13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/1

1.1

Denne sonderende udtalelse er EØSU's svar på et brev fra Margot Wallström, næstformand i Kommissionen, men der er også taget hensyn til de overvejelser, analyser og forslag, som fremgår af de udtalelser, som EØSU i de seneste år har udarbejdet om disse emner.

1.2

EØSU mener, at Lissabon-målene bør forfølges inden for de demografiske politikker. De hastige demografiske ændringer afspejles på arbejdsmarkedet, hvorfor der er brug for hasteforanstaltninger, som kan løse problemerne, der knytter sig til:

1.3

Det er nødvendigt at modvirke, at ældre arbejdstagere udstødes fra arbejdsmarkedet. Tværtimod bør der lægges større vægt på at gøre ældre arbejdstagere til en del af produktionscyklussen.

1.4

Arbejdet bør svare til arbejdstagerens uddannelse og erhvervserfaring uden nogen form for aldersdiskrimination. EØSU opfordrer derfor alle medlemsstater til hurtigst muligt at gennemføre og anvende direktivet om »Ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv« (2000/78/EF).

1.5

En bedre tilrettelæggelse af arbejdet forudsætter, at de udførte opgaver vurderes efter type (risikofyldt, fysisk hårdt eller ensformigt arbejde).

1.6

For at få mest mulig gavn af arbejdstagere over 50 såvel internt i virksomhederne som eksternt er der brug for vedvarende uddannelsesprogrammer. Til det formål bør eksempler på bedste praksis udbredes og overvåges, således som der lægges op til i de årlige overvågningsrapporter fra arbejdsmarkedets parter.

1.7

En politik til fremme af god beskæftigelse bør tilbyde hele generationer af borgere vejledning og efteruddannelse gennem hele deres arbejdsliv. Dette indebærer deltagelse fra arbejdsmarkedets parter og alle de berørte økonomiske og sociale aktører på lokalt, nationalt og EU-niveau.

1.8

Forskning og innovation er en vigtig investering både for fremtidige generationer og for dagens europæiske borgere. Det er derfor nødvendigt at tilskynde de unge til at studere de videnskabelige fag og skabe betingelserne for beskæftigelse på det teknologiske og forskningsmæssige område.

EU må mindske kløften i forhold til andre lande som Kina og Indien, som inden for disse sektorer har gjort kæmpe fremskridt i de seneste år.

1.9

Investeringer i ugunstigt stillede områder hjælper de unge til ikke at flytte væk og til at blive et redskab for udvikling og opkvalificering af regionen.

1.10

I 2007, der er året for lige muligheder, bør indsatsen rettes mod at forene privat- og arbejdslivet, således at beslutningen om at blive forældre eller ej ikke er betinget af, om familien lever under usikre og vanskelige forhold eller føler, at den er alene om at skulle bære omkostningerne, som ikke kun er af økonomisk art, ved at få barn.

1.11

EØSU mener, at det er nødvendigt at fremme anvendelsen af vigtige direktiver om f.eks. forældreorlov, at garantere børnepasningsordninger og pleje- og hjælpetjenester for de ældre, at sikre en hurtig udligning af lønforskellen mellem mænd og kvinder og at udrydde midlertidig og usikker beskæftigelse, som alle er årsager til, at mange kvinder i Europa lever i fattigdom. Der bør også skabes incitamenter, som tilskynder mændene til i højere grad at påtage de familiemæssige forpligtelser. Kvinders fødselstal og beskæftigelse bør ikke stå i modsætningsforhold til hinanden: Der bør derfor vedtages alle de redskaber, der er nødvendige for at sikre, at mødrene kan forene børnepasningen med deres professionelle karriere.

1.12

Også inden for erhvervslivet bør der vedtages foranstaltninger, som sikrer kvinder adgang til lederstillinger.

1.13

Immigration er en af de løsninger, der er nødvendige for at imødegå udfordringerne forbundet med befolkningsaldringen. Sammenhængende politikker for integration og beskæftigelse kan være en drivkraft for vækst og udvikling. De kompetencer og den erhvervserfaring og uddannelse, som immigranter besidder, bør i den forbindelse udnyttes.

1.14

Velfærdssystemernes bæredygtighed skal garanteres af en række foranstaltninger, der ikke er til skade for det endelige mål som fastlagt i EU-traktaterne (artikel 2). Det er derfor nødvendigt dels at sikre den europæiske sociale models bæredygtighed dels at forfølge målsætningerne om universel karakter og rimelighed, som modellen bygger på.

1.15

De sociale tjenesteydelser af almen interesse skal garanteres og opretholdes på grund af den rolle de spiller, ligesom det er tilfældet med de socioøkonomiske aktører. De frivillige hjælpeorganisationer, hvor de ældre udfører et vigtigt socialt arbejde, bør støttes og udnyttes.

1.16

Den Europæiske Unions og medlemsstaternes mål bør være at garantere fremtidige generationer en ubekymret og værdig alderdom og følgelig nogle passende pensionssystemer. Hvor det er nødvendigt med supplerende pensioner, bør disse være pålidelige, sikre og garanteret mod uforudsigelige udsving på de finansielle markeder.

1.17

Kampen mod usikker beskæftigelse indebærer, at også unge arbejdstagere sikres en rimelig pension, ligesom det er nødvendigt at begrænse sen indtræden på arbejdsmarkedet.

1.18

Pensionssystemernes bæredygtighed bør analyseres under hensyntagen til en række komplekse faktorer, som ikke udelukkende kan henføres til befolkningsaldringen.

1.19

I visse EU-lande bør en målrettet bekæmpelse af skatte- og afgiftsunddragelse være det primære mål for at sikre pensionssystemernes bæredygtighed.

1.20

For så vidt angår sundhedsområdet indebærer befolkningsaldringen først og fremmest, at der må investeres i forebyggelse, ydelser af høj kvalitet, forskning i især ældres mest almindelige sygdomme, hvor man bør samle indsatsen og forskningen.

1.21

Hvad angår befolkningens aldring vil spørgsmålene om sundhed og sikkerhed også på arbejdsmarkedet antage nye dimensioner og ændre karakter, hvilket bør nøje analyseres og vurderes.

1.22

EØSU mener, at EU's medlemsstater i fællesskab med arbejdsmarkedets parter bør iværksætte fællesskabsprogrammer til forebyggelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, særligt dem der knytter sig til arbejdstagernes alder. Overvågning og udveksling af oplysninger er vigtige redskaber.

1.23

Ældre arbejdstagere bør kunne vælge, om de vil forlænge deres arbejdsliv, idet der skal tages hensyn til karakteren af deres arbejde og en vurdering af den risiko, graden af ensformighed og det slid, som det pågældende arbejde indebærer.

1.24

EØSU forpligter sig til at fortsætte med at analysere, vurdere og fremsætte forslag vedrørende demografiske ændringer, vel vidende at det er et kompleks område, som i de kommende år kræver, at alle institutionelle og økonomiske aktører og arbejdsmarkedets parter deltager i at takle de nye udfordringer. Udvalget forpligter sig i overensstemmelse med forretningsordenen til at sørge for en uddybning af de emner, der behandles i nærværende udtalelse

2.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er af Margot Wallström, næstformand i Kommissionen, blevet bedt om at udarbejde en sonderende udtalelse om den rapport, som Kommissionen i samarbejde med Udvalget for Økonomisk Politik for nylig har offentliggjort om de økonomiske og budgetmæssige konsekvenser af befolkningens aldring i alle EU's medlemsstater.

2.2

Da emnet og de relevante politikker er meget omfattende, anmodede kommissær Wallström Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udtale sig om de spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører arbejdsmarkedet, og om visse tilknyttede aspekter som sundhed, pensionssystemerne og livslang læring.

2.3

Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene i Dublin har udarbejdet utallige studier, der handler om problemerne med befolkningens aldring, og som analyserer, hvilke konsekvenser fænomenet har for borgerne og de europæiske arbejdstagere.

2.4

Der er mange årsager til befolkningsaldringen: Fødselstallet falder, den forventede levetid bliver hele tiden længere, og flere og flere fra efterkrigsgenerationen og fremover også fra 1960'ernes babyboom-generation trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet (1), hvilket har og vil få direkte konsekvenser for befolkningen i den erhvervsaktive alder.

2.5

Ifølge Eurostats beregninger vil antallet af personer over 65 år i EU's 25 medlemslande stige fra 75 mio. i 2005 til omkring 135 mio. i 2050. Deres procentvise andel af den samlede befolkning i de 25 medlemsstater forventes at nå 30 % og vil være størst i Spanien (36 %) og Italien (35 %) og mindst i Luxembourg (22 %) og Holland (23 %).

2.6

Befolkningsaldringen har betydelige sociale og økonomiske konsekvenser for de enkelte lande og nødvendiggør en modernisering af budget- og velfærdspolitikken.

2.7

Alle aspekter af et lands økonomi påvirkes af effekterne af aldring: arbejdsmarkedet, produktiviteten, den teknologiske innovation og den økonomiske vækst, eftersom befolkningens behov og potentiale uundgåeligt vil ændre sig.

3.1

Lissabon-strategien behandler bl.a. beskæftigelsesgraden blandt ældre arbejdstagere. Det oprindelige, men endnu ikke opnåede mål, var at nå en beskæftigelsesgrad for ældre arbejdstagere på mere end 50 % i 2010.

3.2

Befolkningsaldringen indebærer på den ene side, at befolkningens gennemsnitsalder stiger og på den anden side, at det samlede antal borgere i den arbejdsdygtige alder falder, da de ældre generationer ikke erstattes af nok unge. Desuden indtræder de unge på arbejdsmarkedet med stadig større forsinkelse (2).

3.3

Arbejdsmarkedet er således under stærk påvirkning fra og forandres som følge af befolkningsaldringen. Der er derfor akut behov for foranstaltninger til at løse de problemer, der er forbundet med opnåelsen af følgende mål:

3.4

Befolkningsaldringen har ikke kun konsekvenser for arbejdstagerne, men også for virksomhedsejerne. I forbindelse med generationsskifte er det vigtigt at sikre, at der er instrumenter til at lette overdragelsen af virksomheden, især når det gælder små og mellemstore virksomheder. Faktisk er gennemsnitsalderen for virksomhedsejere også stigende, hvilket har direkte og indirekte virkninger for innovationer, kapitalmarkederne og mere generelt for erhvervslivet i Europa. En befolkning af ældre virksomhedsejere betyder, at en stor del af dem allerede har trukket sig tilbage fra det erhvervsaktive liv eller forbereder sig derpå, uden at der er nye generationer af unge til at tage over. Et fald i antallet af virksomhedsejere betyder et fald i antallet af virksomheder og dermed færre arbejdspladser.

3.5

Udstødelsen af de ældre arbejdstagere er et problem, der giver anledning til større og større bekymring ikke kun i industrien, men også i servicesektoren. Vanskeligheder med at falde til i en ny arbejdsmæssig sammenhæng, ulempen ved ofte kun at have begrænset erhvervserfaring fra en eller få arbejdspladser, og den diskrimination, som ældre arbejdstagere utvivlsomt mødes af, når de søger arbejde, er problemer, som alle arbejdstagere i Europa står over for.

3.6

Der bør derfor rettes større fokus på at integrere de ældre arbejdstagere i produktionscyklussen. Deres erfaringer udgør i nogle sektorer grundlaget for en kvalitetsmæssig bedre produktivitet. Der er behov for, at bl.a. virksomhederne holder op med udelukkende at bedømme ud fra alder, men i stedet bedømmer på grundlag af faktiske kompetencer. I den sammenhæng bør EU-direktiverne mod enhver form for forskelsbehandling (2000/43/EF og 2000/78/EF) finde anvendelse og overvåges.

3.7

Alle arbejdstagere bør have et arbejde, der i så stor udstrækning som muligt svarer til deres uddannelse og erfaringer. Dette ville give mulighed for en stigning i produktiviteten, der ville kunne udligne — i hvert fald delvist — de negative virkninger af befolkningens aldring (3).

3.8

Politikkerne til fremme af beskæftigelsen blandt ældre arbejdstagere bør under alle omstændigheder tage højde for de forskellige typer af arbejde: Risikofyldt, fysisk hårdt og ensformigt arbejde stiller krav om målrettede analyser og en større grad af frivillighed fra de berørte arbejdstageres side (4).

4.1

Et af de problemer, som helt konkret skal løses for at få øget beskæftigelsesgraden for ældre arbejdstagere, er at få gennemført effektive og velfungerende programmer for livslang læring (lifelong learning) gennem udveksling af god praksis mellem de 27 EU-medlemsstater og en løbende dialog mellem arbejdsmarkedets partnere, således som mange EU-institutioner har opfordret til (5).

4.2

Siden topmødet i Luxembourg i 1997 er der hvert år blevet fastlagt retningslinjer for livslang læring gennem den europæiske beskæftigelsesstrategi. Ved alle givne lejligheder har udvalget understreget betydningen af ældre arbejdstageres beskæftigelsesegnethed og dermed deres faglige uddannelse, når det drejer sig om at imødegå de problemer, som befolkningsaldringen rejser.

4.3

Betegnelsen livslang læring bruges om alle betydningsfulde læringsaktiviteter, der har til formål at øge kvalifikationer, viden og kompetencer. Disse aktiviteter skal derfor indtænkes i hele arbejdslivet, da tabet af erhvervskompetence og faglig opdatering netop har de største og mest negative konsekvenser for de ældre arbejdstagere.

4.4

EØSU har ikke undladt at understrege, at forholdet mellem generationerne ofte er skævt, når det gælder teknologisk viden og erhvervelse af forskellige kompetencer (6).

4.5

Et effektivt instrument til at fremme arbejdstageres tilpasningsevne er uddannelse på arbejdsstedet. En række medlemsstater (Storbritannien, Spanien, Portugal, Nederlandene og Østrig) har — om end i forskelligt omfang — fremmet sådanne uddannelses- og efteruddannelseskurser i virksomhederne ved hjælp af incitamenter og skattefordele.

4.6

Med Lissabon-strategien har man pointeret, at uddannelsesmetoder og -systemer, som er velfungerende og i stand til effektivt at imødekomme arbejdsmarkedets krav, er nøgleelementer i opfyldelsen af et af strategiens hovedmål, dvs. skabelse af en videnbaseret økonomi.

4.7

Ved at mindske hindringerne for ældre arbejdstageres beskæftigelse kan man foregribe konsekvenserne af de demografiske ændringer.

5.1

EØSU påpegede allerede i 2004 vigtigheden af at støtte pagten mellem generationerne for at sikre medlemsstaternes borgere et tilfredsstillende generationsskifte på arbejdsmarkedet, en velfærdsstat tilpasset den nye demografiske situation og europæiske lovgivninger, som fremmer beskæftigelsespolitikker, efteruddannelse og tilnærmelse mellem uddannelsesverden og erhvervsliv (7).

5.2

Under alle omstændigheder må politikkerne til fremme af beskæftigelse af god kvalitet også være gearet til at hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet og følge dem igennem hele deres arbejdsliv (8) uden at skabe en »digital kløft« mellem unge arbejdstagere og ældre, som ønsker at forblive på arbejdspladsen.

5.3

EØSU pegede dengang på en udfordring, som bestod i at »medvirke til, at der fremover i højere grad bliver tale om samråd om et afgørende emne, som forudsætter en samordnet og langvarig indsats fra en flerhed af aktører, som kræver, at kortsigtede interesser ikke bliver dominerende, og hvor kontinuitet i indsatsen er nødvendig. Det er et spørgsmål om hen ad vejen at få udformet en ny pagt mellem generationerne i Den Europæiske Unions lande«.

5.4

Der må investeres i forskning og innovation, hvis de kommende generationer skal sikres en fremtid med velfærd og tilfredsstillende, bæredygtig livskvalitet. Det er derfor også vigtigt at tage hensyn til gennemsnitsalderen blandt europæiske forskere og videnskabsfolk samt behovet for at få unge ind i disse nøglesektorer.

5.5

Der foretages ikke tilstrækkelige investeringer i forskning i EU, som stadigvæk er langt fra Lissabon-strategiens mål, og unge forskere, som ofte må acceptere at arbejde under ringe arbejdsvilkår, gives ikke mulighed for at skabe sig en fremtid og en karriere i arbejdslivet inden for videnskabelig og teknologisk forskning. En højere gennemsnitsalder blandt videnskabsfolk i Europa i forhold til andre verdensmagter er en fare for fremtiden.

I for eksempel Indien og Kina er antallet af videnskabelige kandidater stigende og det i et sådant omfang, at 60 % af forskere og videnskabsfolk i USA kommer fra disse lande. De videnskabelige fakulteter i mange europæiske lande har derimod oplevet en klar nedgang i antallet af studerende de seneste år.

5.6

Befolkningsaldringen er også et problem med direkte indvirkning på den territoriale samhørighed: tendensen er, at unge mennesker forlader visse områder for at søge beskæftigelse i områder med bedre leve- og arbejdsvilkår. Det øger kløften mellem regioner med en mere udviklet økonomi og andre, som således oplever stadig stigende fattigdom og aldring.

5.7

Muligheden for at forene privatliv og arbejdsliv er en hjørnesten i den europæiske sociale model. Stigningen i den europæiske befolknings gennemsnitsalder rejser problemet med at få fødselsraten til at stige. Hermed menes kun, at alle par skal have mulighed for at få børn uden at skulle give afkald på et aktivt arbejdsliv eller ligefrem måtte lade familiens levefod gå så meget ned, at — hvad der desværre ofte er tilfældet — det nærmer sig grænsen af regulær fattigdom. Nutidens unge lider ofte under ringe arbejdsvilkår, som ikke giver nogen som helst sikkerhed for fremtiden, og de har en tendens til enten at få færre eller slet ingen børn.

5.8

For at nå målet om en gradvist stigende fødselsrate må alle tjenester på det sociale, sundheds- og skolemæssige område (børnepasning, lægehjælp, forebyggelse, økonomisk hjælp osv.) udvikles, forbedres og tilpasses medlemsstaternes demografiske udvikling.

6.1

I 2005 lå kvindernes beskæftigelsesfrekvens på 56,3 % i EU-25. Problemet er mindre udtalt i de nordeuropæiske lande og mere udtalt i Middelhavslandene. Men selv kvinder, som er på arbejdsmarkedet, har svært ved at skabe sig et arbejdslivsforløb, hvor de har mulighed for at indbetale store bidrag til sociale ordninger. Kvinder på arbejdsmarkedet står over for mange problemer:

6.2

Kommissionen mener med rette, at faldet i antallet af personer i den erhvervsaktive alder delvist kan opvejes af en række foranstaltninger på i det mindste kort sigt, herunder flere kvinder på arbejdsmarkedet. De kulturelle forandringer, som i de seneste årtier har gjort det muligt for kvinder at komme ud på arbejdsmarkedet og opnå økonomisk uafhængighed, afspejles i forskellene i kvinders beskæftigelsesfrekvens imellem generationerne. I EU er unge kvinders erhvervsfrekvens større end for midaldrende kvinders vedkommende.

6.3

Kvinders stigende tilstedeværelse på arbejdsmarkedet er helt klart et positivt tegn og udtryk for, at der er sket fremskridt. Forskellige statistiske analyser af nyere dato viser imidlertid, at den endnu ikke er høj nok, og at det endvidere nødvendigvis bør give anledning til konkret anvendelse af samme arbejds- og lønvilkår som mændene samt til beskyttelse af kvinder mod misbrug og forskelsbehandling på arbejdspladsen og i samfundet. Forskellene i kvinders og mænds beskæftigelse ses endvidere også, når det gælder selvstændige erhvervsdrivende: der er tydelige forskelle i antallet af henholdsvis mandlige og kvindelige selvstændige erhvervsdrivende. Medlemsstaterne og EU bør derfor forbedre de instrumenter, de allerede råder over, og udvikle nye til at fremme og beskytte kvinders arbejde.

7.1

EU oplever en stadig stigende indvandring. Den meget store forskel mellem økonomierne og levestandarden i henholdsvis Europa og udviklingslandene fremmer indvandringen til vores velstående lande. Indvandring bør ikke betragtes som en trussel, snarere et fænomen, som ved hjælp af dynamiske strategier kan rumme mulighed for vækst, fremgang og integration.

7.2

I lyset af den generelle befolkningsaldring og parallelt hermed faldet i den erhvervsaktive del af befolkningen varetager indvandrede arbejdstagere i EU funktioner, som effektivt modsvarer værtslandets industrielle, økonomiske og sociale behov. Beskæftigelses- og integrationspolitikker må derfor udformes til at kunne placere de disponible menneskelige ressourcer, herunder indvandrerne, så effektivt så muligt og udnytte deres kompetencer, erhvervserfaring og uddannelse bedst muligt (9).

7.3

Også Kommissionen betoner, at indvandring kan spille en positiv rolle i tilpasningen af arbejdsmarkedet. Indvandrede arbejdstagere bidrager — forudsat at de beskæftiges i den formelle økonomi — til finansieringen af socialsikringssystemet gennem indbetaling af skat og bidrag til socialsikringsordninger og vil derfor være et vigtigt aktiv for det europæiske arbejdsmarkeds fremtid i de kommende år. Man må heller ikke undervurdere betydningen af den økonomiske støtte, som indvandrernes pengeoverførsler repræsenterer for familien i hjemlandet, da disse overførsler ofte er deres eneste indtægtskilde. Bedre integration af indvandrere er derfor et afgørende mål for EU's medlemsstater (10).

7.4

Den nødvendige integration i den formelle økonomi vedrører i øvrigt ikke kun indvandrede arbejdstagere: befolkningsaldringen gør, at bekæmpelse af sort arbejde og fattigdom er emner, der bør sættes øverst på dagsordenen, hvis de nationale økonomier skal gøres sundere og mere bæredygtige.

8.1

Kommissionen har i talrige dokumenter betonet, at forudsætningen for at sikre reelt bæredygtige offentlige finanser i medlemsstaterne er, at den offentlige gæld enten holdes under kontrol eller løbende og i stigende takt nedbringes væsentligt. Hertil er det nødvendigt med en effektiv ressourcetildeling, som ikke samtidig forringer de offentlige serviceydelsers kvalitet og almengyldighed.

8.2

Det må især med henblik på de demografiske ændringer, som udgør en trussel mod velfærdssamfundenes bæredygtighed, sikres, at de forskellige systemer til finansiering af medlemsstaternes socialsikring trods forskelle og individuelle særpræg fungerer effektivt, retfærdigt og gennemsigtigt i borgernes tjeneste.

8.3

EØSU understreger, at socialydelser af almen interesse og de sociale økonomiske aktører har en vigtig funktion med at supplere større foranstaltninger til familier og ældre. Betydningen af disse aktiviteter bør anerkendes, og sådanne organer bør støttes konkret på grundlag af fælles krav, da de spiller en socialt set nyttig rolle.

8.4

EU kan i den sammenhæng spille en vigtig rolle: Lissabon-strategien (integration mellem sociale, økonomiske og beskæftigelsesmæssige politikker) indførte en enestående, innovativ tilgang, og et af dens instrumenter, den åbne koordinationsmetode, er en af de mest interessante nyskabelser i fællesskabspolitikken i de seneste år. Desværre er dette instrument ikke blevet anvendt særlig meget, og samtidig gik man bort fra at bruge EU-lovgivningen. Det må erkendes, at den europæiske sociale model er et mål, som stadig er langt fra opfyldt, men den må under ingen omstændigheder betragtes som en hindring, som kan ofres til fordel for det indre marked.

8.5

I nogle europæiske lande og især nu, hvor de også skal takle befolkningens stigende gennemsnitsalder, er finansieringen af velfærds- og pensionssystemerne i høj grad truet af skatte- og afgiftsunddragelse. Ethvert tiltag til at gennemføre reformer af velfærdsstat, socialsikring, sundhedsvæsen og beskæftigelsespolitikker må omfatte foranstaltninger til bekæmpelse af lovovertrædelser som skatteunddragelse og -svig, som er den største trussel mod bæredygtige statsfinanser.

8.6

EØSU ønsker derfor at understrege vigtigheden af at bekæmpe skatte- og afgiftssvig og imødegå det faldende antal skatteydere, når man forsøger at finde løsninger på, eller hvordan man kan tilpasse sig de demografiske ændringer.

9.1

Faldet i den erhvervsaktive befolkning og det stigende antal pensionerede arbejdstagere, der i begge tilfælde kan tilskrives den længere levealder, er i fokus i en lang række dokumenter, som Kommissionen har fremlagt om pensionssystemernes bæredygtighed.

9.2

I de kommende årtier må pensionssystemerne kunne garantere kommende generationer en tryg og værdig alderdom. Aldringens konsekvenser for pensionssystemerne kan derfor ikke udelukkende løses med incitamentet til at anvende supplerende eller private pensionsordninger: det er en farlig forenkling. Det er snarere nødvendigt at råde over og anvende effektive instrumenter, som kan sikre, at disse supplerende pensioner er enklere, sikrere, mere pålidelige og beskyttet mod de uforudsigelige udsving på finansmarkederne. Man bør endvidere styrke tilsynet med de private pensionsfonde, for dermed at udvide kontrolordningen og sikre en stram forvaltning.

9.3

I mange EU-medlemsstater ligger årsagen til den krise, som pensionssystemerne befinder sig i, ikke kun i befolkningsaldringen, men også i det faktum, at pensionsindbetalingerne bliver mindre, uden at ressourcerne inddrives andre steder (f.eks. gennem bekæmpelse af skatte- og afgiftsunddragelse), samtidig med at borgernes pensionskrav bliver større og større.

9.4

Dette forhold forværres yderligere af, at de yngre generationer indtræder senere og senere på arbejdsmarkedet og ofte på usikre eller dårligt lønnede kontraktvilkår og derfor indbetaler pensionsbidrag, som er mindre, end hvad deres forældre indbetalte i samme alder.

9.5

Befolkningsaldringen kan gøre det nødvendigt at forlænge tiden på arbejdsmarkedet, men for visse EU-medlemsstaters vedkommende haster det endnu mere at få fremskyndet indtræden på arbejdsmarkedet og mere overordnet at sikre bedre muligheder og arbejdsvilkår, når arbejdslivet påbegyndes.

9.6

Kommissionens prognose frem til 2050 forudser en stigning i pensionsudgifterne i samtlige EU-medlemsstater med undtagelse af Østrig, som gennemførte reformer i 2000. Selvom der kun forventes mindre stigninger i pensionsudgifterne i Italien og Sverige, da deres offentlige pensionssystemer hviler på bidragspligt, forventes der meget store stigninger i de andre medlemsstater, helt op til 9,7 % i Portugal.

9.7

Problemet med pensionssystemernes bæredygtighed kan derfor ikke analyseres eller løses løsrevet fra dets sammenhæng. Man bør derimod danne sig en klar ide om de underliggende årsager, som ikke kun er et iboende problem i det europæiske samfund som i tilfældet med den generelle befolkningsaldring, men også hænger sammen med de forskellige forhold, som gør sig gældende på arbejdsmarkedet, for den økonomiske vækst og medlemsstaternes sociale sikringssystemer.

9.8

For at løse problemet med at sikre bæredygtige pensionssystemer, skal der fastlægges mål, som sigter højere end kun at hæve pensionsalderen. Hvis denne foranstaltning gennemføres uden specifikke kriterier, kan den vise sig at være fuldstændig nytteløs og tilmed skadelig for de europæiske borgeres livskvalitet.

9.9

Ser man på de forskelle, der er mellem fysisk hårdt, ensformigt og opslidende arbejde, er løsningen på befolkningsaldringen ikke bare uden videre at hæve pensionsalderen: at blive flere år på arbejdsmarkedet er ikke lige belastende inden for alle erhverv, og der må tages hensyn til forskellen mellem egentlig alder og fysisk alder.

9.10

Bekæmpelse af fattigdom og sort arbejde, støtte til lønpolitikker, bedre fordeling af rigdommen og større social samhørighed bør kombineres med en uundgåelig, gradvis og frivillig hævelse af pensionsalderen, som bør besluttes og støttes inden for rammerne af en løbende dialog med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

10.1

Det er indlysende, at en højere gennemsnitsalder i befolkningen betyder stigende sundhedsudgifter. Men det er en kompliceret opgave at forudse, hvordan udviklingen i sundhedsudgifterne vil blive, og hvilke specifikke områder der kræver store investeringer i de kommende årtier. Det er ikke alene ud fra demografiske tendenser muligt at beregne, hvor store investeringer det offentlige må foretage på sundhedsområdet; sundhedsudgifterne afhænger også af de politikker, der besluttes gennemført på området, de medicinske fremskridt, sygdommes udvikling, forureningsgraden og de politiske og teknologiske valg, som træffes for at imødegå dem.

10.2

Som tidligere nævnt viser alle analyser imidlertid, at vi bevæger os i retning af en situation, hvor arbejdslivet forlænges. Ældre arbejdstagere er på grund af deres alder uundgåeligt mere udsat for sygdomme og fysisk nedslidning end deres yngre kollegaer. Eftersom antallet af ældre arbejdstagere helt klart fortsætter med at vokse, er det tvingende nødvendigt at udvikle og opbygge et sundhedsvæsen, som kan sikre effektive forebyggelsespolitikker i medlemsstaterne. Dertil kommer, at arbejdstagere, som gennem længere tid har været i usikre ansættelsesforhold, kommer i en trængt situation, når de når pensionsalderen: dem vil samfundet skulle tage hånd om på den ene eller anden måde afhængigt af medlemsstaternes respektive foranstaltninger, herunder også på sundheds- og plejeområdet. Når omfanget af usikre ansættelsesforhold tiltager, indvirker det derfor direkte på velfærdsudgifterne.

10.3

Hvis målet er at holde de offentlige udgifter nede på et bæredygtigt niveau, bør medlemsstaterne og EU i fællesskab arbejde for at gennemføre programmer for pleje, ulykkesforebyggelse, overvågning og udveksling af data og derved skabe en tættere og mere effektiv forbindelse mellem arbejdsliv og sundhed.

10.4

Ikke alle job er ens. Aldringens indvirkning på arbejdsstyrken manifesterer sig forskelligt, da der findes arbejdsopgaver, som er mere eller mindre opslidende, mere eller mindre risikofyldte, mere eller mindre ensformige: en høj alder har afhængigt af det udførte erhverv forskellige konsekvenser. En ældre arbejdstager kan ikke udføre hårdt manuelt arbejde, men vil bedre kunne udføre kontorarbejde eller intellektuelt arbejde.

10.5

Et længere arbejdsliv påfører derfor arbejdstagere med et fysisk hårdt arbejde større helbredsproblemer. Dette forhold må tages med i overvejelserne. Hvis det er hensigten at indføre en stadig højere pensionsalder inden for de sektorer, hvor det er muligt, må der gøres en stor indsats på områderne sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/8

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg finder det beklageligt, at Kommissionens initiativer til at bekæmpe skattesvig ikke støttes tilstrækkeligt i form af samarbejde fra medlemsstaternes side. EØSU støtter yderligere initiativer på dette område, og opfordrer Kommissionen til at udnytte alle de beføjelser, som traktaterne allerede på nuværende tidspunkt indrømmer EU-institutionerne.

1.2

EØSU mener, at Kommissionens meddelelse er velstruktureret, og at den anlægger den rette indfaldsvinkel på spørgsmålet om bekæmpelse af skattesvig ved at pege på et styrket administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne som det vigtigste redskab til at modvirke, at skattesviget breder sig.

1.3

Meddelelsen griber problematikken omkring forholdet til tredjelandene konkret an ved at stille forslag om en fælles EU-strategi. EØSU er enigt i dette forslag.

1.4

EØSU støtter forslaget om at genoverveje merværdiafgiften, hvilket det i øvrigt adskillige gange selv har slået til lyd for, da det mener, at der bør nedsættes en tænketank med henblik på at erstatte momsen, dog på den betingelse at en eventuel ny afgift i stedet for momsen ikke medfører højere skatter for virksomhederne eller borgerne.

1.5

EØSU anbefaler Kommissionen at drage fuld nytte af OLAF's eksisterende beføjelser, da Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig allerede derigennem er pålagt vigtige opgaver. Kommissionen bør overveje, om OLAF har de fornødne redskaber til at kunne løse sine institutionelle opgaver.

1.6

EØSU mener, at der skal gives absolut højeste prioritet til forslaget om en fortsat effektivisering af samarbejdet mellem de nationale organer, der bekæmper svig. Dette kunne eventuelt ske ved at oprette et netværk mellem politiet og de efterforskende enheder, så de kunne deles om de eksisterende databaser. EØSU anbefaler, at man gransker de dertil knyttede tekniske og juridiske spørgsmål.

1.7

Forslaget om et forum for administrativt samarbejde på højt plan går i den rigtige retning, og den bureaukratiske modstand og de hindringer, der synes at ligge i vejen herfor, er ganske uforståelige.

1.8

EØSU mener, at det vil være hensigtsmæssigt at indføje normalværdien som kriterium i EU-lovgivningen som led i bekæmpelsen af svig, sådan som visse medlemsstater allerede har gjort.

1.9

EØSU anbefaler at være meget forsigtig med at indføre solidarisk ansvar mellem sælger og køber, men at fastsætte en regel om omvendt bevisbyrde, hvis der formodes at være tale om uredelige transaktioner, ikke mindst i lyset af EU-Domstolens domspraksis.

1.10

EØSU mener, at man bør se nærmere på Kommissionens forslag om at indføre lempeligere krav til de operatører, som samarbejder med administrationen, og omvendt at pålægge strengere kontrol og procedurer for de aktører, der vurderes som værende risikable.

1.11

EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at finansiere de EU-programmer, der fremmer tiltag vedrørende beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, som f.eks. Hercule II.

1.12

EØSU anbefaler at harmonisere bestemmelserne i direktiv 77/799/EØF med allerede eksisterende bestemmelser om indirekte beskatning og standardisering af de forskellige momsordninger.

2.1

Kommissionens meddelelse sigter mod at »udvikle en samordnet strategi til forbedring af bekæmpelsen af skattesvig« i erkendelse af, at selv om EU's retlige ramme er blevet forbedret og styrket, udnyttes den kun i begrænset omfang, og det administrative samarbejde står ikke i rimeligt forhold til den EU-interne samhandels størrelse.

2.2

Kommissionen vender derfor tilbage til et spørgsmål, som allerede er blevet behandlet flere gange, nemlig behovet for at styrke det administrative samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder som et middel til at bekæmpe skattesvig og -unddragelse, der kan føre til budgettab, fordrejning af konkurrencevilkårene og påvirke det indre markeds funktion i negativ retning.

2.3

Da meddelelsen blev præsenteret, erklærede László Kovács, kommissær med ansvar for beskatning og toldunion: »Jeg er overbevist om, at det er på tide at overveje nye metoder til at bekæmpe skattesvig mere effektivt. Omfanget af dette fænomen er blevet særdeles bekymrende«.

2.4

Økonomerne anslår, at det samlede omfang af skattesvig udgør 2-2,5 % af BNP, svarende til i alt 200-250 mia. EUR. Momssvig efter den såkaldte karruselmodel udgør et af de største problemer, men smugleri og forfalskning af alkohol og tobak samt svig i forbindelse med direkte beskatning er lige så vigtige problemstillinger. Efter 1993 har den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital inden for det indre marked gjort det vanskeligere for medlemsstaterne at bekæmpe skattesvig effektivt alene.

2.5

Hvad angår indirekte skatter, fastsætter EU-reglerne fælles bestemmelser for medlemsstaterne (ensartede procedurer, udpegelse af de kompetente myndigheder, betingelser for dataoverførsel), som sigter mod at fremme det administrative samarbejde og udvekslingen af oplysninger.

2.6

Kommissionen har indkredset tre prioriterede indsatsområder:

2.6.1.1

Kommissionen mener, at skattesvig kan bekæmpes bedre ved hjælp af:

2.6.2.1

»Skattesviget ophører ikke ved Unionens ydre grænser«. Kommissionen foreslår en EU-tilgang til samarbejdet med tredjelande, som i dag sker på grundlag af bilaterale aftaler med de enkelte lande, hvilket giver anledning til forskelle, som skattesvindlere let kan udnytte. Kommissionen foreslår endvidere, at samarbejdsklausuler på skatteområdet skal indgå i de økonomiske partnerskabsaftaler, som EU indgår med sine økonomiske partnere.

2.6.3.1

Kommissionen tager hul på debatten om muligheden for at styrke princippet om solidarisk ansvar for betaling af momsen under hensyntagen til principperne om proportionalitet og retssikkerhed.

2.6.3.2

Kommissionen overvejer endvidere muligheden for at udvide brugen af »reverse charge«-proceduren, som på nuværende tidspunkt kun er obligatorisk for visse transaktioner, mens det i andre tilfælde er op til medlemsstaterne, om denne procedure skal gælde. Kommissionen mener, at enhver ændring af den gældende momslovgivning bør mindske mulighederne for svig betragteligt, udelukke nye risici og frem for alt ikke føre til uforholdsmæssigt store administrative byrder for virksomhederne og skatteadministrationerne, og endelig skal den sikre skattemæssig neutralitet og forhindre forskelsbehandling af aktørerne.

2.7.1

Kommissionen foreslår endvidere, at man overvejer andre specifikke foranstaltninger som f.eks.:

3.1

EØSU mener, at de retlige instrumenter i den gældende EU-lovgivning er tilstrækkelige til at bekæmpe skattesvig. Det forekommer derimod nødvendigt og presserende at opfordre medlemsstaterne til at gøre mere udstrakt brug af de eksisterende instrumenter til administrativt samarbejde og at overholde de fastsatte tidsfrister og betingelser. I den nuværende globale økonomi, hvor svig har grænseoverskridende karakter, er det nemlig afgørende at modtage de anmodede oplysninger under efterforskningen.

3.2

Under alle omstændigheder kunne Kommissionen for at få en mere ensartet struktur i de direkte og indirekte beskatningsordninger harmonisere bestemmelserne i direktiv 77/799/EØF med bestemmelserne om indirekte beskatning og udarbejde nogle mere effektive metoder til informationsudveksling i betragtning af de muligheder, informationsteknologien frembyder. Det er ligeledes vigtigt at standardisere de forskellige momsordninger, navnlig hvad angår de oplysningspligtiges overholdelse af forpligtelserne.

3.3

EU-lovgivningen kan groft inddeles i fem grundlæggende dele:

3.4

Henvisningerne til EU-lovgivningen er gengivet i bilag A sammen med et kort resumé af de tilhørende foranstaltninger.

4.1

EØSU mener, at den stigende udbredelse af skattesvig bør bekæmpes mere ihærdigt og beklager, at Kommissionen vurderer medlemsstaternes indsats og samarbejde som værende helt utilstrækkeligt til trods for en omfattende, velstruktureret retsramme.

4.2

Den forvridning af økonomien og det indre marked, der forårsages af skattesvig og skatteundvigelse, er et alvorligt problem, som man hidtil har undervurderet, ligesom man har undervurderet forbindelsen mellem skattesvig, hvidvaskning af penge og økonomisk kriminalitet. Svig, som sigter mod uretmæssig opnåelse af national eller EU-bistand, foregår nemlig ofte ved hjælp af falske skattedokumenter, og omvendt anvendes penge, der er opnået via skattesvig, herunder også grænseoverskridende transaktioner, ofte til at finansiere efterfølgende ulovlige eller kriminelle handlinger.

4.3

Hvad angår skatteunddragelse, som i modsætning til skattesvig involverer forskellige former for adfærd, som ikke i sig selv er ulovlige, men som udelukkende tager sigte på at opnå en uberettiget skattebesparelse, bemærker EØSU, at de nationale lovgivninger ikke har grebet sagen an på samme måde. For at undgå en kraftig stigning i de administrative og sociale omkostninger som følge af en usammenhængende lovgivning ser EØSU gerne en harmonisering af de nationale lovgivninger på dette område; man kunne indføre en generel anti-unddragelsesklausul og i fællesskab kortlægge de tilfælde, hvor skattemyndighederne med henblik på beskatning kan afvise retsvirkningen af transaktioner, der menes at være forbundet med skatteundvigelse.

4.4

EØSU mener, at Kommissionens forslag er for forsigtige på dette punkt, i betragtning af hvilke beføjelser Kommissionen indrømmes i traktaterne til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til at sikre EU-institutionernes finansielle balance. Rådets beslutning 1999/468/EF af 28. juni 1999 giver således Kommissionen omfattende gennemførelsesbeføjelser. EØSU henviser i den forbindelse til subsidiaritetsprincippet, som er knæsat i EU-traktatens art. 5, og som pålægger Fællesskabet at handle på de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, hvis målene ikke kan opfyldes af medlemsstaterne, eller hvis de kan gennemføres bedre på fællesskabsplan. EØSU opfordrer Kommissionen til at udnytte disse beføjelser fuldt ud.

4.5

Allerede i juni 2001 fremhævede Kommissionen med sin meddelelse om Skattepolitik i EU-prioriteringer for de kommende år (KOM(2001) 260 endelig) behovet for at gøre brug af alle de øvrige eksisterende instrumenter — ud over de juridiske — til at nå de prioriterede målsætninger. I den sammenhæng blev der lagt vægt på det faktum, at skattepolitikken var og fortsat er underlagt kravet om enstemmige afgørelser (1).

4.6

EØSU slog allerede dengang til lyd for, at det er nødvendigt at ændre overgangsordningen og hurtigt udarbejde den endelige ordning på grundlag af princippet om beskatning i oprindelseslandet. Udvalget stillede den gang, med en vis ironi, følgende spørgsmål: »hvor mange år skal vi leve med et utilstrækkeligt overgangssystem, før vi når denne målsætning?«, og forlangte i den sammenhæng forenkling og modernisering af lovgivningen, en mere ensartet gennemførelse og et tættere administrativt samarbejde. Der synes ikke at være sket noget fremskridt i den retning.

4.7

EØSU støtter den overordnede målsætning om at styrke samarbejdet ved at gå videre end det nuværende informationsudvekslingssystem (VIES) og udvikle foranstaltninger til automatiske eller spontane informationsudvekslinger mellem medlemsstaterne.

4.8

EØSU sætter pris på, at der er indledt en debat om at ændre momsordningen, men understreger behovet for, at der udarbejdes en grundig konsekvensanalyse, og at det forudskikkes, at eventuelle ændringer af ordningen skal gøre den mere effektiv og enkel og ikke blot tjene til at øge skattetrykket på borgerne og virksomhederne. EØSU henleder i den forbindelse opmærksomheden på et forslag, det tidligere har fremsat (2) om at overveje alternativer til momsen som forbrugsbeskatning, og som kan sikre et provenu, som mindst svarer til det nuværende, men som er mindre omkostningskrævende for samfundet og mere effektive ud fra et opkrævningssynspunkt.

5.1.1.1

En type momssvig, som er kendetegnet ved dels at have meget alvorlige konsekvenser, hvad angår størrelsen af det unddragede beløb, dels at være særdeles vanskeligt at indkredse, er kendt som karruselmodellen. Det involverer momsunddragelsessystemer, hvor virksomheder oprettes ad hoc til at operere på internationalt plan. Målet er undgå at betale skyldig moms og at give de øvrige led i bedragerikæden mulighed for at trække fiktive beløb fra afgiften med henblik på at opnå refusion eller nedsætte den skyldige moms. For at nå denne ulovlige målsætning driver den uredelige operatør generelt ikke nogen virkelig økonomisk aktivitet, har ingen operative strukturer, og ofte er virksomhedens adresse blot en postboks. Det pågældende selskab forsvinder efter et par måneders formel virksomhed uden at indgive den påkrævede selverklæring og uden at betale den skyldige skat, hvorved skattemyndighederne har vanskeligt ved at opspore det.

5.1.1.2

EØSU mener, at svig efter karruselmodellen bl.a. har været muligt pga. dels et utilstrækkeligt samarbejde mellem medlemsstaterne dels de forskellige afgiftssatser. EØSU foreslår derfor, at man anvender alle de former for samarbejde og udveksling af oplysninger, der er nødvendige for effektivt at kunne bekæmpe dette fænomen.

5.1.2.1

Undvigelsesmanøvrerne på momsområdet har fået medlemsstaternes finansielle myndigheder til at raffinere deres efterforskningsmetoder mere og mere med henblik på bedre at kunne bekæmpe dette fænomen.

Det administrative samarbejde spiller en afgørende rolle i bekæmpelsen af momssvig, eftersom disse transaktioner foretages af flere forskellige økonomiske aktører på tværs af medlemsstaterne.

Medlemsstaterne har ved hjælp af nogle hensigtsmæssige konventionelle redskaber kunnet etablere en informationsudveksling, som har vist sig at være et velegnet redskab til at fastslå skatteydernes skattemæssige stilling og til at imødegå og begrænse grænseoverskridende skattesvig.

Hvad samarbejde angår, har EØSU allerede for længe siden peget på, at Kommissionen bør spille en mere aktiv rolle, og udvalget ser derfor positivt på oprettelsen af et overvågningssystem til at verificere kvaliteten og kvantiteten af den ydede assistance.

5.1.2.2

Udveksling af oplysninger er nemlig den dag i dag langt fra nogen standardpraksis, hvilket skyldes kulturelle forskelle, forskellige grader af informatisering og manglende lovgivning til at lægge en dæmper på medlemsstaternes inerti. Det er derfor nødvendigt at skabe en ensartet kultur, hvor man er enige om, at en anmodning om oplysninger fra udlandet ikke bør ses som en mulighed, der kun bør anvendes i særlige tilfælde, men derimod et normalt skridt i efterforskningen, når det anses for påkrævet.

Man bør derfor fjerne de hindringer, der ligger i vejen for at udbrede en EU-kultur på det administrative område, og i den sammenhæng fremme fuld udnyttelse af de eksisterende samarbejdsredskaber og overholdelse af de fastsatte tidsfrister og betingelser, således at efterforskningsinstanserne kan få adgang til de ønskede oplysninger inden for en passende frist, så de kan bidrage til efterforskningen.

5.1.2.3

I overensstemmelse med Kommissionens bemærkninger om anvendelse af standard edb-systemer til informationsudveksling kunne man desuden overveje, om det ville være hensigtsmæssigt dels at danne et netværk mellem de enkelte medlemsstaters politikstyrker og efterforskningsenheder, der er involveret i bekæmpelsen af skattesvig, med henblik på direkte udveksling af oplysninger via et certificeret e-mailsystem, dels at deles om de enkelte staters databaser med selvangivelsesoplysninger, sådan som det allerede er sket med oplysninger under VIES I og II.

Et sådant initiativ, der under alle omstændigheder kræver en forudgående aftale om indholdet af oplysningerne i sådanne arkiver og foreneligheden med de nationale bestemmelser om beskyttelse af privatlivets fred, ville bane vejen for et betydeligt fremskridt i bekæmpelsen af skattesvig, idet det ville kunne give de efterforskende enheder de ønskede oplysninger direkte, i real tid og uden overflødigt bureaukrati.

5.1.2.4

Dertil kommer, at selv om lovgivningen om medlemsstaternes udveksling af oplysninger virker velstruktureret og tilfredsstillende, ligger den største hindring for at kunne dæmme op for skatteundvigelser i EU i forskellene i medlemsstaternes lovgivning om de enkelte nationale administrationers efterforskningsbeføjelser og i de varierende grader af afskrækkende foranstaltninger.

Man kan således let forestille sig, at svig finder sted i de lande, hvor kontrolmyndighederne ikke har så vidtrækkende efterforskningsbeføjelser, eller hvor de pågældende sanktioner ikke har den ønskede præventive virkning.

5.1.2.5

Under hensyntagen til princippet om medlemsstaternes suverænitet ville det derfor være hensigtsmæssigt, hvis man på EU-plan harmoniserer sanktionerne over for samme typer af svig, sådan som det f.eks. allerede er bestemt i lovgivningen om hvidvaskning af penge. Målet er at undgå, at mindre strenge lovgivninger eller mindre effektive kontrolsystemer i praksis betyder, at der findes »sikre havne« for indtægter fra kriminelle handlinger eller for drift af momskarrusellen.

5.1.3.1

Foranstaltninger til at modvirke skatteundvigelse bør være i overensstemmelse med EU's principper, herunder principperne om ikke-forskelsbehandling og proportionalitet, hvilket EU-Domstolen har understreget flere gange. Et af de punkter, hvor der er størst forskel mellem de forskellige lovgivninger, er anvendelsen af andre parametre til fastlæggelse af beskatningsgrundlaget end den mellem parterne aftalte pris, ikke alene i de tilfælde, hvor varen anvendes til privat forbrug eller benyttes til et for virksomheden uvedkommende formål, men også i alle de tilfælde, hvor der formodes at være en risiko for skattesvig eller -undvigelse.

EØSU bemærker i den forbindelse, at kriteriet for fastsættelsen af beskatningsgrundlaget i alle medlemsstaternes lovgivninger i vid udstrækning er baseret på parternes villighed til at forhandle og sigter mod at sikre beskatning på grundlag af den reelle pris, eftersom beskatningsgrundlaget generelt er den pris, der er aftalt for overdragelsen af varen eller tjenesteydelsen. Ud over dette grundlæggende kriterium anvendes også »normalværdien« med det formål at korrigere eller fastslå beskatningsgrundlaget ud fra visse betingelser.

5.1.3.2

Begrebet normalværdi er i momssammenhæng stort set ens i alle medlemsstaterne, og svarer i alt væsentligt til definitionen i direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 (Sjette direktiv), der definerer normalværdien som den gennemsnitlige pris for tilsvarende varer og tjenesteydelser under frie konkurrencevilkår, på samme stade i markedsføringen og på samme tidspunkt og sted, hvor transaktionen finder sted, eller hvis det ikke er muligt, på det nærmeste tidspunkt og sted.

5.1.3.3

I alle medlemsstaternes systemer repræsenterer normalværdien en alternativ metode til at fastsætte beskatningsgrundlaget:

5.1.3.4

Ud over disse tilfælde afviges der fra princippet om at fastsætte beskatningsgrundlaget på baggrund af vederlaget i følgende sammenhænge:

5.1.3.5

EU-Domstolen (4) har i den forbindelse bekræftet, at nationale bestemmelser, der sigter mod at bekæmpe skattesvig og –unddragelse, i princippet ikke kan se bort fra princippet om at fastsætte beskatningsgrundlaget i momsøjemed på baggrund af det aftalte vederlag, som fastlagt i det sjette momsdirektiv, undtaget i de tilfælde, hvor det er strengt nødvendigt for at nå den pågældende målsætning.

5.1.3.6

Med andre ord er normalværdien udgangspunktet for at påpege eventuel svig. Hvis beskatningsgrundlaget baseret på det aftalte vederlag er mindre end normalværdien, må det ikke erstattes af sidstnævnte, men skattemyndighederne kan formode, at der er tale om skattesvig, hvorefter der gælder omvendt bevisbyrde.

5.1.4.1

Som modtræk over for karruselsvindel er der i visse nationale lovgivninger indført bestemmelser om, at aftageren hæfter solidarisk for betaling af moms, som leverandøren har undladt at betale af visse kategorier af goder, hvis salgspris er lavere end normalværdien.

5.1.4.1.1

Disse bestemmelser er baseret på det sjette direktivs artikel 21, i henhold til hvilken medlemsstaterne under hensyntagen til proportionalitetsprincippet kan bestemme, at en anden person end den afgiftspligtige hæfter solidarisk for afgiftens erlæggelse.

5.1.4.2

Rationalet bag dette valg er, at transaktionspriser, der afviger fra markedsværdien, kan dække over en anden underliggende virkelighed, dvs. svigagtige hensigter. Aftageren antages kort sagt på de i lovgivningen fastsatte betingelser at have handlet i ond tro, eftersom han i betragtning af den betalte pris ikke kunne have undgået at kende til leverandørens svigagtige aktiviteter (5). Aftageren har imidlertid mulighed for at bevise, at denne antagelse er ubegrundet, ved at fremlægge dokumenter, der beviser, at den lavere pris end normalværdien skyldes objektivt påviselige begivenheder eller forhold eller er fastsat i overensstemmelse med lovgivningen og ikke har noget med den manglende betaling af moms at gøre. I så fald vil der ikke være grundlag for solidarisk hæftelse som følge af leverandørens manglende betaling af moms.

5.1.4.3

EØSU deler mange aktørers bekymring med hensyn til princippet om solidarisk hæftelse og finder, set i lyset af Domstolens dom (6), at eventuelle foranstaltninger bør begrænse sig til at kræve, at klart identificerede afgiftspligtige parter stiller sikkerhed for momsbetaling. Der kunne således indføres bestemmelser om, at aftageren sammen med leverandøren hæfter solidarisk for betaling af moms i de tilfælde, hvor transaktionsprisen er lavere end godets normalværdi. En så streng bestemmelse, der straffer aftageren ved at pålægge ham en moms, som andre undviger, bør i praksis kun anvendes på særlige betingelser:

5.1.5

EØSU går ind for at udvide anvendelsesområdet for ordningen med omvendt momspligt, således at det kommer til at omfatte interne transaktioner i medlemsstaterne. EØSU gav i en nylig udtalelse udtryk for, at en sådan ordning »er et værktøj, der kan være brug for i forebyggelsen af svig eller unddragelse. Dette system er særligt anvendeligt i de tilfælde, hvor sælger er i økonomiske vanskeligheder« (7). Kommissionen har efter de positive erfaringer, som er gjort med bygningsmaterialer og ydelser i forbindelse med byggeaktiviteter, udvidet det frivillige anvendelsesområde for ordningen med omvendt momspligt. Foranstaltningerne må dog ikke skade handlen i EU med varer og tjenesteydelser som følge af uensartede faktureringsforpligtelser, der kan skade effektiviteten af det indre marked.

5.2.1

Bekæmpelsen af skattesvig bør også foregå på mere generelt plan som led i harmoniseringen af medlemsstaternes lovgivning inden for området direkte skatter og kontrollen hermed.

5.2.1.1

Efter udvidelsen af EU med flere lande vil forskellene mellem skattesystemerne i stigende grad influere på beslutninger om kapitalanbringelse i de forskellige lande og disses forvaltning af iværksætteraktiviteter. En væsentlig grad af samordning af de økonomiske politikker vil give medlemsstaterne mulighed for via deres skattelovgivning at øve indflydelse på beslutninger om anbringelse af investeringer og ressourcer i EU. De væsentlige forskelle mellem medlemsstaternes systemer for direkte beskatning risikerer ikke desto mindre at udgøre en betydelig hæmsko for den markedsmæssige integration (8), hvilket vil være til skade for den europæiske økonomis konkurrenceevne.

5.2.2

Den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes skattelovgivning behandles i Kommissionens meddelelse KOM(2003) 726 endelig af 24. november 2003. Selskabsskatten, og navnlig de »omfattende« tiltag (comprehensive measures), der skal bane vej for en europæisk selskabsskat på basis af et fælles beskatningsgrundlag (9), volder imidlertid store praktiske vanskeligheder som følge af de vedvarende forskelle mellem medlemsstaternes kriterier for beskatningsgrundlaget. Ud over en større grad af harmonisering af de økonomiske politikker forudsætter vedtagelsen af en fælles skat også passende juridiske rammer. I den nuværende situation udsteder Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen, i henhold til EF-traktatens artikel 94 direktiver om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der direkte indvirker på det fælles markeds oprettelse eller funktion.

5.2.3

Denne bestemmelse samt medlemsstaternes fortsatte suverænitet på skatteområdet — der ikke synes at lette initiativer til fremme af et fælles beskatningsgrundlag for virksomheder i EU — udgør fortsat en væsentlig hæmsko for den indbyrdes tilnærmelse af selskabsbeskatningssystemerne, dels fordi udvidelsen med flere medlemsstater især gør det vanskeligt at træffe beslutninger med enstemmighed, dels fordi den endelige forfatningstekst ikke foreskriver kvalificeret flertal ved afstemninger om love og rammebestemmelser, der fastlægger foranstaltninger inden for selskabsbeskatning.

5.2.4

Med henblik på enstemmighedsreglens afskaffelse udgør Kommissionens meddelelse SEK(2005) 1785 af 23. december 2005 om »Fjernelse af selskabsskattemæssige hindringer for små og mellemstore virksomheder i det indre marked — udkast til en mulig pilotordning for hjemstatsbeskatning« og dens analyser af afprøvningen af pilotordningen for hjemstatsbeskatning på små og mellemstore virksomheder et konkret skridt hen imod en egentlig harmonisering af selskabsbeskatningsgrundlaget (10). Denne studie viste, at de 23 mio. små og mellemstore virksomheder i EU-25 tegner sig for det meste af EU's økonomi — svarende til 99,8 % af alle europæiske virksomheder — og for ca. 66 % af arbejdspladserne i den private sektor (11). Med vedtagelsen af et sådant system vil små og mellemstore virksomheder få lettere ved at flytte deres aktiviteter til udlandet, eftersom deres overholdelsesomkostninger (12), der er betydeligt højere end store virksomheders (13), vil være lavere, og overførsel af underskud, der er den væsentligste hindring for udvikling af grænseoverskridende økonomiske aktiviteter, lettere vil kunne foretages. Dette vil fremme den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om selskabsbeskatning på EU-niveau.

5.3.1

Væksten og den teknologiske udvikling inden for elektronisk handel giver de økonomiske aktører nye muligheder, men de nye handelsformer nødvendiggør samtidig en tilpasning af beskatningssystemerne, navnlig hvad angår de aspekter, der er knyttet til opkrævningen af forbrugsafgifter. Beskatningssystemerne, som primært er forankret i de internationale handelsregler, bør tage højde for disse ændringer og tilpasses de nye handelsformer, som er under udvikling.

5.3.2

Det største problem i forbindelse med beskatningen af elektroniske transaktioner vedrører den forskelsbehandling, der kan opstå i forbindelse med sådanne transaktioner, som behandles forskelligt, afhængigt af den valgte leveringskanal.

5.3.2.1

Ved vurderingen af mulighederne for at anvende traditionelle skatteretlige principper på sager i den digitale tidsalder, bør der tages højde for princippet om afgiftens neutralitet, der skal forebygge forskelsbehandling af transaktioner, som i det konkrete tilfælde, lige med undtagelse af leveringsformen (online eller offline), er helt ens.

5.3.3

De største problemer er især forbundet med den direkte og indirekte beskatning af immaterielle (eller digitaliserede) goder, eftersom alle faser af handelstransaktionen (salg og levering) foregår elektronisk (online-handel) ved hjælp af netværkslevering af virtuelle produkter. Tjenesteydelser og varer bliver fra starten gjort ikke-fysiske af leverandøren og fysiske af modtageren ved ankomsten. I dette tilfælde findes der ikke et fysisk håndgribeligt produkt, der kan gøres til genstand for fysisk kontrol, ej heller med henblik på inspektion.

5.4.1

EØSU finder, at den nuværende EU-lovgivning, der udgør retsgrundlaget for oprettelsen af OLAF, allerede giver dette organ væsentlige beføjelser (jf. artikel 2 i Kommissionens beslutning 1999/352/EF, EKSF, Euratom). EØSU anmoder derfor Kommissionen om effektivt at tilstræbe en konkretisering af OLAF's nuværende beføjelser og, om nødvendigt, tilføre dette organ de ressourcer, der er nødvendige for, at det kan varetage sine opgaver, eksempelvis ved at anvende den konkurrencemyndighedsmodel, som er omhandlet i artikel 81/86.

5.4.2

OLAF kunne i den forbindelse tjene som analyse- og koordinationsorgan på EU-niveau med henblik på bekæmpelse af (skatte)svig og tildeles opgaver og beføjelser inden for det administrative samarbejde på skatteområdet (direkte skatter, indirekte skatter og afgifter) med henblik på at lette udvekslingen af informationer mellem de forskellige organer, som i henhold til medlemsstaternes lovgivning er ansvarlige for bekæmpelsen af skattesvig.

5.5

Med udviklingen af samhandlen i EU er der brug for et tæt samarbejde i forbindelse med udvekslingen af informationer om risikostyring. Kommissionen foreslår imidlertid ingen konkrete initiativer, men opfordrer blot medlemsstaterne til at anvende vejledningen i risikoforvaltning til brug for skatteadministrationerne. EØSU foreslår på denne baggrund at oprette en central database, der skal fodres med de oplysninger, som udveksles af administrationerne. Dette er i øjeblikket kun standard på toldområdet samt i bilateral sammenhæng.

5.5.1

Man kunne på basis af de undersøgelser, der er blevet foretaget af medlemsstaternes kompetente organer, indkredse de typer af produkter, som først og fremmest gøres til genstand for karruselsvindel. Eksempler herpå er motorkøretøjer og højteknologiske produkter såsom it-værktøjer og telefoniprodukter. Ansvaret for at gennemføre sådanne analyser kunne overdrages til OLAF, der jævnligt kunne videresende resultaterne til medlemsstaterne med henblik på styring af fremtidige overvågningsaktiviteter og iværksættelse af yderligere målrettede tiltag. En tilsvarende informationsstrøm bør også flyde fra medlemsstaterne til OLAF og gøres til genstand for regulering.

5.6

EØSU finder, at en fællesskabsbaseret indgangsvinkel til forbindelserne med tredjelande udgør et bedre alternativ til bilaterale aftaler. Med dette for øje kunne der således indsættes specifikke bestemmelser i forbindelse med den planlagte vedtagelse af EU's dobbeltbeskatningsoverenskomstmodel, der nævnes i Kommissionens meddelelse SEK(2001) 1681 om »Selskabsbeskatning i det indre marked« og KOM(2003) 726 endelig om »Et indre marked uden selskabsskattemæssige hindringer: hidtidige resultater, igangværende initiativer og tilbageværende udfordringer«, og som Europa-Parlamentet har behandlet i meddelelsen SEK A5-0048 2003). Idéen om at indsætte særlige samarbejdsklausuler i aftaler om økonomisk partnerskab bør støttes. Så længe medlemsstaterne ikke udviser en klar og stærk vilje, bør man fortsat benytte sig af bilaterale aftaler og ikke afbryde forberedelsen heraf.

5.7

EØSU mener, at en styrkelse af indberetningsforpligtelserne som foreslået af Kommissionen bør ske i fuld overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og forenklingsprincippet. Den nødvendige bekæmpelse af svig må ikke medføre en unødvendig byrde for de mange lovlydige skatteydere og virksomheder. EØSU slår i den forbindelse til lyd for en væsentlig lempelse af indberetningsforpligtelserne for lovlydige virksomheder, der samarbejder aktivt med skattemyndighederne, og en passende styrkelse af forpligtelserne for virksomheder, som i henhold til objektive kriterier er forbundet med risici.

5.8

EØSU deler ikke Kommissionens syn på beskatning af tobak og alkohol, der behandles som »almindelige« varer. Nogle medlemsstater forsøger ved hjælp af afgifter på tobak og alkohol at løse de sundhedsproblemer, som er forbundet hermed, hvilket har klar prioritet i forhold til det indre markeds funktion. Kommissionen foreslår at fjerne disse forvridninger, men det vil stadig tage lang tid at fjerne dem, dels fordi der er meget store indkomstforskelle i de enkelte medlemslande, dels fordi medlemslandene opererer med forskellige målsætninger og foranstaltninger på det proceduremæssige og sundhedspolitiske område. I afventning af en rimelig harmonisering af skattetaksterne bør man finde andre løsninger, der kan garantere, at de enkelte medlemsstater fuldt ud bevarer deres evne til at forfølge deres egne finans- og sundhedspolitiske målsætninger. Der må tages hensyn til, at tobakssmugling kun i meget begrænset omfang finder sted i medlemsstaterne og kontrolleres af internationale bander. EØSU er bevidst om de høje sociale og sundhedsmæssige omkostninger, der er forbundet med misbrug af disse typer produkter, og håber, at de kompetente organer vil træffe passende bekæmpelsesforanstaltninger. Ikke desto mindre mener EØSU, at beskatning af tobak og alkohol bør henhøre under medlemsstaternes kompetencer.

5.9

EØSU opfordrer Kommissionen til at videreføre Hercule II-programmet og håber, at KOM(2006) 339 endelig, hvori Kommissionen giver udtryk for, at det er nødvendigt at udvide EU-handlingsprogrammet til fremme af aktioner til beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser, snarest muligt vil blive vedtaget i Europa-Parlamentet og Rådet. Programmet har allerede båret mange frugter (19 uddannelsestiltag med 2 236 deltagere fra de forskellige medlemsstater, fem tredjelande og andre EU-institutioner). I den forbindelse bør man være særligt opmærksom på behovet for at styrke samarbejdet som følge af udvidelsen af EU med Rumænien og Bulgarien, der ligeledes bør nyde godt af disse tiltag.

5.10

EØSU finder, at det vil være hensigtsmæssigt at oprette et permanent debat- og/eller høringsforum på højt niveau for at sikre en mere overordnet tilgang til aspekterne af svig og samarbejde mellem medlemsstaterne. Den nuværende opsplitning af høringsaktiviteterne mellem flere forskellige udvalg på højt niveau, der er underinddelt efter kompetence, forhindrer en nyttig udveksling af god praksis, der kunne forbedre administrationernes samarbejde og resultater. EØSU finder den bureaukratiske modstand og den manglende målrettethed i ECOFIN ganske uforståelig og kritisabel.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/17

1.1

Boligen er først og fremmest en grundlæggende ret, som er en forudsætning for adgangen til de grundlæggende rettigheder og et værdigt liv. Denne ret er anerkendt i Menneskerettighedschartret og i det af Europarådet reviderede europæiske sociale charter samt i en lang række medlemsstaters forfatninger. Dette at have tag over hovedet er væsentligt, for at et menneske kan fungere og deltage i samfundet.

1.2.1

EØSU tilslutter sig Europa-Parlamentets Intergruppe Urban-Habitat's vedtagelse af det europæiske boligcharter, som viser det gensidige og hyppige samspil mellem EU's politikker og boligpolitikkerne, og som minder om, hvor vigtig retten til en bolig er.

1.2.2

EØSU beder derfor om, at Det europæiske charter om retten til en bolig inkorporeres i Europa-Parlamentets initiativbetænkning vedrørende bolig- og regionalpolitikken.

1.3.1

EØSU ønsker, at der på EU-plan foreslås en række fælles målsætninger vedrørende adgangen til en bolig og minimumsstandarder for boligkvaliteten, der definerer begrebet ordentlig bolig. Uden sådanne kriterier vil det være vanskeligt at gøre retten til en bolig gældende — og adgangen til en bolig forekommer at være en mindstebetingelse for et anstændigt liv.

1.3.2

EØSU minder om, at sektoren for socialservice og tjenester i nærmiljøet er et stadig vigtigere omdrejningspunkt for et aldrende samfund, og at denne service ofte følger boligen, og det beder om, at disse tjenester gøres til genstand for drøftelser på EU-plan, og at deres synlighed styrkes. Det minder desuden om, at sociale boliger bør behandles særskilt, og de som sådanne ikke kan underkastes markedsreglerne, hvilket også er anerkendt i servicedirektivet.

1.4.1

EØSU understreger, at det i dag er vigtigt, at muligheden for at trække på strukturfondene for at forbedre boligsituationen fuldt udnyttes af EU-12, men også EU-15, som kan trække på strukturfondene til aktiviteter inden for integreret byudvikling. Sådanne udgifter vil have en positiv effekt på den sociale og territoriale samhørighed og på den økonomiske vækst. I den sammenhæng foreslår EØSU, at de europæiske finansielle institutioner afsætter midler til meget lav rente til programmer for byggeri til unge, indvandrere, ældre og handicappede for at fremme mobiliteten hos arbejdstagerne, skabe socialt blandede kvarterer og sikre udgifter, der er til at betale for beboerne.

1.4.2

EØSU bemærker, at Jessica-programmet vil tilføre elementer til oprettelsen af en garantifond til store sociale boligprojekter og beder om, at man i midtvejsevalueringen af strukturfondene analyserer dette spørgsmål.

1.4.3

Med det formål for øje støtter EØSU oprettelsen af en ordning for teknisk assistance til boligprojekter for perioden 2007-2013 i samarbejde med de lokale og regionale myndigheders repræsentanter og netværk samt med støtte fra Europa-Kommissionen og medlemsstaterne. En sådan ordning ville gøre det muligt at optimere de projekter og metoder, der skal gennemføres, for bedst muligt at integrere boligprojekterne i bysaneringsprogrammerne. Ordningen muliggør ligeledes en centralisering af sagkyndige undersøgelser og kan spille en rolle med henblik på at lette erfaringsudvekslingen. Det forekommer af største betydning, at der oprettes et specifikt værktøj til boligspørgsmål med henblik på at fremme en god anvendelse af strukturmidlerne, og det kan iværksættes inden for rammerne af artikel 45 i forordningen med de generelle bestemmelser for strukturfondene, som beder Kommissionen om at befordre tilvejebringelsen af en ordning for teknisk bistand.

1.5.1

EØSU foreslår ligeledes, at der oprettes et udvekslingsnetværk inden for bolig og energieffektivitet, som muliggør udveksling af erfaringer og optimering samt uddybning af operatørernes erfaringer ude i marken, så der kan udformes fornuftige og ambitiøse energipolitikker. Ordningen kan stå i forbindelse med støtteordningen inden for strukturfondene, men forfølger dog ikke de samme målsætninger. Det drejer sig således om at sikre en god samordning mellem de to enheder.

1.5.2

EØSU foreslår, at der føres en informationskampagne om mulige energibesparelser i boligsektoren på europæisk plan i partnerskab med de aktive netværker i sektoren. Kampagnen skal som mål have en adfærdsændring hos brugerne. Denne tilgang kræver deltagelse fra de europæiske borgeres side og vil gøre det muligt at mobilisere samtlige aktører omkring et positivt initiativ. Kampagnen »bæredygtig energi i Europa« et ikke målrettet nok til at øge bevidstheden, da midlerne er meget begrænsede.

1.5.3

EØSU beder Kommissionen om at fremsætte forslag baseret på en bredere tilgang end den hidtidige, som primært går på forbedringen af energieffektiviteten i bygninger. Det er hensigtsmæssigt at samarbejde med beboerne og bedre integrere den eksisterende boligpark i overvejelserne.

1.6.1

EØSU støtter i øvrigt Europa-Kommissionens initiativ om at oprette en tværtjenstlig gruppe om byspørgsmål. Det foreslår, at Kommissionens tværtjenstlige gruppe om byer tager boligspørgsmålet op til behandling og udnævner en samtalepartner i sagen.

1.6.2

Det forekommer desuden vigtigt, at boligaspektet ligeledes sættes på dagsordenen for møderne mellem ministrene for regionale anliggender og byer.

2.1.1

Det hedder i artikel II-34 i EU's charter for grundlæggende rettigheder, som blev stadfæstet i Nice den 7. december 2000: »For at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer Unionen retten til social bistand og boligstøtte, der skal sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler, efter de bestemmelser, der er fastsat ved EU-lovgivningen og medlemsstaternes lovgivning og praksis«.

2.1.2

Selv om boligen ikke er en EU-kompetence, og selv om nærhedsprincippet gælder fuldt ud, mener EØSU, at denne artikel bør tilgodeses i forbindelse med gennemførelsen af de europæiske politikker for at tage højde for dette hastende samfundsanliggende og reagere på boligmanglen for de ringest stillede (men også for borgere med beskedne indtægter og unge, der starter deres erhvervskarriere og stifter familie).

2.1.3

På topmødet i Laeken i december 2001 blev det anerkendt, hvor vigtigt boligspørgsmålet er i forbindelse med indsatsen mod fattigdom. EØSU opfatter det derfor som meget vigtigt, at topmødet indledte debatten om behovet for at tilvejebringe et større udbud af sociale boliger for at bekæmpe fattigdommen i Europa.

2.1.4

Retten til en bolig er indskrevet i flere af EU-medlemsstaternes forfatninger, f.eks. Belgien, Spanien, Grækenland, Portugal, Finland og Nederlandene. Derfor kan man forestille sig, at man på europæisk plan indfører en ret til en bolig. EØSU finder det vigtigt og strategisk at indskrive boligaspektet i Chartret for Grundlæggende Rettigheder som bilag til forfatningstraktaten og beklager, at retten til en bolig, eller i det mindste »retten til at bo« ikke er inkluderet.

2.1.4.1

EØSU finder det meget vigtigt at udforme en europæisk strategi for boligområdet; en bolig til hver enkelt person er en betingelse for en bedre realisering af andre menneskerettigheder, som er anerkendt på europæisk niveau f.eks. »respekten for privatlivets og familiens fred, for dens bolig og brevveksling« og retten til »at gifte sig og stifte familie«.

2.1.5

Når princippet om retten til bolig er anerkendt, opstår spørgsmålet, om denne ret kan gøres gældende, eller med andre ord om den person, der ikke finder en bolig, har retsmidler til rådighed. EU bør derfor beskæftige sig med de betingelser, ifølge hvilke retten til en bolig kan gøres gældende. Der findes nok ikke nogen enkel løsning, men hver medlemsstat, som hævder retten til en bolig, bør være i stand til at præcisere følgende:

2.1.6

I forlængelse af Det europæiske charter for retten til en bolig vedtaget af Europa-Parlamentets tværpolitiske gruppe Intergroupe Urban-Logement den 26. april 2006, hvor boligen defineres som »et stærkt nødvendigt gode«, hilser EØSU EP's initiativ om at udarbejde en betænkning om »Boligen og regionalpolitikken« velkomment. EØSU håber, at EP vil understøtte EØSU's anmodning om at anerkende retten til en bolig og vil foreslå et partnerskab med de lokale og regionale forvaltninger for at »tilvejebringe et tilstrækkelig stort antal boliger og gøre boligen økonomisk tilgængelig for dem, der ikke har adgang til en bolig på markedet«.

2.1.7

Undersøgelsen udarbejdet af Det Europæiske Institut for Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene udgivet i 2006 om leveforholdene og boligens sociale dimensioner (1) viser, at der forekommer markante forskelle i boligkvaliteten og -kvantiteten mellem EU-15 og EU-10. Det er ligeledes nyttigt at minde om, at adgangen til varmt vand og indendørs toiletter ikke er sikret for alle europæiske borgere, og disse to kriterier hører til blandt mindstekriterierne for, hvad der kan kaldes en ordentlig bolig.

2.1.8

Boligen udgør en hjørnesten i den europæiske samfundsmodel. Udfordringerne for EU inden for sociale og demografiske ændringer skal give sig udslag i boligpolitikkerne. Befolkningens aldring, de fattige unge, der bliver ved med at bo hos forældrene på grund af manglende ressourcer, handicappedes adgang til passende boliger og vandrende arbejdstageres adgang til boliger er nogle af de aspekter, der skal tages højde for. EØSU foreslår i forlængelse af konklusionerne på Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001, at der på EU-plan vedtages:

2.1.9

Det er i øvrigt af væsentlig betydning at fremme mobiliteten i boligparkerne for at sikre arbejdstagernes mobilitet. Mange borgere er »fanget« i deres bolig, hvad enten det er en social bolig eller en bolig, de ejer, på grund af manglende udbud eller på grund af skatteregler eller lånevilkår. Det er nødvendigt at øge bopælsmobiliteten for at sikre mere fleksible beskæftigelsesmarkeder.

2.1.10

Boligen bør i kraft af dens indvirkning på det sociale liv og på byens økonomi ikke længere gøres til genstand for strategiske overvejelser eller delaktioner. EØSU foreslår, at boligen under hensyntagen til nærhedsprincippet bør betragtes som et vigtigt politisk spørgsmål, der har indvirkninger på borgernes daglige liv, som et middel til at bringe borgerne nærmere på det europæiske projekt, der forekommer mere og mere uklart.

2.1.11

Boligpolitikkernes bidrag til gennemførelsen af Lissabon-målene, og navnlig som drivkraft for den økonomiske vækst bør identificeres bedre. EØSU understreger, at boligpolitikkernes indvirkning på arbejdstagernes mobilitet gør dem til en supplerende politik i forhold til de EU-politikker, der gennemføres inden for vækst- og beskæftigelsesstrategien ved også at gøre det muligt at styrke den territoriale samhørighed, hvilket først og fremmest i de senest tiltrådte medlemsstater bør komme til udtryk i adgang til finansiering af infrastrukturnet i byerne og i landdistrikterne, samt iværksættelse af passende energipolitikker.

2.2.1

Boliger har altid struktureret vore samfund. De fællesområder, der sikrer vores samkvem, udgør forbindelsesled mellem de individuelle og kollektive boligområder. Byplanlægningen og etableringen af kvarterer, hvor der er rart at bo, og her er boligen en grundkomponent, er en forudsætning for den sociale og territoriale samhørighed.

2.2.2

Selv om boligen og boligpolitikkerne er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, så er EU kendetegnet ved en meget kraftig bytæthed. Den europæiske by er kompakt, men mest præget af mellemstore bygninger, og det er boligområderne, der giver byen dens struktur.

2.2.3

Boligen har derfor inden for rammerne af bypolitikkerne, de økonomiske og sociale politikker en betydning i alle de europæiske lande, og løsningerne bør deles bedre, navnlig i lyset af de kriser i dårligt stillede kvarterer, som vi har set i flere medlemsstater.

2.2.4

Sigtet med den europæiske regionalpolitik er at øge den territoriale, sociale og økonomiske samhørighed ved at fremme den økonomiske udvikling i de mindst begunstigede områder, og den har siden 2005 primært været koncentreret om vækst og beskæftigelse inden for rammerne af den reviderede Lissabon-agenda.

2.2.5

For at sikre konkurrenceevnen i alle regioner og fremme beskæftigelsesmobiliteten er det afgørende, at boligudbuddet differentieres, for så vidt angår eje/lejeaspektet, men det er også vigtigt at sikre blandede kvarterer (boliger og erhvervsliv) og endnu bedre socialt blandede kvarterer, som er en garant for social samhørighed. Ghettodannelserne i visse kvarterer gør det svært at drive erhvervsaktiviteter der.

2.2.6

Beliggenheden af økonomisk overkommelige boliger, der kan betales, er en følgevirkning af ovenstående overvejelser. I tilknytning til retten til en bolig, bør myndighederne sikre sig, at der i alle de områder, der henhører under deres ansvar, sørges for et udbud af kvalitetsboliger, der svarer til husholdningernes ressourcer.

2.2.7

Udbygningen af beboelseskvarterer har en stærk indvirkning på landzonerne, og for at sikre en bæredygtig udvikling er det vigtigt at tage bedre hensyn til samspillet mellem land- og byzoner inden for boligpolitikkerne.

2.3.1

I visse europæiske lande blandt dem, der har modtaget støtte over samhørighedsfondene i den forudgående periode, er den økonomiske væksts størrelse snævert knyttet til dynamikken i boligsektoren. Men dette betyder dog ikke, at borgerne har let adgang til økonomisk overkommelige boliger. Det irske nationale reformprogram 2006 inden for rammerne af Lissabon-strategien understreger, at væksten kun i begrænset omfang er bæredygtig, hvis der ikke er garanti for boliger, der er økonomisk overkommelige. I reformplanen for 2006 minder f.eks. Portugal om behovet for at yde større støtte til byggesektoren og til kommunerne for at stimulere den bæredygtige udvikling på boligområdet.

2.3.2

I et dynamisk beskæftigelsesområde er tilstedeværelsen af et boligudbud for alle beskæftigede og arbejdstagere fortsat en afgørende udviklingsfaktor, og mange beskæftigelsesområder i Europa har en begrænset vækst på grund af mangel på boliger. Boligfaktoren kan således udgøre en hæmsko på de lokale beskæftigelsesmarkeder, som mindsker arbejdstagernes mobilitet.

2.3.2.1

Et interessant eksempel fra Frankrig er arbejdsgivernes bidrag på 0,45 % af lønmassen til boligpolitikkerne som supplerende midler til at udvikle boligløsninger for lønmodtagerne. Arbejdsmarkedets parter forvalter ligeledes særlige ordninger for unge og sårbare husholdninger (garantiindskud).

2.3.3

Dette behov er særlig presserende for de regioner, der modtager et stigende antal vandrende arbejdstagere, som har problemer med at finde en bolig på de spændte markeder og som udsættes for forskelsbehandling, hvilket fører til adskillelse mellem befolkningsgrupperne.

2.3.4

Boligen er en af de sektorer, der har de flest beskæftigede i Europa. Der findes et omfattende beskæftigelsespotentiale, som endnu ikke er udnyttet, navnlig inden for teknikker for bæredygtige boliger og miljøvenlige boliger, som vil blive udviklet betydeligt i fremtiden. I øvrigt er byggesektoren en af de sektorer, der har stor mangel på kvalificeret arbejdskraft.

2.3.5

Service i nærmiljøet, herunder navnlig støtte til personer, udgør et stort beskæftigelsespotentiale og organiseres og leveres ofte som led i den service, der er knyttet til boligen. På den måde kan aktørerne inden for sociale boliger i partnerskab med udbyderne af socialservice levere service i hjemmet for ældre beboere eller handicappede, såvel som integrerede sundheds-, uddannelses- eller børnepasningstjenester — et eksempel herpå er »flergenerationshusene«. Den kulturelle og sociale dynamik i vanskeligt stillede kvarterer kan fremmes via støtten til initiativer i nærmiljøet.

2.4

Ud over at udgøre et beskæftigelsespotentiale giver den boligrelaterede service i nærmiljøet mulighed for at forholde sig til demografiske udfordringer, der nødvendigvis indvirker på beskæftigelsen på regionalt niveau. F.eks. er »flergenerationshusene« i Tyskland genstand for en målrettet politik, og de udgør et svar på behovet for at blande mennesker og gør det muligt effektivt at sætte ind mod udstødelsen af ældre enlige. På baggrund af befolkningens aldring i hele Europa bør man støtte udvekslingen af god praksis.

2.4.1

Efter EØSU's opfattelse bør retten til en bolig ikke kun anskues som en indsats mod udstødelse men også som et tiltag i forhold til befolkningens aldring, migrationsstrømme og de nye former for fattigdom. Der bør også tages hensyn til Lissabon-strategien, som sigter på at sætte skub i den europæiske økonomi via større mobilitet på arbejdsmarkedet.

2.4.2

Arbejdstagernes mobilitet forbliver en illusion, så længe adgangen til grundlæggende sociale rettigheder, herunder boligstøtte, ikke styrkes. Man kan konstatere, at beboerne i de sociale boliger er blevet fattigere. De sociale boliger blev oprindeligt bygget med henblik på at huse lønmodtagere. Lønmodtagerne står i dag ikke længere i første række for at få adgang til en social bolig, og de har store vanskeligheder i områder med spænding på boligmarkedet med at finde egnede boligløsninger.

2.4.3

I løbet af de sidste 10 år er boligpriserne steget konstant i næsten alle EU-landene. Denne stigning har medført et fald i husholdningernes kapacitet til at forbruge andre goder, hvilket på lang sigt udgør en hæmsko for bæredygtig vækst. De lave renter har ligeledes ført til overinvesteringer i beboelsessektoren, hvilket har sat de finansielle midler, der er afsat til boligsektoren (jf. det svenske nationale reformprogram) under pres. Den sociale boligsektor udgør et instrument til regulering af prisen for boliger (via leje) og sektorens bæredygtighed.

2.4.4

EØSU konstaterer i øvrigt, at betingelserne for interventioner fra medlemsstaternes offentlige myndigheders og boligaktørers side mere og mere er underkastet EU-retten i forbindelse med gennemførelsen af politikkerne for sociale boliger. Det er vigtigt, at konkurrencepolitikken og det indre marked ikke skaber hindringer for boligpolitikkerne, der sigter på at garantere alle adgang til en ordentlig bolig, de har råd til at bo i, i betragtning af disse politikkers positive bidrag til den økonomiske vækst og beskæftigelsen i EU. Disse opgaver har udviklet sig, og udbyderne af sociale boliger er nødsaget til at udvikle sociale tjenester for at reagere på den manglende politik for integration, navnlig af vandrende arbejdstagere.

2.5.1

Boligsektorens bidrag til nedsættelsen af energiforbruget er væsentligt, og denne dimension bliver i betragtning af energipriserne til en faktor, der kan gøre en region attraktiv.

2.5.2

Det største energibesparelsespotentiale findes i boligsektoren (husholdninger), hvor det anslås til 27 % af energiforbruget som anført i Europa-Kommissionens energihandlingsplanen.

2.5.3

Flere og flere husholdninger i Europa lever i fattigdom på grund af energiudgifterne i deres bolig (fuel poverty).

2.5.4

Potentialet for nedsættelse af forbruget vil være så meget desto større, som der på EU-plan udformes passende incitamenter.

2.5.5

Det er i den henseende overraskende, at Europa-Kommissionens approach i handlingsplanen om energieffektivitet er centreret om byggeindustrien, og at den foreslår at udvide anvendelsesområdet for standarderne på dette område.

2.5.6

Den tilgang er for ensidig, da den ikke inkorporerer det ubetingede krav om at ændre vores livsstil i retning af større global bæredygtighed, som omfatter den individuelle adfærd (herunder også forestillingerne om et individuelt hus for alle, såvel som vor daglige adfærd i forhold til miljøet). Dette er ensbetydende med at øge produktionsomkostningerne, som allerede er alt for høje for gennemsnitshusholdningerne og de dårligt stillede husholdninger, hvis man ikke også tager fat på forbedringen af den aktuelle boligpark og vores adfærd, når nu en lang række undersøgelser viser betydningen heraf.

2.5.7

De europæiske regionalpolitikkers støtte til forbedringen af samhørigheden og leveforholdene er en kendsgerning. Dog kunne en bedre hensyntagen til boligaspektet i disse politikker skabe positive synergier.

2.5.8

Energibesparelsespolitikkerne er orienteret mod nybyggeri og ser bort fra de eksisterende bygninger, eller de overfører regler gældende for nybyggeri til den eksisterende boligmasse. Men der bør ikke kun tages højde for de eksisterende boliger, men ligeledes udvikles tilpassede tilgange, der er afpasset efter den gamle boligmasses karakteristika og de særlig høje udgifter, der er i forbindelse med at bringe den i overensstemmelse med standarderne.

2.5.8.1

I den offentlige støtte bør der tages højde for de sociale boligers særlige profil, dvs. beboernes svage solvens og de mindre tilpassede skatteincitamenter end til den private sektor.

2.5.8.2

Energiaspektet er ikke den eneste faktor i problematikken omkring bæredygtig udvikling. Andre faktorer er vand, affaldsforvaltning, handicappedes adgangsmuligheder, sikkerhed, luftkvalitet, og sundhed i boligen. Boligen kan yde et afgørende bidrag til den bæredygtige udvikling, men det forudsætter tilpassede værktøjer, som netop er rettet imod den eksisterende boligmasse.

2.6.1

EØSU har udtalt sig for, at der åbnes for støtten fra EFRU til boliger i EU-12, og at der gives støtte til foranstaltninger knyttet til bæredygtig byudvikling og energieffektivitet i EU-15 samt inden for rammerne af den integrerede tilgang til udvikling af dårligt stillede kvarterer. Det er i betragtning af boligaspektets betydning vigtigt at anspore og bistå medlemsstaterne og regionerne med at planlægge omstruktureringen af bykvartererne og forbedringen af boligen inden for rammerne af strukturfondene.

2.6.2

Det er nemlig vanskeligt at gennemføre integrerede udviklingsstrategier i bykvartererne, hvis man ikke også medtager boligaspektet. I den henseende er tilgangen i den europæiske strategi for social integration, der indeholdt en målsætning om adgang til en økonomisk overkommelig og ordentlig bolig som forudsætning for en vellykket social integration, fortsat aktuel. For EØSU er det afgørende, at man sætter alle de europæiske instrumenter ind på at sikre en bedre integration af alle.

2.6.3

Med henblik herpå bør Den Europæiske Socialfond give bedre støtte til aktioner til social integration udover den blotte indslusning på beskæftigelsesmarkedet, for som vi har set, er bolig- og beskæftigelsesmarkedet tæt forbundne størrelser. I indvandringspolitikkerne, som i dag udformes på EU-plan, kan man heller ikke se bort fra overvejelser over boligaspektet, hvis man ønsker at forebygge territorial adskillelse. De retningslinjer, Kommissionen skal offentliggøre om integrationen af vandrende arbejdstagere via boligen, bør udgøre en første etape i denne tilgang, som skal udmøntes i Progress-programmet (2) i form af en bedre støtte til projekter med boligrelaterede dimensioner.

2.6.4

Det er vigtigt at være opmærksom på, at forbedringen af energieffektiviteten i bygninger ikke kun er en prioritet for EU-10 men for hele EU betragtet under ét. Energieffektivitet er på lige fod med forbedringen af fællesarealer, anvendelse og fremme af vedvarende energi og foranstaltninger til social integration, en foranstaltning, der kan støttes via strukturfondene i alle medlemsstater.

2.6.5

EØSU har taget positivt imod Europa-Kommissionens og Investeringsbankens (EIB) initiativ gående ud på at oprette et nyt finansielt instrument, Jessica (3), som specifikt skal støtte udviklingen i de dårligt stillede bykvarterer, herunder også sociale boliger i disse kvarterer. Det bør bemærkes, at dette instrument ved at give såvel lån som garantier til aktørerne inden for byfornyelse og sociale boliger kan mobilisere den nødvendige kapital til at sanere disse kvarterer. Dette instrument bør forvaltes af specialiserede aktører inden for byfornyelse og boligsanering i snævert partnerskab med de lokale myndigheder. Instrumentet bør skabe en løftestangseffekt i bykvartererne for at forbedre beboernes vilkår. Jeremie-instrumentet (4) udgør ligeledes en gunstig mulighed for aktørerne inden for sociale boliger, som arbejder for at skabe bykvarterer, hvor det er rart for alle at bo.

2.6.6

På det energipolitiske område har Europa-Kommissionen inden for rammerne af programmet Intelligent Energy foreslået et pilotforsøg for sektoren for sociale boliger, som har gjort det muligt at udvælge og fremme eksemplariske projekter inden for energieffektivitet samt udvekslinger mellem aktører i sektoren. I lyset af den europæiske ambition om at skabe en fælles energipolitik og koordinere medlemsstaternes aktioner på dette område bedre forekommer det vigtigt, at man sikrer kontinuiteten i dette instrument og bevæger sig hinsides den blotte støtte til forsøgsaktioner.

2.6.7

Inden for teknisk, men også social innovation vil støtten fra det syvende forsknings- og udviklingsprogram gøre det muligt at identificere boligsektorens potentiale inden for nedbringelse af energiforbruget såvel som inden for bæredygtig byudvikling.

2.6.8

Den europæiske standardisering berører i høj grad boligen og de dertil knyttede tjenester. Det drejer sig imidlertid om et område, hvor de tekniske og byplanmæssige valg overlapper samfundsvalgene, og det er ikke acceptabelt, at aktørerne af arbejdsgrupper påtvinges standarder, uden at der sikres muligheder for en politisk kontrol med standardiseringsprocessen. Et eksempel herpå er den franske standard om »forebyggelse af kriminalitet via byplanlægning og byggeri«, som blev vedtaget uden egentlige politiske overvejelser over den bymodel, der ville være en følge af det anvendte risikoanalyseskema. Dette ansporer til en nytænkning af standardiseringsprocessen i den sektor.

2.6.9

Endelig har Kommissionen udarbejdet en strategi til bæredygtig byudvikling, der skal anspore alle byer til at overveje deres udvikling, navnlig i relation til transportpolitikken. Denne strategi er dog kun vejledende, og der er en risiko for, at den ikke udvikler hele sit potentiale, hvis den ikke også berører den bæredygtige udviklings sociale dimension.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/23

1.1

Det foreliggende forslag drejer sig om en omarbejdning af Rådets direktiv 69/335/EØF om afgift på tilførsel af kapital til virksomheder, som er blevet ændret ved adskillige lejligheder. Direktivet — som oprindeligt sigtede mod at harmonisere afgiftsordningerne og at forhindre medlemsstaterne i at indføre eller opkræve andre lignende afgifter — er blevet ændret ved forskellige lejligheder, indtil det i 1985 ved direktiv 85/303/EØF blev erkendt, at kapitaltilførselsafgiften burde afskaffes fuldstændigt på grund af dens negative økonomiske virkninger for virksomhederne.

1.2

Det tab af skatteindtægter, som en afskaffelse af denne afgift ville medføre, var imidlertid uacceptabelt for nogle medlemsstater. Direktivet fra 1985 måtte derfor indeholde en dispensation, hvorved medlemsstaterne blev givet mulighed for enten at fritage dispositioner for afgiften eller at opkræve en enhedsafgift, som ikke måtte være højere end 1 %.

1.3

Dette princip er naturligvis fortsat gældende i det foreliggende direktivforslag, som blot er en omarbejdning af tidligere tekster. EØSU tager selvsagt forslaget til efterretning og hilser det velkomment. Kommissionen gør sig imidlertid i sin begrundelse nogle overvejelser, som Rådet med fordel kunne følge op på med henblik på yderligere initiativer.

2.1

Størstedelen af de 25 medlemsstater har fulgt Rådets retningslinjer fra 1985 og afskaffet afgiften fuldstændigt. På nuværende tidspunkt opkræves den kun af 7 medlemsstater: I Polen og Portugal er satsen 0,50 % eller mindre, i Cypern er den 0,60 %, medens Grækenland, Spanien, Luxembourg og Østrig opkræver den fulde sats på 1 %. Denne forskelsbehandling hindrer, at der kan skabes lige vilkår for de europæiske virksomheder, hvilket er en af forudsætningerne for et velfungerende indre marked. Selv om der stadig findes andre forskelle og hindringer på skatteområdet, bør man ikke af den grund undlade at fjerne denne afgift fuldstændigt.

2.2

De medlemsstater, der stadig nyder godt af dispensationen, kunne med fordel sammenligne de fordele, der opnås i kraft af skatteindtægterne, med det formodentlige (og til en vis grad beregnelige) tab af investeringer fra andre medlems- og tredjelande, som skræmmes bort af en skat, som efterhånden er afskaffet alle andre steder. EØSU mener, at det ville være en fordel for de berørte parter at afskaffe dispensationen, og at det ville være et skridt på vejen mod et velfungerende indre marked overordnet set.

2.3

EØSU ønsker endvidere at henlede opmærksomheden på praksis i visse medlemsstater: Der indføres nye skatter, efter at man har afskaffet kapitaltilførselsafgiften, som dermed bliver substitueret i det skjulte. I visse tilfælde har Kommissionen grebet ind og indledt en overtrædelsesprocedure, men det kan ikke udelukkes, at der findes andre tilfælde, som ikke er blevet registreret. Arbejdsmarkedets parter kunne føre tilsyn og dermed hjælpe med til at udrydde dette fænomen.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/24

1.1

EØSU bakker op om Kommissionens bestræbelser på at opnå størst mulig trafiksikkerhed på vejene og støtter helt og fuldt det foreliggende forslag, som med rette er blandt de initiativer, der er taget for at nå dette mål.

1.2

EØSU noterer med tilfredshed, at Kommissionen før fremlæggelsen af forslaget har foretaget en cost-benefitundersøgelse og en meget detaljeret konsekvensanalyse: dette har givet mulighed for en pragmatisk strukturering af forslaget med passende hensyntagen til alle aspekter af problemet og behørig prioritering af beskyttelsen af de bløde trafikanter.

1.3

EØSU ser sig dog nødsaget til at fremsætte nogle kritiske bemærkninger til forslaget, som det er formuleret, og foreslå tilføjelser og præciseringer, som skulle kunne muliggøre en gnidningsfri og korrekt anvendelse, hvad angår tidsplan, godkendelse og kontrol med gennemførelsen.

1.4

EØSU håber, at Kommissionen vil tage dens bemærkninger om nødvendigheden af en reel ensartet behandling for at undgå konkurrenceforvridning mellem medlemsstaterne alvorligt. Det samme gælder bemærkningerne om vigtigheden af at give medlemsstaterne flere retningslinjer vedrørende en fremgangsmåde for godkendelse, som er praktisk gennemførlig for de kompetente nationale myndigheder.

1.5

EØSU opfordrer indtrængende Rådet og Europa-Parlamentet til, at det foreslåede direktiv iværksættes så hurtigt som muligt og på en sådan måde, at det kommer til at omfatte størstedelen af den eksisterende lastbilpark, så det kan sikres, at der spares menneskeliv i det tilstræbte omfang.

2.1

Trafiksikkerheden har altid været en af EU-institutionernes højst prioriterede mål. En vigtig etape i de fornyede bestræbelser i den retning var utvivlsomt offentliggørelsen af Hvidbogen om transportpolitikken (1), hvori en halvering af antallet af trafikofre inden 2010 blev opstillet som et af målene.

2.2

Senere initiativer som »Road safety action programme«  (2), »e-safety« og mange andre har fulgt en integreret tilgang med inddragelse af industrien, de offentlige myndigheder og trafikanternes organisationer og således overvundet de begrænsninger som i subsidiaritetsprincippets navn førhen havde stillet sig i vejen for gennemførelsen af konkrete bindende foranstaltninger på europæisk plan.

2.3

Der er gjort mange fremskridt: skønt vejtrafikken i de seneste 30 år er tredoblet, er antallet af trafikofre halveret — for blot at nævne et enkelt eksempel. Men alligevel kan vi ikke have helt rolig samvittighed, for Europa betaler stadig en alt for høj pris for den uophørligt stigende mobilitet med omkring 40 000 trafikdræbte om året og den triste udsigt til, at det mål, som hvidbogen fra 2001 opstillede, måske ikke vil blive nået.

2.4

EØSU erkender, at afgørende fremskridt mht. trafiksikkerheden kun kan opnås gennem en samlet forbedring af alle tre »søjler«, som den beror på, nemlig bilindustrien, infrastrukturen og trafikanternes adfærd. Men EØSU kan dog ikke undlade at støtte ethvert initiativ, som — skønt det kun vedrører en af disse søjler — kan bringe os nærmere opfyldelsen af det ambitiøse mål fra 2001.

2.5

Det var i øvrigt med dette udgangspunkt, at EØSU i sin tid støttede (3) vedtagelsen af direktiv 2003/97/EF (4), som foreslog en harmoniseret løsning på europæisk plan for at begrænse de risici, som skyldes, at førerne af tunge lastvogne ikke har tilstrækkeligt udsyn langs køretøjets sider.

2.6

Målet med direktiv 2003/97/EF var netop at afhjælpe den ulykkesfare, som skyldes det faktum, at tunge lastvogne har en blind vinkel i passagersiden, ved at foreskrive anvendelse af mere effektive sidespejle fra 2006/2007.

2.7

Et betydeligt antal ulykker forårsages af førere af større køretøjer, som på grund af den nævnte blinde vinkel ikke er klar over, at andre trafikanter befinder sig meget tæt på deres køretøj.

2.8

Disse ulykker sker ofte i forbindelse med svingning i vejkryds eller rundkørsler, fordi føreren på grund af den blinde vinkel i passagersiden ikke kan se de bløde trafikanter, såsom fodgængere, cyklister og motorcyklister, der befinder sig tæt på køretøjet.

2.9

Det anslås, at ca. 400 personer hvert år mister livet i sådanne ulykker i Europa. Alene derfor støttede EØSU — og ikke kun EØSU — vedtagelsen af direktiv 2003/97/EF, som ophævede og erstattede det første direktiv om typegodkendelse af indirekte udsynssystemer (direktiv 71/127/EØF) og de efterfølgende ændringer. Det ophævede direktiv fastsatte kravene til førerspejlenes udformning og deres montering uden dog at berøre de nationale krav. Først med direktiv 2003/97/EF blev et særligt sæt af spejle eller andre systemer til indirekte udsyn, som førhen havde været valgfrit udstyr, obligatoriske i hele Europa.

2.10

Direktiv 2003/97/EF fastsatte kravene til lastvogne i klasse N2 på over 7,5 tons og klasse N3  (5). Det blev dog ændret ved Kommissionens direktiv 2005/27/EF (6), som på visse betingelser foreskriver montering af spejle af klasse IV og klasse V (7) på køretøjer med en vægt på over 3,5 tons mod tidligere 7,5 tons.

2.11

Bestemmelserne i direktiv 2003/97/EF gælder for køretøjer, der typegodkendes fra og med 26. januar 2006 (nye køretøjstyper), og for køretøjer, der nyindregistreres fra og med den 26. januar 2007 (nye køretøjer). Dette betyder, at allerede ibrugtagne køretøjer, som udgør størstedelen af lastbilparken, ikke er underlagt disse krav.

2.12

I EU25 er der langt over fem millioner tunge lastbiler (>= 3,5 t). I betragtning af disse køretøjers levetid (over 16 år) og den langsomme udskiftning af bilparken (300 000 indregistreringer om året) med påbegyndelse af udskiftningen i 2007 vil alle lastbiler først i 2023 være udstyret med de nye spejle.

2.13

Det foreliggende kommissionsforslag, som EØSU nu høres om, sigter mod at finde løsninger, der hurtigt kan gøre den eksisterende bilpark sikrere.

3.1

Meget kort sagt vil Kommissionen med det foreliggende forslag, som har karakter af en overgangsforanstaltning, udvide kravene i direktiv 2003/97/EF om anvendelse af de nye spejle af klasse IV og V (sideudsyn), så de også gælder for allerede ibrugtagne køretøjer i klasse N2 og N3 med følgende undtagelser:

3.2

Medlemsstaterne skal gennemføre direktivet og således sikre, at de nye spejle er påmonteret inden for et år fra dets ikrafttræden. Der er mulighed for følgende undtagelser:

3.3

Køretøjer, hvorpå det er teknisk umuligt at påmontere de påbudte spejle, kan udstyres med andre anordninger til indirekte udsyn (kamera eller andre elektroniske apparater), som dækker 99 % af ovennævnte synsfelt. I disse tilfælde skal køretøjerne godkendes individuelt af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne.

3.4

Medlemsstaterne har mulighed for at udvide direktivets anvendelsesområde, så det også gælder for køretøjer, der er over ti år gamle.

4.1

Det skal understreges, at forslaget kun giver mening, hvis det gennemføres tilstrækkeligt hurtigt til at få mærkbar indvirkning på den eksisterende bilpark. Kommissionen skønner, at den gradvise stigning i antallet af køretøjer, som er udstyret med de nye spejle, vil give mulighed for at spare yderligere 1 200 menneskeliv.

4.2

Kommissionen erkender dog selv i den ledsagende konsekvensanalyse (9), at en omgående og ufleksibel håndhævelse af de nye krav vil være forbundet med mange tekniske problemer med negative — også økonomiske — følger for sektorens operatører og deraf følgende mulige markedsforvridninger.

4.3

Kommissionen anslår, at det for over halvdelen af lastbilparkens vedkommende er muligt at påmontere de nye spejle med moderate omkostninger, dvs. omkring 150 EUR (10). For de resterende køretøjers vedkommende varierer løsningerne fra en mindre lempelse af kravene til synsfeltet (>99 %) til meget omstændelige løsninger for de ældre køretøjers vedkommende, som i nogle tilfælde vil kræve ændringer af kabinekonstruktionen for flere tusinde euro uden nogen garanti for et godt resultat.

4.4

Stillet over for disse variabler og i vanskelige tilfælde eller tilfælde (enkelte modeller eller versioner), som synes uløselige, opfordrer Kommissionen den tekniske tjeneste til at »udvise fleksibilitet og acceptere exceptionelle løsninger til overkommelige omkostninger« (11).

4.5

EØSU forstår grundene til denne vaklende holdning, som skyldes de utallige tekniske problemer, der skal overvindes, men mener alligevel, at forslaget i sin nuværende formulering kan medføre vidt forskellige fortolkninger med negative følger for det europæiske godstransportmarked.

4.6

EØSU's kritik af forslaget i dets nuværende form går især på to aspekter: dels faren for forskelsbehandling af fragtmandsvirksomhederne med deraf følgende konkurrenceforvridninger, dels manglen på et let anvendeligt, ensartet og pålideligt godkendelses- og kontrolsystem.

4.6.1

Med hensyn til det første aspekt forekommer det urimeligt at kræve, at de nye spejle skal dække et synsfelt på 99 %, mens andre medlemsstater, som allerede har indført en ordning på området, får lov til at opretholde en grænse på 95 %. EØSU anser det for mere retfærdigt — og desuden lettere at kontrollere — hvis der fastsættes én enkelt grænse for hele EU.

4.6.2

Med hensyn til ligebehandling skal det tilføjes, at medlemsstaternes mulighed for på egen hånd at udskyde de nye bestemmelsers anvendelse på ældre køretøjer (12) kan skabe konkurrenceforvridning mellem lastbiler, som bruges til international fragt. EØSU anbefaler derfor, at tidsplanen for gennemførelsen bliver den samme i alle medlemsstater.

4.6.2.1

I betragtning af det store antal køretøjer og den komplicerede godkendelse er en tilpasningsperiode på to år efter direktivets ikrafttræden efter EØSU's mening nødvendig, men også tilstrækkelig. På det sidste møde i Rådet (transport) (13) synes der at være opnået enighed om den foreslåede løsning. Derimod går Rådet tilsyneladende ind for at anvende direktivet på køretøjer, som er indregistreret — ikke efter 1998 — men fra og med 1. januar 2000, hvorved 15 % af de eksisterende lastbiler undtages.

4.6.3

Endnu mere foruroligende er efter EØSU's mening det andet problem, vi har påpeget, vedrørende godkendelsen og kontrollen med overholdelsen af de nye forskrifter. Det er tvivlsomt, om afprøvningen og godkendelsen af synsfeltet kan gennemføres effektivt i forbindelse med det periodiske bilsyn af hvert enkelt køretøj. Beregningen af synsfeltet er en meget omstændelig operation, der omfatter en række komplekse parametre og målinger.

4.6.3.1

Normalt vedrører typegodkendelsesmærkningen som i tilfældet med direktiv 2003/97/EF, der er henvist til flere gange, godkendelse af et sæt af elementer (spejl, arm, førerhus, sæde og afstanden fra spejlet til jorden) og den afhænger ikke kun af spejlet, men også af den køretøjsmodel, hvorpå det er monteret. Disse afprøvninger foretages på en prototype, således at godkendelsen gælder for hele den efterfølgende produktionsserie. Spejlene godkendes altså som en samlet enhed og godkendelsesmærket, der placeres på spejlhuset, skal ved udskiftning af spejlglasset ikke nødvendigvis også udskiftes. Hvis kun spejlglasset udskiftes, vil allerede ibrugtagne køretøjer, som er typegodkendt på grundlag af det gamle direktiv 71/127/EØF, køre rundt med et typegodkendelsesmærke, som henviser til et forældet direktiv.

4.6.3.2

Hvis der ikke indføres nogen form for overensstemmelsesgaranti (mærke, certifikat osv.) kan man blive nødt til at lade alle køretøjer gennemgå de afprøvninger, der er fastsat i direktiv 2003/97/EF, hvilket ville svare til på ny at skulle godkende synsfeltet for hvert eneste køretøj ligesom i de tilfælde, hvor der er anvendt elektronisk udstyr for at opnå det foreskrevne synsfelt. Man kan let forestille sig det ekstraarbejde, som dette ville give godkendelses- og kontrolmyndighederne, da der jo er tale om millioner af køretøjer.

4.6.3.3

Den løsning, som Kommissionen og Rådet peger på, overlader godkendelsen af overensstemmelsen til de årlige bilsyn i henhold til direktiv 96/96/EF af 20. december 1996 for køretøjer med en vægt på over 3,5 tons.

4.6.3.4

Disse bilsyn begrænser sig for spejlenes vedkommende til at kontrollere, at de forefindes på de påbudte steder, er ubeskadigede og sikkert påmonteret. Det er derfor usandsynligt, at det ved et bilsyn kan attesteres, at det kombinerede udsyn som beskrevet ovenfor dækker det påkrævede synsfelt.

4.6.3.5

Den løsning, som EØSU gerne vil foreslå, da den forekommer at være mere praktisk gennemførlig og pålidelig, er udstedelse af en overensstemmelseserklæring fra den virksomhed, der installerer de nye spejle. Det kunne være et dokument underskrevet af virksomhedens leder med angivelse af alle køretøjets data såvel som dataene for de påmonterede spejle eller spejlglas. En sådan erklæring skulle opbevares i køretøjet og fremvises ved det årlige syn og ved vejkontroller. Da der desuden ville være tale om et dokument med næsten udelukkende kodenumre, ville det ikke være noget stort problem at oversætte det til EU-sprogene.

5.1

I forslagets begrundelse nævnes det, at direktiv 2003/97/EF er blevet ændret ved direktiv 2005/27/EF for at udvide det generelle krav om montering af spejle af klasse IV og klasse V til at omfatte køretøjer i klasse N2 med en vægt på over 3,5 tons mod tidligere 7,5 tons.

5.1.1

Denne formulering er imidlertid uheldig, da den giver indtryk af, at bestemmelsen gælder for alle køretøjer i klasse N2 på under 7,5 tons. Rent faktisk gælder kravet i direktiv 2005/27/EF kun for de køretøjer i klasse N2, som har et førerhus svarende til et køretøj i klasse N3 og hvorpå der kan monteres et spejl af klasse V to meter over jorden. Kun i det tilfælde kan der kræves montering af to nye spejle.

5.1.2

EØSU foreslår derfor for klarhedens skyld, at der i artikel 2, litra b), i forslaget indføjes en specifik undtagelse for køretøjer i klasse N2 med en vægt på under 7,5 tons, hvorpå der ikke kan påmonteres et spejl i klasse V, som fastsat i direktiv 2005/27/EF.

5.2

I ottende betragtning foreslås en undtagelse for »køretøjer, som har en kort resterende driftslevetid«, hvormed der naturligvis menes ældre køretøjer, som snart vil blive taget ud af drift. I betragtning af, at gennemsnitslevetiden for bilparken ikke er den samme i alle medlemsstater, bør Kommissionen præcisere dette udtryk med en kvantitativ angivelse.

5.3

Mange ibrugtagne køretøjer har allerede som ekstraudstyr et vidvinkelspejl (klasse IV) i førersiden. Med det nye krav om et vidvinkelspejl i passagersiden bør det første spejl også udskiftes. Føreren, som i forvejen skal kigge i en række spejle, kan få problemer med at vurdere afstandene med to vidvinkelspejle med forskellig krumning.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/28

1.1

Toppræstationer på det videnskabelige og teknologiske område og deres udmøntning i en konkurrencedygtig økonomisk styrke er en væsentlig forudsætning for, at vi kan sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår nanoteknologi, informationssamfundet, energi- og klimaspørgsmål, bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet og udvikle den europæiske sociale model i stedet for at bringe den i fare.

1.2

EØSU har altid påskønnet initiativer, som har til formål at:

1.3

EØSU støtter helt og fuldt ideen om at skabe et instrument som Det europæiske Teknologiske Institut (ETI), der skal bidrage til udvikling af uddannelse af høj kvalitet, innovation og forskning ved at tilskynde til samarbejde og integration mellem europæiske ekspertisecentre på industriens, universiteternes og videnskabens område.

1.4

EØSU understreger betydningen af at udvikle forslaget om ETI i overensstemmelse med dets retsgrundlag, der tager sigte på »at industrien hurtigere kan tilpasse sig strukturforandringerne, at fremme et klima, der er gunstigt for initiativer og udvikling af virksomheder overalt i Fællesskabet, navnlig små og mellemstore virksomheder, at fremme et klima, der er gunstigt for samarbejde mellem virksomheder samt at fremme udnyttelsen af det industrielle potentiale i politikkerne for innovation, forskning og teknologisk udvikling (2)«.

1.5

Hvis dette nye integrerede instrument for viden, forskning og innovation skal opnå succes, skal det imidlertid efter EØSU's mening have karakteristika, der skiller det ud fra de eksisterende integrerede EU-instrumenter som f.eks. de europæiske teknologiplatforme, de fælles teknologiinitiativer, de europæiske ekspertisenet, de integrerede projekter og de avancerede europæiske masterprogrammer (3).

1.6

EØSU er klar over, at det ville være urimeligt at drage forenklede paralleller mellem det kommende ETI og et institut som MIT i USA, eftersom sidstnævnte aldrig har været et føderalt ekspertiseprojekt, men et fremragende universitet med en »MIT corporation« bag sig og et »investment management company« ved sin side. Den succes, institutioner som MIT opnår, viser imidlertid, at høj ekspertise er resultatet af en udviklingsproces, der bygger på de rette principper og tilstrækkelig støtte.

1.7

Hvis det kommende ETI har ambitioner om at blive en hovedaktør i verdensklasse, dvs. en referencemodel og et symbol på europæisk ekspertise, skal dets funktion efter EØSU's mening ikke begrænses til integration af ressourcer.

1.8

Instituttets koncept, struktur og form skal svare fuldt og helt til målsætningerne i EF-traktaten, som er dets væsentligste retsgrundlag, men derudover skal det også udvikle en videnskabs- og teknologiorienteret kompetence- og ekspertisekultur, som tiltrækker de bedste studerende og former de bedste videnskabsmænd og teknikere. Dette er en forudsætning for at skabe ny viden og fortsat innovation.

1.9

EØSU finder det vigtigt, at man ikke nøjes med at realisere ideen om et internationalt anerkendt flagskib på vidensområdet (4) — det kræver udholdenhed af alle involverede parter at udvikle det ry for fremragende resultater, der kendetegner de enkelte videns- og innovationssamfund (»VIS'er«) — men også prøver at opnå konkrete resultater, der har en effekt på markedet,

1.10

Instituttet bør i sin opbygning og form:

1.10.1

Det kunne overvejes, om et fællesforetagende ville være en egnet model.

1.11

ETI's succes vil, i hvert fald i starten, være stærkt afhængig af EU's og medlemsstaternes finansielle støtte, som imidlertid ikke bør tages fra de andre vedtagne programmer for forskning og innovation.

1.11.1

Efter EØSU's mening vil dels incitamenter til patentudtagning og retningslinjer for forvaltning af intellektuel ejendom, dels evnen til at finde private finansieringskilder få stadig større betydning i det nye institut. De private midler skal fylde mere end EU-støtten for ikke at trække ressourcer ud af andre programmer, især inden for forskning og innovation.

1.11.2

Hvad angår finansieringen mener EØSU, at det i starten er nødvendigt med en tildeling af EU-midler, som kan tages fra de supplerende midler i forbindelse med midtvejsrevisionen af det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, men at en væsentlig del bør kommer fra medlemsstaterne på en pro rata-basis. Det vil også være muligt at iværksætte EIB-foranstaltninger med henblik på innovationsnetværk og universitetsforskning.

1.12

Den kapacitet, som instituttet vil kunne opbygge på markedet for viden, innovation og forskning for at sikre et stadig større samspil mellem instituttet selv og dets forgreninger, dvs. videns- og innovationssamfundene (VIS'erne), er for EØSU af største betydning.

1.12.1

Den kan bl.a. fremmes gennem store ETI-organiserede arrangementer for offentligheden for at markedsføre et fælles ekspertisemærke med en netværksstruktur, der decentralt kan tiltrække og videreformidle viden og innovation.

1.12.2

Innovation og succes er resultatet af en vanskelig balance mellem målrettede procedurer og individuel frihed til at udvikle nye idéer og begreber, der sættes ud på konkurrencens prøveterræn. Opfyldelse af standardiserede EU-kriterier for kvalitetssikring bør ligge til grund for forskning, viden og innovation i hele ETI-netværket.

1.13

Udvælgelsen af kandidater til VIS'erne blandt virksomheder, forskningscentre, laboratorier og universiteter bør efter EØSU's mening følge bottom-up-princippet og baseres på klare og gennemsigtige kriterier, herunder faglig udmærkelse og succes samt kompetence og erfaring vedrørende overførsel af teknologi til især små og mellemstore virksomheder.

1.13.1

Den nye status som videns- og innovationssamfund bør under ingen omstændigheder betragtes som tidsubegrænset. VIS'ernes kvalitet og konkrete resultater bør regelmæssigt evalueres, men der er behov for en vis opbygningsperiode.

1.14

EØSU mener desuden, at ETI, hvor det er muligt, skal forsøge at inddrage udvalgte ekspertisecentre, som allerede findes i EU, men undgå at blive en bureaukratisk overbygning på de eksisterende ekspertiseinstitutioner i EU. Instituttet skal af denne grund lægge hovedvægten på det industrielle aspekt og tværfaglig forskning, både i de vedtægtsbestemte organer og i udvælgelsesorganerne.

1.14.1

Det ville i denne forbindelse være hensigtsmæssigt at oprettet et »ETI investment management company«, som med mere innovative tiltag kunne rette op på de mangler, der ofte har været karakteristiske for forholdet mellem erhvervsliv, universiteter og forskning.

1.15

Endelig finder EØSU det nødvendigt, at både VIS'erne og ETI præciserer, hvordan ETI-eksamensbeviser skal defineres og udstedes. Retten til og ansvaret for at udstede eksamensbeviser bør, i hvert fald i en tilstrækkelig lang begyndelsesperiode, fortsat indehaves af de universiteter og/eller polytekniske læreanstalter (teknologiske institutter) i medlemsstaterne, som udvælges til partnere inden for de enkelte VIS'er. Når visse mindstekrav er opfyldt, kan deres eksamener forsynes med ETI-mærket.

1.16

Forudsætningen for at forsyne VIS'ernes eksamensbeviser med ETI-mærket bør efter EØSU's mening være, at studierne og forskningen har fundet sted på mindst tre forskellige institutter i tre medlemsstater (for at sikre eksamensbevisets tværfaglige, europæiske dimension), at de har demonstreret tilstrækkeligt gode muligheder for innovation, og at de er blevet godkendt centralt af Det Europæiske Teknologiske Institut.

1.17

Hvad angår forslaget til ETI's vedtægter finder EØSU det hensigtsmæssigt, at der til at bistå den deri nævnte bestyrelse (5) oprettes et overvågningsudvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne med en repræsentant for Kommissionen som formand, et forretningsudvalg bestående af 2 repræsentanter for erhvervslivet, 2 for forskningscentrene og 2 for universiteterne under forsæde af bestyrelsens formand, en administrerende direktør og en rektor.

2.1

Midtvejsrapporten med titlen »Vækst og beskæftigelse: en fælles opgave — Et nyt afsæt for Lissabon-strategien«  (6), som blev fremlagt på Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2005, fastlagde grundlæggende principper for fornyelsen af strategien, f.eks. målrettede foranstaltninger, bred enighed om målsætningerne og klart definerede ansvarsniveauer.

2.2

En af Lissabon-strategiens faste bestanddele har været udbredelse af viden gennem et uddannelsessystem af høj kvalitet. EU bør sikre, at de europæiske universiteter kan konkurrere med de bedste universiteter i verden, men dette forudsætter gennemførelse af »det europæiske område for videregående uddannelse«, som gør det lettere at skabe og udbrede viden i hele Unionen.

2.3

For at bidrage til realiseringen af dette mål meddelte Kommissionen, at den agtede at oprette et »europæisk teknologisk institut«, og at den ville bestræbe sig på at gøre de europæiske universiteter konkurrencedygtige på internationalt niveau. »De nuværende tilgange til finansiering, styring og kvalitet lever på mange måder ikke op til de udfordringer, der er på det nuværende globale marked for akademikere, studerende og viden som sådan«, var begrundelsen.

2.4

EØSU har flere gange udtalt sig om denne problematik (7). I sin sonderende udtalelse »Vejen til et europæisk videnbaseret samfund — det organiserede civilsamfunds bidrag til Lissabon-strategien«  (8) understregede EØSU bl.a. nødvendigheden af at skabe et europæisk vidensområde baseret på samarbejde om uddannelse, innovation og forskning. EØSU opfordrer i udtalelsen virksomheder, finansielle institutioner og private fonde til at påtage sig deres del af ansvaret og øge deres investeringer i den videnbaserede økonomi samt yde støtte til bl.a. offentlig-private partnerskaber på europæisk niveau.

2.5

I USA har Massachussets Institute of Technology (MIT), oprettet i Boston i 1861, i dag ca. 10 000 studenter og en lærerstab på ca. 10.000, der arbejder i et tværfagligt system af høj kvalitet på områder som økonomi, jura, arkitektur, ingeniørvidenskab, management-teknik, matematik, fysik og biologi. MIT koster over 1 mia. USD om året, men er nummer 5 på »Shanghai-listen«, som opregner de bedste universiteter i verden (9).

2.6

Hvad Europa angår, skulle Bologna-processens mål være nået i 2010. Bologna-processen er det initiativ, som EU iværksatte i 1999 for at kunne harmonisere de forskellige systemer for videregående uddannelse i EU med henblik på oprettelse af et »europæisk område for videregående uddannelse« og fremme det europæiske videregående uddannelsessystem på verdensplan. Følgende målsætninger blev fastlagt:

2.7

Den 26. september 2006 vedtog Europa-Parlamentet en resolution om etablering af en europæisk referenceramme for kvalifikationer (11), som tager højde for Bologna-processen og København-processen. Den skal styrke det europæiske samarbejde om erhvervsuddannelse, for hvilket der opstilles en række konkrete mål (12).

2.8

I 2005 offentliggjorde Kommissionen sin anden statusrapport om gennemførelsen af Lissabon-målene på uddannelsesområdet (13). Den fremhæver bl.a., at det er vanskeligt at øge antallet af højtuddannede i Europa, at det er nødvendigt at opdatere og supplere viden, kompetencer og kvalifikation i løbet af et arbejdsliv gennem avancerede ordninger for livslang læring, at der er behov for at øge de offentlige investeringer i højere uddannelse samt supplere med private investeringer, og at der skal uddannes højtkvalificerede lærere og undervisningspersonale for at sikre generationsskiftet (1 mio. personer i perioden 2005-2015).

2.9

I 2006 blev der foretaget en OECD-undersøgelse set ud fra et efterspørgselssynspunkt (14). Undersøgelsen, »Programme for International Student Assessment« (PISA) (15), udstikker en generel ramme for studerendes karakteristika, holdninger og evner til at anvende det, de har lært.

2.10

Svaghederne i det europæiske universitetsuddannelsessystem synes at have især fire årsager (16):

2.11

Oprettelsen af et europæisk teknologisk institut skal især afhjælpe følgende problemer:

2.12

Europa-Parlamentet sagde i sin resolution om 2007-budgettet på den ene side ja til idéen om at øge mulighederne i vidensamfundets tre grundpiller (uddannelse, forskning og innovation) og styrke deres indbyrdes forbindelser, men på den anden side udtrykte det skepsis over for oprettelsen af et nyt europæisk teknologisk institut, som efter dets opfattelse kunne underminere eller overlappe allerede eksisterende strukturer og derfor ikke ville være den mest effektive måde at anvende de finansielle midler på dette område på (18).

2.13

Det Europæiske Råd bekræftede derimod på sit møde den 15.-16. juni 2006, at et europæisk teknologisk institut, som samarbejder med eksisterende nationale institutioner, vil være et betydningsfuldt skridt i retning af at skabe den sammenhæng mellem videregående uddannelse, forskning og innovation, som mangler på nuværende tidspunkt. Instituttet skal suppleres med andre aktioner, der forbedrer netværk og synergieffekter mellem fremragende forsknings- og innovationsmiljøer i Europa. Rådet opfordrede Kommissionen til at fremsætte et formelt forslag om oprettelse af instituttet. Som svar på denne opfordring fremsatte Kommissionen i november 2006 det forslag til forordning (19), som denne udtalelse behandler, efter udsendelse af to meddelelser om emnet (20).

2.13.1

Derpå bekræftede Det Europæiske Råd i december 2006 sin positive holdning, som er beskrevet ovenfor.

3.1

Ideen bag Kommissionens forslag til forordning om oprettelse af et europæisk teknologisk institut er, at det kan bidrage til industriens konkurrenceevne ved at styrke medlemsstaternes og EU's innovationskapacitet. Forslagets målsætninger er at:

3.2

Kommissionen foreslår, at ETI får en integreret struktur på to niveauer, der kombinerer en top-down-tilgang med en bottom-up-tilgang på denne måde:

3.3

ETI's almindelige budget for perioden 2007-2013 anslås til ca. 2 367 100 mio. EUR, der kommer fra:

4.1

EØSU har altid påskønnet initiativer, som har til formål at styrke EU's og medlemsstaternes innovationsevne, fremme en integreret tilgang til de tre elementer, som vidensamfundet skal bygge på, og konsolidere forbindelserne mellem den akademiske verden og erhvervslivet. EØSU går varmt ind for bedre koordinering af forskningsindsatsen, intensivering af innovation og uddannelse i EU, et mere effektivt offentlig-privat partnerskab om F&U og bedre adgang til ny viden for små og mellemstore virksomheder (21).

4.2

EØSU kan imidlertid ikke fravige de tre nøgleprincipper, der ligger til grund for fornyelsen af Lissabon-strategien, nemlig:

4.3

Det bør derfor efter EØSU's mening nøje overvejes, hvordan ETI-initiativet hænger sammen med de mange andre igangværende initiativer, der tager udgangspunkt i andre politikker for bl.a. forskning, virksomhederne, regional udvikling, vidensamfundet, uddannelse og kultur.

4.3.1

Hvis det kommende europæiske teknologiske institut skal blive en referencemodel og et symbol på europæisk ekspertise, skal det efter EØSU's mening ikke kun begrænse sig til at integrere ressourcer, men tilrettelægge hele sit koncept, sin struktur og opbygning med henblik på opfyldelse af målsætningerne i EF-traktaten, som er dets vigtigste retsgrundlag.

4.3.2

EØSU understreger, at et nøgleelement i instituttets succes vil være dets evne til at styrke markedsføringen af et fælles ekspertisemærke via en netværksstruktur, der decentralt kan tiltrække og videreformidle videns- og innovationsressourcer.

4.4

EØSU er enigt i, at instituttets struktur bør være så enkel som muligt samt fleksibel og dynamisk, så det kan opfylde de nye krav. EØSU mener, at muligheden for at oprette et fællesforetagende (22) bør undersøges, men understreger, at strukturen skal være orienteret mod erhvervsliv og beskæftigelse, og at instituttet skal koncentrere sig om sit først erklærede mål, nemlig at omdanne resultaterne af forskning og udvikling til markedsmuligheder.

4.4.1

Udvælgelseskriterierne for de ledende organer skal derfor ikke kun og ikke i så høj grad bero på videnskabelig ekspertise, men snarere på evnen til at tiltrække innovativ kapital, starte nye virksomheder, skabe og udnytte patenter og tiltrække offentlig og eller privat finansiering, uden at glemme SMV'erne.

4.5

Denne kurs skal efter EØSU's mening afspejles i kriterierne for udvælgelse af videns- og innovationssamfundene (VIS'erne), hvis konsortier i tråd med prioriteterne for EU's flerårige programmer for forskning og innovation skal forblive åbne, så små og mellemstore virksomheder får lettere ved at deltage, og der sikres størst mulig fleksibilitet og et minimum af administrative byrder.

4.5.1

Videns- og innovationssamfundenes kvalifikationskriterier bør defineres bedre:

4.6

Hvis man som led i Lissabon-strategien vil fremme et europæisk vidensområde, er det nødvendigt at skabe incitamenter, der kan fremme mobiliteten mellem de forskellige intellektuelle erhverv og mellem den offentlige og den private sektor, styrke bevægelserne mellem de forskellige leder- og mellemleder og mellem forskere og ingeniører samt lette udvekslingen mellem institutionelle sektorer og private sektorer (23). Mobilitet på europæisk plan bør være en meritgivende del af uddannelses- og forskningsforløb samt i forbindelse med teknologiske applikationer.

4.7

Hvad angår den finansielle støtte til ETI's aktiviteter bemærker EØSU, at den foreslåede startstøtte er meget begrænset, mens de finansielle midler fremover tilsyneladende skal komme fra de traditionelle programmer (24) og fra de allerede reducerede midler på budgettet for forskning, innovation og uddannelse for perioden 2007-2013 i konkurrence med andre integrerede instrumenter, der har bevist deres effektivitet, f.eks. de integrerede projekter og ekspertisenetværkene, samt nyere instrumenter såsom de fælles teknologiinitiativer og de europæiske teknologiplatforme.

4.7.1

De finansielle midler, der er afsat i det syvende rammeprogram for forskning og udvikling for perioden 2007-2013, svarer til ca. 5,8 % af EU's samlede budget, hvilket allerede er utilstrækkeligt til at opretholde incitamentspolitikken for forskning. Der kan derfor ikke tages ressourcer derfra, men gennem de normale procedurer for deltagelse i udbud, hvori ETI og VIS'erne skulle kunne konkurrere på lige fod med andre udbydere.

4.7.2

ETI's succes vil, i hvert fald i starten, være stærkt afhængig af EU's og medlemsstaternes finansielle støtte, som imidlertid ikke bør tages fra de andre vedtagne programmer for forskning og innovation. Kommissionens skøn for perioden 2007-2013 for det overordnede ETI-system forekommer at være for lavt, mens EU-støtten fra ikke-tildelte budgetmidler er yderst lille. Efter EØSU's mening kunne man overveje at oprette et fællesforetagende i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 171 med direkte deltagelse af de berørte medlemsstater (jf. f.eks. fællesforetagendet Galileo) (25).

4.7.3

EØSU mener, at den nødvendige opstartsfinansiering kunne tilvejebringes via supplerende midler i forbindelse med midtvejsrevisionen af det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Disse midler skulle supplere de direkte pro-rata-bidrag fra medlemsstaterne.

4.7.4

En anden finansieringskilde kunne findes i EIB's aktiviteter som led i »Innovation 2010-initiativet« og i EIB's indsats for universitetsforskning (26) og universitetsnetværk.

4.8

EU's F&U-politik har desuden behov for en mere systematisk overvågning af alle de faktorer, som begrænser forskernes mobilitet. De mange forskellige regler for anerkendelse af akademiske grader og beskatnings-, forsikrings- og sygesikringsregler lægger i dag sten i vejen for mobiliteten (27).

4.9

Hvis Det Europæiske Teknologiske Institut skal blive en aktør i verdensklasse, der kan inspirere andre aktører og andre europæiske vidensnetværk inden for innovation, forskning og uddannelse til at forbedre deres resultater, skal det være i stand til at tiltrække betydelige private midler, der efterhånden skal udgøre hovedparten af instituttets finansielle støtte.

4.10

Det vil være en vigtig faktor i denne sammenhæng, hvilken løsning man finder på problemerne med beskyttelse af intellektuel ejendomsret, som måske fortjener at blive yderligere belyst i forslaget, og på problemerne med definition og udstedelse af ETI-eksamensbeviser.

4.11

EØSU finder det nødvendigt, at både VIS'erne og ETI præciserer, hvordan ETI-eksamensbeviser skal defineres og udstedes.

4.11.1

I en tilstrækkelig lang begyndelsesperiode bør retten til og ansvaret for at udstede eksamensbeviser fortsat indehaves af de universiteter og/eller polytekniske læreanstalter i medlemsstaterne, som er blevet udvalgt til deltagelse i et VIS. Dog bør udstedelse af eksamensbeviser også i begyndelsesperioden opfylde bestemte minimumskrav.

4.11.2

Kravene kan bl.a. omfatte følgende:

4.12

Hvad angår forslaget til ETI's vedtægter finder EØSU det hensigtsmæssigt, at der til at bistå en bestyrelse — som skal have samme sammensætning som bestyrelsen i Kommissionens vedtægtsforslag, dvs. 5 repræsentanter fra erhvervslivet, 5 fra offentlige og private forskningscentre og 5 fra offentlige og private universiteter, hvortil kommer 4 repræsentanter for ETI's og VIS'ernes ansatte og studerende (28), med en repræsentant for Kommissionen som formand — oprettes:

4.12.1

Hvis det vedtages at gøre ETI til et fællesforetagende, vil det administrative og videnskabelige personale skulle ansættes på tidsbegrænsede kontrakter, der bygger på den ordning, der gælder for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (29).

—

en fælles ramme for større gennemsigtighed i kompetencer og kvalifikationer (et europæisk CV, eksamens- og kvalifikationsbeviser, dokumentet »Europass-uddannelse« osv.),

—

samme ordning for overførsel af bevillinger til erhvervsuddannelse som til videregående uddannelse,

—

fælles kvalitetsprincipper og -kriterier for erhvervsuddannelse, som kan danne grundlag for EU-initiativer såsom retningslinjer for kvalitet og tjeklister for uddannelse,

—

fælles principper for validering af formel og uformel læring, især med henblik på at sikre større kompatibilitet mellem fremgangsmåderne i forskellige lande og på forskellige niveauer,

—

en europæisk dimension i vejledning og rådgivningstjenester for at give borgerne bedre adgang til livslang læring.

1)

måling af fremskridt mht. læring på længere sigt samt sammenligning af fremskridtene i forskellige lande,

2)

forholdet mellem undervisningsaspekter og læringsresultater,

3)

evaluering af ikt-kompetencer samt anvendelse af teknologi til dækning af en bredere række af evalueringsopgaver.

—

Bestyrelsen, der består af de stiftende medlemmer. Beslutninger træffes med simpelt flertal, bortset fra meget vigtige beslutninger, som kræver et flertal på 75 %. Bestyrelsen træffer alle strategiske beslutninger angående programmer, finansiering og budget og udpeger desuden direktøren for fællesforetagendet.

—

Forretningsudvalget, som bistår bestyrelsen og direktøren.

—

Den administrerende direktør er den udøvende myndighed, der varetager den daglige ledelse af fællesforetagendet og repræsenterer det i retlig henseende. Han leder medarbejderne, ajourfører programudviklingsplanen, udarbejder og forelægger for bestyrelsen den årlige resultatopgørelse og balance og udarbejde årsrapporten om de fremskridt, der er gjort i programmet, og om dets finansielle situation.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/35

1.

Formålet med forslaget er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 74/347/EØF af 25. juni 1974 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende synsfelt og forrudeviskere for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer.

2.

EØSU finder det særdeles nyttigt, at alle teksterne samles i ét direktiv. Det er blevet understreget, at den konstitutive kodificering ikke medfører nogen indholdsmæssige ændringer, men kun tjener til at gøre EU-lovgivningen klar og overskuelig. EØSU tilslutter sig helhjertet denne målsætning og hilser derfor, med den ovennævnte forsikring, forslaget velkommen.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/36

1.

Formålet med forslaget er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 74/151/EØF af 4. marts 1974 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende visse dele og specifikationer for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer.

2.

EØSU finder det særdeles nyttigt, at alle teksterne samles i ét direktiv. Det er blevet understreget, at den konstitutive kodificering ikke medfører nogen indholdsmæssige ændringer, men kun tjener til at gøre EU-lovgivningen klar og overskuelig. EØSU tilslutter sig helhjertet denne målsætning og hilser derfor, med den ovennævnte forsikring, forslaget velkommen.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/37

1.

Formålet med forslaget er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 74/152/EØF af 4. marts 1974, om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende konstruktivt bestemt maksimalhastighed for samt lad til landbrugs- og skovbrugstraktorer.

2.

EØSU finder det særdeles nyttigt, at alle teksterne samles i ét direktiv. Det er blevet understreget, at den konstitutive kodificering ikke medfører nogen indholdsmæssige ændringer, men kun tjener til at gøre EU-lovgivningen klar og overskuelig. EØSU tilslutter sig helhjertet denne målsætning og hilser derfor, med den ovennævnte forsikring, forslaget velkommen.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/38

1.

Formålet med forslaget er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 75/321/EØF af 20. maj 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om styreapparater for landbrugs- eller skovbrugshjultraktorer.

2.

EØSU finder det særdeles nyttigt, at alle teksterne samleS i ét direktiv. Det er blevet understreget, at den konstitutive kodificering ikke medfører nogen indholdsmæssige ændringer, men kun tjener til at gøre EU-lovgivningen klar og overskuelig. EØSU tilslutter sig helhjertet denne målsætning og hilser derfor, med den ovennævnte forsikring, forslaget velkommen.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/39

1.

Det foreliggende direktivforslag om kodificering af direktiv 98/27/EF (1) af 19. maj 1998 består i en ændring af et forslag på samme område, forelagt den 12. maj 2003 (2), som udvalget i sin udtalelse hilste velkomment (3).

2.

Udformningen af dette nye forslag blev nødvendig efter offentliggørelsen af direktiv 2995/29/EF af 11. juni 2005 vedrørende urimelig handelspraksis, hvor det eksplicit anføres, at en sådan praksis kan gøres til genstand for søgsmål med påstand om forbud som forudset i det nævnte direktiv. Sigtet er at forebygge og bringe disse former for praksis til ophør og give legitimitet til søgsmål hidrørende fra organisationer, der repræsenterer forbrugernes kollektive interesser.

3.

Som omtalt i den ovenfor nævnte udtalelse, minder udvalget om, at der på basis af den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke kan indføres nogen indholdsmæssige ændringer i forbindelse med en kodifikation. Efter en gennemgang af de foreslåede ændringer kan det konstateres, at dette princip er overholdt, og det bør også fremhæves, at Kommissionen har imødekommet EØSU's anmodning i den omtalte udtalelse gående ud på, at direktivforslaget skal ledsages af en samlet modificeret tekst med angivelse af alle de indførte ændringer.

4.

EØSU vil dog minde om, at det allerede i udtalelsen afgivet om det første forslag fra Kommissionen på dette område (4), som lå til grund for det nuværende direktiv 98/27/EF havde gjort opmærksom på, at henvisningen i artikel 1, stk. 1, til et »bilag« med en liste over direktiver, utilsigtet skaber behov for en konstant ændring af bilaget — hvilket også er sket — hver gang der offentliggøres et nyt direktiv, hvis indhold kræver gennemførelse via aktioner af den karakter, som er forudset i artiklens ordlyd, med henblik på beskyttelsen af forbrugernes kollektive interesser (5).

4.1

Det tilføjer, at denne formulering afspejler en unødvendigt kompliceret måde at lovgive på, som strider i mod principperne om »bedre lovgivning« og »forenkling af lovgivningen«, som EØSU ligesom Kommissionen er fortaler for.

5.

Desuden styrker offentliggørelsen af direktiv 2005/29/EF (6), herunder navnlig bestemmelserne i artikel 11 og 14, den i EØSU-udtalelsen fra 1996 omtalte henstilling, hvor man allerede dengang anså det for nyttigt med et erstatningssøgsmål med henblik på yderligere at styrke effektiviteten i et søgsmål med påstand om forbud.

5.1

I konsekvens heraf beder EØSU Kommissionen om på ny at overveje, om det er hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for søgsmål til repræsentation af kollektive interesser, nærmere bestemt forbrugernes.

6.

Afslutningsvis afgiver EØSU inden for de snævre rammer af den kodifikation, Kommissionen har foretaget, på basis af afgørelsen af 1. april 1987 [KOM(1987) 868 PV] en positiv udtalelse om det foreliggende initiativ, ligesom det allerede tidligere har gjort i relation til samme direktiv.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/40

1.1

Efter 50 år med løbende EU-lovgivning i form af traktater, direktiver, forordninger, henstillinger, retspraksis ved EF-domstolen og andre fællesskabstekster, men uden konsekvent konsolidering af lovgivningen, er EU-retten blevet særdeles uoverskuelig og vanskelig at forstå, selv for specialister.

1.2

På visse retsområder er der f. eks. blevet udstedt nye direktiver, uden at der samtidig er blevet foretaget en prøvelse af, hvorvidt de bestående direktiver derved er blevet forældede eller har kunnet indarbejdes i senere lovgivning med det formål at ophæve det hidtidige direktiv på området; eller også er bestemte aspekter af et retsområde, der egentlig udgør en helhed, gennem årene blevet reguleret i en række selvstændige direktiver af nyere dato. Man har ligeledes set, at dele af direktiver efterfølgende er blevet ændret ved andre retsakter, uden at der samtidig er blevet vedtaget en ny retligt bindende, konsolideret lovtekst.

1.3

Tiden er med andre ord inde til at få ændret denne situation. Der er intet, der taler imod en teknisk konsolidering af de eksisterende direktiver, så længe denne foretages i god tro og ikke bruges til andre formål, som f. eks. at gøre regnskabet op med andre institutioner for på den måde alligevel at få gennemtrumfet sin vilje uden om den politiske proces, inden for hvis rammer man hidtil ikke har haft held hertil.

Derfor må Kommissionens erklærede hensigt om at foretage en oprydning i de eksisterende lovtekster ud fra rent retstekniske synspunkter principielt hilses velkommen.

1.4

Kommissionens udtrykkelige forsæt om gennem forenkling af EU-retten at medvirke til fjernelse af bureaukrati og ressourcespild i medlemsstaterne kan ligeledes kun billiges.

1.5

Kommissionens i denne hensigt fremsatte direktivforslag om samtidig ophævelse og/eller ændring af eksisterende retsakter bør imidlertid granskes i lyset af førnævnte synspunkter.

2.1

Kommissionen foreslår at ophæve det hidtidige direktiv 71/304/EØF gennem vedtagelse af et nyt direktiv (2).

2.2

Rådets direktiv 71/304/EØF af 26. juli 1971 blev vedtaget med det formål at forpligte medlemsstaterne til at afskaffe begrænsninger vedrørende adgang til, tildeling af, udførelse af eller deltagelse i udførelse af bygge- og anlægskontrakter for statens, lokale organers og offentligretlige juridiske personers regning til gavn for grænseoverskridende tjenesteydere. Direktivet var rettet mod direkte og indirekte diskriminering af udenlandske tjenesteydere ved tildeling af offentlige bygge- og anlægskontrakter i medlemsstaterne. Derudover forpligtede det medlemsstaterne til at sikre dels lige adgang for udenlandske entreprenører til kreditter, støtte og tilskud på samme betingelser som indlændinge, dels, at udenlandske virksomheder »uden begrænsninger, og i hvert fald på samme betingelser som indlændinge, kan udnytte de forsyningsmuligheder, som staten er i stand til at kontrollere, og som er nødvendige for dem til kontraktens udførelse«.

2.3

Kommissionens begrundelse for forslaget er, at direktivet er blevet forældet på grund af de ændringer, der er blevet foretaget siden dets vedtagelse.

2.3.1

For det første er området for offentlige bygge- og anlægskontrakter iflg. Kommissionen reguleret af de to direktiver 2004/17/EF og 2004/18/EF, hvorved det oprindelige direktiv er blevet forældet.

2.3.2

I det omfang direktiv 71/304/EØF derudover generelt omhandler den frie udveksling af tjenesteydelser, er der iflg. Kommissionen for det andet i mellemtiden sket en betydelig udvikling i EF-Domstolens retspraksis på området. Som belæg for sin opfattelse citerer Kommissionen i en fodnote ordret et punkt i EF-Domstolens sammendrag af sin afgørelse i sag C-76/90, Säger, hvori det hedder, at EØF-traktatens artikel 59 (fri udveksling af tjenesteydelser, nuværende artikel 49) ikke blot kræver afskaffelse af enhver forskelsbehandling til skade for tjenesteyderen på grund af dennes nationalitet, men også ophævelse af enhver restriktion — også selv om den anvendes uden forskel på indenlandske tjenesteydere og tjenesteydere fra andre medlemsstater — »der kan være til hinder for eller på anden måde genere den virksomhed, som udøves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor han lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser.«

2.3.3

I sin begrundelse sammenfatter Kommissionen EF-Domstolens retspraksis således, at denne iflg. Kommissionen har fastslået, »at EF-traktatens artikel 49 forbyder foranstaltninger, der finder ensartet anvendelse, men som kan genere den fri udveksling af tjenesteydelser.«

2.4

Under fornyet henvisning til de senere direktiver om tildeling af offentlige bygge- og anlægskontrakter samt til Säger-dommen lægger Kommissionen i betragtningerne vægt på, at disse efter dennes opfattelse sikrer de økonomiske beslutningstagere et beskyttelsesniveau, der er mindst lige så højt som det, der følger af det direktiv, som foreslås ophævet.

2.5

Direktivets dispositive del består af fire artikler. Artikel 1 ophæver direktiv 71/304/EØF. Artikel 2 pålægger medlemsstaterne at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet, at tilsende Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og direktivet samt ved selve vedtagelsen eller i forbindelse med offentliggørelsen af bestemmelserne at henvise til direktivet, idet de nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne. Artikel 3 fastsætter direktivets ikrafttrædelse til dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende, og artikel 4 fastslår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne.

3.1

Det forelagte direktivforslag om ophævelse af direktiv 71/304/EØF lever desværre ikke på alle punkter fuldstændig op til en granskning i henhold til de kriterier, der er anført ovenfor under punkt 1.

3.2

Generelt bemærkes det, at det foreslåede direktiv om ophævelse af et andet direktiv er det første i en hel række lignende lovforslag af denne type. Det er derfor rimeligt at spørge, om den mest effektive metode til at gennemføre de kommende måneders og års arbejdsprogram om ophævelse af et stort antal forældede direktiver virkelig består i, at der for hvert enkelt forældet direktiv udstedes et nyt. I forbindelse med den videre gennemførelse af arbejdsprogrammet bør det endnu en gang undersøges, om ikke en anden og mere effektiv mulighed kunne være at ophæve flere direktiver i kraft af et enkelt nyt direktiv. Eftersom medlemsstaternes lovgivning ikke sjældent omfatter gennemførelse af flere direktiver samtidig, kunne det således undgås, at medlemsstaterne med korte mellemrum hele tiden ville skulle ændre de samme love igen og igen.

3.3

Henset til det foreliggende direktivforslag bør det endnu en gang overvejes, om der virkelig ikke er noget alternativ til den implementeringsmetode, der er fastsat i artikel 2, eller om en henstilling til medlemsstaterne om at undersøge deres eksisterende lovgivning med henblik på at fastslå, hvorvidt der er behov for en tilpasning, og om i givet fald at foretage denne, ikke ville være tilstrækkelig.

3.4

Direktivet af 1971, som foreslås ophævet, omhandlede nemlig i alt væsentligt ophævelsen af diskriminerende love og bestemmelser i medlemsstaterne samt gennemførelsen af generelle EF-retlige principper i forbindelse med indgåelsen af offentlige kontrakter, lovgivning der i mellemtiden er blevet gentaget og detaljeret yderligere i direktiver af nyere dato.

3.5

I det omfang det drejede sig om afskaffelse af diskriminerende bestemmelser i medlemsstaterne, skulle dette ske i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 71/304/EØF allerede tilbage i halvfjerdserne eller, for de senere tiltrådte medlemsstaters vedkommende, i forbindelse med gennemførelsen af gældende fællesskabsret ved tiltrædelsen. Den planlagte ophævelse af nævnte direktiv er imidlertid netop ikke ensbetydende med, at afskaffelsen af de tidligere diskriminerende nationale bestemmelser skal annulleres. Den nationale lovgivning om ophævelse af diskriminerende bestemmelser, der blev vedtaget dengang, skal med andre ord ikke tilpasses det forhold, at direktivet nu ophæves, eftersom lovgivningen i langt de fleste tilfælde har opfyldt sit formål om afskaffelse af de diskriminerende bestemmelser, og eftersom traktaten og alle senere direktiver i forvejen stadfæster afskaffelsen eller forbyder diskriminerende bestemmelser.

3.6

I det omfang det drejer sig om medlemsstaternes udbudsregler, er disse stort set og senest efter vedtagelsen af de to direktiver 2004/18/EF og 2004/17/EF bragt i overensstemmelse med den udvikling, der er sket i EU-retten siden 1971. Hvor dette ikke skulle forholde sig sådan, har Kommissionen stadig mulighed for at gennemtvinge implementering af direktiverne. Eftersom samtlige direktiver i forvejen principielt er rettet til medlemsstaternes lovgivende instanser, ville en simpel ophævelse af direktiv 71/304/EØF på EU-plan og en henstilling til medlemsstaterne om at kontrollere, at deres lovgivning er i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne, i dette tilfælde af indlysende grunde være fuldt ud tilstrækkelig til at nå den ønskede målsætning. I de fleste tilfælde kan det højst være et spørgsmål om på given foranledning, og i det omfang der i det hele taget henvises til det forældede direktiv 71/304/EØF, at lade henvisningen til direktivet udgå af lovgivningen.

3.7

Det står ikke mere til at ændre, men er ikke desto mindre beklageligt, at ophævelsen af direktiv 71/304/EF ikke allerede blev gennemført i forbindelse med udstedelsen af direktiverne 2004/17/EF og 2004/18/EF. Derfor henstilles det, at det i forbindelse med alle fremtidige direktivforslag principielt altid undersøges, om direktiver af ældre dato er blevet forældede ved vedtagelsen af det nye direktiv, og i givet fald at ophæve sådanne forældede direktiver direkte. Også denne foranstaltning kan bidrage til gradvis bedre sammenhæng og større overskuelighed i EU-retten.

4.

Derfor foreslår EØSU, at direktivforslaget ændres, så det begrænser sig til dels at fastsætte ophævelse af direktiv 71/304/EØF, dels at henstille til medlemsstaterne at kontrollere, om der er behov for en ændring af deres lovgivning og i givet fald at foretage disse ændringer.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/44

1.1

Hvis fællesskabslovgivningen skal være klar og gennemsigtig, er det af afgørende betydning, at man kodificerer de bestemmelser, der ofte er blevet ændret.

1.2

Kodifikationen skal foretages under fuldstændig overholdelse af Fællesskabets normale lovgivningsprocedure.

1.3

Formålet med forslaget er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker. Det nye direktiv træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i det; forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot en sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer, der er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen.

1.4

EØSU er enig i denne kodifikation.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/45

1.1

Udvalget ser med tilfredshed på indførelsen af forskriftsproceduren med kontrol i udvalgssystemet, som sætter Rådet og Parlamentet i stand til at kontrollere og eventuelt ændre de gennemførelsesbestemmelser, som Kommissionen har truffet, når retsakten tillægger den beføjelse til at udøve gennemførelsesbeføjelser inden for visse områder uden dog at kunne foretage gennemgribende ændringer. Det drejer sig i princippet kun om at foretage de tilpasninger, der er nødvendige for den rette gennemførelse af den pågældende retsakt i henhold til artikel 251 i TEF.

1.2

Det konstaterer, at den hastende ændring af visse retsakter, som Kommissionen har foreslået (1) er i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2006/512/EF og fælleserklæringen om listen over basisretsakter, som snarest bør tilpasses, samt ophævelsen af de bestemmelser, der tidsmæssigt begrænser Kommissionens udøvelse af sine gennemførelsesbeføjelser.

2.1

Rådets afgørelse 2006/512/EF af 17. juli 2006 (2) ændrede Rådets afgørelse 1999/468/EF (3) af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen, især med tilføjelsen af en artikel 5 a med indførelsen af en ny forskriftsprocedure med kontrol.

2.2

Udvalgsprocedurerne, der sikrer opfølgningen af enhver retsakt, beriges således med endnu et alternativ, som øger Parlaments kontrol med udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen gennem retsakten. Kontrollen gælder de retsakter, der berøres af det nye alternativ, og som vedtages efter proceduren for fælles beslutningstagning eller Lamfallussy-proceduren i finansielle sager.

2.3

I en fælles erklæring (4) har Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentets opstillet en liste over basisretsakter, som snarest bør tilpasses efter den ændrede afgørelse, så at den oprindelige procedure erstattes af den nye forskriftsprocedure med kontrol. I denne fælles erklæring erkendes det desuden, at principperne om god lovgivning kræver, at gennemførelsesbeføjelserne tillægges Kommissionen uden tidsbegrænsning.

2.4

Kommissionen foreslår nu med tilbagevirkende kraft at ændre 26 prioriterede retsakter (5), for at indføre den nye procedure og om nødvendigt ophæve eventuelle bestemmelser, der tidsmæssigt begrænser gennemførelsesbeføjelserne.

2.5

I tre tilfælde ændrer de opførte retsakter, som er omfattet af den fælles beslutningstagning, ikke kun allerede eksisterende retsakter, men henviser også blot til bestemmelser vedrørende udvalgsproceduren, som skal tilpasses i disse retsakter. I disse tilfælde har Kommissionen derfor foreslået at tilpasse sidstnævnte, dvs.:

2.5.1

Med henblik på tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/1/EF af 9. marts 2005 foreslår Kommissionen en tilpasning af:

2.5.2

Med henblik på tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed foreslår Kommissionen en tilpasning af:

2.5.3

Med henblik på tilpasning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/107/EF af 21. januar 2002 foreslår Kommissionen en tilpasning af:

2.6

Fuldstændig liste over retsakter, der snarest muligt bør tilpasses:

3.1

Udvalget har altid været af den opfattelse, at udvalgsprocedurerne, som udelukkende involverer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og som afhængig af udvalgets karakter, skal forestå forvaltningen, høringen og reguleringen som følge af opfølgningen og gennemførelsen af retsakter, bør være mere transparente og lettere at forstå for personer boende i EU og især de, der berøres direkte af disse retsakter.

3.2

Den glæder sig derfor over beslutningen om at indføre en ny forskriftsprocedure med kontrol for retsakter under den fælles beslutningsprocedure. Eftersom Parlamentet ikke var involveret direkte i udvalgene, var det tilrådeligt, at man efter visse regler kunne føre kontrol med Kommissionens gennemførelsesbeføjelser for at sikre sig, at disse beføjelser ikke overskrides ved at Kommissionen egenhændigt træffer gennemførelsesbestemmelser.

3.3

Ophævelsen af den eventuelle tidsmæssige begrænsning i visse retsakter af gennemførelsesbeføjelserne er en logisk følge af styrkelsen af Parlamentets og Rådets kontrol og deres mulighed for at ændre de gennemførelsesafgørelser, Kommissionen måtte træffe i forbindelse med enhver retsakt under den fælles beslutningsprocedure eller Lamfalussy-proceduren.

3.4

I den fælles erklæring af 21. oktober 2006 blev Kommissionen opfordret til snarest at fremlægge forslag i henhold til Rådets afgørelse af 17. juli 2006, og udvalget konstaterer, at Kommissionen til fulde har efterkommet den anmodning.

3.5

Det slår ligeledes fast, at de ændrede retsakter svarer til prioriteterne i ovennævnte afgørelse.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/48

1.1

EØSU er enigt i, at det er vigtigt at sikre mere bæredygtig anvendelse af pesticider med henblik på at forstærke de positive virkninger og nedbringe de negative virkninger på landbruget, miljøet, forbrugerne, operatørerne og samfundet som helhed.

1.2

EØSU bifalder principielt Kommissionens forslag, eftersom det behandler en problemstilling, der har stor betydning for EU-borgernes velfærd, bevarelsen af livskvaliteten og økosystemet og landdistriktsudviklingen og derudover for en positiv udvikling af produkter, så de udover at forblive konkurrencedygtige på det indre marked og verdensmarkedet, også bliver af en stadig højere kvalitet.

1.3

EØSU mener, at fastlæggelse af handlingsplaner, der er udarbejdet på nationalt plan, er velegnet til at definere målene for nedbringelse af risici og til at iværksætte en virkelig harmoniseringspolitik på europæisk plan.

1.3.1

Handlingsplanernes indhold bør omsættes til passende foranstaltninger på nationalt, regionalt og lokalt plan under hensyntagen til især bæredygtighedens tre dimensioner, dvs. økonomisk, social og miljømæssig indvirkning.

1.4

EØSU mener, at uddannelse og oplysning er vigtige elementer med henblik på rationel og bæredygtig anvendelse af systemer til beskyttelse af landbrugsprodukter og forebyggelse af potentielle negative miljøpåvirkninger.

1.4.1

Uddannelse skal udvides til at omfatte alle berørte sektorer herunder offentlige organer og myndigheder samt ikke-erhvervsmæssige brugere. Det er i den forbindelse indlysende, at de nationale uddannelsessystemer, som allerede forvaltes af velanskrevne organer, skal opretholdes.

1.5

EØSU mener, at oplysningskampagnerne bør være objektive og neutrale; de skal tydeliggøre såvel den gavnlige effekt for produktionen som farerne og især henvende sig til ikke-erhvervsmæssige brugere og frem for alt lokale offentlige organer og myndigheder.

1.6

Ved indførelsen af sikkerhedsforanstaltninger på særligt følsomme områder, som f.eks. forskrifter for sprøjtning fra luften, bør man efter udvalgets opfattelse sikre en vis grad af subsidiaritet.

1.7

EØSU finder det vigtigt, at der tages behørigt hensyn til landbrugs- og plantebeskyttelsesforskningen så den risiko, som altid er til stede ved anvendelse af kemikalier og kemikalieblandinger, kan nedbringes til et minimum.

1.8

Udvalget mener ligeledes, at man også bør være opmærksom på samarbejdet med såvel internationale organer som FAO, OECD og WHO såvel som med naboregionerne.

1.9

Globaliseringen af landbrugs- og fødevaremarkederne kræver efter EØSU's mening en EU-indsats for at udbrede de europæiske standarder for produktkvalitet og sundhedsbeskyttelse på verdensplan, først og fremmest gennem deres medtagelse i Codex Alimentarius.

2.1

Med termen »pesticider« menes aktivstoffer og produkter, som er udviklet til at påvirke grundlæggende processer i levende organismer, og som derfor har potentialet til at bekæmpe eller kontrollere skadelige organismer (1). I Kommissionens forslag henvises imidlertid også til den mere specifikke definition »plantebeskyttelsesmidler« (2).

2.2

Pesticider betragtes som vigtige for beskyttelsen af afgrøder mod insekter, gnavere og naturligt forekommende sygdomme, men de kan også ophobe sig i miljøet og udgøre en alvorlig fare for menneskers og dyrs sundhed, især når de ender med at forurene drikkevandet. De potentielle farer for mennesker er især kræft, genetiske forstyrrelser og varige skader på immunsystemet.

2.3

Risiciene for menneskers sundhed kan enten være afledt af direkte eller indirekte påvirkninger eller skyldes forkert anvendelse eller hændelige uheld, især under eller efter deres anvendelse i landbruget, i forbindelse med landskabspleje eller andre aktiviteter.

2.4

Risiciene ved hvert enkelt aktivstof, som pesticiderne indeholder, vurderes i forbindelse med godkendelsesproceduren, men der mangler en tilfredsstillende vurdering i medlemsstaterne af, hvilke virkninger påvirkningen af en blanding af kemiske produkter kan få. På det nuværende stade er det derfor meget vanskeligt at vurdere den samlede virkning af alle de stoffer, som for tiden anvendes, på menneskers sundhed (3).

2.5

Indirekte eksponering af personer, der færdes eller bor i nærheden af anvendelsesområdet (for aerosolspredning) eller forbrugere (for restmængder i landbrugsprodukter eller i vandet) kan være endnu mere alvorlige for særlig sårbare befolkningsgrupper. Navnlig har nyere forskning (4) påvist særlig følsomhed hos fostre, hvis neurologiske udvikling bærer spor af, at mødrene har været eksponeret for pesticider.

2.6

Man bør tage fat på de risici for miljøet, som skyldes kraftig og utilsigtet udledning af kemikalier i vandet, luften og jorden, som resulterer i skadelige virkninger på planter, det vilde plante- og dyreliv, naturlige miljøers kvalitet og biodiversiteten i almindelighed.

2.6.1

På den anden side må det ikke glemmes, at det moderne samfund hviler på anvendelse af en bred vifte af gødninger, biocidholdige produkter, fødevaretilsætningsstoffer, insektbekæmpelsesmidler, pesticider og ukrudtsbekæmpelsesmidler, der har mange gunstige virkninger, fordi de gør det muligt at opretholde et højt kvalitetsniveau og en høj fødevaresikkerhed.

2.7

Forudsat at de anvendes på ansvarlig vis, sikrer disse elementer, at der på markedet er råvarer, fødevarer, frugt og grøntsager af høj kvalitet til lave priser, som alle forbrugere har råd til. Anvendelsen af plantebeskyttelsesprodukter sikrer høje udbytter, mindsker omfanget af naturlige toksiner, som produceres af svampe og bakterier, reducerer afgrødetabet og er med til garantere et tilstrækkeligt og bæredygtigt udbud af fødevarer på det indre marked og verdensmarkedet.

2.7.1

Desuden er alle svampe-, insekt- og ukrudtsbekæmpelsesmidler allerede underlagt en streng godkendelsesprocedure, før der gives tilladelse til deres markedsføring og anvendelse.

2.8

EØSU er enigt i, at det er vigtigt at forbedre bæredygtigheden af pesticidanvendelsen for derved at kunne styrke den positive effekt og nedbringe de negative virkninger på miljøet, forbrugerne og operatørerne: dette kunne også skabe et bedre image omkring de landbrugsbedrifter, som anvender plantebeskyttelsesmidler med omhu.

2.9

EØSU mener, at der bør fokuseres mere på de potentielle positive virkninger, som landbrugerne kan opnå gennem mere rationel og velbegrundet anvendelse af plantebeskyttelsesmidler. Landbrugerne har i øvrigt selv i en årrække arbejdet med at udvikle mere rationelle teknikker såsom integreret afgrødestyring og integreret skadedyrsbekæmpelse ud fra ønsket om mere konkret at satse på integreret landbrug, og denne tendens bør opmuntres.

2.10

Den egentlige udfordring i fremtiden består ikke kun i at levere produkter af høj kvalitet og sikre traditionelle og økologiske produkter til de »mere bevidste« forbrugere, men også i at tilfredsstille dem, som søger produkter til en »overkommelig« pris, og give dem samme garanti for kvalitet.

2.11

Problematikken omkring integreringen af miljøaspekter i pesticidanvendelsen er omfattet af de opstillede prioriteter i EU's sjette miljøhandlingsprogram (2002-2012), som lægger op til, at der udarbejdes og gennemføres syv temastrategier.

2.12

Der er et klart samspil mellem de præsenterede forslag i de vedtagne temastrategier — især i strategierne om beskyttelse af grundvandet og den naturlige fauna og flora, beskyttelse af jordbunden, håndtering af affald, pesticidrester og emballage — og rammedirektivforslaget.

2.12.1

Temastrategien om bæredygtig anvendelse af pesticider opstiller fire nye foranstaltninger for miljø- og sundhedsbeskyttelse, herunder forslaget om et direktiv om en ramme for større bæredygtig anvendelse af pesticider, som er temaet for denne udtalelse.

2.12.2

Kommissionen har også gennemført en konsekvensanalyse af de forskellige mulige scenarier som følge af gennemførelsen af de fastlagte foranstaltninger for bæredygtig anvendelse af pesticider og deres omkostninger: »… tabene (for pesticidindustrien og for landbrugere, der betaler for uddannelse og for certificering og vedligehold af sprøjteudstyr) og fordelene (for mindre forbrugende landbrugere og for virksomheder, der tilbyder uddannelse, vedligeholdelse og certificering) går lige op«  (5).

2.13

Den samlede nettovirkning svarer til reduktionen af eksterne omkostninger og er derfor klart positiv: »Ved at ekstrapolere fra en omfattende undersøgelse, der er foretaget i Tyskland, kan det konkluderes, at optimal anvendelse af pesticider skulle kunne give EU en årlig gevinst på over 200 millioner EUR som følge af reduktionen i de eksterne omkostninger, såsom skaderne på miljøet og menneskers sundhed«  (6).

2.14

EØSU havde allerede i 2003 (7) lejlighed til at bifalde Kommissionens initiativ om at udarbejde en temastrategi for pesticidanvendelse. Udvalget finder, at det tydeligt bør nævnes, at anvendelsen af pesticider og andre teknikker såsom biopesticider, planteudtræk, forebyggelse, organiske metoder og planters resistens over for visse skadedyr også spiller en rolle for afgrødebeskyttelsen, og at det i den sammenhæng er vigtigt at foretage en vurdering af pesticidanvendelsens risici og fordele på et solidt videnskabeligt grundlag.

3.1

Formålet med Kommissionens forslag er at beskytte menneskers og dyrs sundhed og miljøet mod farlig, uhensigtsmæssig eller overflødig anvendelse af pesticider i landbruget og økosystemet og derved nedbringe risici og negative virkninger på en måde »der er forenelig med den nødvendige afgrødebeskyttelse«.

3.2

Det lægger især op til:

4.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag, eftersom det behandler en problemstilling, der har stor betydning for de europæiske borgeres og forbrugeres velfærd, livskvalitetens bevarelse samt landbruget og økosystemet.

4.2

Salget af pesticider på verdensplan anslås at beløbe sig til 25 milliarder euro om året, og anvendelsen af pesticider er fortsat meget høj i udviklingslandene på trods af, at disse markeder er stagnerende eller oplever et fald (8). Globaliseringen af landbrugs- og fødevaremarkeder kræver, at samtlige parter må gøre en stadig større indsats for at overholde de relevante produktions- og sundhedsstandarder i Codex Alimentarius for at undgå, at Greshams lov (9) også kommer til at gælde for disse markeder.

4.3

Mange forskellige steder verden over spildes eller anvendes endvidere en enorm mængde pesticider unødigt, og mange mennesker lider under følgerne af forgiftning, fordi landbrugere, operatører og lokale myndigheder enten ikke har kendskab til eller ikke er blevet opdateret om nye teknologiske anvendelser, og fordi udstyret, som anvendes til udbringning af pesticiderne, ofte er slidt eller dårligt vedligeholdt. Desuden er farlige stoffer, som nu er forbudt i EU, stadig i brug i udviklingslande (10).

4.4

EØSU mener, at indførelsen af nationale handlingsplaner med kvantitative mål og tidsplaner er særlig velegnet til at indkredse foranstaltninger, som kan opfylde behovet for at mindske risikoen på nationalt, regionalt og lokalt plan under hensyntagen til bæredygtighedens tre dimensioner, dvs. økonomisk, social og miljømæssig indvirkning.

4.5

Socialt ansvarlig anvendelse af produkter til beskyttelse af landbrugsproduktionen er en afgørende forudsætning for at kunne opfylde stadigt højere sociale mål og sikre, at landbrugerne påtager sig deres ansvar i fødevarekæden og producerer fødevarer af høj kvalitet til forbrugerne og samtidig sikrer landbruget et passende højt konkurrenceevne på det indre marked og verdensmarkedet i henseende til Lissabon-strategien.

4.6

Bæredygtighedens økonomiske dimension sikrer, at der kun anvendes produkter i det omfang, det er nødvendigt for at holde forskellige sygdomme under faregrænsen og derved forbedre afgrødeudbyttet og udbuddet af landbrugsprodukter såvel som landbrugsdriftens rentabilitet.

4.7

På det miljømæssige plan kan man undgå de farer, der er forbundet med for store udslip af kemiske stoffer i vandet, jorden, luften og forarbejdede landbrugs- og fødevareprodukter. Disse stoffer har skæbnesvangre konsekvenser for mennesker, plante- og dyreliv, miljøkvaliteten og biodiversiteten generelt. På den anden side er det naturligvis klart, at det er nødvendigt at forebygge plantesygdommes udbredelse og formering.

4.8

For ikke at skabe konkurrenceforvridning på det indre marked, er det vigtigt, at de foranstaltninger, som vil blive fastlagt i forbindelse med indførelsen af nationale handlingsplaner, baseres på direktiver og kriterier, som er fælles for hele EU.

4.9

Undervisning, uddannelse og oplysning er vigtige elementer for at sikre en rationel og bæredygtig anvendelse af systemer til afgrødebeskyttelse og en forudsætning for at sikre bedste landbrugspraksis og undgå potentielle negative miljøpåvirkninger: særlig vigtig er integreret uddannelse af alle berørte aktører, herunder offentlige myndigheder og organer samt ikke-professionelle brugere.

4.10

Medlemsstaterne har opbygget forskellige uddannelsessystemer baseret på nationale bestemmelser og lovkrav og administreret af godkendte organer. Efter udvalgets mening er det nødvendigt med en fleksibel fællesskabsramme, som kan integrere de forskellige brugergruppers behov. Den kan bl.a. baseres på undervisningsmetoder og -indhold, som de berørte aktører er blevet enige om på europæisk plan (11), og som er blevet drøftet som led i en dialog med sektoren og et partnerskab mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan.

4.11

Det samme bør gælde informations- og bevidstgørelseskampagnerne — som bør være objektive og neutrale — om fordelene ved mulige fremgangsmåder for afgrødebeskyttelse og om risikoen for skadelige virkninger. Disse kampagner kunne blive finansieret af de enkelte medlemsstater ved hjælp af f.eks. en afgift på produkter til afgrødebeskyttelse. Disse tilvejebragte midler kunne anvendes til at bevidstgøre brugerne, især de ikke-professionelle, via forskellige kanaler, herunder især enkle tekniske og løbende opdaterede vejledninger på internettet.

4.12

EØSU finder det vigtigt, at medlemsstaterne indfører systemer med regelmæssig teknisk inspektion og vedligeholdelse af ibrugværende udbringningsudstyr på grundlag af fælles og harmoniserede standarder baseret på væsentlige krav.

4.13

Hvad angår indførelsen af forebyggende foranstaltninger på særligt følsomme områder, som f.eks. vandbeskyttelse (12) — som bør ske i overensstemmelse med rammedirektivet på området — og de sektorer, som kommer ind under Natura 2000, må der tages hensyn til lokale forhold og forskellige afgrødetyper som f.eks. ris.

4.13.1

Efter EØSU's mening er det vigtigt at sikre, at bedste praksis bliver anvendt for nedbringelse af risikoen, og det skal ske ved på afbalanceret og rationel vis at fastlægge fælles bestemmelser og minimumsparametre. Ansvaret for at vælge foranstaltninger og den strenge kontrol hermed skal tillægges medlemsstaterne; et generelt forbud bør dog ikke indføres, da udvalget finder denne foranstaltning for vidtgående.

4.14

Hvad angår fastlæggelsen af strenge begrænsninger for luftsprøjtning finder EØSU, at man bør være meget opmærksom på det faktum, at der er geografiske områder og forhold, hvor denne praksis ikke kan erstattes af andre teknikker. For denne type indgreb vil det måske være hensigtsmæssigt i meget begrænset omfang at give mulighed for uddelegering for således at sikre det højst mulige niveau for sikkerhed og for operatørernes faglige kompetence for at undgå negative virkninger på menneskers sundhed og miljøet. Medlemsstaterne og de offentlige myndigheder bør i henhold til deres kompetence på forskellige niveauer systematisk overvåge sikkerhedsniveauet og det faglige kompetenceniveau efter ensartede procedurer for risikovurdering.

4.15

Inden for den fælles landbrugspolitik støtter (13) man i stadig større grad udvikling af teknikker for integreret afgrødestyring (ICM) (14) og i den forbindelse bør der gradvist og i enighed indføres nye metoder til integreret skadedyrsbekæmpelse (IPM). EØSU støtter kraftigt ICM-teknikkerne, som er en milepæl på vejen mod bæredygtige landbrugssystemer.

4.16

Det er desuden meget vanskeligt at adskille de forskellige virkninger af afgrødebeskyttelsen fra virkninger, der skyldes anden praksis i landbruget (vekseldrift, osv.): hvis det fra 2014 bliver bindende for medlemsstaterne at udarbejde »mål-normer« for IPM, bør det efter udvalgets mening ske med fuld inddragelse af brugerne og under fuldt hensyn til generelle ICM-teknikker samt til tekniske fremskridt og teknologisk forskning inden for sektoren, som også bør støttes og styrkes i arbejdsprogrammerne for EU's syvende F&U-rammeprogram.

4.17

EØSU anser det for vigtigt, at der i forbindelse med arbejdsprogrammer og indkaldelse af forslag under det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) tages behørigt hensyn til landbrugs- og plantebeskyttelsesforskningen i de nye teknologiers skadelighedsniveauer og i nedbringelsen af risikoen ved anvendelse af kemikalier og kemikalieblandinger.

4.18

I sin initiativudtalelse om Den fælles landbrugspolitiks fremtid  (15) pegede EØSU på forskellige muligheder for at integrere miljøaspekterne bedre i landbrugspolitikken. Det betones deri, at den fælles landbrugspolitiks såkaldte »søjle 2« lægger op til, at medlemsstaterne i strukturfondenes nye programmeringsperiode 2007-2013 og de nationale og regionale landdistriktsudviklingsplaner skal fremme kompensationsmekanismer for de landbrugere, for hvem det lykkes at nedbringe de forbundne risici ved anvendelse af kemiske pesticider (16).

4.19

Definitionen på IPM-teknikker bør være i overensstemmelse med de nye bestemmelser vedrørende markedsføring af plantebeskyttelsesprodukter, og IPM-standarderne bør tage hensyn til de forskellige naturlige og klimatiske forhold i EU.

4.20

Afgrødebeskyttelsesprodukter bør håndteres og opbevares på en sådan måde, at enhver potentiel risiko for sundhed og miljø elimineres. EØSU finder, at man udover de foreslåede elementer bør fastlægge en ramme for minimumsnormer på EU-plan for opbevaring hos grossister, detailhandlere og landbrugere (17).

4.21

Hvad angår systemet for harmoniserede indikatorer for den tvungne indsamling og rapportering af data om markedsføring og anvendelse af pesticider, er EØSU helt enigt i, at der er behov for statistiske data og at det skal gøres obligatorisk med regelmæssig indsamling på grundlag af risiko- og anvendelsesindikatorer, der er harmoniseret på europæisk plan.

4.22

EØSU understreger vigtigheden af at standardisere de oplysninger, som skal indsamles hos alle berørte aktører, samt at undgå enhver form for overlapning og overflødige krav på det administrative plan og i henseende til teknisk kompleksitet.

4.23

Indikatorerne bør baseres på risikoniveauet i stedet for på mængden af anvendte produkter eller tilbageblevne rester og sundhedsmæssige virkninger, herunder også på baggrund af WHO-analyser, og endvidere vedrøre omfanget af sygdomsspredningen og forekomsten af sygdomme, som rammer afgrøderne.

4.24

EØSU mener, at der bør tages hensyn til aspekterne ved internationalt samarbejde med organer som FAO (18) og OECD (19) og tilgrænsende regioner, især landene i Middelhavsområdet, Balkan-landene og tilgrænsende lande.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/53

1.1

Formålet med Kommissionens forslag er at få ophævet Rådets direktiv 68/89/EØF af 23. januar 1968 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om sortering af råtræ.

1.2

I betragtning af at medlemsstaterne, skovbrugssektoren og træ- og papirindustrien i en årrække har givet udtryk for, at direktivet generelt ikke anvendes inden for handlen med tømmer, har Kommissionen foreslået, at direktivet ophæves.

2.1

I midten af 2005 deltog 19 medlemsstater og 11 repræsentanter for nationale brancheforeninger i en undersøgelse med henblik på at fastslå, hvorvidt direktivet blev anvendt eller ej, og hvorvidt en ophævelse af direktivet ville få negative konsekvenser. Resultaterne af undersøgelsen bekræftede, at størstedelen af både medlemsstaterne og brancheforeningerne ikke overholder direktivet i handlen med tømmer. De mente, at direktivet var utilstrækkeligt detaljeret, at det ikke tog hensyn til de påtænkte anvendelser af træet, og at det ikke var afstemt efter markedssituationen.

2.2

Direktivet er kun blevet anvendt i begrænset omfang, da det ikke er bindende, og da de sorterings- og opmålingsmetoder, som blev indført ved direktivet, er forældede. Endvidere har operatørerne på tømmermarkedet aftalt og anvendt andre opmålings- og sorteringsmetoder. På trods heraf er det indre marked for træråvarer samt handlen med tredjelande blevet udvidet, tilsyneladende uden hindringer.

Ydermere er der blevet fastsat europæiske standarder for opmåling og sortering af træ, der kan anvendes i forbindelse med transaktioner på træmarkedet, hvor det er hensigtsmæssigt. Disse standarder betragtes som en bedre løsning.

2.3

En ophævelse af direktivet er derfor i tråd med resultaterne af høringerne af medlemsstaterne, skovbrugssektoren og træ- og papirindustrien. Målene med direktivet kan nås på tilfredsstillende vis uden fællesskabslovgivning.

2.4

Af ovennævnte årsager og i betragtning af at ophævelsen af direktivet ikke vil få budgetmæssige virkninger og endvidere vil bidrage til at forenkle fællesskabslovgivningen, støtter EØSU Kommissionens forslag. EØSU mener ikke, at lovgivning, der sjældent anvendes og som ikke er nødvendig for, at det indre marked kan fungere tilfredsstillende i den berørte sektor, fortsat bør gælde.

13.7.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/54

1.1

Der er stigende interesse i EU for at fremme produktions- og opdrætsmetoder, der i højere grad end hidtil tilgodeser husdyrenes velfærd. På denne baggrund foreslås de gældende obligatoriske minimumskrav for dyrevelfærd suppleret med en frivillig mærkningsordning, som kan anvendes i forbindelse med såvel almindelige kommercielle mærker som mere kvalitetsbetonede mærker, herunder ikke mindst »quality schemes«. Det vil understøtte markedskræfterne og ikke unødigt belaste hverken det politiske system i EU eller de nationale kontrolmyndigheder. Kvalitetsmærkerne er en væsentlig parameter i den indbyrdes konkurrence på fødevareområdet, og de indeholder ofte varierende elementer af dyrevelfærd på et niveau over de gældende obligatoriske minimumsstandarder. Det er imidlertid vanskeligt for forbrugerne at overskue grundlaget for mærkningen og indholdet i reglerne, ligesom de dyrevelfærdsmæssige aspekter ikke altid er baseret på et tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag.

1.2

Et sådant markedsbaseret system, som baseres på objektive kriterier for kvantificering af dyrenes velfærd, vil være mere fleksibelt, effektivt og fremadrettet end politisk fastsatte kriterier og vil derfor være bedre tilpasset den fremtidige produktionsudvikling, som vil være præget af større variation i produktionsforholdene som følge af EU's udvidelse, fortsat specialisering og diversificering af produktionen samt strukturændringer i detailhandlen og partnerskaber omkring produktudvikling og mærkevarer.

1.3

Det er vigtigt, at produktions- og opdrætsmetoder, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd, fremmes såvel direkte gennem uddannelse og omsætning af nye forskningsresultater, som gennem de markedssignaler, som i sagens natur samtidig vil være et væsentligt udgangspunkt for en række prioriteringer inden for uddannelse, investeringer mv. På denne måde kan et mærkningssystem medvirke til at skabe den nødvendige synergi »hele vejen rundt« og bidrage til en mere rationel ressourceanvendelse. Husdyrproducenterne har behov for stabilitet, hvor de i dag kan være underkastet kædernes mere eller mindre velbegrundede ændringer, hvilket påvirker producenternes planlægning og investeringsstrategi.

1.4

Et mærkningssystem for dyrevelfærd, som ligger over minimumskravene, bør således etableres som et frivilligt tilbud til de berørte producent-, handels- og industriinteresser med henblik på, at private mærkningsordninger vil kunne referere til standarder, som baseres på et videnskabeligt og praktisk grundlag og justeres i takt med etableringen af ny viden. Den konkrete udformning kan bestå i tilbud om en form for logo kombineret med farvemærkning eller et pointsystem, som kan påføres de kommercielle mærker, og som udgør et sagligt grundlag for markedsføringen kombineret med en form for privat og uvildig kontrol. Systemet vil i princippet kunne anvendes for samtlige husdyrarter og animalske produkter. Det vil i overensstemmelse med WTO's regler ligeledes kunne anvendes på lige vilkår for importerede produkter.

1.5

Den klassiske myndighedsregulering bør dog fortsat anvendes ved fastsættelsen af minimumskrav i EU samt som hidtil ved mærkning af produktionsformer for æg og økologiske produkter. Denne form for regulering er imidlertid politisk og administrativt belastende og dermed mindre velegnet som incitament til udvikling af produktions- og opdrætsmetoder, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd. Samtidig vil producenter, industri og handel opfatte systemet som stift og bureaukratisk, uden at det modsvares af større fordele for forbrugerne.

1.6

Den foreslåede ordning har væsentlige lighedspunkter med generelle miljømærkningsordninger, herunder EU's fælles miljømærke. Miljømærkerne er således baseret på anvendelse af fælles principper for produktion og anvendelse af vidt forskellige produkter, hvorved der kan skabes større synergi og et bredt kendskab til mærket. Aktørerne på fødevareområdet vil imidlertid i sagens natur prioritere egne kvalitetsmærker som led i den indbyrdes konkurrence, hvorfor »miljømodellen« ikke er umiddelbart anvendelig til mærkning for dyrevelfærd, ligesom mærkning for dyrevelfærd nødvendigvis må baseres på specifik forskning og indbyrdes afvejning af velfærdsmæssige indikatorer.

1.7

Forskningsindsatsen i EU på dyreværnsområdet er således helt afgørende for, at det i fremtiden bliver muligt at integrere dyrevelfærd i kæden fra landbrug og efterfølgende produktions- og handelsled på et videnskabeligt og objektivt grundlag. Det er imidlertid vigtigt snarest muligt at fastlægge elementerne i en mærkningsordning med henblik på, at forskningsresultater og standardiserede — objektive, målelige og reproducerbare — indikatorer omsættes til praktiske strategier og anvendelse i mærkningssystemet, efterhånden som de fremkommer, således at de involverede bliver fortrolige med ordningen.

1.8

Under alle omstændigheder kræves en væsentlig informationsindsats over for forbrugere og detailhandel mv., herunder også med hensyn til EU's obligatoriske minimumsstandarder. Samtidig kan det overvejes at etablere en hjemmeside og database, der understøttes af EU, med henblik på større gennemsigtighed og åbenhed, hvor anvendelse af de fælles retningslinjer forudsætter offentliggørelse af det nærmere indhold. Det bør ligeledes overvejes at skærpe forbuddet og kontrollen med urigtige og vildledende anprisninger med henblik på at sikre, at virksomhederne i højere grad lever op til egne påstande.

2.1

I overensstemmelse med anmodningen fra det tyske formandskab har udtalelsen til formål at beskrive mulige systemer til mærkning for dyrevelfærd og deres udformning med henblik på at fremme udviklingen af produktions- og opdrætsmetoder, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd. Det skal ses på baggrund af den stigende interesse for dyrevelfærd i EU, hvor dyrevelfærd i lighed med andre etiske forhold i stigende grad indgår som element i »den europæiske samfundsmodel«. Forbrugerne har en berettiget forventning — som det fremgår af undersøgelser fra Eurobarometer — om, at animalske fødevarer er produceret ved brug af systemer, som tager hensyn til samtlige eksisterende bestemmelser i EU, især angående dyrevelfærd, og at der eksisterer objektive og troværdige muligheder for valg af fødevarer, som er fremstillet under særlige hensyn til dyrenes velfærd (1). Hertil kommer i flere henseender en sammenhæng mellem husdyrvelfærd og -sundhed samt udvikling af sygdomme, som kan overføres til mennesker.

2.2

Ifølge de fleste undersøgelser opfatter forbrugerne således dyrevelfærd som en parameter af væsentlig betydning for produkternes kvalitet. Denne opfattelse kan dog være mindre udpræget i visse medlemsstater. Dyrs velfærdsoplevelse eller livskvalitet kan defineres som summen af positive og negative oplevelser, som dyret udsættes for i sit livsforløb. Smerte, sygdom, konfliktadfærd, unormal adfærd og kronisk stress kan som udgangspunkt opfattes som negative oplevelser for dyret, hvorimod hvile, søvn, føde, yngelpleje og hudpleje kan betegnes som positive oplevelser. Der er imidlertid ingen anerkendt entydig definition på dyrs velfærd.

2.3

EU har bl.a. på grundlag af Europarådets anbefalinger vedtaget en række minimumsstandarder for dyrevelfærd i form af klassisk myndighedsregulering. Mange af disse minimumsstandarder skal i henhold til tidligere beslutninger revideres de kommende år. Der er desuden gennemført specifikke regler om frivillig mærkning for økologiske produkter og for obligatorisk mærkning af produktionsmetoder ved markedsføring af æg samt enkelte perifere regler i relation til markedsføring af slagtefjerkræ og oksekød.

2.4

Fødevareindustrien og detailhandelen er præget af stigende koncentration og konkurrence og anvender i stadigt større omfang kvalitetsmærker, som signalerer særlige hensyn til forskellige kvalitetsegenskaber, herunder i varierende grad også for dyrevelfærd. Sideløbende hermed har producentorganisationer og kooperativer etableret en række regionalt baserede kvalitetsmærker, som ofte medtager hensynet til dyrevelfærd og økologi. Enkelte af disse produktioner kan gøre brug af EU's system for beskyttede geografiske betegnelser og specialiteter (2).

2.5

Der er herunder betydelige forskelle fra land til land. Som eksempler kan nævnes, at det britiske marked er domineret af handelens kvalitetsmærker, mens der f.eks. i Frankrig og Italien findes et betydeligt antal regionalt baserede kvalitetsmærker. Den hollandske produktion er traditionelt domineret af forarbejdningsindustriens kvalitetsmærker, mens et stigende antal mærker udvikles af detailhandelen og producentorganisationerne. I Sverige dominerer producentejede mærker, der i lighed med den traditionelle opfattelse i flere andre lande som naturligt udgangspunkt tillægger nationale produkter en højere kvalitet, herunder i form af dyrevelfærd.

2.6

På grundlag af erfaringerne fra de frivillige mærkningsordninger er det Kommissionens hensigt at fremme anvendelsen af specifikke, objektive og målelige indikatorer for dyrevelfærd i gældende og fremtidig fællesskabslovgivning som grundlag for lovgivning om validering af produktionssystemer, der anvender højere velfærdsnormer end de minimumsnormer, der er fastsat i de gældende forskrifter (3). Dette indebærer ifølge Kommissionen en klassificering af de anvendte velfærdsnormer med henblik på at fremme udviklingen af produktions- og opdrætsmetoder, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd og letter anvendelsen af disse normer i EU og på internationalt plan, ligesom Kommissionen vil overveje mulighederne for EU-mærkning på dette grundlag.

3.1

Som repræsentant for civilsamfundet er det naturligt for EØSU at bidrage til udformningen samt at tage medansvar for indførelse af relevante mærkningsordninger i form af et fælles system på europæisk plan, som kan understøtte en bæredygtig udvikling i det indre marked og i samhandelen med omverdenen. Dyrevelfærd indgår i den europæiske kulturarv og i EU's etiske værdier på linje med virksomhedernes sociale ansvar, miljøbeskyttelse og økologi, som til en vis grad er indbygget i EU's lovgivning. Der er herunder et vist sammenfald med økologi, der som bæredygtigt produktionssystem inden for landbrugsproduktion er baseret på miljø og dyrevelfærd.

3.2

EØSU støtter således Kommissionens intentioner med henblik på at fremme dyrevelfærd i EU på et sagligt og bæredygtigt grundlag (4) og finder det hensigtsmæssigt at etablere et fælles system for mærkning til fremme af produktions- og opdrætsmetoder, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd. Formålet hermed er først og fremmest at bidrage til, at markedskræfterne virker på et objektivt grundlag og »trækker i den rigtige retning«. Det er samtidig vigtigt, at produktions- og opdrætsmetoder, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd, fremmes gennem uddannelse og omsætning af nye forskningsresultater. Signalerne fra markedet vil i sagens natur samtidig være udgangspunkt for en række prioriteringer inden for forskning, uddannelsen af landmænd, rådgivere og dyrlæger samt fremtidige investeringer i produktionsapparatet. Mærkningssystemet kan således medvirke til at skabe synergi og bidrage til en rationel ressourceanvendelse, herunder ikke mindst i forbindelse med producenternes planlægning og investeringsstrategi.

3.3

Der er under alle omstændigheder tale om en langsigtet proces, som nødvendigvis må finde sted i takt med udviklingen af objektive, målbare og reproducerbare velfærdsindikatorer på et videnskabeligt grundlag samt en validering af de forskellige produktionssystemer. Det er imidlertid vigtigt på et tidligt tidspunkt at fastlægge rammer og principper for udformningen af et fælles mærkningssystem for dyrevelfærd, således at arbejdet kan forberedes og standardiserede velfærdsindikatorer kan indarbejdes i systemet, efterhånden som de udvikles. Der må derfor tidligst muligt skabes forståelse og accept blandt de involverede parter for retningslinjerne og udformningen af det fælles system, som kan anvendes for alle animalske produkter på et så frivilligt og fleksibelt grundlag som muligt.

3.4

Det må samtidig medgives, at processen ikke alene kompliceres af manglen på tilgængelig viden om de velfærdsmæssige aspekter og deres indbyrdes prioritering, men også af mangfoldigheden i forbrugerpræferencer og produktionsforhold, påvirkning af meningsdannelsen gennem forskellige traditioner og oplysningsniveau, konkurrencen i fødevaresektoren, kompleksiteten i de eksisterende former for lovregulering, vanskeligheden ved at sammenligne indholdet i private kvalitetsmærker samt manglende troværdighed i forbindelse med private og offentlige kontrolfunktioner, herunder bl.a. i forbindelse med import til EU.

3.5

Klar og informativ mærkning er under alle omstændigheder en nøglefaktor til fremme af produktions- og opdrætsmetoder, der i højere grad tilgodeser dyrenes velfærd. Erfaringerne fra økologiske produkter og alternative ægproduktionssystemer har således vist, at der gennem mærkningsreglerne er potentiel mulighed for at påvirke produktionssystemerne i retning af højere velfærd.

3.6

Mærkningsreglerne er underlagt EU's kompetence. De er til stadighed genstand for diskussion og modsatrettede interesser, og det er Kommissionens hensigt at fremlægge forslag til ændring af mærkningsdirektivet ved udgangen af 2007 (5). Relevant og overskuelig mærkning er oftest resultat af et kompromis, hvorunder det ikke er muligt at tilgodese alle ønsker og krav. Det gælder ikke mindst for fødevarer, hvor der ofte gives udtryk for, at mærkningskravene er for omfattende. Fødevaremyndighederne er også betænkelige ved yderligere mærkning, som medfører risiko for, at de fundamentale oplysninger om fødevarens egenskaber overskygges af andre oplysninger. Forbrugerne er desuden usikre på, hvorvidt flere informationer på fødevarerne er gavnlige, herunder specielt vedrørende etiske forhold. Af disse grunde bør mærkning for dyrevelfærd baseres på et mindre logo kombineret med farvemærkning, stjerner eller points, som kan påføres som supplement til den eksisterende mærkning.

4.1

Yderligere lovmæssige krav og restriktioner i EU medfører risiko for, at import fra lande med ringere standarder fortrænger EU's produktion og afsætning, herunder ved tab af markedsandele på verdensmarkedet. Stærkere fokus på dyrevelfærd i det indre marked bestående af 30 europæiske lande med 500 mio. indbyggere (6) vil imidlertid få afsmittende effekt i lande uden for EU og for deres eksport til EU. International Finance Corporation under Verdensbanken har således påpeget den stigende interesse på verdensplan for dyrevelfærd og nødvendigheden af tilpasninger til denne udvikling såvel i primærproduktionen som i den industrielle forarbejdning (7).

4.2