6.3.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/1

1.1

mener, at den grundlæggende sociale karakter af EU's økonomi, dvs. et tilstrækkeligt niveau for velfærdsydelser som arbejdsløshedsunderstøttelse, pensioner og andre sociale ydelser og en vis tryghed i ansættelsen, bør bibeholdes, men moderniseres på det kompetente europæiske, nationale eller regionale plan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, således at det sikres, at den europæiske økonomi er konkurrencedygtig og i stand til at modstå fremtidige demografiske pres og klare udfordringerne fra globaliseringen;

1.2

bifalder forslaget om at oprette Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden), hvorigennem EU kan vise sin solidaritet med arbejdstagere, der afskediges som følge af ændrede verdenshandelsmønstre. Regionsudvalget mener ikke, at hjælp til enkeltpersoner til efteruddannelse med henblik på fremtidig beskæftigelse udgør »jobtilskud«. I stedet mindskes den byrde, som arbejdsløshed er for den enkelte person og for staten, gøres der maksimal brug af en vigtig økonomisk ressource, og bevidstheden om og accepten af globaliseringen og arbejdsmarkedsfleksibilitet øges. Regionsudvalget anerkender, at mange omstruktureringer i EU sker som følge af enten teknologiske ændringer eller ændringer i forbrugernes smag, som intet har at gøre med verdenshandelen og derfor heller ikke vil være berettiget til støtte fra Globaliseringsfonden. Kommissionens forslag begrænser således Globaliseringsfondens anvendelsesområde til de tilfælde, hvor der kan påvises en sammenhæng mellem tab af arbejdspladser og væsentlige strukturelle ændringer i verdens handelsmønstre; Regionsudvalget mener, at de eksisterende instrumenter sammen med strukturfondsmidlerne især bør anvendes til afhjælpning af tab af arbejdspladser som følge af flytninger inden for EU; Regionsudvalget mener, at princippet om samfinansiering og medfinansiering også bør anvendes i forbindelse med Globaliseringsfonden for at sikre oprigtig motivation på det nationale, regionale eller lokale plan i gennemførelsen;

1.3

finder, at de bedste strategier til på lang sigt at klare udfordringerne fra globaliseringen er god foregribelse og planlægning og hensigtsmæssige investeringsstrategier, herunder investering i menneskelige ressourcer, hvorimod Globaliseringsfondens formål og økonomiske anvendelsesområde (som defineret af det britiske formandskab på topmødet i december 2005) er begrænset til at afhjælpe de negative virkninger af strukturelle ændringer i verdens handelsmønstre gennem efterfølgende intervention;

1.4

fremhæver globaliseringens generelt positive virkning for vækst og beskæftigelse i EU, og understreger derfor, at en fond, der skal afbøde de negative virkninger af globaliseringen, må have tilstrækkelige ressourcer til rådighed. Regionsudvalget foreslår derfor, at de maksimale årlige bevillinger sættes til 1 000 mio. EUR, forudsat dette er foreneligt med det finansielle overslag for årene 2007-2013;

1.5

understreger, at lokale og regionale myndigheder yder en aktiv indsats i afhjælpningen af større afskedigelser, og mener derfor, at lokale og regionale myndigheder bør inddrages i ansøgningen om midler fra fonden. Regionsudvalget erkender imidlertid, at medlemsstaternes obligatoriske påtegning på ansøgningen vil blive anset som en stiltiende erkendelse af situations alvor og forpligte medlemsstaterne til at tage ansvar for situationen. Globaliseringsfonden må ikke undergrave det forhold, at det er medlemsstaternes ansvar at finde den rette løsning på økonomiske omstruktureringer;

1.6

anerkender, at det ikke er meningen, muligt eller ønskeligt, at der sker sammenfald med støtte modtaget under strukturfondene (i lyset af de omstændelige og tidskrævende programlægnings- og forvaltnings-/revisionsprocedurer), og at medlemsstaterne i deres ansøgninger både skal godtgøre, at der ikke er sammenfald, og at der er komplementaritet mellem de forskellige finansielle instrumenter. Regionsudvalget anerkender, at Globaliseringsfonden ikke handler om den almene udvikling i en region, men i stedet yder støtte ved eventuelle masseafskedigelser i en enkelt virksomhed, idet det er erfaringen, at sådanne begivenheder kan have mere vidtgående konsekvenser for en regions økonomiske velstand som følge af den dominoeffekt, de kan have for leverandører, og som samlet kan være vigtige faktorer i den regionale udvikling;

1.7

anerkender, at i modsætning til strukturfondene fordeles midler fra Globaliseringsfonden ikke som rimelige andele på grundlag af de relative udviklingsniveauer, men vil blive koncentreret om de områder, hvor afskedigelser faktisk finder sted;

1.8

anerkender, at selvom den endeligt begunstigede er den enkelte arbejdstager, vil kontrakter om iværksættelsen af aktioner under Globaliseringsfonden (f.eks. oprettelsen af rådgivningstjenester) ikke blive indgået med den enkelte arbejdstager, men med de lokale/regionale/nationale myndigheder eller virksomheder;

1.9

minder om Kommissionens udtalelse om, at Globaliseringsfonden skal være et ikke-bureaukratisk instrument, der kan anvendes til hurtig indgriben, og beklager derfor, at den foreslåede beslutningsproces, hvorefter alle aktioner under Globaliseringsfonden skal godkendes individuelt og i pakker af EU's budgetmyndighed (Rådet og Parlamentet), modvirker den hurtige indgriben, der både moralsk og reelt er nødvendig.

—

EU's strukturfonde yder samfinansiering til nationale ordninger, som gør det muligt for medlemsstaterne at skride til handling i tilfælde af masseafskedigelser. Disse ordninger er imidlertid ikke nødvendigvis udformet som korte eller mellemsigtede tiltag. Det bør derfor være muligt for tiltag, der modtager støtte fra Globaliseringsfonden, at modtage supplerende støtte fra andre EF-finansieringsinstrumenter på kortere sigt.

—

Desuden synes betragtning nr. 5 ikke at stemme overens med artikel 5, stk. 2, litra d), som siger, at ansøgningen om støtte fra Globaliseringsfonden skal indeholde »oplysninger om de specifikke foranstaltninger, der søges om støtte til, et overslag over omkostningerne, og oplysninger om komplementariteten med foranstaltninger, der finansieres af strukturfondene«.

6.3.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/7

1)

siden fjernsynsdirektivet blev vedtaget i 1989 og ændret i 1997, er den teknologiske udvikling konstant gået fremad. Digitaliseringen og mediernes konvergens gør det især nødvendigt med en tilpasning af de gældende lovrammer. Digitaliseret kommunikationsindhold vil i fremtiden kunne udbredes ved hjælp af forskellige transmissionsmetoder, hvorved modtagerne uanset terminal vil kunne få adgang til et omfattende udbud af information og underholdning;

2)

for at undgå konkurrenceforvridninger mellem traditionelle fjernsynstjenester og andre medietjenester må der i lovgivningen tages højde for denne udvikling. Regionsudvalget og Europa-Parlamentet har gentagne gange opfordret til, at det gældende fjernsynsdirektiv tilpasses til strukturelle ændringer og den teknologiske udvikling, og anmodet om, at der indføres et sæt grundregler for alle medietjenester;

3)

på grund af den centrale rolle, som de audiovisuelle medier spiller for bevarelsen af den kulturelle mangfoldighed og udviklingen at et pluralistisk samfund i Europa, bør fællesskabsrammerne tilpasses på en sådan måde, at det bliver muligt at fremme deres positive videreudvikling. Medierne har især betydning for bevarelsen af den kulturelle mangfoldighed og identitet på regionalt og lokalt niveau. Lokale og regionale medier bidrager desuden til udbredelse af tilsvarende indhold og også ofte mindretalssprog;

4)

de forskellige elektroniske tjenester, som brugerne i dag konstant konfronteres med på mange måder, har ført til ændringer i den kommercielle kommunikation. De kvantitative reklamebegrænsninger bør tilpasses i forbindelse med ændringen af direktivet, da dette både er relevant og aktuelt. Visse kvalitative begrænsninger bør imidlertid sikre audiovisuelle medietjenesters redaktionelle og programmæssige uafhængighed, som er nødvendig for den demokratiske meningsdannelse på nationalt og regionalt niveau. I den forbindelse bør der ligeledes tages tilstrækkeligt hensyn til beskyttelsen af de mindreårige og forbrugerne —

1.1

bifalder udvidelsen af direktivets anvendelsesområde. I betragtning af den tiltagende konvergens bør alle medietjenester underlægges bestemte minimumsstandarder for beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed, når det drejer sig om at fremme europæiske og uafhængige programmer og sikre retten til korte indslag om begivenheder af almen interesse;

1.2

mener imidlertid ikke, at Kommissionens forslag er vidtgående nok i den henseende, og finder det nødvendigt på grund af den tekniske konvergens, der i stigende grad også fører til indholdskonvergens, at udvide fjernsynsdirektivets anvendelsesområde, således at det uafhængigt af platformen kommer til at omfatte alt indhold, der udbredes ad elektronisk vej, og som anvender levende billeder;

1.3

slår til lyd for, at medietjenester, der ud over lyd eller tekst også anvender levende billeder, underlægges minimumsstandarder for beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed og ikke kun rent markedsretlige regler som f.eks. direktivet om elektronisk handel;

1.4

finder, at Kommissionen har gjort ret i at vedtage et regelsæt i to trin, hvor der sondres mellem lineære og ikke-lineære audiovisuelle medietjenester i betragtning af brugernes forskellige valg- og kontrolmuligheder med hensyn til indhold og tidspunkt, og anbefaler, at alle audiovisuelle medietjenester underlægges bestemte grundstandarder;

1.5

bifalder, at Kommissionen fastholder senderstatsprincippet, men kræver, at modtagermedlemsstaten får mere effektive muligheder for at handle i det tilfælde, hvor en medietjenesteudbyder retter hele eller størstedelen af sin virksomhed mod en anden medlemsstats område, som ikke er senderstatens;

1.6

bifalder, at Kommissionen går ind for at indføre selvreguleringsmekanismer og opfordrer medlemsstaterne til at fremme tilsvarende mekanismer;

1.7

anbefaler imidlertid af kompetencemæssige grunde, at indsatsen ikke rækker ud over disse mekanismer. Selvreguleringsmekanismerne i medlemsstaterne og regionerne bør ud fra et indholdsmæssigt synspunkt udformes på en sådan måde, at der tages hensyn til den kulturelle mangfoldighed og subsidiariteten;

1.8

går ind for, at der i fremtiden indføres en ret til korte nyhedsindslag med henblik på at fremme en grænseoverskridende informationsstrøm og fri adgang til information. Dette bidrager i høj grad til at sikre meningsmangfoldighed og grænseoverskridende information om vigtige begivenheder i andre regioner. Herved foretages desuden en yderligere tilnærmelse af de fjernsynsrelaterede lovgivningsområder til Europarådets konvention på dette område;

1.9

slår på ny til lyd for, at retten til korte nyhedsindslag bl.a. også skal gælde for udbydere, som sender på mindretalssprog;

1.10

stiller sig meget positivt til en opretholdelse af kvotesystemet, som skal fremme produktionen på europæisk niveau, eftersom dette i høj grad bidrager til bevarelse og udvikling af regionale identiteter. Det kræver imidlertid en strengere og mere ensartet anvendelse af dette system;

1.11

finder det nødvendigt, at medlemsstaterne sørger for, at også udbydere af ikke-lineære medietjenester under deres jurisdiktion, når det er muligt, med passende midler fremmer produktionen af og adgangen til europæiske programmer;

1.12

finder, at de lempelser i forbindelse med produktplaceringer, som direktivforslaget tillader for første gang, går for vidt og helt sikkert i væsentlig grad vil gå ud over den redaktionelle uafhængighed, selv om det søges udelukket i artikel 3h, stk. 1, litra a), i forslaget;

1.13

finder, at bestemmelserne i artikel 11 om perioder mellem de enkelte reklameafbrydelser og artikel 18 om grænser for reklame pr. klokketime ikke længere er relevante, og opfordrer derfor til, at man i højere grad liberaliserer de kvantitative reklameregler for udbydere af lineære tjenester;

1.14

finder det imidlertid nødvendigt, hvis disse bestemmelser ophæves, at indføre et forbud mod at indsætte reklamer i børne- og nyhedsprogrammer af hensyn til beskyttelsen af mindreårige og forbrugerne;

1.15

anbefaler, at bestemmelsen, i henhold til hvilken isolerede indslag kun må forekomme undtagelsesvis, ændres således, at der af saglige grunde kan afviges herfra;

1.16

støtter forslaget om de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed, men finder, at det i princippet fortsat bør være op til medlemsstaterne og, i givet fald, regioner med lovgivningsbeføjelser, hvordan de foranstalter tilsyn med medierne, navnlig hvis de har mulighed for at organisere offentlig radio- og tv-virksomhed på en måde, som sikrer, at flest mulige meninger er repræsenteret;

6.3.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/16

1.1.1

opfatter den videre udvikling på det vestlige Balkan som et fælles europæisk fredsprojekt, der fuldstændig stemmer overens med Det Europæiske Fællesskabs grundidé, og understreger, at de vestlige balkanlande, ved at de som integrerede medlemmer af den europæiske familie selv påtager sig et ansvar og med støtte fra EU, på lang sigt skal blive et område med fred, frihed, sikkerhed og velstand;

1.1.2

opfatter en bearbejdelse af fortiden som en forudsætning for en forsoning mellem stater, folk og etniske grupper på det vestlige Balkan og betoner i denne sammenhæng de berørte landes forpligtelse til uindskrænket samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Det Tidligere Jugoslavien (ICTY);

1.1.3

bekræfter, at medlemskab af EU ikke kun omfatter det indre marked og personers frie bevægelighed, men i lige så høj grad også værdier, der er fælles for folk og lande i EU, nemlig menneskeværd, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincipper og beskyttelse af menneskerettigheder, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal;

1.1.4

bifalder fremskridtene i de politiske og økonomiske reformer, der har vist sig som følge af de europæiske perspektiver, der blev åbnet for landene på det vestlige Balkan i Thessaloniki 2003 og på ny bekræftet den 11. marts 2006 i Salzburg, og vedkender sig det internationale samfunds og Europas store ansvar over for disse lande;

1.1.5

bifalder, at de vestlige balkanlandes forhold ikke blot behandles i alle fagministerråd, men også i Rådet for almindelige anliggender, og at resultaterne sammenfattes i juni 2006;

1.1.6

bifalder optagelsen af forhandlinger om stabiliserings- og associeringsaftaler (SAA) med Bosnien og Hercegovina;

1.1.7

udtrykker håb om, at forhandlingerne om stabiliserings- og associeringsaftaler (SAA) med Serbien bliver genoptaget omgående, så snart de serbiske forhandlingspartnere har skabt forudsætningerne herfor;

1.1.8

bifalder indledningen af forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale med Montenegro den 26. september 2006;

1.1.9

henviser til, at de vestlige balkanlande har meget forskellige politiske og administrative strukturer og traditioner — til dels også regionalt og lokalt plan — samt store udviklingsforskelle, som der må tages tilstrækkelig hensyn til i omstillings-, stabiliserings- og demokratiseringsprocessen;

1.1.10

anerkender arbejdsprogrammet fremlagt af Kroatien som formandsland i den sydøsteuropæiske samarbejdsproces (SEECP) for tidsrummet maj 2006- maj 2007, hvis succes i sidste afhænger af det konstruktive samarbejde mellem de sydøsteuropæiske stater og udgør et vigtigt skridt i realiseringen af EU's fremtidsudsigter for dette område;

1.2.1

understreger, at EU's mål for de vestlige balkanlande i sidste ende er EU-medlemskab, hvorfor den aktuelle debat om de grundlæggende mål for udvidelsen ikke vedrører de vestlige balkanlande. Udvidelsestempoet skal tage højde for EU's absorberingsevne;

1.2.2

anerkender den betydning, den rigdom og de værdier, som det vestlige Balkan, de enkelte lande og befolkningerne vil tilføre hele Den Europæiske Union;

1.2.3

bekræfter sin opfattelse, at der må føres debat om de grundlæggende mål såvel som om grænserne for EU, herunder de mulige former for samarbejde med nabostater (f.eks. naboskabspolitik hhv. privilegeret partnerskab). Dette indebærer, at de stater, der i øjeblikket ikke tilbydes tiltrædelsesperspektiver, forelægges forslag til klart definerede økonomiske, politiske og strategiske bånd med EU som en opmuntringsstrategi, der muliggør en gradvis integrering i EU's politiske og økonomiske struktur;

1.2.4

støtter Europa-Parlamentets ønske til Kommissionen om inden den 31. december 2006 at forelægge en rapport om optagelseskapaciteten, herunder EU's karakter og geografiske grænser, og erklærer sig parat til at bidrage til den initiativbetænkning, som Europa-Parlamentet har til hensigt at udarbejde om dette emne;

1.2.5

understreger, at befolkningens accept er vigtig for udvidelsesprocessen, både i den tiltrædende stat og det nuværende EU, men gør opmærksom på, at det ikke bør være et yderligere optagelseskriterium.

2.1.1

betoner, at en nøgle til varig stabilitet er skabelsen af demokratisk legitimerede og finansielt sikrede politiske institutioner og velfungerende forvaltninger på lokalt og regionalt plan, fordi de garanterer anvendelsen af principperne om subsidiaritet, borgernærhed og partnerskab såvel som menneskerettighederne og borgernes grundlæggende frihedsrettigheder;

2.1.2

understreger, at en stabiliserings- og associeringsaftale som forberedelse til fremtidigt EU-medlemskab kun kan føre til varige resultater med stærk deltagelse af regionale og lokale myndigheder;

2.1.3

anbefaler landene på det vestlige Balkan at underskrive hhv. ratificere (3) Europarådets rammekonvention om grænseoverskridende samarbejde, Det europæiske charter for regional- eller mindretalssprog og Det europæiske charter om lokal selvforvaltning og sikre deres gennemførelse. Det sidste gælder også for Rammekonventionen til beskyttelse af nationale mindretal;

2.1.4

tilskynder landene i det vestlige Balkan til at følge op på de forpligtelser, de indgik på den regionale ministerkonference om effektive demokratiske styreformer på lokalt og regionalt plan i Zagreb den 24.-25. oktober 2004 samt forberede den opfølgningskonference, der skal afholdes i Skopje (»Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien«) den 8.-9. november 2006 inden for rammerne af stabilitetspagten for Sydøsteuropa og Europarådet;

2.1.5

opfordrer landene på det vestlige Balkan til i overensstemmelse med nærhedsprincippet at styrke deres subnationale myndighedsniveauer, at skabe de nødvendige juridiske rammer og at stille de fornødne midler til rådighed for regioner og kommuner til varetagelsen af deres udvidede beføjelser;

2.1.6

opfordrer regeringer og sammenslutninger af regioner og lokale myndigheder på det vestlige Balkan til at arbejde sammen og skabe kapacitetsopbygningsinitiativer og -programmer, der er nødvendige for, at regioner og lokale myndigheder kan varetage deres opgaver effektivt; roser Europarådets initiativ til at skabe et ekspertisecenter for lokalstyrereformer og opfordrer Kommissionen til at overveje muligheden for at indgå i et partnerskab med dette center for at sikre en effektiv gennemførelse af dets bistandsprogrammer;

2.1.7

tilskynder til fremme af alle befolkningsgruppers, særligt mindretals, deltagelse i det offentlige liv, i alle politiske udvalg og administrative strukturer og til styrkelse af dialogen mellem samfundsgrupper, specielt i områder med blandet befolkning, og til det formål udarbejde og gennemføre mellemlange strategiplaner;

2.1.8

anbefaler at drage nytte af EU-regionernes erfaringer med deres politik til overholdelse af menneskerettighederne og til beskyttelse af mindretalsrettigheder. Kun retsgrundlag og politikker, der er virksomme lokalt og er accepteret af befolkningen er holdbare på lang sigt;

2.1.9

ser i EU-tiltrædelsesprocessen en kraftig ansporing til at acceptere sameksistensen mellem forskellige befolkningsgrupper; påpeger, at løsningen af etniske spørgsmål under alle omstændigheder kræver særskilt behandling på grund af den komplicerede retlige situation samt de forskellige bebyggelsesstrukturer;

2.1.10

finder det bydende nødvendigt med henblik på en varig nyttevirkning af de midler, EU har sat ind, at inddrage regionale og lokale organer og deres centralorganisationer i landene på det vestlige Balkan i udformningen og gennemførelsen af alle fælles programmer og overdrage (med)ansvaret til dem i overensstemmelse med deres forvaltningskapacitet og henviser til de midler, Unionen har stillet til rådighed til understøttelse af politiske og økonomiske reformer i en størrelsesorden på ca. 5,4 milliarder euro fra 2000 til 2006; understreger betydningen af videreførelsen af den finansielle støtte til konsolidering og fortsættelse af partnerskaber ved hjælp af foranstaltninger til kapacitetsopbygning, primært via førtiltrædelsesinstrumentet, og forventer en tilsvarende bevillingsramme til de vestlige balkanlande i den kommende finansieringsperiode 2007-2013;

2.1.11

er fortaler for fremme af dialogen mellem repræsentanter for regionale og lokale organer og Regionsudvalget, bekræfter sin beredvillighed til f.eks. i blandede rådgivende udvalg for lande med tiltrædelsesperspektiv at yde konkrete bidrag til opbygning af institutioner og til styrkelse af forvaltningskapaciteten hos de nationale sammenslutninger af regionale og lokale organer, er af den opfattelse, at ønsket fra regionale og lokale organer på det vestlige Balkan om oplysninger om forvaltningspraksis, politisk rådgivning og teknisk hjælp fra medlemsstaterne skal imødekommes;

2.1.12

tilskynder til inddragelse af Regionsudvalget, regioner fra medlemsstaterne såvel som uddannelsesinstitutioner (4) og europæiske regionalorganisationer som f.eks. De Europæiske Grænseregioners Arbejdsfællesskab med relevante erfaringer i opbygningen af det regionale universitet for forvaltningsreformer (KOM 2006/27, side 13), anbefaler, at uddannelsesprogrammer omfatter emner som decentralisering og regionalisering, opbygning og ledelse af regionale og lokale forvaltninger, grænseoverskridende og interregionalt samarbejde samt diversity-management;

2.1.13

glæder sig over resultaterne af den regionale rundbordskonference om stabilitetspagten den 30. maj 2006 i Beograd, hvor deltagerne aftalte at overtage »ejerskabet« af en ny selvstændig samarbejdsramme, og erklærer sig rede til at deltage i det regionale samarbejdsråd (RCC), der skal oprettes fra 2008 som efterfølger for stabilitetspagten, og bidrage med erfaringer fra det regionale og lokale niveau;

2.2.1

mener, at det politiske, kulturelle, sociale og økonomiske grænseoverskridende samarbejde mellem regioner og kommuner på det vestlige Balkan kan bidrage ikke blot til stimulering af de lokale og nationale økonomier, men også kan blive et konkret redskab til forbedring af den gensidige forståelse og tillid i regionen samt bidrage til, at etniske konflikter undgås;

2.2.2

opfordrer regionale og lokale myndigheder inden for EU til inden for rammerne af Twinning-projekterne (5), udvekslingsprogrammer og seminarer at styrke formidlingen af konkrete erfaringer til regionale og lokale politikere og forvaltninger i landene på det vestlige Balkan; i den forbindelse er erfaringer fra regionale og lokale myndigheder, der blev medlemmer af EU i 2004, særligt instruktive; opfordrer Kommissionen til at øge indsatsen for gennem de nationale kontaktpunkter at gøre regionale og lokale myndigheder i medlemsstaterne bekendt med de bestående Twinning-projekter i EU;

2.2.3

tilskynder til gennem møder mellem repræsentanter for regionale og kommunale organisationer, folkevalgte på lokalt og regionalt plan, forvaltningseksperter og forskere fra EU og de vestlige balkanlande at udnytte resultaterne af erfaringsudveksling til konkret kapacitetsopbygning og henviser til den håndbog om lokalt demokrati (Toolkit of Local Government Capacity-Building Programmes), som Europarådet (6) i september 2005 udgav, samt den praktiske håndbog om grænseoverskridende samarbejde, som De Europæiske Grænseregioners Arbejdsfællesskab har udarbejdet, og som er blevet offentliggjort af Europa-Kommissionen på ni sprog;

2.2.4

opfordrer Informationskontoret for Teknisk Bistand (TAIEX), der i 2004 satte aktiviteter i værk i regionen, til ikke at indskrænke sine tilbud til centralstatslige forvaltninger og virksomhedssammenslutninger, men i stigende omfang at rette dem til regioner, lokale myndigheder og deres organisationer;

2.2.5

understreger de lokale og regionale myndigheders ansvar i landene på det vestlige Balkan over for tilbagevendende fordrevne og for deres indkvartering, uddannelse, beskæftigelse og integration, finder det i denne sammenhæng nødvendigt at styrke det interregionale samarbejde og støtte sig til andre staters, regioners og lokale organers erfaringer;

2.2.6

finder den forestående etablering af en lokal grænsetrafikordning ved medlemsstaternes ydre grænser (KOM(2005) 56 af 23. februar 2005) lovende og anbefaler under Europarådets (7) medvirken tilsvarende ordninger mellem Balkanstaterne (8);

2.2.7

foreslår, at Kommissionen drager nytte af Regionsudvalgets såvel som nationale og europæiske lokalstyreorganers erfaringer for at fremme regions-, kommunal- og bypartnerskaber;

2.2.8

ser i det grænseoverskridende samarbejde et moderne instrument til beskyttelse af mindretal og henviser til artikel 17 i Rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal;

2.3.1

finder det rigtigt, at europæiske institutioner ved gennemførelsen af økonomiske reformer er særligt opmærksomme på bekæmpelse af arbejdsløshed, social udstødelse og diskrimination og på fremme af social dialog, fordi økonomiske og socialpolitiske spørgsmål skal løses samtidig med politiske reformer (svag samfundsøkonomi: høj arbejdsløshed: utilstrækkelig social samhørighed);

2.3.2

finder det i denne sammenhæng bydende nødvendigt inden for landene på Vestbalkan under medvirken af regionerne og lokale organer at udvikle og realisere regionale økonomi- og beskæftigelsesstrategier, der har vedvarende stimulering af økonomien og skabelse af lokale arbejdspladser samt grænseoverskridende forbindelser som mål;

2.3.3

anbefaler — i overensstemmelse med de regionale og kommunale organers kompetencer — videreudvikling eller, hvor de ikke allerede findes, oprettelse af rådgivningscentre på grundlag af de positive lokale initiativer, der allerede er iværksat, til formidling af grundviden om virksomheder og virksomhedsledelse og til fremme af iværksætterånd, især hos ungdommen, (SEK(2006) 283) for at få opbygget et bæredygtigt netværk af små og mellemstore virksomheder, som kan yde et vigtigt bidrag til beskæftigelsen;

2.3.4

tilskynder til at yde lokale og regionale myndigheder støtte til at forbedre elektronisk kommunikation og elektronisk adgang til virksomhedsrelevante oplysninger (rådgivning, indsendelse af ansøgninger, juridiske og beskatningsmæssige oplysninger) og dermed yde bidrag til opbygningen af en lokal og regional økonomisk struktur;

2.3.5

foreslår en videreudvikling af informations- og virksomhedsfremmesystemer på lokalt og regionalt plan; opfordrer til i et fremtidsperspektiv at imødekomme hjerneflugtsproblemet gennem oprettelse af regionale platforme for forskning og udvikling samt for uddannelse og erhvervsuddannelse;

2.4.1

er fortaler for at bygge på erfaringerne med programmet Tempus, som i årene 2001-2005 havde et budget på 83 mio. euro til foranstaltninger på det vestlige Balkan og årligt gav op til 250 studerende og mere end 1 000 lærere mulighed for at studere i andre lande, deltage i videreuddannelse og samtidig øge mulighederne for at deltage i Youth-programmet også i landområderne;

2.4.2

opfordrer Kommissionen til at oprette et særligt vindue i Erasmus Mundus, der giver de studerende i regionen mulighed for at følge postgraduate kurser på de europæiske masterstudier, særligt dem der tilbyder internationale kurser og praktikophold, eftersom en sådan tilgang vil fremme den gensidige kulturelle forståelse og udviklingen af økonomiske forbindelser;

2.4.3

mener, at det er vigtigt, at der er en tovejs læringsproces. Det er ikke kun borgerne i landene i det vestlige Balkan, der skal drage nytte af mulighederne af at studere i EU-lande — også EU borgere bør opmuntres til at studere i disse lande;

2.4.4

finder det nødvendigt at gennemføre den planlagte lettelse af vilkårene for studerendes og læreres ophold i medlemsstaterne for at give den unge generation mulighed for at få et europæisk perspektiv; henviser til den påtænkte lempelse af visakravene til alle studerende;

2.4.5

opfordrer Kommissionen til ved restaurering og genopførelse af fredede bygningsværker og kulturarvssteder at inddrage regionale og lokale organer i konception, planlægning og udførelse;

2.4.6

peger på, at der er et potentiale for kulturturisme i regionen som et middel til økonomisk udvikling, og opmuntrer derfor de igangværende bestræbelser for at bevare den bygningsmæssige og kulturelle arv i landdistrikterne;

2.4.7

understreger kunst- og kultursamarbejdets vigtige rolle for den langsigtede stabilisering af landene på det vestlige Balkan og deres inddragelse i EU's kunst- og kultursamarbejdsprojekter;

2.4.8

opfordrer til oprettelse af en supplerende platform for dialog og samarbejde i form af en elektronisk portal for Balkan, der navnlig er rettet mod unge i Vestbalkan. En sådan portal kunne ud over uddannelse også fremme direkte social og kulturel udveksling;

2.5.1

minder de lokale og regionale myndigheder om deres ansvar i forbindelse med fordelingen af bevillinger til turistmæssige nøgleområder med henblik på en bæredygtig fremtidig udvikling af en miljøvenlig turisme af god kvalitet;

2.5.2

opfordrer Kommissionen til ved anvendelsen af instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA), som erstatter de nuværende førtiltrædelsesinstrumenter og Cards-forordningen (9), at tage evalueringen af Cards-programmet i betragtning, hvori der eksplicit kræves en stærkere decentralisering af planlægningen og styringen af dette program. Den regionale dimension i Cards er relativt svag, mangler strategisk ledelse og bliver af de lokale partnere betegnet som utilgængelig. Denne kritik skal tages i betragtning ved videreudviklingen af landene på det vestlige Balkan;

2.5.3

opfordrer landene på det vestlige Balkan til i deres reformer at tage hensyn til Lissabon-målene i lyset af opdateringerne fra Det Europæiske Råd af 23. og 24. marts 2006 og at inddrage de regionale og kommunale niveauer i planlægningen og gennemførelsen og tilskynder til udarbejdelse af omfattende strategiplaner for regionaludviklingen;

2.5.4

foreslår at inddrage de nationale myndigheder med ansvar for miljøspørgsmål (ofte regionale eller lokale organer) i Det Europæiske Miljøagenturs vigtigste aktiviteter, der fra 2006 inden for rammerne af Phare- og Cards 2005-programmerne vil understøtte disse landes arbejdsprogrammer ved hjælp af specifikke EU-instrumenter;

2.6.1

henviser til nødvendigheden af under hele forhandlingsforløbet at tage EU's absorberingsevne i betragtning uden at der kan være tale om et nyt optagelseskriterieum og at vurdere fremskridtene på grundlag af transparente kriterier og ikke ud fra politiske overvejelser og forlanger, at man er ærlig i sin omgang med forventningerne i befolkningerne i EU og i de europæiske partnerlande;

2.6.2

opfordrer medlemsstaterne og de europæiske institutioner til at informere borgerne mere indgående om forhandlingerne om udvidelsesprocessen, end det skete i forbindelse med Rumænien og Bulgarien (overskygget af forfatningsdiskussionen i Konventet), og (gennem Regionsudvalget) at lade regioner og lokale organer deltage i planlægning og gennemførelse af informationskampagner og -foranstaltninger, eftersom de har den største borgernærhed og kontakter til de lokale og regionale medier;

2.6.3

henviser til nødvendigheden af, at EU-institutionerne og landene på det vestlige Balkan mere intensivt informerer borgerne om mål, indhold og krav til begge sider inden for rammerne af integrationsprocessen for at hindre, at processen bliver opfattet som noget, der pålægges »udefra« eller »ovenfra«, og henviser igen til regionernes og de kommunale organers vigtige rolle i alle kommunikationsforanstaltninger;

2.6.4

er fortaler for udvidelsen af den civilsamfundsdialog på det vestlige Balkan, der også skal føres i frie, uafhængige og professionelle medier, og foreslår så hurtigt som muligt at lade Vestbalkanstaterne deltage i det fælles aktionsprogram til fremme af organisationer, der arbejder for et aktivt unionsborgerskab (borgerdeltagelse);

2.7.1

støtter Kommissionens forslag om ikke at begrænse den albanske aktionsplan til forebyggelse og bekæmpelse af korruption til den nationale forvaltning, men også at udvide den til de regionale og lokale niveauer (KOM(2005) 1421, side 18);

2.7.2

foreslår at forstærke det interregionale og grænseoverskridende samarbejde, især med naboregioner i EU-stater;

2.7.3

støtter kravene fra Europa-Parlamentet om styrkelse af korruptionsbekæmpelse, garanteret pressefrihed og en valgret, der lever op til europæiske standard;

2.8.1

noterer sig med tilfredshed, at de regionale myndigheder i Bosnien og Hercegovina har særlige ansvarsbeføjelser, som spiller en vigtig rolle i løsningen af etniske problemer; påpeger, at finansieringen og den strukturelle effektivitet skal forbedres i denne stærkt regionaliserede stat uden politisk tradition og decentraliseringskultur;

2.8.2

anser en forfatningsreform med en forbedring af de statslige organisationer som nødvendig og forventer, at forudsætningerne for en korrekt gennemførelse af valgene planlagt til oktober 2006 bliver tilvejebragt;

2.8.3

henviser til de erfaringer og den viden, som regionale folkevalgte i føderale stater (f.eks. Belgien) besidder med hensyn til forbedring af retsgrundlaget og de proceduremæssige forbindelser mellem centralstaten og de forskellige dele (enheder og kantoner), og er overbevist om, at innovative løsninger er nødvendige;

2.8.4

bifalder udvidelsen af den regelmæssige erhvervspolitiske dialog til også at omfatte Bosnien og Hercegovina;

2.8.5

opfordrer til understøttelse af integrationen af flygtning og fordrevne i byer og kommuner, jf. Aftale om Tilbagevenden af 31. januar 2005 mellem Kroatien, Bosnien og Hercegovina samt Serbien og Montenegro;

2.9.1

beklager, at man ikke i forbindelse med vedtagelsen af den nye serbiske forfatning har benyttet lejligheden til at styrke decentraliseringsprocessen, og har den opfattelse, at en yderligere styrkelse af autonomien også vil styrke hele landets sammenhold;

2.9.2

understreger betydningen af den autonome provins Vojvodinas multietniske karakter og bifalder den i provinsen herskende ånd med gensidig tillid og tolerance samt tendensen til at inddrage de forskellige nationale grupper i den politiske beslutningstagning;

2.9.3

bifalder den autonome provins Vojvodinas mange foranstaltninger til et grænseoverskridende regionalt og tværregionalt samarbejde i tråd med den europæiske integrationsproces og slår derfor til lyd for, at de regionale og lokale myndigheder i højere grad bliver inddraget i de videre forhandlinger om samarbejds- og associeringsaftalen;

2.9.4

henstiller på det kraftigste, at de lokale politiske institutioner og forvaltninger styrkes og udrustes med de nødvendige midler gennem en kommunal reform, da dette sammen med styrkelsen af det regionale niveau afspejler principperne for subsidiaritet, nærhed og partnerskab og aflaster nationalstaten;

2.9.5

forventer, at Serbien hurtigst muligt undertegner den europæiske rammekonvention for grænseoverskridende samarbejde og ratificerer det europæiske charter om lokal selvforvaltning;

2.9.6

opmuntrer myndighederne i Serbien gennem samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Den Haag til at skabe forudsætninger for at videreføre forhandlingerne om stabilitets- og associeringsaftalen;

2.10.1

ser en løsning med et europæisk perspektiv på spørgsmålet om Kosovos status og en varig løsning på spørgsmålet om rettigheder for borgere med forskellige nationaliteter som en forudsætning for en holdbar forsoning; forventer en afslutning inden udgangen af 2006 på de direkte forhandlinger (10) i Wien under De Forenede Nationers ledelse;

2.10.2

forventer garanti for en virksom gennemførelse af forfatningsbestemmelser på lokalt plan ved hjælp af en effektiv decentraliseringsmodel, der varigt sikrer mindretallenes og befolkningsgruppernes rettigheder, en forbedring af de yderst mangelfulde retsstatsforhold og retssikkerhed og en bedre repræsentation af mindretal og en bedre mindretalsbeskyttelse (mindretalssprog);

2.10.3

opfordrer kraftigt til en forbedring af relationerne mellem Kosovo-serbere og Kosovo-albanere, en inddragelse af alle grupper i det demokratiske og administrative liv og garanti for beskyttelse af mindretal;

2.10.4

finder det nødvendigt at styrke forvaltningskapaciteten på kommunalt plan især med henblik på udfærdigelse af strategier for den økonomiske udvikling og til bekæmpelse af organiseret kriminalitet samt økonomisk kriminalitet (KOM(2005) 561, s. 33);

2.10.5

anser en forbedring af det offentlige servicetilbud i alle kommuner for særlig vigtig for at hindre, at »parallelstrukturer« opstår eller befæstes;

2.11.1

forventer, at resultaterne af folkeafstemningen den 21. maj 2006 anerkendes og gennemføres af alle parter; opfordrer alle parter til at føre en konstruktiv dialog om sameksistens;

2.11.2

bifalder, at folkeafstemningen om Montenegros uafhængighed den 21. maj 2006 blev gennemført på en demokratisk, åben og korrekt måde i henhold til internationale og europæiske normer, hvilket også blev bekræftet uforbeholdent af den repræsentant for Regionsudvalget, der for første gang deltog som observatør i folkeafstemningen;

2.11.3

bifalder, at Montenegros befolkning med den usædvanlig store valgdeltagelse på 86,5 % har bevist deres demokratiske ansvar og modenhed, hvilket har givet resultatet en høj legitimitet;

2.11.4

ser i en tilslutning til uafhængighed på 55,5 % et behov for, at tilhængere og modstandere arbejder snævert sammen for at gennemføre uafhængigheden internt, men også i forholdet mellem Montenegro og Serbien;

2.11.5

opfordrer alle deltagere i uafhængighedsprocessen til at undlade enegang og træffe alle nødvendige skridt i fællesskab;

2.11.6

forventer, at den nye stat Montenegro så hurtigt som muligt underskriver og ratificerer Europarådets rammekonvention om grænseoverskridende samarbejde, Det europæiske charter for regional- eller mindretalssprog, Det europæiske charter om lokal selvforvaltning og Rammekonventionen til beskyttelse af nationale mindretal;

2.11.7

anbefaler Montenegros myndigheder, at man umiddelbart sammen med Serbien udarbejder en model for et grænseoverskridende regionalt samarbejde ved den fælles grænse (Sandschak), og at man også tilstræber dette med andre nabostater som Bosnien og Hercegovina, Albanien og Den Autonome Region Kosovo;

2.11.8

opfordrer EU-institutionerne til at støtte den nye stat i sine bestræbelser på at opnå en fredelig adskillelse og uafhængighed;

2.12.1

bifalder, at Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien har fået tilkendt kandidatstatus som anerkendelse af fremskridtene med gennemførelsen af Ohrid-aftalen; opfordrer dog til, at man med bistand fra det internationale samfund gennemfører Ohrid-rammeaftalen fuldstændigt som en forudsætning for en forbedring af stabiliteten;

2.12.2

forventer efter voldshandlingerne i forbindelse med de seneste parlamentsvalg, at alle politiske kræfter bliver sat ind på at skabe forudsætningerne for en fredelig gennemførelse af demokratiske valg fremover efter europæisk standard;

2.12.3

er fortaler for en yderligere styrkelse af den lokale selvforvaltning, eftersom denne har bidraget til en styrkelse af tilliden mellem de etniske grupper;

2.12.4

finder en styrkelse af den lokale forvaltningskapacitet påtrængende nødvendig, da dette er en forudsætning for decentralisering af skatteopkrævningen (finansielle ressourcer til kommunerne), og deler Kommissionens betænkeligheder ved, at de finansieringskilder, der er tildelt kommunerne, er utilstrækkelige til at samfinansiere fremtidige programmer og projekter inden for rammerne af Strukturfonden og Samhørighedsfonden eller opfylde deres forpligtelser på miljøbeskyttelsesområdet (SEK 2005/1425, side 140) og tilskynder til at lade miljøbeskyttelse, som er et horisontalt emne, øve stærkere indflydelse på andre af kommunernes politikområder som f.eks. den fysiske planlægning;

2.12.5

støtter Kommissionens forslag om at udforme mæglingsproceduren mellem kommuner og centralstat klarere (SEK(2005) 1425, s. 21) og finder et regelmæssigt og struktureret samarbejde mellem nationale og lokale niveauer bydende nødvendigt (SEK(2005) 1425, s. 120);

2.12.6

finder det nødvendigt at skabe en fungerende finanskontrol med intern revision som forudsætning for god forvaltning, at opbygge kapacitet til at forhindre misbrug af offentlige midler samt at sætte konsekvente foranstaltninger i værk til begrænsning af korruption på lokalt niveau;

2.12.7

opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at styrke landdistrikterne samt erhvervslivet og landbruget (f.eks. oprettelse af bankfilialer på landet, forpagtning og salg af statsejede landbrugsarealer til landmænd) for at udnytte det foreliggende selvforsyningspotentiale.

2.12.8

håber på en snarlig endegyldig og for alle parter tilfredsstillende løsning på navneproblemet, der er genstand for forhandlinger i FN-regi.

6.3.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/23

1.1

bifalder fremlæggelsen af grønbogen, der leverer en præcis statusopgørelse over den nuværende situation på energiområdet samt peger på måder, hvorpå Europa kan udvikle en strategi for en bæredygtig og konkurrencedygtig samt sikker energiforsyning;

1.2

konstaterer, at Europa på energiområdet står over for adskillige udfordringer som f. eks. høje og stærkt svingende priser på og globalt stigende efterspørgsel efter energi, sikkerhedsrisici for producent- og transitlande samt for transportruterne, stigende afhængighed af import og endnu begrænset diversificering af energi- og leveringskilder, stigende miljøbelastning, krav om en stærkere integration og sammenkobling af de nationale energimarkeder samt et stort investeringsbehov i energiinfrastruktur;

1.3

glæder sig over, at grønbogen i lyset af disse udfordringer sætter gang i en intensiv energipolitisk diskussion i Europa, og fremhæver betydningen af en langsigtet energistrategi i EU;

1.4

understreger, at det med henblik på at realisere de tre indbyrdes sammenhængende mål — forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og bæredygtighed — er afgørende nødvendigt at tage hensyn til alle de politikområder, der har tilknytning til energipolitikken, det vil sige navnlig trafik-, miljø-, regional-, forsknings- og udviklings- samt udenrigspolitikken;

1.5

bifalder en fælles europæisk energipolitik, der etablerer et samarbejde mellem de europæiske, nationale, regionale og lokale myndighedsniveauer under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende i visse medlemsstater, og under overholdelse af nærhedsprincippet. Kun gennem en koordineret indsats kan Europa finde en bæredygtig løsning på problemet med energiforsyningssikkerheden og dens betingelser;

1.6

påpeger, at en stabil og billig energiforsyning også er af stor betydning for den bæredygtige udvikling i regionerne og kommunerne;

1.7

understreger den rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller som energiproducenter (f. eks. gennem deltagelse i energivirksomheder), der er afhængige af rimelige konkurrencevilkår;

1.8

bifalder konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 23. og 24. marts, i henhold til hvilke der til »sikring af de europæiske økonomiers konkurrenceevne og af en økonomisk overkommelig energiforsyning« skal tilskyndes til opbygning af et regionalt energisamarbejde i EU og til at lette integrationen af regionale markeder i EU's indre marked;

1.9

betoner nødvendigheden af at diversificere eksterne og interne energikilder for at mindske EU's afhængighed af import af energi og af leverancer fra enkelte udbydere og på den måde sikre en stabil energiforsyning;

1.10

understreger, at beslutningen om et bestemt energimix i kraft af nærhedsprincippet fremdeles bør være overladt til medlemsstaterne;

1.11

går af hensyn til bekæmpelsen af klimaforandringerne ind for, at andelen af vedvarende energikilder med ringe eller ingen udledning af drivhusgasser i de enkelte medlemsstaters energimix øges;

1.12

savner i forbindelse med diversificeringen af energimixet en inddragelse af vandkraften og geotermisk energi, der er en effektiv og virksom energikilde, som ofte udnyttes af de regionale og kommunale energiproducenter og -leverandører;

1.13

beklager den manglende gennemførelse af direktiverne om en liberalisering af det indre marked for el og gas i adskillige medlemsstater;

1.14

anser det for nødvendigt, at der forud for yderligere lovgivningstiltag gennemføres en fuldstændig implementering af den anden lovpakke om EU's indre marked samt en evaluering af dens konsekvenser;

1.15

understreger behovet for at skabe et fælleseuropæisk energinet, og anser derfor en forbedring af samarbejdet mellem de nationale reguleringsinstanser for at være en tvingende nødvendighed;

1.16

afviser oprettelsen af nye administrative strukturer som f.eks. en europæisk »energimyndighed«, eftersom de nationale reguleringsinstanser selv er i stand til at nå de mål, Kommissionen har foreslået og Det Europæiske Råd har bekræftet;

1.17

mener ikke, at der i øjeblikket er behov for et nyt lovgivningsinitiativ om naturgasreserver, eftersom det direktiv om gasforsyningssikkerhed, der trådte i kraft i maj 2006, bør gennemføres først;

1.18

bifalder fremlæggelsen af en strategisk plan, der styrker udviklingen af ny energiteknologi på europæisk niveau, støtter hurtig markedsføring af disse teknologier og skaber mulighed for koordinering af medlemsstaternes og Fællesskabets forsknings- og innovationsprogrammer;

1.19

betragter øget energieffektivitet som et vigtigt mål, navnlig for at forhindre at importafhængigheden stiger yderligere;

1.20

gør opmærksom på, at der allerede i dag findes mange EU-foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, der er trådt i kraft eller er under udarbejdelse, og som først nu begynder at virke eller endnu ikke er gennemført. Som eksempler kan nævnes bygningsdirektivet, direktivet om kombineret kraftvarmeproduktion eller direktivet om energieffektivitet i slutanvendelserne;

1.21

bifalder Kommissionens hensigt om fra 2007 at foretage en årlig evaluering af EU-strategien, hvori de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå målene på mellemlang og lang sigt, behandles;

1.22

bifalder fremlæggelsen af biomassehandlingsplanen, hvis gennemførelse kan yde et vigtigt bidrag til realiseringen af de tre mål, der er beskrevet i grønbogen om energi;

1.23

bifalder Kommissionens hensigt om i højere grad end hidtil blandt de vedvarende energikilder at satse på videreudvikling af biomassen og anser den samlede pakke af foranstaltninger, som Kommissionen har skitseret, for at være velegnet som grundlag for en videreudvikling af udvindingen af energi fra biomasse;

1.24

hilser det velkommen, at Kommissionen fremhæver regionernes betydning for udvindingen af biobrændstoffer og andre former for bioenergi inden for rammerne af samhørighedspolitikken og politikken for udvikling af landdistrikterne;

1.25

påpeger, at udnyttelsen af biomasse kan bidrage afgørende til opnåelse af målet om, at vedvarende energi kommer op på 12 % af EU's samlede energiforbrug inden 2010, og understreger derfor biomassens betydning som et vigtigt alternativ til de fossile energikilder;

1.26

understreger, at handlingsplanen for første gang viser, hvorledes den tredobling af det primære biomasseenergiforbrug til 150 mio. tons olieækvivalent (MToe), der er pejlemærket i EU's hvidbog fra 1997, tænkes fordelt på områderne varme, el og brændstoffer (varme: 75 Mtoe, el: 55 Mtoe, brændstoffer: 19 Mtoe);

1.27

understreger, at det scenarium, der er beskrevet i handlingsplanen, ville være ensbetydende med en øgning af biomassens andel af det primære energiforbrug i EU fra i dag ca. 4 % til 8 % i år 2010 og gør opmærksom på, at hvis dette mål skal nås, under behørig hensyntagen til subsidiaritetsprincippet for de enkelte kompetente niveauer, bliver det i høj grad nødvendigt at træffe foranstaltninger til sikring af biomasseforsyningen, f.eks. krav om reserver, forbedringer i forsyningskæden etc.;

1.28

bifalder Rådets beslutning af 14.2.2006 om at optage levering af fjernvarme på den liste over varer og tjenesteydelser, som medlemsstaterne kan beskatte med nedsat momssats og finder det vigtigt, at de anvender denne nedsatte sats;

1.29

minder om, at mange lokale og regionale myndigheder allerede med succes er i gang med at gennemføre og har gennemført konkrete projekter om el- og varmeproduktion fra biomasse og således er pionerer på dette område og finder det vigtigt, at der opmuntres til gennemførelse af sådanne projekter;

1.30

understreger biomassens betydning som energikilde for landdistrikterne: Udnyttelsen af biomasse kan navnlig for landbrugets (»landmanden som energiproducent«) og skovbrugets vedkommende åbne op for nye indtægtskilder og bidrage til at skabe nye arbejdspladser;

1.31

bifalder Kommissionens meddelelse om en EU-strategi for biobrændstoffer, der på transportområdet i hvert fald delvis kan erstatte fossile brændstoffer og kan indgå i brændstofforsyningssystemerne;

1.32

understreger den kendsgerning, at der er lokale og regionale myndigheder, hvis bilpark allerede kører på biobrændstoffer;

1.33

påpeger, at det er vigtigt at producere biobrændsel på en bæredygtig måde for at undgå tab af biodiversitet. Det bør undgås, at store »monokulturer« af energiafgrøder (koncentreret dyrkning af en enkelt afgrøde på store arealer) i vidt omfang forstyrrer det lokale økosystem;

1.34

anmoder Kommissionen om at styrke forskningsindsatsen inden for biobrændstoffer, både på råstofniveau (med henblik på at øge afgrødernes udnyttelsesgrad og energiskabende karakteristika eller for at udnytte pyrolytiske olier som råstof i petrokemien) og procesniveau (omdannelse af biomasse til energi, som f.eks. forgasning og pyrolyse);

2.1

kræver med henblik på sikring af rimelige konkurrencevilkår en omgående og fuldstændig gennemførelse af direktiverne om en liberalisering af det indre marked for el og gas i alle medlemsstater;

2.2

går ind for cost-benefit-analyser af Kommissionens nye lovforslag;

2.3

kræver, at der sideløbende med en evaluering af EU's system for handel med udledningskvoter sker en forbedring og yderligere udvidelse af systemet i overensstemmelse med grønbogen, hvilket vil sikre stabile betingelser, hvorunder industrien kan tage de nødvendige langsigtede beslutninger, og opfordrer til, at unødvendige byrder for erhvervslivet — navnlig på grund af elprisernes indvirkning og på grund af konkurrenceforvridningerne som følge af den utilstrækkelige afstemning af de nationale allokeringsplaner medlemsstaterne imellem — fjernes sideløbende med en evaluering af EU's system for handel med udledningskvoter;

2.4

konstaterer, at koordineringen på EU-plan i forbindelse med gasforsyningskrisen i januar 2006 viste sig at være en god idé, og kræver, at det i fremtiden under hensyntagen til medlemsstaternes primære ansvar for deres egen forsyningssikkerhed sikres, at der i tilfælde af en forsyningskrise findes effektive koordineringsmekanismer, der er baseret på solidaritets- og nærhedsprincipperne;

2.5

kræver, at der satses på forskning og udvikling inden for bæredygtig energi og energieffektivitet, og at der stilles en passende andel af EU's støttemidler til rådighed til formålet;

2.6

foreslår, at EU på alle relevante politikområder inden for rammerne af sine beføjelser bør skabe incitamenter til udnyttelse af bæredygtige energikilder;

2.7

bifalder Kommissionens hensigt om at bidrage til videreudvikling af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten og går ind for, at der i nær fremtid fremlægges en omfattende handlingsplan for energieffektivitet;

2.8

kræver, at der i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen inddrages markedsbaserede og omkostningseffektive instrumenter som f. eks. information, rådgivning, støtte, frivillige aftaler og lignende, samt at der tages hensyn til det offentliges, virksomhedernes og forbrugernes budgetkapaciteter;

2.9

afviser, at der fastsættes absolutte mål for øgningen af energieffektiviteten. Medlemsstater, der allerede har gennemført besparelser, eller som benytter særligt effektive teknologier, har et mindre potentiale for yderligere effektivitetsforøgelser og ville blive ringere stillet i konkurrencen, hvis der blev fastsat absolutte mål i forbindelse med gennemførelsen;

2.10

støtter forslaget om en international aftale om energieffektivitet og igangsætning af en dialog mellem EU og lande, der er storforbrugere af energi, samt tærskellande om energieffektivitet og energibesparelser;

2.11

støtter udviklingen af et fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk koncept til sikring af forsyningerne og diversificering af leveringskilderne samt videreudvikling af energipartnerskaber og en uddybning af dialogen med vigtige producent-, transit- eller forbrugerlande; her forekommer det tillige at være fornuftigt at inddrage lande, der ikke grænser op til EU;

2.12

opfordrer Kommissionen til at tage højde for de lokale og regionale myndigheders betydning i forbindelse med gennemførelsen og videreudviklingen af handlingsplanen, til udtrykkeligt at diskutere den lokale og regionale dimension og til på den måde tillige at bidrage til en styrkelse af landdistrikterne over en bred front;

2.13

støtter i forbindelse med biomasseforsyningen Kommissionens opfattelse, ifølge hvilken beslutningen om dyrkning af energiplanter »helst skal tages på lokalt eller regionalt niveau«;

2.14

mener, at det med henblik på forbedring af forsyningssikkerheden, skånsom udnyttelse af ressourcerne, reduktion af udledningen af drivhusgasser samt styrkelse af landdistrikterne og af den vedvarende energisektor tillige er nødvendigt sideløbende med energibesparende foranstaltninger og øget energieffektivitet at videreudvikle udnyttelsen af de vedvarende energikilder og i den forbindelse at intensivere materiale- og energiudvindingen fra biomasse;

2.15

anser det for at være af afgørende betydning at fjerne de tekniske hindringer i forbindelse med biobrændstoffer og at ændre standard EN 14214 for at gøre det lettere at anvende en mere omfattende række vegetabilske olier til biodiesel, såfremt dette er muligt uden markante negative virkninger for brændstoffets ydeevne, og støtter derfor Kommissionens hensigt om i første omgang at undersøge årsagerne til disse hindringer, fastlægge, hvilke specifikationer i standarden der skal ændres, og samtidig sikre, at biobrændstoffer ikke diskrimineres af samme årsag;

2.16

opfordrer Kommissionen til også i forbindelse med videreudviklingen af en strategi for biobrændstoffer at tage passende hensyn til den lokale og regionale dimension;

2.17

bifalder Kommissionens hensigt om at øge biobrændstoffernes andel af det samlede brændstofforbrug og med det formål tillige at undersøge, om der kan gennemføres foranstaltninger til fremme af biobrændstoffer.

6.3.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/27

1.

den økonomiske globalisering og den deraf følgende intensiverede konkurrence, som virksomheder i den offentlige og private sektor udsættes for — et af de spørgsmål, som Lissabon-strategien skulle løse — kræver helt klart et tættere samarbejde mellem den offentlige og private sektor i form af offentlig-private partnerskaber (OPP'er), der er til gavn for begge partnere og navnlig offentligheden, dvs. brugerne af de leverede tjenesteydelser;

2.

offentlige partnere (på nationalt, regionalt og lokalt niveau) og private partnere deltager gennem OPP'er i gensidigt fordelagtige fælles aktiviteter, hvor de ikke kun anvender deres egne ressourcer til erhvervsformål, men også til opfyldelse af projektets samfundsmæssige mål, navnlig levering af kvalitetstjenester;

3.

de lokale og regionale myndigheder bør i højere grad engagere sig i OPP'er, eftersom deltagelse på græsrodsniveau i partnerskabsprojekter i overensstemmelse med traktaternes principper først og fremmest vil være til gavn for de personer, som får leveret tjenesteydelserne —

1.1

mener, at det er nødvendigt at udarbejde en fortolkningsmeddelelse, som omfatter alle former for OPP-aftaler, eftersom der endnu ikke findes en præcis definition af OPP, en passende lovgivning endnu ikke er på plads, og — vigtigst af alt — de nye medlemsstater mangler erfaring på området;

1.2

påpeger, at de lokale og regionale myndigheder befinder sig tættest på de personer, som bruger offentlige tjenesteydelser, og at de træffer beslutning om, hvordan tjenesteydelserne skal finansieres, samt hvilken form OPP'er skal antage, og om de alternativt selv kan levere de pågældende tjenesteydelser;

1.3

bemærker, at man som noget af det første efter at have valgt et OPP som løsning bør overveje at forbedre kvaliteten af de offentlige tjenesteydelser i forbindelse med et specifikt projekt. Sådanne partnerskaber opfattes nemlig ikke automatisk som den bedste løsning;

1.4

bemærker, at OPP'er ofte overfører risikoen til den part, som bedst er i stand til at håndtere en sådan risiko, samtidig med at de giver passende beskyttelse i de tilfælde, hvor afslutningen af et bestemt projekt bringer dem i en ugunstig situation;

1.5

påpeger, at OPP'er bygger på det princip, at den offentlige sektor er ansvarlig for at tilvejebringe passende infrastruktur og en særlig type af tjenesteydelser, samtidig med at den samarbejder aktivt med den private sektor om gennemførelsen af et bestemt projekt. Den private sektors rolle består i at sikre finansiering af projektarbejdet, at sikre teknologioverførsel og udføre opgaver for at nå de mål, der er opstillet for den offentlige sektor. Den private sektor driver den pågældende facilitet efter, at den er blevet oprettet eller fornyet, og leverer således mod betaling en offentlig tjenesteydelse. Hensigten med OPP'er er følgelig at fastlægge forholdet mellem de to parter således, at den risiko, som er forbundet med et givet projektaspekt, bæres af den part, som er bedst i stand til at håndtere den;

1.6

understreger, at OPP'er kan være en fordelagtig løsning, når det gælder levering af infrastruktur og tjenesteydelser til offentligheden. Kun på basis af en detaljeret analyse af de specifikke mål for en bestemt infrastruktur eller tjenesteydelse vil lokale og regionale myndigheder imidlertid kunne afgøre, om de selv skal udføre en given opgave eller overlade det til en tredjepart i overensstemmelse med lovgivningen om offentlige kontrakter i den pågældende medlemsstat, eventuelt gennem tildeling af koncessioner eller et institutionelt OPP;

1.7

mener, at OPP'er bør opfattes som et spørgsmål, der ikke kun kan behandles ud fra en juridisk, økonomisk eller teknisk synsvinkel, men også ud fra en politisk synsvinkel, eftersom beslutninger om samarbejde mellem den offentlige og private sektor er underlagt demokratiske afstemningsprocedurer og tilsynsorganers kontrol med det resultat, at sådanne beslutninger skal offentliggøres og kunne vurderes af borgerne, som bruger eller evt. vil bruge de pågældende tjenesteydelser;

1.8

understreger, at den offentlige partner i nogle tilfælde vil kunne opnå følgende fordele ved at indgå i et OPP om gennemførelsen af et givet projekt (forudsat at et sådant partnerskab opfattes som den bedste løsning, når det gælder levering af tjenesteydelser eller infrastruktur til offentligheden):

1.9

understreger, at det i OPP'er er nødvendigt med gensidig tillid mellem partnerne og åbenhed i den bilaterale kontakt for, at der i overensstemmelse med de europæiske traktaters grundlæggende principper om f.eks. lige muligheder, gensidig anerkendelse og proportionalitet kan sikres en fri, uhindret udvikling. For at OPP'er kan overholde disse principper, er det nødvendigt med:

1.10

fremhæver, at såvel kontraktuelle OPP'er som institutionelle OPP'er bør prioritere det højt at garantere borgerne anlæg eller tjenesteydelser, som er af høj kvalitet, sikre og med forsyningsgaranti. De offentlige myndigheder kan derfor ikke afslå at sætte leverancen af tjenesteydelserne højere end leverandørens økonomiske interesser. De bør endvidere forbeholde sig visse rettigheder til f.eks. at opstille kvalitets- og sikkerhedsstandarder og at ændre disse ensidigt til fordel for den almene interesse i hele samarbejdets løbetid, til igen at overtage anlægget eller tjenesteydelserne, og til, når samarbejdet en gang er afsluttet, fra leverandøren at overtage de goder, som den offentlige myndighed anser for nødvendige for den fortsatte anvendelse eller for at levere tjenesteydelsen;

1.11

mener, at selv om størstedelen af de aktører, som Kommissionen har hørt, ikke støtter EU's initiativ til at tydeliggøre og harmonisere bestemmelserne om underleverancer i forbindelse med offentligt-privat samarbejde, bør EU-institutionerne ikke glemme, at borgerne/brugerne af de pågældende tjenesteydelser er grundlaget for dette samarbejde, og at et OPP's virke kan blive kompromitteret, hvis indehaveren af OPP'et ikke har et korrekt forhold til de underleverandører eller leverandører, der varetager leverancen helt eller delvist. På den anden side er de lokale og regionale instanser interesseret i at fremme de små og mindre virksomheder, som i de fleste tilfælde optræder som underleverandører eller leverandører. Kontrakt- eller koncessionsgiveren bør derfor være forpligtet til at overholde de samme økonomiske forpligtelser over for underleverandører og leverandører, som er gældende for den myndighed, der har overdraget opgaven til kontrakt- eller koncessionsgiveren selv.

2.1

anmoder, hvis Kommissionen fastholder idéen om at fremsætte et lovgivningsforslag vedrørende tjenesteydelseskoncessioner, om anerkendelse af den specifikke karakter af tjenesteydelseskoncessioner og koncessioner vedrørende tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Ethvert forslag fra Kommissionen bør sikre fleksible, gennemsigtige og ikke-diskriminerende procedurer for udvælgelse af tjenesteyderen og fleksible horisontale kriterier for den endelige tildeling;

2.2

mener, at debatten om OPP'er bør fortsætte i Kommissionen, eftersom samarbejde mellem kommuner/regioner og det private erhvervsliv har fået stadig større betydning inden for EU;

2.3

ønsker en mere præcis definition af »offentlig-privat partnerskab« og en klarlægning af terminologien, som f.eks. den præcise betydning af udtryk som »kontraktuelle OPP'er« eller »institutionelle OPP'er« og en mulig skelnen mellem europæiske OPP'er i modsætning til nationale og subnationale OPP'er;

2.4

mener i forlængelse af det foregående punkt, at man bør undgå udtrykkene »offentlige tjenesteydelser« og »tjenesteydelser af almen interesse«, da de defineres forskelligt i de forskellige lovgivninger. En mulighed, som kunne anvendes til at definere de institutionelle OPP, som er genstand for EU-lovgivningen, kunne være »et partnerskab, som har til formål at udføre et arbejde eller levere tjenesteydelser til borgerne mod betaling, som helt eller delvist afholdes af brugerne«;

2.5

opfordrer til, at man også tager stilling til, om man på EU-plan råder over de nødvendige finansielle instrumenter til at garantere europæiske OPP'er (genforsikring, offentlige garantier);

2.6

bifalder Kommissionens indsats for på EU-niveau at beskytte de grundlæggende principper i EF-traktaten, herunder principperne om gennemsigtighed, lige muligheder, proportionalitet og gensidig anerkendelse i forbindelse med tildeling af offentlige kontrakter og koncessioner;

2.7

finder, at konkurrenceprægede dialoger kan være en effektiv fremgangsmåde ved indviklede offentlige kontrakter, men at der endnu kun er få erfaringer med, hvad konkurrenceprægede dialoger kan indebære;

2.8

anbefaler, at medlemsstaterne udvikler procedurer for tildeling af koncessioner, der er baseret på gennemsigtige og sammenhængende regler, under hensyntagen til Kommissionens eventuelt nye forslag til fælles definitioner og standarder på europæisk niveau;

2.9

mener, at man med henblik på at skabe større retssikkerhed for OPP'er kan overveje muligheden af at etablere foretagender med deltagelse af både offentlige og private partnere, som udfører offentlige tjenesteydelser;

2.10

understreger, at kun i de tilfælde, hvor tilbudsgivere (kontrahenter) er underlagt samme tilsyn af det offentlige kontrakttildelende organ som organets egne tjenester og samtidig udfolder størstedelen af deres aktiviteter i det pågældende organ, bør procedurer for indgåelse af offentlige kontrakter ikke finde anvendelse; ifølge Regionsudvalget betyder »intern operatør« en juridisk selvstændig enhed, som den kompetente myndighed kontrollerer på samme måde som sine egne tjenestegrene. I vurderingen af, om der er tale om en sådan kontrol, indgår sådanne elementer som repræsentationen i bestyrelse, direktion og tilsynsorganer, bestemmelser herom i vedtægterne, ejerforhold samt effektiv indflydelse på og kontrol over strategiske og driftsmæssige beslutninger. Som intern operatør er en privat virksomhed udelukket fra deltagelse i tjenesteyderens kapital med over 33 %. Regionsudvalget finder det især forkert at antage, at underhåndsaftaler tildelt offentlig-private selskaber, som er stiftet efter offentlige procedurer, altid medfører direkte eller indirekte fordele for det pågældende selskab. Følgelig afvises det, at der automatisk kan sættes lighedstegn mellem direkte underhåndstildeling og konkurrencemæssige fordele i strid med EF-traktatens bestemmelser, ligesom princippet om, at enhver anden begrænsning af markedets funktion ikke er forenelig med ovenstående rammer, afvises;

2.11

understreger, at en fortolkningsmeddelelse om tildeling af koncessioner eller institutionelle OPP'er kunne udstikke yderligere retningslinjer, hvad angår EF-traktatens principper om ligebehandling, gennemsigtighed, proportionalitet og gensidig anerkendelse, hvilket øger chancerne for partnerskabsprojekter mellem den offentlige og private sektor og letter gennemførelsen af flere fremtidige projekter på basis af lån fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB);

2.12

understreger, at det demokratiske system i hver enkelt EU-medlemsstat garanterer offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet, eftersom det først og fremmest tager hensyn til borgerne, der beskyttes af myndighederne, som forvalter — eller påvirker forvaltningen — overvåger og følger op på de tjenesteydelser, som leveres;

2.13

mener, at man i forbindelse med EU-støtte bør prioritere finansiering af OPP-projekter.

6.3.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/31

1)

Trepartskontrakterne og -overenskomsterne er et velegnet instrument til at fremme gode styreformer i Europa på forskellige niveauer ved navnlig at inddrage de regionale myndigheder i gennemførelsen af EU-politikkerne under hensyntagen til den forvaltningsmæssige struktur i hver enkelt medlemsstat;

2)

dette nye frivillige styringsinstrument sikrer fleksibilitet, effektivitet og mere demokrati i Den Europæiske Union og bidrager således til at skabe folkelig opbakning om det europæiske projekt;

3)

det er en af Regionsudvalgets prioriteter for 2006 at sætte skub i undertegnelsen af trepartskontrakter og -overenskomster, og Regionsudvalget ønsker især at styrke dette instruments potentiale og bidrag til gennemførelsen af Lissabon-strategien;

4)

udbredelsen af trepartskontrakter og -overenskomster, som har karakter af planlægnings- og gennemførelsesinstrumenter, gør det muligt at føre en mere sammenhængende og ensartet planlægningspolitik lige fra det europæiske til det lokale plan og at diversificere de instrumenter, der kan anvendes i samrådet mellem alle de institutioner, som er involveret i politikken for økonomisk og social samhørighed på regionalt plan;

5)

de resultater, der er opnået med trepartskontrakterne og -overenskomsterne i afprøvningsfasen, har været blandede, og tiden er inde til at justere dette instrument, vilkårene for dets gennemførelse samt dets mål og anvendelsesområde;

6)

på mødet den 2. og 3. oktober 2006 i Gruppen på højt niveau om nye styreformer i EU, som i sine konklusioner for det første anførte, at intet er til hinder for at videreføre instrumentet og for det andet, at en række medlemsstater har udvist interesse i på frivillig basis at gå videre med en ny forsøgsfase, har Regionsudvalget til gavn for de lokale og regionale myndigheder ydet et konkret bidrag til revisionen af instrumentet, så det kan komme til at fungere så godt som muligt —

1.1

anser det på baggrund af de økonomiske, sociale og miljømæssige og demokratiske udfordringer, som Europa er konfronteret med, for bydende nødvendigt at styrke EU's, medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders handleevne via et egentligt partnerskab for at gøre indsatsen mere effektiv;

1.2

understreger, at en konsolidering af det interinstitutionelle partnerskabsprincip i overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og proportionalitet er en hovedhjørnesten i opbygningen af et Europa, som alle europæiske borgere kan opfatte som deres »fælles hjem«;

1.3

mener, at en praktisering på lokalt plan af partnerskabsprincippet vil gøre det muligt at rette op på svaghederne ved det nuværende system og bidrage effektivt til realiseringen af fælles mål med et klart idemæssigt udspring i »Dagsorden for EU's borgere«, som Kommissionen har foreslået i sin meddelelse af 10. maj 2006, uden at ændre ved ansvarsfordelingen mellem de forskellige involverede partnere;

1.4

konstaterer i øvrigt, at den aktuelle offentlige debat i medlemsstaterne, som tænkepausen har udløst, viser, at en tilnærmelse til EU's borgere er muligt takket være konkrete og synlige tiltag, og at direkte inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i den europæiske opbygning i denne henseende er en uundværlig katalysator.

2.1

har fra starten støttet konceptet med trepartskontrakter og -overenskomster som en partnerskabsmetode, der skal sikre, at lovgivning og programmer med betydelige territoriale virkninger gennemføres med større smidighed og fleksibilitet;

2.2

konstaterer, at de hidtidige resultater af trepartskontrakterne og -overenskomsterne i afprøvningsfasen, ikke lever op til forventningerne, men mener dog, at man uden at sætte spørgsmålstegn ved relevansen af dette instrument bør iværksætte initiativer, som kan bane vejen for en større og mere udbredt anvendelse;

2.3

noterer blandt andet, at der indtil dato kun er indgået én trepartsoverenskomst med regionen Lombardiet, og beklager Kommissionens manglende indsats for at få undertegnet tre andre overenskomster i form af pilotprojekter (Birmingham, Lille og Pescara), hvis innovative indhold ville have kunnet tilføre en reel merværdi; tager i den forbindelse de nye initiativer fra de regionale og lokale myndigheders side (f.eks. den selvstyrende region Asturien og den selvstyrende provins Trente) til efterretning og understreger visse europæiske og nationale sammenslutningers indsats for at støtte og fremme dette instrument;

2.4

minder om, at lanceringen af konceptet om trepartskontrakter og -overenskomster er blevet modtaget med stor interesse af de regionale myndigheder, som har til opgave at omsætte og gennemføre en stor del af EU's lovgivning og foranstaltninger i den udstrækning, der på denne måde kan gøres en mere effektiv indsats; trepartskontrakter og -overenskomster er endvidere et redskab, som gør det muligt for EU's institutioner, nationale regeringer og regionale og lokale myndigheder at fastlægge mål, indkredse og gennemføre de foranstaltninger og aktiviteter, som henhører under dem, på integreret vis og udnytte de institutionelle aktørers respektive roller;

2.5

deler derfor ikke Kommissionens opfattelse, ifølge hvilken ingen lokal, regional eller central myndighed har udvist særlig interesse for forslaget;

2.6

henleder opmærksomheden på de vanskelige forhold, der har præget denne forsøgsfase, som har været gennemført i et alt for snævert perspektiv, og mener efter at have fået kendskab til evalueringen foretaget af Europa-Kommissionen, at en revision af dette instrument er så meget desto mere nødvendig med særlig opmærksomhed på følgende punkter:

2.7

minder om, at Europa-Parlamentet i sin beslutning fra december 2003 gav instrumentet en positiv modtagelse og udtrykkeligt bad om, at forsøgsfasen kom til at omfatte tilstrækkeligt mange og forskelligartede tilfælde og at der blev stillet budgetmidler til rådighed til passende oplysning om instrumentet;

2.8

henleder opmærksomheden på svarene på spørgeskemaet fra det finske formandskab til medlemsstaterne, hvoraf det fremgår, at et flertal af medlemsstaterne stiller sig positivt til anvendelsen af kontrakter med tre eller tilmed flere parter, herunder medlemsstaterne, de regionale og lokale myndigheder og Europa-Kommissionen, med henblik på at fremme partnerskabsprincippet i gennemførelsen af EU-politikkerne;

2.9

agter at bidrage til at opfylde de af Europa-Kommissionen udformede grundbetingelser for at sikre instrumentets succes ved at foreslå en række forskellige tilgange; er desuden rede til at optræde som drivkraft for at sikre det nødvendige politiske incitament til at styrke anvendelsen af dette instrument; understreger dog, at intet initiativ vil kunne lykkes uden de berørte medlemsstaters samt Europa-Kommissionens støtte og engagement;

3.1

går ind for at revidere trepartskontrakterne og -overenskomsterne og omdøbe dem til »europæiske territoriale pagter« for at tilpasse dem til de behov og interesser, der gør sig gældende på de forskellige forvaltningsniveauer, der kan deltage i en pagt;

3.2

håber, at de europæiske territoriale pagter vil give mulighed for:

3.3

understreger, at sådanne instrumenter i sig selv vil udgøre en meget stor merværdi for såvel de regionale og lokale myndigheder som EU, da de giver mulighed for bedre at tilpasse EU's indsats til de lokale og regionale forhold og således bedre ville kunne imødekomme borgernes konkrete behov;

3.4

erklærer sig rede til at samarbejde med Kommissionen, EU-formandskabet og de andre berørte institutioner, navnlig gruppen på højt niveau om nye styreformer, om en definition og evaluering af den konkrete merværdi af sådanne kontrakter eller overenskomster gennem fastlæggelse af passende kriterier og indikatorer;

3.5

mener, at den frie mulighed for at anvende sådanne europæiske territoriale pagter og forhandlingerne om dem på et fælles frivilligt grundlag mellem forskellige partnere er positive aspekter, som kan bidrage til en løbende dialog mellem de tre forvaltningsniveauer lige fra udarbejdelsen til gennemførelsen — også i tilfælde hvor mere end én medlemsstat er involveret; under alle omstændigheder bør instrumentet udformes under overholdelse og gennemførelse af den gældende lovgivning, såvel på regionalt og nationalt niveau som på EU-niveau, herunder navnlig for så vidt angår fordelingen af de eksisterende kompetencer i hver medlemsstat og anvendelsen af den gældende sektorlovgivning eller de bestemmelser, der regulerer forvaltning af og kontrol med de finansielle midler;

3.6

mener, at der ikke kan være et reelt partnerskab uden et finansielt bidrag fra hver af aftaleparterne til gennemførelsen af de mål, der er opstillet i fællesskab; foreslår, at overvejelserne over spørgsmålet om finansieringen af de europæiske territoriale pagter koncentreres om de mulige synergier mellem på den ene side EU-niveauet, de eksisterende budgetposter på de berørte områder og strukturfondene og på den anden side de disponible budgetposter på de lokale, regionale og nationale niveauer; dette bør ske uden at oprette endnu et finansielt instrument under EU's regionalpolitik og uden at ansøge om yderligere budgetmidler hertil;

3.7

mener, at det fælles mål bør være at opnå bedst mulig effekt af indsatsen ved at levere et praktisk eksempel på dens europæiske merværdi; denne merværdi er indlysende, når flere offentlige (europæiske, nationale, regionale eller lokale) forvaltninger har lovgivnings-, udformings- eller gennemførelsesmæssige beføjelser i forbindelse med visse politikker; beder desuden Europa-Kommissionen om at fastsætte præcise indikatorer, så merværdien kan defineres;

3.8

opfordrer Kommissionen til at udvide anvendelsen af europæiske territoriale pagter til andre områder og EU-politikker end miljøet, og især at fremme anvendelsen af dem herunder navnlig i forbindelse med Lissabon-strategien, samhørighedspolitikken, de store europæiske infrastrukturer og havpolitikken;

3.9

anbefaler at intensivere samrådet mellem Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Parlamentet og Regionsudvalget om definitionen og gennemførelsen af europæiske territoriale pagter; mener endvidere, at støtten fra de berørte nationale regeringer er afgørende for at nå dette mål;

3.10

gentager sin opfordring til Kommissionen om via sit generalsekretariat at styrke den tværgående koordinering af forvaltningen af dette nye instrument;

3.11

foreslår, at der indføres mekanismer med henblik på regelmæssigt samråd mellem de forskellige berørte forvaltningsniveauer, som er involveret i en territorial pagt; disse mekanismer bør være smidige og kræve begrænsede menneskelige ressourcer. De territoriale pagter bør være udformet således, at Kommissionen formelt kan indgå dem med samtlige medlemsstater og lokale og regionale myndigheder, der opfylder de fastsatte betingelser og kriterier i henhold til principperne om objektivitet, offentlighed og gennemsigtighed. Regionerne giver tilsagn om at samarbejde med Kommissionen og med samtlige medlemsstater for at udarbejde disse kriterier;

3.12

anser det for grundlæggende at forbedre samvirket og informationsudvekslingen mellem de regionale og lokale myndigheder, som deltager i en territorial pagt, og foreslår, at der foretages en årlig opfølgning gennem afholdelse af årlige møder mellem de involverede myndigheder og regeringer eller at der arrangeres offentlige høringer;

3.13

opfordrer Kommissionen til at iværksætte en egentlig kampagne for at informere og skabe opmærksomhed om lanceringen af de europæiske territoriale pagter blandt alle potentielle aktører for klart at gøre rede for formålene med dette instrument og dets politiske betydning;

3.14

anser det for nødvendigt, at der i definitionen af europæiske territoriale pagter udtrykkeligt henvises til de lokale arbejdsmarkedsparter, som er aktører i den lokale udvikling;

3.15

mener i betragtning af den store rolle, som borgerne bør spille ved fastlæggelsen af målene for de europæiske territoriale pagter, at EU's institutioner bør træffe foranstaltninger, der kan tilskynde hertil, og fremlægge forslag til instrumenter, der kan tages i brug for at sikre borgerdeltagelse;

3.16

pålægger sin formand at fremsende nærværende udtalelse til Rådet, Kommissionen, Europa-Parlamentet samt til medlemsstaternes regeringer og Gruppen på højt niveau om nye styreformer i EU.

6.3.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 51/35

1)

ifølge Det Europæiske Råds resolution af 26. juni 1997 skal uledsagede mindreårige migranter forstås som »tredjelandsstatsborgere under atten år, som ankommer til medlemsstaternes område uden ledsagelse af en voksen, der er ansvarlig for dem ifølge lov eller sædvane, og så længe de ikke reelt befinder sig i en sådan persons varetægt«;

2)

mindreårige, uledsagede mindreårige migranter og unge asylansøgere er mere sårbare og i højere grad i fare for social udstødelse, hvorfor beskyttelsen af disse grupper bør prioriteres af EU, partnerlandene og de lokale og regionale myndigheder;

3)

migrationsstrømmen af særligt sårbare grupper, heriblandt ofre for menneskehandel, asylansøgere og uledsagede mindreårige migranter indebærer i sagens natur ulovlig indrejse i partnerlandene, hvorfor forvaltningen heraf bør indgå i de mere overordnede politikker til imødegåelse af illegale indvandring;

4)

disse særlige migrationsstrømme befinder sig i en gråzone i lovgivningen mellem ulovlig indrejse og det efterfølgende lovlige ophold, der følger af den beskyttelse, der er garanteret af international og national ret;

5)

det er i dag vanskeligt at opstille data på EU-plan, da de nationale myndigheder klassificerer uledsagede mindreårige migranter på forskellig vis; i nogle lande betragtes de statistisk som asylansøgere, i andre som økonomiske migranter, og i andre igen som forladte mindreårige;

6)

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) anslår, at der samlet er ca. 25 millioner flygtninge i verden, og at 50 % af dem er børn. Ifølge de seneste skøn er mellem 2 % og 3 % uledsagede mindreårige migranter;

7)

UNICEF anslår, at ca. 1,2 millioner mindreårige hvert år er ofre for intern eller ekstern menneskehandel (UNICEF-rapporten »Stop the Traffic« fra juli 2003). Programmet Separated Children in Europe, der tager afsæt i International Save the Children Alliance's og UNHCR's arbejde, anslår forsigtigt, at der i Europa er mindst 100 000 uledsagede mindreårige. I Italien viser tal indsamlet af den nationale myndighed med ansvar for beskyttelsen af mindreårige migranter (Comitato Minori Stranieri), at antallet af uledsagede mindreårige migranter pr. år har været ca. 8 000 med en stigende tendens i de senere år. I Spanien anslår myndighederne, at de hvert år har kontakt med mellem 3 000 og 4 000 uledsagede mindreårige migranter, medens antallet i Frankrig, Holland og Belgien pr. år svinger mellem 5 000 og 6 000. Antallet af uledsagede mindreårige migranter vil helt sikkert være højere, hvis man medtager dem, der indrejser ulovligt; det er imidlertid vanskeligt at anslå, hvor mange der har ophold i landet som følge af ulovlig indrejse;

8)

de uledsagede mindreårige migranter kommer hovedsagelig fra Maghreb-landene, herunder især Marokko, og Afrika syd for Sahara (Senegal, Mali, Guinea Conakry, Cameroun m.m.), fra Asien, særligt Afghanistan, og fra Østeuropa, særligt Rumænien, Moldavien, Albanien og det tidligere Jugoslavien;

9)

det er ofte de lokale og regionale myndigheder, der alene må afholde udgifterne til hjælp i forbindelse med en nødsituation, idet de ikke har en politik at henholde sig til og er uden reelle beføjelser til at løse problemet ved dets rod, uden juridisk beføjelse til at træffe beslutninger om familiesammenføring eller assisteret hjemsendelse og uden nogen handlingsplan, hvilket svækker effektiviteten af indsatsen og samtidig kræver betydelige ressourcer —

1.1

mener, at det er helt afgørende, at forvaltningen af migrationsstrømmene koordineres og er effektiv i EU under overholdelse af nærhedsprincippet og beskyttelse af individuelle rettigheder, især de mest sårbare gruppers rettigheder, og ikke kun med det formål at bekæmpe racisme, fremmedhad og andre årsager til usikkerhed, men også fordi det er en nødvendig forudsætning for at nå de vækstmål, der er fastlagt i Lissabon-strategien og mere generelt for at realisere det indre marked;

1.2

konstaterer, at de vigtigste forudsætninger for at kunne iværksætte en konsekvent indsats rettet mod uledsagede mindreårige migranter er, at indsatsen rettes mod følgende vigtige mål:

1.3

har derfor besluttet at udarbejde denne initiativudtalelse om uledsagede mindreårige migranters situation i migrationsprocesserne. Formålet hermed er at anskueliggøre problemets omfang i forbindelse med migrationsstrømmene i lyset af de mindreåriges særlige sårbarhed og det forhold, at beskyttelsessystemet misbruges til aktiviteter, som fremmer udnyttelse og børnearbejde;

1.4

understreger under hensyntagen til problemets særlige karakter, og til at partnerlandene er nødt til hurtigst muligt at tage det op, at aktiv og permanent inddragelse af de lokale og regionale myndigheder, som er ansvarlige for de mindreåriges tarv, er en afgørende forudsætning for en objektiv undersøgelse af fænomenet;

1.5

er overbevist om, at et kvantespring i forvaltningen af migrationsstrømmene er nødvendigt, for så vidt angår den illegale indvandring, og her er grænsekontrol og mere overordnet koordineringen mellem medlemsstaternes indenrigsministerier vigtig, men lige så vigtig er den civile og sociale kontrol på stedet, for uden den vil alle modforanstaltninger og integrationstiltag være ineffektive og ikke have den afgørende virkning for forvaltningen af strømmene, som Kommissionen gentagne gange har efterlyst. Det er nødvendigt at introducere foranstaltninger, der forhindrer, at de mindreårige forlader oprindelseslandet, og tiltag til assisteret hjemsendelse af disse. Samtidig må der fastlægges et beskyttelsessystem i hjemlandene, som fremmer beskyttelsen af de mindreårige;

1.6

konstaterer, at Europa-Kommissionen udviser sparsom interesse for området uledsagede mindreårige migranter, og håber, at den af Kommissionen foreslåede strategi for børns rettigheder (i KOM(2006) 367 endelig) på effektiv vis vil tage fat på dette spørgsmål;

1.7

minder om, at man under alle omstændigheder kun vil kunne løse migrationsspørgsmålet på mellemlang og længere sigt via et politisk samarbejde om bæredygtig udvikling af immigranternes hjemlande, så de kan tilbyde deres borgere og navnlig deres unge en række muligheder på stedet;

1.8

glæder sig over det interessante synspunkt, som Kommissionens meddelelse KOM(2005) 389 endelig tager udgangspunkt i, nemlig at hjemlandene skal inddrages i forvaltningen af migrationer. I den sammenhæng er det afgørende at fremme indgåelse af aftaler med disse lande, så der kan skabes en direkte kobling mellem immigration og den nødvendige udvikling af hjemlandene;

1.9

konstaterer, at mange lokale og regionale myndigheder bærer byrden i forbindelse med modtagelsen af og hjælpen til uledsagede mindreårige migranter, samtidig med at de også skal sikre dem indkvartering, sociale ydelser, sundhedsydelser og uddannelse, og, hvor det er hensigtsmæssigt, fremme deres integration på arbejdsmarkedet og udføre omfattende administrative opgaver i dokumentationen af hvert enkelt forhold med de økonomiske byrder, det indebærer;

1.10

ser gerne, at man i forvaltningen af Den Europæiske Integrationsfond tager højde for de lokale og regionale myndigheders særlige behov, og at man støtter deres deltagelse i forhandlingerne om såvel de nationale programmer som de dertil hørende operativprogrammer;

1.11

bemærker, at omfanget af disse migrationsstrømme, der har været voksende i de seneste år, og de konsekvenser, de har, mht. særlige behov, der skal opfyldes, og specifikke ydelser, der skal leveres i lokalområdet, peger på, at de lokale og regionale myndigheder bør inddrages fuldt ud for at sikre, at fænomenet håndteres effektivt i lokalområderne, ligesom de nationale myndigheder skal fremme en mere aktiv politik, som kan befordre samarbejdet mellem lokale og regionale myndigheder, især hvad angår de sårbare grupper;

1.12

fremhæver, trods manglen på data, den ekstraordinære indsats, som de relevante administrationer i medlemsstaterne yder, og som er blevet bragt frem i lyset i forbindelse med den undersøgelse, der iværksattes med henblik på udarbejdelsen af denne udtalelse, og anerkender det offentlige personales meget høje grad af professionalisme og servicemindedhed, men også det uundværlige bidrag og den støtte, som ngo'er og organisationer til børnenes beskyttelse i disse år yder til fordel for de svageste, herunder unge asylansøgere og ofre for menneskehandel;

1.13

beklager, at der ikke i alle medlemsstater findes ensartede procedurer og strukturer for beskyttelsen af de uledsagede mindreårige migranter, og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre allerede eksisterende EU-bestemmelser på en så ensartet måde som muligt, og beklager den forhøjede risiko for faktisk og væsentlig forskelsbehandling af de mindreårige mellem de forskellige medlemsstater, og ikke mindst inden for den enkelte medlemsstat, der følger af, at indgrebene ofte på grund af kompetencestridigheder mellem de forskellige regeringsniveauer ikke koordineres;

1.14

fremhæver først, at der er fare for, at problemet med uledsagede mindreårige især vedrører regioner eller selvstyrende områder, som grænser op til områder, hvor de mindreårige kommer fra, og mere økonomisk udviklede kommuner, regioner eller selvstyrende områder, der har større mulighed for arbejdsmæssig integration; man risikerer derved, at der ikke kastes tilstrækkeligt lys over de vanskeligheder, som kommuner, regioner og selvstyrende områder med høj befolkningstæthed står over for, hvilket har direkte konsekvenser for deres muligheder for effektivt at beskytte de mindreårige. På samme måde forholder det sig med små og mellemstore lokale og regionale myndigheder, der også har knappe ressourcer, som begrænser deres handlemuligheder;

1.15

gentager sin skuffelse over Kommissionens anvendelse af vage formuleringer i de senest fremsatte forslag KOM(2005) 389 endelig, KOM(2005) 390 endelig og KOM(2005) 391 endelig, som også vedrører tvungen hjemsendelse af uledsagede mindreårige migranter og ofre for menneskehandel, uden udtrykkelig og bindende henvisning til en bestemt artikel i Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettighederne og de Grundlæggende Frihedsrettigheder og Konventionen om Barnets Rettigheder (1989);

1.16

finder, at det er absolut nødvendigt, at der sørges for regionale og lokale tjenester leveret at specialuddannet personale, der kan imødekomme de særlige behov hos uledsagede mindreårige migranter, asylansøgere og ofre for menneskehandel, som er i særlig fare for at blive diskrimineret og socialt udstødt, ligesom man må sætte ind med kontrol mod det mulige misbrug af rettigheder og svig, som systemerne til beskyttelse af mindreårige er udsat for i form af

2.1.1

mener, at EU's og visse medlemsstaters lovbestemmelser om uledsagede mindreårige migranter, der søger asyl, er utilstrækkelige, og opfordrer derfor til, at der træffes foranstaltninger til afhjælpning af:

2.1.2

opfordrer til, at der straks indledes en debat med Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet om, hvordan problematikken vedrørende uledsagede mindreårige migranter skal gribes an på lokalt niveau med det formål at kaste lys over de vanskeligheder, der findes på lokalt plan, og det konkrete bidrag, som lokale og regionale myndigheder kan yde, og anfører endnu engang, at der på europæisk niveau er brug for vurderinger af situationen. Derfor fremkommer Regionsudvalget også med forslag til vedtagelse af konkrete foranstaltninger, der kan forbedre forvaltningen af situationen;

2.1.3

håber, at der i debatten på EU-niveau om dette meget vigtige spørgsmål om uledsagede mindreårige migranter vil være særlig fokus på vilkårene i samfundene og familierne i hjemlandene og den rolle, som disse spiller;

2.1.4

håber, at planlagte nye lovgivningsmæssige og politiske tiltag vedrørende uledsagede mindreårige migranter, på trods af at de falder inden for rammerne af forvaltningen af migrationsstrømme, alle vil være støttet på de principper, der er fastlagt i FN's Konvention om Barnets Rettigheder fra 1989, herunder især artikel 3, og principperne i EU-traktaten og Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettighederne og De Grundlæggende Frihedsrettigheder, og andre vigtige internationale instrumenter om uledsagede børn, og at de på det mere overordnede plan altid vil være rettet mod at beskytte de mindreåriges tarv bl.a. ved at vedtage foranstaltninger, der sigter mod at undgå, at den mindreårige mister tilhørsforholdet til sin familiemæssige og kulturelle baggrund, og sikrer større beskyttelse af mindreårige, når de bliver nødt til at forlade deres hjemland på grund af deres overbevisning og tro.

2.2.1

opfordrer til, at bevidstheden herom rodfæstes på europæisk niveau, og mener, at der i visse nyere retsakter ikke er taget højde for, at det er nødvendigt at beskytte disse mindreåriges rettigheder. Det faktum, at der i et antal medlemsstater ikke er en ensartet procedure på nationalt niveau betyder reelt, at de lokale og regionale myndigheder er tvunget til at påtage sig ansvaret for forvaltningen heraf på det lokale niveau og dermed også bærer den økonomiske byrde;

2.2.2

finder, at der er et pressende behov for på EU-niveau at udarbejde en sammenhængende fællesskabsstrategi for uledsagede mindreårige migranter som migrationsfænomen. I denne strategi skal der tages hensyn til det meget prekære spørgsmål om mindreårige og deres beskyttelse, den afgørende rolle som samfundene og familierne i hjemlandene spiller, og dermed den rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller, da det er disse myndigheder, der er ansvarlige for modtagelsen og den sociale bistand;

2.2.3

opfordrer endvidere til, at der rettes opmærksomhed mod ungdomsretssystemets indgreb over for uledsagede mindreårige migranter på grund af faren for diskrimination og social marginalisering, og at man i dette tilfælde undersøger muligheden for at hjemsende den mindreårige til dennes familie.

2.3.1

bifalder det voksende antal foranstaltninger på EU-niveau vedrørende forvaltningen af migrationsproblemer. Medlemsstaternes enekompetence er ikke forenelig med den komplekse sammenhæng, der er mellem de detaljerede politikker for forvaltningen af migrationsstrømme, og det ansvar, som de lokale og regionale myndigheder har for modtagelsen og den sociale integration på lokalt niveau af de mest sårbare grupper, herunder ofre for menneskehandel, asylansøgere og uledsagede mindreårige migranter;

2.3.2

opfordrer til, at de lokale og regionale myndigheder inddrages fuldt ud for at sikre, at situationen i forhold til især de sårbare grupper håndteres effektivt på det lokale niveau. Det er ligeledes nødvendigt at sikre komplementaritet og samarbejde mellem alle involverede ikke-statslige organisationer, således at alle tiltag koordineres med de respektive myndigheder, medmindre dette strider mod barnets overordnede tarv. Dialogen og koordineringsmekanismerne bør etableres i nødsituationens tidlige faser og fastholdes under hele forløbet. Når dette er nødvendigt, hænger det sammen med det voksende omfang disse migrationsstrømme har antaget, især i de seneste år, de specifikke behov, de skaber, og de særlige lokale ydelser, de stiller krav om. Ud fra en analyse af disse forhold bør der udarbejdes en prognose;

2.3.3

Regionsudvalget mener derfor, at det er nødvendigt, at