18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/1

—

Kommissionens meddelelse om »Skærpet gennemførelse af den europæiske beskæftigelsesstrategi«

—

»Forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker«

—

»Henstilling med henblik på Rådets henstilling om gennemførelsen af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker«

1.1

mener, at man i forbindelse med gennemførelsen af Lissabon-strategien primært bør koncentrere sig om at forbedre beskæftigelsen og konkurrenceevnen. Man skal ikke indlede nye processer eller opstille nye mål, men i stedet fokusere på en effektiv gennemførelse af hidtidige beslutninger;

1.2

anser det for vigtigt, at udgangspunktet for Lissabon-strategien bliver en bæredygtig og sund makroøkonomi, som bygger på en økonomisk politik, der har en bæredygtig udvikling som mål;

1.3

lægger vægt på, at politikken inden for økonomi, beskæftigelse, socialområdet, miljø, uddannelse og forskning behandles som supplerende integrerede elementer i Lissabon-strategien, der støtter konkurrenceevne og bæredygtig vækst samt social samhørighed. Man bør yderligere uddybe dialogen om social beskyttelse, retningslinjerne for den økonomiske politik og beskæftigelsesprocessen;

1.4

finder, at strukturelle reformer, støtte af forsknings- og innovationsaktiviteter, fremme af iværksætterånd samt udvikling af uddannelsesområdet er nøglefaktorer, hvis man skal forbedre EU's konkurrenceevne, fremme investeringer samt skabe nye arbejdspladser;

1.5

påpeger, at befolkningens aldring er en enorm udfordring for både den offentlige økonomis bæredygtighed og for udviklingen af tjenesteydelser, og at effektive tiltag for at støtte arbejdslivets udvikling og den fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet er påkrævede;

1.6

mener, at de lokale og regionale myndigheder har en central rolle og varetager vigtige konkrete opgaver i forbindelse med Lissabon-strategiens gennemførelse og for at skærpe denne, men deres potentiale udnyttes ikke i tilstrækkelig grad;

2.1

understreger vigtigheden af, at man i forbindelse med Lissabon-strategiens gennemførelse lægger større vægt på den indbyrdes dialog mellem de forskellige gennemførelsesniveauer og på at udvikle forvaltningsmekanismer, så det bliver muligt at opbygge partnerskaber og sikre, at de lokale og regionale myndigheder kan bidrage effektivt til gennemførelsen af Lissabon-strategien;

2.2

tilslutter sig målsætningerne for midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien på Det Europæiske Råds forårstopmøde og foreslår, at der i evalueringen indgår en kritisk vurdering af forvaltningen samt af den merværdi, som en decentralisering af forvaltningen kan tilføre strategiens gennemførelse;

2.3

mener, at man bør benytte en decentraliseret fremgangsmåde ved anvendelsen af den åbne koordinationsmetode, så de regionale og lokale aktører reelt kan udvikle lokale og regionale strategier. Disse strategier bør være en del af en national strategi. Medlemsstaternes nationale handlingsplaner bør indeholde en konkret beskrivelse af det regionale og lokale niveaus deltagelse i planlægningen samt af dets bidrag til gennemførelsen af planerne;

2.4

understreger, at den åbne koordinationsmetode bør forenkles, så man i stedet for specifikke målsætninger og indikatorer, som afspejler disse, i større grad koncentrerer sig om fremadrettede strategiske retningslinjer og om, hvordan disse kan realiseres så effektivt som muligt i praksis;

2.5

anser det for vigtigt, at Unionens nye budgetrammer og strukturfondstiltag knyttes endnu tættere sammen i forbindelse med gennemførelsen af Lissabon-strategien;

2.6

tilslutter sig Kommissionens synspunkt, at man ikke bør ændre retningslinjerne, men koncentrere sig om en effektiv gennemførelse af de nuværende retningslinjer;

2.7

anser det i visse tilfælde for hensigtsmæssigt, at man ud over landespecifikke henstillinger til medlemsstaterne også fremsætter fælles henstillinger i overensstemmelse med forslagene fra Wim Koks arbejdsgruppe. I sådanne tilfælde bør man klarlægge sammenhængen mellem de fælles henstillinger og de fælles målsætninger, der blev opstillet i 2003;

2.8

finder, at man ikke i tilstrækkelig grad har levet op til kravet i retningslinjerne fra 2003 om at støtte inddragelsen af regionale og lokale aktører i udviklingen og gennemførelsen af retningslinjerne;

2.9

påpeger, at forvaltningsaspektet bør få en mere central plads i beskæftigelsesstrategien, og at man i den fælles beskæftigelsesrapport i 2005 bør ser kritisk på forvaltningens gennemførelse;

2.10

støtter Kommissionens henstillinger vedrørende aktiv aldring, men mener, at man i beskæftigelsespolitikken bør lægge større vægt på, hvordan man fremmer udbuddet af arbejdskraft, f.eks. ved at fokusere på kvinder, ældre, unge, handicappede og indvandrere samt ved at forbedre hele befolkningens funktionsevne og sundhed;

2.11

mener, at det er nødvendigt at gennemføre strukturreformer på arbejdsmarkedet samt udvikle skattesystemer og sociale sikringsordninger, så erhvervsarbejde og fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet kan betale sig;

2.12

påpeger, at man bør støtte de nye medlemsstaters muligheder for at udvikle deres arbejdsmarked ved også at styrke de regionale og lokale myndigheders handleevne samt ved at støtte indbyrdes samarbejde og erfaringsudveksling mellem de regionale og lokale myndigheder i de gamle og de nye medlemsstater.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/3

1.

I henhold til EØF-forordning 1408/71 forstås ved betegnelsen »grænsearbejder« enhver arbejdstager og selvstændig erhvervsdrivende, som er beskæftiget på én medlemsstats område, men er bosat på en anden medlemsstats område, hvortil han som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst én gang om ugen.

2.

Arbejdstagernes frie bevægelighed og deres ligebehandling med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår (aflønning, beskyttelse mod afskedigelse, reintegration på arbejdsmarkedet samt sociale og skattemæssige fordele) defineres primært i forordning (EØF) nr. 1612/68.

3.

Princippet om ligebehandling gælder i EU for alle grænsearbejdere (og vandrende arbejdstagere), der arbejder og er bosat i Unionen.

4.

Social sikring er navnlig omfattet af EØF-forordning nr. 1408/71 og den tilhørende gennemførelsesforordning nr. 574/72. Disse skal koordinere medlemsstaternes sociale sikringsordninger.

5.

I henhold til disse forordninger er grænsearbejdere i princippet underlagt de love og administrative forskrifter, der gælder i det land, som de arbejder i.

6.

Udvidelsen af EU med 10 central- og østeuropæiske lande vil dels skabe en ny situation for indvandring (vandrende arbejdstagere) og grænsearbejde, dels forventes at have indvirkning på det europæiske arbejdsmarked.

7.

Efter udvidelsen er de østlige grænseregioner i Østrig og Tyskland blandt de mest udsatte geografiske områder. Disse områder grænser direkte op til Slovenien, Slovakiet, Ungarn, Polen og Tjekkiet og må i en første fase forudse, at antallet af grænsearbejdere øges. EU-udvidelsen åbner dog samtidig mulighed for at regulere hidtil illegal migration. Desuden er der en chance for, at migrationen ikke længere begrænses til grænseområder, men i højere grad sker til områder, hvor der er mangel på arbejdskraft.

8.

Udvidelsen af EU vil i EU's grænseområder formodentlig være ensbetydende med yderligere administrative, juridiske eller skattemæssige hindringer for mobiliteten ud over dem, der allerede findes for alle grænsearbejdere i EU –

1.1.1

Betegnelsen grænsearbejder dækker forskellige forhold i grænseområderne afhængigt af, hvilke skatte- og socialretlige kriterier eller, hvilken statut – aktiv eller ikke aktiv grænsearbejder – der finder anvendelse i beskæftigelses- eller bopælslandet. Der findes derfor ikke nogen almengyldig definition på dette begreb, som omfatter såvel skatteretlige og juridiske som socialretlige elementer.

1.1.2

Der sker ikke nogen fælles koordinering af beskatningsaftaler eller nogen koordinering af beskatningsaftaler og aftaler om sociale og arbejdsmarkedsmæssige forhold i forbindelse med grænsearbejderes aktivitet på trods af de store fremskridt, der er gjort på det sociale område i medfør af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71.

1.1.3

Der er ikke fastlagt fælles betingelser for tilkendelse af ydelser, eftersom der ikke findes en fælles definition på f.eks. begrebet uarbejdsdygtighed og vurdering af invaliditetsgrad, ligesom systemerne til beregning af forsikringsperioder fremdeles afviger.

1.1.4

Princippet om ligebehandling for grænsearbejdere i henhold til princippet om at være »beskæftiget og bosat i EU« er ganske vist tilgodeset, og der findes faktisk en definition på dette princip med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår i forordning (EØF) nr. 1612/68, men princippet anvendes ikke altid korrekt i praksis.

1.1.5

Det hænder, at national praksis hindrer den garanterede frie bevægelighed for grænsearbejdere og vandrende arbejdstagere. EF-domstolen hjælper derfor - navnlig på grundlag af EF-traktatens artikel 39, 42 og 43 - grænsearbejdere, der udsættes for forskelsbehandling i nationale beslutninger og regler, med at udøve deres rettigheder. Domstolen tegner således EU's sociallovgivning.

1.1.6

Forordning nr. 1408/71 er blevet yderst omfattende, kompleks og uigennemsigtig som følge af de tilføjelser, der er blevet foretaget gennem årene for at tage hensyn til udviklingen i de nationale lovgivninger, forbedre visse bestemmelser, udfylde huller eller afklare bestemte personkategoriers forsikringsretlige stilling.

1.1.7

Manglen på standardiserede oplysninger i medlemsstaterne betyder, at der på europæisk plan ikke findes pålidelige statistiske oplysninger, som kan give et samlet billede af grænsearbejderen.

1.1.8

Grænsearbejderne i EU skønnes at udgøre 0,5 % af de beskæftigede.

1.1.9

Der mangler en fremsynet fælles forvaltning af de specifikke, supplerende grænsearbejderproblemer, som må forudses i de nye medlemsstater, og denne forvaltning skal bestå i mere end Eures-kontorernes informationsarbejde.

1.2.1

Fremskridtene i den europæiske integrationsproces bør også føre til fremskridt med hensyn til den fri bevægelighed for personer. Alle medlemsstaterne og Den Europæiske Union bør i fællesskab arbejde mod dette prioriterede mål.

1.2.2

Det er et relevant spørgsmål, hvorfor der efter virkeliggørelsen af det indre marked og indførelsen af en fælles mønt stadig er så få grænsearbejdere i EU. I den forbindelse ville det bl.a. være hensigtsmæssigt at fremme arbejdssøgendes og arbejdsgiveres adgang til en oplysnings- og rådgivningstjeneste, som tager sigte på at lette arbejdskraftens mobilitet og gennemsigtigheden på EU's arbejdsmarked.

1.2.3

Visionen om et forenet Europa mister herved troværdighed, navnlig i grænseområderne, som burde være pionerer og drivkræfter i integrationsprocessen.

1.2.4

EU-udvidelsen med ti central- og østeuropæiske lande vil generelt stille spørgsmålet vedrørende grænsearbejdere og vandrende arbejdstagere i et andet lys, navnlig i de nuværende østlige grænseområder. Det er derfor tvingende nødvendigt at gøre en større indsats til foregribelse af den forventede udvikling.

1.3.1

Det initiativ, som Kommissionen har taget til at fjerne hindringerne for arbejdstageres fri bevægelighed i EU og fastholde retten til social sikring for alle, hilses velkommen. Det samme gælder den nylige beslutning om at revidere forordning nr. 1408/71 og forordning nr. 883/04, navnlig med henblik på at sikre grænsearbejdere en forbedret adgang til sundhedsplejeordninger og familieydelser.

1.3.2

Kommissionens ønske om en koordinering af sociale sikringssystemer i medlemsstaterne er i EU-borgernes interesse og fremmer etableringen af et socialt Europa.

1.3.3

Regionsudvalget bifalder De Europæiske Fællesskabers Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring: Afgørelse nr. 189 af 18. juni 2003 om udskiftning af de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 i forbindelse med tilkendelse af sygehjælp under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat eller bopælsstaten, med et europæisk sygesikringskort.

1.3.4

Endelig hilses Rådets fælles holdning af 28. januar 2004 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger velkommen.

1.4.1

Selv efter deres gennemførelse vil disse forslag til forbedring langt fra føre til, at alle hindringer på dette område kan fjernes.

1.4.2

Det forudses, at der kan opstå nye problemer, men også nye muligheder, på grænsearbejderområdet som følge af EU-udvidelsen.

1.4.3

Man bør bidrage aktivt til at løse problemerne vedrørende grænsearbejdere og ikke blot overlade det til EF-Domstolen at udvikle en europæisk sociallovgivning.

1.4.4

Den økonomiske udvikling gør, at det netop er grænseområderne, som er mest afhængige af det grænseoverskridende arbejdsmarked. Dette vil især være tilfældet for de nye grænseområder efter udvidelsen.

2.1

anbefaler Kommissionen at forelægge al information om grænsearbejderes problemer for et af de allerede eksisterende organer, f.eks. Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring, der blev oprettet ved forordning (EØF) nr. 1408/71, eller Det Faglige Udvalg til Sikring af Snævert Samarbejde mellem Medlemsstaterne med hensyn til Arbejdskraftens Frie Bevægelighed og Beskæftigelse, oprettet ved forordning (EØF) nr. 1612/68;

2.2

foreslår, at det organ, der påtager sig denne opgave:

2.2.1

samler denne information hos alle relevante politiske instanser og institutioner. Her tænkes f.eks. på information, der vedrører

2.2.1.1

sager, som omfatter EU's medlemsstater, EFTA- og EØS-landene og lande, med hvilke EU har indgået bilaterale aftaler, der også omfatter spørgsmålet om fri bevægelighed for personer;

2.2.1.2

Benelux-konventionen;

2.2.1.3

bestræbelser, som på nuværende tidspunkt udfoldes mellem medlemsstaterne;

2.2.1.4

fællesskabsaftaler og –ordninger samt Kommissionens (GD V) erfaringer;

2.2.1.5

AGEG's erfaringer;

2.2.1.6

erfaringer hos ansvarlige og aktive aktører og organisationer, som beskæftiger sig med grænsearbejderproblematikken i felten og medvirker til at fjerne hindringer for den garanterede frie bevægelighed for personer.

2.2.2

undersøger, hvordan man på grundlag af allerede eksisterende aftaler kan udnytte disse erfaringer til at fjerne hindringerne for personers fri bevægelighed i EU og bedre koordinere medlemsstaternes sociale sikringssystemer og dermed, også med henblik på den gennemførte udvidelse, mere effektivt fremhjælpe opbygningen af et socialt Europa.

2.2.3

For at undgå overlapning med eksisterende institutioner som f.eks. kontoret for indvandringsspørgsmål eller Schengen-kontoret får organet til opgave at:

2.2.3.1

koordinere og fremme informationsstrømmen og samarbejdet mellem alle aktører i videst muligt omfang;

2.2.3.2

fremme en indsamling af statiske oplysninger på fællesskabsniveau om grænsearbejdernes situation;

2.2.3.3

udarbejde et forslag til en fælles social- og skatteretlig definition på aktive og passive grænsearbejdere og vandrende arbejdstagere;

2.2.3.4

udarbejde forslag til forbedring af informationen og uddannelsen af de forvaltninger, som er kompetente i sager vedrørende grænsearbejdere;

2.2.3.5

udarbejde forslag til, hvordan reglerne på området kan forenkles og suppleres;

2.2.3.6

fremme etablering af regionale grænseoverskridende kontorer til løsning af grænsearbejderes problemer, der med henblik på punktuelle problemer på eget initiativ kan oprette tidsmæssigt begrænsede små arbejdsfællesskaber til fjernelse af hindringer for grænsearbejdere i de europæiske grænseområder.

2.3

foreslår, at disse regionale kontorer med ansvar for løsning af grænseoverskridende grænsearbejderproblemer

2.3.1

placeres i de regioner, der beskæftiger sig med grænseoverskridende problemer, eller i forbindelse med de bestående Eures-kontorer;

2.3.2

beskæftiger sig med den konkrete grænseregions særlige situation og registrerer konkrete problemstillinger;

2.3.3

undersøger, om de nationale eller mellemstatslige forordninger, aftaler og lovforslag, der er under forberedelse, tager højde for grænsearbejdernes situation;

2.3.4

i givet fald orienterer de kompetente nationale eller overnationale institutioner om eventuelle negative konsekvenser for vandrende arbejdstageres frie bevægelighed i forbindelse med gennemførelse af nationale eller mellemstatslige forordninger, aftaler og lovforslag, der er under forberedelse, og fremlægger løsningsforslag for de berørte parter;

2.3.5

bilateralt inddrager de ansvarlige fagfolk i de nationale ressortministerier, når der opstår punktuelle problemer mellem de berørte medlemsstater (f.eks. i forbindelse med dobbeltbeskatningsaftaler, plejeforsikring og børnepenge til grænsearbejderfamilier) og lader dem assistere af lokale og/eller regionale eksperter;

2.3.6

med kort frist fremlægger bilaterale løsningsmodeller for de kompetente ministerier, enten på forvaltningsteknisk eller lovgivningsmæssigt plan, og bistår med deres gennemførelse;

2.3.7

får sagkyndig opbakning og vejledning.

2.4

foreslår, at der i betragtning af det udvidede arbejdsområde for regioner eller eksisterende Eures-kontorer, som har ansvaret for de regionale kontorer for løsning af grænseoverskridende grænsearbejderproblemer, via EU-finansiering fremskaffes de nødvendige midler.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/7

1.

Den aktive aldring og de ældres deltagelse på arbejdsmarkedet er prioriterede indsatsområder i bestræbelserne på at nå de mål om bæredygtig økonomisk vækst og social samhørighed, som blev fastsat i Lissabon-strategien i 2000;

2.

Det Europæiske Råd fastsatte på mødet i Stockholm i 2001 en EU-målsætning om, at halvdelen af EU's befolkning i aldersgruppen 55-64 skulle være i arbejde i 2010;

3.

Det Europæiske Råd konkluderede på mødet i Barcelona i 2002, at man bør søge gradvis at opnå, at folks gennemsnitsalder, når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet i EU, er omkring fem år højere inden udgangen af 2010;

4.

Til trods for en positiv udvikling gennem de seneste år er EU fortsat meget langt fra at have nået de to fastsatte målsætninger, og der er en risiko for, at EU ikke når målsætningen om en beskæftigelsesprocent på 70, som blev fastsat i Lissabon;

5.

Der er fortsat store forskelle mellem de enkelte lande, til trods for at et stigende antal medlemslande er i færd med at gennemføre deres egne nationale strategier, specielt i form af pensionsreformer;

6.

Forskellen mellem kønnenes deltagelse på arbejdsmarkedet er et kritisk punkt, og kvindernes gennemsnitlige erhvervsfrekvens i aldersgruppen 55-64 ligger fortsat på cirka 30 %;

7.

På grund af aldringen af EU's befolkning er der en tendens til, at folk på over 50 år udgør den største procentdel af den potentielle arbejdsstyrke, og at en lavere procentdel af unge kommer ind på arbejdsmarkedet;

8.

Fastholdelse af flere ældre arbejdstagere på arbejdsmarkedet er afgørende for at kunne opretholde den økonomiske vækst og de sociale sikringssystemer;

9.

Den højere gennemsnitlige levealder giver større muligheder for at udnytte sit fulde potentiale hele livet igennem, og et længere aktivt liv kan give en bedre udvikling af det menneskelige potentiale;

1.1

er enigt med Kommissionen i, at der uden drastiske tiltag vedrørende de ældres erhvervsfrekvens er risiko for, at EU's beskæftigelsesmål ikke bliver nået;

1.2

er enigt i analysen af, hvilke særlige arbejdsmarkedsvilkår der kræves for at bane vejen for at forlænge den erhvervsaktive periode, bl.a. passende økonomiske incitamenter, gode sundheds- og sikkerhedsforhold på arbejdspladsen, fleksible muligheder for tilrettelæggelse af arbejdet, permanent adgang til efteruddannelse, effektive og aktive arbejdsmarkedspolitikker, forbedret arbejdskvalitet;

1.3

sætter pris på, at Kommissionen mener, at medlemsstaterne bør træffe drastiske foranstaltninger og i relation til aktiv aldring fastlægge en overordnet politik, som ikke udelukkende handler om en reform af pensionssystemerne, men som giver alle uanset alder bedre adgang til faglig uddannelse og andre aktive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger, og som i højere grad sikrer folk nogle bedre arbejdsvilkår gennem hele den erhvervsaktive alder, der tilskynder dem til at blive på arbejdsmarkedet;

1.4

finder det vigtigt, at man er opmærksom på behovet for at øge erhvervsfrekvensen for kvinder i aldersgruppen 55-64 ved hjælp af specifikke strategier;

1.5

er overbevist om, at arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle ved at vedtage strategier for aktiv aldring og bidrage til at forbedre arbejdsvilkårene;

1.6

er overbevist om, at EU-politikkerne og -tiltagene kan bidrage til at støtte og udbrede strategier for aktiv aldring.

2.1

understreger, at ældre arbejdstageres beskæftigelse bør behandles som en del af arbejdslivets og arbejdskraftens normale struktur. En strategisk personalepolitik skal ikke behandle ældre arbejdstagere som en markant anderledes gruppe, men tale om forskellige aldersgrupper eller grupper, kendetegnet ved andre særtræk. Alle på arbejdsmarkedet bør have mulighed for at forene deres arbejds- og familieliv i alle faser af deres arbejdskarriere.

2.2

er enigt i de prioriterede strategier, som Kommissionen foreslår for at fremme en gennemgribende ny kultur, som værdsætter den menneskelige kapital hele livet igennem, fremmer aktiv aldring, undgår udelukkelse af de ældre og forbedrer de ældre arbejdstageres erhvervsfrekvens, da de udgør en væsentlig del af arbejdsstyrken i den nuværende situation, hvor man forventer en nedgang i antallet af erhvervsaktive personer.

2.3

mener imidlertid, at dette ikke er tilstrækkeligt, hvis den ældre befolknings potentiale skal udnyttes, men at det også bør anerkendes, at de ældre yder et vigtigt bidrag når det gælder frivilligt, uformelt og almennyttigt arbejde. Man bør derfor anerkende den betydning, som alle former for arbejde af såvel økonomisk som social art har for økonomien, det enkelte menneskes velfærd og den sociale samhørighed på lokalt plan.

2.4

understreger på linje med Kommissionen, at det for at fremme beskæftigelsen af de ældre er det afgørende at udvikle strategier, igennem hele det erhvervsaktive liv, for beskyttelse af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet, vedvarende adgang til uddannelse, mere meningsfyldt arbejde, og en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der kan sikre beskæftigelsesegnethed i alle faser af det erhvervsaktive liv.

2.5

mener imidlertid, at de indkredsede tiltag ikke er tilstrækkelige til at forlænge det erhvervsaktive liv, udskyde udtræden af arbejdsmarkedet, støtte ældre kvinders indtræden på arbejdsmarkedet og øge erhvervsfrekvensen for kvinder. Der bør desuden iværksættes strategier, som gør det muligt for kvinder, igennem hele deres erhvervsaktive liv, at forene arbejdsliv og tid til omsorg for familien.

2.6

ønsker med hensyn til Kommissionens spørgsmål vedrørende det faktum at unge og ældre arbejdstagere erfaringsmæssigt ikke kan erstatte hinanden, at der i forbindelse med de indkredsede strategier udvikles solidaritetspagter på tværs af generationerne som led i fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet, som kan fremme ældre arbejdstageres gradvise udtræden af arbejdsmarkedet og videregive deres erfaring og faglige kvalifikationer til de unge.

2.7

understreger Kommissionens pointering af, at ældre arbejdstagere også kan få noget ud af at komme tilbage til arbejdsmarkedet gennem værdifulde EUF-støttede projekter. Bedste praksis-eksempler har vist, at ældre med lederbaggrund får mulighed for at udvikle og opdatere deres kompetencer med henblik på beskæftigelse i virksomheder, der står over for mangel på lederkompetencer på det lokale arbejdsmarked.

2.8

understreger betydningen af at iværksætte regionale beskæftigelsesplaner, som inddrager arbejdsmarkedets parter for at muliggøre livslang adgang til undervisning og uddannelse, styrke aktive arbejdsmarkedspolitikker især med hensyn til vejledning og genansættelse af arbejdsløse ældre, indkredse tiltag, der kan integrere arbejdsmarkedspolitikker i form af velfærd og social samhørighed, og fremme ældres deltagelse i et socialt aktivt liv.

2.9

understreger i forbindelse med disse strategier, at de lokale og regionale myndigheder spiller en central rolle, og peger især på behovet for at fokusere mere på aktiviteter og programmer på områder, hvor de har specifik kompetence eller interesse, som gør det muligt at undgå den farlige opsplitning mellem på den ene side erhvervsaktive og økonomisk set produktive ældre arbejdstagere og socialt udstødte ældre på den anden side.

2.9.1

understreger især, at det er vigtigt at anerkende den funktion, som de lokale og regionale myndigheder har med hensyn til fremme af ældres initiativer til almennyttigt arbejde (frivilligt, ulønnet eller delvist lønnet arbejde, som ældre udfører for lokalsamfundet eller for andre ældre osv.). Denne type arbejde har stor social betydning og kan – udover at styrke integration tilskynde ældre til aktiv deltagelse i samfundet og fremme relationerne mellem generationerne osv. – også ledsages af former for gradvis udtræden af arbejdsmarkedet eller sikre former for genansættelse af dem, der har forladt det.

2.9.2

mener, at målet om at øge beskæftigelsesfrekvensen for kvinder mellem 55 – 64 år nødvendigvis forudsætter en central rolle for de lokale og regionale myndigheder i udviklingen af omsorgs- og pasningsfaciliteter for plejekrævende familiemedlemmer (mindreårige eller ikke selvhjulpne voksne), ikke mindst i betragtning af, at denne aldersgruppe i lyset af de nuværende demografiske tendenser har et stort plejeansvar for familien. Kommissionen foreslår i meddelelsen at indføre foranstaltninger til livslang læring og fleksible arbejdsordninger igennem hele arbejdslivet for arbejdstagerne, men man bør i lige så høj grad være opmærksom på behovet for efteruddannelses- og organisationsmæssige strategier og for ydelser på uddannelses-, social- og forsorgsområdet, der kan gøre det muligt for kvinder at forene arbejdsmæssige og familiemæssige forpligtelser igennem hele den erhvervsaktive alder.

2.9.3

finder det afgørende, at man udover at fremme nationale socialsikrings- og pensionsstrategier, også fremmer regionale beskæftigelsesplaner, som skal gennemføres af de lokale og regionale myndigheder, og som gør det muligt at udvikle strategier under inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Målet med disse planer bør være at udvikle innovative politikker, der forhindrer udstødelse af de ældre, øger deres beskæftigelsesfrekvens og fuldt ud udnytter deres økonomiske og samfundsmæssige potentiale. Kun med regionale planer, som også bør støttes af EU's udviklings- og finansieringsressourcer, er det muligt at dække alle de forskellige økonomiske og sociale aspekter, som udspringer af befolkningens aldring på den ene side og faldet i den erhvervsaktive befolkning på den anden side.

2.10

gentager hvor vigtigt det er, at der udveksles god praksis mellem medlemsstaterne, især på lokalt og regionalt plan, og at EU's initiativer og handlingsplaner udvides så de ikke kun fremmer medlemsstaternes politikker i forbindelse med reformer af pensions- og socialsikringsordninger, også støtter sociale og økonomiske politikker på lokalt niveau, som sigter på at øge ældre arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/10

1)

Europa-Parlamentet vedtog den 16. december 1993 en beslutning om almindelig kriminalitet i storbyer og forbindelserne med den organiserede kriminalitet og den 17. november 1998 en beslutning om retningslinier for og foranstaltninger til forebyggelse af organiseret kriminalitet med henblik på udarbejdelse af en samlet strategi for bekæmpelse af organiseret kriminalitet;

2)

rammen for forebyggelsesforanstaltninger udgøres af traktatens bestemmelser om oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som danner grundlag for et egentligt europæisk retsområde, hvor de tre mål er tæt sammenkædet og skal ses i sammenhæng med charteret om grundlæggende rettigheder;

3)

artikel 29 i traktaten fastsætter, at EU's mål på dette område er at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet;

4)

handlingsplanen fra Wien af 1997 opfordrer til, at der inden for fem år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden træffes foranstaltninger til forebyggelse af kriminalitet;

5)

Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 konkluderede, at der er behov for at udvikle kriminalitetsbekæmpende foranstaltninger, udveksle bedste praksis, udbygge netværket af kompetente nationale kriminalpræventive myndigheder og styrke samarbejdet mellem nationale kriminalpræventive organisationer. Det præciserede, at de første prioriteter for dette samarbejde eventuelt kunne være ungdoms- og bykriminalitet samt narkotikarelateret kriminalitet. Det bad derfor om en undersøgelse af, om der var basis for et fællesskabsfinansieret program;

6)

flere seminarer og konferencer om kriminalitetsforebyggelse, især dem, der blev afholdt i Stockholm, Saragozza og Bruxelles i 1996, i Noordwijk i 1997, i London i 1998 og i Algarve i 2000, har opfordret til, at der inden for EU udvikles et netværk til styrkelse af det kriminalpræventive samarbejde;

7)

en milepæl blandt de forskellige konferencer, som EU har taget initiativ til, var den konference på højt niveau, der blev afholdt i Algarve den 4.-5. maj 2000, hvor Hippokrates-programmet blev lanceret og grundlaget blev lagt for Kommissionens meddelelse af 29. november 2000;

8)

denne meddelelse indkredsede målsætningerne for en europæisk forebyggelsesstrategi: begrænse antallet af muligheder for at begå kriminalitet, herunder tilbagefald til kriminalitet; undgå, at folk bliver ofre for kriminalitet; mindske utryghedsfølelsen; styrke og udbrede en lovlighedskultur og en kultur, som forebygger konflikter; forebygge korruption gennem tiltag til fremme af god offentlig forvaltning (»good governance«);

9)

foranstaltningerne bør udformes ud fra en tværfaglig indfaldsvinkel gennem en kombination af prævention, sikkerhedsforanstaltninger og ledsageforanstaltninger af social og uddannelsesmæssig art og i et partnerskab, hvor de lokale myndigheder spiller en nøglerolle;

10)

med udgangspunkt i disse principper og mål kan man tale om en »europæisk model« for forebyggelse af kriminalitet, hvor EU uden at træde i stedet for de nationale, regionale eller lokale niveauer kan gøre indsatsen betydeligt mere effektfuld ved at supplere hierarkiet af kompetenceniveauer;

11)

utryghedsfølelsen er steget langsomt, men støt i Europa i perioden 1996-2002;

12)

det er nødvendigt at inddrage hele samfundet i udformningen af et partnerskab mellem de offentlige myndigheder på nationalt, lokalt og regionalt plan, ikke-statslige organisationer, den private sektor og borgerne, eftersom der er mange forskellige årsager til kriminalitet, og de må bekæmpes gennem tiltag på flere niveauer og på initiativ af forskellige grupper i samfundet, i samarbejde med aktive medspillere med erfaring og kompetence på forskellige områder, herunder civilsamfundet;

13)

de fleste forbrydelser, som begås mod borgerne i EU, finder sted i byområder, og det er derfor nødvendigt at prioritere passende foranstaltninger til sikring af borgernes integritet i byerne -

1.1

bifalder, at der sættes en proces i gang med det mål at følge netværkets aktiviteter som led i lanceringen af forebyggende tiltag på europæisk plan rettet mod den ikke organiserede kriminalitet – såkaldt »hyppigt forekommende kriminalitetsformer« (volume crime) – herunder især ungdoms- og bykriminalitet og narkotikarelateret kriminalitet samt de former for kriminalitet, der er rettet mod kvinder og andre svagt stillede grupper såsom børn, unge, ældre og indvandrere;

1.2

understreger, at kriminalitetsforebyggende foranstaltninger er et område, hvor medlemsstaterne kan have glæde af, at EU effektivt kan tilføre de nationale, regionale og lokale tiltag en virkelig europæisk merværdi;

1.3

understreger, at kriminalitetsforebyggende foranstaltninger ikke blot skal være rettet mod kriminalitet i snæver forstand, men også forebygge antisocial adfærd (anti-social behaviour), fjerne årsagerne hertil og mindske frygten og usikkerheden blandt borgerne;

1.4

påpeger med foruroligelse, at indsatsen begrænses til rent tekniske aspekter, såsom mere præcis definition af de forskellige kriminalitetsformer, som indsatsen rettes mod, uden at komme nærmere ind på det sociale aspekt af forebyggelse eller fremlægge forslag, som går i den retning;

1.5

bemærker, at kriminalitetsforebyggelse – forstået som alle initiativer til bekæmpelse af antisocial adfærd, fjernelse af årsagerne hertil og mindskelse af frygten og usikkerheden blandt borgerne – vedrører mange politikområder, såsom social-, uddannelses- og boligsektoren, integration af indvandrere samt fremme af borgernes deltagelse i samfundslivet;

1.6

mener, at Kommissionen bør anerkende sammenhængen mellem kriminalitet og antisocial adfærd på den ene side og social udstødelse som følge af økonomiske og teknologiske ændringer i dagens samfund på den anden, men denne erkendelse bør følges op med konsekvente tiltag som led i koordineringen af politikken på forskellige områder;

1.7

ønsker det understreget, at de regionale og lokale myndigheder spiller en central rolle i understøttelsen af medlemsstaternes kriminalitetsforebyggende politik, og bemærker, at Kommissionen lægger vægt på at inddrage alle de forskellige aktører i samfundet, men dette bør afspejles i EUCPN's konkrete virksomhed ved at inddrage de aktører, som i dag er udelukket, og give dem en rolle at spille;

1.8

understreger med bekymring, at Det Europæiske Kriminalpræventive Net (EUCPN) indskrænker sig til at være et kontaktpunkt for lejlighedsvis udveksling af oplysninger og erfaringer uden kriterier eller mål for sin virksomhed, hvilket også skyldes dets svage struktur.

2.1

henleder opmærksomheden på det specifikke problem med utryghedsfølelsen, som afhænger af faktorer, der naturligvis er relateret til kriminaliteten (den reelle risiko for at blive offer for en forbrydelse), men også af mange andre sociale, psykologiske og kulturelle faktorer, såsom alder, køn, ringe tillid til ordensmagtens indgriben, usikker eller marginaliseret social situation, opfattelsen af, at samfundet og værdinormerne er i krise, massemediernes rolle og bymiljøets lave kvalitet;

2.2

anmoder Kommissionen om som led i eksisterende og eventuelt nye programmer at indføre foranstaltninger til støtte for udviklingen af en sikkerhedspolitik, der integrerer foranstaltninger på det sociale, byplanlægnings- og uddannelsesmæssige område, og som sigter mod at styrke borgernes deltagelse og fællesskabsfølelse, i bevidstheden om, at en indsats for styrke folks tryghedsfølelse kræver en investering ikke blot i kriminalitetsforebyggelse, men også i opbygning af social tryghed og bearbejdning af befolkningens fornemmelse af utryghed og frygt;

2.3

understreger betydningen af EU's rolle i overvågningen af kriminelle fænomener på europæisk plan, evaluering af politikken og nationale, regionale og lokale erfaringer, støtte til medlemsstaternes udveksling af viden og god praksis inden for kriminalitetsforebyggelse og sikkerhed i byerne;

2.4

opfordrer Kommissionen til i praksis at indbygge en horisontal og tværfaglig dimension i sine konkrete instrumenter med henblik på reel forebyggelse af bykriminalitet: indsatsen bør først og fremmest sigte mod aspekter såsom forvaltning af offentlige områder, transport eller dårligt stillede kvarterer;

2.5

anmoder Kommissionen om, at prioriteringen af den regionale og lokale indsats afspejles på budgettet for 2005, og at kommuners og regioners deltagelse konkretiseres på institutionelt plan;

2.6

understreger i denne forbindelse, at Det Europæiske Forum for Sikkerhed i Byerne spiller en stor rolle i opbygningen af viden om kriminalitetsforebyggelse og sikkerhed i byerne, især hvad angår evaluering af den politiske indsats og udbredelsen af god praksis;

2.7

understreger, at det vil være hensigtsmæssigt at oprette et simpelt opbygget europæisk observatorium for sikkerhed i byerne for at udstyre EU og medlemsstaterne med et fælles instrument til indsamling, systematisering og bearbejdelse af data vedrørende ofre for forbrydelser og utryghedsfølelse, fremme og koordinering af forskning, udformning af sikkerhedsstrategier inden for EU's øvrige kompetenceområder og med henblik på opbygning af regionale og lokale partnerskaber;

2.8

anmoder Kommissionen om, at den ved fastlæggelsen af forebyggende foranstaltninger hele tiden holder sig for øje, at disse ikke i praksis indebærer en krænkelse af grundlæggende rettigheder, samtidig med at målet om beskyttelse af borgernes sikkerhed opfyldes.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/13

—

modtageren skal have fået overdraget en klart defineret offentlig opgave

—

parametrene for beregning af kompensationen skal være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde

—

kompensationen må ikke overstige omkostningerne ved udførelsen af den offentlige opgave minus indtægterne herved (der kan dog indregnes en rimelig fortjeneste)

—

når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, (i et konkret tilfælde) ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, skal størrelsen af den nødvendige kompensation fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret (…) til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at gennemføre forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

1.1

mener, at EF-Domstolens indgreb var særligt nødvendigt og havde særlig effekt, fordi EF's lovgivende myndighed ikke formåede at fastlægge regler, som kan skabe passende retssikkerhed omkring forsyningspligtydelser;

1.2

udtrykker tilfredshed med, at de første to kriterier i Altmark Trans-dommen (for det første skal den pågældende virksomhed faktisk være pålagt at opfylde klart definerede forpligtelser mht. offentlig tjeneste; for det andet skal de kriterier, der vil danne grundlag for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde) tvinger de regionale myndigheder til at definere public service-kontrakter. En sådan definition vil medvirke til større åbenhed og demokratisk ansvarliggørelse ved forvaltningen af tjenester af almen økonomisk interesse;

1.3.

konstaterer, at offentlige virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, kan være usikre på forståelsen af det fjerde kriterium i Altmark Trans-dommen: »(For det fjerde) skal størrelsen af den nødvendige kompensation, når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, (i et konkret tilfælde) ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret (…) til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at gennemføre forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.«

1.4

rejser spørgsmålet om den økonomiske definition på begrebet »en virksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med midler til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste«. Dette spørgsmål er særligt vigtigt, fordi EF-Domstolen i sin dom af 3. juli 2003 i de forenede sager C-83/01, C-93/01 og 94/01 (»Chronopost SA«) vurderer, at en virksomhed, der varetager tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, kan »befinde sig i en situation, som er væsentligt anderledes end den, som en privat virksomhed, der driver virksomhed under normale markedsvilkår, befinder sig i« (punkt 33);

1.5

mener derfor, at EF-Domstolens dom og især det tredje og fjerde kriterium kræver, at der bør udarbejdes EF-bestemmelser for at kortlægge, hvilke virksomheder med pligt til offentlig tjeneste, der skal efterleve kravene i Altmark Trans-dommen; udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har været hurtig til at foreslå sådanne bestemmelser;

1.6

er foruroliget over, at EF-Domstolen anlægger en så bred fortolkning af den potentielle påvirkning af den interne EF-samhandel, at selv virksomheder med offentlige opgaver på et nøje afgrænset lokalt niveau må forventes at falde ind under bestemmelserne i artikel 87, stk. 1;

1.7

mener, at bortfaldet af kravet om anmeldelse af kompensationsbetalinger, som er forenelige med Altmark Trans-kriterierne, på mellemlang sigt – når forpligtelserne til offentlig tjeneste er defineret – indebærer en lempelse af de regionale myndigheders administrative byrde, men at denne lempelse ikke af den grund udgør en garanti for fuld retssikkerhed: man må nemlig forvente, at der vil opstå tilfælde, hvor en offentlig myndighed i god tro har ment ikke at være nødt til at anmelde en støtte, fordi den opfylder Altmark Trans-kriterierne, men hvor en konkurrerende virksomhed senere hen går til retten og får rettens ord for, at støtten er ulovlig. Hvorledes skal tilbagebetalingen herefter finde sted?

1.8

konstaterer, at der i grønbogen er indsamlet en lang række bidrag, som evalueres i dokument SEK(2004) 326 af 29. marts 2004, hvilket vidner om det store behov for sikkerhed og stabilisering af den retsramme, som forsyningspligtydelserne er omgærdet af;

1.9

mener, at Kommissionen i det kommende forberedende arbejde bør foretage en bedre vurdering af konkurrence-, indkøbs- og statsstøttelovgivningens samspil i forbindelse med den praktiske gennemførelse, så liberaliseringen på tjenesteydelsesområdet kan gennemføres effektivt og smidigt;

1.10

bemærker, at Regionsudvalget bør forfølge sagen og sikre, at der tages bedre hensyn til det offentliges interesser ved tilrettelæggelsen af tjenesteydelser af generel interesse, til deres specifikke karakter og til de regionale myndigheders ansvar på dette område. Disse tjenesteydelser er et element i den europæiske samfundsmodel, og der bør findes en balance mellem de enkelte myndigheders ret til direkte at forvalte tjenesteydelser og kravene i EF-Domstolens retspraksis, navnlig for så vidt angår gennemsigtighed og benyttelsen af udbudsprocedurer;

1.11

udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har besluttet at høre Regionsudvalget om udkastet til beslutning, som fritager offentlig finansiering i mindre målestok, og udkastet til direktiv om ændring af Kommissionens direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og offentlige virksomheder;

1.12

understreger, at denne høring danner præcedens, idet Kommissionen for første gang rådspørger Regionsudvalget på et område, som henhører under EF-traktatens kapitel om konkurrencereglerne (artikel 81-93);

1.13

mener, at denne høring udgør en første konkretisering af de principper, Kommissionen opstiller i dokumenterne om opfølgningen på hvidbogen om nye styreformer i EU (3), og imødekommer behovet for i højere grad at inddrage de regionale og lokale myndigheder i EU's beslutningstagning, herunder ikke mindst i forberedelsen af en beslutning;

1.14

mener derfor, at den dialog, som her er indledt, bør fortsætte i debatten om Kommissionens rammebestemmelser om finansiering af offentlig tjeneste i stor målestok;

1.15

rejser spørgsmålet om den samtidige afvikling af den debat, som blev indledt i februar 2004 om de kommissions-forslag, der er en umiddelbar følge af Altmark Trans-dommen, og debatten i tilknytning til hvidbogen om forsyningspligtydelser (4) af 12. maj 2004. Det hedder i hvidbogen, at Kommissionen har i sinde senest i juli 2005 at vedtage et sæt foranstaltninger med det sigte at tydeliggøre og forenkle retsrammen omkring finansiering af forpligtelser til offentlig tjeneste; hovedparten af denne pakkes elementer er allerede lagt ud til høring i form af udkast.

1.16

udtrykker tilfredshed med artikel III-6 (5) i udkastet til traktat om en forfatning for Europa, hvori det hedder, at EU-lovgivningen fastlægger disse principper og vilkår (vedrørende forsyningspligtydelsers rolle) uden at gribe ind i den beføjelse, som medlemsstaterne har i henhold til forfatningen til at levere, lade udføre samt finansiere disse tjenester (6). Regionsudvalget glæder sig derfor over, at Traktaten giver mulighed for udstedelse af fælles retsakter vedr. almennyttige tjenesteydelser via et autonomt retsgrundlag, artikel III-6, som er en bestemmelse, der kan anvendes generelt, og som ikke er knyttet til den begrænsede ramme indeholdende regler for det indre marked og konkurrencen.

2.1

bemærker, at udkastet til beslutning har til formål at fastlægge en balance mellem konkurrencereglerne og varetagelsen af forsyningspligtopgaver. Forslaget fastlægger tilfælde af kompensation, som ikke opfylder Altmark Trans-kriterierne, men som kan undtages fra konkurrencereglerne (EF-traktatens artikel 87 og 88) i den udstrækning, statsstøtten er i overensstemmelse med forpligtelserne til offentlig tjeneste og ikke forvrider konkurrencen;

2.2

konstaterer, at da målet med beslutningen er at fastlægge, hvilken statsstøtte der falder uden for EF-traktatens artikel 88, må valget af artikel 86, stk. 3, som retsgrundlag samt en beslutning som lovform anses for passende. De berørte virksomheder er dem, der oppebærer statsstøtte, men som ikke skal iagttage konkurrencereglerne, fordi de leverer forsyningspligtydelser, der ikke forventes at indvirke på samhandelen;

2.3

godkender undtagelsen fra anmeldelsespligten for finansiering af offentlige tjenester, der ydes af hospitaler og sociale boligselskaber, med følgende begrundelse:

2.4

vurderer imidlertid, at udelukkelsen fra konkurrencereglerne og dermed fritagelsen for anmeldelse, bør udvides til at omfatte tjenesteydelser af almen interesse, som hører til de offentlige myndigheders væsentlige opgaver, således at ikke blot sociale boligselskaber og offentlige hospitaler fritages, men også uddannelsesområdet og tjenesteydelser af almindelig social interesse, fordi disse ydelser har relation til social sikring og social indslusning, og fordi denne generelle opgave ikke kan varetages af markedet. Kommissionens kontrol bør være begrænset til tilfælde, hvor der klart forekommer misbrug af skønsbeføjelser i forbindelse med defineringen af disse ydelser;

2.5

opfordrer Kommissionen til ud over de forslag, som Regionsudvalget har fået forelagt til udtalelse, og med afsæt navnlig i EF-Domstolens retspraksis ikke kun at præcisere, hvilke tjenesteydelser der skal anses for ikke at være af økonomisk tilsnit og derfor bør fritages for anmeldelsespligten, men også området for de aktiviteter, der selv om de til dels er af økonomisk tilsnit, ville blive anerkendt som udtryk for den almene interesse og således kunne forvente en tilpasning af reglerne ved anvendelse af artikel 86, stk. 2, i TEF. Den af Kommissionen medio 2005 bebudede meddelelse om social- og sundhedstjenester kan være en anledning til at iværksætte samlede overvejelser over de særlige aspekter, der vedrører den almene interesse, inden for rammerne af økonomiske aktiviteter;

2.6

konstaterer, at tærskelværdierne bør fastsættes på et niveau, som tillader Kommissionen fremover at koncentrere sig om atypiske enkelttilfælde af ekstraordinær økonomisk betydning. De virksomheder, som traditionelt har til opgave at levere forsyningspligtydelser i medlemsstaterne, samt de omkostninger, som typisk er forbundet med varetagelsen af disse opgaver, bør derfor være omfattet af tærskelværdierne. Anvendelsesområdet for den foreliggende beslutning kunne principielt udvides til at omfatte virksomheder, hvis årlige omsætning for samtlige deres aktiviteter, skatter og afgifter ikke medregnet, ikke overstiger 50 mio. EUR, og hvis årlige kompensation for tjenesteydelsen er på under 15 mio. EUR. Det indebærer, at transparensdirektivet bør tilpasses i overensstemmelse hermed.

2.7

rejser spørgsmålet om den fritagelse, som foreslås i artikel 1, nr. iv), for kompensation for søtransport til øer, som omfattes af sektorbestemmelser, hvis den årlige trafik ikke overstiger 100 000 passagerer:

2.8

vurderer, at i det tilfælde, hvor kompensationen opfylder betingelserne i artikel 5 i forslaget til beslutning, er nødvendigheden af forudgående anmeldelse ikke indlysende;

2.9

konstaterer, at begrebet kompensation, som defineres i artikel 5, kan fortolkes forkert, hvis udtrykket udelukkende vedrører de overførsler mellem den offentlige myndighed og forsyningspligtvirksomheden, som har til formål at dække strukturelle eller konjunkturbetingede driftsunderskud. Man bør ligeledes medregne ejendomsudgifter og driftstakstafskrivninger;

2.10

mener, at artikel 6, som følge af pligten til at føre særskilte regnskaber, må forventes at medføre ekstraudgifter for små og mellemstore virksomheder, som omfattes af den foreliggende beslutnings fritagelsesbestemmelser. Man bør derfor overveje at ophæve denne pligt;

2.11

konstaterer, at artikel 7 lægger op til, at der skal stilles oplysninger til rådighed for Kommissionen om, hvorledes kompensationerne defineres. En sådan tilrådighedsstillelse forekommer at være overmåde bindende, hvad frister angår. Det forhold, at de offentlige myndigheder skal udforme regler for kompensationernes nærmere definering eller oprette en database over samtlige kompensationer, forekommer at være et alt for bureaukratisk tiltag;

3.1

mener, at Altmark Trans-dommen har virkninger med hensyn til gennemsigtighedsforpligtelserne, som til dels gør det nugældende direktiv ineffektivt, fordi det ikke længere er muligt at verificere, om kompensationen nu også i praksis bruges til at opfylde forpligtelserne til offentlig tjeneste og ikke til tillige at dække udgifterne til rentable aktiviteter. Da EF-Domstolens retspraksis gør det muligt ikke at betragte kompensation som statsstøtte, giver direktivet ingen mulighed for at verificere gennemsigtigheden for samtlige forsyningspligtvirksomheder, der modtager kompensation, som ikke har form af støtte. Det er derfor nødvendigt at ændre direktivet, så begrebet statsstøtte erstattes af begrebet kompensation for forpligtelse til offentlig tjeneste;

3.2

misbilliger Kommissionens forslag om at ophæve artikel 4, stk. 2, litra c), idet en sådan ophævelse vil bevirke, at man udvider anvendelsesområdet for forpligtelsen til at føre selvstændige regnskaber, selv for virksomheder, som oppebærer kompensation, der enten er i overensstemmelse med Altmark Trans-kriterierne eller med de af Kommissionen foreslåede fritagelser.

4.1

konstaterer, at det i udkastet til EF-rammebestemmelser i artikel 5 hedder at »bestemmelserne gælder, uden at de griber ind i EF-bestemmelserne for offentlige udbud« Der er i øvrigt en lignende henvisning i betragtning nr. 22 i udkastet til beslutning.

Angående valget af den virksomhed, der skal yde en offentlig tjeneste, bør referencerne forstås således, at når valget af virksomhed er sket på grundlag af et gennemsigtigt og ikke-diskriminerende udbud, er der en formodning om fravær af overkompensation og således om lovlig støtte.

Imidlertid er anvendelsen af en udbudsprocedure til valget af den virksomhed, der skal yde en offentlig tjeneste, kun en mulighed, ikke en forpligtelse for at opfylde betingelserne for lovlig støtte.

4.2

sætter spørgsmålstegn ved forslaget, ifølge hvilket beregningsparametrene (punkt 10, afsnit 5) kan »tage højde navnlig for de omkostninger, der specifikt afholdes af virksomhederne i de regioner, der henvises til i artikel 87, stk. 3, litra a) og c) i EF-traktaten«.

Et sådant forslag synes unødigt at kunne skabe forvirring, i og med at målet med rammeudkastet altid skal være at tage højde for »de udgifter, der specifikt afholdes« af en virksomhed, der skal yde en offentlig tjeneste, dvs. uafhængigt af, hvor den er lokaliseret.

Derudover kan den foreslåede formulering give forestillinger om, at kompensationerne for forpligtelsen til at yde en offentlig tjeneste kan sidestilles med statsstøtte med regionalt sigte.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/18

1)

tjenesteydelser spiller en nøglerolle for EU's økonomi;

2)

det store vækst- og jobskabelsespotentiale, der ligger i servicesektoren, har ikke hidtil kunnet udnyttes på grund af de mange hindringer for udviklingen af servicevirksomhed i det indre marked -

1.1

hilser Kommissionens forslag til Europa-parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked velkommen; det bygger på ønsket om at fjerne de tilbageværende hindringer for et reelt indre marked for tjenesteydelser;

1.2

understreger, at fuldstændig gennemførelse af det indre marked for tjenesteydelser er en forudsætning for at kunne opfylde det mål, som Det Europæiske Råd opstillede på sit møde i Lissabon, nemlig at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden inden 2010;

1.3

henviser til rapporten om »Status over det indre marked for tjenester«, hvori det slås fast, at visionen om en europæisk union med integreret økonomi nu ti år efter, at det indre marked skulle have været fuldstændigt gennemført, ligger meget langt fra den virkelighed, som EU's borgere og tjenesteydere oplever til daglig;

1.4

støtter idéen om at opstille en retlig ramme, der fjerner de bestående hindringer for tjenesteyderes frie etablering i medlemsstaterne og for den frie udveksling af tjenesteydelser medlemsstaterne imellem; såvel tjenesteydere som tjenestemodtagere bør garanteres den retssikkerhed, der er nødvendig, for at de reelt kan udøve de to grundlæggende friheder: etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser;

1.5

finder det rigtigt, at oprindelseslandsprincippet som hovedregel lægges til grund for direktivet. Dette betyder, at tjenesteydere kun er underkastet retsforskrifterne i det land, de er etableret i. Princippet forudsætter et sammenligneligt beskyttelsesniveau i de enkelte medlemsstater, dvs. at de sundhedsmæssige og forbrugerretslige regler samt andre sikkerhedsstandarder generelt kan sammenlignes. Det vil i virkeligheden sige, at princippet om gensidig anerkendelse, som i forbindelse med varernes frie bevægelighed er en hovedhjørnesten i det indre marked, overføres på servicesektoren;

1.6

finder det vigtigt, at tjenesteydere får mulighed for også at gå ind på andre medlemsstaters markeder på de betingelser, de er bekendt med;

1.7

understreger imidlertid, at direktivforslaget er uklart, når det gælder oprindelseslandsprincippet indhold og anvendelsesområde. Anvendelse af oprindelseslandsprincippet er især problematisk inden for social- og sundhedstjenester. Hvad disse angår bør overvågningen under alle omstændigheder finde sted i overensstemmelse med den modtagende medlemsstats lovgivning og via denne medlemsstats myndigheder.

1.8

betragter principielt forslaget om administrativ forenkling som hensigtsmæssigt. Forenkling af procedurerne og elektroniske procedurer er foranstaltninger, som et frit marked for tjenester ikke kan undvære;

1.9

finder det overordentligt vigtigt, at direktivet forudser gensidig information og kommunikation, dels for reelt at give tjenesteyderne adgang til et fælles marked, dels for at sætte modtagerne af tjenesteydelser i stand til risikofrit at benytte dem i hele Fællesskabet;

1.10

bifalder, at direktivforslaget bygger på medlemsstaternes gensidige tillid og støtte og desuden forudser en fælles kontrol af, om de eksisterende regler er forenelige med målet om et frit marked for servicesektoren.

2.1

bakker op om direktivets horisontale tilgang, som gør det muligt at undlade detaljerede regler eller harmonisering af alle berørte forskrifter i medlemsstaterne;

2.2

påpeger dog, at den tværgående indfaldsvinkel indebærer risiko for overlapninger med allerede eksisterende sektorspecifikke EU-bestemmelser;

2.3

bifalder derfor, at visse tjenester er holdt uden for direktivets anvendelsesområde for at undgå sådanne overlapninger, nemlig finansielle tjenesteydelser, elektroniske kommunikationstjenester og –netværk, der blev reguleret ved »telepakken«, samt transporttjenester. Skatte- og afgiftsområdet og alle områder, der er forbundet med udøvelse af offentlig virksomhed, er desuden udtrykkeligt udelukket fra direktivet;

2.4

påpeger dog, at det principielt er hensigten, at direktivet skal anvendes kumulativt med andre bestående EU-retsakter;

2.5

frygter, at dette kunne udhule de nugældende sektorspecifikke bestemmelser. Direktivet vil nemlig i praksis altid kunne anvendes i tilfælde, hvor de særlige retsakter ikke indeholder udførlige bestemmelser. I tvivlstilfælde må man gå ud fra, at de eksisterende sektorspecifikke bestemmelser allerede udtømmende regulerer de berørte områder, eller at enkelte sagsforhold bevidst ikke er blevet reguleret;

2.6

kræver derfor, at områder, hvor der allerede findes fuldt dækkende specifikke lovbestemmelser, udtrykkeligt undtages fra en kumulativ anvendelse af direktivet. Det skal udelukkes, at direktivet på disse områder indfører nye, supplerende bestemmelser;

2.7

anerkender, at de planlagte generelle undtagelser fra oprindelseslandsprincippet skal sikre sammenhængen med de eksisterende retsakter, Al servicevirksomhed, der allerede er eller vil blive omfattet af sektorspecifikke bestemmelser, undtages fra anvendelse af oprindelseslandsprincippet. Det gælder f.eks. posttjenester, elektricitet-, gas- og vanddistribution, udstationering af arbejdstagere, affaldstransport, anerkendelse af erhvervskvalifikationer eller tilladelsesordninger for godtgørelse af hospitalsbehandling;

2.8

påpeger, at oprindelseslandsprincippet kan gå ud over ærlige erhvervsdrivende og forbrugerne, fordi det gør det muligt at omgå høje indenlandske standarder for erhvervskvalifikationer eller kvaliteten af levering af tjenesteydelser. Derfor må det forhindres, at oprindelseslandsprincippet misbruges til at omgå nationale bestemmelser, som gælder for erhvervsaktiviteter;

2.9

påpeger desuden, at man i direktivforslaget overhovedet ikke kommer ind på det forslag til direktiv om vikaransattes arbejdsforhold (KOM(2002) 149), der ellers diskuteres for øjeblikket;

2.10

fastslår dog, at disse områder ganske vist undtages fra direktivets anvendelsesområde, men at direktivet for dele af dem fastlægger supplerende, konkurrerende bestemmelser. Dette gælder især følgende områder: anerkendelse af erhvervskvalifikationer, hvor der fastlægges bestemmelser om erhvervsforsikring og lovregulerede erhvervs kommercielle kommunikation, udstationering af arbejdstagere, hvor der fastlægges supplerende bestemmelser, der går videre end regulering af den rent administrative procedure, samt supplerende bestemmelser for godtgørelse af udgifter til lægebehandling;

2.11

frygter, at dette kan føre til en overflod af konkurrerende bestemmelser og manglende gennemsigtighed;

2.12

kræver derfor, at de direktivbestemmelser, der lige så godt kunne findes i de allerede eksisterende eller planlagte specifikke bestemmelser, også indskrives i disse bestemmelser. Dermed undgår man også i de efterfølgende forhandlinger, at der i forbindelse med dette direktiv skal drøftes spørgsmål, der i virkeligheden er sektorspecifikke. De hidtil førte forhandlinger om direktivet viser, at man i forbindelse med visse emner allerede har været opmærksom på denne risiko;

2.13

finder konflikten med bestemmelser i specifikke retsakter problematisk, især i forbindelse med de foreslåede bestemmelser om udstationering af arbejdstagere;

2.14

fastslår, at direktivet foruden procedure- og kompetenceregler – i denne sammenhæng fraviges oprindelseslandsprincippet, idet udstationeringsmedlemsstaten erklæres for kompetent – også behandler indholdsmæssige regler, der direkte knytter an til det omtalte direktiv om udstationering af arbejdstagere, og som supplerer det eller evt. »konkurrerer« med det, idet de enkelte medlemsstaters tilladte kontrol- og efterprøvningsforanstaltninger fastlægges eller begrænses. I direktivforslagets artikel 17, nr. (5), undtages udstationeringsdirektivet fra oprindelseslandsprincippet. Efter Regionsudvalgets mening betyder forbuddet i artikel 24 imod at stille krav imidlertid, at undtagelsesbestemmelsen i art. 17, nr. (5) bliver helt absurd. Det står nemlig åbent, hvordan oprindelsesstaten skal få kendskab til eventuelle overtrædelser i udstationeringsstaten, som på sin side ikke må gennemføre kontrol og retsforfølgelse. Og selvom det var muligt, er det stadig et åbent spørgsmål, hvordan oprindelsesstaten skal kunne handle i en fremmed stat, hvor den ikke har nogen højhedsrettigheder.

2.15

påpeger, at der deri ligger en vis fare for, at kontrollens effektivitet svækkes, og at direktivforslagets bestemmelser får direkte indflydelse på reglerne i direktivet om »Udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser«;

2.16

finder det hensigtsmæssigt, at relevante bestemmelser om efterprøvninger og kontrol i henhold til direktivet om udstationering af arbejdstagere om nødvendigt også reguleres i dette direktiv;

2.17

mener, at det ikke fremgår klart nok af direktivet, om det finder anvendelse på det særligt følsomme område, som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse udgør. Det anerkendes, at det er de kompetente nationale, regionale eller lokale myndigheders opgave at fastlægge, organisere, finansiere og overvåge tjenesteydelser af almen interesse (forsyningspligtydelser);

2.18

påpeger, at inddragelse af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i direktivet om tjenesteydelser og dermed målet om at udbygge det indre marked til et område uden indre grænser også for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ville indskrænke de nationale, regionale eller lokale myndigheders handlefrihed væsentligt;

2.19

bifalder derfor, at Kommissionen i de hidtidige drøftelser om direktivet har forklaret, at det på ingen måde retter sig mod detaljerne i forsyningspligtydelserne, og at det hverken tilstræber liberalisering eller afskaffelse af monopoler;

2.20

fastslår dog, at dette udsagn ikke har fundet udtryk i selve direktivet;

2.21

anmoder derfor Kommissionen om at gentage det og principielt udelukke forsyningspligtydelser fra direktivets anvendelsesområde (og ikke kun delvist fra anvendelsen af oprindelseslandsprincippet) for at forebygge enhver diskussion under gennemførelsen og undgå at blive tvunget til med kort varsel at harmonisere dette område gennem EU-regler. Dette vil svare til den holdning, Kommissionen giver udtryk for i sin nyligt udsendte hvidbog om forsyningspligtydelser;

2.22

understreger, at der i denne forbindelse også bør fokuseres på sundhed og social sikkerhed, som er følsomme områder;

2.23

foreslår, at også dette forsyningspligtområde eksplicit undtages fra direktivets anvendelsesområde. Det ville være i tråd med Kommissionens hensigt – bebudet i omtalte hvidbog om forsyningspligtydelser – om i betragtning af social- og sundhedstjenesteydelsernes særlige betydning og karakteristika at fremlægge en meddelelse, der specifikt omhandler disse ydelser, i 2005;

2.24

slår fast, at direktivet også på dette område vil indføre nye regler, der kommer til at konkurrere med de nugældende;

2.25

foreslår på denne baggrund, at de eventuelle juridiske justeringer, der betragtes som absolut nødvendige for gennemførelsen af Domstolens retspraksis, finder sted i de relevante bestemmelser i de specifikke retsakter; bestemmelserne i artikel 23 skal derfor udgå fra direktivet om tjenesteydelser;

2.26

finder det desuden ønskeligt, at man overalt i direktivet, hvor der henvises til andre lovregler, udtrykkeligt nævner deres titel, så læsbarheden øges;

2.27

fremhæver den særlige betydning, de regionale og lokale myndigheder vil få i forbindelse med gennemførelsen af direktivet. Der vil blive stillet ganske store krav til dem;

2.28

mener, at der hidtil ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til konsekvenserne af direktivets gennemførelse for regioner og kommuner samt disses offentlige myndigheder. Direktivet er henvendt til medlemsstaterne, men berører først og fremmest de regionale og lokale myndigheder, der skal forvalte den konkrete gennemførelse;

2.29

henleder opmærksomheden på, at der i denne forbindelse kan opstå kompetenceproblemer i de tilfælde, hvor gennemførelsen af direktivet på regionalt og lokalt plan forudsætter nye strukturer, en fælles forvaltningsprocedure eller et omfattende samarbejde. De bestemmelser, som skal »give tjenesteyderen adgang til at optage eller udøve den pågældende servicevirksomhed på hele det nationale område« (artikel 10, stk. 4), og oprettelsen af en kvikskranke, hvor alle de procedurer og formaliteter, der er nødvendige for optagelsen af servicevirksomhed, kan afvikles (artikel 6), strider mod det forfatningsmæssige grundlag i eksempelvis føderale stater. Udvalget minder om, at EU i henhold til forfatningstraktaten skal respektere medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer;

2.30

frygter, at samtlige nationale godkendelsesprocedurer vil falde ind under direktivets anvendelsesområde, og at det således skal efterprøves, om de skal bibeholdes, i givet fald afskaffes eller tilpasses; i hvert fald skal de forenkles. Sådanne omfattende indgreb i medlemsstaternes procesret strider imod proportionalitetsprincippet. Det skal derfor præciseres, at kun godkendelsesprocedurer, der står i umiddelbar forbindelse med selve påbegyndelsen af en økonomisk virksomhed, falder ind under direktivets anvendelsesområde. Alle procedurer, der også uden for området for økonomisk virksomhed er fastsat i lovgivningen for at sikre opfyldelsen af bydende krav i almenhedens interesse, skal undtages fra anvendelsesområdet;

2.31

frygter, at direktivets gennemførelse på regionalt og lokalt plan vil hæmme dereguleringstiltag og bestræbelser på at slanke forvaltningen;

2.32

gør opmærksom på, at direktivets gennemførelse på regionalt og lokalt plan også vil indebære et uoverskueligt ekstraforbrug af personale og ikke mindst finansielle midler. Det gælder især det grænseoverskridende samarbejde, elektronisk informationsudveksling, oprettelse og koordinering af kvikskranker, kontrol af den eksisterende lovgivnings forenelighed med direktivets målsætninger samt den senere gensidige evaluering medlemsstaterne imellem af de trufne foranstaltninger;

2.33

konstaterer, at Kommissionen ikke har udtalt sig om de samlede omkostninger – især ikke de finansielle. Hidtil er kun de finansielle konsekvenser for Kommissionen selv blevet anslået - til ca. 3,4 mio. EUR;

2.34

kræver, at der opstilles tilsvarende beregninger for konsekvenserne for de enkelte medlemsstater;

2.35

finder det nødvendigt, at der planlægges støtte eller evt. kompensation i en overgangsperiode. Kun gennem en sådan håndsrækning til det regionale og lokale plan bliver det overhovedet muligt at få gennemført den påtænkte forenkling af procedurerne på tværs af medlemsstaterne. Det bør i enhver henseende undgås, at de regionale og kommunale myndigheder overbebyrdes;

2.36

er også opmærksom på de helt dagligdags problemer, som de regionale og lokale myndigheder kan komme ud for i denne sammenhæng. F.eks. sproglige barrierer i kommunikationen med myndigheder eller tjenesteydere fra andre medlemsstater eller ved anerkendelse af eksamensbeviser, attester eller andre dokumenter, som udstedes til tjenesteydere i en anden medlemsstat – altså på et fremmedsprog. Dette gælder også for gennemførelse af elektroniske procedurer;

2.37

finder det derfor påkrævet, at der i det mindste i en overgangsperiode tages hensyn til sådanne praktiske problemer; f.eks. bør der som mindstemål forlanges uautoriserede oversættelser;

2.38

forudser, at der også vil opstå problemer i forbindelse med foranstaltninger til sikring af tjenesteydelsernes kvalitet og især af kontrol og tilsyn med tjenesteydere. På grund af oprindelseslandsprincippet må man frygte, at mulighederne for at skride ind imod problematiske tjenesteydere, som er etableret i en anden medlemsstat, indskrænkes til indbyrdes udveksling af informationer mellem offentlige myndigheder. Dette indebærer fare for urimelige forhalinger;

2.39

hilser det velkomment, at direktivet på denne baggrund fastlægger omfattende regler om gensidig støtte, som skal imødegå de beskrevne risici;

2.40

opfordrer Kommissionen til sammen med det udvalg, der skal nedsættes, at tage tilbørligt hensyn til de regionale og lokale myndigheders interesser i forbindelse med vedtagelsen af de supplerende foranstaltninger, der er nødvendige for kontrollen. Såfremt der ved den senere gennemførelse af direktivet i forbindelse med kontrollens udøvelse opstår nye problemområder, der ikke på nuværende tidspunkt kan forudses, bør der også findes en passende og praktisk løsning på dem;

2.41

gør opmærksom på, at også faglige foreninger og organisationer kan blive konfronteret med samme problemer som de statslige forvaltningsmyndigheder. Dette gælder især kontrollen af tjenesteydere, der er etableret i deres område, men som udøver deres virksomhed i en anden medlemsstat. I det omfang, de faglige foreninger og organisationer tager sig af statslige opgaver, rammes de også af de problemer, som medlemsstaternes myndigheder kan komme ud for ved gennemførelsen af direktivforslaget;

2.42

peger på det nødvendige i, at de faglige foreninger og organisationer også fremover kan varetage deres hidtidige opgaver uindskrænket. Eksisterende pligtmedlemskaber medfører nu, at tjenesteydere, der tænker på at etablere sig i en anden medlemsstat, direkte må henvende sig til de stedlige kompetente faglige foreninger og organisationer. I forbindelse med indretningen og oprettelsen af kvikskranker er det derfor vigtigt at tage hensyn til gældende kompetencer og opgavefordeling;

2.43

er i denne sammenhæng også opmærksom på de nye udfordringer og opgaver, som hviler på de faglige foreninger og sammenslutninger, bl.a. i form af kvikskranker eller udarbejdelse af nye adfærdskodekser på EU-plan;

2.44

opfordrer medlemsstaterne, de regionale og kommunale myndigheder og alle andre involverede til i rette tid at forberede sig på de udfordringer, der følger med direktivet;

2.45

plæderer for, at man ikke refleksmæssigt værger for sig, men griber de muligheder, der viser sig for tjenesteydere og borgere i de enkelte medlemsstater samt for hele det indre marked.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/22

1.1

finder, at Kommissionens to meddelelser om henholdsvis »Opfølgning af processen for overvejelser vedrørende patienternes mobilitet og den fremtidige udvikling indenfor sundhedspleje i EU« og »Modernisering af socialsikringen med henblik på at udvikle en tilgængelig og varig sundhedspleje og langvarig pleje af høj kvalitet – understøttelse af de nationale strategier via den åbne koordinationsmetode« tilsammen udgør rammen for en overordnet strategi for udviklingen af en fælles vision for de europæiske sundheds- og socialsikringssystemer. Meddelelserne bør derfor betragtes i sammenhæng, og Regionsudvalget skal opfordre til, at det videre arbejde med de initiativer og processer, der foreslås iværksat i de to meddelelser, koordineres sideløbende;

1.2

understreger, at en fælles europæisk strategi for opbygningen af en fælles vision for de europæiske sundheds- og socialsikringssystemer ikke må medføre en større EU-kompetence på sundhedsområdet. En fælles europæisk vision for sundheds- og socialsikringssystemerne skal ikke resultere i harmoniseringsbestræbelser og uigennemsigtige reguleringstiltag. Det skal respekteres, at sundhedsområdet, herunder organiseringen og finansieringen heraf, er medlemsstaternes anliggende og ansvarsområde. Subsidiaritetsprincippet skal respekteres;

1.3

henviser til, at det i mange af medlemsstaterne er de regionale og lokale myndigheder, der har ansvaret for henholdsvis sundhedsvæsenet og sundhedsplejesektoren. Regionsudvalget og de regioner, der har ansvaret for disse områder, ønsker derfor at deltage i og bidrage til etableringen af en fælles europæisk strategi på sundhedsområdet og må sikres indflydelse på Fællesskabets overordnede sundhedsstrategi. Der bør tages særligt hensyn til Regionsudvalgets synspunkter i forbindelse med beslutninger og initiativer, der har at gøre med de lokale og regionale myndigheders opgaver og ansvarsområder inden for sundhedsvæsenet og sundhedsplejesektoren;

1.4

forudsætter, at de regionale og lokale myndigheder inddrages i gennemførelsen af de initiativer, der iværksættes med henblik på etablering af en overordnet fælles europæisk strategi på sundhedsområdet, eksempelvis i forbindelse med udviklingen af sundhedsindikatorer og bench-marking. Regionsudvalget finder derfor, at der bør sidde repræsentanter for de regionale og lokale myndigheder i gruppen på højt plan vedrørende sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling, der skal bistå Kommissionen på en række væsentlige områder, herunder udvikling af patienternes rettigheder og pligter, udnyttelse af de forskellige sundhedsvæseners overskydende kapacitet og samarbejde på tværs af grænserne, udpegning af europæiske referencecentre samt koordinering af vurderingen af nye sundhedsteknologier. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til at sikre, at de regionale og lokale myndigheder bliver repræsenteret i denne gruppe;

1.5

finder, at det er af væsentlig betydning for at imødekomme de fælles og fremtidige udfordringer på sundhedsområdet, at de nye medlemsstater ydes særlig opmærksomhed. Man bør bevidst prioritere at understøtte de nye medlemslande i udviklingen af sundhedsinterventioner og opnåelse af en bedre sundhedstilstand med henblik på at reducere de sundhedsmæssige forskelle og skævheder i EU, således at man gradvist kan nærme sig det højeste niveau i EU.

2.1

bifalder, at Kommissionen anerkender, at det med henblik på opfyldelsen af kravet om sikring af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen af alle Fællesskabets politikker og aktiviteter (artikel 152, stk.1) er nødvendigt med en større inddragelse af de politiske beslutningstagere med ansvar for sundhed, sundhedsvæsen og sundhedspleje. Det er af væsentlig betydning, at konsekvenserne af fællesskabsinitiativer integreres i den overordnede konsekvensvurdering af nye politikker, og at en sådan vurdering også indebærer en analyse af samspillet mellem Fællesskabets regler og konsekvenserne for medlemsstaternes sundhedsvæsener og målsætningerne for de nationale sundhedspolitikker. Med henvisning til, at ansvaret for sundhed, sundhedsvæsen, og sundhedspleje i mange medlemsstater er placeret hos de regionale og lokale myndigheder, henstiller Regionsudvalget til, at det regionale og lokale niveau inddrages;

2.2

finder i forlængelse heraf, at det er af væsentlig betydning at bringe klarhed over konsekvenserne af borgernes rettigheder under fællesskabslovgivningen til at søge sundhedspleje i andre medlemsstater og at få udgifterne til sundhedspleje ydet i en anden medlemsstat godtgjort som beskrevet i forslaget til direktiv om tjenesteydelser på det indre marked og forordning 1408/71 om koordinering af sociale sikringsordninger;

2.3

opfordrer til, at Kommissionen i relation til sidestillingen af sundhedsydelser med serviceydelser som beskrevet i forslaget til direktiv om tjenesteydelser sikrer, at sundhedsydelserne ikke alene gøres til genstand for markedsliggørelse, der baserer sig på udsigten til økonomiske gevinster, men derimod også ud fra kriterier, der baserer sig på hensynet til den enkelte borgers helbred, behandlingsforløb og livskvalitet;

2.4

henstiller til, at Kommissionen i sit arbejde med at udbrede og forbedre informationen om borgernes rettigheder under fællesskabslovgivningen respekterer de enkelte medlemsstaters ret til at fastlægge reglerne for rettigheder og forpligtigelser i relation til sundhedsvæsenets dækning inden for rammerne af medlemsstaternes sociale sikringsordninger samt de divergerende betingelser, som gælder for forskellige ydelser under medlemsstaternes sygesikringsordninger;

2.5

finder endvidere, at det ikke udelukkende gælder om at sikre og oplyse borgerne om deres rettigheder under fællesskabslovgivningen. Der bør også i højere grad ses på mulighederne for at sikre et responsivt og tilgængeligt system, således at alle patientgrupper bliver i stand til at udnytte de rettigheder og muligheder, der er. Det skal sikres, at mere sårbare patientgrupper, såsom eksempelvis ældre uden socialt netværk og patienter med psykiske lidelser, også bliver i stand til at benytte rettighederne under fællesskabslovgivningen. Dette forudsætter eksempelvis, at informationen forefindes, der hvor borgerne efterspørger den, og at informationen følges op af kompetent rådgivning og vejledning i de enkelte medlemsstater;

2.6

opfordrer til, at man i udviklingen af de initiativer, der skal sikre udnyttelse af overskydende kapacitet og sundhedspleje på tværs af grænserne, i fællesskabsreglerne vedrørende anerkendelse af faglige kvalifikationer og i det igangværende arbejde med regelforenkling sikrer, at initiativerne ikke fører til en uhensigtsmæssig fordeling af lægefagligt og sundhedsfagligt personale mellem medlemsstaterne, eksempelvis til skade for de nye medlemsstater;

2.7

bifalder, at Kommissionen anerkender betydningen af en struktureret og overordnet vurdering af sundhedsteknologien, der kan tilvejebringe en solid basis for evaluering og dokumentation i relation til sundhedsrelaterede anordninger, produkter og teknikker;

2.8

finder i relation hertil, at et struktureret og koordineret samarbejde på europæisk plan med henblik på erfaringsudveksling, vidensdeling og forskning i relation til udviklingen indenfor sundhedsteknologi kan have en tydelig merværdi for medlemsstaterne;

2.9

er af den opfattelse, at adgang til valide data og information af høj kvalitet er af væsentlig betydning for medlemsstaternes muligheder for at bestemme bedste praksis og sammenligne standarder og dermed også en nødvendig forudsætning for gennemførelsen af mange af de initiativer, der foreslås iværksat. Etableringen af rammerne for et europæisk systematisk data- og informationssystem bør, som Kommissionen påpeger, foregå i samarbejde med andre aktører på området og koordineres med OECD's og WHO's igangværende initiativer og arbejde i relation hertil. Det er op til de enkelte medlemsstater at gennemføre foranstaltninger og iværksætte nye tiltag på baggrund af de tilvejebragte sammenlignelige data og oplysninger;

2.10

finder, at Kommissionen i højere grad bør sikre, at de regionale og lokale myndigheder med ansvar for sundhedsvæsen og sundhedspleje inddrages og deltager i samarbejdet om sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling og i den gruppe, der oprettes i forhold hertil.

3.1

bifalder Kommissionens overordnede hensigt med meddelelsen, nemlig via brug af den åbne koordinationsmetode at fremme fastlæggelsen af en fælles ramme til støtte for medlemsstaterne i deres bestræbelser på at omstrukturere og udvikle sundhedspleje og langvarig pleje, som varetages af socialsikringen;

3.2.

kan tilslutte sig de tre retningsgivende målsætninger: adgang til sundhedsydelser udfra principperne om universel karakter, lighed og solidaritet, udbud af sundhedsydelser af høj kvalitet og sikring af langsigtet økonomisk bæredygtighed i forhold til sundhedsydelserne;

3.3

finder, at etableringen af en overordnet fælles ramme og sikringen af de retningsgivende målsætninger kan medvirke til at imødekomme de fremtidige udfordringer i form af befolkningens aldring, vedvarende tilgængelighedsproblemer karakteriseret af ulige adgang til sundhedsydelser og pleje, ubalancen mellem udbuddet af kvalitetsydelser og befolkningens efterspørgsel og behov samt finansiel ubalance inden for visse systemer;

3.4

understreger, at processen vedrørende opstilling af indikatorer og bench-marking-kriterier bør ske med fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for udbuddet af sundhedsydelser og organiseringen heraf og med hensyntagen til de forskellige og divergerende vilkår i de enkelte medlemsstater. Det er af største betydning, at disse indikatorer i videst muligt omfang bygger på allerede tilgængelige data. Et alt for stort antal indikatorer vil indebære et uacceptabelt merarbejde på lokalt og regionalt niveau;

3.5

understreger i forbindelse hermed, at sundhedsydelser og sundhedspleje i mange medlemsstater forvaltes af de regionale og lokale myndigheder, som i øvrigt ofte har hovedansvaret for uddannelse og sygdomsforebyggelse samt hjemmehjælp, der kan forebygge eller begrænse plejehjemsanbringelser. Som væsentlige aktører og i overensstemmelse med principperne for den åbne koordinationsmetode bør de regionale og lokale myndigheder derfor inddrages i udarbejdelsen af nationale handlingsplaner og i fastsættelsen af indikatorer og bench-marking-kriterier;

3.6

opfordrer til, at man i forbindelse med opstillingen af indikatorer også inkluderer indikatorer af kvalitativ karakter, idet stringente kvantitative indikatorer vanskeligt kan indfange såkaldte bløde værdier som eksempelvis omsorgen i ældreplejen og tilvejebringelse af øget livskvalitet. Sundhedsydelsernes kvalitet bør således ikke alene relatere sig til cost-benefit-forhold, men også til de forskellige omsorgs- og plejeforhold, der karakteriserer ydelsen;

3.7

ønsker endvidere at henlede opmærksomheden på, at opstillingen af disse indikatorer og implementeringen af bench-marking-kriterierne i henhold til anvendelsen af den åbne koordinationsmetode også skal tage hensyn til de enkelte medlemslande forskellige udgangspunkter;

3.8

opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af netværk til udveksling af erfaringer og udbredelse af bedste praksis, hvilket er en vigtig del af den åbne koordinationsmetode;

3.9

bifalder, at der fokuseres på andre politikkers betydning for sundhed og sundhedsplejeområdet, og finder, at en øget samordning af de politiske processer inden for andre områder, herunder beskæftigelsespolitikken, vil have betydning for opnåelsen af de retningsgivende målsætninger. Regionsudvalget finder det derfor positivt, at der fokuseres på nødvendigheden af investeringer i grund- og efteruddannelse af det sundhedsfaglige personale ud fra princippet om livslang læring samt udformning af politikker om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, således at der skabes en højere grad af jobkvalitet. På sigt kan dette bidrage til at fastholde personale inden for sundhedsplejeområdet og forhåbentlig lette rekrutteringen, hvilket er en væsentlig forudsætning for at imødekomme de fælles udfordringer i form af befolkningens aldring og en stigende grad af personalemangel;

3.10

finder, at en øget fokusering på de marginaliserede grupper, såsom ældre uden netværk, etniske minoritetsgrupper og lavindkomstgrupper, er af væsentlig betydning for opnåelsen af den retningsgivende målsætning om lige og universel adgang til sundhedsydelser. I den forbindelse bør man i understøttelsen af medlemsstaternes forandringsbestræbelser udvikle støttemekanismer i relation til disse marginaliserede grupper, således at man får reduceret uligheden i sundheden. Udviklingen af sådanne støttemekanismer forudsætter inddragelse og mobilisering af alle relevante aktører.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/26

(1)

Kriminelle handlinger og terrorisme hører til blandt de alvorligste trusler mod idealerne om demokrati, frihed og fred, der udgør selve essensen af Den Europæiske Union.

(2)

Personer, infrastruktur og udstyr, herunder transportmidler, såvel i havne som i relevante tilstødende områder, bør beskyttes mod kriminelle handlinger og deres ødelæggende virkninger. En sådan beskyttelse vil være til fordel for både brugerne af transport, økonomien og samfundet som helhed.

(3)

Den [dag/måned/2003] vedtog Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union forordning (EF) nr. 725/2004 vedrørende maritim sikring. De foranstaltninger til maritim sikring, som forordningen indfører, er kun en del af de foranstaltninger, der er nødvendige for at opnå et forsvarligt sikringsniveau i hele søfartstransportkæden. Forordningen omhandler kun sikringsforanstaltninger om bord på skibe og ved grænsefladen mellem skib og havn.

(4)

Uden at medlemsstaternes regler inden for national sikkerhed og foranstaltninger, som måtte blive vedtaget med hjemmel i EU-traktatens afsnit VI, tilsidesættes, bør de sikringsmål, som er beskrevet i betragtning 2, nås ved, at der vedtages passende havnepolitiske foranstaltninger med fælles standarder for, hvordan der kan opnås et tilstrækkeligt havnesikringsniveau i samtlige EU-havne.

(5)

Medlemsstaterne bør ved hjælp af detaljerede sikkerhedsvurderinger udpege nøjagtigt, hvor grænserne går for de havneområder, der skal sikres, og hvilke forskellige foranstaltninger der er nødvendige for at opnå den ønskede havnesikringsgrad. Dette bør ske under hensyntagen til de berørte lokale og regionale myndigheders mening. Sådanne foranstaltninger må afhænge af det aktuelle sikringsniveau og afspejle den relevante risikoprofil i de forskellige delområder af havnen.

(6)

Medlemsstaterne, eller i givet fald de lokale og regionale myndigheder, bør udarbejde havnesikringsplaner, som nøje udmønter sikringsvurderingen af havnen. Effektivt fungerende sikringsforanstaltninger forudsætter desuden, at der er en klar fordeling af opgaverne mellem de berørte parter, og at foranstaltningerne regelmæssigt gennemgås ved øvelser. At opgavefordelingen og øvelsesprocedurerne indgår i havnesikringsplanen, anses for at bidrage meget væsentligt til, at både forebyggende og afhjælpende havnesikringsforanstaltninger bliver effektive.

(7)

Medlemsstaterne bør sørge for, at forbindelsen mellem Kommissionen og medlemsstaterne forestås af et nationalt kontaktpunkt.

(8)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i bl.a. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(9)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen. Der bør indføres en procedure for ændring af dette direktiv med henblik på dels at tage hensyn til udviklingen i de internationale instrumenter, dels, i lyset af de indhøstede erfaringer, at tilpasse detaljer i bilagets enkelte bestemmelser eller supplere dem, uden at direktivets anvendelsesområde udvides.

(10)

Målene for dette direktiv, som er at indføre og anvende hensigtsmæssige foranstaltninger inden for søtransport- og havnepolitikken på en velafbalanceret måde, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af direktivets europæiske dimension bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, er direktivet begrænset til de grundlæggende fælles bestemmelser, der er nødvendige for at opfylde formålet om sikring af havne, og går ikke ud over det, der er nødvendigt for at nå dette mål -

1.1.1

mener, at det i visse havne er det nødvendigt at supplere den maritime sikring og sikringen af grænsefladen mellem skib og havn med bedre havnesikring, der giver garanti for, at disse sikringsforanstaltninger understøttes af sikringsforanstaltninger, der omfatter hele havneområdet. I visse havne er det nødvendigt at supplere terrorsikringen med sikringsforanstaltninger for at beskytte virksomheder, som ligger i havneområdet, og som kan være terrormål, f.eks. brændstoflagre, produktion af kemikalier og produktion af gødning;

1.1.2

mener, at de enkelte medlemsstater i samråd med de berørte havnerepræsentanter og lokale og regionale myndigheder skal afgøre behovet og omfanget af foranstaltninger;

1.1.3

mener, at valget mellem forskellige sikringsniveauer, afhængigt af, om risikoen er normal, forhøjet eller overhængende, ikke er en opgave for havnesikringsmyndigheden, men en overordnet opgave.

1.2.1

fremhæver subsidiaritetsprincippets betydning, især i lyset af den nyligt vedtagne forfatningstraktat og den nye subsidiaritetsprotokol;

1.2.2

finder det værdifuldt, at forslaget bygger på de samme sikringsstrukturer og -organer som forordning (EF) nr. 725/2004, så der efter behov kan skabes en sikringsordning, som omfatter hele den maritime logistikkæde fra skibet via skib/havn-grænsefladen og hele havnen til havn/bagland-grænsefladen;

1.2.3

hilser det velkomment, at det overlades til medlemsstaterne at udpege grænserne for deres havne, inden for hvilke dette direktiv skal anvendes. Afgrænsningerne bør ske i samråd med de berørte lokale og regionale organer. Der skal gennemføres en grundig risiko- og behovsvurdering for at afgøre, hvilke havne der har behov for bedre sikkerhedsforanstaltninger;

1.2.4

bifalder desuden, at det overlades til medlemsstaterne at udarbejde egnede sikringsvurderinger og sikringsplaner for havnene, fastsætte og informere om gældende sikringsniveauer og eventuelle ændringer af disse, samt at udpege en havnesikringsmyndighed. Det skal i henhold til subsidiaritetsprincippet overlades til den berørte medlemsstat i samråd med de berørte myndigheder og lokale og regionale organer at afgøre, hvilket behov for vurderinger, planer og myndigheder, den berørte medlemsstat har for sin vurdering af trusler og lokale og regionale forhold;

1.2.5

stiller sig positivt til, at der for hver havn udpeges en sikringsofficer, som koordinerer udarbejdelse, ajourføring og opfølgning af de havnesikringsvurderinger, havnesikringsplaner og sikringsplaner for de tilstødende virksomheder, som den pågældende medlemsstat sammen med sikringsofficeren finder nødvendige, samt at medlemsstaterne udpeger nationale kontaktpunkter for kommunikation med andre medlemsstater og Kommissionen;

1.2.6

ser ingen grund til, at alle havne generelt skal have et sikringsudvalg; det bør kun oprettes, hvor der er behov for det;

1.2.7

mener, at de foreslåede minimumskrav til sikringsvurderinger og -planer samt inspektionsprocedurer til overvågning af, om havnesikringsforanstaltningerne er iværksat, hellere bør udformes som generelle råd og anbefalinger end som forskrifter.

1.3.1

Regionsudvalget mener, at sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, som vedtages i overensstemmelse med direktivet, skal fastlægges af den pågældende medlemsstat. I de fleste medlemsstater findes der allerede en passende lovgivning, og det er normalt ikke nødvendigt med yderligere straffelovgivning.

1.4.1

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til nøje at overveje de økonomiske konsekvenser af forslaget til bedre havnesikring. De øgede udgifter til udarbejdelse af planer o.l., forskellige former for foranstaltninger, tilsyn og kontrol, som direktivet vil resultere i, bør hovedsageligt dækkes af medlemsstaterne for at forhindre, at udgifterne til søtransport af personer og gods bliver så høje, at der skiftes fra denne transportform til andre mere miljøskadelige og mindre trafiksikre transportformer.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/35

1)

Omkring 80 % af EU's befolkning er bosat i byer, og mange af disse byer har tydeligvis store miljøproblemer. Miljøproblemerne i byerne påvirker først og fremmest indbyggerne, men har også negative regionale konsekvenser, hvad angår miljø og levevilkår;

2)

for at kunne forbedre miljøsituationen i EU's byer er det nødvendigt med flere ressourcer og en fleksibel strategi, der tager hensyn til de enkelte byers særlige forhold. Strategien bør være langsigtet og stemme overens med EU's politik for bæredygtig udvikling;

3)

for at strategien kan være effektiv, skal den kæde et forbedret bymiljø sammen med adgangen til EU-støtte på forskellige politikområder;

4)

strategien bør desuden føre til social integration og miljømæssig retfærdighed i EU samtidig med at tage hensyn til ressourcebehovet i fattigere lande og sikre en rimelig fordeling mellem generationerne;

5)

i betragtning af byernes forskelligartede forudsætninger og i henhold til nærhedsprincippet bør de lokale myndigheder regnes blandt hovedaktørerne i udformningen af de foranstaltninger, der er påkrævet i et specifikt byområde -

1.1

hilser Kommissionens meddelelse velkommen som et første skridt hen imod en temastrategi for bymiljøet som efterlyst i EU's sjette miljøhandlingsprogram. Den kommende temastrategi er vigtig, hvis bymiljøets kvalitet skal forbedres. I den forbindelse er det af afgørende betydning, at de lokale og regionale myndigheders rolle og ansvar anerkendes for at kunne opfylde målene i EU's strategi for bæredygtig udvikling;

1.2

understreger, at bymiljø er et komplekst område. Det er vigtigt, at miljøaspekterne kobles sammen med dels de økonomiske aspekter som f.eks. konkurrenceevne og arbejdsmarkedsregioner, dels de sociale aspekter som bl.a. ghettodannelse og integration for at opnå en bæredygtig udvikling af byområder og tætte bymæssige bebyggelser. Også de kulturelle aspekter bør tages med i betragtning;

1.3

bifalder, at Kommissionen lægger op til en mere »integreret tilgang«. Det er vigtigt at lægge sig efter såvel en horisontal/tværsektoriel (mellem politikområder og mellem diverse aktører) som en vertikal (mellem de forskellige forvaltningsniveauer) tilgang, så bæredygtig byudvikling fremmes ud fra et helhedsperspektiv;

1.4

bifalder, at Kommissionen bidrager til formuleringen af fælles mål og indikatorer for overvågning af miljøtilstanden i byerne. Disse bør dog kun være vejledende og ikke bindende;

1.5

mener, at det er vigtigt at se byerne og deres nære og fjerne opland som gensidigt afhængige størrelser, som det også kommer til udtryk i EFFU (det europæiske fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv);

1.6

bifalder, at Kommissionen gør et fremstød for økologisk uddannelse, erfaringsudveksling og forskning inden for bymiljø;

1.7

ønsker at henlede opmærksomheden på dokumentet »The European Urban Charter«, som er blevet fremlagt af Europarådets rådgivende organ, Kommunalkongressen (CLRAE). I charteret beskrives byens kompleksitet.

1.8

bifalder, at Kommissionen stiler højt i sine bestræbelser på at fremme en struktureret tilgang til byforvaltning, som i højere grad baseres på tværsektorielt arbejde, overvågning og komparative undersøgelser for at forbedre bymiljøet;

1.9

ønsker også at understrege, at det er vigtigt, at de nye byforvaltningssystemer er strategiske og anvendelige på tværs af de administrative grænser i et byområde og i de tilstødende områder.

1.10

sætter spørgsmålstegn ved Kommissionens forslag om at udforme en særskilt bytransportplan. Et af de væsentligste aspekter ved et bæredygtigt bymiljø er netop samspillet mellem transport og bebyggelsesudvikling, som sikres bedst på regionalt og lokalt niveau;

1.11

opfordrer Kommissionen til at formidle bedste praksis på transportområdet, hvad angår samarbejde mellem de forskellige myndighedsniveauer og koordinering af transportformer for at sikre et effektivt transportsystem og mindske miljøbelastningen.

1.12

bifalder, at Kommissionen vil udarbejde fælles metoder til evaluering af den generelle bæredygtighed af bygninger og anlæg. Metoderne skal gælde som værktøj for nye byggeprojekter og større renoveringsprojekter;

1.13

mener ikke, at Kommissionen bør supplere direktiv 2002/91/EF med ikke-energirelaterede miljøkrav. Direktivet skal omsættes helt og holdent i national lovgivning og evalueres, inden der udarbejdes yderligere forslag;

1.14

bifalder Kommissionens forslag om at udarbejde nationale programmer for bæredygtigt byggeri og er enigt i, at der bør stilles krav om bæredygtighed i udbudsprocedurer i forbindelse med tildeling af offentlige midler til byggeri og andre bygge- og anlægsarbejder.

1.15

bifalder, at Kommissionen som led i at opnå bæredygtig udvikling med tæt bebyggede byområder søger at fremme bæredygtige bebyggelsesmønstre samt genanvendelse af forladte grunde frem for udstykning af grønne områder;

1.16

går ikke ind for, at Kommissionen udstikker retningslinjer for »tæt og blandet« fysisk planlægning. Regionsudvalget støtter heller ikke forslaget om, at Kommissionen foreslår definitioner af forladte og nye byggegrunde eller udstikker retningslinjer for særlige aspekter af byplanlægningen. Regionsudvalget mener, at fysisk planlægning er et nationalt, regionalt og lokalt anliggende, som bygger på det enkelte lands særlige kulturelle og topografiske forhold, byggetraditioner osv.

2.1

finder, at Kommissionen gør ret i at foreslå ambitiøse mål for et mere bæredygtigt bymiljø. Regionsudvalget mener dog, at Kommissionen bør begrænse sig til at foreslå politiske rammer og opstille mål og ikke foreslå lovgivningsmæssige rammer for, hvordan disse mål skal nås;

2.2

anser det for vigtigt, at EU's bymiljøtiltag anerkendes og baseres på eksisterende bymiljøplanlægning og -ordninger, som har ført til gode resultater, og at man støtter de lokale og regionale myndigheder i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet;

2.3

mener, at miljøledelsesplanerne- og systemerne bør evalueres yderligere ud fra deres miljøeffekt og derpå videreudvikles med henblik på den offentlige sektor og med fokus på bæredygtig byudvikling;

2.4

anser det for vigtigt, at EU's tiltag vedrørende transportsystemer og mobilitet anerkender og baseres på eksisterende transport- og mobilitetsplaner, som har ført til gode resultater, og at man støtter de lokale og regionale myndigheder i overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet;

2.5

mener, at man ved planlægningen af bæredygtig bytransport bør sikre en fremgangsmåde på regionalt og lokalt niveau, der integrerer social-, miljø- og erhvervspolitik. De lokale og regionale beslutningsniveauer er bedst stillede til at fremme en bæredygtig by og bymæssige områder, hvor emner og aktører fungerer i samspil med hinanden;

2.6

tilskynder til, at der udvikles metoder til fremme af mere bæredygtige transportformer. Blandt andet kniber det med økonomiske virkemidler, mobilitetsforvaltning og intelligente transportsystemer (ITS);

2.7

anbefaler, at der som alternativ til lovgivning udvikles værktøjer og metoder, som beror på aftaler, der ansporer medlemsstaterne til at omstille til bæredygtig byudvikling. Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at indgå aftaler om byudvikling, der blandt andet tager udgangspunkt i den åbne koordinationsmetode og Ålborg-Charteret, eller trepartsaftaler. Det er i den sammenhæng afgørende, at de lokale og regionale myndigheder sikres de nødvendige beføjelser og ressourcer til at medvirke i samarbejdet;

2.8

anmoder Kommissionen om at stille de nødvendige ressourcer til rådighed, der kan sikre udveksling af erfaringer og udbredelse af viden gennem netværker. Netværksforanstaltningerne under Interreg IIIC kan bruges som eksempel herpå og overføres til blandt andet Life- og Urban-programmerne;

2.9

bifalder Kommissionens forslag om at anspore medlemsstaterne til at udforme nationale og regionale strategier til opnåelse af et bæredygtigt bymiljø. Disse strategier bør udvikles til at omfatte bæredygtig udvikling af byer og bymæssige bebyggelser;

2.10

bifalder Kommissionens forslag om at tilskynde medlemsstaterne til at tilrettelægge nationale eller regionale fora for at forsyne byerne med den fornødne information, ekspertise og rådgivning. Disse fora bør fremme bæredygtig udvikling af byer og bymæssige bebyggelser;

2.11

mener, at der bør tages hensyn til de omfattende bestræbelser, der udfoldes i flere medlemsstater for at fremme bæredygtig byudvikling, blandt andet inden for miljømærkning af byggemateriale eller renovering af ældre bygninger, der er bygget af ikke-miljøvenligt materiale, inden man begynder at udvikle nye systemer. Endvidere bør de harmoniseringsforanstaltninger, som tilpasningen til et eventuelt nyt system vil kræve, ikke føre til dobbeltarbejde, øget bureaukrati eller ekstra udgifter;

2.12

understreger, at flere af Kommissionens forslag går ud på at indføre normer, systemer, indikatorer og metoder, der skal gøre det muligt at foretage sammenligninger landene imellem. Regionsudvalget mener, at det er yderst vigtigt, at man udvikler systemer, der ikke er ressourcekrævende eller medfører ekstra udgifter og mere bureaukrati for de lokale og regionale myndigheder;

2.13

finder det utroligt vigtigt, at forslagene er fleksible og enkle, så der kan tages hensyn til de enkelte landes særlige forhold og behov;

2.14

finder det vigtigt, at Kommissionens forslag baseres på en gradvis tilgang og ikke skaber et uligevægtigt forhold mellem byer, der formår at gennemføre forslagene omgående, og byer, der ikke kan imødekomme dem umiddelbart;

2.15

mener, at Kommissionen bør klargøre, hvad der menes med begreberne »byer« og »byområder«. Definitionerne kan om nødvendigt fastlægges i de enkelte medlemsstater.

2.16

understreger, at temastrategien altid bør tage hensyn til samspillet mellem bymiljøet og områderne omkring byen, og at der, hvor der er behov for det, bør indgås aftaler med de relevante myndigheder i de berørte områder omkring byerne og igangsættes koordinerende tiltag.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/38

1)

princippet om solidaritet og gensidig bistand mellem medlemsstaterne i tilfælde af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, der kan indtræffe i EU, er en fundamental moralsk pligt og et indbygget element i et internationalt fællesskab;

2)

i et internationalt samarbejde må EU også over for tredjelande, som rammes af en af ovennævnte katastrofer, udvise den højeste grad af solidaritet;

3)

i de seneste år har der været en mærkbart stigende risiko for katastrofer såvel inden for som uden for EU, og derfor må Kommissionens koordineringskapacitet og mulighed for hurtig indgriben styrkes;

4)

en moderne og effektiv organisering af civilbeskyttelsen bygger på to grundpiller: en stærk koordineringskapacitet og en fint forgrenet organisering af beredskabsudstyret på hele EU's område samt højt specialiserede beredskabsstyrker;

5)

tilstedeværelsen af et fint netværk af menneskelige og materielle civilbeskyttelsesressourcer i medlemsstaterne og regionerne er en afgørende forudsætning for at yde primær nødhjælp til katastrofeofre og for at mobilisere og koordinere de operationelle ressourcer i katastrofeområdet med den udefra kommende hjælp;

6)

når det er lykkedes at styrke EU's civilbeskyttelseskapacitet, må EU tage beslutsomt fat på problemet med forebyggelse for så vidt muligt at begrænse antallet af katastrofer og afbøde de negative konsekvenser af de katastrofer, som ikke har kunnet forebygges -

1.1

bifalder Kommissionens meddelelse og den deri indeholdte handlingsplan til styrkelse af EU's civilbeskyttelseskapacitet som udtryk for den solidaritets- og samarbejdsånd, Europa-Parlamentet har betegnet som det grundlæggende princip i et internationalt fællesskab;

1.2

er af den opfattelse, at man bør arbejde ud fra en helhedssynsvinkel, som omfatter alle aspekter af samfundets beskyttelse mod ulykker, såsom forebyggende tiltag, redningstjeneste og efterfølgende foranstaltninger

1.3

er af den opfattelse, at de lokale og regionale myndigheder, herunder myndigheder med lovgivnings- og organisationsmæssige beføjelser, i kraft af deres direkte kontakt med og ansvar for borgernes sikkerhed og den lokale kulturarv udgør en vigtig strukturel og organisatorisk model for indførelsen af en moderne og effektiv civilbeskyttelse i Europa;

1.4

er af den opfattelse, at den organisationskapacitet, som regionerne har udviklet gennem de seneste år i forbindelse med bekæmpelsen af naturkatastrofer, skovbrande samt erhvervs- og trafikulykker, udgør en vigtig referenceramme for opbygningen af en effektiv og moderne europæisk civilbeskyttelse, som er i stand til at intervenere såvel inden for som uden for EU;

1.5

er overbevist om, at der i regionerne og kommunerne nu har rodfæstet sig en aktiv civilbeskyttelseskultur og -politik, som er baseret på et fint netværk, der dækker hele EU. Det er lokalt funderet og koordineres på det højeste forvaltningsniveau. Myndighederne og især regionerne bør have en høj varslings- og koordineringskapacitet i nødsituationer, umiddelbar adgang til specialiserede beredskabsressourcer, som skal være til rådighed i hele det pågældende område, og mulighed for at sende deres egne menneskelige og materielle beredskabsressourcer til katastrofeområder og koordinere ekstern menneskelig og materiel bistand;

1.6

understreger, at hurtige og pålidelige varslings- og informationssystemer til overvågning og håndtering af nødsituationer er et grundlæggende element i omlægningen af fællesskabsordningen for civilbeskyttelse og en forudsætning for effektiv koordinering af bistanden til katastrofeofre;

1.7

anser det for absolut nødvendigt at forbinde det europæiske overvågningscenter med de nationale og regionale beredskabscentre i et samlet, fast kommunikationsnet til håndtering af nødsituationer;

1.8

håber, at den konkrete gennemførelse af meddelelsens retningslinier vil blive fulgt op med en europæisk certificering af standarder for de nationale og regionale beredskabscentres kommunikations-, styrings- og kontrolkapacitet for at sikre, at disse vigtige kommandocentre fungerer effektivt og pålideligt;

1.9

er af den opfattelse, at de nationale og regionale beredskabscentre bør udgøre de vigtigste kilder til indsamling af information om menneskelige og materielle ressourcer og erfaringer med håndtering af nødsituationer med det mål at opbygge og ajourføre den europæiske database om civilbeskyttelse og sikre hurtig indsættelse af beredskabsstyrker. De nationale myndigheders allerede eksisterende databaser bør synkroniseres med de europæiske;

1.10

mener i lyset af medlemsstaternes og regionernes erfaringer med håndtering af de hyppigst forekommende naturkatastrofer, at det strategiske mål på EU-plan først og fremmest bør være samordning og koordination af de menneskelige og materielle ressourcer, der allerede forefindes i EU;

1.11

mener, at der for de sjældne katastrofer eller nødsituationer på områder, hvor videngrundlaget er ringe, bør udpeges ekspertteam på EU-plan for så realistisk som muligt at udarbejde scenarier for nødsituationer og definere de menneskelige og materielle ressourcer, som vil være bedst egnet til gennemførelse af hurtige redningsaktioner;

1.12

mener, at fælles beredskabsøvelser er et vigtigt instrument til evaluering på stedet af de forskellige medlemsstaters menneskelige og materielle operative kapacitet. Sådanne øvelser viser, om de deltagende lande er i stand til at integrere deres operationer og koordinere indsatsen med de stedlige myndigheder, som har hovedansvaret for varslings-, kommando- og kontrolkæden for håndtering af nødsituationer;

1.13

mener, at der i opbygningen og udformningen af en europæisk redningstjeneste med henblik på hurtig undsætning i så vid udstrækning som muligt bør indgå samarbejde på tværs af grænserne og især fælles beredskabsøvelser i nabo- eller grænseregioner.

2.1

anbefaler med hensyn til de forskellige scenarier for nødsituationer, at databasen over menneskelige og materielle beredskabsressourcer opbygges ved at de oplysninger, som allerede foreligger i de nationale myndigheders databaser, samordnes og ajourføres af de aktører, som i kraft af deres forvaltningsmæssige rolle råder over den relevante information, og som inden for deres jurisdiktion forvalter beredskabscentre med døgnvagt;

2.2

foreslår, at der ved opbygningen af databasen trækkes på såvel de nationale som de regionale beredskabscentre; førstnævnte kan bidrage med information om tungt materiel, menneskelige ressourcer og højt kvalificerede eksperter, og sidstnævnte med information om det specialiserede udstyr og mandskab til hurtig indgriben, som de lokale myndigheder råder over;

2.3

mener, at ovennævnte centre ud over information om det udstyr og de ressourcer, de råder over til tackling af forskellige nødsituationer, også bør indgive oplysninger til databasen om katastrofer, som det enkelte beredskabscenter har været med til at bekæmpe inden eller uden for dets område;

2.4

anbefaler, at databasen kommer til at omfatte en liste over beredskabsøvelser af international karakter, som de respektive beredskabscentre har gennemført og koordineret på deres eget område;

2.5

foreslår endelig, at databasen opdateres hvert halve år efter en fast tidsplan;

2.6

anbefaler, at der ved afholdelsen af fælles beredskabsøvelser sikres en rimelig balance mellem henholdsvis det tunge specialiserede udstyr og mandskab, som medlemsstaterne råder over, og regionernes udstyr og mandskab til hurtig undsætning, som er særligt trænet i at yde borgerne direkte bistand i tæt kontakt med de kommunale myndigheder og andet regionalt og nationalt mandskab;

2.7

anbefaler, at Kommissionen gør sit yderste for at få planlagt og gennemført grænseoverskridende øvelser med aktiv deltagelse af grænseregioner for at konsolidere regionernes vigtige positive erfaringer inden for civilbeskyttelse, så der kan opbygges et solidt operationelt grundlag for etableringen af et europæisk katastrofeberedskab;

2.8

anbefaler fastlæggelse af bedste praksis for bekæmpelse af tilbagevendende katastrofer og især dem, der spreder sig hurtigt, såsom skovbrande, ved at sammenligne de forskellige regioners strategier for tidlig varsling og hurtig indgriben;

2.9

anbefaler gennemførelse af øvelser for at forbedre interoperabiliteten mellem det civile og det militære beredskab, så det bliver muligt omgående at indsætte specialudstyr, som kun de væbnede styrker råder over, eller andet specialudstyr, især helikoptere, som kan supplere det civile mandskabs udstyr til bekæmpelse af komplicerede eller omfattende katastrofer;

2.10

anbefaler, at de regionale beredskabscentre med døgnvagt melder direkte og i real tid til såvel nationale som europæiske beredskabscentre for at undgå kanaler, som kan forsinke eller fordreje informationen, og sikre rettidig kommunikation og information, hurtig evaluering af nødsituationer samt en rettidig og effektiv indsats;

2.11

anbefaler, at der etableres et privilegeret europæisk kommunikationsnetværk, som forbinder medlemsstaternes og regionernes beredskabscentre med det europæiske overvågningscenter;

2.12

foreslår, at regionale beredskabscentre obligatorisk skal indberette nødsituationer til det europæiske overvågningscenter, hvis de hidkalder eksternt mandskab og udstyr til et katastrofeområde. Det regionale center skal også underrette det europæiske center, når nødsituationen er afblæst.

2.13

anbefaler, at der afsættes flere finansielle midler til katastrofehjælp og til opbygning af et europæisk varslingssystem. En sådan finansiering er ikke blot et nødvendigt led i solidariteten mellem medlemsstater i et internationalt fællesskab som EU, men også et meget nyttigt instrument til integration og samordning af højt specialiseret mandskab og enheder fra forskellige medlemsstater og regioner i EU, der skal kunne operere koordineret på ensartede vilkår.

18.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 43/42

1)

de lokale og regionale myndigheder har altid udtrykt tilfredshed med den fokus, der har været på politikker for ungdommen, ud fra den overbevisning, at det er nødvendigt, at EU, medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder når ud til de unge med budskabet om vigtigheden af et aktivt medborgerskab på det nationale plan. Frem for alt for at de unge får mulighed for at kunne yde et markant bidrag til opbygning af et demokratisk og medmenneskeligt, men også stærkt og konkurrencedygtigt Europa set ud fra et økonomisk og kulturelt synspunkt;

2)

Laeken-erklæringen er i lyset af den nylige udvidelse af EU betydningsfuld og yderst aktuel. Den var bilag til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 14.-15. december 2001, og ifølge den er en af EU's største udfordringer »hvordan borgerne, og navnlig de unge, kan bringes nærmere på det europæiske projekt og de europæiske institutioner«. Udfordringen burde imidlertid have været formuleret således, at det i stedet drejer sig om at bringe det europæiske projekt tættere på borgerne, specielt på de unge, med det formål at styrke relationerne mellem ungdomsgenerationen og de eksisterende politiske strukturer;

3)

det bør lykkes at gennemføre de strategiske målsætninger, der blev fastlagt på Det Europæiske Råd i Lissabon og Barcelona, om at gøre EU til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden«, og unges mobilitet inden for EU er en afgørende og uomgængelig forudsætning for nå denne målsætning. I en europæisk ungdomspolitik bør et alt for instrumentalt syn på ungdomsgenerationen imidlertid undgås. Ungdomspolitikken bør først og fremmest tage afsæt i opfattelsen af unge som ligeværdige europæiske medborgere, der har mulighed for og formår at ændre deres og Europas fremtid, hvilket i sidste instans har betydning for Europas konkurrenceevne og økonomiske udvikling -

1.1

er enigt med Kommissionen, når den understreger behovet for at anvende den åbne koordinationsmetode, hvilket Rådet i øvrigt også opfordrer til, på de unges problemstillinger og på aktionerne rettet mod unge, da situationen for de unge generationer i Europa hele tiden udvikler sig;

1.2

bifalder og ser med tilfredshed på Kommissionens anvendte metode, som var at foretage en omfattende høring af de berørte parter;

1.3

mener, at Regionsudvalget til stadighed bør høres og holdes ajour vedrørende de fire prioriterede emneområder, som Kommissionen forslår i hvidbogen med titlen »Et nyt afsæt for europæisk ungdom«, især i betragtning af, at de lokale og regionale myndigheder på baggrund af deres særlige institutionelle beføjelser altid har arbejdet med at iværksætte nyttige initiativer og tilskynde de unge til at deltage aktivt i det lokalsamfund, hvor de bor;

1.4

er enigt med Kommissionen, når den konstaterer, at man for tiden er vidne til, at de unge udviser en bekymrende mangel på interesse for det politiske liv, og bemærker, at de unge derimod ofte involverer sig på andre områder med social aktivitet, som for eksempel frivilligt arbejde, der er en form for udøvelse af aktivt medborgerskab. Regionsudvalget mener derfor, at politikerne bør tage det første skridt og revidere den måde de henvender sig til de unge på samt udvikle arbejdsmetoder til at forstærke deres demokratiske forankring hos ungdommen. Dette gælder ikke mindst Regionsudvalget, som på en mere aktiv måde kunne fremme rekruttering af yngre medlemmer, såvel kvinder som mænd, som i kraft af deres ungdom og deres politiske arbejde på det lokale og regionale plan kan bidrage til at forbedre arbejdet i udvalget;

1.5

er overbevist om, som det i øvrigt allerede er præciseret i Regionsudvalgets tidligere udtalelser om ungdomspolitikker, at »ungdomspolitik i Europa på alle administrative og politiske niveauer og i alle lande skal være synlig og kommunikeres gennem de kanaler og i det sprog, som unge i Europa benytter sig af« (CdR 309/2003 fin). Regionsudvalget hilser i den forbindelse etableringen af en europæisk internetportal for unge velkommen. Adressen er: http://www.europa.eu.int/youth/index_da.html

2.1

mener, at man for at kunne bringe politik nærmere på de unge først og fremmest må indkredse, hvilken tilgang, der er den mest passende, og for at kunne det, er det afgørende, hvilket Kommissionen så rigtigt påpeger i sin forklaring af det overordnede i sin meddelelse til Rådet, at udvikle et sammenhængende, relevant og kvalitetspræget vidensområde om ungdom i Europa og tage højde for fremtidige behov gennem udveksling, dialog og netværk for at kunne udarbejde rettidige, effektive og bæredygtige politikker;

2.2

er enigt i de undermål, som Kommissionen indkredser under det overordnede mål, og bifalder, at Kommissionen er åben over for andre prioriterede områder på ungdomsområdet, sideløbende med de prioriterede områder, som medlemsstaterne i første omgang havde indkredset i deres svar i de tilsendte spørgeskemaer. Dette er et vigtigt træk ved en metode, som er egnet til at undersøge et område, der er under så hastig forandring som ungdomsområdet;

2.3

understreger, at de lokale og regionale myndigheder kan spille en afgørende rolle, når det gælder indsamling af den viden, som findes inden for de områder, der hører under ungdomsområdet, og opfordrer Rådet til at være opmærksom på dette i forbindelse med de indkredsede aktioner på nationalt plan. Det foreslås at »foretage yderligere undersøgelser, indsamle statistiske oplysninger og praktisk viden fra ngo'er, ungdomsorganisationer og de unge selv om de emner, der er udpeget, med henblik på at fylde hullerne og til stadighed ajourføre den viden, der findes om de udpegede emner«, men de lokale og regionale myndigheder nævnes ikke. For at kunne suppleres og opdateres bør disse oplysninger indsamles på lokalt plan, også selvom de koordineres på nationalt plan, hvis den overordnede målsætning om et sammenhængende videnområde skal opfyldes;

2.4

mener, at behovet for koordinering på nationalt plan mest effektivt kan opfyldes gennem projekter for dataindsamling, som direkte involverer de lokale og regionale myndigheder, da de lettest kan nå de unge i lokalområdet, og for at gøre det, bør de derfor kunne trække på passende EU-midler;

2.5

opfordrer Kommissionen til at være opmærksom på, at skolerne kan spille en afgørende rolle i udarbejdelsen af dokumenter vedrørende de fire prioriteringer i hvidbogen om ungdomsområdet, da de er en velegnet kanal, hvor de unge kan udfylde spørgeskemaer vedrørende de forskellige forskningsområder. De lokale og regionale myndigheders institutioner på børne- og ungdomsforsorgsområdet kan nå de unge, der befinder sig i en ugunstig situation og ikke længere er skolesøgende;

2.6

mener, at de lokale og regionale myndigheder med stort udbytte kan samarbejde aktivt med de mange rådgivningstjenester for unge, som allerede findes i lokalområdet. Disse rådgivninger har allerede vist sig meget velegnede til effektivt at fremskaffe konstant opdateret viden om unge på lokalt niveau, og de stimulerer samtidig til udøvelse af aktivt medborgerskab;

2.7

mener, at lokale ungdomsorganer og lobbygrupper, som f.eks. ungdomsrådene, også bør have beslutningstagende beføjelser på visse områder og tildeles passende ressourcer. På den måde kunne unge beslutte og gennemføre projekter, der vedrører og interesserer dem selv. Man ville sende et positivt demokratisk signal til de unge, hvis man tildelte ungdomsrådene en reel beslutningskompetence, og det ville få flere unge til at deltage i den demokratiske proces;

2.8

opfordrer Kommissionen til at inddrage de lokale og regionale myndigheder i de medlemsstater, som EU nyligt blev udvidet med, og fremme udbredelse af god praksis blandt disse, f.eks. ved iværksættelse af parvist samarbejde og kulturel udveksling mellem rådgivningstjenester for unge i hele Europa;

2.9

understreger betydningen af at tilvejebringe en sammenhængende, relevant og kvalitetspræget mængde af viden om ungdom i Europa under hensyntagen til etniske og sproglige mindretal;

2.10

bifalder og støtter Kommissionens hensigt om at etablere et EU-netværk af viden om unge, der omfatter repræsentanter for alle aktører på området, med henblik på at drøfte metoder og fremtidige emner og udveksle god praksis;

2.11

opfordrer til, at man så hurtigt som muligt fastlægger vilkårene for etablering af det EU-netværk af viden om unge, som Kommissionen nævner i behandlingen af målsætning 4 i meddelelsen om større forståelse af og viden om unge, og anmoder om, at det udtrykkeligt fastslås, at der skal være deltagelse af repræsentanter fra Regionsudvalget;

2.12

bemærker, at medlemsstaterne i deres besvarelser af de spørgeskemaer, som Kommissionen havde fremsendt, ikke anmoder om, at der udvikles nye strukturer til at lette og fremme udveksling, dialog og netværksopbygning med henblik på at sikre synligheden af den viden, der findes på ungdomsområdet, og forudse fremtidige behov, men ønsker at bygge på de eksisterende netværk og forbindelser og anvende og forvalte disse mere effektivt. De lokale myndigheders kontaktpunkter for unge, som f.eks. infocentre for unge, bør derfor styrkes og kan tjene som den ideelle kanal for information, der kommer fra de unge selv;

2.13

er enigt med Kommissionen, når den understreger betydningen af mobilitet til fremme af undervisning og uddannelse af forskere og eksperter, især unge, som arbejder inden for ungdomsområdet og andre, som er i færd med at skabe viden om ungdomssektoren; opfordrer Kommissionen til at udarbejde nyttige strategier til bevidstgørelse af myndigheder eller organer på EU-plan, som ledes af forskere og eksperter, især skoler og universiteter, da – som Kommissionen selv fremhæver i sin rapport om opfølgningen af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 10. juli 2001 om mobilitet i Det Europæiske Fællesskab for studerende, personer under erhvervsuddannelse, volontører, undervisere og erhvervslærere (KOM(2004) 21 endelig) – »antallet af personer inden for uddannelsessystemerne, der deltager i mobilitet, alligevel fortsat er meget begrænset« på trods af de allerede gennemførte strategier;

2.14

Skolelærere bør bibringes de nødvendige færdigheder og kundskaber til at tage spørgsmål vedrørende demokratisk deltagelse og samfundsengagement op såvel i klassen som i forbindelse med arrangementer uden for skoletid. De unges organer og lobbygrupper på skolen bør inddrages i beslutninger vedrørende skolens lokaler og bygninger samt f.eks. aktiviteter, der falder uden for almindelig skoleundervisning (såvel planlægning som gennemførelse).

3.1

bifalder Kommissionens præcise analyse af et emne, som altid har haft de lokale og regionale myndigheders bevågenhed pga. volontørorganisationernes store betydning på først og fremmest det lokale plan. Disse organisationer er selve livsnerven i ethvert menneskeligt fællesskab;

3.2

ser positivt på oplysningen om, at mange unge er aktive volontører, og bemærker, at det modsiger påstanden om de unges manglende interesse for et aktivt medborgerskab, og bemærker, at det er mere korrekt at tale om de unges afpolitisering snarere end manglende interesse, eftersom volontørarbejde, som Kommissionen selv siger det, er en form for social deltagelse, en uddannelsesmæssig erfaring samt en beskæftigelsesegnetheds- og integrationsfaktor;

3.3

bemærker, at de unge sandsynligvis har taget afstand fra politik, fordi de synes, at der er for stor afstand til de reelle problemer, og gentager, hvad det sagde i sin nylige udtalelse om Kommissionens meddelelse til Rådet om deltagelse og information af unge, nemlig at de lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i EU's ungdomspolitik, eftersom disse myndigheder netop har den tætteste kontakt med de nye generationer;

3.4

er tilfreds med den rolle, Kommissionen indrømmer de lokale og regionale myndigheder, i forbindelse med iværksættelse af den aktionslinje, der tager sigte på at forbedre de eksisterende volontøraktiviteter for unge, og understreger, at de lokale og regionale myndigheder kan knytte en tæt kontakt med de unge i det pågældende område;

3.5

bifalder, at Kommissionen lægger vægt på at fremhæve, at udbuddet af volontøraktiviteter for unge varierer betragteligt fra land til land, og at situationen i medlemsstaterne langt fra er homogen;

3.6

håber, at alle medlemsstaterne har forståelse for, at det er nødvendigt at fremme inddragelsen af de unge i volontøraktiviteterne ved at fjerne de eksisterende hindringer. Specielt forekommer det vigtigt, at de enkelte medlemsstater lovgivningsmæssigt anerkender volontørernes særstatus, eftersom det medfører betydelige ulemper, hvis volontører betragtes som arbejdstagere, sådan som det sker i nogle lande;

3.7

sætter pris på, at Kommissionen også i dokumentet, der er genstand for denne udtalelse, gentager, at der er behov for at fremme volontørernes mobilitet, hvilket allerede er blevet særskilt fremført i rapporten om opfølgningen af Europa-Parlamentets og Rådets henstilling af 10. juli 2002 om mobilitet i Det Europæiske Fællesskab for studerende, personer under erhvervsuddannelse, volontører, undervisere og erhvervslærere (6);

3.8

understreger, at hvad angår udvikling af volontøraktiviteter for de unge, større gennemsigtighed omkring de eksisterende muligheder, udvidelse af anvendelsesområdet og kvalitetsforbedring spiller de lokale og regionale myndigheder en afgørende rolle, da de f.eks. kan oprette egentlige »volontørservicecentre«, som støtte til volontørtjenesterne i området, og ikke mindst nogle nyttige »informationsskranker for volontører«, som kan vejlede de unge om, hvilke former for volontørarbejde, der bedst modsvarer deres forventninger;

3.9

opfordrer Rådet til at udarbejde en specifik aktionslinje med henblik på at fremme oprettelsen af et egentligt register over volontørarbejde på nationalt, regionalt og lokalt plan i de medlemslande, der endnu ikke har et sådant, idet et sådant register, når det én gang er blevet oprettet, har vist sig at være et særdeles nyttigt instrument til at skabe sig et ajourført overblik over volontørorganisationerne i et givet område. En løbende ajourføring af registret gør det endvidere muligt altid at give de interesserede unge nøjagtige adresser vedrørende volontøraktiviteter;

3.10

bemærker, at de unge desværre ofte kommer i kontakt med volontørverdenen ved et tilfælde, hvis de ikke kommer fra en familie, der har forståelse for volontørarbejde. Det ville derfor være nyttigt at iværksætte nogle aktionslinjer, således at man kunne udbrede oplysninger herom i skolerne, helt fra de første år, f.eks. i form af møder, som naturligvis skal være tilpasset tilhørernes alder, med aktive eksponenter for volontørverdenen. Det ville være et godt eksempel på moderne medborgeruddannelse, og det ville tage sigte på børnenes aktive udøvelse af medborgerskabet. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til at anerkende skolernes rolle og behovet for at skabe forståelse herfor hos underviserne;

3.11

er enigt med Kommissionen, når den, som nævnt under mål 3 (fremme volontøraktiviteter med henblik på at styrke unges solidaritet og engagement som medborgere), gentager, at det er vigtigt at skabe bedre vilkår for en større inddragelse af dårligt stillede unge i volontøraktiviteterne. Volontørtjeneste kan nemlig lette unges indslusning i samfundet;

3.12

mener, at det er nødvendigt at sikre en retlig og social beskyttelse af unges volontørarbejde i betragtning af, at det er karakteriseret ved at være ulønnet (undtagen ved refusion af udgifter), kræver tid og energi og ofte forudsætter, at unge er mobile, og at det bør forhindres, at volontørarbejde træder i stedet for lønnet arbejde. Det er først og fremmest det nationale, regionale og lokale niveau, som har ansvaret for at sikre en sådan beskyttelse, men Kommissionen kan med henvisning til EF traktatens artikel 137 og 140 foreslå et europæisk charter om volontørarbejde som samarbejds- og koordineringsinstrument;

3.13

sætter pris på, at Kommissionen har sat fokus på behovet for at sikre en anerkendelse af unges volontøraktiviteter med det formål at sikre en påskønnelse af deres personlige færdigheder og deres samfundsengagement. Regionsudvalget håber, at denne gode praksis hurtigt breder sig til alle niveauer, således at anerkendelsen kommer fra alle de berørte parter, dvs. - som Kommissionen så rigtigt siger det i aktionslinjerne vedrørende mål 4 - offentlige myndigheder, private virksomheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og de unge selv;

3.14

er enigt med Kommissionen, når den fastholder, at det på EU-plan er nødvendigt at sikre bedre anerkendelse af de unges volontørerfaring som led i de igangværende processer og gennem eksisterende midler på andre politikområder, specielt foranstaltninger som f.eks. Europass, der allerede er gennemført inden for undervisningssektoren. Incitamenterne til at fremme de studerendes mobilitet kan faktisk også bruges til at fremme de unges volontørarbejde i andre lande end hjemlandet;

3.15

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at udarbejde forslag om at udvide Den Europæiske Volontørtjeneste med en bredere vifte af aktiviteter, og samtidig fremme medlemsstaternes udarbejdelse af tilsvarende projekter på nationalt plan, som kan supplere og berige EU-initiativerne;

3.16

bifalder desuden forslaget i artikel III-223, stk. 5, i udkastet til traktat om en forfatning for Europa om at oprette et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand, hvis statut og funktionsmåde fastsættes ved europæisk lov; mener, at et sådant »frivilligt korps« kan danne ramme for europæiske unges fælles bidrag til EU's humanitære aktioner;

3.17

understreger - som i sine seneste udtalelser om fremme af volontørarbejde - at det er nødvendigt at foretage en ligelig inddragelse af unge mænd og kvinder og af de grupper af unge, som af sociale eller etniske årsager eller pga. et fysisk eller psykisk handicap har særligt vanskeligt ved at udøve et aktivt medborgerskab.

4.1

ser positivt på de to meddelelser fra Kommissionen, som behandles i nærværende udtalelse;

4.2

opfordrer specielt Kommissionen til at give Regionsudvalget nøjagtige oplysninger om forløbet af de handlingsprogrammer, der er iværksat i medlemsstaterne, og til i så stort omfang som muligt og så hurtigt som muligt at udbrede oplysningerne om god praksis, idet det netop pga. den hastighed, hvormed de unges verden forandrer sig, er vigtigt at være opmærksom på, at der også sker en hastig forandring inden for valget af fremgangsmetoder;

4.3

opfordrer medlemsstaterne til at høre de lokale og regionale myndigheder, som det også er sket på andre indsatsområder, herunder hvidbogens fire prioriterede områder, i forbindelse med udarbejdelsen af de nationale rapporter om gennemførelsen af prioriteterne »bedre forståelse af og kendskab til de unge« og »de unges volontøraktiviteter«, som skal være færdige inden udgangen af 2005.

4.4

mener, at der er behov for større fleksibilitet i den praktiske politik, og opfordrer Kommissionen til at overveje, om det er hensigtsmæssigt og muligt at iværksætte initiativer, som kan få politikerne til at forstå, at det er nødvendigt at tilnærme sig de unges univers, selv om det er yderst komplekst og mangefacetteret, for at få kendskab til det og for at få de unge til at yde et afgørende og aktivt bidrag til opbygningen af et stærkt og solidarisk »Borgernes Europa«; mener, at Regionsudvalget vil kunne bidrage til at øge forståelsen hos politikerne ved at iværksætte et partnerskabsprogram for udvalgets unge regionale og lokale repræsentanter;

4.5

understreger som i sin nylige udtalelse om »inddragelse og information af de unge«, at det er af den faste overbevisning, at artikel III-182 i forfatningsudkastet bør supplere reglerne i de nugældende traktater på det ungdomspolitiske område for at gøre det klart, at EU ønsker at fremme de unges inddragelse i det demokratiske liv i Europa.