18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/1

1.1

EØSU påskønner og støtter den indsats, der har været forbundet med den tredje femårsevaluering, og det store arbejde, der er udført af så intellektuelle ressourcer på så højt et niveau, og håber, at de henstillinger, der er fremkommet fra de forskellige ekspertgrupper, og især fra det panel (1), der har ansvaret for den overordnede evaluering, kan bruges som en fast referenceramme for implementeringen af rammeprogrammerne, formuleringen af den fremtidige forsknings- og innovationspolitik og mere overordnet for de politikker, der skal bruges til gennemførelsen af Lissabon-strategien.

1.2

EØSU har gentagne gange talt for en betydelig stigning i det europæiske FTU-budget, og beklager derfor den foreslåede reduktion af beløbet, da det er i strid med den prioritering af udvikling, som de konkurrencemæssige udfordringer på verdensplan har nødvendiggjort, og som er fastlagt i Lissabon-strategien.

1.3

EØSU understreger vigtigheden af øget engagement fra industriens side i forskning og innovativ udvikling som en forudsætning for opnåelse af det mål, der blev opstillet på Det Europæiske Råds møde i Barcelona, og opfordrer til en øget kommunikation med og større inddragelse af virksomheder og produktionsorganisationer og –sammenslutninger. Dette kunne også hjælpe med til at identificere de strategiske temaområder, inden for hvilke den europæiske forskningsekspertise kan markere sig.

1.4

EØSU anbefaler, at der udvikles redskaber, der kan medvirke til at øge de private investeringer i forskning og udvikling (FTU), fra risikovillig kapital eller venture kapital til øremærket EIB-finansiering og kreditfaciliteter til forskning, således at det bliver lettere at omsætte forskningsresultater til specifikke erhvervsinitiativer.

1.5

EØSU er enigt med panelet i, at det er nødvendigt i højere grad at gøre forskerne uafhængige og give dem større ansvar (med respekt for etiske principper), skabe øget opmærksomhed om videnskabelige karrierer, sikre større mobilitet både geografisk og mellem de forskellige grene og integrere Marie Curie-stipendieordningen i nationale og regionale programmer og anvende dem med særligt henblik på at øge mobiliteten mellem den offentlige og private sektor.

1.6

EØSU opfordrer til, at det prioriteres at udarbejde politikker til udvikling af universitetsuddannelser inden for videnskab og ingeniørvidenskab med det formål at øge andelen af kvindelige forskere, gøre det mere attraktivt at gøre karriere inden for videnskab og få de forskere, der arbejder uden for EU, til at komme tilbage. Det ville desuden være ønskeligt at styrke de højere læreanstalters naturvidenskabelige og tekniske undervisningstilbud og indføre foranstaltninger til fremme af naturvidenskabelige universitetsuddannelser.

1.7

For forenklingens skyld håber EØSU, at forslagsindkaldelser udarbejdes således, at de forskellige ordninger, aktiviteter og kategorier af deltagere fremgår klarere, at der er større fleksibilitet og valgfrihed for ansøgeren og med enkle retningslinier for den administrative og økonomiske forvaltning, især for så vidt angår de kontraktlige aftaler, der indgås mellem deltagerne.

1.8

EØSU foreslår, at effektiviteten af de anvendte procedurer og af de formelle kontrol- og vurderingsprocedurer løbende evalueres, og at der for veldefinerede udviklingsprojekter fastlægges kontrol af aktiviteterne og de forventede resultater på bestemte og forud fastsatte tidspunkter i projektet. Tildelingen af økonomiske midler og projektets fortsatte beståen bør afhænge af denne kontrol.

1.9

EØSU foreslår også, at der gøres en særlig indsats for at anvende en række indikatorer, som gør det muligt at måle resultater i form af konkurrencedygtighed og udvikling. Gennem anvendelse af sådanne indikatorer for forskningsresultater kan man måle de finansierede foranstaltningers effekt på de videnskabelige fremskridt og EU's samlede udvikling og derudfra fastlægge prioriteter for fremtidige foranstaltninger.

2.1

Den tredje femårsevaluering (1999-2003) af forskningsrammeprogrammerne er en omfattende og dybtgående kritisk analyse (2). EØSU er stort set enigt i de analyser og henstillinger, ekspertpanelet er fremkommet med, og som Kommissionen har tiltrådt. Under hensyntagen til konkurrencen på verdensplan og de mål, der er fastlagt i Lissabon-strategien og på Det Europæiske Råds møde i Barcelona, fremhæver EØSU nødvendigheden af snarest at overveje, hvad der skal prioriteres og være de grundlæggende mål for den europæiske forskning særligt med henblik på at øge produktionssektorernes deltagelse.

2.2

Teknisk-videnskabelige fremskridt og innovation skabes i dag i stigende grad af samarbejde på tværs af discipliner i et omfattende tværfagligt samspil mellem universiteter, virksomheder og det eksterne miljø snarere end ved udelukkende at følge den lineære model, hvor innovation følger efter grundlæggende forskning (først og fremmest på akademisk niveau), og udvikling og anvendelse varetages af den industrielle forskning, som har styret den videnskabelig udvikling indtil for nylig (3). Forskning er i dag grundlæggende kendetegnet ved samarbejde, interaktiv uddannelse, usikkerhed og risiko.

2.3

Den interaktive model giver en forklaring på, hvorfor de regionale klynger har været en succes. Tilsammen danner de et system, der gør det muligt at påvirke virksomheders og universiteters adfærd i positiv retning og at skabe de rette sociale og kulturelle betingelser, effektive organisatoriske og institutionelle rammer, infrastrukturer og regelsystemer, der kan klare de konkurrencemæssige udfordringer.

2.4.1

Europa står over for nogle hidtil ukendte udfordringer i henseende til den verdensomspændende konkurrence og muligheder for vækst; udfordringer som Europa har håndteret mindre effektivt end ikke kun de traditionelle konkurrenter, men også de største vækstlande. Særligt i Indien og Kina er udgifterne til FTU steget meget kraftigt, i Kina på op mod 20 % om året, hvorfor det anslås, at disse lande i 2010 vil anvende en lige så stor andel af deres BNP på FTU som EU. Mange europæiske virksomheder investerer i Kina ikke kun på grund af de lavere omkostninger, men også på grund af den fordelagtige kombination af veluddannet arbejdskraft og store og dynamiske markeder for teknologi og højteknologiske produkter (4). Eftersom forskning og innovation er nøglefaktorer i håndteringen af disse udfordringer (5), bør Europa mobilisere tilstrækkelige økonomiske ressourcer og enhver intellektuel kompetence til fremme af videnskab, teknologi og innovation (6).

2.4.2

Desværre er de seneste tal alarmerende: Udgifterne til forskning har reelt ligget stabilt omkring 1,9 % af BNP siden 2001. Hvis den årlige vækst i perioden 2000-2003 på 0,7 % fortsætter indtil 2010, vil udgifterne til forskning til den tid kun udgøre 2,2 % af BNP. Det er værd at huske på, at eftersom USA's BNP er større, er FTU-aktiviteterne af en helt anden størrelsesorden i absolutte tal, og det er derfor meget lettere at opnå den nødvendige kritiske masse. Forskellen mellem udgifter til forskning og udvikling i Europa og dets vigtigste konkurrenter skyldes primært, at den private sektor bidrager mindre (i 2002 bidrog den private sektor i EU samlet med 55,6 % sammenlignet med 63,1 % i USA og 73,9 % i Japan). Hvad der er endnu mere foruroligende er, at de private udgifter til forskning i samme periode er faldet, samt at de private europæiske investeringer synes at have retning mod andre dele af verden pga. bedre rammevilkår. I perioden 1997-2002 steg europæiske virksomheders investeringer i forskning i USA med 54 % i reelle tal, hvorimod strømmen af investeringer fra USA mod Europa kun steg med 38 % (7).

2.5.1

EØSU er enigt i den analyse, der har ført til fastlæggelsen af fire grundlæggende mål:

2.5.2

Hovedudfordringen, der blev formuleret på Rådsmødet i Barcelona, nemlig at 3 % af BNP skal gå til forskning i 2010 ved at forhøje den andel af forskningen, der finansieres af den private sektor, til 2/3 af denne værdi, nødvendiggør, at der sker en sammenligning og koordinering af EU's og den nationale forskningspolitik. Det mål kan kun nås, såfremt Europa formår at tiltrække flere investeringer til forskning, forskningen gøres mere effektiv med fastsættelse af passende rammebetingelserne, de offentlige udgifter i højere grad formår at fungere som en saltvandsindsprøjtning for den private forskning, og såfremt forskningspolitikken gøres mere effektiv og sammenhængende både på EU-niveau og på nationalt niveau (8).

2.5.3

På grundlag af de i evalueringsprocessen udførte analyser og de synspunkter, der har været fremført af mange interesserede parter, finder EØSU, at der er behov for, at Kommissionen og medlemsstaterne koordinerer mere gennemgribende tiltag til forbedring af de relevante betingelser, som ikke er tilstrækkeligt gunstige for forskningen. Man bør på europæisk plan fastlægge en række mekanismer til fremme af innovation og systemets konkurrencedygtighed, idet fragmenteringen og den manglende koordinering af indsatsen står i vejen for opnåelsen af kritisk masse og den nødvendige fokusering. Det er også nødvendigt, at der på helt anden vis sker en sammenligning og koordinering af ikke kun de nationale forskningspolitikker, men også af de politikker, der vedrører uddannelse og udvikling af menneskelige ressourcer, beskyttelse af intellektuel ejendomsret, innovationsudvikling gennem skattelettelser, konstruktivt og synergiskabende samarbejde mellem universiteter og virksomheder osv.

2.6.1

EØSU har gentagne gange talt for en betydelig stigning i det europæiske FTU-budget og har derfor kraftigt støttet Kommissionens forslag om at bevilge flere midler til det syvende rammeprogram og på længere sigt at øge beløbet yderligere (9). EØSU ser ikke positivt på Rådets forslag om en væsentlig nedbringelse af beløbet til omkring 5 % af EU's almindelige budget i stedet for de 8 % foreslået af Kommissionen, og mener endvidere, at det er i strid med den prioritering af udvikling, som de konkurrencemæssige udfordringer på verdensplan har nødvendiggjort, og som er fastlagt i Lissabon-strategien.

2.6.2

EØSU har hele tiden støttet skabelsen af et europæisk forskningsrum (10), og har været enigt i, at det ville være en god idé at oprette et europæisk forskningsråd, som kunne fungere som et nøgleredskab til fremme af videnskabelig ekspertise gennem områder inden for »frontlinieforskning«, der udvælges ved hjælp af en bottom-up-tilgang. EØSU glæder sig over, at dets henstillinger særligt for så vidt angår det europæiske forskningsråds autonomi og sammensætningen af dets videnskabelige råd er blevet fulgt, og gentager vigtigheden af også at inddrage fremstående videnskabsfolk fra den industrielle forskning (11).

2.6.3

EØSU er enigt i, at det er nødvendigt med en bred vifte af koordinerede foranstaltninger for at sikre den bedst mulige integration af de nye medlemsstater, men finder ikke, at der til det formål er iværksat tilstrækkelige tiltag. Den overgangsfase, som disse lande har gennemgået i den omhandlede evalueringsperiode, gør det vanskeligere at pege på de foranstaltninger, der er bedst egnede til at skabe en økonomi, der er solidt baseret på udvikling af viden og forskning. Målsætningen om at »styrke forskningen« har særlig betydning for disse lande, men må være fokuseret på »innovationsfrembringelse« for at påbegynde den udvikling, som disse lande har brug for.

3.1.1

EØSU er enigt i panelets henstillinger, og fremhæver især vigtigheden af øget deltagelse og engagement fra industriens side i forskning og innovativ udvikling som en forudsætning for opnåelse af det mål, der blev opstillet på Det Europæiske Råds møde i Barcelona. Dette mål kan nemmere nås ved, at erhvervslivet mere aktivt bidrager til at træffe strategiske valg og til at identificere områder, hvor europæisk forskningsekspertise kan markere sig mere.

3.1.2

For at sikre en sådan deltagelse finder EØSU, at det er nødvendigt, at kommunikationen med virksomheder og produktionsorganisationer og –sammenslutninger intensiveres, ligesom det også i højere grad er nødvendigt at involvere disse, ikke mindst for at gøre det lettere for SMV'er at deltage og således øge den nuværende deltagelse fra de ikke særligt tilfredsstillende 13 %. Det følger af karakteren af det syvende rammeprogram og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, at de ikke skal betragtes som alternativer, men som programmer, der supplerer hinanden og skaber synergi.

3.1.3

For ikke at skabe utilsigtede adgangsbarrierer (som dem, der blev konstateret af eksperterne i begyndelsen af det sjette rammeprogram) mener EØSU ikke, at de traditionelle finansieringsformer (12) eller de nye, der fastsattes for det sjette rammeprogram, bør ændres væsentligt. Derimod bør de tilpasses i overensstemmelse med de erfaringer, der er gjort, således at de bliver lettere at benytte sig af.

3.1.4

De af SMV'erne foretrukne integrerede projekter og specifikke målrettede forskningsprojekter bør derfor forbedres for yderligere at fremme SMV'ernes deltagelse. De teknologiske platforme og i endnu højere grad de fælles teknologiinitiativer er ordninger, der uden tvivl medvirker til opnåelsen af dette mål. De ekspertisenet, som universiteter og offentlige forskningscentre værdsætter og i vid udstrækning deltager i, bør udvikles, således at industrien i højere grad opmuntres til at deltage og som et redskab til at øge forskeres mobilitet med den ønskede større udveksling mellem den private og offentlige sektor.

3.2.1

Forenkling af administrationen og procedurerne er et tilbagevendende emne, hver gang rammeprogrammet skal fornyes. Der er sket mange forbedringer i løbet af årene spændende fra diverse dokumenter om forenkling til kommissær Janez Potocniks nedsættelse af et høringsråd bestående af repræsentanter for små forskningsenheder. Men de konkrete forslag synes ikke at have løst de vanskeligheder og problemer, som deltagerne har stået over for.

3.2.2

På grundlag af eksperternes erfaringer og de berørte parters direkte erfaringer foreslår EØSU, at de vanskeligheder, som deltagerne i projekterne under det nuværende rammeprogram er stødt på, systematisk indsamles og analyseres med henblik på at foreslå mekanismer, der i højere grad er indrettet efter den aktuelle situation. Dette ville kunne gøre en løbende evaluering af effektiviteten af de anvendte procedurer og formelle kontrol- og evalueringsprocesser lettere.

3.2.3

Det ville for veldefinerede udviklingsprojekter også være hensigtsmæssigt med en regelmæssig kontrol af aktiviteterne og de forventede resultater. Tildelingen af økonomiske midler og projektets fortsatte beståen bør afhænge af denne kontrol, der skal finde sted på bestemte og forud fastsatte tidspunkter i projekter.

3.2.4

For så vidt angår deltagelsen og den administrative og økonomiske forvaltning ville det være en fordel med klarere formulerede retningslinier og en ensartet fortolkning af de kontraktlige aftaler, der indgås mellem deltagerne, større fleksibilitet og valgfrihed for ansøgere og forslagsindkaldelser, der klart viser de forskellige ordninger, aktiviteter og kategorier af deltagere.

3.2.5

Det er blevet bemærket, at en relativt lille kerne af organisationer flere gange har deltaget i flere programmer ofte som hovedkontrahent og har som sådan — skønnes det — administreret ca. en femtedel af projekterne (13). En sådan koncentration giver anledning til nogen bekymring. På den ene side afslører den, hvor svært det er at deltage, især for dem, der for første gang deltager i et forskningsudbud, og på den anden side viser den, at der er grænser for gennemførelsen af nye projekter rettet mod radikal innovation og med forhøjet risiko (efterlyst i henstilling 2).

3.3.1

Det er stadig ikke tilstrækkeligt klart defineret, hvordan man kan fremme private investeringer i FTU, ligesom de markedsmekanismer, der kunne have en positiv synergieffekt, ikke synes at være identificeret, og er derfor ikke, som de burde være, anvendelige på kort sigt. Skattelettelser, styrkelse af intellektuel ejendomsret, lettere adgang til brug af risikovillig kapital er snarere målsætninger end brugbare redskaber.

3.3.2

EØSU håber især, at der udvikles redskaber, der kan medvirke til at skabe en iværksætterkultur blandt europæiske forskere, og at der iværksættes foranstaltninger (fra risikovillig kapital eller venture kapital til øremærket EIB-finansiering og kreditfaciliteter til forskning), der kan hjælpe med til at omsætte forskningsresultater til specifikke erhvervsinitiativer.

3.3.3

EØSU er, som det fremgår af flere tidligere udtalelser, helt enigt i henstillingen om, at højteknologiske SMV'er i højere grad bør deltage, men det bør ikke kun ske gennem de fælles teknologiinitiativer, de teknologiske platforme og de muligheder, som følger af programmet »Idéer«, men også gennem andre specifikke ordninger. EØSU håber, at dette gøres til et hovedmål og genstand for særlig opmærksomhed i forbindelse med anvendelsen af den åbne koordineringsmetode.

3.3.4

For at fremme den mere innovative forskning med henblik på at opnå konkurrencedygtige resultater finder EØSU, at det er nødvendigt at løse udeståender vedrørende intellektuel ejendomsret. I den forbindelse henviser EØSU især til det europæiske patent, patenterbarheden af computerimplementerede opfindelser og opfindelser inden for nye videnområder såvel som til den fulde gennemførelse af direktivet om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser.

3.4.1

EØSU finder, at en af de vigtigste opgaver er at gøre det attraktivt at satse på en karriere inden for videnskab og teknologi ved at højne forskeres sociale så vel som økonomiske status. Den stigende tendens til at supplere kandidatuddannelsen og forske i andre lande både i og uden for det akademiske miljø er en mobilitet, der helt sikkert er god for forskernes udvikling, idet udveksling af viden og arbejdsmetoder er en uerstattelig form for berigelse. Men det bliver et problem, når mobiliteten kun går én vej, hvis der i hjemlandet ikke findes de arbejdsbetingelser, muligheder for at gøre karriere, den sociale anseelse og passende økonomisk belønning, der gør det attraktivt at vende tilbage (14). Alle EU's medlemsstater bør være attraktive for unge, der ønsker at gøre karriere som forskere. EØSU håber især, at det bliver lettere for ressourcer fra vækstlande, herunder Kina og Indien, at få adgang til EU, herunder også i forbindelse med organiserede former for udveksling.

3.4.2

Programmerne for menneskelige ressourcer og mobilitet synes ikke at kunne udgøre et tilstrækkeligt grundlag for det kvalitative spring i retning af at »tiltrække og belønne det bedste talent«, som det første hovedmål er formuleret. Der er ikke noget klart billede af »den europæiske forsker«, som bør være kernen i dette mål.

3.4.3

Denne alvorlige situation bør løses ved gennemførelse af innovative politikker. Det er nødvendigt at investere i udvikling af undervisning på universitetsniveau inden for videnskab og ingeniørvidenskab, hvilket forudsætter større vægtning af de naturvidenskabelige fagområder på de højere læreanstalter og fremme af naturvidenskabelige universitetsuddannelser. Det er endvidere nødvendigt at reducere antallet af uddannede inden for disse områder, som ikke er beskæftiget inden for deres fag (som det især er tilfældet i de nye medlemsstater og i Italien, Portugal og Østrig) samt øge andelen af specielt kvindelige forskere (der kun udgør lidt over en tredjedel af det samlede antal forskere, på trods af at 63 % af de uddannede kandidater inden for natur- og ingeniørvidenskab er kvinder) (15), og gøre det mere attraktivt at satse på en videnskabelig karriere.

3.4.4

EØSU finder, at sådanne politikker, som primært er medlemsstaternes ansvar, bør udbygges gennem den åbne koordineringsmetode, der også med fordel kan anvendes på undervisning ved højere læreanstalter og i forskningssystemet til at finde frem til bedste praksis, passende former for ekstern evaluering, fælles tiltag mellem medlemsstater og regioner og de tværnationale forskningsområder, der skal prioriteres.

3.4.5

Forskere udgør en langt mindre andel af arbejdsstyrken end i konkurrerende lande (5,4‰ i EU — i de nye medlemsstater og i landene i Sydeuropa overstiger andelen ikke 5‰ — mod 9‰ i USA og 10,1‰ i Japan), og alderen på de beskæftigede i de videnskabelige og teknologiske sektorer er ved at give anledning til bekymring (35 % er i aldersgruppen 45-64, i nogle medlemsstater er det endda mere end 40 %, og kun 31 % er i aldersgruppen 25-34) (16). Et andet forhold, som giver anledning til bekymring, er, at ca. 150 000 europæiske forskere for tiden arbejder i USA, og at der for at nå Barcelona-målet i de næste ti år er brug for yderligere 500 000-700 000 forskere (17).

3.4.6

EØSU er enigt med panelet i, at det er nødvendigt i højere grad at gøre forskerne uafhængige og give dem større ansvar (med respekt for etiske principper), skabe øget opmærksomhed om videnskabelige karrierer, sikre større mobilitet både geografisk og mellem de forskellige grene og integrere Marie Curie-stipendieordningen i nationale og regionale programmer og anvende dem med særligt henblik på at øge mobiliteten mellem den offentlige og private forskning.

3.4.7

EØSU støtter endvidere Kommissionens bestræbelser på at indføre et europæisk charter for forskere (18), som er et første skridt i den rigtige retning, men finder, at medlemsstaterne i højere grad bør forpligte sig og koordinere indsatsen for at skabe mere effektive og bedre harmoniserede uddannelses-, karriere- og lønsystemer (omfattende sociale bidrag, pensions- og skatteordninger) (19).

3.4.8

EØSU finder, at det er uhyre vigtigt at finde en løsning på problemet med tilliden til og berettigelsen af videnskab og teknologi i Europa, og at det endvidere er en forudsætning for, at forskere opnår professionel og økonomisk anerkendelse. Om ikke andet så af denne årsag er det vigtigt hurtigst muligt at få formuleret en aktiv og koordineret politik mellem Kommissionen og medlemsstaterne og bevilget de nødvendige midler og ressourcer.

3.5.1

EØSU noterer sig den betydelige indsats, Kommissionen har gjort for at forbedre evalueringsprocessen, som har udmøntet sig i en række dokumenter vedrørende evalueringsarbejdet. Imidlertid består det egentlige problem i den efterfølgende evaluering. Hvis den begrænses til en konstatering af formel overensstemmelse med målene, risikerer man at miste fokus på det egentlige strategiske mål, som er vurderingen af rammeprogrammernes strukturelle indvirkning på det økonomiske og forskningsmæssige landskab i EU, hvad der skal prioriteres og den deraf følgende fordeling af midler.

3.5.2

EØSU foreslår, at man anvender en række indikatorer, som gør det muligt at måle resultater i form af konkurrencedygtighed og udvikling. Sådanne indikatorer for forskningsresultater burde gøre det muligt at måle de finansierede aktiviteters effekt på EU's samlede udvikling og sikre, at fremtidige aktiviteter er i overensstemmelse med de opstillede prioriterede mål. EØSU er dog klar over, at en automatisk vurdering under ingen omstændigheder kan erstatte den nuancerede og situationstilpassede bedømmelse, som eksperter på området kan komme med.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/7

1.1

Forslaget til direktiv har til hensigt at:

1.2

EØSU støtter generelt Kommissionens forslag til direktiv, men fremsætter følgende henstillinger:

1.2.1

Kommissionen bør overveje en længere gennemførelsesfrist end den, der foreslås i artikel 20. Den foreslåede gennemførelsesfrist for fyrværkeri er kun 24 måneder efter offentliggørelsen af direktivet, sammenlignet med 5 år for andre pyrotekniske artikler. I betragtning af den lange markedsføringstid ved import af fyrværkeri fra Kina og andre lande, som forhandlere i EU anslår til at være mindst 3 år, anbefaler EØSU, at samme gennemførelsesfrist bør gælde for fyrværkeri som for andre pyrotekniske artikler, dvs. 5 år.

1.2.2

EØSU henviser til, at ordningerne for undersøgelse af fyrværkeri og for overholdelse af CEN-standarder pålægger importører og forhandlere et ansvar. Udvalget anbefaler derfor, at direktivet gør det klart, at importører skal angive de standarder, der skal opnås med henblik på CE-mærkning, når de afgiver deres ordrer til fabrikanter, uanset hvor i verden, ordren placeres. Ansvaret for afprøvning og CE-mærkning bør ligge hos fabrikanten, idet importøren bør have et sekundært ansvar for at sikre, at produkter, der er forsynet med CE-mærkning, reelt kan opfylde CEN-standarderne, så det undgås, at varemærkeforfalskede produkter indføres på markedet.

1.2.3

EØSU mener, at medlemsstaternes toldmyndigheder og andre nationale myndigheder også bør inddrages i overvågningen af, at CE-mærkede produkter reelt opfylder CEN-standarderne.

1.2.4

De ulykkesdata, som Kommissionen modtager fra medlemsstaterne, er ufuldstændige. Kommissionen er klar over dette. EØSU opfordrer alle medlemsstater til at forbedre overvågningen af forbrugerrelaterede ulykker.

1.2.5

Artikel 14 beskriver reglerne for hurtig underretning om varer, der er forbundet med alvorlig risiko. RAPEX-systemet kunne også anvendes som en foreløbig ordning, indtil direktivet træder i kraft.

1.2.6

Hvad angår pyrotekniske artikler til anvendelse i bilindustrien, foreskriver artikel 12, stk. 1, at fabrikanten skal sikre, at pyrotekniske artikler »mærkes korrekt på det officielle sprog i det land, hvor de sælges til forbrugerne«. EØSU mener, at dette er misvisende, da de fleste pyrotekniske artikler allerede i produktionsfasen indbygges i motorkøretøjer. Oplysninger vedrørende det originale udstyr kan derfor fortsat affattes på det sprog, der anvendes i øjeblikket, dvs. engelsk. Fabrikanter af dette udstyr er imidlertid bekymrede over forpligtelsen til at affatte instrukser på alle 25 medlemsstaters officielle sprog, da de ikke har nogen kontrol over, i hvilket land den pågældende artikel vil blive brugt. EØSU mener, at fabrikanternes sikkerhedsdatablade vil være tilstrækkelige, da de hovedsagelig indeholder oplysninger i form af diagrammer og statistik.

1.2.7

I henhold til artikel 8, stk. 4, i forslaget til direktiv, er medlemsstaterne forpligtede til at underrette Kommissionen, hvis de mener, at bestemte produkter ikke fuldt ud opfylder de væsentlige krav i artikel 4, stk. 1, der tjener som retsgrundlag. EØSU anbefaler imidlertid, at RAPEX-systemet i mellemtiden anvendes til at sende data vedrørende ulykker og risici til Kommissionen med henblik på videreformidling af disse oplysninger til andre medlemsstater.

1.2.8

EØSU har erfaret, at en række mikrovirksomheder i nogle medlemsstater fremstiller fyrværkeri til særlige lejligheder på lokalt plan. Medlemsstaterne må sikre, at disse virksomheder også overholder direktivets sikkerhedskrav.

1.2.9

Pyrotekniske artikler til biler bør være dækket af et FN/ECE-regulativ under 1958-aftalen (WP 29 i Genève) og ikke af en standard.

1.2.10

For så vidt angår pyrotekniske artikler til biler mener EØSU, at Kommissionen bør være indstillet på at acceptere en eller anden form for typegodkendelse.

2.1

»Fyrværkeri« anvendes normalt til underholdning eller for at markere en særlig begivenhed, f.eks. en religiøs fest. De indgår i mange EU-landes kulturhistorie. Direktivet skelner mellem disse og »pyrotekniske artikler«, som i direktivet dækker sprængstoffer, der anvendes til at aktivere airbags og tilbageholdelsesanordninger i motorkøretøjer.

a)

Fyrværkeri

b)

Andre pyrotekniske artikler

2.3.1

Artikel 7 i direktivet forbyder salget af

Andre pyrotekniske artikler må ikke sælges eller på anden måde stilles til rådighed for personer, medmindre de har den nødvendige erhvervsfaglige uddannelse.

2.4

Der er stor forskel på de 25 medlemsstaters regler om markedsføring af pyrotekniske artikler. Det samme gør sig gældende for ulykkesstatistik og udarbejdelsen heraf. I øjeblikket omfatter medlemsstaternes statistiske data kun fyrværkeri og ikke andre produkter såsom dem, der anvendes i automobilindustrien, til sceneeffekter og i nødblus.

2.5

Markedet for pyrotekniske artikler til biler er den største af de to sektorer med en værdi på 5,5 mia. EUR om året (hvoraf airbagsystemer tegner sig for 3,5 mia. EUR og selestrammere for 2 mia. EUR). (Eksportværdien i 2004 var 223 438 297 EUR og importværdien 16 090 411 EUR).

2.6

Da langt størstedelen af det fyrværkeri, der findes på det europæiske marked, er importeret fra Kina, giver det hovedsagelig beskæftigelse i EU's små og mellemstore virksomheder. EU's marked for fyrværkeri, der sælges til private brugere, skønnes at være på ca. 700 mio. EUR om året, og markedet for fyrværkeri til »professionelle« anslås til omtrent det samme. Ifølge Kommissionens konsekvensanalyse er ca. 3 000 personer beskæftiget inden for området, hovedsagelig i forbindelse med indkøb, opbevaring, distribution og professionel affyring af fyrværkeri. Malta er en undtagelse, da landet har et stort antal religiøse fester, der omfatter affyring af håndlavet fyrværkeri, der ikke sælges til private.

2.7

Antallet af ulykker svinger afhængigt af nøjagtigheden af de nationale statistikker. Tallet ligger på mellem 1,36 pr. mio. indbyggere i Estland til 60,1 pr. mio. indbyggere i Storbritannien. Ved at ekstrapolere denne statistik når Kommissionen frem til et samlet antal fyrværkeriulykker på mellem 7 000 og 45 000 for en EU-befolkning på 455 millioner.

2.8

Der synes ikke at være nogen særskilt statistik for ulykker i forbindelse med pyrotekniske artikler i biler sammenlignet med færdselsulykker generelt.

2.9.1

Der er ikke i øjeblikket noget krav om, at fyrværkeri skal være forsynet med CE-mærkning, selv om CEN offentliggjorde standarder for fyrværkeri i maj 2003. Artikel 9 og 10 foreslår, at fyrværkeri ikke må markedsføres, medmindre det har været igennem den procedure for overensstemmelsesvurdering, som er beskrevet i disse artikler.

2.9.2

Det foreslås, at medlemsstaterne skal meddele Kommissionen, hvem de har udpeget til at foretage den pågældende procedure.

2.9.3

Fyrværkeriartikler vil ikke blive tilladt, medmindre de har været igennem proceduren for overensstemmelsesvurdering.

2.10.1

Der er ikke nogen ensartet godkendelsesprocedure for markedsføring af airbagoppustere og andre sikkerhedsanordninger til automobilindustrien.

2.11.1

Kommissionen forventer, at harmoniseringen af procedurerne vil indebære betydelige besparelser både hvad angår fyrværkeri og pyrotekniske artikler til biler. Det anslås, at der i øjeblikket er hele 50 000 forskellige typer godkendt fyrværkeri i brug i EU, og godkendelsen af fyrværkeri kan koste mellem 500 og 3 000 EUR pr. artikel pr. land. Kommissionen har beregnet, at omkostningerne ved et nyt system med en harmoniseret procedure, der dækker alle 25 medlemsstater, vil være lavere.

2.11.2

Hvad angår artikler til biler, kan udgifterne til en airbaggodkendelse løbe op i 25.000 EUR i ét land (Tyskland), og Kommissionen håber, at konkurrence mellem afprøvningsmyndighederne vil reducere omkostningerne.

3.1

EØSU støtter direktivets mål — fri bevægelighed for pyrotekniske artikler, et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og væsentlige sikkerhedskrav — men har nogle forbehold, navnlig med hensyn til fyrværkeri.

3.2

Da langt størstedelen af fyrværkeriartiklerne fremstilles i Kina, og de kinesiske fabrikanter formodentlig ikke har ressourcerne til at kunne overholde EU-standarderne, kan man spørge, hvem der skal være ansvarlig for afprøvningen — importøren, fabrikantens agent eller forhandleren?

3.3

Hvilken sikkerhed vil der være for, at den CE-mærkning, importeret fyrværkeri er forsynet med, er ægte, og at den CE-mærkede artikel ikke er varemærkeforfalsket?

3.4

Hvilken grad af samarbejde kan der opnås mellem forbrugerbeskyttelsesorganer i EU og myndighederne i oprindelseslandet?

3.5

EØSU er noget skeptisk over for de tal, der angives i Kommissionens konsekvensanalyser, navnlig de vidt forskellige ulykkestal — mellem 7 000 og 45 000. Udvalget er enigt med Kommissionen i, at »... ethvert forsøg på at anslå det samlede antal ulykker i EU må omfattes med store forbehold.«

3.6

De samme forbehold gør sig gældende for den økonomiske konsekvensanalyse og, hvad angår pyrotekniske artikler til biler, den noget optimistiske tiltro til, at »... øget konkurrence mellem afprøvningsmyndighederne« kan reducere godkendelsesudgifterne.

3.7

EØSU konstaterer, at resultatet af den sociale konsekvensanalyse er positivt med hensyn til at reducere antallet af fyrværkerirelaterede ulykker og neutralt hvad angår beskæftigelsen i både fyrværkeri- og automobilsektoren.

3.8

Den miljømæssige konsekvensanalyse henleder opmærksomheden på indvirkningen af Rådets direktiv 96/82/EF (Seveso II) af 9. december 1996 og dets udvidelse ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/105/EF af 16. december 2003 til også at omfatte anlæg, hvor der findes pyrotekniske artikler.

3.9

På trods af sine forbehold hilser EØSU disse konsekvensanalyser velkommen.

4.1

Automobilsektoren er af langt større økonomisk betydning end fyrværkerisektoren. Det er en vigtig eksportsektor og en stor arbejdsgiver. EØSU støtter ethvert skridt, der kan hjælpe EU-fabrikanterne til at klare sig i en sektor, hvor konkurrencen udefra bliver stadig skarpere.

4.2

EØSU håber, at indførelsen af ensartede standarder for markedsføring af sikre fyrværkeriartikler kan føre til et opsving i EU's produktion ved i et marked på 1,4 mia. EUR (salg til private 700 mio., salg til professionelle ligeledes 700 mio.) at tilbyde økonomiske stordriftsfordele, som i øjeblikket hindres af for mange og ofte modstridende nationale standarder.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/10

1.1

Forslaget er en følge af en erklæring fra den ledende producent af perfluoroktansulfonater (PFOS) om, at denne vil ophøre med at fremstille og markedsføre forbrugerprodukter baseret på disse stoffer. Beslutningen blev taget, fordi producenten kunne konstatere mulige risici for menneskers sundhed og miljøet. Siden er omfanget af disse risici blevet vurderet og denne beslutning bekræftet som værende korrekt for den pågældende slutanvendelse. Den største risiko er blevet fjernet, og tiltagene her skal sikre, at problemet ikke forekommer igen. Samtidig er det nødvendigt at beskytte andre brugere, indtil der foreligger alternative materialer eller procedurer og/eller man har foretaget en fuldstændig konsekvensanalyse.

1.2

EØSU støtter forslaget, idet man især påpeger begrænsningen af markedsføring og brug af PFOS-relaterede stoffer, undtagelserne for nærmere angivet slutanvendelse af resterende lagre og behovet for yderligere forskning.

1.3

EØSU noterer, at de slutanvendelser, som skal undtages, adskiller sig væsentligt fra hinanden, hvad angår de anvendte mængder, sandsynligheden for og omfanget af menneskers eller miljøets eksponering, og den tid, det tager at identificere, udvikle og opnå godkendelse for passende og sikre materialer eller processer. EØSU mener derfor, at undtagelserne bør evalueres af Kommissionen fra sag til sag efter råd fra Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici (VKSM). Hvilke faktorer, som påvirker disse evalueringer, nævnes under de særlige bemærkninger. Tidsrammen for eventuelle risiko- eller konsekvensanalyser bør være forenelig med det voksende ønske om en risikovurdering af kemikalier inden for rammerne af REACH (registrering, vurdering og godkendelse af kemiske stoffer). Kommissionen er nødt til at sikre, at den selv har ressourcer nok til at opfylde disse forpligtelser rettidigt og på et velorienteret grundlag.

1.4

EØSU bemærker, at de ovenfor beskrevne tiltag, der er en reaktion på uventede nye ydre omstændigheder, strider mod den normale procedure for risikostyring, hvor foranstaltninger først defineres, når de behørige myndigheder i medlemsstaterne har foretaget en risikovurdering af allerede identificerede prioriterede stoffer. Denne fremgangsmåde vil imidlertid efter al sandsynlighed blive anvendt mere regelmæssigt inden for rammerne af REACH, hvilket den også specifikt er beregnet til. Et proportionelt, acceptabelt og effektivt resultat, hvad PFOS angår, bør blive et eksempel til efterfølgelse for den fremtidige anvendelse af REACH.

2.1

Kommissionen baserer sit grundlag på en OECD-farlighedsvurdering, der lå færdig i november 2002, og en britisk risikovurderingsrapport fra juli 2005. Disse og andre undersøgelser, hovedsagelig i USA, blev forberedt efter, at selskabet 3M den 16. maj 2000 meddelte, at de frivilligt fjernede PFOS-relaterede stoffer, der hovedsageligt blev anvendt til at gøre materialer som f.eks. tekstiler, tæpper og papir bestandige mod fedt, olie og vand samt til coating generelt.

2.2

Kommissionen accepterer VKSMs udtalelse af 18. marts 2005, som går ud på, at selv om den nuværende metode til at afprøve disse stoffer er begrænset, viser de hidtidige data, at PFOS er meget persistent, yderst bioakkumulerende og potentielt giftigt, og at der er god grund til at træffe risikobegrænsende foranstaltninger for at forhindre, at det igen vinder stor udbredelse.

2.3

Kommissionen og VKSM er også enige i, at der er særlige formål, hvortil der kun kræves små mængder, hvor der fortsat ikke er blevet fundet effektive alternative produkter eller processer. Eftersom den fortsatte brug af PFOS-relaterede produkter til de resterende formål ikke synes at indebære nogen ekstra risici for menneskers sundhed og miljøet, bør disse undtages fra den overordnede begrænsning af markedsføring og anvendelse. De slutanvendelsesformål, som skal undtages, nævnes og diskuteres i forslaget.

2.4

Der er brug for yderligere arbejde inden for rammerne af forskningsrammeprogrammet PERFORCE vedrørende eksponering, kilder, ruter og fysisk-kemiske parametre i forbindelse med disse PFOS-relaterede stoffer.

2.5

Forslaget skal garantere et højt beskyttelsesniveau for sundhed og miljø. Det indre marked for sådanne produkter vil blive bevaret. Omkostningerne for de berørte sektorer anses for minimale. En omfattende høringsproces har fundet sted.

3.1

Fluorinerede kemikalier blev udviklet i de sene 1940'ere og er blevet brugt i stadig større omfang for at skabe inaktive væsker med lav overfladespænding (meget let at sprede) eller solide overflader med særlige (almindeligvis klæbefri) egenskaber. En undergruppe af disse, de såkaldte PFOS-relaterede produkter, blev udviklet af virksomheder som f.eks. 3M til at gøre en række industri- og forbrugerprodukter bestandige mod fedt, olie og vand. I år 2000 var den årlige produktion og markedsføring på verdensplan af produkter som f.eks. tæppe- og tekstilimprægneringsmidlet 3M Scotchgard™ nået op på 4.500 tons. Efter man har fjernet PFOS-relaterede stoffer, er disse produkter blevet baseret på en ny formel, der bygger på andre fluorinerede kemikalier med tilsvarende overfladespændingspåvirkende egenskaber, men med mindre indvirkning på sundhed og miljø.

3.2

Som navnet (»PFOS«) angiver, er der tale om produkter, hvor alle (»per«) brintatomer på en kulstofkæde med 8 medlemmer (»oktan«) er blevet erstattet af fluoratomer (»fluor«) og en SO3- (»sulfonat«) gruppe for at danne en stabil, negativt ladet enhed (»anion«), som kan danne et vandopløseligt krystallinsk salt med metaller som f.eks. lithium, natrium eller kalium eller med andre positivt ladede grupper (»kationer«), bl.a. NH4 + (»ammoniak«). »PFOS« er ikke et enkelt »stof«, men anvendes som betegnelse for bestanddele (»enheder« eller »dele«) af »stoffer«, der er omfattet af EU-lovgivning om »stoffer« og »præparater«. PFOS-relaterede stoffer fremstilles ved en særlig kemisk proces kaldet »elektrokemisk fluorering«.

3.3

Kombinationen af »organiske« egenskaber (kulstofbaseret, olieopløselig) og »uorganiske« egenskaber (metalsalt, vandopløselig) gør PFOS-relaterede stoffer særdeles effektive som overfladeaktive midler til en række særlige anvendelsesformål. Stofferne er modstandsdygtige over for iltning (er inaktive og brænder ikke) eller anden miljømæssig nedbrydning (er stabile og derfor persistente). Da de kan opløses i både olie og vand, vil de sandsynligvis bioakkumulere. De kan være giftige eller ikke-giftige for forskellige arter under forskellige eksponeringsbetingelser. Deres usædvanlige fysiske og kemiske egenskaber indebærer, som VKSM har bemærket, at laboratorietestmetoder kan være upålidelige, når det gælder om at fastslå, hvordan de påvirker miljøet som helhed.

3.4

Fuldt fluorerede kortkædede polymerer med tilsvarende egenskaber som PFOS-relaterede stoffer som f.eks. overfladeaktive midler, men med lavere eller uanselig indvirkning på menneskers sundhed og miljøet, kan fremstilles ved en proces, der er kendt som »telomerisering«. Disse produkter (»telemerer«) behandles ikke i herværende forslag.

3.5

Ifølge et OECD-skøn i 2004, som senere blev citeret af VKSM, lå den samlede årlige anvendelse af PFOS-relaterede stoffer i EU i 2000 på ca. 500 tons, hvoraf 98 % blev anvendt til at behandle tekstiler, papir og coating. De årlige emissioner blev anslået til ca. 174 tons. Fra og med 2004 er brugen på verdensplan faldet betydeligt. De årlige emissioner i EU blev på daværende tidspunkt anslået til 10 tons i værste fald, idet man antog, at 9 tons kom fra ikke-nyttiggjort spildevand fra metalforkromning. Ifølge nyere tyske tal kan også meget af dette nyttiggøres.

3.6

VKSM har også bemærket, at det kun er i de senere år, at analytiske teknikker er blevet tilstrækkelig sofistikerede til at afsløre og med sikkerhed identificere PFOS-koncentrationer i miljøprøver. Det er derfor vanskeligt at spore forandringer på grund af ovennævnte reduktioner. VKSM kunne imidlertid konkludere, at emissioner fra nuværende anvendelsesformål, som foreslås undtaget, kun vil påvirke PFOS-koncentrationer på lokalt niveau og have en ubetydelig indvirkning på den samlede koncentration i miljøet. Mere specifikt konkluderede VKSM, at de overordnede risici for miljøet og borgerne var til at overse, hvad angik deres fortsatte brug i den fotografiske industri, halvlederindustrien og luftfartsindustrien. Anvendelsen i forkromningsindustrien gav imidlertid anledning til bekymring og burde begrænses.

3.7

Arbejdsrisici i hver af disse sektorer skal vurderes særskilt. Når det gælder den fotografiske industri, halvlederindustrien og luftfartsindustrien, er det i betragtning af de pågældende industriers karakter og det nuværende høje beskyttelsesniveau vanskeligt at se, hvordan brugen af PFOS-relaterede stoffer kan udgøre en yderligere risiko på arbejdspladsen. Anvendelsen i forkromningsindustrien giver imidlertid igen anledning til bekymring. Hvad angår brandslukningsskum, skal de sundheds- og miljørisici, der er forbundet med de foreslåede erstatningsstoffer, undersøges, før der kan træffes en endelig afgørelse. Man må også blive enige om, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan få bugt med eksisterende lagre og afstrømning fra større ildebrande.

3.8

EØSU støtter ovennævnte og har tillid til, at de fornødne foranstaltninger vil blive inkluderet i Kommissionens arbejdsplaner.

4.1

EØSU støtter de to begrænsninger af PFOS-relaterede stoffer, som defineres i forslaget, dvs. (1) de må ikke markedsføres i produkter eller dele heraf i præparater i en koncentration på 0,1 masseprocent eller derover og (2) de må ikke markedsføres i produkter eller dele heraf i en koncentration på 0,1 masseprocent eller derover.

4.2

EØSU støtter også undtagelsen i punkt 3 i betragtningerne, der går ud på, at punkt 1 og 2 ovenfor ikke skal finde anvendelse i de seks specifikke tilfælde, der nævnes og diskuteres i de efterfølgende betragtninger.

4.2.1

Fotolitografi: det vil generelt sige den proces, hvorved computerchips udstyres med mønster. Den seneste udvikling inden for halvlederproduktionen kræver særlige procesvæsker, så mønstret kan fremstilles med meget stor sikkerhed, tæthed og ensartethed. De PFOS-relaterede stoffer har enestående elektrokemiske og overfladeaktive egenskaber og betragtes af halvlederindustrien som afgørende for opgaven. Procesvæskerne, som ikke forbliver i de færdige produkter, er genstand for meget nøje specifikation og afprøvning for hver teknologi på hvert anlæg hos hver producent. Eftersom det anvendes i »rentrums«-produktionsmiljøer, hvor al kontaminering skal fjernes, er der ingen mulighed for eksponering på arbejdspladsen. Ifølge en massebalance for industrien foretaget i 2002 lå det samlede emissionsniveau på under 45 kg om året. Produktudviklingstiden kan være på op til 10 år. Trods omfattende global forskning og udvikling er der ikke fundet nogen erstatningsstoffer til de resterende anvendelsesformål. Den mest sandsynlige måde at fjerne PFOS-relaterede stoffer på kunne være ved hjælp af en ny metode til chipproduktion, som endnu ikke er opfundet. Uden en undtagelse kan produktionen ikke finde sted i EU, selv om den uden problemer kan fortsætte andetsteds. I betragtning af ovennævnte og eftersom der ikke er fremlagt nye beviser, som giver anledning til bekymring, henstiller EØSU, at der ikke fastsættes en tidsfrist for ophævelse af denne undtagelse.

4.2.2

Fotografiske coatings: PFOS-relaterede stoffer købes ofte i koncentrerede opløsninger, som derefter fortyndes kraftigt for at frembringe nogle egenskaber, der både er afgørende for sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen og for at kontrollere produkternes overordnede ydeevne til særlige fotografiske formål. De ønskede egenskaber omfatter kontrol af elektrostatisk ladning, kontrol af friktion og adhæsion, smudsafvisning og andre overfladeaktive egenskaber for højeffektiv billeddannelse. Produktionsteknikkerne kræver, at helt op til 18 billedlag skal påføres en hurtig filmbase for at sikre et ensartet lag på typisk mindre end 0,11 mm tykkelse. De anvendte væsker må ikke være fotoaktive, men skal sikre jævn spredning og god adhæsion på de efterfølgende lag. De antistatiske egenskaber er afgørende for at mindske faren for brand eller eksplosion og efterfølgende skader på ansatte eller driftsudstyr. Brugen af PFOS-relaterede stoffer er blevet mindsket med mindst 60 % i de senere år ved at anvende erstatningsstoffer til formål, hvor det er mindre afgørende, og ved det generelle fald i brugen af film i forhold til digitale løsninger til mange forbruger-, sundheds- og industrielle anvendelsesformål. De resterende formål bidrager med mindre end 8 kg til miljøet pr. år. Det er sandsynligt, at en yderligere overgang til digitale løsninger vil resultere i et fortsat fald i de mængder, der kræves til filmfremstilling, selv om efterspørgslen efter fotografisk papir til f.eks. at udskrive digitale billeder forventes at fortsætte. Trods omfattende forskning er der ikke blevet fundet nogen erstatningsstoffer til de resterende formål, PFOS-relaterede stoffer anvendes til. Nye processer, der endnu ikke er opfundet, og som det kræver 10 år eller mere at udvikle, gennemføre, afprøve og godkende, vil være nødvendige for at afslutte denne proces. Uden en undtagelse kan produktion ikke finde sted i EU, selv om den uden problemer kan fortsætte andetsteds. I betragtning af ovennævnte og eftersom der ikke er fremlagt nye beviser, som giver anledning til bekymring, henstiller EØSU, at der ikke fastsættes en tidsfrist for ophævelse af denne undtagelse.

4.2.3

Midler til forhindring af dampdannelse til brug ved forkromning: PFOS-relaterede stoffer i fortyndet opløsning beskytter arbejdstagere, der arbejder med dekorativ og beskyttende forkromning af metal- eller plastiksubstrater til bil- og andre forbrugerdrevne industrier, og deres sundhed og sikkerhed. De mindsker også overfladespændingen og fungerer som blødgørere, navnlig inden for plastgravering. Arbejdsmiljøet i forkromningssektoren er kendt som barskt og potentielt farligt, især hvad angår processer baseret på Cr(VI), et kendt kræftfremkaldende stof. Det er derfor afgørende at forhindre dampdannelse og menneskers øgede eksponering. Situationen kan forbedres ved at anvende processer baseret på Cr(III), men disse er endnu ikke fuldt tilgængelige. Kun PFOS-baserede overfladeaktive midler har hidtil vist sig stabile under begge disse forhold. Ifølge VKSM lå det årlige forbrug i Europa i 2000 på ca. 10 tons. Der er meget forskellige skøn for den samlede årlige udledning i miljøet, afhængigt af de anvendte processer og i hvilken grad disse er kontrolleret, hvad angår emissioner, genbrug og affaldsforbrænding. Et skøn fra den tyske industri, baseret på lokale eksempler på god praksis, viser, at de samlede emissioner kan være helt nede på 500 kilo om året ved ekstrapolering til hele Europa. Hvis mindre velegnede teknologier og kontrolforanstaltninger anvendes, kan emissionerne være højere. Eftersom forkromning er det største anvendelsesformål for PFOS-relaterede stoffer, der er tilbage, og eftersom teknologien udvikler sig, og der i et vist omfang allerede findes alternativer, synes det passende, at der fastsættes en tidsfrist for den foreslåede undtagelse og endvidere, som foreslået af VKSM, at der straks gennemføres analyser af eksponering under arbejdet og langsigtede vurderinger af miljørisici. Disse bør gennemføres i samarbejde med industrien for at sikre, at produktionen kan fortsætte i EU. Der er intet incitament til at tvinge en afgørende fase i bilfremstillingen til at flytte, da der er en klar fare for, at resten af produktionen senere vil følge efter. Ligeledes er det vigtigt, at man ikke alt for tidligt fjerner PFOS-relaterede midler til forhindring af dampdannelse, så man undgår øgede risici for arbejdstageres sundhed. EØSU henstiller, at denne undtagelse kun bør gælde i en femårsperiode efter en vurdering foretaget af Kommissionen og VKSM.

4.2.4

Hydrauliske væsker til luftfartsindustrien: Disse væsker anvendes til at kontrollere overflader og andre komponenter i flyvemaskiner til kommerciel, militær og almen flyvning. De anvendes og skal på daglig basis kunne fungere uafbrudt efter de højeste driftsstandarder for at sikre flyvemaskiners og passagerers sikkerhed under de mest ekstreme temperatur- og trykforhold. Erhvervet er globalt, og produkter, komponenter og systemer er underlagt omfattende afprøvning og certificering af flyfabrikanter og de relevante nationale og internationale organer. En typisk godkendelsescyklus for en ny formel kan vare op til 20 år. PFOS-relaterede stoffer anvendes i små mængder (ca. 0,1 masseprocent) for at gøre de mekaniske dele, ventiler, rør og åbninger resistente over for erosion. Trods omfattende afprøvning har man hidtil ikke fundet nogen erstatningsstoffer eller nogen antydninger af eventuelle erstatningsstoffer. De anvendes i lukkede systemer under strengt kontrollerede forhold. Den samlede udledning til jordbund og vand blev af VKSM anslået til under 15 kg om året. I betragtning af ovennævnte, og eftersom der ikke er fremlagt nye beviser, som giver anledning til bekymring, henstiller EØSU, at der ikke fastsættes en tidsfrist for undtagelsens ophævelse.

4.2.5

Brandslukningsskum: Fluorinerede overfladeaktive midler er i mange år blevet anvendt i højtspecificeret brandslukningsskum. PFOS-relaterede stoffer er stort set blevet erstattet i nye skumtyper, der er blevet fremstillet for at erstatte lagre af skum til slukning af konkrete brande eller oprette lagre til nye anlæg, lufthavne, olieraffinaderier og kemiske anlæg, skibe og tankfarme. De sundheds- og miljømæssige virkninger af disse alternative produkter er imidlertid ikke blevet gennemanalyseret endnu. Alt skum skal sælges med 15-20 års garanti, eftersom det ideelt set aldrig anvendes. Der findes derfor fortsat betydelige lagre af skum med PFOS, og nu drejer det sig om at slippe af med disse lagre. De overfladeaktive midler skal få den vandbaserede skum til at sprede sig hurtigt over de brændende kulbrinter i stedet for at synke ned under dem, så man bremser ilttilførsel og undgår »burn back«. Både overfladeaktive midler og skum skal være stabile under intense anvendelsesforhold og begge skal kunne modstå iltning. Ydelsesstandarder for skum til forskellige ildebrandsscenarier fastlægges af nationale og internationale organer. 3 %- eller 6 %-koncentrater oplagres i centrale depoter for distribution og fortynding ude på brandstedet. Det kan være nødvendigt med store mængder, og problemerne med at bortskaffe afstrømmende spild efter branden kan være anseelige. Afstrømningen bliver uundgåeligt kontamineret af de produkter, som brændte, af biprodukter af ukontrolleret kulstofforbrænding ved lav temperatur (polyaromatiske carbonhydrider (PAH'er) og dioxiner) og af skummets bestanddele. Den nylige brand i et lagerdepot i Buncefield, Storbritannien, har f.eks. efterladt en restkoncentration på 20 millioner liter kontamineret affald. Forbrænding ved høj temperatur er den eneste sikre måde, men den er ineffektiv og omkostningskrævende, når materialet hovedsagelig består af vand. Det er derfor vanskeligt at sætte tal på de årlige udledninger i miljøet, der afhænger af antal, omfang og omstændighederne i forbindelse med hver ildebrand, og i afgørende grad af, i hvor stort omfang afstrømningen kan standses ved hjælp af sikringsvolde. VKSM nævnte et årligt udslip i EU på under 600 kilo og bemærkede, at det måske var sat højere end den reelle udledning. EØSU er enigt med VKSM i, at de eksisterende lagre af PFOS-baserede skumkoncentrater ikke bør destrueres, før alternativerne er blevet færdiganalyseret. EØSU henstiller derfor, at den fornødne konsekvens- og risikoanalyse bør gennemføres hurtigst muligt, og at tilbageværende PFOS-baseret skum kun bør anvendes, hvor det af ydelsesmæssige grunde er nødvendigt, og hvor afstrømning kan standses ved hjælp af sikringsvolde. Kommissionen bør arbejde sammen med industrien og de kompetente myndigheder i medlemsstaterne for at sikre, at der er tilstrækkeligt med bortskaffelsesstrategier for de store mængder affald, som frembringes. I betragtning af de mange usikkerhedsmomenter ser EØSU ikke nogen grund til at fastsætte en tidsfrist for ophævelse af denne undtagelse, men al grund til at løse de resterende spørgsmål hurtigst muligt.

4.2.6

Andre kontrollerede lukkede systemer: Dette er eller bør være en standardundtagelse for hovedparten af stoffer, der er underlagt EU-markedsføring og brugsbegrænsninger. Såfremt råmaterialer kan leveres sikkert til systemet, og produkter og affaldsprodukter fjernes på en sikker måde, vil systemer med meget lav emission fortsat kunne fremstille vigtige mellemprodukter med minimal risiko for menneskers sundhed eller for miljøet. Arbejdspladsevalueringer af driftsforhold bør gennemføres i forbindelse med rutinemæssige sundheds- og sikkerhedsinspektioner. Eftersom der ikke er fremlagt nye beviser, som giver anledning til bekymring, henstiller EØSU, at der ikke fastsættes en tidsfrist for ophævelse af denne undtagelse.

4.3

Kommissionen vil fortsat spille en nøglerolle for at sikre et tilfredsstillende resultat i hver af ovenstående sektorer. Der vil være brug for et løbende forskningsprogram i og uden for de berørte sektorer for at udvikle alternative produkter og processer. Direktiverne for disse sektorer bør eventuelt ændres for at afspejle ændringer i nuværende eller foreslået global praksis.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/14

1.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag, som har været længe ventet af medlemsstaterne og sektorens aktører. De opstillede mål rejser ingen problemer og de fleste forslag findes passende. EØSU har imidlertid formuleret en række konkrete forslag for at opfylde målene om retssikkerhed, klarhed, forenkling og sundhedsbeskyttelse.

1.2

EØSU ønsker større klarhed omkring hvilken myndighed, der er bemyndiget og ansvarlig for den samlede vurdering i de tilfælde, hvor medicinsk udstyr kombineres med lægemidler, der er fremstillet ud fra humant blod og væv. Samtidig ønsker udvalget, at der fastsættes en frist for de kompetente myndigheders gennemførelse af vurderingen, og at der udarbejdes en vejledning om specifikke kompetencer og fremgangsmåden for vurderingen.

1.3

EØSU mener, at fremsendelse af en række relevante oplysninger om registrering, kliniske data, attester og overvågning bør være obligatorisk og foreslår i den forbindelse at styrke den allerede eksisterende europæiske database. Udvalget henstiller endvidere, at det undersøges, hvordan man på hensigtsmæssig vis kan sikre en omfattende udbredelse af ikke-fortrolige oplysninger mellem ikke alene bemyndigede organer og relevante myndigheder, men også blandt de involverede aktører.

1.4

Sundhedsaktørernes rolle og ansvar bør tydeliggøres i systemet for overvågning efter markedsføringen, og der bør tages skridt til at sikre en passende udbredelse af oplysninger og resultater af kontrollen.

1.5

EØSU påskønner forslagene vedrørende kliniske afprøvninger, som for det medicinske udstyrs vedkommende vedrører udstyrets sikkerhed og ydeevne. Udvalget foreslår nogle få ændringer for at gøre dem endnu klarere, især hvad angår tidspunktet for, hvornår dem kliniske afprøvning kan påbegyndes, når det relevante etiske udvalg har givet tilladelse i overensstemmelse med udstyrets kategorisering.

1.6

EØSU er imod, at der gives afkald på at behandle oparbejdningsspørgsmålet. Denne praksis med at genanvende medicinsk udstyr og produkter, der er udviklet til engangsbrug, udgør en fare for patientens helbred. EØSU anmoder derfor om, at det i det mindste pålægges den virksomhed, som oparbejder medicinsk udstyr med henblik på genanvendelse, at fremlægge et sæt data om arten af det foretagne indgreb og give sikkerhed for, at udstyrets kvalitet og sikkerhed svarer til det, som gælder for det originale produkt, og informerer brugerne og patienterne herom.

2.1

Selvom erfaringerne med anvendelsen af direktiv 90/385/EØF (1) om aktive, implantable medicinske anordninger og direktiv 93/42/EØF (2) om medicinsk udstyr generelt har været positive, bør lovgivningen ændres af hensyn til bedre gennemførelse, både for at præcisere visse gældende forskrifter og tilvejebringe et retsgrundlag for planlagte initiativer.

2.2

I direktiv 93/42/EØF hedder det, at Kommissionen senest fem år efter direktivets gennemførelse skal forelægge Rådet en rapport om visse aspekter af direktivets virkemåde. Denne evalueringsproces bevirkede, at der i juni 2002 offentliggjordes en rapport om, hvordan direktiverne om medicinsk udstyr fungerer. Rapportens konklusioner var indeholdt i Kommissionens meddelelse KOM(2003) 386 (3), som Rådet hilste velkommen i sine konklusioner i december 2003, og som fik en positiv modtagelse af Parlamentet.

2.3

Ifølge meddelelsen bør der først og fremmest foretages forbedringer på følgende områder:

Kommissionen har foretaget en høring, som indledtes i 2003 og primært blev gennemført via Kommissionens Ekspertgruppe for Medicinsk Udstyr og fulgt op af en offentlig høring på internettet. (5)

2.4

Da dette forslag indebærer en tydeliggørelse af reglerne snarere end en ændring, forventes det ikke at have større økonomiske virkninger. Med forslaget ønsker Kommissionen at opnå:

2.5

Forslagets retsgrundlag er EF-traktatens artikel 95 (tidligere artikel 100A), som er grundlaget for direktiv 93/42/EØF. For at kunne opfylde målet om fjernelse af tekniske hindringer for handel og tydeliggørelse af de eksisterende bestemmelser i direktiv 93/42/EØF og 90/385/EØF er det nødvendigt og hensigtsmæssigt at harmonisere medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om visse aspekter af markedsføring og ibrugtagning af medicinsk udstyr.

3.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag, som har været længe ventet af medlemsstaterne og sektorens aktører. Udvalget tilslutter sig fuldt ud de opstillede mål og finder de konkrete forslag passende for at kunne forbedre harmoniseringen gennem klarere og forenklede regler for en sektor, som er meget kompleks og forskelligartet. Udvalget har dog visse forbehold, som anføres i det følgende.

3.2

Medicinsk udstyr er et segment, der har voksende betydning inden for sundhedsområdet og stor indvirkning på folkesundheden og de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet. De nævnte direktivers bestemmelser vedrører mere end 10.000 produkttyper, som spænder lige fra simpelt udstyr (som f.eks. gaze, injektionssprøjter og briller) til yderst avancerede og komplicerede instrumenter (som f.eks. implantabelt udstyr, der redder liv, og apparatur til billeddiagnosticering).

3.3

Sektoren repræsenterer en aktivitet, der er præget af højteknologi, eftersom borgere og sundhedsmyndigheder efterspørger stadigt mere avancerede og sikre produkter. Den har endvidere stor økonomisk betydning: på verdensplan ligger det europæiske marked som nummer to lige efter det amerikanske, dets samlede omsætning er omkring 55 mia. euro, det omfatter godt 8.000 virksomheder og beskæftiger ca. 450.000 personer.

3.4

Det skal understreges, at EU importerer en betydelig og stigende mængde udstyr, og derfor kan en klarere og effektiv lovgivning og et mere åbent samarbejde mellem de kompetente myndigheder sætte skub i sektoren og minimere faren for tab af markedsandele og arbejdspladser.

3.5

Kommissionen vurderer, at de økonomiske følger ikke vil være betydelige på det makroøkonomiske plan, hvilket EØSU er enigt i, men sammenholdt med de ekstra krav kan det medføre en ikke ubetydelig omkostningsbyrde for visse virksomheder eller produktlinjer.

3.6.1

Forslaget fastlægger ændringer af ovennævnte direktiver og skaber klarhed omkring nogle anvendelsesmåder i forhold til andre direktiver og forordninger i tilfælde, hvor det ikke er fuldstændig klart, hvilken lovgivning der finder anvendelse (udstyr, der indeholder et lægemiddel, (6) stof fremstillet af humant blod (7) eller produkter fremstillet ud fra manipuleret humant væv (8)), og tydeliggør, at medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik (9) ikke er omfattet af direktivet om biocider, (10) som ændres i overensstemmelse hermed.

3.6.2

EØSU tilslutter sig princippet om, at hvis det medicinske udstyr indeholder lægemidler eller stoffer fremstillet af humant blod eller produkter fremstillet ud fra manipuleret humant væv »der kan påvirke organismen ud over den med udstyret tilsigtede virkning« finder direktiverne om medicinsk udstyr anvendelse. Udvalget undrer sig imidlertid over, at produkter fremstillet ud fra animalsk væv, som nævnes i nogle af bilagene, ikke eksplicit nævnes i artiklerne. Det giver også anledning til bekymring, at formuleringen »der kan påvirke organismen ud over den med udstyret tilsigtede virkning« på ny kan give anledning til forskellige opfattelser i medlemsstaterne og de bemyndigede organer og udvalget håber derfor, at dette begreb vil blive defineret mere præcist.

3.6.3

Der bør herske større klarhed omkring, hvilken myndighed der skal være kompetent og ansvarlig for den samlede vurdering, når udstyr kombineres med lægemidler, der er fremstillet ud fra blod eller humant væv. I disse tilfælde kan de bemyndigede organer inddrage de nationale myndigheder eller EU-myndighederne (som Det Europæiske Lægemiddelagentur), der ikke altid som sådan besidder den nødvendige kompetence til at vurdere medicinsk udstyr og følger procedurer, der er udviklet til andre produkttyper, ofte med meget lange frister.

3.6.3.1

EØSU mener, at der bør fastsættes frister for vurderingens gennemførelse, da et innovativt produkt inden for denne sektor hurtigt forældes. Udvalget opfordrer ligeledes til, at man udarbejder en vejledning over specifikke kompetencer og vurderingsmetoder for de kompetente myndigheder i samarbejde med de myndigheder, der er ansvarlige for udstyret. På baggrund af fabrikanternes indhøstede erfaringer igennem årenes løb håber EØSU, at de bemyndigede organer kan indhente en videnskabelig udtalelse fra ikke alene EMEA, men fra enhver anerkendt kompetent myndighed.

3.6.4

En stor del af de produkter, der er fremstillet ud fra manipuleret humant væv, må på grund af deres karakter, virkningsmekanisme og fremstillingsmetoder snarere sidestilles med medicinsk udstyr end med lægemidler. For at undgå mulige huller i lovgivningen mener EØSU, at disse produkter bør omfattes af forslaget med undtagelse af de produkter, hvis hovedvirkning på eller i det menneskelige legeme fremkaldes af farmakologisk, metabolisk eller immunologisk vej.

3.6.5

EØSU kan ikke tilslutte sig, at to direktiver kan anvendes samtidig (dvs. direktivet om medicinsk udstyr og direktivet om personlige værnemidler), da de indeholder forskellige krav, selvom de forfølger det fælles mål om at beskytte brugeren. Det kan medføre komplikationer på det praktiske plan og øge omkostningerne, der ikke modsvares af fordele, når det gælder sikkerhed.

3.6.6

EØSU støtter den nye udvalgsprocedure, som er tilføjet i artikel 13, for at fremme bindende og hurtige beslutninger i spørgsmål om fejlagtig eller manglende klassificering. Udvalget understreger imidlertid, at det for at opnå det bedst mulige resultat er nødvendigt at forbedre informationsudvekslingen mellem de kompetente myndigheder og sikre en effektiv ajourføring af data gennem den europæiske database.

3.7.1

EØSU finder, at der er behov for klarere og mere omfattende regler for indsamling af og adgang til oplysninger og for koordinering og kommunikation i forbindelse med overvågningsaktiviteter.

3.7.2

Udvalget finder forslaget mangelfuldt, når det gælder de bemyndigede organers evne til at varetage de opgaver, de har fået tildelt, hvilket allerede blev påpeget i meddelelsen fra 2003. (11) De udvidede grænser for behandling og det forhold, at udstyret bliver mere og mere kompliceret og avanceret, betyder, at de videnskabelige og tekniske kompetencer ikke altid kan tilvejebringes på nationalt niveau. Det ville være ønskeligt med en europæisk plan eller i det mindste koordination for at sikre, at nogle af de bemyndigede organer er specialiseret i visse af de særligt komplicerede og avancerede produkttyper.

3.7.3

EØSU er enigt i, at enhver fabrikant fra et land uden for EU bør udpege en repræsentant i en medlemsstat til at handle på sine vegne og stå til ansvar over for myndighederne, hvad angår kravene i det foreliggende direktiv. Der er imidlertid mangler og selvmodsigelser i teksten, som bør tydeliggøres (jf. efterfølgende punkt 4.3). EØSU er generelt tilhænger af et fleksibelt system, som giver industrien reel valgfrihed.

3.7.4

EØSU mener, at det bør være obligatorisk snarere end frivilligt, at alle oplysninger vedrørende registrering, kliniske data, attester og overvågning (herunder således hændelser og alvorlige uønskede virkninger) skal fremsendes til den europæiske database EUDAMED. Den fungerer allerede, men på begrænsede områder. Dens opgaver bør hurtigst muligt omdefineres, især hvad angår tilrådighedsstillelse af ikke-fortrolige oplysninger for de berørte aktører, og den bør udstyres med passende strukturer og ressourcer.

3.7.4.1

Det vil være rimeligt at give de interessenter, som er direkte berørt, adgang til et passende sæt ikke-fortrolige oplysninger, om end dog i sammenfattende form, og oplysninger om sikkerhed, kvaliteten af produkterne og kontrollen efter markedsføringen. De bør også stilles til rådighed for sundhedspersonalets sammenslutninger for at sikre mere bevidst og sikker anvendelse af medicinsk udstyr.

3.7.4.2

EØSU ser endvidere gerne, at der i samarbejde med interessenterne udarbejdes en vejledning, så de ansvarlige operatører kan udarbejde og offentliggøre en sammenfatning af produktets karakteristika. Denne vejledning og de indsamlede og kontrollerede oplysninger bør stilles til rådighed for de bemyndigede organer og kompetente myndigheder. Der bør også udvikles passende måder til at fremme oplysningernes større bevægelighed.

3.7.5

Forslaget tillader, at brugsanvisningen kan gives på andre måder end via en indlægsseddel. Dette er på linje med operatørernes behov, i betragtning af den brede vifte af typer af medicinsk udstyr. Man bør i større grad uddybe mulighederne for at anvende elektroniske instrumenter (som f.eks. CD-ROM og internettet) og anvende en mere enkel og fleksibel procedure end den hidtil foreslåede, så det ikke er påkrævet med kvalificeret flertal blandt medlemsstaterne.

3.7.6

EØSU mener, at direktivet udtrykkeligt bør nævne de vejledende fortolkningsdokumenter, som er udarbejdet af ad-hoc arbejdsgrupper og offentliggjort af Kommissionen (MedDev-dokumenter), og at der bør fastlægges forenklede regler for deres godkendelse, for således at mindske fortolkningsproblemerne og fremme større harmonisering af fabrikanternes og de bemyndigede organers adfærd.

3.8.1

Systemet for overvågning af markedsføringen er klart defineret i forslaget, hvad angår fabrikanten, men sundhedspersonalets rolle og ansvar ekspliciteres ikke, ligesom udbredelsen af oplysninger og af resultaterne af overvågningen stadig er utilstrækkelig. Systemet lider stadig under at være nationalt orienteret; det ville være ønskeligt med et europæisk tilsnit.

3.8.2

EØSU påskønner ændringerne til bilag X om kliniske data, som for det medicinske udstyrs vedkommende vedrører udstyrets sikkerhed og ydeevne. Udvalget foreslår, at artiklen gøres endnu klarere med hensyn til tidspunktet for påbegyndelsen af den kliniske afprøvning, når tilladelsen fra det relevante etiske udvalg er opnået i overensstemmelse med udstyrets kategorisering.

3.8.3

EØSU bakker ikke op om udelukkelsen af »oparbejdning« fra den foreslåede tekst. Denne praksis med at genanvende medicinsk udstyr, der er udviklet og produceret til engangsbrug, og allerede er forbudt i nogle medlemsstater, giver ikke tilstrækkelig sikkerhedsgaranti for patienten, da alle de pålideligheds- og sikkerhedsprøver, som førte til tilladelsen til engangsproduktet, ikke er gennemført.

3.8.3.1

EØSU mener, at denne praksis, som ofte finder sted på hospitaler i forskellige medlemsstater, bør forbydes, da den er farlig for patientens helbred, ligesom den gør det vanskeligt at indkredse ansvaret. Sterilisering er faktisk ikke en garanti for, at produktet er fuldstændig uskadeligt, bl.a. fordi der kan opstå ændringer i det anvendte materiales struktur.

3.8.3.2

EØSU er opmærksom på, at denne adfærd henhører under de nationale kompetenceområder, men finder det nødvendigt med en indsats på EU-plan, bl.a. fordi borgernes fri bevægelighed og den nylige anerkendelse af muligheden for at modtage behandling i en anden medlemsstat gør det påkrævet med en praksis, der er generelt anerkendt. I en overgangsperiode kunne man i det mindste fastlægge et princip om, at den virksomhed, der foretager oparbejdningen, skal fremlægge et sæt data, der er i overensstemmelse med klassificeringen af det medicinske udstyr og typen af det udførte indgreb, så der ydes de samme garantier for kvalitet og sikkerhed, som dem, der gælder for det oprindelige produkt, og at brugerne og patienterne oplyses klart herom.

3.8.4

EØSU tilslutter sig fuldt ud de foreslåede præciseringer i overensstemmelsesvurderingen og kravet om fremlæggelse af konstruktionsdokumentation for det medicinske udstyr, der er på linje med klassificeringen af udstyret og den teknologiske eller behandlingsmæssige nyskabelse, som er involveret. Udvalget er også enigt i, at fabrikanten på passende vis bør kontrollere den tredjepart, som han anvender til konstruktion og fremstilling.

4.1.1

EØSU finder, at det ikke er i overensstemmelse med princippet om forenkling og retssikkerhed at lade to direktiver finde anvendelse på samme produkt samtidigt, således som det nu foreslås for medicinsk udstyr og personlige værnemidler. Udvalget håber derfor, at den oprindelige tekst i direktiv 93/42/EØF, artikel 1, stk. 6, atter indføjes.

4.1.2

Generelt ønsker EØSU, at det når der er tale om medicinsk udstyr, som kan høre under andre direktivers definitioner (lægemidler, kosmetiske midler, osv.) overalt, hvor det findes hensigtsmæssigt, bør specificeres, at de kompetente organer og myndigheder i vurderingen af, hvilket direktiv der finder anvendelse skal tage hensyn til formålet, dvs. produktets formål og den relevante hovedvirkning.

4.1.3

For at undgå enhver usikkerhed omkring lovgivningen mener EØSU, at den nuværende version af bilag I, punkt 7.4, bør ændres. Det bør især tydeliggøres, at såfremt medicinsk udstyr indeholder et stof, der isoleret betragtet kan defineres som et lægemiddel, finder de specifikke dele af lægemiddellovgivningen, som henviser til stoffets sikkerhed og kvalitet, anvendelse på stoffet og ikke lægemiddellovgivningen som helhed.

4.1.4

Hvad angår medicinsk udstyr, som indeholder et stof, der er fremstillet ud fra manipuleret humant væv, frygter EØSU, at den nye artikel 4b ikke løser alle fortolkningsmæssige problemer, og håber derfor, at definitionen på disse stoffer ekspliciteres i artikel 1 i overensstemmelse med gældende direktiver og især med den forordning, som for tiden er til debat, om lægemidler til avanceret terapi. (12)

4.2.1

EØSU mener, at det skal være obligatorisk for de forskellige kompetente myndigheder og organer og fabrikanter eller repræsentanter at indberette vigtige data, herunder kliniske data og anmeldelse af alvorlige og uventede negative virkninger, til den europæiske database EUDAMED. For at denne dataindsamling kan blive effektiv vil det imidlertid være nødvendigt at omdefinere databasens opgaver og udarbejde et gennemførelsesprogram, som kan sikre, at databasen med en passende struktur og ressourcer kan fungere effektivt.

4.2.2

For at sikre, at de indsamlede data er fuldstændige og af hensyn til større udbredelse af ikke-fortrolige relevante oplysninger, finder EØSU det nødvendigt at ændre en række punker i forslaget. Det gælder især:

4.2.3

EØSU ser også gerne, at den nuværende ordlyd i artikel 20, stk. 3, ændres for at bekræfte princippet om, at ikke-fortrolige oplysninger i sammenfattende form skal stilles til rådighed for brugerne, hvilket såvel fabrikanter og repræsentanter som de involverede organer og myndigheder skal inddrages i.

4.3.1

EØSU konstaterer, at der ikke findes en entydig definition på repræsentanten for en fabrikant, der ikke har hovedsæde i Fællesskabet: hvor der i fjortende betragtning nævnes én enkelt repræsentant for alle klasser af udstyr, henvises der i artikel 10 a), stk. 3, og artikel 14, stk. 2, til udstyr uden at specificere, om det gælder for alle eller kun nogle kategorier.

4.3.2

I betragtning af den uensartede vifte af medicinsk udstyr, en fabrikant kan markedsføre, efterlyser EØSU større fleksibilitet: Der bør således udpeges én enkelt repræsentant for hver produkttype og ikke nødvendigvis for hele produktionen (og samtidig bør det præciseres i de forskellige sprogversioner, at der juridisk set henvises til både fysiske personer og juridiske personer).

4.4.1

Bestemmelserne om underretning af de kompetente myndigheder for at lette overvågningen og behandlingen af data om kliniske afprøvninger bør inkorporeres i artikel 2, stk. 2, og specificere, at fabrikanten eller hans repræsentant skal underrette myndighederne i alle de medlemsstater, hvor disse afprøvninger gennemføres, hvis afprøvningerne suspenderes, afbrydes eller afsluttes, ledsaget af relevante forklaringer og begrundelser.

4.4.2

EØSU hilser den nye affattelse af artikel 15, stk. 2 og 3, velkommen. Udvalget mener imidlertid, at det bør overvejes, om det ikke vil være hensigtsmæssigt at ændre stk. 3 og specificere, at hvad angår udstyr i klasse I, kan de kliniske afprøvninger indledes, så snart det relevante etiske udvalg har afgivet en positiv udtalelse om den kliniske afprøvningsplan.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/19

1.

Formålet med dette forslag er at foretage en kodifikation af Rådets direktiv 78/1035/EØF af 19. december 1978 om afgiftsfritagelse ved indførsel af varer i småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter fra tredjelande. Det nye direktiv træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i det; forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot en sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer, der er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen.

2.

Den almindelige kodifikation af EF-rettens bestemmelser, som Kommissionen har iværksat i henhold til sin beslutning af 1. april 1987, og som blev bekræftet i konklusionerne fra topmødet i Edinburgh, kan udvalget kun bifalde. Derfor udtaler EØSU sig til fordel for forslaget til direktiv, helt i tråd med hvad udvalget allerede har gjort ved tidligere lejligheder i forbindelse med tilsvarende initiativer.

3.

Udvalget fremhæver, at i der henhold til den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ikke kan foretages indholdsmæssige ændringer i forbindelse med kodifikationen, en betingelse, som Kommissionen garanterer er opfyldt med direktivforslagets tekst.

4.

EØSU's rådgivende rolle og dets ansvarlige indstilling indebærer, at de tilføjede ændringer gennemgås, inden dokumentet godkendes, hvilket ordføreren har gjort, uden at det har givet anledning til kritik eller særlige bemærkninger.

5.

Udvalget støtter kodifikationsforslaget, der er et led i processen med at forenkle den europæiske lovgivning og gøre den klarere.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/20

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg finder, at Kommissionens forslag til forordning om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej er et fremskridt i forhold til tidligere udgaver, for så vidt angår muligheden for underhåndsaftaler.

1.2

Men for at opfylde målsætningen om retssikkerhed, som både de organiserende myndigheder og operatørerne ønsker, er det nødvendigt at præcisere visse punkter:

1.3

I den sammenhæng støtter udvalget udtrykkeligt pligten til at indgå kontrakter kombineret med ligevægten mellem muligheden for at sende i udbud og muligheden for at tildele underhåndsaftaler med henblik på at fremme den nødvendige gennemsigtighed og forbedre tjenesternes kvalitet inden for rammerne af et system med konkurrence.

1.4

Udvalget ser gerne, at forordningens bestemmelser anvendes på samtlige kontrakter om offentlig trafikbetjening.

1.5

For så vidt angår ligevægten mellem udbud og underhåndsaftaler med en intern operatør, er udvalget gunstigt stemt over for den geografiske afgrænsning af aktiviteterne for at undgå enhver konkurrenceforvridning og således bevare de lokale myndigheders frie valg og retfærdigheden i en kontrolleret konkurrence.

1.6

Når det gælder underhåndsaftaler med en intern operatør, ser udvalget gerne, at man bevarer en fleksibel manøvremargin, som dog skal være klart defineret og afgrænset, i de tilfælde, hvor det er af afgørende betydning for sammenkædningen af nettene og integrationen af de offentlige transporttjenester, således at disse kan udstrækkes til tilstødende territorier med andre kompetente myndigheder end dem, der har indgået kontrakten om offentlig trafikbetjening.

1.7

Undtagelserne for kontrakter af beskedent omfang og undtagelser, der har til formål at bevare kontinuiteten i trafikbetjeningen, finder udvalget berettigede.

1.8

Udvalget tvivler dog på det hensigtsmæssige i at indgå underhåndsaftaler om offentlige jernbanetransporttjenester med gamle operatører på samme måde som med nye operatører uden nogen præcise rammer eller regler, der sikrer en fair konkurrence, sådan som det er planen for interne operatører, hvilket vil være en kilde til retsusikkerhed og konkurrenceforvridninger.

1.9

Efter udvalgets opfattelse kan principperne om gennemsigtighed, ligebehandling, kvalitet og effektivitet i den offentlige trafikbetjening ikke garanteres bedre end ved at anvende de samme regler som for lokal vejtransport.

1.10

Udvalget opfordrer til at vende tilbage til ånden i forordningen fra 2002, hvad angår servicekvalitet og overholdelse af medlemsstaternes gældende sociallovgivning.

1.11

Med forbehold af ovenstående slår EØSU til lyd for en hurtig vedtagelse af forordningen med henblik på at etablere den fornødne retssikkerhed i sektoren.

2.1

Kommissionen har offentliggjort et nyt forslag til forordning om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej. Forslaget er det tredje i rækken.

2.2

EØSU vil gerne rose Kommissionen for det arbejde, den har udført for at genåbne debatten, som var kørt fast i EU-institutionerne.

2.3

I sit forslag forsøger Kommissionen at forlige de forskellige holdninger, som er kommet til udtryk under tidligere debatter i lyset af den seneste udvikling i retspraksis (herunder især Altmark-Trans-dommen), og at fjerne enhver bekymring for manglende hensyntagen til subsidiaritetsprincippet og overholdelse af princippet om de territoriale myndigheders administrationsfrihed.

2.4

Forslaget er meget forskellig fra den tidligere udgave — der er bl.a. sket en forenkling. Parlamentet har dog for ikke at forlænge lovgivningsproceduren besluttet at betragte den nyeste udgave som samme tekst og gå direkte til andenbehandlingen. Forslaget befinder sig nu hos ministerrådet, der lige har påbegyndt behandlingen og har besluttet at undersøge forholdet mellem den nye udgave og den tredje jernbanepakke, navnlig hvad angår åbningen af den internationale trafik og muligheden for cabotage (2).

2.5

Kommissionen mener, at den aktuelle lovgivningsramme, der stammer fra 1969, er forældet, og finder, at effektiviteten og kvaliteten i transportsektoren skal forbedres for at bevare eller øge markedsandele. Den ønsker, »at regulere konkurrencen, også på regionalt plan og i byområder, således at kontrakter om offentlig tjeneste indgås og gennemføres på helt gennemsigtig måde« (3). Med hensyn til dette emne udtrykte EØSU i 2001 i sin udtalelse om det tidligere forslag til forordning tilfredshed med, »at Kommissionen har til hensigt inden for personbefordring at tilvejebringe en markedsordning, som går i retning af indførelse af kontrolleret konkurrence« (4).

2.6

EØSU bemærkede tillige med tilfredshed, »at lige muligheder og lige konkurrence mellem virksomhederne, uanset deres karakter, fremover skal opnås via juridisk og regnskabsmæssig gennemsigtighed«. (5)

2.7

Selv om forslaget til forordning skal drøftes under andenbehandlingen i Europa-Parlamentet, kan EØSU i dag kun genfremsætte sit ønske om gennemsigtighed, lige muligheder, kontrolleret konkurrence i forvaltningsprocedurerne for offentlig personbefordring med jernbane og ad vej under overholdelse af neutralitetsprincippet i traktatens artikel 295.

2.8

I den henseende har EU-domstolens seneste retspraksis tilført flere nye vurderingselementer, navnlig i dommene i Altmark-Trans- og Stadt Halle-sagerne. Kommissionen er i forbindelse med udøvelsen af sin initiativret ikke bundet af retspraksisdoktriner, eftersom Den Europæiske Unions retssystem først og fremmest er baseret på den skrevne ret og ikke på retsafgørelser. I praksis er principperne i de tre sidste kriterier fra Altmark-Trans-dommen blevet indskrevet i artikel 4 i forslaget til forordning. Desuden er visse elementer fra det fjerde kriterium medtaget under punkt 7 i bilaget.

2.9

Det er værd at understrege, at Altmark-Trans-dommen fastsætter kriterier, der skal sikre, at kompensationer for forsyningspligtydelser ikke juridisk kan betegnes som statsstøtte. Forslaget til forordning har et bredere anvendelsesområde og behandler punkter, som retspraksisen ikke kommer ind på, f.eks. spørgsmålet om overensstemmelse med konkurrencereglerne vedrørende kompensationer, der juridisk kan betegnes som statsstøtte, og tildeling af enerettigheder. Det skal understreges, at der i 1969 ikke eksisterede noget transportmarked og at spørgsmålet om enerettigheder derfor ikke var aktuelt.

3.1

Udvalget hilser Kommissionens initiativ velkommen, men ønsker samtidig at pege på visse juridiske spørgsmål, som bør diskuteres. Det anser det for vigtigt, at forordningen reelt skaber den retssikkerhed, som hele sektoren har ønsket, for at den kan vedtages og gennemføres hurtigt.

3.2

Udvalget glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at nå frem til en ny ligevægt i den lokale trafikbetjening, som respekterer de lokale myndigheders forvaltningsmæssige frihed og kan tilfredsstille alle interessegrupper.

3.3

Udvalget glæder sig over, at de lokale offentlige myndigheder nu har valget mellem at sende deres trafikbetjening i udbud eller udføre tjenesterne selv eller via en intern operatør, forudsat at de opfylder præcise kriterier, som skal forhindre enhver konkurrenceforvridning.

3.4

Udvalget gentager sin støtte til princippet om kontrolleret konkurrence (snarere end til helt fri konkurrence), som er indskrevet i det nye forslag til forordning (artikel 3 og artikel 5, stk. 3). Dette princip synes at være bedst egnet til på den ene side at opfylde behovene for offentlig trafikbetjening og på den anden side at etablere den nødvendige harmoniserede og sikre ramme for bestemmelser vedrørende tildeling af kontrakter. Princippet opfylder på én gang behovene for offentlig trafikbetjening og virksomhedernes behov i sektoren (uanset hvilken juridisk status virksomhederne måtte have).

3.5

Udvalget finder, at et system med konkurrence, der stiller som generelt krav, at der skal indgås kontrakt, og giver frit valg mellem enten at sende i udbud eller at indgå underhåndsaftale, vil sikre en offentlig trafikbetjening af bedre kvalitet og større effektivitet. De organiserende myndigheder vil klart og på forhånd skulle definere, hvad de offentlige tjenesteforpligtelser består i og hvilket geografisk område, de dækker, fastsætte regler for beregning af kompensation og fordeling af udgifter og indtægter og sørge for en fyldestgørende forudgående offentliggørelse

3.6

På den måde vil operatørerne få en klar forståelse af rammen og de forpligtelser, der er forbundet med deres aktivitet.

3.7

Desuden bestemmes det, at de kompetente myndigheder en gang om året skal offentliggøre en detaljeret rapport om den forsyningspligt, der hører under deres kompetence, de udvalgte operatører samt den kompensation og de enerettigheder, operatørerne har fået til gengæld (artikel 7). På den måde informeres borgerne om, præcis hvilke vilkår der gælder for drift af transporttjenester, og vil således være i stand til at sammenligne kvalitet og pris for de tjenester, som tilbydes. Det er dog vigtigt at sørge for, at den foreslåede rapport ikke medfører en urimelig forøgelse af de offentlige myndigheders administrationsbyrde og indirekte af de udgifter, som pålægges operatørerne. For meget bureaukrati er skadelig for god informationsformidling.

4.1.1

Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal have forrang, er blevet bragt på bane, fordi der kan blive tale om et dobbelt regelsæt for sektoren.

4.1.2

Under sin førstebehandling i 2001 vedtog Europa-Parlamentet et ændringsforslag, ifølge hvilket den kommende forordning skulle have forrang for bestemmelserne om offentlige indkøbskontrakter med henblik på at skabe en klar og sammenhængende juridisk ramme. Kommissionen foreslår nu en løsning, hvor anvendelsen af lovbestemmelser afhænger af den organiserende offentlige myndigheds valg:

4.1.3

EØSU mener, at forordningens bestemmelser skal gælde for alle kontrakter om offentlig trafikbetjening under overholdelse af principperne om gennemsigtighed og lige behandling. Dette vil være langt den enkleste og klareste løsning, uden at den ville drage de kompetente myndigheders aftalefrihed i tvivl.

4.2.1

I modsætning til de to tidligere udgaver åbner det nye forslag for første gang mulighed for at indgå en kontrakt med en intern operatør om offentlig trafikbetjening ved underhåndsaftale og uden forudgående udbudsprocedure (artikel 5, stk. 2). Den nye mulighed er en reaktion på ønsket om at bevare de lokale myndigheders frihed til at organisere, som er blevet fremsat under tidligere debatter.

4.2.2

Muligheden er underlagt flere betingelser:

4.2.3

Under førstebehandlingen udtalte Europa-Parlamentet sig klart til fordel for at bevare muligheden for at indgå en underhåndsaftale med en lokal operatør under den kompetente myndigheds kontrol ved siden af muligheden for at sende i udbud. Debatten i ministerrådet har peget i samme retning: en stor del af repræsentanterne for medlemsstaterne har været positivt stemt over for forslaget om, at de kompetente myndigheder skal bevare friheden til vælge mellem selv at levere lokal trafikbetjening gennem egne virksomheder eller at indgå kontrakter herom efter en udbudsprocedure.

4.2.4

På baggrund af de samstemmende holdninger har Kommissionen derfor søgt at finde den rigtige balance mellem kontrolleret konkurrence og muligheden for indgåelse af underhåndsaftaler — en indfaldsvinkel, som EØSU støtter, fordi den sikrer de organiserende myndigheders forvaltningsfrihed og tager hensyn til de principper, som EU-domstolen har fastsat.

4.2.5

Det er værd at understrege, at Kommissionen i definitionen af interne operatører (med en formulering, der stemmer overens med traktaten) indfører en geografisk afgrænsning som kriterium for at tage hensyn til det princip om konkurrencemæssig reciprocitet, som Europa-Parlamentet ønskede for lokale »in house«-tjenester. Anvendelsen af dette kriterium rejser to spørgsmål:

4.2.6

Man bør derfor i de tilfælde, hvor transporttjenester leveres af den organiserende myndighed selv eller gennem en intern operatør, være opmærksom på, at disse transporttjenester kan være af interesse for flere kompetente myndigheders territorier, når der er brug for at sammenkoble net eller integrere transporttjenester eller hvis territorierne har fælles grænse og støder op til territoriet for den myndighed, der har indgået kontrakten om offentlig trafikbetjening. For at undgå, at denne mulighed misbruges til at omgå princippet om fair konkurrence, bliver det nødvendigt at sikre sig, at de tjenester, som leveres uden for den organiserende myndigheds geografiske kompetenceområde ikke overstiger en vis procentdel af kontraktens samlede værdi.

4.2.7

Det bør desuden være tilladt for forskellige myndigheders interne operatører at samarbejde, især om forskning og udvikling, for at de ikke organisatorisk skal blive mindre effektive end deres eventuelle konkurrenter, som måske ikke er underlagt de samme begrænsninger.

4.2.8

Det bliver nødvendigt at afklare disse forhold såvel juridisk som hvad angår trafikbetjeningens praktiske organisation. Man kan i denne forbindelse notere sig, at kriterierne, som EU-domstolen i sin dom af 11.1.2005 (sagen Stadt Halle) anvender til at definere »en intern operatør«, giver én vis manøvremargin, idet formuleringen lader forstå, at listen ikke er udtømmende. Den seneste retspraksis (dommen i sagen Parking Brixen af 13.10.2005) understreger endvidere, at det er et afgørende kriterium, at kontrollen svarer til den kontrol, som udføres over for egne tjenester.

4.2.9

Endelig er det overraskende, at mens betingelserne generelt er meget strengt defineret for underhåndsaftaler med en intern operatør, er jernbanesektorens særlige undtagelse fra forordningens principper, der vedrører underhåndsaftaler med en operatør, ikke gjort betinget af noget — en forskel, som hverken er begrundet eller forklaret i forordningens begrundelse.

4.3.1

Ud over muligheden for at indgå en underhåndsaftale med en operatør giver forslaget til forordning mulighed for konkurrencebaserede udbud. Princippet om udbud kan fraviges i tre tilfælde:

4.3.2

Efter EØSU's opfattelse er de første to principielt berettigede, selv om man kan diskutere de kriterier, som lægges til grund for definitionen af tjenester af beskedent omfang. Den tredje undtagelse rejser derimod flere spørgsmål. For det første på grund af sektorens størrelse (en omsætning på ca. 50 mia. euro), dernæst fordi tildelingsbetingelserne er temmelig løst defineret (i modsætning til indgåelse af underhåndsaftale med en intern operatør), selv om artikel 7 fastsætter nogle nyttige offentliggørelsesforanstaltninger, og endelig fordi jernbanetransport som sektor ikke automatisk bør undtages fra konkurrence, medmindre den er underlagt bestemmelser, der svarer til bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, i forslaget til forordning.

4.3.3

Spørgsmålet er, om ikke kontrollerede udbud bedre ville sikre gennemsigtighed, ligebehandling og såvel passagerernes som operatørernes interesser, og om den valgte løsning, der ligner et politisk kompromis, ikke bringer uorden i den juridiske sammenhæng.

4.4.1

Artikel 6 i forslaget til forordning viser tilbage til artikel 4, som delvis er inspireret af kriterierne i dommen i Altmark-Trans-sagen. Enhver kompensation skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel, uanset efter hvilken procedure kontrakten er indgået. Kompensationer i forbindelse med underhåndsaftaler skal desuden være i overensstemmelse med reglerne i bilaget, ifølge hvilket kompensationsbeløbet beregnes ved at sammenligne den situation, hvor forsyningspligten opfyldes, med den tænkte situation, hvor forsyningspligten ikke blev opfyldt, og de tjenester, der er omfattet af forsyningspligten, i stedet blev drevet udelukkende på forretningsmæssigt grundlag.

4.4.2

Teksten skelner således mellem to situationer:

4.4.3

Systemet indebærer en vis juridisk kompleksitet, som kalder på klarere formuleringer for at sikre gennemsigtighed og god forvaltning for både passagerer og skatteborgere.

4.5.1

Kommissionen insisterer på, at formålet med forslaget til forordning er at indføre regler for forsyningspligt og kompensation for forsyningspligt i transportsektoren og ikke at behandle alle tænkelige spørgsmål vedrørende servicekvalitet, sociallovgivning og forbrugerbeskyttelse. Således strejfes spørgsmålet om sociale rettigheder kun overfladisk i artikel 4, stk. 7. Man må medgive, at dette er et område, hvor medlemsstaterne har kompetencen på dette område.

4.5.2

Ikke desto mindre indeholdt det reviderede forslag fra 2002 en præcis definition af fyldestgørende kvalitet, passagerinformation og sociallovgivning i den offentlige trafikbetjening (tidligere artikel 4, 4a) og 4b)).

4.5.3

EØSU beklager, at den seneste udgave af forordningen er alt for diskret i spørgsmålet om kvalitet, passagerinformation og den sikring, som man kan forvente af de nationale sociallovgivninger. Udvalget insisterer på, at Kommissionen skal komplettere sit nye forslag med bestemmelserne fra 2002 i fuld respekt for subsidiaritetsprincippet og princippet om de lokale myndigheders forvaltningsmæssige frihed. Uden at give en udtømmende liste med kriterier for sikkerhed, kvalitet og passagerinformation ville det være godt at opstille minimumskrav på disse områder.

4.6.1

Artikel 8, stk. 6, der handler om den konkurrencemæssige situation i anden halvdel af overgangsperioderne, er præget af en vis mangel på præcision. Første halvdel af overgangsperioderne belyses slet ikke, og beskrivelsen gælder ikke underhåndsaftaler.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/26

1.1

Mere end 75 % af Den Europæiske Unions befolkning bor i byområder. Bytransporten udgør således en væsentlig andel af den samlede transportsektor og har indflydelse på såvel parametre vedrørende luftkvaliteten (carbonmonoxid, kulbrinter, nitrogenoxider, partikler, ozonprækursorer) — og dermed også den lokale forurening — som klimaændringerne (CO2-emissioner).

1.2

I løbet af de senere år er der taget forskellige lovgivnings- og forskningsinitiativer på europæisk niveau, men også som led i internationalt samarbejde. Målet er først og fremmest at forbedre energieffektiviteten, formindske de forurenende emissioner samt begrænse afhængigheden af olie.

1.3

Efter indførelsen af regler for køretøjers emissioner, kendt som eurostandarder, er der i løbet af de sidste 25 år sket et voldsomt fald i de forurenende emissioner fra vejtransportkøretøjer.

1.4

Modeller som f.eks. CAFE (Clean Air For Europe — Renere luft i Europa, 2005) giver ligeledes mulighed for yderligere at formindske forureningsniveauet med 5 % inden 2020.

1.5

Direktivet har til formål at fremme et bæredygtigt bymiljø. Forslaget sigter mod at oprette en »renere« park af tunge køretøjer, som både forbruger mindre energi og producerer færre forurenende emissioner.

1.6

Specielt forpligtes de offentlige organer til at afsætte en andel på 25 % af deres årlige indkøb af tunge køretøjer, som vejer mere end 3,5 ton. Kommissionens forslag lægger desuden op til, at der senere kan ske en udvidelse til andre kategorier af køretøjer, som indkøbes af offentlige organer.

1.7

Hvis de offentlige organer investerer på et tidligt tidspunkt, vil en hurtig ikrafttræden af direktivet kunne fremme en hurtig udvikling og en udstrakt udbredelse af renere teknologier.

1.8

Hvis direktivet vedtages, vil det give de mange lokale myndigheder, som er tvunget til at begrænse den frie bevægelighed for køretøjer, en alternativ løsning til at opnå positive resultater af miljømæssig, social og økonomisk art.

1.9

Byer som f.eks. Paris, Montpellier, Frankfurt, Helsingfors m.fl., der har investeret i en renere vognpark (naturgasdrevne busser og renovationsvogne), har opnået betydelige resultater og indkøber yderligere køretøjer med henblik på at udvide deres nuværende vognparker.

1.10

Hvis tempoet sættes i vejret, indsatsen spredes, og der gøres en indsats på forskellige niveauer for at begrænse den samlede miljømæssige indvirkning (eurostandarder i forbindelse med kontrol af køretøjers emissioner, foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten og forsyningssikkerheden samt til spredning af energikilderne), kan det kun føre til sociale fordele samt teknologiske og økonomiske fremskridt.

1.11

EØSU håber derfor, at direktivet stadig vil kunne vedtages i løbet af 2006, og at det vil indgå i rækken af andre tiltag, som Det Europæiske Fællesskab allerede har gennemført, eller som er under udarbejdelse eller vedtagelse.

2.1

Den 21. december 2005 fremlagde Kommissionen dette forslag til direktiv om fremme af renere vejtransportkøretøjer (1) (retsgrundlag: EF-traktatens artikel 175, stk. 1, den fælles beslutningsprocedure).

2.2

De vigtigste formål med direktivet er:

2.3

I henhold til direktivet skal de offentlige organer afsætte en minimumsandel af deres årlige indkøb af tunge køretøjer (som vejer mere end 3,5 ton) til indkøb af køretøjer, der opfylder præstationsstandarden for et »mere miljøvenligt køretøj«. Den fastsatte minimumsandel er på 25 % og vedrører substitution af tunge køretøjer med henblik på gnidningsløst at indføre miljøkriterier i den offentlige proces for indkøb af køretøjer og forberede de offentlige organer og industrien på, at der kan ske en udvidelse til andre køretøjskategorier.

2.4

Dette direktiv vil på længere sigt føre til stordriftsfordele, lavere omkostninger og større udbredelse af de mere miljøvenlige køretøjers teknologi og således til en generel forbedring af den samlede vognparks miljøpræstation.

3.1

De tunge køretøjer, som behandles i direktivet, er tunge erhvervskøretøjer over 3,5 ton som f.eks. busser og erhvervskøretøjer (eksempelvis renovationsvogne).

3.2

Ved »renere køretøj« forstås et »mere miljøvenligt køretøj«, der svarer til definitionen under EEV-standarden (»Enhanced Environmentally-Friendly Vehicle«) (2), som fastsætter strenge grænser for emissioner af CO2 og andre skadelige emissioner af carbonmonoxid, kulbrinter, nitrogenoxider, partikler og ozonprækursorer:

3.3

Medlemsstaterne er altid blevet opfordret til at indføre skattelettelser for køretøjer, der overholder emissionsgrænser, som er strengere end de gældende Euro 4-standarder (3), med henblik på at fremme et marked for renere og mere effektive køretøjer.

3.4

De offentlige organer, som berøres af direktivet, er statslige, regionale og lokale myndigheder, offentligretlige organer, offentlige virksomheder og aktører, der har indgået aftale med offentlige organer om levering af transporttjenester.

3.5

Forpligtelsen til at afsætte en minimumsandel af de årlige indkøb til indkøb af renere køretøjer gælder både ved køb og leje af tunge køretøjer.

3.6

Fremme af anvendelsen af EEV-køretøjer er endvidere i overensstemmelse med Kommissionens seneste forslag til direktiv om beskatning af personbiler (4). Denne beskatning vil delvis være baseret på CO2-emissioner for at fremme indkøb af renere og mere energieffektive køretøjer som f.eks. køretøjer, der drives ved hjælp af biobrændstoffer, naturgas og autogas (LPG) eller elektro- eller hybridmotor.

3.7

Øget forbrug af biobrændstoffer er et af målene for den handlingsplan for biomasse (5), som for nylig blev vedtaget af Kommissionen, og der slås også til lyd herfor i den efterfølgende meddelelse om biobrændstoffer (6).

3.8

Dette forslag indgår således i en lang række tiltag, der er blevet iværksat for at tage kampen op med de konstant stigende emissioner af drivhusgasser, som har en negativ indflydelse på Fællesskabets mål på området for klimaændringer, den stigende lokale forurening som følge af emissioner fra køretøjers udstødning, der indvirker negativt på folkesundheden, og brændstoffers energieffektivitet, som stadig medfører, at EU i høj grad er afhængig af olie.

3.9

I grønbogen om energiforsyningssikkerheden (7) analyserer Kommissionen de temaer, som er forbundet med transportsektorens vækst, det øgede energiforbrug, CO2-emissionerne og afhængigheden af olie med det formål at indkredse tiltag, som kan påvirke efterspørgslen efter alternative teknologier og brændstoffer og fremme en generation af »renere« køretøjer, temaer, som også behandles i hvidbogen (8) om den europæiske transportpolitik frem til 2010.

3.10

I henhold til både meddelelsen om alternative brændsler til vejtransport (9) og det efterfølgende direktiv om fremme af biobrændstoffer (10) udgør spredning af energikilderne et effektivt middel til at begrænse afhængigheden af olie, CO2-emissioner og lokale forureningskilder.

3.11

I meddelelsen om revision af EU's strategi for bæredygtig udvikling (11) behandles de aspekter, der er forbundet med klimaændringerne. Som led i denne strategi foreslås eksplicit at skabe et marked for renere køretøjer inden for rammerne af et program til styring af bytrafikken, som indebærer fremme af miljømæssige innovationer og indførelse af »renere« busser.

3.12

Grønbogen om energieffektivitet (12) foreslår konkrete foranstaltninger såsom offentlige indkøb med henblik på udvikling af et marked for køretøjer, som i forhold til traditionelle køretøjer er mindre forurenende og mere energieffektive.

3.13

Fremstilling og anvendelse af køretøjer, der overholder grænseværdierne for luftforurenende stoffer, udgør en afgørende faktor i forsøget på at nå de mål, som opstilles i de europæiske standarder på området (13).

3.14

I forbindelse med temastrategien for luftforurening (14), hvori Kommissionen foreslår at tilpasse de gældende direktiver på området, understreges det atter, at de offentlige organer bør anbefales hvert år at afsætte en minimumsandel af deres indkøb til renere og energieffektive køretøjer.

3.15

Europa-Parlamentet har udtalt sig til fordel for en fællesskabshandlingsplan for forbedring af energieffektiviteten i transportsektoren og fremhævede i den forbindelse bl.a. vigtigheden af målrettede programmer vedrørende offentlige indkøb med henblik på at reducere prisen på energieffektivitetsudstyr og på den måde opnå, at udstyret kan konkurrere med de traditionelle teknologier (15).

3.16

Det Europæiske Råd har slået til lyd for foranstaltninger, som skal inddrage miljøforvaltning og bæredygtig udvikling i transportpolitikken (16).

4.1

Vedtagelsen af dette forslag til direktiv vil give mulighed for at træffe en række obligatoriske foranstaltninger vedrørende offentlige indkøb, med det formål at sætte skub i markedets efterspørgsel efter renere køretøjer. Forslaget tilskynder som anbefalet af medlemsstaterne samtidig til indførelse af renere og energieffektive køretøjer ved at anlægge en teknologineutral indfaldsvinkel (17).

4.2

Forpligtelsen, hvad angår indkøb af tunge køretøjer over 3,5 ton, giver i forhold til frivillige aftaler og andre typer regler en række cost-benefit-fordele både med hensyn til de økonomiske aspekter, som er forbundet med den europæiske industris konkurrenceevne, og den miljømæssige indvirkning.

4.3

Indkøbsandelen på 25 % svarer til 10 % af det samlede marked og er således stor nok til at kunne påvirke udviklingen af et marked for renere køretøjer og skabe stordriftsfordele, samtidig med at investeringsomkostningerne fortsat holdes på et acceptabelt niveau.

4.4

Ifølge de foretagne vurderinger vil ca. 52 000 køretøjer, heraf 17 000 busser og 35 000 tunge erhvervskøretøjer være berørt af dette direktivforslag. Indførelsen af 25 % renere køretøjer vil derfor svare til indkøb af 13 000 EEV-køretøjer om året. De offentlige organer kan helt frit træffe beslutning om antallet og arten af køretøjer (busser, renovationsvogne eller andre), som skal erstattes.

4.5

Indkøbsforpligtelsen, der skal føre til systematisk indførelse af renere køretøjer, vil fremme bilindustriens udvikling og sikre et ekspansivt, stabilt europæisk marked for tunge køretøjer gennem en øget konkurrence og konkurrenceevne i sektoren.

4.6

Paris, Montpellier og Frankfurt m.fl. råder allerede over en miljøvenlig vognpark, som de har til hensigt at udvide set i lyset af de positive resultater, der er opnået på det miljømæssige og det samfunds-økonomiske område.

4.7

Forpligtelsen til at indkøbe en bestemt procentdel EEV-køretøjer til parken af tunge køretøjer giver de offentlige myndigheder et yderligere instrument til at opfylde de forpligtelser, som følger af fællesskabsdirektiverne om luftkvaliteten.

4.8

Den i direktivforslaget foreslåede udskiftningsprocent giver mulighed for hurtigt at opnå de første resultater med hensyn til en forbedring af luftkvaliteten (18), eftersom EEV svarer til standarder, der i væsentlig grad formindsker emissioner af HC, NOX og PM.

4.9

Anvendelsen af EEV-køretøjer er desuden med til at begrænse forbruget af brændstoffer og fremme forskningen i, hvordan der hele tiden kan opnås bedre miljømæssige resultater. Fremme af anvendelsen af alternative brændstoffer og undersøgelser af teknologier til behandling af emissioner bidrager i høj grad til at skabe vækst i bilindustrien.

4.10

I betragtning af, at den gennemsnitlige levetid for de tunge køretøjer, som behandles i dette forslag, er ca. 15 år, og under antagelse af, at forslaget træder i kraft i løbet af 2006, vil de offentlige organer kunne afskrive deres investeringer, gøre teknologiske fremskridt og forbedre præstationsstandarderne helt frem til 2030.

4.11

En hurtig og målrettet indsats for at fremme anvendelsen af renere køretøjer vil ligeledes have en positiv indvirkning på det sociale område. En forbedring af luftkvaliteten i bycentre giver bl.a. mulighed for at begrænse forekomsten eller forværringen af luftvejssygdomme, hvilket kan forbedre sundhedsbudgettet.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/29

1.1

EØSU har igen og igen betonet den store betydning af bæredygtig udvikling for Europas fremtid og den globale udvikling og bifalder derfor, at Kommissionen forelægger en handlingsplatform vedrørende emnet.

1.2

Kommissionens meddelelse er et af de fem dokumenter, som offentliggjordes om emnet »bæredygtig udvikling« alene i 2005. Selv om EØSU hele tiden har insisteret på vigtigheden af konkret handling, finder udvalget det forkert at offentliggøre så mange forskellige dokumenter inden for et år, fordi det gør det næsten umuligt for en almindelig politisk interesseret borger at bevare overblikket.

1.3

Det er uklart, hvordan relationerne er mellem Lissabon-strategien og strategien for bæredygtig udvikling. Hvis borgerne skal forstå relationerne, kommer man ikke uden om pædagogiske tiltag og bestræbelser på at skabe sammenhæng. Metoderne til effektanalyser bør ændres, så der tages lige så meget hensyn de sociale og miljømæssige aspekter som til de økonomiske. Den forskning og fornyelse, som Lissabon-strategien skal fremme, bør eksplicit understøtte en bæredygtig udvikling.

1.4

EØSU ser ikke den handlingsplatform, som præsenteres i meddelelsen, som en ny revideret strategi. Den aktuelle situation analyseres rigtigt og det slås fast, at det ikke kan fortsætte som hidtil, men det bliver næsten udelukkende ved analysen. F.eks. er de konkrete anvisninger på, hvordan man kommer videre, alt for utilstrækkelige.

1.5

Med denne meddelelse imødekommer Kommissionen således ikke EØSU's henstilling fra april 2004, og den holder ikke sine løfter fra juni 2004. Den opstiller ikke nogen klare målsætninger, som skal indfris gennem bæredygtighedsstrategien.

1.6

En strategi beskriver normalt metoder til at opfylde målsætninger. De manglende målsætninger fører uundgåeligt til en mangelfuld bestemmelse af instrumenter. Dette er en afgørende svaghed ved meddelelsen. Hvis man ikke med sikkerhed ved, hvor man vil hen, kan man ikke fastlægge en kurs for, hvordan man når dertil.

1.7

De beskrevne nøgleaktioner er vage og meget upræcise. Det drejer sig til dels om krav eller løfter, som har været inde i billedet de sidste 30 år, men aldrig har været omsat i praksis. Det diskuteres dog hverken, hvordan det kan være gået til, at så gamle krav aldrig er blevet realiseret, eller om disse krav stadig er aktuelle, og frem for alt om de er tilstrækkelige .

1.8

Dér, hvor Kommissionen fremsætter vigtige budskaber, gør den det ganske uforpligtende. Når Kommissionen således bebuder, at den internationale handel skal anvendes som instrument for bæredygtig udvikling, kan man kun hilse det velkommen. Man burde imidlertid kunne forvente af en handlingsplatform at få svar på, hvordan det skal gøres i praksis.

1.9

Kommissionen bør skabe klarhed om aktørernes rolle og svare på spørgsmålet »Hvem skal gøre hvad?« i relation til henholdsvis EU's, medlemsstaternes, arbejdsmarkedsparternes og de øvrige interesserede parters kompetencer.

1.10

EØSU agter at bidrage til debatten og lidt efter lidt opbygge en database, der bl.a. vil gøre det muligt at formidle god praksis og at pege på forhindringer, som aktører med praktiske erfaringer er stødt på, med henblik på at udbygge den viden, som skal danne grundlag for Kommissionens og de interesserede parters beslutninger.

1.11

Meddelelsen efterlader derfor flere ubesvarede spørgsmål, end den giver svar, og opkaster faktisk flere nye spørgsmål, som samfundet hidtil har ventet forgæves på svar på.

1.12

EØSU beklager dette dybt. Meddelelsen er ikke et egentligt fremskridt for bæredygtig udvikling, men tyder snarere på, at man i øjeblikket træder vande.

2.1

Den 13. december 2005 — lige inden Det Europæiske Råds finanstopmøde i Bruxelles — forelagde Kommissionen meddelelsen om revision af strategien for bæredygtig udvikling — En handlingsplatform (1) (genstanden for denne udtalelse) for Rådet og Europa-Parlamentet.

2.2

EU's strategi for bæredygtig udvikling, som nu er til revision, blev besluttet på topmødet i Göteborg i sommeren 2001. EØSU har flere gange taget stilling såvel til forarbejdet til strategien som til strategien selv, senest i en sonderende udtalelse fra april 2004 »Evaluering af strategien for bæredygtig udvikling« (2) og i en udtalelse fra maj 2005 »Bæredygtig udvikling og dens rolle i forbindelse med de kommende finansielle overslag« (3). Hertil kommer, at udvalget sammen med Kommissionen i april 2005 afholdt et meget succesfuldt og konstruktivt stakeholder-forum og i marts 2006 arrangerede en høring i forbindelse med udarbejdelsen af denne udtalelse. Resultaterne af disse arrangementer har naturligvis været en del af grundlaget for denne udtalelse.

2.3

Allerede Prodi-Kommissionen meddelte, at den ville vedtage en revideret udgave af strategien for bæredygtig udvikling. Det skete dog ikke. Under behandlingen af de forskellige dokumenter blev sagen betydeligt forsinket. Dette kan betragtes som et indicium på, hvor svært det har været for Kommissionen — og for den sags skyld også for Rådet — at gøre fremskridt med strategien for bæredygtig udvikling.

2.4

I februar 2005 kunne Barrosos Kommission derfor ikke fremlægge en revideret strategi, men kun meddelelsen »2005-revision af EU's strategi for bæredygtig udvikling: første status og fremtidige retningslinjer« (4). I denne meddelelse taler Kommissionen bl.a. om »forværringen af uholdbare tendenser«, om at fremskridtene med hensyn til integration af miljøspørgsmål i de sektorspecifikke politikker »hidtil har været begrænsede«, om at »fattigdom og social udstødelse er et problem, der bliver større og større« og at vi »i en verden med voksende indbyrdes afhængighed ikke kan fortsætte med at producere og forbruge som hidtil«.

2.5

Meddelelsen, der er genstand for denne udtalelse, skal ses i denne sammenhæng. EØSU kan betragte den som endnu et skridt hen imod en revision af bæredygtighedsstrategien, men ikke som resultatet af en allerede udført revision. Ifølge de seneste, uformelle oplysninger er det nu planen, at Rådet på sit møde i juni 2006 skal vedtage en revision af bæredygtighedsstrategien fra 2001 og at Rådets konklusioner skal udgøre den fælleseuropæiske bæredygtighedsstrategi indtil 2009. EØSU slår derfor fast, at Kommissionen ikke har opfyldt sin forpligtelse fra 2001 til at forelægge en revision af bæredygtighedsstrategien, hver gang en ny Kommission tiltræder. Og nu foreligger der altså fem dokumenter fra 2005 (5), som måske nok kan opfattes som debatoplæg og materiale til en revision, men under ingen omstændigheder som en revideret ny strategi for de næste fire år, som tager hensyn til den aktuelle situation, der fortsat udvikler sig i en faretruende retning.

2.6

Udvalget undrer sig over, at det ikke har modtaget udførlige bemærkninger til sin seneste sonderende udtalelse »Evaluering af strategien for bæredygtig udvikling« (6), selv om Kommissionen er forpligtet til at sende sådanne bemærkninger. Mange af de principielle spørgsmål, som EØSU stillede i den sonderende udtalelse, er stadig ikke blevet besvaret, hvilket tydeligt ses og bekræftes af manglen på målsætninger, idéer og orientering i den nu forelagte handlingsplatform.

2.7

Udvalget beklager i øvrigt som i 2004 manglen på klare indikatorer på området, som kan bruges til at afgrænse og bestemme relationen mellem de to store strategier, som i øjeblikket er styrende for EU's aktuelle aktioner, altså strategien for bæredygtig udvikling og Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse, i henhold til de mål, som Unionen har sat i EU-traktatens artikel 2 (7). En gennemgang af de nationale reformprogrammer for Lissabon-strategien viser, at medlemsstaterne ikke prioriterer bæredygtig udvikling højt, hvilket er i modstrid med konklusionerne fra Det Europæiske Råd i marts 2005, hvor det blev slået fast, at strategien for bæredygtig udvikling er EU's vigtigste strategi.

2.8

EØSU vil i denne udtalelse først og fremmest undersøge, om Kommissionen har inddraget og taget hensyn til udvalgets bemærkninger, spørgsmål og henstillinger i ovennævnte udtalelser fra perioden april 2004 til maj 2005.

2.9

Desuden undersøger EØSU om de krav, som Kommissionen selv har formuleret, er blevet opfyldt.

3.1

I meddelelsen, som behandles i denne udtalelse, giver Kommissionen ligesom i tidligere dokumenter først en beskrivelse af den generelle situation. Et citat fra tredje afsnit i meddelelsen beskriver situationen klart og tydeligt: »Europa er kommet godt i gang med at anvende disse principper for bæredygtig udvikling. ... Men … det er nødvendigt med yderligere bestræbelser …« .

3.2

Udvalget kan bekræfte dette udsagn og er enigt i den generelle analyse: på mange områder er der — såvel på EU- som på nationalt niveau, af virksomheder, ikke-statslige organisationer og privatpersoner — taget mange initiativer, der kan tjene som forbilleder. De er dog ikke tilstrækkelige til, at man kan tale om en afgørende vending i udviklingen.

3.3

Der findes konkrete eksempler på succeshistorier på nationalt plan (f.eks. de positive følger for miljøet og jobskabelsen af det tyske program for energirigtig bygningssanering og anvendelse af fornyelige energikilder), på sektorniveau (f.eks. afkald på at anvende CFC i klimaanlæg i biler eller »handlingsplanen for miljøteknologi«) og selv på virksomhedsniveau (f.eks. British Petroleum, der i 1998 forpligtede sig til inden 2010 at sænke drivhusgasniveauet til 10 % under niveauet i 1990 og allerede i 2003 nåede målet gennem energieffektivitet — eller den støtteskrivelse til den engelske premierminister om at stoppe klimaforandringer, som blev underskrevet af mange britiske og multinationale virksomheder) (8).

3.4

Eksemplerne viser, at bæredygtige produktionsmetoder og forbrugsmønstre ikke bare er teknisk mulige, men også rentable og kan bidrage til at bevare eller skabe arbejdspladser. Dette budskab bør formidles tydeligere, end det er gjort hidtil.

3.5

Bæredygtig udvikling skal ses om et anderledes, nyt, integreret samfundsmæssigt udviklingskoncept: de erhvervsmæssige, sociale og økologiske aspekter af bæredygtig udvikling styrker gensidigt hinanden og bidrager til at bevare »europæiske værdier«. Bæredygtig udvikling fremmer på den måde den generelle velstand i samfundet. I den forbindelse bifalder udvalget Kommissionens og Eurostats fælles bestræbelser på at udvikle en »velstandsindikator«, der fungerer bedre som målestok for bæredygtig udvikling end BNP. Dette kunne være det økologiske fingeraftryk, som bl.a. formidles af Det Europæiske Miljøagentur. En sådan indikator skal ikke kun tage hensyn til de eksterne miljøomkostninger, men også visse sociale omkostninger.

3.6

Bæredygtig udvikling består ikke i at kompensere for mangler, der er opstået i forbindelse med en uheldig udvikling i én sektor som følge af foranstaltninger, som er truffet i andre sektorer (sådan fungerede politikken før i tiden). Så sent som i juni 2005 bekræftede Det Europæiske Råd fortolkningen af udviklingskonceptet, og flere Kommissionsdokumenter har vist, at en sådan tilgang virker (9).

3.7

Under alle omstændigheder er der først og fremmest brug for en bred politisk og samfundsmæssig debat om de værdier, som vi til dels i modsætning til andre regioner i verden, tror på og forsvarer i Europa, og om de mål, som vi i Europa ønsker at nå gennem en bæredygtig udvikling. Og hvad mere er: det er på høje tid med sådan en debat. Først når man er nået til klarhed om, hvilke mål Europa skal stille sig og hvilke (europæiske) værdier der skal bevares, kan man begynde at diskutere, hvordan man opfylder målene, altså hvilken strategi man skal vælge. EØSU tvivler dog også her på, at debatten har været tilstrækkelig. EØSU gentager, hvad det slog fast for to år siden, nemlig at selve begrebet »bæredygtighed« er fuldstændig ubekendt for en stor del af borgerne, og de borgere, som har hørt om begrebet, kan ofte ikke forbinde indholdet med noget. Dette er det værst tænkelige udgangspunkt for politisk handling (og situationen er den samme for Lissabon-strategien).

3.8

EØSU er i den forbindelse godt klar over, at en sådan debat om værdier og mål i lyset af de globale markeder ikke er så ligetil. For hvis Europa vil være i front med hensyn til bevarelse af livsgrundlaget, kan det nemlig bl.a. føre til, at ikke-bæredygtige produkter fra Europa flyttes til andre dele af verden (hvilket globalt set ikke er nogen fordel), og at de europæiske virksomheders konkurrenceevne påvirkes i negativ retning. Men netop fordi der er så mange problemer, er det på tide at iværksætte den brede debat, som EØSU har rykket for flere gange.

3.9

I meddelelsen fokuserer Kommissionen på seks såkaldte nøgleområder:

3.10

EØSU er enig i vægtningen (sådan som udvalget allerede har betonet igen og igen i tidligere udtalelser), men foreslår dog, at disse områder som et minimum inddrages mere i overvejelserne vedrørende de politikker, hvor EU har fuld kompetence (og det fulde finansielle ansvar), f.eks. landbrugs- og regionalpolitikken. Det er påfaldende, hvor lidt disse områder nævnes i meddelelsen — i anneks 2 henvises der således med internetlink til Kommissionens forordning om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne (programperioden 2007–2013), KOM(2005) 304 endelig, uden at der redegøres nærmere for indholdet, hvad angår mål og foranstaltninger i lyset af bæredygtig udvikling.

3.10.1

I meddelelsens indledning henvises der i forbindelse med beskrivelsen af EU's hidtidige indsats kort til reformen af landbrugs- og fiskeripolitikken, og det understreges, at »styrkelsen af politikken for udvikling af landdistrikter« er et udtryk for vilje til at opnå integrerede politikker. EØSU stiller sig helt uforstående over for dette udsagn, eftersom man slet ikke kan tale om nogen styrkelse. Stik imod Kommissionens politiske løfter og EØSU's anbefalinger (10) vil de økonomiske midler til udvikling af landdistrikter i den kommende finansperiode 2007-2013 ligge væsentligt under både den aktuelle budgetgennemførelse og Kommissionens planlagte tiltag (11).

3.10.2

Hvad fiskeripolitikken angår, nøjes EØSU med at henvise til, at det hidtil ikke en eneste gang er lykkedes at garantere overholdelsen af de aftalte fangstkvoter, hvilket betyder, at overfiskeriet i havene fortsætter. En simpel opregning af forskellige internetsider med information om tidligere politikker og planer om eventuelle meddelelser eller grønbøger fra Kommissionen synes i lyset af denne situation ikke at være tilstrækkelig til at nå det såkaldte »operationelle« mål om at »opnå et maksimalt bæredygtigt fangstniveau inden 2015« (12).

3.11

I sin meddelelse fra februar 2005 (KOM(2005) 37 endelig) foretog Kommissionen vigtige og efter EØSU's mening korrekte analyser af situationen og udviklingstendenserne, som fortsat er uholdbare, og fremsatte i Del II (»Hvordan udfordringerne tages op«) strategier, som EØSU tidligere havde efterlyst. Her understregedes det, at »økonomisk vækst, social inklusion og miljøbeskyttelse (må) gå hånd i hånd lige som i andre dele af verden«, at man vil »placere bæredygtig udvikling i hjertet af EU's politikudformning«, samt at »der er behov for klarere mål og hertil hørende frister, hvis indsatsen skal kunne fokuseres på prioriterede områder og fremskridtene skal kunne måles. Selv om tendenserne udgør langsigtede problemer, som kræver langsigtede løsninger, kan man kun sikre, at samfundet bevæger sig i den rigtige retning, ved at opstille klare mellemliggende mål og måle fremskridtene. At opstille langsigtede mål må derfor ikke betyde, at indsatsen udskydes til senere.«

3.12

I sin udtalelse fra april 2004 beklagede EØSU også, at bæredygtighedsstrategien indeholdt alt for få letforståelige og derfor verificerbare mål. Udvalget henviste til, at det ikke altid havde forholdt sig sådan, men at den meddelelse fra Kommissionen, som bæredygtighedsstrategien i sidste instans bygger på, indeholdt klare målsætninger (13).

3.12.1

EØSU gjorde det allerede dengang klart, at en strategi ikke kan være målrettet, medmindre der opstilles hensigtsmæssige endemål og udarbejdes mellemliggende delmål. EØSU opkastede endvidere spørgsmålet om, hvad man egentlig forstår ved en »strategi« og fremsatte følgende bemærkning: »Definitionen på en strategi er en nøjagtig plan over ens egen fremgangsmåde til at nå et mål, hvori der tages højde for de faktorer, som kan påvirke egne handlinger. Med dette in mente burde EU's kommende strategi for bæredygtighed

3.13

Den største mangel ved Kommissionens meddelelse og dennes »handlingsplatform« er vel, at der igen hverken opstilles reelle, klare mål og milepæle eller anvises nogen vej fremad, selv om Kommissionen selv anser dette for nødvendigt. Selve dokumentet indeholder kun højst vage »nøgleaktioner«. I anneks 2 opstilles endvidere en række »operationelle mål« samt »eksempler på nøgleforanstaltninger: igangværende og planlagte«, som enten forekommer vilkårlige og lidet oplysende, eller som kun skal »undersøges« eller »overvejes«.

3.14

Det angives heller ikke, hvem der i sidste instans skal være ansvarlig for hvad, og hvordan der etableres netværk mellem de forskellige politiske niveauer for at opnå størst mulig synergieffekt fra de forskellige ansvarsområder.

3.15

EØSU har med stor interesse læst kapitel 3.2 og bemærkningerne vedrørende den mest effektive blanding af instrumenter. Det er helt korrekt, at »Regeringer og andre offentlige organer har en bred vifte af værktøjer, som de kan benytte til at tilskynde folk til at skabe forandring — regulering, skatter og afgifter, indkøb, støtte, investering, udgifter og information.« Udfordringen består i at finde den rette blanding af politikker ... Den mest effektive metode til at opnå forandring på er uden tvivl at sikre, at markederne sender de rette signaler (»til de rigtige priser«), hvilket er et vægtigt incitament for folk til at ændre deres adfærd og dermed få indflydelse på markedet. Det kan ske ved at sikre, at vi alle, producenter såvel som forbrugere, får at vide, hvilke omkostninger og konsekvenser vore beslutninger får — når vi træffer disse beslutninger. Det betyder for eksempel, at de udgifter, som en »forurener« påfører andre i samfundet, indregnes i prisen på produktet ...

3.16

EØSU kan kun gå ind for denne strategi, som opfylder kravene i mange af de udtalelser, som udvalget har afgivet i de seneste år (15). EØSU finder det imidlertid dybt beklageligt, at meddelelsen nøjes med at analysere og ikke angiver, hvordan man vil internalisere de eksterne omkostninger.

3.17

Allerede i april 2004 opfordrede EØSU i en udtalelse Kommissionen til at skride til handling på dette område ved at søge og opretholde en dialog med alle berørte parter. Disse har ikke kun en stærk interesse i, men også ret til at vide, hvordan (og hvor længe) internaliseringen af de eksterne omkostninger vil blive sikret. EØSU opfordrede også allerede dengang til, at det blev gjort klart, hvilke virkninger internaliseringen af omkostningerne ville have på den økonomiske konkurrenceevne i almindelighed og på transportområdet i særdeleshed. Kommissionen havde selv understreget, at »mindre end halvdelen af de eksterne miljøomkostninger ... indgår i markedsprisen«, hvilket betyder, at »den ikke-bæredygtige efterspørgsel fremmes«  (16) .

3.18

EØSU kunne godt tænke sig at vide, hvor og hvornår Kommissionen planlægger at føre denne debat. Udvalget mener, at strategien for en bæredygtig udvikling er den helt rigtige kontekst for en sådan debat. Det er beklageligt, at det forslag til en »Meddelelse om anvendelse af markedsinstrumenter til fordel for miljøet (på det indre marked)«, som i mellemtiden har været lovet i over to år, endnu lader vente på sig.

3.19

EØSU beklager endvidere følgende relativt uforpligtende udsagn fra Kommissionen »...Medlemsstaterne bør sammen med Kommissionen udveksle erfaringer og bedste praksis med hensyn til at ændre beskatning af arbejde til beskatning af forbrug og/eller forurening på en indkomstneutral måde og derved bidrage til EU's mål om stigende beskæftigelse og miljøbeskyttelse.« EØSU opfordrer Kommissionen til straks at tage initiativ på dette område og til snarest muligt at foretage relevante undersøgelser og derefter videreformidle de pågældende resultater i form af en meddelelse til EU-institutionerne med en evaluering og konsekvensanalyse.

3.20

Ud over, at der lades hånt om en gammel EU-dyd, nemlig at opstille klare mål og fastsætte klare tidsfrister, er denne mangel på en debat om mulige instrumenter og disses følger en stor mangel ved meddelelsen. Hermed undgås naturligvis eventuelle konflikter, men EØSU har gentagne gange opfordret til aktivt at søge en kritisk diskussion med alle berørte parter. Uden en sådan diskussion kan der ikke gøres væsentlige fremskridt med bæredygtighedsprocessen.

3.21

EØSU ser positivt på, at de nationale strategier skal koordineres bedre med de europæiske strategier. Dette kræver imidlertid, som sagt, en reel europæisk strategi, og ikke kun en strategi på papir, som blot består i at samle gamle holdninger, hensigtserklæringer og programmer, og som endnu ikke har været i stand til i tilstrækkelig grad at vende de negative tendenser.

3.22

Det fremgår af Kommissionens forslag, at konsekvensanalyserne tillægges en central betydning i bestræbelserne på at forbedre sammenhængen mellem de forskellige initiativer og deres forskellige faser (udformning, gennemførelse osv.). Det må imidlertid betænkes, at disse analyser ikke alene kan tage udgangspunkt i de påløbne udgifter, men at der også må tages hensyn til andre økonomiske, sociale og miljømæssige fordele (17). Der bør derfor udformes et kriterium — i lighed med undersøgelsen af virkningerne på konkurrenceevnen — for at sikre, at sidstnævnte to dimensioner ikke forsømmes.

3.22.1

Som det har givet udtryk for tidligere, mener EØSU, at bæredygtighedskriteriet bør ligge til grund for udvælgelsen af de projekter, der skal finansieres under forskellige budgetposter og programmer (18). Der bør endvidere tages hensyn hertil, når effektiviteten af disse udgifter skal vurderes.

3.23

Ud over uklare målsætninger og en manglende debat om instrumenter konstaterer EØSU endnu et svagt punkt i Kommissionens dokument. Kommissionen giver ikke noget svar på spørgsmålet om fordelingen af ansvarsområder. Der er tale om et prekært emne, da nogle af de planlagte aktioner falder ind under EU's kompetenceområde (handelspolitik), mens andre snarere sorterer under de nationale myndigheder (energi) eller er genstand for et koordineringsforsøg på europæisk plan (socialpolitik). Hertil kommer, at der ud over disse mange ansvarsområder findes en yderligere dimension, nemlig den globale dimension (se også ovenfor).

3.24

EØSU mener, at en af årsagerne til manglen på konkrete fremskridt på området bæredygtig udvikling er mangfoldigheden af strategier, handlingsplaner osv. samt de mange ændringer, disse har været genstand for i løbet af årene for at afspejle politiske prioriteringer. I overensstemmelse med Det Europæiske Råds erklæring fra juni 2005 om de styrende principper for bæredygtig udvikling (19), mener EØSU, at det er op til Kommissionen klart at fastlægge på hvilket niveau ansvaret for de forskellige foranstaltninger skal ligge. Det pågældende niveau skal derefter over for de andre aktører sikre stabilitet på langt sigt samt sammenhæng med andre foranstaltninger.

3.25

I tråd med de principper, der blev fremsat i hvidbogen om nye styreformer og den vilje til at mindske kløften mellem EU og dets borgere, der blev givet udtryk for i hvidbogen om kommunikationspolitik og senere på det rådgivende forum af 20.-21. marts 2006 om bæredygtig udvikling, mener EØSU, at en struktureret og permanent høring af de interesserede parter er nødvendig for at omsætte mobiliseringen af lokale aktører til væsentlige fremskridt og for at give den bæredygtige udvikling et konkret indhold. Udvalget er således gået i gang med at oprette en database i stil med den database for det indre marked (PRISM), som det allerede forvalter. Målet med databasen skal være at kortlægge de hindringer, de lokale aktører kommer ud for, sprede god praksis, give oplysninger om de organisationer, der er ansvarlige for de pågældende innovative projekter, give bottom-up-strategien fast form og styrke den ekspertise, som navnlig Kommissionen støtter sig til ved udarbejdelsen af direktivforslag, konsekvensanalyser og meddelelser.

3.26

EØSU mener endvidere, at den reform af Den Internationale Valutafond, der skal finde sted i 2008, vil være en lejlighed for de europæiske repræsentanter til at tale med én stemme for at sikre, at bæredygtig udvikling bliver et kriterium for støttetildeling.

3.27

EØSU hilser det velkommen, at Kommissionen agter at tage bæredygtighedsprocessen op til revision hvert andet år i form af en statusrapport og i den forbindelse inddrage både Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet samt drage nytte af EØSU's og Regionsudvalgets rolle som katalysatorer i samfundsdebatten.

3.28

I Kommissionens seneste meddelelse om den nye industripolitik (20) annonceredes det, at der ville blive nedsat en ekspertgruppe på højt niveau om konkurrenceevne, energi og miljø, og at der ville blive ført en debat om eksterne aspekter af konkurrenceevne og markedsadgang (forår 2006) samt håndtering af strukturelle ændringer i fremstillingsindustrien (ultimo 2005). EØSU bifalder nedsættelsen af en gruppe på højt niveau (februar 2006) og dennes kommissorium (21). Udvalget er rede til i givet fald at støtte gruppen i dens arbejde. Det håber endvidere, at de forslag, der senere skal fremlægges af Kommissionen, vil være forenelige med bestræbelserne på at sikre en passende udnyttelse af synergierne mellem de europæiske politikker og nå frem til kompromiser med henblik på at opfylde bæredygtighedsmålet.

3.29

EØSU er stærk tilhænger af målet om, at 3 % af BNP skal afsættes til FoU (2/3 fra den private sektor), men mener, at disse investeringer og den deraf følgende innovation bør indgå i et bredere perspektiv om fremme af bæredygtig udvikling. Kommissionen bør med bistand fra Eurostat og sine nationale modparter så vidt muligt udarbejde en regelmæssig rapport, der gør status over situationen med henblik på at sikre overensstemmelse mellem Lissabon-strategien og den overordnede strategi for bæredygtig udvikling. Kommissionen bør i givet fald udarbejde henstillinger vedrørende de integrerede retningslinjer for at sikre kompatibilitet og synergi.

4.1.1

EØSU konstaterer med bestyrtelse, at Kommissionen næsten opgivende erkender, at klimaændring ikke længere kan undgås, og at det eneste, der nu kan gøres, er at afbøde virkningerne for de hårdest ramte.

4.1.2

»Nøgleaktionerne« på dette område er intet andet end hensigtserklæringer og forsigtige verbale tilkendegivelser om at søge mere vidtgående forpligtelser og internationale aftaler. Manglen på klare målsætninger på dette politikområde er så meget desto mere alarmerende, som det allerede i dag ligger klart, at de nuværende mål for nedsættelse af drivhusgasemissioner inden 2012 ikke vil kunne nås, og dette trods den voksende trussel og de ekstreme vejrforhold — som ikke længere kan bestrides — med deres katastrofale menneskelige og samfundsøkonomiske følger.

4.1.3

Ikke desto mindre bifalder EØSU de ret generelle opfordringer til udnyttelse af EU's eget potentiale med henblik på øget effektivitet og teknologisk udvikling inden for vedvarende energi og energiforbrug. EØSU støtter disse målsætninger, men opfordrer kraftigt Rådet og Kommissionen til at udarbejde klare og reelt ambitiøse mål, definere instrumenterne til opnåelse af målene og derefter drøfte disse med alle berørte parter.

4.1.4

Det ser således i dag ud til, at industrien kunne stå over for et gennembrud, hvad angår CO2-frie kulkraftværker. I forbindelse med en bæredygtighedsstrategi kan man helt sikkert forvente, at spørgsmålet vil blive rejst, om hvilke rammebetingelser (og dermed instrumenter) politikken skal fastlægge for at fremme anvendelsen af en sådan teknologi.

4.2.1

EØSU finder det positivt, at bekæmpelsen af fattigdom og social eksklusion ikke kun handler om at øge de lave indkomster, men mener, at de foreslåede nøgleaktioner langt fra slår til. Kommissionen bør navnlig ajourføre Laeken-indikatorerne (22) for jobkvalitet (23) og styrke denne dimension i retningslinjerne.

4.2.2

Kommissionen annoncerer, at den vil høre arbejdsmarkedets parter vedrørende spørgsmålet om sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv. Hvis arbejdsmarkedsparterne anser opfølgningsforanstaltninger for nødvendige, men det ikke lykkes dem at indgå en aftale i henhold til EF-traktatens artikel 139, skal Kommissionen og den europæiske lovgivningsmyndighed efter EØSU's opfattelse tage affære. Denne fremgangsmåde bør også gælde for de andre omtalte områder.

4.3.1

Også inden for det prioriterede område naturressourcer lyder nøgleaktionerne temmelig uforpligtende eller direkte utroværdige. Kommissionen skriver således, at »EU og medlemsstaterne bør sørge for tilstrækkelige midler til og forvaltning af Natura 2000-nettet af beskyttede områder og for, at biodiversitet inddrages bedre i interne og eksterne politikker for at stoppe tabet af biodiversitet.« På baggrund af Det Europæiske Råds finansielle beslutninger i december 2005, som indebar nedskæringer netop i denne sektor, vil det straks stå lysende klart for offentligheden, hvor stor afstand der er mellem ord og handling i EU-politikken.

4.3.2

Under de i anneks 2 opstillede »operationelle mål« for »en bedre forvaltning af naturressourcerne« gentages blot allerede kendte og vedtagne politikker, f.eks. det mål, der blev offentliggjort i hvidbogen (24) i 1997(!) om, at 12 % af energiforbruget bør stamme fra vedvarende energikilder inden 2010, men som ifølge Kommissionen selv i dens meddelelse af 26.5. 2004 (25) sandsynligvis ikke vil kunne opnås med de aktuelle foranstaltninger. Der foreslås imidlertid ikke nye foranstaltninger, og der foretages ikke nogen analyse af begrundelsen for, at dette mål formodes ikke at ville kunne nås.

4.3.3

Også her mener EØSU, at opstillelsen af ambitiøse og fremadrettede mål — som Sverige f.eks. gjorde det i begyndelsen af februar — ville give bæredygtighedsstrategien større gennemslagskraft, opmærksomhed og støtte end disse vage hensigtserklæringer, som hverken forekommer nye eller aktuelle. Sverige har som bekendt sat sig som mål på længere sigt at erstatte fossile brændstoffer med andre energikilder samt at afvikle atomkraft.

4.3.4

Derudover kunne der formuleres et mål for energibesparelse og –effektivitet, der ville være attraktivt i offentlighedens øjne, samtidig med at det ville være fremtidsorienteret og innovationsfremmende, nemlig at alt nybyggeri i EU indtil f.eks. 2020 skal være såkaldte »nulenergihuse«, dvs. bygninger, som ikke kræver noget ekstra energiinput.

4.4.1

På transportområdet anføres det først, at »den nuværende tendens er uholdbar«.

4.4.2

Kommissionen skriver derefter: »Fordelene ved mobilitet kan også opnås ved meget lavere økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger. Det kan ske ved at reducere transportbehovet (f.eks. ved at ændre jordudnyttelsen, fremme distancearbejde og videokonferencer), udnytte infrastruktur og køretøjer bedre, ændre transportmåde, for eksempel jernbane i stedet for veje, cykel eller gang ved korte afstande, og udvikle offentlig transport, hvor der anvendes renere køretøjer, og udvikle alternative muligheder til olie, for eksempel biobrændsel og brintdrevne køretøjer.« Dette falder indholdsmæssigt i tråd med EØSU's udtalelse om »Fremtidige transportinfrastrukturer: planlægning og nabolande — bæredygtig mobilitet — finansiering« (26). Kommissionen understreger endvidere, at »Fordelene ved mere bæredygtig transport er mange og store.«

4.4.3

EØSU støtter i princippet de fremsatte erklæringer og henvisninger til win-win-situationer, men undrer sig over, hvorfor Kommissionen på trods af alle disse fordele og muligheder hele tiden vender tilbage til de negative tendenser, f.eks. på transportområdet.

4.4.4

Der må være en grund til, at personer og virksomheder på trods af de fordele ved mere bæredygtig transport, som Kommissionen beskriver, alligevel satser på og i overvejende grad foretrækker ikke-bæredygtige transportformer. Sådanne bevæggrunde analyseres ikke, men uden en sådan analyse kan der ikke fastlægges nogen effektiv modstrategi.

4.4.5

På transportområdet nævner Kommissionen 3 nøgleaktioner:

4.4.6

EØSU anser det for mere end tvivlsomt, at den »tiltagende trafiktæthed«, som der udtrykkes beklagelse over i bæredygtighedsstrategien (27), kan bringes under kontrol med disse nøgleaktioner, således at der sker en tilstrækkelig reduktion af trafikken. De krav og erklæringer, der fremsættes i nøgleaktionerne, er langt mindre vidtgående end det, der er formuleret i tidligere EU-dokumenter, herunder f.eks. grønbogen om »Borgernes Transportnet« og hvidbogen om »Transportpolitik« (28).

4.4.7

Fastsættelse af et mål, der f.eks. går ud på, at Europa inden 2020 eller 2025 kun tillader emissionsfrie biler, ville være en langt mere attraktiv og samtidig langt mere ambitiøs og effektiv formidling af bæredygtighedsstrategien til den brede offentlighed. Dette ville give betydelige incitamenter for forskning og udvikling, sætte fart i den teknologiske fornyelse og øge europæiske bilers konkurrenceevne, hvilket igen ville gavne EU's økonomiske udvikling. Der er endvidere tale om en teknologisk strategi, der kunne bidrage til at forhindre, at den rivende udvikling på transportområdet, der finder sted i visse nye vækstøkonomier, ikke fører til økologisk og klimatisk sammenbrud.

4.4.8

En sådan strategisk målsætning på transportområdet kombineret med gennemførelsen af EØSU's krav om bæredygtig udvikling af transportinfrastrukturerne (29) ville være værdig til at indgå i en europæisk strategi for bæredygtig udvikling og ville omsætte de ofte omtalte »win-win«-effekter til virkelighed.

4.5.1

Det er kritisabelt, at krav, der i årevis har været fremsat af EU, men ikke er gennemført, mere eller mindre genbruges i meddelelsen. Et eksempel herpå er nøgleaktionen inden for det 6. indsatsområde »Globale udfordringer«, ifølge hvilken »EU og medlemsstaterne skal øge deres bistand til 0,7 % af bruttonationalindkomsten (BNI) i 2015, med et mellemliggende mål på 0,56 % i 2010 fordelt på individuelle mål på 0,51 % for EU 15 og 0,17 % for EU 10.« EØSU tvivler ingenlunde på, at dette er et rigtigt krav at stille (30). Det minder blot om, at industrilandene allerede på FN's generalforsamling den 24. oktober 1970 — dvs. for over 35 år siden!!! — lovede at afsætte 0,7 % af deres BNP til udviklingshjælp (hvilket naturligvis ikke var nok til at løse alle problemer). Den konstante gentagelse af løfter, som ikke overholdes, gør ikke just den førte politik mere troværdig.

4.5.2

EØSU bifalder naturligvis alle annoncerede foranstaltninger, der har til hensigt at bekæmpe fattigdommen i verden. Kommissionen vil optrappe sine bestræbelser på at sikre, at international handel bliver benyttet som et værktøj til at opnå en reel global bæredygtig udvikling. Dette er uden tvivl en ekstremt vigtig, globalt set måske endda afgørende, strategi. WTO-aftalen er en handelsaftale og indeholder derfor ikke bæredygtighedskriterier, selv om verdenshandelen har en afgørende indvirkning på dette område. Rådet og Kommissionen bør derfor understrege dette vigtige forhold, men samtidig skitsere, hvordan strategien omsættes i praksis.

4.5.3

Dette er også vigtigt for at gøre det klart over for offentligheden, at der ikke kun er tale om en hensigtserklæring. For EØSU er det klart, at finansiel støtte ikke alene kan sikre en varig forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for befolkningen i udviklingslandene.

EØSU minder endvidere om, at formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde om globaliseringens sociale dimension (marts 2005) fremhævede begrebet »menneskeværdigt arbejde« som et centralt element i EU's eksterne aktiviteter. EØSU kan ikke acceptere, at visse lande opnår fordele i forhold til andre lande ved at lade hånt om ILO-standarder eller miljøbestemmelser. Der er ikke tale om, at disse bestemmelser er en slags skjult protektionisme fra de rige landes side. Bestemmelserne bidrager i stedet til at sikre menneskeværdighed, sociale fremskridt og retfærdighed. EU bør sørge for overvågning af fremskridtene på disse områder og iværksætte handelssanktioner i tilfælde, hvor en evaluering af fremskridtene, der så vidt muligt gennemføres i samarbejde med de af ILO anerkendte arbejdsmarkedsparter i de pågældende tredjelande (eller med repræsentative og anerkendte organisationer, der opererer i disse lande), viser en forværring af situationen. Det må beklages, at Kommissionens meddelelse ikke henviser hertil.

4.6

EØSU opfordrer generelt Kommissionen og medlemsstaterne til over for deres handelspartnere at vise, at bæredygtig udvikling ikke bør betragtes som en omkostningsfaktor, men snarere som en velfærdsskaber både for deres økonomier, som tilstræber højere levestandarder, og for planeten som helhed.

1)

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om revision af strategien for bæredygtig udvikling - En handlingsplatform, KOM(2005) 658 endelig af 13.12.2005. (http://europa.eu.int/eur-lex/lex/LexUriServ/site/da/com/2005/com2005_0658da01.pdf)

2)

EUROSTAT report: Measuring progress towards a more sustainable Europe - Sustainable development indicators for the European Union - Data 1990-2005 - (Måling af fremskridtene hen imod et mere bæredygtigt Europa – Indikatorer for bæredygtig udvikling for Den Europæiske Union 1990-2005) (13.12.2005)

3)

Det Europæiske Råd 16.-17. juni 2005, Formandskabets konklusioner: de styrende principper for en bæredygtig udvikling (http://ue.eu.int/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/da/ec/85351.pdf)

4)

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: 2005-revision af EU's strategi for bæredygtig udvikling: første status og fremtidige retningslinjer, KOM(2005) 37 endelig af 9.2.2005. (http://europa.eu.int/eur-lex/lex/LexUriServ/site/da/com/2005/com2005_0037da01.pdf)

5)

Annex to The 2005 Review of the EU Sustainable Development Strategy: Stocktaking of Progress, SEK(2005) 225, (Bilag til 2005-revisionen af EU's strategi for bæredygtig udvikling: status over fremskridtene).

»The effects of environmental policy on European business and its competitiveness: a framework for analysis«, SEK(2004) 769 (Miljøpolitikkens følger for de europæiske virksomheder og disses konkurrenceevne: analyserammer)

»Commission staff working document on the links between employment policies and environment policies«, SEK(2005) 1530 (Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: - Forbindelser mellem beskæftigelses- og miljøpolitik.)

og »Employment and Productivity and their Contribution to Economic Growth«, SEK(2004) 690 (Beskæftigelse og produktivitet og disses bidrag til økonomisk vækst).

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/37

1.1

EØSU bifalder, at Kommissionen har fremlagt det direktivforslag om oversvømmelser, som udvalget opfordrede den til at udarbejde i udtalelsen (1) om den tidligere meddelelse. Det er især prisværdigt, at forslaget inkorporerer den fremgangsmåde og de instrumenter, som blev udviklet i vandrammedirektivet. Med indføjelsen af risikokortlægninger og risikostyringsplaner for oversvømmelser i vandområdeplanen reguleres alle aktiviteter inden for forvaltning af vandløbene og kystvandene i det pågældende afvandingsområde.

1.2

Forudsætningen for lovgivningens effektivitet er i høj grad den foreløbige vurdering af situationen i vandopløbslande og kystområder, og der bør derfor foretages en grundig analyse af den nuværende situation i især højrisikoområder som følge af menneskets aktiviteter og klimaændringer.

1.3

Det er ligeledes vigtigt med forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af oversvømmelsers skadelige følger og derfor bør der udvikles foranstaltninger, som er rettet mod befolkningen, herunder uddannelse og informationskampagner. Vi opfordrer derfor Kommissionen til at drage særlig omsorg for, at foranstaltningerne i vandrammedirektivets artikel 14 og direktivforslaget indføjes i styringsplanerne for vandopløbslande.

1.4

Risikostyringsplanerne og oversvømmelsesrisikokortene bør i den form, som de foreligger i direktivforslaget, udvides. Udpegelsen af højrisikovandopløbslande bør omfatte prioriterede foranstaltninger (med passende finansiering) og kriterier, der skal anvendes for at minimere omkostningerne efterhånden som fordelene for befolkningen vokser. Resultatet bør være integreret, bæredygtig udvikling i oversvømmelsesområderne.

1.5

Endelig bør det bemærkes, at man med henblik på fællesskabsforanstaltninger for tværfaglig forskning og koordinering bør styrke alle de politikker, som berører europæiske farvande.

2.1

I udarbejdelsen af direktiv 2000/60/EF — også kaldet vandrammedirektivet — manglede der noget, nemlig fastlæggelse af et mål om oversvømmelsesforebyggelse, oversvømmelsessikring og oversvømmelsesbekæmpelse. EU har i det seneste årti været udsat for over 100 oversvømmelser med mange omkomne og store økonomiske tab til følge. Kommissionen udsendte en meddelelse (2), der indeholdt en analyse af situationen og forslag til en samordnet EU-indsats. Det foreliggende forslag til direktiv er et led i denne indsats.

2.2

I såvel meddelelsen som direktivforslaget fokuseres der på behovet for at koordinere alle vandpolitiske foranstaltninger med andre fællesskabspolitikker inden for områderne oversvømmelsesforebyggelse og oversvømmelsesbekæmpelse. Forskningspolitikken gør brug af forskningsprojekter, herunder FLOODsite, som bidrager til forbedring af de integrerede metoder, hvormed oversvømmelsesrisikoen skal analyseres og styres. Regionalpolitikken udgør, gennem anvendelse af strukturfondene, især Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, og den fælles landbrugspolitik gennem ordningerne med afkobling og krydsoverensstemmelse (3), en samlet helhed, som kan give bedre resultater end foranstaltninger for vandområder alene.

2.3

Målet med direktivforslaget er at mindske og styre risikoen for oversvømmelser, da de udgør en fare for menneskers liv og helbred, økonomiske aktiver, naturen og miljøet. Inkorporeringen af forslaget i vandrammedirektivet vil gøre det muligt at forenkle organisatoriske og administrative procedurer, da det passer ind i eksisterende vandområdedistrikter, på linje med vandrammedirektivets bestemmelser. Det betyder, at alle de foranstaltninger, der iværksættes med henblik på at forebygge og bekæmpe oversvømmelser, bør gennemføres inden for rammerne af vandområdeplanerne for hvert vandløb, og at de ansvarlige myndigheder er de samme i begge tilfælde og påtager sig denne nye kompetence. Det bør endvidere understreges, at synkroniseringen af det nye forslags tidsplaner med vandrammedirektivets tidsplaner vil øge effektiviteten.

2.4

EØSU udtrykker tilfredshed med direktivforslaget, som det omhyggeligt har gennemgået, og bemærker, at mange af de bemærkninger, som fremsættes i udtalelsen om meddelelsen fra 2004, er indtænkt (4). Derfor er der kun tilbage at påpege den funktion, som Kommissionen bør varetage; dens rolle med hensyn til at sørge for overholdelse af vandrammedirektivets indhold og alle dets gennemførelsesbestemmelser er en sikkerhed for, at lovgivningen vil blive korrekt gennemført af myndighederne i medlemsstaterne, uden at de potentielt gavnlige virkninger for tredjelande, der deler vandområder med EU's territorium, tabes af syne.

3.1

Forslaget til direktiv er opdelt i syv kapitler:

4.1

EØSU bemærker, at indarbejdelsen af direktivforslaget i vandrammedirektivets metodik fremmer inkorporeringen af planer for oversvømmelsesstyring i planerne for vandopløbslande. Det sikrer, at der finder den nødvendige planlægning sted for foranstaltninger i det samlede vandopløbsland og at foranstaltninger og tiltag, som iværksættes af de kompetente myndigheder på de forskellige niveauer (lokalt, nationalt, grænseoverskridende osv.) er forenelige og koordinerede.

4.2

Indføjelsen af oversvømmelsesstyring i vandrammedirektivet fremmer rent begrebsmæssigt definitionen på oversvømmelse som et naturligt og normalt fænomen, der følger af vandløbenes og kystvandenes dynamik. Definitionen af risiko relaterer til den skadelige virkning på mennesker, miljøet og de økonomiske aktiviteter og som følge heraf på skaderne på grundvandsforekomsterne, hvis beskyttelse er vandrammedirektivets sigte.

4.3

En af vores væsentligste konklusioner var behovet for en indledende vurdering af oversvømmelsesrisikoen (5); vi mener derfor, at bestemmelserne i artikel 4 og artikel 5 i direktivforslaget vil fremme den videnskabelige udarbejdelse af risikostyringsplaner for oversvømmelser. Det er vigtigt at understrege nogle af forudsætningerne:

4.4

Endvidere finder vi det værd at fremhæve klassificeringen af vandopløbsland og kystområde alt efter risikoen for oversvømmelse. EØSU er enigt i, at målet med risikostyring er at reducere sandsynligheden for oversvømmelse og begrænse dens følger, og med henblik herpå at foretage en klassificering af foranstaltninger og tiltag, der kan tages i anvendelse og kriterier for at træffe det rette valg i hvert enkelt tilfælde.

4.5

EØSU foreslår Kommissionen, at de anførte risikostyringsplaner i artikel 9 og i Bilag A specifikt baseres på følgende principper og foranstaltninger:

4.6

For at sikre større inddragelse af civilsamfundet i forebyggelsen af risikoen for og følgerne af oversvømmelser må der udvikles et system for oplysning og inddragelse i alle medlemsstater, således som det beskrives i vandrammedirektivets artikel 14. Det er derfor vigtigt, at mekanismer for inddragelse omfatter såvel risikostyringsplaner som foreløbige vurderinger.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/40

1.1

EØSU bifalder Rådets beslutning om Fællesskabets civilbeskyttelsesordning, som i store træk optager de bemærkninger, som EØSU fremsatte i sin udtalelse af november 2005 om Kommissionens meddelelse om forbedring af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning (1).

1.2

EØSU understreger, at fremgangsmåden med en omarbejdning som middel til at forenkle EU-lovgivningen gør det lettere for medlemsstaternes civilbeskyttelsesmyndigheder at forstå og anvende lovgivningen, da den er mere operationel over for såvel naturkatastrofer som menneskeskabte katastrofer.

1.3

Når ordningens gennemførelse styrkes gennem tildeling af flere beføjelser og især flere og bedre ressourcer, vil den lettere kunne anvendes såvel inden for som uden for EU. Henvisningen til denne ordnings koordinering med FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender er meget vigtig. Ikke desto mindre mener EØSU, at ordningen bør udvides til at omfatte Røde Kors og de ngo'er, som arbejder i de berørte områder, og fungere som koordinator af det frivillige arbejde, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med katastrofer.

1.4

Skal ordningen komme til at fungere godt, er tilstrækkelige budgetmidler en nødvendighed. Det er også vigtigt at erkende behovet for bedre oplysning, disponible transportmidler, midler til uddannelse af eksperter osv. EØSU understreger betydningen af dette punkt og mener, at Kommissionen bør disponere over disse midler og kræve af medlemsstaterne, at de opfylder deres forpligtelser, så alle aspekter af civilbeskyttelsesopgaven kan blive realiseret.

2.1

Fællesskabets civilbeskyttelsesordning blev indført i 1981 (2) og har sammen med handlingsprogrammet for civilbeskyttelse (3) i hele denne periode haft til formål at fremme mobiliseringen og koordineringen af civilbeskyttelsesbistand i og uden for EU. Erfaringer fra disse år har klart vist, at ordningen trænger til forbedringer, især på baggrund af Rådets og Europa-Parlamentets positive evaluering af dens indsats i store katastrofer i og uden for EU.

2.2

Med henblik på at effektivisere ordningen har Kommissionen fremlagt en meddelelse (4) med forslag til en række forbedringer med fokus på:

2.3

EØSU har afgivet udtalelse (5) om ovennævnte meddelelse. EØSU fandt forbedringsforslaget positivt, men mente, at visse konkrete aspekter kunne forbedres på baggrund af erfaringerne fra især den seneste indsats i katastroferne i Asien. I sin udtalelse foreslog EØSU Kommissionen at sætte ind på følgende områder for at få ordningen til at fungere bedre:

3.1

Denne rådsbeslutning, som samler den tidligere beslutning af 23. oktober 2001 og den nævnte meddelelse i en enkelt tekst, er i overensstemmelse med Kommissionens program for forenkling af lovgivningen. Omarbejdningsmetoden gør beslutningen lettere at anvende, både for Fællesskabets civilbeskyttelsesordning og for myndighederne i medlemsstaterne med ansvar for civilbeskyttelse. Samtidig er indholdet blevet væsentligt forbedret, både med hensyn til ordningens funktionsmåde, og hvad angår tildelingen af de nødvendige midler for at gøre den operationel.

3.2

EØSU bifalder dette initiativ, da det præciserer, hvordan EU-organet, der skal koordinere katastrofeindsatsen i og uden for EU, skal fungere, og da dets indsatsområde udvides med menneskeskabte katastrofer og terrorhandlinger samt utilsigtet havforurening.

3.3

Endnu vigtigere er det efter EØSU's mening, at forslaget medtager nogle af de forbedringer af ordningen, som EØSU efterlyste i sin udtalelse fra 2005. Her skal fremhæves tilføjelsen til artikel 2 om indsættelse af militære ressourcer og kapaciteter til støtte for civilbeskyttelsen, hvilket i mange tilfælde er afgørende for en hurtig og effektiv indsats. Andre af EØSU's forslag er også blevet indarbejdet, f.eks. etablering af transportforanstaltninger, logistik og anden støtte på fællesskabsplan.

3.4

EØSU fremhæver på ny sin tilslutning til indsatsmoduler, som skal etableres af medlemsstaterne og koordineres af ordningen. De skal være i konstant forbindelse med CECIS, så der gennem et system for hurtig varsling kan sættes ind med de rette midler, herunder supplerende transportmidler.

3.5

Rådets beslutning indeholder en ændring om indsatsen uden for EU, som ikke fandtes i meddelelsen. Ændringen går ud på, at det er den medlemsstat, der varetager EU's rådsformandskab, der danner forbindelsesled til det berørte tredjeland. Dog står CECIS for informationen, og Kommissionen udnævner det hold, der skal sikre den operationelle koordinering og koordineringen med FN. EØSU finder det vigtigt, at EU er repræsenteret på højeste niveau i Fællesskabets civilbeskyttelsesordning, og anmoder derfor om, at den øverste repræsentant for EU's udenrigspolitik inddrages. EØSU mener dog ikke, at den endelige ordning, som foreslås, er fuldt operationel.

3.6

Den nye artikel 10 fortjener særlig opmærksomhed. Den fastlægger, på hvilke punkter Fællesskabets civilbeskyttelsesordning kan supplere medlemsstaternes organisationer for civilbeskyttelsesbistand og støtte dem med transportmidler og gennem mobilisering af moduler og indsatshold på stedet.

3.7

Endelig fastlægges i artikel 13 Kommissionens beføjelse til at gennemføre alle foranstaltninger, som beskrives i beslutningen, især rådighedsstillelsen af ressourcer for en assistanceindsats, for CECIS-systemet, for ekspertholdene og deres uddannelse samt enhver anden form for supplerende støtte. EØSU bifalder, at man erkender behovet for at stille passende ressourcer til rådighed, men mener, at der bør sættes tal på dem, så der kan sættes ind på alle de områder, hvor Kommissionen har kompetence.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/42

—

som omfatter følgende aspekter:

—

som har følgende mål:

—

Og at udforme henstillinger, bl.a.

—

at identificere bedste praksis for fremme af social integration og beskyttelse af mentalt syges rettigheder, hvilket bør indgå i beføjelserne for EU's agentur for grundlæggende rettigheder.

—

den eksplosive stigning i efterspørgslen, med et skift fra psykiatri til mental sundhed,

—

den uafvendelige indtræden på skuepladsen af patienter og/eller deres repræsentanter, som afføder samspil på alle fronter,

—

ubalancen mellem hospital og ambulant behandling, og problemerne med fleksibilitet i hele plejeforløbet, fra den akutte indsats til det medicinsk-sociale.

2.1

Mentale forstyrrelser er en af de ti vigtigste årsager til handicap i verden og har dermed ødelæggende socioøkonomiske konsekvenser for enkeltpersoner, familier og lande.

2.2

Personer, der er ramt af mentale forstyrrelser, udsættes ofte for forskelsbehandling eller udelukkelse og grove krænkelser af deres grundlæggende rettigheder.

2.3

Der kan iagttages et samspil mellem mental sundhed og fattigdom, idet fattigdom øger risikoen for mentale forstyrrelser og begrænser muligheden for at få adgang til væsentlige mentale sundhedsydelser. Landene bør derfor give den mentale sundhed en fremtrædende plads i deres folkesundhedspolitik.

2.4

Imidlertid er mental sundhed ofte ikke en prioriteret sundhedsopgave, bl.a. fordi ikke alle lande har den fornødne kapacitet til at etablere omfattende, effektive mentale sundhedstjenester.

2.5

EU's indsats for mental sundhed indgår i EU's folkesundhedsprogram for 2003-2008, som bygger på traktatens artikel 152, men det skal tilføjes, at Fællesskabets indsats på folkesundhedsområdet skal respektere medlemsstaternes ansvar for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling.

2.6

Kommissionens grønbog indleder, som led i EU's handlingsplan, en bred debat om bedre forvaltning af den mentale sundhed og fremme af mental velvære i EU af følgende årsager:

2.7

På opfordring af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) europæiske ministerkonference om mental sundhed i januar 2005 udsendte Europa-Kommissionen, som var medarrangør af konferencen, i oktober 2005 en grønbog om »Forbedring af befolkningens mentale sundhed, der bygger på bestemmelserne i traktatens artikel 152 om den offentlige sundhed. På vej mod en strategi for mental sundhed i Den Europæiske Union« og igangsatte en høring på europæisk plan om mental sundhed.

2.8

Det klare mål er at forbedre den europæiske befolknings mentale sundhed, som led i en strategi, der går videre end sundhedsområdet, i et forsøg på at opnå bæredygtig velstand og at forbedre solidariteten, den sociale retfærdighed og livskvaliteten.

2.9

Grønbogen skal starte en debat og føre til samråd med offentlige myndigheder, fagfolk i sundhedssektoren og patientorganisationer i 2006, så der kan fremsættes forslag, som falder ind under EU's beføjelser i slutningen af 2006, hvilket skal udgøre EU's strategi for mental sundhed.

3.1.1

Ifølge velunderbyggede skøn har over 27 % af den voksne europæiske befolkning været ramt af mindst én form for psykisk lidelse i løbet af et givent år, heraf 6,3 % af somatoforme problemer, 6,1 % af depression og 6,1 % af fobier.

3.1.2

Antallet af selvmord i EU overstiger antallet af trafikdræbte eller hiv/aids-dødsfald.

3.1.3

Konsekvenserne for samfundet er mange, og rapporten indeholder en finansiel evaluering af tabt produktivitet og omkostninger for det sociale, uddannelsesmæssige og strafferetlige system.

3.1.4

Der er store uligheder både mellem og inden for medlemsstaterne.

3.2.1

EU's folkesundhedsprogram har i øjeblikket følgende mål:

3.2.2

En EU-strategi for mental sundhed kunne have følgende mål:

3.2.3

Mulige initiativer i EU kunne f.eks. bestå i rådshenstillinger gående ud på at begrænse depressiv adfærd og selvmordstendenser med afsæt i et pilotprojekt om oprettelse af regionale informationsnet mellem sundhedssektoren, patienter og deres familie samt konsulenter, som har nedbragt antallet af selvmordsforsøg blandt unge med 25 %.

3.2.4

Som led i sin indsats for en bedre indslusning af mentalt syge i samfundet opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at fremskynde afinstitutionaliseringen. I de seneste år har den finansieret en undersøgelse, som har bekræftet, at patienternes livskvalitet kan forbedres, hvis psykiatriske institutioner erstattes af lokalsamfundsbaserede tjenester. I juni 2005 blev der indkaldt tilbud på en undersøgelse, hvor man vil analysere og redegøre for, hvordan de disponible ressourcer bedst kan anvendes, og hvor der sættes tal på omkostningerne ved afinstitutionalisering.

3.2.5

Der kunne også overvejes andre EU-initiativer:

3.2.6

EU ønsker at forbedre sin viden om mental sundhed ved at støtte forskningsprogrammer og ved at øge samspillet mellem beslutningstagere og forskning.

4.1.1

De seneste år har været kendetegnet af adskillige fænomener, bl.a. en eksplosiv stigning i efterspørgslen i hele samfundet, et paradigmeskift fra psykiatri til mental sundhed, og den uafvendelige indtræden på skuepladsen af patienter og deres slægtninge. Hvert af disse forhold har, i forskelligt tempo i de forskellige lande, affødt ændringer i lovgivning og regelværk, alt efter indstillingen blandt politikere og administrationer.

4.1.2

Den omfattende efterspørgsel, som har bragt alle tjenester til mætningspunktet, hænger sammen med det komplekse samspil mellem samfundets ændrede holdning til psykiske sygdomme og psykiatri, som er blevet mere accepteret eller mindre stigmatiseret, og de tjenester, som udbydes. Disse ændringer, som kan iagttages i alle udviklede lande i samme tidsrum, afspejles i epidemiologien: 15 til 20 % af de diagnosticerbare mentale forstyrrelser i et givent år i den almindelige befolkning, 12 til 15 % fører til invaliditet, dvs. lige så mange som hjerte-kar-sygdomme og dobbelt så mange som kræft, 30 % af alle de år, der går tabt som følge af dødsfald, der kunne være undgået, eller invaliditet (kilde: WHO). Dette pres kommer også til udtryk i udbygningen af sundhedsplanlægningen, hvor psykiatrien med årene har fået tildelt stadig flere opgaver.

4.1.3

Kombinationen af stigende efterspørgsel og holdningsændringer har fået anmodninger om ambulant behandling til at stige, hvilket har tilsløret den klassiske opdeling i sygdom og sundhed ved at fremhæve et kontinuum af kliniske tilstande, helt frem til psykiske lidelser. Dette har gjort det umuligt at adskille mentale lidelser fra det sociale miljø, som de optræder i, og har gjort det nødvendigt at medtage lidelsernes sociale side i bedømmelsen af behandlingsbehovene. En stor del af psykiatriens opgave består nu i at stille en diagnose, hvor der sondres mellem det psykiatriske og det ikke-psykiatriske, og at fastslå hvor psykiatrisk behandling er nødvendig, men uden at begrænse sig hertil alene, således at byrden kan fordeles på flere partnere, eller så disse kan påtage sig hovedparten af behandlingen eller terapien. Disse dialektiske og undertiden konfliktuelle spændinger mellem den kliniske, den etiske og den organisatoriske side kendetegner dette paradigmeskift mellem psykiatri og mental sundhed og resulterer undertiden også i en modstridende terminologi, selv i officielle dokumenter. I internationale skrifter volder sondringen mellem psykiatri og mental sundhed imidlertid stort set ingen problemer.

4.1.4

Det sidste, men ikke mindst vigtige aspekt er brugernes og familierepræsentanternes stigende betydning. Der er her tale om en generel udvikling, både i Frankrig og resten af verden, som ikke er begrænset til psykiatri, og som er forstærket af visse sygdomme (aids), der radikalt har ændret forholdet mellem læge og patient. Lovgivning om syges rettigheder og henvisning til brugerne og deres familier i administrative dokumenter om tilrettelæggelse af psykiatriske tjenester og behovsdækning og dennes konkrete iværksættelse er det bedste bevis på disse ændringer.

4.1.5

Også befolkningens og alle potentielle brugeres repræsentanter spiller en mere fremtrædende rolle. Politik, lokalpolitik og mental sundhed indgår i et stadig snævrere samspil. De folkevalgte påvirkes stadig mere af følgerne af udviklingerne i psykiatrien, hvor de vil få et stadig større ord at skulle have sagt.

4.1.6

Denne udvikling har i høj grad skærpet ubalancen mellem hospital og ambulant behandling og problemerne med fleksibilitet i hele plejeforløbet, fra den akutte indsats til det medicinsk-sociale. Den har også skabt opmærksomhed omkring den hyppigt fejlslagne afinstitutionalisering og psykiatriens ufuldstændige integration i almindelige hospitaler. Da grænsen mellem det lægelige og det sociale, og mellem fag og uddannelse er blevet mere flydende, er grunduddannelse og videreuddannelse til nye opgaver en nøgle til fremtidens løsninger. Ud over disse omvæltninger er der dukket nye problemer op såsom fængslede med mentale sygdomme, ældre med neurodegenerative sygdomme, der viser sig som psykiske lidelser, og særligt udsatte befolkningsgrupper.

4.1.7

Den anden verdenskrigs afslutning, bevidstheden om koncentrationslejrfangernes erfaringer og den øgede fokus på menneskerettigheder, et kritisk syn på datidens psykiatriske indlæggelser, psykotrope stoffers opdukken, fremkomsten af patient-bevægelser og budgetstramninger har alt sammen, i de udviklede lande, kastet psykiatrien ud i, hvad den internationale litteratur betegner som afinstitutionalisering, dvs. at pleje og tjenester i mindre grad benytter hospitalsophold, men i stedet søger at holde patienten i sit naturlige miljø.

4.1.8

Der er dog til stadighed opstået problemer, når afinstitutionalisering har været baseret på »af-hospitalisering«; samfundet og psykiatrien har været tilbøjelige til at lade mange mentalt syge forblive i fængsel eller overføre dem til fængsler; marginale eller sårbare patienter og syge, hvis behandling er afsluttet eller indstillet, er blevet overladt til sig selv, uden bolig og sociale ydelser, og de er derved blevet hjemløse; det såkaldte svingdørssyndrom, hvor nogle patienter indlægges og udskrives i én uendelighed. Med tiden har en kombination af disse fænomener, budgetnedskæringer og den stigende efterspørgsel bragt psykiatriske afdelinger og hospitaler op på mætningspunktet; slutresultatet har været, at der er indført ekstra fuldtidshospitalssenge, som nok kunne have været undgået; en medvirkende årsag hertil har undertiden været alvorlige hændelser (mentalt syge har begået eller været udsat for overgreb). Den offentlige opinion har da fået de politiske beslutningstagere til at reagere enten med sikkerhedsindgreb eller med planer for mental sundhed.

4.3.1

EØSU støtter Kommissionens initiativ om udvikling af en integreret EU-strategi for mental sundhed. Det mener, at debatten, der skal føre til en analyse, fastlæggelse og udvikling af en sådan strategi, skal finde sted inden for rammerne af vidensamfundet. Det betyder blandt andet, at det europæiske samfund må

4.3.2

De store behov kræver derfor, at der udformes et ambitiøst program, og at der fastlægges en fælles strategi baseret på nogle få principper, som der hersker fuld enighed om. Det skal påpeges, at sundhedsproblemer af mindre omfang vies fuld opmærksomhed. Der er store forskelle fra land til land, når det gælder situationen omkring mental sundhed, og de lande, som først på lang sigt tilslutter sig EU, vil få et stort efterslæb at indhente.

Allerede nu kan der fremføres nogle forudsætninger.

4.3.3

En fælles strategi forudsætter, at der hersker enighed om udtryk og begreber som f.eks. »dårlig mental sundhed« og »mennesker med mentale handicap«.

4.3.4

Mental sundhed bør anerkendes som en prioritet, der står mål med behovene, så der kan opnås fremskridt og gøres den nødvendige indsats.

4.3.5

Set ud fra en anden vinkel bør der gøres status over både behovene og den nuværende indsats.

4.3.6

Med hensyn til fremtidige aktioner kan forslagene i grønbogen kun hilsen velkommen. Forslagene om mental sundhed lægger hovedvægten på børn og unge, den erhvervsaktive befolkning og ældre.

4.4.1

Den mentale sundhed vedrører det forhold, at en person ikke befinder sig godt i sine omgivelser, i sit levemiljø og i et givent samfund. Der gøres en indsats på flere fronter:

4.4.2

Set ud fra denne vinkel bør hovedvægten lægges på forebyggelsens tre aspekter: den primære, den sekundære og den tertiære, idet forebyggelsen skal være afpasset efter sygdomsområde. Man bør udbygge indsatsen til fremme af mental sundhed og information af befolkningen om tilegnelse og bevarelse af sund levevis og skabelse af et miljø, som virker befordrende på den enkeltes udfoldelsesmuligheder. Det samme gælder for den forebyggelse, som har til formål at mindske følgerne af mentale forstyrrelser, hvor vægten bør lægges på risikofaktorer og patogene forhold, hvoraf følgende kan nævnes som eksempel:

4.4.3

Imødekommelse af børns og unges behov er selvsagt en prioriteret opgave. Anmodningerne udgår ikke blot fra eller fremføres af familier. De udgår også fra uddannelsesinstitutioner, retlige og sociale institutioner, politiet og lokale myndigheder, som stilles over for stadig mere ekstreme forhold for stadig yngre børn og for samspilsramte familier. Det er især familier og børn, der rammes hårdt af samfundsændringer.

4.4.4

En sammenhængende og samordnet organisation bør tilbyde en vifte af samordnede tjenester, som er bygget op omkring tre basismoduler eller –programmer:

4.4.5

Hvert modul bør kunne tilbyde ikke blot planlagt ambulant pleje på konsultationsstedet, men også mere intensiv pleje i institutioner, afpasset efter alderen, pleje i akutte tilfælde og langsigtet pleje. Tilknyttede psykiatriske tjenester bør kunne reagere hurtigt og smidigt og bør inddrages i tidlig diagnosticering, forebyggelse af kriser og ambulant støtte til familier og partnere.

4.4.6

Til disse basismoduler skal føjes specialprogrammer for risikogrupper eller –tilfælde, så både primær og sekundær forebyggelse gøres realistisk, dvs. tidlig konstatering af udviklingsproblemer, visse småbørnslidelser, dysfunktioner i den tidlige forældrepleje, unge enlige mødre, samspilsramte familier, unges stofmisbrug osv. Særlig opmærksomhed bør rettes mod sociale, uddannelsesmæssige og retlige strukturer (forebyggende tjenester og fængsler), som huser alvorlige sociale tilfælde, der udviser beslægtede mentale forstyrrelser eller risikerer at udvikle sådanne som følge af ekstreme eller kumulativt virkende forhold.

4.5.1

Man bør forbedre vilkårene både for dem, der er i arbejde, og for ledige, fordi vilkårene indvirker på de pågældendes mentale sundhed. Problematikken omkring arbejde og mental sundhed berører spørgsmål som den værdi, arbejde tillægges, samt udgifterne til personale, følgerne af arbejdsløshed og invaliditet.

4.5.2

Svarene på disse spørgsmål, som har tilknytning til social udstødelse, har også stor betydning for den mentale sundhed.

4.5.3

Befolkningens aldring kræver passende tiltag. 20 % af de ældre har, hvad WHO betegner som »en vellykket aldring«, dvs. at 80 % lider af sygdomme og tab af autonomi. Mentale sygdomme forsvinder ikke med alderen; tværtimod er det modsatte tilfældet. Senil demens, som kun 1 % af de 60-årige er ramt af, er hyppig hos mennesker over 85 år (30 %). 70 % af sidstnævnte udviser adfærdsforstyrrelser.

4.6.1

Spørgsmålet om mental sundhed opstår i forbindelse med støtten til asylansøgere i løbet af asylproceduren, når det gælder levested og levevilkår og deres personlige tilværelse, som omfatter de pågældendes personlige historie og deres psykiske temporalitet. De alvorlige traumer, som de lider under, og som ofte skyldes ekstrem, forsætlig og kollektiv grusomhed, vidner om tilfælde af organiseret vold. I denne gruppe skærpes post-traumatiske lidelser ofte af mange dødsfald og meget smertelige oplevelser under eksil.

4.7.1

Den samme problematik om mental sundhed gør sig gældende i forhold til det anseelige antal indsatte i fængslerne, som har psykiske problemer, og som kun modtager begrænset behandling.

4.7.2

Der bør ydes støtte til programmer til forebyggelse af depression, selvmord og afhængighed.

4.7.3

Med hensyn til afinstitutionalisering og det foreslåede paradigmeskift kan det anføres, at der indledtes en nye epoke sidst i 90'erne, hvor tendensen til fald i hospitalsindlæggelser og illusionerne om afinstitutionalisering blev brudt, med det deraf følgende behov for en kombineret indsats omfattende både en solid samfundsbaseret pleje og heltids-hospitalsindlæggelse. Udstrakt brug af hospitalsophold indebærer, at der ikke kan afsættes ressourcer til at udvikle den vifte af tjenester i samfundet, som patienterne og deres familier har brug for. Omvendt kan ambulant behandling kun få reel effekt, hvis den permanent understøttes af hospitalstjenester, herunder nødvendige, kortvarige hospitalsophold for akutte patienter. Hospitalsophold kan kun begrænses, hvis den ambulante behandling kan tilbyde tjenester, som kan gøre en hospitalsindlæggelse overflødig; dvs. ved at følge op på patienter efter en langvarig indlæggelse, så de forberedes på deres udskrivning; ved at støtte ikke-indlagte patienter, som modtager pleje i samfundet på acceptable og behovsrelevante vilkår; og ved at støtte patienter, der er nødt til at veksle mellem ambulant behandling og indlæggelse.

4.7.4

Beslutningen om, hvorvidt en mentalt syg person skal indlægges eller behandles ambulant, afhænger i høj grad af lægens uddannelsesmodel og kultur og den syges grad af isolation samt af generelle sociokulturelle faktorer som tolerancen i samfundet, sårbarhedsfaktorer i det pågældende område, som øger anvendelsen af bestemte behandlingsformer, og adgangen til alternative løsninger. Det er derfor umuligt at fremsætte kategoriske anbefalinger om behovet for hospitalssengepladser til akutte patienter uden at tage højde for lokale forhold.

4.7.5

Den vigtigste faktor er behandlingens karakter, dvs. hvilke resultater der søges opnået, for hvilke behov og med hvilken effektivitet, og ikke blot det sted, hvor behandlingen gives.

4.7.6

De fordele, som hospitalsbehandling generelt tillægges, er adgangen til et uddannet personale, gode og egnede omgivelser for de syge, og tilstrækkeligt sikre behandlingsvilkår. Disse fordele mindskes eller forsvinder, hvis manglen på sengepladser medfører, at for mange samarbejdsuvillige patienter med alvorlige forstyrrelser koncentreres på et hospital, da dette vil gribe forstyrrende ind i plejeindsatsen og gøre denne uacceptabel eller farlig.

4.7.7

En lang række franske og internationale undersøgelser har vist, at op til 40 % af syge med akutte problemer, som selv udtrykker ønske om, eller som henvises til hospitalsindlæggelse, kan behandles på anden vis, forudsat de er indstillet på at samarbejde, eller de kan overbevises herom med støtte fra nærtstående eller fra sociale støttenetværker (akut støtte eller krisestøtte). Efterhånden som alternative behandlingsformer bliver mere effektive, er der en tilbøjelighed til, at hospitalsindlæggelse forbeholdes de mest »uundgåelige« tilfælde, dvs. hvor både en psykiatrisk og en fysisk undersøgelse er nødvendig, hvor patienten udviser særligt alvorlige blandede akutte lidelser, hvor der er tale om alvorlige tilbagefald fra kendte psykiatriske sygdomme, voldelig adfærd eller ukontrollerbare selvmordstilbøjeligheder. I disse tilfælde er tvungen hospitalsindlæggelse ofte nødvendig. Som det vil fremgå, har dette følger for behandlingen og dennes tilrettelæggelse.

4.7.8

På baggrund af ovenstående henstilles det i de samme undersøgelser, at man ikke bevæger sig ned under en grænse på 0,5 sengepladser pr. 1 000 voksne indbyggere for patienter i akutte faser; dette tal bør revideres, hvis der sigtes mod et mål på 80-85 procents udnyttelse af disse tjenester, hvilket vi anbefaler. Naturligvis forudsætter denne grænse, at de foranliggende og opfølgende behandlingsalternativer har tilstrækkelige og effektive faciliteter, og at der ikke medregnes sengepladser til akutte syge, som modtager sikker, retsmedicinsk psykiatrisk behandling, og ej heller sengepladser til unge og ældre. Hvis man kommer for tæt på denne grænse, uden at der forefindes alternative ambulante behandlingsmuligheder, kan følgen ikke undgå at blive, at der oprettes ekstra, særdeles kostbare psykiatriske eller medicinske sengepladser.

4.8.1

Hvor grænsen for sengepladser kan variere fra land til land, er det muligt med større sikkerhed at fastsætte nogle minimumskrav til indkvarteringen. Indkvartering bør kun ske i lokaler, der er egnet til formålet, og selvom det muligvis sker i ældre omgivelser, bør målet være, at beboerne behandles med respekt og værdighed i overensstemmelse med nutidige værdisæt. Det rette miljø er afgørende for helbredelsen. De miljømæssige risici skal vurderes og tackles under hensyntagen til beboernes specifikke behov.

4.8.2

Beboerne bør have adgang til lang række af behandlingsformer, der supplerer og bidrager til deres pleje og behandling. Ved at have den rette uddannelse og de rette kvalifikationer og ved at være medmenneskelige i udførelsen af deres arbejde bidrager personalet i den mentale sundhedspleje til skabelsen af dette miljø.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/48

1.1

Den danske version af flexicurity synes at være et eksempel på, hvordan man kan opnå økonomisk vækst, høj beskæftigelse og holdbare offentlige finanser på en socialt afbalanceret måde. Denne udvikling ligger i tråd med Lissabon-processen, der skal realisere en høj beskæftigelsesgrad og holdbar vækst- og velfærdssikring.

1.2

Den danske udgave af flexicurity, hvor et mobilt arbejdsmarked realiseres igennem socialt tryghedsskabende elementer og en aktiv arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik, bidrager tilsyneladende til landets konkurrencekraft. Flexicurity kombineret med andre forhold i det danske samfund har givet det danske arbejdsmarked en styrke og fleksibilitet, som ruster samfundet godt til fremtidens udfordringer. Høj beskæftigelse, høje arbejdsløshedsdagpenge og optimisme betyder, at såvel arbejdsgiverne som arbejdstagerne accepterer de usikkerheder og ulemper, systemet bringer med sig pga. de fordele, de to grupper hver især ser ved systemet.

1.3

Nøglen til at forstå den danske udgave af flexicurity er, at fleksibilitet og sikkerhed ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger. Arbejdsgiversiden kan have interesse i stabile og trygge arbejdsrelationer og i motiverede medarbejdere, og tilsvarende kan lønmodtagersiden have interesse i fleksibel arbejdstid, arbejdsorganisering og belønningssystemer.

1.4

I forhold til globaliseringen og udflytning af arbejdspladser giver flexicurity befolkningen en høj grad af økonomisk samt social sikkerhed gennem paradigmeskiftet fra arbejdspladssikkerhed til beskæftigelsessikkerhed og nye personlige chancer med begrænset risiko for den forandringsvillige. Ganske vist risikerer den enkelte at miste sit arbejde, men det sociale sikkerhedsnet sikrer på kort sigt, at man har et livsgrundlag, og på længere sigt øger de aktive indsatser på arbejdsmarkedet kombineret med den høje beskæftigelse sandsynligheden for, at man kan finde et nyt arbejde.

1.5

For den enkelte arbejdstager betyder den danske udgave af flexicurity, at der ikke er stor tryghed i jobbet, og at man kan miste sit job flere gange igennem arbejdslivet. På trods af dette betyder den indbyggede sikkerhed i flexicurity-systemet via dels høj arbejdsløshedsunderstøttelse, som delvist finansieres med offentlige midler over skatten, dels beskæftigelsessikkerhed, at danskerne generelt føler sig sikre og tilfredse, jf. bilag 2.

1.6

Ser man på den danske udgave af flexicurity i en europæisk sammenhæng, er det selvfølgelig ikke muligt at kopiere systemet fra ende til anden på grund af forskelle i kultur, struktur og økonomiske forhold. Som politisk strategi kan nogle generelle træk dog godt overvejes i forhold til andre medlemslande. Især hvor den sociale kapital forstået som summen af normer, netværk og tillid mellem individer og mellem organisationer er udviklet i samme retning som den danske med samarbejdstraditioner mellem regering og de sociale parter og forandringsvillighed blandt borgerne. Geografisk fleksibilitet kan dog også skabe problemer, som må tages meget alvorligt — for familier, parforhold og børns skolegang samt uddannelsesforløb. Det gælder især for store lande og lande med føderal struktur.

1.7

Flexicurity-begrebet dækker generelt over ideen om, at en kombination af fleksibilitet og sikkerhed for arbejdstagerne både kan sikre social sikkerhed og konkurrencekraft. Den danske udgave af flexicurity giver sikkerhed via et højt dagpengeniveau ved ledighed (samt indkomstoverførsler ved andre sociale begivenheder) og fleksibilitet via liberale fyringsregler, som f.eks. korte opsigelsesvarsler. Social sikkerhed og høj mobilitet kombineres med en aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor man sikrer sig både, at folk reelt er til rådighed på arbejdsmarkedet og opkvalificeres til beskæftigelse. Den danske arbejdsmarkedspolitik indeholder således både incitamenter og sanktioner f.eks. i form af tvangsaktivering, hvor kvalitative tilbud om opkvalificering dog har domineret. Den aktive arbejdsmarkedspolitik er et nødvendigt instrument, hvis et arbejdsmarked skal fungere effektivt og med høj arbejdsløshedsunderstøttelse.

1.8

Den danske udgave af flexicurity kan dog ikke ses uafhængigt af rammerne for velfærdsstaten og et stærkt organisationssystem. Den måde, det danske arbejdsmarked fungerer på, er betinget af en række andre faktorer i samfundet. Det gælder f.eks. den centrale placering af de sociale parter i politiske beslutninger og implementering af arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken, det omfattende offentligt finansierede velfærdssystem, befolkningens kompetenceniveau og det makroøkonomiske policy-mix, der er gennemført igennem det seneste årti.

1.9

I udviklingen af den danske udgave af flexicurity har arbejdsmarkedets parter haft en central placering både i beslutningsprocesserne og i implementeringen af f.eks. uddannelsespolitik og strukturreformer på arbejdsmarkedet. Inden for en række områder er udviklingen baseret på aftaler imellem de sociale parter, f.eks. indførelsen af private, arbejdsmarkedsrelaterede pensioner. De sociale parters rolle er både et resultat af den historiske udvikling og af det faktum, at de har en høj organisationsgrad. De sociale parters indflydelse har givet kreative løsninger og bred accept af de løsninger, der er fundet. En stærk indflydelse fra arbejdsmarkedets parter og andre dele af civilsamfundet kræver dog, at de er omstillingsparate, samarbejdsvillige og villige til at anskue virkeligheden fra nye og almene vinkler. En større deltagelse og indflydelse af arbejdsmarkedets parter kan således være en fordel for samfundets evne til at konkurrere og tilpasse sig. Støttende medvirken i disse processer og kritisk opfølgning fra andre civilsamfundsorganisationer — som f.eks. sociale organisationer og oplysnings- og videreuddannelsesforbund — er også af betydning.

1.10

Et højt niveau for arbejdsløshedsunderstøttelse kræver en høj bund i befolkningens kompetenceniveau, da man ellers vil få en stor gruppe, der ikke kan opnå en arbejdsindtægt, der er større end kompensationen ved ledighed. Højt kompetenceniveau og omstillingsparathed — også blandt dem med mindst formel uddannelse — er en central del af forklaringen på succesen for det danske flexicurity-system.

1.11

Igennem anden halvdel af 1990'erne, hvor Danmark i høj grad gennemførte strukturelle reformer, gik stramninger på arbejdsmarkedet hånd i hånd med en ekspansiv økonomisk politik, der øgede væksten og beskæftigelsen. Udover den indkomstsikkerhed, som den høje arbejdsløshedsunderstøttelse giver, forsøger Danmark at give sine borgere beskæftigelsessikkerhed. Man kan aldrig være sikker på at beholde sit job, men der er stor sandsynlighed for, at man kan få et nyt også via det offentliges hjælpeindsatser. Strukturelle reformer, der foretages i en atmosfære med optimisme og beskæftigelsesvenlig vækst, er desuden lettere at gennemføre og få sikret opbakning til. Det danske flexicurity-system bakkes således op af et makroøkonomisk policy-mix, der fremmer vækst og beskæftigelse.

1.12

Den danske udgave af flexicurity er under stadig diskussion og forandring. Systemet fører både fordele og ulemper med sig, og selvom fleksibilitet, sikkerhed og aktiv arbejdsmarkedspolitik utvivlsomt hænger sammen, diskuteres det løbende, hvordan den rette balance mellem elementerne nås.

1.12.1

De høje skatteindtægter er en forudsætning for det danske flexicurity-system og andre faktorer, der har betydning for arbejdsmarkedets funktionsmåde. De offentlige udgifter til arbejdsmarkedspolitikken var således 4,4 procent af BNP (i 2003), hvilket er europæisk rekord (1). Det høje skattetryk på omkring 49 procent af BNP bliver på den ene side accepteret af den danske befolkning, men på den anden side er skatterne konstant til debat, og skatten på arbejde må formodes at blive sænket i fremtiden. En del af forklaringen på det høje skattetryk er dog den høje beskæftigelse, der i sig selv bidrager positivt til de offentlige finanser. Ved at øge beskæftigelsen kan man øge skatteindtægterne yderligere.

1.13

Betydningen for EU af flexicurity efter dansk mønster ligger i den villighed til en proaktiv tilpasning til nye realiteter, som dette system fremmer. Den er kommet i stand gennem et afbalanceret socioøkokonomisk paradigmeskift, der er grundigt forhandlet mellem de involverede parter og fuldt ud respekterer grundværdierne i den europæiske samfundsmodel.

2.1

Danmark har stabil vækst og orden på sine offentlige finanser. Fra 2000 til 2005 var den gennemsnitlige vækst således 1,7 procent, den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad på 77,5 og det gennemsnitlige overskud på den offentlige saldo 1,4 procent af BNP. Den samlede offentlige gæld var i 2004 på 42,7 procent af BNP, og overskuddet på den offentlige saldo var 2,8 procent af BNP. Overskuddet på de offentlige finanser skyldes bl.a. den rekordhøje beskæftigelse, der giver store skatteindtægter via indkomstskatterne.

2.2

Omsætningen på det danske arbejdsmarked er meget høj, idet mere end 10 procent af alle job forsvinder på et år, og et omtrent lige så stort antal oprettes. Omkring 30 procent af de beskæftigede skifter job hvert år, og Danmark har — næst efter Storbritannien — den laveste gennemsnitlige anciennitet blandt de beskæftigede i EU. Dette skal både ses i lyset af de gældende regler og den danske erhvervsstruktur med mange små og mellemstore virksomheder.

2.3

Virkningen af det policy-mix af makroøkonomisk stimulering og de strukturelle reformer, Danmark har været igennem bl.a. på arbejdsmarkedet, kan også illustreres via Phillipskurven, der viser sammenhængen imellem arbejdsløshed og lønstigningstakten. Kurven for Danmark er gengivet i bilag 1. Siden 1993 er det lykkedes at reducere arbejdsløsheden væsentligt, uden at det har betydet øget løninflation, idet Phillipskurven stort set er vandret i denne periode. Arbejdsmarkeds- og uddannelsesindsatserne modvirker de tilpasningsproblemer og barrierer, der ellers kan producere løn- og prisstigninger.

2.4

Danmark ligger typisk i toppen blandt undersøgelser af, hvor attraktive lande er at investere i. I Economic Intelligence Unit's undersøgelse fra marts 2005 lå Danmark endda som nummer et. I bilag 2 er Danmarks placering gengivet i forhold til resten af EU-landene i forhold til en række forskellige parametre.

3.1

Begrebet »flexicurity« har opnået stor popularitet igennem de seneste år, men betydningen af begrebet er dog ikke altid klar — og varierer i tolkningen fra land til land.

3.2

På arbejdsmarkedet beskrives arrangementerne i den danske version som »den gyldne trekant« mellem fleksible ansættelsesregler (der fører til høj numerisk fleksibilitet), et generøst understøttelsessystem (som giver social tryghed) og en stærk aktiverings- og uddannelsesindsats (der både motiverer ledige til at søge arbejde og kvalificerer ledige til at genindtræde på det åbne arbejdsmarked).

3.2.1

Det danske flexicurity-system bidrager til, at de job, der skabes, indebærer kvalitativt og anstændigt arbejde, »decent work«. Høj arbejdsløshedsunderstøttelse resulterer i høj reservationsløn, hvilket muliggør, at danskerne kan leve af deres job. Således, at der på det formelle arbejdsmarked kun er få og svage tendenser i retning af »working poor« — også blandt danskere af anden etnisk herkomst.

3.3

Den gyldne trekant er illustreret nedenfor. Det danske system for overførselsindkomster og aktiv arbejdsmarkedspolitik er kort gennemgået i bilag 3.

Det danske flexicurity systems akser:

3.4

Fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked har dog flere dimensioner og er ikke kun opnået via liberale fyringsregler, men også via arbejdstidsfleksibilitet, hvor det er muligt ifølge overenskomsterne at justere arbejdstiden over et helt år samt at lave arbejdsdeling igennem kortere perioder. Øget fastsættelse af den endelige løn på virksomhedsniveau inden for de kollektive aftaler sikrer ligeledes en vis grad af lønfleksibilitet. Fleksibiliteten kommer også via arbejdskraftens bredde kompetencer, der indebærer, at folk er selvstændige, forandringsvillige og ansvarsbevidste, og dermed hurtigt i stand til at omstille sig en ny produktion eller i et nyt job.

3.5

Sikkerheden på det danske arbejdsmarked ligger ikke udelukkende i det relativt høje niveau for arbejdsløshedsunderstøttelse, men også i, at den høje beskæftigelse og omsætning på arbejdsmarkedet giver en vis beskæftigelsessikkerhed. Beskæftigelsessikkerheden suppleres af den brede vifte af efter- og videreuddannelsesaktiviteter, som det offentlige og de sociale parter fælles styrer og administrerer. Det danske samfund giver desuden familier en vis sikkerhed for at kunne få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen ved at have attraktive barselsregler, børnepasningstilbud etc.

3.6

Nøglen til at forstå den danske udgave af flexicurity er, at fleksibilitet og sikkerhed ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger. Traditionelt har arbejdsgiversiden haft ønske om større grad af fleksibilitet på arbejdsmarkedet, som har været uforeneligt med lønmodtagersidens ønsker om sikkerhed i jobbet og høj økonomisk kompensation under arbejdsløshed og sygdom.

3.7

Flexicurity-ideen bryder med ideen om dette modsætningsforhold. Arbejdsgiversiden kan have interesse i stabile og trygge arbejdsrelationer og i motiverede medarbejdere, og tilsvarende kan lønmodtagersiden have interesse i fleksibel arbejdstid, arbejdsorganisering og belønningssystemer. Sådanne nye typer arbejdsmarkeder kan altså bevirke et nyt samspil mellem fleksibilitet og sikkerhed.

3.8

På arbejdsmarkedet kombinerer det danske flexicuritysystem en liberal markedsøkonomis dynamik med en skandinavisk velfærdsstats sociale tryghed via universel offentlig service og indkomstudligning. Set i et bredere perspektiv er dette et af resultaterne af en politisk målsætning om at give folk chancer i forhold til arbejdslivet og at sikre en omfordeling af ressourcer via det offentliges budgetter og aktiviteter. Det skaber sammenhængskraft i samfundet gennem stærk indkomstudligning og afværgelse af stærke sociale spændinger, og det giver lønmodtagerne tryghed til at omstille sig og bære fleksibiliteten.

4.1

Arbejdsmarkedets parter har pr. tradition haft en central placering i forhold til beslutninger og administration af arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken. Parternes indflydelse har bidraget til at skabe kreative og afbalancerede løsninger på markeds- og innovationsproblemer og har bidraget til at ruste landet til at møde globaliseringens omstillings- og udviklingsbehov, idet de har mulighed for at kvalificere behovsmeldinger og sikre justeringer. Tætte dialoger aktørerne imellem udvikler over tid også social kapital i form af større tillid, ansvarlighed og fælles forståelser.

4.2

Den nuværende situation har historiske rødder, der går mere end 100 år tilbage i tiden. Den særlige danske reguleringsmodel på arbejdsmarkedet går således tilbage til det såkaldte »Septemberforlig« i 1899, som blev indgået mellem de nyligt etablerede, landsdækkende organisationer LO (lønmodtagersiden) og DA (arbejdsgiversiden), og som blev verdens første hovedaftale. Den har siden udgjort rammen for indgåelse af overenskomster og for samspillet mellem parterne på arbejdsmarkedet.

4.2.1

Arbejdsgiversiden accepterede fagforeningernes hovedorganisation som forhandlingsberettiget part, og samtidigt accepterede arbejdstagerne, at arbejdsgiverne havde en ret til at antage og afskedige arbejdskraft, hvorved ledelsesretten blev anerkendt. Denne grundbestemmelse har bidraget til det liberale syn på fyringsregler i Danmark. Fredspligt i overenskomstperioden var også et vigtigt led i Septemberforliget. Voluntaristisk arbejdsmarkedsregulering, parternes egen konfliktløsning, har helt frem til 2003 været central for parterne. Først da EU ikke ville anerkende suveræn aftaleimplementering af direktiver, fik supplerende lovgivning ben at gå på i Danmark. Bilag 4 indeholder mere om den historiske udvikling af arbejdsmarkedets parters rolle og etableringen af den danske model.

4.3

Efter mange år med høj inflation men meget svingende reallønsstigninger, erkendte de sociale parter fra 1987/1988, at man i sine aftaler bør tage overordnede samfundsøkonomiske hensyn. I Danmark er der selvfølgelig modstridende holdninger hos arbejdergivere, arbejdstagere og regeringen, men der er også en grundlæggende dialog- og konsensuskultur; som må ses som en del af den sociale kapital. Lave magtdistancer på alle niveauer i samfundet bidrager til at vedligeholde denne konsenskultur.

4.4

På det politiske plan har Danmark siden 1960'erne udviklet et omfattende offentligt system for erhvervsmæssig efter- og videreuddannelse for både beskæftigede og ledige. Det har fremmet hele arbejdsstyrkens omstillingsevne. Og arbejdsmarkedets parter har været og er placeret i betydningsfulde positioner i de offentlige beslutnings- og implementeringsstrukturer gennem hele det 20. århundrede. Denne rolle er endda blevet styrket fra 1993/94 i modsætning til udviklingen i de fleste andre europæiske lande.

4.5

Indholdsmæssigt blev arbejdsmarkedspolitikken her lagt om fra regelstyring til behovsorienteret styring og med individuelt tilrettelagte indsatser. Arbejdsmarkedets parter blev de centrale aktører sammen med kommunerne i 14 regionale arbejdsmarkedsråd, der både fik kompetencer og offentlige midler at prioritere ledighedsindsatser og regional arbejdsmarkedspolitik med.

4.6

De sociale parter har således igennem en lang årrække opbygget en omfattende kollektiv bevidsthed om at tage et samfundsmæssigt ansvar, ligesom det offentlige har lært at bruge deres ressourcer og indflydelse. De sociale parter besidder unik information og viden om arbejdsmarkedet, og de kan derfor hurtigt give pålidelige behovsmeldinger. De tilfører det offentlige gratis ressourcer ved korporativ inddragelse, de finder kreative løsninger på fælles problemer gennem diskussioner og beslutningsrunder, og organisationerne er afgørende for at få politikker besluttet, implementeret og ikke mindst accepteret. Det offentlige er således afhængigt af parternes medvirken i flexicurity-arrangementerne.

5.1

For at forstå det danske flexicurity system fuldt ud bør man betragte den samfundsmæssige sammenhæng, systemet indgår i. Både den økonomiske politik og den offentlige sektor i øvrigt har indflydelse på arbejdsmarkedets funktionsevne, og samlet danner elementerne, hvad man kan kalde »den danske model«. Dette samspil er illustreret i figuren i bilag 7.

5.2

I sidste halvdel af 1980'erne og første halvdel af 1990'erne var dansk økonomi i krise. Fra 1987 til 1993 var den gennemsnitlige vækst således 0,8 procent pr. år, og ledigheden steg fra 5,0 procent i 1987 til 9,6 procent i 1993. Krisen var bl.a. et udslag af økonomiske stramninger, der blev foretaget som følge af store offentlige underskud de foregående år.

5.3

Fra 1993 blev den aktive arbejdsmarkedspolitik styrket, og samtidigt fik økonomien også medvind i form af lav rente og ekspansiv økonomisk politik. I begyndelsen af vækstperioden fra midten af 1990'erne havde Danmark således så store underskud på de offentlige finanser, at vækst- og stabilitetspagtens regler var blevet brudt, hvis den havde eksisteret. Desuden blev reglerne for finansiering af fast ejendom ændret (længere løbetid på lånene og mulighed for omkonvertering), således at folk, fik flere penge imellem hænderne. Den høje vækst, faldende arbejdsløshed og spirende optimisme betød, at befolkningen lettere accepterede en stramning af reglerne på arbejdsmarkedet.

5.4

De ekstra offentlige udgifter blev bl.a. brugt til en massiv indsats for at øge dækningen af børnepasningen, således at kvinder med små børn reelt stod til rådighed på arbejdsmarkedet.

5.5

Det øgede fokus på arbejdsmarkedspolitikken betød også en øget indsats inden for uddannelse og efteruddannelse, hvor staten ydede massive tilskud til, at folk både i og uden for beskæftigelse kunne blive efteruddannet. Tilskuddene blev både givet i form af betaling af uddannelsen og delvis dækning af løntab. Samtidigt øgede man på alle niveauer antallet af uddannelsespladser for unge.

5.6

Generelt må det bemærkes, at det danske system med høj arbejdsløshedsunderstøttelse og dermed høj reservationsløn, kræver en kvalificeret og produktiv arbejdsstyrke. En stor gruppe mennesker med få kvalifikationer, der ikke kan matche det lønniveau, den høje arbejdsløshedsunderstøttelse naturligt tilsiger, vil medføre en alt for stor ledighed.

5.7

Den økonomiske strategi der med succes blev indført fra midten af 1990'erne var en investeringsstrategi, hvor offensive reformer og investeringer i uddannelse og offentlig service skabte vækst. En positiv tiltro til fremtiden og høj indkomsttryghed fremmer forbrugslysten og sikrer høj indenlandsk efterspørgsel.

5.8

Den nuværende økonomiske strategi var en reaktion på den økonomiske krise, Danmark befandt sig i fra 1987, hvor regeringen reducerede store underskud på de offentlige finanser og betalingsbalancen med besparelser og stramninger. Opsparingsstrategien løste balanceproblemerne, men resulterede til gengæld i lav vækst og tiltagende høj ledighed. Den nuværende strategi sikrer tilsyneladende vækst og beskæftigelse kombineret med balance på de offentlige finanser og betalingsbalancen. En kombination, der ellers ikke er set i Danmark siden før oliekriserne i 1970'erne.

6.1

Selvom den danske udgave af flexicurity de senere år har givet gode resultater, er der selvfølgelig udfordringer, der skal tages op.

6.2

Globaliseringen og den teknologiske udvikling lægger et vist generelt pres på det danske arbejdsmarked. Det er især de ufaglærte, der kommer under pres i form af konkurrence fra lande med lavere lønniveau og automatisering af produktionen.

6.2.1

Indtil videre har Danmark klaret presset ved at reducere antallet af ufaglærte på arbejdsmarkedet, idet en større andel af de ældre, der forlader arbejdsmarkedet, er ufaglærte, end de unge, der kommer ind. I øjeblikket er der dog mange unge, der ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvilket på længere sigt kan underminere det danske flexicurity-system. Hvis udbuddet af kvalificeret arbejdskraft således ikke nogenlunde tilpasses efterspørgslen, bliver de offentlige udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse og andre overførsler nemt for store.

6.2.2

I Danmark oplever man virksomheder, der lukker og flytter hele eller dele af produktionen til lande med lavere lønniveau. Dette er en udfordring — især i fjerntliggende egne, hvor følsomheden er stor over for enkelte virksomheders lukning. Det danske arbejdsmarked, som strukturelt domineres af små og mellemstore virksomheder, betragtes dog som en dynamisk størrelse, så i stedet for at forsøge at fastholde arbejdspladserne, forsøges det politisk og i samarbejde med de sociale parter at oprette nye job, der er mere konkurrencedygtige.

6.3

Den store omsætning på arbejdsmarkedet betyder, at arbejdsgiverne ikke er så tilbøjelige til at betale for efteruddannelse, da de ikke ved, hvor længe personalet er ansat. Problemet gælder især ufaglærte, da arbejdsgiverne gør mere for at fastholde og efteruddanne specialiseret arbejdskraft, der er svær at få fat på, og da ufaglærte ikke altid er motiverede for efteruddannelse. Der er derfor et omfattende offentligt subsidieret system med obligatoriske bidrag fra arbejdsgiverne til uddannelse og efteruddannelse af ufaglærte og faglærte, da velkvalificeret arbejdskraft er en forudsætning for at det danske flexicurity-system kan fungere, og en bred offensiv for opkvalificering er politisk ønskeligt.

6.4

Mange indvandrere har svært ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked, hvilket også begrænser mulighederne for integration. Problemerne på arbejdsmarkedet skyldes bl.a., at grupper af indvandrere og deres efterkommere ikke har de kompetencer, der skal til at matche det høje niveau for arbejdsløshedsunderstøttelse og løn i Danmark. Uddannelsesniveauet for indvandrere og efterkommere er således lavere end for etniske danskere, og de har en lavere erhvervsdeltagelse og højere ledighed end resten af befolkningen som gennemsnit. Problemerne kan både være sproglige, sociale og uddannelsesmæssige.

6.4.1

En del af forklaringen kan måske også findes i kulturforskelle og indgroede vaner. Erfaringen viser, at ledigheden for disse grupper svinger mere end for andre. Når ledigheden falder, vælger arbejdsgiverne således i højere grad »at gå nye veje« og ansætte folk med anden etnisk baggrund. Høj beskæftigelse og lav ledighed kan altså i sig selv give indvandrere og deres efterkommere bedre adgang til beskæftigelse, uden at det dog løser hele integrationsproblemet. Det demografiske udvikling betyder, at danske arbejdspladser står over for at skulle åbne sig mere for indvandrere i de kommende år.

6.5

Den danske velfærdsmodel i Danmark er baseret på en høj beskæftigelse blandt kvinder — både for at levere den nødvendige offentlige service og for at opretholde store skatteindtægter. På den ene side betyder det, at kvinderne er mere økonomisk selvstændige, og på den anden side stiller det udfordringer til, hvordan man sikrer, at familie- og arbejdslivet hænger sammen. I sammenligning med mange europæiske lande, er Danmark kommet langt på dette område, men der er fortsat lang vej bl.a. for at sikre lige karrieremuligheder for mænd og kvinder.

6.6

Det danske system er dyrt for staten, da den betaler en stor den af kompensationen ved ledighed. Udgifterne til passiv arbejdsmarkedspolitik udgjorde således 2,7 procent af BNP i 2003, hvilket er EU-rekord. I fremtiden vil finansieringen af det danske velfærdssamfund komme under pres fra flere sider. For at fastholde finansieringen af velfærdsstaten uden at hæve skatterne, kræver det højere beskæftigelsesgrader for befolkningen i den erhvervsaktive alder.

6.6.1

Skattetrykket i Danmark er blandt de højeste i EU. Skattetrykket i Danmark er således omkring 49 procent af BNP, mens EU gennemsnittet ligger på cirka 40 procent. Det er især beskatningen af forbrug, der er høj, mens skatten på arbejde ikke ligger i den absolutte top. Indkomstskatten er høj og meget progressiv, mens der stort set ikke findes sociale bidrag pålagt arbejdsgiverne. Skattestrukturen i Danmark er beskrevet nærmere i bilag 5. Globaliseringen betyder, at nogle skatteindtægter kan komme under pres i fremtiden.

6.6.2

Den demografiske udvikling betyder, at antallet af ældre stiger, og antallet af erhvervsaktive falder. Det skyldes både små ungdomsårgange, store efterkrigstidsgenerationer og stigende levetid. I debatten om mulige reformer af velfærdssamfundet er arbejdsmarkedspolitikken — herunder arbejdsløshedsunderstøttelsen — også i spil. Det danske pensionssystem er dog delvist forberedt til disse ændringer, jf. bilag 6. Der kan blive mangel på arbejdskraft, og da den arbejdskraftreserve, kvinderne udgør, i høj grad allerede er aktiveret, skal man finde andre veje til at øge beskæftigelsen. Det kan f.eks. være ved at hæve tilbagetrækningsalderen eller øge indvandringen af arbejdskraft med efterspurgte kompetencer.

6.7

Cirka en fjerdedel af befolkningen i den erhvervsaktive alder er uden for beskæftigelse og på en eller anden form for offentlig forsørgelse (arbejdsløshed, aktivering, tidlig tilbagetrækning etc.). Omkring halvdelen af disse har trukket sig permanent ud af arbejdsmarkedet som følge af nedslidning, arbejdsløshed eller frivilligt, mens den anden halvdel kun midlertidigt er ude af beskæftigelse. Den offentlige forsørgelse af disse mennesker er en velfærdsstatslig grundpille, men er en udfordring for fremtidens finansiering af velfærdssamfundet. Andelen af befolkningen, der trækker sig tidligt ud af arbejdsmarkedet, skal reduceres for at sikre finansieringen af velfærdssamfundet på længere sigt.

6.8

En større og større del arbejdsmarkedspolitikken reguleres efterhånden i henhold til EU-bestemmelser og -praksisser. Danmark har tradition for, at arbejdsmarkedsforhold aftales imellem arbejdsmarkedets parter og ikke fastsættes via lovgivning. Bliver reguleringen fra EU for detaljeret, risikerer man, at befolkningens accept af ændringer mindskes, og at udviklingen trækker i en anden retning, end arbejdsmarkedets parter ønsker. Med EU's åbne koordinationsmetode synes der at være fundet en vej, der både kan sikre videreudvikling af danske traditioner og synkronisering af europæisk beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/54

2.1

Lige siden det første og det andet EF-direktiv af 11. april 1967 har Fællesskabet sat sig som mål at ophæve de fiskale grænser mellem medlemsstaterne. For at virkeliggøre denne vision var der behov for at få fastlagt et ensartet beskatningssted. Anvendelse af det tilstræbte oprindelseslandsprincip ville føre til, at alle afgiftspligtige transaktioner inden for Fællesskabet udført af en økonomisk operatør i etableringsstaten ville blive beskattet dér. Således ville en vare, der f. eks. blev leveret fra Frankrig til en anden medlemsstat, i henhold til dette princip blive pålagt fransk moms efter den franske sats. Det samme ville gælde franske tjenesteydelser.

2.2

Anvendelse af oprindelseslandsprincippet ville imidlertid, hvis konkurrenceforvridninger skal undgås, have krævet indbyrdes tilnærmede momssatser i de enkelte medlemsstater. Frem for alt ville der dog have været behov for et internt clearingsystem, eftersom momsen udgør en betydelig del af de enkelte medlemsstaters afgiftsprovenu og af finansieringen af EU.

2.3

Af disse grunde besluttede EU at afstå fra anvendelse af oprindelseslandsprincippet i hvert fald gennem en længere overgangsperiode.

2.4

Ikke desto mindre træffes der fra Europa-Kommissionens side forskellige foranstaltninger til at styrke det økonomiske samkvem mellem EU15-medlemsstater og til at fjerne administrative hindringer og fjerne eller endda helst helt undgå forvridninger af konkurrencen, der især forårsages af anvendelse af forskellige afgiftssatser. Navnlig Rådet har tidligere gjort sit til, at forskellene blev fastholdt. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg støtter fremdeles Kommissionens samlede indsats for tilpasninger, der letter det indre markeds funktion.

4.3.1

Der skal skelnes skarpt imellem, hvorvidt en tjenesteydelse præsteres mellem to erhvervsdrivende (afgiftspligtige personer) (1) eller mellem en erhvervsdrivende og en ikke-erhvervsdrivende (ikke-afgiftspligtige personer) (2). Det foreliggende forslag sondrer nøje mellem behandlingen af de to tilfælde.

4.3.2

For leveringer af ydelser til afgiftspligtige personer bør den generelle regel med hensyn til fastsættelsen af leveringsstedet for ydelsen være baseret på det sted, hvor kunden er etableret, og ikke på det sted, hvor leverandøren har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed.

4.3.3

I det foreliggende dokument foreslås det at opretholde den generelle regel om, at det er leverandørens etableringssted, der er tjenesteydelsens leveringssted ved ydelser til ikke-afgiftspligtige personer. Den beslutning er taget, fordi en beskatning af tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige kunder i andre EU-stater ville medføre, at der blev pålagt den tjenesteydende erhvervsdrivende uforholdsmæssigt store administrative byrder som f. eks. momsregistrering i de pågældende EU-stater.

4.3.4

Så længe der ikke findes en mekanisme, der gør det muligt at opkræve afgiften i medlemsstaten uden urimelige administrative komplikationer, er det umuligt at gennemtvinge en beskatning af alle leverancer til ikke-afgiftspligtige personer på forbrugsstedet.

4.3.5

Alligevel er det nødvendigt på enkelte punkter at afvige fra grundreglen.

—

Der indsættes et stykke 6, der fastsætter, at tjenesteydelser, der præsteres mellem forretningsstederne, ikke behandles som tjenesteydelser i direktivets forstand.

—

Stykke 2 er nyt og fastsætter bestemmelser for leveringsstedet ved restaurant- og cateringydelser til skattepligtige personer ombord på skibe, fly eller tog under personbefordring. Leveringsstedet er afgangsstedet for befordringen.

—

Ved tilføjelsen i stk. 3 defineres langtidsudlejning eller –leasing som en ordning ifølge en aftale, hvor det er fastsat, at løsøregenstande skal besiddes eller anvendes kontinuerligt gennem en periode på mere end tredive dage. Denne bestemmelses formål er på forhånd at undgå uoverensstemmelser (f. eks. udlejning af en personbil til en skattepligtig person til umiddelbar/-t brug/forbrug).

—

Ved ændring af stykke 1, litra c) og henvisning til artikel 9g, stk. 1, litra d) undtages fjernundervisning fra reguleringsområdet og underkastes særlige regler.

—

Restaurant- og cateringydelser er nu omfattet af stykke 1, litra d) og beskattes således på det sted, hvor de rent faktisk leveres.

—

I stykke 2 henlægges leverancen af restaurant- og cateringydelser under personbefordring ombord på skibe, fly eller i tog nu fiktivt til befordringens afgangssted. For så vidt er der taget hensyn til en opfordring, der fremkom under høringsproceduren.

—

Ved langtidsudlejning af transportmidler til ikke–afgiftspligtige personer i mere end 30 dage er leveringsstedet det sted, hvor kunden er etableret, har sin bopæl eller normalt er bosiddende.

—

Ved korttidsudlejning (f. eks. leje af en personbil i få dage) er leveringsstedet det sted, hvor transportmidlet stilles til rådighed. Også denne bestemmelse hilstes velkommen af flertallet af høringsdeltagerne.

—

Denne artikel er blevet fuldstændig omskrevet. Leveringsstedet for de tjenesteydelser, der er opregnet i artikel 9g, stk. 1, er det sted, hvor kunden er etableret, har sin bopæl eller normalt er bosiddende.

Denne bestemmelse fik under høringen overvejende en yderst kølig modtagelse i lyset af den uforholdsmæssigt store administrative byrde, der er forbundet med opfyldelse af momsforpligtelserne. Af samme grund blev kravet om indførelse af en »one-stop«-mekanisme anset for at være en forudsætning for bestemmelsen.

—

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer til en endnu klarere definition af de tjenesteydelser, der skal være omfattet af denne artikel.

—

Ved ændringen præciseres det, at leveringsstedet for tjenesteydelser, der leveres af en formidler, er det sted, hvor hovedtransaktionen foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 9a til 9g og 9i.

—

Her er der foretaget ændringer som konsekvens af overstregningerne i artikel 9g som nævnt ovenfor.

—

Bestemmelserne for elektronisk leverede ydelser, teletjenester samt radio– og fjernsynsspredning, der leveres af en tjenesteyder etableret uden for EU, skal opretholdes uændret i fremtiden, for så vidt angår fastlæggelsen af leveringsstedet for disse tjenesteydelser. Det afgørende kriterium er altså stadig den medlemsstat, hvor den ikke-afgiftspligtige kunde er etableret eller den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udnyttes eller benyttes.

—

Den påtænkte ændring af teksten i denne artikel fastsætter, at den oversigt med momsregistreringsnummer, som skal indsendes af enhver afgiftspligtig person, tillige skal omfatte visse beløb for omsætningen af tjenesteydelser. Det drejer sig i den forbindelse om øvrige ydelser til erhververe med momsregistreringsnummer, de beløb for omsætningen, der er nævnt i 5. led, og om de afgiftspligtige kunder, som personen har leveret af ydelser til på de i artikel 9, stk. 1, omhandlede betingelser.

6.1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder den planlagte udvidelse af reverse charge-mekanismen blandt de erhvervsdrivende, dvs. for så vidt angår tjenesteydelser præsteret mellem afgiftspligtige personer.

6.1.2

Forudsætningen er imidlertid, at reverse charge-mekanismen i enhver henseende kan bruges af de involverede personer uden problemer. Dette kunne være problematisk, såfremt den tjenesteydende erhvervsdrivende kunne overvælte vurderingen af omsætningens værdi i henhold til momsbestemmelserne, tjenesteydelsens leveringssted, afgiftspligten og momssatsen eller en mulig afgiftsfritagelse på kunden, uden at denne havde mulighed for at foretage en pålidelig kontrol af disse oplysninger.

6.1.3

Virksomhederne bør forskånes for yderligere forpligtelser med hensyn til indsendelse af erklæringer og oversigter. Det er absolut nødvendigt, at enhver erhvervsdrivende inden for EU får mulighed for en pålidelig afklaring af, om det er den i en anden EU-stat etablerede eller bosatte erhvervsdrivende/afgiftspligtige person, der som modtager af tjenesteydelsen er forpligtet til at anvende reverse charge-mekanismen på den pågældende transaktion. Et for vidtgående ansvar for den tjenesteydende erhvervsdrivende i tilfælde, hvor anvendelse af omvendt momspligt efterfølgende måtte vise sig umulig, vil skade systemet som helhed og føre til, at det ikke ville blive accepteret af de berørte parter.

6.2.1

Hvis en tjenesteydende erhvervsdrivende/afgiftspligtig person leverer tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige personer, er det på forhånd udelukket, at anvendelse af reverse charge-mekanismen kommer i betragtning. Dette vil betyde, at den erhvervsdrivende fra den anden EU-stat så i det øjeblik, hvor beskatningen på forbrugsstedet fandt anvendelse, vil skulle lade sig momsregistrere i tjenesteydelsesstaten og opfylde momsforpligtelserne i denne stat. For at minimere denne administrative byrde og dermed også begrænsningen af handelssamkvemmet inden for Fællesskabet er der behov for ubureaukratiske regler.

6.2.2

En momsregistreringspligt medfører betydelige ekstra byrder og omkostninger og fører i tvivlstilfælde til, at den afgiftspligtige erhvervsdrivende vil give afkald på at levere tjenesteydelsen. Dermed vil man imidlertid netop ikke opnå en åbning af det indre marked og konkurrencemæssig ligestilling mellem virksomhederne i alle EU's medlemsstater, men tværtimod vil EU-erhvervsdrivende, der ikke er etableret i den samme stat, være betydeligt ringere stillet end indenlandsk etablerede udbydere af tjenesteydelser. Med hensyn til fjernelse af handelshindringer er dette imidlertid ikke formålstjenligt. Af den grund vil en udvidelse af anvendelsesområdet for princippet om beskatning på forbrugsstedet til også at gælde ikke-afgiftspligtige personer kun være holdbar, hvis det foreslåede »one-stop-shop«-system fungerer hurtigt og problemfrit. Først da vil man kunne byde en erhvervsdrivende i givet fald at levere tjenesteydelser i alle 25 EU-medlemsstater uden mulighed for anvendelse af et reverse charge-system. Ellers vil der være fare for, at den modsatte effekt indtrådte, nemlig at de små og mellemstore virksomheder blev trængt ud af EU's indre marked.

7.1

Det samme gælder forenklingen af momsforpligtelserne i forbindelse med godtgørelsesproceduren for indgående moms. De kendte problemer med godtgørelse for indgående moms fører især ved små beløb til, at den erhvervsdrivende må overveje, om det kan »betale sig« at indgive en anmodning til de udenlandske skattemyndigheder, eller om ikke det er langt billigere på forhånd helt at give afkald på den godtgørelse, den pågældende har ret til. Men dermed tilsidesættes i realiteten et grundlæggende princip i det 6. momsdirektiv, nemlig fradragsretten for indgående moms.

Udvalget mener i den forbindelse, at der er behov for en betydelig øgning af visse staters indsats for en fuldstændig og ensartet momsopkrævelse.

7.2

Af samme grund må det sikres, at de forslag, som Kommissionen har udarbejdet i forbindelse med indførelsen af et »one-stop-shop«-system, implementeres, og at det kontrolleres, om de virker.

18.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 195/58