsfarten tilkendegiver Kommissionen, at muligheden for kvalitetsmærkning af motorveje til søs skal undersøges. Som det fremgår af udtalelsen om logistik, er udvalget af den opfattelse, at dette ikke må resultere i mere bureaukrati eller unødige omkostninger for sektoren.

1.10

Forenkling og reduktion af de administrative procedurer prioriteres også højt af nærskibsfarten. Toldformaliteter for godstransport ad søvejen internt i EU må ikke være mere omstændelige end for vejtransporten. De forenklede toldprocedurer skal underkastes en gennemgribende justering med gods og transportører som de grundlæggende omdrejningspunkter.

1.11

Flaskehalse i logistikkæden skal afhjælpes. Udvalget giver sin fulde støtte til arbejdet i den »Freight Logistics Exercise«, som Kommissionen har iværksat.

1.12

Såvel nærskibsfarten som de logistiske tjenester har behov for højt kvalificeret personale. I den forbindelse skal man være mere opmærksom på ansættelse, uddannelse og efteruddannelse.

1.13

Ved at flytte gods fra vej- til søtransport opnås en anseelig gevinst for både miljø og samfund. Man bør tilskynde til en yderligere reduktion af emissioner fra skibe. Udvalget håber på internationale aftaler herom.

2.1

Udviklingen af motorveje til søs i Europa fik i 2004 status som et af de 30 højst prioriterede projekter i udviklingen af de transeuropæiske transportnet. Artikel 12a i beslutning nr. 884/2004/EF (3) af 29. april 2004 om ændring af beslutning nr. 1692/96/EF om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet lægger grundstenen for motorvejene til søs. Helt konkret fremgår det, at det transeuropæiske net af motorveje til søs har til formål at samle godstransportstrømme på logistiske søtransportruter på en sådan måde, at det dels vil forbedre eksisterende søtransportforbindelser dels vil resultere i etableringen af nye rentable, regelmæssige og hyppige søtransportforbindelser med henblik på at mindske den trafikale overbelastning af vejnettet og/eller forbedre forbindelserne til perifere områder og stater samt ø-områder og østater. Motorveje til søs bør ikke udelukke kombineret transport af personer og gods, når der overvejende er tale om godstransport.

2.2

Der kan søges om støtte fra TEN-midler til udgifter til faciliteter og infrastruktur i forbindelse med motorveje til søs. Tjenester og driftsomkostninger kan modtage tilskud fra Marco Poloprogrammet (4).

2.3

Projekter af fælles interesse i det transeuropæiske net af motorveje til søs skal foreslås af mindst to medlemsstater. Dette omfatter faciliteter og infrastruktur, hvor mindst to havne i to forskellige medlemsstater berøres. De foreslåede projekter bliver normalt gennemført i form af offentlige-private partnerskaber og på basis af offentlige udbud, der iværksættes af de pågældende medlemsstater og henvender sig til konsortier, der som et minimum omfatter rederier og havne.

2.4

Beslutning 884/2004/EF (bilag II) angiver som projekter af fælles interesse fastlagt i overensstemmelse med artikel 12a følgende motorveje til søs:

2.5

Kommissionen vil evaluere projekter ud fra de kriterier, som er angivet i artikel 12a i retningslinjerne for udvikling af det transeuropæiske transportnet. Hovedkriterierne er:

2.6

De nærmere bestemmelser for indhentning af forslag til projekter til motorveje til søs blev fastlagt i Kommissionens vademecum af 28. februar 2005.

2.7

I mellemtiden har man offentliggjort en indkaldelse af tilbud vedrørende følgende forslag til projekter på området »motorveje til søs«:

Andre projekter undersøges og drøftes i forskellige arbejdsgrupper.

2.8

Midt i 2006 blev der også foretaget en midtvejsevaluering af programmet til fremme af nærskibsfart (7).

2.9

I september 2007 gjorde Kommissionen portugiseren Luis Valente de Oliveira til koordinator for motorveje til søs.

2.10

I oktober 2007 udsendte Kommissionen i tilknytning til EU's dagsorden for godstransport arbejdspapiret »Motorways of the Sea« (8).

3.1

Udvalget har allerede gentagne gange udtrykt sin støtte til foranstaltninger til udvikling af nærskibsfarten, som råder over et anseeligt potentiale og er et godt alternativ til andre, mindre miljøvenlige transportformer. Nærskibsfart kan medvirke til at reducere trafikpropper, antallet af ulykker, støjgener og luftforurening (9). Dertil kommer, at nærskibsfart passer godt ind i rammen for samordnet modalitet og logistikkæderne og giver ø-områder og fjerntliggende egne mulighed for at bryde isolationen.

3.2

Initiativet motorveje til søs fortjener således fuld støtte. Ikke desto mindre rejser begrebet »motorveje til søs« (sådan som udvalget gjorde opmærksom på i den i fodnote 8 nævnte udtalelse) en række spørgsmål og kalder på en række kommentarer. Disse spørgsmål og kommentarer tages op i det følgende.

4.1

Der hersker med rette forvirring omkring begrebet motorveje til søs. I praksis tilbyder nærskibsfarten allerede mange effektive tjenester af høj kvalitet med gode multimodale muligheder, som mindsker trafiktætheden på vejene og sikrer ø-områder og fjerntliggende egne adgang til tjenester.

4.2

Som nævnt i midtvejsevalueringen af programmet til fremme af nærskibsfarten er nærskibsfarten bedre i stand til at følge med den hurtige vækst i vejtransporten (10). Mellem 1995 og 2004 voksede nærskibsfartens performans målt i ton pr. kilometer i EU med 32 % i forhold til en stigning på 35 % i vejtransporten. Nærskibsfartens andel i EU-25 var 39 % over for vejtransportens 44 %. Nærskibsfartens andel i EU-15 var 42 % over for vejtransportens 44 %.

4.3

Det gode resultat for nærskibsfarten skyldes langt hen ad vejen redernes store investeringer i skibe — og i mange tilfælde også i intermodale logistiksystemer — effektivitetsforbedringer og afsætning af logistiktjenester, arbejdet i de nationale »Short Sea Shipping Focal Points« vedrørende flaskehalsene, det praktiske arbejde, som centrene til fremme af kystfart har udført, og samarbejdet mellem sektoren og EU-institutionerne.

4.4

Der kan ikke være tale om at underminere denne succeshistorie ved ikke at tage eksisterende tjenester baseret på den private sektors initiativer med i betragtning som motorveje til søs og udelukkende reservere denne benævnelse til tjenester, der modtager offentlig støtte. Udvalget glæder sig over, at Kommissionen har præciseret definitionen af motorveje til søs i arbejdspapiret af 18. oktober 2007, som er vedlagt meddelelsen om EU's dagsorden for godstransport af samme dato, ikke mindst fordi definitionen også inkluderer eksisterende tjenester (11).

5.1

Der er fundamental forskel mellem en motorvej over land og en motorvej til søs. Lastbiltransport ad motorvej over land forbinder to punkter, så vidt mulig i lige linje. Ved søtransport derimod tilbyder en række forskellige havne i indbyrdes konkurrence i praksis at transportere gods til og fra et stort opland. Rederierne lader de havne, der er mest konkurrencedygtige og effektive til en bestemt handel, indgå i deres ruteplaner.

5.2

Koncentration af gods i bestemte udvalgte havne vil imidlertid få stærk negativ indflydelse på effektiviteten af tjenesteleveringen (12) og uden tvivl føre til trafikophobning i og omkring havnene, hvilket ikke er til fordel for en bæredygtig transportudvikling.

5.3

Samtidig ville man ved at vælge bestemte havne til motorvejene til søs, mens andre udelukkes, skabe konkurrenceforvridning i udbuddet af havne. Døren skal holdes åben for andre havne, der ved konstant at forbedre deres effektivitet ligeledes kan udvikle sig til havne langs motorvejene til søs.

6.1

Nærskibsfart kan spille en fornem rolle i forbindelse med videreudviklingen af samordnet modalitet især over længere afstande. Som angivet i udtalelsen om godslogistik er det udvalgets opfattelse, at alle transportformer skal tages i betragtning i den forbindelse (13). Havne har her en basisfunktion som multimodale knudepunkter. Flere projekter er under udvikling i den forbindelse (14).

6.2

Flaskehalse i logistikkæden skal afhjælpes. Kommissionen udfører i øjeblikket en undersøgelse af flaskehalse inden for godslogistik. Såvel problemer med infrastruktur som administrative og driftsmæssige problemer behandles i undersøgelsen.

6.3

Både nærskibsfarten og de logistiske tjenester har behov for højt kvalificeret arbejdskraft. Udvalget gentager sin henstilling fra udtalelsen om godslogistik om, at man skal være mere opmærksom på ansættelse, uddannelse og efteruddannelse.

7.1

De aktuelle problemer med trafikophobning i mange europæiske havne er almindeligt kendte. Dette understreger nødvendigheden af at give flere havne i samme kategori mulighed for at udvikle sig til havne for nærskibsfart.

7.2

Udvikling og udbredelse af havne og forbindelser med oplandet besværliggøres, hæmmes betragteligt og/eller forhindres helt af begrænsninger og fortolkninger af eksisterende lovgivning og miljøkrav. I den forbindelse nævnes i ESPO's årsrapport for 2006/2007 forsinkelser på mellem 2 og 11 år (15).

7.3

Som sektoren allerede gentagne gange har gjort opmærksom på under høringsrunden vedrørende den nye europæiske havnepolitik og grønbogen »Mod en fremtidig havpolitik for EU« er det presserende at ofre den fornødne opmærksomhed på problemet (16). Udvalget noterer sig, at Kommissionen har viet dette problem den fornødne opmærksomhed i meddelelsen af 18. oktober 2007 om en europæisk havnepolitik (17).

7.4

Det er således åbenlyst, at støtteforanstaltninger for motorveje til søs i denne forbindelse også bør rettes mod infrastruktur, specielt udvidelse af havne og bedre forbindelser til og fra oplandet. Denne tilgang er også i fuld overensstemmelse med begrebet »samordnet transport«, der blev introduceret af Kommissionen i Midtvejsevalueringen af Kommissionens hvidbog om transportpolitikken (18) og i meddelelsen »Godslogistik i Europa — nøglen til bæredygtig mobilitet« (19).

7.5

Eksisterende støtteforanstaltninger for tjenester og driftsudgifter samt fremmende foranstaltninger skal selvfølgelig fortsættes.

8.1

Som det fremgår af sidste led i punkt 2.5, konstaterer Kommissionen, at støtte fra det offentlige ikke må virke konkurrenceforvridende i forhold til eksisterende tjenester. Det skal således undersøges nøje (bl.a. under hensyntagen til almenvellets interesser), om subsidierede motorveje til søs kan skabe konkurrenceforvridning.

8.2

Dette er dog ikke nogen simpel opgave. Nærskibsfarten betjener oplandet bag de havne, som anløbes. Et stort opland kan betjenes af flere forskellige havne, som beskrevet i punkt 5.1.

8.3

Man kan som følge heraf i analysen af et givent marked ikke nøjes med at fokusere på en enkelt havn, men må se på det samlede godsmarked med henblik på at forebygge overflytning fra én nærskibsfartstjeneste til en anden eller fra en havn til en anden.

8.4

Som anført i tredje led i punkt 2.5 bør ansøgere til et nyt projekt vedrørende motorveje til søs bevise projektets rentabilitet og troværdighed. Samtidig skal man sørge for, at konkurrenceforvridning undgås.

8.5

Gennemsigtighed i tildelingen af støtte til projekter er derfor af afgørende betydning. Samtidig bør det straks rettes, hvis det viser sig, at gods flyttes kunstigt fra en nærskibsfartsoperatør til en anden eller mellem to havne.

8.6

Støtte til motorveje til søs skal føre til, at der overføres gods fra vejtransporten til søtransporten. Den italienske øko-bonusordning (20), der giver tilskud til transportører, som forholder sig til denne idé, er derfor et godt eksempel på målrettet støtte, som ikke skaber konkurrenceforvridning.

9.1

Som nævnt i punkt 2.5 vil Kommissionen bl.a. anvende kvalitetsstandarder som evalueringskriterium i forbindelse med projekter vedrørende motorveje til søs. Afhængigt af den specifikke tjeneste kan disse kriterier bestå i: hyppighed; levering, der er afpasset produktionsprocessen; pålidelighed; samordnede mobilitetstjenester, hvilket ifølge Kommissionens definition også kan omfatte de enkelte transportformers egne fortjenester; forbindelser til oplandet; effektive havne og knudepunkter; e-logistik; optimale administrative procedurer m.m.

9.2

I midtvejsevalueringen af programmet til fremme af nærskibsfarten (21) tilkendegiver Kommissionen, at muligheden for kvalitetsmærkning af motorveje til søs skal undersøges. Som det fremgår af udtalelsen om logistik er udvalget af den opfattelse, at dette ikke må resultere i mere bureaukrati eller unødige omkostninger for sektoren (22).

10.1

Såvel i føromtalte grønbog En fremtidig havpolitik for EU: en europæisk vision for havene som i midtvejsevalueringen af hvidbog om transportpolitikken taler Kommissionen om et »fælles maritimt rum«, dvs. et europæisk maritimt rum uden grænser, sådan som Kommissionen senere har kaldt det. Det er tydeligvis meningen at forenkle de administrative procedurer for nærskibsfarten, så de kommer til ligge på linje med procedurerne for transport over land.

10.2

Udvalget har såvel i sin udtalelse om ovennævnte grønbog som i udtalelsen om EU's fælles havnepolitik formuleret en holdning til det »fælles europæisk maritime rum« (23).

»EØSU forstår, at begrebet »et fælles europæisk maritimt rum«, således også med den i 10.1 nævnte benævnelse, kun bruges om et virtuelt maritimt rum, hvor toldformaliteter og administrative formaliteter forenkles for maritime tjenester internt i EU, så de underlægges en lignende ordning som den, der gælder for transport med lastbil, tog eller indlandsskibsfart på det indre marked. Hvis dette virkelig er, hvad Kommissionen mener med udtrykket, og præciserer Kommissionen dette klart og tydeligt, kan EØSU støtte begrebet, så længe det respekterer UNCLOS- og IMO-konventionerne i internationalt farvand (åbent hav), herunder »fri sejlads« og »retten til fredelig gennemsejling« inden for den eksklusive økonomiske zone.«

10.3

Søfartssektoren og de nationale kontaktpunkter for fremme af nærskibsfart har ofte udtrykt ønske om en forenkling af toldprocedurerne. I den forbindelse udarbejdede Kommissionen allerede i 2002 retningslinjer, der tilskyndede til at anvende den forenklede toldprocedure for nærskibsfart (24).

10.4

Gennemførelsen af Kommissionens retningslinjer løser dog ikke alle problemer. Et nøgleproblem er, at kravet om status af regelmæssig rutedrift (autoriseret rute) er direkte knyttet til såvel det pågældende skib som det pågældende selskab (transportør). Hvis et andet skib indsættes, skal det anmeldes på ny. Hvis et skib med gods til et EU-land anløber en havn uden for EU, kan det ikke blive behandlet efter den forenklede procedure for alt gods til EU (inficeret skib).

10.5

En mulig løsning er at basere den forenklede procedure på det berørte selskab (transportøren) og den berørte fragt. Gods/fragt fra et EU-land til et andet kan i så fald i alle tilfælde behandles efter en forenklet procedure, der svarer til den, der gælder for vejtransport.

10.6

Ansvar ved multimodal transport er et emne, som skal undersøges. Emnet drøftes i De Forenede Nationers Kommission for International Handelsret (UNCITRAL). EØSU henstiller, at der hurtigst muligt indgås en aftale.

10.7

Udvalget gør opmærksom på, at sikkerhedsforanstaltninger ikke må stille søtransport ringere end landtransport.

11.1

Skibsfart er stadig den mest miljøvenlige transportform. Bortset fra svovl (SOx) er skibsfartens emissioner per ton/kilometer lavere end de andre transportformers. Ikke desto mindre bør der løbende træffes foranstaltninger til at forbedre skibsfartens miljøpræstationer. I den forbindelse drøfter man i Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) at revidere det relevante bilag IV til Marpol-konventionen. Denne proces fortjener fuld støtte med henblik på en international løsning.

11.2

Under drøftelserne i IMO skal man altid være opmærksom på mulighederne for at udbrede SECAS-området (25), hvor der gælder lavere grænser for emissioner. Nærskibsfart er i den forbindelse særlig sårbar, fordi den består i hyppige ture langs kysten. Man bør derfor især søge at undgå, at man smider barnet (dvs. fremme af nærskibsfarten) ud med badevandet.

11.3

Hvad CO2 per ton/kilometer angår, står skibsfarten forholdsvis stærkt. Uafhængige kilder (26) skønner, at skibsfarten globalt set kun er skyld i 1,75 % til 2 % af verdens samlede »drivhusgasser«. Også på dette område er man konstant på udkik efter metoder, som kan forbedre skibsfartens miljøperformans.

11.4

Udvalget slår til lyd for forskning, udvikling og økonomisk støtte, der kan reducere skibsfartens emissioner, herunder bedre brændstof.

11.5

Ud over udstødningen skal man også rette opmærksomheden mod kontrol med forurening af havmiljøet som følge af øget kystsejlads.

11.6

Hovedsigtet med motorveje til søs er at overføre gods fra vejtransporten til søtransporten. Dette vil have en gunstig effekt for miljøet såvel som for samfundet (her tænkes på de direkte følger med hensyn til trafikophobning, støjgener og færdselsulykker). Dette skal man holde sig for øje — uden dog at glemme, at der er brug varige fremskridt, hvad angår emissioner fra skibe.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/25

1.1

EØSU bakker op om Kommissionens forslag, da det vil fremme innovation og konkurrenceevne, styrke konkurrencen på markedet for telekommunikation og øge forbrugernes valgmuligheder.

2.1

I henhold til Rådets direktiv 87/372/EØF af 25.juni 1987 (1), suppleret med Rådets henstilling 87/371/EØF af 25. juni 1987 (2) og Rådets resolution af 14. december 1990 (3), blev frekvensbåndene 890 til 915 og 935 til 960 MHz (kendt under betegnelsen 900 MHz-båndet) stillet til rådighed for og udelukkende anvendt til en offentlig fælleseuropæisk celleopbygget digital mobilradiotjeneste, der i hver enkelt medlemsstat fungerer på grundlag af en fælles specifikation.

2.2

Markedsudviklingen har betydet, at der er bred tilslutning til at ophæve kravet, om at 900 MHz-båndet skal være forbeholdt GSM, for at der på disse frekvensbånd kan etableres nye og anderledes digitale teknologier til innovative tjenester.

2.3

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 676/2002/EF (4) af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab fastlægger en lovramme, der skal sikre ensartet adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne, hvor det er nødvendigt for gennemførelsen af fællesskabspolitikker på områder som kommunikation, transport, radio- og tv-virksomhed, forskning og teknologisk udvikling (FTU).

EØSU støttede forslaget til denne beslutning (5), fordi det vil sikre en rationel, ligelig, effektiv og økonomisk udnyttelse af frekvenserne til gavn for alle radiokommunikationstjenester.

2.4

Sigtet med beslutningen er:

2.5

Beslutningen giver Kommissionen hjemmel til at vedtage tekniske gennemførelsesforanstaltninger for at sikre harmoniserede betingelser for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne. Hvor der således er behov for harmonisering med henblik på den fornødne retssikkerhed og fællesskabspolitikerne, giver Kommissionen CEPT mandat til at udvikle tekniske kriterier på europæisk plan med udgangspunkt i de harmoniseringstiltag af betingelserne for frekvensanvendelse, der kan udarbejdes og vedtages af RSC.

3.1

For at slippe af med den øremærkning af 900 MHz-båndet til GSM i EU-medlemsstaterne, som blev indført med Rådets direktiv 87/372/EØF af 25. juni 1987 om de frekvensbånd, der skal stilles til rådighed for samordnet indførelse af offentlig fælleseuropæisk digital celleopbygget landmobilradiokommunikation i Fællesskabet, bør dette direktiv ophæves, ved at Europa-Parlamentet og Rådet vedtager et særligt direktiv til formålet.

3.2

Dette er nødvendigt for at kunne bidrage til, at i2010-initiativet — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse  (7) bliver en succes og for at opnå større konkurrence, ved at åbne 900 MHz-båndet for andre teknologier, så brugerne får størst mulig valgfrihed med hensyn til tjenester og teknologier.

3.3

I overensstemmelse med afgørelse 676/2002/EF tildelte Kommissionen CEPT mandat til at udvikle mindre restriktive tekniske betingelser. Under dette mandat er der udarbejdet betingelser ud fra princippet om, at 900 MHz-båndet kan eksistere side om side og er foreneligt med GSM og UMTS. Fremtidige mandater kan udstedes for at bevise andre teknologiers forenelighed med GSM og på den måde føre til en yderligere åbning af denne båndfrekvens.

4.1

EØSU bifalder at Kommissionen har fremlagt sit forslag i form af et direktiv og betragter direktivet som et passende retsinstrument i denne forbindelse. Forslaget indgår i den opdatering og forenkling af den gældende fællesskabsret, som EØSU har støttet i sine udtalelser.

4.1.1

EF-Domstolens omfattende retspraksis har slået fast, at bindende retsakter i institutionel lovgivning kun kan ændres eller ophæves ved efterfølgende retsakter af samme type. Derfor er behovet for at vedtage et specifikt direktiv til ophævelse af direktiv 87/372/EØF fuldt ud berettiget.

4.2

Forslagets juridiske kontekst synes også at berettige til vedtagelse af et sådant direktiv.

4.3

Markedsudviklingen i telekommunikationssektoren taler for indførelsen af nye digitale teknologier, som kan eksistere side om side med GSM under anvendelse af 900 MHz-båndet og medføre fordele ved udbredt brug af stemme-, data- og multimedietjenester i landdistrikter eller tyndt befolkede områder til lavere omkostninger.

4.4

EØSU bifalder, at den anvendte teknologi kun vil have få miljøomkostninger, da den vil fungere med færre basisstationer.

4.5

Nye teknologier som UMTS har også skabt et fælleseuropæisk marked for tilknyttede tjenester.

4.6

Kommissionens særlige opmærksomhed fortjener også at blive nævnt: forslaget ledsages af andre tiltag som f.eks. planer om tekniske harmoniseringstiltag, der sikrer GMS-tjenesternes fortsatte anvendelse af 900 MHz-båndet samt anvendelse af komitologibestemmelserne i frekvenspolitikbeslutningen til hurtig tilpasning til teknologiske fremskridt og indførelse af ny harmoniserende lovgivning på EU-plan.

4.7

Både den nødvendige ophævelse af ovennævnte direktiv og den kommende indførelse af nye driftsforhold for radiofrekvenser i medlemsstaterne er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, da de er begrænset til det konkrete formål at sikre tilfredsstillende anvendelse af 900 MHz-båndet og hverken berører de nationale kompetenceområder, for så vidt angår andre supplerende tjenesters anvendelse af denne båndfrekvens, eller medlemsstaternes tildeling af brugsret til frekvensressourcer.

4.8

De tiltag, Kommissionen foreslår eller planlægger, er neutrale i forhold til de teknologier og tjenester, der anvendes for frekvensbåndet, hvilket gør det muligt at anvende det på en mere fleksibel og effektiv måde.

4.9

Frekvensforvaltning skal følge de overordnede principper om teknologisk neutralitet, neutrale tjenester, fleksibilitet og gennemsigtighed, sikre kulturel og sproglig mangfoldighed, ytringsfrihed og mediepluralisme og afspejle samtlige medlemsstaters sociale, kulturelle og politiske behov.

4.10

EØSU mener, at effektiv anvendelse af frekvensbånd er altafgørende for at sikre adgang for de forskellige potentielle serviceudbydere og dermed en nøglefaktor for vækst, produktivitet og udvikling af den europæiske industri på linje med Lissabon-strategien samtidig med, at forbrugernes valgmuligheder udvides.

4.11

Forslaget kunne komme blandt andre de europæiske borgere til gode ved at reducere hindringerne for udbredelse af avanceret mobilkommunikationsteknologi og ved at rette op på den geografisk skæve udvikling på det digitale område, fremme social og territorial samhørighed, øge kvaliteten af de udbudte tjenester til en lavere pris, reducere antallet af nødvendige basisstationer ved større brug af lavere frekvenser med den dermed følgende miljøfordel og sikre fortsat beskyttelse mod elektromagnetisk eksponering osv.

4.12

EØSU mener imidlertid, at de fælles tiltag, som Kommissionen foreslår, kunne suppleres med en række foranstaltninger af forskellig type og omfang.

4.12.1

For det første bør der — ud fra en mere lovgivningspolitisk synsvinkel — stilles budgetmidler til rådighed i overensstemmelse med bestemmelserne i Kommissionens meddelelse COM (2006) 129, så snart forslag til lovgivning er vedtaget, for om nødvendigt at lette etableringen af den nødvendige infrastruktur i de medlemsstater, der mangler et ordentligt netværk af basisstationer. Det skal imidlertid foregå uden begrænsning af de særlige hensyn, der bør tages til miljøet, så tiltag af denne type ikke medfører miljøomkostninger.

4.12.2

For det andet skal den aktuelle EU-lovgivning om offentlige indkøb og koncessioner tilpasses, så man sikrer, at medlemsstaternes tildeling af koncessioner til udnyttelse af radiofrekvenser opfylder betingelserne om gennemsigtighed, ikke-forskelsbehandling og beskyttelse af de almene interesser.

4.12.3

For det tredje skal de komitologibeslutninger, der supplerer de juridiske aspekter af den fælleseuropæiske udnyttelse af radiofrekvenser, indeholde konkrete bestemmelser, der sikrer en generel anvendelse af den aktuelle EU-lovgivning om elektronisk adgang. Mere konkret skal man sørge for, at sådanne beslutninger garanterer udøvelsen af rettighederne for handicappede, ældre og borgere med begrænset eller ingen digital viden, hvis fremskridtet på det digitale område virkelig skal udnyttes i henhold til bestemmelserne i Kommissionens meddelelse COM(2007) 694.

4.12.4

Med dette for øje kunne man udforme en række incitamenter — som fastlægges senere — der opmuntrer den industrielle telekommunikationssektor og medlemsstaternes myndigheder, navnlig på regionalt og lokalt plan, til at sikre almen adgang for borgerne til ethvert teknologisk fremskridt.

4.13

De ny tekniske betingelser vil sandsynligvis kunne tilvejebringes uden yderligere unødvendige finansielle eller administrative byrder på EU-, nationalt eller regionalt plan.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/27

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg hilser Kommissionens initiativ om at udarbejde et charter for energiforbrugernes rettigheder velkomment.

1.2

EØSU anser chartret for at være et første skridt i retning mod at styrke og gøre energiforbrugernes rettigheder reelle, idet der ikke er garanti for disse rettigheder, hvis de udelukkende overlades til markedsmekanismerne, som Kommissionen med rette anfører.

1.3

EØSU mener, at man så vidt muligt bør undgå at vedtage lovgivning, der ikke er bindende. I overensstemmelse med Europa-Parlamentets beslutning finder EØSU, at der er behov for en bindende retsakt for at sikre borgernes rettigheder, og at »bløde« lovgivningsmæssige foranstaltninger ikke fuldt ud opfylder målsætningerne. Da Kommissionen har fundet det nødvendigt at vedtage forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar vedrørende rejsendes rettigheder, er det ikke klart, hvorfor energikunders rettigheder derimod blot fremgår af et dokument uden bindende værdi.

1.4

EØSU opfordrer Kommissionen til foruden de foreslåede ændringer til direktivet, der er ved at blive vedtaget, straks at undersøge, om chartret kan omdannes til en forordning om de europæiske energiforbrugeres rettigheder.

1.5

EØSU mener, at de rettigheder, der er hjemlet i direktivet, bør gælde alle slutbrugere, navnlig private og små og mellemstore virksomheder. Eldirektivet 2003/54/EF lader det være op til medlemsstaterne, om små virksomheder (under 50 ansatte og en samlet omsætning, der ikke overstiger 10 mio. EUR) skal være omfattet af forsyningspligten, dvs. have ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til rimelige, letsammenlignelige og gennemsigtige priser.

1.6

EØSU finder på ingen måde, at denne forskelsbehandling er berettiget, og mener, at i hvert fald små og mellemstore virksomheder i hele EU bør være omfattet af forsyningspligten. For at opnå dette og eftersom den tredje energipakke, som EØSU for tiden behandler, ændrer eldirektivet (direktiv 2003/54/EF), opfordrer EØSU kraftigt Kommissionen til at ændre artikel 2 i overensstemmelse hermed eller til også at lade rettighedschartret gælde for erhvervskunder.

1.7

EØSU finder, at det er helt afgørende, at der med »forbruger« menes slutforbrugeren, dvs. forsyningsvirksomhedens kunde. Det skaber usikkerhed og er uforståeligt, at der er ændret på terminologien mellem meddelelsen om en energipolitik for Europa — hvor der netop henvises til et charter for kundens rettigheder — og det foreliggende forslags charter for energiforbrugernes rettigheder. Der skal være fokus på de små og mellemstore virksomheders og handelens interesse i at have sikkerhed for løbende og tilstrækkelig energiforsyning til produktionsaktiviteterne, særligt i konvergens- og samhørighedsregioner.

1.8

Sikkerhed for forsyningspligtige ydelser også for små og mellemstore virksomheder, overholdelse af offentlige serviceforpligtelser, beskyttelse af økonomisk dårligt stillede områder i fare for energifattigdom, den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, aftalefrihed, retten til informationer, retten til hurtig nettilslutning, retten til klare kontrakter og rimelige og gennemsigtige priser, der er sammenlignelige mellem leverandørerne, sikkerhed for uafbrudt forsyning, viden om de anvendte energikilder er af allerstørste betydning, og Kommissionen har med rette gjort opmærksom på, at man på et ureguleret marked ikke opnår en sådan grad af social, miljømæssig og økonomisk bevidsthed. EØSU støtter varmt alle initiativer rettet mod forenkling og effektivisering, og opfordrer Kommissionen til at anvende alle de mest hensigtsmæssige redskaber.

1.9

EØSU anbefaler at overveje, om det inden for rammerne af den tredje energipakke er muligt at foretage yderligere ændringer i bilag A til eldirektivet i tillæg til de tre, der allerede er bebudet.

1.10

EØSU foreslog helt tilbage i 2001 at omdanne Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Elektricitet og Gas (ERGEG) til et agentur. EØSU glæder sig over, at Kommissionen nu har ført dette forslag ud i livet i forbindelse med den tredje energipakke, og håber, at en af det fremtidige agenturs opgaver vil være at efterprøve den korrekte håndhævelse af forbrugernes rettigheder, og især at sårbare forbrugere beskyttes. EØSU bakker op om inddragelsen af forbrugerorganisationer, små og mellemstore virksomheder, brancheorganisationer og fagforeninger for at få fremme samarbejdet og det fælles ansvar, sådan som det allerede er sket i transportsektoren. En europæisk forligsfunktion, hvor agenturet har indgrebsbeføjelser og kan regulere forholdet mellem producenter og slutbrugere, kan i høj grad medvirke til opfyldelse af målene. De nationale tilsynsmyndigheder bør anvende deres beføjelser til at overvåge markederne.

1.11

EØSU bifalder Kommissionens forslag i bilaget til meddelelsen, som vil styrke forbrugernes rettigheder, hvis de gennemføres på effektiv vis. Især skal det fremhæves, at retten til offentlige serviceforpligtelser og til at være omfattet af forsyningspligten reelt skal garanteres ved at udpege en leverandør, som i sidste instans kan træde ind i tilfælde af problemer med energiforsyningen hos den sædvanlige leverandør.

1.12

Ensartede regler for kontrakter i det indre marked: Der bør være standarder for gennemsigtighed, gennemførelsesbestemmelser, klar og omkostningsfri tvistløsning og erstatning for at fremme forbrugernes bevægelighed over grænserne og åbne det europæiske marked også for slutforbrugerne.

1.13

Rimelige, gennemsigtige og sammenlignelige priser. Forståelige regninger med alle oplysninger af relevans for forbrugerne vedrørende de energikilder, der anvendes til elproduktionen, udledningen af CO2 og andre drivhusgasser, forslag til energibesparelser, der er i overensstemmelse med fællesskabspolitikkerne.

1.14

Frit leverandørvalg, retten til hurtigt og omkostningsfrit at skifte leverandør og begrænset, mindste kontraktvarighed er rettigheder, der er forbundet med den fulde gennemførelse af markedet.

1.15

Sande, fuldstændige og forståelige informationer om betingelser for adgang og brug, tariffer, priser og om ændringer heraf.

1.16

For så vidt angår klager bør man afgjort vælge udenretlig tvistløsning ved at anvende Kommissionens henstillinger nr. 98/257 og nr. 2001/310.

1.17

Retten til repræsentation bør styrkes og gøres reel gennem forbrugerorganisationerne. En forligsfunktion oprettet under det kommende agentur kunne være det forum, hvor alle de berørte parter mødes for at finde de løsninger, der bedst sikrer forbrugernes rettigheder i praksis.

1.18

Energifattigdom udelukker muligheden for et værdigt liv. Der bør fastlægges en ensartet definition af sårbar forbruger, og de foranstaltninger, der vedtages til fordel for disse forbrugere, bør harmoniseres, således at man undgår afbrydelse af forsyningen ved at garantere en minimumsforsyning og gratis levering af energi. Der bør altid tages hensyn til ansvarlighedsprincippet.

1.19

Urimelig handelspraksis bør bekæmpes effektivt ved at tilpasse bestemmelserne i bilag 1 til direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005. Anden urimelig praksis kan fastlægges ved regulering snarere end ved at ændre direktivet.

1.20

Ud over de ni emner opregnet af Kommissionen foreslår EØSU, at man også overvejer følgende punkter, der er hentet fra forskellige rettighedschartre, som allerede er vedtaget af forsyningsvirksomheder og forbrugerorganisationer i eksempelvis visse EU-medlemsstater: forbrugerens ret til tid, ret til deltagelse og repræsentation, ret til kvalitet og sikkerhed, ret til den bedste tarif, der bedst svarer til forbrugerens profil, ret til erstatning for skader og ret til en hurtig og effektiv forligsprocedure.

2.1

I meddelelser af 10. januar 2007 (1), (2) tilkendegav Kommissionen, at den ville offentliggøre et rettighedscharter for gas- og elselskabernes »kunder«, hvilket blev godkendt på forårsrådsmødet den 8.-9. marts. Meddelelserne efterlyser »bedre forbrugerbeskyttelse, f.eks. ved udarbejdelse af et energikundecharter«.

2.2

Kommissionen erkender, at markedsmekanismerne alene ikke kan sikre forbrugernes bedste interesser, og fremhæver derfor, at de eksisterende direktiver allerede indeholder bestemmelser om offentlige serviceforpligtelser og garantier for forbrugerrettigheder. Der bebudes tiltag til overvågning af gennemførelsen og den »effektive« håndhævelse af forbrugerrettigheder på nationalt plan og skærpelse og udbygning af disse rettigheder.

2.3

Liberaliseringen af de europæiske energi- og gasmarkeder, der fuldendtes pr. 1. juli 2007, er en oplagt lejlighed til at lancere en passende oplysningskampagne over for borgerne med inddragelse af forbrugerorganisationer om de fordele, som kan opnås ved frit at kunne vælge leverandør og fortsat nyde de samme rettigheder.

2.4

Energiforsyningen er livsvigtig for alle europæere. Den forbedrede sikring og udbygning af forbrugerinteresser på lige fod med virksomheders interesser er en afgørende forudsætning for et velfungerende indre marked.

2.5

Den nugældende europæiske lovgivning kræver allerede, at de offentlige serviceforpligtelser opfyldes, hvilket er en nødvendig forudsætning for lovgivningen på energiområdet. Bæredygtig udvikling og beskyttelse af miljøet, forbrugerne og de mest sårbare samfundsgrupper, dvs. de offentlige serviceforpligtelser, er prioriteter og udgør et nødvendigt supplement til konkurrencen. »Målrettede universelle og offentlige serviceforpligtelser over for energiforbrugere skal forblive ledetråden i markedsåbningsprocessen«.

2.6

Den Europæiske Union må gå længere i bekæmpelsen af energifattigdom. De stigende brændstofpriser på de internationale markeder afspejles i energipriserne og skaber flere og flere problemer for de svageste grupper i det europæiske samfund. Medlemsstaterne har ikke i det nødvendige omfang taget fat på dette problem; kun 5 medlemsstater har fastlagt tariffer for økonomisk dårligt stillede brugere. Det fremtidige charter bør fastlægge, hvordan de mest sårbare forbrugere kan beskyttes på passende vis.

2.7

De væsentligste mål. De fire målsætninger, som Kommissionen allerede har foreslået gentages (3):

2.8

Det kommende europæiske charter for energiforbrugernes rettigheder er ikke tænkt som et bindende retsdokument og skal indeholde:

2.9

Der er blevet udpeget ni hovedpunkter, som skal være omfattet af chartret:

2.10

Efter princippet om »delt ansvar« skal alle de berørte parter — Fællesskabet, medlemsstaterne, energisektoren som repræsenteret ved arbejdsmarkedets parter og forbrugerorganisationer — bidrage til en vellykket energipolitik til fordel for borgerne.

2.11

I bilaget er der for hvert hovedpunkt opregnet de nugældende regler og de initiativer, som kan iværksættes enten af Kommissionen og medlemsstaterne, eller efter aftale mellem de berørte parter eller ved kodekser for selvregulering.

3.1

EØSU vil se på de juridiske rammer, hvem der skal være omfattet af chartret, effektiviteten og proportionaliteten af Kommissionens forslag, mulighederne for at anvende andre instrumenter, agenturets og de nationale tilsynsmyndigheders rolle og på yderligere forslag eller initiativer af generel og specifik karakter.

3.2

I artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder hedder det vedrørende forbrugerbeskyttelse, at »Der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker«. Artiklen gengiver EF-traktatens artikel 153, hvorefter Fællesskabet skal sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og fremme forbrugernes ret til oplysning og til at organisere sig for at beskytte deres interesser. Derudover skal forbrugerbeskyttelseshensyn inddrages ved udformningen og gennemførelsen af andre af Fællesskabets politikker og –aktiviteter.

3.2.1

Med Amsterdam-traktaten, hvori den tidligere artikel 129 A i traktaterne omformuleres ved en tilføjelse til den gældende artikel 153, fastlægges EU's kompetence på forbrugerbeskyttelsesområdet endeligt (4).

3.2.2

EØSU bifalder, at Kommissionen har valgt at styrke forbrugernes rettigheder og at samle såvel de foranstaltninger, som de gældende EU-regler (5) indeholder bestemmelser om, som forslagene til fremtidige initiativer på forskellige niveauer i et charter for forbrugerrettigheder.

3.2.2.1

EØSU bemærker imidlertid, at de forskellige former for forbrugerbeskyttelse, der er vedtaget i de enkelte medlemsstater, ikke på nuværende tidspunkt gør det muligt at anse bestemmelserne i de gældende direktiver for stadfæstede og almindeligt anerkendte rettigheder. Chartrets erklærede ikke-bindende karakter, som kombinerer forpligtelser på nogle områder med mulighed for selvregulering og medlemsstaternes og leverandørernes »moralske overbevisning«, risikerer at skabe forvirring.

3.2.2.2

I Europa-Parlamentets beslutning af 4. september 2007 om institutionelle og retlige virkninger af anvendelse af soft law-instrumenter hedder det i henvisning X, at »hvor Fællesskabet har lovgivningskompetence, men hvor den politiske vilje til at vedtage lovgivning ikke synes at være til stede, kan anvendelse af soft law betyde omgåelse af de egentligt kompetente lovgivningsorganer og en forhånelse af princippet om demokrati og retsstatsprincippet, jf. EU-traktatens artikel 6, og af subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, og føre til, at Kommissionen handler uden for rammerne af sin bemyndigelse«.

3.2.2.3

Europa-Parlamentet anfører i punkt 1 i beslutningen, der blev fremlagt af Europaparlamentsmedlem Manuel Medina Ortega (6), »at soft law i forbindelse med Fællesskabet alt for ofte er et tvetydigt og ineffektivt instrument, som kan skade fællesskabslovgivningen og den institutionelle balance og bør benyttes med forsigtighed, selv når det sker på grundlag af bestemmelser i traktaten«, og mere specifikt i punkt 8 opfordrer det »Kommissionen til at tage særligt hensyn til den virkning, soft law har for forbrugerne og disses klagemuligheder, inden der foreslås tiltag, som involverer soft law-instrumenter«.

3.2.3

EØSU foreslår, at der skelnes mellem retskraftige rettigheder og andre former for beskyttelse ved en klar sondring i det fremtidige charter mellem egentlige rettigheder og andre foreslåede initiativer, som vil eller kan blive iværksat på alle niveauer, og som anses som ønskelige, men ikke bindende.

3.2.3.1

I lyset af de erfaringer man hidtil har gjort sig, af Kommissionen selv karakteriseret som utilfredsstillende, og de beføjelser, Kommissionen har fået tildelt i medfør af traktaterne, spørger EØSU, om man ikke snarere burde overveje nye, færre og klare regler for at skærpe beskyttelsen af forbrugerne, især de mest sårbare. Nærhedsprincippet i EF-traktatens artikel 5, som ofte påberåbes til anfægtelse af fællesskabsinitiativer, bør i dette tilfælde gælde for beslutninger, der tages til fordel for forbrugerne, når der ikke findes effektiv national lovgivning.

3.3

EØSU understreger, at de juridiske referencerammer er uklare om, hvem der skal være omfattet af chartret og de beslægtede rettigheder under de forskellige europæiske regelsæt. I meddelelsen om En energipolitik for Europa (7) anføres det, at »Kommissionen vil udforme et energikundecharter«.

3.3.1

I artikel 2, stk. 7, i direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 defineres »kunder« som »grossister og endelige elektricitetskunder«, »endelige kunder« som »kunder, der køber elektricitet til eget brug«, »privatkunder« som »kunder, der køber elektricitet til deres eget husholdningsforbrug« og »erhvervskunder« som »alle fysiske eller juridiske personer, der køber elektricitet, der ikke er til brug i deres egen husholdning … omfatter også producenter og grossister«.

3.3.2

Kommissionen angiver direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked som juridisk reference for den del af chartret, der vedrører forbrugerens ret til rimelige og gennemsigtige relationer med leverandøren. I direktivets artikel 2, litra a) defineres »forbruger« som »en fysisk person, der i forbindelse med en af dette direktiv omfattet handelspraksis ikke udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv«.

3.3.3

EØSU mener, at de rettigheder, der er hjemlet i direktivet, bør gælde alle slutbrugere, navnlig private og små og mellemstore virksomheder. Eldirektivet lader det være op til medlemsstaterne, om små virksomheder (under 50 ansatte og en samlet omsætning, der ikke overstiger 10 mio. EUR) skal være omfattet af forsyningspligten, dvs. have ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til rimelige, letsammenlignelige og gennemsigtige priser.

3.3.4

EØSU finder på ingen måde, at denne forskelsbehandling er berettiget, og mener, at i hvert fald små og mellemstore virksomheder i hele EU bør være omfattet af forsyningspligten. For at opnå dette og eftersom den tredje energipakke, som EØSU for tiden behandler, ændrer eldirektivet (direktiv 2003/54/EF), opfordrer EØSU kraftigt Kommissionen til at ændre artikel 2 i overensstemmelse hermed eller til også at lade rettighedschartret gælde for erhvervskunder.

3.3.5

EØSU finder, at det er helt afgørende, at der med »forbruger« menes slutforbrugeren, dvs. forsyningsvirksomhedens kunde. Det skaber usikkerhed og er uforståeligt, at der er ændret på terminologien mellem meddelelsen om en energipolitik for Europa — hvor der netop henvises til et charter for kundens rettigheder — og det foreliggende forslags charter for energiforbrugernes rettigheder. Der skal være fokus på de små og mellemstore virksomheders og handelens interesse i at have sikkerhed for løbende og tilstrækkelig energiforsyning til produktionsaktiviteterne, særligt i konvergens- og samhørighedsregioner.

3.4

EØSU finder det vigtigt, at der er fremsat forslag om at udstede et charter for energiforbrugernes rettigheder, fordi det kan påvirke den offentlige opinion og samtidig give anledning til debat umiddelbart efter den reelle åbning af markedet samt øge bevidstheden blandt brugerne på energimarkedet. Dette instrument forekommer dog svagt, da chartret iht. Kommissionens forslag kun skal have bindende karakter på de områder, der allerede er dækket af tidligere direktiver, hvilket står i kontrast til, hvad der er sket på transportområdet, hvor chartret for de rejsende klart omtaler såvel rettigheder som erstatningsregler. Der er i højere grad tale om en oversigt over end en styrkelse af rettighederne. Det er ikke muligt at imødekomme de forventninger, der blev skabt på baggrund af kommissær Andris Piebalgs' og Meglene Kunevas erklæringer i forbindelse med præsentationen af det foreliggende dokument.

3.4.1

»Forbrugerne i EU forventer af os, at vi udformer et fælles europæisk svar på udfordringerne i forbindelse med klimaændringerne«, sagde EU's energikommissær, Andris Piebalgs. »Ud over at give dem adgang til en bæredygtig, sikker og konkurrencedygtig energiforsyning forventer de, at EU arbejder for at beskytte forbrugernes rettigheder, nu hvor energimarkederne åbner op for flere valgmuligheder for forbrugerne. Det er her, at det foreslåede charter for energiforbrugernes rettigheder kommer ind.«

3.4.2

»Åbningen af disse markeder er både en udfordring og en mulighed for de europæiske forbrugere«, sagde EU's forbrugerkommissær, Meglene Kuneva. »Ikke før det er lykkedes os at skabe et gennemsigtigt og effektivt marked, hvor forbrugernes rettigheder er fuldstændigt beskyttede, og hvor velinformerede forbrugere anvender deres viden til at udnytte de tilgængelige tilbud, kan vi drage konklusionen, at vi har nået vores mål.«

3.4.3

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets beslutning mener EØSU, at der er behov for en bindende retsakt for at sikre borgernes rettigheder, og at »bløde«, lovgivningsmæssige foranstaltninger ikke fuldt ud opfylder målsætningerne. Da Kommissionen har fundet det nødvendigt at vedtage forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 vedrørende rejsendes rettigheder, er det ikke klart, hvorfor energikunders rettigheder derimod blot fremgår af et dokument uden bindende karakter. Der udstedes et charter, fordi de nugældende, lovfæstede regler ikke overholdes effektivt, fordi medlemsstaternes indarbejdning af reglerne i national lovgivning, med visse prisværdige undtagelser, er mangelfuld, fordi Kommissionen har beføjelserne til og ansvaret for at gribe ind, og fordi man foretrækker et ikke-bindende redskab, selv om man godt er klar over, at markedet ikke af sig selv er i stand til at løse problemerne på en hensigtsmæssig måde.

3.4.4

Der burde være stof til eftertanke i Kommissionens meddelelse om gennemførelsen af forordningen om rejsendes rettigheder (8), hvori der bl.a. står.: »Efter godt to år med forordningen er der sket fremskridt, men der er stadig behov for væsentlige forbedringer for at sikre, at reglerne anvendes mere konsekvent af luftfartsselskaberne og håndhæves mere konsekvent af medlemsstaternes myndigheder. I modsætning til tidligere har strandende passagerer nu bestemte rettigheder, men alt for ofte står de i en svag position i forhold til luftfartsselskaberne.« Det står klart, at selv stillet over for bindende krav lever luftfartselskaberne ikke op til forventningerne i direktivet. Hvorfor skulle de virksomheder, der leverer el og gas, gøre det, når de stilles over for et ikke-bindende charter?

3.4.5

På baggrund af tidligere erfaringer fra denne sektor og fra andre økonomiske sektorer finder EØSU det hensigtsmæssigt at anbefale, at der vedtages nogle lovgivningsmæssige foranstaltninger, der fuldt ud sikrer forbrugernes rettigheder. Et forslags proportionalitet afhænger af, hvordan det stemmer overens med de opstillede målsætninger og behovet for lovfæstede bestemmelser. I dette tilfælde foretrækker Kommissionen en anden indfaldsvinkel, selv om den har beføjelser til at gribe ind via lovgivningen. EØSU mener, at det valgte redskab objektivt set ikke egner sig til at nå de ønskede målsætninger. Charteret kan kun være et første skridt, men EU's lovgivende myndighed bør forpligte sig til at arbejde i retning af en reel styrkelse af rettighederne.

3.4.6

Sikkerhed for forsyningspligtige ydelser også for små og mellemstore virksomheder, overholdelse af offentlige serviceforpligtelser, beskyttelse af økonomisk dårligt stillede områder i fare for at blive energifattige, den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, aftalefrihed, retten til informationer, retten til nettilslutning inden for kort tid, retten til klare kontrakter og rimelige og gennemsigtige priser, der er sammenlignelige mellem leverandørerne, sikkerhed for uafbrudt forsyning, viden om de anvendte energikilder er goder af allerstørste betydning, og Kommissionen har med rette gjort opmærksom på, at en sådan grad af social, miljømæssig og økonomisk bevidsthed ikke kan afspejles i et ureguleret marked. EØSU støtter varmt alle initiativer rettet mod forenkling og effektivisering, og opfordrer Kommissionen til at anvende alle de mest hensigtsmæssige redskaber.

3.5

EØSU ser positivt på forordningsforslaget i den tredje energipakke om oprettelse af et samarbejdsagentur mellem reguleringsmyndighederne på energiområdet (9). I sin udtalelse af 17. oktober 2001 om den anden energipakke (10) stillede EØSU følgende forslag: »(EØSU) anmoder Kommissionen om i fremtiden og på grundlag af erfaringerne hermed at undersøge muligheden for at omdanne dette råd til et europæisk agentur eller et lignende organ med kompetence inden for international transmission af elektricitet og naturgas.«. EØSU glæder sig over at have stillet forslag om oprettelse af agenturet på så tidligt et tidspunkt.

3.5.1

I Kommissionens meddelelse: »Udsigterne for det indre gas- og elmarked« (11) bebudes en styrkelse af de direktiver, der handler om de nationale reguleringsyndigheders beføjelser. I punkt 2.2.1 siger Kommissionen, at »reguleringsmyndighederne har brug for omfattende ex ante-beføjelser på følgende områder: … vii) forbrugerbeskyttelse, herunder eventuel slutbrugerpriskontrol«. Desværre er der ikke spor af en sådan »styrkelse« i teksterne vedrørende den tredje energipakke! Visse af de regulerende myndigheders beføjelser styrkes faktisk i det nye energidirektivs nye kapitel VII a, ifølge hvilket reguleringsmyndigheden »sikrer høje standarder for forsyningspligt og offentlig service på el-området og beskyttelse af sårbare kunder, samt at forbrugerbeskyttelsesforanstaltningerne i bilag A fungerer effektivt.«, men disse opgaver var allerede tillagt næsten samtlige regulerende myndigheder.

3.5.2

Kommissionen foreslår endvidere i sit nye forslag til energidirektiv, at bilag A ændres og tilføjes tre nye afsnit: et om adgang til forbrugsdata, et andet om information hver måned om elforbruget og prisen herfor, og et tredje om retten til at skifte leverandør når som helst. EØSU hilser forslaget velkomment, men forstår ikke, hvorfor Kommissionen, når den nu har lejligheden til at udarbejde nogle mere vidtrækkende initiativer, ikke har brugt det vigtigste redskab, dvs. revisionen af direktivet, til at nå sit erklærede mål om at styrke forbrugernes rettigheder.

3.5.2.1

Kommissionens forslag om at ændre art. 3, som foreslås tilføjet et nyt punkt 10, der henviser visse dele af lovgivningen til komitologiproceduren, kunne være det ideelle redskab til at styrke forbrugernes rettigheder, eftersom udvalgenes afgørelser om de sager, de får henvist, har omgående virkning. EØSU anbefaler EU-institutionerne at godkende dette punkt i Kommissionens forslag.

3.5.2.2

Bilaget til meddelelsen »Vejen til et europæisk charter for energiforbrugernes rettigheder« peger ud over de eksisterende rettigheder (som er vanskelige at håndhæve) også på visse mulige fremtidige rettigheder. Ved at indføje disse forslag i bilag A ville man bane vejen for at gøre dem obligatoriske og gøde jorden for udstedelsen af en særskilt forordning om beskyttelse af slutforbrugerne.

3.5.3

EØSU mener, at EU-agenturet i fremtiden også bør have til opgave at føre tilsyn med overholdelse af forbrugernes rettigheder. Man bør i den forbindelse søge at inddrage forbrugerorganisationer, små og mellemstore virksomheder, brancheorganisationer og fagforeninger for at få fremmet samarbejdet og det fælles ansvar, sådan som det allerede er tilfældet i transportsektoren. En europæisk forligsfunktion, hvor agenturet har indgrebsbeføjelser og kan regulere forholdet mellem producenter og slutbrugere.

3.5.3.1

Agenturet bør i institutionel sammenhæng have bindende beføjelser inden for sit kompetenceområde. Agenturet skal sammensættes af repræsentanter for de nationale regulerende myndigheder og omfatte tekniske udvalg med deltagelse af samtlige nationale reguleringsmyndigheder. EØSU ser gerne, at agenturets beføjelser også kommer til at omfatte forbrugerbeskyttelse, og at det gør benytter muligheden for at trække på forligsfunktionen (12). Det ville gøre det muligt at gribe mere effektivt ind for at nå de målsætninger, Kommissionen har foreslået med rettighedschartret. EØSU understregede allerede i 2001, »at disse myndigheder bør arbejde på en mere gennemsigtig og demokratisk måde, således at de forskellige aktører på el- og naturgasmarkedet (forbrugere, ansatte og virksomheder) kan deltage i beslutningsprocessen.«

3.5.3.2

De nationale reguleringsmyndigheder vil på den anden side kunne bidrage aktivt til en almen forbrugerbeskyttelsesstrategi og vil have større beføjelser til at håndhæve lovbestemmelserne.

4.1

I sin udtalelse om energidirektivet fra 2001 (13)udtrykte EØSU tilfredshed med, at Kommissionen så opfyldelsen af målsætningerne for offentlig tjeneste som en grundlæggende betingelse, og at dette hang sammen med vedtagelsen af foranstaltninger, som kunne sikre høj forbrugerbeskyttelse, med særlige forholdsregler for de mest sårbare grupper, f.eks. sociale foranstaltninger, der kan sikre, at sådanne sårbare grupper kan blive forsynet til en fair pris. Desværre har erfaringerne på dette område ikke været positive.

4.2

»De grænseoverskridende elstrømme i Europa er vokset støt år efter år siden markedets åbning. Men, i gennemsnit, krydser kun 10 % af EU's samlede elforbrug grænserne mellem medlemsstaterne« (14).

4.3

Strømsvigtet i Italien i 2003 og i UCTE (15) i 2006 har vist, hvor bekostelige konsekvenserne af et uheld i det europæiske transmissionsnet kan være. Det er derfor vigtigt, at en stigende udveksling ledsages af en øget koordinering af driften af nettet og af bygning af ny infrastruktur, herunder modernisering af de eksisterende linjer, etablering af nye linjer og investering i andre netværksdele i nødvendigt omfang. Det europæiske marked er i stadigt stigende grad baseret på en regional indfaldsvinkel, der i begyndelsen udviklede sig naturligt i overensstemmelse med nettets fysiske udformning. Med indførelsen af regionerne i de ændrede retningslinjer for forvaltning af overbelastning, og med ERGEG's udvikling af de regionale elektricitetsinitiativer har den regionale indfaldsvinkel fået officiel status (16).

4.4

Slutforbrugerne har en særlig interesse i at have garanti for elforsyningen. Regionernes tiltagende rolle på energiområdet burde medføre nogle fordele på distributionsområdet og i forhold til at skabe tættere relationer mellem de grænseoverskridende regioner, hvilket burde føre til en væsentlig stigning i udvekslingen og dermed mindske risikoen for overbelastning.

4.5

Foranstaltningerne til beskyttelse af slutforbrugerne burde omfatte retten til periodiske oplysninger om omfanget af udvekslingen af el, den geografiske oprindelse og kilden, drivhusgasser pr Kwh, samt samarbejdsaftalerne inden for og uden for EU. Det er f.eks. et kendt faktum, at lande, der har besluttet ikke at anvende kernekraft, køber energi produceret af kernekraftværker. Disse oplysninger bør gives til forbrugeren, som så har mulighed for at skifte leverandør, hvis vedkommende ikke er enig i energileverandørens energimix. I dag er forbrugeren helt sikkert uvidende om de produktionsmæssige valg.

4.6

Tilslutning. Garanti for forsyningspligt, forsyningskontinuitet, faste frister for tilslutning til forsyningsnettet. Det er de nugældende rettigheder, som imidlertid er vanskelige at håndhæve. Der bør udpeges en forsyningspligtig leverandør, som sørger for energiforsyningen, hvis andre leverandører ikke er i stand til det.

4.7

Kontrakter. Gennemsigtighed, gennemførelsesbetingelser, forpligtelser, erstatninger, ret og rimelighed, ingen tyngende eller urimelige kontraktvilkår, gennemsigtig og ikke byrdefuld bilæggelse af tvister er i teorien de rettigheder, som de enkelte medlemsstater allerede burde have indarbejdet i deres nationale lovgivninger i forbindelse med omsættelse af direktiverne. Realiteterne ser meget anderledes ud. Kommissionen har i den tredje pakke tilføjet nogle ændringer til bilag A, hvorved virksomhedernes forpligtelser skærpes, men der er en risiko for, at de ikke føres ud i livet, da de ikke er ledsaget af et sanktionssystem på hverken europæisk eller — med få undtagelser — nationalt plan. Det er især på dette område, at der er behov for ens regler i hele EU, som alene kan garanteres ved hjælp af en forordning, sådan som det er tilfældet med de rejsendes rettigheder.

4.8

Priser, tariffer og overvågning. Gennemsigtighed, rimelighed, sammenlignelighed, flere betalingsmuligheder, udbredelse af intelligente målere, klare og forståelige fakturaer, som afspejler det reelle forbrug. EØSU finder det særdeles vigtigt, at el- og gasregninger klart anfører de forskellige dele af energiproduktionsomkostningerne (brændstofindkøb, distribution, vedligehold, afskrivninger, skatter og afgifter, personaleudgifter, generelle udgifter), kilderne (fossilt brændstof, vandenergi, vedvarende energi, kerneenergi, kombineret cyklus), CO2-emissionerne, den opnåede energibesparelse, sammenligninger med tidligere forbrug og med det gennemsnitlige forbrug for andre forbrugere med en tilsvarende profil. Forbrugeren anspores via dette oplysningsredskab til at overveje behovet for energibesparende adfærd. Energiregningen (som iflg. Kommissionens seneste forslag bør være månedlig) er et kommunikationsredskab mellem leverandøren og forbrugerne, og kan bruges til at formidle »positive« budskaber til støtte for EU's politikker.

4.9

Frit leverandørvalg, Mulighed for uden beregning at skifte leverandør på alle tider af året uden tab af rettigheder. Der bør skabes garanti for, at et leverandørskifte gennemføres inden for en vis frist. Til tider indgås der kontrakter med en fast minimumsvarighed. EØSU mener, at hvis denne klausul anvendes, bør der fastsættes en øvre grænse for den minimale kontraktvarighed, således at man ikke udhuler retten til frit leverandørvalg med overdrevent lange kontraktbindinger og vidtrækkende sanktioner.

4.10

Information. Sande, fuldstændige og forståelige informationer om betingelser for adgang og brug, tariffer, priser og om ændringer heraf. Udbredelse af forbrugernes rettigheder for så vidt angår de offentlige serviceforpligtelser og garantibetingelserne vedrørende forsyningspligten, specielt hvad angår kvaliteten og kontinuiteten af el- og gasforsyningen, erstatninger i tilfælde af manglende mulighed for håndhævelse af disse rettigheder, adgangsbetingelser og muligheder for gratis eller meget prisbillig bilæggelse af tvister med henblik på at give alle mulighed for at nyde de samme rettigheder. Hver leverandør bør én gang om året samt, når der kommer en ny leverandør til, offentliggøre en liste over aktive operatører i området. Forsyningsvirksomhederne bør desuden oplyse deres kunder om de finansielle, skattemæssige og lovgivningsmæssige foranstaltninger, der sigter mod at fremme initiativer til at forbedre energieffektiviteten og give dem konkrete forslag til, hvordan de kan sænke forbruget af el og gas.

4.11

Klageordning. Kommissær Emma Bonino gjorde i 1998 en stor indsats for at fremme forbrugernes rettigheder, og Kommissionen udsendte en henstilling (17) om principper for udenretslige organer til mindelig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet, som i 2001 (18) blev fulgt op af en anden henstilling med det sigte at udvide anvendelsesområdet. I relation til energiforbrugernes rettigheder bør klager i første omgang søges løst i en udenretslig instans, der effektivt, meget billigt og hurtigt kan beskytte forbrugerne, forudsat at der er sikkerhed for, at det pågældende organ er upartisk, at sagsbehandlingen er effektiv, og at der hersker offentlighed og gennemsigtighed. Rækkevidden af tvister på energiforsyningsområdet berettiger ikke det forbrug af tid og penge, der er forbundet med en retssag.

4.12

Repræsentation. Forbrugerorganisationernes ret til repræsentation er vanskelig at håndhæve i praksis, selv om den er anerkendt i EU-lovgivningen. Manglen på en EU-retsramme for kollektive søgsmål, som end ikke findes for grænseoverskridende levering af tjenesteydelser eller økonomisk aktivitet, begrænser yderligere retten til at indbringe søgsmål med påstand om forbud for domstole. Oprettelsen af et EU-agentur kan være en lejlighed til at gøre denne ret til en realitet og til at skabe en permanent forligsfunktion mellem alle de berørte parter, sådan som det f.eks. er tilfældet i forbindelse med gennemførelsen af maskindirektivet i transportsektoren, hvor repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og forbrugerne bistår EU-organerne med analyse af forslag. Tilsvarende bør der i medlemsstaterne skabes en fast forligsfunktion, som bør høres af de nationale reguleringsmyndigheder.

4.13

Samfundsmæssige foranstaltninger. EØSU er meget opmærksomt på problemstillingen vedrørende energifattigdom, og der bør ikke være mulighed for at afbryde forsyningen i tilfælde af manglende betaling. EØSU udtalte for nylig (19)»En europæisk energipolitik bør være bæredygtig for alle samfundsgrupper, og den bør ikke skabe forskelsbehandling i adgangen til de tjenesteydelser, der udbydes af energiforsyningsselskaberne«. EØSU går ikke ind for gratis energiforsyning, fordi det ikke ansporer til fornuftig adfærd, hvad energibesparelser angår, men mener, at problemet bør løses via de almindelige skatteopkrævninger. Forsyningspligtkontrakten bør indeholde bestemmelser om levering af et vist omfang af el og gas til kostpris til dækning af energibehovet hos de mest sårbare forbrugere, som får det leveret i tilstrækkelige mængder og til overkommelige priser. Der bør altid tages hensyn til ansvarlighedsprincippet. Under alle omstændigheder bør definitionen af sårbare forbrugere og de foranstaltninger, der skal træffes til fordel for denne gruppe, være ens i hele EU, for ikke at diskriminere nogen og for samtidig at undgå konkurrenceforvridninger.

4.14

Urimelig handelspraksis. Forbrugeren er beskyttet mod vildledende handelspraksis, der omfatter urigtige oplysninger, udelader oplysninger, der er vigtige for at kunne træffe valg på et velinformeret grundlag, som skaber hindringer og som medfører uberettigede omkostninger i forbindelse med leverandørskifte med det sigte at afskrække forbrugeren. EØSU mener, at forbrugerens rettigheder i forhold til denne form for praksis bør styrkes. Direktiv 2005/29/EF af 11. maj 1995 henviser i artikel 5, stk. 5 faktisk til bilag 1, der indeholder en fortegnelse over de former for handelspraksis, som under alle omstændigheder vil blive betragtet som urimelige, men det tilføjes, at fortegnelsen kun må ændres ved en revision af det pågældende direktiv. Eftersom det er uforholdsmæssigt tidskrævende at ajourføre den pågældende fortegnelse, kunne forordningen om foranstaltninger til beskyttelse af energiforbrugeren tænkes at være det mest velegnede sted at tilføje energiforbrugernes særlige rettigheder i forbindelse med urimelig handelspraksis.

5.1

EØSU anbefaler Kommissionen at undersøge nogle af de chartre for forbrugerrettigheder, der er blevet underskrevet i medlemsstaterne mellem forbrugerorganisationer og energileverandører, og hvori forbrugerne indrømmes mere omfattende rettigheder end, hvad der er foreslået i det foreliggende charter. For eksempel i Italien har forbrugerorganisationen, ADOC, og La220 A/S, en grossist på el-markedet, som i årevis har været aktiv omkring virksomhedernes sociale ansvar, underskrevet et charter for forbrugerrettigheder, som er mere vidtrækkende end Kommissionens forslag. Der er f.eks. taget hensyn til forbrugernes tidsmæssige rettigheder, deres ret til deltagelse og repræsentation, ret til kvalitet og sikkerhed, ret til den bedste tarif, ret til skadeserstatning og en hurtig og effektiv procedure for bilæggelse af tvister. Der er sikret løbende kontrol ved hjælp af halvårlige tjek af, om chartret overholdes, som er bindende for virksomheden, eftersom de pågældende bestemmelser indgår i kontrakten med kunderne.

5.2

Visse nationale regulerende myndigheder har grebet ind i forvaltningen af tvistigheder ved at indføre et system af forpligtelser, kontrol og sanktioner med det sigte at styre energiforsyningen (20). I tilfælde af spændingsudsving, strømudfald eller mindre strømsvigt hersker der ingen tvivl om, at der er tale om manglende opfyldelse af de forsyningsmæssige forpligtelser, og at leverandøren skal erstatte eventuelle tab, med mindre han kan bevise, at det ikke er hans skyld (21).

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/35

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/35

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/36

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) henstiller, at medlemsstaterne på EU's vegne foretager en prioritering af de aktiviteter, som hvidbogen beskriver dels generelt, dels i den handlingsplan, den indeholder. Dette bør ske i overensstemmelse med Lissabon-traktaten, der forhåbentlig træder i kraft i 2009, eftersom EF-traktatens artikel 149 primært fokuserer på idrættens rolle i forhold til uddannelsesområdet og de unge.

1.2

Europas fremtid afhænger af befolkningens sundhed og produktivitet. EØSU er dybt foruroliget over, at sygdomme, der rammer hele befolkningen som følge af overvægt og en stillesiddende livsstil, er blevet et problem også blandt unge.

1.3

Udvalget henstiller, at der ved planlægningen af nye programmer til støtte for sundhedsfremmende idræt tages hensyn til så vel EU-dimensionen som tværfaglighed. En fælles indsats, der inddrager flere niveauer og ansvarsområder på EU-plan, vil kunne have en positiv indvirkning på de isolerede tiltag, der træffes af de nationale myndigheder.

1.4

EØSU gør opmærksom på vigtigheden af både at gennemføre de nødvendige foranstaltninger og at overholde subsidiaritetsprincippet. Udvalget opfordrer Kommissionen til at fortsætte med at spille en fremtrædende rolle med hensyn til at koordinere og komme med input til den nødvendige indsats på området.

1.5

Den obligatoriske idrætsundervisning bør på alle folkeskolens klassetrin øges til mindst tre timer om ugen. EØSU henstiller, at der på de videregående uddannelsesinstitutioner skabes mulighed dels for at dyrke idræt, dels for at gøre aktiv idrætsudøvelse til et obligatorisk led i læseplanen. Idrætsundervisningen, det være sig individuel undervisning eller gruppeundervisning, bør både i folkeskolen og på de gymnasiale og videregående uddannelser være tilgængelig for alle børn og unge, herunder handicappede. Derudover bør man være opmærksom på de forhold, der bydes idrætsundervisningen i skolen, herunder navnlig de sanitære forhold, da disse ofte virker frastødende og ikke tilskynder de unge til at udøve idræt.

1.6

Arbejdsmarkedets parter bør på alle niveauer tilskyndes til at fremme sund livsstil. Der bør skabes incitamenter for arbejdsgiverne til at tage initiativer til fremme af sundheden på arbejdspladsen, herunder bl.a. programmer til fremme af fysisk aktivitet.

1.7

Udvalget foreslår, at der oprettes en arbejdsgruppe om dette spørgsmål med det formål at se nærmere på medlemsstaternes erfaringer og undersøge mulige løsningsmodeller, herunder navnlig metoder til inddragelse af personer med handicap.

1.8

EØSU mener, at det ville være nyttigt at igangsætte oplysningskampagner om nye muligheder for at opnå økonomisk støtte, eftersom de eksisterende programmer hidtil kun i ringe grad har omfattet idræt. Udvalget henstiller, at de bevidsthedsfremmende initiativer gøres til led i en omfattende, integreret strategi. Oplysningsindsatsen bør ikke udelukkende fokusere på de unge, men bør også tage udgangspunkt i den omstændighed, at idræt gavner alle aldersgrupper herunder personer med handicap.

1.9

EØSU henstiller, at der afsættes en særskilt rammebevilling under strukturfondene til etablering af passende idrætsanlæg samt fritids- og fællesfaciliteter og multifunktionelle anlæg. Udvalget gør imidlertid opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder i mange tilfælde snarere har en tendens til bygge store sportsarenaer end at bestræbe sig på at etablere idrætsanlæg og andre faciliteter til gavn for idrætsudøvelsen blandt den almindelige befolkning. Strukturfondsmidlerne bør derfor især bruges til etablering af sådanne idrætsanlæg.

1.10

EØSU glæder sig over forslaget om at genindføre et EU-sportsforum, da dette dels kan udgøre en værdifuld platform for en dialog mellem samtlige interessenter, dels kan bidrage til udviklingen af konkrete foranstaltninger til en forbedret idrætsudøvelse.

1.11

EØSU vil med stor glæde deltage som observatør i dette forum og således direkte gøre civilsamfundets synspunkter gældende.

1.12

EØSU henstiller, at mandatet for den arbejdsgruppe, der beskæftiger sig med idrættens finansiering, udvides til at omfatte dels en gennemgang af de nationale skatteregler og bestemmelser på socialsikringsområdet, der vedrører idræt, dels indsamling af bedste praksis.

1.13

Udvalget mener, at der er behov for at bekæmpe kriminalitet i forbindelse med større nationale og internationale sportsbegivenheder, navnlig for at beskytte kvinder og børn.

1.14

Efter EØSU's opfattelse bør ledere/managere af idrætsorganisationer, der får direkte eller indirekte EU-støtte, som deltager i konkurrencer med professionelle hold eller sportsfolk og hvis årlige budget overstiger 5 (fem) mio. euro på linje med hvad der kræves af personer med offentlige eller politiske hverv, årligt redegøre for, hvor deres indkomst og formue stammer fra.

1.15

Den sociale dialog bør udvides til at omfatte både fitness-centre, organisationer, der ikke arbejder med gevinst for øje, og professionelle idrætsudøvere samt idrætslærere og –trænere, idrætsforskere, idrætslæger, fysioterapeuter, massører m.fl. Endvidere bør også sådanne erhvervsgrupper, som har betydelige indkomster i kraft af idrætten, være omfattet, dvs. trænere, managere, arrangører, agenturer, promotorer, aktører inden for marketing m.fl. Medlemsstaterne bør tilskyndes til at sikre, at der inden for alle idrætsområder også foregår en social dialog på nationalt plan.

2.1

Idrætten er forbundet med forskellige samfundsaspekter, såsom uddannelse, kultur, økonomisk aktivitet og fri konkurrence, personers og varers fri bevægelighed, menneskerettigheder og sundhedsydelser. Sport er, foruden sin økonomiske betydning, indlysende nok af stor vigtighed for samfundet af mange andre grunde.

2.2

Gennem de seneste årtier har idrætsklubberne undergået store forandringer og er gradvist blevet mindre nationale og amatørbaserede (eller baseret på frivillig indsats), mens en del nu har form af selskaber og således er underkastet reglerne for det indre marked.

2.3

EU har endnu ikke nogen direkte retskompetence i idrætsspørgsmål. Retsvirkningen inden for idræt opstår i kraft af afledt EU-lovgivning (og retspraksis) eller den direkte anvendelse af de basisretsakter, der også omfatter idrætsområdet.

2.4

Inden hvidbogens offentliggørelse fandtes der ingen strategi for idrætten på EU-niveau, om end sport altid har været led i en række forskellige EU-politikker. Idrætten blev nævnt i Amsterdam-traktaten fra 1997 og herefter i Helsinki-rapporten om idræt fra 1999, i hvilken Kommissionen bebudede en række tiltag med det formål at styrke sportens sociale og uddannelsesmæssige rolle. Alle disse dokumenter lægger vægt på idrættens sociale, samfunds- og uddannelsesmæssige værdi.

2.5

Også Nice-erklæringen fra 2000 behandlede idræt, og på regeringskonferencen i 2004 blev det besluttet, at sporten skulle inddrages i EU-traktaten.

2.6

Ligeledes har Europa-Parlamentet vedtaget to betænkninger om idrætsrelaterede emner (1). Dertil kommer, at der af The Independent European Sport Review  (2) uafhængigt af Kommissionen er blevet udarbejdet en vigtig redegørelse om europæisk idræt, hvis første del diskuterer emnet generelt, og hvis anden del analyserer sporten ud fra europæisk fodbolds synsvinkel.

2.7

Lissabon-traktaten, der forhåbentlig vedtages i 2009, behandler idrætten i et særskilt stykke, og resultatet heraf er, at EU endelig har fået beføjelser på området.

2.8

Udarbejdelsen af hvidbogen skete efter en langstrakt høringsrunde, der inddrog regeringsorganer, ngo'er og civilsamfundsorganisationer i medlemsstaterne, olympiske komitéer og beslutningstagere, og som omfattede konferencer og uformelle ministermøder, sideløbende med en onlinehøring, der løb over adskillige måneder, og som resulterede i 777 bidrag. Der er blevet afholdt en hel række møder i de forskellige EU-generaldirektorater med det formål på hvert enkelt politikområde at nå til enighed om de idrætsrelaterede spørgsmål. Hvidbogen foreslår en række bredt anlagte initiativer inden for både amatør- og konkurrenceidrætten, idet den dog samtidig anerkender, at idræt fortsat er et nationalt ansvarsområde.

2.9

En analyse af høringernes resultater viser, at idrættens nøgleproblemstillinger især samler sig om tre hovedområder, nemlig:

2.10

Ud over ovennævnte områder er der blevet peget på yderligere seks særskilte og hver især ganske forskellige problemstillinger, nemlig:

2.11

Resultatet af analysen er, at Kommissionen har erkendt behovet for, at EU i højere grad tager hensyn til idrættens særlige karakteristika og tager de påpegede udfordringer op. Det har vist sig, at der er behov både for eksisterende og planlagte EU-programmer og foranstaltninger, der kan give idrætten større betydning, og der vil skulle tages en række beslutninger om, hvordan EU-midler kan anvendes til støtte for idrætsrelaterede projekter. Endvidere har det vist sig, at det er nødvendigt med en tættere dialog og et tættere politisk samarbejde om idræt på EU-plan.

3.1

Det hedder i hvidbogen, at »det overordnede mål er at opstille strategiske mål for idrættens rolle i EU, at rejse en debat om bestemte spørgsmål, at gøre idræt mere synlig i EU's beslutningsproces og at øge befolkningens bevidsthed om de behov og særlige forhold, der kendetegner sektoren. Initiativet har til formål at redegøre for vigtige spørgsmål som EU-rettens anvendelse på idrætsområdet og at forelægge yderligere idrætsrelaterede tiltag på EU-plan« (3).

3.2

Hvidbogen omfatter 53 konkrete foranstaltninger og en diskussion af den positive rolle, idrætten spiller på mange af samfundets områder. Listen over planlagte foranstaltninger, benævnt »Pierre de Coubertin«-handlingsplanen, er vedlagt hvidbogen som bilag. Planen har to grundlæggende formål:

4.1

Rækkefølgen i udvalgets særlige bemærkninger, der fremsættes i punkterne nedenfor, følger hvidbogens opbygning.

4.2

EØSU er fuldt ud enigt i analysen af den vigtige og positive rolle, idrætten spiller i samfundet.

4.3

EØSU glæder sig over, at Kommissionen ønsker at gøre sundhedsfremmende fysisk aktivitet til en hjørnesten for sin virksomhed på idrætsområdet, og støtter derfor både retningslinjerne for fysisk aktivitet og tanken om at etablere et EU-netværk for sundhedsfremmende fysisk aktivitet. Der er videnskabeligt belæg for, at en stillesiddende og inaktiv livsstil øger forekomsten af fedme og en række kroniske sygdomme. Omkostningerne dels ved behandling af disse sygdomme, dels ved den tabte arbejdstid er en tung økonomisk og finansiel byrde. Ulykker kan forebygges effektivt gennem alders- og kønsspecifikke idrætstilbud samt fremme af idrætstilbud til pensionister og plejebyrden derved mindskes. Det er billigere at bruge ressourcer på forebyggelse i form af fysisk aktivitet. Hertil er der behov for en holdningsændring i samfundet som helhed.

4.4

Udvalget er enigt i dels, at det tværsektorielle samarbejde er vigtigt, dels at EU's eksisterende programmer inden for forskning og udvikling, offentlig sundhed, ungdom, medborgerskab og livslang læring fremover bør inddrage idræt.

4.5

EØSU hilser det velkommen, at hvidbogen diskuterer behovet for en koordinering af tiltagene mod doping, og mener, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne, navnlig med henblik på at undgå muligt dobbeltarbejde, samordner deres indsats mod doping med de eksisterende internationale organisationers, således at ressourcerne kan anvendes mere effektivt. Udvalget opfordrer til, at der med dette formål dels udarbejdes en undersøgelse af de nationale lovgivninger på området, dels foretages en analyse af huller og mangler i lovgivningen.

4.6

Udvalget noterer sig, at registre til forebyggelse af doping i henhold til EU-lovgivningen rejser spørgsmålet om beskyttelse af personfølsomme oplysninger.

4.7

EØSU glæder sig over, at hvidbogen diskuterer muligheden for at støtte idræt og fysisk aktivitet gennem eksisterende EU-programmer på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet (Comenius, Leonardo, Erasmus, Grundtvig, EQF og ECVET).

4.8

Udvalget støtter undersøgelsen af unge sportsfolks uddannelse. Det anbefaler, at der iværksættes en undersøgelse af idrætsklubbers ansvar for unge sportsfolk på højt niveau med henblik på at sikre, at de efter deres engagement får en erhvervsuddannelse og støtte til indtræden på arbejdsmarkedet.

4.9

EØSU understreger, at uddannelsessystemerne for talentfulde unge sportsfolk bør være åbne for alle og tage hensyn til arbejdskraftens fri bevægelighed. Udvalget fremhæver imidlertid, at spørgsmålet om lokalt uddannede spillere kræver en nøje granskning, idet klubberne spiller en nøglerolle med hensyn til at finde og uddanne unge talenter, hvilket er en opgave, de investerer betydelige ressourcer i, og hvorved de spiller en nyttig samfundsmæssig rolle. Klubberne bør opmuntres til at fortsætte disse aktiviteter.

4.10

EØSU har med tilfredshed noteret sig, at hvidbogen levner betydelig plads til sportsorganisationer, som ikke arbejder med gevinst for øje, samt til frivilligt arbejde og breddeidræt, eftersom en stor del af europæisk idræt foregår i denne sammenhæng.

4.11

Samtidig peger udvalget på, at situationen for de organisationer, der ikke arbejder med gevinst for øje, på grund af den store mangfoldighed af traditioner på området er forskellig fra land til land, hvad angår finansiering, økonomisk involvering og støtte fra de centrale eller lokale myndigheder. EØSU håber, at den planlagte undersøgelse om emnet vil se nærmere på disse forskelle.

4.12

EØSU bifalder anerkendelsen af, at EU's foranstaltninger og programmer kan være med til at styrke udnyttelsen af idrættens potentiale som et instrument til social integration, fordi de tilskynder til et tæt samarbejde mellem de socialt marginaliserede og ringere stillede grupper og samfundet som helhed.

4.13

Hvidbogen behandler ligeledes idræt for handicappede. EØSU glæder sig over, at spørgsmålet om tilgængelige faciliteter og uddannelse af personale og frivillige inden for handicapidræt diskuteres.

4.14

Udvalget er tilfreds med, at hvidbogen nævner dels en bredere deltagelse af og en mere aktiv rolle for kvinder i idræt, dels fremme af lige muligheder for mænd og kvinder. Idrætsudøvelse blandt kvinder kan have positiv indvirkning på idræt for familier og børn og således i bredere forstand være til gavn for samfundet.

4.15

EØSU bifalder tanken om et samarbejde med de eksisterende nationale og internationale idrætsorganisationer med det formål at forebygge vold i forbindelse med idrætsarrangementer og mener, at et sådant samarbejde er af vital betydning for at undgå dobbeltarbejde og med henblik på en mere effektiv ressourceudnyttelse.

4.16

EØSU gør opmærksom på, at samarbejdet mellem EU's medlemsstater om forebyggelse af vold i forbindelse med sportsbegivenheder i øjeblikket foregår inden for rammerne af samarbejdet om indre anliggender i Rådets arbejdsgruppe om politisamarbejde.

4.17

EØSU glæder sig over, at hvidbogen anerkender sportens økonomiske betydning og potentiale til at skabe arbejdspladser, men er skuffet over, at den ikke diskuterer muligheden for fremtidig EU-finansiering af idræts-, fritids- og fællesanlæg samt multifunktionelle anlæg, der overholder nærmere specificerede krav.

4.18

EØSU mener, at det af hensyn til en effektiv beslutningsproces ville være nyttigt at indføre en ordning med standardiserede statistikker på EU-plan.

4.19

Udvalget gør imidlertid også opmærksom på, at der er forskelle mellem de nationale strukturer på idrætsområdet, og at mange af idrættens økonomiske fordele giver sig udtryk på en måde, som er vanskelig at måle (f.eks. dalende sygefravær og udgifter til medicin, fremme af den sociale samhørighed).

4.20

EØSU finder, at Eurobarometer-undersøgelser er nyttige, og bifalder ligeledes både den planlagte undersøgelse af sammenhængen mellem idrætssektoren og Lissabon-processen og udvekslingen af erfaringer om større sportsbegivenheder.

4.21

I lyset af den mangfoldighed af strukturer på idrætsområdet i Europa, som blev nævnt ovenfor, bifalder EØSU Kommissionens plan om en undersøgelse af idrættens finansiering i medlemsstaterne og de dermed sammenhængende skattefritagelser eller skatteincitamenter.

4.22

Efter EØSU's opfattelse er sammenhængen mellem de særlige forhold på idrætsområdet og EU-lovgivningen af central betydning, og der er behov for at præcisere punktet af hensyn til idrætsorganisationerne.

4.23

Udvalget mener, at bestræbelserne på at finde en passende løsning bør fortsætte. Anvendelsen af retspraksis giver ikke interessenterne på idrætsområdet tilstrækkelig retssikkerhed i det lange løb.

4.24

Behovet for at skabe overensstemmelse mellem idrætsorganisationernes bestemmelser og interesser på den ene side og EU-lovgivningen på den anden hænger sammen med flere andre problemstillinger, såsom den planlagte konsekvensanalyse af spilleragenternes virksomhed, den planlagte dialog om licensordninger for klubber samt fælles salg af medierettigheder til sportsbegivenheder. EØSU støtter Kommissionens forslag.

4.25

EØSU er enigt i, at der er behov for at beskytte mindreårige inden for idrætten, og bifalder de foranstaltninger, der er nævnt i hvidbogen, dvs. en overvågning af gennemførelsen af direktivet om beskyttelse af unge på arbejdspladsen, iværksættelse af en undersøgelse af børnearbejde og information af medlemsstaterne om gældende lovgivning.

4.26

EØSU støtter fuldt ud samtlige bestræbelser på dels at bekæmpe idrætsrelateret kriminalitet (korruption, hvidvaskning af penge), dels udarbejde EU-strategier på området.

4.27

EØSU er enigt i, at der bør findes solide licensordninger for professionelle klubber i EU med henblik på at sikre gennemsigtighed i deres aktiviteter.

4.28

EØSU anser det for særdeles vigtigt, at indtægterne fra salg af medierettigheder fordeles ved hjælp af solidariske ordninger med det formål at støtte amatøridrætten.

4.29

EØSU er tilhænger af yderligere dialog og aftaler på de mange områder, der er nævnt i denne udtalelse, både mellem Kommissionen, medlemsstaterne og ngo'er og mellem EU's institutioner.

4.30

EØSU er en stærk tilhænger af, at der nedsættes europæiske dialogudvalg for sportssektoren (4) med det formål at styrke et velfungerende indre arbejdsmarked inden for idrætten. Den europæiske sociale dialog bør ikke alene inddrage arbejdsgiverne (klubberne) og arbejdstagerne (idrætsudøvere, trænere og hjælpere), men også producenter af sportsudstyr og internationale organisationer, der er aktive inden for en række forskellige idrætssektorer.

4.31

Pensionskasser for idrætsudøvere, reklame- og imagerettigheder, sundhed på arbejdspladsen, spørgsmålet om uddannelse af spillere og ansættelseskontrakter samt fremme af mulighederne for indtrædelse på arbejdsmarkedet efter idrætskarrierens afslutning er mulige emner for den europæiske sociale dialog.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/41

1.1

Uddannelse har altid været betragtet ikke kun som et vigtigt element i den personlige udvikling og udfoldelse, men også som en udviklingsfaktor i vores samfund. I en globaliseret og stærkt konkurrencepræget kontekst er uddannelsens betydning endnu større og endnu mere central for både samfundets og den enkeltes fremtid på grund af den omfattende viden og de alsidige færdigheder, der erhverves i dag.

1.2

EØSU mener, at uddannelsens centrale mål fortsat er at udvikle frie, kritiske og selvstændige borgere, der er i stand til at bidrage til udviklingen af det samfund, de lever i, og som har de nødvendige kompetencer til at kunne imødekomme nye udfordringer, men som samtidig er bevidste om, at de er en del af en kulturel arv, at de deler de samme værdier, og at den verden, de lever i, ikke kun drejer sig om dem, men også skal bevares for kommende generationer. Uddannelse skal endvidere bidrage til den enkeltes frigørelse.

1.3

Lærerne spiller en nøglerolle for opnåelsen af dette mål, da det er deres opgave ikke kun at formidle viden, men også at indgå i et samspil med børn og unge i et samfund, hvor familiestrukturen ændrer sig og antager nye former.

1.4

EØSU støtter Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om metoder til forbedring af læreruddannelsens kvalitet og er i store træk enigt i den lagte strategi.

1.5

EØSU mener imidlertid, at meddelelsen, selv om Kommissionens kompetencer er begrænsede inden for dette område, kunne være en smule mere vidtgående og tage fat på spørgsmål, som i lyset af den betydning, de antager i dag, fortjener større opmærksomhed.

1.6

Konkret drejer det sig bl.a. om følgende: hvilke nye strategier kan og bør der udvikles for undervisning i en globaliseret verden, hvordan tackles de nye udfordringer i forbindelse med ændrede familiestrukturer og nye former for familieopbygning, hvordan sikrer man, at lærernes efteruddannelse indgår i den livslange læring, og hvordan gør man lærerfaget mere attraktivt for unge, navnlig med hensyn til løn og sociale ydelser?

1.7

EØSU er stærkt overbevist om, som Kommissionen også kommer ind på i sin meddelelse, at lærerfaget i et stadig mere komplekst og krævende samfund bør betragtes som et nøgleelement for fremme af en uddannelse af høj kvalitet, som kan imødekomme tidens krav, hvorfor det er vigtigt at forbedre læreruddannelsen og nødvendigt at give lærerne rimelige løn- og karrierevilkår, hvis dette mål skal nås.

2.1

Denne meddelelse udpeger kvaliteten af undervisning og læreruddannelse som en afgørende faktor for at sikre uddannelsens kvalitet og forbedre unges uddannelsesresultater. Der anføres en række mulige foranstaltninger på dette område, og det beskrives, hvorledes Kommissionen kunne støtte sådanne tiltag.

2.2

Ifølge Kommissionen ville disse forslag samlet set tjene til at sikre, at gennemførelsen af lærernes uddannelse og faglige udvikling sker koordineret, samlet og med passende ressourcer, at alle lærere har den viden, den holdning og de pædagogiske kvalifikationer, som er nødvendige for at arbejde effektivt, at en professionalisering af undervisningen støttes, at en kultur med refleksiv praksis og forskning inden for lærerfaget fremmes, og at lærerfagets status og anerkendelse højnes.

2.3

Hvis dette lykkes, vil det være muligt at bidrage til en generel forbedring af undervisningskvaliteten og sikre, at medlemsstaterne når deres Lissabon-mål for social samhørighed, økonomisk konkurrenceevne og vækst.

3.1

Lærerfaget har ændret sig i tidens løb, ikke kun hvad angår metoder, men også i sit funktionelle indhold. Dette skyldes samfundsudviklingen og nye forventninger til skolen. Vi har bevæget os fra den vidensformidlende lærer, hvis viden ikke kan drages i tvivl, til læreren/pædagogen, som stimulerer indlæringen og kan strukturere den viden, som de unge erhverver fra andre kilder, der i nogle tilfælde er mere aktuelle end lærerens egen viden.

3.1.1

De fleste unge har i dag adgang til viden via internettet og de nye kommunikations- og informationsteknologier, men forarbejder ikke denne viden tilstrækkeligt. Problemet bør tages op enten i lærernes grunduddannelse eller i deres efteruddannelse, så de sættes i stand til at tilegne sig den nye viden med henblik på at integrere den i de unges uddannelse.

3.2

Endvidere er skolen blevet mere demokratisk og heterogen, hvilket skyldes, at samfundet også er blevet mere forskelligartet, krævende og komplekst. Demokrati, ligeværdighed og mangfoldighed er som følge af denne udvikling i dagens skole blevet grundlæggende begreber, der er en forudsætning for at skabe en inkluderende skole, der også omfatter børn og unge med handicap. I den sammenhæng står underviseren med et nyt ansvar, der går ud på at give svar, som i højere grad er tilpasset den enkelte.

3.3

Indvandring, social forskelsbehandling, fattigdom, vold blandt unge, navnlig i bymiljøer, samt usikre arbejdsvilkår og langtidsledighed er fænomener, som har »holdt deres indtog« på skolerne og gjort lærerfaget mere komplekst og vanskeligt og samtidig også mere ustabilt og usikkert. Meget ofte ved underviseren ikke, hvordan han skal tackle disse nye fænomener, og er ikke udrustet hertil på grund af manglende støtte.

3.4

Endvidere kræver nye former for familieorganisation som følge af et stigende antal erhvervsaktive kvinder, flere enlige forsørgere og nye samlivsformer, at underviserne besidder nye færdigheder og navnlig skal kunne forholde sig til det familieoverhoved, som den enkelte familie har valgt.

3.5

Lærernes grunduddannelse har ikke altid fulgt denne udvikling. Fra at være en uddannelse, som i lang tid har været for akademisk, er man i grunduddannelsen gået over til i for høj grad at sætte fokus på det pædagogisk-didaktiske aspekt og i mindre grad på fagkundskaben. Det, der er behov for, er blot at genetablere balancen mellem de to aspekter af læreruddannelsen.

3.6

Lærernes grunduddannelse bør være en passende kombination af videnskabelig og pædagogisk viden, for det er netop det, lærerfaget drejer sig om. I læreruddannelsen bør endvidere indgå et socialpsykologisk, og endda et antropologisk, element, som sætter lærerkandidaterne i stand til at erhverve viden og teknikker, der udruster dem til at undervise i et multikulturelt miljø, hvor det er nødvendigt at kunne håndtere og løse vanskelige konfliktsituationer, alt imens der gøres en indsats for at fremme den interkulturelle udveksling. Lærerkandidaterne skal også i løbet af deres grunduddannelse lære at lytte til de unge og inddrage dem i bestræbelserne på at finde de bedste løsninger. I denne forbindelse er det væsentligt at inddrage de rettigheder, som børn og unge har i henhold til FN's Børnekonvention, hvorefter alle børn og unge har ret til uddannelse, fritid, god behandling og indflydelse på egen tilværelse.

3.7

EØSU er enig med Kommissionen i, at ingen grunduddannelse kan give de studerende al den viden og alle de færdigheder, de har behov for i resten af deres karriere, men det er også en kendsgerning, at jo længere og mere dybtgående grunduddannelsen er, jo mere villige er underviserne til at udnytte mulighederne for efteruddannelse. Der er ikke lagt tilstrækkelig vægt på dette aspekt i læreruddannelsespolitikkerne.

3.8

Hertil kommer, at lærernes grunduddannelse bør omfatte mål, der går videre end at opnå kendskab til, hvilken viden man skal formidle, og hvordan undervisningen skal foregå. Målet bør være at uddanne lærere, der gør sig tanker om det, de foretager sig, og som er i stand til at vurdere den kontekst, de underviser i, fastlægge nødvendige strategier og vurdere resultaterne heraf. Den idé bør formidles, at uddannelse kan og bør være et værktøj til fremme af den sociale samhørighed, den sociale og økonomiske udvikling og til uddannelse af aktive og dynamiske borgere, som respekterer den kulturelle og miljømæssige mangfoldighed, dvs. borgere som arbejder for en bedre verden. Underviserne er et uundværligt led i den sociale samhørighed.

3.9

Efteruddannelsen bør ikke kun tage udgangspunkt i undervisernes personlige behov, idet de erkender grænserne for deres viden og noterer sig den sociale og teknologiske udvikling, der har fundet sted, men også i skolens kollektive behov som et samfund, der udgør en del af et større samfund med andre aktører og interessenter.

3.10

I mange lande er efteruddannelse noget nyt og bør fortsat fremmes som et nødvendigt led i udviklingen af lærerfaget. Efteruddannelsen hører til lærerens faglige pligter og er anerkendt som værende absolut nødvendig for at kunne undervise. Det er derfor også nødvendigt, at der afsættes tilstrækkelig tid, plads og ressourcer hertil.

3.11

Efteruddannelse af lærere, der underviser i erhvervsmæssige og teknologiske fag, bør holde trit med den teknologiske udvikling. I den forbindelse bør der oprettes partnerskaber med virksomheder med henblik på, at underviserne kan stifte bekendtskab med og holde sig ajour med den seneste teknologiske udvikling.

3.12

En af de alvorligste fejl, der er begået i efteruddannelsespolitikken, er at tro, at efteruddannelsen kan standardiseres inden for et bestemt fagområde. Selv om dette ikke kan udelukkes, må det samtidig erindres, at efteruddannelsen bør imødekomme det omgivende samfunds behov og stemme overens med skolens egne uddannelsesplaner. Ellers vil det ikke være muligt at imødekomme udfordringerne i forbindelse med den sociale og økonomiske udvikling i det enkelte land eller den pågældende region og tage hensyn til nye strømninger i samfundet.

3.13

Ud over selve læreruddannelsen kan bl.a. følgende faktorer bidrage til at tiltrække de bedst egnede til lærerfaget, der anerkendes som vanskeligt og hårdt, og dermed gøre læreruddannelsen mere krævende og højne dens kvalitet: forbedret jobadgang og karrieremuligheder, øget specifik støtte til udøvelsen af lærergerningen, sikring af en løn, der afspejler erhvervets samfundsmæssige betydning, og større anerkendelse af lærerfaget i samfundet.

4.1

Kommissionen understreger i sin meddelelse, at der er en tæt sammenhæng mellem læreruddannelsespolitikken og andre vigtige politikområder som f.eks. den europæiske ungdomspagt (1), innovations-, forsknings- og erhvervspolitikken (2) samt strategien for flersprogethed (3) og for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (4).

4.2

EØSU er generelt enigt i, at der er en sammenhæng mellem disse politikområder og læreruddannelsen, men mener, at der også bør fremhæves andre aspekter, som er af central betydning i forbindelse med både grund- og efteruddannelsen af lærere:

4.2.1

FN's milleniummål, som alle EU-landene har forpligtet sig til at opfylde, og hvis gennemførelse kræver højt kvalificerede undervisere, hvis uddannelse indgår i en fælles strategi.

4.2.2

Lissabon-målene, som sætter fokus på betydningen af viden og dermed uddannelse og tager udgangspunkt i den antagelse, at den menneskelige kapital er EU's vigtigste aktiv. At bevidstgøre de unge om bæredygtig udvikling og den sociale markedsøkonomi er en opgave, som udspringer af Lissabon-strategien, og som bør indgå i de unges uddannelse.

4.2.3

Kønsaspektet, ikke kun fordi størstedelen af undervisere er kvinder, men også fordi der er tale om et centralt tema i EU's politik for den sociale og økonomiske udvikling og den sociale samhørighed.

4.2.4

Alle aspekter af de unges generelle uddannelse: det fysiske, intellektuelle, kreative og innovative aspekt, deltagelsesaspektet og den samfundsmæssige nytteværdi. Overvejelser om børns og unges almene uddannelse kræver kognitive evner, didaktisk og pædagogisk forberedelse samt evne til at indgå i et team, hvilket kun kan opnås via en krævende grunduddannelse og en passende efteruddannelse.

4.3

I Kommissionens meddelelse tegnes en profil af læreren i EU. Der fremhæves tre vigtige aspekter: køn, alder og løn, men forholdet mellem de tre størrelser uddybes ikke.

4.3.1

Det er korrekt, at der er flest kvinder i samtlige undervisningssektorer, men deres antal er omvendt proportionalt med de pågældende sektorers samfundsmæssige betydning og/eller størrelsen af lønnen. Fra førskoleundervisningen til den videregående undervisning falder antallet af kvindelige undervisere således i forhold det samlede antal undervisere.

4.3.2

Lærerfaget er i dag ikke særlig eftertragtet. Det er udkonkurreret af mere attraktive karrierer, som ikke kræver højere kvalifikationer, og er derfor ikke i stand til at tiltrække de yngste befolkningsgrupper. Det kan konstateres, at lærerfaget er blevet mere krævende både hvad angår grunduddannelsen og det sociale ansvar, men at arbejds-, karriere- og lønvilkårene ikke har holdt trit med denne udvikling.

4.3.2.1

De eksakte videnskaber samt informations- og kommunikationsteknologien er særlig hårdt ramt af denne konkurrence, og der er en generel mangel på undervisere i disse fag.

4.3.3

EØSU henviser endvidere opmærksomheden på, at nogle af de påstande, der fremsættes i meddelelsen, kræver en grundigere analyse, da bestemte komplekse forhold ellers ikke vil blive belyst korrekt. Når lærernes løn for eksempel sammenlignes med den nationale gennemsnitsindkomst, må der tages hensyn til lønnens værdi i forhold til BNP og til forholdet mellem lønnen og karrierelængden, og der må foretages en sammenligning med andre erhverv, som stiller de samme krav til universitetsuddannelse.

4.3.4

Det står i dag klart, at der er sket en aldring inden for lærerfaget i Europa. I betragtning af, at en meget stor procentdel af undervisere er mellem 50 og 64 år, kan det frygtes, at det vil blive svært at forny lærerkorpset. EU bør foretage en fremadrettet undersøgelse af de følger, alderspyramiden vil få for fremtiden.

4.3.5

Det er derfor presserende nødvendigt at gøre lærerfaget mere attraktivt for de unge, hvilket naturligvis vil kræve øgede investeringer, men samtidig, og måske endnu vigtigere, at der lægges op til forandringer på det sociale og kulturelle område med henblik på at sikre en holdningsændring til underviserens rolle i samfundet.

4.4

I sin meddelelse opstiller Kommissionen en række parametre på det uddannelsespolitiske område, som kunne bidrage til at forbedre grund- og efteruddannelsen af lærere, navnlig hvad angår livslang læring, nødvendige kompetencer, refleksiv pædagogisk praksis og forskning, kvalifikationer, læreruddannelsen på de videregående uddannelser samt undervisning og samfundet.

4.4.1

EØSU støtter de fremsatte bemærkninger, men mener ikke, at de bør ses uden for en struktureret ramme og adskilt fra de forskellige sammenhænge, de indgår i. De er naturligvis alle vigtige, men kræver, at samfundet danner sig et andet billede af lærerens rolle i en verden, hvor der er gået inflation i viden, teknik og metoder til at skaffe sig adgang til viden.

5.1

Lærerfaget fortjener øget anerkendelse i samfundet i betragtning af den særlige betydning, det har for gennemførelsen af Lissabon-strategiens mål, og i lyset af, at det er lærerne, som skaber EU's mest værdifulde aktiv: den menneskelige kapital.

5.2

Øget anerkendelse af lærerfaget kræver opfyldelse af en række forudsætninger: med henblik på at tiltrække entusiastiske og kompetente unge mennesker til lærerfaget må lønniveauet højnes, teamwork og efteruddannelse opvurderes, jobadgangen, karrieremulighederne og arbejdsvilkårene forbedres, og der må gives særlig støtte til de sektorer og områder, der har behov for det.

5.2.1

Denne revurdering bør omfatte en opgaveoversigt, som beskriver de kvalifikationer, der forventes af lærerne både hvad angår faglig viden, sociologisk indsigt i de forskellige målgrupper i Europa og pædagogiske metoder.

5.3

Selv om uddannelse ikke specifikt hører under EU's kompetence, kan en styrkelse af den åbne koordination, indsamling og videreformidling af informationer, udveksling af god praksis og lancering af særprogrammer til fremme af anerkendelsen af lærerfaget være nyttige instrumenter, som kan hjælpe medlemsstaterne til at gennemføre aktive politikker til forbedring af læreruddannelsen.

5.4

Undervisning er en opgave, der er forbundet med et stort ansvar. Der må derfor udvikles strategier, som kan hjælpe de yngste undervisere i begyndelsen af deres karriere i form af bistand fra mere erfarne kolleger, som på grund af faglig (fysisk og psykologisk) udmattelse ikke bør være forpligtede til at varetage de samme opgaver indtil pensionsalderen.

5.5

Tværfaglige pædagogiske teams, som koordineres af lærere eller andre, er i dag et nødvendigt værktøj i ethvert uddannelsesprojekt, som tager hensyn til den nye sociale virkelighed (familieopbygning og –organisation, arbejdstid og –tilrettelæggelse, langtidsledighed, indvandring — herunder navnlig problemet med manglende kendskab til værtslandets sprog og kultur) eller særlige permanente forhold (børn og unge med særlige uddannelsesbehov pga. handicap, bekæmpelse af sexisme og hensyntagen til lige muligheder for mænd og kvinder). I den sammenhæng bør lærernes grunduddannelse omfatte en tilstrækkelig bevidstgørelse om disse forhold. Det er endvidere nødvendigt at uddanne lærere, som er specialiserede i at undervise børn og unge med særlige uddannelsesbehov, hvilket også kan opnås ved at tilbyde master- og ph.d.-uddannelser på området.

5.6

Et andet socialt forhold, som bliver mere og mere udbredt i skolerne, er voldt blandt unge. En tværfaglig tilgang er nødvendig for at forstå dette fænomen, som hovedsagelig forekommer i bymiljøer.

5.7

Endvidere er det nødvendigt at investere i ekstra lærerpersonale for at sikre overvågning af uddannelsesopgaver, som er skolens ansvar og ikke hører til lærernes egentlige opgaver.

5.8

Grunduddannelsen bør tage hensyn til alle disse forhold og bør derfor være af høj kvalitet hvad angår det faglige og pædagogisk-didaktiske aspekt, men også med hensyn til nye kompetencer såsom evnen til at arbejde i et team, indgå i et samspil med andre sociale aktører, herunder navnlig familierne, og til at stimulere lærelysten hos andre. Uddannelsen bør omfatte metoder til ledelse af aktiviteter og gruppedynamik, som kan forebygge latente konflikter i samfundet eller standse dem i opløbet.

5.9

EØSU mener endvidere, at lærerfaget bør betragtes som et erhverv, der kræver en lang grunduddannelse, stiller høje krav og forudsætter et bedre kendskab til forholdet mellem skole og samfund, herunder arbejdsmarkedet.

5.10

Lærernes efteruddannelse bør betragtes som en integreret del af karriereforløbet, hvorfor medlemsstaterne bør udvikle programmer til gennemførelse af et system, der imødekommer både lærernes og skolernes behov.

5.11

En vellykket efteruddannelse, der effektivt opfylder sine mål, forudsætter, at lærerne aktivt involveres lige fra udviklings- og planlægningsfasen til gennemførelsesfasen, og at efteruddannelsen i første række er rettet mod skolerne og mod opfyldelsen af de konkrete mål, der er opstillet i de enkelte skolers uddannelsesplaner.

5.12

De socioøkonomiske aktører, herunder navnlig lærernes fagforeninger, bør betragtes som gyldige samtalepartnere, når det gælder opstilling af mål og evaluering af ordninger for grund- og efteruddannelse af lærere.

5.13

Efteruddannelse bør omfatte »deltagelse af forældre og opdragere« med henblik på at disse kan inddrages i skolens uddannelsesplaner, stifte bekendtskab med de mange forskellige forhold, der påvirker deres børns læreproces og således sætte dem i stand til spille en rolle i den uddannelse af deres børn, der foregår uden for hjemmet fire vægge.

5.14

Efteruddannelsen skal endvidere tjene som et forum for tværfaglig debat. Den må derfor også rettes mod andre aktører, som deltager i uddannelsesprocessen, og tage hensyn til muligheden for at inddrage forskellige skoler i et samlet system.

5.15

De europæiske programmer bør fremme erfarings- og informationsudvekslingen mellem skoler i forskellige lande, som befinder sig i sammenlignelige situationer. Erfaringsudveksling mellem skoler i lande, som modtager indvandrere, og skoler i disses oprindelseslande ville være en god metode til at fremme forståelsen af børn og unge i denne befolkningskategori og finde strategier til løsning af konkrete problemer.

5.16

Endvidere bør Lissabon-strategien via studieorlov kunne fremme underviseres mobilitet i EU-landene. Herved ville underviserne kunne øge deres erfaringer og stifte bekendtskab med innovative metoder som led i en styrkelse af den livslange læring.

5.17

Endelig må passende uddannelsesindikatorer fastlægges og anerkendes i alle EU-landene med henblik på at vurdere de opnåede resultater og fremme uddannelsessystemernes opfyldelse af den fælles målsætning om styrkede kvalifikationer og øget social samhørighed.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/45

1.1

EØSU er enig i, at der er et behov for at forberede en ægte tværgående europæisk ungdomsstrategi og er parat til at yde sit bidrag til denne proces (bl.a. gennem sin direkte kontakt med græsrodsorganisationer og ved at gøre EU's institutioner opmærksomme på problemer og løsninger på græsrodsniveau).

1.2

EØSU mener, at arbejdet med at udforme en vellykket og bæredygtig tværgående ungdoms- og børnestrategi bør fremmes gennem en permanent struktur i Kommissionens regi (der kan koordinere arbejdet mellem de involverede GD'er) eller en interinstitutionel gruppe. Arbejdet bør baseres på etableringen af en overvågningsmekanisme med klare mål og tidsfrister.

1.3

EØSU mener, at der med henblik på at opnå en større beskæftigelse i EU ikke i første linje bør satses på at få flere ældre i arbejde, men at der må gøres alt for at få et stort antal unge ind på arbejdsmarkedet, idet unges beskæftigelse har flere konsekvenser på langt sigt, ikke alene set ud fra et sociologisk synspunkt (selvstændighed, status i samfundet, fødselstal, stiftelse af familie), men ligeledes set ud fra et økonomisk synspunkt (vækst, finansiering af sociale ydelser, forbrug, opsparing, investeringer i f.eks. byggeri). Udvalget opfordrer medlemsstaterne og de europæiske institutioner til at iværksætte de nødvendige tiltag til at reducere ungdomsarbejdsløsheden i Europa, hovedsageligt gennem en hurtigere og mere effektiv gennemførelse af den europæiske ungdomspagt og medlemsstaternes nationale reformprogrammer til støtte for Lissabon-strategien

1.4

EØSU tilskynder til, at der tages større hensyn til unge i landdistrikter og fattige byområder. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at løfte den udfordring, det er, at udrydde børnefattigdom og efterspørger tiltag til forbedring af unge handicappedes deltagelse i samfundslivet på lige vilkår.

1.5

EØSU anbefaler, at Kommissionen fortsætter sit arbejde for en anerkendelse af frivilligt ungdomsarbejde gennem et samarbejde med arbejdsgiverorganisationer, fagforbund, repræsentanter for det formelle uddannelsessystem og relevante ngo'er.

1.6

EØSU gentager sine hovedsynspunkter vedrørende unges frivillige aktiviteter, nemlig at:

1.7

EØSU fraråder løsninger til integration af unge på arbejdsmarkedet, der bærer præg af ustabilitet og manglende fremtidsperspektiver; usikker beskæftigelse samt mere og mere usikre arbejdstider og kontrakter bør ikke længere fremhæves som en løsning set i lyset af den effekt, som disse usikre faktorer har på flere og flere unge med forskellig social baggrund. Usikker beskæftigelse, der tilbydes som en midlertidig løsning i perioden mellem afslutningen på grunduddannelsen og indtræden i det aktive arbejdsliv, forsinker karrierefremskridt og påtagelse af varigt samfundsmæssigt og familiemæssigt ansvar, sådan som det desværre fremgår af de undersøgelser og observationer, som er blevet foretaget af Dublin-instituttet, ILO og Det Europæiske Observationsorgan for Beskæftigelse.

1.8

EØSU støtter udviklingen af en struktureret dialog mellem beslutningstagere og unge. En sådan dialog vil være et bidrag til udviklingen af den tværgående europæiske ungdomsstrategi, som foreslået i Kommissionens meddelelse. EØSU bifalder Kommissionens forslag om at udarbejde en EU-rapport om unge hvert tredje år og anbefaler, at de unges civilsamfund, herunder særligt de nationale ungdomsråd, involveres i udviklingen af en sådan rapport.

1.9

EØSU støtter udviklingen af et stærkt partnerskab mellem EU og de unge ved hjælp af en erklæring, der underskrives af såvel de europæiske institutioner som deres partner på de unges vegne — Det Europæiske Ungdomsforum.

2.1

EØSU har behandlet ungdomsrelaterede spørgsmål i over ti år. Hovedparten af de seneste udtalelser er stadig relevante og kunne i hvert fald delvist gentages her (1).

2.2

Kommissionen vedtog den 5. september 2007 den af GD for Uddannelse og Kultur samt GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Ligestilling i fællesskab forberedte meddelelse om Fremme af unges fulde deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og samfundsliv. Andre generaldirektorater var ligeledes involveret i udarbejdelsen. Meddelelsen vedrører emner som unges uddannelse, beskæftigelse, sundhed og borgerskab, og dokumentet forsøger at behandle disse emner på tværs af sektorer. Meddelelsen ledsages af to arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene — et om frivillige aktiviteter og et om unges beskæftigelse.

2.3

Meddelelsen bygger på nogle af de interessante resultater fra rapporten »Investering i ungdommen: en strategi for myndiggørelse«, offentliggjort af Kontoret for Europapolitisk Rådgivning (BEPA) i april 2007.

2.4

Generelt bifalder EØSU Kommissionens tilgang med hensyn til såvel processen bag som indholdet i denne meddelelse. Udvalget konstaterer med tilfredshed, at flere generaldirektorater har været involveret i dokumentets udarbejdelse.

2.5

EØSU er imidlertid bekymret for gennemførelsen af planerne om at skabe denne tværgående ungdomsstrategi. Kommissionen kommer ikke med nogen anbefalinger om, hvorledes dette mål kan realiseres. Rådets umiddelbare reaktion gør det klart, at ingen af medlemsstaterne foreløbig har planer i den retning.

3.1

Dette kapitel handler næsten udelukkende om formel uddannelse, selvom en vellykket livslang læringsproces også er afhængig af, at ikke-formel læring bidrager til udviklingen af de nødvendige færdigheder og kompetencer ved at supplere uddannelsessystemernes indsats. Det må der ligeledes tages højde for her.

3.2

EØSU er stort set enig i forslagene vedrørende forbedringerne i uddannelsernes kvalitet, idet disse er i tråd med de nuværende strategier og dokumenter.

3.3

EØSU er ligeledes enig i, at der, som et supplement til »Youthpass«, bør udvikles et ungdomsspecifikt element i »Europass«, idet »Youthpass« udelukkende fokuserer på aktiviteter unge udfører inden for rammerne af programmet Aktive Unge. Der er imidlertid behov for at anerkende ungdomsaktiviteter inden for et langt bredere spektrum.

3.4

EØSU anbefaler, at Kommissionen fortsætter sit arbejde for en anerkendelse af frivilligt ungdomsarbejde gennem et samarbejde med arbejdsgiverorganisationer, fagforbund, repræsentanter for det formelle uddannelsessystem og relevante ngo'er.

3.5

Unge, der afbryder deres uddannelse, bør have mulighed for at deltage i ikke-formelle uddannelsesprogrammer, der kan ruste dem til voksenlivet og en aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet som enten arbejdstagere eller iværksættere.

4.1

EØSU fremhæver, at den europæiske ungdomsarbejdsløshed truer Europas fremtid og opfordrer kraftigt medlemsstaterne og de europæiske institutioner til at iværksætte de nødvendige tiltag til at rette op på situationen. Disse tiltag bør først og fremmest baseres på en hurtigere og mere effektiv gennemførelse af den europæiske ungdomspagt, hvor man er langt bagefter i mange medlemsstater. For nuværende er den europæiske ungdomspagt i højere grad en erklæring end en reel handlingsplan.

4.2

I en tidligere udtalelse (2) anmodede EØSU om at overveje inkluderingen af følgende mål i medlemsstaternes nationale reformprogrammer til støtte for Lissabon-strategien:

4.3

EØSU har for nylig vedtaget en sonderende udtalelse om flexicurity (3), der kan danne et godt udgangspunkt for det fremtidige arbejde på området. Udtalelsen fastslår bl.a. at »unge arbejdstagere i mange medlemsstater har udsigt til et usikkert arbejdsmarked med høj arbejdsløshed, tidsbegrænsede kontrakter, et utilstrækkeligt socialt sikkerhedsnet og job, der ligger under deres kvalifikationsniveau.«

4.4

Mange unge i såvel Europa som i resten af verden oplever i stigende grad social ustabilitet, der hidtil har kunnet betragtes som uløseligt forbundet med og karakteristisk for den periode i livet, som kaldes ungdommen. De oplever jobusikkerhed og materielle vanskeligheder, hvilket også fremgår tydeligt af de seneste rapporter fra ILO. Det er ligeledes op til de ældre generationer at gøre sig nogle tanker om den fremtid, som de efterlader til yngre generationer.

4.5

EØSU har allerede opfordret til at fremme unge iværksættere ved at yde finansiel og teknisk støtte og minimere det bureaukrati, der er forbundet med at overtage, videregive og etablere en virksomhed. Derfor er EØSU interesseret i det foreslåede pilotprojekt til fremme af unge iværksætteres mobilitet.

4.6

Med hensyn til Kommissionens initiativ vedrørende praktikophold, er EØSU enig i, at der bør introduceres en slags europæisk kvalitetsnorm for praktikophold, der kan tilbydes virksomheder, der dermed kan følge princippet om klare kontraktforhold for unge. I dag er det ofte således at unge, der gennemfører et praktikophold, misbruges som billig arbejdskraft i stedet for at lære og blive forberedt på fremtidige job.

4.7

På linje med Kommissionens forslag, der opfordrer medlemsstaterne til at anvende nationale politikker og EU-midler til at fremme unges overgang fra uddannelse til beskæftigelse, tilskynder EØSU medlemsstaterne til at reducere den administrative byrde, der er forbundet med at ansøge om EU-finansiering, idet denne mindsker chancerne for, at frivilligt baserede ungdomsngo'er får adgang til denne type finansiering. Forfinansiering af ngo-projekterne vil ligeledes være en hjælp til at forbedre disse projekters chance.

5.1

EØSU tilskynder til, at der tages større hensyn til unge i landdistrikter og fattige byområder. I mange landdistrikter og fattige byområder har unge ikke adgang til uddannelse af høj kvalitet, erhvervsuddannelse, mobilitet, sundhedstjenesteydelser, fritidsfaciliteter, beskæftigelsesmuligheder eller chance for at deltage i civilsamfundet.

5.2

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at løfte den udfordring, det er at udrydde børne- og ungdomsfattigdom, der indvirker kraftigt på dem på en række områder som sundhed, uddannelse og endda de fremtidige livsmuligheder for nogensinde at slippe ud af fattigdomsfælden.

5.3

Meddelelsen omhandler ikke den grundlæggende forbindelse mellem omfanget og niveauet af dagplejeinstitutioner for børn på den ene side, og skoleresultater og en vellykket erhvervsaktiv tilværelse på den anden. EØSU henstiller, at man i overensstemmelse med Lissabon-strategiens mål understreger børnedagplejens betydning som forberedelse til skolen og en selvstændig tilværelse, tillige med det forhold, at dagplejen er et fortrinligt middel til at fremme social integration og udligne efterslæb.

5.4

EØSU efterspørger tiltag til forbedring af mulighederne for, at børn og unge med særlige behov, der er dårligt stillede eller som lider af et handicap, kan deltage i samfundslivet på lige vilkår: lige deltagelse i aktiviteterne i programmet Aktive unge; lige adgang til information om ungdomspolitik og projekter for unge samt bevidstgørende foranstaltninger.

5.5

EØSU er generelt enig i Kommissionens analyse af situationen på det kønspolitiske område. EØSU beklager imidlertid, at meddelelsen ikke indeholder nye forslag til bekæmpelse af fastlåste kønsrollemønstre.

5.6

EØSU har allerede bedt Kommissionen udarbejde tiltag, der fokuserer på børn og unges sundhed, særligt en afbalanceret livsstil:

5.7

I tråd med udvalgets seneste udtalelser om »Solidaritet mellem generationerne« (4) bør solidaritet med unge inddrages i udformningen af tværgående horisontale politikker, i samarbejde og solidaritet med andre aldersgrupper i civilsamfundet: børn, voksne og ældre.

5.8

Derfor bifalder EØSU Kommissionens vedtagelse af en ny sundhedsstrategi.

6.1

EØSU har støttet unges aktive deltagelse gennem sine udtalelser og ved at stille sine faciliteter til rådighed for Den Europæiske Ungdomsuge 2007.

6.2

I en tidligere udtalelse har EØSU fremhævet betydningen af unges aktive deltagelse og selvstændighed i samfundet generelt. Derfor har EØSU anbefalet følgende:

6.3

EØSU ville sætte pris på at den del af meddelelsen, der vedrører unges frivillige aktiviteter (punkt 5.2), formuleres meget stærkere og mindre generelt. EØSU beklager, at ingen af udvalgets anbefalinger fra dets sonderende udtalelser (5) har fundet vej til meddelelsen.

6.4

EØSU gentager derfor sine prioriteter vedrørende dette emne:

6.5

EØSU støtter udviklingen af et stærkt partnerskab mellem EU og de unge ved hjælp af en erklæring, der forventes underskrevet af såvel de europæiske institutioner som deres partnerorganisation på de unges vegne — Det Europæiske Ungdomsforum — senere i år. Udvalget konstaterer med tilfredshed, at Det Europæiske Ungdomsforum »ser frem til at overveje passende tiltag og instrumenter med partnerne med henblik på at sikre, at særligt svagere stillede unges holdninger bliver hørt og tæller med i denne proces.« (6)

6.6

EØSU støtter udviklingen af en struktureret dialog mellem beslutningstagere og unge. En sådan dialog vil være et bidrag til udviklingen af den tværgående europæiske ungdomsstrategi, som foreslået i Kommissionens meddelelse. Med det formål for øje foreslår EØSU at afholde et dialogmøde med deltagelse af alle relevante generaldirektorater i Kommissionen, repræsentanter for Rådet og Europa-Parlamentet og det unge civilsamfund med henblik på at udarbejde en fælles køreplan for, hvordan ungdomsspørgsmål kan behandles på tværs af sektorer. EØSU mener, at en sådan fælles køreplan vil være et konkret skridt i retning af at imødekomme de opfordringer som de unge og deres civilsamfund kom med i anledning af Ungdomstopmødet i Rom i marts 2007.

6.7

En struktureret dialog med unge bør ligeledes gøre god brug af de eksisterende instrumenter, herunder EU-formandskabernes ungdomsarrangementer og de europæiske ungdomsuger. Imidlertid bør disse arrangementer bruges til at diskutere fremskridtene i den tværgående europæiske ungdomsstrategi, og de skrevne resultater bør kobles til disse fremskridt. Der er ikke noget behov for at nedfælde nye erklæringer. Den dybe tallerken bør ikke konstant genopfindes.

6.8

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at udarbejde en EU-rapport om unge hvert tredje år. En sådan rapport bør tilknyttes den tværgående ungdomsstrategi og målsætningerne i denne med veldefinerede indikatorer for succes eller fiasko. Det bør sikres, at de unges civilsamfund, særligt de nationale ungdomsråd, inddrages i udviklingen af en sådan rapport.

17.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 151/50

1.1

EØSU tager positivt imod forslaget til forordning om udvidelse af bestemmelserne i forordning (EF) nr. 883/2004 og forordning (EF) nr. […] til at omfatte tredjelandsstatsborgere, som ikke allerede er omfattet af disse bestemmelser udelukkende på grund af deres nationalitet. Det er et fremskridt for ligebehandlingen af EU-borgere og tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt i en medlemsstat.

1.2

Det er i denne forbindelse EØSU's håb og ønske, at der tages hensyn til nedenstående bemærkninger, der kan sammenfattes som følger:

1.2.1

Man bør undgå enhver situation, som fører til, at forordning 859/2003 og dermed forordning 1408/71 og gennemførelsesforordningen hertil forbliver i kraft.

1.2.2

Den retsakt, der erstatter forordning 859/2003, bør ikke indeholde et bilag med særbestemmelser, som indebærer undtagelser fra anvendelsen af forordning 883/2004.

1.2.3

Som repræsentant for det organiserede civilsamfund i Den Europæiske Union bør Det Europæiske og Sociale Udvalg altid høres, hvis regler af denne art kommer på tale.

2.1

I april 1991 erklærede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i sin initiativudtalelse om arbejdstagere fra tredjelande (1) sin støtte til ligebehandling på det sociale område af EU-borgere og borgere fra tredjelande.

2.2

I oktober 1999 understregede Det Europæiske Råd på sit møde i Tammerfors, at EU bør sikre tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt på medlemsstaternes område, en retfærdig behandling ved at give dem rettigheder og pligter, der kan sidestilles med dem, der gælder for EU-borgere. Blandt disse rettigheder er naturligvis fri bevægelighed med de deraf følgende konsekvenser i social og arbejdsmæssig henseende.

2.3

EF-traktaten fastsætter i artikel 63, at Rådet efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden vedtager »foranstaltninger til definition af de rettigheder og betingelser, hvorefter tredjelandsstatsborgere, som har lovligt ophold i en medlemsstat, kan opholde sig i andre medlemsstater« (2). Disse foranstaltninger vedrører opholdsretten og retten til fri bevægelighed for disse personer.

2.4

I maj 2003 offentliggjordes forordning EF nr. 859/2003 (3) om udvidelse af bestemmelserne i forordning 1408/71 og forordning 574/72 til at omfatte tredjelandsstatsborgere, som ikke allerede er omfattet af disse bestemmelser udelukkende på grund af deres nationalitet (4). Dermed blev mandatet i EF-traktatens artikel 63 opfyldt og bestemmelserne i forordningerne om social sikring blev udvidet til at gælde for tredjelandsstatsborgere, deres familiemedlemmer og efterladte efter EU-borgere, som er tredjelandsstatsborgere, men opholder sig lovligt i EU.

2.5

I 2004 blev det med vedtagelsen af forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger fastsat, at forordning 1408/71 ville træde ud af kraft med vedtagelsen og offentliggørelsen af gennemførelsesforordningen til førnævnte forordning. Hvis det forslag til forordning, som vi her afgiver udtalelse om, ikke skulle blive vedtaget, vil tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i EU stadig være omfattet af forordning 1408/71 og vil ikke nyde godt af forenklingen og de forbedringer, der er fastlagt i forordning 883/2004, og desuden vil vi stå i en paradoksal situation med to forordninger om social sikring, hvoraf den ene kun vil gælde for tredjelandsstatsborgere.

3.1

Forslaget til forordning består af tre artikler og — som den foregående — muligvis et bilag, som ikke er vedlagt det forelagte forslag. Teksten til artiklerne er næsten en ordret gentagelse af indholdet i den forordning, de erstatter.

3.2

Den første definerer anvendelsesområdet, som naturligvis er tredjelandsstatsborgere, der ikke allerede er omfattet af forordning 883/2004, samt deres familiemedlemmer og efterladte, når de lovligt opholder sig i en medlemsstat.

3.3

Anden artikel nævner de samme undtagelser som den nugældende forordning 859/2003 vedrørende de rettigheder, der kan gøres gældende for perioder før den 1. juni 2003, hvor den nuværende forordning trådte i kraft.

3.4

Den tredje artikel fastsætter ikrafttrædelsesdatoen for forordningen og at forordning 859/2003 ophæves med virkning fra samme dato.

4.1

EØSU bifalder forslaget til forordning og giver endnu en gang sin uforbeholdne støtte til, at ligebehandlingen af medlemsstaternes statsborgere og tredjelandsstatsborgere også kommer til at gælde det sociale område i overbevisningen om, at denne ligebehandling vil lette den gradvise integration af indvandrere fra tredjelande i EU's medlemsstater.

4.2

EØSU glæder sig over, at Rådet har anmodet om EØSU's udtalelse om forslaget til forordning om udvidelse af bestemmelserne i forordning 883/2004 og gennemførelsesforordningen hertil til at omfatte tredjelandsstatsborgere, som ikke allerede er omfattet af disse bestemmelser udelukkende på grund af deres nationalitet. Derfor står EØSU uforstående over for, at det ikke blev hørt under behandlingen af forordning 859/2003 og at det ikke fik lejlighed til at udtale sig om et så vigtigt emne.

4.3

Uafhængigt af de spørgsmål, som EØSU obligatorisk skal høres om, mener vi, at EØSU's udtalelse bør tages med i betragtning, når der drøftes spørgsmål med indvirkning på det sociale område, især hvis de vedrører anvendelsesområdet for bestemmelserne om sociale ydelser inden for det sociale sikringssystem.

4.4

Som anført i betragtningerne til forordning 859/2003 har Det Forenede Kongerige og Irland i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

4.5

Det forslag til forordning, der skal erstatte forordning 859/2003, indeholder i den foreliggende form ingen betragtning vedrørende dette forhold, så man må gå ud fra, at der endnu ikke foreligger nogen meddelelse fra disse to medlemsstater. EØSU håber i denne forbindelse, at denne tilslutning igen vil finde sted i forbindelse med vedtagelsen af den nye forordning, for at undgå den situation, der nævnes i punkt 2.5 i denne udtalelse, nemlig at forordning 1408/71 forbliver i kraft i kun en eller to medlemsstater og kun kommer til at gælde for tredjelandsstatsborgere.

4.6

Til den nuværende forordning 859/2003 er knyttet et bilag, som indeholder undtagelser fra anvendelsen af forordningen i to medlemsstater for nogle meget bestemte ydelser. I det forslag, EØSU har fået forelagt, findes der intet sådant bilag. Dette kan skyldes, at ingen medlemsstat har ønsket at få indføjet nogen undtagelse fra anvendelsesområdet eller at der endnu ikke foreligger nogen tilkendegivelse herom.

4.7

Hvad det manglende bilag end skyldes, vil EØSU ligesom det for over femten år siden erklærede i sin initiativudtalelse om arbejdstagere fra tredjelande (5) endnu en gang opfordre til ligebehandling på det sociale område af EU-borgere og borgere fra tredjelande, og det udtrykker derfor ønske om, at der ikke knyttes noget bilag til den nye forordning.