15.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 38/1

(1)

Traktatens artikel 153, stk. 1 og stk. 3, litra a), bestemmer, at Fællesskabet bidrager til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 95.

(2)

I henhold til traktatens artikel 14, stk. 2, indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt fri etableringsret. Udviklingen af rimelig handelspraksis i et område uden indre grænser er afgørende for at fremme udbredelsen af aktiviteter på tværs af grænserne.

(3)

Medlemsstaternes lovgivning om urimelig handelspraksis er præget af markante forskelle, som kan skabe betydelig konkurrenceforvridning og hindringer for et velfungerende indre marked. Med hensyn til reklame fastlægges i Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om vildledende og sammenlignende reklame (3), minimumskriterier for harmonisering af lovgivning vedrørende vildledende reklame, hvilket dog ikke forhindrer medlemsstaterne i at opretholde eller vedtage foranstaltninger, som sikrer en mere vidtgående forbrugerbeskyttelse. Som en følge heraf varierer medlemsstaternes bestemmelser om vildledende reklame betydeligt.

(4)

Disse afvigelser skaber usikkerhed om, hvilke nationale bestemmelser der gælder for urimelig handelspraksis, som skader forbrugernes økonomiske interesser og medfører mange hindringer, som har betydning for virksomheder og forbrugere. Disse hindringer betyder øgede udgifter for de virksomheder, der vil nyde godt af frihederne i det indre marked, især ved grænseoverskridende markedsføring, gennemførelse af reklamekampagner og salgsfremmende foranstaltninger. Hindringerne gør desuden forbrugerne usikre på deres rettigheder og undergraver deres tillid til det indre marked.

(5)

Eftersom der ikke er ensartede bestemmelser på fællesskabsplan, kan hindringer for den fri bevægelighed for tjenesteydelser og varer på tværs af grænserne eller for etableringsfriheden retfærdiggøres ud fra De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis under forudsætning af, at sådanne hindringer har til formål at varetage almene hensyn og står i forhold til disse. Set i lyset af Fællesskabets målsætninger som omhandlet i traktatens og den afledede fællesskabslovgivnings bestemmelser om fri bevægelighed og i overensstemmelse med Kommissionens politik om kommerciel kommunikation som anført i Kommissionens meddelelse »Opfølgning af grønbogen om kommerciel kommunikation i det indre marked« bør sådanne hindringer fjernes. Disse hindringer kan kun fjernes ved at indføre ensartede bestemmelser på fællesskabsplan, der indfører et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, og ved at tydeliggøre visse retlige begreber på EU-plan i det omfang, det er nødvendigt for at sikre et velfungerende indre marked og af hensyn til retssikkerheden.

(6)

Derfor foretages der ved dette direktiv en tilnærmelse af medlemsstaternes love om urimelig handelspraksis, herunder illoyal reklame, som direkte skader forbrugernes økonomiske interesser og derved indirekte skader legitime konkurrenters økonomiske interesser. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet beskytter direktivet forbrugerne mod følgerne af urimelig handelspraksis, når disse er væsentlige, men det erkendes, at virkningerne for forbrugerne i visse tilfælde kan være ubetydelige. Direktivet hverken omfatter eller berører de nationale love om urimelig handelspraksis, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende. Under fuld hensyntagen til nærhedsprincippet vil medlemsstaterne fortsat i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen kunne lovgive med hensyn til urimelig handelspraksis, hvis de ønsker det. Direktivet omfatter eller berører heller ikke de bestemmelser i direktiv 84/450/EØF om reklame, som er vildledende for virksomheder, men ikke for forbrugere, eller som omhandler sammenlignende reklame. Ej heller påvirker dette direktiv accepteret reklame- og markedsføringspraksis som legal produktplacering, mærkedifferentiering eller tilbud om incitamenter, som på berettiget vis kan påvirke forbrugernes opfattelse af produkter og påvirke deres adfærd uden at indskrænke forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning.

(7)

Dette direktiv vedrører former for handelspraksis, som direkte påvirker forbrugernes transaktionsbeslutninger i forbindelse med produkter. Det vedrører ikke handelspraksis, som hovedsagelig udøves i andre øjemed, herunder kommerciel kommunikation rettet mod investorer som f.eks. årsberetninger og virksomhedspromoverende litteratur. Det vedrører heller ikke lovmæssige krav med hensyn til smag og blufærdighed, der varierer meget fra den ene medlemsstat til den anden. En handelspraksis som f.eks. kundehvervning på gaden kan i nogle medlemsstater være uønsket af kulturelle grunde. Medlemsstaterne bør derfor fortsat kunne forbyde visse former for handelspraksis på deres område under henvisning til smag og blufærdighed, uanset at sådanne former for praksis ikke begrænser forbrugernes valgfrihed.

(8)

Dette direktiv beskytter direkte forbrugernes økonomiske interesser mod virksomheders urimelige handelspraksis. Derved beskytter det også indirekte lovlydige virksomheder mod deres konkurrenter, der ikke følger reglerne i direktivet, og sikrer således loyal konkurrence på det område, der samordnes gennem direktivet. Det er underforstået, at der er andre former for handelspraksis, der, skønt de ikke skader forbrugerne, kan skade konkurrenter og erhvervskunder. Kommissionen bør omhyggeligt undersøge, om der er behov for fællesskabsforanstaltninger på området urimelig handelspraksis ud over direktivets anvendelsesområde, og om nødvendigt fremsætte et lovgivningsforslag for at dække de øvrige aspekter af illoyal konkurrence.

(9)

Dette direktiv berører ikke sager indklaget af dem, som har lidt skade på grund af urimelig handelspraksis. Det berører heller ikke fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser om aftaleret, intellektuel ejendomsret, bestemmelser om produkters sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter, etableringsbetingelser eller godkendelsesordninger, herunder sådanne, der i overensstemmelse med fællesskabsretten vedrører hasardspil, EF's konkurrencebestemmelser eller nationale bestemmelser til gennemførelse af disse. Medlemsstaterne vil således kunne opretholde eller indføre restriktioner og forbud vedrørende handelspraksis, der er begrundet i hensynet til forbrugernes sundhed og sikkerhed på deres område, uanset hvor den erhvervsdrivende end er etableret, f.eks. i forbindelse med alkohol, tobak eller lægemidler. Finansielle tjenesteydelser og fast ejendom nødvendiggør som følge af deres kompleksitet og alvorlige iboende risici, at der opstilles detaljerede krav, herunder positive forpligtelser for erhvervsdrivende. Med hensyn til finansielle tjenesteydelser og fast ejendom berører direktivet derfor ikke medlemsstaternes ret til at gå videre end dets bestemmelser for at beskytte forbrugernes økonomiske interesser. Det er ikke hensigtsmæssigt i denne tekst at give regler for certificering og angivelse af lødighed for ædelmetalarbejder.

(10)

Det er nødvendigt at sikre, at forholdet mellem dette direktiv og gældende fællesskabsret er sammenhængende, især i de tilfælde, hvor særlige sektorer er omfattet af nærmere bestemmelser om urimelig handelspraksis. Derfor medfører nærværende direktiv ændring af direktiv 84/450/EØF, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (4), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (5) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugere (6). Direktivet finder således kun anvendelse, hvis der ikke er specifikke fællesskabsbestemmelser om særlige aspekter af urimelig handelspraksis som f.eks. oplysningskrav og bestemmelser om, hvordan oplysningerne skal præsenteres over for forbrugeren. Det indfører beskyttelse for forbrugere på områder, hvor der ikke er en særlig sektorlovgivning på fællesskabsplan, og forbyder erhvervsdrivende at bibringe et fejlagtigt indtryk af et produkts egenskaber. Dette er særligt vigtigt for komplekse produkter, som indebærer en høj risiko for forbrugerne, som visse finansielle tjenesteydelser. Direktivet supplerer derfor den gældende fællesskabsret, som gælder for handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser.

(11)

Det høje konvergensniveau, som opnås ved dette direktivs tilnærmelse af de nationale bestemmelser, skaber et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau. I dette direktiv fastsættes et enkelt generelt forbud mod de former for urimelig handelspraksis, der forvrider forbrugernes økonomiske adfærd. Der fastsættes også bestemmelser om aggressiv handelspraksis, som på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af fællesskabslovgivning.

(12)

Harmonisering vil betyde en væsentlig forbedring af både forbrugernes og virksomhedernes retlige sikkerhed. Såvel forbrugere som virksomheder vil kunne sætte deres lid til en enkelt lovgivningsmæssig ramme, som er baseret på klart definerede retlige begreber, og som gælder for alle aspekter af urimelig handelspraksis i hele EU. Dette vil betyde fjernelse af de hindringer, som skyldes divergerende bestemmelser vedrørende urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser, og det vil bane vejen for gennemførelsen af det indre marked på dette område.

(13)

For at opfylde Fællesskabets målsætninger gennem fjernelse af hindringerne på det indre marked er det nødvendigt, at medlemsstaternes nuværende divergerende generalklausuler og retsprincipper erstattes med noget andet. Det enkelte, fælles generelle forbud, som er fastsat ved dette direktiv, omfatter derfor urimelig handelspraksis, der forvrider forbrugernes økonomiske adfærd. For at understøtte forbrugernes tillid bør det generelle forbud ligeledes gælde urimelig handelspraksis, der finder sted uden for et aftaleforhold mellem en erhvervsdrivende og en forbruger eller efter indgåelsen af en aftale og under dens udførelse. Det generelle forbud suppleres af bestemmelser om de to typer handelspraksis, der forekommer allerhyppigst, nemlig vildledende handelspraksis og aggressiv handelspraksis.

(14)

Det er ønskeligt, at begrebet vildledende handelspraksis omfatter de former for praksis, herunder vildledende reklame, hvor forbrugeren bedrages og dermed forhindres i at træffe et informeret og således effektivt valg. I overensstemmelse med medlemsstaters love og praksis vedrørende vildledende reklame er vildledende praksis i dette direktiv inddelt i vildledende handlinger og vildledende udeladelser. For så vidt angår udeladelser er der i direktivet opstillet en begrænset række vigtige oplysninger, som forbrugeren skal bruge for at kunne træffe en informeret transaktionsbeslutning. Det er ikke nødvendigt at give sådanne oplysninger i alle reklamer, men kun i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende fremsætter en købsopfordring, som er et klart defineret begreb i direktivet. Den strategi med fuldstændig harmonisering, der er fastlagt i dette direktiv, er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning kan anføre de vigtigste karakteristika ved bestemte produkter som f.eks. samlerobjekter eller elektriske artikler, hvis udeladelse vil være af afgørende betydning, når der fremsættes en købsopfordring. Direktivet har ikke til formål at begrænse forbrugerens valg ved at forbyde fremme af produkter, der ligner andre produkter, medmindre denne lighed forvirrer forbrugeren med hensyn til produktets kommercielle oprindelse og derfor er vildledende. Dette direktiv bør ikke berøre gældende fællesskabslovgivning, der udtrykkeligt overlader det til medlemsstaterne at vælge mellem flere reguleringsmæssige muligheder for så vidt angår forbrugerbeskyttelse på området handelspraksis. Navnlig bør dette direktiv ikke berøre artikel 13, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (7).

(15)

Er der i fællesskabslovgivningen fastlagt oplysningskrav i forbindelse med kommerciel kommunikation, reklame og markedsføring, anses disse oplysninger for at være væsentlige i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne vil kunne opretholde eller tilføje oplysningskrav, der vedrører aftaleret, og som har aftaleretlige følger, når dette er tilladt i henhold til minimumsklausulerne i de eksisterende instrumenter i fællesskabslovgivningen. I bilag II findes en ikke-udtømmende liste over sådanne oplysningskrav i gældende fællesskabsret. I betragtning af, at der med dette direktiv indføres fuld harmonisering, er det kun de oplysninger, der kræves i henhold til fællesskabslovgivningen, der anses for at være væsentlige i henhold til artikel 7, stk. 5, heri. Hvis en medlemsstat i medfør af en minimumsklausul har indført oplysningskrav, der går videre end det af fællesskabsretten påkrævede, udgør en udeladelse af disse yderligere oplysninger ikke en vildledende udeladelse i medfør af dette direktiv. Derimod vil medlemsstaterne være i stand til, når minimumsklausulerne i fællesskabslovgivningen tillader dem det, at bevare eller indføre strengere bestemmelser i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen for at sikre et højere beskyttelsesniveau for forbrugernes individuelle kontraktlige rettigheder.

(16)

Bestemmelser om aggressiv handelspraksis bør omfatte praksis, som indskrænker forbrugerens valgfrihed betydeligt. Det drejer sig om praksis, hvor der benyttes chikane, tvang, herunder fysisk vold, og utilbørlig påvirkning.

(17)

Med henblik på at sikre yderligere retssikkerhed er det ønskeligt at få præciseret, hvilke former for handelspraksis der under alle omstændigheder anses for urimelige. Bilag I indeholder derfor en fuldstændig liste over alle disse former for praksis. Disse former for handelspraksis er de eneste, der kan anses for urimelige, uden først i hvert enkelt tilfælde at være blevet vurderet i forhold til bestemmelserne i artikel 5-9.

(18)

Alle forbrugere bør beskyttes imod urimelig handelspraksis; Domstolen har imidlertid efter iværksættelsen af direktiv 84/450/EØF i forbindelse med retsafgørelser i sager om reklame fundet det nødvendigt at undersøge virkningen på en tænkt, typisk forbruger. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og for at den beskyttelse, der ligger i det, rent faktisk kan fungere, anvender dette direktiv som benchmark »gennemsnitsforbrugeren«, således som denne fortolkes af Domstolen, men sørger for at forebygge udnyttelse af forbrugere, hvis karaktertræk gør dem særligt sårbare over for urimelig handelspraksis. I de tilfælde, hvor en handelspraksis specifikt rettes mod en særlig gruppe af forbrugere som f.eks. børn, bør virkningen af den pågældende handelspraksis vurderes ud fra, hvordan den opleves af et gennemsnitligt medlem af denne gruppe. Begrebet gennemsnitsforbrugeren er ikke et statistisk begreb. Nationale domstole og myndigheder skal selv, under hensyn til Domstolens retspraksis, foretage en vurdering med henblik på at bestemme gennemsnitsforbrugerens typiske reaktion i et givet tilfælde.

(19)

Hvor visse karaktertræk som alder, fysiske eller mentale handicap eller godtroenhed gør forbrugere særlig modtagelige for en handelspraksis eller det underliggende produkt, og kun sådanne forbrugeres økonomiske adfærd kan forventes at blive forvredet af den pågældende praksis på en måde, som den erhvervsdrivende med rimelighed kan forudse, er det hensigtsmæssigt at sikre, at de er beskyttet på passende vis, ved at den pågældende praksis vurderes ud fra, hvordan den opleves af et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

(20)

Det er hensigtsmæssigt at sikre en rolle for adfærdskodekser, som sætter de erhvervsdrivende i stand til effektivt at anvende direktivets principper på specifikke økonomiske områder. Inden for sektorer, hvor der gælder specifikke obligatoriske krav for erhvervsdrivendes adfærd, er det hensigtsmæssigt, at disse krav også omfatter dokumentation for så vidt angår kravene i forbindelse med erhvervsmæssig diligenspligt inden for den pågældende sektor. Den kontrol, som indehavere af kodekser udøver på nationalt plan eller EF-plan for at eliminere urimelig handelspraksis, kan overflødiggøre iværksættelsen af administrative eller retlige foranstaltninger og bør derfor fremmes. Med henblik på at tilstræbe et højt forbrugerbeskyttelsesniveau kan forbrugerorganisationerne underrettes om og inddrages i udarbejdelsen af adfærdskodekser.

(21)

Personer eller organisationer, der ifølge national lovgivning har en berettiget interesse i sagen, skal have retsmidler til at indbringe sager om urimelig handelspraksis enten for en domstol eller et administrativt organ, der har beføjelse til at træffe afgørelse om klagerne eller foretage passende retsforfølgning. Selv om bevisbyrden afgøres efter national lovgivning, er det hensigtsmæssigt, at domstole og administrative organer skal kunne kræve af de erhvervsdrivende, at de fremlægger belæg for, at deres faktuelle påstande er korrekte.

(22)

Det er nødvendigt, at medlemsstaterne indfører sanktioner for overtrædelse af dette direktivs bestemmelser og sikrer, at de håndhæves. Sanktionerne skal være effektive, stå i forhold til overtrædelsens omfang og have en afskrækkende virkning.

(23)

Målene for dette direktiv, nemlig fjernelse af hindringer i form af nationale love om urimelig handelspraksis, der hæmmer det indre markeds funktion, og sikring af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gennem tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelig handelspraksis, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at fjerne hindringerne på det indre marked og opnå et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau.

(24)

Det er hensigtsmæssigt at tage direktivet op til revision for at sikre, at handelshindringerne på det indre marked er blevet fjernet, og at der er opnået et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Revisionen kan føre til et forslag fra Kommissionen om ændring af dette direktiv, bl.a. med hensyn til en begrænset udvidelse af undtagelsen i artikel 3, stk. 5, og/eller ændringer af anden forbrugerbeskyttelseslovgivning, som afspejler Kommissionens tilsagn om i henhold til strategien for forbrugerpolitikken at tage gældende fællesskabsret op til revision for at sikre et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau.

(25)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder —

a)

»forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med en af dette direktiv omfattet handelspraksis ikke udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv.

b)

»erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med en af dette direktiv omfattet handelspraksis udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.

c)

»produkt«: en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter.

d)

»virksomheders handelspraksis over for forbrugerne« (i det følgende også benævnt »handelspraksis«): en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.

e)

»væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd«: anvendelse af en handelspraksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning, hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet.

f)

»adfærdskodeks«: en aftale eller et regelsæt, der ikke følger af en medlemsstats love eller administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.

g)

»kodeksindehaver«: et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af en adfærdskodeks og/eller for at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til denne.

h)

»erhvervsmæssig diligenspligt«: standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som skal stå i et rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis og/eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt.

i)

»købsopfordring«: en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er angivet på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb.

j)

»utilbørlig påvirkning«: udnyttelse af en magtposition i forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af fysisk vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning.

k)

»transaktionsbeslutning«: en beslutning, der træffes af en forbruger, om hvorvidt, hvordan og på hvilke betingelser han vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for, beholde eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en transaktion eller at undlade dette.

l)

»lovreguleret erhverv«: en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed, når der enten direkte eller indirekte ifølge love eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve denne virksomhed eller en form heraf.

a)

den er i modstrid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt og

b)

væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren, som bliver genstand for den, eller som den er rettet mod, eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

a)

vildledende, jf. artikel 6 og 7, eller

b)

aggressiv, jf. artikel 8 og 9.

a)

produktets eksistens eller art

b)

de væsentligste egenskaber ved produktet, såsom det omfang, i hvilket det står til rådighed, dets fordele, risici, udførelse, sammensætning, tilbehør, eftersalgsservice og klagebehandling, måden og tidspunktet for fremstilling eller ydelse, levering, dets hensigtsmæssighed, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige oprindelse eller de resultater, som kan forventes opnået ved brugen, eller resultaterne af og de vigtigste karakteristika ved afprøvning eller kontrol af produktet

c)

omfanget af den erhvervsdrivendes forpligtelser, begrundelsen for den pågældende handelspraksis og arten af salgsprocessen, enhver erklæring eller ethvert symbol i forbindelse med direkte eller indirekte støtte eller godkendelse af den erhvervsdrivende eller produktet

d)

prisen eller den måde, hvorpå prisen beregnes, eller en særlig prismæssig fordel

e)

behov for eftersyn, reservedele, udskiftninger eller reparationer

f)

forhold, der vedrører den erhvervsdrivendes eller dennes agents egenskaber og rettigheder, såsom hans identitet og formue, hans kvalifikationer, status, godkendelse, tilhørsforhold eller tilknytning og immaterielle rettigheder eller de ham tilkendte prisbelønninger og udmærkelser

g)

forbrugerens rettigheder eller de risici, som han eventuelt løber.

a)

en markedsføring, herunder sammenlignende reklame, vedrørende et produkt, som medfører, at det forveksles med et produkt, et varemærke, en handelsbetegnelse eller andre kendetegn, som tilhører en konkurrent

b)

at den erhvervsdrivende ikke overholder bestemmelserne i adfærdskodekser, som han har forpligtet sig til at overholde, i de tilfælde hvor:

a)

produktets vigtigste karakteristika i et omfang, der svarer til mediet og produktet

b)

den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn, som f.eks. hans firmanavn og, hvor det er relevant, den fysiske adresse og navnet på den erhvervsdrivende, på hvis vegne han handler

c)

prisen inklusive afgifter, eller, hvis produktets art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, den måde, hvorpå prisen udregnes, samt, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvor sådanne omkostninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysninger om, at der kan forekomme sådanne yderligere omkostninger

d)

forhold vedrørende betaling, levering, gennemførelse og klagebehandlingspolitik, hvis disse afviger fra kravene i forbindelse med erhvervsmæssig diligenspligt

e)

ved produkter og transaktioner, der omfatter fortrydelsesret eller annulleringsret, eksistensen af en sådan ret.

a)

tidspunktet for denne handelspraksis, stedet hvor den har fundet sted, dens karakter og vedholdenhed

b)

anvendelse af truende eller utilbørligt sprog eller adfærd

c)

den erhvervsdrivendes udnyttelse af en konkret uheldig situation eller omstændighed, der er af en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne, og som den erhvervsdrivende har kendskab til og udnytter til at påvirke forbrugerens beslutning i forbindelse med produktet

d)

byrdefulde eller uforholdsmæssigt omfattende hindringer af ikke-kontraktuel karakter, som den erhvervsdrivende opstiller, når en forbruger ønsker at udøve sine rettigheder i henhold til kontrakten, herunder retten til at ophæve kontrakten eller til at vælge et andet produkt eller en anden erhvervsdrivende

e)

trusler om at træffe foranstaltninger, som ifølge loven ikke kan træffes.

—

at indbringe en sag for retten i anledning af sådan urimelig handelspraksis og/eller

—

at indbringe sådan urimelig handelspraksis for en administrativ myndighed, som har kompetence til enten at træffe afgørelse om klager eller indlede passende retsforfølgning.

—

om disse retsmidler skal kunne rettes særskilt mod hver enkelt erhvervsdrivende eller samlet mod flere erhvervsdrivende inden for samme erhvervssektor, og

—

om disse retsmidler skal kunne rettes mod en kodeksindehaver i tilfælde, hvor den relevante kodeks bidrager til, at de retlige krav ikke opfyldes.

—

at påbyde indstilling af den urimelige handelspraksis eller at indlede passende retsforfølgning for at få påbudt, at den indstilles

—

dersom den pågældende urimelige handelspraksis endnu ikke er iværksat, men vil blive det meget snart, at forbyde denne praksis eller indlede passende retsforfølgning for at få den forbudt,

—

enten med foreløbig virkning, eller

—

med endelig virkning,

—

at kræve denne afgørelse offentliggjort, enten i sin helhed eller i uddrag og i en form, som domstolen eller myndighederne finder passende

—

yderligere at kræve, at der offentliggøres en berigtigelse.

a)

være sammensat på en sådan måde, at deres upartiskhed ikke kan drages i tvivl,

b)

have sådanne beføjelser, at de, når de træffer afgørelse i sager, effektivt kan overvåge og håndhæve, at deres afgørelser overholdes, og

c)

i almindelighed begrunde deres afgørelser.

a)

at kræve, at den erhvervsdrivende fremlægger beviser for rigtigheden af de faktiske forhold, der gøres gældende i forbindelse med en handelspraksis, hvis et sådant krav, under hensyn til de legitime interesser hos den erhvervsdrivende og enhver anden part i sagen, forekommer relevant under hensyn til omstændighederne i det pågældende tilfælde, og

b)

at anse sådanne faktiske forhold for urigtige, hvis de beviser, der kræves i henhold til litra a), ikke fremlægges eller af domstolen eller den administrative myndighed skønnes utilstrækkelige.

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Formålet med dette direktiv er at beskytte erhvervsdrivende mod vildledende reklame og de urimelige følger heraf og at fastlægge, under hvilke omstændigheder sammenlignende reklame er tilladt.«

2)

Artikel 2

3)

Artikel 3a affattes således:

»Artikel 3a

1.   Sammenlignende reklame er tilladt, for så vidt angår sammenligningen, når følgende betingelser er opfyldt:

4)

Artikel 4, stk. 1, affattes således:

»1.   Medlemsstaterne påser, at der i de erhvervsdrivendes og konkurrenternes interesse findes tilstrækkelige og effektive midler til bekæmpelse af vildledende reklame og til at sikre, at bestemmelserne om sammenlignende reklame overholdes. Disse midler skal omfatte retsforskrifter, hvorefter personer eller organisationer, der i henhold til medlemsstaternes lovgivning har en legitim interesse i at bekæmpe vildledende reklame eller at regulere sammenlignende reklame, får adgang til:

Den enkelte medlemsstat afgør selv, hvilke af disse muligheder der skal stå til rådighed, og om domstolene eller de administrative myndigheder skal have beføjelse til forudgående at kunne kræve sagen forelagt en anden eksisterende klageinstans, herunder en sådan som omhandlet i artikel 5.

Den enkelte medlemsstat afgør selv:

5)

Artikel 7, stk. 1, affattes således:

»1.   Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager bestemmelser med henblik på at sikre en mere vidtgående beskyttelse af erhvervsdrivende og konkurrenter i forbindelse med vildledende reklame.«

15.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 38/21

(1)

Der bør foretages visse ændringer i forordning (EØF) nr. 1408/71 (3) og (EØF) nr. 574/72 (4) for at tage hensyn til EF-Domstolens seneste retspraksis, for at lette anvendelsen af forordningerne og for at afspejle de ændringer i socialsikringslovgivningen, der er foretaget i medlemsstaterne.

(2)

For at tage hensyn til den seneste retspraksis bør man drage konsekvenser af dommene i sagen Johann Franz Duchon mod Pensionsversicherungsanstalt der Angestellten (5) og i sagen Office national de l'emploi mod Calogero Spataro (6).

(3)

Dommene i sag Friedrich Jauch mod Pensionsversicherungsanstalt der Arbeiter og sag Ghislain Leclere og Alina Deaconescu mod Caisse nationale des prestations familiales (7) om begrebet særlige ikke-bidragspligtige ydelser gør det af retssikkerhedsårsager påkrævet at præcisere de to kumulative kriterier, der skal være opfyldt, for at sådanne ydelser kan opføres i bilag IIa til forordning (EØF) nr. 1408/71. På dette grundlag bør bilaget revideres under hensyntagen til de ændringer, der er foretaget i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår denne type ydelser, som er genstand for en særlig koordinering på grund af deres blandede karakter. Endvidere er det vigtigt at præcisere, hvilke overgangsbestemmelser der gælder for den ydelse, som er genstand for Jauch-dommen, for at beskytte modtagernes rettigheder.

(4)

På grundlag af retspraksis vedrørende forholdet mellem forordning (EØF) nr. 1408/71 og bestemmelserne i de bilaterale overenskomster om social sikring er det nødvendigt at revidere bilag III i den pågældende forordning. Opførelse i bilag III, del A, er kun berettiget i to tilfælde, nemlig hvis ydelserne er mere fordelagtige for vandrende arbejdstagere (8), eller hvis de vedrører særlige og usædvanlige situationer, oftest forbundet med historiske omstændigheder. Endvidere er der ingen grund til at tillade opførelse i del B, undtagen hvis situationer, der objektivt set er helt usædvanlige, begrunder en fravigelse fra artikel 3, stk. 1, i den nævnte forordning og af artikel 12, 39 og 42 i traktaten (9).

(5)

For at lette anvendelsen af forordning (EØF) nr. 1408/71 bør der opstilles visse bestemmelser dels vedrørende tjenestemænd og dermed ligestillede personer dels vedrørende arbejdstagere, der hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i virksomheder, som foretager international befordring af passagerer eller gods ad jernbane, landevej, luftvejen eller indre vandveje, og det bør ligeledes præciseres, hvilke metoder der skal anvendes ved fastlæggelsen af det gennemsnitsbeløb, som skal tages i betragtning i forbindelse med artikel 23 i nævnte forordning.

(6)

Revisionen af bilag IIa til forordning (EØF) nr. 1408/71 vil medføre, at nogle af de eksisterende ydelser udgår, og at der tilføjes visse nye ydelser under hensyntagen til ændringer i visse medlemsstaters nationale lovgivning. I sidstnævnte tilfælde må disse medlemsstater overveje, om der er behov for overgangsordninger eller bilaterale løsninger for at tage hensyn til situationer, hvor personers velerhvervede rettigheder berøres af sådanne ændringer —

1)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

2)

Artikel 4, stk. 2a, affattes således:

»2a.   Denne artikel finder anvendelse på særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, der tilkendes i henhold til lovgivning, som på grund af personkreds, mål og/eller betingelser for ret til ydelser har træk både fra lovgivning om social sikring, som omhandlet i stk. 1, og fra social bistand.

Ved »særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser« forstås ydelser:

3)

Artikel 7, stk. 2, litra c), affattes således:

4)

Artikel 9a affattes således:

»Artikel 9a

Forlængelse af referenceperioden

Hvis retten til ydelser efter en medlemsstats lovgivning er betinget af, at der i løbet af en nærmere fastsat periode forud for forsikringsbegivenhedens indtræden (referenceperioden) er tilbagelagt en minimumsforsikringsperiode, og hvis perioder, i løbet af hvilke der er udredet ydelser efter denne medlemsstats lovgivning, eller perioder med børnepasning på denne medlemsstats område forlænger denne referenceperiode, forlænges den nævnte referenceperiode ligeledes med perioder, i løbet af hvilke der er udredet invalide- eller alderspension eller ydelser ved sygdom, arbejdsløshed, arbejdsulykke eller erhvervssygdomme i henhold til en anden medlemsstats lovgivning samt perioder med børnepasning på en anden medlemsstats område.«.

5)

Artikel 10a, stk. 1, affattes således:

»1.   Bestemmelserne i artikel 10 og afsnit III finder ikke anvendelse på de særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, der er nævnt i artikel 4, stk. 2a. De personer, som er omfattet af denne forordning, kan kun modtage disse ydelser i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, og i henhold til dennes stats lovgivning, og kun for så vidt disse ydelser er opført i bilag IIa. Ydelserne udredes af institutionen på bopælsstedet og på dennes bekostning.«.

6)

I artikel 23 indsættes følgende stykke:

»2a.   Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ligeledes anvendelse i de tilfælde, hvor der i den lovgivning, der anvendes af den kompetente institution, er fastsat en bestemt referenceperiode, og hvor denne periode i givet fald helt eller delvist svarer til de perioder, som den pågældende har tilbagelagt efter lovgivningen i en eller flere andre medlemsstater.«

7)

Artikel 35, stk. 2, udgår.

8)

Artikel 69, stk. 4, udgår.

9)

Der indsættes følgende artikler:

»Artikel 95f

Overgangsbestemmelser vedrørende bilag II, del I, afsnit »D. TYSKLAND« og »R. ØSTRIG«

1.   Bilag II, del I, afsnit »D. TYSKLAND« og »R. ØSTRIG«, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. …/2005 af … om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 (10), giver ikke ret til ydelser for det tidsrum, der ligger forud for 1. januar 2005.

2.   De forsikringsperioder samt i givet fald de beskæftigelsesperioder, perioder med selvstændig virksomhed eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter en medlemsstats lovgivning forud for den 1. januar 2005, skal medregnes ved afgørelsen af ret til ydelser efter denne forordning.

3.   Med forbehold af stk. 1 kan rettigheder erhverves i medfør af denne forordning, også selv om de vedrører en begivenhed, der er indtrådt før den 1. januar 2005.

4.   Enhver ydelse, som på grund af den pågældendes nationalitet eller bopæl ikke er blevet fastsat eller har været stillet i bero, skal efter ansøgning fra den pågældende fastsættes eller udbetales på ny fra den 1. januar 2005, på betingelse af at tidligere anerkendte rettigheder ikke har givet anledning til udbetaling af en kapitalydelse.

5.   Rettigheder, der tilkommer personer, som har fået tilkendt pension eller rente før den 1. januar 2005, kan efter de pågældendes anmodning tages op til revision under hensyntagen til bestemmelserne i denne forordning. Denne bestemmelse finder ligeledes anvendelse på de øvrige ydelser, der er omhandlet i artikel 78.

6.   Indgives den ansøgning, der er omhandlet i stk. 4 eller 5, inden udløbet af to år efter den 1. januar 2005, erhverves rettighederne i medfør af denne forordning med virkning fra denne dato, uden at nogen medlemsstats lovbestemmelser om bortfald eller forældelse af rettigheder kan gøres gældende over for den pågældende.

7.   Indgives den ansøgning, der er omhandlet i stk. 4 eller 5, efter udløbet af to år efter 1. januar 2005, erhverves de rettigheder, som ikke er bortfaldet eller forældet, fra datoen for indgivelsen af ansøgningen, med forbehold af eventuelle gunstigere bestemmelser i en medlemsstats lovgivning.

Artikel 95g

Overgangsbestemmelser vedrørende udeladelse af den østrigske plejeydelse (Pflegegeld) fra bilag IIa

For så vidt angår anmodninger om plejeydelse i henhold til den østrigske forbundslov om plejeydelse (Bundespflegegeldgesetz) indgivet senest den 8. marts 2001 på grundlag af artikel 10a, stk. 3, i denne forordning, finder denne bestemmelse fortsat anvendelse, så længe modtageren af plejeydelsen fortsat er bosat i Østrig efter den 8. marts 2001.

10)

Bilag II, IIa, III, IV og VI ændres i henhold til bilag I i denne forordning.

1)

Artikel 4, stk. 11, udgår.

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 10c

Formaliteter i forbindelse med anvendelse af artikel 13, stk. 2, litra d), i forordningen for så vidt angår tjenestemænd og dermed ligestillede personer

Med hensyn til anvendelse af artikel 13, stk. 2, litra d), udsteder den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse, en attest, hvori det bekræftes, at tjenestemanden eller dermed ligestillede personer er omfattet af denne lovgivning.«.

3)

Artikel 12a ændres således:

4)

Artikel 32a udgår.

5)

Bilagene ændres i overensstemmelse med bilag II til denne forordning.

15.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 38/36

(1)

I forordning (EØF) nr. 2913/92 (3) er der fastlagt regler for toldbehandlingen af varer, der indføres eller skal udføres.

(2)

Det er nødvendigt at fastlægge et ensartet beskyttelsesniveau for toldkontrol af varer, der føres ind i eller ud af Fællesskabets toldområde. For at opfylde dette mål er det nødvendigt at fastlægge et ensartet niveau for toldkontrollen i Fællesskabet og at sikre en harmoniseret anvendelse af toldkontrollen i medlemsstaterne, der har hovedansvaret for anvendelsen af denne kontrol. Denne toldkontrol bør baseres på fælles vedtagne standarder og risikokriterier for udvælgelse af varer og erhvervsdrivende, som alle er enige om, for at mindske risiciene for Fællesskabet og dets borgere og Fællesskabets handelspartnere. Medlemsstaterne og Kommissionen bør derfor indføre en ramme for risikoforvaltning omfattende hele Fællesskabet, der støtter den fælles tilgang, således at prioritering og ressourceanvendelse foretages på en effektiv måde med det formål at opretholde en passende balance mellem toldkontrol og fremme af legal handel. Denne ramme bør også omfatte fælles kriterier og harmoniserede krav til autoriserede økonomiske operatører og bør sikre en harmoniseret anvendelse af disse kriterier og krav. At der fastlægges en fælles ramme for risikoforvaltning for alle medlemsstater, forhindrer ikke medlemsstaterne i at kontrollere varer ved stikprøver.

(3)

Medlemsstaterne bør give status som »autoriseret økonomisk operatør« til enhver økonomisk operatør, der opfylder fælles kriterier med hensyn til operatørernes kontrolsystemer, økonomiske solvens og overholdelse af bestemmelserne. Når en medlemsstat har indrømmet status som autoriseret økonomisk operatør, bør denne status anerkendes af de øvrige medlemsstater, uden at dette automatisk giver operatøren ret til i de øvrige medlemsstater at benytte forenklinger i toldbestemmelserne. De øvrige medlemsstater bør dog tillade autoriserede økonomiske operatører at benytte sådanne forenklinger, såfremt alle specifikke krav i den forbindelse i øvrigt er opfyldt. Ved behandlingen af ansøgninger om at måtte benytte forenklinger i toldbestemmelserne er det ikke nødvendigt, at de øvrige medlemsstater foretager en fornyet evaluering af operatørens kontrolsystemer, økonomiske solvens og overholdelse af bestemmelserne, da en sådan evaluering allerede er foretaget af den medlemsstat, der har indrømmet status som autoriseret økonomisk operatør; de bør dog sikre sig, at eventuelle andre specifikke krav for benyttelse af de pågældende forenklinger er opfyldt. Spørgsmålet om benyttelse af forenklinger i andre medlemsstater kan også koordineres efter aftale mellem de berørte toldmyndigheder.

(4)

Forenklinger i toldbestemmelserne bør fortsat ikke berøre spørgsmålet om toldkontrol i øvrigt som defineret i EF-toldkodeksen, navnlig med hensyn til de sikkerhedsmæssige aspekter. Denne toldkontrol er toldmyndighedernes ansvar, og selv om de bør anerkende den autoriserede økonomiske operatørs status som en faktor, der indgår i myndighedernes risikoanalyse og overvejelser om indrømmelse af lettelser med hensyn til sikkerhedsrelateret kontrol, bør de fortsat have ret til at foretage kontrol.

(5)

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne og Kommissionen bør meddele hinanden oplysninger om risikorelaterede indførsels- og udførselsvarer. Der bør derfor indføres et fælles, sikkert system, hvormed de kompetente myndigheder kan få adgang til, overføre og udveksle disse oplysninger på en rettidig og effektiv måde. Oplysningerne kan også gives til tredjelande, hvis der er en international aftale herom.

(6)

De omstændigheder, under hvilke oplysninger fra økonomiske operatører kan fremlægges for andre myndigheder i den samme medlemsstat eller andre medlemsstater, for Kommissionen eller for myndigheder i tredjelande, bør speciferes. Med henblik herpå skal det klart anføres, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (4) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5) også finder anvendelse på den behandling af personoplysninger, som foretages af de offentlige myndigheder og andre myndigheder, der modtager oplysninger i henhold til EF-toldkodeksen.

(7)

For at muliggøre en risikobaseret kontrol er det nødvendigt at fastsætte krav om underretning inden ankomst eller inden afgang for alle varer, der føres ind i eller ud af Fællesskabets toldområde, bortset fra varer, der passerer igennem med fly eller skib uden stop inden for dette område. Sådanne oplysninger bør være tilgængelige, før varerne føres ind i eller ud af Fællesskabets toldområde. Der kan fastsættes forskellige frister og regler, alt efter hvilke typer varer, transportformer eller økonomiske operatører der er tale om, eller når der ifølge internationale aftaler gælder særlige sikkerhedsforanstaltninger. For at undgå smuthuller med hensyn til sikkerheden bør dette krav også indføres for varer, der føres ind i eller ud af en frizone.

(8)

Forordning (EØF) nr. 2913/92 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

2)

Følgende afdeling og artikel indsættes:

»Afdeling 1A

Autoriserede økonomiske operatører

Artikel 5a

1.   Toldmyndighederne indrømmer, om nødvendigt efter samråd med andre kompetente myndigheder, på grundlag af kriterierne i stk. 2 status som autoriseret økonomisk operatør til enhver økonomisk operatør, der er etableret på Fællesskabets toldområde.

En autoriseret økonomisk operatør skal kunne udnytte lettelser med hensyn til sikkerheds- og sikringsrelateret toldkontrol og/eller forenklinger, der omhandles i toldbestemmelserne.

Status som autoriseret økonomisk operatør skal i henhold til reglerne og betingelserne i stk. 2 anerkendes af toldmyndighederne i alle medlemsstater med forbehold af toldkontrol. Toldmyndighederne skal på grundlag af anerkendelsen af status som autoriseret økonomisk operatør og under forudsætning af, at kravene vedrørende de konkrete forenklinger, som Fællesskabets toldlovgivning giver mulighed for, er opfyldt, godkende operatøren til at kunne benytte denne forenkling.

2.   Kriterierne for indrømmelse af status som autoriseret økonomisk operatør skal omfatte:

Udvalgsproceduren anvendes til at fastsætte reglerne for:

samt på hvilke betingelser:

3)

Artikel 13 affattes således:

»Artikel 13

1.   Toldmyndighederne kan i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved gældende bestemmelser, gennemføre enhver kontrolforanstaltning, de anser for at være nødvendig for at sikre, at toldbestemmelser og anden lovgivning vedrørende indførsel, udførsel, transit og overførsel samt særlige anvendelsesformål for så vidt angår varebevægelser mellem Fællesskabets toldområde og tredjelande, og for tilstedeværelsen af varer, der ikke har fællesskabsstatus, anvendes korrekt. Med henblik på en korrekt anvendelse af fællesskabslovgivningen kan der udføres toldkontrol i et tredjeland, hvis der er en international aftale herom.

2.   Anden toldkontrol end stikprøver baseres på risikoanalyse, der anvender elektroniske analyseredskaber med henblik på at identificere og angive omfanget af risici og udforme de nødvendige foranstaltninger til at vurdere risiciene på grundlag af kriterier, der er udarbejdet på nationalt plan, på EF-plan og i givet fald på internationalt plan.

Udvalgsproceduren anvendes til at fastlægge en fælles ramme for risikoforvaltning og for at fastlægge fælles kriterier og prioriterede kontrolområder.

Medlemsstaterne indfører i samarbejde med Kommissionen et elektronisk system til gennemførelse af risikoforvaltning.

3.   Udføres kontrollen af andre myndigheder end toldmyndighederne, skal denne kontrol udføres under nøje koordinering med toldmyndighederne og så vidt overhovedet muligt på samme tid og samme sted.

4.   Inden for rammerne af den kontrol, der er fastsat i denne artikel, kan toldmyndighederne og andre kompetente myndigheder, f.eks. veterinær- og politimyndigheder, videregive data, de har modtaget i forbindelse med indførsel, udførsel, transit og overførsel samt særlige anvendelsesformål for så vidt angår varebevægelser mellem Fællesskabets toldområde og tredjelande, og tilstedeværelse af varer, der ikke har fællesskabsstatus, til hinanden, til medlemsstaternes toldmyndigheder eller til Kommissionen, hvis dette er påkrævet for at minimere risikoen.

Videregivelse af fortrolige oplysninger til toldmyndighederne eller andre myndigheder (f.eks. efterretningstjenesterne) i tredjelande er kun tilladt inden for rammerne af en international aftale, og såfremt de gældende bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger overholdes, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (7).

4)

Artikel 15 affattes således:

»Artikel 15

Enhver oplysning af fortrolig art, eller som meddeles fortroligt, er omfattet af tavshedspligt. Den må ikke videregives af de kompetente myndigheder uden udtrykkelig tilladelse fra den person eller den myndighed, der har meddelt den. Videregivelse af oplysninger er tilladt, for så vidt de kompetente myndigheder måtte være forpligtet hertil ifølge gældende bestemmelser, navnlig i forbindelse med en retssag. Offentliggørelse eller videregivelse af oplysninger skal ske under fuld overholdelse af gældende bestemmelser vedrørende beskyttelse af personoplysninger, navnlig direktiv 95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001.«.

5)

(vedrører ikke den danske tekst).

6)

Følgende artikler indsættes i afsnit III, kapitel 1:

»Artikel 36a

1.   Varer, der føres ind i Fællesskabets toldområde, er omfattet af en summarisk angivelse, bortset fra varer, der transporteres på transportmidler, der kun passerer igennem toldområdets territorialfarvande eller luftrum uden stop inden for dette område.

2.   Den summariske angivelse skal indgives til indgangstoldstedet.

Toldmyndighederne kan tillade, at den summariske angivelse indgives til et andet toldsted, forudsat at de nødvendige oplysninger af dette toldsted straks meddeles til eller gøres tilgængelige i elektronisk form for indgangstoldstedet.

Toldmyndighederne kan tillade, at indgivelse af den summariske angivelse erstattes af indgivelse af en meddelelse og adgang til dataene i en summarisk angivelse i den erhvervsdrivendes elektroniske system.

3.   Den summariske angivelse skal indgives, før varerne føres ind på Fællesskabets toldområde.

4.   Udvalgsproceduren anvendes til at fastlægge:

efter særlige omstændigheder og for så vidt angår visse typer vareforsendelser, transportmåder eller økonomiske operatører, eller når der ifølge internationale aftaler gælder særlige sikringsordninger.

Artikel 36b

1.   Udvalgsproceduren anvendes til at fastsætte et fælles datasæt og -format for den summariske angivelse, som skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for risikoanalyse og korrekt gennemførelse af toldkontrol, navnlig af sikkerhedshensyn, under anvendelse af internationale standarder og international handelspraksis, hvor dette er relevant.

2.   Den summariske angivelse skal indgives i elektronisk form. Der kan benyttes handels-, havne- eller transportoplysninger, hvis disse indeholder de nødvendige oplysninger.

Toldmyndighederne kan antage papirbaserede summariske angivelser under særlige omstændigheder, hvis de opfylder samme niveau for risikoforvaltning som det, der gælder for summariske angivelser i elektronisk form.

3.   Den summariske angivelse skal indgives af den person, som fører varerne ind på Fællesskabets toldområde, eller som overtager ansvaret for transporten af varerne hertil.

4.   Uanset forpligtelserne for den i stk. 3 nævnte person kan den summariske angivelse i stedet indgives af:

5.   Den i stk. 3 og 4 nævnte person skal på den pågældendes anmodning have tilladelse til at ændre en eller flere oplysninger i den summariske angivelse, efter at den er indgivet. Det må dog ikke være muligt at foretage ændringer, efter at toldmyndighederne:

Artikel 36c

1.   Indgangstoldstedet kan fritage for summarisk angivelse i relation til varer, for hvilke der var indgivet en angivelse før udløbet af den tidsfrist, der er fastsat i artikel 36a, stk. 3 eller 4. I så fald skal toldangivelsen i det mindste indeholde de nødvendige data for den summariske angivelse, og indtil toldangivelsen er antaget i overensstemmelse med artikel 63, skal den have samme status som en summarisk angivelse.

Toldmyndighederne kan tillade, at toldangivelsen indgives til et indførselstoldsted, som ikke er indgangstoldstedet, forudsat at de nødvendige oplysninger af dette toldsted straks meddeles til eller gøres tilgængelige i elektronisk form for indgangstoldstedet.

2.   Hvis toldangivelsen indgives på anden måde end i elektronisk form, underkaster toldmyndighederne dataene samme niveau af risikoforvaltning som det, der gælder for summariske angivelser i elektronisk form.«

7)

I artikel 37, stk. 1, ændres udtrykket »kontrol fra toldmyndighedernes side« til »toldkontrol«. I artikel 38, stk. 3, ændres udtrykket »kan underkastes kontrol« til »kan underkastes toldkontrol«.

8)

Artikel 38, stk. 5, affattes således:

»5.   Stk. 1-4 samt artikel 36a-36c og artikel 39-53 finder ikke anvendelse på varer, der midlertidigt har forladt Fællesskabets toldområde, mens de transporteres med skib eller fly mellem to punkter inden for dette område, forudsat at transporten er sket ad en direkte rute og med rutefly eller ruteskib uden stop uden for Fællesskabets toldområde.«

9)

Artikel 40 affattes således:

»Artikel 40

Varer, som føres ind i Fællesskabets toldområde, frembydes for toldvæsenet af den person, der har ført varerne ind i dette toldområde, eller i givet fald af den person, som overtager ansvaret for transporten af varerne, efter at de er blevet indført, med undtagelse af varer, der transporteres på transportmidler, der kun passerer igennem toldområdets territorialfarvande eller luftrum uden stop inden for dette område. Den person, der frembyder varerne, skal henvise til den summariske angivelse eller toldangivelse, der tidligere er indgivet vedrørende varerne.«

10)

Overskriften til kapitel 3 i afsnit III affattes således: »Losning af varer, der er frembudt for toldvæsenet«.

11)

Artikel 43 til 45 udgår.

12)

Artikel 170, stk. 2, affattes således:

»2.   Varer skal frembydes og underkastes de for toldmyndighederne foreskrevne toldformaliteter, hvis de:

13)

Artikel 176, stk. 2, affattes således:

»2.   I tilfælde af omladning af varer i en frizone holdes de dertil hørende dokumenter til rådighed for toldmyndighederne. Kortvarig oplagring af varer i forbindelse med en sådan omladning anses for at udgøre en integrerende del af omladningen.

For varer, der er ført ind i en frizone direkte fra et sted uden for Fællesskabets toldområde eller ud af en frizone og direkte forlader Fællesskabets toldområde, indgives en summarisk angivelse i overensstemmelse med artikel 36a til 36c eller artikel 182a til 182d.«

14)

Artikel 181 affattes således:

»Artikel 181

Toldmyndighederne sikrer sig, at bestemmelserne vedrørende udførsel, passiv forædling, genudførsel, suspensionsprocedurer eller intern transitprocedure samt bestemmelserne i afsnit V overholdes, når varerne forlader Fællesskabets toldområde fra en frizone eller et frilager.«

15)

I artikel 182, stk. 3, første punktum, udgår ordene »genudførsel eller«.

16)

Under afsnit V (Varer, der forlader Fællesskabets toldområde) indsættes følgende artikler:

»Artikel 182a

1.   Varer, der forlader Fællesskabets toldområde, med undtagelse af varer, der transporteres på transportmidler, der kun passerer gennem toldområdets territoriale farvand eller luftrum, men uden ophold i dette territorium, skal være omfattet enten af en toldangivelse eller, når der ikke kræves en toldangivelse, af en summarisk angivelse.

2.   Der gøres brug af udvalgsproceduren til at fastlægge:

efter særlige omstændigheder og for så vidt angår visse typer vareforsendelser, transportmåder eller erhvervsdrivende, eller når der ifølge internationale aftaler gælder særlige sikringsordninger.

Artikel 182b

1.   Er varer, der forlader Fællesskabets toldområde, angivet til en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse, for hvilken der i henhold til toldbestemmelserne kræves en toldangivelse, skal denne toldangivelse indgives til udførselstoldstedet, før de føres ud af Fællesskabets toldområde.

2.   Er udførselstoldstedet ikke det samme som udgangstoldstedet, skal udførselstoldstedet straks meddele de oplysninger, som er nødvendige for udgangstoldstedet, til dette eller gøre dem tilgængelige for det i elektronisk form.

3.   Toldangivelsen skal indeholde mindst de oplysninger, der er nødvendige for den summariske angivelse, der er omhandlet i artikel 182d, stk. 1.

4.   Indgives toldangivelsen på anden vis end i elektronisk form, underkaster toldmyndighederne oplysningerne samme niveau for risikoforvaltning som det, der gælder for elektroniske angivelser.

Artikel 182c

1.   Er varer, der forlader Fællesskabets toldområde, ikke angivet til en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse, for hvilken der kræves en toldangivelse, skal der indgives en summarisk angivelse til udgangstoldstedet, før varerne føres ud af Fællesskabets toldområde.

2.   Toldmyndighederne kan tillade, at den summariske angivelse indgives til et andet toldsted, forudsat at de nødvendige oplysninger af dette toldsted straks meddeles til eller gøres tilgængelige i elektronisk form for udgangstoldstedet.

3.   Toldmyndighederne kan tillade, at indgivelse af en summarisk angivelse erstattes af indgivelse af en meddelelse og adgang til dataene i en summarisk angivelse i den erhvervsdrivendes elektroniske system.

Artikel 182d

1.   Udvalgsproceduren anvendes til at fastsætte et fælles datasæt og -format for den summariske angivelse, som skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for risikoanalyse og korrekt gennemførelse af toldkontrol, navnlig af sikkerhedshensyn, under anvendelse af internationale standarder og international handelspraksis, hvor dette er relevant.

2.   Den summariske angivelse skal indgives i elektronisk form. Der kan benyttes handels-, havne- eller transportoplysninger, forudsat at disse indeholder de nødvendige oplysninger.

Toldmyndighederne kan antage papirbaserede summariske angivelser under særlige omstændigheder, hvis de opfylder samme niveau for risikoforvaltning som det, der gælder for summariske angivelser i elektronisk form.

3.   Den summariske angivelse skal indgives af:

4.   Den i stk. 3 nævnte person skal efter anmodning have tilladelse til at ændre en eller flere oplysninger i den summariske angivelse, efter at den er indgivet. Det må dog ikke være muligt at foretage ændringer, efter at toldmyndighederne:

15.2.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 38/45

(1)

Forskellene mellem de enkelte medlemsstaters love og administrative bestemmelser om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter kan skabe handelshindringer og konkurrenceforvridning i Fællesskabet og således have en direkte indflydelse på oprettelsen af det indre marked og på dets funktion. Kun ved at harmonisere medlemsstaternes lovgivning er det muligt at undgå sådanne handelshindringer og illoyal konkurrence.

(2)

Energiforbrugende produkter tegner sig for en stor del af forbruget af naturressourcer og energi i Fællesskabet. De har også en række andre væsentlige indvirkninger på miljøet. Langt størstedelen af de produktkategorier, der findes på Fællesskabets marked, påvirker miljøet i meget forskellig grad, selv om de har samme funktionelle egenskaber. Af hensyn til en bæredygtig udvikling bør en løbende forbedring af disse produkters generelle miljøpåvirkning fremmes, navnlig ved at indkredse de vigtigste kilder til negative miljøpåvirkninger og undgå overførsel af forurening, når denne forbedring ikke medfører urimelige omkostninger.

(3)

Miljøvenligt design af produkter er et centralt aspekt af fællesskabsstrategien for en integreret produktpolitik. Det miljøvenlige design repræsenterer en forebyggende tilgang, der har til formål at optimere produkternes miljømæssige egenskaber og samtidig bevare deres brugsegenskaber, og giver dermed nye reelle muligheder for producenten, for forbrugeren og for samfundet som helhed.

(4)

Øget energieffektivitet — og her er en af mulighederne en mere effektiv udnyttelse af elektriciteten hos slutbrugerne — betragtes som noget, der bidrager væsentligt til at nå målene for drivhusgasemissioner i EU. Elektricitetsefterspørgslen hos slutbrugerne er den hurtigst voksende energianvendelseskategori og anslås at ville stige i løbet af de næste 20-30 år, hvis der ikke træffes politiske foranstaltninger til at modvirke denne tendens. En betydelig nedsættelse af energiforbruget som foreslået i det europæiske klimaændringsprogram (ECCP) som nævnt af Kommissionen er mulig. Klimaændringer er en af prioriteterne i det sjette miljøhandlingsprogram som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 (3). Energibesparelser er den mest omkostningseffektive måde, hvorpå man kan øge forsyningssikkerheden og reducere afhængigheden af import. Det er derfor nødvendigt, at der vedtages væsentlige foranstaltninger og mål på efterspørgselssiden.

(5)

Det er nødvendigt at gribe ind i designfasen for det energiforbrugende produkt, da det lader til, at den forurening, der opstår i produktets livscyklus, og de fleste af omkostningerne bestemmes i denne fase.

(6)

Der bør fastlægges en sammenhængende ramme for anvendelsen af fællesskabskrav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter med det formål at sikre fri bevægelighed for de produkter, der opfylder kravene, og at begrænse deres generelle miljøpåvirkning. Sådanne fællesskabskrav bør være i overensstemmelse med principperne for fair konkurrence og international handel.

(7)

Krav til miljøvenligt design skal fastsættes under hensyntagen til målene og prioriteterne i det sjette miljøhandlingsprogram, herunder, når det er hensigtsmæssigt, anvendelige mål i dette programs relevante tematiske strategier.

(8)

Formålet med dette direktiv er at opnå et højt beskyttelsesniveau for miljøet ved at reducere energiforbrugende produkters potentielle miljøpåvirkninger, hvilket i sidste ende vil gavne forbrugerne og andre slutbrugere. En bæredygtig udvikling kræver også, at der tages behørigt hensyn til de påtænkte foranstaltningers sundhedsmæssige, samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser. En forbedring af produkternes energieffektivitet bidrager til energiforsyningssikkerheden, som er en forudsætning for sunde økonomiske aktiviteter og dermed for bæredygtig udvikling.

(9)

For at maksimere miljøfordelene ved forbedret design kan det være nødvendigt at informere forbrugerne om miljømæssige kendetegn og egenskaber ved energiforbrugende produkter og rådgive dem om, hvordan produkterne anvendes på en miljøvenlig måde.

(10)

Strategien i grønbogen om en integreret produktpolitik, som er et væsentligt innovativt element i det sjette miljøhandlingsprogram, har til formål at begrænse miljøpåvirkningen fra produkterne i hele deres livscyklus. Hvis der allerede i designfasen tages hensyn til miljøpåvirkningen fra et produkt i hele dets livscyklus, er der store muligheder for at fremme miljøforbedringer på en omkostningseffektiv måde. Der bør være tilstrækkelig fleksibilitet til at gøre det muligt at integrere denne faktor i produktdesignet og samtidig tage hensyn til tekniske, funktionelle og økonomiske forhold.

(11)

Selv om en bred tilgang til miljømæssige egenskaber er ønskelig, bør en reduktion af drivhusgasemissionerne gennem øget energieffektivitet være et prioriteret miljømål indtil vedtagelsen af en arbejdsplan.

(12)

Det kan være nødvendigt og begrundet at fastsætte særlige kvantitative krav til miljømæssigt design for en række produkter eller miljømæssige aspekter deraf for at sikre, at deres miljøpåvirkning minimeres. I betragtning af det presserende behov for at bidrage til opfyldelsen af forpligtelserne inden for rammerne af Kyoto-protokollen til FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og uden at det berører den integrerede tilgang, der fremmes med dette direktiv, bør foranstaltninger med et stort potentiale for reduktion af drivhusgasemissionerne uden store omkostninger have en vis prioritet. Sådanne foranstaltninger kan også bidrage til en bæredygtig anvendelse af ressourcerne og udgøre et vigtigt bidrag til de tiårsrammeprogrammer om bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug, som der blev opnået enighed om på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i september 2002.

(13)

Niveauet for kravene til miljøvenligt design bør normalt fastlægges på grundlag af tekniske, økonomiske og miljømæssige egenskaber. Fleksible metoder til fastlæggelse af niveauet for kravene kan gøre det lettere hurtigt at opnå bedre miljømæssige egenskaber. De involverede berørte parter bør høres og samarbejde aktivt i denne analyse. Ved fastsættelse af obligatoriske foranstaltninger, kræves det, at de involverede parter er blevet hørt på behørig vis. Ved en sådan høring vil det også fremgå, om der er behov for en gradvis indførelse eller for overgangsforanstaltninger. Ved indførelse af midlertidige mål bliver den førte politik mere forudsigelig, der kan tages hensyn til produktudviklingscyklussen, og det bliver lettere for de berørte parter at planlægge langsigtet.

(14)

Alternative fremgangsmåder som f.eks. selvregulering i industrien bør foretrækkes, hvis de forventes at kunne opfylde de politiske målsætninger hurtigere eller billigere end obligatoriske krav. Det kan være nødvendigt at indføre lovgivningsmæssige foranstaltninger, hvis markedskræfterne ikke udvikler sig i den rigtige retning eller hurtigt nok.

(15)

Selvregulering, herunder frivillige aftaler om ensidige tilsagn fra industriens side, kan fremskynde processen takket være hurtig og omkostningseffektiv gennemførelse og giver mulighed for en fleksibel og hensigtsmæssig tilpasning til de teknologiske muligheder og markedsforholdene.

(16)

Kapitel 6 i Kommissionens meddelelse »Miljøaftaler på fællesskabsplan i tilknytning til handlingsplanen om bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer« kan give nyttig vejledning ved vurdering af industriens selvregulering i forbindelse med dette direktiv.

(17)

Dette direktiv bør ligeledes fremme integrationen af miljøvenligt design i små og mellemstore virksomheder og meget små virksomheder. En sådan integration kan lettes ved udbredt tilgængelighed af og let adgang til information vedrørende deres produkters bæredygtighed.

(18)

Energiforbrugende produkter, der opfylder de krav til miljøvenligt design, der er fastsat i gennemførelsesbestemmelserne til dette direktiv, bør forsynes med CE-mærkning og oplysninger i tilknytning dertil, så de kan markedsføres på det indre marked og omsættes frit. En streng håndhævelse af gennemførelsesbestemmelserne er nødvendig for at begrænse de regulerede energiforbrugende produkters indvirkning på miljøet og sikre fair konkurrence.

(19)

Når Kommissionen udarbejder gennemførelsesforanstaltningerne og arbejdsplanen, bør den høre både medlemsstaternes repræsentanter og berørte parter i forhold til den pågældende produktgruppe, såsom industrien, herunder små og mellemstore virksomheder og håndværksvirksomheder, faglige organisationer, handlende, detailhandlere, importører, miljøorganisationer og forbrugerorganisationer.

(20)

Når Kommissionen udarbejder gennemførelsesforanstaltninger, bør den også tage behørigt hensyn til gældende national miljølovgivning, særlig vedrørende giftige stoffer, som medlemsstaterne mener bør bevares, uden derved at begrænse de gældende og berettigede beskyttelsesniveauer i medlemsstaterne.

(21)

Der bør tages hensyn til de moduler og regler, der er fastsat med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering, jf. Rådets afgørelse 93/465/EØF af 22. juli 1993 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering og regler om anbringelse og anvendelse af CE-overensstemmelsesmærkningen (4).

(22)

Tilsynsmyndighederne bør udveksle oplysninger om de påtænkte foranstaltninger på dette direktivs område med henblik på at forbedre markedsovervågningen. I dette samarbejde bør der gøres størst mulig brug af elektroniske kommunikationsmidler og de relevante fællesskabsprogrammer. Udveksling af information om et produkts miljømæssige egenskaber i hele dets livscyklus og om de opnåede resultater ved designløsninger bør ligeledes fremmes. Indsamling og formidling af al den viden, der fremkommer ved producenternes indsats i forhold til miljøvenligt design, er et af de vigtigste eksempler på den merværdi, der tilføres med nærværende direktiv.

(23)

Med hensyn til uddannelse og information vedrørende miljøvenligt design for små og mellemstore virksomheder kan det være hensigtsmæssigt at overveje tilknyttede aktiviteter.

(24)

Det gavner det indre marked, hvis der findes standarder, der er harmoniseret på fællesskabsplan. Når referencen til en sådan standard er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, bør overensstemmelse med denne danne grundlag for en formodning om, at de tilsvarende krav i den gennemførelsesforanstaltning, der er vedtaget på grundlag af dette direktiv, er opfyldt, men andre midler til at påvise en sådan overensstemmelse bør også tillades.

(25)

Et af hovedformålene med harmoniserede standarder bør være at bistå producenterne med at anvende de gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør af dette direktiv. Sådanne standarder kan være afgørende for fastlæggelsen af måle- og prøvningsmetoder. I tilfælde af generiske krav til miljøvenligt design kan harmoniserede standarder i betydelig grad bidrage til at vejlede producenterne i at fastlægge deres produkters miljøprofil i overensstemmelse med kravene i den gældende gennemførelsesforanstaltning. Disse standarder bør klart angive forholdet mellem deres bestemmelser og de omhandlede krav. Formålet med harmoniserede standarder skal ikke være at fastsætte grænser for miljømæssige aspekter.

(26)

For så vidt angår de definitioner, der anvendes i dette direktiv, er det nyttigt at henvise til internationale standarder som f.eks. ISO 14040.

(27)

Dette direktiv er i overensstemmelse med visse principper for gennemførelse af den nye metode som fastsat i Rådets resolution af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder (5) og for henvisninger til harmoniserede europæiske standarder. I Rådets resolution af 28. oktober 1999 om standardiseringens rolle i Europa (6) blev det anbefalet, at Kommissionen skulle undersøge, om principperne i »ny metode« kunne udvides til sektorer, der endnu ikke var omfattet, som et middel til om muligt at forbedre og forenkle lovgivningen.

(28)

Dette direktiv supplerer gældende fællesskabsretsakter som f.eks. Rådets direktiv 92/75/EØF af 22. september 1992 om angivelse af husholdningsapparaters energi- og ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede vareoplysninger (7), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke (8), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2422/2001 af 6. november 2001 om et fællesskabsprogram for energieffektivitetsmærkning af kontorudstyr (9), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF af 27. januar 2003 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (11) og Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976 om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (12). Synergierne mellem dette direktiv og de nuværende fællesskabsinstrumenter skal bidrage til at forøge deres respektive virkninger og til at opbygge sammenhængende krav, som producenterne skal opfylde.

(29)

Da Rådets direktiv 92/42/EØF af 21. maj 1992 om krav til virkningsgrad i nye varmtvandskedler, der anvender flydende eller luftformigt brændsel (13), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/57/EF af 3. september 1996 om energieffektivitetskrav til elektriske køleskabe, dybfrysere og kombinationsskabe til husholdningsbrug (14) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/55/EF af 18. september 2000 om energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning (15) allerede indeholder bestemmelser om revision af energieffektivitetskravene, bør de integreres i nærværende rammer.

(30)

Direktiv 92/42/EØF indeholder bestemmelser om stjernemærkning til angivelse af kedlers energimæssige ydeevne. Da medlemsstaterne og branchen er enige om, at stjernemærkningsordningen ikke har givet de forventede resultater, bør direktiv 92/42/EØF ændres for at bane vej for mere effektive ordninger.

(31)

I stedet for kravene i Rådets direktiv 78/170/EØF af 13. februar 1978 om ydelsen i varmeproducerende anlæg, der anvendes til rumopvarmning og produktion af varmt vand i nye eller allerede eksisterende ikke-industrielle bygninger, samt om isolering af fordelingen af varme og varmt brugsvand i ikke-industrielt nybyggeri (16) gælder nu bestemmelserne i direktiv 92/42/EØF, Rådets direktiv 90/396/EØF af 29. juni 1990 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om gasapparater (17) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/91/EF af 16. december 2002 om bygningers energimæssige ydeevne (18). Direktiv 78/170/EØF bør derfor ophæves.

(32)

Ved Rådets direktiv 86/594/EØF af 1. december 1986 om luftbåren støj fra husholdningsapparater (19) fastsættes betingelserne for, at medlemsstaterne kan kræve offentliggørelse af oplysninger om den støj, som sådanne apparater afgiver, og en procedure for bestemmelse af støjniveauet. Af harmoniseringshensyn bør støjafgivelsen indgå i en integreret vurdering af miljømæssige egenskaber. Da dette direktiv indeholder bestemmelser om en sådan integreret tilgang, bør direktiv 86/594/EØF ophæves.

(33)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (20).

(34)

Medlemsstaterne bør fastsætte, hvilke sanktioner der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale bestemmelser, der vedtages i henhold til dette direktiv. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(35)

Det bør erindres, at det i pkt. 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (21) hedder, at »Rådet tilskynder medlemsstaterne til, både i egen og Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem direktiverne og gennemførelsesforanstaltningerne«.

(36)

Målet for denne foranstaltning, nemlig at sikre, at det indre marked fungerer gennem krav om, at produkter skal være tilstrækkeligt miljøvenlige, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af dets omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —

1)

»energiforbrugende produkt«: et produkt, der, når det først er markedsført og/eller taget i brug, er afhængigt af energitilførsel (elektricitet, fossilt brændstof og vedvarende energikilder) for at kunne fungere efter hensigten, eller et produkt til frembringelse, overførsel og måling af sådan energi, herunder dele, der er afhængige af energitilførsel og er beregnet til at indgå i et energiforbrugende produkt omfattet af dette direktiv, som markedsføres og/eller ibrugtages som særskilte dele til slutbrugere, og hvis miljømæssige egenskaber kan vurderes selvstændigt

2)

»komponenter og delkomponenter«: dele, der er beregnet til at indgå i energiforbrugende produkter, og som ikke markedsføres og/eller ibrugtages som særskilte dele til slutbrugere, eller hvis miljømæssige egenskaber ikke kan vurderes selvstændigt

3)

»gennemførelsesforanstaltninger«: foranstaltninger vedtaget i medfør af dette direktiv, hvori der fastlægges krav til miljøvenligt design af bestemte energiforbrugende produkter eller for miljømæssige aspekter deraf

4)

»markedsføring«: den første gang et energiforbrugende produkt gøres tilgængeligt på Fællesskabets marked med henblik på distribution eller anvendelse i Fællesskabet enten mod betaling eller gratis og uanset salgsmetode

5)

»ibrugtagning«: en slutbrugers første anvendelse i Fællesskabet af et energiforbrugende produkt i overensstemmelse med dets formål

6)

»producent«: enhver fysisk eller juridisk person, der producerer energiforbrugende produkter, der er omfattet af dette direktiv, og som er ansvarlig for de energiforbrugende produkters overensstemmelse med dette direktiv, med henblik på deres markedsføring og/eller ibrugtagning under producentens eget navn eller varemærke eller med henblik på producentens egen anvendelse. Hvis der ikke er en producent som defineret i første punktum, anses enhver fysisk eller juridisk person, der markedsfører og/eller ibrugtager energiforbrugende produkter i henhold til dette direktiv, som producent

7)

»repræsentant«: enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Fællesskabet, og som har fået skriftligt mandat fra producenten til i dennes navn at opfylde alle eller en del af de forpligtelser og formaliteter, der er fastsat i dette direktiv

8)

»materialer«: alle materialer, der anvendes i løbet af et energiforbrugende produkts livscyklus

9)

»produktdesign«: den række processer, hvorved de retlige, tekniske, sikkerhedsmæssige, funktionelle, markedsmæssige eller øvrige krav, som et energiforbrugende produkt skal opfylde, omsættes til den tekniske specifikation for det pågældende energiforbrugende produkt

10)

»miljøaspekt«: et element eller en funktion ved et energiforbrugende produkt, der kan indgå i et samspil med miljøet i løbet af dets livscyklus

11)

»miljøpåvirkning«: enhver ændring af miljøet, der helt eller delvis skyldes et energiforbrugende produkt i løbet af dets livscyklus

12)

»livscyklus«: et energiforbrugende produkts fortløbende og indbyrdes forbundne faser fra dets anvendelse som råmateriale til endelig bortskaffelse

13)

»genbrug«: enhver proces, hvorved energiforbrugende produkter eller komponenter herfra, når de er udtjent, fortsat anvendes til samme formål, som de blev fremstillet til, herunder fortsat anvendelse af energiforbrugende produkter, som er afleveret til indsamlingssteder, distributører, genvindingsvirksomheder eller producenter, samt genbrug af energiforbrugende produkter efter renovering

14)

»genvinding«: oparbejdning i en produktionsproces af affaldsmaterialer til deres oprindelige formål eller andre formål bortset fra energiudnyttelse

15)

»energiudnyttelse«: anvendelse af brændbart affald som et middel til energifremstilling gennem direkte forbrænding med eller uden andet affald, men med udnyttelse af varmen

16)

»nyttiggørelse«: en af de processer, der er omhandlet i bilag II B til Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (22)

17)

»affald«: ethvert stof eller enhver genstand, der henhører under en af kategorierne i bilag I til direktiv 75/442/EØF, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med

18)

»farligt affald«: alt affald, der er omfattet af artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (23)

19)

»miljøprofil«: en beskrivelse i overensstemmelse med den gennemførelsesforanstaltning, der er gældende for det energiforbrugende produkt, af den udveksling med omgivelserne (såsom materialer, emissioner og affald), der er forbundet med det energiforbrugende produkt i hele dets livscyklus, og som er af betydning for dets miljøpåvirkning og udtrykkes i fysiske mængder, der kan måles

20)

»et energiforbrugende produkts miljømæssige egenskaber«: resultaterne af producentens håndtering af det energiforbrugende produkts miljøaspekter, som afspejlet i dets tekniske dokumentationssæt

21)

»forbedring af de miljømæssige egenskaber«: forbedring af et energiforbrugende produkts miljømæssige egenskaber i løbet af en række produktgenerationer, men ikke nødvendigvis af alle produktets miljøaspekter samtidig

22)

»miljøvenligt design«: integration af miljøaspekter i produktdesignet med henblik på at forbedre det energiforbrugende produkts miljømæssige egenskaber i hele dets livscyklus

23)

»krav til miljøvenligt design«: ethvert krav i tilknytning til et energiforbrugende produkt eller til designet af et energiforbrugende produkt, der har til formål at forbedre dets miljømæssige egenskaber, eller ethvert krav om levering af oplysninger om et energiforbrugende produkts miljøaspekter

24)

»generisk krav til miljøvenligt design«: ethvert krav til miljøvenligt design, der er baseret på et energiforbrugende produkts miljøprofil som helhed uden fastsatte grænseværdier for enkelte miljøaspekter

25)

»specifikt krav til miljøvenligt design«: et kvantitativt og måleligt krav til miljøvenligt design vedrørende et bestemt miljøaspekt af et energiforbrugende produkt, f.eks. energiforbrug under anvendelse beregnet på grundlag af en given output-effekt

26)

»harmoniseret standard«: en teknisk specifikation vedtaget af et anerkendt standardiseringsorgan i henhold til et mandat fra Kommissionen efter procedurerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (24) af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter med det formål at fastlægge et europæisk krav, som det ikke er obligatorisk at opfylde.

i)

at foretage relevante kontrolundersøgelser af de energiforbrugende produkters overensstemmelse i et passende omfang og at påbyde producenter eller deres repræsentanter at fjerne ikke-overensstemmende energiforbrugende produkter fra markedet i henhold til artikel 6

ii)

at kræve forelæggelse af alle nødvendige oplysninger fra de berørte parter, som præciseret i gennemførelsesbestemmelserne

iii)

at udtage prøver af produkterne og underkaste dem overensstemmelseskontrol.

a)

om oplysningerne kan gives ved hjælp af harmoniserede symboler eller anerkendte koder eller andre foranstaltninger

b)

hvilken type bruger det energiforbrugende produkt henvender sig til, og hvilken type oplysninger der skal stilles til rådighed.

a)

manglende opfyldelse af kravene i den for produktet gældende gennemførelsesforanstaltning

b)

ukorrekt anvendelse af harmoniserede standarder som omhandlet i artikel 9, stk. 2

c)

mangler ved harmoniserede standarder som omhandlet i artikel 9, stk. 2.

a)

salget af og handelen med det energiforbrugende produkt skal overstige 200 000 enheder pr. år i Fællesskabet i henhold til de seneste tilgængelige tal

b)

det energiforbrugende produkt skal under hensyn til de mængder, der markedsføres og/eller ibrugtages, have en væsentlig miljøpåvirkning i Fællesskabet, jf. Fællesskabets strategiske prioriteter i afgørelse nr. 1600/2002/EF

c)

det energiforbrugende produkt skal have et betydeligt potentiale med hensyn til at mindske dets miljøpåvirkning, uden at det medfører urimelige omkostninger. Ved vurderingen af, om dette kriterium er opfyldt, anvendes følgende parametre:

a)

Fællesskabets prioriteter på miljøområdet som f.eks. fastsat i afgørelse nr. 1600/2002/EF eller i Kommissionens europæiske klimaændringsprogram (ECCP)

b)

relevant selvregulering som f.eks. frivillige aftaler eller andre foranstaltninger, der træffes af industrien.

a)

tage hensyn til det energiforbrugende produkts livscyklus

b)

gennemføre en vurdering, der omhandler påvirkningerne af miljøet, forbrugerne og producenterne, herunder små og mellemstore virksomheder, med hensyn til konkurrenceevne, innovation, markedsadgang og cost-benefit

c)

tage hensyn til gældende national miljølovgivning, som medlemsstaterne finder relevant

d)

gennemføre en relevant høring af interessenterne

e)

udarbejde en begrundelse for udkastet til gennemførelsesforanstaltning på grundlag af den i litra b) nævnte vurdering

f)

fastsætte gennemførelsesdato(er) og eventuelle indfasnings- eller overgangsforanstaltninger eller -perioder, navnlig under hensyntagen til de mulige konsekvenser for små og mellemstore virksomheder eller for særlige produktgrupper, der fremstilles af især små og mellemstore virksomheder.

a)

der må ikke være nogen væsentlig negativ indvirkning på produktets brugsegenskaber set fra brugerens synspunkt

b)

der må ikke være nogen negativ indvirkning på sundhed, sikkerhed og miljø

c)

der må ikke være væsentlige negative konsekvenser for forbrugerne, navnlig hvad angår produktets pris og livscyklusomkostninger

d)

der må ikke være væsentlige negative konsekvenser for producenternes konkurrenceevne, heller ikke på markeder uden for Fællesskabet

e)

i princippet må fastlæggelsen af et krav til miljøvenligt design ikke have til følge, at det pålægges producenterne at anvende en teknologi, der er omfattet af en industriel ejendomsret

f)

producenterne må ikke pålægges en uforholdsmæssig stor administrativ byrde.

1)

Artikel 6 udgår.

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 10a

Dette direktiv udgør en gennemførelsesforanstaltning i henhold til artikel 12 i direktiv 2005/…/EF af … om … (27)  (28), med hensyn til energieffektivitet under anvendelse i overensstemmelse med det nævnte direktiv og kan ændres eller ophæves i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, i direktiv 2005/…/EF (28).

3)

Bilag I, punkt 2, udgår.

4)

Bilag II udgår.