7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/1

1.

Udviklingen af de forskellige former for vertikal kompetencefordeling i de forskellige medlemsstater bør opfylde kravene til EU's integrationsproces.

2.

Regionaliseringen bør også sikre større demokratisk åbenhed og mere effektivitet i forbindelse med den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.

3.

Der er et ønske om at skabe et Europa »forenet i mangfoldighed« og gøre det offentlige liv i Europa mere demokratisk og gennemsigtigt.

4.

Styrkelse af det regionale og lokale demokrati i det udvidede EU er en af de vigtigste politiske prioriteter for Regionsudvalget i dets tredje fireårige mandatperiode.

5.

Regionsudvalget har i en række udtalelser og resolutioner givet udtryk for nødvendigheden af, at EU respekterer princippet om regionalt selvstyre og de rettigheder, der er forbundet med det lokale selvstyre, og som blev garanteret med chartret om lokalt selvstyre, vedtaget af Europarådet i 1985 —

1.1

bemærker, at de regionale og lokale myndigheder antager forskellige former og har forskellig status som følge af historien, kulturen og de forfatningsprincipper, som præger den enkelte stats territoriale organisation;

1.2

mener, at de alle først og fremmest indebærer demokrati og kulturel mangfoldighed i Europa og er vigtige partnere i den socioøkonomiske udvikling;

1.3

konstaterer, at der på lokalt niveau er lokale myndigheder, storbyområder, hovedstæder, koordinerende myndigheder osv., og at der på regionalt niveau er økonomiske regioner, administrative regioner, regioner med lovgivningsbeføjelser osv. med forskellig oprindelse og forskellige opgaver. Denne mangfoldighed er blevet endnu større med optagelsen af de 10 nye stater;

1.4

mener, at magtrelationerne mellem centralstaten og de regionale og lokale myndigheder i dagens samfund er yderst komplicerede. Kompleksiteten viser sig både i relationernes substans og dynamik;

1.5.

mener på denne baggrund, at disse relationer bør bygge på loyalitet, samarbejde, solidaritet og komplementaritet og inddrage mange aspekter af forskellig art: socioøkonomiske, politiske, juridiske og kulturelle;

1.6

mener, at decentraliseringen på såvel regionalt som lokalt plan bør bygge på to grundkriterier eller grundprincipper: dynamik og fleksibilitet;

1.7

mener, er denne dynamik og fleksibilitet er til stede i de konstante forfatningsmæssige, lovgivningsmæssige og administrative forandringer i praktisk talt alle EU's medlemsstater og især i de nyligt tiltrådte medlemsstater;

1.8

mener, at den decentraliseringsproces, der har fundet eller finder sted i de nye medlemsstater, er en afgørende katalysator for styrkelsen af det lokale og regionale demokrati i Den Europæiske Union;

1.9

bemærker, at der sker visse fremskridt i den regionale og lokale decentralisering, især på konkurrenceområdet, i spørgsmålet om økonomisk uafhængighed og om udviklingen af institutionelle garantier;

1.10

erkender, at den europæiske integration har bidraget positivt til den regionale og lokale decentraliseringsproces i medlemsstaterne;

1.11

konstaterer, at regionerne og de lokale myndigheder er i stand til at påtage sig et ansvar og effektivt opfylde deres forpligtelser;

1.12

mener, at overdragelse af kompetencer til regioner og lokale myndigheder skal gå hånd i hånd med overdragelse af de økonomiske midler, der skal til for en tilfredsstillende varetagelse af disse kompetencer. Mangel på ressourcer gør det umuligt at sikre en korrekt, effektiv og bæredygtig udøvelse af disse kompetencer;

1.13

konstaterer, at de store byer og byregioner i EU har en klart stigende indflydelse og økonomisk og social betydning, og mener, at forbindelserne mellem regionale bymæssige og lokale myndigheder bør intensiveres i forbindelse med de nye styreformer, som EU plæderer for;

1.14

konstaterer, at borgerne i stadig højere grad identificerer sig med deres region og lokale myndighed, da de føler, at disse offentlige myndigheder er tæt på dem og bedre repræsenterer deres interesser;

1.15

mener derfor, at regionernes og de lokale myndigheders selvstyre skal garanteres på det højeste lovgivningsniveau, og at ændringer i deres status ikke bør foretages uden deres inddragelse;

1.16

mener, at i de tilfælde, hvor de regionale og lokale myndigheders selvstyre er underkastet kontrolforanstaltninger fra centralmagtens side, som kan hæmme deres repræsentanters frie udøvelse af deres funktioner, bør sådanne kontrolforanstaltninger fastsættes på forfatningsmæssigt niveau og reguleres ved lov;

1.17

understreger, at Regionsudvalgets medlemmer ifølge forfatningstraktaten skal råde over et mandat fra vælgerne i en region eller kommune eller være politisk ansvarlige over for en valgt forsamling;

1.18

mener, at de politiske repræsentanter for de eksisterende lokale og regionale strukturer i medlemsstaterne skal være direkte valgt af borgerne eller være ansvarlige over for en valgt forsamling;

1.19

mener, at regionalt og lokalt selvstyre er en forudsætning for udvikling af demokratiet og den gode forvaltningsskik i EU, og for borgernes inddragelse i offentlige anliggender;

1.20

mener, at Europa-Kommissionen bør udbygge den regelmæssige dialog med de regionale og lokale myndigheder, da de er de demokratiske organer, der er nærmest borgerne, med henblik på at forbedre mulighederne for et samspil med borgerne. Det vil gøre det lettere at anvende de grundlæggende principper for god forvaltningsskik, som nævnes i hvidbogen om nye styreformer i EU, f.eks. åbenhed, deltagelse, sammenhæng og effektivitet;

1.21

mener, at de regionale og lokale myndigheder, som har ansvaret for at gennemføre EU's politikker på deres respektive områder, på et tidligt tidspunkt i forløbet mere aktivt og effektivt bør deltage i udviklingen og gennemførelsen af EU's lovgivning samt EU-politikkerne;

1.22

påpeger, at den funktion, som de regionale og lokale myndigheder udfylder, er af afgørende betydning, men ikke altid ledsages af den autonomi, der er nødvendig for udvikling af forvaltningen. Hvis de lokale og regionale aktører overdrages et større ansvar, vil det resultere i et større engagement og en bedre udnyttelse af midlerne;

1.23

mener endvidere, at det for at sikre en effektiv forvaltning af strukturpolitikkerne er nødvendigt at involvere de regionale og lokale myndigheder i udformningen af disse politikker og i beslutningstagningen.

1.24

mener, at den plan, der opstilles i forfatningstraktaten, repræsenterer et første skridt i retning af en klarere kompetencefordeling mellem EU og medlemsstaterne og dermed styrker gennemsigtigheden til gavn for den regionale og lokale decentraliseringsproces;

1.25

fremfører, at forfatningstraktaten desuden indeholder en klar anerkendelse af det regionale og lokale selvstyre på højeste lovgivningsniveau, hvilket giver det forfatningsmæssig status. Dette er et vigtigt skridt fremad for det fælles ønske om at sikre, at EU opfylder de lokale og regionale myndigheders legitime interesser og forventninger;

1.26

bemærker, at denne anerkendelse af regionalt og lokalt selvstyre er generel, og at de lokale og regionale myndigheders specifikke rolle i EU-politikkerne ikke præciseres. I overensstemmelse med princippet om institutionel uafhængighed er det derfor medlemsstaternes opgave at foretage denne præcisering;

1.27

mener, at medlemsstaterne bør udarbejde regler på forfatningsmæssigt, lovgivningsmæssigt og administrativt niveau for at gøre det muligt at udvikle og konkretisere de regionale og lokale myndigheders selvstyre;

1.28

mener, at forfatningstraktaten, selv om anerkendelsen er generel, giver de regionale og lokale myndigheder mulighed for mere aktiv deltagelse på EU-niveau, og at den fremmer den juridiske beskyttelse af det lokale og regionale selvstyre;

1.29

mener, at muligheden for mere aktiv deltagelse både gælder for fasen efter og før EU's beslutningstagning. I den efterfølgende fase sikrer principperne om nærhed og proportionalitet anerkendelse og fastlæggelse af de lokale og regionale myndigheders eventuelle deltagelse i gennemførelsen af EU's regler og politikker, og i den forudgående fase giver forfatningstraktaten mulighed for, at repræsentanter for regioner og lokale myndigheder direkte deltager i EU-institutionernes beslutningsorganer eller i rådgivende organer som Regionsudvalget;

1.30

mener, at nogle regionale repræsentanters direkte deltagelse i Rådets møder og møder i andre af dets organer, f.eks. Coreper, samt deltagelse af lokale og regionale myndigheder i samtlige forberedende faser i Rådet, alt sammen inden for den pågældende medlemsstats delegation, vil være til gavn for EU-politikkernes kvalitet, relevans og effektivitet. Større deltagelse vil skabe øget tillid til de endelige resultater og til de institutioner, som udarbejder politikkerne;

1.31

mener, at Regionsudvalget i lyset af de opgaver, forfatningstraktaten pålægger det, fremstår som et kvalificeret bindeled mellem EU's instanser og de lokale og regionale myndigheder, og konstaterer med tilfredshed, at Regionsudvalgets kompetencer er blevet udvidet, hvilket bidrager til at styrke det regionale selvstyre;

1.32

mener, at forfatningstraktaten — foruden at anerkende Regionsudvalgets direkte ret til at indbringe klager for Domstolen vedrørende retsakter, som ifølge forfatningen kræver høring af Regionsudvalget før deres vedtagelse — tillige gør det muligt for nogle regioner at anlægge sådanne sager gennem deres respektive medlemsstater via de nationale parlamenter, hvis sidstnævnte finder det berettiget;

1.33

mener, at anerkendelse og gennemførelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne på lokalt og regionalt niveau, som forfatningstraktaten giver mulighed for, forøger garantien for udøvelse af kompetencerne. Det gør det muligt at bringe EU's beslutningstagning nærmere på borgerne og dermed sikre, at borgerne deltager mere direkte i EU-processen;

1.34

er af den opfattelse, at det europæiske charter om lokalt selvstyre er et instrument af afgørende betydning, da det identificerer og etablerer grundlaget for det lokale selvstyre, ved lov sikrer de lokale myndigheders beføjelser samt tildelingen af de nødvendige ressourcer, tilvejebringer fælles referencekriterier og –normer, som dog samtidig er fleksible og let anvendelige, med henblik på at øge decentraliseringen og den demokratiske deltagelse samt gør det muligt for lokale myndigheder at være til stede på internationalt niveau via deres sammenslutninger;

1.35

finder det desuden belejligt, at der vedtages en international konvention, som inkluderer det udkast til europæisk charter om regionalt selvstyre, som Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder i Europa har udarbejdet, eftersom dette anerkender en fleksibel definition af det regionale selvstyres indhold, der kan tilpasses forskelligartede situationer. Dette skulle gøre det muligt at give en passende definition af principperne for regionalt selvstyre, såsom demokratisk legitimitet, institutionel uafhængighed, tilstrækkelig finansiering og juridiske garantier, og det ville fremme regionernes tilstedeværelse på statsligt, europæisk og internationalt niveau.

2.1

anbefaler, at medlemsstaterne sætter skub i foranstaltninger, der skal uddybe det regionale og lokale selvstyre, og udnytter erfaringerne fra decentraliserings- og overdragelsesprocesserne i de medlemsstater, hvor reformer af denne art er ved at være gennemført;

2.2

opfordrer de nye medlemsstater til trække på de andre EU-medlemsstaters erfaring, men opmuntrer dem samtidig til at udvikle deres egen decentraliseringsmodel, der tager hensyn til deres særlige nationale forhold;

2.3

foreslår, at der iværksættes en dynamisk strategi til fremme af regionalt og lokalt selvstyre gennem opstilling af initiativer, der skal give Europa-Kommissionen og medlemsstaterne forståelse for fordelene ved at kæde samhørighedspolitikkens mål sammen med behovet for demokratiske decentralisering;

2.4

opfordrer medlemsstaterne til at gå aktivt ind i arbejdet med at uddybe den regionale decentraliseringsproces, så den gradvist kommer til at omfatte socioøkonomiske, administrative, historiske, kulturelle og politiske aspekter;

2.5

opfordrer medlemsstaterne til på grundlag af chartret om regionalt selvstyre at udvikle og udbygge et regionaliseringsprojekt, der er fleksibelt, og som kan tilpasses de mange forskellige situationer, der findes i hver enkelt medlemsstat;

2.6

anmoder indtrængende medlemsstaterne om at anerkende de lokale myndigheder og give dem ret og reel magt til at organisere og bestyre en væsentlig del af de offentlige anliggender og om at fastslå, at de lokale myndigheder skal have en forsamling, der er valgt direkte ved hemmelig og almindelig afstemning, samt et udøvende organ, der er ansvarlig over for forsamlingen;

2.7

opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at anerkende det regionale og lokale selvstyre i deres lovgivning på højeste niveau og forsyne det med passende juridiske, institutionelle og retslige mekanismer samt med de fornødne finansielle ressourcer til udøvelse af de tildelte kompetencer;

2.8

anbefaler, at de politiske repræsentanter for de eksisterende lokale og regionale strukturer i medlemsstaterne vælges direkte af borgerne eller er ansvarlige over for en valgt forsamling;

2.9

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle juridiske instrumenter og egnede foranstaltninger, der sikrer, at mangfoldigheden af sprog og kulturer inden for de enkelte lande bevares, respekteres og fremmes;

2.10

anbefaler EU-institutionerne at støtte decentraliseringen som et væsentligt middel til at fremme den kulturelle mangfoldighed;

2.11

opfordrer medlemsstaterne til at fastlægge procedurer, der sikrer anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne på deres eget territorium i forholdet mellem EU, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder;

2.12

opfordrer medlemsstaterne til gennem deres nationale parlamenter — og regionale parlamenter, hvor de findes — at forsvare det regionale og lokale selvstyre, når Kommissionen med anvendelse af mekanismen for »tidlig varsling« forelægger sine lovforslag, med henblik på at afgive en begrundet udtalelse om overholdelse af nærhedsprincippet;

2.13

opfordrer Kommissionen til at institutionalisere de instrumenter, der er nødvendige for at sikre reel deltagelse af repræsentanter fra regionale og lokale organer i såvel politikudformningen fra begyndelsesstadiet som i forbindelse med de regionale og lokale myndigheders gennemførelse af EU-lovgivningen;

2.14

anbefaler, at Kommissionen fastlægger de nødvendige procedurer for at sikre regionernes deltagelse i udformning, godkendelse, forvaltning og evaluering af de strukturforanstaltninger, der vedrører dem;

2.15

anbefaler, at EU og medlemsstaterne tager hensyn til den eksisterende mangfoldighed af situationer — lokale myndigheder, koordinerende organer, storbyområder, hovedstæder osv. — når de skal definere og gennemføre lokalt selvstyre;

2.16

opfordrer de medlemsstater, som har regioner med lovgivningsbeføjelser, til at intensivere den politiske decentraliseringsproces ved at etablere mekanismer, der gør det muligt for disse regioner at deltage effektivt i EU's beslutningsproces;

2.17

anbefaler samarbejde mellem storbyer og de politiske og administrative strukturer, der står over dem, især i de tilfælde hvor byen er en region, eftersom deres økonomiske, sociale og politiske forvaltningsområder hænger sammen og supplerer hinanden;

2.18

opfordrer regionerne til at etablere en permanent dialog med storbyerne med henblik på samarbejde om emner af fælles interesse, således at de muligheder for medinddragelse, som forfatningstraktaten giver, udnyttes bedre;

2.19

opfordrer EU til i forbindelse med forvaltningen at tilpasse de regionale og lokale myndigheders deltagelse under hensyntagen til de forskellige funktioner, de varetager;

2.20

foreslår, at der ved tilrettelæggelsen af forvaltningsfunktionerne tages hensyn til den meget brogede situation på det regionale og lokale område, så de nye kompetencer, som forfatningstraktaten tildeler det, kan varetages så effektivt som muligt.

2.21

opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret det europæiske charter om lokalt selvstyre, til at gøre det;

2.22

opfordrer EU til at træffe de fornødne beslutninger, så chartret om lokalt selvstyre kan indlemmes i den gældende EU-ret;

2.23

opfordrer Europarådet og medlemsstaterne til at godkende og ratificere udkastet til charter om regionalt selvstyre som en international konvention. Dette vil give chartret juridisk gyldighed og den internationale rets beskyttelse;

2.24

opfordrer til, at der i Regionsudvalget indføres en løbende overvågning af gennemførelsen af det europæiske charter om lokalt selvstyre og udviklingen af udkastet til charter om regionalt selvstyre, således at medlemsstaterne kan gennemføre lokalt og regionalt selvstyre på deres territorium i fuldt omfang;

2.25

anbefaler, at EU-institutionerne etablerer et snævrere samarbejde med Europarådet, nærmere bestemt Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder i Europa, om spørgsmål af lokal og regional karakter;

2.26

foreslår, at samarbejdet mellem Regionsudvalget og Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder i Europa samt andre overnationale organisationer, der har lokalt og regionalt selvstyre på dagsordenen, intensiveres.

7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/6

1)

I anden del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indføres der et unionsborgerskab, og de dertil knyttede rettigheder er navnlig unionsborgerens ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, at kunne afgive stemme og vælges ved kommunalvalg i den medlemsstat, han bor i, at være beskyttet af de diplomatiske og konsulære myndigheder i et tredjeland, hvor den medlemsstat, som han er statsborger i, ikke er repræsenteret, at indbringe et andragende for Europa-Parlamentet og henvende sig til ombudsmanden; disse bestemmelser er inkorporeret i traktaten om en forfatning for Europa;

2)

Unionsborgerskabet og udøvelsen af grundrettighederne sker i første omgang i nærmiljøet. I mange medlemsstater råder de lokale myndigheder over betydelige beføjelser inden for civilregistre, udstedelse af officielle dokumenter, uddannelse, politi, social bistand, uden hvilke der ikke er nogen reel udøvelse af borgerskabet eller konkret beskyttelse af grundrettighederne;

3)

Som repræsentativt organ for de lokale og regionale myndigheder og forkæmper for nærdemokratiet i EU's beslutningsproces finder Regionsudvalget gennemførelsen af unionsborgerskabets konkrete udmøntninger højst relevant;

4)

Unionsborgerskabet træder ikke i stedet for det nationale statsborgerskab, men ligesom det indre marked og strukturfondenes solidaritetspolitik fører til positive konsekvenser for EU-medlemsstaternes økonomi og deres borgeres velstand, så udgør unionsborgerskabet en fordel for borgerne som frie personer, anskuet som både ansvarlige og trygge og som økonomiske og politiske aktører;

5)

Den effektive beskyttelse og fremme af de grundlæggende rettigheder er fundamentet for ethvert demokrati og den væsentlige forudsætning for gennemførelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed;

6)

Inkorporeringen af Chartret om grundlæggende rettigheder i traktaten om en forfatning for Europa styrker Den Europæiske Unions juridiske forpligtelse til at sikre indsatsen til fremme af de grundlæggende rettigheder i samtlige politikker, der henhører under EU's kompetence;

7)

Det er absolut nødvendigt at sikre, at EU's borgere kan udøve deres rettigheder på EU's territorium —

1.1.1

takker Kommissionen for høringen, som imødekommer RU's ønske og udgør en nyttig præcedens, hvilket kompenserer for det manglende retsgrundlag såvel i de nugældende traktater (artikel 22 i de konsoliderede traktater) som i traktaten om en forfatning for Europa (artikel III-129),

1.1.2

glæder sig over, at Chartret om grundlæggende rettigheder — som sætter mennesket i centrum for det europæiske projekt og som indeholder et specifikt kapitel om borgerskab — indskrives i forfatningstraktaten, hvilket giver det bindende retskraft, og som giver hver statsborger i en EU-medlemsstat mulighed for at se sit unionsborgerskab som kilde til nye rettigheder og et nyt tilhørsforhold til dette nye fællesskab, som Den Europæiske Union er,

1.1.3

konstaterer dog, at de rettigheder, der er anerkendt i Chartret, som fuldstændiggør rettighederne opstillet i forfatningstraktaten og som berører borgernes daglige liv, forsat er ret ukendte for de europæiske borgere,

1.1.4

tilslutter sig samtlige bemærkninger fremsat i Kommissionens fjerde rapport om unionsborgerskab og bemærker den positive udvikling, der er sket inden for iværksættelsen af unionsborgerskabet og de dertil knyttede grundlæggende rettigheder,

1.1.5

bemærker, at artikel I-10 i forfatningstraktaten gentager og sammendrager artikel 17-22 i TEF, afklarer gennemførelsen af retten til fri bevægelighed og ophold, stemmeret og valgbarhed til Europa-Parlamentet og til kommunale valg og udvider retten til at kommunikere på sit eget sprog, som hidtil kun gjaldt over for EU-institutionerne, til også fremover at gælde for EU's rådgivende organer,

1.1.6

glæder sig over den begyndende dialog mellem borgerne og repræsentanterne for de lokale og regionale myndigheder, navnlig for så vidt angår deres behov for oplysninger om deres rettigheder og de positive virkninger for dem som følge af de regionale og lokale myndigheders gennemførelse heraf,

1.1.7

beklager, at Kommissionens fjerde rapport, som nævner den uddannelsesindsats, der skal gennemføres over for de unge, for at give dem de nødvendige kompetencer til at udøve deres unionsborgerskab, ikke nævner de regionale og lokale myndigheders rolle, da det er dem, der i visse medlemsstater har denne beføjelse,

1.1.8

konstaterer med tilfredshed, at retten til fri bevægelighed og ophold styrkes takket være direktivet vedrørende unionsborgernes og deres familiemedlemmers ret til frit at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område, hvilket udgør et stort fremskridt og en administrativ afklaring, som skal omsættes til national ret inden den 20. april 2006,

1.1.9

beklager dog, at det ikke nævnes, at de lokale myndigheder har ansvar både for at modtage og følge de europæiske borgere i værtsmedlemsstaten, såvel når de ankommer som under deres ophold og i forbindelse med ændringer i deres eller deres families situation, og at det er dem, der i påkommende tilfælde skal kontrollere, om de er registeret, deres erhvervsmæssige eller personlige ressourcer, deres bolig, deres ret til sociale ydelser i de første fem år af deres ophold,

1.1.10

bemærker, at direktivet ligeledes styrker familiemedlemmers rettigheder ved at give dem en selvstændig opholdsret i tilfælde af (unionsborgerens) død eller afrejse eller ved opløsning af ægteskabet og glæder sig over, at definitionen af »familiemedlemmer« i overensstemmelse med RU's udtalelse af 21. november 2002 (CdR 121/2002 fin) om dette direktivforslag nu medtager ugifte partnere, der i oprindelsesmedlemsstaten er tilkendt samme status som gifte partnere,

1.1.11

mener, at denne foranstaltning absolut er begrundet, men at den kan skabe behov for sociale støtteaktioner fra de lokale myndigheders side, på hvis område denne familie bor, hvilket EU-lovgiveren ikke har forudset, og RU foreslår derfor, at man benytter den to-årige gennemførelsesperiode for dette direktiv til at løse disse forskellige problemer,

1.1.12

går ind for forenklingen af procedurerne i forbindelse med hjemtransport ved unionsborgeres dødsfald i en anden medlemsstat, men da det ofte er kommunerne, der har ansvaret for begravelse eller ligbrænding, mener det, at RU bør inddrages på tæt hold i Kommissionens igangværende proces for udformning af teksten,

1.1.13

minder om, at forfatningstraktatens del III indeholder bestemmelser om det indre markeds funktion og etableringsfrihed for arbejdstagere med EU-statsborgerskab, som sikrer deres ret til arbejde, men netop derfor bør de restriktioner, der følger af gennemførelsen af nationale lovgivninger, fjernes og de økonomiske og sociale rettigheder harmoniseres,

1.1.14

konstaterer, at selv om unionsborgernes stemmeret og valgbarhed til Europa-Parlamentsvalgene i den medlemsstat, de har bopæl i, er blevet gængs, så bør oplysnings- og formidlingsindsatsen i forbindelse med valget i 2004 uddybes, og det bemærkes, at deres deltagelse i kommunalvalg ikke var uproblematisk,

1.1.15

går i princippet ind for, at unionsborgerne kan deltage i nationale valg, men mener ikke det påhviler Regionsudvalget at foreslå de nærmere regler for en sådan deltagelse; går ligeledes ind for, at unionsborgerne kan deltage i regionale valg og er rede til at nærmere at undersøge, hvorledes de kan deltage, hvilket kræver, at man definerer den påkrævede minimumsbopælsperiode og at man for hver medlemsstat definerer det eller de relevante »regionale« niveauer,

1.1.16

glæder sig over ved fremkomsten af politiske partier på europæisk plan, men beklager, at det ikke er blevet bedt om en udtalelse om et forslag til forordning vedrørende statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan til gennemførelse af artikel 191, stk. 2, i TEF (7),

1.1.17

glæder sig over, at der indkommer flere og flere andragender til Europa-Parlamentet og ombudsmanden, men er betænkelig ved, hvor ofte disse andragender afvises uden nogen mulighed for videre behandling,

1.2.1

ønsker at afgive udtalelse om dets virkefelt, opgaver, det berørte geografiske område og strukturen i dette nye organ, hvis mål ikke blot er at beskytte men også fremme de grundlæggende rettigheder for samtlige borgere i de nuværende eller kommende EU-medlemsstater,

1.2.2

mener, at agenturet bør få tildelt tilstrækkelige materielle og intellektuelle midler til at udøve sine opgaver i fuld uafhængighed,

1.2.3

mener, at agenturets virkefelt bør knyttes til gennemførelsen af EU-retten, af Chartret for grundlæggende rettigheder, som nu er inkorporeret i forfatningstraktaten, og af gennemførelsesbestemmelserne heri, for at beskytte og fremme unionsborgerskabsrelaterede rettigheder,

1.2.4

ønsker, at agenturet dækker alle former for forskelsbehandling, herunder navnlig forskelsbehandling af nationale mindretal, som nævnt i Chartret, og understreger, at det bør være særlig opmærksomt på de tilfælde, hvor grundlæggende rettigheder til stadighed overtrædes

1.2.5

mener, at agenturets første opgave bør være at indsamle og analysere data på basis af et uafhængigt og pålideligt metodeværktøj samt et ekspertisenet,

1.2.6

mener som foreslået, at agenturet bør tildeles kompetence til at fremsætte såvel negative som positive henstillinger til EU-institutionerne i forhold til deres lovgivnings- og domstolsmæssige ansvarsområder,

1.2.7

finder det nødvendigt, at agenturet fremstår som et net af netværker med horisontale kompetencer, der kan udvikle en grundrettighedskultur, både i EU og medlemsstaterne og i de lokale og regionale myndigheder, og at ethvert organ oprettet med henblik på de specifikke aspekter af grundrettighederne, f.eks. kønsinstituttet, derfor skal være knyttet dertil,

1.2.8

mener, at agenturets analyser skal være begrænset til EU-medlemsstaternes, ansøgerlandenes og associerede landes område. En udvidelse af dets område til at omfatte tredjelande, som er FUSP's primære område, vil føre til en udvanding af dets opgaver og vil ikke tilføre nogen merværdi i forhold til de eksisterende internationale mekanismer, herunder navnlig i FN-regi,

1.2.9

minder dog om, at det vil være nyttigt for agenturet at opstille et arbejdsprogram med prioriteter, som vil garantere dets effektivitet,

1.2.10

støtter forslaget om, at agenturet skal samarbejde med Europarådet og de nationale institutioner, der er berørt af de grundlæggende rettigheder, samt med netværket af fremtrædende sagkyndige, men at det skal afholde sig fra selv at producere landerapporter,

1.2.11

ville ikke modsætte sig, at agenturet blev bedt om en undersøgelse i forbindelse med iværksættelsen af artikel 7 i TEU, som er inkorporeret i artikel I-59 i forfatningstraktaten, dvs. i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de principper, som EU bygger på, dog kun efter udtrykkelig anmodning om en sådan undersøgelse fra Rådet, Europa-Parlamentet eller Kommissionen og ikke på agenturets eget initiativ.

2.1.1

anbefaler at inddrage Chartret om grundlæggende rettigheder i oplysningskampagnen om forfatningstraktaten og implicere de regionale og lokale myndigheder i denne kampagne, da disse er i stand til at nå ud til samtlige borgere og er ansvarlige for den daglige iværksættelse af rettighederne i Chartret,

2.1.2

henstiller, at man inddrager de regionale og lokale myndigheder i forvaltningen af de bestemmelser, der er forudset for EU-borgernes frie bevægelighed for at lette integrationen af dem i bopælslandet,

2.1.3

foreslår at fremme de europæiske borgeres økonomiske og sociale rettigheder ved at tilstræbe harmonisering af disse rettigheder på hele EU's område og sammen med de regionale og lokale myndigheder sørge for, at enhver form for forskelsbehandling undgås,

2.1.4

opfordrer til med bistand fra Regionsudvalget at forebygge de vanskeligheder, der kan opstå i forbindelse med indførelsen af en selvstændig opholdsret for familiemedlemmer til en unionsborger, der har bopæl i en anden medlemsstat, i tilfælde af dennes død eller afrejse eller ved opløsning af ægteskabet, da det navnlig drejer sig om social sikring og retten til arbejde for medlemmerne af denne familie,

2.1.5

beder om, at man ligeledes inddrager repræsentanter for kommunerne i udformningen af EU's retsakt om forenkling af procedurerne i forbindelse med hjemtransport ved unionsborgeres dødsfald i en anden medlemsstat,

2.1.6

foreslår at udarbejde en henstilling om at fremme uddannelse til unionsborgerskabet i skoler. En sådan aktion skal iværksættes af Kommissionen, men Regionsudvalget skal inddrages i den i sin egenskab af repræsentant for de kompetente regionale og lokale myndigheder på uddannelsesområdet,

2.1.7

anbefaler, at initiativet »Det europæiske år for medborgerskab gennem uddannelse« bevilges passende budgetmidler, så det bliver muligt at udvikle aktiviteter på både EU-plan og regionalt og lokalt plan,

2.1.8

anbefaler at udvide de europæiske borgeres politiske rettigheder ved at iværksætte overvejelser over muligheden for at give unionsborgere stemmeret og valgbarhed ved regionalvalg og nationale valg i den medlemsstat, de har bopæl i,

2.1.9

henstiller, at man ikke automatisk giver borgere fra kontrahentlandene i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde stemmeret og valgbarhed ved lokalvalg i den medlemsstat, de har bopæl i,

2.1.10

foreslår at formalisere procedurerne ved at give Europa-Parlamentet eller ombudsmanden, som uretmæssigt har fået forelagt et andragende eller en klage, tilladelse til at henvise sådanne begæringer til de relevante myndigheder (f.eks. den nationale ombudsmand, hvor en sådan findes, eller direkte til de regionale og lokale myndigheder),

2.2.1

henstiller, at det fremtidige agentur for grundlæggende rettigheder får tildelt tilstrækkelige materielle og intellektuelle midler til at sikre dets effektivitet og uafhængighed,

2.2.2

foreslår at begrænse agenturets virkefelt til gennemførelsen af de grundlæggende rettigheder i Chartret og ifølge de nærmere bestemmelser i artikel II-112 i forfatningstraktaten,

2.2.3

foreslår for det første, at agenturet bør anskues som et netværkenes net, der kan udvikle en aktiv grundrettighedskultur i såvel EU som i medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder, og at der til agenturet knyttes ethvert organ, som er oprettet med henblik på specifikke grundrettighedsaspekter, og for det andet, at agenturet struktureres således, at det kan håndtere de forskellige områder af de grundlæggende rettigheder og at det får et årligt eller flerårligt program, der kan garantere dets effektivitet,

2.2.4

beder om, at agenturet ud over at være en uafhængig og pålidelig instans, der varetager sin opgave gående ud på at indsamle og analysere informationer samt fremsætte henstillinger over for EU-institutionerne, herunder EF-Domstolen, inddrages i gennemførelsen af en uddannelses- og kommunikationspolitik vedrørende grundlæggende rettigheder,

2.2.5

foreslår at afgrænse agenturets virkefelt til EU-medlemsstaternes område,

2.2.6

opfordrer det fremtidige europæiske agentur til at knytte forbindelser for det første med Europarådet, de nationale instanser og ikke-statslige organisationer berørt af gennemførelsen af de grundlæggende rettigheder og med netværket af fremtrædende sagkyndige, men ligeledes med de regionale og lokale myndigheder, som via deres specifikke tilgang kan bidrage nyttigt til agenturets arbejde, og til at forelægge en årsberetning med status over de grundlæggende rettigheder i EU,

2.2.7

foreslår, at agenturet kun intervenerer i henhold til artikel 7 i TEU, nu artikel I-59 i forfatningstraktaten, efter udtrykkelig anmodning fra Rådet, Europa-Parlamentet eller Kommissionen,

2.2.8

beder om, at man i det fremtidige europæiske agenturs bestyrelse forudser deltagelse af en repræsentant for de regionale og lokale myndigheder.

7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/11

1.

Med Rådets beslutning om at indlede forhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005 har Tyrkiet fået et europæisk perspektiv for fremtiden. Imidlertid er yderligere, væsentlige fremskridt nødvendige. Forhandlingernes mål og resultat skal stå åbent;

2.

Tyrkiet undergår i øjeblikket radikale forandringer, også i holdninger. Tyrkiet kan dermed blive en vigtig rollemodel for landene i Mellemøsten, som et land med en hovedsagelig muslimsk befolkning, som tilslutter sig fundamentale principper som frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstaten;

3.

Myndighederne har afskaffet dødsstraf, indledt »nul-tolerance« mod tortur, ophævet mange restriktioner på ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og religion og garanteret visse kulturelle rettigheder til alle tyrkiske borgere, herunder borgere af kurdisk oprindelse. Desuden er der taget skridt i retning af bekæmpelse af korruption, der er et alvorligt problem, også i den offentlige administration. Indsatsen må dog forstærkes på alle myndighedsniveauer. Endvidere findes fysisk og psykisk vold mod kvinder fuldstændig uacceptabel;

4.

Tyrkiet er en centraliseret stat, hvor få opgaver er lagt ud til lokale og regionale folkevalgte myndigheder. Staten har desuden betydelig magt til at føre tilsyn med lokale myndigheder i henhold til principper og procedurer, der er fastsat i lovgivningen. På mange områder har embedsmænd, udpeget af staten, herunder guvernører, mere magt end lokalt og regionalt folkevalgte repræsentanter. Det administrative tilsyn med lokale myndigheder udøves af indenrigsministeren og guvernørerne for de 81 provinser;

5.

Kommissionen har præsenteret en strategi, der hviler på 3 søjler. Den første vedrører samarbejde om at styrke og støtte reformprocessen i Tyrkiet, særlig med hensyn til fortsat opfyldelse af de politiske kriterier blandt Københavnerkriterierne. Den anden søjle vedrører særlige betingelser for forløbet af tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet. Den tredje søjle vedrører en stærk udvidet politisk og kulturel dialog mellem folk fra EU-medlemsstaterne og Tyrkiet. Hjælp og støtte til opbygning af det tyrkiske civilsamfund må anses som et vigtigt element mod Tyrkiets eventuelle tiltrædelse;

6.

Regionsudvalget vil fokusere på de indsatsområder, der ligger under de regionale og lokale myndigheders kompetencer, og Regionsudvalgets aktive involvering skal fokusere på praktiske spørgsmål, som kan løses i et konkret samarbejde mellem lokale og regionale parter i EU og Tyrkiet. I den forbindelse vil erfaringer fra Twinning og kapacitetsopbygningsprojekter på lokalt og regionalt niveau med fordel kunne inddrages —

1.1

understreger, at der vil blive anvendt de samme kriterier på Tyrkiet som på de øvrige kandidatlande og hilser de tyrkiske myndigheders reformer gennem de seneste år velkomne. Reformerne har hjulpet Tyrkiet til at opfylde Københavnerkriterierne i tilstrækkelig grad til, at forhandlinger om Tyrkiets tiltrædelse til EU kan indledes;

1.2

anerkender, at Tyrkiet over de seneste år, og især efter valget i 2002, har gennemført flere reformer end i de foregående årtier: Parlamentet har godkendt en række reformpakker, herunder også en reformpakke vedrørende den offentlige forvaltning, og talrige love, dekreter og cirkulærer, der skal implementere reformerne. Præsidenten har dog nedlagt veto mod nogle af lovene, og de er derfor ikke trådt i kraft endnu;

1.3

anerkender, at Tyrkiet har gjort væsentlige fremskridt med sine politiske reformer, særligt i form af vidtrækkende forfatnings- og lovændringer, der har ændret det politiske system og retssystemet;

1.4

henleder opmærksomheden på, at der stadig er behov for yderligere lovgivning;

1.5

understreger, at der må tages skridt til, at den planlagte lovgivning sættes i kraft og ikke mindst gennemføres på passende vis, og at krænkelse af menneskerettighederne retsforfølges effektivt. Republikken Cypern skal folkeretsligt anerkendes før forhandlingerne optages;

1.6

påpeger, at Tyrkiet er et land med betydelige regionale skævheder, hvilket udgør en yderligere udfordring, når det gælder om at sikre en positiv udvikling i hele landet;

1.7

mener, at reformpakken vedrørende den offentlige forvaltning bør vedtages hurtigst muligt efter en passende konsultation af lokale og regionale myndigheders organisationer og civilsamfundet;

1.8

ønsker på en konstruktiv måde at bidrage til arbejdet med at implementere de 3 søjler i Kommissionens strategi, især den 3. søjle, der vedrører en stærkt udvidet politisk og kulturel dialog mellem folk fra EU-medlemsstaterne og Tyrkiet. Civilsamfundet og de regionale og lokale myndigheder bør spille en vigtig rolle i denne dialog, som Kommissionen bør fremme med konkrete tiltag for at gøre dialogen effektiv;

1.9

hilser civilsamfundets øgede deltagelse i samfundslivet velkommen; fremhæver nødvendigheden af støtte til yderligere udvikling af civilsamfundet, herunder retten til forsamlingsfrihed;

1.10

mener, at styrkelse af samarbejde og udveksling af informationer og god praksis på lokalt og regionalt niveau fremmer demokratiet og den socioøkonomiske udvikling;

1.11

påpeger følgende områder, hvor de lokale og regionale myndigheder med fordel kan medvirke til udviklingen af Tyrkiets parathed til optagelse:

1.12

påpeger, at styrkelse af den lokale og regionale udvikling er vigtig for at fremme økonomisk og social fremgang i alle egne af Tyrkiet, og understreger i dette lys nødvendigheden af at tilskynde og fremme decentraliseringen af statslige funktioner til de regionale og lokale myndigheder;

1.13

fremhæver nødvendigheden af, at det regionale og lokale niveau inddrages tidligt i optagelsesprocessen, og at miljøområdet, som er et af de store områder inden for EU-acquis'et af betydning for det regionale og lokale niveau, får høj prioritet; konstaterer, at der er gjort nogle fremskridt på miljøområdet, og at den administrative kapacitet er styrket, men at den skal styrkes, yderligere, bl.a. med sigte på en forbedret koordinering mellem de involverede administrationer;

1.14

mener, at lokale og regionale myndigheder implementerer en stor del af EU's lovgivning, og vil derfor have en central rolle at spille for Tyrkiets mulige optagelse. Gennem et tæt samarbejde på projektniveau kan EU-medlemsstaternes lokale og regionale myndigheder bidrage til at gennemføre reformer og implementere EU-acquis'et på lokalt og regionalt niveau;

1.15

anerkender navnlig de særlige udfordringer, der følger af Tyrkiets medlemskab i henseende til den fremtidige gennemførelse af den fælles landbrugspolitik, samhørighedspolitikken og arbejdstagernes frie bevægelighed;

1.16

støtter Kommissionens synspunkter om, at en impact-analyse, en implementeringsplan og budgetmæssige og finansielle rammer er nødvendige;

1.17

ønsker en tættere dialog med de tyrkiske lokale myndigheder i lighed med, hvad der skete i forhold til de tidligere kandidatlande;

1.18

fremhæver væsentligheden i nul-tolerance over for tortur og mishandling, alle minoriteters rettigheder og frihed, respekt for alle religioner (især skal samme retssystem gælde for alle religioner), nul-tolerance over for diskrimination og vold mod kvinder og respekt for ILO's standarder for børnearbejde;

1.19

fremhæver nødvendigheden af at styrke den administrative kapacitet på det lokale og regionale administrative niveau for at sikre, at EU-acquis'et bliver implementeret og håndhævet effektivt.

1.20

finder, at den tyrkiske regering har en klar forpligtelse til fuldt ud og uden forbehold at anerkende alle EU's medlemsstater samt uden grænser eller betingelser at overholde menneskerettighederne og respektere de personlige frihedsrettigheder for alle EU-borgere uden undtagelse.

2.1

anmoder Kommissionen om aktivt at inddrage lokale og regionale myndigheder i arbejdet med at implementere de 3 søjler i Kommissionens strategi — især den 3. søjle, der vedrører en stærk udvidet politisk og kulturel dialog mellem folk fra EU-medlemsstaterne og Tyrkiet;

2.2

opfordrer Kommissionen til at igangsætte en oplysningskampagne i snævert samarbejde med de lokale og regionale myndigheder for at orientere EU's borgere om forbindelserne med Tyrkiet og til at støtte udvekslingsprogrammer, som kan medvirke til at øge den gensidige forståelse mellem EU's borgere og det tyrkiske samfund;

2.3

tilskynder Kommissionen til at trække på de erfaringer som EU-medlemslandenes lokale og regionale myndigheder besidder i forhold til opbygningen af lokalt demokrati samt udvikling af de lokale og regionale forvaltninger;

2.4

henstiller, at Kommissionen i sin næste meddelelse ultimo 2005 om Tyrkiet også inddrager de lokale og regionale myndigheders rolle i Tyrkiet — herunder en anmodning om at oprette et selvstændigt subnationalt niveau, som skal inddrages snævert i udformningen af strategier, hvori der fastlægges prioriteter for den lokale og regionale udvikling, og i den efterfølgende iværksættelse af EU's strukturfondsprogrammer og andre regionaludviklingsinitiativer;

2.5

henstiller, at der oprettes et fælles rådgivende udvalg med repræsentanter for Regionsudvalget og de tyrkiske lokale og regionale myndigheder i lighed med, hvad der skete i forhold til de tidligere kandidatlande;

2.6

opfordrer den tyrkiske regering til at fremskynde reformen af den decentrale offentlige forvaltning, da den spiller en central rolle for territoriets økonomiske og sociale udvikling, med henblik på den fulde implementering så hurtigt som muligt på en irreversibel og bæredygtig måde;

2.7

henstiller, at de lokale og regionale myndigheder tildeles de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer, således at reformerne kan implementeres, og at der især skal tages hensyn til den økonomiske og sociale udvikling i de mindst begunstigede regioner i Tyrkiet;

2.8

mener, at tyrkiske regioner vil kunne drage fordel af struktur- og samhørighedsfondene til gavn for den socioøkonomiske udvikling, især i den sydøstlige del af landet;

2.9

opfordrer derfor til, at der iværksættes konkrete initiativer, der støtter lokale og regionale myndigheders administrative kapacitet i brugen af strukturstøtten, ligesom den tyrkiske regering opfordres til at afsætte de nødvendige midler til medfinansiering;

2.10

opfordrer til, at der gives mere magt og flere opgaver til de lokale og regionale folkevalgte repræsentanter og at andelen af de offentlige udgifter, der gives til lokale og regionale myndigheder, øges tilsvarende;

2.11

opfordrer til tilvejebringelse af en lovramme for regional udviklingspolitik;

2.12

opfordrer den tyrkiske regering til at træffe foranstaltninger, der sikrer, at Tyrkiet — også på lokalt og regionalt niveau — kan implementere EU lovgivningen;

2.13

opfordrer Tyrkiet til at tage de nødvendige skridt til at fjerne de verserende bekymringer i Kommissionens henstilling, især vedrørende respekt for menneskerettigheder og fuld udøvelse af rettigheder og friheder for alle, herunder mindretal;

2.14

opfordrer den tyrkiske regering til at udvikle og udbrede princippet om lokalt og regionalt selvstyre i overensstemmelse med det europæiske charter om lokalt selvstyre og garantere fuld og direkte inddragelse af borgerne;

2.15

forventer, at den tyrkiske regering handler i overensstemmelse med sin bekræftelse af, at den vil ratificere protokollen om tilpasningen af Ankara-aftalen, inden de egentlige optagelsesforhandlinger indledes;

2.16

opfordrer Tyrkiet til fuldt ud at efterleve international lov og princippet om godt naboskab, navnlig med andre EU-medlemsstater.

2.17

har til hensigt at fremlægge sine holdninger til Tyrkiets indtræden, set ud fra et lokalt og regionalt synspunkt, ved dertil egnede lejligheder i fremtiden, og opfordrer kraftigt Kommissionen til at høre det om kommende periodiske rapporter.

7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/15

1.1.1

glæder sig over, at EU pr. 1. maj 2004 er udvidet med 10 nye medlemsstater;

1.1.2

understreger, at Bulgarien og Rumænien indgår i den igangværende udvidelsesproces, selv om tiltrædelsen af forskellige årsager finder sted på et senere tidspunkt;

1.1.3

bifalder de resultater og henstillinger, som Kommissionen forelagde Rådet og Europa-Parlamentet i sin periodiske rapport og i strategidokumentet om Bulgarien, Rumænien og Kroatien;

1.1.4

er enig i, at Bulgarien og Rumænien vil være i stand til at overholde de forpligtelser, der følger af EU-medlemskabet, vil opfylde de politiske Københavnskriterier og råde over en velfungerende markedsøkonomi;

1.1.5

ser positivt på udenrigsministrenes undertegnelse af tiltrædelsestraktaterne med Bulgarien og Rumænien den 25. april 2005, hvilket gør det muligt for disse lande at blive medlem af EU pr. 1. januar 2007, forudsat at de inden da har opfyldt tiltrædelseskriterierne;

1.1.6

minder om, at et nyttigt grundprincip i den hidtidige udvidelsesproces har været de enkelte ansøgerlandes evne til at opfylde tiltrædelseskriterierne;

1.1.7

fremhæver det nødvendige i efter forhandlingernes afslutning at fortsætte en intensiv overvågning af, om de forpligtelser, Bulgarien og Rumænien har indgået, også gennemføres systematisk;

1.1.8

anser det for hensigtsmæssigt ved hjælp af beskyttelsesklausuler at iværksætte foranstaltninger til løsning af tungtvejende problemer, som kan opstå inden tiltrædelsen eller i løbet af de første tre år efter tiltrædelsen;

1.1.9

anerkender den særlige karakter af den beskyttelsesklausul, som er aftalt med Bulgarien og Rumænien, og som med udgangspunkt i en henstilling fra Kommissionen og med enstemmig tilslutning fra medlemsstaterne kan udskyde tiltrædelsen med ét år; noterer sig endvidere at denne beslutning — hvis Rumænien støder på problemer inden for retlige og indre anliggender samt konkurrence — også kan træffes med kvalificeret flertal;

1.1.10

understreger, at det via en omfattende inddragelse af de observatører fra Bulgariens og Rumæniens lokale og regionale myndigheder, som efter undertegnelsen af tiltrædelsestraktaterne er tilsluttet Regionsudvalget, kan støtte disse myndigheders forberedelse på tiltrædelse af EU;

1.1.11

erklærer sig rede til gennem en aktiv informationspolitik at arbejde for en bred tilslutning til ratificeringen af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af EU;

1.1.12

udtrykker tilfredshed med Rumæniens og Bulgariens deltagelse i udformningen af traktaten om en forfatning for Europa og støtter i høj grad, at der igangsættes en kampagne inden for regionale og lokale samfund med det sigte at formidle og befordre forfatningens indhold som led i Fællesskabets regelværk for at øge borgernes tilknytning til og viden om EU's værdier og virkemåde;

1.1.13

udtrykker tilfredshed med formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd den 16.-17. december 2004 om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Kroatien og noterer sig, at indledningen af tiltrædelsesforhandlinger er udsat, indtil det er konstateret, at landet samarbejder betingelsesløst med ICTY;

1.1.14

støtter formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd den 16.-17. december 2004 om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005;

1.1.15

understreger, at dets medlemmer vil have mulighed for via partnerskaber med regionale eller lokale myndigheder i ansøgerlandene at støtte disse i deres forberedelse på EU-medlemskab.

1.2.1

erkender den positive udvikling, som Rumænien opnåede i 2004 på lokalstyreområdet i kraft af en udbygning af retsgrundlaget, herunder især revision af forfatningen, gennem indførelse af begrebet decentralisering, den ændrede strategi for administrativ reform, rammeloven om decentralisering og loven om præfekter (6);

1.2.2

udtrykker tilfredshed med den bekræftede generelle konsensus i alle politiske partier om gennemførelse af en reform af den offentlige administration. Det hilser især de lokale og regionale myndigheders synspunkter og løfter om at deltage konstruktivt i Rumæniens tiltrædelsesproces velkommen, og støtter den rumænske regering, som blev etableret i december 2004, i videreførelsen af den administrative og fiskale decentraliseringsproces og styrkelse af det lokale selvstyre i overensstemmelse med bestemmelserne i det europæiske charter om lokalt selvstyre, som Rumænien officielt accepterede i 1997;

1.2.3

tager hensyn til de tiltag, som der lægges op til i det nye regeringsprogram (7) med hensyn til effektivitet i styreformen samtidig med, at der indføres fuld politisk og finansiel åbenhed på lokalt plan, og inddragelse af lokalstyret i den nationale beslutningstagningsproces i henseende til nærheds- og proportionalitetsprincippet;

1.2.4

er enig i Kommissionens synspunkter med hensyn til misforholdet mellem finansielle og menneskelige ressourcer i forbindelse med overførsel af ansvarsopgaver til det lokale plan, hvilket kan udgøre en fare for en effektiv offentlig forvaltning;

1.2.5

understreger den bydende nødvendighed af kvalificerede, motiverede og uafhængige tjenestemænd på lokalt og regionalt plan ved at man afsætter tilstrækkelige midler til uddannelsesprogrammer, overførsel af kompetencer via udveksling af god praksis med de lokale og regionale myndigheder i EU-landene og udformning af effektive incitamenter;

1.2.6

erkender, at uddannelse af menneskelige ressourcer til en moderne offentlig administration er en langvarig proces, men udgør et strategisk skridt, som det er nødvendigt at tage for at kunne tackle de nye udfordringer, som knytter sig til europæisk integration og forvaltning af strukturfonde;

1.2.7

giver udtryk for bekymring med hensyn til omfanget af den politiske migration før det seneste lokalvalg i 2004, som er iagttaget af adskillige uafhængige observatører (8). Og mener, at det er muligt at begrænse denne migration gennem en direkte og åben tildeling af offentlige midler ud fra objektive kriterier mellem de forskellige myndighedsniveauer og gennem en varig praksis med lokalt demokrati som værende »the only game in town«;

1.2.8

understreger, at korruption stadig er en kilde til bekymring på nationalt og lokalt plan, hvilket kan udgøre en fare for det lokale demokrati og for forvaltningen af offentlige og europæiske midler, og opfordrer derfor til nøje overvågning fra de europæiske institutioners side;

1.2.9

støtter kraftigt iværksættelsen af den opdaterede antikorruptionsstrategi, som den nye rumænske regering for nylig satte i værk, og som bør ledsages af en passende aflønning af dommere; erkender de specifikke tiltag, som er taget for at nedbringe antallet af korruptionsskabende situationer i de måneder, som er gået, siden den nye regering blev taget i ed og hvor den lovede, at Rumænien ville behandle dette spørgsmål som en prioriteret opgave;

1.2.10

opfordrer stærkt udenlandske virksomheder og offentlige myndigheder, som driver forretninger i Rumænien, og som korrupte embedsmænd retter skytset mod, til at fungere som korruptionsbekæmpere ved at nægte at betale bestikkelse og ved at informere de relevante myndigheder og derigennem bidrage til at fjerne korruption;

1.2.11

godkender, at lokale myndigheder aktivt inddrages i lovgivningsprocessen i kraft af et effektivt samråd på et tidligt tidspunkt om udformningen af love, som har betydning for de lokale og regionale myndigheders interesser og ansvarsopgaver;

1.2.12

støtter de lokale myndigheder i Rumænien i deres bestræbelser på at inddrage borgerne og de unge i samfundenes sociale og politiske liv og i lanceringen af offentlige kampagner til fremme af en moderne offentlig forvaltning;

1.2.13

anerkender Rumæniens opfyldelse af det økonomiske kriterium om en markedsøkonomi, som, ledsaget af en ihærdig gennemførelse af strukturreformer, skal formå at klare konkurrencepresset og markedskræfterne inden for EU;

1.2.14

noterer sig de resultater, som Rumænien skal opnå på konkurrenceområdet, især ved at sikre, at den lovgivningsmæssige og institutionelle ramme fungerer effektivt, og udtrykker tilfredshed med regeringens seneste foranstaltninger på dette område (9) og de igangværende bestræbelser på at opnå en fuldt tilfredsstillende administrativ formåen; ser positivt på strukturreformerne, dvs. den reviderede nationale omstruktureringsstrategi og de individuelle forretningsplaner, som indebærer, at der ikke udbetales statsstøtte til stålindustrien fra 1. januar 2005 og frem til udgangen af omstruktureringsperioden (10), men understreger, at de sociale konsekvenser, som kan indvirke direkte på de regionale og lokale samfund, også bør tages med i billedet;

1.2.15

er klar over det nødvendige i fremskridt med hensyn til den retlige og offentlige administrations virkemåde, således at der kan tilvejebringes et bedre erhvervsklima;

1.2.16

udtrykker tilfredshed med fremskridtene i forberedelserne af iværksættelsen af strukturpolitikkerne og vedtagelsen af lovgivning, som indfører mekanismer og instrumenter med sigte på korrekt anvendelse af strukturfondene;

1.2.17

bemærker, at der er behov for en yderligere indsats for at styrke lokal- og regionalstyret, så der kan opnås garanti for korrekt iværksættelse af regelværket på områder, hvor der foreligger beføjelser, især inden for offentlige indkøbskontrakter, transport, infrastruktur, veje, miljø, socialpolitik, børnebeskyttelse og beskyttelse af mindretal, sundhed, uddannelse, kultur og grænseoverskridende samarbejde;

1.2.18

bakker op om styrkelsen af de regionale og lokale myndigheders administrative formåen på miljøområdet samt en bedre koordinering mellem dem indbyrdes og med andre relevante myndigheder, således at EU-lovgivningen kan gennemføres i nøglesektorer såsom vand og affaldsforvaltning, luftkvalitet, støj, naturbeskyttelse, industriforurening, kemikalier osv.;

1.2.19

anerkender de ret positive fremskridt i Roma-strategien, som blev vedtaget i 2001, og i iværksættelsen heraf, og opfordrer til en bedre koordinering mellem det lokale og centrale plan samt effektive tiltag på amtsplan på områder som erhvervs- og almen uddannelse, idet der bør tages højde for kulturelle og sociale rødder;

1.2.20

påpeger, at der er behov for yderligere konkrete forbedringer på lokalt, amts- og regionalt plan for at udvikle mekanismer til projektidentificering, -forvaltning, -overvågning og -evaluering, herunder især kapacitet til samfinansiering, så der nås op på det nødvendige niveau med hensyn til absorbering af EU-midler senest i 2007;

1.2.21

understreger, at de lokale myndigheder med hensyn til det strukturfondsforberedende arbejde bør anvende EU's finansielle førtiltrædelsesstøtte bedst muligt;

1.2.22

udtrykker tilfredshed med den eksisterende nationale udviklingsplan 2004-2006, som udgør et godt første grundlag for den plan, som kræves under strukturfondene, og opfordrer til en mere indgående analyse med henblik på udformningen af den nationale udviklingsplan for 2007-2013 i tråd med Rumæniens opfattelse af samhørighedspolitikken og EU's overslag på dette område;

1.2.23

tilskynder til, at der lægges særlig vægt på samråds- og partnerskabsprincippet, herunder specielt en snævrere og aktiv inddragelse af lokale, amts- og regionale myndigheder såvel som sociale og ikke-statslige partnere ved udformningen af den nationale udviklingsplan 2007-2013, de operationelle programmer og den efterfølgende iværksættelse;

1.2.24

opfordrer derfor til, at der tilvejebringes bedre inddragelse og konsensus mellem amter inden for rammerne af eksisterende regionale strukturer og til en konkret involvering af lokalvalgte politikere af hensyn til gennemførelse af EU-programmerne, udformning af den fremtidige nationale udviklingsplan 2007-2013 og efterfølgende kontrol med og anvendelse af strukturfondene;

1.2.25

tilskynder til, at der skabes et solidt fundament for regionalpolitikken i Rumænien, hvor lokalstyret ikke alene opfordres til at deltage, men også engagere sig, i overensstemmelse med de territoriale samfunds interesser;

2.1

udtrykker tilfredshed med afslutningen af tiltrædelsesforhandlingerne og undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten mellem Rumænien og Den Europæiske Union den 25. april 2005 og anbefaler, at samtlige EU-medlemsstater ratificerer traktaten i tide til, at EU kan byde Rumænien velkommen som et fuldgyldigt medlem fra 1. januar 2007;

2.2

henstiller, at der i tidsrummet forud for den fulde tiltrædelse gennemføres drøftelser om det regionalpolitiske ansvar i Rumænien og bestræbelserne på at styrke de lokale og regionale myndigheders position, således at Rumænien senest i 2007 kan påvise effektive lokale administrative strukturer, som formår at klare de krav og udfordringer, som knytter sig til EU-medlemskab;

2.3

støtter derfor, at der igangsættes en konstruktiv og resultatorienteret debat i Rumænien med fokus på decentralisering og regionalisering, med inddragelse af lokale og centrale myndigheder og EU-relevante organer, idet sigtet bør være at forbedre de eksisterende territorielle strukturer og beslutningsprocessen, således at regionalpolitikken kan udformes på effektiv vis og strukturfondene kan iværksættes efter 2007;

2.4

ser frem til at byde velkommen til 15 medlemmer, som repræsenterer regionale og lokale organer i Rumænien som observatører i Regionsudvalget, og beklager, at det ikke i tide har været muligt at nedsætte et blandet rådgivende udvalg med Rumænien;

2.5

understreger, at fremme af det regionale transeuropæiske samarbejde mellem medlemsstater og tiltrædelseslande medvirker til en effektiv anvendelse af strukturfondene og til integreringen i Europa som helhed;

2.6

henstiller, at der hurtigst muligt afholdes et eksternt arrangement i Rumænien, hvor de tematiske prioriteter ville være inddragelsen af de rumænske lokale og regionale myndigheder i Regionsudvalgets arbejde, decentraliseringsprocessen og reformen af den offentlige forvaltning. Arrangementet ville komme som en reaktion på den indbydelse fra Rumæniens sammenslutninger af lokale myndigheder, og ville rent konkret sikre, at Regionsudvalget regelmæssigt støtter de rumænske lokale og regionale myndigheder i deres bestræbelser på at fremme landets decentralisering yderligere og det lokale og regionale niveaus engagement i tilnærmelsen af Rumæniens lovgivning til EU's regelsæt.

7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/19

1.1.1

glæder sig over, at EU pr. 1. maj 2004 er udvidet med 10 nye medlemsstater;

1.1.2

understreger, at Bulgarien og Rumænien indgår i den igangværende udvidelsesproces, selv om tiltrædelsen af forskellige årsager finder sted på et senere tidspunkt;

1.1.3

bifalder de resultater og henstillinger, som Kommissionen forelagde Rådet og Europa-Parlamentet i sin periodiske rapport og i strategidokumentet om Bulgarien, Rumænien og Kroatien;

1.1.4

er enig i, at Bulgarien og Rumænien vil være i stand til at overholde de forpligtelser, der følger af EU-medlemskabet, vil opfylde de politiske Københavnskriterier og råde over en velfungerende markedsøkonomi;

1.1.5

støtter udenrigsministrenes undertegnelse den 25. april 2005 af tiltrædelsestraktaterne med Bulgarien og Rumænien med henblik på, at disse lande kan blive medlem af EU pr. 1. januar 2007, såfremt de på det tidspunkt har opfyldt alle tiltrædelsesbetingelserne;

1.1.6

minder om, at et nyttigt grundprincip i den hidtidige udvidelsesproces har været de enkelte ansøgerlandes evne til at opfylde tiltrædelseskriterierne;

1.1.7

fremhæver det nødvendige i efter forhandlingernes afslutning at fortsætte en intensiv overvågning af, om de forpligtelser, Bulgarien og Rumænien har indgået, også gennemføres;

1.1.8

henviser til, at Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse kan udsættes med et år, hvis de nødvendige reformer især inden for retlige og indre anliggender, offentlig administration samt konkurrencelovgivning ikke er gennemført;

1.1.9

understreger, at det ved intensivt at involvere de observatører fra Bulgariens og Rumæniens lokale og regionale myndigheder, som efter undertegnelsen af tiltrædelsestraktaterne er tilsluttet Regionsudvalget, kan støtte disse myndigheders forberedelse på tiltrædelse af EU;

1.1.10

erklærer sig rede til via en aktiv informationspolitik at arbejde for en bred tilslutning til ratificeringen af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af EU;

1.1.11

henviser til, at en sådan informationspolitik også bør omfatte udkastet til en forfatningstraktat, da dette ipso facto må ratificeres af Rumænien og Bulgarien i forbindelse med tiltrædelsen som en bestanddel af fællesskabsretten, og mener, at der i begge stater bør iværksættes en informationskampagne på lokalt og regionalt plan med henblik på at forklare og formidle indholdet af forfatningen, så kendskabet til Unionens værdier og funktion bringes nærmere borgerne;

1.1.12

støtter formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 16.-17. december 2004 om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Kroatien og noterer, at tiltrædelsesforhandlingerne ikke vil blive indledt, før man har konstateret, at landet samarbejder betingelsesløst fuldt ud med ICTY;

1.1.13

støtter formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 16.-17. december 2004 om den 3. oktober 2005 at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet; understreger, at resultatet af disse forhandlinger ikke skal være givet på forhånd;

1.1.14

understreger, at dets medlemmer vil have mulighed for via partnerskaber med regionale eller lokale myndigheder i ansøgerlandene at støtte disse i deres forberedelse på EU-medlemskab.

1.2

Bemærkninger til den periodiske beretning om Bulgariens fremskridt mod medlemskab (SEK(2004) 1199)

1.2.1

vurderer Bulgariens økonomiske succes i lyset af landets makroøkonomiske stabilitet, strukturreformerne og den økonomiske vækst, men er samtidig opmærksom på de fortsatte problemer med for høj arbejdsløshed;

1.2.2

går ud fra, at Bulgarien i den resterende tid fortsætter sin forberedelse på tiltrædelse og i den forbindelse lægger særlig vægt på de af Kommissionen efterlyste forbedringer inden for retlige og indre anliggender samt på det administrative område;

1.2.3

gør opmærksom på, at Den Europæiske Union yder betydelig førtiltrædelsesstøtte, som også skal anvendes til styrkelse af kapaciteten på det lokale plan med henblik på med disse midler blandt andet at fremskynde gennemførelsen af EU's samhørighedspolitik;

1.2.4

betoner, at betingelserne for regionalisering er væsentligt forbedret;

1.2.5

støtter vedtagelsen af loven om regionaludvikling, som fastsætter grundlaget for den regionalpolitiske planlægning og muliggør en bedre territorial struktur via en statistisk inddeling af landet i NUTS 1-regioner;

1.2.6

støtter regeringens og parlamentets nuværende reformindsats inden for den offentlige forvaltning, som bidrager til en mere effektiv regionalpolitik;

1.2.7

går helhjertet ind for den igangværende reform af den offentlige forvaltning og de dermed forbundne kommunalreformer, navnlig bestræbelserne på via en ændring af loven om kommunal ejendom at styrke kommunernes ansvarlighed, effektivitet samt deres institutionelle og dermed finansielle selvstændighed;

1.2.8

indrømmer, at opbygningen af disse myndigheders kapacitet er en langvarig proces, som regelmæssigt bør støttes gennem oplysninger, høringer og skræddersyede uddannelsesprogrammer;

2.1

glæder sig over, at tiltrædelsesforhandlingerne er afsluttet og tiltrædelsesaftalen mellem Bulgarien og Den Europæiske Union er undertegnet, og opfordrer alle medlemsstater til at ratificere traktaten rettidigt, så Unionen kan hilse Bulgarien velkommen som fuldgyldigt medlem den 1. januar 2007.

2.2

opfordrer Bulgarien til at gøre en yderligere indsats for at fortsætte reformen, bl.a. via relevante ændringer i loven om statsejendom, som skal sikre, at der i endnu højere grad tages hensyn til nærhedsprincippet;

2.3

anbefaler yderligere decentraliseringsforanstaltninger og henviser samtidig til, at overførslen af kompetencer fra de centrale til de lokale forvaltningsmyndigheder ikke kun skal forstås som en overførsel af rettigheder og pligter, men skal også omfatte overførslen af strukturer, personale og økonomiske ressourcer;

2.4

anbefaler samtidig, at debatten i Bulgarien om regionalpolitiske kompetencespørgsmål og bestræbelserne på at styrke de lokale og regionale myndigheders position fortsættes i overgangsfasen, så Bulgarien på tiltrædelsestidspunktet råder over effektive forvaltningsstrukturer, som er forenelige med det fælles marked;

2.5

gør opmærksom på, at en styrkelse af de lokale og regionale myndigheders rolle og kompetence, bl.a. via en omfordeling af ejendom og administrativ kompetence, er en forudsætning for et positivt samarbejde mellem de centrale og kommunale instanser, således at sidstnævnte får et bedre udgangspunkt for at gennemføre fællesskabsforanstaltninger og gøre brug af strukturfondene;

2.6

understreger endnu en gang, at der må ske en udvidelse af de lokale og regionale myndigheders beslutningsbeføjelser under hensyntagen både til nærhedsprincippet og til princippet om solidaritet ikke kun mellem de centrale myndigheder på den ene side og de lokale og regionale myndigheder på den anden side, men også på det horisontale plan mellem de regionale og lokale myndigheder;

2.7

gør opmærksom på, at de lokale myndigheder må spille en mere fremtrædende rolle i etableringen af de institutionelle rammer, der er nødvendige for gennemførelsen af de strukturpolitiske instrumenter. Dette gælder navnlig etableringen af forvaltningsorganer og gennemførelse af de nødvendige institutionelle og/eller organisatoriske ændringer, der skal sikre, at de lokale myndigheder er bedre forberedt på at udnytte strukturfondene;

2.8

påpeger, at der må træffes yderligere juridiske og organisatoriske foranstaltninger for at opbygge et effektivt regionalt og kommunalt selvstyre, hvilket kræver en kvalificeret udnyttelse af de lokale ressourcer gennem en passende finansiering af uddannelsesprogrammer, overdragelse af kompetencer gennem udveksling af god praksis med regionale og kommunale myndigheder i EU-landene samt effektive fremmende foranstaltninger, og henstiller, at man er særlig opmærksom på at beskytte kommunernes egne aktiver og sikre en bedre forvaltning af aktiverne, strukturerne og netværkstjenesterne, da kommunernes finansielle og økonomiske uafhængighed udgør et væsentligt grundlag for selvstyre;

2.9

påpeger, at de lokale og regionale myndigheder i deres lovgivningsindsats selv bør tage hensyn til, at de EU-regler vedrørende deres myndighedsniveau, der er gennemført i bulgarsk ret, faktisk finder anvendelse, for så vidt som det hører under regionernes og kommunernes kompetence. Dette gælder navnlig fællesskabsreglerne for offentlige indkøb, miljø, konkurrence og socialpolitik;

2.10

betoner, at integrationen af roma-befolkningen endnu er et problem, og at kommunerne har størstedelen af ansvaret for en langsigtet løsning, og opfordrer de lokale og regionale myndigheder til under hensyntagen til princippet om lige muligheder at tilbyde job til medlemmer af disse befolkningsgrupper i de lokale forvaltningsstrukturer. I den forbindelse må det undgås, at der opstår en sekundær forskelsbehandling inden for rammerne af disse strukturer (at romaer først og fremmest varetager romaers interesser);

2.11

understreger, at selvstyrefremmende instrumenter må tages i brug for at fremskynde integrationen af romaerne, dvs. at der må satses på en effektiv overdragelse af ansvar til de pågældende kommuner f.eks. inden for sikkerhed og sociale anliggender;

2.12

holder fast på, at der må udarbejdes og gennemføres langsigtede kommunale programmer til opbrydning af adskilte boligområder (ghettoer) og i den forbindelse via offentlige-private partnerskaber og med inddragelse af roma-befolkningen frigives grunde til opførelse af passende nye boliger til medlemmer af denne befolkningsgruppe, og henstiller, at EU øger sit engagement på dette område;

2.13

henviser til, at integrationen af psykisk handicappede borgere er yderst mangelfuld, og opfordrer de kommunale instanser til at tage fat på dette problem og søge passende løsninger inden for rammerne af deres kompetencer;

2.14

henleder opmærksomheden på, at Bulgarien i lyset af den ambitiøse tidsplan for forelæggelse af den nationale udviklingsplan har tildelt de lokale og regionale myndigheder et særligt ansvar for fastlæggelse af passende lokale og regionale udviklingsplaner, hvilket for det første vil bidrage til større nøjagtighed i den nationale udviklingsplan og for det andet skabe de rette betingelser for en passende og ligeværdig deltagelse af kommunerne og regionerne i gennemførelsen af strukturfondene;

2.15

gør endvidere opmærksom på, at der i den forbindelse må lægges særlig vægt på det såkaldte partnerskabsprincip, dvs. øget inddragelse af de berørte regionale, sociale og ikke-statslige partnere;

2.16

henstiller, at der fra førtiltrædelsesfonden stilles støttemidler til rådighed for udbygningen af administrative strukturer og kapaciteter, og foreslår, at der ved tildelingen af disse midler tages behørigt hensyn til de lokale og regionale myndigheders betydning for gennemførelsen af strukturfondsprogrammerne og andre regionaludviklingsinitiativer;

2.17

understreger, at den konkrete erfaringsudveksling via de eksisterende partnerskabsaftaler mellem Bulgarien og medlemsstaterne danner grundlag for en effektiv strukturfondsindsats på regionalt plan;

2.18

konstaterer endvidere, at de eksisterende direkte partnerskabsaftaler mellem enkeltregioner i medlemsstaterne og regioner i Bulgarien er et eksempel på informations- og erfaringsudveksling, men også på direkte samarbejde eller bistand i form af menneskelige eller finansielle ressourcer til de lokale og regionale myndigheder i Bulgarien, som i højere grad bør fremmes og gøres til et politisk instrument med henblik på at følge de fremsatte henstillinger;

2.19

understreger, at fortsat succes i korruptionsbekæmpelsen er af grundlæggende betydning for forbedringen af de lokale og regionale myndigheders troværdighed både over for deres befolkning og over for EU-partnerne, investorerne og virksomhederne;

2.20

henstiller, at der i lyset af det stigende antal tilfælde af strafferetlig forfølgelse af lokal- og regionalpolitikere gøres en ihærdig indsats for at fjerne årsagerne til korruption, hvilket kræver forbedret finansforvaltning og –kontrol, idet det samtidig konstateres, at en opsplitning af disse områder er en af de mest oplagte muligheder, men ikke den eneste mulighed.

7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/23

1)

Det er helt klart af afgørende betydning for regionaludviklingen og den territoriale samhørighed, at de regionale lufthavne fortsat er rentable, eftersom de fremmer forbindelserne mellem regionerne, støtter borgernes mobilitet, stimulerer den økonomiske udvikling og beskæftigelsen, fremmer turisme og støtter revitaliseringen af fjerntliggende og mindre udviklede regioner i særdeleshed;

2)

Regionsudvalget bifalder Kommissionens forsøg på at komme den usikkerhed og forvirring til livs, som hersker omkring statsstøtte i luftfartssektoren;

3)

Retningslinjerne vil have afgørende indflydelse på de offentlige myndigheders muligheder for at støtte regionale lufthavne med det formål at fremme den territoriale samhørighed i EU. Rådet og Europa-Parlamentet bør høres, eftersom der er tale om et vigtigt aspekt, og »retningslinjerne« synes at tage form af formel regulering;

4)

Retsstriden i sagen Ryanair/Charleroi er endnu ikke afsluttet, hvilket skaber bekymring for, at udfaldet af denne sag vil være i modstrid med retningslinjerne, hvilket blot bidrager til at skabe yderligere forvirring og manglende klarhed. Det er uklart, om Kommissionen ønsker at begrænse statsstøtten eller blot skabe større gennemsigtighed i den forbindelse. Artikel 19, stk. 2, i forordning 659/1999 bør ikke anvendes til at håndhæve disse retningslinjer. Kommissionen bør i så fald begrunde anvendelsen af denne artikel og oplyse om fortilfælde;

5)

Der henvises kun en enkelt gang i retningslinjerne til markedsinvestor-princippet. Dette princip går ud på at sammenholde offentlige myndigheders foranstaltninger med den beslutning, som en »rationel« privat investor formentlig ville have truffet. Det er derfor kun offentlig støtte, der overstiger det, som en privat operatør ville have investeret, der kan betragtes som statsstøtte. Selv i dette tilfælde vil forpligtelser til offentlig tjeneste måske kunne berettige denne yderligere investering (f.eks. etablering af en forbindelse mellem en ø og hovedlandet, selv om ruten medfører tab);

6)

Tidsfristen for startstøtte til nye ruter er fastsat til 3 år eller 5 år, hvis der er tale om mindre eller fjerntliggende lufthavne. Denne frist begrundes ikke i retningslinjerne og er af en kortere varighed end de fleste virksomhedsplaner og økonomiske regionaludviklingsplaner. Der er imidlertid ingen, som går ind for tilskud i en ubegrænset periode. Et fornuftigt kompromis vil være at sikre automatisk revision. Fastsættelsen af statsstøtteintensiteten til højest 50 % er samtidig ret vilkårlig, eftersom en højere procentsats i nogle tilfælde kan være berettiget;

7)

Forslaget til retningslinjer giver den første operatør på en ny rute mulighed for at holde eventuelle konkurrenter væk fra denne rute i fem år, uanset om de efterfølgende operatører vil kunne tilbyde en bedre, hyppigere eller billigere tjeneste;

8)

Forbuddet mod statsstøtte til nye ruter, hvor der allerede findes en lignende rute fra en anden lufthavn i det samme økonomiske eller befolkningsmæssige dækningsområde, synes at have til formål at beskytte eksisterende operatører og lufthavne (navnlig nationale luftfartsselskaber og store fordelingslufthavne) mod konkurrence fra lavprisselskaber, som opererer fra mindre lufthavne i det samme område;

9)

Mindre lufthavne har begrænset administrativ kapacitet. Hvis disse lufthavne pålægges hele spektret af EU's anmeldelsesprocedurer, vil det medføre en uforholdsmæssig stor bureaukratisk byrde, som vil have konsekvenser for det indre marked. Det bør være muligt at følge »de minimis«-princippet om, at støtte under en bestemt værdi eller ruter, hvor der opereres med passagertal under en bestemt tærskel, ikke nødvendigvis skal anmeldes. Der findes regionale ordninger (som f.eks. i Skotland), hvor man på vegne af samtlige lufthavne under den pågældende ordning kan foretage en enkelt anmeldelse;

10)

Retningslinjerne bør kort sagt være så fleksible som muligt og give mulighed for, at der ved behandlingen af statsstøtte kan tages hensyn til fordelene herved og den enkelte sag, således at regionale lufthavne og luftfartsselskaber kan bidrage til at skabe et konkurrencedygtigt og sammenhængende EU uden overflødigt bureaukrati;

11)

Retningslinjerne krænker ikke nærhedsprincippet, selv om der er frygt for, at de lokale og regionale myndigheders frihed til at støtte regionale lufthavne i visse henseender indskrænkes.

1.

anmoder Kommissionen om at høre Rådet og Europa-Parlamentet, før den træffer en afgørelse, og at gennemføre en konsekvensanalyse;

2.

foreslår, at Kommissionen venter med at udarbejde sit forslag til retningslinjer, til Domstolen har truffet en afgørelse i appelsagen Ryanair/Charleroi for at undgå en eventuel konflikt mellem de nye retningslinjer og den fremtidige dom. Regionsudvalget anbefaler, at retningslinjerne tages op til revision to år efter deres ikrafttræden;

3.

slår til lyd for, at det kun er støtte fra offentlige myndigheder (»single till«-princippet), som overstiger det beløb, en privat investor ville have bidraget med, der kan betragtes som utilladelig statsstøtte (markedsinvestor-princippet). Regionsudvalget foreslår ligeledes, at offentlige lufthavne skal kunne bære tab i opstartsfasen ligesom private lufthavne;

4.

foreslår, at statsstøtte til nye ruter automatisk tages op til revision efter udløbet af tidsgrænsen på 3 eller 5 år med mulighed for en eller flere forlængelser (igen tidsbegrænset), hvilket under alle omstændigheder bør ske under hensyntagen til den enkelte sag;

5.

forkaster forslaget om, at den første operatør på en ny rute kan »fastfryse« ruten ved at holde eventuelle konkurrenter væk i op til fem år;

6.

forkaster forbuddet mod statsstøtte til nye ruter, hvor der allerede findes en lignende rute fra en anden lufthavn (f.eks. en større fordelingslufthavn) inden for det samme økonomiske dækningsområde. Regionsudvalget foreslår, at Kommissionen præciserer begrebet »økonomisk dækningsområde«;

7.

foreslår, at lufthavne under kategorierne C og D fritages for anmeldelsespligten. Hvis fritagelsen kun kommer til at gælde lufthavne under kategori D, bør den omfatte lufthavne med op til 2 mio. passagerer om året. Der bør i afsnit 92, litra c), udtrykkeligt henvises til de særlige behov for territorial samhørighed, som gælder for lufthavne under kategorierne C og D, der er beliggende i ø-områder;

8.

anbefaler, at »de minimis«-princippet og princippet om »stiltiende samtykke« generelt finder anvendelse i retningslinjerne, herunder praksisen med en enkelt anmeldelse under regionale ordninger, som dækker flere lufthavne.

7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/25

1)

I EF-traktatens artikel 158 defineres samhørighedsmålet: »For at fremme en harmonisk udvikling af Fællesskabet som helhed udvikler og fortsætter dette sin indsats for at styrke sin økonomiske og sociale samhørighed.« Artikel III-220 i traktaten om en forfatning for Europa udvider dette mål til at omfatte den territoriale dimension;

2)

selv om EF-traktaten generelt anser statsstøtte for konkurrenceforvridende (2), er regionalstøtte berettiget i forbindelse med bestemte regioner, hvor dens specifikke mål er at udvikle disse regioner (3);

3)

at der findes lovrammer for regional statsstøtte kan være afgørende for udligningen af indkomster og velstand i EU som led i EU's økonomiske og sociale projekt og kan derved skabe et mere solidt grundlag for varig økonomisk vækst;

4)

regionalstøtte er en af de faktorer, som påvirker placering af investeringer, og fænomenet med relokalisering er voksende på EU's indre marked og globalt; bistand fra offentlige myndigheder via statsstøtte bør evalueres fra to perspektiver: dels i en europæisk sammenhæng og dels med henvisning til globaliseringen;

5)

regionalstøtte kan være et gavnligt instrument for at opfylde Lissabon-strategiens målsætninger, for at bidrage til en afbalanceret udvikling inden for erhvervspolitikken i hele EU og for at opnå bæredygtig vækst med skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet —

1.1

finder, hvad angår overholdelse af målsætningerne i EF-traktatens artikel 158 om økonomisk, social og territorial samhørighed, at statsstøtte med regionalt sigte er et instrument, som kan anvendes af de offentlige myndigheder til at udvikle deres økonomiske politik og erhvervspolitik. De offentlige myndigheders anerkendte kapacitet på dette område bør koordineres, så man undgår voksende ubalance mellem lande og regioner;

1.2

mener, at en mere målrettet statsstøtte bør have tre klare mål:

Det fremgår af undersøgelser, Kommissionen har haft til rådighed, at regionalstøtte har vist sig effektiv for at opnå det første og andet af ovennævnte mål, men det tredje mål kan kræve mere selektiv støtte som f.eks. horisontal støtte (F+U, miljø, undervisning, beskæftigelse, SMV'er, osv.). Imidlertid bør alle disse former for støtte koordineres på grundlag af deres mål og anvendelse og afpasses, så de kan opfylde samhørighedsmålene i hele EU;

1.3

mener, at al støtte ydet til en bestemt region bør indgå i en strategisk regionaludviklingsplan, hvor de projekter, som klart fremmer regionaludvikling, prioriteres. Denne støtte har sammen med andre økonomiske og erhvervsrelaterede faktorer en indvirkning på, hvor virksomheder vælger at placere sig og er med til at forbedre den regionale konkurrenceevne;

1.4

er af den opfattelse, at samhørighedspolitikken har opnået positive resultater i de senere år, og at retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte sammen med retningslinjerne for multisektoral støtte til større investeringsprojekter har bidraget til at opfylde målsætningerne for den europæiske regionalpolitik. Af den grund er Kommissionens overvågning af de statslige myndigheders støtte af stor betydning for mindre velstående regioner;

1.5

mener, at hvis man skal opnå en afbalanceret udvikling mellem EU's forskellige regioner, bør det noteres, at disse kan opdeles i to grupper i henhold til de to hovedproblemer, de står over for:

1.6

noterer, at støtteomfanget ifølge forskellige undersøgelser i de senere år generelt er faldet i mindre udviklede regioner, mens mere konkurrencedygtige regioner øger støtten til deres erhvervsliv ved at udvikle diverse statsstøtteordninger på basis af forskellige undtagelser i EF-traktaten. Dette har haft uønskede virkninger såsom et synligt fald i regionalstøttens effektivitet og en stigning i de samlede offentlige udgifter til statsstøtte på fællesskabsplan.

1.7

støtter de overordnede principper, som Kommissionen har vedtaget i forbindelse med revisionen af retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte:

men ønsker at tilføje yderligere et princip, nemlig:

1.8

mener, at retningslinjerne for regionalstøtte udstikker en ramme for koordineringen af andre regler om horisontal og sektorspecifik støtte og tjener som reference for afklaringen af de forskellige spørgsmål, der ofte rejses om anvendelsen af statsstøttereglerne. Revisionen af de andre statsstøtteinstrumenter bør gennemføres ved at tage udgangspunkt i den antagelse, at samhørighedsmålsætningen skal nås, og at det samlede statsstøtteniveau på EU-plan skal sænkes i overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner fra Stockholm og Barcelona;

1.9

mener, at Kommissionens forslag om at lade de nye retningslinjer for regionalstøtte indgå i en forordning om undtagelse fra indberetning kan præcisere og forenkle reglerne om statsstøtte som ønsket; henstiller imidlertid, at de nye regler klart fastlægger kriterier, krav og begrænsninger for, hvilke investeringer der kan finansieres;

1.10

mener, at forslaget om at lade EU's retningslinjer om multisektoral støtte til større investeringsprojekter indgå i retningslinjerne om regionalstøtte kan være med til at forenkle de relevante regler.

1.11

henleder opmærksomheden på Kommissionens forslag om øvre støttetærskler baseret på de forpligtelser, medlemsstaterne indgik på Det Europæiske Råds møder i Stockholm og Barcelona; mener imidlertid, at det forslag om en generel sænkning af de øvre støttetærskler, som Kommissionen fremlægger i sine høringsdokumenter, muligvis ikke er foreneligt — især i visse regioner — med Lissabon-strategiens ambitiøse mål og de tiltag, der er nødvendige på samhørighedsområdet som følge af udvidelsens virkninger; mener, at målet om at sænke det overordnede støtteniveau kan opfyldes på en måde, som er mere i overensstemmelse med EU's politiske projekt, ved at omlægge støtten til mere selektive horisontale samhørighedskriterier som fastlagt på Det Europæiske Råds møder;

1.12

mener, at der bør foretages en gradueret sænkning af de øvre støttetærskler under hensyntagen til forskellige kriterier, som påvirker den regionale økonomiske udvikling;

1.13

finder, at Kommissionen bør træffe midlertidige foranstaltninger vedrørende den statslige regionalstøtte, som er i overensstemmelse med regionernes nye økonomiske situation og den europæiske samhørighedspolitiks nye mål. De regioner, som er i færd med at overgå fra én status til en anden, vil derfor opleve en gradvis reduktion af den støtte, som ville have afhjulpet deres tab af statsstøtte som et instrument i den regionale udviklingspolitik;

1.14

mener, at økonomisk, social og territorial samhørighed i hele EU kun kan opnås, hvis man løser forskellige situationer på forskellige måder. I den sammenhæng kan regionalstøtte bidrage til at kompensere for ugunstige situationer i bestemte dele af Europa;

1.15

fremhæver, at Kommissionen bevarer den i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), fastlagte klassificering af regioner på basis af bruttonationalprodukt som et middel til at afstemme kriterier og kort efter strukturfondenes fordelingskriterier;

1.16

mener, at regioner, som ikke ydes støtte, bør klassificeres ud fra deres konkurrenceevne. For at afgøre, hvor konkurrencedygtige de er, kan man eventuelt foruden BNP anvende andre indikatorer; overvejer, om det mon ikke er mere foreneligt med ordlyden i EF-traktatens artikel 87 og målene i EU's samhørighedspolitik at medtage beskæftigelsesfrekvensen i regionerne som indikator; i Lissabon-aftalerne er beskæftigelsesfrekvensen den indikator, der er opstillet som mål; til trods herfor kunne Kommissionen overveje anvendelsen af andre indikatorer som f.eks. befolkningens aldring og regionernes F+U-kapacitet;

1.17

mener, at Kommissionens forslag om at basere den maksimale støtteprocent på bruttostøtte (i modsætning til i den tidligere periode, hvor der blev taget hensyn til forskellige skattesystemer via nettostøtteækvivalent-formlen — den såkaldte NGE-beregning) ikke vil mindske det overordnede støtteomfang, som Kommissionen anfører, men snarere vil øge forskellen mellem den støtte, som kan modtages af virksomheder, idet der ikke tages hensyn til samhørighedskriterier, men til skattesystemer i forskellige lande. Her bør det noteres, at skattebyrden varierer betydeligt mellem EU-25-landene;

1.18

finder, at forenkling ikke i sig selv er tilstrækkelig begrundelse til at fjerne NGE-beregningen. Denne beregning opnås ved at anvende en formel, der hyppigt er blevet brugt under den nuværende programplanlægningsperiode, og som ikke i betydeligt omfang vanskeliggør støtteforvaltningen. Ydermere bør NGE-formlen anvendes til at beregne statsstøttens virkelige effekt på regionaludviklingen.

2.1

noterer sig Kommissionens forslag om at sænke det øvre støtteloft og differentiere i henhold til tre BNP pr. indbygger-kategorier med bonusser til små og mellemstore virksomheder; foreslår, at denne bestemmelse ændres, så den overordnede mindskelse af statsstøtten snarere opnås ved at afpasse støtten efter mere selektive (horisontale eller samhørighedsrelaterede) kriterier end ved at sænke det øvre støtteloft;

2.2

foreslår, at der sættes særlig fokus på disse forskellige forhold, der kræver speciel opmærksomhed;

2.3

roser Kommissionen for behandlingen af regionerne i den yderste periferi, jf. forfatningstraktaten (medtagelse i artikel 87, stk. 3, litra a));

2.4

noterer sig imidlertid, at Kommissionen ikke har taget specifikt hensyn til de særlige forhold i regioner med strukturelle problemer, der hæmmer udviklingen, såsom ø- og bjergregioner, regioner med lav befolkningstæthed, land- eller grænseregioner og regioner, som påvirkes af industrielle ændringer;

2.5

påpeger, at regioner, som påvirkes negativt af udvidelsens statistiske effekter, bør omfattes af artikel 87, stk. 3, litra a), for hele programplanlægningsperioden (4); minder om, at konvergensmålet i Kommissionens nye samhørighedspolitik tager sigte på mindre udviklede stater og regioner, herunder regioner berørt af udvidelsens statistiske effekt;

2.6

mener, at tærsklen på 75 % af BNP pr. indbygger bør opgives i relation til statsstøtte, når det gælder regioner, som er negativt påvirket af den statistiske effekt, i lighed med artikel 5 i forslaget til forordning om generelle bestemmelser for strukturfondene. På den måde sikres der fuld overensstemmelse mellem konvergensmålet i Kommissionens lovforslag og de forskellige former for støtte med regional sigte. Den eneste forskel mellem de regioner, som påvirkes af den statistiske effekt, og de andre regioner, der er omfattet af konvergensmålet, vil være, at førstnævnte får mindre støtte i takt med, at deres del af strukturfondsmidlerne reduceres.

2.7

I modsat fald ville disse regioner blive yderligere straffet. Når regioner medtages i artikel 87, stk. 3, litra c) eller a) har det inden for rammerne af de gældende statsstøtteregler nemlig ikke kun indvirkning på støtteloftet, hvilket fremgår senere af punkt 2.9. Der ville desuden opstå problemer ved udformningen af strukturfondsforanstaltningerne under konvergensmålet, i og med at det medtager regioner med støttesystemer, som falder ind under forskellige afsnit i EF-traktatens artikel 87.

2.8

mener, at man også bør overveje bonusser for andre regioner, som lider under naturlige, geografiske eller demografiske handicap:

2.9

påpeger, at det i de nuværende retningslinjer for regionalstøtte hedder, at »Undtagelsesvist er der ikke tilstrækkeligt støtte til at igangsætte en regional udviklingsproces, hvis den pågældende regions strukturelle handicap er alt for store. Kun i sådanne tilfælde kan regionalstøtten suppleres af driftsstøtte« (5);

2.10

minder om, at de forhold, som bør vurderes for at afgøre, hvorvidt de strukturelle handicap er »for store«, nævnes i forfatningstraktatens artikel III-220;

2.11

noterer, at forslaget til nye retningslinjer for regionalstøtte undtager fjerntliggende regioner og regioner med lav befolkningstæthed fra det almene forbud mod driftsstøtte. Der nævnes imidlertid ingen andre klare strukturelle handicap som f.eks. dem, der plager ø-regioner, grænseregioner eller bjergregioner. Når det gælder regioner med varige handicap, er det rimeligt ikke at kræve, at driftsstøtten er degressiv og midlertidig.

2.12

understreger, at ved ikke længere at klassificere regioner under artikel 87, stk. 3, litra a), vil støtteprocenten ikke blot blive reduceret, men procentbonussen vil også forsvinde inden for forskellige horisontale eller sektorale rammer, og undtagelser fra bestemte forbud eller begrænsninger vil gå tabt, herunder f.eks. driftsstøtte, støtte til virksomheder i vanskeligheder, ad hoc-støtte osv.;

2.13

kræver, at Kommissionen undersøger, hvorvidt regioner med naturlige, strukturelle eller demografiske handicap, som ikke længere klassificeres under artikel 87, stk. 3, litra a), kan få gavn af den mere gunstige behandling, som regioner, der fortsat klassificeres under denne artikel, modtager.

3.1

bifalder det faktum, at Kommissionen er villig til at tilpasse den procentdel af befolkningen, som lever i regioner, der falder ind under artikel 87, stk. 3, litra c), ved at inkludere alle de regioner, som ikke længere er omfattet af artikel 87, stk. 3, litra a); mener imidlertid, at praktisk talt alle regioner, som er negativt påvirket af udvidelsens statistiske effekt, bør omfattes af artikel 87, stk. 3, litra a) og derfor ikke inkluderes i dette afsnit;

3.2

gentager, hvad der blev fastslået i Regionsudvalgets udtalelse om Tredje rapport om samhørighed, nemlig at »de regioner, der berøres af den naturlige effekt« (regioner, som ikke længere er omfattet af artikel 87, stk. 3, litra a), som følge af økonomisk vækst) »skal overføres fra artikel 87, stk. 3, litra a), til artikel 87, stk. 3, litra c), i løbet af støtteperioden«. I forbindelse med denne overførsel skal støttens graduering og intensitet afstemmes efter støtten til regioner, der er berørt af den statistiske effekt.

3.3

finder, at man i forbindelse med regioner, som er omfattet af undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c) (regioner, som tidligere var omfattet af artikel 87, stk. 3, litra a)), bør tage hensyn til følgende specielle situationer:

3.4

finder, at disse regioner bør få adgang til bonusser, som ligger over den øvre tærskel for generel støtte;

3.5

kræver også, at territorier, der er ramt af alvorlig økonomisk krise, midlertidigt bliver støtteberettigede under artikel 87, stk. 3, litra c); det vil være relevant i situationer med omfattende omstruktureringsforanstaltninger (når f.eks. større virksomheder drejer nøglen om med mange tabte arbejdspladser som følge);

3.6

kræver også, at regioner, som er plaget af nogle af de ovennævnte handicap, med en BNP pr. indbygger på eller lavere end 100 % eller med en helt usædvanligt lav beskæftigelsesfrekvens, midlertidigt bliver berettiget til støtte under artikel 87, stk. 3, litra c). Kommissionen bør løbende evaluere de økonomiske indikatorer for at vurdere, om de regioner, som modtager støtte i henhold til retningslinjerne for regionalstøtte, er berettigede hertil under hensyntagen til den økonomiske vækst og arbejdsløshedsprocenten;

3.7

anmoder om, at regioner med lav befolkningstæthed og øregioner, der ikke falder ind under artikel 87, stk. 3, litra a), omfattes af artikel 87, stk. 3, litra c) og får adgang til transportstøtte, der hverken er midlertidig eller degressiv;

3.8

mener, at de forskellige regioners særlige problemer bør evalueres i henhold til forskellige kriterier, så man kan måle regionens konkurrencemæssige og økonomiske udviklingspotentiale, og for at sikre, at statsstøtten ydes på en fleksibel måde i overensstemmelse med disse kriterier.

4.1

bifalder Kommissionens beslutning om at vælge en tematisk fremgangsmåde i stedet for én, der er baseret på udvalgte geografiske områder, så man sikrer, at konkurrencepolitikken og regionalpolitikken er forenelig med målsætningerne fra Lissabon og Gøteborg;

4.2

advarer om, at det kan være nødvendigt at tage hensyn til økonomiske omstændigheder og territoriale forskelle for at kunne opfylde de regionalpolitiske målsætninger i forbindelse med bestemmelsen om, at regioner, der er undtaget fra artikel 87, stk. 3, litra a) og litra c), kan være berettiget til horisontal støtte i henhold til de målsætninger, der blev opstillet på de seneste møder i Det Europæiske Råd;

4.3

foreslår derfor, at regioner klassificeres på grundlag af deres konkurrenceevne, så de kan modtage gradueret horisontal støtte;

4.4

mener, at kriterierne for territorial klassificering af ikke-støttede regioner bør inkluderes i de nye retningslinjer for regionalstøtte for at sikre reel sammenhæng mellem konkurrence- og regionalpolitikken, og at de horisontale rammer bør give mulighed for en mere gunstig behandling af mindre konkurrencedygtige regioner baseret på klassificeringen i retningslinjerne for regionalstøtte. Denne mere gunstige behandling bør omfatte bonusser ud over de støttetærskler, der er fastlagt i de horisontale rammer;

4.5

minder Kommissionen om, at den i sit seneste forslag om øvre tærskler for regionalstøtte kun overvejede en procentstigning for små og mellemstore virksomheder i ikke-støtteberettigede regioner. Det strider mod den betydelige mindskelse, der er planlagt for bestemte støtteberettigede regioner (navnlig i regioner, der er påvirket af den statistiske og den naturlige effekt);

4.6

mener, at de samhørighedspolitiske mål, der er defineret i traktaten, skal behandles forskelligt i overensstemmelse med de forskellige situationer og problemer, som faktisk eksisterer; opfordrer Kommissionen til at definere, hvordan den vil behandle hver enkelt region forskelligt i henhold til udviklingsniveau og konkurrenceevne;

4.7

fremhæver eksemplet med ikke-støttede regioner, som deler en landegrænse med en anden, støttemodtagende region; henstiller, at man i sådanne tilfælde udover at fastlægge maksimale differentierede støtteprocenter mellem naboregioner også kan tage hensyn til andre parametre, som sammenligner regioners økonomiske og konkurrencemæssige muligheder. Derved kan man forhindre situationer, som ikke er acceptable i henhold til den europæiske samhørighedspolitik;

4.8

kræver, at der fastlægges et loft for omfanget af den overordnede statsstøtte i henhold til det regionale konkurrenceniveau. Dette tal kunne fastsættes i forhold til BNP pr. indbygger eller i forhold til indbyggerantallet.

5.1

kræver, at man for at opfylde de strategiske målsætninger, som blev opstillet på topmøderne i Lissabon og Gøteborg, navnlig bør anvende den horisontale støtte (F+U, miljø, beskæftigelse, undervisning, SMV'er osv.) i regioner med et lavere økonomisk udviklingsniveau eller ringere konkurrenceevne; i det øjemed bør man især lægge vægt på at koordinere de forskellige regler for regional og horisontal støtte;

5.2

kræver, at man, både hvad angår støttede og ikke-støttede regioner, bør overveje bonusser ud over de støttetærskler, som er fastlagt i de forskellige horisontale støtterammer, både gradueret og ud fra de forskellige regionale forhold; centre for teknologisk innovation bør i denne forbindelse skænkes særlig opmærksomhed og nyde godt af større fleksibilitet;

5.3

mener, at de minimis-støtte, støtte på lavt niveau eller støtte med begrænset effekt på samhandlen inden for Fællesskabet i sig selv ikke kan modvirke et lavt udviklingsniveau i en bestemt region; tværtimod kan denne type støtte anvendes langt mere effektivt i lande eller regioner med større finansiel kapacitet og dermed højere velfærdsindikatorer;

5.4

foreslår derfor, at Kommissionen analyserer og tager hensyn til denne støttetypes effekt på regionaludviklingen.

6.1

påpeger, at den støtte, der ydes i visse sektorer, påvirker den økonomiske udvikling i regionerne særlig stærkt; det gælder for eksempel støtten i transportsektoren; henleder opmærksomheden på støtten til lavprisflyselskaber eller søfart, som kan styrke udviklingen af regioner med større økonomiske problemer, som ofte skyldes geografiske barrierer;

6.2

foreslår, at der gøres en særlig indsats på dette område for effektivt at koordinere al støtte, som har en indvirkning på regionaludviklingen, så man sikrer en gunstig behandling af sektorspecifik støtte, der ydes i mindre udviklede og mindre konkurrencedygtige regioner;

6.3

er tilfreds med Kommissionens indsats for at udvikle lovrammerne for statsstøtte til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. De mindre velstående regioner såvel som regioner med alvorlige og permanente naturlige eller geografiske handicaps har også interesse i at have en mere gunstig ramme for udviklingen af deres tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse såvel som en klar og komplet ramme for de tjenesteydelser, som må anses for at have en økonomisk betydning i modsætning til tjenesteydelser uden økonomisk relevans;.

6.4

mener, at dispensationen fra at indberette kompensationer, der gives som betaling for forsyningspligtydelser, bør udvides til at omfatte de tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, der hører ind under de offentlige myndigheders kerneområde, specielt socialt boligbyggeri, offentlige hospitaler, uddannelse og tjenesteydelser af almindelig social interesse. Kommissionen bør hæve tærsklerne for, hvornår der kræves indberetning. Indberetning bør ske efterfølgende. Dermed vil denne bureaukratiske foranstaltning ikke skade leveringen af de nødvendige tjenesteydelser, som i modsat fald risikerer at gå i stå.

7.1

minder om, at regionalstøtte ydes som direkte støtte til investeringer eller investeringsforbundet beskæftigelsesstøtte. Andre former for støtte har imidlertid også vist sig særdeles nyttige for at styrke iværksætterånden og fremme produktive investeringer, så man kan forbedre erhvervsklimaet; Det gælder kapitalandele i virksomheder, regionale risikokapitalfonde, erhvervsinkubatorer, garantier, erhvervsgrunde til en overkommelig pris (især i regioner, hvor erhvervsgrunde er meget dyre), osv.;

7.2

opfordrer Kommissionen til at overveje at tilføje nye former for støtte til regionalstøtten, der kan optimere brugen af de offentlige midler, og som har en mere begrænset effekt på konkurrencen.

8.1

noterer med tilfredshed, at forslaget til Fællesskabets nye strukturfondsforordning indfører et krav om at fastholde investeringer i syv år, hvor modtagervirksomheden mister EU-støtten, hvis den flytter til en anden region inden udløbet af denne periode. Der kan imidlertid gøres en undtagelse afhængigt af de forskellige sektorers teknologiske karakteristika.

9.1

mener, at det er lige så vigtigt at konsolidere virksomheder, der allerede har etableret sig i et område, som det er at tiltrække nye virksomheder. Derfor bør virksomheder, som allerede er etableret i et bestemt område, og som investerer i udvidelse og konsolidering, ikke behandles mindre gunstigt end virksomheder med tilsvarende investeringsprojekter, som etablerer sig i samme område. Hvis støtte kun ydes til den indledende opstart, kan det også tilskynde virksomheder til at relokalisere;

9.2

mener, at omkostningerne ved indkøb og byggemodning af grund varierer betydeligt fra én region til en anden afhængig af terrænets fysiske karakteristika, og at det derfor vil være bedre, hvis man i stedet for at forbyde støtte til udgifterne til byggegrunde begrænser det til en andel af den planlagte samlede investering i regioner, hvor indkøb og byggemodning osv. af grunde er en vigtig faktor;

9.3

foreslår også, at der indføres systemer eller fastsættes procenter for immaterielle investeringer, så man kan begrænse den maksimale støtteandel i forhold til de samlede investeringer.

1.

en reform af regionalstøtten for at mindske dens samlede omfang som vedtaget på Det Europæiske Råds møder i Stockholm og Barcelona og omlægge den i overensstemmelse med samhørighedsmålene under hensyntagen til forskellige regionale forhold og de prioriteringer, EU har opstillet. Regionalstøttens samlede omfang kan mindskes på en mere retfærdig måde end ved en generel sænkning af støtteloftet;

2.

nettostøtteækvivalentformlen bør fastholdes til beregning af statsstøtten;

3.

der bør fastlægges overgangsperioder for regioner, der overføres fra artikel 87, stk. 3, litra a) til artikel 87, stk. 3, litra c). I disse tilfælde foreslås en graduering af støtten, så man undgår, at disse regioner kommer til at betale udvidelsens omkostninger (regioner, der berøres af den statistiske og den naturlige effekt). Også for regioner omfattet af artikel 87, stk. 3, litra c) og regioner, der ikke længere er det, ønsker Regionsudvalget en bedre behandling, samtidig med at den øvre befolkningsgrænse for regionalstøtte respekteres;

4.

at der udarbejdes objektive kriterier og solide juridiske begrundelser for klassifikation af regioner og graduering af regionalstøtten i overensstemmelse med samhørighedsmålene;

5.

at der fastlægges klassificeringskriterier for at tage hensyn til hver enkelt regions særlige karakteristika uanset geografisk placering; denne klassificering bør tilpasses for at tage hensyn til de løbende fremskridt i hver enkelt region;

6.

at der overvejes procentvise bonusser for regioner med naturlige, demografiske eller strukturelle handicap, uanset om de er klassificeret under EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a) eller under artikel 87, stk. 3, litra c);

7.

at der overvejes bonusser inden for de horisontale rammer for regioner i henhold til deres udviklingsniveau og konkurrenceevne (støttede og ikke-støttede regioner);

8.

at retningslinjerne for regionalstøtte koordineres med den horisontale støtte og de prioriterede mål i Lissabon-dagsordenen;

9.

at der i retningslinjerne for regionalstøtte inkluderes sammenhængende kriterier vedrørende støtten til sektorer, som spiller en nøglerolle i regionaludviklingen;

10.

at Kommissionen foretager undersøgelser og analyser af de forskellige situationer i EU's regioner, så dens forslag bygger på retfærdige kriterier;

11.

at støtten til en region indgår i strategiske planer for regionaludvikling;

12.

at der tages hensyn til andre indikatorer for evaluering af regionernes økonomiske situation, f.eks. beskæftigelsesfrekvensen, især hvad angår regioner, som ikke modtager støtte;

13.

at det overvejes at anvende andre former for erhvervsstøtte, der lettere kan tilvejebringes, og som kræver færre offentlige ressourcer;

14.

at der fastsættes højere tærskler for indberetning af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og at indberetningen sker efterfølgende; disse tjenesteydelser omfatter ikke ydelser, der er anerkendte rettigheder i de nationale forfatninger, og som ikke er økonomiske tjenesteydelser;

15.

at der tages særligt hensyn til nye former for erhvervsstøtte (risikokapital, garantier, kapitalandele, skattelempelser osv.).

7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/32

1.1

ser med stor tilfredshed på det arbejde, der lægges i at gennemføre en ny social- og arbejdsmarkedspolitisk dagsorden for perioden 2005-2010, tilslutter sig fuldt ud dens mål og bifalder de opstillede strategier og rækken af nøje præciserede instrumenter til at nå dem, som er opsummeret i sloganet »Et socialt Europa i verdensøkonomien — arbejdspladser og muligheder for alle«;

1.2

værdsætter især, at Kommissionen — på trods af afmatningen i den europæiske økonomi og på trods af de utilfredsstillende resultater, der hidtil er opnået i gennemførelsen af Lissabon-strategien — på det socialpolitiske område foreslår samme mål som Lissabon-strategien, nemlig prioritering af den økonomiske væksts sociale dimension; værdsætter relanceringen af den europæiske sociale model, som ifølge Det Europæiske Råds udsagn i Barcelona i 2002 bygger på »gode økonomiske resultater, et højt niveau for social beskyttelse og uddannelse samt social- og arbejdsmarkedspolitisk dialog«;

1.3

bifalder de principper, som den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden bygger på, dvs. den integrerede fremgangsmåde, fremme af kvalitet i beskæftigelsen, modernisering af sociale beskyttelsesordninger og endelig hensynet til »omkostningerne ved ikke at have en socialpolitik«;

1.4

bemærker imidlertid, at de fastlagte mål undertiden er generelle og kræver en mere præcis definition af arbejdsinstrumenter og tidsplaner;

1.5

erkender, at der må tages hensyn til »omkostningerne ved ikke at have en socialpolitik«, da socialpolitik kan være med til at fremme såvel sociale som økonomiske mål. Socialpolitikken er faktisk ikke kun med til at begrænse social udstødelse, men kan også bidrage til økonomiske resultater ved f.eks. at øge økonomiens evne til at tilpasse sig ændringer i international sammenhæng. Manglende eller utilstrækkelige socialpolitikker indvirker således reelt negativt på det økonomiske vækstpotentiale;

1.6

udtrykker på trods af den overordnet set positive vurdering beklagelse over, at de lokale og regionale myndigheders rolle og ansvar ikke udtrykkelig er nævnt i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, især da det i de fleste europæiske lande er disse myndigheder, der har til opgave at fastlægge og gennemføre socialpolitikkerne i praksis;

1.7

mener i den forbindelse, at en af betingelserne for vellykket gennemførelse af dagsordenens mål vil være aktiv inddragelse af lokale og regionale myndigheder og de foranstaltninger, de gennemfører i tråd med nærhedsprincippet, der knæsættes i udkastet til forfatningstraktat og i retningslinjerne i »Hvidbog om nye styreformer i EU« fra 2001 (Kommissionens arbejdspapir om den løbende og systematiske dialog med sammenslutningerne af regionale og lokale myndigheder om politikudformningen);

1.8

udtrykker ønske om, at det gennem inddragelse af græsrodsorganisationer vil være muligt at mindske eksisterende forskelle mellem medlemsstaterne og fremme udbredelsen af de bedste kvaliteter ved den europæiske sociale model, og håber, at det kan ske ved at følge bedste praksis snarere end ved at rette sig ind efter situationen i de medlemsstater, der er længst bagud med hensyn til socialpolitik.

Om Kommissionens strategier, mål, instrumenter og forslag.

2.1

er bevidst om, at Europas borgere gennemlever en tid med store bekymringer (forhold som lav vækst, faldende købekraft, befolkningens aldring, opfattelsen af, at EU ikke spiller en hovedrolle på den internationale scene, problemerne med de sociale sikringssystemer og den fortsatte tilstedeværelse af fattige og økonomisk og socialt marginaliserede befolkningsgrupper fremkalder frygt og en defensiv holdning og giver næring til nye og gamle lokalpatriotiske tendenser); er derfor enigt i, at opbygning af tillid bør være et centralt element i EU's sociale strategi;

2.2

finder det vigtigt med en målrettet aktion for at udbrede reel oplysning, så der dæmmes op for frygten blandt borgerne i både gamle og nye medlemsstater;

2.3

understreger alligevel behovet for, at man sideløbende med en indsats for at forbedre kommunikationen forfølger væsentlige mål og satser på umiddelbart synlige forbedringer af leve- og arbejdsvilkår. Målene bør tilpasses medlemsstaternes forskellige vilkår og prioriteter, og de lokale og regionale myndigheder bør i stort omfang inddrages.

3.1

mener, at den fastlagte række af instrumenter (lovgivningen, den sociale dialog, de finansielle instrumenter) uforbeholdent bør anvendes for at imødegå den udbredte mistillid;

3.1.1

fremhæver det fremskridt, der er gjort med indførelsen af en generel social klausul (artikel III-117) i udkastet til forfatningstraktat, i henhold til hvilken der fremover skal tages hensyn til den sociale dimension i alle fællesskabspolitikkerne;

3.2

bifalder, at der er komplementaritet mellem dagsordenen, Lissabon-strategien og strategien for bæredygtig udvikling, som skal indgå i samspil med alle fællesskabspolitikker. Den integrerede fremgangsmåde vil kunne bevirke et reelt fremskridt i beskæftigelses- og socialpolitikkerne, hvis det instrument til evaluering af virkningerne, som Kommissionen har udviklet, tager hensyn til nærhedsprincippet som fastlagt i udkastet til forfatningstraktat;

3.3

opfordrer Kommissionen til at anvende den åbne koordinationsmetode parallelt med den nuværende fremgangsmåde, som er rent mellemstatslig. Det bør ske ved at inddrage lokale og regionale myndigheder, som bliver hovedaktørerne i forvaltningen af dagsordenens finansielle instrumenter, især hvad angår målene »konvergens« og »regional konkurrenceevne og beskæftigelse«;

3.4

finder det påkrævet, at der sker afgørende fremskridt hen imod anvendelse af EU-lovgivningen i hele EU, og understreger, at medlemsstaternes lovgivning løbende må indarbejde EU's principper og minimumsstandarder for at mindske forskellene og ulighederne imellem medlemsstaterne;

3.5

finder det hensigtsmæssigt, at Kommissionen et år efter tiltrædelsen af de nye medlemsstater gør status over de restriktioner, der gør det vanskeligt for arbejdstagere fra de nye medlemsstater at få adgang til arbejdsmarkedet i det tidligere EU-15. Det kunne navnlig være interessant at vurdere disse restriktioners strukturelle indvirkning på situationen med hensyn arbejdsrelationerne;

3.6

mener, at de restriktioner, der gør det vanskeligt for arbejdstagere fra de nye medlemsstater at få adgang til arbejdsmarkedet i det tidligere EU-15, og den igangværende debat om Kommissionens forslag til et direktiv om tjenesteydelser i det indre marked viser, at det er nødvendigt at revidere direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser.

4.1

anerkender betydningen af en ny fremgangsmåde, der omfatter alle generationer og som sigter på at give unge større og bedre fremtidsudsigter. Opbygning af tillid og relancering af Lissabon-strategiens mål afhænger nødvendigvis af, at de unge spiller en central rolle, jf. Regionsudvalgets udtalelse (EDUC-037, 2004) om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af programmet« Aktive unge »for perioden 2007-2013«;

4.2

tilslutter sig en intensiv debat om grønbogen om generationsaspektet i 2005;

4.3

mener, at den intense debat om befolkningens aldring og om reformen af pensionssystemerne bør følges op med en grundig vurdering og analyse af den stadigt stigende forringelse af de unges vilkår hvad angår indkomstmuligheder og beskæftigelsesmæssige og uddannelsesmæssige udsigter. Uden at sidde de ældres vedvarende problemer overhørig, er det også nødvendigt i en integreret fremgangsmåde at fokusere på vilkårene for de befolkningsgrupper, der er i fare for at blive udstødt;

4.4

ser med stor tilfredshed på idéen om et partnerskab på tværs af generationerne, som på den ene side vil bygge på de ældres erfaring og sikre, at de forbliver en del af den erhvervsaktive befolkning, og på den anden side sikre, at de unge får mulighed for at indtræde på arbejdsmarkedet; opfordrer derfor Kommissionen til at sætte gang i forsøg, udbredelse af bedste praksis og specifikke initiativer, der kan lette mødet mellem generationerne;

4.5

tillægger på linje med Kommissionens meddelelse partnerskaber på alle niveauer stor betydning og betragter det som et afgørende instrument til at sikre opbyggelsen af den sociale kapital, som synes at være udhulet på grund af en vedvarende svag vækst og forsinkelsen i gennemførelsen af Lissabon-målene, herunder først og fremmest målet om rimelige arbejdsvilkår for alle borgere i EU;

4.6

understreger behovet for specifikke foranstaltninger, hvor der af historiske og socio-økonomiske grunde er mindre tradition for og erfaring med partnerskaber;

4.7

er fuldt ud enigt i betydningen af EU's eksterne dimension. EU kan og bør spille en aktiv rolle på den internationale scene, især med henblik på at fremme rimelige arbejdsvilkår for alle, sikre retfærdige regler for international samhandel, men også for at beskytte og fastholde den europæiske sociale model og dens principper om værdighed, social retfærdighed og solidaritet i en globaliseret økonomi;

4.8

finder, at der er mindst to andre betingelser, som skal være opfyldt, hvis det skal lykkes at opbygge borgernes tillid: 1) borgerne skal have et godt kendskab til de europæiske muligheder, de har til rådighed; 2) borgerne skal besidde de fornødne redskaber til at udnytte disse muligheder, f.eks. sprogfærdigheder; opfordrer Kommissionen til også at understrege disse betingelser.

5.1

tilslutter sig fuldt ud strategien om at fastholde beskæftigelse og mængden og kvaliteten af arbejdspladserne som centrale mål på den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden. Beskæftigelsen er fortsat sammen med de fire prioriteter, som foreslås i »Kok-rapporten«, det primære middel til at dæmme op for social udstødelse og fremme en stabil og holdbar økonomisk vækst;

5.2

støtter udarbejdelse af en grønbog om udvikling af arbejdsretten. Den generelle udbredelse af nye arbejdsstrukturer gør det absolut påkrævet med en tilpasning af arbejdsrettens lovgivningsinstrumenter;

5.3

finder det i den forbindelse påkrævet med foranstaltninger for at undgå, at fleksibiliteten i arbejdet, som er nødvendig for en modernisering af arbejdsmarkedet og for konkurrenceevnen, udmønter sig i en forværring af arbejdstagernes sikkerhedsforhold og en øget risiko for social udstødelse;

5.4

mener, at den sociale dialog stadig er et grundlæggende instrument, som på alle måder bør anvendes og styrkes for at fremme og lette forandringer, forvalte dem og gøre dem socialt retfærdige;

5.5

værdsætter, at Kommissionen vil foreslå en ny strategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, der gennem forebyggende foranstaltninger skal sikre arbejdstagernes sundhed og sikkerhed;

5.6

ser med stor interesse på udsigterne til et europæisk arbejdsmarked; håber imidlertid, at man ikke begrænser sig til at fremme arbejdstagernes mobilitet mellem medlemsstaterne, men udbygger de regler og bestemmelser, som regulerer den måde, arbejdsmarkedet fungerer på, og som forener størst mulig sikkerhed med størst mulig effektivitet og produktivitet;

5.7

anser i den forbindelse de tværnationale kollektive overenskomster for nyttige;

5.8

ser ligeledes positivt på fremme af virksomhedernes sociale ansvar;

5.9

ser ligeledes positivt på fremme af en bedre og mere effektiv koordinering af de sociale sikringsordninger.

6.1

anerkender, at modernisering af den sociale sikring samt sikring af ordningernes økonomiske holdbarhed er et afgørende element i midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien; understreger imidlertid, at denne modernisering bør foretages i relation til det ufravigelige krav om et mere solidarisk samfund og lige muligheder for alle;

6.2

mener derfor, at de lokale og regionale myndigheder bør spille en central rolle i moderniseringsprocessen, og at den åbne koordinationsmetode bør udvides til regionale og lokale myndigheder på subnationalt plan;

6.3

tilslutter sig forslaget om at rationalisere den åbne koordinationsmetode gennem opstilling af en fælles liste af mål i relation til integration, pensioner og sundhed;

6.4

bifalder fuldt ud målet om bekæmpelse af fattigdom og fremme af social integration;

6.5

mener, at et EU-initiativ om mindstelønsordninger og integrering har stor betydning, og opfordrer Kommissionen til at udvikle specifikke foranstaltninger med henblik på at sammenligne de forskellige erfaringer, nationale som regionale, og tilskynde til udbredelse af god praksis og benchmarking af de enkelte regelsæt;

6.6

støtter forslaget om et europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010); frygter imidlertid, at initiativer af denne art (som de andre »europæiske år«, der ifølge Kommissionens meddelelse skal udpeges frem til 2010) risikerer at blive rene markeringer i stedet for, som de burde, at blive fulgt op af en styrkelse af de specifikke foranstaltninger, der skal fremmes;

6.7

tilslutter sig fuldt ud målet om at bekæmpe forskelsbehandling og fremme mindretallenes rettigheder, eventuelt også gennem lovgivningsmæssige initiativer;

6.8

anser forslaget om at oprette et europæisk institut for ligestilling for unødvendigt. I stedet bør andre eksisterende instrumenter forbedres, så de kan bidrage mere effektivt til evalueringen af erfaringerne med og gennemførelsen af god praksis i EU-landene;

6.9

understreger behovet for en konkretisering af målet om bekæmpelse af forskelsbehandling gennem fastlæggelse af specifikke tiltag og foranstaltninger i relation til de forskellige situationer. Målet om lige muligheder for mænd og kvinder er imidlertid fuldt af historiske betydninger og specielle problemstillinger, som ikke kan reduceres til det mere generelle spørgsmål om mindretalsrettigheder, som desuden berører EU's medlemsstater forskelligt;

6.10

hilser Kommissionens hensigt om at udarbejde en specifik meddelelse om forsyningspligtydelser velkommen og håber især, at dette initiativ kan være med til at fjerne den retsusikkerhed, der præger den nuværende situation. Der gøres opmærksom på, at de lokale og regionale myndigheder spiller en fremtrædende rolle inden for forsyningspligtydelser, og at de bør støttes, så de fortsat kan sikre tilgængelige og universelle ydelser. For at opnå den ønskede bevægelighed i EU må alle medlemsstaterne mobiliseres og koordinere deres indsats på området. I den forbindelse værdsættes Kommissionens hensigt om på visse betingelser at undtage bestemte sektorer, der leverer sociale tjenesteydelser, f.eks. hospitaler og boligselskaber, fra pligten til at indsende meddelelse om statsstøtte.

7.2.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 31/36

1)

En bredt anlagt økonomisk indvandring løser ikke i sig selv demografiske problemer i form af en aldrende befolkning og faldende fødselstal og er heller ikke det rigtige svar på arbejdsmarkedets krav. Selv om det er på sin plads at absorbere det interne arbejdskraftpotentiale og tillade indvandring af højt kvalificerede arbejdstagere inden for bestemte sektorer, er mere stabile indvandringsstrømme stadig mere nødvendige for at dække det europæiske arbejdsmarkeds behov og sikre de europæiske virksomheders konkurrenceevne;

2)

et af hovedpunkterne i Haag-programmet — EU's nye agenda for forbedring af indvandrings- og asylpolitikken, der blev vedtaget i 2004 — er lovlig indvandring og bekæmpelse af ulovlig beskæftigelse; om end omfanget af indvandringen forbliver under de enkelte medlemsstaters ansvarsområde, opfordres Kommissionen til inden udgangen af 2005 at fremlægge en plan for politikken for lovlig indvandring;

3)

grønbogen er indledningen til en lovforberedende høring af EU-institutionerne, medlemsstaterne og civilsamfundet om den mest hensigtsmæssige udformning af fællesskabsregler for at modtage økonomiske migranter og om fordelene ved at vedtage en sådan fælles ramme;

4)

den nye forfatningstraktat udvider EU's beføjelser (artikel III-267) og fastsætter, at Unionen udformer en fælles indvandringspolitik med henblik på at sikre en effektiv styring af migrationsstrømmene, en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i en medlemsstat, samt bekæmpelse af ulovlig indvandring og menneskehandel, og at EU-lovgivningen fastsætter betingelser for indrejse og ophold samt forskrifter for medlemsstaternes udstedelse af visa og opholdtilladelse;

5)

den nye forfatningstraktat fastsætter endvidere, at der ved europæisk lov eller rammelov kan fastsættes foranstaltninger, »der skal fremme og støtte medlemsstaternes indsats med henblik på at fremme integration (...)«. En harmonisering af medlemsstaternes love er dermed udelukket. Regionsudvalget understreger, at bestemmelser om tredjelandsstatsborgeres adgang til arbejdsmarkedet henhører under medlemsstaternes ansvarsområde —

1.1

bemærker, at udviklingen af en migrationspolitik blandt andet har til formål på kort og mellemlangt sigt at give et økonomisk svar på Europas faldende befolkningstal og at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for alle borgere, hvilke er Regionsudvalgets prioriterede mål;

1.2

fremhæver, at der er en klar forbindelse mellem indvandreres vanskeligheder med at anvende legale kanaler til økonomisk indvandring, manglen på koordination mellem medlemsstaternes politik på det område og omfanget af illegal indvandring;

1.3

understreger den indbyrdes sammenhæng mellem økonomisk, beskæftigelses- og socialpolitik, der karakteriserer den europæiske samfundsmodel, som er baseret på vægtningen af kvalitet på arbejdsmarkedet, modernisering af erhvervsstrukturen og en stærk social samhørighed;

1.4

bemærker dog, at mens nogle regioner har et faldende befolkningstal og mangel på arbejdskraft, har andre regioner en befolkningstilvækst, som bevirker, at der ikke er tilstrækkelige lokale tjenesteydelser og boliger til rådighed;

1.5

mener, at en fremtidig EU-lovgivning bør skabe en samlet lovramme, som dækker alle indvandrere i EU, skønt man til at begynde med godt kunne nøjes med at anlægge en sektoriel tilgang, der er koncentreret om specifikke grupper af vandrende arbejdstagere (sæsonarbejdere, arbejdstagere med særlige kvalifikationer, personale omflyttet inden for en virksomhed, tjenesteydere osv.);

støtter derfor det forslag, Kommissionen fremsætter i sin grønbog om at skabe en fælles ramme af mindstekrav vedrørende tredjelandsstatsborgeres adgang til betalt beskæftigelse eller arbejde som selvstændige;

beklager, at forslaget til et direktiv om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på beskæftigelse som lønmodtagere og udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, som Regionsudvalget hilste velkomment i sin udtalelse 386/2001 af 13. marts 2002 (10), ikke er blevet godkendt af Rådet;

1.6

mener, at der efter aftale mellem flere medlemsstater kan indføres fælles hasteprocedurer, hvis der er mangel på specifikke kvalifikationer; enhver medlemsstat, der gennemfører sådanne procedurer, bør være forpligtet til at informere og koordinere dem på forhånd med de øvrige EU-medlemsstater;

1.7

fremhæver betydningen af en politik for visa og opholds- og arbejdstilladelse, som gør indrejse nemmere for vandrende arbejdstagere; foreslår derfor, at medlemsstaterne fastlægger en fælles national ansøgningsprocedure, som fører til en kombineret status, som både omfatter en opholds- og arbejdstilladelse, i én administrativ afgørelse for at forenkle og harmonisere de forskellige regler, der for øjeblikket finder anvendelse i medlemsstaterne;

1.8

bekræfter sin støtte til princippet om at fremme mobiliteten for fastboende indvandrere, der allerede er tilknyttet arbejdsmarkedet i EU (CdR 337/2004 rev. 1);

1.9

i betragtning af, at Rådets direktiv 2003/109/EF fra og med år 2006 anerkender fastboende indvandreres ret til mobilitet, anser Regionsudvalget det for vigtigt også at undersøge muligheden for at indføre fælles minimumsregler, som letter mobiliteten på EU's område for arbejdstagere med kortvarigt ophold i en medlemsstat, da der siden 2004 har været fri bevægelighed for arbejdstagere i EU's medlemsstater, f.eks. ved at udstede jobsøgningstilladelser, som kan sætte arbejdssøgende i stand til at opspore ledige jobs. Det ville også være ønskeligt, at der i oprindelseslandene uden for EU indføres en grunduddannelse, som i nogle sektorer kan være en afgørende faktor, og at der vedtages fælles minimumsregler for erhvervserfaringer erhvervet før indrejsen eller efter ankomsten til det første indrejseland i EU;

1.10

mener, at indrejsetilladelse til individuelle arbejdstagere i princippet bør være betinget af eksistensen af et konkret job.

Inden for bestemte arbejdsmarkedssektorer, hvor det er mere vanskeligt at sprede information i oprindelseslandet om specifikke ledige jobs, kan EU-lovgivningen om indvandreres legale indrejse imidlertid omfatte en midlertidig opholdstilladelse for at søge arbejde, som kan være gyldig i en begrænset tidsperiode og forvaltes af hver enkelt medlemsstat.

Den fremtidige lovgivning bør også indeholde bestemmelser, der giver mulighed for overflytning til et nyt arbejdssted eller en anden jobsektor, og fastlægge maksimale ledighedsperioder for vandrende arbejdstagere, som udløber samtidig med jobsøgningstilladelsen, hvorefter de skal vende tilbage til oprindelseslandet. Dog vil så strengt et krav indebære, at mange indvandrere fortsat vil ty til menneskesmuglermafiaerne. Der bør derfor være en vis fleksibilitet, som på den ene side giver de vandrende arbejdstagere håb og leder dem væk fra mafiaerne, og som på den anden side giver medlemsstaterne mulighed for at åbne døren for tredjelandsstatsborgere for at opfylde forudsigelige behov for arbejdskraft. Enhver fremtidig lovgivning om maksimale ledighedsperioder for vandrende arbejdstagere, hvorefter de skal vende tilbage til oprindelseslandet, skal tage hensyn til arbejdstagerens grad af integration, dvs. om der er familiemedlemmer, skolesøgende børn, hvor længe opholdet har varet, hvor mange år arbejdstageren har været i arbejde før ledighedsperioden osv.;

1.11

bemærker, at mere fleksible indrejseprocedurer såsom ordningen med »individuel vurdering« og »green cards«, som skal dække skiftende og langvarige arbejdskraftbehov, først kan indarbejdes i en EU-lovgivning efter indførelsen af et informationssystem, som gør det muligt på europæisk plan at offentliggøre ledige jobs, og efter fastlæggelsen af fælles minimumsregler for indrejsetilladelse til vandrende arbejdstagere;

1.12

mener, at spørgsmålet om kombination eller ej af arbejds- og opholdstilladelse ikke bør reguleres på europæisk plan, men overlades til de enkelte medlemsstater i medfør af subsidiaritetsprincippet;

1.13

bemærker, at det er nødvendigt at sikre udenlandske statsborgere, som er vandrende arbejdstagere, grundlæggende borgerlige og sociale rettigheder på EU-plan via en passende lovgivning;

1.14

understreger endnu en gang nødvendigheden af at begrænse hjerneflugten fra tredjelande og yde støtte til disse lande for at holde migrationen nede på et bæredygtigt niveau, der er til gavn for såvel modtagerlandet som oprindelseslandet (CdR 223/2003); strategier med henblik på at bekæmpe fattigdom, forbedre leve- og arbejdsforhold, skabe arbejdspladser og udvikle uddannelsestilbud i indvandrernes oprindelseslande er på lang sigt med til at normalisere migrationsstrømmene;

1.15

mener, at samarbejdstiltagene bør omfatte fremme af uddannelse og erhvervsfaglig videreuddannelse samt rekruttering af arbejdstagere i oprindelseslandene, og at specifikke bi- eller multilaterale aftaler om fastlæggelse af præferencekriterier for indrejse med fordel kan indgås med nabolande eller lande med store migrationsstrømme;

1.16

understreger, at den økonomiske migration har en grundlæggende regional og lokal dimension i kraft af dens indvirkning på det lokale arbejdsmarked og de tjenesteydelser, som henhører under de lokale og regionale myndigheder (sociale ydelser, uddannelse, boliger m.m.), hvilket der bør tages hensyn til ved tildelingen af EU-midler til integration af indvandrere på lokalt og regionalt plan;

1.17

understreger, at de lokale myndigheder har den vigtige rolle at sørge for sikkerhed og social samhørighed, som er grundlæggende aspekter af en politik for økonomisk indvandring;

1.18

bemærker derfor, at der ved fastlæggelsen af kategorier af vandrende arbejdstagere og deres antal bør fastlægges procedurer, som tager hensyn ikke kun til behovet på landsplan, men også til forslagene fra de lokale og regionale myndigheder;

1.19

mener, at de lokale og regionale myndigheder kan spille en afgørende rolle for den sociale integration, kulturel og sproglig uddannelse og de vandrende arbejdstageres erhvervelse af faglige kvalifikationer samt certificering af disse, og at de kan indgå i det samarbejde med tredjelande, som sigter mod uddannelse af arbejdstagere, der ønsker at emigrere.

2.1

understreger under henvisning til bestemmelserne i den kommende forfatningstraktat den nære sammenhæng, der er mellem indvandringspolitikken og arbejdsmarkedspolitikken (afsnit VIII, artikel 137, litra g), i EF-traktaten), og mener følgelig, at Regionsudvalget obligatorisk bør høres om den lovgivning, der følger grønbogen op;

2.2

opfordrer alle EU-medlemsstater til at ratificere FN's internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmers rettigheder;

2.3

mener, at det europæiske plan er bedre egnet til at tackle problemerne på indvandrings- og arbejdsmarkedsområdet, men at der dog bør udvises særlig stor omhu ved fastlæggelsen af betingelserne for indrejse og ophold. På den ene side må det sikres, at disse betingelser ikke kommer i konflikt med de enkelte medlemsstaters ret til at fastlægge omfanget af indvandringen på deres område, og på den anden side må denne ret ikke få negative følger for de andre medlemsstater. Alt for restriktive betingelser giver ikke de medlemsstater, som måtte ønske det, mulighed for at give adgang for et bestemt antal indvandrere, hvilket kan få alvorlige følger for den økonomiske konkurrenceevne i de pågældende medlemsstater og deres regioner. Anbefaler derfor, at det i forbindelse med en fremtidig lovgivning om betingelser for indrejse nøje undersøges, om disse er forenelige med de forskellige nationale, regionale og lokale situationer;

2.4

idet det noteres, at fælles regler kan være nyttige på baggrund af de transnationale aspekter og den indflydelse, som politikken i én medlemsstat kan have på en anden, anbefales det, at en sådan nytteværdi forudgående påvises med henblik på den fremtidige europæiske lovgivning, og at det vurderes, hvilke aspekter der — uden at det får transnationale følger — kan reguleres mere effektivt på medlemsstatsniveau;

2.5

anbefaler — under hensyntagen til, at grønbogen (lovgivningsforberedende høring) ikke kommer ind på, hvilket lovgivningsinstrument der skal vælges — at det bliver et direktiv, som afstikker retningslinier for medlemsstaternes politik og på den anden side respekterer deres ret til at træffe afgørelser vedrørende visse aspekter og til at tage hensyn til specifikke regionale og lokale karakteristika. Desuden bør der fastsættes retningslinier for indrejse- og opholdsbetingelserne, så en medlemsstats politik på dette område ikke indvirker negativt på de andre. Direktivet vil sikre medlemsstaterne tilstrækkelig fleksibilitet bl.a. for at imødekomme særlige regionale og lokale forhold;

2.6

mener endvidere, at det bør undersøges, om det vil være hensigtsmæssigt med en forordning som lovgivningsinstrument for fastlæggelsen af sociale og borgerlige rettigheder;

2.7

anbefaler, at den lovgivningsforberedende høring kommer til at omfatte brede kredse, og at de regionale og lokale myndigheder også inddrages, da disse også af Kommissionen betragtes som vigtige aktører i indvandringspolitikken;

2.8

da nødvendigheden af at tage hensyn til de regionale og lokale aspekter kun nævnes i forbifarten (s. 8 i grønbogen), opfordres Kommissionen til i den kommende lovgivning mere utvetydigt at anerkende de regionale og lokale myndigheders rolle i indkredsningen af de arbejdsmarkedssektorer, hvor der er brug for vandrende arbejdstagere.

Endvidere gentager Regionsudvalget, at der er behov for at finansiere fremme et program for udveksling af god praksis på det indvandringspolitiske område, og foreslår, at EU støtter etableringen af regionale kontaktsteder for virksomheder, som er interesseret i indvandret arbejdskraft, for at imødegå nedgangen i arbejdsstyrken og fremme den økonomiske udvikling;

finder, at en specifik evaluering af de regionale og lokale aspekter af politikken for økonomisk migration og af den økonomiske og sociale indvirkning på lokalt og regionalt plan af de foreslåede foranstaltninger ville være nyttig, og der bør ydes den nødvendige finansielle støtte hertil;

Regionsudvalget bør selv tage skridt (studier, undersøgelser, høringer, konferencer, rundspørger) til at gennemføre en konsekvensanalyse med henblik på bedre lovgivning og koordination af indvandrings- og integrationspolitikker;

2.9

da Kommissionen lægger vægt på at sikre, at de fremtidige foranstaltninger påfører medlemsstaterne og tredjelandene mindst mulige administrative byrder, men ikke kommer ind på omkostningsspørgsmålet, skønt mange foranstaltninger helt klart medfører omkostninger, anser Regionsudvalget det for nødvendigt at undersøge, hvilke administrative og finansielle forpligtelser de påtænkte foranstaltninger vil påføre de regionale og lokale myndigheder. Programmer af denne art er omkostningskrævende, og det er derfor nødvendigt at evaluere deres indvirkning. De bør støttes finansielt af staten og EU, men de lokale myndigheder bør fortsat have kompetence til at fastlægge programmernes indhold og gennemføre dem.