27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/1

1.1

EØSU mener ikke, at det er på sin plads at foretage en automatisk tilpasning til inflationsraten i EU-12 siden 1992, eftersom andre lande i mellemtiden er blevet medlemmer (3 lande i 1995, 10 den 1. maj 2004 og 2 den 1. januar 2007).

1.2

For at den ønskede harmonisering kan finde sted i EU-27, bør man efter udvalgets opfattelse ligeledes overveje at vedtage en maksimumspunktafgiftssats — en foranstaltning, der helt sikkert giver mulighed for effektivt at bekæmpe smugleri og svig og harmonisere afgiftsniveauerne — og for dermed at fremme virkeliggørelsen af det indre marked. Denne harmonisering bør ske gradvis af hensyn til forbrugerne, der ikke bør betragtes som smuglere, blot fordi de køber alkoholholdige drikkevarer, dér hvor de koster mindst.

1.3

EØSU anbefaler, at der indføres et udtrykkeligt forbud mod i medlemsstaterne at anvende andre former for forbrugsafgifter ud over de normale punktafgifts- og momssystemer, f.eks. under den kreative betegnelse »fællesskabsafgift« som fastslået af EF-domstolen (1).

1.4

EØSU mener ikke, at forslaget i tilstrækkeligt omfang kan begrunde valget af retsgrundlag, dvs. traktatens artikel 93, der giver Rådet mulighed for med enstemmighed at vedtage bestemmelser om harmonisering af medlemsstaternes skattelovgivninger. Forslaget fører ikke til nogen form for harmonisering, eftersom det giver medlemsstaterne mulighed for frit at fastsætte deres afgifter ud fra minimumssatsen.

1.5

EØSU mener, at Kommissionen gør forkert i at nedtone betydningen af forslaget og derved retfærdiggøre den manglende konsekvensanalyse og høring af de berørte parter. Under en høring i udvalget gav alle deltagerne udtryk for, at de var imod Kommissionens forslag, og de anmodede samtidig Kommissionen om i fremtiden at foretage en nøjagtig konsekvensanalyse.

1.6

EØSU håber, at forslaget bliver trukket tilbage, og anmoder Kommissionen om i fremtiden at ajourføre henvisningerne til den kombinerede nomenklaturs koder, som direktiv 92/83/EØF henviser til, og tage klassificeringsmetoderne op til revision.

2.1

Forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 92/84/EØF om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer fastsætter minimumspunktafgiftssatser for alkohol og de forskellige kategorier af alkoholholdige drikkevarer. I henhold til direktivets artikel 8 skal Kommissionen foretage regelmæssige undersøgelser og fremlægge en rapport samt eventuelle ændringsforslag.

2.2

Kommissionens fremlagde den 26. maj 2004 en rapport, hvori den konkluderede, at det ville være hensigtsmæssigt med større konvergens mellem minimumssatserne af hensyn til det indre markeds funktion og for at forebygge svig og smugling, som havde gunstige vilkår under de forskellige systemer i medlemsstaterne. Den efterfølgende debat fik Kommissionen til at følge Rådets opfordring om at »fremsætte et forslag, der dels indebærer en tilpasning af minimumspunktafgiftssatserne for at undgå et fald i realværdien af Fællesskabets minimumssatser, dels indførelse af overgangsperioder og undtagelser for de medlemsstater, der kan have vanskeligheder med at forhøje deres satser«. »Kommissionen skulle også tage passende hensyn til, at dette særlige spørgsmål er politisk følsomt«.

2.3

Kommissionen foreslår derfor at ændre direktivet på følgende måde:

2.4

Forslaget har efter anmodning fra Rådet først og fremmest til formål at regulere satserne op til deres realværdi fra 1992 — en værdi, som ifølge Kommissionen vil »sikre, at det indre marked kan fungere tilfredsstillende uden fiskale grænser«.

3.1

I mangel af en konsekvensanalyse besluttede EØSU selv at foretage en høring af producent-, forbruger- og fagforeningsorganisationer. Samtlige høringsdeltagere havde været forbløffet over direktivforslaget. Nogle organisationer bemærkede ligeledes, at forslaget ville øge den ulige behandling af forskellige alkoholholdige drikke, hvilket ville ske på bekostning af de afgiftspligtige. Ikke-afgiftspligtige drikkevareproducenter anmodede derimod om opretholdelse af det nuværende system — der i øvrigt er defineret i bestemmelserne om den fælles landbrugspolitik.

3.2

Høringsdeltagerne (2) var desuden enige om, at der bør tages højde for de sociale og sundhedsmæssige aspekter, der dog ikke skal danne basis for afgifterne. Samtidig anmodede de om iværksættelse af en kampagne for »ansvarligt forbrug« for at begrænse risikoen for misbrug — hvilket udvalget i øvrigt støtter. Det blev ligeledes understreget, at den europæiske industri er førende i verden på dette område, og at den yder et væsentligt bidrag til Europas bruttonationalprodukt samt den direkte og indirekte beskæftigelse.

3.3

Forslaget om at ændre direktivet ligner umiddelbart en rutineforanstaltning, der blot har til formål at justere satserne i forhold til den inflation, der har fundet sted siden 1993. Forslaget vedrører imidlertid et meget komplekst og vanskeligt emne, der viser hvor fjernt de nationale politikker og interesser ligger for et afgørende skridt mod egentlig skattemæssig konvergens i EU. EØSU har flere gange slået til lyd for fiskal harmonisering — en proces, der er absolut nødvendig for at få forbrugerne til at påskønne fordelene ved det indre marked.

3.4

ECOFIN-møderne den 7. og 28. november 2006, hvor bl.a. dette forslag blev behandlet, førte til genoptagelse af de endeløse diskussioner mellem medlemsstaterne — en situation, der på mange måder minder om situationen i 1992, der banede vej for direktivet, men som kun førte til fastsættelse af minimumssatser uden mulighed for at finde en fælles tilgang til harmonisering og indbyrdes tilnærmelse af punktafgifterne.

3.5

Ved nærmere iagttagelse af de punktafgifter, som anvendes i de enkelte medlemsstater, står det klart, at satserne varierer betydeligt fra en medlemsstat til en anden. Rapporten af 26. maj 2004 omfattede foranstaltninger, der fandt anvendelse på de forskellige kategorier af drikkevarer i de dengang 25 medlemsstater og kandidatlandene Rumænien og Bulgarien (3), der blev medlemmer den 1. januar 2007. Forskellen mellem de laveste og de højeste satser var i størrelsesordenen 1.100 %!

3.6

For vin var spændet eksempelvis på mellem 0 og 273 € pr. hl, for mousserende vin mellem 0 og 546 € pr. hl, for øl fra 0,748 pr. Plato-grad (4) — hvilket svarer til 1,87 — 19,87 € pr. hl/alkoholgrad — for ikke-mousserende og mousserende mellemklasseprodukter mellem 45 og 497 € pr. hl, for ren alkohol mellem 550 og 5 519 € pr. hl — hvilket for drikkevarer med et alkoholindhold på 40 % svarer til et spænd på mellem 220 og 2 210 € pr. hl.

3.7

Hvis minimumssatserne som foreslået af Kommissionen justeres, vil det mindske forskellen mellem de satser, som anvendes i de forskellige lande, fra 1.100 % til et sted mellem 800 og 1.000 %. Kommissionens påstand om, at denne foranstaltning vil kunne sikre et velfungerende indre marked, synes derfor lovlig forhastet. Skal der kunne findes en effektiv løsning, foreslår EØSU, at der ud over en minimumssats indføres en maksimumssats — en foranstaltning, der på sigt giver mulighed for at bekæmpe smugling og svig.

3.8

Der synes heller ikke at være belæg for Kommissionens ord om, at en tilpasning af minimumssatserne til inflationsraten ikke vil medføre en forøgelse af realværdien. Kommissionen burde af hensyn til oplysningernes fuldstændighed have givet et billede over tid af, hvordan punktafgifterne har bevæget sig i medlemsstaterne — fra 1985, hvor forslaget om harmonisering blev fremsat i en hvidbog. Det konkrete resultat af en sådan analyse er i virkeligheden — på nær enkelte undtagelser — at realværdien af medlemsstaternes punktafgifter var steget efter udløbet af de overgangsperioder, som nogle lande var blevet indrømmet. EØSU stiller sig kritisk over for medlemsstaternes anvendelse af nationale afgiftsformer ud over punktafgifterne, i nogle tilfælde under betegnelsen »fællesskabsafgift«.

3.9

Denne tendens bekræftes af en af Kommissionen (5) bestilt undersøgelse, som viser, at alle medlemsstater — på nær tre — hvert år eller med få års mellemrum har forhøjet værdien af deres punktafgifter.

3.10

I henhold til samme undersøgelse, hvor der blev taget højde for efterspørgselselasticiteten i forhold til priserne, vil der ske følgende, hvis minimumssatserne tilpasses inflationen:

3.11

Eftersom denne undersøgelse af konsekvenserne af de varierende minimumssatser var begrænset til EU-15, kunne det være interessant at sammenligne med en undersøgelse af konsekvenserne i EU-27.

3.12

EØSU rejser det spørgsmål, om Kommissionen — på et så følsomt område — fortsat blot bør spille en administrativ rolle, eller om den ikke snarere, eventuelt i dialog med medlemsstaterne, bør fremsætte forslag, som effektivt dæmmer op for de betydelige konkurrenceforvridninger, som opretholdelsen af et så fragmenteret afgiftssystem giver anledning til.

3.13

Et andet aspekt, som Kommissionen slet ikke har taget hensyn til ved udarbejdelsen af sit forslag om ændring af direktiv 92/84/EØF, er, at forskellen i gennemsnitsindkomsten pr. indbygger i EU-12 i 1992 ikke var af en sådan størrelse, at de gældende afgiftssatser udgjorde en reel byrde. I EU-27, hvor der er så stor forskel på niveauet for lønninger og pensioner, vil det ikke være retfærdigt fortsat at overveje det samme afgiftsniveau for nye og gamle medlemsstater, eftersom det vil ske på bekostning af de laveste indkomster. For arbejdstagere og pensionister, hvis lønninger og pensioner ikke overstiger 100-150 euro pr. måned, og som allerede har oplevet en stigning i punktafgifterne på alkohol på 50-400 %, vil det helt sikkert påvirke forbruget negativt, hvis satserne forhøjes med yderligere 31 %. Navnlig på grund af de nye udvidelser af EU, der nu tæller yderligere tolv medlemsstater, mener EØSU ikke, at det er på sin plads at foretage en automatisk tilpasning til inflationsraten i EU-15 siden 1992.

3.14

Det foreslåede system er — på nær enkelte undtagelser — i modstrid med alle de anti-inflationspolitikker, som er blevet gennemført i medlemsstaterne, hvor mekanismer til indeksering af lønninger og pensioner i forhold til inflationen blev afskaffet for længe siden. Kommissionen giver ikke en tilstrækkelig forklaring på, hvorfor denne mekanisme bør opretholdes for skatter og afgifter!

3.15

EØSU finder derimod, at det nuværende system er særdeles uhensigtsmæssigt, og at en justering i forhold til inflationen (i EU-12, -25 eller -27?) udgør en unødvendig foranstaltning, der navnlig rammer de laveste lønninger, ligesom det er tilfældet med alle andre former for indirekte skatter, som ikke tager hensyn til skatteydernes nettoindkomst.

3.16

Et moderat indtag af vin er en del af kulturen og historien i flere medlemsstater, og det samme gælder andre typer af alkoholiske drikkevarer i andre dele af EU's befolkning. Problemet i alle dets facetter bør imidlertid ses i et bredere perspektiv.

3.17

EØSU respekterer, at nogle lande har valgt at føre en stram afgiftspolitik med hensyn til alkohol og tobak, formentlig på grund af risikoen for misbrug, særligt blandt unge. Nogle medlemsstater har gjort det klart, at de i deres afgiftspolitik ønsker at tage hensyn til folkesundheden, men disse landes frivillige beslutning må ikke influere på andre medlemsstaters valg og bevæggrunde.

3.18

EØSU har allerede givet sit syn på dette aspekt i en særskilt udtalelse (7), hvor det understreges, at »problemer med alkoholmisbrug (…) bedst (kan) løses gennem undervisnings-, oplysnings- og uddannelsesprogrammer, der primært er rettet mod alkoholmisbrugerne selv«.

3.19

EØSU finder ikke, at betingelserne i traktatens artikel 93 er opfyldt, dvs. betingelserne om, at Rådet med enstemmighed vedtager bestemmelser om harmonisering af skattesystemer, i det omfang en sådan harmonisering er nødvendig for at sikre det indre markeds oprettelse og funktion inden for den i artikel 14 fastsatte frist. Frem for at bidrage til en harmonisering vil en forhøjelse af minimumssatserne snarere resultere i et minimumsniveau, som hver enkelt medlemsstat frit kan forhøje. Den kendsgerning, at forskellen mellem de gældende satser er blevet endnu større siden vedtagelsen af direktiv 92/84EØF, viser, at et sådant direktiv ikke kan føre til harmonisering.

4.1

Ud over at hindre det indre marked i at fungere tilfredsstillende er en anden negativ konsekvens af de store afgiftsforskelle, at de medfører en stærk tilbøjelighed til skatteunddragelse — enten delvis ved at betale afgift i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor det endelige forbrug finder sted, eller helt ved at importere varer fra tredjelande eller omdirigere varer, mens de er under transit og ikke afgiftspålagt.

4.2

Med udviklingen af e-handel er der opstået nye muligheder for skattesvig, da det er umuligt at kontrollere fjernsalg, og der ikke findes en koordineret politik til bekæmpelse af svig med alkoholafgifter. Grunden hertil er, at nogle medlemsstater ikke anser denne type svig for et problem, og at problemet som regel kun berører de områder, der har de højeste afgifter.

4.3

Udvidelsen har betydet, at EU's ydre grænser nu strækker sig til lande med afgifter, der ligger langt under EU-gennemsnittet, hvorved mulighederne for svig er steget eksponentielt. I nogle af de stater, som i dag grænser op til EU, findes der megen korruption, der også involverer toldmyndighederne. Foranstaltningerne til bekæmpelse af smugling bør styrkes yderligere. Hvis forslaget om en forhøjelse af satserne vedtages, vil det medføre endnu større overskudsmarginer for internationale smuglere.

4.4

Den Europæiske Union har lige siden 1992 — og vedtagelsen af Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed — søgt at bekæmpe svig med afgiftspligtige varer. Eftersom de ønskede resultater udeblev, blev dette direktiv ændret i 2004 med Rådets direktiv 2004/106/EF af 16. november 2004 om ændring af direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter, visse punktafgifter og afgifter på forsikringspræmier.

4.5

Af hensyn til en effektiv bekæmpelse af svig fastholder EØSU i en af sine udtalelser (8), at »set i dette lys er det tydeligt, at der er behov for modernisering, styrkelse, forenkling og effektivisering af samarbejdet mellem myndighederne og udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne på punktafgiftsområdet«.

4.6

I samme udtalelse understreges også følgende: »Endnu en gang er det beskyttelsen af nationale interesser, som er en hindring for de fordele, der kunne opnås ved et mere velfungerende indre marked og mere effektive procedurer med henblik på afsløring og bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse«. »Der hersker nemlig ingen tvivl om, at mange tilfælde af svindel hænger direkte sammen med de til tider store forskelle mellem punktafgifternes størrelse i de forskellige medlemsstater«.

»EØSU benytter lejligheden til endnu en gang at pege på begrænsningerne ved det gældende enstemmighedsprincip, som på nuværende tidspunkt styrer de fleste EU-beslutninger vedrørende skattelovgivning, og understreger behovet for at fjerne dette til fordel for flertalsprincippet, herunder kvalificeret flertal, i forbindelse med skatter, der påvirker det indre markeds funktion, eller som er konkurrenceforvridende«.

4.7

EØSU har gennem årene lagt vægt på følgende vigtige indsatsområder:

4.8

I eksempelvis Sverige importerede rejsende og smuglere i 2004 omkring 164 mio. liter øl, svarende til den mængde — 173 mio. liter — som blev solgt af det svenske Systembolag, hvorved den svenske statskasse mistede ca. 190 mio. euro i indtægter fra afgifter og moms. Sådanne køb er steget med 40 % siden afskaffelsen i 2002 af det særlige system til begrænsning af indkøb i udlandet. Det vurderes, at smuglingen inden for de seneste to år er blevet fordoblet. I Danmark skønnes det, at der indkøbes omkring 95 mio. liter øl fra Tyskland. Hvis man dertil føjer ca. 10 % smuglervarer, kommer man frem til, at ca. 30 % af det danske ølforbrug unddrager sig beskatning. I Finland blev der i 2005 importeret mere end 42 mio. liter, svarende til 10 % af det samlede forbrug, hvilket medførte et provenutab på mere end 50 mio. euro. I Østrig blev der importeret op til 30 mio. liter fra Tyskland og Tjekkiet, mens der i Det Forenede Kongerige blev importeret mere end 100 mio. liter, for ikke at tale om smugling i stor skala (9).

5.1

Kommissionen henledte i sin rapport fra 2004 opmærksomheden på flere problemer, der var blevet registreret i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 92/84/EØF, herunder især

5.2

Hvad angår det første punkt, begrunder Kommissionen forslaget om at fratage medlemsstaterne muligheden for at beskatte mousserende og ikke-mousserende vine forskelligt med, at de årsager, som lå til grund for denne løsning — nemlig det forhold, at mousserende vine kan betragtes som et luksusprodukt (mens det forholder sig modsat for visse ikke-mousserende vine) — ikke længere findes.

5.3

Hvad angår det andet punkt, hedder det i artikel 26 i direktiv 92/83 (om afgiftsstrukturen), at de i direktivet fastsatte KN-koder er de gældende koder på tidspunktet for direktivets vedtagelse (19. oktober 1992). Kommissionen foreslår imidlertid at henvise til de seneste KN-koder og fremover træffe beslutninger om ændringer i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv 92/12/EØF (procedure, der involverer afgiftsudvalget, ligesom det er tilfældet med energiprodukter).

5.4

Hvad angår endelig det tredje punkt, foreslår Kommissionen — med henblik på at løse det problem, som mange aktører har gjort opmærksom på, og som skyldes direktivets alt for upræcise formulering af, i hvilket omfang der kan tilsættes destilleret alkohol til »gærede drikkevarer« — at klassificeringen af alkoholholdige drikkevarer ikke længere i samme grad skal afhænge af KN-klassificeringen i beskatningsøjemed.

5.5

EØSU anser de ændringer, som flere aktører af forenklings- og konkurrencemæssige hensyn har anmodet om, for at være berettigede og sammenhængende. EØSU støtter grundlæggende de forslag, som Kommissionen allerede har fremsat, men undrer sig over, hvorfor disse ændringer ikke er blevet foretaget og direktiv 92/83/EØF tilsvarende ændret.

5.6

EØSU håber, at direktivforslaget bliver trukket tilbage, og anbefaler samtidig, at man vedtager de af Kommissionen foreslåede ændringer af direktiv 92/83/EØF.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/8

1.1

EØSU bifalder forslaget til det femårige statistiske program for 2008-2012 og er enigt i, at harmoniserede og sammenlignelige statistikker er nødvendige for den almene befolknings kendskab til EU, for borgernes deltagelse i debatten og for de økonomiske aktørers deltagelse i det indre marked.

1.2

EØSU fremhæver nødvendigheden af, at både Eurostat og de nationale statistiske kontorer råder over de bedste ressourcer, som budgetmidlerne tillader, både hvad angår personale og materiale. Det er påkrævet for at opfylde de stadig større krav, der stilles til statistisk information, og det er vigtigt for EU's rolle som global aktør.

1.3

Udvalget finder det nødvendigt at lægge større vægt på de områder, der har at gøre med EU-borgernes velfærd, og foreslår i den forbindelse at udvide det statistiske program til at omfatte følgende områder:

1.4

Grundet den store betydning for opfyldelsen af Lissabon-målene kan det hævdes, at der ikke fokuseres tilstrækkeligt på forbedringen af statistisk information om uddannelse og erhvervsuddannelse i det statistiske program 2008-2012.

1.5

Desuden er det hensigtsmæssigt at levere statistikker om socialøkonomi, da den udvikler sig så hastigt i EU.

1.6

På den anden side er der områder, hvor der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkelig statistisk information til rådighed, hvorfor der burde tildeles disse områder større opmærksomhed i det femårige program. Her skal følgende områder nævnes:

1.7

EØSU erindrer om, at ifølge traktaten må »Udarbejdelsen af fællesskabsstatistikker (…) må ikke medføre uforholdsmæssigt store byrder for erhvervslivet  (1)«. Dette kræver:

1.8

Statistik over udenrigshandel: Der er i forbindelse med opgørelserne over eksport fra et land til et andet konstateret uoverensstemmelser med opgørelserne over importen til sidstnævnte land fra førstnævnte, hvilket bør korrigeres. Med andre ord, den eksport, A hævdes at eksportere til B, stemmer ikke overens med den import, B hævdes at importere fra A.

1.9

På grund af forskelligheden i et EU bestående af 27 medlemsstater fremhæver EØSU vigtigheden af, at der gøres en indsats for at opnå størst mulig koordinering af den terminologi, der anvendes for statistisk materiale.

1.10

For at sikre den størst mulige neutralitet i forbindelse med statistiske data samt for at sikre, at de øvrige principper i adfærdskodeksen (blandt andet databeskyttelse) overholdes, finder EØSU det afgørende at kontrollere de private myndigheders aktiviteter, da de direkte eller indirekte arbejder inden for det europæiske statistiske system.

2.1

Kravet om et flerårigt statistisk program for Fællesskabet (2) følger af Rådets forordning (EF) nr. 322/97 (3), hvoraf det fremgår, at dette program skal indeholde retningslinjer, hovedområder og målsætninger for de planlagte aktioner for en periode på højst fem år og danne rammen for udarbejdelse af alle EF-statistikker. Fællesskabets statistiske program gennemføres via de årlige arbejdsprogrammer, der indeholder mere detaljerede målsætninger for hvert år, og via specifik lovgivning om de største aktioner. Programmet er genstand for en interimsrapport og en formel evaluering efter udløbet af programperioden.

2.2

På denne baggrund er formålet med dette forslag — hvis juridiske grundlag er EF-traktatens artikel 285 — at fastlægge et omfattende strategisk program for officielle EF-statistikker. Det bør omfatte udarbejdelse og levering af produkter og tjenesteydelser til brugerne, forbedring af statistikkernes kvalitet og den videre udvikling af det europæiske statistiske system (4).

2.3

Hovedformålet med de officielle EF-statistikker er løbende at underbygge udarbejdelsen, overvågningen og evalueringen af Fællesskabets politikker med pålidelige, objektive, sammenlignelige og kohærente faktuelle oplysninger. På nogle områder anvendes de statistiske oplysninger også direkte af Fællesskabets institutioner til forvaltning af centrale politikker.

2.4

Fællesskabets statistiske program 2008-2012 er baseret på følgende overordnede politikprioriteringer:

2.5

I forbindelse med udarbejdelsen af forslaget afholdt Kommissionen høringer af interesserede parter, herunder EU's medlemsstater, EFTA-landene og kandidatlandene samt det europæiske statistiske systems tekniske arbejdsgrupper. Det Europæiske Rådgivende Udvalg for Statistisk Information på det Økonomiske og Sociale Område (CEIES) (5) og Udvalget for Penge-, Kreditmarkeds- og Betalingsbalancestatistik (CMFB) (6) har også afgivet udtalelser om forslaget.

2.6

Med hensyn til programmets tilgang har Kommissionen af de to muligheder — en »snæver« og en »bred« tilgang — valgt sidstnævnte, på baggrund af følgende tre faktorer: det europæiske statistiske systems kapacitet og effektivitet, omkostningerne, som programmet medfører for staterne, og byrden for virksomheder og husstande.

3.1

EØSU har igennem mange år ved flere lejligheder udtalt sig om de statistiske arbejdsprogrammer (7) og om forskellige specifikke forhold vedrørende EU's statistikpolitik. EØSU har konsekvent søgt at fremhæve det statistiske systems store betydning for opnåelsen af EU's økonomiske, sociale og politiske mål, og behovet for at støtte og styrke Eurostat, der er et nøgleinstrument for det statistiske systems funktion, samt de nationale statistikmyndigheder inden for rammerne af medlemsstaternes beslutningsbeføjelser.

3.2

EØSU bekræfter disse kriterier og påpeger endvidere i forbindelse med herværende beslutning yderligere tre områder, som vedrører behovet for at råde over det bedst mulige statistiske system: EU's rolle som global aktør, opfyldelsen af Lissabon-målene og udvidelsen, da koordineringen af 27 staters statistiske data er en udfordring, der ikke er set før i historien. For at opsummere kan man sige, at for at EU skal kunne fungere er det blandt andet vigtigt, at det statistiske system fungerer effektivt.

3.3

Med hensyn til ressourcer råder det femårige statistiske program for 2008-2012 over et budget på 274,2 mio. EUR (hvilket er en forøgelse på 24,3 % i forhold til driftsressourcerne for programmet for 2003-2007). Der bør dog tages højde for faktorer, som ikke er medregnet i dette beløb (8). Hvis de administrative omkostninger og medlemsstaternes eller andre organers medfinansiering medregnes, vil de samlede forpligtelsesbevillinger nå op på 739,34 mio. EUR.

3.4

Statistisk styring. Ifølge principperne i adfærdskodeksen (9) skal de nationale myndigheder og Fællesskabets statistikmyndighed sørge for:

3.5

Fællesskabets statistiske program 2008-2012 har til hensigt at nå 32 tværgående mål (beskrives udførligt i bilag I) og fastsætter næsten 90 målsætninger og aktioner (bilag II), som omhandler såvel den overordnede politik som 18 specifikke politikområder.

3.5.1

Programmet indeholder planlagte aktioner på følgende hovedområder:

4.1

I betragtning af de ambitiøse mål for programmet for 2008-2012, som nu omfatter tæt koordinering mellem Eurostat og de 27 medlemsstaters nationale statistiske kontorer, bør nødvendigheden af at prioritere det statistiske arbejde højt, og at anvende de begrænsede ressourcer på den mest effektive måde, fremhæves.

4.2

I artikel 4 i beslutningsforslaget refereres til fastsættelse af prioriteringer for det statistiske materiale på grund af behovet for at anvende de begrænsede ressourcer så effektivt som muligt. Dog indføres der hverken kriterier eller fremgangsmåder for fastsættelsen af disse prioriteringer. Derudover er det svært at fastsætte prioriteringer, når det samtidig også anerkendes, at der er behov for at styrke arbejdsområder eller inddrage nye.

4.3

EØSU støtter antagelsen om, at »den hurtige udvikling i internettets kapacitet og tilgængelighed vil gøre dette til det vigtigste værktøj til formidling af statistiske data i fremtiden. Det vil øge antallet af potentielle brugere betydeligt og dermed skabe nye muligheder for formidling« (10). For at nå dette mål og i betragtning af, at Eurostats websted derudover repræsenterer en af EU's tjenester, bør præsentationen af data og tekst være så enkel og tilgængelig, som teknologien overhovedet tillader.

4.4

EØSU er enigt i, at samarbejdet mellem Eurostat og de nationale statistiske kontorer bør intensiveres (11). EØSU bemærker dog, at beslutningsforslaget ikke konkretiserer eller fastlægger mekanismer for intensiveringen af dette samarbejde.

4.5

Område og prioriteringer for Fællesskabets statistikker. EØSU fremhæver, at det statistiske system grundlæggende er baseret på de økonomiske aspekter, som det også fremgår af oversigten over planlagte aktioner i punkt 3.5.1 i herværende udtalelse, mens der ikke leveres tilstrækkelig information om de sociale aspekter, der har direkte konsekvenser for EU's borgere. EØSU påpeger endvidere, at social- og arbejdsmarkedspolitikken — i modsætning til de andre områder — er grupperet sammen med uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/11

1.1

Pålidelige statistikker af god kvalitet er uundværlige for institutionelle, økonomiske og sociale aktører, der skal evaluere effektiviteten af bestemte lovgivningsforanstaltninger og træffe beslutninger for fremtiden.

1.2

Det er absolut nødvendigt at have en præcis og virkelighedsnær idé om tingenes aktuelle tilstand, hvis man skal kunne vælge den bedst mulige politik.

1.3

Statistikker over beskæftigelsessituationen i Europa er helt uundværlige for en analyse af medlemsstaternes fremskridt i forhold til Lissabon-strategiens mål.

1.4

For at forstå arbejdsmarkedets udvikling i EU er det af stor betydning at vide, i hvilke sektorer og regioner der er ledige stillinger, og hvor mange. De ubesatte stillinger afspejler konjunkturbestemte ændringer for de enkelte økonomiske aktiviteter og kan give et nyttigt billede af, hvilke regioner i EU der mangler arbejdskraft, eller modsat, hvor økonomien og beskæftigelsen er i betydelig vækst.

1.5

Data om ledige stillinger indgår i de vigtigste europæiske økonomiske indikatorer (PEEI) og er desuden — hvis de kan fremskaffes hurtigt — nyttige for Den Europæiske Centralbank og Kommissionen til at måle virkningerne af den økonomiske udvikling i bestemte sektorer samt til at afbalancere beslutningerne i forbindelse med pengepolitikken.

1.6

På Det Europæiske Råds møde i marts 2005 blev der taget nyt afsæt i Lissabon-strategien. Blandt de vigtigste prioriteter var oprettelsen af flere og bedre arbejdspladser. Dette har nødvendigvis øget behovet for bedre statistiske oplysninger om arbejdskraftbehovet.

1.7

De integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008) og de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker har i forbindelse med den europæiske beskæftigelsesstrategi brug for aggregerede strukturdata for EU om ledige stillinger opdelt på økonomisk aktivitet for at kunne analysere omfanget af og strukturen i efterspørgslen efter arbejdskraft.

1.8

Tilstedeværelsen af pålidelige og hyppigt opdaterede statistikker gør det også muligt for medlemsstaterne at vurdere arbejdsmarkedet og derefter træffe beslutninger om arbejdsmarkedspolitik, også på regionalt grundlag.

2.1

Nationale data om ledige og besatte stillinger har været indsamlet siden 2003 i henhold til en gentlemanaftale, dvs. en uformel aftale. Selvom aftalen har sikret medlemsstaterne fleksibilitet og uafhængighed, har den ikke helt kunnet opfylde databrugernes behov.

2.2

4 medlemsstater har til dato ikke indsendt oplysninger til Eurostat, og de oplysninger, der er blevet indgivet, er ikke altid helt sammenlignelige. Hvad angår indsamlingen af kvartalsdata opfyldes hverken ECB's eller Kommissionens krav til dækning, aktualitet og harmonisering.

2.3

Med forslaget til forordning (KOM(2007) 76 endelig), som er blevet til på Beskæftigelsesudvalgets initiativ, ønsker Kommissionen at indføre en retsakt, som gør det muligt at udarbejde sammenlignelige statistikker om ledige stillinger inden for en klart defineret tidsramme.

2.4

Under udarbejdelsen af forordningsforslaget, hvor bl.a. eksperter og Udvalget for det Statistiske Program blev hørt, blev forskellige muligheder overvejet. Den valgte løsning i forordningsforslaget indebærer, at indsamlingen af årlige strukturdata på kort sigt fortsat skal ske i henhold til en gentlemanaftale.

2.5

Forslaget koncentrerer sig derfor hovedsageligt om indsamling af kvartalsvise statistiske oplysninger om ledige stillinger. På grundlag af erfaringerne med denne forordning om kvartalsdata forudses muligheden for, at der i fremtiden foreslås en ny forordning om årlige data.

2.6

Til fastlæggelse af det detaljeringsniveau, der kræves for hver økonomisk aktivitet, er det nødvendigt at anvende den gældende version af den fælles nomenklatur for økonomiske aktiviteter i fællesskabet (NACE).

2.7

For at lette byrden for virksomhederne uden at forringe kvaliteten har medlemsstaterne fået mulighed for at anvende administrative kilder eller for at begrænse omfanget af de økonomiske aktiviteter, der skal dækkes (artikel 5).

2.8

Kommissionen forudser (artikel 8) indførelse af en række gennemførlighedsundersøgelser for de medlemsstater, som har vanskeligt ved at levere data for:

2.9

I den indledende fase (de første tre år) kan medlemsstaterne få økonomisk støtte fra EU. Disse udgifter vil i de første tre år blive dækket af et fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet, Progress (1) (artikel 9). Der kan således lanceres initiativer til innovation og forbedring af dataindsamling samt til fuldførelse af arbejdet i henhold til gentlemanaftalen.

3.1

EØSU understreger betydningen af, at der foreligger så sammenhængende og pålidelige statistikker som muligt over beskæftigelsessituationen i EU. Udvalget påskønner og støtter derfor Kommissionens initiativ til at indføre en retlig ramme, som gør det muligt at tilvejebringe opdaterede, sammenlignelige og relevante statistikker over ledige stillinger på EU-niveau.

3.2

For at opfylde Lissabon-strategiens mål på det økonomiske og beskæftigelsesmæssige område er det nødvendigt at have et permanent og effektivt statistisk grundlag, der står til rådighed for alle statistikbrugere og økonomiske, sociale og institutionelle aktører på såvel europæisk som nationalt plan.

3.3

EØSU er også enig i valget af en EU-forordning som reguleringsmiddel, fordi forslagets formål lige som hovedparten af foranstaltningerne på statistikområdet kræver præcis og ensartet anvendelse i hele Fællesskabet.

3.4

Når Kommissionen har valgt kun at medtage indsamling af kvartalsdata i forordningsforslaget og fortsætte med indsamling af årlige strukturdata på grundlag af den uformelle aftale, skyldes det formodentlig det rimelige ønske om en gradvis overgang fra indsamling af data baseret på en uformel aftale til indsamling på grundlag af en EU-forordning. Resultaterne i overgangsperioden skal konstant overvåges, og EØSU håber, at der i nærmeste fremtid etableres en mere fuldstændig og pålidelig ramme for såvel årlige data som kvartalsdata om mulighederne på det europæiske arbejdsmarked.

EØSU beklager, at der endnu ikke er foretaget en konsekvensanalyse, men forventer, at Kommissionen vil fremlægge en sådan, før der kan vedtages en sekundær gennemførelsesforordning, da omkostninger og byrder for europæiske virksomheder i princippet vil stige uden kompenserende reduktioner for anden undersøgelsesvirksomhed.

3.5

Dog mener EØSU, at der på baggrund af behovet for at forenkle indsamlingen af statistiske data og nedbringe omkostningerne er truffet et temmelig uklart valg, nemlig at gøre indsamling af data i »sæsonbetingede« sektorer, især landbrug, fiskeri og skovbrug, frivillig.

3.6

»Sæsonjustering« åbner imidlertid for en række spørgsmål om statistikkernes pålidelighed, eftersom sæsonkontrakter i andre erhvervssektorer og/eller i offentlig administration har været almindelig praksis i årevis (tekstil-, fødevare- og turismesektorerne).

3.7

Desuden er arbejdskontrakter i EU's medlemsstater i dag udformet på mange forskellige måder hvad angår ansættelsesforhold. Det ville derfor være interessant at vide, hvilke typer ledige stillinger det drejer sig om (tidsubegrænsede eller tidsbegrænsede stillinger, deltidsstillinger, projektstillinger, samarbejdsstillinger osv.).

3.8

En ramme tættere på arbejdsmarkedets reelle muligheder, dets tendenser og svagheder i bestemte sektorer og regioner ville gøre det muligt at rette fokus bedre ind på de strategier, der skal gennemføres for at nå Lissabon-målene.

3.9

Også af denne grund mener EØSU, at det især på dette område er nødvendigt at høre og direkte involvere arbejdsmarkedets parter i EU.

EØSU bifalder Europa-Parlamentets kontrolbeføjelser over forslaget, som skal følge den fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet. Gennemførelsesforordningerne skal følge udvalgsproceduren i henhold til forskriftsproceduren med kontrol som beskrevet i Rådets afgørelser 1999/468/EF og 2006/512/EF.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/13

1.1

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003 blev der indført en fælles nomenklatur for medlemsstaternes regionale enheder til brug for udarbejdelse af statistikker (benævnt »NUTS«).

1.2

Forordningen blev ændret første gang i 2005, efter at EU blev udvidet med 10 nye medlemsstater. Som følge af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse er der nu behov for endnu en ændring, idet der i bilaget til forordningen indføres nogle tabeller vedrørende de ovennævnte nye medlemsstater.

2.1

EØSU noterer sig Kommissionens forordningsforslag, som det kun kan bifalde. Forordningen er nødvendig som følge af de nye medlemsstaters tiltrædelse og er i øvrigt af ren teknisk karakter.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/14

1.1

Direktivet om tjenesteydelser i det indre marked (1) skal i tråd med Lissabon-strategien fremme konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. Det har desuden givet anledning til en intensiv debat om udformningen af den frie udveksling af tjenesteydelser. Der er fortsat uenighed om, hvilke konsekvenser direktivet vil få for de nationale arbejdsmarkeder, de sociale forhold og forbrugerbeskyttelseskravene. Eftersom EØSU i sin udtalelse af februar 2005 (2) udtrykkeligt har taget stilling til Kommissionens forslag, vil direktivet som sådan ikke blive behandlet her, men derimod de virkninger, som en sådan gennemførelse af det indre marked for tjenesteydelser kan forventes at få på beskæftigelsen og forbrugernes interesser.

1.2

Den frie udveksling af tjenesteydelser er som en af det indre markeds fire friheder forankret i EU-traktaten og har længe været en politisk realitet. Kommissionens strategi — som den fremgår af EU's direktiv om tjenesteydelser — sigter på at fjerne enhver hindring for levering af tjenesteydelser. Der er ikke direkte tale om arbejdsmarkeds- eller forbrugerbeskyttelsesrelaterede spørgsmål. Forskellene i de enkelte nationale systemer bliver dog tydeligere og stærkere i takt med den praktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser. Samtidig findes der relativt få EU-regler om beskyttelse af arbejdstagernes og forbrugernes interesser. Her dominerer nationale og ofte meget forskellige retlige, sociale og beskæftigelsesmæssige betingelser. Dertil kommer den i tjenesteydelsesdirektivet påtænkte parallelle eller separate gyldighed af visse nationale bestemmelser fra oprindelses- og bestemmelseslandet, hvoraf virkningerne først vil stå klar i den fremtidige praksis.

1.3

Social stabilitet og forbrugertillid er vigtige faktorer i den europæiske integration og er tillige en forudsætning for et velfungerende indre marked for tjenesteydelser. Debatten om EU's direktiv om tjenesteydelser hæmmes betydeligt af det forhold, at der ikke foreligger nogen ordentlig analyse af direktivets indvirkning på de nationale sociale forhold, beskæftigelsen og forbrugernes interesser. Det manglende statistiske grundlag for kvantificering af den grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser og den frie etableringsret var et af EØSU's kritikpunkter (3). Der findes praktisk talt heller ingen pålidelige data om de forventede strukturelle ændringer i medlemsstaternes arbejdsmarkeder. Der findes således få meget generelle statistiske konsekvensanalyser på den ene side og undersøgelser af specifikke enkelttilfælde af ofte illegal eller delvis illegal karakter på den anden side. Ingen af disse er tilstrækkelige til at udarbejde en saglig konsekvensanalyse.

1.4

Fuldførelsen af det indre marked for tjenesteydelser udgør et vigtigt element i Lissabon-strategien. Vækstmulighederne i denne sektor er en vigtig katalysator for højere beskæftigelse. Øget konkurrence som følge af liberaliseringen af markedet for tjenesteydelser vil få positive følger, da udbuddet af tjenesteydelser vil blive udvidet og priserne falde. Denne vækst skal dog ledsages af en løbende forbedring af den sociale beskyttelse af arbejdstagere og en passende forbrugerbeskyttelse. Det samme gør sig gældende for kvalitets- og sikkerhedsstandarderne i medlemsstaterne, herunder miljøbeskyttelse. Virkningerne på beskæftigelsen vil variere i de enkelte sektorer og medlemsstater. Følgerne for små og mellemstore virksomheder er her en afgørende faktor.

1.5

Målet med initiativudtalelsen er at kaste mere lys over virkningerne af den aktuelle strategi for det indre marked for tjenesteydelser på arbejdsmarkederne, beskæftigelsesforholdene og forbrugerbeskyttelsen og derigennem yde praktisk hjælp til de berørte og EU-institutionerne. Disse aspekter blev ikke drøftet indgående under EØSU's to tidligere høringer om det indre marked for tjenesteydelser (4).

1.5.1

Med udgangspunkt i den frie udveksling af tjenesteydelser, der i henhold til EU-retten omfatter enhver udveksling af tjenesteydelser mellem to økonomiske operatører i forskellige medlemsstater (5), skal der tages fat i tre aspekter:

1.6

Udtalelsen skal betragtes dels som et første skridt, dels som et bidrag til Kommissionens endelige rapport om revisionen af det indre marked (6) og til drøftelserne inden for IMAC (7). Den tager udgangspunkt i de aktuelt foreliggende data samt i eksperters og berørte aktørers praktiske erfaringer og forventninger. Disse data blev indsamlet ved en høring i april 2006 i Wien og en rundspørge i efteråret 2006 henvendt til ca. 6 000 eksperter fra erhvervslivet, fagforeninger og forskellige interessegrupper og fra forskerkredse og ministerier, som affødte over 150 besvarelser. Udtalelsen har ikke karakter af en videnskabelig studie og kan heller ikke erstatte en sådan. Den skal derimod tilvejebringe referencepunkter for aktuelle problemer og den fremtidige udvikling, der skal behandles mere dybtgående inden for rammerne af en langsigtet overvågningsindsats foretaget af EØSU's Observatorium for Det Indre Marked, og give nye impulser til EU-institutionerne og andre organer i forbindelse med disses politiske beslutninger og videnskabelige undersøgelser.

2.1

Kommissionen begrunder sin strategi for det indre marked med den svage udvikling i den grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser i EU. Et dynamisk indre marked for tjenesteydelser forventes ligeledes at sætte skub i beskæftigelsen og give forbrugerne og virksomhederne fordele. Hvordan defineres denne dynamik helt konkret?

2.2

Et problem, som endnu mangler at blive løst, er den anvendte metode til indsamling af statistisk materiale om den grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser. Hidtil har Eurostat og de nationale statistikmyndigheder benyttet sig af såkaldte betalingsstrømstatistikker, hvor eksport og import af tjenesteydelser kun anses for at have fundet sted, såfremt de udløser en tilsvarende grænseoverskridende betalingsoverførsel. Mens tjenesteydelsessektoren karakteriseres af et meget tæt samarbejde, videnoverførsel og udveksling af tjenesteydelser, gennemføres der omfattende clearingoperationer mellem de enkelte virksomhedsafdelinger, netværkspartnere eller juridisk selvstændige økonomiske enheder, der indgår i et vedvarende samarbejde, i de enkelte lande. Ved sådanne netværksstrukturer betragter parterne overførsel af viden, tid og tjenesteydelser i deres respektive hjemlande som en tjenesteydelse, de har ydet kunden, selv om der ikke har fundet nogen grænseoverskridende betaling sted.

2.3

Dette giver efter EØSU's opfattelse tjenesteydelsessektoren en betydelig større volumen og dermed en større indflydelse på det indre marked, end det fremgår af de aktuelle officielle statistikker. EØSU slår derfor på det kraftigste til lyd for, at EU gennemfører en videnskabeligt orienteret grundlæggende undersøgelse af, hvordan de enkelte brancher i tjenesteydelsessektoren i EU-medlemsstaterne i dag tilrettelægger deres samarbejde med virksomheder i andre lande. På baggrund af denne undersøgelse og med afsæt i prognoser bør der tegnes et pålideligt billede af den faktiske volumen af EU's marked for tjenesteydelser. Dette understøttes af de europæiske statistikeres tilsvarende bestræbelser på at udarbejde prisindekser for alle tjenesteydelser og indføre dem i samtlige medlemsstater.

2.4

Som eksempel herpå kan nævnes, at Kommissionen på grundlag af de aktuelt foreliggende oplysninger har regnet sig frem til, at tjenesteydelsessektoren tegner sig for 56 % af EU's BNP og for 70 % af den samlede beskæftigelse, men at den kun udgør 20 % af handelsvolumenen i EU. Sammenlignet med USA er udviklingen i produktiviteten i EU's tjenesteydelsessektor betydeligt lavere (8).

2.5

Denne svaghed er ikke til at spore på verdensmarkedet, hvor EU er førende og har stadig større forspring inden for handel med tjenesteydelser. I 2003 udgjorde EU's andel 26 %, mens USA tegnede sig for lige godt 20 %. Også Indien og Kina, hvis position som handelspartnere er tiltagende, kommer på trods af den store dynamik ikke op over en samlet andel på godt 5 %. EU's andel steg i perioden 1997-2003 med 1,8 %, hvorved EU også i den sammenhæng indtog en førerposition.

2.6

Det kan konstateres, at EU's svaghed frem for alt ligger i samhandlen inden for EU. Heller ikke her taler tallene deres tydelige sprog. I perioden 2000-2003 voksede EU's interne samhandel med tjenesteydelser med 10,8 %, hvorimod samhandelen med handelspartnerne uden for EU kun steg med 6,4 %. Dynamikken inden for det indre marked var således ret tydelig, så meget desto mere i lyset af, at 2003 var kendetegnet ved en økonomisk tilbagegang. Man må desuden tage højde for faldet i priserne på tjenesteydelser.

2.7

EØSU opfordrer Kommissionen til at foretage en mere dybtgående konsekvensanalyse af en videreudvikling af det indre marked for tjenesteydelser. En såkaldt SWOT-analyse (Strength, Weaknesses, Opportunities, Threats) (Styrke, Svagheder, Muligheder og Trusler) kunne her være til stor hjælp.

3.1

Vurderingerne af virkningerne på beskæftigelsen afhænger af vækstprognoserne. En af de første analyser af virkningerne af EU's direktiv om tjenesteydelser blev foretaget af det nederlandske »Bureau for Economic Policy Analysis« i oktober 2004 (9). Den går ud fra OECD's sædvanlige antagelse om, at enhver fjernelse af regulering afføder vækst og dermed større beskæftigelse. Det er interessant at se, at det ifølge denne analyse ikke er reguleringerne i sig selv, men deres forskelligartethed, der virker hæmmende. Ifølge analysen kan man forvente, at tjenesteydelsesdirektivet vil øge samhandelen med tjenesteydelser med 15-30 % og andelen af udenlandske direkte investeringer inden for handelssektoren med 20-35 %.

3.2

I foråret 2005 offentliggjorde instituttet »Copenhagen Economics« på anmodning fra Kommissionen en studie (10), der indeholdt klare meldinger om de beskæftigelsesmæssige virkninger. Ved en forventet stigning i forbruget på 0,6 % af EU's BNP bør nettotilvæksten i arbejdspladser for samtlige 25 medlemsstater beløbe sig til ca. 600 000 arbejdspladser. Der regnes ligeledes med en stigning i produktiviteten, og at lønningerne i gennemsnit vil stige med 0,4 %.

3.3

Konklusionerne i Københavnsstudien har givet anledning til uenighed, især fordi der udelukkende argumenteres ud fra udbudssidens synspunkt, og der kun fokuseres på virkningerne af en stigende efterspørgsel ved faldende priser i forbindelse med deregulering. Den tager ikke hensyn til faktorer, der kunne modvirke en stigende efterspørgsel, herunder et fald i købekraften eller en ændret forbrugeradfærd. Der var desuden uenighed om valget af sektorer. For så vidt angår andre vurderinger af de beskæftigelsesmæssige virkninger, findes sådanne enten ikke, eller også støtter de sig op ad Københavnsstudien og når tilsvarende frem til de samme konklusioner (11). Man bør ligeledes være opmærksom på den betydning, som forskning og innovation, højnelse af kvalifikationernes niveau og anvendelsen af kommunikationsteknologier har for forbedringen af det indre markeds effektivitet.

3.4

Skabelsen af yderligere 600 000 arbejdspladser er naturligvis i sig selv positivt, men er de høje forventninger taget i betragtning snarere et ringe udbytte (12). Et langt vigtigere element er dog, at en sådan tilvækst kan variere betydeligt, afhængigt af de enkelte brancher, lande og grupper af beskæftigede. Hertil kommer, at der på nuværende tidspunkt ingen oplysninger findes herom. EØSU ønsker med hjælp fra Observatoriet for Det Indre Marked og dette initiativ at skabe et klarere billede af disse strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet.

3.5

EØSU's rundspørge viser tydeligt, at interessen for sådanne oplysninger er stor. 90 % af respondenterne fandt de foreliggende oplysninger om de beskæftigelsesmæssige virkninger i det indre marked for tjenesteydelser for utilstrækkelige. Udvalgets spørgsmål vedrørte først og fremmest de brancher, som ville blive særligt ramt af et tab eller en tilførsel af arbejdspladser. 60 % af respondenterne forventede positive virkninger på beskæftigelsen, enten generelt eller for bestemte brancher. De hyppigst nævnte brancher var virksomhedsrådgivning og juridisk rådgivning og dernæst handel, håndværk/SMV, transport, sundhedspleje, land- og skovbrug, industrielle tjenesteydelser, uddannelse, turisme, personlige tjenesteydelser samt byggeri- og bygningsforvaltning. På spørgsmålet, om man forventer tab af arbejdspladser, svarede 44 % af respondenterne ja. Her blev industrien hyppigst nævnt som taber. Blandt de andre brancher, som forventedes at opleve tab, var offentlige tjenester, fødevarer/nydelsesmidler, personlige tjenesteydelser, handel/detailhandel, turisme og tekstilindustri.

3.6

Der dukkede interessante kontraster op i forbindelse med spørgsmålet om forventede fordele ved denne proces. Det kan forventes, at markedstilpasning vil komme til at spille en altafgørende rolle, og at de, som ikke formår at tilpasse sig de nye liberaliserede betingelser og det grænseoverskridende marked, bliver tabere. Kvalificeret arbejde har større chancer end ikke-kvalificeret arbejde og yngre, specialiseret og mobil arbejdskraft har flere muligheder end ældre og mindre mobil arbejdskraft. Arbejdspladser med høje sociale standarder forventes at blive tabere i forhold til ikke-sikret ansættelse eller udøvelse af selvstændig virksomhed, hvilket vil blive mere udbredt i fremtiden. Kvalitet må vige for prishensyn, og der vil blive vanskeligere vilkår for høje ansættelseskrav og lande med høje sociale omkostninger. De nye medlemsstater blev anset for at være dem, som vil drage størst fordel heraf, mens de gamle forventedes at få mindst ud af det. Mindre tjenesteydelsesleverandører og dem, der er aktive på lokalt plan, vil blive stillet over for et pres fra store internationale foretagender. Der herskede mere tvivl, når det gjaldt forbrugerne.

3.7

De små og mellemstore virksomheders udvikling udgjorde i sig selv et aspekt. Vil den tiltagende grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser skabe øget beskæftigelse, eller vil pris- og konkurrencetrykket føre til en fortrængning af SMV'er og dermed til et fald i beskæftigelsen. Et flertal på to tredjedele (66 %) forventede positive beskæftigelsesmuligheder. 55 % mente dog samtidig, at der vil ske en konkurrenceforvridning. Et klart flertal (69 %) mente imidlertid ikke, at liberaliseringen af det indre marked for tjenesteydelser havde nogen betydelig indflydelse på SMV'ernes udvikling, men at denne derimod i højere grad hang sammen med andre faktorer. Det kan konkluderes, at forventningerne overvejende var positive, selv om disse samlet set var ret beskedne. Der var derimod forventninger om, at arbejdstagernes kvalifikationer, innovationskapaciteten og tjenesteydelsernes kvalitet ville blive en forudsætning for succes og overlevelse. Der ville ligeledes komme større pres for eller krav om mere harmonisering (uddannelses- og erhvervskvalifikationer, ledelsesrelaterede krav, priser og lønninger, sociale bidrag, virksomhedsbeskatning samt opfyldelse af EU- og internationale standarder). Der var forventninger om en forringelse i forbindelse med de sociale standarder samt forbruger- og miljøbeskyttelsen. Der var ligeledes frygt for, at de lokale og kulturelle særtræk vil blive udvisket, når store leverandører erobrer markederne.

3.8

84 % af respondenterne svarede ja på spørgsmålet, om selvstændige erhvervsdrivende fremover vil få flere muligheder for at drive virksomhed på tværs af grænserne.

4.1

Grænseoverskridende tjenesteydelser er næsten i alle tilfælde forbundet med arbejdstagermobilitet. Eftersom der hidtil kun er sket en ringe harmonisering af betingelserne i EU, kan man støde på forskellige sociale bestemmelser på et givet nationalt arbejdsmarked eller i en given virksomhed. EU's udstationeringsdirektiv opstiller et minimum af grundlæggende betingelser for lige behandling af udstationeret arbejdskraft i forhold til lokale arbejdstagere. Desuden er de arbejds- og socialretlige spørgsmål i princippet blevet udeladt fra direktivet om tjenesteydelser. Dette betyder dog ikke, at et voksende marked for grænseoverskridende tjenesteydelser ikke vil få nogen virkning. Til trods for udstationeringsdirektivet findes der endnu ikke-harmoniserede regler, som er fastsat gennem overenskomstaftaler. Undtagelsen af arbejdsretten fra EU-direktivet om tjenesteydelser har ikke ført til fastsættelsen af noget »arbejdsstedsprincip« for arbejdstagerne. Der var stor uenighed om valget af retlige formuleringer, som ikke nødvendigvis er entydige. Man er her nødt til at afvente gennemførelsen i national lovgivning. Endelig — hvis man går ud fra den antagelse, at udbygningen af det indre marked for tjenesteydelser bliver en succes — vil der med udstationeringernes øgede udbredelse og sandsynligvis også længere varighed ske en forbedring af disses kvalitet.

4.2

Her hverken kan eller bør debatten om gennemførelsen af udstationeringsdirektivet føres. Det centrale spørgsmål er snarere, hvilke nye problemer der vil opstå, eller hvordan eksisterende problemer vil blive forværret som følge af det forhold, at arbejdstagere fra forskellige medlemsstater fremover i forbindelse med levering af tjenesteydelser oftere og undertiden i længere perioder vil arbejde på den samme arbejdsplads, men på delvis forskellige betingelser? Dette vil dog også kunne skabe nye muligheder, hvis man f.eks. skal tro Københavnsundersøgelsen, der spår stigende lønninger? Det er her absolut ikke hensigten at anklage markedsdeltagerne og de politisk ansvarlige for generelt at sigte efter social dumping, men derimod at give et oprigtigt billede af virkeligheden.

4.3

82 % af respondenterne forventede, at en vækst i grænseoverskridende tjenesteydelser og dermed i udstationeringer af arbejdstagere i et andet land ligeledes vil føre til ændringer i de nationale ansættelsesvilkår i deres eget land. 20 % forventede, at ansættelsesvilkårene vil blive forbedret, mens 17 % regnede med en forværring heraf. Kun 7 % troede på øget ansættelsessikkerhed. 56 % vurderede, at der vil komme flere fleksible og korte ansættelsesforhold.

4.4

Fleksibilitetsaspektet dukkede på ny op i de efterfølgende åbne spørgsmål. Mange af respondenterne forventer et fald i antallet af faste stillinger til fordel for deltidsansættelser og lønkontrakter samt en vækst i proformaselvstændigt arbejde. Respondenterne gav også udtryk for positive forventninger i form af sprogindlæring, nye perspektiver og positive incitamenter til kvalificering, lønstigninger og flere arbejdstilbud. Fordelene blev dog overgået af frygten for øget konkurrence, dårligere ansættelsesforhold, længere og mere fleksible arbejdstider, en vækst i arbejdsmarkedskonflikter og ulovlig praksis samt faldende lønninger. De sociale sikringssystemer forventedes at blive yderligere belastet. Mindre mobile arbejdstagere, især kvinderne, vil få det vanskeligere i fremtiden, og familiestrukturerne vil komme til at lide under den tiltagende mobilitet. I forbindelse med spørgsmålet om indvirkningen af en fremtidig øget liberalisering af det indre marked for tjenesteydelser på lønudviklingen forventede 50 % af respondenterne faldende lønninger, 43 % forventede lønstigninger, og 7 % forventede ingen betydelige ændringer eller mente, at dette ville afhænge af de enkelte sektorer.

4.5

På spørgsmålet, om hvorvidt udstationeringsdirektivet var tilstrækkeligt til at sikre social beskyttelse, svarede 48 % ja og 52 % nej. Skulle det blive nødvendigt med nye bestemmelser, ville de fleste (65 %) foretrække en EU-omspændende tilgang, en tredjedel mente, at problemet bedst kan løses på nationalt plan, og 2 % fandt begge dele nødvendige. Som svar på det åbne spørgsmål om, hvilke problemer der især bør fremhæves, blev følgende områder nævnt oftest: den manglende harmonisering på det sociale område (herunder adgang til arbejde) og den deraf følgende forskelsbehandling. Nogle slog derfor til lyd for en udvidelse af udstationeringsdirektivets anvendelsesområde med hensyn til både sektorer og indhold. Den mangelfulde anvendelse af udstationeringsdirektivet, den retlige usikkerhed, den tiltagende ulovlige praksis samt den utilstrækkelige overvågning og retsforfølgelse tager til i omfang. Dertil kommer sikkerheds- og sundhedsproblemer på arbejdspladsen samt problemer med socialsikringssystemerne og bekæmpelsen af proformaselvstændigt arbejde. Endelig kritiseres det omsiggribende bureaukrati og de endnu eksisterende nationale hindringer samt tendensen til national isolering. Der forventes ligeledes problemer, hvis der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til de sproglige og kulturelle forskelle.

4.6

Hvordan giver disse forhold sig udslag på virksomhedsniveau, når arbejdstagere fra andre lande bliver ansat på delvis forskellige nationale betingelser inden for rammerne af tjenesteydelseskontrakter? 6 % af respondenterne så ingen specifikke virkninger, og 23 % mente, at det endnu er for tidligt at udtale sig herom. 24 % forventede, at forskellene i arbejdsvilkår inden for virksomhederne vil tage til, 34 % forventede øgede vanskeligheder i forbindelse med overholdelsen af de sociale og arbejdsmæssige bestemmelser, og 13 % mente, at de nationale medbestemmelsesrettigheder ikke omfatter udstationerede arbejdstagere i fuldt omfang. I de efterfølgende frie svar blev der bragt nye aspekter på bordet. Der opstår nye lønrelaterede og sociale vanskeligheder, f.eks. gennem ulige aflønning af lige arbejde eller en indskrænkning af frivillige sociale ydelser i virksomhederne. I lige så mange tilfælde blev der givet udtryk for forventninger om, at en tilegnelse af »bedre praksis« vil gøre det muligt at forbedre arbejdsvilkårene og øge arbejdets kvalitet. Det er i den sammenhæng nødvendigt at udvikle »mere ekspertise« i den sociale dialog på virksomhedsniveau. Kommunikationsvanskeligheder kan forværre kvaliteten af arbejde og holdarbejde, og der vil overordnet set kunne opstå en svækkelse af solidariteten mellem de ansatte. Det vil for nogle ansatte under visse omstændigheder blive vanskeligere at få kendskab til og gøre brug af deres rettigheder. For store forskelle vil også kunne hæmme fremgangen i virksomheder (konflikter, administrationsomkostninger, arbejdets kvalitet), og overholdelsen af retlige bestemmelser vil kunne føre til for store krav og mere misbrug. Endelig blev en liberalisering af tjenesteydelser også betragtet som en mulighed for at løse flaskehalsproblemer i forbindelse med rekruttering af kvalificeret personale.

4.7

Det er vanskeligt at sammenfatte svarene på spørgsmålet om konkrete eksempler, da det netop er gennem deres specifikke karakter, at disse eksempler skal bidrage til en bedre forståelse. Der vil derfor kun blive citeret enkelte konkrete eksempler her, der belyser problemområder, som endnu ikke er blevet omtalt. Der blev f.eks. henvist til uklare bestemmelser og procedurer i forbindelse med ulykker på arbejdspladsen, udstationering inden for samme koncern, konvertering af arbejdskontrakter, anvendelse af overenskomstaftaler fra andre lande samt behandlingen af migrantarbejdstagere.

5.1

Det indre marked for tjenesteydelser skal også komme forbrugerne til gode. Det er et spørgsmål om tilgængelighed (pris, adgang, tilbud), kvalitet, gennemsigtighed (information, tillid) og retssikkerhed (ansvar, forbrugerbeskyttelse). Tages der tilstrækkeligt hensyn til disse aspekter i dag? Fremmes de af forslagene til gennemførelsen af det indre marked for tjenesteydelser, eller vil der set fra forbrugernes side ske en problematisk udvikling? Det tredje punkt i rundspørgen skulle gøre det muligt at kaste lys over de praktiske erfaringer med grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser set ud fra et forbrugersynspunkt.

5.2

Evalueringen af EU-direktivet om tjenesteydelser giver ikke noget klart billede af forbrugerbeskyttelsen. Der var kritiske røster om, at der i forbindelse med EØSU's høring i april 2006 blev taget alt for ringe hensyn til forbrugerbeskyttelsen. Der var også positiv kritik, der frem for alt gik på forbedringer på udbudssiden. Overordnet set bringes forbrugerspørgsmål ikke tilstrækkeligt i forgrunden. De vil sandsynligvis først blive synlige, når der bliver set på deres virkninger på nationalt plan. Forbrugernes tillid er dog af stor betydning for en vellykket gennemførelse af EU's indre marked for tjenesteydelser.

5.3

De adspurgte blev i spørgeskemaet bedt om at prioritere de i punkt 5.1 opstillede kriterier for et forbrugervenligt indre marked for tjenesteydelser (tilgængelighed, kvalitet, gennemsigtighed og retssikkerhed) — først ud fra en personlig synsvinkel og dernæst ud fra en vurdering af, i hvor stor udstrækning disse aspekter fremmes af EU's tjenesteydelsesdirektiv. Mens kvalitet og retssikkerhed rangerede højt ud fra en personlig synsvinkel (første og anden plads), fremgik det af vurderingen af EU's tjenesteydelsesdirektiv, at sidstnævnte først og fremmest fremmede tilgængeligheden og nedprioriterede retssikkerheden. Kun 23 % var tilfredse med den aktuelle gennemførelse af disse aspekter, og 77 % mente, at der er behov for forbedringer.

5.4

Selv om EU-tjenesteydelsesdirektivet i princippet ikke rører ved gyldigheden af bestemmelserne om forbrugerbeskyttelse i det land, hvor tjenesteydelserne tilvejebringes, blev der i debatten gentagne gange udtrykt bekymring for, at der er huller i disse bestemmelser. På spørgsmålet, om man anså de nationale bestemmelser om forbrugerbeskyttelse for at være truet i fremtiden, svarede 52 % af respondenterne ja. En forringelse af retshåndhævelsen, navnlig med hensyn til klager og erstatningskrav, blev oftest nævnt. Dette falder i tråd med svarene på et andet spørgsmål, hvor 76 % af respondenterne så problemer i forbindelse med ansvarsspørgsmål og den administrative praksis. 51 % frygtede en generel forringelse af forbrugerbeskyttelsesniveauet. Især ansås alle de nationale standarder, der ligger over EU's minimumsniveau, for at være truet. Denne trussel gælder også for administrative bestemmelser om erhvervsudøvelse, der berører forbrugerne direkte — herunder beskyttelse mod misbrug eller kriterierne for erstatningskrav — idet de fremover vil falde ind under oprindelseslandsprincippet. Der var også bekymring for, at der kan opstå en forringelse af garantiydelserne og tjenesteydelsernes kvalitet. Endelig frygtede mange, at de ville miste retten til information, såsom produktinformation (miljøskadelighed, ansvar, almen gennemsigtighed), prismærkning, leverandører (leverandørens integritet, kvalifikationsniveau, passende beskyttelse), garantier, ansvar osv.

5.5

Et andet særskilt spørgsmål gik på, hvilke forbrugeroplysninger, der ønskedes og ansås for uundværlige i forbindelse med grænseoverskridende tjenesteydelser. Øverst på listen stod information om retlige garantier, skadeserstatning og klagerettigheder, leverandørens identitet/oprindelse, prisgennemsigtighed og præcise oplysninger om tjenesteydelsens kvalitet samt produktsikkerhed/garanti. Mange af respondenterne — som øjensynligt var blevet forvirret af debatten om oprindelseslandsprincippet — krævede information om, hvilken lovgivning der er gældende, og hvilke tilsynsmyndigheder og klageinstanser der er kompetente.

5.6

Kun 25 % af respondenterne havde haft erfaringer med de europæiske forbrugerrådgivningscentre eller det EU-omspændende samarbejde inden for forbrugerbeskyttelse. Deres erfaringer var for det meste positive, men der blev også nævnt mangler, herunder i forbindelse med grænseoverskridende bistand til retshåndhævelse eller formidling af kontakt til en kompetent national samtalepartner. Der var også kritik af procedurerne, der ansås for at være for bureaukratiske og bekostelige, og af det overordnede samarbejde om forbrugerbeskyttelse, som respondenterne fandt for svagt og ineffektivt, navnlig i komplicerede tilfælde. Der tegnede sig et overordnet billede af, at formidlingen af information om de europæiske forbrugerrådgivningscentre og mulighederne for samarbejde går trægt.

5.7

I EU's tjenesteydelsesdirektiv anbefales det, at man indfører frivillige standarder og certificeringer for derved at forbedre tjenesteydelsernes kvalitet. Dette forslag blev modtaget positivt af 54 % af respondenterne, mens 46 % var forbeholdne over for idéen. Tilhængerne af frivillige kvalitetsstandarder betragtede dette som et effektivt middel, der må anvendes på markedet og over for kunderne. Modstanderne heraf mente næsten enstemmigt, at overholdelsen af sådanne standarder ikke kan lade sig gøre uden statslig kontrol. Derfor foretrækkes klare regler. Frivillige standarder ville blive overholdt af ærlige virksomheder, men hjælper ikke mod »brodne kar«. Netop dette er meget vigtigt i forbindelse med grænseoverskridende tjenesteydelser.

5.8

Med EU's tjenesteydelsesdirektiv bliver der ligeledes indført et system med delt kontrolansvar mellem myndighederne i oprindelseslandet og det land, hvor tjenesteydelsen leveres. På spørgsmålet, om dette skaber mere tillid hos forbrugerne, svarede 82 % af respondenterne ja, mens 18 % var skeptiske. Hvad angår den praktiske gennemførelse blev der givet udtryk for væsentlige forbehold.

5.9

Til slut blev der på ny givet mulighed for at besvare åbne spørgsmål om forbrugerbeskyttelsen i det fremtidige indre marked for tjenesteydelser. Endnu en gang viste manglen på retlig klarhed og retssikkerhed på forbrugerbeskyttelsesområdet med hensyn til garantier, ansvar (f.eks. ved insolvens), garantirettigheder (manglende harmonisering, bevisførelsesproblematik) og håndhævelse af erstatningskrav (for lange og komplicerede procedurer, ønske om mere harmonisering) at vække størst bekymring. En anden ting, der blev nævnt, er sikring af tilstrækkelig information om tjenesteydelser og leverandører. Manglen på fælles kvalitetsstandarder og muligheder for at sammenligne kompetencer og kvalifikationer blev ligeledes betragtet som et minus. Forbrugerbeskyttelsesreglerne bliver ofte ikke ordentligt håndhævet, og på visse områder, herunder inden for pensionsforsikringer og sundhedspleje, findes der slet ingen. De sociale spørgsmål spillede også en rolle (lønninger, der ligger under mindstelønnen, sort arbejde, migration) ligesom frygten for at miste miljø- og sikkerhedsstandarder. Det blev fundet nødvendigt at fastsætte et minimumsniveau for alment tilgængelige tjenesteydelser, der sikrer social integration. Der var desuden frygt for konkurrenceforvridninger for lokale leverandører (f.eks. forskellige sociale bidrag) og valutakursproblemer.

6.1

Svarene i rundspørgen viser, at der er stor interesse for at tackle de nye udfordringer, som det indre marked for tjenesteydelser indebærer for arbejdsmarkederne, beskæftigelsen og forbrugerbeskyttelsen. Der blev udpeget mange problematiske udviklingstendenser, men også fremtidige muligheder. Begge fortjener generelt større opmærksomhed og bør også give inspiration til den nu forestående gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivet.

6.2

Et problem, som endnu mangler at blive løst, er indsamlingen af statistisk materiale om den grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser i EU. Et virkelighedstro billede er en forudsætning for at kunne vurdere de mulige udviklingsscenarier i beskæftigelsen. EØSU gentager derfor sit krav om en engangsundersøgelse, da kun en sådan vil kunne løse problemet.

6.3

90 % af respondenterne mente, at der ikke er tilstrækkelige oplysninger om de mulige virkninger af den nye strategi for det indre marked på beskæftigelsen. 60 % forventede positive beskæftigelsesmæssige virkninger, mens 44 % forventede tab af arbejdspladser. Respondenterne forventede frem for alt »joboverførsler«. Det synes her hensigtsmæssigt, at Observatoriet for Det Indre Marked anlægger en sektorspecifik og differentieret tilgang i forbindelse med sine fremtidige undersøgelser, herunder af industrirelaterede tjenesteydelser, uddannelse, udvalgte liberaliserede offentlige tjenester, personrelaterede tjenester og håndværk. Særligt oplysende var antydningerne om, hvem der vil drage størst fordel. Det ville være formålstjenligt at se nærmere på aspektet kvalificeret/ukvalificeret arbejde og mulighederne for specialiseret, mobil arbejdskraft over for mindre mobil arbejdskraft. I første tilfælde er der tale om en udvikling, som forventes at finde sted såvel mellem medlemsstaterne som inden for de enkelte sektorer. I det andet tilfælde er der tale om en særlig udfordring for arbejdsmarkederne og de sociale sikringsordninger.

6.4

Forventningerne til udviklingen inden for de små og mellemstore virksomheder og dermed også til den beskæftigelsesmæssige udvikling var overvejende positive, selv om EU-tjenesteydelsesdirektivets indvirkning herpå blev vurderet til at være ringe. Der var dog forventninger om nye udfordringer, som man bør imødegå med mere kvalitet og højere kvalificerede arbejdstagere samt innovationsevne. Nogle anbefalede mere harmonisering af rammebetingelserne som et middel til at imødegå det nye konkurrencepres. Der var frygt for, at de lokale og kulturelle særtræk ville blive udvisket i fremtiden, når store leverandører erobrer markederne.

6.5

Et flertal af respondenterne (82 %) forventede, at den fremtidige styrkelse af det indre marked for tjenesteydelser vil føre til ændringer i de nationale arbejds- og ansættelsesvilkår. Dette skyldes ifølge respondenterne ikke et manglende kendskab til EU's tjenesteydelsesdirektiv, men skal derimod ses i lyset af den manglende harmonisering og de nye markedspåvirkninger. De fleste forventede en vækst i tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og øget fleksibilitet i ansættelsesvilkårene. Der var positive forventninger om bedre jobmuligheder, sprogindlæring og generel kvalificering.

6.6

De gældende bestemmelser for udstationering spiller en vigtig rolle i denne sammenhæng. Den manglende gennemførelse af bestemmelserne fremstilledes ofte som et problem. Halvdelen af respondenterne mente dog, at de nuværende bestemmelser i lyset af de nye udfordringer ikke er tilstrækkelige til at sikre en social beskyttelse. Dette kommer tydeligt til udtryk ved en nærmere iagttagelse på virksomhedsniveau. Jo større det ikke-harmoniserede område er, desto større er risikoen for forskelsbehandling ved ligeværdigt arbejde. Dette kan også ses som en mulighed, hvor kontakten med »bedre praksis« tilskynder til bedre arbejdsbetingelser i oprindelseslandet. Det kan generelt siges, at ulige arbejdsvilkår eller forskellige regler inden for en virksomhed også udgør en udfordring for de enkelte virksomheder. Dette er ikke det rette sted at drøfte udstationeringsdirektivet. Det centrale i denne sammenhæng er, at forskellene og dermed konflikterne vil vokse. Dette er en opgave for EU og de nationale lovgivere, navnlig i lyset af den forestående gennemførelse af EU's tjenesteydelsesdirektiv, men også en udfordring for den sociale dialog i EU.

6.7

Den øgede mobilitet for arbejdstagerne i forbindelse med grænseoverskridende levering af tjenesteydelser og de større vanskeligheder ved at få overblik over egne rettigheder fører til et øget behov for rådgivningstjenester. Denne rådgivning skal sikres på tværs af EU. Et vigtigt informationsgrundlag er det arbejde, der udføres i Euro Info-centrene, og etableringen af en database med spørgsmål fra arbejdstagere, hvilket også følges nøje af EØSU.

6.8

Forbrugernes syn på EU's tjenesteydelsesdirektiv er blandet. Der gives både ros og ris. Af rundspørgen fremgår, at kvalitet og retssikkerhed vejer tungt, men at disse aspekter — ifølge respondenterne — ikke i tilstrækkeligt omfang fremmes af EU's tjenesteydelsesdirektiv. Kun 23 % er tilfreds med den aktuelle forbrugerbeskyttelse.

6.9

Bekymringerne gik først og fremmest på retssikkerheden og retshåndhævelsen. Selvom EU's tjenesteydelsesdirektiv i princippet ikke berører den nationale forbrugerbeskyttelse, følte 52 % af respondenterne, at de nationale bestemmelser fremover vil være truet. Der var et ønske om klare regler om garantiydelse og ansvar samt en hurtig behandling af skadeserstatningskrav. Her blev de gældende regler fundet utilstrækkelige, eller også ansås de nationale høje standarder for at være truet af den fremtidige konkurrence. En anden lige så vigtig ting er sikring af tilstrækkelig information om tjenesteydelser og leverandører. Manglen på fælles kvalitetsstandarder (der var delte meninger om den frivillige certificering) og muligheder for at sammenligne kompetencer og kvalifikationer blev ligeledes betragtet som et minus. Ifølge respondenterne bliver reglerne om forbrugerbeskyttelser ofte ikke håndhævet, eller også findes der slet ingen forbrugerbeskyttelsesregler på visse områder, herunder inden for pensionsforsikringer og sundhedspleje.

6.10

Kun få havde haft erfaringer med de europæiske forbrugerrådgivningscentre eller grænseoverskridende samarbejde. Der var overvejende opbakning bag de nuværende tilgange, men de blev anset for at være utilstrækkelige, for svage og til ringe hjælp i forbindelse med håndhævelsen af reglerne og i komplicerede tilfælde.

6.11

Forbrugerbeskyttelsesspørgsmålene skal have en større plads i tjenesteydelsesdirektivet. Den usikkerhed, som kan konstateres i forbindelse med retssituationen ved grænseoverskridende tjenesteydelser skal imødegås med en informationsstrategi på nationalt og EU-plan. Kravene om nøjagtige oplysninger om tjenesteydelser og leverandører må ikke undervurderes. Dette skal der ligeledes tages hensyn til i forbindelse med gennemførelsen af EU's tjenesteydelsesdirektiv.

6.12

EØSU vil inden for rammerne af Observatoriet for Det Indre Marked og i tæt samarbejde med SOC-sektionen gå yderligere i dybden med virkningerne af tjenesteydelsesdirektivet på udviklingen i handelen med tjenesteydelser mellem medlemsstaterne, på beskæftigelsen og på forbrugerbeskyttelsen. Det synes i lyset af resultaterne af den foreliggende udtalelse hensigtsmæssigt at se nærmere på enkelte sektorer og brancher og i den sammenhæng anvende de vigtigste resultater af rundspørgen.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/21

2.2.1

Logisk nok medtager GD »Uddannelse og Kultur« og »Beskæftigelse, sociale anliggender og lige muligheder« sociale aspekter i deres konsekvensvurderinger. Endvidere bevirker »Princippet om proportionel analyse«  (7), at sociale elementer indgår i forskelligt omfang inden for andre områder. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt sociale aspekter (herunder punkter i relation til EU's sociale dagsorden) skal betragtes som et afgørende krav (bottom line), og også hvad man skal gøre med forslag, der ikke vedrører sociale spørgsmål, og som sandsynligvis vil have begrænsede sociale konsekvenser. Empirisk set afslører studien ved Istituto per la ricerca sociale (jævnfør fodnote på side 4), at konsekvensanalyser, som ikke tager hensyn til sociale aspekter, vedrører hovedsageligt den økonomiske sektor. En tredjedel af de gennemførte konsekvensanalyser nævner kun marginalt eller slet ikke de sociale aspekter (8).

2.2.2

Når foranstaltningens sociale relevans er selvindlysende, tages der i stor udstrækning hensyn til de sociale aspekter og behandles som helhed ret indgående i konsekvensanalysedokumentet (9). Blandt de sociale følger nævnes konsekvenserne for beskæftigelsen helt klart hyppigst og mest entydigt (10).

2.2.3

Ifølge Istituto per la ricerca sociale er den grad, hvormed der tages hensyn til de sociale elementer, ikke nødvendigvis proportionel med det politiske indhold og de sandsynlige følgevirkninger. I mange tilfælde beskrives disse konsekvenser i generelle vendinger og er baseret på generelle forudsætninger. Disse sammenhænge debatteres sjældent, når man tager hensyn til foranstaltningens specifikke indhold, målgruppen og de berørte regioner, det specifikke valg af politikinstrumenter og effekten af gennemførelsesprocessen (11). I sin studie fastslår instituttet ligeledes, at flere konsekvensanalyser ikke har taget højde for vekselvirkningen med andre politikområder eller EU-foranstaltninger. Konsekvensanalyser er meget arbejdskrævende, men de må ikke være ufuldstændige eller summariske, da mangelfulde analyser vil undergrave lovgivningen.

2.3.1

Vurderingen af et lovforslags konsekvenser går ikke blot ud på at afkrydse en liste. Den skal også overvåges ideelt set af eller i snævert samarbejde med lovens brugere, især de der berøres mest direkte. Da den sociale dimension er et af de tre kriterier for vurderingen af EU's politikker, bør man fastlægge en standardprocedure — både transparent og enkel — for indsamlingen af et målrettet input i forbindelse med konsekvensanalyser. Der skal nævnes nogle få alternativer:

3.1

En række spørgsmål kan være med til at fastlægge en anbefalelsesværdig metodologi:

4.1

På baggrund af kompleksiteten og betydningen af evalueringen af de sociale konsekvenser af lovgivningsforslag bør alle berørte aktører, dvs. arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, overveje følgende metodiske spørgsmål:

4.2

Ved en offentlig høring i udvalget fik sociale ngo'er, arbejdsmarkedets parter og andre aktører i det organiserede civilsamfund samt eksperter mulighed for at fremlægge deres synspunkter, drøfte forslaget til udtalelse og på den måde sende et klart budskab til EU-institutionerne i almindelighed og Europa-Kommissionen i særdeleshed.

4.3

Efter som de sociale konsekvensvurderinger er af afgørende betydning for EU's beslutningsproces, bør udvalget udforme forslag til, hvordan der kan foretages forbedringer, og hvordan civilsamfundets organisationer kan inddrages bedre i denne proces.

5.1

Der findes flere nationale og internationale systemer af sociale indikatorer, men det skal undersøges, hvor brugbare og egnede de er til konsekvensanalysens specifikke behov.

5.2

Der er blevet udviklet sociale indikatorer i en række lande i løbet af de sidste 30 år for ikke kun at vurdere hensigtsmæssigheden og konsekvenserne af den økonomiske politik ud fra rent kvantitative data. Formålet er at »styre« den sociale udvikling parallelt med den økonomiske udvikling og have mulighed for at vurdere det sociale velfærd og dens udvikling.

5.3

Dette har resulteret i en betydelig vækst i de sociale statistikker, især vedrørende de samfundsmæssige hovedopgaver som uddannelse, sundhed, social beskyttelse, miljø, boligforhold, transport, forskning og arbejdsløshed. Dette fører dog ikke automatisk til sociale indikatorer, derimod kræver det, at disse data organiseres, aggregeres og fortolkes.

5.4

En indikator er »blot en statistik, som man tillægger særlig betydning med henblik på viden, vurdering og/eller handling« (12). Hvad angår konsekvensanalyserne drejer det sig ikke blot om fra forskellige kilder at udarbejde sociale statistikker for hvert land, men at udarbejde disse data, således at man kan vurdere den aktuelle situation inden for udvalgte emneområder på grundlag af deres relevans for konsekvensanalysen.

5.5

Det er muligt, at man inden for visse områder kun råder over spredte og fragmentariske undersøgelser og analyser, således at en cost benefit analyse ikke er mulig. F.eks. ved vi allerede, at visse kategorier af pesticider er skadelige for sundheden, og at koncentrationer over en vis tærskel forårsager alvorlige sygdomme. En beslutning om at mindske brugen af kemiske pesticider vil have en positiv indflydelse på sundheden hos befolkningen og de arbejdstagere, der anvender disse, men derimod vil det være umuligt inden for en proportionel konsekvensanalyse at opstille nøjagtige tal for de langsigtede fordele ved sådanne foranstaltninger.

5.6

På den anden side er det klart, at de sociale og sundhedsmæssige aspekter ville retfærdiggøre den foreslåede foranstaltning og understøtte det økonomiske argument betydeligt (som f.eks. mindskelse af landbrugets produktionsomkostninger og den deraf følgende forbedring af konkurrenceevnen). Desuden kan den grundlæggende ret til et sundt miljø anføres til støtte for forslaget.

5.7

I praksis råder vi dog over et betydeligt antal af sociale statistikker, som har ændret sig i overensstemmelse med de forskellige aktuelle temaer i den offentlige debat i de forskellige lande (f.eks. arbejdsvilkår, beskæftigelsen af unge og ældre, beskæftigelsen af kvinder, kriminalitet, indkomstforskelle, diskriminering på arbejdspladsen og virksomhedsudflytning). Men selv om man indtil for ganske nyligt kun har udledt få sociale indikatorer fra denne masse af statistikker, anerkender man heldigvis på ny deres relevans på baggrund af den i de seneste 10 år opståede samfundsøkonomiske kontekst, hvor man igen lægger vægt på statens rolle i socialpolitikken og regulering af markedet.

5.8

Men disse sociale indikatorer er ikke altid særligt nyttige, hvis de betragtes isoleret og får større mening, hvis de integreres i et bredere koncept som f.eks. den sociale og økonomiske udvikling eller bæredygtig udvikling. De kommer nu fra en stadig større række af kilder, ikke blot fra centralregeringen, men også fra ngo'er og store institutioners tænketanke. Præsentationen af disse indikatorer er også meget forskellig lige fra et udvalg af statistikker eller tematiske undersøgelser til dataindsamling for at skabe sammensatte tematiske eller generelle indikatorer.

5.9

Talrige internationale organer offentliggør sociale indikatorer og statistikker og foretager sammenligninger mellem deres medlemsstater. I denne forbindelse er de mest relevante organer for EU-landene (i vilkårlig rækkefølge) OECD, UNDP, Europa-Kommissionen — især Eurostat — UNESCO, Verdensbanken og ILO.

5.10

Netop denne mangfoldighed af kilder rejser problemet om statistikkernes kvalitet — ikke alle lande råder over sofistikerede statistiske kontorer — deres sammenlignelighed og harmoniseringen af begreberne. Valget af indikatorer til at måle den sociale konvergens mellem EU-medlemsstaterne er af central politisk betydning. De indikatorer, der anvendes til sammenligninger er ikke neutrale: de afspejler ikke blot prioriteter, men undertiden også idéer om, hvilket samfund der ønskes, hvilket med rette kan være forskellige fra land til land. Eksemplet arbejdsløsheden viser, at visse indikatorer kan have reelle og måske sågar negative konsekvenser for politikformuleringen (13). Man må dog konstatere, at formuleringen af indikatorsystemer i dag helt er overladt til fagfolk (14).

5.11

Anvendelsen af BNP og vækst som indikatorer for social velfærd er især blevet kritiseret inden for UNDP, som har udviklet sit eget »human development index« (indeks for den menneskelige udvikling HDI) især under indflydelse af Amartya Sens arbejder om fattigdom, hunger og demokrati og hans kritiske analyse af anvendelsen af rent økonomiske, kvantitative indikatorer, for hvilket han fik tildelt nobelprisen i økonomi.

5.12

Data om adgang til drikkevand, alfabetiseringsniveauet blandt mænd og kvinder, sundhedssystemet og resultatet af kampagnerne imod pandemierne, deltagelse i den demokratiske proces, den kønsbetingede forventede levetid, dødeligheden blandt nyfødte og børn er alle relevante for vurderingen af et samfunds velbefindende tillige med den miljømæssige situation. Disse data har dog ikke en umiddelbar sammenhæng med BNP.

5.13

UNDP's første aggregerede HDI-indikatorer skabte således bred debat og kontrovers, eftersom de »rige« lande undertiden lå langt under en topplacering mht. »bruttonationallykke«. Men disse indikatorer er blevet det ubestridte alternativ til rent økonomiske indikatorer pga. deres soliditet (dækker såvel uddannelse, forventet levetid og korrigeret indkomst for at tage højde for fattigdommen).

5.14

De sociale statistikker er et uadskilleligt supplement til de økonomiske statistikker, og da offentligheden tillægger disse centrale sociale spørgsmål væsentlig betydning, får de også en politisk vægt, som regeringerne nødvendigvis skal tage hensyn til.

5.15

Rent bortset fra en snæver økonomisk tankegang og kort eller mellemlangsigtede finansielle fordele må det rent objektivt erkendes, at andre hindringer står i vejen for, at dette sker bl.a. mangfoldigheden af sociale spørgsmål og vanskeligheden ved at sammenkoble og kvantificere dem for at integrere dem i de økonomisk-politiske retningslinjer.

5.16

Man kunne intuitivt komme frem til samme konklusion med hensyn til opstillingen af miljømæssige indikatorer med det sigte at reintegrere eksterne faktorer i den økonomiske vækst. I grunden skulle en vækstmodel baseret på rydning af urskov forkastes, hvis vækstanalysen integrerede alle sociale og miljømæssige faktorer, som — hvad vi i mellemtiden ved — mere end opvejer de økonomisk-finansielle fordele. Men det er yderst vanskeligt at sætte pengeværdier på disse eksterne faktorer som f.eks. klimaændring, tab af biodiversitet, tabet for de mennesker, der lever af at høste eller udnytte medicinske planter, hurtig udpining af jorden og den deraf følgende erosion. En status på kort sigt kunne vise sig at være meget positiv, men ved også at tage hensyn til de eksterne faktorer kunne resultatet på lang sigt vise sig at være yderst negativt, ikke kun for den berørte region eller landet, men for hele vores planet.

5.17

De objektive begrænsninger for anvendelsen af sociale og miljømæssige aspekter (15) i konsekvensanalyser fremgår klart af den cost benefit tilgang, der ligger til grund for talrige evalueringer af »bedre lovgivning«, og som også anvendes i EU's konsekvensanalyser. Også selvom man kan vurdere konsekvenserne på grundlag af relevante indikatorer (antallet af tabte arbejdspladser, ingen alternative beskæftigelsesmuligheder), er de sociale konsekvenser ikke nødvendigvis afgørende i den politiske beslutningsproces. Den indeholder ofte elementer, som er vanskelige at kvantificere, især når man i konsekvensanalyserne går ud fra kortsigtede eller i bedste fald mellemlangsigtede finansielle overvejelser. De langsigtede konsekvenser er langt vanskeligere at fastslå: hvordan skal man også vurdere de forventede økonomiske fordele ved et fald i dødeligheden som følge af mindre brændstofforurening af havet (16)?

5.18

Sluttelig anvender man i debatten om sociale emner begreber, der undertiden kun er løst defineret. F.eks. ville en indikator for flexicurity blive formuleret forskelligt i forskellige lande afhængig af, om den baseres på eksisterende erfaring, eller fordi man ønsker at indføre begrebet i debatten på europæisk (17) eller nationalt plan under henvisning til nationale »modeller«, der er opstået i en særlig kontekst og vanskelig at overføre til en anden social virkelighed. Hvilke faktorer skal man tage hensyn til og især, hvilke værdier enten positive eller negative skal man tillægge dem? Medtagelsen eller udelukkelsen af visse indikatorer kan afsløre underliggende værdier og ideologier (18). Problemet øges yderligere med fastlæggelsen af sammensatte indikatorer: hvilke indikatorer skal medtages? Hvilken koefficient skal de have? Hvad er den reelle betydning af den opnåede sammensatte indikator?

5.19

Sammensatte indikatorer kan dog omfatte såvel kvalitative som kvantitative dimensioner, kan opsplittes efter alder, køn og andre væsentlige kriterier, men skal forblive let forståelige. Hvordan kan vi f.eks. udforme en indikator for livskvaliteten i Europa? Man kunne medtage aspekter som indkomst, forventet levetid, opfattelse af sundhedssystemets effektivitet, pensioner, det gennemsnitlige uddannelsesniveau og jobtilfredshed. Men hvorfor ikke også medtage arbejdsløshedsprocenten, underbeskæftigelsen eller boligvilkårene? Og hvilken vægt skulle man tillægge de enkelte faktorer?

5.20

Som det kan ses er opstillingen af indikatorer ikke et rent teknisk spørgsmål. Det er nøje forbundet med et system af fælles værdier eller levende traditioner i et givet samfund. Det kræver høring af sociale organisationer og afspejler i sidste ende et særligt ideologisk og politisk standpunkt. I dag »er det sjældent, at tilgangen til de sociale indikatorer rent faktisk indbefatter mål for samfundet, som afspejler sociale værdier og normer … Et centralt element i denne tilgang er identificeringen og klassificeringen af benchmarks på forskellige samfundsmæssige områder ved hjælp af høringer og konsensusskabelse. Dataene og resultaterne såvel som forbindelsen mellem disse besluttes også i denne proces. Med andre ord for at de sociale indikatorer kan influere på politikken, skal processen være en del af produktet« (Associés EKOS Inc. 1998).

5.21

Et andet spørgsmål, der rejser sig, er valget af emne for statistiske analyser: skal man se på individer, samfund eller husstande som den mindste økonomiske og sociale enhed. På samme måde er indsamlingen af data om særlige etniske grupper problematisk på grund af kravet om ikke-diskriminering, men ville ikke desto mindre være et nyttigt middel til at fastslå arten og omfanget af diskrimineringen for at kunne komme med forslag til en mindskelse og på lang sigt en udryddelse af denne diskriminering.

5.22

Udvælgelsen af statistikker og opstillingen af indikatorer kan ske med henblik på at evaluere en eksisterende politik eller for at undersøge de forskellige alternativer på et tidligere stadium. I det sidste tilfælde vil det sikkert være nødvendigt med en bredere vifte af statistiske data for at kunne fastslå en politiks målsætninger og midlerne til at opnå dem og kan derefter snævres ind, når man har fundet frem til de mest relevante statistikker og indikatorer. Disse beslutninger har dog et meget stærkt empirisk tilsnit, da der ikke er tale om en eksakt videnskab, og de samme statistiske data, som indeholder såvel økonomiske som ikke-økonomiske data, kan fortolkes på mange forskellige måder.

5.23

Et eksempel: For hver af de sociale indikatorer, der anvendes i »Samfundsoverblik: OECD's sociale indikatorer 2005« (jævnfør kort biografi), indsamler OECD rådata om:

5.24

Eurostat anvender følgende sociale indikatorer:

5.25

I hvilket omfang kan denne (ufuldstændige) liste over indikatorer effektivt integreres i de generelle målsætninger med den åbne koordineringsmetode fra marts 2006:

5.26

Endvidere skal de begreber og metoder, der anvendes for visse indikatorer, præciseres. Således har det franske råd for beskæftigelse, indkomst og social integration (19) fremhævet det »multidimensionelle« i begrebet fattigdom.

5.26.1

Ifølge disse har fattigdommen flere dimensioner: Utilstrækkelige pengemidler, ringe levevilkår, utilstrækkelige kognitive, sociale og kulturelle ressourcer. For hver af disse dimensioner findes der to tilgange til at fastslå fattigdomssituationen:

5.27

Sammenfattende kan det siges, at de sociale indikatorer skal henlede offentlighedens og beslutningstagernes opmærksomhed på sociale problemer, der ellers ville blive undervurderet eller misforstået. Da de politiske beslutningstagere ofte konfronteres med alt for mange oplysninger, er det specielt vigtigt at henlede deres opmærksomhed på centrale spørgsmål. Eller som Herbert Simon så klart udtrykte det »for meget information dræber informationen«.

5.27.1

Ud fra et funktionelt synspunkt er formålet med et indikatorsystem at opnå en optimal informationsaggregering.

5.28

En indikator er mere end en statistik:

Et indikatorsystem er ikke blot en samling af data. Det har en række konsekvenser:

5.29

I praksis har en indikator følgende karaktertræk:

5.30

Kvaliteten af et indikatorsystem:

6.

EØSU opfordrer til, at vurderingen af de sociale konsekvenser af EU's lovgivningsmæssige og politiske initiativer kommer til at indgå i alle politikområder. Kommissionen bør med andre ord nøje vurdere de sociale konsekvenser af alle berørte initiativer, uanset hvilket GD der er ansvarlig, og hvilket emne det drejer sig om. Dette er væsentligt, hvis Europa virkelig ønsker at skabe et »socialt Europa« og vinde borgernes støtte. Initiativet »bedre lovgivning« er et egnet udgangspunkt for at komme videre hermed.

6.1

Inden for denne vurdering skal man enkeltvis se på de specifikke grupper, som på forskellig vis kan blive ramt af den nye lovgivning. Man bør rette særlig opmærksomhed på dårligt stillede grupper som f.eks. kvinder, handicappede eller etniske minoriteter. Afhængigt af emnet for initiativet kan det i visse tilfælde være nødvendigt at behandle særlige undergrupper individuelt som f.eks. blinde.

7.1

Af ovenstående og af den offentlige høring som afholdtes af EØSU den 28. marts 2007 fremgår det, at det er umuligt at anvende en social indikator, som bygger på et enkelt kriterium på grund af det multidimensionelle i visse begreber. Den sociale debat er nu en gang sådan, at den benytter sig af begreber, som er uklare og nødvendigvis veksler efter land og sociale forhold. Endvidere afspejler medtagelsen eller udelukkelsen af visse indikatorer mere eller mindre eksplicit underliggende værdier og ideologier. Valget af indikatorer er nøje forbundet med empiriske spørgsmål, hvilket i princippet står i vejen for en stringent fremgangsmåde.

7.2

Skønt det er prisværdigt og nødvendigt, om ikke vitalt, at henlede de politiske beslutningstageres opmærksomhed på de sociale konsekvenser af en planlagt lovgivning, er der et metodisk problem her, eftersom »for megen information dræber informationen«. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at man bør lægge særlig vægt på metodologien, som endnu ikke er blevet fastlagt.

7.3

Derfor mener Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, at det på dette stadium er vigtigt at henlede Kommissionens og andre aktørers opmærksomhed på de kvalitetskriterier, som en indikator bør opfylde, nemlig:

7.4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer også Kommissionen til, at vurderingen af de sociale konsekvenser af EU's lovgivningsmæssige og politiske initiativer kommer til at indgå i alle fællesskabspolitikker uden at skele til, hvilket generaldirektorat der er ansvarlig for initiativet. Dette er af afgørende betydning, hvis EU virkelig ønsker at skabe et »socialt Europa« og vinde borgernes støtte.

7.5

Udvalget bør tage hensyn til køreplanen og konsekvensanalysen sideløbende med det lovforslag, som det skal udtale sig om. Arbejdet bør påbegyndes, så snart den meddelelse, som ledsager lovforslaget, er blevet offentliggjort.

7.6

Det er afgørende at foretage regelmæssige vurderinger af al lovgivning, som har været genstand for forudgående konsekvensanalyser og om nødvendig vedtage eventuelle justeringer af lovgivningens gennemførelse og at inddrage arbejdsmarkedets parter og eventuelt de berørte ikke-statslige organisationer i dette arbejde. Dette er væsentlige for at undersøge, om de anvendte indikatorer og kombinationen heraf har været til nytte for konsekvensanalysen. Heraf kan man drage erfaringer og om nødvendigt tilskynde lovgiveren til at foretage visse ændringer.

7.7

I visse specielle og samfundsmæssigt yderst vigtige tilfælde (som f.eks. arbejdsret) skal samråd med arbejdsmarkedets parter ske endnu tidligere for at indkredse de indikatorer, der er bedst egnet til at gennemføre en så komplet og objektiv analyse som muligt.

7.8

Initiativet »bedre lovgivning« er uden tvivl et egnet udgangspunkt for at arbejde videre i denne retning, nemlig at foreslå en nødvendig og effektiv lovgivning, hvis konsekvenser er forudsigelige og holdbare for dem, de er rettet imod, og som på nært hold medvirker i analyseprocessen og kontrollen af gennemslagskraften via EU's rådgivende organer (EØSU og RU) samt afhængig af lovgivningens art, af arbejdsmarkedets parter og de relevante ngo'er inden for det pågældende felt.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/28

1.1

Med nærværende meddelelse om gennemførelsen af direktiv 1997/7/EF indleder Kommissionen — ud over at informere Rådet, Europa-Parlamentet og EØSU om resultaterne af gennemførelsen og anvendelsen af direktivet — en offentlig høring af de berørte parter for at indhente deres synspunkter. Det er dog ikke dens hensigt at fremlægge forslag til revision af direktivet, før der er foretaget en mere omfattende analyse af EU's forbrugerlovgivning.

1.2

EØSU noterer sig den forsinkede fremlæggelse af denne meddelelse i forhold til de i direktivet fastsatte frister, men værdsætter Kommissionens initiativ og er enigt i en stor del af dens bemærkninger, hvoraf mange allerede er blevet fremført i EØSU's egne udtalelser; dette gælder især bemærkningerne om direktivforslagene om fjernsalg generelt og i særdeleshed om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og behovet for at gøre ordningen forenelig med andre retlige instrumenter, der er blevet indført senere, undertiden uden den nødvendige koordination og sammenkædning.

1.3

EØSU er dog af den opfattelse, at det ville være en fordel allerede nu at revidere dette direktiv samtidigt med direktiverne om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og visse aspekter af e-handel uden at afvente afslutningen af arbejdet med revisionen af EU's regelværk om forbrugeraftaler, for at gøre de mange spredte regler lettere tilgængelige og forståelige.

1.4

Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at foretage en detaljeret analyse af de besvarelser, den modtager som led i høringen, som bør suppleres med pålidelige statistiske data om anvendelsesområdet og omfanget af fjernsalg i det indre marked fulgt op af en offentlig høring af de berørte parter.

1.5

EØSU støtter de fleste af Kommissionens forslag om en bedre formulering og opbygning af direktivet, men understreger ligesom i tidligere udtalelser, at indsatsen ikke blot bør rettes mod relationerne mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og at man ville vinde meget ved at ændre dets anvendelsesområde, så det på grundlæggende punkter bliver sammenfaldende med anvendelsesområdet for direktivet om e-handel.

1.6

EØSU er ikke enigt med Kommissionen i dens vurdering af følgerne af anvendelsen af minimumsbestemmelserne, som efter EØSU's mening ikke er grunden til de vanskeligheder, der ganske rigtigt har været med gennemførelsen af direktivet, men det afviser på den anden side ikke muligheden for at gå i retning af en total harmonisering via en forordning, forudsat at der sikres et højere forbrugerbeskyttelsesniveau.

1.7

For at bidrage til en grundig revision af bestemmelserne om fjernsalg fremsætter EØSU en række specifikke henstillinger, som det mener bør tages under overvejelse på det nuværende stade i udviklingen af det indre marked for at fremme forbrugernes sikkerhed og tillid ved at sikre dem en beskyttelse ved denne form for transaktioner svarende til den, forbrugerne med rette nyder i forbindelse med handelsaftaler, der indgås ved personligt fremmøde.

1.8

EØSU understreger også nødvendigheden af at lægge vægt på effektiv information af de kontraherende parter, især de mindre oplyste, ledsaget af et effektivt sanktionssystem for praksis, som krænker den fastlagte retsordning.

2.1

Med meddelelsen om gennemførelsen af direktiv 1997/7/EF af 20. maj 1997 (KOM(2006) 514 endelig af 21.9.2006) vil Kommissionen informere Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om, hvorledes direktivet er blevet gennemført og anvendt i de godt 10 år, der er gået siden dets offentliggørelse, og efterkommer således bestemmelsen i direktivets artikel 15, stk. 4, ganske vist med næsten 6 års forsinkelse.

2.2

Ud over at indkredse nogle af de vanskeligheder, der har været med at anvende direktivet (1), som ifølge Kommissionen hovedsageligt skyldes direktivets »ordlyd« og »oversættelsesproblemer« i nogle sprogversioner, peger den på »store forskelle mellem de nationale love«, som den mener skyldes »brugen af minimumsbestemmelserne« og på faren for, at det ikke vil kunne omfatte »ny teknologi og nye salgsmetoder«.

2.3

Endelig vedlægger Kommissionen et »spørgeskema«, der skulle besvares inden den 21.11.2006 og danne grundlaget for en »offentlig høring« af de berørte parter; Kommissionen ønsker hermed at få sine bemærkninger bekræftet eller afkræftet og nævner muligheden for afholdelse af en offentlig høring.

2.4

Skønt Kommissionen erkender, at der er mangler ved udformningen af den nugældende ordning samt fortolkningsvanskeligheder, som har givet gennemførelsesproblemer, men alligevel anser den det ikke for »passende« at forelægge forslag til revision af direktivet, før den mere generelle gennemgang af »EU's forbrugerbeskyttelsesregler« er afsluttet, hvilket der ikke er fastsat nogen frist for.

2.5

Allerede mens nærværende udtalelse var under udarbejdelse, lagde Kommissionen 84 besvarelser af høringen ud på nettet og udsendte et arbejdspapir, som sammenfatter en væsentlig del af de modtagne svar, og den agter at færdiggøre analysen af de resterende svar og derefter foretage en mere uddybende konsekvensanalyse.

3.1.1

EØSU ser positivt på Kommissionens initiativ, men beklager dets forsinkelse i forhold til den fastsatte frist (juni 2001) eller senest 4 år efter direktivets ikrafttræden (juni 2004), da det mener, at de fleste af de spørgsmål, der nu rejses, med stor fordel kunne være blevet drøftet og løst for mindst tre år siden.

3.1.2

EØSU minder om, at mange af de spørgsmål, som nu rejses i meddelelsen, allerede er blevet påpeget i dets udtalelser, oven i købet mens direktivet var under udarbejdelse.

EØSU pegede faktisk i sin udtalelse om »Kommissionens forslag til Rådets direktiv om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg« (2) på behovet for at revidere nogle af definitionerne i direktivets artikel 2, især mht. hvilke aftaler direktivet skulle omfatte, samt selve begrebet forbruger.

EØSU mente endvidere, at Kommissionen burde afklare retten til at hæve en aftale, som efter EØSU's mening bør indgå i fortrydelsesretten og ikke forveksles med eller gå ud over forbrugerens mulighed for at ophæve aftalen, hvis den ikke overholdes eller der konstateres svigagtig praksis.

EØSU påpegede endvidere, at en fortrydelsesret på 7 dage var kortere end fristen i andre direktiver og i allerede gældende lovgivning i nogle medlemsstater, og rådede Kommissionen til at harmonisere fristerne for udøvelsen af denne ret. EØSU's opfordring til at afklare bestemmelserne om fortrydelsesretten blev i øvrigt gentaget i udtalelsen om forslaget vedrørende fjernsalg af finansielle tjenesteydelser (3).

En sådan kritik var også for længst blevet fremført af de mest velansete specialister på området (4).

3.1.3

EØSU er forundret over, at Kommissionen åbenbart mangler oplysninger om ikrafttrædelsesdatoen for bestemmelserne om gennemførelsen af direktivet i flere medlemsstater (5), og finder det også ejendommeligt, at der — hvis der virkeligt foreligger så åbenlyse overtrædelser med hensyn til gennemførelsen i nogle medlemsstater — intet oplyses om overtrædelsesprocedurer mod disse medlemsstater eller om resultaterne heraf.

3.1.4

På den anden side mener EØSU, at det ville have været mere i overensstemmelse med en ægte deltagelsesbaseret fremgangsmåde, hvis der forud for og ikke efter offentliggørelsen af meddelelsen var blevet afholdt en offentlig høring, så Kommissionen havde undgået at basere mange af sine bemærkninger og konstateringer alene på »indtryk« eller subjektive »opfattelser« (6).

EØSU minder i øvrigt om rapporten om forbrugerklager vedrørende fjernsalg af 10. marts 2000 (KOM(2000) 127 endelig) og anbefaler, at der udarbejdes en lignende rapport baseret på en objektiv analyse af alle svarene fra den offentlige høring med en opdatering og sammenligning af dataene, så der skabes et objektivt grundlag for diskussion.

3.1.5

Under de nuværende omstændigheder støtter EØSU Kommissionens forslag og opfordrer til afholdelse af en offentlig høring af alle berørte parter, men den må ikke drukne i debatten om det mere generelle spørgsmål om EU's forbrugerlovgivning, hvorom der for nyligt ud over Kommissionens grønbog (7) er fremlagt en stor teknisk undersøgelse på omkring 800 sider (8).

3.1.6

I betragtning af, hvorledes arbejdet i CFR (9) hidtil er forløbet, tvivler EØSU på, at det vil være en fordel eller overhovedet tilrådeligt at lade revisionen af nærværende direktiv afvente afslutningen af det arbejde og de høringer og beslutninger, der på sigt måtte blive truffet om EU's samlede forbrugerretlige lovgivning — selv i den seneste begrænsede version, som Kommissionen har foreslået (10).

3.1.7

EØSU foreslår også, at det eventuelt tages op til fornyet overvejelse, hvilket retsinstrument der skal anvendes ved den kommende revision af direktivet, hvis man skønner, at hovedparten af den regulering, der skal foretages på dette område, med fordel kan ske via en forordning (11), og på en sådan måde, at man holder fast ved det vigtigste mål med reguleringen, nemlig at sikre samme balance og ligestilling mellem parterne, som den, der gerne skulle kendetegne handelstransaktioner mellem parter, som er fysisk til stede på salgsstedet.

3.2.1

Kommissionens observationer/kommentarer til direktivet falder i to hovedafsnit og vedrører:

3.2.2

Med hensyn til direktivets ordlyd/opbygning er EØSU enigt med Kommissionen på følgende punkter:

3.2.3

Men EØSU er uenigt med Kommissionen, hvad angår:

3.2.4

EØSU anbefaler derfor Kommissionen at gå i gang med en forenkling af reglerne om fjernsalg, som findes rundt om i forskellige retsakter, og gøre dem mere tilgængelige og forståelige.

3.2.5

Hvad angår anvendelsen af direktivet og ud fra sit kendskab til nogle erfaringer i nogle medlemsstater kan EØSU give Kommissionen ret og støtte den i de fleste af dens bemærkninger, men der udestår efter EØSU's mening endnu et stort arbejde for at nå frem til en udtømmende og ikke kun episodisk beskrivelse af de situationer, hvor der er forskelle/uforenelighed i gennemførelsen/fortolkningen af direktivet i medlemsstaterne som helhed.

Den opfordrer derfor Kommissionen til i forlængelse af analysen af svarene på spørgeskemaet at tage fat på dette arbejde og fremlægge resultaterne heraf.

Hertil kommer, at Kommissionen endnu ikke har fremlagt statistiske data, som gør det muligt at evaluere, hvor stor en del fjernsalg til forbrugere udgør af den samlede handel over grænserne, eller dens andel af detailhandelen i de enkelte medlemsstater. Disse data kan ikke uddrages med tilstrækkelig præcision af de seneste Eurobarometerdata (20), men er nødvendige for at afveje kriterierne for medtagelse i anvendelsesområdet og for at kunne tage stilling til, om undtagelserne fra direktivet er rimelige.

3.2.6

EØSU ser med bekymring på det forhold, at Kommissionen på den ene side peger på en række problemer med gennemførelsen af direktivet og på den anden side nærer tvivl om dets betydning for forbrugertilliden; den erklærer også, at den ikke vil foretage ændringer, og har tilsyneladende ikke planer om at tage mere energisk fat på problemerne med gennemførelsen.

3.2.7

Hvad angår gennemførelsen af direktiv 1997/7/EF erkender Kommissionen selv, at de fastsatte undtagelser er gennemført forskelligt i medlemsstaterne, og at nogle af disse undtagelser må tages op til revision, hvorfor EØSU opfordrer Kommissionen til at tage mere konkrete initiativer på dette område.

3.2.8

Hvad angår følgerne af anvendelsen af minimumsbestemmelserne er EØSU ikke enigt med Kommissionen i, at alle de tilfælde, den nævner, skyldes forkert anvendelse af bestemmelserne i artikel 14.

3.2.8.1

EØSU mener derimod, at hovedparten af de påviste forskelle, som er reelle, ikke kan tilskrives ubehørig anvendelse af minimumsbestemmelserne, men snarere de påviste mangler ved udformningen, ordlyden og gennemførelsen/oversættelsen af direktivet.

3.2.8.2

Efter EØSU's mening er minimumsbestemmelserne — som giver medlemsstaterne mulighed for at gå videre end EU-reglerne i direktiver om minimumsharmonisering, forudsat at de pågældende foranstaltninger er forenelige med traktatens artikel 153 — et godt instrument til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, som samtidig giver mulighed for tage hensyn til særlige kulturelle, sociale og juridiske forhold i de enkelte nationale ordninger.

3.2.8.3

Ikke desto mindre og forudsat, at der rent faktisk kan sikres et højere forbrugerbeskyttelsesniveau, går EØSU ind for, at visse retsforhold harmoniseres fuldt ud — helst via en forordning — som en garanti for ensartethed, hvilket kan være aktuelt i forbindelse med nærværende direktiv.

3.2.9

EØSU mener, at andre spørgsmål, som ikke omtales i meddelelsen, fortjener at blive taget op til fornyet overvejelse ved en revision af direktivet.

3.2.10

Dette gælder navnlig:

3.2.11

Efter EØSU's mening er det af afgørende betydning at overveje disse spørgsmål behørigt for at nå det mål, som direktivet sigter mod, nemlig at sikre, at forbrugere, som køber varer og tjenesteydelser gennem fjernsalg, nyder en beskyttelse svarende til den, der med rette ydes ved handelsaftaler, som indgås ved personligt fremmøde.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/33

1.1

Kommissionens forslag til ændring af reglerne for fusion og spaltning af aktieselskaber indgår i planen for modernisering af selskabsretten og forbedret virksomhedsledelse i EU (1). Deri udstikkes en handlingsplan, som på kort, mellemlang og lang sigt skal gennemføre en dybtgående ændring af lovgivningen, som indebærer mere end blot at færdiggøre de direktiver, der er under udarbejdelse.

1.2

På et mere generelt plan fremlægges der desuden i bilag III til handlingsprogrammet for reduktion af administrative byrder i EU (2) ti konkrete forslag til »tiltag efter den hurtige procedure« med henblik på at luge ud i krav af mindre betydning — uden at påvirke beskyttelsesniveauet. Det er netop formålet med nærværende forslag, der begrænser sig til at ophæve kravet om en ekspertrapport om fusions- eller spaltningsplaner, såfremt »alle« aktionærerne er enige om at give afkald på den.

1.3

Det skal bemærkes, at direktiv 2005/56/EF om grænseoverskridende fusioner af selskaber med begrænset ansvar (3) i artikel 8, stk. 4, fastslår, at der ikke kræves udarbejdelse af en ekspertrapport om fusionsplaner, hvis alle selskabsdeltagerne er indforstået hermed. Ligeledes blev der med den seneste ændring af direktiv 77/91/EØF om stiftelse af aktieselskaber samt bevarelse af og ændringer i aktiekapitalen (4) indsat to nye artikler, artikel 10 a) og 10 b), ifølge hvilke der ikke kræves en sagkyndigs beretning i forbindelse med indskud af andre værdier end kontanter, når en række betingelser, som garanterer den reelle værdi af de tilførte bidrag, er opfyldt.

2.1

Formålet med denne ændring af direktiverne om fusion og spaltning af aktieselskaber er at bringe deres indhold i overensstemmelse med direktivet om grænseoverskridende fusioner hvad angår inddragelse af sagkyndige i udarbejdelse af beretningen om fusions- eller spaltningsplaner, hvis alle aktionærer og indehavere af andre værdipapirer, der giver stemmeret, er enige herom.

3.1

EØSU bifalder forenklingsprocessen og især reduktionen af de europæiske virksomheders administrative byrder. Det er sådan, det forstår indholdet af forslaget, som især beskytter aktionærernes interesser ved at kræve enstemmig tilslutning blandt dem alle om ikke at lade en sagkyndig udarbejde en beretning om fusions- eller spaltningsplaner.

3.2

EØSU ser dog også problemer i det, især i forbindelse med store selskabers fusioner, hvor aktionærerne er meget forskellige, og hovedparten er investorer. Hvis aktierne ikke forvaltes direkte, kan det indebære, at mindretalsaktionærer er ubeskyttede og ser sig tvunget til at acceptere aftaler, som er indgået af de organer, der forvalter værdipapirerne. Selvom de gældende regler giver ret til indvending og tilbagetrækning i tilfælde af utilfredshed med det økonomiske udbytte af operationer som især aktieombytning, vil det blive vanskeligere at udøve denne ret, når der ikke foreligger en sagkyndigs beretning om fusionsplanen.

3.3

På samme måde mener EØSU, at selskabernes kreditorer og arbejdstagere kan blive sårbare på grund af manglende viden, hvis der ikke foreligger en objektiv vurdering fra sagkyndige. Kreditorernes ret til at modsætte sig en fusion efter offentliggørelsen af fusionsmeddelelserne anerkendes, såfremt deres tilgodehavender ikke er sikret. Man skal dog være opmærksom på, at der hverken i fusionsdirektivet eller spaltningsdirektivet fastsættes nogen rettigheder for arbejdstagerne, hvorimod direktivet om grænseoverskridende fusioner (artikel 16) giver dem en mulighed for medbestemmelse, som gør det lettere at opnå et bedre resultat via hensigtsmæssige informationskanaler.

3.4

En lovgivnings effektivitet afhænger af, om den sikrer alle de involverede parters rettigheder i juridiske operationer, i dette tilfælde fusioner og spaltninger af selskaber. Da det drejer sig om komplicerede sager, må man fremme instrumenter, der gør dem mere gennemskuelige og ikke skaber konflikter mellem de berørte parter. Bortfaldet af den sagkyndiges beretning efter alle aktionærernes ønske bør ske på de betingelser, der fastsættes i artikel 10 a) i direktiv 2006/68/EF, dvs. hvis aktiverne udgøres af værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter eller nyligt er blevet vurderet af uafhængige sagkyndige, således at deres værdi kan verificeres, og der er sikret overensstemmelse med de relevante vurderingsstandarder.

4.1

EØSU medgiver, at forslaget til ændring af direktiverne om fusion og spaltning af aktieselskaber er en del af planen om at reducere de europæiske virksomheders administrative byrder. Man bør dog holde sig for øje, at denne form for juridiske operationer hyppigst forekommer i store selskaber med begrænset ansvar, hvis aktionærer omfatter både porteføljeforvaltere og individuelle investorer, som har forskellige interesser. De individuelle investorer ønsker størst mulig rentabilitet af deres aktiers bytteværdi.

4.2

Reformens sigte bør være at tilgodese alle de involveredes interesser i forbindelse med disse juridiske operationer. Ud fra denne antagelse sikrer eksperternes vurderinger en større gennemskuelighed og pålidelighed af fusions- eller spaltningsplanernes tilbud, da det er deres ansvar at etablere objektive kriterier for planernes indhold.

4.3

EØSU mener endvidere, at de grundlæggende regler for inddragelse af sagkyndige skal findes i artikel 10, 10 a) og 10 b) i det andet direktiv, der stiller som betingelse for ikke at udarbejde en ekspertrapport, at der foreligger en verificerbar vurdering af værdierne af nyere dato.

4.4

EØSU mener på den anden side, at der bør tages hensyn til indholdet af det 10. selskabsretsdirektiv, ikke kun fordi det er blevet udsendt for nyligt, men fordi det ligger mere på linje med de nye kriterier for interesser, der er beskyttet af selskabsretten, idet det ikke kun omfatter aktionærer og kreditorer, men også de arbejdstagere, som er en del af virksomhedsstrukturen. EØSU finder det derfor nødvendigt at udvide nærværende forslag i overensstemmelse med artikel 16 i ovennævnte direktiv, da det bedre svarer til ønsket om at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om selskabsfusioner og -spaltninger.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/37

1.1

Det forslag, som EØSU er blevet anmodet om at udtale sig om, vedrører ændring af to forordninger: forordning nr. 11 vedrørende afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til transportpriser og transportvilkår, udfærdiget i henhold til artikel 79, stk. (3), i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 om fødevarehygiejne.

1.2

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, der påskønner EU's politik for en bedre lovgivning, finder det nødvendigt og af afgørende betydning at mindske de administrative byrder for virksomhederne i den eksisterende lovgivning som et vitalt element i forbedringen af konkurrenceevnen og indfrielsen af målsætningerne for Lissabon-dagsordenen. Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »En strategisk gennemgang af programmet for bedre lovgivning i Den Europæiske Union« og Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union« yder et væsentligt bidrag i den retning.

1.3

Den første ændring er til forordning nr. 11, som er særlig gammel. Den vedrører afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til transportpriser og transportvilkår, udfærdiget i henhold til artikel 79, stk. (3), i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. EØSU støtter, at forpligtelsen til at give oplysninger om ruter, afstande, priser og andre transportvilkår afskaffes, og der gives mulighed for at anvende fragtbreve til afgivelse af de øvrige oplysninger, der kræves i forbindelse med det gængse transportdokument, eftersom dette tiltag vil mindske de administrative byrder, uden at niveauet for grundlæggende oplysninger forringes.

1.4

EØSU støtter således ændringen af forordning 11, især at artikel 5 udgår og at artikel 6 ændres, så 5. og 6. led i stk. 1 udgår. EØSU er også enig i ændringen i artikel 6, stk. 2, hvor tredje punktum udgår, samt i ændringen af artikel 6, stk. 3, som erstattes med følgende tekst: »Såfremt alle de i stk. 1 nævnte oplysninger fremgår af de eksisterende dokumenter, f.eks. fragtbreve eller andre transportdokumenter, og disse i forbindelse med transportvirksomhedens bogføring muliggør en fuldstændig efterprøvning af fragter og transportvilkår med det formål at afskaffe og forhindre forskelsbehandling i henhold til traktatens artikel 75, stk. 1, er transportvirksomhederne ikke forpligtede til at indføre nye transportdokumenter.«

1.5

EØSU støtter ændringen af forordning (EF) nr. 852/2004, så de nævnte virksomheder fritages for kravet i artikel 5, stk. 1, i forordningen, idet det dog forudsættes, at de overholder alle de øvrige bestemmelser i nævnte forordning. Ifølge artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 852/2004 skal alle virksomheder — disse virksomheder er især små virksomheder, der primært sælger deres produkter direkte til den endelige forbruger, f.eks. bagerier, slagtere, købmandsforretninger, markedsboder, restauranter og barer, som er mikrovirksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore fødevarevirksomheder — indføre, iværksætte og følge en fast procedure eller faste procedurer, der er baseret på HACCP-principperne.

1.6

EØSU mener dog, at fritagelsen af ovennævnte virksomheder, der sælger deres produkter direkte til den endelige forbruger, f.eks. bagerier, slagtere, købmandsforretninger, markedsboder, restauranter og barer, skal udvides til at omfatte små virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore fødevarevirksomheder.

1.7

Det er nødvendigt at operere med to parametre ved ændringen af artikel 5 i forordning (EF) nr. 852, så den udvides til at omfatte små virksomheder, der defineres som virksomheder med op til 50 ansatte (hvilket er et for højt tal for fritagelse for HACCP), eller ved at indføje en bestemmelse eller særlige begrænsninger for restaurationsvirksomheder, hvis de omfattes af anvendelsesområdet.

1.8

Den første parameter er at sikre streng overholdelse af hygiejnebestemmelserne, dvs. at de særlige krav til hygiejnen, som stilles i artikel 4 i forordning (EF) nr. 852, må håndhæves strengt og personalet uddannes. Dette er tilstrækkeligt til at sikre hygiejnen i forbindelse med de producerede fødevarer, og samtidig lette virksomhedernes retlige forpligtelser.

1.9

Den anden (supplerende) parameter, som er nødvendig for at undtage små virksomheder med under 50 ansatte, ville være for disse virksomheders vedkommende at kræve, at antallet af ansatte, der er på arbejde samtidig i produktionen (på et værksted eller i et køkken), ikke må overstige 10. Virksomhederne vil på forhånd skulle opføre navnene på de personer, som er på arbejde, på en liste.

1.10

Med indførelsen af ovenstående afgrænsning og præcisering opfyldes betingelserne i 2003/361/EF, og specielt for de omfattede virksomheder, dvs. bagerier, slagtere, købmandsforretninger, restauranter og barer, indføres begrænsninger for produktion og størrelsen af skiftehold, således at de fornødne betingelser for sikringen af folkesundheden opfyldes.

2.1

Kommissionen anmoder EØSU om at udtale sig om ændringen af de to forordninger, forordning nr. 11 vedrørende afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til transportpriser og transportvilkår, udfærdiget i henhold til artikel 79, stk. (3), i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 om fødevarehygiejne.

2.2

For så vidt angår forordning nr. 11 vedrørende afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til transportpriser og transportvilkår, udfærdiget i henhold til artikel 79, stk. (3), i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, er det hensigten at fjerne forældede krav og ændre visse andre krav for at begrænse virksomhedernes administrative byrder mest muligt. I henhold til artikel 5 skal virksomheder, der udfører transporter (og medlemsstaternes regeringer), navnlig give oplysninger om tariffer, prisaftaler og transportvilkår inden den 1. juli 1961. I henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, skal der udfærdiges et transportdokument med en række oplysninger om afsenderen, arten af det transporterede gods, godsets oprindelses- og bestemmelsessted samt rute eller afstand og i givet fald grænseovergangssteder. Sidstnævnte oplysninger er ikke nødvendige for at opfylde forordningens mål og kan derfor afskaffes. I henhold til forordningens artikel 6, stk. 2, tredje punktum, skal transportvirksomheden opbevare et eksemplar af transportdokumentet med angivelse af alle endelige fragter og øvrige omkostninger, eventuelle tilbagebetalinger samt andre betingelser, som indvirker på fragter og transportvilkår. Punktummet kan udgå, fordi disse oplysninger i vore dage er tilgængelige i logistiksystemerne. Artikel 6, stk. 3, bør udtrykkeligt nævne fragtbreve, som er almindeligt kendt og meget udbredt inden for landtransport. Det vil øge retssikkerheden for transportvirksomhederne, at det præciseres, at fragtbreve, som indeholder alle de i artikel 6, stk. 1, krævede oplysninger, er fyldestgørende.

2.3

Et andet tiltag efter den hurtige procedure vedrører Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 om fødevarehygiejne. Formålet er at fritage meget små fødevarevirksomheder for at skulle indføre, iværksætte og følge en fast procedure eller faste procedurer, der er baseret på principperne om risikoanalyse og kritiske kontrolpunkter (HACCP-principperne), når de kan sikre fødevarehygiejnen alene ved at gennemføre de øvrige bestemmelser i forordning (EF) nr. 852/2004. Denne fritagelse skal gælde for mikrovirksomheder, som primært sælger fødevarer direkte til den endelige forbruger.

3.1

EØSU støtter ændringen af forordning nr. 11 vedrørende afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til transportpriser og transportvilkår, udfærdiget i henhold til artikel 79, stk. (3), i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Forslaget går ud på at fjerne forældede krav og ændre visse andre krav for at begrænse virksomhedernes administrative byrder mest muligt.

3.2

EØSU mener, at det ved ændringen af forordning (EF) 852/2004 er nødvendigt at tage hensyn til små virksomheder, som defineret i henstilling nr. 2003/361/EF af 6. maj 2003. Praksis har vist, at der brug for en vis fleksibilitet i forbindelse med disse virksomheder.

3.3

Man bør erkende, at ikke kun mikrovirksomheder, men også visse små virksomheder har vanskeligt ved at leve op til HACCP-principperne, idet disse måske udmærket kan opfylde kritiske kontrolpunkter, men har svært ved at overkomme papirarbejdet, som i overdreven grad tynger virksomhederne.

3.4

Ifølge henstilling 2003/361/EF forstås ved mikrovirksomheder virksomheder, som beskæftiger under 10 personer, og som har en omsætning på ikke over 2 mio. euro. Denne kategorisering er måske rigtig, hvad antallet af beskæftigede angår, for virksomheder i nogle medlemsstater. Men omsætningen på 2 mio. euro er, alt i alt, for stor i forhold til antallet af beskæftigede i de berørte medlemsstater.

3.5

I kategoriseringen af virksomheder i henstilling 2003/361/EF foretages der ingen sondring mellem virksomhederne, dvs. om der er tale om restaurationsvirksomheder eller kommercielle virksomheder, i det mindste ikke når det gælder antallet af beskæftigede. For bl.a. kommercielle virksomheder er kriteriet 2 mio. euro tilføjet, da en kommerciel virksomhed bestående af blot 3 personer kan overstige en omsætning på 1,5 mio. euro, i hvert fald i nogle medlemsstater. Derfor vil det være naturligt, i det mindste i denne udtalelse, at bære in mente, at vi ikke kan anse restaurationsvirksomheder, som er etableret i forskellige medlemsstater, for mikrovirksomheder, hvis og kun hvis de har under 10 beskæftigede og ikke har en omsætning på over 2 mio. euro. Der findes medlemsstater, hvor 2 skiftehold arbejder i restaurationsvirksomheder, således at antallet af beskæftigede langt overstiger 10, mens omsætningen selvsagt ligger langt under 500.000 euro.

4.1

EØSU mener, at det foreliggende dokuments henvisning til henstilling 2003/361/EF i forbindelse med kategoriseringen af virksomheder, bør ses ud fra en helt anden synsvinkel, især når det gælder om at anvende HACCP.

4.2

Det er nødvendigt at operere med to parametre ved ændringen af artikel 5 i forordning (EF) nr. 852, så den udvides til at omfatte små virksomheder, der defineres som virksomheder med op til 50 ansatte (hvilket er et for højt tal for fritagelse for HACCP), eller ved at indføje en bestemmelse eller særlige begrænsninger for restaurationsvirksomheder, hvis de omfattes af anvendelsesområdet.

4.3

Den første parameter er at sikre streng overholdelse af hygiejnebestemmelserne, dvs. at de særlige krav til hygiejnen, som stilles i artikel 4 i forordning (EF) nr. 852, må håndhæves strengt og personalet uddannes. Dette er tilstrækkeligt til at sikre hygiejnen i forbindelse med de producerede fødevarer, og samtidig lette virksomhedernes retlige forpligtelser.

4.4

Den anden (supplerende) parameter, som er nødvendig for at undtage små virksomheder med under 50 ansatte, ville være for disse virksomheders vedkommende at kræve, at antallet af ansatte, der er på arbejde samtidig i produktionen (på et værksted eller i et køkken), ikke må overstige 10. Virksomhederne vil på forhånd skulle opføre navnene på de personer, som er på arbejde, på en liste.

4.5

Med indførelsen af ovenstående afgrænsning og præcisering opfyldes betingelserne i 2003/361/EF, og specielt for de omfattede virksomheder, dvs. bagerier, slagtere, købmandsforretninger, restauranter og barer, indføres begrænsninger for produktion og størrelsen af skiftehold, således at de fornødne betingelser for sikringen af folkesundheden opfyldes.

4.6

Specielt mener EØSU, at der i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 852/2004 bør tilføjes følgende:

4.6.1

»Uden at gribe ind i forordningens øvrige krav kan stk. 1 ændres, så fritagelsen for anvendelsen af HACCP kommer til at omfatte små restaurationsvirksomheder, bagerier, slagtere, købmandsforretninger, markedsboder, restauranter og barer, i overensstemmelse med henstilling 2003/361/EF, under forudsætning af nøje overholdelse af hygiejnebestemmelserne og de særlige krav til hygiejnen, som stilles i artikel 4 i forordning nr. 852/2004, samt uddannelse af personalet. Dette er tilstrækkeligt til at sikre hygiejnen i forbindelse med de producerede fødevarer, og samtidig lette virksomhedernes retlige forpligtelser. Den vigtige betingelse, som skal respekteres, er bevarelse af folkesundheden.«

4.6.2

»Endvidere skal følgende betingelse overholdes: for at fritage små restaurationsvirksomheder, dvs. bagerier, slagtere, købmandsforretninger, markedsboder, restauranter og barer, som pr. definition jo har under 50 beskæftigede, er det især for disses vedkommende en betingelse, at antallet af beskæftigede, der er på arbejde samtidig i produktionen (på et værksted eller et køkken), ikke overstiger 10.«

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/40

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/40

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har hele tiden støttet Kommissionens aktive rolle i gennemførelsen af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke (PIC) for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel og Stockholm-konventionen om persistente organiske miljøgifte.

1.2

Udvalget er enigt med Kommissionen i, at det er nødvendigt at indføre en harmoniseret fremgangsmåde for at sikre bedre beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet i importerende lande, især udviklingslande, og i at der er behov for smidige, klare og gennemsigtige mekanismer, som bygger på hurtige og ensartede procedurer, som formår at sikre hensigtsmæssig oplysning til de lande, som importerer farlige kemiske stoffer, og samtidig undgå øget bureaukrati og forsinkelser.

1.3

Udvalget mener, at de strengere bestemmelser i forordning (EF) nr. 304/2003, som blev annulleret af Domstolen på grund af forkert retsgrundlag og genoptaget i dette nye forslag til forordning, er yderst vigtigt for det overordnede sikkerhedsniveau og for håndteringen af farlige kemikalier.

1.4

EØSU bifalder Kommissionens ønske om at udnytte rettelsen af forordningens retsgrundlag til at øge EU-lovgivningens effektivitet og retssikkerheden i tæt sammenhæng med forordning (EF) nr. 1907/2006 om lovgivningen om kemikalier (REACH), som træder i kraft i juni 2007.

1.5

Efter udvalgets opfattelse bør den nye lovgivning fastlægge, at der på den ene side udarbejdes retningslinjer for anvendelse og dokumentation og på den anden side tilrettelægges uddannelsestiltag på basis af fællesskabsstandarder, som især bør være målrettet mod toldembedsmænd og have deltagelse af ansvarlige i Kommissionens tjenestegrene og især Det Fælles Forskningscenter (FFC).

1.5.1

Udvalget understreger vigtigheden af, at mærkningen og de tekniske specifikationer udfærdiges på det importerende lands sprog.

1.6

EØSU bifalder fuldt ud muligheden for at gennemføre eksporten på midlertidig basis, alt imens der gøres en yderligere indsats for at opnå et udtrykkeligt samtykke.

1.7

Udvalget mener, at toldkontrolsystemer og fuldt samarbejde mellem toldmyndighederne og de nationale myndigheder, som står for forordningens gennemførelse, er hovedforudsætningen for, at de foreslåede mekanismer kan fungere effektivt, korrekt og gennemsigtigt.

1.8

Udvalget understreger, at de foreslåede forbedringer af den kombinerede nomenklatur og udviklingen af en særlig version for toldmyndigheder af databasen EDEXIM nødvendigvis bør suppleres med systematiske og harmoniserede oplysnings- og uddannelsestiltag på EU-plan.

1.8.1

I den forbindelse finder EØSU, at de finansielle og menneskelige ressourcer, som Kommissionens tjenestegrene og Det Fælles Forskningscenter har til rådighed, er fuldstændig utilstrækkelige, hvilket navnlig gælder for sidstnævnte, der bør sikre:

2.1

Udvalget udtrykte i sin tid (1) støtte til de mål og mekanismer, som fastlagdes i Rotterdam-konventionen (2). Den indførte en procedure med forudgående samtykke til eksport og import af farlige kemikalier, forbedrede adgangen til oplysninger og lagde op til levering af teknisk bistand til udviklingslande.

2.2

Udvalget var enigt i medlemsstaternes synspunkt, ifølge hvilket det var »hensigtsmæssigt at gå videre end konventionens bestemmelser for i højere grad at kunne hjælpe udviklingslandene« (3).

2.3

Forordning (EF) nr. 304/2003 om regulering af eksport og import af farlige kemikalier blev vedtaget den 18. januar 2003 og trådte i kraft den 7. marts samme år. Hovedformålet med denne var at gennemføre Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel.

2.3.1

Denne forordning indeholdt imidlertid bestemmelser, som gik langt videre, end det krævedes i konventionen.

2.4

Forordningen fastlægger især, at hver eksportør skal indgive eksportanmeldelse til den udpegede nationale myndighed forud for den første eksport af et kemikalie, som er opført på en af listerne i forordningen. Når det er kontrolleret, at anmeldelsen er fyldestgørende, videresendes den til Kommissionen, som registrerer den i EDEXIM-databasen som en fællesskabseksportanmeldelse med præcisering af produkt og importland.

2.5

På tilsvarende vis gælder det, at i tilfælde af import til EU af et kemikalie fra et tredjeland modtager Kommissionen en eksportanmeldelse, som den kvitterer for modtagelsen af og registrerer i EDEXIM-databasen.

2.6

Mere generelt er Kommissionen ansvarlig for at sikre, at forordningen reelt anvendes og har med andre ord til opgave at forvalte anmeldelser om eksport og import.

2.7

EU's eksportanmeldelsesprocedure anvendes for øjeblikket på ca. 130 kemikalier og grupper af produkter/stoffer, der er opført i del 1 i bilag I i forordning (EF) nr. 304/2003 (4).

2.8

Forordningen fastlægger endvidere klare krav til emballering og mærkning.

2.9

Forordning (EF) nr. 304/2003 fastlægger ligeledes en ordning med sanktioner i tilfælde af overtrædelse, hvor det præciseres, at disse sanktioner skal fastsættes af medlemsstaterne og være »effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning«.

2.9.1

Den 18. december 2006 vedtoges endvidere Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), der træder i kraft den 1. juni 2007 (5).

2.10

De Europæiske Fællesskabers Domstol fastslog i dommene i sag C-94/03 og sag C-178/06 (begge af 10. januar 2006), at retsgrundlaget for forordning (EF) nr. 304/2003 burde have været EF-traktatens artikel 133 og artikel 175 og ikke kun artikel 175, og at forordningen derfor skulle annulleres. Domstolen præciserede imidlertid, at forordningens retsvirkninger skulle opretholdes, indtil der under anvendelse af de korrekte hjemmelsbestemmelser og inden for en rimelig frist kunne vedtages en ny forordning.

2.11

Rapporten for 2003-2005 (6), der blev offentliggjort den 30. november 2006 i henhold til artikel 21 i forordning (EF) nr. 304/2003, redegjorde for følgende aspekter:

2.12

På det nuværende stadium har medlemsstaterne indført den lovgivning og de administrative systemer, som er nødvendige for forordningens gennemførelse og håndhævelse. Der er til dags dato blevet behandlet 2 273 eksportanmeldelser (hvoraf mere end 80 % kom fra Tyskland, Det Forenede Kongerige, Nederlandene, Frankrig og Spanien), og antallet af eksportlande er vokset fra 70 i 2003 til 101 i 2005.

2.13

Toldkontrolsystemerne synes at være systemets svage punkt. Der er derfor behov for tættere samarbejde mellem udpegede nationale myndigheder og toldsteder, regelmæssig informationsudveksling og klarere bestemmelser, herunder især specifikke forpligtelser for eksportører og anvendelse af instrumenter til bedre kontrol af den kombinerede nomenklatur og De Europæiske Fællesskabers integrerede Toldtarif.

2.14

Udvalget er enigt i, at Kommissionen bør indføre en harmoniseret fremgangsmåde for at sikre bedre beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet i importerende lande, især udviklingslande, og i at der er behov for smidige, klare og gennemsigtige mekanismer, som muliggør hurtige og ensartede procedurer, der formår at sikre hensigtsmæssig information til de lande, som importerer farlige kemiske stoffer og samtidig undgå øget bureaukrati og forsinkelser.

3.1

Udover at løse spørgsmålet om hjemmelsbestemmelser, som førte til annullering af forordning (EF) nr. 304/2006, indeholder Kommissionens forslag til en ny forordning ændringer på følgende områder:

4.1

Udvalget gentager sin fulde støtte til EU's strategier for bæredygtig udvikling, herunder den frivillige rammeaftale om international kemikalieforvaltning (SAICM) (8), og understreger nødvendigheden af en forebyggende tilgang i håndteringen af kemikalier for at forebygge mulige negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet, hvilket det ved flere lejligheder (9) har haft mulighed for at understrege i sit bidrag til vedtagelsen af REACH-lovgivningen.

4.2

Det er på denne baggrund, at EØSU har støttet indførelsen af REACH-systemet og især ansvarliggørelsen af virksomheder, der fremstiller kemikalier, importører eller brugere med hensyn til at fremlægge dokumentation om kemikalier med henblik på registrering og en første risikovurdering. EØSU glæder sig derfor over, at der oprettes et europæisk registreringssystem og et fællesskabsagentur til at varetage styringen (10).

4.2.1

EØSU opfordrer Kommissionen til, at den i forbindelse med de planlagte meddelelser om specifikke bestemmelser om farlige kemikalier reviderer listen over stoffer, der er farlige for menneskers helbred og miljøet, og erstatter dem med mindre farlige stoffer og præparater i det omfang forskningen og de teknologiske nyskabelser har udviklet og testet konkrete alternativer.

4.3

EØSU har hele tiden støttet, at Kommissionen spiller en aktiv rolle i gennemførelsen af Rotterdam-konventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke (PIC) for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel og Stockholm-konventionen om persistente organiske miljøgifte, der sigter på at fjerne fremstilling og anvendelse af bestemte kemikalier, heriblandt ni forskellige pesticider. Udvalget har i øvrigt for nylig udarbejdet en udtalelse om denne problemstilling (11).

4.4

Udvalget mener, at de strengere bestemmelser i forordning (EF) nr. 304/2003, som blev annulleret af Domstolen på grund af forkert hjemmelsgrundlag og genoptaget i det nye forslag til forordning (12), er yderst vigtige for det overordnede sikkerhedsniveau og håndteringen af farlige kemikalier.

4.5

Udvalget mener også, at der bør foretages ændringer til forordningen for at afhjælpe de operationelle mangler og gennemførelsesvanskeligheder, som fremgik af rapporten for 2003-2005.

4.6

Udvalget er derfor enigt med Kommissionen, som agter at benytte rettelsen af forordningens hjemmelsesgrundlag i henhold til Domstolens dom (et spørgsmål, som udvalget allerede havde udarbejdet en udtalelse om (13)) til at øge effektiviteten af EU's bestemmelser og sikre større klarhed, gennemsigtighed og retssikkerhed for både eksportører og importører.

4.7

EØSU finder det nyttigt at garantere retssikkerheden, entydigheden og gennemsigtigheden ved den nye foreslåede EU-lovgivning og forbedre definitionerne på »eksportør«, »præparat« og »kemikalie, der opfylder betingelserne for PIC-anmeldelse«.

4.8

Som led i forenklingsprocessen og strømlining af procedurer og forbedring af tidsplanen bifalder EØSU fuldt ud muligheden for at lade eksport finde sted midlertidigt, mens procedurerne for at opnå udtrykkeligt samtykke fortsætter, og muligheden for at fravige kravet om samtykke i tilfælde af kemikalier, som skal eksporteres til OECD-lande.

4.9

EØSU understreger ligeledes, at det er vigtigt at lade anmodninger om samtykke og regelmæssig vurdering gå gennem Kommissionen for at undgå overflødigt dobbeltarbejde og overlapninger, misforståelser og usikkerhed i importerende lande. Udvalget mener, at de finansielle og menneskelige ressourcer, som Kommissionens tjenestegrene og især Det Fælles Forskningscenter tildeles for at varetage denne opgave, også bør kunne sikre harmoniserede informations- og uddannelsespakker, vejledninger og sikkerhedsdatablade til forskellige brugerkategorier samt en dialog med importerende lande, herunder især udviklingslande, for at indkredse og løse problemer i forbindelse med import-/eksportanmeldelse.

4.9.1

Udvalget betoner i lyset af de alvorlige arbejdsulykker, som undertiden skyldes farlige kemikalier, og under hensyntagen til de internationale ILO-konventioner herom (14) vigtigheden af at udfærdige oplysningerne på etiketterne og de tekniske sikkerhedsspecifikationer på det importerende lands sprog, da det er til nytte for mellem- og slutbrugere, herunder især dem som arbejder inden for landbruget eller i smv'er.

4.10

Udvalget mener, at toldkontrolsystemer og fuldt samarbejde mellem toldmyndighederne og de nationale myndigheder, som står for forordningens gennemførelse, er hovedforudsætningen for, at mekanismerne i den foreslåede lovgivning kan fungere effektivt, korrekt og gennemsigtigt. De foreslåede forbedringer i form af »advarselsskiltning« i den kombinerede nomenklatur og udvikling af en særlig version for toldmyndigheder af databasen EDEXIM bør suppleres med systematiske og harmoniserede oplysnings- og uddannelsestiltag på EU-plan.

4.11

Efter EØSU's mening bør den nye lovgivning fastlægge, at der skal udarbejdes retningslinjer for anvendelsen, informationsmateriale og uddannelsestiltag på basis af EU-standarder, især for de nye medlemsstater.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/44

1.1

EØSU udtrykker tilfredshed med Kommissionens forslag om at nå frem til en ny forordning om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (svampe-, insekt- og ukrudtsbekæmpelsesmidler m.v. til land- og havebrug).

1.2

Udover markedsføring af gode og sikre plantebeskyttelsesmidler har også bæredygtig og sikker brug af disse midler den højeste prioritet. EØSU bifalder, at Kommissionen samtidig med dette forordningsforslag også har forelagt et direktiv, som regulerer bæredygtig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler.

1.3

EØSU konstaterer, at der i overvejelserne i forslaget lægges stor vægt på at forebygge og begrænse plantebeskyttelsesmidlers negative følger for mennesker og miljø. EØSU anser det for vigtigt at forebygge plantebeskyttelsesmidlers negative følger for miljø og mennesker. EØSU påpeger, at der i et bæredygtighedsperspektiv også må tages et afbalanceret hensyn til de økonomiske interesser. Udover en stigende interesse for produkter fra økologisk landbrug (organic farming) er langt det overvejende flertal af vore dages forbrugere primært interesseret i et produkt af god kvalitet, som tillige er disponibelt på et hvilket som helst tidspunkt af året og til en acceptabel pris. Produktets sikkerhed for forbrugeren er her en absolut betingelse. Dette kræver en stor indsats i landbrugsproduktionens værdikæde. Adgang til tilstrækkeligt gode og sikre plantebeskyttelsesmidler er i den sammenhæng uomgængelig nødvendig.

1.4

EØSU er bekymret over indførelsen af godkendelseskriterier for plantebeskyttelsesmidler på basis af aktivstoffers iboende egenskaber og konsekvenserne heraf for innovation af nye og bedre midler. En striks håndtering kan føre til, at et stof, der ikke opfylder ét kriterium, men for alle andre kriteriers vedkommende udgør en forbedring, ikke opnår tilladelse. EØSU går ind for en risikovurdering, hvor der tages mere hensyn til den faktiske anvendelse og udsættelsen.

1.5

EØSU mener, at systemet med zone-godkendelse og gensidig anerkendelse er et første skridt henimod fuldstændig europæisk harmonisering af godkendelser. EØSU foreslår, at den gensidige anerkendelse af godkendelser også gøres mulig på tværs af zonegrænserne, når der er tale om nabolande med ensartede klimatiske og landbrugsmæssige forhold.

1.6

EØSU støtter princippet om sammenlignende vurderinger af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder substitutionsrelevante stoffer. Dog henstiller EØSU, at de sammenlignende vurderinger foretages mindre hyppigt, og at der opereres med den normale databeskyttelsesperiode for disse stoffer, så man bevarer en vis beredvillighed hos branchen til at investere i sådanne stoffer og dermed forebygger flaskehalse i landbrugsproduktionen.

1.7

EØSU mener, at forslaget indeholder for få incitamenter til godkendelse af plantebeskyttelsesmidler til anvendelser af mindre betydning. EØSU foreslår to forbedringer. For det første et system, hvor den første ansøger opnår en længere databeskyttelse, efterhånden som der tilføjes flere anvendelser af mindre betydning, og for det andet anmoder EØSU Kommissionen om at sørge for en opdateret liste til brug for medlemsstaterne over alle godkendte anvendelser af mindre betydning.

2.1.1

Plantebeskyttelsesmidler bruges til beskyttelse og af hensyn til planternes sundhed. De gør det muligt for landbrugerne at øge udbyttet og at dyrke mere fleksibelt. Dette garanterer en pålidelig produktion af betalbare og sikre (fødevare-)produkter i regionen.

2.1.2

Langt det overvejende flertal af forbrugerne i Europa stiller stadig større krav til fødevarernes kvalitet og kræver, at de kan købes året rundt; fødevarernes sikkerhed anses for en absolut betingelse og for en selvfølge. Det stiller produktionskæden i landbruget over for store udfordringer. Adgang til en tilstrækkelig bred pakke af gode og sikre plantebeskyttelsesmidler er en forudsætning for at kunne imødekomme den krævende efterspørgsel fra denne store gruppe forbrugere.

2.1.3

Hertil skal det siges, at brug af plantebeskyttelsesmidler kan påvirke landbrugs-økosystemer, kan indebære farer for brugernes sundhed, kan påvirke fødevarers kvalitet og kan have negative følger for forbrugernes sundhed, især hvis der efterlades skadelige restkoncentrationer af plantebeskyttelsesmidler i fødevarer og som følge af uhensigtsmæssig anvendelse af plantebeskyttelsesmidler (brug, der ikke stemmer overens med god praksis).

2.2.1

Forordningsforslaget omfatter erstatning af det nugældende direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, som sigter mod at forebygge risici ved kilden ved hjælp af regler om gennemførelse af en meget omfattende risikovurderingsprocedure for det enkelte aktivstof og de produkter, der indeholder det pågældende stof, inden produkterne kan markedsføres og anvendes.

2.2.2

Forslaget omfatter tillige ophævelse af det nugældende direktiv 79/117/EØF om forbud mod markedsføring og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, som indeholder visse virksomme stoffer.

2.2.3

Fællesskabsreglerne for plantebeskyttelsesmidler omfatter endvidere Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 om maksimalgrænseværdier for pesticidrester i eller på vegetabilske og animalske fødevarer og foderstoffer og om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF, hvori der fastsættes maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af aktivstoffer i landbrugsprodukter.

2.2.4

Sammen med forslaget til forordning fremsættes der også et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider (KOM(2006) 373 endelig). Direktivet skal dække aspekter af anvendelses- og distributionsfasen, der ikke er omfattet af forordningsforslaget.

2.3.1

Europa-Parlamentet og Rådet anmodede som reaktion på Kommissionens evaluering af direktiv 91/414/EØF i 2001 om, at direktivet blev revideret og:

2.3.2

Efter en udførlig høringsperiode (5 år) med alle interessenter og en konsekvensvurdering forelagde Kommissionen i juli 2006 sit forslag om revision af direktiv 91/414/EØF. Kommissionen har besluttet at erstatte direktivet med en forordning af hensyn til forenkling og yderligere harmonisering af lovgivningen i EU-medlemsstaterne.

2.4.1

På EU-plan fastlægges positivlisten over aktivstoffer af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed. Godkendelsen af aktivstoffer sker ud fra et sæt klare kriterier, som skal tilstræbe et højt beskyttelsesniveau for mennesker, dyr og miljø.

2.4.2

Ved vurderingen af aktivstoffet skal der foreligge mindst én sikker anvendelse for brugeren og forbrugeren, og der må ikke være nogen uacceptable virkninger for miljøet. Der opstilles klare frister for vurderingens forskellige faser og for beslutninger om godkendelse af aktivstoffer.

2.4.3

Medlemsstaterne bevarer ansvaret for den nationale godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, som skal være baseret på listen over godkendte aktivstoffer.

2.4.4

Ved den nationale vurdering af godkendelsesdossierer skal medlemsstaterne benytte harmoniserede kriterier, hvis sådanne foreligger, og tage hensyn til nationale betingelser.

2.4.5

For stoffer med lav og normal risiko indfører Kommissionen et system med zone-godkendelse via obligatorisk gensidig anerkendelse af godkendelser af plantebeskyttelsesmidler. Denne zone-godkendelse indebærer, at en medlemsstat inden for en af de tre foreslåede klimazoner (Kommissionen inddeler EU i tre zoner) vurderer den nationale godkendelse af et stof, og at det kun er i de medlemsstater, hvor producenten af et middel har indgivet en ansøgning om gensidig anerkendelse, at stoffet skal godkendes.

3.1.1

I direktivets indledning sammenfattes overvejelserne bag forordningsforslaget. Heri bør man udtrykkeligt medtage, at tilstrækkelig adgang til plantebeskyttelsesmidler er vigtig for en sikker fødevareforsyning af høj kvalitet for de krævende europæiske forbrugere.

3.2.1

Direktivet åbner ikke mulighed for, at en medlemsstat giver en midlertidig godkendelse på nationalt plan. Dette kan føre til forsinket markedsføring af nye og bedre stoffer end de hidtil foreliggende. Kommissionen søger at råde bod herpå ved at operere med kortere frister, som skal føre til, at nye stoffer hurtigere optages på positivlisten.

3.2.2

EØSU foreslår, at forordningen åbner mulighed for, at der på nationalt plan gives en midlertidig godkendelse i tilfælde, hvor de opstillede frister er overskredet som følge af administrative forsinkelser, og hvor forpligtelsen i forordning (EF) nr. 396/2005 om maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer er overholdt.

4.1.1

Forslagets artikel 4 omhandler kriterierne for godkendelse af aktivstoffer med henvisning til bilag II. En striks anvendelse af disse kriterier fører til, at aktivstoffer ikke kan godkendes blot på basis af én enkelt egenskab, fordi alle krav skal opfyldes.

4.1.2

Sådanne godkendelseskriterier for plantebeskyttelsesmidler alene på basis af deres aktivstoffers iboende egenskaber, uden at der tages hensyn til den faktiske anvendelse og udsættelsen, underminerer princippet om, at beslutninger skal tages på basis af risikovurderinger. Dette vil bevirke, at et antal eksisterende produkter/anvendelser, som ellers kan være påkrævede, fordi der er behov for adgang til en bred pakke af beskyttelsesmidler, gradvis vil forsvinde fra markedet.

4.1.3

På denne måde modvirker artikel 4, at der markedsføres innovative produkter, som indebærer en forbedring ud fra alle kriterier, men som ikke opfylder kravene for blot ét kriterium. EØSU kan ikke godtage dette, fordi dette unødigt vil bremse nyskabelse af nye og bedre stoffer. EØSU mener, at de iboende godkendelseskriterier kun skal benyttes til at identificere kandidater til substitution, men ikke til på forhånd at afvise produkter uden en nøje vurdering.

4.2.1

EØSU mener, at systemet med zone-godkendelse og gensidig anerkendelse er et vigtigt skridt i retning af et fuldstændigt, europæisk harmoniseret system for markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.

4.2.2

Indførelsen af obligatorisk, gensidig anerkendelse af godkendelser i medlemsstater i samme zone, udover den gængse godkendelsesprocedure på nationalt plan, forebygger dobbeltarbejde i medlemsstaterne og fører til, at innovative og miljøvenlige plantebeskyttelsesmidler bliver disponible hurtigere.

4.2.3

EØSU foreslår, at den gensidige anerkendelse af godkendelser også gøres mulig på tværs af zonegrænserne, forudsat der er tale om nabolande med sammenlignelige produktionsvilkår.

4.2.4

For produkter til anvendelse i væksthuse eller anvendelse efter høst foreslår Kommissionen en metode med obligatorisk gensidig anerkendelse fra alle medlemsstaters side i alle zoner (artikel 39). EØSU mener, at behandling af frø, som er en vigtig søjle under den integrerede plantebeskyttelse (IPM), også bør falde ind under denne ordning.

4.3.1

For plantebeskyttelsesmidler, der er baseret på mere kritiske (substitutionsrelevante) stoffer, skal medlemsstaten foretage en sammenlignende vurdering senest fire år efter, at en godkendelse er blevet meddelt (artikel 48). Formålet er at finde frem til et alternativt produkt, så det mere skadelige produkt kan erstattes, medmindre produktet er nødvendigt for fortsat at kunne beskytte planterne i tilfælde af resistens.

4.3.2

Bestemmelsen om, at sammenlignende vurderinger skal foretage senest fire år efter godkendelsen og den syvårige databeskyttelsesperiode for substitutionsrelevante stoffer giver efter EØSU's mening ikke branchen tilstrækkelig sikkerhed og vil bevirke, at sådanne stoffer trækkes tilbage fra markedet for hurtigt, med deraf følgende mulighed for negative konsekvenser for adgangen til tilfredsstillende produkter i tilfælde af resistens og anvendelser af mindre betydning.

4.3.3

EØSU går ind for, at de sammenlignende vurderinger foretages mindre hyppigt, og at der opereres med den normale databeskyttelsesperiode for substitutionsrelevante stoffer, så man bevarer en vis beredvillighed hos branchen til at investere i sådanne stoffer og dermed forebygger flaskehalse i landbrugsproduktionen og senere i værdikæden i retning af forbrugerne.

4.4.1

Artikel 49 giver bl.a. erhvervsmæssige brugere og faglige landbrugsorganisationer mulighed for at anmode om, at godkendelsen af et plantebeskyttelsesmiddel udvides til også at omfatte andre anvendelser af mindre betydning. I artiklen pålægges det tillige medlemsstaterne at opstille og ajourføre en liste over anvendelser af mindre betydning.

4.4.2

EØSU udtrykker tilfredshed med artiklen, men konstaterer, at den ikke indeholder tilstrækkelige incitamenter for indehavere af godkendelser til selv at arbejde på udvidelser af godkendelser til anvendelser af mindre betydning.

4.4.3

EØSU foreslår, at indehavere af godkendelser tildeles en bonus i form af en forlængelse af databeskyttelsesperioden, hvis de som de første efter en godkendelse ansøger om flere udvidelser til anvendelser af mindre betydning.

4.4.4

EØSU foreslår, at Kommissionen sørger for en central europæisk liste over anvendelser af mindre betydning og lægger den frem, så medlemsstaterne kan konsultere den, i stedet for den liste, som de enkelte medlemsstater skal opstille i henhold til artikel 49, stk. 6.

4.5.1

I forordningen lægges der op til en pligt til at orientere alle omkringboende, der har anmodet om at blive orienteret, og som vil kunne blive udsat for afdrift, inden produktet anvendes (artikel 30).

4.5.2

EØSU mener, at åbenhed omkring anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler er ganske udmærket, men at den foreslåede informationspligt vil underminere tilliden til den lovgivning, der ligger til grund for markedsføringen af plantebeskyttelsesmidler. Det drejer sig nemlig om anvendelse af midler, der anses for sikre, og informationspligten afføder måske en formodning om det modsatte.

4.5.3

EØSU mener, at denne artikels iværksættelse ikke vil afstedkomme gensidig forståelse mellem plantebeskyttelsesmidlernes brugere og de omkringboende, men tværtom vil kunne gribe forstyrrende ind i den sociale samhørighed i landdistrikterne, fordi informationspligten kan give det indtryk, at der ikke arbejdes med sikre midler. Bestemmelsen vil dermed virke mod hensigten.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/47

1.1

Udvalget ser positivt på direktivforslaget, som leverer en velunderbygget og pragmatisk tilgang til, hvordan man kan mindske og kompensere for den hastigt voksende mængde drivhusgasser fra luftfartsindustrien.

1.2

Ved at inddrage luftfarten i den europæiske emissionshandelsordning bliver ordningen selv potentielt styrket og gjort mere robust som den bedste model for bekæmpelse af CO2-emissioner på globalt plan.

1.3

Forslaget er realistisk. Det anerkender, at der er et stort pres fra politikere, erhvervsliv og forbrugere for at videreudvikle flyrejser og -transport, samtidig med at emissionshandelsordningen bruges som en markedsmekanisme til at kompensere for en af luftfartsindustriens største og mest skadelige eksterne virkninger.

1.4

Forslaget har dog sine svage sider. Det er fuldstændig baseret på emissionshandelsordningen — et system, som er blevet mødt med kritik fra mange aktører og som på nuværende tidspunkt ikke har bevist sin duelighed, og som selv forudsætter en rimelig bevilling af CO2-tilladelser, kreative og innovative investeringer i CO2-reduktion og at medlemsstaterne håndhæver deres nationale tildelingssplaner.

1.5

EØSU bifalder, at alle flyvninger til og fra Europa fra og med 2012 er omfattet af planen, men mener, at udgangspunktet bør være 2011 for europæiske aktører.

1.6

Det bemærkes, at takket være direktivet kan der i planen inddrages »eksterne«, fleksible projektkreditter fra Kyoto-mekanismerne Joint Implementation (»fælles gennemførelse«) eller Clean Development (»bæredygtig udvikling«) (JI/CDM). Støtte til kulstofreducerende, godkendte ordninger for bæredygtig energi/energieffektivtet i udviklingslandene er positivt, forudsat nøje overvågning opretholdes.

1.7

Udvalget erkender, at der er tale om et kompliceret spørgsmål, men anser forslaget for noget uigennemskueligt og finder, at det ikke lykkes for forslaget at forklare præcist, hvad dets fordele er. Forslaget er på forskellige måder og niveauer tiltrækkende for EU som helhed, for de enkelte medlemsstater, for forskellige sektorer i industrien og for offentligheden. Især bør direktivets positive muligheder for at støtte og styrke emissionshandelsordningen understreges. Det bemærkes også, at aktiv og supplerende støtte kræves fra andre af Kommissionens tjenestegrene, især Transport og Energi og Forskning.

1.8

EØSU henstiller derfor følgende:

1.8.1

Ved at inddrage luftfarten i emissionshandelsordningen har man fået en mulighed for at revidere ordningen, korrigere eksisterende fejl og styrke svage områder, så der kan udvikles et ægte og effektivt marked for CO2-handel — et afgørende element, der skal støtte EU's tilsagn om at opnå en CO2-reduktion på 20 % i 2020.

1.8.2

Det foreslåede emissionsloft nedsættes, så luftfarten er nødt til at foretage en tilpasning, som tåler bedre sammenligning med de øvrige industrier, som allerede er med i emissionshandelsordningen.

1.8.3

Den foreslåede gratis tildeling af kvoter til operatører bør stryges eller betydeligt begrænses, så det bliver et krav, at alle eller hovedparten af kvoterne bortauktioneres.

1.8.4

Der fastsættes en fælles grænse for køb af kreditter fra JI/CDM-ordningerne, så det sikres, at en stor andel af emissionsreduktionerne forekommer inden for EU.

1.8.5

Forhåndsplanlægning overvejes for, hvordan direktivets virkninger præsenteres for offentligheden. Det vil ikke kun øge bevidstheden om luftfartens indvirkning på klimaændringerne, men bør tilskynde til større åbenhed om ordningens finansielle konsekvenser for kunder og operatører og mindske faren for uberettigede profitgevinster.

1.8.6

Medlemsstaterne bør anmodes om frivilligt at udligne emissionerne fra flyvninger, der transporterer statsoverhoveder, regeringsledere eller ministre, som i øjeblikket fritages af administrative årsager (der er især tale om flyvninger med militære maskiner), således at disse foregår med et positivt eksempel.

1.8.7

Supplerende arbejde vedrørende kulstofreducerende foranstaltninger udover emissionshandelsordningen bør også gives meget høj prioritet. Heri indgår fjernelse af lovhindringer for skatte- og lovgivningstiltag — især om flybrændsel, begrænsning af emissioner af nitrogenoxider, forbedringer i lufttrafikstyring og forskning i større motor- og flyeffektivitet.

2.1

Luftfarten har været og er fortsat en integreret og vigtig del af den voksende globale økonomi. På mange måder er luftfarten en succeshistorie. Siden 1960 er sektoren hvert år vokset med gennemsnitligt 9 %, en vækst, der er 2,4 gange større end væksten i det globale BNP. Denne vækst fortsætter, og med de nuværende tendenser vil lufttransporten være fordoblet i 2020.

2.2

Denne succes har uundgåeligt skabt problemer som f.eks. stigningen i antallet af lufthavne og deres lokale indvirkning, men i forbindelse med klimaforandringerne bliver der i stigende grad fokuseret på, hvordan flyvningers drivhusgasemissioner og andre emissioner bidrager til den globale opvarmning. Luftfartsindustrien som servicesektor betragtet står for ca. 0,6 % af EU's økonomiske værditilvækst, men 3,4 % af dets drivhusgasemissioner. Emissionerne fra luftfarten i EU er steget med 87 % siden 1990, mens EU's samlede drivhusgasemissioner fra alle kilder i samme periode faldt med 3 %.

2.3

Internationale flyvninger har traditionelt været fritaget for at betale brændstofafgifter og er ikke omfattet af Kyoto-protokollens mål. Under hensyntagen til flys lange arbejdsliv og mulighederne for yderligere teknisk og operationel effektivitet indebærer væksten i luftfart, at sektoren vil fortsætte med at øge sine drivhusgasemissioner og derved underminere indsatsen i andre sektorer, hvor reduktioner finder sted. Selv om luftfarten i det store og hele har oplevet forbedringer i lovgivning, koordination og håndhævelse af sikkerhedsbestemmelser, har det været svært at nå en international aftale om miljøspørgsmål, hvilket også kan komme til at påvirke de kommercielle interesser.

2.4

Kommissionen har i længere tid undersøgt, hvordan man kan tilskynde til eller gennemføre en reduktion i drivhusgasemissioner fra luftfarten. I 2005 vedtog Kommissionen en meddelelse om »Mindskelse af klimapåvirkningerne fra luftfarten« (1). I april 2006 konkluderede EØSU i sin udtalelse om denne meddelelse (2), at der var brug for yderligere politiske tiltag for at kontrollere luftfartens indvirkning på klimaforandringerne og henstillede bl.a., at luftfarten skulle inddrages i EU's emissionshandelsordning. Rådet (miljøministre), Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet indtog en tilsvarende holdning. Kommissionen har nu foreslået et direktiv — emnet for denne udtalelse — som inddrager luftfarten i fællesskabsordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner.

3.1

I indledningen til det foreslåede direktiv bemærkes det, at stigningen i luftfartsemissioner i 2012 vil kunne neutralisere mere end en fjerdedel af EU's miljømæssige bidrag under Kyoto-protokollen. Det har vist sig vanskeligt at nå en international aftale om foranstaltninger, men forslaget til direktiv har til formål at tilvejebringe en handlingsmodel på globalt plan og er det eneste initiativ, som giver denne mulighed.

3.2

Det foreliggende forslag ændrer direktiv 2003/87/EF om handel med drivhusgasemissionskvoter med henblik på inddragelse af luftfarten i fællesskabsordningen. En konsekvensanalyse, som er vedlagt forslaget, konkluderer, at selv om emissionshandel er den mest effektive løsning for at mindske luftfartens klimapåvirkning, vil foranstaltningernes effekt »kun have beskeden indflydelse på den ventede vækst i efterspørgslen« og derfor på emissionsmængden (3). Man må derfor indse, at dette forslag ikke er udformet for at begrænse væksten i luftfart i sig selv, men for at sikre, at visse af dens skadelige miljøvirkninger opvejes af foranstaltninger, overvejende inden for andre økonomiske sektorer.

3.3

EU's nuværende emissionshandelsordning (4) omfatter ca. 12 000 energiintensive industrianlæg, som tegner sig for 50 % af den samlede CO2 i EU. Ifølge forslaget vil flyselskaberne modtage omsættelige kvoter, så de kan udlede en vis mængde CO2 hvert år med et overordnet loft, som er fastsat på grundlag af det gennemsnitlige årlige niveau af udledninger fra luftfartssektoren i de tre år mellem 2004 og 2006. Selskaberne kan sælge overskydende kvoter eller købe yderligere kvoter på markedet for emissionskvotehandel, f.eks. fra industrielle anlæg, som har mindsket deres udledninger, eller fra renenergi-projekter i tredjelande under Kyoto-protokollens mekanismer.

3.4

Direktivforslaget vil dække emissioner fra flyvninger inden for EU fra 2011 og alle flyvninger til og fra EU-lufthavne fra 2012. Både flyselskaber i og uden for EU vil blive omfattet. Det vurderes, at forslaget kan indebære, at der frem til 2020 muligvis vil blive lagt 1,8-9 euro på prisen for en returbillet inden for Europa og endnu mere for langdistanceflyvninger, f.eks. 8-40 euro for en returbillet til New York. At en sådan afgift vil have en meget beskeden indvirkning på den priselastiske flyindustri, er årsagen til, at ordningen kun forventes at få en begrænset effekt på væksten.

3.5

Det bør noteres, at Kommissionen er klar over, at inddragelsen af luftfart i emissionskvotehandlen kun er et af de mulige skridt, som bør tages på internationalt niveau, hvis man skal bekæmpe luftfartsemissionernes øgede indvirkning på klimaet. Kommissionen foreslår, at forslag vedrørende NOx-emissionerne fremsættes efter en konsekvensanalyse i 2008. Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) agter også at fremsætte yderligere forslag på sin samling i september 2008, selv om meget tyder på, at der er et voksende pres for at svække og underminere EU-initiativet.

4.1

EØSU er tilfreds med, at luftfarten inddrages i emissionshandelsordningen som det første skridt på internationalt niveau for at få lufttransporten til at betale en del af de miljøomkostninger, det har pålagt den omgivende verden siden luftfartens tidlige dage. Det er også positivt, at selskaber uden for EU inddrages. Desuden vil det være et krav i den foreslåede ordning, at mindre brændstofeffektive fly skal bruge en større tilladelseskvote, så der gives et beskedent incitament til teknisk og operationel effektivisering. Da lavprisflyselskaber i gennemsnit har en 10 % højere lastfaktor end traditionelle flyselskaber, vil forslaget også have en smule mindre indvirkning på lavprisflyselskaberne, samtidig med at det opmuntrer alle flyselskaber til at sælge ledige sæder til nedsat pris.

4.2

Udvalget erkender, at foranstaltninger med henblik på et mere effektivt flyvemønster, alternative brændstoffer, bedre design og højere lastningsfaktorer i et vist omfang vil bidrage til at mindske stigningen i drivhusgasemissioner. Ikke desto mindre har hovedparten af disse foranstaltninger været aktivt anvendt inden for luftfarten siden 1999, og alligevel har man i denne periode set en stigning i emissionerne på over 85 % — et tal, som fortsætter med at vokse som følge af de betydelige stigninger i passagerantal og transporteret last.

4.3

Direktivet foreslår, at man bekæmper luftfartssektorens voksende bidrag til klimaforandringerne ved at inddrage sektoren i EU-emissionshandelsordningen. Emissionshandelsordningen selv fastlægger den eneste internationale, markedsrelaterede lovgivnings- og kompensationsmekanisme for CO2 i stor skala, men har oplevet betydelige problemer i begyndelsen af sin prøvefase, som udløber i 2007. Det skyldtes generelt, at medlemsstaterne har tildelt alt for mange kvoter. Hvis EU-emissionshandelsordningen skal opfylde sit mål om at være et markedsinstrument, som skal kunne mindske CO2-emissionerne, er Kommissionen, med opbakning fra alle medlemsstater, nødt til at agere resolut, når det gælder om at fastlægge og anvende CO2 kvoter og sikre overensstemmelse.

4.4

I praksis kan inddragelsen af luftfarten være til stor gavn for emissionshandelsordningen. Luftfarten er mindre prisfølsøm end de fleste industrier for industriel fremstilling og elproduktion, som i dag er skyld i de fleste CO2-emissioner. Da CO2-andelen fra luftfarten (uundgåeligt) øges, vil emissionshandelsordningen få mange nye midler, så der kan investeres i yderligere kulstofbesparelser i andre sektorer. Om end luftfarten selv måske har begrænset kapacitet til at foretage sådanne besparelser, kan den tilvejebringe en finansieringskanal, så andre industrier får mulighed herfor.

4.5

Kommissionen vurderer f.eks., at direktivet vil føre til en nettoreduktion i drivhusgasser på 183 millioner tons CO2 i 2020 i forhold til et scenario med uændret praksis. At anslå prisen for kulstof i den periode er upræcist og afhænger af en stabil kvoteordning, men hvis luftfartsindustrien i samme periode køber 100 mio. tons til en gennemsnitlig pris på 30 euro, vil det principielt tilføre 3 mia. euro til CO2-reduktion.

4.6

EØSU indledte i 2007 et omfattende program for at tilskynde til tiltag og god praksis i civilsamfundet vedrørende klimaforandringer, og her er det et centralt element at mindske yderligere bidrag til drivhusgasemissionerne. Udvalget erkender, at dette forslag pragmatisk set er den bedste måde, hvorpå luftfarten kan inddrages i en strategi til kulstofreduktion, men påpeger samtidig, at direktivforslaget i realiteten ikke vil have nogen betydning for at begrænse den stadig voksende udledning af drivhusgasser fra lufttransportsektoren. Det skaber et større »præsentationsproblem«. Luftfartssektoren er allerede den hurtigst voksende kilde til drivhusgasemissioner i Europa, og dette direktiv er alt for eftergivende over for industrien ved at insistere på vækst uden at kræve en begrænsning af emissioner. Offentligheden er nødt til at forstå, at direktivet kan mobilisere betydelige ressourcer, som skal anvendes til kompenserende CO2-bekæmpelse.

5.1

Når det gælder om at nå det opstillede mål om en betydelig reduktion i emissionerne fra industrien, er direktivforslaget terminologisk upræcist. Da flyselskaber kan købe kvoter til »markedspris« for at dække emissioner over den maksimale tildeling, vil det have en minimal indvirkning på reduktion af drivhusgasserne fra luftfartssektoren, anslået til en nettoreduktion på muligvis 3 % i 2020, dvs. mindre end kun et års stigning i drivhusgasemissioner fra luftfarten. Af Kommissionens egne tal kan ses, at den marginale omkostningsstigning i billetpriserne vil have meget begrænset indvirkning på efterspørgslen efter flyrejser.

5.2

Ved at udstede hovedparten af de første kvoter gratis til flyselskaber og tillade, at resten indkøbes under den almene emissionshandelskvote (et åbent i modsætning til lukket system for lufttransport — eller muligvis for transportsektoren som helhed) accepterer Kommissionen status quo og gør kun lidt for at påvirke den fortsatte og hurtige vækst i en drivhusgasproducerende luftfartssektor. Det centrale i problemet er imidlertid, at en sådan begrænsning i dag er politisk og økonomisk uacceptabel. Med henblik på fremskridt har Kommissionen beregnet, at ikke blot vil inddragelsen af luftfart i emissionshandelsordningen medføre en vis effektivisering af kulstofreduktionen internt, men vil også — ved at afbalancere de øgede CO2-emissioner fra luftfarten med reduktioner i andre sektorer — skabe et ægte markedsincitament og finansiere ny forskning og applikationer for CO2-reduktioner andetsteds.

5.3

Kommissionen bemærker, at i et »lukket« system for kvotehandel — dvs. kun inden for luftfartssektoren — vil kvoteprisen ligge på 114-325 euro i modsætning til de formodede 30 euro pr. ton. Et lukket system af denne art vil sandsynligvis medføre, at billetpriserne bliver 8-30 euro dyrere for en kortdistanceflyvning. Skønt det kan opfattes som en mere realistisk måde at påvirke efterspørgsel og støtte brændstofeffektivitet og forskning i emissionsbekæmpelse på, vil det næppe få opbakning på EU-niveau, hvor der er tegn på afvigende transportprioriteringer. Et lukket eller »rent transportorienteret« system vil gøre en global aftale endnu mere usandsynlig.

5.4

I direktivforslaget har Kommissionen erkendt, men besluttet ikke at tage hensyn til den videnskabeligt velunderbyggede analyse, ifølge hvilken flyemissioner er mellem to til fire gange mere skadelige for klimaet end emissioner fra andre industrier (5). (Det skyldes især, at de fleste emissioner finder sted i den øvre atmosfære og skyldes virkningerne af ikke-CO2-emissioner som f.eks. kondensstriber og nitrogenoxider). Der må træffes supplerende foranstaltninger for at mindske eller kompensere for nitrogenoxider.

5.5

Flyselskaberne drager allerede fordel af, at flybrændsel er fritaget for beskatning, og den gratis tildeling af indledende bevillinger af kulstofkvoter vil yderligere øge deres statsstøttede fordele i forhold til andre transportsektorer. Der er en fare for, at selskaberne vil bruge emissionshandelsordningens indførelse til at hæve priserne over en bred kam. Hvis Kommissionen i klare vendinger kan forklare offentligheden, hvad ordningens reelle finansielle indvirkning på industriens omkostninger vil være, kan det forhindre uberettigede profitgevinster.

5.6

Hvordan de »undtagelser«, som foreslås i direktivet, skal forklares, bør overvejes yderligere. For eksempel forekommer det særligt upassende med en undtagelse for flyvninger af statsoverhoveder, regeringsledere eller ministre — denne gruppe bør foregå andre med et godt eksempel. Selv om der foreligger administrative årsager til denne undtagelse (der er især tale om flyvninger med militære maskiner), bør medlemsstaterne anmodes om frivilligt at udligne disse emissioner, således som nogle allerede har besluttet at gøre det.

5.7

Da Kommissionen har valgt en åben supplerende ordning, synes det ikke videre berettiget ikke at bringe ordningens basislinje-dato i tættere overensstemmelse med det nuværende EU-tilsagn for første fase af Kyoto-protokollen (en 8 %-reduktion mellem 2008-2012 fra niveauet i 1990) og yderligere tilsagn (f.eks. 30 % i 2020 fra niveauet i 1990). Ved at vælge 2005 som basisreferenceår får sektoren allerede et »udgangspunkt«, der ligger næsten 100 % højere end Kyoto. Når det betænkes, at flyvning er den første transportsektor, der medtages i EU-emissionshandelsordningen, er det selvsagt kun rimeligt at foretage den første tildeling ud fra de samme principper som i reglerne om EU-emissionshandelsordningen.

5.8

Dette direktiv vil næppe i større grad være med til at stoppe stigningen i de samlede luftfartsemissioner. At det muligvis vil stabilisere nettoemissionen af CO2 gennem emissionshandelsordningen og derved også tilvejebringe ressourcer til yderligere reduktioner, berettiger dog langt hen ad vejen gennemførelsens omkostninger og administrative kompleksitet. Direktivforslaget gør mere og andet end blot at række luftfartssektoren et miljømæssigt figenblad — det kan ligefrem øge offentlighedens bevidsthed, sikre betydelige nye ressourcer til kulstofreduktion og gøre det muligt at internalisere disse eksterne miljøomkostninger, som luftfartssektoren hidtil har kunnet se bort fra.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/53

1.1

EØSU mener, at målene med reformen — hvis de forfølges i deres helhed — kan udgøre en sammenhængende politik for udviklingen af denne sektor, der har så stor betydning for EU's landbrugs-, industri- og fødevareøkonomi.

1.2

EØSU værdsætter bekræftelsen af producentorganisationernes centrale rolle i den fælles markedsordning for frugt og grøntsager.

1.3

Efter EØSU's mening er den finansielle tildeling et centralt element i en sammenhængende politik, som kan sikre den europæiske frugt- og grøntsektors konkurrenceevne. Det opfordrer derfor Kommissionen til nærmere at overveje de finansielle følger af de fornyelser, der introduceres — hvor positive og prisværdige de end måtte være.

1.4

EØSU påpeger således, at indførelsen af nye vigtige foranstaltninger i driftsprogrammerne reelt indebærer en nedskæring af de midler, der er til rådighed for investeringer og beskæftigelse.

1.5

EØSU støtter Kommissionens strategi, som inden udgangen af 2013 skal skabe hele den første søjle om til en sammenhængende og afbalanceret helhed; med dette for øje opfordrer det Kommissionen til også for frugt- og grøntsektoren at fastlægge en passende overgangsordning for at bringe alle sektorens aktører i samklang med den nye ordning og samtidig give de europæiske forbrugere sikkerhed for et passende kvalitativt og kvantitativt udbud.

1.6

EØSU bifalder Kommissionens politik, som sigter mod aktivt at beskytte miljøet; i den forbindelse anbefaler det fleksible foranstaltninger, som præmierer de forskellige aktørers praksis og tilgange. Med hensyn til fremme af bestemte gruppers forbrug af frugt og grøntsager anbefales det at anlægge en mere målrettet strategi i de horisontale salgsfremmende foranstaltninger.

1.7

EØSU anbefaler at opretholde de handelsnormer, som skal give forbrugerne garanti, især for fødevaresikkerhed og produkternes oprindelse.

2.1

Kommissionen opstiller følgende mål:

2.2

Der er tre grundlæggende mål med reformen:

2.2.1

Kommissionen anfører, at ovennævnte mål er blevet fastlagt under hensyntagen til behovet for WTO-forenelighed, sammenhæng med den nye fælles landbrugspolitik og overensstemmelse med de gældende finansielle overslag.

2.2.2

Den minder om, at EU-27's frugt- og grøntsagsproduktion tegner sig for 3,1 % af EU's budget og 17 % af EU's samlede landbrugsproduktion.

2.2.3

De midler, der i reformforslaget afsættes til ordningen for friske frugter og grøntsager, er fortsat fastsat til 4,1 % af værdien af den produktion, der markedsføres gennem producentorganisationerne, mens de nationale budgetlofter for forarbejdede produkter overføres til enkeltbetalingsordningen på grundlag af de historiske værdier for hvert enkelt land og for de nye medlemsstaters vedkommende på grundlag af tiltrædelsestraktaterne.

2.2.4

I områder, hvor producenterne kun er organiseret i ringe grad, vil der kunne ydes supplerende national finansiel støtte.

2.2.5

Medfinansieringen af driftsprogrammerne fastholdes på 50 % bortset fra særlige tilfælde, hvor den forhøjes til 60 % (tværnationale foranstaltninger, foranstaltninger, der skal gennemføres af en branche, økologisk produktion, producenter i de nye medlemsstater, sammenlægning af producentorganisationer, EU's fjernområder, regioner, hvor producentorganisationerne afsætter under 20 % af produktionen).

2.2.6

5 % af produktionen kan nyde godt af tilbagekøb, som er 100 % finansieret af Kommissionen, hvis den afhændes til: velgørende institutioner eller stiftelser, fængsler, skoler, feriekolonier, hospitaler og alderdomshjem.

2.2.7

Artikel 51 i forordning 1782/2003 ophæves, således at arealer, hvor der dyrkes frugt og grøntsager, bliver omfattet af enkeltbetalingsordningen.

2.2.8

Medlemsstaterne skal fastsætte referencebeløb og det antal hektar, der er støtteberettigede i henhold til enkeltbetalingsordningen på grundlag af en repræsentativ periode, der er relevant for markedet for de enkelte frugter og grøntsager, og efter passende objektive og ikke-diskriminerende kriterier.

2.2.9

Kommissionen foreslår, at mindst 20 % af de samlede udgifter under hvert driftsprogram skal øremærkes til miljøforanstaltninger.

2.2.10

Forslaget vedrører ikke den gældende retlige ramme for samhandelen med tredjelande; eksportrestitutionerne foreslås dog ophævet.

2.2.11

En del af de her foreslåede bestemmelser for frugt- og grøntsektoren genfindes i forslaget til forordning om samlede fælles markedsordning (der nu behandles i Rådet).

2.2.12

I Kommissionens forslag til reform indgår også en efterfølgende revision af handelsnormerne, især hvad angår kvalitet, klassificering, vægt, størrelsessortering, emballering, indpakning, oplagring, transport, præsentation, afsætning og mærkning. Forslaget bekræfter producentorganisationers centrale rolle i frugt- og grøntsektoren ved at:

2.2.13

Forslaget anerkender brancheorganisationer og fastsætter, at producentorganisationernes regler også gælder for ikke-organiserede producenter, hvis organisationen kontrollerer mindst 60 % af produktionen i det pågældende økonomiske område.

2.2.14

Kommissionen foreslår, at medlemsstaterne fastlægger en national strategi for at gøre det muligt at vurdere effektiviteten af producentorganisationernes driftsprogrammer.

2.2.15

Det foreslås, at de enkelte driftsprogrammer skal omfatte obligatoriske fremstød for frugt og grøntsager over for børn og unge under 18 år.

3.1

EØSU mener, at målene med reformen — hvis de forfølges i deres helhed — kan udgøre en sammenhængende politik for udviklingen af denne sektor, der har så stor betydning for EU's landbrugs-, industri- og fødevareøkonomi. Kommissionen påpeger selv i sin begrundelse for reformen, at »af de 9,7 millioner landbrugsbedrifter i EU's 25 medlemsstater producerer 1,4 millioner frugt og grøntsager. Sektoren udnytter 3 % af det dyrkede areal og producerer 17 % af værdien af EU's landbrugsproduktion. Den er under pres fra de meget koncentrerede detailhandelskæder og udsat for øget konkurrence fra tredjelandsprodukter. (…) Sektoren modtager ca. 3,1 % af den fælles landbrugspolitiks budget« (1). EØSU understreger på sin side, at frugt- og grøntsektoren er den landbrugssektor, som bidrager mest til beskæftigelsen, set i forhold til det udnyttede areal. Frugt- og grøntsektoren er i øvrigt underlagt en international konkurrence (WTO-forhandlinger, Euromed-frihandelsområdet i 2010), som i stigende grad vil påvirke den europæiske frugt- og grøntsagsproduktion.

3.2

Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 8/2006 med titlen »En dyrkning af succes? Effektiviteten af Den Europæiske Unions støtte til driftsprogrammer til fordel for producenter af frugt og grøntsager« indeholder en kritisk analyse af producentorganisationernes virksomhed, men registrerer også »væsentlige fremskridt i forhold til producentorganisationernes udgangssituation«; den opfordrer til at forbedre kontrollen af støttens effektivitet og anmoder om, at »politikken gøres mere målrettet« for at styrke producentorganisationerne.

3.3

EØSU henleder opmærksomheden på diskrepansen mellem de erklærede mål og de finansielle midler — et centralt element i en sammenhængende politik — der stilles til rådighed for gennemførelsen af dem, hvilket bekræfter den fælles landbrugspolitiks skævfordeling i forhold til middelhavsprodukterne.

EØSU noterer, at Kommissionen har udarbejdet sine forslag under overholdelse af budgetrammen. Det understreger endvidere, at Kommissionen via afskaffelsen af eksportrestitutioner og tilbagekøb forhøjer de potentielle midler, der bliver til rådighed for fremtidige driftsprogrammer; der er dog en risiko for, at disse midler forbliver uudnyttede og ikke kan gøres til genstand for investeringer fra de mest effektive producentorganisationers side.

3.4

EØSU noterer endvidere, at forslaget på den ene side indfører nye foranstaltninger af stor politisk og økonomisk betydning i driftsprogrammerne (krisestyring af markedet, miljøpolitik, forbrugsfremme) og på den anden side forhøjer medfinansieringssatsen (til 60 %) for nogle foranstaltninger, der anses for at være af strategisk betydning.

Denne innovative politik kombineret med opretholdelsen af bestemmelsen om, at den finansielle støtte til driftsprogrammerne højst kan udgøre 4,1 % af værdien af hver producentorganisations afsatte produktion, indebærer reelt en nedskæring af de midler, der bliver til rådighed for investeringer.

3.5

EØSU fremhæver endvidere, at indførelsen af total afkobling af støtten til forarbejdede produkter højst sandsynligt vil betyde en nedgang i værdien af den afsatte produktion og følgelig en nedskæring af de samlede finansielle midler set i forhold til den nuværende situation.

3.6

Af alle disse grunde mener EØSU, at der må foretages mindst tre korrektioner, som ikke går ud over princippet om »ægte« budgetneutralitet:

3.7

EØSU tager Kommissionens forslag om at lade producentorganisationerne varetage krisestyringen til efterretning og opfordrer Kommissionen til at udforme gennemsigtige kriterier for krisestyring og stille krisestyringsinstrumenterne til rådighed for alle producenter, således at en eventuel intervention i tilfælde af krise kan blive effektiv og give råvaremarkederne mulighed for at restituere sig.

3.8

EØSU er bekendt med, at Kommissionen flere gange har henvist til sin langsigtede strategi, som går ud på at inddrage alle fælles markedsordninger i ordningen med enkeltbetaling pr. bedrift inden udgangen af 2013. EØSU mener, at det på baggrund af de hidtidigt vedtagne reformer kan overvejes at fastlægge en passende overgangsperiode under hensyntagen til de enkelte medlemsstaters og de forskellige produkters særlige karakteristika. EØSU er bevidst om, at en forhastet fremgangsmåde kan få ødelæggende konsekvenser for beskæftigelsen og forarbejdningsindustrien, som må imødese en kompleks omstruktureringsstrategi, der også kan omfatte lukning af virksomheder, uden at der i reformforslaget er fastsat specifikke ledsageforanstaltninger.

3.9

Endvidere noterer EØSU, at Kommissionen af hensyn til foreneligheden med WTO anser det for nødvendigt at ophæve artikel 51 i forordning 1782/2003. Denne omstændighed vil tilføre frugt- og grøntsektoren et ekstra element af konkurrence mellem etablerede frugt- og grøntsagsavlere og potentielle nye producenter. For at undgå kunstige skævheder i indkomstudviklingen i sektoren vil det efter EØSU's mening være absolut nødvendigt at give medlemsstaterne mulighed for at lade artikel 51 fortsat gælde selektivt for visse følsomme produkter, eller at fastlægge nye rettigheder for de frugt- og grøntavlere, som ikke har erhvervet sådanne rettigheder gennem deres historiske produktion.

3.10

EØSU konstaterer, at Kommissionen i forbindelse med tredjelande foreslår ophævelse af sektorens eksportrestitutioner, og bemærker, at dette passer ind i billedet af en generel EU-politik, som ikke er homogen og ikke helt konsekvent i sin behandling af de forskellige landbrugssektorer. Det anmoder Kommissionen om at undlade enhver form for handelsindrømmelse, som kan svække princippet om fællesskabspræference, at sørge for en stringent forvaltning af toldkontingenterne og at opretholde den særlige sikkerhedsklausul: i denne forbindelse bør der også tages hensyn til, at EU er verdens største importør af frugt og grøntsager, hvoraf over 70 % kommer fra lande, som nyder godt af præferenceaftaler, og at sektoren omfatter produkter, der indgår i kategorien »følsomme produkter«.

3.11

Skønt EØSU er enigt i målet om forenkling, er det af den opfattelse, at opretholdelse af handelsnormerne er et grundlæggende instrument både i kraft af den garanti de yder forbrugerne mht. sikkerhed og oprindelse og på grund af den vigtige rolle, de spiller i reguleringen af markedet. Derfor understreger EØSU vigtigheden af, at det lykkes for EU at indføre krav om sporbarhed, som er en grundlæggende foranstaltning i forvaltningen af sundhedsrisici og risici i forbindelse med plantebeskyttelse, i de normer, som regulerer den internationale samhandel.

3.12

EØSU understreger endvidere nødvendigheden af, at EU på internationalt plan gør sig til talsmand for indførelse og anerkendelse af miljøstandarder og sociale standarder for de arbejdstagere, der medvirker i produktionsprocesserne.

3.13

EØSU påskønner Kommissionens politik, som sigter mod aktivt at beskytte miljøet. I dette øjemed er det efter EØSU's mening mere effektivt, at man i stedet for at definere konkrete forpligtelser og procentsatser følger en fremgangsmåde med stigende medfinansiering med udgangspunkt i en obligatorisk minimumssats, der præmierer de driftsprogrammer, som sigter mod disse mål.

3.14

Hvad angår fremme af visse forbrugergruppers forbrug af frugt og grøntsager er EØSU enigt i den betydning, som Kommissionen tillægger dette mål; det anmoder derfor Kommissionen om at fastlægge en specifik fremmestrategi inden for rammerne af den horisontale politik for salgsfremme, men det stiller spørgsmålstegn ved effekten af obligatoriske fremmeforanstaltninger inden for rammerne af driftsprogrammerne, som uundgåeligt vil være af ringe rækkevidde.

4.1

Udvalget påpeger, at Kommissionens forslag ikke løser det problem, som producenterne af bærfrugter til forarbejdning kæmper med. EØSU mener, at det vil være nyttigt at indføre et system med direkte støtte til producenterne af bærfrugter til forarbejdning, således som det er tilfældet med andre frugter og grøntsager, der avles med henblik på forarbejdning (f.eks. tørrede frugter).

4.2

EØSU værdsætter medtagelsen af køkkenurter blandt de produkter, for hvilke der kan oprettes en producentorganisation, og opfordrer endvidere Kommissionen til at kontrollere, at den liste, der opstilles i dens forslag, imødekommer behovene i alle EU-regioner.

4.3

EØSU henleder på baggrund af tidligere erfaringer med uddeling til velgørende formål Kommissionens opmærksomhed på nødvendigheden af at træffe forholdsregler med henblik på en hurtig og effektiv gennemførelse.

4.4

EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje også at medtage nonfood-anvendelse blandt de formål, der kan omfattes af gratis uddeling.

4.5

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de særlige vanskeligheder, som medfinansiering af krisestyring indebærer for producenterne i de nye medlemsstater.

4.6

EØSU mener, at det strider mod reformens mål at fastsætte en minimumsgrænse for producenternes direkte salg, og foreslår at fastholde ordlyden i den tidligere forordning.

4.7

EØSU er ikke imod medlemsstaternes fastlæggelse af en national strategi for driftsprogrammerne, også af hensyn til en bedre udnyttelse af de allerede eksisterende offentlige strukturer; det mener dog, at disse nationale strategier skal være fakultative for medlemsstaterne, og at de ikke bør give anledning til opstilling af nye lister over positive nationale foranstaltninger.

4.8

EØSU bemærker endvidere, at der i nogle tilfælde kan opstå en konflikt mellem EU-foranstaltningerne til fremme af udbudskoncentration — bl.a. gennem sammenlægning af producentorganisationer — og de foranstaltninger, der iværksættes af EU's og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder. Det anmoder derfor om, at der ved anvendelsen af konkurrencereglerne tages hensyn til omorganiseringen af det europæiske marked for frugt og grøntsager.

4.9

EØSU foreslår Kommissionen at oprette et fælles observatorium for priser og handelspraksis, som kan gøre markedet mere gennemsigtigt til gavn for alle aktører.

4.10

Da den foreslåede reform efter EØSU's mening konsoliderer en uafhængig fælles markedsordning for sektoren, opfordrer det Kommissionen til ikke at indføre flere specifikke bestemmelser for frugt og grøntsager i forordningen for den samlede fælles markedsordning.

27.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/57