23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/1

1.1

I konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon i 2000 og det europæiske charter for små virksomheder fremhævedes betydningen af iværksætteraktiviteter for bæredygtig udvikling i Europa samt behovet for at skabe et politisk miljø, der var fremmende for iværksætterkultur.

1.2

Formanden for Kommissionen, Romano Prodi, bebudede efterfølgende på Det Europæiske Råds forårsmøde i Barcelona i 2002, at Kommissionen ville fremlægge en grønbog om iværksætterkultur inden Det Europæiske Råds forårsmøde i 2003. Kommissionen offentliggjorde grønbogen i januar 2003, hvilket førte til en omfattende og åben høring af de berørte parter de efterfølgende måneder. Kommissionen blev på forårsmødet i 2003 opfordret til at fremlægge en handlingsplan for iværksætterkultur på forårsmødet i 2004.

1.3

EØSU's udtalelse om grønbogen blev vedtaget på plenarforsamlingen i september 2003 (1).

1.4

Kommissionen vedtog derpå sin handlingsplan med den europæiske dagsorden for iværksætterkultur i februar 2004 (2).

2.1

Som det var tilfældet med EØSU's forudgående udtalelse om grønbogen om iværksætterkultur i Europa er formålet med denne udtalelse at bidrage til forståelsen og stimuleringen af iværksætterkulturen, hvilket er en løbende proces. Dette vil ske gennem en række generelle bemærkninger og en mere dybtgående analyse af handlingsplanen. EØSU vil dernæst fremsætte en række konstruktive forslag til, hvordan handlingsplanen kan udmøntes i realistiske og konkrete tiltag, som vil komme nuværende og fremtidige generationer af europæiske iværksættere til gavn.

3.1

I grønbogen om iværksætterkultur i Europa blev der givet udtryk for en klar anerkendelse af de problemer og omfanget af de udfordringer, der knytter sig til styrkelsen af iværksætterkultur i EU. EØSU bifaldt dette i sin udtalelse og roste Kommissionen for grønbogen og den derpå følgende åbne og omfattende høringsproces.

3.2

Handlingsplanen bygger videre på grønbogen og undersøger nærmere, hvilke typer udfordringer EU står over for på iværksætterområdet. Handlingsplanens mål er med rette ambitiøse, men ledsaget af uklare målsætninger. Samlet set virker dokumentet vagt og konservativt. Handlingsplanen rummer ikke meget af den kreativitet, der refereres til i grønbogen og den offentlige høring, og holder sig ofte til at anføre eksisterende initiativer i stedet. Der foreslås få gennemførelsesmekanismer, anvises ingen konkret fordeling af ansvaret for gennemførelse og fastlægges ingen overvågnings- og evalueringsprocedurer.

3.3

En af de vigtige konklusioner, der blev draget under udarbejdelsen af grønbogen og den efterfølgende høring, var, at en lang række politikområder indvirker på iværksætterne, hvorfor der kræves en horisontal tilgang til at tackle de pågældende udfordringer. Intet i Kommissionens meddelelse giver de berørte parter anledning til at tro, at handlingsplanen har modtaget andet end symbolsk støtte fra Kommissionens tjenestegrene, bortset fra GD for Erhvervspolitik og medlemsstaternes administrationer. Uden reel støtte vil handlingsplanen have begrænset effekt.

3.4

Kommissionen modtog 250 svar på høringen. Kommissionen skal roses for at have sikret gennemsigtighed ved at offentliggøre alle de indsendte bidrag på sin webside. Ikke desto mindre indeholder handlingsplanen yderst få konkrete henvisninger til de indsendte kommentarer, og det står uklart for læseren, hvordan høringssvarene er blevet analyseret og inddraget. I betragtning af høringens omfang og den interesse, der udvistes i hele EU, ville det være beklageligt, hvis svarene ikke blev gennemgået nøje. I det omfang de er medtaget, bør det fremgå tydeligt at handlingsplanen.

3.5

Kommissionen burde i handlingsplanen have taget højde for SMV'ernes vidt forskellige karakteristika og indset, at denne mangfoldighed forudsætter målrettede frem for generelle tiltag. Bl.a. Kommissionens nylige meddelelse om »fremme af andelsselskaber i Europa« (3) anerkender vigtigheden af at fremme andelsselskaber i Europa. En tilsvarende henvisning til den specifikke rolle, som virksomheder inden for den sociale økonomi spiller, burde være medtaget i handlingsplanen (4). Derudover er der betydelig forskel mellem selvstændige iværksætteres og registrerede selskabers behov (5). Handlingsplanen burde tage behørigt hensyn til sådanne særlige virksomhedsformer og erkende nødvendigheden af en målrettet politisk tilgang til virksomheder med særlige behov og karakteristika såsom innovative nye virksomheder eller etablerede virksomheder, der beskæftiger sig med mere konventionelle aktiviteter.

3.6

EØSU finder det også vigtigt at fremme iværksætterånden i den offentlige sektor. Det er forståeligt, at handlingsplanen fokuserer på iværksættervirksomhed i form af etablering, drift og udvikling af en virksomhed, men der bør også lægges vægt på behovet for at stimulere iværksætterholdningen i den offentlige forvaltning.

3.7.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg henstillede i sin udtalelse om grønbogen, »at handlingsplanen deler sit indhold op i to særskilte områder:

3.7.2

EØSU tilslutter sig generelt de fem strategiske politikområder, men er bekymret over, at der ikke er skitseret konkrete foranstaltninger inden for de enkelte områder. Derudover er EØSU af den opfattelse, at ovennævnte tostrengede tilgang ville have været mere kohærent end den noget vilkårlige inddeling i fem strategiske politikområder. Disse fem politikområder stemmer ikke umiddelbart overens og synes at overlappe hinanden. De omfatter fire store udfordringer og ét specifikt punkt (lette finansieringsmulighederne).

3.7.3

For at sikre sammenhæng vil de særlige bemærkninger til handlingsplanen, som følger i næste afsnit, ikke desto mindre være inddelt i de samme fem områder.

3.7.4

Kommissionens meddelelse lægger efter EØSU's mening op til en bred dagsorden. Det næste skridt bør være at udvikle specifikke foranstaltninger og politikker, overvågnings- og kontrolmekanismer såvel som indekstal og data, der kan fremme iværksætterkultur.

4.1

EØSU tager en række konkrete prioriteringer under hver enkelt af de fem strategiske prioriterede indsatsområder til efterretning.

4.1.1.1

Dette bør være et langsigtet mål, som involverer adskillige organer på flere forskellige niveauer. GD for Erhvervspolitik har brug for støtte fra GD for Uddannelse og Kultur såvel som nationale og subnationale agenturer, der bidrager til udformning og gennemførelse af uddannelsespolitikken.

4.1.1.2

Som påpeget i grønbogen er der mange årsager til, at folk bliver iværksættere, bl.a. økonomisk vinding, uafhængighed og jobtilfredsstillelse Uanset hvad årsagen er, er det vigtigt, at potentielle og eksisterende iværksættere er bevidste om det sociale ansvar, der følger med at drive virksomhed.

4.1.1.3

EØSU bifalder handlingsplanens henstillinger vedrørende unge, men gør samtidig opmærksom på befolkningens aldring i Europa. Det ville være under al kritik ikke at skabe et miljø, der giver ældre, som har muligheden for det (kvalifikationer, ledelsesevner, kapital osv.), en chance til at etablere og drive en virksomhed.

4.1.1.4

EØSU bifalder ligeledes, at der i handlingsplanen lægges vægt på at tilfredsstille de specifikke krav, som kvindelige iværksættere stiller. Kvinder, der ønsker at starte og videreudvikle en virksomhed, står over for særlige praktiske, økonomiske og kulturelle udfordringer, der varierer betydeligt mellem de enkelte medlemsstater. De officielle myndigheder vil bedre kunne forstå og tackle disse udfordringer ved at inddrage både succesrige kvindelige iværksættere og kvindelige iværksættere, hvis iværksætterprojekt er slået fejl, i beslutningsprocessen.

4.1.1.5

Der har i flere medlemsstater længe været tradition for iværksætterprogrammer i skolen. Der er ingen grund til at genopfinde hjulet, og handlingsplanen bør være baseret på analyse, erfaringsudveksling og tilskyndelse til anvendelse af god praksis. Kommissionen koordinerede i 1990'erne adskillige værdifulde BEST-projekter på dette område. Resultaterne og henstillingerne har vist sig at være guld værd i udformningen af politiske foranstaltninger inden for rammerne af handlingsplanen.

4.1.1.6

Mekanismer til fremme af yderligere inddragelse af erhvervsorganisationer i skoleprojekter bør indbygges i Kommissionens nye flerårige program for SMV'er for 2006-2010.

4.1.1.7

At fremme iværksætterkultur i Europa er dog ikke blot et spørgsmål om at uddanne fremtidige iværksættere. Handlingsplanen vil falde på stengrund, hvis EU ikke samtidig fremmer et gunstigt miljø for potentielle iværksættere. Dette forudsætter en bevidstgørelse af langt flere aktører i erhvervslivet – den offentlige og den private sektor og samfundet som helhed – så de forstår og bakker op om iværksætterinitiativerne. Ansatte i den offentlige sektor, der stræber efter at udføre deres opgaver effektivt, såvel som virksomhedsdrivende bør således være drevet af iværksætterånden.

4.1.1.8

Man bør efter EØSU's mening gennem politiske foranstaltninger stræbe efter at afdramatisere iværksættervirksomhed ved at begrænse de formodede og faktiske hindringer mellem iværksættere og resten af samfundet. Nutidens arbejdsmønstre gør det muligt for folk at afprøve forskellige måder at indgå i erhvervslivet på og for at gå fra at være lønmodtager til selvstændig eller arbejdsgiver og tilbage igen uden større problemer. Iværksætterkultur bør derfor betragtes af langt flere som enten en langsigtet eller kortsigtet mulighed. Dette vil have den fordel, at det ud over at tilskynde folk til at betragte selvstændig virksomhed som et positivt alternativ også vil fremme en positiv holdning til iværksættere blandt en lang række relevante interessenter. Ved udviklingen af et sådant miljø er det vigtigt, at de bureaukratiske procedurer for registrering og framelding af en virksomhed minimeres. Dette er særlig vigtigt i flere af de nye medlemsstater, hvor omklassificering fra selvstændig til lønmodtager opfattes som forbundet med unødigt administrativt besvær, og vejen til registrering er belagt med bureaukratiske hindringer.

4.1.1.9

Myndighederne og andre interessenter bør samtidig sikre, at der ikke hermed åbnes op for misbrug. Det er vigtigt at finde en balance, hvorved ansatte – eller arbejdsløse – ikke lokkes eller tvinges til at blive selvstændige mod deres overbevisning, og hvor mindre samvittighedsfulde arbejdsgivere ikke kan svigte deres ansvar over for de ansatte (7).

4.1.2.1

Handlingsplanen behandler det centrale emne om en retfærdig balance mellem risiko og belønning tilfredsstillende.

4.1.2.2

EØSU ser frem til Kommissionens kommende meddelelse om overdragelse af virksomheder. Meddelelsen forventes at tage udgangspunkt i den værdifulde BEST-rapport fra maj 2002 og forfølge målet om at øge bevidstheden blandt tjenestemænd fra medlemsstaterne såvel som i finanssektoren om, hvad der præcist står på spil på dette afgørende politikområde. Der skal findes en løsning på adskillige konkrete problemer for at lette adgangen til virksomhedsoverdragelser og sikre de bedste muligheder for at undgå, at virksomheder lukker. Navnlig skattesystem, arveafgift, arvelovgivning og selskabsret er alle med til at modvirke overdragelsen af virksomheder og bør derfor tages op til revision.

4.1.2.3

Det understreges i handlingsplanen med rette, at det, at en virksomhed én gang er slået fejl, ofte er en afgørende hindring for øget iværksættervirksomhed. Dette kan delvis undgås gennem vellykkede strategier, der skal fremme samfundets forståelse for iværksætterkultur. Der bør dog fokuseres mere på holdningen i penge- og finansieringsinstitutter, som bør være mere fleksible i deres behandling af iværksættere, der har måttet lukke deres virksomhed. EØSU anbefaler, at Kommissionen stiller materiale til rådighed for penge- og finansinstitutterne, der beviser, at iværksættere med tidligere (vellykkede eller mislykkede) erfaringer har størst chance for at klare sig i nye projekter.

4.1.2.4

Det er i den forbindelse vigtigt at sikre, at »ærlige« konkurser på den ene side får mulighed for at starte op igen, mens ulovlig praksis forbydes. Konkursretten bør således være mindre kritisk og mere gennemsigtig.

4.1.2.5

EØSU efterlyser fortsat en uddybning af de planlagte specifikke foranstaltninger, men bifalder dog, at det i handlingsplanen forudses, at Kommissionen og medlemsstaterne arbejder videre med de sociale sikringsordninger for iværksættere.

4.1.3.1

Undersøgelser viser, at der er behov for uddannelse og støttetjenester for selvstændige, navnlig inden for marketing. Der er desuden sket betydelige fremskridt inden for overførsel af viden til SMV'er gennem arbejdsformidlinger og styrkede forbindelser mellem forskningsinstitutter og SMV-samfundet. Vejledningsordninger, hvor nye virksomheder/iværksættere kan lære fra de erfarne kolleger, bør udbygges og understøttes yderligere

4.1.4.1

EØSU bifalder forslaget om at anspore medlemsstaterne til at udveksle eksempler på god praksis og udarbejde en handlingsplan om elektroniske udbud.

4.1.4.2

Udvalget anbefaler dog en mere helhedspræget strategi for finansiering, der er med til at:

4.1.5.1

EØSU fremhævede i sin udtalelse om grønbogen, at de politiske muligheder for at støtte mindre virksomheder burde »indarbejdes horisontalt i alle relevante politiske områder (beskæftigelse, beskatning, miljø, uddannelse osv.) og vertikalt på alle politiske planer« (10). Trods den ganske lovende pakke »Bedre lovgivning« fra juni 2002 har flere af Kommissionens tjenestegrene fortsat ikke evalueret konsekvenserne af de forskellige lovforslag for SMV'er, eller andre berørte parter for den sags skyld, tilstrækkeligt. EØSU tilslutter sig af den grund de seneste krav om en næstformand for Kommissionen, som skal have et mere direkte ansvar for overvågning af lovgivningsreformen.

4.1.5.2

Der er mere generelt fortsat en betydelig mulighed for at forbedre procedurerne for konsekvensanalyse af EU-lovgivning, ikke blot i Kommissionen, men også i Europa-Parlamentet og Rådet.

4.1.5.3

EØSU beklager, at der ikke længere lægges vægt på princippet om at »tænke småt først« (»think small first«), ifølge hvilket enhver bestemmelse eller lovgivning skal udformes under hensyntagen til små virksomheders særlige kendetegn og behov. Det er særlig vigtigt, at virkningerne af al ny og eksisterende lovgivning på erhvervslivet vurderes, med særlig fokus på små virksomheder og mikrovirksomheder. Hvis princippet efterleves i alle led i EU's beslutningsproces, vil der være tale om institutionernes største enkeltbidrag til større iværksættervirksomhed.

4.1.5.4

Den nylige tiltrædelse af 10 nye medlemsstater har forøget antallet af SMV'er betydeligt. Mange af de nye SMV'er har imidlertid svært ved at leve op til kravene i den eksisterende EU-lovgivning og kan næppe beskæftige sig med overvågning af eventuelle nye lovforslag. Kommissionen er derfor nødt til at støtte sig til en række isolerede initiativer og derigennem gøre en aktiv indsats for at høre SMV'erne. Hvad endnu vigtigere er: Kommissionen er også nødt til at vise, at den lægger vægt på den feedback, den får, hvis man skal undgå en fremmedgørelse og en kulturkløft mellem EU-institutioner og –politikker på den ene side og små virksomheder på den anden.

4.1.5.5

EØSU understreger vigtigheden af en effektiv dialog mellem Kommissionen og SMV-repræsentanter. Det bør indgå som en naturlig del i alle Kommissionens høringsprocedurer, at SMV'erne høres gennem deres repræsentative organisationer. For at gøre dette lettere og sikre, at alle Kommissionens tjenestegrene har fingeren på pulsen i SMV-samfundet, foreslår EØSU, at der med udgangspunkt i SMV-repræsentantens rolle udnævnes en kommissær med ansvar for SMV'er i den nye Kommission. En af dennes centrale opgaver bør være at overvåge Kommissionens anvendelse af princippet om at »tænke småt først«.

4.1.5.6

Der bør finde en tilsvarende dialog sted med arbejdsmarkedets parter, der beskæftiger sig med mange spørgsmål af afgørende betydning for fremtidige og eksisterende iværksættere. EØSU henstiller, at den sociale dialog tages op til revision – navnlig på EU-plan, men i enkelte tilfælde også på nationalt plan – så det kan afgøres, hvordan der formelt kan sikres en mere proportionel inddragelse af det stadig større og mere forskelligartede SMV-samfund.

4.1.5.7

EØSU bifalder udviklingen af et redskab, hvormed støtte, som kun i ringe omfang vil indvirke på konkurrencen, kan udpeges, og tænker i den forbindelse særlig på statsstøttereglerne. Det er f.eks. vigtigt, at statsstøtte ikke hindrer små virksomheder i at udtænke og gennemføre nye måder at lukke eventuelle finansieringsgab på.

5.1

EØSU efterlyser følgende proceduremæssige specifikationer og/eller forbedringer:

5.1.1

Sammenhængende erhvervspolitiske fremgangsmåder: Kommissionens GD for Erhvervspolitik bør tydeligvis spille en central rolle i overvågningen af udviklingen. Handlingsplanen berører alle områder inden for Kommissionens erhvervspolitik, og dette bør som anbefalet i EØSU's udtalelse om grønbogen (11) fremgå af de enkelte politiske initiativer, som tages i generaldirektoratet. Især det flerårige program for SMV'er (2006-2010) bør afstemmes efter handlingsplanen for en iværksætterkultur og tilsvarende være et middel, hvormed en række af handlingsplanens prioriteringer kan imødekommes.

5.1.2

Evaluering: trods en række nylige forbedringer har erhvervslivet ikke været tilfreds med den metode, der er anvendt til at vurdere det europæiske charter for små virksomheder. Metoden giver på nuværende tidspunkt offentlige tjenestemænd på såvel EU- som nationalt plan mulighed for at fungere som både »dommer og jury«. Det er vigtigt, at repræsentanter for erhvervslivet i højere grad inddrages i evalueringen af handlingsplanen.

5.1.3

Der bør tilvejebringes et sæt rammer for fremtidige efterfølgende evalueringer for at muliggøre løbende forbedringer. Kommissionen, medlemsstaterne og anerkendte repræsentanter for de europæiske og nationale erhvervsliv bør inddrages.

5.1.4

Hensigtsmæssige indikatorer for måling af resultater er et afgørende redskab til at opstille og kortlægge mål for øget iværksætterkultur. Dette blev anbefalet i EØSU's tidligere udtalelse (12) og understreget i Rådets (konkurrenceevne) konklusioner af 20. februar. Sådanne oplysninger vil også muliggøre komparative undersøgelser af de enkelte medlemsstaters politikker og iværksætterklima.

5.1.5

Klart fastlagte tidsrammer: konklusionerne af Rådet (konkurrenceevne) afholdt den 20. februar henstiller til Kommissionen at opstille en mere ambitiøs tidsplan. Af hensyn til effektiviteten bør tidsplanen indeholde en række klare mål. EØSU har erfaret, at Kommissionen siden offentliggørelsen af handlingsplanen har opstillet mere præcise mål og tidsplaner for specifikke foranstaltninger i en række arbejdsblade. Ud fra samme tankegang som i forbindelse med høringen opfordrer EØSU Kommissionen til at gøre opmærksom på disse arbejdsblade og gøre dem tilgængelige for interesserede parter.

5.1.6

Overvågning af udviklingen og uddelegering af ansvar: Kommissionen hverken kan eller bør gennemføre mange af de påkrævede foranstaltninger, men bør i stedet nøje overvåge fremskridtene med gennemførelsen af handlingsplanen. Der er derfor vigtigt, at ansvaret for gennemførelse af de forskellige foranstaltninger samtidig uddelegeres til det relevante myndighedsniveau, og at alle berørte parter gøres bekendt med og tilslutter sig tidsplanen. Dette forudsætter en samordnet inddragelse af de forskellige aktører, og EØSU anbefaler følgende initiativer for at sikre deres opbakning i det videre arbejde.

5.1.7

For at øge Kommissionens engagement i overvågningsprocessen bør der nedsættes en form for overvågningsudvalg for handlingsplanen inden for den nye kommissionsstruktur efter november 2004. Udvalget ville skulle bestå af repræsentanter for alle de generaldirektorater, der fremsætter lovforslag med henblik på erhvervslivet, såvel som de generaldirektorater, der skal føre tilsyn med gennemførelsen af EU-programmer, der ligger til grund for handlingsplanen.

5.1.8

Nedsættelsen af en arbejdsgruppe bestående af tjenestemænd fra medlemsstaterne vil øge deres engagement i overvågningsprocessen. Arbejdsgruppen bør mødes regelmæssigt for at drøfte specifikke aspekter af handlingsplanens henstillinger, gøre status over processen og indkredse problemer.

5.1.9

Det er af altafgørende betydning, at erhvervslivet inddrages nøje i gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af handlingsplanen. Der skal hermed forstås erhvervslivet i sin bredeste betydning, hvilket indbefatter virksomheder i alle former og størrelser og rækker lige fra selvstændige til multinationale selskaber og fra andelsselskaber til aktieselskaber. Hvis der ikke opnås et sådant bredt samarbejde, risikerer erhvervslivet at blive koblet af den løbende proces, hvilket i sidste ende vil begrænse handlingsplanens effekt. EØSU anbefaler derfor en systematisk høring af erhvervslivet under hele processen gennem anerkendte repræsentanter på EU-plan og i medlemsstaterne.

5.1.10

Som reaktionerne på grønbogen illustrerede, er der et betydeligt antal aktører ud over SMV'erne, der interesserer sig for iværksætterkultur. Eksempelvis erkender fagforeninger generelt, at erhvervspolitik er en vigtig faktor. Alle parter, der måtte være interesserede, bør have mulighed for at bidrage til gennemførelsen af handlingsplanen.

5.1.11

Generelt opfordrer EØSU Kommissionen til at bestræbe sig på at fastholde fokus på handlingsplanen blandt såvel politiske beslutningstagere som i EU som helhed. Løbende pr-aktiviteter og bevidstgørelseskampagner, der er knyttet til specifikke målsætninger i den overordnede handlingsplan, vil bidrage til at bevare flere aktørers dynamik og engagement, hvilket er forudsætningen for, at dette yderst vigtige initiativ lykkes.

6.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder Kommissionens handlingsplan og roser på ny GD for Erhvervspolitik for dets indsats, siden arbejdet blev indledt i begyndelsen af 2002. EØSU erkender, at mange af de påkrævede foranstaltninger skal træffes af politiske beslutningstagere uden for GD for Erhvervspolitik.

6.2

Handlingsplanen er blot starten på en løbende, langsigtet proces. Denne proces vil kun lykkes, hvis den horisontalt griber ind i en lang række politiske områder og vertikalt inddrager beslutningstagere på alle politiske niveauer. Handlingsplanen og andre dermed forbundne initiativer, som Kommissionen måtte fremlægge, bør udløse en positiv reaktion hos disse beslutningstagere. EØSU slår derfor særlig til lyd for, at andre af Kommissionens generaldirektorater såvel som medlemsstaternes myndigheder går ind og spiller en aktiv rolle.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/7

1.1

Som led i sit engagement i turistsektoren vedtog EØSU på plenum den 29. oktober 2003 sin udtalelse om »En socialt bæredygtig turisme for alle«.

1.1.1

Denne udtalelse blev senere præsenteret på Det Europæiske Forum for Turisme 2003 som et bidrag til en forbedring af turismen generelt og tilgængelig turisme i særdeleshed, som led i Det Europæiske Handicapår.

1.2

Udtalelsen opstillede en generel ramme for analyser, principper og forslag med henblik på at definere fremtiden for turistsektoren i dens mange og forskellige afskygninger. Der blev konkret udvalgt ti vigtige aspekter, hvor der for hvert aspekt blev foreslået ti initiativer, således at der i alt var tale om hundrede initiativer, der hver især og samlet har som mål at skabe en bæredygtig og tilgængelig turisme for det 21. århundrede.

1.3

Med disse mål som referenceramme ønsker EØSU i en ny udtalelse om »Turismepolitikken og samarbejdet mellem den offentlige og private sektor «at fastlægge, hvilke aktiviteter og foranstaltninger der er nødvendige for at gøre målene mulige og realisere dem i praksis. Endvidere ser udtalelsen nærmere på de personer, sektorer, organisationer, organer og institutioner, der er ansvarlige for at gennemføre dem, såvel inden for rammerne af deres egne og særlige ansvarsområder og beføjelser som i samarbejde med de øvrige aktører.

1.4

Formålet med denne udtalelse er at analysere og foreslå metoder for samarbejde mellem den offentlige og private sektor, især mellem offentlige forvaltninger og private virksomheder og deres arbejdsgiverorganisationer. Den ser også på spørgsmål, der er relevante for andre aktører i turistsektoren: arbejdstagere og fagforeninger, forbrugerorganisationer osv. I sidste instans drejer det sig om at ansvarliggøre alle aktører inden for deres kompetenceområde og samtidig finde frem til mekanismer og instrumenter, som kan gøre det muligt at koordinere dette arbejde med det arbejde, de øvrige aktører inden for turistpolitik og –forvaltning gennemfører for at forbedre sektorens konkurrenceevne og bæredygtighed.

1.5

Selv om turismens udvikling og betydning varierer meget i de forskellige europæiske lande, er det vigtigt at nævne, at samarbejdet mellem den offentlige og private sektor overalt har vist sig at være en god måde at forbedre turismens kvalitet, bæredygtighed og konkurrenceevne på.

1.6

Den offentlige høring, der blev afholdt i Sevilla (Spanien) den 15. april 2004, viste klart, at der er mange positive eksempler på offentligt-privat samarbejde, og at det er nødvendigt at fortsætte ad denne vej for at opnå bedre kvalitet, bæredygtighed og konkurrenceevne i turistsektoren. Disse mål må gives endnu større prioritet i et udvidet Europa, hvor turisme helt sikkert kommer til at spille en vigtig rolle.

2.1

Det er ikke formålet med denne udtalelse at give en nøjagtig definition af den offentlige og den private sektor, men gennem eksempler og for at centrere analysen mener vi, at vi bør give en enkel oversigt over begge sektorer for således at redegøre for deres holdning til samarbejde i turistsektoren.

2.2

Den offentlige sektor består af forskellige forvaltningsniveauer (et lokalt, regionalt, statsligt og internationalt niveau) samt af organer og institutioner, som hovedsagelig er afhængige af disse niveauer, og som finansieres enten over skatten eller gennem servicegebyrer. Der er derfor tale om en bred vifte af institutioner, f.eks. uddannelses- og fremmeorganer, herunder nogle i form af private eller blandede selskaber, men med nøje definerede kompetenceområder. Deres rolle i samfundet er nøje reguleret, og i sidste instans er deres mål at fremme almenvellet. Der skal her henvises til den erfaring, der er indhøstet af offentlige virksomheder, som optræder på markedet, eksempelvis »paradores« i Spanien og »pousadas« i Portugal. Den offentlige sektor leverer generelt nogle grundlæggende tjenesteydelser, hvorudfra virksomhederne skal udvikle sig.

2.2.1

I særdeleshed bør nævnes de organer, der er ansvarlige for turistinformation og -fremme, hvor det er afgørende at samarbejde om at definere mål og iværksætte fælles foranstaltninger.

2.2.2

Hvad den offentlige sektor angår, kan de forskellige typer offentligt-privat samarbejde sikre nye former for finansiering af aktiviteter især inden for turistfremme, etablering af infrastrukturer, kvalitetsforbedring osv.

2.3

Den private sektor består af en række forskellige selskabsformer, kooperativer eller individuelle foretagender, men også i høj grad af arbejdsmarkedets parter, fagforeninger og erhvervs- og borgerorganisationer som forbrugere og parter med en direkte interesse i samfundets vel. Deres interesser og mål er grundlæggende personlige og individuelle, men de har også sociale mål, i og med at deres aktiviteter direkte og indirekte indvirker på samfundet som helhed, som de således er ansvarlige over for, såvel for hvad de gør som for hvad de undlader at gøre.

2.3.1

Det er værd at understrege, at disse mange forskellige virksomheder ligeledes kan inddeles efter størrelse: store virksomheder, mikrovirksomheder, små- og mellemstore virksomheder (SMV'er). Størrelse forekommer at være relevant, når samarbejdets omfang skal defineres, og der er en tendens til, at SMV'erne er mest interesserede i at samarbejde, måske fordi de er mere afhængige og derfor har brug for mere støtte til at nå deres mål. En anden relevant faktor kan være omfanget af deres aktiviteter, idet lokale eller regionale virksomheder er mere parate til at samarbejde end de store multinationale, der ofte er mindre fleksible som følge af deres centraliserede struktur og ensartede managementsystemer, og som har flere forskellige interesser fordelt over forskellige turiststeder eller -destinationer.

2.3.2

De økonomiske og sociale aktører kan inddeles efter de grupper, de repræsenterer, dvs. arbejdsgivere eller arbejdstagere. Det er klart, at deres organisationer er yderst vigtige, når det drejer sig om at oprette offentlige-private partnerskaber; selv om de varetager interesser, der grundlæggende er private, ligger deres kollektive interesser meget tæt op ad den offentlige sektors og er derfor nemmere at koordinere. Deres repræsentanters professionalisme kan og bør være en nøglefaktor i en succesfuld oprettelse af et partnerskab.

2.3.3

Den såkaldte sociale sektor består af en lang række private organisationer og sammenslutninger af forskellig art, der ligesom de sociale og økonomiske aktører som mål har at forsvare private og kollektive interesser. Der er tale om forbrugerorganisationer, miljøgrupper, beboerforeninger osv. De er normalt gode partnere i de samarbejdsprojekter, der iværksættes i turistsektoren, og er undertiden i stand til at mobilisere de øvrige aktører.

2.3.4

Selv om det strengt taget ikke er målet med denne udtalelse, skal det nævnes, at det er muligt og ønskeligt med andre former for samarbejde mellem på den ene side offentlige institutioner på forskellige niveauer og på den anden side forskellige typer virksomheder. Et sådant samarbejde kan være vertikalt eller horisontalt.

3.1

Den nuværende vifte af mulige relationer mellem den offentlige og private sektor omfatter fire brede alternative scenarier, som kun vanskeligt kan optræde i deres rene form, men som angiver de forskellige tendenser i praksis:

3.1.1

Konkurrence. I dette scenario er der tale om konfrontationsbaserede relationer mellem den offentlige og den private sektor, hvor den ene part opfatter eller mener at opfatte den anden part som modstander af eller hindring for sine mål og interesser. Den private sektor er ofte af den opfattelse, at den offentlige sektor lægger hindringer i vejen for dens mål om rentabilitet ved ikke at tilvejebringe de infrastrukturer, der er nødvendige, for at den kan udvikle sine aktiviteter på passende vis, eller fordi de offentlige tjenester for turister eller turistindustrien er begrænsede eller af dårlig kvalitet. I andre tilfælde opfatter virksomhederne de offentlige institutioner udelukkende som skatteopkrævere, der henter mere og mere hjem hos en sektor, hvor priskonkurrencen er stor, og som medvirker til at forvride konkurrencen over for andre lande, regioner eller lokaliteter med forskellige skatteordninger. Det er grunden til, at virksomhederne kræver en harmonisering af skatter og afgifter såsom momsen på turisttjenesteydelser. I sidste instans mener de, at de bliver nødt til at bekæmpe den offentlige sektor, som snarere mindsker end fremmer sektorens konkurrenceevne.

3.1.1.1

I denne situation med potentielt antagonistiske relationer mellem den offentlige og den private sektor kan de offentlige myndigheder opfatte turistsektoren som en kilde til problemer og forhindringer og forvanskning af deres offentlige målsætninger for social velfærd, bevarelse af naturressourcerne og orientering mod bæredygtighed, social samhørighed og virksomheders ansvar over for lokalbefolkningen.

3.1.1.2

Gennem medierne bliver samfundet i større eller mindre omfang opmærksomt på den spænding og de interne eller eksterne konfrontationer, som disse relationer skaber, og der opstår et klima præget af konfrontation og gensidige beskyldninger, som hverken hjælper den private eller den offentlige sektor med at nå sine mål.

3.1.1.3

Dette scenario er naturligvis ikke det mest hensigtsmæssige til at opnå en social, økonomisk, miljømæssigt bæredygtig og konkurrencedygtig udvikling af turismen, hverken for forbrugerne, lokalbefolkningen eller virksomhederne, som forsøger at anvende turismens potentiale til at skabe og fordele velstand.

3.1.2

Sameksistens. I dette scenario tolererer de offentlige organer og de private virksomheder hinanden og arbejder hver for sig for at nå deres respektive mål, respekterer hinandens kompetenceområder, opfylder deres juridiske og sociale forpligtelser samt respekterer de rettigheder, de øvrige aktører i turistsektoren har. Det er et scenario baseret på gensidig tolerance, som nok er at foretrække frem for det foregående scenario, men som helt klart ikke er tilstrækkeligt til at udvikle den bæredygtige turisme, som vi finder passende for det 21. århundrede. Det er et meget almindeligt scenario på steder, hvor turisme ikke er hovedaktiviteten, men hvor den supplerer indtægterne fra andre aktiviteter, eller i landsbyer og byer med erhvervsspredning, hvor turisme kun tegner sig for en begrænset andel af den lokale erhvervsaktivitet.

3.1.3

Koordinering. Dette scenario er karakteriseret ved en vis koordinering af de politikker, strategier og foranstaltninger, som de forskellige offentlige og private aktører i turistsektoren opererer med. Selv om hver enkelt har sine egne mål, er der en forståelse af, at sammenhæng og gensidig information gør det muligt at opnå bedre resultater i arbejdet med at nå de respektive mål og således er til gavn for samfundet. Hovedinstrumentet i dette scenario er information og kommunikation, både om den førte politik og de konkrete foranstaltninger, mellem de forskellige aktører i turistsektoren. Kommunikationen kan foregå gennem fælles aktiviteter såsom arbejdsgrupper, fora, informationsmøder osv. Dette kræver en højere grad af offentligt-privat samarbejde, og fremmer efter vor mening målet om en økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig turisme. Dette scenario finder man ofte i typiske turistsituationer eller steder, hvor turismen udvikler sig på passende vis, og hvor de offentlige og private aktører er klare over turismens betydning for deres lokalsamfund.

3.1.4

Samarbejde. I dette scenario har de offentlige eller private aktører deres egne mål, men de forfølger ligeledes fælles mål for såvel iværksatte foranstaltninger som strategier og endda den førte politik. Dette kræver overensstemmelse mht. mål og et meget udviklet syn på turisme, hvilket ikke er nemt at realisere, idet der til enhver tid må anvendes økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige kriterier, både på kort, mellemlangt og langt sigt. Det er efter vor mening det bedste scenario, som det nye koncept for bæredygtig turisme må bevæge sig henimod, hvis turismen skal overleve som en industri, der skaber økonomiske, sociale og miljømæssige fordele.

3.1.4.1

Dette samarbejde kan baseres på forskellige instrumenter: blandede virksomheder, fonde, blandede institutioner, råd, partnerskaber osv. Men i de enkelt tilfælde er udveksling af erfaringer og knowhow samt langsigtede investeringsprojekter væsentlige aspekter af samarbejds- og optimeringsindsatsen. Det er vigtigt at bemærke, at dette samarbejde er mest effektivt på lokalt plan, hvor offentlige og private interesser er mest konkret og direkte sammenfaldende. Det er her, der kan skabes det rigtige miljø, for at turismen kan blive drivkraften i lokaludviklingen, med skabelse af kvalitetsbetonede og socialt bæredygtige arbejdspladser.

3.1.4.2

Denne type samarbejde forekommer hyppigst, når den offentlige og den private sektor går sammen om at skabe turistprodukter. Der er eksempler på meget succesfulde produkter, som er blevet skabt gennem et sådant samarbejde.

3.2

Det fremgår af en analyse af den nuværende situation, at alle fire beskrevne scenarier forekommer i det virkelige liv, nogle gange i ren form, men oftere kombineret, hvilket skaber en række mellemliggende og forskellige situationer. Samarbejde er et muligt og ønskeligt mål for den europæiske og den globale turistindustri, da det forbedrer dens konkurrenceevne og bæredygtighed. Samtidig er det nødvendigt at anerkende og fremme de former for god praksis, som er ved at gøre sig gældende i Europa og i hele verden, heraf nogle på den offentlige sektors initiativ, mens mange andre er udviklet og fremmet af den private sektor.

3.3

Når der er tale om turistdestinationer eller -aktiviteter, hvor et offentligt-privat samarbejde er grundlaget for kvalitetsforbedring, udviklingsplanlægning, imødegåelse af krisesituationer og i mange andre tilfælde, kan det generelt siges, at foranstaltningernes effektivitet og rentabilitet øges væsentligt gennem stedets eller aktivitetens konkurrencedygtighed.

3.3.1

Er der derimod tale om konfrontation, manglende koordinering og ren og skær uvidenhed, hvilket undertiden kan forekomme bevidst eller ubevidst, vil dette blot forværre problemerne, forsinke løsninger og mindske konkurrenceevnen og rentabiliteten.

3.3.2

Forskellige undersøgelser har vist og bekræftet, at turister opfatter kvaliteten af de ydelser, de modtager under en rejse eller ferie, som værende 50 % afhængige af de ydelser, som de offentlige organer leverer, og 50 % af de ydelser, den private sektor, hovedsagelig virksomhederne, leverer gennem deres ansatte. Den måde, hvorpå turister opfatter forskellige kvalitetsindikatorer og disses betydning for deres samlede opfattelse af et produkts kvalitet fremgår f.eks. af forskellige undersøgelser foretaget af Calvia kommune og andre kommuner i Spanien som led i »Planes de Excelencia Turística«.

3.4

Det er opmuntrende at konstatere, at tendensen går i retning af samarbejde og ikke antagonisme, som måske var mere almindelig i turistindustriens tidlige år, i perioder med kraftig vækst, hvor udviklingen af de bedste steder på kysten eller på landet ikke kendte til begrænsninger. Der var perioder, hvor jagten på kortsigtet profit dækkede over andre aspekter af bæredygtighed, som heller ikke den offentlige sektor var i stand til at tage hensyn til, indarbejde i sin strategi og udvikle i samarbejde med den private sektor.

3.4.1

Samfundet er nu blevet mere bevidst om de langsigtede faktorer og begrænsninger, især mht. bevarelse af naturressourcerne, og turismeformerne er i dag i meget bedre overensstemmelse med de kollektive mål end førhen.

4.1

Generelt kan det siges, at de grundlæggende mål for enhver samarbejdsproces må være at fremme og integrere de mål, som indgår i de enkelte parters kompetenceområde, i deres strategier og planlægning af aktiviteter, som er deres eksistensgrundlag i samfundet nu og fremover. Hver part må komme med sine egne mål, såvel individuelle som kollektive, og sikre, at de integreres i de øvrige aktørers mål.

4.2

Der kan sondres mellem forskellige typer mål for samarbejde på turistområdet.

4.2.1

Sektorbestemte mål. Som allerede nævnt en del gange og på forskellige måder er turistindustrien en sektor af strategisk betydning for gennemførelsen af mange af de målsætninger, der udgør kernen i EU, dets politik og vilje til at skabe et bedre Europa i dag og for de kommende generationer.

4.2.1.1

På grund af turismeudviklingens direkte indvirkning på de økonomiske, sociale og miljømæssige betingelser i det berørte område kan og bør den være et af de foretrukne midler til at forbedre EU-borgernes livskvalitet. For at udnytte og realisere dette potentiale på længere sigt skal turismen imidlertid opfylde visse krav om bæredygtighed, som alle de berørte aktører (offentlige og private institutioner, virksomheder og brugere) skal overholde. Det grundlæggende mål for offentligt-privat samarbejde kan og må være at sikre turistsektorens overlevelse og konkurrenceevne på langt sigt.

4.2.1.2

Det bør i særdeleshed nævnes, at offentligt-privat samarbejde har vist sig meget effektivt til at løse situationer med tilbagegang eller endda kriser inden for turismen på de klassiske destinationer, som risikerer at miste deres velstandsskabende potentiale. Den nødvendige fælles indsats, som omfatter alle aktører, øger de trufne foranstaltningers effektivitet og synlighed.

4.2.1.3

Endvidere er det klart, at i krisesituationer som 11. september i New York og for ganske nylig 11. marts i Madrid er det nødvendigt at appellere til alle aktive og beslutningstagende offentlige og private aktører om at gå sammen om at afbøde de negative konsekvenser af sådanne tragedier for turismen.

4.2.1.4

Et område, hvor alliancer og offentlig-private samarbejdsformer i det sektorbestemte miljø kan vise sig at være effektive, er transportsektoren, hvor den massive stigning i antallet af lavprisflyselskaber har mindsket transportomkostningerne generelt. Offentlige-private alliancer må sikre vilkårene for tjenesteydelsens kvalitet og for beskæftigelsen og sikkerheden inden for denne sektor.

4.2.1.5

Uddannelse af de ansatte i en sektor er et klart mål for enhver menneskelig aktivitet og er endnu vigtigere inden for turisme, hvis klare og væsentlige komponent er menneskelige relationer. Et offentligt-privat samarbejde på dette område er af stor betydning, da begge sektorer har en interesse i at forbedre de ansattes uddannelse og professionalisme.

4.2.2

Sociale mål. Man kan ikke opstille mål for et offentligt-privat samarbejde uden at tage hensyn til de sociale mål, som bør indgå i enhver menneskelig aktivitet. Mere specifikt er lokal udvikling og skabelse af arbejdspladser grundlaget for målene for turisme og følgelig for samarbejdet i turistsektoren.

4.2.2.1

Da turisme er kernen i en økonomisk aktivitet, som går ud på at levere personlige tjenesteydelser, kan der med enhver ny turistaktivitet skabes nye arbejdspladser, men kvalitetspræget og bæredygtig turisme er kun mulig med arbejdspladser af god kvalitet.

4.2.2.2

Forbedring af de sociale vilkår i de lokalsamfund, som besøges af turister, må helt sikkert være et af målene for et effektivt samarbejde mellem den offentlige og den private sektor. Adskillige europæiske regioner vil blive berørt af og må tilpasse sig til de seneste og kommende ændringer af den fælles landbrugspolitik. Bondegårdsferie bør måske fremmes som en måde at kombinere traditionel landsbrugsaktivitet med en ny aktivitet – turisme – som kan øge rentabiliteten. Man bør også overveje at fremme turisme som en potentielt ny aktivitet i områder med industriel omstrukturering, minedrift eller lignende aktiviteter. EØSU bør udarbejde en initiativudtalelse, som ser på og konkret udvikler dette alternativ for de berørte regioner.

4.2.2.3

Bevarelse af den kulturelle, arkæologiske og arkitektoniske arv er muligvis et af de sociale mål, som bedst kan varetages af et offentligt-privat samarbejde. Dette er tilfældet med netværket af »paradores« i Spanien og »pousadas« i Portugal, som man kan takke for, at en lang række monumenter er blevet restaureret og åbnet for offentligheden, og samtidige er der helt sikkert skabt velstand i det pågældende område. Dette er en måde at bevare offentlige goder på offentlige hænder på og samtidig sikre, at de værdsættes og nydes. Det samme gælder for naturområder, som mange små og mellemstore virksomheder ser som en forretningsmulighed. Sådanne foranstaltninger behøver imidlertid ikke nødvendigvis udelukkende at gennemføres af offentlige virksomheder; der er mange eksempler på paladser og monumenter, som er blevet restaureret af private, og som nu er rentable takket være turismen. Et af eksemplerne herpå sås under det besøg, der blev arrangeret i forbindelse med høringen i Sevilla. De nye lande i EU har alle en ekstraordinær kulturarv, der bør restaureres. Dette er en ny og spændende lejlighed til at fremme turismen og samtidig beskytte kulturarven. Det offentligt-private samarbejde har i alle sine former en meget vigtig rolle at spille i opfyldelsen af dette mål.

4.2.2.4

Et offentligt-privat samarbejde inden for andre sektorer kan ligeledes være til gavn for turismen. Eksempelvis, og set i lyset af gastronomiens betydning som en kulturel og turistmæssig arv og rigdom, vil fremme af offentligt-privat samarbejde om forbedring af udviklingen inden for fødevarekvalitet og oprindelsesbetegnelser virke ind på turistudbuddet fremover.

4.2.2.5

Et positivt skridt kunne være udbredt anvendelse af Turismens Etiske Kodeks, som Verdensorganisationen for Turisme vedtog for nogle år siden, da dette ville understrege behovet for et offentligt-privat samarbejde.

4.2.3

Økonomiske mål. Alle er enige om, at den økonomiske faktor er afgørende på turistområdet. Som allerede anført, har turistindustrien vist sig at være en afgørende beskæftigelses- og velstandsskabende faktor i stort set hele verden, specielt i Europa, herunder i landene omkring Middelhavet. Målene om bæredygtighed, og hvad der har med denne faktor at gøre, kræver en langsigtet og ikke blot en mellem- eller kortsigtet strategisk planlægning. Det betyder, at turismeprodukterne skal udtænkes med sigte på konkurrenceevne nu og fremover, og de skal være rentable på kort, mellemlangt og langt sigt og kunne skabe fast beskæftigelse af god kvalitet året rundt på kort, mellemlangt og langt sigt. De fælles mål for et effektivt samarbejde vil således være at sikre og bevare konkurrenceevnen og den økonomiske rentabilitet i turistsektoren.

4.2.3.1

Informations- og kommunikationsteknologierne (IKT) er et andet felt under turismens økonomiske mål, hvor et samarbejde er nødvendigt, hvis vi skal opfylde målene for både turistdestinationerne, der normalt repræsenteres af den offentlige sektor, og for den økonomiske aktivitet, der går ud på at sælge turisttjenesteydelser, og som normalt varetages af virksomhederne. Turistinformation, som er tilgængelig for alle, herunder randregionerne, er nødvendig, hvis sektoren skal blive konkurrencedygtig.

4.2.3.2

Hvad de økonomiske mål for samarbejde angår, må man huske, at den offentlige sektors intervention er vigtig for at undgå illoyal konkurrence, ensartetgøre konkurrenceaspekter, f.eks. beskatningsordninger, der kan være med til at gøre markedet uigennemsigtigt.

4.2.4

Miljømål. Turismen er en industri, muligvis den eneste, der er kendetegnet ved, at dens vigtigste produkt er den turistmæssige tiltrækningskraft, som består af en række elementer, hvor iblandt opfattelsen af naturen, de forskellige omgivelser og landskaber, biodiversiteten, og i sidste ende respekten for miljøet spiller en afgørende rolle for kvaliteten og tilpasningen af det produkt, som brugerne, dvs. turisterne, ønsker. Det er så absolut muligt og ønskeligt, at både de offentlige og de private aktører som mål for samarbejdet sætter sig at opretholde disse vilkår, der kan sikre, at naturressourcerne er bæredygtige og anvendes rationelt og bæredygtigt, så det bliver muligt for dem at give et afkast.

4.2.4.1

Miljøbeskyttelse er et af de områder, hvor et offentligt-privat samarbejde kan være et instrument til at nå målet om miljøkvalitet. Nylige begivenheder såsom Prestige-katastrofen har understreget behovet for at gribe forebyggende ind over for miljøet i såvel den private som den offentlige sektor.

4.3

Endelig må de mulige mål for et passende offentligt-privat samarbejde altid være i overensstemmelse med princippet om bæredygtighed, som på den ene side omfatter de tre dimensioner, økonomi, samfund og natur, og på den anden side de tre tidshorisonter, kort, mellemlangt og langt sigt. Endvidere er deltagelse af alle aktører i turistsektoren et væsentligt og integrerende led i disse mål. Det er en bæredygtig udviklingspolitik og –indsats, som danner grundlaget for samarbejde.

5.1

Der findes en række principper, som bør styre samarbejdsrelationerne mellem den offentlige og den private sektor på turistområdet.

5.1.1

Kompetenceområde. For at etablere et solidt og varigt partnerskab skal de forskellige involverede aktører naturligvis selvstændigt kunne forfølge deres mål, som de indbyrdes har enedes om. Deres beføjelser må derfor være anerkendt, enten i form af et udtrykkeligt juridisk mandat, delegering af beføjelser eller blot en formel eller uformel repræsentation.

5.1.2

Medansvar. De forskellige aktører skal være enten direkte eller indirekte berørt eller involveret i den situation, der danner grundlag for partnerskabet.

5.1.3

Frivillighed. Kun dem, der frit vælger at være aktive deltagere i et partnerskab, er underkastet dets betingelser.

5.1.4

Demokrati. Reglerne for beslutningstagning og repræsentation skal være meget klare og i overensstemmelse med principperne om deltagelsesdemokrati.

5.2

For at nå de opstillede mål skal de operationelle kriterier for partnerskaberne omfatte følgende:

5.2.1

Konkrete mål, dvs. eksplicitte, specifikke og om muligt økonomisk kvantificerbare og tidsmæssigt fastsatte mål, som man har enedes om.

5.2.2

Relevans. Målene skal være vigtige for alle involverede aktører, enten direkte eller indirekte.

5.2.3

Resultatovervågning. Det er vigtigt, at aktørerne klart kan se resultaterne af deres deltagelse i et partnerskab, da de ellers vil miste interessen og trække sig ud.

5.2.4

Proportionalitet. Det er vigtigt, at inddragelsen af aktører står i forhold til udfordringernes omfang.

6.1

En beskrivelse af instrumenter og sammenslutningsformer kræver først og fremmest, at man finder frem til det ideelle samarbejdsniveau, dvs. det niveau, hvor et samarbejde giver mening. Det betyder, at man skal analysere og definere den kontekst, hvor problemet optræder, og hvor der kan findes en løsning, og hvor den ekspertise, alle aktørerne har, kan udnyttes. Konteksten vil således være lokal, hvis problemet er rent lokalt, og hvis der lokalt er den kompetence til stede, som gør det muligt at anvende løsningerne. Det samme gælder for det regionale og statslige niveau.

6.2

Et andet væsentligt træk er bred inddragelse. Det er vigtigt, at alle aktører kan bidrage med noget til løsningen, enten med instrumenter, information eller koordinering af aktiviteter.

6.3

Konkret kan partnerskaber antage følgende former:

6.3.1

Uformel: Aktørerne opretter uformelt en arbejdsgruppe, et forum eller lignende uden nogen juridisk personlighed. Beslutninger træffes med simpelt flertal, men er ikke bindende og indebærer ingen forpligtelser for de involverede, bortset fra dem, der indgås frivilligt.

6.3.2

Formel: Der kan her være tale om fonde, offentlige organer, blandede virksomheder, sammenslutninger osv. De er underlagt vedtægter, som fastlægger betingelserne for aftaler og deres gennemførelse.

6.3.3

Samarbejdsånden hos de økonomiske og sociale aktører, når det drejer sig om at fastsætte stabile arbejdsforhold, baseret på rettigheder og udvikling af kollektive overenskomstforhandlinger har en positiv indvirkning på konkurrenceevnen, rentabiliteten, stabiliteten og den sociale og økonomiske effektivitet inden for turisme. Det samme gælder for den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter med deltagelse af offentlige institutioner og administrationer, når de spørgsmål, der tages op, kræver trepartsforhandlinger.

7.1

I en globaliseret verden som vores kan økonomisk aktivitet ikke foregå isoleret; dette princip gælder også for byer, og i dette tilfælde for turistdestinationer og -operatører. Ifølge eksperter på dette område vil den nye globale økonomi geografisk set være baseret på bynetværk for at lette koordineringen. I første fase konkurrerer turistdestinationerne ganske vist om at fremskaffe finansiering, øge salgstallene og styrke deres internationale profil – kort sagt om at være bedre, mere konkurrencedygtige og vokse hurtigere. Men i anden fase tenderer de mod at blive opmærksomme på behovet for at knytte an til andre destinationer og gennemføre fælles fremstød og lobbyvirksomhed over for de nationale regeringer og/eller internationale organisationer.

7.2

Det anses for nødvendigt med stadig mere erfaringsudveksling mellem turistdestinationerne rundt om i verden, hvis der skal arbejdes hen imod fælles mål om bæredygtighed og konkurrenceevne. Dette har en række positive aspekter, hvoraf de vigtigste måske er evnen til at forebygge strategiske fejl og inddrage de bedste instrumenter for bæredygtig forvaltning. Netværkene er en supplerende og alternativ måde at repræsentere byer, virksomheder eller institutioner på. Informations- og kommunikationsteknologierne styrker disse netværk, da de giver deres medlemmer mulighed for at få en uformel, umiddelbar og værdifuld kontaktflade.

7.3

Oprettelse af netværk er ikke altid uden problemer og negative aspekter: undertiden optræder der interessekonflikter, som vanskeliggør samarbejdet, og andre gange er det de stærkeste medlemmer af netværket, der høster de fleste fordele ved det.

7.4

For både virksomheder og byer er oprettelse af netværk, et effektivt instrument til formidling og udveksling af information, så de kan blive mere konkurrencedygtige og stå stærkere over for de offentlige myndigheder.

7.5

En række konkrete turistprojekter er netværksbaserede. Et eksempel er EU's Urban-program, som tager sigte på at oprette bynetværk, der skal arbejde med mange aspekter af økonomien, samfundet og urbaniseringen. Dette omfatter undertiden fremme af udveksling af erfaringer med bæredygtig turisme.

8.1

Forskellige positive erfaringer med offentligt-privat samarbejde blev analyseret under den offentlige høring i Sevilla den 15. april 2004. Især skal følgende nævnes:

8.1.1

Turisme de Barcelona: Dette foretagende blev oprettet i 1993 af Barcelonas handelskammer, byråd og Fundación Barcelona Promoció med det sigte at promovere byen Barcelona som en turistdestination. I de forløbne 10 år har Turisme de Barcelona bidraget til at forbedre både byens image og turistfaciliteter. Denne positive udvikling afspejles i stigningen udbuddet og efterspørgslen, den forbedrede hotelbelægning og andre indikatorer. Men det vigtigste aspekt er måske at bidraget fra de institutionelle budgetbevillinger i løbet af disse 10 år er faldet fra 70 % til 20 % af det samlede budget, idet den resterende indkomst genereres internt af Turisme de Barcelona's egen aktivitet inden for værelsesformidling til turister. En række forskellige vellykkede turistprodukter fortjener særlig opmærksomhed: Barcelona Bus Turistic, Barcelona Card, Barcelona Pass og lignende produkter samt programmer som Barcelona Convention Bureau, Barcelona Shopping Line osv. Disse produkters succes kan helt sikkert tilskrives det snævre samarbejde og den forståelse, der er mellem turisterhvervet og de offentlige institutioner, der arbejder sammen om at forbedre turistfaciliteterne i Barcelona.

8.1.2

Institut for Kvalitetsturisme i Spanien (ICTE): ICTE går tilbage til begyndelsen af 90'erne, hvor der blev skabt forskellige instrumenter med sigte på at forbedre kvaliteten. I 2000 oprettedes Institut for Kvalitetsturisme i Spanien som svar på, at nye turistdestinationer i Middelhavet, Caraibien og andre steder var begyndt at true den spanske turistindustris førende stilling. Der blev valgt en strategi med fokus på overordnet kvalitet, som bygger på behovet for at inddrage alle turistaktører i dets arbejde. I alle instituttets foranstaltninger inddrager de aktører, der er knyttet til den specifikke undersektor: hotel- og restaurationsbranchen, rejsebureauer, transport, landturisme, golfklubber, kursteder, kommuner og provinser. I dag deltager over 250 arbejdsgiversammenslutninger, statsadministrationen, de autonome regioner og byråd, over 3 000 turistvirksomheder, som får teknisk bistand, og 463 virksomheder og organer med et kvalitetsturisme-certifikat i det integrerede system for kvalitetsturistdestinationer i Spanien. Ligesom det er tilfældet med Barcelona er ICTE et positivt eksempel på offentligt-privat samarbejde som et middel til at forbedre den overordnede kvalitet, der er et afgørende element i turismen.

8.1.3

Andre erfaringer, der blev redegjort for på høringen i Sevilla: Andalusiens model for offentligt-privat samarbejde, som allerede har eksisteret i tyve år, og som har ført til underskrivelsen af fem samarbejdsaftaler, der dækker alle erhvervssektorer, herunder turistsektoren. Denne model er baseret på et samarbejde mellem den autonome regions offentlige forvaltning, arbejdsgiversammenslutningen i Andalusien og områdets hovedfagforeninger, arbejdstagerorganisationen (U.G.T) og de kommunistiske fagforeninger, »Comisiones Obreras« (CC.OO) og har skabt den tillid og stabilitet, der er nødvendig for turistaktiviteterne.

8.2

Som et eksempel på lokal politik ser EØSU positivt på, at Sevillas borgmester under høringen i Sevilla om samarbejde mellem den offentlige og private sektor på ny opfordrede de økonomiske og sociale aktører og turistsektoren generelt til at udarbejde en pagt for at sikre, at alle aktører fuldt ud inddrages i skitseringen, udarbejdelsen, gennemførelsen og evalueringen af turistpolitikken på deres særlige område. Et sådant initiativ kunne sammen med andre allerede igangsatte initiativer være en referenceramme for de store byer og andre lokaliteter af enhver størrelse, når der er tale om at fremme samarbejde lokalt.

8.3

Der findes ligeledes flere vellykkede forsøg på samarbejde på socialturismeområdet, som sigter mod at fremme adgangen til ferier og turisme for et bredere udsnit af befolkningen. Det er tilfældet med feriecheckene, som i Frankrig bestyres af det nationale feriecheckagentur (Agence nationale pour les Chèques-Vacances) og i Ungarn af det nationale turistråd. Det er også tilfældet med seniorturismeprogrammerne under det nationale institut for arbejdernes udnyttelse af fritiden (Institutio Nacional para o Aproveitamento do Tempo Livre des Trabalhadores) i Portugal, og fremme af ungdomsherberger i Bruxelles med støtte fra Den Franske Fællesskabskommission, og de offentlige programmer til oprettelse og hjælp til renovering af feriecentre, der er medlemmer af sammenslutninger som f.eks. ungdomsturismecentret, »Centro Turistico Giovanile« (CTG), i Italien.

8.4

Der er helt sikkert mange andre positive eksempler på offentligt-privat samarbejde rundt om i Europa og i verden. Her skal nævnes dem, der er opført i den fortrinlige publikation, som Verdensorganisationen for Turisme og Canadas turistkommission udgav i 2003 med titlen »Samarbejde og partnerskab inden for turisme: et verdensomspændende perspektiv«. Publikationen giver 18 positive eksempler på samarbejde i turistsektoren på verdensplan, der fortjener at blive taget hensyn til, fordi de har betydning for påvisning af god praksis.

9.1

Det udvidede EU frembyder et meget dynamisk miljø på alle områder, og specielt turismeområdet, hvor der sker store omskiftninger, såvel hvad angår udbuds- som efterspørgselsstrukturen. Lissabon-topmødet tog den strategiske udfordring op, som går ud på i løbet af de kommende år at blive verdens mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi, hvis økonomiske udvikling sker på en bæredygtig måde, som skaber flere og bedre job og større social samhørighed. For at nå dette ambitiøse mål anses det for nødvendigt at etablere et bredt samarbejde såvel på det institutionelle plan som inden for den offentlige og private sektor, der er i stand til at samle bred støtte til at klare denne udfordring. Turismen har tidligere bevist, at den som industri skaber beskæftigelse og velstand, og det bør den fortsætte med både i EU-25 og efter den næste udvidelse. Med henblik på at etablere en konkret platform, hvorfra man kan udvikle samarbejdsprincippet på europæisk plan, opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge mulighederne for at skabe et Rådgivende Europæisk Turistråd.

9.2

Et sådant råd kunne omfatte repræsentanter fra EU-institutionerne (Kommissionen, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget), Det Europæiske Ungdomsråd og medlemsstaterne, et lige antal repræsentanter for arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne, såvel som repræsentanter for europæiske forbruger-, miljø-, handicap-, socialturismeorganisationer samt universiteterne og anerkendte eksperter på området.

9.3

Det foreslåede Rådgivende Europæiske Turistråd kunne samle og analysere oplysninger om udviklingen af og fremtidsudsigterne for turismen, foreslå retningslinjer for støtte og samarbejde med Kommissionen, skabe en referenceramme for samarbejde, som kan videreudvikles af de forskellige aktører inden for andre turismerelaterede sektorer i EU, og planlægge indkaldelsen af Det Europæiske Turismeforum samt følge op på dets beslutninger.

9.4

Hvis Kommissionen finder dette forslag hensigtsmæssigt, erklærer EØSU sig villig til at hjælpe til med at få oprettet turistrådet, så det kan være fuldkommen på plads inden Det Europæiske Turismeforum i 2005.

10.1

Vi lever i en globaliseret og samtidig en specialiseret verden, som kræver, at vi konstant omdefinerer de modeller, vore økonomiske og sociale aktiviteter og den fysiske og bymæssige planlægning bygger på. Dette gælder også for turisme, der for alle aktører byder på mange udfordringer mht. kvalitet, bæredygtighed og konkurrenceevne.

10.2

Kun hvis de forskellige offentlige og private aktører indtager en grundlæggende samarbejdsorienteret holdning, vil det efter EØSU's mening være muligt at imødegå de vanskelige udfordringer, der rejser sig for al menneskelig aktivitet, men især for turisme pga. dens strategiske karakter, dens væsentlige opgave, som består i levering af tjenesteydelser, og dens inderste væsen, som er kulturel udveksling.

10.3

Et offentligt-privat samarbejde er et stadig vigtigere aspekt af en positiv indsats inden for turisme. Det bør fremmes på så mange måder som muligt, da det ikke kan undgå at bidrage til at opfylde sektorens mål. Det er alle relevante aktørers ansvar at inddrage dette aspekt i den måde, hvorpå de reagerer på de store forandringer, der for øjeblikket finder sted i verden.

10.4

EØSU ser positivt på Kommissionens initiativ til hvert år at afholde et europæisk turistforum, da dette er en platform, hvor samarbejdsretningslinjer og -kriterier kan blive opstillet på europæisk plan i samråd med sektorens aktører, især de økonomiske og sociale aktører, myndigheder og andre organer. Tanken er, at sådanne retningslinjer og kriterier vil føre til lignende initiativer i de forskellige EU-medlemsstater, regioner og byer og sågar mellem sektorer og regioner.

10.5

EØSU ønsker at bidrage til samarbejdet i turistsektoren ved at fremme møder, dialoger og aftaler med turismens repræsentanter, især de økonomiske og sociale aktører, nationale regionale og lokale forvaltninger samt organer og sammenslutninger involveret i bæredygtig turisme: forbrugere, miljøforkæmpere, den sociale økonomi, handicappede. Det ønsker ligeledes at videreføre samarbejdet med Verdensturistorganisationen og Det Internationale Kontor for Social Turisme (BITS). EØSU gentager sit tilbud om at være mødested for alle, der opfatter turisme som en individuel ret, der ikke blot må betragtes som en industri og økonomisk aktivitet, men også som et element i personlig og menneskelig udvikling og forståelse, tilnærmelse og fred mellem mennesker.

10.6

EØSU vil hvert år erklære sin støtte til den internationale turismedag, som er skabt af Verdensturistorganisationen. I år er EØSU's bidrag til dette arrangement og til Det Europæiske Turismeforum 2004 i Budapest den foreliggende udtalelse, der kan ses som »Sevilla-erklæringen om turismepolitikken og samarbejdet mellem den offentlige og private sektor«.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/15

1.1

Hvert år markedsføres der omkring seksten millioner personbiler og lette lastvogne på det europæiske marked, og i samme tidsrum udrangeres mere end ni millioner, som frembringer godt otte millioner tons affald.

1.2

Håndteringen af denne store affaldsmasse blev før i tiden tacklet meget forskelligt i de europæiske lande og ikke altid med behørig opmærksomhed på materialernes nyttiggørelse og genvindelighed.

1.3

Fra starten af 1990'erne har alle medlemsstaterne imidlertid med stor støtte fra miljøorganisationer fastlagt bestemmelser for behandlingen af udrangerede køretøjer gennem både frivillige aftaler og ad lovgivningens vej. Det har uden tvivl haft gavnlige virkninger for miljøet.

1.4

Senest har Parlamentet og Rådet vedtaget direktiv 2000/53/EF (1) den 18. september 2000. Formålet med direktivet er at harmonisere de forskellige nationale lovgivninger og undgå konkurrenceforvridning og, hvad vigtigere er, reducere disse køretøjers indvirkning på miljøet yderligere. Udover at fastsætte reglerne for indsamling og behandling af udrangerede køretøjer fastsætter direktivet også de mål, som medlemsstaterne skal opnå med hensyn til genbrug og nyttiggørelse af affald. Det er især følgende:

1.5

Det skal bemærkes, at direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer blev vedtaget efter en bred debat og har været genstand for ikke helt ubegrundet kritik, hvilket også kommer til udtryk i den udtalelse (2), EØSU i sin tid afgav. Det bør endvidere anerkendes, at nævnte direktiv – selvom det er svært at anvende – har sat skub i en gunstig udvikling, der som tidligere nævnt allerede var påbegyndt på medlemsstatsniveau, ofte efter aftale med bilproducenterne og aktørerne på ophugnings- og skrotningsområdet.

2.1

Det forslag, som EØSU nu er blevet bedt om at udtale sig om, er nødvendiggjort af artikel 7, stk. 4, i direktivet om udrangerede køretøjer, som allerede omfattede indførelse af typegodkendelsesbestemmelser vedrørende genbrug, genvinding og nyttiggørelse af udrangerede køretøjer.

2.2

Det foreliggende direktivforslag fastslår, at køretøjer i kategorierne M1 og N1 for at blive typegodkendt udformes på en sådan måde, at det er muligt at nå de procentsatser for genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder, som direktivet om udrangerede køretøjer fastlægger.

2.3

Når det foreliggende forslag er vedtaget, vil dets bestemmelser blive integreret i Fællesskabets typegodkendelsessystem og ændre direktiv 70/156/EØF (3), som er selve grundlaget for systemet.

2.4

Der udstedes en fællesskabstypegodkendelse til en køretøjstype, efter at den godkendende myndighed har kontrolleret, at køretøjstypen opfylder alle kravene i alle de gældende særdirektiver, der er opført i bilagene til direktiv 70/156/EØF. Så snart det er vedtaget, vil nærværende direktiv indgå i denne liste, og der vil ikke blive udstedt typegodkendelse til et køretøj, hvis det ikke er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser.

2.5

Forslaget fastlægger den procedure, som fabrikanten skal følge for at få køretøjstypen typegodkendt af den relevante myndighed. Formålet med hele proceduren er at få påvist, at køretøjet er konstrueret og fremstillet, så det opfylder de grænseværdier for genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder, som er fastlagt i direktivet.

2.6

For at opfylde dette mål skal fabrikanten gennem en indledende vurdering beregne genvindingsgrad på særlige beregningsark, som skal valideres af typegodkendelsesmyndigheden. Samtidig skal fabrikanten meddele den godkendende myndighed, hvilken strategi han anbefaler for genbrug og genvinding af den køretøjstype, som han ønsker at få typegodkendt. Det skal ske gennem udarbejdelse af en monteringshåndbog som fastlagt i direktivet om udrangerede køretøjer.

2.7

Da en bil er et meget komplekst produkt, som kan bestå af mere end 10 000 komponenter, er det umuligt at kontrollere alle beregninger i detaljen og for alle køretøjer. Derfor, og kun for så vidt angår typegodkendelse, skal der kun foretages detaljeret kontrol af ét eller nogle ganske få køretøjer, såkaldte referencekøretøjer, som udvælges blandt de typeversioner, som udgør den største udfordring med hensyn til genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder.

2.8

Endvidere indføres der forbud mod genbrug af komponenter, som kan udgøre en risiko for sikkerheden og/eller miljøet. Disse komponenter, som er opstillet på en særlig liste, må ikke benyttes ved fremstilling af nye køretøjer.

2.9

Endelig undtages følgende køretøjer fra bestemmelserne i direktivforslaget: køretøjer til særlig anvendelse (ambulancer, campingbiler, osv.), køretøjer der fremstilles i små serier (højst 500 køretøjer om året i hver medlemsstat), og lette lastvogne, der bygges i flere etaper, hvor fabrikanten i planlægningsfasen ikke kan vide, hvilken karrosseritype der vil blive monteret på chassiset.

3.1

EØSU udtrykker igen anerkendelse af Kommissionens store indsats for at sikre, at behandlingen af dette affald til stadighed forbedres. Den valgte linje fortjener støtte, da den tilstræber at reducere den endelige bortskaffelse af affald så meget som muligt gennem genbrug, genvinding og nyttiggørelse og dermed vende problemet til at blive en miljømæssig og potentielt også økonomisk fordel.

3.2

EØSU anerkender også den afgørende rolle, som bilindustrien har spillet. Den har gjort det muligt at nå de fastsatte mål ved i årevis at have investeret i undersøgelser og forskning med henblik på udvikling af køretøjer, som fremmer muligheden for genvinding uden dermed at give afkald på andre prioriteringer, som kunne have lidt herunder.

3.3

Den positive synergieffekt af Kommissionens initiativ, fabrikanternes engagement og mange regeringers lovgivning har betydet, at kravene i direktivet om udrangerede køretøjer allerede nu er godt på vej til at blive efterlevet. Dette bekræftes også i den nyligt offentliggjorte rapport fra ACEA, som beskriver gennemførelsesstadiet for direktivet i 15 medlemsstater samt i Norge.

4.1

Kommissionens beslutning om at gennemføre kravene i artikel 7, stk. 4, i direktivet om udrangerede køretøjer gennem et ad hoc-direktiv, dvs. det, der er under vurdering, i stedet for at anvende andre mulige foranstaltninger, er korrekt fra et teknisk synspunkt og skal ikke debatteres i denne sammenhæng.

4.2

De foreslåede metoder frembyder imidlertid visse problemer for såvel bilfabrikanterne i form af større omkostninger som for de tekniske tjenester og godkendelsesmyndighederne, som risikerer at stå med uoverskuelige mængder af data, der skal kontrolleres i forslagets bilag II, og hvor nogle data heller ikke er relevante for formålet (f.eks. antal cylindre og cylinderarrangement, slagvolumen).

4.3

For at begrænse disse problemer er der efter EØSU's mening behov for ændringer, der kan gøre processen mere virkningsfuld og effektiv uden at afvige fra forslagets ånd og målsætninger. Følgende artikler bør især revideres:

Artikel 4, punkt (5): Det referencekøretøj, som typegodkendelsestesten skal gennemføres på, defineres som den version af køretøjet, som den godkendende myndighed finder mest problematisk med hensyn til genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder. Hvis man tager alle de karrosseriindretninger, som normalt findes i samme køretøjstype, i betragtning, kan det være svært at identificere referencekøretøjet. For at undgå uoverensstemmelser mellem parterne og spild af dyrebar tid, er det ønskeligt, hvis det udtrykkeligt at angive, at referencekøretøjet udvælges i fællesskab af fabrikanten og den godkendende myndighed som værende det mest problematiske med hensyn til genbrugelighed, genvindelighed og nyttiggørelsesmuligheder.

Artikel 5, stk. 3: Punkt 6.2.2 i begrundelsen, som indleder direktivforslaget, forudser fysisk kontrol af prototyper af det køretøj, som skal typegodkendes, for at kontrollere de oplysninger, der er indsendt af fabrikanten og dennes leverandører, om mærkning, arten af materialer, komponenternes masse, osv. Artikel 5, stk. 3, foreskriver fysisk kontrol af mærkning af komponenter fremstillet af polymerer og elastomerer. I realiteten udføres typegodkendelsesundersøgelsen imidlertid på prototyper, hvis materialer er seriefremstillede og derfor ikke mærkede. Hvis bestemmelsen skal følges bogstaveligt, indebærer det, at prototyper skal fremstilles alene med henblik på gennemførelse af kontrol. Det medfører omkostninger, som skal lægges oven i de i forvejen store omkostninger, som er nødvendige for at opfylde de andre bestemmelser i direktivforslaget. En ikke så dyr løsning, kunne være at ændre artikel 5, stk. 3, så den fastslår, at myndigheden kontrollerer, at fabrikanten har taget skridt til og ansvaret for at sikre, at seriefremstillede komponenter af polymerer og elastomerer mærkes i henhold til kravene. Den fysiske kontrol vil altid kunne gennemføres, inden køretøjerne sendes på markedet, ved at anvende de køretøjer, som er fremstillet under godkendelsesprocessen og anvendt til de forskellige tests (bremser, støj, sikkerhed, osv.) eller - endnu bedre - de køretøjer, som anvendes til kontrol af overensstemmelse.

Artikel 10, stk. 3: Artiklen fastslår, at de foreskrevne foranstaltninger får virkning 36 måneder efter direktivets ikrafttræden, både for køretøjer med ny typegodkendelse (dvs. nye typer) og for nyregistrerede køretøjer (dvs. hele produktionen). Denne frist er i klar modstrid med det, der normalt fastsættes i lignende bestemmelser. For nyregistrerede køretøjer er fristen for at opfylde kravene normalt to til tre år længere end for køretøjer med ny typegodkendelse, så fabrikanterne har mulighed for at tilpasse de køretøjer, som allerede er i produktion, til de nye krav. Én enkelt ikrafttrædelsesdato vil skabe mange vanskeligheder for fabrikanterne både med hensyn til tilpasning af produktet og med hensyn til den tid, det tager at opnå typegodkendelse for alle køretøjsmodeller. Det må heller ikke glemmes, at godkendelsesproceduren ikke kun omfatter fabrikanten, men også de tekniske tjenester og godkendelsesmyndigheden, som også kan have vanskeligt ved at typegodkende så mange forskellige køretøjstyper på kort tid. I lyset af dette men uden at tilslutte sig den holdning, nogle giver udtryk for, nemlig at de køretøjer, som allerede er i produktion, bør undtages fra direktivet, finder EØSU det hensigtsmæssigt, at artikel 10, stk. 3 ændres, således at de nye regler for nyregistrerede køretøjer træder i kraft efter en længere periode (48 eller 60 måneder) i stedet for efter de 36 måneder, som direktivet foreskriver.

Bilag I, punkt 9: Det hedder heri, at fabrikanten med henblik på kontrol af komponenters materialer og masser skal stille repræsentative køretøjer for hver karrosseriart og komponenter beregnet til disse køretøjer til rådighed for den typegodkendende myndighed. Dette krav pålægger både fabrikanter og godkendelsesmyndighed store byrder, uden at det synes at være nødvendigt for en korrekt gennemførelse af godkendelsesproceduren. Det er f.eks. ikke nødvendigt at teste alle karrosserityper (tre døre, fem døre, familiekøretøj, osv.), når det også i dette tilfælde vil være lettere med henblik på typegodkendelse at bruge den version af køretøjet, som frembyder de største problemer med hensyn til genvindelighed.

5.1

EØSU udtrykker fuld anerkendelse af det arbejde, som Kommissionen har udført i disse år, hvor den har bestræbt sig på at sikre en korrekt og intelligent håndtering af det affald, som demontering af køretøjer frembringer.

5.2

Med direktiv 2000/53/EF (direktivet om udrangerede køretøjer) er de regler, som medlemsstaterne allerede var begyndt at fastsætte for indsamling og behandling af udrangerede køretøjer, endelig blevet harmoniseret på europæisk plan. Samme direktiv har endvidere angivet mindstemålene for genbrug og nyttiggørelse af affald og den tilhørende tidsplan.

5.3

EØSU henstiller i denne sammenhæng til medlemsstaterne at opretholde fokus på og kontrol med korrekt håndtering af kasserede komponenter og reservedele af køretøjer, som endnu er i brug (batterier, bildæk, osv.), da de også udgør en potentiel kilde til forurening af miljøet.

5.4

Hvad angår det foreliggende forslag, tilslutter EØSU sig fuldt ud ideen om, at køretøjer for at opnå fællesskabstypegodkendelse designes, så det er muligt at nå de procentsatser for genbrug og nyttiggørelse, som er fastsat i direktivet om udrangerede køretøjer.

5.5

EØSU's betænkeligheder vedrører især det valgte instrument, dvs. vedtagelse af et nyt direktiv, når samme resultat kunne være nået på en enklere og hurtigere måde. Det havde faktisk været tilstrækkeligt, om man i bilag X til direktiv 70/156/EØF, som angiveligt er grundlaget for typegodkendelsessystemet, havde indføjet en »vurdering af fabrikantens formåen« i lighed med kravet om at fastsætte fabrikanternes formåen med hensyn til at fremstille køretøjer, som er identiske med typegodkendte køretøjer.

5.6

Kommissionens beslutning om at anvende et direktiv er imidlertid korrekt fra et teknisk synspunkt og kan ikke anfægtes på dette stadium, selvom det ikke peger i retning af den forenkling af EU-lovgivningen, som stadig oftere efterlyses fra flere sider.

5.7

EØSU håber derfor, at Kommissionen vil tage de foreslåede ændringer til direktivforslaget op til overvejelse. Fordelen ved disse ændringer, som ikke ændrer forslagets ånd og formål, er imidlertid, at de gør hele processen mindre kompleks og byrdefuld for fabrikanterne, de tekniske tjenester og godkendelsesmyndigheden og – sidst, men ikke mindst – for forbrugerne, som ender med at være dem, der skal bære forsinkelser og større omkostninger ved en unødigt kompliceret lovgivning.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/18

1.1

Kommissionens dokument består af to dele: en meddelelse om udvidelse af gyldigheden af det særlige overensstemmelseskriterium for støtte til biograffilm og tv-programmer, som er gyldigt indtil juni 2004, til 30. juni 2007 og en henstilling om filmarv og konkurrenceevnen for relaterede industrielle aktiviteter.

1.2

Henstillingen dækker dels alle aspekter i forbindelse med filmarv, herunder indsamling, katalogisering, oprettelse af databaser, bevaring, restaurering og anvendelse til undervisnings- og forskningsformål og til akademiske og kulturelle formål, dels samarbejde mellem de institutioner, der er ansvarlige på europæisk plan, og betragter pligtdeponering af biograffilm som et instrument til bevarelse og sikring af Europas audiovisuelle kulturarv. EØSU er blevet anmodet om at afgive udtalelse om dette dokument.

1.3

EØSU er kun blevet anmodet om at afgive udtalelse om henstillingen. Hvad angår meddelelsen bifalder EØSU Kommissionens tilgang, som »accepterer, at filmproduktionssektoren er under pres. Den er derfor villig til senest ved næste gennemgang af meddelelsen at overveje højere støttebeløb, under forudsætning af at støtteordningerne er i generel overensstemmelse med lovgivningen i henhold til traktaten og især, at hindringer for den frie bevægelighed for arbejdstagere, varer og tjenesteydelser i EU i denne sektor formindskes.« EØSU vil analysere resultaterne af undersøgelsen af virkningen af de gældende statsstøtteordninger for sektoren for at vurdere deres økonomiske og kulturelle indvirkning og således vurdere, om de aktuelle mekanismer er effektive, eller om der bør findes andre mekanismer og instrumenter.

2.1

EØSU er enigt i, at betingelserne for konkurrenceevnen for disse industrielle aktiviteter i relation til filmarven skal forbedres, især med hensyn til anvendelse af ny teknologi som f.eks. digitalisering, og derfor er det foreslåede retsgrundlag for henstillingen EF-traktatens artikel 157.

2.1.1

EØSU bifalder valget af en henstilling fra Parlamentet og Rådet, da den gør det muligt at nå målsætningen om effektivt samarbejde mellem medlemsstater og udvide den politiske debat om et anliggende, som har så stor kulturel betydning.

2.1.2

EØSU håber endvidere, at Kommissionen foretager en grundig analyse af de informationer, som medlemsstaterne anmodes om hvert andet år vedrørende de foranstaltninger, der er truffet i forbindelse med denne henstilling, og vurderer, hvilke foranstaltninger, herunder juridiske, der bedst kan sikre dette samarbejde og den koordinering, som er nødvendig af hensyn til en effektiv beskyttelse af filmarven og den økonomiske udnyttelse heraf.

2.2

EØSU tilslutter sig princippet om, at den fysiske overførsel af et filmisk værk til arkivering ikke medfører, at ophavsretten og de beslægtede rettigheder overføres. Imidlertid kan medlemsstaterne i henhold til direktiv 2001/29/EF (1) indføre undtagelser eller indskrænkninger i særlige reproduktionshandlinger, som foretages af offentligt tilgængelige biblioteker eller af arkiver, og som ikke har til formål at opnå direkte eller indirekte økonomiske eller kommercielle fordele. EØSU støtter også henstillingen om at tillade reproduktion af filmiske værker med henblik på restaurering af disse (henstillingens punkt 9).

2.3

De juridiske problemer i relation til ophavsret og særlige reproduktionshandlinger, som foretages af offentligt tilgængelige biblioteker eller arkiver, og reproduktion med henblik på restaurering, bør hurtigst muligt tages op og løses. EØSU foreslår, at der gives udtrykkeligt mandat til en gruppe på højt niveau i den henseende, eventuelt ved at foretage de nødvendige tilpasninger i det netværk af eksperter, som allerede er konsulteret.

2.4

EØSU håber, at perioden inden for hvilken deponeringen skal ske, efter at den er gjort tilgængelig for publikum, gøres kortere, og at der også indføres mekanismer til fremme af deponering af biograffilm og audiovisuelle værker, der indgår i den nationale audiovisuelle kulturarv, før pligtdeponeringen indføres i henhold til henstillingen.

2.5

EØSU mener, at biograffilm og audiovisuelle værker samtidig er industrielle og kulturelle produkter, der bør beskyttes som fælles europæisk arv, fremmes som faktor for pluralisme og udnyttes på det økonomiske plan. Derfor er det ønskeligt, at også særlige kategorier af tv-programmer fra de nationale sendestationer bliver underlagt pligtdeponering og ikke frivillig deponering, da de afspejler en kultur i dynamisk udvikling, der har langt større forankring i den sociale og kulturelle virkelighed end en biograffilm. Selvom EØSU er klar over, at sendestationerne ikke har hilst pligtdeponeringen velkommen, opfordrer udvalget Kommissionen til at uddybe dette aspekt med sektorundersøgelser for at vurdere, om ikke i det mindste de socio-kulturelt vigtigste tv-programmer bør underlægges pligtdeponering, da de er en del af den audiovisuelle kulturarv.

2.6

EØSU tilslutter sig konstateringen af, at filmindustrien rummer et stort beskæftigelsespotentiale, også inden for beskyttelse af filmarven, men det gælder i særlig grad den audiovisuelle sektor i bred forstand, som er kendetegnet ved den brede vifte af medie- og transmissionsformer og det store potentiale, som karakteriserer den digitale teknik. EØSU håber derfor, at enhver form for støtte udvides til at omfatte alle audiovisuelle værker og i større grad sigter mod sektorens konkurrenceevne i alle dens forskellige former, og at mulighederne for uddannelse ikke begrænses til eller fortrinsvis koncentreres inden for biografsektoren, men omfatter den audiovisuelle sektor i bred forstand.

2.7

EØSU er enigt i, at der er behov for en ordning med frivillig deponering af hjælpe- og reklamemateriale, levende billedmateriale og historiske filmiske værker, da dette materiale er et vigtigt element i den europæiske filmarv. EØSU understreger behovet for at sikre passende incitamenter til denne indsamling og udstyre de ansvarlige organer med de midler, der skal til for, at der inden for en overskuelig tidsramme sikres et systematisk vidnesbyrd om den europæiske rigdom af kulturelle identiteter og mangfoldighed blandt befolkningerne.

3.1

EØSU er overbevist om, at hvis de opstillede målsætninger skal opnås, bør Kommissionen allerede nu spille en proaktiv rolle i lyset af de intentioner, som kommer til udtryk i dokumentet, og mere specifikt:

3.2

EØSU mener endvidere, at Kommissionen – under overholdelse af nærhedsprincippet – aktivt bør støtte sektoren med passende finansielle og menneskelige ressourcer for at nå følgende mål:

3.3

EØSU håber også, at der i den igangværende debat om det nye Media-uddannelsesprogram vil blive taget større hensyn til uddannelse i nye teknologier og nye behov i forbindelse med indsamling, katalogisering, bevaring og restaurering af film- og tv-værker og generelt levende billedmateriale. Der er især behov for at udvide uddannelse i anvendelse af og viden om nye arkiveringsteknikker og –metoder og i styring af databaser og standardmetoder til bevaring i digitalt format af høj kvalitet, med efteruddannelse af operatørerne, så den brede offentlighed og især studerende og undervisere kan nyde godt af resultatet.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/21

1.1

Nærværende direktiv (1) afviger fra det normale arbejde med kodificering af EU's lovgivning. Kommissionen har fastslået, at momsbestemmelserne, der oprindeligt indgik i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF og siden er blevet ændret flere gange, har brug for en radikal ajourføring. I årenes løb er indholdet flere gange blevet revideret, korrigeret og udvidet med det uundgåelige resultat, at der forekommer gentagelser, uklare bestemmelser og overlapninger. Det var derfor nødvendigt at foretage ændringer, som kunne gøre teksten mere klar og forståelig, uden dermed at ændre bestemmelsernes indhold og rækkevidde. Det var et arbejde, der gik videre end en ren kodifikation.

1.2

Desuden blev der i samme øjemed indført andre ændringer for at bringe direktivet i overensstemmelse med de principper for god kvalitet i lovgivningen, som Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen var blevet enige om. Den nye tekst forelægges for Rådet og Europa-Parlamentet til godkendelse; selv om ændringerne er overvejende formelle, er der ikke tale om en kodifikation, men om en »omarbejdning«; denne fremgangsmåde giver mulighed for at foretage ændringer og kodifikation i én og samme tekst i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 2001 (2).

1.3

Direktivforslagets tekst, som er resultatet af et imponerende arbejde fra Kommissionens side, træder i stedet for det sjette momsdirektiv, som dermed ophæves. Hver enkelt artikel er blevet gennemgået med henblik på at gøre den kortere og mindre rodet med det resultat, at de oprindelige 53 artikler er blevet til 402. Teksten er blevet forsynet med en indholdsfortegnelse, der gør det hurtigere og lettere at konsultere den. Denne nyskabelse hilses velkommen.

2.1

Da der faktisk kun er tale om en omarbejdning og ikke et nyt direktiv, kunne EØSU nøjes med at tage Kommissionens gode stykke arbejde til efterretning og glæde sig over resultatet. For de erhvervsdrivende og forvaltningerne er det en stor fordel, da konsultationen bliver hurtigere og fortolkningsusikkerhederne mindre. Ordføreren kan på den anden side kun godkende Kommissionens erklæring om, at den nye teksts indhold svarer til de nugældende tekster. En detaljeret kontrol er umulig og er desuden allerede foretaget af de nationale eksperter og operatører, der er blevet konsulteret.

2.2

En mindre overfladisk gennemgang giver dog anledning til et par bemærkninger om momspolitikkens indhold og mere generelt om en skatte- og afgiftspolitik, hvis erklærede mål er harmonisering af betingelserne for det indre markeds funktion. Direktivforslagets femte betragtning siger om dette: »Det mest enkle og mest neutrale momssystem opnås, når afgiften opkræves så generelt som muligt (...). Det er derfor i det fælles markeds og medlemsstaternes interesse at antage et fælles system (...)«.

2.3

I de to følgende betragtninger anslår Kommissionen en forsigtig tone: »En gennemførelse i etaper er nødvendig, da harmoniseringen af omsætningsafgifterne i medlemsstaterne medfører ændringer af den fiskale struktur«. Den erklærer hermed, at det endelige mål med den (harmoniserede) merværdiafgift, selv når satserne og fritagelserne ikke er »fuldstændigt« harmoniseret, er at skabe konkurrenceneutralitet»i de enkelte medlemsstater«.

2.4

EØSU konstaterer, at disse bemærkninger er taget fra de sjette momsdirektivs oprindelig tekst. Hvis der efter næsten 40 år føles behov for at gentage det, må det erkendes, at vi stadig befinder os på det punkt, vi startede fra, eller næsten. Harmoniseringen synes at stå i stampe, og andre signaler, der omtales i de følgende afsnit, ansporer ikke til optimisme.

2.5

Det skal endnu en gang understreges, at det momssystem, der blev indført med det sjette direktiv, og som stadig er i kraft, er »midlertidigt«, og at der ikke kan skimtes nogen tegn på vilje til resolut at omdanne det til et »endeligt« system. Det må være et klart tegn på usikkerhed om systemets hensigtsmæssighed, som EØSU har kommenteret med konkrete forslag i sin udtalelse om »Leveringsstedet for tjenesteydelser« (3).

2.6

Systemet med undtagelser, som i det indre markeds perspektiv altid skal være midlertidige, skønt nødvendige, giver anledning til yderligere bemærkninger. De seneste undtagelser er tilfaldet de ti nye medlemsstater, nogle for en afgrænset periode, andre uden angivelse af udløbsfrist. Men andre undtagelser, som blev givet til medlemsstaterne i den »anden bølge« (Østrig, Grækenland, Finland, Portugal, Spanien og Sverige), er stadig i kraft. Det skal i denne forbindelse nævnes, at kun nogle af disse undtagelser fandtes i direktiverne til ændring af det sjette direktiv. Hovedparten af disse var »skjult« i tiltrædelsesakterne. Det er det nye direktivforslags fortjeneste, at alle undtagelser, hvor de end stammer fra, er blevet draget frem i lyset.

2.7

Det betyder ikke, at der er vilje til at undersøge undtagelserne for evt. at ophæve dem – heller ikke dem, der blev givet for lang tid siden. Heller ikke de »stiftende« medlemsstater lader til at være interesseret i at tage spørgsmålet op; også de havde i sin tid fordel af undtagelser, som de nok skal vare sig for at så tvivl om (i det mindste før »overgangsordningen« bliver til en fast ordning), bl.a. den berømte »nulsats«, der oprindeligt blev givet til to lande. »Nulsatsen« er på ingen måde blevet ophævet, men derimod udvidet til at omfatte forskellige nye medlemsstater.

2.8

Ikke alle undtagelser er uberettigede; nogle af permanent karakter gælder for oversøiske områder, øer, regioner i EU's yderste periferi, som på beslutningstidspunktet bar præg af underudvikling. I betragtning af den tid, der er gået, ville det dog være en god lejlighed til at tage listen over geografiske undtagelser op til fornyet overvejelse og kontrollere, om de vilkår, som oprindeligt var baggrunden for dem, stadig er til stede eller ej.

2.9

Andre undtagelser af en vis betydning berører de små virksomheder; 16 medlemsstater (de nye og staterne fra den »anden bølge«) har tilladelse til at udstede momsfritagelser, også når deres omsætning overstiger grænserne i det sjette direktiv. EØSU ser på dette med forbløffelse. For de 10 nye medlemsstater kan fritagelsen have en vis berettigelse, men EØSU kan ikke se, hvorfor den stadig skal gælde for andre medlemsstater, 12 år efter deres tiltrædelse.

2.10

EØSU mener, at momsfritagelsen for de små virksomheder kan virke konkurrencefordrejende, selvom omfanget nok er begrænset i den store helhed. Medlemsstaterne og Kommissionen bør uddybe dette aspekt.

3.1

EØSU lykønsker Kommissionen med dens monumentale arbejde, der er udført med omhu og præcision, men – vigtigst af alt – med gennemsigtighed. Uden den sidste betingelse havde det været svært at gøre sig klart, i hvor høj grad reglerne, der principielt gælder for alle, lider under undtagelser, fritagelser og »sondringer«. Selvfølgelig er ikke alle afvigelser fra et princip uberettigede, men det forekommer dog nødvendigt, at medlemsstaterne går i gang med at genforhandle og eventuelt ophæve de afvigelser, som der ikke længere er grund til at fastholde.

3.2

EØSU mener ikke at kunne se nogen klar vilje til at gøre dette. Tværtimod har en af de største medlemsstater taget et »generelt forbehold«, som ligefrem kan gøre det tvivlsomt, om Kommissionens forslag til direktiv bliver vedtaget. Hvis man kaster et blik tilbage, er udsigterne ikke gunstige. En meddelelse fra Kommissionen fra 1996, som indeholdt et arbejdsprogram og et forslag til harmonisering af satserne, ligger stadig i Rådet og er aldrig blevet drøftet, og meddelelsen fra 2000 om en merværdiafgiftsstrategi ser ikke ud til at have haft stor succes, at dømme efter realiteterne.

3.3

EØSU vil ikke med denne udtalelse give en negativ bedømmelse af medlemsstaternes politik på momsområdet. Udvalget er udmærket klar over, at deres beslutninger stadig afhænger af alt for mange interne faktorer af økonomisk og politisk karakter. EØSU udtrykker håbet om, at hele emnet inden alt for længe bliver undersøgt på ny med henblik på at etablere en endelig ordning og reducere, eller fjerne, en af de mest iøjnefaldende hindringer for at realisere et indre marked, der bygger på fælles regler.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/23

1.1

EU befinder sig i en kritisk fase. Unionen står over for store udfordringer: udvidelsen, behovet for positive impulser til økonomisk vækst og konkurrenceevne, forfatningsudkastet og kravet om en overbevisende reaktion på den aftagende tillid til Unionen. Disse vanskelige opgaver stiller krav om en målrettet og sammenhængende politik, der gennemføres efter hensigten. Foranlediget af De overordnede retningslinjer for den økonomiske politik 2003-2005 har EØSU inden for det sidste år afgivet to udtalelser herom (1).

1.2

Men der er brug for yderligere overvejelser. Effektiv politik og effektiv integration er utænkelig uden en klar og troværdig institutionel ramme, der sikrer, at de europæiske aftaler følges op.

1.3

Kommissionens analyse, navnlig i meddelelsen af 21. januar 2004 (2) og i 2004-opdateringen af 7. april 2004 (3), bekræfter tendenserne fra 2003. Det samme gælder henstillingernes hastende karakter. Derfor beskæftiger EØSU sig i nærværende udtalelse eksplicit med de institutionelle og politiske rammebetingelser, altså med good governance. Implementeringen er det centrale tema for EU-25 (4).

1.4

Der er mange, der deler EØSU's bekymringer. Ligesom Kommissionen, erhvervslivet og en række samfundsmæssige organisationer lægger både det irske og det hollandske formandskab stor vægt på aktiv handling og gennemførelse. Højtidelige erklæringer uden opfølgning virker mod hensigten. Gennemførelse er en afgørende målsætning (5).

1.5

De overordnede retningslinjer for den økonomiske politik evaluerer medlemsstaternes makroøkonomiske politik og budgetpolitik, beskæftigelsespolitikken og det indre markeds udvikling. De illustrerer dermed på konkret vis såvel EU's og de nationale politiske niveauers forskellige ansvarsområder som de indbyrdes afvigende forhold i medlemsstaterne.

1.6

Den svage økonomiske vækst og medlemsstaternes manglende efterlevelse af de aftaler, som Det Europæiske Råd selv har forpligtet sig på, giver sig udslag på følgende måde:

1.7

Det økonomiske billede i Europa ser efterhånden noget mere positivt ud, men opsvinget er stadig skrøbeligt. Der er stærkere økonomisk vækst i USA. Nu kommer navnlig Kina og Indien ind i billedet, og deres udviklingstempo vækker stadig større overraskelse.

1.8

Pengestrømmene og investeringerne globaliseres, men trods globaliseringen er der dybtgående samfundsøkonomiske og politiske forskelle mellem verdens regioner. Alt dette er Europas referenceramme.

1.9

I år er der behov for yderligere overvejelser i Kommissionen og Rådet over fremgangsmåder og instrumenter:

2.1

De overordnede retningslinjer for den økonomiske politik 2003-2005 lægger vægt på tre nøgleelementer:

2.2

Vækst- og stabilitetspagten sørgede i en årrække for et fast grundlag og skabte tillid mellem medlemsstaterne. Men ugunstige økonomiske konjunkturer underminerer den aftalte disciplin. Procedurereglerne er klare nok. Men de manglende muligheder for effektivt at gennemtvinge de indgåede aftaler er et problem. Det hindrer ikke, at et stort antal medlemsstater i (og uden for) Euro-området stadig tilstræber at leve op til den krævede budgetdisciplin. Navnlig for de skandinaviske medlemsstater lykkes det godt.

2.3

Meningsforskelle om procedurerne i forbindelse med vækst- og stabilitetspagten foranledigede i november sidste år Kommissionen til at anlægge sag mod Rådet ved EF-Domstolen (6). Kommissionen mener, at Rådet har krænket dens beføjelser. En sådan fundamental uenighed er ikke befordrende for drøftelserne mellem partnerne i ECOFIN-Rådet.

2.4

Kommissionen konstaterer, at regeringernes råderum er reduceret stærkt. I 2003 var der kun fem medlemsstater, der havde balance eller overskud på budgettet; andre havde derimod et hårdnakket og tiltagende budgetunderskud. Det fremgår af Kommissionens meddelelse af 7. april d.å., dvs. 2004-opdateringen, at budgetsituationen hastigt er forværret i flere medlemsstater, hvilket giver sig udslag i større statsgæld. Behovet for at afvikle gælden går ud over investeringerne i vækst og beskæftigelse.

2.5

Kommissionen retter særlige henstillinger til disse medlemsstater. Skønt konjunkturudviklingen er den samme, afviger medlemsstaternes budgetmålsætninger stærkt fra hinanden. Det fører til et bredt spektrum af henstillinger.

2.6

Kommissionen råder åbenbart ikke over instrumenter, der gør det muligt for den tilfredsstillende at vurdere kvaliteten af de offentlige udgifter i medlemsstaterne. Derfor er det vanskeligt at måle dem i forhold til den aftalte budgetramme.

2.7

Årsrapporten beskæftiger sig med social sikring, arbejdsmarkedet, det indre marked og Lissabon-processen. Det er en palet med mange små og store målsætninger. Om de realiseres, beror kun til dels på EU-beslutninger. Mange politiske felter er forbeholdt medlemsstaterne. Desuden er der også emner, som de centrale myndigheder selv kun har marginal indflydelse på; det gælder f.eks. udbygning af »viden«.

2.8

Fællesskabets beføjelser koncentrerer sig om det indre marked. Arbejdsmarked, social sikring, pensioner, budgetpolitik, forskning og udvikling, skattepolitik og infrastruktur er hovedsageligt medlemsstaternes sag, om end »Bruxelles« i visse tilfælde har begrænset medlemsstaternes handlefrihed. I disse tilfælde fremsætter Kommissionen også ofte vejledende henstillinger. Men i hvilken grad de bliver fulgt, varierer fra land til land.

2.9

Arbejdsmarkederne består af forskellige segmenter, som der kun er begrænset cirkulation imellem. Det fører Kommissionen til den konstatering, at der ganske vist er skabt millioner af nye arbejdspladser de seneste år, men at arbejdsløsheden samtidigt er steget kraftigt. Der er fortsat ikke mange aktive ældre arbejdstagere, og der er vedblivende hindringer for kvinder på arbejdsmarkedet. Inaktivitet har også store skadelige konsekvenser for de nationale budgetter.

2.10

Beskæftigelsesfrekvensen vil i 2005 ligge på 64,5 % i hele Unionen, men der er store forskelle mellem medlemsstaterne. Beskæftigelsen udvikler sig bedst i de lande, hvor arbejdsmarkedets parter er enige om at skabe større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, de metoder, der skal anvendes, og med hensyn til arbejdstiden. Kommissionen fastslår, at det i væsentligt omfang (eng. »crucially«) afhænger af yderligere arbejdsmarkedsreformer (7), om målsætningen på 70 % i 2010 kan realiseres. Derfor slår den stærkt til lyd for at gennemføre henstillingerne fra Wim Koks Task Force  (8).

2.11

Ud over tilpasninger af den sociale sikring går Kommissionen ind for mere differentieret løndannelse, større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, med bevarelse af tilstrækkelig sikkerhed i ansættelsen, og større mobilitet. Som følge af indbyrdes afvigende lovgivning og resultater af forhandlinger på arbejdsmarkedet er der store forskelle mellem de enkelte medlemsstater. Det ytrer sig bl.a. i antallet af faktisk præsterede arbejdstimer og i arbejdsproduktiviteten. Dette forklarer til dels forskellen mellem væksten i henholdsvis EU og USA.

2.12

Kommissionen konstaterer, at tendensen til lavere produktivitetsstigning i Europa siden 1995 fortsætter. Også på det punkt er der store forskelle mellem medlemsstaterne. I Europa holder Finland, Sverige og Irland trit med USA. Svigtende produktivitetsstigning skyldes bl.a. forskelle med hensyn til indførelse af informations- og kommunikationsteknologi og generelt mht. innovation i erhvervslivet. Nye produktivitetsfremmende investeringer gennemføres langsommere i Europa. Det har bl.a. konsekvenser i form af svigtende investeringer i de såkaldte »nye high tech-sektorer«.

2.13

Den demografiske udvikling og aldringen volder stadig større bekymringer, både på grund af presset på budgetterne og på grund af den nedadrettede påvirkning af væksten. Nogle lande har indledt lovende pensionsreformer, som fører til en faktisk forhøjelse af pensionsalderen.

2.14

Der er utilstrækkelig konkurrence på vare- og tjenestemarkederne. Der eksisterer fortsat national beskyttelse. Det indre marked er endnu ikke gennemført fuldt ud. Inden for konkurrencepolitikken er der fremsat nye forslag. Lovgivningsarbejdet i forbindelse med »finansielle tjenesteydelser« skrider godt fremad: 36 af de 42 planlagte foranstaltninger er definitivt fastlagt. Der sker også fremskridt med de fiskale foranstaltninger i forbindelse med private investeringer.

2.15

Omsætningen af EF-direktiver til national lovgivning præges mere og mere af efterladenhed. Overholdelsen af fristerne er utilfredsstillende, og »oversættelsen« af direktiverne til lovgivning får ofte nationalt præg. Dette forekommer bl.a., når en medlemsstat har gjort indrømmelser i Bruxelles af hensyn til et kompromis i Rådet, men senere fortryder dette. Det bliver stadigt vanskeligere at holde kontrol med dette.

2.16

I forbindelse med viden og innovation er der uden tvivl positive signaler, men som følge af mangler mht. risikokapital, forskning og udvikling, patenter og it-udgifter lever resultaterne ikke op til forventningerne. Målsætningen om at anvende mindst 3 % af BNP til forskning og udvikling, der blev vedtaget på topmødet i Barcelona, er der i de fleste medlemsstater ikke kommet meget ud af. De skandinaviske lande ser ud til at klare sig bedst. I forbindelse med målsætningen om 3 % regnede man med en fordeling mellem myndighederne og erhvervslivet på 1:2. I de fleste tilfælde har hverken myndighederne eller erhvervslivet nået det opstillede mål.

2.17

Også i en tid med økonomisk stagnation stiller hensynet til økonomiens bæredygtighed i uformindsket grad krav om opmærksomhed og om målrettet lovgivning. Bæredygtighed rummer flere forskellige aspekter. Energisektoren er et godt eksempel. Kommissionen lægger med rette vægt på miljøaspekterne og peger navnlig på den ugunstige situation i de nye medlemsstater. Kommissionen måler udviklingen i forhold til verdensomspændende aftaler. Men energi kan også udgøre en trussel for bæredygtig vækst i kraft af prisstigningen på olie som følge af efterspørgslen (Kina) og i kraft af den politiske afhængighed af energikilder.

2.18

For at genoprette tilliden til virksomhederne og på aktiemarkederne efter de finansielle skandaler i en række virksomheder udarbejdes der forslag til en europæisk udgave af »corporate governance« (god virksomhedsledelse).

2.19

Denne første rapport om fremskridtene efter overgangen til flerårige retningslinjer (2003-2006) tegner et blandet billede. I sin endelige vurdering konstaterer Kommissionen en vis fremgang for så vidt angår arbejdsmarkedet, konkurrencepolitikken, erhvervsklimaet, ny teknologi, uddannelse og pensioner. Derimod går det mindre godt med markedsintegrationen, med forskning og udvikling og med sociale og miljøpolitiske tilpasninger. Den hastige forringelse af budgetsituationen i flere medlemsstater og manglen på politisk vilje til at gøre noget ved dette kalder Kommissionen rent ud bekymrende. Den konkluderer, at det er illusorisk at tro, at det aftalte resultat kan nås i 2006, medmindre reformtempoet sættes vejret. Det er også til skade for resultaterne af Lissabon-processen i 2010.

2.20

Kommissionen mener i 2004-opdateringen, at de nye medlemsstater for så vidt angår budgetsituation, gældsætning og beskæftigelse har problemer, der er sammenlignelige med EU-15's. De ti har hidtil gjort beundringsværdige fremskridt, hvilket bl.a. giver sig udslag i stærkere økonomisk vækst end i EU-15, om end der er store forskelle mellem dem med hensyn til udvikling. Samtidig fastslår Kommissionen, at der stadig er en enorm kløft at slå bro over mellem de ti og EU-15.

2.21

»Sammenlignelige problemer« betyder efter EØSU's opfattelse imidlertid ikke, at de nye medlemsstater opviser samme mønster som EU-15. En sammenligning med de såkaldte »samhørighedslande« lader sig kun til dels gennemføre. De nye medlemsstater er »nye vækstøkonomier«. I nogle af dem, og specielt i en række regioner, er arbejdsløsheden meget høj. En omstrukturering af industrien er i fuld gang. Den fører til stor friktionsledighed. Der er stor afhængighed af udenlandske investeringer.

2.22

Tilpasningen af lovgivningen og af den sociale og økonomiske praksis til det højtudviklede niveau i EU-15 kan komme til at forårsage rystelser. Den stabilitet, der er nødvendig for at fastholde den stigende tendens i såvel indenlandske som udenlandske investeringer, forudsætter effektiv finansiel og monetær kontrol og stor forudsigelighed hvad angår lovgivningen. Der er ingen garanti for et sådant stabilt klima, og dets tilvejebringelse må derfor prioriteres højt. EØSU er enig med Kommissionen i, at der for at sikre en stabil udvikling i de ti lande bør opstilles en særlig tidsplan for, hvornår de skal opfylde de finansielle og økonomiske målsætninger.

2.23

Der er ved at opstå en erkendelse i EU af, at det haster. De samme retningslinjer vender regelmæssigt tilbage i konklusioner fra Kommissionen, fra fagministerrådene og fra Det Europæiske Råd. Fra den seneste tid foreligger der også breve fra regeringsledere, som nærer samme bekymringer (9). I princippet aftegner der sig en fælles kurs, men det står ikke klart, hvem der skal tage ansvaret for, at den følges, endsige hvornår det skal ske.

3.1

Hvad angår det indre marked finder Kommissionen det nødvendigt i det kommende år at sætte ind på to fronter (10):

3.2

Begge dele er nødvendige, både af hensyn til Lissabon-processen og som grundlag for et udvidet indre marked. Øget intern handel og konkurrence tvinger virksomhederne til større effektivitet og højere produktivitet, hvilket i et relativt højtlønsområde som EU er nøglen til konkurrenceevne og velfærd på lang sigt.

3.3

Faktisk er den interne handel i tilbagegang, mens priserne inden for Unionen snarere divergerer end konvergerer. Saldoen for EU's investeringer i resten af verden og den øvrige verdens investeringer i EU er negativ for EU.

3.4

Hvad angår det indre marked tegner Kommissionen følgende billede: Der arbejdes nu på de såkaldte »new approach«-direktiver. Der er stadig ikke et rigtigt indre marked for tjenesteydelser. Tjenesteydelserne tegner sig for mere end 50 % af EU's BNP og for 60 % af beskæftigelsen. Derfor prioriteres det for nyligt forelagte direktivforslag om fri udveksling af tjenesteydelser så højt. Liberaliseringen af netværksindustrierne (energi, transport og telekommunikation) skrider fremad, men det er velkendt, at der er mange problemer og hindringer på dette område. Den manglende harmonisering af visse skatter er fortsat et problem for det indre marked. Men afskaffelsen af skattemæssige skævheder er i god gænge. Det samme gælder handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser. Kommissionen går ud fra, at myndighedernes manglende overholdelse af reglerne om offentlige udbud i væsentligt omfang påvirker priserne i opadgående retning. Det emne kommer igen på dagsordenen. Under indtryk af befolkningens aldring vil Kommissionen også fremme adgangen til grænseoverskridende sundhedsydelser. Forhalingsprocessen i forbindelse med EU-patentet trækker i langdrag.

3.5

Forenklingen af lovgivningen skrider fremad på grundlag af handlingsplanen om bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer. Men der er lang vej igen. Der er en række medlemsstater, der ikke gennemfører de aftalte konsekvensanalyser.

3.6

Gennemførelsen af forskrifterne er et alvorligt problem. Det indre marked bygger på tillid. I forbindelse med udvidelsen skal denne tillid netop styrkes. Følgende udsagn er betegnende for den nye fase i Unionen: »I et indre marked med 28 lande kræver virkelige fremskridt dog en helt anden indstilling og andre arbejdsforhold. Medlemsstaterne må tage det indre marked til sig og arbejde sammen indbyrdes og med Kommissionen for at få det til at fungere i praksis«  (11).

3.7

Der arbejdes også på beskæftigelsesstrategien. Ansvaret herfor ligger hovedsageligt hos medlemsstaterne. Men også på europæisk plan er de sociale systemer på dagsordenen. Det skyldes for det første, at medlemsstaternes budgetpolitik skal holde sig inden for de fastlagte EU-rammer. For det andet hænger det sammen med arbejdsmarkedsreformerne og befolkningens aldring.

3.8

Hvordan Kok-taskforcens henstillinger modtages og gennemføres, er medlemsstaternes afgørelse. Disse henstillinger er en kraftig støtte til Lissabon-processen. De berører et bredt spektrum af emner: større fleksibilitet til fremme af iværksætteri og innovation, forøgelse af beskæftigelseskvoten og ændring af socialsikringssystemerne i aktiverende retning, investering i undervisning og uddannelse og partnerskab med henblik på forandring, dvs. aktiv inddragelse af alle parter, der har gavn af og deltager i forandringsprocesser. Det hele kan næppe sammenfattes bedre end med sætningen: »Europe needs more people in work, working more productively« (Europa har brug for, at flere kommer i arbejde, og at de arbejder mere produktivt). For nylig har EØSU i en udtalelse i store træk, men med kritiske bemærkninger, tilsluttet sig Kok-taskforcens henstillinger (12).

3.9

Sammenhængen mellem den overordnede Lissabon-strategi og stabil budgetpolitik er evident. Ifølge beretningen til forårstopmødet (13) er de manglende fremskridt med Lissabon-processen en kostbar affære for Europa som følge af mindre vækst, utilstrækkelig stigning i beskæftigelsen og efterslæb med hensyn til uddannelse og forskning og udvikling.

3.10

Forårsrapporten behandler den ovenfor omtalte udvikling i forbindelse med det indre marked og beskæftigelsen. Kommissionen anbefaler større investeringer i net og viden, herunder forskning og udvikling, undervisning og erhvervsuddannelse.

3.11

Der er mangel på interaktion mellem universiteterne og virksomhederne, som er for langt for hinanden. Det stemmer ikke med de ambitioner, der knytter sig til en vidensøkonomi. Interaktion – som i USA – ville kunne forøge produktiviteten og styrke virksomhederne. Dette tilskud må man i dag i meget høj grad undvære. Særlig omtale fortjener hjerneflugten fra Europa: balancen mellem immigrerende og emigrerende vidensarbejdere er fortsat negativ (14), og det i stigende grad.

3.12

Som i andre rapporter fremsætter Kommissionen også i forårsberetningen en række klare forslag, byggende på de tre elementer: investeringer, konkurrenceevne og reformer.

3.13

Retningslinjerne for den økonomiske politik og rapporterne om det indre marked, om beskæftigelsesstrategien og om Lissabon-processen er sammenlignelige med hensyn til emner og vurdering. Kommissionen sætter de offentlige finanser og en række samfundsøkonomiske emner i relation til hinanden. Dermed kastes der lys over problemerne i forbindelse med omlægning fra offentlige konsumudgifter til produktive udgifter.

4.1

EØSU konstaterer, at situationen nu kræver,

4.2

Det hele er for EØSU ikke alene et spørgsmål om at formulere en politik. Organisatoriske forhold, herunder især kontrol og tilsyn, og politisk-kulturelle faktorer spiller en lige så stor rolle. På den baggrund har EØSU med tilslutning taget analyserne og konklusionerne i Kommissionens meddelelse af 21. januar d.å. og i opdateringen af 7. april d.å. til efterretning. Konklusionerne fra Rådsmødet (konkurrenceevne) den 17.-18. maj er desværre for generelle og lidet konkrete (15).

4.3

EU's udvidelse stiller krav om endnu større bestræbelser for gode institutionelle rammer og omhyggelig afgrænsning af beføjelser og ansvarsområder, da der ellers er risiko for større mangel på disciplin og for udvanding (16).

4.4

I årenes løb er der opstået en broget samling af indbyrdes forskellige kompetencer og beslutningsprocesser, dels i EU-regi, dels mellemstatslige. Også forfatningsudkastet går klart ud fra, at en Union med 25 lande umuligt kan fungere på samme måde som en Union med 15.

4.5

Indførelsen af euroen burde, ud over den velfungerende vækst- og stabilitetspagt, have ført til større konvergens med hensyn til økonomisk politik. Men der er for mange aftaler og beslutninger, der ikke er af forpligtende karakter.

4.6

Som følge af manglen på faktiske resultater af de indgåede aftaler sættes Den Europæiske Unions holdbarhed alvorligt på prøve.

4.7

I Det Europæiske Råd er der enighed om målsætningerne, om end de ofte defineres for generelt og upræcist. Men gode politiske intentioner omsættes ikke til håndterlige love og bestemmelser, hvis efterlevelse faktisk kontrolleres.

4.8

I de seneste år har man knyttet store forventninger til politisk konkurrence, naming and shaming og til den åbne koordinationsmetode. Men under mindre gunstige økonomiske konjunkturer virker disse metoder ikke tilfredsstillende. I praksis holder medlemsstaterne ikke, eller ikke i tilstrækkelig grad, hinanden fast på forsømmelser. I den situation er også Kommissionens manøvremuligheder begrænsede. Der er ikke noget tilfredsstillende alternativ til fællesskabsmetoden.

4.9

Det indre marked volder bekymringer. Opstillede målsætninger og indgåede aftaler vedrørende fri bevægelighed og lige vilkår efterleves ikke eller ikke i tilstrækkelig grad. Opgørelserne viser, at disciplinen i forbindelse med den nationale omsætning af indre markedsdirektiverne er aftagende, undertiden i alvorlig grad (17).

4.10

Subsidiaritet er et positivt begreb. Men der er tendens til at overse, at uberettiget henvisning til subsidiaritetsprincippet ganske ofte fører til uens fortolkninger i medlemsstaterne af EU-lovgivningen.

4.11

Der er også flere hastigheder, som f.eks. i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union. Over for 12 deltagere står der nu 13, som ikke er med. En ØMU med 12 deltagere og 3 ikke-deltagere er noget andet end en ØMU med 12 deltagere og 13 ikke-deltagere, om end de 10 nye medlemsstater tilføjer et nyt økonomisk perspektiv. Der skal føres kontrol med, at kravet om budgetdisciplin efterleves, som forudsat i traktaten.

4.12

Euroen skal støttes af medlemsstaternes makroøkonomiske politik og af fortsat realisering og uddybning af hele integrationen.

4.13

Unionens karakter af retsstat skal i alle tilfælde sikres.

4.14

Derfor må der findes en metode til at forhindre, at Kommissionen og Rådet fortsat begrænser sig til at konstatere forsømmelserne eller til at appellere indtrængende til medlemsstaterne, hvorefter man går over til næste punkt på dagsordenen. Lissabon-strategien og den omfattende udvidelse tvinger simpelt hen til en mere stringent tilgang.

4.15

Lissabon-strategien er et strategisk koncept. Den kan sammenlignes med tidligere strategiske koncepter, der på afgørende vis har bragt integrationen videre. I de tilfælde var der tale om planlægning med en tidshorisont og en stram køreplan, i nøje samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Sidst i 1960'erne gjaldt det toldunionen, der er forankret i traktaten. Succesen med »Europa '92« var ligeledes resultat af en sådan planlægning. Ved, på grundlag af Fællesakten af 1987, at samle 279 direktivforslag i én pakke overvandt man stagnationen og gjorde betydelige fremskridt med det indre marked. Den monetære union er endnu et vellykket eksempel. Fra 1993 faldt budgetunderskuddene støt hos alle potentielle deltagere. Dermed faldt også inflationen og rentesatserne. Derefter kunne man planmæssigt indføre euroen og en pengepolitik, som garanteres af en uafhængig centralbank.

4.16

I de nævnte tilfælde var det enten sådan, at fællesskabsmetoden anvendtes med succes – det gælder toldunionen og »Europa '92« – eller, at positiv medvirken fra medlemsstaternes side indbragte dem et stærkt ønsket resultat, nemlig deltagelse i Den Økonomiske og Monetære Union. Problemet er, at ingen af de to situationer foreligger i dag. Tilfredsstillende fremgang afhænger nu helt af den politiske vilje.

4.17

Det Europæiske Råd den 27.-28. marts d.å. tilsluttede sig i realiteten Kommissionens analyser og konklusioner. Det understreger det vigtige i ligevægt eller endog overskud på budgettet og prisstabilitet, og det insisterer på, at vækst- og stabilitetspagten skal overholdes. Uden at negligere social samhørighed og bæredygtighed ser det tre prioriterede mål for Rådet (konkurrenceevne), nemlig konkurrenceevne, dynamisering af det indre marked og bedre lovgivning. Over hele linjen skal der investeres i viden. Med hensyn til arbejdsmarkedspolitikken slår Det Europæiske Råd til lyd for efterlevelse af henstillingerne i Kok-task forcens rapport.

5.1

Europa står på ny ved en korsvej. Det økonomiske opsving er stadig skrøbeligt. De forventninger, der knyttedes til Lissabon-processen, opfyldes ikke. EU kommer ind i en ny fase med en befolkningsstigning på 20 % og en forøgelse af heterogeniteten. Samtidig opstår der nye impulser og nye vækst- og velfærdsmæssige perspektiver som følge af udvidelsen.

5.2

EU's troværdighed står på spil. Der må tages hensyn til den offentlige mening og til den svagere støtte til integrationsprocessen.

5.3

Udvidelsen må ikke føre til indadrettethed i Unionen. Den bane, der skal spilles på, er hele verden. Efter EØSU's opfattelse er EU's stilling i verden helt afgørende. Det drejer sig ikke alene om USA, men om det samlede billede, herunder de store nye markeder som Kina, Sydøstasien og Indien, der er i hastig udvikling og kræver deres egen plads i globaliseringen.

5.4

Kommissionens og rådsformandskabets analyser og henstillinger forud for forårstopmødet ligner hinanden fra år til år. Institutionerne er næsten 100 % enige om, hvad Unionen og medlemsstaterne skal gøre. Mere og mere sættes konkurrenceevnen i centrum. Men gang på gang afviger medlemsstaterne fra henstillingerne, og de trufne beslutninger bliver ikke ført ud i livet, eller bliver det kun ufuldstændigt. Det er efterlevelsen og gennemførelsen, der er hovedproblemet.

5.5

Af alle disse årsager er det meget vigtigt, at der på ny sættes skub i Lissabon-processen. EØSU erkender, at langtidsperspektivet er af stor betydning. Det støtter Kommissionens og Det Europæiske Råds prioritering og er tilhænger af en fælles kurs for de gamle og de nye medlemsstater.

5.6

Denne kurs kan kun sigte mod uddybning af integrationen. Uden uddybning kommer en Union med 25 medlemsstater ikke længere end til en frihandelszone. Men set i forhold til kræfternes spil i morgendagens verden er det ikke nogen ønskelig løsning for den europæiske økonomi, for virksomhederne eller borgerne.

5.7

Hvis der på EU-plan udformes en Lissabon-proces af »nyt tilsnit« – styrkelse af økonomiens konkurrenceevne og vidensintensitet, fremme af bæredygtighed, social høring og social dialog – kan det også få gunstige indvirkninger på medlemsstaternes politik.

5.8

Retningslinjerne for den økonomiske politik viser, at sunde offentlige finanser og offentlige og private investeringer forudsætter en sammenhængende, transparent og tillidsvækkende ramme, som Rådet og Kommissionen må stå inde for. Unionen trænger hårdt til slagkraft. Europa står igen ved en korsvej.

6.1

I denne proces er EØSU's udgangspunkter følgende:

6.2

Transparens forudsætter stor opmærksomhed om det institutionelle aspekt. Den divergerende fordeling af ansvaret mellem medlemsstaterne og Unionen er ikke genstand for tilstrækkelig omhyggelig overvejelse. Man kan ikke forklare borgerne og virksomhederne, hvorfor der er en så uforpligtende karakter over fordelingen.

6.3

Større regelbundethed er desuden en støtte, dels for medlemsstaterne, dels for Kommissionen i dens funktion både indadtil og udadtil. Og i den udvidede Union skal Kommissionen nødvendigvis have en stærk forankring.

6.4

Medlemsstaterne skal indordne sig under den disciplin i forbindelse med de offentlige budgetter og den makroøkonomiske politik, som de selv har vedtaget i vækst- og stabilitetspagten.

6.5

Der er tendens til, at de mellemstatslige reflekser styrkes. EØSU advarer stærkt mod denne tendens. Der er ingen enkelt medlemsstat eller nogen gruppe af medlemsstater, der er i stand til at overtage Kommissionens særlige rolle. For alle medlemsstaterne ræsonnerer ud fra deres egen situation og foretager deres egen politiske prioritering, også hvor der er brug for distance, objektivering og subtil overvågning.

6.6

Forfatningstraktaten tilsigter bedre politikimplementering i Unionen med 25 medlemsstater. I denne afgørende periode vil øget anvendelse af kvalificeret flertal være en fordel. Ellers vil der fortsat optræde uønskede blokeringer. Såvel erhvervslivet som arbejdsmarkedets parter og andre af samfundets aktører (universiteter, forskningsinstitutter o. l.) kan drage nytte af denne forbedrede politikgennemførelse.

6.7

Fragmentering er en konstant trussel. EØSU går ind for en helhedspræget fremgangsmåde. Det forudsætter, at Rådet (konkurrenceevne), i samarbejde med ECOFIN-rådet, udviser større effektivitet, og at der gøres en større indsats over for offentligheden. Det Europæiske Råds konklusioner peger i samme retning, og det gør også tre regeringslederes argumentation for en superkommissær for økonomisk politik (18).

6.8

EØSU går under alle omstændigheder ind for, at Rådet (konkurrenceevne) bliver mere synligt. Det er et konkret punkt, hvor styringen kan forbedres. Dette Råd er ikke tjent med, at mødesalen befolkes af flere kommissionsmedlemmer sammen med en stadigt skiftende flok ministre med ansvar for forskellige sagsområder. For det første må Kommissionen sørge for, at koordinationen i Rådet (konkurrenceevne) er transparent og klart overskuelig for offentligheden. På grund af Lissabon-dagsordenens betydning ligger der her også en opgave for Kommissionens formand. For det andet bør bedre organisation i Rådet (konkurrenceevne) og strømlining på EU-plan også føre til et internationalt mere genkendeligt mønster i de nationale ministres ansvarsområder. Det vil øge overbevisningskraften over for offentligheden og fremme fælles ansvarlighed for den fælles politik.

6.9

Der er ikke nogen formel definition af »flere hastigheder«, som Unionen kan trives godt med. ØMU'en og Schengen-aftalen er ganske vist vellykkede eksempler. Men de forskellige situationer og fremgangsmåder i medlemsstaterne, der skildres i retningslinjerne, åbner ikke noget tiltrækkende perspektiv i retning af dårligt definerede »flere hastigheder«, der er en kilde til konkurrenceforvridning. Men der er positive elementer i den procedure, der er indeholdt i forfatningsudkastet.

6.10

I forbindelse med det indre marked – der stadig er kernen i integrationen – er det ikke nogen tiltrækkende løsning at vælge »flere hastigheder«, fordi det ville resultere i vekslende koalitioner på forskellige delområder og ville give modstræbende medlemsstater en for let vej ud af dilemmaer.

6.11

På de områder, der er forbeholdt medlemsstaterne, kan der vanskeligt foreslås et generelt sæt foranstaltninger og tilpasninger. Den måde, hvorpå det foregår nu, nemlig via præcise beskrivelser af situationer og god praksis i de enkelte medlemsstater, fortjener al mulig støtte. Det må tilstræbes yderligere at forfine denne metode, navnlig hvad angår sammenligneligt talmateriale. Kommissionen må også skaffe sig instrumenter, som sætter den i stand til bedre at vurdere kvaliteten af de offentlige udgifter.

6.12

EØSU er tilhænger af konkurrence omkring bedste politik og af den åbne koordinationsmetode på nøje definerede områder, hvor fællesskabsmetoden ikke anvendes. Men det vil (i det mindste på kort sigt) uden tvivl kun give begrænsede resultater, fordi medlemsstaterne ikke bedømmer hinanden. Nogle medlemsstater er i gang med at gennemføre væsentlige ændringer af deres politik, f.eks. vedrørende pensioner og arbejdsmarked. Det skorter imidlertid på evnen til at kommunikere de gode budskaber ud til befolkningen.

6.13

Det Europæiske Råd har taget til efterretning, at Kommissionen agter at udarbejde en køreplan for at styrke Lissabon-strategien og forbedre dens gennemførelse. »Better governance« er et centralt udgangspunkt. Tillid og stabilitet forudsætter en klar institutionel ramme.

6.14

EØSU går ind for, at der i »den nye Lissabon-proces« knyttes an til den succesrige metode fra »Europa '92«. Dette indebærer, byggende på bestående praksis, at rapporterne om retningslinjerne, det indre marked, beskæftigelsen og Lissabon-processen sammenfattes i én tydelig køreplan med tidsskema, og at det deri gøres klart, hvilke aktioner der forventes af hvem (Kommissionen, Rådet, Europa-Parlamentet, medlemsstaterne), til hvilken tid og på grundlag af hvilke beslutninger. I den forbindelse understreger EØSU Kommissionens og fællesskabsmetodens betydning, der var udslagsgivende for, at »Europa '92« blev en succes. Kommissionen forelægger hvert år en fremskridtsrapport, ud fra hvilken ECOFIN-rådet og Rådet (konkurrenceevne), efter høring af Europa-Parlamentet, bestemmer den prioritering, der danner grundlag for Kommissionens forslag.

6.15

De eneste virkelige fremskridt i forbindelse med Lissabon-processen er sket inden for det indre marked, i det mindste for så vidt angår lovgivning og fastlæggelse af regler. Gennemførelsen kniber det nemlig ofte med. Fremskridtene er et direkte resultat af fællesskabsmetoden. EØSU foreslår derfor, at alle emner i tilknytning til det indre marked samles i en klar tidsplan:

6.16

For så vidt angår de emner, der afhænger af national beslutningstagning, som f.eks. social sikkerhed, arbejdsmarkedsspørgsmål (Kok's taskforce) og beskatning, foreslår EØSU, at Rådet på forslag af Kommissionen – i tilknytning til politisk kappestrid og åben koordination – ligeledes træffer beslutning om mål og gennemførelse. Men samtidig skal der i tidsplanen indføres overvågning af fremskridtene i forbindelse med disse nationale processer. På disse områder er styringen det vanskelige punkt. Men aftaler uden gennemførelse er der nu engang ikke megen mening i.

6.17

Også andre emner, der ikke er undergivet regler og undertiden kun til dels er afhængige af de offentlige myndigheder, men alligevel har at gøre med konkurrenceevne, viden og økonomisk kapacitet, fortjener plads i den nye Lissabon-proces, nemlig bl.a. følgende:

6.18

Kommissionen og Det Europæiske Råd er tilhængere af et »partnerskab for forandring«(Partnership for Change). EØSU kan fuldt ud tilslutte sig dette. Det kan blive et vigtigt begreb. Lissabon-strategien er aldrig blevet betragtet som en topstyret proces. Dens succes – formulering af politikken, omsætning og gennemførelse – afhænger af mange aktører: politikere (på europæisk, nationalt og regionalt plan), arbejdsmarkedets parter på alle niveauer, virksomheder, universiteter og mange andre af samfundets institutioner og endelig civilsamfundet. En overskuelig præsentation af målsætningerne, der gør det klart for alle politiske og samfundsmæssige aktører, hvad der forventes af dem, kan levere ny, nødvendig inspiration.

6.19

Partnership for Change rummer store muligheder, hvis det præsenteres på den rette måde. Det kan føre til ny kommunikation og nye alliancer mellem de mange parter, der berøres af den europæiske integrationsproces. Også det er en del af good governance.

6.20

Det Europæiske Råd har opfordret Kommissionen til at nedsætte en gruppe på højt plan, der inden 1. november d.å. skal forelægge Kommissionen en rapport om, hvordan man kommer videre med Lissabon-processen. Denne gruppes rapport og visioner kommer til at spille en vigtig rolle i forbindelse med midtvejsrevisionen af Lissabon-strategien på forårstopmødet 2005. Det Europæiske Råd har ligeledes opfordret Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg til på samme tidspunkt at fremsætte henstillinger til midtvejsrevisionen.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/32

1.1

Den 1. maj 2004 foretog Den Europæiske Union et spring i retning af virkeliggørelsen af den drøm, som grundlæggerne af det Europæiske Fællesskab nærede i 1952 – grundlæggere, der havde oplevet krige, katastrofer, ulykke, fattigdom og elendighed. Vejen hen imod en egentlig europæisk integration er ikke længere så lang. EU med 25 medlemsstater er en realitet, og udvidelsen med yderligere to medlemsstater er allerede besluttet.

1.1.1

Dette betyder dog ikke, at enhver risiko for tilbageslag med uforudsigelige følger er elimineret. Det fælles europæiske projekt kræver støtte. Den bedste støtte får det, hvis de europæiske borgere føler sig som en uadskillelig del af det; hvis de er stolte over at tilhøre en større demokratisk geografisk enhed, der garanterer fred og respekt for menneskelig værdighed, og som stræber efter velfærd for alle – over at være en del af en enhed, hvor solidaritet er den mest grundlæggende adfærdsregel for samtlige borgere. Borgere, der føler sig som europæere og er stolte over at være borgere i EU.

1.2

Men for at nå dertil må EU dels konsolidere sine eksisterede fælles politikker, dels støt og roligt og med demokratiske procedurer arbejde hen imod udformningen og gennemførelsen af alle de øvrige fælles politikker, der mangler for at Unionen kan udvikle sig videre fra en økonomisk og monetær union til en reel social og politisk enhed.

1.3

Formuleringen og gennemførelsen af disse politikker vil med sikkerhed indebære nogle omkostninger, som vil skulle fordeles retfærdigt og i overensstemmelse med den enkelte borgers og det enkelte medlemslands økonomiske styrke.

1.4

EØSU vil gerne bidrage til debatten om udarbejdelsen af budgettet for programmeringsperioden 2007-2013 og afgiver derfor efter anmodning fra Kommissionen denne udtalelse om emnet, hvor også Kommissionens meddelelse »Tredje rapport om økonomisk og social samhørighed« (1) tages i betragtning.

1.5

EØSU begrænser sig dog ikke til en kritisk gennemgang af de to basisdokumenter, men kommer tillige ind på emner, spørgsmål og politiske aspekter, der ikke berøres i disse på trods af deres åbenlyse betydning for opbygningen af den fælles europæiske fremtid og for Unionens finansielle drift i den omhandlede programmeringsperiode.

1.6

I betragtning af EØSU's natur og sammensætning har vi derfor ikke kunnet begrænse os til en kritisk gennemgang af disse to dokumenter - selv om vi selvfølgelig har taget behørigt hensyn til dem, især Kommissionens meddelelse om de finansielle overslag 2007-2013, men har også taget fat på emner, spørgsmål og politiske aspekter, der ikke behandles i meddelelsen.

1.7

Med andre ord vil EØSU ud over at tilkendegive sin mening for eller imod Kommissionens synspunkter og forslag også bidrage til debatten om Europas fælles fremtid ved at trække andre relevante spørgsmål frem.

2.1

I sin meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet (2) redegør Kommissionen for sin vision for Den Europæiske Union og programmeringen af budgettet for perioden 2007-2013.

2.2

For at udnytte alle fordelene ved udvidelsen og befordre velstanden i Europa foreslås det at prioritere tre store områder: bæredygtig udvikling, EU-borgernes interesser og styrkelse af EU's rolle som global partner.

2.3.1

På Det Europæiske Råd i Lissabon i 2000 vedtog stats- og regeringscheferne et program, der havde som mål at skabe et EU, der skal udvikle sig til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed«.

2.4

Kommissionen ønsker at puste nyt liv i denne proces ved at opstille nye troværdige og operationelle mål for medlemsstaterne og EU. Virksomhedernes konkurrenceevne må styrkes i det indre marked, forskning og udvikling må fremmes, Europa skal bindes sammen i netværk, kvaliteten af uddannelse og efteruddannelse skal højnes, den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden skal styrkes, og samfundet skal have hjælp til at forudse og administrere forandringer i samfundet.

2.5

Målsætningerne om vækst og konkurrenceevne er ligeledes de vigtigste prioriteringer for den næste generation af regional- og samhørighedspolitikker, idet tyngdepunktet skal ligge på regioner, der halter bagefter i udvikling. Vækst og samhørighed bør i endnu højere grad end tidligere gensidigt komplettere hinanden.

2.6

I fremtiden bør samhørighedspolitikken systematisk forholde sig til problemet med manglende konkurrenceevne, således at flere af EU's regioner kan bidrage til vækst og beskæftigelse.

2.7

Kommissionen henviser i øvrigt udtrykkeligt i sine forslag til beslutninger truffet af Rådet i 2003 om at reformere den fælles landbrugspolitik og at fastsætte landbrugsudgifterne til markedsforanstaltninger og direkte udbetalinger frem til 2013. Reformen vil omlægge EU's landbrugspolitik radikalt, så der fremover satses på bæredygtig udvikling, og støtten kobles fra produktion. Den fremtidige politik for udvikling af landdistrikterne, der fremover samles i et enkelt instrument, vil bidrage til at øge landbrugets konkurrenceevne og til at skabe fremskridt for miljøet og mangfoldighed i landdistrikterne. Den vil udløse ekstrabevillinger gennem delvis overførsel af beløb fra de direkte betalinger pr. bedrift til programmer for udvikling af landdistrikter.

2.8

Den nye reformerede fælles fiskeripolitik vil fortsat være centreret om bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Miljøpolitikken skal opfylde borgernes forventninger om bedre livsbetingelser og solidaritet mellem generationerne såvel som de internationale forpligtelser ved at fremme effektivitet og konkurrenceevne.

2.9.1

Siden Amsterdam-traktaten er de fleste politikker vedrørende frihed, sikkerhed og retfærdighed blevet overført til fællesskabsniveau. Alle anerkender i dag, at de udfordringer, der ligger i indvandring, asyl og bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme, ikke længere kan løses tilfredsstillende med foranstaltninger, der udelukkende træffes på nationalt plan. Det samme er tilfældet, når det gælder beskyttelse mod naturkatastrofer, sundheds- og miljøkriser, adgang til offentlige tjenester og forbruger- og sundhedsproblematikker.

2.10

Bedre instrumenter og tilstrækkelige midler vil kunne forbedre indsatsen.

2.11.1

Det udvidede EU bør spille en mere fremtrædende rolle som verdensdelens leder og global partner. For at indfri forventningerne på området er det vigtigt at EU bliver en politisk ansvarlig aktør, der er i stand til at udnytte sin stærke position.

2.12

Unionen bør også fuldt ud udfylde sin rolle med hensyn til global politisk styring og strategisk sikkerhed. Opgaven her består bl.a. i at værne samfundet mod trusler, at varetage den civile sikkerhed og at beskytte borgerne mod forskellige risici.

2.13.1

Målsætningerne for dette område kan nås for en Union med 27 medlemsstater, uden at det gældende loft for udgifterne hæves.

2.14

Skal man klare udfordringen i at etablere et troværdigt politisk projekt, må man have de nødvendige ressourcer til gennemførelsen til rådighed. Kommissionen har regnet sig frem til et gennemsnitligt udgiftsniveau for den pågældende periode på 1,14 %. Der vil ske en betydelig omrokering på EU's budget med henblik på at støtte de nye prioriteringer. I første omgang vil udgiftsniveauet stige som følge af udvidelsen, men i slutningen af perioden vil det igen nærme sig det oprindelige. Forpligtelserne er lavere end det nuværende loft på 1,24 % af BNP.

2.15

Kommissionen foreslår, at man i fremtiden indfører en generel korrektionsmekanisme, der skal bestå i en veldefineret, klar og objektiv metode til at korrigere en budgetbyrde, som er for stor i forhold til et lands relative velfærd.

2.16

Kommissionen vil i løbet af 2004 udarbejde passende lovforslag samt en præcis køreplan for opfyldelsen af målsætningerne.

3.1

EØSU ser generelt med positive øjne på Kommissionens meddelelse. Mere konkret kan man sige, at der er tale om en tekst, som generelt set

3.2

EØSU støtter og ser endog yderst positivt på Kommissionens valg og idéer. Det drejer sig mere konkret om følgende:

3.2.1

Begrebet »bæredygtig udvikling«, definitionen af dette og det indbyrdes samspil mellem økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige faktorer.

3.2.1.1

EØSU slutter op bag Kommissionens synspunkter og noterer sig, at bæredygtig udvikling er et komplekst begreb, der omfatter:

3.2.1.2

»Bæredygtig udvikling« kan således ikke beskrives med kvantitative parametre for økonomisk vækst alene, men omfatter også kvalitative (sociale og miljømæssige) aspekter.

3.2.1.3

EØSU stiller sig yderst kritisk til den sammenblanding af »bæredygtig udvikling« og »bæredygtig økonomisk udvikling«, som kan konstateres i andre tekster. I sin udtalelse »Evaluering af strategien for bæredygtig udvikling« (3) gør udvalget opmærksom på, at EU's finansielle overslag 2007-2013 kunne have givet mulighed for et handlekraftigt udspil i retning af bæredygtig udvikling. Det konstaterer i øvrigt, at det ikke er tilstrækkeligt uændret at videreføre de hidtidige politikker, som har vist sig problematiske for bæredygtig udvikling, og i fremtiden opføre dem på budgetposten for »bæredygtig vækst«. Endelig er det værd at understrege, at bæredygtig udvikling og bæredygtig vækst er to forskellige begreber, som kan være direkte i modstrid med hinanden.

3.2.1.4

EØSU minder om, at det er absolut nødvendigt og presserende for at virkeliggøre en bæredygtig udvikling, at der stilles flere økonomiske ressourcer til rådighed til formålet end nu og i budgettet for 2007-2013. I betragtning af at midlerne er utilstrækkelige, og miljøet er et grænseoverskridende alment gode og en vigtig del af strategien for bæredygtig udvikling, finder EØSU det relevant at spørge, om man ikke burde undtage investeringer på området fra beregningen af budgetunderskud i henhold til stabilitets- og vækstpagten (4).

3.2.1.5

Europa kan spille en betydningsfuld rolle i den globale økonomi og påvirke denne i retning af en mere bæredygtig udvikling. De økonomiske ressourcer på budgettet er dog ikke tilstrækkelige. Den Europæiske Union bør tale med én stemme. Medlemsstaterne kan næppe ændre på den globale udvikling hver for sig – uanset deres størrelse eller betydning. Samordning af medlemsstaternes bestræbelser på at nå fælles mål i EU er tvingende nødvendig.

3.2.2

Den økonomiske rentabilitet af social samhørighed og den klare konstatering af, at samhørighedsprocessen ud over den sociale effekt og udligningen af skævheder også medfører kvantitative forbedringer af økonomiske vækstparametre i egentlig forstand.

3.3

Hele planen for arbejdet med at virkeliggøre denne overordnede politiske vision hviler på »bæredygtig udvikling« som grundlæggende princip, sådan som dette defineres inden for en kompleks ramme af økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter.

3.4

I forbindelse med analyser af den tredje rapport om økonomisk og social samhørighed rejser EØSU's udtalelse spørgsmålet om, hvordan det interregionale samarbejde skal organiseres, og efter hvilken procedure det skal fremmes.

3.4.1

Det foreslås at fjerne programtillæggene fra fællesskabsstøtterammerne såvel som fællesskabsstøtterammerne selv som forvaltningsredskaber og at erstatte dem med et strategisk samhørighedsdokument, der er afstemt på fællesskabsplan.

3.4.2

Tilsvarende foreslås det i lyset af den ineffektivitet i gennemførelsen, som mellem 60 og 70 forskellige prioriteringer i de hidtidige bestemmelser har afstedkommet, at opstille 3-4 medlemsstatsspecifikke prioriteringer og en enkelt fælles prioritering, som skulle bestå i administrative forbedringer. For bedre at kunne tage hensyn til særlige forhold i de enkelte medlemsstater kunne EU i øvrigt vedtage nogle mere fleksible og decentrale forvaltningsmetoder, uden at dette går ud over den overordnede gennemsigtighed og stringens.

3.4.3

Forslaget om at ændre kontrolmetoden for den økonomiske forvaltning er af stor betydning: i stedet for kontrollere projekterne enkeltvis, vil man vælge på forhånd at indgå en tillidspagt med regler på området. Herved kommer kontrollen til at foregå inden for en ensrettet ramme, som alle involverede parter kan acceptere.

3.4.4

EØSU er i øvrigt bekymret for, at svælget mellem forpligtelser og betalinger skal blive endnu større. Man vurderer, at forskellen mellem de to ved afslutningen af programmeringsperioden 2007-2013 vil nå op på 188 mia. EUR, svarende til et helt års budget. EØSU anser det derfor for nødvendigt at gøre overslagene mere fleksible. Ved at åbne for muligheden for at forlænge fristen for betalinger til forpligtelser vedrørende strukturfondene med et år (ændring af n+2-reglen til n+3) ville man kunne anvende de beløb, der derved gøres disponible, stille og roligt og uden tidspres, hvilket er mere fornuftigt og effektivt.

3.5

Selve kernen i debatten bør bestå i at anerkende, at fællesskabsbudgettet og EU's økonomiske ressourcer er direkte afhængige af, hvor langt de enkelte medlemsstater er nået i den økonomiske udvikling, og af deres bruttonationalprodukt.

3.5.1

Gennem bidraget til fremme af økonomisk vækst i de ti nye medlemsstater skaber fællesskabsbudgettet de nødvendige betingelser for et forbedret og bredere grundlag for beregningen af EU's egenindtægter. Styrkelsen af de enkelte landes kapacitet og forøgelsen af BNP vil således også styrke fællesskabsbudgettet, eftersom bidragene fra medlemsstaterne vil stige (samme procentsats, men af et højere BNP-grundlag).

3.5.2

Samtidig vil man ved at åbne enhedsmarkedet for de nye medlemsstater sikre bedre vækstperspektiver for de 15 gamle medlemsstater. Det ville bestemt ikke være vanskeligt at måle den øgede vækst, som hver af de 15 gamle medlemsstater vil opnå som følge af multiplikatoreffekten af udviklingen i de nye medlemsstater og integrationen af deres marked i det europæiske enhedsmarked. Under alle omstændigheder vil denne ekstra vækst, som kan forventes i EU-15, være ensbetydende med flere ressourcer til fællesskabsbudgettet.

3.5.3

Endvidere mener EØSU, at fordelingen af ressourcer bør ændres til fordel for de nye stater, hvor hovedparten af de mindre udviklede regioner befinder sig og hvor integrationsprocessen endnu ikke er afsluttet, med henblik på at opfylde det grundlæggende mål – konvergens.

3.5.4

Det er EØSU's opfattelse, at man ikke alene skal se meget nøje på loftet for EU-budgettet, men også på de projiceringer, som det er baseret på. Budgettet er baseret på Fællesskabets bruttoindtægter, som vurderes ud fra en arbejdshypotese vedrørende økonomisk vækst, omregningskursen mellem euro og US-dollar, prisen på råolie m.m. Der er således adskillige usikkerhedsmomenter, som kan påvirke summen af økonomiske midler. EØSU anbefaler derfor Kommissionen at udarbejde forskellige scenarier med udgangspunkt i henholdsvis pessimistiske og optimistiske forudsætninger med henblik på at fastsætte et interval, inden for hvilket de årlige budgetter kan tænkes at svinge i perioden 2007-2013.

3.6

Efter EØSU's mening må man for at løse problemer i forbindelse med behandlingen af de to variable (vurdering af de økonomiske omkostninger ved ambitiøse politiske mål på den ene side og de (utilstrækkelige) økonomiske midler til disposition på den anden) stille spørgsmålet, i hvilket omfang de disponible midler er tilstrækkelige til at opfylde målene.

3.7

Når man prøver at forene disse to størrelser, støder man på følgende dilemma: skal man i forbindelse med justeringen slække på de politiske mål og den bagvedliggende vision for at få midlerne til at række, eller skal man omvendt søge at skaffe de midler, som er nødvendige for, at målene kan opretholdes? Dilemmaet bliver rent hypotetisk, hvis man realistisk og effektivt sørger for, at de disponible midler passer til formålet.

3.8

Hvis målene er nødvendige for effektivt at opbygge en fælles europæisk fremtid, synes det problematisk at give køb på dem. Kommissionens intentioner om at skabe en ny ligevægt er derfor hverken let at godtage eller let at forstå, når de tydeligvis har som konsekvens, at den potentielle effekt af dens politiske målsætninger svækkes.

4.1

Det fremgår af meddelelsen, at Kommissionen, inden den lagde sig fast på det fremlagte forslag, i lyset af den seneste udvikling på området vaklede mellem tre forskellige muligheder, hvad angår loftet over forpligtelser i EU's budget.

4.2

Den første mulighed var at fastsætte loftet til 1 % af BNI, sådan som flere medlemsstater havde ønsket. Kommissionen mener klart, at denne procentsats er helt utilstrækkelig.

4.3

Den anden mulighed var at hæve procentsatsen til 1,30 % af BNI. Efter Kommissionens opfattelse kan en sådan (stadig beskeden) sats gøre det lettere for EU at opfylde de nødvendige betingelser for gennemførelsen af samtlige politiske målsætninger.

4.4

Den tredje mulighed var at fastholde det nuværende loft på 1,24 % af BNI. Kommissionen gjorde dog opmærksom på, at hvis man endte med at vælge denne procentsats, skulle der ændres en del i EU's budget for at frigøre marginer til finansiering af de nye prioriteringer.

4.5

Kommissionen endte faktisk med at vælge den tredje mulighed, hvilket kan forventes at få følgende konsekvenser:

4.5.1

for det første bevares den nuværende budgetramme, hvilket rejser spørgsmålet, om det, når alt kommer til alt, bliver muligt at påtage sig de økonomiske udgifter, der er forbundet med de nye prioriteringer, al den stund de samme budgetindtægter hidtil har finansieret langt færre prioriterede områder. Det er værd at gøre opmærksom på, at udviklingsniveauet i de fleste af de 10 nye medlemsstater (der snart bliver til 12) er kendetegnet ved et markant efterslæb i forhold til de 15 gamle medlemsstater, hvorfor effektiv økonomisk støtte for at sikre deres vækst vil kræve nye store bevillinger. I Kommissionsdokumentet står, at »i et udvidet EU vil det gennemsnitlige BNP pr. indbygger være mere end 12 % lavere end i det nuværende EU, mens indkomstforskelle samlet set fordobles.«

4.5.2

for det andet må fællesskabsbudgettet omstruktureres og en ny balance etableres: spørgsmålet er, om ændringerne og justeringerne, som følger heraf, vil blive modsvaret af en udvanding af de politiske målsætninger i Kommissionens meddelelse, hvilket vil være ensbetydende med en svækkelse af de nødvendige forudsætninger for opbygningen af en fælles europæisk fremtid.

4.5.3

for det tredje vil den overvejende føderale struktur og funktionsmåde, som EU vil antage med vedtagelsen og ikrafttrædelsen af forfatningstraktaten, medføre en afbøjning af subsidiaritetsprincippet og en udvidelse og en styrkelse af de fælles EU-politikker, hvilket vil kræve tilsvarende ressourcer.

4.5.4

EØSU henviser til en række passager i Kommissionens meddelelse, som afslører, at der risikerer at komme til at mangle økonomiske midler i programmeringsperioden 2007-2013, hvilket vil kunne vende op og ned på de politiske planer og fjerne enhver mulighed for at føre den foreslåede handlingsplan ud i livet.

4.5.5

Hvor diplomatisk, afmålt og afbalanceret Kommissionens meddelelse end er, understreges det ikke desto mindre i indledningen, at »da udvidelsen vil indvirke asymmetrisk på Fællesskabets budget - og øge udgifterne mere end indtægterne - er det nødvendigt at intensivere den finansielle indsats, også blot for bevare status quo«. Denne bemærkning lader på trods af sin elegante formulering ingen tvivl tilbage om, at der bliver umuligt at forbedre eller bare at fastholde EU's allerede opnåede resultater, medmindre ressourcerne øges.

4.5.6

I indledningen uddyber Kommissionen derefter argumentet, når den påpeger den stadig større kløft mellem EU's politiske forpligtelser og dens manglende evne til at honorere dem, samt den nedbrydende effekt, som den manglende politiske vilje og de utilstrækkelige midler har på Unionens evne til at holde sine løfter på en lang række nye prioriterede områder.

4.5.7

Man finder i øvrigt lignende hentydninger i andre dele af meddelelsen. F.eks. står der under punkt II, at »kløften mellem de krav, der stilles til EU, og de ressourcer, det har til rådighed, er blevet for stor«, og lige efter advarer Kommissionen om, at » hvis man opstiller en række mål for EU og derefter nægter det de nødvendige ressourcer, er det ensbetydende med at dømme det til berettiget kritik fra borgere, som ikke får opfyldt rimelige forventninger«.

4.5.8

EØSU giver Kommissionen ret i, at alle medlemsstater bliver tabere, hvis det ikke lykkes at indgå en aftale om målsætningerne for det europæiske projekt, og hvis ikke projektet tildeles de bevillinger, der er nødvendige for, at det kan virkeliggøres.

4.5.9

I forbindelse med vurderinger af ovennævnte forhold bør man ligeledes tage med i betragtning, at fællesskabsbudgettet faktisk bliver mindre, når den europæiske udviklingsfond medregnes i den nye programmeringsperiode 2007-2013.

4.5.10

I programmeringsperioden 2007-2013 skal de fælles EU-politikker styrkes, mens de tilsvarende nationale politikker skal begrænses. Denne udvikling forsvares med, at EU ikke bare må ende som administrator af nationale aktioner. Fælles interesser kræver udarbejdelse og gennemførelse af fælles EU-politikker.

4.5.11

Man kan ikke overlade det til de nationale politikker at øge Unionens merværdi. Kommissionen skriver lige ud, at effektiv fremme af EU forudsætter store kritiske masser på overnationalt niveau, og at effektiviteten derfor bedst nås via fællesskabspolitikker (side 5 i den danske udgave).

4.5.12

Det er således en vildfarelse at betragte problemet som et simpelt spørgsmål om at omfordele ressourcerne mellem medlemsstaterne. Der er tværtimod grund til at præsentere problemet som et spørgsmål om at optimere effekten af de fælles EU-politikker med henblik på yderligere at øge merværdien af de fællesskabsfonde, der stilles til rådighed for dem (side 5 i den danske udgave).

4.5.13

I forbindelse med Kommissionens opremsning af positive ting fremhæver den fællesskabsinterventionernes rækkevidde og den hermed forbundne skabelse af EU-merværdi for hver eneste euro, som overføres fra EU-budgettet.

4.5.14

Andre henvisninger af samme type findes i følgende passager i meddelelsen:

4.5.15

EØSU finder det værd at bemærke, at det er absurd at have ambitiøse planer for EU, hvis man samtidig beskærer de disponible økonomiske midler. Et loft for egenindtægter på 1 % af BNI vil nødvendigvis medføre beskæringer af udbetalingerne fra strukturfondene, herunder fra samhørighedsfonden, så meget desto mere fordi alle senere stramninger som følge af reduktionen af EU's budget i lyset af den finansielle ramme for den fælles landbrugspolitik, der løber indtil 2013, vil ramme netop samhørighedspolitikken med dramatiske følger for de udfordringer og behov, som udvidelsen af EU indebærer. Med en sådan udvikling vil ethvert udviklingsinitiativ eller -incitament desuden miste såvel indhold som værdi.

4.5.16

På baggrund af disse iagttagelser mener EØSU, at man skal sætte sig ud over Kommissionens betænkeligheder og beslutte at øge den gældende budgetramme ved at sætte EU-budgettets egenindtægter i den nye programmeringsperiode 2007-2013 op til maksimalt 1,30 % af BNI og samtidig sikre, at det årlige budgetloft ikke overskrides.

4.5.17

Dette synspunkt styrkes yderligere af, at en del af de ressourcer, der stilles til rådighed via strukturfondene takket være eksport, vender tilbage til økonomierne i de lande, som er nettobidragydere til fællesskabsbudgettet. Denne problematik er allerede blevet dokumenteret i de 15 gamle medlemsstater, og man regner med, at effekten vil være den samme i en Union med 25 medlemsstater. En væsentlig del af de midler, som frigøres til udvikling af de 10 nye medlemsstater, vil således vende tilbage til de lande, som er nettobidragyderne til EU-budgettet (markedet for teknologisk og elektronisk udstyr, levering af specialtjenester, overførsel af knowhow osv.). Dette aspekt af sagen kan man ikke se bort fra i forbindelse med udformningen af det nye EU-budget. Man konstaterer tillige, at Kommissionen i sin meddelelse kommer ind på dette konkrete emne, idet den peger på, at hvis man anvender enhedsmarkedets regler på samhørighedspolitikken, opnår man en betydelig merværdi takket være væksten i handlen mellem de mindre udviklede EU-regioner og resten af EU. Årsagen til opsvinget i den interne handel er »at ca. en fjerdedel af udgifterne i forbindelse med programmerne til disse områder vender tilbage til det øvrige EU i form af øget eksport«.

4.6

EØSU kan fuldt ud skrive under på Kommissionens bemærkninger om fordelene ved EU-borgerskab. De hermed forbundne fordele bør ikke begrænse sig til markedsfrihederne: parallelt med frihed, sikkerhed og retfærdighed må man også sikre borgernes adgang til grundlæggende offentlige tjenester. Kommissionen bemærker med rette, at »fordelene ved et Europa uden grænser« skal være »tilgængelige for alle på samme vilkår«. Unionen bør supplere medlemsstaternes bestræbelser på området, men en sådan indsats koster penge.

4.7

EØSU er også enig med Kommissionen i, at det ikke kun er nødvendigt at have midler til rådighed, men også ressourcer til at udnytte dem, hvis man ønsker, at Europa skal kunne påtage sig en førerrolle (udviklingsbistand, handelspolitik, udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, eksterne dele af andre politikker m.m. - se side 6 i den danske udgave).

4.7.1

Ifølge EU's forfatningstraktat, der er ved at blive vedtaget, vil den beskyttelse af EU-borgerne, som EU forpligter sig til, ikke begrænse sig til en simpel anerkendelse af selve EU-borgerskabet, men omfatter tillige et juridisk ansvar for at sikre det, og følgelig en forpligtelse til at yde erstatning (f.eks. til personer, der har været ofre for terrorhandlinger eller naturkatastrofer).

4.8

Selv om EØSU glæder sig over fremskridt i visse af budgettets afdelinger, bliver det dog tydeligt, at fremskridtene er beskedne, når der sættes tal på. Forøgelsen af ressourcer på 162 % for syvårsperioden 2007-2013 under overskriften »borgerskab, frihed, sikkerhed og retfærdighed« beløber sig kun til i alt 2,239 mio. EUR. Samtidig mindskes udgifterne til landbruget med 3 %, hvilket svarer til 1,442 mio. EUR. I slutningen af perioden vil udgifterne til disse to områder svare til henholdsvis 2 % og 26 % af budgettet. Med hensyn til landbrugsbevillingerne skal det bemærkes, at den fælles landbrugspolitik har fået nye udfordringer at slås med efter EU-udvidelsen og reformen af de fælles markedsordninger.

5.1

Hverken meddelelsen eller den tredje rapport om økonomisk og social samhørighed kommer ind på et spørgsmål, hvis praktiske løsning kan forventes at få konsekvenser for EU's budget, nemlig den frie bevægelighed for arbejdstagerne fra de 10 nye medlemsstater på de 15 gamle medlemsstaters arbejdsmarked og gennemførelsen af overgangsperioden på 2, 5 eller 7 år. På dette område er det relevant at spørge, i hvilket omfang de restriktioner for arbejdsmarkedet, som de 15 gamle medlemsstater har indført for arbejdstagere fra de 10 nye medlemsstater, vil hæmme den økonomiske og sociale udvikling i disse lande.

5.2

Et andet emne, som eventuelt kunne debatteres, er forholdet mellem bidrag fra EU-fondene og det punkt, som de nye medlemsstater er nået til med hensyn til vedtagelse af de forpligtelser, som de allerede har skrevet under på, samt fremme af disse.

5.3

Hvis man vil undersøge de økonomiske perspektiver for en given periode, må man betragte egenindtægterne og de budgetmæssige udgifter uafhængigt af hinanden. Kommissionens meddelelse er bygget op omkring et sådan rationale: punkt 4 er viet den nye finansielle ramme med særlig vægt på udgifterne, men punkt 5 indeholder overvejelser vedrørende finansieringssystemet.

5.4

Denne udtalelse fokuserer på gennemgangen af udgifterne, idet EØSU forbeholder sig ret til at komme tilbage til egenindtægterne, når Kommissionen senere fremlægger en rapport om dette emne for Rådet.

5.5

I den nuværende situation finder EØSU det dog hensigtsmæssigt at udtale sig om følgende to emner:

5.5.1

EØSU er dog meget forbeholden over for den almindelige korrektionsmekanisme, som skal knæsætte et princip om et »rimeligt økonomisk udbytte« af EU-medlemskabet. Det drejer sig om en form for solidaritet med de rige lande fra de fattige landes side, som ikke kan accepteres. Allerede en rapport fra 1998 (5)fra Kommissionen indeholder simulationer af konsekvenserne af en sådan mekanisme. Det fremgår af denne, at hvis man havde anvendt den almindelige korrektionsmekanisme i 1996 i 5 lande (Storbritannien, Tyskland, Holland, Østrig og Sverige – repræsenterende 48,7 % af EU's BNP) og man forudsatte, at disse ikke skulle betale til korrektionen, ville udgifterne blive fordelt på de 10 andre daværende medlemsstater, der til sammen repræsenterede 48,9 % af EU's BNP. Den nylige udvidelse med lande, hvis levestandard er lavere, ville kun gøre en sådan løsning endnu mere uretfærdig.

5.5.2

Hvis det viser sig, at der er brug for en korrektionsmekanisme, så mener EØSU under alle omstændigheder, at man i forbindelse med udjævningen af en ubalance ikke skal medregne udgifter til strukturinterventioner, eftersom de udtrykkeligt forfølger en omfordelingsmålsætning.

5.5.3

EØSU mener, at beregningen af budgetsaldiene med udsigten til den mulige indførelse af en generel korrektionsmekanisme udelukkende bør baseres på driftsudgifterne, som det blev foreslået i Berlin allerede i 1999. Dette vil forhindre negative virkninger som følge af, at EU's administrationsudgifter og udgifterne til fællesskabspolitikkerne væltes over på det land, hvor disse summer faktisk bruges. Det vil også være mere i tråd med »direct budgeting«-metoden, i forbindelse med hvilken administrationsudgifterne forbindes med de driftsudgifter, som forårsager disse, og midlerne til administrationsudgifter fordeles på alle kategorierne.

5.6

Hvad angår spørgsmålet om indirekte ressourcer, gentager EØSU det forslag, som det fremsatte i sin udtalelse om udbredelse af og indbyrdes kompatibilitet mellem automatiske bompengesystemer i Fællesskabet (6), nemlig at man overvejer at oprette en europæiske fond for transportinfrastruktur, der skal finansieres gennem opkrævning af 1 cent pr. liter brændstof, der bruges af alle typer køretøjer.

5.7

EØSU bakker op om Kommissionens forslag om at synkronisere budgetprogrammeringsperioderne med mandatperioderne for de to EU-institutioner Kommissionen og Europa-Parlamentet.

5.7.1

EØSU ser positivt på indskrivningen af de finansielle overslag i forfatningstraktaten. Dette ville gøre EU's budgetramme mere stabil.

5.7.2

EØSU beklager dog, at Det Europæiske Råd ikke har kunnet bakke op om Det Europæiske Konvents forslag om, at de finansielle overslag skal vedtages med kvalificeret flertal på mellemlangt sigt. Det Europæiske Råd foretrak at bevare enstemmighed, idet det dog åbnede mulighed for vedtagelse af overslagene med kvalificeret flertal, hvis der foreligger en beslutning truffet i enstemmighed af Det Europæiske Råd. EØSU frygter, at bevarelsen af enstemmighed vil kaste Unionen ud i en alvorlig konstitutionel krise, eller at der vil blive skruet ned for Unionens politiske ambitioner.

5.8

EØSU støtter forslaget om at gøre Europa-Parlamentet til hovedansvarlig for EU-budgettet. Idéen er, at Parlamentet overdrages det fulde ansvar for både obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter.

5.9

EØSU finder det endvidere vigtigt at gøre opmærksom på, at hvor Lissabon-strategien stiller nogle markante udfordringer og lægger op til at tage nogle initiativer, så synes Kommissionens meddelelse ikke at indeholde konkrete foranstaltninger, der kan anspore til aktioner til fordel for økonomisk udvikling i EU. Den eneste ide af praktisk art, som dokumentet indeholder (i punkt IV Den nye finansielle ramme - C Fleksibilitet), er oprettelsen af en særlig vækstjusteringsfond, men de midler, denne tildeles, er alt for små. EØSU minder i den forbindelse om, at gennemførelsen af Lissabon-strategien var baseret på en hypotese om en gennemsnitlig årlig vækst på 3 %, mens prognosen for de kommende år ikke overstiger 2,3 % i en Europæisk Union med 27 medlemsstater. Og hvad mere er: med den beskedne økonomiske vækst, som EU har haft siden 2000, vil den ikke være i stand til at indhente efterslæbet i den økonomiske vækst.

5.10

Det er således nødvendigt at forhøje de pågældende beløb for at opfylde den grundlæggende forudsætning for, at Lissabon-strategien kan gøre fremskridt og krones med held, nemlig at ændre vores system, hvad angår investeringer i uddannelse og forskning.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/39

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har via aktiviteterne omkring EU's politikker i udviklingsområderne, og især i AVS-landene, har haft lejlighed til at overvåge udviklingen af EU's samarbejdspolitik. Denne udvikling går mere og mere i retningen af større inddragelse, dvs. at man tilstræber at inddrage og anerkende de ikke-statslige aktører (ngo'erne) i fastlæggelsen og gennemførelsen af selve politikkerne: institutionerne og ngo'erne supplerer således hinanden i bestræbelserne på at forbedre virkningen af udviklingsprogrammerne.

Cotonou-aftalen er for øjeblikket det eneste eksempel, hvor denne form for inddragelse institutionaliseres, og hvor regeringerne er forpligtede til at inddrage ngo'erne fuldt ud i de forskellige faser af de nationale udviklingsstrategier.

1.2

I betragtning af denne udvikling og det faktum, at EØSU allerede har udtalt sig i en tidligere udtalelse om »Civilsamfundets rolle i den europæiske udviklingspolitik« (REX 097/2003), mener EØSU, at det er vigtigt at uddybe emnet om kvinders deltagelse og deres specifikke og grundlæggende bidrag til fastlæggelsen og gennemførelsen af udviklingspolitikker i de AVS-lande, der er omfattet af Cotonou-aftalen. Udvalget finder det hensigtsmæssigt at understrege, hvor vigtig en rolle kvinderne kan spille, og hvordan deres rolle i virkeligheden bør fremmes inden for såvel Cotonou-aftalen som alle udviklingspolitikkerne.

1.3

I øvrigt har EØSU i kraft af sin stilling som det EU-organ, der repræsenterer civilsamfundet, allerede tidligere fremhævet kvinders rolle som centrale aktører i den økonomiske og sociale udviklingsproces, og understreget nødvendigheden af at fremme deres organisationer og sikre dem en rimelig repræsentation i rådgivnings- og beslutningsorganerne. (Udtalelse om »Grønbog om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og AVS-landene på tærsklen til det 21. århundrede«, ordfører: Henri Malosse, EXT 152/1997).

Ngo'ernes og herunder især kvindeorganisationernes reelle deltagelse i beslutningsprocesserne er fortsat meget langt fra at være fuldt ud gennemført.

2.1

Den seneste rapport fra Verdensbanken (World Development Report 2004) indeholder en eksplicit erkendelse af, at det globale marked ikke længere kan følge trit med den økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige udvikling, og at markedet især er ude af stand til at fjerne de hindringer, som ligger i vejen for en ligelig og bæredygtig udvikling i alle lande på såvel den sydlige som den nordlige halvkugle. I 2002 nåede gennemsnitsindkomsten for 5/6 af jordens befolkning ikke op på 1.200 USD, medens den lå over 26.000 USD for den resterende sjettedel, hvoraf langt størstedelen lever i de rigeste lande.

2.2

I dag kan ingen af de internationale organisationer (Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Verdenshandelsorganisationen, ILO, FN osv.) fungere som demokratisk, global »regulator« alene, og de kan i sig selv heller ikke begrænse de økonomiske udviklingsforskelle mellem de forskellige lande og sociale lag.

2.3

Dertil kommer, at udviklingslandene specielt i en periode med svag økonomisk vækst i størstedelen af landene er tvunget til at indføre netop de økonomiske strukturtilpasningspolitikker, som anbefales eller pålægges af de internationale organismer, og som pålægger dem foranstaltninger, der er vanskelige at støtte, og som først og fremmest rammer de fattige. De strukturelle ændringer, som ikke ledsages af passende sociale beskyttelsespolitikker, har ført til større fattigdom, manglende stabilitet og usikkerhed blandt de svageste grupper (i såvel nord som syd).

2.4

I de seneste år er opdelingen mellem den formelle globale økonomi og den uformelle lokale økonomi desuden blevet skarpere. De personer, som lever inden for den uformelle økonomi, har ingen rettigheder, selv om de reelt set bidrager til den økonomiske vækst i deres land.

2.5

Flertallet af denne befolkningsgruppe er kvinder, og det er derfor dem, som mest lider under disse forhold. Kvinder, som lever i fattigdom i udviklingslandene, er ikke alene ude af stand til at få adgang til varer og tjenesteydelser, de er ofte også ofrer for grove overtrædelser af deres menneske-, samfunds- og økonomiske rettigheder.

2.6

Fattigdom, arbejdsløshed og underbeskæftigelse rammer først og fremmest kvinderne.

2.7

Der er utallige lejligheder til at udarbejde og foreslå politikker, aktioner og projekter til fordel for kvinder i forbindelse med de forskellige konferencer, der organiseres af FN's agenturer og udvalg. Den sidste i rækken var konferencen om »Millenium Development Goals«, hvor man vedtog to nøgledokumenter. I begge dokumenter figurerer kvinders ret til lige adgang til og deltagelse i beslutningsprocesserne og behovet for sygdomsforebyggelse samt sundhedsbeskyttelse blandt de mest diskuterede emner.

3.1

Traktatens art. 3 bestemmer, at EU i alle sine aktiviteter, inklusive udviklingssamarbejdet, bør bestræbe sig på at fjerne alle former for uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

3.2

EU og dets medlemsstater har underskrevet den handlingserklæring og -platform, som blev vedtaget på kvindernes fjerde verdenskonference (Peking 1995): I disse dokumenter lanceredes en egentlig strategi for at fjerne alle hindringerne for ligestilling mellem kønnene, og mainstreaming-princippet i fremme af ligestilling mellem kønnene indførtes. I kølvandet på de forpligtelser, der blev indgået i Peking med tiltrædelse af platformen, blev der endvidere vedtaget en forordning (EF nr. 2836/98) om inddragelse af kønsspørgsmål i udviklingssamarbejdet.

3.3

Den pågældende tekst, som var gyldig frem til december 2003, er blevet erstattet af en ny forordning for årene 2004-2006, som i al væsentlig styrker og bekræfter målsætningerne herfor, dvs. støtte til mainstreaming kombineret med specifikke foranstaltninger til fordel for kvinder og med fremme af ligestilling mellem kønnene som et vigtigt bidrag til at mindske fattigdommen. Den nye forordning genbekræfter endvidere støtten til de offentlige og private aktiviteter i udviklingslandene, som sigter mod ligestilling mellem kønnene.

3.4

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fremme af ligestilling mellem kønnene i udviklingssamarbejdet kan ses som en vigtig reference for samarbejdspolitikkerne. De aktionsområder, der i den forbindelse anses som højtprioriterede og som fortjener opmærksomhed, er kontrol med de ressourcer og tjenester, der stilles til rådighed for kvinder, specielt på uddannelses- og beskæftigelsesområdet og i forbindelse med inddragelse i beslutningsprocesserne. I dokumentet fremhæves endvidere, at der er behov for køns- og aldersspecifikke statistikker for at kunne indkredse og udbrede nye fremgangsmetoder, undersøgelser, konsekvensanalyser etc.

4.1

Cotonou-aftalen, som blev underskrevet den 23. juni 2000 med AVS-staterne, fremstår som et vendepunkt i EU's udviklings- og handelspolitikker, fordi den for første gang har sanktioneret inddragelsen af de ikke-statslige aktører – ngo'erne – i fastlæggelsen af de nationale udviklingsstrategier, og har givet dem rollen som supplement til de statslige institutioner. I aftalen defineres de ikke-statslige aktører således: den private sektor, arbejdsmarkedets parter og de økonomiske interesseorganisationer, herunder fagforeningerne, civilsamfundet i alle dets former alt efter det nationale særpræg.

4.2

Aftalen fastsætter, at de ikke-statslige aktører informeres og inddrages i konsultationerne om samarbejdspolitikker og –strategier, om prioriteterne for samarbejdet på de områder, som direkte berører dem, og om den politiske dialog. De tildeles finansielle midler med henblik på at støtte udviklingen i lokalområderne. De skal inddrages i gennemførelsen af samarbejdsprojekter og -programmer på områder, som de beskæftiger sig med, og endelig modtager de støtte til opbygning af kapacitet og kompetencer, navnlig med hensyn til organisation, repræsentation og oprettelse af konsultationsordninger, herunder kommunikations- og dialogkanaler, og med henblik på at fremme strategiske alliancer.

4.3

Endvidere fremhæver aftalen forbindelsen mellem politik, handel og udvikling i overensstemmelse med EU's politikker. Partnerskabets struktur er nemlig baseret på de fem søjlers indbyrdes afhængighed: en verdenspolitisk dimension, fremme af den inddragelsesbaserede fremgangsmåde, målet om at mindske fattigdommen, indførelsen af en ny økonomisk og kommerciel samarbejdsramme og en reform af det finansielle samarbejde.

4.4

Udviklingsstrategierne bør desuden systematisk tage højde for princippet om ligestilling mellem kønnene, som er et af de tværgående temaer i aftalen (art. 8 og 31).

4.5

I den forbindelse institutionaliserer Cotonou-aftalen EØSU's rolle som den foretrukne dialogpartner for AVS-landenes økonomiske og sociale interessegrupper, og giver det et eksplicit mandat til at høre civilsamfundsorganisationerne.

5.1

I betragtning af EU's retningslinjer for inddragelse af kvinder og kønsaspektet og under henvisning til den vægt, aftalen tillægger EØSU, forekommer det hensigtsmæssigt at uddybe kvindernes særlige rolle og deres deltagelse i den civile dialog i forbindelse med selve aftalen.

5.2

Eftersom der er tale om et meget stort antal lande, som er beliggende i forskellige områder, kan kvinderne fra AVS-landene naturligvis ikke betragtes som en homogen gruppe. Der er store forskelle alt afhængigt af den enkelte kvindes region, kulturelle kontekst, socialøkonomiske gruppe, indkomstniveau, og om hun bor på landet eller i byen. Selv om vi er nødt til at foretage visse generaliseringer, som jo har deres begrænsninger, er det vigtigt, at disse kvinder reelt kan komme med i de inddragelsesprocesser, som Cotonou-aftalen har sat i gang.

5.3

En første vanskelighed består i, at retningslinjerne for principperne og god praksis for de ikke-statslige aktørers deltagelse i høringerne og dialogen om udvikling kun strejfer kønsaspektet, og at den foreløbige vurdering af Cotonou-aftalens bestemmelser om inddragelsen af de ikke-statslige aktører i planlægningsprocedurerne (23.01.04) endnu ikke indeholder hverken kvantitative eller kvalitative oplysninger om kvindernes deltagelse.

5.4

Ud fra de vidnesbyrd, der er indsamlet i forskellige fora og på regionale seminarer, ser kvindesammenslutningernes, -ngo'ernes og – sammenslutningernes deltagelse i fastlæggelsen af de nationale strategier i de fleste tilfælde ud til at have været yderst beskeden.

5.5

Der er en himmelråbende forskel mellem på den ene side de erklærede intentioner og aftalens bestemmelser og på den anden side deres praktiske gennemførelse. I øvrigt synes aktionerne og foranstaltninger til fremme af kvinders deltagelse også at være beskedne.

5.6

Det er klart, at i en kontekst, hvor det i sig selv er vanskeligt at skabe og strukturere en dialog med civilsamfundet generelt set, er det endnu vanskeligere at forsøge at give kvinderne mere plads. Dertil kommer, at gennemførelsen af aftalens bestemmelser om deltagelse er en påbegyndt, men endnu ikke afsluttet proces, som primært er afhængig af Kommissionen, som vi mener spiller en afgørende rolle, regeringernes støtte, og de selvsamme ikke-statslige aktører, hvis muligheder, kompetencer og organisationsgrad varierer fra sted til sted.

5.7

I forbindelse med gennemførelsen af en generel inddragelsesbaseret fremgangsmåde er man stødt på mange forskellige hindringer. Som allerede sagt i en tidligere udtalelse (1), er der bl.a. tale om:

5.8

Kvindernes deltagelse hindres yderligere af objektive forhold, som på den ene side skyldes socioøkonomiske, kulturelle og religiøse faktorer, og på den anden side mange regeringers begrænsede fortrolighed med de grundlæggende rettigheder i almindelighed og kvinders rettigheder i særdeleshed.

5.9

Cotonou-aftalen nævner overholdelse af menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstatsprincipperne som afgørende elementer i partnerskabet og fastsætter i den forbindelse, at der skal træffes foranstaltninger, som skal meddeles modparten i tilfælde af alvorlige overtrædelser. Som allerede påpeget i en af EØSU's tidligere udtalelser (Udtalelse om »Partnerskabsaftale mellem AVS og EU« (521/2002), ordfører Ramón Baeza Sanjuán) ville det imidlertid være ønskeligt, hvis der blev fastsat nogle mere præcise kriterier for overholdelse af disse principper.

6.1

I virkeligheden hænger emnet, kvinders deltagelse i civilsamfundet, tæt sammen med kvindens rolle i beslutningsprocesserne og i hele udviklingsprocessen, og det kunne derfor være hensigtsmæssigt at inddrage andre områder i overvejelserne.

6.2

Kvinderne kan ikke alene yde et vigtigt bidrag til udviklingsprocesserne, men bør også kunne få del i de fordele og muligheder, der skabes takket være selve udviklingen.

6.3

Faktisk udgør kvinderne overalt en svag samfundsgruppe, og de er i højere grad udsat for fattigdom og ringe levevilkår, fordi de ikke har tilstrækkelig adgang til og kontrol over de ressourcer, som kan give dem mulighed for at forbedre deres levevilkår og bidrage til et lands økonomiske udvikling.

6.4

Adgang til og kontrol over ressourcerne synes altså at være en afgørende forudsætning, hvis man virkelig ønsker at bekæmpe fattigdom og igangsætte nogle bæredygtige og vedvarende udviklingsprocesser.

Dertil kommer, at selv der, hvor kvinder udøver en økonomisk aktivitet, er der oftest tale om den uformelle økonomi, som også er den mest sårbare over for de makroøkonomiske omstruktureringspolitikker.

6.5

Til trods for Millennium Development Goals, som EU har tiltrådt med det sigte at halvere fattigdommen inden 2015, er der risiko for, at begge parters forhandlere kun beskæftiger sig med de makroøkonomiske og politiske virkninger og glemmer de bredere målsætninger og virkningerne af de forhandlede foranstaltninger på de forskellige befolkningsgrupper. Kommissionens tiltag, som sigter mod at skabe nogle overvågningsredskaber, der kan vurdere virkningerne af disse aftaler, bør støttes.

6.6

Blandt de emner, der fremhæves i dokumenterne fra FN, FAO og andre internationale organismer, mener vi at kunne indkredse nogle prioriterede indsatsområder, som naturligvis ikke foregiver at være udtømmende på alle områder.

7.1

Der er behov for større klarhed og beslutsomhed i fastlæggelsen af målsætningerne for den målrettede indsats til fordel for kvinder og i beslutningen om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes, hvis EU virkelig ønsker at påvirke kvindernes og de fattiges levevilkår i positiv retning. Man skal specielt være meget påpasselig med de justeringspolitikker, hvis virkninger har skadet kvinderne og de svage befolkningsgrupper som sådan. Der skal også være klare fordele for disse samfundsgrupper.

7.2

I den sammenhæng ser der ud til at være behov for, at vurderingen af EU's handelsaftaler med tredjelandene, herunder især AVS-landene, omfatter specifikke analyser af, hvilken betydning aftalerne vil få for de fattigste befolkningsgrupper og på kønsspørgsmålet.

7.3

Investeringer, der sigter mod at styrke de sammenslutninger og ngo'er, som arbejder for at fremme ligestilling mellem kønnene og give kvinderne større magt, er afgørende, hvis der skal ske en generel forbedring i de økonomiske, sociale og politiske vilkår i udviklingslandene og sikres dem en social og økonomisk vækst, som er forenelig med den bæredygtige udvikling.

7.4

Som også sagt tidligere, handler det ikke alene om at fremme en større inddragelse af kvinder i civilsamfundet, men også og først og fremmest om at skabe de grundlæggende betingelser for en reel inddragelse, anerkendelse af og støtte til kvinder, så de bliver ligestillet med mændene til gavn for udviklingen i deres respektive lande. Styrkelse af kvindernes rolle i deltagelsesprocessen er faktisk afgørende for at kunne opnå beslutningskompetence.

7.5

Den vigtigste grundlæggende betingelse er imidlertid kvinders lige adgang til almen og faglig uddannelse. I den forbindelse bør der ydes støtte til alle målrettede programmer og projekter på dette område, lige fra grundlæggende skoleuddannelse til støtte til kvindeorganisationers informatisering og etablering af netværk som grundlag og garanti for kvindernes deltagelse og fremme af kvindernes rolle i den nationale udvikling.

7.6

I forbindelse med den decentraliseringsproces, der er iværksat af Kommissionen, bliver delegationernes rolle afgørende, som sagt i Retningslinjer for principper for og god praksis vedrørende inddragelse af de ikke-statslige aktører (24/02/02). Delegationerne nyder stor frihed i valget af midler og har til opgave at overvåge og fremme den størst mulige inddragelse af de ikke-statslige aktører. Selv om retningslinjerne ikke indeholder eksplicitte forslag vedrørende inddragelse af kvindesammenslutningerne og deres rolle, mener EØSU, at delegationerne kan spille en vigtig rolle med hensyn til at fremme indkredsningen og inddragelsen af disse sammenslutninger i den civile dialog, at etablere netværk og at formulere en strategi for kapacitetsopbygning, som er specielt møntet på kvinder.

Delegationerne bør have et særligt ansvar for at fremme integration af ligestillingsaspektet, og mindst én af delegationens ansatte bør modtage en særlig uddannelse i kønsrelaterede problemstillinger.

7.7

Der bør således ydes særlig opmærksomhed omkring indkredsning af de eksisterende kvindeorganisationer og deres karakteristika. Meget ofte er der nemlig ikke tilstrækkelige oplysninger om dette emne.

EØSU selv kunne bidrage til indkredsning af internationale europæiske sammenslutninger og organisationer, som beskæftiger sig med støtte og inddragelse af kvinder i AVS-landene.

7.8

Dokumenterne vedrørende de nationale strategier bør indeholde udtrykkelige bestemmelser om såvel kvinders deltagelse i udfærdigelsen heraf som iværksættelse af foranstaltninger og positive tiltag fremme af kvindeorganisationernes virke. EØSU mener, at Kommissionen i den forbindelse kan øve en vis indflydelse.

EØSU opfordrer Kommissionen til at oprette en særlig budgetpost til kvindernes civilsamfundsorganisationer i AVS-landene.

7.9

Mere overordnet set ville det være hensigtsmæssigt at give kvindeorganisationerne en præferentiel stilling, hvad angår såvel udvælgelseskriterierne for de ikke-statslige aktører som adgangen til finansiering.

7.10

Uddannelseskurser, som tager sigte på at fremme arbejdet i de kvindesammenslutninger og –organisationer, som arbejder på lokalt plan netop inden for rammerne af Cotonou-aftalerne, kunne vise sig at være et nyttigt instrument til at gennemføre disse aftaler.

7.11

EØSU forpligter sig til at fremme afholdelsen af seminarer, som kan indkredse og uddybe emner i relation til kvinders status og inddragelse i AVS-landene.

7.12

EØSU vil forlange en ligelig repræsentation af kvindelige delegerede på sine seminarer og på møder med kvinder og kvindesammenslutninger i AVS-landene og i tredjelandene generelt.

7.13

EØSU forpligter sig til i første halvdel af 2005 at afholde en konference med ovennævnte parter med følgende formål: styrkelse af kvindernes rolle i beslutningsprocesserne, indkredsning af eksisterende hindringer og fastlæggelse af strategier, som tager udgangspunkt i holdningerne hos de personer, der står i centrum for udviklingsprocesserne.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/44

1.1

Under indtryk af den demografiske omvæltning og de muligheder og risici med hensyn til livskvalitet, som den indebærer for det stigende antal ældre mennesker i Europa, udtrykker EØSU ønske om

—

økonomisk politik og finanspolitik (4.1)

—

arbejde og beskæftigelse (4.2)

—

ældre menneskers livsvirkelighed (4.3)

—

det sociale og det fysiske miljø (4.4)

—

livslang læring (4.5)

—

bevarelse af sundhed og plejebehov (4.6)

—

nye teknologier (4.7)

—

bearbejdning, koordinering og udvikling af eksisterende viden (4.8)

—

Anvendelse af »den åbne koordinationsmetode« til at indføre en ensartet fortolkning og fastlæggelse af indikatorer til måling af ældres livskvalitet i EU, til at sikre udveksling af erfaringer, sammenligninger på europæisk plan og gensidig læring, til at fremme dialogen mellem repræsentanter for det organiserede civilsamfund og de relevante generaldirektorater i Kommissionen og til at skabe enighed om fælles værdinormer vedrørende det aldrende samfund.

—

Oprettelse af et fælles observationsorgan (European Observatory) med henblik på at opbygge et europæiske agentur for aldring og en fælles databank til tilvejebringelse, samling og formidling af viden, til forbedring af den åbne koordinationsmetode og til udledning af praktiske og politiske konsekvenser.

—

Etablering af en kategori for »det aldrende samfund« i EØSU.

—

Afholdelse af seminarer og konferencer, der kan medvirke til at skabe større viden om den demografiske omvæltning og om behovet for forebyggelses- og ledsageforanstaltninger, til at skærpe bevidstheden, til at udbrede kendskabet til forskningsresultater mest muligt og til at fremme udveksling af viden mellem gamle og nye medlemsstater.

—

for politiske foranstaltninger til bevarelse og, om nødvendigt, forbedring af de nuværende og fremtidige ældregenerationers livskvalitet,

—

til fremme af Europas økonomiske udvikling og konkurrenceevne i lyset af det potentiale, som ændringerne i befolkningssammensætningen medfører.

2.1

Den demografiske forandring af befolkningsstrukturen er både et af de store historiske resultater og en aktuel udfordring for vor tid. Aldrig tidligere har hele generationer med så stor berettigelse som nu kunnet håbe og forvente at opleve alderdommen som en livsfase, der strækker sig over mange år. Denne nye livsfase indebærer mange positive muligheder, men afføder også en række helt nye individuelle og samfundsmæssige opgaver. I de fleste europæiske lande har mange ældre en tilstrækkelig indkomst og den nødvendige fysiske og intellektuelle kapacitet til selv at kunne forme de ekstra år på tilfredsstillende vis. Dette åbner op for nye muligheder for økonomisk og samfundsmæssig udvikling. Men med den tiltagende alder stiger også risikoen for aftagende fysisk, sensorisk og intellektuel kapacitet og dermed for funktionsmæssige begrænsninger. Men der findes også grupper i samfundet, der ikke råder over de materielle, sociale og personlige ressourcer, der skal til for at kunne ældes med værdighed. Det sidste gælder navnlig et stort antal gamle kvinder, der bor alene. Der er også store forskelle mellem de europæiske lande i denne henseende. Desuden bliver der som følge af forskydningen i aldersstrukturen i alle landene brug for at omfordele de forhåndenværende midler og tilpasse sundhedssystemerne og de sociale sikringssystemer. Befolkningens aldring berører – om end med tidsmæssige afvigelser – alle EU's medlemsstater. I sin rapport om EØSU's aktiviteter 2000-2002 skriver formanden (side 69):

2.2

»EØSU henledte endvidere opmærksomheden på de foruroligende demografiske fremskrivninger, som vil få særlige konsekvenser for beskæftigelse, sundhed og pensionering«.

2.3

Denne udvikling er baggrunden for nærværende initiativudtalelse om »Forskningsbehovet i forbindelse med ændringer i befolkningssammensætningen – De ældres livskvalitet og teknologiske behov«, hvori der fremsættes anmodning om, at en nøgleaktion vedrørende dette tema optages i det syvende rammeprogram for forskning. Temaet omfatter to adskilte aspekter, der dog er nært forbundne med hinanden: for det første den ændrede befolkningssammensætning som sådan, der skyldes dels det faldende fødselstal og den dermed forbundne ændring af familiestrukturerne, dels befolkningens stigende middellevetid. For det andet aldringen og alderdommen som en selvstændig livsfase med et stort potentiale for sociale, kulturelle, organisatoriske, teknologiske og økonomiske innovationer, men også risici. I forbindelse med begge aspekter er der brug for forskning, såvel vedrørende de samfundsmæssige konsekvenser og det tilsvarende behov for en politisk indsats (makroniveauet) som vedrørende konsekvenserne for og behovet for en indsats til sikring af de ældres livskvalitet, i hvilken forbindelse der hele tiden må tages hensyn til kønsbetingede forskelle med hensyn til livssituation (mikroniveauet).

3.1

Eftersom den demografiske omvæltning og de dermed forbundne ændringer i befolknings- og samfundsstrukturen er noget hidtil ukendt i historien, er der et stort behov for viden, så konsekvenserne for samfundsudviklingen kan vurderes, og velfunderede grundlag tilvejebringes for rettidig politisk planlægning, beslutningstagning og handlen, såvel på nationalt som på europæisk plan. Det påpeges også i udtalelser fra EØSU og meddelelser fra Kommissionen om beskæftigelsespolitik (1), social integration (2), sundhedspleje, livslang læring (3), m.v..

3.2

En sådan viden er samtidig en forudsætning for sociale, kulturelle, organisatoriske, økonomiske og teknologiske innovationer, der på den ene side kan opretholde gamle menneskers livskvalitet og på den anden side kan bidrage til at aflaste sundheds- og socialsikringssystemerne. Navnlig det hastigt voksende antal meget gamle mennesker og – til dels en følge heraf – det forhold, at der på samme tid eksisterer flere generationer af ældre, stiller krav om helt nye tjenesteydelser og fag.

3.3

De projekter, der har modtaget støtte som led i nøgleaktion 6, »Befolkningens stigende gennemsnitsalder«, under temaprogrammet »Livskvalitet og forvaltning af bioressourcer« i det femte rammeprogram for forskning, har allerede givet en række vigtige resultater. Generaldirektoratet for Forskning har for nylig udgivet en midtvejsevaluering af resultater og erfaringer i forbindelse med denne tværfaglige nøgleaktion.. Omsætning af resultaterne af telematikprogrammet kan også bidrage til at forøge ældre menneskers og handicappedes livskvalitet. Den helhedsprægede fremgangsmåde, der blev benyttet i telematikprogrammet sidst i 1990'erne, har dog ikke vundet generelt indpas.

3.4

I det sjette rammeprogram for forskning optræder støtten til forskning i befolkningens aldring og de individuelle og samfundsmæssige konsekvenser af denne proces kun i nogle få underordnede dele af temaerne »Biovidenskab, genomforskning og bioteknologi i sundhedens tjeneste« (prioritet 1), »Informationssamfundsteknologier« (prioritet 2), »Borgere og styreformer i et videnbaseret samfund« (prioritet 7) og »Støtte til politikker og foregribelse af videnskabelige og teknologiske behov« (prioritet 8) samt ERA-net.

3.4.1

Vigtige politisk relevante resultater kan der først og fremmest ventes af de igangværende projekter under prioritet 8 om de demografiske perspektiver og om sundhedsomkostninger og –udgifter i forbindelse med aldringen. Et særligt strategisk mål under IST-programmet er støtte til ældres og handicappedes integration i informationssamfundet. Også på dette område foreligger der allerede en række nyttige resultater og lovende projekter, der inddrager store konsortier og industrien. Alligevel er der stadig brug for en stor indsats for at få afhjulpet de eksisterende mangler. Men »befolkningens stigende gennemsnitsalder« optræder ikke længere som selvstændigt punkt blandt de tematiske prioriteter.

3.5

Det må forventes, at de medicinsk-biologisk orienterede projekter, der har modtaget støtte under det femte og det sjette rammeprogram for forskning, vil resultere i store fremskridt med hensyn til viden om fysiologiske og biologiske aldringsprocesser, om bekæmpelse af sygdomme og om fremme og bevarelse af sundheden.

3.6

Erkendelser på dette område er uden tvivl vigtige. Men de kan ikke løse de problemer, som ældre mennesker står over for, og de kan heller ikke i nær fremtid bidrage til at klare de samfundsmæssige opgaver, som det stigende antal ældre mennesker og især det stigende antal meget gamle mennesker påfører de europæiske samfund som helhed. Som følge af de relativt lave fødselstal er de unge menneskers (under 20 år) andel af den samlede befolkning i EU fra 1960 til 2001 faldet fra 32 % til 23 %, mens de ældres (fra 60 år) andel i samme tidsrum er steget fra 16 % til 22 %. Ældrekvotienten, dvs. befolkningen på 60 år og derover i forhold til befolkningen på 20-60 år udtrykt i procent, steg i samme tidsrum fra 29,5 % til 38,9 %. På grund af de sidste tre årtiers lave fødselstal vil andelen af ældre yderligere tage til i de kommende år for i 2020 at udgøre 27 % af befolkningen. Det betyder, at over en fjerdedel af alle europæiske borgere til den tid er 60 år eller derover (4). Antallet af meget gamle vil stige særlig stærkt (se også 4.5.1). I betragtning af problemets store rækkevidde og de indtil videre uoverskuelige konsekvenser, som befolkningens aldring vil medføre på mange forskellige samfundsmæssige områder, må forskningsfeltet udvides klart. Ligesom aldringen selv ikke alene er en biologisk proces, men omfatter mange forskellige facetter i en årelang proces, må også forskningen i alderdom og aldring drives langsigtet og multi- og interdisciplinært. Forskningens mål skal ikke bare være at forbedre sundheden og forlænge levetiden. Tværtimod skal det også dreje sig om via forskning at bidrage til at forøge livskvaliteten i de ekstra år.

3.7

Derfor bør der i det syvende rammeprogram for forskning optages en nøgleaktion vedrørende den demografiske omvæltnings udfordringer, der supplerer den hidtil stort set medicinsk-biologisk orienterede forskning med samfunds- og adfærdsvidenskabelige, kulturelle, samfundsøkonomiske og forebyggelsesmæssige perspektiver. En sådan helhedspræget forskning skal omfatte såvel grundforskning som anvendelsesorienteret forskning og udvikling (5). Desuden bør de mest repræsentative europæiske ældreorganisationer inddrages, som det anbefales i den anden verdensomspændende ældreplan, der blev vedtaget på den anden verdenskonference om aldring i april 2002 i Madrid, og i den strategi, som FN's Økonomiske Kommission for Europa vedtog i forbindelse med ministerkonferencen i Berlin i september 2002. I betragtning af de lange og komplicerede politiske beslutningsprocesser haster det stærkt med at fremme en sådan forskning. Herunder redegøres der nærmere for forskningsbehovet på forskellige områder.

4.1.1

Det første centrale aspekt, der ikke kommer til sin ret i 6. rammeprogram for forskning, er et samfundsøkonomisk perspektiv på konsekvenserne af den demografiske omvæltning, der ifølge undersøgelser foretaget af Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender bliver graverende. Derfor er der brug for en solid videnbasis, der gør det muligt at sammenholde data om indkomst og beskæftigelse med data om sundhed og social adfærd. For at skabe mulighed for velfunderede prognoser må der kontinuerligt og over længere perioder udarbejdes statistikker (gode eksempler herpå er English Longitudinal Study of Ageing [ELSA] om sundhed og Retirement Survey [HRS] i USA). Deraf giver sig følgende forskningsemner:

4.2.1

På grund af befolkningens ændrede aldersstruktur og det deraf følgende krav om omfordeling af knappe ressourcer, der ikke kan forøges i takt med aldringen, må for fremtiden såvel virksomhederne som de sociale sikringssystemer og de ældre selv indstille sig på, at de ældres arbejdskraft og viden skal udnyttes længere, end tilfældet er for øjeblikket (6). Det er velkendt, at ældre generelt ikke er mindre produktive end yngre, men at nogle kompetencer tager af, mens andre tager til. Deraf giver sig følgende forskningsemner:

De ældres stigende andel af den samlede befolkning gør det desuden nødvendigt at udvide eksisterende og skabe nye job. Men der savnes information om, på hvilke områder det haster særligt med at få udvidet de faglige færdigheder for at leve op til ældre menneskers krav og behov, og på hvilke områder der er brug for nye aktiviteter og dermed nye chancer for beskæftigelse.

Denne udvikling bør analyseres

4.3.1

Aldring er ikke blot en biologisk, men også en social proces. De sociale rammebetingelser er meget forskellige i de forskellige lande i Europa. Det gælder både makroniveauet, nemlig de historisk fremvoksede politiske og sociale systemer, og mikroniveauet, de individuelle forhold og ressourcer. Lige så forskellige er betingelserne for aldring og alderdom i de forskellige befolkningsgrupper. Disse forskelle – det være sig med hensyn til mænds og kvinders forudsætninger, personlige og/eller faglige erfaringer, materielle levevilkår osv. – skal der tages hensyn til ved udforskningen af ældre menneskers daglige livsvirkelighed.

4.3.2

Der er store forskelle mellem de europæiske lande med hensyn til klima, topografi, bebyggelsestæthed og –former, trafikinfrastruktur, velfærdslovgivning og mange andre aspekter, der påvirker mulighederne for selv at bestemme over sit liv og for at tage aktivt del i samfundet. I nogle lande er der minimumspensioner, der udgør et tilstrækkeligt økonomisk grundlag for at leve et tilfredsstillende liv i alderdommen, i andre dækker pensionen ikke engang de elementære behov. Men der er også store forskelle mellem og inden for de enkelte lande og inden for gruppen af ældre.

4.3.3

Selvstændighed, selvbestemmelse og social integration er vigtige personlige og samfundspolitiske mål. I en høj, og navnlig i en meget høj alder kommer realiseringen af disse målsætninger af flere årsager i fare. For det første stiger risikoen for sundhedsmæssige problemer med den tiltagende alder. I så fald gør uhensigtsmæssige omgivelser og manglende økonomiske ressourcer det vanskeligt at opretholde selvstændigheden og bevare et socialt liv. Også samfundsmæssige normer og forestillinger som f.eks. en diskriminerende opfattelse af de ældre kan virke som barrierer og resultere i udelukkelse fra vigtige samfundsmæssige områder. Over for det negative billede af alderdommen står imidlertid den kendsgerning, at det overvejende flertal af ældre gennem mange år kan leve et selvstændigt liv, som de selv tager ansvaret for. Desuden yder de vigtige bidrag til familien og samfundet i form af (social og økonomisk) støtte til yngre generationer og i form af ulønnet arbejde i politiske, fagforeningsmæssige og kirkelige sammenhænge.

4.3.4

Ældre mennesker har stort psykologisk potentiale til at tackle problemerne, når de stilles over for vanskelige ydre omstændigheder og sundhedsmæssige begrænsninger. Denne indre balance kan dog komme i fare, når problemerne kumuleres.

4.3.5

De fleste gennemlever den ca. 20-30 årige tilværelse som ældre i relativt sund og aktiv tilstand. Men da denne livsfase er noget nyt i historien, er der kun få forbilleder for udformningen af den. Om de områder, hvor ældre nu til dags er aktive og yder et vigtigt samfundsmæssigt, socialt og økonomisk bidrag – bl.a. i form af lønnet og/eller ulønnet arbejde i politiske, fagforeningsmæssige og kirkelige organisationer eller ved at støtte, uddanne og opdrage yngre – findes der så godt som ikke pålidelige tal, der kan sammenlignes på europæisk plan.

4.3.6

Samfundets aldring diskuteres i vidt omfang kun som et problem, som en belastning og med fokus på de stigende udgifter til social- og sundhedsvæsenet. Modsat er der imidlertid også en række positive aspekter, der sjældent kommer frem, og som der ikke foreligger megen information om. Dertil hører f.eks., at ældre mennesker ikke længere belaster arbejdsmarkedet, men fortsat bidrager til den økonomiske udvikling som forbrugere.

4.3.7

Foranlediget af de aktuelle diskussioner om sundhedsvæsenets problemer, finansieringen af pensionerne og – i visse lande – dødshjælp føler mange ældre mennesker sig nu snarere som en belastning end som påskønnede medlemmer af samfundet.

4.4.1

Ældre menneskers sociale miljø ændrer sig dramatisk i de kommende år. Som følge af lave fødselstal, sen familiestiftelse og høje skilsmissetal skrumper det traditionelle net af familiemæssige relationer ind. Samtidig vil det på grund af den stigende middellevetid stadigt hyppigere ske, at indtil fem generationer i en familie er i live samtidigt (»beanpole families«).

4.4.2

Fra tidsbudget- og mobilitetsstudier ved man, at folk, efterhånden som de bliver ældre, tilbringer en stadig større del af tiden i boligen, og at aktiviteterne uden for hjemmet tager tilsvarende af.

4.4.3

Tanken om at måtte flytte på plejehjem som følge af tiltagende svagheder er de fleste ældre menneskers skræk.

4.4.4.

Teknisk apparatur og tekniske systemer og tjenesteydelser kan være en stor hjælp for ældre til at klare hverdagens problemer. Men ofte er de ikke tilpasset de ældres behov. Apparatur skal konstrueres efter princippet »Design for All« og skal fleksibelt kunne tilpasses forskellige brugergrupper. Det betyder, at det er helt nødvendigt at inddrage de kommende brugere i udviklingsprocessen for at forbedre produkternes og tjenesteydelsernes kvalitet. Det må anbefales at konsultere og aktivt inddrage de mest repræsentative europæiske ældreorganisationer og de ældre selv for at få en permanent udveksling af oplysninger om de ældres virkelige behov.

Desuden må det nøjere undersøges, hvilke tekniske hjælpemidler der faktisk bruges, og hvilke betingelser der må opfyldes, for at de kan bidrage til ældre menneskers livskvalitet:

4.4.5

Fysiske, sociale og kulturelle aktiviteter bidrager som bekendt til en sund og tilfredsstillende tilværelse som ældre. Men hyppigt afskærer hindringer i det naturgivne og/eller konstruerede miljø eller manglende transportmidler adgangen til relevante faciliteter. Problemerne er i vidt omfang velkendte (7), men det skorter på løsninger.

4.4.6

Hyppigt hindrer manglende sociale og finansielle midler og/eller fysiske eller sensoriske svagheder adgang til og deltagelse i aktiviteter uden for hjemmet. Men netop for disse mennesker – ofte ældre kvinder, der lever alene – ville det være af særlig stor betydning at deltage i sociale og kulturelle aktiviteter, så de ikke isoleres.

4.5.1

Livslang læring spiller en stadig vigtigere rolle i et samfund, hvor der hurtigt sker sociale, kulturelle og tekniske ændringer. Dette gælder navnlig ældre arbejdstagere, hvis tidligere erhvervede kompetencer ikke længere rækker på en moderne arbejdsplads. Målet om at skabe et europæisk område for livslang læring blev allerede understreget i en fælles meddelelse fra Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur og Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold og i Rådets resolution af 27. juni 2002 (8). På dette område er der ligeledes fortsat et presserende behov for forskning:

4.5.2

Behovet for livslang læring gælder dog også personer, som ikke længere er aktive på arbejdsmarkedet. De bør også have mulighed for at udvikle sig yderligere både for deres egen og samfundets skyld.

4.6.1

En særlig alvorlig konsekvens af ændringerne i befolkningssammensætningen er den omkostningsbyrde, som vil komme til at hvile på social- og sundhedssystemerne som følge af den hurtige stigning i antallet af meget gamle mennesker. Antallet af firsårige forventes i løbet af de næste 15 år at stige med 50 % i EU for at nå over 20 mio. (9). Antallet af hundredårige stiger eksponentielt (10). Forskning spiller derfor en væsentlig rolle navnlig i forbindelse med forebyggelse og bevarelse af ældres mobilitet og uafhængighed.

4.6.2

Plejebehovet vil stige voldsomt i løbet af de kommende år, og der vil hvile en større omkostningsbyrde på de private husholdninger og det offentlige som følge af stigningen i antallet af meget gamle mennesker. På dette område er der ligeledes fortsat behov for forskning i flere henseender:

4.6.3

I EU findes der ingen fælles definitioner af visse plejebegreber (som f.eks. »afhængig«, »hjemmepleje«), ingen fælles strukturer i de forskellige tjenester og ingen direktiver om plejepersonalets kvalifikationer.

4.7.1

På de førnævnte områder (punkt 4.1 til 4.6) har der fundet en hurtig og fremadskridende teknologisering sted, navnlig med indførelsen af nye informations- og kommunikationsteknologier. På eksempelvis arbejdsmarkedet bruges disse teknologier ofte som undskyldning for at udelukke ældre arbejdstagere. Til gengæld har undersøgelser vist, at en tilpasning faktisk ville kunne fremme deres produktivitet. Man bør derfor inddrage dette aspekt i forskningen på alle områder. Der skal især tages hensyn til de etiske aspekter og spørgsmålet om integration af de ældre, der ikke kan eller vil anvende de nye teknologier.

4.8.1

Forskning på nationalt og europæisk plan har allerede resulteret i mangfoldig viden. Denne viden relaterer dog hovedsageligt til enkelte aspekter og fag. Den er vidt spredt og er ofte begrænset til et bestemt sprog. Forskelligartede stikprøver og instrumenter gør det ofte vanskeligt at sammenligne forskningsresultaterne med resultaterne af andre studier.

5.1

I denne initiativudtalelse begrundes det, hvorfor det er nødvendigt med en nøgleaktion på området »Ændringer i befolkningssammensætningen – De ældres livskvalitet og teknologiske behov« under det syvende rammeprogram for forskning.

5.2

Målet er – gennem fremme af flerfaglig og tværfaglig samt participatorisk forskning, der søger at inddrage de ældre, på en række områder

5.3

Som ovennævnte forskningsområder og eksemplerne på relaterede spørgsmål allerede har vist, findes der en tæt forbindelse mellem de biologiske, psykologiske, sociale, kulturelle, teknologiske, økonomiske og strukturelle aspekter ved høj alder og aldringsprocessen. Aldringen foregår desuden altid i en konkret geografisk og samfundsmæssig sammenhæng. Denne sammenhæng er i Europa karakteriseret ved stærke geografiske, kulturelle og socialstrukturelle modsætninger både mellem og i de forskellige europæiske lande. Begge disse faktorer, dvs. den flerdimensionelle aldringsproces og de forskellige betingelser, som denne foregår under, kræver en flerfaglig og tværfaglig ældreforskning. Det er desuden nødvendigt med et langsigtet perspektiv for at kunne identificere og indarbejde forandringsprocesser (12).

5.4

Kun ved hjælp af en sådan bred og langsigtet forskning kan der skabes et solidt planlægnings- og beslutningsgrundlag, som er nødvendig på en række samfundsområder og alle beslutningsniveauer som følge af ændringerne i befolkningens alderssammensætning. Aldring er ikke kun et biologisk, medicinsk, teknisk eller økonomisk spørgsmål, men også en social og kulturel opgave.

5.5

Ovennævnte forskningsaktiviteter bør efter EØSU's opfattelse ledsages af følgende foranstaltninger:

5.6

Endemålet er at HJÆLPE ALLE - IKKE MINDST DE ÆLDRE - TIL ET VÆRDIGT LIV. Dette gælder ikke kun ældre og meget gamle mennesker i dag, men også fremtidige generationer, hvad enten man er gammel eller ung.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/55

1.1.

I 1998-2003 havde medlemsstaterne Kommissionens tilladelse til at gennemføre et tidsbegrænset forsøg med prøvetagning og analyse af frø på grundlag af EF-bestemmelserne om handel med frø. Analysen af resultaterne har vist, at:

1.2.

Ændringerne af reglerne for frø i international handel (OECD-ordninger) er blevet vedtaget. EU's ligestillingsordning for frø høstet i tredjelande kan dermed udvides til at omfatte alle forskellige slags frø, der opfylder de krav til kendetegn og undersøgelse, der er fastsat i de forskellige EF-direktiver om handel med frø.

1.3.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ønsker at undersøge Kommissionens forslag dels i lyset af udviklingen af de foreslåede regler, dels for at fastholde et højt kvalitetsniveau i produktionen af frø og inden for plantesundhed.

2.1.

Kommissionen foreslår, at forsøget med besigtigelser under officielt tilsyn (beslutning 98/320/EF) fortsætter indtil den 31. marts 2005 for dermed at opretholde EF-bestemmelserne om handel med frø produceret i henhold til nævnte beslutning, indtil de nye bestemmelser finder anvendelse (gennemførelse af direktiverne).

2.2.

Samtidig vil direktiverne 66/401/EØF (handel med frø af foderplanter), 66/402/EØF (handel med sædekorn), 2002/54/EF (handel med bederoefrø) og 2002/57/EF (handel med frø af olie- og spindplanter) skulle bringes i overensstemmelse med de konklusioner, der uddrages af resultaterne af forsøget, og medtage følgende ændringer:

3.1.

Hovedformålet med Kommissionens forslag er at forenkle tilsynsprocedurerne inden for frøproduktion. En lang række medlemsstater er allerede begyndt at uddelegere tilsynsansvaret. EØSU støtter derfor Kommissionens initiativ. Ikke desto mindre skal det understreges, at Kommissionen burde have fremlagt et nyt direktiv, der sammenfatter alle punkterne i de fire direktiver. Det ville have gjort det lettere at forstå ændringerne og sikret en sammenhængende harmonisering af de gældende foranstaltninger.

3.2.

Kommissionens beslutning om undersøgelser foretaget under officielt tilsyn udløber den 31. juli 2004. Der vil således opstå et juridisk tomrum, mens Kommissionens lovforslag går gennem den fælles beslutningsprocedure. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at ændre sin beslutning nr. 98/320/EF for at undgå ethvert juridisk tomrum.

3.3.

Kommissionen foreslår endvidere, at forsøgsperioden forlænges til den 31. marts 2005, så ændringerne af de pågældende direktiver kan gennemføres. EØSU vil straks understrege, at det vil være for kort en tidsfrist, da det vil tage omkring 10 måneder at gennemføre ændringerne. Forsøgsperioden bør derfor forlænges til den 31. juli 2005.

3.4.

EØSU kan ikke udtale sig om relevansen af de tekniske data vedrørende procedurerne for markbesigtigelse (bl.a. ændringen af omfanget af prøvetagning) eller om det påkrævede antal laboratorieprøver. Udvalget ønsker imidlertid at understrege, at det er vigtigt med en fællesnævner for medlemsstaterne som helhed. De data, der er udtrykt som intervaller, bør derfor i stedet angives som minimumsprocent for tilsyn.

3.5.

Uddelegeringen af ansvaret for det officielle tilsyn til en række autoriserede personer muliggør mere effektive procedurer. Kommissionen bør sikre sig, at tilsyns- og certificeringsprocedurerne fungerer optimalt. Kommissionen har iværksat en række sammenlignende undersøgelser og erfaringsudvekslinger i EU. De bevillinger (0,5-0,6 mio. EUR), der er afsat hertil, står dog ikke i forhold til den tilstræbte målsætning. EØSU anmoder Kommissionen om at afsætte yderligere midler til harmoniseringen af tilsynsordningerne.

3.6.

EØSU ønsker at minde om, at der i tiltrædelsesforhandlingerne med de nye medlemsstater er aftalt overgangsperioder for sorter, der ikke er medtaget på sortslisten, da de ikke opfylder EU-kravene. Udvalget henleder Kommissionens opmærksomhed på disse sorter, der kun kan markedsføres i de pågældende lande (Cypern, Letland, Malta og Slovenien). Denne dispensationsperiode bør ledsages af supplerende garantier, bl.a. vedrørende prøvestørrelse og forekomst af flyvehavre (avena fatua).

3.7.

EØSU gør Kommissionen opmærksom på de eksisterende tvister om handel med frøpartier af dårlig kvalitet mellem medlemsstaterne. Gennemførelsen af det indre marked vil i den forbindelse også kræve, at erhvervslivet garanteres sporbarhed af frøpartierne og god koordinering mellem certificeringsinstansen og frøproducenterne.

3.8.

Hvad angår udvidelsen af ligestillingsordningen til tredjelande i henhold til OECD-reglerne, understreger EØSU, at der bør indhentes en tilsvarende garanti om ligestilling fra tredjelandene. Ligestillingen bør ske på basis af ens standarder. Der bør ligeledes kræves ligestilling af tilsynsordningerne for opretholdelsesavl for at sikre den samme høje kvalitet.

4.1.

EØSU godkender Kommissionens forslag, som medfører en forenkling af tilsynsprocedurerne uden dog at stille ringere krav til frøproduktionens kvalitet. Ikke desto mindre skal det understreges, at Kommissionen fortsat bør analysere resultaterne af tilsynsordningerne.

4.2.

Ud fra et lovgivningsmæssigt synspunkt understreger EØSU, at Kommissionen burde have grebet lejligheden til at fremlægge et lovforslag, der omfatter alle de direktiver, der omhandler handel med sædekorn, foderplanter, bederoefrø og frø af olie- og spindplanter.

4.3.

EØSU mener, at den ønskede forlængelse til den 31. marts 2005 ikke vil give tid nok til at omsætte direktiverne i national ret. Derfor foreslås det, at forsøgsperioden forlænges til den 31. juli 2005.

23.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 74/57

1.1

Spørgsmålet om integration af miljøaspekter i den europæiske standardiseringsproces indgår i den prioritering, der er fastlagt i EU's strategi for bæredygtig udvikling, som Kommissionen vedtog i 2001 (1), og som EØSU afgav udtalelse om i november 2001 og for nylig gjorde status over (2). En sådan strategi skal skabe balance mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter og styrke EF-traktatens princip (3) om integration af miljøaspekter i den øvrige EU-politik. Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram (4) understreger faktisk, at der skal tages hensyn til miljøbeskyttelseskrav i det tekniske standardiseringsarbejde.

1.2

Den tekniske standardiseringsproces kan i øvrigt yde et ikke ubetydeligt bidrag til realiseringen af et fuldt integreret indre marked i Europa som led i en miljøvenlig vækst. På denne måde kan man forlige målet om, at EU inden 2010 skal blive verdens mest konkurrencedygtige økonomi, med målet om udvikling af en bæredygtig økonomi, der kan skabe flere og bedre jobs i et udvidet Europa med stadig større økonomisk og social samhørighed som fastsat i den strategi, der blev vedtaget i Lissabon i 2000 af EU's stats- og regeringschefer.

1.3