16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/1

1)

noterer sig de strategiske retningslinjer for Fællesskabet, som Kommissionen vedtog den 5. juli 2005;

2)

bifalder, at der i kraft af konvergensmålsætningen udtrykkeligt vil blive givet prioritet til regioner med udviklingsefterslæb, navnlig i forbindelse med udvidelsen af EU med ti nye medlemsstater; EU har en klar forpligtelse til at udvise solidaritet over for disse regioner for at få sat skub i deres økonomiske og sociale udvikling, således som det har været tilfældet med de foregående generationer af programmer;

3)

bifalder ligeledes viljen til via den fremtidige målsætning om konkurrenceevne og beskæftigelse at videreføre en EU-samhørighedspolitik for samtlige europæiske regioner; understreger dog, at der under denne målsætning bør gives prioritet til perifere og/eller mindre konkurrencedygtige regioner for at mindske udviklingsforskellene mellem og i regionerne; samhørighedspolitikkens vigtigste opgave er således at rette op på regionale og lokale skævheder, ikke at støtte de mest konkurrencedygtige regioner;

4)

beklager, at der i de strategiske retningslinjer ikke sondres mellem prioriteterne for konvergensregionerne og for regionerne under den fremtidige målsætning om konkurrenceevne og beskæftigelse; sidstnævnte bør således målrettes mod projekter, som har til formål at styrke den regionale konkurrenceevne (forskning, innovation, uddannelse, tilgængelighed — transport, IKT, tjenesteydelser af almen interesse), og undgå den overstrømning med midler, som ofte er blevet kritiseret i den nuværende periode;

5)

udtrykker tilfredshed med, at samhørighedspolitikken bliver gjort til et redskab til gennemførelse af Lissabon-strategien på regionalt plan, men understreger det absolut nødvendige i, at samhørighedspolitikken i første række benyttes til at rette op på skævheder i udviklingen på regionalt og lokalt plan;

6)

understreger, at dokumentet er af fundamental betydning for udformningen af EU's samhørighedspolitik i perioden 2007-2013 og for opfølgningen af denne politik på europæisk plan i forhold til de fastlagte målsætninger og prioriteringer;

7)

fremhæver nødvendigheden af, at regional- og samhørighedspolitikken råder over et strategisk dokument på europæisk plan, således som det i øvrigt allerede har været tilfældet i nogle år for den europæiske beskæftigelsesstrategis vedkommende;

8)

konstaterer dog samtidig, at de beskedne midler, visse medlemsstater ønsker afsat til programmet som led i de finansielle overslag for 2007-2013, ikke synes at leve op til programmets ambitiøse målsætninger;

9)

er tilsvarende usikker på, hvordan medlemsstaterne vil gøre brug af dette dokument, hvis navnlig de finansielle overslag ikke lever op til udfordringen;

10)

erkender, at man på den ene side må respektere nærhedsprincippet ved at give medlemsstaterne mulighed for at tilpasse de strategiske retningslinjer efter hver deres særlige situation og behov, men at det på den anden side er vigtigt, at medlemsstaterne ikke finansierer deres nationale politikker med midler fra EU's strukturfonde;

11)

udtrykker følgelig bekymring for den risiko, som en sådan afledning af midler vil kunne udgøre for videreførelsen på længere sigt af en ægte fælles samhørighedspolitik, der jo er en af de EU-politikker, som er mest synlig for Europas borgere;

12)

beklager i den forbindelse, at Kommissionen efter pres fra medlemsstaterne har valgt ikke at medtage et bilag med de nationale varianter af dokumentet, som skulle være baseret på resultaterne af det territoriale forskningsprogram, medlemsstaterne har gennemført via det netværksbaserede observatorium for fysisk planlægning (ORATE), og som skulle gøre det muligt at efterprøve den strategiske sammenhæng mellem europæiske og nationale målsætninger for territorial samhørighed.

1.1

gentager generelt sin støtte til Lissabon-strategien og noterer sig i denne sammenhæng, at det er Kommissionens plan hovedsagelig at lade retningslinjerne tage udgangspunkt i denne strategi; dog beklager udvalget, at miljømålsætningen og Göteborg-strategien er blevet skubbet tilbage i anden række;

1.2

er enig i de tre hovedopgaver, som formuleres af Kommissionen (Europa og dets regioner skal gøres til et mere attraktivt sted at investere og arbejde; bedre viden og innovation til sikring af vækst; flere og bedre job);

1.3

beklager imidlertid, at begrebet om velafbalanceret konkurrenceevne ikke omtales i forbindelse med disse hovedopgaver; er af den overbevisning, at der bør sættes lige stor fokus på alle den bæredygtige udviklings tre søjler (økonomisk, socialt og miljømæssigt);

1.4

understreger på ny, at den væsentligste svaghed ved Lissabon-strategien — som i øvrigt også ved den europæiske beskæftigelsesstrategi — ligger i implementeringen, navnlig på medlemsstatsniveau; beklager især, at der ikke opereres med en egentlig decentraliseret tilgang, og at det ikke er lykkedes at medinddrage de regionale og lokale myndigheder i den koordinerede metode; beklager, at dette tværgående samarbejde hovedsagelig har udviklet sig på regeringsniveau uden hensyntagen til den stigende rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller i Lissabon-strategien;

1.5

udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen nu gerne ser, at de regionale og lokale myndigheder kommer til at spille en central rolle ved iværksættelsen af denne strategi, og at den inddrager samhørighedspolitikken i opfyldelsen af disse målsætninger;

1.6

understreger derfor nødvendigheden af, at Fællesskabets strategiske retningslinjer, på grundlag af hvilke medlemsstaterne og regionerne vil fastsætte deres egne strategiske prioriteter for samhørighed, indarbejdes i de nationale handlingsprogrammer for Lissabon-strategien, og at de regionale og lokale niveauers betydning for strategisk territorial udvikling fremhæves;

1.7

mener, at man ud over at give konvergensregioner forrang ved tildelingen af EU-støtte som led i den fremtidige målsætning om konkurrenceevne og beskæftigelse også bør mobilisere strukturfondene for i første række at sætte gang i udviklingen i perifere og mindre konkurrencedygtige regioner med hovedindsatsområder som f.eks. forskning, innovation, uddannelse og tilgængelighed (transport, IKT, tjenesteydelser af almen interesse); hver enkelt europæiske region bør kunne opstille sin egen Lissabon-dagsorden på regionalt og lokalt plan;

1.8

advarer mod brugen af europæiske fonde til finansiering eller medfinansiering af nationale politikker eller EU-politikker (transeuropæiske transportnet, rammeprogrammet for forskning og udvikling, programmet for forskning og innovation), som alene tager sigte på at styrke den nationale konkurrenceevne uden nogen hensyntagen til den territoriale samhørighed, og som følgelig ikke henhører under samhørighedspolitikken; nok er det både berettiget og vigtigt, at regioner med udviklingsefterslæb kan benytte strukturfondene til finansieringer af denne art, men det ville til gengæld være forkert, hvis regioner, som er støtteberettigede under den fremtidige målsætning om konkurrenceevne og beskæftigelse, ikke kunne koncentrere midlerne om de opgaver, som virkelig er afgørende for den regionale udvikling;

1.9

gentager sit krav om, at der også fremover tillades privat medfinansiering;

1.10

påpeger således, at mens sektorpolitikkerne i den aktuelle programperiode skal bidrage til opfyldelsen af samhørighedsmålsætningen, så vil situationen kunne blive den modsatte efter 2007, hvis man lader samhørighedspolitikken finansiere sektorpolitikkerne;

1.11

udtrykker følgelig ønske om, at man ikke strukturerer Fællesskabets strategiske retningslinjer omkring Lissabon-strategien på en sådan måde, at medlemsstaterne får mulighed for at udnytte samhørighedspolitikken til at finansiere deres nationale politikker uden nogen som helst hensyntagen til princippet om økonomisk, social og territorial samhørighed inden for deres eget territorium;

1.12

advarer således mod den potentielle risiko for »renationalisering« af EU's samhørighedspolitik;

1.13

henstiller på den baggrund, at Fællesskabets strategiske retningslinjer opstiller klare og målrettede samhørighedsmålsætninger, således at denne risiko begrænses mest muligt.

2.1

beklager, at samhørighedens territoriale dimension ikke er genstand for en prioritet i sig selv eller omfattes af en tværgående indsats, som gælder for de tre store prioriteter, der er fastlagt i dokumentet, og at den ikke udgør ledetråden for samtlige Fællesskabets strategiske retningslinjer på lige fod med den økonomiske og sociale samhørighed;

2.2

gentager, at den territoriale dimension udgør selve grundlaget for regional- og samhørighedspolitikken;

2.3

er derfor overrasket over, at kapitlet om den territoriale dimension kun vedrører byer og landdistrikter og ligger meget langt fra de ambitioner, som Europa-Kommissionen lagde op til i sin tredje samhørighedsrapport, selvom den territoriale dynamik gør det muligt for aktørerne og befolkningerne i praksis at måle følgerne af Den Europæiske Unions politikker; minder om, at det er absolut nødvendigt at lade bydimensionen indgå i de regionale programmer;

2.4

opfordrer til, at der tages hensyn til begreberne afbalanceret konkurrenceevne, således som det er formuleret i traktaten om Den Europæiske Union, og polycentrisk udvikling af Fællesskabets område, som skal gøre det lettere at tilpasse karakteren og intensiteten af de politikker, som føres, i lyset af territoriernes objektive konkurrencemæssige stilling;

2.5

anmoder om, at kapitlet om den territoriale dimension udvides med et særligt afsnit om regioner med permanente handicap (øer, bjergområder og lav befolkningstæthed), regioner i den yderste periferi, sårbare landdistrikter og vanskeligt stillede byområder, og at det omhandler en styrkelse af forholdet mellem byområder og landdistrikter; Regionsudvalget anerkender byers og byområders strategiske betydning for opfyldelsen af Lissabon-målene med sigte på at skabe sikre, sammenhængende og bæredygtige lokalsamfund selv i de mest ugunstigt stillede byområder;

2.6

afventer i denne forbindelse offentliggørelsen af Kommissionens meddelelse om bydimensionen i de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken;

2.7

minder på det mere grundlæggende plan om, at de regionale og lokale myndigheder lægger vægt på målet om territorial samhørighed som værende et nødvendigt og uadskilleligt supplement til målet om økonomisk og social samhørighed;

2.8

beklager, at der kun tillægges territorialt samarbejde en ringe rolle i hele dokumentet; udtrykker i den forbindelse foruroligelse over den nedskæring, som medlemsstaterne planlægger at foretage i de finansielle beløb, som afsættes til dette grundlæggende mål inden for regional- og samhørighedspolitikken;

2.9

gentager sin støtte til det grænseoverskridende samarbejde som et væsentligt redskab i den europæiske integration; ser gerne, at områder som kultur, miljø, udvekslinger mellem administrationer, civilbeskyttelse og sundhed får den plads, der tilkommer dem i denne sammenhæng;

2.10

henstiller, at der etableres et reelt tværnationalt samarbejde ud over det grundlæggende samarbejde mellem medlemsstaterne om gennemførelse af disse aktioner; denne form for samarbejde udgør et reelt instrument i den territoriale samhørighed;

2.11

kræver, at det tværnationale samarbejde gøres til et reelt strategisk element i struktureringen og sammenkoblingen af territorierne; minder om, at der i ORATE's arbejde lægges op til en lang række muligheder for at målrette det tværnationale samarbejde omkring nogle hovedakser; anmoder om, at de regionale og lokale myndigheder i højere grad inddrages ikke blot i programmernes forvaltning, men også i fastlæggelsen af indsatsprioriteter;

2.12

anmoder medlemsstaterne om ikke at reducere det budget, som Europa-Kommissionen foreslår for tværnationalt samarbejde;

2.13

henstiller, at det interregionale aspekt behandles mere indgående og understreger, at det er af afgørende betydning, at der stilles et passende budget til rådighed.

3.1

minder for det første om, at det er nødvendigt, at Den Europæiske Union råder over et budget, som står mål med dens ambitioner, herunder især de mål, som blev opstillet på Det Europæiske Råd i Lissabon;

3.2

ser derfor med foruroligelse på risikoen for et stærkt misforhold mellem de opstillede strategiske ambitioner og de få finansielle midler, som i lyset af de seneste forhandlinger mellem regeringerne risikerer at blive afsat hertil;

3.3

beklager derfor, at Europa-Kommissionen ikke foreslår i højere grad at koncentrere EU's indsats om de områder og territorier, hvor der kan opnås en reel løftestangsvirkning;

3.4

mener med hensyn til det fremtidige mål om regional konkurrenceevne og beskæftigelse, at det kan være på sin plads at sondre mellem EFRU's og EFS's interventionskriterier, thi det er nok rimeligt, at EFS vedrører samtlige europæiske territorier af indlysende årsager (arbejdsløshed og social udstødelse), men det er til gengæld nødvendigt, at der i EFRU's indsats tages hensyn til en række territoriale kriterier i støttetildelingerne;

3.5

henstiller derfor, at strukturelle midler primært tildeles i de mindst konkurrencedygtige og dårligst stillede regioner med afsæt i EU-kriterier, men med en afvejning, som skal være baseret på klare objektive territoriale kriterier;

3.6

beklager afslutningsvis, at der ikke på Det Europæiske Råd den 16. og 17. juni 2005 blev nået til enighed om de finansielle overslag; minder om de risici, som langvarig uenighed på dette område kan få for forberedelsen af den fremtidige programmeringsperiode 2007-2013.

1.

fremhæver den indsats, som Europa-Kommissionen har udført for at lægge et strategisk dokument på bordet, men rejser spørgsmålet om medlemsstaternes brug heraf;

2.

gentager sin støtte til den prioritet, som tillægges konvergensregioner, og som især skal ses i tilknytning til udvidelsen med ti nye medlemsstater;

3.

mener, at regional- og samhørighedspolitikken ikke bør begrænses alene til medlemsstaternes finansiering af sektorpolitikker, der anses for prioriterede i Lissabon-strategien; samhørighedspolitikken har nemlig til hovedopgave at korrigere for regionale og lokale skævheder, men ikke at støtte de mest konkurrencedygtige regioner;

4.

mener, at Lissabon-strategiens succes i allerførste række afhænger af dens gennemførelse på det regionale og lokale plan;

5.

ser gerne, at de regioner, som er støtteberettigede inden for det fremtidige mål om konkurrenceevne og beskæftigelse, får mulighed for at koncentrere EU-støtten om finansiering af deciderede regionaludviklingsstrategier, som sættes i værk på regionalt plan;

6.

udtrykker foruroligelse over den manglende hensyntagen til en reel territorial dimension, som ellers er selve eksistensgrundlaget bag en reel EU-politik til fordel for samhørighed;

7.

tillægger det derfor den allerstørste betydning, at man forfølger et mål om territorial samhørighed, som har særlig stor betydning i et udvidet EU;

8.

anmoder om en bedre balance mellem behovet for Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters konkurrenceevne og behovene for territorial samhørighed i EU;

9.

mener, at det er en forudsætning for denne bedre balance, at samtlige europæiske regioner er støtteberettigede, men tillige at der indføjes en reel territorial dimension i de nationale, strategiske referencerammer, som udarbejdes af medlemsstaterne, således at EU's støtte koncentreres om de regioner, som ligger i periferien og/eller som er mindst konkurrencedygtige;

10.

henstiller, at der lægges større vægt på det territoriale samarbejde generelt set og det tværnationale samarbejde i særdeleshed, idet det bør tillægges en større strategisk rolle i henseende til struktureringen af territorierne på Fællesskabets område og gennem tildeling af passende budgetmidler;

11.

minder afslutningsvis om sin støtte til Europa-Kommissionens forslag om de finansielle overslag for perioden 2007-2013; mener, at de mål, som opstilles i Fællesskabets strategiske retningslinjer, ikke vil kunne nås uden et realistisk og ambitiøst EU-budget, som gør det muligt at føre en reel regional- og samhørighedspolitik for hele Den Europæiske Union.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/6

1.1

går ind for, at statsstøttepolitikken kædes tæt sammen med målsætningerne for Lissabon-strategien, at den nyorienteres i retning af en mere selektiv horisontal tilgang (uden at overse specifikke målregioners behov) og fokuseres på vigtige politikker som f.eks. innovation og F&U, menneskelig kapital, iværksætterkultur, tjenester af generel økonomisk interesse, regionalstøtte, bæredygtigt miljø, transport, energi samt infrastrukturer inden for informations- og kommunikationsteknologi;

1.2

mener, at det af Kommissionen udviklede markedssvigt-kriterium for opnåelse af statsstøtte er en interessant metode, men påpeger samtidig, at begrebet hverken hviler på EF-traktaten eller er klart defineret i praksis, og at det heller ikke kan anvendes i tilfælde, hvor der ikke findes markeder; afviser derfor tanken om at gøre markedssvigt til en afgørende forudsætning for støtteberettigelse; dette kriterium bør kun anvendes, hvor det ikke strider mod nærhedsprincippet, og samtidig bør medlemsstaterne og regionerne fortsat have en passende evalueringsmargen i forbindelse med definition af markedssvigt og udvælgelse af midler til afhjælpning heraf.

1.3

minder om, at Regionsudvalgets resolution om fornyelse af Lissabon-strategien, der blev vedtaget den 24. februar 2005, påpeger, at »EU bør, i stedet for at forfølge målet om en kvantitativ reduktion af statsstøtten, fokusere på en forbedring af statsstøtteordningen med henblik på på lang sigt at sikre leveringen af kvalitetstjenester«; finder det helt forkert at fokusere på de samlede udgifter til statsstøtte uden at differentiere mellem forskellige typer af statsstøtte og deres respektive nytte set ud fra den fælles interesse;

1.4

påpeger, at statsstøtte, hvis den er tilstrækkelig målrettet og forvaltes effektivt, kan bidrage væsentligt til opfyldelsen af de krav, som de lokale og regionale myndigheder stiller til offentlige serviceforpligtelser, og mener, at dette bør medtænkes i forbindelse med reformen af statsstøttebestemmelserne i forhold til statsstøttens indvirkning på markedets funktion;

1.5

noterer sig, at målet med artikel 81 og 82 i EF-traktaten om konkurrencereglernes anvendelse på virksomheder er at værne om konkurrencen på markedet som et middel til at fremme forbrugernes velfærd. Da definitionen af »konkurrence« bør være ensartet og konsekvent i hele traktaten, må Regionsudvalget beklage, at man savner enhver henvisning til målet om forbrugernes velfærd i handlingsplanen for statsstøtte;

1.6

konstaterer med bekymring, at det ved tildeling af statsstøtte ikke længere er et afgørende kriterium, at støtten ikke har indflydelse på handelen mellem medlemsstaterne. Regionsudvalget finder, at støtten fra lokale og regionale myndigheder til virksomheder, der opfylder offentlige serviceforpligtelser, ikke nødvendigvis har indflydelse på handelen mellem medlemsstaterne i det indre marked eller udgør en væsentlig hindring for konkurrencen, dvs. skaber eller styrker en dominerende stilling for den eller de pågældende virksomheder;

1.7

understreger, at Den Europæiske Union skal være internationalt konkurrencedygtig, hvis den skal tiltrække indadgående investeringer, og finder, at statsstøttereglerne bedre skal afspejle de erhvervsmæssige realiteter i en åben globaliseret økonomi samt sikre regionerne i medlemsstaterne et sådant mål af fleksibilitet, at de kan konkurrere med kraftig støttede regioner uden for Unionen om at tiltrække udenlandske (ikke-EU-) investeringsprojekter

1.8

mener, at statsstøttens rolle er vigtigere i perioder med mindre økonomisk vækst, og foreslår derfor, at det overvejes at indføre fleksible regler, som tager højde herfor;

1.9

mener ligeledes, at jo mindre økonomisk udviklet en medlemsstat er inden for et økonomisk integreret område, jo mere statsstøtte i procent af BNP kan den være berettiget til at yde med henblik på udvikling af offentlige tjenester eller sikring af de samme standarder for offentlige tjenester som i de andre medlemsstater; endvidere mener det, at nogle regioner inden for en medlemsstat (navnlig mindre udviklede regioner og regioner med overgangsøkonomi) bør tilgodeses med specifikke forhøjelser;

1.10

foreslår, at Kommissionen styrker konsekvensanalyserne af sine egne beslutninger inden for statsstøtte, eftersom handlingsplanen for statsstøtte bygger på en »økonomisk indfaldsvinkel« til statsstøtteanalyse;

1.11

beklager, at handlingsplanen for statsstøtte ikke afspejler den specifikke karakter af offentlig-private partnerskaber vedrørende statsstøtte.

2.1

bifalder planen om at forenkle og konsolidere gruppefritagelsesforordninger til uddannelses- og beskæftigelsesstøtte og gør opmærksom på, at dette ligeledes muliggør en harmonisering af definitionerne som f.eks. definitionen af »dårligt stillede arbejdstagere«, der varierer fra en gruppefritagelse til den anden;

2.2

mener, at sondringen mellem særlig og generel uddannelse for det meste er kunstige, og foreslår derfor, at intensiteten af statsstøtte ikke differentieres på baggrund af denne sondring fremover;

2.3

bifalder Kommissionens indsats for at bøde på usikkerheden efter Altmark-dommen (3) gennem vedtagelse af en række foranstaltninger om bestemmelserne for finansiering af offentlig serviceforpligtelser. Regionsudvalget mener, at disse foranstaltninger, der forpligter lokale og regionale myndigheder til bedre fastlæggelse af deres offentlige tjenesteydelseskontrakter, vil føre til større gennemsigtighed og demokratisk ansvar i håndteringen af tjenesteydelser af generel økonomisk interesse;

2.4

konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen i denne sammenhæng er enig i Regionsudvalgets anmodning om at fritage hospitaler og sociale boligforeninger, der modtager statsstøtte, fra anmeldelsesproceduren;

2.5

understreger, at et forslag til en rammelovgivning for offentlige tjenesteydelser, der kunne gøre det lettere at fastlægge nogle fælles positive principper, er mere nødvendig end nogensinde. En sådan rammelovgivning bør bl.a. indebære:

2.6

bifalder Kommissionens plan om at udstede en generel gruppefritagelsesforordning, der skal fritage visse støttekategorier for anmeldelsespligten, og mener, at denne fremtidige forordning vil sikre en bedre forvaltning;

2.7

støtter planen om at udvide mulighederne for gruppefritagelse til også at omfatte SMV og F&U;

2.8

mener, at »de minimis-fritagelsen« er meget vanskelig at anvende i praksis som følge af de proceduremæssige krav. Enhver forhøjelse af de minimis-tærsklerne bør derfor gå hånd i hånd med en forenkling og præcisering af de nuværende regler vedrørende de minimis-forordningen. Det skal bl.a. være klart:

støtter derfor en forhøjelse af de minimis-støttetærsklerne, og anmoder om, at dette baseres på den akkumulerede inflation siden den sidste forhøjelse i 2001;

2.9

mener, at den store udbredelse af statsstøtte til nonprofit-organisationer bør foranledige Kommissionen til klart og udtrykkeligt at nævne denne type organisationer og i den forbindelse henvise til Domstolens retspraksis;

2.10

mener, at forbedringen af infrastrukturen for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) vil få samme væsentlige betydning som de forbedrede transport- og energiinfrastrukturer; bemærker imidlertid, at markedsmulighederne for IKT-udvikling er anderledes, og gør derfor opmærksom på behovet for specifikke retningslinjer, som kan sikre større fleksibilitet, når det drejer sig om støtte til udvikling af IKT generelt;

2.11

2.11.1

bifalder, at Kommissionen den 24. august 2005 har iværksat en offentlig høring om revisionen af rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse, men beklager, at fristen for indsendelse af svar allerede er den 10. oktober 2005;

2.11.2

går ind for, at anvendelsesområdet for de nuværende rammebestemmelser udvides til også at omfatte »forbrugersundhed«, der ifølge Regionsudvalget omfatter begreberne »borgernes sikkerhed og miljø«, »arbejdstagernes sikkerhed« og »arbejdstagernes sundhed«;

2.11.3

går ind for, at der fastlægges mere detaljerede regler for investeringsstøtte på miljøområdet for at bekæmpe forurening, der er forårsaget af andre virksomheder;

2.11.4

går ind for at bibeholde en højere støtteintensitet for små og mellemstore virksomheder;

2.11.5

mener, at det er nødvendigt at bibeholde en højere støtteintensitet for regioner, som på grund af økonomisk omstilling halter bagefter med hensyn til at opfylde kravene i EU's regelværk på miljøområdet;

2.12

glæder sig over, at Kommissionen den 21. september 2005 lancerede en offentlig høring om reformen af statsstøttereglerne til innovation (KOM(2005) 436), men beklager den korte frist for svar, der kun løber til den 21. november 2005;

2.12.1

udtrykker i tråd med forenklingsmålsætningen støtte til at inkorporere innovation i den nuværende fællesskabsramme for statsstøtte til forskning og udvikling (4) frem for at oprette en ny specifik ordning;

2.12.2

støtter målsætningen om at målrette innovationsrelateret statsstøtte mod små og mellemstore virksomheder;

2.12.3

beder indstændigt om, at man bibeholder den nuværende tilladte kumulering af støtte til innovation og regionalstøtte;

2.12.4

undrer sig over, at man kun påtænker at indrømme en »fritagelse [på 50 %] for socialsikringsbidrag og andre lokale/regionale skatter (dvs. som ikke er overskudsrelaterede), når det gælder innovative nyoprettede virksomheder«;

2.12.5

bifalder, at »statsstøtte til SMV og/eller til aktiviteter, der ligger langt fra markedet, kan være omfattet af lettere procedureregler og være fritaget for anmeldelse« KOM(2005) 436 endelig (punkt 24);

2.12.6

sætter imidlertid spørgsmålstegn ved Kommissionens fokusering på »markedssvigt«. Kommissionen medgiver således, at innovative aktiviteter har det særtræk, at de ofte finder sted langt fra markedet: »Erfaringerne viser, at det er meget vanskeligt at vide på forhånd, hvilke innovative produkter og tjenester der vil få succes på markedet.« (KOM(2005) 436 endelig (punkt 18);

3.1

bifalder Kommissionens forslag om bedre forvaltning af statsstøtte; støtter især udstedelsen af retningslinjer for bedste praksis efter høring af medlemsstaterne og de berørte parter;

3.2

påpeger, at delt ansvar mellem Kommissionen og medlemsstaterne er et af de centrale emner i statsstøttereformen, og bifalder derfor de elementer i handlingsplanen for statsstøtte, der udbygger medlemsstaternes forpligtelser;

3.3

mener, at der bør foretages en evaluering af forslaget om at oprette uafhængige myndigheder til at føre tilsyn med statsstøtten i de enkelte medlemsstater med hensyn til de proceduremæssige fordele og de roller, der skal påhvile disse myndigheder, og anmoder om, at man rådfører sig med de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med en sådan evaluering;

3.4

opfordrer til, at der oprettes et netværk for natiole og regionale statsstøttemyndigheder, som giver mulighed for fortsat informationsstrøm og udveksling af bedste praksis, der kan øge medlemsstaternes forpligtelser og fremme bedre forvaltning;

3.5

støtter det valgte system, der har en vis fleksibilitet kombineret med en nøje tidsplan, og som sondrer mellem simple tilfælde og tilfælde, der behøver en dybtgående undersøgelse;

3.6

anmoder i forbindelse med den bebudede revision af procedureforordning 659/1999 om en styrkelse af tredjeparters rettigheder (modtagere og klagere) i de faser, som følger efter indledningen af en procedure;

3.7

anmoder om at blive hørt i forbindelse med evaluering eller ændring af retningslinjerne om statsstøtte til redning og omstrukturering, som anført i køreplanen for 2007/2008, og endvidere i forbindelse med andre reformer, som berører de lokale og regionale myndigheder.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/10

1)

Det er vigtigt, at de lokale og regionale myndigheder råder over de nødvendige beføjelser samt administrative og budgetmæssige ressourcer, så de kan spille deres naturlige rolle med henblik på at fremme og forvalte konkurrence-, innovations- og samhørighedspolitikken til gavn for den lokale og regionale udvikling;

2)

decentralisering tilpasset hver medlemsstats særlige forhold styrker selvstyret og det lokale og regionale demokrati. Decentralisering imødegår i et vist omfang borgernes frygt for globaliseringen og de økonomiske og sociale forandringer i verden;

3)

trepartskontrakter mellem EU-niveauet, det nationale og det regionale niveau, også under eventuel hensyntagen til en byproblematik, udgør et godt redskab til at sikre en bedre inddragelse og en bedre fordeling af samtlige berørte aktørers ansvar i forbindelse med gennemførelsen af den europæiske regionalpolitik;

4)

den globaliserede økonomis udfordringer, som blev taget op i forbindelse med »partnerskabet for vækst og beskæftigelse« vedtaget på Det Europæiske Råd den 23. marts 2005 for at sætte nyt skub i Lissabon-strategien, kan bedre løftes ved en bottom-up-tilgang, hvor de lokale og regionale myndigheder inddrages i udarbejdelsen og gennemførelsen af de dertil knyttede nationale programmer, eftersom disse myndigheder spiller en afgørende rolle i tilvejebringelsen af et miljø, der fremmer den økonomiske vækst —

1.1.1

konstaterer, at Det Europæiske Råd med Lissabon-strategien satte sig det mål, at EU skulle øge konkurrenceevnen og væksten, skabe flere og bedre job samt sikre en bæredygtig økologisk og social udvikling. EU skulle blive den førende økonomi i verden inden 2010. Fem år efter mødet i Lissabon konstaterer Kommissionen, at der kun er gjort få fremskridt i den henseende. Der bør derfor sættes nyt skub i Lissabon-strategien ved i højere grad at gøre medlemsstaterne ansvarlige for strategiens gennemførelse;

1.1.2

har på denne baggrund valgt at udarbejde en initiativudtalelse om konkurrenceevne og decentralisering. Initiativudtalelsen skal vise, hvilken betydning decentralisering har for konkurrenceevnen, og hvilke nøglefaktorer på lokalt og regionalt niveau der bidrager til øget konkurrenceevne og vækst. Regionsudvalget mener ikke, at en stærk konkurrenceevne strider mod hensynet til en bæredygtig udvikling. Alle lande, borgere, kommuner, byer og regioner har et fælles ansvar for at bidrage til en bæredygtig udvikling. I initiativudtalelsen sættes der fokus på forudsætningerne for en stærk konkurrenceevne, men det er på ingen måde ensbetydende med, at målsætningen om bæredygtig udvikling tilsættes;

1.1.3

understreger, at de nøglefaktorer, som i henhold til udtalelsen bidrager til øget konkurrenceevne, er faktorer, som kommuner, byer og regioner selv har mulighed for at påvirke. Debatten om konkurrenceevnen bør tilføjes et mikroperspektiv, så det klart påpeges, hvad det lokale og regionale niveau i Europa konkret kan bidrage med. I udtalelsen foreslås der derfor ligeledes konkrete foranstaltninger, som kan fremme konkurrenceevnen på lokalt og regionalt niveau.

1.2.1

konstaterer, at der i årtierne efter anden verdenskrig skete en bemærkelsesværdig udvikling i Europa. Produktionen pr. indbygger i Vesteuropa steg fra under 40 % af niveauet i USA ved krigens afslutning til 70 % i 1970. Dette relative niveau har været uændret lige siden. Væksten og opbygningen af et velfærdssamfund hang nøje sammen, og den seneste tids problemer med at finansiere velfærden er faldet sammen med den lavere vækst;

1.2.2

understreger, at den udvikling, som fandt sted i årene efter krigen, førte til oprettelsen af mange store virksomheder med en førende position på verdensmarkedet og gode fremtidsudsigter, men de kan ikke alene sikre et konkurrencedygtigt Europa. Det er ikke kun nødvendigt med konkurrencedygtige virksomheder, som kan begå sig i den internationale konkurrence, men også med nye virksomheder i vækst, som kan erstatte de arbejdspladser, der nedlægges, når andre virksomheder trænges ud af markedet, flytter til udlandet eller skærer ned på produktionen;

1.2.3

bemærker, at de fleste nye iværksættere starter i lille målestok på lokalt niveau. Det forventede antal nye iværksættere og mindre virksomheder i vækst afhænger i høj grad af den lokale iværksætterkultur, holdningen til foretagsomhed og adgangen til arbejdskraft, viden og finansiering.

1.3.1

finder, at de lokale og regionale myndigheder som offentlige aktører og demokratiske institutioner har væsentlig indflydelse på den jordbund, som virksomhederne slår rod i, og det klima, som skal få dem til at blomstre. De udgør demokratiske fokuspunkter for virksomheder og borgere. Den debat, som føres her, og det samarbejde, der har til formål at fremme udviklingen i nærmiljøet, er af afgørende betydning for udviklingen i hele Europa. Når der lægges vægt på den rolle, som de europæiske kommuner og regioner spiller for væksten, er det ikke for at forklejne medlemsstaternes store og afgørende ansvar, men for at gøre opmærksom på, at debatten om konkurrenceevnen og vækstplanerne bør foregå så tæt på de europæiske borgere som muligt, uanset om der er tale om arbejdstagere, iværksættere eller arbejdssøgende. En styrkelse af konkurrenceevnen bør derfor bygge på subsidiaritet og decentralisering. Beslutningerne bør træffes så tæt på de berørte parter som muligt, og der bør tages højde for udviklingsdynamikken på lokalt og regionalt niveau;

1.3.2

bemærker, at de lokale og regionale myndigheders rolle med hensyn til realisering af konkurrenceevnemålene varierer fra medlemsstat til medlemsstat. I de medlemsstater, hvor forvaltningen allerede i høj grad er decentraliseret, og de lokale myndigheder har et forholdsvis selvstændigt budget (en stor del af de lokale myndigheders udgifter dækkes direkte gennem person- og erhvervsskatter og afgiftsprovenu), har det lokale niveau en naturlig og kraftig tilskyndelse til at fremme beskæftigelsen, arbejdspladser af høj kvalitet, iværksætteri og et gunstigt erhvervsklima, uddannelses- og innovationstjenester samt miljøets kvalitet. Dette direkte motiv tilskynder de lokale og regionale myndigheder til at leve op til deres forpligtelser med hensyn til at realisere konkurrenceevnemålene. Det medansvar, som Det Europæiske Råd har efterlyst, bliver kun en realitet, hvis der er reelle muligheder for at deltage og øve indflydelse. Det faktum, at de lokale myndigheder er tæt på borgerne, medfører gennemsigtighed og effektivitet i gennemførelsen af konkurrenceevnemålene;

1.3.3

understreger, at den regionale mangfoldighed i Europa i højere grad bør betragtes som et aktiv. Der bør tages udgangspunkt i den enkelte regions særlige forudsætninger. Der er stor forskel på forholdene i f.eks. storbyer, vækstregioner, bjergegne, landområder, tilbagestående regioner og områder under omstilling. Der findes ikke en europæisk model, som passer til alle. Vækstregioner har f.eks. stor indflydelse på udviklingen i hele EU. Deres potentiale bør derfor anerkendes. Der vil altid være nogle regioner, som trækker væksten, men hvis der tages udgangspunkt i den enkelte regions komparative fordele, vil de politisk ansvarlige i alle tilfælde kunne virke som en drivkraft, og trække andre regioner med i en udvikling ud fra egne forudsætninger. Europa har ikke råd til, at stærkere eller svagere regioner hæmmes i deres udvikling. Konkurrenceevnen og iværksætterlysten kan kun styrkes, hvis man udnytter de forudsætninger og muligheder, som findes i de europæiske regioner, byer og kommuner;

1.3.4

understreger, at der er forskelle mellem europæiske kommuner og regioner, men at de alle har mulighed for, interesse i og et ansvar for at bidrage til en øget konkurrenceevne.

1.4.1

understreger, at et dynamisk erhvervsliv er kernen i et konkurrencedygtigt Europa. De faktorer, som bidrager til et miljø med gode vækst- og opstartsmuligheder for iværksættere, er blevet indkredset adskillige gange. I Wim-Kok-rapporten nævnes en række eksempler på, hvordan man nedbringer de administrative byrder, forbedrer lovgivningen, letter opstart af nye virksomheder og skaber et iværksættervenligt miljø. I Kommissionens arbejdsdokument »Benchmarking enterprise policy« (SEK(2004) 1427) nævnes ligeledes en række faktorer som f.eks. adgang til finansiering og betydningen af innovationer og vidensspredning. Kommissionens meddelelse »Bedre regulering til gavn for vækst og beskæftigelse i Den Europæiske Union« (KOM(2005) 97) peger ligeledes på lovgivningens afgørende betydning for erhvervslivets forudsætninger og anbefaler derfor mindre og bedre tilpasset lovgivning;

1.4.2

finder, at regioner, byer og kommuner ofte kan bidrage til at styrke de faktorer, som fremmer konkurrenceevnen. Regionsudvalget gør opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder især kan påvirke følgende faktorer:

1.4.3

understreger, at de lokale og regionale myndigheder står for en væsentlig del af økonomien i EU. Forvaltningen af de skatte- og afgiftsfinansierede offentlige aktiviteter har ligeledes indflydelse på EU's konkurrenceevne. Følgende faktorer har især indflydelse på den offentlige forvaltnings konkurrenceevne:

1.4.4

mener, at hvis de lokale og regionale myndigheder skal påvirke de faktorer, som bidrager til en øget konkurrenceevne, må man løfte de udfordringer, som består i at udvikle lederskab, fremme en iværksætterkultur, skabe en konkurrencedygtig forvaltning, fremme et lærende samfund og lette adgangen til job og tjenester;

1.4.5

konstaterer, at en kommunes, en regions eller en storbys muligheder for at påvirke de faktorer, som bidrager til en stærk konkurrenceevne, afhænger af forhold som f.eks. den formelle kompetence, omfanget af den nationale lovgivning, erhvervsstrukturen og mange andre forhold, som afgør de politiske muligheder på lokalt og regionalt niveau. Trods de meget forskellige forudsætninger skal det dog understreges, at alle lokale og regionale myndigheder i Europa kan træffe foranstaltninger med henblik på at styrke konkurrenceevnen. I de tilfælde, hvor ansvaret påhviler andre organer, er det også altid muligt at arbejde for et øget samarbejde med disse organer. Regionsudvalget giver følgende 26 eksempler på konkrete foranstaltninger, som kan fremme konkurrenceevnen.

1.5.1

Fælles indsats for at fremme et lederskab, som kan håndtere strukturforandringer. Erfaringer viser, at det er nødvendigt at have en åben dialog og et bredt samarbejde med alle de berørte aktører. Lederskab omfatter ikke kun det politiske lederskab, men også det samlede lederskab i en kommune eller region. Der er tale om en kontinuerlig og langsigtet indsats for at skabe samspil og forståelse mellem samfundets forskellige aktører gennem en præcisering af roller og ansvar. Civilsamfundet og erhvervslivet indgår naturligvis i dette lederskab. Samarbejdet danner grundlag for en strategisk udviklingsindsats, som bidrager til opbygningen af den fælles viden, det sociale netværk og den tillid, som kendetegner regioner i vækst. Den lokale og regionale ledelse bør have et konstant opdateret overblik over det fælles nærmiljø, således at den er rustet til strukturforandringer.

1.5.2

En høj prioritering af udviklingsspørgsmål på dagsordenen. Debatten på lokalt og regionalt niveau handler naturligt nok om den offentligt finansierede service, som produceres. Det er samtidig vigtigt, at spørgsmål om den samfundsøkonomiske udvikling ikke lider herunder. Den politiske ledelse er ansvarlig for, at udviklingsspørgsmål sættes højt på dagsordenen, herunder sammenhængen mellem konkurrenceevnen på lokalt og regionalt niveau og velfærden i en globaliseret verden. Europa er blevet rigt på handel, men i dag tager frygten for konkurrence ofte overhånd, og alt for ofte overses de muligheder, som findes. Trygheden øges, hvis udviklingsspørgsmål sættes højt på dagsordenen, og der fra politikernes side tales mere om mulighederne for at øge velstanden og velfærden.

1.5.3

Udarbejdelse af lokale og regionale handlingsplaner til fremme af vækst. Som led i Lissabon-processen udarbejdes der nationale handlingsplaner. Men også byer, kommuner og regioner bør lægge planer for vækst. Uanset de lokale og regionale forudsætninger bør der udarbejdes handlingsplaner til fremme af konkurrenceevnen og drages nytte af de forskellige komparative fordele, som findes i de forskellige europæiske regioner.

1.5.4

Aktiv og konstruktiv deltagelse i udviklingspolitik på nationalt og europæisk plan. Europæiske og nationale udviklingsplaner kræver, at en lokalt og regionalt engageret ledelse deltager aktivt. De forskellige niveauer i EU er afhængige af hinanden. Kun gennem et konstruktivt samarbejde med aktiv deltagelse af EU, medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder kan Europas fulde potentiale frigøres. Det gælder ikke mindst de lande, som modtager strukturfondsstøtte fra EU.

1.5.5

Bedste praksis. En nøgle til fremgang er en åben indstilling over for strategier og tilgange, som kan være til størst fordel for egne byer og regioner. Det er vigtigt at efterprøve forudsætningerne og strategierne for egne aktiviteter ved at sammenligne med dem, som er blevet anvendt med succes. Målrettede studierejser med bred deltagelse af erhvervslivet, universiteter og lokale aviser er eksempler på, at det kan lade sig gøre. Det bør ligeledes være muligt at efterprøve byens eller regionens resultater gennem en benchmarking.

1.5.6

Erkendelse af, at mangfoldighed og regional identitet er vigtige faktorer, når det drejer sig om at styrke den regionale konkurrenceevne. Den lokale og regionale ledelse bør i højere grad bestræbe sig på at gøre en kommune eller region mere attraktiv ved at tage udgangspunkt i dens komparative fordele. Den europæiske mangfoldighed bør også udgøre en konkurrencefordel.

1.5.7

Introduktion af iværksætterkultur i skolen. Livslang læring bør ikke kun være rettet mod et liv som arbejdstager. Iværksætterkultur som et særligt fag i skolen samt som et integreret led i fagundervisningen er et vigtigt element i et moderne skolevæsen. At opnå viden om det at drive virksomhed og praktikophold i virksomheder styrker elevernes forståelse for samfundet og øger mulighederne for at vælge beskæftigelse. En dialog med de lokale og regionale arbejdsgivere gør det også lettere at tilpasse undervisningen til arbejdsmarkedets behov.

1.5.8

Styrket rådgivning til nye iværksættere og andengangs-iværksættere. Det er vigtigt, at iværksættere, som umiddelbart har en idé samt viljen til at komme igennem med den, på en enkelt måde kan få adgang til relevant rådgivning. Arbejdstagere, som vælger at starte egen virksomhed, har også brug for at få adgang til information og rådgivning. Desuden kan erfaringerne fra en mislykket opstart måske bidrage til en vellykket opstart.

1.5.9

Oprettelse af »first-stop-shops« for virksomheder med henblik på rådgivning, støtte og finansiering. Både iværksættere og etablerede virksomheder har brug for rådgivning og støtte. Det stiller store krav til en etableret iværksætter at opretholde konkurrenceevnen, og adgangen til professionel støtte og rådgivning er meget værdifuld. Der kan også være brug for støtte i forbindelse med kontakten med myndighederne, og her kan en »first-stop-shop« fungere som mellemled. Adgangen til finansiering er også af stor betydning, og et center, hvis mål også er at gøre det lettere at opnå kapital, kan være til stor hjælp for mange iværksættere. Der bliver stadig færre lokalbanker, og bankernes kendskab til lokale forhold bliver følgelig ringere. Manglen på finansiering er et nationalt og europæisk problem, men kommuner og regioner kan bidrage til at afbøde virkningerne.

1.5.10

Uddannelse af offentligt ansatte i, hvad det indebærer at drive egen virksomhed. Der er brug for større forståelse af forudsætningerne for at drive virksomhed, så de lokale og regionale myndigheder kan fremme i stedet for at modvirke virksomhedsdrift og iværksætterkultur. Det betyder ikke, at der skal sættes spørgsmålstegn ved det offentliges myndighedsudøvelse eller særlige vilkår. En offentligt ansat, som har en bredere viden om samfundets forskellige dele, har ganske enkelt bedre forudsætninger for at træffe velafvejede beslutninger.

1.5.11

Etablering af rådgivende organer med iværksættere og arbejdstagerrepræsentanter. Det lokale og regionale selvstyre træffer selvstændige beslutninger, som er baseret på de mandater, vælgerne har givet dem. For at beslutningerne kan bygge på det mest saglige grundlag, er der brug for en løbende dialog med de forskellige samfundsaktører og borgerne. For at sikre beskæftigelsen og styrke væksten er det vigtigt med en dialog med det lokale og regionale erhvervsliv såvel som med de ansatte. Et rådgivende organ, hvor politikere, erhvervsliv og arbejdstagere mødes, kan være en måde at styrke det politiske beslutningsgrundlag på.

1.5.12

Bidrag til samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder, organisationer og ansatte. Læring stopper ikke med skolen, og vi er nødt til at styrke livslang uddannelse for at opfylde nye kompetencekrav. Gennem f.eks. lokale undervisningscentre kan udbuddet og efterspørgslen efter uddannelse bedre afstemmes. Uddannelsen er nødt til at blive tilpasset til iværksætterne og deres ansatte. Der er for eksempel brug for langt flere uddannelsestilbud om aftenen.

1.5.13

Udvikling af samarbejdet mellem universiteter og højere læreanstalter Det er vigtigt at tilskynde til højere uddannelse og at gøre det lettere at få adgang til uddannelser og videreuddannelser på akademisk niveau. Samarbejdet med universitetsverdenen bør generelt forbedres, så mere forskning kan målrettes og opfylde behovene både i erhvervslivet og den offentlige sektor. Det samarbejde, som finder sted mellem universitetsverdenen og samfundet, og som præger de amerikanske universiteter, er med til at skabe vækst, og kommuner og regioner er nødt til at tage skridt til at styrke et sådant samspil. Samtidig bør universiteternes incitamenter til at samarbejde forbedres.

1.5.14

Bidrag til spredningen af forskningsresultater. En udfordring, Europa står over for, er, at man i højere grad skal anvende den forskning, som finder sted. Kontaktpunkter for spredning af forskningsresultater og innovationer er nødt til at befinde sig tæt på de virksomheder, som kan have gavn af ny viden og nye idéer.

1.5.15

Fremme af de erhvervkonsortier, som skabes. Virksomheder inden for samme branche, der ligger geografisk tæt på hinanden, kan udvikle erhvervsklynger, hvor tjenester, medarbejdere og idéer bevæger sig mellem virksomhederne. Konsortierne styrker kompetenceudviklingen og bedste praksis gennem et tæt samarbejde mellem enkeltpersoner og virksomheder inden for samme sektor og kompetenceområde. De bør have bedre adgang til bedste praksis og adgang til uddannede medarbejdere. At fremme klynger bør være et vigtigt element i den regionale og lokale planlægning.

1.5.16

Anvendelse af fysisk planlægning som et aktivt instrument til at styrke konkurrenceevnen. Fysisk planlægning har stor betydning for de lokale markeder, som kan skabes. Adgangen til erhvervslokaler og muligheden for at starte egen virksomhed påvirkes af planlægningen. Et markeds funktionsmåde afhænger også af, om butikker og serviceydelser er tilgængelige for kunderne. Gode offentlige kommunikationsmidler spiller en vigtig rolle for adgangen. I Europa er der etableringsfrihed, men hvis lokal og regional fysisk planlægning ikke anvendes korrekt, kan det i praksis blive vanskeligere at etablere virksomhed. Planlægningen på lokalt og regionalt niveau i både land- og byområder bør i højere grad tage sigte på at støtte vækst og udvikling.

1.5.17

Opstilling af mål for effektivisering af offentlige tjenester. I Europa udgør lokalt og regionalt producerede offentligt finansierede tjenester en betydelig del af økonomien. Hvordan disse ressourcer anvendes, har ikke blot betydning for den service, borgerne modtager, men også for konkurrenceevnen. Bedre udnyttelse af skatteindtægterne har en positiv indvirkning på den samlede økonomi og gavner beskæftigelsen. En konstant forbedring af de offentlige tjenester, som tilvejebringes, øger den offentlige produktivitet og giver større frihed, når skattesatser og serviceniveau skal fastlægges. For at gøre den offentlige produktion mere effektiv kræves der gode opfølgningssystemer og muligheder for at sammenligne og udvikle i henhold til god praksis.

1.5.18

Analyse af beslutningers indvirkning på virksomheders vilkår. De offentlige organer er nødt til at tage hensyn til de virkninger, deres beslutninger får for forskellige borgere og f.eks. miljøet. Ligesom der udarbejdes miljøkonsekvensbeskrivelser, bør også konsekvenserne for erhvervslivet og beskæftigelsen beskrives. Gældende regler bør også gennemgås med henblik på at fjerne regler, der forårsager unødige omkostninger og hæmmer virksomhedernes konkurrenceevne.

1.5.19

Evaluering og afprøvning af kreative former for levering af tjenester. De lokale og regionale myndigheder bør i overensstemmelse med nærhedsprincippet tilstræbe en mere effektiv levering af tjenester gennem evaluering og afprøvning af kreative leveringsformer som f.eks. udlicitering, der kan fremme lokale og regionale markeder.

1.5.20

Styrkelse af kontraktkompetencen. Offentlige kontrakter bør gøres til et aktivt og gennemsigtigt instrument til fremme af konkurrence. Det er vigtigt, at kompetencen på området styrkes, så man forbedrer kvaliteten og forudsigeligheden ved vurderingen af tilbud. Ofte kan centraler etableres, hvor flere offentlige myndigheder deltager, så man sikrer en høj kompetence.

1.5.21

Fremme af små virksomheder ved offentlige indkøb. Det kan være vigtigt at koordinere kompetencen over kommunegrænser, men det må ikke betyde, at indkøb slås sammen i opgaver, der er alt for store for små virksomheder at klare. I stedet bør store indkøb i videst mulige udstrækning splittes op i flere mindre indkøb, hvilket kan komme små virksomheder til gavn. Den administrative byrde ved udbudsproceduren er ofte alt for stor for små virksomheder. Udbudsformularer og -procedurer bør så vidt muligt standardiseres, og der bør fastlægges ensartede standarder på regionalt, nationalt og endelig europæisk plan. Anvendelsen af informationsteknologi, både ved offentlige kontrakter og mindre indkøb, bør øges.

1.5.22

Øget anvendelse af e-forvaltning. For at spare omkostningerne for både borgere, virksomheder og myndigheder er det nødvendigt at udbygge e-forvaltningen. En god e-forvaltning forbedrer servicen, frigør ressourcer til nøgleaktiviteter og forenkler en øget elektronisk informationsudveksling mellem offentlige institutioner.

1.5.23

Øget beskæftigelse og mindre afhængighed af sociale ydelser. Alle økonomiske og sociale politikker på det regionale og kommunale niveau bør i højere grad sigte mod at fremme beskæftigelsen, give flere mennesker mulighed for at komme i arbejde og begrænse afhængigheden af overførselsindkomster. Øget beskæftigelse er altid den bedste måde at mindske sociale problemer på. En vurdering af socialpolitikkens indvirkning på beskæftigelsen bør foretages løbende med henblik på at forbedre metoderne. Også på dette felt bør der afholdes tekniske møder, hvor der udveksles bedste praksis.

1.5.24

Frigørelse af arbejdskraft. Der bør gøres en indsats for at frigøre arbejdskraft, bl.a. via flere børnepasningsordninger og foranstaltninger til at forbedre integrationen af arbejdsløse indvandrere på arbejdsmarkedet og som erhvervsdrivende. I den sammenhæng spiller øget lighed en vigtig rolle. Øget ligestilling på arbejdsmarkedet har stor betydning for væksten. Ældre, som har nået pensionsalderen, men gerne vil blive på arbejdsmarkedet, er også en ressource, som samfundet ikke bør stille hindringer i vejen for, men snarere se positivt på.

1.5.25

Arbejdsmarkedet skal gøres større via bedre kommunikationsforbindelser. Den økonomiske fremgang i større byer skyldes dels den store adgang til arbejdskraft og arbejdspladser, dels de korte afstande og gode kommunikationsforbindelser. Det gør det lettere at finde ledige stillinger til de arbejdssøgende. Man kan ikke undervurdere betydningen af, at den enkelte arbejdstager har adgang til et stort arbejdsmarked. Det er derfor vigtigt, at infrastrukturen og de almene kommunikationsforbindelser styrkes, så flere får adgang til job. Regioner, som grænser op til hinanden, må sørge for, at pendling over regionsgrænsen ikke koster mere end pendling inden for regionen.

1.5.26

Man bør sikre øget adgang til bredbåndstjenester. De lokale og regionale myndigheder kan være med til at udbygge de markedsstyrede bredbåndstjenester. Bredbånd øger adgangen til tjenester og fremmer fjernarbejde.

2.1

påtager sig at holde debatten om lokal og regional konkurrenceevne i gang og opfordrer Europas kommuner, byer og regioner til at tage denne debat i deres egne demokratiske forsamlinger. Konkurrenceevnen opbygges nedefra, og det er her, at denne for Europas fremtid så livsvigtige debat må føres, og hvor ord må omsættes til handling;

2.2

opfordrer Europas kommuner, byer og regioner til at overveje de eksempler på konkrete foranstaltninger til styrkelse af konkurrenceevnen, som rapporten beskriver, og udarbejde lokale og regionale vækstplaner med henblik på øget konkurrenceevne. Planerne bør indeholde en liste over foranstaltninger, som er tilpasset til lokale og regionale forhold;

2.3

opfordrer medlemsstaterne til at erkende, hvor vigtige kommuner og regioner er for vækst og konkurrenceevne samt styrke det lokale og regionale udviklingspotentiale ved at sikre en høj grad af manøvrefrihed inden for den lokale og regionale udviklingspolitik. Ved udarbejdelsen af medlemsstaternes nationale reformprogrammer bør man inkludere en vurdering af det lokale og regionale niveaus rolle i forbindelse med gennemførelsen af de forskellige retningslinjer for den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken. I den sammenhæng er det vigtigt, at samhørighedspolitikken fokuserer på gennemførelsen af Lissabon-målene og udtrykkeligt tildeler byer og lokale myndigheder en konkret rolle;

2.4

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at erkende, at Europas vækstregioner og storbyregioner spiller en vigtig rolle for hele EU's udvikling. Regioner, som halter bagefter, har brug for drivkraften fra Europas økonomiske motorer;

2.5

opfordrer Kommissionen til kraftigt at fremme europæisk vidensspredning om regional vækst og konkurrenceevne. Det er nødvendigt med en strategisk indsats, så man kan tage ved lære af gode eksempler fra Europa og andre dele af verden. Tematisk benchmarking, hvor man sammenligner regioner, der ligner hinanden, bør fremmes;

2.6

opfordrer Kommissionen til at udvikle årlige regionale konkurrenceevnerapporter, som beskriver forholdene i regionerne, med det formål at fremme tematisk benchmarking og god praksis. Regionsudvalget støtter gerne Kommissionen i dette arbejde;

2.7

ønsker aktivt at bidrage til forberedelserne til Det Europæiske Råds forårsmøde og vurderingen af de nationale handlingsplaner.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/17

1.

Regionsudvalget konstaterer med tilfredshed, at Europa-Kommissionen med sit forslag til et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013), herefter benævnt rammeprogrammet, efterkommer dets ønske om bedre koordinering mellem de forskellige former for sektorpolitik i EU, større fokus på SMV og det vigtige i at forbedre konkurrenceevnen.

2.

Kommissionen mener, at dens forslag efterlever subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet. Regionsudvalget kan i store træk følge Kommissionens ræsonnement ud fra nuværende praksis. Dog mener det, at de decentrale myndigheder, i hvert fald når det gælder gennemførelsen, ikke tildeles den stilling, som tilkommer dem, i det mindste ud fra deres ansvarsopgaver i en god europæisk forvaltning.

3.

Regionsudvalget opfatter rammeprogrammet i sig selv som en forbedring af den nuværende situation. Der er imidlertid fortsat primært tale om en topstyret tilgang, der ikke som en selvfølge vil føre til de bedste resultater.

4.

EU må via en rammepolitik inspirere myndigheder og erhvervsliv til at genfinde deres egne kræfter i den omskiftelige internationale kontekst og her primært fungere som stimulator og tilvejebringer af forudsætninger ved at supplere en topstyret tilgang med en bundstyret i stedet for at gennemtvinge detaljerede topstyrede programmer, der reducerer lokale og regionale myndigheder til statister.

5.

Økonomien internationaliseres lynhurtigt. En europæisk politik-ramme for konkurrenceevne og innovation med et solidt budget er derfor efter udvalgets mening væsentligt, også selv om opgavefordelingen mellem EU, medlemsstater og decentrale myndigheder ændres.

6.

Bl.a. takket være løftestangseffekten afføder EU's finansielle input en vigtig europæisk merværdi. Udvalget mener, at der for hele EU bør være et tilstrækkeligt budget til rådighed for denne rammepolitik for konkurrenceevne og innovation. Commitment, hvad politikkens indhold angår og finansielt fra alle europæiske myndighedsniveauer er nødvendigt for at kunne opfylde de bag Lissabon-strategien liggende målsætninger.

7.

Det spørgsmål, som udvalget i denne forbindelse ønsker at bringe på bane, er, om Lissabon-strategien stadigvæk ikke i for høj grad er baseret på en lineær tankegang, hvor man i dag eventuelt snarere burde se på tendensændringer, med Europas egen specifikke styrke som udgangspunkt.

8.

Diversitet er Europas styrke, ikke standardisering. Skræddersyning er også et krav, når det gælder om at fremme konkurrenceevnen gennem innovation. På baggrund af deres forvaltningspraksis har de decentrale myndigheder den bedste udgangsposition for at sætte skub i innovation på deres område. Det er ude i marken, at en integreret tilgang bedst lader sig realisere og at synergierne er størst, samtidig med at der hurtigt etableres samarbejdsforbindelser.

9.

De decentrale myndigheder bør derfor i et europæisk partnerskab indtage en central position som fuldgyldige med-myndigheder, når det gælder om at gennemføre denne EU-omspændende politik.

10.

Udvalget appellerer i denne forbindelse tillige til alle led i den europæiske forvaltning om at gå i spidsen med innovation i deres egne organisationer og specielt være opmærksom på mulighederne for anspore til en innovativ fremfærd blandt tredjeparter. Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at innovationspolitikkens troværdighed og dermed effektiviteten øges, hvis myndighederne selv foregår med et godt eksempel.

11.

Rammeprogrammet er i sig selv en forenkling af den nuværende situation. Af hensyn til sammenhæng i politikken og effektiviteten er ét styringsudvalg og ét arbejdsprogram i stedet for tre imidlertid anbefalelsesværdigt. I alle tilfælde gør eksistensen af forskellige arbejdsprogrammer med ét og samme formål det nødvendigt med en god koordinering mellem disse, hvis det skal lykkes at gennemføre dem optimalt.

12.

Kommissionen opridser i sit forslag politik-forholdet mellem rammeprogrammets enkeltdele og mellem rammeprogrammet og de forskellige relevante EU-programmer. Herved opstår der et sammenhængende politikbillede. Det er ønskeligt, at de årlige arbejdsprogrammer gør det klart, hvorledes denne sammenhæng mellem rammeprogrammet og andre EU-programmer, især det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration, i praksis kan benyttes til at nå frem til overordnede nationale, regionale og lokale handlingsprogrammer, som formår at udvirke en optimal synergi.

13.

Rammeprogrammet er et overordnet program med mange indsatsmuligheder. Først når de årlige arbejdsprogrammer er udformet, vil der herske klarhed over, hvilke tiltag der bliver tale om, hvornår, for hvem og på hvilken måde de bliver tilgængelige, samt om hvilke kriterier Kommissionen håndterer og dermed også om de reelle muligheder. Udvalget ønsker at blive informeret på lige fod med Europa-Parlamentet i forbindelse med proceduren for arbejdsprogrammernes fastlæggelse, så det om fornødent i rette tid kan tilkendegive sine synspunkter. Endvidere er det nødvendigt, at de regionale regeringer får adgang til udkastene til programmer, så de kan give deres mening til kende og fremkomme med forslag, og dermed befordre deres rolle og skabe grobund for konkurrenceevne.

14.

EU-programmer påstås ofte at være indviklede, for ikke at sige vanskeligt tilgængelige. Udvalget anmoder derfor Kommissionen om at sørge for korte, klare procedurer med entydige kontrolrammer og en minimal administrativ belastning fra ansøgningen til og med revisionen, og — og det turde være en selvfølge — med optimal udnyttelse af de muligheder, som IKT rummer.

15.

Udvalget anmoder, med henvisning til det foregående punkt, Kommissionen om alvorligt at overveje at uddelegere — i det mindste — forvaltningsopgaver på gennemførelsesniveau til decentrale myndigheder, som er i stand og rede hertil.

16.

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen har blik for hele skalaen af virksomheder, som hører til SMV'er, herunder meget små, mere traditionelle virksomheder og familieforetagender. Det samme gælder den rolle, som tilkommer lokalt og regionalt opererende finansielle fonde og mellemled. Imidlertid gør såvel den politik, som føres af de berørte europæiske institutioner og af tilsyns- og forvaltningsmyndighederne, det ofte vanskeligt at stille kapital til rådighed, hvorfor ekstra mod er påkrævet. Også på dette punkt er en fornyelse af politik og regelsæt ønskelig.

17.

Rammeprogrammet sætter stærkt ind på samarbejde, herunder tværnationalt, hvortil kræves partnere i tre lande. Udvalget tilråder, at også twinning (parvist samarbejde) muliggøres som følge af effektiviteten af intensivt én-til-én samarbejde.

18.

For at få SMV-virksomheder op over den velkendte tærskel for samarbejde anbefales det, at man også stimulerer mindre virksomhedssamarbejde på lokalt og regionalt plan, eventuelt som en forløber for et videregående samarbejde.

19.

Udvalget er tilfreds med, at unge udtrykkeligt nævnes som målgruppe i iværksætter-delprogrammet. Ekstra opmærksomhed om iværksætterkultur blandt ældre og mindretal er imidlertid, ud fra et samfundssynspunkt, lige så ønskeligt.

20.

Udvalget anbefaler, at man som led i IKT-delprogrammet målrettet stimulerer markedet ved at lægge vægt på de enkelte led i kæden, således som tilfældet er med miljøteknologier, så de nødvendige bredbåndsapplikationer, bredbåndsinfrastruktur og lignende teknikker kan realiseres hurtigere.

21.

Ligesom servicesektoren gør også offentlige tjenester mindre brug af IKT end ønskeligt er. Udvalget mener, at også decentrale myndigheder bør lægge sig i selen for at foregå med et godt eksempel. Hvis de ikke har kapacitet og finansielle midler nok, bør de støttes af de øvrige myndigheder på nationalt og europæisk plan i forsøget på at finde frem til kreative løsninger, uagtet deres ansvar for at udnytte deres egne muligheder bedst muligt.

22.

I det indledende kapitel i begrundelsen for sit forslag nævner Kommissionen LIFE som et af de eksisterende instrumenter, som rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation vil samle inden for en fælles ramme. I den videre udarbejdelse af forslaget genfinder man dog ikke LIFE, i hvert fald ikke så det kan genkendes. Det er ønskeligt, at rammeprogrammets rolle set i forhold til LIFE tydeliggøres.

23.

Selv om rammeprogrammet intet anfører herom, går udvalget ud fra, at man vil afstemme den netop lancerede europæiske kampagne for bæredygtig energi, som løber til 2008, og delprogrammet Intelligent Energi Europa.

24.

Udvalget bifalder, at Kommissionen den 21. september 2005 iværksatte en offentlig høring om reglerne for statsstøtte til innovation (KOM(2005) 436), men beklager den snævre tidsfrist for besvarelser.

Udvalget ønsker at anføre følgende herom:

Udvalget sætter imidlertid spørgsmålstegn ved Kommissionens fokus på »markedssvigt«. Kommissionen er da også klar over, at innovationsrelaterede aktiviteter er specielle ved ofte at foregå langt væk fra markedet: »Erfaringerne viser, at det er meget vanskeligt at vide på forhånd, hvilke innovative produkter og tjenester der vil få succes på markedet« (punkt 18).

25.

Udvalget mener, at det med denne udtalelse bidrager til en bedre politik til styrkelse af konkurrenceevnen gennem innovation, bringer debatten om de finansielle overslag yderligere på vej og at justering af rammeprogrammet i den foreslåede retning tillige bidrager til en mere afbalanceret fordeling af ansvar og opgaver inden for EU's forvaltning.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/20

1.

De overordnede mål i forslaget er absolut nødvendige for at gennemføre Lissabon-strategien. En forøgelse af den europæiske forskningsindsats til 3 % af EU's BNP, hvor 2 % kommer fra den private sektor og alt er knyttet til forskning og udvikling for at fremme videnbaserede samfund og økonomier i Europa, er et ambitiøst mål, som kun kan nås gennem fælles anstrengelser og koordinerede tiltag inden for EU og medlemsstaterne;

2.

forskning, innovation og livslang læring er nøglen til europæisk vækst og konkurrenceevne;

3.

behovet for at fordoble EU's forskningsindsats i årene 2007-2013 stemmer overens med målsætningerne for Lissabon-strategien og det faktum, at der i 2004 blev optaget 10 nye medlemsstater i EU; det er i hele Europas interesse at gennemføre dette forslag, også selv om andre dele af budgetterne for perioden 2007-2013 eventuelt ændres;

4.

der er tæt sammenhæng mellem det igangværende sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2002-2006), og det kommende syvende rammeprogram. Samtidig indeholder forslaget nogle nye elementer, som bl.a. handler om et europæisk forskningsråd og såkaldte fælles teknologiinitiativer;

5.

foranstaltningerne i Kommissionens forslag er ikke et samhørighedsinstrument i sig selv, men har en klar indvirkning på samhørigheden i EU —

1.1

bifalder, at den politiske sammenhæng og formålene med det foreliggende forslag er blevet behandlet i en særlig meddelelse om skabelsen af et europæisk forskningsområde, som Kommissionen fremlagde samtidig med dette forslag;

1.2

finder overvejende Kommissionens forslag positivt, eftersom det indebærer en høj grad af kontinuitet fra det nuværende rammeprogram; De lokale og regionale myndigheder samt små og mellemstore virksomheder får forholdsvis gode forudsætninger for at deltage, selv om det syvende rammeprograms instrumenter fortsat støtter »større initiativer«;

1.3

understreger i lyset af Lissabon dagsordenens relancering, hvor vigtigt det er at nå frem til en aftale om de finansielle overslag, som sikrer den fornødne finansiering af det syvende rammeprogram som foreslået af Kommissionen;

1.4

bifalder de administrative, finansielle og juridiske forenklinger, som beskrives i det arbejdsdokument om gennemførelse, som er vedlagt forslaget, og ønsker især at betone, at der er brug for forenklinger i alle faser af ansøgningsproceduren, kontraktforhandlingerne og gennemførelsen;

1.5

konstaterer, at Kommissionen har taget hensyn til synspunkterne fra mange berørte parter i en bred høring, samt at forslaget bygger på en indgående konsekvensanalyse på grundlag af information fra berørte parter og vurderinger;

1.6

er enigt i, at viden udgør kernen i Lissabon-strategien, og at »videnstrekantens« dele består af innovation, uddannelse og forskning og vil især betone, at stræben efter kvalitet og ekspertviden er centrale i forskningspolitikken. Derved kan der udvikles viden, som fremmer bæredygtig økonomisk vækst, beskæftigelse og social samhørighed;

1.7

støtter de overordnede programmålsætninger og inddelingen af det syvende rammeprogram i fire særskilte programmer — Samarbejde, Idéer, Mennesker og Kapacitet — svarende til fire af hovedmålsætningerne i den europæiske forskningspolitik;

1.8

ser endvidere positivt på, at programmet »Samarbejde« er koncentreret om få temaer, som dækker alle former for grænseoverskridende samarbejde, lige fra samarbejdsprojekter og netværk til samordning af forskningsprogrammer på følgende områder:

1.9

har store forhåbninger til programmet »Idéer«, inden for hvis rammer der vil blive oprettet et selvstændigt europæisk forskningsråd, som skal støtte forskerinitieret »frontlinjeforskning«, der udføres af individuelle forskergrupper i konkurrence på alle videnskabelige felter. Regionsudvalget fremhæver især betydningen af et uafhængigt forskningsråd, og at resultaterne af den producerede forskning skal udbredes systematisk i fuldt samarbejde med de lokale og regionale myndigheder. Man bør udvikle idéen om et europæisk forskningsråd, der har tætte forbindelser med det lokale og regionale forvaltningsniveau og Regionsudvalget;

1.10

bifalder, at programmet »Mennesker« øger støtten til uddannelse og karriereudvikling for forskere med fokus på færdigheds- og karriereudviklingen og stærkere forbindelser til de nationale systemer;

1.11

minder i forbindelse med programmet »Kapacitet« om, at det specielt er nødvendigt at foretage en indbyrdes koordinering af rammeprogrammerne og strukturfondene, hvis man ønsker at øge kapaciteten inden for europæisk forskning, uddannelse og innovation, specielt med henblik på forskellige former for støtte til forskningsinfrastruktur, forskning til gavn for små og mellemstore virksomheder, regionale forskningsbaserede kompetenceklynger, frigørelse af hele forskningspotentialet i EU's »konvergensregioner«, spørgsmål vedrørende »videnskaben i samfundet« samt det overordnede internationalt samarbejde;

1.12

Europa må sikre så god en integration af de nye medlemsstater som muligt. Inddragelse i alle EU politikker og -instrumenter er en forudsætning for effektivt at kunne udnytte det betydelige menneskelige og økonomiske potentiale i disse lande, så man kan opbygge et mere konkurrencedygtigt og sammenhængende Europa med bæredygtig udvikling. Rammeprogrammerne bør medvirke til at fremskynde integrationsprocessen.

2.1

Spørgsmålet om overførsel og spredning af viden er vigtigt. Der findes mekanismer i det nuværende rammeprogram med henblik herpå, men anvendes disse systematisk og effektivt? Og med hvilket resultat? Det ved vi kun lidt om, da der ikke findes tydelige krav på opfølgning. Én mulighed er at give de godkendte projekter et nøjagtigt ansvar for udvikling og gennemførelse af strategier for overførsel af viden. Kommissionen bør følge op på dette for at se, hvilke resultater der er blevet opnået.

2.2

Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) er af afgørende betydning for alle aspekter af industrien, erhvervslivet, tjenestesektoren, videnskab og teknologi, herunder sikkerhed og forsvar. Sammenlignet med Japan og især USA er der plads til store forbedringer i Europa, ikke mindst i lyset af behovet for supercomputere på mange vigtige områder, f.eks. inden for klima-, sikkerheds- og materialeforskning og til syntesen af nye lægemidler.

2.3

Regionsudvalget fremhæver under henvisning til den bæredygtige udviklings økologiske dimension tanken om naturen som en ressource og peger på forskningsområder som bioenergi, biobrændsel, plantegenomik, træteknologi, bæredygtigt skovbrug, mineteknologi, affaldsteknologi samt forskning i turisme.

2.4

Regionsudvalget gentager, at det er særdeles tilfreds med, at det vigtige energidelprogram atter er blevet indarbejdet i det syvende rammeprogram. Men selv om energiforskning også har meget høj prioritet inden for Euratoms syvende rammeprogram, bør der lægges endnu større vægt på dette afgørende emne. Energi er nøgleressourcen for en konkurrencedygtig økonomi, men som alle ved, er EU desværre afhængig af importeret energi.

2.5

Den økologiske dimension bør suppleres med den sociale, og udvalget vil i den sammenhæng specielt fremhæve integration som et vigtigt overordnet emne. Der kunne f.eks. forskes i, hvordan integrationspolitikken implementeres og opfølges i EU's medlemsstater, hvilke mål og indikatorer der anvendes, hvordan skattepolitikken påvirker integrationsbestræbelserne (det nationale niveau modtager skatteindtægter i mange medlemsstater, men det lokale og regionale niveau må bære en stor del af omkostningerne ved social udstødning osv.). Andre vigtige spørgsmål vedrører demokratiaspekter af integrationsarbejdet såsom virkningerne af formaliseret stemmeret eller forskelle i synet på integrationspolitikken på forskellige samfundsniveauer. Yderligere problemstillinger vedrører flygtninge og diskrimination på arbejdsmarkedet.

2.6

Regionsudvalget bifalder, at konstruktionen af Galileo-projektet er påbegyndt. Ud over dets store betydning rent innovationsmæssigt er det de her benyttede tekniske løsninger og især deres anvendelse, som efter udvalgets opfattelse gør projektet virkelig tværfagligt og anvendeligt på mange forskellige områder.

2.7

Regionsudvalget mener, at forskning i brede spørgsmål om folkesundhed, sundhedsvæsen og omsorgsordninger bør indarbejdes i de tematiske forskningsprioriteter i hele EU's interesse. Andre eksempler på problemstillinger, som også trænger til at blive belyst, er forskellige aspekter af folkesundhed, f.eks. foranstaltninger til at bekæmpe problemer med alkohols og tobaks skadevirkninger. Viden om alkohol- og tobakproblemets omfang og virkninger er vigtig på såvel kort som lang sigt.

2.8

Også forskning i flere aspekter af byudvikling end de miljømæssige bør tages i betragtning. Det kan gælde forskning i spørgsmål som f.eks. transport, byplanlægning, vand- og affaldsbehandling, kulturarv og turisme, men også integrations- og forvaltningsspørgsmål. Det er spørgsmål, som indgik i det femte rammeprogram, men var udeladt i det sjette. Et bredere perspektiv på byudvikling er derfor passende i det syvende rammeprogram.

2.9

Regionsudvalget mener, at samspillet mellem forskning og praksis er et vigtigt forskningsområde. En stor udfordring for såvel den offentlige som den private sektor er evnen til at omsætte forskningsbaseret viden til praksis, blandt andet med henblik på at forny og udvikle velfærdssystemet. Dette gælder i princippet alle forskningsområder, men måske især ny viden på tjenesteydelsesområdet. Der er således behov for mere research vedrørende anvendt forskning. Denne form for forskning kunne f.eks. se på metodeudvikling, hvilke forskningsresultater der anvendes, hvilke hindringer der står i vejen for forandring, spørgsmålet om, hvorfor nogle forbedringsstrategier virker og andre ikke, hvordan uddannelsesstyrede forandringsprocesser kan gennemføres, hvordan man involverer medarbejdere, hvordan man kan udnytte forslagssystemer til at skabe et kreativt miljø osv. Den europæiske forskningspolitik er således nødt til at definere, at der findes et område bestående i research i samspillet mellem forskning og praksis, som har en innovativ eller udviklende opgave. EU bør legitimere dette og støtte en opbygning af dette forskningsområde inden for tjenestesektoren;

2.10

Der er for det første behov for nationale forskningsprogrammer om forskellige aspekter af demografiske ændringer, f.eks. aldring, og det er vigtigt at forstærke koordinationen mellem de nationale programmer herom på europæisk plan. Regionsudvalget mener, at der kan udvikles et redskab til programkoordinering via et tværregionalt samarbejde inden for rammerne af ERA-NET-ordningen med henblik på et fremtidigt samarbejde i henhold til artikel 169. For det andet bør forskningen i temaet befolkningsaldring styrkes væsentligt mere i selve forskningsrammeprogrammet. Et relevant emne i den sammenhæng er spørgsmålet om »aktiv aldring«, som behandles i Kommissionens meddelelse »Flere ældre i arbejde — Senere udtræden af arbejdsmarkedet«. Aktiv aldring indebærer dog mere end som så, f.eks. at det er nødvendigt at udvikle viden om det sunde aldrende menneske og hvordan denne generation er og kan blive et aktiv for samfundet. I EU's medlemsstater findes der kulturelle forskelle og forskellige erfaringer med, hvordan man forholder sig til de demografiske ændringer, hvilket kunne danne udgangspunkt for en række forskellige forskningsspørgsmål, som kunne behandles med inddragelse af flere forskellige forskningsområder. Det gælder såvel virkningerne af en for lav fødselsrate, afvandring og stærkt faldende befolkningstal samt aldringsproblematikken set i relation til behov inden for sundhedsvæsen, omsorgsordninger og egenomsorg. Koordination af nationale og europæiske programmer nævnes i programmet »Samarbejde«, men Regionsudvalget mener, at denne koordination bør styrkes. Begrebet aldring indeholder også økonomiske og kulturelle aspekter. Udviklingen af samfundsmæssige løsninger og tilpasningsmodeller som svar på ændringen i samfundssammensætningen bliver en af de største politiske udfordringer i de kommende år, især på regionalt plan. Derfor er det også vigtigt, at det lokale og regionale niveau spiller en stor rolle, når forskellige nationale programmer udformes.

2.11

Regionsudvalget finder, at forbindelserne mellem forskning, innovation, iværksætterånd og erhvervsvirksomhed bliver utydelige som følge af opsplitningen mellem dette rammeprogram og programmet for konkurrenceevne og innovation (CIP). Projektidéer, som befinder sig på grænsen mellem disse forskellige vigtige faktorer, der er afgørende for vækst og skabelsen af nye jobs, risikerer at »falde mellem to stole«, nemlig enten at strande i en alt for bureaukratisk behandling eller i værste fald afskrække potentielle arbejdssøgende fra overhovedet at søge job, noget EU ikke har råd til. Det er af største betydning, at Kommissionen som helhed arbejder for, at de administrative grænser mellem forskellige generaldirektorater og forskellige programmer ikke står i vejen for gode projekter;

2.12

Det kan være hensigtsmæssigt at inddrage de lokale og regionale myndigheder i teknologiplatforme, da de har ansvaret for vigtige samfundssektorer. I arbejdet med at formulere forskningsstrategier for de nye teknologiplatforme, som bygger på borgernes behov, og medvirke i relevante, allerede etablerede platforme har de lokale og regionale myndigheder en naturlig plads i det samspil mellem højere læreanstalter, erhvervslivet og den offentlige sektor, som teknologiplatformene forudsætter. Der findes teknologiplatforme, hvor udviklingen af lokal og regional virksomhed kan indfortolkes. Teknologiplatforme er langsigtede satsninger, men efterhånden som de udvikles, vil de i højere grad bygge på veletablerede teknologiområder end på borgernes grundlæggende behov.

2.13

I betragtning af byernes beføjelser vedrørende borgernes og lokalområdets økonomiske og sociale udvikling bør de fuldt ud inddrages i programmerne vedrørende innovation og livslang læring. Byerne bør fungere som katalysatorer, som kan befordre partnerskaber, der fremmer en bred adgang til midlerne, og de lokale myndigheder bør skabe grobund for udviklingen af innovation og forskning i deres respektive områder

2.14

Regionsudvalget bifalder, at flere medlemsstater i Rådet og parlamentet m.fl. har taget idéen om »samfundsmotiverede forskningsplatforme« op som led i det syvende rammeprogram. De samfundsmotiverede forskningsplatforme skal ses som et supplement til teknologiplatformene, hvor samfundets behov bør være styrende for, hvilke langsigtede forskningsstrategier der bør udformes af aktører som f.eks. de offentlige myndigheder, dem, som udfører forskningen (universiteter/andre højere læreanstalter og institutter), men også erhvervslivet, når det er relevant. Europa har behov for ny viden for bedre at kunne forstå og løse problemer, som skyldes sociale udfordringer som f.eks. visse interkulturelle og etniske forskelle, demografi og miljø, inklusive klimaforandringer. Målet med samfundsmotiverede forskningsplatforme er at samle europæiske interessenter omkring vidensudvikling vedrørende de store langsigtede samfundsmæssige udfordringer, Europa står over for. Blandt de vigtigste interessenter findes selvfølgelig »slutbrugerne« af viden, ofte de lokale og regionale myndigheder;

2.15

Begrebet eller konceptet samfundsmotiverede forskningsplatforme bygger i høj grad på initiativer fra relevante offentlige samfundsaktører eller deres behov for ny viden baseret på frontlinjeforskning inden for forskellige samfundsområder. Konceptet bygger også på, at disse aktører tager aktiv del i arbejdet med at identificere og formulere problemer og problemstillinger, som der skal forskes i. Desuden bygger det på, at disse tager et aktivt ansvar for at sprede og anvende den viden, som frembringes. Sandsynligheden for, at det sker, øges selvfølgelig, eftersom man i høj grad selv har deltaget i formuleringen af problemerne. De samfundsmotiverede forskningsplatforme bør derfor ses som et supplement til teknologiplatformene, hvor industrien går forrest. Industrielle aktører kan være stærkt involveret i forskellige samfundsmotiverede forskningsplatforme afhængigt af tema, selv om andre aktører forventes at være gå i spidsen hvad angår de samfundsmotiverede forskningsplatforme. Konceptet om samfundsmotiverede forskningsplatforme omfatter interdisciplinær forskning, eftersom menneskelige og samfundsmæssige problemer er sammensatte. De forstås bedst ud fra forskellige videnskabelige perspektiver. For at øge vidensudviklingen og mulighederne for samfundsmæssige innovationer indgår et bredt tværnationalt samarbejde i de samfundsmotiverede forskningsplatforme.

2.16

I diskussionerne om samfundsmotiverede forskningsplatforme er forskelligt indhold og forskellige emner blevet nævnt, hvoraf Regionsudvalget ser på et par potentielle temaer: det forandrede demografiske landskab i Europa (den aldrende befolkning), Europa og integrationen/migrationen samt bæredygtig udvikling i et miljøperspektiv.

Udfordringerne med en aldrende befolkning findes i alle EU's medlemsstater og vedrører sundhedsvæsen, omsorgsordninger (f.eks. e-Sundhed, sund aldring i trygge levevilkår), pensionsordninger, et længere arbejdsliv osv. Denne demografiske udfordring fremstilles ofte som et problem, men skaber også mange muligheder. Den aldrende befolkning udgør en stor kompetence- og erfaringsbaseret vidensressource, og mange ældre mennesker udgør også velinformerede og krævende kunder/brugere/patienter, hvilket vil kræve innovative løsninger på forskellige spørgsmål. Hvordan kan vi bedst frigøre og udvikle menneskets ressourcer under hele dets livstid til gavn for såvel individerne som samfundet? Integrations-/migrationstemaet kan f.eks. omfatte spørgsmål om integration i arbejdslivet, diskrimination osv. Temaet Bæredygtig udvikling — miljø kan f.eks. indeholde spørgsmål om fysiske udfordringer i Europa: byen som drivkraft, med fokus på samspillet mellem byen og landet; miljøforurening og dens indvirkning på landskabet, med fokus på samspillet mellem byer og landdistrikter i regioner; samt det europæiske ansvar for en global bæredygtig udvikling, med fokus på samspillet mellem den globale og den europæiske kontekst.

3.1

Det er afgørende, at et europæisk forskningsråd får en høj integritet og styres af uafhængige og kvalitative forskere, hvor arbejdet præges af enkel behandling af ansøgninger og klarhed om, hvem som prioriterer.

3.2

Resultaterne af forskning finansieret via dette europæiske forskningsråd bør systematisk spredes til forskere, som er aktive i andre europæiske regioner på relevant måde. Midlerne til finansiering heraf bør afsættes under foranstaltningerne til forskermobilitet eller ved hjælp af direkte støtte fra det europæiske forskningsråd. I sidstnævnte tilfælde bør støtten kun udgøre en mindre andel af det samlede budget til de godkendte projekter.

4.1

Hvis Europa skal kunne rekruttere tilstrækkeligt mange forskere, er det vigtigt at gøre det lettere for kvinder at arbejde i forskningsmiljøerne, og her kan forskellige politiske foranstaltninger såvel som nye holdninger i erhvervslivet og forskningsverdenen være vigtige faktorer. Marie Curie-foranstaltningerne bør styrkes for at vække de unges interesse allerede i gymnasiet og for at sikre, at der sættes fokus på kvinders rolle og plads inden for videnskab og forskning, så kvindernes underrepræsentation mindskes.

4.2

Regionsudvalget minder om, at der sandsynligvis er behov for mange forskellige tiltag, hvis EU skal kunne tiltrække store og velrenommerede forskerhold. Forskelle, som forhindrer udviklingen af reelle karrieremuligheder i EU, bunder i såvel geografiske, juridiske og administrative som kulturelle forhold. En mulighed for at videreudvikle forskernes karrieremuligheder i positiv retning kunne være at foretage en sammenligning af karriereforløb, løn og sociale ydelser osv. En anden måde kan være at stimulere såkaldte kombinationstjenester, hvor erhvervsaktive får mulighed for at forske som led i deres arbejde;

4.3

Regionsudvalget mener, at begrebet »livslang læring« bør ses som en ressource for vækst i Europa, et redskab til at opnå de europæiske mål for forskning. Det er positivt, at det perspektiv genfindes i Kommissionens forslag, og det er vigtigt, at både regionale og nationale og EU-aktører yder en indsats. Regionsudvalget vil i den forbindelse også gerne nævne det initiativ, som GD for Forskning, GD for Erhvervspolitik og Regionsudvalget har iværksat, »Platforme for gensidig læring«. Det er rettet mod beslutningstagere på regionalt niveau med henblik på at udvikle konkrete redskaber for disse vedrørende læring, dvs. regional planlægning, regional »benchmarking« og regionale profiler;

4.4

Regionsudvalget mener, at Kommissionen bør holde øje med, at de europæiske forskerkarrierer udvikles i alle EU-lande, og at udviklingen af forskerkarrierer også omfatter offentlige områder, som f.eks. kommunerne, amterne og regionerne har ansvaret for;

4.5

Regionsudvalget fremhæver også nødvendigheden af at støtte foranstaltninger, som fremmer udviklingen af en ny forskergeneration, der kan arbejde i den akademiske verden, i erhvervslivet og i den offentlige sektor. Det er bl.a. nødvendigt at træffe indholdsmæssige foranstaltninger vedrørende forskeruddannelserne, således at Ph.d-studerende under deres uddannelse deltager i såvel erhvervslivet som i offentlige projekter. Forskerstuderende må uddannes og forberedes, ikke blot på den akademiske verden, men også på et arbejdsmarked uden for universitetsverden.

5.1

Initiativet Videnbaserede regioner er meget positivt, fordi det bl.a. påviser regionernes stigende betydning for innovation og vækst. De videnintensive regioners betydning for Europas almene økonomiske vækst kan ikke understreges nok, de er hjørnestenene i landenes økonomier.

5.2

Regionsudvalget ser frem til flere forbindelser mellem rammeprogrammerne og strukturfondene. Der ligger en iboende modsætning mellem støtte til excellence og støtte til samhørighed. Ved at opfordre aktører i alle regioner til at tilstræbe excellence kan dette modsætningsforhold udjævnes. Regionsudvalget har desuden taget initiativ til en studie om regionernes og de lokale og regionale myndigheders strukturelle kapacitet og motivation til at satse på forskning og udvikling. I studien fokuseres bl.a. på koblingerne mellem forskning og udvikling, strukturfonde og innovationsspørgsmål;

5.3

Regionsudvalget er bevidst om den diskussion, som føres i Europa om de finansielle overslag. Det er dog afgørende, at dette nye initiativ fastholdes, hvis budgettet mindskes i forhold til det foreliggende forslag. Det foreslåede budget er egentlig alt for lavt — kun ca. 160 mio. euro (ca. 2 procent) af Kapacitetsdelen (7,4 mia. euro) ud fra de ambitioner, som findes i forslaget;

5.4

Der mangler tydelige ambitioner om at sammenkoble læreranstalternes bestræbelser på at udvikle og fremme kommercialiseringen af F&U sammen med industrien. Det kan skyldes, at innovationselementerne er blevet taget ud og placeret i et særligt rammeprogram for konkurrenceevne og innovation, nemlig CIP-programmet. Der er visse uklarheder om grænseflader og koblingerne mellem disse rammeprogrammer, som Kommissionen bør redegøre for. Det er ikke sikkert, at der opstår problemer, men hvis det sker, er Kommissionen nødt til at finde en model for, hvordan de forskellige programmer kan fungere sammen bedre. Et eksempel er spørgsmålet om risikokapital til fælles teknologiinitiativer. Kan et projekt få støtte i en kommercialiseringsfase inden for rammerne af det syvende rammeprogram eller skal der søges om midler til denne fase af programmet for konkurrenceevne og innovation?

5.5

Der bør endvidere lægges vægt på forskningsinstitutter som naturlige fora for teknologioverførsel og fælles produktudvikling. Afhængig af, hvor forskelligartet regionernes erhvervsstruktur og offentlige sektor er, er behovet for specialisering stort. Det ville også være værdifuldt, hvis Kommissionen ud over at fremvise synergierne med samhørighedspolitikken også betoner vigtigheden af at udnytte EU-midler ved gennemførelsen af såvel nationale som regionale innovationsstrategier.

5.6

Regionsudvalget er enigt i Kommissionens vurdering, nemlig at der findes et stort Forskningspotentiale, som kan frigøres i EU's konvergensregioner, således som de defineres i strukturfondsarbejdet;

5.7

Man bør ikke glemme de arbejdsmarkedssektorer, der er mindre forskningsintensive, men som i høj grad bidrager til Europas vækst og Lissabon-processen. I dag er det sjette rammeprogram hovedsagelig rettet mod forskningsintensive aktører. Finansiel støtte til mindre forskningsintensive aktører, så de kan deltage i allerede eksisterende teknologier, åbner muligheder for at gennemføre innovationer, som ellers ikke var mulige. Disse aktører bør således få større plads i forskningsprogrammerne.

5.8

Regionsudvalget er positivt over for handlingsprogrammet »Science in Society« og vil gerne fremhæve det som et vigtigt område i det nye rammeprogram.

6.1

mener, at de sociale og økologiske dimensioner af bæredygtig udvikling i højere grad bør gennemsyre hele det syvende rammeprogram for F&U;

6.2

forventer, at Kommissionen spiller en proaktiv rolle og på forskellige måder støtter processen omkring samfundsmotiverede forskningsplatforme, ligesom man har gjort i forbindelse med teknologiplatforme. Det kan f.eks. betyde, at man i en indledende fase udvikler konceptet samfundsmotiverede forskningsplatforme, opmuntrer forskellige interessenter til at samles omkring en langsigtet vision og strategisk forskningsdagsorden, til at deltage som observatører i forskellige platforme for at give råd og støtte og for at sikre gennemsigtighed og åbenhed samt en vis sekretariatsbistand. På den måde styrker Kommissionen også mulighederne for en vellykket gennemførelse;

6.3

har bemærket, at forskellige repræsentanter for det lokale og regionale plan arbejder aktivt på at samle relevante aktører med henblik på at videreudvikle denne idé om samfundsmotiverede forskningsplatforme. Regionsudvalget ser gerne, at der indledes en dialog mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet, nationale kilder til forskningsfinansiering, kommuner, amter og regioner, forskere og andre relevante aktører, som i første omgang skal handle om emnet »demografi — den aldrende befolkning«;

6.4

mener, at Kommissionen som helhed bør sikre, at der ikke opstår problemer i gennemførelsen af administrative årsager, når forskellige generaldirektorater administrerer dette rammeprogram og programmet for konkurrenceevne og innovation samt præciserer grænsefladerne mellem disse to programmer;

6.5

understreger betydningen af teknologisk udvikling i det syvende rammeprogram. En tæt synenergi med rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation må sikres, så man kan skabe nye forretningsmuligheder og arbejdspladser i videnbaserede virksomheder i alle europæiske regioner;

6.6

finder, at de tematiske prioriteringer bør suppleres med brede spørgsmål om folkesundhed, sundhedsvæsen og omsorgsordninger. Desuden er der brug for forskning i forskellige aspekter af byudvikling, ikke blot miljømæssige;

6.7

foreslår i betragtning af SMV's rolle som drivkraft i den europæiske økonomi, at man i det syvende rammeprogram skal finde en balance mellem større initiativer og SMV's initiativer, f.eks. ved at øge støtten til initiativet »Regioner for Viden«;

6.8

foreslår, at Kommissionen analyserer mulighederne for at udpege gode eksempler på videnskabeligt samarbejde mellem forskellige interessenter på det lokale niveau. Det kunne også ske i form af en konkurrence;

6.9

henstiller til Rådet og Europa-Parlamentet at vedtage Kommissionens forslag til budget for det syvende rammeprogram på 72 726 mia. euro.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/27

1.1

bifalder meddelelsen, der er et nyttigt bidrag til den vigtige debat om omstrukturering af virksomheder og virkningerne på beskæftigelsen. Omstrukturering er blevet en reaktion på markedsændringer og etableringen af det indre marked og globalisering. Omstrukturering opfattes af mange virksomheder som et vigtigt middel til at bevare konkurrenceevnen, idet det kan anskues som en mulighed for at skabe nye aktiviteter med højere værditilvækst og flere bæredygtige arbejdspladser inden for det pågældende område;

1.2

udtrykker tilfredshed med, at økonomisk omstrukturering diskuteres i forbindelse med Lissabon-strategien om vækst og den europæiske sociale model. Regionsudvalget understreger betydningen af den europæiske sociale model, når det handler om at afhjælpe de skadelige virkninger af omstrukturering både for enkeltpersoner og lokal myndigheder, og erkender behovet for at træffe forebyggende foranstaltninger i relation hertil, hvor det er muligt;

1.3

er enigt i, at det er nødvendigt at sikre, at omstrukturering håndteres korrekt for at imødekomme såvel de økonomiske som de sociale krav, samt at omstrukturering indgår i en langsigtet vision vedrørende udviklingen af den europæiske økonomi, således at ændringerne reelt styrker EU's konkurrenceevne

1.4

bemærker, at meddelelsen kun undersøger omstrukturering på EU-plan. Da de lokale og regionale myndigheder og medlemsstaterne spiller en vigtig rolle, er Regionsudvalget skuffet over, at meddelelsens tilgang ikke er bredere og ikke behandler samspillet mellem de forskellige myndighedsniveauer og deres roller. EU har imidlertid kompetence på områder som f.eks. udvikling af det indre marked, handels- og udviklingspolitik og Lissabon-dagsordenen. Det er vigtigt, at Kommissionen ser på disse politikkers virkninger på den økonomiske omstrukturering og omvendt også på omstruktureringens konsekvenser for de politiske foranstaltninger;

1.5

er enigt i, at omkostningerne ved omstrukturering kan være høje ikke blot for de berørte arbejdstagere, men også for den lokale og regionale økonomi i form af negative følgevirkninger;

1.6

understreger betydningen af Det Europæiske Observatorium for Forandringer, når det drejer sig om at fremhæve god praksis, hvilket vil gøre det muligt at skabe et bedre grundlag for den offentlige debat om omstruktureringer og udflytninger.

1.7

er enigt i, at følgende årsager kan resultere i omstrukturering på virksomhedsniveau:

1.8

anfører, at meddelelsen nærmere burde have behandlet globalisering og udflytning af et stort antal jobs uden for EU;

1.9

foreslår, at ændringer i sektorspecifikke beskæftigelsesmønstre og jobkvalitet er vigtige overvejelser i forbindelse med udformningen af beskæftigelses-, uddannelses-, industri- og landbrugspolitik på EU-plan. Meddelelsen fastslår, at der mellem 1977 og 2002 blev skabt omkring 30 millioner jobs i EU. Der blev oprettet 44 millioner arbejdspladser i servicesektoren, mens der var et tab på 7 millioner arbejdspladser i industrien og 7,5 millioner i landbruget. Beskæftigelsen steg med 25,1 % for arbejdstagere med kvalifikationer på højt niveau, 14,2 % for arbejdstagere med kvalifikationer på mellemniveau og kun 2,2 % for arbejdstagere med kvalifikationer på lavt niveau;

1.10

er enig med Kommissionens meddelelse i, at udbygningen af det indre marked og den handelsmæssige liberalisering er til fordel for vækst og beskæftigelse. Regionsudvalget hilser ligeledes meddelelsens anerkendelse af de regionale virkninger af disse politikker og behovet for social retfærdighed på disse politikområder velkommen;

1.11

støtter meddelelsen i, at omstruktureringens konsekvenser kan påvirkes af politikker, der sigter på at forbedre arbejdsmarkedets funktionsmåde, styrke aktive beskæftigelsespolitikker samt foregribe ændringer og stille ordninger til rådighed, som gør jobskifte lettere. Regionsudvalget understreger desuden betydningen af effektive lokale og regionale økonomiske udviklingsstrategier, der understøtter væksten i økonomien og diversificeringen af erhvervsgrundlaget. Omstrukturering af virksomheder i sådanne økonomier er nemmere at håndtere;

1.12

bemærker, at USA's Trade Adjustment Assistance Reform Act fra 2002 er nævnt som et positivt eksempel på, hvordan man kan åbne økonomien for handel og bistå virksomheder og arbejdstagere. Regionsudvalget mener imidlertid, at der er mange eksempler i EU på, at offentlige organer har gennemført vellykkede omstruktureringsprocesser, der kan bruges som model.

1.13

tilslutter sig behovet for en bedre koordinering af de EU-politikker, der virker ind på omstrukturering, og bifalder især oprettelsen af en intern taskforce, der omfatter de tjenestegrene i Kommissionen, som beskæftiger sig med omstrukturering;

1.14

støtter undersøgelsen af fællesskabspolitikker med indflydelse på omstrukturering, således at de nødvendige politikændringer kan foretages.

1.15

opfordrer medlemsstaterne til effektivt og snarest muligt at gennemføre de foranstaltninger, der blev fastsat i den europæiske beskæftigelsesstrategi;

1.16

bifalder de vigtige samspil, der ifølge meddelelsen er mellem Lissabon-strategien, den europæiske beskæftigelsesstrategi og EU's strukturfonde. Regionsudvalget understreger betydningen af foranstaltninger til støtte for tilpasning og omstrukturering, som Kommissionen foreslår inden for under EU's Socialfond (ESF). Regionsudvalget understreger også behovet for ledelsesuddannelse af høj kvalitet, som fokuserer på de lokale behov og er baseret på et bredt partnerskab, således at arbejdsgiverne og arbejdstagerne bibringes færdigheder, der sætter dem i stand til effektivt at håndtere forandringer, og bifalder derfor forslagene om kurser i »håndtering af forandringer«;

1.17

er helt enigt i meddelelsens konklusion, hvori det fastslås, at »det er på lokalt plan, at man bedst formår at foregribe forandringer«, og at »EU's regionalpolitik og samhørighedspolitik bør fungere som katalysator« (1);

1.18

opfordrer medlemsstaterne til at tildele regional- og samhørighedspolitikken tilstrækkelige ressourcer, således at den kan fungere som katalysator for forandringer;

1.19

minder om, at der stadig findes regioner i de lande, som var medlemmer af EU før den sidste udvidelse, og som for at kunne konvergere med de øvrige regioner i EU har behov for fortsatte regionaludviklingsforanstaltninger via strukturfondene og Samhørighedsfonden — i det mindste i en overgangsperiode.

1.20

støtter Kommissionens meddelelse om, at såvel den europæiske beskæftigelsesstrategi og EU's strukturfonde som det 7. rammeprogram og EU's uddannelsesprogrammer kan bistå udviklingen af en konkurrencedygtig, videnbaseret økonomi, der fremmer mobilitet;

1.21

foreslår øget støtte til forskning, udvikling og innovation (F+U+I), da aktiviteter på disse områder er til stor nytte for virksomhedernes omstrukturering og kan afbøde de negative følger, som disse processer kan få for de lokale og regionale økonomier;

1.22

bemærker, at der ikke tages hensyn til, at omstruktureringsprocesser indvirker forskelligt på mænd og kvinder, hvilket gør det umuligt at træffe specifikke foranstaltninger, der er tilpasset forskellige situationer;

1.23

er betænkelig ved det lave finansieringsniveau, som EU-medlemsstaterne under forhandlingerne tildelte konkurrencemålsætningen. Omstrukturering fortsætter i disse områder, og mange steder er der behov for støtte til at modernisere de regionale økonomier fuldt ud og skabe en videnbaseret økonomi;

1.24

gentager sin støtte til Kommissionens forslag om at oprette en fond for tilpasning til væksten i forbindelse med forhandlingerne om EU's strukturfonde for perioden 2007-2013;

1.25

glæder sig over det nye forslag om at oprette en fond for tilpasning til globaliseringen, der skal afbøde alvorlige økonomiske og sociale chok på lokalt og regionalt niveau som følge af globaliseringsrelateret omstrukturering, som lokale og regionale myndigheder ikke kunne have foregrebet;

1.26

understreger betydningen af reformen af den fælles landbrugspolitik og politikken for udvikling af landdistrikterne og især nytteværdien af lokale udviklingsforanstaltninger.

1.27

bifalder EU's fremgangsmåde i april 2004, hvor erhvervspolitikken blev revideret. Den reviderede erhvervspolitik omfatter forbedring af de lovgivningsmæssige rammer for virksomheder, mere opbakning til konkurrenceevne og innovation samt oprettelse af en koordineret indsats på sektorniveau;

1.28

støtter meddelelsens forslag om, at Kommissionen identificerer sektorer, der er præget af hurtige og omfattende ændringer. Via højtstående grupper, der inddrager alle de berørte parter, vil Kommissionen fokusere på at analysere udviklingen i konkurrenceevne, miljømæssige trusler og muligheder, konsekvenser på regionalt plan og foranstaltninger, der kunne foretages på EU-plan for at foregribe og håndtere forandringer.

1.29

gør opmærksom på, at de nuværende retningslinjer for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder blev indført i oktober 2004 uden først at høre hverken Regionsudvalget eller Europa-Parlamentet;

1.30

påpeger, at Kommissionen offentliggjorde en »Handlingsplan for statsstøtte« i juni 2005 (2), som vil blive behandlet særskilt i en senere udtalelse fra Regionsudvalget. Regionsudvalget bemærker endvidere, at handlingsplanen bebuder en evaluering og ændring af retningslinjerne om statsstøtte til redning og omstrukturering i 2007/2008 og understreger, at Regionsudvalget bør høres, inden der indføres nye retningslinjer i 2009;

1.31

understreger betydningen af forordningsforslaget om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden (KOM(2004) 492), eftersom støtteberettigede virksomheder, som lukker en produktionsaktivitet med mulig tab af arbejdspladser inden for syv år efter finansieringsafgørelsen, skal betale de modtagne beløb tilbage (artikel 56).

1.32

bifalder meddelelsens erklæring om, at den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden gælder for eksterne foranstaltninger og indeholder bestemmelser til fremme af beskæftigelsen, socialpolitik og anstændige arbejdsvilkår for alle. Ifølge meddelelsen omfatter den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsordens målsætninger fremme af de grundlæggende sociale og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder, styrkelse af den sociale dialog, virksomhedernes sociale ansvar og proaktiv håndtering af forandringer på verdensplan. Disse mål skal være retningslinjer for EU i dets samarbejde med internationale organisationer som ILO, OECD, FN, IMF, Verdensbanken og WTO.

1.33

støtter meddelelsens bemærkninger om, at Kommissionen vil videreføre partnerskaber for forandring gennem styrkelse af den sociale dialog, en meddelelse om virksomhedernes sociale ansvar og oprettelse af et »forum for omstruktureringer«;

1.34

mener, at det første forum for omstruktureringer, der blev afholdt i juni 2005, var en stor succes, og ser frem til regelmæssig afholdelse af forummet. Regionsudvalget bifalder især intentionen om at fokusere på det lokale og regionale niveau på et kommende forum;

1.35

er enigt i, at meddelelsen om virksomhedernes sociale ansvar bør fokusere på virksomheders og interessenters bedste praksis mht. håndtering af omstrukturering. Meddelelsen fastslår, at erfaringen viser, at de virksomheder, som er i stand til at håndtere omstruktureringer på en socialt ansvarlig måde, ofte er dem, der klarer sig bedst i konkurrencen på markedet, og som har mest modstandskraft. Regionsudvalget er enig i disse konklusioner;

1.36

bifalder meddelelsens forslag om, at Det Europæiske Overvågningscenter for Forandringer anmodes om at overvåge omstruktureringen og udvikle kvantitative og kvalitative analyser af omstrukturering, der kan skabe grundlag for den offentlige debat.

1.37

bifalder forslagene i denne sektion om de foranstaltninger til modernisering og forenkling af retsforskrifterne, der indgår i Lissabon-handlingsprogrammet, samt forslaget om en grønbog om arbejdsretten, der skal analysere de nye modeller for tilrettelæggelse af arbejdet, og arbejdsrettens rolle i forbindelse med omstrukturering. Dette giver mulighed for at se på tilskyndelsen til »refleksiv omstrukturering«. Disse foranstaltninger omfatter uddannelsesorlov, orlov, delejob, fjernarbejde og deltidsarbejde og er mindre indgribende end de tvungne afskedigelser, der er forbundet med en mere aggressiv omstrukturering;

1.38

er enig i, at arbejdsmarkedets parter skal sætte endnu mere ind på at foregribe og håndtere omstruktureringer;

1.39

bifalder Kommissionens tilgang til revisionen af direktivet om de europæiske samarbejdsudvalg, der begyndte i april 2004. Kommissionen har redegjort for fire områder, hvor der skal opnås enighed om, hvordan samarbejdsudvalgene skal tackle omstrukturering og forandring. Disse områder omfatter bl.a. vedtagelse af bedste praksis og fælles tilgang til omstrukturering.

2.1

mener, at økonomisk omstrukturering på virksomhedsniveau er en uundgåelig del af moderniseringsprocessen i oprettelsen af en fremadskuende videnbaseret økonomi, men understreger behovet for at styrke den europæiske sociale model for at afbøde de problemer, som omstrukturering kan medføre for enkeltpersoner og lokale myndigheder;

2.2

er enig med Kommissionen i, at »forum for omstruktureringer« har en værdigfuld rolle, og at et fremtidigt forum bør undersøge omstruktureringens rolle på lokalt og regionalt plan;

2.3

opfordrer til mere forskning i regeringernes reaktion på omstrukturering af virksomheder, med særligt henblik på de respektive roller som EU og de nationale, regionale og lokale myndighedsniveauer har, og samspillet mellem disse niveauer samt mere forskning i årsagerne til omstrukturering, især globalisering;

2.4

opfordrer til, at der i EU's, medlemsstaternes og de lokale myndigheders politik satses på beskæftigelsessikkerhed snarere end jobsikkerhed. Dette ville ændre opfattelsen af, at et job er for livet (jobsikkerhed) og i stedet føre over i en situation, hvor arbejdstageren bibringes færdigheder, så han/hun lettere kan skifte fra et job til et andet job (beskæftigelsessikkerhed);

2.5

understreger betydningen af Det Europæiske Overvågningscenter for Forandringer, når det drejer sig om ajourførte oplysninger om økonomisk omstrukturering, der kan levere oplysninger til debatten om at foregribe og håndtere forandringer;

2.6

understreger behovet for bedre koordinering af EU-politikker, så de kan reagere på og håndtere forandringer, og foreslår i tråd med Kommissionens henstillinger, at uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitikken nævnes blandt de områder, som bør koordineres bedre;

2.7

ønsker, at se en velfungerende europæisk beskæftigelsesstrategi, der har en nøglefunktion med hensyn til at tilpasse sig og til at håndtere forandringer og skabe beskæftigelse i vækstsektorer;

2.8

understreger, at omstrukturering på virksomhedsniveau er nemmere at håndtere, hvis lokale og regionale agenturer har udarbejdet økonomiske udviklingsstrategier, der fremmer vækst og diversificerer økonomien. Dette gør det lettere for tidligere arbejdstagere at finde en alternativ beskæftigelse;

2.9

anerkender, at EU's strukturfonde og Den Europæiske Socialfond har en central rolle at spille, når det drejer sig om omstrukturering og håndtering af forandring. Regionsudvalget opfordrer medlemsstaterne til at stille midler til rådighed over EU-budgettet, der giver de lokale og regionale myndigheder mulighed for at modernisere deres økonomi og dermed reducere de skadelige virkninger af omstrukturering i de enkelte virksomheder under hensyntagen til, at der er tale om en generel problematik, som berører alle typer regioner;

2.10

anbefaler, at medlemsstaterne endnu engang overvejer oprettelsen af en fond for tilpasning til væksten eller globaliseringen via EU's strukturfonde, der ville gøre det muligt for EU at gribe ind, hvis en lokal eller regional økonomi rammes af en krise på grund af omstrukturering; Regionsudvalget mener, at denne fond kun bør anvendes, hvis der er nået en regional tærskel, defineret ud fra antallet af arbejdstagere, der er ramt af omstruktureringschokket, som ikke kunne foregribes, omfanget af den regionale arbejdsløshed og indvirkningen på regionalt BNI. Regionsudvalget er enigt i, at fonden bør omfatte foranstaltninger til afbødning af chok, hvad angår menneskelige ressourcer, f.eks. gennem uddannelse og omflytning af arbejdstagere, og anbefaler, at denne fond oprettes inden for EU's budget som en permanent uafhængig fond med sit eget faste, årlige budget. Regionsudvalget går ind for, at der afsættes 1 mia. EUR om året til fonden;

2.11

anbefaler, at EU ser på mulighederne for at diversificere landdistrikternes økonomi og forbedre deres konkurrenceevne, således at de alvorlige virkninger af landbrugsomstrukturering kan mindskes. I denne forbindelse understreges den vigtige rolle, som lokale udviklingsforanstaltninger kan spille;

2.12

bifalder forslagene om industri- og virksomhedspolitik, men Regionsudvalget anbefaler dog, at Kommissionen arbejder tæt sammen med lokale og regionale myndigheder for at identificere de sektorer, der oplever hastige forandringer;

2.13

ønsker at blive hørt, når retningslinjerne til redning og omstrukturering skal evalueres i 2007/2008;

2.14

anbefaler, at hensynet til den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden inddrages i forhandlinger med internationale organisationer og i Doha-udviklingsrunden;

2.15

understreger behovet for ansvarlig forvaltning af forandringer og omstrukturering på virksomhedsniveau og på forskellige myndighedsniveauer samt behovet for at sikre, at arbejdsgiverne er bevidste om deres forpligtelser. Regionsudvalget anbefaler, at dette opnås på en række områder på EU-plan gennem en styrkelse af den sociale dialog, meddelelsen om virksomhedernes sociale ansvar og forhandlinger om direktivet om europæiske samarbejdsudvalg;

2.16

anbefaler, at virksomhederne først ser på fremme af »refleksiv omstrukturering«. Disse foranstaltninger omfatter uddannelsesorlov, orlov, delejob, fjernarbejde og deltidsarbejde og er mindre indgribende end de tvungne afskedigelser, der er forbundet med en mere aggressiv omstrukturering ved filiallukninger.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/32

1)

I nogle medlemsstater har regionerne lovgivningskompetence og er derfor beføjet med hensyn til gennemførelse af EU's lovgivning.

2)

Regioner med lovgivningskompetence tillægges udtrykkelige beføjelser i traktaten om en forfatning for Europa med hensyn til kontrollen med og anvendelsen af nærhedsprincippet, og de indtager derfor en særlig plads i Den Europæiske Unions demokratiske beslutningstagning.

3)

Rammerne for denne udtalelse er inspireret af de beføjelser, som de lovgivende regionale parlamenter tillægges i forfatningstraktaten. Udtalelsen vil derfor ikke rokke ved anerkendelsen af andre politiske beslutningsniveauers betydning, eftersom henstillingerne i udtalelsen mutatis mutandis også kan anvendes på disse.

4)

De regionale parlamenter med lovgivningsbeføjelser varetager fuldt ud gennemførelsen af deres beslutninger og nævnes derfor udtrykkeligt i forfatningstraktatens protokol om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

5)

Indholdet af de drøftelser, som fandt sted under høringen om »De lovgivende regionale parlamenters og regionale forsamlingers rolle i Unionens demokratiske liv«, som Underudvalget for konstitutionelle anliggender og styreformer i EU afholdt den 3. marts 2005, og som bekræftede den tiltagende inddragelse af de regionale parlamenter med lovgivningsbeføjelser i processen for europæisk politisk samling —

6)

Pausen i forfatningstraktatens ratifikationsproces må på ingen måde bremse igangsatte initiativer til bedre inddragelse af de regionale parlamenter i EU's demokratiske liv og deres deltagelse i udarbejdelsen af EU-lovgivningen samt dennes gennemførelse og kontrollen hermed, som er en følge af den politiske konsensus omkring forfatningstraktaten;

1.1

anbefaler, at protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet og protokollen om nationale parlamenters rolle i EU inkorporeres i de nuværende traktater, så der sikres mere demokrati og bedre inddragelse af borgerne i EU's beslutningsproces;

1.2

mener, at det regionale demokrati i væsentlig grad bidrager til at involvere borgerne i politikken og følgelig fortjener den fornødne opmærksomhed inden for Den Europæiske Union. Derfor bør bidragene fra valgte regionale og lokale forsamlinger med henblik på at bringe EU tættere på borgerne opvurderes, bl.a. ved i fuldt omfang at inddrage disse decentraliserede organer i beslutningstagningen;

1.3

mener, at de regionale parlamenter bidrager til opbygning af borgerrettigheder under overholdelse af Unionens kulturelle og sproglige mangfoldighed;

1.4

er overbevist om, at styrkelsen af den lokale og regionale autonomi i flere medlemsstater indebærer et vigtigt bidrag til opbygningen af et Europa, som er styret af blandt andet principperne om demokrati, nærhed og decentralisering;

1.5

konstaterer, at der i alle EU's medlemsstater er sket en vigtig udvikling med hensyn til decentralisering, som har gjort regionerne til vigtige politiske og økonomiske aktører på europæisk plan;

1.6

påpeger, at de lokale og regionale forsamlinger udgør en integrerende del af den måde, hvorpå europæiske lande giver deres demokrati form. Det subnationale myndighedsniveau fortjener derfor en plads i den europæiske debat;

1.7

beklager, at hensigten om at tage hensyn til de lovgivende regionale parlamenters decentrale beføjelser, som Laeken-erklæringen indeholdt positive impulser til, ikke har ført til, at de berørte regioner er tildelt direkte klageret i traktaten om en forfatning for Europa;

1.8

udtrykker tilfredshed med, at det har fået ret til at anlægge sag ved domstolen i lovgivningsspørgsmål, hvor det ifølge forfatningen skal konsulteres, men beklager samtidig, at regioner med lovgivende beføjelser (endnu) ikke har fået ret til at indbringe klager for domstolen;

1.9

konstaterer derfor, at de regionale forsamlinger, herunder især lovgivende forsamlinger, kan inddrage Regionsudvalget og, om nødvendigt, aktivere det nationale parlamentariske spor for i påkommende tilfælde at indbringe klage;

1.10

støtter bestræbelserne fra Konferencen af Europæiske Regionale Lovgivende Forsamlinger (CALRE), som tilstræber at implicere de regionale parlamentariske systemer i den europæiske beslutningsproces;

1.11

understreger endnu en gang — i overensstemmelse med henstillingerne fra hvidbogen om styreformer i EU — det nødvendige i i fuldgyldigt omfang at inddrage de myndighedsniveauer, som er ansvarlige for gennemførelsen af EU's lovgivning, i forberedelsen af denne lovgivning og i udformningen af EU's politik og mener, at dette specielt gælder for de regionale lovgivende forsamlinger, fordi de skal vedtage regionale love i medfør af EU's lovgivning, og støtter derfor, at de aktivt medvirker i den lovforberedende høringsproces samt inddrages i den strukturerede dialog via deres repræsentative sammenslutninger;

1.12

har noteret sig de forskellige forslag om og initiativer til at styrke det tværparlamentariske samarbejde på europæisk plan og mener, at et samarbejde mellem parlamenterne kan bidrage til den europæiske integration;

1.13

mener dog, at disse forslags ønskværdighed og gennemførlighed bør undersøges nærmere, og at man især bør se på, om de kan bidrage til at styrke de regionale forsamlingers politiske vægt;

1.14

insisterer ligeledes på, at den tænkepause, som er indledt i EU vedrørende forfatningstraktatens tekst, på ingen måde må føre til, at disse ambitioner begrænses eller opgives;

1.15

fremhæver, at den protokol om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, som er vedføjet traktaten om en forfatning for Europa som bilag, er et første, vigtigt skridt i den faktiske anerkendelse af regionale parlamenter med lovgivende beføjelser. Protokollen lægger nemlig op til, at de nationale parlamenter, når det er relevant, skal konsultere regionale parlamenter med lovgivningskompetence som led i kontrollen med anvendelsen af nærhedsprincippet;

1.16

konstaterer tillige, at samtlige nationale forsamlinger, alt efter deres beføjelser berøres af mekanismerne til anvendelse af og kontrol med overholdelsen af nærheds- og proportionalitetsprincippet;

1.17

påpeger, at Kommissionens forslag om styreformer i EU og traktaten om en forfatning for Europa ubestrideligt fastslår, at EU er gået over til en styreform med flere niveauer. Dette indebærer imidlertid, at de forskellige myndighedsniveauer vedligeholder forbindelser, som bygger på et horisontalt partnerskab og som er udformet til at sikre en effektiv og integreret beslutningstagning, og at man belyser beføjelsesfordelingen mellem de forskellige myndighedsniveauer, så der hersker vished for, hvem der laver hvad, og på hvilket niveau det politiske ansvar befinder sig;

1.18

påpeger, at deltagelsen af regionale parlamenter med lovgivende beføjelser i Regionsudvalget udgør en ekstra fordel og vidner om den store forskelligartethed mellem territorierne i EU og muliggør et snævrere samarbejde mellem Regionsudvalget og de regionale lovgivende forsamlinger, så det regionale demokrati i Europa styrkes og så de nye beføjelser, som traktaten om en forfatning for Europa lægger op til, kan udøves bedre; alt dette skal ske i samråd med de regionale regeringer;

1.19

anser ratificering af traktaten om en forfatning for Europa i regionale parlamenter med lovgivende beføjelser for en fortrinlig lejlighed til at sætte fokus på disse parlamenters rolle og plads i den europæiske opbygning;

2.1

ser gerne, at regionale parlamenter, regionale forsamlinger og lokale myndigheder, i overensstemmelse med deres beføjelser, institutionelt set involverer sig på en mere proaktiv måde og at de fuldt ud inddrages i den europæiske debat og EU's beslutningsproces, samtidig med at de påtager sig deres ansvar over for borgerne, ganske specielt på baggrund af den aktuelle tænkepause;

2.2

anbefaler i den forbindelse, at de regionale parlamenter medinddrages i de parlamentariske fora, som Europa-Parlamentet lægger op til som led i tænkepausen med det sigte at sætte skub i den europæiske dialog for at overvinde forfatningskrisen;

2.3

henstiller, at lokale og regionale myndigheder og især regionale parlamenter med lovgivende beføjelser inddrages i den lovforberedende fase, i samrådet forud for EF-lovgivning, og at de konsulteres i forbindelse med iværksættelsen af varslingsmekanismen;

2.4

insisterer på fuld inddragelse af de regionale parlamenter i den af Kommissionen foreslåede plan D, herunder både i fællesskabsinitiativerne og i de anbefalede nationale debatter, med det sigte at drøfte EU's fremtid og borgernes forventninger;

2.5

agter at styrke samarbejdet og dialogen med regionale parlamenter med lovgivende beføjelser med det sigte at gøre inddragelsen optimal;

2.6

fastslår, at det inden for rammerne af netværkssamarbejdet med regionale og lokale myndigheder og deres sammenslutninger vil skabe opmærksomhed om tilskyndelsen til klager mod EU-retsakter inden for rammerne af sine interne procedurer, som skal fastlægges;

2.7

vil virke for, at regionale lovgivende parlamenter, i funktion af de beføjelser, som Unionen udøver, optræder som bestanddele af deres lands parlamentariske system eller som kamre i det nationale parlament og tillige får mulighed for at gå til deres nationale parlament for at indbringe klage for domstolen i tilfælde af krænkelse af nærhedsprincippet;

2.8

anmoder de lovgivende regionale parlamenter og de regionale forsamlinger om at yde deres bidrag til den regelmæssige ajourføring af den »kompetenceoversigt over opgavefordelingen mellem Den Europæiske Union, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder« (CdR 104/2004), som Regionsudvalget har udarbejdet;

2.9

henstiller, at man i de regionale lovgivende parlamenter overvejer at oprette parlamentariske udvalg til at påse overholdelsen af nærhedsprincippet, og som derfor kan optræde som privilegerede samtalepartnere i ovennævnte netværker;

2.10

går ind for, at der i medlemsstater, hvor der forekommer en fordeling af beføjelser mellem det nationale og regionale niveau, laves en intern bindende aftale om proceduren med tidlig varsling med hensyn til kontrollen med nærhedsprincippet, så processen gøres klar og transparent; det foreslås, at der udarbejdes en oversigt over disse procedureaftaler, som skal indgås på medlemsstatsniveau;

2.11

henstiller, at processen til kontrol med nærhedsprincippet ledsages af en intern reformproces i medlemsstaterne, med respekt for de eksisterende forfatningsmæssige strukturer, med det sigte at konsolidere de regionale lovgivende parlamenters medvirken i de mekanismer, som anbefales i protokollen om anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet;

2.12

henstiller til de regionale parlamenter, som har grundlæggende beføjelser, at anvende disse som led i den europæiske beslutningstagning ud fra både deres institutionelle og fiskale formåen;

2.13

opfordrer endelig indtrængende Den Europæiske Union til at forpligte sig til at styrke den regionale debat i Europa. Denne debat bør føre til et samarbejde mellem Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter, de lokale og regionale myndigheder og navnlig de regionale parlamenter med lovgivende beføjelser; samarbejdets nærmere form bør fastlægges efter indgående samråd og bør påvise merværdien for demokratiet i EU.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/35

1)

i forbindelse med videreudviklingen af nærhedsprincippet i traktaterne er Regionsudvalgets forslag i de senere år gradvist blevet indarbejdet i traktaterne

2)

resultaterne af den første konference om nærhedsprincippet, som det på eget initiativ afholdt den 27. maj 2004 i Berlin

3)

nærhedsprincippet udvides til at gælde for de lokale og regionale myndigheder (artikel I-11), hvilket indebærer, at princippet om respekt for det lokale og regionale selvstyre, som indførtes i forfatningen (artikel I-5, stk. 1), omsættes i praksis

4)

Europa-Kommissionen opfordres til, at den inden den fremsætter forslag til retsakter, foretager omfattende konsultationer af de regionale og lokale myndigheder (artikel 2 i nærhedsprotokollen)

5)

som institutionelt talerør for EU's regioner og kommuner opnår Regionsudvalget ret til at indbringe klage for EU-Domstolen for at sikre sine rettigheder (artikel III-365, stk. 3)

6)

desuden opnår Regionsudvalget ret til at indbringe klager vedrørende krænkelser af nærhedsprincippet (artikel III-365 og artikel 8 i nærhedsprotokollen)

7)

Regionsudvalget opfordres til sammen med de andre institutioner og de nationale parlamenter at behandle Kommissionens årlige rapport om anvendelsen af forfatningens artikel I-11 (nærheds- og proportionalitetsprincippet) (artikel 9 i nærhedsprotokollen)

8)

for at føre politisk kontrol med overholdelsen af nærhedsprincippet indføres et system for tidlig varsling, der for første gang også giver de nationale og regionale parlamenter indflydelse på lovgivningsprocessen i EU (artikel 6 i nærhedsprotokollen) —

1.1

noterer sig, at et flertal af medlemsstaterne har ratificeret forfatningstraktaten, mens befolkningen i to medlemsstater har forkastet forfatningstraktaten ved folkeafstemning.

1.2

bifalder den på Det Europæiske Råd den 16. og 17. juni 2005 trufne beslutning om en tænkepause i ratificeringsprocessen og anser det for nødvendigt, at denne fase udnyttes til at overveje, hvordan Unionen bedre kan afstemme sin politik efter borgernes forventninger og udbygge kommunikationen med disse; fremhæver, at netop repræsentanterne for de lokale og regionale myndigheder, som står borgerne særligt nær, kan her yde et afgørende bidrag, bl.a. gennem forslag og initiativer.

1.3

har betonet vigtigheden af det lokale og regionale niveaus deltagelse i »tænkepausen« og fremlagt henstillinger vedrørende debattens struktur, temaerne samt en evaluering (CdR 250/2005).

1.4

understreger, at en afstemning af EU-politikken efter nærheds- og proportionalitetsprincippet og skabelsen af en nærhedskultur kan yde et afgørende bidrag til, at borgernes tillid til det europæiske samarbejde øges og den skepsis, der kom til udtryk under de negative folkeafstemninger, overvindes.

1.5

opfordrer derfor EU's organer og institutioner til uafhængigt af ratificeringen af forfatningstraktaten umiddelbart at omsætte forfatningstraktatens definition af nærheds- og proportionalitetsprincippet samt kontrollen heraf i praksis, så vidt dette er juridisk muligt.

1.6

anser det i denne sammenhæng for nødvendigt, at man som fastsat i den nye protokol om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i højere grad tager hensyn til den regionale og lokale dimension i Den Europæiske Union ved, at man før vedtagelsen af enhver retsakt gennemfører omfattende konsultationer, og at man for enhver europæisk rammelov udarbejder en nærhedsprincipanalyse, hvori Kommissionen vurderer de retlige og økonomiske konsekvenser af loven for de regionale og lokale myndigheder (CdR 121/2005 — punkt 2.1.2).

2.1

udtrykker stor glæde over, at med de forskellige traktatreformer siden 1996 og den forfatningstraktat, der blev underskrevet den 29. oktober 2004 er næsten alle de krav til nærhedsprincippet, det har fremført i de sidste 10 år, blevet opfyldt frem for alt inden for rammerne af konventets arbejde. Dette er et klart bevis på dets gennemslagskraft og indflydelse på lovgivningsprocessen i EU.

2.2

stiller sig positivt til den nye definition af nærhedsprincippet og dets inddragelse i arbejdet med efterfølgende at overvåge, at princippet ikke tilsidesættes. Regionsudvalget stiller sig også positivt til, at det sammen med andre institutioner og de nationale parlamenter vil modtage Kommissionens rapport om anvendelsen af artikel I-11 i forfatningen (nærhed og proportionalitet, artikel 9) (CdR 354/2003 pkt. 1.12).

2.3

understreger, at med ændringerne i forfatningstraktaten får udvalget tildelt en vigtig rolle i forbindelse med kontrollen med anvendelsen af nærhedsprincippet; udvalgets institutionelle rolle i EU styrkes dermed.

2.4

vil gøre sit yderste for at forberede sig på at varetage denne nye opgave og at udbygge samarbejdet med de berørte institutioner og de regionale og lokale myndigheder, det repræsenterer.

2.5

understreger, at en seriøs anvendelse af det reformerede nærhedsprincip, det vil sige stærkere inddragelse af de lokale og regionale aktører, kan komme til at spille en central rolle, da det kan gøre EU-institutionernes politikker og tiltag mere håndgribelige. Som specielt borgernære enheder i Europa kan netop regionerne og de lokale myndigheder viderebringe forslag og oplysninger om konkrete behov for økonomisk og social udvikling fra regioner og lokalsamfund til EU-institutionerne. Endvidere kan de lokale og regionale myndigheder være med til at fremme den europæiske idé blandt borgerne.

2.6

ser positivt på kommissionsformanden José Manuel Barrosos udtalelser på plenarforsamlingen den 24. februar 2005 om at styrke det politiske partnerskab med EU-Kommissionen og videreudvikle samarbejdsaftalen fra 2001. Udvalget minder om, at de forventer en ægte dialog med Kommissionen, som bør udvides til at omfatte centrale spørgsmål (CdR 354/2003 pkt. 1.18).

2.7

glæder sig over, at man i forfatningstraktaten for første gang indfører klare kompetencekategorier (enekompetence, delt kompetence og supplerende kompetence, Artikel I-12) og skaber en nøjere kompetenceafgrænsning mellem Unionen, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder (Artikel I-13 til I-18), hvilket udvalget gentagne gange har krævet (8).

2.8

minder i denne forbindelse om, at hovedmålet med nærhedsprincippet — som et dynamisk politisk princip, der giver mulighed for tilpasning af de interventioner, som knytter sig til udøvelsen af de kompetencer, der er tillagt de institutioner og organer, som deltager i det offentlige liv på europæisk niveau — er at sikre, at beslutninger træffes på det niveau, hvor man så nært på borgerne som muligt kan opnå den bedste virkning.

2.9

konstaterer, at nærhedsprincippet er et dynamisk princip, som på visse områder kan føre til »mere« og på andre områder på »mindre EU« (CdR 302/98 pkt. 1.1.5).

2.10

understreger, at Den Europæiske Union har behov for såvel harmonisering som opretholdelse af den voksende mangfoldighed, og går ind for et Europa, hvor folkenes mangfoldighed og identitet kan bevare sin kraft, således at der kan skabes en blomstrende konkurrence uden, at solidariteten og sammenholdet i EU ødelægges (9).

2.11

gør derfor Kommissionen opmærksom på, at anvendelsen af nærhedsprincippet især indebærer, at det proaktivt undersøges, om det i det hele taget er nødvendigt med et EU-lovgivningsinitiativ.

2.12

understreger, at i henhold til punkt 1 i protokollen til forfatningstraktaten om »Anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet« er alle europæiske institutioner forpligtet til at overholde disse principper og skal henholde sig til disse under hele lovgivningsprocessen også under debatterne i Europa-Parlamentet og i Rådet. Det er derfor af stor betydning, at udvalget med sin nye kompetence får og udvikler de nødvendige ressourcer til at følge overvågningen af især nærhedsprincippet i hele lovgivningsprocessen og eventuelt at indgive klage for EU-Domstolen.

2.13

påpeger med tilfredshed, at med inddragelsen af det lokale plan i nærhedsprincippet gøres det klart, at man med dette princip ikke kun skal respektere de nationale og regionale organers lovgivningsbeføjelser, men at EU også skal sikre varetagelsen af byernes, kommunernes og regionernes privilegier inden for rammerne af det lokale og regionale selvstyre.

2.14

beklager derimod, at man i den nye nærhedsprotokol ikke fuldt og helt har indarbejdet de kriterier til prøvelse af et EU-lovgivningsforslags forenelighed med nærhedsprincippet som anført i nærhedsprotokollen til Amsterdam-traktaten og foreslår, at Europa-Kommissionen for fremtiden i forbindelse med anvendelsen af nærhedsprincippet især præciserer

2.15

anser, at man ved nærhedskontrollen bør tage hensyn til, i hvilket omfang man via EU-foranstaltninger kan opnå økonomiske stordriftsfordele og en merværdi takket være grænseoverskridende og transnationale virkninger.

2.16

understreger, at man, når EU-lovgivning på grundlag af nærhedsprincippet er nødvendig, formulerer den således, at de centrale, regionale og kommunale instanser får et så stort spillerum som muligt. Fremover skal den europæiske »reguleringstæthed« begrænses endnu kraftigere til det, der er ubetinget nødvendigt for at opnå traktatsmålene (proportionalitetsprincippet). For frem for alt at sikre og skabe arbejdspladser bør borgerne og virksomhederne ikke belastes med unødigt demokrati. Det ser derfor også med tilfredshed på Europa-Kommissionens foranstaltninger til ajourføring og forenkling af fællesskabsretten, som skal intensiveres.

2.17

beklager i denne sammenhæng, at bestemmelserne vedrørende proportionalitetsprincippet er mindre vidtgående og klare end bestemmelserne vedrørende nærhedsprincippet; dette så meget desto mere som forfatningen anerkender det lokale og regionale selvstyres autonomi, og de lokale og regionale enheder er ansvarlige for gennemførelsen af mere end 70 % af EU's retsakter.

2.18

henviser i denne sammenhæng til EU-domstolens bestående retspraksis (10), som viser, at man ved vurderingen af et lovgivningsforslags forenelighed med nærhedsprincippet tager hensyn til aspekter ved proportionalitetsprincippet, og at man ikke helt kan adskille de to principper fra hinanden.

2.19

gør det klart, at det, når det drejer sig om klageadgang i nærhedsspørgsmål, for udvalget især gælder om at sikre, at man på regionalt og lokalt plan yder et effektivt bidrag til, at nærhedsprincippet anvendes bedre lige fra Europa-Kommissionens udformning af lovforslagene til den endelig afgørelse i Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

2.20

tilskynder derfor Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, Ministerrådet og de nationale og regionale parlamenter til at skabe en ægte nærhedskultur i EU og i fællesskab arbejde på, at princippet forankres fast i de politisk ansvarliges bevidsthed på såvel europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan samt at føre en permanent dialog om konkrete foranstaltninger til anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet.

2.21

minder i denne forbindelse om den snævre sammenhæng mellem dels gennemførelsen af nærhedsprincippet og princippet om god forvaltningspraksis i EU, som fører til en styrkelse af den demokratiske legitimitet og åbenheden i EU, dels forfatningstraktaten, der indebærer en prisværdige udvidelse af Kommissionens lovforberedende høring af de lokale og regionale myndigheder (Artikel 2 i nærhedsprotokollen). Denne høring bør resultere i en ægte meningsudveksling.

2.22

opfordrer de nationale parlamenter, som i lighed med udvalget har fået klageadgang til EU-Domstolen, til at indlede en permanent dialog med Regionsudvalget for at finde fælles strategier til effektiv gennemførelse af nærhedsprotokollen og på nationalt plan at føre de i forfatningstraktaten fastlagte konsultationer af repræsentanter for de lokale og regionale myndigheder og især konsultationerne af de regionale parlamenter med lovgivningsbeføjelser ud i praksis på en effektiv og åben måde.

2.23

opfordrer de regionale parlamenter til også fremover at koordinere deres indsats med Regionsudvalgets og træffe interne foranstaltninger, der gør det muligt at tage hurtige beslutninger og udveksle oplysninger om nærhedsspørgsmål inden for rammerne af det tidlige varslingssystem.

3.1

understreger, at det er i planlægningsfasen af en retsakt, at Regionsudvalget og de lokale og regionale myndigheder har størst mulighed for effektivt at bringe den lokale og regionale dimension ind og påpeger, at ved tidligt at inddrage det og tage hensyn til dets standpunkter kan indbringelse af klager for EU-Domstolen om brud på nærhedsprincippet undgås.

3.2

ser med tilfredshed på, at Europa-Kommissionen, inden den fremlægger lovgivningsforslag, først skal undersøge de økonomiske og administrative konsekvenser og forventer, at man på nærhedskortet også beskriver konsekvenserne for de lokale og regionale myndigheder, eftersom det meget ofte er dette styre- og forvaltningsniveau, der i sidste ende har ansvaret for reguleringen, omsætningen og gennemførelsen af nye EU-initiativer. Udvalget opfordrer Europa-Parlamentet til på samme måde at tage hensyn til konsekvenserne af sine ændringer til lovgivningsforslag (CdR 354/2003 pkt. 1.21).

3.3

understreger, at Kommissionen så vidt muligt bør benytte sig af rammelovgivning og overlade det til de nationale, regionale og lokale myndigheder at vælge de former og metoder, der er bedst egnet til at nå de ønskede resultater.

3.4

foreslår, at Europa-Kommissionen allerede under konsultationsfasen i henhold til artikel 2 i nærhedsprotokollen fremlægger nærhedsprincipanalyser med velunderbyggede oplysninger om nærheds- og proportionalitetsprincippet samt vurderinger af følgevirkningerne.

3.5

forventer, at Kommissionen regelmæssigt involverer udvalget i de konsultationer, der i henhold til artikel 2 i nærhedsprotokollen skal gennemføres, inden et lovforslag fremsættes.

3.6

forventer, at det får mulighed for at bidrage til Europa-Kommissionens udarbejdelse af den årlige rapport til Det Europæiske Råd om anvendelsen af nærhedsprincippet. I det mindste skal dets udtalelse om Europa-Kommissionens årsberetning om anvendelsen af forfatningens artikel I-11 (nærhed og proportionalitet) vedføjes Europa-Kommissionens rapport.

3.7

foreslår, at det for at videreudvikle en nærhedskultur i Den Europæiske Union afholder en årlig konference om nærhedsprincippet med deltagelse af Europa-Kommissionen, Ministerrådet, Europa-Parlamentet, EU-Domstolen samt de nationale parlamenter og regionale forsamlinger for der at drøfte og analysere fremskridtene og hindringerne i forbindelse med anvendelsen af nærheds- og proportionalitetsprincippet.

3.8

er overbevist om, at dets muligheder for at medvirke i den lovforberedende fase skal udbygges yderligere og opfordrer Europa-Kommissionen til i forbindelse med den forestående revision af samarbejdsaftalen i 2005 at tillægge spørgsmålet om samarbejde om anvendelsen af nærhedsprincippet og dets nye rolle særlig opmærksomhed.

3.9

understreger, at det på grund af sin allerede eksisterende rådgivningsfunktion har ret til at undersøge et EU-lovgivningsforslags forenelighed med nærheds- og proportionalitetsprincippet og at forelægge sin vurdering for EU-institutionerne og de nationale parlamenter.

3.10

finder, at Regionsudvalget i sin evaluering af nærhedsprincippet ikke bør begrænse sig til de ti obligatoriske høringsområder, men at det bør kunne »vælge sin egen kurs«.

3.11

er sig bevidst, at klageretten til sikring af sine rettigheder vil give det en politisk stærkere stilling.

3.12

påpeger, at det i forbindelse med påtale af misligholdelse af nærheds- og proportionalitetsprincippet — i modsætning til de nationale parlamenter — ikke er bundet af en frist inden for rammerne af det tidlige varslingssystem.

3.13

beslutter derfor på grund af det tidlige varslingssystems tidsfrister og fristerne i forbindelse med udvalgets indbringelse af klager at give præsidiet beføjelse til at kontrollere, hvorvidt de af Kommissionen fremlagte lovforslag inden for de obligatoriske høringsområder er forenelige med nærheds- og proportionalitetsprincippet og meddele sin holdning til EU-institutionerne og de nationale parlamenter. Den nærmere fremgangsmåde i præsidiet skal fastlægges i forbindelse med en revision af Regionsudvalgets forretningsorden.

3.14

understreger, at det under hele den fortsatte lovgivningsproces stadig er underudvalget og dets ordførere, der har ansvaret for, at indholdet i udtalelserne om hvert lovforslag ikke ændres.

3.15

påpeger dog, at det er nødvendigt at følge op på dets evaluering af retningslinjerne for anvendelsen af nærheds- og proportionalitetsprincippet i hele lovgivningsprocessen. Især skal ordførerne sikre sig, at der under debatterne i Europa-Parlamentet og Ministerrådet ikke foretages ændringer, som gør forslaget uforeneligt med nærheds- og proportionalitetsprincippet. I så fald skal Regionsudvalget (præsidiet) orienteres herom.

3.16

under henvisning til den i forfatningstraktaten fastsatte fremtidige forpligtelse til at høre det i det tilfælde, hvor dette skal ske (artikel III-388) samt under henvisning til dets nye kompetencer i forbindelse med kontrollen af markedsprincippet indbyder det Ministerrådet og Europa-Parlamentet til at undersøge muligheden for at indlede forhandlinger om en samarbejdsaftale. Af hensyn til dets nærhedskompetence bør man heri især fastlægge de nærmere bestemmelser for høringen af Regionsudvalget, informationsstrømmen til Parlamentet eller Ministerrådet inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure.

3.17

har til hensigt i en forsøgsperiode inden for den gældende lovgivning allerede før EU-forfatningstraktatens eventuelle ikrafttræden at gøre brug af instrumenterne for nærhedskontrol inden for den gældende lovgivning, især opbygningen af et elektronisk netværk med de lokale og regionale myndigheder og deres sammenslutninger.

3.18

slår fast, at EU-Domstolen hidtil har håndhævet prøvelsen af nærhedsprincippets overholdelse meget restriktivt. EU-Domstolen prøver hovedsageligt om EU-organerne har efterkommet deres pligt til at udtale sig i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Derimod vedrører EU-Domstolens prøvelse ikke formspørgsmål, medmindre der foreligger et klart brud. Eftersom nærhedsprincippet og kontrollen hermed har fået væsentlig større betydning gennem forfatningstraktaten, vil det vise sig, om EU-Domstolen vil intensivere prøvelsen heraf.

3.19

fastslår, at i henhold til Artikel III-365 skal det senest to måneder efter en retsakts ikrafttræden anlægge sag mod brud på nærhedsprincippet.

3.20

ser med tilfredshed på, at udvalget får en ny retlig legitimitet via sin ret til at indgive klage til sikring af sine rettigheder og også retten til at kontrollere retsakters overholdelse af nærhedsprincippet i de tilfælde, hvor det skal høres.

3.21

mener, at det kan indgive klage for EU-domstolen om brud på nærhedsprincippet, også selv om det ikke har afgivet en kritisk udtalelse om anvendelsen af nærhedsprincippet, men kun har udtalt sig som led i den normale obligatoriske eller fakultative høringsfunktion.

3.22

er fast besluttet på, at retten til at indbringe klage for EU-domstolen kun skal anvendes i yderste nødstilfælde, hvor alle andre muligheder for at øve indflydelse er udtømte.

3.23

beslutter, at det i princippet er præsidiet, som skal træffe beslutning om at indgive klager for EU-domstolen om brud på nærhedsprincippet. Hvis de fastsatte frister tillader det, træffer plenarforsamlingen beslutning på forslag af præsidiet. På grund af klagerettens betydning for udvalget forbeholder plenarforsamlingen sig til enhver tid ret til at revidere præsidiets beslutning. Den nærmere fremgangsmåde skal fastlægges i forbindelse med en revision af Regionsudvalgets forretningsorden.

3.24

fastslår, at det inden for rammerne af netværkssamarbejdet med regionale og lokale myndigheder og deres sammenslutninger vil skabe opmærksomhed om tilskyndelsen til klager mod EU-retsakter inden for rammerne af sine interne procedurer, som skal fastlægges.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/42

1)

Regionsudvalget bør fungere som institutionel talsmand for det særlige bidrag, som de lokale og regionale myndigheder i EU kan yde til projekter inden for det decentraliserede samarbejde;

2)

for at sikre en relevant og effektiv EU-indsats i forbindelse med gennemførelsen af de verdensomspændende mål om bekæmpelse af fattigdom er det nødvendigt at overveje det særlige bidrag, der kan komme fra lokale og regionale aktører, som i sagens natur har erfaring med udvikling og organisering af demokrati og kender befolkningens behov og forventninger;

3)

Kommissionen har fremsendt »Forslag til fælleserklæring fra Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik — »Den europæiske konsensus««, KOM(2005) 311 endelig, til Regionsudvalget —

1.1.1

minder om, at EU's udviklingspolitik er hjemlet i EF-traktatens artikel 177 til 181, og at den er en af hovedbestanddelene i EU's eksterne indsats;

1.1.2

bifalder reformen af EU's udviklingspolitik, som blev vedtaget i november 2000 med bekæmpelse af fattigdom i verden som hovedformål; den bekræftede EU's engagement i kampen for demokrati og menneskerettigheder og var udarbejdet i samarbejde med modtagerlandene; understreger betydningen af FN's millenium-mål og deres prioritering af fattigdomsbekæmpelse; understreger, at disse ambitiøse mål ikke kan nås uden de lokale og regionale myndigheders aktive medvirken. Dette bør fremgå klart, og de bør tildeles en tydelig og vigtig rolle i udviklingssamarbejdet;

1.1.3

påskønner de foranstaltninger, der er truffet for at øge EU-bistandens synlighed og effektivitet samt modtagerlandenes medansvar for den (udarbejdelse af egentlige udviklingsstrategier med en flerårig horisont, oprettelse af EuropeAid, dekoncentration (som i dag er gennemført) af EU-programmerne ved at lægge dem ud til Kommissionens delegationer);

1.1.4

konstaterer, at EU's udviklingspolitik i dag omfatter 151 lande og territorier, som er opført på en international liste, og at denne politik gennemføres gennem et væld af geografiske og tematiske programmer samt gennem Cotonou-aftalen, hvad AVS-landene angår;

1.1.5

beklager, at Kommissionen i sin meddelelse fra 2002 om Ikke-statslige aktørers inddragelse i EU's udviklingspolitik  (4) i sit ønske om at fremme befolkningens medansvar for og fulde engagement i EU's udviklingsprogrammer i de berørte lande næsten udelukkende har lyttet til civilsamfundets organisationer uden at overveje de lokale og regionale myndigheders bidrag;

1.1.6

bifalder derfor den nye kurs, Kommissionen er slået ind på med de nylige ændringer af Cotonou-aftalen i forbindelse med midtvejsrevisionen (5) af den, især i artikel 4, som udvider de bestemmelser, der hidtil kun har været gældende for de ikke-statslige aktører, til fremover også at omfatte »de decentraliserede lokale myndigheder«.

1.2.1

forstår ved »decentraliseret samarbejde« det internationale samarbejde, som de lokale og regionale myndigheder i EU (som defineret i de enkelte medlemsstaternes nationale lovgivning) gennemfører under ledelse af deres demokratisk valgte forsamlinger, og som mobiliserer de bærende kræfter i deres område, dvs. størrelser, som både adskiller sig fra statens centralmagt og fra civilsamfundet;

1.2.2

beklager, at der endnu i dag i vid udstrækning mangler en erkendelse af kommunernes og regionernes bidrag til EU's udviklingspolitik samt til andre bistandspolitikker for tredjelande;

1.2.3

konstaterer, at denne manglende erkendelse især viser sig ved, at de lokale og regionale myndigheders plads i forskellige udviklingspolitiske programmer er meget svingende:

1.2.4

ønsker, at der — når andre udviklingsaktører end regeringerne skal ind i billedet — etableres en bedre balance mellem de forskellige former for civilsamfundsorganisationer, der betegnes som »ikke-statslige aktører«, og de lokale og regionale myndigheder. Dette ønske er på ingen måde en indvending mod de partnerskaber, som de lokale myndigheder ofte etablerer med ikke-statslige aktører for at gennemføre deres decentraliserede samarbejde.

1.3.1

understreger, at lokale og regionale myndigheder i EU i årevis har haft samarbejdsforbindelser med lokale og regionale myndigheder i lande uden for EU, især udviklingslande, inden for rammerne af medlemsstaternes nationale planer;

1.3.2

bemærker, at medlemsstaterne — uanset hvor stor en grad af initiativret de har givet deres regioner og kommuner — ofte på den ene eller anden måde hjælper dem med at øge effektiviteten af det decentraliserede arbejdede, de udfører, og med at fremme forbindelserne mellem dette og det statslige udviklingssamarbejde i erkendelse af regionernes og kommunernes supplerende bidrag;

1.3.3

minder om, at de lokale og regionale myndigheder bidrager til det decentraliserede samarbejde med viden og erfaring fra udøvelsen af forskellige kompetencer: sundheds- og uddannelsesydelser til befolkningen, offentlige tjenester i byerne (vand, affald), økonomisk udvikling af lokalområdet, bl.a. gennem handel, men også institutionel støtte til den lokale forvaltning, erfaringer med lokalt og regionalt demokrati og fungerende demokratiske organisationer, bedre udnyttelse af kulturarven — for ikke at tale om den rolle, de kan spille for freden (»bydiplomati«). Deres indsats er derfor særlig værdifuld, da den kan gøre de »decentraliserede lokale myndigheder« i udviklingslandene bedre i stand til at påtage sig det ansvar, som decentraliseringen giver dem;

1.3.4

understreger samtidig, at kommuner og regioner er et velegnet udgangspunkt for bestræbelserne på at højne borgernes bevidsthed om udviklingsbistandens problematik og opmuntre dem til at gøre en indsats på dette område;

1.3.5

erkender, at de nationale foranstaltningers forskellighed, de mange forskellige områder, som de lokale myndigheders samarbejde foregår på, den enkelte regions eller kommunes karakteristika og det varierende omfang af menneskelige og finansielle ressourcer, som afsættes til det decentraliserede samarbejde, hidtil har dannet et både værdifuldt og komplekst billede;

1.3.6

mener, at det er vigtigt for erkendelsen af de decentraliserede myndigheders bidrag til kampen mod fattigdom og for demokrati at gøre det klart, at decentraliseret samarbejde ikke længere blot er et spørgsmål om at iværksætte flere aktioner eller programmer, men at det skal betragtes som en lokal dimension af en global udviklingsstrategi, der gennemføres på statsligt eller på regionalt niveau;

1.3.7

hilser de initiativer velkommen, som lokale og regionale myndigheder i EU og i udviklingslandene har taget for at strukturere deres samarbejde på tematisk eller geografisk grundlag;

1.3.8

er glad for, at der i 2004 blev oprettet en ny international forening af byer og kommuner, »United Cities and Local Governments«, som nu er anerkendt som samtalepartner af FN; dens værdigrundlag er fred, lokalt selvstyre og solidaritet, og dens medlemmer er kommuner fra alle dele af verden, der går sammen for at løse problemer i det internationale samarbejde.

1.4.1

takker Kommissionen for, at Regionsudvalget har fået tilsendt forslaget til fælleserklæring, som er af stor politisk betydning;

1.4.2

glæder sig derover, da det betragter fremsendelsen i sig selv som et led i anerkendelsen af de lokale og regionale myndigheders rolle som aktører for EU's udviklingspolitik;

1.4.3

er enig i tekstens generelle synsvinkel, nemlig at globaliseringen skal blive »en positiv faktor for hele jordens befolkning«; Regionsudvalget har givet udtryk for samme holdning i en af sine tidligere udtalelser (6);

1.4.4

påskønner viljen til at skabe mere sammenhæng i EU's udviklingssamarbejde gennem fastlæggelse af en »tematisk ramme« til vejledning for prioriteringen mellem de interne og de eksterne politikker (særlig nødvendigt vedrørende international samhandel og landbrug) og mellem Kommissionens og medlemsstaternes indsats;

1.4.5

konstaterer med tilfredshed, at kommuners og regioners rolle eksplicit nævnes i forbindelse med adskillige af de valgte emner, både som aktører for den lokale forvaltning og for decentraliseret udvikling, men mener dog, at deres rolle på andre områder (bl.a. vandforsyning) også kunne være omtalt;

1.4.6

afventer med interesse den specifikke tekst, Kommissionen har bebudet om Afrikas situation og bistand til Afrika.

2.1

anbefaler, at det decentraliserede samarbejdes plads betragtes ud fra følgende principper:

2.2

foreslår, at der med støtte fra de organisationer, som de lokale og regionale myndigheder allerede har oprettet for at strukturere deres decentraliserede udviklingssamarbejde, især inden for United Cities and Local Governments, og med støtte fra organisationer, der bidrager til at forbedre det decentraliserede samarbejde, træffes følgende foranstaltninger:

2.2.1

over for de lokale og regionale myndigheder i EU:

2.2.2

over for de lokale og regionale myndigheder i udviklingslandene anvendes de generelle principper for EU-udviklingsstøtte efter en decentraliseret fremgangsmåde:

2.3

anbefaler, at de lokale og regionale myndigheder inddrages i gennemførelsen af EU's udviklingspolitik som ønsket af Kommissionen; de har allerede gennem specifikke tiltag over for borgerne i deres område, især de unge, vist, at de kan spille en rolle, når det drejer sig om at få offentligheden til at forstå betydningen af at bekæmpe fattigdom overalt i verden — ofte i samarbejde med ikke-statslige organisationer;

2.4

Kommissionens forslag til fælleserklæring fra Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik — »Den europæiske konsensus«, KOM(2005) 311 endelig

Regionsudvalget

2.4.1

rejser i betragtning af den særlige opmærksomhed omkring de lande, der har et »vanskeligt partnerskab« med EU, det spørgsmål, hvilke ændringer der fra 2007 vil blive gennemført i budgetposten »decentraliseret samarbejde«, som i dag (7) er forbeholdt disse lande, når det afsatte beløb notorisk er utilstrækkeligt;

2.4.2

ønsker, at budgetstøtten, som er tiltænkt en voksende betydning i bestemmelserne om EU-bistanden, bliver en anledning for modtagerregeringerne til at overføre midler fra det nationale budget til de lokale og regionale myndigheder i et omfang, som svarer til de beføjelser, de tildeles i den igangværende decentraliseringsproces;

2.4.3

anmoder Kommissionen om at tage hensyn til de anbefalinger, der fremlægges i denne udtalelse, til fordel for denne nye etape i EU's udviklingspolitik.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/47

1.1

bifalder Kommissionens forslag om at oprette et rammeprogram om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme i perioden 2007-2013;

1.2

erkender betydningen og omfanget af global migration, som er vigtig for mangfoldighed og udvikling, navnlig i lokalområderne. Regionsudvalget er fuldt ud enig i vigtigheden af at koordinere indvandrings-, asyl- og integrationspolitikken i EU. Det er endnu vigtigere i dag i det udvidede EU;

1.3

erkender betydningen af en fællesskabsbaseret, overordnet og holdbar politik for forvaltning af migrationsstrømme, herunder sikre grænser, effektiv beskyttelse af personer, der har brug for international beskyttelse, effektiv hjemsendelse af tredjestatsborgere, der illegalt opholder sig på EU's territorium, samt integration af legale indvandrere i det økonomiske, sociale, kulturelle og politiske liv;

1.4

understreger, at det nationale niveau er ansvarligt for at udforme og gennemføre lovgivning, mens det hovedsageligt er det regionale og lokale niveaus opgave at modtage, skaffe bolig til og integrere indvandrere. Regionsudvalget vil derfor især understrege den vigtige rolle, som spilles af de lokale og regionale myndigheder, hvis ansvarsopgaver bl.a. omfatter planlægning, boliger, uddannelse og arbejdsmarked, der direkte påvirker integrationen og kan fremme social samhørighed, social integration og et bæredygtigt samfund;

1.5

understreger, at de lokale og regionale myndigheder ønsker at udgøre et centralt led i solidaritetskæden og deltage i bekæmpelsen af årsagerne til migration ved at styrke det økonomiske samarbejde og ved at udvikle en fælles strategi for fremme af grænseoverskridende regionalt og nationalt samarbejde om forvaltning af migrationsstrømme. Deres beføjelser inden for migration, indvandring og integration samt deres funktion som operatører eller ejere af infrastrukturer, placerer disse myndigheder forrest i arbejdet med at forebygge, finansiere og forvalte migrationsstrømme;

1.6

understreger, at i mange dele af EU tilflyder skatteindtægterne det nationale niveau, mens den økonomiske byrde med at forhindre indvandringsrelateret udstødelse pålægges det lokale niveau. At der ikke finder samråd sted mellem de forskellige niveauer, kan forhindre en effektiv udnyttelse af de økonomiske ressourcer. Denne form for ændret byrdedeling kunne supplere foranstaltningerne på EU-niveau og give positive resultater ude i marken;

1.7

1.8

1.9

understreger, at indvandringen ikke er stor nok til at afhjælpe EU's arbejdskraftmangel på lang sigt og henviser til sin udtalelse om ældre borgeres bidrag til arbejdsmarkedet;

1.10

der er et presserende behov for strategier til at klare den store gruppe af indvandrere, som står uden for arbejdsmarkedet af økonomiske, sociale og politiske grunde;

1.11

kræver, at der træffes effektive foranstaltninger vedrørende det store antal arbejdstagere, som illegalt er rejst ind i EU. Der er brug for foranstaltninger og mekanismer, så indvandrere, der overtræder gældende indvandringslovgivning, så hurtigt som muligt kan legalisere deres status (navnlig hvis deres illegale ophold skyldes administrative mangler eller særlige geopolitiske forhold i de pågældende medlemsstater). Foranstaltningerne skal være af midlertidig karakter og må kun gennemføres denne ene gang. Foranstaltningerne skal omfatte a) sikring af anstændige modtagelsesvilkår for indvandrerne, b) konsolidering af den opfattelse, at illegal indvandring er uacceptabel, c) effektiv bekæmpelse af menneskehandel og social udstødelse og d) indførelse af effektive institutioner og politikker til støtte for lovlig indvandring med arbejde for øje;

1.12

understreger, at den enkelte indvandrers behov for at arbejde for at forsørge sig selv må anerkendes og tilskyndes. Ud over de økonomiske aspekter bidrager iværksætterkulturen og små virksomheder til en positiv social udvikling. Muligheden for at eje og drive en virksomhed har en indvirkning på integrationen og bør derfor gives øget offentlig støtte;

1.13

bifalder den voksende bevidsthed i EU om indvandreres kreativitet og iværksætterlyst. Øget iværksætteri og flere nye virksomheder er afgørende for en vellykket integration og udgør et vigtigt bidrag til opfyldelsen af Lissabon-strategien;

1.14

understreger betydningen af det arbejde, de ikke-statslige organisationer foretager i tæt samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, og støtter deres programmer til at fremskynde migrationsrelaterede politikker og tiltag (f.eks. integration i landets politiske og sociale liv osv.);

1.15

bifalder beslutningen om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond og især bestemmelsen om at integrere målgrupperne. Regionsudvalget minder om, at det store antal støtteberettede foranstaltninger, der foreslås, både til at forbedre modtagelsesforholdene og til at integrere flygtningene, falder ind under de regionale og lokale myndigheders ansvarsområde;

1.16

bifalder beslutningen om at oprette en fond for de ydre grænser og minder om, at visse regioner i Europa lider indirekte tab, hvad angår udvikling og social samhørighed, fordi de ligger ved EU's grænser. Denne virkelighed bør afspejles i beslutningen;

1.17

bemærker, at EU's fiasko på integrationsfronten delvist skyldes, at de lokale og regionale myndigheder ikke er blevet inddraget i politikplanlægningen. De lokale og regionale myndigheder er det myndighedsniveau, som er tættest på borgerne, men man har ofte ignoreret og ikke taget hensyn til konsekvenserne af gennemførelse på lokalt niveau;

1.18

minder om, at integrationsaspekter skal inkluderes i alle politikområder, hvis man skal opnå social samhørighed. Fællesskabets indvandrings- og integrationspolitik skal være i tråd med EU's mere overordnede målsætninger for socialpolitikken, den økonomiske politik og udenrigs- og udviklingspolitikken og være forenelig med grundlæggende europæiske værdier som lige muligheder, menneskerettigheder, menneskelig værdighed, tolerance, respekt for mangfoldighed, foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling og fremme af øget deltagelse i lokalsamfundet;

1.19

fremhæver, at integration er en pligt for samfundet som helhed og kræver input fra både indvandrere og lokalbefolkningen, hvis man skal opnå en bæredygtig social samhørighed og vækst;

1.20

erkender, at selv om arbejdsmarkedsspørgsmål er afgørende for integrationen af indvandrere, kan man ikke se dem løsrevet fra deres sammenhæng, eftersom graden af integration også afhænger af en række andre faktorer som f.eks. den sociale baggrund, uddannelse og sprogfærdigheder og deltagelse i lokalsamfundet. En vellykket integration af indvandrere er et skridt i retning af et samfund, hvor alle er medaktører, hvilket er til gavn for både den enkelte borger, lokalsamfundet og samfundet i en bredere forstand;

1.21

beklager, at Solidaritetsprogrammet ikke i tilstrækkelig grad dækker de næsten 500 000 asylansøgere i EU, som venter på en afgørelse om opholdstilladelse eller lignende, hvoraf hovedparten befinder sig uden for det normale arbejdsmarked;

1.22

understreger, at skævheden mellem det nationale niveaus fokus på behovet for indvandret arbejdskraft og det lokale niveaus bestræbelser for at bekæmpe udstødelse, marginalisering og fremmedhad yderligere styrker behovet for dialog og samarbejde mellem alle berørte niveauer;

1.23

finder, at tiltag og politikker, som gradvist fører til en formel stemmeret, der vil bidrage til at øge indvandrernes deltagelse i den demokratiske proces, bør være et centralt element i solidaritetsprogrammet;

1.24

bifalder beslutningen om at oprette en europæisk fond for hjemsendelse, idet man minder om, at en integreret forvaltning af hjemsendelse er nødt til at indeholde et regionalt parameter, som især anerkender de regionale og lokale myndigheders bidrag ved EU's grænser, når det gælder støtte til frivillige hjemsendelsesordninger.

2.1

understreger, at en afbalanceret politik, som fremmer foranstaltninger til sikring af et jævnt niveau af legal indvandring sammen med foranstaltninger, som modvirker illegal indvandring og bekæmper menneskesmugling og –handel, er afgørende. Regionsudvalget understreger også den vigtige rolle, som migration spiller, når det gælder om at afhjælpe manglen på bestemte kvalifikationer, og opfordrer Det Europæiske Råd til at udvikle effektive politikinitiativer på disse områder, herunder rekruttering af statsborgere fra tredjelande til videnskabelig forskning;

2.2

understreger, at de lokale og regionale myndigheder i større omfang bør inddrages i planlægningen og gennemførelsen af asylpolitikker. Regionsudvalget foreslår, at man udvider anvendelsesområdet for finansiering under politikken for regionalt samarbejde og den nye naboskabspolitik, som er inkluderet i den tredje hovedmålsætning i strukturfondene for perioden 2007-2013, så det omfatter disse opgaver, og håber at de fælles multilaterale programmer, som gennemføres under denne målsætning, og de bilaterale handlingsplaner, som vil blive gennemført som led i naboskabspolitikken, vil blive koordineret effektivt;

2.3

understreger, at det er bydende nødvendigt at sikre, at de regionale og lokale myndigheder konkret inddrages i såvel udformning som gennemførelse af tiltag under alle fire fonde, så man kan realisere den horisontale bestemmelse om partnerskab;

2.4

foreslår en styrkelse af tiltag og foranstaltninger vedrørende uddannelse i forbindelse med forvaltningen af migrationsstrømme, navnlig hvad angår integration af indvandrere og flygtninge;

2.5

foreslår, at specifikke horisontale bestemmelser — klausuler — inkluderes:

2.6

beklager, at der kun er afsat begrænsede midler til teknisk bistand i alle fire beslutninger, skønt offentlige oplysningskampagner er afgørende for, hvor succesfulde og effektive politikkerne kan være, når det gælder frihed, sikkerhed og retfærdighed;

2.7

tilskynder de lokale og regionale myndigheder til at deltage i programmer for udveksling og uddannelse og arbejde hen imod synergi og partnerskab med de relevante europæiske og nationale myndigheder;

2.8

tilskynder de lokale og regionale myndigheder til at bidrage til en hurtig og effektiv gennemførelse af de foranstaltninger, der foreslås i rammeprogrammet;

2.9

iværksætter en handlingsplan for Regionsudvalget, der skal fremme tanken om en rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne og inden for medlemsstaterne mellem myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan og i byerne samt andre offentlige myndigheder, hvad angår indvandringsspørgsmål;

2.10

understreger, at udvalget skal betragtes som en relevant og fællesskabsfokuseret partner, der bidrager til mere effektivt at tydeliggøre de lokale og regionale repræsentanters ansvar, hvad angår finansiering og forvaltning af migrationsstrømme i perioden 2007-2013, og derved er med til at integrere disse i den samarbejdsmekanisme, som EU ønsker at gennemføre.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/53

1.

Formandskabets konklusioner fra mødet i Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2003 åbnede et europæisk perspektiv for hele regionen i Det Vestlige Balkan. Dette perspektiv blev understreget i formandskabets konklusioner fra mødet i Det Europæiske Råd i Bruxelles den 16.- 17. juni 2005.

2.

Alle landene på det vestlige Balkan samt Kosovo gennemgår for tiden nogle positive holdningsændringer, bl.a. i relation til Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY). Disse ændringer er et vigtigt skridt i retning af deres eventuelle integrering i EU. Der er dog behov for yderligere væsentlige fremskridt.

3.

Hvad angår Kosovo holdt befolkningen sig fredeligt tilbage, da den tidligere premierminister, Ramus Haradinaj, gik af, og regeringen udviste politisk modenhed under den gnidningsløse overgang til en ny regering i Kosovo under ledelse af premierminister Bajram Kosumi. I denne fase blev der indgået en fornyet forpligtelse til at videreføre den tidligere regerings program, der var centreret om gennemførelsen af FN-standarder.

4.

Kosovos regering vedtog den 22. februar 2005 en »Reform af lokalstyret — Arbejdsprogram 2005«. Reformen skal forbedre tjenesteydelser på lokalt plan og dermed bidrage til at sikre en levedygtig regering og ordentlige levevilkår for alle indbyggerne i Kosovo, integrere alle befolkningsgrupper i demokratiske strukturer i Kosovo samt oprette og konsolidere velfungerende demokratiske institutioner i Kosovo som krævet i standarderne.

5.

De aktiviteter, der sigter mod Kosovos økonomiske integration i regionen, videreføres. Disse igangværende bestræbelser skal imødegå den fortsat vanskelige økonomiske situation i Kosovo, herunder lave indkomster, høj arbejdsløshed og enorme mangler i infrastrukturen. Der er et presserende behov for en lovramme, der klart fastsætter ejendomsrettighederne.

6.

På baggrund af den ambitiøse og omfattende vurdering af standardernes gennemførelse, der for øjeblikket foretages, skulle det være muligt at igangsætte en realistisk proces, som kan føre til en afklaring af Kosovos fremtidige status. Stærke, autonome og multietniske lokale og regionale myndigheder er en forudsætning for varig fred og velstand i Kosovo samt et nøgleelement i enhver forhandlet aftale om Kosovos fremtidige status.

7.

I sluterklæringen fra den konference om de europæiske regionale og lokale myndigheders rolle i konsolideringen af demokratiet i det vestlige Balkan, der blev afholdt i samarbejde med Regionsudvalget, Kommissionen og Europarådets Kommunalkongres og Stabilitetspagten for Sydøsteuropa, understreges det, at det er altafgørende med en reel decentralisering og et deltagelsesdemokrati, som fuldt ud overholder demokratiske værdier og mindretalsrettigheder, hvis Kosovos befolkning skal have en fremtid i Den Europæiske Union —

1.1

bifalder rapporten og konklusionerne i Kommissionens meddelelse En europæisk fremtid for Kosovo, KOM(2005) 156 endelig, der udgør en ramme for bestræbelserne på at komme ud af dødvandet i udviklingen af et demokratisk og multietnisk samfund i Kosovo, så området kan blive en integreret del af en region med fred og velstand;

1.2

bifalder meddelelsen om Serbien og Montenegros fremskridt i forberedelserne til forhandlingen af en stabiliserings- og associeringsaftale med Den Europæiske Union, SEK(2005) 478 endelig, der munder ud i en positiv anbefaling om at indlede stabiliserings- og associeringsforhandlinger, forudsat at Serbien og Montenegro går støt videre med deres forberedelser;

1.3

bifalder formandskabets konklusioner fra det møde i Det Europæiske Råd, der afholdtes i Bruxelles den 16.-17. juni 2005, og det vedføjede bilag, Erklæring om Kosovo, som understreger, at resultatet af den samlede vurdering af situationen i Kosovo ikke er givet på forhånd, da gennemførelsen af standarderne, navnlig dem, der er fastlagt som prioriteter, og decentraliseringsprocessen er af særlig betydning;

1.4

mener, at Kosovos og EU's lokale og regionale myndigheder bør bidrage til at nå målet om en europæisk fremtid for Kosovo;

1.5

bifalder Kommissionens løfte om at fokusere på den særlige situation og de særlige behov i Kosovo, så området kan gøre fremskridt i stabiliserings- og associeringsprocessen;

1.6

glæder sig over, at der fokuseres aktivt på Kosovos behov for udvikling og reformer med tilsagn om at mobilisere Kommissionens ressourcer for at fremskynde udviklings- og reformprocessen;

1.7

godkender Kommissionens forslag om at udforske nye metoder, som kan sikre, at Kosovo kan få fuld gavn af alle EU's egnede instrumenter;

1.8

lægger megen vægt på den politiske dialog mellem Kosovos befolkningsgrupper og mellem myndighederne i Beograd og Pristina, da det er den eneste måde, hvorpå der kan opnås større stabilitet, som er en forudsætning for, at hele regionen på det vestlige Balkan kan integreres i EU;

1.9

bifalder de indledende bestræbelser, som de foreløbige selvstyreinstitutioner i Kosovo (PISG) har gjort for at reformere lokalstyret i Kosovo;

1.10

minder om, at decentralisering bør ledsages af en faktisk overdragelse af kompetence og især af finansielle midler og ejendomme svarende til de nye ansvarsområder, som de lokale og regionale myndigheder har fået tildelt;

1.11

støtter den centrale rolle, som sammenslutningerne af lokale og regionale myndigheder har som de lokale og regionale myndigheders talerør over for regeringerne og som vigtige aktører til fremme af deres handleevne gennem lokale og regionale politikere;

1.12

godkender Kommissionens løfte om at føre konsultationer på højt plan med de vigtigste internationale aktører med henblik på at skabe en koordineret politisk tilgang til Kosovo, og bifalder afgørelsen om at igangsætte en omfattende undersøgelse af fremdriften i gennemførelsen af Kosovo-standarderne.

2.1

anmoder Kommissionen om aktivt at inddrage Kosovos lokale myndigheder i opgaven med at gennemføre politiske, sociale og økonomiske reformer så tæt på borgerne som muligt under fuld overholdelse af principperne om subsidiaritet, proportionalitet og god regeringsførelse;

2.2

opfordrer Kommissionen til — i snævert samarbejde de lokale myndigheder — at fremme og støtte oplysningskampagner for at orientere EU's borgere om forbindelserne med Kosovo og Kosovos borgere om EU's værdier;

2.3

opfordrer Kommissionen til — i snævert samarbejde med de lokale myndigheder — at støtte udvekslings- og venskabsbyprogrammer, som kan bidrage til at øge den gensidige forståelse mellem borgerne og EU's og Kosovos administrationer samt styrke den lokale og regionale administrative kapacitet;

2.4

henstiller, at man i forbindelse med støtte fra Kommissionen til opbygning af institutioner er særlig opmærksom på det lokale selvstyres kapacitet, og navnlig bistår med at gennemføre love og forbedre kommunikationen og samarbejdet mellem centraladministrationen og de lokale myndigheder;

2.5

slår til lyd for samarbejde og udveksling af de erfaringer og den bedste praksis, der er opnået under den førtiltrædelsespolitik, der er blevet gennemført med de lokale og regionale myndigheder i EU-medlemsstaterne, ansøgerlandene og landene på det vestlig Balkan;

2.6

understreger, at et aktivt grænseoverskridende samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder er én måde, hvorpå man kan bidrage til at skabe tillid og stabilitet i Kosovo og den vestlige Balkanregion;

2.7

opfordrer alle med ansvar for at gennemføre standarder, især de foreløbige selvstyreinstitutioner (PISG) i Kosovo, til at forsætte reformen af lokalstyret i hele Kosovo og bistå de lokale myndigheder i Kosovo med at sikre overensstemmelse med Det Europæiske Charter for Lokalt Selvstyre, og især tildele dem de finansielle, ejendomsmæssige og menneskelige ressourcer, der er nødvendige, for at de kan varetage deres sociale og økonomiske ansvar;

2.8

minder alle med ansvar for at gennemføre standarder, især de foreløbige selvstyreinstitutioner (PISG) i Kosovo om, at beskyttelse og fremme af regionale sprog og mindretalssprog samt alle de forskellige samfunds kulturarv er nøglefaktorer for tolerance og gensidig forståelse i et pluralistisk, multietnisk og multikulturelt Kosovo;

2.9

opfordrer alle med ansvar for at gennemføre standarder, især de foreløbige selvstyreinstitutioner (PISG) i Kosovo, til at fremme deltagelsen af borgere fra alle etniske grupper og samfund i beslutningsprocessen, især på lokalt og lokalt plan, og understreger, at multietniske kommuner er afgørende for stabiliserings- og forsoningsprocessen i Kosovo;

2.10

anbefaler, at alle med ansvar for at gennemføre standarder, især de foreløbige selvstyreinstitutioner (PISG) i Kosovo, fordobler deres indsats for hurtigt at opnå konkrete resultater, især hvad angår tilbagevenden af flygtninge og fordrevne og fri bevægelighed for alle befolkningsgrupper;

2.11

anmoder alle med ansvar for at gennemføre standarder, især de foreløbige selvstyreinstitutioner (PISG) i Kosovo, om at tage skridt til at samarbejde med EU og internationale institutioner, at se videre end gennemførelsen af standarder og at være parate til at implementere EU-lovgivning, også på lokalt plan;

2.12

anbefaler at arbejde snævert sammen med Europarådets Kommunalkongres og fremme øget deltagelse af Kosovos myndigheder i den europæiske demokratiske proces;

2.13

anbefaler, at der i de finansielle overslag for perioden 2007-2013 afsættes en tilstrækkelig finansiel støtte til Kosovo.

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/56

1.1

mener, at ECOC-aktionen er et effektivt redskab til at fremvise, understøtte, berige og opleve europæiske og lokale kulturer, og er klar over, at udpegelsen af Den Europæiske Kulturhovedstad har meget positive virkninger for byer — ikke alene på det kulturelle plan, men også med hensyn til at skabe økonomiske og beskæftigelsesmæssige muligheder inden for turist-, fritids- og sportssektoren — og at den vil kunne fungere som katalysator for byfornyelse;

1.2

erkender, at ECOC-aktionen kan få en større effekt, hvis den udgør en integreret del af en bys langsigtede strategi for kulturel udvikling, og finder det vigtigt, at den fremmer mere bæredygtige tilgange til kulturel udvikling. Regionsudvalget erkender endvidere, at aktionen i stigende grad antager en regional dimension, hvor byerne inddrager deres omegn i udformningen og gennemførelsen af deres kulturprogrammer;

1.3

mener, at ECOC-aktionens værdi og potentiale er blevet undervurderet, navnlig som følge af en ringe økonomisk støtte fra EU, manglende fokus på udvikling af aktionens europæiske dimension og på byers synliggørelse samt manglende støtte til byerne under forberedelsen og gennemførelsen af disses kulturprogrammer;

1.4

er af den opfattelse, at EU tidligere har forspildt chancen for at udnytte ECOC-initiativet til at fremme europæisk integration og identitet, når man tænker på initiativets store synlighed og brede kontaktflade. Regionsudvalget mener, at ECOC-initiativet kan hjælpe borgerne med at identificere sig positivt med EU.

1.5

bifalder Kommissionens forslag om reform af udvælgelsesproceduren for ECOC-aktionen og om tilvejebringelse af en kontrolprocedure for udvalgte byer under udarbejdelsen af disses kulturprogrammer;

1.6

mener, at Kommissionens forslag behandler mange af den nuværende udvælgelsesprocedures mangler, og er enig i, at den foreslåede tilgang udgør en god balance mellem behovet for at have en reel konkurrence mellem byerne, at styrke juryens rolle, at lægge større vægt på ECOC-aktionens europæiske dimension samt at anerkende medlemsstaternes bidrag og Rådets rolle i indstillings- og udvælgelsesprocessen;

1.7

bifalder og støtter følgende aspekter af den foreslåede udvælgelses- og kontrolprocedure:

1.8

opfordrer Kommissionen til fuldt ud at tilgodese den centrale rolle, som byerne vil få under udvælgelses- og kontrolprocessen, og mener i den henseende, at forslaget i dets nuværende form både er uklart og præskriptivt, og at det skaber usikkerhed for de byer, som ønsker at være værter for ECOC-aktionen;

1.9

har nogle betænkeligheder med hensyn til følgende aspekter af den foreslåede udvælgelses- og kontrolprocedure: