21.8.2007

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 193/1

---

FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 9/2007

fastlagt af Rådet den 21. maj 2007

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/2007 af … om fastlæggelse af en fælles ramme for virksomhedsregistre til statistiske formål og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 2186/93

(2007/C 193 E/01)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets forordning (EØF) nr. 2186/93 af 22. juli 1993 (2) indførtes en fælles ramme for oprettelse i statistisk øjemed af EF-samordnede registre over foretagender med harmoniserede definitioner, kendetegn, anvendelsesområder og ajourføringsprocedurer. For at sikre en harmoniseret udvikling af virksomhedsregistre bør der vedtages en ny forordning.

(2)

Rådets forordning (EØF) nr. 696/93 af 15. marts 1993 om de statistiske enheder til observation og analyse af det produktive system i Det Europæiske Fællesskab (3) indeholder definitionerne af de statistiske enheder, der skal anvendes. Det indre marked kræver bedre statistisk sammenlignelighed for at opfylde Fællesskabets behov. For at opnå en sådan forbedring bør der fastlægges fælles definitioner og beskrivelser af foretagender og andre relevante statistiske enheder, som skal dækkes.

(3)

I Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 58/97 af 20. december 1996 om statistik over erhvervsstrukturer (4) og Rådets forordning (EF) nr. 1165/98 af 19. maj 1998 om konjunkturstatistik (5) opstilles en fælles ramme for indsamling, udarbejdelse, indberetning og evaluering af EF-statistikker om foretagendernes struktur, aktiviteter, konkurrenceevne og resultater i Fællesskabet. Virksomhedsregistre til statistiske formål er et af grundelementerne i en sådan fælles ramme, og ved hjælp af disse er det muligt at gennemføre og koordinere statistiske undersøgelser ud fra et harmoniseret stikprøvegrundlag.

(4)

Virksomhedsregistrene bidrager til at forene modstridende krav om på den ene side flere oplysninger om foretagenderne og på den anden side lempelse af deres administrative byrder, især ved at udnytte eksisterende oplysninger i administrative og retslige registre, bl.a. for så vidt angår små og mellemstore virksomheder, som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 (6).

(5)	Ved Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (7) opstilledes rammerne for indførelse af et statistisk program for Fællesskabet, og der indførtes en fælles ramme for statistisk fortrolighed.

(6)

De særlige regler for behandling af oplysninger som led i Fællesskabets statistiske program berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (8).

(7)

Virksomhedsregistre til statistiske formål er den vigtigste kilde til virksomhedsdemografi, eftersom de giver mulighed for at følge udviklingen i virksomhedsetableringer og -lukninger samt strukturelle ændringer i økonomien i form af koncentration eller deling, der sker ved foranstaltninger som fusioner, overtagelser, opsplitning, udskillelse og omstrukturering.

(8)

Virksomhedsregistre tilvejebringer de basisoplysninger, der er nødvendige under hensyntagen til den store betydning, som tillægges politikken for udviklingen i landdistrikterne, og som ikke blot kræver oplysninger om landbruget, men også om det voksende samspil med andre aktiviteter, som ikke er omfattet af produktbaserede landbrugsstatistikker.

(9)

Offentlige foretagender spiller en vigtig rolle i medlemsstaternes nationale økonomi. Kommissionens direktiv 80/723/EØF af 25. juni 1980 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder (9) dækker visse former for offentlige foretagender. Offentlige foretagender og offentlige selskaber bør derfor opføres i virksomhedsregistre, og dette kan gøres ved hjælp af klassifikationen af institutionelle sektorer.

(10)

Oplysninger om kontrolrelationer mellem retlige enheder er nødvendige til at definere grupper af foretagender, til at afgrænse foretagenderne korrekt, til at tegne en profil af store og komplekse enheder og til at undersøge koncentrationsniveauet på specifikke markeder. Oplysninger om grupper af foretagender forbedrer kvaliteten af virksomhedsregistrene og kan anvendes til at mindske risikoen for at afsløre fortrolige data. Visse finansielle data er ofte mere relevante på gruppe- eller undergruppeniveau end på foretagendets niveau, og de foreligger ofte kun på gruppe- eller undergruppeniveau. Registrering af data for grupper af foretagender gør det om nødvendigt muligt at undersøge gruppen frem for de enkelte foretagender, og dette kan reducere svarbyrden betydeligt. For at kunne registrere grupper af foretagender bør virksomhedsregistrene harmoniseres yderligere.

(11)

Den tiltagende globalisering af økonomien stiller nye krav til den løbende produktion af forskellige statistikker. Ved at registrere data for multinationale grupper af foretagender kommer virksomhedsregistre til at udgøre en grundbestanddel i forbedringen af mange statistikker, som vedrører globalisering: international handel med varer og tjenesteydelser, betalingsbalance, udenlandske direkte investeringer, udenlandske datterselskaber, forskning, udvikling og innovation samt det internationale arbejdsmarked. Hovedparten af disse statistikker dækker hele økonomien, hvilket kræver, at virksomhedsregistrene dækker alle erhvervssektorer.

(12)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (Euratom, EØF) nr. 1588/90 af 11. juni 1990 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor (10) kan nationale bestemmelser om statistisk fortrolighed ikke påberåbes for at hindre fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat), hvis en fællesskabsretsakt foreskriver fremsendelse af sådanne oplysninger.

(13)

Med henblik på at sikre opfyldelsen af forpligtelserne i medfør af denne forordning kan det for de institutioner i medlemsstaterne, der er ansvarlige for indsamlingen af oplysningerne, være nødvendigt at have adgang til administrative datakilder som f.eks. registre, der føres af skattemyndigheder, socialsikringsmyndigheder, centralbanker, andre offentlige institutioner og andre databaser med oplysninger om grænseoverskridende transaktioner og positioner, hvis disse oplysninger er nødvendige for udarbejdelsen af EF-statistikker.

(14)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 184/2005 af 12. januar 2005 om fællesskabsstatistikker over betalingsbalance, international handel med tjenester og udenlandske direkte investeringer (11) indførtes en fælles ramme for indsamling, indberetning og evaluering af relevante fællesskabsstatistikker.

(15)	De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (12).

(16)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at opdatere listen over kendetegn i bilaget, fastlæggelsen af disse og af kontinuitetsreglerne, til at træffe afgørelse om dækningen af de mindste foretagender og residente grupper af foretagender, til at fastlægge reglerne for ajourføring af registrene såvel som til at fastlægge fælles kvalitetsstandarder og kvalitetsrapporternes indhold og hyppighed. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser eller supplere denne forordning med nye ikke-væsentlige bestemmelser, bør foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(17)	Forordning (EØF) nr. 2186/93 bør derfor ophæves.

(18)	Udvalget for det Statistiske Program nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom (13) er blevet hørt —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål

I denne forordning fastlægges en fælles ramme for virksomhedsregistre til statistiske formål i Fællesskabet.

Medlemsstaterne opretter et eller flere harmoniserede registre til statistiske formål som et redskab til forberedelse og koordinering af undersøgelser, som informationskilde til statistisk analyse af virksomhedspopulationen og virksomhedsdemografien, til anvendelse af administrative data og til identifikation og konstruktion af statistiske enheder.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a)	»retlig enhed«, »foretagende«, »lokal enhed« og »gruppe af foretagender«: som defineret i bilaget til forordning (EØF) nr. 696/93

b)	»nationale myndigheder«: som defineret i artikel 2 i forordning (EF) nr. 322/97

c)	»statistiske formål«: som beskrevet i artikel 2, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 1588/90

d)	»multinational gruppe af foretagender«: en gruppe af foretagender, hvoraf mindst to foretagender eller retlige enheder er beliggende i forskellige lande

e)

»trunkeret gruppe af foretagender«: foretagender og retlige enheder i en multilateral gruppe af foretagender, som er beliggende i samme land. Den kan omfatte kun en enhed, hvis de andre enheder er beliggende i udlandet. Et foretagende kan udgøre den trunkerede gruppe af foretagender eller en del heraf.

Artikel 3

Anvendelsesområde

1.   I overensstemmelse med definitionerne i artikel 2 og med forbehold af begrænsningerne i nærværende artikel registreres:

a)	alle foretagender, som udøver økonomiske aktiviteter, der bidrager til bruttonationalproduktet (BNP), og deres lokale enheder

b)	de retlige enheder, som disse foretagender består af

c)	trunkerede grupper af foretagender og multinationale grupper af foretagender, og

d)	residente grupper af foretagender.

2.   Undtaget fra kravet i stk. 1 er dog husholdninger, såfremt de producerer varer og tjenesteydelser til eget forbrug eller udlejer egen fast ejendom.

3.   Lokale enheder, som ikke udgør særskilte retlige enheder (afdelinger), og som henhører under udenlandske foretagender, og som er klassificeret som kvasiselskaber i henhold til det europæiske nationalregnskabssystem 1995 oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (14) og De Forenede Nationers nationalregnskabssystem 1993, betragtes som foretagender i virksomhedsregistrene.

4.   Grupper af foretagender kan identificeres ud fra kontrolrelationerne mellem deres retlige enheder. For at afgrænse »grupper af foretagender« anvendes den definition af kontrol, som er fastsat i punkt 2.26 i bilag A til forordning (EF) nr. 2223/96.

5.   Denne forordning omhandler kun retlige enheder, som udelukkende eller delvis udøver en økonomisk aktivitet. En økonomisk aktivitet er enhver aktivitet, der består i at tilbyde varer og tjenesteydelser på et givet marked. Tjenesteydelser, der ikke tilbydes på markedet, men som bidrager til bruttonationalproduktet, og direkte og indirekte besiddelser af aktive retlige enheder betragtes desuden i forbindelse med virksomhedsregistre som økonomisk aktivitet. Kun i kombination med økonomisk aktive retlige enheder betragtes økonomisk inaktive enheder som en del af et foretagende.

6.   Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, med hensyn til i hvilket omfang foretagender med mindre end en halv ansat og residente grupper af foretagender, som er uden statistisk betydning for medlemsstaterne, skal registreres, og hvordan enheder, som dem, der anvendes i landbrugsstatistikker, skal defineres, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 16, stk. 3.

Artikel 4

Datakilder

1.   Medlemsstaterne kan anvende de kilder, de anser for relevante, ved indsamlingen af de oplysninger, der kræves i medfør af denne forordning, såfremt kvalitetskravene i artikel 6 opfyldes. Nationale myndigheder har bemyndigelse til inden for deres kompetenceområde at udtrække de oplysninger, der er omfattet af denne forordning, fra administrative og retslige registre.

2.   Er indsamlingen af de krævede oplysninger urimeligt omkostningskrævende, kan nationale myndigheder under overholdelse af kravene til nøjagtighed og kvalitet indberette statistiske skøn.

Artikel 5

Data, som skal registreres

1.   I registret opføres enhederne forsynet med et identifikationsnummer sammen med de i bilaget anførte oplysninger.

2.   Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere dem i forbindelse med ajourføring af listen over kendetegn og definitionen af kendetegnene og kontinuitetsreglerne, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 16, stk. 3.

Artikel 6

Kvalitetskriterier og -rapporter

1.   Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre kvaliteten af virksomhedsregistrene.

2.   Medlemsstaterne indsender på anmodning fra Kommissionen (Eurostat) en rapport om kvaliteten af virksomhedsregistrene (i det følgende benævnt »kvalitetsrapporter«).

3.   Foranstaltningerne vedrørende fælles kvalitetsstandarder og kvalitetsrapporternes indhold og hyppighed vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 16, stk. 3, og under hensyntagen til de omkostninger, der er forbundet med at udarbejde dataene.

4.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen (Eurostat) om væsentlige metodologiske eller andre ændringer, som kan få indflydelse på kvaliteten af virksomhedsregistrene, så snart de får kendskab hertil og senest seks måneder efter, at en sådan ændring er trådt i kraft.

5.   Kommissionen forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af denne forordning, hvori der navnlig oplyses om omkostningerne i forbindelse med det statistiske system, byrderne for virksomhederne og fordelene.

Artikel 7

Håndbog

Kommissionen udgiver en håndbog med vejledende retningslinjer for virksomhedsregistre. Håndbogen vil blive ajourført i nært samarbejde med medlemsstaterne.

Artikel 8

Referencetid og ajourføringshyppighed

1.   Nyoprettelser i og fjernelse af enheder fra registret sker mindst en gang om året.

2.   Ajourføringshyppigheden afhænger af den statistiske enheds kendetegn, den pågældende variabel, den statistiske enheds størrelse og den kilde, der almindeligvis anvendes til ajourføringen.

3.   Foranstaltningerne vedrørende ajourføringsreglerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 16, stk. 3.

4.   Medlemsstaterne kopierer hvert år registret i den form, det har ved årets udgang, og opbevarer kopien i mindst 30 år til analyseformål.

Artikel 9

Fremsendelse af rapporter

1.   Medlemsstaterne foretager statistiske analyser af registrene og indberetter resultaterne til Kommissionen (Eurostat) i et format og efter en procedure, som fastlægges efter forskriftsproceduren i artikel 16, stk. 2.

2.   Efter anmodning fremsender medlemsstaterne relevante oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om gennemførelsen af denne forordning i medlemsstaterne.

Artikel 10

Udveksling af fortrolige data mellem medlemsstaterne

Relevante nationale myndigheder i medlemsstaterne kan, udelukkende til statistiske formål, udveksle fortrolige data under overholdelse af den nationale lovgivning, hvis denne udveksling har til formål at sikre kvaliteten af oplysninger om multinationale grupper af foretagender i Den Europæiske Union. De nationale centralbanker kan under overholdelse af den nationale lovgivning deltage i udvekslingen.

Artikel 11

Udveksling af fortrolige data mellem Kommissionen (Eurostat) og medlemsstaterne

1.   De nationale myndigheder indberetter data om multinationale grupper af foretagender og tilknyttede enheder, jf. definitionerne i bilaget, til Kommissionen (Eurostat) for at tilvejebringe oplysninger, udelukkende til statistiske formål, om multinationale grupper i Den Europæiske Union.

2.   For at sikre et sammenhængende sæt af data udelukkende til statistiske formål sender Kommissionen (Eurostat) de relevante nationale myndigheder i hver medlemsstat data både om multinationale grupper af foretagender og om deres dertil knyttede enheder, når mindst en retlig enhed i gruppen er beliggende inden for den pågældende medlemsstats område.

3.   For at sikre, at data, der fremsendes i henhold til denne artikel, udelukkende anvendes til statistiske formål, fastlægges formålet, dækningsområdet, formatet, sikkerheden, fortrolighedsforanstaltningerne og proceduren for indberetning af data om individuelle enheder til Kommissionen (Eurostat) og for fremsendelse af data om multinationale grupper af foretagender til de relevante nationale myndigheder efter forskriftsproceduren i artikel 16, stk. 2.

Artikel 12

Udveksling af fortrolige data mellem Kommissionen (Eurostat) og centralbankerne

1.   Med henblik på denne forordning kan udveksling, udelukkende til statistiske formål, af fortrolige data mellem Kommissionen (Eurostat) og nationale centralbanker samt mellem Kommissionen (Eurostat) og Den Europæiske Centralbank finde sted, hvis udvekslingen har til formål at sikre kvaliteten af oplysninger om multinationale grupper af foretagender i Den Europæiske Union, og hvis den relevante nationale myndighed udtrykkeligt giver tilladelse til udvekslingen.

2.   For at sikre, at data, der fremsendes i henhold til denne artikel, udelukkende anvendes til statistiske formål, fastlægges formålet, dækningsområdet, formatet, sikkerheden, fortrolighedsforanstaltningerne og proceduren for fremsendelse af data om multinationale grupper af foretagender til nationale centralbanker og Den Europæiske Centralbank efter forskriftsproceduren i artikel 16, stk. 2.

Artikel 13

Fortrolighed og adgang til identificerbare data

1.   Fortrolige data, der i henhold til artikel 10, 11 og 12 modtages af Kommissionen (Eurostat), de nationale myndigheder, de nationale centralbanker eller Den Europæiske Centralbank, behandles i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 322/97.

2.   Med henblik på denne forordning og uanset artikel 14 i forordning (EF) nr. 322/97 kan fremsendelse af fortrolige data mellem nationale myndigheder og Kommissionen (Eurostat) finde sted i det omfang, fremsendelsen er nødvendig for udarbejdelse af specifikke EF-statistikker. Ved enhver yderligere fremsendelse kræves der udtrykkelig tilladelse fra den nationale myndighed, der har indsamlet dataene.

Artikel 14

Overgangsperiode og undtagelser

Når virksomhedsregistre kræver en omfattende gennemgang, kan Kommissionen efter anmodning fra en medlemsstat indrømme en undtagelse i form af en overgangsperiode på højst … (15).

For landbrug, skovbrug og fiskeri, offentlig administration og forsvar samt lovpligtig socialsikring og for de yderligere kendetegn, der vedrører grupper af foretagender, kan Kommissionen på en medlemsstats anmodning indrømme en undtagelse for en overgangsperiode på højst … (16).

Artikel 15

Gennemførelsesforanstaltninger

1.   Følgende foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, bl.a. ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 16, stk. 3:

a)	dækningen af de mindste foretagender og residente grupper af foretagender, jf. artikel 3, stk. 6

b)

opdatering af listen over kendetegn i bilaget, fastlæggelsen af disse og af kontinuitetsreglerne, jf. artikel 5, under hensyntagen til princippet om, at fordelene ved opdateringen skal opveje ulemperne, og princippet om, at de ekstra omkostninger for medlemsstater eller foretagender skal være rimelige

c)	fastlæggelse af fælles kvalitetsstandarder og kvalitetsrapporternes indhold og hyppighed, jf. artikel 6, stk. 3, og

d)	reglerne for ajourføring af registrene, jf. artikel 8, stk. 3.

2.   Foranstaltninger vedrørende det nedenfor anførte vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 16, stk. 2:

a)	fremsendelse af oplysninger om statistiske analyser af registre, jf. artikel 9

b)	indberetning til Kommissionen (Eurostat) af data om de individuelle enheder i multinationale grupper af foretagender og fremsendelse af data om multinationale grupper af foretagender til medlemsstaterne, jf. artikel 11, og

c)	fremsendelse af data om multinationale grupper af foretagender mellem Kommissionen (Eurostat) og centralbanker, jf. artikel 12.

Artikel 16

Udvalg

1.   Kommissionen bistås af Udvalget for det Statistiske Program.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk.1-4, og i artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 17

Ophævelse

Forordning (EØF) nr. 2186/93 ophæves.

Henvisninger til den ophævede forordning betragtes som henvisninger til nærværende forordning.

Artikel 18

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

---

(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 1.6.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 21.5.2007 og Europa-Parlamentets holdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT). Rådets afgørelse af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EFT L 196 af 5.8.1993, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(3)  EFT L 76 af 30.3.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

(4)  EFT L 14 af 17.1.1997, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 (EUT L 393 af 30.12.2006, s. 1).

(5)  EFT L 162 af 5.6.1998, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1893/2006.

(6)  EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36.

(7)  EFT L 52 af 22.2.1997, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

(8)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

(9)  EFT L 195 af 29.7.1980, s. 35. Senest ændret ved direktiv 2005/81/EF (EUT L 312 af 29.11.2005, s. 47).

(10)  EFT L 151 af 15.6.1990, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.

(11)  EUT L 35 af 8.2.2005, s. 23. Ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 602/2006 (EUT L 106 af 19.4.2006, s. 10).

(12)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006, s. 11).

(13)  EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

(14)  EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1267/2003 (EUT L 180 af 18.7.2003, s. 1).

(15)  To år fra denne forordnings ikrafttræden.

(16)  Fem år fra denne forordnings ikrafttræden.

---

---

---

21.8.2007

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 193/13

---

FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 10/2007

vedtaget af Rådet den 28. juni 2007

med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (»forkyndelse af dokumenter«) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000

(2007/C 193 E/02)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), og artikel 67, stk. 5, andet led,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge Unionen som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område skal Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, som er nødvendige for, at det indre marked fungerer tilfredsstillende.

(2)	For at det indre marked kan fungere tilfredsstillende, er det nødvendigt at forbedre og fremskynde fremsendelsen af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager mellem medlemsstaterne.

(3)

Ved retsakt af 26. maj 1997 (3) udarbejdede Rådet en konvention om forkyndelse i Den Europæiske Unions medlemsstater af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender og anbefalede medlemsstaterne at vedtage denne konvention i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser. Konventionen er ikke trådt i kraft. Kontinuiteten i forhold til de resultater, der blev opnået i forbindelse med indgåelsen af konventionen, bør sikres.

(4)	Den 29. maj 2000 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 1348/2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (4). Forordningens indhold er i stor udstrækning baseret på konventionen.

(5)

Den 1. oktober 2004 vedtog Kommissionen en rapport om anvendelsen af forordning (EF) nr. 1348/2000. I rapporten konkluderes det, at forordning (EF) nr. 1348/2000 generelt har ført til en bedre og hurtigere fremsendelse og forkyndelse af dokumenter mellem medlemsstaterne, siden den trådte i kraft i 2001, men at anvendelsen af visse bestemmelser ikke er helt tilfredsstillende.

(6)

En effektiv og hurtig afvikling af de civilretlige procedurer kræver, at retslige og udenretslige dokumenter fremsendes direkte og ved hjælp af hurtige midler mellem de af medlemsstaterne udpegede lokale instanser. Medlemsstaterne kan oplyse, at de har til hensigt kun at udpege én fremsendende instans eller én modtagende instans eller en enkelt instans til at varetage begge funktioner i en periode på fem år. En sådan udpegelse kan imidlertid forlænges hvert femte år.

(7)

En hurtig fremsendelse forudsætter, at alle egnede midler anvendes, dog under overholdelse af visse krav vedrørende det modtagne dokuments læselighed og pålidelighed. En sikker fremsendelse kræver, at det fremsendte dokument ledsages af en formular, som skal udfyldes på det officielle sprog eller et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet eller på et andet sprog, som accepteres af den modtagende medlemsstat.

(8)	Denne forordning bør ikke finde anvendelse på forkyndelse af et dokument over for en parts godkendte repræsentant i den medlemsstat, hvor retssagen finder sted, uanset partens bopæl.

(9)	Forkyndelse af dokumenter bør foretages hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest en måned efter, at den modtagende instans har modtaget dokumentet.

(10)	For at denne forordning kan fungere efter hensigten, bør det kun i undtagelsestilfælde være muligt at nægte at forkynde dokumenter.

(11)	For at forenkle fremsendelse og forkyndelse af dokumenter mellem medlemsstaterne bør de formularer, der er fastlagt i bilagene til denne forordning, anvendes.

(12)

Den modtagende instans bør under anvendelse af formularen give adressaten skriftlig underretning om, at han kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, i forbindelse med forkyndelsen eller ved at returnere dokumentet til den modtagende instans senest en uge efter, hvis det ikke er affattet enten på et sprog, som han forstår, eller på det officielle sprog eller et af de officielle sprog på forkyndelsesstedet. Denne bestemmelse bør også finde anvendelse på den efterfølgende forkyndelse, hvis adressaten har gjort brug af sin ret til at nægte at modtage dokumentet. Disse bestemmelser om nægtelse bør også finde anvendelse på forkyndelse ved diplomatiske eller konsulære repræsentanter, postforkyndelse og direkte forkyndelse. Det bør fastsættes, at forkyndelsen af det dokument, der nægtes modtaget, kan afhjælpes ved at forkynde en oversættelse af dokumentet for adressaten.

(13)

En hurtig fremsendelse indebærer, at dokumentet skal forkyndes i løbet af få dage efter modtagelsen. Hvis det imidlertid ikke har været muligt at foretage forkyndelsen inden for en måned, skal den modtagende instans give den fremsendende instans meddelelse herom. En overskridelse af denne frist er ikke ensbetydende med, at anmodningen skal sendes tilbage til den fremsendende instans, hvis det står klart, at forkyndelsen kan lade sig gøre inden for en rimelig frist.

(14)

Den modtagende instans bør fortsat træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på også at forkynde dokumentet i de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at foretage forkyndelse inden en måned, f.eks. fordi sagsøgte har været bortrejst på ferie eller ikke har været på sit kontor på grund af forretninger. For at undgå et tidsubegrænset krav om, at en modtagende instans skal tage skridt til at forkynde et dokument, bør den fremsendende instans dog kunne fastsætte en mere præcis frist i formularen for, hvornår forkyndelsen ikke længere er obligatorisk.

(15)

På grund af forskellene mellem medlemsstaternes procedureregler kan fastlæggelsen af den konkrete forkyndelsesdato variere fra medlemsstat til medlemsstat. For at tage hensyn til dette forhold og til de mulige problemer, der kan opstå, bør denne forordning fastsætte en ordning, hvorefter forkyndelsesdatoen afgøres efter den modtagende medlemsstats lovgivning. Skal et dokument i henhold til en medlemsstats lovgivning forkyndes inden for en bestemt frist, bør den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog være den, der følger af den pågældende medlemsstats lovgivning. Denne ordning med to datoer findes kun i et begrænset antal medlemsstater. De medlemsstater, som anvender denne ordning, bør meddele dette til Kommissionen, som bør offentliggøre oplysningerne i Den Europæiske Unions Tidende og gøre dem tilgængelige gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område, der er oprettet ved Rådets beslutning 2001/470/EF (5).

(16)

For at lette domstolsadgangen bør omkostningerne ved benyttelse af en stævningsmand eller en person, der er kompetent efter modtagerstatens lovgivning, beregnes efter et enhedsgebyr, der på forhånd fastsættes af den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med principperne om proportionalitet og ikke-forskelsbehandling. Kravet om et enhedsgebyr berører ikke medlemsstaternes mulighed for at fastsætte forskellige gebyrer for forskellige kategorier af forkyndelse, forudsat at de overholder disse principper.

(17)	Hver medlemsstat bør have adgang til at lade dokumenter forkynde for personer, der er bosat i en anden medlemsstat, direkte med posten ved anbefalet brev med modtagelsesbevis eller tilsvarende.

(18)	Enhver, der har interesse i en retssag, bør kunne lade forkyndelse af dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i modtagerstaten, såfremt en sådan direkte forkyndelse er hjemlet i den pågældende medlemsstats lovgivning.

(19)

Kommissionen bør udarbejde en håndbog, som skal indeholde de relevante oplysninger om den korrekte anvendelse af denne forordning og gøres tilgængelig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område. Kommissionen og medlemsstaterne bør gøre deres yderste for at sikre, at disse oplysninger er ajourførte og fuldstændige, navnlig med hensyn til kontaktoplysninger for de fremsendende og modtagende instanser.

(20)	Ved beregningen af de tidsfrister, der er fastsat i nærværende forordning, finder Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (6) anvendelse.

(21)	De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(22)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelse til at ajourføre eller gennemføre tekniske ændringer af formularerne i bilagene. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning eller at lade sådanne bestemmelser udgå, bør foranstaltningerne vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(23)

Denne forordning har, for så vidt angår forbindelserne mellem de deltagende medlemsstater, forrang for de bestemmelser om de samme sagsområder, som forordningen dækker, der findes i bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer indgået af medlemsstaterne, navnlig protokollen til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 (8) og Haag-konventionen af 15. november 1965 (9). Denne forordning er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller indgår aftaler eller arrangementer med henblik på at fremskynde eller forenkle dokumentfremsendelsen, forudsat at de er forenelige med denne forordning.

(24)

Det er vigtigt, at oplysninger, som fremsendes efter denne forordning, beskyttes. Dette spørgsmål falder ind under Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (11).

(25)	Kommissionen skal senest den 1. juni 2011 og derefter hvert femte år undersøge anvendelsen af denne forordning og om nødvendigt foreslå ændringer.

(26)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(27)	For at gøre bestemmelserne mere tilgængelige og letlæselige bør forordning (EF) nr. 1348/2000 ophæves og erstattes af nærværende forordning.

(28)	I medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Det Forenede Kongerige og Irland i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(29)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning finder anvendelse i civile og kommercielle sager, hvor et retsligt eller udenretsligt dokument skal sendes fra en medlemsstat til en anden for at blive forkyndt dér. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse, når adressen på den person, for hvem dokumentet skal forkyndes, ikke er kendt.

3.   I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

Artikel 2

Fremsendende og modtagende instanser

1.   Hver medlemsstat udpeger de embedsmænd, myndigheder eller andre personer, i det følgende benævnt »fremsendende instanser«, der er kompetente til at fremsende retslige og udenretslige dokumenter, som skal forkyndes i en anden medlemsstat.

2.   Hver medlemsstat udpeger de embedsmænd, myndigheder eller andre personer, i det følgende benævnt »modtagende instanser«, der er kompetente til at modtage retslige og udenretslige dokumenter fra en anden medlemsstat.

3.   Medlemsstaterne kan udpege én fremsendende instans og én modtagende instans eller en enkelt instans, som varetager begge funktioner. Forbundsstater, stater med flere retssystemer og stater med autonome territoriale områder kan udpege flere sådanne instanser. Udpegelsen gælder for fem år og kan forlænges hvert femte år.

4.   Hver medlemsstat giver Kommissionen følgende oplysninger:

a)	navn og adresse på de i stk. 2 og 3 omhandlede modtagende instanser

b)	instansernes stedlige kompetence

c)	på hvilke måder instanserne kan modtage dokumenter, og

d)	hvilke sprog der kan benyttes ved udfyldelsen af formularen i bilag I.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af disse oplysninger.

Artikel 3

Central enhed

Hver medlemsstat udpeger en central enhed, som har til opgave:

a)	at give oplysninger til de fremsendende instanser

b)	at søge løsninger på vanskeligheder, som måtte opstå i forbindelse med fremsendelse af dokumenter med henblik på forkyndelse

c)	i undtagelsestilfælde, på anmodning af den fremsendende instans at sende en anmodning om forkyndelse videre til den kompetente modtagende instans.

Forbundsstater, stater med flere retssystemer og stater med autonome territoriale områder kan udpege flere centrale enheder.

KAPITEL II

RETSLIGE DOKUMENTER

AFDELING 1

Fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter

Artikel 4

Fremsendelse af dokumenter

1.   Retslige dokumenter fremsendes direkte og hurtigst muligt mellem de instanser, der er udpeget i medfør af artikel 2.

2.   Fremsendelse af dokumenter, anmodninger, bekræftelser, modtagelsesbeviser, attester og alle andre papirer mellem fremsendende og modtagende instanser kan ske på enhver egnet måde, forudsat at indholdet af det modtagne dokument er en tro gengivelse af det afsendte dokument, og at alle angivelser på dokumentet er let læselige.

3.   Det dokument, der ønskes fremsendt, skal ledsages af en anmodning udfærdiget under anvendelse af formularen i bilag I. Formularen skal udfyldes på modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, på det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted, eller på et andet sprog, som modtagerstaten har meddelt, at den kan acceptere. Hver medlemsstat skal angive, hvilket andet eller hvilke andre af Den Europæiske Unions institutioners officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere, at formularen udfyldes på.

4.   Alle dokumenter og papirer, der fremsendes, er fritaget for legalisering eller tilsvarende formaliteter.

5.   Hvis den fremsendende instans ønsker en kopi af dokumentet returneret sammen med den i artikel 10 omhandlede attest, fremsendes dokumentet i to eksemplarer.

Artikel 5

Oversættelse af dokumenter

1.   Rekvirenten skal af den fremsendende instans, som han overdrager dokumentet til med henblik på fremsendelse, underrettes om, at adressaten kan nægte at modtage dokumentet, hvis det ikke er affattet på et af de i artikel 8 omhandlede sprog.

2.   Rekvirenten afholder eventuelle udgifter til oversættelse, der er påløbet forud for dokumentets fremsendelse, med forbehold af en eventuel senere afgørelse truffet af retten eller den kompetente myndighed om, hvem disse udgifter påhviler.

Artikel 6

Modtagelse af dokumenter ved den modtagende instans

1.   Den modtagende instans sender ved modtagelsen af et dokument snarest muligt og under alle omstændigheder senest syv dage efter modtagelsen på den hurtigst mulige måde den fremsendende instans et modtagelsesbevis under anvendelse af formularen i bilag I.

2.   Kan anmodningen om forkyndelse ikke imødekommes på grundlag af de fremsendte oplysninger eller dokumenter, tager den modtagende instans på den hurtigst mulige måde kontakt med den fremsendende instans for at rekvirere de manglende oplysninger eller dokumenter.

3.   Hvis anmodningen om forkyndelse klart falder uden for denne forordnings anvendelsesområde, eller hvis forkyndelse er umulig, fordi de formelle krav ikke er opfyldt, returneres anmodningen og de fremsendte dokumenter til den fremsendende instans straks efter modtagelsen sammen med meddelelsen om returnering under anvendelse af formularen i bilag I.

4.   En modtagende instans, der modtager et dokument, som den ikke har stedlig kompetence til at forkynde, skal sende dokumentet og anmodningen videre til den kompetente modtagende instans i samme medlemsstat, hvis de i artikel 4, stk. 3, nævnte betingelser er opfyldt, og underrette den fremsendende instans herom under anvendelse af formularen i bilag I. Den stedligt kompetente modtagende instans underretter på den i stk. 1 nævnte måde den fremsendende instans, når den har modtaget dokumentet.

Artikel 7

Forkyndelse af dokumenter

1.   Den modtagende instans forkynder dokumentet eller lader det forkynde enten i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning eller på den særlige måde, som den fremsendende instans har anmodet om, medmindre denne måde er uforenelig med modtagerstatens lovgivning.

2.   Den modtagende instans træffer alle nødvendige foranstaltninger, for at dokumentet kan forkyndes hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest en måned efter modtagelsen. Har det ikke været muligt at forkynde dokumentet senest en måned efter modtagelsen, skal den modtagende instans:

a)	omgående underrette den fremsendende instans herom ved hjælp af attesten i formularen i bilag I, der udfærdiges i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, og

b)	fortsætte med at træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på forkyndelse af dokumentet, såfremt forkyndelse forekommer mulig inden for et rimeligt tidsrum, medmindre den fremsendende instans har angivet andet.

Artikel 8

Mulighed for at nægte at modtage dokumentet

1.   Den modtagende instans underretter under anvendelse af formularen i bilag II adressaten om, at han kan nægte at modtage det dokument, der skal forkyndes, i forbindelse med forkyndelsen eller ved at returnere dokumentet til den modtagende instans senest en uge efter, hvis det ikke er affattet på eller ledsaget af en oversættelse til et af følgende sprog:

a)	et sprog, som adressaten forstår eller

b)	modtagerstatens officielle sprog eller, hvis der er flere officielle sprog i den pågældende medlemsstat, det officielle sprog eller et af de officielle sprog på det sted, hvor forkyndelsen skal finde sted.

2.   Har den modtagende instans fået oplyst, at adressaten nægter at modtage dokumentet, jf. stk. 1, underretter den straks den fremsendende instans herom ved hjælp af den i artikel 10 omhandlede attest og returnerer anmodningen og de dokumenter, der ønskes oversat, til den fremsendende instans.

3.   Har adressaten nægtet at modtage dokumentet, jf. stk. 1, kan forkyndelsen af dokumentet afhjælpes ved, at dokumentet forkyndes for adressaten i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning ledsaget af en oversættelse til et af de i stk. 1 omhandlede sprog. I så fald er datoen for dokumentets forkyndelse den dato, på hvilken dokumentet ledsaget af oversættelsen forkyndes i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning. Hvis et dokument i henhold til en medlemsstats lovgivning skal forkyndes inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, på hvilken det oprindelige dokument blev forkyndt, jf. artikel 9, stk. 2.

4.   Stk. 1, 2 og 3 finder også anvendelse på de fremsendelses- og forkyndelsesmåder for retslige dokumenter, der er omhandlet i afdeling 2.

5.   Ved anvendelsen af stk. 1 underretter de diplomatiske eller konsulære repræsentanter, hvis forkyndelsen foretages efter artikel 13, eller myndigheden eller personen, hvis forkyndelsen foretages efter artikel 14, adressaten om, at han kan nægte at modtage dokumentet, og at ethvert dokument, der nægtes modtaget, skal sendes til de pågældende repræsentanter eller til den pågældende myndighed eller person.

Artikel 9

Forkyndelsesdato

1.   Datoen for et dokuments forkyndelse i henhold til artikel 7 er den dato, på hvilken dokumentet forkyndes i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning, jf. dog artikel 8.

2.   Hvis et dokument i henhold til en medlemsstats lovgivning skal forkyndes inden for en bestemt frist, er den dato, der gælder i forhold til rekvirenten, dog den, der følger af denne medlemsstats lovgivning.

3.   Stk. 1 og 2 finder også anvendelse på de fremsendelses- og forkyndelsesmåder for retslige dokumenter, der er omhandlet i afdeling 2.

Artikel 10

Afleveringsattest og kopi af det forkyndte dokument

1.   Når formaliteterne i forbindelse med forkyndelsen af dokumentet er opfyldt, udfærdiges der under anvendelse af formularen i bilag I en attest som bevis for forkyndelsen, og attesten sendes til den fremsendende instans og ledsages af en kopi af det forkyndte dokument, hvis artikel 4, stk. 5, finder anvendelse.

2.   Attesten udfyldes på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i afsenderstaten eller på et andet sprog, som afsenderstaten har meddelt, at den kan acceptere. Hver medlemsstat skal angive, hvilket andet eller hvilke andre af Den Europæiske Unions institutioners officielle sprog end dens eget eller dens egne den kan acceptere, at formularen udfyldes på.

Artikel 11

Omkostninger i forbindelse med forkyndelsen

1.   Forkyndelse af retslige dokumenter fra en anden medlemsstat medfører ikke krav på betaling eller refusion af afgifter eller omkostninger i forbindelse med modtagerstatens bistand.

2.   Rekvirenten skal dog betale eller refundere omkostninger i forbindelse med:

a)	benyttelse af en stævningsmand eller en person, der er kompetent efter modtagerstatens lovgivning

b)	anvendelse af en særlig fremgangsmåde i forbindelse med forkyndelsen.

Omkostninger i forbindelse med benyttelse af en stævningsmand eller en person, der er kompetent efter modtagerstatens lovgivning, skal svare til ét enkelt fast gebyr, som den pågældende medlemsstat på forhånd har fastsat, og som stemmer overens med principperne om proportionalitet og ikke-forskelsbehandling. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen sådanne faste gebyrer.

AFDELING 2

Andre former for fremsendelse og forkyndelse af retslige dokumenter

Artikel 12

Fremsendelse ad konsulær eller diplomatisk vej

Hver medlemsstat har i særlige tilfælde adgang til at benytte konsulær eller diplomatisk vej til at fremsende retslige dokumenter, der skal forkyndes, til de instanser i en anden medlemsstat, som er udpeget på grundlag af artikel 2 eller 3.

Artikel 13

Forkyndelse ved diplomatiske eller konsulære repræsentanter

1.   Hver medlemsstat har adgang til uden anvendelse af tvang at forkynde retslige dokumenter for personer, der er bosat i en anden medlemsstat, direkte ved sine diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

2.   Hver medlemsstat kan i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, meddele, at den modsætter sig en sådan forkyndelse på sit territorium, medmindre dokumentet skal forkyndes for en person, der er statsborger i den medlemsstat, hvorfra dokumentet hidrører.

Artikel 14

Postforkyndelse

Hver medlemsstat har adgang til at lade retslige dokumenter forkynde for personer, der er bosat i en anden medlemsstat, direkte med posten ved anbefalet brev med modtagelsesbevis eller tilsvarende.

Artikel 15

Direkte forkyndelse

Enhver, der har interesse i en retssag, kan lade forkyndelse af retslige dokumenter foretage direkte ved stævningsmænd, embedsmænd eller andre kompetente personer i modtagerstaten, såfremt en sådan direkte forkyndelse er hjemlet i den pågældende medlemsstats lovgivning.

KAPITEL III

UDENRETSLIGE DOKUMENTER

Artikel 16

Fremsendelse

Udenretslige dokumenter kan fremsendes med henblik på forkyndelse i en anden medlemsstat i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 17

Gennemførelsesbestemmelser

Foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning, og som vedrører ajourføring eller gennemførelse af tekniske ændringer i formularerne i bilag I og II, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 18, stk. 2.

Artikel 18

Udvalg

1.   Kommissionen bistås af et udvalg.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 19

Sagsøgte, der ikke giver møde

1.   Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse efter denne forordning, og sagsøgte ikke er mødt, må dommeren ikke afgøre sagen, før det er fastslået:

a)	at dokumentet er forkyndt ved anvendelse af en af de fremgangsmåder, der har hjemmel i modtagerstatens lovgivning for forkyndelse af dokumenter i indenlandske sager for personer, som opholder sig på dens territorium, eller

b)	at dokumentet faktisk er afleveret til sagsøgte eller på hans bopæl i overensstemmelse med en anden fremgangsmåde, som har hjemmel i denne forordning,

og at forkyndelsen eller afleveringen i hvert af disse tilfælde har fundet sted i så god tid, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen.

2.   Hver medlemsstat kan i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, meddele, at dommeren uanset stk. 1 kan afgøre sagen, selv om der ikke er modtaget nogen attest som bevis for forkyndelse eller aflevering, såfremt følgende betingelser alle er opfyldt:

a)	dokumentet er fremsendt på en af de måder, der har hjemmel i denne forordning

b)	et tidsrum, som dommeren anser for tilstrækkeligt i den enkelte sag, dog mindst seks måneder, er forløbet siden datoen for dokumentets fremsendelse

c)	ingen attest har kunnet opnås til trods for, at ethvert rimeligt forsøg er gjort for at opnå den gennem de kompetente myndigheder eller organer i modtagerstaten.

3.   Uanset stk. 1 og 2 kan dommeren i påtrængende tilfælde træffe bestemmelse om en hvilken som helst foreløbig eller sikrende foranstaltning.

4.   Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet sendes til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse efter denne forordning, og der er afsagt dom over en sagsøgt, som ikke er mødt, har dommeren mulighed for i forhold til sagsøgte at tilsidesætte virkningerne af, at fristen for appel er udløbet, såfremt:

a)	sagsøgte uden egen skyld ikke har fået kendskab til dokumentet i så god tid, at han kunne varetage sine interesser under sagen, eller uden egen skyld ikke har fået kendskab til dommen i så god tid, at han kunne appellere den, og

b)	sagsøgtes indsigelser ikke forekommer helt grundløse.

Anmodning om adgang til appel skal fremsættes inden en rimelig tid efter, at sagsøgte har fået kendskab til dommen.

Hver medlemsstat kan i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, meddele, at anmodningen ikke vil blive imødekommet, hvis den fremsættes efter udløbet af en frist, som angives i meddelelsen, men som ikke kan være kortere end et år efter afsigelsen af dommen.

5.   Stk. 4 finder ikke anvendelse på afgørelser om personers status eller handleevne.

Artikel 20

Forholdet til aftaler eller arrangementer, som medlemsstaterne er part i

1.   Med hensyn til de forhold, som dækkes af denne forordnings anvendelsesområde, har denne forordning forrang for de af medlemsstaterne indgåede bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer, navnlig artikel IV i protokollen til Bruxelles-konventionen af 1968 og Haag-konventionen af 15. november 1965.

2.   Denne forordning er ikke til hinder for, at medlemsstaterne hver især opretholder eller indgår aftaler eller arrangementer for yderligere at fremskynde eller forenkle dokumentfremsendelsen, forudsat at de er forenelige med denne forordning.

3.   Medlemsstaterne sender Kommissionen:

a)	en kopi af de i stk. 2 omhandlede aftaler eller arrangementer, som medlemsstaterne har indgået indbyrdes, og udkast til de aftaler eller arrangementer, som de agter at indgå og

b)	enhver opsigelse eller ændring af disse aftaler eller arrangementer.

Artikel 21

Retshjælp

Denne forordning berører ikke anvendelsen af artikel 23 i konventionen af 17. juli 1905 angående civilprocessen, artikel 24 i konventionen af 1. marts 1954 angående civilprocessen og artikel 13 i konventionen af 25. oktober 1980 om international retshjælp mellem de medlemsstater, der er part i nævnte konventioner.

Artikel 22

Beskyttelse af fremsendte oplysninger

1.   Oplysninger, herunder navnlig personoplysninger, der fremsendes efter denne forordning, må af de modtagende instanser kun anvendes til det formål, der lå til grund for fremsendelsen.

2.   De modtagende instanser sikrer, at sådanne oplysninger behandles fortroligt i overensstemmelse med modtagerstatens lovgivning.

3.   Stk. 1 og 2 berører ikke den nationale lovgivning, i henhold til hvilken de berørte personer har ret til at blive holdt orienteret om den anvendelse, der gøres af oplysninger, som fremsendes efter denne forordning.

4.   Denne forordning berører ikke anvendelsen af direktiv 95/46/EF og 2002/58/EF.

Artikel 23

Meddelelse og offentliggørelse

1.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de oplysninger, som er omhandlet i artikel 2, 3, 4, 10, 11, 13, 15 og 19. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, såfremt et dokument i henhold til deres lovgivning skal forkyndes inden for en bestemt frist som omhandlet i artikel 8, stk. 3, og artikel 9, stk. 2.

2.   Kommissionen offentliggør de oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 1, i Den Europæiske Unions Tidende, med undtagelse af adresserne på og andre kontaktoplysninger for instanserne og de centrale enheder samt disses stedlige kompetence.

3.   Kommissionen udarbejder en håndbog med de i stk. 1 omhandlede oplysninger, som ajourføres med jævne mellemrum og gøres elektronisk tilgængelig, navnlig gennem det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område.

Artikel 24

Genbehandling

Senest den 1. juni 2011 og herefter hvert femte år forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om forordningens anvendelse, bl.a. med en vurdering af de i henhold til artikel 2 udpegede instansers effektivitet og den praktiske anvendelse af artikel 3, litra c), og artikel 9. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag til, hvordan denne forordning kan tilpasses til udviklingen inden for forkyndelsesordningerne.

Artikel 25

Ophævelse

1.   Forordning (EF) nr. 1348/2000 ophæves med virkning fra datoen for nærværende forordnings anvendelse.

2.   Henvisninger til den ophævede forordning betragtes som henvisninger til nærværende forordning og læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilag III.

Artikel 26

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra … (12) med undtagelse af artikel 23, som anvendes fra … (13).

---

(1)  EUT C 88 af 11.4.2006, s. 7.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 4.7.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådet fælles holdning af 28.6.2007 og Europa-Parlamentets holdning af … (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  EFT C 261 af 27.8.1997, s. 1. Samme dag som konventionen blev udfærdiget, tog Rådet den forklarende rapport om konventionen til efterretning. Denne findes på side 26 i førnævnte udgave af EFT.

(4)  EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.

(5)  EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.

(6)  EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1.

(7)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006, s. 11).

(8)  Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (opr. dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 17, konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1).

(9)  Haag-konventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål.

(10)  EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

(11)  EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37. Ændret ved direktiv 2006/24/EF (EUT L 105 af 13.4.2006, s. 54).

(12)  Tolv måneder efter forordningens vedtagelse.

(13)  Ni måneder efter forordningens vedtagelse.

---

---

---

---

---