17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/1

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har altid fremhævet betydningen af statsstøttekontrol som en af de grundlæggende måder til at sikre:

1.2

Bestemmelserne om statsstøtte er baseret på selve de grundlæggende tekster bag Fællesskabets oprettelse - EKSF-traktaten og EF-traktaten. I modsætning til EKSF-traktaten, som ikke eksisterer længere, indeholder EF-traktaten ikke et absolut forbud mod statsstøtte. Thi ud over en opregning af forbud indeholder traktaten fravigelser (1) og nogle undtagelser (2), som giver Kommissionen – og undtagelsesvis også Rådet – vide skønsbeføjelser med hensyn til at give tilladelse til statsstøtte gennem en undtagelse fra hovedreglen.

1.3

Endvidere indgår artikel 87, 88 og 89, som regulerer dette komplekse område, i 2. afdeling i afsnit VI om fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne for netop at understrege, at man i forbindelse med statsstøtte bør se på, hvilken indvirkning støtten kan få på konkurrencen på markedet.

1.3.1

I denne forbindelse har EØSU tidligere understreget, at en ny handlingsplan på statsstøtteområdet skal være i overensstemmelse med målene i EF-traktatens artikel 2 med henblik på bl.a. at sikre et velfungerende indre marked, ligestilling, en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, en bæredygtig og ikke-inflationær vækst, høj konkurrenceevne og en høj grad af konvergens, højnelse af livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne.

1.4

Som Kommissionen selv siger, er statsstøtte faktisk er »en form for statslig indgriben, som bruges til at fremme en bestemt økonomisk aktivitet. Statsstøtte indebærer, at visse økonomiske sektorer eller aktiviteter favoriseres frem for andre. Statsstøtte fordrejer dermed konkurrencen ved at skelne mellem virksomheder, der modtager støtte, og andre, som ikke gør« (3).

1.4.1

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, omfatter begrebet statsstøtte ikke kun den støtte, som ydes af de offentlige myndigheder, og som finansieres over de offentlige kasser, men også foranstaltninger, der har til formål at nedbringe de omkostninger, der normalt er del af en virksomheds udgifter.

1.5

Det Europæiske Råd i marts 2005 gentog målet om at fortsætte nedbringelsen af det generelle niveau for statsstøtte, idet der dog skal tages hensyn til eventuelle markedssvigt. Denne position ligger i forlængelse af, hvad der blev aftalt på Det Europæiske Råd i Lissabon i 2000 og Det Europæiske Råd i Stockholm i 2001, og tager afsæt i kravet om at rette statsstøtten mod de fælles horisontale mål, herunder samhørighedsmålene.

1.5.1

I sin seneste meddelelse om midtvejsrevisionen af Lissabon-strategien bekræftede Kommissionen målet om at reducere statsstøtten og omdirigere den for at løse problemerne med markedssvigt, specielt i sektorer med et højt vækstpotentiale, samt at stimulere innovation (4).

1.6

Europa-Parlamentet har også for nyligt givet udtryk for sin mening om statsstøtte (5) og fremhævede i den forbindelse, at den skal bruges på en forsvarlig måde, som giver valuta for pengene, eftersom den:

1.6.1

Den 2. maj 2005 vedtog Europa-Parlamentet endvidere en beslutning om styrkelse af den europæiske konkurrenceevne: Konsekvenser af de industrielle ændringer for politikken vedrørende de små og mellemstore virksomheder og disses rolle (6), hvori det støttede målet om at reducere den samlede støtte til virksomheder, men mindede om, at visse former for støtte er hensigtsmæssige, når det drejer sig om at afhjælpe markedssvigt, det gælder f.eks. støtte til F&U, uddannelse og rådgivningstjenester.

1.6.2

Parlamentet understregede betydningen af statsstøtte for små og mellemstore virksomheder i medlemsstaterne og opfordrede Kommissionen til inden for strukturfondene at bibeholde alle instrumenter, som støtter økonomisk og socioøkonomisk omstilling i regioner, der rammes af virksomhedsflytninger. Det opfordrede til at tage mere hensyn til små virksomheder og mikrovirksomheder (7) i disse regioner og generelt i alle samhørighedspolitikkerne.

1.6.3

Europa-Parlamentet foreslog som en del af planen om en reform af statsstøtteordninger, at der skulle anvendes en klar fremgangsmåde med henblik på at fremme innovation på tværs af alle sektorer inden for rammerne af Lissabon-målene.

1.7

Domstolen har ved mange lejligheder givet udtryk for sin egen holdning til statsstøtte og har skabt en egentlig case-by-case-law gennem en retspraksis med konsekvente, meget detaljerede retningslinjer, senest i form af dommen om tjenesteydelser af almen interesse og Altmark-dommen af 24. juli 2003 (8).

1.8

I sin meddelelse fra april 2005 om resultattavle vedrørende statsstøtte (9) er Kommissionen fortrøstningsfuld med hensyn til medlemsstaternes reaktioner på Lissabon-strategien, idet den bemærker, at der har været et lille fald i støtteniveauet i forhold til BNP og endnu mere positive tiltag i form af omdirigering af støtten i overensstemmelse med forslag fra forskellige Europæiske Råd. Men der står stadig meget tilbage at gøre.

1.8.1

Kommissionen oprettede i 2001 statsstøtteregistret og resultattavlen vedrørende statsstøtte, som skulle danne grundlag for en drøftelse af en strategi for reduktion af det overordnede statsstøtteniveau og omdirigere støtten til horisontale mål. Disse værktøjer blev udviklet yderligere i 2002. EØSU har udtrykt påskønnelse for Kommissionens bestræbelser på at opnå større gennemsigtighed på statsstøtteområdet, hvilket er særligt vigtigt, når det gælder de medlemsstater, som lige har tiltrådt EU.

1.9

EØSU glæder sig over, at den årlige samlede statsstøtte i 2003 var faldet med 3,6 % siden 1999 og med næsten 30 % siden 1996. Det bemærker imidlertid også, at tallet på 53 milliarder euro (10), hvoraf mere end 60 % er øremærket til produktions- og serviceindustrien, fortsat er højt. Det udtrykker endvidere bekymring over de mulige konkurrenceforvridninger, som kunne opstå på grund af forskellene i statsstøtten i medlemsstaterne og i de forskellige regioner i medlemsstaterne.

1.9.1

EØSU udtrykte i en tidligere udtalelse (11) tilfredshed med, at Kommissionen med jævne mellemrum belyser og præciserer reglerne, og bemærkede, at særlig opmærksomhed bør rettes mod gruppefritagelsesforordningen og beskæftigelsesstøtte, som skal gøre det lettere for medlemsstaterne at skabe arbejdspladser.

1.9.2

EØSU er helt enig med Kommissionen i, at statsstøttebestemmelserne skal justeres over tid, så der tages højde for udviklingen på det politiske, økonomiske og retlige område. Derfor revideres instrumenter til vurdering af statsstøtten periodisk og har ofte en begrænset løbetid (12).

1.10

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har fremlagt et forslag til udformning af en generel reform på området (13), som er baseret på en integreret tilgang, der i høj grad inddrager markedsfejl.

1.10.1

Udvalget mener, at en eventuel ny ramme, der vedtages, skal sikre en nødvendig afvejning af hensynet til statsstøttepolitikken og udviklingshensyn og underkastes en revision, der sigter på forenkling og grundige konsekvensvurderinger.

1.10.2

Revisionen skal hvile på klare målsætninger, brede høringer og fyldestgørende oplysninger. Den nye ramme skal – udover at etablere et klart kontrolsystem - sikre sammenhæng i politikkerne, koncentration af tiltagene samt øget forenkling, gennemsigtighed og retssikkerhed.

1.10.3

Den foreslåede ramme bør være i samklang med:

1.10.4

Desuden spiller følgende elementer en stor rolle:

1.11

Efter EØSU's mening er det vigtigste med hensyn til udarbejdelsen af en fælles ramme for statsstøtte imidlertid, at der lanceres en moderne politik, som samstemmende støttes af alle medlemsstater, eftersom globaliseringen stiller krav om overgangsprocesser og omstruktureringer i alle Unionens økonomier.

1.12

Virksomhederne er som potentielle og faktiske modtagere af statsstøtte, sammen med den offentlige sektor, særligt godt placerede til at vurdere, hvor effektive de skabte instrumenter er. De kan yde et praktisk bidrag til overvågningen af løsninger, der harmonerer med en moderne europæisk statsstøttepolitik, og kan komme med nyttige forslag til nye retningslinjer.

1.12.1

Endvidere er det virksomhederne, som på deres egen krop oplever retsusikkerheden og de lange godkendelsestider i støttesystemerne samt de alvorlige konsekvenser ved at skulle tilbagebetale støtte, der erklæres ulovlig. De hører derfor til dem, der ville få mest ud af en klar og entydig tolkning af Fællesskabets lovgivning og af, at vanskelighederne og uensartethederne i fortolkningen og gennemførelsen af reglerne blev ryddet af vejen.

2.1

EØSU er overbevist om, at Kommissionens reformforslag kan blive en værdifuld smeltedigel, hvor man kan opnå en overordnet balance mellem:

2.2

EØSU støtter fuldt ud princippet bag reformen »Mindre og bedre målrettet statsstøtte«, som har til formål at gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige på de indenlandske og internationale markeder samt at skabe de rigtige betingelser for at belønne de mest effektive virksomheder.

2.3

EØSU støtter fuldt ud den linje, Kommissionen lægger, og som har til formål at forenkle bestemmelserne med henblik på at give de erhvervsdrivende større sikkerhed og lette medlemsstaternes administrative byrder. EØSU er faktisk overbevist om, at usikkerhed om, hvad der er lovlig og, hvad der er ulovlig statsstøtte, i virkeligheden kan så tvivl om legitimiteten af Kommissionens statsstøttekontrol.

2.4

EØSU mener, at den foreslåede reform af Fællesskabets statsstøttebestemmelser overordnet bør tilgodese hensynet til:

2.5

Statsstøttepolitikken er en integrerende del af konkurrencepolitikken og dermed en af de fællesskabspolitikker, der påvirker den økonomiske udvikling mest. EØSU mener derfor, at statsstøttepolitikken mere specifikt bør anvendes til at opnå en udvikling af høj kvalitet, der tilgodeser Lissabon-målene, således at den kan spille rollen som motor for en sund økonomisk og beskæftigelsesmæssig udvikling.

2.6

Konkurrenceevne er et mål for markedets evne til effektivt at skabe varer og tjenesteydelser med højt værdiindhold i en globaliseret verden med det sigte at forbedre levestandarden i samfundet og sikre et højt beskæftigelsesniveau. Det må imidlertid indrømmes, at det ikke er lykkedes EU at fremme europæiske virksomheders vækst eller opkvalificere humanressourcerne og komme op på højere kvalitetsniveauer for teknologisk forskning, innovation, uddannelse og internationalisering, som krævet i Lissabon-strategien.

3.1

EØSU støtter en ny generel fællesskabsramme for statsstøtte, der er baseret på en støttepolitik, som:

3.2

EØSU mener, at Fællesskabets statsstøttepolitik nu skal yde et aktivt bidrag med hensyn til at gøre Europa mere eftertragtet for investorer og arbejdsgivere, styrke virksomhedernes konkurrenceevne, støtte forsknings- og innovationstiltag samt fremme udvikling og udbredelsen af nye kompetencer og opkvalificering af menneskelige ressourcer.

3.3

EØSU mener, at der bør indføres en generel gruppefritagelsesforordning, der skal udvide og forenkle Fællesskabets undtagelsesramme for uddannelses- og beskæftigelsesstøtte, som fremmer de støttetiltag, der er mest gennemsigtige og fokuserer mest på specifikke mål; tiltagene skal indkredses i tæt samråd med de virksomheder og sociale partnere, der som modtagere af støtten har bedst mulighed for at vurdere de foreslåede instrumenters effektivitet.

3.4

Hvad angår systemet for støtte med regionalt sigte, støtter EØSU intentionen i den nye programmeringsramme for 2007-2013 om at fremme udviklingen i de ugunstigt stillede regioner (NUTS II-regioner (»statistisk virkning« og »økonomisk udvikling«) og NUTS III-regioner (»tyndt befolkede områder«) samt fjerntliggende øer og bjergområder. Det sker ved at gøre op med støtteafhængighed, reducere de maksimale støtteintensiteter, forhindre, at støttedifferentialet mellem de mindst udviklede regioner overstiger 10 %, og imødegå potentielle bølger af virksomhedsudflytninger som følge af umådeholdne forskelle i støtten (ikke mere end 20 % for NUTS III-regioner) mellem grænseregioner.

3.4.1

EØSU støtter Kommissionens fremgangsmåde med at variere de regionale støtteintensiteter for forskellige typer virksomheder, men mener, at faren for at bremse de mindre virksomheders størrelsesmæssige vækst kunne undgås ved at sikre en ensartet forhøjelse på 20 % for såvel små og som mellemstore virksomheder. I forbindelse med de foreslåede grænser for støtten til store virksomheders investeringer i regioner, der er omfattet af de nye undtagelser, bør der tages højde for den nye klassificering af virksomheder, der er fastlagt i Kommissionens henstilling fra 2003 (14).

3.5

Hvad angår mindre støttebeløb, støtter EØSU, at loftet for »de minimis«-støtten hæves, ikke mindst for at sikre en større grad af koncentration og forenkling i Fællesskabets støtteindsats.

3.6

EØSU mener, at Kommissionen burde fokusere på statsstøtte, der har en afgørende indvirkning på handelen, i stedet for at spilde ressourcerne på at analysere store mængder sager af hovedsageligt lokal interesse; her er en afklaring af, hvad der nærmere ligger i begrebet »local concern«, nødvendig.

3.7

EØSU mener, at statsstøttekontrollen bør være afvejet og effektiv, samt at komplekse notifikationsprocedurer bør undgås i sager, som er af mindre økonomisk betydning for konkurrencen i Fællesskabet.

3.8

EØSU støtter kraftigt forslaget fra Kommissionen (februar 2004) om statsstøtte af ubetydelig beløbsstørrelse. Forslaget sigter på, at medlemsstaterne sikres større fleksibilitet og enklere procedurer samt tilstrækkelig handlefrihed til at indføre støtteforanstaltninger, der fremmer opfyldelsen af Lissabon-målene, alt imens Kommissionen bibeholder de fornødne kontrolmuligheder.

3.9

Hvad angår sektorstøtte, bør der i overensstemmelse med den linje, Kommissionen har udstukket for gruppefritagelser, sikres sammenhæng mellem EU's sektorpolitikker og støtteordningerne inden for transport, energi, information og kommunikation. I Lissabon-strategien blev der fastlagt specifikke mål for den kulturelle og den audiovisuelle sektor samt film- og idrætssektoren, hvor der er et stort potentiale for innovation, vækst og jobskabelse.

3.10

Fællesskabets ramme for statsstøtte til miljøbeskyttelse udløber i 2007. Her er det også vigtigt at forsøge at opfylde Lissabon-målene ved at lette handelen med CO2-emissioner (nationale fordelingsplaner for handelen med emissioner) som en del af målene i Kyoto-protokollen.

3.11

Støtte til innovation (i henhold til grønbogen (15)): EØSU mener, at den eksisterende ramme bør udvides til at omfatte typer af støtte til innovative aktiviteter, som ikke er omfattet af de nuværende retningslinjer, og at der bør opstilles klare, generelle forenelighedskriterier, som indrømmer medlemsstaterne bredere råderum med hensyn til at gribe ind uden notifikationsforpligtelse.

3.11.1

Med henblik på forbedringer på dette område opfordrer EØSU Kommissionen til, med hjælp fra Eurostat, at specificere mere nøjagtigt, hvilke produktions- og serviceaktiviteter der i øjeblikket kan defineres som innovative. En vejledning ville være til stor nytte for denne følsomme sektor.

3.11.2

I den forbindelse glæder EØSU sig over offentliggørelsen den 21. september 2005 af meddelelsen om statsstøtte og innovation, som indeholder en fællesskabsramme for denne nøglesektor og identificerer både de mest åbenlyse markedssvigt og egnede foranstaltninger for de tilfælde, som kan afhjælpes.

3.12

Endvidere skal der udarbejdes klare, på forhånd fastlagte kriterier for måling af, hvilke markedsfejl der kan hæmme optimale innovationsforanstaltninger og -instrumenter i forbindelse med gennemførelsen af Lissabon-strategien. Samtidig skal medlemsstaterne og deres regioner imidlertid have tilstrækkeligt råderum til at gøre indgrebene målrettede og effektive, så de kan omsætte den prækompetitive forskning til kommerciel og markedsmæssig innovation.

3.13

Det er vigtigt, at statsstøtte, der fremmer de små og mellemstore virksomheders investeringer i innovative projekter, også tilskynder virksomhederne til at vokse samt omfatter:

3.14

EØSU mener, at den nye ramme også bør tage højde for alle de eksterne faktorer, som influerer på innovationsprocessen, så som:

3.14.1

Mere generelt mener det, at det i forbindelse med revisionen af retningslinjerne vedrørende horisontal støtte, såsom støtte til forskning, innovation, miljøbeskyttelse og menneskelige ressourcer, vil være hensigtsmæssigt:

3.15

Hvad angår støtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, bør det understreges, at disse tjenesteydelser indgår som et grundlæggende element i den sociale og regionale samhørighed. På baggrund af de kriterier, der blev opstillet i Altmark-dommen (16) og efterfølgende lagt fast i Kommissionens beslutning af 13. juli 2005, er det derfor nødvendigt at præcisere, hvad der ligger i begrebet »en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet«, og at sikre retssikkerheden, når det drejer sig om kompensation for varetagelse af en public service-opgave, der er statsstøtte, som er forenelig med traktaten.

3.16

EØSU mener, at der i den fremtidige lovgivning bør tages højde for, at ansvaret for at definere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ligger hos nationale, regionale og lokale institutioner med demokratisk legitimitet på området (17).

4.1

EØSU mener, at der kan tages et stort skridt i retning af en enklere og mere gennemsigtig støttepolitik, hvis Kommissionen forstærker sin fokus i støttepolitikken på elementer, der med stor sandsynlighed vil skabe betydelige konkurrenceforvridninger.

4.2

Forsinkelserne i behandlingen af sager skal fjernes ved hjælp af forbedrede og mere strømlinede administrative procedurer, lige som medlemsstaterne skal påtage sig deres ansvar med hensyn til at sikre gennemsigtighed og effektivitet.

4.3

Endelig finder EØSU det yderst ønskeligt, at der udvikles kodekser for god praksis med fuld inddragelse af alle berørte parter, og navnlig virksomhederne som modtagere af støtte.

5.1

Situationen efter udvidelsen kræver tilpasninger i statsstøttepolitikken med henblik på at gøre alle EU's regioner lige eftertragtede som nye lokaliseringer for virksomheder og investeringer samt sikre fair konkurrence mellem naboregioner.

5.2

De 10 nye medlemsstater giver i dag betydeligt større statsstøtte til virksomheder end de 15 gamle medlemsstater, målt i procent af BNP, men der er en tendens til, at denne situation gradvist vil blive udlignet. I perioden 2000-2003 udgjorde statsstøtten i de nye medlemsstater i gennemsnit 1,42 % af BNP sammenlignet med et gennemsnit på 0,4 % i EU-15.

5.3

Ifølge Lissabon-strategien skal støtten anvendes til at nå horisontale mål. I 2002 var 73 % øremærket til dette formål i EU-15 mod 22 % i de nye medlemsstater (18).

5.4

På den anden side bør det anerkendes, at de nye medlemsstater har tilpasset sig særdeles godt til markedsøkonomien. Der står dog stadig meget tilbage at gøre for det udvidede EU, når det drejer sig om at reducere det samlede støtteniveau og styrke konkurrenceevnen, befordre en bæredygtig og sammenhængende udvikling samt fremhjælpe den nye europæiske vidensøkonomi.

6.1

EØSU mener, at en bedre styring af praksis og procedurer i forbindelse med statsstøtte er en nødvendighed. Det kræver øget inddragelse af de direkte interessenter, navnlig virksomheder og civilsamfundet, da det jo er dem, som i første række oplever retsusikkerheden og de lange behandlingstider for Fællesskabets godkendelse af støtteordninger samt de alvorlige konsekvenser ved at skulle tilbagebetale støtte, som er uberettiget eller ulovlig.

6.2

Som modtagere af statsstøtte og samtidig som indbyrdes konkurrerende er virksomhederne godt rustet til at:

6.3

EØSU mener derfor, at:

7.1

EØSU mener, at der skal tegnes et klart billede af statsstøttens merværdi for fremtidens EU set i lyset af målene om en konkurrencedygtig, bæredygtig og sammenhængende udvikling i medlemsstaterne, som blev vedtaget i Lissabon og som er blevet gentaget mange gange på forskellige europæiske topmøder siden 2000.

7.1.1

De nøglesektorer, der er identificeret i Lissabon-strategien, kræver store, målrettede finansielle midler. Det skal afspejle sig fuldt ud i medlemsstaternes budget- og strukturpolitikker. Der er brug for en på forhånd fastlagt overordnet ramme for sammenhængende og indbyrdes forenelige tiltag, som alle politikker, herunder Fællesskabets konkurrencepolitik, skal indgå i og afpasses efter.

7.2

Fuldførelsen af et indre marked i Europa, som kan konkurrere på lige fod med de øvrige aktører på det globale marked, stiller efter EØSU's mening krav om en vidtrækkende modernisering af de europæiske økonomiske politikker, navnlig statsstøttepolitikken, både hvad angår implementering og udformning. Dette gælder også, hvis der skal opbygges en omfattende infrastruktur og skabes store immaterielle investeringer, som på deres side er forudsætningen for et velfungerende, teknologisk avanceret og konkurrencedygtigt marked.

7.3

Efter udvalgets mening bør medlemsstaterne og regionerne gennem opstilling af generelle forenelighedskriterier tilskyndes til at gennemføre støttepolitikker, der tilgodeser hensynet til en konkurrencedygtig økonomi og fri konkurrence.

7.4

Hvis markedet ikke formår at gøre de europæiske virksomheder konkurrencedygtige og forstærke deres kompetence med hensyn til teknologisk innovation, uddannelse og internationalisering, skal den europæiske statsstøttepolitik fremme og ikke hæmme politikker og ordninger, der har til formål at stimulere virksomhedernes vækst og øge deres evne til at tiltrække nye investeringer, ny viden og ny kapital til Europa.

8.1

EØSU udtrykker sin støtte til en modernisering af den europæiske statsstøttepolitik baseret på en ny proaktiv fremgangsmåde og en ny overordnet fællesskabsramme. I den forbindelse anbefaler udvalget navnlig følgende:

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/9

1.

2.

3.

4.

5.

6.

1.1

Lissabon-målene (1) vedrører Europas position i henseende til den globale konkurrence, hvis væsentlige kendetegn er det globale kapløb om tiltagende investeringer i forskning og udvikling, både i de traditionelle industrinationer (f.eks. USA, EU og Japan) og i de hurtigt voksende nye økonomiske magter (f.eks. Kina, Indien, Brasilien og Korea) med deres væsentligt billigere arbejdskraft.

1.2

En effektiv og avanceret forskning og udvikling, som tildeles tilstrækkelig støtte, er nemlig et afgørende fundament og en forudsætning for innovation, konkurrencedygtighed og velstand og hermed også for kulturel udfoldelse og social sikkerhed. Investeringer i forskning og udvikling fører – med en betydelig forstærkende kraft – til en øget økonomiske styrke, hvilket er baggrunden for det i Barcelona (2) fastlagte 3 %-mål, der som følge af det globale kapløb imidlertid er et »moving target«.

1.3

En EU-finansieret forskning og udvikling skaber en væsentlig europæisk merværdi. Forskning og udvikling åbner perspektiver, som i høj grad overgår visse medlemsstaters kapacitet og har allerede muliggjort en europæisk udvikling af verdensomspændende betydning. Forskning og udvikling har en afgørende og stimulerende løftestangs- og integrationseffekt på medlemsstaternes nødvendige og mere omfangsrige nationale forskningsprogrammer, hvilket også fører til en gruppering af ressourcer. De bringer de europæiske forskningseliter, den europæiske industri og de europæiske beslutningstagere sammen, og de er en katalysator for europæisk integration, samhørighed og identitetsdannelse. De er det centrale element i det europæiske forskningsrum.

1.4

Kommissionens forslag om at hæve sine hidtidige udgifter og nu afsætte knap 8 % af det samlede fællesskabsbudget til disse mål er et prisværdigt og afgjort nødvendigt første skridt i den rigtige retning. Det er et vigtigt mindstebidrag, som bør øges på lang sigt, i bestræbelserne på ikke at sætte – med derimod at bevare og styrke – Europas position som den moderne videnskabs og tekniks vugge på spil. Lissabon-målene vil, selv på længere sigt, ikke kunne nås uden denne indsats.

1.5

Ikke alene den samfundsøkonomiske konkurrenceevne, men også den kulturelle og politiske værdsættelse og indflydelse samt den heraf følgende tiltrækningskraft for investorer, videnskabsfolk og ingeniører (»hjerneflugt«) afhænger af den videnskabelige og tekniske effektivitet. EU skal fortsat være en vigtig og eftertragtet samarbejdsparter og må ikke miste sin verdenspolitiske betydning i det globale netværk.

1.6

EØSU opfordrer derfor Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og navnlig medlemsstaternes stats- og regeringschefer til i fuld udstrækning at tilvejebringe de hårdt tiltrængte investeringer i forskning og udvikling som foreslået af Kommissionen og ikke gøre dem til en kastebold eller et offer for forhandlingerne om det fremtidige samlede EU-budget. Denne beslutning bliver en afgørende test af den europæiske politiks evne til at afstikke de fremtidige retningslinjer.

1.7

Endvidere appellerer EØSU til medlemsstaternes stats- og regeringschefer og til den europæiske industri om også i de nationale forskningsprogrammer og i de industrielle fremmeforanstaltninger at bidrage til, at 3 %-målet nås snarest muligt.

1.8

EØSU bifalder den grundlæggende udformning af begge de af Kommissionen foreslåede rammeprogrammer (RP 7 og RP 7 Euratom). Dette gælder ikke alene deres tematiske indhold og struktur, men også i stort omfang balancen mellem de enkelte programmålsætninger og –elementer

1.9

EØSU udtrykker glæde over, at delprogrammerne »energi«, »sikkerhed« og »rumfart« inddrages på ny. At sikre en tilstrækkelig, billig og bæredygtig energiforsyning i EU er et af de vigtigste og prioriterede problemer i spændingsfeltet mellem bæredygtighed, miljøvenlighed og konkurrenceevne, og løsningen herpå ligger i en tilstrækkelig forskning og udvikling. Den seneste tids terrorangreb har gjort det klart, at sikkerhedsspørgsmålet er yderst relevant.

1.10

Mange af de problemer, der mangler at blive løst, indebærer en indsats på et bredt tværsnit af felter, der berører en række delprogrammer, herunder humaniora og samfundsøkonomi. Her henstiller EØSU, at man til enhver tid sikrer en overordnet samordning og de nødvendige tværforbindelser, hvilket kan påvirke de nuværende budgetoverslag for de enkelte delprogrammer. Dette gælder også den muligvis for lille budgetandel, der er afsat til samfundsvidenskabelige undersøgelser.

1.11

EØSU bifalder, at Kommissionen har til hensigt at forenkle de administrative procedurer, reducere de hermed forbundne omkostninger og således øge de europæiske forskningsprogrammers effektivitet. Den nuværende arbejds- og omkostningsbyrde ved ansøgnings- og bevillingsprocedurer er for høj og udgør en hindring for brugerne fra forskerkredse og erhvervslivet. Det skal kunne betale sig for deltagerne at engagere sig i det europæiske forskningsprogram, herunder med hensyn til de risici, der er forbundet med indgivelsen af ansøgninger. Dette gælder navnlig for små aktører som SMV'er og for mindre forskningsgrupper fra universiteter og forskningscentre.

1.12

Det er i den sammenhæng vigtigt, at der sikres en tilstrækkelig kontinuitet i ansøgnings- og støtteprocedurerne samt i samarbejdsstrukturerne og organisationsformerne (instrumenter). Nye instrumenter som de fælles teknologiinitiativer bør indføres med stor omtanke og i første omgang kun i en forsøgsperiode.

1.13

I lyset af den afgørende rolle, som de små og mellemstore virksomheder spiller for Lissabon-processen, bifalder EØSU, at Kommissionen har til hensigt i endnu højere grad at inddrage SMV'erne i forsknings-, udviklings- og innovationsprocessen. Udvalget henstiller derfor, at det dertil øremærkede budget om nødvendigt øges yderligere, såfremt de midler, som skal afsættes til rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) – der ikke behandles her, men som har en vigtig støttende og formidlende rolle – viser sig at være utilstrækkelige.

1.14

En forudsætning for fremgang for sådanne SMV'er, der specifikt er blevet grundlagt for at udvikle og markedsføre innovative højteknologiske produkter, er frem for alt, at de får en tilstrækkelig startkapital og risikovillig kapital til at klare sig igennem de første fem til ti år.

1.15

EØSU støtter Det Fælles Forskningscenters rolle og de opgaver, som centret varetager på mange områder, herunder analyse af de fremtidige udviklingstendenser på det videnskabsteknologiske, økonomiske og sociale område og deres betydning for den politiske rådgivning.

1.16

Med hensyn til en række yderligere, detaljerede bemærkninger og henstillinger henviser udvalget til de mere udførligere afsnit 2, 4 og 5 i denne udtalelse.

2.1

Europas økonomiske, sociale og kulturelle fremtid. Europas fremtidige udvikling og dets stilling i den globale magtstruktur bestemmes ikke mindst af konkurrencen på verdensmarkedet, hvor industriens og økonomiens struktur samt arbejdsmarkeds- og råstofsituationen er i forandring. Vækst, fremgang og økonomisk styrke – og den deraf følgende evne til sociale ydelser og kulturel udfoldelse – afhænger i afgørende grad af den foreliggende viden og investeringerne i forskning og teknologisk udvikling. Investeringer i forskning og udvikling fører – med en betydelig forstærkende kraft – til en øget økonomisk styrke.

2.2

Den globale konkurrencesituation. Her konkurrerer Europa på den ene side med de traditionelle industrinationer som USA, Japan og Rusland – hvor især USA's (3) investeringer i alle forsknings- og udviklingsrelevante sektorer klart overgår EU's investeringer og dermed hele tiden øger forspringet – og på den anden side med de hastigt ekspanderende økonomiske magter som Kina, Indien, Brasilien, Korea osv.

2.3

Globalt forskningskapløb. Sidstnævnte lande råder ikke alene over langt billigere arbejdskraft end EU. De har nu også en hurtigt voksende videnskabelig og teknisk standard og foretager betragtelige investeringer i uddannelse, forskning og udvikling. Det bliver hermed stadig sværere for EU at sikre sine betydeligt højere lønninger og meget strengere sociale og miljømæssige standarder ved at øge sit videnskabelige og tekniske forspring og herigennem garantere bedre produkter og metoder. Europa må derfor gøre sit bedste for ikke at tabe det globale kapløb om at øge investeringerne i forskning og udvikling, som er af afgørende betydning for dets fremtid.

2.4

Almen værdsættelse og attraktivitet – internationalt samarbejde. Den videnskabelige og tekniske effektivitet er ikke alene afgørende for den samfundsøkonomiske konkurrenceevne og den heraf følgende tiltrækningskraft for investorer, videnskabsfolk og ingeniører (»hjerneflugt«), men også for den kulturelle og politiske værdsættelse og indflydelse. EU skal fortsat være en vigtig og eftertragtet samarbejdsparter og må ikke miste sin verdenspolitiske betydning i det globale netværk.

2.5

Lissabon-strategien. Det Europæiske Råd (marts 2000) i Lissabon besluttede derfor at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden (4). Siden da har gennemførelsen af Lissabon-strategien, der omfatter oprettelsen af et stærkt europæisk forskningsrum, været et centralt omdrejningspunkt i den europæiske politik. Det Europæiske Råd i Barcelona (foråret 2002) fastsatte desuden kvantitative mål for fremme af forskning: EU's samlede forskningsudgifter skal frem til 2010 øges til 3 % af BNP, hvoraf to tredjedele skal komme fra den private sektor (3 %-mål). EØSU henviser dog til, at dette mål i lyset af det globale investeringskapløb udgør et »ikke-statisk mål«, og at man – hvis dette mål ikke nås rettidigt – vil blive hægtet endnu mere af.

2.6

Behov for et stærkt EU-forskningsprogram. En EU-finansieret forskning og udvikling supplerer ikke alene medlemsstaternes forskningsprogrammer, men fører også til en betydelig europæisk merværdi. De åbner perspektiver, som i høj grad overgår visse medlemsstaters kapacitet, og de har allerede muliggjort en europæisk udvikling i verdenssammenhæng (5). Forskningen og udviklingen har en afgørende og stimulerende løftestangs- og integrationseffekt på medlemsstaternes nødvendige og mere omfangsrige nationale forskningsprogrammer. De afspejler videnskabens, forskningens og produktionens internationale karakter og det hertil nødvendige internationale arbejdsmarked.

2.7

Katalysator for europæisk integration og samhørighed. En EU-finansieret forskning og udvikling bringer desuden de europæiske forskningseliter, den europæiske industri og de europæiske beslutningstagere sammen og er en katalysator for europæisk integration, samhørighed og identitetsdannelse.

2.8

Kommissionens forslag. Forslagene vedrører de konkrete og finansielle foranstaltninger, som EU har stærkt behov for til fremme af forskning og udvikling og således til opnåelse af Lissabon-målene. Foranstaltningerne omfatter, trods en tilvækst, stadigvæk kun en relativt lille del, nu nemlig knap 8 %, af det foreslåede samlede EU-budget for perioden 2007-2013.

2.9

Kommissionens forslag hænger også sammen med forslaget om oprettelse af et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013), som ikke behandles her. Dette program vil navnlig kunne fungere som bindeled mellem det her forelagte rammeprogram og den i mange SMV'er nødvendige innovation.

2.10

Opstilling af prioriteter som en test. Det er derfor en afgørende test for den europæiske politiks alvor, effektivitet og troværdighed, at de foreslåede foranstaltninger vedtages og tildeles den nødvendige prioritet af Parlamentet, Rådet og – for så vidt angår de finansielle overslag – især af medlemsstaterne (jf. også punkterne 4.2. til 4.6).

3.1

Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) – forkortet RP 7 – adskiller sig på følgende punkter fra sin forgænger:

3.2

Derimod skal Det Europæiske Atomenergifællesskabs (Euratoms) syvende rammeprogram for forskning og uddannelse på det nukleare område (2007-2011) – forkortet RP 7 Euratom – gælde for det samme tidsrum, men det omfatter naturligvis også EU-25.

3.3

RP 7-rammeprogrammet omfatter fire særprogrammer, som svarer til de fire hovedmål for europæisk forskningspolitik, nemlig:

3.4

Det foreslåede maksimumsbeløb for Fællesskabets finansieringsbidrag under RP 7 udgør 72 726 mio. EUR. Beløbets fordeling mellem aktionerne og aktiviteterne, jf. artikel 2, stk. 2 til 6, fastsættes således procentvis:

3.5

Der er foreslået et samlet budget på 44 432 mio. euro til programmet»Samarbejde«, som vil blive opdelt i tematiske, prioriterede delprogrammer. Der skal her sikres sammenhæng mellem delprogrammerne, og der skal være mulighed for tværtematiske projekter. Programmet omfatter følgende ni forskningstemaer, som skal behandles inden for rammerne af et grænseoverskridende samarbejde i EU. Den foreslåede procentvise budgettildeling er ligeledes angivet.

3.6

RP 7 Euratom omfatter to særprogrammer.

3.6.1

Det ene af disse dækker to områder:

3.6.2

Det andet dækker Det Fælles Forskningscenters aktiviteter på kerneenergiområdet.

3.6.3

Det samlede maksimumsbeløb for gennemførelse af RP 7 Euratom i perioden 2007-2011 er 3 092 mio. euro. Den procentvise opdeling af beløbet er som følger:

3.7

Hertil kommer en udførlig beskrivelse og drøftelse af de foreslåede forskningsprincipper og –instrumenter. De er i forvejen blevet behandlet i en meddelelse fra Kommissionen (6), som udvalget i sin tid tog udførligt stilling (7) til.

4.1

Det forelagte kommissionsforslag er et særdeles omfangsrigt dokument, som omfatter et udstrakt forsknings- og udviklingsprogram med mange enkeltheder, aspekter og forbindelser til andre aktioner. Derfor er det i denne udtalelse hverken muligt udtrykkeligt at redegøre for alle foreslåede programelementer og procedurer eller at kommentere disse. De detaljerede bemærkninger er derfor forbeholdt aspekter, som udvalget tillægger særlig opmærksomhed. Det henviser til sine tidligere henstillinger (8) om relevante, særlige emner og fremhæver, at disse også har relevans for behandlingen af det 7. rammeprogram. Yderligere kommentarer vil blive fremsat i udvalgets senere udtalelser om Kommissionens meddelelser om »særprogrammet« (9) og »adgangsreglerne« (10).

4.2

Udvalget anser de to foreslåede budgetter for et mindstebidrag, som bør øges på lang sigt, i bestræbelserne på ikke at sætte - men derimod bevare og styrke - Europas position som den moderne videnskabs og tekniks vugge på spil. Det opfatter dette som et prisværdigt og afgjort nødvendigt første skridt, så i det mindste Fællesskabet arbejder på at nå det politiske 3 %-mål  (11), som blev opstillet af de europæiske stats- og regeringschefer på topmødet i Barcelona.

4.3

Uden passende finansiel støtte kan det 7. rammeprogram og det 7. Euratom-rammeprogram ikke opfylde sine opgaver som led i gennemførelsen af Lissabon-strategien: der er sågar en fare for, at EU vil falde yderligere tilbage i det globale kapløb. Forskning og udvikling er udgangspunktet for og drivkraften bag innovationsprocessen hen imod konkurrencedygtige produkter og teknologier. F&U kan udløse en sneboldseffekt, som også vil påvirke den økonomiske dynamik og beskæftigelsessituationen

4.4

Kommissionens forslag er desuden et klart signal til medlemsstaterne om også for deres vedkommende at følge dette eksempel og gøre alt for, at de nationale forskningsbudgetter hurtigst muligt når 3 %-målet.

4.5

Udvalget anser derfor det samlede omfang af de to budgetter, som der skal træffes beslutning om, for en afgørende prøvesten for EU's politik, dens troværdighed og dens evne til at opnå resultater. Det er netop budgetterne, som viser, om EU's politik i praksis opstiller de nødvendige prioriteter og anlægger den rigtige tilgang, så EU undgår at sakke agterud i den globale konkurrence og så Lissabon-målene kan nås.

4.6

Opfordring. Derfor appellerer udvalget til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og især til medlemsstaternes stats- og regeringschefer om at stille de af Kommissionen foreslåede, presserende nødvendige investeringer i forskning og udvikling til rådighed og ikke gøre forslagene til en kastebold eller et offer for forhandlinger om EU's fremtidige samlede budget. I modsat fald vil der ikke blot opstå store ulemper, men Lissabon-strategiens mål vil heller ikke kunne konkretiseres, og både EU-politikkens anseelse og troværdighed vil lide skade.

4.7

Endvidere appellerer EØSU til medlemsstaternes stats- og regeringschefer og til den europæiske industri om også i de store nationale forskningsprogrammer og i de industrielle fremmeforanstaltninger at bidrage stærkt til, at 3 %-målet nås snarest muligt.

4.8

EØSU bifalder den grundlæggende udformning af begge de af Kommissionen foreslåede rammeprogrammer (RP 7 og RP 7 Euratom). Dette gælder både deres tematiske indhold og struktur, og i stort omfang også balancen mellem de enkelte programmålsætninger og –elementer

4.9

Udvalget udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen i forslaget har medtaget mange af dets henstillinger eller har lagt særlig vægt på dem. Med hensyn til forskningsemnerne i særprogrammet »Samarbejde« vedrører dette f.eks. dets udtalelser om nanoteknologi  (12) , bioteknologi  (13) sundhedsforskning  (14) , informationsteknologi  (15), energiforskning  (16) (herunder fusionsforskning (17)), rumfart  (18) og sikkerhedsforskning  (19). Det skal her gentages, at udvalget tillægger alle disse emner stor betydning og bakker stærkt op om behandlingen af dem. Mangler, som udvalget ønsker at sætte fingeren på, eller særlige synspunkter, omtales senere.

4.10

Med hensyn til rumfart og sikkerhedsforskning havde udvalget anbefalet og givet en begrundelse for at holde fremmeindsatsen og afviklingen heraf uden for det 7. rammeprogram. Det erkender dog, at der også er fordele – f.eks. enklere administration og bedre sammenhæng og synergi med andre programdele – ved en medtagelse i det 7. rammeprogram. Derfor går det ind for, at man forsøger først at medtage disse programdele i det 7. rammeprogram og ud fra de indhøstede erfaringer eller ved en midtvejsvurdering eller i det 8. rammeprogram om nødvendigt uddrager de fornødne konsekvenser.

4.10.1

»Rumbaserede applikationer i det europæiske samfunds tjeneste«, som hører under delprogrammet Rummet, er et typisk tværgående tema (se kapitel 5), som hænger sammen med emnerne sikkerhed, miljø og informationsteknologi.

4.10.2

De i øjeblikket desværre aktuelle emner sikkerhedsforskning, såsom »Beskyttelse mod terrorisme og kriminalitet«, »Infrastruktur- og forsyningssystemsikkerhed«, »Grænsesikkerhed«, »Sikkerhed og samfund« osv. er tværgående temaer og bør inden for humaniora og samfundsvidenskabelig forskning suppleres med emner som »Konflikt- og fredsforskning« og »Kulturforskning« for at indhente mere viden om baggrundene for konflikter og mulighederne for at undgå eller forebygge konflikter. Der bør lægges særlig vægt på bekæmpelse af terrorisme og kontrol (se tillige punkt 6.4.3) med truende masseudryddelsesvåben.

4.11

Med hensyn til særprogrammet »Ideer« udtrykker udvalget tilfredshed med, at dets henstillinger (20) også er taget til følge. De vedrørte primært autonom forvaltning af dette program udført af et europæisk forskningsråd, som skal bestå af internationalt anerkendte, fremtrædende videnskabsfolk; udvalget gentager sin henstilling om også at inddrage fremstående videnskabsfolk fra industriforskningen. Udvalget er derfor endnu mere tilbøjeligt til at henstille til Parlamentet og Rådet at godkende denne nye form for støtte til forskning, som bør udformes i stil med Medical Research Council (UK) eller Deutsche Forschungsgemeinschaft (D).

4.11.1

Dette program, som tager sigte på at fremme toppræstationer inden for alle videnskabelige og teknologiske områder, skal skabe en europæisk merværdi og bidrage til EU's konkurrenceevne i global sammenhæng. Udvalget ønsker især at påpege (21), at kun en fri og uafhængig grundforskning, en forskning uden hindringer – men dog ikke uden grænser – formår at levere den vigtigste råvare til den fremtidige velstand, nemlig ny viden. Selv industrien kan bakke op om grundforsknings betydning og støtten til denne forskning (22).

4.11.2

Dette svarer også til udvalgets gentagne henstillinger om at tillægge samtlige 3 grundspillere i innovationstrekanten grundforskning, anvendt forskning og udvikling (produkt- og procesudvikling) den vægt, som tilkommer dem, og dermed alt i alt skabe optimale forudsætninger for fremgang. Set ud fra en anden synsvinkel er dette også nødvendigt som følge af den tværvidenskabelige tilgang, som Kommissionen foreslår. Desuden ønsker udvalget endnu en gang at påpege, at grænserne mellem begreberne grundforskning, anvendt forskning og udvikling altid har været flydende og vilkårlige og derfor absolut ikke bør fremhæves på kunstig vis gennem administrative tiltag.

4.12

Udvalget ser også positivt på, at aktiviteterne styrkes inden for delprogrammet »Mennesker« og inden for Marie Curie-programmet, som indgår heri. Dette program har desuden hidtil vist sig at være et usædvanligt fremgangsrigt og vigtigt instrument til uddannelse og støtte for europæiske forskere samt til at gøre det europæiske forskningsrum mere attraktivt for forskere fra alle dele af verden. Udvalget gentager, at forskere ikke bare skaber ny viden. De udgør også de vigtigste formidlere af denne viden mellem forskellige lande og kontinenter og mellem forskningsorganisationer og industri, dvs. mellem forskningen og dens anvendelsesområder.

4.12.1

Som led i dette program bør også målene Livslang uddannelse og karriereudvikling samt Karriereforløb og partnerskaber på tværs af erhvervslivet og den akademiske verden fremhæves. Mens det første mål tager sigte på de unge forskeres kvalifikationer – og især på deres fortsatte faglige udvikling – (se tillige næste punkt) omhandler det andet mål den vigtige opgave med at indføre og yde støtte til langsigtede samarbejdsprogrammer mellem organisationer i den akademiske verden og erhvervslivet, navnlig SMV'er. Med andre ord drejer det sig om at støtte ovennævnte innovationstrekant. Derfor bør især mobiliteten mellem den offentlige sektor og den private sektor fremhjælpes. Dette bør også omfatte mobilitet til og partnerskaber med f.eks. landbrug eller politiske institutioner.

4.12.2

Dermed berører udvalget tillige universiteternes nøglefunktion som forsknings- og uddannelsesinstitutioner. For at kunne varetage deres opgave må universiteternes materielle/udstyrsmæssige udrustning, deres personalebudget og deres organisationsstruktur afstemmes efter dette mål (jf. tillige punkt 4.15.4). Her findes de største underskud – især i sammenligning med de førende universiteter i USA. Udvalget udtrykker derfor tilfredshed med, at Kommissionen er ved at udarbejde en særlig meddelelse om dette vigtige spørgsmål, som udvalget vil tage stilling til. På dette sted skal kun foregribes det for det 7. rammeprogram vigtige synspunkt, at der må findes støtteinstrumenter, som er afpasset efter den for universitetsforskningsgrupper gængse projektstørrelse.

4.13

Udvalget udtrykker også tilfredshed med Kommissionens bestræbelser på at tilvejebringe en sammenhængende erhvervsprofil for europæiske forskere, at udvikle et pålideligt karriereforløb og at tilpasse bestemmelserne om det indre marked hertil. Udvalget har allerede tidligere påpeget (23), at humankapital er den mest følsomme og værdifulde ressource for forskning og udvikling, og at det støtter Kommissionens bestræbelser på at udbygge og opretholde de menneskelige ressourcer. Udvalget er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at gennemføre forbedringer af såvel forskernes personlige kontraktforhold som tilpasningen/overførslen af alle elementer af social sikring og pensionsordninger, hvilket er vigtigt for enhver form for mobilitet.

4.13.1

Hvis det ikke lykkes at tilbyde dygtige, unge videnskabsfolk et attraktivt og planlagt karriereforløb (USA: tenure-track), vil disse forske uden for Europa eller kaste sig over andre opgaver. Mobilitet for videnskabsfolk er ikke blot nødvendig og ønskelig inden for EU, men også mellem EU og mange andre lande; dette må dog ikke føre til et nettotab (brain-drain) af de allermest begavede. Et særligt aspekt udgøres af muligheden for, at begge parter i et parforhold gør karriere, hvilket er vigtigt for familiesammenholdet.

4.13.2

Udvalget henviser i denne forbindelse til Kommissionens henstilling af 11. marts 2005 om et europæisk charter for forskere  (24) og en adfærdskodeks for ansættelse af forskere, som tager sigte på opfyldelse af ovennævnte målsætninger. Udvalget går i høj grad ind for den hensigt, som Kommissionen giver udtryk for, og flere af de særlige bestemmelser, som tjener dette formål. Derfor beklager det, at det anbefalede regelsæt er alt for vidtgående på nogle punkter og dermed vanskeliggør det videnskabelige samfunds accept af regelværket og dets principielt rigtige indhold. Nogle af de valgte formuleringer og henstillinger anses oven i købet for vildledende eller i det mindste for at være uklare og kunne føre til misforståelser (25). Dette kan bl.a. besværliggøre en forenkling (se næste punkt) af procedurerne eller føre til forkerte beslutninger. Udvalget henstiller derfor, at det vigtige regelværk tages op til revision ved lejlighed.

4.14

Udvalget udtrykker i denne sammenhæng tilfredshed med Kommissionens hensigt om at forenkle og dermed, til gavn for ansøgerne, mærkbart forbedre en række foranstaltninger og forskrifter for ansøgnings- og beslutningsprocesserne under nøgleordet »forenkling«. De nuværende høje omkostninger og den omfattende arbejdsbyrde ved ansøgnings- og godkendelsesprocedurer udgør i sidste instans én af de største hindringer for brugerne inden for forskning og industri. Sidstnævnte gælder i særdeleshed små og mellemstore virksomheder med deres betydelige innovationspotentiale samt for mindre forskningsgrupper ved universiteter. Mere forskningsvenlige procedurer skulle kunne føre til en markant forøgelse af den europæiske forskningsstøttes effektivitet og samtidig bidrage til at forbedre den europæiske befolknings opfattelse af Bruxelles, som desværre er præget af ordene »bureaukrati« og »overregulering«. Der skal her mindes om udvalgets tidligere henstilling herom og opbakningen til Marimon-rapporten (26). Det bør kunne betale sig for deltagerne at engagere sig i det europæiske forskningsprogram – inklusive omkostninger og risici for forslagsstillerne.

4.14.1

Udvalget er klar over, at disse forhold vedrører spændingsfeltet mellem den nødvendige åbenhed, Den Europæiske Revisionsrets forskrifter og det faglige vurderingsspillerum for alle beslutningstagere. Dette kan og bør føre til, at Kommissionen eller andre organer, som Kommissionen har uddelegeret opgaver til, påtager sig et større ansvar for de pågældende organer (i hvilken forbindelse man også må være opmærksom på de risici, som knytter sig til deres personlige ansvar). Dette indebærer samtidig langt større krav til de pågældende aktørers sagkundskab; Udvalget gentager derfor sin henstilling, at der til den ende er behov for specifikke sagkyndige med mange års erfaring. Udvalget henviser til sine tidligere henstillinger på dette felt (27).

4.14.2

Et særligt vigtigt synspunkt med hensyn til innovation og overskridelse af middelmådigheden er den nødvendige beredvillighed til også at acceptere uvished og risikoen for manglende succes. Videnskabeligt-teknologiske landvindinger og higen efter det ukendte kan ikke planlægges eller fremlægges på en sådan måde, at succes kan garanteres – tværtimod, hvis man ved alt i forvejen, kan der ikke opstå ny viden. Derfor må »fiasko« opfattes som en nyttig erkendelse i »trial-and-error«-processen. Muligheder og risici er to sider af én og samme medalje.

4.14.3

Oprettelse af eksterne agenturer kan kun anbefales, hvis dette indebærer en markant forbedring af de administrative procedurer eller der kan påvises en klar reduktion i omkostningerne. Eventuelle yderligere eller eksterne administrationsomkostninger må under ingen omstændigheder begrænse det budget, som står til rådighed for forskningen.

4.15

Udvalget udtrykker særlig tilfredshed med de vigtige programdele i programmet »Kapacitet«, som omfatter punkterne forskningsinfrastruktur, forskning til gavn for små og mellemstore virksomheder, videnbaserede regioner, forskningspotentiale, forholdet mellem videnskab og samfund og internationalt samarbejde.

4.15.1

Det vigtige mål om at involvere små og mellemstore virksomheder mere i forsknings- og innovationsprocessen og at tilvejebringe passende rammevilkår og instrumenter hertil skal også fremhæves.

4.15.2

Finansiel støtte gennem programmet innovation kan udvikle sig til et yderligere godt instrument for støtte til små og mellemstore virksomheder  (28); imidlertid bør de forskellige procedurers omfang også her være realistisk og afpasset efter SMV. Afhængigt af innovationsprogrammets succes finder udvalget, at det bør overvejes yderligere at forhøje omfanget af den særlige SMV-støtte på i øjeblikket 15 %, bl.a. af hensyn til behovene i de nye medlemsstater. Udvalget henviser i denne forbindelse til sine tidligere fremførte synspunkter om, at de små og mellemstore virksomheder, som udelukkende er stiftet for at udvikle og markedsføre nye højteknologiske produkter, har behov for tilstrækkelig startkapital og risikovillig kapital for at blive en succes og for med held at kunne overleve de første 5-10 år. Økonomisk forskning og økonomisk politik kan yde vigtige bidrag hertil.

4.15.3

Lige så vigtigt er målet om at optimere og videreudvikle forskningsinfrastrukturen, at opbygge regionale forskningsorienterede klynger og at støtte og frigøre forskningspotentialet i EU's konvergensregioner og randområder. Hvad enten man udbygger eksisterende forskningsinfrastrukturer eller etablerer nye, vil oprettelsen af regionale forskningsbaserede kompetenceklynger blive fremmet og stimuleret. Men også her er det i første række forsyningen med tilstrækkelig risikovillig kapital, der er afgørende for resultaterne.

4.15.4

Udvalget fremhæver især betydningen af tilstrækkelige infrastrukturtiltag for universiteternes færdigheder (jf. pkt. 4.12.2). I denne sammenhæng gør udvalget opmærksom på, at der allerede flere steder i EU er opstået vellykkede klynger af højteknologifirmaer, som ligger omkring visse universiteter og/eller forskningscentre og som også medfører vækst og innovation i det omkringliggende erhvervsområde (poles of economic growth). Se tillige punkt 4.16.2.

4.15.5

Senere i dette dokument vendes tilbage til betydningen af europæiske superdatacentre som værende et vigtigt infrastrukturtiltag (se pkt. 5.8).

4.15.6

Udvalget henstiller på den anden side, at temaområdet »Forholdet mellem videnskab og samfund« flyttes (29) fra programmet »Kapacitet« til delprogrammet »Samfundsøkonomi og humaniora« under programmet »Samarbejde« på den betingelse, at også programmet »Ideer« deltager. Herigennem kan de potentielle synergivirkninger inden for disse temaer udnyttes bedre, og der kan skabes de nødvendige tværgående forbindelser. Det bør også fremgå tydeligere, at budgettet til disse overlappende temaområder i alt andrager 3 % af de tematiske, prioriterede programmer.

4.15.7

Et godt og frugtbart internationalt samarbejde inden for forskning og uddannelse er et væsentligt element i det globale partnerskab og er vigtigt inden for videnskabelig forskning og udvikling. I delprogrammet »Kapacitet« indgår der tiltag til »Internationalt samarbejde«  (30) til gavn for det vigtige spørgsmål omkring samarbejdet (se tillige punkt 4.13.1) med kandidatlande, nabolande, udviklingslande og nyindustrialiserede lande. Udvalget udtrykker tilfredshed med, at det mindst lige så vigtige samarbejde med videnskabeligt og teknisk særligt højt udviklede lande som USA og Japan gøres muligt i delprogrammerne »Samarbejde« og »Mennesker« og i visse tilfælde sågar er institutionaliseret gennem særlige bilaterale aftaler. Udvalget erkender, at dette samarbejde må bero på relevante faglige behov; det henstiller dog at lade disse vigtige forhold fremstå tydeligere og at fremhæve dem.

4.16

Kontinuitet og instrumenter til forskningsfremme (støtteformer). Udvalget har allerede i sin tidligere udtalelse fremlagt henstillinger, som nu gentages eftertrykkeligt. Udvalget ønsker atter at fremhæve, at bevarelse af allerede afprøvede instrumenter udgør et vigtigt bidrag til at sikre det store behov for bedre kontinuitet. Man bør også garantere fleksibiliteten for projektforslagsstillerne ved valget af instrument. Valget af et bestemt instrument (som Kommissionen ikke favoriserer) i bedømmelsesproceduren bør imidlertid ikke sanktioneres, og man bør heller ikke rangordne instrumenterne. Efter udvalgets mening udgør det 7. rammeprograms forlængede løbetid et bidrag til større kontinuitet – dog ud fra den forudsætning, at bevillingstildelingerne er passende.

4.16.1

Nogle af instrumenterne har fået nye betydninger, mens andre er helt nye. I den forbindelse gentager udvalget sin generelle henstilling, nemlig at man på den ene side bør være forsigtig med at indføre nye instrumenter eller med at omdøbe sådanne – af hensyn til kontinuiteten – mens man på den anden side bør gøre det klart, at der i de nødvendige forsøg med nye instrumenter indledningsvis kan være tale om en testfase.

4.16.2

Ud over de tidligere nævnte teknologiplatforme udgør også de fælles teknikinitiativer et sådant nyt instrument, som skal tjene til etablering af langfristede offentlig-private partnerskaber. Selv om udvalget hidtil har savnet klare fremlæggelser fra Kommissionens side, bl.a. om forskelle i forholdet til teknologiplatforme, næres der i erhvervslivet, og især i små og mellemstore virksomheder, store forhåbninger til initiativer. De kan bl.a. føre til samarbejdsnetværker mellem storvirksomheder og SMV, men også med universiteter og forskningscentre, samt generelt til flere F&U-investeringer i den private sektor (se tillige pkt. 4.15.4). Derfor bør rammevilkårene og funktionsmåden for sådanne fælles teknikinitiativer ikke bare uddybes yderligere, men der bør også efter et passende tidsrum foretages en vurdering af, om forventningerne til dette instrument er opfyldt.

4.16.3

Når nye instrumenter indføres, bør Kommissionen påse, at de fejl, som er begået ved indførelsen »ekspertisenetværk« (inden for det 6. rammeprogram), ikke gentages. Dér førte en forfejlet informationspolitik til forvirring og til forskellige fortolkninger fra alle berørte parters side, også inden for Kommissionen. Udvalget går ud fra, at det vil få lejlighed til at udtale sig om dette emnes detaljer i en kommende udtalelse. Det udtrykker tilfredshed med Kommissionens forslag om også i støtteformerne at indbefatte EF-traktatens artikel 169 og 171.

5.1

De særlige bemærkninger gælder først og fremmest de tematiske delprogrammer under programmet »Samarbejde«, der udgør det centrale element i rammeprogrammet. EØSU gentager her sin støtte til Kommissionens forslag som helhed og opfordrer til deres gennemførelse.

5.2

EØSU behandler først det vigtige spørgsmål »tværfaglige, multidisciplinære temaer«, som i sagens natur kræver overordnet koordinering og styring og derfor ofte omfatter delprogrammet »Samfundsøkonomi og humaniora« (jf. punkt 5.8). På trods af, at de enkelte programmer bl.a. af administrative årsager nødvendigvis har en finmasket struktur, bør det derfor sikres, at man erkender, bearbejder og udnytter den overordnede sammenhæng mellem en række af de problemer, som der skal tages fat på. EØSU henstiller således, at man sørger for overordnet samordning og de nødvendige tværgående forbindelser.

5.2.1

Temaet sikkerhedsforskning og bekæmpelse af terrorisme er allerede behandlet ovenfor i kapitel 4.

5.2.2

Som yderligere eksempel kan nævnes den demografiske udvikling  (31). Den hermed forbundne nødvendige forskning spænder fra indsamling af demografiske oplysninger, årsagssammenhænge og udviklingstendenser til den foruroligende lave fødselsrate i mange medlemslande og følgerne af en stadig stigende gennemsnitlig forventet levetid. I det sidste tilfælde handler det om den nødvendige geriatriske/medicinske forskning og plejeteknik. (32) Et særligt vigtigt aspekt er de socioøkonomiske spørgsmål, der indgår i hele denne komplekse problematik.

5.2.3

I virkeligheden er sundhed (jf. punkt 5.9) også et tværgående tema, da det påvirkes af livsform (arbejdsforhold), miljøaspekter, ernæring, vaccinationsberedskab, stofmisbrug etc.

5.3

Nogle delprogrammer er imidlertid også eo ipso i høj grad tværgående programmer. Disse programmers resultater er nemlig ikke kun umiddelbart gavnlige for den europæiske industris effektivitet, men fremmer også de andre delprogrammer på grund af den tematiske sammenhæng mellem programmerne. (Jf. tillige punkt 5.2.).

5.4

Dette gælder i særlig grad delprogrammerne informations- og kommunikationsteknologi (IKT), bioteknologi, nanovidenskab, nanoteknologi, materialer og ny produktionsteknologi. Hertil kommer, at delprogrammet energi er tæt forbundet med delprogrammerne miljø og transport. Der kan derfor højst foretages en kvalitativ vurdering af balancen mellem de enkelte delprogrammer. Nedenstående bemærkninger skal ses i lyset af denne begrænsning.

5.5

Informations- og kommunikationsteknologier (IKT) er således af central betydning for alle områder inden for industri, økonomi, tjenesteydelser, videnskab og teknik, herunder sikkerhed og forsvar. De er af afgørende betydning i den globale konkurrence. I lyset af behovet for supercomputere inden for mange vigtige områder, herunder klimaforskning, sikkerhedsforskning, materialeforskning samt syntese af nye lægemidler, halter Europa betydeligt bagefter, navnlig i forhold til Japan og USA. Dette gælder både supercomputercentre – som mere hensigtsmæssigt kan dækkes af programmerne for kapacitet eller infrastruktur – og selvstændig europæisk udvikling af den fornødne hardware og software.

5.5.1

Det er imidlertid påfaldende, at langt den største del af budgettet, som det var tilfældet under RP6, er blevet tildelt IKT-delprogrammet. I betragtning af andre temaers (f.eks. energi og sundhed) betydning, også for hele samfundsøkonomien, kan man spørge, om muligheden for en vis vægtforskydning ikke bør holdes åben for at sikre en konsekvent tilgang til delprogrammerne. Svaret herpå afhænger bl.a. af, i hvilket omfang IKT-programmet bidrager til de andre programmer, f.eks. sikkerhedsforskning og rumforskning.

5.5.2

I lyset heraf anbefaler EØSU, at det ved forvaltningen af RP7 generelt gøres muligt at udvise den tilstrækkelige fleksibilitet i fordelingen af budgetmidler mellem de enkelte delprogrammer eller gøre brug af den tilsigtede programsammenhæng, f.eks. i form af fælles udbud for delprogrammer. De bemærkninger, der er fremsat vedrørende IKT, gælder også delprogrammerne transport og rumfart (f.eks. luftfartsteknik).

5.5.3

EØSU giver på ny udtryk for sin tilfredshed med, at opbygningen af Galileo-projektet er påbegyndt. Dette projekt er et mønstereksempel på anvendelsen af nærhedsprincippet. Denne teknologi og navnlig dens anvendelse er forbundet med stor innovationsværdi og indeholder endvidere i udvalgets øjne de elementer, der er kendetegnende for et tværfagligt og horisontalt projekt.

5.6

EØSU bifalder endnu engang, at det vigtige delprogram energi indgår i RP7, hvilket det allerede har anbefalet ved flere lejligheder, men selv om også RP7-Euratom er kraftigt fokuseret på energiforskning, mener udvalget, at dette vitale og højaktuelle tema bør tillægges endnu større vægt. Energi er et vigtigt brændstof for en konkurrencedygtig nationaløkonomi, som for EU-landenes vedkommende i øjeblikket i meget betænkelig grad er afhængig af import. Hertil kommer, at der på mellemlang sigt på globalt plan vil være knaphed på energiressourcer. Nøglen til løsning af energiproblemet ligger i forskning og udvikling.

5.6.1

EØSU anser det derfor for positivt, at der er lagt så stor vægt på udvikling af vedvarende energikilder. De spiller en afgørende rolle i den samlede energi- og miljøproblematik (global opvarmning). Her henviser EØSU til sine talrige udtalelser (33), som dækker den samlede vifte af forskningsbehov vedrørende vedvarende energikilder – fra jordvarme over biomasse, solenergi og vindkraft til oplagringsmetoder. Med støtte fra RP7 får vedvarende energikilder et yderligere vigtigt skub fremad. Dette suppleres af de forskellige støtteforanstaltninger til markedsintroduktion (f.eks. lovgivning om salg af elektricitet fra vedvarende energi til nettet), som skal fremme udviklingen af produkter, der kan markedsføres. Udvalget anbefaler i den forbindelse også, at der foretages nærmere undersøgelser af energibalancen i systemer, der anvender vedvarende energi, da der f.eks. for nylig har været udtrykt tvivl om det konkrete energiudbytte ved nogle biobrændstoffer (34).

5.6.2

Udvalget henviser imidlertid især til, at anvendelsen af de »konventionelle« fossile brændstoffer, kul, olie og naturgas  (35) fortsat er og endnu i nogle årtier vil være rygraden i EU's og verdens energiforsyning. Derfor er alle forsknings- og udviklingstiltag, som bidrager til mere effektiv udvinding, transport og udnyttelse af disse energikilder – og dermed direkte eller indirekte til en reduktion af drivhusgasemissionerne – af største samfundsøkonomisk og miljøpolitisk betydning. Disse punkter er ganske vist omfattet af delprogrammet energi under CO2-reduktion (inklusive CO2-adskillelse) og effektivitetsforbedring, men der bør også sikres tilstrækkelig finansiering. Endvidere kan forbindelser med delprogrammerne »materialer« og »transport« skabe synergieffekter. EØSU bifalder endvidere det beslægtede kul- og stålforskningsprogram (36).

5.6.3

Udvalget anbefaler derfor, at man ud over forsknings- og udviklingsforanstaltningerne inden for vedvarende energi også tillægger energiteknologier, der anvender fossile brændstoffer, den betydning, de fortjener. Dette er så meget vigtigere, som en stor del af de hidtidige kraftværker, der anvender fossile brændstoffer, i de kommende årtier skal erstattes, og at der i den forbindelse skal bygges nye (flere hundrede i EU!). Det er af stor økonomisk og miljømæssig betydning, at dette sker under anvendelse af den mest moderne teknik. Sidst, men ikke mindst, er der spørgsmålet om, hvornår kulbaserede udvindingsteknologier i lyset af de høje oliepriser udgør et økonomisk konkurrencedygtigt alternativ.

5.6.4

For mere udførlige bemærkninger henviser EØSU til sine tidligere og aktuelle udtalelser (37) om energiforskning og energiproblematikken.

5.7

I sidste ende er energiteknologiske forbedringer også en af de vigtigste foranstaltninger mod klimaændringer og andre uønskede miljøpåvirkninger (38).

5.7.1

Den indholdsmæssige forbindelse mellem disse to delprogrammer bør derfor udnyttes til at optimere begge programmer. Mens forskningsindsatsen i forbindelse med delprogrammet miljø (herunder klimaændringer) hovedsagelig skal føre til en diagnose, skal delprogrammet energi navnlig fokusere på behandling.

5.7.2

Selv inden for delprogrammet miljø er det imidlertid nødvendigt at finde og udnytte de vigtigste forbindelser og synergier mellem analyse/diagnose (f.eks. »havbundens geologi«) og en mulig behandling (f.eks. »beskyttelse af havbunden«).

5.8

Også delprogrammet »Samfundsøkonomi og humaniora«, suppleret, som anbefalet i punkt 4.15.5, med programmet »Videnskab og samfund«, bør opfattes som et tværgående tema. Udvalget henviser endvidere til, at det tidligere har anbefalet en tættere forbindelse mellem naturvidenskab og humaniora (herunder samfundsvidenskab), disses aktører samt deres metoder og kriterier (39). Socialvidenskab og humaniora bør også beskæftige sig med årsagssammenhænge i sikkerhedsforskningen.

5.8.1

I den forbindelse finder EØSU det positivt, at Kommissionen fremhæver betydningen af samfundsøkonomiske undersøgelser af, hvordan den bedste metode kan udvikles for det indre marked og for Lissabon-strategien i lyset af den globale konkurrence og andre følger af globaliseringen. Udvalget understreger det vigtige i undersøgelser og politisk debat (jf. endvidere programmet for Det Fælles Forskningscenter, punkt 5.10.1) om årsagerne til arbejdsløshed, stærke og svage sider ved forskellige økonomiske systemer samt om årsagerne til og virkningerne af den demografiske udvikling og om, hvordan denne udvikling kan vendes. Sidst, men ikke mindst, fremhæver udvalget det nødvendige i mere dybtgående undersøgelser af årsagssammenhængen mellem forskning, innovation og velstand.

5.8.2

Det handler ikke kun om retsvidenskaben, men også om det videnskabelige grundlag for alle EU's politikområder, herunder socialpolitik, lovgivningspolitik, økonomisk politik (valuta- og pengepolitik, skattepolitik, innovationspolitik osv.) og sikkerhedspolitik. Frem for alt drejer det sig om de politiske, økonomiske og retlige spørgsmål i forbindelse med den fortsatte indre udvikling af EU, herunder det indre marked, samhørighed, integration og styreformer.

5.8.3

EØSU understreger endvidere det særligt aktuelle spørgsmål om EU's politiske og kulturelle identitet og dets grænser. I den forbindelse er det vigtigt at finde frem til de fælles træk i en europæisk kultur inden for kunst, videnskab, teknik og mode og inden for idéhistorie, retsvæsen, værdisystemer og statsforvaltning. Idéen om den moderne stat opstod i Europa (og blev første gang virkeliggjort i USA). Dette indebærer imidlertid også mere dybtgående studier af kulturbegrebet, dets facetter, uklarheder, værdihierarkier og af de misforståelser, det giver anledning til.

5.8.4

I lyset af de mange vigtige delspørgsmål vil det budget, der er øremærket til delprogrammet »samfundsøkonomi og humaniora«, trods det foreslåede input fra budgettet for »videnskab og samfund«, måske være for lavt. For endeligt at afgøre, om dette er tilfældet, er det nødvendigt at medregne de humanistiske delopgaver, som skal indgå i andre delprogrammer, f.eks. energi.

5.8.5

Sidst, men ikke mindst, fremhæver udvalget samtlige etiske aspekter i spændingsfeltet mellem viden, forskning og anvendelse, mellem risici og muligheder. Et vigtigt spørgsmål, også i forbindelse med Lissabon-strategien, er sammenhængene og modsætningerne mellem ideologisk/dogmatiske holdninger, risikoberedskab og fremskridt.

5.8.6

Dermed kommer vi igen ind på temaområdet videnskab og samfund. EØSU har allerede afgivet en omfattende udtalelse (40) herom. I overensstemmelse med denne tidligere udtalelse bifalder udvalget det spektrum af temaer, som Kommissionens foreslår. Hertil hører spørgsmålet om, hvordan videnskabelig forskning og erkendelse kan bringes tættere på borgerne, den gensidige forståelse styrkes og befolkningen, navnlig de unge, motiveres til at gå i gang med en videnskabelig karriere. Der er her behov for et forum, hvor borgerne og forbrugerne kan komme i kontakt med videnskab og forskning og give udtryk for deres meninger.

5.8.6.1

I den forbindelse er det navnlig vigtigt med foranstaltninger, der muliggør direkte kontakt eller endog konkret deltagelse: gode tekniske museer, særlige laboratorier, studiebesøg osv. Frem for alt må en god og effektiv undervisning i naturvidenskabelige fag igen gives tilstrækkelig vægt i læreplanerne for de ældste klasser. I den forbindelse er det navnlig vigtigt at fremme interessen og forståelsen for naturvidenskab og teknologi. Sund dømmekraft kræver tilstrækkelig viden.

5.8.6.2

Naturvidenskabelige kundskaber er endvidere nødvendige for at træne hjernen og danne sig et klart verdensbillede.

5.8.6.3

Det er imidlertid lige så vigtigt, at forskerne selv og deres synsvinkler inddrages mere i debatten og i beslutningsprocesserne.

5.9

Et særlig vigtigt delprogram er det meget brede tema sundhed, som udvalget allerede har behandlet flere gange. Dette tema omfatter enhver forsknings- og udviklingsindsats, der har at gøre med diagnose, behandling, lindring og forebyggelse af sygdomme.

5.9.1

I den forbindelse bør der lægges størst vægt på behandling eller forebyggelse af sygdomme, som er kendetegnet ved særlig høj mortalitet og morbiditet – hos børn, voksne og ældre, eller som i tilfælde af ukontrollerede epidemier kan føre til særlig høj dødelighed.

5.9.2

Den fortsatte stigning i den gennemsnitlige levealder skyldes dels de hidtidige lægevidenskabelige fremskridt og dels et stadig bedre og sundere udbud af fødevarer. Dette indebærer imidlertid, at livsstilsbetingede sygdomme (forårsaget af f.eks. fedme (41) eller rygning) samt erhvervsbetingede og aldersbetingede sygdomme og skavanker træder i forgrunden. Betydningen af sidstnævnte er understreget flere gange ovenfor (42). Det er et emne, der ikke kun berører medicinske og menneskelige aspekter, men – for så vidt angår arbejdsevne og plejeudgifter – også samfundsøkonomiske aspekter. Dette gælder også hele spørgsmålet om organiseringen og finansieringen af sundhedssystemet og udnyttelsen af medicinske fremskridt samt handicapforskning, dvs. forbedring af livskvaliteten for handicappede og af deres muligheder for at blive integreret på arbejdsmarkedet.

5.9.3

Handicap- og sundhedsproblematikken er imidlertid ikke sammenfaldende, og handicapspørgsmål bør derfor tages op inden for alle programmets relevante indsatsområder.

5.9.4

EØSU henviser endvidere til sundhedsspørgsmålets internationale dimension: dels samarbejde mellem lande, der driver intensiv og effektiv forskning, dels udviklingshjælp på sundhedsområdet. Hermed får samarbejdet med WHO (Verdenssundhedsorganisationen) særlig betydning.

5.9.5

Også den globale udbredelse af nye patogener er et internationalt tema, hvor samarbejdet med WHO er meget vigtigt.

5.9.6

Endvidere giver det internationale samarbejde mulighed for grundigere kliniske undersøgelser ikke kun af befolkningen i almindelighed, men også mere aldersspecifikke undersøgelser af børn, voksne og ældre.

5.9.7

Det betydelige forsknings- og udviklingsarbejde, der foregår i det private erhvervsliv (medicinalindustrien og producenter af medicinsk udstyr) er et godt eksempel på anvendelsen af artikel 169 på partnerskaber mellem det private erhvervsliv og forskning finansieret af det offentlige (herunder medlemsstaterne).

5.10

Det Fælles Forskningscenter - FFC (ikke-nukleare aktiviteter)

5.10.1

FFC yder videnskabelig og teknisk støtte til EU's politikker inden for områder som bæredygtig udvikling, klimabeskyttelse, fødevarer, energi, transport, kemikalier, alternativer til dyreforsøg, forskningspolitik, informationsteknologi, referencemetoder og –materialer, bioteknologi (risici, farer og samfundsøkonomiske virkninger) samt økonometriske modellerings- og analyseteknikker. En yderligere opgave er udvikling af videnskabelige og teknologiske referencedata for forskellige områder inden for miljø- og fødevarekontrollen. Dette er også et værdifuldt bidrag ved udarbejdelsen af fællesskabslovgivning.

5.10.2

EØSU betragter det også som en EU-opgave at samordne de nationale metrologi- og standardiseringsorganers indsats og samtidig deltage i deres programmer. I det indre markeds og, mere generelt, den europæiske integrations ånd bør det overvejes at oprette et »europæisk standardiseringsorgan« under medvirken af de relevante nationale organer, de berørte industrier og FFC. Den hidtidige mangfoldighed af organer skulle give mulighed for at anvende parallelle metoder, sammenligne strategier og lancere innovative foranstaltninger i et klima med særlig pålidelige ressourcer og god koordinering.

5.10.3

EØSU konstaterer med tilfredshed, at FFC's aktiviteter er integreret i det internationale forskersamfund. Udvalget mener imidlertid også, at en sådan integration er af stor betydning inden for samfundsøkonomi og humaniora, som er omtalt i punkt 5.8.

6.1

Kontrolleret kernefusion. Udvalget gentager det synspunkt, det fremsatte for nylig i sin udtalelse (43) om »Fusionsenergi«, nemlig at en fredelig udnyttelse af fusionsenergi kan udgøre et væsentligt bidrag til en langsigtet løsning på energiproblemet hvad angår bæredygtighed, miljøbelastning og konkurrenceevne. Hverken kernefission eller kernefusion afgiver drivhusgasser, men kernefusion har yderligere vigtige fordele.

6.1.1

EØSU ønsker Kommissionen og de andre deltagende aktører til lykke med de vellykkede forhandlinger (i tråd med udvalgets anbefalinger), som førte til, at det vigtige internationale projekt ITER havnede i Europa. Med ITER  (44) tages et afgørende skridt i retning af en fremtidig demonstrationsreaktor (DEMO). Dette indebærer imidlertid også en kontraktmæssig forpligtelse til finansiering af ITER og de dermed forbundne nødvendige forberedelses- og ledsageprogrammer samt forberedelsesprogrammerne til DEMO.

6.1.2

I den forbindelse opfordrer udvalget også medlemsstaterne til i så stor udstrækning som muligt at yde deres eget bidrag til det europæiske fusionsprogram og give passende støtte til de deltagende laboratorier. EØSU er klar over, at fusionsprogrammet dermed er trådt ind i en fase, hvis gennemførelse kræver en betragtelig og øget tilførsel af midler. I betragtning af denne energikildes potentiale og energiproblemets alvor er en sådan ressourcetildeling imidlertid nødvendig og berettiget.

6.1.3

For en mere udførlig behandling af dette emne henviser udvalget til sin nylige udtalelse (45) herom. I den forbindelse fremhæver det udviklingsarbejdet til forberedelse af DEMO (materialeudvikling, kappeudvikling, systemkoncept osv.) samt forskning i forbedrede indeslutningskoncepter.

6.2

Nuklear fission og strålingsbeskyttelse. Kerneenergi er den betydeligste kilde til kulstoffri grundlastelektricitet, der er til rådighed på nuværende tidspunkt. I dele af befolkningen er der imidlertid bekymring med hensyn til driftsrisici og sikker deponering af brugt kernebrændsel. EØSU henviser til sine udtalelser om kernespaltning (46) og den såkaldte nukleare pakke (47). Allerede i sidstnævnte udtalelse understregede udvalget, at det ser meget positivt på, at Kommissionen også fremover vil støtte og koordinere forskning i sikkerheden ved nukleare anlæg og bortskaffelse af radioaktivt affald. De af Kommissionen foreslåede foranstaltninger bidrager hertil og hilses velkommen.

6.2.1

Reaktorsystemer. Dette omfatter forskning med henblik på dels at underbygge den fortsatte sikre drift af eksisterende reaktorsystemer (herunder anlæg, der indgår i brændselskredsløbet) dels at evaluere potentialet i og sikkerhedsaspekterne ved fremtidige reaktorkoncepter.

6.2.1.1

EØSU anser sidstnævnte for særlig vigtigt. Denne forskning bør føre til udvikling af innovative reaktorsystemer. Teknologiens historie har vist, at de største fremskridt opnås gennem innovativ videreudvikling af eksisterende systemer og koncepter eller ved en ny generation af systemer og koncepter. I betragtning af kerneenergiens energipolitiske betydning bør der tages skridt til at frigøre og udnytte det eksisterende potentiale – forbedre sikkerheden, reducere det radioaktive affald (navnlig affald med særlig lang henfaldstid), få ressourcerne til at række længere og sikre adgang til nye ressourcer.

6.2.2

Strålingsbeskyttelse. Det er målet at styrke det videnskabelige grundlag for beskyttelse af befolkningen mod ioniserende stråling i forbindelse med anvendelse af radioaktivitet og andre strålekilder inden for lægevidenskab, forskning og industri (herunder produktion af kerneenergi). Det er særlig vigtigt at undersøge virkningen af meget lave strålingsdoser, hvorom det er vanskeligt at skaffe sig statistiske oplysninger, og som derfor stadig er et kontroversielt spørgsmål.

6.2.3

Af stor betydning er også udviklingen inden for områder, der har at gøre med teknisk kontrol og overvågning af foranstaltninger mod spredning af materialer eller teknologi til fremstilling af kernevåben.

6.3

Det er bydende nødvendigt både for udviklingen af kernefusionskraftværker og for en sikker drift og videreudvikling af kernefissionsreaktorer at uddanne en ny generation af højtkvalificerede eksperter og give dem praktisk videreuddannelse på passende forsøgsanlæg. Dette kræver, at nuklearteknologien atter får en højere status i Europa for dermed at tiltrække kommende forskeres interesse. Forskning og uddannelse må også her, som tidligere, indgå i en hensigtsmæssig symbiose.

6.3.1

For en mere udførlig behandling af dette emne henviser udvalget til sin nylige udtalelse (48) herom.

6.4.1

EØSU hilser det velkommen, at Det Fælles Forskningscenter (FFC) understøtter den politiske beslutningsproces på det nukleare område, herunder implementering og overvågning af eksisterende strategier og reaktioner på nye krav.

6.4.2

EØSU anser det endvidere for konsekvent, at lægge hovedvægten i det »nukleare« FFC-program på de centrale områder affaldshåndtering, sikkerhed og overvågning, da det er her borgerne nærer bekymringer, og her der kræves sikre løsninger. Udvalget går ud fra, at også disse aktiviteter kan sammenkobles og koordineres med medlemsstaternes.

6.4.3

EØSU mener endvidere, at det er en vigtig opgave at (videre)udvikle procedurer, som kan sikre en bedre overvågning af ikke-spredningen af kernevåbenmateriale og –teknologi (se endvidere punkt 4.10.2).

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/22

1.1

Mange indikatorer for vækst, beskæftigelse og innovation tyder på, at EU i de seneste år er sakket agterud i den internationale konkurrence, og at denne udvikling vil fortsætte. EU's største økonomiske og sociale udfordring er efterhånden at bekæmpe arbejdsløshed, skabe nye arbejdspladser og fremme den hertil nødvendige økonomiske vækst på et bæredygtigt grundlag.

1.2

Virksomhederne spiller en afgørende rolle i imødegåelsen af disse udfordringer. 98 % af virksomhederne i Europa er små og mellemstore virksomheder (SMV), og de tegner sig for 55 % af arbejdspladserne i den private sektor. SMV'erne har et betydeligt innovationspotentiale med hensyn til produktionsprocesser og produkter samt tjenesteydelser.

1.3

Mange virksomheder udnytter fordelene ved det europæiske indre marked. De kan dog ofte ikke udnytte det indre markeds potentiale fuldt ud som følge af vedvarende hindringer, begrænsede personaleressourcer og finansielle midler samt manglende oplysninger. En konsekvent gennemførelse af Lissabon-strategien, en fuldførelse af det indre marked og en yderligere markedsliberalisering, en bedre lovgivning og støtteprogrammer kan afhjælpe denne situation.

1.4

Tilsvarende kan forvaltninger med en moderne struktur og effektive offentlige tjenester bidrage væsentligt til at fremme konkurrenceevne og innovation i Europa. Grænseoverskridende partnerskaber mellem myndigheder på alle niveauer kan forbedre det i stigende grad nødvendige administrative samarbejde, fremme erfaringsudveksling og formidle eksempler på bedste praksis til alle.

2.1

Rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (herefter kaldet rammeprogrammet) skal i perioden 2007-2013 bidrage til gennemførelsen af den omformede Lissabon-strategi og EU's strategi for bæredygtig udvikling.

2.2

Rammeprogrammet viderefører en række eksisterende fællesskabsstøtteprogrammer fra forskellige politikområder og samler dem på ét sammenhængende retsgrundlag. Kommissionen foreslår et finansielt referencebeløb på 4 212 600 euro.

2.3

Rammeprogrammet vil være åbent for deltagelse af alle EU-medlemsstater, kandidatlande, EØS-lande samt landene i det vestlige Balkan. Andre tredjelande kan deltage, hvis dette er hjemlet i bilaterale aftaler.

2.4

Rammeprogrammet tager sigte på at fremme virksomhedernes — navnlig SMV'ernes — konkurrenceevne, skabe og markedsføre innovation, sætte skub i udviklingen af informationssamfundet samt forbedre energieffektiviteten og udnyttelsen af nye og vedvarende energikilder.

2.5

Ifølge EF-traktatens artikel 156, 157, stk. 3, og 175, stk. 1, skal der skabes et omfattende og sammenhængende retsgrundlag for specifikke fællesskabsstøtteprogrammer og de relevante dele af andre fællesskabsprogrammer inden for områder, der er af afgørende betydning for fremme af produktivitet, innovation og bæredygtig vækst i Europa. Samtidig hermed skal komplementære miljøaspekter behandles. Rammeprogrammet består af tre specifikke delprogrammer.

2.6

Iværksætter- og innovationsprogrammet skal danne rammerne for foranstaltninger til fordel for iværksætterinitiativ, innovation og konkurrenceevne. Det henvender sig til virksomheder i alle sektorer, det være sig højteknologiske eller traditionelle sektorer. Finansieringen af SMV'er i opstart- og vækstfasen skal forbedres. Andre nøgleelementer er samarbejde mellem virksomhederne samt fremme af innovation og miljøteknologier. Der påtænkes afsat 2 631 000 euro hertil.

2.7

Støtteprogrammet for IKT-politik skal fremme indførelsen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i virksomheder, forvaltninger og den offentlige sektors tjenester. De foreslåede foranstaltninger konkretiserer og konsoliderer de nye EU-initiativer »i2010«, som i de kommende år skal danne rammerne for udviklingen af et fælles europæisk samarbejdsområde for information og styrkelsen af det indre marked for informationsprodukter og –tjenester. Der vil blive afsat 801 600 000 euro til programmet.

2.8

Programmet Intelligent Energi — Europa har til formål at støtte bæredygtig udvikling i relation til energi, forbedre forsyningssikkerheden og energiudnyttelsen, mindske afhængigheden af energiimport og øge den vedvarende energis andel af det interne bruttoenergiforbrug til 12 %. Projekter til fremme og formidling af bæredygtige energiteknologier, forbedrede forvaltningsstrukturer, en tættere netværksetablering og generel bevidstgørelse om bæredygtig energianvendelse er alle prioriteter. Det af Kommissionen oprettede forvaltningsorgan for intelligent energi skal bevares. Der er afsat 780 mio. euro til programmet.

2.9

Rammeprogrammet vil blive gennemført på grundlag af årlige arbejdsprogrammer, hvis gennemførelse Kommissionen vil sikre. Forvaltningsudvalg skal sikre opfølgningen af foranstaltningerne på medlemsstatsniveau og sammenhængen mellem de nationale aktiviteter.

3.1

Forslaget til rammeprogram er omfattende og indeholder en bred vifte af politikker og programmer. Nedenstående bemærkninger begrænser sig til de aspekter, som EØSU finder særlig vigtige, eller hvor udvalget gerne vil have yderligere synspunkter taget i betragtning.

3.2

EØSU bifalder rammeprogrammet, som det betragter som et vigtigt skridt hen imod skabelsen af synergi til fremme af virksomheders konkurrence- og innovationsevne samt bæredygtig udvikling. De foreslåede foranstaltninger og instrumenter kan bidrage væsentligt til en styrkelse af den sociale samhørighed, fremme af en bæredygtig økonomisk udvikling og opnåelse af Lissabon-strategiens vækst- og beskæftigelsesmål. Kommissionen anfører derfor i den foreslåede handlingsplan til fremme af Lissabon-strategien på fællesskabsplan (KOM(2005) 330) rammeprogrammet som en vigtig del af fællesskabspolitikken.

3.3

Kok-rapporten fra 2004 henviser til de centrale faktorer, der er af afgørende betydning for den europæiske økonomis konkurrenceevne. Den anbefaler med rette videreudvikling af vidensamfundet, fuldførelse af det indre marked, forbedring af det økonomiske klima, modernisering — også ved hjælp af strategier for »livslang læring« og »aktiv aldring« — af arbejdsmarkedet og fremme af miljømæssig bæredygtighed. EØSU mener, at det navnlig er op til medlemsstaterne at sørge for at øge virksomhedernes konkurrenceevne ved at skabe passende rammebetingelser, og betragter EU's støtteprogrammer som et vigtigt og effektivt supplement hertil. Udover rammeprogrammet er forskningsprogrammet, strategien for »livslang læring« og strukturfondene af særlig betydning.

3.4

Virksomhederne styrker ikke alene deres innovationsevne ved at udnytte de teknologiske fremskridt, men også gennem en stærkere forankring af iværksætterkulturen i hvert enkelte lands samfund og kultur, en dybtgående ledelsesviden, en forsvarlig virksomhedsledelse og grænseoverskridende aktiviteter. Set i relation til rammeprogrammets målsætninger ville det være forkert at anlægge en for snæver fortolkning af begrebet innovation og således forspilde mulighederne for øget vækst, beskæftigelse og social samhørighed. Virksomhederne er nøgleaktører i innovationsprocessen, og man bør på passende vis involvere arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen heraf.

3.5

Innovation er noget, der opstår i folks bevidsthed. Et højt uddannelses- og erhvervsuddannelsesniveau er en forudsætning for en bæredygtig forbedring af innovationsevnen i EU. Arbejdsgivere, arbejdstagere, regeringer, højere læreanstalter, skoler og de øvrige berørte institutioner har alle pligt til at videreudvikle samfundets innovationspotentiale. Grænseoverskridende projekter kan supplere de nationale bestræbelser til fremme af vidensamfundet. EØSU bifalder, at EU målrettet fremmer uddannelse og erhvervsuddannelse, bl.a. inden for rammerne af fællesskabsprogrammerne »Sokrates« (almen uddannelse), »Tempus« (universitetsuddannelse) og »Leonardo da Vinci« (erhvervsuddannelse). Det integrerede handlingsprogram for uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring for perioden 2007-2013 kan ligeledes yde et vigtigt bidrag til styrkelsen af virksomhedernes innovationsevne og rammeprogrammets succes.

3.6

EØSU er tilfreds med, at Kommissionen har til hensigt at styrke virksomhedernes innovations- og konkurrenceevne gennem bedre lovgivning og en systematisk revision af den gældende lovgivning med henblik på at fjerne uforholdsmæssige byrder. Det er særlig vigtigt, at ny lovgivning underkastes en effektiv konsekvensanalyse. I forbindelse med udarbejdelsen af konsekvensanalyserne bør Kommissionen arbejde tæt sammen med Rådet (konkurrence) og Europa-Parlamentet.

3.7

EØSU er enig med Kommissionen i, at horisontale og samordnede foranstaltninger fra EU's side kan skabe stor merværdi. Det er især vigtigt, at virksomhederne får stillet mest mulige praksisbetonede oplysninger til rådighed, og at de får let adgang til rammeprogrammets foranstaltninger og instrumenter.

3.8

EØSU bakker op om Kommissionens mål om ikke alene at støtte de teknologisk højtudviklede erhvervssektorer gennem rammeprogrammet, men også de traditionelle erhvervssektorer. Netop disse kan i endnu højere grad bidrage til øget beskæftigelse og styrket samhørighed, hvis de får mulighed for at blive mere konkurrencedygtige og innovative. Der er ligeledes et betydeligt innovationspotentiale at finde på området for tjenesteydelser.

3.9

EØSU opfordrer Kommissionen til ikke at foretage en for snæver definition af rammeprogrammets målgrupper med henblik på at skabe en så høj og bred merværdi som muligt på tværs af regioner og sektorer. Også kooperativer, virksomhedssammenslutninger, gensidige selskaber, opstartsvirksomheder og mikrovirksomheder kan bidrage til en forbedring af EU's konkurrence- og innovationsevne. Kooperativer gør det således muligt at udnytte stordriftsfordele, hvilket har en positiv indvirkning på markedsadgangen (herunder deltagelsen i større offentlige udbud), markedsstillingen, udviklingen af ledelsespotentiale, videreuddannelsen og forskningskapaciteten. En forudsætning for, at målgrupperne kan få adgang til rammeprogrammets projekter, er, at de udvikler bæredygtige koncepter, der kan bidrage til konkurrence- og innovationsevnen, og som berettiger en støtte. Når det gælder formidlingen af rammeprogrammet spiller fonde, forbund samt industri- og handelskamre en vigtig rolle.

3.10

Som følge af budgetkravene i medlemsstaterne og på europæisk niveau er rammeprogrammets finansielle midler begrænsede. EØSU forventer, at der inden for rammerne af de kommende finansielle overslag, som endnu ikke er vedtaget, vil blive stillet tilstrækkelige midler til rådighed. Endvidere skal målgrupperne sikres en mest mulig målrettet, effektiv og resultatorienteret anvendelse af midlerne. Kommissionen bør undersøge, i hvilket omfang de midler, der på nuværende tidspunkt er øremærket til programmets forvaltning, kan anvendes til projekter.

3.11

EØSU bifalder Kommissionens plan om at anvende sine erfaringer med de allerede eksisterende programmer til at rette op på mulige mangler samt at trække på bedste praksis i forbindelse med gennemførelsen af rammeprogrammet. En for alle parter forståelig »overvågning« og »benchmarking« vil bidrage til rammeprogrammets succes. Enhver viden, der kan bidrage til rammeprogrammets optimering, bør inddrages i den årlige arbejdsplanlægning på et tidligt stadium. Kommissionen og de aktører, der deltager i programmets gennemførelse, bør kaste et kritisk blik på midtvejsevalueringen med henblik på at fastslå, hvorvidt der er behov for tilpasninger. I den sammenhæng bør der tages hensyn til virksomhedernes og de øvrige målgruppers erfaringer. Ingen af projektdeltageres planlægningssikkerhed må dog på noget tidspunkt forringes.

3.12

EØSU finder det yderst vigtigt, at medlemsstaterne tager hensyn til »additionalitetsprinicppet«. De opfordres på det kraftigste til at opretholde det planlagte niveau for den nationale støtte uafhængigt af EU-finansieringen. EØSU mener, at medlemsstaterne ligeledes skal opfylde det fastsatte mål om anvendelse af tre procent af den økonomiske styrke til forskning og udvikling. Gennemførelsen af rammeprogrammet må under ingen omstændigheder anspore medlemsstaterne til at slække på deres bestræbelser for at opnå dette mål.

3.13

Kommissionen henviser med rette til, at det er nødvendigt at skabe en tæt forbindelse mellem rammeprogrammets instrumenter og foranstaltninger på den ene side og de andre EU-programmer og –initiativer på den anden side, navnlig det syvende forskningsprogram, strategien for »livslang læring« og strukturpolitikprogrammerne. Kommissionen skal sikre, at alle de deltagende generaldirektoraters målsætninger stemmer overens. Der skal sikres ubetinget gennemsigtighed i alle de berørte organers aktiviteter og beslutninger. Man vil kun kunne opnå horisontal og vertikal synergi mellem EU og medlemsstaterne samt mellem økonomi, videnskab og forvaltning i det omfang, dette programs indholdsmæssige og organisatoriske prioriteter er godt afstemte.

4.1

Under gennemførelsen af rammeprogrammet skal målgrupperne have let adgang til de planlagte programmer. Dette kunne ikke altid garanteres fuld ud tidligere. Midlerne skal fordeles på en effektiv og praksisbetonet måde med mindst muligt bureaukrati (bl.a. med hensyn til rapportering og dokumentation).

4.2

Kommissionen bør som led i en sammenhængende tilgang forvalte rammeprogrammet på en effektiv og brugervenlig måde. Alle de aktører, der deltager i rammeprogrammets gennemførelse, er afhængige af programmets planlægningssikkerhed og gennemsigtighed. Det ville være hensigtsmæssig at oprette et eksternt agentur med ansvar for programmets forvaltning, hvis dette kunne forenkle forvaltningsprocedurerne betydeligt og mindske omkostningerne.

4.3

Gennemførelsen af rammeprogrammet bør i endnu højere grad overvåges af Kommissionens Europæiske Observatorium for Små og Mellemstore Virksomheder. Dette vil føre til en yderligere styrkelse af videns- og erfaringsudvekslingen mellem medlemsstaterne, mellem virksomhederne samt mellem økonomi, videnskab og forvaltning. Observatoriets rapporter bør vurderes med hensyn til deres praktiske anvendelighed og relevans for målgrupperne. Det ville være formålstjenligt at definere Observatoriets arbejdsområde, således at samtlige målgruppers bidrag kommer til at fremstå tydeligere (som fastsat i punkt 3.9).

4.4.1

SMV'ernes og de innovative mikrovirksomheders adgang til kapital er fortsat stærkt begrænset, selvom dette har været et velkendt problem i årevis, hvilket der skal gøres noget ved omgående. De i programmet indeholdte finansieringsinstrumenter er af afgørende betydning for den europæiske erhvervspolitiks succes. Udvalget mener, at de vil kunne få en betydelig katalysator- og løftestangsvirkning.

4.4.2

EØSU slår til lyd for, at der ydes støtte til egnede finansielle formidlere for at sænke finansieringsomkostningerne (inklusive personale- og forvaltningsomkostningerne) og mindske finansieringsrisiciene. Faciliteten for hurtigvoksende og innovative SMV'er (GIF), SMV-garantifaciliteten (SMEG) og kapacitetsopbygningsordningen (CBS) skal gøre virksomheders lånefinansiering og adgang til risikovillig kapital nemmere. Tilstrækkelige kreditter til innovationsdrevne SMV'er og mikrovirksomheder, navnlig i etablerings- og vækstfasen, vil gavne disses vækst- og beskæftigelsespotentiale. Der skal ligeledes afsættes små kreditter og mikrokreditter til egnede projekter.

4.4.3

EØSU henstiller, at grænseoverskridende aktiviteter etableres og udbygges som en integreret bestanddel af den europæiske politik og en vigtig strategi for øget konkurrenceevne og innovation for SMV'erne. Alle de i programmet indeholdte foranstaltninger og instrumenter bør afspejle dette mål. Kommissionen bør hjælpe virksomhederne aktivt på vej gennem samarbejdsudveksling, praksisbetonede oplysninger og andre egnede foranstaltninger.

4.4.4

Støtteordningens og den retlige rammes kompleksitet nødvendiggør en målrettet information og rådgivning af virksomhederne og andre målgrupper. Den bedste måde, hvorpå dette kan foregå, er ved hjælp af et net af informationskilder, der strækker sig på tværs af Europa, og som samarbejder med hinanden. Man vil således bedre kunne formidle de europæiske programmers merværdi til borgerne og virksomhederne, hvilket der ligeledes lægges op til i EU's nye kommunikationsstrategi.

4.4.5

EØSU lægger vægt på, at den planlagte indkaldelse af tilbud med henblik på udvælgelse af netpartnere til udførelse af tjenester til støtte for virksomheder og innovation sker i henhold til klare og gennemsigtige regler, og at den er åben for alle regionale og sektorspecifikke organisationer, der i kraft af deres struktur og de tjenester, som de tilbyder, umiddelbart kan imødekomme virksomhedernes behov. Kommissionen gør klogt i på individuel basis at se nærmere på de resultater, som er opnået med de eksisterende Euro Info Centre (EIC), Innovationsformidlingscentre (IRC) og Business & Innovation Centre (BIC).

4.5.1

EØSU bifalder udformningen af støtteprogrammet for IKT-politik Denne sektor er en drivende kraft for den nødvendige produktivitetsvækst i alle erhvervssektorer. De foreslåede foranstaltninger forventes at ville skabe betydelig europæisk merværdi.

4.5.2

Fremme af det europæiske informationssamfund vil bidrage til at støtte en bæredygtig økonomisk udvikling, styrke Europas samfundsmæssige og sociale integration og forbedre borgernes livskvalitet. Man skal under gennemførelsen af programmet sikre, at alle virksomheder — også i de traditionelle erhvervssektorer — har adgang.

4.5.3

Målrettede projekter, samordnede foranstaltninger samt opbygning og udbygning af grænseoverskridende net og kompetenceklynger kan fremme teknologioverførslen og anvendelsen af innovative og markedsnære IKT-løsninger. EØSU er tilfreds med, at der vil blive udarbejdet fælles tekniske specifikationer og handlingsplaner med henblik på at fremme offentlige indkøbskontrakter i denne sektor.

4.5.4

Med hensyn til strukturen og programmeringen bør støtteprogrammet for IKT-politik afstemmes nøje med initiativet »i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse« (KOM(2005) 229). Udvalget er i gang med at udarbejde en særskilt udtalelse om »i2010«.

4.6.1

EØSU er tilfreds med det foreslåede programs målsætning. Energieffektivitet, fremme af vedvarende energikilder og en differentiering af energiforsyningen er en forudsætning for en bæredygtig økonomisk udvikling og beskyttelsen af miljøet i Europa. Programmet bør bidrage til en udnyttelse af energisektorens fulde innovationspotentiale, ikke mindst på i forbindelse med systemteknik og energiomdannelse.

4.6.2

Markedsorienterede teknologier og konkurrencedygtige produkter vil få afgørende betydning for, hvorvidt programmets mål vil kunne nås. EØSU bifalder derfor, at der skal ydes støtte til projekter, som fremmer omsætningen af innovation til produkter, der kan markedsføres. Sådanne aktiviteter kan dog kun være hensigtsmæssige på et tidligt stadium i innovationsprocessen. I princippet kan de bedste teknologier samt konkurrencedygtige produkter eller tjenesteydelser kun udvikles inden for rammerne af den internationale konkurrence.

4.6.3

EØSU bifalder, at Kommissionen har til hensigt at fremme en ressourcebesparende energianvendelse og udbrede oplysninger herom. Disse aktiviteter bør ikke kun rettes mod fagfolk, men også mod den brede offentlighed. Den igangværende kampagne »Bæredygtig energi for Europa« spiller en vigtig rolle heri. Den skal formidle bedste praksis og i højere grad bevidstgøre borgerne om energieffektivitet og miljøbeskyttelse. EØSU finder, at kampagnen og programmet »Intelligent energi — Europa« supplerer hinanden gensidigt.

5.1

EØSU opfordrer Kommissionen til at formulere rammeprogrammets mål og struktur endnu klarere. Et godt eksempel herpå er den i rammeprogrammets artikel 6 indeholdte liste over planlagte gennemførelsesbestemmelser. De enkelte programmer og instrumenter kunne præsenteres på en tilsvarende systematisk måde, hvilket ville gøre det nemmere at bringe rammeprogrammet tættere på målgrupperne. Civilsamfundets organisationer bør inddrages heri.

5.2

EØSU forventer, at samkøringen af en række programmer og individuelle foranstaltninger vil kunne skabe merværdi. Dette forudsætter en optimal koordinering, sammenhæng mellem de individuelle foranstaltninger og en afstemning med andre relevante EU-programmer. Her påhviler det navnlig Kommissionen og forvaltningsmyndighederne at handle.

5.3

EØSU bifalder rammeprogrammets fokus på EU's centrale økonomiske, sociale, miljømæssige og energipolitiske mål. Under gennemførelsen vil det være afgørende at gøre de årlige arbejdsprogrammer praksisbetonede og mere relevante for målgrupperne, frem for alt for de innovative virksomheder. Dette kan kun sikres gennem en tilstrækkelig inddragelse af målgrupperne allerede under arbejdsprogrammernes tilrettelæggelse.

5.4

For at forbedre gennemførelsen og sikre kontinuitet i politikken opfordrer EØSU Kommissionen til at gøre nærmere rede for sammenhængen mellem rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation og andre beslægtede eksisterende og fremtidige initiativer, navnlig det europæiske charter for små virksomheder fra 2000, handlingsplanen for iværksætterkulturen i Europa fra 2003 og den kommende nye meddelelse om SMV-politikken. Dette ville være til stor nytte for erhvervslivets repræsentanter og politiske beslutningstagere på nationalt, regionalt og lokalt plan.

5.5

EØSU vil følge gennemførelsen af rammeprogrammet opmærksomt. Det forbeholder sig retten til at fremsætte nye henstillinger i takt med de indhøstede erfaringer eller på grundlag af midtvejsrevisionen.

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/27

1.1

Schengen-konventionen, der skal muliggøre den frie bevægelighed for personer og varer, blev undertegnet i 1990 og trådte i kraft i 1995. Den fastsætter, hvilke myndigheder der har adgang til Schengen-informationssystemet (SIS), og til hvilke formål disse oplysninger må anvendes. Konventionens første tekst tillod ikke registreringsmyndighederne for motorkøretøjer at få adgang til SIS-systemet.

1.2

Den 21. august 2003 fremlagde Kommissionen et forslag til forordning om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen hvad angår adgang til Schengen-informationssystemet (SIS) for de tjenester i medlemsstaterne, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer (1). Formålet hermed var at give adgang til SIS-oplysninger om stjålne motorkøretøjer og påhængsvogne samt blankodokumenter og udstedte identitetspapirer (pas, identitetskort, kørekort) med henblik på at kontrollere, at køretøjer, der ønskes registreret, ikke er stjålet, ulovligt handlet eller forsvundet, og at de personer, der ansøger om en registreringsattest, ikke til det formål bruger stjålne, ulovligt handlede eller forsvundne identitetspapirer eller registreringsdokumenter for motorkøretøjer.

1.3

EØSU afgav en udtalelse om forslaget den 25. februar 2004 (2). Udvalget var enigt med Kommissionen i, at adgangen til SIS-systemet skulle udvides til også at omfatte nationale myndigheder med ansvar for udstedelse og kontrol af registreringsattester for motorkøretøjer. EØSU glædede sig ligeledes over, at det i forslaget — hvori der tages højde for, at visse medlemsstater har private tjenester, som er ansvarlige for registrering af køretøjer — blev foreslået, at disse organer indirekte via en af de offentlige myndigheder, der har adgang til SIS, får mulighed for at opnå de nødvendige oplysninger til at udføre deres arbejde korrekt med garanti for databeskyttelse.

1.4

Som følge heraf og efter udvidelsen kom det til at stå klart, at det var nødvendigt at udvikle en anden generation af SIS-systemet (dvs. SIS II), så de nye medlemsstater kunne koble sig på systemet, og Schengen-området kunne blive udvidet til også at omfatte disse medlemsstater.

1.5

Eftersom SIS II-systemet kræver passende retlige rammer, og det berører forskellige politikområder, blev Kommissionen nødt til at fremlægge tre forslag, hvoraf det første vedrører den frie bevægelighed for personer, det andet politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, mens det tredje supplerer de to andre forslag og tager sigte på at give registreringsmyndighederne for motorkøretøjer adgang til SIS II-systemet.

1.6

Høringen af EØSU om det tredje forslag er i gang. Det udgør en nødvendig opfølgning på den ovennævnte tidligere forordning (3), der blev vedtaget af Rådet den 6. juli 2005.

2.1

Kommissionens nye forslag har til formål at sikre sammenhæng mellem de nye retlige instrumenter for etableringen, funktionen og anvendelsen af den anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II). Kommissionen anfører, at hovedformålet med det nuværende forslag er det samme som det, der blev fastsat i august 2003, dvs. at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne på grundlag af en effektiv informationsudveksling til bekæmpelse af bedrageri og illegal handel med stjålne motorkøretøjer. Kommissionen påpeger endvidere, at målet er at sikre, at de tjenester, der har ansvaret for udstedelse af registreringsattester for motorkøretøjer, inden for de nye retlige rammer for SIS II har adgang til de samme SIS-data som dem, de har haft adgang til siden juni 2005, hvor den foreslåede forordning fra 2003 trådte i kraft.

2.2

Spørgsmålet er stadig vigtigt, eftersom der hvert år stjæles omkring 1,3 mio. motorkøretøjer i EU, og omkring 500 000 motorkøretøjer forsvinder for bestandigt (4). Køretøjskriminalitet sættes ligeledes i forbindelse med andre former for kriminalitet såsom ulovlig handel, smugling og terrorvirksomhed (bilbomber).

2.3

EØSU fremhæver på ny, at det er enigt med Kommissionen i, at adgangen til SIS II-systemet bør udvides til også at omfatte nationale myndigheder med ansvar for udstedelse og kontrol af ovennævnte dokumenter (jf. punkt 1.2). Desuden bør private tjenester med ansvar for registrering af motorkøretøjer indirekte via en af de offentlige myndigheder, der har adgang til SIS II-systemet, kunne opnå oplysninger med garanti for databeskyttelse. Det er særlig vigtigt at sikre mekanismer, der begrænser adgangen til andre oplysninger i systemet, som skal være forbeholdt de i Schengen-konventionens artikel 101 omtalte myndigheder.

2.4

Der bør stadig tages hensyn til de generelle og øvrige bemærkninger, som EØSU fremsatte i sin udtalelse af 25. februar 2004. Nogle af dem kan fremsættes på ny, herunder det forhold, at forslaget efter EØSU's opfattelse vil styrke sikkerheden og accelerere retssystemets behandling. Det vil ligeledes tilskynde medlemsstaterne til at udvide den frie bevægelse for motorkøretøjer inden for EU. Det er imidlertid vigtigt, at forslaget er kompatibelt med medlemsstaternes interne juridiske bestemmelser. Det er ligeledes vigtigt at give adgang til de medlemsstater, som ikke har undertegnet Schengen-konventionen, og øge samarbejdet med Interpol og Europol med henblik på at bekæmpe handel med stjålne eller ulovligt handlede motorkøretøjer i lande, som ikke har adgang til SIS II-systemet. EØSU fremhæver ligeledes betydningen af at udarbejde, behandle og offentliggøre statistisk data om denne type kriminalitet for derved at styrke bekæmpelsesindsatsen.

3.1

Kommissionens forslag er helt i tråd med Rådets afgørelse af 22. december 2004 om bekæmpelse af grænseoverskridende køretøjskriminalitet (2004/919/EF) (5). I afgørelsen hedder det, at »navnlig samarbejdet mellem de retshåndhævende myndigheder og registreringsmyndighederne samt formidling af oplysninger til de relevante parter er af betydning«. Ifølge afgørelsens artikel 7 skal de retshåndhævende myndigheder orientere de nationale registreringsmyndigheder, når et køretøj, der er ved at blive indregistreret, er meldt stjålet, og adgang til relevante databaser skal foregå under overholdelse af fællesskabsretten. EØSU glæder sig over, at de i Rådets afgørelse fremlagte idéer nu er indarbejdet i Kommissionens forslag.

3.2

Selv om Kommissionens forslag kun vedrører registreringsmyndighedernes adgang til visse oplysninger i SIS II-systemet, vil EØSU gerne understrege behovet for større samarbejde med henblik på bekæmpelse af køretøjskriminalitet. Som omtalt i artikel 4 i Rådets afgørelse »træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til afholdelse af regelmæssige samråd i overensstemmelse med national lovgivning mellem de nationale kompetente myndigheder, eventuelt under medvirken af den private sektor (f.eks. indehavere af private registre over forsvundne biler, forsikringsselskaber og autobranchen) med henblik på at koordinere hinandens oplysninger og afstemme indsatsen på dette område«. EØSU mener, at Kommissionen bør tage sådanne idéer i betragtning i det fremtidige arbejde med bekæmpelse af køretøjskriminalitet.

3.3

Som eksempel på disse idéer henviser EØSU til Interpols tidligere projekt »Stop Register Stolen Cars« (»StoreSto Car«, som senere er blevet benævnt »Vehicle Identification, Research and Analysis, VIRA 17«). Målet med dette projekt var at samle alle oplysninger om biler i én database. Oplysningerne kunne fås via motorkøretøjets identifikationsnummer, hvis motorkøretøjet var stjålet, registreret, eksporteret/importeret, produceret eller ophugget. En sådan database danner grundlag for samarbejdet mellem de retshåndhævende myndigheder, registreringsmyndighederne, toldmyndighederne, bilproducenterne og forsikringsbranchen.

3.4

For så vidt angår det nuværende forslag ønsker EØSU ligeledes at påpege, at der generelt er få muligheder for at undersøge et motorkøretøj fysisk med henblik på at identificere det og finde ud af, om det er meldt stjålet. I mange lande kombineres registreringen af et motorkøretøj med en inspektion. Det er således muligt i forbindelse med registreringen af et motorkøretøj at undersøge, om dette er stjålet. Det er derfor vigtigt, at registreringsmyndighederne får mulighed for at opspore stjålne, ulovligt handlede eller forsvundne motorkøretøjer.

3.5

Som omtalt i punkt 3.2 er der behov for større samarbejde for at bekæmpe køretøjskriminalitet. Det er ligeledes muligt i forbindelse med eksport eller import af et køretøj at foretage en fysisk undersøgelse af køretøjet. EØSU henstiller, at toldmyndighederne ser på de samme data i SIS II-systemet som registreringsmyndighederne, både i forbindelse med import og eksport af et motorkøretøj.

3.6

Når et motorkøretøj undersøges for, hvorvidt det er meldt stjålet, skal det ligeledes være muligt at identificere det. Et motorkøretøjs identitet fastslås ofte ved hjælp af dets identifikationsnummer. Det er ikke helt usædvanligt, at et motorkøretøjs identitet er blevet forfalsket eller kopieret. EØSU påpeger, at det er vigtigt fremover at øge mulighederne for at identificere et motorkøretøj. Forslag om f.eks. elektronisk identifikation af motorkøretøjer eller en bedre mærkning af reservedele skal undersøges nøje og evalueres.

3.7

Endelig foreslår EØSU, at der i den nærmeste fremtid tages yderligere skridt hen imod en udvidelse af denne forordnings rækkevidde. Kommissionens forslag, som skal gøre det muligt at kontrollere, hvorvidt motorkøretøjer er stjålne, ulovligt handlede eller forsvundet, bør suppleres med muligheden for at repatriere motorkøretøjer. Denne mulighed varierer fra medlemsstat til medlemsstat og afhænger af landenes forskellige regler om handel i god tro. I nogle lande er det muligt at få ejendomsretten til et stjålet motorkøretøj, hvis dette er blevet erhvervet i god tro, hvilket er umuligt i andre lande. Desuden skal mulighederne for at repatriere motorkøretøjer, der har vist sig at være stjålne, undersøges og evalueres.

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/29

1.1

Finland har anmodet om at få forlænget de gældende restriktioner for indførsel af øl, der foretages af rejsende fra andre lande end medlemsstaterne, ud over den 1. januar 2006. Formålet med anmodningen er at afhjælpe visse afgiftsmæssige, økonomiske, sociale og sundhedsmæssige problemer samt problemer med hensyn til den offentlige orden.

1.2

Den foreslåede ændring bemyndiger Finland til at forlænge restriktionen indtil den 31. december 2006. Den øvre grænse på seks liter vil imidlertid blive øget til 16 liter, som er den grænse, der i dag anvendes af Finland.

1.3

EØSU støtter ændringen.

2.1

Finland blev i 2000 som en undtagelse bemyndiget til indtil den 31. december 2005 at begrænse den personlige indførsel af øl foretaget af rejsende fra andre lande end medlemsstaterne til ikke over 6 liter. Finland har især en fælles grænse med Rusland, hvor alkohol er meget billigere, hvilket betyder, at enkeltpersoner under de normale monetære begrænsninger ville kunne indføre ca. 200 liter øl.

2.2

På grund af den store prisforskel vil ubegrænset indførsel have alvorlige konsekvenser for finske detailhandlere og statens skatteindtægter og medføre sociale og sundhedsmæssige problemer.

2.3

Finland har imidlertid allerede foretaget en betydelig afgiftslempelse i 2004 og har også indført en øvre grænse på 16 liter i stedet for 6 liter. Finland har således søgt at finde en langsigtet løsning.

3.1

Udvalget noterer sig de foranstaltninger, Finland allerede har truffet for at afhjælpe problemet og finder det derfor passende at bevilge en yderligere forlængelse af undtagelsen indtil den 31. december 2006.

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/30

1.1

Emnet »sikkerhed« er siden terrorangrebene i New York (11. september 2005), Istanbul (november 2003), Madrid (11. marts 2004), London (7. juli 2005) og alle andre steder blevet genstand for stor opmærksomhed. Overalt træffes såvel forebyggende som operationelle foranstaltninger til at beskytte personer, transportmidler og varer så meget og så godt som muligt. Politisk er »sikkerhed« blevet et varmt emne.

1.2

Med »sikkerhed« forstås i denne forbindelse foranstaltninger til forebyggelse af terrorangreb og kriminalitet, herunder især tyveri.

1.3

EØSU har ikke holdt sig tilbage. Udvalget har vedtaget en række udtalelser om emnet, hvoriblandt den sonderende udtalelse af 24. oktober 2002 (1) (ordfører: Bredima-Savopoulou) er af stor værdi, fordi den meget udførligt behandler sikkerhed inden for søfart og i den civile luftfart.

1.4

Kommissionen offentliggjorde den 23. december 2003 et »Consultation Paper« om sikker godstransport, hvor den udbeder sig feedback om »sikkerhed« fra de interesserede parter. Endvidere har Kommissionen i en meddelelse til Rådet (2) foreslået et rammeprogram om »sikkerhed«, og den 12. august 2005 blev der publiceret et arbejdsprogram om sikker turisme (3). Flere elementer i disse dokumenter har været nyttige i forbindelse med udarbejdelsen af denne sonderende udtalelse.

1.5

Nærværende sonderende udtalelse søger først og fremmest at få rede på de forskellige aktørers rolle og ansvar på såvel nationalt som internationalt plan, hvad angår sikring af:

1.6

Denne udtalelse handler udelukkende om sikring af transportformer mod kriminalitet og terror, ikke om trafiksikkerhed. Det er en komplicerende faktor, at man på mange EU-sprog bruger samme ord for begge slags sikkerhed.

1.7

Med hensyn til sikringen af landtransportformernes infrastruktur skal der skelnes mellem TEN-korridorer og deres knudepunkter på den ene side og den nationale infrastruktur på den anden. I øvrigt er det ikke altid muligt at pege på, hvor subsidiariteten begynder og hvor den hører op i forbindelse med landtransportformer.

Når det gælder sikkerhedsforanstaltninger for landtransportformer, må man gøre sig klart, at alle transportformer i den logistiske kæde (altså ikke alene landtransportformerne) et langt stykke hen ad vejen er indbyrdes afhængige, og at der derfor kræves megen indbyrdes afstemning, når man udarbejder sikkerhedsforanstaltninger. Intermodal tilnærmelse af sikkerhedsforanstaltninger er i øvrigt også nødvendig for at modvirke konkurrenceforvridning transportformerne imellem. Og her må man være opmærksom på, at sikkerhedsomkostningerne kan variere meget fra transportform til transportform.

Der skal også lægges vægt på aspekter, der er direkte forbundet med det øgede antal sikringsforanstaltninger. I den forbindelse er det relevant at stille spørgsmål som:

Emnets kompleksitet taget i betragtning vil det være en god idé at strukturere opgaven og begynde med at fortælle, hvordan udtalelsen er bygget op: Under punkt 2, den generelle del, beskrives emnets generelle aspekter. Her behandles spørgsmål som fordelingen af ansvar og kompetence mellem EU, nationale myndigheder, transportformerne selv, passagerer, de ansatte og virksomhedsledelsen. Endvidere beskrives lovgivningen i dette kapitel. Punkt 3, den specifikke del, indledes med en oversigt over, hvilke initiativer man har taget på de forskellige niveauer for at forbedre sikkerheden. Herefter kommer udtalelsen ind på sikringen af transportformerne. Punkt 4 handler om de med sikkerheden forbundne omkostninger og om spørgsmålet om, hvem der skal betale disse omkostninger. I den forbindelse bliver også forsikringsselskabernes rolle belyst. Punkt 5 indeholder en sammenfatning og konklusioner.

2.1.1

Betydningen af at sikre personer og varer uanset transportform står højt på politikernes og erhvervslivets dagsorden. Med sikring menes her foranstaltninger mod terrorisme og kriminalitet. Man kan ikke undgå at få det indtryk, at en koordineret indsats ikke har været debatteret nok. Men en sådan debat er absolut nødvendig, eftersom det svageste led i kæden jo er bestemmende for kædens samlede styrke.

2.1.2

Det skal dog slås fast, at en klar og entydig definition af det her behandlede emne på grund af emnets kompleksitet ikke er mulig. Subsidiaritetsspørgsmålet melder sig i fuldt omfang, når talen er om sikkerhed. Det drejer sig dels om afgrænsningen af henholdsvis EU's og de nationale myndigheders beføjelser, når der skal træffes foranstaltninger, dels om finansieringen af de ønskede foranstaltninger. Og endvidere drejer det sig om de rejsendes, de ansattes og ledernes ansvar og beføjelser i transportsektoren.

2.2.1

Inden for søfart og luftfart er sikkerheden blevet væsentligt forbedret siden 11. september 2001. Det Europæiske Råd har truffet foranstaltninger bl.a. på grundlag af EØSU's rapport af 24. oktober 2002, som hovedsagelig handlede om forslag til sikring af luftfarten og søfarten. I den forbindelse henvises til EU-forordning 2320/2002 om sikkerhed inden for civil luftfart, forordning (EF) 725/2004 om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter og forslag til direktiv KOM (2004) 76 om sikring af søhavne. Alle disse foranstaltninger omfatter bl.a. EU-kontrol. Kontrollen indebærer kvalitetstests i de pågældende sektorer. For søfartens vedkommende findes reglerne også i direktivet af 10. maj 2005.

2.3.1

Med hensyn til landtransportformer varierer situationen fra medlemsstat til medlemsstat. Især i store byer som Madrid og London, men også i Paris, har man truffet sikkerhedsforanstaltninger, bl.a. på grund af terrorangrebene mod den offentlige transport. I andre byer og lande er man endnu ikke nået så langt, men også dér begynder man under indflydelse af den seneste tids angreb at blive bevidst om betydningen af sikkerhedsforanstaltninger (4).

2.3.2

Det spørgsmål, som først trænger sig på, er« hvem er bemyndiget til at træffe sikkerhedsforanstaltninger, der dækker mere end én landtransportform? Er det EU eller de nationale myndigheder? Og hvis det er sidstnævnte, hvad er i så fald EU's rolle?

2.3.3

Efter udvalgets opfattelse har medlemsstaterne og EU et fælles ansvar for sikkerhed, men medlemsstaterne må selv se til, at der træffes sikkerhedsforanstaltninger for de forskellige landtransportformer. I dette øjemed skal medlemsstaterne etablere en ramme med mindstestandarder, som udgør den nedre grænse for de forskellige landtransportformers foranstaltninger. Det skal med andre ord ikke være frivilligt. Med henblik på at afstemme de enkelte landtransportformers foranstaltninger indbyrdes, skal de nationale myndigheder oprette en særlig instans til at koordinere landtransportformernes og de lokale myndigheders foranstaltninger. Denne myndighed skal også sørge for, at de enkelte foranstaltninger håndhæves.

2.3.4

EU's rolle består efter udvalgets opfattelse især i at koordinere foranstaltninger på europæisk og internationalt plan. Samtidig skal EU tilskynde medlemsstaterne til at vælge samme tilgang. I betragtning af person- og godstransportens grænseoverskridende karakter samt behovet for samordning af de nationale sikringsforanstaltninger er det nødvendigt med et tæt samarbejde mellem de nationale myndigheder og EU.

2.3.5

De nationale myndigheder skal forstå, at der for landtransportformerne stadig mangler en stor indsats. Der må skabes en »sense of urgency«. De nationale myndigheder skal tilskynde til, at der udtænkes og gennemføres sikringsforanstaltninger. Et første skridt i den retning kunne være at fastsætte minimumsstandarder for sikkerhed på europæisk plan, som kan fungere som grundlag for landtransportformerne. De enkelte transportformer skal bibringes en forståelse af, at de vil blive meget sårbare, hvis de ikke indfører sikkerhedsforanstaltninger.

2.3.6

Endvidere må der herske forståelse for, at det er nødvendigt, at transportformerne samarbejder. F.eks. skal foranstaltninger for tog, metro og busser afstemmes indbyrdes. Oplysningskampagner til passagerer og personale om, hvordan de skal reagere ved ulykker, skal ligeledes samordnes.

2.3.7

I forbindelse med godstransport skal man været meget opmærksom på sårbare knudepunkter som terminaler og rangerstationer. Der må etableres samarbejde mellem lokale myndigheder, nationale myndigheder, de enkelte transportformer og forvaltere af omladningscentre og terminaler.

2.4.1

Beskyttelse af fysisk infrastruktur er efter udvalgets opfattelse en opgave for de nationale, regionale og kommunale myndigheder.

2.4.2

Den i punkt 2.3.3 nævnte særlige instans skal fungere som koordinerende instans. Instansen skal dels forhindre, at indsatsen bliver for fragmenteret på nationalt plan, dels udbrede den valgte politiske linje på internationalt plan med henblik på at lette koordinationen på EU-niveau.

2.4.3

Udvalget glæder sig over EU's koordinerende rolle og har med tilfredshed konstateret, at man på fællesskabsniveau i det 6. rammeprogram har afsat 3,5 mio. til sikringsforanstaltninger for passagertransport og godstransport samt for energisektoren.

2.4.4

Eftersom transportformer er et abstrakt begreb, som kun giver mening i kraft af de mennesker, der anvender dem (rejsende og kunder) og holder dem i gang (de ansatte), kan en indsats rettet mod disse grupper ikke undværes. Indsatsen skal især bestå i løbende oplysning af de rejsende og kunderne. Disses rolle skal ændres fra passive forbrugere af transportformer til aktive og bevidste brugere. De ansatte er af afgørende betydning ved udarbejdelsen og tilpasningen af sikkerhedsforanstaltninger. Udvalget finder det meget vigtigt, at de ansatte for at kunne udføre deres arbejde tilfredsstillende gennemgår en særlig efteruddannelse, der er tilpasset netop deres særlige sikkerhedsfunktion.

2.4.5

Opgaven for transportselskabernes ledelse består i at integrere sikkerhedsidéer i virksomhedskulturen og virksomhedsfilosofien. Desuden skal ledelsen give de ansatte mulighed for at følge særlige efteruddannelsestiltag på området. Hvad ledelsen angår, skal der efter udvalgets opfattelse gives plads til »krisestyring« i lederuddannelsen, således at ledelsen kan lære at reagere optimalt i tilfælde af en ulykke.

2.5.1

Hvad angår spørgsmålet om, hvor vidt landtransportformernes sikkerhedsforanstaltninger skal have en uforpligtende karakter, f.eks. i form af certificering eller et kvalitetsmærke, eller fastsættes på en mere forpligtende måde, f.eks. gennem lovgivning, er udvalget af den mening, at sikkerhed er en så alvorlig sag, at det ikke kan overlades til uformelle tiltag.

2.5.2

Efter udvalgets opfattelse må der under alle omstændigheder fastsættes minimumsstandarder på nationalt plan, men samtidig skal man anbefale at iværksætte yderligere tiltag. Der må også indføres en forpligtelse til at udveksle oplysninger om iværksatte eller påtænkte sikkerhedsforanstaltninger. På internationalt niveau skal de enkelte lande forpligtes til at afstemme deres foranstaltninger indbyrdes og til at fremsende information til internationale paraplyorganisationer.

3.1

Inden det undersøges, om der er truffet — eller bør træffes — sikkerhedsforanstaltninger for de enkelte landtransportformer, og i så fald hvilke, er det en god idé først at danne sig et overblik over, hvilke foranstaltninger de internationale organisationer har truffet.

3.1.1

Den internationale søfartsorganisation (IMO)

Vi nævner IMO i denne forbindelse, fordi der allerede er truffet en række foranstaltninger inden for søfarten, der vil kunne tjene som forbillede for landtransportformer.

Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2004.

3.1.2

Organisation for International Civil Luftfart (ICAO)

Siden 1971 har man i international luftfart indgået bindende aftaler med henblik på at bekæmpe kriminalitet og terrorisme. Efter et antal flykapringer i slutningen af 60'erne besluttede ICAO at udarbejde et grundlæggende sæt luftfartsbestemmelser. Således fastsættes det f.eks. i bilag 17 til Chicago-konventionen, at der regelmæssigt skal foretages kropsvisitering af alle passagerer på civile kommercielle flyruter. Denne foranstaltning har været gældende siden 1972, og det er i dag vanskeligt at forestille sig, at det nogensinde har været anderledes. Efter angrebet mod Twin Towers i 2001 er bilag 17 blevet strammet op. Nye bindende standarder er indført, f.eks. vedrørende forstærkning og aflåsning af cockpit-dører og lufttransport af gods. Også efteruddannelsen og kvalitetskravene til kontrollen er blevet skærpet.

3.1.3

Den Europæiske Konference for Civil Luftfart (ECAC)

I Den Europæiske Konference for Civil Luftfart (ECAC) udarbejdes og udvikles en politik for luftfartssikkerhed, selvfølgelig på basis af de internationale standarder fastsat af ICAO. Arbejdet har ført til en europæisk håndbog i luftfartssikkerhed kaldet »Document 30«, der indeholder sikkerhedsforskrifter, som på den ene side er toneangivende, men på den anden side desværre ikke er bindende i henhold til ECAC-vedtægten. Derfor besluttede Det Europæiske Råd den 14. september 2001 — tre dage efter den 11. september, at EU skulle have kompetence inden for luftfartssikkerhed. Beslutningen har ført til forordning 2320/2002 om fastsættelse af fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart. Forordningen trådte i kraft den 19. januar 2003. På samme ministerrådsmøde den 14. september 2001 blev det også besluttet, at Kommissionen skal kunne foretage direkte kvalitetskontrol i medlemsstaterne.

3.1.4

Den internationale arbejdsorganisation (ILO)

Det drejer som revisionen af konventionen om søfolks identifikationsdokumenter »Seafarers' Identity Documents Convention«. Formålet med at revidere konventionen er at gøre identifikationen af søfolk mere sikker for at øge sikkerheden for såvel passagerer og besætning som skibene selv. Søfolkenes bevægelsesfrihed begrænses ikke. De vil uhindret kunne gå i land. Den reviderede konvention fokuserer især på retningslinjer vedrørende strukturen i og udstedelsen af søfolks identitetsdokumenter. Der henvises her til IAO og IAO's konvention på grund af den rolle, den spiller som forbillede for landtransportformerne.

3.1.5

Verdenstoldorganisationen (WCO)

Den her beskrevne information fra WCO kan landtransportformer få gavn af. Det er vigtigt at trække de ting ud, som kan tilpasses til landtransportformerne.

3.1.6

Den internationale standardiseringsorganisation (ISO)

Denne organisation vedtog i 2003 nogle retningslinjer med specifikationer vedrørende mekanisk forsegling af containere til godstransport.

Derefter udarbejdede den en standard for anvendelsen af identifikations-»tags«, der anbringes på godscontainere og fungerer via en radiofrekvens, og udviklede en fælles kommunikationsprotokol for digital forsegling.

3.1.7

Den Europæiske Union

3.1.8

De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UN-ECE)

Arbejdsgruppe 30 »Customs Questions affecting Transport« og den administrative komité i TIR (Transports Internationaux Routiers) er i februar 2003 blevet enige om gradvis at læse TIR-proceduren (der for øjeblikket hovedsagelig findes på papir) ind på edb. Med et TIR-carnet kan international godstransport til lande uden for EU ske med et minimum af forsinkelse ved grænserne, eftersom et TIR-carnet er et internationalt anerkendt tolddokument.

Overstående gælder sikkerhedsoplysninger for vejgodstransport. Udvalget ønsker at få belyst, hvor vidt disse foranstaltninger også kan anvendes på andre transportformer.

3.1.9

Foranstaltninger truffet af USA

Det giver sig selv, at USA efter angrebet den 11. september 2001 ligger i front med sikkerhedsforanstaltninger. Bl.a. trådte en »Bioterrorism Act« i kraft i 2002. Det drejer sig om forudgående indgivelse af bestemte informationer vedrørende import af fødevarer til USA. Desuden skal fødevareproducenter og oplagringscentre registreres hos Federal Food and Drug Administration (FDA), og de skal udpege en lokal repræsentant i USA.

3.1.10

For ikke at ødelægge denne sonderende udtalelses læsbarhed, nævnes nedenfor et antal foranstaltninger, uden at de beskrives nærmere.

I forbindelse med iværksættelsen af foranstaltninger i Europa bør man selvfølgelig kende og tage hensyn til erfaringerne fra de amerikanske foranstaltninger. Her skal nævnes:

3.2

3.3

De fleste af ovennævnte initiativer vedrører sikkerhedsforanstaltninger for godstransport generelt eller containertransport i særdeleshed. En del af disse foranstaltninger kunne efter udvalgets opfattelse godt anvendes på passagertransport også.

3.4

De enkelte transportformers sikkerhedsforanstaltninger er ret forskellige. Som allerede nævnt er der gjort fremskridt med gennemførelsen af foranstaltninger inden for søfart (herunder havne) og luftfart. I EØSU's udtalelse af 24. oktober 2002 (5), som Bredima-Savopoulou var ordfører for, er dette beskrevet på bedste vis. Denne sonderende udtalelse vil derfor ikke gå i detaljer med beskrivelsen af søfart og luftfart.

3.5

Et element, man skal være særlig opmærksom på, er situationen for de følsomme landtransportterminaler samt oplagrings- og omladningscentre. Desuden kan pipelines i den forbindelse betragtes om en særskilt transportform. Ejere af terminalselskaber bruger megen energi på at sikre deres arealer, men efter udvalgets opfattelse er erkendelsen af, at netop oplagrings- og omladningscentrene er meget sårbare, samt at samarbejde med de transportformer, der anvender omladningsfaciliteterne er absolut nødvendig, ikke udbredt nok.

3.6

Det skorter således efter udvalgets mening også på tilstrækkelig sense of urgency, når det gælder de med transport og omladning via pipelines forbundne farer. Udvalget peger på, at der meget snart bør rettes op på dette forhold og at de kompetente myndigheder må se at få truffet sikkerhedsforanstaltninger for såvel personale som infrastruktur.

3.7

Inden for jernbanetransporten står sikkerhed for personale, passagerer og materiel traditionelt højt på dagsordenen. Man kan kun håbe, at denne tradition vil føre til det samme høje niveau, når det kommer til terrorsikring. Her skal man være særlig opmærksom på sårbare steder som stationer og rangerarealer. UIC kan ved at udsende anbefalinger fremme den nødvendige koordination.

De nationale jernbaneselskaber må udfærdige oplysningsmateriale til passagerer og personale om, hvordan de skal reagere i tilfælde af ulykker. Viden af denne art bør indgå som en standarddel af personaleuddannelsen.

3.8

Flodbåde losser og laster ofte i søhavne. I så fald gælder ISPS (International Ship & Port Facility Security)-kodeksen også for dem. Efter EØSU's mening må en alt for rigoristisk anvendelse af denne kodeks ikke føre til forstyrrelser i den logistiske kæde. Det påhviler havne, rederier og inspektionstjenester at sørge for, at ISPS-kodeksen overholdes. Hvad uddannelsen af personalet på flodbådene angår, har udvalget også her den holdning, at sikkerhed skal være en integreret del af uddannelsen.

3.9

Den offentlige transport er blevet bevidst om sin sårbarhed efter terrorangrebene i Madrid og London. Der er truffet foranstaltninger i form af overvågning og kontrol med henblik på at højne sikkerhedsniveauet og fornemmelsen af sikkerhed hos passagerer og personale.

3.10

I betragtning af mængden af turistbus- og godstransportvirksomheder (flere hundrede tusinde meget mobile virksomheder) er den private vejtransportsektor særlig sårbar. Sektoren har allerede længe været hærget af kriminalitet. Tyveri fra lastbiler med eller uden last er en daglig foreteelse — ofte med psykiske følger for chaufførerne. IRU (International Road Union) gør derfor alt for at overtale såvel myndigheder som markedsaktører til at træffe sikkerhedsforanstaltninger. Et eksempel er opfordringen til at øge antallet af parkeringspladser under opsyn. På grund af denne sektors høje risikoniveau har International Road Transport Union som beskrevet i punkt 3.2. udarbejdet såkaldte Security Guidelines med en række anbefalinger for ledelse, chauffører og omladere. Endvidere har man opstillet en ramme for samarbejde med toldmyndighederne på frivillig basis.

3.11

De i punkt 3.10 nævnte retningslinjer (Security Guidelines) er udarbejdet efter følgende kriterier:

Det er en almindelig udbredt opfattelse, at man, inden der træffes foranstaltninger, må starte med at bevidstgøre målgruppen om behovet for sikkerhedsforanstaltninger. Der bør således ikke træffes nogen sikkerhedsforanstaltninger, før målgruppen er blevet informeret. Udvalget opfordrer derfor kraftigt til at informere i god tid.

3.12

For så vidt angår den private transport, anbefaler udvalget, at ledelsen uanset transportform træffer passende sikkerhedsforanstaltninger for personale, transportmidler og infrastruktur.

3.13

Udvalget konstaterer, at myndighederne og de forskellige landtransportformer er blevet mere bevidste om, at sikkerhedsforanstaltninger skal integreres i den daglige drift. Sammenhængen er dog stadig langt fra at være helt på plads. Betragter man transportsektorerne hver for sig, er der især gjort meget inden for søfart og luftfart på grund af disse transportformers internationale karakter. Inden for den offentlige transport er man længere fremme i skoene, men i godstransportsektoren er initiativerne som regel begrænsede til foranstaltninger for transportformen selv. Foranstaltninger, der omfatter hele logistikkæden, findes endnu ikke, selv om sårbarheden netop er størst ved omladningspunkterne fra én transportform til en anden. Udvalget råder myndighederne til også at oprette en overordnet instans for hele transportkæden på nationalt niveau.

4.1

Det står klart for enhver, at den stigende kriminalitet og terrorisme kræver foranstaltninger til sikring af passagerer, personale, transportmidler og last. Mindre klart er det, hvem der skal betale for sikkerhedsforanstaltningerne. Selv om det er en kendt sag, at omkostningerne ved sikkerhed er høje. Sikkerhedsomkostningerne ved transport af en container over havet skønnes således at ligge på mellem 30 og 40 US-dollars.

4.2

For på et ordentligt grundlag at kunne beslutte, hvem der skal betale omkostningerne, er det nødvendigt først at se på, hvilke omkostningskategorier vi har med at gøre. Det viser sig, at følgende opdeling er relevant:

Hertil kommer omkostninger forbundet med foranstaltninger før eller efter en ekstraordinær hændelse, som f.eks. et terrorangreb. For afholdelsen af disse udgifter må der findes en separat løsning. I første omgang bør de efter udvalgets mening betales af myndighederne.

4.3

For så vidt angår spørgsmålet om, hvem eller hvilken instans der først skal komme i betragtning i forbindelse med afholdelsen af udgifterne, synes det logisk for de første to af ovennævnte kategorier at pege på de nationale myndigheder (eller evt. lavere forvaltningsniveauer), mens der ved kategori c og d i højere grad tænkes på virksomhederne.

4.4

Når alt kommer til alt, bør omkostningerne ud fra et økonomisk synspunkt betales af den aktivitet, der skaber dem — de bør med andre ord indregnes i prisen for den pågældende aktivitet (i billetten for offentlig transport eller i tariffen for godstransport). Priserne for gods og tjenesteydelser skal jo så vidt muligt dække de marginale sociale omkostninger, herunder sikkerhedsomkostningerne. Men foranstaltningerne kan i visse tilfælde være af så generel betydning, at omkostningerne bør betales af samfundet.

4.5

Dette betyder, at udgifterne til sikkerhed i sidste ende pålægges borgerne/brugerne, der betaler enten gennem en højere pris for slutproduktet, eller hvis myndighederne finansierer sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til almenvellet, gennem de offentlige budgetter, som jo bl.a. finansieres af skatteborgerne.

4.6

Forsikringsselskaberne spiller efter udvalgets opfattelse kun en sekundær rolle. For så vidt terrorhandlinger ikke er udelukket fra dækningen i forsikringsbestemmelserne, vil eventuelle udbetalinger altid senere blive pålagt forsikringstageren i form af højere præmier. Det er kun naturligt, at der er en årsagssammenhæng mellem graden af sikkerhed og præmiernes størrelse. Efterhånden som sikkerhedsforanstaltningerne kommer op på et højere niveau, vil præmierne falde.

4.7

Den Europæiske Union kan i betragtning af dens opgaver og beføjelser kun spille en koordinerende og kontrollerende rolle. Den kan højst stille økonomiske midler til rådighed for oplysningskampagner og informationsformidling. Der er således f.eks. afsat et beløb på 3,5 mio. euro til sikkerhed under det 6. rammeprogram.

5.1

Udvalget konstaterer, at de seneste års terrorangreb har resulteret i øget fokus på sikkerhed på alle niveauer.

5.2

Især inden for søfart og luftfart er det lykkedes at indgå de nødvendige aftaler, som er blevet nedfældet i internationale regelsæt. Håndhævelsen af reglerne sikres via EU-inspektion.

5.3

Når det gælder sikkerhed for landtransportformerne, forestår der efter udvalgets opfattelse stadig et stort arbejde, bl.a. fordi landtransportformerne i høj grad er indbyrdes forbundne, og på grund af de sårbare intermodale oplagrings- og omladningscentre. En koordineret tilgang er absolut nødvendig, eftersom det svageste led svækker hele transportkædens styrke.

5.4

Udvalget peger på, at der på flere af EU's sprog ikke skelnes mellem sikkerhed i betydningen »sikring mod kriminalitet og terror« og sikkerhed i betydningen »ufarlig anvendelse«. Det henleder opmærksomheden på, at dette forhold skaber forvirring og slår til lyd for at etablere en entydig terminologi.

5.5

Ansvaret for at træffe sikkerhedsforanstaltninger ligger efter udvalgets mening hos medlemsstaterne. Medlemsstaterne skal etablere en ramme med mindstestandarder, som de forskellige transportformer kan anvende som nedre grænse for foranstaltninger. Myndighederne og en særlig instans, der tillige garanterer håndhævelsen, skal sørge for, at foranstaltningerne samordnes.

5.6

EU's rolle består efter udvalgets opfattelse først og fremmest i at koordinere foranstaltningerne på EU-plan og på internationalt niveau. Mens de lokale og nationale myndigheders rolle mere består i at træffe konkrete foranstaltninger, overvåge gennemførelsen, forestå oplysningsarbejde og øge bevidstheden om terrorisme og kriminalitet på alle niveauer. Desuden skal de nationale og lokale myndigheder fremme samarbejde mellem transportformerne. Beskyttelse af fysisk infrastruktur er efter udvalgets mening også en opgave for myndighederne.

5.7

Brugerne af de forskellige transportformer spiller en vigtig rolle i forbindelse med sikkerheden. Passagerer og kunder skal gennem oplysning bibringes en mere opmærksom og aktiv holdning. Arbejdstagere i de forskellige landtransportformer skal gennemgå en særlig uddannelse, der er skræddersyet til netop deres særlige betydning for sikkerheden i den pågældende transportform. Opgaven for transportselskabernes ledelse består først og fremmest i at integrere sikkerhedsidéer i virksomhedskulturen og virksomhedsfilosofien, i at give de ansatte mulighed for at følge efteruddannelsestiltag på området og i at sørge for, at krisestyring bliver en del af managementuddannelsen

5.8

EØSU konstaterer, at situationen varierer meget fra den ene landtransportform til den anden. Myndighederne og de forskellige transportformer er blevet mere bevidste om, at sikkerhedsforanstaltninger må integreres i den daglige drift. Efter udvalgets mening mangler der dog stadig sammenhæng i indsatsen. Situationen i den offentlige passagertransport må i denne henseende anses for at være bedre end inden for godstransport, hvor initiativerne er begrænset til separate foranstaltninger inden for de enkelte transportformer. Udvalget opfordrer derfor især myndighederne til at udpege en overordnet instans for hele transportkæden.

5.9

Med hensyn til den private transport anbefaler udvalget, at virksomhedsledelsen, uanset transportform, træffer passende sikkerhedsforanstaltninger for de ansatte, de forskellige transportmidler og infrastrukturen.

5.10

EØSU mener, at sikkerhedsudgifter skal indregnes i prisen for slutproduktet, så forbrugeren betaler dem, eller så de i sidste ende afholdes af borgerne over de skattefinansierede offentlige budgetter, hvis det er myndighederne, der har truffet foranstaltningerne.

5.11

Forsikringsselskaberne spiller efter udvalgets opfattelse en sekundær rolle. Eventuelle udbetalinger vil i sidste ende skulle dækkes ind af forsikringstagerne gennem højere præmier. Efterhånden som sikkerhedsforanstaltningerne kommer op på et højere niveau, vil præmierne falde. Man skal være opmærksom på, at præmiernes størrelse afspejler markedsrisiciene.

5.12

Den Europæiske Unions finansielle rolle skal først og fremmest bestå i at finansiere forskning, oplysnings- og bevidstgørelsesprogrammer på dette område.

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/38

1.1

Kommissionen har anmodet EØSU om at afgive udtalelse om dette forslag til forordning, der fastsætter rammebestemmelser for de nødvendige foranstaltninger til finansiering af gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik (FFP) (budget: 2 583 mio. EUR). Forslaget skal ses som et supplement til forslaget til Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Fiskerifond (1), hvis budget ligger på 4 963 mio. EUR.

1.2

Et af målene for den fælles fiskeripolitik er en mere effektiv anvendelse af de finansielle midler. Denne forordning skal bidrage til at forbedre betingelserne for gennemførelse af de finansielle foranstaltninger på konkrete områder gennem fastsættelse af specifikke mål for hvert af dem.

1.3

EØSU ønsker i den nuværende situation at give udtryk for sin dybe bekymring over den manglende beslutning om godkendelse af budgettet for 2007-2013. Udvalget mener, at EU står i en meget alvorlig situation, hvis løsning kræver en maksimal politisk indsats. Finansieringen af den fælles fiskeripolitik kan kun komme på plads, hvis man bevarer budgetterne for nærværende forordningsforslag og for Den Europæiske Fiskerifond. EØSU opfordrer Rådet til at træffe politiske beslutninger, som ikke påvirker finansieringen af den fælles fiskeripolitik, dvs. beslutninger, som sikrer en bæredygtig udnyttelse af de levende akvatiske ressourcer på bæredygtige økonomiske, miljømæssige og sociale vilkår. EØSU beklager i denne forbindelse, at Rådet ikke hidtil har truffet nogen afgørelse om forslaget til forordning om Den Europæiske Fiskerifond.

1.4

Forslaget til forordning gælder for EF-finansieringsforanstaltninger på fire områder:

1.5

EØSU mener, at dette forslag til forordning er nødvendigt, og bifalder de anvendelsesområder, det indeholder.

2.1.1

Finansieringsforanstaltningerne vedrørende kontrol og håndhævelse af FFP-regler skal forbedre kontrollen af medlemsstaternes fiskeri og Kommissionens vurdering og kontrol. Der kan vedtages EF-finansieringsforanstaltninger for medlemsstaternes udgifter i forbindelse med ny kontrolteknologi, uddannelsesprogrammer, inspektions- og observatørordninger på forsøgsbasis, revisioner og informationsseminarer.

2.1.2

Desuden finansieres Kommissionens udgifter i forbindelse med administrative aftaler med Det Fælles Forskningscenter, driften af Kommissionens inspektion og EF-Fiskerikontrolagenturets administrations- og driftsudgifter.

2.1.3

EØSU bifalder de foranstaltninger, der foreslås vedrørende kontrol og håndhævelse.

2.2.1

I forordningsforslagets anvendelsesområde nr. 2 foreslås finansiel støtte til medlemsstaterne til etablering af flerårige aggregerede og videnskabeligt baserede dataserier, som omfatter biologiske, tekniske, miljømæssige og økonomiske oplysninger, med henblik på at bedømme ressourcetilstanden, fiskeriets omfang og indvirkning på ressourcerne og det marine økosystem samt fiskerierhvervets resultater både i og uden for EF's farvande.

2.2.2

Disse oplysninger vil blive skaffet gennem medlemsstaternes indsamling af grunddata og Kommissionens indsamling af supplerende data.

2.2.3

Forvaltningen af fiskeriet forudsætter data om fiskebestandenes biologiske tilstand og om konsekvenserne af fiskerflådernes aktiviteter. På denne baggrund bifalder EØSU forslagene til finansieringsforanstaltninger i tilknytning til medlemsstaternes indsamling af grunddata. Udvalget slutter ligeledes op om finansiering af Kommissionens indsamling af supplerende data, da disse optimerer og standardiserer medlemsstaternes indsamling af grunddata. For at forbedre fiskeriforvaltningen mener EØSU dog, at det bør være muligt via medlemsstaterne at finansiere EU-fiskerisektorens udgifter til gennemførelse af de fornødne undersøgelser, der skal danne grundlag for en evaluering af fiskeriaktiviteternes indvirkning på miljøet og af den sociale og økonomiske situation i sektoren.

2.2.4

FFP-reformen har skabt nye behov for videnskabelig rådgivning, specielt med hensyn til anvendelsen af en økosystembaseret strategi og forvaltningen af blandede fiskerier. Derfor finder EØSU det rimeligt, at EF-finansieringsforanstaltningerne også kan omfatte udgifter til videnskabelig rådgivning.

2.2.5

EØSU vil dog her som i sin udtalelse om Den Europæiske Fiskerifond påpege, at den finansielle støtte også bør omfatte videnskabelig rådgivning til brug for fiskerisektoren. En økonomisk indsats på dette område er afgørende for den korrekte opfyldelse af FFP-reglerne.

2.3.1

Finansieringsforanstaltninger på dette tredje område skal bidrage til at inddrage de berørte parter i alle stadier af den fælles fiskeripolitik samt til at holde dem orienteret om målene for FFP og de foranstaltninger, der indgår i denne politik. Den videre fordeling af den finansielle støtte skal ske via Den Rådgivende Komité for Fiskeri og Akvakultur (ACFA), de regionale rådgivende råd og ved Kommissionens organisering af informations- og uddannelsesseminarer.

2.3.2

EØSU tilslutter sig disse foranstaltninger. Men hensyn til de regionale rådgivende råd mener EØSU, at Kommissionen som anført i punkt 5.3 i den finansieringsoversigt, som er vedlagt forslaget til forordning, bør overveje muligheden for at udvide den periode, i hvilken disse råd kan få finansieret deres driftsudgifter.

2.4.1

På dette område skal EF-finansieringsforanstaltningerne dække udgifter i forbindelse med fiskeriaftaler og partnerskabsaftaler om fiskeri samt EU's deltagelse i internationale organisationer. Blandt de specifikke mål i international sammenhæng er de vigtigste efter EØSU's mening målet om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i tredjelandes farvande og i internationalt farvand samt bevarelse af beskæftigelsen i de fiskeriafhængige regioner.

2.4.2

For EØSU er det afgørende for EU's politikker som helhed, at EU er repræsenteret i alle internationale organisationer på fiskeri- eller havretsområdet, eftersom de internationale fiskeressourcers fremtid beror på en ansvarlig forvaltning af de internationale organisationer. Dette er baggrunden for EØSU's tilslutning til de planlagte EF-finansieringsforanstaltninger på det internationale område.

2.4.3

Efter EØSU's mening bør deltagelse af repræsentanter for fiskerierhvervet i internationale organisationers møder efter opfordring fra medlemsstaterne eller Kommissionen også være omfattet af disse finansieringsforanstaltninger.

2.5.1

EØSU bifalder EF-finansieringsforanstaltningerne i forbindelse med udgifter til forberedelse, opfølgning, overvågning, revision og evaluering, der er nødvendige for at opfylde målene i nærværende forslag til forordning.

3.1

I forordningsforslaget fastsættes satserne for EU's medfinansiering af medlemsstaternes udgifter på de forskellige anvendelsesområder. EØSU har intet af indvende mod disse satser.

3.2

Forordningsforslaget forbyder kumulering af EU-støtte og fastslår, at de foranstaltninger, der finansieres i henhold til denne forordning, ikke kan modtage støtte fra andre EU-finansieringsinstrumenter. Efter EØSU's mening bør de finansieringsinstrumenter, som andre EU-politikker benytter (bl.a. udviklings-, forsknings-, samhandels- og miljøpolitikken), også bidrage til de foranstaltninger vedrørende internationale forbindelser, som dette forslag til forordning indeholder. Det er Kommissionen selv, som i sin meddelelse om en integreret ramme for indgåelse af partnerskabsaftaler om fiskeri med tredjelande præciserer, at det vigtigste mål for EU er at bidrage til bæredygtigt fiskeri gennem den fælles fiskeripolitik og gennem målene for andre EU-politikker som f.eks. udviklings-, forsknings-, samhandels- og miljøpolitikken.

3.3

Til slut opstiller forordningsforslaget finansieringsprocedurer for de enkelte anvendelsesområder. Det beskriver, hvordan og hvornår medlemsstaterne skal indgive deres ansøgninger om EF-finansieringsforanstaltninger til Kommissionen, samt Kommissionens beslutning om disse ansøgninger, dens fastsættelse af det samlede finansielle bidrag til hver medlemsstat, satsen for det finansielle bidrag og eventuelle betingelser i forbindelse med det finansielle bidrag. Forordningen sikrer, at EF's økonomiske interesser beskyttes gennem forholdsregler mod svig, korruption og andre ulovligheder i form af inspektion, kontrol og revision af de tildelte finansielle midler. EØSU mener på den baggrund, at forordningens finansierings- og kontrolsystem er tilfredsstillende.

4.1

EØSU bifalder forslaget til Rådets forordning om EF-finansieringsforanstaltninger til gennemførelse af den fælles fiskeripolitik og havretten, men beder Kommissionen om at tage hensyn til følgende bemærkninger:

4.2

EØSU mener, at dette forordningsforslag er et nødvendigt supplement til forslaget til Rådets forordning om oprettelse af Den Europæiske Fiskerifond.

4.3

EØSU beklager dybt, at der på tidspunktet for denne udtalelses udarbejdelse endnu ikke forelå en beslutning om vedtagelse af budgettet for perioden 2007-2013, hvor de finansieringsforanstaltninger, der kommenteres i udtalelsen, vil være i fuld gang med at blive gennemført. Udvalget beklager desuden, at Rådet ikke har truffet nogen beslutning om budgettet for forordningen om Den Europæiske Fiskerifond.

4.4

EØSU beder Kommissionen om, at eventuelle ændringer af budgettet i forbindelse med de finansielle overslag ikke kommer til at berøre budgettet for den fælles fiskeripolitik i tilsvarende høj grad. I modsat fald vil det være umuligt at nå målene for reformen af FFP.

4.5

De anvendelsesområder, der foreslås, er nødvendige og tilstrækkelige, da forordningsforslaget giver medlemsstaterne og Kommissionen de midler, der skal til for at sikre en mere effektiv anvendelse af de finansielle midler til FFP.

4.6

Blandt disse anvendelsesområder ønsker EØSU over for Kommissionen at fremhæve »en forbedret videnskabelig rådgivning«, som er af afgørende betydning. En bæredygtig udvikling af fiskeressourcerne og følgelig den fælles fiskeripolitiks succes afhænger af et grundigt, korrekt og opdateret videnskabeligt kendskab til situationen for de forskellige fiskearter. På baggrund af den enorme indsats, som ydes af såvel EU's og medlemsstaternes fiskeriforvaltninger som af fiskerierhvervet selv, er Den Europæiske Union nødt til at råde over den bedste videnskabelige rådgivning om sine egne ressourcer og om ressourcerne i internationalt farvand.

4.7

For at forbedre den videnskabelige rådgivning mener EØSU, at det bør være muligt via medlemsstaterne at finansiere EU-fiskerisektorens udgifter til gennemførelse af undersøgelser med henblik på at evaluere dels fiskeriaktiviteternes indvirkning på miljøet, dels den sociale og økonomiske situation i sektoren. EØSU mener, at den finansielle støtte også bør omfatte videnskabelig rådgivning af fiskerisektoren.

4.8

EØSU bifalder finansieringsforanstaltningerne med henblik på god forvaltning af den fælles fiskeripolitik, eftersom de bidrager til målet om at inddrage de berørte parter i alle stadier af den fælles fiskeripolitik og holde dem orienteret om gennemførelsen af dens mål.

4.9

Hvad angår de regionale rådgivende råd mener EØSU, at man bør forlænge den periode, i hvilken de kan få finansieret deres driftsudgifter.

4.10

For EØSU er det af største betydning, at EU er repræsenteret i de internationale organisationer på fiskeri- og havretsområdet. Udvalget er derfor enig i finansieringsstøtten til disse mål og til fiskeriaftaler, herunder partnerskabsaftaler med tredjelande om fiskeri, da de giver et vigtigt bidrag til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i tredjelandes farvande og i internationalt farvand samt til opretholdelse af beskæftigelsen i fiskeriafhængige regioner.

4.11

Efter EØSU's mening bør deltagelse af repræsentanter for fiskerierhvervet i internationale organisationers møder efter opfordring fra medlemsstaterne eller Kommissionen også være omfattet af finansieringsforanstaltningerne på området »internationale forbindelser«.

4.12

Endelig mener EØSU, at de finansieringsinstrumenter, som andre EU-politikker benytter (bl.a. udviklings-, forsknings-, samhandels- og miljøpolitikken), også bør bidrage til foranstaltningerne for den fælles fiskeripolitiks internationale forbindelser.

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/41

1.1

Stadig hyppigere indtræder der katastrofer inden for EU's område og i hele verden; nogle skyldes naturfænomener såsom oversvømmelser, jordskælv, brande, tørke, orkaner osv., mens andre skyldes terroraktioner, som spreder terror blandt den uskyldige befolkning. Menneskets aktiviteter kan til en vis grad siges at være årsag til dem alle, om end graden af forsætlighed ikke kan sammenlignes. EU har forpligtet sig til at gennemføre forebyggende foranstaltninger som svar på klimaændringen, ikke blot gennem forpligtelserne i Kyoto-protokollen, men også gennem en række bestemmelser, som vedrører foranstaltninger til beskyttelse af jord, vand og luft. Dette skridt har en forebyggende virkning og kan bidrage til at bevare og genoprette vore landområder, have og luft og også være med til at igangsætte en verdensomspændende indsats. Desuden har reaktionen på terroraktioner (1) resulteret i mange koordinationsinstrumenter på såvel det politiske som det retslige plan, der har gjort det muligt at forbedre samarbejdsrelationerne mellem medlemsstaterne.

1.2

EU har ikke desto mindre måttet skabe en EU-ordning for ydelse af bistand i tilfælde af katastrofer af en hvilken som helst art, der indtræder inden for dets grænser. Der er tale om EU's civilbeskyttelsesordning, som støtter og letter mobiliseringen af vigtig bistand til at dække umiddelbare behov i katastroferamte områder, selv uden for EU. Formålet med denne meddelelse er at forbedre den civilbeskyttelsesordning, der blev indført i 2001 (2) samt udbygge handlingsprogrammet for civilbeskyttelse (3) med et forslag til Rådets forordning om oprettelse af et instrument for beredskab og hurtig indsats i katastrofesituationer (4).

1.3

Det er her nødvendigt at definere udtrykket »civilbeskyttelse«, der ofte forveksles med humanitær bistand. I den henseende sondrer Kommissionen klart mellem de to udtryk, selv om de har det samme formål, nemlig at »redde liv og afbøde katastrofens følger de første dage«. Kommissionen peger på forskellene mellem de to begreber: civilbeskyttelsen kan først og fremmest afbøde katastrofers virkninger på miljøet og ikke blot for befolkningen; for det andet involverer den udstyr og hjælpehold fra medlemsstaterne og ikke fra de humanitære organisationer eller NGO'erne; for det tredje kan den ydes både i og uden for EU, om end der gælder andre procedurer for en indsats i tredjelande (5).

1.4

Ordningens specifikke rolle er at træde til inden for EU og altid efter anmodning fra den medlemsstat, hvor katastrofen er indtrådt. Det skal dog bemærkes, at opgaverne også omfatter det internationale plan i koordination med andre internationale organisationer såsom FN's kontor for koordination af humanitære anliggender (OCHA), hvormed der er fastlagt nogle operationelle procedurer, og der samarbejdes også med Røde Kors og de NGO'er, der opererer på stedet.

1.5

EU's holdning til de indtrådte katastrofer, som der desværre ikke ser ud til at være en ende på, fik Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) til på sit ekstraordinære møde den 7. januar 2005 at foreslå, at EU-ordningen forbedres, og at der udvikles et beredskab til at sikre en hurtig indsats. Nogle få dage senere, den 13. januar, afgav Europa-Parlamentet en beslutning om den nylige tsunami-katastrofe i Det Indiske Ocean, hvori det opfordrede til at iværksætte humanitære, materielle og uddannelsesmæssige foranstaltninger, som er disponible i forbindelse med enhver form for katastrofe.

1.6

De rammer, der for øjeblikket regulerer civilbeskyttelsesindsatsen, består af de tidligere nævnte instrumenter, Fællesskabets civilbeskyttelsesordning og handlingsprogrammet for civilbeskyttelse. Meddelelsen fokuserer på førstnævnte, især monitorerings- og informationscentret (MIC), ordningens operationelle center, der er hjemmehørende i Kommissionen, og som er åbent døgnet rundt. Ordningen har en database med oplysninger om civilbeskyttelsestjenesterne i de enkelte medlemsstater samt oplysninger fra militærdatabasen.

2.1

Forbedring af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning. De seneste begivenheder har understreget behovet for en forbedring af civilbeskyttelsesordningen samt for en bedre koordinering mellem medlemsstaterne og med de andre involverede organer. Meddelelsen foreslår at forbedre ordningen på fire områder:

2.1.1

Udbygning af beredskabet gennem uddannelseskurser og gennemførelse af beredskabsøvelser. I dette øjemed må man for det første evaluere de nuværende ressourcer; for det andet må der udarbejdes en plan med angivelse af en række moduler, der hurtigt kan mobiliseres; endelig må der afholdes uddannelseskurser og fælles øvelser for at styrke interoperabiliteten og skabe en fælles hjælpeaktionskultur.

2.1.2

Analyse og vurdering af behov gennem et varslingssystem, som anvender MIC's ressourcer og indsamler alle de oplysninger, som sætter det i stand til at intervenere i samarbejde med andre organer, især FN. En bedre vurdering af behovene på katastrofestedet gør det muligt at fastslå behovene i de enkelte tilfælde, så indsatsen kan blive mere effektiv. Det foreslås at øge MIC's personale og justere dets vurderingsmetoder og –standarder.

2.1.3

Bedre koordinering er en af de mest vidtrækkende forbedringer. Det drejer sig om en mere effektiv koordinering af medlemsstaternes bidrag for at opnå en koordineret europæisk hjælpeindsats samt en bedre indbyrdes supplering og koordinering med FN og de øvrige humanitære bistandsorganisationer samt med militæret. Denne koordinering skal styrke den operationelle planlægningskapacitet på stedet, herunder i Kommissionens forskellige tjenestegrene.

2.1.4

Bedre assistance til borgerne. Som tsunami-katastrofen viste, opnås beskyttelsen af de europæiske borgere gennem et samarbejde mellem civilbeskyttelsesmyndigheder og konsulære myndigheder i de berørte lande. Samarbejdet mellem de katastroferamte lande og medlemsstaterne må udbygges.

2.2

De forbedringsforanstaltninger, Kommissionen foreslår, bør ledsages af en forøgelse af de ressourcer, civilbeskyttelsen råder over. Rådet har derfor anmodet om at få udarbejdet forslag med henblik på en udbygning af de nuværende ressourcer. EU's handlingsplan af 31. januar 2005 fremhævede de vigtigste indsatsområder.

2.2.1

Først og fremmest foreslås der en pooling af civilbeskyttelsesressourcer, så der i de tilfælde, hvor de nationale ressourcer og muligheder ikke er tilstrækkelige til at dække behovene, kan tages skridt på europæisk plan for at sikre en mere effektiv indsats.

2.2.2

Ved at styrke MIC's analytiske kapacitet kan der sikres en mere proaktiv tilgang, især når det drejer sig om at informere tredjelande. Der er derfor behov for gnidningsløst fungerende forbindelser, som gør det muligt at anvende disponible ressourcer fleksibelt efter anmodning fra det katastroferamte land.

2.2.3

Vagtmodulerne spiller en vigtig rolle, når det drejer som om at rykke ud til omfattende katastrofer, eller når andre medlemsstater eller tredjelande anmoder herom. Det er derfor vigtigt at indføre det system, der foreslås i meddelelsen, så det enkelte land kan regne med visse nøglemoduler, der har permanent vagt og er parate til at rykke ud i eller uden for EU.

2.2.4

Udbygning af det forsyningsmæssige grundlag og tilstrækkelige ressourcer til at sætte MIC i stand til at gribe hurtigt og effektivt ind. EU vil finansiere nogle af omkostningerne ved leje af udstyr til hjælpeaktioner (6). Ved aktioner i tredjelande må det undersøges, hvordan der kan samarbejdes med FN.

2.2.5

Endelig er international koordinering en af nøglefaktorerne i hurtig katastrofehjælp. EU-ordningen råder over nogle ressourcer, som koordineret med andre organers ressourcer muliggør en bedre indsats. Der skal i den forbindelse tages hensyn til såvel FN-organerne som de forskellige humanitære bistandsorganisationer

3.1

EØSU bifalder forslaget om at forbedre Fællesskabets civilbeskyttelsesordning, da det er nødvendigt at styrke og forbedre alle disponible ressourcer, som kan sættes ind i tilfælde af en katastrofe i eller uden for EU. De seneste års erfaringer har vist, at mange operationelle aspekter af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning kan forbedres. EØSU ønsker i den forbindelse at fremsætte nogle indledende bemærkninger, som kan gøre gennemførelsen af de foreslåede foranstaltninger til forbedring af ordningen mere effektiv.

3.2

For det første må man med udgangspunkt i de nationale civilbeskyttelsesordninger styrke EU's katastrofe- og kriseberedskab på forskellige områder:

3.2.1.1

CECIS-systemet (7) bør udbygges ved at gå over til et satellitbaseret system med video-, stemme- og datakapacitet, som er sikkert og via MIC (8) tilsluttet særlige videnscentre, som leverer data, eksperter og modeller (f.eks. forudsigelige konsekvenser), der vil være nyttige i tilfælde af en nødsituation. Nogle enkle eksempler er Det Europæiske Rumagentur og Det Fælles Forskningscenter for ajourført kortlægning af tredjelande og skadesvurdering eller ajourført kortlægning efter en katastrofe (f.eks. jordskælv og oversvømmelser), som kan ødelægge et infrastrukturnet for kanalisering af hjælpen. Dette net kunne baseres på kontaktsteder i de enkelte medlemsstater, som kan bidrage til at afhjælpe nødsituationen.

3.2.1.2

Informationsstrømmen mellem EU's beredskabsenheder og MIC bør være konstant, sikker og uforstyrret:

3.2.1.3

Den mest oplagte løsning er anvendelse af satellitkommunikation. Erfaringen viser rent faktisk, at:

3.2.1.4

Satellitkommunikation har imidlertid begrænset datatransmissionskapacitet og er i nogle tilfælde overbelastet som følge af andre behov eller brugere (f.eks. kommunikationsmedierne). Det er derfor vigtigt permanent at friholde visse satellitfrekvenser for at muliggøre en tilfredsstillende kommunikation mellem det/de ramte område(r) og MIC og mellem de forskellig indsatsområder.

3.2.1.5

Hvad angår dækning kunne man tro, at et mindre geografisk område (EU og naboområder) ville være tilstrækkeligt, men i virkeligheden bør dækningen være verdensomspændende. Den seneste tsunami har klart vist, at en begrænset dækning er utilstrækkelig. Der var brug for dækning ikke blot til kommunikation med MIC, men også mellem indsatsområder så fjernt beliggende som Maldiverne, Sri Lanka, Thailand og Indonesien.

3.2.1.6

For at sikre en effektiv kommunikation må EU have et særligt (dvs. eksklusivt) satellittransmissionssystem, som er sikkert (ikke kan udsættes for forstyrrelser), pålideligt og med global rækkevidde. Et sådant system skal kunne muliggøre mundtlig kommunikation og overførsel af data (fax, post og højopløsningsbilleder) samt videokonferencer.

3.2.1.7

Det Fælles Forskningscenter, Kommissionen (Generaldirektoratet for Informationssamfundet) har tilstrækkelig kapacitet til at imødekomme de behov, Udvalget for Forvaltning af Handlingsplanen og Ordningen, der hører under Generaldirektoratet for Civilbeskyttelse (GD Miljø), peger på.

3.2.2.1

Udsendelse af hjælpeenheder:

3.2.2.2

Støtte til medlemsstaterne i nødsituationer:

3.2.3.1

Ordningens nuværende strukturer bygger på, at der i hele EU stilles indsatsmandskab samt udstyr og vurderingshold til rådighed. Dette er et fremskridt i forhold til tidligere, hvor der ikke var noget som helst at trække på, men det betyder ikke, at den nuværende løsning er fuldt ud tilfredsstillende.

3.2.3.2

På baggrund af EU's geografiske udstrækning og de mange forskellige farer, det står over for, kunne man overveje at oprette regionale støttestrukturer inden for ordningens rammer. Dermed ville man på forhånd råde over visse indsatshold og –ressourcer, som hurtigere ville kunne sættes ind og som ville være bedre afpasset efter de særlige regionale farer inden for EU.

3.2.3.3

Disse civilbeskyttelsesressourcer kunne være sæsonbestemte (f.eks. fly til at bekæmpe skovbrande) eller permanente.

3.2.3.4

En anden mulig forbedring ville være, at nabolande deles om opgaven med stationering af ressourcer, som stilles til rådighed for alle lande i regionen. EU kunne således fremme anskaffelsen af ressourcer, som fordeles på mellemstore lande eller lande, der står over for den samme fare (oversvømmelser i et bestemt flodleje, jordskælv osv.).

3.2.4.1

Selv om MIC er et system med døgnvagt, har det for øjeblikket ikke tilstrækkelige menneskelige og tekniske ressourcer som dem, der er til rådighed for alarmcentraler i de fleste medlemsstater. Kommissionen bør rette op på dette.

3.2.4.2

Kommissionens nuværende fremgangsmåde er imidlertid begrænset til at tilvejebringe ressourcer, der er afstemt efter den pågældende nødsituation. Spørgsmålet er, om denne fremgangsmåde er så ambitiøs, som situationen kræver.

3.2.4.3

MIC er pr. definition hverken et beslutningscenter eller et center for koordinering af katastrofehjælp. Det hersker der ingen tvivl om. Når det imidlertid drejer sig om at bidrage med at træffe beslutninger og yde assistance, er det nødvendigt at undgå improvisationer og følge en fast fremgangsmåde, som varierer alt efter den pågældende nødsituation. En oversvømmelse, et jordskred eller et vulkanudbrud gribes forskelligt an. Ressourcerne er også forskellige.

3.2.4.4

Ud over at have pålidelige oplysninger i nødsituationer må MIC derfor også have prædefinerede planer for ydelse af assistance, så Kommissionen kan planlægge etablering af kontakt med specialiserede organer i og uden for EU. Disse planer kunne defineres ud fra arten af nødsituation, dens omfang, land osv. og bør tilstræbe en effektiv og hurtig hjælpeaktion. De moduler, der kan mobiliseres i de enkelte lande, bør naturligvis indgå heri.

3.2.4.5

Spørgsmålet er, om MIC ud over at være et monitoreringscenter også kan koordinere nationale organer, specialiserede humanitære hjælpeorganisationer og især de frivillige, som tilbyder deres hjælp efter enhver katastrofe. Koordinering er en nødvendig opgave, som bør foretages af de organisationer, der har de fornødne oplysninger og ressourcer.

3.2.5.1

Det indsatsmandskab, medlemsstaterne på forhånd har udvalgt, ved naturligvis, hvordan det skal reagere i en nødsituation. Det nuværende uddannelsesprogram giver gode resultater, hvad angår udvikling af evnen til at handle i fællesskab. Der bør afholdes flere kurser, og man bør forsøge at undervise på andre sprog end engelsk, idet der kunne blive tale om hjælpeaktioner i lande med kulturelle bånd til andre sprog såsom fransk eller spansk

3.2.5.2

Indsatsmandskabet bør orienteres om planerne for assistance, når de er blevet færdigudarbejdet, og de bør indgå i uddannelsesprogrammerne.

3.2.5.3

Man bør overveje muligheden for at afholde disse kurser via de nye teknikker for fjernundervisning.

4.1

Forslaget er helt klart positivt, men kan forbedres i betragtning af, at ordningen i bund og grund anvendes inden for EU og derfor for øjeblikket er et instrument (for ikke at sige instrumentet) for tværregional solidaritet i EU.

4.2

EU bør derfor ikke sky nogen anstrengelser for at sikre den hurtigste og mest effektive hjælpeindsats i forbindelse med de forskellige former for nødsituationer. I dette øjemed bør der være prædefinerede procedurer eller planer for assistance, som må afprøves gennem afholdelse af øvelser og ændres alt efter erfaringerne med disse øvelser eller med reelle hjælpeaktioner.

4.3

Planerne bør omfatte kommunikation, ajourførte kort og passende ressourcer for at sikre en tilfredsstillende koordination. Disse ressourcer bør henhøre under EU. De europæiske planer for hjælpeaktioner bør kunne danne forbillede for resten af verden, hvilket vil styrke EU's image og indflydelse på internationalt plan.

4.4

Endvidere bør EU's vurderingshold og koordinatorer høres vedrørende genopretning af det ramte område og mulige planer for en indsats senere hen.

4.5

EØSU mener, at der til alle de aktiviteter, der gennemføres under EU-ordningen, bør afsættes passende budgetmidler for at sikre, at der ikke blot er tilstrækkeligt teknisk personale til rådighed, men også egne ressourcer, som kan forbedre EU's hjælpeaktioner og deres synlighed, især i forbindelse med katastrofer uden for EU. I den forbindelse bør der lægges særlig vægt på transportområdet, således at EU kan råde over transportudstyr, som hurtigt kan sættes ind og mindske katastrofernes omfang.

4.6

I tilfælde af en hjælpeaktion i tredjelande er det nødvendigt at betragte tiltag inden for ordningens rammer som en integreret del af EU's udenrigspolitik og tillægge dem den betydning, de fortjener som et tegn på EU's umiddelbare solidaritet med katastroferamte lande.

5.1

EØSU støtter indholdet af meddelelsen om forbedring af Fællesskabets civilbeskyttelsesordning. Det mener imidlertid, at visse konkrete aspekter kunne forbedres, og påpeger, at nogle af dets bemærkninger er resultatet af en vurdering foretaget af repræsentanter for det organiserede civilsamfund, der er medlemmer af EØSU.

5.2

Som udgangspunkt og i lyset af behovet for obligatorisk overholdelse af de foreslåede foranstaltninger bør der anvendes et passende retsinstrument. EØSU mener, at en forordning (9) er det instrument, som kan bidrage til en harmonisering og være bindende for alle EU's medlemsstater.

5.3

Et andet aspekt, der skal fremhæves, er de bevillinger, der afsættes til ordningen. De bør være tilstrækkelige til at dække ansættelse af mere personale og anskaffelse af egne indsatsressourcer. Selv om meddelelsen ikke præciserer den finansielle bistand, der ydes til medlemsstaterne, bør det nye forslag om en solidaritetsfond (10) endvidere tage hensyn til og omfatte alle naturkatastrofer, herunder tørke.

5.4

Hvad angår de forbedringer af ordningen, EØSU foreslår, og som er nævnt i denne udtalelse, skal følgende fremhæves:

5.5

Som repræsentant for civilsamfundet ønsker EØSU at udtrykke sin støtte til de frivillige hjælpere, der deltager i nødhjælpsarbejdet. Deres ulønnede og ofte langvarige indsats er ikke blot udtryk for solidaritet, men en nødvendighed i en aktiv indsats for at afbøde skaderne på såvel mennesker som materiel i de katastroferamte områder.

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/46

1.1

Den fælles fiskeripolitik indføjede for første gang blandede selskaber (herefter joint venture-selskaber) som et instrument for strukturpolitikken i forordning nr. 3944/90, der definerede et sådant som »et privatretligt selskab, for hvilket der er indgået en aftale om blandet selskab mellem en eller flere redere i Fællesskabet og en eller flere partnere i et tredjeland, med hvilket Fællesskabet opretholder forbindelser, når sigtet med selskabet er at udnytte og øge værdien af fiskeressourcerne i farvande, der henhører under disse tredjelandes overhøjhed og/eller jurisdiktion, med sigte på i første række at forsyne Fællesskabets marked«  (1). I 1990'erne undergik den fælles fiskeripolitik i forhold til tidligere en vigtig udvikling, som materialiserede sig i udtrykket »Det Blå Europa«. Det er nu atter aktuelt med en vision, som rækker videre end de debatter, der er indledt med henblik på fastlæggelse af en fælles søfartspolitik.

1.2

Under den fælles fiskeripolitiks videre udvikling blev førnævnte mekanisme med joint venture-selskaber ikke revideret. De forblev derfor alene et strukturpolitisk instrument for fiskerisektoren som alternativ til ophugning eller endelig eksport af fartøjer, som det fremgår af de relevante artikler i de forordninger, der henvises til i udtalelsens punkt 2.1.2. Det betød, at den gældende lovgivning fik karakter af ren finansiel kontrol.

1.3

Joint venture-selskaber er imidlertid meget mere end et strukturpolitisk instrument for fiskeriet. De er et middel til at opfylde en række klart anerkendte mål i EU's dokumenter og eksisterende lovgivning lige fra forsyning af markeder til samarbejdspolitik, beskæftigelsespolitikker og regionaludvikling, fremme af ansvarligt fiskeri, EU's deltagelse i forskellige regionale fiskeriorganisationer og generelt tilstedeværelse af kapital og kvalificerede arbejdstagere fra EU i projekter for bæredygtige investeringer i forskellige lande og markeder.

1.4

Ganske vist har joint venture-selskaber efter reformen af den fælles fiskeripolitik ingen strukturpolitisk funktion, men, som det vil fremgå, har dette også tydeligvis ført til, at der i øjeblikket praktisk taget er en fuldstændig mangel på regulering, der giver joint venture-selskaber en ramme inden for EU's kompetenceområder og politikker.

1.5

Det er ligeledes klart, at udvalget i de udtalelser, som Kommissionen har anmodet om, altid har fastholdt, at det er nødvendigt med en tilpasning af joint venture-selskaber til den nye fælles fiskeripolitik. Det gjorde det også under behandlingen af den fælles fiskeripolitik i den udtalelse, som EØSU afgav om Rådets forslag til forordning om gennemførelse af reformen af den fælles fiskeripolitik (2). Det blev endnu en gang understreget i udvalgets udtalelse om Den Europæiske Fiskerifond (3) vedrørende Rådets forslag om denne fond (4) og mundtligt fremført over for fiskerikommissæren under dennes besøg i EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø den 16. juni 2005. Kommissæren tog dette standpunkt til efterretning og lovede at undersøge spørgsmålet.

1.6

Formålet med udtalelsen er at uddybe den linje, som EØSU har lagt, og tilføje de vurderingselementer, som er nødvendige for at fremme en ændret opfattelse af joint venture-selskabers berettigelse og således indholdet af de bestemmelser, der gælder for dem, med udgangspunkt i officielle dokumenter og de kendsgerninger, som bekræftes af disse dokumenter.

1.7

Håbet er, at accepten af den foreslåede ændring i udformningen i givet fald vil udløse den nødvendige indsats for at få indført en omfattende og specifik regulering af denne type selskaber, som er speciel og unik i international handel og som giver EU egne handlemuligheder i dets internationale forbindelser.

2.1.1

Joint venture-selskaber blev indføjet i fællesskabsretten med Rådets forordning 3944/90, der ændrede Rådets forordning 4028/86, som et instrument til at mindske EU-fiskerflådens fiskerikapacitet sammen med et tilsagn om at styrke fællesskabsmarkedet under hensyntagen til knapheden på ressourcer i EU-farvande og forbud mod adgang til tredjelandes eksklusive økonomiske zoner. Det er en strategi med fire punkter: fjernelse af overkapacitet, forsyningssikkerhed, delvis opretholdelse af arbejdspladser og konkretisering af politiske aftaler og handelsaftaler med tredjelande (5). Med henblik på gennemførelse af foranstaltningerne i disse forordninger blev Kommissionens forordning 1956/1991 vedtaget (6).

2.1.2

Med vedtagelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 2080/93 (7) og nr. 3699/93 (8) blev forvaltningen og finansieringen af joint venture-selskaber i fiskerisektoren integreret i det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF). I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet havde medlemsstaterne ansvaret for udvælgelsen af projekter, forvaltningen og kontrollen med dem samt udbetalingen af støtte. Støtten var i starten lig med støtten til ophugning eller overførsel og var til slut 80 % af den præmie, der ville blive ydet i tilfælde af ophugning af fartøjet. Derfor kunne en reder i EU med god grund have den opfattelse, at forskellen mellem ophugningspræmien og støtten til overdragelsen af fartøjet til joint venture-selskaber tilsigtede opretholdelse af en fordelagtig binding mellem det nye joint venture-selskab, som han førte sit eller sine fartøjer over i, og EU. Disse principper blev videreført i Rådets forordning nr. 2468/98 af 3. november 1998 (9), som ophævede Rådets forordning 3699/93, og forordning 2792/1999 af 17. december 1999 (10), men det skal bemærkes, at sidstnævnte indførte en forenkling af begrebet joint venture-selskab, da det blev defineret som »et kommercielt selskab med en eller flere partnere, der henhører under det tredjeland, hvor fartøjet er registreret«  (11).

2.2.1

Grønbogen om den fælles fiskeripolitiks fremtid (12) anerkendte på den ene side EU-fiskerflådernes overkapacitet og på den anden side globaliseringen af fiskerierhvervet og det legitime ønske i mange udviklingslande om at udvide deres eget fiskeri. Disse tre forhold burde samtidig med de meget kapitaltunge investeringer i fiskerisektoren (flåde, havne, fryseanlæg, fabrikker osv.), som grønbogen ligeledes anerkender, have startet en specifik debat om betydningen af joint venture-selskaber i fiskerisektoren af længere rækkevidde end den, der afspejles i de officielle dokumenter (13) fra den periode.

2.2.1.1

Joint venture-selskaber er et instrument, der sikrer EU's tilstedeværelse og investeringer i udviklingen af fiskerierhvervet i udviklingslande, så det bliver muligt at etablere eller udbygge en økonomisk sektor i sin helhed. Overførsel af fiskerfartøjer til disse selskaber vedrører ikke kun fiskeriet i sig selv, men fremmer også andre sektorer, såsom havnesektoren, forskellige tjenesteydelser (reparation, ingeniørtekniske ydelser, proviantering, fragt, omladning, lastning og losning, service over for besætninger, transport osv.), reel opretholdelse af frysekæden (i henhold til EU's egne fødevaresikkerhedsbestemmelser, gennem investeringer i bekostelige fryseanlæg), overholdelse af hygiejnebestemmelser for fødevarer og endelig etablering af forarbejdningsindustrier.

2.2.1.1.1

Ud over at bevare europæisk kvalificeret beskæftigelse for søofficerer og mellemledere på mange fartøjer gør joint venture-selskaber det muligt at skabe mange arbejdspladser på fartøjerne og i de tjenesteydelsesvirksomheder, som opstår omkring dem. Disse arbejdspladser kan være en værdig udvej, hvad angår arbejdsvilkår og indtægter, for lokale fiskere, hvis eneste alternativ er traditionel beskæftigelse i kystnært fiskeri, som i mange tilfælde er ineffektivt og skadeligt for deres egne ressourcer blandt andet på grund af manglende eller utilstrækkelige kontrol-, konserverings- og afsætningsfaciliteter.

2.2.1.2

Skabelsen af lokal velstand og eksport af fangster med eller uden forudgående lokal forarbejdning gør det på sin side muligt at etablere internationale værdikæder, hvor værditilvæksten fordeles mere ligeligt, og skabe en eksponentiel stigning i bruttonationalproduktet og indkomsten pr. indbygger i sektoren i det pågældende land, således at der efterhånden opbygges en industrialiseret fiskerisektor i områder, hvor der tidligere kun fandtes kystnært fiskeri uden de nødvendige hygiejne- eller afsætningsmæssige betingelser.

2.2.1.3

Joint venture-selskaber inden for fiskerisektoren har måttet forpligte sig til at prioritere forsyningen af de europæiske markeder. Dette skulle sikre, at redere og virksomheder i fiskerisektoren, medlemsstaterne og EU selv (gennem støtte) reelt foretager investeringer og opretholder disse, samt sikre forsyningen af et underforsynet fællesskabsmarked, hvor forbruget af fisk er steget, fordi befolkningerne følger anbefalingerne fra både videnskabeligt og offentligt hold om at spise sundt og varieret. I forbindelse med denne forsyning skal EU's fødevarelovgivning nøje overholdes.

2.2.1.4

Joint venture-selskabers aktivitet i fiskeriafhængige områder inden for EU gør det muligt at opretholde beskæftigelsesniveauet i fiskeriindustrien, da europæiske virksomheders administrative, tekniske og handelsmæssige kontorer fortsætter med at være operative. Også i den afledte industri skabes der beskæftigelse, både direkte når de store fartøjer hvert fjerde år vender tilbage til deres europæiske havne for at få foretaget reparationer, og indirekte gennem knowhow-overførsel til ovennævnte lokale servicevirksomheder.

2.2.1.5

Joint venture-selskaber i fiskerisektoren gør det muligt for EU at indsamle anvendelige data med henblik på overvågning af og kontrol med fangster i tredjelandes eller internationale farvande, da der opretholdes juridisk funderede forbindelser med fiskeriselskaber i oprindelseslandene. Derved kan EU spille en ledende rolle i de relevante regionale fiskeriorganisationer, som er oprettet eller støttet af FAO, der er FN's kompetente organisation på området (14). Dette er muligt, fordi joint venture-selskaber er forpligtet til hvert halve år at indgive data om deres fangster til medlemsstaterne, så Kommissionen, medlemsstaterne og Revisionsretten kan gennemføre den nødvendige finanskontrol.

2.2.1.6

Joint venture-selskaber i fiskerisektoren sikrer ligeledes, at EU's fiskeinteresser repræsenteres i internationale farvande og fiskevande. Kvaliteten sikres via fællesskabsforordningernes bestemmelser om ansvarligt fiskeri, bevarelse og forvaltning af ressourcer, sikkerhed om bord på fartøjerne, kontrol, sikkerhed i fødevarekæden osv. På denne måde kan man undgå eller minimere den skadelige effekt af fremmede fiskerflåder, som ikke fremmer tredjelandets udvikling fiskerimæssigt og industrielt, ikke sikrer kvaliteten af fiskeprodukter, hvis endelige bestemmelsessted er EU, og ikke muliggør en passende ansvarlig kontrol med ressourcerne.

2.2.1.7

Endelig kan EU takket være joint venture-selskaber bidrage effektivt og varigt til udvikling af en lokalt forankret fiskeindustri i de lande, hvormed der er indgået fiskeriaftaler og hvori der opererer joint venture-selskaber eller nationale fiskeriselskaber, som kontrolleres af europæiske arbejdsgivere. Denne fiskeindustri har været til fordel såvel for tredjelandene som EU generelt, da de har sikret en konstant forsyning af fiskeprodukter.

2.2.2

Den allerede omtalte grønbog nævner intet af alt dette, ikke en gang indirekte, hverken i punkt 3.9 »Den fælles fiskeripolitiks internationale dimension« (15) eller i punkt 5.8 »Eksterne forbindelser« (16). Joint venture-selskaber nævnes ikke en eneste gang som et brugbart instrument til gennemførelse af de principper for fiskeripolitikken, som selv samme grønbog forsvarer. Ikke desto mindre var disse selskaber indtil 2002 genstand for en omfattende EU-lovgivning på området, hvilket udførligt påvises i denne udtalelse.

2.2.3

At joint venture-selskaber praktisk talt er helt forsvundet fra den nye fælles fiskeripolitik, fremgår af det forhold, at den sidste beretning med omfattende data om dette særlige aspekt, som Kommissionen har bestilt, går tilbage til 2001, og det præciseres ikke heri, hvilke fartøjer, der tilhører joint venture-selskaber. (17) Beretningen før denne var dateret 16. juni 2000 og handlede om evaluering af joint venture-selskabers rolle i forbindelse med strukturforanstaltningerne på fiskeriområdet (»Etude de bilan des sociétés mixtes dans le contexte des interventions structurelles dans le domaine de la pêche«). Af disse dokumenter fremgår det, at der for tiden findes omkring 300 joint venture-selskaber med i alt over 600 fartøjer. Disse selskaber er blevet udelukket fra den fælles fiskeripolitiks reguleringsramme og befinder sig i et juridisk tomrum. De betragtes nu slet og ret som udenlandske virksomheder med deltagelse af EU-partnere. De har imidlertid over for EU en forpligtelse til prioriteret forsyning og til regelmæssig indsendelse af data, og de nyder ingen anden beskyttelse end den, der kan opnås gennem bilaterale aftaler om gensidig beskyttelse af investeringer mellem oprindelsesmedlemsstaten og bestemmelsestredjelandet.

2.3.1

Samtidig med færdiggørelsen af førnævnte grønbog, vedtoges Rådets forordning nr. 1263/1999 af 21. juni 1999 om det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (18) og Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet (19). Disse forordninger har inden for rammerne af det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF) forlænget joint venture-selskabernes retsgyldighed indtil udløbet af deres gyldighedsperiode, dvs. den 31. december 2006.

2.3.2

Siden 31. december 2004 har joint venture-selskaber imidlertid i praksis været helt udelukket fra EU's fiskeristrukturpolitik i kraft af Rådets forordning (EF) nr. 2369/2002 af 20. december 2002 om ændring af forordning (EF) nr. 2792/1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet (20). Joint venture-selskaber er fortsat en del af EU's regelværk, da de skal opfylde de bestemmelser, som var gældende, da de blev oprettet, men de er ikke omfattet af nogen specifik regulering på mellemlang og lang sigt.

2.3.3

Det princip, som lå til grund for afskaffelsen af støtte til joint venture-selskaber i fiskerisektoren og for bortfaldet af næsten alle henvisninger til dem i lovgivningen, er indeholdt i femte betragtning i forordning (EF) nr. 2369/2002, hvori det hedder, at FIUF først og fremmest sigter på at reducere kapaciteten gennem ophugning af fartøjer. Simpel nedskæring af fiskerikapaciteten er blot ét af de mange mål i fællesskabets politik, som joint venture-selskaber har bidraget til og fortsat kan bidrage til, som det forklares længere fremme i teksten.

3.1

Behovet for at opretholde en specifik politik for joint venture-selskaber i fiskerisektoren inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik

3.1.1

Joint venture-selskaber bør ikke udelukkes fra gældende lovbestemmelser, da de er baseret på en økonomisk logik, som passer fint ind i en globaliseret økonomi, idet de på den ene side giver omkostningsbesparelser, eftersom omkostningerne i bestemmelseslandet normalt er lavere end i oprindelsesmedlemsstaten, og på den anden side muliggør teknologioverførsel, skabelse og fordeling af værditilvækst, adgang til ressourcer og forsyning af markederne.

3.1.2

Joint venture-selskaber bidrager til opretholdelse af arbejdspladser såvel til vands som til lands i EU's fiskeriafhængige områder, samtidig med at de skaber nye arbejdspladser af højere kvalitet i de tredjelande, hvor de etableres, herunder uddannelse og videreuddannelse af arbejdstagere i bestemmelseslandet.

3.1.3

Joint venture-selskaber blev medtaget i EU-lovgivningen i 1990, inden for rammerne af strukturpolitikken for fiskeriet. De har således været et nyttigt instrument i hele denne periode på femten år. Med deres uberettigede fjernelse fra den nye fælles fiskeripolitik, som Kommissionen har lanceret, og udelukkelsen af dem fra den lovgivning, der har været i kraft siden 1. januar 2005, bortfalder EU's støtte til et instrument, der har vist sin nytte i EU's økonomiske samarbejde i tredjelande, som for det meste er udviklingslande. Desuden er det et brud på den tillid, som bør ligge til grund for forbindelserne mellem europæiske operatører og EU's institutioner.

3.1.4

Joint venture-selskaber i fiskerisektoren kan og bør indgå i et særligt kapitel i multilaterale eller bilaterale samarbejdsaftaler med tredjelande med fastlæggelse af konkrete bestemmelser, som tager hensyn til deres særlige karakteristika både rent fiskerimæssigt set og mht. fremme og beskyttelse af europæiske investeringer uden for EU samt på det toldmæssige, beskæftigelsesmæssige, skatteretlige område osv.

3.1.5

Under den gældende lovgivning kan joint venture-selskaber inden for fiskeriet ganske vist finde en ramme i de såkaldte partnerskabsaftaler, men det har endnu ikke givet konkrete resultater af betydning. Derfor understreges nødvendigheden af en lovgivning, som kan koordinere de kompetencer, der ligger spredt i Kommissionen (i Generaldirektoraterne for Udvikling, Samarbejde og Fiskeri), og give arbejdsgivere og andre aktører inden for sektoren klare retningslinier for, hvordan de i henhold til disse aftaler eller andre eksisterende instrumenter skal gå til værks for at opnå konkrete resultater af disse.

4.1

EØSU anbefaler, at joint venture-selskaber, der ikke længere betragtes som et instrument for strukturel regulering af flådekapaciteten og et alternativ til ophugning af fiskerfartøjer, i forbindelse med revisionen af den fælles fiskeripolitik og i overensstemmelse med Rådets konklusioner af 19. juli 2004 (21) anerkendes som et instrument til forsyning af markederne og til omfattende sektoriel intervention. EU kan anvende dette instrument inden for rammerne af dets egne beføjelser, globale og regionale forpligtelser samt bilaterale aftaler med henblik på effektiv gennemførelse af EU's fiskeripolitik i overensstemmelse med FAO's og WTO's principper under behørig hensyntagen til, at der ikke må ske en stigning i fiskerikapaciteten, som kan føre til overfiskning.

4.2

EØSU finder det derfor nødvendigt, at:

4.2.1

Kommissionen foretager en detaljeret, opdateret vurdering af den aktuelle situation og potentialet for joint venture-selskaber og fremlægger sine konklusioner for EU's øvrige institutioner og de berørte sektorer;

4.2.2

der i den gældende EU-lovgivning indføjes de regler og mekanismer, som skal til for at give joint venture-selskaber langfristet retssikkerhed og stabilitet inden for rammerne af bilaterale og multilaterale aftaler med tredjelande, hvor der tages hensyn til denne aktivitets særtræk og dens gode resultater, hvad angår forvaltning af fiskeressourcer, forsyning af markeder, jobskabelse i fiskeriafhængige områder, skabelse af værditilvækst, samarbejde og international handel.

17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/50

1.1

Formålet med dette forslag er at foretage en kodifikation af Rådets forordning (EØF) nr. 1208/81 af 28. april 1981 om fastsættelse af Fællesskabets handelsklasseskema for slagtekroppe af voksent kvæg1 (1). Den nye forordning træder i stedet for de forskellige retsakter, som er indarbejdet i den (2); forslaget ændrer ikke indholdet af de retsakter, der kodificeres, men er blot en sammenskrivning af dem, og der foretages kun de formelle ændringer, der er nødvendige af hensyn til selve kodifikationen.

2.1

EØSU finder det meget nyttigt, at alle retsakter samles i en enkelt forordning. I forbindelse med Borgernes Europa lægger EØSU, ligesom Kommissionen, stor vægt på at forenkle fællesskabslovgivningen for at gøre den klarere og lettere tilgængelig for almindelige borgere, således at de får nye muligheder og kan udnytte de specifikke rettigheder, som fællesskabslovgivningen giver dem.

2.2

Det står fast, at der ikke er foretaget nogen ændringer af indholdet i forbindelse med denne samling af reglerne, som kun har til formål at gøre fællesskabslovgivningen klarere og mere gennemsigtig. EØSU giver udtryk for sin fulde støtte til denne målsætning og hilser på baggrund af disse garantier forslaget velkomment.