21.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 69/1

1.1

Rådet og Kommissionen har vedtaget en 5-årig handlingsplan for at gennemføre Haag-programmet om styrkelse af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

1.2

EØSU er for øjeblikket ved at udarbejde en udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Haag-programmet: Ti prioriteter for de næste fem år — Partnerskabet for fornyelse i EU inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed.«  (1) I udtalelsen hedder det, at det nu er op til Haag-programmet »at fuldføre den vanskelige opgave med at konsolidere og fremme skabelsen af et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed«. Endvidere understreges betydningen af at tilvejebringe »en rimelig balance mellem de tre dimensioner for ikke at svække de grundlæggende værdier (menneskerettigheder og borgerrettigheder) og demokratiske principper (retsstaten), som er fælles for hele Unionen.« Udvalget konkluderer, at denne balance ikke er opnået, idet en uforholdsmæssig stor del af lovgivningen fokuserer på sikkerhed.

1.3

Den finansielle ramme for perioden 2007-2013, som understøtter Haag-programmet, består af følgende:

1.3.1

Solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme. (2)

1.3.2

Sikkerhed og beskyttelse af frihedsrettigheder. (3)

1.3.3

Grundlæggende rettigheder og retfærdighed. (4)

1.4

EØSU finder, at ubalancen mellem de tre dimensioner: frihed, sikkerhed og retfærdighed også afspejler sig i de finansielle overslag, idet sikkerhed tegner sig for broderparten af budgettet.

1.5

Den 5-årige handlingsplan er tæt knyttet til andre planer og forslag vedrørende frihed, sikkerhed og retfærdighed som f.eks. den nylige EU-narkotikahandlingsplan.

1.6

EØSU agter at tage stilling til Haag-programmet og de tre rammeprogrammer under ét i et forsøg på at påvirke programmets endelige indhold.

1.7

Handlingsplanen fokuserer på en forbedring af det interguvernementale samarbejde mellem medlemsstaterne og mellem sidstnævnte og de kompetente EU-agenturer og tjenestegrene, som beskæftiger sig med den interne sikkerhed. Det er Kommissionens opgave at overvåge effektiviteten af de forskellige planer, programmer og forslag. Dette er i tråd med nærhedsprincippet i EF-traktatens artikel 5.

2.1

EØSU noterer sig, at Kommissionens forslag om at fastlægge et rammeprogram om grundlæggende rettigheder og retfærdighed er en del af en sammenhængende pakke med forslag, der skal sikre Haag-programmet den nødvendige støtte inden for rammerne af de finansielle overslag for 2007.

2.2

EØSU noterer sig ligeledes Kommissionens fokus på forenkling og rationalisering af den eksisterende finansielle støtte på området frihed, sikkerhed og retfærdighed, som skal sikre en større fleksibilitet ved fastsættelsen af prioriteringer og en større gennemsigtighed.

2.3

EØSU finder det vigtigt, at der er fælles fodslag mellem medlemsstaterne, når det drejer sig om principperne om demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet. Dette er af særlig betydning, nu hvor EU forhandler med kandidatlande med sigte på en yderligere udvidelse.

2.4

Det bekymrer imidlertid EØSU, at Kommissionens forslag fremsættes i en periode, hvor EU er præget af stor usikkerhed. Da det er hensigten at basere Haag-programmet på forfatningstraktaten, må den aktuelle situation få en række konsekvenser, man nødvendigvis må tage stilling til.

2.5

Desuden består det generelle program af fire særprogrammer. Det er tvivlsomt, om noget generaldirektorat i Kommissionen har overblik over alle aspekter af dette særlige politikområde. EØSU sætter derfor spørgsmålstegn ved, om alle de fornødne overvågnings-, kontrol- og evalueringssystemer til en effektiv vurdering af programmet er til stede.

2.6

De finansielle overslag for perioden 2007-2013 er nu blevet vedtaget, men det samlede budget (Kapitel 3A — Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed) er blevet beskåret med 524 mio. euro, fra 7 154 mio. euro til 6 630 mio. euro. Dette skaber efter EØSU's mening usikkerhed omkring det af Kommissionens bebudede budget på 543 mio. euro til programmet om grundlæggende rettigheder og retfærdighed i samme periode og om fordelingen af dette budget på de tre rammeprogrammer, som endnu ikke ligger fast. EØSU er derfor usikker på, hvad de endelige konsekvenser bliver for særprogrammerne og for aktiviteterne under det overordnede program.

2.7

EØSU føler sig ikke overbevist om, at Kommissionens forslag er blevet udformet under fornøden hensyntagen til nærhedsprincippet i EF-traktatens artikel 5, idet der synes at mangle den fornødne erkendelse af, hvilke områder der bedst lader sig takle på nationalt, regionalt og/eller lokalt plan i samarbejde med de berørte arbejdsmarkedsparter.

2.8

EØSU anbefaler på det kraftigste, at dette forslag stilles i bero, indtil der er skabt klarhed om det retlige og finansielle grundlag. Udvalget foreslår, at man i mellemtiden holder fast ved det nuværende programs tilgang på området frihed, sikkerhed og retfærdighed, indtil den nuværende situation er blevet afklaret.

3.2.1

EØSU bifalder Kommissionens erkendelse af, at der er et spændingsfelt mellem beskyttelsen af de grundlæggende personlige rettigheder og udøvelsen af EU-medlemsstaternes grundlæggende ansvar på områderne frihed, sikkerhed og retfærdighed, nu hvor disse spørgsmål diskuteres på alle niveauer lige fra den enkelte borger til EU-byrokraten.

3.2.2

Med hensyn til grundlæggende rettigheder plæderer Kommissionen for, at der i højere grad sættes ind over for racisme, fremmedhad og antisemitisk adfærd, og lægger op til øget støtte til tværreligiøse og multikulturelle dialogformer med sigte på at bekæmpe disse fænomener.

3.2.3

EØSU er helt enig med Kommissionen i dette synspunkt, men føler, at det ikke i tilstrækkelig grad afspejler den aktuelle situation i EU. Den Internationale Helsinki-sammenslutning for Menneskerettigheder (IHF) offentliggjorde i marts 2005 en rapport, som påpegede, at muslimer i Europa er blevet udsat for øget diskrimination siden angrebene den 11. september. For at citere IHF's bestyrelsesformand: »I kølvandet på 11. september har muslimske minoriteter i EU oplevet voksende mistillid og fjendtlighed. I takt med, at kampen mod terrorismen er blevet optrappet, og den oplevede trussel om religiøs ekstremisme er blevet et centralt omdrejningspunkt i den offentlige debat, er de eksisterende former for fordomme og diskrimination blevet bestyrket, og muslimer har i stigende grad følt, at de hænges ud i kraft af deres tro.« (5)

3.2.4

EØSU anbefaler derfor at tilføje islamofobi for at understrege behovet for at takle denne særlige form for racisme, hvor kultur og religion overlapper hinanden.

3.2.5

EØSU bemærker, at bekæmpelse af vold er det eneste område, hvor der ikke findes et organ til deling af synergier. Udvalget foreslår derfor Kommissionen at undersøge, hvordan man i praksis kan sikre, at bekæmpelse af vold ikke overses som prioriteret indsatsområde.

3.2.6

EØSU anser det ligeledes for en væsentlig forglemmelse, at programmet om grundlæggende rettigheder og retfærdighed ikke vil blive koordineret med det nye europæiske institut for ligestilling mellem mænd og kvinder. Udvalget anbefaler derfor, at der medtages en specifik målsætning herom med sigte på instituttets åbning i 2007.

3.3.1

Det Europæiske Råd i juni 2005 markerede udtrykkeligt sin tilfredshed mednarkotikahandlingsplanen (2005-2008) inden for rammerne af narkotikastrategien (2005-2012). Dette møde afspejlede, at narkotikahandlingsplanen og kampen mod terrorisme vægtes højt.

3.3.2

EØSU bifalder denne vægtning, men føler, at bekæmpelsen af vold mod børn, kvinder og unge samt menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse risikerer at blive nedprioriteret, fordi denne indsats kombineres med bekæmpelsen af narkotikamisbrug og –handel, navnlig fordi det samlede budget og dettes fordeling på de enkelte programmer ikke er blevet endeligt vedtaget.

3.3.3

EØSU anbefaler, at bekæmpelse af vold får en særskilt målsætning og budgetpost. Dermed kan man sikre en passende prioritering og øget gennemsigtighed.

3.3.4

Udvalget bifalder understregningen af, at bekæmpelse af vold ikke kun er et offentligt sundhedsanliggende, men er et anerkendt led i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder som fastsat i chartret om grundlæggende rettigheder.

3.3.5

EØSU anbefaler, at det tydeliggøres i den specifikke målsætning for det generelle program, at bekæmpelsen af vold i alle dens former udtrykkeligt inkluderer menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse. Dette er vigtigt, fordi bekæmpelse af menneskehandel har en grænseoverskridende dimension, således at en EU-strategi og –handlingsplan på dette område er både relevant og nødvendig.

3.3.6

Definitionen af målgrupper (artikel 6) i forbindelse med bekæmpelse af vold bør være mere specifik, navnlig når man vil argumentere med en europæisk merværdi, da man ellers risikerer at komme i konflikt med nærhedsprincippet.

3.3.7

EØSU finder det vigtigt, at grænsekontrolmyndighederne medtages som målgruppe, da disse embedsmænd spiller en central rolle i kampen for at afskære de distributionskanaler, som benyttes til menneske- og narkotikasmugling.

3.3.8

EØSU konstaterer med bekymring, at bekæmpelsen af vold mod kvinder, unge og børn tilsyneladende stort set overlades til ngo'erne med støtte via Daphne-programmet. Udvalget finder, at også medlemsstaterne bør markere sig klart på disse områder under anvendelse af alle deres lovgivnings- og budgetmæssige ressourcer, uden at dette må få konsekvenser for ngo'ernes ressourcer. Samarbejde mellem ngo'er, EU og de nationale myndigheder er fortsat af afgørende betydning, hvis man vil udrydde seksuel udnyttelse og misbrug. EØSU ser gerne, at medlemsstaterne og ngo'erne arbejder sammen om at gøre offentligheden mere bevidst om problemet og udveksle bedste praksis.

3.4.1

EØSU bifalder målet om »at skabe en egentlig kultur for grundlæggende rettigheder hos alle EU-borgere,« hvis formål er at understøtte charteret om grundlæggende rettigheder og informere alle borgere om deres rettigheder, herunder de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet.

3.4.2

EØSU bifalder, at man anerkender civilsamfundsaktørernes særlige rolle i forbindelse med grundlæggende rettigheder og fremme af disse. Det betragtes ligeledes fremme af civilsamfundet i de nye medlemsstater som en prioritet. På denne baggrund skal EØSU gentage, at det er parat til at spille en aktiv rolle på dette område.

3.5.1

EØSU bifalder og støtter retligt samarbejde på områder, hvor EU-landene har opstillet fælles prioriteter, f.eks. kampen mod terrorisme. Det opfordrer derfor Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser i retning af solidaritet og harmonisering med henblik på skabelse af et europæisk område med retfærdighed, skønt der kan være visse uoverensstemmelser mellem medlemsstaternes retssystemer

3.5.2

Skønt der eksempelvis inden for privatretten er visse begreber såsom som uagtsomhed, pligt til at udvise omhu samt brud på denne pligt, god tro, forsætlighed og ansvar i kontraktforhold, hvis anvendelse og definition varierer fra medlemsstat til medlemsstat, bør dette ikke betragtes som noget, der stiller sig i vejen for initiativerne til tilnærmelse af lovgivningerne, forudsat at en sådan tilnærmelse er forenelig med nærheds- og proportionalitetsprincipperne. Kommissionen har fulgt denne kurs med stor succes og altid med EØSU's udtrykkelige støtte

3.5.3

Der kan ligeledes være store forskelle mellem den rolle, som retsvæsenet varetager i de respektive medlemsstater, idet retsvæsenet i nogle tilfælde opererer i en føderal kontekst med en kodificeret forfatning og i andre tilfælde ikke. EØSU opfordrer Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at styrke og udbygge de eksisterende mekanismer inden for den civile retspleje med henblik på en harmonisering, hvad angår såvel grænseoverskridende som interne tvister.

3.5.4

Selv om disse spørgsmål er problematiske, er det fortsat bydende nødvendigt for medlemsstaternes strafferetlige organer at arbejde meget tæt sammen i forsøget på at bekæmpe alvorlige forbrydelser som narkotikahandel og menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse eller udnyttelse af arbejdskraft.

3.5.5

Der er mange gode aktuelle eksempler på samarbejde mellem efterforskere, anklagere og retsmyndigheder. EØSU foreslår, at disse instanser tildeles ressourcer med henblik på at fremme dette samarbejde.

21.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 69/5

1.1

Klimaændringerne er i de seneste år blevet en af de største udfordringer for verdens fremtid. Der er blevet udført mange forskellige videnskabelige undersøgelser af klimaændringerne, som klart og tydeligt har vist en forøgelse af især drivhusgasserne i atmosfæren, der medfører en opvarmning af jorden. Ændringen af atmosfærens sammensætning som følge af menneskelige aktiviteter fortsætter med voksende fart. Internationale forskere er enige om klimaændringernes retning, om end der er delte meninger om hastigheden. Det mellemstatslige klimapanel konstaterer entydigt i sin vurdering (IPCC 2001), at forandringen af atmosfæren vil fortsætte i dette århundrede med øgede klimaændringer på verdensplan til følge.

1.2

EU har særdeles aktivt slået til lyd for målsætninger, der skal bremse op for klimaopvarmningen. EU og medlemsstaterne har justeret deres politik på forskellige områder for at opnå bedre resultater. EU er på forkant med de internationale bestræbelser for at standse klimaændringerne, som er en af de største miljømæssige, sociale og økonomiske trusler med vidtrækkende og globale konsekvenser. EU bør styrke sin indsats for at øge klimabeskyttelsen og i den forbindelse også mindske drivhusgasudledningerne fra landbrug, skovbrug og fiskeri på baggrund af sine forpligtelser over for FN's rammeaftale om klimaændringer og Kyoto-protokollens bestemmelser. Denne udtalelse ønsker at yde et vigtigt bidrag til styrkelsen af EU's bestræbelser i forbindelser med klimaændringerne og deres indvirkning på skovbruget, landbruget og fiskeriet. Det skal noteres, at forskningen til dato har bidraget betydeligt til at øge vores viden om klimaændringernes indvirkning på skovbruget, mens der foreligger mindre videnskabelig information om indvirkningen på landbruget og endnu mindre om indvirkningen på fiskerierhvervet.

1.3

Det internationale samfund har med forskellige aftaler, bl.a. Kyoto-klimaaftalen, søgt at ændre forskellige politikker og derved få drivhusgasudledningerne under kontrol. Gennemførelsen af disse aftaler har imidlertid været yderst mangelfuld, da ikke alle hovedaktører, f.eks. USA, har forpligtet sig fuldt ud på de opstillede mål.

1.4

Opvarmningen af klimaet har mange både direkte og indirekte virkninger på forskellige regioner og sektorer. At evaluere alle virkninger er særdeles krævende rent researchmæssigt. En omfattende international forskningsindsats er undervejs. Der er blevet udarbejdet utallige scenarier om klimaændringerne. På grundlag af tilgængelige data har man vurderet indvirkningen på mennesker og natur. Denne er enten negativ eller positiv afhængig af regionerne og de ændrede betingelser. Det internationale samfund og EU har fortrinsvis koncentreret sig om at mindske udledningen af drivhusgasser og dermed stoppe klimaændringerne. Klimaændringerne er ikke blot et miljøpolitisk spørgsmål, men har også store økonomiske, sociale og kulturelle følgevirkninger for hele menneskeheden og naturligvis også for EU's udvikling.

1.5

Ud over at bremse op for klimaændringerne bør EU og de øvrige lande og regioner lægge større vægt på menneskers og økonomiers evne til at tilpasse sig de ændringer, der finder sted. Det er især vigtigt af den grund, at selv om man på lang sigt vil kunne bekæmpe klimaændringerne, kræver de kortsigtede ændringer store tilpasningstiltag i de forskellige samfundssektorer samt nationalt og internationalt. Klimaændringerne vil også have stor indvirkning på verdensøkonomiens retning og udvikling. EU har ligeledes fremlagt egne vurderinger af økonomiens og energiforbrugets udvikling.

1.6

At tilpasse sig klimaændringerne er en stor udfordring for en bæredygtig udvikling i de fleste af EU's økonomiske sektorer. Klimaændringerne nødvendiggør forandringer på i hvert fald følgende områder: industri, energi, transport, byggeri, sundhed, turisme, forsikringsvirksomhed, arealanvendelse, biodiversitet, rekreativ anvendelse af naturen, vandressourcer, fiskeri, skovbrug, landbrugs-, husdyrbrugs- og fødevareproduktion samt jagt og rensdyravl. Derfor er man i EU og medlemsstaterne nødt til at skabe en strategi for tilpasning til klimaændringerne. EØSU vil med denne initiativudtalelse foreslå en række tillægsemner for at videreudvikle de relevante tilpasningsstrategier i EU, navnlig når det gælder basiserhvervene landbrug, skovbrug og fiskeri.

1.7

Truslen fra naturkatastrofer, f.eks. oversvømmelser, storme og haglbyger, der vil forekomme mere hyppigt som følge af de forventede klimaændringer, vil have lige så negative konsekvenser for landbruget, skovbruget og fiskeriet.

2.1

I lyset af den globale opvarmnings forventede virkninger må landbruget og skovbruget betragtes som meget sårbare sektorer i denne proces, og det samme gælder i en vis grad også fiskeriet. På grund af disse sektorers beskedne bidrag til drivhusgasudledningerne har deres rolle indtil nu været af marginal betydning i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af EU's klimaændringspolitik. Ifølge undersøgelser fra FN's klimapanel IPCC (»Intergovernmental Panel on Climate Change«) er klimaændringer uundgåelige. Det er derfor afgørende, at man ser på disse sektorer ud fra, hvilke ændringer der er nødvendige for at tilpasse sig.

2.2

De europæiske modeller for landbrug, skovbrug og fiskeri er baseret på, at disse sektorer på en bæredygtig måde producerer fornyelige råvarer og produkter til forbrugerne og industrien. EU har satset kraftigt på, at fødevarer og andre produkter er af en høj kvalitet, som kan garanteres. For at opfylde målsætningerne og fastholde resultaterne er der brug for nye tiltag til at tilpasse sig klimaændringerne.

2.3

Klimaændringerne har globale virkninger og påvirker også fødevareproduktion, vandforsyning og sundhed i EU. På grund af klimaopvarmningen i EU's nordlige regioner stiger nedbørsmængden, og samtidig falder den i de sydlige regioner som følge af den voksende tørke. Klimaændringernes hastighed og form varierer mellem EU's medlemsstater og forskellige regioner som følge af flere usikkerhedsfaktorer, men at det bliver varmere, hersker der ikke længere nogen tvivl om. I de sydlige regioner bliver det stadig sværere at få adgang til både drikkevand og vand til overrisling.

2.4

Ekstreme klimafænomener som f.eks. storme, oversvømmelser, tørke og lange varmeperioder vil blive stadig mere almindelige. Klimaopvarmningen øger risikoen for sygdomsspredning via insekter eller gennem vand. Klimaændringerne påvirker også de pågældende problemers forekomst i forskellige lande og regioner.

2.4.1

På længere sigt vil EU's fødevareproduktion primært fokusere på at flytte længere mod nord. Klimaændringerne antages at ville øge velfærdsforskellene mellem de udviklede lande og udviklingslandene, hvilket også afspejles i fødevareproduktionen og på fødevaremarkedet. Det er aldeles tænkeligt, at klimaændringerne i nogle regioner kan forårsage fødevaremangel samt konflikter om adgangen til fødevarer. Det er vigtigt at være opmærksom på, at klimaændringerne kan føre til alvorlige forstyrrelser i adgangen til vandressourcer.

2.4.2

EU har bedre forudsætninger for at klare sig på grund af en god infrastruktur samt landbrugspolitikkens mål om at bevare produktionen inden for EU's territorium. I denne forandringsproces er det absolut nødvendigt, at EU har de fornødne instrumenter og ressourcer til at udvikle og beskytte sin fødevareproduktion.

2.5

EU har ikke fastlagt en klar strategi i sin landbrugspolitik for at tilpasse sig klimaændringerne som svar på de kommende, men allerede uundgåelige følger af klimaændringerne. Flere medlemsstater har udarbejdet eller er i færd med at udarbejde nationale tilpasningsstrategier. Det europæiske landbrug har som udgangspunkt særdeles gode muligheder for at reagere på klimaændringerne, for f.eks. afgrøderne har som hovedregel en god tilpasningsevne.

2.5.1

Med planteavl kan man inden for en kortere årrække tilpasse sig de krav, klimaændringerne indebærer. De genetiske ressourcers diversitet kan udnyttes i den såkaldte tilpasning. Erhvervsvirksomhederne bør afsætte flere ressourcer til at udvikle ny teknologi inden for både plante- og husdyravl. For at afhjælpe de vanskeligheder, klimaændringer og plante- og dyresygdomme forårsager, bør man udvikle et passende risikostyringssystem.

2.5.2

Samtidig er der brug for at styrke forskningen på landbrugsområdet, hvad angår udvikling af nye varianter, som tilpasser sig bedre til de nye økologiske forhold (tilpasning) eller som ikke kræver så stort produktionsinput, f.eks. i form af kvælstofgødning (begrænsning af udledninger). Universitetsuddannelser og –forskning i klimaændringerne bør uddybes og udvides, både når det gælder grundforskning og anvendt forskning om tilpasning.

2.5.3

Det vigtige er imidlertid, at man bevarer jordens almene frugtbarhed i EU's landbrugslande. Ved at udvikle dyrkningsmetoderne kan man mindske de negative ændringer i jordbunden. Et afgørende spørgsmål for landbruget er indholdet af den kommende vandpolitik, især i regioner, hvor vandmangel er et voksende problem.

2.6

Klimaændringernes indvirkning på verdensmarkedet for fødevarer kræver yderligere forskning, for markedsændringerne påvirker også EU's egne produktionsmål.

2.7

EU har truffet flere miljøpolitiske foranstaltninger på landbrugsområdet for at mindske drivhusgasudledningerne. Ligeledes har EU ønsket at styre landbrugsproduktionen i retning af bioenergiproduktion, som også har positive miljø- og klimapolitiske virkninger. EU bør udvikle nye miljøforanstaltninger inden for landbruget for at effektivisere anvendelsen af gødningsmidler og så vidt muligt forhindre, at kvæg producerer metan, eller gøre det muligt at genindvinde det. Ændringerne af målene for EU's landbrugs- og miljøpolitik vil påvirke udledningernes omfang i fremtiden.

2.8

I den nye situation bør opdyrkningsarealet i langt større omfang anvendes til non-food-produktion. Anvendelsen af biobrændstoffer er fortsat meget begrænset i de fleste EU-medlemsstater. Produktionen skal øges betydeligt for at opfylde EU's mål for anvendelsen af biobrændstoffer. EU bør ændre en række bestemmelser, der begrænser dyrkningen af energiplanter, f.eks. støtteloftet i forbindelse med arealstørrelse og anvendelse af brakmarker til non-food-produktion. Brugen af bioenergi kan begrundes med beskæftigelse, energiproduktionens diversificering samt de positive miljøvirkninger.

2.8.1

EU bør give landbruget mulighed for i fuld udstrækning at opfylde sin rolle som producent af biobrændstoffer. EU bør endvidere vurdere, om reglerne for den fælles landbrugspolitik bør tilpasses, og revurdere indholdet af Verdenshandelsorganisationens såkaldte »Blair House«-aftale. »Blair House«-aftalen begrænser produktionen af olieplanter til non-food-produktion, som dyrkes på braklagte marker. EU bør fjerne denne begrænsning, eftersom der ikke længere ydes produktionsstøtte til dyrkning af olieplanter.

2.8.2

Tilpasningen til klimaændringerne kræver koordineret samarbejde af hele fødevarekæden både nationalt og på EU-plan. Tilpasningsprocessen er også en stor udfordring for forbrugerne, og den information, de modtager, bør være af høj kvalitet. EU og medlemsstaterne bør udvikle en koordineret uddannelses- og oplysningskampagne for at øge borgernes grundlæggende viden om de komplicerede klimaændringer.

3.1

EU's fiskeripolitik har hovedsagelig fokuseret på forvaltning af fiskeressourcer og markedsstyring. Bekymringen for, at vandkvaliteten ændres, berører naturligvis også fiskeriet. I EU's fiskeripolitik er der ikke taget konkrete hensyn til klimaændringernes indvirkning. I EU's klimapolitik har man imidlertid konstateret, at klimaændringerne på kortere sigt har en indvirkning på fiskerierhvervet i hele EU samt regionalt. EU mener, at det kan tilpasse sig de kommende ændringer. Ifølge den nuværende viden på området medfører den vandopvarmning, som klimaændringerne indebærer, ikke betydelige ændringer i de store have. Derimod vil virkningerne være større i damme, floder og søer. Fiskebestandene vil sandsynligvis opleve store ændringer, bl.a. som følge af den ændrede fødesituation. Det er muligt, at forskellige nye fiskebestande vil indvandre i de varmere vande, mens gamle bestande måske forsvinder.

3.2

Der kan være tale om større ændringer i de nordlige EU-landes indre farvande og kystfarvande. De koldere vandes kvalitetsfisk kan muligvis blive truet. Det er tydeligt, at der især i de nordlige EU-regioner bliver færre økonomisk værdifulde fisk, f.eks. laks, mens der bliver flere af de økonomisk mindre værdifulde skidtfisk. Også de forskellige fiskearters tilpasningsevne varierer meget. Vigtigt er naturligvis klimaændringernes hastighed og hvordan de påvirker vandsystemerne. Klimaændringerne indebærer generelt en stigning af vandtemperaturen, hvilket er videnskabeligt dokumenteret i bl.a. polaregnene og Sibiriens moser. Situationen er klart vanskeligere i de indre farvande, dvs. i floder og søer. På den anden side findes der for øjeblikket kun få relevante undersøgelser vedrørende tilpasningerne.

3.3

Dambruget kan få bedre muligheder som følge af klimaændringerne. I fremtiden vil vandmængden i vandsystemerne stige, hvilket vil øge kystfarvandenes areal og gøre det muligt at udvide dambruget. Når EU's nordlige vande bliver varmere, øges også fiskenes føderessourcer. Samtidig kan vandopvarmningen også medføre en større risiko for sygdomme og forringet kvalitet. Ændringer af vandtemperaturen vil ikke kun have konsekvenser for økonomien, men også for naturen, først og ved gennem at begrænse biodiversiteten.

3.4

En bæredygtig udvikling af fiskeressourcerne må baseres på viden og forskning. EU's fiskeripolitik har ofte været særdeles vanskelig at administrere og styre. Sektoren har stået over for store udfordringer og stort pres på grund af bl.a. problemer med rentabilitet og dioksin samt regulering af fiskeriet. Fiskerierhvervets tilpasningsevne kan også forbedres ved at mindske overgødningen af vandsystemerne og forringelsen af vandkvaliteten, som begge skyldes menneskets skadelige aktiviteter. Forskning i klimaændringerne er tiltrængt på fiskeriområdet. Vandøkosystemets processer er særdeles komplekse, hvilket stiller store krav til forskningen. EU kan afsætte yderligere ressourcer hertil og udvide de multilaterale internationale forsknings- og samarbejdsaktiviteter.

4.1

EU's skovressourcer vokser fortsat. Kun halvdelen af den årlige tilvækst fældes, mens store skovplantningsprojekter skaber nye skovressourcer. Skovene og træerne er næst efter verdenshavene de vigtigste kulstoflagre. Træbaserede produkter kan også erstatte produkter, der er fremstillet af ikke-fornyelige materialer. Skovpolitikken i Europa hører ind under de enkelte medlemsstater, men styres dog i stadig højere grad af EU-lovgivning og andre internationale aftaler. Den europæiske skovministerkonference MCPFE (»Ministerial conference on the protection of Forests in Europe«) har fastlagt de kriterier og indikatorer for et bæredygtigt skovbrug, der udgør grundlaget for en bæredygtig udnyttelse af skovressourcerne. Af hensyn til en bæredygtig udvikling bør EU støtte denne proces, dog så nærhedsprincippet bevares.

4.2

En veldrevet skov har gode forudsætninger for at tilpasse sig klimaændringerne. Hovedparten af EU's skove bliver løbende passet og bevarer derved et højt produktionsniveau og stor livskraft. Det lange tidsperspektiv i skovbruget med en omdriftstid på mellem 15 og 150 år betyder, at eventuelle tilpasningsforanstaltninger bør iværksættes i god tid. Man bør i denne fase især koncentrere sig om regenereringsmetoder, deriblandt udvælgelse af træarter. Da klimaforholdene under en forholdsvis kort tidsperiode har ændret sig markant, forventes de europæiske skove samtidig at blive mere følsomme over for bl.a. insektangreb. EU bør støtte et tættere samarbejde mellem de nationale skovforvaltningsmyndigheder og interessegrupper (»stakeholders«), så man er forberedt på de store trusler fra forskellige biotiske organismer som f.eks. insekter eller svampe.

4.3

Der er mange forskellige typer skov i EU. På grundlag af geografisk placering kan Europa inddeles i boreale, atlantiske, mediterrane, kontinentale, alpine og makronesiske skove. De biotiske forskelle mellem disse områder er særdeles store. Fastlæggelsen af en tilpasningsstrategi for klimaændringerne bør, hvad skovbruget angår, ske på nationalt eller regionalt niveau. Skovene spiller en vigtig rolle som stabiliserende faktor i Europas naturøkosystem, og beskyttelsen af dem vil være afgørende for kontinentets naturlige og seminaturlige økosystemers stabilitet.

4.4

Antallet af naturkatastrofer er allerede steget som følge af klimaændringerne og forventes at stige yderligere. Hvad skovene angår, indebærer det først og fremmest flere skovbrande, stormskader og udbredte insektangreb. For at EU kan bekæmpe sådanne krisesituationer, er man nødt til hurtigt at kunne mobilisere en hjælpeindsats og tilvejebringe tilstrækkeligt materiel og finansiel støtte, f.eks. via EU's solidaritetsfond eller et tilsvarende instrument.

4.5

Da skovene er særdeles sårbare over for biotisk forurening, bør EU strengt kontrollere importen af rundtømmer og rundtømmer-baserede produkter fra tredjelande. Det kan effektivt beskytte de europæiske skove fra skadelige fremmede arter, f.eks. nogle insekt- og svampearter. Importkontrollen må ikke skabe unødige hindringer for den internationale handel.

4.6

Skovbrande er allerede i dag et meget stort problem, især i EU's sydlige dele. Da klimaændringerne forventes at forværre denne situation yderligere, er det særdeles vigtigt, at EU fortsætter de initiativer, man allerede har iværksæt for at bekæmpe skovbrande og forhindre deres udbredelse, samt forbereder »europæiske risikostyringsplaner«.

4.7

Med et bæredygtigt skovbrug bevarer vi de stadig voksende skovressourcer. Træ er en fornyelig naturressource, og ved at fremme dets anvendelse som byggemateriale og energikilde binder man på den mest effektive måde kuldioxid i skove og skovprodukter, som fungerer både som kulstofdræn og som alternativer til materialer, der er baseret på ikke-fornyelige ressourcer. Øget anvendelse af træ er i mange lande en af de få muligheder, der er for at skabe nye arbejdspladser, især i landdistrikterne. Det gælder især energi fra skoven, som er en ret arbejdsintensiv nicheproduktion, der ofte udføres på lokalt niveau med entreprenører og ved hjælp af varmeanlæg.

4.8

Skovdyrkning er baseret på et sammensat biologisk system, som det tager lang tid at udforske på grund af bl.a. lang omdriftstid. Infrastruktur og forskellige logistiske systemer er en af grundpillerne for et økonomisk rentabelt skovbrug. Klimaændringerne menes bl.a. at føre til tørke i syd og samtidig en mere våd jordbund i nord, hvilket skaber behov for bl.a. at udvikle skovmaskiner, som kan udføre arbejdet uden at påvirke jordbunden alt for meget, og satse på biologisk grundforskning. For at opretholde den europæiske skovbrugsmodel og tilpasse sig de ændrede klimaforhold bør EU sørge for, at der afsættes tilstrækkelige midler til forskning og udvikling inden for denne sektor. Den skovbaserede sektorteknologiplatform, som er blevet etableret under forberedelsen af det syvende forskningsrammeprogram, er værd at notere. Desuden bør samarbejdet mellem de forskellige forskningsinstanser i Europa og verden styrkes.

4.9

Et økonomisk bæredygtigt skovbrug er en forudsætning for at drive EU's hovedsagelig privatejede og offentlige skove og sikre deres fortsatte sundhed. EU bør ved al lovgivning tage højde for skovsektoren som en selvstændig sektor og herunder også altid konsekvenserne for denne, så man ikke utilsigtet udarbejder lovgivning, der skader skovene.

4.10

Indfødte træarter er bedre til at tilpasse sig det lokale vejrlig på grund af deres genmasse. Lokale træarter bør begunstiges samtidig med, at man skal benytte lejligheden til at forsøge at flytte visse arter til Nordeuropa. Blandskove bør også anvendes, hvor sådanne er mulige.

4.11

Klimaændringerne vil højst sandsynligt øge de økonomiske forskelle mellem i- og u-lande. EU bør støtte arbejdet med at skabe en globalt bindende skovkonvention med tilpasningsstrategier, som kan være med til at styre udviklingen i mange u-lande. Kapacitetsopbygning og gode styreformer er nødvendige for at sikre de vigtige skovressourcer i hele verden. Mekanismen for ren udvikling (CDM), som blev etableret under Kyoto-protokollen, skal tilskynde EU's aktører til at bidrage til nytilplantning af skov og øge EU's indsats, hvad angår CO2-kvoteordningerne i udviklingslandene.

4.12

Klimaændringerne er en faktor med meget store konsekvenser for hele EU og de forskellige befolkninger. EU bør i væsentlig grad forbedre undervisning, uddannelse, oplysningsvirksomhed og den offentlige debat, så borgerne kan få en dybere forståelse af klimaændringernes store konsekvenser for EU-skovenes fremtid.

4.13

Klimaændringerne kan også have positive konsekvenser for skovbruget, i hvert fald på kort sigt. Det gælder især i Europas nordlige egne, hvor der allerede findes en moderne, højt udviklet og selvstændig skovsektor. I alle udviklingstiltag inden for EU's skovbrugssektor bør der tages hensyn til klimaændringernes virkninger.

4.14

Kork og ikke-træbaserede produkter og skovprodukter, f.eks. bær, svampe og miljøtjenester, bør der tages grundigt hensyn til, når man analyserer de kommende forandringer. Udover kork udgør især forvaltningen af vildtbestandene en vigtig del af dagens moderne skovbrug og bæredygtig udvikling.

4.15

I EU's skovbrugsstrategi fra 1998 og den handlingsplan, som for øjeblikket forberedes i Kommissionen, bør der tages højde for klimaændringerne og foreslås foranstaltninger, der kan gøre det lettere at mobilisere træressourcerne. Skovbrugets tilpasning til klimaændringerne er opstillet som fælles hovedmål i Kommissionens meddelelse og Rådets afgørelser. I denne proces er der brug for et velfungerende og tæt samarbejde mellem Kommissionens forskellige tjenestegrene, medlemsstaterne og interessegrupperne.

4.16

EU bør samtidig sikre en vis fleksibilitet i de forskellige internationale aftaler og skovprogrammer, så man f.eks. i nødsituationer kan fælde store skovområder, hvis sundhedstilstand er blevet forværret, og som er ramt af insektskader. Det er nødvendigt, så man hurtigt kan genplante skovene med mere passende træarter.

5.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg betragter klimaændringerne som den største udfordring for EU og hele verden i de kommende år og årtier. EU må styrke sin indsats for at bekæmpe klimaændringerne væsentligt samt begynde at udvikle sammenhængende tilpasningsstrategier for forskellige politikområder. Kommende EU-formandskabslande er nødt til at lægge større vægt på, at klimaændringspolitikken også kommer til at omfatte tilpasningsforanstaltninger.

5.2

Når landdistrikternes erhverv, landbrug, skovbrug og fiskeriet er havnet i baggrunden i EU's klimaændringspolitik, skyldes det efter EØSU's mening, at de har tegnet sig for en meget beskeden del af udledningen af drivhusgasser. Ifølge undersøgelser foretaget af FN's klimapanel (IPCC) er det umuligt at undgå klimaændringerne, og derfor er det vigtigt, at EU også forbereder tilpasningsstrategier for disse sektorer.

5.3

EØSU anser det for nødvendigt, at EU afsætter væsentlig flere forskningsressourcer til at analysere klimaændringer og tilpasningspolitikker og gennemføre sikkerhedsprogrammer. Det er især vigtigt i erhverv, der er baseret på naturressourcer.

5.4

EØSU støtter kravet om, at alle opdyrkelige jorder i EU skal betragtes som produktionsegnede. EU bør derfor styrke sine tiltag for at effektivisere fødevare- og forsyningssikkerheden. Der må i forbindelse med planlægningen af EU's kommende politik for landbrugsstøtte og produktion, handel og energi konkret tages højde for klimaændringernes usikkerhedsfaktorer for disse basiserhverv.

5.5

EØSU opfordrer EU til via internationale fora at sætte fokus på klimaændringernes negative virkninger, for bekæmpelsen af sult på verdensplan, hvilket har klare konsekvenser for udviklingslandene ved ækvator.

5.6

EØSU mener, at man i EU og alle medlemsstater ud over bekæmpelse af klimaændringerne er nødt til at gå i gang med at udarbejde erhvervsbaserede tilpasningsstrategier i forbindelse med klimaændringerne. I nogle medlemsstater har man allerede forberedt de pågældende strategier. EU kan bidrage hertil med god koordination og støtte fra internationale aftaler, hvilket bl.a. vil effektivisere arbejdet på verdensplan.

5.7

EØSU anser det for vigtigt, at klimaændringernes multiplikatorvirkninger på erhvervene i landdistrikterne udforskes. Klimaændringerne har også en stor indvirkning på andre sektorer (industrien, energi, trafik, turisme, sundhed), hvilket indirekte påvirker landdistriktserhvervenes udvikling og tilpasningsbehov.

5.8

EU og medlemsstaterne er meget dårlige til at vurdere klimaændringernes indvirkning på fiskeriet. Indsatsen på dette område hænger grundlæggende sammen med vandforvaltningens fremtidige udvikling. I fiskeripolitikken er man også nødt til at evaluere ændringerne, så erhvervet kan tilpasse sig de ændrede vandressourcer og rammevilkår for fiskeriet.

5.9

EØSU mener, at produktionen og udnyttelsen af træressourcer skal udvides, og skovenes betydning for at opbremse klimaændringerne tages alvorligt. Ifølge EØSU er det vigtigt, at man både i EU og globalt øger tilplantningen af skov. Det bør også være et centralt element i EU's udviklingspolitik.

5.10

EØSU foreslår EU at iværksætte en bred oplysnings- og uddannelseskampagne både i EU-landene og internationalt for også at fremme bevidstgørelsen hos det organiserede civilsamfund og de politiske beslutningstagere. Derved kan man fremskynde udarbejdelsen og iværksættelsen af tilpasningsstrategier i forbindelse med klimaændringerne.

21.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 69/10

1.1

Den nuværende afgiftsordning for alkohol og alkoholholdige drikkevarer lever ikke op til, hvad forbrugerne kan forvente af det indre marked, men medlemsstaterne har ikke forpligtet sig til at harmonisere afgiftssatserne for disse produkter ud over den nuværende aftale om minimumssatser. Punktafgifter er den betegnelse, som sagkyndige inden for handel benytter om en afgift, der opkræves i forbrugslandet.

1.2

Hyppigheden af Kommissionens rapporter om den nuværende ordning bør begrænses til et mere realistisk interval på 5 år.

1.3

I den nuværende ordning er det ofte et problem at klassificere bestemte produkter. Der findes ingen enkel løsning på problemet, hvilket kan få medlemsstaterne til at fortolke reglerne på hver sin måde. Der er desuden fortsat uklarhed om den korrekte kodning i den fælles nomenklatur. Der er tale om to overordnede købstyper i forbindelse med handel med disse produkter, nemlig handelskøb og forbrugerkøb, hvor sidstnævnte kan tage form af enten direkte køb eller postordrekøb, som giver anledning til hver deres specifikke problemstillinger.

1.4

Sundhedsproblemer skyldes den enkeltes alkoholmisbrug og ikke den måde, alkohol indtages på.

1.5

Højere punktafgiftssatser løser ikke det enkelte individs problemer med alkoholmisbrug. Der foreligger intet afgørende bevis for, at højere punktafgiftssatser mindsker misbrugsproblemer på længere sigt. Derfor bør disse problemer gribes an med andre foranstaltninger af uddannelsesmæssig og forebyggende art til forbedring af folkesundheden.

1.6

Det anbefales, at Kommissionen overvejer at inddele alkoholiske drikke i to hovedkategorier og indføre en ensartet grundsats for alle alkoholholdige drikkevarer i hver af disse to kategorier som beskrevet i punkt 7.3 til 7.10 nedenfor, hvor alle alkoholiske drikke beskattes på grundlag af deres fremstillingsmåde, indvirkning på sundheden og alkoholindhold. Vin og andre gærede drikke (øl, æblevin og pærevin) bør imidlertid behandles for sig.

1.7

Det erkendes, at en sådan ændring ikke kan gennemføres på kort sigt, men skal indføres over en længere periode.

2.1

Kommissionen har fremlagt en rapport (1) om anvendelsen af EU's system af minimumssatser for beskatning af alkohol og alkoholholdige drikkevarer. I rapporten foretages der en evaluering af, hvordan den nuværende afgiftsordning fungerer i forhold til det indre marked. Det konkluderes, at en større harmonisering af medlemsstaternes punktafgiftssatser kan mindske risikoen for konkurrenceforvridning og bedrageri.

2.2

Kommissionen konstaterer imidlertid, at medlemsstaterne har meget delte opfattelser af, hvilket niveau minimumssatserne bør ligge på (2), og da det kræver enstemmighed at ændre ordningen, ønsker Kommissionen at behandle alle aspekter af emnet i en bred debat. Bestemmelserne i strukturdirektivet (3) bør også tages op til nærmere overvejelse og er medtaget i denne debat. Herefter følger EØSU's bidrag.

3.1

Kommissionens rapport indeholder en yderst nyttig analyse af situationen, og der peges på mange faktorer, der viser, at der er brug for forandring, hvis det indre marked skal blive mere effektivt til gavn for EU's forbrugere, mere gennemskueligt for dem, der er virksomme i alkoholindustrien, mindre konkurrenceforvridende og bidrage til at reducere de nuværende problemer med bedrageri og smugling.

3.2

Den indeholder også en opgørelse over medlemsstaternes indtægter fra punktafgifter på alkoholiske drikke (4) og afslører en stærkt divergerende beskatning (5).

3.3

Medlemsstaterne fører hver deres skattepolitik, og der er i øjeblikket intet tegn på nogen vilje til harmonisering på området. Det er årsagen til, at det trods en ihærdig indsats ikke er lykkedes Kommissionen at aflægge rapport om gennemførelsen af den nuværende ordning inden for de frister, som er fastsat i det oprindelige direktiv. Der bør foreskrives mere realistiske rapporteringsintervaller, eventuelt på 5 år.

3.4

Når medlemsstaterne udformer disse politikker, sker det under hensyntagen til tidligere erfaringer, folkesundheden, relevant forskning samt kulturen og livsstilen i befolkningen. Det kræver enstemmighed at foretage ændringer på skatteområdet, og er der enighed om større ændringer, vil de skulle gennemføres over en længere periode.

3.5

Det er værd at bemærke, at de pågældende punktafgifter (6) gælder drikkevarer, der indeholder alkohol, men at afgiftssatserne varierer alt efter, hvilken alkoholtype der er tale om.

4.1

Afgiftssatser, der resulterer i konkurrence- (7) og handelsforvridninger, er ikke i tråd med principperne for det indre marked isoleret betragtet, men præger stadig markedet for alkoholholdige drikkevarer i EU.

4.2

På den anden side gør det indre marked det muligt for forbrugerne at drage fordel af grænsehandel med alkohol. EØSU støttede det seneste forslag om at øge og rationalisere denne mulighed, navnlig ved at tillade fjernkøb af alkohol, hvilket er fordelagtigt for den frie bevægelighed af varer.

4.3

De fleste medlemsstater er dog nødt til at afsætte flere ressourcer til bekæmpelse af smugling og bedrageri, der primært er et resultat af forskellige afgiftssatser (og momssatser). Denne kriminelle aktivitet er et alvorligt problem for EU og rammer oftest direkte de medlemsstater, der har de højeste alkoholafgifter.

4.4

Om udvidelsen har haft en indvirkning på området er endnu ikke klart, men eftersom de samme direktiver finder anvendelse og flere nye medlemsstater har skullet hæve deres punktafgiftssatser, er situationen sandsynligvis ikke meget anderledes i disse lande.

5.1

Det eneste skridt, medlemsstaterne var villige til at tage hen imod en tilnærmelse i 1992, var at fastsætte minimumssatser for hver enkelt kategori af alkoholiske drikke. Der blev fastsat følgende minimumssatser:

5.2

Medlemsstaterne kan når som helst fastsætte punktafgiftssatser over den vedtagne minimumssats. Det vil derfor ikke få de store konsekvenser for medlemsstaternes indtægter, hvis det mislykkes at hæve de nuværende minimumssatser. Nogle medlemsstater har set sig nødsaget til at hæve afgifterne på alkohol, mens andre har sænket dem (9). Det har resulteret i en vis tilnærmelse af satserne og reduceret tilskyndelsen til grænsehandel (lovligt) samt bedrageri og smugling (ulovligt) af alkohol i det indre marked. Forslaget vil kun resultere i en tilnærmelse af punktafgiftssatser og ikke i en egentlig harmonisering, eftersom hver medlemsstat fortsat vil kunne fastsætte sin egen grundsats.

6.1

Fem medlemsstater (10) erkender, at de tager hensyn til folkesundheden, når de fastsætter deres skattepolitik. På et nyligt møde i Rådet (økonomi og finans) om emnet for denne udtalelse (11) bemærkede økonomi- og finansministrene dog, at sundheds- og socialpolitiske spørgsmål ifølge de fleste medlemsstater ikke bør spille en væsentlig rolle for fastsættelsen af punktafgiftssatser (12).

6.2

Alkohol indgår som en naturlig del af de fleste voksne EU-forbrugeres livsstil. Størstedelen har en ansvarlig holdning til deres alkoholindtagelse. Et vist alkoholforbrug kan for visse grupper have en gavnlig indvirkning på helbredet. De problemer, der følger i kølvandet på et overdrevet alkoholforbrug, er til gengæld ofte alvorlige. Alkoholmisbrug har ikke blot konsekvenser for vedkommendes helbred, men medfører også alvorlige sociale og økonomiske problemer. Især alkoholmisbrug hos helt unge forbrugere giver anledning til bekymring (13). Der er også behov for mere uddannelse i kostvaner og alkohol (14). Det er alkoholmisbrug, der bør gribes ind over for, og ikke det moderate alkoholforbrug, og der bør sættes ind med en bred uddannelsesindsats på ernæringsområdet.

6.3

Det er i den forbindelse et spørgsmål, om højere afgiftssatser (og dermed højere priser, eftersom skattekomponenten i mange alkoholiske drikke overstiger produktprisen) kan føre til en løsning af misbrugsproblemet.

6.4

Der foreligger ikke tydelig dokumentation herfor. Prisstigninger kan reducere det overordnede alkoholforbrug, men der findes ingen pålidelig dokumentation for, at en sådan reduktion af forbruget også omfatter alkoholmisbrugere. Undersøgelser viser, at når en bestemt alkoholholdig drikkevare beskattes særligt højt i forhold til andre produkter, falder forbruget af varen, da forbrugerne vælger andre (lavere beskattet og derfor billigere) produkter. Vi konkluderer, at høje priser ikke i sig selv er en løsning på alkoholmisbrug.

6.5

Det er til gengæld ikke let at fastslå, om en betydelig afgiftsnedsættelse på kort sigt vil have uønskede konsekvenser for alkoholforbruget. Det anbefales dog, at betydelige nedsættelser bør indføres gradvist over en længere periode.

6.6

Problemer med alkoholmisbrug kan bedst løses gennem undervisnings-, oplysnings- og uddannelsesprogrammer, der primært er rettet mod alkoholmisbrugerne selv, hvilket Kommissionen bør tage højde for i sine sundhedspolitiske forslag (15).

7.1

Konfronteret med den aktuelle situation må vi konkludere, at den nuværende ordning, som har udviklet sig over en årrække, ikke på tilfredsstillende vis lever op til principperne for det indre marked. Det indre marked er velfungerende på mange områder, men alkoholområdet er stadig præget af konkurrence- og handelsforvridninger som følge af forskellige afgiftssatser. Der er desuden intet tegn på, at medlemsstaterne, trods en stigende indsats, formår at reducere problemerne med bedrageri og smugling i nævneværdigt omfang.

7.2

EØSU er enig i, at en større harmonisering vil bidrage til at reducere problemerne med bedrageri og konkurrenceforvridninger. Rådet har endvidere vedtaget at hæve de nuværende minimumssatser for at tage højde for inflationen, men har ikke formået at nå til enighed om de andre problematiske områder (jf. fodnote 3 ovenfor). Der er derfor al mulig grund til, at Kommissionen fremsætter forslag om at ændre det nuværende punktafgiftssystem.

7.3

EØSU erkender, at der er betydelige forskelle i medlemsstaternes direkte og indirekte beskatning, og det er derfor ikke realistisk at forvente, at der pludselig kan indføres en radikal ny ordning. Det er imidlertid på tide at foreslå en ny ordning, der kan indføres gradvist over en længere periode.

7.4

Det er i første omgang nødvendigt at erkende, at produktet bør beskattes på grundlag af dets klassificering som gæret eller destilleret drik. Ved gærede drikke forstås naturlige, landbrugsmæssigt fremstillede drikkevarer, som udelukkende er baseret på druer, korn, frugter eller bær. Ved destillerede drikke eller spiritus forstås alle drikke fremstillet ved destillation og evt. blandet med andre destillerede drikke eller andre flydende substanser, samt drikkevarer med et hvilket som helst indhold af alkohol, der er fremstillet på en måde, som ikke er omfattet af en specifik lovgivning.

7.5

Navnlig bør konsekvenserne for FMO (16) for vin tages under omhyggelig overvejelse, eftersom EU's vinindustri i forvejen står over for betydelige udfordringer (faldende forbrug i mange medlemsstater og øget markedsindtrængning af importeret vin). Andre kategorier af alkoholiske drikke er konfronteret med lignende problemer.

7.5.1

Det skal herudover bemærkes, at vin udgør et vigtigt bierhverv for landbrugerne. Ud over det produkt, som aftages af kooperativer og grossister, fremstiller mange vinavlere selv vin til eget forbrug og sælger et eventuelt overskydende produkt til et begrænset antal privatpersoner i lokalområdet. Allerede i Rådets direktiv 92/83/EØF, artikel 10, gives medlemsstaterne mulighed for at fritage vin fremstillet af privatpersoner til privatforbrug (til eget forbrug, til familien eller gæster, hvor der er ikke er tale om salg) fra punktafgifter. (17) Endvidere kan medlemsstaterne i medfør af Rådets direktiv 92/12/EØF fritage små vinproducenter (18) fra kravene vedrørende omsætning af og kontrol med deres produkter. Hvis medlemsstaterne ikke foretager disse fritagelser, kan det indebære en ekstra økonomisk byrde for vinavlerne, som i forvejen lider under konkurrencen fra vækstøkonomier uden for EU. Vin ville dermed med god grund kunne holdes uden for de efterfølgende overvejelser.

7.6

EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen fastsætter en minimumssats for alle alkoholholdige drikkevarer i hver kategori, dvs. en minimumssats for gærede drikke og en minimumssats for destillerede drikke. Desuden foreslår EØSU, at afgiften fastlægges i forhold til alkoholindholdet i hver enkelt drikkevare i de to kategorier. En produktmængde med et alkoholindhold på 40 % vol. (19) bør for eksempel være fire gange dyrere end den samme produktmængde med et alkoholindhold på 10 % vol.

7.7

Gærede drikkevarer er til forskel fra andre kategorier af alkoholholdige drikkevarer konfronteret med et særligt problem. Alkoholindholdet i gærede drikkevarer afhænger af forskellige faktorer, som hænger sammen med de anvendte råvarer og fremstillingsmåden. Det vil derfor være nødvendigt at indføre en mere fleksibel ordning for gærede drikkevarer ved at rangordne hver enkelt efter indholdet af alkohol, for ikke at vanskeliggøre arbejdet yderligere for producenter og forhandlere.

7.8

Et sådant system vil bevare muligheden for, at medlemsstaterne kan fastsætte en afgiftssats på nul for vin eller andre gærede drikke og lade dette gælde for hele kategorien af gærede drikke.

7.9

Det vil resultere i en reel forenkling af afgiftsordningen for alkohol, selv om mulighederne for bedrageri ikke reduceres, så længe medlemsstaterne fortsat opererer med vidt forskellige satser for alkoholafgifter.

7.10

Med dette system vil der ikke være behov for at klassificere det stigende antal nye produkter efter en uegnet struktur, da de ganske enkelt udelukkende vil blive beskattet på grundlag af deres alkoholindhold ( % vol.).

7.11

Derudover vil punktafgiftssystemet blive mere holdbart og medføre væsentligt færre forvridninger, og problemerne med den fælles nomenklatur vil være løst.

7.12

Alkohol og sundhed giver som nævnt anledning til en vis bekymring. I et system hvor alle alkoholiske drikke beskattes efter en ensartet grundsats, vil skattebyrden være højere for konsum af drikkevarer med et større indhold af alkohol, afhængigt af om de er fremstillet ved gæring eller destillation. Det vil kunne fremme forståelsen for, at det primært er forbrugsmønstret, der påvirker helbredet i kraft af den gavnlige indvirkning af et moderat forbrug, som står i kontrast til de skadelige følger af et overdrevent forbrug.

21.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 69/16

1.1

EØSU udtrykker undren og bekymring over, at der stilles forslag af denne art, hvis indhold synes ude af proportioner og at være til skade for grundlæggende rettigheder.

1.2

Den måde, som menneskerettigheder og særlig privatlivets fred behandles på i forslaget, er upassende og kan i nogle henseender føre til kolliderende bestemmelser.

1.3

Man risikerer at undergrave tilliden hos brugerne af elektroniske kommunikationstjenester og begrænse deres motivation for at anvende IKT. Et sådant tab af forbrugernes tillid indebærer en risiko for, at udviklingen af informationssamfundet på langt sigt bremses, hvilket også bringer Lissabon-strategien i fare.

1.4

EØSU tvivler på, at forslaget i sin helhed er i overensstemmelse med subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, da det ikke begrundes, hvorfor fællesskabsmålet bedre kan nås på fællesskabsniveau.

1.5

De ekstraudgifter, der i forslaget påføres udbyderne af elektronisk kommunikation til lagring og fremføring af de pågældende data, bør betragtes som en forpligtelse, udbyderne skal påtage sig alene for at være på markedet, uden at disse udgifter væltes over på statskassen og dermed borgerne.

1.6

På baggrund af ovenstående bør dette forslag revideres gennemgribende, da det efter EØSU's mening ikke fuldt ud respekterer de grundlæggende rettigheder eller reglerne for adgang til, anvendelse og udveksling af data.

2.1.1

Der er i dag flere fællesskabsbestemmelser om tjenesteyderes forpligtelser. I det foreliggende tilfælde drejer det sig om data, der er omfattet af artikel 1 i sammenhæng med artikel 2, litra a) i direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 (1), som omhandler medlemsstaternes generelle forpligtelser til at beskytte fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

2.1.2

I direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 (2) fastsættes ligeledes bestemmelser for behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for den elektroniske kommunikationssektor. EØSU afgav i sin tid udtalelse om dette forslag (3).

2.1.3

Det princip, der ligger til grund for disse to direktiver, er, at lagrede data skal slettes, når det ikke længere er berettiget at opbevare dem. Direktiv 2002/58/EF foreskriver, at udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester skal træffe passende foranstaltninger for at garantere deres tjenesters sikkerhed. Medlemsstaterne skal beskytte de elektroniske kommunikationstjenesters fortrolighed og nærmere bestemt forbyde andre personer end brugerne — bortset fra tjenesteudbydere med henblik på debitering og i den nødvendige periode — at aflytte, registrere eller lagre de pågældende data. Trafik- og lokaliseringsdata skal behandles anonymt og med abonnenternes samtykke.

2.1.4

Artikel 15 i direktiv 2002/58/EF giver medlemsstaterne tilladelse til undtagelsesvis at lagre data, hvis det er nødvendigt, passende og forholdsmæssigt for at sikre retsforfølgelse i forbindelse med overtrædelser af straffeloven. Da medlemsstaterne ikke kunne nå til enighed om fristen for lagring under forhandlingerne om direktivet om beskyttelse af data i kommunikationssektoren, var man nødt til at opgive at fastsætte en sådan frist.

2.1.5

Den 25. marts 2004 drøftede Det Europæiske Råd muligheden for at fastsætte regler for lagring af data, der er oparbejdet af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester. Efterfølgende stillede fire medlemsstater (Frankrig, Irland, Det Forenede Kongerige og Sverige) et initiativforslag med henblik på, at Rådet vedtager en rammebeslutning om lagring af behandlede og lagrede data i forbindelse med tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller af data på offentlige kommunikationsnet med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og bekæmpelse af kriminalitet og overtrædelser af straffeloven, herunder terrorisme.

2.1.6

Parlamentet forkastede dette forslag, da der var tvivl om retsgrundlaget, proportionaliteten i forslaget, og om hvorvidt det indebar en overtrædelse af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (4).

2.2.1

Kommissionen har på grundlag af EF-traktatens artikel 95 forelagt Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til direktiv om lagring af data behandlet i forbindelse med tilvejebringelse af offentlige elektroniske kommunikationstjenester og om ændring af direktiv 2002/58/EF.

2.2.2

Det drejer sig om en retsakt til harmonisering af medlemsstaternes lovgivning, som med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af alvorlige strafbare handlinger såsom terrorisme og organiseret kriminalitet pålægger udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester eller af et offentligt kommunikationsnet pligter for så vidt angår lagring og behandling af data (artikel 1, stk. 1).

2.2.3

Forslaget finder anvendelse på trafikdata og lokaliseringsdata vedrørende både fysiske og juridiske personer, der afsender eller modtager disse data. Det vedrører ikke indholdet af elektroniske kommunikationer (artikel 1, stk. 2).

2.2.4

Forslaget kræver således, at medlemsstaterne vedtager passende foranstaltninger for at sikre, at udbyderne lagrer de pågældende data og udleverer dem til de kompetente nationale myndigheder i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet i overensstemmelse med forslagets formål (artikel 3).

2.2.5

Endvidere fastsætter forslaget de kategorier af data, der skal lagres, nemlig kommunikationskilde og -modtager, tidspunktet for og varigheden af en kommunikation, kommunikationstypen, brugernes lokalisering osv. (artikel 4 og bilaget).

2.2.6

Det fastsættes også, at dataene skal lagres i en periode på et år, hvis det drejer sig om telefonisk kommunikation — fastnets- eller mobiltelefoni — og i seks måneder, hvis der er tale om internetkommunikationer (artikel 7).

2.2.7

Udbyderne forpligtes ligeledes til at fremsende de lagrede data til de nationale kompetente myndigheder på disses anmodning (artikel 8), og medlemsstaterne forpligtes til årligt at tilsende Europa-Kommissionen statistikker om lagring af data (artikel 9).

2.2.8

Endelig forpligtes de nationale myndigheder til at yde udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester godtgørelse for de ekstraudgifter, de har haft i forbindelse med lagring og fremføring af data (artikel 10).

2.3.1

EØSU udtrykker undren og bekymring over, at der stilles forslag af denne art, hvis indhold synes ude af proportioner og at være til skade for grundlæggende rettigheder.

2.3.2

Kommissionen behandler i sit forslag eksisterende nationale bestemmelser vedrørende offentlig sikkerhed som »foranstaltninger med tilsvarende virkning« (hindringer for det indre marked for telekommunikation), som skal afskaffes i henhold til bestemmelserne i traktatens artikel 14.

2.3.3

Forslaget vil få meget vidtrækkende konsekvenser for privatlivets fred for alle brugere af elektroniske kommunikationstjenester. Man risikerer at undergrave tilliden hos brugerne af elektroniske kommunikationstjenester og begrænse deres motivation for at anvende IKT. Et sådant tab af forbrugernes tillid indebærer en risiko for, at udviklingen af informationssamfundet på langt sigt bremses, hvilket også bringer Lissabon-strategien i fare.

2.3.4

Det er svært at forstå Kommissionens behandling af grundlæggende rettigheder i forslaget, særlig retten til privatlivets fred. Med udgangspunkt i to lovlighedsparametre gennemfører Kommissionen sin egen særlige test, hvorefter den konkluderer, at forslaget ikke er i strid med grundlæggende rettigheder.

2.3.5

Den anvender for det første artikel 15, stk. 1, som — skønt den er indeholdt i direktiv 2002/58/EF — næsten ord for ord gengiver bestemmelserne i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (artikel 4 og 12) og den europæiske menneskerettighedskonvention (artikel 9, 10 og 11). Ansvarlige organer og domsmyndigheder har gentagne gange fortolket disse bestemmelser udtømmende, og det forekommer derfor upassende, at Kommissionen forsøger at nyfortolke dette spørgsmål.

2.3.6

For det andet er ovennævnte lovlighedstest knyttet til visse bestemmelser i chartret om grundlæggende rettigheder, dvs. en retsakt, som — skønt den nyder bred konsensus — endnu ikke er trådt i kraft og således ikke kan påberåbes som retsgaranti.

2.3.7

Ubegribeligvis svækkes denne i forvejen dårligt funderede analyse yderligere ved, at Kommissionen kun tager hensyn til artikel 7 (respekt for privatliv og familieliv) og artikel 8 (beskyttelse af personoplysninger) og ser bort fra artikel 36 (adgang til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse), artikel 38 (forbrugerbeskyttelse), artikel 47 (adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol) og artikel 48 (uskyldsformodning og forsvarets rettigheder).

2.3.8

Kommissionen bør derfor gå mere velovervejet og grundigere til værks og under nøje overholdelse af de grundlæggende rettigheder for at undgå, at medlemsstaternes forfatningsdomstole erklærer de foreslåede bestemmelser for forfatningsstridige (5).

2.3.9

Hvad angår overholdelsen af subsidiaritetsprincippet, er det overraskende, at Kommissionen gør gældende, at da hverken Rådet eller Europa-Parlamentet hidtil har kunnet blive enige om en løsning på de pågældende problemer, haster det med at iværksætte en supranational indsats på området det indre marked for at få gennemført de nævnte bestemmelser.

2.3.10

Denne form for ræsonnement ville være logisk, hvis det var muligt at sidestille sikkerhedsproblemer med andre problemer, der vedrører det indre markeds funktion (f.eks. handels-, skatte- eller beskæftigelsesmæssige), hvis der var uopsættelige frister for vedtagelse af regler (i henhold til traktater eller afledt ret), eller endelig hvis det var muligt og nødvendigt at oprette et ensartet retligt område i denne forbindelse.

2.3.11

Statens sikkerhed er imidlertid ikke et retligt gode, der er fastsat i fællesskabslovgivningen, til forskel fra begreber såsom den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, som er nedfældet i traktaterne og i givet fald berettiger medlemsstaterne til undtagelsesvis at træffe sikkerhedsforanstaltninger.

2.3.12

Der findes heller ikke i traktaterne et klart grundlag for en indsats på dette område eller en frist, der gør en sådan uopsættelig. Endelig kan truslerne mod staternes sikkerhed ikke behandles i et harmoniseringsinstrument, som sigter mod en identisk (men ikke nødvendigvis fælles) behandling af forskellige situationer.

2.3.13

Hvad angår proportionalitetsprincippet, er det som bekendt nødvendigt, at de nationale parlamenter inddrages via lov i forbindelse med enhver bestemmelse, der kan tænkes at indskrænke de grundlæggende rettigheder, samt at der er lovfæstede garantier for domstolskontrol (ex ante eller ex post). Det er derfor svært at forestille sig, at afskaffelse af en række »usynlige hindringer« for levering af elektroniske kommunikationstjenester inden for det indre marked kan resultere i en massiv ændring af medlemsstaternes love, som garanterer de grundlæggende rettigheder, og af de nationale systemer, der sikrer disse rettigheder.

2.3.14

EØSU tvivler på, at forslaget i sin helhed er i overensstemmelse med subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, da det ikke begrundes, hvorfor fællesskabsmålet bedre kan nås på fællesskabsniveau.

2.3.15

For øvrigt undrer EØSU sig over, at Kommissionen i forslaget udelukkende henviser til udbydernes behov og naturlige ret og fuldstændig overser forbrugernes behov og rettigheder og således glemmer en af EU's opgaver, som er »bidrage til styrkelse af forbrugerbeskyttelse« (artikel 3, litra t), i EF-traktaten), »sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau« og »beskytte forbrugernes økonomiske interesser« (EF-traktatens artikel 153).

2.4.1

Forslaget er baseret på EF-traktatens artikel 95, stk. 1. I den forbindelse bør man ligeledes overveje forslagets eventuelle virkning på politisamarbejde og retligt samarbejde på det strafferetlige område. Hvad angår udbydere af kommunikationstjenester fra tredjelande kan oprindelsesstaterne tænkes at kræve ad hoc-aftaler med medlemsstaterne for at skabe gensidige betingelser for levering af tjenester af hensyn til den nationale sikkerhed.

2.4.2

I forslagets bestemmelser og særlig i artikel 1 synes Kommissionen at se bort fra, at selv om de data, der er omfattet af forslagets anvendelsesområde, tilsyneladende er »neutrale«, f.eks. afsenderens og modtagerens identitet, kommunikationernes varighed, fysiske placering, hyppighed osv., er der tale om oplysninger vedrørende borgernes privatliv, som i mange tilfælde ligeledes kan skade andre rettigheder såsom tavshedspligt eller retten til juridisk bistand.

2.4.3

I den nuværende europæiske offentlige orden, der hviler på den europæiske menneskerettighedskonvention, og i medlemsstaternes forfatningstraditioner defineres retten til privatlivets fred ikke kun passivt, men også — omend med mindre vægt — aktivt.

2.4.4

Med andre ord har privatpersoner, hvad enten de er statsborgere i en EU-medlemsstat eller ej, ret til at vide, hvem der griber ind i deres kommunikationer, samt hvorfor og hvor ofte, og at få adgang til enhver offentlig eller privat database, hvor denne type oplysninger er registreret (6).

2.4.5

Forslaget berører de grundlæggende rettigheder, nærmere bestemt artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og kan have betydelig indvirkning på de offentlige friheder og grundlæggende rettigheder. EØSU mener derfor, at som ved enhver undtagelse fra en regel skal indholdet begrænses til kun at fastsætte betingelser, som har mindst mulig indflydelse på disse rettigheder.

2.4.6

De typer og kategorier af data, der skal lagres, er angivet i artikel 4 og nærmere beskrevet i bilaget til direktivet. Det drejer sig om en foreløbig liste, der skal revideres efter komitologiproceduren. Da der er tale om en grundlæggende rettighed, finder EØSU det upassende, at Parlamentet ikke deltager i udvidelsen af kategorier af data, der skal lagres, og at man følger en procedure, som egner sig bedre for neutrale tekniske regler end for de her omhandlede bestemmelser om lagring af data.

2.4.7

Med hensyn til den mængde data, der skal lagres, synes forslaget at gå for langt, hvis hensigten er at indhente passende oplysninger til en efterforskning, og mængden af oplysninger bør derfor begrænses og afspejle de behov, der følger af hensigten med forslaget. Det må sikres, at ingen kan få adgang til dataene uden en domstols tilladelse. Forslagets mål om at forebygge visse kriminelle handlinger er svært at forstå, skønt lagring af trafikdata kan vise sig at være nyttig i forbindelse med en efterforskning og andre mål, som er fastsat i direktivforslaget.

2.4.8

Lagringsperioden er for lang, og Kommissionen begrunder ikke, hvorfor det er nødvendigt at opbevare data så længe. EØSU går ind for en standardperiode på seks måneder med passende sikkerheds- og fortrolighedsforanstaltninger.

2.4.9

Forslaget omfatter ikke bestemmelser, der forhindrer udbydere og andre interesserede parter i at få adgang til de lagrede data. Det bør imidlertid fastsættes, at der udelukkende kan gives adgang til disse data i bestemte tilfælde og under domstolskontrol. Desværre angives det ikke i forslaget, hvorledes de lagrede data skal beskyttes i de pågældende perioder.

2.4.10

Den udlevering til de nationale kompetente myndigheder, der er fastsat i forslaget, er for generel. Det bør udtrykkeligt angives, at lagrede data kun kan udleveres til myndigheder, der er i stand til at garantere kvaliteten, fortroligheden og sikkerheden omkring de udleverede data. Efter EØSU's mening bør man definere visse begreber i Kommissionens forslag såsom det her nævnte for at undgå forskellige fortolkninger.

2.4.11

Det undrer EØSU, at der i forslagets artikel 10 fastsættes bestemmelser for de ekstraudgifter, som tjenesteudbyderne påføres for at opfylde forpligtelserne i forbindelse med lagring og fremføring af data, som ifølge Kommissionen skal godtgøres med offentlige midler. Kommissionen angiver faktisk i betragtning 13, at »samfundet som helhed nyder godt af fordelene ved større offentlig sikkerhed«.

2.4.12

EØSU er helt uenigt med Kommissionen på dette punkt og mener, at denne påstand mildest talt er upræcis, da den enkelte medlemsstat frit kan fastsætte, hvordan og i hvilket omfang disse udgifter skal godtgøres ud fra dens egne kriterier og samfundsmæssige forhold og behov på sikkerhedsområdet, selv om Kommissionen erkender (betragtning 5), at mange medlemsstater end ikke har vedtaget lovgivning om tjenesteudbyderes lagring af data.

2.4.13

På baggrund af Kommissionens ræsonnement kan der stilles følgende spørgsmål:

2.4.14

Af disse grunde og for det tilfælde, at direktivforslaget vedtages, bør disse ekstraudgifter betragtes som en forpligtelse, udbyderne må påtage sig til gengæld for at operere på markedet, uden at skatteyderne, dvs. alle borgere, skal bære denne udgift. EØSU betragter forslaget om godtgørelse af ekstraudgifter som uacceptabelt og foreslår at lade det udgå.

2.4.15

På baggrund af ovenstående opfordrer EØSU Kommissionen som vogter af traktaterne og deres grundlæggende principper som fastsat i EU-traktatens artikel 6, stk. 1 (7), og artikel 6, stk. 2 (8), til at revidere forslaget gennemgribende, da det efter EØSU's mening ikke fuldt ud respekterer de grundlæggende rettigheder eller reglerne for adgang til, anvendelse og udveksling af data.

21.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 69/22

1.1

I slutningen af oktober 2003 fremlagde Kommissionen et forslag til omarbejdning af Rådets forordning (EØF) nr. 302/93 om oprettelse af et europæisk overvågningscenter for narkotika og narkotikamisbrug (EONN).

Retsgrundlaget var traktatens artikel 308.

1.2

Efter diskussioner i Rådet blev det besluttet at ændre forslagets retsgrundlag til artikel 152, hvilket indebærer medbestemmelse for Europa-Parlamentet. Samtidig blev der på grundlag af diskussionen i Rådet foretaget mindre justeringer i forslaget til forordning, som blev fremlagt i slutningen af august 2005.

2.1

EØSU udtalte sig om det første forslag i oktober 2004. (1) Samme principielle synspunkter, som blev fremlagt dengang, ligger til grund for denne udtalelse, især at de organisationer i civilsamfundet, som arbejder med narkotikaspørgsmål, skal inddrages i EONN's arbejde.

2.2

EØSU ser positivt på det ændrede retsgrundlag for forslaget. Virkelige konsultationer med Europa-Parlamentet er naturligt i dette tilfælde, ikke mindst for at garantere offentlighedens indsigt i myndigheden. Parlamentet får ifølge det nye forslag (2) udvidede beføjelser, blandt andet til at udpege to uafhængige eksperter med særlig kompetence inden for narkotikaområdet til bestyrelsen. Udvalget anbefaler på det kraftigste, at de to uafhængige eksperter skal være fra ngo'er med opgaver inden for narkotikaområdet.

2.3

EØSU henviser også til udkastet til interinstitutionel aftale om rammebestemmelser for EU's tilsynsmyndigheder, hvor det hedder, at myndighederne skal tilrettelægges på en sådan måde, at man sikrer de berørte parters deltagelse, og at der er god gennemsigtighed i virksomheden. (3) Blandt andet skal repræsentanter for berørte parter vælges som bestyrelsesmedlemmer. I den sammenhæng henvises bl.a. til hvidbogen om EU's styreformer.