30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/1

1)

Turismen er en af verdensøkonomiens og EU's mest betydningsfulde og ekspanderende sektorer.

2)

Den kan bidrage væsentligt til at opfylde målene om at bevare et højt og stabilt niveau for den økonomiske vækst og beskæftigelsen, social fremgang som tilgodeser den enkeltes behov samt effektiv beskyttelse af miljøet og fornuftig udnyttelse af naturressourcerne.

3)

Begrænsningerne i det naturlige, økonomiske, sociale og kulturelle ressourcegrundlag bestemmer sektorens økonomiske bæredygtighed og gør det ikke muligt at udvide europæisk turisme i det uendelige.

4)

Implementeringsplanen, der blev vedtaget på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg, opfordrer til at fokusere på bæredygtig udvikling af turismen og skitserer foranstaltninger til ændring af ikke-bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre, der også er højst relevante for bæredygtig turisme.

5)

Ligesom turismen er et verdensomspændende fænomen, der formes lokalt, spænder de dermed forbundne bæredygtighedsproblemer fra globale problemer, der må løses globalt, til lokale problemer, der kræver en indsats på stedet. Dog er turismen hovedsagelig et lokalt og regionalt kompetenceområde. Turistrelaterede foranstaltninger skal i stort omfang udformes og gennemføres lokalt, så der kan tages hensyn til foreliggende særlige behov og begrænsninger

6)

Ifølge artikel 2 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab er en af EU's opgaver at fremme bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed. Turismen har store muligheder for at bidrage til opfyldelsen af målsætningerne om bæredygtig udvikling, og med de i artikel 2 nævnte mål for øje skal EF's indsats ifølge traktatens artikel 3, litra u), omfatte foranstaltninger inden for turisme. Bæredygtig turisme skal være i overensstemmelse med de generelle retningslinjer for bæredygtig udvikling i EU, der er fastlagt i EU-strategien for bæredygtig udvikling.

7)

Siden midten af 1990'erne har bæredygtig udvikling af turismen været en prioritet for EU-institutionerne. Kommissionen foreslog i sin meddelelse »Samarbejde om europæisk turismes fremtid« fra november 2001 at »fremme en bæredygtig udvikling inden for turismen i Europa gennem fastlæggelse og gennemførelse af en Agenda 21«.

8)

Dette punkt fik stærk opbakning fra Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

1.1

mener, at der ikke blot findes yderligere og specifikke udfordringer for bæredygtig turisme i bestemte geografiske områder såsom Middelhavsområdet og Alperne, men at de også findes i andre områder, såsom ø-områderne, den yderste periferi samt udviklingslandene,

1.2

bifalder, at Kommissionen betragter bæredygtig forvaltning af den såkaldte masseturisme som en særlig udfordring, der formodentlig vil komme til at udgøre det største bidrag til turismens bæredygtighed,

1.3

påpeger, at masseturismen fik alvorlige miljømæssige, sociale og landskabsmæssige omkostninger for mange af de steder, hvor den vandt indpas. Fra en europæisk synsvinkel mildnedes indvirkningen på bæredygtigheden dog af de gavnlige sociale følger for borgerne i de lande, som turisterne kom fra, og de lande, der modtog turisterne,

1.4

konstaterer, at mange af disse turistmål nu har valgt ikke at øge de materielle tilbud, men at forbedre kvaliteten af de eksisterende gennem omlægning af infrastruktur og produkter og gennem fortsat fornyelse. Samtidig sætter de grænser for væksten og udformer nye strategier for en bæredygtig planlægning og forvaltning af turismen,

1.5

mener, at dette nye mål om at fokusere på turismens udvikling ud fra bæredygtighedskriterier — som desuden tilskynder til et bæredygtigt turistforbrug og bæredygtige turistproduktioner til forskel fra den turismeudvikling, som fulgte efterspørgslens øjeblikkelige og kortsigtede interesser — støder på mange politiske, økonomiske og juridiske problemer, som i mange tilfælde ligger uden for turismepolitikkens kompetenceområde,

1.6

mener desuden, at disse problemer kan forværres på de turistdestinationer, hvor turismen er den vigtigste kilde til indtægter og erhvervsaktivitet,

1.7

er endvidere af den opfattelse, at disse problemer kan vokse på øer og i sårbare og fjerntliggende egne og bjergegne, hvor manglende bæredygtighed får endnu større konsekvenser på grund af den isolerede beliggenhed,

1.8

mener, at de regionale og lokale kræfter i deres indsats over for udfordringer af dette omfang bør kunne regne med størst muligt samarbejde og opbakning fra de nationale regeringer og EU-institutionerne, som bør være parate til at udløse de bedst egnede juridiske, økonomiske og politiske mekanismer for at undgå, at de initiativer til bæredygtig turisme, som sættes i gang af regionale og lokale aktører, lider skibbrud,

1.9

finder det særlig vigtigt, at EU-lovgivningen om statsstøtte tilpasses på den rette måde for at fremme en konstant fornyelse af turistdestinationerne med henblik på en begrænset og bæredygtig vækst samt en bæredygtig udvikling af turismen i områder med permanente naturbetingede og geografiske handicap, hvor turistaktiviteten kan udgøre en trussel mod sårbare og meget værdifulde naturressourcer.

1.10

bifalder den udtrykkelige anerkendelse af, hvor vigtigt det er, at alle parter udviser god forvaltningspraksis og yder en fælles indsats,

1.11

finder det nødvendigt, at de lokale og regionale myndigheder med ansvar for turisme styrkes i denne proces og kvalificeres til at koordinere arbejdet med andre administrationer og myndigheder på alle niveauer, hvorved der mellem disse myndigheder skabes de nødvendige synergier og god forvaltningspraksis udnyttes med henblik på at opnå de ønskede mål,

1.12

finder det ligeledes nødvendigt, at alle regionale og lokale sektoradministrationer og -politikker med klar indflydelse på opbygningen af bæredygtig turisme gives flere muligheder og tilskyndes til at bidrage i processen, fra forvaltning til planlægning og foranstaltning af modeller for bæredygtig turisme,

1.13

mener, at hele turistindustrien og alle andre relevante aktører bør følge med i udformningen af den nye turistpolitik for bæredygtige turistområder helt fra starten.

1.14

mener, at Kommissionen ikke mangler grunde til at udpege den sæsonmæssige spredning og transport som to af de største problemer for et bæredygtigt forbrugsmønster,

1.15

mener, at det med hensyn til den sæsonmæssige spredning drejer sig om et regionalt problem, og at man, selvom talrige europæiske turistområder og -produkter allerede deler problemet, bør dimensionere og forvalte modellerne i henhold til denne variabel,

1.16

mener, at man ved ethvert politisk indgreb på EU-niveau, der fokuserer på den sæsonmæssige spredning, bør sørge for, at det ikke medfører konkurrenceforvridninger, som har indflydelse på turistområder og -produkter, hvis konkurrencefordel ligger i andres lavsæson,

1.17

mener, at transportaspektet bør vurderes ud fra flere vinkler, herunder effektivitet i forhold til forbrug og emissioner, forskellen på den rigdom og det øvrige udbytte, der genereres, sammenlignet med tidligere og forpligtelserne til bæredygtighed, som turistområderne og regionerne i EU bør påtage sig. Her kan man også lade sig inspirere af dokumenter og protokoller, som EU har underskrevet, såsom Alpekonventionen og andre, der gør fremskridt på dette område,

1.18

mener ikke desto mindre, at den vurdering, der foretages ud fra et forbrugsmæssigt synspunkt, bør indeholde flere relevante variabler for at undgå mangelfulde og modstridende konklusioner,

1.19

mener, at det vil være muligt at komme en mere fyldestgørende analyse af bæredygtighed i henhold til forbrugsmønstre nærmere, hvis bæredygtighed analyseres ud fra en mere holistisk idé, herunder aspekter forbundet med:

1.20

mener ikke, at der kun er få turister, som er interesserede i bæredygtighed. Tværtimod mener udvalget, at de europæiske turister grundlæggende er bæredygtige borgere, som efterspørger bæredygtige produkter, men forståelsen for betydningen af, at et turistprodukt er bæredygtigt, vil imidlertid variere fra turist til turist, og det er derfor en udfordring for turistområderne og deres virksomheder at udbyde bæredygtige turistprodukter. Turistområderne bør uddannes til at udvikle bæredygtige produkter, hvis markedsføring især bør fokusere på deres bæredygtige egenskaber og tilsagn om bæredygtighed, hvormed man fremmer bæredygtige valgmuligheder for turisten,

1.21

mener, at det er nødvendigt at udvikle bindeleddet mellem bæredygtighed og konkurrenceevne på en hensigtsmæssig måde. Selvom dette bindeled indtil nu har været skrøbeligt og selvmodsigende, udgør det den vigtigste mulighed for at spore dialogen endnu mere ind på bæredygtighed og hermed vinde flere allierede og samarbejdspartnere i bestræbelserne for at nå målet om bæredygtighed.

1.22

lykønsker Kommissionen med den begrebsmæssige klarlæggelse af afsnittet om bæredygtig udvikling af turistområder,

1.23

mener, at det er et af de mest relevante bidrag i meddelelsen,

1.24

bifalder henvisningerne til

som begrundelser for de foranstaltninger og politikker, der skal forme de regionale turistmønstre i overensstemmelse med markedspotentialet og ønsket om bæredygtige turistområder og regioner,

1.25

bifalder henvisningerne til

som udtryk for behovet for at forbinde turistpolitikken på lokalt og regionalt niveau med øvrige sektorpolitikker gennem god forvaltningspraksis,

1.26

bifalder, at meddelelsen påpeger nødvendigheden af at respektere natur- og kulturområdernes bæreevne tillige med behovet for at fastlægge metoder til analyse af bæreevne med henblik på udformningen af bæredygtige turistmønstre på regionalt og lokalt plan,

1.27

bifalder, at meddelelsen refererer til fritidsboliger, pensionistboliger og endagsbesøgende som udtryk for, hvor vigtigt behovet er for at fastsætte passende begreber for fænomener, der er forbundet med turisme, og undersøge de positive og negative virkninger heraf forud for udviklingen af politiske foranstaltninger og administrative bestemmelser.

2.1

mener, at en af de mest interessante konklusioner ved EFFU (Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv) er opfordringen til virksomhederne og den offentlige forvaltning på bl.a. turistområdet, om at leve op til deres ansvar inden for fysisk planlægning og debatten herom. Det er et af de vigtigste dokumenter, som kræver, at de forskellige sektorer, bl.a. turistsektoren, skal bidrage til den fysiske planlægning. Det kræver samtidigt, at man sætter fokus på frembringelse af ny viden og nye metoder for således at hjælpe turisten til at træffe mere bæredygtige valg, at man fremhæver de mest bæredygtige produkter, samt at man i politikudformningen konstant henleder regionernes opmærksomhed på økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed i lokalsamfundene.

2.2

er enigt i, at der sker beskedne fremskridt i den bæredygtige turisme, hvilket retfærdiggør behovet for at udstikke nogle grundlæggende retningslinjer, der kan vende tendensen, så den vil gå i retning af bæredygtighed,

2.3

glæder sig over Kommissionens svar, som går ind for udarbejdelsen af en europæisk turismepolitik ud fra en »bottom-up«-approach, som tydeligt minder om subsidiaritetsprincippet og gør turistområderne ansvarlige for at sætte skub i den bæredygtige udvikling,

2.4

deler Kommissionens vurdering af, at turistområderne og de små og mellemstore virksomheder spiller en afgørende rolle for, om initiativerne til bæredygtighed bliver en succes.

3.1

deler Kommissionens forslag om at lade foranstaltningerne tage sigte på følgende punkter:

Regionsudvalget kunne dog godt have tænkt sig en uddybning af disse emner.

4.1

er enigt i Kommissionens analyse, der påpeger nødvendigheden af at inddrage alle involverede aktører på alle niveauer, fra det lokale til det globale niveau,

4.2

er foruroliget over Kommissionens ide om, at foranstaltninger, der regulerer turismen i højsæsoner og rejsemønstrene, bør iværksættes fra centralt hold over det lokale og regionale niveau,

4.3

mener, at hvis bestemte former for efterspørgsel fra turisternes side stimuleres oven fra, vil det kunne bringe ikke-begunstigede områders interesser i fare, selv områder, der ligger uden for EU, hvilket vil være en markedsforvridning,

4.4

roser især Kommissionen for at ligestille de politiske tiltag til og erhvervslivets og arbejdsmarkedets bestræbelser på at gøre bæredygtig turisme til en realitet med særlige og sektorspecifikke bestemmelser i Agenda 21-initiativerne. En indarbejdning af bæredygtighedskriterierne — som i meddelelsen tillægges stor betydning for bæredygtighedspolitikkens berettigelse, målsætninger og fremgangsmåde — i den regionale og lokale turismepolitik vil med andre ord være en glimrende lejlighed til at sætte ekstra skub i Agenda 21-processen, som på nuværende tidspunkt tildeles en sekundær rolle på det administrative og politiske plan samt i erhvervslivet og på arbejdsmarkedet i en lang række regioner og turismedestinationer i EU,

4.5

mener, at der — ved at skabe lokale og regionale rammer for foranstaltninger til udvikling af bæredygtig turisme, som så igen kobles til nationale og europæiske rammer — i denne forbindelse åbnes nye muligheder for de regionale administrationer. Dette gælder især de regionale og lokale turistadministrationer, som har brug for ekstra kapacitet til at klare udfordringerne, men også de regionale administrationer og politikområder, som har stor betydning for den bæredygtige turisme, herunder miljøet, den fysiske planlægning, beskæftigelsen, landbruget, kulturen og kulturarven, uddannelse etc. Hvis disse myndigheder og politikområder bygger på bæredygtig turisme, vil de også opnå nye forudsætninger for at udvikle foranstaltninger på turistområdet,

4.6

er enigt i, at oplysning er af central betydning for udviklingen af bæredygtig turisme. Turismen er en aktivitet, der foregår i et miljø med slående mangel på gennemskuelighed og oplysning. Turistvirksomhederne og turistområderne har kun mulighed for at udarbejde hensigtsmæssige strategier for bæredygtighed, hvis de er ordentligt informerede om de aktiviteter, der udspiller sig. En stor del af disse oplysninger findes kun i selve turistområderne,

4.7

opfordrer de europæiske institutioner til at fremme og støtte netværk mellem turistområderne med henblik på udveksling af oplysninger,

4.8

mener, at der findes andre typer relevant turistinformation, som turistområderne eller netværkerne herimellem ikke er i stand til at behandle, og at Europa-Kommissionen på dette punkt kan spille en nøglerolle, som hverken regionerne eller medlemsstaterne er i stand til at spille.

4.9

Regionsudvalget ser positivt på de konsekvensanalyser, Kommissionen har sat i værk, især på turistområdet, og mener, at de er gode eksempler, som kan være med til at fremme kriterierne for sund forvaltning i de europæiske regioner og deres turistrejsemål,

4.10

støtter Kommissionens mål om at udarbejde og gennemføre et internt arbejdsprogram, der øger effekten af de forskellige fællesskabspolitikker,

4.11

mener, at indikatorerne for turismens bæredygtighed — i højere grad end en målsætning om at »måle turismens bæredygtighed« i sig selv — er vigtige som katalysatorer for udviklingen af bæredygtighed. Det er derfor afgørende, at de berørte parter (industrien, forvaltningerne, det civile samfund osv.) fra starten inddrages i udarbejdelsen af indikatorer, og at de forbliver enkle og brugervenlige, så alle kan forstå og fortsat bidrage til dem,

4.12

mener, at forsøg på at måle bæredygtighed er ensbetydende med fremskridt i den retning gennem de involveredes bestræbelser på at forstå turismens konsekvenser, opdagelsen af alternativer og den udvikling af menneskelige og samfundsmæssige ressourcer, som dette indebærer,

4.13

støtter en samarbejdsaftale om bæredygtig turisme med Verdensturistorganisationen,

4.14

glæder sig over, at Kommissionen vil oprette en gruppe for bæredygtig turisme bestående af repræsentanter for nationale myndigheder, regionale og lokale myndigheder, turistvirksomheder, fagforeninger og civilsamfundet,

4.15

mener, at Regionsudvalget som det EU-organ, der repræsenterer de regionale og lokale myndigheder i Europa, er den mest oplagte instans til at udpege medlemmer, der repræsenterer disse myndigheder, til en plads i denne gruppe i samarbejde med de paneuropæiske organisationer af lokale og regionale myndigheder,

4.16

foreslår, at dens repræsentanter udvælges blandt geografiske grupperinger på regionalt plan, og at alle typer rejsemål bliver repræsenteret, så gruppen kan blive velfungerende,

4.17

foreslår, at Eurostat støtter arbejdet i gruppen for bæredygtig turisme med henblik på opstilling af indikatorer for bæredygtig turisme på EU-plan og med henblik på at fremme indikatorerne for bæredygtig turisme på regionalt og lokalt plan, hvilket kan være et vigtigt kvalitetsspring i retning af bæredygtig turisme,

4.18

er enig med Kommissionen i, at sæsonbestemte aktiviteter og transport er to relevante problemer i forbindelse med bæredygtige forbrugsvalg, og at regelmæssige ekspertgruppemøder er nødvendige, men minder igen om, at helhedsanalyser og de øvrige relevante variabler skal indgå i deres overvejelser, så man undgår ensidige og selvmodsigende diagnoser,

4.19

mener, at man bør gå yderst forsigtigt frem med udformningen af oplysningskampagner, især hvis de rettes mod forbrugerne; de bør være tilpas generelle for at undgå spændinger mellem forskellige turistområder og produkter. Derimod kan det være vigtigt at afsætte passende midler til oplysning af de lokale og regionale myndigheder i turistområderne om retningslinierne i Kommissionens meddelelse, så de kan bidrage til at føre initiativerne ud i praksis,

4.20

mener på den anden side, at turisten har ret til at træffe bæredygtige forbrugsvalg, som det fremgår af chartret om turisters rettigheder og pligter. Det er derfor en god idé at hjælpe industrien og turistmålene med at tilpasse deres produkter til de bæredygtige modeller, som europæiske turister og de turister, der besøger os, forlanger,

4.21

deler Kommissionens vurdering af de muligheder, som ligger i »virksomhedernes sociale ansvar«; det er et initiativ, som kan fremme udvikling og gennemførelse af god praksis for bæredygtig produktion,

4.22

roser Kommissionens bestræbelser på at fremme initiativer i turistområder på følgende felter:

4.23

har tillid til, at Kommissionen afsætter de nødvendige midler hertil, og håber, at den træffer forholdsregler med henblik på at indføje disse målsætninger i de aktuelle retningslinjer for EU-støtte eller andetsteds, hvor det anses for passende, f.eks. i forbindelse med en styrkelse af Interreg III-initiativet, som især kunne yde finansiel støtte til net af turistområder, eller i forbindelse med andre retningslinjer, der anses for passende til formålet,

4.24

peger på betydningen af temamøder om turisme, som omfatter de lokale og regionale forvaltninger, deres repræsentative organisationer og de relevante aktører, med henblik på at formidle og forklare samt give regionerne, industrien og dele af civilsamfundet en plads i de grundlæggende retningslinjer for den europæiske turismes bæredygtighed, hvad angår målsætninger, metoder og gennemførelse,

4.25

mener, at hensynet til konkurrenceevnen bør indgå i de foranstaltninger, som Kommissionen skal gennemføre for at bidrage til at styrke turistområdernes kapacitet og tage højde for turismens krav til plads og arealanvendelse; der skal således sættes ind på tre områder: konkurrenceevne, kvalitet og bæredygtighed.

4.26

Regionsudvalget mener, at europæiske turister skal have ordentlig oplysning om chartret om turisters rettigheder og pligter i relation til bæredygtighed,

4.27

retter en opfordring til turistområderne om at ruste sig til at forsvare de bæredygtige turisters interesser og rettigheder og sørge for mekanismer til indsamling af de bæredygtige turisters meninger,

4.28

anbefaler, at turistområderne i deres markedsføring især fokuserer på deres bæredygtige karakteristika og forpligtelser over for en bæredygtig udvikling,

4.29

foreslår, at de foregående afsnit eksplicit indsættes i gennemførelsesbestemmelserne for Agenda 21-processen eller i planerne for en bæredygtig udvikling af turismen.

4.30

Regionsudvalget er enig i hele indholdet af dette punkt i Kommissionens meddelelse,

4.31

finder det nødvendigt at styrke sammenhængen i SMV-sektoren og uddannelsen af virksomhedsledere og ansatte, samt at bane vej for dens deltagelse i beslutningstagningen og adgang til indførelse af kvalitetssystemer,

4.32

foreslår, at EU's handlingsplan specifikt medtager disse målsætninger.

4.33

Regionsudvalget er enig i hele indholdet af dette punkt i meddelelsen og komplimenterer Kommissionen for denne uddybning,

4.34

mener, at de lokale og regionale myndigheder med ansvar for turisme har en glimrende lejlighed til at kvalificere sig og involvere sig i udviklingen af en bæredygtig turisme ved at skabe synergier og koordinere arbejdet med andre administrationer i overensstemmelse med de enkelte regioners organisationsplaner med henblik på at opnå de ønskede mål,

4.35

mener desuden, at de berørte regionale og lokale forvaltninger sammen råder over klare valgmuligheder med hensyn til at indarbejde idéen om turismens bæredygtighed i deres foranstaltninger og målsætninger,

4.36

noterer sig med tilfredshed Kommissionens henvisning til trepartsaftaler som instrument for samarbejde mellem de forskellige forvaltninger; turismen kan reelt være et af de områder, som trepartsaftalerne anvendes på,

4.37

mener, at Kommissionen bør gennemføre en effektivitetsanalyse for at sikre, at styrkelsen af dens aktuelle handlingsplan for den europæiske turismes bæredygtighed ikke opløses i usammenhængende foranstaltninger i turistområderne, og at de opstillede måls mangfoldighed samtidig bevares.

4.38

Regionsudvalget er enig i hele indholdet af dette punkt i Kommissionens meddelelse.

4.39

Regionsudvalget er helt enig i indholdet af dette punkt, men minder om, at disse gruppers og hele den tertiære sektors deltagelse kun er mulig, hvis der finder en kapacitetsopbygning sted, som reelt sætter dem i stand til at deltage i processen, hvilket kræver oplysninger, der er fuldstændige, detaljerede og tilgængelige. Det vil være nødvendigt at iværksættes specifikke foranstaltninger med henblik herpå.

5.1

Regionsudvalget konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen vil forelægge Rådet og de øvrige EU-institutioner en rapport om fremskridtet og forberede gennemførelsen af en Agenda 21 for europæisk turisme, men mener at den detaljerede udarbejdelse af Agenda 21 for europæisk turisme senest bør ligge klar i 2005.

5.2

Regionsudvalget anmoder om at være blandt de EU-organer, der bliver informeret herom.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/7

—

»Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om hindringer for udstrakt adgang til informationssamfundets nye tjenester og applikationer ved hjælp af åbne platforme for digitalt tv og 3G-mobilkommunikation og

—

om overgangen fra analog til digital radio-/tv-spredning (fra digital »overgang« til analog »afvikling««)

1)

På Det Europæiske Råds møde i Barcelona i marts 2002 erkendte man, at digitalt tv og tredjegenerationsmobilkommunikation (3G) kommer til at spille en central rolle, hvis man vil sikre bred adgang til interaktive tjenester. På mødet opfordrede Det Europæiske Råd Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme anvendelsen af åbne platforme for at sikre, at borgerne frit kan vælge adgang til informationssamfundets tjenester og applikationer. Det opfordrede ligeledes Kommissionen til at fremlægge en analyse af de hindringer, der stadigvæk er for gennemførelsen af udstrakt adgang til disse tjenester og applikationer;

2)

Det Europæiske Råd i Sevilla i juni 2002 anerkendte, med godkendelsen af handlingsplanen eEurope 2005, at forudsætningen for at opfylde Lissabon-målsætningen om at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige videnbaserede økonomi er et informationssamfund med adgang for alle;

3)

Et vigtigt mål i de kommende år er at opnå udstrakt adgang for alle borgere, herunder mennesker med nedsat funktionsevne eller handicap, til informationssamfundets nye tjenester og applikationer.

1.1

Udtrykker tilfredshed med Kommissionens initiativ, som imødekommer anmodningen om at undersøge og rapportere om de fortsatte hindringer for udstrakt adgang til informationssamfundets tjenester ved hjælp af åbne platforme for 3G-mobilkommunikation og digitalt tv og med den brede offentlige høring, som blev iværksat på området;

1.2

Støtter en fremtidsvision om »Et informationssamfund for alle«, hvor alle før eller siden fuldt ud benytter sig af adgangen til elektroniske tjenester;

1.3

Bakker op om Kommissionens valg om at lade meddelelsens fokus ligge på platforme for levering af tjenester, dvs. midlerne til at levere tjenesteydelser frem for udbuddet af selve tjenesterne;

1.4

Er enigt i, at kommunikationsinfrastrukturerne i dag er karakteriseret ved en række »konnektivitetsøer«, som ikke kommunikerer ret meget med hinanden, men at der er en stigende tendens til interoperabilitet mellem disse »øer«. Det teknologiske aspekt har betydning for denne udvikling: Digitaliseringen af de eksisterende net bidrager i stor grad til muligheden for at gøre dem interoperable;

1.5

Er enigt i, at udviklingen hen imod interoperabilitet dels er markedsdrevet, idet brugerne ønsker at have mulighed for at få adgang til tjenester, der udbydes af forskellige tjenesteudbydere på flere forskellige typer udstyr forskellige steder og i forskellige situationer, dels bestemt af den lovgivningsmæssige udvikling, idet det tilstræbes at skabe ensartede og teknologisk set neutrale spilleregler, som kan befordre et konkurrencedygtigt multiplatformsmiljø;

1.6

Er enigt i fordelene ved overgangen til digital transmission, hvor der er mulighed for at bearbejde og komprimere digitale data, så netkapaciteten kan udnyttes meget mere effektivt, end tilfældet er med analoge signaler;

1.7

Henleder opmærksomheden på, at PC'er i dag er det mest udbredte middel til at få adgang til informationssamfundets tjenester, og at digitale tv-apparater og mobiltelefoner indtager en andenplads meget langt efter PC'erne. Dertil kommer, at der dukker nye apparater frem, som hører ind under flere kategorier;

1.8

Minder om, at tv-spredning og radiospredning i den betydning, hvori ordet anvendes i direktiv 89/552/EØF, i øjeblikket ikke betragtes som informationssamfundstjenester, da de ikke leveres på individuel anmodning, og at digitalt tv ikke er lig med interaktivt tv;

1.9

Minder således om, at overgangen til digital transmission er en kompleks proces med socioøkonomiske implikationer, der går langt videre end den rent tekniske overgang. Hvis man ser på den rolle, som radio og tv spiller i det moderne samfund, har ændringen ikke alene økonomisk, men også politisk og social betydning;

1.10

Støtter Kommissionens valg, hvor fokus rettes mod udvikling af interoperabilitet og i den forbindelse prioriterer »åbne platforme«, for de betyder større frihed for borgerne til at vælge mellem informationssamfundets forskellige tjenester og applikationer;

1.11

Bemærker, at mobilkommunikationssektoren udvikler sig fra primært at omfatte udbydere af taletelefonitjenester suppleret med SMS-faciliteter til at dække mobildata- og multimedietjenester. Imidlertid er der en række hindringer for 3G-mobilkommunikation, som således kan sammenfattes til:

1.12

Konstaterer ligeledes, at det samlede billede, som kommer frem ved at undersøge området, er særlig komplekst og detaljeret, og at ingen analyser kan betragtes som endelige. Det er derfor prisværdigt med en tilgang, som tilstræber at begunstige teknologisk neutrale konkurrencevilkår, og som tager højde for andre faktorer — udover oprettelse af platformene 3G og digitalt tv, der især vedrører forbrugerne — som er med til at skabe forhindringer for adgangen til informationssamfundstjenester;

2.1

Henstiller til, at man ved fremme af adgangen til informationssamfundets nye tjenester og applikationer og støtte til overgangen fra analog til digital radio-/tv-spredning (fra digital »overgang« til analog »afvikling«) især fokuserer på borgernes interesser som forbrugere, så man undgår en socialt regressiv virkning, for når man ser på den rolle, radio og tv spiller i det moderne samfund, er virkningerne ikke alene af økonomisk art, men også sociale og politiske.

2.2

Ser det som et vigtigt mål, at det europæiske informationssamfund udvikler sig harmonisk på det sociale, kulturelle, sproglige og regionale plan, og at alle borgere sikres muligheden for at få fordele heraf, så man undgår nye former for udstødelse.

2.3

Anmoder derfor om, at drage omsorg for

2.4

Henstiller til, at eventuelle specifikke foranstaltninger på nationalt plan eller EU-plan, som er nødvendige for økonomisk at støtte overgangen fra analog til digital transmission, først og fremmest bør:

2.5

Understreger nødvendigheden af, at et eventuelt offentligt indgreb ikke skaber fordrejninger i systemet og skader konkurrencen. Medlemsstaternes foranstaltninger må ikke være diskriminerende og de må ikke begunstige én markedsoperatør frem for en anden;

2.6

Opfordrer til, at man nøje undersøger, hvilke risici der er forbundet med offentlige støtteforanstaltninger, da manglende foranstaltninger på den ene side kan bringe mål af fælles interesse, der skal nås, i fare, og på den anden side skade konkurrenceevnen og innovationslysten. Da offentlige foranstaltninger i forbindelse med for eksempel overgangen til digital radio-/tv-spredning under alle omstændigheder indebærer en politisk vurdering fra de nationale og/eller regionale myndigheder, må denne vurdering ikke være tilfældig, men baseret på en grundig markedsanalyse. Ved fastlæggelsen af offentlige støtteforanstaltninger til opbygning af den infrastruktur, der er nødvendig for at sikre geografisk jævnt fordelt adgang, må der tages hensyn til regionernes særlige karakteristika, især geografisk størrelse og befolkningstal;

2.7

Opfordrer til at være opmærksom på, at de frekvenser, som frigøres af analogt tv, anvendes: De bør alle anvendes til andre tv-kanaler eller nye sektorer eller tjenester, f.eks. inden for mobiltelefoni;

2.8

En mangedobling af tilgængelige radio- og tv-kanaler kan medføre problemer med markedets evne til at opsuge alle de muligheder, som teknologien tilbyder. Det kan få de små lokale radio-/tv-selskaber til at bukke under, idet de reducerede reklameindtægter og de økonomiske omkostninger, de skal afholde for at stå sig i konkurrencen, kan blive en forhindring. Det kan også få en negativ virkning for de lokale myndigheder, som netop ofte gennem lokale radio- og tv-aktører har instrumenter til fremme og udnyttelse af lokale kulturelle og socioøkonomiske særpræg. De nye teknologier skal derimod sikre muligheden for at sprede mere information, som er tilgængelig for stadig flere borgere.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/10

1)

Den manglende gennemsigtighed i kvalifikationer og kompetencer er en af de vigtigste faktorer, der stadig lægger sten i vejen for personers, især unges, mobilitet inden for Den Europæiske Union;

2)

det er vigtigt at løse dette problem for gennem mobilitet at kunne fremme livslang læring og dermed bidrage til at hæve kvaliteten i almene uddannelser og erhvervsuddannelser;

3)

de seneste års udvikling i EU i retning af øget samarbejde om almen uddannelse og erhvervsuddannelse til forbedring af gennemsigtigheden har brug for et kvalitetsspring, der fører til integrering af de eksisterende instrumenter i en samlet ramme;

4)

det er af afgørende betydning at følge lovgivningsinitiativerne op med ledsagende foranstaltninger, der fremmer kendskabet til de nye normer og øger deres anvendelse;

5)

de lokale og regionale myndigheder spiller en væsentlig rolle i EU's uddannelsespolitik, dels på grund af deres egen kompetence på området, dels på grund af deres mere direkte kontakt med borgerne —

1.1

Regionsudvalget bifalder Kommissionens hensigt om at opstille en samlet ramme for gennemsigtighed af kvalifikationer og kompetencer som ønsket i Rådets resolution af 19. december 2002 om fremme af styrket europæisk samarbejde om erhvervsuddannelse.

1.2

Regionsudvalget har allerede ved tidligere lejligheder fremhævet betydningen af at øge gennemsigtigheden i disse sektorer for at rydde de sidste hindringer af vejen for personers mobilitet inden for EU i studiemæssigt og arbejdsmæssigt øjemed. Der bør tages særligt hensyn til personer med et handicap.

1.3

Regionsudvalget minder om, at de instrumenter, der i øjeblikket står til rådighed for EU's borgere, f.eks. den fælles europæiske cv-formular, tillægget til eksamensbevis, dokumentet Europass-uddannelse samt tillæggene til erhvervskvalifikationsbeviser og den europæiske sprogmappe, som de nationale myndigheder har under udarbejdelse, har den begrænsning, at de kun opfylder enkeltstående, specifikke behov, at de er fastlagt inden for forskellige initiativer, og at de normalt forvaltes separat. Dette indebærer, at man kan kende et eller flere af disse instrumenter, men være uvidende om andre, hvilket især går ud over ansøgerne, men også er uheldigt for den, der skal gennemgå ansøgningerne.

1.4

Regionsudvalget er enig med Kommissionen i, at det er muligt at opnå en endnu bedre udnyttelse af ovennævnte instrumenter ved hjælp af rationaliserings- og forenklingsinitiativer, der bør følges op på EU-plan af lovgivningsinitiativer, som tager sigte på at koordinere og strømline de forskellige instrumenter. Dette underbygges også af de resultater, der er opnået i nogle lande, hvor en koordineret promovering af sådanne instrumenter har medført større synlighed, lettere adgang og større effektivitet.

1.5

Regionsudvalget tilslutter sig Kommissionens ønske om at udskifte dokumentet Europass-uddannelse, der blev fastsat ved beslutning 1999/51/EF, med et lignende dokument med et større anvendelsesområde, hvor man kan registrere alle udlandsophold i Europa, som gennemføres i uddannelsesøjemed, og som opfylder bestemte kvalitetskriterier.

1.6

Regionsudvalget deler Kommissionens ønske om i hver medlemsstat at oprette ét kompetent organ, som på nationalt plan har ansvaret for at koordinere alle aktiviteterne i forbindelse med Europass.

1.7

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at forudse forskellige former for inddragelse af de lokale myndigheder, som spiller en relevant rolle på uddannelsesområdet, og hvis direkte kontakt med borgerne kan være af afgørende betydning for forslagets succes.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/15

1.1

mener, at arrangementet Den Europæiske Kulturhovedstad giver en ideel anledning til at fremvise, understøtte, berige og opleve det bredere kulturelle perspektiv, der vil blive en følge af EU's udvidelse;

1.2

fremhæver de enorme fordele, og ikke blot kulturelle fordele, og den gevinst, som byer oplever, når de udpeges til kulturhovedstad,

1.3

udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen vil ændre forslaget for at gøre det muligt for de nye medlemsstater at deltage i arrangementet Den Europæiske Kulturhovedstad ved førstgivne lejlighed, så de ikke skal vente på først at blive inddraget i 2020, hvor der foretages en opdatering med en ny kronologisk rækkefølge;

1.4

erkender tillige, at forslaget er resultatet af en høring af de eksisterende og nye medlemsstater;

1.5

udtrykker nok tilfredshed med forslagets hensigt, men fremhæver stærkt, at alle medlemsstater uanset tidspunktet for deres EU-tiltrædelse bør behandles lige, og at de foreslåede ændringer i afgørelse 1419/1999 ikke bør opfattes som et forsøg på eller benyttes til at skelne mellem medlemsstaterne;

1.6

mener dog, at Kommissionen også burde have lagt mere vægt på udvælgelsesprocessen og dens iværksættelse ved fremlæggelsen af ændringsforslagene til afgørelse 1419/1999/EF;

1.7

er klar over, at udpegelsen af to kulturhovedstæder årligt fra 2009 kan opfattes som en nedvurdering af en bys status som europæisk kulturhovedstad, men mener efter nærmere overvejelser, at forslaget er den bedste måde at inddrage nye byer fra de nye medlemsstater på så hurtigt som muligt samtidig med, at man fastholder den aftalte kronologiske liste over udpegede medlemsstater (Bilag I til afgørelse 1419/1999/EF), idet nogle byer måske allerede er ved at forberede sig på at blive udpeget til kulturby;

1.8

mener tillige, at udpegelse af to kulturhovedstæder måske bedre kan afspejle de europæiske kulturers rigdom og forskelligartethed, især efter EU's udvidelse;

1.9

ser med bekymring på, at det ændrede bilag vedrørende udpegelsen af medlemsstater ikke tager højde for senere udvidelser af EU og anmoder Kommissionen om at tydeliggøre situationen for de nuværende kandidat- og ansøgerlande;

1.10

mener, at man ved at lægge vægt på at skabe synergier mellem de to kulturhovedstæders kulturelle programmer og arrangementer råder over et værdifuldt middel til at fremskynde integration, fremme forståelse og udvikle den europæiske identitet samt til at medvirke til at give de europæiske borgere større kendskab til hinanden (jf. artikel 1 i afgørelse 1419/1999/EF). Endvidere mener Regionsudvalget, at det forhold, at der findes to kulturhovedstæder indebærer et element af konkurrence, som skulle kunne inspirere til at højne kvaliteten og den kunstneriske produktion i byernes kulturelle programmer. Regionsudvalget opfordrer derfor til, at der udvikles synergier mellem byerne, hvilket bør gøres til et af kriterierne i udvælgelsesprocessen;

1.11

mener, at udpegelsen af to europæiske kulturhovedstæder hvert år kræver, at arrangementet kulturhovedstad tildeles ekstra budgetressourcer, så det sikres, at standarden og kvaliteten af de to byers kulturelle programmer og arrangementer ikke kommer til at lide under en nedskæring af den finansielle støtte til de udpegede byer;

1.12

mener, at det som følge af de foreslåede ændringer af afgørelse 1419/1999/EF er på sin plads at fremsætte en række kommentarer til, hvordan den europæiske kulturhovedstad udvælges;

1.13

mener fortsat, at den udvælgelsesprocedure og struktur, som indførtes med afgørelse 1419/1999/EF, principielt er god, idet den gør det muligt for en uvildig jury at bedømme ansøgninger og fremsætte henstillinger baseret på gennemsigtige kriterier, samtaler med repræsentanter for samt besøg i de nominerede byer;

1.14

ser dog med bekymring på anvendelsen af denne udvælgelsesproces og i særdeleshed den tilgang, som en række medlemsstater har anlagt i forbindelse med ansøgninger;

1.15

ønsker at understrege, at arrangementet kulturhovedstad har en vigtig europæisk dimension. Det mener, at dette måske ikke altid er det stærkeste aspekt ved de nominerede byer, idet nationale hensyn kan spille ind, når medlemsstaterne indgiver ansøgninger. Regionsudvalget anser det derfor for vigtigt, at udvælgelsen svarer bedre til målsætningerne med og karakteristikaene ved arrangementet europæisk kulturhovedstad;

1.16

anmoder samtlige medlemsstater (både nuværende og nye) om ved indgivelsen af ansøgninger til arrangementet europæisk kulturhovedstad, hvor det er muligt, at forelægge mere end én ansøgning, så man i udvælgelsesprocessen i henhold til afgørelse 1419/1999/EF udpeger den mest velegnede kandidat på basis af de opstillede kriterier. Regionsudvalget mener, at man i modsat fald vil gøre udvælgelsesprocessen, med dens repræsentative jury, overflødig, og at dette vil kunne underminere arrangementets europæiske dimension;

1.17

udtrykker tilfredshed med at være medlem af juryen, men er skuffet over, at juryen hidindtil er blevet for lidt brugt. Regionsudvalget ønsker dog at understrege, at det er rimeligt, at det inddrages, og at det ønsker fortsat at deltage meningsfuldt i udvælgelsesprocessen i fremtiden.

2.1

anmoder indtrængende om at blive aktivt medinddraget i den debat, som Kommissionen agter at igangsætte om procedurerne og metoderne ved udvælgelse af den europæiske kulturhovedstad, og opfordrer Kommissionen til at tage hul på debatten snarest muligt;

2.2

opfordrer samtlige medlemsstater (både nuværende og nye) til ved indgivelsen af ansøgninger til arrangementet europæisk kulturhovedstad så vidt muligt at forelægge mere end én ansøgning.

2.3

opfordrer til, at der i udvælgelsesprocessen medtages et kriterium med det sigte at skabe synergier mellem de to kulturhovedstæders kulturelle programmer og arrangementer:

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/18

1.1

glæder sig over, at Kommissionen inden for rammerne af samarbejdsprotokollen med Regionsudvalget har anmodet udvalget om en perspektivudtalelse om Euro-Middelhavspartnerskabet og det decentraliserede samarbejde med henblik på at kunne foretage en evaluering af erfaringerne fra partnerskabet mellem de to sider af Middelhavet med udgangspunkt i regionerne og de lokale myndigheder;

1.2

ser meget positivt på alle nye anledninger og initiativer til samarbejde mellem de regionale og lokale myndigheder i EU samt regioner og deres modparter i partnerlandene i Middelhavsområdet;

1.3

mener, at de forbindelser, som de regionale og lokale myndigheder samt byer på begge sider af Middelhavet har haft med hinanden i mindst to årtier, udgør en »fælles arv« af know-how, viden og udveksling. Denne arv, der bør værdsættes og befordres, anser Regionsudvalget for at være en vigtig søjle i partnerskabet, ikke bare på det sociale og kulturelle plan, men også med hensyn til politisk stabilitet og sikkerhed, der ikke har nået et tilstrækkeligt højt niveau;

1.4

bemærker, at EU-institutionerne med udvidelsen af EU står over for en dobbelt udfordring for så vidt angår:

Kommissionens formand Romano Prodi erklærede for nylig i Alexandria, at »Dette betyder, at vi må etablere tættere og stærkere forbindelser med alle vore naboer og skabe en «kreds af venner», med hvilke vi kan dele fordelene ved sammenslutningen uden for EU's institutioner;«

1.5

påpeger, at det allerede i sin udtalelse fra 1995 om styrkelse af EU's middelhavspolitik understregede, hvor strategisk et område Middelhavsbækkenet er — såvel for EU som for dets nuværende og kommende medlemsstater — inden for hvilket man bør skabe en økonomisk stærk zone, som vil kunne bidrage til regional balance i EU ved at have fred, stabilitet og velstand som hovedmål;

1.6

mener, at der for at opnå et område med fred, stabilitet og velstand bør tages hensyn til, at Marokko har kystlinie til Atlanterhavet, som grænser op til EU, og at samarbejdet mellem dette område og de nærtliggende europæiske områder bør styrkes. Blandt disse områder findes nogle af EU's yderste randområder,

1.7

mener, at man ved ikke at tage Euro-Middelhavs-dimensionen i betragtning vil få en permanent lomme med ustabilitet og usikkerhed i EU's sydlige periferi, der strækker sig fra Marokko til Tunesien og fra Sahara til det Kaspiske Hav. Samarbejdet i Middelhavsområdet er med til at skabe fred og stabilitet. »Det ville være en alvorlig fejltagelse at forsøge at skabe et Europa uden at inddrage Middelhavsområdet, som er »civilisationens vugge«« (Romano Prodi, Bologna, maj 2003);

1.8

mener, at Cyperns og Maltas EU-tiltrædelse kan give positive impulser til euromiddelhavspartnerskabet. Udtrykker i denne forbindelse tillige håb om, at de igangværende forhandlinger om en genforening af Cypern vil blive kronet med held.

1.9

understreger, at forholdene i landene i det sydlige og østlige Middelhavsområde samt i Mellemøsten nødvendiggør en betydelig styrkelse af EU's indsats. Middelhavsområdet kan ikke på en og samme tid betragtes som civilisationens vugge og et randområde, ligesom det heller ikke kan være det prioriterede indsatsområde for fremme af sameksistens og samarbejde mellem befolkningerne og kulturerne og samtidig være reduceret til sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det, der bl.a. kendetegner Middelhavsområdet, er dets rigdom og mangfoldighed, som skyldes områdets lange historie, men også dets sårbarhed;

1.10

understreger, at EU som led i Euro-Middelhavsstrategien »har forpligtet sig til at fremme demokratiet, god regeringsførelse og retsstaten samt til at fremme og beskytte alle menneskerettigheder: civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle (…) Det lægger ligeledes stor vægt på dødsstraffens afskaffelse, bekæmpelse af tortur og umenneskelig behandling, bekæmpelse af racisme, fremmedhad og forskelsbehandling af minoriteter, fremme og beskyttelse af kvinders og børns rettigheder og beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere. EU anerkender fuldt ud den vigtige rolle, civilsamfundet spiller for fremme af menneskerettigheder og demokratisering«;

1.11

bemærker, at det allerede i sine egne udtalelser om »De regionale og lokale myndigheder og Euro-Middelhavspartnerskabet« og »De regionale og lokale myndigheders rolle i EU's Euro-Middelhavsstrategi« gav udtryk for, at det er afgørende at fremme dialogen mellem kulturerne og religionerne;

1.12

mener, at Barcelona-processen set i lyset af sin strategiske dimension afstikker de vigtigste rammer for dialogen og samarbejdet mellem EU og dets partnere i Middelhavsområdet;

1.13

minder om, at Euro-Middelhavspartnerskabet som følge af Barcelona-ånden er struktureret på to indsatsniveauer — et bilateralt og regionalt — og baseret på tre lige vigtige interventionsdele, nemlig: det politiske og sikkerhedspolitiske samarbejde, det økonomiske og finansielle samarbejde samt det sociale, kulturelle og menneskelige samarbejde. Denne strategi, der blev lanceret i 1995, gennemtrænges i stadig højere grad af idéen om bæredygtig udvikling, der burde stå i centrum for ethvert substatsligt euro-middelhavssamarbejde, som det er tilfældet med landenes indsats inden for UNEP (FN's handlingsplan for Middelhavsområdet);

1.14

understreger, at de 27 euromiddelhavspartnere har opstillet tre prioriterede mål: 1) skabelse af et område med fred og stabilitet, der bygger på dialog, 2) etablering af et område med velstand, der er baseret på frihandel, og 3) gensidigt kendskab mellem og tilnærmelse af befolkningerne og kulturerne i Middelhavsbækkenet;

1.15

bemærker, at Barcelona-processen, som påpeget af Kommissionen og Europa-Parlamentet, har haft en ujævn udvikling og ikke har leveret de forventede resultater på trods af partnernes indsats: 1) konflikterne og spændingerne på Balkan, i Algeriet og Mellemøsten, herunder Irak-krigen, har forhindret etableringen af en zone med stabilitet, mens den israelsk-arabiske fredsproces er gået helt i stå, 2) samtidig med underskrivelsen af nye associeringsaftaler og stigningen i samhandlens absolutte værdi er de økonomiske forskelle mellem de to sider af Middelhavet øget – dels er den sydlige sides økonomiske afhængighed af den nordlige side vokset, dels er den sydlige sides selvforsyning af fødevarer faldet (7) — 3) afsnittet vedrørende den kulturelle og sociale dialog har vist visse fremskridt. I flere lande har ytringsfriheden imidlertid endnu ikke fået fodfæste. Det er desuden nødvendigt, at dialogen ikke er begrænset til en elite af politikere, tjenestemænd og intellektuelle, men også at inddrage civilsamfundet samt de lokale og regionale institutioner, der er tættere på borgerne, hvilket er begrundelsen for udvalgets konkrete forslag;

1.16

finder handlingsplanen fra Valencia vigtig for genoptagelsen af Barcelona-processen, idet den omfatter oprettelse af ad hoc-institutioner inden for Euro-Middelhavspartnerskabet og støtter Eurocities' forslag;

1.17

tilslutter sig den støtte, som ministrene gav udtryk for i Valencia med hensyn til Agadir-processen, og samtlige initiativer — der tager sigte på samarbejdet mellem de sydlige lande — til en udvidelse af frihandelsaftalerne til også at omfatte partnerne i Nordafrika og Mellemøsten, herunder den subregionale integrationsproces såsom AMU (Arab Maghreb Union). Regionsudvalget påpeger imidlertid, at integrationsprocessen er blevet hindret af den fortsatte lukning af grænserne mellem visse partnerlande;

1.18

udtrykker tilfredshed med, at de beslutninger, der som følge af mødet i Valencia blev truffet på den sjette Euro-Middelhavskonference i Napoli, har mundet ud i oprettelsen af en parlamentarisk forsamling for Euro-Middelhavsområdet, der skal tjene som instrument for den politiske dialog;

1.19

noterer sig beslutningen fra konferencen i Napoli om at styrke EIB's lånefacilitet FEMIP (Facility for Euro-Mediterranean Investment and Partnership) og frem til 2006 at evaluere indførelsen af et subsidiaritetsinstrument;

1.20

ser med interesse på, at det overvejes at oprette en investeringsbank for Euro-Middelhavsområdet;

1.21

bifalder kraftigt lanceringen af Euro-Middelhavsstiftelsen for dialog mellem kulturer og civilisationer, der bidrager til at udvikle afsnittet om Bruxelles-processens civilsamfund, og anmoder om at få lov til at deltage i dens fremtidige aktiviteter;

1.22

ser positivt på Vismandsgruppens rapport om dialogen mellem folk og kulturer i Middelhavsområdet, der blev udarbejdet i december 2003 på initiativ af udvalgets formand (8), og som foreslår et program for gennemførelse af dens stiftelsesforanstaltninger;

1.23

bemærker med tilfredshed, at ministrene fra EU og Middelhavsområdet på mødet i Napoli (Barcelona VI) noterede sig konklusionerne fra den konference om »Et nyt Euro-Middelhavsområde«, som blev afholdt den 31. oktober 2003 i Livorno på Regionsudvalgets initiativ. På konferencen blev der fremsat ønske om at give Euro-Middelhavspartnerskabet en ny drivkraft og i større udstrækning at inddrage de regionale og lokale myndigheder som privilegerede aktører i etableringen af et område for frihed, stabilitet, velstand og fred omkring Middelhavet;

1.24

beklager dog, at forslaget om at oprette et organ, der skal repræsentere de lokale og regionale myndigheder, hvilket Regionsudvalget slog til lyd for allerede i 1997, ikke fik opbakning fra ministrene på mødet i Napoli;

1.25

minder om, at der er indgået associeringsaftaler med Tunesien, Israel, Marokko, Den Palæstinensiske Myndighed og Jordan, at aftalerne med Egypten, Libanon og Algeriet er ved at blive ratificeret, og at der er indledt forhandlinger med Syrien;

1.26

understreger, at Meda-programmet først og fremmest skal bidrage til reformerne af de økonomiske og sociale strukturer i partnerlandene, forbedre levevilkårene for de svageste i samfundet og mindske virkningerne af liberaliseringen af økonomien på det sociale plan og i området, således at der kan indføres et frihandelsområde inden 2010 (9);

1.27

finder, at frihandelsområdet er en nødvendig etape, for så vidt angår de tre grundpiller i Barcelona-processen, og at det ikke er »et mål i sig selv«. Frihandelsområdet bør indføres under hensyntagen til principperne om bæredygtig udvikling og de risikoelementer, som er forbundet med overgangsfasen i de sydlige Middelhavslande. Af risikoelementer kan nævnes: 1) betydelige sociale skævheder som følge af omstruktureringer af produktionsapparatet og det økonomiske system; 2) nye geografiske polariseringer og koncentrationer, som kan forværre de eksisterende regionale uligheder; 3) en betydelig miljøbelastning som følge af den øgede samhandel, anlæggelse af energi- og transportinfrastrukturer, større udnyttelse af jorden og stigende affaldsmængder;

1.28

er enig med Kommissionen i, »at det økonomiske samarbejde med disse lande er relevant, at EU's økonomiske samarbejde med Meda-partnerlandene generelt er rimeligt effektivt, men at det har potentiale til mere, og at forvaltningen af programmerne er ineffektiv (10)«;

1.29

beklager, at den tredje del af Meda I-programmet i flere henseender forhindrer de regionale og lokale myndigheder både nord og syd for Middelhavet i at deltage;

1.30

konstaterer, at EU med Meda I-programmet (1996-99) har anvendt 3,5 mia. EUR ud af et samlet beløb på mere end 4,68 mia. EUR bevilget til partnerlandene i Middelhavsområdet, mens der er afsat omkring 5,35 mia. EUR under Meda II-programmet (2000-2006);

1.31

vurderer, at der ikke er afsat tilstrækkeligt med midler i betragtning af ambitionerne for Barcelona-processen og den enorme efterspørgsel efter samarbejde og ressourcer i det sydlige Middelhavsområde;

1.32

beklager, at situationen langt fra er tilfredsstillende trods de forbedringer, der er sket under Meda II-programmet, hvor ca. 50 % af de bevilgede midler i 2001 er blevet anvendt, og 70 % af de bevilgede midler i 2002; opfordrer Kommissionen til at intensivere informationsindsatsen og andre foranstaltninger for at forbedre anvendelsesprocenten;

1.33

bifalder regionale samarbejdsinitiativer som f.eks. Euromed-Heritage, Meda-Democracy og Euromed-regionalprogrammet for den lokale forvaltning af vandressourcerne, der skal supplere de bilaterale aftaler, samtidig med at det understreger den manglende synlighed over for partnerlandene og borgerne i det sydlige Middelhavsområde;

1.34

beklager dog, at der kun afsættes ganske få midler til Middelhavslandene under de horisontale programmer, og navnlig under det europæiske initiativ til støtte for demokrati og menneskerettigheder, som har taget over fra Meda-Democracy-programmerne siden Meda II's indførelse;

1.35

gør opmærksom på, at partnerlandene i det sydlige Middelhavsområde støder på en del konkrete vanskeligheder i det bilaterale samarbejde, navnlig på grund af bureaukratiske procedurer og den langsomme iværksættelse af projekter. Regionsudvalget beklager, at der ikke findes en institutionel partnerskabsmekanisme (11);

1.36

noterer sig, at reformen i 2001 førte til oprettelsen af Generaldirektoratet EuropeAid og beslutningen om at decentralisere ansvaret for forvaltningen af støtten ved at lægge det ud til delegationerne efter princippet om, at »alt, hvad der bedre kan forvaltes og besluttes på stedet, skal ikke forvaltes eller besluttes i Bruxelles«. Regionsudvalget understreger sammen med Europa-Parlamentet, at den nye decentrale procedure kræver konstant overvågning og en større inddragelse af partnermyndighederne i programmer og projekter;

1.37

beklager, at Kommissionen endnu ikke har undersøgt virkningerne af et frihandelsområde. En sådan undersøgelse bør lægge vægt på fem vigtige udfordringer, der ligger i Meda II-programmet, og som vedrører demografi, beskæftigelse og migration, globalisering, begrænsning af ressourcerne og miljø. Regionsudvalget minder om, at en sådan undersøgelse har været på tale siden Malta-konferencen (Barcelona II, 1997) og flere gange har været genstand for anmodninger fra Regionsudvalget og Europa-Parlamentet;

1.38

understreger, at EU's lokale og regionale myndigheder ikke med Meda-programmet har fundet et instrument, der kan stå mål med det bidrag, som de kan yde partnerskabet. Sidstnævnte har gradvis opnået de kompetencer, der er nødvendige for at kunne bidrage effektivt til gennemførelsen af partnerskaber og fremme af samhandel og samarbejde på en række specifikke områder som f.eks. fremme af nærhedspolitikker og modtagelse af indvandrere fra det sydlige Middelhavsområde;

1.39

beklager den manglende koordinering mellem Meda og Interreg, til trods for at Regionsudvalget udtrykkeligt har anmodet om, at der i Meda II-programmet medtages et kapitel om det decentrale samarbejde. Denne anmodning er ligeledes blevet gentaget af Europa-Parlamentet i forbindelse med forberedelsen af konferencen i Valencia;

1.40

ønsker at delagtiggøre partnerlandene i Middelhavsområdet i de erfaringer, som udvalgets medlemmer har indhøstet gennem sine kontakter med de lokale og regionale myndigheder i ansøgerlandene under udvidelsesprocessen;

1.41

mener, at de lokale og regionale myndigheder er bedst stillet til at varetage det decentrale samarbejde;

1.42

fremhæver de områder, hvor de lokale og regionale myndigheders beføjelser kommer bedst til deres ret:

1.43

beklager, at den manglende koordinering af Meda II- og Interreg III-programmerne har betydet en begrænset inddragelse af de lokale og regionale myndigheder syd for Middelhavet i samarbejdsprojekter under Interreg III, da partnerlandene i Middelhavsområdet har været afskåret fra EU-medfinansiering;

1.44

beklager, at dette i modstrid med ånden i Barcelona-erklæringen har hæmmet udbredelsen af erfaringer med udveksling og god praksis for partnerskaber på lokalt og regionalt plan til trods for, at flere af EU's lokale og regionale myndigheder har knyttet tætte kontakter til de lokale og regionale myndigheder syd for Middelhavet;

1.45

anser det for både nødvendigt og presserende, at der senest i 2006 iværksættes et initiativ, der gør det muligt inden for rammerne af Meda-programmet at afstemme EU's strategiske og makroøkonomiske målsætninger (Medas bilaterale del) med de europæiske lokale og regionale myndigheders muligheder for selv at tage initiativ, varetage den lokale styring og udvikle privilegerede forbindelser til modparterne i Middelhavsområdet;

1.46

mener, at strategien efter 2006 bør føre til indførelsen af et særligt finansieringsinstrument for decentraliseret samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder i Euro-Middelhavsområdet. Der skal være tale om et reelt værktøj med tilstrækkelige midler til at leve op til de reelle ambitioner, som bør ligge i betegnelsen Medplus;

1.47

mener, at finansieringsinstrumentet 1) ikke blot bør indebære erfaringsudveksling, men føre til iværksættelsen af konkrete projekter, som befolkningen (som bør være de første til at nyde godt af samarbejdet) kan tage og føle på; 2) bør genoptage pilotforsøget med Med-projekterne, som trods åbenlyse mangler har bidraget til at skabe kontakter og fremme konkrete tiltag på flere områder samt inddraget såvel institutioner som lokale og regionale myndigheder, ngo'er og civilsamfundet; 3) finansielt set bør basere sig ikke blot på egne bevillinger, men også på Den Europæiske Investeringsbanks facilitet for euromediterran-investeringer og partnerskaber samt eventuelt på den eventuelt fremtidige Euro-Middelhavsbank for investeringer og partnerskab;

1.48

minder om, at de lokale og regionale myndigheder har mulighed for at træffe foranstaltninger, der både tager hensyn til og overvinder de traditionelle begrænsninger i samarbejdet mellem centralregeringer. Det er nemlig på det decentrale myndighedsniveau, at der kan ske reelle fremskridt med realiseringen af den nye nabopolitik, som Kommissionen ønsker at sikre gennemført. Man bør således »overvinde de vanskeligheder, der er knyttet til de traditionelle udviklingsmodeller, udbygge de eksisterende net af forbindelser mellem byer med henblik på iværksættelse af konkrete udviklingsprojekter og søge at tage de udfordringer op, der ligger i en bæredygtig udvikling af byer og landdistrikter«;

1.49

mener, at en forbedring af forvaltningen på territorialt plan og indførelse af forebyggende foranstaltninger på social- og sundhedsområdet samt til beskyttelse mod naturkatastrofer og sikring af øget transportsikkerhed inden for rammerne af en langsigtet udvikling i området omkring et lukket og truet hav, er en absolut nødvendighed. Irmedd (Instituttet for bæredygtig udvikling i Middelhavsregionerne) (12) er et godt eksempel på sammenkobling af analyser og samkøring samt erfaringsudveksling mellem de lokale og regionale myndigheder i den nordlige og sydlige del af Middelhavet med hensyn til bæredygtig udvikling;

1.50

anser det for vigtigt, at sammenkædningen af bevillinger og fysisk planlægning ikke alene fastlægges af staterne, men også, og især af hensyn til effektiviteten, på det nærdemokratiske niveau, dvs. af de lokale og regionale myndigheder og deres net af forskningsinstitutter og stiftelser. Eksempelvis arbejder den italienske stiftelse LEM (Livorno Euro Mediterraneo) tæt sammen med en lang række partnere (13) for at fremme udbredelsen af en søfartssikkerhedskultur i hele Middelhavsområdet;

1.51

mener, at Interreg III er et godt eksempel på, at der eksisterer muligheder for et samarbejde mellem lokale og regionale myndigheder i henholdsvis den sydlige og nordlige del af Middelhavsområdet. For eksempel afvikles mere end 60 % af projekterne under Interreg III B Medoc med en aktiv deltagelse af en eller flere middelhavspartnerlande fra europæiske regioner, der ligger uden for Medoc-området. Manglen på EU-medfinansiering sætter imidlertid en grænse for den finansielle inddragelse af partnere syd for Middelhavet (14);

1.52

glæder sig over, at Kommissionen har besluttet at lancere et pilotprojekt Med'Act for samarbejde mellem byerne i Euro-Middelhavspartnerskabet, og ønsker at se Kommissionen engagere sig yderligere og vedtage et overordnet regionalt program for samarbejde mellem lokale myndigheder i Euro-Middelhavspartnerlandene inden for rammerne af Meda-programmet;

1.53

bemærker, at den decentrale samarbejdspraksis, der har udviklet sig de seneste år, vidner om, at de lokale og regionale myndigheder nu har rollen som katalysator for dette nye samarbejde. Kommissionen anerkendte denne rolle i et notat om decentralt samarbejde af januar 2000;

1.54

fastslår, at adskillige medlemsstater har anerkendt de lokale og regionale myndigheders afgørende rolle, som derfor bør harmoniseres og afklares bedst muligt på EU-niveau. Det bør ligeledes præciseres, at de lokale og regionale myndigheder i partnerlandene syd for Middelhavet repræsenterer decentrale organer, som er valgt af den lokale befolkning og ikke (udelukkende) er sammensat af centralregeringens lokale embedsmænd;

2.1

understreger, at de lokale og regionale myndigheder nord og syd for Middelhavet udgør et funktionelt, politisk og territorialt bindeled mellem centralregeringerne og civilsamfundet;

2.2

beklager, at ingen af de møder om regionale myndigheder, som det var planen at holde ifølge Barcelona-erklæringen, hidtil har fundet sted, selv om Regionsudvalget flere gange har krævet dem afholdt (jf. CdR 125/1997, 40/2000, 123/2000, 173/2003 og 357/2003) og på trods af ministrenes erklæringer på flere euromiddelhavskonferencer — fra konferencen i Stuttgart i 1999 (Barcelona III) til konferencen i Napoli i 2003 (Barcelona VI);

2.3

anbefaler at høre de lokale og regionale myndigheder i EU i forbindelse med naboskabspolitik, navnlig når der skal fastsættes mål, referencekriterier og en tidsplan for gennemførelse af handlingsprogrammer, i lighed med den rolle, som Kommissionen tilkender dem i hvidbogen om nye styreformer i EU (KOM(2001) 428 endelig);

2.4

opfordrer Kommissionen til at skabe et forum eller et organ blandt Barcelona-processens institutioner til at repræsentere EU-medlemsstaternes og euromiddelhavspartnerlandenes subnationale decentrale myndigheder (kommuner, provinser og regioner);

2.5

foreslår, at et sådant organ drøfter operationelle problemer og bidrager aktivt til udveksling om decentralt samarbejde (organet kan især beskæftige sig med emner som uddannelse, projektforvaltning, mægling mellem forskellige kulturer og kommunikation, naturgivne risici og bæredygtig udvikling);

2.6

anmoder om, at Meda- og Interreg-programmerne snarest muligt koordineres indbyrdes, navnlig via integration af naboskabsstrategien i Kommissionens nye retningslinjer; understreger i lyset heraf, at MedAct (på et andet plan i forvaltningsstrukturen) udgør et godt eksempel på »unikke projekter«, der inddrager byer i euromiddelhavspartnerskabet (bl.a. Bordeaux, Rom, Bruxelles, Tunis, Sfax og Casablanca). Inddragelsen af byerne i Meda-programmet blev i øvrigt også foreslået i en erklæring fra borgmestre i Middelhavsområdet dagen inden konferencen i Napoli;

2.7

foreslår, at man på grundlag af samarbejdsprojekter, der frem til 2006 skal styrke koordinationen mellem de to programmer, lancerer et særligt fællesskabsinitiativ med sigte på at opretholde, udvikle og fremme dialogen mellem de forskellige kulturer i landene omkring Middelhavet;

2.8

tilskynder til, at man allerede nu — og under hensyntagen til regionerne i den yderste periferi, som geografisk berøres i denne sammenhæng — begynder at eksperimentere med det nye koordinationsinstrument under euromiddelhavsprogram Medplus, der henvender sig til statsforvaltningen, og at Regionsudvalget høres om udformningen af euromiddelhavspartnerskabets nye naboskabsinstrument, der forventes i 2006. Regionsudvalget kan bidrage med egne praktiske erfaringer med lokale styreformer. Erfaringerne fra eksisterende organer såsom Kommunalkongressen under Europarådet (CLRAE) og netværk mellem et utal af internationale og nationale sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder langs hele Middelhavet (heriblandt AER, CEMR, CRPM, FMCU, AGEG, REVES, Eurocities og Arco Latino) (15) bør ligeledes udnyttes; både kompetencer, som de territoriale myndigheder i EU har erhvervet gennem deres indbyrdes relationer og gennem deres forbindelser med tilsvarende myndigheder i tiltrædelseslandene, kan lægges til grund. Regionsudvalget har for nylig bestilt en undersøgelse om euro-middelhavssamarbejdet og det decentrale samarbejde;

2.9

finder det vigtigt at råde bod på den aktuelle fragmentering og spredning i det decentrale samarbejdes programmer og aktioner;

2.10

opfordrer Kommissionen til at lægge stor vægt på middelhavsaktionerne og til at samle koordinationen af disse i et enkelt generaldirektorat;

2.11

foreslår, at de lokale og regionale myndigheder i EU forvalter bevillingerne til det decentrale samarbejde sammen med Kommissionen i lighed med den partnerskabsmodel, som blev anvendt for middelhavsprogrammerne 1986-1992; vurderer, at de lokale myndigheder er det rette forvaltningsniveau til at styrke dialogen og samarbejdet, al den stund disse lettere kan sætte sig ud over makroøkonomiske og geopolitiske begrænsninger;

2.12

anbefaler Kommissionen at skaffe sig et mere indgående kendskab til de subnationale institutioners funktioner og kompetencer i landene syd for Middelhavet gennem et komparativt studium af lokale og regionale myndigheder og de igangværende reformer. Der findes i øjeblikket ikke noget samlet og udtømmende overblik over disse institutioner eller deres udvikling. Udvalget tilslutter sig Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen om »at forelægge en beretning om de fremskridt, der er gjort i modtagerlandene med hensyn til institutionelle reformer«;

2.13

mener, at det decentrale samarbejde begunstiger en demokratisk udvikling i de lokale og regionale forvaltningsenheder i landene syd for Middelhavet, som vil styrke disses institutionelle position over for centralregeringerne og de statslige myndigheder i regionerne (16), hvilket vil gøre aktionen acceptabel i borgernes øjne;

2.14

opfordrer derfor til at støtte decentraliseringsreformerne og den igangværende struktureringsproces for de lokale og regionale myndigheder i landene syd for Middelhavet med henblik på at gøre disse til fuldgyldige aktører i det lokale styre, samt at sørge for, at det centrale samarbejde i højere grad inddrager valgte forsamlinger i stedet for i første række at henvende sig til statslige tjenestemænd eller de statslige myndigheder på lokalt plan;

2.15

insisterer på behovet for et nyt retsgrundlag for at yde støtte til venskabsbyer — et naturligt partnerskabsinstrument; henviser i den forbindelse til, at man på udenrigsministermødet på Kreta den 26.-27. maj 2003 insisterede på det forhold, »at de regionale og lokale myndigheder også kan bidrage afgørende til dialogen mellem kulturer og civilisationer gennem et decentraliseret samarbejde og venskabsbyforbindelser, og at de kan inddrages nærmere i denne opgave, som er en væsentlig del af Euro-Middelhavspartnerskabet«;

2.16

insisterer på, at man i frihandelszonen skal udnytte mangfoldigheden i identitet, landskab og miljø, så den gensidige udveksling (nord-syd, syd-nord og syd-syd) kommer til at hvile på komplementaritet i overensstemmelse med principperne om bæredygtig udvikling;

2.17

foreslår, som allerede nævnt, at der udarbejdes et studie om de socioøkonomiske og miljømæssige konsekvenser af indførelsen af frihandelszonen i landene omkring Middelhavet inden 2010;

2.18

finder, at indvandringspolitikken bør baseres på social og kulturel integration. Indvandrerne i EU kan fungere som en slags naturlig bro for konsolidering og udvikling af samarbejdsinitiativer;

2.19

foreslår, at 2008 udpeges til »naboskabsår«; insisterer i den forbindelse på, at der må gennemføres programmer vedrørende lokale og regionale myndigheder, som også inddrager ikke-statslige organisationer, civilsamfundet og borgerne såvel i EU som i de omkringliggende lande. Initiativerne vil kunne nå ud til en større del af befolkningen ved kulturelle arrangementer, der fungerer som et udstillingsvindue for de nye kulturelle og økonomiske dimensioner i og omkring Europa. Forud for udstillingen kunne man afholde en række tematiske konferencer organiseret af de lokale og regionale forvaltningsenheder, som vil kunne involvere den bredere offentlighed;

2.20

støtter lokale og regionale organisationers og fondes aktiviteter — f.eks. Irmedd i Montpellier, Fondazione LEM — Livorno Euro Mediterranea i Livorno, »De Tre Kulturer« i Sevilla, Laboratorio Mediterraneo-fonden i Napoli, Det Catalanske Institut for Middelhavsstudier og Samarbejde i Barcelona, Middelhavsinstituttet i Marseille, Middelhavsinstituttet for Europæiske Studier i Valencia, MedCities i Barcelona osv.; ønsker kraftigt at støtte disses aktiviteter inden for research, erfaringsudveksling og kulturformidling med henblik på deres deltagelse i initiativer under den euromiddelhavsfond, som blev lanceret på konferencen i Napoli.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/25

1.1

Regionsudvalget tilkendegiver sin skuffelse over forslagets begrænsede anvendelsesområde. Udvalget konstaterer, at Kommissionen ikke har evnet at udføre den opgave, som den blev pålagt af stats- og regeringscheferne i Nice i 2000, nemlig at udarbejde et direktivforslag, hvis sigte er ligestilling på områder uden for arbejdsmarkedet, og som bygger på artikel 13 i EF-traktaten. Regionsudvalget beklager de indrømmelser hvad angår direktivforslagets anvendelsesområde, der er blevet givet af hensyn til forskellige interesseparter.

1.2

Regionsudvalget vil søge at afskaffe uligheder og aktivt fremme ligestilling mellem mænd og kvinder, bl.a. ved at støtte EF-traktaten, Nice-traktaten og rammestrategien i det femte handlingsprogram (2001-2005), hvor den kombinerede fremgangsmåde er integration af ligestillingsaspektet på alle politikområder og særforanstaltninger med fokus på kvinder.

1.3

Regionsudvalget mener, at der er en væsentlig forskel mellem at gennemføre princippet om ligestilling og at gennemføre princippet om ligebehandling på visse områder. Ligestilling er et meget mere omfattende begreb, som handler om at have de samme muligheder, rettigheder og forpligtelser på alle livets områder med bl.a. lige magtfordeling og indflydelse. At anvende ligebehandling som eneste strategi er ikke tilstrækkeligt til at opnå reel ligestilling. I praksis kan det fastholde uligestillingen og kan derfor ikke afhjælpe tidligere kønsdiskrimination.

1.4

Regionsudvalget støtter Kommissionen foreslåede princip om, at kønsdiskrimination i forbindelse med kvinders og mænds adgang til og levering af varer og tjenesteydelser skal forbydes.

1.5

Eftersom ligebehandling som eneste strategi for ligestilling kan styrke uligestillingen, er Regionsudvalget særlig tilfreds med artikel 3, ifølge hvilken princippet om ligebehandling indebærer, at der hverken må finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn. Artiklen er nødvendig for at forhindre, at personer stilles ringere på grund af deres køn og behandles ufordelagtigt på grund af tilsyneladende kønsneutrale bestemmelser.

1.6

Udvalget bifalder, at forslagets definitioner af direkte forskelsbehandling, indirekte forskelsbehandling, chikane og sexchikane er i overensstemmelse med direktiverne 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF om ændring af 76/207/EØF.

1.7

Regionsudvalget bifalder ligeledes, at artikel 7-10 og 13 om håndhævelse, bevisbyrde og sanktioner er i overensstemmelse med tidligere vedtagne direktiver, der er baseret på EF-traktatens artikel 13.

1.8

Udvalget er enig i Kommissionens synspunkter om, at køn ikke skal være en faktor ved beregning af præmier og ydelser vedrørende forsikringer og andre finansielle tjenester. Regionsudvalget understreger, at dette er særlig vigtigt, når det gælder offentlige pensionsordninger og privat pensionsdækning.

1.9

Udvalget finder, at love om forskelsbehandling, uanset grund, skal indeholde samme beskyttelse. Forslaget til direktiv vil ikke dække samme områder som det eksisterende direktiv mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse på og uden for arbejdsmarkedet. Udvalget frygter, at Kommissionens skridtvise fremgangsmåde med fremlæggelse af særdirektiver kan give det indtryk, at der findes et hierarki inden for diskrimination.

1.10

Regionsudvalget mener, at forslaget indeholder alt for mange undtagelser og områder, hvor direktivet ikke skal gælde. I forslagets artikel 1, stk. 4, udelades områderne uddannelse, medier og reklamer. Udvalget finder, at hvis et direktiv om kønsdiskrimination skal kunne bidrage til ligestilling, må det omfatter disse områder.

1.11

Regionsudvalget påpeger, at man ikke er enig med Kommissionen i, at et forbud mod kønsfornedrende tekster og billeder i medier og reklamer, svarende til forbuddet mod racistiske tekster, vil begrænse pressefrihedens grundlæggende principper. Ifølge FN's konvention om menneskerettighederne kan pressefriheden begrænses i loven med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de berettigede krav, som moralen, den offentlige orden og almenvellet stiller i et demokratisk samfund (artikel 29).

1.12

Virkningen af EF-traktatens artikel 141 om lige løn for kvinder og mænd for samme eller ligeværdigt arbejde indebærer ikke lige beskatning af kvinder og mænd. Regionsudvalget mener derfor, at også beskatning er et område, som bør revideres ud fra et ligestillingssynspunkt.

2.1

EU spiller en central rolle, når det gælder at få både nuværende og kommende medlemsstater til at efterleve det grundlæggende princip om ligestilling mellem kvinder og mænd. Fællesskabet skal tilstræbe at afskaffe uligheder og aktivt fremme ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder. Regionsudvalget henstiller derfor, at Kommissionen udarbejder et mere omfattende direktiv, der svarer til den opgave, Kommissionen blev pålagt af stats- og regeringscheferne.

2.2

Regionsudvalget ser ligesom Kommissionen dette direktiv som et første svar på stats- og regeringschefernes anmodning og understreger, hvor vigtigt det er, at Kommissionen fortsætter lovgivningsarbejdet. Regionsudvalget kan bidrage til arbejdet med at udvikle et mere omfattende direktiv.

2.3

Regionsudvalget henstiller til Kommissionen at fremlægge et direktiv om ligestilling mellem kvinder og mænd, der ikke blot omfatter varer og tjenesteydelser, men også områderne beskatning, uddannelse, social tryghed, herunder socialsikring og sundhedsvæsen, vold mod kvinder samt billeder i medier og reklamer. Et sådant direktiv vil være mere klart og tilgængeligt for både medlemsstaterne og borgerne.

2.4

Udvalget anmoder Kommissionen om at sørge for, at dette direktiv som et minimum er på højde med direktivet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse hvad angår de områder i samfundslivet, der skal omfattes.

2.5

Regionsudvalget støtter direktivforslaget om ligebehandling af kvinder og mænd i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, men beklager direktivets begrænsede anvendelsesområde.

2.6

Regionsudvalget understreger, at ligestilling ikke udelukkende opnås ad lovgivningens vej, men ved at give kvinder og mænd samme muligheder inden for politik og arbejdsliv samt på livets øvrige områder. Regionsudvalget mener, at kampen mod kønsdiskrimination også handler om at øge kendskabet til køns- og ligestillingsspørgsmål og ændre holdninger og vurderinger. Regionsudvalget samarbejder gerne med Kommissionen om at arrangere seminarer om ligestilling og ligestillingsarbejde.

2.7

Integration af ligestillingsaspektet indebærer, at man gennemfører ligestilling mellem kvinder og mænd på alle fællesskabspolitiske områder og i alle institutioner. Regionsudvalget støtter Kommissionens arbejde med at udvikle metoder til integration af ligestilling og finder, at et nødvendigt redskab til at synliggøre kvinders og mænds levevilkår er, at medlemsstaternes offentlige statistikker opdeles efter køn og alder.

2.8

Udvalget støtter forslaget om at afskaffe kønsdiskriminerende betingelser i forbindelse med forsikringer og andre finansielle tjenesteydelser.

2.9

Udvalget finder, at artikel 4, som forbyder forsikringer og præmier, der baseres på kønnet, har en for lang overgangsperiode (6 + 2 år). Desuden er artiklen meget restriktiv, idet den fastsætter, at direktivet kun omfatter forsikringsaftaler, som er indgået efter direktivets ikrafttræden, uden at tage hensyn til, at pensionsordninger og private pensionsaftaler, som er indgået inden denne frist, kan videreføre kønsdiskriminationen i mange generationer endnu.

2.10

Regionsudvalget er tilfreds med forslaget i artikel 12 om, at a) bestemmelser i love og administrative regelsæt, der strider imod princippet om ligebehandling (artikel 3), skal ophæves, og at b) tilsvarende bestemmelser i individuelle eller kollektive kontrakter og overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for foreninger med eller uden lukrativt formål erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres.

2.11

De mest åbenlyse former for kvindeundertrykkelse, f.eks. alle former for vold mod kvinder og seksuel udnyttelse, behandles ikke i direktivet. Udvalget understreger, hvor vigtigt det er, at Kommissionen iværksætter nye initiativer på området.

2.12

For Regionsudvalget er det en vigtig opgave at arbejde for ligestilling mellem kvinder og mænd inden for de lokale og regionale myndigheders arbejdsområde. Regionsudvalget ønsker at bidrage til en effektiv ligestillingspolitik, som er integreret på alle politikområder, og som former samfundet og borgernes hverdag.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/28

1.1

mener, at det med Det Europæiske handicapår i 2003 er lykkedes at fremme de handicappedes dagsorden i EU. Året skal ses som starten på en proces, der rækker langt ud over dette år. Det skal fremhæves, at året er blevet dækket godt i medierne, og initiativet bør videreføres med inddragelse af de regionale og lokale medier;

1.2

understreger, at de nye retningslinjer for handicappolitikkerne, som handicapåret har sat fokus på i 2003, vedrører alle myndigheder, især de regionale og lokale, da de er tæt på de handicappede og har direkte indflydelse på deres hverdag;

1.3

er klar over, at handicappolitik først og fremmest er et nationalt anliggende. Forskellige EU-initiativer får dog i højere og højere grad indflydelse på nationale politikker enten gennem direktiver eller anvendelse af den åbne koordinationsmetode specifikt på handicappede. Ved udformningen af en fremtidig handicappolitik bør der derfor tages højde for EU- og nationale politikkers komplementaritet og i den forbindelse helt klart også for de regionale og lokale myndigheders øgede beføjelser;

1.4

ser positivt på alle initiativer til forbedring af de handicappedes vilkår, idet de vil føre til et bedre samfund. Hvis tjenesterne udtænkes og planlægges med henblik på, at de skal være tilgængelige for handicappede, vil de være tilgængelige for alle borgere og især for ældre mennesker;

1.5

understreger betydningen af aktivt demokrati på handicapområdet, hvilket indebærer, at de lokale, regionale, nationale og internationale handicaporganisationer, som forsvarer de handicappedes rettigheder og interesser, bør betragtes som vigtige samtaleparter på lige fod med alle andre;

1.6

finder det vigtigt at nå frem til at anerkende respekt for handicappede som en del af menneskerettighederne, så enhver forskelsbehandling efterhånden forsvinder. Dette kan kun opnås ved at kombinere lovgivningsinitiativer med generelle oplysningskampagner;

1.7

understreger, hvor vigtigt det er, at Kommissionen vedtager handicaphandlingsplanen, som indeholder en række foranstaltninger frem til 2010;

1.8

finder det vigtigt at nå frem til at anerkende respekt for handicappede som en del af menneskerettighederne, så enhver forskelsbehandling efterhånden forsvinder.

2.1

påskønner den senere tids fremskridt inden for socialpolitik, transport og informationssamfund, idet der i størstedelen af de seneste initiativer tages højde for handicappede. Det peger dog på, at det inden for andre områder er nødvendigt at styrke de handicappedes integration, såsom på arbejdsmarkedet, uddannelsesområdet og mht. boligers, bygningers og byers handicapvenlighed;

2.2

ønsker en særlig indsats for at medtænke handicappede i alle EU's relevante politikområder. En sådan indsats bør ydes i løbet af Det Europæiske Handicapår 2003, men også i de kommende år. Selv om handicappede formelt set ikke er udelukket fra nogle af disse områder, fører deres manglende synlighed i praksis til udstødelse. Der bør refereres specifikt til handicappede i alle relevante initiativer og, om nødvendigt bør der foretages ændringer, således at handicappede fuldt ud kan nyde godt af og bidrage til disse initiativer. Det er tilrådeligt, at man med alle de initiativer, der iværksættes, på forhånd tager højde for de virkninger, de kunne medføre for handicappede;

2.3

anbefaler, at EU etablerer et handlingsprogram, hvis overordnede formål skal være at garantere handicapproblematikkens horisontale karakter på alle EU's politik- og indsatsområder;

2.4

understreger, at de EU-initiativer, hvor der bør indføres specifikke referencer til handicappede, bl.a. omfatter EU-forbrugerpolitikker, lovgivning om offentlige indkøb, EU-initiativer vedrørende menneskerettigheder, transport, EU-handlingsprogram om ungdom, EU-programmer og initiativer inden for uddannelse (Socrates, Comenius, Leonardo da Vinci), EU-programmer om kultur og medier, programmer til fremme af overgangen fra skole til arbejde, programmer, der kan lette adgangen til informationssamfundet og nye teknologier, arbejdsmarkedet samt EU-aktiviteter inden for sport, specielt som led i det planlagte Europæiske År for Idrættens Pædagogiske Dimension i 2004;

2.5

opfordrer EU til selv efter gennemførelsen af strukturfondsreformen at bevare og fremme EU-initiativet Equal, som tager sigte på at finansiere større tiltag til fremme af handicappedes integration på arbejdsmarkedet;

2.6

foreslår, at handicappede og deres nærmeste pårørende samt repræsentanter for handicappede bør inddrages i de forskellige EU-arbejdsprocesser, hvor den åbne koordinationsmetode anvendes, hvilket f.eks. er tilfældet inden for uddannelse, ungdomsanliggender og pension. Dette kan kun lade sig gøre, hvis EU-institutionerne, medlemsstaterne og regionerne forpligter sig til aktivt at sikre, at der tages højde for handicapspørgsmål, og hvis repræsentative handicaporganisationer inddrages i arbejdet. Når der defineres statistiske indikatorer til støtte for denne proces, skal de give oplysninger om de handicappedes situation;

2.7

anbefaler at EU-institutionerne understøtter opbygningen af et netværk af lokale og regionale myndigheder, der gør det muligt i højere grad at udveksle viden om handicappolitikker og god praksis på tværs af medlemsstaterne. En gensidig udveksling af viden om handicappolitikkens udvikling og implementering på lokalt og regionalt niveau vil samlet set føre til en øget kvalitet i tilbuddene til handicappede. Et sådan netværk skal fungere i tæt samspil med handicaporganisationerne for at fremme erfaringsudveksling og god praksis på alle niveauer;

2.8

ønsker, at handicappede skal have adgang til de samme tjenester som alle andre borgere. Dette er ensbetydende med, at der på et tidligt tidspunkt i planlægningsprocessen bør tages højde for deres behov. Dette gælder bl.a. planlægningsbeslutninger i forbindelse med offentlige områder som f.eks. restauranter, biografer, teatre, skoler, universiteter, indkøbscentre, museer, parker og idrætsanlæg. Det ville være meget nyttigt at udarbejde generelle handicapplaner, som kan give et samlet overblik over de foranstaltninger, der er truffet for denne gruppe;

2.9

ved ikke at sikre handicappede adgang til disse tjenester krænkes de grundlæggende menneskerettigheder, og ud fra et økonomisk synspunkt betyder det, at virksomhederne går glip en stor del af deres potentielle kunder. Forbrugerorganisationerne kan bidrage afgørende til at modvirke denne tendens. En nylig undersøgelse fra en spansk forbrugerorganisation påpeger meget rammende, at 50 % af de generelle adgangsfaciliteter ikke er tilgængelige for handicappede;

2.10

understreger, at handicappede ligesom alle andre borgere bør deltage aktivt i samfundet og være aktive inden for forskellige organisationer som f.eks. politiske partier, fagforeninger, erhvervsorganisationer, religiøse organisationer, sportsklubber, miljøgrupper og andre foreninger. Alle disse bør organiseres på en sådan måde, at handicappede kan deltage i dem;

2.11

mener, at handicappedes image i medierne bør forbedres. Informationen og programmerne bør bygge på en strategi, som anerkender handicappedes rettigheder og afdækker hindringer for deres fulde deltagelse i samfundet. Man bør ikke formidle stereotyper og snævre forestillinger om handicap som noget negativt eller smertefuldt, som man ser skævt til, ynkes over eller viser ligegyldighed. Kun gennem oplysning af den offentlige opinion kan adfærden over for handicappede ændres og de handicappede blive mere synlige;

2.12

anbefaler, at det særlige EU-handlingsplan for handicapområdet kommer til at omfatte følgende:

2.12.1

indtænkning af de handicappedes behov i EU-politikken på alle relevante områder ved at styrke de nuværende hørings- og opfølgningsmekanismer, så beslutningstagerne bliver mere lydhøre og opmærksomme på de eksisterende muligheder for handicappede;

2.12.2

indførelse af en åben koordinationsmetode på handicapområdet baseret på fælles resultatindikatorer, som gør det muligt at følge fremskridt i den sociale integrering af handicappede. Denne metode skal anvendes på alle områder inden for handicappolitikken, såsom uddannelse, erhvervsuddannelse, livslang læring, beskæftigelse, karrieremuligheder, transport, informationssamfund, sociale ydelser samt tjenesteydelser til meget omsorgskrævende personer og deres familier. Man bør fremme udveksling af eksempler på god praksis på alle disse områder, så alle kan lære af hinanden. Den åbne koordineringsmetode på handicapområdet vil være nyttig for alle medlemsstater og især for de lande, som tiltræder EU i nær fremtid;

2.12.3

sikring og styrkelse af handicaporganisationernes deltagelse i dialogen på EU-plan gennem passende finansiering og høringsmekanismer;

2.12.4

inddragelse af velgørenhedsfonde og -organisationer og frivilligorganisationer, som yder sociale tjenester til handicappede;

2.12.5

klar anerkendelse — som led i samrådet og dialogen — af Det Europæiske Handicapforum (EDF) som den organisation, der samler og repræsenterer handicappede og familier til handicappede, som ikke selv kan deltage. EDF bør have en særlig status i alle høringsfaserne mellem EU-institutionerne og handicaporganisationerne, især med gruppen på højt niveau vedrørende handicap;

2.13

understreger, at der bør vedtages et EF-direktiv baseret på EF-traktatens artikel 13, som forbyder forskelsbehandling af handicappede på alle dagliglivets områder. Det påpeges dog, at lovgivning i sig selv ikke er nok, hvis den ikke følges op med passende skridt til at sikre dens gennemførelse, tilpasning, effektivitet og håndhævelse. Hovedlinjerne i dette specifikke direktiv vedrørende handicap bør bl.a. være adgang til beskæftigelse som afgørende forudsætning for social uafhængighed og kompetence gennem uddannelse og positiv særbehandling ved integration på arbejdsmarkedet samt gennemførelse af tjenester og støtte med henblik på nævnte sociale og personlige selvstændighed. Udvalget fremhæver endnu en gang, at lovbestemmelserne om at reservere en procentdel af arbejdspladserne til handicappede skal omfatte kontrol- og sanktionsmekanismer, som sikrer, at de overholdes;

2.14

foreslår, at den nye åbne koordinationsmetode inden for uddannelsesområdet prioriterer handicappede børn og unge som en af hovedmålgrupperne, og at der i alle foranstaltninger og indikatorer tages hensyn til dem;

2.15

ønsker, at de nye teknologier, dvs. hjælpemidler på såvel arbejdspladsen som i hjemmet, udvikles tilstrækkeligt til, at de kan spille en afgørende rolle ved overvindelsen af nogle af de barrierer, der rejser sig for handicappede. Derfor bør man gribe handicapspørgsmålet horisontalt an og støtte initiativer, der er specielt rettet mod handicappede. Endvidere bør der gøres mere for at fjerne alle barrierer af juridisk og anden art, som i dag hindrer gennemførelsen af et ægte europæisk marked for tekniske hjælpemidler samt på nationalt plan afsætte passende finansielle midler til handicappede, som har brug for sådanne hjælpemidler;

2.16

anbefaler, at alle berørte parter, såvel offentlige som private, lokale, nationale samt EU, viderefører aktiviteterne fra Det Europæiske Handicapår på baggrund af Madrid-erklæringen, som fastlagde rammen for handicapåret og foreslog konkrete foranstaltninger for de forskellige organer. Nærmere bestemt bør kommunikationsmedier, forbrugerorganisationer, ungdomsorganisationer, sportsklubber, religiøse sammenslutninger, andre foreninger og øvrige berørte parter forbedre deres tjenesteydelser og sørge for, at handicappede fuldt ud kan nyde godt af dem og yde deres bidrag;

2.17

håber, at de regionale og lokale myndigheder i Europa, som er tættest på borgerne, kan bidrage afgørende til at fastsætte og konsolidere de nye retningslinier for handicappolitikken, som handicapåret har sat fokus på;

2.18

foreslår regionerne og kommunerne, at de i deres beslutningsproces:

2.18.1

i praksis anvender Madrid-erklæringen fra den første europæiske handicapkonference som referenceramme for deres fremtidige handicappolitik (1);

2.18.2

bidrager til at udbrede og anvende Agenda 22 i de fleste kommuner i Europa. Agenda 22 indeholder en række præcise regler vedrørende handicappede med konkrete mål for deres indslusning på arbejdsmarkedet, uddannelse og integration. De regioner og kommuner, der vedtager denne agenda, forpligter sig til at gennemføre de foranstaltninger, den indeholder, og tilpasse dem til behovene i de enkelte kommuner og de lokale organisationers forventninger;

2.18.3

supplerer den europæiske og nationale lovgivning om ikke-forskelsbehandling og foranstaltninger til fordel for handicappede med konkrete tiltag på regionalt og lokalt plan, som fremmer målene om lige muligheder og fuld deltagelse for handicappede;

2.18.4

sætter hensyntagen til handicappede højt på de regionale og lokale myndigheders politiske dagsorden;

2.18.5

indarbejder princippet om handicapproblematikkens horisontale karakter i de regionale og lokale myndigheders indsats, så denne realitet bliver et tværgående lokalpolitisk indsatsområde;

2.18.6

anerkender, hvor vigtigt det er, at fremme en social bevidsthed i erhvervslivet som et led i virksomhedernes såkaldte sociale ansvar;

2.18.7

fremmer iværksættelsen og udviklingen af programmer, der kan lette handicappedes adgang til almindelige arbejdspladser, idet den bedste måde at integrere handicappede i samfundet på er at give dem økonomisk uafhængighed. Betydningen af ressourcer til beskyttede arbejdspladser anerkendes stadig, men større integration er nødvendig;

2.18.8

vedtager flerårige handlingsplaner med tilstrækkelig støtte af finansiel og anden art vedrørende lige muligheder for handicappede, i hvis udarbejdelse, forvaltning og gennemførelse de handicappede selv deltager via deres repræsentative organisationer. Ud fra de handicappedes presserende behov og krav bør disse planer koncentreres om følgende:

2.18.9

fastsætter og fremmer indikatorer og statistikker om den sociale situation for handicappede især ved at udbygge de eksisterende statistikker med variabler for handicap;

2.18.10

opretter permanente lokale og regionale organer, som kan overvåge, at handicappede har lige muligheder og ikke bliver diskrimineret;

2.18.11

institutionaliserer den handicappolitiske dialog mellem de regionale og lokale myndigheder og de lokale handicaporganisationer. I dette øjemed anbefaler Regionsudvalget, at alle regioner og kommuner opretter lokale paritetiske råd, hvor myndighederne og handicaporganisationerne er repræsenteret;

2.19

Regionsudvalget finder det nødvendigt, at det selv giver ligeberettiget adgang til dets aktiviteter. Særlig opmærksomhed må i den forbindelse rettes mod personalepolitik, adgang til bygninger og lokaler og handicapvenlig udformning af dets websted;

2.20

Det understreger også betydningen af arrangementer såsom seminaret om den regionale dimension af handicapåret, da de muliggør en udveksling af god praksis og udbreder kendskabet til løsninger, som har vist sig effektive i andre lande.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/32

1.1

bifalder Kommissionens forslag til fælles rapport om social integration, som indeholder et resumé af resultaterne af gennemgangen af de nationale handlingsplaner efter fastlæggelsen af det femårige EU-handlingsprogram om at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne med det formål at fremme social integration, som blev iværksat i 2002;

1.2

understreger, at der er behov for en generel mobilisering for væsentligt at reducere den andel af EU's befolkning, som lever på fattigdomsgrænsen, eller i stor armod, og som på nuværende tidspunkt er opgjort til 55 millioner mennesker, eller 15 % af EU's befolkning;

1.3

bifalder, at rapporten er sammenhængende og tager højde for såvel udvidelsen, de nationale forskelle og indførelsen af den nye forenklede politiske koordination vedrørende social beskyttelse på EU-plan, som blev vedtaget af Rådet i oktober 2003;

1.4

minder om, at social udstødelse i stadig stigende grad rammer personer, som konkret bør hjælpes og fastholdes i samfundet. Social integration bør således ses som et vigtigt fælles værn mod den ødelæggende virkning af fattigdom og marginalisering, og bør bane vejen for at bekæmpe alle former for diskrimination (racisme, sexisme, handicap, homofobi, religion, alder) ved at understrege de stigende vanskeligheder med at fastholde de sociale forbindelser, som en del af EU's befolkning er udsat for. En afbalanceret politik for social integration bør gennem økonomiske incitamenter tilskynde disse mennesker til at deltage aktivt i arbejdslivet;

1.5

understreger, at den ulige adgang til beskæftigelse, den manglende stabilitet på arbejdsmarkedet, virksomhedsflytningerne og de omfattende nedlæggelser af jobs, de uventede strukturændringer, som kan være en følge af globaliseringen af kapitalmarkedet og de faldende konjunkturer, rammer såvel enkeltpersoner som samfund og forværrer den sociale udstødelsesproces;

1.6

finder det nødvendigt, at EU's strategi for social integration i højere grad tager hensyn til den makroøkonomiske kontekst og den økonomiske politiks samt finans- og skattepolitikkens indvirkning på samfundets funktion;

1.7

hilser det velkomment, at Kommissionen ønsker at se et styrket samarbejde med de regionale og lokale myndigheder omkring en evaluering af de nationale politikker og de fælles indikatorer med det sigte inden 2010 at træffe nogle passende foranstaltninger for at bekæmpe social udstødelse, som blev fastlagt på topmødet i Lissabon i marts 2000, og som man enedes om på topmødet i Laeken i december 2001 (18 fælles indikatorer til måling af fattigdom og social udstødelse);

1.8

anser det for nødvendigt at tage højde for den indvirkning, som udvidelsen med ti nye medlemsstater vil få på den kommende EU-politik for social integration, især i lyset af vurderingen af den åbne koordinationsmetode til bekæmpelse af fattigdom, som finder sted i 2005;

1.9

gentager sin opfordring om først og fremmest at tage hensyn til eksempler på god praksis på nationalt plan og til de innovative processer vedrørende overholdelse og sikring af den grundlæggende ret, som social inddragelse og bekæmpelse af fattigdom udgør;

1.10

ser positivt på de seks højt prioriterede områder, som Rådet har fastsat for anden udgave af de nationale handlingsplaner for social integration 2003-2005:

1.11

konstaterer, at der er sket væsentlige fremskridt, som har styrket koordinationsmetodens sammenhæng (mellem stater, decentrale myndigheder og EU), især for så vidt angår levering af offentlige tjenesteydelser, som er nødvendige for den enkelte borger, inden for områder som f.eks. undervisning, sundhed, bolig, transport, ligestilling mellem mænd og kvinder, adgang til viden, fritids- og kulturaktiviteter og retsvæsenet og sikring af individuelle rettigheder;

1.12

ser gerne, at der indføres en mere sammenhængende strategi for medlemsstaternes bekæmpelse af fattigdom. I lyset af den indfaldsvinkel, der bygger på en sammenligning af de forskellige fremlagte nationale handlingsplaner, er det beklageligt at konstatere, at de mest hårdnakkede former for fattigdom (arbejdsløse, enlige forældre, enlige ældre, handicappede, unge uden uddannelse, børnerige familier) er blevet værre;

1.13

understreger, at det er vigtigt at garantere social beskyttelse til de personer, der ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet;

1.14

mener, at den udvikling der er i gang i EU, især den hastige ændring af arbejdsmarkedet, udviklingen og udbredelsen af ny informations- og kommunikationsteknologi, ændringerne i forbindelse med den nye demografiske udvikling og den tiltagende indvandring, gør det tilrådeligt at tilstræbe at ændre risiciene til nye muligheder for social integration;

1.15

glæder sig over de positive resultater af e-inddragelsen og dens store fremtidige potentiale som et effektivt middel til ved hjælp af IKT at gøre alle tjenester tilgængelige for alle befolkningskategorier og dermed fremme et borgerskab, der bygger på deltagelse og medinddragelse;

1.16

understreger statens rolle som drivkraft på nationalt plan for så vidt angår skattesystem, social beskyttelse, uddannelse og læseplaner, sikring af retten til en bolig, folkesundhed, oplysningsfrihed, lige muligheder for succes, for at imødekomme borgernes generelle behov. Inddragelse af det lokale og regionale plan er desuden et nødvendigt redskab til at sikre en effektiv koordinering af disse tjenester;

1.17

bemærker, at Kommissionens og Rådets fælles rapport ikke i tilstrækkeligt omfang behandler de reelle budgetmæssige konsekvenser af aktioner til fordel for social integration;

1.18

støtter forslaget om at fastlægge kvantitative målsætninger og sætte tal på målene i lighed med de otte nationale handlingsplaner, der allerede er vedtaget af visse medlemsstater;

2.1

er ved læsningen af meddelelsen om den fælles rapport om social integration overbevist om, at bestræbelserne efter Lissabon-topmødet på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau bl.a. konkret kommer til at bestå i vedtagelsen af nationale handlingsplaner for de 10 nye medlemsstater;

2.2

gør opmærksom på, at man skal give den tid, der er nødvendig til integrationen af de nationale handlingsplaner på lokalt, regionalt og nationalt plan, inden man vurderer deres virkning;

2.3

anbefaler, at man vælger et begrænset antal indikatorer, som passer til og kan have gyldighed i samtlige Unionens medlemsstater. I den forbindelse konstaterer Regionsudvalget, at man efter afslutningen af første generation af nationale handlingsplaner for social integration har gjort sig betydelige anstrengelser for at finde frem til sådanne indikatorer på fællesskabsniveau – bestræbelser, som udvalget kraftigt har støttet i sine to tidligere udtalelser om social udstødelse;

2.4

bekræfter ligesom i 2003 med hensyn til beskæftigelsen i tråd med hvidbogen om nye styreformer i EU vigtigheden af samarbejde på alle forvaltningsniveauer mellem alle aktører inden for social integration, hvad enten disse sidder i en institution eller kommer fra civilsamfundet;

2.5

glæder sig over, at det anerkendes, at medlemsstaterne har taget til efterretning, at de nationale handlingsplaner må suppleres med lokale og regionale mekanismer; her må man imidlertid undgå en overdimensionering af nationale planer med regionale foranstaltninger, der begrænser sig til regioner, og som er skræddersyet til socialforvaltningernes lokale fremgangsmåder, da disse snarere ville skygge for og besværliggøre sammenligneligheden mellem medlemsstaterne og anvendelsen af færre, mere oplysende og sammenlignelige indikatorer;

2.6

opfordrer Kommissionen til mere systematisk at inddrage de lokale og regionale myndigheder i overvågningen af metoder til bekæmpelse af social udstødelse;

2.7

glæder sig i øvrigt over, at de fleste medlemsstater har fremlagt kvantificerede målsætninger, der er både ambitiøse, flerdimensionelle og velgennemtænkte, som led i et progressivt tiltag for fattigdomsbekæmpelse under hensyntagen til de store forskelle i definitionen af fattigdomsgrænsen fra medlemsstat til medlemsstat;

2.8

opfordrer til bl.a. at anvende de nationale handlingsplaners kriterier for social integration ved gennemgangen af strukturfondene. Overvejelserne bør tilpasses deres udvikling efter 2006;

2.9

tilskynder til hurtigst muligt at afhjælpe de værste følger af social udstødelse og vedvarende fattigdom (så som overdreven gældsætning og hjemløshed) som defineret i målsætning 3 »Indsats til fordel for de mest udsatte«;

2.10

tilslutter sig Kommissionens henstillinger (mens man afventer evalueringen i 2005) og opfordrer til, at disse gennemføres på en ensartet og afbalanceret måde. Kommissionen anbefaler:

2.11

tilskynder til at udstrække den sociale integrationsproces til de nye medlemsstater;

2.12

insisterer på, at social integration ud over at handle om økonomisk fattigdom også omfatter andre former for afsavn, som f.eks. udelukkelse fra job, uddannelse og kultur, og kan være knyttet til diskrimination på grundlag af køn, alder, social stilling, studier, sprog, nationalitet eller en persons fysiske eller psykiske handicap. Der kræves med andre ord en global tilgang til både problemets årsager og til dets løsning;

2.13

forpligter Kommissionen til at fortsætte og udbygge sin dialog med aktørerne inden for social integration og ofrene for social udelukkelse, således at alle kan få mulighed for at lade deres røst høre og gøre brug af deres borgerlige rettigheder;

2.14

glæder sig over, at der ligesom i Aarhus i oktober 2002 hvert år på den internationale dag for bekæmpelse af social udstødelse (næste gang den 17. oktober 2004) afholdes en rundbordskonference om fattigdom og udstødelse. Et sådant arrangement er blevet nødvendigt dels som følge af udvidelsen, de nye nationale tiltag til bekæmpelse af udstødelse og Nice-kriterierne – for så vidt angår gennemførelsen af målsætninger om ligestilling, forebyggelse, handling og mobilisering til fordel for social integration – dels for at samle repræsentanter for det store antal aktører, der indgår i den sociale dialog og beskæftigelsessamarbejdet;

2.15

understreger, at det er svært for EU-medlemsstaterne at fastsætte fælles kriterier for social integration og social udstødelse, der på én gang er gennemførlige, afprøvede i praksis og overførbare til andre på lokalt, regionalt og europæisk niveau. Derfor bør dialogen til stadighed samordnes på EU-niveau;

2.16

peger på, at de lokale og regionale myndigheder er vigtige aktører for integrationen på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt af befolkningsgrupper, der risikerer udstødelse eller marginalisering;

2.17

opfordrer Kommissionen til at komme ind på de spørgsmål, som behandles i denne udtalelse, når den fremlægger udkastet til fælles rapport i anledning af det europæiske topmøde i marts 2004.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/35

1)

batterier og akkumulatorer er en vigtig energikilde i samfundet,

2)

en betydelig mængde brugte batterier og akkumulatorer ender i den kommunale affaldsstrøm,

3)

indsamling og genvinding af brugte batterier og akkumulatorer foregår forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. Da de forskellige ordninger kan påvirke det indre marked i negativ retning og virke konkurrenceforvridende, er det vigtigt at skabe lige vilkår inden for hele EU,

4)

det er vigtigt at opstille høje mål for hele EU og overlade det til de enkelte medlemsstater at opstille endnu højere mål og normer,

5)

de lokale og regionale myndigheder i mange medlemsstater spiller en afgørende rolle ved indsamling og genvinding af batterier og akkumulatorer —

1.1

finder, at opstillingen af EU-dækkende mindstekrav for behandling af akkumulator- og batteriaffald og andet affald, der indeholder farlige stoffer, er et effektivt redskab til at beskytte miljøet og borgernes sundhed;

1.2

mener, at medlemsstaterne og deres lokale og regionale myndigheder i forbindelse med den praktiske gennemførelse af EU's affaldslovgivning skal kunne vælge de procedurer, som de foretrækker, såfremt procedurerne opfylder de fælles mindstekrav og ikke virker konkurrenceforvridende;

1.3

minder om, at kommuner, byer og regioner har betydelig kompetence og ansvar hvad angår planlægning, gennemførelse og overvågning af affaldsforvaltning og miljøbeskyttelse, og at EU's lovgivende myndigheder og medlemsstaterne skal tage seriøst hensyn til disses ekspertise og forslag, når der lovgives på dette område,

1.4

påpeger, at forbrugervaner og -adfærd har meget stor indflydelse på opfyldelsen af miljølovgivningsmål, og mener, at medlemsstaterne bør opfordres til at gøre en større indsats for at etablere eller udbygge effektive retur- og genvindingssystemer og pantordninger samt via oplysning og information at sørge for, at forbrugerne omgås batterier og akkumulatorer på en miljøbevidst måde;

1.5

er af den opfattelse, at gennemførelse og overvågning af lovgivning om akkumulator- og batteriaffald, der indeholder farlige stoffer, bør tilrettelægges således, at medlemsstaterne selv kan vælge de praktiske ordninger, de foretrækker, mens overvågning af regler og relevante foranstaltningers virkninger bør være fælles i EU, og mener, at Kommissionen bør have ansvaret herfor;

1.6

støtter, at princippet om producentansvar finder anvendelse ved behandling af akkumulatorer og batterier;

1.7

understreger, at kommuner, byer og de institutioner og virksomheder, som de ejer, kan indgå som tredje part i samarbejdet med producenter og importører om indsamling, behandling og genvinding af akkumulatorer og batterier;

1.8

mener, at man fuldstændig bør ophøre med at bortskaffe, dvs. deponere og forbrænde, batterier og akkumulatorer, som anvendes i industrien og i køretøjer;

1.9

finder, at man bør opstille kvantitative grænser for brug af kviksølv og cadmium i batterier;

1.10

er kritisk over for, at der opstilles faste, kvantitative indsamlingsmål, eftersom det kan medføre en betydelig forøgelse af akkumulator- og batteriaffald i mange nye medlemsstater, hvorved direktivforslagets gunstige indvirkning på sundhed og miljø samt udviklingen af god praksis forhales;

1.11

påpeger, at nogle medlemsstater allerede i dag opfylder direktivforslagets mål om en årlig indsamlingsrate på 160 g pr. indbygger, og finder, at målene bør baseres på det nationale årlige salg i hvert land for at tage høje for forskelle i forbruget, samtidig med at der kan opstilles ambitiøse mål;

1.12

foretrækker, at man måler indsamlingsraten på grundlag af procentdelen af det enkelte lands årlige salg for alle brugte bærbare batterier og akkumulatorer;

1.13

opfordrer medlemsstaterne til at fremme nye, økonomisk effektive og miljøvenlige genvindings- og behandlingsteknologier og henstiller til Kommissionen, at den efter direktivets ikrafttræden regelmæssigt fremlægger en opfølgningsrapport til Europa-Parlamentet og Rådet om opfyldelsen af målene.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/45

1.

Direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening beror på en integreret tilgang til godkendelsessystemet for industrielle anlæg og i fastsættelsen af emissionsgrænser på basis af den bedste tilgængelige teknik,

2.

den endelig frist for indførelse af den bedste tilgængelige teknik med henblik på opfyldelsen af de øvrige krav til de omfattede anlæg udløber den 30. oktober 2007 (1).

3.

For at nå målene og efterleve direktivet skal driftslederne og de kompetente myndigheder tage højde for den tid, der medgår til at renovere de bestående anlæg og udvikle de nødvendige aktioner i tilstrækkeligt god tid.

4.

Noget tyder på, at det i mange medlemsstater og i størsteparten af tiltrædelseslandene, er nødvendigt at styrke indsatsen og øge tempoet for at nå dette mål.

5.

Mekanismerne for gennemførelse af direktivet indgår i et samspil med de regionale og lokale forvaltningsmyndigheders kompetenceområde, da det er dem, der overvåger, forvalter og udsteder miljøgodkendelserne —

1.

er enigt med Kommissionen i, at det kun er muligt at nå et højt miljøbeskyttelsesniveau, som er det grundlæggende mål med direktivet, i visse medlemsstater og i størsteparten af kandidatlandene, hvis der udvises større engagement hos de instanser, der har ansvar for gennemførelsen, samt et konstruktivt samspil med industrianlæggenes driftsledere og andre berørte,

2.

finder det vigtigt at intensivere samarbejde, forskning, og gensidig udveksling af informationer og den bedste tilgængelige teknik (som er selve grundlaget for direktivet, og som dets succes afhænger af); rammeprogrammet for forskning bør vise denne sektor særlig opmærksomhed,

3.

finder det væsentligt, at der i denne fase foretages en midtvejsstatus over anvendelsen og gennemførelsen af direktivet for at begrunde indførelsen af eventuelle yderligere foranstaltninger og videreudvikling af den førte politik,

4.

støtter Kommissionen i den (allerede lancerede) brede europæiske høring om spørgsmål vedrørende anvendelse, status over tingenes tilstand og en evaluering af de første officielle rapporter. Via denne hørings- og analyseproces bliver det muligt at foretage en udtømmende evaluering af direktivets efterlevelse og det eventuelle behov for yderligere aktioner for at nå direktivets mål,

5.

påpeger, at det vil blive nødvendigt med en mere harmoniseret tilgang, hvis det konkluderes, at det nuværende systems fleksibilitet — som giver medlemsstaterne lov til at fastsætte deres egne emissionsgrænser — ikke giver resultater. Dette kan skabe yderligere vanskeligheder både for driftslederne, der ikke har tilstrækkelige midler til at indføre de lovfæstede ændringer i deres anlæg, og for de regionale og lokale administrative instanser, som grundlæggende har til opgave at overvåge og udstede tilladelser og yde særlig bistand. For at klare dette problem er det vigtigt, at der er adgang til strukturmidler til disse formål; forsinkelser i miljøsektoren går hårdt ud over industriens konkurrenceevne over for resten af verden,

6.

foreslår, at der ved fastlæggelsen af nye foranstaltninger lægges megen vægt på et aktivt samarbejde med regionerne og de lokale myndigheder og i henhold til subsidiaritetsprincippet, anskues som særlig vigtigt at afsætte de nødvendige administrative og finansielle midler til at gennemføre og overvåge direktivet på regionalt plan.

30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 121/47

1)

Det står klart, at det nuværende ressourceforbrug ikke kan opretholdes med dets konsekvenser for miljøet, Europas befolkning og verdenssamfundet som helhed;

2)

Der er brug for en langsigtet tilgang, der i overensstemmelse med EU's politik for bæredygtig udvikling kan reducere følgerne af ressourceforbruget og bringe EU ind i et mere bæredygtigt forbrugsmønster;

3)

De lokale og regionale myndigheders muligheder for at virke ind på anvendelsen af naturressourcer er enestående. Dette kan ske gennem en række politiske tiltag såsom affaldsforvaltning og -planlægning og ved at gennemføre lokale foranstaltninger til beskyttelse af naturressourcer samt påvirke forbrugs- og produktionsmønstre;

4)

Det er vigtigt, at man i forbindelse med strategien fastsætter prioriteringer og konkrete aktioner med et mere bæredygtig ressourceforbrug for øje. Dette vil kræve, at økonomisk vækst kobles fra miljømæssige og sociale følger og fra ressourceforbrug. Formålet hermed er at reducere miljøvirkningerne, at sikre ikke-fornyelige ressourcer og forhindre, at de udtømmes, samt at stoppe yderligere forringelse af og rovdrift på disse ressourcer. Strategien bør desuden sikre social integration og miljømæssig retfærdighed i EU. Den bør beskæftige sig med ressourcebehovet i fattigere lande (herunder tiltrædelseslandene) og en rimelig fordeling mellem generationerne. Strategien vil kræve evaluering af politikker, indsamling af oplysninger, ændring af forbrugernes adfærd, politikintegration og samordning. I kraft af sin enestående rolle (jf., Agenda 21, kapitel 28) bør det lokale selvstyre regnes blandt hovedaktørerne i forbindelse med fremme af EU-aktiviteter på området;

5)

Strategien må anerkende den økonomiske politiks og skattepolitikkens betydning for indfrielsen af disse mål. Der bør træffes foranstaltninger til internalisering af de eksterne omkostninger (forureneren betaler) understøttet af passende skatteforanstaltninger og en hensigtsmæssig politik for offentlige indkøb —

1.1

hilser Kommissionens meddelelse velkommen som det første skridt mod den temastrategi for bæredygtig forvaltning og udnyttelse af naturressourcer (ressourcestrategi), som kræves i EU's sjette miljøhandlingsprogram. Det er vigtigt, at en sådan strategi anerkender behovet for forvaltning og reduktion af ressourceforbruget, hvis målsætningerne i EU's strategi for bæredygtig udvikling skal opfyldes;

1.2

glæder sig over, at strategien som overordnet mål har at befri økonomisk vækst fra miljøvirkninger; og at strategien bør »være rettet mod at mindske miljøvirkningerne, således at økonomier i vækst kan udnytte ressourcerne effektivt både i økonomisk og miljømæssig henseende«;

1.3

er enig i, at opfyldelsen af dette mål vil blive en længere proces, og bifalder derfor den foreslåede tidsfrist på 25 år for de implicerede til at tilpasse deres politik og metoder »til at omstille produktions- og forbrugsmønstre til en lavere miljøpåvirkning«;

1.4

støtter den brede tilgang til indsamling af oplysninger og evaluering og integration af politikker; er især enig i vigtigheden af uddannelse og bevidstgørelse og understreger behovet for at prioritere, så der især tages hensyn til de områder, hvor der er størst behov for en mere miljøvenlig ressourceudnyttelse;

1.5

erkender, at virkningen af udnyttelsen af ikke-fornyelige ressourcer for nærværende må prioriteres højest, men mener dog samtidig, at det er vigtigt at erkende truslen mod bæredygtig udvikling af at udtømme ikke-fornyelige ressourcer — særlig for så vidt angår udtømning af ressourcer i Europa, forsyningssikkerhed og geopolitiske risici.

2.1

foreslår, at strategien præsenteres utvetydigt som grundlaget for bæredygtig udvikling med alt, hvad dertil hører lige fra justering af den økonomiske politik og skattepolitikken til foranstaltninger vedrørende klimaændringer. Den bør ikke blot præsenteres som en del af miljøpolitikken alene, eller som en del af affaldsforvaltningen (skønt disse områder indgår i den). Dette ville være i modstrid med Cardiff-processen, som søger at styrke miljøspørgsmåls integrering i andre politikområder, og indebærer en risiko for, at strategien køres ud på et sidespor;

2.2

insisterer på, at afkobling ikke blot må ses som noget, der muliggør økonomisk vækst uden, at ressourcerne bliver opbrugt eller miljøet påvirket negativt. Miljø, økonomi og samfund forbliver indbyrdes afhængige. Økonomisk vækst, og især teknisk udvikling, må udnyttes til at begrænse ressourceanvendelsen, øge ressourceeffektiviteten, og også om muligt til at genindvinde og genanvende ressourcer og tilskynde til anvendelse af vedvarende ressourcer samt mindske miljøskader. Bæredygtighedens tre søjler, den økonomiske, den sociale og den miljømæssige skal ikke være »afbalancerede«, men stå på lige linje og være sammenhængende;

2.3

ønsker derfor en øget anerkendelse af den økonomiske politiks og skattepolitikkens betydning. Målet bør være at internalisere de eksterne omkostninger ved at få forureneren til at betale, med støtte i passende skatteindgreb og en hensigtsmæssig politik for offentlige indkøb;

2.4

opfordrer til, at strategien sigter mod social integration og miljømæssig retfærdighed. Man bør fuldt ud tage hensyn til strategiens indvirkning på de forskellige samfundsgrupper og sikre, at negative virkninger ikke går for hårdt ud over dem, der er dårligst stillede til at bære byrden, og at strategien supplerer EU-aktioner til bekæmpelse af forskelsbehandling og social udstødelse;

2.5

går ind for at give spørgsmål i forbindelse med udvidelsen og den internationale dimension større vægt. Strategien bør bygge på WSSD-gennemførelsesplanen og understrege sammenhængen mellem bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne i Europa og fattigere landes og befolkningers behov for større ressourceforbrug. Strategien bør overtage Kyoto-protokollens tilgang, som tillader vækst i fattigere lande (herunder tiltrædelseslandene) inden for rammerne af global bæreevne og leder landene væk fra de ikke bæredygtige former for ressourceforbrug og ressourceintensitet;

2.6

tilskynder til, at det langsigtede perspektiv også omfatter retfærdig fordeling mellem generationerne. Som led i det langsigtede og globale perspektiv bør strategien tage fat på problemet med udtømning af ressourcerne og forsyningssikkerhed for ikke-fornyelige ressourcer såvel som udtømningen og forringelsen af fornyelige naturressourcer, herunder biodiversitet, fiskebestande og kulstofdræn;

2.7

opfordrer til, at politiske prioriteringer fastlægges under fuld hensyntagen til faktorer såsom ressourcernes sårbarhed, skadevoldende miljøpåvirkning samt bæreevne;

2.8

foreslår, at de lokale og regionale myndigheders rolle i strategien anerkendes på linie med andre offentlige organer i betragtning af deres interesser på områderne planlægning, affald, lokal biodiversitet og habitatbeskyttelse, transport og uddannelse;

2.9

opfordrer Kommissionen til at tage passende hensyn til subsidiaritetsprincippet i sine forslag. Foranstaltninger på lokalt plan, herunder Lokal Agenda 21, er ofte den bedste drivkraft til at beskytte miljøet. Politikken skal udformes på en sådan måde, at de lokale og regionale myndigheder sikres størst mulig fleksibilitet i deres indsats på lokalt plan uden at være hæmmet af politikker, der gennemføres på andre niveauer.