20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/1

1)

Den centrale målestok for udvalgets evaluering er fortsat målsætningen i EF-traktatens artikel 158 om at styrke den økonomiske og sociale samhørighed og derved fremme den harmoniske udvikling af Fællesskabet; desuden vil en udjævning af forskellene mellem regionerne, navnlig med hensyn til en mindskelse af udviklingsunderskuddet i de mest ugunstigt stillede områder, udgøre et vigtigt bidrag til en styrkelse af de regionale og lokale myndigheders rolle i EU og gennemførelsen af Lissabon- og Göteborg-dagsordenerne;

2)

artikel III-220 i udkastet til traktat om en forfatning for Europa styrker samhørighedsmålene ved at indføre en territorial dimension: »For at fremme en harmonisk udvikling af Unionen som helhed udvikler og fortsætter denne sin indsats for at styrke sin økonomiske, sociale og territoriale samhørighed«;

3)

udvidelsen har affødt yderligere krav om samhørighed i Europa, som vil kræve en langsigtet og vedholdende indsats —

1.

mener, at samhørighedspolitikkens regionale dimension er af stor betydning (jf. artikel 158 i EF-traktaten) og bør styrkes efter udvidelsen for at fremme en harmonisk udvikling i EU,

2.

er tilfreds med de senere års resultater, hvad angår samhørighed og EU-regionalpolitikkens positive indvirkning på Fællesskabets sociale og økonomiske samhørighed som helhed. Udvalget påpeger på ny, at den i traktaten fastlagte samhørighedspolitik er det vægtigste, det mest synlige og det mest relevante redskab til at gennemføre principperne om solidaritet og samarbejde og således udgør en af de vigtigste hjørnesten i integrationen af EU's befolkninger og territorier,

3.

godkender Kommissionens budgetforslag om at afsætte 336,1 mia. EUR til samhørighedspolitikken og fordele dette beløb på de tre mål. Det finder Kommissionens finansieringsforslag tilstrækkeligt til at sikre fortsat fremme af regionerne i EU-15, samtidig med at de nye medlemsstater støttes på lige fod, forudsat at midlerne fordeles korrekt og koncentreres om løsningen af de mest graverende problemer. Dette forslag godkendes foreløbigt, dog på den udtrykkelige betingelse, at Kommissionen og medlemsstaterne — på baggrund af de nye krav, udvidelsen medfører — søger at sikre en rimelig forhøjelse af disse midler,

4.

mener, at ethvert forslag fra EU's side om at nedskære budgettet, uanset dets form, vil bringe grundlaget for samhørighedspolitikken i fare og derfor underminere solidaritetsprincippet, som, når alt kommer til alt, er et særskilt og afgørende element i det europæiske samarbejdes identitet.

5.

afviser følgelig ethvert forsøg på budgetmæssige justeringer af de beløb, Kommissionen foreslår mht. fordeling af midlerne mellem målene,

6.

fremhæver endnu engang, at en effektiv regionalpolitik i hele EU hænger uløseligt sammen med gennemførelsen af Lissabon- og Göteborg-dagsordenen. Fremtidig vækst og konkurrenceevne i alle regioner i EU fremmes i højere grad ved at videreføre EU's samhørighedspolitik for alle regioner end ved igen at gøre den til et nationalt anliggende. EU's konkurrenceevne afhænger af den enkelte regions konkurrenceevne,

7.

advarer om, at forsinkelser i programperiodens start som følge af lange forhandlinger vil føre til forstyrrelser i finansieringen og ustabilitet for alle lokale og regionale myndigheder i EU.

8.

godkender koncentrationen af ressourcer og prioriterede opgaver på de tre mål (konvergens, regional konkurrenceevne og beskæftigelse og territorialt samarbejde). Dette vil forbedre den interne sammenhæng i henseende til koordinering mellem strukturfondene på EU-plan og koordinering med specifikke sektorbestemte EU-tiltag. Endvidere vil den eksterne sammenhæng blive styrket i kraft af forbindelser mellem de forskellige indsatsniveauer (det lokale, regionale, nationale og europæiske niveau),

9.

glæder sig over, at Samhørighedsfonden finder anvendelse på medlemsstater, hvis BNP ligger under 90 % af EU-gennemsnittet. Der bør findes en politisk løsning for de medlemsstater, som fremover ikke vil være støtteberettigede som følge af udvidelsen,

10.

godkender forslaget om, at strukturfondsstøtte under »konvergensmålet« fokuseres på bæredygtig regional og lokal økonomisk udvikling,

11.

godkender Kommissionens forslag om at finde en løsning for de regioner, som er berørt af den såkaldte statistiske effekt inden for det nye konvergensmål. Den nuværende udformning af reglerne herom i forordningsforslaget er dog ikke fyldestgørende, da den ikke giver nogen planlægningssikkerhed i relation til støttens omfang og den støtteretlige behandling.

12.

godkender Kommissionens forslag om at opstille et »konkurrenceevne- og beskæftigelsesmål« for alle de regioner, der ikke er omfattet af konvergensmålet; der bør tages særligt hensyn til regioner med store socioøkonomiske problemer og større strukturelle tilpasningsbehov. Disse regioner bør defineres på grundlag af ens kriterier. Udvalget godkender også, at dette nye mål skal gælde for det regionale niveau som helhed,

13.

bifalder, at de regioner, som fuldt ud dækkes af mål 1 i 2006, og som ikke er støtteberettigede inden for konvergensmålene, omfattes af en midlertidig støtte (»indfasning«) og fortsat kan drage nytte af strukturfondene, så de på rimelige og lige vilkår kan deltage i den videre opfyldelse af målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse,

14.

udtrykker tilfredshed med opstillingen af et særligt »mål for territorialt samarbejde« og integreringen af tværnationalt, grænseoverskridende og netværksbaseret samarbejde, men anmoder tillige om at få medtaget tværregionalt samarbejde som en selvstændig del af det nye mål. Dette mål bør lægge særlig vægt på udbredelse af innovation og bedste praksis for at fremme EU's konkurrenceevne.

15.

bifalder, at støtten fra fondene tager hensyn til Europas territoriale dimension med særlig vægt på revitalisering af byområder, fiskeriafhængige regioner, regioner med særlige geografiske og naturbetingede handicap (øer, tyndt befolkede områder, bjergområder og grænseområder) samt regioner i EU's yderste periferi,

16.

bifalder det nyligt foreslåede naboskabsinstrument som et instrument, der styrker tanken om et fælles europæisk hus, og opfordrer Kommissionen til at fremlægge klare forslag til en koordinering mellem dette instrument og målet om territorialt samarbejde for at opnå størst mulige gensidige synergieffekter,

17.

understreger, at det er nødvendigt at genoverveje visse tværnationale områder for at tage hensyn til Europas nye politiske geografi i lyset af den kommende udvidelse, og foreslår, at man opretholder de tværnationale samarbejdsområder fra den nuværende periode 2000-2006, som har opfyldt EU's krav om konsekvens og effektivitet og bidraget til at udvikle fælles interesser og muligheder i de regioner, som de omfatter,

18.

bifalder integreringen af kønsperspektivet i alle faser af programmeringen, gennemførelsen og evalueringen af fondene,

19.

sætter pris på den indsats, der er gjort for at forenkle administrationen og forbedre gennemsigtigheden og forvaltningen af de fonde, som hører ind under den generelle forordning, og nærer det ønske, at gennemførelsesbestemmelserne for fondene, som Kommissionen skal vedtage, vil blive præget af samme forenklingsindsats,

20.

støtter forslagene om at styrke partnerskabet og samarbejdet mellem lokale, regionale, nationale og EU-myndigheder samt med private og sociale aktører i hele programmerings-, gennemførelses- og evalueringsprocessen for strukturfondene og Samhørighedsfonden,

21.

går ind for indførelsen af den strategiske approach i programmeringssystemet, fordi den fører til en ny politisk proces, som både vil kunne forbedre planlægningens kvalitet og forvaltningens effektivitet. Samtidig giver den mulighed for en bedre koordinering mellem de nationale strategier og samhørighedspolitikkens strategiske mål.

22.

mener, at indførelsen af nationale strategiske referenceprogrammer vil overføre forvaltningsansvar til forvaltningsmyndighederne for de operationelle programmer, hvorved de lokale og regionale myndigheders rolle i alle samhørighedspolitikkens faser kan styrkes yderligere,

23.

er enigt i, at medtagelsen af nye undtagelser vedrørende anvendelsen af n+2-reglen øger fleksibiliteten og hjælper regionerne, især i de nye medlemsstater, med at absorbere de midler, der stilles til rådighed inden for samhørighedspolitikken, rettidigt og korrekt. Regionsudvalget forventer dog, at Kommissionen tager de nødvendige skridt til at opnå større fleksibilitet.

24.

understreger, at forenkling ikke blot er et spørgsmål om decentralisering, men også et spørgsmål om større ansvarlighed i hele systemet. Regionsudvalget understreger betydningen af partnerskabsprincippet og inddragelsen af valgte repræsentanter fra lokale og regionale myndigheder og anmoder Kommissionen om at tilskynde medlemsstaterne til at udnytte muligheden for at indgå trepartsaftaler, hvor dette er relevant,

25.

støtter Kommissionens indsats for at styrke nærhedsprincippet (subsidiaritet). I forbindelse med forenklingsbestræbelserne vil Regionsudvalget derfor gerne understrege vigtigheden af ikke at øge centraliseringen på medlemsstatsplan. Det er vigtigt også at sikre subsidiaritetsprocessen på lokalt og regionalt plan. Målet må ikke være blot at overdrage ansvaret til medlemsstaterne, men at involvere de berørte aktører i den rette etape i gennemførelsen af samhørighedspolitikkens mål. Udvalget ønsker derfor, at nærhedsprincippet skal finde anvendelse inden for medlemsstaterne og ikke kun mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union,

26.

mener, at den øgede inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i alle faser af næste programmeringsperiode vil bidrage positivt til fjernelsen af de absorptionsproblemer, som opstod i indeværende programmeringsperiode.

27.

opfordrer Kommissionen til at fastlægge rammer til støtte for territorial differentiering i reglerne for statsstøtte for at bane vej for målrettede offentlige investeringer, især hvor disse kan korrigere for markedssvigt, med henblik på at nå målet om territorial samhørighed,

28.

foreslår, at visse meget tyndt befolkede regioner behandles som en kategori for sig, med passende hensyntagen til de herskende vilkårs alvorlige karakter, som anført i tiltrædelsestraktaterne for Sverige og Finland,

29.

mener, at forslaget om gennemførelsen af målet om europæisk territorialt samarbejde bør formuleres klarere. Der bør gøres en betydelig indsats i retning af administrativ forenkling, navnlig for fremmeprogrammer, som forvaltes på tværs af grænserne, da EU's yderst komplicerede retlige og administrative forskrifter hidtil har udgjort en væsentlig hindring for det grænseoverskridende samarbejde,

30.

udtrykker tilfredshed med, at søgrænser medtages med henblik på territorialt samarbejde og kræver, at grænsen på 150 km fortolkes fleksibelt for at muliggøre et fornuftigt samarbejde mellem regioner med fælles søgrænser,

31.

foreslår, at de regionale programmer — for at forbedre det tværregionale samarbejdes effektivitet — skal dække en bred vifte af strategiske emner, som repræsenterer en merværdi på europæisk plan, og tildeles tilstrækkelige finansielle ressourcer,

32.

bifalder den vægt, Kommissionen tillægger styrkelsen af social integration, og ønsker flere foranstaltninger, der kan imødekomme handicappede menneskers behov,

33.

mener, at opmærksomheden bør skærpes om problemet med befolkningens aldring, som er en af de største udfordringer for Europa i de kommende årtier,

34.

anbefaler kraftigt, at fremtidige programmer finansieret af strukturfondene dækker emner som byfornyelse, social armod, økonomisk omstrukturering og offentlig transport, som alle gør sig specielt gældende i storbyområder. Strukturfondene skal støtte en bæredygtig udvikling i storbyerne,

35.

ser med bekymring på, at EU's medfinansieringssats fastsættes ud fra de samlede offentlige udgifter, da dette kan afholde den private sektor fra at deltage i programmerne. Regionsudvalget foreslår derfor, at bidraget fra fondene beregnes ud fra de samlede nationale udgifter som et vigtigt redskab til at styrke private-offentlige partnerskaber,

36.

opfordrer indtrængende til, at Regionsudvalget aktivt høres via deltagelse i den årlige gennemgang af dagsordenerne for konkurrencedygtighed og samhørighed på Rådets forårstopmøde. Dermed vil lokale og regionale myndigheder få mulighed for at fremføre spørgsmål samt eksempler på god praksis, hvilket er nødvendigt, for at den åbne koordinationsmetode kan fungere mere effektivt ved gennemførelsen af dagsordenerne fra Lissabon og Göteborg,

37.

mener, at den nationale strategiske referenceramme bør være et kortfattet dokument, som giver de regionalt styrede operationelle programmer et passende spillerum til at fastsætte specifikke mål og foranstaltninger for den enkelte region. Endvidere må det undgås, at dokumentet medfører forsinkelser i processen for de operationelle programmers vedtagelse og lægger yderligere bånd på disses gennemførelse,

38.

anmoder Kommissionen om at opretholde den nuværende ordning med resultatreserven,

39.

foreslår at se nærmere på en ordning hvor kun refunderbar moms ikke ville være berettiget til bidrag under EFRU, svarende til hvad Kommissionen allerede har foreslået for ESF. For øjeblikket medfører dette konkrete udgifter til foranstaltninger på lokalt og regionalt plan. Da moms er et provenu for staten, bør der findes frem til en model, som kan fjerne dens negative indvirkning lokalt og regionalt,

40.

mener, at n+2-reglen vedbliver med at virke negativt ind på programmeringsperiodens start, især i forbindelse med målet om territorialt samarbejde samt med vigtige investeringsprojekter, som ikke når op på tærskelbeløbet for store projekter. Denne negative indvirkning kunne begrænses væsentligt, hvis man hævede grænsen for den acontobetaling, som ikke er underlagt automatisk frigørelse,

41.

anmoder om, at de operationelle programmer, prioriteringer og foranstaltninger klart henviser til bindende miljøforpligtelser,

42.

mener, at samhørighedspolitikken bør fremme en fysisk planlægning, som kan tage hensyn til de eksisterende transeuropæiske samarbejdsstrukturer og de samarbejdsperspektiver, der ligger i de fælles karakteristika.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/19

1)

Forøgelsen af de regionale skævheder i EU efter den seneste udvidelse i maj 2004 betyder, at der skal gøres en ny og større indsats for at løse problemerne i forbindelse med konvergens, konkurrenceevne og beskæftigelse samt europæisk territorialt samarbejde. Det skal ske dels ved hjælp af særlige samhørighedspolitiske instrumenter, der svarer til de nye mål for samhørighedspolitikken 2007-2013, dels gennem bidrag fra alle de disponible EU-fonde, først og fremmest dem, der har relevans for den fælles landbrugspolitik og fiskeriet;

2)

udformningen og iværksættelsen af disse samhørighedspolitiske tiltag for perioden 2007-2013 skal være sammenhængende og funktionel og følge Lissabon- og Göteborgstrategierne, der har som mål at opbygge et »videnbaseret samfund« i EU baseret på bæredygtig udvikling; ansvaret for disse strategier har hidtil hovedsageligt ligget hos de enkelte medlemsstater, og de indgår derfor endnu ikke konsekvent i de øvrige EU-politikkers integrerede udviklingsprocesser;

3)

derfor skal såvel den nationale strategiske ramme som de operationelle programmer være i overensstemmelse med de strategiske retningslinjer for samhørighed, der er blevet vedtaget af Rådet, for at sikre, at der tages behørigt hensyn til EU's prioriterede opgaver;

4)

de bebudede krav om forenkling har medført, at man nu kun satser på programmer, der finansieres af én fond — med undtagelse af visse typer operationer, hvor såvel EFRU som Samhørighedsfonden kan deltage i samme operationelle program;

5)

det er således blevet bekræftet, at der nu er et, om muligt, endnu større behov for dels at integrere de enkelte programmer og fonde, dels at koordinere samhørighedspolitikken med de øvrige EU-politikker;

6)

den struktur, der udformes i forordningen om generelle bestemmelser, kan indebære, at EFRU kommer til at spille en væsentlig større rolle som referencepunkt for samordningen af de forskellige EU-politikker og –programmer, der skal opfylde de ovenfor beskrevne mål om konvergens, konkurrenceevne og beskæftigelse samt territorialt samarbejde;

7)

ifølge strukturen, der beskrives i ovennævnte forordningsforslag om generel bestemmelser og i forslaget til forordning om EFRU, er det først og fremmest medlemsstaternes opgave at sikre denne samordning og integration, men opgaven kan også overdrages til regionerne, hvor dette er forudset i de pågældende landes forfatninger;

8)

i Kommissionens forslag lægges der mere vægt på lokalsamfundene, især byerne, end tidligere, men inden for operationelle programmer på regionalt plan, og der gives udtrykkeligt mulighed for en udvidet anvendelse af globaltilskudsinstrumentet. Forsøg hermed er for øvrigt faldet heldigt ud i EU-initiativet Urban, og muligheden figurerer da også i de generelle bestemmelser om fondene, artikel 36, litra b), fjerde afsnit, og i artikel 41;

9)

når så komplicerede mål (tilpasning af medlemsstaternes regionalpolitikker til EU-strategierne, subsidiaritet, forenkling, optimering af de finansielle ressourcer osv.) skal afstemmes med hinanden og forfølges, kræver det en meget bred mobilisering af alle institutionelle organer, fra Europa-Kommissionen til kommunerne, i et samfund, hvor tendensen i stigende grad går i retning af »multilevel governance«. Endvidere kræver det vedtagelse af forebyggende foranstaltninger, der skal fremme og sikre, at alle de berørte institutionelle organer i et omfang, der svarer til deres respektive roller, bliver bedre til at opstille visioner, planlægge, administrere og kontrollere. Samtidig skal arbejdsmarkedets parter tilskyndes til aktivt at bidrage til forslaget og til overvågning;

10)

det er derfor vigtigt, at pakken af forordninger om forvaltning af samhørighedspolitikken 2007-2013, i dette tilfælde forvaltningen af EFRU, ikke indeholder punkter, hvis fortolkning er usikker, eller lakuner, men at de offentlige aktørers forskellige roller defineres med præcision. Henvisning til medlemsstaternes lovgivning skal kombineres med en udstrakt brug af tredjepartsprincippet, som enhver institutionel aktør, begyndende med Kommissionen, skal anvende over for den næstfølgende institution i rækken —

1.1

giver indledningsvis udtryk for sin absolutte modvilje mod ethvert nyt forsøg på at renationalisere EU's regionalpolitik i betragtning af den merværdi, som EU-programmerne for samhørighed indebærer til fremme af traktatens mål;

1.2

deler den opfattelse, at Kommissionens finansieringsforslag på 0,41 % af bruttonationalindkomsten (0,46 % af BNI, hvis strukturstøtten til udvikling af landdistrikter og fiskeri medregnes) vil være et acceptabelt kompromis for den fremtidige samhørighedspolitik;

1.3

sætter pris på, at man har valgt at bekræfte prioriteringen af de mindst begunstigede regioners udvikling i det udvidede EU ved at øge koncentrationen af finansielle midler på foranstaltninger i disse sektorer;

1.4

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der i forbindelse med den nationale strategi og med tilstrækkelige ressourcer vedtages foranstaltninger for indfasningsregionerne, der effektivt kan støtte konkurrenceevnen og kontrollere konvergensprocessen;

1.5

bifalder bestræbelserne på at forenkle fondenes forvaltning og gennemførelse, selvom der fortsat er tvivl om den reelle rækkevidde heraf;

1.6

er både tilfreds med EFRU's nye struktur, hvor territorialt samarbejde har fået status som det tredje mål for samhørighedspolitikken med betragtelige midler til rådighed, og med indholdet af de foranstaltninger, der skal finansieres inden for rammerne af EFRU-forordningsforslaget, som emnemæssigt følger de strategier, der blev udstukket i Lissabon og i Göteborg. Regionsudvalget fremhæver relevansen af følgende forslag:

1.7

beklager, at interregionalt samarbejde ikke, som bl.a. foreslået i Europa-Parlamentets betænkning om samhørighedsrapporten, fortsætter som selvstændigt støtteområde under målsætningen »europæisk territorialt samarbejde«;

1.8

finder det værd at bemærke, at Kommissionen i høj grad tager hensyn til samhørighedens territoriale dimension, hvilket fremgår af den særlige opmærksomhed over for områder med helt specifikke problemer (byområder og landdistrikter, øer og bjergområder, fiskeriafhængige områder, regioner i EU's yderste periferi, tyndtbefolkede områder, regioner med grænser til de nye medlemsstater eller langs EU's nye ydergrænser, nordlige områder med lav befolkningstæthed). Især bifalder Regionsudvalget, at de europæiske regioners sammenhængskraft betragtes som en forudsætning for bæredygtig vækst. Der kan ikke lægges planer for Europas fremtid, hvis der fortsat findes områder med et udviklingsefterslæb eller uden mulighed for at nyde godt af det indre marked på grund af deres geomorfologiske og/eller demografiske karakteristika. Regionsudvalget bifalder, at disse områder samt regionerne i EU's yderste periferi i overensstemmelse med deres traktatfæstede status tildeles en passende støtte, der skal kompensere for de særlige ulemper, der hæmmer deres udvikling og fulde adgang til det indre marked; beklager imidlertid, at der ikke er større fokus på problemet med befolkningens aldring, som bliver en af de største udfordringer for Europa i de kommende årtier;

1.9

konstaterer dog, at det ifølge Kommissionens forordningsforslag, betragtning 1-10, kun er »visse øer«, der betragtes som havende naturbetingede handicap — i modstrid med udsagnet i erklæring nr. 30 (vedlagt Amsterdam-traktaten) og gentaget i EU-forfatningens artikel III-220. Udvalget finder det derfor nødvendigt, at den lovmæssige og fortolkningsmæssige kohærens i betragtning 1-10 forbedres, bl.a. under hensyntagen til artikel 52, stk. 1, første afsnit, i forslaget til den generelle forordning. Samme bemærkninger bør fremsættes om bjergområder samt grænseregioner i lyset af dels artikel III-116 i udkastet til en forfatning for Europa, dels artikel 52 i forslaget til generel forordning;

1.10

konstaterer, at der bag EU-politikkens nye approach ligger en erkendelse af, at regionerne og kommunerne ikke blot er det niveau, der bedst kan træffe regional- og samhørighedspolitiske beslutninger, men også det mest effektive til at gennemføre interventionerne — som påpeget af de europæiske sammenslutninger af regionale og lokale myndigheder på konferencen i Leipzig (maj 2003). Det er absolut nødvendigt at inddrage de niveauer, der er nærmest borgerne, hvis man ønsker at skabe større forståelse i befolkningen for EU's indsats og sikre mere effektive og forenklede EU-foranstaltninger;

1.11

finder det dog nødvendigt at styrke partnerskabet mellem regionale og lokale myndigheder, især med myndighederne i byerne, om fælles mål og uddybe det på en passende måde inden for rammerne af national lovgivning og gældende praksis;

1.12

bifalder, at der kan afsættes flere ressourcer til målrettede kvalitetstiltag i byområder, hvor der er flest muligheder for innovation og social integration, inden for rammerne af operationelle programmer. De lokale myndigheder håber, at disse programmer bl.a. vil blive forvaltet via et uddelegeringssystem som beskrevet i forslaget til forordning om generelle bestemmelser for strukturfondene, artikel 36, stk. 4, litra b);

1.13

anbefaler, at proceduren for vedtagelse af den samlede strukturfondspakke afsluttes inden 1. januar 2007, så de institutionelle aktører, der er udpeget af medlemsstaterne, får tilstrækkelig tid til at forberede de nye operationelle programmer, og de organer, Kommissionen har udpeget, får tid til at kontrollere de institutionelle aktørers forvaltningsmæssige kapacitet.

2.1

I artikel 1, stk. 2, tilføjes områder med demografiske handicap.

2.2

I artikel 3 tilføjes investeringer i kulturgoder (bl.a. for at skabe overensstemmelse med artikel 8, stk. 2), investeringer i bygninger og udstyr til uddannelse og aktiv arbejdsmarkedspolitik samt udgifter til gennemførelse af disse aktiviteter, såfremt de kan dækkes af EFRU.

2.3

Sammenhængen mellem de regionalpolitiske mål og de specifikke bestemmelser for visse typer områder bør styrkes.

2.4

I artikel 5 (indledningen) tilføjes det, at EFRU-støtten inden for målet om »regional konkurrenceevne og beskæftigelse« skal muliggøre en større fleksibilitet ved opstillingen af prioriterede opgaver for de såkaldte indfasningsregioner.

2.5

I artikel 5, stk. 3, litra a) tilføjes cabotage og tværgående flyforbindelser mellem klasse I- og klasse II-lufthavne og — ud over regionale, lokale og tværregionale indre vandveje — også søruter til øer, især mindre øer.

2.6

I artikel 6 bør samarbejde mellem kystregioner nævnes såvel i punkt 1) som i punkt 2), og det bør begge steder præciseres, at det maritime samarbejde både kan være bilateralt og multilateralt.

2.7

I artikel 6, punkt 2, litra c) om naturkatastrofer tilføjes»vulkanudbrud« og »skovbrande« samt den afskovning, der følger heraf, med forbehold af artikel 33, stk. 1, i forslaget til Rådets forordning om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden — KOM(2004) 492 endelig.

2.8

De investeringsområder, der nævnes i artikel 4, stk. 3, bør indsættes blandt de prioriterede områder i artikel 6.

2.9

I artikel 7, litra a), erstattes»moms« med »refusionsberettiget moms«, som det er tilfældet i artikel 11 i forslaget til forordning om Den Europæiske Socialfond, og i den nuværende programperiode.

2.10

I artikel 7, litra d) erstattes»lokaler« med »lokaler med visse undtagelser, der kun vedrører konvergensmålet, og som vedrører særlige foranstaltninger af social betydning såsom boliger for sårbare grupper og midlertidig indkvartering for indvandrere fra tredjelande« .

2.11

I sidste afsnit af artikel 9 bør det fastslås, at i den nationale referenceramme, som beskrives i forordningsforslaget om generelle bestemmelser, artikel 25, skal indeholde de generelle retningslinjer og kriterier, som pålægger medlemsstaterne og regionerne at sikre komplementaritet og sammenhæng mellem foranstaltninger, der medfinansieres af EFRU, og dem, der medfinansieres af ESF, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikter og Den Europæiske Fiskerifond, og at sikre løbende og efterfølgende kontrol med dem.

2.12

Det bør nøje overvejes, hvilke konsekvenser det vil få i form af sociale fordele og fremme af foranstaltninger til fordel for dårligt stillede grupper (med handicap, risiko for udstødelse osv.), hvis EFRU's regler inddrages i den mere generelle ramme af reformforslag angående strukturfondsforordningerne.

2.13

Det bør understreges, i hvor høj grad strukturfondene kan bidrage til integrationen i områder med flere kulturer og sprog.

3.1

bifalder placeringen af det europæiske territoriale samarbejde som en af prioriteterne for EU's samhørighedspolitik;

3.2

er tilfreds med anerkendelsen af de maritime grænser inden for det grænseoverskridende samarbejde — som eksplicit anbefalet af udvalget i udtalelsen CdR 120/2004 fin; det understreger især dette samarbejdes betydning for en realistisk integrering af randregionerne i det omgivende område;

3.3

påpeger, at EGGS-instrumentet (europæisk gruppe for grænseoverskridende samarbejde — KOM(2004) 496 endelig) ikke kun finder anvendelse på programmer for grænseoverskridende, men også for tværnationalt samarbejde, og at betegnelsen for dette instrument derfor bør ændres til »europæisk gruppe for transeuropæisk samarbejde«, hvilket afspejler dets generelle karakter.

4.1

Erfaringerne fra allerede eksisterende og godt gennemprøvede regionale netværk, bynetværk og netværk mellem lokale myndigheder bør udnyttes, og nye netværk inden for såvel tværregionalt som europæisk territorialt samarbejde bør støttes;

4.2

Beføjelser, procedurer og tidsplaner for udarbejdelse af programmer, især for grænseoverskridende og tværnationalt samarbejde, og for deres forelæggelse for Kommissionen bør præciseres.

4.3

Også mål 3 bør indpasses i den nationale strategiske ramme for at bekræfte medlemsstaternes forpligtelse til at støtte de territoriale samarbejdsprogrammer og sikre egnede procedurer for national medfinansiering og for at sikre større sammenhæng mellem foranstaltningerne på dette område og:

4.4

Det bør — i overensstemmelse med retningslinjerne for territorialt samarbejde som fastlagt i de respektive nationale referencerammer under EFRU-forordningsforslagets artikel 25 — vurderes, hvordan regioners og kommuners aktive deltagelse i udviklingen og gennemførelsen af programmerne kan styrkes.

4.5

Det bør fastlægges, efter hvilke procedurer, kriterier og tidsplaner Kommissionen skal fordele ressourcer og godkende programmer.

4.6

Støttemodtagerens identitet (artikel 16 og 21) og relaterede krav og opgaver samt certificeringsmyndighedens placering og funktioner bør præciseres.

4.7

Der bør åbnes mulighed for, at operationer i medfør af artikel 19 også kan gennemføres i en enkelt medlemsstat, forudsat at mindst to af de fire fremgangsmåder, der beskrives i artiklen, overholdes.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/35

1.1.

bifalder Kommissionens rammeforslag om strukturfondsforordningerne for perioden 2007-2013,

1.2.

er på baggrund af EU's udvidelse til 25 medlemsstater og senere til 27 overbevist om, at Kommissionens budgetforslag om at afsætte 0,41 % af bruttonationalindkomsten (der stiger til 0,46 %, når støtte til landdistriktsudvikling og fiskeri medregnes) og øremærke 336,3 mia. EUR til finansiering af de tre målsætninger (78 % til »konvergens«-målet, 18 % til målet om »regional konkurrenceevne og beskæftigelse« og 4 % til »territorialt samarbejde«) er et minimumskompromis for den fremtidige samhørighedspolitik,

1.3.

er glad for, at anvendelsesområdet for støtten fra Samhørighedsfonden omfatter projekter, der indebærer miljøfordele, såsom bedre energiudnyttelse og vedvarende energi, og at det på transportområdet — foruden de transeuropæiske net — omfatter jernbaner, indre vandveje og søruter, multimodal transport og interoperabilitet, begrænsning af vej- og lufttransport, renere bytrafik og kollektive transportmidler,

1.4.

hilser det velkommen, at Samhørighedsfonden yder støtte til medlemsstater med en bruttonationalindkomst (BNI), der ligger under 90 % af EU-gennemsnittet; der bør findes en politisk løsning for de medlemsstater, der ikke længere er støtteberettigede som følge af udvidelsen,

1.5.

mener, at medlemsstater, der modtager støtte fra Samhørighedsfonden, ikke bør straffes med suspension af denne støtte, hvis de i henhold til EF-traktatens artikel 104, stk. 6, har et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud,

1.6.

har tillid til, at Kommissionen gør det klart, om den eventuelle suspension kun vedrører nye projekter, der skal godkendes efter den 1. januar i året efter beslutningen,

1.7.

er overbevist om, at Kommissionen bliver nødt til at gennemgå fordelene og ulemperne ved at have samme generelle forordninger for såvel EFRU og ESF som for Samhørighedsfonden. Der kastes ikke lys over dette spørgsmål i Kommissionens begrundelse for forslaget. Regionsudvalget mener, at der bør foretages en cost-benefit-analyse af denne ændring af samhørighedsfondsforordningen,

1.8.

har tillid til, at Kommissionen kan begrunde skiftet fra analyse af enkeltprojekter (jf. forordning (EF) nr. 1164/94 om den nuværende Samhørighedsfond, artikel 1, stk. 3) til fordel for programanalyse af forslagene fra de medlemsstater, der modtager støtte fra Samhørighedsfonden (jf. KOM(2004) 492 endelig om generelle bestemmelser for strukturfondene, Begrundelse, punkt 5.2, sidste afsnit). Denne fremgangsmåde er helt forskellig fra den hidtil anvendte. Kommissionen bør retfærdiggøre denne ændring på grundlag af resultatet af en evaluering af den nuværende Samhørighedsfond.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/38

1)

Liberalisering af transportsektoren er — specielt siden vedtagelsen af Lissabon-dagsordenen i 2000 — blevet en central målsætning for EU og dens medlemsstater;

2)

transportpolitikken er et emne, der prioriteres højt af såvel Underudvalget for Territorial Samhørighed som af Regionsudvalget som helhed, hvilket talrige udtalelser viser (ikke mindst Gianfranco Lambertis udtalelse om det første direktivforslag vedrørende havnetjenester). Udvalget understreger således den europæiske transportpolitiks grundlæggende bidrag til sammenholdet i et udvidet og endnu mere mangfoldigt Europa;

3)

Den Europæiske Union vil i de kommende år opleve en betydelig stigning i efterspørgslen på transporttjenesteydelser. Denne stigning, som bl.a. skyldes økonomisk vækst, udvidelsen af Unionen og mere intensive handelsforbindelser, ventes at blive særlig markant inden for godstransporten;

4)

i betragtning af at man kan forvente overbelastning af transportnettet, især af vejinfrastrukturen, er det nødvendigt med en betydelig indsats for at regulere transportstrømmene og udbygge transportinfrastrukturen; den miljøvenlige søtransport får i den forbindelse en central rolle, eftersom dens potentielle kapacitet kan flytte vare- og godstransport væk fra vejene og bidrage til en mere bæredygtig transportudvikling. Opbygning og udbygning af et effektivt intermodalt transportnet vil få afgørende indflydelse på kyst-, havne- og oplandsregioner og dermed også på havnevirksomheder og virksomheder, der er involveret i søtransport. Man må antage, at en sådan positiv udvikling bliver mærkbar i hele det indre marked, herunder også i Østersøområdet;

5)

effektive transportsystemer er en forudsætning for Europas internationale konkurrenceevne. Pålidelige rammebetingelser skal etableres for at tilskynde til flere investeringer i transportsektoren. I den forbindelse skal fællesskabsretten tilgodese principperne om en effektiv konkurrence og fri markedsadgang og opfylde krav til investeringssikkerhed, passende sikkerhedsbestemmelser, gunstige arbejdsbetingelser og høje miljøstandarder;

6)

i betragtning af, at omladningsomkostningerne er betydeligt lavere i havnene i Europa end i Nordamerika og Asien, er det nødvendigt at diskutere foranstaltninger, der kan bidrage til at fremme konkurrence og effektivitet i havnene, på grundlag af en analyse af manglerne i den nuværende situation. En sådan analyse findes dags dato ikke;

7)

endvidere henvises til, at såvel havnene som søtransporten har udviklet komplekse strukturer gennem årene. Dette har bidraget til, at mange virksomheder i EU og i EU's havne allerede hører til de mest indbringende og konkurrencedygtige i verden. Ændringer i de retlige rammebetingelser bør derfor tage behørigt hensyn til den eventuelle virkning på samspillet mellem transportsektorens forskellige strukturer og mellem disse og det øvrige erhvervsliv. Kompleksiteten af disse strukturer anerkendes også af Kommissionen, som forudser betydelige udgifter for at opbygge velfungerende og konkurrencedygtige transportsystemer som »nærsøfart« og »motorveje til søs«;

8)

den absolut nødvendige afregulering af søtransport og havnetjenesteydelser skal dog foregå med en god portion fingerspidsfornemmelse. Man skal (bl.a. af beskæftigelsesmæssige grunde) gennem passende overgangsbestemmelser søge at undgå, dels at virksomheder, der er hjemmehørende eller aktive i Europa, om så bare midlertidig — stilles ringere end aktører på verdensmarkedet, dels at der ikke opstår forskydninger internt i Den Europæiske Union;

9)

en international sammenligning viser, at der gælder meget forskellige konkurrencepolitiske og konkurrenceretlige rammebetingelser for både søtransport og havnetjenester. Derfor bør der i forbindelse med spørgsmålet om markedsliberaliseringens grad, omfang og hastighed i Den Europæiske Union også tages hensyn til industripolitiske overvejelser. Det har man slet ikke gjort. Desuden bør der indføres supplerende beskæftigelsespolitiske foranstaltninger for at begrænse liberaliseringens eventuelle kortvarige negative følger til et minimum. —

1.1

finder det positivt, at Kommissionen vil indføre en særlig fællesskabsramme for havnetjenesteydelser — så meget desto mere som der drives havne i 20 af de nu 25 medlemsstater;

1.2

bifalder de grundlæggende målsætninger, som Kommissionen opstiller i direktivforslaget med henblik på at sikre konkurrence og effektivitet i havnesektoren. Liberalisering, fri markedsadgang og gennemsigtighed kan bidrage til at nå målene de steder, hvor der råder ineffektivitet;

1.3

er enig med Kommissionen i, at der ud over anvendelsen af et transparensdirektiv på havnevirksomhederne også er behov for at vedtage klare, gennemsigtige og fleksible retningslinjer vedrørende havneinvesteringer med henblik på fortsat fair og effektiv konkurrence i havnesektoren;

1.4

bifalder, at Kommissionen åbner mulighed for, at offentligt ejede havne kan tilbyde at udføre havneservice for at fremme effektiv konkurrence;

1.5

beklager ikke desto mindre, at Kommissionen allerede nu, kort tid efter det første mislykkede forsøg, uden at gennemføre de nødvendige analyser fremlægger et nyt, skærpet forslag på vigtige retsområder med talrige ændringer, der for størstedelens vedkommende er baseret på det tidligere forslag, som Rådet og Europa-Parlamentet forkastede, og således i nogle henseender tydeligvis forsøger at spole tiden tilbage til før forligsproceduren;

1.6

savner tilstrækkelig hensyntagen til de europæiske havnes og havnetjenesters fremherskende markedsstruktur. Faktisk er der stor indbyrdes konkurrence mellem de europæiske havne, hvilket betyder, at kun de effektive havne med fordelagtige priser kan hævde sig i denne konkurrence;

1.7

konkluderer ud fra den intensive konkurrence mellem havnene, at kun tjenesteydelser, der er baseret på effektive og billige produktionsmetoder, har en chance for at slå igennem. Eftersom ineffektive havnetjenesteydere bidrager negativt til havnens samlede produktivitet, tvinger konkurrencen mellem havnene disse til at forbedre effektiviteten;

1.8

leder forgæves efter en tilfredsstillende hensyntagen til, at konkurrencen ikke er begrænset til havneaktiviteter: hele transportkæder konkurrerer med hinanden. Indgreb i ét led i transportkæden, nemlig havnene, virker ind på logistikken for hele transportkæden til og fra oplandet. På den måde kommer bestemmelserne i det nye forslag til at gælde for mere end bare adgangen til havnetjenester. Konsekvenserne for det logistiske område er svære at overskue;

1.9

frygter en reduktion af antallet af aktive havnetjenesteydere i Europa, hvis direktivforslaget gennemføres i sin nuværende form. Man kan ikke udelukke, at nogle få tjenesteydere fra havne uden for EU, der profiterer af høje indtægter i kraft af en monopolstatus på deres eget hjemmemarked, vil lægge et kraftigere pres på Europas vigtigste havne og sætte sig igennem med højere bud i forbindelse med licitationer. Dette gælder især, når budets størrelse er det eneste eller det afgørende kriterium for udvælgelse. Herved bliver de aktuelle strukturer i den europæiske havnedrift, der er kendetegnet af et stort antal offentlige og private terminallejere, markant truet. Hvis det på den måde lykkes nogle få terminallejere at koncentrere en betydelig markedsandel inden for havneomladning, vil der også opstå monopolstrukturer i Europa, hvilket ikke er foreneligt med målsætningen om større konkurrence;

1.10

frygter endvidere, at havnetjenesteydere vil investere mindre. Direktivet skaber nemlig usikkerhed med hensyn til skadeserstatninger og kontrakters løbetid, som vil medføre en betydelig forringelse af den forventede gældsafvikling. Desuden vil denne usikkerhed give anledning til stigende refinansieringsomkostninger for investeringerne, eftersom banksektoren vil fokusere mere på de relevante risici som følge af kravene i forbindelse med Basel II. Alene disse to konsekvenser af direktivet vil medføre en betydelig svækkelse af investeringslysten;

1.11

finder, at subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet i EF-traktatens artikel 5 krænkes, fordi der i direktivet slet ikke tages tilstrækkeligt hensyn til, at der allerede eksisterer en liberaliseret konkurrence mellem de europæiske havne i medlemsstaterne. Der er derfor ikke behov for bestemmelser i den form og med den rækkevidde, som foreslås i direktivforslaget;

1.12

er derfor bekymret for, at Kommissionens prisværdige målsætninger ikke kan indfris med de foranstaltninger, som foreslås i direktivet, og er desuden bange for, at den nuværende udvikling i retning af betydelige vækst- og effektivitetsforbedringer i de europæiske havne og havnetjenester snarere vil blive hæmmet;

1.13

finder det rigtigt, at havnenes mulighed for selv at udføre havnetjenester ikke begrænses til særlige situationer, men er en generel mulighed. Man skal i den forbindelse sikre fair og gennemsigtige konkurrencebetingelser, hvis havneforvaltningen i forbindelse med licitationer konkurrerer med andre, private udbydere;

1.14

ønsker at tilføje, at der er kvalitative forskelle mellem de enkelte sprogudgaver, som gør det vanskeligt at vurdere direktivforslaget.

1.15

frygter, at havnemyndighederne belemres med et enormt bureaukrati som følge af de påtænkte krav i forbindelse med pligten til at indhente tilladelse, hvilket strider mod formålet med et »liberaliserings«-direktiv. Direktivforslaget fastsætter, at alle havnetjenester, som er omfattet af direktivet (teknisk-nautiske tjenesteydelser i form af lodsning, bugsering og fortøjningstjenester og alle former for godshåndtering og passagerservice) fremover kræver tilladelse. Dette gælder også havnetjenester, der hidtil er udført uden tilladelse. I fremtiden skal havnemyndigheder udstede klart flere tilladelser end tidligere, eftersom f.eks. også grundejere, som udfører havnetjenester på deres egen grund, skal have tilladelse. Selv selvserviceydere skal have tilladelse, der dog kan være uden udløbsdato, så længe selvserviceyderen opfylder betingelserne for udstedelsen. Havnemyndighederne er også forpligtet til at føre tilsyn med tilladelserne. Ud over overholdelsen af tildelingskriterierne skal f.eks. også beskæftigelsesmæssige og sociale forskrifter kontrolleres, hvilket principielt er arbejdsmarkedsparternes opgave. Den samlede mængde af forpligtelser vil i nogle tilfælde kunne overstige havnemyndighedernes kapacitet;

1.16

finder, at den planlagte pligt for grundejere til at indhente tilladelse kan medføre tab af ejendomsret og dermed være i strid med EF-traktatens artikel 295, ifølge hvilken ejendomsordninger i medlemsstaterne ikke berøres. Hvis et havneareal i forbindelse med en licitation tildeles en anden end ejeren, kan sidstnævnte ikke længere tilbyde havnetjenester fra sin egen grund. Havnemyndighederne har på den anden side ingen råderet over et havneareal, de ikke ejer, og kan derfor ikke indgå nogen leje- eller forpagtningskontrakt med tredjepart, uden at ejeren er indforstået. De kan heller ikke tvinge ejeren til at indgå en kontrakt med den tredjepart, der har fået tildelt tilladelsen. Den tildelte tilladelse vil således være uden reelt indhold;

1.17

henleder opmærksomheden på, at der kan opstå komplikationer i forbindelse med den planlagte licitationsprocedure. Hvis det bliver nødvendigt at indføre begrænsninger, skal ifølge direktivforslaget kun de tilladelser bevare deres gyldighed, som er blevet tildelt ved licitation. Derimod vil alle tilladelser, der er udstedt i fuld overensstemmelse med de nuværende bestemmelser, miste deres gyldighed. På grund af denne den nye retsakts tilbagevirkende kraft bliver havnemyndighederne nødt til, når direktivet træder i kraft, at gentildele alle nugældende tilladelser gennem licitation;

1.18

ser en risiko for konkurrenceforvridning, hvis medlemsstaterne får enekompetence til fastsættelse af beregningsbestemmelser for skadeserstatning for en virksomheds restværdi. Beregningen af en skadeserstatning kan f.eks. føre til skjulte fremtidige fald i lejen for en ejendom. Direktivforslagets princip om at yde skadeserstatning i henhold til klare på forhånd fastsatte regler konkretiserer derfor ikke tilstrækkeligt kravene til nationale beregningsbestemmelser. På den anden side skal enhver fællesskabsretlig regulering tage hensyn til forskelle i medlemsstaternes afskrivnings- og skatteretssystemer for ikke at skabe konkurrenceforvridninger. Ifølge dette princip ville en EU-regulering f.eks. kunne foreskrive, at de alment gældende nationale afskrivningsregler absolut skal anvendes. Undtagelser herfra skal være begrundede i saglige argumenter. Endvidere bør beregningsbestemmelserne til fremme af gennemsigtighed offentliggøres eller som et minimum meddeles til Kommissionen;

1.19

frygter, at de forskellige enkeltbestemmelser i direktivet vil føre til færre investeringer:

1.20

konstaterer på grund af manglende overgangsbestemmelser stor retsusikkerhed for allerede aktive havnetjenesteydere. Virksomheder, der allerede er aktive på markedet, kan ikke være sikre på at forblive aktive i samme grad i fremtiden. Ønsker en havnetjenesteyder i fremtiden at drive virksomhed i en ny havn og foreligger der en situation, hvor der må foretages begrænsninger, må allerede virksomme havnetjenesteydere i den pågældende havn igennem en licitation, hvor de risikerer at miste deres tilladelse. Herved rystes tilliden til gældende kontrakter, og usikkerhed omkring varigheden af en tilladelse vil medføre et markant fald i investeringsviljen. Et ensidigt indgreb i løbende kontrakter vil desuden skabe risiko for betydelige skadeserstatninger;

1.21

spår, at de europæiske havne vil miste noget af deres tiltrækningskraft over for krydstogtskibe, hvis der indføres begrænsninger med hensyn til selvservicering. Ifølge direktivforslaget skal selvservicering med eget personale kun være tilladt i forbindelse med nærsøfart og motorveje til søs. Internationale krydstogtskibe vil herefter ikke længere kunne lade personalet om bord udføre kontrol ved ombordstigning og landgang;

1.22

frygter, at muligheden for at indsætte eget landpersonale vil føre til social dumping, forringelser af kvalitet og produktivitet i havnetjenesterne samt konflikter med tekniske og politiske sikkerhedskrav (ISPS). Desuden vil det udbudssystem, som Kommissionen foreslår, blive modarbejdet, når visse omladningsvirksomheder får tilladelse til speditøraktiviteter, som de i realiteten ikke kan gøre brug af, fordi rederierne vil anvende selvservicering;

1.23

bifalder fleksibiliteten i bestemmelserne for lodsning, som gør det muligt for medlemsstaterne at indrette de nationale betingelser for tilladelse og udvælgelsen af tjenesteydere efter saglige kriterier. Udvalget sætter dog spørgsmålstegn ved, om medlemsstaternes meddelelsespligt med hensyn til forbedringer af lodsningens effektivitet virkelig giver mening, eftersom kriterierne »sikkerhed« og »personlig faglig viden« — ifølge direktivforslaget selv — er afgørende for lodsning.

2.1

mener ikke, at direktivet bør godkendes i den foreslåede form, da det ikke fremmer konkurrencen i havnene, men indfører delvis unødvendige og uhensigtsmæssige regler, som især skader små og mellemstore havnetjenesteudbyderes interesser og begunstiger social dumping og derved modvirker effektiviteten og havnenes muligheder for fair konkurrence. Kommissionens målsætninger vil ikke blive indfriet gennem direktivet;

2.2

finder det nødvendigt at foretage en detaljeret analyse af den aktuelle markedssituation for havnetjenester, inden behandlingen af direktivforslaget fortsætter. Man kan kun undgå risikoen for overregulering af markedet for havnetjenester med deraf følgende konkurrence- og effektivitetsforringelse gennem et indgående kendskab til de fremherskende svagheder i de vigtigste dele af det europæiske havnemarked;

2.3

er overbevist om, at der som modtræk mod retsusikkerheden og af hensyn til tilliden må udstedes en »overlevelsesgaranti« til de virksomheder, som allerede er aktive på markedet. Allerede aktive virksomheder bør således undtages fra pligten til at søge om tilladelse til at videreføre eksisterende kontrakter eller tilladelser — eller også bør disse gælde indtil de i direktivet fastsatte frister. Som et minimum bør overgangsfristerne tilpasses, det vil sige forlænges under hensyntagen til de pågældende virksomheders objektive behov;

2.4

er af den opfattelse, at bestemmelser vedrørende skadeserstatninger skal indføres på medlemsstatsniveau, og at disse også efter det i reglerne fastsatte udløb af en tilladelses gyldighed skal rettes ind efter de forskellige nationale afskrivningsregler og tage hensyn til virksomhedens aktuelle værdi gennem en fiktiv videreførelse af tilladelsen. En sådan bestemmelse ville tage højde for såvel virksomhedernes udgifter til investeringer i organisation, personale og positionering i transportkæden som til de forskellige institutionelle rammebetingelser;

2.5

mener, at det skal fastsættes i fællesskabsretten, hvilke elementer der kan eller skal indgå i de beregningsbestemmelser, som lægges til grund for erstatningsydelser. Den pågældende regulering skal under alle omstændigheder tage hensyn forskelle mellem de nationale afskrivnings- og skatteretssystemer;

2.6

plæderer for, at gyldighedsperioden for tilladelser indrettes efter de foretagne investeringers afskrivningsperiode. Desuden bør der åbnes mulighed for forlængelse, hvis langfristede investeringer foretages i løbet af en tilladelses gyldighedsperiode. Udvalget anbefaler, at man som et minimum overtager de frister, som findes i forslaget fra Europa-parlamentets og Rådets forligsudvalg »port package I«;

2.7

foreslår, at den obligatoriske pligt til at indhente tilladelse erstattes af en pligt, der kun træder i kraft, hvis der indføres begrænsninger. Dette ville give en betydelig ressourcebesparelse;

2.8

finder det nødvendigt at begrænse selvservicering — uden yderligere indskrænkninger — til skibspersonale. For at undgå social dumping — samt af sikkerhedsgrunde — bør medlemsstaterne begrænse selvservicering til havnebrugere, hvis skibe sejler under en medlemsstats flag;

2.9

er af den opfattelse, at direktivets geografiske gyldighedsområde bør udstrækkes til adgangen til og fra havnene ad vandvejen. Ligeledes bør de floder og kanaler, som kan besejles af havgående skibe, medtages i direktivets anvendelsesområde, også selv om de ikke kun giver adgang til havne. Dette forslag er dog underlagt det udtrykkelige forbehold, at Regionsudvalgets øvrige henstillinger gennemføres. En udvidelse af det geografiske anvendelsesområde uden hensyntagen til de øvrige henstillinger ville kun forværre de skildrede problemer;

2.10

støtter kraftigt Kommissionens planer om at udsende klare retningslinjer til havnene;

2.11

mener, at det er en forudsætning for at skabe øget kapacitet og mere konkurrence i EU-havnene, at der tages hensyn til Regionsudvalgets henstillinger.

3.1

roser Kommissionens vilje til at gennemgå forordning (EØF) nr. 4056/86 om anvendelse af konkurrencereglerne på søtransport og i den forbindelse inddrage og gøre intensiv brug af søfartsvirksomhedernes og disses faglige organisationers ekspertise;

3.2

er enig med Kommissionen i, at enhver fremtidig regulering — i det mindste efter en overgangsfase — fuldstændigt og uden undtagelse skal opfylde de i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, fastsatte betingelser;

3.3

støtter fuldt og helt Kommissionen, når denne ønsker helt at ophæve undtagelser for pris- og mængdeaftaler såvel som for andre konkurrencebegrænsende aftaler;

3.4

er enig med Kommissionen i, at undtagelser fra konkurrencereglerne for cabotage og trampfart i forordning 1/2003 kan ophæves, eftersom der ikke findes holdbare grunde til at opretholde dem. Til fordel for at afskaffe undtagelserne taler desuden også, at dette på forhånd vil modvirke en konkurrenceretlig forskelsbehandling af europæiske operatører, hvor usandsynlig en sådan end måtte være;

3.5

hilser velkommen, at Kommissionens hvidbog indgående analyserer de eksisterende bestemmelsers forenelighed med EU's konkurrenceregler. Udvalget har dog det indtryk, at der er stærke indicier for, at selv de nuværende bestemmelser er i modstrid med EF-traktatens artikel 81, stk. 3. Det ville derfor være hensigtsmæssigt, om Kommissionens konklusioner blev mere solidt forankret i data. Herved ville Kommissionen dels kunne imødekomme de betænkeligheder, som søfartsvirksomheder har givet udtryk for, dels overholde de krav, der stilles i EF-traktatens artikel 253;

3.6

er af den opfattelse, at der stadig mangler en omfattende konsekvensanalyse. Udvalget er sikker på, at om ikke før, så vil sådanne overvejelser senest komme til at spille en vigtig rolle, når de konkrete forslag til regler skal formuleres; i den forbindelse skal der især tages yderligere hensyn til indvirkningen på handelsstrømme, investeringer, markedsandele og forbrugerpriser. Indvendingen om, at udarbejdelsen af en analyse vanskeliggøres af eksistensen af linjekonferencer gennem mange år, fordi der netop af den grund mangler data om et marked med konkurrence, er en sandhed med modifikationer. Herved kommer man ind på en problematik, som gælder for enhver liberalisering af en tidligere stærkt reguleret sektor;

3.7

spørger ikke mindst, om eventuelle ændringer ikke også burde fokusere mere på de beskæftigelsespolitiske aspekter. Når alt kommer til alt, vil en stærkere koncentration på markedet, også efter Kommissionens mening, befordrer innovationer. Selv om en sådan udvikling måske nok bør støttes af forsknings- og industripolitiske grunde, kan den indvirke negativt på beskæftigelsen i virksomhederne;

3.8

mener, at forslaget fra ELAA (European Liner Affairs Association) om fortsat at tillade tidsforskudt og ikke-diskriminerende udveksling af bestemte anonymiserede oplysninger fortjener en velvillig behandling. Frit tilgængelig markedsinformation kan føre til større gennemsigtighed og således bidrage til at fremme konkurrencen. Et prisindeks, som alle markedsdeltagere har adgang til, kunne være en væsentlig bestanddel af systemet, der kunne erstatte de eksisterende konferencetariffers benchmarkfunktion. I den forbindelse skal man under alle omstændigheder sikre en effektiv kontrol og indskrænke sig til ren udveksling af informationer;

3.9

vil gerne understrege, at det — ud over spørgsmålet om, hvorvidt bestemte bestemmelser fortsat skal gælde i eventuelt modificeret form — i første række kommer an på at opfylde behovene for de virksomheder, som befinder sig eller er hjemmehørende på det europæiske marked, gennem passende differentierede overgangsvilkår. Disse vilkår bør ført og fremmest udformes ud fra resultaterne af en indgående konsekvensanalyse. I denne sammenhæng vil udvalget også gerne fremhæve, at forordning nr. 4056/86 fra begyndelsen alene undtog søtransport fra EU's konkurrencelovgivning. Sektoren har derfor hele tiden kunnet regne med, at bestemmelserne senere ville kunne blive taget op til revision. Et krav om forlængelse af de nugældende bestemmelser eller om indførelse af overgangsvilkår kan derfor ikke alene begrundes i retssikkerhed og beskyttelse af virksomhedernes tillid til kontrakters gyldighed. Ikke desto mindre bør lovgiverne tage hensyn til, at havkonferencerne har eksisteret i flere årtier, så visse former for praksis er dybt forankret, og forretningsforbindelser bygget op omkring disse konferencer;

3.10

er ikke enig i, at bestemmelserne i artikel 2 i forordning nr. 4056/86 om, hvornår tekniske aftaler er tilladt, bør ophæves. Årsagerne til Kommissionens indvendinger, at bestemmelsen udelukkende er deklaratorisk, skaber forvirring og fortolkes for bredt af rederierne, elimineres ikke ved at afskaffe bestemmelsen — noget sådan ville tværtimod gøre problemet endnu større, eftersom tekniske aftaler også ville være tilladt uden en lovbestemmelse. Uden en udtrykkelig bestemmelse ville det blive langt vanskeligere at foretage en afgrænsning. Efter udvalgets mening kan man gennem en bestemmelse, som udtrykkeligt definerer, hvilke aftaler der er tilladt, opretholde retssikkerheden, og samtidig får man et referencepunkt at pejle efter. Dette forudsætter desuden, at artikel 2 eller tilsvarende fremtidige regler tilpasses, for så vidt som de hidtidige bestemmelser med udformningen af den fremtidige konkurrenceordning vil blive overflødige. De fremtidige regler ville eventuelt kunne integreres i gruppefritagelsen for konsortier (forordning EF nr. 823/2000);

3.11

er af den opfattelse, at man bør gå efter en international standardisering af de retlige rammebetingelser af hensyn til konkurrencen og industripolitikken. Dette gælder så meget desto mere, som det europæiske marked nu skal liberaliseres, mens andre skibsfartsnationer for tiden fortsat delvis regulerer konkurrencen på deres marked på samme måde, som den nugældende fællesskabslovgivning regulerer det europæiske marked;

3.12

gør opmærksom på, at hvidbogen ikke beskæftiger sig tilstrækkeligt med, hvad en afskaffelse eller ændring af forordning nr. 4056/86 vil betyde for den internationale ret og i de problematiske tilfælde, hvor to retssystemer kolliderer;

3.13

finder, at det er værd at genoverveje afskaffelsen af artikel 9 i forordning nr. 4056/86, der åbner op for forhandlinger med henblik på at afgøre, om EU's eller tredjelandes lovgivning er gældende i en given sag. Selv om denne bestemmelse hidtil aldrig har været brugt, kan dette netop ændre sig, når den nugældende konkurrencelovgivning for søfart underkastes en grundig revision, sådan som planlagt. Desuden kan der være behov for forhandlinger — ikke kun når ét retssystem kræver noget, som et andet forbyder, men tillige hvis ét retssystem tillader noget, som et andet forbyder.

4.1

appellerer til virksomhederne og organisationerne inden for søfarten om ikke at stille sig afvisende over for de nationaløkonomiske fordele, samfundet kan opnå ved mere konkurrence;

4.2

går ind for, at det videre forløb indholds- og tidsmæssigt tilrettelægges sådan, at søfartsvirksomhedernes og deres organisationers betænkeligheder kan undersøges grundigt. Om der kan tages hensyn til disse betænkeligheder, eller de må afvises, bør der gøres detaljeret rede for. Det er en forudsætning for, at der kan skabes en bæredygtig konkurrenceordning inden for søfarten, som garanterer retssikkerheden og, så vidt muligt, kan accepteres fra alle sider;

4.3

går ind for, at der så vidt muligt gennemføres en omfattende konsekvensanalyse, der nærmere undersøger indvirkningerne på handelsmønstre, investeringer, markedsandele og forbrugerpriser. Udvalget henstiller, at man i forbindelse med undersøgelsen af virkningerne af liberalisering navnlig tager hensyn til de beskæftigelsesmæssige og de social- og arbejdsmarkedspolitiske aspekter;

4.4

går ud fra, at ELAA's forslag er et holdbart grundlag for en fremtidig ordning; men for at sikre effektiv kontrol finder udvalget det helt nødvendigt, at Kommissionen både repræsenteres i og organisatorisk medvirker i det organ, der ifølge ELAA's forslag skal tage sig af informationsfremskaffelse, -anonymisering og -formidling. Desuden bør det efter udvalgets opfattelse overvejes at lade al information passere Kommissionen eller en af den udpeget observatør, eller endog at anbringe det nævnte organ i Kommissionen Det ville give Kommissionen mulighed for grundigt at analysere informationsudvekslingens konsekvenser for markedet og konkurrencen. Da der først kan ventes pålidelige resultater efter et godt stykke tid, kunne det være en god ide at vedtage en tidsbegrænset, forsøgspræget ordning med mulighed for forlængelse;

4.5

ønsker undersøgt, om der kan indføres overgangsbestemmelser, der tager udgangspunkt i amortiseringsperiodens længde eller i, hvor lang tid det må forventes at tage de berørte redere at tilpasse sig de nye betingelser ved at ændre deres bestand af selvejede eller på kortere eller længere sigt lejede skibe;

4.6

opfordrer til, at det undersøges, om overgangsfristernes længde eventuelt også kan fastlægges ud fra geografiske synspunkter, dvs. om de kan indrettes efter de betingelser, der gælder på et regionalt marked. Således kunne overgangsfristen i Østersøområdet gøres ret kort, da der kun eksisterer få linjekonferencer her, mens den kunne være længere på Atlanten, hvor linjekonferencerne er dominerende;

4.7

gør opmærksom på, at indførelse af overgangsfrister og overgangsfristernes længde også kan tage udgangspunkt i markedsandelstærskler (market share thresholds);

4.8

opfordrer til, at den eksisterende usikkerhed i forbindelse med forordning 4056/86, art. 2, ikke tages som anledning til at afskaffe denne artikels bestemmelser, men til at revidere indholdet i forordning 4056/86 og forordning 823/2000. Dels bør det sikres, at bestemmelserne er forenelige med EF-traktatens artikel 81, stk. 3, og stemmer overens med den fremtidige konkurrenceordning. Dels ville det være fornuftigt at konkretisere bestemmelserne de steder, hvor Kommissionen frygter eller allerede har konstateret, at søfartssektoren fortolker dem for vidtgående. De berørte virksomheder rådes til selv at fremlægge forslag, hvis de ønsker at bestemmelserne i artikel 2 skal bibeholdes;

4.9

er i øvrigt af den opfattelse, at der både på bi- og multilateralt plan og som led i samarbejdet i eksisterende internationale organisationer kan være brug for yderligere anstrengelser med henblik på at sikre mere ensartede og dermed mere fair konkurrencebetingelser i verden som helhed. I den forbindelse bør det også undersøges, om og i hvilket omfang andre staters regler kan tjene som forbilleder for EU;

4.10

henstiller, at artikel 9 i forordning 4056/86 bibeholdes, i det mindste som en midlertidig bestemmelse gældende for flere år og med mulighed for forlængelse.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/46

1.1

bifalder Kommissionens første årsrapport om indvandring og integration, som det betragter som et vigtigt grundlag for at udvikle en helhedsstrategi for integration af indvandrere i det nye udvidede EU.

1.2.

erkender værdien og omfanget af migration i verden og betydningen af denne for mangfoldigheden og udviklingen, ikke mindst på lokalt plan. Udvalget er fuldstændig enigt i vigtigheden af at koordinere indvandrings-, flygtninge- og integrationspolitikken i EU. Det er endnu vigtigere i dag i det udvidede Fællesskab.

1.3

understreger, at det nationale niveau har ansvaret for gennemførelsen af lovgivning, mens det er det regionale og lokale niveaus opgave at forbedre modtagelsen af indvandrerne og hjælpe dem med at finde et sted at bo og blive integreret. Regionsudvalget fremhæver derfor især de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle, hvis ansvar for bl.a. planlægning, boliger, uddannelse og arbejdsmarked direkte påvirker integrationen og kan fremme den sociale samhørighed, sociale integration og bæredygtige samfund.

1.4

bemærker, at rapporten beskæftiger sig med udviklingen af indvandringspolitikken, som den ser ud på nationalt og EU-niveau. En del af integrationens fiasko i EU skyldes, at de lokale og regionale myndigheder ikke er blevet inddraget i arbejdet med at udforme politikken. De lokale og regionale myndigheder udgør det ansvarsniveau, der er tættest på borgerne, men man har ofte overset konsekvenserne af gennemførelsen på det lokale niveau og ikke taget hensyn til disse.

1.5

konstaterer med beklagelse, at man ikke har koordineret med de lokale og regionale myndigheder, hverken under faktaindsamlingen eller under analysearbejdet inden rapportens udarbejdelse. Forskellige foranstaltninger er blevet truffet i medlemsstaterne for at klare den voksende mangfoldighed i dagens samfund. De erfaringer, man har gjort, både positive og negative, er af særlig betydning nu, hvor migrationsstrømmene bliver stadig mere globale og komplekse i deres sammensætning, og hvor medlemsstaterne er nødt til at modtage indvandrere og flygtninge fra stadig flere lande og ikke kun lande, de har haft handel eller historiske/kulturelle bånd med.

1.6

minder om, at integrationsspørgsmålene skal inkluderes i alle politikområder, hvis man vil skabe social samhørighed. Fællesskabets politik for indvandring og integration bør være i samklang med EU's mere overordnede målsætninger inden for socialpolitikken, den økonomiske politik, udenrigs- og udviklingspolitikken og stemme overens med grundlæggende europæiske værdier som lige muligheder, menneskerettigheder, menneskeværd, tolerance, respekt for mangfoldighed, foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling og fremme af øget deltagelse i samfundslivet.

1.7

fremhæver, at integration er et ansvar for samfundet som helhed, og at der kræves en indsats fra både indvandrernes og lokalbefolkningens side, hvis man skal opnå bæredygtig social samhørighed og vækst.

1.8

beklager manglen på fakta om integration og indvandringspolitikkens gennemførelse i rapporten, og fremhæver, at Kommissionen ydermere bør fremme udveksling af information og erfaringer. Den håndbog om integration for politiske beslutningstagere og aktører, som Kommissionen (Generaldirektoratet for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed) kom med i november 2004, er et første opmuntrende skridt i denne retning, eftersom den indeholder konkrete oplysninger om bedste praksis og resultater vedrørende integrationen.

1.9

er klar over, at arbejdsmarkedsspørgsmål er af afgørende betydning for integrationen af indvandrere, men de kan ikke ses løsrevet fra deres sammenhæng, eftersom graden af integration også afhænger af en række andre faktorer, herunder den samfundsmæssige baggrund, uddannelse og sprogkundskaber og deltagelse i samfundslivet. En vellykket integration af indvandrerne er et skridt på vejen mod et samfund, hvor der er plads til alle, til gavn for både den enkelte og lokalsamfundet og samfundet i videre forstand.

1.10

bifalder den voksende erkendelse i EU af indvandrernes kreativitet og iværksætterånd. Fremkomsten af iværksættere og nye virksomheder er af afgørende betydning for en vellykket integrationsproces samt et vigtigt bidrag til gennemførelsen af Lissabon-strategien.

1.11

bemærker, at rapporten præges af ræsonnementet vedrørende behovet for indvandringen af arbejdskraft. Alligevel konstateres det, at hovedparten af indvandringen består af familiesammenføring eller en eller anden form for humanitær beskyttelse. Strategier for den store gruppe af indvandrede, som står uden for arbejdsmarkedet, er vigtige af såvel økonomiske som sociale og politiske grunde. Kvindernes betydning for en vellykket integration må ikke undervurderes, eftersom de ofte udgør den direkte forbindelse til børnene i familien.

1.12

beklager, at man overhovedet ikke nævner situationen for de næsten 500.000 asylansøgere i EU, som venter på besked om opholdstilladelse eller lignende, og hvoraf de allerfleste befinder sig uden for det normale arbejdsmarked.

1.13

understreger, at påstanden om, at EU-borgere har opnået meget høj beskæftigelse, skal præciseres, eftersom der er meget store lokale og regionale forskelle. Man kan tale om et højt beskæftigelsesgennemsnit i EU, men man må samtidig erkende den ujævne lokale og regionale fordeling.

1.14

understreger, at kontrasten mellem det nationale niveaus fokus på behovet for indvandret arbejdskraft og det lokale niveaus bestræbelser for at forhindre udstødelse, isolation og fremmedhad styrker behovet for dialog og samarbejde mellem alle berørte niveauer.

1.15

understreger, at indvandrings- og integrationspolitikken debatteres meget forskelligt på de forskellige niveauer i samfundet, hvilket fører til forskelle i synsvinkler og gør foranstaltningerne mindre effektive. Samtidig skaber det grobund for mistro til samfundet, en mistro, som kan føre til foragt for det politiske system. Denne mistro og foragt kan udnyttes af yderliggående politiske kræfter.

1.16

konstaterer, at afstanden og manglen på dialog mellem de politiske niveauer i et vist omfang har bidraget til, at der er opstået partier med isolationisme og fremmedhad på programmet. Flere EU-fjendtlige og fremmedfjendske partier har afsæt i en lokal base.

1.17

bifalder indførelsen af ligestillingsperspektivet i rapporten, men samtidig finder man det alvorligt, at der mangler en beskrivelse af ligestillingsorienterede integrationsforanstaltninger. Foranstaltninger, som lader indvandrerkvinders kompetencer komme til deres ret, har værdifulde sociale, økonomiske og demokratiske virkninger.

1.18

mener, at den formaliserede stemmeret, som medvirker til at øge indvandrernes deltagelse i det demokratiske liv, er en minimumsstandard, som endnu ikke er indført i alle medlemsstater. Integrationen af de nye medborgere bør imidlertid også styre mod mere ambitiøse mål. Der er en tilbøjelighed til, at stemmeretten glemmes, hvis følelsen af udelukkelse er alt for stærk. Retten til og muligheden for at påvirke samfundsudviklingen er intet værd, hvis man ikke har et arbejde eller en position i samfundet.

1.19

understreger, at i beskæftigelsesstrategien og strategien for social integration nævnes udelukkende retningslinjer, som sigter på at dække arbejdskraftbehovet. Men der siges intet om hovedparten af indvandrere, som kommer til EU i forbindelse med familiesammenføring eller for at opnå humanitær beskyttelse. Strategien for social integration forbliver ufuldstædig, hvis der ikke er retningslinjer for denne store gruppe.

1.20

understreger, at rapporten beskriver virksomheder, som drives lokalt. Men informationen er mangelfuld og der er ingen oplysninger om den praktiske gennemførelse og dens resultater. Hvordan de økonomiske midler anvendes i integrationsarbejdet er svært at vide, eftersom rapporten ikke behandler det lokale og det regionale niveau.

1.21

understreger, at mange steder i EU tilfalder skatteindtægterne det nationale niveau, mens omkostningerne ved indvandring, som fører til udelukkelse, belaster det lokale niveau. Manglen på koordination mellem de forskellige niveauer gør det vanskeligere at opnå en optimal anvendelse af de økonomiske ressourcer.

2.1

anmoder Kommissionen om at trække på den ekspertise, som de lokale og regionale myndigheder har erhvervet efter årtiers praktisk erfaring med integration og gennemførelsen af indvandringspolitikken. For at lette og forbedre udvekslingen af viden, idéer og erfaringer på integrationsområdet bør de nationale kontaktpunkter opfordres til at rådføre sig med de lokale og regionale myndigheder og større byer for at få del i deres erfaringer.

2.2

opfordrer ligeledes Kommissionen til at være i løbende kontakt med Regionsudvalget i forbindelse med vedtagelsen af de årlige rapporter for at diskutere, hvordan man bedst kan tage højde for de erfaringer, som de lokale og regionale myndigheder har gjort sig på integrationsområdet.

2.3

understreger, at de lokale myndigheder i forbindelse med udviklingen af integrationsarbejdet skal opstille klare mål, som man kan følge op på, og evaluere deres gennemførelse. Også de nationale og regionale myndigheder skal evaluere egne foranstaltninger. Regionsudvalget minder Kommissionen om, at de forskellige integrationsstrategier, som anvendes i dag, bør tages op til vurdering.

2.4

understreger, at der bør tages højde for regionale forskelle ved iværksættelsen af initiativer, som skal sikre en effektiv økonomisk støtte til en fælles indvandringspolitik. Støtten bør tilgodese fleksible løsninger, og de lokale og regionale myndigheder bør kunne vælge den fremgangsmåde, som passer dem bedst.

2.5

opfordrer Kommissionen til i debatten om den fremtidige samhørighedspolitik at tage højde for den indsats, som er gjort i visse regioner, hvor strukturfondsstøtten måske vil blive begrænset, og hvor indvandrerbefolkningen er steget betydeligt inden for de senere år. Dette gælder navnlig større byer.

2.6

understreger, at det ikke er nok blot at føre en dialog med indvandrerorganisationer på nationalt og europæisk niveau. Integrationspolitik, religion og kultur er først og fremmest emner, som optager folk i hverdagen på lokalt niveau. Betydningen af en lokal grænseoverskridende dialog kan næppe overvurderes i bestræbelserne på at styrke samhørigheden på tværs af etniske, religiøse og kulturelle skel.

2.7

anmoder om, at de lokale og regionale myndigheder får mulighed for at bidrage til udarbejdelsen af nationale handlingsplaner for integration og beskæftigelse. Dette vil gøre det lettere at sammenligne og fastlægge bedste praksis samt analysere de reelle indvirkninger og resultater af de strategier, der vedtages af medlemsstaterne.

2.8

understreger, at rapporten beskæftiger sig med det horisontale, nationale niveau, mens de foranstaltninger, som diskuteres, gennemføres på lokalt niveau. Der er et åbenlyst behov for en vertikal tilgang. For at nå målet om en korrekt og objektiv analyse er det nødvendigt at beskrive tendenserne på samtlige niveauer, inklusive de niveauer, hvor politikkerne gennemføres. De nationale kontaktpunkter vedrørende integration skal have opbakning fra de regionale og lokale kontaktpunkter.

2.9

gør opmærksom på, at indvandring ikke i sig selv vil kunne dække behovet for arbejdskraft i EU på lang sigt, og henviser til Regionsudvalgets udtalelse om ældres bidrag til arbejdsmarkedet.

2.10

understreger, at indvandrere, og især kvinder, bør ses som en ressource og et generelt værdifuldt bidrag på arbejdsmarkedet. Det bør også erkendes, at arbejdskraften er forskelligt sammensat. Princippet om ligebehandling bør gælde på arbejdsmarkedet.

2.11

understreger, at summen af lokale og regionale forskelle giver et mere retvisende billede af beskæftigelsesfrekvensen end det nationale gennemsnit. Analyser, der bygger på det nationale gennemsnit, udgør et utilstrækkeligt grundlag for foranstaltninger, som tager hensyn til regional mangfoldighed. Skal strategier lykkes, bør de være baseret på en bundstyret tilgang.

2.12

anmoder om, at der gøres noget ved problemet med de mange arbejdstagere, som er kommet illegalt ind i EU. Der bør indføres mekanismer, som gør det muligt for personer, der overtræder immigrationslovgivningen, at få deres status legaliseret uden unødig forsinkelse, hvor det er muligt. Dette skal dog være foreneligt med mulighederne for at sikre en værdig modtagelse.

2.13

glæder sig over erkendelsen af, at det er nødvendigt at medtænke indvandringsaspekter på alle politikområder og øge samarbejdet mellem de nationale, regionale og lokale myndigheder og civilsamfundet. Ud over den vertikale dialog bør der også tages hul på debatten om fordelingen af ressourcer.

2.14

efterlyser henvisninger til indvandrernes sundhedstilstand og understreger, at det er vigtigt, at der foregår et samarbejde mellem de lokale sundhedsinstanser (det primære sundhedsvæsen) og andre parter, der arbejder for god integration.

2.15

understreger, at det er vigtigt at indføre finansielle instrumenter, som er målrettet mod decentraliseret samarbejde på indvandringsområdet, og fortsat støtte de lokale og regionale myndigheder i deres bestræbelser på at øge integrationen gennem EU's strukturfonde og initiativer som f.eks. Equal og Urban. I den forbindelse bør der sættes fokus på den indsats, der gøres inden for rammerne af det nye pilotprojekt INTI, som skal støtte dialoger, netværk og samarbejde på integrationsområdet på europæisk niveau.

2.16

understreger, at den enkelte indvandrers behov for at arbejde og forsørge sig selv bør anerkendes og stimuleres. Ud over økonomiske aspekter bidrager iværksætterånd og små virksomheder til en positiv social udvikling. Mulighederne for at eje og drive en virksomhed har indflydelse på integrationen, hvilket gør det nødvendigt med øget opbakning fra offentligheden.

2.17

minder om, at kvinder udsættes for forskelsbehandling både på grund af deres køn og etniske baggrund. Hvis der tages hensyn til kønsrelaterede spørgsmål, vil der kunne gøres en mere målrettet og effektiv indsats for at forbedre integrationen af indvandrere.

2.18

understreger, at der bør tages højde for andre end blot økonomiske værdier, hvis integrationspolitikken skal føre til gode resultater. Indvandring åbner muligheder, som kan berige den enkelte borgers liv, samtidig med at EU tilføres færdigheder, som er værdifulde i en global sammenhæng.

2.19

understreger betydningen af de ikke-statslige organisationers arbejde i tæt samarbejde med lokale og regionale myndigheder og støtter deres programmer til fremme af indvandreres integration i landets politiske liv og samfundsliv (sprogundervisning, indføring i landets kultur og demokratiske principper, samfundsmæssig og politisk uddannelse, bevarelse af indvandrernes nationale identitet osv.). Det nationale niveau har altid hovedansvaret for at sikre god integration i samfundet i tæt samarbejde med lokale og regionale myndigheder og for at føre en dialog med ikke-statslige organisationer.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/50

1)

undersøgelsen konkluderer, at »der er en forbindelse mellem lovlig og ulovlig indvandring, men forbindelsen er kompleks og helt klar ikke direkte«.

2)

undersøgelsen opstiller en række politiske initiativer til udvikling af en fælles indvandringspolitik.

3)

undersøgelsen viser, at der er behov for pålidelige og sammenlignelige statistikker på EU-niveau.

4)

den aldrende befolkning og faldet i antallet af personer i den arbejdsdygtige alder vil føre til mangel på kvalificeret arbejdskraft på arbejdsmarkedet i EU og medføre et stadigt behov for indvandring i EU.

5)

Haag-programmet, som Det Europæiske Råd vedtog i november 2004, opstiller et arbejdsprogram for udviklingen af en fælles migrationspolitik —

1.1

hilser Kommissionens undersøgelse af forbindelsen mellem lovlig og ulovlig indvandring velkommen og finder, at den er et vægtigt bidrag til udviklingen af en indvandringspolitik i EU, især hvad angår de politiske initiativer i undersøgelsen;

1.2

er meget interesseret i undersøgelsen, eftersom de regionale og lokale myndigheder spiller en stor rolle i forbindelse med modtagelse, etablering og integration af indvandrere. Lokale og regionale myndigheder spiller en central rolle i udbuddet af offentlige ydelser til indvandrere, og disse ydelser omfatter bolig, uddannelse, sundhed og arbejdsformidling;

1.3

ønsker at betragte undersøgelsen i sammenhæng med udviklingen af en fælles asyl- og indvandringspolitik især kompromiserne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors i oktober 1999 og Det Europæiske Råds vedtagelse af Haag-programmet i november 2004, som understreger behovet for en migrationspolitik;

1.4

er bekymret over, hvor langsomt det går fremad for Det Europæiske Råd med udviklingen af EU's indvandringspolitik, som er baseret på konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors;

1.5

bemærker, at undersøgelsen konkluderer, at »der er en forbindelse mellem lovlig og ulovlig indvandring, men forbindelsen er kompleks og helt klar ikke direkte, da der skal tages højde for en række forskellige faktorer«; ønsker dog at understrege, at ulovlig indvandring giver anledning til stor bekymring i EU, da den kan undergrave politikker, der er udformet til at støtte reglementeret indvandring, og fremme en fjendtlig indstilling i det modtagende lokalsamfund. For EU's indre sikkerhed er det derfor nødvendigt med effektiv forebyggelse af illegal indvandring. Dertil kommer, at den enkelte indvandrer kan blive bragt i fare og udsættes for risikoen for at blive udnyttet. På den baggrund er der behov for en afbalanceret politik, som fremmer foranstaltninger, der sikrer et passende niveau for lovlig indvandring tillige med foranstaltninger, der modvirker ulovlig indvandring;

1.6

understreger sine betænkeligheder ved brugen af udtrykket ulovlig indvandring, især da mange indvandrere i denne kategori ikke er genstand for kriminel forfølgelse. Vi ville derfor foretrække, at man, hvor det er passende, taler om ureglementeret indvandring;

1.7

bemærker, at undersøgelsen opstiller en lang række mangler inden for forskning, og opfordrer Kommissionen til at opbygge et forskningsprogram, der kan afhjælpe disse mangler og derved øve indflydelse på politikudformningen;

1.8

bemærker, at undersøgelsen omtaler andre EU-politikker, som berører indvandrere, såsom udviklingspolitik og den europæiske beskæftigelsesstrategi; er endvidere opmærksom på en bred vifte af EU-politikker, som har indflydelse på indvandringspolitik særligt inden for social- og økonomisk politik og foreslår, at der nedsættes en gruppe i Kommissionen på tværs af generaldirektoraterne med henblik på koordinering af aktiviteter, der berører indvandrere.

1.9

er enig i undersøgelsens konklusioner, der påpeger, at der er en klar mangel på pålidelige og sammenlignelige data på EU-niveau, og er overbevist om, at Kommissionens handlingsplan for EF-statistikker på indvandringsområdet (KOM(2003) 179 endelig) og den første årsrapport om indvandring og integration (KOM(2004) 508 endelig) er starten på en løsning af problemet;

1.10

fremhæver den vigtige rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller med hensyn til indsamlingen af data og statistikker og opfordrer til at inddrage disse myndigheder fuldt ud i høringer om indførelse af pålidelige og sammenlignelige data på hele EU, når sammenlignelige data er blevet indsamlet;

1.11

støtter undersøgelsens påpegning af behovet for »en mere intensiv og målrettet anvendelse af høringer og informationsudveksling«, og ser positivt på nedsættelsen af en ekspertgruppe kaldet udvalget om indvandring og asyl og et netværk af nationale kontaktpunkter for integration;

1.12

bifalder etableringen af et europæisk indvandringsnetværk og et observatorium, og mener, at lokale og regionale myndigheder har en vigtig funktion at udfylde i dette netværk, da de kan bidrage med konkrete direkte erfaringer og eksempler på god praksis;

1.13

mener, at der bør være større muligheder for udveksling af erfaringer og bedste praksis, herunder aktiviteter såsom »peer group review« i forbindelse med indvandringspolitik; bemærker, at det kan ske gennem anvendelse af den åbne koordinationsmetode i udviklingen af EU's indvandringspolitik og opfordrer Det Europæiske Råd til at vedtage Kommissionens forslag på dette område;

1.14

er enigt med Kommissionen i, at den demografiske udvikling og befolkningens aldring betyder, at rekrutteringen af tredjelandsstatsborgere og den økonomiske indvandring formentlig vil fortsætte og være stigende. Dette emne nævnes i Kok-rapporten, som slår fast, at »aldringen vil øge behovet for pensioner og sundhedspleje samtidig med at den reducerer det antal personer i den erhvervsaktive alder, som der er behov for for at sikre den nødvendige velfærd«. (6) Endvidere gør Kok opmærksom på Kommissionens forudsigelser, som skønner, at den direkte effekt af aldrende befolkninger vil være at sænke den potentielle vækstrate i EU fra den nuværende, som ligger mellem 2 — 2,25 %, til omkring 1,2 % frem til 2040. (7) Endvidere bør en række positive eksterne økonomiske og sociale virkninger i forbindelse med indvandring, såsom nye menneskelige ressourcer, specialisering og kulturel berigelse, fremhæves;

1.15

understreger den regionale dimensions centrale placering i EU's indvandrings- og integrationspolitikker og mener, at det er et vigtigt at debattere dette område. Den regionale dimension har afgørende betydning, da nogle regioner i EU er ved at blive affolket og lider under alvorlig mangel på kvalifikationer, mens andre regioner oplever hastigt voksende befolkninger med deraf følgende pres på lokale serviceydelser og boliger til en overkommelig pris; mener, at der er behov for en stor indsats for at udvikle den regionale og lokale dimension af indvandring, navnlig hvad angår integration. Denne indsats finder p.t. sted inden for rammerne af INTI-programmet. I 2004 blev der afsat 6 mio. EUR til programmet, men man modtog 158 ansøgninger om støtte, svarende til et samlet støttebeløb på 42,58 mio. EUR. Regionsudvalget kræver en forhøjelse af støttebeløbet til dette program i perioden 2007-2013;

1.16

bifalder Kommissionens planer om at indlede en omfattende høring om modtagelse af indvandrede arbejdstagere. Grønbogen om en EU-metode til at styre økonomisk migration (KOM(2004) 811 endelig) blev offentliggjort i 2005, og Regionsudvalget føler, at dets inddragelse i høringsprocessen er meget vigtig i lyset af indvandringens mulige konsekvenser for regionale arbejdsmarkeder og de serviceydelser, som de lokale og regionale myndigheder skal udbyde;

1.17

tilslutter sig undersøgelsen, når den fastslår, at styrkelse af integrationen af tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i medlemsstaterne er »et væsentligt mål for EU's indvandringspolitik«, og at det skal opnås gennem integration på arbejdsmarkedet, fremme af tredjelandsstatsborgeres mobilitet i EU og anerkendelse af tredjelandsstatsborgeres faglige kvalifikationer;

1.18

hilser mobilitetsprincippet, som blev indført i direktivet om fastboende udlændinges status (november 2003), velkommen. Det indførte mobilitetsrettigheder for personer, der har haft fast bopæl i EU i mere end fem år, og mobiliteten for tredjelandsstatsborgere er blevet fremmet ved en udvidelse af forordning 1408/71; anerkender, at der er en vis grad af mobilitet i Kommissionens forslag om betingelserne for udenlandske studerendes og forskeres indrejse;

1.19

understreger behovet for at rekruttere flere forskere til EU, så Lissabon-målene kan opfyldes. Regionsudvalget mener, at dette rekrutteringsområde er en vigtig prøve for udviklingen af EU's indvandringspolitik og dens evne til at imødekomme mangel på arbejdskraft. I meddelelsen til Rådet og Europa-Parlamentet om tredjelandsstatsborgeres indrejse i Det Europæiske Fællesskab med henblik på videnskabelig forskning (KOM(2004) 178 endelig) skønnede Kommissionen, at der er brug for yderligere 700 000 forskere frem til 2010, hvis EU skal kunne opfylde Lissabon-målsætningerne;

1.20

bemærker, at Rådet (retlige og indre anliggender) blev enig om en generel tilgang til direktivet i november 2004. Mens denne tilgang omfatter anerkendelse af kvalifikationer, arbejdsvilkår og skattebegunstigelser synes den ikke at omfatte en lempelse af betingelserne for indrejse af familie til forskere, der er ansat for at varetage kortsigtede forskningsopgaver. Regionsudvalget mener, at en lempelse vil spille en central rolle i ansættelsen af forskere og stille EU's medlemsstater på lige fod med andre lande, såsom USA og Canada;

1.21

understreger, at den europæiske beskæftigelsesstrategi og Den Europæiske Socialfond er vigtig med hensyn til efteruddannelse og kompetencer, som er afgørende i integrationen af nyligt ankomne indvandrere. Integrationen på arbejdsmarkedet af ugunstigt stillede personer har været et nøgleområde for den europæiske beskæftigelsesstrategi for at fastholde arbejdskraften, maksimere fleksibiliteten og opveje mangel på arbejdskraft i bestemte sektorer og regioner. Målet med EU's nye beskæftigelsesretningslinjer er at mindske arbejdsløshedskløften mellem EU-borgere og tredjelandsstatsborgere, som var 11,7 % i 2002. Undersøgelsen omtaler ikke aktiviteter under Den Europæiske Socialfond til fremme af integration af indvandrere på arbejdsmarkedet og det nyskabende arbejde, som lokale og regionale myndigheder har udført på dette område;

1.22

bemærker undersøgelsens konklusioner om effektiviteten af legaliserende foranstaltninger fra både indvandrernes og medlemsstaternes side og er overbevist om, at omfattende legaliserende foranstaltninger ikke normalt er den mest egnede måde at løse problemerne med ulovlig indvandring. Legalisering fra sag til sag kan dog være et nyttigt instrument til håndtering af mange eksempler på ulovlig indvandring;

1.23

tilslutter sig undersøgelsens resultater, som »understreger det synspunkt, at legaliseringer ikke bør betragtes som et middel til at styre indvandringsstrømme, da de i virkeligheden ofte er en negativ følge af indvandringspolitikken på andre områder«, men legalisering kan være nødvendig, ud fra en sagsbaseret tilgang, når indvandrere bliver forankret i lokalsamfundet for at få folk ud af den sorte økonomi, øge skatteindtægter og fremme social samhørighed. Bemærkningerne i en rapport fra det britiske overhus er i den forbindelse interessante; (8)

1.24

tilslutter sig det britiske overhus' rapport, som konstaterede, at »en eller anden form for legalisering af ulovlige indvandrere, der har opholdt sig lang tid i landet, er uundgåelig, hvis der ikke skal opstå en voksende underklasse af mennesker i en irregulær situation, som er sårbare over for udnyttelse«. Rapporten understreger behovet for at minimere de pull-faktorer, som legalisering skaber, og foreslår, at det i vid udstrækning kan imødegås ved at undersøge hvert enkelt tilfælde snarere end ved omfattende amnesti. Endelig mener det britiske overhus, at amnesti kan »være en sjælden lejlighed til at tilvejebringe pålidelige oplysninger om omfanget og arten af den ulovlige indvandrerbefolkning«; (9)

1.25

noterer sig de mange former for ulovlig indvandring og vanskelighederne ved at gennemføre forskning på disse områder; finder imidlertid, at der er behov for yderligere forskning i forskellige typer ulovlig indvandring, så der kan træffes mere effektive foranstaltninger. I den henseende bør man skelne mellem:

1.26

støtter undersøgelsens synspunkter om, at udvikling af en EU-politik for tilbagesendelse, fastlæggelse af centrale samarbejdsaftaler med oprindelseslande og omdannelse af sort arbejde til normalt arbejde er nøgleelementer i bekæmpelsen af ureglementeret indvandring;

1.27

hilser undersøgelsens forslag vedrørende udviklingen af en EU-politik for tilbagesendelse velkommen. Det Europæiske Råd vedtog i november 2002 et forslag til et handlingsprogram for tilbagesendelse, som nu skal gennemføres hurtigere;

1.28

er enig med undersøgelsen i, at »samarbejdet med tredjelande er helt afgørende, hvis de ulovlige indvandringsstrømme skal nedbringes«, og med Det Europæiske Råds konklusioner i de senere år, som har »understreget behovet for en samlet strategi for migration, som tager fat på de politiske spørgsmål samt spørgsmålene vedrørende menneskerettigheder og udvikling i hjem- og transitlandene og hjem- og transitregionerne«;

1.29

støtter den synergi mellem indvandring og udviklingspolitikker, som skitseres i undersøgelsen, og mener, at udviklingspolitik kan forbedre de økonomiske og sociale vilkår i tredjelande og således reducere de push-faktorer, som ligger bag udvandringen til EU;

1.30

understreger behovet for, at EU aktivt fremmer fælles initiativer med nabolande gennem programmer som det nye naboskabsinstrument, Tacis, Meda, Encas og Interreg. Det er vigtigt, at der skabes en »vennekreds«, så fred og solidaritet kan brede sig til de lande, der grænser op til EU, nu da Unionen er blevet udvidet. EU bør arbejde i partnerskab med disse lande for at forbedre deres økonomiske og sociale situation og reducere push-faktorer som høj arbejdsløshed, lave lønninger, udemokratiske tilstande og organiseret kriminalitet. Et af de prioriterede samarbejdsområder er styring af indvandring. Nogle nabolande har udviklet handlingsplaner, der målrettet tager sigte på ureglementeret indvandring, og EU er parat til at støtte gennemførelsen af disse, herunder også foranstaltninger mod ulovlig migration i de lande, som agter at udarbejde sådanne planer;

1.31

understreger den nøglerolle, som lokale og regionale myndigheder spiller i programmer som Tacis, Meda, Enca og Interreg, og minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at lokale og regionale myndigheder bør spille en centrale rolle i udviklingen af efterfølgende programmer;

1.32

hilser generelt forslaget til det nye naboskabsinstrument velkomment, men er imidlertid skuffet over, at instrumentet (som vil blive behandlet særskilt i en senere udtalelse fra Regionsudvalget) ikke giver lokale og regionale myndigheder en større rolle, især fordi mange af de politikområder, som instrumentet omfatter, dækker lokale og regionale myndigheders beføjelser;

1.33

er enig med undersøgelsen i, at der er behov for at tackle det uregulerede arbejdsmarked og skyggeøkonomien, idet det anføres, at »skyggeøkonomien vurderes til at udgøre mellem 7 og 16 % af EU's BNP, hvilket dog på ingen måde udelukkende kan tilskrives ulovlig indvandring«. Sort arbejde bør omdannes til lovlig beskæftigelse, og det blev indføjet som en af de ti prioriteter i beskæftigelsesretningslinjerne for 2003. Nogle medlemsstater opstillede særlige foranstaltninger for udenlandske arbejdstagere og ureglementerede indvandrere i deres nationale handlingsplaner for 2003, og Regionsudvalget bifalder Haag-programmets opfordring til medlemsstaterne om at opfylde de mål, som den europæiske beskæftigelsesstrategi har fastsat for at begrænse omfanget af det uregulerede arbejdsmarked;

1.34

understreger behovet for at yde større støtte til grænseregioner, da de sammenlignet med andre regioner er særlig berørt af udbredt ureglementeret indrejse, og støtter oprettelsen af et europæisk grænsevagtkorps tillige med et tidligt varslingssystem, da det er nødvendigt med en effektiv fælles styring af EU's ydre grænser. Endvidere bør retsligt samarbejde og samarbejde mellem politikorps på både centralt og regionalt/lokalt niveau fremmes.

2.1

henleder EU-institutionernes opmærksomhed på at regionale og lokale myndigheder er et vigtigt led i integration af indvandrere, og understreger i lyset heraf den nøglerolle, som lokale og regionale myndigheder spiller i en række af de initiativer, som undersøgelsen skitserer. Det drejer sig om udveksling af erfaring vedrørende integrationsforanstaltninger, udvikling af programmer som det nye naboskabsinstrument og efterfølgerne til Tacis- og Interreg-programmerne, og anbefaler derfor, at de lokale og regionale myndigheder inddrages fuldt ud i disse programmer;

2.2

mener, at der bør være større muligheder for udveksling af erfaringer og bedste praksis, herunder aktiviteter såsom peer group review i forbindelse med indvandringspolitik. Regionsudvalget bemærker, at det kan ske gennem anvendelse af den åbne koordinationsmetode i udviklingen af EU's indvandringspolitik og opfordrer Det Europæiske Råd til at vedtage Kommissionens forslag på dette område;

2.3

opfordrer Kommissionen til at danne en gruppe bestående af personale fra de generaldirektorater, hvis politikker og aktioner berører tredjelandsstatsborgere, så igangværende aktiviteter kan blive integreret og koordineret mere effektivt;

2.4

opfordrer Kommissionen til at fremlægge et forskningsprogram, som kan rette op på den manglende forskning, som undersøgelsen gør opmærksom på;

2.5

ønsker at INTI-programmet udbygges kraftigt, så lokale og regionale myndigheder kan deltage i flere EU-støttede transnationale projekter, der beskæftiger sig med integration af indvandrere;

2.6

understreger indvandringens vigtige rolle, når det drejer sig om at afhjælpe manglen på specialiseret arbejdskraft og opfordrer Det Europæiske Råd til at udvikle effektive politiske initiativer på disse områder, herunder ansættelse af tredjelandsstatsborgere med henblik på videnskabelig forskning;

2.7

understreger vigtigheden af at formulere egnede udviklingspolitikker i tredjelande. Derudover er det væsentligt, at migrationsundersøgelser også tager højde for de nye træk ved migrationsstrømmene såsom den stigende andel af kvinder, da dette er af stor betydning for indvandringspolitikkens udformning og gennemførelse;

2.8

opfordrer til fuld inddragelse af lokale og regionale myndigheder i udviklingen af pålidelige og sammenlignelige statistiske data på EU-niveau;

2.9

bifalder Kommissionens hensigt om at lancere en omfattende høring om grønbogen »En EU-metode til at styre økonomisk migration« (KOM(2004) 811 endelig), og gør Kommissionen opmærksom på, at Regionsudvalget og de lokale og regionale myndigheder skal deltage fuldt ud i denne høringsproces;

2.10

mener, at der er behov for hurtig indgriben med henblik på yderligere udvikling af det europæiske indvandringsnetværk og observatorium, og igen bør det ske med fuld inddragelse af de lokale og regionale myndigheder;

2.11

er bekymret over, hvor langsomt det går fremad for Det Europæiske Råd med udviklingen af en indvandringspolitik i EU og tiltag, som følger af Det Europæiske Råd i 1999; understreger i lyset af disse bekymringer behovet for hurtige beslutninger om de emner, som Haag-programmet har forelagt.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/55

1)

For at opnå bæredygtige løsninger bør man forbedre ansvarsfordelingen mellem medlemsstaterne i forbindelse med styret indrejse i EU af personer, der har behov for international beskyttelse, og styrke beskyttelseskapaciteten i hjemlandene med henblik på at udarbejde og indføre en fælles asylpolitik i alle medlemsstater;

2)

for at opnå det fastsatte mål er det bydende nødvendigt at give de berørte medlemsstater og regioner, herunder hjem- eller transitregionerne og –landene, tilstrækkelige finansielle midler, idet der tages særlig hensyn til udvidelsen og de nye medlemsstaters behov —

1.1

støtter Kommissionens forslag om Styret indrejse i EU af personer, der har behov for international beskyttelse, og styrkelse af beskyttelseskapaciteten i hjemregionerne — »Bedre adgang til holdbare løsninger« og navnlig de foreslåede regionale beskyttelsesprogrammer på EU-plan, som skal styrke beskyttelseskapaciteten i landene i hjemregionerne (nabo- og transitlande);

1.2

understreger behovet for at følge FN's Flygtningehøjkommissariats anbefalinger og lade kønsrelateret forfølgelse være en årsag til at opnå anerkendelse som flygtning;

1.3

ser positivt på den rolle, som Kommissionen ønsker at give transitlandene i reguleringen af situationen for personer, som har behov for international beskyttelse. Udvalget mener dog, at man bør lægge større vægt på transitregionernes og –landenes rolle og støtten til dem;

1.4

bemærker, at virkningerne af modtagelsen af personer, der har behov for international beskyttelse, især viser sig på lokalt niveau i de lokalsamfund, som modtager disse grupper, og opfordrer derfor til, at de lokale og regionale myndigheder inddrages i sådanne beslutninger om modtagelse og integration af asylansøgere og flygtninge;

1.5

understreger især, at de regionale og lokale aktører spiller en central rolle, eftersom de har ansvaret for at modtage personer, der har behov for international beskyttelse, og for foranstaltninger til fremme af integrationen. Udvalget beklager derfor, at det ikke er lykkedes for Kommissionen i sit forslag at sikre en tilstrækkelig bred høring af de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med planlægningen af programmets gennemførelse og beslutningen om finansieringen heraf. Især er det ikke lykkedes i forslaget at sikre, at de regionale og lokale aktører som udviklere af god praksis kan deltage i Fællesskabets tiltag;

1.6

finder det i den forbindelse vigtigt, at der skabes større sammenhæng og integration mellem de interne og de eksterne politikkers mål, instrumenter og procedurer, især hvad angår grænseoverskridende problemer;

1.7

fremhæver, at samarbejde mellem de berørte regionale og lokale myndigheder, herunder i modtagermedlemslandene og i transit- og hjemregionerne, og en fælles indsats fra deres side kan bidrage væsentligt til at regulere situationen for personer, der har behov for international beskyttelse;

1.8

mener, at der er behov for en nærmere analyse og undersøgelse af EU-genbosættelsesordningen hvad angår dens sandsynlige sociale indvirkning på arbejdsmarkederne i mindre udviklede områder med høj arbejdsløshed i de berørte medlemsstater og regioner;

1.9

erkender betydningen af EU's politik til fordel for befolkningen i underudviklede fattige lande og regioner, men fremhæver samtidig betydningen af, at alle EU-borgere sikres lige behandling, hvilket vil skabe større opbakning til genbosættelsesordningens foranstaltninger hos befolkningen i medlemsstaterne;

1.10

foreslår, at Kommissionen i samarbejde med ngo'er og andre berørte parter påtager sig at gennemføre en nærmere undersøgelse af de hermed forbundne juridiske spørgsmål med henblik på at opstille objektive og ensartede kriterier, som gør det muligt at bestemme, i hvilke tilfælde personer, der har brug for international beskyttelse, kan opnå genbosættelse; hensigten er at sikre overholdelse af menneskerettighederne og ikke-forskelsbehandling samt at give modtagerlandene og –regionerne den nødvendige juridiske støtte. Udvalget finder det ligeledes vigtigt at sikre, at de ankomne flygtninge integreres på arbejdsmarkedet i medlemsstaterne inden for rammerne af genbosættelsesprogrammet, således at alle EU-borgere får samme rettigheder.

2.1

støtter Kommissionens meddelelse som et godt udgangspunkt for det videre evalueringsarbejde, men mener, at navnlig genbosættelsesordningen på EU-plan kræver nærmere analyse og undersøgelse. Udvalget finder det derfor nødvendigt, at Kommissionen udsætter datoen for forelæggelsen af forslaget om et genbosættelsesprogram for Rådet, hvilket vil gøre det muligt at udarbejde et mere velovervejet og gennemtænkt dokument;

2.2

opfordrer til større inddragelse af de lokale og regionale myndigheder i fastlæggelsen og gennemførelsen af indvandrings- og asylpolitikkerne, samtidig med at disse tildeles den nødvendige finansielle støtte;

2.3

foreslår en udvidelse af finansieringsrammen for territorialt samarbejde og den nye naboskabspolitik, som indgår i det tredje hovedmål for EU's strukturfonde for perioden 2007-2013, for at dække de ovenfor nævnte opgaver og ønsker en effektiv koordinering af de fælles multilaterale programmer, der er gennemført under dette mål, og bilaterale handlingsplaner, som vil blive gennemført via den nye naboskabspolitik.

2.4

på grund af indvandringens omfang i Middelhavsområdet foreslås det, at man i fremtidige programindkaldelser, som retter sig mod regulering af flygtningestrømme, så som Aeneas-programmet, fortsat prioriterer de projekter, der er målrettet mod tiltag i dette område;

2.5

slår til lyd for en gennemførelse af EU's genbosættelsesordning, som sikrer, at såvel flygtninge, der skal genbosættes i medlemsstaterne, som EU's borgere behandles lige;

2.6

støtter gennemførelsen af formandskabets konklusioner om Haag-programmet og finder det hensigtsmæssigt at inddrage de lokale og regionale myndigheder i den foreslåede tværkulturelle dialog mellem alle borgere i samfundet inden for rammerne af fælles fora og aktiviteter med henblik på at fremme gensidig forståelse for alle politikområder i relation til integration.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/58

1)

I lyset af EU's naboskabspolitik bør Regionsudvalget nu — inden for rammerne af sine ressourcer og institutionelle opgaver — gå i gang med at udvide sine eksterne forbindelser, så de foruden de nuværende tiltrædelseslande også kommer til at omfatte de lande, der beskrives i EU's naboskabspolitik, men ikke kun disse;

2)

hvad angår eksterne forbindelser bør Regionsudvalget fortsat prioritere forbindelserne med de lokale og regionale myndigheder i de nuværende ansøgerlande;

3)

derudover bør Regionsudvalget som led i naboskabspolitikken også give høj prioritet til dialog og samarbejde med samtlige lande omkring EU's grænser mod nord, øst og syd —

1.1.1

bifalder Kommissionens væsentlige og nødvendige dokument, som giver reel mulighed for at definere og forbedre forholdet mellem Den Europæiske Union og dens nabolande;

1.1.2

anerkender, at denne politik i lyset af den nylige udvidelse af Den Europæiske Union og den deraf følgende ændring af Unionens eksterne grænser er et velkomment skridt på det rette tidspunkt, da hensigten er at give nabolandene del i udvidelsens positive resultater i form af bedre stabilitet og større sikkerhed og velfærd for alle;

1.1.3

er enig i, at EU's naboskabspolitik er et redskab til at styrke båndene mellem EU og nabolandene og til at undgå, at der opstår nye skillelinjer mellem det udvidede EU og nabolandene;

1.1.4

understreger, at EU's naboskabspolitik ganske vist sikrer et bedre forhold mellem EU og dets nabolande, men at den er uafhængig af selve udvidelsesprocessen og bør behandles på dette grundlag;

1.1.5

understreger de lokale og regionale myndigheders betydning for processen og er bekymret over, at Kommissionen hverken giver disse myndighedsniveauer en nævneværdig omtale eller definerer deres rolle inden for naboskabspolitikken;

1.1.6

er enig i, at politikken vil give naboskabslandene mulighed for at deltage i forskellige EU-aktiviteter via samarbejde på det politiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske og kulturelle område;

1.1.7

er af den opfattelse at sigtet med EU's naboskabspolitik er at understøtte bestræbelserne hen imod en større respekt for menneskerettighederne og civilsamfundet samt at udvikle god forvaltningspraksis i disse lande;

1.1.8

påskønner i den forbindelse den seneste politiske udvikling i Ukraine og i Georgien. EU's naboskabspolitik bør aktivt støtte disse landes fremskridt mod mere demokrati og markedsøkonomi.

1.1.9

er enig i, at EU's naboskabspolitik søger at forbedre handelsrelationerne og den økonomiske udvikling mellem EU og naboskabslandene;

1.1.10

anerkender, at EU's naboskabspolitik er et vigtigt redskab for fremme af tættere samarbejde mellem de deltagende lande og EU om bekæmpelse af terrorisme, ulovlig indvandring og kriminalitet på tværs af grænserne, f.eks. narkotika og menneskesmugling;

1.1.11

støtter bestræbelserne i naboskabslande med forskellige etniske minoriteter på at finde innovative løsninger, der fremmer sameksistens og respekt for universelt anerkendte grundprincipper.

1.2.1

påpeger, at lokale og regionale myndigheder i naboskabslandene, hvor det er muligt, bør spille en større rolle i demokratiserings- og decentraliseringsprocessen;

1.2.2

understreger, at lokale og regionale myndigheder ifølge et af Unionens grundlæggende principper, nærhedsprincippet, som sikrer handling på det mest hensigtsmæssige forvaltningsniveau, spiller en afgørende og unik rolle i denne sammenhæng, da de kan sikre vedvarende forbindelser på det rette niveau;

1.2.3

bemærker, at bottom-up-metoden effektivt kan fremme demokratiseringsprocessen;

1.2.4

tilføjer, at lokale og regionale myndigheder i praksis er gode lærepladser for borgerne hvad demokrati angår og dermed i høj grad er medvirkende til at sikre velfungerende demokratier;

1.2.5

fremhæver betydningen af at udvikle og konsolidere det lokale styre gennem samarbejde hen over grænserne og mere udveksling og vidensdeling med eksisterende Euroregioner for at nå målene i de enkelte landes handlingsplaner;

1.2.6

konstaterer de problemer, lokale og regionale myndigheder i de lande, der deltager i EU's naboskabspolitik, har med at tage de nødvendige skridt til at tilpasse deres administrative strukturer til europæiske strukturer;

1.2.7

ønsker at dele sine medlemmers erfaringer fra kontakter med lokale og regionale myndigheder i kandidatlandene under udvidelsesprocessen med de lande, der deltager i EU's naboskabspolitik;

1.2.8

mener, at det lokale og regionale myndighedsniveau er det mest hensigtsmæssige, når det drejer sig om decentraliseret samarbejde med partnerlandene;

1.2.9

minder om, at det med sin sagkundskab om lokalt og regionalt styre har mest at tilbyde disse lande på følgende områder:

1.2.10

minder om, at de lokale og regionale myndigheder har handlemuligheder, der supplerer og overskrider de traditionelle grænser for samarbejde på centralregeringsniveau; det er på dette niveau, EU's naboskabspolitik som foreslået af Kommissionen kan blive virkelig effektiv;

1.2.11

påpeger, at den praksis for decentraliseret samarbejde, der har udviklet sig i de senere år, har understreget de lokale myndigheders ansvar som katalysatorer for nye samarbejdsprocesser.

1.3.1

bemærker, at deltagerne i EU's naboskabspolitik befinder sig på forskellige trin i deres økonomiske, sociale og politiske udvikling og desuden ikke har samme udgangspunkt, hvad angår deres forbindelser med EU;

1.3.2

mener, at ægte demokrati ikke kan tilvejebringes uden stærke regionale og lokale institutioner, der er valgt af befolkningen, og som står til regnskab over for befolkningen, og forudser, at iværksættelsen af den føderale lovgivning om lokale og regionale myndigheders kompetence i Rusland i 2006 bliver et fremskridt for et eventuelt samarbejde mellem decentrale myndigheder i EU og Rusland, især gennem en præcisering af kompetenceområder inden for grænseoverskridende samarbejde;

1.3.3

er bekymret over, at der ikke i EU's naboskabspolitik direkte henvises til de eksisterende problemer i Kaliningrad, men erkender, at spørgsmålet behandles i andre dokumenter og andet arbejde fra Kommissionens side;

1.3.4

bifalder beslutningen om at give det sydlige Kaukasus — Armenien, Aserbajdsjan og Georgien — mulighed for at deltage i EU's naboskabspolitik;

1.3.5

bifalder endvidere, at EU har til hensigt at yde ekstra støtte til gennemførelsen af et overbevisende, konkret og vedvarende reformarbejde, i første række på de ovenfor nævnte indsatsområder. (4)

1.4.1

er enig i, at en overordnet handlingsplan, som partnerlande og EU vedtager i fællesskab, er den mest effektive måde at nå målene for EU's naboskabspolitik på;

1.4.2

er enig i, at ambitionerne for EU's forbindelser med de enkelte partnerlande og det tempo, de udvikles i, bestemmes af landets grad af opbakning om de fælles værdier og dets vilje og evne til at gennemføre de aftalte opgaver;

1.4.3

fremhæver betydningen af øget fokus på fattigdomsbekæmpelse og bekæmpelse af korruption, der beskrives som en væsentlig hindring for reform i mange naboskabslande;

1.4.4

mener, at det ville have været en fordel, hvis der i de enkelte handlingsplaner havde været et særskilt afsnit om de lokale og regionale myndigheders rolle i det pågældende partnerland med klare mål både for den lokale forvaltnings rolle og for de metoder, hvormed partnerlandet havde til hensigt at uddelegere beføjelser og styrke det lokale og regionale styre. Dette ønske bør meddeles Kommissionen, så der kan indsættes et sådant afsnit i de efterfølgende handlingsplaner;

1.4.5

mener, at dets medlemmer har en væsentlig rolle at spille i forbindelse med analyse af og debat om de midler, der stilles til rådighed for de enkelte partnerlande, navnlig i lyset af den erklæring, der fremsættes i strategidokumentet for EU's naboskabspolitik: »Kommissionen har foreslået, at der i de nye finansoverslag afsættes flere midler til de eksisterende fonde, og de ordninger, der afløser dem, i overensstemmelse med EU's prioritering af naboskabspolitikken«; den nye, forenklede finansieringsordning, der forventes vedtaget i 2007, vil desuden prioritere en sådan analyse og debat.

1.5.1

bifalder det nye, forenklede finansieringssystem, EU's naboskabsinstrument;

1.5.2

mener, at Kommissionen som en prioritet bør give flere oplysninger og tekniske detaljer om instrumentets anvendelse i praksis, hvordan det skal administreres, og hvordan det vil blive revideret.

2.1

mener, at medlemmernes erfaringer kan udnyttes til at udvikle lokalt og regionalt demokrati, hvilket er afgørende for politisk stabilitet i de beskrevne lande;

2.2

anbefaler, at udvalget udvikler foranstaltninger, der fremmer direkte dialog og informationsoverførsel, for at løse de problemer, de lokale og regionale myndigheder i landene under EU's naboskabspolitik står over for;

2.3

anbefaler, at lande, der gennemfører de nødvendige reformer for at sikre demokrati og frie og retfærdige valg, får fuld fordel af EU's naboskabspolitik;

2.4

anbefaler, at EU's naboskabspolitik giver mulighed for nye kontraktlige aftaler med partnerlande, eventuelt i form af EU-naboskabsaftaler; deres omfang skulle så defineres i lyset af deres fremskridt mht. opfyldelse af handlingsplanernes prioriterede mål;

2.5

foreslår, at handlingsplanerne overvåges ved hjælp af de strukturer, der allerede findes i de forskellige partnerskabs- og samarbejds-/associeringsaftaler, med formelle statusrapporter, som udarbejdes mellem to og fem år efter vedtagelsen af handlingsplanerne;

2.6

anbefaler Europa-Kommissionen, at udvalgets medlemmer, som det var tilfældet ved udvidelsen, får en hovedrolle i evalueringen af handlingsplanernes fremadskriden, og at de især fokuserer på indsatsen for at styrke og modernisere det lokale og regionale styre;

2.7

anbefaler, at der i de kommende handlingsplaner for de enkelte naboskabslande indsættes et særskilt afsnit om den rolle, som det lokale og regionale myndighedsniveau bør spille i partnerlandet, med klare mål både for de lokale myndigheders rolle og for de metoder, hvormed partnerlandet har til hensigt at uddelegere beføjelser, samt en klar og gennemsigtig tidsplan for at nå målet;

2.8

mener, at enhver handlingsplan bør bygge på princippet om fælles ansvar og have prioriteter, der er baseret på klare og troværdige økonomiske incitamenter til fremme af positive ændringer og således fremme målretningen af den tekniske bistand;

2.9

mener, at der er et fundamentalt behov for hurtigst muligt at forbedre og modernisere de lokale og regionale forvaltninger i naboskabslandene; en drastisk forbedring er især påkrævet med hensyn til afholdelse af frie og retfærdige valg, demokratiske værdier og politisk frihed på lokalt niveau; anbefaler, at Kommissionen som led i handlingsplanen for det enkelte naboskabsland indleder et særprogram for at nå dette mål (jf. bilag A);

2.10

anbefaler, at det inden for det foreslåede nye, forenklede finansieringssystem, EU-naboskabsinstrumentet, overvejes at indføre et specifik finansieringsinstrument, der er skræddersyet til decentraliseret samarbejde og skal hjælpe lokale og regionale myndigheder med at modernisere og reformere deres aktioner i naboskabslandene;

2.11

anbefaler, at Europa-Kommissionen giver Regionsudvalget og dets medlemmer mulighed for at spille en førende og aktiv rolle i forbindelse med evaluering af og debat om de nye europæiske naboskabsinstrumenter;

2.12

anbefaler, at der for at lette denne proces afholdes en konference i 2006, som skal forsøge at samle repræsentanter for lokale og regionale myndigheder fra alle de lande, der indgår i EU's naboskabspolitik, og at der åbnes mulighed for afholdelse af fire særskilte konferencer om henholdsvis Middelhavsregionen, Østersøregionen, de øvrige lande i Østeuropa og landene i Mellemøsten.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/67

1)

forslaget til forordning kræver en aftale mellem medlemsstaterne om de finansielle perspektiver (se ovenfor) —

1.1

bifalder dette instrument som et svar på kravene om større fleksibilitet og enkelthed i systemet for førtiltrædelsesbistand og som et forbedret redskab til at bygge bro mellem førtiltrædelse og tiltrædelse;

1.2

erkender, at man har lært af erfaringerne med tidligere førtiltrædelsesinstrumenter og bifalder derfor, at der er blevet udstukket én fælles ramme for førtiltrædelsesbistand til kandidatlande og potentielle kandidatlande, så man kan strømline støtten og koordinationen mellem de forskellige støttekomponenter;

1.3

erkender forskellen mellem førtiltrædelsesstøtte og traditionel udviklingsbistand, idet førtiltrædelsesstøtte a) har tiltrædelse på kort eller mellemlang sigt som mål og b) skal forberede landene til tiden efter tiltrædelse. Det overordnede mål med førtiltrædelsesbistand er en gradvis tilpasning til EU's normer og politikker;

1.4

bifalder beslutningen om at tilbyde førtiltrædelsesbistand til både kandidatlande og potentielle kandidatlande: begge grupper vil få adgang til følgende komponenter:

Kandidatlandene har desuden adgang til komponenterne:

1.5

bifalder, at man har reduceret antallet af budgetposter vedrørende førtiltrædelsesbistand, hvilket vil øge fleksibiliteten, når kandidatlandenes og de potentielle kandidatlandes behov skal tilgodeses;

1.6

anser forslaget om, at forvaltningen af bistand til kandidatlandene kan omfatte decentraliseret bistand, mens bistanden til potentielle kandidatlande fortsat vil blive forvaltet fra centralt hold, for afbalanceret;

1.7

bifalder sammenlægningen af budgetposter under GD for Regionalpolitik og GD for Udvidelse hvad angår grænseoverskridende samarbejde; det vil skabe et mere fleksibelt system med én forvaltningsmyndighed.

1.8

bifalder strømliningen og den forbedrede koordination af førtiltrædelsesstøtten til kandidatlande og potentielle kandidatlande og til de demokratiske institutioner i disse lande, herunder de lokale og regionale myndigheder.

2.1

understreger, at den foreslåede bistand bl.a. skal anvendes på mange områder, hvor de lokale og regionale myndigheder har erfaringer og derfor kan spille en vigtig rolle, bl.a.:

2.2

henstiller, at de lokale og regionale myndigheder inden for EU tilbyder en bred vifte af ekspertise på de bistandsområder, som angives i punkt I 5 (ovenfor), f.eks. via informationsudveksling eller tekniske bistandsprogrammer eller ved at bistå med konferencer, der skal gøre de lokale og regionale myndigheder i kandidatlandene og de potentielle kandidatlande bekendt med fællesskabslovgivningen;

2.3

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at overveje den mulighed, de tilbydes i artikel 16, om at deltage i udbud og kontrakter om gennemførelse af bistandsprogrammerne under dette instrument;

2.4

foreslår, at der foretages regelmæssig overvågning og evaluering af IPA fra Kommissionens side. Hvad angår regionale og lokale spørgsmål, bør dette ske i samarbejde med Regionsudvalget. Dette ville forbedre forvaltningen af projekter, der skal dække de faktiske behov for begge parter, EU og kandidatlandet eller potentielle kandidatlande.

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/69

1.1

ser med tilfredshed på Kommissionens initiativ til på dette stadium at ændre arbejdstidsdirektivet, da der er et presserende behov for at løse en række problemer i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af arbejdstidsdirektivet i medlemsstaterne.

1.2

minder Kommissionen, Parlamentet og Rådet om, at de lokale og regionale myndigheder er store arbejdsgivere, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med forvaltningen af de offentlige tjenesteydelser såsom sociale tjenester, sundhedstjenester og civil beskyttelse.

1.3

frygter fortsat, at man uden en tilfredsstillende løsning vil øge det umiddelbare problem med at dække behovet for faglært arbejdskraft inden for sundheds- og socialvæsen i hele EU, og at dette på kort sigt vil resultere i en endnu større økonomisk migration inden for disse sektorer fra de nye medlemsstater og fattigere lande uden for EU til de etablerede medlemsstater, og at dette på såvel kort som lang sigt vil være til skade for sundheds- og socialvæsenet i de nye medlemsstater og de fattigere lande uden for EU.

1.4

mener, at en regulering af arbejdstiden ikke kun omfatter et teknisk aspekt, men at det også har konsekvenser for den type samfund, vi ønsker, EU skal blive. EU har som mål at fremme iværksætterånd, kreativitet og aktivt medborgerskab og give borgerne bedre mulighed for at forene familie- og arbejdsliv. En regulering af arbejdstiden har konsekvenser for alle disse mål, som derfor bør tages i betragtning i denne sammenhæng.

1.5

erkender, at Kommissionens forslag til definition af arbejdstid forsøger at afhjælpe den retsusikkerhed, der er opstået som følge af Domstolens domme i Jaeger- og SIMAP-sagerne. Det må være målet for EU-lovgivningen at sikre, at vagttjenester fortsat er en vigtig faktor i forbindelse med ydelsen af vedvarende service af høj kvalitet fra lokale myndigheder med døgninstitutioner, herunder institutioner til pleje af sårbare børn og voksne.

1.6

erkender, at en tilbagevenden til situationen før SIMAP/Jaeger kan have negative følger, idet der kunne opstå situationer, hvor arbejdstagerne tilbringer meget lang tid på vagt på deres arbejdsplads. Hvis dette bliver misbrugt, kunne det få en negativ indvirkning på sådanne arbejdstageres sundhed og sikkerhed og muligvis også for andre, f.eks. kunderne og befolkningen. Det kunne også påvirke arbejdstagerens mulighed for at finde en balance mellem arbejde og familieliv.

1.7

påpeger imidlertid, at arbejdstidsdirektivet er et sundheds- og sikkerhedstiltag, som sigter mod at fastsætte grænser for balancen mellem arbejde og hvile. Det er ikke meningen, at direktivet skal definere andre vilkår og betingelser for arbejdslivet, såsom samtykke til eller økonomisk godtgørelse for en bestemt arbejdsrytme. Disse spørgsmål skal aftales individuelt eller kollektivt i henhold til den praksis og de procedurer, der gælder i de enkelte medlemsstater eller sektorer. Endvidere har arbejdsgiveren uanset arbejdsrytme stadig ansvaret for arbejdstagerne og skal vedtage foranstaltninger, så deres sundhed og sikkerhed ikke bringes i fare.

1.8

antager, at det i dag kun er muligt at forlænge referenceperioden — som anvendes til at beregne den gennemsnitlige arbejdsuge — i et begrænset antal virksomheder, der har fået bevilget undtagelser, eller som har kunnet indgå kollektiv overenskomst herom, og går derfor ind for, at der snarligst indføres en årsbaseret tilgang til beregning af arbejdstid, navnlig i sektorer med store sæsonudsving i efterspørgslen efter deres produkter eller tjenesteydelser. Dette ville være et nyttigt bidrag til den konkurrencepolitiske dagsorden.

1.9

bemærker, at reglen for beregning af den gennemsnitlige arbejdstid for arbejdstagere ansat under tidsbestemte kontrakter i det væsentlige er den samme, som i øjeblikket gælder for arbejdstagere, som arbejder i kortere tid end standardreferenceperioden på fire måneder.

1.10

konstaterer, at forslaget afskaffer forpligtelsen, som blev indført med Jaeger-sagen, til straks at yde kompenserende hvileperioder. Dette vil løse op for den forvirring, som dommen affødte. I de fleste tilfælde vil 72 timer være en rimelig frist til at yde en kompenserende hvileperiode.

1.11

bemærker, at Kommissionens forslag vil fastholde arbejdstagernes ret til at fravige den maksimale gennemsnitlige ugentlige arbejdstid på 48 timer i medlemsstater, som vælger dette alternativ, men at dette i nogle virksomheder vil afhænge af kollektive overenskomster. Denne del af forslaget skal præciseres yderligere, hvis det fastholdes, fordi forslaget også indebærer, at individuelle arbejdstagere kan vælge opt-out-muligheden, hvis der ikke eksisterer en kollektiv overenskomst. Det er derfor ikke helt klart ud fra ordlyden, hvornår denne mulighed skal være gældende. Den skal f.eks. måske kun gælde for små arbejdsgivere i medlemsstater, som ikke har tradition for kollektive overenskomster, som f.eks. Det Forenede Kongerige. Men det kan dog også være rettet mod nogle af de nye medlemsstater, som ikke har en veludviklet dialog med arbejdsmarkedets parter herunder kollektive overenskomster.

1.12

er enig i, at beslutningen om at fravige den maksimale ugentlige arbejdstid på 48 timer bør være frivillig for de enkelte arbejdstagere, og de bør ikke underlægges pres fra arbejdsgiveren. Der skal være passende beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at dette ikke sker, men også andre foranstaltninger, som sikrer, at arbejdstagernes sundhed og sikkerhed beskyttes, når de så vælger at give deres samtykke til opt-out.

1.13

bemærker, at mange af de betingelser, der skal gælde for fravigelse af 48-timersreglen, gælder allerede for individuel fravigelse i dag. Visse af dem giver ikke væsentlig ekstra beskyttelse af arbejdstagerne og bør derfor slettes eller forbeholdes medlemsstaterne.

1.14

mener, at kravet om, at arbejdstagerens samtykke til opt-out kun skal gælde for en periode på et år, hvorefter den skal kunne forlænges, fejlagtigt vil give det indtryk, at varigheden af opt-out er fastsat til et år, mens arbejdstagere i realiteten kan annullere den på et hvilket som helst tidspunkt.

1.15

erkender, at bestemmelsen om, at et samtykke, som gives ved en arbejdskontrakts undertegnelse, er ugyldigt, vil yde en vis grad af beskyttelse af arbejdstagere, som ellers kunne føle sig presset til at give deres samtykke. Det skal imidlertid anerkendes, at en arbejdstager tidligt i sit ansættelsesforhold hos en ny arbejdsgiver måske ønsker at benytte sig af muligheden for at arbejde i mange timer for at tjene flere penge, og derfor skal det gøres klart, hvornår en arbejdstager har denne ret. Dette vil være særligt relevant i tilfælde, hvor arbejdstagere ansættes på korte kontrakter for at hjælpe til i sæsonbestemte spidsbelastningsperioder. Da der heller ikke er udbredt enighed om definitionen af en prøveperiode, kan det yderligere krav om, at en arbejdsgiver ikke må give sit samtykke i en prøveperiode, ikke blot føre til fortolkningsmæssige problemer, men også betyde, at en arbejdstager ikke får mulighed for at tjene flere penge.

1.16

gør opmærksom på den usædvanlige skævhed, det nye forslag skaber, idet en arbejdstager, som vælger opt-out, når denne mulighed er nedfældet i en kollektiv overenskomst, ikke må yde mere en 65 timers arbejde i en given uge, og selv om det erkendes, at dette er et meget stort antal arbejdstimer, som ikke bør være normen, betyder det, at en arbejdstager, som vælger at give sit samtykke, ikke må yde mere end 65 timers arbejde i en given uge, mens en arbejdstager, som ikke har givet sit samtykke, og som derfor er underlagt den maksimale ugentlige arbejdstid på gennemsnitligt 48 timer, gerne må. En arbejdstager, som arbejder i en virksomhed uden kollektiv overenskomst eller personalerepræsentant, og som vælger at give sit individuelle samtykke, ville heller ikke være underlagt begrænsningen på 65 timer i en given uge.

1.17

finder, at det nye krav om, at arbejdsgiveren nøje skal registrere de faktiske arbejdstimer, som de pågældende medarbejdere har arbejdet, vil skabe mere bureaukrati. Måske ville den bedste løsning være, at direktivet pålægger de kompetente myndigheder i hver enkelt medlemsstat at fastlægge arbejdsgivernes ansvar. Disse myndigheder vil have mulighed for at integrere sådanne krav i medlemsstatens generelle sundheds- og sikkerhedsstrategi samt kravene til arbejdsgiverne.

2.1

at Kommissionen, Parlamentet og Rådet forsøger hurtigt at tage stilling til forslagene, således at der skabes klarhed over og tillid til arbejdstidsdirektivet.

2.2

at den nye definition af arbejdstid med de to nye kategorier »vagtperiode« og »inaktiv del af vagtperioden« accepteres, det vil sige, at under vagtperioden, som er det tidsrum, hvor arbejdstageren er forpligtet til at stå til rådighed på sin arbejdsplads for på foranledning af arbejdsgiveren at udføre sine beskæftigelse eller sine opgaver, vil den inaktive del af vagtperioden ikke blive betragtet som arbejdstid medmindre andet fastsættes ved national lovgivning eller kollektiv overenskomst. Tidsrum, hvor arbejdstageren rent faktisk udfører sin beskæftigelse i vagtperiode betragtes som arbejdstid.

2.3

at man accepterer Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne får mulighed for som standard at fastlægge en referenceperiode på op til tolv måneder for alle arbejdstagere, dog således, at referenceperioden for arbejdstagere på tidsbegrænsede kontrakter ikke kan være længere end arbejdskontraktens varighed, hvis den er på under et år.

2.4

at selv om Kommissionens forslag om, at arbejdstagere, som nægtes at afholde en daglig eller ugentlig hvileperiode, skal ydes en tilsvarende kompenserende hvileperiode inden for en rimelig frist på højst 72 timer, er en væsentlig forbedring i forhold til den nuværende situation efter Domstolens afgørelse i Jaeger-sagen, bør man for at tage hensyn til en lang række sektorer og praksis alvorligt overveje at forlænge den periode, hvor der kan ydes en kompenserende hvileperiode. Desuden bør artikel 17 give mulighed for, at man i overensstemmelse med national praksis (lovgivning eller kollektive aftaler) kan forlænge tidsfristen.

2.5

går ind for en gradvis afskaffelse af den mulighed, medlemsstaterne i dag har for at give arbejdstagere mulighed for frivilligt at fravige den maksimale ugentlige arbejdstid på 48 timer efter individuel aftale, hvis EU og medlemsstaterne har som mål at fremme iværksætterånd, kreativitet og aktivt medborgerskab og samtidig give borgerne bedre mulighed for at forene familielivet med arbejdslivet. Medlemsstaterne bør i stedet for fravigelsesmuligheden træffe foranstaltninger, som kan bidrage til opfyldelsen af disse mål.

2.6

at man bekræfter Kommissionens forslag om, at muligheden for at fravige maksimumsgrænsen på 48 timer kun skal kunne udnyttes, hvis dette er fastsat ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt eller regionalt plan eller ved kollektive overenskomster på et passende niveau.

2.7

at Kommissionens bestræbelser på at sikre, at de, der vælger opt-out-muligheden, gør det af egen fri vilje velvidende, at de, uden at det kommer dem til last, kan fravige denne beslutning, støttes kraftigt.

2.8

Derfor skal følgende betingelser fastholdes:

2.8.1

Følgende betingelser skal slettes:

2.8.2

At de følgende betingelser slettes eller det overlades til medlemsstaterne at gennemføre dem i overensstemmelse med national praksis og fremgangsmåder under hensyn til deres relevans set ud fra deres eget retssystem og arbejdsmarkedsrelationer:

20.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 231/72

1.1

er enig med Kommissionen i, at undersøgelsen af Life+-instrumentet ikke kan isoleres fra en samlet nydefinering af EU's finansielle interventioner og betingelserne for gennemførelse af de forskellige aspekter af EU's miljøpolitik; mener dog, at man burde have foretaget:

1.2

mener, at Kommissionen sammen med forordningsforslaget om Life+ burde have fremlagt en analyse af finansieringsbehovet i forbindelse med den konkrete gennemførelse af de forskellige prioriteter i EU's miljøpolitik samt en evaluering af disse interventioner i forhold til nærhedsprincippet;

1.3

sætter pris på Kommissionens forsøg på forenkling med iværksættelsen af et enkelt instrument, men påpeger de aktuelle problemer med at få kendskab til de reelle muligheder for finansiering af miljøprojekter via de forskellige finansielle instrumenter, som vil være til rådighed i perioden 2007-2013, og koordineringen af de forskellige finansieringsinstrumenter for at dække de forskellige prioriteter og fremgangsmåder for EU's intervention;

1.4

konstaterer, at de projekter, som hidtil er blevet finansieret via Life-Miljø (projekter vedrørende industrimiljøet) og Life-Tredjelande, ikke vil være berettiget til finansieringsstøtte fra Life+, og anmoder om, at der præciseres og sikres indplacering af en miljødel i programmerne »Konkurrenceevne og innovation« og »Naboskabsinstrumentet«, hvormed disse projekter kan finansieres i perioden 2007-2013;

1.5

mener, at de ovenfor nævnte faktorer er en nødvendig forudsætning for at foreslå indhold og former for finansiering af projekter, der stemmer overens med hovedlinjerne i EU's miljøpolitik (og EU- Miljøagenturets indsats); i modsat fald vil forslaget til forordning om Life+ snarere blive opfattet som en finansieringsteknik, hvis logik er vanskelig at gennemskue, og de projektansvarlige vil ikke klart kunne placere EU's prioriteter og mulighederne for at integrere deres egne initiativer;

1.6

advarer om, at det i forslaget til Life+ fremover kun er studier, modellering og opbygning af scenarier, der kan få støtte, medens konkrete gennemførelsesforanstaltninger ikke længere vil kunne finansieres over Life-programmets budget. Kommissionens forsøg på at integrere alle støtteprioriteter (strukturfondene og fonden for udvikling af landdistrikterne) har den ulempe, at miljøtiltag vil skulle konkurrere med andre opgaveområder.

2.1

er bekymret over, at Kommissionen udtrykker ønske om at decentralisere en meget betydelig del af programmeringen og Life+-budgettet (75-80 % af instrumentet) til de forskellige medlemsstater, uden at måden og betingelserne for denne »decentralisering« fastlægges i forslagets tekst;

2.2

advarer imod risikoen for, at ønsket om forenkling og smidighed, som ligger til grund for forordningsforslaget, giver sig udslag i en renationalisering af EU's miljøpolitik, og påpeger, at det er første gang, et stort program til støtte for en af Europa-Kommissionens vigtigste interne politikker således »nationaliseres« uden grund, eftersom der allerede findes EU-midler, der kan bruges til miljøstøtte på lokalt niveau;

2.3

finder det ikke hensigtsmæssigt, at alle de elementer, der danner ramme for de finansierede foranstaltninger, henvises til et flerårigt strategisk program og til årlige arbejdsprogrammer, og understreger i denne forbindelse, at finansieringsformerne (tilskudssats, foranstaltninger og kriterier for støtteberettigelse) ikke præciseres i forordningsforslaget;

2.4

efterlyser en præcisering af begrebet europæisk merværdi og en forklaring på, hvordan dette mål skal komme til udtryk i arten og udvælgelsen af de projekter, der vil få støtte fra Life+, samt i forhold til de andre finansieringsinstrumenter, der kan træde til; fremhæver i denne forbindelse behovet for at fastlægge en række objektive kriterier og undersøge muligheden for en graduering i forhold til en klar europæisk merværdi;

2.5

konstaterer Kommissionens vilje til at gøre Life+ til et forenklet, strømlinet og hensigtsmæssigt instrument (forslagets begrundelse, punkt 3) og udtrykker ønske om, at en rimelig fordeling af støtten på de fem vigtigste indsatsområder nøje overvåges, eftersom det uanset budgetkrav er vigtigt, at Life+-instrumentet ikke kun bliver et redskab for en enkelt del af EU's miljøpolitik; denne overvågning bør finde sted i forbindelse med de to planlagte flerårige programperioder på EU-niveau (2007-2009 og 2010-2013), men også i forbindelse med eventuelle nationale programperioder;

2.6

beder Kommissionen om at undersøge konsekvenserne og muligheden af at indføre minimumsgrænser for forpligtelserne over for de enkelte indsatsområder;

2.7

udtrykker dyb bekymring hvad angår fastholdelse af visse projekters prioriteter og finansieringsmuligheder, især finansiering af oprettelse og forvaltning af nye områder og af Natura 2000-nettet samt projekter til forbedring af overfladevands økologiske tilstand; mener, at de finansieringsinstrumenter, der forudses i de finansielle overslag for perioden 2007-2013, ikke sikrer en passende igangsættelse af nettet, og beder Kommissionen om at præcisere fordelingen og de disponible (øremærkede) budgetmidler i hvert enkelt af de andre finansielle instrumenter (ELFUL, EFRU) end Life+, som kunne finansiere disse projekter;

2.8

opfordrer især Kommissionen til mærkbart af forhøje den årlige budgetramme for Life+ på 300 millioner EUR med henblik på at kunne opfylde de forskellige krav og sikre, at en minimumsdel af midlerne forbeholdes igangsættelse af nettet Natura 2000;

2.9

undrer sig over punktet under komponenten »Gennemførelse og forvaltning« om konsolidering af »videnbasen« med henblik på udvikling og gennemførelse af miljøpolitikken og mener, uden at betvivle dette behov, at støtte hertil først og fremmest sorterer under Det Europæiske Miljøagentur;

2.10

opfordrer derfor Kommissionen til bedre at definere de foranstaltninger, der tænkes gennemført på dette område, og deres koordinering med Miljøagenturets initiativer og budgetter.

3.1

mener, at de indgåede budgetforpligtelser til miljøforbedringer i de kommende finansielle overslag skulle kunne sikre en effektiv og komplementær indsats på EU-niveau, så der via løftestangseffekten skabes initiativer på nationalt, regionalt eller lokalt niveau, og understreger, at størstedelen af disse udgifter afholdes på regionalt og lokalt niveau, hvilket gør de regionale og lokale myndigheder til de største deltagere i finansieringen af disse interventioner;

3.2

mener dog, at Life+ ikke kun bør være et ledsageinstrument til disse interventioner, men — i lighed med de projekter, der finansieres af det nuværende Life-instrument — en finansieringsstøtte til initiativer, der skaber en specifik europæisk merværdi på det område, der er omfattet af EU's miljøpolitikker;

3.3

lægger stor vægt på de lokale og regionale myndigheders deltagelse i udformning og gennemførelse af finansieringsprogrammerne på miljøområdet, men finder det bekymrende, at denne rolle ikke fremstilles klart og eksplicit i forslaget til forordning, trods Kommissionens stærke ønske om at decentralisere programmeringen og forvaltningen af Life+;

3.4

mener, at visse betingelser for anvendelse af Life+ bør præciseres, nemlig hvordan Life+ skal tilvejebringe en medfinansieringsmekanisme med deltagelse af medlemsstater, regionale eller lokale i myndigheder og andre offentlige eller private aktører, og fremhæver i denne forbindelse, hvor vanskeligt det er at frigøre midler fra flere aktører — især i den private sektor — til miljøprojekter med lav finansiel rentabilitet på et frivilligt grundlag;