28.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 23/1

1.

Sigtet med udkastet til forordning er at tilpasse rammefinansforordningen for de organer, der er omhandlet i artikel 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (herefter »den almindelige finansforordning«), til de seneste ændringer af den almindelige finansforordning, jf. Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1995/2006 af 13. december 2006.

2.

Retten har ingen kommentarer til Kommissionens udkast.

28.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 23/3

1

2-11

2

3

4

5-6

7-9

10

11

12-33

12

13-14

15-20

21

22

23-24

25-27

28-30

31-33

1.

Retten noterer, at fristen for at afgive denne udtalelse var meget kort. Finansforordningen for den 10. EUF skal nemlig vedtages før udgangen af 2007, så den kan træde i kraft med virkning fra begyndelsen af 2008. I Rådet er den lovgivningsmæssige procedure for vedtagelse af denne forordning allerede langt fremskreden. Derfor har Retten i udtalelsen koncentreret sig om væsentlige substansspørgsmål uden nødvendigvis at komme med alternative forslag.

2.

Retten konstaterer, at de ændringer, som blev vedtaget i forbindelse med omarbejdelsen af finansforordningen vedrørende det almindelige budget, og som kan anvendes i forbindelse med EUF, er blevet indarbejdet i udkastet til finansforordning. Retten glæder sig over, at tidsplanen for Rettens revisionserklæring og årsberetning er justeret efter de tilsvarende datoer i den almindelige finansforordning.

3.

Retten glæder sig over, at udkastet til finansforordning, således som Retten anbefalede det i sin udtalelse nr. 12/2002, er en enkel og klar lovtekst centreret om de bestemmelser, som er absolut nødvendige for gennemførelsen af EUF, uden unødvendige gentagelser af bestemmelserne i bilag IV til AVS-EF-partnerskabsaftalen, den interne aftale eller gennemførelsesbestemmelserne til den almindelige finansforordning.

4.

Retten beklager, at man trods det forslag, den fremsatte i sin udtalelse nr. 12/2002 og 2/2007, med udkastet til finansforordning ikke benytter lejligheden til at indføre én enkelt finansforordning, der anvendes på samtlige nuværende og kommende EUF og — nøjagtig som den almindelige finansforordning — kan ændres, hver gang der måtte være behov for det. På denne måde ville man kunne sikre kontinuitet og undgå risiko for afbrydelser i gennemførelsen af EUF. Et sådant tiltag ville også i sig selv forenkle forvaltningen betydeligt.

5.

I forlængelse af den interne aftales artikel 11 fordeler artikel 2 og 3 i udkastet til finansforordning ansvaret for de vigtigste opgaver i forbindelse med gennemførelsen af EUF mellem Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og indfører to særskilte forvaltningsområder, som disse hver især er ansvarlig for. Således opretholdes der en kategori af udgifter, som Retten skal revidere (ifølge trepartsaftalen mellem EIB, Revisionsretten og Kommissionen, jf. artikel 134 i udkastet til finansforordning), men som de kompetente fællesskabsmyndigheder ikke skal meddele decharge for.

6.

I henhold til artiklerne om decharge, særlig artikel 143, stk. 1, er EIB’s forvaltning af investeringsfaciliteten ikke omfattet af Parlamentets decharge. Retten beklager, at de transaktioner, der forvaltes af Banken, i henhold til den interne aftale (artikel 11, stk. 8 og 9) ikke er omfattet af en dechargeprocedure, der involverer Rådet og Parlamentet, på trods af at EIB gennemfører transaktionerne på Fællesskabets vegne og på dettes risiko (artikel 11, stk. 2, i den interne aftale), og det er EUF-midler, der anvendes. Retten noterer, at disse midler stammer fra EU's skatteydere, ikke fra finansmarkedet.

7.

I artikel 48-50 indføres der en ny finansiel aktør, betalingsforvalteren, som er ansvarlig for at gennemføre betalinger i AVS-staternes nationale valutaer eller i OLT's lokale valutaer via den udbetalende myndigheds konto. I betragtningerne til udkastet til finansforordning forklares det ikke, hvorfor man finder det nødvendigt at indføre denne nye finansielle aktør, og i udkastet er hans/hendes ansvar og forpligtelser, navnlig i forhold til den anvisningsberettigede og regnskabsføreren, ikke defineret klart. Det bekymrer navnlig Retten, at regnskabsføreren i henhold til artikel 49, stk. 1, skal træffe afgørelse om udnævnelse af betalingsforvalteren efter forslag fra den kompetente anvisningsberettigede, og at betalingsforvalterens og den anvisningsberettigedes ansvar og forpligtelser skal præciseres i denne afgørelse. Da betalingsforvalteren ikke omtales i artikel 31, er det desuden uklart, om princippet om adskillelse af funktioner er opfyldt.

8.

Retten konstaterer, at med henblik på gennemførelsen af 9. EUF kan sådanne betalinger foretages af en befuldmægtiget regnskabsfører (artikel 66, stk. 1, i finansforordningen for den 9. EUF), og ser derfor ikke nogen grund til, at udkastet til finansforordning ikke foreslår tilsvarende bestemmelser. Retten noterer også, at funktionen som betalingsforvalter ikke har nogen pendant i den almindelige finansforordning, som — ud over den anvisningsberettigede og regnskabsføreren — kun opererer med en forskudsbestyrer. Forskudsbestyrerne tilføjes kun midler af regnskabsføreren, og den anvisningsberettigede er ikke involveret (artikel 63).

9.

Retten foreslår derfor, at alle henvisninger til betalingsforvalteren i udkastet til finansforordning slettes.

10.

I henhold til artikel 74, stk. 2, og artikel 79, litra a), kan tillæg til allerede indgåede kontrakter indgås senere end tre år efter datoen for indgåelsen af den tilsvarende finansieringsaftale. Det er en afvigelse fra de tilsvarende bestemmelser i den almindelige finansforordning (artikel 166, stk. 2), som kun åbner denne mulighed for indgåelse af kontrakter og aftaler vedrørende revision og evaluering. Under alle omstændigheder vil en udvidelse af denne undtagelse, så den også kommer til at gælde for indgåelse af tillægskontrakter, gøre den almindelige regel om, at individuelle kontrakter og aftaler skal indgås senest tre år efter datoen for indgåelsen af den tilsvarende finansieringsaftale, meningsløs.

11.

For så vidt angår artikel 124 og 125 skal Retten henvise til sin udtalelse nr. 2/2002 (punkt 20 og 21), hvor den anbefalede, at alle henvisninger til det »foreløbige« årsregnskab blev strøget. Det årsregnskab, der forelægges den 31. marts med henblik på revision, bør være et fuldstændigt og korrekt opstillet regnskab, der er godkendt af Kommissionen. I finansforordningen må der ikke være tvivl om den reviderede enheds og revisors rolle i forbindelse med udarbejdelsen af regnskabet. Det kan under ingen omstændigheder være Rettens opgave at bistå Kommissionen med at udarbejde årsregnskabet. Dette administrative og regnskabsmæssige ansvar påhviler alene Kommissionen og er uforeneligt med Rettens funktion som ekstern revisor.

12.

Det ville være hensigtsmæssigt, om der ligesom i den almindelige finansforordning blev tilføjet en indholdsfortegnelse.

13.

Første del, afsnit III, i udkastet til finansforordning indeholder kun ét kapitel, som omhandler sammensætningen af EUF's midler. Der er behov for yderligere et kapitel med bestemmelser om fastsættelse af medlemsstaternes årlige bidrag.

14.

Af artikel 16 fremgår det ikke klart, om de finansielle bidrag fra medlemsstaterne, andre donorlande eller internationale organisationer til visse projekter eller programmer, som Kommissionen vil forvalte på deres vegne, vil være EUF-midler i snæver forstand og blive forvaltet efter de bestemmelser, der gælder for EUF.

15.

I henhold til artikel 26 kan Kommissionen, når der er tale om indirekte central forvaltning, beslutte, at de kontrol- og regnskabsføringssystemer og procedurer for indgåelse af aftaler og ydelse af tilskud, der anvendes af de organer og enheder, den uddelegerer gennemførelsesopgaver til, »sidestilles med dens egne regler, under hensyntagen til de internationalt anerkendte standarder« (når den én gang har indhentet bevis for, at de foreligger og fungerer hensigtsmæssigt). Som Retten anførte i sin udtalelse nr. 4/2006 (punkt 9), er de enheder, som Kommissionen i sådanne tilfælde overdrager gennemførelsen til, ikke bundet af finansforordningens bestemmelser. Endvidere giver bestemmelsen om, at der skal tages hensyn til de internationalt anerkendte standarder, ingen mening, fordi der ikke findes internationalt anerkendte standarder for procedurer for indgåelse af aftaler og heller ikke for overensstemmelsesrevision. Det samme gælder for »procedurer for ydelse af tilskud«.

16.

For fuldstændighedens skyld bør tilfælde med fælles forvaltning med internationale organisationer også nævnes i artikel 35 som en undtagelse fra denne regel.

17.

Artikel 36 gengiver artikel 23, stk. 1, i finansforordningen for den 9. EUF, men udelader stk. 2. Retten mener, at det er nødvendigt at opretholde denne bestemmelse for klart at fastslå, at enhver foranstaltning, som den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede træffer i henhold til denne artikel, træffes i vedkommende nationale eller regionale anvisningsberettigedes navn og for dennes regning.

18.

Såfremt begrebet betalingsforvalter trods Rettens kommentarer i punkt 7, 8 og 9 bevares, bør det i artikel 52, stk. 2, fastsættes, at betalingsforvaltere er disciplinært og økonomisk ansvarlige efter vedtægtens bestemmelser.

19.

Med hensyn til artikel 76 og 80 skal Retten gentage sit forslag fra udtalelse nr. 12/2002 (punkt 15, litra f)) om, at disse bestemmelser bør ændres; princippet om, at regnskaberne først afsluttes, når foranstaltningen er definitivt afsluttet, bør bibeholdes, men der må ikke gives mulighed for, at frigørelsen af midlerne kan udskydes, når der foreligger oplysninger, der giver mulighed for at justere — hvilket i mange tilfælde vil sige reducere — omfanget af den dertil svarende fællesskabsforpligtelse. Det bør undgås, at midler, som ville kunne anvendes til andre programmer eller projekter, blokeres unødigt.

20.

I artikel 78, stk. 1, anvendes termen »bevillinger«, og det er ukorrekt, da der ikke er tale om budgetmidler.

21.

I artikel 92, stk. 2, bør der også refereres til beslutninger om ydelse af tilskud. Desuden ville det — som Retten foreslog i sin udtalelse nr. 12/2002 (punkt 17) — være en god idé at indføje et kapitel om »Garantier og kontrol« ligesom i den almindelige finansforordning, jf. artikel 103.

22.

I den engelske version er Afsnit VII Direct Labour and Indirect Decentralised Operations og afsnit VI Grants nummereret forkert.

23.

For så vidt angår artikel 105 og 107, vil Retten gerne gøre opmærksom på sin udtalelse nr. 10/2005 (punkt 41-48) og nr. 4/2006 (punkt 14, 15 og 16), hvori den anfører, at nogle af undtagelserne fra og fravigelserne af principperne om nonprofit og ikke-kumulering efter dens opfattelse ikke er helt berettigede, fordi:

24.

Som i den almindelige finansforordning (artikel 120, stk. 2), bør det i artikel 116, stk. 2, specificeres, at med henblik på anvendelsen af litra c) fastsættes den maksimale økonomiske støtte, som en modtager kan betale til tredjemand, i gennemførelsesbestemmelserne til den almindelige finansforordning.

25.

I den engelske version bør »shall« i artikel 119 erstattes med »must«, så der sikres kongruens med finansforordningen for den 9. EUF (artikel 97) og den almindelige finansforordning (artikel 123).

26.

I artikel 124 er datoen for forelæggelse af beretningen om den økonomiske forvaltning fastsat til en måned efter fremsendelsen af det foreløbige årsregnskab, som beretningen skal ledsage, jf. artikel 118, stk. 2. Som Retten foreslog i sin udtalelse nr. 12/2002 (punkt 21, litra a)), skal denne beretning — med henblik på tilpasning til den tilsvarende bestemmelse (artikel 128) i den almindelige finansforordning — fremsendes sammen med regnskabet senest den 31. marts.

27.

Det ville være hensigtsmæssigt, om den kontoplan, der i henhold til artikel 129, stk. 2, skal sendes til Revisionsretten, blev ledsaget af en beskrivelse af de regler og metoder, som skal anvendes, og som er omhandlet i stk. 1.

28.

I artikel 135, stk. 1, bør udtrykket »så snart som muligt« erstattes med »senest 15 arbejdsdage efter«.

29.

I artikel 136, stk. 1, bør »traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab« indføjes før »AVS-EF-aftalen«. Som Retten anførte i sin udtalelse nr. 12/2002 (punkt 22, litra a)), er traktaten nemlig retsgrundlaget for associeringsafgørelsen samt for selve finansforordningen for EUF (13). Det ville også være hensigtsmæssigt at nævne den interne aftale, som er en del af retsgrundlaget for finansforordningen for den 10. EUF (14).

30.

I artikel 136, stk. 2, henvises der ukorrekt til »stk. 6«. Den korrekte henvisning er til »artikel 138, stk. 4 og 5«.

31.

I henhold til artikel 149, stk. 1, skal EIB opstille de nødvendige regnskabsregler og -metoder i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder og underrette Kommissionen og medlemsstaterne herom. Bestemmelsen afviger fra den tilsvarende bestemmelse i finansforordningen for den 9. EUF (artikel 125, stk. 1), hvori det er fastsat, at EIB og Kommissionen skal opstille de nødvendige regnskabsregler og -metoder efter fælles overenskomst. Som anført i punkt 5 og 6 beklager Retten, at der indføres to særskilte forvaltningsområder, som begrænser omfanget af Parlamentets decharge.

32.

I artikel 149, stk. 2, er datoen for forelæggelse af beretningen om gennemførelsen af de transaktioner, der finansieres over den del af EUF's midler, som EIB forvalter, fastsat til en måned efter fremsendelsen af årsregnskabet. Som Retten foreslog i sin udtalelse nr. 12/2002 (punkt 21, litra b)), bør beretningen forelægges sammen med årsregnskabet senest den 28. februar.

33.

I artikel 150 bør det fastsættes, at »EIB's egne regler« for aftaler bør være i overensstemmelse med de generelle regler, der gælder for forvaltningen af EUF, særlig AVS-EF-partnerskabsaftalen, den interne aftale og finansforordningen (15).