16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/1

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter«

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fælles rammer for markedsføring af produkter«

—

og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om procedurer for anvendelsen af visse nationale tekniske forskrifter på produkter, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, og om ophævelse af beslutning nr. 3052/95/EF«

1.1

EØSU er fuldt overbevist om nødvendigheden af at sikre fuld anvendelse af princippet om fri bevægelighed for varer, der er nedfældet i traktaten, og som er blevet bekræftet i adskillige afgørelser ved Domstolen, således at produkter, der markedsføres lovligt i en medlemsstat, let kan markedsføres i hele EU.

1.2

EØSU finder, at der bør lægges vægt på sikkerhed, gennemsigtighed og effektivitet i samhandlen ved at undgå enhver form for dobbelt kontrol og prøvning, sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugere, borgere og virksomheder samt koordinere og styrke markedsovervågningen for at sikre en aktiv og ensartet anvendelse af Fællesskabets produktsikkerhedskrav.

1.3

EØSU understreger, at frie varebevægelser er en vigtig drivkraft for konkurrenceevnen og den økonomiske og sociale udvikling af EU's indre marked, og at styrkelsen og moderniseringen af vilkårene for markedsføring af sikre kvalitetsprodukter er af grundlæggende betydning for forbrugerne, virksomhederne og de europæiske borgere.

1.4

EØSU finder, at en modernisering og forenkling af EU's produktlovgivning er uopsættelig på grund af:

1.5

EØSU støtter Kommissionens initiativ til en lovgivningspakke på området, forudsat at følgende forudsætninger opfyldes fuldt ud:

1.6

EØSU finder, at der bør sikres en høj grad af gennemsigtighed og sikkerhed i anvendelsen af fælles procedurer for gensidig anerkendelse, hvilket bør ske ved hjælp af følgende:

1.7

EØSU er enigt i de grundlæggende principper for forslaget, der er baseret på de gode erfaringer med den nye metode kombineret med den globale metode for overensstemmelsesvurdering, og som bør finde generel anvendelse i den nuværende og fremtidige EU-lovgivning og dække alle aspekter af de markedsførte produkter, navnlig hvad angår sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse.

1.8

EØSU lægger vægt på, at alle erhvervsdrivende, der indgår i forsynings- og distributionskæden, bør træffe passende foranstaltninger og påtage sig deres ansvar for at sikre, at de kun markedsfører sådanne produkter, som er i overensstemmelse med den gældende lovgivning, uanset om der er tale om fabrikanter, autoriserede repræsentanter eller importører.

1.9

For at kunne fastslå det ansvar, som bæres af de erhvervsdrivende, der markedsfører produkter på det europæiske marked, bør produkternes sporbarhed give mulighed for klart at identificere disse erhvervsdrivende, således at der kan sikres en effektiv anvendelse af Fællesskabets krav.

1.10

EØSU finder, at der også bør findes en løsning på problemet med produkter, der markedsføres via Internettet, eftersom online salg endnu ikke er reguleret fuldt ud.

1.11

EØSU finder, at det er nødvendigt med en klarere angivelse af de erhvervsdrivendes forpligtelser for at forbedre den nuværende nye metode, hvilket bør ske gennem:

1.12

EØSU er enigt i, at det er nødvendigt at styrke CE-mærkets status og betydning ved at øge den retlige beskyttelse gennem registrering af det som et EF-fællesmærke, således at de offentlige myndigheder hurtigt kan gribe ind og forfølge misbrug.

1.13

EØSU understreger den afgørende rolle, som den tekniske harmonisering spiller på hele dette område, eftersom den nye metode netop er baseret på tæt sammenkædning af vigtige lovfæstede krav og europæiske tekniske standarder, som bør støttes og gøres gældende.

1.14

Det Europæiske Akkrediteringssystem, der skal betragtes som en offentlig tjenesteydelse af almen interesse, bør sikre, at resultaterne af overensstemmelsesvurderingerne accepteres globalt, og forebygge unødvendige dobbeltvurderinger. Systemet skal samtidig være baseret på internationalt anerkendte standarder og klare definitioner.

1.15

Forordningens bestemmelser vedrørende Det Europæiske Akkrediteringssystem bør gælde for alle akkrediteringsorganer og de tjenester, de leverer, inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, uanset hvilken form for overensstemmelsesvurdering de yder kunderne.

1.16

Disse bestemmelser bør sikre:

1.17

EØSU anser det for nødvendigt at fastsætte et klart retsgrundlag for det europæiske akkrediteringssamarbejde (EA), hvis rolle bør styrkes og defineres bedre: alle nationale akkrediteringsorganer bør være medlem af EA for at sikre ensartethed, gennemsigtighed, pålidelighed og effektivitet, og medlemsstaterne bør bakke op om EA-nettet.

1.18

Da akkrediteringsorganerne skal vise, at de fortjener den tillid, der vises dem, bør de efter EØSU's mening bevise, at de deltager med gode resultater i peer-evalueringen.

1.19

EØSU mener endvidere, at det er vigtigt at inddrage de berørte parter: de bør være repræsenteret i akkrediteringsorganernes bestyrelse, og den nye forordning bør indeholde en bestemmelse herom.

1.20

EØSU mener i den forbindelse, at der bør være et større kendskab til og anerkendelse af forbrugernes rettigheder i det indre marked og at der bør træffes passende foranstaltninger for at opnå dette.

1.21

Markedsovervågningen bør også rettes mod produkter, som er omfattet af det generelle produktsikkerhedsdirektiv, eftersom en lang række produkter sælges både til erhvervsmæssig brug og til private forbrugere. EØSU anser i øvrigt det nuværende informationsudvekslingssystem RAPEX for fuldt ud berettiget, da det effektivt kan understøtte markedstilsynet.

1.22

Det er nødvendigt med et europæisk netværkssamarbejde mellem toldmyndighederne og markedsovervågningsmyndighederne for at sikre effektiv produktkontrol, inden de markedsføres på EU's indre marked, hvor de frit kan cirkulere.

1.23

Toldmyndighederne bør derfor også udstyres med kvalificerede menneskelige ressourcer, tilstrækkelige finansielle midler og beføjelser, således at de på effektiv vis kan løse deres opgaver, og de bør tildeles passende instrumenter, således at de hurtigt kan håndtere sæsonbetonede produkter eller produkter, der markedsføres i begrænsede perioder.

1.24

Endelig finder EØSU, at det bør præciseres i forordningen, at de foranstaltninger, der træffes for at løse problemet med manglende overensstemmelse, også bør være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

2.1

Det indre marked for varer er ikke kun en vigtig drivkraft for vækst i EU; det har også betydelig indflydelse på EU's evne til at konkurrere på det internationale marked. EØSU har ved flere lejligheder understreget følgende: »En faktor, der har øget det indre markeds betydning, er globaliseringen, der både er en udfordring og en chance. Det vil kun være muligt at tage udfordringen op, hvis det indre markeds potentiale realiseres fuldt ud« (2).

2.2

Det vigtigste princip, som det indre marked bygger på, er princippet om fri bevægelighed for varer; som følge af anvendelsen af traktatens artikel 28-30 (3) er der gjort væsentlige fremskridt med hensyn til harmonisering af de tekniske forskrifter på EU-niveau, herunder fjernelse af tekniske handelshindringer, ofte på basis af direktiverne »efter den nye metode« (også kendt som »CE-mærkningsdirektiverne«).

2.3

Anvendelsen og håndhævelsen af traktatens bestemmelser, navnlig hvad angår ikke-harmoniserede produkter, har imidlertid sine begrænsninger. Indførelsen af nationale tekniske forskrifter hæmmer i høj grad den frie handel, navnlig for SMV'er, eftersom den lovgivningsmæssige ramme stadig er for opsplittet, og medlemsstaterne endnu ikke har vedtaget en sammenhængende tilgang til markedsovervågning.

2.4

EØSU har påpeget, »at medlemsstaterne har et stort ansvar for at sikre, at EU-foranstaltninger omsættes effektivt til national lovgivning og håndhæves«, og at »det vigtige er, at lovrammerne på nationalt niveau er så indholdsmæssigt afbalancerede og samtidig så enkle som muligt for erhvervslivet, arbejdstagerne, forbrugerne og alle civilsamfundets aktører« (4).

2.5

EØSU støtter fuldt ud målene om mere gennemsigtige og effektive forskrifter samt en styrkelse og modernisering af vilkårene for markedsføring af sikre kvalitetsprodukter med det formål at sikre:

2.6

I sin udtalelse »Strategien for det indre marked — Prioriteringer 2003-2006« (5) understregede EØSU, at »handelen med tredjelande er vokset hurtigere end handelen mellem medlemsstaterne«, og at »dette skyldes til dels en manglende anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse, som skulle sikre forbrugernes tillid til varer, der er fremstillet i et andet land«. Medlemsstaternes bør have tillid til hinandens systemer. Et solidt retssystem, høje og gennemsigtige kvalitetsnormer og initiativer på forbrugeruddannelsesområdet er de bedste forudsætninger for at forøge varehandlen mellem medlemsstaterne.

2.7

EØSU har ligeledes påpeget, at kendskabet til forbrugerrettigheder i det indre marked er yderst begrænset, og har — især hvad angår landene i EU's randområder og de nye medlemslande — ved flere lejligheder gjort opmærksom (6) på disse huller og på, hvorledes nationale og lokale myndigheder ofte udnytter denne uvidenhed.

2.8

EØSU gør desuden opmærksom på, at Markedsobservatoriet i 2007 har indkredset de fire største hindringer for det indre markeds evne til at fungere:

2.9

I en tidligere EØSU-udtalelse hedder det: »Det er tydeligt og beklageligt, at EU's lovgivning og politik efter mange års europæisk integration endnu ikke er tilstrækkelig integreret i en række medlemsstater (…) i den indenrigske politikplanlægning på områder, hvor medlemsstaterne har forpligtet sig til fælles politikker og til at omsætte resultaterne af fælles beslutninger til virkelighed« (7).

2.10

»En effektiv og gennemsigtig tilgang til EU-anliggender på nationalt plan er nødvendigt, da 25 medlemsstater, hver med deres egen forvaltningskultur og -traditioner samt procedureforvaltning, skal overholde fællesskabslovgivningen, som indeholder tilsvarende krav vedrørende lovgivning, omsættelse, gennemførelse og håndhævelse af EU-lovgivning« (8).

2.11

I henhold til Kok-rapporten (9)»hæmmes den frie bevægelighed for varer i EU stadig af en række lokale forskrifter, der ofte anvendes arbitrært og i klar modstrid med princippet om gensidig anerkendelse« (10).

2.12

Af hensyn til den fremtidige europæiske integration, forbrugernes og borgernes beskyttelse samt de europæiske virksomheders udvikling finder EØSU, at det i lyset af ovenstående er nødvendigt at gøre følgende:

3.1

Kommissionen tager udgangspunkt i, at det indre marked endnu ikke er fuldendt.

3.2

For at løse disse problemer foreslår Kommissionen følgende:

3.3

I forslaget til forordning (KOM(2007) 36 endelig) om ophævelse af den nuværende ordning for gensidig information nævnes nogle aspekter af den sektor, der ikke er gjort til genstand for harmonisering:

3.4

Forslag til afgørelse (KOM(2007) 53 endelig) om en generel sammenhængende ramme for den fremtidige sektorspecifikke EU-lovgivning i form af:

3.5

Forslag til forordning (KOM(2007) 37 endelig) om styrkelse af akkrediterings- og markedstilsynskrav, således at produkter, der ikke opfylder overensstemmelseskravene, lettere kan identificeres og trækkes tilbage fra markedet. Hovedmålet med forslaget er at sikre fri bevægelighed for varer, som er omfattet af harmonisering på EU-plan, gennem:

4.1

Udvalget er fuldt ud klar over, at de frie varebevægelser er en afgørende drivkraft for konkurrenceevnen og den økonomiske og sociale udvikling af EU's indre marked og at styrkelsen og moderniseringen af vilkårene for markedsføringen af sikre kvalitetsprodukter er af grundlæggende betydning for forbrugerne, virksomhederne og de europæiske borgere.

4.2

I de seneste 50 år har det indre marked for varehandel bidraget til at bringe de europæiske økonomier nærmere hinanden: i dag udgør handelen mellem EU-27-landene to tredjedele af EU's samlede handel.

4.3

Gennemførelsen af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 28 og 30 (13), harmoniseringen af forskrifterne efter den gamle og den nye metode og korrekt anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse er væsentlige elementer i udviklingen af samhandelen inden for Fællesskabet.

4.4

Der er mange grunde til, at en modernisering og tilpasning af EU's produktlovgivning er uopsættelig: de problemer, der har været med anvendelsen og håndhævelsen af traktatens bestemmelser; manglen på en konsekvent fremgangsmåde for overvågning af markedet i medlemsstaterne; overensstemmelsesvurderingsorganernes begrænsninger og utilstrækkelig retlig beskyttelse af CE-mærket; EU-lovgivningens manglende kohærens og kompleksiteten, idet den ofte består af overbygninger og overlapninger med et væld af forskellige procedurer; virksomhedernes, de offentlige forvaltningers og borgernes mangelfulde kendskab til deres egne rettigheder og pligter.

4.5

Udvalget er enigt i Kommissionens initiativ, som det i øvrigt ved flere lejligheder har anmodet om i sine udtalelser om det indre marked (14), og det støtter de fremlagte forslag i den udstrækning, der tages hensyn til bemærkningerne i nærværende udtalelse.

4.6

Efter EØSU's mening er der fire grundlæggende parametre for evalueringen af de foreslåede initiativer for at sikre, at disse indgår i den eksisterende EU-lovramme:

4.7

EØSU mener, at Kommissionens forslag giver mulighed for store fremskridt, eftersom det indeholder bestemmelser om:

4.8

EØSU er helt enigt i behovet for at forbedre kvaliteten af systemet for akkrediteringen af de bemyndigede organer og for at fastsætte strengere kriterier for udvælgelsen, forvaltningen og overvågningen af disse organer med en retlig ramme, som kan sikre sammenhæng, sammenlignelighed og koordinering inden for det centraliserede system for at sikre pålidelighed og styrke den gensidige tillid.

4.9

Markedstilsynssystemet bør især på baggrund af den voksende globalisering sikre en fælles retlig ramme med henblik på effektiv og konsekvent anvendelse af bestemmelserne på hele EU's område.

4.10

Det må, som nævnt i RAPEX-beretningen for 2006 (Rapid Alert System for non-food consumer products), forhindres, at produkter, der ikke opfylder overensstemmelseskravene og er potentielt farlige, bliver markedsført (15).

4.11

Hvad angår CE-mærket — der er tænkt som et overensstemmelsesmærke og ikke som et kvalitetsmærke — er det efter EØSU's mening afgørende at genskabe tilliden til overensstemmelsesmærkningen. CE-mærkets indbyggede værdi må genoprettes og det bør gøres lettere at retsforfølge overtrædelse af betingelserne vedrørende mærkningen og sikre retlig beskyttelse af noget, som danner grundlag for alle direktiverne efter »den nye metode«, der nu dækker 20 produktionssektorer.

4.12

Hvad angår de gældende retlige rammer mener EØSU, at uoverensstemmelserne, overlapningerne og den retlige usikkerhed nok er hele systemets Akilleshæl til stor skade for forbrugerne, virksomhederne, borgerne og civilsamfundet som helhed.

4.13

Lovgivning med lag på lag af ændringer og den manglende overholdelse af kravene til sammenhæng mellem initiativerne til gennemførelse af EU-politikkerne og andre mål har ført til administrativ overbebyrdelse og et betydeligt tidkrævende arbejde med gennemførelsen af forskellige procedurer. Dette har haft meget negative følger især for forbrugerne, de små og mellemstore virksomheder og borgerne som helhed.

4.14

EØSU går derfor fuldt ud ind for forslaget om fælles rammer for markedsføring af produkter (16), som bør omfatte definitioner, fælles procedurer og elementer med henblik på den fremtidige omarbejdelse og tilpasning af de enkelte direktiver, så man kan få elimineret de nuværende mangler og unødigt administrativt ekstraarbejde fra de nuværende lovrammer.

4.15

For EØSU er det vigtigt, at der som et væsentligt element i det indre marked udarbejdes en praktisk telematisk guide for markedsføring af produkter på EU's indre marked (17), som sektor for sektor giver en brugervenlig oversigt over alle love og procedurer med rettigheder og pligter, adgangsbetingelser, tidsfrister og igangsætningsomkostninger.

5.1.1

Princippet om gensidig anerkendelse, som er fastlagt i traktatens artikel 28 og 30, er en af hovedhjørnestenene i den fri bevægelighed for varer og tjenester i det indre marked. Nu 50 år efter og på baggrund af EU's gentagne udvidelser og den fremadskridende globalisering af markederne er det efter EØSU's mening nødvendigt at styrke og befæste dette princips rolle, garantere større retssikkerhed og ensartet anvendelse og drage fuldt udbytte af alle de muligheder, dette indebærer for de økonomiske aktører og de europæiske virksomheder såvel som for de nationale myndigheder.

5.1.2

Kommissionens forslag er et positivt skridt i denne retning, fordi det:

5.1.3

Efter EØSU's mening er der dog stadig flere problematiske punkter, som bør præciseres bedre i forslaget til forordning:

5.1.4

Efter EØSU's mening bør der i teksten udtrykkeligt henvises til retsgrundlaget i traktaten, som fastlægger princippet om gensidig anerkendelse, og det bør understreges, at beskyttelsen af påståede nationale hensyn må være en undtagelse.

5.1.5

EØSU mener, at der bør sikres en høj grad af gennemsigtighed, retssikkerhed og forenkling af gennemførelsen og håndhævelsen af princippet om gensidig anerkendelse:

5.1.6

Efter EØSU's mening bør der for sagsanlæg fastsættes en tidsbegrænsning af sagsbehandlingen, så den kan bilægges ved første instans.

5.1.7

Medlemsstaterne bør råde over effektive og kompetente tekniske strukturer og en hasteprocedure for med kort frist at kunne fremskaffe eventuel dokumentation, som kan begrunde en undtagelse fra princippet om gensidig anerkendelse i henhold til traktatens artikel 30, som giver »medlemsstaterne mulighed for at indføre foranstaltninger med samme virkning som kvantitative restriktioner, når de ikke er økonomisk begrundet (offentlig sædelighed, offentlig orden, offentlig sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte og beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret)« (19).

5.1.8

Produktkontaktpunkterne bør anvende SOLVIT-mekanismerne for at prøve at nå frem til en foreløbig løsning af sagerne og give de virksomheder, som har fået deres varer blokeret ved grænserne, mulighed for at benytte denne udenretslige procedure for administrativt samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder, som skal afgive svar inden for 10 uger (20).

5.1.9

EØSU anser det for vigtigt, at produktkontaktpunkterne tager initiativ til udarbejdelse af praktiske procedurevejledninger og til oprettelse af nationale hjemmesider med link til et europæisk netværk og til EU's hjemmeside, som indeholder afgørelser af tidligere sager, listen over produkter, som er omfattet af princippet om gensidig anerkendelse, og en database, der er tilgængelig for potentielle brugere og tilknyttet det telematiske netværk for informationsudveksling mellem produktkontaktpunkterne i overensstemmelse med IDABC-interoperabilitetsprincippet (21).

5.1.10

Indførelse og drift af disse instrumenter kan ikke være frivillig, men bør være et krav, som er fastlagt i forslaget. Produktkontaktpunkterne skal sammen med Kommissionen jævnligt afholde kombinerede informations- og uddannelsesseminarer for de økonomiske operatører, administrative tjenestemænd og toldembedsmænd samt forbrugerne for at sikre, at de forstår og kender deres traktatfæstede rettigheder og pligter.

5.1.11

Der bør også udarbejdes en telematisk guide, som giver mulighed for på hele EU's område at finde frem til al eksisterende og gældende lovgivning opstillet efter horisontale kriterier og sektor for sektor.

5.1.12

Det forekommer ikke at være hensigtsmæssigt at opstille en positiv liste over produkter, som er omfattet af forordningen, ligesom det heller ikke vil være en god ide at udelukke anvendelsen af hasteproceduren i det generelle produktsikkerhedsdirektiv.

5.1.13

Kommissionen bør holde godt øje med anmeldelsesmekanismerne for at kontrollere deres funktion: det bør derfor kræves, at medlemsstaterne fremsender en kopi af hver anmeldelse og udarbejder en årsrapport om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til forordningen, således at Kommissionen kan forelægge Parlamentet, Rådet og EØSU-Markedsobservatoriet en rapport herom.

5.2.1

EØSU er enigt i principperne for forslaget, som er baseret på de gode erfaringer med den nye metode kombineret med den globale metode (22) for overensstemmelsesvurdering. Disse principper bør finde generel anvendelse i EU's nuværende og kommende lovgivning og omfatte alle aspekter af de produkter, der markedsføres, især hvad angår sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse. Hovedprincippet for det indre marked, nemlig ikke-diskriminering af økonomiske aktører, bør overholdes i lovgivningen og fuldt ud efterleves af medlemsstaterne.

5.2.2

EØSU lægger vægt på, at »alle erhvervsdrivende, der indgår i forsynings- og distributionskæden, bør træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kun gør sådanne produkter tilgængelige på markedet, som er i overensstemmelse med den gældende lovgivning« (23), uanset om der er tale om fabrikanter, autoriserede repræsentanter eller importører (24).

5.2.3

Produkternes sporbarhed er afgørende for at kunne fastslå det ansvar, som bæres af de erhvervsdrivende, der markedsfører produkter på det europæiske marked, og sikre håndhævelse af alle relevante EU-forskrifter og ikke kun af forpligtelserne i tilknytning til produktets overensstemmelse, som Kommissionen foreslår begrænset »til visse foranstaltninger til kontrol« (25).

5.2.4

Hvad angår emnet og anvendelsesområdet for afgørelsen mener EØSU, at de undtagelser, den indeholder, bør undgås, og at de fælles rammer for markedsføring af produkter — i overensstemmelse med forslaget i nedenstående punkt 5.3.3 vedrørende forordningen om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter — bør indbefatte hele den relevante EU-lovgivning uden undtagelse, hvad enten der er tale om sundheds- og sikkerhedshensyn eller miljøbeskyttelse. De nye rammer bør gælde for al eksisterende lovgivning på området uden at afvente en eventuel generel revision af de enkelte direktiver eller forordninger.

5.2.5

De fælles definitioner, der foreslås i forslagets første afsnit, er af vital betydning for markedsoperatørerne, da der er alt for mange tilfælde af direktiver, som dækker samme produkter med anvendelse af forskellige definitioner.

5.2.6

EØSU efterlyser:

5.2.7

Kravene til de erhvervsdrivende bør være berettigede, rimelige og fri for bekostelige bureaukratiske og administrative forpligtelser både hvad angår stikprøvekontrol af markedsførte produkter og registeret over klager (artikel 7, stk. 4, andet afsnit) og notifikationsforpligtelsen, der bør begrænses til de farlige produkter som defineret i det generelle produktsikkerhedsdirektiv.

5.2.7.1

Det europæiske akkrediteringssystem bør udmærke sig ved rimeligheden af de fremgangsmåder, som certificeringsorganerne anvender: de bør være tilpasset små og mellemstore virksomheder og produkter, som ikke er seriefremstillede eller som fremstilles i begrænsede serier.

5.2.8

For de bemyndigede organers vedkommende understreger EØSU, at de bør være garanti for kompetence, neutralitet og effektivitet i hele Det Europæiske Økonomiske Område. For at sikre alle fabrikanter lige konkurrencevilkår er det — i overensstemmelse med akkrediteringskravet i henhold til forordningens artikel 3 ff. — nødvendigt, at overensstemmelsesvurderingen bliver foretaget af det nationale akkrediteringsorgan og accepteret af notifikationsmyndigheden, således at man undgår unødigt og dyrt dobbeltarbejde.

5.2.9

Overensstemmelsesvurderingsprocedurerne bør følge modul A for intern kontrol som den foretrukne metode til overensstemmelsesvurdering, eftersom produktansvaret helt og holdent påhviler producenten. Desuden bør der være mulighed for at vælge mellem forskellige forenklede moduler, især for SMV og produkter, der fremstilles i begrænsede serier.

5.2.10

Kernen i lovgivningen er CE-mærkningen, der har til formål at certificere produktets overensstemmelse med gældende forskrifter, og som medlemsstaterne skal beskytte mere effektivt ved at gribe ind over for uretmæssig anvendelse med passende sanktioner herunder strafferetlige, som står i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Som det hidtil har været tilfældet, fastsætter de nye bestemmelser, at det forhold, at produktet opfylder gældende krav, hvilket CE-mærket attesterer, ikke fritager fabrikanten for forpligtelsen til at yde erstatning for eventuel skade påført af et produkt, som senere har vist sig at være defekt.

5.2.11

EØSU er helt enigt i, at hvis CE-mærket mister troværdighed, smitter det af på hele systemet: markedstilsynsmyndighederne, producenterne, laboratorierne og certificeringsorganerne og i sidste ende hele den lovgivning, som er baseret på den nye metode (26).

5.2.12

Den bedste måde, hvorpå man kan styrke CE-mærkets status og betydning som fastsat i afgørelse 93/465 (27), er at foretage en gennemgribende revision af selve mærket, hvilket må indebære:

5.2.13

Hvad angår markedstilsynsmekanismerne behandles de generelle aspekter i punkt 5.3.13 ff., men EØSU vil gerne understrege vigtigheden af, at Kommissionen inddrages ikke kun i alle sager vedrørende produkter, som skønt de er i overensstemmelse med kravene, udgør en risiko for sundheden og sikkerheden, men også i tilfælde af formel manglende overensstemmelse med kravene, som er omhandlet i artikel 38 i forslaget til afgørelse.

5.2.14

EØSU understreger den afgørende rolle, som den tekniske harmonisering spiller på hele dette område, eftersom den nye metode netop er baseret på tæt sammenkædning af lovfæstede minimumskrav og europæiske tekniske standarder, som bør støttes og udnyttes. Det er derfor vigtigt, at det kompetente standardiseringsorgan omgående underrettes i tilfælde af en formel indsigelse mod harmoniserede standarder (29), så det kan tage behørigt hensyn hertil ved udformningen af standarderne.

5.3.1

EØSU støtter forslagene om oprettelse af et europæisk akkrediteringssystem baseret på gensidig tillid og samarbejde for så vidt som det fastsætter bindende bestemmelser for såvel de erhvervsdrivende og de offentlige myndigheder for at sikre, at alle produkter, der markedsføres, overholder høje krav til sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse, og idet systemet skal fungere på samme vis og med de samme regler for alle europæiske forbrugere og alle erhvervsdrivende efter enklere og hurtigere procedurer.

5.3.2

Et europæisk akkrediteringssystem bør sikre generel accept af resultaterne af overensstemmelsesvurderinger og forhindre unødig dobbelttestning: for at sikre international accept af systemet må vurderingen med henblik på akkreditering baseres på internationalt anerkendte standarder og definitionerne af »overensstemmelsesvurdering«, »overensstemmelsesvurderingsorganer«, »udpegning af organet« og »notifikation« bør udtrykkeligt fastlægges i forordning.

5.3.3

Forordningens bestemmelser bør gælde for alle akkrediteringsorganer og de tjenester, de leverer, inden for Det Europæiske Økonomiske Område, uanset hvilken form for overensstemmelsesvurdering de yder kunderne, og de bør sikre:

5.3.4

Definitionen af akkreditering bør udvides til at omfatte kalibrering, prøvning, certificering, inspektion og andre aktiviteter i forbindelse med overensstemmelsesvurdering.

5.3.5

For at sikre ensartet lovgivning, som omfatter alle overensstemmelsesvurderingsprocedurer, herunder procedurer med henblik på kvalitetssikring, kalibrering og ISO 43-testning, bør der ikke gives mulighed for undtagelser og alle akkrediteringsorganer og alle de tjenester, de leverer i Det Europæiske Økonomiske Område, bør indgå i forordningens anvendelsesområde, uanset hvilken form for overensstemmelsesvurdering, de yder deres kunder.

5.3.6

De nationale akkrediteringsorganer skal udøve deres virksomhed uden fortjeneste for øje, som fastsat i forslagets artikel 4, stk. 6. Der er dog en risiko for, at den foreliggende formulering kan forhindre opbygning af en grundkapital, som kan sikre et solidt finansielt grundlag for effektiv levering af kvalitetstjenester. Efter EØSU's mening bør de nationale akkrediteringsorganer drives uden fortjeneste for øje i den forstand, at de ikke må uddele udbytte som fastsat internationalt i ISO/IEC 17011 (30).

5.3.7

Det Europæiske Akkrediteringssystem bør betragtes som systemets højeste niveau for akkreditering og følgelig være hævet over konkurrence som offentlig tjeneste af almen interesse: EØSU støtter reglen om, at medlemsstaterne skal have ét enkelt nationalt akkrediteringsorgan, hvis kompetence, objektivitet og uvildighed skal gennemgå peer-evaluering med undtagelser i visse tilfælde (31) for mindre medlemsstater, hvis de ønsker at anvende det nationale akkrediteringsorgan i en nabostat.

5.3.8

EØSU anser det for nødvendigt at fastsætte et klart retsgrundlag for det europæiske akkrediteringssamarbejde (EA), hvis rolle bør styrkes og defineres bedre: alle nationale akkrediteringsorganer bør være medlem af EU for at sikre ensartethed, gennemsigtighed, pålidelighed og effektivitet, og medlemsstaterne bør bakke op om EA-nettet.

5.3.9

For yderligere at styrke EA mener EØSU, at akkrediteringsorganerne bør undertegne EA's multilaterale aftaler. De finansieringsmekanismer, der indføres med forordningen, bør ikke kun omfatte EA, men udvides til at omfatte støtte til markedstilsynsvirksomhed og fælles uddannelse af de forskellige nationale forvaltninger, som deltager.

5.3.10

Peer-evalueringen i henhold til artikel 9, stk. 1, som skal lette og forbedre det indre markeds funktion ved at højne tillidsniveauet, bør organiseres inden for rammerne af det europæiske akkrediteringssystem og gennemføres efter harmoniserede regler fastlagt i EA-regi. Alle medlemsstater og Kommissionen skal have meddelelse om resultaterne af peer-evalueringen.

5.3.11

Da akkrediteringsorganerne aktivt skal vise, at de fortjener den tillid, der vises dem, bør de efter EØSU's mening bevise, at de deltager med gode resultater i peer-evalueringen.

5.3.12

EØSU mener endvidere, at det er vigtigt at inddrage de berørte parter: de bør være repræsenteret i akkrediteringsorganerne og den nye forordning bør indeholde en bestemmelse herom.

5.3.13

EØSU understreger vigtigheden af, at medlemsstaterne anvender ensartede, mere sammenhængende og effektive markedstilsynsmekanismer via en harmoniseret EU-lovgivning, der omfatter styrkelse af det grænseoverskridende samarbejde: det er nødvendigt at omarbejde bestemmelserne om generel produktsikkerhed — produktsikkerhedsdirektiv 2001/95/EF — og andre relevante direktiver for at sikre, at princippet om »bedre lovgivning« anvendes fuldt ud på det indre marked. Markedstilsynet bør også rettes mod produkter, som er omfattet af det generelle produktsikkerhedsdirektiv, eftersom en lang række produkter sælges både til erhvervsmæssig brug og til private forbrugere. EØSU finder derfor, at udelukkelsen fra anvendelsesområdet af produkter omfattet af det generelle produktsikkerhedsdirektiv (artikel 13, stk. 2), er uberettiget og vil skabe større forvirring og besvær for de erhvervsdrivende, i stedet for større sammenhæng i tilsynet med det indre marked.

5.3.14

EØSU anser i øvrigt det nuværende informationsudvekslingssystem RAPEX (32) for fuldt ud berettiget, da det har kapacitet til effektivt at bistå markedstilsynet: det bør dog anvendes på en mere ensartet og koordineret vis af medlemsstaterne, toldvæsenet og forvaltningerne.

5.3.15

Toldmyndighederne bør samarbejde med markedstilsynsmyndighederne i et europæisk netværk for at sikre effektiv kontrol af produkterne, før de indføres i det indre marked, og toldmyndighederne bør råde udstyres med kvalificeret personale, finansielle ressourcer og passende beføjelser, så de effektivt kan løse de opgaver, de får betroet.

5.3.16

Især bør mekanismerne for markedstilsyn og toldkontrol udstyres med de instrumenter, der er nødvendige for at kunne gribe hurtigt ind over for sæsonbestemte produkter eller produkter, som markedsføres for korte perioder som udsalgsvarer ofte under flygtige, frit opfundne betegnelser. Myndighederne bør have beføjelser og mulighed for hurtig indgriben og importørerne i EU bør bære det fulde ansvar for, at disse produkter opfylder de grundlæggende EU-krav især mht. sikkerhed og miljøbeskyttelse.

5.3.17

Endelig mener EØSU, at forordningen klart bør fastsætte, at de foranstaltninger, der træffes over for en påvist manglende overensstemmelse med kravene, skal overholde princippet om proportionalitet i tilgift til de foreslåede retningslinier i artikel 19, stk. 1: efter EØSU's mening bør artikel 17 følgelig ændres.

1)

EUT C 93 af 27.4.2007, »Revision af det indre marked«, ordfører: Bryan Cassidy.

2)

Udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« KOM(2005) 535 endelig), ordfører: Bryan Cassidy, EUT C 309 af 16.12.2006.

3)

Sonderende udtalelse på anmodning af det britiske formandskab om »Bedre lovgivning«, ordfører: Daniel Retureau, vedtaget den 28. september 2005, EUT C 24 af 31.1.2006.

4)

Initiativudtalelse »Metoder til at forbedre EU-lovgivningens gennemførelse og håndhævelse«, ordfører: Joost van Iersel, vedtaget den 28. september 2005, EUT C 24 af 31.1.2006.

5)

Udtalelse om »Kommissionens meddelelse om Ajourføring og forenkling af fællesskabsretten« (KOM(2003) 71 endelig), ordfører: Daniel Retureau, vedtaget den 31. marts 2004, EUT C 112 af 30.4.2004.

6)

Initiativudtalelse om »Regelforenkling«, ordfører: John Simpson, vedtaget den 26. marts 2003, EUT C 133 af 6.6.2003.

7)

Sonderende udtalelse om »Kommissionens meddelelse om Bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer« (KOM(2001) 726 endelig), ordfører: Kenneth Walker, vedtaget den 21. marts 2002, EFT C 125 af 27.5.2002.

8)

Initiativudtalelse om »Regelforenkling«, ordfører: Kenneth Walker, vedtaget den 29. november 2001, EFT C 48 af 21.2.2002.

9)

Initiativudtalelse om »Regelforenkling i det indre marked«, ordfører: Bruno Vever, vedtaget den 19. oktober 2000, EFT C 14 af 16.1.2001.

10)

Initiativudtalelse om »Prioriteter for det indre marked 2005-2010«, ordfører: Bryan Cassidy, vedtaget den 7. april 2005, EUT C 255 af 14.10.2005.

11)

Udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Strategien for det indre marked — Prioriteringer 2003-2006«, ordfører: Bryan Cassidy, vedtaget den 6. juli 2003, EUT C 234 af 30.9.2003.

12)

Informationsrapport om »Regelforenkling«.

13)

Initiativudtalelse om »Samregulering og selvregulering i det indre marked — den nuværende situation«, ordfører: Bruno Vever, vedtaget den 11. januar 2005 (CESE 1182/2004 fin).

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/14

1.1

EØSU godkender det foreliggende forslag uden forbehold.

1.2

I direktivet nævnes slutningen af 2009 som frist for anvendelsen af »supplerende angivelser«, dvs. ikke-metriske angivelser. Fastholdelse af denne frist vil betyde en omkostning for alle de virksomheder i EU, som handler på tværs af Atlanten.

1.3

Direktivet kræver ligeledes, at Det Forenede Kongerige og Irland fastsætter en frist for undtagelserne med hensyn til anvendelse af måleenhederne pint, mil og troy ounce.

1.4

Kommissionens forslag går ud på at fjerne disse frister uden at erstatte dem med nye.

1.5

I direktivet defineres de metriske enheder eller SI-enhederne som værende de forskriftsmæssige måleenheder i EU. SI (Système International) er et verdensomspændende system, der blev vedtaget af Generalkonferencen for Mål og Vægt (CGPM) i 1960. EU er ikke selv medunderskriver, men det er samtlige medlemsstater. Den regelmæssige tilpasning af SI-enheder til de tekniske fremskridt har foranlediget Kommissionen til at foreslå, at man vedtager »katal« med symbolet »kat« som SI-enhed for katalytisk aktivitet.

1.6

EØSU bifalder Kommissionens forslag som led i indsatsen for at forenkle og forbedre lovgivningen og er tilfreds med, at Kommissionen tager hensyn til »nærhedsprincippets« betydning for Irland og Det Forenede Kongerige.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/15

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/15

1.1

EØSU tager offentliggørelsen af den stærkt forsinkede grønbog om markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske formål til efterretning.

1.2

Udvalget er enig i overvejelserne vedrørende de forskellige skatte- og miljømæssige konsekvenser af markedsbaserede instrumenter på miljøområdet (skatter, afgifter, gebyrer, subsidier, tilladelser/certificering mm.).

1.3

EØSU konstaterer, at markedsbaserede instrumenter for længst udgør en del af den aktive politik. Spørgsmålet går derfor ikke længere på »om« disse markedsbaserede instrumenter skal anvendes, men »hvordan«?

1.4

Som Kommissionen med rette konstaterer, giver markedsbaserede instrumenter en god mulighed for at finde frem til omkostningseffektive løsninger på miljøområdet, der er dog ikke tale om nogen mirakelkur. Derfor burde forholdet og samspillet mellem eksempelvis på- og forbud, lovgivning og markedsbaserede instrumenter (som skatter, afgifter, målrettede subsidier og omsættelige tilladelser) være genstand for en politisk debat (og behandles i grønbogen). Her er Kommissionens grønbog dog langt fra retningsgivende, hvilket EØSU beklager.

1.5

Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at benytte den offentlige debat i forbindelse med offentliggørelsen af grønbogen til at fremlægge konkrete eksempler på muligheder og konsekvenser, men også grænser for de forskellige instrumenter på miljøområdet.

2.1

Den 28. marts 2007 fremlagde Kommissionen den allerede i 2004 annoncerede grønbog om »Markedsbaserede instrumenter til miljøpolitiske og andre beslægtede politiske formål« (1), der er genstand for denne udtalelse.

2.2

Med grønbogen vil Kommissionen starte en samfundsmæssig debat om den øgede brug af markedsbaserede instrumenter.

2.3

Kommissionen henviser i sin grønbog til de i mellemtiden på europæisk niveau aftalte mål på miljøområdet, bl.a. den nye energi- og klimaændringspolitik, der ifølge Kommissionen repræsenterer »intet mindre end en industriel revolution for de kommende 10-15 år«.

2.4

Kommissionen gør det klart, at »disse ambitiøse målsætninger ikke kan nås uden offentlig indgriben«. Ifølge Kommissionen bør markedsbaserede instrumenter i stigende grad anvendes i miljøpolitikken. De »vil være et vigtigt led i bestræbelserne på at nå en reel ændring gennem ændring af incitamenter for virksomheder og forbrugere«.

2.5

Samtidig skriver Kommissionen, at markedsbaserede instrumenter »ikke er et universalmiddel for alle problemer«.

2.6

Skatter, afgifter, målrettede subsidier og handel med rettigheder beskrives som »markedsbaserede instrumenter«.

2.7

Ifølge Kommissionen kan anvendelsen af markedsbaserede instrumenter begrundes med »deres evne til at korrigere markedssvigt på en omkostningseffektiv måde. Markedssvigt henviser til en situation, hvor markederne enten slet ikke afspejler de »sande« eller sociale omkostninger ved økonomisk aktivitet (f.eks. har miljøaktiver karakter af offentlige goder) eller ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til dem«.

2.8

Som fordele nævnes:

2.9

Kommissionen gør det dog også klart, at markedsbaserede instrumenter ikke alene tjener til at nå målene på miljøområdet, »men frem for alt til at undgå fordrejninger inden for det indre marked som følge af forskellige fremgangsmåder i de enkelte medlemsstater, til at sikre, at den samme sektor i hele EU får pålagt den samme byrde, og til at rette op på potentielle negative virkninger for konkurrencen inden for EU«.

2.10

Den gør derudover opmærksom på, at de forskellige markedsbaserede instrumenter har forskellig virkning. Mængderelaterede ordninger (som omsættelige tilladelser) giver med henblik på opnåelsen af specifikke mål (som grænseværdier for udledning af emissioner) større sikkerhed end udelukkende prisbaserede instrumenter (som f.eks. skatter). Sidstnævnte giver dog en større sikkerhed med hensyn til omkostninger/pris og er desuden nemmere at håndtere.

2.11

Kommissionen gør desuden opmærksom på endnu en vigtig forskel: skatter (og afgifter) anvendes ikke blot som et potentielt styringsinstrument, de er også en offentlig indtægtskilde; ved omsættelige tilladelser er dette kun tilfældet, »hvis kvoterne bortliciteres af offentlige myndigheder«.

2.12

Grønbogen kommer også ind på emnet »vækst og beskæftigelse« og begrunder nødvendigheden af en miljøskattereform. Efter at Det Europæiske Råd på sit topmøde i juni 2006 i sin nye bæredygtighedsstrategi kom ind på spørgsmålet om en ny udformning af skattesystemet med udgangspunkt i kriterier for bæredygtighed, uden dog at blive mere konkret, skriver Kommissionen nu: »En miljøafgiftsreform, hvor afgiftsbyrden flyttes fra velfærdsnegative afgifter (f.eks. på arbejdskraft) til velfærdspositive afgifter (f.eks. på miljøskadelige aktiviteter, såsom ressourcebrug eller forurening), kan være en vellykket mulighed for at tackle både miljø- og beskæftigelsesspørgsmål« (2). »Samtidig forudsætter en langsigtet flytning af afgiften forholdsvis stabile indtægter fra det miljørelaterede afgiftsgrundlag«.

2.13

Endelig indeholder dokumentet eksempler på allerede etablerede markedsbaserede instrumenter (energiafgifter, eurovignetten, lokale ordninger med gebyrer på kørsel i den indre by) og en bred vifte af specifikke henholdsvis generelle spørgsmål rettet til offentligheden for at sætte gang i den samfundspolitiske debat.

2.14

Kommissionen mener også, at der på området biodiversitet er mulighed for at anvende markedsbaserede instrumenter.

3.1

EØSU har ofte opfordret til at anvende alle politiske instrumenter på miljøområdet optimalt, og i den forbindelse kan markedsbaserede instrumenter spille en vigtig rolle. I den henseende er udvalget enig med Kommissionen.

3.2

Selvom EØSU kan følge de forelagte argumenter og mener, at disse er fornuftige og rigtige, havde udvalget alligevel håbet, at grønbogen, der jo har været længe undervejs, og hvis offentliggørelse igen og igen blev udskudt, havde været mere klar med hensyn til de fremtidige planer for anvendelsen af markedsbaserede instrumenter. Den lange interne koordineringsproces i Kommissionen var måske nødvendig for den politiske proces, men denne koordinering har efter EØSU's vurdering endnu ikke givet nogen synlig merværdi.

3.3

Det virker tværtimod som om, at de politiske realiteter nogle gange udvikler sig hurtigere end den interne koordineringsproces.

3.4

EØSU konstaterer, at markedsbaserede instrumenter på miljøområdet for længst er en realitet, selvom de anvendes meget forskelligt i de enkelte medlemsstater. Ifølge Eurostat er eksempelvis gennemsnitligt 7 % af alle offentlige indtægter i EU-medlemsstaterne et resultat af miljørelaterede indtægtskilder.

3.5

Temaet for grønbogen og den politiske debat kan altså ikke være en mulig introduktion af markedsbaserede instrumenter på miljøområdet. Spørgsmålet er ikke »om«, men »hvordan«: I hvilket omfang, i hvilket forhold til for- og påbud og andre instrumenter skal markedsbaserede instrumenter anvendes?

3.6

Udsagnene i grønbogen går imidlertid ikke videre end til det, der længe har været kendt og diskuteres i virksomheder og ude i samfundet. Desuden diskuteres det ikke, hvem der skal være den primære aktør. Som bekendt har EU ikke samme kompetencer, hvad angår alle tænkelige instrumenter. F.eks. har EU kun en yderst begrænset kompetence på det skatteretlige område. Det forbliver ligeledes uklart, hvad der politisk skal ske efter offentliggørelsen af denne grønbog, om der — som det er sædvane — herefter kommer en hvidbog, og hvilke konsekvenser der skal drages.

3.7

Den største mangel er, at det forbliver uklart, hvilke politiske instrumenter der skal prioriteres i en given politisk situation. Den tilsigtede afgrænsning eller det potentielle samspil mellem eksempelvis regulerende foranstaltninger og markedsbaserede instrumenter er fortsat uklar.

3.8

EØSU kan derfor tage grønbogen positivt til efterretning, men konstaterer, at den samfundsmæssige debat om mere effektive instrumenter i miljøpolitikken bør føres med større engagement og med udgangspunkt i så konkrete eksempler som muligt, så de nævnte ambitiøse EU-målsætninger, på f.eks. klima- og energiområdet, også reelt kan blive en realitet.

3.9

For EØSU er det i den henseende vigtigt, at de markedsbaserede instrumenter baseres på princippet om, at forureneren betaler, så der opstår et incitament til aktiv miljøbeskyttelse.

4.1

EØSU har igen og igen fremhævet, hvor vigtigt det er at internalisere de såkaldte »eksterne omkostninger«. Her er, som Kommissionen selv beskriver det, markedsbaserede instrumenter en reel mulighed. Der er dog til en start behov for en klar politisk beslutning om, hvor høje disse eksterne omkostninger, som skal internaliseres, er.

4.2

Det i grønbogen beskrevne »markedsbaserede« Eurovignet-instrument for vejtrafik er et godt eksempel på en i realiteten kun halvhjertet anvendelse af et instrument, der anses for velegnet til integration af eksterne omkostninger. Kommissionen skriver selv, at »de gennemsnitlige afgifter kun kan dække infrastrukturomkostninger og således udelukker eksterne omkostninger«. Derfor er det nødvendigt med initiativer til f.eks. at integrere de eksterne omkostninger i Eurovignetten fremover.

4.3

EØSU anmoder Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet om kun at bruge betegnelsen markedsbaserede instrumenter på miljøområdet, når der reelt er tale om et synligt miljøpolitisk mål. Ved den omtalte Eurovignet er der kun delvist tale om et sådant, idet de eksterne omkostninger ikke inddrages. Eurovignetten har primært til formål at sikre en direkte inddragelse af brugerne, så infrastrukturomkostningerne ikke udelukkende skal betales over de offentlige budgetter. Naturligvis har en sådan politik også indirekte følger for miljøet, når de højere omkostninger f. eks. får en bruger til at overveje, om vedkommende skal tage bil eller tog (eller helt undlade at tage af sted). Men først i det øjeblik, hvor (miljø-)omkostninger, der ikke hidtil har været noget »marked« for og dermed ikke er regnet med, integreres, kan man med rette omtale Eurovignetten som et »miljøpolitisk instrument«.

4.4

Der er altså brug for, at man fra politisk side først redegør for, hvad man i det hele taget ønsker at opnå med en bestemt politisk foranstaltning. Først efter at målet er defineret, bør der følge en diskussion om det mest velegnede instrument.

4.5

Heller ikke en øget anvendelse af markedsbaserede instrumenter vil kunne forhindre, at der politisk skal træffes undertiden yderst vanskelige, dvs. omstridte, afgørelser med hensyn til fastlæggelsen af klare (miljøpolitiske) mål for udledning af emissioner mv. Det er netop her, at problemerne ofte har vist sig hidtil. Markedsbaserede instrumenter er ingen erstatning for sådanne afgørelser, men — som navnet allerede gør klart — instrumenter til opnåelse af fastlagte politiske mål.

4.6

Kommissionen må så hurtigt som muligt få afklaret de spørgsmål, som grønbogen efterlader ubesvarede. Den må skabe klarhed over, hvilke politiske instrumenter den har tænkt sig at anvende i fremtiden. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til allerede inden for rammerne af den planlagte generelle drøftelse af emnet at analysere de forskellige muligheder for politiske tiltag ved hjælp af enkelte praktiske eksempler fra forskellige politikområder, f.eks. energi og transport, (henholdsvis med og uden markedsbaserede instrumenter).

4.7

Herved kan man f.eks. gøre det klart, at man ikke regner med at løse problemet med kræftfremkaldende stoffer — for at nævne ét eksempel — ved anvendelse af markedsbaserede instrumenter.

4.8

Markedsbaserede instrumenter kan dog komme på tale, når det gælder det stadigt mere aktuelle spørgsmål om, hvordan man fremover vil opføre kuldioxidfri kulkraftværker, når teknikken inden længe eventuelt står til rådighed. Vil man gøre disse til en obligatorisk »teknisk standard« (altså: lovgivning), eller vil man gøre dem rentable ved hjælp af markedsbaserede instrumenter? Sådanne spørgsmål bør i højere grad være genstand for en offentlig debat i fremtiden.

4.9

Hvis henholdsvis samspillet mellem og afgrænsningen af regulerende foranstaltninger og markedsbaserede instrumenter alt i alt blev tydeligere ved hjælp af konkrete handlingsmuligheder, ville grønbogens overvejelser vedrørende anvendelsen af markedsbaserede instrumenter til opretholdelse af biodiversitet måske også fremstå klarere; EØSU mener ikke, at de hidtidige overvejelser er overbevisende nok til at give et realistisk håb om, at de effektivt kan bekæmpe den alvorlige tilbagegang i biodiversiteten.

4.10

Udvalget har allerede i sin udtalelse »Statusrapport hvert andet år om EU's strategi for bæredygtig udvikling« (3) opfordret Kommissionen til at konkretisere dens meget vagt formulerede overvejelser vedrørende et nyt skattesystem baseret på indikatorer for bæredygtighed. Ifølge Eurostat udgør indtægterne fra miljørelaterede skatter og afgifter ca. 7 %.

4.11

EØSU mener, at der er et presserende behov for en debat om at sænke skatten på arbejde og kompensere ved hjælp af en beskatning af miljøskadelige aktiviteter. Denne debat bør fremskyndes efter offentliggørelsen af grønbogen. I den forbindelse må det dog klart fremgå, hvordan EU forestiller sig sådanne forandringer, idet Fællesskabet ifølge EU-traktaterne kun har en yderst begrænset indflydelse på medlemsstaternes skattepolitik.

4.12

EØSU mener, at det er utroligt vigtigt, at den lovede oversigt over miljøskadelige subsidier så vidt muligt offentliggøres inden for samme tidsrum, så disse kan afskaffes. Udvalget mener, at miljøskadelige subsidier er stærkt konkurrenceforvridende og udgør en helt uacceptabel fejlallokering af offentlige midler. Markedsbaserede instrumenter til fremme af miljøet kan først for alvor blive effektive, når miljøskadelige subsidier er fuldstændig afskaffet.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/19

1.1

Arbejdsmigrationen i Europa er af økonomisk karakter og en konsekvens af den frie bevægelighed for arbejdstagere i et Europa, hvor der eksisterer store forskelle i velstand mellem de enkelte medlemslande. Høj arbejdsløshed i en række af de nye medlemsstater og efterspørgsel efter billig, lavt kvalificeret arbejdskraft i de 15 gamle medlemsstater resulterer i en stadig strøm af jobsøgende.

1.2

I 2004 og 2007 blev der opnået enighed om overgangsregler, der giver de gamle medlemsstater mulighed for at regulere migrationen fra de nye medlemsstater. En af de bagvedliggende årsager hertil var, at de gamle medlemsstater ville forhindre, at en for stor tilstrømning af vandrende arbejdstagere ville føre til spændinger på arbejdsmarkedet med dertil hørende risiko for illegal beskæftigelse.

1.3

Overgangsreglerne har medført, at der er sket nøjagtig det, man ville forhindre. I sin rapport om overgangsreglernes funktion konstaterer Kommissionen, at begrænsningerne på lovligt arbejde for migranter fra de nye medlemsstater i praksis har medført en stigning i sort arbejde, proformaselvstændigt arbejde, falske angivelser om levering af tjenesteydelser og underentreprise.

1.4

Der er opstået den paradoksale situation, at der i landbruget i EU-15 er meget sæsonarbejde, der ikke kan findes tilstrækkeligt med fastboende arbejdstagere til at udføre. Der er tilstrækkeligt med vandrende arbejdstagere fra de nye medlemsstater, der ønsker at udføre dette arbejde, men mange af disse må ikke arbejde på grund af de begrænsende overgangsregler. Strømmene af arbejdskraft i landbruget varierer både efter oprindelseslande og modtagerlande. Forskellene beror navnlig på, om der findes overgangsforanstaltninger eller ej, og om de er fuldstændigt eller delvist dækkende.

1.5

I denne situation opstår der ofte sort arbejde. Det er vanskeligt at få indsamlet nøjagtige informationer om omfanget, idet der er tre parter involveret, som hver især har deres egne bevæggrunde til at hemmeligholde disse oplysninger. Der er arbejdsgivere, der vil betale mindre end de, ifølge lovgivning eller gældende overenskomst, er forpligtet til. Der er arbejdstagere, der lader sig nøje med mindre end det de, ifølge lovgivning eller overenskomst, har krav på, og der er uærlige arbejdsformidlere, der alt for gerne organiserer ovenstående pga. de fremragende indtjeningsmuligheder.

1.6

Mange af disse formidlere arbejder med dumpingpriser, men denne priskrig betales i sidste ende af de vandrende arbejdstagere selv, der må tage til takke med et indkomstniveau, der ligger under det sociale minimum. Det sker også at arbejdsgivere, der ansætter sæsonarbejdere, betaler arbejdsformidlerne markedskonforme priser, men at formidlerne ikke betaler skatter og sociale bidrag. Derudover stikker formidlere, der arbejder som beskrevet ovenfor, ofte en del af de vandrende arbejdstageres løn i egen lomme. Der er også hjemmesider med telefonnumre i såvel Øst- som Vesteuropa, der tilbyder selvstændige arbejdstagere, for hvilke der ikke skal betales skat, arbejdsgiverafgifter, eller sociale bidrag.

1.7

Denne situation er på flere måder uønsket. Udgangspunktet må være, at vandrende arbejdstagere i alle henseender behandles på samme måde som de fastboende arbejdstagere, som de arbejder sammen med. Der må være tale om lige løn for lige arbejde, og betingelserne for adgang til den sociale sikring må forbedres. Dette er ikke alene i arbejdstagernes sociale interesse. Det er ligeledes i arbejdsgivernes økonomiske interesse (lige konkurrencevilkår) og i medlemsstaternes finansielle interesse (skattepolitisk).

1.8

Der foreligger et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Dette forslag indeholder harmoniserede sanktioner over for arbejdsgiverne og forebyggende foranstaltninger samt udarbejdelse af en definition af bedste praksis og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne, hvad angår anvendelsen af sanktioner over for arbejdsgivere.

1.9

Så længe begrænsningerne for migranter fra de nye medlemsstater endnu ikke er ophævet, plæderer EØSU for, at det foreslåede direktiv også skal gælde for arbejdsgivere, der ulovligt ansætter arbejdstagere fra de EU-lande, der stadig er underlagt restriktioner. Derudover mener EØSU, at det er af afgørende betydning, at EU nøje overvåger, at direktivet ikke blot omsættes til national lovgivning i alle medlemsstater, men også håndhæves i praksis.

1.10

Det er en fordel for bekæmpelsen af sort arbejde, at der eksisterer en entydig europæisk definition af arbejdsforhold, hvor der tydeligt skelnes mellem det at påtage sig en arbejdsopgave (leveringen af tjenesteydelser) og udførelsen af arbejdsopgaver i et over-underordnelsesforhold (arbejdskontrakt). ILO er kommet med en klar anbefaling på området. Herved får ægte selvstændige, hvis speciale går videre end levering af billig, ufaglært arbejdskraft en klarere defineret plads på arbejdsmarkedet, og arbejdstagerne får den beskyttelse, de har krav på. EØSU er godt tilfreds med, at Kommissionen har godkendt et forslag fra arbejdsmarkedets parter i den europæiske byggesektor om en undersøgelse af denne (proforma)selvstændighed, og udvalget bifalder, at Kommissionen også finansierer undersøgelsen.

1.11

Set i lyset af konsekvenserne af begrænsningerne på lovligt arbejde, er det måske bedre at se bort fra den slags overgangsregler ved kommende EU-udvidelser. EØSU anmoder også Kommissionen om at undersøge muligheden for at ophæve alle begrænsninger for arbejdstagere fra de 12 medlemsstater, der tiltrådte i 2004 og 2006. En stor del af arbejdsmarkedets parter i Europa er ligeledes fortalere for dette på betingelse af, at der på fællesskabs-, nationalt og arbejdsmarkedsniveau reelt træffes foranstaltninger til sikring af, at vandrende arbejdstagere behandles lige.

2.1

Ifølge Lissabon-strategien må EU for fremtiden være en meget konkurrencedygtig vidensøkonomi baseret på bæredygtig produktion og forbrug og med en høj grad af social samhørighed.

2.2

Nutidens EU er en rimeligt konkurrencedygtig vidensøkonomi med produktions- og forbrugsmønstre, der indtil videre ikke er tilstrækkeligt bæredygtige og med en social samhørighed, der lader meget tilbage at ønske.

2.3

Denne udtalelse koncentrerer sig først og fremmest om det sidste aspekt, den sociale samhørighed. EU lægger stor vægt på økonomisk udvikling og bæredygtighed i først og fremmest produktionen. Den manglende politiske opmærksomhed om den tredje søjle i Lissabon-strategien medfører, at den sociale samhørighed ikke er til- men aftagende.

2.4

Konsekvenserne heraf ses tydeligt på arbejdsmarkedet. Omfanget af sort arbejde er stigende, og en arbejdstager, man indtil for nylig troede, var uddød for længe siden, er dukket op igen: daglejeren.

2.5

De nye daglejere tilbyder deres arbejdskraft på gaden, på steder der er kendt som »opsamlingssteder« for uærlige arbejdsformidlere. De hyres på dagsbasis, og på deres vegne betales der hverken lønskatter eller bidrag til sociale sikringsordninger, de må arbejde for mange timer pr. dag, får en timeløn, der er for lav, og nyder på ingen måde godt af arbejdsrettens beskyttelse — i det omfang en sådan eksisterer.

2.6

Indtil for et par år siden havde arbejdsmarkedet for hovedsageligt kortuddannet og ufaglært arbejdskraft en national karakter. Efter udvidelsen af EU i 2004 er der også opstået et europæisk arbejdsmarked for denne del af arbejdsmarkedet. Efter udvidelsen i 2007 vokser udbuddet af arbejdskraft på dette marked kraftigt, idet også arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien melder sig.

2.7

En sektor, hvor denne tendens er iøjnefaldende er landbruget. Derudover finder mange jobsøgende i et andet land ofte deres første job i navnlig denne sektor.

2.8

Med denne udtalelse vil EØSU sætte dette problem på EU's dagsorden, så de kompetente europæiske institutioner sammen med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter kan finde en løsning på dette store, dybt alvorlige og — desværre stigende problem.

3.1

Landbrug består af alle økonomiske aktiviteter, hvor miljø og landskab tilpasses produktion af planter og dyr (1). Alt afhængigt af produkt, produktionsmetode og velfærdsniveau gøres der brug af et stort antal forskellige teknikker, der spænder fra anvendelsen af enkle redskaber til brug af store maskiner, idet manuel arbejdskraft i stadigt større grad erstattes af maskiner.

3.2

Landbrugssektoren i EU er en stor sektor. I EU bruges i alt ca. 160 millioner hektar som landbrugsjord. Der er 11 millioner landbrugsbedrifter med i alt 15 millioner beskæftigede. Det er hovedsageligt landmændene selv og deres familiemedlemmer, men ca. 1 million landbrugsbedrifter har samlet set 6,5 millioner ansatte. Heraf arbejder 4,5 millioner som sæsonarbejdere, et ukendt antal heraf i et andet land end deres hjemlande (2). Mange af sæsonarbejderne kommer fra Polen, Bulgarien og Rumænien.

3.3

Landbruget kan underopdeles i en række forskellige aktiviteter. Husdyrart (produktion af dyr) og akvakultur (fiskeopdræt), gartnerier (dyrkning af kortcykliske afgrøder som grønsager, prydblomster, frugt og champignoner i mindre skala) og planteavl (adskiller sig fra gartnerier ved, at afgrøderne dyrkes i større skala og er mindre arbejdskrævende). Kommercielt skovbrug anses ikke alle steder i EU for at høre til landbruget. I enkelte lande er skovbrug en selvstændig sektor.

3.4

Landbruget producerer ikke bare fødevarer, men i stigende grad også andre produkter som blomster, skind, biobrændstoffer (biodiesel, ethanol, gas, hurtigt voksende træ), enzymer, fibre osv. Genetisk ændrede planter producerer også specialmedicin.

3.5

Landbruget er ifølge tal fra såvel ILO (3) som Eurofound (4) en af de farligste sektorer for arbejdstagere. Samlet set sker der årligt ca. 335 000 arbejdsulykker med dødelig udgang. Over halvdelen heraf, 170 000 dødsulykker, sker i landbrugssektoren.

4.1

På grund af en række juridiske komplikationer på det liberaliserede marked i EU er det ikke muligt at nå frem til en entydig definition på sort arbejde. Praktikker, der er helt almindelige i ét land (hvis der på et bestemt område ikke findes lovgivning, er der heller ingen regler at følge), anses i et andet land for at være ualmindelige eller endda en overtrædelse af gældende national lovgivning.

4.2

De nationale definitioner af sort arbejde er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Det drejer sig om beskæftigelse, der ikke indgår i de officielle statistikker vedrørende den formelle økonomi. Der findes ganske vist talmateriale på området, men dette kan ofte føres tilbage til blot en enkelt kilde; det kan ikke altid verificeres og er derfor ikke altid pålideligt. Det er dog uomtvisteligt, at der i stort omfang foregår sort arbejde.

4.3

Næsten alle nationale definitioner af sort arbejde lægger hovedvægten på den manglende overholdelse af skattemæssige forpligtelser. Den manglende overholdelse af krav på området social sikring nævnes ligeledes i næsten alle definitioner. Mærkværdigt nok udgør manglende overholdelse af andre forpligtelser inden for arbejdsretten (arbejdsmiljø, arbejdstider, alment gyldige kollektivaftaler) næsten aldrig en del af de nationale definitioner af sort arbejde.

4.4

Sort arbejde udføres af ikke-registrerede arbejdstagere; dette er ikke nødvendigvis vandrende arbejdstagere uden arbejds- og/eller opholdstilladelse. Også personer der er i besiddelse af de krævede dokumenter — eller personer, der ikke behøver sådanne dokumenter, fordi de er borgere i det land, hvor lovovertrædelsen foregår — arbejder sort. Personer uden gyldige dokumenter befinder sig dog i en udsat position og er derfor også lettere at udnytte end personer, der er i besiddelse af gyldige dokumenter. Den sidste gruppe har også adgang til det formelle arbejdsmarked, hvilket ikke gælder for den første gruppe.

4.5

Udover den klassiske form for lønarbejde eksisterer også den »selvstændige erhvervsdrivende uden ansatte«. Disse »selvstændige« opfattes som erhvervsdrivende, der ikke skal betales skat eller sociale bidrag for. De har selv ansvaret for indbetaling af disse bidrag.

4.6

De nyder heller ikke den beskyttelse, som arbejdsretten giver arbejdstagere. For dem eksisterer der ingen mindsteløn, ingen maksimal ugentlig arbejdstid og ingen regler for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Set i lyset af den høje risiko for alvorlige arbejdsulykker i denne sektor (se 3.5) er dette uacceptabelt. Det er helt op til disse selvstændige at aftale løn og arbejdsvilkår med ordregiver.

4.7

Disse selvstændige var oprindeligt erfarne specialister, der havde opnået færdigheder inden for specifikke fag. Generelt var det nødvendigt med årelang erfaring for at nå det niveau for en udlært og uddannet fagmand, der skulle til for at klare sig som selvstændig.

4.8

Som følge af outsourcing og den voksende udlicitering efter videregivelsen af ikke- kerneopgaver udføres der for tiden langt flere arbejdsopgaver end blot specialiserede i underentreprise. En lille kerne af fastansat og erfarent personale er tilstrækkeligt, idet udførelsen af de ofte enkle arbejdsopgaver i stigende grad sker i underentreprise. Efterspørgslen efter den slags arbejdskraft imødekommes af en stor gruppe nye selvstændige, der melder sig på arbejdsmarkedet. Det største speciale for mange af de nye selvstændige er først og fremmest levering af billig, ufaglært arbejdskraft.

4.9

Reelt er der tale om en form for proformaselvstændighed, der i slutningen af 1980'erne blev brugt til eksport af arbejdsløshed fra Irland og Storbritannien. Indtil det tidspunkt indeholdt den engelske lovgivning et antal garantier, der blev anvendt til at undersøge, om selvstændige reelt levede op til en række krav. Et af disse krav gik på, at den selvstændige skulle være en erfaren specialist inden for et særligt fag. Den daværende engelske regering afskaffede i sin tid disse kriterier, hvilket resulterede i, at langt flere personer kunne lade sig registrere som selvstændige og arbejde på kontinentet uden at være underlagt arbejdsretten i medlemsstaterne der (5).

4.10

Dette fænomen er i øvrigt ikke længere udelukkende angelsaksisk. På en konference om arbejdstageres fri bevægelighed har en polsk regeringstalsmand f.eks. fortalt, at den polske regering opfordrer arbejdsløse landsmænd til at lade sig registrere som selvstændige (6). På den måde kan de omgå alle restriktioner, i det omfang de stadig gælder for arbejdstagere i de øvrige medlemsstater, og arbejde overalt. På den måde bruges definitionen selvstændig regelmæssigt helt bevidst som en proformakonstruktion med det formål at omgå lovgivning eller arbejdsretlige regler i en kæde af underentrepriser. Gennem kvælertagskontrakter med disse selvstændige, der ofte formidles gennem arbejdsformidlere, bliver også ansvaret for overholdelsen af forpligtelser på skatte- og socialsikringsområdet skubbet nedefter.

4.11

I byggesektoren er dette også et ofte set fænomen, og byggeriet har i langt højere grad and landbrugssektoren foretaget undersøgelser. Der er store ligheder mellem disse sektorer, der først og fremmest har de tre største risikofaktorer vedrørende sort arbejde til fælles: arbejdskraftintensivt arbejde af midlertidig karakter, der hovedsageligt udføres af udenlandske arbejdstagere. Arbejdsmarkedets parter i den europæiske byggesektor har imidlertid erkendt denne risiko og bedt Kommissionen støtte en undersøgelse af fænomenet (proforma)selvstændighed i 18 medlemsstater. Kommissionen har accepteret denne anmodning, og inden årets udgang udbydes dette forslag til undersøgelse i licitation på europæisk niveau.

4.12

Idet en europæisk rammelovgivning for de forskellige former for arbejdsforhold fortsat mangler, eksisterer der et spillerum for en tvivlsom handel med billig arbejdskraft. Dette har alvorlige skadelige bivirkninger på europæisk niveau. Kommissionen konkluderer selv dette i sin »Rapport om, hvordan de overgangsordninger, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten fra 2003, har fungeret«, hvor det konstateres, at »restriktionerne kan have tilskyndet statsborgere fra de 8 nye medlemsstater til at se sig om efter andre metoder til at udføre økonomisk aktivitet i de 15 gamle medlemsstater, hvilket afspejles i en usædvanligt stor indstrømning af udstationerede arbejdstagere eller proformaselvstændige« (7).

4.13

I samme rapport konstaterer Kommissionen: »Idet de anerkendte, at immigrationsstrømmene fra de 8 nye til de 15 gamle medlemsstater havde været beskedne, understregede arbejdsmarkedets parter kraftigt, at udhuling af arbejdstagerrettigheder og »social dumping« bør undgås. De påpegede også, at restriktioner på lovligt arbejde rent faktisk medfører en spredning af udokumenteret arbejde og falske angivelser om selvstændig erhvervsvirksomhed (proformaselvstændige), levering af fiktive tjenesteydelser og underentreprise«. Lidt senere i rapporten ændrer Kommissionen på billedet af, at migrationsstrømmene ikke har været særlig store, med en bemærkning om, at »Derudover kan de reelle immigrationsstrømme i det udvidede EU være større, end det fremgår af dataene i denne rapport, da sort arbejde ikke i fuldt omfang fremgår af de officielle statistikker«. Kommissionen konkluderer således, at restriktioner på tilgangen til arbejdsmarkedet alt i alt kan føre til en stigning i omfanget af sort arbejde.

4.14

Gartnerisektoren i Nederlandene f.eks., den landbrugssektor der har flest beskæftigede, talte i 1992 i alt 54 200 FTE's (Full Time Equivalents). Næsten 87 % af arbejdstagerne var fast ansatte, lidt over 13 % var tilknyttet virksomheden på anden vis (vikarer, midlertidigt ansatte, (proforma)selvstændige). I 2005 talte sektoren 59 000 FTE's, heraf var lidt over 61 % af arbejdstagerne fastansatte og næsten 39 % var tilknyttet virksomheden på anden vis. Vær opmærksom på, at der vel at mærke er tale om tal for den formelle økonomi. Skønsmæssigt arbejdede der i foråret 2007 yderligere 40 000 FTE's uformelt i sektoren (8), men der er tydelige tegn på, at andelen af sort arbejde i gartnerisektoren har været jævnt aftagende, siden de begrænsende overgangsregler for EU-borgere fra lande, der tiltrådte i 2004, blev ophævet.

5.1

De seneste år har vist, at indførelsen af restriktioner for tilgangen til arbejdsmarkedet ofte har en modsatrettet virkning. Det kan føre til, at lovgivning og arbejdsretlige regler omgås. For jobsøgende fra Rumænien og Bulgarien gælder indtil 31. december 2008 ingen begrænsninger i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Sverige, Finland, Cypern og Slovenien, dog er disse personer forpligtet til at lade sig registrere i de tre sidstnævnte lande. I de øvrige 15 EU-lande gælder der restriktioner for jobsøgende fra Rumænien og Bulgarien (9). For jobsøgende fra de 10 medlemsstater, der tiltrådte i 2004, gælder der også fortsat begrænsninger, men i færre lande, og de er mindre restriktive end for borgere fra Bulgarien og Rumænien (10).

5.2

Arbejdsmigrationen i EU er af økonomisk karakter og en konsekvens af den frie bevægelighed for arbejdstagere i et EU, hvor der eksisterer store forskelle i velstand mellem de enkelte medlemslande. Høj arbejdsløshed i en række af de nye medlemsstater og efterspørgsel efter billig, ufaglært arbejdskraft i de 15 gamle medlemsstater resulterer i en stadig strøm af jobsøgende.

5.3

Mange af disse jobsøgende finder beskæftigelse i landbruget, idet der i denne sektor pga. sæsonudsving er stor efterspørgsel efter ekstra arbejdskraft under høsten. Det er også en sektor, hvor risikoen for social dumping er større end i andre sektorer. Bl.a. fordi der i en række medlemsstater ikke findes kollektive overenskomster i landbruget, eller fordi de kollektive overenskomster på landbrugsområdet, der findes i en række tilfælde, ikke er generelt bindende.

5.4

Sæsonarbejde er et strukturelt element i det europæiske landbrug. En bæredygtig og effektiv landbrugsproduktion er ikke mulig uden brug af fleksibel arbejdskraft. Sæsonarbejdet i landbruget udføres for en stor dels vedkommende af vandrende arbejdstagere. I visse tilfælde opstår der problemer, der bringer den sociale samhørighed i fare.

5.5

Vandrende arbejdstagere, der arbejder på det formelle arbejdsmarked, er ofte allerede billigere end fastboende arbejdstagere, idet arbejdsgiveren slipper for at betale en række bidrag for disse ansatte. Det gælder f.eks. bidrag til uddannelsesfonde i sektoren og til pensionsfonde. Vandrende arbejdstagere fra de 10 EU-lande, der tiltrådte i 2004, og for hvem der i en række gamle EU-lande stadig gælder begrænsninger på arbejdsmarkedet, arbejder ofte til dels sort, idet ikke alle præsterede arbejdstimer meldes til skattevæsenet. Vandrende arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien, der er underlagt endnu flere restriktioner, er gennemgående helt afhængige af den sorte økonomi. I denne sorte økonomi betales ikke alle præsterede arbejdstimer, der betales alt for lav en timeløn, eller arbejdstagerne bliver gennem kvælertagskontrakter tvunget til at arbejde som (proforma)selvstændige.

5.6

ILO har en række konventioner til håndtering af den problematik, der behandles i denne udtalelse. Det er konvention nr. 97 (indvandring af arbejdskraft, 1949), 143 (vandrende arbejdstagere, 1975), 181 (private arbejdsformidlingsagenturer, 1997) og 184 (sundhedsbeskyttelse i landbruget, 2001). Konventionerne 97 og 181 er ikke ratificeret af 17 ud af de 27 EU-medlemsstater. Konvention 143 er ikke ratificeret af 22 EU-medlemsstater, konvention 184 er ikke ratificeret af 24 medlemsstater. Ikke én af de 27 nuværende EU-medlemsstater har ratificeret alle fire konventioner (11). ILO er derudover kommet med en anbefaling om kontraktforhold (12). Det centrale punkt i anbefalingen er en forbedring af lovgivningen på nationalt niveau i alle lande med det formål at skabe en klar og harmoniseret skelnen mellem selvstændige og arbejdstagere. Dette er nødvendigt, hvis der skal sættes en stopper for det stigende antal svigagtige former for praksis, der går ud på at tilsløre, at personer er arbejdstagere og i stedet lade det se ud som om, at de er selvstændige (13).

6.1

Udgangspunktet må være, at vandrende arbejdstagere i alle henseender behandles på samme måde som de fastboende arbejdstagere, som de arbejder sammen med. Der må være tale om lige løn for lige arbejde, og betingelserne for adgang til den sociale sikring må forbedres. Dette er ikke alene i arbejdstagernes sociale interesse. Det er ligeledes i arbejdsgivernes økonomiske interesse (lige konkurrencevilkår) og i medlemsstaternes finansielle interesse (skattepolitisk). Dette udgangspunkt gælder langt fra over alt. I Nederlandene har arbejdsmarkedet påpeget, at de i forbindelse med ophævelsen af overgangsreglerne for borgere fra de EU-lande, der tiltrådte i 2004, pr. 1. maj 2007 ville samarbejde om kontrol med efterlevelse af lovgivning og regler på det sociale område og inden for arbejdsretten. Myndighederne gav et tilsagn om politisk opbakning. Dette har ikke hidtil givet målbare resultater.

6.2

Der foreligger et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (14). Dette forslag indeholder harmoniserede sanktioner over for arbejdsgiverne og forebyggende foranstaltninger samt udarbejdelse af en definition af bedste praksis og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne, hvad angår anvendelsen af sanktioner over for arbejdsgivere.

6.3

Baggrunden for dette forslag er det stærkt stigende antal illegale migranter fra tredjelande, der opholder sig ulovligt i EU (skønsvist mellem 4,5 og 8 millioner). Dette fører til sort arbejde; landbruget er udover byggesektoren, restaurationsbranchen og rengøringsindustrien en af de fire sektorer, hvor det sorte arbejde hovedsageligt foregår. Europa-Parlamentet og Rådet konkluderer i forslaget, at den ulovlige beskæftigelse »ligesom sort arbejde, der udføres af EU-borgere, medfører tab for statskassen, ligesom ulovlig beskæftigelse kan trykke lønnen, forværre arbejdsforholdene og forvride konkurrencen mellem virksomhederne, samtidig med at de, der arbejder sort, ikke nyder godt af sygeforsikring og pensionsrettigheder«.

6.4

I deres rapport om, hvordan de overgangsordninger, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten fra 2003 (perioden 1. maj 2003 — 30. april 2006) har fungeret, fastslår de europæiske arbejdsmarkedets parter »at restriktioner på lovligt arbejde rent faktisk har medført en spredning af sort arbejde, proformaselvstændigt arbejde, falske angivelser om levering af tjenesteydelser og underentreprise«. Set i lyset af disse erfaringer ville det være bedre at ophæve alle restriktioner for arbejdstagere fra de 12 medlemsstater, der tiltrådte i 2004 og 2007og dermed skabe lige vilkår for alle. Størstedelen af arbejdsmarkedets parter i Europa er ligeledes fortaler for dette på betingelse af, at der på fællesskabs-, nationalt og arbejdsmarkedsniveau reelt træffes foranstaltninger til sikring af, at vandrende arbejdstagere behandles på lige vilkår.

6.5

Så længe disse restriktioner endnu ikke er ophævet, opfordrer EØSU til, at direktivforslaget om sanktioner over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i EU, også gælder for arbejdsgivere, der ulovligt beskæftiger arbejdstagere fra de EU-lande, der fortsat er underlagt restriktioner. Derudover mener EØSU, at det er af afgørende betydning, at EU nøje overvåger, at direktivet ikke blot omsættes til national lovgivning i alle medlemsstater, men også håndhæves i praksis.

6.6

Derudover tager direktivet fat på de store forskelle, der eksisterer med hensyn til kontrolforanstaltningernes kvalitet og regelmæssighed og strafudmålingen mellem de enkelte medlemsstater. En arbejdsgiver i Nederlandene, der afsløres i at gøre brug af ulovligt beskæftigede, står til en bøde på maksimalt 6 700 euro pr. arbejdstager. I Belgien lyder bøden på 20 000 euro, i Luxembourg 50 000 euro. Men der er også medlemsstater, hvor der endnu ikke er sanktioner over for arbejdsgivere, der gør sig skyldige i anvendelsen af ulovlig arbejdskraft.

6.7

Udveksling af gode eksempler er en vigtig del af den proces, der skal føre til en bedre social samhørighed. Under høringen i Plovdiv (15) blev der nævnt en række gode eksempler, herunder:

6.8

De situationer, der beskrives i en række af disse eksempler, kan ikke alle helt sammenlignes med situationen for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien, der søger arbejde i det gamle EU-15. De ungarske arbejdstagere, der arbejder i Burgenland, tager f.eks. hjem hver aften, de rumænske og bulgarske arbejdstagere er væk hjemmefra i månedsvis. Misbrug forekommer også i disse situationer, men i langt mindre omfang, og en aktiv regelhåndhævning kan hurtigt afsløre overtrædelser og sanktionere disse. Det generelle indtryk er da også, at arbejdsbetingelserne for disse personer er socialt acceptable.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/25

1.1

Kommissionen har med sin meddelelse om »Beskæftigelse i landdistrikterne: bro over beskæftigelseskløften« (1) skabt et vigtigt udgangspunkt for debatten om beskæftigelsessituationen i landbruget, der har afgørende betydning for skabelse og sikring af arbejdspladser i landdistrikterne.

1.2

De strukturelle ændringer i landbruget fortsætter med raske skridt og vil berøre hundredtusinde beskæftigede i landbruget, der enten vil miste deres arbejde eller se deres livssituation ændre sig. Et vigtigt aspekt af beskæftigelsessituationen i landbruget — nemlig beskæftigelsen af arbejdstagere, og her navnlig sæsonarbejdere og vandrende arbejdstagere — er dog næsten ikke omtalt i meddelelsen.

1.3

Dette er beklageligt set i lyset af Kommissionens indsats i forbindelse med det europæiske år for arbejdstagernes mobilitet (2006). De omkring 4 mio. sæsonarbejdere og deltidsansatte — herunder 2 mio. vandrende arbejdstagere — pr. år vidner om den høje mobilitet og fleksibilitet i landbrugssektoren.

1.4

Sæsonarbejde, særlig inden for frugt- og grøntsagssektoren, er et strukturelt element i landbruget, der er en forudsætning for opretholdelsen af et effektivt og bæredygtigt landbrug. De vandrende arbejdstagere bidrager til udviklingen af landbruget i Europa, eftersom behovet for sæsonarbejdskraft ofte ikke kan dækkes med lokal arbejdskraft.

1.5

Produktion af sunde fødevarer er et værdifuldt bidrag til vores eksistensgrundlag. Dertil hører også en retfærdig aflønning.

1.6

På trods af den høje arbejdsløshed i mange europæiske regioner er der stor efterspørgsel efter yderligere arbejdskraft fra Belarus, Ukraine og andre lande. Arbejdsmarkedet i EU skal være socialt bæredygtigt, dvs. at alle skal have mulighed for at tjene til livets ophold. Denne mulighed begrænses af den billige arbejdskraft fra tredjelande.

1.7

De vækstmål, som EU har opstillet, kan kun opnås gennem en fair konkurrence. De ansatte i landbruget skal behandles lige i alle henseender uanset deres nationalitet.

1.8

Der er en høj mobilitet på arbejdsmarkedet i landbrugssektoren, hvilket er i tråd med Kommissionens mål. Den mobile arbejdskraft må dog ikke stilles dårligt. Den politiske og økonomiske integration må derfor følges op af en social integration. EØSU finder det på kort sigt nødvendigt, at man gør en indsats på følgende områder:

1.9

Der mangler gennemsigtighed i det europæiske landbrug med hensyn til beskæftigelsens størrelsesorden og de sociale standarder, hvilket fører til konkurrenceforstyrrelser. Et middel, hvormed der kan skabes fair konkurrence, er en certificering af de virksomheder, der opfylder de sociale kriterier.

2.1.1

Beskæftigelsessituationen i landbruget er ofte blevet behandlet i udtalelser fra EØSU. Debatten om vandrende arbejdstagere og sæsonarbejdere får stadig større betydning på såvel europæisk plan som i flere medlemsstater. De tre hovedaktører — arbejdsgiverne, fagforeningerne samt de politiske og forvaltningsmæssige repræsentanter — har i mellemtiden engageret sig i mange områder og foranstaltninger, hvilket illustreres af følgende eksempler:

2.1.2

Der er gentagne gange blevet efterlyst et observationsorgan for vandrende arbejdstagere og sæsonarbejdere. Dette har dog endnu ikke ført til noget resultat. Netop indsamling, fremlæggelse og evaluering af pålidelige data om beskæftigelsessituationen i landbruget udgør et vigtigt grundlag for en forbedring af arbejdstagernes situation.

2.2.1

Debatten om sæsonarbejde i landbruget har været forsigtig som følge af manglende gennemsigtighed og en utilstrækkelig belysning af den faktiske situation. Der findes endnu ingen klare, detaljerede tal over omfanget af sæsonarbejde i landbrugssektoren.

2.2.2

I EU er ca. 2 mio. arbejdstagere fuldtidsbeskæftigede i landbruget. Omkring 4 mio. er løstansatte. Nogle af disse er deltidsansatte, mens andre er sæsonansatte i en periode, der strækker sig fra få dage op til otte måneder om året. En stor del af disse sæsonansatte er vandrende arbejdstagere, som ikke arbejder i deres hjemegn, men ofte er nødt til at krydse grænsen for at arbejde.

2.2.3

I analysen af beskæftigelsestallene er der brug for væsentlige præciseringer af de anvendte kriterier, herunder bedriftsstørrelser, berørte brancher og sektorer og frem for alt en definition af gartneri og det serviceorienterede landbrug.

3.1

Udtalelsen er bydende nødvendig af flere årsager:

4.1

Migrantarbejde skyldes hovedsageligt forskellene i levestand i de europæiske regioner. Den længerevarende udvandring af arbejdskraft fra udsendelseslandene fører til mangel på fortrinsvis kvalificeret arbejdskraft. I disse regioner søges problemet med manglende arbejdskraft ikke løst gennem lønstigninger eller en forbedring af uddannelsessituationen, men derimod gennem rekruttering af arbejdskraft fra endnu fattigere regioner og i stigende grad fra tredjelande.

4.2

De til tider vanskelige og uvante arbejdsvilkår i sektoren er således en medvirkende årsag til den manglende arbejdskraft. De vandrende arbejdstagere tilpasser sig markedet. På det frie arbejdsmarked vandrer de derhen, hvor de finder de bedste arbejdsvilkår..

4.3

Der er til stadighed problemer forbundet med migrantarbejde:

5.1.1

EØSU bifalder Kommissionens indsats for at øge beskæftigelsen i landdistrikterne, herunder for at fremme gennemsigtigheden omkring beskæftigelsessituationen i landbruget. Dette indebærer indsamling af statistiske data om beskæftigelsen samt bred orientering af arbejdstagerne om leve- og arbejdsvilkårene i de forskellige lande.

5.1.2

Den hidtidige landbrugspolitik har hovedsagelig fokuseret på produkters kvalitative og kvantitative aspekter. Arbejdssituationen for de ansatte er og bliver i stor udstrækning uberørt.

5.1.3

Lissabon-strategiens og Göteborg-strategiens mål skal udbygges yderligere. Der skal i forbindelse med videreudviklingen af et bæredygtigt landbrug tages hensyn til det sociale aspekt ved siden af det økonomiske og miljømæssige aspekt.

5.1.4

Alle aktører bør have som prioritet at fjerne ubalancer fra det europæiske arbejdsmarked. Dette er dog umuligt, så længe der fortsat hentes billig arbejdskraft fra endnu fjernere steder til Europa. Den europæiske model kendetegnes bl.a. ved udviklingen af en fælles idé om det europæiske samfund. Den passer ikke sammen med ghettoer af vandrende arbejdstagere med dårlige leve- og boligvilkår uden nogen kulturel eller social inddragelse i det lokale liv.

5.1.5

I eventuelle fremtidige undersøgelser og heraf følgende løsningsforslag skal der i højere grad tages hensyn til kønsaspektet.

5.1.6

Vilkårene er fortsat ikke optimale! Alle aktører opfordres til at yde et bidrag.

5.1.7

Vandrende arbejdstagere skal ligestilles med de lokale arbejdstagere. Kommissionen har så vidt muligt bidraget til denne proces. Et første skridt i denne retning er fastsættelsen af mindstenormer. Disse danner et godt grundlag for en bred debat om kvaliteten af arbejde.

5.2.1

EØSU bifalder arbejdsmarkedsparternes bestræbelser for inden for rammerne af den sociale dialog at fremme udviklingen af erhvervsuddannelsen inden for landbruget og især den gensidige anerkendelse af arbejdstagernes kvalifikationer gennem instanser, der har fået beføjelse hertil af medlemsstaterne. Det europæiske »Agripass«, der er i sin vorden, har til formål at øge landbrugsarbejdstagernes mobilitet i EU. Landbrugspasset må ikke føre til en forskelsbehandling af de arbejdstagere, der ikke er i besiddelse af et sådant, men skal udelukkende tilskynde dem til at erhverve sig de nødvendige erhvervskvalifikationer.

5.2.2

Gennemsigtighed i erhvervskvalifikationer kan ligeledes forbedre arbejdstagernes mobilitet og mulighed for at arbejde og slå sig ned i andre lande. EØSU er tilfreds med Kommissionens initiativ om at støtte arbejdsmarkedets parter ved at indføre et landbrugspas.

5.2.3

Arbejdsmarkedets parter skal i samarbejde med Kommissionen og de nationale regeringer udvikle og iværksætte strategier til bekæmpelse af ulovlig beskæftigelse.

5.3.1

Social sikring af sæsonarbejdere er af særlig interesse. Arbejdstagere, der i flere år har udført sæsonarbejde, må ikke være ringere stillet på socialsikringsområdet end andre arbejdstagere. Dette indebærer navnlig,

5.3.2

Arbejdstagere skal på deres eget sprog orienteres om værtslandets love, overenskomster og praksis m.h.t. løn, organisering, social sikring, skat, arbejdsmiljøregler m.v. EU skal samtidig respektere overenskomstparternes rolle og ikke lovgive på områder, der henhører under det nationale overenskomstområde.

5.4.1

Vandrende arbejdstagere har ret til humane boligforhold i deres destinationsland. Der bør på europæisk plan udvikles rammer for fastsættelse af grundlæggende normer for vandrende arbejdstageres boligforhold.

5.5.1

I flere år har udvalget gennem en række udtalelser slået til lyd for en bæredygtig økonomi. En sådan har ikke alene en miljømæssig dimension, men vedrører også erhvervsøkonomiske og sociale aspekter. Et ikke-statsligt, frivilligt certificeringssystem for »fair sæsonarbejde« kunne gøre konkurrencen mere retfærdig. Der kunne opstilles følgende kriterier for en frivillig certificering:

Certificeringen skal:

5.6.1

I den europæiske landbrugssektor findes der mange interessante initiativer og projekter, der skal forbedre mobiliteten i landbruget og sæsonarbejdernes situation. EØSU opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger, der evaluerer og udbreder eksempler på god praksis.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/29

1.1

Nationale råd for bæredygtig udvikling kan være en stærk og magtfuld faktor i skabelsen af bæredygtig udvikling, eftersom de kan bidrage med uafhængig rådgivning og skabe dialog med civilsamfundet og aktørerne på dette område.

1.2

En oversigt over de nationale råd i EU afslører store forskelle. Mens der i visse medlemsstater kun findes inaktive råd eller slet ingen, så er der betydelige forskelle på dem, der er aktive, hvad angår mandat, sammensætning, uafhængighed, ressourcer og også effekten af deres arbejde.

1.3

På baggrund af de positive erfaringer i de medlemsstater, som råder over »stærke« nationale råd, opfordrer EØSU alle medlemsstater til udbygge deres nationale råd for bæredygtig udvikling eller oprette velfungerende og effektive råd, hvor sådanne endnu ikke findes.

1.4

EØSU henstiller, at rådene bør:

2.1

Bæredygtig udvikling, betyder, at den nuværende generations behov opfyldes, uden at det sker på bekostning af fremtidige generationers muligheder for at få opfyldt deres behov. Det er et overordnet mål for EU, der styrer alle dens politikker og aktiviteter. Det bygger på principperne om demokrati, ligestilling mellem kønnene, solidaritet, retsstatsforhold og overholdelsen af fundamentale rettigheder, herunder frihed og lige muligheder for alle.

2.2

Som et resultat af De Forenede Nationers Rio-konference i 1992 blev bæredygtig udvikling et globalt anerkendt politikområde. Ideen om rådgivende organer, som eksempelvis de nationale råd for bæredygtig udvikling, har også sit udspring i Rio-konferencen. I Agenda 21, som ligeledes var et resultat af denne konference, fastslås det, at »en national strategi for bæredygtig udvikling skal opnås med den bredest mulige deltagelse«. I henstillingerne fra verdenstopmødet i Johannesburg i 2002 opfordrede man også til at oprette råd for bæredygtig udvikling.

2.3

I EU blev den første strategi for bæredygtig udvikling vedtaget i Göteborg i 2001. For at skabe en mere ambitiøs og omfattende strategi indledte Kommissionen en revisionsproces i 2004, og i juni 2006 vedtog Rådet den nye reviderede strategi for bæredygtig udvikling for et udvidet Europa (1). Med den nye strategi for bæredygtig udvikling søger EU at leve op til sit mangeårige tilsagn om at realisere målene i forbindelse med bæredygtig udvikling.

2.4

På baggrund af FN's henstillinger og efterfølgende EU's henstillinger blev der i en række lande i 1990'erne oprettet organer under betegnelsen nationale råd for bæredygtig udvikling, hvis hovedopgave var at sikre, at Agenda 21 blev effektivt gennemført og bæredygtighedsprincipperne ført ud i praksis. Visse regeringer oprettede tværministerielle koordinationsorganer (f.eks. den ungarske kommission for bæredygtig udvikling i 1993), visse valgte blandede organer som f.eks. den finske nationale kommission for bæredygtig udvikling (1993) og andre oprettede råd med deltagelse af civilsamfundet som f.eks. det belgiske nationale råd (1993) og rundbordsdialogen om bæredygtig udvikling i UK (1994). Andre lande fulgte efterfølgende, visse af de oprindelige organer blev omstruktureret og atter andre blev opløst.

2.5

I den reviderede EU-strategi hedder det, at »Medlemsstaterne bør overveje at styrke nationale multi-stakeholder rådgivende organer vedrørende bæredygtig udvikling, og hvis sådanne ikke findes, oprette dem, så de kan stimulere en velinformeret debat og bidrage til udarbejdelsen af nationale strategier for bæredygtig udvikling og/eller benyttes som indlæg i statusrapporter på nationalt plan og EU-plan. Hensigten med nationale organer for bæredygtig udvikling er, at de skal øge civilsamfundets deltagelse i spørgsmål vedrørende bæredygtig udvikling og bidrage til at skabe bedre sammenhæng mellem forskellige politikker og politiske niveauer, også ved at anvende de europæiske rådgivende organer for miljømæssig og bæredygtig udvikling (EEAC)«.

2.6

Der er nu officielt blevet oprettet nationale råd for bæredygtig udvikling i en række medlemsstater. På grund af den store forskel i den historiske baggrund antager de nationale råd mange forskellige former i EU. I 24 medlemsstater findes en vis form for råd for bæredygtig udvikling eller miljøpolitik: otte af disse har formelle råd for bæredygtig udvikling, og andre seks har miljøråd sammensat af interessenter eller eksperter, som også beskæftiger sig med spørgsmålet om bæredygtig udvikling. Andre lande har samordnende regeringsorganer kaldet råd, hvori civilsamfundet i visse tilfælde er inddraget. Ikke alle er dog aktive. I flere lande, hvor regionerne råder over betydelige beføjelser, er der ikke kun oprettet nationale, men også regionale råd. Den hurtige stigning i antallet af nationale råd for bæredygtig udvikling viser, at de har potentiale og kunne give merværdi til den politiske beslutningsproces og samfundsdebatten som helhed.

2.7

I denne udtalelse vil man se nærmere på disse nationale råds rolle, deres mandat, sammensætning, ressourcer, arbejdsmetoder og frem for alt inddragelsen af civilsamfundet i deres arbejde. I et vist omfang vil man også se på de nationale råds effektivitet vel vidende, at en sådan vurdering næsten altid vil være subjektiv. Denne vurdering er især baseret på den research, EEAC-netværket (2) har gennemført, resultaterne af et spørgeskema udsendt af EØSU til flere nationale kontaktpunkter og nationale råd for bæredygtig udvikling samt en række civilsamfundsorganisationer. Endvidere blev der gennemført en række interviews med repræsentanter for nationale råd og civilsamfundet.

3.1

Følgende oversigt over de nationale råd for bæredygtig udvikling viser et meget broget billede:

3.2

Man kan konstatere fire hovedopgaver:

3.2.1

Disse fire opgaver varetages ikke af råd i alle medlemsstater. I visse medlemsstater er deres råderum meget mere begrænset, og i andre har de fået tildelt disse opgaver, men de opfyldes kun delvist eller slet ikke. Dette afspejler sig også i, at visse råd mødes meget sjældent (2 eller 3 gange om året). Andre mødes oftere og har endvidere nedsat arbejdsgrupper (arbejdsgrupper nedsat som projektteams til behandling af en aktuel opgave snarere end permanente grupper om et givent emne synes at være specielt effektive). I visse medlemsstater inddrages rådene på et tidligt tidspunkt i den nationale strategi for bæredygtig udvikling, mens andre først kontaktes meget sent eller slet ikke. Antallet af udarbejdede rapporter varierer fra nul til over 10 om året. De veletablerede råd arbejder regelmæssigt sammen med de berørte aktører og afholder jævnligt offentlige arrangementer eller møder med eksperter.

3.3

De nationale råd varierer i størrelse og sammensætning. Antallet af medlemmer svinger fra 15 som i Tyskland til 78, 81 og 90 i henholdsvis Belgien, Finland og Frankrig. De fleste råd har civilsamfundsrepræsentanter (erhvervslivet, fagforeninger, ngo'er og universitets-/forskningsinstitutter). Andre råd har også repræsentanter for forskellige regeringsmyndigheder. I visse tilfælde kaldes regeringens koordinationsorgan et »råd«, og et lille antal aktører kan have sæde heri. Regionale og lokale myndigheder er ofte også repræsenteret. En række repræsentanter for civilsamfundet har givet udtryk for deres utilfredshed med civilsamfundets inddragelse i deres nationale råd og i processen for bæredygtig udvikling som helhed.

3.4

Da rådene er oprettet og finansieret af regeringerne skaber dette en vis »afhængighed«. For at opnå såvel regeringsmyndighedernes og civilsamfundsorganisationernes anerkendelse er det nødvendigt, at de nationale råd opnår den rette grad af uafhængighed, og denne ligevægt er vanskelig at opnå. Udvælgelsesprocesserne er forskellige, men generelt udpeger regeringen rådsmedlemmerne typisk på grundlag af forslag fra de civilsamfundsorganisationer, der er repræsenteret i rådet. Et andet problem vedrører medarbejderne i de nationale råd. I flere medlemsstater kommer medarbejderne fra regeringsorganer. Dette kan begrænse rådenes grad af uafhængighed. Derudover har visse nationale råd et regeringsmedlem som formand.

3.5

De nationale råd er meget forskelligt funderet, både hvad angår menneskelige som finansielle ressourcer. I visse lande, hvor sekretariatet hører ind under et ministerium, er der kun en administrator, som ofte kun arbejder for rådet på deltid. Det samlede antal ansatte kan variere fra mindre end 1 til omkring 20. Det største råd er Storbritanniens råd med 58 ansatte. Ikke alle råd har eget budget. Budgetterne kan svinge fra under 0,1 mio. til ca. 1 mio. EUR bortset fra det britiske råd, der har et budget på 5,5 mio. EUR.

3.6

Det er ikke let at vurdere betydningen af de nationale råds arbejde, men der kan dog drages nogle konklusioner på grundlag af de modtagne oplysninger. I flere af de lande, der har et råd med et stærkt mandat, blev en stor del af rådenes anbefalinger således medtaget i regeringens politikker, især mht. den nationale strategi for bæredygtig udvikling. Visse råd har klart gode forbindelser til regeringens ministre og ministerier og høres regelmæssigt om politikformuleringen. Andre holdes mere på afstand. For visse råd er det lykkedes at etablere forbindelser til et stort antal aktører og den bredere offentlighed ved at tiltrække mange deltagere til deres arrangementer, hvorved de sikrer et stærkt engagement fra civilsamfundets side i processen for bæredygtig udvikling.

3.7

Nationale råd for bæredygtig udvikling kan være en stærk og magtfuld faktor i skabelsen af bæredygtig udvikling. De kan levere uafhængig rådgivning og en bred ekspertise. De er i stand til at skabe dialog med civilsamfundet og relevant aktører. De kan endvidere spille en væsentlig rolle i forbindelse med overvågningen af fremskridtene mod mere langsigtede bæredygtighedsmål og fungere som en vigtig vagthund, når fremskridtene er mangelfulde.

3.8

Mens der i visse medlemsstater kun findes inaktive råd eller slet ingen, så er der betydelige forskelle på dem, der er aktive, hvad angår mandat, sammensætning, uafhængighed, ressourcer og også effekten af deres arbejde. Dette skyldes en lang række faktorer, bl.a. størrelse og landets politiske struktur, den betydning regeringen tillægger politikken for bæredygtig udvikling, traditionen for inddragelse af civilsamfundet, eksistensen af andre organer, der delvist dækker rådets mandat, regeringens beredvillighed til at acceptere råd fra andre organer, osv.

3.9

De nationale råds fulde potentiale udnyttes ikke i alle medlemsstater. I visse forekommer oprettelsen af rådene være mere et spil for galleriet end et forsøg på at få et reelt bidrag fra civilsamfundets side. I en række lande findes der dog veletablerede råd, der liver op til deres rolle og har en reel indflydelse.

3.10

De fleste nationale råd synes ikke at have tilstrækkelige ressourcer til at varetage deres opgaver. Det kræver betydelige finansielle og menneskelige ressourcer at indsamle data, undersøge politikker og deres konsekvenser, tilrettelægge rådsmøder og offentlige arrangementer, udarbejde velargumenterede og autoritative rapporter og aktivt udbrede kendskabet til dem over for regeringen og andre organer.

3.11

I visse medlemsstater har regeringen tilsyneladende meget stor indflydelse, f.eks. hvad angår udnævnelsen af rådsmedlemmer, antallet af regeringsrepræsentanter i rådet og medarbejderstaben. I sådanne tilfælde er der en vis risiko for, at regeringens synspunkter får en dominerende indflydelse på rådets arbejde, hvilket gør det mindre sandsynligt, at rådet kan yde et vigtigt bidrag, når det gælder om at hjælpe regeringerne med at se bort fra kortsigtede politiske overvejelser og i stedet koncentrere sig om mere langsigtede bæredygtighedsmål.

3.12

De nationale råd har blandede erfaringer med at inddrage civilsamfundet i spørgsmål om bæredygtig udvikling. Europæiske råd kunne lære meget af hinanden og skabe god praksis på dette område.

3.13

Med hensyn til mange aspekter af den bæredygtige udvikling deles kompetencen mellem EU og medlemsstaterne. Dog har de fleste nationale råd kun begrænset kapacitet til at fokusere på de europæiske aspekter eller at udøve indflydelse i Bruxelles. Dette har man delvist imødegået med skabelsen af EEAC-netværket, som bliver et stadigt vigtigere talerør for bæredygtig udvikling i Europa.

4.1

På baggrund af de positive erfaringer i de medlemsstater, som råder over »stærke« nationale råd opfordrer EØSU alle medlemsstater til udbygge deres nationale råd eller oprette stærke råd, hvor sådanne endnu ikke findes.

4.2

De nationale råds nøjagtige sammensætning, mandat og opgaver vil variere fra medlemsstat til medlemsstat afhængig af de lokale vilkår og den politiske struktur. EØSU henstiller, at medlemsstaterne ser indgående på følgende generelle anbefalinger vedrørende rådenes udformning og status.

4.2.1

Medlemskab: De nationale råd har mere autoritet og troværdighed, hvis de har repræsentanter for alle vigtige samfundssektorer, som er beskæftiget med spørgsmål om bæredygtig udvikling. Jo bredere rådets medlemskreds er, des større sandsynlighed er der for, at man kan finde bredt accepterede løsninger.

4.2.2

Mandat og vision: For at opnå bæredygtig udvikling skal beslutningstagerne ikke blot anlægge et langsigtet perspektiv og tage hensyn til fremtidige generationers behov og vores planet som helhed, men også tage mere umiddelbare og kortsigtede politiske hensyn. De nationale råd kan spille en væsentlig rolle i forbindelse med formuleringen at den langsigtede vision. Skal denne rolle udfyldes effektivt kræver det medlemmer med visioner, autoritet og position i samfundet, som kan anlægge et upartisk syn og udfordre eksisterende politikker og fremgangsmåder.

4.2.3

Uafhængighed: De nationale råd ville kunne udøve større indflydelse i retning af mere bæredygtig udvikling, hvis de havde en tilstrækkelig grad af uafhængighed fra regeringen og kunne tage vanskelige politiske spørgsmål op, hvor der kunne være en vis konflikt mellem kortsigtede politiske målsætninger og langsigtede krav til bæredygtighed.

4.2.4

Mål: De nationale råd burde på et tidligt tidspunkt spille en vigtig rolle i udviklingen af bæredygtige (og lignende) strategier og i overvågningen af deres gennemførelse. Dette indebærer også, at man tager stilling til en lang række spørgsmål om bæredygtighed, herunder f.eks. klimaændring, energi- og transportpolitik, biodiversitet, udviklingen i landdistrikter og landbrug og en overordnet bæredygtig økonomisk forvaltning. De nationale råd vil sandsynligvis fungere mest effektivt, hvis de både kan efterkomme anmodninger fra regeringen om at undersøge specielle spørgsmål og ligeledes at tage andre emner op, som de anser for vigtige.

4.2.5

Adgang til information: For at kunne yde et godt arbejde skal de nationale råd være i stand til at indsamle oplysninger fra alle relevante kilder og især have god adgang til regeringsoplysninger og være fortrolige med regeringens filosofi.

4.2.6

Fremme af civilsamfundets direkte engagement i spørgsmål om bæredygtig udvikling: En vigtig opgave for de nationale råd er at øge offentlighedens bevidsthed. De kan være alle relevante myndigheder behjælpelige med at integrere dimensionen bæredygtig udvikling i den formelle og uformelle uddannelse. De kan fremme en bredere forståelse for disse emner i medierne. Rådenes offentliggørelse af årlige statusrapporter om bæredygtighed kunne skabe yderligere opmærksomhed om spørgsmålet og stimulere en offentlig debat.

4.2.7

Ressourcer: EØSU opfordrer medlemsstaterne til at bevilge de nationale råd tilstrækkelige midler, således at de kan varetage deres opgaver og tilføre debatterne og beslutningsprocessen om bæredygtighedsspørgsmål en reel merværdi.

4.2.8

Europæisk engagement: Udvalget opfordrer de nationale råd til at udveksle erfaringer og bedste praksis samt opretholde en åben dialog, især gennem en styrkelse af EEAC-netværket. Således kunne man effektivt viderebringe budskabet om bæredygtig udvikling på europæisk plan.

4.3

EØSU opfordrer ligeledes til, at de nationale råd udbygger deres evne til at samarbejde individuelt og kollektivt med EU-institutionerne om den europæiske dimension af politikken for bæredygtig udvikling set ud fra civilsamfundets synspunkt. EØSU (og især Observatoriet for Bæredygtig Udvikling) kunne yde et nyttigt bidrag ved at fremme et stærkere engagement i europæiske bæredygtighedsspørgsmål fra de nationale råd. EØSU kunne søge at etablere et regelmæssigt samarbejde med EEAC og dets medlemmer om fremtidige bæredygtighedsspørgsmål. Det kunne søge at fremme europæiske komparative studier om sådanne emner, hvor man især koncentrerer sig om civilsamfundets bidrag og rolle. Det kunne også søge at fremhæve og offentliggøre på eksempler på bedste praksis.

4.4

Udvalget pointerer, at en bred offentlig deltagelse i spørgsmål om bæredygtig udvikling er væsentlig, også uden for de nationale råd. Det opfordrer derfor alle beslutningstagere på nationalt, regionalt og lokalt plan til at inddrage civilsamfundsrepræsentanter i alle politiske afgørelser med et stærkt bæredygtighedsaspekt. Der findes ingen retningslinjer for fastlæggelsen af minimumsnormer for, hvad der er god praksis, når offentligheden skal inddrages. For at fremme deltagelsesprocessen henstiller EØSU, at man foretager en regelmæssig benchmarking eller belønner bedste praksis. De nationale råd skal også sørge for at arbejde snævert sammen med de andre organisationer og institutioner, som beskæftiger sig med bæredygtig udvikling i deres medlemsstat, f.eks. de nationale økonomiske og sociale råd.

4.5

Afslutningsvis påpeger EØSU, at de nationale råd kun kan yde en frugtbar indsat, hvis regeringerne er villige til at lytte og tage højde for deres anbefalinger. Det kræver også, at de tager konkrete skridt til at anlægge en mere bæredygtig tilgang i de nationale politikker samt stiller tilstrækkelige midler til rådighed.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/33

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) tilslutter sig Kommissionens forslag om på såvel internationalt som regionalt plan at træffe foranstaltninger til så hurtigt som muligt at ændre den nuværende uacceptable praksis for ophugning af skibe.

1.2

Den internationale skibsophugningssektor spænder i dag lige fra sikre, velregulerede tørdokanlæg til strande, hvor skibe ophugges med de bare hænder med et minimum af sundheds-, sikkerheds- og miljøbeskyttelse. De fleste handelsskibe ender i dag på en af disse strande i Sydasien. Internationalt er der en alvorlig mangel på ophugningsanlæg, hvor man arbejder på en socialt og miljømæssigt bæredygtig vis.

1.3

Udvalget er betænkelig ved, at denne situation vil blive forværret med stigningen i antallet af skibe, der i de næste par år tages ud af tjeneste som følge af den globale udfasning af enkeltskrogede olietankere — der skønnes at være et efterslæb på ca. 15 mio. Light Displacement Tonnage (LDT) (1) — og den seneste kraftige vækst i skibsbygningssektoren. En del af det overskud af skibe, der skal bortskaffes i de kommende år, skyldes foranstaltninger truffet af Den internationale søfartsorganisation (IMO), men på foranledning af EU for at beskytte sig eget miljø, så EU har et klart ansvar for, at der gøres noget.

1.4

De fleste skibsejere tager ikke i deres driftsomkostninger højde for en sikker, miljøforsvarlig bortskaffelse af udtjente skibe. En stor gruppe (2) ser dog et behov for handling og arbejder på at indføre frivillige foranstaltninger

1.5

Selv om der findes lovbestemmelser i EU, som skulle forhindre, at skibe foretager deres sidste rejse for at blive ophugget på steder med mangelfulde faciliteter, kan dette dog nemt omgås. EØSU har gentagne gange påpeget, senest i marts 2007 i sin udtalelse om grønbogen En fremtidig havpolitik for EU  (3), at medlemsstaterne hurtigst muligt bør ratificere internationale konventioner om søfartssikkerhed og miljøbeskyttelse og sørge for, at de håndhæves effektivt.

1.6

Det erkendes, at ophugningen af udtjente skibe er et kompliceret spørgsmål, da det for de udviklingslande, der kan tilbyde billig ophugning, er en væsentlig kilde til beskæftigelse og råstoffer. Samtidig erkender udvalget, at den strukturelle arbejdsløshed og andre sociale og juridiske problemer i visse områder af Sydasien hænger nøje sammen med, at selv minimumsnormer for sikkerhed på arbejdspladsen, for arbejdsvilkår og for miljøbeskyttelse ikke respekteres eller er ikke-eksisterende.

1.7

Via IMO bør der indføres strenge internationale bestemmelser for at identificere, kontrollere og ophugge udtjente skibe. Kontrolniveauet i denne ordning bør være lige så højt som i Basel-konventionen: alle Den internationale arbejdsorganisations relevante normer skal indgå i reglerne, ingen undtagelser bør tolereres og det skal forhindres, at udtjente skibe med farligt affald sætter kurs mod lande, som ikke har underskrevet konventionen, og som ikke råder over forsvarlige faciliteter.

1.8

Der vil dog gå flere år, før en sådan IMO-aftale vil kunne gennemføres. EØSU gør sig derfor til talsmand for:

1.9

EØSU er kraftig fortaler for, at man fremmer bedste praksis ved genanvendelsen af skibe og den forudgående rensning af skibe for gasformige og giftige affaldsstoffer inden for EU. Som et første afgørende skridt bør medlemsstaterne forpligte sig til at behandle alle statsejede skibe på denne måde, og der bør indføres bindende klausuler for udtjente skibe, når sådanne sælges til tredjepart. Ved at rense skibe, inden de udføres, vil man kunne sikre sydasiatiske destinationer rent, brugt stål, som der er så stort behov for. Til dette formål bør der udarbejdes en vejledning for for-rensningen af skibe.

1.10

Ved at yde finansiel og teknisk bistand til sydasiatiske lande til forbedring af deres installationer — således at skibe i det mindste ikke længere ophugges på stranden, men i aflukkede installationer på kajer eller i tørdokke, sikkerheden forbedres og faciliteter til efterfølgende behandling af affald tilvejebringes — kunne man løse nogle af de værste problemer.

1.11

EØSU erkender, at effektive foranstaltninger vil koste yderligere penge. Det støtter de af Kommissionen skitserede forslag til sikring af, at sådanne udgifter bliver en del af et skibs normale driftsudgifter. Især IMO og skibsejerne gør sig til talsmand for, at der for hvert skib bliver oprettet en genvindingsfond, der enten opbygges i skibets driftstid eller oprettes, når skibes sættes i drift. Forskellige finansinstitutioner vil kunne udforme og gennemføre sådanne foranstaltninger. Lykkes det ikke at indføre en sådan fond, burde EU overveje regionale mekanismer som f.eks. statsafgifter på havne eller lignende.

1.12

Hvis man ved udformningen af skibe tager hensyn til genanvendelsesmulighederne, fastlægger de eksisterende risici og erstatter så meget giftigt materiale som muligt, vil man på lang sigt kunne opnå positive resultater. EØSU støtter sådanne bestræbelser fra såvel EU's, IMO's og skibsejernes og skibsbyggernes side.

2.1

Baggrunden for udtalelsen er international skibsfart og den internationale transport af affald. Årligt ophugges 200-600 skibe for at kunne genbruge stålet og andre råstoffer fra disse. Meget af dette foregår på tidevandsstrande i sydasiatiske lande under ringe hensyntagen til arbejdstagernes sikkerhed og de miljømæssige konsekvenser. Mængden af farligt affald, især olieholdigt slam, olie, maling, pvc og asbest, som ophugningen af skibe i disse anlæg vil producere i de kommende næste år, fastsættes skønsmæssigt til 5,5 mio. ton.

2.2

Ingen af de anlæg, der anvendes til ophugning af skibe på det indiske subkontinent, har truffet foranstaltninger til at forebygge jord- og vandforurening, og affaldsbehandlingen opfylder sjældent selv de mest elementære miljønormer. På grund af de ringe sikkerhedsforanstaltninger sker der mange ulykker, og arbejdstagerne udsættes for sundhedsrisici på lang sigt, da de uden tilstrækkelig beskyttelse er i berøring med giftige materialer (4).

2.3

Overførslen af udtjente skibe fra industri- til udviklingslande falder ind under international lovgivning om overførsel af affald, og eksporten fra EU af skibe med farligt materiale er forbudt i henhold til EU's lovgivning om overførsel af affald. Overførsel til skibsmæglere og ændring af flagpolitikken slører dog spørgsmålet om ejerskab og ansvarlighed og gør det vanskeligt at gennemføre den eksisterende lovgivning og giver ansvarsløse ejere mulighed for at unddrage sig deres forpligtelser.

2.4

En del af løsningen består i at øge EU's kapacitet. Selv om dette ville være et positivt skridt, som kunne gælde for marinefartøjer og statsejede skibe, vil man sandsynligvis kun kunne behandle en lille procentdel af de forventede 105 mio. LDT, som skal ophugges inden 2020 (5).

2.5

I grønbogen søger man derfor også hurtigt at finde nye tilgange, som vil forbedre normerne på en rentabel og vidtrækkende måde i overensstemmelse med den ovenfor nævnte europæiske og internationale lovgivning.

3.1

I sine konklusioner af 20. november 2006 slog Ministerrådet fast, at en miljøansvarlig forvaltning af skibsophugning var en prioritet for Den Europæiske Union. Kommissionen havde allerede beskrevet sin holdning i grønbogen om en havpolitik fra juni 2006 (6) gående ud på, at en fremtidig EU-havpolitik skulle støtte internationale initiativer, der sigter mod bindende mindstekrav til skibsophugning og fremme af etableringen af miljøforsvarlige ophugningsanlæg.

3.2

Grønbogen præsenterer friske ideer for at fortsætte og intensivere dialogen med medlemsstaterne og interesseparterne og opfordrer til at formulere svar på en række centrale spørgsmål, som belyser hovedproblemerne.

3.3

Det vigtigste mål med denne indsats er miljø- og sundhedsbeskyttelse og ikke kunstigt at tilbageføre skibsophugningsaktiviteter til EU og dermed fratage de sydasiatiske lande en væsentlig indtægtskilde og nødvendige materialer. Det endelige mål er at sikre bæredygtige globale løsninger.

3.4

I øjeblikket er der en ophugningskapacitet i overensstemmelse med miljø- og sikkerhedskravene, der gør det muligt at behandle højst 2 mio. ton pr. år på verdensplan, hvilket svarer til ca. 30 % af den forventede ophugningsefterspørgsel i normale år. De fleste af disse anlæg — navnlig i Kina, men også i nogle EU-medlemsstater — kan ikke tilbyde de samme skrotpriser og har meget højere omkostninger end deres konkurrenter i Sydasien. Disse (og alle andre) anlæg vil snart blive sat under pres, da ca. 1.300 enkeltskrogede tankskibe skal tages ud af tjeneste frem til 2015 ifølge de foranstaltninger, der er blevet truffet efter katastroferne med Erika og Prestige  (7). Det mest foruroligende er, at sikkerheds- og miljønormerne bliver sænket yderligere, hvis der ansættes mindre kvalificerede arbejdstagere til at bearbejde den stærkt voksende volumen. Da behovet vil toppe i 2010, hvor det skønnes, at 800 enkeltskrogsskibe vil blive skrottet, er handling påtrængende nødvendig.

—

Mindre strenge lovkrav med hensyn til affald, sundhed og sikkerhed eller manglende håndhævelse af disse bestemmelser.

—

Betydeligt lavere lønomkostninger. Ved ophugning på stranden kan der ikke anvendes tungt maskineri, og derfor er manuelt arbejde fortsat en væsentlig omkostningsfaktor.

—

Forsyningen af skibe er uregelmæssig og varierende. Skibe tages almindeligvis ud af tjeneste, når fragtraterne er lave, og fartøjerne er meget forskellige i udformning og sammensætning.

—

På grund af lovkrav er markedet for skrot og genvundet skibsudstyr næsten ikke-eksisterende i OECD-landene.

3.11.1

Når det gælder den meget større handelsflåde skal der tages initiativer for at få shippingsektoren til at ændre den nuværende praksis. F.eks. kunne der som nævnt nedenfor indføres en finansieringsordning, hvor skibsejere og andre bidrager til sikker og miljøforsvarlig ophugning af skibe i hele verden.

3.14.1

Oprettelsen af en fond for bæredygtig ophugning af skibe som en obligatorisk del af den nye internationale ordning for skibsophugning via IMO kunne også være et positivt skridt. Den bestående olieforureningsfond under MARPOL-konventionen kan danne præcedens herfor.

(a)

EU-lovgivning, navnlig for enkeltskrogede olietankskibe.

(b)

Strømlining af støtten til skibsfarten og sammenkobling med miljøforsvarlig skibsophugning.

(c)

Indførelse af en europæisk certificeringsordning for miljøforsvarlig skibsophugning og priser for eksemplarisk miljøforsvarlig nyttiggørelse.

(d)

Mere international forskning i ophugning af skibe.

4.1

En stor del af nyttiggørelsen af skibe foregår på en måde, som strider imod internationalt vedtagne normer for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed samt miljøbeskyttelse.

4.2

Det er afgørende, at EU sikrer, at de sikkerhedsbestemmelser, det har indført på søfartsområdet, bl.a. for enkeltskrogede tankskibe, ikke resulterer i en simpel overflytning af problemet til udviklingslandene, men at det løses ved fuldt ud at implementere forordningen om overførsel af farligt affald, som er baseret på Basel-konventionen, og »Basel-forbuddet« og dets principper.

4.3

Ud over den tekniske og finansielle bistand til at forbedre vilkårene på skibsophugningsværfter i udviklingslande vil der være behov for finansielle midler til at rense forurenet jord og vand og afhjælpe andre skader forårsaget af ukontrollerede ophugningsaktiviteter. Det skal i denne forbindelse også understreges, at teknologiske fremskridt ikke alene vil kunne løse den form for problemer, der hænger sammen med situationen i udviklingslandene.

4.4

EØSU deler Kommissionens betænkeligheder med hensyn til dette spørgsmål og støtter også dens tilgang, som består i en kombination af mange forskellige foranstaltninger. I betragtning af, at der er et påtrængende behov for at forbedre anlæggene og vilkårene, især i Bangladesh, bør man hurtigt fastlægge de mest egnede former for bistand, regulering og incitamenter, således at man kan offentliggøre en hvidbog med forslag og iværksætte en relevant konsekvensvurdering. Skibsfartsindustrien erkender også behovet for at forbedre sundheds- og sikkerhedsnormerne på værfter for genanvendelse af skibe rundt omkring i verden (11) og er positiv over for den rolle, EU kan spille i denne forbindelse og den indflydelse, EU kan udøve inden for IMO.

5.1

For at gøre udtalelsen kort og klar har udvalget omsat sine særlige bemærkninger i konkrete handlingsforslag, som fremlægges i afsnittet »Konklusioner og anbefalinger« (pkt. 1.1 til 1.12) i begyndelsen af denne udtalelse.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/38

1.1

Klimaændringerne er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede. Foranstaltninger, der skal begrænse disse ændringer ved at nedbringe udledningen af drivhusgasser, er højeste prioritet. Men det er også vigtigt i god tid at træffe foranstaltninger, der kan sikre en tilpasning til de ændringer, der ikke kan forhindres. Grønbogen er et velkomment første skridt, der skal få Europa til at gøre noget ved problemet.

1.2

EØSU anbefaler, at der fastlægges en overordnet europæisk rammestrategi for tilpasningsforanstaltninger, der bør træffes på EU-niveau, nationalt niveau og af andre aktører.

1.3

Efter EØSU's mening bør nedenstående punkter behandles ved udformningen af den europæiske og de nationale tilpasningsstrategier:

2.1

Klimaændringerne er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede.

2.2

Verden har hidtil primært koncentreret sig om at forsøge at afbøde konsekvenserne af klimaændringer ved at mindske udledningen af drivhusgasser. Det står dog nu mere og mere klart, at de hidtidige emissioner i sig selv vil medføre en betydelig yderligere opvarmning af atmosfæren og havet gennem dette århundrede og også derefter. Det vil have store konsekvenser for klima- og vejrforhold samt det fysiske og naturlige miljø i hele verden. Vi bør derfor se nærmere på disse uundgåelige konsekvenser af den globale opvarmning og klimaændringerne og på, hvordan vi bedst kan tilpasse os dem.

2.3

Sådanne tilpasningsforanstaltninger bør dog ikke hindre indsatsen for at begrænse emissioner med henblik på at afbøde konsekvenserne af yderligere klimaændringer. Tværtimod bør erkendelsen af, hvor vanskeligt en tilpasning kan gå hen at blive netop styrke den enkeltes beslutsomhed for at opnå betydelige emissionsbegrænsninger. En uhæmmet stigning i emissioner vil betyde, at de kommende generationer vil få pålagt en meget mere vanskelig og bekostelig tilpasningsbyrde.

2.4

Bekæmpelses- og tilpasningsstrategier bør støtte og supplere hinanden. Det er nødvendigt at udforme troværdige og realistiske strategier, der skal begrænse udslippet af drivhusgasser til holdbare niveauer eller udsving inden for en realistisk tidsramme. Det bør herefter i tilpasningsstrategierne kortlægges, hvordan verden bedst kan tilpasse sig de mest sandsynlige udsving af uundgåelige klimaændringer, som målene for bekæmpelsen bygger på. Risikovurdering og risikostyring vil være vigtige redskaber for fastsættelsen af det nødvendige indsatsniveau og rækkefølgen af prioriteringer.

2.5

Kommissionen har i sin grønbog med stor nytte udpeget mange af de sektorer, der vil blive påvirket af klimaændringer, og den type problemer, der vil opstå.

2.6

Efter EØSU's mening er der nu gode argumenter for fastlæggelsen af en overordnet europæisk rammestrategi, der skal håndtere samtlige tilpasningsproblemer og fremsætte forslag til de foranstaltninger, der bør træffes på EU-niveau, nationalt niveau og af andre aktører.

2.7

Denne europæiske tilpasningsstrategi bør herefter lægge op til udformningen af nationale tilpasningsstrategier inden for en passende tidshorisont, efterfulgt af regelmæssige nationale gennemførelsesrapporter.

2.8

En sådan europæisk tilpasningsstrategi bør indeholde en solid ekstern dimension for, hvordan Europa kan hjælpe andre verdensdele med at håndtere deres tilpasningsproblemer.

2.9

Europa har brug for en solid og uafhængig institutionel struktur for at kunne organisere den nødvendige forskning og overvågning og for at holde de politiske organer ansvarlige for leveringen af den nødvendige indsats i god tid. Civilsamfundet bør inddrages fuldt ud i disse institutioners arbejde.

3.1

EØSU går overvejende ind for de forskellige indsatsområder, der nævnes i grønbogen. I overensstemmelse med grønbogen anbefaler EØSU, at EU og medlemsstaterne nu bør udarbejde konkrete programmer og foranstaltninger for hvert af disse områder inden for rammerne af deres overordnede strategier. Der bør udarbejdes tidsplaner og handlingsplaner samt stilles tilstrækkelige økonomiske midler til rådighed.

3.2

For de fleste af områdernes vedkommende ligger hovedansvaret for planlægningen af det nødvendige arbejde hos de nationale og lokale myndigheder. EU-institutionerne bør dog have en vigtig rolle at spille med at fastlægge rammen for og fremme og støtte den nationale tilpasningsindsats. EØSU foreslår navnlig, at EU bør:

4.1

Kystbeskyttelse — Vandstanden i havene vil stige som følge af smeltende is og øgede havtemperaturer. Det vil i nogle regioner blive nødvendigt at bygge eller forstærke fysiske barrierer for at beskytte land- og beboelsesområder. I andre regioner kan en organiseret tilbagetrækning og skabelsen af beskyttende marskområder være en mere hensigtsmæssig strategi kombineret med en genhusning af beboere på udsatte grunde.

4.2

Oversvømmelse — Klimaændringerne vil sandsynligvis resultere i et mere ustadigt vejrmønster med længere tørkeperioder afbrudt af kortere perioder med stærk nedbør og hurtig afstrømning og oversvømmelse til følge. Planerne for beskyttelse mod oversvømmelser bør opdateres, således at de tager hensyn til de nye vejrforhold. I nogle tilfælde vil der være behov for nye programmer for oversvømmelsessikring. I andre kan det være nødvendigt at skabe eller genoprette flodsletter og oversvømmelsesbassiner. Det vil muligvis være nødvendigt at begrænse ny bebyggelse i sådanne områder og i stedet overveje genhusning.

4.3

Vandressourcer og -mangel — Vandressourcerne er allerede knappe i mange dele af Europa, og dette problem vil sandsynligvis blive mere akut, da klimaændringerne resulterer i længere perioder med lave nedbørsmængder og tørke. Det kan blive nødvendigt at træffe foranstaltninger for at forsyne udsatte områder med nye vandkilder (fx ved afsaltning eller vandledninger over lange afstande) og for at sikre en mere effektiv forvaltning af vandforbruget. Det er nødvendigt at styrke incitamenterne til fremme af et effektivt vandforbrug (herunder prissætning af vand). Der kan ligeledes være behov for at hindre aktiviteter såsom intensivt landbrug eller turisme i de mest sårbare områder. (EØSU forbereder i øjeblikket en særlig og mere udførlig udtalelse om vandmangel og tørke).

4.4

Risikoen for og forekomsten af alvorlige brande øger allerede i områder som f.eks. det sydlige Europa, der bliver varmere og mere tørre og med yderligere temperaturstigninger også vil blive mere barske. Beskyttelsestiltag og beredskab må styrkes og koordineres bedre. (EØSU udarbejder en særlig og mere udførlig udtalelse om naturkatastrofer og civilbeskyttelse).

4.5

Folkesundhed — Klimaændringerne kan have konsekvenser for folkesundheden på en række forskellige måder. Klimaændringer kan resultere i en omfattende spredning af vektorbårne sygdomme, herunder navnlig en spredning mod nord af en række sygdomme, der førhen kun fandtes i de tropiske egne. Ekstreme temperaturforskelle kan også have en mere direkte effekt. Det er nødvendigt at udarbejde planer for at forberede sig på disse ændringer.

4.6

Landbrug — Landbruget vil i høj grad blive påvirket af klimaændringerne. Temperatur- og nedbørsvariationer vil påvirke jordens egnethed til forskellige landbrugsformål og vil medføre store ændringer i kvaliteten og kvantiteten af den produktion, som er mulig, og derved i rentabiliteten af en række landbrugsordninger i forskellige dele af Europa.

4.6.1

Det sundhedstjek af den fælles landbrugspolitik, som skal gennemføres i 2008, vil gøre det muligt at foretage yderligere ændringer, der kan tilskynde landbrugerne til at tilpasse deres landbrugspraksis til de klimaændringer, som der nu er udsigt til.

4.6.2

Landbrugsforskningen i nye afgrøder og dyrkningsmetoder, der er bedre egnede til de nye klimaforhold, er nødt til at blive udvidet. Ligeledes er det nødvendigt at evaluere klimaændringernes indvirkning på mulighederne for dyreopdræt i forskellige dele af Europa samt hvordan man bekæmper spredning af sygdomme som følge af klimaændringerne. (EØSU vil snart udarbejde en særlig og mere udførlig udtalelse om klimaændringer og landbrug).

4.7

Biodiversitet — Klimaændringerne kommer i høj grad til at ændre træers, dyrs og planters habitater i hele Europa. Bestemte arter vil i nogle tilfælde ikke længere kunne overleve i de ændrede habitater eller vil være særligt udryddelsestruede. Nogle arter kan uden problemer tilpasse sig nye habitater gennem en naturlig omstillingsproces, mens andre har brug for hjælp til denne omstillingsproces for at kunne overleve. Nuværende biodiversitetsstrategier og -programmer bør opdateres, og ressourcer bør afsættes, så omstillingsprocessen kan gennemføres uden et for stort tab af arter.

4.8

Træer og skove vil også blive betydeligt påvirket af klimaændringerne. Visse områder kan blive mindre gunstige for nogle arter, mens andre områder faktisk kan blive mere gunstige for visse arter. Programmerne for plantning, genplantning, træpleje og skovforvaltning må tilpasses i henhold hertil.

4.9

Planlægning af arealanvendelse — Planlægningen af byer og andre beboelsesområder og af transport og infrastruktur vil i stigende grad være nødt til at tage hensyn til ændringer i temperatur- og vejrforhold. Der må tages højde herfor i designstandarder og fagpraksis og -uddannelser. I individuelle udviklingsprogrammer og -projekter bør man ligeledes tage hensyn til klimaændringernes konsekvenser. Metoder til konsekvensanalyse må tilsvarende tilpasses.

4.10

Bygninger — Bygge- og anlægsbranchen vil blive hårdt ramt af klimaændringerne. Vi har brug for strengere minimumsregler for energieffektivitet i bygninger, bedre byggestandarder osv. Det er også nødvendigt i højere grad at give borgerne adgang til oplysninger om god praksis og om, hvilke metoder, materialer og tilskudsordninger, der står til rådighed i forbindelse med nybyggeri og renovering af ældre bygninger med henblik på at mindske elforbruget og tilpasse bygningerne til ændringer i temperatur- og vejrforhold.

4.11

EU-budgettet — EØSU henstiller, at det årlige budget ligeledes bør indeholde et kapitel om tilpasning på de politikområder, der har behov for umiddelbare investeringer (fx energi, forskning, landbrug, transport, byggestandarder, støtte til naturkatastrofer, beskyttelse af biodiversitet, offentlig sundhedspolitik m.m.). Den næste finansielle ramme bør give en meget højere andel af tilgængelige ressourcer til programmer for at mindske og fortage tilpasninger til klimaændringerne. Medlemsstaterne bør tilsvarende ændre deres egne nationale budgetter og udgiftsplaner.

4.12

Strukturfonde — Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Samhørighedsfonden og IPA (instrument til førtiltrædelsesbistand) indeholder kriterier for støtte til miljøprojekter, men tilpasning til klimaændringer nævnes ikke udtrykkeligt, og konsekvensanalyserne er ofte ikke tilfredsstillende (mange transport- og energiprojekter er direkte skadelige for miljø og klima). I de næste evalueringer af alle disse programmer bør en langt større procentdel af tilgængelige midler afsættes til støtteforanstaltninger for mindskelse af klimaændringer og tilpasning hertil.

4.13

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) bør lade klimaændringer indgå i deres budgetprocedurer og kriterier for evaluering af projekter og programmer.

4.14

Forsikringsbranchen har udvist stor interesse for klimaændringer og tager i stigende grad højde herfor i dens beslutninger om, hvilke begivenheder den er villig til at forsikre og på hvilke betingelser. EU og medlemsstaterne kunne udstikke de institutionelle rammer for en løbende dialog med forsikringssektoren og derved sikre, at denne kan gøre sit yderste for at hjælpe virksomheder og andre med at tilpasse sig klimaændringerne.

4.15

Udviklingslandene — Mange udviklingslande vil få langt større tilpasningsproblemer end Europa og har langt færre ressourcer til at løse dem. Nogle af de mindst udviklede lande har næsten ikke bidraget til klimaændringerne, men vil blive blandt de værst ramte og have et meget stærkt krav på retfærdighed og ret til støtte og samarbejde. De vil få brug for støtte fra den industrialiserede verden i form af menneskelige, tekniske og finansielle ressourcer for at kunne tilpasse sig på passende vis. Europa bør spille en ledende rolle ved at yde ekstraressourcer til tilpasningsforanstaltningerne i egne kollektive og nationale udviklingsbistandsprogrammer og ved at bistå den internationale finansverden med at tilpasse sig tilpasningsudfordringerne.

4.16

Visse egne i verden vil blive langt mindre velegnede til bosættelse (og i ekstreme tilfælde endda næsten ubeboelige) enten som følge af stigninger i havenes vandstand eller ekstreme vejrforhold. Klimaændringerne kan føre til et voksende pres for øget indvandring til Europa fra andre dele af verden samt til befolkningsforandringer inden for Europa. Udviklingsagenturer og andre relevante offentlige myndigheder bør være forberedte på at bistå udviklingslandene med i god tid at identificere sådanne situationer og hjælpe til med at udarbejde eventuelt nødvendige strategier til befolkningsflytninger.

4.17

De mulige konsekvenser af klimaændringerne på nationalt og lokalt niveau i Europa og ændringernes sandsynlige tempo står endnu ikke helt klart, og der er derfor behov for yderligere omfattende forskning og analyser for at forbedre og finjustere prognoserne. Det Europæiske Miljøagentur kan spille en konstruktiv rolle som europæisk koordineringspunkt for al relevant forskning, overvågning, analyse og prognosticering på området samt som formidler af de mest tilgængelige oplysninger til beslutningstagere og andre, der beskæftiger sig med den detaljerede gennemførelse af tilpasningsstrategier. EØSU er selv villig til at gøre sit for at fremme et mere indgående og udbredt kendskab til klimaændringernes konsekvenser i de forskellige dele af Europa samt behovet for tilpasningsforanstaltninger.

4.18

Civilsamfundet bør engagere sig aktivt i indsatsen for at tilpasse sig klimaændringerne. Lokalsamfund, virksomheder og alle former for organisationer vil i stigende grad blive berørt af klimaændringer og bør deltage i formuleringen af løsningsforslag. Mennesker og organisationer af alle typer bør have en dybere forståelse for de ændringer, der allerede er undervejs, og som sandsynligvis vil finde sted fremover i deres eget og deres børns liv. De bør også have en meget større viden om, hvilke konsekvenser det vil have for dem at afbøde og tilpasse sig klimaændringerne. Viden om disse problemer bør i stigende grad blive et centralt element i de formelle og uformelle undervisningsplaner.

4.19

EØSU understreger betydningen af at inddrage civilsamfundet på alle niveauer og kommunikere med forbrugerne og den brede offentlighed. Udvalget støtter fuldt ud grønbogens forslag om sektorvise arbejdsgrupper, hvor de berørte parter indgår, så man kan udvikle de fornødne sektorspecifikke løsninger. En vigtig opgave for sådanne grupper bør være at udvikle teknikker til at evaluere risikoniveauer og revidere organisationers og kommuners beredskab til at træffe forholdsregler i tilfælde af ekstremt vejrlig og andre katastrofer, som kan blive mere alvorlige eller hyppige, efterhånden som klimaændringerne udvikler sig.

4.20

De regionale og lokale myndigheder spiller en vigtig rolle, hvad angår koordination af og tilskyndelse til aktiviteter på deres niveauer og mobilisering af borgernes forståelse og engagement. De offentlige myndigheder på alle niveauer kan også spille en afgørende rolle, når det gælder om at gå forrest med passende planlægning af egne bygninger og udviklingsprojekter og i forbindelse med indkøbspolitikker.

4.21

Det foreslås i grønbogen, at der nedsættes en europæisk rådgivende gruppe om tilpasning til klimaændringerne bestående af repræsentanter for civilsamfundet, planlæggere og forskere, der skal fungere som en ekspertgruppe, mens strategien udvikles. Udvalget støtter tanken om en sådan gruppe.

4.22

EØSU foreslår desuden, at EU overvejer at etablere en uafhængig kontrolinstans med en uafhængig formand, der skal have til opgave at evaluere fremskridtene i hele klimaændringsstrategien (både tilpasning og bekæmpelse). Kontrolinstansen bør regelmæssigt udarbejde offentlige rapporter om udviklingen og udsende tidlige varsler, hvis foranstaltninger halter bagefter forpligtelserne, alt afhængig af den enkelte situation. EØSU agter også selv løbende at holde tæt øje med udviklingen på dette område.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/42

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over, at Kommissionen i sit forslag til en reform af den fælles markedsordning for vin principielt foreslår, at den særlige markedsordning for vin skal bevares. Udvalget havde dog gerne set, at Kommissionen havde taget en række af de forslag til følge, der blev fremsat i udvalgets udtalelse af 14. december 2006 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Mod en bæredygtig europæisk vinsektor« (1).

1.2

EØSU genfremsætter sit krav om, at reformens vigtigste målsætning bør være at forbedre de europæiske vines konkurrenceevne og generobre markedsandele. I forbindelse med reformen og ved indgåelse af aftaler om samhandelen med tredjelande bør Kommissionen i højere grad tage hensyn til den europæiske vinsektors position som verdens førende.

1.3

Udvalget understreger, at vin og vinproduktion er en væsentlig og integreret del af europæisk kultur og livsform. Vinproduktionen præger de sociale og økonomiske forhold i mange vinproducerende regioner i Europa. Derfor lægger udvalget vægt på, at reformens målsætninger og foranstaltninger ikke blot tager hensyn til de økonomiske konsekvenser, men også til følgerne for beskæftigelsen, den sociale struktur, miljøet — navnlig som konsekvens af rydningsprogrammerne — og for forbrugerbeskyttelsen og sundheden. Disse hensyn er ikke i tilstrækkelig grad tilgodeset i Kommissionens forslag.

1.4

Udvalget gør opmærksom på, at vinproduktion er eksistensgrundlag for 1,5 mio. overvejende små familiebrug i EU, og at produktionen giver beskæftigelse til over 2,5 mio. arbejdstagere, i hvert fald hvis sæsonarbejdere medregnes. Derfor vil udvalget være meget opmærksom på, at reformen satser på foranstaltninger med en positiv indvirkning på vinavlernes indtjening og beskæftigelsesmulighederne i den europæiske vinsektor.

1.5

EØSU betragter Kommissionens forslag om at give hver vinproducerende medlemsstat rådighed over et nationalt budget som et vigtigt bidrag dels til mere subsidiaritet, dels til større hensyntagen til regionale forskelle. Kataloget over støtteinstrumenter bør imidlertid udvides, hvis reformens målsætninger skal nås.

1.6

Det er udvalgets vurdering, at de forslag til foranstaltninger på forbrugeroplysningsområdet, som Kommissionen har fremlagt, er utilstrækkelige. EØSU hilser forslagene vedrørende salgsfremmende foranstaltninger på eksportmarkederne velkommen, men mener, at der er behov for, at de udvides til også at omfatte det indre marked.

2.1

Navnlig på følgende områder foreslår Kommissionen, at den fælles markedsordning for vin reformeres:

3.1

EØSU er stort set enig i de mål, som Kommissionen har anført i sit forslag. Hvad angår de foreslåede foranstaltninger, mener udvalget imidlertid, at der er behov for justeringer og forbedringer.

3.2

EØSU gentager sine krav om en forbedring af de europæiske vinproducenters konkurrenceevne i det indre marked og på eksportmarkederne, styrkelse af erhvervsmiljøet i EU, støtte til forbedring af kvaliteten og bedre tilpasning til markedsudviklingen og forbrugernes præferencer. Kommissionen har i det forelagte forordningsforslag ikke i tilstrækkeligt omfang taget hensyn til disse krav.

3.3

Udvalget lægger fortsat vægt på, at de økonomiske målsætninger konkretiseres, og at de suppleres med sociale og beskæftigelsespolitiske mål, herunder forbedringer af vinbrugenes indtjeningsmuligheder, udviklingsperspektiver for unge vinavlere, varig beskæftigelse og passende aflønning af fuldtidsansatte og sæsonarbejdere.

3.4

Udvalget er fortsat kritisk over for en overdragelse af beføjelser fra Ministerrådet til Kommissionen, f.eks. i forbindelse med tilladelse til brug af nyere vinfremstillingsmetoder, eftersom Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har forsvaret de europæiske vinproducenters interesser i forhandlinger om bilaterale aftaler.

3.5

Udvalget bekræfter sit synspunkt om, at der skal afsættes flere økonomiske midler end de nuværende for at tage højde for, at yderligere to producentlande er tiltrådt EU.

3.6

EØSU gentager sit krav om en bedre og mere omfattende markedsobservation for at opnå bedre tal om produktion, handel og forbrug som grundlag for organiseringen af vinmarkedet. De samlede tal, som indtil videre er blevet anvendt, er vigtige, men utilstrækkelige. Der er ligeledes behov for ajourførte informationer om ændringer i produktionsstrukturerne, distributionskæden og forbrugernes adfærd.

3.7

EØSU støtter Kommissionens synspunkt om, at den nye markedsordning for vin bør træde i kraft snarest muligt. Udvalget er imidlertid af den opfattelse, at der er behov for en udfasningsperiode for at give brugene mulighed for gradvis at tilpasse sig de nye rammebetingelser i det omfang, de har behov for det.

3.8

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har lempet sit forslag om et rydningsprogram. Udvalget mener imidlertid, at det vil være fornuftigt at gennemføre de pågældende foranstaltninger inden for rammerne af de regionale og/eller nationale strukturprogrammer for at forhindre uheldige konsekvenser af enkeltstående rydninger (f.eks. braklagte arealer i vinbjerge) og sikre en struktureret gennemførelse.

3.9

Udvalget gentager sin modstand mod en fuldstændig liberalisering af plantningsbestemmelserne, da den bringer de økonomiske, sociale og miljøpolitiske mål i reformen og hensynet til landskabsbevaringen i fare.

4.1.1

EØSU bifalder, at forslaget ved at indføre et nationalt budget i princippet tilgodeser udvalgets krav om, at der tages større hensyn til de regionale forskelle og subsidiariteten inden for vinsektoren. Udvalget mener imidlertid, at de foreslåede støtteforanstaltninger er utilstrækkelige.

4.1.2

EØSU er enig med Kommissionen i, at en konsekvent og passende fællesskabsramme bør fastholdes. Inden for denne ramme bør medlemsstaterne kunne udvælge de foranstaltninger, de vil anvende i netop deres vindyrkningsområder. I den forbindelse kan producent- og brancheorganisationer, reguleringsinstanser og lignende spille en fremtrædende rolle.

4.1.3

Udvalget er fortaler for en bred vifte af foranstaltninger for at nå målsætningerne i den fælles markedsordning. EØSU henviser til sine tidligere udtalelser om reformen af den fælles markedsordning for vin (2), i hvilke udvalget bl.a. har krævet for det første en indførelse af programmer til fremme af kvaliteten i dyrkning, forarbejdning, lagring og markedsføring af vin og på forbrugeroplysningsområdet, for det andet foranstaltninger til gavn for de ugunstigt stillede områder og for det tredje en mulighed for arealbaserede direkte betalinger.

4.1.4

EØSU gentager sit krav om sammenhængende og integrerede foranstaltninger for at opnå den størst mulige effektivitet. Foranstaltningerne bør derfor indarbejdes i bredt anlagte planer for hele produktionskæden fra dyrkning over forarbejdning til distribution. Foranstaltningerne bør ligeledes omfatte udvikling af alternative afsætningsmarkeder for alle drueprodukter.

4.1.5

Udvalget skal endnu en gang udtrykkeligt gøre opmærksom på sit krav om, at der indføres et særligt støtteprogram for ugunstigt stillede vindyrkningsområder, f.eks. skrånende og stærkt skrånende arealer eller områder, der er udsat for ekstremt klima.

4.1.6

EØSU glæder sig over, at Kommissionen inden for rammerne af det nationale budget har tillagt eksportstøtteforanstaltningerne væsentlig betydning. Derudover er der imidlertid behov for en oplysningsindsats over for forbrugerne i det indre marked for at informere dem om vindyrkningens kultur og navnlig om fordelene ved et moderat vinforbrug samt farerne ved misbrug. Udvalget gentager sit krav om, at Kommissionen støtter etableringen af et europæisk markedsobservatorium.

4.1.7

Udvalget mener ikke, at en omgående fjernelse af interventionsforanstaltningerne er forsvarlig. Derfor henstiller EØSU, at der i det nationale budget gives mulighed for at opnå støtte dels til destillation med henblik på fremstilling af konsumalkohol, dels til privat oplagring i udfasningsperioden 2008-2010.

4.1.8

Udvalget mener, at der inden for rammerne af det nationale budget bør indføres krisestyringsforanstaltninger, der er baseret på en ordning, hvor producenterne har et medansvar. De foranstaltninger, der er planlagt på nuværende tidspunkt (høstforsikring og gensidige fonde) er ikke tilstrækkelige til at afbøde virkningerne af konjunkturkriser. Derfor bør det undersøges, om de hidtidige krisedestillationsordninger har været effektive, og om der kan indføres en krisedestillationsordning inden for rammerne af det nationale budget.

4.1.9

Det gældende forbud mod fuldstændig udpresning af druer, mask og bærme har vist sig hensigtsmæssigt med hensyn til dels at sikre produkternes kvalitet, dels forhindre eventuelt misbrug. Forbuddet bør derfor videreføres. Medlemsstaterne bør have beføjelse til at øge den procentmæssige andel af produktionen, der i et givent år skal destilleres.

4.1.10

Udvalget noterer sig, at Kommissionen har udarbejdet et forslag om fordelingen af midler i det nationale budget. For de nye medlemsstater, der ikke har nogen forhistorie i denne sammenhæng, bør der imidlertid fastsættes en særlig fordelingsnøgle med udgangspunkt i landenes andel af det samlede dyrkningsareal.

4.2.1

EØSU har i forskellige udtalelser fremhævet den anden søjles betydning for den fremtidige udvikling af landdistrikterne, som de europæiske vindyrkningsområder er en del af. I lyset af denne principielle målsætning går udvalget ind for, at de foranstaltninger til løsning af vinsektorens særlige problemer, der diskuteres i forbindelse med reformen af den fælles markedsordning for vin, som helhed finansieres over vinbudgettet. Derfor bør budgettet hverken beskæres ved nedskæringer eller ved finansielle overførsler.

4.3.1

EØSU mener, at der er et tvingende behov for en internationalt accepteret definition af produktet vin. Dette følger ligeledes af fastlæggelsen af anerkendte produktionsmetoder. Det bør præciseres, at de såkaldte »frugtvine« ikke er omfattet af den fælles markedsordning for vin.

4.3.2

Udvalget går ind for, at brug af OIV-standarderne som rettesnor for vinfremstillingsmetoderne inddrages mere konsekvent i den strategiske udformning af bilaterale eller internationale handelsaftaler. At tillade enhver metode, blot den er accepteret ét eller andet sted i verden, er i modstrid med en mere udstrakt brug af OIV-standarderne som rettesnor for de europæiske vine og ville medføre yderligere konkurrenceforvridninger. Udvalget er ligeledes imod forslaget om i forbindelse med eksport af vine at tillade ønologiske fremgangsmåder, der er forbudt ved markedsføring på det indre marked.

4.3.3

EØSU går ind for, at der udarbejdes en oversigt over tilladte ønologiske fremgangsmåder, og at denne vedlægges forordningen som bilag. Rådet bør have beføjelse til at ajourføre metoderne og give tilladelse til anvendelse af nye fremgangsmåder.

4.3.4

Udvalget glæder sig over, at Kommissionen har taget afstand fra planen om at give tilladelse til dels at fremstille vin af druemost eller koncentreret druemost i Europa, dels at blande produkter fra lande uden for EU med europæiske produkter.

4.3.5

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til forskellene i EU, hvad angår lokale produktionsforhold samt klima og vejrlig, når den fremsætter forslag om regler for produktionen. Udvalget gør opmærksom på, at emnet er ømtåleligt og ikke må føre til splid i den europæiske vinsektor, endsige til at der blokeres for reformforslagene. EØSU er dog enig i kravet om strengere kontrol med samtlige ønologiske fremgangsmåder for at forbedre og sikre vinenes kvalitet.

4.3.6

Derfor vurderer EØSU Kommissionens forslag på baggrund af udvalgets tidligere udtalelse, Kommissionens egne analyser, den foreslåede liberalisering af vinfremstillingsmetoderne, anerkendelsen af vinfremstillingsmetoder i bilaterale aftaler og af reformens målsætning, navnlig forbedringen af konkurrenceevnen og sænkningen af produktionsomkostningerne. En afvejning af fordele og ulemper i Kommissionens forslag fører udvalget frem til at støtte en principiel videreførelse af de gældende regler om anvendelse af sukker og støtte til koncentreret druemost.

4.4.1

EØSU bifalder, at Kommissionen har præciseret sit forslag om angivelse af vinenes oprindelse. Udvalget har i lighed med Kommissionen den opfattelse, at begrebet kvalitetsvin inden for Fællesskabet bl.a. er baseret på de særlige kendetegn, der skyldes vinens geografiske oprindelse. Beskyttelsen af oprindelsesbetegnelserne og de geografiske betegnelser har høj prioritet. Derfor bør anvendelse af bestemte oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser også knyttes til vinproduktionen inden for geografisk afgrænsede områder.

4.4.2

Udvalget hilser det velkommen, at Kommissionen i mellemtiden har gjort rede for og præciseret sit forslag, således at velafprøvede kvalitetssikringssystemer, der ikke eller ikke udelukkende er baseret på princippet om oprindelsesbetegnelser, kan videreføres. Navnlig kontrol af kvalitetsvine har i mange lande været en effektiv løsning til gavn for producenterne og især forbrugerne.

4.4.3

Ikke desto mindre er der fortsat en del ubesvarede spørgsmål, hvad angår foreneligheden med Kommissionens forordning (EF) nr. 753/2002 af 29. april 2002 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 for så vidt angår beskrivelse, betegnelse, præsentation og beskyttelse af visse vinprodukter (3). EØSU kræver derfor, at der fremlægges en sammenligningstabel for at kunne vurdere konsekvenserne for de geografiske og traditionelle betegnelser.

4.5.1

EØSU's vurdering er, at forslagene er meget komplicerede, og udvalget forventer, at Kommissionen foretager en nøje simulation af følgerne af de foreslåede ændringer.

4.5.2

EØSU gør opmærksom på, at der først for nylig efter årelange diskussioner blev opnået enighed om en ændring af bestemmelserne om betegnelser. Udvalget opfordrer Kommissionen til at gøre rede for, hvilke nye synspunkter der ikke er blevet taget hensyn til i forbindelse med den netop afsluttede diskussion.

4.5.3

Udvalget støtter forenklinger af etiketteringsreglerne, hvis formålet er bedre forbrugeroplysning. Ændringerne må imidlertid ikke medføre øget risiko for konkurrenceforvridninger eller vildledning af forbrugerne og et væld af retssager. Ud fra denne synsvinkel er det foruroligende, at Kommissionen bl.a. foreslår at gøre det frivilligt at angive druesort og årgang for vine uden oprindelsesbetegnelse og/eller geografisk betegnelse. Forslaget kan kun accepteres på den betingelse, at disse vine for at tilgodese hensynet til forbrugerbeskyttelsen og for at undgå vildledning og illoyal konkurrence kan spores ved hjælp af et kontrol- og certificeringssystem.

4.5.4

Udvalget gør opmærksom på, at antallet af sprog stiger i et EU, der bliver stadig større, og at dette kan medføre hindringer for samhandelen, som det ses i øjeblikket i forbindelse med angivelsen af sulfitindholdet. Etiketteringen skal, når det drejer sig om obligatoriske oplysninger om f.eks. tilsætningsstoffer, kunne udformes på en sådan måde, at den er forståelig for en gennemsnitlig forbruger.

4.6.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har ændret sit forslag vedrørende rydningsordningerne og beskåret det planlagte budget. I det omfang, rydningen skal tilbydes i en begrænset periode på tre til fem år som et led i de regionale og/eller nationale strukturprogrammer under den samlede vifte af fællesskabsforanstaltninger, anerkender udvalget dens betydning som markedsordningsinstrument. Rydning bør anvendes til fjernelse af vinstokke fra arealer, der er uegnede til vindyrkning, og som en frivillig hjælp til at afbøde de sociale virkninger af en afvikling af produktionen på brug, der ikke er rentable.

4.6.2

EØSU bifalder, at Kommissionen har ændret på sin oprindelige tidsplan for liberaliseringen af plantningsreglerne. Udvalget kan imidlertid heller ikke tilslutte sig en fuldstændig liberalisering, selvom denne udskydes til senere, eftersom dette bringer de økonomiske, sociale og miljøpolitiske mål i reformen og hensynet til landskabsbevaringen i fare. EØSU kan ikke støtte, at vindyrkningen flyttes fra vinkulturlandskaberne til arealer, hvor det er billigere at dyrke vin, da dette efter udvalgets opfattelse er uforeneligt med det samlede hensyn til beskæftigelsen, vindyrkningsområdernes infrastruktur og økonomi, den sociale struktur, miljøet og naturbeskyttelsen.

4.6.3

Hvis ikke ordningen for plantningsrettigheder kombineret med et nyplantningsforbud skal videreføres, bør de lovgivningsmæssige rammebetingelser give mulighed for, at de vinproducerende regioner kan videreføre eller udforme deres egne plantningsrettigheder eller regler i overensstemmelse med målene i den fælles markedsordning for vin.

4.7.1

EØSU mener ikke, at Kommissionens forslag lever op til formålet om at generobre markedsandele i det indre marked fra vine fra tredjelande, navnlig »den nye verden«.

4.7.2

Udvalget opfordrer Kommissionen til at afsætte midler i det nationale budget til forbrugeroplysning og salgsfremmende foranstaltninger ikke kun på eksportmarkederne, men også i det indre marked. I den forbindelse skal der navnlig satses på omfattende oplysning om fordelene ved et moderat forbrug af vin som led i en sund kost og moderne livsform.

4.7.3

EØSU understreger, at oplysningsindsatsen og de salgsfremmende foranstaltninger bør omfatte alle drueprodukter.

4.7.4

Udvalget henstiller, at foranstaltningerne kædes sammen turisme, gastronomi og andre produkter fra de vinproducerende regioner.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/47

1.1

Den 13. september 2006 vedtog Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en initiativudtalelse om »Fremtidsperspektiver for landbruget i områder med særlige naturbetingede handicap (bjergegne, øer og ultraperifere regioner)« (1).

1.1.1

Udtalelsen bruger et helt kapitel (punkt 4) på bjergegnenes problematik og understreger bl.a. behovet for:

1.2

Under en politisk dialog efter Regionsudvalgets plenarforsamling den 7. december 2006 udtalte Kommissionens formand, José Manuel Barroso, at han gik ind for udarbejdelse af en grønbog om bjergpolitikkens fremtid.

1.3

Det er baggrunden for, at EØSU har fundet det hensigtsmæssigt at udarbejde en tillægsudtalelse, der giver udtryk for EØSU's holdning til idéen om at udarbejde en sådan grønbog.

1.4

Bjergområder leverer faktisk mange offentlige og økonomiske goder og tjenester til gavn for hele Europas befolkning, bl.a.:

1.5

Produktionen af disse goder og tjenester bringes i fare, hvis bjergområderne ikke forvaltes hensigtsmæssigt af de mennesker, der bor der.

1.6

Nu og i fremtiden kommer der nye udfordringer, der skal tages op: styrkelse af den økonomiske konkurrenceevne, demografiens forandring, klimaændringer osv. Disse udfordringer findes i alle egne, men deres effekt er meget mere markant i bjergegne og kræver derfor specifikke løsninger.

1.7

Hovedparten af politikkerne i bjergegne er imidlertid sektorpolitikker, der ofte bliver fastlagt uden for disse områder og uden særlig hensyntagen til bjergegnenes specifikke karakter. Der er en tendens til, at de offentlige politikker for bjergegne udvandes, idet de udstrækkes til andre områder og ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til bjergegnenes særlige karakteristika. Samtidig tager europæiske og nationale politikker i stadig højere grad sigte på regionernes komparative fordele, som det drejer sig om at fremme eller udvikle.

1.8

Trods deres betydning på europæisk niveau lider bjergområderne under en vis marginalisering i EU-politikkerne og en alvorlig mangel på anerkendelse af deres betydelige potentiale som medskabere af vækst og diversitet i Europa, bl.a. på baggrund af deres innovative initiativer.

1.9

Det er grunden til, at EØSU gør sig til talsmand for en meget mere sammenhængende og meget bedre integreret politisk strategi. Bjergområderne har behov for en tværgående og regional vinkel på deres bæredygtige udvikling.

1.10

Med en EU-grønbog om bjergpolitikkens fremtid kunne man rationalisere og konsolidere de eksisterende EU-politikker og -initiativer med henblik på at gøre dem mere effektive i bjergområdernes særlige kontekst. Dette er særlig relevant for landbruget i bjergegne som nævnt i denne udtalelse. I de fleste europæiske bjergegne er landbruget det grundlag, som de øvrige aktiviteter af social og økonomisk karakter, fødevareproduktion, turisme osv. udvikler sig fra, og som attraktionsværdien opbygges på. EU's fælles landbrugspolitik har således en stor rolle at spille og bør medtages i grønbogens status over EU's politikker i bjergområderne.

1.11

EØSU anmoder om, at grønbogen om bjergpolitikkens fremtid hurtigst muligt sættes på Kommissionens arbejdsprogram med henblik på at præcisere, hvilke emner der har strategisk betydning for bjergegnene i EU's medlemsstater, hvilke opgaver de forskellige myndighedsniveauer og økonomiske sektorer skal varetage, og hvordan koordineringen skal foregå. Grønbogen bør endvidere konsolidere de specifikke statistiske data, som politikkerne i bjergegne bygger på, undersøge, hvilke støtte- og ledsageforanstaltninger der skal iværksættes i bjergegne i lyset af de strategiske målsætninger, EU har fastlagt, og fremlægge forslag til, hvordan de offentlige europæiske og nationale politikker kan udvikles.

1.12

Som en medvirkende faktor til udnyttelse af bjergegnenes komparative fordele vil grønbogen om bjergpolitikkens fremtid desuden passe ind i den fornyede Lissabon-strategi og i Göteborg-strategien. Den vil bidrage til opfyldelse af målet om vækst og beskæftigelse og hjælpe EU med at blive en mere konkurrencedygtig videnbaseret økonomi på verdensplan i de kommende år. Bjergegnene vil kunne give et vigtigt bidrag til Europa som helhed, og deres innovations- og vækstpotentiale bør udnyttes bedst muligt.

1.13

Danuta Hübner, medlem af Kommissionen med ansvar for regionalpolitik, kom på EØSU's plenarforsamling den 11.-12. juli 2007 ind på »EU's territoriale dagsorden«. Hun oplyste, at der i 2008 kommer en rapport om territorial samhørighed, som vil undersøge de kommende udfordringers indvirkning på regionerne og midlerne til at løfte dem. EØSU anmoder om, at bjergegnes, øers og ultraperifere regioners særlige karakteristika vil blive taget i betragtning i forbindelse med den igangværende fastlæggelse af EU's samhørighedspolitik og af EU's territoriale dagsorden.

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/49

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/50

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af Rådets direktiv 76/768/EØF, 88/378/EØF, 1999/13/EF og direktiv 2000/53/EF, 2002/96/EF og 2004/42/EF med henblik på at tilpasse disse til forordning (EF) nr. … om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006«

—

og om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 648/2004 med henblik på tilpasning til forordning (EF) nr. … om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring af direktiv 67/548/EØF og forordning (EF) nr. 1907/2006«

16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/51

A.

Den europæiske økonomi er stærkt integreret i verdensøkonomien. Graden af denne integration varierer fra sektor til sektor; den er særlig høj i de sektorer, der er mest følsomme over for globaliseringen. EU's økonomiske politik og skattepolitik bør derfor også udformes i forhold til den globale udvikling. Selv om nærværende udtalelse behandler det territoriale aspekt i skattelovgivningerne og dets indvirkning på industrielle ændringer i EU, bør sidstnævnte ikke anskues isoleret fra resten af verden.

B.

EU og dets medlemsstater har ansvaret for at forvalte de økonomiske politikker samt finans-, social- og miljøpolitikkerne, der ikke kan overlades til markedets dynamik. Man bør derfor sikre, at det territoriale aspekt i skattelovgivningerne får en positiv indvirkning på de industrielle ændringer på europæisk plan, der i sagens natur skal være i tråd med markedsdynamikken, men som ligeledes med fordel vil kunne indpasses i en bredere sammenhæng ved hjælp af ovennævnte politikker. Lissabon-processen bygger i sig selv på en balance mellem de forskellige prioriterede områder (konkurrence, den sociale dimension, miljøbeskyttelse), som man bør værne om, herunder i forbindelse med skattekonkurrencen landene imellem (1).

C.

EØSU konstaterer, at skattekonkurrence er en realitet på det indre marked, som kan føre til konkurrenceforvridning. Den forudsætter regler om gennemsigtighed og instrumenter til afdækning af eventuelt misbrug og skadelig praksis (2). Den kræver ligeledes en god referenceramme i form af indikatorer til evaluering af skattekonkurrencen. EØSU konstaterer imidlertid, at beskatningen ikke har afgørende betydning for de investeringsrelaterede beslutninger, der træffes i de små og mellemstore virksomheder. Den tillægges meget større betydning i de mere mobile multinationale virksomheder.

D.

Skattekonkurrencen handler ikke udelukkende om virksomhedsbeskatning. Med en stadig større mobilitet blandt de finansielle aktiver berører denne konkurrence ligeledes privatpersoners kapitalafkast og formuebeskatning.

E.

EØSU mener, at en samordning af de forskellige forvaltningers skatteordninger vil kunne bidrage til at styrke det indre marked, ved at man fjerner de problemer og omkostninger, der er forbundet med en overholdelse af skattereglerne, navnlig i grænseregionerne. Udvalget gentager de henstillinger, som det har fremsat i sin nylige udtalelse om Fiscalis 2013 (3).

F.

Den manglende samordning mellem medlemsstaterne, for så vidt angår den direkte nationale beskatning, har ifølge EØSU ført til ikke-beskatning (4), misbrug eller sågar forstyrrelser af det indre markeds funktion. Det afføder desuden ustabilitet, eller endog en udhuling af EU's samlede skatteindtægter.

G.

Den ubegrænsede skattekonkurrence inden for EU risikerer på den ene side at gøre skattegrundlaget for de mindst mobile skattepligtige virksomheder — herunder små virksomheder eller tjenester, som ikke kan udflyttes — tungere og på den anden side at ændre fordelingen af skattebyrden mellem skatteydere og forbrugere med henblik på at dække de offentlige udgifter og overførselsindkomsterne. Sidstnævnte vil kunne få negativ indvirkning på den sociale samhørighed.

H.

De små og mellemstore virksomheder samt servicevirksomhederne er dårligst udrustet til at drage fordel af skattekonkurrencen. Udvalget slår til lyd for, at man stiller bistand og uddannelsesprogrammer til rådighed for disse virksomheders ledende medarbejdere (helt på linje med tjenestemændene i de offentlige forvaltninger), og at man opretter passende databaser, særlig i EU's grænseregioner og randområder, med henblik på at hjælpe disse virksomheder med deres internationalisering.

I.

EØSU mener, at bekæmpelsen af skattesvig bør være en prioritet, og gør opmærksom på konklusionerne i sin seneste udtalelse herom (5).

J.

En overførsel af skattebyrden på de mindst mobile produktionsfaktorer kan gøre de berørte virksomheder og deres arbejdspladser mindre konkurrencedygtige set i forhold til deres udenlandske konkurrenter. Det vil ligeledes få negativ indvirkning på væksten i det nationale BNP, hvilket kan føre til et fald i den offentlige investeringskapacitet i mangel af nye budgetmidler.

K.

Skattekonkurrencen tvinger de enkelte medlemsstater til at forvalte deres offentlige udgifter bedre. EØSU kræver, at dette ikke sker på bekostning af hverken udbuddet eller kvaliteten af de offentlige tjenester. Disse er af afgørende betydning for bevarelsen og tiltrækningen af produktive aktiviteter, der kan skabe velstand, arbejdspladser og i sidste ende et skattegrundlag. Skattekonkurrencen må ikke underminere finansieringen af den sociale sikring og dennes dækningsgrad.

L.

EØSU støtter medlemsstaternes indsats for at komme den skadelige konkurrence på skatteområdet til livs og for at fjerne en række skadelige skattebestemmelser inden udgangen af 2010 som fastsat i adfærdskodeksen, der blev vedtaget i 1997 (6). Udvalget opfordrer desuden Kommissionen til at fortsætte sin indsats i den henseende, der også begyndte i 1997.

M.

EØSU bakker desuden op om Kommissionens politik, ifølge hvilken statsstøtten — herunder de midlertidige skattemæssige fordele for virksomheder — skal anvendes til at videreføre bæredygtige mål for industrielle ændringer og territorial udvikling og samtidig hermed være i tråd med EU's interne konkurrencepolitik.

N.

EØSU anmoder om, at der bliver indført et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag (CCCTB) (7) for derved at forenkle og gøre medlemsstaternes skattepraksis mere retfærdig og gennemsigtig. Man vil således kunne drage størst mulig fordel af det indre markeds potentiale, idet man bevarer medlemsstaternes budgetmæssige og skattemæssige suverænitet og beskytter dem mod at komme i konflikt med traktatens bestemmelser. Eftersom det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag sandsynligvis vil blive indført inden for rammerne af et forstærket samarbejde, ser udvalget gerne, at det bliver vedtaget af så mange medlemsstater som muligt.

O.

EØSU ønsker yderligere oplysninger om indholdet af CCCTB-projektet, dets funktionsmåde og udvikling, inden det udarbejder en udtalelse om dette komplekse og strategiske spørgsmål. Udvalget nøjes på nuværende tidspunkt med at henvise til sin sonderende udtalelse fra 2006, der blev udarbejdet på anmodning fra kommissær László Kovács (8).

P.

Ikke desto mindre gør EØSU sig nogle overvejelser om og sætter spørgsmålstegn ved CCTB-projektet. Udvalget finder det vigtigt, at dette valgfrie projekt bliver indført af så mange medlemsstater som muligt (selv om dette betyder, at der skal fastsættes overgangsbestemmelser), og at medlemsstaterne til sidst kun anvender ét beskatningssystem over for samtlige skattepligtige efter en periode med sameksistens. Det bør desuden undersøges, om ansvaret for det fælles beskatningsgrundlag, der anvendes for virksomheder på de udenlandske markeder, skal overdrages til en overnational instans. Man bør endelig undersøge virkningerne af et sådant grundlag på skattesatserne, hvis spredning risikerer at blive øget. I så fald kunne man fastsætte en bundsats, der ligger lige under den nuværende gennemsnitlige sats i de nye medlemsstater.

Q.

EØSU anbefaler Kommissionen at intensivere opfølgningen af skattepraksissen i visse »skattelyområder«, som forsøger at tilrane sig skattepligtige indtægter i medlemsstaternes skattesystemer.

1.1

Beskatningen (skattetrykkets niveau og de opkrævede skatters størrelse) nævnes ofte som et af kriterierne for evaluering af et områdes tiltrækningskraft for industrielle, finansielle og handelsmæssige aktiviteter. Der er derimod ikke enighed om dette kriteriums vægt i forhold til andre kriterier, såsom et potentielt markeds nærhed, produktionsomkostninger, adgangen til kvalificeret arbejdskraft, infrastrukturer, offentlige faciliteter, statsstøtte osv.

1.2

Skattesystemerne er komplekse, hvilket gør det vanskeligt at sammenligne dem. Det er dog af afgørende betydning at kunne bedømme, om de forskellige myndigheder kan nå deres mål gennem skattemæssige incitamenter, vurdere virkningerne af enhver beslutning, der har til hensigt at fremme positive industrielle ændringer i deres område, og sætte dem i relation til de skønnede omkostninger.

1.3

Formålet med udtalelsen er at opstille retningslinjer for foregribelsen og håndteringen af de industrielle ændringer, styrkelsen af den europæiske konkurrenceevne inden for rammerne af Lissabon-strategien og opbygningen af et egentligt indre marked, der kendetegnes ved en sund og lige, eller i det mindste »tilladelig«, konkurrence, som er i tråd med reglerne for det indre marked.

2.1

Denne mobilitet er stigende inden for EU, hvilket skal ses i lyset af følgende årsager:

2.2

De enkelte medlemsstater anvender alle — både specifikke og strukturelle — midler i deres skattesystem til at tiltrække investeringer og aktiviteter til deres område, hvis beskæftigelsespotentiale og skattegrundlag således bliver udvidet.

De skattepligtige (virksomheder og privatpersoner) søger for deres vedkommende at optimere deres økonomiske situation uden for hjemlandet. Skattebidragene er unægtelig en strategisk faktor, som er præget af forskellene mellem de nationale skattesystemer.

2.3

Denne skattekonkurrence, der skal tiltrække investeringer, er en kendsgerning, som ligeledes gør sig gældende inden for den enkelte medlemsstat.