23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/1

DOMSTOLENS DOM

(Anden Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-304/01, Kongeriget Spanien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1)

(Fælles fiskeripolitik - forordning (EF) nr. 1162/2001 - genopbygning af kulmulebestanden - kontrol af fiskerfartøjers aktiviteter - valg af retsgrundlag - princippet om forbud mod forskelsbehandling - begrundelsespligt)

(2004/C 262/01)

Processprog: spansk

I sag C-304/01, Kongeriget Spanien (befuldmægtiget: N. Díaz Abad) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: T. van Rijn og S. Pardo Quintillán), har Domstolen (Anden Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), og dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet, J.N. Cunha Rodrigues og N. Colneric, generaladvokat: J. Kokott, justitssekretær: ekspeditionssekretær Múgica Arzamendi, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

2)	Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

(1) EFT C 289 af 13.10.2001.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/1

DOMSTOLENS DOM

(Anden Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-332/01, Den Hellenske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1)

(EUGFL - regnskabsafslutning - regnskabsårene 1996 til 1999 - beslutning 2001/557/EF - bomuld, olivenolie, tørrede druer, fåre- og gedekød)

(2004/C 262/02)

Processprog: græsk

I sag C-332/01, angående et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF, anlagt den 3. september 2001, Den Hellenske Republik (befuldmægtigede: V. Kontolaimos og I. Chalkias) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: M. Condou-Durande), har Domstolen (Anden Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne J.-P. Puissochet, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), R. Schintgen og N. Colneric; generaladvokat: F.G. Jacobs; justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

2)	Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.

(1) EFT C 317 af 10.11.2001.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/2

DOMSTOLENS DOM

(Store Afdeling)

af 7. september 2004

i sag C-127/02, Landelijke Vereniging tot Behoud van de Waddenzee, Nederlandse Vereniging tot Bescherming van Vogels mod Staatssecretaris van Landbouw, Natuurbeheer en Visserij (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State) (1)

(Direktiv 92/43/EØF - bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter - begreberne »plan« eller »projekt« - vurdering af visse planers eller projekters indvirkning på en beskyttet lokalitet)

(2004/C 262/03)

Processprog: nederlandsk

I sag C-127/02, angående anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Raad van State (Nederlandene) ved afgørelse af 27. marts 2002, indgået til Domstolen den 8. april 2002, i sagen Landelijke Vereniging tot Behoud van de Waddenzee, Nederlandse Vereniging tot Bescherming van Vogels mod Staatssecretaris van Landbouw, Natuurbeheer en Visserij, har Domstolen (Store Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann (refererende dommer), J.-P. Puissochet og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne R. Schintgen, S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta; generaladvokat: J. Kokott; justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet, den 7. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Mekanisk fiskeri efter hjertemuslinger, som har været udøvet i mange år, men som der gives tilladelse til hvert år for en begrænset periode, hvorved der hver gang på ny tages stilling dels til muligheden for at udøve denne aktivitet, dels til den lokalitet, hvor aktiviteten kan udøves, er omfattet af begreberne »plan« eller »projekt« i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

Artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 indfører en fremgangsmåde, der ved hjælp af en forudgående kontrol skal sikre, at en plan eller et projekt, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendig for den pågældende lokalitets forvaltning, men kan påvirke lokaliteten væsentligt, kun tillades, for så vidt som den/det ikke skader lokalitetens integritet, mens direktivets artikel 6, stk. 2, fastsætter en forpligtelse til generel beskyttelse, der består i at undgå forringelse samt forstyrrelser, der kan få væsentlige virkninger med hensyn til direktivets målsætninger, og kan ikke anvendes samtidigt med artiklens stk. 3.

Artikel 6, stk. 3, første punktum, i direktiv 92/43 skal fortolkes således, at alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne lokalitet, såfremt det på baggrund af objektive kriterier ikke kan udelukkes, at planen eller projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke den pågældende lokalitet væsentligt.

Det følger af artikel 6, stk. 3, første punktum, i direktiv 92/43, at når en plan eller et projekt, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendig for en lokalitets forvaltning, risikerer at skade bevaringsmålsætningen for lokaliteten, skal planen eller projektet anses for at kunne påvirke denne lokalitet væsentligt. Bedømmelsen af den nævnte risiko skal foretages i lyset af den i en sådan plan eller et sådant projekt omhandlet lokalitets særlige kendetegn og miljømæssige vilkår.

En vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 af en plan eller et projekts virkninger på den omhandlede lokalitet indebærer, at alle de aspekter af en plan eller projekt, som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke bevaringsmålsætningen for lokaliteten, skal identificeres før godkendelsen heraf under hensyn til den bedste videnskabelige viden på området. De kompetente nationale myndigheder giver kun tilladelse til en aktivitet som mekanisk fiskeri efter hjertemuslinger på betingelse af, at de, ud fra konklusionen på vurderingen af denne aktivitets virkninger på den omhandlede lokalitet under hensyn til bevaringsmålsætningen for denne, har opnået vished for, at aktiviteten ikke har skadelige virkninger for den pågældende lokalitets integritet. Det forholder sig således, når det ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl kan fastslås, at der ikke er sådanne virkninger.

En national ret kan, når den skal tage stilling til lovligheden af en tilladelse til en plan eller et projekt i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43 efterprøve, om de grænser, der er fastsat i denne bestemmelse for de kompetente nationale myndigheders skøn, er blevet overholdt, selv om bestemmelsen ikke er blevet gennemført i den pågældende medlemsstats lovgivning til trods for udløbet af den herfor fastsatte frist.

(1) EFT C 16 af 29.6.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/3

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 9. september 2004

i de forenede sager C-184/02 og C-223/02, Kongeriget Spanien og Republikken Finland mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union (1)

(Direktiv 2002/15/EF - tilrettelæggelse af arbejdstiden for vejtransportsektoren - selvstændige chauffører - retsgrundlag - retten til fri erhvervsudøvelse - ligebehandlingsprincippet - forholdsmæssighed - begrundelsespligt)

(2004/C 262/04)

Processprog: spansk og finsk

I de forenede sager C-184/02 og C-223/02, angående to annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF, anlagt den 16. maj og 12. juni 2002, Kongeriget Spanien (befuldmægtiget: først R. Silva de Lapuerta, derefter N. Díaz Abad), i sag C-184/02, og Republikken Finland (befuldmægtiget: T. Pynnä), i sag C-223/02, mod Europa-Parlamentet (befuldmægtigede: M. Gómez-Leal og C. Pennera (sag C-184/02) samt ved H. von Hertzen og G. Ricci (sag C-223/02)) og Rådet for Den Europæiske Union (befuldmægtigede: A. Lopes Sabino og G.-L. Ramos Ruano (sag C-184/02) samt ved A. Lopes Sabino og H. Erno (sag C-223/02)), støttet af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: F. Castillo de la Torre og W. Wils (sag C-184/02) samt ved M. Huttunen og W. Wils (sag C-223/02)), har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. Rosas, S. von Bahr, K. Lenaerts (refererende dommer) og K. Schiemann; generaladvokat: C. Stix-Hackl; justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Múgica Arzamendi, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Kongeriget Spanien og Republikken Finland bærer deres egne omkostninger og betaler Parlamentets og Rådets omkostninger.

3)	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egne omkostninger.

(1) EFT C 169 af 13.7.2002.

EFT C 202 af 24.8.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/3

DOMSTOLENS DOM

(Anden Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-195/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien (1)

(Traktatbrud - direktiv 91/439/EØF - kørekort - gensidig anerkendelse - obligatorisk registrering eller ombytning af kørekort - betingelser for fornyelse af kørekort, som er udstedt før direktivets gennemførelse)

(2004/C 262/05)

Processprog: spansk

I sag C-195/02, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 27. maj 2002, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: F. Castillo de la Torre og W. Wils) mod Kongeriget Spanien (befuldmægtiget: N. Díaz Abad), støtte af: støttet af: Kongeriget Nederlandene (befuldmægtigede: H.G. Sevenster og S. Terstal), og af: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (befuldmægtiget: P. Ormund, bistået af barrister A. Roberston), har Domstolen (Anden Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne J.-P. Puissochet, R. Schintgen (refererende dommer), F. Macken og N. Colneric; generaladvokat: P. Léger; justitssekretær: ekspeditionssekretær Múgica Arzamendi, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 1, stk. 2, artikel 7, stk. 1, litra a), og bilag I, punkt 4, i Rådets direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort, som ændret ved Rådets direktiv 96/47/EF af 23. juli 1996, idet det har udstedt artikel 22-24, artikel 25, stk. 2, og den syvende overgangsbestemmelse i bekendtgørelse om førere af køretøjer.

2)	Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

3)	Kongeriget Nederlandene og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland bærer deres egne omkostninger.

(1) EFT C 191 af 10.8.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/4

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-292/02, Meiland Azewijn BV mod Hauptzollamt Duisburg (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Düsseldorf) (1)

(Punktafgifter - mineralolier, der anvendes til landbrugsarbejde - direktiv 92/81/EØF - artikel 8a - mærkning i den medlemsstat, hvor der sker overgang til frit forbrug - forbud mod mærkning i anvendelsesmedlemsstaten - direktiv 95/60/EF)

(2004/C 262/06)

Processprog: tysk

I sag C-292/02, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Finanzgericht Düsseldorf (Tyskland) ved beslutning af 6. august 2002, indgået til Domstolen den 13. august 2002, i sagen Meiland Azewijn BV mod Hauptzollamt Duisburg, har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af formanden for Første Afdeling, P. Jann, og dommerne s. von Bahr (refererende dommer) og R. Silva de Lapuerta; generaladvokat: F.G. Jacobs; justitssekretær: ekspeditionssekretær Mugica Azarmendi, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 8a, stk. 1, i Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier, som ændret ved Rådets direktiv 94/74/EF af 22. december 1994, skal forstås således, at den forbyder medlemsstaterne at pålægge mineralolie — uanset om den er mærket eller ej — der befinder sig i normaltanken på et erhvervskøretøj, såsom en landbrugsmaskine, og som anvendes som brændstof ikke alene til fremdrift af køretøjet, men også til andre formål, såsom landbrugsarbejde, afgift, når denne mineralolie er lovligt overgået til frit forbrug i en anden medlemsstat.

2)	Forbuddet i artikel 8a, stk. 1, i direktiv 92/81, med senere ændringer, kan påberåbes af borgerne for de nationale domstole med henblik på at modsætte sig nationale bestemmelser, der er uforenelige med dette forbud.

(1) EFT C 261 af 26.10.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/4

DOMSTOLENS DOM

(Store Afdeling)

af 7. september 2004

i sag C-319/02, Petri Manninen (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein Hallinto-Oikeus) (1)

(Indkomstskat - godtgørelse for selskabsskat med hensyn til udbytte udloddet af finske selskaber - artikel 56 EF og 58 EF - sammenhængen inden for beskatningsordningen)

(2004/C 262/07)

Processprog: finsk

I sag C-319/02, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Korkein hallinto-oikeus (Finland), ved afgørelse af 10. september 2002, indgået til Domstolen den 12. september 2002, i en sag anlagt af Petri Manninen, har Domstolen (Store Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann, J.-P. Puissochet og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr og K. Lenaerts (refererende dommer); generaladvokat: J. Kokott; justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett, den 7. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 56 EF og 58 EF er til hinder for retsforskrifter, hvorefter den ret, som en person, der er fuldt skattepligtig i en medlemsstat, har til at modtage godtgørelse for selskabsskat med hensyn til udbytte, som udloddes til vedkommende af aktieselskaber, er udelukket, når disse selskaber ikke er hjemmehørende i denne stat.

(1) EFT C 274 af 9.11.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/5

DOMSTOLENS DOM

(Store Afdeling)

af 7. september 2004

i sag C-346/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Storhertugdømmet Luxembourg (1)

(Forsikringer - tredje skadesforsikringsdirektiv - bonus-malus-ordning)

(2004/C 262/08)

Processprog: fransk

I sag C-346/02, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 30. september 2002, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: C. Tufvesson og J.-F. Pasquier) mod Storhertugdømmet Luxembourg (befuldmægtiget: P. Gramegna, bistået af A. Schmitt), har Domstolen (Store Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), C. Gulmann og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr, R. Silva de Lapuerta og K. Lenaerts; generaladvokat: C. Stix-Hackl; justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein, den 7. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Storhertugdømmet Luxembourg frifindes.

2)	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.

(1) EFT C 289 af 23.11.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/5

DOMSTOLENS DOM

(Store Afdeling)

af 7. september 2004

i sag C-347/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik (1)

(Forsikringer - tredje skadesforsikringsdirektiv - bonus-malus-ordning)

(2004/C 262/09)

Processprog: fransk

I sag C-347/02, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 30. september 2002, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: C. Tufvesson og J.-F. Pasquier) mod Den Franske Republik (befuldmægtigede: G. de Bergues, P. Boussaroque og C. Mercier), har Domstolen (Store Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), C. Gulmann og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr, R. Silva de Lapuerta og K. Lenaerts; generaladvokat: C. Stix-Hackl; justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein, den 7. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Den Franske Republik frifindes.

2)	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.

(1) EFT C 289 af 23.11.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/5

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-375/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik (1)

(Traktatbrud - miljø - affaldshåndtering - losseplads i Castelliri - direktiv 75/442/EØF, som ændret ved direktiv 91/156/EØF - artikel 4 og 8)

(2004/C 262/10)

Processprog: italiensk

I sag C-375/02, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 18. oktober 2002, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: M. Konstantinidis og R. Amorosi) mod Den Italienske Republik (befuldmægtiget: I.M. Braguglia, bistået af M. Fiorilli), har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta (refererende dommer); generaladvokat: L.A. Geelhoed; justitssekretær: R. Grass, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og artikel 8 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF, idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affald deponeret på loassepladsen i Castelliri (Frosinone) (Italien) bliver nyttiggjort eller bortskaffet uden fare for menneskers sundhed og uden at der benyttes fremgangsmåder eller metoder, som kan skade miljøet, og idet den ikke har vedtaget de nødvendige bestemmelser med henblik på, at indehaveren af affald deponeret på denne losseplads overlader affaldet til en privat eller offentlig indsamler eller til et selskab, der foretager de operationer, som er omhandlet i bilag II A eller II B til direktivet, eller selv sørger for at nyttiggøre eller bortskaffe affaldet.

2)	Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.

(1) EFT C 305 af 7.12.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/6

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-383/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik (1)

(Traktatbrud - miljø - affaldshåndtering - lossepladser i Rodano - direktiv 75/442/EØF om affald ændret ved direktiv 91/456/EØF - artikel 4 og 8)

(2004/C 262/11)

Processprog: italiensk

I sag C-383/02, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 24. oktober 2002, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: M. Konstantinidis og R. Amorosi) mod Den Italienske Republik (befuldmægtigede: I.M. Braguglia, bistået af M. Fiorilli), har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og artikel 8 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF, idet den ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at affald deponeret på lossepladserne i Rodano (Milano) bliver nyttiggjort eller bortskaffet uden fare for menneskers sundhed og uden at benytte fremgangsmåder eller metoder, som kan skade miljøet, og idet den ikke har vedtaget de nødvendige bestemmelser med henblik på, at indehaveren af affald deponeret på denne losseplads overlader affaldet til en privat eller offentlig indsamler eller til et selskab, der foretager de operationer, som er omhandlet i bilag II A eller II B til direktivet, eller sørger for at nyttiggøre eller bortskaffe affaldet.

2)	Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.

(1) EFT C 305 af 7.12.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/6

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-397/02, Clinique La Ramée ASBL, Winterthur Europe Assurance SA mod Jean-Pierre Riehl, Rådet for Den Europæiske Union (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d'Appel de Bruxelles) (1)

(Tjenestemænd - social sikring - Fællesskabernes indtræden i de rettigheder, en tjenestemand har, mod en tredjemand, der er ansvarlig for en skadegørende handling)

(2004/C 262/12)

Processprog: fransk

I sag C-397/02, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse, som Cour d'Appel de Bruxelles (Belgien) i medfør af artikel 234 EF ved afgørelse af 6. november 2002, registreret den 11. november 2002, har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Clinique La Ramée ASBL, Winterthur Europe Assurance SA mod Jean-Pierre Riehl, Rådet for Den Europæiske Union, at opnå en præjudiciel afgørelse, har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, P. Jann (refererende dommer), og dommerne A. Rosas, S. von Bahr, R. Silva de Lapuerta og K. Lenaerts, generaladvokat: P. Léger, justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Múgica Arzamendi, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 85a i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen, som ændret ved Rådets forordning (EKSF, EØF, Euratom) nr. 2799/85 af 27. september 1985, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke giver Fællesskaberne ret til at kræve, at en tredjemand, som er ansvarlig for en tjenestemands død, erstatter den efterladtepension i sin helhed, som den efterladte ægtefælle har fået udbetalt, i henhold til vedtægtens artikel 79 og 79a, når det i de bestemmelser, som finder anvendelse på erstatningskravet, er fastsat, at retten til efterladtepension er uafhængig af forpligtelsen for den, der har begået en uretmæssig handling, til at erstatte den herved lidte skade fuldt ud, og når den skade, den efterladte ægtefælle har lidt som følge af tabet af den afdøde ægtefælles indtægter, er mindre end det beløb, denne har fået udbetalt i efterladtepension.

(1) EFT C 7 af 11.1.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/7

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-417/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske Republik (1)

(Traktatbrud - direktiv 85/384/EØF - anerkendelse af arkitekters eksamensbeviser - procedure for registrering ved Grækenlands teknikerforening (Technico Epimelitirio Elladas) - forpligtelse til at fremlægge en attest, som godtgør, at et kvalifikationsbevis er omfattet af ordningen for gensidig anerkendelse)

(2004/C 262/13)

Processprog: græsk

I sag C-417/02, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF anlagt den 19. september 2002, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: M. Patakia) mod Den Hellenske Republik (befuldmægtiget: E. Skandalou), har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, samt dommerne A. Rosas, S. von Bahr, K. Lenaerts og K. Schiemann (refererende dommer); generaladvokat: J. Kokott; justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlet, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 85/384/EØF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, idet den har udstedt og opretholdt artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/1993 af 22. marts 1993, og idet den tillader, at Techniko Epimelitirio Elladas (den græske teknikerforening), hvor arkitekter skal være registreret for at kunne udøve erhvervet som arkitekt i Grækenland, behandler ansøgninger fra og foretager registrering af fællesskabsstatsborgere, som er indehavere af udenlandske eksamensbeviser, der skal anerkendes i henhold til direktivet, med betydelige forsinkelser.

2)	Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.

(1) EFT C 19 af 25.1.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/7

DOMSTOLENS DOM

(Store Afdeling)

af 7. september 2004

i sag C-456/02, Michel Trojani mod Centre public d'aide sociale de Bruxelles (CPAS) (1)

(Fri bevægelighed for personer - unionsborgerskab - opholdsret - direktiv 90/364/EØF - begrænsninger og betingelser - person, der arbejder i et herberg mod naturalydelser - ret til sociale forsorgsydelser)

(2004/C 262/14)

Processprog: fransk

I sag C-456/02, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Tribunal du travail de Bruxelles (Belgien) ved afgørelse af 21. november 2002, indgået til Domstolen den 18. december 2002, i sagen Michel Trojani mod Centre public d'aide sociale de Bruxelles (CPAS), har Domstolen (Store Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann, J.-P. Puissochet og J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) samt dommerne R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric, S. von Bahr og K. Lenaerts; generaladvokat: L.A. Geelhoed; justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Múgica Arzamendi, den 7. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

En person, der befinder sig i en situation som sagsøgeren i hovedsagens, er dels ikke omfattet af artikel 43 EF og 49 EF, kan dels kun påberåbe sig en opholdsret som arbejdstager i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 39 EF, såfremt den lønnede beskæftigelse, som vedkommende udøver, er af reel og faktisk karakter. Det tilkommer den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvning af de faktiske omstændigheder for at vurdere, om dette er tilfældet i den sag, der er indbragt for den.

En unionsborger, der i værtsmedlemsstaten ikke har en ret til ophold i medfør af artikel 39 EF, 43 EF eller 49 EF, kan alene i sin egenskab af unionsborger have en ret til ophold dér direkte i medfør af artikel 18, stk. 1, EF. Udøvelsen af denne ret er underlagt de begrænsninger og betingelser, der er omhandlet i denne bestemmelse, men myndighederne skal drage omsorg for, at anvendelsen af disse begrænsninger og betingelser sker under overholdelse af fællesskabsrettens almindelige principper, og navnlig proportionalitetsprincippet. Når det først er efterprøvet, om en person, der befinder sig i en situation som sagsøgeren i hovedsagens, har en opholdstilladelse, kan denne person imidlertid påberåbe sig artikel 12 EF for at få en social forsorgsydelse såsom »minimex«.

(1) EFT C 44 af 22.2.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/8

DOMSTOLENS DOM

(Anden Afdeling)

af 7. september 2004

i sag C-469/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien (1)

(Traktatbrud - orlovsydelser - bopælskrav - indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet - artikel 39 EF - artikel 7 i forordning (EØF) nr. 1612/68 - artikel 73 i forordning (EØF) nr. 1408/71)

(2004/C 262/15)

Processprog: fransk

I sag C-469/02, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 23. december 2002 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: H. Michard) mod Kongeriget Belgien (befuldmægtigede: først A. Snoecx, herefter E. Dominkovits), har Domstolen (Anden Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), og dommerne J.P. Puissochet, J.N. Cunha Rodrigues, R. Schintgen og N. Colneric; generaladvokat: M. Poiares Maduro; justitssekretær: R. Grass, den 7. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Kongeriget Belgien har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i henhold til artikel 39 EF, artikel 7 i Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet og artikel 73 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, idet det underlægger udbetalingen af orlovsydelser, der er fastsat i den nationale lovgivning, en betingelse om, at den berørte har sædvanligt ophold eller bopæl i Belgien.

2)	Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 44 af 22.2.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/8

DOMSTOLENS DOM

(Anden Afdeling)

af 7. september 2004

i sag C-1/03, straffesag mod Paul Van de Walle m.fl. og Texaco Belgium SA (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d'appel de Bruxelles) (1)

(Miljø - affald - direktiv 75/442/EØF og 91/156/EØF - begreberne »affald«, »producent af affald« og »indehaver af affald« - jord, hvori der er udsivet kulbrinter fra en utæthed - selvstændig drift af en tankstation, som tilhører et olieselskab)

(2004/C 262/16)

Processprog: fransk

I sag C-1/03, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Cour d'appel de Bruxelles (Belgien), ved dom af 3. december 2002, registreret på Domstolen den 3. januar 2003, i den for denne ret verserende straffesag mod Paul Van de Walle, Daniel Laurent, Thierry Mersch og Texaco Belgium SA, procesdeltager: Région de Bruxelles-Capitale, har Domstolen (Anden Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, og dommerne J.-P. Puissochet (refererende dommer), R. Schintgen, F. Macken og N. Colneric; generaladvokat: J. Kokott; justitssekretær: R. Grass, den 7. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Kulbrinter, der er spildt ved et uheld og er skyld i en forurening af jord og grundvand, er affald som omhandlet i artikel 1, litra a), i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991. Det samme gælder den jord, der er forurenet med kulbrinterne, også når den forurenede jord ikke er blevet udgravet. Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende kan det olieselskab, der forsyner tankstationen, kun anses for indehaver af affaldet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra c), i direktiv 75/442, hvis den udsivning fra tankstationens opbevaringstanke, der er skyld i affaldet, skyldes selskabets adfærd.

(1) EFT C 44 af 22.2.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/9

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-70/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien (1)

(Traktatbrud - direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - fortolkningsregler - lovvalgsregler)

(2004/C 262/17)

Processprog: spansk

I sag C-70/03, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 17. februar 2003, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: I. Martínez del Peral og M. França) mod Kongeriget Spanien (befuldmægtiget: L. Fraguas Gadea), har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, P. Jann (refererende dommer), og dommerne A. Rosas og R. Silva de Lapuerta; generaladvokat: L.A. Geelhoed; justitssekretær: R. Grass, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, idet det ikke har gennemført direktivets artikel 5 og artikel 6, stk. 2, korrekt i national ret.

2)	Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

(1) EFT C 146 af 21.6.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/9

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-72/03, Carbonati Apuani Srl mod Comune di Carrara (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Commissione tributaria provinciale di Massa) (1)

(Afgifter med tilsvarende virkning som told - afgift, der opkræves på marmor, der udvindes på en kommunes område, som følge af, at marmoret transporteres ud over kommunegrænsen)

(2004/C 262/18)

Processprog: italiensk

I sag C-72/03, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Commissione tributaria provinciale di Massa Carrara (Italien) ved afgørelse af 11. december 2002, indgået til Domstolen den 18. februar 2003, i sagen Carbonati Apuani Srl mod Comune di Carrara, har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. Rosas, S. von Bahr, R. Silva de Lapuerta og K. Lenaerts (refererende dommer), generaladvokat: M. Poiares Maduro, justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

En afgift, der er proportional med en vares vægt, der udelukkende opkræves i en kommune i en medlemsstat, og som opkræves for en kategori af varer som følge af, at de transporteres ud over kommunegrænsen, udgør en afgift med tilsvarende virkning som udførselstold i artikel 23 EF's forstand, uanset at afgiften ligeledes pålægges varer, hvis endelige bestemmelsessted ligger inden for den pågældende medlemsstat.

2)	Artikel 23 EF kan ikke påberåbes til støtte for krav om tilbagebetaling af beløb, der inden den 16. juli 1992 er opkrævet i form af afgiften på marmor, medmindre den, der fremsætter kravet, inden denne dato har anlagt sag eller på tilsvarende måde administrativt fremsat krav om tilbagebetaling.

(1) EFT C 83 af 5.4.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/10

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-113/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Franske Republik (1)

(Traktatbrud - telekommunikation - direktiv 97/33/EF - ordning med nummerportabilitet - ikke-geografiske numre)

(2004/C 262/19)

Processprog: fransk

I sag C-113/03, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 13. marts 2003, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: C. Giolito og M. Shotter) mod Den Franske Republik (befuldmægtigede: G. de Bergues og C. Lemaire), har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann (refererende dommer), og dommerne S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta; generaladvokat: F.G. Jacobs; justitssekretær: R. Grass, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne, som ændret ved artikel 1, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/61/EF af 24. september 1998 for så vidt angår nummerportabilitet mellem operatører samt fast operatørvalg, idet den ikke har sikret, at portabiliteten af ikke-geografiske numre blev indført senest den 1. januar 2000, således som det kræves i henhold til direktivets artikel 12, stk. 5.

2)	Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 113 af 10.5.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/10

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-125/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland (1)

(Traktatbrud - formaliteten - søgsmålsinteresse - direktiv 92/50/EØF - offentlige kontrakter - transport af affald - udbud uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse)

(2004/C 262/20)

Processprog: tysk

I sag C-125/03, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 20. marts 2003, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: K. Wiedner) mod Forbundsrepublikken Tyskland (befuldmægtigede: W.-D. Plessing og A. Tiemann), har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. Rosas, s. von Bahr, K. Lenaerts og K. Schiemann; generaladvokat: L.A. Geelhoed; justitssekretær: R. Grass, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 92/50/EØF om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til offentlige bygge- og anlægskontrakter, idet de renovationskontrakter, som byerne Lüdingshausen og Olfen samt kommunerne Nordkirchen, Senden og Ascheberg har indgået, er indgået uden hensyntagen til de offentliggørelsesforskrifter, der er fastsat i direktivets artikel 8, artikel 15, stk. 2, og artikel 16, stk. 1.

2)	Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 112 af 10.5.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/11

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-269/03, Administration de l'enregistrement et des domaines État du grand-duché de Luxembourg mod Vermietungsgesellschaft Objekt Kirchberg Sárl (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d'appel) (1)

(Sjette momsdirektiv - artikel 13, punkt C - fritagelse af virksomhed med bortforpagtning og udlejning af fast ejendom - valgfrihed med hensyn til beskatning - fradrag af indgående moms - afgiftsmyndighedernes forudgående godkendelse)

(2004/C 262/21)

Processprog: fransk

I sag C-269/03, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Cour d'appel (Luxembourg) ved afgørelse af 18. juni 2003, indgået til Domstolen den 20. juni 2003, i sagen Administration de l'enregistrement et des domaines État du grand-duché de Luxembourg mod Vermietungsgesellschaft Objekt Kirchberg Sárl, har Domstolen (Første Afdeling), den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Bestemmelserne i artikel 13, punkt C, stk. 1, litra a), og stk. 2 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, er ikke til hinder for, at en medlemsstat, der har gjort brug af adgangen til at indrømme afgiftspligtige personer ret til at vælge at erlægge afgift i forbindelse med virksomhed med bortforpagtning og udlejning af fast ejendom, vedtager bestemmelser, der betinger fuldt fradrag for indgående moms af, at der opnås en forudgående godkendelse, der ikke har tilbagevirkende kraft, fra afgiftsmyndighederne.

(1) EFT C 200 af 23.8.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/11

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-450/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Storhertugdømmet Luxembourg (1)

(Traktatbrud - manglende gennemførelse af direktiv 98/44/EF)

(2004/C 262/22)

Processprog: fransk

I sag C-450/03, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 27. oktober 2003, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: K. Banks) mod Storhertugdømmet Luxembourg (befuldmægtiget: S. Schreiner), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne F. Macken (refererende dommer) og S. Von Bahr; generaladvokat: F.G. Jacobs; justitssekretær: R. Grass, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, idet det ikke har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet.

2)	Storhertugdømmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 289 af 29.11.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/11

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 9. september 2004

i sag C-454/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien (1)

(Traktatbrud - manglende gennemførelse af direktiv 98/44/EF)

(2004/C 262/23)

Processprog: fransk

I sag C-454/03, angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 28. oktober 2003, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: K. Banks) mod Kongeriget Belgien (befuldmægtiget: E. Dominkovits), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne F. Macken (refererende dommer) og S. von Bahr; generaladvokat F.G. Jacobs; justitssekretær R. Grass, den 9. september 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, idet det ikke har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet.

2)	Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.

(1) EUT C 289 af 29.11.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/12

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 7. juni 2004 af Landesgericht für ZRS Wien i sagen T-Mobile Austria GmbH mod Republikken Østrig

(Sag C-284/04)

(2004/C 262/24)

Ved kendelse afsagt den 7. juni 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 1. juli 2004, har Landesgericht für ZRS Wien i sagen T-Mobile Austria GmbH mod Republikken Østrig forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Skal artikel 4, stk. 5, tredje afsnit, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF (1) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (herefter »sjette direktiv«), sammenholdt med direktivets bilag D, nr. 1, fortolkes således, at en medlemsstats tildeling af rettigheder til at anvende radiofrekvenser til mobilkommunikationssystemer inden for UMTS/IMT-2000, GSM-DCS-1800 og TETRA standarderne (herefter »frekvensanvendelsesret for mobilkommunikationssystemer«) mod et vederlag for frekvensanvendelsesretten, skal betragtes som virksomhed inden for telekommunikationsområdet?

Skal sjette direktivs artikel 4, stk. 5, tredje afsnit, fortolkes således, at en medlemsstat, hvis nationale ret ikke indeholder det i artikel 4, stk. 5, tredje afsnit, nævnte kriterium, hvorefter det kræves, at virksomheden ikke er »ubetydelig« (de minimis-reglen) som betingelse for afgiftspligt, følgelig skal anses for afgiftspligtig af samtlige aktiviteter inden for telekommunikationsområdet, uanset om denne virksomhed er af ubetydeligt omfang?

Skal sjette direktivs artikel 4, stk. 5, tredje afsnit, fortolkes således, at en medlemsstats tildeling af frekvensanvendelsesret til mobilkommunikationssystemer mod et samlet vederlag på henholdsvis 831 595 241,10 EUR (UMTS/IMT 2000), 98 108 326,- EUR (DCS-1800-kanaler) og 4 832 743,47 EUR (TETRA) skal anses for virksomhed af ikke ubetydeligt omfang, således at medlemsstaten skal betragtes som afgiftspligtig af denne virksomhed?

Skal sjette direktivs artikel 4, stk. 5, andet afsnit, fortolkes således at det ville føre til konkurrencefordrejning af en vis betydning, såfremt en medlemsstat ved tildeling af frekvensanvendelsesret til mobilkommunikationssystemer mod et samlet vederlag på henholdsvis 831 595 241,10 EUR (UMTS/IMT 2000), 98 108 326,- EUR (DCS-1800-kanaler) og 4 832 743,47 EUR (TETRA) ikke lagde merværdiafgift på disse vederlag, og de private udbydere af sådanne frekvenser skulle beregne merværdiafgift af denne virksomhed?

Skal sjette direktivs artikel 4, stk. 5, første afsnit, fortolkes således at den virksomhed, som udøves af en medlemsstat, idet denne tildeler frekvensanvendelsesret til mobilkommunikationssystemer til telekommunikationsvirksomheder, således at medlemsstaten først under en auktion opnår et højeste bud og højestbydende derefter får frekvenserne tildelt, ikke herved handler i egenskab af offentlig myndighed, hvorfor medlemsstaten skal anses for afgiftspligtig af denne virksomhed, uanset den — i henhold til medlemsstatens nationale ret — retlige karakter af den akt, hvorved tildelingen foretages?

6)	Skal sjette direktivs artikel 4, stk. 2, fortolkes således, at den i spørgsmål 5 beskrevne tildeling af frekvensanvendelsesret til mobilkommunikationssystemer, der foretages af en medlemsstat, skal betragtes som økonomisk virksomhed, således at medlemsstaten er afgiftspligtig af denne virksomhed?

7)	Skal sjette direktiv fortolkes således, at de vederlag, der er fastsat for frekvensanvendelsret til mobilkommunikationssystemer, skal anses for bruttovederlag (der allerede omfatter merværdiafgift) eller som nettovederlag (til hvilket beløb der yderligere skal lægges merværdiafgift)?

(1) EFT L 145, s. 1.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/13

Appel iværksat den 14. juli 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til prøvelse af dom afsagt den 29. april 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i de forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01–T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-301/04 P)

(2004/C 262/25)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 14. juli 2004 iværksat appel af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Walter Mölls, Wouter Wils og Heike Gading, og med valgt adresse i Luxembourg, til prøvelse af dom afsagt den 29. april 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i de forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01–T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

1.	Dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 29. april 2004 i de forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01–T-246/01, T-251/01 og T-252/01 (1) ophæves for så vidt angår domskonklusionens punkt 2.

2.	SGL Carbon AG tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Retten i Første Instans' dom af 29. april 2004 vedrører Kommissionens beslutning nr. 2002/271/EF om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/E-1/36.490 — Grafitelektroder, EFT 2002 L 100, s. 1, herefter »beslutningen«).

I dommen fastslog Retten, at de syv sagsøgere, som havde deltaget i grafikelektrodekartellet mellem 1992 og 1998 og til hvem beslutningen var rettet, havde tilsidesat EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53. Retten fastslog endvidere overtrædelsens omfang. Den nedsatte dog de pålagte bøder i forskelligt omfang.

Appellen vedrører den nedsættelse, som er indrømmet virksomheden SGL med den i dommens præmis 401-412 anførte begrundelse (sag T-239/01, domskonklusionens punkt 2). Den vedrører navnlig Rettens konklusioner vedrørende rækkevidden af virksomhedernes ret til ikke at inkriminere sig selv, som også indirekte har betydning for omfanget af Kommissionens undersøgelsesbeføjelser.

Retten har i dommens præmis 407-409 og 412 fastslået, at SGL's svar på den begæring om oplysninger, som var blevet rettet til virksomheden i medfør af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 17, medførte, at SGL – i modsætning til det af Kommissionen i beslutningen anførte – var berettiget til en bødenedsættelse i medfør af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »samarbejdsmeddelelsen«). Retten forkastede desuden Kommissionens argument om, at en eventuel nedsættelse som følge af SGL's svar under alle omstændigheder måtte være mindre, end hvis disse oplysninger var blevet afgivet på virksomhedens eget initiativ (dommens præmis 410).

Efter Kommissionens opfattelse er de nævnte præmisser i dommen behæftede med retlige fejl, og dommen er således i strid med artikel 15 og 11 i forordning nr. 17, sammenholdt med samarbejdsmeddelelsen.

Spørgsmålet, om bestemte svar på Kommissionens begæring om oplysninger i princippet giver grundlag for en nedsættelse

I henhold til fast retspraksis anses svar på begæringer om oplysninger i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 17 (nu: artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003) i princippet ikke nødvendigvis for samarbejde, som berettiger til en nedsættelse. Hvis virksomheden ikke efterkommer en sådan begæring, kan Kommissionen nemlig i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17 (artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003) ved en beslutning tvinge den til at fremsende de ønskede oplysninger. Visse svar kan dog give grundlag for en nedsættelse under hensyn til samarbejde under undersøgelsen, nemlig når de stillede spørgsmål ikke kunne have været medtaget i en beslutning i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17, eftersom de udgør et ulovligt indgreb i virksomhedernes ret til forsvar.

Kriterierne for, hvilke spørgsmål der i denne henseende er lovlige og ulovlige, blev fastlagt i Domstolens dom i Orkem-sagen (sag 374/87, Sml. 1989, s. 3283). I henhold til denne dom kan Kommissionen uden begrænsninger kræve alt det materiale vedrørende undersøgelsens genstand, som virksomhederne måtte råde over, udleveret. Den kan desuden kræve »oplysninger om de omstændigheder, som virksomheden kan tænkes at være bekendt med« (Orkem-dommens præmis 34). Følgelig »må Kommissionen ikke pålægge en virksomhed pligt til at besvare spørgsmål, såfremt virksomheden derved tvinges til at afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger, som det påhviler Kommissionen at føre bevis for« (Orkem-dommens præmis 35).

Denne sondring har Retten set bort fra i den appellerede doms præmis 408. Præmis 408 vedrører udelukkende fremsendelse af materiale, som SGL rådede over, og som kunne forlanges udleveret uden at tilsidesætte virksomhedens ret til forsvar.

Det samme gælder for den anden begæring om oplysninger, som behandles i dommens præmis 412. Da Kommissionen var bekendt med, at SGL havde advaret en anden virksomhed om en planlagt kontrolundersøgelse, spurgte den bl.a. SGL, hvilke andre virksomheder den havde givet disse oplysninger. SGL navngav en anden virksomhed, men fortiede også at have advaret en tredje virksomhed, hvilket Kommissionen senere fik kendskab til. Med dette spørgsmål anmodede Kommissionen »om [faktiske] omstændigheder«, men tvang ikke virksomheden til »at afgive tilståelse om at have begået retsstridige handlinger«. For at kunne anse de oplysninger, SGL afgav i sit svar, for skærpende omstændigheder, som Retten lægger vægt på, måtte Kommissionen først bevise, at der forelå en tilsidesættelse.

Størrelsen af nedsættelsen i tilfælde af bidrag forud for en begæring om oplysninger

Såfremt en del af SGL's samarbejde skal betragtes som svar på et spørgsmål, som ikke kunne stilles i en forpligtende begæring om oplysninger, dvs. en begæring om oplysninger i form af en beslutning, har Retten i dommens præmis 410 ladet den omstændighed ude af betragtning, at der kun skal ske nedsættelse af bøden i det omfang, hvor oplysningerne har været af værdi for Kommissionens undersøgelse. Værdien heraf er forholdsmæssigt større, når der er tale om et spontant bidrag, som — fordi det ydes tidligt i forløbet — på forhånd sparer Kommissionen for at foretage visse undersøgelsesforanstaltninger, som f.eks. udarbejdelse af en (eventuelt uforpligtende) begæring om oplysninger.

(1) Endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/14

Appel iværksat den 19. juli 2004 af SGL Carbon AG til prøvelse af dom afsagt den 29. april 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i de forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01–T246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-308/04 P)

(2004/C 262/26)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 19. juli 2004 iværksat appel af SGL Karbon AG ved Rechtsanwälte Dr. Martin Klusmann og Dr. Kirsten Beckmann, Freshfields Bruckhaus Deringer, Freiligrathstraße 1, D-40479 Düsseldorf, til prøvelse af dom afsagt den 29. april 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i de forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01–T246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

1.	Retten i Første Instans' dom i sag T-239/01 (1) ophæves delvis, for så vidt som appellanten ikke herved fik medhold i sin påstand om annullation af artikel 3 og artikel 4 i indstævntes beslutning af 18. juli 2001, idet de for Retten i Første Instans nedlagte påstande fastholdes.

2.	Subsidiært nedsættes den bøde, som er pålagt appellanten ved artikel 3 i beslutning COMP/E-1/36.490, samt de proces- og morarenter, som er fastsat ved beslutningens artikel 4, sammenholdt med Kommissionens skrivelse af 23. juli 2001 (SG 2001) D/290091, til et rimeligt beløb.

3.	Mere subsidiært hjemvises sagen til fornyet behandling ved Retten i Første Instans under hensyn til den af Domstolen tilkendegivne retsopfattelse.

4.	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Appellanten søger med i alt syv anbringender at opnå en mere omfattende ophævelse af artikel 3 og 4 i Kommissionens beslutning end foretaget ved Retten i Første Instans' dom.

Appellanten har for det første påberåbt sig en tilsidesættelse af princippet ne bis in idem, idet der ikke er taget hensyn til de sanktioner, som er blevet pålagt i Nordamerika for de samme handlinger allerede inden udstedelsen af den anfægtede kommissionsbeslutning. Appellanten gør gældende, at der — fordi de forbudsbestemmelser, som skal værne om konkurrencen i Europa og Nordamerika, tjener de samme saglige beskyttelsesformål — i det mindste skal tages hensyn til sanktioner, som er pålagt tidligere i samme sag. Dette følger enten umiddelbart af princippet ne bis in idem i dets betydning, hvilket princip finder anvendelse i forholdet mellem fællesskabsretten og tredjelandes ret, eller af princippet om »natural justice«, som har en endnu videre rækkevidde, og som har været gældende siden Walt Wilhelm-dommen. I øvrigt har Domstolen allerede i Boehringer-dommen fastslået, at der består en principiel pligt til at tage hensyn til sanktioner pålagt i USA, for så vidt som der er tale om samme sagsforhold, hvilket Retten i Første Instans har ladet ude af betragtning.

For så vidt angår Rettens konklusioner vedrørende fastsættelsen af bødens grundbeløb har appellanten anført, at Retten med urette har undladt over for appellanten at foretage en nedsættelse af grundbeløbet, selv om en sådan nedsættelse skulle have været foretaget ved en ikke-diskriminerende anvendelse af de kriterier, Retten har fastsat som værende relevante for udmålingen.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at bødens grundbeløb med urette er blevet forhøjet med 25 % som følge af advarsler afgivet inden Kommissionens kontrolundersøgelse. Disse advarsler savner faktisk grundlag og kan i modsætning til det af Retten antagne ikke uden at overtræde princippet nulla poena sine lege tages i betragtning som en skærpende omstædighed i forbindelse med bødeudmålingen i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Sarrió-dommen, som Retten har anført til støtte for den modsatte opfattelse, er irrelevant, idet skærpende omstændigheder i forbindelse med den i denne sag begåede overtrædelse førte til en forhøjelse af bøden, men ikke senere handlinger, som efterfølgende angiveligt havde eller kunnet have modvirket sagens opklaring. I øvrigt har Retten i den foreliggende sag rent spekulativt lagt appellanten interne omstændigheder til last, hvilket er i strid med bevisreglerne.

For så vidt angår bødeudmålingen har appellanten påberåbt sig en overskridelse af det bødeloft på 10 % af koncernomsætningen, som er fastlagt i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17. Såfremt Kommissionen havde lagt de relevante omsætningstal for 2000 eller 1999 til grund, ville den have været nødsaget til at nedsætte den beregnede bøde til 10 % af koncernomsætningen før anvendelse af de bestemmelser, som gælder for kronvidner. Retten har samlet set ukorrekt ladet dette spørgsmål stå åbent, idet den antog, at det ikke havde nogen betydning for, om det herom fremsatte anbringende skulle forkastes, hvilken antagelse hviler på en retsvildfarelse.

Appellanten har desuden påberåbt sig den manglende hensyntagen til betydningen af bevismateriale, som appellanten blev nægtet indsigt i forbindelse med en ufuldstændig aktindsigt. Appellanten har supplerende henvist til et anbringende, som selskabet har gjort gældende for Retten i Første Instans, nemlig at der endog for Retten for første gang blev fremlagt nye og belastende dokumenter, som var appellanten ubekendt, og som selskabet ikke tidligere havde fået adgang til at udtale sig om.

Appellanten har endvidere påberåbt sig, at den kategoriske afvisning af at tage hensyn til selskabets ubestridt nedsatte betalingsevne i forbindelse med bødeudmålingen udgør en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og en krænkelse af ejendomsretten. Kartelretlige sanktioner må ikke føre til, at de virksomheder, som pålægges sanktionerne, trues på deres eksistens. Målestokken for, om pålæggelse af sanktioner er et forholdsmæssigt skridt og berettiget i det konkrete tilfælde, må være den pågældende virksomhed. En hensyntagen til, hvilke dele af virksomheden, som endnu vil stå til at redde i tilfælde af insolvens som følge af bødepålæggelsen, er i almindelighed uretmæssig. En sanktionsfastsættelse må ikke føre til, at der fældes en økonomisk »dødsdom« over virksomheden.

Appellanten har endelig påberåbt sig manglende stillingtagen til de af selskabet fremsatte flerleddede anbringender vedrørende fastsættelse af mora- og procesrenter, hvilke anbringender Retten blot har forkastet uden nærmere begrundelse. Retten har urigtigt undladt at tage hensyn til, at der hverken er hjemmel for fastsættelse af renter overhovedet eller for den rentesats, som her er blevet lagt til grund. Selv hvis man anerkender, at det principielt er berettiget at fastsætte renter for at forhindre misbrug af adgangen til at anlægge sag, er en væsentligt mindre rentesats i hvert fald tilstrækkelig til at nå dette mål. Dette gælder frem for alt på baggrund af det drastisk stigende bødeniveau, som fører til et ligeså drastisk stigende absolut procesrenteniveau. I den anfægtede dom blev de fremsatte materielle anbringender ikke behandlet; i stedet for blev der taget stilling til et anbringende, som appellanten ikke havde fremsat.

(1) Endnu ikke trykt i Den Europæiske Unions Tidende.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/15

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 24. juni 2004 af Fövárosi Bíróság (Ungarn) i straffesagen mod Attila Vajnai

(Sag C-328/04)

(2004/C 262/27)

Ved kendelse afsagt den 24. juni 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 30. juli 2004, har Fövárosi Bíróság (Ungarn) i straffesagen mod Attila Vajnai forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Er bestemmelsen i artikel 269/B, stk. 1, i den ungarske straffelov, hvorefter den, der offentligt benytter eller udstiller det symbol, der består i en rød femtakket stjerne, begår en strafbar forseelse, såfremt adfærden ikke udgør en strafbar overtrædelse af grovere karakter, forenelig med det grundlæggende fællesskabsretlige princip om forbud mod forskelsbehandling? Tillader artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, hvorefter Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, og direktiv 2000/43/EF (1), der også henviser til de grundlæggende frihedsrettigheder, sammenholdt med artikel 10, 11 og 12 i charteret om grundlæggende rettigheder, at en person, der ønsker at give udtryk for sin politiske overbevisning ved hjælp af symboler, der repræsenterer dem, kan gøre dette i en hvilken som helst medlemsstat?

(1) EFT L 180, s. 22.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/16

Sag anlagt den 30. juli 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik

(Sag C-330/04)

(2004/C 262/28)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 30. juli 2004 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Chiara Cattabriga, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/33/EF (1) af 21. oktober 2002 om ændring af Rådets direktiv 90/425/EØF (2) og 92/118/EØF (3) for så vidt angår sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, idet den ikke har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv, eller ikke har underrettet Kommissionen herom.

2.	Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelse af direktivet udløb den 16. maj 2003.

(1) EFT L 315 af 19.11.2002, s. 14.

(2) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3) EFT L 62 af 15.3.1993, s. 49.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/16

Sag anlagt den 28. juli 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien

(Sag C-332/04)

(2004/C 262/29)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 28. juli 2004 anlagt sag mod Kongeriget Spanien af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Gregorio Valero Jordana, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Florence Simonetti, udsendt national ekspert ved Den Juridiske Tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Kongeriget Spanien

—	har foretaget en mangelfuld gennemførelse af artikel 3 i Rådets direktiv 85/337/EØF (1) af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved direktiv 97/11/EF (2)

—	ikke har gennemført artikel 9, stk. 1, i direktiv 85/337/EØF, som ændret

—	ikke har gennemført den overgangsordning, der er fastsat ved artikel 3 i direktiv 97/11/EF

—	ikke har foretaget en korrekt gennemførelse af punkt 10, litra b), i bilag II til direktiv 85/337/EØF, som ændret, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, og

—

ikke har gennemført proceduren for vurdering af indvirkningen med hensyn til den projekterede bygning af et fritidscenter i Paterna (Valencia), og som følge deraf ikke har anvendt bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, artikel 3, artikel 4, stk. 2, artikel 8 og artikel 9 i direktiv 85/337/EØF, som ændret

og at Kongeriget Spanien derved har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det ifølge de nævnte direktiver.

b)	Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

De spanske bestemmelser om tilpasning af national ret til direktiv 85/337/EØF, således som dette er ændret ved direktiv 97/11/EF — og som i det væsentlige består af det kongelige lovdekret nr. 1302/1986 af 28. juni 1986 om vurdering af indvirkning på miljøet, som ændret ved lov nr. 6/2001 af 8. maj 2001 — foreskriver ikke, at undersøgelsen af miljøpåvirkningen skal omfatte en vurdering af de virkninger, der kan forudses som følge af samspillet mellem de forskellige miljøfaktorer indbyrdes, hvilket er i strid med kravet i artikel 3 i direktiv 85/337/EØF, som ændret.

Den spanske lovgivning omfatter ikke en forpligtelse til at offentliggøre den administrative afgørelse om at give eller nægte tilladelse til at gennemføre projektet, eller at offentliggøre indholdet af afgørelsen og de betingelser, der eventuelt er knyttet til den, hvilket er i strid med hvad der kræves efter artikel 9, stk. 1, i direktiv 85/337/EØF, som ændret.

Det bestemmes i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 97/11/EF, at bestemmelserne i dette direktiv skal anvendes på nye projekter, for hvilke der ansøges om tilladelse efter den 14. marts 1999. Denne fællesskabsbestemmelse er ikke gennemført i spansk lovgivning, da denne lovgivning ikke finder anvendelse på private projekter, for hvilke myndighederne behandlede en sag om tilladelse, og på offentlige projekter, hvorom der allerede var givet meddelelse til offentligheden, eller som allerede var godkendt, før den 8. oktober 2000.

Bilag II til direktiv 85/337/EØF, som ændret, medtager i punkt 10, litra b), blandt de projekter, for hvilke det kan være nødvendigt at foretage en vurdering af påvirkningen, anlægsarbejder i byzoner, herunder opførelse af butikscentre og parkeringspladser. I en spanske lovgivning er dette krav begrænset til anlægsarbejder uden for byzonerne. Kommissionen finder, at denne begrænsning, hvorved det generelt udelukkes, at der tages hensyn til kriterier eller tærskelværdier vedrørende projekternes omfang og karakter, overskrider det skøn, som medlemsstaterne har i medfør af artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337/EØF, som ændret. På grundlag af gennemgangen af byplanlovgivningen på nationalt plan og i de selvstyrende regioner og af lovgivningen i disse regioner om vurdering af miljøpåvirkningen kan det endvidere fastslås, at anlægsarbejder inden for by- og byudviklingszoner i flertallet af de selvstyrende regioner ikke gøres til genstand for en vurdering af miljøpåvirkningen.

Som følge af den ukorrekte tilpasning af national ret til punkt 10, litra b), i bilag II til direktiv 85/337/EØF, som ændret, har de spanske myndigheder ikke gennemført en miljøpåvirkningsvurdering for et fritidscenter i Paterna (Valencia) med den ene begrundelse, at centret blev bygget i en byzone.

(1) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

(2) Rådets direktiv af 3.3.1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF, EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/17

Appel iværksat den 10. august 2004 af Hauptverband der Deutschen Bauindustrie e.V, Kaefer Isoliertechnik GmbH & Co. KG og Geschäftsführer Jürgen Schmoldt til prøvelse af kendelse afsagt den 25. maj 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje Afdeling) i sag T-264/03, Jürgen Schmoldt, Kaefer Isoliertechnik GmbH & Co. KG og Hauptverband der Deutschen Bauindustrie e.V mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-342/04 P)

(2004/C 262/30)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 10. august 2004 iværksat appel af Hauptverband der Deutschen Bauindustrie e.V, Kaefer Isoliertechnik GmbH & Co. KG og Geschäftsführer Jürgen Schmoldt ved professor Dr. Dr. H.C. Hans-Peter Schneider, Rominteweg 3, D-30559 Hannover, som befuldmægtiget, til prøvelse af kendelse afsagt den 25. maj 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje Afdeling) i sag T-264/03, Jürgen Schmoldt, Kaefer Isoliertechnik GmbH & Co. KG og Hauptverband der Deutschen Bauindustrie e. V mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

—	Kendelsen ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling ved Retten i Første Instans,

—	Indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Modsat Rettens kendelse er appellanterne individuelt berørt af den i hovedsagen omtvistede beslutning truffet af indstævnte.

Appellanterne har fremsat otte anbringender til støtte herfor:

Den appellerede kendelse er baseret på forkerte faktiske omstændigheder; der foreligger ubestrideligt ikke nogen rapport af 22. november 2002 fra ad hoc-udvalget under Det Stående Udvalg. Det ad hoc-udvalg, som blev oprettet den 10-/11- september 2002 under det 55. møde i Det Stående Udvalg i medfør af indsigelsesproceduren i artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106/EØF, har aldrig udarbejdet og/eller nogensinde vedtaget en sådan rapport.

Den tredje appellant har ikke iværksat appel »personligt«. Den tredje appellant er Geschäftsführer (forretningsfører) for Bundesfachabteilung »Wärme, Kälte-, Schall- und Brandschutz« (forbundstjeneste med ansvar for beskyttelse mod varme, kulde, støj og brand) under den første appellant — en sammenslutning af virksomheder, som i Tyskland anvender byggevarer inden for dette område — og er således ansat af den første appellant. Den tredje appellant har bl.a. til opgave at repræsentere den første appellant og dennes medlemmer inden for rammerne af det relevante nationale og europæiske standardiseringsarbejde.

Fællesskabsretten foreskriver overholdelse af visse processuelle garantier i forhold til appellanterne. De processuelle garantier for Det Stående Byggeudvalg i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106/EØF og den syvende betragtning til dette direktiv skal også komme de personer til gode, der, som ad hoc-udvalg under Det Stående Udvalg, deltager fagligt i de efter artikel 5, stk. 1, påkrævede udtalelser.

Under proceduren i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106/EØF repræsenterer den tredje appellant som medlem af ad hoc-udvalget under Det Stående Byggeudvalg ikke alene den første appellant, men naturligvis også den anden appellant, der er medlemsvirksomhed. Det er ubestridt, at den anden appellant er medlem af den første appellants Bundesfachabteilung »Wärme, Kälte-, Schall- und Brandschutz«.

5)	Den anden appellant har ved hjælp af fire konkrete eksempler tydeliggjort for Retten, at der foreligger et indgreb i løbende kontrakter.

6)	I øvrigt var den første appellant »forhandlingsleder«.

7)	Den første appellant deltog direkte i det europæiske standardiseringsarbejde såvel som i proceduren i henhold til artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/106/EØF.

8)	Rettens afgørelse om sagsomkostningerne er behæftet med fejl.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/18

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 22. juli 2004 af High Court of Justice (England and Wales), Chancery Division, i sagen Ikea Wholesale Ltd mod Commissioners of Customs and Excise

(Sag C-351/04)

(2004/C 262/31)

Ved kendelse afsagt den 22. juli 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 16. august 2004, har High Court of Justice (England and Wales), Chancery Division, i sagen Ikea Wholesale Ltd mod Commissioners of Customs and Excise forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Er Rådets forordning (EF) nr. 2398/97 af 28. november 1997 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan (1), på baggrund af WTO's DSB-panels konklusioner i punkt 7.2(g) og (h) i rapporten af 30. oktober 2000, WT/DS1412/R, og WTO's appelorgans konklusioner i punkt 86-87 i afgørelsen af 1. marts 2002, WT/DS1141/AB/R, helt eller delvist i strid med fællesskabsretten, idet der i forordningen

er anvendt en forkert fremgangsmåde ved beregningen af beløbene til dækning af salgs-, general- og administrationsomkostninger samt fortjeneste, der strider mod artikel 2, stk. 6, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (2), og artikel 2.2.2(ii) i antidumpingaftalen

er anvendt en forkert fremgangsmåde, som indebærer en nulstillingspraksis i forbindelse med konstateringen af dumpingmargener ved sammenligningen af den normale værdi med eksportprisen, hvilket er i strid med artikel 2, stk. 11, i forordning nr. 384/96 og artikel 2.4.2 i antidumpingaftalen, og/eller

ikke er taget hensyn til alle relevante skadesfaktorer, der havde en indvirkning på den pågældende fællesskabserhvervsgrens situation, og er begået en fejl derved, at skaden for fællesskabserhvervsgrenen er bedømt på grundlag af oplysninger fra virksomheder, der ikke tilhører fællesskabserhvervsgrenen, hvilket er i strid med artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 384/96 og artikel 3.4 i antidumpingaftalen?

ii)

a)	Rådets forordning (EF) nr. 1644/2001 om ændring af forordning (EF) nr. 2398/97 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan og om suspension af anvendelsen heraf for import med oprindelse i Indien (3), og/eller

b)	Rådets forordning (EF) nr. 160/2002 om ændring af forordning (EF) nr. 2398/97 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af sengelinned af bomuld med oprindelse i Egypten, Indien og Pakistan (4) og om afslutning af proceduren for import med oprindelse i Pakistan, og/eller

c)	Rådets forordning (EF) nr. 696/2002 om bekræftelse af den endelige antidumpingtold på import af sengelinned af bomuld med oprindelse i Indien, der blev indført ved forordning (EF) nr. 2398/97, som ændret og suspenderet ved forordning (EF) nr. 1644/2001 (5)

uforenelige med fællesskabsretten (herunder artikel 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 384/96, sammenholdt med artikel 1, 7.1 og 9 i antidumpingaftalen), for så vidt som de i) er vedtaget på grundlag af en omvurdering af oplysninger indsamlet i løbet af den oprindelige undersøgelsesperiode, som viste, at der i den oprindelige undersøgelsesperiode ikke foregik dumping, eller at dumpingen foregik på et lavere niveau der, men ii) ikke indeholder bestemmelser om tilbagebetaling af told, der allerede er betalt i henhold til forordning nr. 2398/97?

iii)

Er forordning nr. 1644/2001, nr. 160/2002 og nr. 696/2002 desuden uforenelige med artikel 7, stk. 2, og artikel 9, stk. 4, i forordning nr. 384/96 og i strid med proportionalitetsprincippet, for så vidt som de giver mulighed for indførelse af antidumpingtold for perioden inden disse forordningers ikrafttræden, der ikke står i nøje forhold til den dumping eller skade, som tolden skal modvirke?

iv)

Er besvarelsen af ovennævnte spørgsmål forskellig, alt efter om der er tale om eksport med oprindelse i Indien eller Pakistan, henset til

a)	proceduren ved WTO's tvistbilæggelsesorgan og/eller

b)	Kommissionens konklusioner som anført i forordning nr. 1644/2001, nr. 160/2002 og nr. 696/2002?

Skal de nationale toldmyndigheder på baggrund af besvarelsen af ovennævnte spørgsmål

a)	helt eller delvist tilbagebetale den antidumpingtold, de har opkrævet i medfør af forordning nr. 2398/97, og

b)	til hvem og under hvilke betingelser skal tilbagebetalingen i givet fald foretages?

(1) EFT L 332 af 4.12.1997, s. 1.

(2) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

(3) EFT L 219 af 14.8.2001, s. 1.

(4) EFT L 26 af 30.1.2002, s. 1.

(5) EFT L 109 af 25.4.2002, s. 1.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 30. juni 2004 af Verwaltungsgericht Köln i sagen mdm Versandservice GmbH mod Forbundsrepublikken Tyskland, procesdeltager: Deutsche Post AG

(Sag C-352/04)

(2004/C 262/32)

Ved kendelse afsagt den 30. juni 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 16. august 2004, har Verwaltungsgericht Köln i sagen mdm Versandservice GmbH mod Forbundsrepublikken Tyskland, procesdeltager: Deutsche Post AG, forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Skal artikel 47, stk. 1, EF, sammenholdt med artikel 95 EF samt artikel 12, femte led, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 97/67/EF (1), som affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/39/EF (2), fortolkes således, at en befordringspligtig virksomhed, som anvender særlige takster for erhvervskunder, der indleverer forsorterede postforsendelser til postnettet i andre led i transportkæden end indleveringsstederne, er forpligtet til også at anvende disse særlige takster over for andre virksomheder, som afhenter postforsendelser hos afsenderen og indleverer disse forsorteret til postnettet på det samme indleveringssted og på de samme betingelser som erhvervskunderne, og at den befordringspligtige virksomhed ikke kan nægte dette under henvisning til, at den er forpligtet til at udføre befordringspligtige ydelser?

(1) EFT L 15 af 21.1.1998, s. 14.

(2) EFT L 176, s. 21.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/19

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 22. juli 2004 af Bundesfinanzhof i sagen Nowaco Germany GmbH mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas

(Sag C-353/04)

(2004/C 262/33)

Ved kendelse afsagt den 22. juli 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 16. august 2004, har Bundesfinanzhof i sagen Nowaco Germany GmbH mod Hauptzollamt Hamburg-Jonas forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Kan Kommissionens forordning (EØF) nr. 1538/91 (1) af 5. juni 1991 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1906/90 om handelsnormer for fjerkrækød lægges til grund ved fastsættelsen af den sædvanlige handelskvalitet for en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution?

Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende:

a)	Finder artikel 70 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2) af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks da anvendelse, når det drejer sig om at fastslå, om en vare, med hensyn til hvilken der ansøges om eksportrestitution, er af sædvanlig handelskvalitet?

Anvendes beskaffenhedsforestillingen i artikel 70, stk. 1, første afsnit, i forordning (EØF) nr. 2913/92 ligeledes, når der kun er besigtiget en stikprøve af varen, til trods for at de relevante fællesskabsretlige bestemmelser accepterer mangler ved varen i et bestemt kvantitativt omfang og tilsvarende kræver og ligeledes udtrykkeligt foreskriver, at der besigtiges et bestemt mindsteantal prøver for at afgøre, om disse grænser er overholdt?

Såfremt ligeledes spørgsmål 2 a) og b) besvares benægtende:

Hvilken virkning har førnævnte beskaffenhedsforestilling da, når der er udtaget flere prøver af den samlet angivne eksportforsendelse, og der ved undersøgelsen af en del af prøverne er fastslået en sædvanlig handelskvalitet, hvorimod der med hensyn til en anden del af prøverne ikke er fastslået en sædvanlig handelskvalitet?

(1) EFT L 143, s. 11.

(2) EFT L 302, s. 1.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 31. juli 2004 af Tribunale de Teramo i straffesagen mod Christian Palazzese

(Sag C-359/04)

(2004/C 262/34)

Ved kendelse afsagt den 31. juli 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 18. august 2004, har Tribunale di Teramo i straffesagen mod Christian Palazzesse forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

»Kan artikel 43, stk. 1, EF og artikel 49, stk. 1, EF fortolkes således, at medlemsstaterne midlertidigt (i en periode på 6 til 12 år) kan fravige principperne om etableringsfrihed og den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Den Europæiske Union uden at tilsidesætte nævnte principper, ved at handle på følgende måde:

1)	Ved at tildele visse personer bevillinger med henblik på udøvelse af en bestemt virksomhed med levering af tjenesteydelser, for en periode på 6 eller 12 år, på grundlag af regler, der udelukker visse (ikke-italienske) typer af konkurrenter fra udbudsproceduren,

2)	ved at ændre nævnte ordning efter senere at være blevet opmærksom på, at den ikke var forenelig med principperne i artikel 43 EF og 49 EF, således at de retssubjekter, der tidligere var udelukket, i fremtiden kan deltage,

ved ikke at tilbagekalde bevillingerne tildelt i medfør af den tidligere ordning, der som nævnt var i strid med principperne om etableringsfrihed og den frie udveksling af tjenesteydelser, eller iværksætte en ny udbudsrunde i overensstemmelse med de nye regler, som nu er i overensstemmelse med ovennævnte principper, og

ved derimod at fortsætte retsforfølgelsen af enhver, der udfører bookmakervirksomhed sammen med en anden erhvervsdrivende, som — til trods for, at sidstnævnte har tilladelse til at udføre sådan virksomhed i oprindelsesmedlemsstaten — var udelukket fra udbudsproceduren, netop fordi de tidligere gældende regler, der senere er blevet ophævet, indebar, at vedkommende var udelukket fra at deltage.«

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/20

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 31. juli 2004 af Tribunale de Teramo i straffesagen mod Angelo Sorricchio

(Sag C-360/04)

(2004/C 262/35)

Ved kendelse afsagt den 31. juli 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 18. august 2004, har Tribunale di Teramo i straffesagen mod Angelo Sorricchio forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1.	Ved at tildele visse personer bevillinger med henblik på udøvelse af en bestemt virksomhed med levering af tjenesteydelser, for en periode på 6 eller 12 år, på grundlag af regler, der udelukker visse (ikke-italienske) typer af konkurrenter fra udbudsproceduren,

2.	ved at ændre nævnte ordning efter senere at være blevet opmærksom på, at den ikke var forenelig med principperne i artikel 43 EF og 49 EF, således at de retssubjekter, der tidligere var udelukket, i fremtiden kan deltage,

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/21

Appel iværksat den 19. august 2004 (indsendt pr. fax den 18.8.2004) af Claude Ruiz-Picasso, Paloma Ruiz-Picasso, Maya Widmaier-Picasso, Marina Ruiz-Picasso og Bernard Ruiz-Picasso til prøvelse af dom afsagt den 22. juni 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-185/02, Claude Ruiz-Picasso, Paloma Ruiz-Picasso, Maya Widmaier-Picasso, Marina Ruiz-Picasso og Bernard Ruiz-Picasso mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM). Intervenienten, der var den anden part i sagen for appelkammeret, er DaimlerChrysler AG

(Sag C-361/04 P)

(2004/C 262/36)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 19. august 2004 iværksat appel (indsendt pr. fax den 18.8.2004) af Claude Ruiz-Picasso, Paloma Ruiz-Picasso, Maya Widmaier-Picasso, Marina Ruiz-Picasso og Bernard Ruiz-Picasso ved Rechtsanwalt Professor Charles Gielen, c/o Anwaltskanzlei Nauta Dutilh, Strawinskylaan 1999, NL-1077 XV Amsterdam, til prøvelse af dom afsagt den 22. juni 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-185/02, Claude Ruiz-Picasso, Paloma Ruiz-Picasso, Maya Widmaier-Picasso, Marina Ruiz-Picasso og Bernard Ruiz-Picasso mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM). Intervenienten, der var den anden part i sagen for appelkammeret, er DaimlerChrysler AG.

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

—	Dom afsagt den 22. juni 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sag T-185/02 (1) ophæves.

—	Afgørelse truffet den 18. marts 2002 af Tredje Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 0247/2001-3 annulleres, i det omfang den forkaster klagerens indsigelsessag mod ansøgerens anmeldelse af ordmærket »PICARO« som EF-varemærke.

—	Harmoniseringskontoret bærer sine egne omkostninger samt tilpligtes at betale appellanternes omkostninger i såvel første instans som i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter:

—

Anbringende vedrørende tilsidesættelse af begrebet risiko for forveksling

I den appellerede dom har Retten formuleret en regel, hvorefter begrebsmæssige forskelle under visse omstændigheder kan opveje de visuelle og fonetiske ligheder mellem de omhandlede tegn. For at der kan blive tale om en sådan opvejning kræves det ifølge Retten i Første Instans, at mindst et af de omhandlede varemærker fra den relevante kundekreds' synsvinkel har en klar og bestemt betydning, som denne kundekreds uden videre kan forstå.

For at visuelle og fonetiske ligheder kan opvejes af begrebsmæssige forskelle, er det uden betydning om varemærket har en betydning, som kundekredsen uden videre kan forstå. Graden af visuelle, fonetiske eller begrebsmæssige ligheder skal fastsættes under hensyntagen til de i sagen omhandlede varegrupper og de omstændigheder, hvorunder de markedsføres.

Desuden kan navnet Picassos betydning eller ry — adskilt fra de varer som dette varemærke er registreret og anvendes for — ikke anføres som et argument til støtte for den påstand, at der er forskelle i betydningen, og at en sådan betydning eller et sådant ry medfører, at de visuelle og fonetiske ligheder opvejes af begrebsmæssige forskelle.

—

Anbringende vedrørende tilsidesættelse af begrebet risiko for forveksling, navnlig den regel, at jo større særpræg et varemærke har enten i sig selv, eller fordi det er kendt på markedet, desto større skal beskyttelsen være

Retten har ganske vist nævnt denne regel, men har imidlertid med urette ikke stillet spørgsmålet, om varemærket PICASSO selv eller i sig selv har fornødent særpræg, hvilket ifølge appellanterne absolut er tilfældet.

I den appellerede dom antages det med urette, at der med henblik på bedømmelsen af risikoen for forveksling udelukkende skal tages hensyn til den grad af opmærksomhed, som gennemsnitsforbrugeren har på det tidspunkt, hvor han forbereder eller træffer sit valg af en bestemt vare. Det er imidlertid almindelig anerkendt inden for varemærkeretten, at en varemærkeindehaver både før og efter købet skal være beskyttet mod en mulig risiko for forveksling.

Retten har desuden med urette fastslået, at der med henblik på at fastslå en risiko for forveksling inden for rammerne af en indsigelsessag ikke skal tages en eventuel »post sale confusion« i betragtning. Dette er kun tilfældet i en sag om varemærkekrænkelse, således som det var tilfældet i Arsenal-sagen.

(1) Endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/22

Sag anlagt den 26. august 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-370/04)

(2004/C 262/38)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 26. august 2004 anlagt sag mod Forbundsrepublikken Tyskland af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Gerald Braun og Wouter Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/16/EF (1) af 19. marts 2001 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog, da den ikke indenfor den fastsatte frist har vedtaget alle de nødvendige love og administrative forskrifter til at gennemføre direktivet i national ret.

2.	Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktiv 2001/16/EF udløb den 20. april 2003.

(1) EFT L 110, s. 1.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/22

Sag anlagt den 1. september 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Storhertugdømmet Luxembourg

(Sag C-375/04)

(2004/C 262/39)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 1. september 2004 anlagt sag mod Storhertugdømmet Luxembourg af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Shotter, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (1), idet det ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—	Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktivet i national ret udløb den 31. oktober 2003.

(1) EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/23

Sag anlagt den 2. september 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Belgien

(Sag C-376/04)

(2004/C 262/40)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 2. september 2004 anlagt sag mod Kongeriget Belgien af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Shotter, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (1), idet det ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

—	Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktivet i national ret udløb den 31. oktober 2003.

(1) EFT L 201 af 31.7.2002, s. 37.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/23

Sag anlagt den 2. september 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Østrig

(Sag C-377/04)

(2004/C 262/41)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 2. september 2004 anlagt sag mod Republikken Østrig af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Denis Martin og Horstpeter Kreppel, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/92/EF af 16. december 1999 om minimumsforskrifter vedrørende forbedring af sikkerhed og sundhedsbeskyttelse for arbejdstagere, der kan blive udsat for fare hidrørende fra eksplosiv atmosfære (1), idet den ikke sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft med henblik på en fuldstændig gennemførelse af direktivet eller ikke har underrettet Kommissionen herom.

2.	Republikken Østrig tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelse af direktiv 1999/92/EF udløb den 30. juni 2003.

Kommissionen har konstateret, at dette direktiv — bortset fra gennemførelsen i delstaterne Niederösterreich og Tirol — endnu ikke er fuldstændig gennemført, hverken på forbundsstatsniveau eller i de øvrige delstater.

(1) EFT 2000 L 23, s. 57.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/23

Sag anlagt den 2. september 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Republikken Østrig

(Sag C-378/04)

(2004/C 262/42)

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 1999/38/EF af 29. april 1999 om anden ændring af direktiv 90/394/EØF om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer og om udvidelse heraf til også at omfatte mutagener (1), idet den ikke har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft med henblik på en fuldstændig gennemførelse af direktivet eller ikke har underrettet Kommissionen herom.

2.	Republikken Østrig tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelse af direktiv 1999/38/EF udløb den 29. april 2003.

(1) EFT L 138, s. 66.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/24

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 23. august 2004 af Landgericht Würzburg i sagen Richard Dahms mod Fränkischer Weinbauverband e.V.

(Sag C-379/04)

(2004/C 262/43)

Ved kendelse afsagt den 23. august 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 3. september 2004, har Landgericht Würzburg i sagen Richard Dahms mod Fränkischer Weinbauverband e.V. forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

a)	Har sagsøgeren ifølge artikel 21 i EF-forordning nr. 753/02 (1) en subjektiv ret til ikke at blive forskelsbehandlet af sagsøgte i forbindelse med præmieringen af frankiske vine og frankiske mousserende vine?

Såfremt det første spørgsmål må besvares bekræftende, er det da en forskelsbehandling i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i artikel 21 i EF-forordning nr. 753/02, at den sagsøgte forening kræver dobbelt så stort gebyr af sagsøgeren, som ikke er medlem af den sagsøgte forening, for deltagelse i konkurrencer, hvorunder frankiske vine og frankiske mousserende vine præmieres, som af den sagsøgtes forenings medlemmer?

(1) EFT L 118, s. 1.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/24

Sag anlagt den 6. september 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Storhertugdømmet Luxembourg

(Sag C-382/04)

(2004/C 262/44)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 6. september 2004 anlagt sag mod Storhertugdømmet Luxembourg af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A. Bordes, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 2002/11/EF af 14. februar 2002 om ændring af direktiv 68/193/EØF om handel med vegetativt formeringsmateriale af vin og om ophævelse af direktiv 74/649/EØF (1), idet det ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, eller idet det under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

2.	Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelse af direktivet i national ret udløb den 23. februar 2003.

(1) EFT L 53 af 23.2.2002, s. 20.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/24

Sag anlagt den 6. september 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Storhertugdømmet Luxembourg

(Sag C-383/04)

(2004/C 262/45)

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 1999/105/EF af 22. december 1999 om markedsføring af forstligt formeringsmateriale (1), idet det ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, eller idet det under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

2.	Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelse af direktivet i national ret udløb den 1. januar 2003.

(1) EFT L 11 af 15.1.2000, s. 17.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/25

Sag anlagt den 7. september 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Det Forenede Kongerige

(Sag C-385/04)

(2004/C 262/46)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 7. september 2004 anlagt sag mod Det Forenede Kongerige af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved W. Wils, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

Det fastslås, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/16/EF af 19. marts 2001 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog (1), idet det ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

2.	Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktivet i national ret udløb den 20. april 2003.

(1) EFT L 110 af 20.4.2001, s. 1.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/26

KENDELSE AFSAGT AF RETTEN I FØRSTE INSTANS

(Første Afdeling)

den 8. juli 2004

i sag T-200/02, Vassilios Tsarnavas mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1)

(Tjenestemænd - forsinket udfærdigelse af bedømmelse - påstand om annullation - påstand om erstatning - formaliteten)

(2004/C 262/49)

Processprog: fransk

I sag T-200/02, Vassilios Tsarnavas, forhenværende tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og med bopæl i Bruxelles (Belgien), ved avocat N. Lhöest, og med valgt adresse i Luxembourg, mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: D. Martin, og med valgt adresse i Luxembourg), angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om delvis afvisning af sagsøgerens klage og en påstand om erstatning på 12 500 EUR for det tab, der angiveligt er lidt som følge af den forsinkede udfærdigelse af sagsøgerens bedømmelse for perioden fra den 1. juli 1997 til den 30. juni 1999, har Retten (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne M.E. Martins Ribeiro og I. Labucka; justitssekretær: H. Jung, den 8. juli 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

1)	Sagen afvises.

2)	Hver part bærer sine omkostninger.

(1) EFT C 202 af 24.8.2002.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/26

KENDELSE AFSAGT AF RETTEN I FØRSTE INSTANS

den 14. juli 2004

i sag T-360/02, Wolf-Dieter Graf Yorck von Wartenburg mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1)

(Sagsøgers dødsfald - retssuccessorernes manglende videreførelse af sagen - fornødent at træffe afgørelse)

(2004/C 262/50)

Processprog: tysk

I sag T-360/02, Wolf-Dieter Graf Yorck von Wartenburg, forhenværende midlertidigt ansat ved Europa-Parlamentet, Wittibreut (Tyskland), ved Rechtsanwalt H.-H. Heyland, og med valgt adresse i Luxembourg, mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: J. Currall, bistået af avocat B. Wägenbaur, og med valgt adresse i Luxembourg), angående en påstand om annullation af Kommissionens meddelelse af 17. maj 2002 vedrørende en national rets foretagelse af udlæg i beløb fradraget sagsøgerens pension samt erstatning for det lidte tab, har Retten (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne P. Mengozzi og M.E. Martins Ribeiro; justitssekretær: H. Jung, den 14. juli 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Hver part bærer sine omkostninger.

(1) EUT C 55 af 8.3.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/26

KENDELSE AFSAGT AF RETTEN I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

den 6. juli 2004

i sag T-370/02, Alpenhain-Camembert-Werk m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1)

(Forordning (EF) nr. 1829/2002 - registrering af en oprindelsesbetegnelse - »Feta« - annullationssøgsmål - søgsmålsinteresse - afvisning)

(2004/C 262/51)

Processprog: tysk

I sag T-370/02, Alpenhain-Camembert-Werk., Lehen/Pfaffing (Tyskland), Bergpracht Milchwerk GmbH & Co. KG, Tettnang (Tyskland), Käserei Champignon Hofmeister GmbH & Co. KG, Lauben (Tyskland), Bayerland eG, Nuremberg (Tyskland), Hochland AG, Heimenkirch (Tyskland), Milchwerk Crailsheim-Dinkelsbühl eG, Crailsheim (Tyskland), Rücker GmbH, og Aurich (Tyskland) ved advokaterne J. Salzwedel og M.J. Werner, og med valgt adresse i Luxembourg, støttet af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (befuldmægtiget: P. Ormond), mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: J.L. Iglesias Buhigues, S. Grünheid og A.-M. Rouchaud-Joët), støttet af Den Hellenske Republik (befuldmægtigede: V. Kontolaimos, I. Chalkias og M. Tassopoulou) og af sammenslutningen af græske mælkeproducenter (Sevgap) ved advokat N. Korogiannakis, angående en påstand om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 1829/2002 af 14. oktober 2002 om ændring af bilaget til Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96, for så vidt angår betegnelsen »feta« (EFT L 277, s. 10) som beskyttet oprindelsesbetegnelse, har Retten (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne M. Jaeger og F. Dehousse; justitssekretær: H. Jung, den 6. juli 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

1)	Sagen afvises.

2)	Sagsøgerne bærer deres egne og Kommissionens omkostninger.

3)	Den Hellenske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og sammenslutningen af græske mælkeproducenter (Sevgap) bærer selv deres omkostninger.

(1) EFT C 55 af 8.3.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/27

KENDELSE AFSAGT AF RETTEN I FØRSTE INSTANS

den 8. juli 2004

i sag T-338/03, Eridania Sadam m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1)

(Fælles markedsordning for sukker - prisordning - regionalisering - underskudsområder - klassificering af Italien - produktionsåret 1997/1998 - forordning nr. 1158/2003 - annullationssøgsmål - fysiske og juridiske personer - formaliteten)

(2004/C 262/52)

Processprog: italiensk

I sag T-338/03, Eridania Sadam SpA, Bologna (Italien), Italia Zuccheri SpA, Bologna (Italien), Zuccherificio del Molise SpA, Termoli (Italien) og SFIR – Società Fondiaria Industriale Romagnola SpA, Cesana (Italien), ved avvocati G. Pittalis, I. Vigliotti, G.M. Roberti, P. Ziotti og A. Franchi, og med valgt adresse i Luxembourg, mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: L. Visaggio, med valgt adresse i Luxembourg), støttet af Rådet for Den Europæiske Union (befuldmægtiget: F. Ruggeri Laderchi) angående en påstand om annullation af artikel 1, litra c), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1158/2003 af 30. juni 2003 om fastsættelse for produktionsåret 2003/04 af de afledte interventionspriser for hvidt sukker (EFT L 162, s. 24), har Retten (Fjerde Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, H. Legal, og dommerne M. Vilaras og I. Wiszniewska-Bialecka; justitssekretær: H. Jung, den 8. juli 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

1)	Frifindelse.

2)	Det er ufornødent at tage stilling til interventionsbegæringerne fra Azienda Agricola Palazzina s.s. m.fl., Associazione Nazionale Bieticoltori, Consorzio Nazionale Bieticoltori og Associazione Bieticoltori Italiani.

3)	Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

4)	Rådet bærer sine egne omkostninger.

(1) EFT C 289 af 29.11.2003.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/27

KENDELSE AFSAGT AF PRÆSIDENTEN FOR RETTEN I FØRSTE INSTANS

den 27. juli 2004

i sag T-148/04 R, TQ3 Travel Solutions Belgium SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Offentlige tjenesteydelsesaftaler - EF-udbudsprocedurer - særlige rettergangsformer - begæring om udsættelse af gennemførelsen og om foreløbige forholdsregler - uopsættelighed - foreligger ikke)

(2004/C 262/53)

Processprog: fransk

I sag T-148/04 R, TQ3 Travel Solutions Belgium SA, Mechelen (Belgien), ved avocats R. Ergee og K. Möric mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: L. Parpala og E. Manhaeve, og med valgt adresse i Luxembourg), støttet af Wagon-Lits Travel SA, Bruxelles (Belgien), ved avocats F. Herbert og H. Van Peer, og solicitor D. Harrison, og med valgt adresse i Luxembourg, angående en påstand om, dels at gennemførelsen af Kommissionens beslutninger om ikke at tildele sagsøgeren parti nr. 1 af det udbud, der er offentliggjort ved meddelelse nr. 2003/S 143-129409 vedrørende indgåelse af tjenesteydelsesaftaler om rejsebureauvirksomhed, og tildele dette parti til en anden virksomhed, udsættes, og dels at Kommissionen pålægges at træffe sådanne foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at suspendere virkningerne af beslutningen om at tildele udbuddet eller af den kontrakt, der er indgået som følge af denne beslutning, har Rettens præsident den 27. juli 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

1)	Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/28

Sag anlagt den 28. maj 2004 af José Félix Merladet mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-198/04)

(2004/C 262/54)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 28. maj 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af José Félix Merladet, Overijse (Belgien) ved avocat Nicolas Lhoëst, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juni 2001 til den 31. december 2002 annulleres.

—	Ansættelsesmyndighedens udtrykkelige afgørelse af 12. februar 2004 om afvisning af sagsøgerens klage annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet påberåbt sig, at bedømmelsesproceduren er ulovlig. Sagsøgeren har i referenceperioden arbejdet ved Kommissionens delegation i New Delhi (Indien) og i Maputo (Mozambique) under forskellige overordnede. Karriereudviklingsrapporten tager ifølge sagsøgeren ikke i tilstrækkeligt omfang hensyn til bedømmelserne fra disse overordnede, som sagsøgeren har arbejdet for i mere end en måned.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at der er sket et åbenbart urigtigt skøn og at der foreligger manglende begrundelse.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/28

Sag anlagt den 25. juni 2004 af Zubeyir Aydar på vegne af Kongra-Gel samt 10 andre personer mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag T-253/04)

(2004/C 262/55)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 25. juni 2004 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Zubeyir Aydar, Fribourg, Schweiz, Haydar Isik, Maisoich, Tyskland, Kazim Baba, Berlin, Tyskland, George Aryo, Oldenzaal, Nederlandene, Sait Uzun, Egg/Flaw, Schweiz, Lord Nicholas Rea, London, Det Forenede Kongerige, Hugo Charlton, London, Det Forenede Kongerige, Roger Tomkins, Droucha, Cypern, Mark Thomas, London, Det Forenede Kongerige, Hugo Van Rompaye, Geel, Belgien og Jean Paul Nunez, Montpellier, Frankrig, ved barristers M. Muller, E. Grieves og C. Vine, og solicitor G. Pierce, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Den del af Rådets afgørelse 2004/306/EF af 2. april 2004, hvori der foreskrives foranstaltninger mod KONGRA-GEL som et alias for PKK, og forordning nr. 2580/2001 annulleres

—	Subsidiært erklæres forordning nr. 2580/2001 ulovlig, i det omfang den finder anvendelse på sagsøgerne

—	Der træffes sådanne videre foranstaltninger som Retten finder passende

—	Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger

—	Rådet tilpligtes at betale erstatning.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgerne gør gældende, at Rådet ved i sin afgørelse at beskrive KONGRA-GEL som et alias for PKK har handlet i strid med EF-traktaten både for så vidt angår de materielle og de formelle regler.

Sagsøgerne gør gældende, at Rådet på væsentlig måde har tilsidesat EF-traktaten af følgende grunde:

—	undladelse af at anvende tilgængelige objektive kriterier på de korrekte faktiske omstændigheder

—	undladelse af at iagttage grundlæggende rettigheder såsom retten til ytringsfrihed og foreningsfrihed i henhold til artikel 10 og 11 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder

—	tilsidesættelse af fællesskabsprincipper såsom proportionalitet, retssikkerhed, lighed og ret til kontradiktion

—	magtmisbrug.

Videre gør sagsøgerne gældende, at Rådet har tilsidesat de processuelle bestemmelser i EF-traktaten på følgende måder:

—

undladelse af at give sagsøgerne mulighed for at give møde forud for vedtagelsen af foranstaltningerne og/eller at give sagsøgerne adgang til kontradiktion og/eller effektive retsmidler med henblik på anfægtelse af de faktiske vurderinger, som Rådet har lagt til grund, således som omhandlet i artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder

—	undladelse af at give nøjagtige og passende begrundelser for det retlige og faktiske grundlag for beslutningen.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/29

Sag anlagt den 16. juni 2004 af Spyridon de Athanassios Pappas mod Regionsudvalget

(Sag T-254/04)

(2004/C 262/56)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 16. juni 2004 anlagt sag mod Regionsudvalget af Spyridon de Athanassios Pappas, Kraainem (Belgien), ved avocat Xanthi Gousta, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Den af Regionsudvalgets ansættelsesmyndigheds trufne afgørelse af 9. marts 2004 som svar på sagsøgerens klage af 23. december 2003 annulleres.

—	Den af Regionsudvalgets Præsidium trufne afgørelse af 8. oktober 2003 om annullation af ansættelsesprocedure 2000/C 28 A/01 annulleres.

—	Regionsudvalget tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren ansøgte om stillingen som generalsekretær for Regionsudvalget og anfægtede efterfølgende for Retten (sag T-73/01 (1)) Regionsudvalgets afgørelse om ikke at imødekomme hans ansøgning og om at ansætte en anden ansøger i stillingen. Ved dom af 18. september 2003 (2) gav Retten sagsøgeren medhold i hans første søgsmål. Som følge af dommen annullerede Regionsudvalget ved afgørelse af 8. oktober 2003 den pågældende ansættelsesprocedure og iværksatte en ny ansættelsesprocedure til den samme stilling.

Sagsøgeren anfægter i denne sag sidstnævnte afgørelse samt afgørelsen om afvisning af den klage, han indgav over denne afgørelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte i henhold til artikel 233 EF burde have genoptaget den første ansættelsesprocedure ved at retablere sagsøgerens ansøgning i dens helhed og ved efterfølgende at foretage høring af ad hoc udvælgelseskomitéen. Ifølge sagsøgeren kunne sagsøgte først efter disse skridt gyldigt annullere den første ansættelsesprocedure.

(1) EFT C 161 af 2.6.2001, s. 23.

(2) EUT C 289 af 29.11.2003, s. 20.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/29

Sag anlagt den 21. juni 2004 af Anne Koistinen mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-259/04)

(2004/C 262/57)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 21. juni 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Anne Koistinen Bruxelles, ved avocats Sébastian Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af Kommissionens afgørelse om afslag på at tildele sagsøgeren det i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten fastsatte udlandstillæg og om fastsættelse af hendes hjemsted til Bruxelles.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren tiltrådte tjenesten som hjælpeansat ved Kommissionen den 16. januar 2002. Den 1. juli 2003 blev hun udnævnt til tjenestemand på prøve. Sagsøgeren havde forud for sin indtræden i Kommissionens tjeneste fra den 15. januar 1996 til den 16. august 1998 arbejdet i en privat virksomhed i Bruxelles, fra den 17. august 1998 til den 2. september 1998 i samme virksomhed i Helsinki og fra den 7. september 1998 til den 15. januar 2002 i Bruxelles for »Finpro«, som er en organisation, der ikke arbejder med gevinst for øje.

Sagsøgeren anfægter i denne sag Kommissionens afgørelse om ikke at tildele hende udlandstillæg. Hun har påberåbt sig, at artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten er tilsidesat, og gjort gældende, at hun hverken har haft bopæl eller udøvet sit hovederhverv i Bruxelles i hele den i denne bestemmelse fastsatte referenceperiode, idet hun har boet og arbejdet i Helsinki fra den 17. august 1998 til den 2. september 1998. Subsidiært har hun gjort gældende, at »Finpro« var en del af Finlands Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union og at der som følge heraf ikke bør tages hensyn til den periode, hun arbejdede for denne organisation, da der er tale om tjeneste for en stat.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/30

Sag anlagt den 30. juni 2004 af World Wide Fund for Nature European Policy Programme mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag T-264/04)

(2004/C 262/58)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 30. juni 2004 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af World Wide Fund for Nature European Policy Programme, Bruxelles, Belgien, ved barrister R. Haynes.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af Rådets beslutning af 30. april 2004, der opretholdt Rådets afslag på at udlevere det dokument, som det havde identificeret som relevant for sagsøgerens begæring.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ved skrivelse af 23. februar 2004 indgav sagsøgeren en begæring til Rådet i henhold til artikel 6 i forordning nr. 1049/2001 (1) (EFT L 145, s. 43) og anmodede om oplysninger vedrørende et emne betegnet »WTO-Sustainability and Trade after Cancun« (WTO — Bæredygtighed og handel efter Cancun), der var på dagsordenen for et møde mellem »artikel 133 EF«-udvalgets stedfortrædere. Ved skrivelse af 17. marts 2004 tilkendegav Rådet, at det i forbindelse med sagsøgerens begæring havde identificeret en note fra Kommissionen, der dækkede over en lang række emner vedrørende opfølgningen på Cancun-konferencen, som Rådet imidlertid afviste at udlevere på det grundlag, at udleveringen ville være til skade for Den Europæiske Unions handelsinteresser og ville være skadelig for dens økonomiske forbindelser med tredjelande.

Den 5. april 2004 genfremsatte sagsøgeren begæringen i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning 1049/2001. Ved den omtvistede beslutning opretholdt Rådet afslaget af de grunde det allerede havde anført.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om annullation af den omtvistede beslutning anført, at Rådet har taget fejl ved vurderingen af de relevante oplysningers følsomhed, at det ikke har angivet tilstrækkelige grunde for dets afslag, og at det ikke har foretaget en korrekt anvendelse af proportionalitetsprincippet ved vurderingen af muligheden for delvis udlevering.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/30

Sag anlagt den 1. juli 2004 af Bic Deutschland GmbH & Co OHG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-270/04)

(2004/C 262/59)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 1. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Bic Deutschland GmbH & Co OHG, Eschborn (Tyskland), ved avocat Dominique Voillemot, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Kommissionens beslutning af 3. maj 2004, hvorved sagsøgeren blev pålagt at betale den bøde, som Kommissionen havde pålagt selskabet Tipp-Ex ved beslutning af 10. juli 1987, med tillæg af renter, som er endeligt opgjort pr. 28. maj 2004, og hvorved det blev besluttet at trække på den bankgaranti, som var stillet af Deutschland Bank AG Frankfurt am Main, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Det sagsøgende selskab er indtrådt i selskabet Tipp-Ex' rettigheder som følge af opkøbet af sidstnævnte selskab pr. 1. januar 1997 og den interne omstrukturering af BIC-koncernen, som fulgte herefter. Selskabet Tipp-Ex var adressat for beslutning nr. 87/406/EØF af 10. juli 1987, hvorved Kommissionen havde pålagt det en bøde på 400 000 ECU for overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler.

Tipp-Ex havde anlagt et søgsmål til prøvelse af denne beslutning og havde over for Kommissionen stillet en anfordringsbankgaranti til sikkerhed for betaling af bøden med tillæg af renter på 8 %. I henhold til sædvanlig praksis skulle der ikke trækkes på denne garanti før efter, at Kommissionen havde fremsendt en skriftlig anmodning herom, vedlagt en bekræftet kopi af Domstolens dom. Den 8. februar 1990 (1) frifandt Domstolen Kommissionen for Tipp-Ex' påstande og opretholdt således beslutningen af 10. juli 1987.

Det var imidlertid først med skrivelse af 12. februar 2004, at Kommissionen anmodede BIC om betaling af 923 747,94 EUR, som udgøres af bøden på 400 000 EUR og et rentetillæg (523 747,94 EUR).

Efter en brevveksling mellem sagsøgeren og Kommissionen har sidstnævnte ved den anfægtede beslutning forkastet BIC's argumentation, som bl.a. bygger på forældelsesbestemmelsen i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2988/74 (2), og har krævet betaling af den endelige bøde (931 726,02 EUR).

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande anført følgende:

—

Der er sket tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2988/74, som ikke giver hjemmel til at håndhæve en beslutning om bødepålæg efter udløbet af en frist på fem år. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at forældelsen i det foreliggende tilfælde hverken er blevet afbrudt eller suspenderet.

—

Kommissionen har begået en åbenbar skønsfejl med hensyn til anfordringsbankgarantiens funktion. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, dels at den omstændighed, at en sådan bankgaranti stilles, ikke udgør betaling af bøden, og at den ikke i sig selv medfører en betalingsforpligtelse, dels at der kun kan trækkes på bankgarantien, såfremt der er truffet skridt til inddrivelsen som omhandlet i forordning nr. 2988/74. I henhold til den omhandlede garantis ordlyd består dette inddrivelsesskridt i en udtrykkelig betalingsanmodning, fremsat af Kommissionen over for Deutsche Bank ved rekommanderet brev, og ledsaget af en bekræftet kopi af Domstolens dom.

Sagsøgeren har desuden påberåbt sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, subsidiært en tilsidesættelse af det almindelige princip om rimelige frister.

(1) Sag C-279/87, Tipp-Ex mod Kommissionen (Sml. 1990 I, s. 261).

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 2988/74 af 26. november 1974 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner inden for Det Europæiske Fællesskabs transport- og konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner (EFT L 319 af 29.11.1974, s. 1).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/31

Sag anlagt den 5. juli 2004 af Cytimo S.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-271/04)

(2004/C 262/60)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 5. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Cytimo S.A. (Bruxelles) ved avocats Pierre Van Ommeslaghe og Isabelle Heenen.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at sagsøgte har pådraget sig ansvar i kontrakt ved egen skyld og sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 27 330 577,77 EUR, den anslåede størrelse af det lidte tab, med tillæg af den lovbestemte rente i Belgien (p.t. 7 %) fra datoen for denne stævning til betaling sker, idet dette beløb dog kan reguleres under sagen.

—

Subsidiært fastslås det, at Fællesskabet, repræsenteret af Kommissionen, har pådraget sig ansvar, og Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 20 589 332,22 EUR som erstatning for det lidte tab, samt morarenter på 6 % af dette beløb fra tidspunktet for dommens afsigelse til betaling sker, idet dette beløb dog kan reguleres under sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren hævder at have indgået en lejekontrakt med Kommissionen vedrørende en ejendom beliggende i Bruxelles på 16 954 m2. Kommissionen har ifølge sagsøgeren også givet sit samtykke til, at udlejeren gav ordre til det indvendige indretningsarbejde, der var anmodet om.

Imidlertid gjorde Kommissionen inden den 1. november 2003 — datoen for lejekontraktens ikrafttræden — opmærksom på, at den hverken agtede at leje ejendommen eller at godtgøre sagsøgeren for det arbejde, der allerede var påbegyndt.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort gældende, at:

—	selvom lejekontrakten ikke formelt var underskrevet af Kommissionen, var den pågældende kontrakt alligevel bindende for parterne, idet kontrakten efter belgisk ret er indgået alene ved parternes enighed uden yderligere formalitetskrav,

—	Kommissionen har pådraget sig ansvar ved at nægte at opfylde kontrakten.

Sagsøgeren har anmodet om, at kontrakten ophæves på grund af Kommissionens misligholdelse i medfør af den belgiske code civils artikel 1.184, og at Kommissionen tilpligtes at erstatte sagsøgeren det tab, denne har lidt som følge af denne ophævelse.

Subsidiært — for det tilfælde at Retten ikke anerkender, at den omhandlede kontrakt er indgået — har sagsøgeren anført, at Kommissionen har begået en culpøs handling uden for kontraktforhold ved afbrydelsen af forhandlingen. Sagsøgeren påstår i denne henseende, at sagsøgte har handlet i strid med princippet om redelig handlemåde ved at skuffe Citymos berettigede forventning ved forhandlingen af kontrakten, og ved at bibringe sagsøgeren den opfattelse, at kontrakten ville blive indgået, for derefter at trække sig tilbage, uden loyalt at informere den anden part om denne holdningsændring.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/32

Sag anlagt den 8. juli 2004 af Georgios Rounis mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-274/04)

(2004/C 262/61)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 8. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Georgios Rounis, Bruxelles, ved avocat Eric Boigelot, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af afgørelse af 4. august 2003, som blev truffet af generaldirektøren for GD COMP/A i dennes egenskab af appelbedømmer og som definitivt stadfæster og godkender de vedrørende sagsøgeren udfærdigede bedømmelser for 1997-1999 og for 1999-2001.

—	Annullation af de nævnte bedømmelser.

—

Sagsøgeren tilkendes en erstatning for ikke-økonomisk skade, der efter billighed kan fastsættes til 8 000 EUR, som følge af de forskellige væsentlige fejl begået på forskellige niveauer ved udfærdigelsen af bedømmelserne for 1997-1999 og for 1999-2001 og som følge af den væsentlige forsinkelse ved den endelige udfærdigelse af de nævnte bedømmelser.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at vedtægtens artikel 25, stk. 2, og artikel 26 og 43 er tilsidesat, samt at der er sket tilsidesættelse af de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende anvendelsen af artikel 43, som blev vedtaget af Kommissionen den 26. april 2002. Sagsøgeren har ligeledes anført, at der foreligger magtfordrejning og tilsidesættelse af hans ret til kontradiktion, af princippet om god forvaltningsskik, af ligebehandlingsprincippet samt af det princip, som pålægger ansættelsesmyndigheden kun at træffe afgørelser på basis af lovligt uanfægtelige grunde, dvs. grunde, der er relevante og ikke behæftet med åbenbare faktiske eller retlige fejl.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/32

Sag anlagt den 7. juli 2004 af Aries Meca mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-275/04)

(2004/C 262/62)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 7. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af selskabet Aries Meca, Poissy, Frankrig, ved avocats Jean-Paul Poulain og Jean-Emmanuel Kuntz.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning af 16. december 2002 annulleres, for så vidt som den i artikel 1 erklærer ordningen for skattefritagelse af selskaber, som overtager en kriseramt virksomhed, for ulovlig.

—	Kommissionens beslutning af 16. december 2002 annulleres, for så vidt som den i artikel 5 beordrer tilbagesøgning af den samlede støtte, der er ydet i medfør af ordningen i henhold til CGI's artikel 44f, over for selskaber, som er stiftet med henblik på overtagelse af en kriseramt virksomhed.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for Retten.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den beslutning, som er genstand for denne sag, er den samme som den, der er anfægtet i sag T-273/04, Brandt Industries mod Kommissionen.

Sagsøgeren i denne sag, Aries Meca, er et selskab, som efter at have overtaget Aries SAS har nydt godt af de bestemmelser i Code Général des Impôts, som er omfattet af den anfægtede beslutning. Annullationspåstanden støttes på to anbringender, nemlig at der er sket tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 253 og at der er sket tilsidesættelse af artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (1).

(1) EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/32

Sag anlagt den 8. juli 2004 af Compagnie Maritime Belge N.V./S.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-276/04)

(2004/C 262/63)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 8. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Compagnie Maritime Belge N.V./S.A., Antwerpen, Belgien, ved avocat Denis Waelbroeck, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning af 30. april 2004 i sag COMP/D2/32.450 og 32.448, hvorved sagsøgeren blev pålagt en bøde for overtrædelse af EF-traktatens artikel 82, annulleres, subsidiært nedsættes bøden væsentligt.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ved beslutning 93/82/EØF af 23. december 1992 pålagde Kommissionen blandt andre sagsøgeren at betale en bøde i forbindelse med en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF). Sagsøgeren indbragte denne beslutning for Domstolen, som ved dom af 16. marts 2000 (1) annullerede denne for så vidt som den pålagde sagsøgeren en bøde. Efter denne dom har Kommissionen vedtaget den anfægtede beslutning, hvorved sagsøgeren bliver pålagt en bøde på 3 400 000 EUR for de samme overtrædelser.

Til støtte for påstanden om annullation af sidstnævnte beslutning har sagsøgeren først gjort gældende, at Kommissionen har vedtaget den anden beslutning efter urimelig lang tid, og derfor har udelukket sig fra at træffe foranstaltninger. Sagsøgeren har ligeledes anført, at Kommissionen har tilsidesat selskabets ret til forsvar, idet den kun genåbnede proceduren for så vidt angår bødespørgsmålet. Ifølge sagsøgeren bør Kommissionen, når den pålægger en bøde, foretage en fornyet vurdering af overtrædelserne på tidspunktet for den nye beslutning, og den kan ikke, som i den foreliggende sag, lægge vurderinger af de faktiske omstændigheder, som forelå tolv år forinden, til grund. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at bøden er ubegrundet, idet overtrædelserne ikke er godtgjort. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at den omhandlede bøde er udtryk for forskelsbehandling og er urimelig, samt at den er pålagt i strid med Kommissionens sædvanlige praksis og udgør magtfordrejning. Sagsøgeren er af den opfattelse, at hovedparten af bøden er blevet pålagt for et påstået misbrug af dominerende stilling begået af en linjekonference, som selskabet kun ejede mindre end en tredjedel af rettighederne til.

(1) Forenede sager C-395/96 P og C-396/96 P.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/33

Sag anlagt den 8. juli 2004 af Éditions Odile Jacobs SAS mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-279/04)

(2004/C 262/64)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 8. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Éditions Odile Jacobs SAS, Paris, ved avocats Olivier Fréget og Wilko van Weert, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning af 7. januar 2004 om en fusions forenelighed med fællesmarkedet og EØS-aftalen (sag COMP/M.2978 — Lagardère/Natexis/VUP) (1) annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ved den anfægtede beslutning har Kommissionen besluttet ikke at modsætte sig selskabet Lagardères erhvervelse af kontrollen over bestemte aktiver i selskabet Vivendi Universal Publishing (som kontrolleres af Investima, mens Lagardère selv kontrolleres af Natexis Banques Populaires) og at erklære transaktionen — som var blevet anmeldt til Kommissionen i henhold til artikel 4 i forordning (EØF) nr. 4064/89 (2) den 14. april 2003 — forenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalen, betinget af, at de foreslåede tilsagn gennemføres.

Sagsøgeren, som mener at være umiddelbart og individuelt berørt af den anfægtede beslutning, idet selskabet har deltaget aktivt i den administrative procedure forud for beslutningens vedtagelse, har nedlagt påstand om annullation af beslutningen med den begrundelse, for det første, at Kommissionen har tilsidesat forordning nr. 4064/89. Ifølge sagsøgeren kunne banken Natexis ikke være omfattet af undtagelsen i denne forordnings artikel 3, stk. 5, litra a), eftersom den først erhvervede Vivendi Universal Publishing efter at have indgået aftale om videresalg af denne virksomhed til Lagardère. Kommissionen har desuden urigtigt anset det omhandlede projekt for at udgøre en erhvervelse af enekontrol, selv om der i virkeligheden var tale om erhvervelse af fælles kontrol for Lagardère og Natexis, som skulle have foretaget en fælles anmeldelse heraf som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 4064/89.

Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 6, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, litra a), i forordning nr. 4064/89, idet den godtog anmeldelsen af den omhandlede fusion mere end fire måneder efter sin indgriben, og idet den indrømmede Lagardère den ene frist efter den anden, hvorfor vedtagelsen af beslutningen blev udskudt med ni måneder. Kommissionen har også begået en åbenbar fejl for så vidt angår bedømmelsen af Lagardères reelle styrke.

Sagsøgeren har desuden anført, at Kommissionen har tilsidesat artikel 2 i forordning nr. 4064/89 og begået en åbenbar skønsfejl, idet den anfægtede beslutning styrker Lagardères dominerende stilling. Sagsøgeren har anført, at Kommissionens godkendelse af et tilsagn om afhændelse, som hverken principielt eller med hensyn til betingelserne for gennemførelse heraf gør det muligt at genoprette en effektiv konkurrence, udgør en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 4064/89. Sagsøgeren har endelig påberåbt sig manglende begrundelse af den anfægtede beslutning for så vidt angår dette tilsagns indvirkning på markedets struktur under de nuværende vilkår.

(1) EFT L 125 af 28.4.2004, s. 54.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, EFT 1990 L 257, s. 13.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/34

Sag anlagt den 9. juli 2004 af Paola Staboli mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-281/04)

(2004/C 262/65)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 9. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Paola Staboli, Saint-Gilles (Belgien), ved avocat Lucas Vogel, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelser af 12. marts 2004 og af 6. april 2004 om afvisning af sagsøgerens klage af 29. august 2003, hvorved hun anfægtede en afgørelse af 9. maj 2003 om afslag på hendes ansøgning om, at hun som et uddannelsesmæssigt tiltag deltog i to konferencer i Melbourne og Perth mellem den 26. juni og den 5. juli 2003, og ligeledes om afvisning af at bevilge hende uddannelsesorlov til dette formål.

—	Om nødvendigt ligeledes annullation af den ovenfor nævnte afgørelse af 9. maj 2003, som blev truffet af generaldirektøren for Kommissionens Oversættelsestjeneste.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 5 000 EUR.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren anfægter ansættelsesmyndighedens afgørelse om at afslå hendes ansøgning om uddannelsesorlov, en ansøgning, som blev indgivet med henblik på som taler at deltage i konferencer afholdt i Melbourne og Perth i Australien mellem den 26. juni og den 5. juli 2003.

Til støtte for sine påstande gør sagsøgeren gældende:

—

at der er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 24, stk. 3, af den af kommissærkollegiet vedtagne afgørelse af 7. maj 2002, navnlig af dennes artikel 1, 2, og 3, samt af afgørelsen om godkendelse af sagsøgerens uddannelsesplan for forfremmelsesåret 2003 derved, at den pågældende ansøgning om uddannelsesorlov blev afslået med den begrundelse, at der kun var tale om aktiviteter, som sigtede mod sagsøgerens personlige udvikling, skønt sagsøgerens uddannelsesplan for forfremmelsesåret 2003 dels udtrykkeligt henviste til sådanne aktiviteter som uddannelsesmæssige tiltag og skønt et af formålene med tjenestemændenes videreuddannelse i øvrigt netop er at sikre disses personlige udvikling og medvirken til Kommissionens udstrakte og fortræffelige virksomhed.

—

at princippet om forbud mod forskelsbehandling er tilsidesat, samt at der i det foreliggende tilfælde er anlagt et åbenbart fejlskøn derved, at ansættelsesmyndigheden nægter at anerkende, at de pågældende konferencers tema (middelalderlitteraturen og i særdeleshed Dante's værker) henhører under sagsøgerens efteruddannelse, eftersom dette emne har direkte sammenhæng med hendes aktiviteter i oversættelsestjenesten, og eftersom der i øvrigt regelmæssigt gives uddannelsesorlov til andre tjenestemænd med henblik på lignende aktiviteter.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/34

Sag anlagt den 9. juli 2004 af Georgia-Pacific S.A.R.L. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag T-283/04)

(2004/C 262/66)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 9. juli 2004 anlagt sag mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) af Georgia-Pacific S.A.R.L., Luxembourg, ved avocat Rebecca Delorey.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Annullation og omgørelse af afgørelse truffet af Første Appelkammer, for så vidt som appelkammeret fandt, at varemærke nr. 2 101 277 savnede fornødent særpræg for »køkkenruller til husholdningsbrug, køkkenrulle, papirhåndklæder« i hele Fællesskabet, jf. artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, og ved ny afgørelse at fastslå, at det afviste varemærke har særpræg.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

EF-varemærket, der søges registreret:	Et tredimensionalt mærke, der fremstår som et køkkenrullemotiv.
Varer eller tjenesteydelser:	Varer i klasse 16 (køkkenruller til husholdningsbrug, køkkenrulle, papirhåndklæder) — ansøgning nr. 2 101 277.
Den til appelkammeret påklagede afgørelse:	Undersøgerens afslag på registrering.
Appelkammerets afgørelse:	Klagen afslås.
Søgsmålsgrunde:	Den anfægtede afgørelse tilsidesætter bestemmelserne i artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 40/94. Tegnet kan åbenbart gengives grafisk i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 7, stk. 1, litra a), og artikel 4. Tegnet er hverken beskrivende, almindeligt eller har en udformning, der følger af varens egen karakter. Tegnet har fornødent særpræg i tilstrækkeligt omfang til at opfylde kravene i forordningens artikel 7, stk. 1, litra b).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/35

Sag anlagt den 13. juli 2004 af Michel Andrieu mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-285/04)

(2004/C 262/67)

processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 13. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Michel Andrieu, Saint-Mandé (Frankrig), ved avocats Stéphane Rodriques og Yola Minatchy, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 30. marts 2004 som svar på sagsøgerens klage, samt annullation af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002.

—	Det fastslås, at Det Europæiske Fællesskab er ifaldet ansvar uden for kontraktforhold som følge af den anfægtede afgørelse og den forsinkede udfærdigelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport.

—	Sagsøgeren tilkendes en erstatning på i alt 64 468 EUR som følge af tab af fagligt omdømme og for den økonomisk og ikke-økonomisk skade, han har lidt, herunder en symbolsk erstatning på 1 EUR for psykisk chikane.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Denne sag er anlagt til prøvelse af afgørelse af 31. marts 2004 af Kommissionens direktør for Personale og Administration om afvisning af sagsøgerens klage i forbindelse med udfærdigelsen af hans karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002 (karriereudviklingsrapport 2001-2002).

Sagsøgeren har anfægtet lovligheden af denne afgørelse, samt lovligheden af karriereudviklingsrapport 2001-2002, som nævnte afgørelse er baseret på.

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende:

—

at hans ret til kontradiktion er tilsidesat, navnlig henset til den manglende arkivering af visse bedømmelsespunkter i sagsøgerens personlige aktmappe, til disses delvise indførelse i databasen »SYSPER2« og til det forhold, at det er umuligt at identificere den referencebedømmelse, der skal tages hensyn til.

—	at de processuelle garantier er tilsidesat, især som følge af interessekonflikten hos bedømmeren og medbedømmeren, samt at der er sket tilsidesættelse af visse gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 og 45.

—	at der i det foreliggende tilfælde er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

—	at forpligtelsen til at begrunde retsakter er tilsidesat.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/35

Sag anlagt den 15. juli 2004 af Dimitra Lantzoni mod De Europæiske Fællesskabers Domstol

(Sag T-289/04)

(2004/C 262/68)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 15. juli 2004 anlagt sag mod De Europæiske Fællesskabers Domstol af Dimitra Lantzoni, Übersyren (Luxembourg), ved avocat Clara Marhuenda, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af De Europæiske Fællesskabers Domstols afgørelse, som blev meddelt sagsøgeren den 7. oktober 2003, og hvori hendes indsigelse mod de tildelte points for forfremmelsesåret 1999/2000 og for forfremmelsesåret 2001 afvises.

—	De Europæiske Fællesskabers Domstol tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren, som er tjenestemand ved Domstolen, blev den 5. februar 2002 underrettet om afgørelsen om at tildele hende nul forfremmelsespoints for 1999 og 2000. Den 16. januar 2003 blev sagsøgeren ligeledes underrettet om, at hun var blevet tildelt et forfremmelsespoint for forfremmelsesåret 2001. Sagsøgeren gjorde indsigelse mod denne tildeling og føjede efterfølgende til denne indsigelse en ny indsigelse vedrørende tildelingen af nul points for 1999 og 2000. Hendes indsigelse blev afvist som for sent indgivet for så vidt angår 1999 og 2000 og som ubegrundet hvad angår 2001.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at den anfægtede pointtildeling er i strid med Domstolens afgørelse af 18. oktober 2000 om indførelse af dette system derved, at den ikke er sket på grundlag af sagsøgerens bedømmelser, idet de tildelte points ikke har nogen som helst sammenhæng med disse bedømmelser. Sagsøgeren har med hensyn til afvisningen af hendes indsigelse over den manglende pointtildeling for 1999 og 2000 som for sent indgivet gjort gældende, at forsinkelsen på næsten to år i forbindelse med meddelelsen af hendes bedømmelse for bedømmelsesåret 1999/2000 har forhindret hende i rettidigt at få kendskab til de fejl, som pointtildelingen for nævnte forfremmelsesår var behæftet med. Ifølge sagsøgeren vil retssikkerheden vedrørende det pågældende forfremmelsesår på ingen måde berøres i tilfælde af, at hun får lov til at anfægte de manglende points for disse to år, eftersom antallet af opnåede point ikke automatisk sikrer en forfremmelse.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/36

Sag anlagt den 21. juli 2004 af Miguel Teixeira Gaspar, Pedro Paixão Telhada, Ricardo Jorge da Silva Seara Pinto de Amorim og Fernando Miguel Santos Ribeiro mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag T-290/04)

(2004/C 262/69)

Processprog: portugisisk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 21. juli 2004 anlagt sag mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) af Miguel Teixeira Gaspar, Pedro Paixão Telhada, Ricardo Jorge da Silva Seara Pinto de Amorim og Fernando Miguel Santos Ribeiro, Parede og Brandoa (Portugal), ved advokaterne Ana Clara Santos og Inês Alves Guerra.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

—	Afgørelse truffet den 17. marts 2004 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 0682/2001-4, som blev meddelt sagsøgerne den 18. maj 2004, annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ansøger om EF-varemærket:	João Pedro Lamúrias Escoval.
EF-varemærket, der søges registreret:	Figurmærket »MOONSPELL« — ansøgning nr. 483438 for varer og tjenesteydelser i klasse 41 (musikorkester).
Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn:	Sagsøgerne.
Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn:	Ordmærket »MOONSPELL«, der anvendes af sagsøgerne for varer og tjenesteydelser i klasse 41 (musikorkester).
Indsigelsesafdelingens afgørelse:	Indsigelsen forkastes.
Appelkammerets afgørelse:	Klagen afvises.
Søgsmålsgrunde:	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1 og 2, litra c), og stk. 4, samt artikel 75 og 76 i forordning nr. 40/94 (1). Det af sagsøgerne anvendte varemærke var på tidspunktet for indgivelse af den omhandlede varemærkeansøgning almindeligt kendt. Mangelfuld prøvelse af de beviser, som sagsøgerne har fremlagt.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/37

Sag anlagt den 9. juli 2004 af Guy Tachelet mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-293/04)

(2004/C 262/70)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 9. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Guy Tachelet, Rijmenam (Belgien), ved avocat Nicolas Lhöest, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 2. september 2003 annulleres for så vidt som:

—	Kommissionen ikke har tildelt sagsøgeren en anciennitetsforbedring på 48 måneder på tidspunktet for hans ansættelse.

—	Kommissionen ikke har genoprettet sagsøgerens karriere i lønklasse ved at fremrykke datoen for hans forfremmelse til lønklasse B3 og ved i givet fald at tildele ham en forfremmelse til lønklasse B2 (nu B*8).

—	Kommissionen ikke har foretaget en sammenligning af fortjenester for de forfremmelsesår, på grundlag af hvilke sagsøgeren er blevet forfremmelsesværdig til lønklasse B3.

—	Ansættelsesmyndighedens udtrykkelige afvisning den 16. marts 2004 af sagsøgerens klage (R/714/03) annulleres om nødvendigt.

—	Kommissionen tilpligtes at betale en erstatning, som foreløbigt fastsættes til 125 000 EUR, såfremt det er umuligt for denne at genoprette sagsøgerens karriere i lønklasse.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren, som blev indplaceret i lønklasse B5, løntrin 3, ved hans ansættelse i oktober 1995, har anfægtet ansættelsesmyndighedens afgørelse om ved ændringen af indplaceringen at fastsætte denne til lønklasse B4, løntrin 2, og ikke til lønklasse B4, løntrin 3, om ikke at genoprette hans karriere, og om ikke at foretage en sammenligning af fortjenester for de forfremmelsesår, på grundlag af hvilke sagsøgeren er blevet forfremmelsesværdig til lønklasse B3.

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende:

—

at der med hensyn til ancienniteten på løntrin på tidspunktet for ansættelsen er sket tilsidesættelse af Kommissionens afgørelser af 6. juni 1973 og 1. september 1983 vedrørende de kriterier, der finder anvendelse ved udnævnelse i lønklasse og indplacering på løntrin ved ansættelsen, af vedtægtens artikel 5, stk. 3, og af lighedsprincippet, samt af forpligtelsen til at begrunde retsakter.

—	at der for så vidt angår afslaget på at genoprette hans karriere er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5, stk. 3, og artikel 45.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/37

Sag anlagt den 23. juli 2004 af Internationaler Hilfsfonds e.V. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-294/04)

(2004/C 262/71)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 23. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Internationaler Hilfsfonds e.V., Rosbach (Tyskland), ved Rechtanwalt H. Kaltenecker.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren 54 037,00 EUR i erstatning for den økonomiske skade, som denne har lidt som følge af den retsstridige adfærd, der er udvist af Kommissionens ansatte, og at betale sagens omkostninger samt sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er en ikke-statslig organisation (NGO) og virker inden for det humanitære område.

Sagsøgeren har anført, at Retten i sag T-321/01 (1) vedrørende afslaget på sagsøgerens to ansøgninger om samfinansiering har fastslået, at Kommissionen ved sin handlemåde havde udvist forsømmelighed, og har annulleret den pågældende kommissionsbeslutning. Sagsøgeren har gjort gældende, at organisationen har haft betydelige omkostninger under behandlingen af sagen ved den europæiske ombudsmand, forud for retssagen. Retten har med henvisning til retspraksis fastslået, at disse omkostninger ikke kunne kræves erstattet i forbindelse med sag T-321/01. Dermed er sagsøgeren henvist til at anlægge en erstatningssag mod Kommissionen i henhold til artikel 288, stk. 2, EF.

(1) Dom af 18.9.2003 i sag T-321/01, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/38

Sag anlagt den 22. juli 2004 af Salvador Contreras Gila, José Ramiro López og Antonio Ramiro López mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag T-296/04)

(2004/C 262/72)

Processprog: spansk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 22. juli 2004 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Salvador Contreras Gila, José Ramiro López og Antonio Ramiro López, Jaén (Spanien), ved abogado José Francisco Vázquez Medina, Jaén.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Artikel 1, nr. 7, i Rådets forordning (EF) nr. 864/04 annulleres ipso jure.

—	Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Til støtte for deres argumenter har sagsøgerne gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og dermed af retssikkerhedsprincippet, samt tilsidesættelse af princippet om, at forvaltningen er bundet af sine egne retsakter, idet de producenter, som i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 2366/98 plantede oliventræer i 1997 eller 1998, som følge af, at den anfægtede bestemmelse kun angiver produktionsårene 1999/2000, 2000/2001, 2001/2002 og 2002/2003 som referenceperiode for beregningen af direkte støtte til olivenolieproducenterne, kun vil være berettigede til en meget lille del af den ved forordningen fastsatte støtte, eftersom produktionen i disse produktionsår var forsvindende lille, da et oliventræ tidligst giver en fuld høst efter otte år.

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, eftersom andre medlemsstater, som f.eks. Portugal, yder støtte til finansiering af en forøgelse af produktionen af unge olivenplantager.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/38

Sag anlagt den 21. juli 2004 af EFKON AG mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag T-298/04)

(2004/C 262/73)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 21. juli 2004 anlagt sag mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union af EFKON AG, Graz-Andritz (Østrig) ved Rechtsanwalt Georg Zanger, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/52/EF af 29. april 2004 (1) annulleres.

—	Subsidiært: artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), og artikel 2, stk. 3 og 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/52/EF af 29. april 2004 annulleres.

—	Tertiært: den af sagsøgeren anvendte teknologi (aktiv infrarød) ved indførelsen af elektroniske bompengesystemer godkendes.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/52/EF. Sagsøgeren har gjort gældende, at det anfægtede direktiv strider mod princippet om retsakters teknologi-neutralitet, idet det fastsætter en forpligtelse til at anvende bestemte teknologier. Derved skabes en markedsordning til gunst for de i direktivet nævnte teknologier, og princippet om fri konkurrence i Fællesskabet tilsidesættes. Sagsøgeren og dennes teknologi (bi-direktional højhastighedsaktiv infrarød kommunikationsteknologi) udelukkes fra markedet for bompengesystemer.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at man ikke opnår det med direktivet tilsigtede formål — interoperabilitet mellem elektroniske bompengesystemer i medlemsstaterne — og at man samtidig forhindrer samarbejde mellem medlemsstaterne, hvilket er i strid med subsidiaritetsprincippet. Desuden deltog sagsøgeren ikke i retsforskriftens tilblivelse, hvorved sagsøgerens ret til at blive hørt blev tilsidesat, og sagsøgeren forskelsbehandles i forhold til mikrobølgeindustrien i kraft af direktivet. Den markedsordning, som fællesskabslovgiver har indført, er ligeledes til skade for sagsøgeren ved dennes udøvelse af de ved EF-traktaten sikrede grundlæggende friheder.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/52/EF af 29.4.2004 om interoperabilitet mellem elektroniske bompengesystemer i Fællesskabet (EUT L 166, s. 124).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/39

Sag anlagt den 15. juli 2004 af easyJet Airline Company Limited mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-300/04)

(2004/C 262/74)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 15. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af easyJet Airline Company Limited, Luton, Det Forenede Kongerige, ved solicitors J. Cook og L. Mills, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning af 7. april 2004 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (sag COMP/38.284/D2 Societé Air France/Alitalia Linee Aeree Italiane SpA), annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ved den anfægtede beslutning erklærede Kommissionen EF-traktatens artikel 81, stk. 1, for uanvendelig på samarbejdsaftalen mellem luftfartsselskaberne Air France og Alitalia i perioden fra den 12. november 2001 til den 11. november 2007, betinget af opfyldelse af de i bilaget til beslutningen angivne tilsagn.

Sagsøgeren, som også er et luftfartsselskab, har nedlagt påstand om annullation af denne beslutning. Sagsøgeren har anført, at samarbejdsaftalen udgør en fusion af aftaleparternes aktiviteter på ruterne mellem Frankrig og Italien og derfor skulle have været vurderet i henhold til Rådets forordning nr. 4064/89 (1). Selskabet har endvidere anført, at Kommissionen ikke har foretaget en korrekt afgrænsning af det relevante marked, idet den ikke har taget aftaleparternes stilling som aftagere af lufthavnstjenester i betragtning, og idet den urigtigt har konkluderet, at de to lufthavne i Paris er substituerbare, samt at lavprisselskaber ikke udgør et reelt alternativ for passagerer, som lægger vægt på befordringstiden, på ruter mellem Frankrig og Italien.

Sagsøgeren er desuden af den opfattelse, at Kommissionen har anvendt artikel 81, stk. 1, EF urigtigt, idet den har foretaget en utilstrækkelig vurdering af potential konkurrence mellem aftaleparterne, idet den ikke har foretaget en nøjagtig bedømmelse af, om aftalen opfylder de fire betingelser i bestemmelsens stk. 3, og idet den har baseret sine konklusioner på åbenbare retlige fejl og skønsfejl. For så vidt angår de tilsagn, som fremgår af bilaget til beslutningen, har sagsøgeren anført, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang har vurderet effektiviteten af disse tilsagn eller om de er tilstrækkelige til at genoprette konkurrencen. Sagsøgeren har endelig anført, at den anfægtede beslutning ikke indeholder en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor Kommissionen ikke har vurderet, om parterne har en dominerende stilling på nogle markeder, og om artikel 82 EF finder anvendelse på deres aftale.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, EFT 1990 L 257, s. 13.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/39

Sag anlagt den 28. juli 2004 af Clearstream Banking Aktiengesellschaft og Clearstream International société anonyme Luxembourg mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-301/04)

(2004/C 262/75)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 28. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Clearstream Banking Aktiengesellschaft, Frankfurt am Main, og Clearstream International société anonyme Luxembourg, Luxembourg, ved Rechtsanwälte Horst Satzky og Bernhard M. Maassen, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning af 2. juni 2004 i sag COMP/38.096, som var rettet til sagsøgerne, og hvorved den 1) har fastslået, at der foreligger et misbrug af dominerende stilling, og 2) har pålagt sagsøgerne en undladelsesforpligtelse, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I den anfægtede beslutning har Kommissionen fastslået, at sagsøgerne har overtrådt artikel 82 EF. Efter Kommissionens opfattelse har sagsøgerne misbrugt en dominerende stilling, idet de angiveligt gennem næsten to år nægtede at udføre såkaldte clearing- og afregningsydelser vedrørende tyske navneaktier for Euroclear Bank SA (»EB«), og idet de i mere end fem år har udøvet prisdiskrimination over for EB i forbindelse med udførelsen af primære clearing- og afregningsydelser.

Sagsøgerne bestrider disse anbringender og har nedlagt påstand om, at beslutningen annulleres. Sagsøgerne har primært anfægtet Kommissionens antagelse af, at sagsøgeren Clearstream Banking AG (»CB«) indtager en dominerende stilling på det relevante marked.

Sagsøgerne har gjort gældende, at forhandlingerne mellem CB og EB vedrørende afviklingen af værdipapirhandler vedrørende tyske navneaktier ikke strakte sig over næsten to år, men højst ni måneder. Årsagen til dette langvarige forløb skal findes hos EB og ikke hos CB. CB har på intet tidspunkt haft interesse i eller endog ønske om at nægte EB disse ydelser, som selskabet udfører for andre kunder.

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at det for så vidt angår forhandlingerne bør erindres, at afviklingen af værdipapirhandler vedrørende tyske navneaktier overhovedet ikke har nogen betydning for udvekslingen af ydelser mellem CB og EB. Sagsøgerne har i forbindelse med prisfastsættelsen lagt princippet om ligebehandling af sammenlignelige kunder til grund. EB kan ikke sammenlignes med den kundegruppe, Kommissionen har henvist til i begrundelsen for dens påstand om forskelsbehandling.

Sagsøgerne har desuden gjort gældende, at Kommissionen ikke har hævdet, at Clearstream International S.A. Luxembourg (»CI«) er en dominerende virksomhed. Allerede derfor kan selskabet ikke havde misbrugt en dominerende stilling. Afgrænsningen i beslutningen af det relevante produktmarked er heller ikke korrekt. Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionens sondring mellem »primære« og »sekundære« afviklingsydelser savner en saglig begrundelse og at den endog er selvmodsigende. Der er kun ét relevant produktmarked for clearing og afregning. CB har ikke en dominerende stilling på det relevante produktmarked for clearing- og afregningsydelser, hvorfor hverken CB eller CI er omfattet af artikel 82 EF. Beslutningen skal annulleres allerede på grund af den urigtige markedsafgrænsning og på grund af, at der som følge heraf ikke foreligger nogen dominerende stilling.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/40

Sag anlagt den 26. juli 2004 af Maison de l'Europe Avignon Méditerranée mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-302/04)

(2004/C 262/76)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 26. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af foreningen Maison de l'Europe Avignon Méditerranée, Avignon (Frankrig), ved avocat François Martineau.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionen tilpligtes at betale et samlet beløb på 394 066,76 EUR, idet den den ikke har opfyldt sine finansielle tilsagen over for Maison de l'Europe Avignon Méditerranée.

—	Kommissionen tilpligtes at betale alle de udgifter, der kan kræves erstattet, idet disse er anslået til et beløb på 10 000 EUR.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ifølge sagsøgeren havde Kommissionen allerede i 1996 uformelt anerkendt, at sagsøgeren etablerede et Info Point Europe. I 2000 indgik sagsøgeren en aftale med Kommissionen om etableringen af et Info Point Europe, hvorved der ifølge sagsøgeren skete en formalisering af situationen. I 2004 opsagde Kommissionen aftalen.

Med dette søgsmål ønsker sagsøgeren at gøre et ansvar i kontraktforhold gældende over for Kommissionen for at få betaling for de ydelser, som den sagsøgende forening siden 1996 har leveret i forbindelse med dens virke som europæisk informationspunkt for Kommissionen.

Ifølge sagsøgeren har Kommissionen tilsidesat sine kontraktlige forpligtelser og skal betale forskellige morarenter, ydelser leveret under festivalen i Avignon og udgifterne ved at have drevet et europæisk dokumentationscenter siden 1996.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/40

Sag anlagt den 29. juli 2004 af European Dynamics SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-303/04)

(2004/C 262/77)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 29. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af European Dynamics SA, Athen (Grækenland), ved advokat S. Pappas.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af Kommissionens kontraktmeddelelse 2003/S249-221337 ESP-DIMA.

—	Annullation af Kommissionens offentlige udbud PO/2003/192 (ESP-DIMA).

—	Annullation af Kommissionens beslutning af 14. juli 2004 om at placere European Dynamic's consortium som nr. to efter den tilbudsgiver, som blev tildelt udbuddet.

—	Annulation af Kommissionens beslutning af 14. juli 2004 om afvisning af sagsøgerens klage over tildelingen af udbuddet.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er en del af et konsortium, der fik tildelt et udbud vedrørende ESP parti 5, Internet-anvendelser. ESP parti 4, data- og informationsstyringsanvendelser, blev tildelt et andet konsortium.

Ifølge sagsøgeren var udbuddet i den foreliggende sag, ESP-DIMA, baseret på den fejlagtige antagelse, at udvekslingen af tjenesteydelsen data og informationsstyring udgør et nyt marked, og at brugen af ESP parti 4 havde oversteget alle forventninger. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt har overført arbejde til ESP parti 4, der ifølge sagsøgeren falder under ESP parti 5. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen som følge heraf skal forhøje budgettet for ESP parti 4 og gennemføre en ny ESP-DIMA-udbudsprocedure, mens det budget, som bruges til ESP parti 5, ikke nåede op på det forventede niveau.

Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat væsentlige formforskrifter, idet mindst ét medlem af udvælgelseskomitéen for det foreliggende udbud er inhabil i forhold til sagsøgeren.

Afslutningsvis har sagsøgeren gjort gældende, at placeringer som nummer to i rækken af antagne tilbud vedrørende ESP-DIMA ikke er tilstrækkeligt begrundet. Sagsøgeren har også anført, at Kommissionen afviste at give aktindsigt i oplysninger vedrørende udvælgelsesrapporten.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/41

Sag anlagt den 26. juli 2004 af Eden mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag T-305/04)

(2004/C 262/78)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 26. juli 2004 anlagt sag mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) af Eden, Paris, ved avocat Muriel Antoine-Lalance.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Afgørelse truffet den 24. maj 2004 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 591/2003-4) annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

EF-varemærket, der søges registreret:	Duftmærket »ODEUR DE FRAISE MÛRE«, ledsaget af en grafisk gengivelse af et jordbær — registrering nr. 001122118.
Varer eller tjenesteydelser:	Varer i klasse 3, 16, 18 og 25.
Den til appelkammeret påklagede afgørelse:	Undersøgerens afslag på registrering.
Appelkammerets afgørelse:	Klagen afslås.
Søgsmålsgrunde:	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/41

Sag anlagt den 15. juli 2004 af Monika Luxem mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-306/04)

(2004/C 262/79)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 15. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Monika Luxem, Bruxelles (Belgien), ved avocats Sébastian Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Annullation af Kommissionens afgørelse om ikke at ansætte sagsøgeren som tjenestemand ved De Europæiske Fællesskaber, om ikke at ansætte sagsøgeren i GD DEV/A.2 i den stilling, der blev opslået ledig under ref. nr. KOM/2002/6022/F og om afvisning af at ansætte sagsøgeren i en anden stilling svarende til hendes kvalifikationer og karriereprofil.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren indgav ansøgning til den almindelige udvælgelsesprøve KOM/A/6/01 til ansættelse af fuldmægtige inden for områderne eksterne forbindelser og administration af støtte. Hun anførte i sin ansøgning, at hun efter tre års studier havde opnået et tysk diplom. Efter at have bestået udvælgelsesprøven ansøgte hun om en ledig stilling ved Kommissionen. Ved skrivelse af 30. juli 2003 underrettede Kommissionen hende om, at den henset til hendes diplom ikke var i stand til at imødekomme hendes ansøgning. Ifølge Kommissionen opfyldte alene et tysk diplom opnået efter fire års studier adgangsbetingelserne til udvælgelsesprøven, hvori det var angivet, at de krævede diplomer skulle give adgang til studier med henblik på opnåelse af en doktorgrad.

Sagsøgeren har til støtte for annullationssøgsmålet til prøvelse af denne afgørelse gjort gældende, at retssikkerhedsprincippet er tilsidesat, at tilbagetrækningen af en afgørelse, som har skabt subjektive rettigheder, er ulovlig, at den pågældende meddelelse om udvælgelsesprøven er tilsidesat samt at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/42

Sag anlagt den 19. juli 2004 af Carlo Pagliacci mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-307/04)

(2004/C 262/80)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 19. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Carlo Pagliacci, Bruxelles, ved avocats Sébastien Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af den af udvælgelseskomitéen for udvælgelsesprøve KOM/A/1/02 trufne afgørelse om ved prøverne at tildele sagsøgeren et antal points, der var utilstrækkeligt til at opføre ham på listen over beståede ansøgere.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at meddelelsen om udvælgelsesprøven er tilsidesat, idet flere af de beståede ansøgere ikke var i besiddelse af det foreskrevne diplom, som skulle have direkte forbindelse med landbrugsområdet. Sagsøgeren har ligeledes anført, at et medlem af udvælgelseskomitéen til dagligt arbejder sammen med visse ansøgere. Ifølge sagsøgeren har denne omstændighed givet de pågældende ansøgere en særstilling i forhold til de øvrige ansøgere, hvilket som følge heraf udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Eftersom ansættelsesmyndigheden angiveligt ikke er blevet informeret om dette forhold, har sagsøgeren ligeledes gjort gældende, at der på dette grundlag er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 14.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/42

Sag anlagt den 19. juli 2004 af Francesco Ianniello mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-308/04)

(2004/C 262/81)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 19. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Francesco Ianniello, Bruxelles, ved avocats Sébastien Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af den af den ansvarlige for den appellerede bedømmelse trufne afgørelse af 8. september 2003 om udfærdigelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport 2001-2002.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort gældende, at artikel 8 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 er tilsidesat. Sagsøgeren har anført, at denne bestemmelse er ulovlig for så vidt som den fastsætter, at der til Det Paritetiske Bedømmelsesudvalg udpeges medlemmer, der enten er i samme lønklasse som sagsøgeren eller i en lavere lønklasse end sagsøgeren, og som derfor ikke besidder den sikrede uafhængighed eller de krævede kvalifikationer. Sagsøgeren har tilføjet, at personaledirektøren eller dennes stedfortræder ikke afstod fra at medvirke, og deltog i undersøgelsen af hans klage, selv om han udøver beføjelser, som han har fået tillagt af en faglig organisation.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Det Paritetiske Bedømmelsesudvalgs medlemmers tavshedspligt er tilsidesat, at der er sket tilsidesættelse af princippet om Det Paritetiske Bedømmelsesudvalgs uafhængighed og objektivitet, tilsidesættelse af sagsøgerens ret til kontradiktion og af kontradiktionsprincippet, og tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, samt at der er anlagt et åbenbart fejlskøn og ikke er sammenhæng mellem bemærkningerne og de tildelte points.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/43

Sag anlagt den 28. juli 2004 af TV 2/DANMARK A/S mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-309/04)

(2004/C 262/82)

Processprog: dansk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 28. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af TV 2/DANMARK A/S, Odense (Danmark), ved advokat Olaf Koktvedgaard.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning af 19. maj 2004 C(2004)1814fin i sag C 2/2003 (ex NN 22/2002) om Danmarks foranstaltninger til fordel for TV2/Danmark annulleres i sin helhed, subsidiært delvist.

—	Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for de nedlagte påstande gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning er truffet under tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, artikel 87, stk. 1, EF, artikel 86, stk. 2, EF, artikel 295 EF og protokollen om offentlig radio- og tv-virksomhed. Sagsøgeren gør nærmere bestemt gældende,

—	at kontradiktionsprincippet er tilsidesat, at opgørelsen af overkompensation medtager beløb, der ikke vedrører undersøgelsesperioden, og at grundlaget og begrundelsen for vurderingen af opbygningen af egenkapital i TV2 er utilstrækkelig;

—	at Kommissionens undersøgelser ikke er sket på grundlag af situationen på tidspunktet for tildelingen af de enkelte foranstaltninger til fordel for TV2;

—	at de licensmidler, der er tilført TV2, og de reklamemidler, der i 1995-1997 er tilført TV2 via TV2-Fonden, ikke er statsstøtte, da de ikke er statsmidler;

—	at der ikke foreligger statsstøtte, selv om de tilførte midler måtte overstige TV2's nettoomkostninger ved udførelse af public service-opgaverne, da midlerne ikke faktisk har været benyttet til at krydssubsidiere kommercielle aktiviteter;

—

at TV2 ikke har opnået en økonomisk fordel, som TV2 ikke ville have opnået under sædvanlige markedsøkonomiske forhold, da de realiserede overskud i TV2 ikke overstiger en rimelig fortjeneste ved udførelse af TV2's public service-opgaver, og da opbygningen af egenkapital i TV2 var markedsøkonomisk begrundet;

—	at opbygningen af egenkapital i TV2 ikke rækker ud over det nødvendige for at opfylde TV2's public service-opgaver;

—	at der ikke kan ske tilbagesøgning fra det efter undersøgelsesperioden stiftede aktieselskab, TV 2 / Danmark A/S, da dette selskab ikke har opnået en berigelse;

—	at kravet om renter af tilbagebetalingskravet skal annulleres, da der allerede er indeholdt forrentning i tilbagebetalingskravet.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/43

Sag anlagt den 26. juli 2004 af Ferrero oHG mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag T-310/04)

(2004/C 262/83)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 26. juli 2004 anlagt sag mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) af Ferrero oHG, Frankfurt am Main (Tyskland), ved lawyer M. Schaeffer.

Den anden part i sagen for appelkammeret var Cornu SA Fontain.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Afgørelse truffet den 17. marts 2004 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 01540/2002-4 annulleres, og der gives medhold i indsigelse nr. B 245 714.

—	Ansøgeren om EF-varemærket tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ansøger om EF-varemærket:	Cornu SA Fontain.
EF-varemærket, der søges registreret:	Ordmærket »FERRO« for varer i klasse 30 (salte kiks).
Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn:	Sagsøgeren.
Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn:	Det nationale ordmærke »FERRERO« for varer i klasse 5, 29, 30, 32 og 33 (chokolade m.v.).
Indsigelsesafdelingens afgørelse:	Indsigelsen forkastes.
Appelkammerets afgørelse:	Klagen afslås.
Søgsmålsgrunde:	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 (1).

(1) Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20.12.1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/44

Sag anlagt den 22. juli 2004 af José Luis Buendia Sierra mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-311/04)

(2004/C 262/84)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 22. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af José Luis Buendia Sierra, Bruxelles (Belgien) ved avocats Marc van der Woude og Valérie Landes.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af den af generaldirektøren for Juridisk Tjeneste trufne afgørelse om at tildele sagsøgeren et enkelt prioritetspoint fra generaldirektoratet i forfremmelsesåret 2003, en afgørelse, som er stadfæstet og gjort definitiv ved ansættelsesmyndighedens afvisning af den administrative klage.

—	Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at tildele sagsøgeren noget specielt prioritetspoint fra »Forfremmelsesudvalget for supplerende aktiviteter i institutionens interesse« i forfremmelsesåret 2003.

—

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om at tildele sagsøgeren i alt 20 points i forfremmelsesåret 2003, af listen over fortjenester for tjenestemændene i lønklasse A5 i forfremmelsesåret 2003, af listen over de tjenestemænd, der blev forfremmet til lønklasse A4 i forfremmelsesåret 2003, og under alle omstændigheder af afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på de nævnte lister.

—	Annullation af afgørelsen om afvisning af klagen i det omfang, det er nødvendigt.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ifølge sagsøgeren er afgørelsen om at tildele ham et enkelt prioritetspoint fra generaldirektoratet resultatet af de i Juridisk Tjeneste indførte kriterier, som medfører, at disse points tildeles de tjenestemænd, som har længst anciennitet i lønklassen, uafhængigt af deres fortjenester. Sagsøgeren har over for denne afgørelse gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45, af artikel 2, stk. 1, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, og af artikel 6, stk. 3 og 4, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45. Ifølge sagsøgeren tilsidesætter afgørelsen desuden principperne om ligebehandling og om ret til en karriere, indebærer, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, og udgør magtfordrejning. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af de væsentlige formforskrifter for proceduren for tildeling af points og for undersøgelsen af den administrative klage.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at afgørelsen om ikke at tildele ham noget prioritetspoint i »Forfremmelsesudvalget for supplerende aktiviteter i institutionens interesse« tilsidesætter vedtægtens artikel 45, artikel 9 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45 og ligebehandlingsprincippet. Ifølge sagsøgeren er denne afgørelse ligeledes karakteriseret ved, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, og ved magtfordrejning.

Sagsøgeren har endelig anfægtet afgørelsen om at tildele ham et samlet antal points på 20, listen over fortjenester for tjenestemændene i lønklasse A5, listen over tjenestemænd forfremmet til lønklasse A4 og afgørelsen om ikke at opføre sagsøgeren på de nævnte lister. Sagsøgeren har i den forbindelse først gjort gældende, at de øvrige retsakter, der er anfægtet i nærværende søgsmål, er ulovlige, samt at reglerne vedrørende bedømmelsesåret for personalet 2001-2002, de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43 og de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, er ulovlige. Ifølge sagsøgeren tilsidesætter disse bestemmelser vedtægtens artikel 25, stk. 2, og artikel 45 samt principperne om ret til en karriere og om ligebehandling. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at afgørelserne er mangelfulde som følge af inkompetence og tilsidesættelser af de væsentlige formforskrifter.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/45

Sag anlagt den 22. juli 2004 af Vittorio Di Bucci mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-312/04)

(2004/C 262/85)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 22. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Vittorio Di Bucci, Bruxelles, ved avocats Marc van der Woude og Valérie Landes, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af den af generaldirektøren for Juridisk Tjeneste trufne afgørelse om at tildele sagsøgeren et enkelt prioritetspoint fra generaldirektoratet i forfremmelsesåret 2003, en afgørelse, som er stadfæstet og gjort definitiv ved ansættelsesmyndighedens afvisning af den administrative klage.

—	Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse om ikke at tildele sagsøgeren et specielt prioritetspoint fra »Forfremmelsesudvalget for supplerende aktiviteter i institutionens interesse« i forfremmelsesåret 2003.

—

—	Annullation af afgørelsen om afvisning af klagen i det omfang, det er nødvendigt.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

De i denne sag påberåbte søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter er de samme som dem, der er påberåbt i sag T-311/04, José Luis Buendia Sierra mod Kommissionen.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/45

Sag anlagt den 30. juli 2004 af Hewlett-Packard GmbH mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-313/04)

(2004/C 262/86)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 30. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Hewlett-Packard GmbH, Böblingen (Tyskland) ved Rechtsanwälte Fabienne Boulanger, Marius Mrozek og Michael Tervooren, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning REM 06/02 af 7. april 2004, hvori det fastslås, at godtgørelse af toldskyld i en konkret sag ikke er berettiget, annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den 21. december 1995 lod sagsøgeren fra sit toldlager varer (printere og printerpatroner) med oprindelse i Singapore overgå til frit forbrug i Fællesskabet. Ved denne overgang til frit forbrug opstod der en toldskyld for varerne. Ifølge sagsøgeren skete overgangen den 21. december 1995 for at sikre, at den frem til den 31. december 1995 gældende præferencetoldsats ville kunne finde anvendelse. På daværende tidspunkt skulle der ellers med virkning fra den 1. januar 1996 have været anvendt højere toldsatser ved overgangen til frit forbrug. Ved forordning nr. 3009/95 (1) blev der med virkning fra den 1. januar 1996 indført toldfrihed for varer under samme toldtarifnummer som sagsøgerens.

Den 1. november 1996 ansøgte sagsøgeren de tyske toldmyndigheder om godtgørelse af det opkrævede beløb. Ansøgningen blev ikke imødekommet. Med samtykke fra sagsøgeren forelagde de tyske toldmyndigheder sagen for Kommissionen.

Sagsøgeren har påberåbt sig toldkodeksens artikel 239 og har gjort gældende, at Kommissionen — på grund af den forsinkede offentliggørelse og undladelsen af at bekendtgøre forordning nr. 3009/1995 rettidigt, hvilken forordning forsætligt er blevet antedateret, og som indeholder en henvisning til Rådets forordning nr. 3093/95 (2) af 22. december 1995, som først blev offentliggjort den 21. februar 1996 — har tilsidesat princippet om, at fællesskabsorganernes handlinger skal være forudsigelige, og dermed retssikkerhedsprincippet.

Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 12 i Rådets forordning nr. 2658/87 (3), hvorefter den fuldstændige udgave af den kombinerede nomenklatur for det følgende år skal offentliggøres senest den 31. oktober året før dens anvendelse. Formålet med denne bestemmelse er netop, at de berørte virksomheder skal have pålidelig information om forestående økonomiske konsekvenser, og den udgør dermed grundlaget for, at man som fællesskabsborger kan foretage en holdbar planlægning samt indrette sin adfærd herefter.

Desuden har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen i forhold til sagsøgeren har tilsidesat princippet om omhyggelig forvaltning, idet den ikke i rette tid gjorde opmærksom på, at den kombinerede nomenklatur endnu engang stod for at skulle ændres. Endvidere gik Kommissionen, da den traf den anfægtede afgørelse, ud fra omstændigheder, som ikke forelå objektivt set. Derved har Kommissionen overskredet den skønsmargin, der tilkommer den i denne sag, til skade for sagsøgeren. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at virksomheden selv hverken har begået urigtigheder eller åbenlys forsømmelse.

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 3009/95 af 22.12.1995 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 319, s. 1).

(2) Rådets forordning (EF) nr. 3093/95 af 22.12.1995 om fastsættelse af de toldsatser, som Fællesskabet skal anvende som følge af forhandlingerne i henhold til artikel XXIV, stk. 6, i GATT efter Finlands, Sveriges og Østrigs tiltrædelse af Den Europæiske Union (EFT L 334, s. 1).

(3) Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/46

Sag anlagt den 27. juli 2004 af Forbundsrepublikken Tyskland mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-314/04)

(2004/C 262/87)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 27. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Forbundsrepublikken Tyskland ved Claus-Dieter Quassowski og Christoph von Donat, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Kommissionens beslutning, meddelt ved skrivelse af 17. maj 2004 fra GD Regionalpolitik, annulleres, for så vidt som fællesskabstilskuddet fra Den Europæiske Fond for Regional Udvikling til mål 2-programmet for 1997-1999 i Nordrhein-Westfalen (EFRU nr. 97.02.13.005/ARINCO nr. 97.DE.16.005) er blevet nedsat til 319 046 236,76 EUR og udbetaling til de tyske myndigheder af det resterende beløb på 5 488 569,24 EUR er blevet afslået.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har i medfør af artikel 230 EF gjort gældende, at Kommissionen har overtrådt afledt fællesskabsret og har begået skønsfejl samt fejl for så vidt angår den anfægtede beslutnings begrundelse.

Med den anfægtede beslutning har Kommissionen nedsat fællesskabstilskuddet fra strukturfonden EFRU til mål 2-programmet for 1997-1999 i Nordrhein-Westfalen til 319 046 236,76 EUR og afslået at udbetale det resterende beløb på 5 488 569,24 EUR til de tyske myndigheder. Baggrunden for nedsættelsen er en mindre grad af iværksættelse af programmet i forbindelse med nogle foranstaltninger og en højere grad i forbindelse med andre, sammenlignet med den vejledende finansieringsplan. Der er ikke sket udligning mellem de aktuelle hovedaktiviteter i programmet, men i det samlede program.

Kommissionen er af den opfattelse, at der kun kan ske omplacering (transfer) mellem foranstaltninger, men ikke omplacering mellem hovedaktiviteterne i programmet, eller at en sådan omplacering forudsætter en forudgående ny kommissionsbeslutning. Dette gælder også ved højere faktiske udgifter inden for rammerne af det godkendte program, som ikke er forbundet med en anmodning om forhøjelse af tilskuddet fra EFRU.

Forbundsrepublikken Tysklands regering mener, at omplaceringerne var sagligt begrundede. Regeringen har gjort gældende, at omplaceringerne, som alene havde et ubetydeligt omfang, skulle gøre det lettere at opnå de fællesskabsretlige tilskyndelsesformål. Nedsættelsen er helt ubegrundet. Nedsættelsen af det bevilgede tilskud fra EFRU kan navnlig ikke retfærdiggøres ud fra det synspunkt, at de kompetente myndigheder og organer i delstaten Nordrhein-Westfalen har håndhævet den vejledende finansieringsplan for programmet for Fællesskabets strukturinterventioner fleksibelt inden for de områder, som hører under Ziel 2, i perioden fra den 1. januar 1997 til den 31. december 1999. Nedsættelsen af den saldo, som skulle udbetales, strider derfor med fællesskabsretten.

Forbundsrepublikken Tysklands regering har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ved ikke en gang at tillade fleksibilitet på hovedaktivitetsniveau, når der efter en tilskyndelsesperiodes udløb ikke længere kan indhentes en godkendelse fra Kommissionen, begrænser medlemsstaternes og de kompetente lokale myndigheders og organers handlemuligheder i strid med formålet.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/46

Sag anlagt den 2. august 2004 af Wam SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-316/04)

(2004/C 262/88)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 2. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Wam SpA ved avvocato Ernesto Giuliani.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers beslutning nr. K(2004) 1812 endelig udg. af 19. maj 2004 om statsstøtte ydet af Italien til Wam SpA i perioden 1995 til 2000 annulleres, for så vidt som Wam SpA anser og erklærer støtten for forenelig med fællesmarkedet.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Som følge af en klage indgivet af selskabet Morton Machine Company Limited, besluttede Kommissionen at indlede undersøgelsesproceduren i artikel 88, stk. 2, EF vedrørende to lån med nedsat rente, som Italien havde ydet Wam SpA mellem 1995 og 2000. I den anfægtede beslutning har Kommissionen anset disse foranstaltninger for statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, idet foranstaltningerne er i strid med artikel 87 EF.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort følgende anbringender gældende:

—

Kommissionen har tilsidesat de generelle principper om upartiskhed, selvstændighed, uafhængighed, rimelighed og billighed ved udførelsen af sin funktion ved ikke at behandle klagen fra Morton Machine Limited objektivt og ved uden begrundelse at afvise Wam SpA's forslag om at godtgøre forskellen mellem den markedsrente, Wam SpA anvendte på tidspunktet, hvor hvert lån blev ydet Wam SpA, og den rente, der anvendtes for de to omhandlede lån med nedsat rente.

—

Kommissionen har tilsidesat EF-traktatens artikel 87 eller anvendt bestemmelsen urigtigt, ved at erklære støtten ydet til Wam SpA for uforenelig med fællesmarkedet, for så vidt som den kan fordreje konkurrencen mellem medlemsstaterne, når der ikke findes et konkurrenceforhold mellem Wam SpA og Morton Machine Limited, idet Wam SpA ikke producerer eller handler med industrielle blandingsmaskiner, og Wam SpA Engineering Limited var ikke et datterselskab af Wam SpA, men et uafhængigt selskab med hovedsæde i England og underlagt engelsk ret.

—

Kommissionen har tilsidesat EF-traktatens artikel 88, stk. 2, ved at have erklæret statsstøtten til Wam SpA, som er ydet i henhold til en italiensk lov, nemlig lov nr. 394 af 29. juli 1981, for ulovlig, selv om Kommissionen selv har erklæret loven forenelig med fællesskabsretten. Under alle omstændigheder har Kommissionen tilsidesat det fællesskabsretlige retssikkerhedsprincip, for så vidt som den ikke har vedtaget nogen bestemmelser om støtte til økonomisk indtrængen i lande uden for EU.

—

Kommissionen har tilsidesat EF-traktatens artikel 87 og 88 eller anvendt bestemmelserne urigtigt ved at fastslå, at retsgrundlaget for den tildelte støtte ikke er blevet meddelt, og ved at erklære støtten uforenelig med fællesmarkedet på grund af denne udeladelse og ikke ved at foretage en juridisk realitetsvurdering.

—

Kommissionen har tilsidesat EF-traktatens artikel 87 og artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 69/2001 ved at erklære, at der er tale om eksportstøtte, der som sådan er undtaget fra »de minimis«-reglen, selv om støtten ikke er forbundet med nogen eksporteret mængde af produkter, men blot med forsøg på at trænge ind på markeder uden for EU.

Sagsøgeren har endvidere anført, at der foreligger forskellige former for tilsidesættelse af kravet om begrundelse af retsakter og en tilsidesættelse af retsprincippet, princippet om rimelighed og om god forvaltning.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/47

Sag anlagt den 3. august 2004 af Kongeriget Danmark mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-317/04)

(2004/C 262/89)

Processprog: dansk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 3. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Kongeriget Danmark ved befuldmægtigede Jørgen Molde bistået af advokaterne Peter Biering og Kim Lundgaard Hansen.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning af 19. maj 2004 om Danmarks foranstaltninger til fordel for TV 2/Danmark annulleres.

—	Subsidiært: Kommissionens beslutning af 19. maj 2004 om Danmarks foranstaltninger til fordel for TV 2/Danmark annulleres, for så vidt angår artikel 2.

—	Mere subsidiært: Kommissionens beslutning af 19. maj 2004 om Danmarks foranstaltninger til fordel for TV 2/Danmark annulleres, for så vidt angår artikel 2, 3 og 4.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med den anfægtede beslutning har Kommissionen godkendt den støtte, der i årene fra 1995 til 2002 er ydet til TV2/DANMARK i form af licensmidler og visse andre foranstaltninger som forenelig med Fællesmarkedet med undtagelse af et beløb på 628,2 mio. DKK, som ifølge Kommission udgør ulovlig statsstøtte, og som Kongeriget Danmark tilpligtes at tilbagesøge fra TV 2/DANMARK A/S.

Til støtte for de nedlagte påstande gør den danske regering gældende, at Kommissionens beslutning af 19. maj 2004

—	lider af væsentlige formelle mangler;

—	er i strid med traktatens artikel 295, traktatens regler om statsstøtte i artikel 87, stk. 1, og artikel 86, stk. 2, protokollen om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne samt

—	er i strid med Rådets forordning nr. 659/1999 (1) og Kommissionens direktiv nr. 80/723 (2).

Til støtte for den principale annullationspåstand gør den danske regering gældende,

—	at kontradiktionsprincippet er tilsidesat, hvilket har haft konkret betydning for regeringens muligheder for at forsvare sig og dermed resultatet i Kommissionens beslutning;

—	at hverken de licensmidler, der er tilført TV2, eller de reklameindtægter, der er tilført TV2 via TV2-Fonden indtil dens nedlæggelse i 1997, er statsstøtte, da de ikke udgør støtte ydet ved hjælp af statsmidler i artikel 87's forstand;

—	at den kapital, der er oparbejdet i TV2 i perioden 1995-2002, udgør en rimelig fortjeneste ved TV2's udførelse af public service-opgaverne og dermed ikke en »overkompensation«, som kan anses for statsstøtte, der er uforenelig med traktaten;

—	at der er fejl i Kommissionens opgørelse af »overkompensationen«;

—	at der ikke foreligger statsstøtte, selv om de midler, der er tilført TV2, overstiger nettoomkostningerne ved udførelsen af public serviceforpligtelserne, fordi de tilførte midler ikke faktisk er benyttet til krydssubsidiering af TV2's kommercielle aktiviteter og dermed ikke fordrejer konkurrencen;

—	at eventuelt tilførte statsmidler til TV2 må anses for tilført i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, hvorfor der ikke er ydet statsstøtte.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).

(2) Kommissionens direktiv (EF) nr. 80/723/EØF af 25.6.1980 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder (EFT L 195, s. 35).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/48

Sag anlagt den 27. juli 2004 af Port Support Customs Rotterdam BV mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-319/04)

(2004/C 262/90)

Processprog: nederlandsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 27. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Port Support Customs Rotterdam BV, Rotterdam (Nederlandene), ved A.T.M. Jansen, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens afgørelse af 18. maj 2004 annulleres.

—	Kommissionen pålægges derefter at tilvejebringe oplysningerne til sagsøgeren og fremsende en kopi af de ønskede dokumenter.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har fremsat en begæring om aktindsigt i en tjenesterapport fra OLAF vedrørende fodbeklædning og tekstilvarer fra Cambodja. Sagsøgeren har kun fået delvis aktindsigt i denne rapport og har derfor ligeledes anmodet om aktindsigt i den del af rapporten, der ikke er blevet offentliggjort. Sagsøgeren har fået afslag på denne aktindsigt.

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren påberåbt sig tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1). Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke besvaret sagsøgerens bekræftende begæring.

(1) EFT L 145, s. 43.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/48

Sag anlagt den 29. juli 2004 af Air Bourbon mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-321/04)

(2004/C 262/91)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 29. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Air Bourbon, Sainte-Marie, La Réunion (Frankrig), ved avocat Sauveur Vaisse, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning K(2003)4708 endelig udg. af 16. december 2003, hvorved Kommissionen godkendte Frankrigs støtte til selskabet Air Austral, annulleres.

—	Kommissionen og Frankrig tilpligtes at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på tilbagesøgning af den ulovligt modtagne støtte fra selskabet Air Austral.

—	Kommissionen tilpligtes at betale selskabet Air Bourbon 10 000 EUR i sagsomkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 2.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af beslutning K(2003)4708 af 16. december 2003, hvorved Kommissionen fandt den støtte, som er ydet til selskabet Air Austral, forenelig med fællesmarkedet på grundlag af artikel 87, stk. 3, EF. Der er nærmere bestemt tale om en driftsstøtte på 1 950 536 EUR i form af et skattefradrag, som kan foretages af de skattepligtige, som investerer i ombygning af to fly af typen B 777-2000 med henblik på at åbne ruten Paris/La Réunion, og som gennem et fælles interessentskab (SNC), udlejer dette materiel til Air Austral i en periode på fem år og herefter overdrager materiellet til sidstnævnte selskab for et ukendt beløb.

Den anfægtede beslutning bygger på den betragtning, at den omhandlede støtte er en driftsstøtte, der som anført i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte kan accepteres som kompensation for en del af meromkostningerne til transport i regionerne i den yderste periferi, som omfatter La Réunion.

Efter sagsøgerens opfattelse må den omhandlede støtte anses for uforenelig med fællesmarkedet af følgende grunde:

—	Støtten udgør investeringsstøtte til erhvervelse af transportmateriel, som er forbudt i henhold til ovennævnte retningslinjer.

—	Støtten er udelukkende forbeholdt selskabet Air Austral og skaber en uligevægt mellem konkurrencefordrejningen og fordelene i form af udvikling af regionen.

—

Støtten krænker princippet om, at der ikke må ske kumulation af offentlig støtte, idet selskabet Air Austral har fået tilført offentlige midler fra regionen og fra Département de la Réunion, som ikke kan sidestilles med en investering, som en privat investor, der handler på normale markedsøkonomiske vilkår, ville have foretaget. Disse tilførsler af midler har i øvrigt skabt en overkapacitet på udbudssiden på luftruten mellem Paris og Saint Denis.

—	Støtten forskyder den ligevægt, som skal bestå mellem på den ene side de fordele, støtten medfører for regionens udvikling, og på den anden side fordrejningen af konkurrencevilkårene mellem Air Austral og sagsøgeren.

Air Bourbon har ligeledes gjort gældende, at selskabets ret til kontradiktion, som er sikret ved artikel 88, stk. 3, EF, er blevet tilsidesat.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/49

Sag anlagt den 5. august 2004 af Colgate-Palmolive Company mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag T-322/04)

(2004/C 262/92)

Processprog: spansk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 5. august 2004 anlagt sag mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) af Colgate-Palmolive Company, New York (USA), ved advokaterne Enrique Armijo Chávarri og Antonio Castán Pérez-Gómez.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Afgørelse truffet den 18. maj 2004 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 0076/2004-2 annulleres.

—	Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

EF-varemærket, der søges registreret:	Ordmærket »SIMPLY WHITE« — ansøgning nr. 2688315.
Varer eller tjenesteydelser:	Tandpulver, tandpasta og mundskyl (klasse 3).
Den til appelkammeret påklagede afgørelse:	Undersøgerens afslag på registrering.
Appelkammerets afgørelse:	Klagen afslås.
Søgsmålsgrunde:	Urigtig fortolkning af artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning nr. 40/94.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/50

Sag anlagt den 4. august 2004 af Brandt Italia spa mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-323/04)

(2004/C 262/93)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 4. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Brandt Italia spa ved avvocati Martijn van Empel, Claudio visco og Salvatore Lamarca.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Principalt kendes Kommissionens beslutning C(2004)930 endelig udg. af 30. marts 2004 ugyldig, hvorfor den bør annulleres.

—	Subsidiært kendes beslutningen delvis ugyldig som begrænset til artikel 3, hvori den italienske stat pålægges at tilbagesøge den ulovligt ydede støtte.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den i sagen anfægtede beslutning underkendte, i forhold til fællesmarkedet, statsstøtte på grundlag af hastetiltag på beskæftigelsesområdet, som Italien gennemførte ved lovdekret nr. 23 af 14. februar 2003, stadfæstet ved lov af 17. april 2003, og det blev pålagt den italienske regering hos sagsøgeren at tilbagesøge den støtte, Brandt Italia spa havde modtaget i anledning af købet af Ocean spas delvirksomhed til fremstilling af køleaggregater, beliggende i Verolanuova, Brescia-provinsen.

Til støtte for sagen anfægter Brandt først og fremmest den antagelse i beslutningen, hvorefter dekret 23/2003 til støttemodtagerne overlader en individuel fordel med en heraf følgende konkurrenceforvridning. De fordele, der angiveligt flyder af dekretet, er, på grundlag af de gældende regler for Cassa Integrazione Guadagni e Mobilità (der er tale om generelle retsforskrifter) i almindelighed disponible for et hvilket som helst andet selskab, som ansætter arbejdstagere fra mobilitetslisten. Skønt dekret 23/2003 letter retsstillingen for de overførte arbejdstagere, indfører det derfor ingen økonomisk fordel for støttemodtagerne, i den konkrete sag Brandt. Ud fra et andet synspunkt klager sagsøgeren over, hvorledes Kommissionen har undladt at foretage en fuldstændig og nøjagtig vurdering af de økonomiske virkninger af det indenlandske tiltag, idet den ikke har taget hensyn til de supplerende omkostninger, som påhviler virksomheder, der erhverver virksomhedsdele, idet de pågældende virksomheder har pligt til at påtage sig byrder og ansvar (sociale og økonomiske), som — i fravær af tiltaget — ikke ville høre under dem. Endelig lægger sagsøgeren vægt på den almene karakter af det omhandlede tiltag, som faktisk fremkalder de samme virkninger, der allerede er forudset af de generelle bestemmelser i lov nr. 223/91. Ifølge sagsøgeren er forholdet det, at Kommissionen på grundlag af undersøgelsen af dekret 23/2003, hvorved den kvalificerede tiltaget som en generel støtteordning, udledte pligten for den italienske regering til at tilbagesøge den økonomiske fordel, som Brandt angiveligt havde modtaget individuelt på grundlag af dekretet. Kommissionen, som stillede krav om tilbagebetaling af en individuel støtte i forbindelse med en beslutning vedrørende en støtteordning, tilsidesatte artikel 88 EF, hvorved den tillige tilsidesatte reglerne i forordning (EØF) nr. 659/1999. Tillige undlod Kommissionen ganske at foretage en undersøgelse af den konkrete sag i relation til den formodede individuelle støtte, som den kræver tilbagesøgt. Kommissionen burde ifølge reglerne have indledt en særskilt og selvstændig procedure til vurdering af den EF-konforme karakter af det indenlandske tiltag som individuel støtte eller alternativt have holdt sig til midlerne ifølge forordning (EØF) nr. 659/1999 for at vedtage midlertidige tilbagesøgningsforanstaltninger.

Sagsøgeren anfører også tilsidesættelse af artikel 88 og 89 EF samt af forordning nr. 994/98 og 2204/2002. Ud fra denne synsvinkel protesteres der mod, at Kommissionen ex tunc underkendte en foranstaltning, som potentielt fandtes og var omfattet af undtagelsesreglerne ifølge forordning (EØF) nr. 2204/2002 og som sådan kvalificerbar som eksisterende støtte i medfør af artikel 88 EF. Desuden tiltog Kommissionen sig ulovligt beføjelsen til at afgøre, at dekret 23/2003 ikke er dækket af forordning nr. 2204/2002, hvorved Kommissionen overskred grænserne for sin interventionsbeføjelser i medfør af artikel 89 EF, sammenholdt med forordning nr. 994/98 og 2204/2002.

Herefter gør sagsøgeren gældende, at beslutningens artikel 3, som pålægger Italien pligt til at tilbagesøge den påståede statsstøtte hos modtagerne ifølge tiltaget, tilsidesætter princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning.

Endelig gør sagsøgeren gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten i artikel 253 EF, ligesom der påstås at foreligge magtfordrejning i sagen.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/50

Sag anlagt den 2. august 2004 af Viasat Broadcasting UK Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-329/04)

(2004/C 262/94)

Processprog: dansk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 2. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Viasat Broadcasting UK Ltd, West Drayton (Storbritannien), ved advokat Simon Evers Hjelmborg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Artikel 1 i Kommissionens beslutning af 19. maj 2004 i statsstøttesag nr. C 2/2003 (ex NN 22/2002) om Danmarks foranstaltninger til fordel for TV2/Danmark annulleres, for så vidt angår den del af beslutningen, der erklærer støtten for forenelig med Fællesmarkedet i henhold artikel 86, stk. 2, EF.

—	Sagsøgte tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen har foretaget en fejlvurdering i forbindelse med efterprøvelsen af, om TV 2/DANMARK A/S' public service-forpligtelser er defineret tilstrækkeligt præcist, idet den har anerkendt, at hele TV 2/DANMARK A/S' programflade udgør public service-aktiviteter. Netop dette forhold vanskeliggør efterprøvelsen af, om den danske stat har overholdt og fremtidig overholder Fællesskabets konkurrenceregler, navnlig EF-traktatens artikel 87, stk. 1, sammenholdt med artikel 86, stk. 2.

Sagsøgeren gør endvidere gældende, at Kommissionens metode for vurdering af, om konstateret støtte i artikel 87, stk. 1, EF's forstand i medfør af artikel 86, stk. 2, EF er forenelig med Fællesmarkedet, er fejlbehæftet, da metoden ikke tager højde for tilstedeværelsen af indirekte (horisontal) statsstøtte (krydssubsidiering) i strid med artikel 87, stk. 1, EF,

—

idet konkurrencebegrænsende adfærd fra TV 2/DANMARK A/S på markedet for udbud af tv-reklamer ikke kan være nødvendig for opfyldelsen af TV 2/DANMARK A/S' public service-aktiviteter i medfør af artikel 86, stk. 2, EF, hvorfor artikel 87, stk. 1, EF gælder uindskrænket i forhold til TV 2/DANMARK A/S' adfærd på kommercielle markeder;

—

idet Kommissionen alene vurderede, om en eventuel overkompensation fra staten (den direkte vertikale og forbudte statsstøtte) har været anvendt til at støtte de kommercielle aktiviteter, og ikke om kompensationen fra staten (den direkte vertikale og godkendte statsstøtte) har været anvendt til at opnå en økonomisk fordel inden for de kommercielle aktiviteter, som fordrejer konkurrencen;

—

idet den af Kommissionen anvendte »stand alone« test ikke er anvendelig i denne sag, eftersom den er baseret på en sammenligning af TV 2/DANMARK A/S' konkurrenters omkostninger (i stedet for TV 2/DANMARK A/S' egne omkostninger) med TV 2/DANMARK A/S' indtægter på de kommercielle aktiviteter og derved ignorerer eventuelle forskelle i effektivitetsniveau med den følge, at testen ikke fuldt ud afslører, hvorvidt TV 2/DANMARK A/S' kommercielle aktiviteter gennem krydssubsidiering har opnået en økonomisk fordel, som fordrejer konkurrencen;

—	idet den af Kommissionen anvendte pris-test heller ikke er anvendelig i denne sag.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/51

Sag anlagt den 13. august 2004 af TV Danmark A/S og Kanal 5 Denmark Ltd mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-336/04)

(2004/C 262/95)

Processprog: engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 13. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af TV Danmark A/S, København, Danmark, og Kanal 5 Denmark Ltd, Hounslow, Det Forenede Kongerige, ved lawyers D. Vandermeersch, K. Karl og H. Peytz, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

—

Artikel 1 i Kommissionens beslutning C 2/03 af 19. maj 2004 om statsfinansiering af det offentlige danske tv-selskab TV2/Danmark med licensmidler og andre foranstaltninger annulleres, for så vidt som Kommissionen har fundet, at støtte ydet til TV2/Danmark i perioden fra 1995-2002 i form af licensmidler og andre foranstaltninger, som er nærmere beskrevet i beslutningen, er forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 86, stk. 2, EF.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I den anfægtede beslutning har Kommissionen fundet, at det offentlige danske tv-selskab TV2/Danmark har modtaget statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF i perioden fra 1995-2002. Kommissionen fastslog, at støtten var forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 86, stk. 2, EF, bortset fra en overkompensation, som beløb sig til 628,2 mio. DKK, og som TV2/Danmark A/S skulle tilbagebetale.

Sagsøgerne har nedlagt påstand om annullation af beslutningens artikel 1 for så vidt som det i denne bestemmelse er fastslået, at en del af støtten er forenelig med fællesmarkedet. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ved at vedtage denne del af beslutningen har tilsidesat artikel 86, stk. 2, EF, artikel 87 EF og artikel 88 EF samt den protokol om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne, som er knyttet til EF-traktaten.

Sagsøgerne har anført, at Kommissionen har tilsidesat artikel 87 EF og 88 EF, idet den efter at have fastslået, at støtten udgjorde ny støtte, alligevel fandt, at denne støtte (bortset fra det beløb, som den anså for overkompensation) var forenelig med fællesmarkedet, selv om den skulle have fastslået, at støtten som helhed var ulovlig som følge af manglende anmeldelse.

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 86, stk. 2, EF, artikel 87 EF og artikel 88 EF samt protokollen, idet den har fastslået, at TV2's omkostninger som helhed vedrører public service-forpligtelser og derfor kan finansieres af staten, på trods af, at TV2's public service-forpligtelser ikke er tilstrækkeligt definerede. Kommissionen har også tilsidesat de nævnte bestemmelser ved at godkende statsstøtten på grundlag af en undersøgelse af, om TV2 havde søgt »at maksimere indtægterne«, og ved at pålægge sagsøgerne bevisbyrden. Kommissionen har begået en åbenbar skønsfejl, idet den lod beviserne for, at TV2 har underbudt en uafhængig effektiv markedsaktørs priser, ude af betragtning.

Sagsøgerne har desuden anført, at Kommissionen har tilsidesat artikel 86, stk. 2, EF samt protokollen, idet den har godkendt støtten, selv om den selv nærede tvivl med hensyn til TV2's prisadfærd og med hensyn til prisniveauet i Danmark. Kommissionen har endvidere tilsidesat artikel 86, stk. 2, EF ved at undlade at undersøge, om TV2's nettoomkostninger står i et rimeligt forhold til public service-forpligtelserne, og ved at acceptere, at der ikke er nogen — eller i hvert fald ikke en tilstrækkelig — offentlig kontrol i Danmark med TV2's opfyldelse af sine public service-forpligtelser.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/52

Sag anlagt den 11. august 2004 af Centro Europa 7 mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-338/04)

(2004/C 262/96)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 11. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Centro Europa 7 ved avvocati Vittorio Ripa de Meana og Roberto Mastroianni.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Annullation af beslutningen om at henlægge sagsøgerens klage af 18. oktober 2001; nævnte beslutning blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 4. juni 2004 fra direktøren for Generaldirektoratet for Konkurrence og undertegnet af Mensching; skrivelsen blev fremsendt pr. fax den 9. juni 2004 med nr. D(2004)/471.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren under denne sag deltog i juli 1999 i et udbud i Italien med henblik på tildeling af koncession på private telekommunikationstjenester (»radiodiffusione televisiva privata«) på det nationale område med jordfrekvenser med tilsvarende teknik. Sagsøgeren modtog koncession på denne tjeneste »in chiaro« med en varighed af seks år, med mulighed for forlængelse for yderligere seks år. Imidlertid har sagsøgeren indtil i dag ikke kunnet fremføre sin egen transmission »in chiaro«, eftersom sagsøgeren ikke fik tildelt de frekvenser, der tilkom firmaet på grundlag af koncessionen. Aktiveringen af det nationale frekvensområde, som havde gjort det muligt at overholde sagsøgerens forventninger, kunne ikke gennemføres, fordi frekvenserne i henhold til gældende italienske bestemmelser var optaget af tv-selskaber uden koncession, der fortsat har kunnet operere på grundlag af den »overgangsordning«, der blev indført ved lov nr. 249 af 1997. Følgelig har den fortsatte aktivitet udøvet af det tredje net under gruppen Mediaset (Retequatro) umuliggjort liberaliseringen af frekvenserne, hvilket er uomgængeligt nødvendigt, for at sagsøgeren kan påbegynde sine transmissioner, hvorpå der består et krav i henhold til den i sagen omhandlede koncession.

Under sagen tages der sigte på en prøvelse af beslutningen om at henlægge klagen over konkurrenceforvridningen, som skyldes den ovennævnte situation; der ønskes også en prøvelse af beslutningen om at henlægge anmodningen om indgriben fra Kommissionens side i medfør af EF-traktatens artikel 86, stk. 3, da der er tale om foranstaltninger vedtaget til fordel for en virksomhed (RTI), som i Italiens retsorden var blevet tildelt en særrettighed.

Til støtte for sagen påberåber sagsøgeren sig tilsidesættelse af traktatens artikel 82 og 86 samt tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som sagsøgte

—	foretog en overfladisk undersøgelse af den omhandlede klage, idet sagsøgte ikke tog stilling til det principale klagepunkt om forskelsbehandling i forbindelse med adgangen til markedet for tv-transmissioner,

—	vedtog den anfægtede retsakt uden herved at tage hensyn til, at de foranstaltninger, som enten blev vedtaget eller undladt af de italienske myndigheder, da disse udelukkede Europa 7 fra markedet for tv-transmissioner, styrkede RTI-operatørens dominerende stilling, og

—

undlod at tage hensyn til virkningerne af ikrafttrædelsen af lov nr. 112 af 2004 for sagsøgerens retsstilling. På dette punkt gøres det tillige gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af den almindelige grundsætning om god forvaltningsskik som kodificeret i artikel 47 i charteret om grundlæggende rettigheder.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/53

Sag anlagt den 10. august 2004 af Wanadoo S.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-339/04)

(2004/C 262/97)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 10. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Wanadoo S.A., Issy-les-Moulineaux (Frankrig), ved avocats Hugues Calvet og Marie-Cécile Rameau, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens beslutning af 18. maj 2004, hvorved sagsøgeren og alle virksomheder, som direkte eller indirekte kontrolleres af sagsøgeren, pålægges pligt til at underkaste sig en kontrolundersøgelse i medfør af artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning nr. 1/2003 (1), annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ved at vedtage den anfægtede beslutning har tilsidesat sin forpligtelse til at samarbejde med de nationale domstole og myndigheder i henhold til EF-traktatens artikel 10 og forordning nr. 1/2003. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen over for den nationale domstol, som har godkendt den omhandlede undersøgelse, fortiet, at der verserede en sag ved det franske konkurrenceråd vedrørende sagsøgerens påståede overtrædelser af EF-traktatens artikel 82, samt at konkurrencerådet havde truffet afgørelse den 11. maj 2004. Sagsøgeren er desuden af den opfattelse, at det franske konkurrenceråd fortsat har kompetencen i den foreliggende sag, og at Kommissionen derfor ikke burde have grebet ind i sagen.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter pligten til at foretage en grundig og upartisk undersøgelse af alle relevante oplysninger i den foreliggende sag samt begrundelsespligten og proportionalitetsprincippet. Sagsøgeren har endelig påberåbt sig en åbenbar skønsfejl.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82, EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1-25.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/53

Sag anlagt den 11. august 2004 af France Télécom S.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-340/04)

(2004/C 262/98)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 11. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af France Télécom S.A., Paris, ved avocats Christophe Clarenc og Javier Ruiz Calzado, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Kommissionens beslutning K(2004) 1929 af 18. maj 2004, hvorved France Télécom S.A. og alle virksomheder, som direkte eller indirekte kontrolleres af selskabet, pålægges pligt til at underkaste sig en kontrolundersøgelse i medfør af artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning nr. 1/2003 (sag COMP/C-1/38.916), annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale France Télécoms omkostninger i forbindelse med annullationssøgsmålet.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den kontrolundersøgelse, som er omhandlet i den anfægtede beslutning, har som genstand »formodet opkrævning af urimelige salgspriser på området for adgang til højhastighedsinternet for kunder i beboelseskvarterer i strid med EF-traktatens artikel 82 og med hensigt til at udelukke og fortrænge konkurrenter« (den anfægtede beslutnings artikel 1), og omfatter sagsøgeren og dennes datterselskab Wanadoo samt alle de virksomheder, som direkte eller indirekte kontrolleres af disse (artikel 3). Kommissionen har fundet, at det med henblik på undersøgelsen af den formodede praksis var nødvendigt at foretage en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 20, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (1). Det er beslutningen om at pålægge pligt til at underkaste sig denne kontrolundersøgelse, som anfægtes i denne sag.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren først og fremmest gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten. Sagsøgeren har i denne forbindelse præciseret, at selskabet ikke forstår, hvorfor det selv er adressat for denne beslutning og omfattet af kontrolundersøgelsen. Sagsøgeren understreger, at Kommissionen — i overensstemmelse med beslutningen af 16. juli 2003 i »Wanadoo«-sagen, hvorved den anerkendte, at Wanadoo har en selvstændig beslutningskompetence i forhold til sagsøgeren for så vidt angår prisfastsættelsespolitikken på det franske marked for tjenester vedrørende adgang til højhastighedsinternet for kunder i beboelseskvarterer — i den anfægtede beslutning har fastslået, at det er Wanadoo, og ikke France Télécom, som har praktiseret de angiveligt urimelige salgspriser samt en påstået strategi for fortrængning af konkurrenterne. Kommissionen har desuden ikke angivet nogen begrundelse for, hvorfor den fandt det nødvendigt at foretage en kontrolundersøgelse af Wanadoos tilbudspriser på trods af, at disse priser er undergivet dens kontrol i medfør af Kommissionens beslutning af 16. juli 2003, og at de i øvrigt netop specifikt var blevet undersøgt og godkendt af det franske konkurrenceråd.

Sagsøgeren har for det andet anført, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har tilsidesat de krav, som følger af det princip om loyalt samarbejde, som Kommissionen skal overholde i forholdet til de nationale institutioner. Dette princip er indført ved EF-traktatens artikel 10 og der er givet nærmere regler herom i forordning (EF) nr. 1/2003. Kommissionen har således først og fremmest undladt at meddele den nationale dommer alle de nævnte relevante baggrundsoplysninger, og dernæst undladt at rådføre sig med det franske konkurrenceråd, for hvilken myndighed sagen var blevet indbragt i januar 2004, i overensstemmelse med forordningens artikel 11, stk. 6.

Sagsøgeren har for det tredje endelig anført, at der er sket tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, såvel med hensyn til det umiddelbare kontrolformål som til baggrunden herfor, samt til den omstændighed, at der ikke foreligger noget, som tyder på, at der er fare for undertrykkelse eller tilintetgørelse af bevismateriale.

(1) EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/54

Sag anlagt den 9. august 2004 af Herta Adam mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-342/04)

(2004/C 262/99)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 9. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Herta Adam, Bruxelles, ved avocats Sébastien Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af Kommissionens afslag på tildeling af det i artikel 4, stk. 1, litra a), i vedtægtens bilag VII fastsatte udlandstillæg til sagsøgeren.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort gældende, at artikel 4 i vedtægtens bilag VII er tilsidesat derved, at den periode, hvorunder hun arbejdede ved repræsentationen for en tysk delstat i Bruxelles ikke af Kommissionen betragtes som et tilfælde, hvor der er gjort tjeneste for en anden stat. Sagsøgeren har desuden anført, at der er sket tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/54

Sag anlagt den 6. august 2004 af Vassilios Tsarnavas mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-343/04)

(2004/C 262/100)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 6. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Vassilios Tsarnavas, Volos (Grækenland), ved avocat Nicolas Lhoëst, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Afgørelsen af 4. august 2004 fra den ansvarlige for den appellerede bedømmelse, som uden ændringer stadfæster den endelige bedømmelse af sagsøgeren for perioden fra den 1. juli 1997 til den 30. juni 1999, annulleres.

—	Kommissionens stiltiende afvisning af sagsøgerens klage af 30. december 2003, som blev indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 10 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, han har lidt.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har anfægtet afgørelsen fra den ansvarlige for den appellerede bedømmelse, som uden ændringer stadfæster den endelige bedømmelse af ham for perioden 1997-1999. Sagsøgeren har desuden rejst krav om erstatning for den ikke-økonomiske skade, han har lidt.

Sagsøgeren har hvad angår annullationspåstanden fremført sig følgende anbringender:

—	uregelmæssigheder ved proceduren

—	anlæggelse af et åbenbart fejlskøn

—	manglende begrundelse

—	magtfordrejning og psykisk chikane.

Sagsøgeren har hvad angår erstatningspåstanden anført, at bedømmelsen blev udfærdiget med en forsinkelse på næsten fire år, hvilket er fuldstændigt uacceptabelt. Sagsøgeren har desuden været genstand for psykisk chikane. Sagsøgeren har for den samlede ikke-økonomiske skade rejst krav om en erstatning, som han efter billighed har fastsat til 10 000 EUR.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/55

Sag anlagt den 13. august 2004 af Stardust Marine S.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-344/04)

(2004/C 262/101)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 13. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Stardust Marine S.A., Paris, ved avocat Bernard Vatier, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Det fastslås, at Kommissionens beslutning 2000/513 EF af 8. september 1999, hvorved Frankrig blev dømt til at søge påstået statsstøtte på 600 mio. FRF tilbage fra selskabet Stardust, er ulovlig, og at dette medfører, at Kommissionen ifalder erstatningsansvar i henhold til EF-traktatens artikel 288.

—	Kommissionen tilpligtes følgelig at betale selskabet Stardust 112 635 569,73 EUR i erstatning med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg.

—	Den afgørelse, som skal træffes, tillægges foreløbig virkning.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for Retten i Første Instans.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort gældende, at beslutning 2000/513/EF ubestrideligt er ulovlig, idet den allerede er blevet annulleret ved Domstolens dom af 16. maj 2002 (sag C-482/99). Denne ulovlighed er ifølge sagsøgeren tilstrækkelig til, at Kommissionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 288 EF. Sagsøgeren har ligeledes anført, at selv om det antages, at den omhandlede beslutning er en generel retsakt, som fastsætter økonomipolitiske foranstaltninger, har Kommissionen tilsidesat en trinhøjere norm om beskyttelse af borgerne ved at udstede en for selskabet bebyrdende beslutning uden retligt eller faktisk grundlag. Ifølge sagsøgeren skal Kommissionen derfor betale selskabet erstatning.

Hvad angår det tab, sagsøgeren angiveligt er blevet påført, har selskabet anført, at Stardust ved afgørelse truffet af Tribunal de Commerce de Paris er blevet taget under insolvensbehandling. Ifølge sagsøgeren er den betalingsstandsning, som førte til denne afgørelse, en direkte følge af den gæld, selskabet blev påført som følge af Kommissionens beslutning. Det lidte tab svarer til det beløb, hvormed Stardusts aktiver var utilstrækkelige til at dække gælden.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/55

Sag anlagt den 20. august 2004 af Den Italienske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-345/04)

(2004/C 262/102)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 20. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Den Italienske Republik ved avvocato dello Stato Antonio Cingolo.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Annullation dels af skrivelsen af 17. juni 2004, reference D(2004)4074 med henblik på DOCUP Ob 2 — Regione Lombardia 2000-2006 (reference CCI 2000 IT 16 2 DO 014) — attestation af foreløbige omkostningsopgivelser og ansøgning om betaling indgået den 17. juni 2004, ved hvilken Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Regionalpolitik — Regionale Interventioner i Frankrig, Grækenland, Italien, meddelte følgende afgørelse: »Kommissionens tjenestegrene anmoder derfor som supplement til de foreløbige omkostningsopgivelser og til den omhandlede betalingsansøgning med nedenstående oplysninger for hver enkelt foranstaltning, for hvilken der forudses støtteordninger, nemlig

—	det samlede beløb af erlagte forudbetalinger

—	størrelsen af de erlagte forudbetalinger, som der kan betales tilskud til fra strukturfondene på grundlag af det tidligere specificerede.

I mangel af disse oplysninger vil Kommissionens tjenestegrene ikke kunne frigøre de betalinger, som der ansøges om for foranstaltninger vedrørende støtteordningerne fra DocUP Lombardia 2000-2006 Obiettivo 2«, dels af samtlige andre foranstaltninger, der har tilknytning til eller ligger til grund for de anfægtede retsakter.

—

Annullation, dels af skrivelsen af 14. juli 2004, reference JE/OA D(2004) 5446 med henblik på DOCUP OB 2 — regione Friuli-Venezia Giulia 2000-2006 (reference CCI 2000 IT 16 2 DO 013) — attestation af de foreløbige omkostningsopgivelser og ansøgning om betaling, indgået den 15. juli 2004, ved hvilken Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Regionalpolitik — Regionale Interventioner i Frankrig, Grækenland, Italien har meddelt følgende afgørelse: »Kommissionens tjenestegrene anmoder derfor som supplement til de foreløbige omkostningsopgivelser og til den omhandlede betalingsansøgning med nedenstående oplysninger for hver enkelt foranstaltning, for hvilken der forudses støtteordninger, nemlig

—	det samlede beløb af erlagte forudbetalinger

—	størrelsen af de erlagte forudbetalinger, som der kan betales tilskud til fra strukturfondene på grundlag af det tidligere specificerede.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Med denne sag søges der en prøvelse af Europa-Kommissionens skrivelse af 17. juni, reference 2004 D(2004)4074 med henblik på DOCUP — Regione Lombardia og af 14. juli 2004, reference JE/OA D(2004) 5446 (DOCUP Friuli-Venezia Giulia), som begge tilsigter at betinge påbegyndelsen af proceduren for forudbetaling i forbindelse med støtteordninger af opfyldelse af krav, som ikke fremgår af gældende ret, og med det formål ubehørigt at begrænse adgangen til dækning for omkostningerne for de strukturfonde, der er tale om.

Til støtte for sagen har Den Italienske Republik gjort følgende gældende:

—	Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter i forbindelse med manglende hjemmel, total mangel på begrundelse og undladelse af at overholde proceduren for retsaktens tilblivelse. Herved gøres det gældende, at de anfægtede retsakter intet indeholder om, hvilken hjemmel der er for udstedelsen.

Ud over tilsidesættelsen af begrundelsespligten gør sagsøgeren også gældende, at de anfægtede skrivelser ikke ses at være vedtaget efter en korrekt procedure, som fastsat i Kommissionens forretningsorden.

—	Tilsidesættelse af artikel 32 i grundforordningen (Rådets forordning nr. 1260/99) og af Kommissionens forordning nr. 448/04, som betinger betalingen af forskud af det ene bevis, at modtagerstaten har udbetalt de pågældende beløb til de endelige adressater for investeringen.

—

Tilsidesættelse af reglerne for overtagelse af udgifter, der er fastat i grundforordningen. Ifølge sagsøgeren er de relevante bestemmelser i sagen til hinder for Kommissionens udgangspunkt, hvorefter reglerne for overtagelse af udgifter skal fortolkes således, at det er en betingelse for at overtage en udgift, at der påvises en faktisk brug af finansieringerne for at realisere de projekter, som opfylder det formål, hvor hvilket der er tildelt støtte.

—	Tilsidesættelse af de regler, som regulerer finanskontrollen (grundforordningens artikel 38 og diverse gennemførelsesbestemmelser), der ikke indeholder de krav, som Kommissionen har opstillet.

—	Tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, eftersom Kommissionen kræver yderligere dokumentation i forhold til, hvad der er fastsat og nødvendigt.

—	Tilsidesættelse af forordning nr. 448/04 med udgangspunkt i en tilsidesættelse af kravene om lighed og retssikkerhed, ligesom den anfægtede skrivelse er selvmodsigende.

—	Tilsidesættelse af artikel 9 i Kommissionens forordning (EF) nr. 438/2001, da de dér indeholdte bestemmelser af regnskabsmæssig karakter ikke er overholdt.

—	Tilsidesættelse af princippet om forenklet forvaltning.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/56

Sag anlagt den 17. august 2004 af Sadas S.A. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag T-346/04)

(2004/C 262/103)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 17. august 2004 anlagt sag mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) af Sadas S.A. ved advokat André Bertrand.

Den anden part i sagen for appelkammeret var L.T.J. Diffussion.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Afgørelsen truffet af første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag nr. R 393/2003-1 omgøres i sin helhed.

—	Den anfægtede afgørelse, hvorved undersøgeren fastslog, at der foreligger en risiko for forveksling i offentlighedens bevidsthed mellem varemærket »ARTHUR« og varemærkeansøgningen »ARTHUR ET FELICE«, annulleres.

—	L.T.J. Diffussion tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ansøger om EF-varemærket:	Sagsøgeren.
EF-varemærket, der søges registreret:	Det tredimensionale varemærke »ARTHUR ET FELICE« — ansøgning nr. 0373787.
Varer eller tjenesteydelser	Varer i klasse 16, 24 og 25.
Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn:	L.T.J. Diffussion.
Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn:	Det nationale varemærke »ARTHUR« for varer i klasse 25 (beklædningsgenstande).
Indsigelsesafdelingens afgørelse:	Indsigelsen forkastes.
Appelkammerets afgørelse:	Indsigelsesafdelingens afgørelse annulleres.
Søgsmålsgrunde:	Urigtig anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/57

Sag anlagt den 17. august 2004 af Pascal Millot mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-347/04)

(2004/C 262/104)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 17. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Pascal Millot, Bruxelles, ved avocats Sébastien Orlandi, Albert Coolen, Jean-Noël Louis og Etienne Marchal, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af Kommissionens afgørelse af 11. september 2003 om fastsættelse af sagsøgerens endelige indplacering i lønklasse A6, løntrin 1.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter vedtægtens artikel 32, stk. 2, samt princippet om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling, idet den er truffet uden en undersøgelse af muligheden for at tilkende sagsøgeren en anciennitetsforbedring på grundlag af hans uddannelse og erhvervserfaring forud for ansættelsen.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/57

Sag anlagt den 20. august 2004 af Société Internationale de Diffusion et d'Édition mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-348/04)

(2004/C 262/105)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 20. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Société Internationale de Diffusion et d'Édition, Vitry-sur-Seine (Frankrig), ved avocats N. Coutrelis og Valérie Giacobbo, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

—	Artikel 1, sidste punktum, i Kommissionens beslutning af 20. april 2004 om Frankrigs støtte til Coopérative d'exportation du livre français (CELF) annulleres.

—	Subsidiært at artikel 1, sidste punktum, i beslutningen annulleres, for så vidt den erklærer, at støtten før 1994 er forenelig, eller alternativt før henholdsvis 1997 eller 1999.

—	Mere subsidiært, at artikel 1, sidste punktum, i beslutningen annulleres, for så vidt den har erklæret, at støtten før den 1. november 1993 er forenelig.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren er et handelsselskab, hvis virksomhed består i eksport af fransksproget litteratur. Selskabet indgav i 1992 en klage til Kommissionen vedrørende den støtte, som den franske regering siden 1977 havde ydet det kooperative selskab ved navn Coopérative d'Exportation du Livre Français (CELF). Kommissionen vedtog beslutninger på grundlag af denne klage. Disse beslutninger er blevet annulleret ved domme af henholdsvis den 18. september 1995 i sag T-49/93 og af 28. februar 2002 i sag T-155/98. Kommissionen vedtog efter den sidste dom en tredje beslutning, der anfægtes i den foreliggende sag.

Sagsøgeren finder for det første, at markedet for eksportagentur er specielt på mange måder, som den anfægtede beslutning ikke tager hensyn til. Endvidere bemærker sagsøgeren, at beslutningens beskrivelse af støtten er ukorrekt, for så vidt som der ifølge sagsøgeren er tale om en individuel støtte og ikke en støtteordning, at støtten fordeles på en måde, der indebærer forskelsbehandling, og endelig at kriteriet for betalingen, nemlig ekspeditionen af de små ordrer, er kunstig.

Sagsøgeren har til støtte for sin sag gjort gældende, at beslutningen savner hjemmel, for så vidt som den erklærer støtten forenelig som støtte til fremme af kulturen under henvisning til artikel 87, stk. 3, litra d), EF for perioden forud for den 1. november 1993. Ifølge sagsøgeren er denne bestemmelse blevet indsat ved Traktaten om Den Europæiske Union, hvorfor den således ikke kunne udgøre retsgrundlaget for at erklære en støtte forenelig før ikrafttrædelsestidspunktet for denne traktat, dvs. den 1. november 1993.

Endvidere har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 88, stk. 3, EF, i det omfang Kommissionen har baseret sin beslutning på oplysninger, der er nyere end tidspunktet for støttens ikrafttræden. Ifølge sagsøgeren er retsvirkningen af beslutningen, at det vil være muligt for en medlemsstat at fremlægge bedømmelseskriterier, der varierer over en periode på mere end 10 år, hvilket således favoriserer den stilling, der må gives en stat, der i strid med artikel 88, stk. 3, EF ikke har overholdt forpligtelsen til at underrette Kommissionen.

Endelig har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 3, litra d), EF. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen erklæret støtten forenelig på grundlag af bedømmelseskriterier, der vedrører bedømmelse af en støtteordning, der er åben for alle, selv om den omhandlede støtte er en individuel støtte, der ydes til en bestemt erhvervsdrivende. Sagsøgeren hævder endvidere, at undersøgelsen af regnskabsoplysningerne for CELF viser, at støtten er uden enhver forbindelse med ekspeditionen af små ordrer.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/58

Sag anlagt den 25. august 2004 af Gaetano Petralia mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-354/04)

(2004/C 262/106)

Processprog: Italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 25. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Gaetano Petralia ved advokat Carlo Forte.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 7. oktober 2003 om at indplacere ham i lønklasse B5, løntrin 3 annulleres.

—	Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren i den foreliggende sag, som er ansat på baggrund af meddelelse om udvælgelsesprøve til ansættelse af midlertidig ansatte inden for området for edb og bistand ved styring af forsknings- og teknologiudviklingsprojekter, kategori B, KOM/R/B/02/1999, anfægter ansættelsesmyndighedens afgørelse, hvori det endeligt fastsættes, at han skal indplaceres i lønklasse B5, løntrin 3.

Det præciseres i den forbindelse, at sagsøger i forbindelse med sin deltagelse i udvælgelsesprøven, har været af den opfattelse, at en ansættelse som midlertidig ansat ville finde sted på baggrund af hans erhvervserfaring, og som følger heraf med indplacering i lønklasse B3, eller B4, løntrin 3 i henhold til stk. 2, i afsnit VIII i meddelelsen.

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande først gjort gældende, at der i det foreliggende tilfælde er foretaget et åbenbart fejlskøn med hensyn til hans faglige kvalifikationer.

Sagsøgeren har ligeledes anført, at der er sket tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt tilsidesættelse af forpligtelsen til at begrunde administrationens retsakter.

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/58

Sag anlagt den 27. august 2004 af CO-FRUTTA Soc. coop. a r.l. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-355/04)

(2004/C 262/107)

Processprog: italiensk

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 27. august 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af CO-FRUTTA Soc. coop. ar.l. ved advokaterne Wilma Viscardini og Gabriele Donà.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

den af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber trufne afgørelse, som er indeholdt i skrivelsen af 28. april 2004 fra generaldirektøren for landbrugsgeneraldirektoratet (AGRI/11451/28.04.2004) annulleres i medfør af EF-traktatens artikel 230. Kommissionens afgørelse indeholdt et afslag på CO-FRUTTA's første anmodning om aktindsigt i dokumenter vedrørende data for 1998, 1999 og 2000 om de erhvervsdrivende, der er registreret i Fællesskabet som importører af bananer (bananer omfattet af den fælles markedsordning) og en stiltiende afvisning af den skrivelse af 3. maj 2004, hvormed CO-FRUTTA bekræftede den første anmodning.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Til støtte for sine påstande gør sagsøgeren gældende, at afslaget på dennes anmodning om aktindsigt er ulovligt, da det beror på Kommissionens urigtige anvendelse af formelle og materielle regler på området. Navnlig

—	har Kommissionen tilsidesat procedurefristerne i forordning nr. 1049/2001 (1) og i afgørelse 2001/937 (2) og har nægtet aktindsigt på grund af indsigelse fra flere medlemsstater, som imidlertid blev rejst for sent

—

afgørelsen er klart selvmodsigende, da forsinkelsen skyldtes, at det var nødvendigt at høre medlemsstaterne. Kommissionen hævder, at den uanset de pågældende medlemsstaters indsigelse under alle omstændigheder ville have afslået aktindsigt. Hermed tilsidesætter Kommissionen imidlertid tillige de bestemmelser, som forpligtede den til at tage selvstændig stilling i sagen, da den var forhåndsindtaget vedrørende den endelige afgørelse, der skulle træffes

—

Kommissionen har påberåbt sig en af undtagelserne, i forordning nr. 1049/2001 til støtte for afslaget på aktindsigt, men uden at anføre nogen begrundelse herfor, og efter sagsøgerens opfattelse er betingelserne for at anvende denne undtagelse (beskyttelsen af forretningsmæssige interesser ifølge artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001) under alle omstændigheder ikke opfyldt, da der ikke inden for den fælles markedsordning for bananer kan siges at foreligge beskyttelsesværdige forretningsmæssige interesser som angivet af Kommissionen

—	Kommissionen har forsømt at træffe afgørelse vedrørende en række dokumenter, som er angivet i sagsøgerens begæring om aktindsigt, og derved tilsidesat princippet om god forvaltning

—	Kommissionen har ikke givet delvis aktindsigt i dokumenterne fra de medlemsstater, som ikke har modsat sig, at dokumenterne gøres tilgængelige.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

(2) Kommissionens afgørelse 2001/937/EF, EKSF, Euratom af 5.12.2001 om ændring af dens forretningsorden (EFT L 345 af 29.12.2001, s. 94).

23.10.2004

Den Europæiske Unions Tidende

C 262/59

Sag anlagt den 2. september 2004 af FG Marine S.A. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-360/04)

(2004/C 262/108)

Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 2. september 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af selskabet FG Marine S.A., Roissy (Frankrig) ved advokat Marie-Aline Michel, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerne erstatning, da den har pådraget sig et erstatningsansvar uden for kontraktforhold med vedtagelsen af beslutning 2000/513/EF af 8. september 1999 om tilbagekrævning af Frankrigs støtte til selskabet Stardust Marine (EFT L 206, s. 6), og det fastslås, at selskabet Stardust Marine retmæssigt kan gøre krav på en erstatning ikke under 200 000 000 franske franc (30 489 803,44 EUR).

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Det sagsøgende selskab i denne sag, som er hovedaktionær i selskabet Stardust Marine, ønsker under sagen fastslået, at Fællesskabet er ansvarligt uden for kontraktforhold for den skade, selskabet har lidt som følge af Kommissionens beslutning af 8. september 1999, hvorved de kapitalforhøjelser, kontokurantlån og kapitaltilførsler i Stardust Marine, som blev foretaget af Consortium de Réalisation (CDRE) som led i saneringsplanen for Crédit Lyonnais, blev erklæret uforenelige med fællesmarked og krævet tilbagebetalt.

Det i nævnte beslutning indeholdte pålæg om tilbagebetaling medførte, at Stardust Marine måtte indgive konkursbegæring, hvorved sagsøgeren blev afskåret fra at udnytte resultaterne af sin omstrukturering.

Til støtte for sine påstande gør FG Marine for det første gældende, at den beslutning, som tvisten vedrører, og som blev annulleret ved Domstolens dom af 16. maj 2002 i sag C-482/99, Den Franske Republik mod Kommissionen (1), strider mod det private investorprincip. Endvidere satte Kommissionen sig ikke ind i de daværende forhold, da den vedtog beslutningen, og behandlede ikke Crédit Lyonnais og dennes datterselskaber som aktionærer i Stardust Marine, men som bankvirksomheder. Endelig er der overhovedet ikke i den anfægtede beslutning taget hensyn til udsigterne for saneringen af Stardust Marine.

(1) Sml. 2002 I, s. 4397.

		ISSN 1725-2393
Den Europæiske Unions Tidende		C 262

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	47. årgang 23. oktober 2004

	III Oplysninger
2004/C 262/3	Domstolens seneste offentliggørelse i Den Europæiske Unions TidendeEUT C 251 af 9.10.2004	61