5.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/1

1)

Styring af oversvømmelsesrisikoen er et vigtigt anliggende for de europæiske regioner og kommuner. Mange regionale og lokale myndigheder må tage sig af risikoen for oversvømmelse fra floder eller havet for at beskytte og bevare borgernes livskvalitet;

2)

Oversvømmelser kan kategoriseres i forskellige typer alt efter de forskellige regionale karakteristika. Der er brug for foranstaltninger af forskellig art for at mindske muligheden for og skadevirkningerne af oversvømmelser. Det er derfor nødvendigt med en regional tilgang til styring af oversvømmelsesrisikoen;

3)

Floder og havområder kender ikke til nationalgrænser. Det er derfor nødvendigt at tilstræbe grænseoverskridende samarbejde mellem beboere og forvaltninger i kystområder og flodens samlede afvandingsområde. Det er absolut nødvendigt at skabe solidaritet mellem dem, der ikke er direkte truet af oversvømmelser, og dem, der bor langs flodbredder eller kyster, der risikerer oversvømmelser;

1.1

bifalder hovedelementerne i Kommissionens meddelelse, især det samordnede handlingsprogram for oversvømmelsessikring, og understreger, at have og floder er dynamiske systemer, der ikke lader sig kontrollere af enkeltstående og sektoriale foranstaltninger;

1.2

er klar over, at foranstaltninger, der beskytter mod oversvømmelser i én region, kan påvirke mulighederne for oversvømmelser i regioner, der ligger længere oppe eller nede ad en flod. Det er derfor vigtigt, at virkningen af foranstaltninger vurderes samlet for hele flodbækkenet. En sådan tilgang bør dog ikke føre til faste modeller, standardplaner eller øget bureaukrati, eftersom det, som de lokale og regionale myndigheder godt ved, er forskelligheden og ikke ensartetheden, der binder dem sammen;

1.3

indser dog, at vurderingen af virkningen af foranstaltninger på et helt flodbækken forudsætter et minimumssæt af standardindikatorer. Sådanne indikatorer gør det muligt at finindstille og samordne aktioner på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt plan. Af hensyn til fleksibiliteten bør det være muligt at ændre på antallet af standardindikatorer alt efter omstændighederne;

1.4

understreger, at borgerne bør bevidstgøres om betydningen af at træffe forebyggende foranstaltninger, selv om der ikke er nogen overhængende fare. Borgernes engagement er meget vigtigt, al den stund det først og fremmest er borgerne, som skal udvise solidaritet. Dette er særlig vigtigt for de borgere, der bor i områder langs floder, hvor der ikke er nogen akut eller potentiel risiko for oversvømmelser, men som i høj grad kan skabe afstrømning;

1.5

sætter pris på, at Rådet den 14. oktober 2004 konkluderede, at handlingsprogrammet for oversvømmelsessikring bør forberedes i samarbejde med andre aktører og relevante grupper i forbindelse med vanddirektørernes regelmæssige møder, og fremhæver, at de europæiske regionale og lokale myndigheder bør tage del i dette forberedende arbejde;

1.6

tilskynder til og vil selv aktivt opfordre de lokale og regionale myndigheder til inden 2007 at udvikle planer, der på forhånd er tilpasset til EU's nye finansieringsmuligheder, under hensyntagen til at økonomisk støtte fra EU kræver national, regional og lokal medfinansiering.

2.1

mener, at oversvømmelsesrisikoen er et fælles problem, der må håndteres samlet for et helt flodbækken ad gangen. Det overordnede formål bør være at skabe et fælles ansvar og solidaritet langs floden, så hele området tages med i betragtning, når man forsøger at finde frem til effektive foranstaltninger, der kan afhjælpe oversvømmelsesrisikoen i et mindre område af flodbækkenet;

2.2

finder det afgørende vigtigt at skabe større bevidsthed blandt samtlige aktører i et flodbækken, ikke mindst i den øvre del af flodforløbet, der aldrig eller sjældent udsættes for oversvømmelse, men som i kraft af deres udnyttelse af jorden bidrager til afstrømningen, og går ind for, at alle lokale og regionale myndigheder i et flodbækken tvinges til at tage aktiv del i planlægningen af forebyggende foranstaltninger;

2.3

støtter en sådan samlet flodbækkentilgang som en integreret arbejdsmetode uden sektoriale undtagelser. Metoden skal anvendes sammen med solidaritetsprincippet, som det også støtter;

2.4

er overbevist om, at Kommissionens Overvågnings- og Informationscenter for Civilbeskyttelse kan varetage flere vigtige funktioner end at formidle information til lokale, regionale og nationale myndigheder, anbefaler, at centret igangsætter aktiviteter, der kan øge kendskabet til disse forhold også blandt aktørerne i såvel den offentlige som den private sektor og foreslår, at centret iværksætter oversvømmelsespartnerskabsinitiativer for at øge solidariteten langs floderne;

2.5

er overbevist om, at kun en bredt integreret tilgang, der omfatter flere politikområder, kan give den ønskede effekt på længere sigt og foreslår derfor, at handlingsprogrammet for oversvømmelsessikring aktivt inddrager en række forskellige politikker, der er knyttet til arealer og jordbund;

2.6

understreger betydningen af at gøre brug af solidaritetsprincippet i en vandstrategi, der består af tre dele: binding, tilbageholdelse og dræning. En fornuftig arealudnyttelse og et godt vandforvaltningssystem kan mindske faren for oversvømmelse især i mindre floder, men også i store. Et godt eksempel er udnyttelse af jordens vandbindende kapacitet og anvendelse af små vandsystemer og små bassiner til opsamling af regnvand for at tage toppen af udstrømningen til floderne;

2.7

råder Kommissionen til at nedfælde de fornødne aktiviteter til at reducere muligheden for og virkningen af oversvømmelser i et handlingsprogram, som inddrager alle berørte forvaltningsniveauer i samarbejdet. Udviklingen af oversvømmelsesrisikostyring skal ikke kunne bremses af en medlemsstats manglende vilje til at deltage;

2.8

foreslår, at man i udformningen og finindstillingen af sikringsforanstaltningerne støtter sig til metoderne og principperne i vandrammedirektivet, uden at der foretages ændringer i direktivet;

2.9

er overbevist om, at handlingsprogrammet for oversvømmelsessikring på længere sigt bør afstemmes efter de foranstaltninger, som er iværksat i medfør af vandrammedirektivet;

2.10

ser positivt på et handlingsprogram for oversvømmelsessikring med såvel kortsigtede som landsigtede målsætninger. På kort sigt er det bydende nødvendigt, at eksisterende initiativer videreføres, især dem, der har gennemførelse af strukturforanstaltninger for øje. Lokale og regionale myndigheder skal gøre deres yderste for at gennemføre konkrete forebyggende aktioner mod oversvømmelser i foregribelse af handlingsprogrammet;

2.11

mener, at succes for handlingsprogrammet for oversvømmelsessikring i høj grad afhænger af en tilfredsstillende finansiering. Dette synspunkt genspejles i de foreslåede finansielle overslag for perioden 2007-2013 og i forslagene vedrørende Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden;

2.12

støtter kraftigt Kommissionens foreslåede metode til indkredsning, udbredelse og fremme af god praksis. I dette øjemed bør man — ud over medlemsstaterne — inddrage de regionale og lokale myndigheder og alle aktører i de forskellige regioner, som kan yde et nyttigt bidrag.

5.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/4

1.1.1

støtter Kommissionens forslag, som tager hensyn til de behov og udfordringer, som et udvidet EU med 27 medlemsstater, herunder Bulgarien og Rumænien, står over for, i overensstemmelse med de supplerende mål, der indgår i Lissabon- og Göteborg-strategierne for bæredygtig vækst og bæredygtig miljøudvikling, som medlemsstaternes regeringer har vedtaget som svar på det indre markeds nuværende og fremtidige krav;

1.1.2

påpeger, at EU er sakket bagud i forhold til sine vigtigste økonomiske konkurrenter siden 1995 (5);

1.1.3

noterer, at EU siden udvidelsen den 1. maj 2004 har været verdens største økonomi og handelsblok og huser mange af verdens mest produktive og innovative byer og regioner, men at EU samtidig hermed er et økonomisk område med en vækstrate, der ligger betydeligt under verdensgennemsnittet;

1.1.4

fremhæver, at medmindre alle aspekter i den europæiske økonomi tilpasses de strukturændringer, som globaliseringen afføder, vil den europæiske økonomi opleve en yderligere tilbagegang i perioden 2007-2013, hvilket vil sætte de europæiske byers og regioners velstand, stabilitet og sikkerhed på spil;

1.1.5

erkender, at man står over for den udfordring at forsvare og bevare den europæiske sociale model, som bygger på vækst, konkurrenceevne og solidaritet, samtidig med at der er voksende tvivl i befolkningen om dens effektivitet og global ustabilitet, hvilket kræver en samordnet indsats inden for samtlige forvaltningsniveauers ansvarsområder;

1.1.6

påpeger endvidere, at Europas genforening i form af udvidelsen fortsat bør føre til fornyet solidaritet og en mangfoldighed, der øger EU's potentiale. Udvidelsen har ikke desto mindre samtidig hermed ført til nye og større økonomiske og sociale forskelle i byerne og regionerne. Hvis disse ikke afhjælpes, vil de true samhørigheden, det indre markeds succes og de fælles traktatmål. Konsolidering og styrkelse af den europæiske solidaritetsånd er derfor en nødvendig forudsætning for, at samhørighedspolitikken kan lykkes, og den europæiske sociale model udvikles yderligere;

1.1.7

er enig med Kommissionen i, at en intensivering af den finansielle indsats er en forudsætning for at kunne rette op på udvidelsens asymmetriske indvirkning på Fællesskabets budget, idet der slås bro over kløften mellem de politiske ambitioner og rådes bod på de nuværende mangler med henblik på at nå målene;

1.1.8

støtter Kommissionens forslag til et finansielt overslag, der kan tilpasses moderne forvaltningsskik, og som inddrager de lokale og regionale myndigheder;

1.1.9

mener, at dette forudsætter en anerkendelse af behovet for deltagelse på flere niveauer samt en samordnet fælles indsats og ansvarlighed på tværs af medlemsstaterne for derved at optimere effektiviteten, sikre at borgerne får øjnene op for den merværdi, som EU tilfører, og fordoble det potentielle afkast af hver anvendt euro fra offentlige midler;

1.2.1

bifalder Kommissionens forslag om at tage hensyn til eksisterende politiske forpligtelser og afstemme de begrænsede finansielle midler efter en realistisk vurdering af, hvad der er behov for og råd til med henblik på at nå EU's målsætninger;

1.2.2

fremhæver, at Fællesskabets BNP er steget med 5 % i forbindelse med udvidelsen, mens befolkningstallet er steget med 20 %;

1.2.3

bemærker, at det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU-25 er faldet med 12,5 %, hvilket afspejler det forhold, at indkomstforskellene er blevet fordoblet og fattigdommen betydeligt forværret med udvidelsen;

1.2.4

noterer, at forpligtelsesbevillingerne — på trods af Kommissionen forslag om at øge betalingsbevillingerne til et gennemsnit på 1,14 % af BNI — gennemsnitligt vil ligge på 1,22 % i denne periode. Loftet over EU's egne indtægter vil blive holdt uændret på 1,24 % af BNI for det finansielle overslag for 2007-2013, altså svarende til niveauet for perioden 2000-2006 (6);

1.2.5

bemærker endvidere, at dette står i kontrast til forhøjelsen af loftet over EU's egne indtægter i de to første finansielle overslag, men ikke for det nuværende:

1.2.6

understreger, at udvidelsen har dikteret en politisk reaktion fra Kommissionens side, som (sammen med andre eksterne påvirkninger) kommer til udtryk i forpligtelsesbevillingerne. F.eks. øges forpligtelsesbevillingerne til samhørighed og konkurrenceevne (bæredygtig vækst), forpligtelsesbevillingerne til bedrifterne reduceres (bæredygtigt landbrug), og forpligtelsesbevillingerne til aktiviteter uden for bedrifterne (udvikling af landdistrikterne) sættes i vejret;

1.2.7

påpeger imidlertid, at de uundgåelige omkostninger ved udvidelsen dermed må tackles ved at reducere marginen mellem betalingsbevillingerne og loftet over EU's egne indtægter, som i tidligere finansielle overslag har været afsat til uforudsete udgifter;

1.2.8

noterer, at 1,14 % af BNI-betalingsbevillingerne for det finansielle overslag for 2007-2013 omfatter Den Europæiske Udviklingsfond og Den Europæiske Solidaritetsfond. 1,14 % af BNI-betalingsbevillingerne svarer således til omtrent 1,10 % af BNI-betalingsbevillingerne for perioden 2000-2006;

1.2.9

er bevidst om, at Kommissionens forslag skaber uenighed, og at en række nettobidragsydere har slået til lyd for et strammere udgiftsniveau, der ikke overstiger forpligtelsesbevillinger på 1 % af BNI (inklusive forudgående kvantificerede bevillinger såsom landbrugsudgifter) (7);

1.2.10

frygter, at denne tilgang vil medføre betalinger på 0,9 % af BNI, og at det gennemsnitlige årlige tal for 2007-13 derfor vil være væsentligt lavere end de fastsatte betalinger for 2006, som er på 1,09 % af BNI;

1.2.11

gør opmærksom på, at dette ville udgøre en restriktiv budgetramme, som kunne ramme politikker med særlig traktatstatus og politikker med en betydelig multiplikatoreffekt og med indvirkning på de nye medlemsstaters forventninger;

1.2.12

mener, at Kommissionens forslag er en logisk reaktion på sådanne budgetmæssige overvejelser i medlemsstaterne, hvis egne indtægter på nuværende tidspunkt mindskes af lave økonomiske vækstrater i hele Europa, og Regionsudvalget er derfor enig med Den Europæiske Investeringsbank i, at der må afsættes flere midler til fremtidens udfordringer;

1.2.13

bemærker, at EU-budgettet med et loft på 1,24 % af BNI kun tegner sig for ca. 2,5 % af de samlede offentlige udgifter i EU;

1.2.14

er enig med Kommissionen i, at det er urealistisk at forvente mere Europa for færre penge, og at nye politikområder på EU-niveau indebærer nye finansielle krav;

1.2.15

noterer, at eftersom finansielle overslag forudsætter en aftale mellem Europa-Parlamentet og Rådet, idet den nuværende traktat ikke pålægger nogen pligt til udarbejdelse af et finansielt overslag, men kun indeholder bestemmelser om årlige budgetter, er det nødvendigt, at der findes en hurtig løsning på uoverensstemmelserne mellem medlemsstaterne om de finansielle overslag. Det ville være uklogt at gentage de forsinkelser, der opstod under vedtagelsen af Agenda 2000. Lange forhandlinger vil føre til forstyrrelser i de fremtidige strukturfondsprogrammer;

1.2.16

mener med hensyn til tidsrammen for det finansielle overslag for 2007-2013, at en syvårig fase er logisk set i lyset af de hermed forbundne store strukturelle udfordringer. Endvidere giver det mulighed for at etablere brugbare mekanismer og instrumenter til yderligere faser. Sammenlignet med en kortsigtet finansiering, som ofte kendetegner 4-5-årige nationale mandater, giver en garanteret europæisk finansiering for syv år byerne og regionerne den nødvendige tidsramme til at udforme en strategisk tilgang til en bæredygtig økonomisk og social udvikling;

1.2.17

gør opmærksom på, at forslag om fremtidige femårige faser vil falde sammen med Kommissionens og Europa-Parlamentets mandatperiode, hvilket de finansielle overslag større demokratisk legitimitet;

1.3.1

er enig i de tre hovedprioriteter i Kommissionens meddelelse om det finansielle overslag for 2007-2013, nemlig:

1.3.2

mener, at det finansielle overslag for 2007-2013 bør anerkende behovet for at udvide den EU-omspændende konsensus om de fælles politiske udfordringer, som det udpeger, ved klart at redegøre for disse spørgsmåls europæiske dimension, samtidig med at merværdien af EU's indsats understreges, men også — i tråd med nærhedsprincippet — hvert enkelt forvaltningsniveaus (lokalt, regionalt og nationalt) særskilte bidrag;

1.3.3

påskønner, at Kommissionen — som det fremgår af dens seneste meddelelse — er opmærksom på merværdien af en indsats på EU-niveau og spørgsmålet om god forvaltningsskik i gennemførelsen af EU's politik på tværs af budgetposterne i det finansielle overslag for 2007-2013;

1.3.4

er enig med Kommissionen i, at man i denne henseende ikke bør overveje overførsler af midler til EU-niveauet i det finansielle overslag for 2007-2013 som et mål i sig selv;

1.3.5

støtter Kommissionens synspunkt om, at udgifterne i de kommende finansielle overslag bør sikre, at indsatsen på EU-niveau er:

1.3.6

mener, at EU-modellen er en balance mellem individet og samfundet, staten og den decentraliserede myndighed, markedsfremgang, regler og bestemmelser. Kommissionens prioritering af politikområder i forbindelse med det finansielle overslag giver mulighed for en fremtidig bæredygtig vækst for den model, der har skabt stabilitet og vækst i Europa gennem de sidste 50 år;

1.3.7

er af den opfattelse, at Kommissionen har vedtaget en afbalanceret strategi for samhørighedspolitikken på tværs af budgetposterne og lagt særlig vægt på de nye medlemsstaters behov ved at skabe en velafvejet balance mellem de økonomiske, sociale og territoriale forskelle i hele EU;

1.3.8

mener, at der på disse politikområder er vigtige eksempler på den merværdi, som EU-modellen skaber. EU-investeringer inden for forskning og udvikling, udveksling på tværs af grænserne og infrastrukturprojekter sammenkobler Lissabon- og Göteborg-målene med en partnerskabstilgang, som kan skabe vækst, konvergens, konkurrenceevne og en langsigtet bæredygtighed. Partnerskabstilgangen i EU's forsknings- og udviklingsindsats rummer også en geografisk spredt uddannelses- og forskningsinfrastruktur, som muliggør, at man fuldt ud kan udnytte den europæiske befolknings høje uddannelsesniveau og vækstpotentiale. Markedsbaserede løsninger kan ikke alene skabe den bæredygtige fremtid, som Europa søger;

1.3.9

erkender, at økonomisk overkommelighed og budgetdisciplin ligger til grund for forhandlingsprocessen, hvor der findes to tilgange til metoderne til udarbejdelse af et finansielt overslag:

1.3.10

anerkender, at Kommissionen har foreslået den første tilgang ud fra et bundstyret perspektiv, der bygger på en evaluering af bundstyrede behov;

1.3.11

afviser det argument, at den anden tilgang vil kunne levere et bæredygtigt svar på de økonomiske, sociale og demokratiske udfordringer, som EU står overfor;

—

(1a)

Konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse

—

(1b)

Samhørighed for vækst og beskæftigelse

—

(2)

Bæredygtig forvaltning og beskyttelse af naturlige ressourcer

—

(3)

Borgerskab, frihed, retfærdighed og sikkerhed samt

—

(4)

EU som global partner;

—

erkender den økonomiske sammenhæng og den politiske logik ved at anvende bæredygtig udvikling som budgetmæssig løftestang for de tre indbyrdes supplerende søjler: konvergens, konkurrenceevne og beskæftigelse samt territorialt samarbejde;

—

bifalder forslaget om, at struktur- og samhørighedspolitikken skal udstyres med et budget på 336,2 mia. EUR for perioden 2007-2013, hvor den for perioden 2000-2006 fik tildelt 213 mia. EUR. Det bemærker, at 78 % (262,3 mia. EUR) afsættes til konvergensmålet for tilbagestående regioner, 18 % (68,5 mia. EUR) til regional konkurrenceevne og beskæftigelse og 4 % (13,5 mia. EUR) til målet om territorialt samarbejde til fremme af grænseoverskridende og tværregional udvikling (8);

—

bemærker, at en enkelt budgetpost på 262,3 mia. EUR er afsat til konvergensmålet for regioner med en BNI pr. indbygger på mindre end 75 % af gennemsnittet i EU-25. 22 mia. EUR er til rådighed for de samhørighedslande i EU-15, som på nuværende tidspunkt er støtteberettigede, men som af rent statistiske årsager ikke længere vil kunne opfylde betingelserne (udfasningsregioner). Dette svarer til 66 % af det beløb, som de ville have modtaget i perioden 2007-2013 som rene konvergensområder;

—

bemærker, at den ene budgetpost på 336,2 mia. EUR svarer til 0,41 % af BNI (eller 344,9 mia. EUR, 0,46 % af BNI, inklusive administrative omkostninger til solidaritetsfonden og andre tiltag);

—

fremhæver, at opbygningen af en sund makroøkonomi med vægt på bæredygtig vækst forudsætter, at programmerne under de tre søjler styres eksplicit i retning af opnåelse af Lissabon- og Göteborg-målene;

—

bemærker, at Lissabon-strategien havde til formål at fremme bæredygtig økonomisk vækst og styrke den sociale samhørighed, og at den havde følgende mål:

—

noterer, at det i den supplerende meddelelse fra Kommissionen anerkendes, at man er langt fra at opfylde de målsætninger om vækst og nedbringelse af forskellene, som understøtter Lissabon- og Göteborg-strategierne. Dette skyldes delvis presset for at håndtere den globale konkurrence, spørgsmålene om produktivitet, den aldrende befolkning og de øgede forventninger til sundhedsplejen, samtidig med at der er et tilsvarende pres på de offentlige midler;

—

mener, at det er nødvendigt at identificere og kvantificere kritiske succesfaktorer for at kunne overvåge og virkeliggøre Lissabon- og Göteborg-målene samt indkredse måder, hvorpå man kan mobilisere civilsamfundet, de lokale og regionale myndigheder, dvs. alle, der har interesse i, at Lissabon-strategien bliver en succes, med henblik på at gennemføre Lissabon- og Göteborg-strategierne for alle;

—

erkender, at man vil miste de programmer, som relaterer til underoverskriften »støtte til fremme af regional konkurrenceevne og beskæftigelse uden for mindre gunstigt stillede regioner, under 1b »Samhørighed for vækst og beskæftigelse««, hvis udgiftsniveauet i de finansielle overslag begrænses til under betalingsbevillingerne på 1,14 % af BNI sådan som foreslået af Kommissionen. Dette vil blot øge de regionale uligheder. Alle regioner vil følgelig ikke kun deltage på lige fod med andre for at forbedre konkurrenceevnen, væksten og beskæftigelsen i hele EU;

—

har konsekvent støttet, at der anvendes foranstaltninger til fremme af konkurrenceevnen og beskæftigelsen med henblik på at sikre, at hele EU's regionale territorium fuldt ud kan leve op til målsætningerne i Lissabon- og Göteborg-strategierne, men er i tvivl om, i hvilken udstrækning programmerne inden for søjlerne vil kunne opfylde Lissabon- og Göteborg-målsætningerne fuldt ud, når manglen på regional velstand er den eneste indikator for finansiering;

—

mener i overensstemmelse med den tredje samhørighedsrapport, at der er ulemper ved at anvende BNP som den vigtigste indikator, og at det gentagne gange er blevet påvist, at forskelle inden for regioner, som f.eks. tydeligt kan ses i store og mellemstore byer (9), ofte er mere alvorlige end forskelle mellem regioner;

—

beklager derfor, at den budgetramme, der er afsat til det nye »mål 2«, er reduceret sammenlignet med tidligere programmeringsperioder, hvilket kun gør problemet inden for og mellem regioner endnu større. Budgetrammen i 2007-2013 er på 18 % sammenlignet med 23,8 % i 2000-2006 (10);

—

er tilfreds med den øgede anerkendelse af større byområders potentiale som drivkraft for økonomisk vækst, men mener dog, at forordningsforslagene for hver enkelt national ramme bør indeholde en udtrykkelig henvisning til bæredygtig byudvikling med henblik på at afspejle byområdernes rolle som økonomisk drivkraft for den europæiske økonomi;

—

beklager, at der samtidig med anerkendelsen i Lissabon-strategien af virkningerne af en aldrende befolkning i form af reducerede vækstrater og lavere BNP — og foranstaltningerne til bekæmpelse heraf — ikke er nogen tilsvarende anerkendelse af unges potentiale for at skabe konkurrenceevne og en dagsorden for vækst;

—

erkender, at der bør pustes nyt liv i industripolitikken i EU ved at skabe et erhvervsvenligt miljø;

—

insisterer på, at det er nødvendigt at udnytte og fremme potentialet for udvikling af SMV-sektoren som byggeklodser for vækst i det indre marked i erkendelse af, at SMV'er måske udgør det største uudnyttede potentiale i det indre marked;

—

bemærker, at hvis man anvender det indre markeds regler på samhørighedspolitikken, opnår man en betydelig merværdi takket være væksten i handlen mellem de mindre udviklede EU-regioner og resten af EU. Årsagen hertil er, at ca. en fjerdedel af udgifterne under den konkurrencedrevne samhørighedspolitik vender tilbage til det øvrige EU i form af øget eksport;

—

mener, at der som led i reformen af statsstøttereglerne er behov for horisontale fritagelsesforordninger til støtte for forskning og teknologiudvikling og SMV'er;

—

mener, at indførelsen af konsekvensanalyser med henblik på en mere målrettet statsstøtte — som kan give de nationale, regionale og lokale myndigheder større fleksibilitet til at træffe foranstaltninger, der har begrænset indvirkning på konkurrencen og handelen på EU-plan, men som håndterer virkelige markedssvigt — bidrager til udviklingen af områder med udviklingsefterslæb og fremmer iværksætterånd;

—

mener, at EU kan blive en dynamisk videnbaseret økonomi, hvis der indføres en række foranstaltninger og ordninger for finansiel støtte, herunder navnlig oprettelsen af ekspertisecentre fra Europas vidtrækkende uddannelses- og forskningsinfrastruktur, der kan sætte skub i de bredere regionale økonomier, udbrede ekspertise og forbedre konkurrenceevnen i hele EU;

—

er enig med Kommissionen i, at styrkelse af EU's indsats inden for forskning og teknologiudvikling er et af de vigtigste målsætninger i et udvidet EU, men at der bør være en passende balance mellem offentlig og privat finansiering (11);

—

støtter derfor den beslutning, som blev truffet af Det Europæiske Råd i Barcelona, om at øge udgifterne til forskning og udvikling til 3 % af BNP inden 2010;

—

bakker op om Kommissionens forslag om at øge omfanget af de finansielle midler, der bevilges til udvikling af transeuropæiske net, idet der lægges særlig vægt på grænseoverskridende projekter, som fremmer intermodalitet og anvendelsen af bæredygtige transportformer, navnlig begrebet motorveje til søs, forudsat at disse passer ind i en global ordning for bæredygtig transport;

—

betoner, at de transeuropæiske transportnet, navnlig motorvejene til søs, når det specifikt gælder ø-områderne, kan gøre det muligt for regioner med naturbestemte og demografiske handicap at overvinde de problemer, der forhindrer dem i få adgang til det indre marked under lige konkurrencevilkår;

—

erkender, at medlemsstaterne har begrænset kapacitet til at rejse de nødvendige midler til finansiering af disse net i en tid, hvor medlemsstaterne søger at reducere de offentlige udgifter med henblik på at overholde stabilitets- og vækstpagten;

—

understreger, at de lokale og regionale myndigheder kun i beskedent omfang kan bidrage til finansiering af de transeuropæiske transportnet, da de samtidig er stærkt engageret i at finansiere andre infrastrukturer, der ofte er uundværlige, hvis det transeuropæiske net, den lokale økonomi og de sociale infrastrukturer skal fungere optimalt;

—

bemærker, at en forbedring af konkurrenceevnen fremmer anerkendelsen af det centrale samspil mellem byer og regioner, hvilket igen kan skabe kritiske masser, der kan føre til omfattende vækst på tværs af erhverv, som er svære at tiltrække eller etablere for en by eller region alene. Strategiske europæiske bynet såsom URBACT er gode eksempler herpå og bør fremmes på europæisk plan for derved at sikre udveksling af bedste praksis og ekspertise mellem landdistrikter og de nødvendige investeringer med henblik på at gennemføre Lissabon- og Göteborg-målene;

—

fremhæver, at lokal og regional uddannelse og videreuddannelse af menneskelig kapital er af vital betydning for udviklingen af det indre marked og gennemførelsen af Lissabon-strategien. Foranstaltninger på tværs af EU til støtte for mobilitet vil få reel indvirkning på økonomien. Foranstaltningerne udgør hver især og til sammen yderst gode investeringer. De heraf følgende ekstraudgifter for budgettet bør accepteres som værende en forudsætning for en gnidningsløs funktion og udvikling af et integreret arbejdsmarked og et fælleseuropæisk område for læring;

—

støtter Kommissionen i, at der bør være en passende lovgivningsmæssig ramme for virksomheder og arbejdstagere med henblik på at etablere sociale standarder og grundlæggende rettigheder;

—

anerkender, at der ikke kan skabes EF-merværdi alene gennem finansiering uden fællesskabsmetoden, som udformer de programmer, der skal tage højde for og udarbejde regionale strategier. Kun en europæisk institutionel ramme kan sikre konvergens mellem de sektorpolitikker og finansielle instrumenter, der virkeliggør Fællesskabets mål om økonomisk, social og territorial samhørighed;

—

anerkender, at konvergensmålet skal gives høj prioritet med udvidelsen i solidaritet med de nye medlemsstater og de svagest stillede regioner i de »gamle« medlemsstater for derved at sikre, at der kanaliseres midler til de regioner og byer, der har størst udviklingsefterslæb;

—

påpeger, at Kommissionens forslag om tildeling af finansielle midler til EU's strukturfonde for den næste finansieringsperiode også er et rimeligt kompromis for regionerne i det tidligere EU-15, idet 109,8 mia. EUR afsættes til det nye mål 1 og 56,6 mia. EUR til det nye mål 2 i de såkaldt gamle medlemsstater (i sammenligning med henholdsvis 154 mia. EUR og 46,6 mia. EUR i indeværende finansieringsperiode);

—

advarer mod en underminering af partnerskabs- og solidaritetsprincipperne i forhold til de medlemsstater, som ikke længere er berettiget til støtte fra Samhørighedsfonden på grund af den statistiske effekt af udvidelsen;

—

anerkender begrundelsen for at indføre et absorptionsloft på 4 % af det nationale BNP for alle medlemsstater, når det gælder tildelingen af midler fra EFRU, ESF og Samhørighedsfinden, inklusive de midler, der overføres som led i udviklingen af landdistrikterne og omlægningen af fiskeriet; (12) udjævning af økonomiske og sociale uligheder fortsat bør stå højt på EU's dagsorden, og disse midler skal hjælpe økonomisk og socialt tilbagestående regioner og medlemsstater til at indhente deres efterslæb;

—

accepterer, at princippet bag Berlin-løsningen — jo mindre udviklet en region er, desto mere støtte bør den have — var velbegrundet og også bør finde anvendelse i fremtiden. Følgelig bør man foretage en nærmere undersøgelse af de anomalier, som opstår i forbindelse med anvendelsen af absorptionsloftet på 4 % af det nationale BNP på medlemsstatsplan;

—

advarer dog om, at alle tilpasninger af de overordnede betalingsbevillinger vil foregå uden for dette loft på 4 %, således at der nok vil blive sikret samhørighedsstøtte inden for de nye medlemsstater, men samtidig vil virkningerne heraf i høj grad underminere princippet om en Lissabon- og Göteborg-dagsorden for alle;

—

anerkender, at det er vigtigt at forbedre kapacitetsopbygningen på det decentrale forvaltningsniveau i medlemsstaterne og de nye nabolande. Der kan gøres betydelige fremskridt med hensyn til grænseoverskridende og tværregionalt samarbejde gennem udveksling af viden og ekspertise mellem eksperter fra lokale og regionale myndigheder;

—

forbedre landbrugssektorens konkurrenceevne via støtte til omstrukturering,

—

forbedre miljøet og landdistrikterne via støtte til arealforvaltning,

—

forbedre livskvaliteten i landdistrikter,

—

fremme diversificeringen af den økonomiske aktivitet;

—

bæredygtig udvikling af kystområder,

—

tilpasning af fiskerflåderne, akvakulturen og forarbejdningsindustrien.

2.1.1

kræver, at partnerskabsprincippet, som forbinder de lokale, regionale, nationale og tværnationale myndighedsområder, skal udgøre et horisontalt element i alle Kommissionens forslag. Princippet skal anerkendes og gennemføres snarest muligt af både Kommissionen og Ministerrådet og konsekvent kommunikeres ud til alle medlemsstaterne og medierne for at påvise EU's merværdi;

2.1.2

opfordrer til, at partnerskabsprincippet anvendes konsekvent i de detaljerede forordninger, som Kommissionen udsteder om de enkelte politikområder, der identificeres i de finansielle overslag for 2007-2013;

2.1.3

anmoder indtrængende om, at partnerskabsprincippet indarbejdes fuldt ud i de nye forordninger om programmerne, især om transeuropæisk samarbejde, og at den viden og ekspertise, som de relevante lokale og regionale myndigheder ligger inde med, udnyttes i de nye forordninger;

2.2.1

understreger endnu engang den afgørende betydning af at styrke sammenhængen mellem samhørighedspolitikken og de konkrete sektorpolitikker, herunder navnlig landbrugs-, forsknings-, konkurrence-, miljø- og transportpolitikkerne, som muliggør en områdebaseret tilgang. Ud over anvendelsen af partnerskabsprincippet må de nye programmer vise Kommissionens og Ministerrådets engagement, hvad angår en koordineret forvaltning på alle styringsniveauer — lokalt, regionalt, nationalt og EU-niveau;

2.3.1

henstiller til, at trepartsaftalernes og -overenskomsternes anvendelsesområde udvides, så styreformer medtages i de finansielle overslag for perioden 2007-2013, og de folkevalgte i de lokale og regionale myndigheder engageres i den foreslåede køreplan navnlig for den territoriale del af rammeprogrammer, som er nødvendige for gennemførelse af samhørighedsmål såvel mellem som i medlemsstaterne;

2.3.2

peger på, at de lokale og regionale myndigheders engagement i køreplanen, med regionale strategier som en del af den nationale strategi, ikke blot vil sikre større samhørighed i en dagsorden for bæredygtig vækst; det vil også sikre, at den europæiske samhørighedspolitik bliver mere synlig, og at ressourcerne i højere grad bliver tildelt de områder, der har mest brug for dem;

2.3.3

understreger, at disse ordninger kan indføres uden at underminere det presserende behov for at forenkle og strømline udformningen og gennemførelsen af konkurrence- og samhørighedsprogrammerne;

2.3.4

anbefaler en interinstitutionel, kritisk konsekvensanalyse, der kan vurdere, hvad der er allerede er blevet gjort, og hvad der virker i de forskellige offentlige politikker i medlemsstaterne. Ét enkelt revisionssystem ville hjælpe til at afgøre, hvorvidt de strategiske mål, som er i overensstemmelse med Lissabon- og Göteborg-strategien, nås, når ressourcerne bliver tildelt de områder, der har mest brug for dem;

2.4.1

fremhæver endnu engang, at en effektiv regionalpolitik i hele EU hænger uløseligt sammen med gennemførelsen af Lissabon- og Göteborg-dagsordenen. Fremtidig vækst og konkurrenceevne i hele EU fremmes i højere grad ved at videreføre EU's samhørighedspolitik end ved igen at gøre den til et nationalt anliggende, hvilket bekræfter den positive betydning til dato af EU's regionalpolitik med hensyn til at styrke den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed i EU;

2.4.2

insisterer på, at alle de nationale handlingsprogrammer for vækst og beskæftigelse, som medlemsstaterne og Kommissionen har udarbejdet, afspejler høring og inddragelse af de lokale og regionale myndigheder. Strategiske by- og regionalplaner må forme de forpligtelser og mål, der er opstillet i de nationale handlingsprogrammer;

2.4.3

foreslår ligeledes, at der etableres en formidlingsmekanisme med henblik på udarbejdelsen af programmer, hvor to eller flere regioner kan deltage i de aktiviteter, som virkelig bidrager til at øge den lokale konkurrenceevne;

2.4.4

fastholder, at den del af de finansielle overslag for 2007-2013, der angår konkurrenceevne med henblik på vækst og beskæftigelse, ikke kan anvendes som justeringsvariabel i forhandlingerne om betalingsbevillinger i forbindelse med næste rammeprogram. Udvalget anerkender, at konvergensmålet under samhørighedsdelen bør prioriteres højt, men mener, at EU bør støtte målet om øget konkurrenceevne med henblik på at fremskynde og fremme forandringer for at opfylde målsætningerne i den »nye« Lissabon-strategi;

2.4.5

opfordrer kraftigt til, at samhørighedspolitikken finansieres med mindst 0,41 % af EU's BNI for at sikre, at målene for samhørighedspolitikken nås fuldt ud i EU-25;

2.4.6

er enig i nødvendighed af sammenhæng mellem anvendelsen af absorptionsloftet på 4 % af det nationale BNP på medlemsstatsplan og konsekvenserne af Berlin-løsningen for de mindre udviklede regioner;

2.4.7

kræver, at programmer til bæredygtig udvikling af landdistrikterne integreres nøje med programmer på det samhørighedspolitiske område, og at de ikke bliver skjulte landbrugsprogrammer på grund af pres på egne indtægter;

2.4.8

opfordrer indtrængende til, at de regionale tildelingskriterier for konkurrence- og beskæftigelsesområdet baseres på en blanding af indikatorer, som afspejler behov, adgang og muligheder på regionalt og lokalt plan, og at de giver mulighed for at måle forskelle mellem regionerne;

2.4.9

kræver, at de muligheder, som byerne tilbyder med hensyn til social og økonomisk udvikling af hele EU, anerkendes og indregnes i den strategiske planlægning på nationalt niveau;

2.4.10

opfordrer indtrængende til, at Regionsudvalget aktivt høres via deltagelse i Rådets forårstopmødes årlige gennemgang af dagsordenerne for konkurrencedygtighed og samhørighed. Derved vil lokale og regionale myndigheder få mulighed for at fremføre spørgsmål samt eksempler på god praksis, hvilket er nødvendigt for at den åbne koordinationsmetode kan fungere mere effektivt ved gennemførelsen af dagsordenerne fra Lissabon og Göteborg;

2.5.1

opfordrer indtrængende til, at der anlægges en mere konsekvent indfaldsvinkel til indførelsen af makroøkonomiske foranstaltninger, social- og arbejdsmarkedspolitiske interventioner, samt miljø- og forskningsinitiativer som et middel til at genoplive strategien og som retningslinje for medlemsstaternes nationale handlingsprogrammer;

2.5.2

opfordrer til en radikal forbedring i styringen af Lissabon- og Göteborg-strategien med henblik på at gøre den mere effektiv og lettere af forstå;

2.5.3

opfordrer derfor til, at der i midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien indgår en kritisk vurdering af forvaltningen samt en analyse af, hvordan en decentralisering af forvaltningen vil påvirke effektiviteten i gennemførelsen af Lissabon-strategien;

2.5.4

understreger, at selv om Lissabon-strategiens gennemførelse overordnet tegner et dystert og pessimistisk billede, er det lykkedes for nogle medlemsstater at opfylde målsætningerne på mange politikområder. Regionsudvalget mener, at man bør foretage en mere grundig analyse af de faktorer, som ligger bag disse resultater, og tage hensyn til dem ved anvendelsen af den åbne koordinationsmetode;

2.5.5

kræver specifikt, at kritiske succesfaktorer på lokalt og regionalt plan udpeges og afvejes i hele EU og indarbejdes i rammen med fjorten indikatorer og mål, der, som foreslået i Wim Kok-rapporten (14), skal anvendes til at indkredse gode og dårlige resultater på medlemsstatsniveau;

2.5.6

understreger, at økonomisk konkurrenceevne er en forudsætning for at opnå social samhørighed og miljømæssig bæredygtighed;

2.5.7

henstiller, at lokale og regionale myndigheder tillægges en større rolle med henblik på at formidle viden og indføre den innovation og iværksætterånd, som er nødvendig for en vellykket opfyldelse af Lissabon- og Göteborg-målsætningerne. Herved får strategien et bredere politisk ejerskab;

2.5.8

henstiller tillige, at der ved midtvejsrevisionen af Lissabon- og Göteborg-målsætningerne udformes en europæisk ungdomspagt med fokus på problemerne omkring ledighed og social og erhvervsmæssig integration som et supplement til tiltagene i Lissabon- og Göteborg-dagsordenen for aldrende befolkninger;

2.5.9

opfordrer kraftigt til, at der udarbejdes årlige rapporter både på nationalt og EU-plan om, hvilke fremskridt der er gjort med opfyldelsen af Lissabon- og Göteborg-målsætningerne, og til at Regionsudvalget konsulteres i forbindelse med rapporterne, som skal skal sætte Det Europæiske Råds forårstopmøder i stand til at fokusere på centrale politiske spørgsmål med henblik på at holde Lissabon- og Göteborg-målene på sporet;

2.5.10

opfordrer til, at det næste store projekt for EU, i kølvandet på udvidelsen og efter den fælles valuta og det indre marked, bør gå ud på at maksimere vækst og beskæftigelse — gennem fornyet fokus på Lissabon- og Göteborg-dagsordenen;

2.6.1

anmoder om, at reglerne for forskning og teknologiudvikling, som er et område, man foreslår at tildele betydeligt flere finansielle ressourcer, kommer til at omfatte en anerkendelse af det territoriale aspekt i rammeprogrammet for forskning;

2.6.2

kræver, at nationale og regionale forskningsprogrammer og –politikker koordineres, således at der skabes et egentligt europæisk forskningsrum, der er i stand til at opretholde konkurrenceevne og vækstmål;

2.6.3

opfordrer til, at platforme for gensidig læring og innovationscentre udvikles for at skabe og opretholde regionale forskningsstrategier og modeller til regional vidensudvikling, som fremmer inddragelsen af universiteter og deres lokale økonomier. Disse platforme og netværk bør udformes med henblik på at fremme hurtig anvendelse af nye idéer og produkter, anspore spin-outs fra grundforskning og anvendt forskning samt afkorte tiden mellem innovation og anvendelse;

2.6.4

opfordrer til, at medlemsstaterne i deres nationale handlingsprogrammer skal beskrive, hvilke skridt der vil blive taget for at opfylde målet om, at 3 % af BNP skal gå til investeringer i forskning og udvikling;

2.7.1

bifalder forslagene om at tredoble antallet af Erasmus-studerende og øge antallet af mobilitetsaktioner for skoleelever og erhvervsfaglige praktikophold;

2.8.1

bifalder forslagene om at styrke partnerskabsaftalerne og indføre enklere beslutningsinstrumenter på og mellem alle forvaltningsniveauer — lokalt, regionalt og nationalt niveau samt EU-niveau — men henstiller, at disse foranstaltninger indføres snarest muligt;

2.8.2

henstiller, at der under opfyldelsen af Lissabon- og Göteborg-målsætningerne foretages en årlig evaluering af de nationale handlingsplaner fra Kommissionens side og med inddragelse af lokale og regionale myndigheder vedrørende de territoriale aspekter af disse evalueringer;

2.8.3

henstiller tillige, at Kommissionen udsender en årlig erklæring om fremskridtene hen imod opfyldelsen af de politiske målsætninger, som er opstillet inden for det finansielle overslag 2007-2013, og om bidraget fra hvert myndighedsniveau — lokalt, regionalt og nationalt — for i givet fald at give impulser til økonomiske reformer og større inddragelse af og ansvarlighed for samtlige instanser på lokalt, regionalt og nationalt plan;

2.9.1

understreger, at der, ud over Kommissionens forslag om at tildele flere ressourcer til tiltag i forbindelse med borgerskab, frihed, retfærdighed og sikkerhed, skal være fuld anerkendelse af, at retlige og indre anliggender ikke blot er et spørgsmål om forhandlinger mellem Bruxelles og medlemsstaterne angående nærhedsprincippet på lokalt og regionalt forvaltningsniveau. Der skal rettes særlig opmærksomhed mod at anerkende lokale og regionale myndigheder fra nye medlemsstater i denne henseende;

2.9.2

anmoder om, at de mekanismer, som blotlægger merværdien i EU-programmerne, gøres mere synlige over for de lokale og regionale myndigheder for at øge offentlighedens kendskab og støtte til EU-politikker, der gennemføres på lokalt plan;

2.10.1

fremhæver igen, at det bifalder loftet over EU's egne indtægter på 1,24 % af BNI for de finansielle overslag for 2007-2013, da dette loft afspejler behovet for budgetdisciplin og EF-merværdi, og idet samhørighed og konkurrenceevne, det indre marked og vores fælles forpligtelser i henhold til traktaterne kun kan sikres med en sådan budgetstørrelse;

2.10.2

advarer om de potentielle risici, der kan opstå, hvis der indgås et kompromis om budgettet;

2.10.3

støtter Europa-Parlamentet, som mener, at de nuværende finansielle overslag udgør en del af en generel interinstitutionel aftale, som kun kan fornys i et klima præget af gensidig tillid institutionerne imellem og på grundlag af en fælles aftale med budgetmyndighedens to afdelinger;

2.10.4

fastholder, at de, der ønsker en nedskæring i forpligtelsesbevillingerne, højst sandsynligt vil fokusere på de strukturfondsprogrammer, der har relation til regional konkurrenceevne og beskæftigelse under underrubrikken (1b) Samhørighed til gavn for vækst og beskæftigelse. Uforholdsmæssige budgetnedskæringer på dette område ville faktisk være ensbetydende med en renationalisering af regionalpolitikken for de fleste af de tidligere 15 EU-medlemsstater;

2.10.5

fastholder, at ethvert forsøg på at ændre underrubrikkerne under forpligtelsesbevillingerne inden for området Samhørighed til gavn for vækst og beskæftigelse udtrykkeligt må imødegås, hvad angår forsknings- og teknologiudviklingsinitiativer for at tage hensyn til og støtte medlemsstaternes tilsagn om at nå Barcelona-målene og målet om en forøgelse af udgifterne til forskning og udvikling til 3 % af BNP senest i 2010;

2.10.6

advarer om, at forsinkelser i programperiodens start som følge af lange forhandlinger vil føre til forstyrrelser i finansieringen og ustabilitet for alle lokale og regionale myndigheder i EU;

2.10.7

håber indtrængende, at udfaldet af forhandlingerne vil kunne garantere opretholdelsen af solidaritetsprincippet, som har været rettesnor for EU-politikken, siden strukturpolitikken blev fastlagt i 1973-1975. Ifølge solidaritetsprincippet skal EU støtte alle regioner, der måtte have brug for støtte, uanset om de ligger i rigere eller fattigere lande;

2.10.8

opfordrer medlemsstaterne til i samarbejde med deres byer og regioner at søge en en politisk løsning for de medlemsstater, der i fremtiden ikke længere vil være berettigede til støtte fra Samhørighedsfonden som følge af den statistiske effekt af udvidelsen;

2.11.1

bifalder tendensen til at have enkelte fonde til de forskellige politikområder, herunder samhørighedspolitik, udvikling af landdistrikter, miljøprogrammer og omstrukturering af fiskerisektoren, da denne tilgang vil harmonisere de administrative krav til gennemførelse af foranstaltningerne og dermed gøre gennemførelsen enklere;

2.12.1

opfordrer Kommissionen til at fastlægge rammer til støtte for territorial differentiering i reglerne for statsstøtte for at bane vej for målrettede offentlige investeringer, hvor disse kan korrigere for markedssvigt uden at forvride konkurrencevilkårene, eller forbedre mulighederne for at støtte forskning og udvikling, navnlig i små og mellemstore virksomheder, med henblik på at nå målet om territorial samhørighed;

2.12.2

opfordrer indtrængende til, at der fastlægges en ny statsstøtteregel, som imødekommer de nye samhørigheds- og regionalpolitikregler, for at gøre statsstøtte til en mulighed på områder, der ikke længere giver ret til samhørighedsstøtte. Muligheden for støtte skal naturligvis afhænge af, hvilke problemer ansøgeren står over for;

2.12.3

kræver, at Kommissionen præciserer, hvad der fremover skal ske med støtten til regioner i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c) med hensyn til den sondring, der gøres mellem regioner, der er støtteberettigede under rubrikken »støtte til regional konkurrenceevne og beskæftigelse« uden at høre til de mindre velstående områder under »Konvergens«-rubrikken;

2.12.4

mener, at bæredygtighed også er af afgørende betydning, og at offentlige investeringer gennem statsstøtte overvejende bør være i overensstemmelse med bæredygtighedsprincipperne;

2.13.1

tilslutter sig Kommissionens forslag om at åbne en debat om manglerne ved EU's nuværende finansieringssystem;

2.13.2

støtter Kommissionens forslag om indførelse af en ny og mere retfærdig korrektionsmekanisme;

2.14.1

mener, at der, i lyset af den manglende konsekvens og troværdighed, der har kendetegnet stabilitets- og vækstpagtens gennemførelse, er et betydeligt behov for, at der med pagten tages hensyn til EU's nuværende økonomiske situation ved at forbedre det økonomiske rationale for stabilitets- og vækstreglerne. Der må være større overensstemmelse mellem de nationale processer og EU-processerne, og de nationale institutioner må i højere grad inddrages i den multilaterale overvågning af den økonomiske politik og i højere grad være med til at sikre sammenhæng mellem finanspolitikken og pengepolitikken;

2.14.2

minder om, at medlemsstaterne har store budgetmæssige problemer på grund af den nuværende lave vækst i EU-landenes økonomier, som fører til høj arbejdsløshed og fortsatte sociale vanskeligheder i mange regioner og lokalområder, og at Kommissionen først og fremmest bør tackle dette problem ved at revidere gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten med henblik på at sikre den økonomiske politiks bæredygtighed. Når alt kommer til alt, vil EU ikke opnå det niveau for vækst, beskæftigelse og social samhørighed, som det har behov for, medmindre de makroøkonomiske forhold i Europa også er i trit med Lissabon-strategien, og medmindre koordineringen af fællesskabsinstrumenterne forbedres.

5.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/18

1.1

Landdistrikterne i EU er kendetegnet ved, at de er meget forskelligartede. Landdistriktspolitikken må tage hensyn hertil og sikre denne forskelligartethed, herunder den sociale struktur og miljøet, for fremtiden. Levende landdistrikter er ikke kun til gavn for landbefolkningen, men for samfundet som helhed.

1.2

I Europa er der langsomt ved at blive skabt en landdistriktspolitik, der er mere end en forlængelse af landbrugspolitikken. For ved siden af produktionen af fødevarer har landdistrikterne brug for andre økonomiske støttepiller, fordi landbruget spiller en aftagende økonomisk rolle i mange landdistrikter. Kun på den måde kan der miljømæssigt, økonomisk og socialt set holdes liv i de europæiske landdistrikter. Det drejer sig for det første om at give landbefolkningen langsigtede perspektiver gennem flere arbejdspladser, udvikling af infrastrukturer og diversificering af beskæftigelsesmulighederne på landet, for det andet skal landbrugsvarer være mere rettet mod forbrugerne i stedet for producenterne, som det var tilfældet før i tiden, og for det tredje må fødevarekvaliteten forbedres og naturen, landskabet, miljøet og vandet i højere grad beskyttes.

1.3

Det er nødvendigt med en realistisk tilgang. Det er derfor vigtigt at være bevidst om den rolle, det europæiske landbrug spiller for landskabsbevarelsen, og hvilke følger det ville have for området, hvis denne rolle forsvandt, samt hvad indførelsen af strengt økonomiske kriterier ville betyde for landbrugs- og skovbrugsaktiviteterne. Landdistriktspolitikken alene kan således ikke løse alle de problemer, EU's landdistrikter har at slås med. Nogle steder overstiger problemerne, hvad forordningen kan klare, og vil kræve en fælles indsats fra forskellige fonde. Koordinering — på regionalt plan — af landdistrikts- og regionalpolitikken (2) er her væsentlig. Regionsudvalget efterlyser yderligere forslag med henblik på screening af andre EU-politikker og nationale politikker for at sikre større komplementaritet med EU- og nationale regionaludviklingspolitikker. Ligeledes bør Den Europæiske Landbrugsfond for Landdistriktsudvikling holdes op mod andre politikker for at sikre, at målene supplerer hinanden.

1.4

Med Salzburg-konferencen (2003) fik landdistriktspolitikken nye kraftige impulser. Regionsudvalget bifalder, at konklusionerne fra Salzburg i vidt omfang er indoptaget i forordningen. At politikken skal gennemføres i alle Unionens regioner, og at gennemførelsen og finansieringen forenkles, er vigtige positive punkter. Regionsudvalget støtter også det partnerskab, der beskrives i forordningens artikel 6. Det er vigtigt at inddrage de lokale og regionale myndigheder i alle landdistriktspolitikkens faser. På den måde kan man bedst sørge for, at der i en given region gennemføres de foranstaltninger, der kan fremme social og økonomisk samhørighed både inden for selve regionen og i forhold til naboregioner.

1.5

På den baggrund fremsætter udvalget følgende bemærkninger til forordningen. Hvad der først og fremmest fokuseres på, er, at der skal føres en ægte landdistriktsudviklingspolitik.

2.1

Det glæder under alle omstændigheder Regionsudvalget, at Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 159 øremærker en betydelig del af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne til de regioner, der er støtteberettigede under det nye »konvergensmål«.

2.2

Regionsudvalget hilser den nye lovgivning om landdistriktspolitik velkommen, men beklager, at landdistriktspolitikken i betragtningerne i første instans ses som noget, der supplerer og ledsager markeds- og indkomstpolitikken, men ikke får tillagt en selvstændig rolle. Sammenhængende hermed er det tvivlsomt, om der er tilstrækkelige budgetmidler til at føre en ambitiøs landdistriktspolitik.

2.3

Regionsudvalget finder det nyttigt med en mere strategisk tilgang til landdistriktsudvikling. Det er vigtigt at undgå, at midlerne spredes for stærkt. Men udvalget tvivler på, at en europæisk strategi er til nogen nytte. Strategien fra Lissabon og Göteborg og konklusionerne fra Salzburg-konferencen giver allerede tilstrækkelige rammer på EU-plan. Det er op til medlemsstaterne, regionerne og de lokale myndigheder at fylde indhold i disse rammer for landdistrikterne og politikken. Kun på den måde kan man undgå spændingen mellem ønsket om en mere strategisk tilgang til landdistriktspolitikken på EU-plan og bevarelse af tilstrækkelig fleksibilitet på nationalt, regionalt og lokalt plan.

2.4

Regionsudvalget ser med tilfredshed på forslaget om, at medlemsstaterne skal høre deres regionale og lokale myndigheder. Det er dog bekymret over den tid, der er afsat til udarbejdelse af de nationale strategiplaner og programmerne for landdistriktsudvikling. Og det beklager, at strategiplanen skal indsendes til Kommissionen før programmerne, for de to ting hænger nøje sammen. Regionsudvalget foreslår, at man på det punkt følger samme procedure som i forbindelse med regionalpolitikken, hvor medlemsstaterne kan indsende den strategiske ramme sammen med de operationelle programmer (Henstilling 1).

2.5

På længere sigt kunne man tilstræbe at etablere én regionalfond, hvormed skellet mellem Landdistriktfonden og Regionaludviklingsfonden ophæves, så at der for hver region, på grundlag af en sammenhængende strategi for en regions samlede territorium, tages hensyn til hele regionens muligheder og problemer.

2.6

Landdistriktspolitikken kommer i stand via et eller flere programmer for landdistriktsudvikling. I disse programmer bliver der på grundlag af en analyse af regionens og/eller medlemsstatens stærke og svage sider indført foranstaltninger, der tager højde for den pågældende regions/medlemsstats behov. Disse foranstaltninger kan komme i konflikt med bestemmelsen i forordningens artikel 16 om EU's mindstebidrag til hver af de prioriterede opgaver (hhv. 15, 25 og 15 %). Regionsudvalget er enigt i, at der skal være balance i udgifterne til landdistriktspolitikken. Ud fra det synspunkt er det navnlig rimeligt at fastlægge en minimumsgrænse for den tredje prioriterede opgave, diversificering af økonomien i landdistrikterne. For det fremgår som bekendt af evalueringerne af de forskellige landdistriktsprogrammer for perioden 2000-2006, at netop den del af landdistriktspolitikken halter bagefter. Men fordelingen af midlerne mellem de prioriterede opgaver skal også afspejle programmernes analyse af stærke og svage sider. Udvalget insisterer derfor på, at der skal åbnes mulighed for at afvige fra procentsatserne i artikel 16, forudsat at det kan begrundes behørigt ud fra analysen i programmet (Henstilling 3).

2.7

Fordelingen af midlerne må heller ikke være til hinder for projekter, der overskrider grænserne for én af de prioriterede opgaver, men som helhed ligger inden for forordningens rækkevidde. Bestemmelsen i artikel 71, stk. 6, om, at en konkret aktion kun kan finansieres inden for en enkelt prioriteret opgave, synes imidlertid at umuliggøre dette, hvorfor Regionsudvalget foreslår at ændre artiklen på dette punkt (Henstilling 19).

2.8

Forordningen er undertiden påfaldende detaljeret, også sammenlignet med forordningerne om regionalpolitik. Visse ting kan med fordel overlades til dem, der udarbejder landdistriktsprogrammerne. F. eks. begrænsningen af støtten til forbedring af forarbejdning og afsætning til små virksomheder og mikrovirksomheder, bestemmelsen i artikel 50 om, at støtte til diversificering er begrænset til ét barn, og maksimumsgrænserne for EU-støtte i bilag 1.

2.9

I Salzburg konkluderede man, at levende landdistrikter er uundværlige for landbruget, ligesom landbruget er uundværligt for levende landdistrikter. Det er meget vigtigt, at der i programmerne for udvikling af landdistrikterne fokuseres tilstrækkeligt på unge landmænds etablering. For øjeblikket er der ikke nogen integreret politik for unge landmænd. Som eksempel på en sådan integreret politik kan nævnes en iværksætterpakke, hvori alle spørgsmål i tilknytning til overtagelse af en bedrift og til nye landmænds etablering er samlet i ét projekt.

2.10

Regionsudvalget tager til efterretning, at Kommissionen foreslår at afskaffe de socioøkonomiske kriterier for udpegelse af »andre områder med ulemper end bjergområder« og at anvende samme beregningsgrundlag for godtgørelserne som ved betalingerne i forbindelse med landbrugsmiljøprogrammerne. Kommissionens begrundelse herfor er klar nok, men Regionsudvalget er bekymret over de konsekvenser, som ændringen af kriterierne kan få for landbrugerne i de berørte områder. Hvis ændringen får store socioøkonomiske konsekvenser, bør de kunne mildnes via andre politiske interventioner. Det bør i det mindste overvejes at indføre en overgangsperiode i forbindelse med afviklingen af støtten til landmænd i områder, der fremover ikke mere skal kunne få støtte.

2.11

Regionsudvalget bifalder, at andre jordejere end landbrugere nu får mulighed for at få del i landbrugsmiljøforanstaltningerne. De kan afhjælpe, hvad der mangler i arealforvaltning, når målet er at dække alle arealer i et område (og ikke blot landbrugsarealerne). I tilknytning hertil foreslår Regionsudvalget eksplicit at åbne mulighed for andre belønningsgrundlag for landbrugsmiljøforanstaltninger, fordi det nuværende grundlag — der bygger på ekstraomkostninger og indkomsttab som følge af de indgåede forpligtelser — ikke altid er relevant. Som eksempel kan nævnes en godtgørelse, der bygger på leveret output og dermed forbundne nyttevirkninger (Henstilling 8).

2.12

Tilskyndelsen til at deltage i landbrugsmiljøforanstaltningerne, nemlig muligheden for at forøge godtgørelsen med 20 %, er ikke længere indeholdt i forordningen. Det finder Regionsudvalget ikke rimeligt under hensyntagen til disse foranstaltningers nytte og betydning for arealforvaltningen i landdistrikterne, og det foreslår derfor, at tilskyndelsen genindføres (Henstilling 8).

2.13

Der er meget store forskelle mellem lande med veludviklet skovbrug og lande med mindre udviklet skovbrug. Kommissionens forslag er ikke tilstrækkelig fleksible til at tilskynde til skovrejsning i lande, hvor skovbruget er mindre udviklet. Den skovbrugsindustri, som er under udvikling i disse lande, vil blive bragt i fare og miljømæssige fordele gå tabt, hvis der ikke afsættes midler til afhjælpning af disse forskelle.

2.14

Hvert år søger mange landbrugere arbejde uden for landbruget. Det kan i visse regioner forstærke problemet med affolkning. I forbindelse med bestræbelserne på at skabe beskæftigelse må der fokuseres på omskoling af landbrugere og mulighederne for deltidslandbrug. Ikke mindst i de regioner, der i mindre grad nyder godt af strukturfondene (navnlig Den Europæiske Socialfond, ESF), må landdistriktsudviklingsprogrammerne tage højde for denne omskoling og/eller udøvelse af diversificerede aktiviteter, herunder også ved siden af aktiviteter uden for landbruget. I regioner, hvor ESF er mere virksom, bør dens programmer udtrykkeligt omfatte omskoling af landbrugere og udøvelse af diversificerede aktiviteter.

2.15

Landdistrikter i EU kan tilbyde naturværdier og kulturel arv, som kan spille en nøglerolle med hensyn til diversificeret landdistriktsøkonomi. Den lokale turismesektors kapacitet til at udnytte disse attraktioner på en bæredygtig måde og give turisten oplevelser af høj kvalitet hæmmes imidlertid ofte af dårlig service og/eller manglende produktudvikling. Det er derfor afgørende, at der specifikt henvises til uddannelse under turismeforanstaltningen i forordningens artikel 52 (Henstilling 12).

2.16

Kvinder spiller en stor rolle i forbindelse med diversificering af økonomien i landdistrikterne, men de støder for det meste også på specifikke problemer som f. eks. mere begrænset adgang til kapital til etablering af virksomhed. Regionsudvalget finder det ønskeligt, at forordningen bidrager til stærkere inddragelse af kvinder i økonomien i landdistrikterne (Henstilling 11). Ligeledes er Internettet af uvurderlig betydning for diversificeringen af økonomien i landdistrikterne. Men mange landdistrikter har stadig kun begrænset eller slet ingen adgang til det. Regionsudvalget bifalder derfor Kommissionens forslag om, at EFRU skal benyttes til at udstyre landdistrikterne med tilstrækkelige IKT-infrastrukturer. Dermed ydes et vigtigt bidrag til at slå bro over denne digitale kløft, og landdistrikterne får lettere ved at tiltrække nye virksomheder, og de eksisterende virksomheder kan finde nye markeder. Supplerende tiltag i ELFUL-regi kan iværksættes under den prioriterede opgave om diversificering af økonomien i landdistrikterne.

3.1

Regionsudvalget finder det meget vigtigt at inddrage de lokale og regionale myndigheder i udformningen og gennemførelsen af landdistriktsudviklingsprogrammerne og mener, at denne rolle skal afspejles stærkere i forordningen (Henstilling 13). Regionsudvalget insisterer på, at de nationale strategier skal levne regionerne og kommunerne tilstrækkeligt spillerum til at finde skræddersyede løsninger (se også pkt. 2.2). Regionsudvalget mener, at det er vigtigt, at man i strategierne tager højde for behovet for afbalanceret fysisk planlægning i hver enkelt region. For mange forskrifter på EU- eller på nationalt plan om, hvilken strategi der skal følges, kan virke lammende på regionale initiativer, der er skåret til efter de lokale muligheder og problemer.

3.2

Der er brug for skræddersyede løsninger både i forbindelse med programmering, finansiering og kontrol. Det kan derfor undre, at forordningen bestemmer, at medlemsstaterne skal udarbejde enten et landdistriktsudviklingsprogram for hele deres område eller et program for hver region. Det er bedre at levne større frihed på dette punkt, herunder mulighed for at kombinere regionale og nationale programmer. I medlemsstater med føderal struktur har det endvidere allerede vist sig muligt i indeværende støtteperiode at vedtage nationale rammebestemmelser, som derefter kunne tilpasses de regionale programmer (Henstilling 2).

3.3

Regionsudvalget støtter forslaget om, at tredje prioriterede opgave helst skal gennemføres ved hjælp af lokale udviklingsstrategier. Det er ubestrideligt, at nye økonomiske aktiviteter er livsvigtige for landdistrikterne. Disse aktiviteter er komplementære i forhold til de landbrugsmæssige aktiviteter. Men disse nye aktiviteter skal indpasses med omtanke for ikke at antaste landdistrikternes kvaliteter. Her tilslutter Regionsudvalget sig Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs mening (3), at urbanisering af landdistrikterne, dvs. anvendelse af de samme foranstaltninger i landdistrikterne som i byerne, skal undgås. Det gælder ikke mindst for områder, der er under pres fra byerne, hvor bevarelse af landdistrikternes specifikke egenskaber er af stor betydning for livskvaliteten i byerne. Problemerne i disse områder, herunder landbrugets problemer, kræver en helt anden fremgangsmåde end problemerne i de mere perifere landdistrikter. Det skal forordningen levne tilstrækkelig plads til.

4.1

Regionsudvalget tillægger Leader-programmet stor betydning og beklager derfor dets uklare stilling i forordningen. På den ene side opfattes det i artikel 4, stk. 2, som den fjerde prioriterede opgave, på den anden side betragtes det som en metode til konkretisering af foranstaltningerne under de første tre prioriterede opgaver. Regionsudvalget insisterer på, at Leader skal have den plads, der tilkommer det, nemlig som en særskilt prioritet, sammenligneligt med Interregs rolle i regionalpolitikken. At integrere Leader i de øvrige prioriteter indebærer risiko for, at dets unikke karakter og særlige værdi går tabt. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at præcisere forordningen med hensyn til Leaders fremtidige rolle samt mere tydeligt at fremstille Leader som en særskilt prioritet.

4.2

Hvad angår gennemførelsen af de lokale strategier synes artikel 63, stk. 1, at kræve, at disse strategier skal opfylde alle målsætninger for de fire prioriterede opgaver. Det strider mod artikel 62, litra a), ifølge hvilken Leader-metoden skal tjene til at nå målene for en eller flere af de tre prioriterede opgaver. Regionsudvalget foreslår, at denne modsigelse fjernes fra forordningen (Henstilling 14).

4.3

Regionsudvalget støtter forslaget om at afsætte en væsentlig andel af de EU-midler, der er til rådighed for hver medlemsstat, til Leader, svarende til behovene i de berørte områder. Det støtter også forslaget om hurtigst muligt at oprette et europæisk netværk for landdistriktsudvikling. I den forbindelse kan der trækkes på erfaringerne med oprettelsen af de nationale LEADER-net. Regionsudvalget advarer dog imod en gentagelse af de uacceptable forsinkelser i lanceringen af EU-Observationscentret for Landdistrikter (Leader+), LEADER Europæisk Observationscenter (Leader II) og mange af de nationale LEADER-netværk. Kommissionen og medlemsstaterne bør prioritere at oprette disse organer lige fra starten af programperioden. De lokale myndigheder har stor erfaring i at arbejde med LEADER-tilgangen, hvilket medlemsstaterne bør trække på, når de opretter en ramme for LEADER.

4.4

Udvalget afviser tanken om at holde en væsentlig del af det disponible budget i reserve til medlemsstaterne med »de mest effektive« LEADER-programmer. Det vil formentlig afføde en tendens til at prioritere kortsigtede, »nemme« projekter i stedet for mellem- og langsigtede projekter. Af hensyn til planlægningen må det stå fast, hvilke midler der er til rådighed i den enkelte medlemsstat (Henstilling 15 og 18).

5.1

Regionsudvalget finder det vigtigt, at overgangen mellem programperioden 2000-2006 og programperioden 2007-2013 kommer til at foregå på en sådan måde, at kontinuiteten mellem aktioner og foranstaltninger ikke bringes i fare. Det må således sikres, at flerårige foranstaltninger, som blev bevilget i den tidligere fase — f.eks. miljøtiltag i landdistrikterne — finansieres indtil udløbet af forpligtigelsesperioden, og at den lovede EU-deltagelse (medfinansieringssats) bibeholdes. For at få en effektiv politik for landdistriktsudvikling i EU i den nye periode, støtter Regionsudvalget Kommissionens forslag om et budget på 88,75 mia. EUR (eksklusive graduering) til finansiering af EU's politik for udvikling af landdistrikterne. Renationalisering af politikken eller dele af den er Regionsudvalget stærkt imod.

5.2

Regionsudvalget tager til efterretning, at der ifølge forordningsforslaget udover forhåndsevalueringen, midtvejsevalueringen og den efterfølgende evaluering også hvert år skal foretages en løbende evaluering, men sætter spørgsmålstegn ved merværdien af en årlig løbende evaluering

5.3

Sigtet med forordningen er bl.a. at forenkle lovgivningen. For at kunne bedømme, om det faktisk bliver tilfældet, må man have kendskab til gennemførelsesforordningerne. Regionsudvalget vil gerne have lejlighed til også at udtale sig om disse forordninger og henviser i den forbindelse til dets medlemmers erfaringer med gennemførelsen af politikken.

5.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/31

1)

Den fælles fiskeripolitik skal sikre en bæredygtig udnyttelse af de levende akvatiske ressourcer og akvakulturen som led i en bæredygtig udvikling, idet der på en afbalanceret måde tages hensyn til de miljømæssige, økonomiske og sociale aspekter; især skal der tages højde for forholdene i Den Europæiske Unions regioner.

2)

Den del af den fælles fiskeripolitik, der vedrører bæredygtig udvikling, har været integreret i strukturfondsbestemmelserne siden 1993. Den bør videreføres ved hjælp af Den Europæiske Fiskerifond inden for rammerne af en bæredygtig udvikling.

3)

Den fælles fiskeripolitik omfatter bevarelse, forvaltning og udnyttelse af de levende akvatiske ressourcer og akvakulturen og forarbejdning og afsætning af fiskevarer og akvakulturprodukter, for så vidt disse aktiviteter udøves på medlemsstaternes område eller i EF-farvande eller af EF-fiskerfartøjer eller borgere i medlemsstaterne.

4)

Den Europæiske Fiskerifond vil få stor betydning for regionerne, og det er derfor vigtigt, at regionale og lokale myndigheder inddrages i iværksættelsen af de foranstaltninger, som foreslås i forordningen om Den Europæiske Fiskerifond —

1.1

udtrykker tilfredshed med Kommissionens forslag om en forordning om Den Europæiske Fiskerifond til støtte for en bæredygtig fiskerisektor. Fonden er nødvendig, fordi det er afgørende, at lokale fiskerisamfund kan maksimere omfanget af støtten til fiskeri, alternativ økonomisk udvikling og miljøinitiativer igennem den nuværende radikale ændringsproces;

1.2

mener, at EFF's budget på ca. 700 mio. euro årligt ligger stort set på linje med budgettet for det finansielle instrument til udvikling af fiskeriet (FIUF) inden for EU's nuværende finansielle overslag. Det er Regionsudvalgets opfattelse, at dette budget er et minimum, hvis man skal kunne nå målene i forordningsforslaget og at det under ingen omstændigheder må skæres ned under forhandlingerne med de øvrige EU-institutioner. Det accepteres, at der findes en pulje, som fordeles på flere aktører, og at nye medlemsstater som følge af samhørigheden vil opnå større fordel af konvergensfinansiering. Den finansielle udfordring for de nuværende medlemsstater vil i fremtiden bestå i at bruge mindre beløb på en bedre måde;

1.3

mener, at regionerne bør have en nøje fastlagt rolle på hvert område inden for den europæiske fiskerifond, som indvirker direkte på det regionale og lokale plan. Der bør gives mulighed for regionalt forvaltede ordninger; omstrukturering er for eksempel et regionalt spørgsmål, og lokale strukturer bør muliggøre lokal fleksibilitet i fortolkningen for at tage hensyn til forholdene. Den regionale struktur bør også muliggøre en fleksibel fortolkning af »diversificering«, så der tages højde for lokale forhold;

1.4

udtrykker tilfredshed med bestræbelserne på at indføre mere selektive og miljøvenlige fiskerimetoder. Kasserede fisk og bifangster, især af hvaler, er blevet et stadigt alvorligere problem i de fleste områder af EU i de seneste år. I indsatsen for at dæmme op for disse problemer er det imidlertid vigtigt, at der tages hensyn til de lokale forhold;

1.5

er med hensyn til strukturstøtte enig i, at EFF i højere grad bør rettes mod bevarelse og miljøinitiativer, sikkerhed, højere produktkvalitet og diversificering, og i mindre grad mod finansiering af foranstaltninger, der øger fiskerisektorens kapacitet;

1.6

anmoder om, at definitionen af »kystfiskeri af mindre omfang« — som i dag er begrænset til fiskeri udøvet af fartøjer med en længde på højest 12 m, som ikke anvender trukne redskaber — udvides, således at fiskeri af mindre omfang, som anvender selektive og naturskånsomme fiskerimetoder, der ikke nødvendigvis afhænger af fartøjets størrelse, også kan komme i betragtning;

1.7

mener, at det bør tydeliggøres, om projekter skal kunne finansieres under mere end én hovedlinje for at muliggøre en integreret indsats på projektplan;

1.8

opfordrer til at overveje genindførelse af mekanismen med joint venture-selskaber og at udvide anvendelsesmulighederne for fartøjer, der tages ud af drift med henblik på endelig oplægning, således at de i stedet kan bruges til at skabe økonomisk fremgang i udviklingslandene;

1.9

mener, at der bør være kompatibilitet mellem EFF og strukturfinansiering under iværksættelsen for at gøre det muligt for medlemsstater og partnere at afgøre, hvilke finansieringsinstrumenter der egner sig bedst for de lokale forhold. Denne sammenkobling er vigtig, fordi mange fremtidige EFRU-konkurrenceevneprogrammer ikke vil indeholde standardbestemmelser om fiskeriafhængige områder som hidtil; medmindre der består en mulighed for at bruge EFF eller strukturfondene, vil en del støtte til samfund i kystområder kunne blive ramt af huller i finansieringen;

1.10

efterlyser en tydeliggørelse af holdningen til afgørelsen om indførelse af regionale rådgivende råd (RRR) under den fælles fiskeripolitik og forholdet mellem RRR og EFF's forvaltning. Den reform af fiskeripolitikken, som blev vedtaget i december 2002, lagde op til RRR med det sigte at forbedre forvaltningen inden for fiskeripolitikken og specificerede, at Rådet skulle træffe afgørelse om oprettelse af RRR. RRR gør det muligt at inddrage interessenter snævrere i fiskeripolitikkens udvikling;

1.11

mener, at det bør gøres klart, om RRR skal involveres i EFF. Da RRR forventes at øge interessenternes inddragelse i EU-fiskeripolitikkens udformning og gennemførelse i de kommende år, bør dette aspekt belyses nærmere;

1.12

kan støtte den vægt, som tillægges fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder i fiskeriindustrien (artikel 11) og indsatsen for yngre fiskere samt målet om at forbedre arbejdsvilkårene inden for erhvervet; mener, at en række casestudies med eksempler fra forskellige medlemsstater ville være et nyttigt redskab til at formidle erfaringer og bedste praksis;

1.13

er enigt i, at tilføjelsen af nye undtagelser vedrørende anvendelsen af N+2-reglen øger fleksibiliteten og hjælper regionerne, især i de nye medlemsstater, med at absorbere de midler, der stilles til rådighed inden for samhørighedspolitikken, rettidigt og korrekt; kan godkende forslagene om forhåndsfinansiering af et årligt støttetilsagn (artikel 78); mener, at det ville det være en fordel, hvis gennemgangen af det nuværende system blev afsluttet i tide, så der fremkommer nyttige input og lægges casestudies frem med henblik på udformningen af det næste program;

1.14

mener, at overvågningen bør forenkles og gøres mindst mulig, og at det bør være tilstrækkeligt at kunne påvise, at programmerne er gennemført under overholdelse af reglerne samt at påvise, hvilken aktivitet der har været effektiv. Endvidere bør revisionskravene forenkles og tydeliggøres, og Regionsudvalget henstiller, at man i forslagene bibeholder definitionen på officielt anerkendte organisationer som i forordning 3759/92;

1.15

henstiller, at fonden prioriterer projekter, som afkaster flere penge pr. fiskeenhed, f.eks. kvalitetsordninger, bedre sammenkoblinger i forsyningskæden, bedre markedsviden og bedre forståelse for fartøjer og forædlere. Projekter med sigte på at finde frem til alternative og supplerende anvendelsesformål for fiskeriindustriens infrastruktur kan eventuelt omfattes, således at en reduktion i antallet af fartøjer ikke behøver at blive enden på infrastrukturen, forudsat denne har et supplerende kunde-/brugergrundlag;

1.16

udtrykker tilfredshed med bestræbelserne på at tilvejebringe en klarere ramme for EFF og en mere »strategisk« tilgang til fiskeripolitikken generelt set. I særdeleshed udtrykker Regionsudvalget tilfredshed med den partnerskabstilgang (artikel 8, side 16), som skal skabes mellem Kommissionen, medlemsstaterne og relevante lokale og regionale myndigheder. Dette vil sikre, at passende relevant finansiering stilles til rådighed, så det garanteres, at den økonomiske støtte fra EFF går til omstrukturering og økonomisk udvikling i de fiskeriafhængige områder;

1.17

anmoder Kommissionen om at høre Regionsudvalget om dets syn på indholdet af EF's strategiske retningslinjer (artikel 14), da dette vil sikre input fra det myndighedsniveau, som befinder sig tættest på dem, der berøres mest;

1.18

henstiller indtrængende, at strategirapporten fra hver medlemsstat (artikel 17) kommer til at indeholde en omtale af medlemsstatens partnere og om, hvorledes medlemsstaten har arbejdet sammen med sine partnere;

1.19

opfordrer Kommissionen til at tydeliggøre rækkevidden af støtten med sigte på den »økonomiske og samfundsmæssige velstand« i fiskeriområder, under hovedlinje 4 »Bæredygtig udvikling« (artikel 42);

1.20

anmoder om en belysning og nærmere undersøgelse af udpegelsen af de områder, som omtales i artikel 42, stk. 3. I denne forbindelse bør delt forvaltning måske foregå i tråd med det strømlinede Leader; det ville muliggøre en vis koordinering og udnyttelse af erfaringer fra fællesskabsbaserede initiativer inden for den europæiske landbrugsfond for landdistriktudvikling;

1.21

mener, at der er behov for mere praktisk betonede oplysninger i artikel 44 under hovedlinje 4 om de foreslåede aktionsgrupper i kystzoner (Coastal Action Groups (CAG)). Blandt andet bør det anføres, hvordan de placeres i henseende til det regionale og lokale forvaltningsniveau, ligesom der bør gives nærmere oplysninger om deres størrelse og sammensætning samt administrative og finansielle kapacitet. Det bør også nærmere tydeliggøres, hvorledes den private sektors ansvar skal defineres i artikel 44, stk. 2;

1.22

efterlyser oplysning om, hvilke partnere der omfattes af artikel 45, litra c);

1.23

mener, at det ville være en fordel, om Kommissionen på dette tidlige stadium gav en bedre definition på, hvad der skal anses for »force majeure« under EFF, så der opnås en bedre forståelse (artikel 90); Regionsudvalget henstiller, at Kommissionen i første omgang medtager tab, som skyldes et af følgende: politisk uro, fjendtligheder, krigstrussel, terrorvirksomhed, men ikke medtager tab, som skyldes: strejker, arbejdsmarkedsuoverensstemmelser, lukning af havne, vejrforhold;

1.24

mener, at det måske ville være bedre, at de akvakulturproblemer, som omtales i artikel 32, anbringes som et aspekt under artikel 90.

5.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/48

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Socialfond« og

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet — Progress«

1.1

understreger, at nærværende forordning er en af flere forordninger om strukturfondene, som Kommissionen fremlagde sammen med andre lovforslag den 14. juli 2004. Forordningen fastlægger de generelle bestemmelser for Den Europæiske Socialfond (herefter fonden eller ESF) som helhed, og den fastlægger, hvilken type aktiviteter fonden kan finansiere inden for målsætningerne om konvergens, regional konkurrenceevne og beskæftigelse. Derudover indeholder den andre tværgående bestemmelser vedrørende aktioner iværksat af fonden;

1.2

fremhæver, at fonden hidtil har spillet en vigtig finansiel rolle i beskæftigelsespolitisk sammenhæng og har skabt en bæredygtig vækst af arbejdspladser. Desuden har fonden givet anledning til en række markante, aktive beskæftigelsespolitikker på nationalt, regionalt og lokalt plan. Fondens forbindelse til den europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS) i indeværende programperiode har givet nogle særdeles frugtbare resultater på dette område. Regionsudvalget har tillid til, at fondens forbindelse til Lissabon-strategien vil være ligeså positiv;

1.3

fremhæver, at Den Europæiske Socialfonds vigtigste mål er at styrke den økonomiske og sociale samhørighed ved at støtte medlemslandenes politikker med det formål at opnå fuld beskæftigelse, bedre arbejdskvalitet og større produktivitet og at fremme social integration og mindske de beskæftigelsesmæssige forskelle på regionalt plan i overensstemmelse med retningslinjerne og anbefalingerne i den europæiske beskæftigelsesstrategi. Beskæftigelsesstrategien blev revideret i 2003 for at tilpasse den til Lissabon-strategien og for at bringe den endnu mere på linje med politikkerne om økonomisk og social samhørighed;

1.4

bemærker en vis mangel på præcision og konkretisering i forordningsforslagets nuværende udformning. I visse tilfælde er det nødvendigt at sætte forordningen i relation til andre retsinstrumenter, som ikke behandles i nærværende udtalelse, for at kende dens virkelige rækkevidde, som f.eks. den planlagte finansiering af de aktioner, der er omfattet af forordningen, eller de aktioner, som har forbindelse til partnerskabsudformningen, hvilket ville give forordningen større betydning;

1.5

giver klart udtryk for sin bekymring over at se, hvilken rolle medlemsstaterne og de kompetente myndigheder er tildelt i tilsynet med opnåelsen af fondens målsætninger, og over at de regionale og lokale myndigheder ikke nævnes i forbindelse med dannelsen af disse partnerskaber. Regionsudvalget ønsker at minde om, at der er behov for mere omfattende og bedre inddragelse af de regionale og lokale myndigheder i udformningen, planlægningen og gennemførelsen af fondens foranstaltninger, hvilket alt sammen skal ske i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og under hensyntagen til de enkelte medlemsstaternes institutionelle systemer;

1.6

overvejer udtalelserne i den tredje rapport om den økonomiske og sociale samhørighed, som tager fat på problemet med EU-befolkningens aldring og de deraf følgende arbejdsmarkedsmæssige konsekvenser. I henhold til det omtalte dokument og ifølge de seneste prognoser forventes antallet af personer mellem 15 og 64 år i EU at være 10 % mindre i 2025. Dette betyder omvendt, at antallet af personer over 65 år vil stige. Befolkningens aldring betyder i sidste ende et gradvist fald i antallet af erhvervsaktive i EU. Disse perspektiver viser klart, at det er nødvendigt at holde gang i EU's økonomiske vækst og at øge beskæftigelsesprocenten og samtidig begrænse omfanget af førtidspensionering. Der henvises i denne forbindelse til Regionsudvalgets udtalelse om Kommissionens meddelelse »Flere ældre i arbejde — Senere udtræden af arbejdsmarkedet«, som blev vedtaget på udvalgets 56. plenarforsamling den 29. september 2004;

1.7

mener, at den kommende ESF-forordning bør tilstræbe at gennemføre en politik, der både sigter mod at opretholde beskæftigelsesegnetheden gennem hele arbejdslivet, omskole arbejdstagere, såvel mænd som kvinder, på over 40 år og fremme indslusning af unge på arbejdsmarkedet, hvilket ikke er afspejlet i forordningsforslaget. Tiltag som fremme af aktiv aldring og gradvis pensionering bør ske ud fra bæredygtighedskriterier;

1.8

mener, at forordningen tager tilstrækkeligt hensyn til de specifikke økonomiske og sociale problemer, som de fjerntbeliggende byområder er ramt af i højere grad end andre mere udviklede områder i EU. Denne situation kunne gøre borgernes problemer med adgang til arbejdsformidlingerne permanente. Udvalget mener, at de sociale problemer ikke bør skæres over en kam, men behandles ud fra byernes forskelligartede behov;

1.9

ser positivt på offentliggørelsen af Progress-programmet, et EU-program om beskæftigelse og social solidaritet, især da Kommissionen har slettet alle henvisninger til dette EU-initiativ i forordningsforslaget; Regionsudvalget anbefaler, at man overvejer muligheden for at indarbejde en henvisning til dette program i forslaget til forordning om Den Europæiske Socialfond;

1.10

bifalder bestemmelsen om sammenhæng og komplementaritet i forslaget til beslutning om Progress-programmet. Det er nødvendigt, at alle aktioner, der finansieres under strukturfondene, og især Den Europæiske Socialfond, overholder principperne om sammenhæng, komplementaritet og koncentration;

1.11

minder om, at Kommissionen i juli 2001 vedtog hvidbogen om styreformer, som var tænkt som startskuddet til udarbejdelsen af EU's politikker. Regionsudvalget minder ligeledes om, at tanken var, at dette skulle ske ved at inddrage et større antal personer og organisationer i udarbejdelsen og iværksættelsen heraf, hvilket ville give større gennemsigtighed og medansvar til alle de implicerede parter. De regionale og lokale myndigheders stigende deltagelse i EU-politikkerne afspejler ligeledes disse aktørers vigtige rolle i visse medlemsstater i udformningen af politikker, og viser ligeledes deres stigende ansvarlighed og borgernes og græsrodsorganisationernes større engagement i lokalpolitisk sammenhæng. Regionsudvalget mener, at der i forbindelse med gennemførelsen af strukturfondslovgivningen og især lovgivningen vedrørende Den Europæiske Socialfond bør tages hensyn hertil;

1.12

ser positivt på tilføjelsen af en klar henvisning til innovation i forordningsforslagets bestemmelser, eftersom det ligger helt på linje med Lissabon-strategien, der jo slår til lyd for skabelsen af et europæisk forsknings- og innovationsområde;

1.13

finder sammenkædningen af forordningsforslaget, den europæiske beskæftigelsesstrategi og Lissabon-strategien prisværdig, da det vil øge effektiviteten af EU's retsinstrumenter og finansielle midler. Regionsudvalget udtrykker bekymring over den manglende klarhed i visse af forordningsforslagets artikler om såvel indholdsmæssige som finansielle spørgsmål, som det løbende påpeger i nærværende udtalelse. Udvalget mener endelig, at en større konkretisering af bestemmelserne vil forbedre den kommende forordning.

2.1

ser gerne, at man i forbindelse med fastlæggelsen af ESF's opgaver i artikel 2, stk. 1, udtrykkeligt nævner støtte til medlemsstaternes politikker vedrørende overholdelse af princippet om lige muligheder i betragtning af den betydning, det tillægges i EF-traktatens artikel 2 og i Forfatningstraktatens artikel I-2 og artikel I-3; samt til deres politikker vedrørende bekæmpelse af forskelsbehandling som beskrevet i artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, eftersom dette aspekt ikke nævnes i forordningsforslaget; Regionsudvalget minder om, at det kommende Progress-program har et aktionsområde, der specifikt tager sigte på gennemførelsen af princippet om ikke-forskelsbehandling, og anbefaler derfor, at det indføjes i forordningen;

2.2

anbefaler, at forordningsforslaget ud over den europæiske beskæftigelsesstrategi også henviser til Lissabon-strategien i en af de vigtige artikler, eftersom EU med vedtagelsen af Lissabon-strategien satte sig det nye mål at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed. Regionsudvalget mener, at de ESF-støttede foranstaltninger bør bidrage til at nå dette mål;

2.3

mener, at de lokale og regionale myndigheder bør bidrage til at udvikle og gennemføre de årlige retningslinjer for beskæftigelsen. Eftersom disse retningslinjer udstikker en hensigtsmæssig ramme for fondens virke og fastlægger prioriteterne for anvendelsen af fondens midler, bør de lokale og regionale myndigheder konsulteres og inddrages fuldt ud i fastlæggelsen af prioriteterne. Dette aspekt nævnes i Regionsudvalgets udtalelse om »Europa-Parlamentets og Rådets forordning om Den Europæiske Socialfond«, som blev vedtaget på den 26. plenarforsamling den 18.-19. december 1998, og er et mål, som Regionsudvalget ikke kan give afkald på i den nye programperiode 2007-2013;

2.4

anbefaler, at aktiviteterne vedrørende faglig og almen uddannelse, som fortrinsvis optræder under konvergensmålet, udvides til at indgå på en mere konkret måde i målsætningen om regional konkurrenceevne og beskæftigelse. Derudover anbefaler udvalget, at livslang læring indføjes som en af de konkrete aktiviteter på uddannelsesområdet;

2.5

anbefaler, at det i artikel 3 præciseres, at alle aktionerne under denne artikel sigter mod at skabe lige vilkår for kvinder, mænd og unge, eftersom ungdomsarbejdsløsheden i eurozonen er næsten dobbelt så stor som gennemsnittet, og at de arbejdsløse, såvel kvinder som mænd, på over 40 år, der pga. deres særlige kendetegn er i risiko for at blive udelukket fra arbejdsmarkedet, føjes til de grupper, der allerede nævnes i forordningsforslaget: ældre arbejdstagere med ringe kvalifikationer, arbejdssøgende og inaktive, indvandrere og handicappede. Regionsudvalget ser positivt på de præventive foranstaltninger vedrørende beskæftigelsesadgang for at modvirke arbejdsløshed;

2.6

ønsker i forbindelse med de støtteberettigede prioriteter i artikel 3 at fremhæve foranstaltningerne vedrørende vedvarende uddannelse, livslang læring og uddannelse i nye informations- og kommunikationsteknologier. Regionsudvalget finder det positivt, at forøgelse og forbedring af investeringerne i menneskelige ressourcer takket være de arbejdsmæssige konsekvenser heraf er opstillet som en prioritet. Hver af disse prioriteter ligger fint i tråd med Lissabon-strategien. Udvalget fremhæver ligeledes de foranstaltninger, der sigter mod at modernisere arbejdsformidlingerne og sprogundervisningen, såvel som henvisningen til den sociale økonomi. Hvad angår arbejdsformidling anbefaler udvalget, at man i artiklen inkluderer koordinering med de lokale myndigheder. Regionsudvalget foreslår ligeledes, at der vedtages specifikke aktioner, der kan bane vej for, at kvinder påtager sig lederstillinger i arbejdslivet;

2.7

anbefaler, at forhøjelsen af loftet for ESF's finansiering af foranstaltninger til gennemførelse af social integrering (prioritet c) til 10 % af beløbet for den prioriterede opgave, som fastlagt i ESF-forordningens art. 3, stk. 4, også kommer til at gælde for forbedring af adgangen til beskæftigelse (prioritet b);

2.8

foreslår generelt, at terminologien og formuleringen af forordningsforslagets artikel 3 strammes op, eftersom den kan give anledning til sproglige misforståelser, især nu, hvor der er kommet ti nye medlemsstater til, og hvor de nye sprog følgelig skal med i EU's regelværk. Denne bemærkning gælder samtlige artikler i forordningsforslaget;

2.9

bemærker, at forordningsforslaget om Den Europæiske Socialfond fremhæver medlemsstaternes og forvaltningsmyndighedernes rolle som de aktører, der skal sikre, at de ESF-støttede foranstaltninger er i overensstemmelse med gennemførelsen af den europæiske beskæftigelsesstrategi. Regionsudvalget mener derfor, at det ville være hensigtsmæssigt at sige det mere klart, at de regionale og lokale myndigheders rolle også er at bidrage til at skabe sammenhæng mellem de ESF-støttede foranstaltninger, ikke mindst fordi gennemførelsen af disse foranstaltninger sker på det regionale og lokale forvaltningsplan. Udvalget mener, at kravet om sammenhæng og koncentration, som er knæsat i forordningsforslagets artikel 4, bør tage hensyn til, hvilke konsekvenser det har for den sociale samhørighed;

2.10

ser positivt på, at Kommissionen opremser de politikområder, ESF-støtten især bør sigte imod, og nævner regionernes og kommunernes alvorligste problemer, herunder dårligt stillede byområder, landdistrikter præget af tilbagegang og fiskeriafhængige områder. Regionsudvalget foreslår, at artikel 4 også eksplicit nævner »industriområder i krise«, eftersom ESF-støttede foranstaltninger på dette område kan bidrage til at skabe større social samhørighed i en situation, der er særdeles vanskelig for befolkningen, herunder især kvinderne;

2.11

bifalder henvisningen til de regionale og lokale myndigheder i forbindelse med forvaltnings- og samarbejdsaspekterne. Regionsudvalget mener imidlertid, at de regionale og lokale myndigheder under hensyntagen til de enkelte medlemsstaternes institutionelle særpræg bør inddrages i udformningen af de ESF-støttede foranstaltninger. Som Regionsudvalget selv sagde det i den udtalelse, der blev vedtaget på den 36. plenarforsamling den 14. december 2000 om »Nye former for beslutningsstrukturer: Europa som grobund for borgerinitiativ«, kan visse opgaver som jobskabelse, social inddragelse og samhørighed ikke løses optimalt udelukkende på ét plan, men kræver inddragelse af alle i overensstemmelse med principperne om nærhed og proportionalitet. Regionsudvalget mener, at det ville være passende, hvis en del af ESF-foranstaltningerne kunne forvaltes af de regionale og lokale aktører. Det ville bidrage til at nå målsætningerne for denne artikel;

2.12

bifalder, at Kommissionen siger, at arbejdsmarkedets parter skal inddrages og høres om programmeringen, gennemførelsen og overvågningen af ESF-støtten på det mest hensigtsmæssige plan. Udvalget bemærker imidlertid, at forordningsforslaget ikke er tilstrækkeligt konkret, og opfordrer derfor til, at artikel 5 forbedres på det punkt. Udvalget anbefaler, at Kommissionen præciserer, hvilke typer organisationer der tænkes på i denne sammenhæng, f.eks. arbejdstager- og arbejdsgiver organisationer, samt hvad der er høringens mest hensigtsmæssige plan og omfang. I praksis kan en manglende konkretisering gøre denne artikel virkningsløs, og Regionsudvalget giver derfor udtryk for sin bekymring i den henseende. Regionsudvalget ønsker at minde om, at Kommissionen den 19. december 2003 offentliggjorde en meddelelse om »Dialog med regional- og lokalstyresammenslutningerne om udformningen af EU's politik«, hvis overordnede mål var at oplyse de decentrale myndigheder om deres muligheder for gennem deres respektive organisationer at få indflydelse på og bidrage til gennemførelsen af EU's politikker;

2.13

ser positivt på, at Kommissionen specielt i dette forordningsforslag har medtaget nogle horisontale aspekter vedrørende ligestilling mellem kønnene. Medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne skal sørge for, at de operationelle programmer indeholder en beskrivelse af, hvordan ligestilling mellem mænd og kvinder fremmes ved programmeringen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen. Regionsudvalget vurderer, at de regionale og lokale myndigheder kan bidrage med deres erfaring på dette område i lyset af de erfaringer, der blev indhøstet i programperioden 2000-2006, og anbefaler derfor, at de nævnes i artikel 6;

2.14

mener, at de ESF-støttede aktiviteter bør spille en aktiv rolle i gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/73 af 23. september 2002 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår. Regionsudvalget hilser det velkomment, at ligestilling indgår i det kommende Progress-programs aktionsområde;

2.15

anbefaler Kommissionen at præcisere betydningen af ordet »beskrivelse« i forordningsforslagets artikel 6, da det ville være en god idé, hvis forordningen ikke alene indeholdt en beskrivelse af, hvordan ligestillingen af mænd og kvinder fremmes, men også retningslinjerne for, hvordan ligestilling gennemføres korrekt. Regionsudvalget anbefaler derfor, at indholdet af denne artikel uddybes;

2.16

udtrykker bekymring over, at det regionale og lokale plan overhovedet ikke nævnes, da man på dette plan lettere kan afdække de behov for innovation, der omtales i artikel 7. Et specifikt kendskab til udgangssituationen fremmer forsknings- og innovationsaktiviteterne. De lokale myndigheder kan i kraft af deres lokalkendskab indkredse de nyskabende aktiviteter og fremme dem med alle midler, og kan dermed bane vejen for en yderligere udvikling af effektive forsknings- og innovationsaktiviteter på regionalt og nationalt plan;

2.17

bemærker med bekymring, at de »nyskabende aktioner« er forsvundet, eftersom de har tjent til at gennemføre pilotprojekter af stor interesse for og indvirkning på arbejdsmarkedet, beskæftigelsen og erhvervsuddannelserne. Regionsudvalget mener, at det ville være hensigtsmæssigt at videreføre et innovationsinstrument, som ikke »udvandes« i de generelle ESF-foranstaltninger, men som bevarer et vist præg af en samlet aktion med EU's støtte og på EU's initiativ. Dette ville gøre det muligt at eksperimentere med nye fremgangsmåder vedrørende beskæftigelse, arbejdstagere, mænd og kvinder, social integration og regionale forskelle;

2.18

bifalder, at forordningsforslagets har en artikel (artikel 8), der specifikt handler om tværnationalt samarbejde, hvilket er en implicit anerkendelse af det regionale aspekt. Regionsudvalget anbefaler, at de decentrale samarbejdsforanstaltninger fremmer etablering og styrkelse af bynet og udbredelse af interkommunale og regionale samarbejdserfaringer — som understreget af udvalgets udtalelse om Kommissionens tredje rapport om den økonomiske og sociale samhørighed, der blev vedtaget på den 55. plenarforsamling den 16. juni 2004;

2.19

udtrykker bekymring over, at det regionale og lokale plan overhovedet ikke nævnes i artikel 8 om tværnationalt samarbejde, ikke mindst hvis man tænker på de erfaringer, der er indhøstet i den indeværende programperiode inden for EU's Interreg-initiativ, som regionerne selv har forvaltet via selvstændige forvaltningsmyndigheder uden forbindelse til de nationale myndigheder. Udvalget anbefaler en konkretisering af artiklen med en præcisering af betingelserne for intervention, finansieringen af disse aktioner og de regionale og lokale myndigheders særlige rolle;

2.20

bifalder, at Kommissionen i forordningsforslaget har medtaget en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at Kommissionen fremmer udveksling af erfaringer, bevidstgørelsesaktiviteter, seminarer og netværksarbejde for derigennem at fastlægge og udbrede gensidig dygtiggørelse med henblik på at forstærke ESF's bidrag til virkeliggørelsen af EU's mål om beskæftigelse og social integration. Regionsudvalget beklager, at forordningsforslaget ikke mere præcist beskriver finansieringen af den tekniske bistand og koordineringen med den pakke af programmer, som vil blive udviklet i den kommende programperiode. Udvalget anmoder derfor om en større konkretisering af denne artikel;

2.21

bifalder, at Kommissionen har medtaget en artikel om de årlige og endelige rapporter, der konkret beskriver, hvad de skal indeholde. Regionsudvalget mener, at disse rapporter ligeledes bør nævne, hvordan arbejdsmarkedets parter, repræsentanterne for de decentrale myndigheder og ngo'erne inddrages og høres;

2.22

udtrykker bekymring over den usikkerhed, der hersker om nogle af punkterne i artiklen om støtteberettigelse. Artiklen introducerer begrebet »indirekte omkostninger« ved en foranstaltning. Som indirekte omkostninger kan maksimalt anmeldes 20 % af de direkte omkostninger ved en foranstaltning, men størrelsen afhænger af nogle ikke nærmere definerede forhold. Regionsudvalget anbefaler, at hele denne artikel formuleres mere klart i den endelige udgave, da manglende præcision omkring denne slags spørgsmål vanskeliggør forvaltningen og skaber unødvendige udgifter, hvilket er i modstrid med princippet om god finansforvaltning, som Kommissionen hele tiden fremhæver betydningen af.

5.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/53

1.1

Hvidbogen, som følger efter en bred offentlig debat, hvortil Regionsudvalget i nært samarbejde med de lokale myndigheder har ydet et stort bidrag, redegør detaljeret for hovedlinierne i Kommissionens indsats indtil 2006.

1.2

mener, at hvidbogen er en anledning til at fortsætte debatten om de strategier, forslag og mål, som den indeholder. Myndighederne, herunder først og fremmest de regionale og lokale, samt interessegrupperne, bør især bidrage til:

1.3

mener, at hvidbogen udmærker sig på følgende punkter:

1.4

understreger, at forsyningspligtydelser indgår i det system af værdier, som EU og medlemsstaterne er baseret på, og som er kendetegnet ved, at økonomiske og sociale fremskridt går hånd i hånd i en social markedsøkonomi, hvor borgerne inddrages mest muligt i EU's økonomi og samfund;

1.5

påpeger, at forsyningspligtydelserne bidrager til økonomisk, social og territorial samhørighed, solidaritet og et tilhørsforhold til samfundet, borgernes almene interesse og en bæredygtig udvikling, som også er i de kommende generationers interesse;

1.6

værdsætter, at Kommissionen definerer forsyningspligtydelsernes rolle på europæisk plan. Dermed bygges der på grundlag af traktaterne og Domstolens retspraksis en bro mellem den nuværende situation, som fokuserer på konkurrencepolitikken, og det nye scenarie, som forfatningstraktaten åbner op for;

1.7

udtrykker tilfredshed med anerkendelsen af subsidiaritetsprincippet, som leder frem til anerkendelsen af, at »det hovedsagelig [er] op til de relevante nationale, regionale og lokale myndigheder at definere, tilrettelægge, finansiere og overvåge forsyningspligtydelserne«. Regionsudvalget peger også på de nationale, regionale og lokale myndigheders mulighed for at udvikle og gennemføre ordninger, som skal fremme borgernes mulighed for selv at afgøre, hvem der skal levere den individuelle tjeneste;

1.8

glæder sig over, at Kommissionen ser positivt på ændringen af den nuværende artikel 16 i EF-traktaten (herefter III-122) i den nye forfatningstraktat vedrørende fastlæggelse af en europæisk lov ved fælles beslutningstagning, som »inden for EU's kompetenceområde« vil skabe et klart retsgrundlag for Fællesskabets indsats på forsyningspligtområdet. Modstanden mod indførelsen af en generel lovramme berettiger ikke til, at den nuværende situation får lov til at køre videre, således at det er Domstolen, der skaber reglerne i stedet for at anvende dem. Det anføres i hvidbogen, at spørgsmålet om fastlæggelse af rammelov vil blive taget op, når forfatningstraktaten er trådt i kraft. Kommissionen forpligter sig til at fremlægge en rapport med en vurdering af situationen og eventuelle forslag;

1.9

understreger, at der er bred enighed om behovet for at gøre EU's rolle klarere og mere gennemsigtig uden at tilføje nye beføjelser. Denne indfaldsvinkel synes at få opbakning i hvidbogen gennem anerkendelsen af medlemsstaternes og de lokale myndigheders beføjelser på området for forsyningspligtydelser, som omfatter retten til at vælge retlig form og offentlig- eller privatretlige status for virksomheder, der tildeles forsyningspligtydelser.

1.10

er af den overbevisning, at adgang for alle til forsyningspligtydelser af høj kvalitet til priser, der er beregnet på grundlag af produktions- og leveringsomkostningerne, er et afgørende element i den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i hele EU, og at regionerne og de lokale myndigheder udgør det myndighedsniveau, som er bedst placeret til at bedømme borgernes behov og definere de rammer, de anser for mest egnede til levering af forsyningspligtydelser i deres område;

1.11

understreger derfor, at opfyldelsen af målet om territorial samhørighed også forudsætter udvikling af lokale offentlige tjenesteydelser og af store net af fælleseuropæiske tjenesteydelser. Strukturfondene, som er et uundværligt instrument i den europæiske samhørighedspolitik, bør reformeres med henblik på fremme af forsyningspligtydelser set i lyset af samhørighedsmålene og med særlig vægt på grænseoverskridende samarbejde og fremme af forsyningspligtydelser i de central- og østeuropæiske lande.

1.12

understreger den svære afvejning mellem principperne for det indre marked og forsyningspligtydelser;

1.13

anser det derfor af central betydning, at der er sikkerhed for finansieringen på lang sigt af investeringerne og forpligtelserne til offentlig tjeneste, for at kunne garantere alle adgang til forsyningspligtydelser af kvalitet overalt i EU;

1.14

bemærker, at grønbogen fremhæver de positive aspekter ved de sektorielle liberaliseringspolitikker, men at den ikke lægger tilstrækkelig vægt på at opnå den rette balance mellem forsyningspligtydelser og fri og retfærdig konkurrence;

1.15

glæder sig over, at Kommissionen med denne hvidbog klart anerkender problemerne med at forene reglerne for det indre marked og konkurrencen på den ene side og forsyningspligtydelserne på den anden, skønt der stadig er ubalance mellem hensynet til den almene interesse og konkurrencereglerne;

1.16

gentager, at anvendelse af en udbudsprocedure til valget af den virksomhed, som pålægges forsyningspligtydelser, kun udgør en mulighed, men ikke en forpligtelse for at opfylde betingelserne for lovlig statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste; mener på baggrund af nylig retspraksis, som i høj grad begrænser begrebet en offentlig myndigheds direkte forvaltning af offentlige tjenester, at Kommissionen bør foreslå at ændre lovgivningen om offentlige købsaftaler, så der udformes en definition af direkte forvaltning, som svarer til de faktiske forhold omkring lokal autonomi;

1.17

er enigt med Kommissionen i, at målene for opbygningen af det indre åbne marked og udviklingen af forsyningspligtydelserne er forenelige, men finder en nærmere præcisering af begrebet »påvirkning af samhandelen« nødvendig, da dette begreb på grundlag af EF-traktatens artikel 12 og 81-89 danner rammen for anvendelsen af konkurrencereglerne på forsyningspligtydelser. På det nuværende stadium har EF-Domstolen anlagt en så bred fortolkning af den potentielle påvirkning af den interne EF-samhandel, at selv virksomheder med offentlige opgaver på et nøje afgrænset lokalt niveau må forventes at falde ind under bestemmelserne i artikel 87, stk. 1;

1.18

opfordrer derfor Kommissionen til hurtigt at forberede et forslag til rammelovgivning baseret på forfatningstraktaten, som gør det muligt at fastlægge nogle fælles positive principper, såsom: