8.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 275/1

(1)

For at fjerne konkurrencefordrejninger mellem medlemsstaternes transportvirksomheder, for at sikre et funktionsdygtigt indre marked og for at øge konkurrencen er det nødvendigt, at der indføres retfærdige ordninger, der bevirker, at transportvirksomhederne betaler for de omkostninger, som deres brug af infrastrukturen forårsager. En vis grad af harmonisering er allerede opnået med direktiv 1999/62/EF.

(2)

Et mere retfærdigt tarifafgiftssystem for brug af vejinfrastruktur er af væsentlig betydning for at fremme bæredygtige transportvilkår i Fællesskabet. Målet om den bedst mulige udnyttelse af det eksisterende vejnet og en mærkbar reduktion af de heraf følgende negative virkninger bør nås uden yderligere belastning for operatørerne for at sikre en holdbar økonomisk vækst og et funktionsdygtigt indre marked.

(3)

I hvidbogen »Den europæiske transportpolitik frem til 2010 — De svære valg« anførte Kommissionen, at den ville fremlægge et direktiv med henblik på opkrævning af afgifter for brug af vejinfrastruktur. I forbindelse med vedtagelsen den 12. februar 2003 af rapporten om konklusionerne af hvidbogen bekræftede Europa-Parlamentet, at der var behov for afgifter for brug af infrastruktur. Efter mødet i Det Europæiske Råd den 15. juni 2001 i Göteborg, hvor der blev lagt særlig vægt på spørgsmålet om bæredygtige transportformer, hilste Det Europæiske Råd i København den 12. og 13. december 2002 og i Bruxelles den 20. og 21. marts 2003 desuden Kommissionens hensigt om at fremsætte et nyt »Eurovignet«-direktiv velkommen.

(4)

Med henblik på fastsættelse af vejafgifter tages der i direktiv 1999/62/EF hensyn til omkostningerne ved anlæg, drift, vedligeholdelse og udvikling af infrastrukturen. Der skal være en særlig bestemmelse for at sikre klarhed med hensyn til de anlægsomkostninger, der kan tages i betragtning.

(5)

Den internationale vejtransport er koncentreret på det transeuropæiske vejtransportnet. Desuden er det indre markeds tilfredsstillende funktion af afgørende betydning for den erhvervsmæssige transport. Derfor bør fællesskabsrammebestemmelserne omfatte erhvervsmæssig transport på det transeuropæiske vejnet som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1692/96/EF af 23. juli 1996 om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet (5). Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med nærhedsprincippet frit vælge, om de under overholdelse af traktaten vil anvende vejafgifter og/eller brugsafgifter på andre veje end på det transeuropæiske vejnet.

(6)

Af hensyn til omkostningseffektiviteten i gennemførelsen af vejafgiftsordninger skal hele den infrastruktur, som en afgift vedrører, ikke nødvendigvis være underlagt adgangsrestriktioner, der styrer de opkrævede afgifter. Medlemsstaterne kan vælge at gennemføre dette direktiv ved kun at opkræve vejafgifter på et bestemt punkt i den infrastruktur, som afgiften vedrører.

(7)

Vejafgifter bør bygge på princippet om, at kun infrastrukturomkostninger skal dækkes. Såfremt sådanne omkostninger er medfinansieret over Den Europæiske Unions almindelige budget, bør det bidrag, der kommer fra fællesskabsmidlerne, ikke inddrives gennem vejafgifter, medmindre der forekommer særlige bestemmelser i de relevante fællesskabsinstrumenter, der tager hensyn til fremtidige indtægter fra vejafgifter i forbindelse med fastsættelse af størrelsen af fællesskabsmedfinansieringen.

(8)

Det, at brugeren kan træffe beslutninger, der har indflydelse på den vejafgift, der skal betales, ved at vælge mindre forurenende køretøjer og mindre overbelastede perioder og ruter udgør et væsentligt element i et vejafgiftssystem. Derfor bør medlemsstaterne kunne differentiere vejafgifterne efter køretøjets type, dvs. dets emissionsklasse (EURO-klasserne), og graden af slidskader, som det forårsager på vejene, stedet, tidspunktet samt overbelastningsniveauet. Denne differentiering af afgiftsniveauet bør stå i rimeligt forhold til det forfulgte mål.

(9)

Aspekter af kommerciel prisfastsættelse vedrørende brug af vejinfrastruktur, der ikke er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv, bør overholde reglerne i traktaten.

(10)

Dette direktiv berører ikke muligheden for, at medlemsstater, der indfører et system for vejafgifter og/eller afgifter for brug af infrastruktur, kan fastsætte passende kompensation for disse afgifter med forbehold af traktatens artikel 87 og 88. Denne kompensation må ikke medføre konkurrenceforvridning på det indre marked og skal være omfattet af relevante bestemmelser i EF-retten, navnlig de minimumsafgiftssatser for køretøjer, der er angivet i bilag I til direktiv 1999/62/EF og bestemmelserne i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (6).

(11)

Hvis medlemsstaterne opkræver vej- eller brugsafgifter for benyttelse af veje i det transeuropæiske vejnet, bør de afgiftsbelagte veje prioriteres i medlemsstaternes tidsplaner for vedligeholdelse.

(12)

Bjergområder som Alperne og Pyrenæerne, bør gøres til genstand for særlig opmærksomhed. Lanceringen af nye store infrastrukturprojekter er ofte strandet på, at de nødvendige betydelige finansieringsmidler ikke kunne tilvejebringes. I sådanne områder kan brugerne derfor blive afkrævet et yderligere beløb, der skal tjene til finansiering af væsentlige projekter af meget høj europæisk værdi — i givet fald henhørende under en anden transportmåde — i samme korridor. Dette beløb bør stå i forhold til projektets finansieringsbehov. Det skal også stå i forhold til basisniveauet for vejafgifterne for ikke at føre til kunstigt forhøjede afgifter i en korridor, hvilket kunne bevirke omledning af trafikken til andre korridorer med lokale overbelastningsproblemer og en ineffektiv udnyttelse af vejnettene til følge.

(13)

Afgifterne bør ikke indebære forskelsbehandling, og opkrævningen af dem bør ikke indebære opfyldelse af for store formaliteter eller skabe hindringer ved de indre grænser. Med henblik herpå bør der træffes relevante foranstaltninger for at lette lejlighedsvise brugeres betaling, navnlig hvor afgifterne og/eller brugerbetaling udelukkende opkræves ved hjælp af et system, der kræver anvendelse af en elektronisk betalingsanordning (on-board unit).

(14)

For at sikre en sammenhængende og harmoniseret anvendelse af afgiftssystemerne for brug af infrastruktur bør omkostningerne ved nye vejafgiftsordninger beregnes efter en række grundlæggende principper eller fastsættes på et niveau, der ikke ligger over det niveau, der ville være resultatet af disse princippers anvendelse. Disse krav bør ikke gælde for eksisterende ordninger, medmindre de i fremtiden ændres væsentligt. Sådanne væsentlige ændringer kan omfatte større ændringer i vejafgiftsordningens oprindelige vilkår og betingelser gennem ændringer i en aftale med vejafgiftsordningens operatør, men vil ikke omfatte ændringer, der er omhandlet i den oprindelige ordning. Ved koncessionsaftaler kan der gennemføres væsentlige ændringer efter en udbudsprocedure. Med henblik på at opnå gennemsigtighed uden at skabe hindringer for markedsøkonomien og offentlig-private partnerskaber bør medlemsstaterne desuden meddele Kommissionen, således at den kan afgive en udtalelse, de enhedsværdier og andre parametre, som de påtænker at anvende ved beregning af vejafgifternes forskellige omkostningselementer eller, ved koncessionsaftaler, den relevante kontrakt og den oprindelige sag. Udtalelser vedtaget af Kommissionen forud for indførelsen af nye vejafgiftsordninger i medlemsstaterne berører på ingen måde Kommissionens forpligtelse i henhold til traktaten til at drage omsorg for gennemførelsen af fællesskabsretten.

(15)

Der er stadig behov for andre tekniske fremskridt med henblik på at få udviklet tarifsystemet for opkrævning af afgifter for brug af infrastruktur. Der bør indføres en procedure, således at Kommissionen kan tilpasse kravene i direktiv 1999/62/EF efter de tekniske fremskridt og rådføre sig med medlemsstaterne til dette formål.

(16)

De nødvendige gennemførelsesforanstaltninger for dette direktiv bør vedtages i medfør af Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (7).

(17)

Målene for dette direktiv, som består i harmonisering af betingelserne for opkrævning af vejafgifter for brug af infrastruktur, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan på grund af den europæiske dimension og af hensyn til det indre transportmarked derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(18)

Direktiv 1999/62/EF bør ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 2 ændres således:

2)

Artikel 7 ændres således:

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 7a

1.   Ved fastlæggelse af niveauerne for de vægtede, gennemsnitlige vejafgifter, der skal opkræves for det pågældende infrastrukturnet eller en klart defineret del af et sådant net, tager medlemsstaterne hensyn til de forskellige omkostninger, der er omhandlet i artikel 7, stk. 9. De omkostninger, der medregnes, skal vedrøre det net eller en del af det net, for hvilket vejafgifterne opkræves, og de køretøjer, der er pålagt vejafgift. Medlemsstaterne kan vælge ikke at lade disse omkostninger dække gennem vejafgiftsprovenuet eller kun at dække en del af omkostningerne.

2.   Vejafgifter fastsættes i henhold til artikel 7 og stk. 1 i nærværende artikel.

3.   For nye vejafgiftsordninger, undtagen dem, der involverer koncessionsvejafgifter, som medlemsstaterne indfører efter den … (12), beregner medlemsstaterne omkostningerne under anvendelse af en metode, der er baseret på de grundlæggende beregningsprincipper i bilag III.

For nye koncessionsvejafgifter, der indføres efter den … (12), skal det maksimale vejafgiftsniveau svare til eller ligge under det niveau, der ville være resultatet, hvis der var anvendt en metode baseret på de grundlæggende beregningsprincipper i bilag III. Vurderingen af, om afgifterne er på et hertil svarende niveau, skal foretages på grundlag af en referenceperiode af en rimelig længde, der er afpasset efter koncessionskontraktens art.

Vejafgiftsordninger, der allerede er indført den … (12), eller for hvilke der inden den … (12) ifølge en udbudsprocedure er modtaget bud eller svar på opfordringer til at forhandle ved udbud med forhandling, underlægges ikke forpligtelserne i dette stykke, så længe disse ordninger fortsat er gældende, og forudsat de ikke ændres væsentligt.

4.   Medlemsstaterne forelægger mindst fire måneder før indførelsen af en ny vejafgiftsordning følgende for Kommissionen:

5.   I de tilfælde, som er underlagt forpligtelserne i stk. 3, skal Kommissionen senest fire måneder efter at have modtaget de i stk. 4 omhandlede oplysninger afgive udtalelse om, hvorvidt disse forpligtelser ser ud til at være opfyldt.

Kommissionens udtalelser stilles til rådighed for det i artikel 9c, stk. 1, omhandlede udvalg.

6.   Såfremt en medlemsstat ønsker at anvende bestemmelserne i artikel 7, stk. 11, på vejafgiftsordninger, der allerede er indført inden den … (12), skal den pågældende medlemsstat forelægge dokumentation for, at den vægtede gennemsnitsafgift for den pågældende infrastruktur er i overensstemmelse med artikel 2, litra aa), og artikel 7, stk. 9 og 10.«

4)

Artikel 8, stk. 2, litra b), affattes således:

5)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 8a

Hver medlemsstat kontrollerer systemet for vejafgifter og/eller brugsafgifter for at sikre, at det fungerer på gennemsigtig og ikke-diskriminerende vis.«

6)

Artikel 9 ændres således:

7)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 9a

Medlemsstaterne indfører relevante kontrolforanstaltninger og fastlægger den sanktionsordning, der skal gælde for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages til gennemførelse af dette direktiv. De træffer de nødvendige foranstaltninger til iværksættelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

Artikel 9b

Kommissionen fremmer dialog og udveksling af teknisk knowhow mellem medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv og navnlig bilag III. Kommissionen ajourfører og tydeliggør bilag 0, III og IV i lyset af de tekniske fremskridt og bilag I og II i lyset af inflationen, efter proceduren i artikel 9c, stk. 3.

Artikel 9c

1.   Kommissionen bistås af et udvalg.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i Rådets afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i Rådets afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

4.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.«

8)

Artikel 11 affattes således:

»Artikel 11

Senest den … (13) aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen og virkningerne af dette direktiv på baggrund af den teknologiske udvikling og udviklingen i trafiktætheden og foretager samtidig en vurdering af direktivets følger for det indre marked, herunder for områder, indlandsområder og randområder i Fællesskabet, investeringsniveauet i sektoren samt dets bidrag til at nå målet om en bæredygtig transportpolitik.

Rapporten ledsages eventuelt af forslag til Europa-Parlamentet og Rådet med henblik på yderligere revision af direktivet.

Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de nødvendige oplysninger senest den … (14).«

9)

Tabellen i bilag II vedrørende de årlige afgiftsbeløb affattes således:

10)

Bilag II, sidste punktum, affattes således:

»Den daglige brugsafgift er ens for alle køretøjskategorier og beløber sig til 11 EUR.«

11)

Teksten i bilag I i nærværende direktiv tilføjes som bilag 0.

12)

Teksten i bilag II i nærværende direktiv tilføjes som bilag III.

13)

Teksten i bilag III i nærværende direktiv tilføjes som bilag IV.

8.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 275/19

(1)

Det Europæiske Fællesskab har behov for bedre energieffektivitet i slutanvendelserne, styret efterspørgsel efter energi og fremme af produktionen af vedvarende energi, eftersom mulighederne for på anden vis at påvirke forholdene i energiforsyning og -distribution, enten ved kapacitetsudvidelse eller ved forbedring af transmission og distribution, er ret begrænsede på kort til mellemlang sigt. Direktivet bidrager således til en forbedret forsyningssikkerhed.

(2)

Bedre energieffektivitet i slutanvendelserne vil også bidrage til at nedbringe forbruget af primærenergi og til at mindske udledningerne af CO2 og andre drivhusgasser. Disse emissioner stiger fortsat og gør det sværere og sværere at opfylde Kyoto-forpligtelserne. Hele 78 % af drivhusgasemissionerne i EU skyldes menneskelig aktivitet i energisektoren. I det sjette miljøhandlingsprogram, som fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF (4), regnes der med, at der må skæres yderligere ned for at nå det langsigtede mål i FN's rammekonvention om klimaændringer, der er at stabilisere drivhusgaskoncentrationen i atmosfæren på et niveau, der hindrer farlige menneskeskabte forstyrrelser af klimasystemet.

(3)

Bedre energieffektivitet i slutanvendelserne vil gøre det muligt at udnytte potentielle omkostningseffektive energibesparelser økonomisk effektivt. Energieffektivitetsforbedrende foranstaltninger vil kunne give sådanne besparelser og dermed hjælpe Det Europæiske Fællesskab til at mindske sin afhængighed af importeret energi. Desuden vil overgangen til mere energieffektive teknologier kunne fremme Det Europæiske Fællesskabs innovationskapacitet og konkurrenceevne, som det fremhæves i Lissabon-strategien.

(4)

I Kommissionens meddelelse om gennemførelsen af første fase af det europæiske klimaændringsprogram anførtes som en af de vigtigste klimapolitiske foranstaltninger på EU-plan et direktiv om styring af energiefterspørgslen.

(5)

Dette direktiv er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (5) og med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF (6), der giver mulighed for at benytte energieffektivisering og efterspørgselsstyring som alternativer til nye forsyninger og for at stille krav om miljøbeskyttelse, således at medlemsstaternes myndigheder bl.a. kan vælge mellem at udbyde ny kapacitet eller træffe foranstaltninger for energieffektivisering og efterspørgselsstyring, herunder »hvide attester«.

(6)

Dette direktiv påvirker ikke anvendelsen af artikel 3 i direktiv 2003/54/EF, hvorefter medlemsstaterne sikrer, at alle privatkunder og, når medlemsstaterne anser det for hensigtsmæssigt, små virksomheder omfattes af forsyningspligt, dvs. har ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til rimelige, let og klart sammenlignelige og gennemsigtige priser på deres område.

(7)

Liberaliseringen af detailmarkederne for slutkunder til elektricitet, naturgas, sten- og brunkul, opvarmning og i visse tilfælde også fjernvarme og fjernkøling har næsten udelukkende medført effektivitetsforbedringer og omkostningsbesparelser inden for energiproduktion, -transformation og -distribution. Denne liberalisering har ikke ført til nogen betydelig konkurrence om produkter og tjenester, der kunne have givet energieffektiviseringer på efterspørgselssiden.

(8)

I resolutionen af 7. december 1998 om energieffektivitet i Det Europæiske Fællesskab (7) tilsluttede Rådet sig et mål for Fællesskabet som helhed gående ud på, at det endelige forbrugs energiintensitet frem til år 2010 skulle forbedres med gennemsnitligt yderligere et procentpoint årligt.

(9)

Medlemsstaterne bør derfor vedtage nationale vejledende mål for at fremme energieffektivitet i slutanvendelserne og sikre fortsat vækst og levedygtighed for markedet for energitjenester og dermed bidrage til at gennemføre Lissabon-strategien. Vedtagelsen af nationale vejledende mål for fremme af energieffektivitet i slutanvendelserne skaber en effektiv synergi med andre fællesskabsforskrifter, der, når de anvendes, bidrager til opfyldelsen af disse nationale mål.

(10)

Dette direktiv forudsætter en indsats fra medlemsstaternes side, og opfyldelsen af dets mål er afhængig af, hvorledes denne indsats påvirker slutbrugerne af energien. Slutresultatet af medlemsstaternes tiltag er således afhængigt af en lang række eksterne faktorer, der påvirker brugernes adfærd med hensyn til energiforbrug og vilje til at indføre energibesparelsesmetoder og benytte energibesparende apparater. Selv om medlemsstaterne forpligter sig til at gøre en indsats for at opfylde målet på 6 %, er det nationale energisparemål af vejledende karakter og påfører ikke medlemsstaterne en juridisk bindende forpligtelse til at nå det.

(11)

Når der tilstræbes energieffektivitet som følge af tekniske, adfærdsbetingede og/eller økonomiske ændringer, bør det undgås at skabe væsentlige negative miljøvirkninger, og de sociale prioriteter bør respekteres.

(12)

Der kan opnås en bedre energieffektivitet i slutanvendelserne ved øget udbud af og efterspørgsel efter energitjenester eller ved andre energieffektiviseringsforanstaltninger.

(13)

Med henblik på at realisere energisparepotentialet i visse markedssegmenter, hvor der normalt ikke sælges kommercielle energisyn, som f.eks. i husholdningerne, bør medlemsstaterne sørge for adgang til energisyn.

(14)

I Rådets konklusioner af 5. december 2000 anføres fremme af energitjenester ved tilrettelæggelse af en fællesskabsstrategi som et hovedindsatsområde for energieffektivisering.

(15)

Energidistributører, distributionssystemoperatører og energileverandører i detailleddet kan forbedre energieffektiviteten i Det Europæiske Fællesskab, hvis de energitjenester, de markedsfører, indbefatter effektive slutanvendelser ved ydelser som indendørs termisk komfort, varmt brugsvand, køling, produktfremstilling, belysning og mekanisk drivkraft. Profitmaksimering for energidistributører, distributionssystemoperatører og energileverandører i detailleddet bliver således mere et spørgsmål om at sælge energitjenester til så mange kunder som muligt end om at sælge mest muligt energi til hver kunde.

(16)

Medlemsstaterne bør, under fuld hensyntagen til markedsaktørernes nationale organiseringsform og med henblik på at fremme iværksættelsen af de energitjenester og energieffektiviseringsforanstaltninger, der omhandles i dette direktiv, kunne vælge at pålægge enten energidistributørerne eller distributionssystemoperatørerne eller energileverandørerne i detailleddet, eller eventuelt to af disse eller alle disse markedsaktører, at yde disse tjenester og deltage i disse foranstaltninger.

(17)

En nyskabende praksis, der bør fremmes, er at benytte tredjepartsfinansiering. Derved undgår modtageren investeringsomkostninger, men bruger en del af den økonomiske værdi af den energibesparelse, der følger af tredjepartens investeringer, til at betale dennes investerings- og renteomkostninger.

(18)

Med henblik på at gøre takster og andre bestemmelser vedrørende netbunden energi mere befordrende for energieffektivitet i slutanvendelser, bør incitamenter til unødigt store energiforbrug fjernes.

(19)

I hver medlemsstat bør den offentlige sektor gå foran med et godt eksempel, hvad angår investeringer, vedligeholdelse og andre udgifter til energiforbrugende udstyr, energitjenester og andre energieffektiviseringsforanstaltninger. Den offentlige sektor bør derfor tilskyndes til at inddrage energieffektiviseringshensyn i deres investeringer, afskrivningsregler og driftsbudgetter. Da medlemsstaternes administrative strukturer er meget forskellige, bør de forskellige typer foranstaltninger, som den offentlige sektor måtte træffe, træffes på det mest passende nationale, regionale og/eller lokale niveau.

(20)

De energitjenester, energieffektiviseringsprogrammer og andre energieffektiviseringsforanstaltninger, der iværksættes for at nå energisparemålene, kan støttes og/eller gennemføres ved frivillige aftaler mellem interessenter og organer i den offentlige sektor, der udpeges af medlemsstaterne.

(21)

I forbindelse med udarbejdelsen af energieffektiviseringsforanstaltninger bør der tages hensyn til de effektivitetsgevinster, der opnås ved udbredt anvendelse af omkostningseffektive teknologiske nyskabelser, som f.eks. elektronisk måling.

(22)

For at slutbrugerne skal kunne træffe mere velfunderede beslutninger med hensyn til deres individuelle energiforbrug, bør de have en rimelig mængde information herom tillige med andre relevante oplysninger, såsom information om eksisterende energieffektiviseringsforanstaltninger, sammenlignelige slutbrugerprofiler eller objektive tekniske specifikationer for energiforbrugende udstyr, der f.eks. kan omfatte faktor 4-udstyr eller lignende.

(23)

Med vedtagelsen af dette direktiv vil alle substantielle bestemmelser i Rådets direktiv 93/76/EØF af 13. september 1993 om begrænsning af kuldioxidemissionerne gennem en forbedring af energieffektiviteten (SAVE) (8) være dækket af andre fællesskabsretsregler, og derfor bør direktiv 93/76/EØF ophæves.

(24)

Målene for dette direktiv, nemlig at fremme energieffektivitet i slutanvendelserne og udvikle et marked for energitjenester, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(25)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (9) —

a)

Opstilling af de vejledende mål og tilvejebringelse af de mekanismer, incitamenter og institutionelle, økonomiske og juridiske rammer, der er nødvendige for at fjerne de nuværende markedsbarrierer og -imperfektioner, som står i vejen for effektiv slutanvendelse af energi.

b)

Tilvejebringelse af betingelser for udvikling af et marked for energitjenester og for iværksættelse af andre energieffektiviseringsforanstaltninger over for slutbrugerne.

a)

leverandører af energieffektiviseringsforanstaltninger, herunder energidistributører, distributionssystemoperatører og energileverandører i detailleddet. Medlemsstaterne kan dog bestemme, at små distributører, små distributionssystemoperatører og energileverandører i detailleddet ikke skal være omfattet af artikel 6 og 13

b)

slutkunder. Direktivet finder dog ikke anvendelse på virksomheder, der er involveret i de kategorier af aktiviteter, der er nævnt i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (10), og på de dele af transportvirksomheder, der hovedsagelig er baseret på brug af flybrændstof og bunkerfuel til skibe

c)

de væbnede styrker, men kun i det omfang dets anvendelse ikke giver anledning til konflikter med karakteren af og det primære formål med de væbnede styrkers aktiviteter, og med undtagelse af materiel, der udelukkende anvendes til militære formål.

a)

»energi«: enhver form for kommercielt tilgængelig energi, herunder elektricitet, naturgas (herunder flydende naturgas og flaskegas), brændsel til opvarmning og afkøling, herunder fjernvarme og fjernkøling, sten- og brunkul, tørv, transportbrændstoffer (undtagen flybrændstof og bunkerfuel til skibe) og biomasse som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (11)

b)

»energieffektivitet«: forholdet mellem et output af ydelse, tjeneste, varer eller energi og et input af energi

c)

»energieffektivisering«: en forøgelse af energieffektiviteten i slutanvendelserne som følge af tekniske, adfærdsbetingede og/eller økonomiske ændringer

d)

»energibesparelse«: den mængde sparet energi, der konstateres ved at måle og/eller anslå forbruget før og efter gennemførelsen af en eller flere energieffektiviseringsforanstaltninger, idet der korrigeres for eksterne forhold, der påvirker energiforbruget

e)

»energitjeneste«: fysisk gavn, nytteværdi eller gode fremkommet ved at kombinere energi med energieffektiv teknik, der kan omfatte de drifts-, vedligeholdelses- og kontrolaktiviteter, der er er nødvendige for at tilvejebringe tjenesten, som leveres på basis af en kontrakt, og som normalt medfører en kontrollerbar energieffektivisering, der kan måles eller anslås

f)

»energieffektivitetsmekanismer«: generelle foranstaltninger, der anvendes af regeringer eller statsorganer for at tilvejebringe gunstige rammevilkår eller incitamenter, der kan få markedsaktørerne til at levere og købe energitjenester og andre energieffektiviseringsforanstaltninger

g)

»energieffektiviseringsprogrammer«: aktiviteter, der er målrettet mod grupper af slutkunder, og som normalt medfører en kontrollerbar energieffektivisering, der kan måles eller anslås

h)

»energieffektiviseringsforanstaltninger«: ethvert tiltag, der normalt medfører en kontrollerbar energieffektivisering, der kan måles eller anslås

i)

»energitjenesteselskab«: en fysisk eller juridisk person, der leverer energitjenester og/eller andre energieffektiviseringsforanstaltninger hos en bruger og herunder påtager sig en vis økonomisk risiko. Betalingen for de leverede tjenester afhænger (enten helt eller delvis) af, om der opnås en energieffektivisering, og om de øvrige aftalte kriterier for ydeevne opfyldes

j)

»kontrakt om energiydelse«: en kontraktlig aftale mellem modtageren og leverandøren (normalt et energitjenesteselskab) af en energieffektiviseringsforanstaltning, hvor investeringerne i denne foranstaltning betales i forhold til en aftalt grad af energieffektivisering

k)

»tredjepartsfinansiering«: en kontraktlig aftale, der — foruden energileverandøren og modtageren af energieffektiviseringsforanstaltningen — involverer en tredjepart, der finansierer foranstaltningen og opkræver et gebyr hos modtageren svarende til en del af den energibesparelse, der opnås i kraft af energieffektiviseringsforanstaltningen. Denne tredjepart skal ikke nødvendigvis være et energitjenesteselskab

l)

»energisyn«: en systematisk fremgangsmåde til at opnå tilstrækkelig viden om den eksisterende energiforbrugsprofil for en bygning eller gruppe af bygninger, et industrianlægs drift og/eller indretning eller private eller offentlige tjenester, udpege og kvantificere omkostningseffektive energisparemuligheder og aflægge rapport om resultaterne

m)

»finansieringsinstrumenter for energibesparelser«: alle finansieringsinstrumenter såsom fonde, tilskud, skattenedsættelse, lån, tredjepartsfinansiering, kontrakter om energiydelse, sikkerhed for kontrakter om energibesparelse, outsourcing af energiydelser og andre lignende kontrakter, som offentlige eller private organer stiller til rådighed for markedet for helt eller delvis at dække de første projektomkostninger i forbindelse med gennemførelse af energieffektiviseringsforanstaltninger

n)

»slutkunde«: en fysisk eller juridisk person, der køber energi til egen slutanvendelse

o)

»energidistributør«: en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for transport af energi med henblik på levering heraf til slutkunder og til distributionsstationer, der sælger energi til slutkunder. Denne definition dækker ikke elektricitets- og naturgasdistributionssystemoperatører, der er omfattet af litra p)

p)

»distributionssystemoperatør«: en fysisk eller juridisk person, der er ansvarlig for driften, vedligeholdelsen og om nødvendigt udvikling af elektricitets- og naturgasdistributionssystemet i et givet område og, hvor det er relevant, sammenkobling af systemet med andre systemer samt for på lang sigt at sikre systemets evne til at opfylde rimelige krav til distributionen af elektricitet eller naturgas

q)

»energileverandør i detailleddet«: en fysisk eller juridisk person, der sælger energi til slutkunder

r)

»små distributører, små distributionssystemoperatører og små energileverandører i detailleddet«: en fysisk eller juridisk person, der distribuerer eller sælger energi til slutkunder, og som distribuerer eller sælger mindre end, hvad der svarer til 100 GWh energi om året, eller som har under 10 ansatte eller en årlig omsætning og/eller en samlet årlig balance på ikke over 2 mio. EUR. Distribution og salg af transportbrændstof skal behandles særskilt i forhold til andre former for energi, når disse tærskler anvendes

s)

»hvide attester«: attester udstedt af uafhængige attesteringsorganer, der bekræfter markedsaktørernes påstande om de energibesparelser, der opnås ved energieffektiviseringsforanstaltninger.

a)

på anmodning, men højst en gang om året, sender de indsamlede statistiske oplysninger om deres slutkunder til de myndigheder eller organisationer, der er omhandlet i artikel 4, stk. 3, eller til et andet udpeget organ, forudsat at sidstnævnte organ videregiver de modtagne oplysninger til det førstnævnte. Oplysningerne skal være tilstrækkelige til, at man på behørig vis kan tilrettelægge og gennemføre energieffektiviseringsprogrammer og fremme og føre tilsyn med energitjenester og andre energieffektiviseringsforanstaltninger. De kan omfatte historiske data og skal omfatte aktuelle data om forbruget i slutbrugerleddet, herunder, hvor det er muligt, belastningsprofiler, kundesegmenter og kundernes geografiske placering, uden at tilsidesætte integriteten og fortroligheden af oplysninger, der er af privat karakter eller forretningsmæssigt følsomme i overensstemmelse med gældende fællesskabslovgivning.

b)

afstår fra aktiviteter, der kunne vanskeliggøre efterspørgsel efter eller levering af energitjenester og andre energieffektiviseringsforanstaltninger eller hindre udvikling af markeder for energitjenester og andre energieffektiviseringsforanstaltninger. De berørte medlemsstater træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sådanne aktiviteter bringes til ophør, hvor de forekommer.

a)

vælge et eller flere af følgende krav, som energidistributører, distributionssystemoperatører og/eller energileverandører i detailleddet skal overholde direkte og/eller indirekte via andre leverandører af energitjenester eller energieffektiviseringsforanstaltninger:

b)

sikre, at der findes eller indgås frivillige aftaler og/eller andre markedsorienterede ordninger, som f.eks. hvide attester, der har samme virkning som et eller flere af kravene i litra a). Disse frivillige aftaler overvåges og følges op af de berørte medlemsstater med henblik på at sikre, at de reelt har samme virkning som et eller flere af kravene som omhandlet i litra a).

a)

faktiske aktuelle priser og faktisk energiforbrug

b)

sammenligning af slutkundens aktuelle energiforbrug med forbruget i samme periode året før, helst i diagramform

c)

hvor det er muligt og nyttigt, en sammenligning med en gennemsnitlig normalforbruger eller referenceforbruger af energi i samme brugerkategori

d)

kontaktoplysninger om forbrugerorganisationer, energiagenturer eller tilsvarende organer, herunder websteder, hvorfra der kan hentes oplysninger om eksisterende energieffektiviseringsforanstaltninger, sammenlignende slutbrugerprofiler og/eller objektive tekniske specifikationer for energiforbrugende udstyr.

a)

erfaring med den harmoniserede beregningsmodel i dens første anvendelsesår

b)

forventet større potentiel præcision som følge af, at en del af top-down-beregningerne erstattes af bottom-up-beregninger

c)

anslåede potentielle ekstraudgifter og/eller administrative byrder.

Hvis Kommissionen således beslutter at forhøje procentdelen af harmoniserede bottom-up-beregninger, skal den nye harmoniserede beregningsmodel først anvendes fra … (20).