5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 56/1

5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 56/2

1.

Formålet med denne meddelelse er at give en generel beskrivelse af de principper, der ligger til grund for henvisningsreglerne i artikel 4, stk. 4 og 5, artikel 9 og artikel 22 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (1) (herefter »fusionsforordningen«), med de ændringer, der for nylig er foretaget, og at redegøre for, hvilke retlige krav der skal være opfyldt, for at en sag kan henvises, og hvilke faktorer der vil kunne tages hensyn til ved afgørelsen af, om en sag skal henvises. Desuden gives der en praktisk vejledning i, hvordan henvisningssystemet fungerer, specielt hvad angår muligheden for at henvise en fusion forud for dens anmeldelse, jf. fusionsforordningens artikel 4, stk. 4 og 5. De retningslinjer, der opstilles i denne meddelelse, gælder med de fornødne tilpasninger også for henvisningsreglerne i EØS-aftalen (2).

2.

Fællesskabets kompetence på fusionskontrolområdet er defineret på grundlag af de omsætningsbaserede kriterier i fusionsforordningens artikel 1, stk. 2 og 3.Fusionsforordningen opstiller en klar kompetencefordeling mellem Kommissionen og medlemsstaterne – der er altså ikke tale om, at både Kommissionen og medlemsstaterne kan være kompetente til at behandle en og samme fusion. Fusioner med »fællesskabsdimension«, dvs. fusioner, der når op over omsætningstærsklerne i fusionsforordningens artikel 1, falder udelukkende ind under Kommissionens kompetenceområde, og medlemsstaterne kan i henhold til fusionsforordningens artikel 21 ikke anvende deres nationale konkurrencelovgivning på sådanne fusioner. Fusioner, der ikke når op over omsætningstærsklerne, falder fortsat ind under medlemsstaternes kompetence, og Kommissionen har i henhold til fusionsforordningen ingen kompetence til at behandle dem.

3.

At spørgsmålet om kompetence alene afgøres ud fra faste omsætningsbaserede kriterier, skaber retlig forudsigelighed for de fusionerende virksomheder. Sådanne økonomiske kriterier giver generelt en effektiv afklaring af, hvilken type fusioner Kommissionen har de bedste forudsætninger for at behandle, men med forordning (EØF) nr. 4064/89 blev denne entydige kompetencefordeling suppleret med en mulighed for, at Kommissionen kan omfordele sager til medlemsstaterne og omvendt, forudsat at der foreligger en anmodning herom, og at visse betingelser er opfyldt.

4.

Da forordning (EØF) nr. 4064/89 i sin tid blev indført, var det Rådets og Kommissionens intention, at henvisninger kun skulle foretages under »ekstraordinære omstændigheder«, og kun når »en medlemsstats konkurrencemæssige interesser ikke kunne tilgodeses på anden vis« (3). Der er imidlertid sket en udvikling siden vedtagelsen af forordning (EØF) nr. 4064/89. For det første har stort set alle medlemsstater i dag indført lovgivning om fusionskontrol. For det andet har Kommissionen gjort brug af sine skønsbeføjelser og henvist en række sager til medlemsstaterne i henhold til artikel 9, hvor den fandt, at den pågældende medlemsstat havde bedre forudsætninger for at behandle sagen end Kommissionen (4). På samme måde har der været sager (5), hvor flere medlemsstater besluttede at foretage fælles henvisning af en fusion i henhold til artikel 22, fordi de fandt, at Kommissionen var bedre egnet til at behandle den (6). For det tredje har der været en stigning i antallet af fusioner, der ikke nåede op på tærsklerne i artikel 1 i fusionsforordningen og derfor skulle anmeldes i flere medlemsstater, hvilket er en tendens, der må antages at fortsætte i takt med det stigende antal medlemsstater i Fællesskabet. Mange af disse fusioner har konkurrencevirkninger, der strækker sig ud over enkelte medlemsstaters områder (7).

5.

De ændringer, der blev foretaget i fusionsforordningens henvisningsregler, tager sigte på at gøre det lettere at omfordele sager mellem Kommissionen og medlemsstaterne i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, således at en sag i princippet blev behandlet af den eller de myndigheder, der havde de bedste forudsætninger for at behandle den. Samtidig ønskede man at bevare de grundlæggende principper i Fællesskabets fusionskontrolsystem, der blev indført i 1989, især systemet med »kun én kontrolinstans«— for behandling af fusioner med grænseoverskridende virkninger som et alternativ til parallelle anmeldelser til flere konkurrencemyndigheder i Fællesskabet (8). Sådanne parallelle anmeldelser påfører ofte både konkurrencemyndighederne og virksomhederne store omkostninger.

6.

Ifølge de nye regler om omfordeling af sager kan en sag også henvises, før fusionen er blevet formelt anmeldt under en medlemsstats kompetenceområde, således at fusionsparterne på det tidligst mulige stadium nu vil kunne vide, hvilken myndighed der i sidste instans kommer til at behandle deres sag. Sådanne henvisninger forud for anmeldelsen har den fordel, at de mindsker de meromkostninger og de forsinkelser, der er forbundet med henvisning af en sag, efter at fusionen er blevet anmeldt.

7.

De ændringer, der blev foretaget i henvisningsreglerne med forordning (EF) nr. 139/2004, beroede på ønsket om, at disse regler skulle fungere som smidige kompetencekriterier (9), som samtidig kunne sikre en effektiv beskyttelse af konkurrencen og i videst mulige omfang begrænse »forumshopping«. Men det må understreges, at navnlig af retssikkerhedshensyn skal henvisninger fortsat være en undtagelse fra hovedreglen om, at kompetencespørgsmålet afhænger af objektivt definerede omsætningstærskler. Desuden har Kommissionen og medlemsstaterne også fortsat en betydelig skønsmargen ved afgørelsen af, om de vil henvise sager, der falder ind under deres »oprindelige kompetence«, eller om de vil acceptere at behandle sager, der ikke falder ind under deres »oprindelige kompetence« i henhold til artikel 4, stk. 4 og 5, artikel 9, stk. 2, litra a), og artikel 22 (10). Denne meddelelse har derfor alene til formål at opstille generelle retningslinjer for, om konkrete sager eller kategorier af sager egner sig til at blive henvist eller ej.

8.

Det fusionskontrolsystem, der blev indført med fusionsforordningen, herunder også ordningen for omfordeling af sager mellem Kommissionen og medlemsstaterne, stemmer overens med det subsidiaritetsprincip, der er nedfældet i EF-traktaten (11). Beslutninger om at henvise en sag bør derfor træffes under fuld hensyntagen til alle aspekterne ved subsidiaritetsprincippet og dets anvendelse i denne sammenhæng, navnlig hvad angår, hvilken myndighed der har de bedste forudsætninger for at undersøge sagen, fordelene ved et system med »kun én kontrolinstans« og vigtigheden af retlig forudsigelighed omkring kompetencespørgsmålet (12). Der er en snæver indbyrdes forbindelse mellem disse faktorer, og hvilken vægt der lægges på hver enkelt af dem, vil afhænge af de særlige omstændigheder i den konkrete sag. Ved afgørelsen af, om de vil udøve deres skønsbeføjelse til at foretage eller tilslutte sig en henvisning, bør Kommissionen og medlemsstaterne være opmærksomme på nødvendigheden af at sikre en effektiv beskyttelse af konkurrencen på alle de markeder, der berøres af transaktionen (13).

9.

I princippet bør en sag kun omfordeles til en anden konkurrencemyndighed, når denne har bedre forudsætninger for at behandle den, under hensyn til de konkrete omstændigheder i sagen såvel som til de redskaber og den ekspertise, myndigheden råder over. Der bør navnlig tages hensyn til, hvor de konkurrencevirkninger, som fusionen vil få, må antages at ville gøre sig gældende. Desuden kan der tages hensyn til, hvilke konsekvenser, bl.a. af administrativ art, det vil få, at fusionen henvises (14).

10.

Det vil ofte være mere oplagt at henvise en sag, når det fremgår, at den konkrete fusion kan have betydelige konkurrencevirkninger og derfor bør granskes nøje.

11.

Ved afgørelsen af, om en sag skal henvises, bør der også tages hensyn til fordelene ved et system med »kun én kontrolinstans«, som er selve kernen i fusionsforordningen (15). Ordningen med enekompetence er en fordel for såvel konkurrencemyndighederne som virksomhederne. At en fusion kun behandles af en og samme myndighed, øger normalt den administrative effektivitet, fordi man undgår dobbeltarbejde og opsplitning af indsatsen på flere myndigheder og samtidig undgår risikoen for en inkonsekvent behandling af fusionen (ikke blot i undersøgelsesfasen, men også hvad angår vurderingen af den pågældende fusion og den måde, hvorpå eventuelle konkurrenceproblemer løses). Det er normalt også en fordel for virksomhederne, specielt fusionsparterne, fordi det mindsker omkostningerne og byrderne ved at skulle indgive parallelle anmeldelser flere steder og fjerner den risiko for indbyrdes modstridende afgørelser, som kan være forbundet med, at en og samme fusion behandles af forskellige konkurrencemyndigheder efter forskellige lovgivninger.

12.

En opsplitning af en fusions behandling gennem henvisning bør derfor i videst mulige udstrækning undgås (16), medmindre det viser sig, at fusionen bedst kan behandles af flere myndigheder for at sikre beskyttelse af konkurrencen på alle de markeder, der berøres af den. Selv om artikel 4, stk. 4, og artikel 9 åbner mulighed for delvise henvisninger, vil det derfor normalt være bedst, at hele sagen (eller i hvert fald alle indbyrdes forbundne dele af den) behandles af en og samme myndighed (17).

13.

Der bør også tages behørigt hensyn til nødvendigheden af at skabe retlig forudsigelighed for alle de berørte parter om, hvis kompetenceområde en konkret fusion falder ind under (18). En fusion bør derfor normalt kun henvises, når der er tvingende grunde til at fravige den »oprindelige kompetence« vedrørende den pågældende sag, specielt efter at fusionen er blevet anmeldt. På samme måde gælder, at hvis en sag er blevet henvist, før fusionen blev anmeldt, bør man i videst mulige udstrækning undgå at foretage henvisning i samme sag, efter at fusionen er blevet anmeldt (19).

14.

Man bør også være opmærksom på retssikkerhedshensynet i relation til de retlige kriterier for at henvise en sag, hvilket i betragtning af de stramme tidsfrister specielt gælder i fasen før anmeldelse. I fasen forud for anmeldelse bør en sag derfor kun henvises, når det lige fra begyndelsen er relativt let at afgrænse det geografiske marked og/eller fastslå mulige konkurrencevirkninger, således at afgørelsen angående en sådan anmodning kan træffes hurtigt.

15.

Henvisning af en fusion forud for dens anmeldelse udløses af en anmodning fra fusionsparterne i form af en begrundet erklæring. Ved afgørelsen af, om de vil indgive en sådan anmodning, skal parterne for det første undersøge, om de relevante retlige krav i fusionsforordningen er opfyldt, og for det andet, om en henvisning af sagen forud for anmeldelsen vil stemme overens med de retningslinjer, der er opstillet ovenfor.

16.

For at Kommissionen kan henvise en sag til en eller flere medlemsstater i henhold til artikel 4, stk. 4, skal to betingelser være opfyldt:

17.

Hvad det første kriterium angår, kræves det i alt væsentligt, at de anmodende parter skal kunne godtgøre, at transaktionen må antages at kunne få potentielle indvirkninger på konkurrencen på et særskilt marked i en medlemsstat, der kan blive betydelige og derfor kræver en omhyggelig undersøgelse. Sådanne indikationer kan være af rent foreløbig karakter og vil ikke foregribe sagens udfald. Selv om det ikke kræves, at parterne dokumenterer, at konkurrencevirkningen må antages at være negativ (20), bør de pege på de faktorer, der generelt tyder på, at transaktionen vil få visse konkurrencevirkninger (21).

18.

Hvad det andet kriterium angår, skal de anmodende parter godtgøre, at det eller de geografiske markeder, hvor fusionen har de i punkt 17 beskrevne konkurrencevirkninger, er nationale eller mindre end nationale markeder (22).

19.

Ud over at undersøge, om de retlige kriterier er opfyldt, bør fusionsparterne, før de fremsætter en anmodning, overveje, om der er sandsynlighed for, at en henvisningsanmodning vil blive fundet rimelig. Det indebærer, at de må se nærmere på anvendelsen af de i punkt 8-14 nævnte retningslinjer og i særdeleshed overveje, om det er den eller de konkurrencemyndigheder, de ønsker sagen henvist til, der har de bedste forudsætninger for at behandle den. De bør i den forbindelse både tage hensyn til, hvor fusionens konkurrencevirkninger sandsynligvis hovedsagelig vil gøre sig gældende, og hvilke forudsætninger den nationale konkurrencemyndighed vil have for at behandle fusionen.

20.

Det er de fusioner med fællesskabsdimension, som må antages at ville påvirke konkurrencen på markeder af national eller snævrere end national udstrækning, og hvis virkninger må antages at være begrænset til eller hovedsagelig have økonomiske virkninger i en enkelt medlemsstat (23), der er de mest oplagte sager at henvise til den pågældende medlemsstat. Det gælder navnlig i tilfælde, hvor fusionens virkninger vil gøre sig gældende på et særskilt marked, der ikke udgør nogen væsentlig del af fællesmarkedet. I det omfang, hvor sagen kun henvises til én medlemsstat, bevarer man også fordelene ved systemet med »kun én kontrolinstans«.

21.

Hvorvidt det vil være rimeligt at henvise en fusion med fællesskabsdimension, der ganske vist har potentielt betydelige konkurrencevirkninger på et nationalt marked, men ikke desto mindre også har betydelige grænseoverskridende virkninger (f.eks. fordi fusionens virkninger på ét geografisk marked kan have betydelige afsmitningsvirkninger på markederne i andre medlemsstater, eller fordi der er risiko for, at den vil kunne føre til markedsafskærmning og dermed en opsplitning af fællesmarkedet) (24), vil afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen. Eftersom både Kommissionen og medlemsstaterne kan have lige gode forudsætninger for at behandle en sådan sag, bør der fortsat være et betydeligt spillerum til at skønne, om sagen bør henvises eller ej.

22.

Hvorvidt fusioner med fællesskabsdimension, der potentielt vil kunne påvirke konkurrencen på flere markeder af national eller snævrere end national udstrækning i mere end én medlemsstat, eventuelt bør henvises til medlemsstaterne, vil afhænge af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag, bl.a. af hvor mange nationale markeder der må antages at ville blive betydeligt påvirket, hvilke muligheder der er for at løse alle eventuelle problemer på en rimelig og sammenhængende måde, og hvilken indsats det vil kræve at behandle sagen. I det omfang, hvor en fusion kan rejse konkurrenceproblemer i flere medlemsstater og kræve koordinerede undersøgelser og indgreb, vil det kunne tale for, at Kommissionen bevarer kompetencen over hele sagen (25). På den anden side kan det være mest hensigtsmæssigt at henvise en sag, der ganske vist rejser konkurrenceproblemer på nationale markeder i mere end én medlemsstat, men alligevel ikke ser ud til at kræve koordinerede undersøgelser og/eller indgreb. I et begrænset antal tilfælde (26) har Kommissionen endog fundet det mest hensigtsmæssigt at henvise en fusion til mere end en medlemsstat, fordi de berørte markeder i de pågældende medlemsstater udviste betydelige forskelle. Selv om en opsplitning af sagen fratager fusionsparterne fordelene ved, at sagen kun behandles i én kontrolinstans, vejer dette hensyn ikke så tungt i fasen forud for anmeldelsen, eftersom der kun foretages henvisning efter fusionsparternes frivillige anmodning.

23.

Der bør også så vidt muligt tages hensyn til, om den eller de nationale konkurrencemyndigheder, som det overvejes at henvise sagen til, måske har særlig ekspertise angående lokale markeder (27) eller er i gang med eller skal i gang med at behandle en anden sag i den samme branche (28).

24.

I henhold til artikel 4, stk. 5, er der kun to retlige kriterier, der skal være opfyldt, for at fusionsparterne kan anmode om, at sagen henvises til Kommissionen: transaktionen skal være en fusion som defineret i fusionsforordningens artikel 3, og fusionen skal kunne efterprøves i henhold til den nationale konkurrencelovgivning om fusionskontrol i mindst tre medlemsstater (se også punkt 65 ff. og 70 ff.).

25.

Ud over at undersøge, om de retlige kriterier er opfyldt, bør fusionsparterne, inden de anmoder om henvisning, overveje, om der er sandsynlighed for, at en sådan anmodning vil blive fundet rimelig. Det indebærer, at de må se nærmere på de ovennævnte retningslinjer og i særdeleshed overveje, om Kommissionen har bedre forudsætninger for at behandle sagen.

26.

I den forbindelse følger det af 16. betragtning i fusionsforordningen, at »anmodninger om henvisning af en fusion til Kommissionen, før den anmeldes, vil være særlig relevante i tilfælde, hvor fusionen vil påvirke konkurrencen ud over en enkelt medlemsstats område.«. Der bør derfor navnlig lægges vægt på, hvor fusionens konkurrencevirkninger sandsynligvis vil gøre sig gældende, og om det vil være hensigtsmæssigt, at det er Kommissionen, der behandler fusionen.

27.

Der bør specielt tages stilling til, om fusionen virkelig har grænseoverskridende karakter, bl.a. under hensyn til dens sandsynlige konkurrencevirkninger og til, hvilke undersøgelses- og indgrebsbeføjelser der må antages at være nødvendige for at løse de problemer, disse virkninger kan indebære. Man må i forbindelse hermed især se på, om fusionen må antages at få potentielle virkninger for konkurrencen på et eller flere markeder, der berøres af fusionen. Under alle omstændigheder behøver de tegn, der findes på mulige konkurrencevirkninger, ikke at være af andet end foreløbig karakter (29) og vil ikke foregribe sagens udfald. Parterne vil heller ikke skulle godtgøre, at konkurrencevirkningerne må antages at ville være negative.

28.

Det er mest oplagt, at en sag henvises til Kommissionen, hvis det eller de markeder, hvor fusionen vil kunne få konkurrencevirkninger, geografisk set er mere omfattende end nationale markeder (30), eller hvis nogle af de potentielt berørte markeder er mere omfattende end nationale markeder, og fusionens primære økonomiske virkninger har forbindelse til sådanne markeder. I sådanne sager må det antages, at det er Kommissionen, der har de bedste forudsætninger for at behandle dem, i betragtning af at fusionen vil få konkurrencevirkninger i et område, der strækker sig ud over nationale grænser, og derfor vil kræve undersøgelser og dermed også håndhævelsesbeføjelser i flere lande.

29.

Det kan være, at Kommissionen har bedre forudsætninger for at behandle (dvs. undersøge og vurdere fusionen og eventuelt gribe ind) en fusion, der potentielt rejser konkurrenceproblemer på flere nationale eller mere snævert afgrænsede markeder i flere forskellige medlemsstater (31). Det vil sandsynligvis være Kommissionen, der har de bedste forudsætninger i sådanne sager, i betragtning af det ønskelige i at sikre en konsekvent og effektiv behandling i alle de forskellige lande, sætte ind med tilstrækkelige undersøgelsesbeføjelser og løse ethvert konkurrenceproblem på en kohærent måde.

30.

I lighed med, hvad der blev anført ovenfor i relation til artikel 4, stk. 4, vil spørgsmålet om, hvorvidt fusioner, der ganske vist har potentielt betydelige virkninger på et nationalt marked, men ikke desto mindre kan få betydelige grænseoverskridende virkninger, bør henvises til Kommissionen, afhænge af de konkrete omstændigheder i den pågældende sag. Da Kommissionen og medlemsstaterne kan have lige gode forudsætninger for at behandle en sådan sag, bør der være et ret stort spillerum for at skønne, om sådanne sager skal henvises eller ej.

31.

Der bør også så vidt muligt tages hensyn til, om Kommissionen har særlig gode forudsætninger for at behandle sagen til bunds, bl.a. i kraft af en særlig ekspertise på området eller tidligere erfaringer i den pågældende sektor. I jo større grad en fusion vil kunne påvirke konkurrencen ud over en enkelt medlemsstats område, desto større er sandsynligheden for, at Kommissionen har bedre forudsætninger for at behandle sagen, især hvad angår undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser.

32.

Endelig vil fusionsparterne også kunne gøre gældende, at det til trods for den tilsyneladende mangel på konkurrencevirkninger vil være oplagt, at sagen behandles af Kommissionen, f.eks. under henvisning til de omkostninger, det vil være forbundet med, og den tid, det vil tage, hvis fusionen skal anmeldes til flere medlemsstater (32).

33.

Artikel 9 giver en medlemsstat, der ønsker at få en sag henvist, efter at den er blevet anmeldt til Kommissionen, to muligheder — de to muligheder findes i henholdsvis litra a) og litra b) i artikel 9, stk. 2.

34.

For at en sag kan henvises til en medlemsstat i henhold til artikel 9, stk. 2, litra a), skal følgende betingelser være opfyldt:

35.

Hvad det første kriterium angår, skal den medlemsstat, der anmoder om at få sagen henvist, i alt væsentligt godtgøre, at der ifølge en indledende analyse er reel risiko for, at fusionen kan få betydeligt konkurrenceskadelige virkninger og derfor bør undersøges til bunds. Sådanne indledende indikationer kan bestå af bevismateriale, som umiddelbart viser, at fusionen kan få en betydeligt konkurrenceskadelig virkning, men de vil ikke foregribe udfaldet af en tilbundsgående undersøgelse.

36.

Hvad det andet kriterium angår, skal medlemsstaten godtgøre, at et eller flere geografiske markeder, som påvirkes af fusionen på den i punkt 35 beskrevne måde, er nationale markeder eller snævrere end nationale markeder (33).

37.

Ud over de retlige kriterier er der også andre faktorer, som der bør tages hensyn til ved vurderingen af, om det vil være rimeligt at henvise en sag. Man må se nærmere på de ovennævnte retningslinjer og i særdeleshed overveje, om den eller de konkurrencemyndigheder, der anmoder om at få sagen henvist, har de bedste forudsætninger for at behandle den. I den forbindelse bør der såvel lægges vægt på, hvor fusionen må antages at få disse konkurrencevirkninger, og hvilke særlige forudsætninger den nationale konkurrencemyndighed har for at behandle den (se ovenfor, punkt 19-23).

38.

For at en sag skal kunne henvises til en eller flere medlemsstater i henhold til artikel 9, stk. 2, litra b), skal følgende kriterier være opfyldt:

39.

Hvad det første kriterium angår, skal den medlemsstat, der anmoder om at få sagen henvist, på grundlag af en indledende analyse godtgøre, at fusionen må antages at få indvirkning på konkurrencen på et marked. Sådanne indledende indikationer kan bestå af umiddelbare indicier for, at fusionen kan få en betydeligt konkurrenceskadelig virkning, men de vil ikke foregribe udfaldet af en tilbundsgående undersøgelse.

40.

Hvad det andet kriterium angår, skal medlemsstaten ikke alene godtgøre, at det marked, hvor fusionen påvirker konkurrencen på den i punkt 38 beskrevne måde, udgør et særskilt marked i en medlemsstat, men også, at dette marked ikke udgør en væsentlig del af fællesmarkedet. Ud fra Kommissionens hidtidige praksis og på basis af retspraksis (34) må sådanne situationer generelt antages kun at opstå i forbindelse med markeder af begrænset geografisk udstrækning i en medlemsstat.

41.

Når disse betingelser er opfyldt, har Kommissionen pligt til at henvise sagen.

42.

For at en eller flere medlemsstater kan henvise en sag til Kommissionen i henhold til artikel 22, skal to betingelser være opfyldt:

43.

Hvad det første kriterium angår, er denne betingelse opfyldt, når fusionen må antages at kunne påvirke samhandelsmønstrene mellem medlemsstater mærkbart (35).

44.

Hvad det andet kriterium angår, gælder ligesom i relation til artikel 9, stk. 2, litra a), at den medlemsstat, som henviser en sag, i alt væsentligt skal godtgøre, at der ifølge en indledende analyse er reel risiko for, at fusionen kan få betydeligt konkurrenceskadelige virkninger og derfor bør undersøges til bunds. Sådanne indledende indikationer kan bestå af bevismateriale, som umiddelbart viser, at fusionen kan få en betydeligt konkurrenceskadelig virkning, men de vil ikke foregribe udfaldet af en tilbundsgående undersøgelse.

45.

Eftersom det kan påføre fusionsparterne meromkostninger og forsinke sagens behandling, at den henvises til Kommissionen efter anmeldelsen, bør det normalt kun ske i de tilfælde, hvor der er reel risiko for skadelige virkninger for konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater, og hvor disse problemer må antages bedst at kunne løses på fællesskabsplan (36). Det vil derfor være følgende typer sager, der normalt vil egne sig bedst til at blive henvist til Kommissionen efter artikel 22:

46.

Reglerne for, hvordan henvisningssystemet skal fungere, er fastlagt i fusionsforordningen. Artikel 4, stk. 4 og 5, artikel 9 og artikel 22 indeholder detaljerede regler om, hvilken fremgangsmåde der skal følges, når en sag skal henvises fra Kommissionen til medlemsstaterne og omvendt.

47.

Hver af de fire relevante henvisningsbestemmelser fastlægger en selvstændig henvisningsmekanisme for en given type fusioner. Disse bestemmelser kan opdeles i følgende kategorier:

48.

Diagrammerne i bilag I til denne meddelelse beskriver i grafisk form de forskellige skridt, der skal tages ved henvisning af sager i henhold til artikel 4, stk. 4 og 5, artikel 9 og artikel 22.

49.

En sag kan kun henvises før anmeldelsen efter anmodning fra de deltagende virksomheder (37). Det er op til de deltagende virksomheder at undersøge, om fusionen opfylder kriterierne i artikel 4, stk. 4 (dvs. at den har fællesskabsdimension, men kan påvirke konkurrencen betydeligt på et særskilt marked i en medlemsstat), eller artikel 4, stk. 5 (dvs. at fusionen ikke har fællesskabsdimension, men vil kunne behandles efter den nationale konkurrencelovgivning i mindst tre medlemsstater). Virksomhederne kan i så fald beslutte at anmode om, at sagen henvises fra Kommissionen, ved at indgive en begrundet anmodning på RS-formularen. Denne anmodning videresendes omgående af Kommissionen til samtlige medlemsstater. Den resterende del af henvisningsproceduren er forskellig, alt efter om der er tale om henvisning efter artikel 4, stk. 4, eller artikel 4, stk. 5.

50.

I henhold til artikel 9, stk. 2, og artikel 22, stk. 1, kan en sag henvises efter anmeldelse enten på medlemsstaternes eget initiativ eller efter opfordring fra Kommissionen, jf. henholdsvis artikel 9, stk. 2, og artikel 22, stk. 5. Fremgangsmåden er forskellig, alt efter om sagen henvises fra eller til Kommissionen.

51.

De følgende afsnit indeholder en nærmere gennemgang af en række elementer ved systemet, navnlig som en vejledning til virksomheder, der overvejer at anmode om henvisning af en fusion, før den anmeldes, eller som er parter i sager, der vil kunne blive henvist efter anmeldelsen.

52.

Nedenfor opstilles der retningslinjer for en række aspekter ved henvisningssystemet og dets funktion i praksis, jf. fusionsforordningens artikel 4, stk. 4 og 5, artikel 9 og artikel 22.

53.

Efter fusionsforordningens artikel 19, stk. 2, gennemfører Kommissionen de procedurer, der er fastlagt i forordningen, i snæver og vedvarende forbindelse med medlemsstaternes kompetente myndigheder (de nationale konkurrencemyndigheder). Samarbejdet og dialogen mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder samt mellem de nationale konkurrencemyndigheder indbyrdes har særlig betydning ved fusioner, der er underlagt henvisningsreglerne i fusionsforordningen.

54.

Ifølge 14. betragtning i fusionsforordningen bør Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder sammen danne et netværk af offentlige myndigheder, der udøver deres respektive kompetence i nært samarbejde, under anvendelse af effektive ordninger for informationsudveksling og konsultation, med det formål at sikre, at en sag behandles af den myndighed, der er bedst egnet i lyset af nærhedsprincippet, og for i videst mulige omfang at undgå parallelle anmeldelser af en og samme fusion.

55.

Dette netværk bør sikre en effektiv omfordeling af sager i overensstemmelse med de i afsnit II beskrevne principper. Det indebærer, at ordningen med henvisning af fusioner forud for deres anmeldelse bringes til at fungere smidigt, og at der skabes mulighed for på så tidligt et tidspunkt som muligt at forudse, om der vil blive anmodet om henvisning af en fusion efter dens anmeldelse (46).

56.

I henhold til artikel 4, stk. 4 og 5, skal Kommissionen »omgående« videresende begrundede anmodninger fra de deltagende virksomheder (47). Kommissionen vil bestræbe sig på at videresende sådanne anmodninger senest den arbejdsdag, der følger efter dagen for deres modtagelse eller indgivelse. Informationsudvekslingen inden for nettet skal foregå på forskellige måder, alt efter omstændighederne: e-mail, almindelig post, kurerpost, fax, telefon. Det bemærkes, at følsomme eller fortrolige oplysninger skal udveksles via sikker e-mail eller anden form for sikker kommunikation mellem kontaktpersonerne.

57.

Alle netværkets medlemmer, herunder Kommissionen og de nationale myndigheder og deres ansatte samt andre, der arbejder under disse myndigheder, såvel som embedsmænd og offentligt ansatte i andre myndigheder i medlemsstaterne vil være underlagt tavshedspligt, jf. fusionsforordningens artikel 17. De må ikke videregive ikke offentligt tilgængelige oplysninger, som de opnår under anvendelsen af fusionsforordningen, medmindre de fysiske eller juridiske personer, der har givet de pågældende oplysninger, har indvilliget i, at de videregives.

58.

Samråd og informationsudveksling inden for netværket sorterer alene under de offentlige håndhævelsesmyndigheder og ændrer intet ved de rettigheder og forpligtelser, fællesskabsretten eller national ret giver virksomhederne. Alle konkurrencemyndigheder bevarer det fulde ansvar for at sikre, at alle de regler, der skal sikre virksomhederne en retfærdig sagsbehandling, overholdes i de sager, de behandler.

59.

For at henvisningssystemet skal kunne fungere hurtigt og smidigt, er det meget vigtigt, at de anmodende parter giver de fuldstændige og korrekte oplysninger, der kræves, i rette tid og på en så effektiv måde som muligt. De retlige krav til de oplysninger, der skal gives, og konsekvenserne af at give ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, er fastsat i fusionsforordningen, forordning (EF) nr. 802/2004 (herefter fusionsgennemførelsesforordningen) og RS-formularen (48).

60.

Ifølge RS-formularen skal alle de oplysninger, der gives i en begrundet erklæring, være korrekte og fuldstændige. Hvis parterne giver ukorrekte eller ufuldstændige oplysninger, har Kommissionen beføjelse til enten at træffe en beslutning i henhold til fusionsforordningens artikel 6, stk. 1, litra a) (når den under sagsbehandlingen bliver klar over, at betingelserne i artikel 4, stk. 5, ikke er opfyldt), eller at tilbagekalde enhver beslutning, den måtte have vedtaget i henhold til artikel 6 eller 8 efter en artikel 4, stk. 5-henvisning, jf. fusionsforordningens artikel 6, stk. 3, litra a), eller artikel 8, stk. 6, litra a). Hvis Kommissionen har truffet beslutning efter artikel 6, stk. 1, litra a), eller tilbagekaldt en beslutning, finder national konkurrencelovgivning igen anvendelse på fusionen. Er der tale om en henvisning foretaget i henhold til artikel 4, stk. 4, på basis af ukorrekte eller ufuldstændige oplysninger, kan Kommissionen kræve anmeldelse efter artikel 4, stk. 1. Desuden har Kommissionen beføjelse til at pålægge bøder i henhold til fusionsforordningens artikel 14, stk. 1, litra a). Endelig bør parterne også være klar over, at hvis en fusion henvises på basis af ukorrekte eller ufuldstændige oplysninger i RS-formularen, vil Kommissionen og/eller medlemsstaten måske foretage en henvisning efter anmeldelsen for at korrigere for, at sagen blev henvist før anmeldelsen på grundlag af urigtige eller ufuldstændige oplysninger (49).

61.

Når de deltagende virksomheder giver oplysninger på en RS-formular, eller generelt når de fremsætter anmodning om fusionens henvisning, før den er anmeldt, behøver de ikke godtgøre, at deres fusion vil få konkurrenceskadelige virkninger (50). Men de bør give så mange oplysninger som muligt for så klart som muligt at forklare, hvorfor fusionen opfylder de relevante retlige kriterier i artikel 4, stk. 4 og 5, og hvorfor den bedst vil kunne behandles af den eller de myndigheder, som de anmoder om at få den henvist til. Fusionsforordningen forskriver ikke, at det skal offentliggøres, at der er indgivet en RS-formular, og det er heller ikke meningen, at det skal offentliggøres. Det betyder, at der kan indgives anmodning om henvisning forud for anmeldelsen, selv om fusionen ikke er offentligt bekendtgjort.

62.

Selv om Kommissionen i overensstemmelse med fusionsgennemførelsesforordningen vil acceptere RS-formularer på ethvert officielt fællesskabssprog, tilrådes det kraftigt, at deltagende virksomheder, der giver oplysninger, som skal videregives til hele netværket, gør det på et sprog, der vil blive forstået af alle, der modtager disse oplysninger. Det vil gøre det lettere for medlemsstaterne at behandle sådanne anmodninger. Anmodes der om, at en fusion henvises til en eller flere medlemsstater, tilrådes det også kraftigt, at man medsender en kopi af anmeldelsen på den eller de pågældende medlemsstaters sprog.

63.

Bortset fra de retlige krav, der fremgår af RS-formularen, må de deltagende virksomheder være rede til at give yderligere oplysninger, såfremt det ønskes, og gå ind i uformelle og åbne drøftelser om sagen med Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder, således at disse kan vurdere, om der eventuelt bør foretages en henvisning i sagen.

64.

Der tilskyndes kraftigt til uformelle kontakter mellem parterne, inden de indgiver anmodning om en henvisning af sagen forud for fusionens anmeldelse, og Kommissionen og/eller myndighederne i medlemsstaterne, og det tilrådes også, efter at anmodningen er indgivet. Kommissionen er fast besluttet på at give virksomheder, der ønsker at gøre brug af reglerne i fusionsforordningens artikel 4, stk. 4 og 5, om henvisning af en fusion forud for dens anmeldelse, uformel vejledning på et tidligt tidspunkt (51).

65.

Det er kun fusioner som defineret i fusionsforordningens artikel 3, der kan henvises i henhold til artikel 4, stk. 5, og artikel 22. Og det er kun fusioner, der falder ind under de relevante nationale konkurrencelovgivningers regler om fusionskontrol, der kan henvises i henhold til artikel 4, stk. 4, og artikel 9 (52).

66.

Anmodninger om henvisning før anmeldelse i henhold til fusionsforordningens artikel 4, stk. 4 og 5, må dreje sig om fusioner, for hvilke der foreligger tilstrækkeligt klare planer. I den forbindelse kræves i det mindste, at de deltagende virksomheder i god tro har til hensigt at fusionere, eller at der — hvor der er tale om overtagelser — foreligger i det mindste en offentligt bekendtgjort intention om at afgive et sådant bud (53).

67.

Artikel 4, stk. 4 og 5, finder kun anvendelse i fasen forud for anmeldelsen.

68.

Artikel 4, stk. 4, fastsætter, at de deltagende virksomheder i en begrundet erklæring (RS-formularen) kan anmode om henvisning »før anmeldelsen af en fusion efter stk. 1«. Det betyder, at anmodningen kun kan fremsættes, når der ikke er indgivet nogen anmeldelse på CO-formularen efter artikel 4, stk. 1.

69.

På samme måde fastsættes det i artikel 4, stk. 5, at anmodningen kan fremsættes »før anmeldelsen til de kompetente [nationale] myndigheder«. Det betyder, at fusionen ikke må være blevet formelt anmeldt under nogen medlemsstats kompetenceområde, hvis bestemmelsen skal anvendes. Blot en enkelt anmeldelse hvor som helst i Fællesskabet indebærer, at de deltagende virksomheder ikke vil kunne udløse henvisningsmekanismen i artikel 4, stk. 5. Efter Kommissionens opfattelse bør der ikke kunne pålægges nogen bøde for manglende anmeldelse af en transaktion på nationalt plan, så længe en anmodning efter artikel 4, stk. 5, verserer.

70.

I henhold til artikel 4, stk. 5, kan de deltagende virksomheder anmode om henvisning af en fusion før dens anmeldelse, når fusionen ikke har fællesskabsdimension og »vil kunne efterprøves i henhold til den nationale konkurrencelovgivning i mindst tre medlemsstater«.

71.

»Som vil kunne efterprøves af« skal fortolkes således, at fusionen skal falde ind under en medlemsstats kompetenceområde i medfør af dens nationale konkurrencelovgivningsregler om fusionskontrol. Der skal ikke nødvendigvis være anmeldelsespligt, det vil sige, fusionen behøver ikke at være anmeldelsespligtig efter national lovgivning (54).

72.

I artikel 4, stk. 5, tredje og fjerde afsnit, fastsættes det, at sagen ikke må henvises, hvis mindst en af de medlemsstater »der har kompetence til at behandle fusionen« har tilkendegivet, at den ikke indvilliger i en henvisning. En medlemsstat »med kompetence« er en medlemsstat, hvor fusionen vil kunne efterprøves, og som derfor har beføjelse til at behandle den efter sin nationale konkurrencelovgivning.

73.

Alle medlemsstater, og ikke kun de lande, der »har kompetence til at behandle« sagen, modtager en kopi af RS-formularen. Men det er kun de medlemsstater, der »har kompetence«, som der tages hensyn til i relation til artikel 4, stk. 5, tredje og fjerde afsnit. I henhold til tredje afsnit i artikel 4, stk. 5, har de kompetente medlemsstater 15 arbejdsdage fra deres modtagelse af RS-formularen til at tilkendegive, om de indvilliger i en henvisning eller ej. Hvis alle indvilliger, anses sagen for at have fællesskabsdimension i henhold til femte afsnit i artikel 4, stk. 5. Derimod følger det af fjerde afsnit i artikel 4, stk. 5, at sagen ikke henvises fra nogen medlemsstat, hvis blot én medlemsstat, der »har kompetence«, ikke indvilliger.

74.

I betragtning af den ovenfor beskrevne mekanisme er det for at få bestemmelserne i artikel 4, stk. 5, til at fungere meget vigtigt, at alle de medlemsstater, hvor sagen kan efterprøves i henhold til den nationale konkurrencelovgivning, og som derfor »har kompetence til at behandle den efter national lovgivning«, identificeres korrekt. På RS-formularen skal de deltagende virksomheder derfor give tilstrækkelige oplysninger til, at hver enkelt medlemsstat kan fastslå, om den har kompetence til at behandle fusionen efter sin nationale konkurrencelovgivning eller ej.

75.

Når RS-formularen er korrekt udfyldt, skulle der ikke opstå nogen komplikationer. De deltagende virksomheder vil korrekt have identificeret alle de medlemsstater, der har kompetence til at behandle sagen. Men i de situationer, hvor de deltagende virksomheder ikke har udfyldt RS-formularen korrekt, eller hvor der er reel uenighed om, hvilke medlemsstater der »har kompetence til at behandle sagen«, kan der derimod opstå problemer.

76.

Når de 15 arbejdsdage er udløbet, uden at nogen har modsat sig, vil sagen blive betragtet som værende gyldigt henvist. Det betyder, at alle beslutninger, som Kommissionen efter en artikel 4, stk. 5-henvisning træffer i henhold til fusionsforordningens artikel 6 eller 8, er gyldige.

77.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de deltagende virksomheder kan misbruge systemet ved forsætligt eller uforsætligt at give ukorrekte oplysninger i RS-formularen, bl.a. med hensyn til, om fusionen kan efterprøves i medlemsstaterne. Som anført under punkt 60, kan Kommissionen eventuelt træffe foranstaltninger for at rette op på sådanne situationer og forhindre dem i at opstå. De deltagende virksomheder bør også være klar over, at hvis en henvisning er foretaget på basis af ukorrekte eller ufuldstændige oplysninger, vil en medlemsstat, som mener at være kompetent til at behandle sagen, men som på grund af de ukorrekte oplysninger, der blev givet, ikke havde mulighed for at nedlægge veto mod henvisningen, kunne anmode om henvisning af sagen efter anmeldelsen.

78.

I henhold til artikel 4, stk. 4, fjerde afsnit, artikel 4, stk. 5, fjerde afsnit, artikel 9, stk. 1, og artikel 22, stk. 3, andet afsnit, skal Kommissionen underrette de deltagende virksomheder eller personer samt alle medlemsstaterne om enhver beslutning, der træffes i henhold til disse bestemmelser med hensyn til henvisning af fusionen.

79.

Denne underretning vil ske i et brev rettet til de deltagende virksomheder (eller ved beslutninger truffet i henhold til artikel 9, stk. 1, eller artikel 22, stk. 3, i et brev til de berørte medlemsstater). Alle medlemsstaterne vil få tilsendt en kopi heraf.

80.

Det kræves ikke, at sådanne beslutninger skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende  (55). Men Kommissionen vil sørge for en passende offentliggørelse på Konkurrencegeneraldirektoratets website, med forbehold af de fortrolighedskrav, der gælder.

81.

I artikel 9, stk. 6, fastsættes det, at når Kommissionen har henvist en anmeldt fusion til en medlemsstat efter artikel 4, stk. 4, eller artikel 9, stk. 3, skal den pågældende nationale konkurrencemyndighed behandle sagen »hurtigst muligt«. Den pågældende kompetente myndighed skal altså træffe afgørelse i sagen efter sin nationale lovgivning hurtigst muligt.

82.

Desuden indeholder artikel 9, stk. 6, bestemmelse om, at den kompetente nationale myndighed inden 45 arbejdsdage efter Kommissionens henvisning af sagen eller efter modtagelse af en anmeldelse på nationalt plan, skal underrette de deltagende virksomheder om resultatet af den »foreløbige konkurrencevurdering« og om, hvilke »eventuelle yderligere skridt den agter at tage«. Myndigheden skal derfor senest 45 arbejdsdage efter henvisningen eller anmeldelsen give fusionsparterne tilstrækkelige oplysninger til, at de kan danne sig et billede af arten af de problemer, myndigheden eventuelt har påvist ved sin indledende vurdering, og hvor lang tid undersøgelserne vil vare. Den pågældende medlemsstat må kun i ekstraordinære tilfælde suspendere denne frist, hvis de deltagende virksomheder ikke har givet de oplysninger, der kræves i henhold til den nationale konkurrencelovgivning.

83.

Denne meddelelse vil med jævne mellemrum blive revideret, specielt efter enhver revision af henvisningsbestemmelserne i fusionsforordningen. Det bemærkes i den forbindelse, at i henhold til fusionsforordningens artikel 4, stk. 6, skal Kommissionen inden den 1. juli 2009 aflægge rapport til Rådet om, hvordan bestemmelserne i artikel 4, stk. 4 og 5, om henvisning af fusioner før deres anmeldelse fungerer.

84.

Denne meddelelse foregriber ikke den fortolkning af de gældende traktatbestemmelser og andre gældende bestemmelser, som Førsteinstansretten og EF-Domstolen måtte anlægge.

5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 56/24

1.

I Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EF-fusionsforordningen) (1) bestemmes i artikel 6, stk. 1, litra b), andet afsnit, i artikel 8, stk. 1, andet afsnit, og artikel 8, stk. 2, tredje afsnit, at en beslutning, hvorved en fusion erklæres forenelig med fællesmarkedet, »anses at omfatte konkurrencebegrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse«.

2.

Med ændringen af reglerne for vurdering af konkurrencebegrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse (herefter også kaldet »accessoriske begrænsninger«), er der indført et princip om, at fusionsparterne selv skal vurdere sådanne begrænsninger. Det afspejler lovgiverens intention om, at Kommissionen ikke skal have pligt til at vurdere accessoriske begrænsninger i hvert enkelt tilfælde og behandle dem særskilt. Hvordan accessoriske begrænsninger skal behandles efter EF-fusionsforordningen forklares nærmere i 21. betragtning til EF-fusionsforordningen, hvoraf det fremgår, at »Kommissionens beslutninger om, at en fusion er forenelig med fællesmarkedet i henhold til denne forordning, bør automatisk omfatte sådanne begrænsninger, uden at Kommissionen skal vurdere disse begrænsninger i de enkelte tilfælde«. Det forudses i denne betragtning, at Kommissionen skal have en residualfunktion, således at den kun skal tage stilling til konkrete nye eller uløste spørgsmål, der giver anledning til reel usikkerhed, mens det i alle andre situationer påhviler de deltagende virksomhederselv at vurdere, om og i hvilket omfang deres aftaler kan betragtes som accessoriske aftaler knyttet til fusionen. Tvister om, hvorvidt konkurrencebegrænsninger er direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse og dermed automatisk er omfattet af Kommissionens godkendelsesbeslutning, vil kunne afgøres ved de nationale domstole.

3.

Denne residualfunktion, som Kommissionen bevarer, beskrives i 21. betragtning til EF-fusionsforordningen, at Kommissionen efter anmodning fra de deltagende virksomheder bør vurdere, om eventuelle begrænsninger er accessoriske, hvis en sag indeholder »nye og uløste spørgsmål, der giver anledning til reel usikkerhed«. Derefter defineres »nye og uløste spørgsmål, der giver anledning til reel usikkerhed« som spørgsmål, der »ikke er omfattet af den relevante gældende meddelelse fra Kommissionen eller en offentliggjort afgørelse truffet af Kommissionen«.

4.

Af hensyn til de deltagende virksomheders retssikkerhed gives der i denne meddelelse en vejledning i, hvordan begrebet accessoriske begrænsninger skal fortolkes. De retningslinjer, der opstilles i det følgende, afspejler i alt væsentligt Kommissionens praksis og fastlægger de principper, der skal lægges til grund ved vurderingen af, om og hvorvidt de mest almindeligt forekommende aftaler kan betragtes som accessoriske begrænsninger.

5.

I sager, hvor der foreligger ekstraordinære omstændigheder, som ikke falder ind under denne meddelelse, vil det imidlertid kunne være berettiget at fravige disse principper. De hidtil offentliggjorte kommissionsbeslutninger (2) kan tjene som en yderligere rettesnor for parterne, når de skal vurdere, om deres aftaler vil kunne betragtes som accessoriske begrænsninger eller ej. I det omfang, hvor Kommissionen i offentliggjorte beslutninger (3) har taget stilling til sager, hvor der forelå ekstraordinære omstændigheder, er der ikke tale om »nye eller uløste spørgsmål« som omhandlet i 21. betragtning til EF-fusionsforordningen.

6.

I overensstemmelse hermed frembyder en sag »et nyt eller uløst spørgsmål, der giver anledning til reel usikkerhed«, når de pågældende begrænsninger ikke falder ind under denne meddelelse og ikke tidligere er blevet behandlet af Kommissionen i dennes offentliggjorte beslutninger. Som det er udtrykt i 21. betragtning til EF-fusionsforordningen vil Kommissionen efter anmodning fra parterne tage udtrykkeligt stilling til sådanne begrænsninger i disse tilfælde. Med forbehold af fortrolighedshensyn vil Kommissionen sørge for en passende offentliggørelse af de vurderinger, den foretager i sådanne tilfælde, hvor den videreudvikler de principper, der opstilles i denne meddelelse.

7.

I det omfang, hvor begrænsninger er direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse, er det i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 21, stk. 1, kun denne forordning, der finder anvendelse, og Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (4), forordning (EØF) nr. 1017/68 (5) og forordning (EØF) nr. 4056/86 (6) finder ikke anvendelse. Begrænsninger, der ikke kan anses at være direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse, vil derimod fortsat kunne falde ind under EF-traktatens artikel 81 og 82. At en aftale m.v. ikke anses for at være accessorisk i forhold til fusionen, er dog ikke i sig selv udslagsgivende for dens retlige status. Sådanne aftaler m.v. skal vurderes efter EF-traktatens artikel 81 og 82 og de dertil knyttede retsakter og meddelelser (7). De vil også kunne være underlagt alle eventuelt gældende nationale konkurrenceregler. Aftaler, som indeholder en konkurrencebegrænsning, men som ikke anses for at være direkte knyttet til og nødvendig for fusionens gennemførelse i henhold til denne meddelelse, vil derfor kunne være omfattet af disse bestemmelser.

8.

Kommissionens fortolkning af EF-fusionsforordningens artikel 6, stk. 1, litra b), andet afsnit, og artikel 8, stk. 1, andet afsnit, og stk. 2, tredje afsnit, foregriber ikke den fortolkning, som De Europæiske Fællesskabers Domstol eller Retten i Første Instans eventuelt måtte anlægge.

9.

Denne meddelelse erstatter Kommissionens foregående meddelelse om begrænsninger der er direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusioner (8).

10.

En fusion består af kontraktlige arrangementer og aftaler, hvorved der opnås kontrol efter betydningen i EF-fusionsforordningens artikel 3, stk. 2. Alle aftaler, som gennemfører fusionens hovedformål (9), herunder aftaler om salg af en virksomheds aktier eller aktiver, udgør en integrerende del af fusionen. Ud over sådanne arrangementer og aftaler kan fusionsparterne indgå andre aftaler, der ikke er en del af fusionen, men som kan begrænse parternes handlefrihed på markedet. Hvis disse aftaler indeholder accessoriske begrænsninger, er de automatisk omfattet af den beslutning, hvorved fusionen erklæres for forenelig med fællesmarkedet.

11.

Kriterierne for, om begrænsningerne er direkte knyttet til og nødvendige for fusionen, er af objektiv karakter. En begrænsning er ikke direkte knyttet til og nødvendig for en fusions gennemførelse, blot fordi parterne anser den for at være det.

12.

For at begrænsninger skal kunne betragtes som »direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse«, må de være snævert forbundet med selve fusionen. Det er ikke tilstrækkeligt, at aftalen er indgået i samme kontekst eller på samme tidspunkt som fusionen (10). Begrænsninger, der er direkte knyttet til fusionen, er økonomisk knyttet til hovedtransaktionen og tager sigte på at lette en gnidningsløs overgang til den ændrede virksomhedsstruktur efter fusionen.

13.

Aftalerne skal være »nødvendige for gennemførelsen af fusionen« (11), hvilket vil sige, at fusionen uden disse aftaler ikke kan gennemføres eller kun kan gennemføres på mere risikobetonede vilkår, med betydelig højere omkostninger, over en meget længere periode eller med langt større vanskeligheder (12). Aftaler, som er nødvendige for en fusions gennemførelse, tager typisk sigte på at beskytte værdien af de overførte aktiver (13), at sikre fortsatte leverancer efter opløsning af en tidligere virksomhed (14) eller at give mulighed for at starte en ny virksomhed (15). Ved afgørelsen af, om en begrænsning er nødvendig, bør der ikke alene tages hensyn til begrænsningens art, men det må også sikres, at begrænsningens varighed samt dens materielle og geografiske anvendelsesområde ikke rækker ud over, hvad der med rimelighed er nødvendigt for fusionens gennemførelse. Hvis der findes lige effektive alternative muligheder, hvorved det tilstræbte legitime mål kan nås, skal virksomhederne vælge det alternativ, der objektivt set er det mindst konkurrencebegrænsende.

14.

Hvis fusionen gennemføres i flere etaper, kan de kontraktlige arrangementer for de forskellige etaper før den endelige opnåelse af kontrol efter forordningens artikel 3, stk. 1 og 2, normalt ikke betragtes som direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusionen. En aftale om at afstå fra at foretage væsentlige ændringer i målvirksomhedens aktiviteter, før fusionen er gennemført, betragtes som værende direkte knyttet til og nødvendig for gennemførelsen af en fælles overtagelse (16). Det samme gælder for et fælles overtagelsestilbud, hvor de overtagende parter aftaler at afstå fra at afgive rivaliserende bud på den samme virksomhed eller på anden vis søge at overtage kontrollen med den på egen hånd.

15.

Aftaler, der har til formål at lette en fælles overtagelse af kontrol, skal betragtes som værende direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse. Det er tilfældet med aftaler mellem overtagende parter, som tager sigte på at gennemføre delingen af aktiver og dele den i fællesskab overtagne virksomheds produktionsanlæg eller distributionsnet samt eksisterende varemærker mellem sig.

16.

I det omfang, hvor en sådan deling medfører en opløsning af en hidtil eksisterende virksomhed, skal aftaler, der muliggør denne opløsning på rimelige vilkår, betragtes som værende direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse i henhold til de principper, der opstilles i det følgende.

17.

Begrænsninger, som aftales mellem parterne i en virksomhedsoverdragelse, kan enten være til gavn for køber eller for sælger. Generelt er der et større behov for at sikre en vis beskyttelse af køberen end af sælgeren. Køberen må kunne føle sig sikker på, at han får den fulde værdi af den overtagne virksomhed. Som hovedregel gælder derfor, at begrænsninger til gavn for sælger enten ikke er direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusionen overhovedet (17), eller at deres anvendelsesområde og/eller varighed skal være mere begrænset end ved klausuler til gavn for køber (18).

18.

Konkurrenceforbud, der pålægges sælger i forbindelse med overdragelse af en virksomhed eller en del af den, kan være direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusionen. For at køberen kan opnå den fulde værdi af de overdragne aktiver, må han sikres en vis beskyttelse mod konkurrence fra sælgerens side, således at han bliver i stand til at vinde kundernes loyalitet og assimilere og udnytte den overdragne knowhow. Sådanne konkurrenceforbud sikrer, at køberen får den fulde værdi af de overdragne aktiver, der normalt vil omfatte såvel materielle som immaterielle aktiver, herunder f.eks. den goodwill eller den knowhow (19), som sælgeren har oparbejdet. De er ikke alene direkte knyttet til fusionen, men også nødvendige for dens gennemførelse, fordi man med rimelighed kan gå ud fra, at salget af virksomheden eller dele af den ikke ville kunne gennemføres uden sådanne konkurrenceforbud.

19.

Men sådanne konkurrenceklausuler kan kun retfærdiggøres af det legitime mål om at sikre fusionens gennemførelse, hvis forbuddets varighed, dets geografiske anvendelsesområde, dets indhold og den personkreds, det omfatter, ikke er mere vidtgående, end hvad der med rimelighed må anses for nødvendigt for at nå dette mål (20).

20.

Konkurrenceklausuler kan være berettigede i perioder på op til tre år (21), når der sammen med virksomheden også overdrages en loyal kundekreds i form af såvel goodwill som knowhow (22). Hvis virksomhedsoverdragelsen kun omfatter goodwill, er sådanne klausuler berettigede i perioder på op til to år (23).

21.

Derimod kan konkurrenceklausuler ikke anses for nødvendige, hvis overdragelsen reelt kun omfatter materielle aktiver (såsom grunde, bygninger eller maskiner) eller eksklusive industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder (indehaveren af sådanne rettigheder kan nemlig straks anlægge krænkelsessag mod overdrageren af disse rettigheder).

22.

En konkurrenceklausuls geografiske udstrækning skal normalt være begrænset til det område, hvor sælgeren før virksomhedsoverdragelsen udbød sine produkter, eftersom køber ikke behøver at blive beskyttet mod konkurrence fra sælgers side i områder, hvor sælger ikke hidtil har været aktiv (24). Dette geografiske område kan udvides til at omfatte områder, som sælger på overdragelsestidspunktet havde planer om at gå ind på, forudsat at sælger allerede har investeret i forberedelser hertil.

23.

På samme måde skal konkurrenceklausuler fortsat være begrænset til kun at gælde produkter (herunder forbedrede versioner eller opdateringer af produkter samt nye modeller) og tjenesteydelser, der udgør den overdragne virksomheds økonomiske aktivitet. De kan omfatte produkter og tjenesteydelser, der på overdragelsestidspunktet allerede befinder sig på et fremskredent udviklingsstade, eller produkter, der er færdigudviklede, men endnu ikke markedsført. Køber har ikke behov for beskyttelse mod konkurrence fra sælgers side på vare- eller tjenestemarkeder, hvor den overdragne virksomhed ikke var aktiv før overdragelsen (25).

24.

Sælgeren kan påtage sig forpligtelser, der både binder ham selv, hans datterselskaber og hans handelsagenter. Derimod vil en begrænsning af samme art, der pålægges tredjemand, ikke kunne betragtes som en begrænsning, der er direkte knyttet til og nødvendig for gennemførelsen af fusionen. Det gælder navnlig klausuler, der begrænser videreforhandleres og brugeres ret til at importere eller eksportere.

25.

Klausuler, der begrænser sælgerens ret til at købe eller eje aktier i en virksomhed, der konkurrerer med den overdragne virksomhed, skal betragtes som direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusionen på samme måde som ovennævnte konkurrenceklausuler, medmindre de hindrer sælgeren i at købe eller eje aktier udelukkende i investeringsøjemed uden dermed at få direkte eller indirekte ledelsesfunktioner eller egentlig indflydelse i den konkurrerende virksomhed (26).

26.

Klausuler med forbud mod hvervning af kunder og fortrolighedsklausuler kan have tilsvarende virkninger og vurderes derfor på samme måde som konkurrenceklausuler (27).

27.

Når en virksomhed eller en del af en virksomhed overdrages, vil køberen undertiden også få overdraget intellektuelle ejendomsrettigheder eller knowhow, for at han kan udnytte de overdragne aktiver fuldt ud. Men sælgeren kan forblive indehaver af rettighederne med henblik på at udnytte dem til brug for andre aktiviteter end dem, der er blevet overdraget. I sådanne tilfælde vil der normalt blive indgået licensaftaler til fordel for køberen for at sikre ham adgang til fuld udnyttelse af de overdragne aktiver. Det samme gælder, når sælgeren har overdraget intellektuelle ejendomsrettigheder sammen med virksomheden og fortsat ønsker at udnytte alle eller en del af disse rettigheder til andre aktiviteter end de overdragne - i så fald kan køberen give sælger en licens.

28.

Patentlicenser (28), lignende rettigheder eller knowhow (29) kan betragtes som nødvendige for gennemførelsen af fusionen. De vil også kunne betragtes som en integrerende del af fusionen og behøver under alle omstændigheder ikke at være tidsbegrænsede. Licenserne kan være simple eller eksklusive og begrænset til bestemte anvendelsesformål, i det omfang disse anvendelsesområder falder inden for rammerne af den overdragne virksomheds aktiviteter.

29.

Det er imidlertid ikke nødvendigt for en fusions gennemførelse, at der til licenserne knyttes en områdebegrænsning for produktionsaktiviteten svarende til det område, hvor den overdragne virksomhed var aktiv. Har sælgeren ved en virksomhedsoverdragelse givet køberen licenser, kan sælger være underlagt områdebegrænsninger i licensaftalen på samme vilkår som dem, der gælder for konkurrenceforbud ved virksomhedsoverdragelser.

30.

Begrænsninger i licensaftaler, der er mere vidtgående end anført ovenfor, som f.eks. beskyttelse af licensgiveren snarere end licenstageren, er ikke nødvendige for gennemførelsen af fusionen (30).

31.

På samme måde kan der i forbindelse med varemærker, firmanavne, designrettigheder, ophavsrettigheder eller lignende rettigheder forekomme situationer, hvor sælgeren ønsker at forblive indehaver af sådanne rettigheder til brug for de aktiviteter, sælgeren beholder, mens køberen har brug for disse rettigheder for at kunne markedsføre de produkter eller tjenesteydelser, som den overtagne virksomhed eller del af virksomhed producerede. I sådanne tilfælde finder ovenstående principper også anvendelse (31).

32.

Overdragelse af en virksomhed eller af en del af en virksomhed kan i mange tilfælde medføre, at der sker et brud på de traditionelle indkøbs- og leveringsmønstre, fordi aktiviteterne tidligere var integreret i sælgerens samlede erhvervsvirksomhed. For at delingen af sælgerens samlede virksomhed og den delvise overdragelse af aktiver til køberen kan ske på rimelige vilkår, er det ofte nødvendigt, at man i hvert fald i en overgangsperiode opretholder de samme leverings- og forsyningskanaler mellem sælgeren og køberen. Dette opnås normalt ved, at der aftales købs- og leveringsforpligtelser mellem sælgeren og/eller den person, der erhverver virksomheden eller dele heraf. I betragtning af den særlige situation, der opstår, når en aktivitet udskilles fra sælgerens samlede virksomhed, kan sådanne købs- og leveringsforpligtelser anses for at være direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusionen. De kan være til gavn for såvel sælger som køber, afhængigt af den konkrete situation.

33.

Formålet med sådanne forpligtelser kan være at sikre kontinuiteten i leverancerne til enten sælger eller køber af produkter, der er nødvendige for de aktiviteter, som sælgeren har bibeholdt, eller som køberen har overtaget. Varigheden af sådanne købs- og leveringsforpligtelser må imidlertid være begrænset til den tid, det tager at opbygge autonomi på markedet som erstatning for dette afhængighedsforhold. Købs- eller leveringsforpligtelser, der tager sigte på at sikre hidtidige leverancer, kan derfor være berettigede i en overgangsperiode på op til fem år (32).

34.

Såvel købs- som leveringsforpligtelser, der fastsætter bestemte mængder, eventuelt suppleret med en klausul om mængderegulering, kan betragtes som direkte knyttet til og nødvendige for fusionen. Forpligtelser indeholdende bestemmelser om ubegrænsede mængder (33), eksklusivitetsbestemmelser eller bestemmelser om en særligt privilegeret status som leverandør eller køber (34), er imidlertid ikke nødvendige for fusionens gennemførelse.

35.

Tjenesteydelses- og distributionsaftaler har samme virkninger som leveringsaftaler og er derfor underlagt samme principper som de ovenfor beskrevne.

36.

Konkurrenceforbud mellem moderselskaberne og et joint venture vil kunne anses for at være direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusionen, når sådanne forbud er rettet mod de produkter, tjenesteydelser og områder, som stiftelsesaftalen eller joint venture-vedtægterne omfatter. Formålet med konkurrenceklausuler kan f.eks. være at sikre redelighed under forhandlingerne, at sikre, at joint venture-selskabet vil kunne udnytte sine aktiver fuldt ud eller bliver i stand til at assimilere den knowhow og goodwill, moderselskaberne overfører, eller at beskytte moderselskabernes interesser i joint venture-selskabet mod, at et af moderselskaberne udnytter sin privilegerede adgang til knowhow og goodwill overført til eller udviklet af joint venture-selskabet. Sådanne konkurrenceforbud mellem moderselskaberne og deres joint venture kan betragtes som direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse i det tidsrum, hvor joint venture-selskabet består (35).

37.

En konkurrenceklausuls geografiske anvendelsesområde skal være begrænset til det område, hvor moderselskaberne udbød de omhandlede produkter eller tjenesteydelser før oprettelsen af joint venture-selskabet (36) Dette geografiske anvendelsesområde kan udvides til at omfatte områder, som moderselskaberne på tidspunktet for transaktionen havde planer om at gå ind på, forudsat at de allerede har investeret i forberedelsen heraf.

38.

På samme måde skal konkurrenceklausuler være begrænset til kun at omfatte de produkter og tjenesteydelser, der udgør joint venture-selskabets økonomiske aktivitet. Det kan omfatte produkter og tjenesteydelser, der på det tidspunkt, hvor transaktionen gennemføres, allerede befinder sig på et fremskredent udviklingsstade, eller produkter og tjenesteydelser, der er færdigudviklede, men endnu ikke markedsført.

39.

Hvis joint venture-selskabet etableres med det formål at komme ind på et nyt marked, er der tale om de produkter, tjenesteydelser og områder, inden for hvilke virksomheden skal være aktiv i henhold til joint venture-aftalen eller vedtægterne. Der er dog formodning for, at det ikke er nødvendigt at beskytte det ene moderselskabs interesser i joint venture-selskabet mod konkurrence fra det andet moderselskab på andre markeder end dem, som joint venture-selskabet vil operere på straks fra begyndelsen.

40.

Desuden gælder, at konkurrenceforbud mellem ikke-kontrollerende moderselskaber og et joint venture ikke er direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusionen.

41.

Samme principper som dem, der gælder for konkurrenceklausuler, gælder for forbud mod at hverve kunder og fortrolighedsklausuler.

42.

En licens, som moderselskaberne giver joint venture-selskabet, vil kunne betragtes som direkte knyttet til og nødvendig for gennemførelsen af fusionen. Det gælder, uanset om der er tale om en eksklusiv licens eller ej, og uanset om den er tidsbegrænset eller ej. Licensen kan være begrænset til et særligt teknisk område, der svarer til joint venture-selskabets aktiviteter.

43.

Licenser, som joint venture-selskabet giver et af sine moderselskaber, eller krydslicensaftaler vil kunne betragtes som direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusionen på samme betingelser som ved overtagelse af en virksomhed. Licensaftaler mellem moderselskaberne betragtes ikke som aftaler, der er direkte knyttet til og nødvendige for etableringen af et joint venture.

44.

Hvis moderselskaberne forbliver aktive på et marked, som ligger i et forudgående eller efterfølgende led i forhold til joint venture-selskabets marked, skal enhver købs- og leveringsaftale, herunder tjenesteydelses- og distributionsaftaler, vurderes ud fra de principper, der gælder ved virksomhedsoverdragelse.

5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 56/32

1.

Med denne meddelelse indføres der en forenklet procedure, som Kommissionen agter at anvende ved behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (1) under forudsætning af, at de ikke giver anledning til konkurrenceproblemer. Denne meddelelse erstatter meddelelsen om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 (2). Kommissionens erfaringer med anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (3), har vist, at bestemte kategorier af anmeldte fusioner normalt godkendes uden at have givet anledning til større betænkeligheder, forudsat at der ikke foreligger nogen særlige omstændigheder.

2.

Formålet med denne meddelelse er at redegøre for, under hvilke betingelser Kommissionen normalt vil vedtage en beslutning i kort form om en fusions forenelighed med fællesmarkedet efter den forenklede procedure, og forklare, hvordan denne procedure fungerer. Når alle de betingelser, der er opstillet i punkt 5 i denne meddelelse, er opfyldt, og når der ikke foreligger nogen særlige omstændigheder, vil Kommissionen vedtage en godkendelsesbeslutning i kort form senest 25 arbejdsdage efter anmeldelsesdatoen, jf. EF-fusionsforordningens artikel 6, stk. 1, litra b) (4).

3.

I de tilfælde, hvor de omstændigheder, der er beskrevet i punkt 6 til 11 i denne meddelelse, gør sig gældende, kan Kommissionen dog iværksætte en undersøgelse og/eller vedtage en udførlig beslutning efter EF-fusionsforordningen.

4.

Med den procedure, der er skitseret i det følgende, ønsker Kommissionen at gøre Fællesskabets fusionskontrol mere målrettet og effektiv.

5.

Kommissionen vil anvende den forenklede procedure ved behandlingen af følgende kategorier af fusioner:

6.

Når Kommissionen skal vurdere, om en fusion falder ind under en af de i punkt 5 nævnte kategorier, sikrer den sig, at der er tilstrækkelig klarhed om alle relevante forhold. Da markedsafgrænsningen kan være et nøgleelement i denne vurdering, opfordres parterne til at give oplysninger om eventuelle alternative markedsafgrænsninger, før de indgiver anmeldelse (jf. punkt 15). De anmeldende parter skal beskrive alle alternative relevante produktmarkeder og geografiske markeder, hvor den anmeldte fusion kunne få virkninger, ligesom de skal give oplysninger om afgrænsningen af disse markeder (12). Det tilkommer Kommissionen at træffe den endelige afgørelse om markedsafgrænsningen på grundlag af en gennemgang af de faktiske omstændigheder i sagen. Hvis det er vanskeligt at afgrænse de relevante markeder eller fastslå parternes markedsandele, vil Kommissionen ikke følge den forenklede procedure. I det omfang en fusion giver anledning til nye juridiske spørgsmål af almen interesse, vil Kommissionen desuden normalt undlade at vedtage beslutninger i kort form, og vil normalt vende tilbage til den første fase af den normale fusionsprocedure.

7.

Selv om det normalt kan antages, at fusioner, der falder ind under en af de i punkt 5 nævnte kategorier, ikke rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om de er forenelige med fællesmarkedet, kan der dog ikke desto mindre være visse situationer, hvor det undtagelsesvis er nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse og/eller vedtage en udførlig beslutning. I sådanne tilfælde vil Kommissionen kunne vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure.

8.

I det følgende gives vejledende eksempler på sager, der vil kunne udelukkes fra den forenklede procedure. Visse typer af fusioner kan øge parternes markedsstyrke, f.eks. fordi de indebærer en sammenlægning af deres teknologiske, finansielle eller andre ressourcer, selv om fusionsparterne ikke opererer på det samme marked. Den forenklede procedure kan også være uegnet i forbindelse med fusioner, hvor mindst to af fusionsparterne er aktive på tilstødende, nært beslægtede markeder (13), især når en eller flere af fusionsparterne har en markedsandel på 25 % eller derover på et produktmarked, hvor der ikke findes horisontale eller vertikale forbindelser som beskrevet ovenfor, men som er et tilstødende marked til et marked, hvor en anden part er aktiv. I andre tilfælde kan det være umuligt at fastslå parternes markedsandele nøjagtigt. Det er ofte tilfældet, når parterne opererer på nye eller lidet udviklede markeder. Den forenklede procedure kan også være uegnet i forbindelse med fusioner på markeder, der er præget af store adgangsbarrierer, stærk koncentration (14) eller andre velkendte konkurrenceproblemer.

9.

Kommissionens hidtidige erfaringer har vist, at når der er tale om en overgang fra fælleskontrol til enekontrol, vil det undtagelsesvis kunne være nødvendigt med en tilbundsgående undersøgelse og/eller en udførlig beslutning. Der kan opstå konkrete konkurrenceproblemer i situationer, hvor en virksomhed, der førhen var et joint venture, herefter kun kontrolleres af en enkelt ejer og integreres i dennes koncern eller netværk, hvilket kan eliminere de disciplinerende virkninger af de divergerende interesser, som flere forskellige medejere kan have, således at virksomhedens strategiske stilling på markedet derigennem styrkes. Hvis man f.eks. tænker sig en situation, hvor virksomhed A og virksomhed B i fællesskab kontrollerer joint venture C, vil en transaktion, hvor A overtager enekontrollen med C, kunne give anledning til konkurrenceproblemer, hvis C er direkte konkurrent til A, og hvis C og A tilsammen vil få en stærk position på markedet, når en del af den uafhængighed, C hidtil havde, elimineres (15). I sager, hvor et sådant scenarie kræver en mere indgående analyse, vil Kommissionen kunne vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure (16).

10.

Kommissionen vil også kunne vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure i tilfælde, hvor hverken Kommissionen eller de kompetente myndigheder i en medlemsstat har behandlet den forudgående erhvervelse af fælles kontrol med det pågældende joint venture.

11.

Desuden vil Kommissionen kunne vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure, når der opstår problemer med samordning som omhandlet i EF-fusionsforordningens artikel 2, stk. 4.

12.

Hvis en medlemsstat senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en kopi af anmeldelsen giver udtryk for begrundede betænkeligheder ved den anmeldte fusion, eller hvis en tredjepart i bemærkninger fremsat inden for den frist, der gælder for sådanne bemærkninger, giver udtryk for begrundede betænkeligheder, vil Kommissionen vedtage en udførlig beslutning. I sådanne tilfælde gælder de frister, der er fastsat i EF-fusionsforordningens artikel 10, stk. 1.

13.

Den forenklede procedure vil ikke blive anvendt, hvis en medlemsstat har anmodet om henvisning af en fusion i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 9, eller hvis Kommissionen accepterer en anmodning fra en eller flere medlemsstater om henvisning af en anmeldt fusion i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 22.

14.

Med forbehold for de i denne meddelelse opstillede sikkerhedsforanstaltninger og tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke vil blive anvendt, vil Kommissionen kunne anvende den forenklede procedure på fusioner, hvor:

15.

Kommissionen finder, at kontakter mellem de anmeldende parter og Kommissionen før anmeldelsens indgivelse kan være nyttige, selv i tilsyneladende problemfrie sager (17) Kommissionens erfaringer med den forenklede procedure har vist, at de sager, der opfylder betingelserne for at blive behandlet efter denne procedure, kan indeholde komplicerede problemer, f.eks. med markedsafgrænsningen (se punkt 6), som det vil være bedst at få løst, inden anmeldelsen indgives. Gennem sådanne kontakter kan Kommissionen og de anmeldende parter få afklaret den nøjagtige mængde af oplysninger der skal gives i anmeldelsen. Disse kontakter bør indledes mindst to uger før den forventede anmeldelsesdato. Det tilrådes derfor, at de anmeldende parter tager kontakt med Kommissionen inden anmeldelsen, især hvis de vil anmode Kommissionen om at frafalde kravet om en fuldstændig anmeldelse i henhold til artikel 3, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 af 7. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (18), med den begrundelse, at den pågældende fusion ikke vil give anledning til konkurrenceproblemer.

16.

De oplysninger, der skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter modtagelsen af en anmeldelse (19), skal omfatte fusionsparternes navne, deres hjemlande, fusionens art og de berørte brancher samt angivelse af, at fusionen ud fra oplysningerne fra den anmeldende part muligvis opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure. Alle berørte parter vil derefter have mulighed for at fremsætte bemærkninger, navnlig om forhold, der vil kunne kræve en nærmere undersøgelse.

17.

Hvis Kommissionen er forvisset om, at fusionen opfylder betingelserne for anvendelse af den forenklede procedure (se punkt 5), vil den normalt vedtage en beslutning i kort form. Det gælder også i sager, der ikke giver anledning til nogen konkurrenceproblemer, og hvor den har modtaget en fuldstændig anmeldelse. Den pågældende fusion vil dermed blive erklæret forenelig med fællesmarkedet senest 25 arbejdsdage efter anmeldelsen, jf. EF-fusionsforordningens artikel 10, stk. 1 og 6. Kommissionen vil bestræbe sig på at træffe en beslutning i kort form hurtigst muligt efter udløbet af de 15 arbejdsdage, medlemsstaterne har til at fremsætte anmodning om henvisning af en anmeldt fusion i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 9. Men inden udløbet af fristen på de 25 arbejdsdage, vil Kommissionen fortsat kunne beslutte at vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure og iværksætte undersøgelser og/eller vedtage en udførlig beslutning, hvis den finder det bedst i den konkrete sag.

18.

Kommissionen vil offentliggøre en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om, at der er truffet beslutning, ligesom den gør det ved udførlige godkendelsesbeslutninger. Den offentligt tilgængelige version af denne beslutning vil kunne findes på Konkurrencegeneraldirektoratets website i et begrænset tidsrum. Beslutningen i kort form vil indeholde de oplysninger angående den anmeldte fusion, der blev offentliggjort i EU-Tidende efter anmeldelsen (parternes navne og hjemlande, fusionens art og berørte brancher), og en bemærkning om, at fusionen erklæres forenelig med fællesmarkedet, fordi den falder ind under en eller flere af de kategorier, der er beskrevet i denne meddelelse, med nærmere angivelse af, hvilken kategori der er tale om.

19.

Den forenklede procedure egner sig ikke til de sager, hvor de deltagende virksomheder anmoder om en udtrykkelig vurdering af begrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for en fusions gennemførelse.

—

ved fælles overtagelse af en virksomhed er det denne virksomheds (joint venture-selskabs) omsætning, der skal tages i betragtning

—

ved etablering af et joint venture, hvortil moderselskaberne overfører deres aktiviteter, er det omsætningen ved de overførte aktiviteter, der skal tages i betragtning

—

ved erhvervelse af en kontrollerende andel i et allerede eksisterende joint venture er det joint venture-selskabets omsætning og omsætningen ved de aktiviteter, som det nye moderselskab (eventuelt) overfører til det, der skal tages i betragtning.

5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 56/36

—

varecertifikat EUR.1 udfærdiget på en ikke forskriftsmæssig formular (f.eks.: uden guillochering; med vigtige dimensions- og farvefravigelser fra den foreskrevne model; uden løbenummer; trykt på et ikke tilladt sprog)

—

en rubrik til obligatoriske oplysninger er ikke udfyldt (f.eks.: rubrik 4 i EUR.1), dog ikke rubrik 8

—

manglende stempel og underskrift (rubrik 11 i EUR.1)

—

varecertifikat EUR.1 påtegnet af en ikke-kompetent myndighed

—

varecertifikat EUR.1 påtegnet ved brug af et nyt stempel, som der endnu ikke er givet underretning om

—

fremlæggelse af en fotokopi eller en kopi i stedet for det originale varecertifikat EUR.1

—

angivelse i rubrik 5 af et land, som ikke er part i aftalen (f.eks.: Israel eller Cuba).

—

varebeskrivelsesrubrikken (rubrik 8 i EUR.1) er ikke udfyldt, eller der er anført andre varer end dem, der frembydes

—

oprindelsesbeviset er udstedt af et land, der ikke er part i aftalen, også selv om oprindelsesbeviset vedrører varer med oprindelse i Fællesskabet eller Chile (f.eks. varecertifikat EUR.1 udstedt i Israel for varer med oprindelse i Chile)

—

varecertifikat EUR.1 indeholder ubekræftede raderinger eller overskrivninger i en af de obligatoriske rubrikker (f.eks. rubrikkerne »varebeskrivelse«, »antal kolli«, »bestemmelsesland«, »oprindelsesland«)

—

gyldighedsperioden for varecertifikat EUR.1 er overskredet af andre grunde end de i forskrifterne nævnte (f.eks.: særlige omstændigheder), dog med undtagelse af tilfælde, hvor varerne er frembudt inden fristens udløb

—

oprindelsesbeviset fremlægges efterfølgende for varer, der oprindeligt indførtes svigagtigt

—

i rubrik 4 på varecertifikat EUR.1 er der anført et land, der ikke er part i den aftale, på grundlag af hvilken der anmodes om præferencebehandling.

5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 56/38

Europa-Kommissionen

Generaldirektorat for Konkurrence

Registreringskontoret for Statsstøtte

B-1049 Bruxelles

Fax (32-2) 296 12 42

—

Ifølge oplysningerne fra de britiske myndigheder afholdes 85 % af alle de pågældende udgifter i Det Forenede Kongerige af større virksomheder og 15 % af SMV. Selv om ordningen er åben for alle virksomheder uanset størrelse, vil ordningen især være en fordel for de store virksomheder.

—

De britiske myndigheder anfører imidlertid, at selv i de tilfælde, hvor store virksomheder ejer erhvervslokalerne, vil SMV alligevel indirekte drage fordel af foranstaltningen, da de ofte lejer erhvervslokaler af de større virksomheder. Det understøttes af oplysninger fra Det Forenede Kongerige, der viser, at af nye lejemål for lokaler, der har været ledige i over et år, indgås 31 % af store virksomheder og 69 % af SMV. Med hensyn til de mest ugunstigt stillede områder ifølge Det Forende Kongeriges definition er de respektive tal 26 % for store virksomheder og 74 % for SMV.

—

Kommissionen bemærker, at den anmeldte foranstaltning ifølge Kommissionens definition ikke er begrænset til små og mellemstore virksomheder. Den bemærker endvidere, at ordningen ikke er begrænset til støtteberettigede områder i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), eller artikel 87, stk. 3, litra c).

—

Anvendelse af de 2 000 udpegede mest ugunstigt stillede områder i Det Forenede Kongerige som målgruppe for den anmeldte foranstaltning rejser samme spørgsmål, som det var tilfældet med støtteordningen om fritagelse for stempelafgift. Der er tale om en undtagelse fra Kommissionens standardpraksis i forbindelse med regionalstøtte. Kommissionen mener fortsat, at en sådan undtagelse skal være berettiget for at undgå, at støttemodtagere i områder, som ikke er udpeget som støtteberettigede i henhold til artikel 87, stk. 3, litra a), og/eller artikel 87, stk. 3, litra c), opnår en urimelig økonomisk fordel, der har skadelig indvirkning på samhandelen i et omfang, der er i strid med den fælles interesse.

—

Ved godkendelsen af støtteordningen om stempelafgiftsfritagelse på basis af denne ordnings specifikke karakteristika opstillede Kommissionen endvidere en række betingelser. Den besluttede bl.a., at der skulle være garanti for tilsyn og forelægges dokumentation for ordningens gunstige virkninger for fysisk genrejsning og især for brownfield-grunde. Den har hidtil ikke fået forelagt nogen efterfølgende analyse, der har givet mulighed for at vurdere de positive virkninger af ordningen.

—

Selv om de britiske myndigheder anfører, at den gennemsnitlige støtteintensitet ligger på mellem 9 og 10 % netto, kan de maksimale støtteintensiteter ved den anmeldte foranstaltning nå op på 40 % netto i tilfælde af ikke-registrerede virksomheder og op på 30 % netto i tilfælde af selskaber.

5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 56/45

1.

Den 24. februar 2005 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning nr. 139/2004 (1) anmeldelse af en planlagt fusion, hvorved selskaberne Goldman Sachs Mortgage Company (»GSMC«, USA), der kontrolleres af Goldman Sachs Group, Inc. (»Goldman Sachs«, USA), og The Cerberus Group (»Cerberus«, USA) i fællesskab erhverver kontrol, jf. forordningens artikel 3, stk. 1, litra b), over en del af selskabet Transamerica European Trailers (»TET«, UK) gennem opkøb af aktier.

2.

De deltagende virksomheder er aktive på følgende områder:

3.

Efter en foreløbig gennemgang finder Kommissionen, at den anmeldte fusion muligvis falder ind under forordning (EF) nr. 139/2004. Den har dog endnu ikke taget endelig stilling hertil. Det bemærkes, at denne sag muligvis vil blive behandlet efter den forenklede procedure i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om en forenklet procedure til behandling af visse fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (2).

4.

Kommissionen opfordrer hermed alle interesserede til at fremsætte deres eventuelle bemærkninger til den planlagte fusion.

Bemærkningerne skal være Kommissionen i hænde senest ti dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse. De kan med angivelse af sagsnummer COMP/M.3678 — Goldman Sachs/Cerberus/TET/JV sendes til Kommissionen pr. fax ((32-2) 296 43 01 eller 296 72 44) eller med post til følgende adresse: