30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/1

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 25. marts 2004

i de forenede sager C-231/00, C-303/00 og C-451/00, Cooperativa Lattepiù arl mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA) og Azienda Agricola Marcello Balestreri e Maura Lena mod Regione Lombardia, Azienda di Stato per fli interventi nel mercato agricolo (AIMA) og Azienda Agricola Giuseppe Cantarello mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero delle Politiche Agricole e Forestali (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale amministrativo regionale del Lazio) (1)

(Landbrug - fælles markedsordning - mælk og mejeriprodukter - tillægsafgift på mælk - forordning (EØF) nr. 3950/92 og nr. 536/93 - referencemængder - efterfølgende korrektion - meddelelse til producenterne)

(2004/C 106/01)

Processprog: italiensk

I de forenede sager C-231/00, C-303/00 og C-451/00, angående en anmodning, som Tribunale amministrativo regionale del Lazio i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Cooperativa Lattepiù arl mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA) (sag C-231/00) og Azienda Agricola Marcello Balestreri e Maura Lena mod Regione Lombardia, Azienda di Stato per fli interventi nel mercato agricolo (AIMA) (C-303/00) og Azienda Agricola Giuseppe Cantarello mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero delle Politiche Agricole e Forestali (C-451/00), at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af artikel 1, 4, 6 og 7 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1) og artikel 3 og 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter (EFT L 57, s. 12), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, V. Skouris (refererende dommer), og dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet, F. Macken og N. Colneric; generaladvokat: P. Léger; justitssekretær: L. Hewlett og H.A. Rühl, ekspeditionssekretærer, den 25. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 1, 4, 6 og 7 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter og artikel 3 og 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat efter gennemførte kontroller korrigerer de individuelle referencemængder, der er tildelt hver producent, og følgelig efter genuddeling af uudnyttede referencemængder genberegner de skyldige tillægsafgifter efter udløbet af fristen for betaling af disse afgifter for det pågældende mælkeproduktionsår.

---

(1)  EFT C 247 af 26.8.2000,

EFT C 302 af 21.10.2000 og

EFT C 61 af 24.2.2001.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/2

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 25. marts 2004

i de forenede sager C-480/00 – C-482/00, C-484/00, C-489/00 – C-491/00 og C-497/00 – C-499/00 (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale amministrativo regionale del Lazio): Azienda Agricola Ettore Ribaldi mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica m.fl. (1).

(Landbrug - fælles markedsordning - mælk og mejeriprodukter - tillægsafgift på mælk - forordning (EØF) nr. 3950/92 og nr. 536/93 - referencemængder - efterfølgende korrektion - meddelelse til producenterne.)

(2004/C 106/02)

Processprog: italiensk

I de forenede sager C-480/00 – C-482/00, C-484/00, C-489/00 – C-491/00 og C-497/00 – C-499/00, angående en anmodning, som Tribunale amministrativo regionale del Lazio (Italien), i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager: Azienda Agricola Ettore Ribaldi mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica, procesdeltager: Caseificio Nazionale Novareze Soc. coop. arl (sag C-480/00), og Domenico Buttiglione m.fl. modAzienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero delle Politiche Agricole e Forestali (sag C-481/00), og Azienda Agricola Ettore Raffa m.fl. mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica (sag C-482/00), og Carlo Balestreri mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica, procesdeltager: Parmalat SpA (sag C-484/00), og Aziende Agricole »Corte delle Piacentine« m.fl.. mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA) (sag C-489/00), Cesare e Michele Filippi ss og Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica (sag C-490/00), og Cooperativa Produttori Latte Associati della Lessinia arl mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica (sag C-491/00), og Azienda Agricola Simone e Stefano Gonal di Gonzato mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica (sag C-497/00), og Azienda Agricola Gianluigi Cerati e Maria Ceriali ss mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica (sag C-498/00), og Nicolò Musini på vegne af Azienda Agricola Tenuta di Fassia, mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), Ministero del Tesoro, del Bilancio e della Programmazione Economica, procesdeltager: Cooperativa Produttori Latte Soc. coop. arl (sag C-499/00), at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af artikel 1, 2 og 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1) og artikel 3 og 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter (EFT L 57, s. 12), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet, F. Macken og N. Colneric; generaladvokat: P. Léger; justitssekretær: ekspeditionssekretærerne L. Hewlett og H.A. Rühl, den 25. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Artikel 1 og 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter og artikel 3 og 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat efter gennemførte kontroller korrigerer de individuelle referencemængder, der er tildelt hver producent, og følgelig efter genuddeling af uudnyttede referencemængder genberegner de skyldige tillægsafgifter efter udløbet af fristen for betaling af disse afgifter for det pågældende mælkeproduktionsår.

2)

Forordning nr. 3950/92 og nr. 536/93 skal fortolkes således, at den oprindelige tildeling af individuelle referencemængder og enhver efterfølgende ændring af disse mængder skal meddeles de omhandlede producenter af de kompetente nationale myndigheder. Retssikkerhedsprincippet kræver, at de fysiske eller juridiske personer, der er berørt, ved denne meddelelse kan få kendskab til enhver oplysning vedrørende den oprindelige tildeling af individuelle referencemængder eller en efterfølgende ændring heraf. Det tilkommer den nationale domstol på grundlag af de faktiske oplysninger, den råder over, at afgøre, om dette er tilfældet i hovedsagerne.

---

(1)  EFT C 108 af 7.4.2001.

EFT C 118 af 21.4.2001

EFT C 134 af 3.5.2001.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/3

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 25. marts 2004

i sag C-495/00, Azienda Agricola Giorgio, Giovanni e Luciano Visentin m.fl. mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale amministrativo regionale del Lazio) (1)

(»Landbrug - fælles markedsordning - mælk og mejeriprodukter - tillægsafgift på mælk - forordning (EØF) nr. 3950/92 og nr. 536/93 - referencemængder - efterfølgende korrektion«)

(2004/C 106/03)

Processprog: fransk

I sag C-495/00, angående en anmodning, som Tribunale amministrativo regionale del Lazio (Italien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Azienda Agricola Giorgio, Giovanni e Luciano Visentin m.fl. mod Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo (AIMA), procesdeltagere: Caseificio Silvio Belladelli e Figli, Granlatte cons. coop, Medighini Ind. Cas, Parmalat SpA, og Zanetti SpA, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af artikel 1 og 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1) og artikel 3 og 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter (EFT L 57, s. 12), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet, F. Macken og N. Colneric, generaladvokat: P. Léger justitssekretær: ekspeditionssekretærerne L. Hewlett og H.A. Rühl, den 25. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 1 og 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter og artikel 3 og 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat efter gennemførte kontroller korrigerer de individuelle referencemængder, der er tildelt hver producent, og følgelig efter genuddeling af uudnyttede referencemængder genberegner de skyldige tillægsafgifter efter udløbet af fristen for betaling af disse afgifter for det pågældende mælkeproduktionsår.

---

(1)  EFT C 118 af 21.4.2001.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/3

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 18. marts 2004

i sag C-314/01, Siemens AG Österreich, ARGE Telekom & Partner mod Hauptverband der österreichischen Sozialversicherungsträger (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesvergabeamt)  (1)

(Offentlige kontrakter - direktiv 89/665/EØF - klageprocedurer i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter - virkningerne af den ansvarlige klageinstans' afgørelse, der annullerer den ordregivende myndigheds beslutning om ikke at tilbagekalde et udbud af en kontrakt - begrænsning i adgangen til at benytte underentreprise)

(2004/C 106/04)

Processprog: tysk

I sag C-314/01, angående en anmodning, som Bundesvergabeamt (Østrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Siemens AG Österreich, ARGE Telekom & Partner mod Hauptverband der österreichischen Sozialversicherungsträger, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter (EFT L 395, s. 33), som ændret ved Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler (EFT L 209, s. 1), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af præsidenten V. Skouris, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet, R. Schintgen (refererende dommer) og N. Colneric; generaladvokat: L.A. Geelhoed; justitssekretær: M.-F. Contet, den 18. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, navnlig artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 7, skal fortolkes således, at medlemsstaternes nationale lovgivning for det tilfælde, at en klausul i et udbud er uforenelig med fællesskabslovgivningen om offentlige kontrakter, skal give mulighed for, at denne uforenelighed kan påberåbes inden for rammerne af de i direktiv 89/665 nævnte klageprocedurer.

---

(1)  EFT C 317 af 10.11.2001.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/4

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 18. marts 2004

i sag C-342/01, María Paz Merino Gómez mod Continental Industrias del Caucho SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado de lo Social no 33 de Madrid) (1)

(Socialpolitik - ligebehandling af mænd og kvinder - barselsorlov - kvindelig arbejdstager, hvis barselsorlov falder sammen med den årlige ferie for samtlige ansatte, der er aftalt i en kollektiv aftale om årlig ferie)

(2004/C 106/05)

Processprog: spansk

I sag C-342/01, angående en anmodning, som Juzgado de lo Social no 33 de Madrid (Spanien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, María Paz Merino Gómez mod Continental Industrias del Caucho SA, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT L 307, s. 18), artikel 11, nr. 2, litra a), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT L 348, s. 1), og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af dommerne J.N. Cunha Rodrigues, som fungerende formand for Sjette Afdeling, J.-P. Puissochet, R. Schintgen, F. Macken og N. Colneric (refererende dommer); generaladvokat: J. Mischo; justitssekretær: R. Grass, den 18. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, artikel 11, nr. 2, litra a), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår skal fortolkes således, at en kvindelig arbejdstager skal kunne afholde sin årlige ferie i en anden periode end den, hvor hun er på barselsorlov, hvilket også gælder i tilfælde af, at barselsorlovsperioden falder sammen med den periode, der generelt er fastsat i en kollektiv aftale for samtlige ansattes årlige ferie.

2)

Artikel 11, nr. 2, litra a), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at bestemmelsen også omfatter en kvindelig arbejdstagers ret til – under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende – en årlig ferie, som er fastsat i den nationale lovgivning, og som er længere end det i direktiv 93/104 fastsatte minimum.

---

(1)  EFT C 317 af 10.11.2001.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/5

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-1/02, Privat-Molkerei Borgmann GmbH & Co. KG mod Hauptzollamt Dortmund (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Düsseldorf) (1)

(Landbrug - tillægsafgift på mælk - artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 536/93 - årlig opgørelse af de til køberen leverede mælkemængder - forsinket fremsendelse - forsinkelsens art - sanktion)

(2004/C 106/06)

Processprog: tysk

I sag C-1/02, angående en anmodning, som Finanzgericht Düsseldorf (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Privat-Molkerei Borgmann GmbH & Co. KG mod Hauptzollamt Dortmund, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter (EFT L 57, s. 12), som affattet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1001/98 af 13. maj 1998 (EFT L 142, s. 22), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af præsidenten, V. Skouris, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet, R. Schintgen og C. Colneric (refererende dommer), generaladvokat: A. Tizzano, justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 3, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 536/93 af 9. marts 1993 om gennemførelsesbestemmelser for tillægsafgiften på mælk og mejeriprodukter, som affattet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1001/98 af 13. maj 1998, skal fortolkes således, at bestemmelsens frist er overholdt, når en opkøber har afsendt de påkrævede oplysninger til den kompetente myndighed inden den 15. maj i det pågældende år.

---

(1)  EFT C 56 af 2.3.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/5

---

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 18. marts 2004

i sag C-8/02, Ludwig Leichtle mod Bundesanstalt für Arbeit (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Sigmaringen) (1)

(Fri udveksling af tjenesteydelser - støtteordning for tjenestemænd ved sygdom - kurophold gennemført i en anden medlemsstat - udgifter vedrørende logi, forplejning, rejse, kurafgift og udarbejdelse af en afsluttende lægeerklæring - betingelser for at få udgifter dækket - forudgående erklæring om ret til godtgørelse - kriterier - begrundelse)

(2004/C 106/07)

Processprog: tysk

I sag C-8/02, angående en anmodning, som Verwaltungsgericht Sigmaringen (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Ludwig Leichtle mod Bundesanstalt für Arbeit, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 49 EF og 50 EF, har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af dommerne C.W.A. Timmermans, som fungerende formand for Femte Afdeling, A. La Pergola (refererende dommer) og S. von Bahr; generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer; justitssekretær: R. Grass, den 18. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Artikel 49 EF og 50 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, hvorefter det er en betingelse for at få dækket udgifter vedrørende logi, forplejning, rejse, kurafgift og udarbejdelse af en afsluttende lægeerklæring i forbindelse med et kurophold, der er gennemført i en anden medlemsstat, at der indhentes en forudgående godkendelse af, at udgifterne er godtgørelsesberettigede, som kun meddeles, for så vidt som det er godtgjort ved en erklæring fra en embeds- eller rådgivende læge, at det planlagte kurophold er tvingende nødvendigt på grund af væsentligt større chancer for at opnå resultater i denne anden medlemsstat.

2)

Artikel 49 EF og 50 EF skal fortolkes således, at de principielt ikke er til hinder for en medlemsstats bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, hvorefter det er en betingelse for at få dækket udgifter vedrørende logi, forplejning, rejse, kurafgift og udarbejdelse af en afsluttende lægeerklæring i forbindelse med et kurophold, uanset om det er gennemført i denne medlemsstat eller i en anden medlemsstat, at kuranstalten er opført i en fortegnelse over kuranstalter. Det tilkommer imidlertid den nationale ret at sikre, at de eventuelle betingelser for at blive optaget i en sådan fortegnelse over kuranstalter er af objektiv karakter og ikke bevirker, at levering af tjenesteydelser mellem medlemsstater bliver vanskeligere end levering af tjenesteydelser internt i den pågældende medlemsstat.

3)

Artikel 49 EF og 50 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for at anvende nationale bestemmelser, hvorefter det er udelukket at få dækket udgifter vedrørende logi, forplejning, rejse, kurafgift og udarbejdelse af en afsluttende lægeerklæring i forbindelse med et kurophold, der er gennemført i en anden medlemsstat, hvis den pågældende ikke har afventet, at en retssag, som er indledt til prøvelse af et afslag på at godkende, at de nævnte udgifter er godtgørelsesberettigede, er afsluttet, før det omhandlede kurophold påbegyndes.

---

(1)  EFT C 84 af 6.4.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/6

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 1. april 2004

i de forenede sager C-53/02 og C-217/02, Commune de Braine-le-Château og Michel Tilli eut m.fl. mod Région wallone (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d'État) (1)

(Direktiv 75/442/EØF og direktiv 91/156/EØF - affald - planer for håndtering - områder eller anlæg, der er egnede til affaldsbortskaffelse - tilladelse, når der ikke er vedtaget en håndteringsplan, der omfatter et landkort med præcis angivelse af de steder, der er fastlagt som afskaffelsesområder)

(2004/C 106/08)

Processprog: fransk

I de forenede sager C-53/02 og C-217/02, angående anmodninger, som Conseil d'État i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager, Commune de Braine-le-Château (sag C-53/02) og Michel Tilli eut m.fl. (sag C-217/02) mod Région wallone, procesdeltager: BIFFA Waste Services SA (sag C-53/02), Philippe Feron (sag C-53/02), Philippe De Codt (sag C-53/02) og Propreté, Assainissement, Gestion de l'environnement SA (PAGE) (sag C-217/02), at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 39), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32), har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af C. Gulmann, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), J.-P. Puissochet, R. Schintgen og F. Macken; generaladvokat: J. Mischo; justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Artikel 7 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991, skal fortolkes således, at den eller de planer for affaldshåndtering, som de kompetente myndigheder i medlemsstaterne er forpligtet til at udarbejde i medfør af den pågældende bestemmelse, enten skal indeholde et landkort, der præcist udpeger de steder, hvor områderne for affaldsbortskaffelse er beliggende, eller angiver kriterierne for placeringen, der er tilstrækkeligt præcise til, at den kompetente myndighed, der har til opgave at udstede en tilladelse i henhold til direktivets artikel 9, er i stand til at fastslå, om det omhandlede område eller anlæg ligger inden for rammerne af den affaldshåndtering, der er fastsat i planen.

2)

Artikel 7, stk. 1, i direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156, skal fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtet til at udarbejde affaldshåndteringsplaner inden for en rimelig frist, som kan være længere end den frist for gennemførelse af direktiv 91/156, der er fastsat i samme direktivs artikel 2, stk. 1, første afsnit.

3)

Artikel 4, 5 og 7 i direktiv 75/442, som ændret ved direktivet 91/156, sammenholdt med samme direktivs artikel 9, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat, der ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget en eller flere planer for håndtering af affald for så vidt angår de områder eller anlæg, der er egnede til bortskaffelse heraf, udsteder individuelle tilladelser til drift af sådanne områder og anlæg.

---

(1)  EFT C 109 af 4.5.2002 og

EFT C 191 af 10.8.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/7

---

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 25. marts 2004

i sag C-71/02, Herbert Karner Industrie-Auktionen GmbH mod Troostwijk GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof) (1)

(Frie varebevægelser - artikel 28 EF - foranstaltninger med tilsvarende virkning - reklamebegrænsninger - henvisning til varers handelsmæssige oprindelse - varer, der hidrører fra en virksomheds konkurs - direktiv 84/450/EØF - grundlæggende rettigheder - ytringsfrihed - proportionalitetsprincippet)

(2004/C 106/09)

Processprog: tysk

I sag C-71/02, angående en anmodning, som Oberster Gerichtshof i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Herbert Karner Industrie-Auktionen GmbH mod Troostwijk GmbH, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 28 EF, har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af dommerne C.W.A. Timmermans, som fungerende formand for Femte Afdeling, A. Rosas (refererende dommer) og S. von Bahr, generaladvokat: S. Alber; justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet, den 25. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 28 EF er ikke til hinder for en national bestemmelse, der uafhængig af oplysningernes sandhedsindhold forbyder enhver henvisning til den omstændighed, at en vare hidrører fra et konkursbo, når der i offentlige bekendtgørelser eller i meddelelser, der er rettet til en større personkreds, annonceres med salg af varer, der hidrører fra et konkursbo, men som ikke længere tilhører konkursboet.

---

(1)  EFT C 144 af 15.6.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/7

---

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-90/02, Finanzamt Gummersbach mod Gerhard Bockemühl (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof) (1)

(Anmodning om præjudiciel afgørelse - fortolkning af sjette momsdirektivs artikel 18, stk. 1 - betingelser for udøvelse af retten til fradrag for indgående moms - aftager af en tjenesteydelse, der er omhandlet i sjette momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e) - virksomhed som vikarbureau, der udføres af en afgiftspligtig person, som er etableret i udlandet - aftager, der som ydelsesmodtager er momsbetalingspligtig - forpligtelse til at være i besiddelse af en faktura - fakturaens indhold)

(2004/C 106/10)

Processprog: tysk

I sag C-90/02, angående en anmodning, som Bundesfinanzhof (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Finanzamt Gummersbach mod Gerhard Bockemühl, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 18, stk. 1, og artikel 22, stk. 3, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1), som affattet ved Rådets direktiv 91/680/EØF af 16. december 1991 om tilføjelse til det fælles merværdiafgiftssystem og om ændring, med henblik på afskaffelse af de fiskale grænser, af direktiv 77/388 (EFT L 376, s. 1) og ved Rådets direktiv 92/111/EØF af 14. december 1992 om ændring af direktiv 77/388 og om forenklingsforanstaltninger med hensyn til merværdiafgift (EFT L 384, s. 47), har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af dommerne P. Jann, som fungerende formand for Femte Afdeling, A. Rosas og S. von Bahr (refererende dommer); generaladvokat: F.G. Jacobs; justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

En afgiftspligtig person, der som aftager af tjenesteydelser er betalingspligtig for det pågældende momsbeløb i henhold til artikel 21, nr. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som affattet ved Rådets direktiv 91/680/EØF af 16. december 1991 om tilføjelse til det fælles merværdiafgiftssystem og om ændring, med henblik på afskaffelse af de fiskale grænser, af direktiv 77/388/EØF og ved Rådets direktiv 92/111/EØF af 14. december 1992 om ændring af direktiv 77/388/EØF og om forenklingsforanstaltninger med hensyn til merværdiafgift, er ikke forpligtet til at være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med direktivets artikel 22, stk. 3, for at kunne udøve sin fradragsret.

---

(1)  EFT C 169 af 13.7.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/8

---

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-99/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik (1).

(Traktatbrud - statsstøtte - artikel 88, stk. 2, andet afsnit, EF – støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet - forpligtelse til tilbagesøgning - gennemførelse absolut umulig)

(2004/C 106/11)

Processprog: italiensk

I sag C-99/02, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: V. Di Bucci) mod Den Italienske Republik (befuldmægtiget: I.M. Braguglia, bistået af O. Fiumara), angående en påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3 og 4 i Kommissionens beslutning 2000/128/EF af 11. maj 1999 om Italiens støtteordning for foranstaltninger til fordel for beskæftigelsen (EFT 2000 L 42, s. 1), meddelt den 4. juni 1999, samt i henhold til EF-traktaten, idet den ikke inden for de fastsatte frister har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på tilbagesøgning hos støttemodtagerne af den støtte, som i henhold til beslutningen blev fundet ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet, og idet den under alle omstændigheder har undladt at underrette Kommissionen om de trufne foranstaltninger, har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af dommerne P. Jann, som fungerende formand for Femte Afdeling, C.W.A. Timmermans, A. Rosas, A. La Pergola og S. von Bahr (refererende dommer), generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer, justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Múgica Arzamendi, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3 og 4 i Kommissionens beslutning 2000/128/EF af 11. maj 1999 om Italiens støtteordning for foranstaltninger til fordel for beskæftigelsen, idet den ikke inden for de fastsatte frister har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på tilbagesøgning hos støttemodtagerne af den støtte, som i henhold til beslutningen blev fundet ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet.

2)	Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EFT C 118 af 18.5.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/8

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-112/02, Kohlpharma GmbH mod Forbundsrepublikken Tyskland (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberverwaltungsgericht für das Land Nordrhein-Westfalen) (1)

(Varers frie bevægelighed - lægemidler - indførsel - ansøgning om markedsføringstilladelse i henhold til en forenklet procedure - fælles oprindelse)

(2004/C 106/12)

Processprog: tysk

I sag C-112/02, angående en anmodning, som Oberverwaltungsgericht für das Land Nordrhein-Westfalen (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Kohlpharma GmbH mod Forbundsrepublikken Tyskland, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af fællesskabsretten, navnlig artikel 28 EF og 30 EF, har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af dommerne C. Gulmann (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, J.N. Cunha Rodrigues, J.-P. Puissochet, R. Schintgen og F. Macken; generaladvokat: A. Tizzano; justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 28 EF og 30 EF er til hinder for, at der i et tilfælde, hvor

en ansøgning om markedsføringstilladelse indgives for et lægemiddel under henvisning til et allerede godkendt lægemiddel

det lægemiddel, der berøres af ansøgningen, importeres fra en medlemsstat, hvor det har opnået en markedsføringstilladelse

evalueringen af det allerede godkendte lægemiddels sikkerhed og effekt uden nogen risiko for folkesundheden kan anvendes for det lægemiddel, der er ansøgt om markedsføringstilladelse for

meddeles afslag på ansøgningen alene af den grund, at de to lægemidler ikke har fælles oprindelse.

---

(1)  EFT C 156 af 29.6.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/9

---

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 25. marts 2004

i sag C-118/02, Industrias de Deshidratación Agricola SA mod Administración del Estado (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Supremo) (1)

(Forordning (EF) nr. 603/95 og nr. 785/95 - tørret foder - støtteordning - betingelser, der skal opfyldes af forarbejdningsvirksomhederne - yderligere betingelser i nationale bestemmelser)

(2004/C 106/13)

Processprog: spansk

I sag C-118/02, angående en anmodning, som Tribunal Supremo i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Industrias de Deshidratación Agricola SA mod Administración desl Estado, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af af bl.a. Rådets forordning (EF) nr. 603/95 af 21. februar 1995 om den fælles markedsordning for tørret foder (EFT L 63, s. 1) og af Kommissionens forordning (EF) nr. 785/95 af 6. april 1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 603/95 (EFT L 79, s. 5), har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af dommerne P. Jann (refererende dommer), som fungerende formand for Femte Afdeling, C.W.A. Timmermans, A. Rosas, A. La Pergola og S. von Bahr, generaladvokat: C. Stix-Hackl, og justitssekretær: R. Grass, den 25. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Rådets forordning (EF) nr. 603/95 af 21. februar 1995 om den fælles markedsordning for tørret foder og Kommissionens forordning (EF) nr. 785/95 af 6. april 1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 603/95 skal fortolkes således, at forordningerne ikke er til hinder for nationale bestemmelser, som stiller særlige krav til frisk foder, der skal forarbejdes, vedrørende leveringsmåde, vandindhold, forarbejdningsfrist og dyrkning inden for en bestemt radius.

---

(1)  EFT C 144 af 15.6.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/9

---

DOMSTOLENS DOM

af 23. marts 2004

i sag C-138/02, Brian Francis Collins mod Secretary of State for Work and Pensions (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Social Security Commissioner) (1)

(Fri bevægelighed for personer - EF traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) - begrebet »arbejdstager« - social sikringsydelse til arbejdssøgende - bopælskrav - unionsborgerskab)

(2004/C 106/14)

Processprog: engelsk

I sag C-138/02, angående en anmodning, som Social Security Commissioner (Det Forenede Kongerige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Brian Francis Collins mod Secretary of State for Work and Pensions, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2434/92 af 27. juli 1992 (EFT L 245, s. 1) og af Rådets direktiv 68/360/EØF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Fællesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (EFT 1968 II, s. 477), har Domstolen, sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer) og A. Rosas samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, R. Schintgen, N. Colneric og S. von Bahr; generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer; justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett, den 23. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

En person, der befinder sig i en tilsvarende situation som sagsøgeren i hovedsagen, er ikke en arbejdstager i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i første del, afsnit II, i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2434/92 af 27. juli 1992. Det tilkommer imidlertid den nationale domstol at tage stilling til, om begrebet »arbejdstager« i de omhandlede nationale bestemmelser skal fortolkes på denne måde.

2)

En person, der befinder sig i en tilsvarende situation som sagsøgeren i hovedsagen, har ikke ret til at tage ophold i Det Forenede Kongerige med hjemmel udelukkende i Rådets direktiv 68/360/EØF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Fællesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer

3)

Retten til ligebehandling i EF-traktatens artikel 48, stk. 2 (efter ændring nu artikel 39, stk. 2, EF), sammenholdt med EF-traktatens artikel 6 og 8 (efter ændring nu artikel 12 EF og 17 EF), er ikke til hinder for nationale bestemmelser, der stiller krav om bopæl som betingelse for at få tildelt en støtte til arbejdssøgende, såfremt betingelsen støttes på objektive hensyn, der er uafhængige af de berørte personers nationalitet og står i rimeligt forhold til det formål, der lovligt forfølges med de nationale bestemmelser.

---

(1)  EFT C 169 af 13.7.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/10

---

DOMSTOLENS DOM

(plenum)

af 30. marts 2004

i sag C-147/02, Michelle K. Alabaster mod Woolwich plc, Secretary of State for Social Security (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (1)

(Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige løn - løn under barselsorlov - beregning af lønnens størrelse - hensyntagen til en lønforhøjelse)

(2004/C 106/15)

Foreløbig oversættelse. Den endelige oversættelse vil blive offentliggjort i Samling af Afgørelser

I sag C-147/02, angående en anmodning, som Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige), i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Michelle K. Alabaster mod Woolwich plc, Secretary of State for Social Security, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og dom af 13. februar 1996, Gillespie m.fl. (sag C-342/93, Sml. I, s. 475), har Domstolen (plenum), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann, J.N. Cunha Rodrigues og A. Rosas, samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, R. Schintgen (refererende dommer), F. Macken og N. Colneric; generaladvokat: P. Léger; justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett, den 30. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er erstattet af artikel 136 EF – 143 EF) skal fortolkes således, at den kræver, at enhver lønforhøjelse, som er givet mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, forudsat at den ydelse, som den kvindelige arbejdstager modtager under sin barselsorlov, i det mindste delvis, fastsættes på grundlag af den løn, hun modtog inden barselsorlovens begyndelse. Et sådant krav er ikke kun begrænset til de tilfælde, hvor lønforhøjelsen er tilbagedateret til den nævnte periode.

2)

Da der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelser på området, tilkommer det de kompetente nationale myndigheder at fastsætte bestemmelser, hvorefter enhver lønforhøjelse, som er givet før eller efter barselsorloven, skal indgå som et af de lønelementer, der skal medtages ved beregningen af størrelsen af ydelsen under barselsorloven, idet myndighederne herved skal overholde alle fællesskabsbestemmelser og især Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF).

---

(1)  EFT C 144 af 15.6.2002

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/11

---

DOMSTOLENS DOM

(plenum)

af 30. marts 2004

i sag C-167/02 P, Willi Rothley m.fl. mod Europa-Parlamentet (1).

(Appel - retsakt fra Parlamentet om betingelser og nærmere vilkår for de interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig - annullationssøgsmål - formaliteten - Parlamentets medlemmers uafhængighed og immunitet - fortrolighed omkring parlamentarisk undersøgelsesudvalgs arbejde - Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) - undersøgelsesbeføjelser.)

(2004/C 106/16)

Processprog: tysk

I sag C-167/02 P, Willi Rothley, Rockenhausen (Tyskland), Marco Pannella, Rom (Italien), Marco Cappato, Milano (Italien), Gianfranco Dell'Alba, Rom, Benedetto Della Vedova, Milano, Olivier Dupuis, Rom, Klaus-Heiner Lehne, Düsseldorf (Tyskland), Johannes Voggenhuber, Wien (Østrig), Christian von Boetticher, Pinneberg (Tyskland), Emma Bonino, Rom, Elmar Brok, Bielefeld (Tyskland), Renato Brunetta, Rom, Udo Bullmann, Gießen (Tyskland), Michl Ebner, Bolzano (Italien), Raina A. Mercedes Echerer, Wien, Markus Ferber, Bobingen (Tyskland), Francesco Fiori, Voghera (Italien), Evelyne Gebhardt, Mulfingen (Tyskland), Norbert Glante, Werder/Havel (Tyskland), Alfred Gomolka, Greifswald (Tyskland), Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf, Spenge (Tyskland), Lissy Gröner, Neustadt (Tyskland), Ruth Hieronymi, Bonn (Tyskland), Magdalene Hoff, Hagen (Tyskland),Georg Jarzembowski, Hamburg (Tyskland), Karin Jöns, Bremen (Tyskland), Karin Junker, Düsseldorf, Othmar Karas, Wien, Margot Keßler, Kehmstedt (Tyskland), Heinz Kindermann, Strasburg (Tyskland), Karsten Knolle, Quedlinburg (Tyskland), Dieter-Lebrecht Koch, Weimar (Tyskland), Christoph Konrad, Bochum (Tyskland), Constanze Krehl, Leipzig (Tyskland),Wilfried Kuckelkorn, Bergheim (Tyskland), Helmut Kuhne, Soest (Tyskland), Bernd Lange, Hannover (Tyskland), Kurt Lechner, Kaiserslautern (Tyskland), Jo Leinen, Saarbrücken (Tyskland), Rolf Linkohr, Stuttgart (Tyskland), Giorgio Lisi, Rimini (Italien), Erika Mann, Bad Gandersheim (Tyskland),Thomas Mann, Schwalbach/Taunus (Tyskland), Mario Mauro, Milano, Hans-Peter Mayer, Vechta (Tyskland), Winfried Menrad, Schwäbisch Hall (Tyskland), Peter-Michael Mombaur, Düsseldorf, Rosemarie Müller, Nieder-Olm (Tyskland), Hartmut Nassauer, Wolfhagen (Tyskland), Giuseppe Nistico, Rom, Willi Piecyk, Reinfeld (Tyskland), Hubert Pirker, Klagenfurt (Østrig), Christa Randzio-Plath, Hamburg, Bernhard Rapkay, Dortmund (Tyskland), Mechtild Rothe, Bad Lippspringe (Tyskland), Dagmar Roth-Behrendt, Berlin (Tyskland), Paul Rübig, Wels (Østrig), Umberto Scapagnini, Catane (Italien), Jannis Sakellariou, München (Tyskland), Horst Schnellhardt, Langenstein (Tyskland), Jürgen Schröder, Dresden (Tyskland), Martin Schulz, Würselen (Tyskland), Renate Sommer, Herne (Tyskland), Ulrich Stockmann, Bad Kösen (Tyskland), Maurizio Turco, Pulsano (Italien), Guido Viceconte, Bari (Italien), Ralf Walter, Cochem (Tyskland), Ralf Walter, Cochem (Tyskland), Brigitte Wenzel-Perillo, Leipzig, Rainer Wieland, Stuttgart, Stefano Zappala, Latina (Italien), og Jürgen Zimmerling, Essen (Tyskland),ved Rechtsanwalt H.-J. Rabe, angående appel af dom afsagt den 26. februar 2002 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-17/00, Rothley m.fl. mod Parlamentet (Sml. II, s. 579), hvorunder der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom - de andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet ved ved J. Schoo og H. Krück, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg, sagsøgt i første instans, Kongeriget Nederlandene (befuldmægtiget:H.G. Sevenster), Den Franske Republik, Rådet for Den Europæiske Union (befuldmægtigede: M. Bauer og I. Díez Parra) og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: H.-P. Hartvig og U. Wölker) og med valgt adresse i Luxembourg, intervenienter i første instans - har Domstolen (plenum), sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann (refererende dommer), C. Gulmann, J.N. Cunha Rodrigues og A. Rosas samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr; generaladvokat: F.G. Jacobs; justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet, den 30. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Appellen forkastes.

2)	Appellanterne bærer deres egne omkostninger og betaler Europa-Parlamentets omkostninger i forbindelse med appelsagen.

3)	Kongeriget Nederlandene, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer deres egne omkostninger

---

(1)  EFT C 156 af 29.6.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/12

---

DOMSTOLENS DOM

af 23. marts 2004

i sag C-233/02, Den Franske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1)

(Retningslinjer med hensyn til forskriftssamarbejde og gennemsigtighed indgået med Amerikas Forenede Stater - ingen bindende karakter)

(2004/C 106/17)

Processprog: fransk

I sag C-233/02, Den Franske Republik (befuldmægtigede: R. Abraham, G. de Bergues og P. Boussaroque), og med valgt adresse i Luxembourg, mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: P.J. Kuijper og A. van Solinge), og med valgt adresse i Luxembourg, støttet af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (befuldmægtiget: J. Collins, bistået af M. Hoskins), og med valgt adresse i Luxembourg, angående en påstand om annullation af den beslutning, hvorved Kommissionen har indgået en aftale med Amerikas Forenede Stater om retningslinjer med hensyn til forskriftssamarbejde og gennemsigtighed, har Domstolen, sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), C. Gulmann og J.N. Cunha Rodrigues samt dommerne A. La Pergola, J.-P. Puissochet, R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr: generaladvokat: S. Alber; justitssekretær: R. Grass, den 23. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

2)	Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EFT C 180 af 27.7.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/12

---

DOMSTOLENS DOM

af 23. marts 2004

i sag C-234/02 P, Den Europæiske Ombudsmand mod Frank Lamberts (1).

(Appel - afvisning - ansvar uden for kontrakt - Den Europæiske Ombudsmands behandling af en klage vedrørende en intern udvælgelsesprøve)

(2004/C 106/18)

Processprog: fransk

I sag C-234/02 P, Den Europæiske Ombudsmand (befuldmægtiget: J. Sant'Anna), og med valgt adresse i Luxembourg, støttet af Europa-Parlamentet (befuldmægtigede: H. Krück og C. Karamarcos), og med valgt adresse i Luxembourg, angående appel af dom afsagt den 10. april 2002 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje Afdeling) i sag T-209/00, Lamberts mod Ombudsmanden (Sml. II, s. 2203), hvori der er nedlagt påstand om delvis ophævelse af denne dom – den anden part i appelsagen er Frank Lamberts ved advokat E. Boigelot), og med valgt adresse i Luxembourg, sagsøger i første instans og kontraappellant, har Domstolen, sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, C. Gulmann (refererende dommer), J.N. Cunha Rodrigues og A. Rosas samt dommerne J.-P. Puissochet, R. Schintgen, F. Macken, N. Colneric og S. von Bahr; generaladvokat: L.A. Geelhoed; justitssekretær: ekspeditionssekretær Múgica Arzamendi, den 23. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Hovedappellen og kontraappellen forkastes.

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EFT C 180 af 27.7.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/12

---

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-237/02, Freiburger Kommunalbauten GmbH Baugesellschaft & Co. KG mod Ludger Hofstetter, Ulrike Hofstetter (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof) (1)

(Direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - aftale om opførelse og levering af en parkeringsplads - der byttes om på rækkefølgen for opfyldelsen af kontraktlige forpligtelser i henhold til deklaratoriske bestemmelser i national ret - kontraktvilkår, hvorefter forbrugeren skal betale prisen, inden den erhvervsdrivende har opfyldt sine forpligtelser - den erhvervsdrivendes pligt til at udstede garanti)

(2004/C 106/19)

Processprog: tysk

I sag C-237/02, angående en anmodning, som Bundesgerichtshof (Tyskland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Freiburger Kommunalbauten GmbH Baugesellschaft & Co. KG mod Ludger Hofstetter, Ulrike Hofstetter, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29), har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af P. Jann (refererende dommer) som fungerende formand for Femte Afdeling og dommerne C.W.A. Timmermans, A. Rosas, A. La Pergola og S. von Bahr, generaladvokat: L.A. Geelhoed, justitssekretær: R. Grass, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Det tilkommer den nationale ret at tage stilling til, om et kontraktvilkår som det, tvisten i hovedsagen angår, opfylder alle kriterier for, at vilkåret kan kvalificeres som urimeligt i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

---

(1)  EFT C 202 af 24.8.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/13

---

DOMSTOLENS DOM

(Sjette Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-263/02 P, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Jègo-Quéré et Cie SA (1).

(Appel - formaliteten med hensyn til et søgsmål anlagt af en juridisk person med påstand om annullation af en forordning)

(2004/C 106/20)

Processprog: fransk

I sag C-263/02 P, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: T. van Rijn og A. Bordes) og med valgt adresse i Luxembourg, angående appel af dom afsagt den 3. maj 2002 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Udvidede Afdeling) i sag T-177/01, Jègo-Quéré et Cie SA mod Kommissionen (Sml. II, s. 2365), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom - den anden part i appelsagen: Jègo-Quéré et Cie SA (befuldmægtigede: abogados A. Creus Carreras og B. Uriarte Valiente) - har Domstolen (Sjette Afdeling), sammensat af C. Gulmann (refererende dommer) som fungerede formand for Sjette Afdeling og dommerne J.N. Cunha Rodrigues, J.-P. Puissochet, R. Schintgen og F. Macken; generaladvokat: F.G. Jacobs, justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)	Den dom, som De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans afsagde den 3. maj 2002 i sagen Jégo-Quéré mod Kommissionen (sag T-177/01), ophæves.

2)

Det af Jégo-Quéré anlagte søgsmål med påstand om annullation af artikel 3, litra d), og artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1162/2001 af 14. juni 2001 om foranstaltninger for genopbygning af kulmulebestanden i ICES-underområde III, IV, V VI og VII og ICES-afsnit VIII a, b, d, e og om dertil knyttede betingelser for kontrol af fiskerfartøjers aktiviteter afvises.

3)	Jégo-Quéré & Cie SA betaler sagens omkostninger for Retten og Domstolen.

---

(1)  EFT C 233 af 28.9.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/13

---

DOMSTOLENS DOM

(Tredje Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-286/02, Bellio F.lli Srl mod Prefettura di Treviso (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Treviso) (1)

(Landbrug - veterinærpoliti - beskyttelsesforanstaltninger mod overførbare spongiforme encephalopatier - fodring med animalsk protein)

(2004/C 106/21)

Processprog: italiensk

I sag C-286/02, angående en anmodning, som Tribunale di Treviso (Italien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Bellio F.lli Srl mod Prefettura di Treviso, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets beslutning 2000/766/EF af 4. december 2000 om en række beskyttelsesforanstaltninger over for overførbare spongiforme encephalopatier og fodring med animalsk protein (EFT 2001 L 306, s. 32) og Kommissionens beslutning 2001/9/EF af 29. december 2000 om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af Rådets beslutning 2000/766 (EFT L 2, s. 32), har Domstolen (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas (refererende dommer), og dommerne R. Schintgen og N. Colneric; generaladvokat: L.A. Geelhoed; justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Artikel 2, stk. 2, første led, i Rådets beslutning 2000/766/EF af 4. december 2000 om en række beskyttelsesforanstaltninger over for overførbare spongiforme encephalopatier og fodring med animalsk protein, og artikel 1, stk. 1, i Kommissionens beslutning 2001/9/EF af 29. december 2000 om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af Rådets beslutning 2000/766, sammenholdt med de øvrige fællesskabsbestemmelser, som disse bestemmelser er udstedt i henhold til, skal fortolkes således, at de ikke tillader forekomst, selv på grund af et uheld, af andre ikke tilladte stoffer i fiskemel, der anvendes til fremstilling af foder til andre dyr end drøvtyggere, og at de ikke giver de erhvervsdrivende nogen tolerancegrænse. Destruktion af et parti kontamineret mel er en præventiv foranstaltning, som der er hjemmel for i artikel 3, stk. 1, i beslutning 2000/766.

2)	Artikel 13 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for beslutning 2000/766 og 2001/9.

---

(1)  EFT C 247 af 12.10.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/14

---

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-320/02, Förvaltnings AB Stenholmen mod Riksskatteverket (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Regeringsrätten) (1)

(Sjette momsdirektiv - artikel 26a - særordning for brugte genstande - begrebet brugte genstande - hest, der videresælges efter træning)

(2004/C 106/22)

Processprog: svensk

I sag C-320/02, angående en anmodning, som Regeringsrätten (Sverige) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Förvaltnings AB Stenholmen mod Riksskatteverket, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 26a i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 94/5/EF af 14. februar 1994 (EFT L 60, s. 16), har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af P. Jann som fungerende formand for Femte Afdeling og dommerne A. Rosas (refererende dommer) og S. von Bahr, generaladvokat: C. Stix-Hackl, justitssekretær: R. Grass, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Artikel 26a i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets direktiv 94/5/EF af 14. februar 1994, skal fortolkes således, at levende dyr kan betragtes som brugte genstande i bestemmelsens forstand.

2)	Et dyr, som købes fra en privatperson (en anden end opdrætteren), og som – efter træning med henblik på en specifik anvendelse – sælges videre, kan således betragtes som en brugt genstand i bestemmelsens forstand.

---

(1)  EFT C 274 af 9.11.2002.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/14

---

DOMSTOLENS DOM

(Første Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-389/02, Deutsche See-Bestattungs-Genossenschaft eG mod Hauptzollamt Kiel (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg) (1)

(Punktafgifter - afgiftsfritagelse for mineralolier - direktiv 92/81/EØF - artikel 8, stk. 1, litra c) - begrebet »sejlads«)

(2004/C 106/23)

Processprog: tysk

I sag C-389/02, angående en anmodning, som Finanzgericht Hamburg i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Deutsche See-Bestattungs-Genossenschaft eG mod Hauptzollamt Kiel, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 8, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT L 316, s. 12), har Domstolen (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. Rosas, A. La Pergola, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer) og K. Lenaerts, generaladvokat: M. Poiares Maduro, justitssekretær: R. Grass, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

Artikel 8, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier skal fortolkes således, at begrebet »sejlads i EF-farvande (herunder fiskeri), medmindre der er tale om lystsejlads«, omfatter enhver form for sejlads uanset det nærmere øjemed, såfremt den udføres med et erhvervsmæssigt formål.

---

(1)  EFT C 19 af 25.1.2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/15

---

DOMSTOLENS DOM

(Tredje Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-64/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland (1).

(Traktatbrud - manglende gennemførelse af direktiv 98/30/EF)

(2004/C 106/24)

Processprog: tysk

I sag C-64/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: J. Grunwald og H. Støvlbæk) mod Forbundsrepublikken Tyskland (befuldmægtigede: W.-D. Plessing og M. Lumma), angående en påstand om, at det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/30/EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas (EFT L 204, s. 1), idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, har Domstolen (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne R. Schintgen (refererende dommer) og N. Colneric, generaladvokat: C. Stix-Hackl, justitssekretær: R. Grass, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/30/EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas, idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.

2)	Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EFT C 101 af 26.4.2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/15

---

DOMSTOLENS DOM

(Femte Afdeling)

af 30. marts 2004

i sag C-201/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Sverige (1).

(Traktatbrud - bortskaffelse af olieaffald - manglende gennemførelse af direktiv 75/439/EØF)

(2004/C 106/25)

Processprog: svensk

I sag C-201/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtigede: L. Ström og M. Konstantinidis), og med valgt adresse i Luxembourg, mod Kongeriget Sverige (befuldmægtiget: A. Kruse), angående en påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald (EFT L 194, s. 31), som ændret ved Rådets direktiv 87/101/EØF af 22. december 1986 (EFT 1987 L 42, s. 43), idet det har undladt at træffe de nødvendige foranstaltninger for at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering, når dette er muligt ud fra tekniske, økonomiske og organisatoriske, har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta (refererende dommer); generaladvokat: C. Stix-Hackl; justitssekretær: R. Grass, den 30. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 75/439/EØF af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald, som ændret ved Rådets direktiv 87/101/EØF af 22. december 1986, idet det ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at prioritere behandling af olieaffald ved regenerering, når dette er muligt ud fra tekniske, økonomiske og organisatoriske hensyn.

2)	Kongeriget Sverige betaler sagens omkostninger

---

(1)  EFT C 158 af 5.7.2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/16

---

DOMSTOLENS DOM

(Tredje Afdeling)

af 1. april 2004

i sag C-375/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Storhertugdømmet Luxembourg (1).

(Traktatbrud - manglende gennemførelse af direktiv 2000/30/EF)

(2004/C 106/26)

Processprog: fransk

I sag C-375/03, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: W. Wils), og med valgt adresse i Luxembourg, mod Storhertugdømmet Luxembourg (befuldmægtiget: S. Schreiner), angående en påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler det i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/30/EF af 6. juni 2000 om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, der kører på Fællesskabets område (EFT L 203, s. 1), idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme nævnte direktiv, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen om sådanne bestemmelser, har Domstolen (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas (refererende dommer), og dommerne R. Schintgen og K. Schiemann; generaladvokat: J. Kokott; justitssekretær: R. Grass, den 1. april 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

1)

Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/30/EF af 6. juni 2000 om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, der kører på Fællesskabets område, idet det ikke inden for de fastsatte frister har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

2)	Storhertugdømmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EFT C 251 af 18.10.2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/16

---

Begæring om bemyndigelse til at foretage arrest eller udlæg i fordringer mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, indgivet den 17. marts 2004 af Tertir-Terminais de Portugal SA.

Sag C-1/04 SA

(2004/C 106/27)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 17. marts 2004 indgivet begæring om bemyndigelse til at foretage arrest eller udlæg eller udlæg i fordringer mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Tertir-Terminais de Portugal SA ved avocats G. Vandersanden, C. Houssa, L. Lévi og F. Gonçalves Pereira.

Rekvirenten har nedlagt følgende påstande:

—

Rekvirenten bemyndiges til i medfør af artikel 1 i protokollen om De Europæiske Fællesskabers Privilegier og Immuniteter at foretage arrest i fordringer, som Republikken Guinea-Bissau har mod Det Europæiske Fællesskab i form af en finansiel modydelse i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 249/2002 af 21. januar 2002 om indgåelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i aftalen mellem regeringen for Republikken Guinea-Bissau og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab om fiskeri ud for Guinea-Bissaus kyst, for perioden 16. juni 2001 – 15. juni 2006 (1) til sikkerhed for en fordring, der skønsmæssigt kan opgøres til 8 000 000 EUR.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

---

(1)  EFT L 40 af 12.12.2002, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/16

---

DOMSTOLENS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

af 18. marts 2004

i sag C-45/03, Oxana Dem'Yanenko (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Catania) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fri bevægelighed for personer - situation, der ikke er omfattet af direktiv 64/221/EØF's anvendelsesområde - grundlæggende rettigheder - den europæiske menneskerettighedskonvention - udvisning af en statsborger fra et tredjeland, der ikke har familiemæssig eller ægteskabelig forbindelse med en statsborger i en medlemsstat - stadfæstelsesprocedure med hensyn til en tvangsudvisning ved grænsen af en statsborger fra et tredjeland - begrebet »ret i en af medlemsstaterne« - retsinstans, der i henhold til artikel 68 EF kan forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen - Domstolen ikke kompetent)

(2004/C 106/28)

Foreløbig oversættelse. Den endelige oversættelse vil blive offentliggjort i Samling af Afgørelser

I sag C-45/03, angående en anmodning, som Tribunale di Catania i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, vedrørende stadfæstelse af tvangsudvisningen ved grænsen af Oxana Dem'Yanenko, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen dels af artikel 7, 8 og 9 i Rådets direktiv 64/221/EØF af 25. februar 1964 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed (EFT 1963-1964, s. 109), dels af de grundlæggende rettigheder, hvis overholdelse Domstolen skal sikre, således som de navnlig fremgår af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som er undertegnet i Rom den 4. november 1950, har Domstolen (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas (refererende dommer), og dommerne N. Colneric og M. Schiemann, generaladvokat: C. Stix-Hackl, justitssekretær: R. Grass, den 18. marts 2004 afsagt dom, hvis konklusion lyder således:

De Europæiske Fællesskabers Domstol har ikke kompetence til at besvare de spørgsmål, Tribunale di Catania har forelagt den ved kendelse af 19. januar 2003.

---

(1)  EFT C 83 af 5.4.2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/17

---

DOMSTOLENS KENDELSE

(Tredje Afdeling)

af 15. marts 2004

i sag C-59/03, Mario Cigliola m.fl. mod Ferrovie dello Stato SpA (FS) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale di Genova) (1)

(Procesreglementets artikel 104, stk. 3 - statsstøtte - begreb - nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdstagers ret til at fortsætte ansættelsesforholdet indtil pensionsalderen suspenderes)

(2004/C 106/29)

Foreløbig oversættelse. Den endelige oversættelse vil blive offentliggjort i Samling af Afgørelser

I sag C-59/03, angående en anmodning, som Tribunale di Genova (Italien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Mario Cigliola m.fl. mod Ferrovie dello Stato SpA (FS), at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 87, stk. 1, EF, har Domstolen (Tredje Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne R. Schintgen og N. Colneric (refererende dommer); generaladvokat: F.G. Jacobs; justitssekretær: R. Grass, den 15. marts 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

En national lovgivning, hvorved en virksomhed sættes i stand til at ophæve ansættelsesforholdet for de af dens medarbejdere, der i forhold til de øvrige ansatte har højere anciennitet, og hvorefter de generelle regler, der giver arbejdstagerne mulighed for at fortsætte ansættelsesforholdet, ikke finder anvendelse, hvilket således i praksis medfører, at virksomheden kan opnå en besparelse i form af lavere udgifter til arbejdskraften, og umiddelbart medfører en byrde for staten på grund af færre indtægter som følge af reduceret indbetaling af sociale bidrag og udbetaling af pension til de arbejdstagere, hvis ansættelsesforhold er blevet ophævet, udgør ikke statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

---

(1)  EFT C 83 af 5.4.2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/17

---

DOMSTOLENS KENDELSE

(Femte Afdeling)

af 9. marts 2004

i sag C-159/03 P, Jan Pflugradt mod Den Europæiske Centralbank (1)

(Appel - ansatte i den Europæiske Centralbank - skrivelse om kontrol af en ansat - forberedende akt - akt, der ikke indeholder et klagepunkt - afvisning)

(2004/C 106/30)

Processprog: tysk

I sag C-159/03 P, Jan Pflugradt, ansat i Den Europæiske Centralbank, med bopæl i Frankfurt am Main (Tyskland), ved avocat N. Pflüger, og med valgt adresse i Luxembourg, angående appel af kendelse afsagt den 11. februar 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling), i sag T-83/02, Pflugradt mod Den Europæiske Centralbank (Endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne kendelse - den anden part i appelsagen: Den Europæiske Centralbank (befuldmægtigede: T. Gilliams og N. Urban, bistået af B. Wägenbaur), og med valgt adresse i Luxembourg - har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne A. La Pergola (refererende dommer) og R. Silva de Lapuerta; generaladvokat: P. Léger; justitssekretær: R. Grass, den 9. marts 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

1)	Appellen forkastes.

2)	Jan Pflugradt betaler sagens omkostninger.

---

(1)  EFT C 135 af 7.6.2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/18

---

DOMSTOLENS KENDELSE

(Femte Afdeling)

af 19. marts 2004

i sag C-196/03 P, Arnaldo Lucaccioni mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (1).

(Appel - tjenestemænd - erstatningssøgsmål - formaliteten)

(2004/C 106/31)

Processprog: italiensk

I sag C-196/03 P, Arnaldo Lucaccioni, forhenværende tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, bosat i St-Leonards-on-Sea (Det Forenede Kongerige (avvocato M. Cimino), angående appel af dom afsagt den 26. februar 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Afdeling) i sag T-164/01, Lucaccioni mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvorved Retten afviste sagsøgerens erstatningssøgsmål - den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (befuldmægtiget: J. Currall, bistået af A. Dal Ferro), og med valgt adresse i Luxembourg - har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne S. von Bahr og R. Silva de Lapuerta, generaladvokat: M. Poiares Maduro; justitssekretær: R. Grass, den 19. marts 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

1)	Appellen forkastes.

2)	A. Lucaccioni betaler appelsagens omkostninger.

---

(1)  EFT C 171 af 19.7.2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/18

---

DOMSTOLENS KENDELSE

(Femte Afdeling)

af 11. februar 2004

i de forenede sager C-438/03, C-439/03, C-509/03 og C-2/04, Antonio Cannito mod Fondiaria Assicurazioni SpA, Pasqualina Murgolo mod Assitalia Assicurazioni SpA, Vincenzo Manfredi mod Lloyd Adriacito Assicurazioni SpA og Nicolò Tricarico mod Assitalia Assicurazioni SpA (anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Giudice di pace di Bitonto) (1).

(Præjudiciel forelæggelse - afvisning)

(2004/C 106/32)

Processprog: italiensk

I de forenede sager C-438/03, C-439/03, C-509/03 og C-2/04, angående anmodninger, som Giudice di pace di Bitonto i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager, Antonio Cannito mod Fondiaria Assicurazioni SpA (sag C-438/03), Pasqualina Murgolo mod Assitalia Assicurazioni SpA (sag C-439/03), Vincenzo Manfredi mod Lloyd Adriacito Assicurazioni SpA (sag C-509/03) og Nicolò Tricarico mod Assitalia Assicurazioni SpA (sag C-2/04), at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af bl.a. artikel 81 EF og 82 EF, har Domstolen (Femte Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne S. von Bahr (refererende dommer) og R. Silva de Lapuerta; generaladvokat: L.A. Geelhoed; justitssekretær: R. Grass, den 11. februar 2004 afsagt kendelse, hvis konklusion lyder således:

1)	Sag C-438/03, C-439/03, C-509/03 og C-2/04 forenes med henblik på afsigelsen af kendelsen.

2)	De anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Giudice di pace di Bitonto ved kendelse af 6. oktober 2003 (sag C-438/03 og C-439/03), af 21. november 2003 (sag C-509/03) og af 20. december 2003 (sag C-2/04), afvises.

---

(1)  EFT C 47 af 21.2.2004.

EFT C 71 af 20.3.2004.

EFT C 85 af 3.4.2004.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/18

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 23. oktober 2003 af Bundesfinanzhof i sagen Antje Köhler mod Finanzamt Düsseldorf-Nord

(Sag C-58/04)

(2004/C 106/33)

Ved kendelse afsagt den 23. oktober 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 11. februar 2004, har Bundesfinanzhof i sagen Antje Köhler mod Finanzamt Düsseldorf-Nord forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Er et skibsophold i tredjestaters havne, hvorved skibets passagerer kun kortvarigt, f.eks. med henblik på sightseeing, kan forlade skibet, men hvor der ikke består nogen mulighed for at påbegynde eller afslutte rejsen »ophold uden for Fællesskabet« som omfattet af artikel 8, stk. 1, litra c), i direktiv 77/388/EØF (1)?

---

(1)  EFT L 145, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/19

---

Sag anlagt den 12. februar 2004 af Den Italienske Republik mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-60/04)

(2004/C 106/34)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 12. februar 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Den Italienske Republik ved Avvocato I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, assisteret af Avvocato dello Stato A. Cingolo.

Den Italienske Republik har nedlagt følgende påstande:

—

Annullation af Kommissionens beslutning K(2003) 3971 endelig udg. af 26. november 2003 om en vejledende fordeling mellem medlemsstaterne af de disponible forpligtelsesbevillinger til EF-initiativerne for perioden 1994-1999, meddelt ved skrivelse nr. SG(2003)D233063 fra Kommissionens generalsekretær til Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union den 26. november 2003.

—	Alle de hermed forbundne og forudgående retsakter annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I –   Manglende hjemmel:

I A –

Manglende hjemmel: manglende competence og i hvert fald manglende opfyldelse af betingelserne for anvendelsen af artikel 12 i forordning (EØF) nr. 2052/88 (1) under den forudgående programmeringsperiode.

I B1 –

Manglende hjemmel: absolut mangel på komptence til at ændre de vejledende fordelinger på tidspunktet for den nye beslutning.

I B2 –

Manglende hjemmel: absolut mangel på fastsættelse af den korrekte procedure.

II –   Utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse i den anfægtede beslutning.

II A –

Utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse i relation til valget af den udvalgsprocedure, der er foretaget med henblik på vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

II B –

Utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse i den anfægtede beslutning i relation til reglerne for beregningen af den nye vejledende fordeling.

II C –

Utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse i relation til forskellen mellem de tabeller, der er anvendt som referencegrundlag, og som er vedlagt som bilag til den nye beslutning, i forhold til den tabel, der var vedlagt som bilag til den gamle beslutning.

II D –

Utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse i relation til det tidspunkt, der skal anvendes som referencegrundlag for vurderingen af niveauet for gennemførelsen af EF-initiativprogrammerne i perioden 1994-1999.

---

(1)  EFT L 185 af 15.7.1988, s. 9.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/20

---

Sag anlagt den 12. februar 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske Republik.

(Sag C-61/04)

(2004/C 106/35)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 12. februar 2004 anlagt sag mod Den Hellenske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Minas Konstatinidis.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF (1) af 4. december 2000 om forbrænding af affald, idet den ikke har vedtaget de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har meddelt Kommissionen de pågældende bestemmelser.

—	Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for direktivets gennemførelse i den nationale retsorden udløb den 28. december 2002.

---

(1)  EFT L 332 af 28.12.2000, s. 91.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/20

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 27. januar 2004 af Oberlandesgericht Hamm i sagen Brigitte og Marcus Klein mod 1) …, 2) … og 3) Rhodos Management Ltd.

(Sag C-73/04)

(2004/C 106/36)

Ved kendelse afsagt den 27. januar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 17. februar 2004, har Oberlandesgericht Hamm i sagen Brigitte og Marcus Klein mod 1) …, 2) … og 3) Rhodos Management Ltd. forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning i medfør af artikel 3 i protokollen af 3. juni 1971 vedrørende fortolkningen af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)

Omfatter begrebet »sager […] om leje eller forpagtning af fast ejendom« i Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, litra a), i den efter tredje tiltrædelseskonvention af 26. maj 1989 gældende affattelse, også sager om benyttelse af en efter type og placering individualiseret hotellejlighed i en bestemt kalenderuge hvert år i et tidsrum på næsten 40 år, når kontrakten samtidig opstiller en nødvendig betingelse om indmeldelse i en klub, hvis primære opgave består i at sikre medlemmernes udøvelse af den nævnte brugsret?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Gælder bestemmelsen om enekompetence i Bruxelles-konventionens artikel 16, nr. 1, litra a), også for krav, som ganske vist er opstået i forbindelse med et leje- eller forpagtningsforhold i denne bestemmelses forstand, men retligt og faktisk intet har at gøre med leje eller forpagtning, nærmere bestemt et krav om tilbagebetaling af et fejlagtigt for meget betalt beløb for brugsretten til ferielejligheden, henholdsvis for klubmedlemskabet

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/20

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 14. januar 2004 af Arbeitsgericht Berlin i sagen Veronika Richert mod VK GmbH Service Gesellschaft für Vermögenszuordnung und Kommunalisierung mbH.

(Sag C-81/04)

(2004/C 106/37)

Ved kendelse afsagt den 14. januar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 18. februar 2004, har Arbeitsgericht Berlin i sagen Veronika Richert mod VK GmbH Service Gesellschaft für Vermögenszuordnung und Kommunalisierung mbH forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)

Skal Rådets direktiv 98/59/EF (1) af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser fortolkes således, at der ved »afskedigelse«, som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 1, litra a), skal forstås opsigelsen som den første handling med henblik på at bringe ansættelsesforholdet til ophør, eller skal der ved »afskedigelse« forstås afslutningen af ansættelsesforholdet ved udløbet af opsigelsesvarslet?

2)	Forstås der ved »afskedigelse« opsigelse, kræves det da i henhold til direktivet, at såvel konsultationsproceduren som omhandlet i direktivets artikel 2 som meddelelsesproceduren som omhandlet i direktivets artikel 3 og 4 er afsluttet, inden opsigelsen foretages?

3)	Forstås der ved »afskedigelse« det forhold, at ansættelsesforholdet faktisk bringes til ophør, er det da i henhold til direktivets bestemmelser tilstrækkeligt, at også konsultationsproceduren først gennemføres, efter at opsigelsen er foretaget?

---

(1)  DO L 225, p. 16.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/21

---

Appel iværksat den 20. februar 2004 (fax: 18.2.2004) af Audi AG til prøvelse af dom afsagt den 3. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-16/02, Audi AG mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design).

(Sag C-82/04 P)

(2004/C 106/38)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 20. februar 2004 iværksat appel af Audi AG ved Rechtsanwälte Preu Bohlig & Partner, Leopoldstr. 11 a, D-80802 München, til prøvelse af dom afsagt den 3. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-16/02, Audi AG mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design).

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

1.	Dom afsagt den 3. december 2003 af Retten i Første Instans i sag T-16/02 (1) ophæves, for så vidt som den frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og pålagde sagsøgeren at betale sagens omkostninger.

2.	Afgørelse truffet den 8. november 2001 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 0652/2000-1 annulleres.

3.	Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter:

Tilsidesættelse af fællesskabsretten, nærmere bestemt ved anvendelsen af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (2) og Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (3):

—

Den anfægtede dom hviler på en forkert anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94. Dommen støtter sig på, at appelkammeret har fastslået, at bogstavkombinationen »TDI« tillægges betydningen »Turbo Diesel Injection« eller »Turbo Direct Injection«. Denne konstatering er truffet i strid med denne bestemmelses materielle indhold og i strid med de relevante processuelle principper. Appelkammerets afgørelse og den anfægtede dom indeholder ingen oplysninger eller begrundelser for, hvor og på hvilken måde »TDI« forekommer i normalt sprogbrug. Det er ren spekulation, når det fastslås, at der bag bogstavkombinationen »TDI« ligger visse begreber, som den tilsigtede kundekreds ligestiller med tegnet »TDI«. I den foreliggende sag kan der i den tilsigtede kundekreds' bevidsthed ikke fastslås en konkret forbindelse mellem betydningen af tegnet »TDI« og de omhandlede varer/tjenesteydelser. Den antagelse, hvorefter det anmeldte tegn er udelukket fra registrering i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 40/94, er således behæftet med en retlig fejl.

—

Præmisserne i Rettens dom vedrørende sagsøgerens påstand om en forkert retsanvendelse, idet udelukkelsen fra registrering af varemærket TDI er i strid med forordningens artikel 7, stk. 3, er behæftet med en retlig fejl. Retten gav ikke nogen begrundelse for den tvivlsomme bedømmelse af, hvorvidt det ansøgte varemærke har opnået fornødent særpræg ved brug. I den anfægtede dom er der heller ikke nogen begrundelse for, at det ansøgte mærke ikke har fået fornødent særpræg som følge af den brug, der var gjort deraf i andre medlemsstater end Tyskland, idet der kun generelt henvises til, at de faktiske omstændigheder ikke beviser et sådant brug. Intet sted i dommen foreligger der en begrundelse herfor.

—

Den anfægtede dom og Harmoniseringskontorets afgørelser, der ligger til grund for denne dom, tilsidesætter princippet om oplysning af sagen af egen drift og det heraf afledte princip om konkret efterprøvelse af registreringshindringer for et anmeldt varemærke. Princippet om oplysning af sagen af egen drift, der skal anvendes i dette tilfælde, omfatter myndighedens pligt til i det konkrete tilfælde at fastslå og begrunde, hvilken betydning et ordmærke tillægges i den tilsigtede kundekreds. I den foreliggende sag er princippet om oplysning af sagen af egen drift blevet tilsidesat til skade for sagsøgeren.

---

(1)  Endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

(2)  EFT 1994 L 11, s. 1.

(3)  EFT L 303, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/22

---

Sag anlagt den 23. februar 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

(Sag C-88/04)

(2004/C 106/39)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 23. februar 2004 anlagt sag mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Banks, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF (1) af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, idet det ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom.

—	Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktivet udløb den 22. december 2002.

---

(1)  EFT 2001 L 167, s. 10.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/22

---

Appel iværksat den 26. februar 2004 af British Airways plc til prøvelse af dom afsagt den 17. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sag T-219/99, British Airways plc mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-95/04 P)

(2004/C 106/40)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 26. februar 2004 iværksat appel af British Airways plc (herefter »BA«), Waterside (Det Forenede Kongerige),ved solicitors R. Subiotto og J. Temple Lang samt barristers R. O'Donoghue og W. Eood QC, til prøvelse af dom afsagt den 17. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sag T-219/99 (1), British Airways plc mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—	Dommen i sag T-219/99, British Airways plc mod Kommissionen, ophæves helt eller delvis.

—	Den bøde, BA er blevet pålagt, annulleres eller nedsættes med et beløb, som Domstolen måtte finde passende under udøvelse af sin skønsmæssige beføjelse.

—	Der træffes bestemmelse om enhver anden foranstaltning, som Domstolen måtte finde passende.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

A.

Retten har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse ved, idet den har anvendt et forkert kriterium med henblik på at fastslå, at BA's provisioner har udelukkelsesvirkning Retten fastslog, at BA's provisioner var en form for »loyalitetsbonus« og derfor havde udelukkelsesvirkning. Imidlertid kan der på grund af af Rettens kriterium om »loyalitetsbonus« ikke sondres mellem kundernes loyalitet, der sikres gennem en udelukkende adfærd, der er udtryk for misbrug, og kundernes loyalitet, der er en følge af en lovlig priskonkurrence. I så fald ville Rettens »loyalitetsbonus«-kriterium indebære en betydelig retsusikkerhed med hensyn til, hvornår er tale om lovlig priskonkurrence, og således tilskynde firmaer til ikke at engagere sig i en lovlig priskonkurrence, hvilket er i strid med det grundlæggende formål med Fællesskabets konkurrenceregler.

B.

Retten har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse, idet den ikke har taget hensyn til de bevisligheder, hvorefter BA's provisioner ikke havde nogen faktisk virkning over for konkurrenterne BA's andet appelanbringende vedrører Rettens bemærkninger med hensyn til virkningerne af BA's provisioner. Det fremgik klart af det fremlagte materiale, at konkurrenternes markedsandele steg i den periode, hvor tilsidesættelsen ifølge Kommissionen fandt sted, og at BA's andel af rejsebureauernes omsætning faldt. Retten tog ikke hensyn hertil, idet den bemærkede, at BA's adfærd »ikke har kunnet undgå at have« en virkning på BA's konkurrenter, og at de ville have klaret sig endnu bedre, hvis BA ikke havde udvist denne adfærd. Retten tilføjede, at når en virksomhed, der har en dominerende stilling, gennemfører en praksis med henblik på at fortrænge sine konkurrenter, er det ikke tilstrækkeligt til at udelukke et misbrug, at det ønskede resultat ikke blev opnået. Dette ræsonnement er ikke holdbart. For det første kræves det ifølge konkurrencereglerne, at Retten skal undersøge de aktuelle eller potentielle virkninger af et påstået misbrug. Dette var utvivlsomt passende i dette tilfælde, eftersom BA's adfærd havde varet tilstrækkeligt længe til, at den kunne udløse sine virkninger. For det andet var det i den foreliggende sag klart, at BA's praksis ikke havde nogen faktisk virkning. BA hævder ikke, at det i hvert enkelt tilfælde skal godtgøres, at der er tale om aktuelle virkninger. Men det er helt klart en anden sag at hævde, således som Retten gør det, at et klart bevismateriale, der peger i retning af, at der ikke er tale om nogen som helst virkning, kan lades ude af betragtning. Rettens bemærkninger på det punkt ville, såfremt man fulgte dem, indebære, at en praksis med incitamenter som dem, der er omtvistet i den foreliggende sag, i sig selv ville være udtryk for misbrug, uanset deres aktuelle eller potentielle virkninger. Dette er ikke reglen i henhold til artikel 82 EF, hvorefter det kræves, at »alle omstændigheder« undersøges med henblik på at vurdere, om konkurrenternes muligheder faktisk blev begrænset.

C.

Retten har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse, idet den ikke har undersøgt, om der var tale om »skade for forbrugerne« som omhandlet i artikel 82, litra b), EF En adfærd, som »begrænser« markedet for konkurrenter til et dominerende selskab, er i henhold til artikel 82, litra b), EF kun ulovlig, såfremt den er »til skade for forbrugerne«. Artikel 82, litra b), EF beskytter helt klart konkurrencen og forbrugerne, men ikke konkurrenterne. Retten har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse, idet den ikke har taget stilling til, om BA's provisioner til succesrige rejsebureauer var til skade for forbrugerne. I den appellerede dom behandles dette spørgsmål ikke, idet den kun beskæftiger sig med situationen for BA's konkurrenter.

D.

Selv om BA's provisioner i princippet kunne have »begrænset« konkurrenternes markeder, har Retten gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse, idet den ikke har undersøgt disse virkninger BA's fjerde appelanbringende skal i modsætning til selskabets første, andet og tredje appelanbringende kun behandles, såfremt selskabets incitamentordninger i princippet kunne begrænse konkurrenternes markeder til skade for forbrugerne, hvilket er i strid med artikel 82, litra b), EF. I den appellerede dom er der ikke taget stilling til, om og i hvilket omfang BA's provisioner begrænsede konkurrenternes markeder i to henseender: i) Retten antog fejlagtigt, at marketingaftalerne og resultatpræmieordningerne havde samme virkning, eftersom der for hver af dem gjaldt forskellige vilkår og betingelser, ligesom de var i kraft i forskellige perioder, og i hvert fald en af dem (resultatpræmieordningen) kan ikke under nogen omstændigheder have haft udelukkelsesvirkning, og ii) Retten undlod at undersøge »alle omstændighederne« med henblik på at vurdere, hvorledes BA's konkurrenter blev berørt af selskabets provisionsordninger.

E.

Retten har anvendt artikel 82, litra c), EF fejlagtigt i relation til den diskriminerende virkning af BA's provisioner Retten har anvendt artikel 82, litra c), EF fejlagtigt, idet den har fastslået, at BA's provisioner var udtryk for forskelsbehandling af rejsebureauer. I henhold til artikel 82, litra c), EF, kræves det ikke, at alle kunder har samme priser, vilkår og betingelser. Bestemmelsen forbyder kun forskelle, såfremt i) de sammenlignede ydelser har samme værdi, ii) vilkårene for ydelserne er forskellige, og iii) en handelspartner stilles ringere i konkurrencen i forhold til en anden handelspartner som et resultat af sådanne forskelle. I stedet for at anvende den udtrykkelige ordlyd af artikel 82, litra c), EF antog Retten blot, at den omstændighed, at to rejsebureauer har forskellige provisionssatser, »naturligvis« har betydning for, om de konkurrerer med hinanden.

---

(1)  EFT C 20 af 22.1.2000, s. 21.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/23

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 2. juni 2003 af Amtsgericht Niebüll i sagen Standesamt Stadt Niebüll (bestemmelse af fødenavn for Leonhard-Matthias, barn af Stefan Grunkin og Dorothee Regina Paul)

(Sag C-96/04)

(2004/C 106/41)

Ved kendelse afsagt den 2. juni 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 26. februar 2004, har Amtsgericht Niebüll i sagen Standesamt Stadt Niebüll (bestemmelse af fødenavn for Leonhard-Matthias, barn af Stefan Grunkin og Dorothee Regina Paul) forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Kan man i lyset af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 12 EF, henholdsvis den frie bevægelighed, som enhver unionsborger er sikret ved artikel 18 EF, opretholde den tyske lovvalgsregel i EGBGB's artikel 10, for så vidt som den, hvad angår navneretten, alene baserer sig på en tilknytning i form af statsborgerskab?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/24

---

Sag anlagt den 26. februar 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

(Sag C-98/04)

(2004/C 106/42)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 26. februar 2004 anlagt sag mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Shotter og F. Simonetti, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, og artikel 4 i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (1), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF (2).

—	Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Kommissionen havde modtaget en klage vedrørende den praksis, hvorefter der i Det Forenede Kongerige udstedes Lawful Development Certificates (LDC) (attester for lovlig planlægning) som bekræftelse på, at en særlig anvendelse af et stykke land er lovlig i planlægningsmæssig henseende. Der udstedes en LDC, såfremt det kan bevises, at aktiviteten er blevet fortsat, uden at der er iværksat nogen tvangsforanstaltninger over for bygherren i en vis nærmere angiven periode.

Kommissionen har anført, at den ordning, der anvendes i Det Forenede Kongerige, og hvorved en person kan anmode planlægningsmyndigheden om at udstede en LDC med hensyn til et projekt som omhandlet i Rådets direktiv 85/337/EØF, som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF, medfører, at Det Forenede Kongerige ikke fuldt ud har overholdt sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, og artikel 4. Med udstedelsen af LDC omgås den tilladelsesprocedure og dermed også de krav, der er opstillet i ovennævnte direktiv.

Det Forenede Kongerige har ikke bestridt, at ovennævnte attester kan udstedes med hensyn til projekter, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde. Dette indebærer, at projekter, der er omfattet af direktivets artikel 4, herved ikke omfattes af de krav, der er opstillet i direktivets artikel 2, stk. 1, dvs. at projekter, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet, er undergivet et krav om en tilladelse og en vurdering med hensyn til dets virkninger.

En ordning med stiltiende tilladelser er ikke forenelig med ovennævnte direktiv, hvorefter der kræves en vurdering forud for meddelelsen af tilladelsen. De nationale myndigheder skal således undersøge hver enkelt anmodning om tilladelse.

---

(1)  EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

(2)  EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/24

---

Sag anlagt den 27. februar 2004 af Kongeriget Sverige mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-102/04)

(2004/C 106/43)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 27. februar 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Kongeriget Sverige ved A. Kruse, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Sverige.

Kongeriget Sverige har nedlagt følgende påstande:

—	Kommissionens direktiv 2003/112/EF af 1. december 2003 (1) om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF (2) for at optage paraquat som aktivt stof annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den 1. december 2003 vedtog Kommissionen direktiv 2003/112/EF. I kraft af dette direktiv blev paraquat optaget som aktivt stof i bilag I til Rådets direktiv 91/414 af 5. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.

Med vedtagelsen af direktivet har Kommissionen tilsidesat artikel 6 EF og artikel 174 EF, artikel 5 i Rådets direktiv 91/414/EF og artikel 7, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92 af 11. december 1992 om de nærmere bestemmelser for iværksættelse af første fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.

Med vedtagelsen af direktivet har Kommissionen klart overskredet grænsen for sit skøn, da den har undladt at anvende forsigtighedsprincippet, sammenholdt med risikovurderingen og risikostyringen af paraquat i relation til såvel menneskers som dyrs sundhed. Tilsidesættelsen af forsigtighedsprincippet har igen ført til, at det høje beskyttelsesniveau, der er foreskrevet i EF-traktaten og direktiv 91/414/EØF, ikke har kunnet nås. Med tilsidesættelsen af princippet om et højt beskyttelsesniveau kan Kommissionen heller ikke antages at have taget hensyn til miljøbeskyttelseskravene og det i EF-traktaten foreskrevne integrationsprincip. Kommissionen har således tilsidesat artikel 6 EF og artikel 174, stk. 2, EF samt artikel 5 i direktiv 91/414/EØF.

Kommissionen har endvidere håndteret sagen fejlagtigt, idet den ikke har taget hensyn til tilgængelige offentlige oplysninger om paraquat og risiciene ved dette stof. Herved har Kommissionen tilsidesat artikel 174, stk. 3, EF og artikel 5, stk. 1, i direktiv 91/414/EØF samt artikel 7, stk. 1, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3600/92.

---

(1)  EUT L 321 af 6.12.2003, s. 32.

(2)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 19.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/25

---

Appel iværksat den 1. marts 2004 af Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied (FEG) til prøvelse af dom afsagt den 16. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Afdeling) i de forenede sager T-5/00 og T-6/00, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied en Technische Unie BV mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, støttet af CEF City Electrical Factors BV og CEF Holding Ltd.

(Sag C-105/04 P)

(2004/C 106/44)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 1. marts 2004 iværksat appel af Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied (FEG) ved advocaten E.H. Pijnacker Hordijk og D.J.M. de Grave til prøvelse af dom afsagt den 16. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Afdeling) i de forenede sager T-5/00 og T-6/00, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied en Technische Unie BV mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, støttet af CEF City Electrical Factors BV og CEF Holding Ltd.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

a)

Den af Retten i Første Instans afsagt dom af 16. december 2003 i de forenede sager T-5/00 og T-6/00 ophæves, i hvert fald i sag T-5/00, og den af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber trufne beslutning af 26. oktober 1999, rettet til FEG, annulleres helt eller delvis, og i hvert fald nedsættes den bøde, FEG blev pålagt, væsentligt.

b)	Subsidiært ophæves den af Retten i Første Instans afsagte dom af 16. december 2003 i de forenede sager T-5/00 og T-6/00, i hvert fald i sag T-5/00, og sagerne hjemvises til Retten.

c)	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge retsinstanser.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

For det første har Retten tilsidesat generelle fællesskabsretlige principper, navnlig princippet om en rimelig sagsbehandlingstid, nemlig derved, at Retten fastslog, at den omstændighed, at den administrative procedure varede for længe, ikke nødvendigvis fører til, at den anfægtede beslutning annulleres. Rettens bemærkninger på det punkt er ikke i overensstemmelse med Domstolens og Rettens praksis.

Herved anlægger Retten en ukorrekt fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, som Retten lægger til grund for sit standpunkt.

For det andet har Retten tilsidesat almindelige fællesskabsretlige principper, navnlig princippet om uskyldsformodning og begrundelsespligten, idet det i dommen anføres, at i) tidsrummet før meddelelsen af klagepunkterne – og dermed også tidsrummet mellem fremsendelsen af skrivelsen af 16. september 1991 og meddelelsen af klagepunkter – ikke kunne tages i betragtning ved afgørelsen af, om sagsbehandlingstiden var rimelig, og at ii) det diskulperende bevis, der stammede fra tidspunktet efter skrivelsen af 16. september 1991, ikke kunne tillægges betydning. Disse bemærkninger fra Rettens side er i sig selv selvmodsigende, og Retten har ikke fremført et holdbart argument herfor. Desuden er den omstændighed, at dette diskulperende bevis ikke er taget i betragtning, uden at Retten har anført nærmere herom, en alvorlig begrundelsesmangel, og princippet om uskyldsformodning er således tilsidesat.

For det tredje har Retten tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF henholdsvis begrundelsespligten derved, at Retten har godkendt Kommissionens bevisførelse med henblik på varigheden af den angivelige kollektive eneforhandlingsaftale. Det er i den forbindelse relevant, at i) der mangler en materiel begrundelse herfor, ii) at netop på grund af det manglende bevis for tilsidesættelse i perioden fra den 12. marts 1986 til den 28. februar 1989 og fra den 18. november 1991 til den 25. februar 1994 må der stilles skærpede krav til begrundelsen for, at der var tale om tilsidesættelse i disse perioder, og iii) at Retten i forbindelse med vurderingen af de af Kommissionen fremlagte bevismidler helt har undladt at tage hensyn til varigheden.

For det fjerede har Retten tilsidesat begrundelsespligten, navnlig derved, at den ikke har omtalt de af FEG fremførte argumenter eller i hvert fald ikke har gengivet dem korrekt. Begrundelsen i Rettens præmisser med hensyn til FEG's angivelige tilsidesættelser på prisområdet udviser så alvorlige mangler, at dommens afsnit II D ikke er holdbart. Endvidere har Retten på visse punkter tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF derved, at den har påtalt aftaler som en samordnet praksis, men ikke samtidig har fastslået, at aftalerne er kommet til udtryk i form af en faktisk adfærd.

For det femte har Retten tilsidesat fællesskabsretten eller i det mindste anvendt Domstolens og Rettens faste praksis fejlagtigt derved, at den har tilskrevet FEG den angivelige udvidelse af den kollektive eneforhandlingsaftale til leverandører uden for NAVEG. Retten tager herved ikke hensyn til, at FEG i forbindelse med tilvejebringelsen af de formodede former for adfærd ikke har spillet nogen selvstændig, afgørende rolle. Desuden har Retten begrundet sine bemærkninger på en uforståelig måde, idet den på grund af selvmodsigende fælles forholdsregler fra forskellige medlemmer af koncernens side er gået ud fra, at FEG har været direkte involveret, selv om i) FEG ikke har været involveret i tilvejebringelsen eller gennemførelsen af forholdsreglen, ii) det ikke er blevet undersøgt, om FEG's eventuelle samtykke til den fælles forholdsregel er kommet til udtryk i FEG's adfærd, og iii) Kommissionens sagsakter indeholder et udtrykkeligt bevis for, at FEG ikke har været involveret i de omtvistede former for adfærd.

For det sjette har Retten tilsidesat fællesskabsretten og/eller anvendt den fejlagtigt, navnlig artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17/62, eller i det mindste tilsidesat almindelige fællesskabsretlige principper med hensyn til begrundelsen for retsafgørelser og kravet om, at udmålingen af bøden ikke må være urimelig, nemlig derved, at den fastslog, at de argumenter, FEG og TU havde fremført vedrørende Kommissionens fastlæggelse af varigheden af tilsidesættelserne, måtte forkastes.

For det syvende har Retten tilsidesat fællesskabsretten, navnlig artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17/62, eller i det mindste almindelige fællesskabsretlige principper vedrørende begrundelsen for retsafgørelser og princippet om, at udmålingen af bøderne ikke må være urimelig, og/eller anvendt disse principper fejlagtigt, nemlig derved, at appellanterne ikke havde fremført ét eneste synspunkt, der kunne begrunde, at Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret overvejede muligheden for en yderligere nedsættelse af den bøde, FEG var pålagt. Retten har i dommen imidlertid ikke nævnt noget om, at den – i modsætning til Kommissionen i beslutningen – udelukkende tillagde Kommissionen ansvaret for den for lange sagsbehandlingstid. Desuden kompenserer den meget beskedne nedsættelse af bøderne, som Kommissionen selv foretog, ikke for det tab, som FEG har lidt som følge heraf.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/26

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 17. december 2003 af Bundesverwaltungsgericht i sagen Rechtsanwalt Dr. Karl Robert Kranemann mod Delstaten Nordrhein-Westfalen.

(Sag C-109/04)

(2004/C 106/45)

Ved kendelse afsagt den 17. december 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 2. marts 2004, har Bundesverwaltungsgericht i sagen Rechtsanwalt Dr. Karl Robert Kranemann mod Delstaten Nordrhein-Westfalen forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Er en national retsforskrift, hvorefter en juridisk praktikant (»Rechtsreferendar«), der afvikler en del af sin obligatoriske uddannelse på et valgfrit praktiksted i en anden medlemsstat, kun har ret til at få godtgjort sine rejseudgifter for så vidt angår den indenlandske del af rejsen, forenelig med artikel 39 EF?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/27

---

Appel iværksat den 1. marts 2004 af selskabet »Grammes Strintzis Naftiliaki AE« til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-65/99 »Grammes Strintzis Naftiliaki AE« mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-110/04 P)

(2004/C 106/46)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 1. marts 2004 iværksat appel af »Grammes Strintzis Naftiliaki AE« ved advokaterne Andreas Kalegeropolos Konstatinos Adamapovlos og Elisa Petritsi, Athen, og advokat Morten Nissen, Danmark, til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-65/99, »Grammes Strintzis Naftiliaki AE« mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers beslutning af 9. december 1998 vedrørende en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34,466 – græske færger), idet De Europæiske Fællesskabers Domstol selv træffer afgørelse til fordel for appellanten.

—

Subsidiært og såfremt Domstolen ikke annullerer den nævnte beslutning fra Kommissionen: annullation eller i hvert fald en betydelig nedsættelse af bøden på 1,5 mio. EUR, som Kommissionen pålagde appellanten i henhold til beslutningens artikel 2, idet De Europæiske Fællesskabers Domstol træffer direkte afgørelse vedrørende dette spørgsmål til fordel for appellanten.

—	Kommissionen pålægges at afholde alle de omkostninger, som selskabet Strintzis har afholdt ved Retten i Første Instans og ved De Europæiske Fællesskabers Domstol.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

1.

Første anbringende – tilsidesættelse af fællesskabsretten af Retten i Første Instans, som fastslog, at Kommissionen handlede fuldstændigt lovligt såvel med hensyn til gennemførelsen af den kontrol, den gennemførte, som med hensyn til måden, hvorpå den blev gennemført, i lyset af bl.a. nedenstående forhold: — Retten har ikke anvendt fællesskabsretten korrekt, idet den fastslog, at Kommissionens beslutning om at gennemføre en kontrol gjorde det muligt for European Trust Agencies (ETA) at erkende omfanget af ETA's forpligtelse til at samarbejde med Kommissionen. — Retten har ikke anvendt fællesskabsretten korrekt, idet den fastslog, at ETA var forpligtet til at samarbejde ved kontrollens gennemførelse — Retten har foretaget en fejlagtig anvendelse og fortolkning af fællesskabsretten ved dens vurdering af grænserne for Kommissionens kontrolbeføjelser, idet den fastslog, at Kommissionen med føje insisterede på at foretage kontrollen, skønt Kommissionen var klar over, at ETA var en selvstændigjuridisk person — Retten har foretaget en fejlagtig anvendelse og fortolkning af fællesskabsretten, idet den fastslog, at retten til forsvar var blevet overholdt, og at ETA's kompetenceområde ikke var blevet krænket uforholdsmæssigt.

2.	Andet anbringende – tilsidesættelse af fællesskabsretten derved, at Retten fastslog, at artikel 85 i EF-traktaten (nu artikel 81 EF), var blevet korrekt anvendt.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/27

---

Appel iværksat den 3. marts 2004 (fax af 25.2.2004) af Adriatica di Navigazione SpA til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-61/99, Adriatica di Navigazione SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-111/04 P)

(2004/C 106/47)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 3. marts 2004 iværksat appel af Adriatica di Navigazione SpA ved avvocati Mario Siragusa og Francesca Maria Moretti til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-61/99, Adriatica di Navigazione SpA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

1.

– Dommen ophæves, for så vidt som det herved fastslås, at den fejlagtige definition af det relevante marked ikke har haft negative følger for Adriatica og at selskabet uberettiget antages at have deltaget i en overtrædelse, som selskabet ikke har begået, eftersom det drejer sig om en adfærd, som selskabet ikke har udvist.

2.	Dommen ophæves, for så vidt som det afvises, at Adriaticas samlede adfærd efter mødet den 24. november 1993 indebar, at det gyldigt afbrød den kritiserede adfærd, hvilket indebærer, at det ikke ifalder ansvar for de former for adfærd, som blev besluttet på mødet.

3.	Som følge af, at påstanden under 2 tages til følge, ophæves dommen for så vidt som den fastslår varigheden af den ulovlige adfærd, Adriatica har udvist, og den periode med overtrædelse, der tilskrives selskabet, nedsættes.

4.	Som følge af, at påstanden under 1 tages til følge, nedsættes den bøde, Retten har godkendt med hensyn til Adriatica.

5.	Som følge af, at påstandene under 1, 2 og 3 tages til følge, nedsættes de bøder, Adriatica er blevet pålagt, på grund af, at de retsstridige handlinger, selskabet har begået, er mindre grove og af kortere varighed.

6.	Subsidiært og uanset om de øvrige påstande tages til følge, ophæves dommen, for så vidt som Retten fejlagtigt har fastsat den nedsættelse af bøden, der skal indrømmes Adriatica, idet bøden nedsættes efterfølgende.

7.	Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge retsinstanser.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

—	Tilsidesættelse af artikel 81 EF og urigtig retsanvendelse for så vidt angår den ukorrekte vurdering af følgerne for Adriatica af Kommissionens fejlagtige fastlæggelse af det relevante marked.

—	Tilsidesættelse af artikel 81 EF og urigtig retsanvendelse ved bedømmelsen af de omstændigheder, der var afgørende for, at Adriatica afbrød den retsstridige adfærd.

—	Tilsidesættelse af artikel 81 EF og artikel 19 i forordning nr. 4056/86 (1) i forbindelse med fastsættelsen af varigheden og grovheden af den tilsidesættelse, der tilskrives Adriatica.

—	Subsidiært, tilsidesættelse af artikel 81 EF og artikel 19 i forordning nr. 4056/86 og manglende begrundelse med hensyn til udmålingen af bøden til Adriatica.

---

(1)  EFT L 378 af 31.12.1986, s. 4.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/28

---

Appel iværksat den 3. marts 2004 af selskabet »Marlines SA« til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-56/99, »Marlines SA« mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag C-112/04 P)

(2004/C 106/48)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 3. marts 2004 iværksat appel af »Marlines SA« ved advokaterne Dimitrios Papatheofanos og Adamantia Anagnostou, Athen, til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-56/99, »Marlines SA« mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—	Appellen fremmes til realitetsbehandling

—	Den anfægtede dom ophæves.

—	Der anordnes de nødvendige retlige foranstaltninger

—	Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger ved de to retsinstanser.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

1.	Tilsidesættelse af begrundelsespligten

2.	Tilsidesættelse af reglerne om logik og almindelige erfaringsgrundsætninger.

3.	Ubegrundet afslag (eller stiltiende) på sagsøgerens begæring om vidneførsel.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/28

---

Appel iværksat den 3. marts 2004 af Technische Unie BV til prøvelse af dom afsagt den 16. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Afdeling) i de forenede sager T-5/00 og T-6/00, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied og Technische Unie BV mod Kommissionen For De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-113/04 P)

(2004/C 106/49)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 3. marts 2004 iværksat appel af Technische Unie BV ved P.V.F. Bos og C. Hubert, til prøvelse af dom afsagt den 16. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Afdeling) i de forenede sager T-5/00 og T-6/00, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied og Technische Unie BV mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, støttet af CEF City Electrical Factors BV og CEF Holding Ltd.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

1.

Dommen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 16. december 2003 i de forenede sager T-5/00 og T-6/00, subsidiært i sag T-6/00, ophæves, og Domstolen afgør selv sagen i overensstemmelse med påstand (2), subsidiært ophæves dommen og sagen hjemvises til Retten i Første Instans til fornyet afgørelse.

2.	EF-Kommissionens beslutning af 26. oktober 1999, som er rettet til appellanten, annulleres helt eller delvis, subsidiært bestemmes ved fornyet afgørelse, at den Technische Unie pålagte bøde nedsættes.

3.	EF-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen ved Retten i Første Instans.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

For det første har Retten tilsidesat EF-retten og/eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, subsidiært givet en uforståelig begrundelse, ved at udtale, at overskridelsen af en rimelig frist ikke kan berettige annullation af Kommissionens beslutning eller en yderligere nedsættelse af bøden.

For det andet har Retten tilsidesat fællesskabsretten, da der er tale om selvmodsigelse og dermed om en mangelfuld begrundelse i betragtning af den tvetydige måde, hvorpå den tillægger det tidspunkt betydning, hvor advarselsskrivelsen blev afsendt.

For det tredje har Retten udvist en urigtig retsopfattelse eller i hvert fald givet en uforståelig begrundelse ved at fastslå, at der var grundlag for at gøre Technische Unie ansvarlig for de i beslutningens artikel 1 og 2 nævnte overtrædelser.

For det fjerde har Retten udvist en urigtig retsopfattelse, subsidiært givet en mangelfuld begrundelse, ved at anse de i beslutningens artikel 1 og 2 nævnte overtrædelser for (vedvarende) overtrædelser i de perioder, der lægges til grund, og endvidere ved at lægge de samme perioder til grund for varigheden af den i beslutningens artikel 3 nævnte overtrædelse som for de tidligere nævnte overtrædelser.

For det femte har Retten udvist en urigtig retsopfattelse ved, trods den urigtige bedømmelse af overtrædelsernes varighed og tilsidesættelsen af princippet om en rimelig frist, at undlade at nedsætte bøden yderligere, subsidiært givet en utilstrækkelig begrundelse herfor.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/29

---

Sag anlagt den 3. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Forbundsrepublikken Tyskland.

(Sag C-114/04)

(2004/C 106/50)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 3. marts 2004 anlagt sag mod Forbundsrepublikken Tyskland af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Bernhard Shima, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1.

Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF, idet den i forbindelse med tilbagekaldelsen af markedsføringstilladelsen vedrørende et plantebeskyttende referenceprodukt ikke har indrømmet parallelimportørerne en passende frist til at afvikle deres lagerbeholdninger.

2.	Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Kommissionen har anført, at den foranstaltning, Biologischen Bundesanstalt har truffet, ikke er i overensstemmelse med det princip om frie varebevægelser, der er fastsat i artikel 28 EF – 30 EF, og retspraksis på dette område.

Den omstændighed, at tilbagekaldelsen af markedsføringstilladelsen vedrørende referenceproduktet er sket, uden at parallelimportørerne er indrømmet en frist til at afvikle deres lagerbeholdninger, hvilket indebærer, at de parallelimporterede produkter ikke kan bringes på markedet, er en hindring for de frie varebevægelser som omhandlet i Domstolens praksis og er derfor i princippet i strid med artikel 28 EF.

En parallelimportør er henvist til at indkøbe større mængder af det tilsvarende produkt i udlandet for at kunne markedsføre produktet på importstatens marked til en konkurrencedygtig pris og effektuere kundernes bestillinger. Af den grund må en parallelimportør nødvendigvis have en vis lagerbeholdning. Det forhold, at muligheden for at sælge disse lagerbeholdninger efter tilbagekaldelse af markedsføringstilladelsen vedrørende referenceproduktet uden videre bortfalder, kan uden tvivl sidestilles med en kvantitativ indførselsrestriktion.

En sådan handelshindring for parallelimport af plantebeskyttelsesmidler er ikke begrundet, eftersom tilbagekaldelsen af markedsføringstilladelsen ikke beror på et af de i artikel 30 EF nævnte hensyn, navnlig ikke hensynet til den offentlige sundhed.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/30

---

Sag anlagt den 4. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Sverige.

(Sag C-116/04)

(2004/C 106/51)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 4. marts 2004 anlagt sag mod Kongeriget Sverige af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. Traversa og K. Simonsson, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Kongeriget Sverige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber, idet det ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom.

—	Kongeriget Sverige tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktivet udløb den 20. april 2003.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/30

---

Sag anlagt den 4. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik.

(Sag C-117/04)

(2004/C 106/52)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 4. marts 2004 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Luca Visaggio, som befuldmægtiget.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, i Kommissionens direktiv 2001/93/EF (1) af 9. november 2001 om ændring af direktiv 91/630/EØF (2) om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin, idet den ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom.

—	Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktivet udløb den 1. januar 2003.

---

(1)  EFT L 316 af 1.12.2001, s. 36.

(2)  EFT L 340 af 11.12.1991, s. 33.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/30

---

Sag anlagt den 4. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik.

(Sag C-118/04)

(2004/C 106/53)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 4. marts 2004 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Luca Visaggio, som befuldmægtiget.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, i Rådets direktiv 2001/88/EF (1) af 23. oktober 2001 om ændring af direktiv 91/630/EØF (2) om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin, idet den ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har underrettet Kommissionen herom.

—	Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktivet udløb den 1. januar 2003.

---

(1)  EFT L 316 af 1.12.2001, s. 1.

(2)  EFT L 340 af 11.12.1991, s 33.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/31

---

Sag anlagt den 4. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik.

(Sag C-119/04)

(2004/C 106/54)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 4. marts 2004 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Enrico Traversa og Laura Pignataro-Nolin, som befuldmægtigede.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 39 EF, idet den ikke har truffet de fornødne foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom af 26. juni 2001 i sag C-212/99 vedrørende anerkendelse af rettigheder erhvervet af tidligere lektorer i fremmedsprog ved universiteterne.

—	Den Italienske Republik tilpligtes at betale Kommissionen en bøde på 309 750 EUR for hver dags forsinkelse med gennemførelse af dommen i sag C-212/99, regnet fra afsigelsen af dommen i den foreliggende sag og indtil den dag, hvor dommen i sag C-212/99 er opfyldt.

—	Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Den foreliggende sag vedrører Den Italienske Republiks manglende opfyldelse af dommen af 26. juni 2001 i sag C-212/99, idet Den Italienske Republik ikke har truffet passende foranstaltninger fra dommens afsigelse med henblik på at sikre anerkendelsen af de rettigheder, som er erhvervet af de tidligere lektorer i fremmedsprog, som er blevet sprogmedarbejdere, selv om en sådan anerkendelse er sikret landets egne arbejdstagere.

Den Italienske Republik er ikke fremkommet med nogen konkrete oplysninger eller tabeller, på grundlag af hvilke det kan fastslås, om den økonomiske behandling af de tidligere lektorer svarer til behandlingen af landets egne arbejdstagere med samme erfaring.

Kommissionen må således fastslå, at Den Italienske Republik ikke har truffet de fornødne foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens ovennævnte dom, og at Den Italienske Republik således ikke har overholdt de forpligtelser, der er fastsat i artikel 228, stk. 1, EF.

I overensstemmelse med artikel 228, stk. 2, EF har Kommissionen nedlagt påstand om, at Domstolen pålægger Den Italienske Republik en bøde på 309 750 EUR for hver dags forsinkelse med opfyldelsen af Domstolens dom i sag C-212/99 fra den dag, hvor Domstolen har afsagt dom i den foreliggende sag.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/31

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 17. februar 2004 af Oberlandesgericht Düsseldorf i sagen MEDION AG mod THOMSON multimedia Sales Germany & Austria GmbH.

(Sag C-120/04)

(2004/C 106/55)

Ved kendelse afsagt den 17. februar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 5. marts 2004, har Oberlandesgericht Düsseldorf i sagen MEDION AG mod THOMSON multimedia Sales Germany & Austria GmbH forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Skal artikel 5, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (1) (berigtiget i EFT L159, s. 60, herefter »varemærkedirektivet«) fortolkes således, at der i tilfælde, hvor der anvendes konkurrerende mærker for identiske varer eller tjenesteydelser, er risiko for forveksling i offentlighedens bevidsthed, hvis et ældre ordmærke med en normal adskillelsesevne anvendes af en tredjemand i dennes sammensatte ordmærke af yngre dato eller dennes ord-/billedmærke, som er bestemt af ordelementer på en sådan måde, at den pågældende tredjemands firmanavn stilles foran det ældre mærke, og det ældre mærke ganske vist ikke alene er bestemmende for det sammensatte mærkes helhedsindtryk, men beholder en selvstændig adskillelsesevne i det sammensatte mærke?

---

(1)  EFT L 40, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/32

---

Appel iværksat den 5. marts 2004 af selskabet »Minoan Lines SA«, til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-66/99, »Minoan Lines SA« mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-121/04 P)

(2004/C 106/56)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 5. marts 2004 iværksat appel af »Minoan Lines SA« ved advokaterne Ioannis og Emanoui Drillerakis og Nicolaos Korogiannakis, Athen, til prøvelse af dom afsagt den 11. december 2003 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-66/99, »Minoan Lines SA« SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—	Ophævelse af dom afsagt den 11. december 2003 af Retten i Første Instans i sag T-66/99, Minoan Lines SA mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

—	Annullation af Kommissionens beslutning 1999/271/EF (1) af 9. december 1998 vedrørende en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81) (IV/34466 – Græske Færger).

—	Subsidiært: nedsættelse af bøden på 3,26 mio. EUR, som Kommissionen pålagde appellanten.

—	Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale appellantens omkostninger ved Retten i Første Instans og ved De Europæiske Fællesskabers Domstol.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

—	Tilsidesættelse af Retten i Første Instans af artikel 14 i forordning nr. 17/62, artikel 18 i forordning 4056/86 og almindelige retsprincipper.

—	Retten i Første Instans har fejlagtigt fastslået, at Minoan Lines var ansvarlig for ETA's handlinger.

—	Retten i Første Instans har fejlagtigt forkastet sagsøgerens påstand om annullation eller nedsættelse af den bøde, selskabet var blevet pålagt.

---

(1)  EFT L 109 af 27.4.1999, s. 24.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/32

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 4. februar 2004 af Oberlandesgericht Oldenburg i sagen Industrias Nucleares do Brasil S.A. og Siemens AG mod UBS AG.

(Sag C-123/04)

(2004/C 106/57)

Ved kendelse afsagt den 4. februar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 8. marts 2004, har Oberlandesgericht Oldenburg i sagen Industrias Nucleares do Brasil S.A. og Siemens AG mod UBS AG forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)	Omfatter begreberne behandling, forarbejdning eller formning i Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, også berigning af uran?

2)

Udøver et foretagende, der har hjemsted uden for Euratom-traktatens område, sin virksomhed helt eller delvist inden for Euratom-Fællesskabets territorium i henhold til Euratom-traktatens artikel 196, litra b), såfremt det med en virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets territorium, opretholder en forretningsforbindelse, hvis genstand er: a) levering af råstoffer til fremstilling af beriget uran og forsyning af den virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets område, med beriget uran, b) oplagring af uranen hos en anden virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets område?

3)

a) Forudsætter Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), at der – bortset fra de ved bearbejdningen opståede fysiske ændringer – er stoflig identitet mellem det materiale, der leveres til behandling, forarbejdning eller formning, og det materiale, der efterfølgende tilbageleveres? b) Eller er det tilstrækkeligt, at det bearbejdede materiale svarer til det leverede materiale hvad angår kvalitet og mængde? c) Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), udelukket, når det tilbageleverede materiale ikke kan henføres til noget af det materiale, som adressaten har leveret? d) Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), udelukket, når den forarbejdende virksomhed ved leveringen af råstoffet erhverver ejendomsret herover, og det berigede uran derfor må genoverdrages til den anden kontraherende part efter forarbejdningen?

4)

a) Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75 udelukket, når de berørte personer eller virksomheder ikke opfylder deres meddelelsespligt over for Euratoms Forsyningsagentur i henhold til Euratom-traktatens artikel 75, stk. 2? b) Kan en tilsidesættelse af meddelelsespligten over for Euratoms Forsyningsagentur efter Euratom-traktatens artikel 75, stk. 2, afhjælpes ved, at de berørte personer eller virksomheder opfylder deres meddelelsespligt senere, eller ved, at agenturet efterfølgende underrettes på anden vis?

5)

a) Bliver en aftale eller konvention i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i Euratom-traktatens artikel 73, ugyldig, når de kontraherende parter ikke indhenter et forudgående samtykke fra Kommissionen som påkrævet i medfør af nævnte bestemmelse? b) Kan en ugyldig handel i givet fald afhjælpes ved, at de berørte personer eller virksomheder efterfølgende indhenter et sådant samtykke eller ved, at Euratom-Fællesskabets institutioner forbliver passive, efter at de er blevet underrettet på anden vis?

6)

a) Er det forbudt at råde over materialer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Euratom-traktatens artikel 57, stk. 1, når den berørte producent ikke opfylder sin pligt til i medfør af Euratom-traktatens artikel 57, stk. 2, andet punktum, at tilbyde Euratoms Forsyningsagentur de pågældende materialer? b) Kan en tilsidesættelse af tilbudspligten over for Euratoms Forsyningsagentur efter Euratom-traktatens artikel 57, stk. 2, andet punktum, afhjælpes ved, at producenten opfylder sin tilbudspligt senere eller ved, at agenturet efterfølgende underrettes på anden vis og ikke benytter sig af sin optionsret?

7)	Omfatter begrebet fremstilling i Euratom-traktatens artikel 86 også berigning af uran?

8)	Er råuran eller lavt beriget uran udgangsmaterialer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Euratom-traktatens artikel 197, nr. 1 in fine?

9)

a) Kan der i materiale, som i medfør af Euratom-traktatens artikel 86, stk. 1, er blevet Euratom-Fællesskabets ejendom, stiftes en privatrelig overdragelig ejendomsret i BGB § 903's forstand? b) Føjer retssubjektets resterende ubegrænsede brugs og forbrugsret efter Euratom-traktatens artikel 87 sig til den tinglige ret i medfør af Forbundsrepublikken Tysklands Bürgerliches Gesetzbuch som en selvstændig tinglig ret, der er identisk med eller ligner en ejendomsret?

10)	Udøver et foretagende en del af sin virksomhed på Euratom-Fællesskabets territorium i henhold til Euratom-traktatens artikel 196, litra b), når det afhænder eller erhverver beriget uran, som er oplagret på dette territorium?

11)	Skal Euratom-traktatens artikel 73 finde tilsvarende anvendelse på aftaler, hvis genstand er beriget uran, som er oplagret på Euratom-Fællesskabets territorium, og hvis parter udelukkende er statsborgere i et tredjeland?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/34

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 4. februar 2004 af Oberlandesgericht Oldenburg i sagen Industrias Nucleares do Brasil S.A. og Siemens AG mod Texas Utilities Electric Corporation.

(Sag C-124/04)

(2004/C 106/58)

Ved kendelse afsagt den 4. februar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 8. marts 2004, har Oberlandesgericht Oldenburg i sagen Industrias Nucleares do Brasil S.A. og Siemens AG mod Texas Utilities Electric Corporation forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)	Omfatter begreberne behandling, forarbejdning eller formning i Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, også berigning af uran?

2)

Udøver et foretagende, der har hjemsted uden for Euratom-traktatens område, sin virksomhed helt eller delvist inden for Euratom-Fællesskabets territorium i henhold til Euratom-traktatens artikel 196, litra b), såfremt det med en virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets territorium, opretholder en forretningsforbindelse, hvis genstand er: a) levering af råstoffer til fremstilling af beriget uran og forsyning af den virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets område, med beriget uran, b) oplagring af uranen hos en anden virksomhed, der har hjemsted inden for Euratom-Fællesskabets område?

3.

a) Forudsætter Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), at der – bortset fra de ved bearbejdningen opståede fysiske ændringer – er stoflig identitet mellem det materiale, der leveres til behandling, forarbejdning eller formning, og det materiale, der efterfølgende tilbageleveres? b) eller er det tilstrækkeligt, at det bearbejdede materiale svarer til det leverede materiale hvad angår kvalitet og mængde? c) Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), udelukket, når det tilbageleverede materiale ikke kan henføres til noget af det materiale, som adressaten har leveret? d) Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75, stk. 1, litra c), udelukket, når den forarbejdende virksomhed ved leveringen af råstoffet erhverver ejendomsret herover, og det berigede uran derfor må genoverdrages til den anden kontraherende part efter forarbejdningen?

4.

a) Er anvendelse af Euratom-traktatens artikel 75 udelukket, når de berørte personer eller virksomheder ikke opfylder deres meddelelsespligt over for Euratoms Forsyningsagentur i henhold til Euratom-traktatens artikel 75, stk. 2? b) Kan en tilsidesættelse af meddelelsespligten over for Euratoms Forsyningsagentur efter Euratom-traktatens artikel 75, stk. 2, afhjælpes ved, at de berørte personer eller virksomheder opfylder deres meddelelsespligt senere, eller ved, at agenturet efterfølgende underrettes på anden vis?

5.

a) Bliver en aftale eller konvention i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i Euratom-traktatens artikel 73, ugyldig, når de kontraherende parter ikke indhenter et forudgående samtykke fra Kommissionen som påkrævet i medfør af nævnte bestemmelse? b) Kan en ugyldig handel i givet fald afhjælpes ved, at de berørte personer eller virksomheder efterfølgende indhenter et sådant samtykke eller ved, at Euratom-Fællesskabets institutioner forbliver passive, efter at de er blevet underrettet på anden vis?

6.

a) Er det forbudt at råde over materialer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Euratom-traktatens artikel 57, stk. 1, når den berørte producent ikke opfylder sin pligt til i medfør af Euratom-traktatens artikel 57, stk. 2, andet punktum, at tilbyde Euratoms Forsyningsagentur de pågældende materialer? b) Kan en tilsidesættelse af tilbudspligten over for Euratoms Forsyningsagentur efter Euratom-traktatens artikel 57, stk. 2, andet punktum, afhjælpes ved, at producenten opfylder sin tilbudspligt senere eller ved, at agenturet efterfølgende underrettes på anden vis og ikke benytter sig af sin optionsret?

7)	Omfatter begrebet fremstilling i Euratom-traktatens artikel 86 også berigning af uran?

8)	Er råuran eller lavt beriget uran udgangsmaterialer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Euratom-traktatens artikel 197, nr. 1 in fine?

9.

a) Kan der i materiale, som i medfør af Euratom-traktatens artikel 86, stk. 1, er blevet Euratom-Fællesskabets ejendom, stiftes en privatrelig overdragelig ejendomsret i BGB § 903's forstand? b) Føjer retssubjektets resterende ubegrænsede brugs og forbrugsret efter Euratom-traktatens artikel 87 sig til den tinglige ret i medfør af Forbundsrepublikken Tysklands Bürgerliches Gesetzbuch som en selvstændig tinglig ret, der er identisk med eller ligner en ejendomsret?

10)	Udøver et foretagende en del af sin virksomhed på Euratom-Fællesskabets territorium i henhold til Euratom-traktatens artikel 196, litra b), når det afhænder eller erhverver beriget uran, som er oplagret på dette territorium?

11)	Skal Euratom-traktatens artikel 73 finde tilsvarende anvendelse på aftaler, hvis genstand er beriget uran, som er oplagret på Euratom-Fællesskabets territorium, og hvis parter udelukkende er statsborgere i et tredjeland?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/35

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved retsafgørelse truffet den 18. februar 2004 af College van Beroep voor het Bedrijfsleven i sagen Heineken Brouwerijen BV mod Hoofdproductschap Akkerbouw

(Sag C-126/04)

(2004/C 106/59)

Ved retsafgørelse truffet den 18. februar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 8. marts 2004, har College van Beroep voor het Bedrijfsleven i sagen Heineken Brouwerijen BV mod Hoofdproductschap Akkerbouw forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)

Er Rådets forordning (EF) nr. 1269/1999 (1) og Rådets forordning (EF) nr. 822/2001 2 (2), hvorved der er åbnet EF-toldkontingenter, som udelukkende gælder for byg, der er bestemt til produktion af malt til ølfremstilling i tanke, der indeholder bøgetræ, gyldige på baggrund af det forbud mod forskelsbehandling af producenter, som er opstillet i traktatens artikel 34, stk. 2?

2)

For det tilfælde, at de nævnte forordninger er ugyldige, følger der da, på trods heraf, en forpligtelse til at pålægge en importtold på byg af høj kvalitet henhørende under KN-kode 1003 00, som er bestemt til fremstilling af øl, af bestemmelsen i artikel 10, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 (3) af 30. juni 1992 om den fælles markedsordning for korn, sammenholdt med Kommissionens forordning (EF) nr. 2023/2001 (4) af 15. oktober 2001 om fastsættelse af importtold for korn?

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1269/1999 af 14.6.1999 om åbning af et EF-toldkontingent for maltbyg henhørende under KN-kode 1003 00 (EFT L 151 af 18.6.1999, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 822/2001 af 24.4.2001 om åbning af et EF-toldkontingent for maltbyg henhørende under KN-kode 1003 00 (EFT L 120 af 28.4.2001, s. 1).

(3)  Rådets forordning (EØF) nr. 1766/92 af 30.6.1992 om den fælles markedsordning for korn (EFT L 181 af 1.7.1992, s. 21).

(4)  Kommissionens forordning (EF) nr. 2023/2001 af 15.10.2001 om fastsættelse af importtold for korn (EFT L 273 af 16.10.2001 s. 18).

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/35

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 18. november 2003, som ændret den 27. februar 2004, af High Court of Justice (England & Wales), Queen's Bench Division i sagen Master Declan O'Byrne mod Aventis Pasteur MSD Ltd og Aventis Pasteur SA. (1)

(Sag C-127/04)

(2004/C 106/60)

Ved kendelse afsagt den 18. november 2003, som ændret den 27. februar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 8. marts 2004, har High Court of Justice (England & Wales), Queen's Bench Division i sagen Master Declan O'Byrne mod Aventis Pasteur MSD Ltd og Aventis Pasteur SA forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1.

Såfremt et produkt leveres i henhold til en salgskontrakt af en fransk producent til dennes helejede engelske datterselskab og dernæst af det engelske selskab til en anden enhed, er det da i henhold til en rigtig fortolkning af artikel 11 i Rådets direktiv bragt i omsætning: a) når det forlader det franske selskab, eller b) når det kommer frem til det engelske selskab, eller c) når det forlader det engelske selskab, eller d) når det kommer frem til den enhed, der modtager produktet fra det engelske selskab?

2.

Kan en medlemsstat, såfremt der mod et selskab (A) i den fejlagtige antagelse, at A var producent af et hævdet defekt produkt, når producenten af produktet i realiteten ikke var A, men et andet selskab (B), anlægges sag, hvori der gøres rettigheder gældende, der er tildelt sagsøgeren ved Rådets direktiv med hensyn til det hævdede defekt produkt, i henhold til sin nationale lovgivning give sine domstole beføjelse til at behandle dette sagsanlæg som en »retssag mod [producenten]« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 11 i Rådets direktiv?

3.

Tillader artikel 11 i Rådets direktiv – korrekt fortolket – at en medlemsstat giver en domstol beføjelse til at tillade, at B indtræder i stedet for A som sagsøgte i en sag af den i spørgsmål 2 nævnte art (»den relevante sag«), såfremt: a) den tiårsfrist, der er omhandlet i artikel 11, er udløbet, b) den relevante sag blev anlagt mod A før udløbet af tiårsfristen, og c) der ikke var anlagt sag mod B før udløbet af tiårsfristen i relation til det produkt, der forårsagede den af sagsøgeren hævdede skade?

---

(1)  Rådets direktiv 85/374/EØF af 25.7.1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29).

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/36

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 19. januar 2004 af Rechtbank van Eerste Aanleg te Dendermonde i sagen 1. Raemdonck, Annick, Andréa og 2. Raemdonck-Janssens BVBA mod het Openbaar Ministerie.

(Sag C-128/04)

(2004/C 106/61)

Ved kendelse afsagt den19. januar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 9. marts 2004, har Rechtbank van Eerste Aanleg te Dendermonde i sagen 1. Raemdonck, Annick, Andréa og 2. Raemdonck-Janssens BVBA mod het Openbaar Ministerie forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Skal udtrykkene «materiel eller udstyr» i den forstand, hvori de er anvendt i artikel 13, stk. 1, litra g), i Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 (1) af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport, fortolkes således, at de udelukkende omhandler «redskaber og værktøj», eller omfatter udtrykkene også de materialer, der er nødvendige for gennemførelsen af anlægsarbejdet, herunder byggematerialer eller kabler, der transporteres separat eller sammen med redskaber og værktøj?

---

(1)  EFT L 370 af 31.12.1985, s. 1-7.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/36

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved dom afsagt den 25. februar 2004 af Conseil d'Etat (Belgien), Forvaltningsafdelingen, i sagen Espace Trianon SA og Société wallone de location-financement SA (SOFIBAIL) mod Office communautaire et régional de la formation professionnelle et de l'emploi (FOREM)

(Sag C-129/04)

(2004/C 106/62)

Ved dom afsagt den 25. februar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 9. marts 2004, har Conseil d'Etat (Belgien), Forvaltningsafdelingen, i sagen Espace Trianon SA og Société wallone de location-financement SA (SOFIBAIL) mod Office communautaire et régional de la formation professionnelle et de l'emploi (FOREM) forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1.

Er artikel 1 i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 (1) om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter til hinder for en bestemmelse i en national lovgivning som artikel 19, stk. 1, i lovene om Conseil d'État, der blev samordnet den 12. januar 1973, og som fortolkes således, at den forpligter medlemmerne af et konsortium, som ikke er en juridisk person og som i egenskab af et sådant deltog i en procedure om tildeling af en offentlig kontrakt, uden at få den nævnte kontrakt tildelt, til at klage i fællesskab – enten som medlemmer af konsortiet eller i deres navn – når der klages over beslutningen om tildeling af den nævnte kontrakt?

2.	Skal spørgsmålet besvares anderledes i det tilfælde, hvor medlemmerne af konsortiet har klaget i fællesskab, men hvor et af medlemmernes klage må afvises?

3.

Er artikel 1 i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter til hinder for en bestemmelse i en national lovgivning som artikel 19, stk. 1, i lovene om Conseil d'État, der blev samordnet den 12. januar 1973, og som fortolkes således, at den forbyder et medlem af et sådant konsortium på egne vegne, enten i medlemmets egenskab af medlem af konsortiet eller i medlemmets eget navn, at klage over en beslutning om tildeling?

---

(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 33.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/37

---

Sag anlagt den 11. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske Republik.

(Sag C-130/04)

(2004/C 106/63)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 11. marts 2004 anlagt sag mod Den Hellenske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Luis Escobar Guerrero og Dimitris Triantifilov, Kommissionens Juridiske Tjeneste.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

1.	Det fastslås i henhold til artikel 226 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, at Den Hellenske Republik har tilsidesat forpligtelser, som påhviler den i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1172/98 (1) af 25. maj 1998 om statistisk registrering af vejgodstrafikken.

2.	Den Hellenske Republik tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I henhold til fast praksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol kan en medlemsstat ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af fællesskabsdirektiver ikke overholdes.

---

(1)  EFT L 163 af 6.6.1998, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/37

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse afsagt den 9. marts 2004 af Employment Tribunal, Leeds, i sagen C.D. Robinson-Steele mod R.D. Retail Services Ltd.

(Sag C-131/04)

(2004/C 106/64)

Ved kendelse afsagt den 9. marts 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 11. marts 2004, har Employment Tribunal, Leeds, i sagen C.D. Robinson-Steele mod R.D. Retail Services Ltd. forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)	Er bestemmelser i national lovgivning om, at feriegodtgørelse til en arbejdstager kan indgå i timelønnen og udbetales som en del af lønnen for det udførte arbejde og ikke i forhold til den ferie, arbejdstageren reelt afholder, forenelige med artikel 7 i Rådets direktiv 93/104/EF (1)?

2)	Afskærer artikel 7, stk. 2, en national retsinstans fra at godskrive arbejdsgiveren en sådan godtgørelse, når den skal sikre sagsøgeren en effektiv domstolsprøvelse i henhold til sine beføjelser efter national ret?

---

(1)  Rådets direktiv 93/104/EF af 23.11.1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18).

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/38

---

Sag anlagt den 11. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien.

(Sag C-132/04)

(2004/C 106/65)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 11. marts 2004 anlagt sag mod Kongeriget Spanien af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Luis Escobar Guerrero, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Juridisk Tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har nedlagt følgende påstande:

1.

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (1) og artikel 10 EF og 249 EF, idet det ikke eller kun delvis har inkorporeret direktivets artikel 2, stk. 1 og 2, og artikel 4 i sin nationale retsorden for så vidt angår ikke-civilt personale i den offentlige administration.

2.	Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktivet i national ret udløb den 31. december 1992.

Det formål, der forfølges med direktiv 89/391/EØF, og som er at forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, taler for en vid fortolkning af direktivets anvendelsesområde. I overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal undtagelser fra direktivets anvendelsesområde desuden fortolkes indskrænkende.

At lade de aktiviteter, der under normale vilkår udføres af de væbnede styrker, politiet og øvrige beskyttelsestjenester, være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 89/391/EØF, skaber den gunstigste retsstilling for arbejdstagerne og er i bedst overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

---

(1)  EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/38

---

Sag anlagt den 12. marts 2004 af Kongeriget Spanien mod Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-133/04)

(2004/C 106/66)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 12. marts 2004 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af Kongeriget Spanien ved Abogado del Estado Enrique Braquehais Conesa, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

1.

Annullation af Rådets forordning (EF) nr. 2287/2003 af 19. december 2003 om fastsættelse for 2004 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (1), idet Spanien ikke herved er tildelt kvoter i relation til de fiskerimuligheder i Nordsøen, der var genstand for fordeling inden Spaniens tiltrædelse af Fællesskaberne.

2.	Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

1.

Tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling: Artikel 166 i akten vedrørende Spaniens tiltrædelse fastsatte for så vidt angår den spanske flådes adgang til farvande og ressourcer en overgangsperiode, som udløb ved udløbet af den periode, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 170/83, dvs. den 31. december 2002. Alligevel opretholder den anfægtede forordning fortsat i praksis begrænsningerne med hensyn til spanske fartøjers adgang til farvandene i Nordsøen og Østersøen, idet de praktisk taget ikke er tildelt nogen kvoter i de pågældende farvande, og der er således ikke taget hensyn til, at overgangsperioden er udløbet, hvilket indebærer forskelsbehandling af spanske fiskere i forhold til de øvrige medlemsstaters fiskere.

2.

Tilsidesættelse af akten vedrørende Spaniens tiltrædelse: I kraft af den anfægtede forordning og for så vidt som spanske fartøjer ikke er tildelt kvoter i farvandene i Nordsøen og Østersøen, forlænges begrænsningerne i den pågældende akt ud over den frist, der er fastsat i tiltrædelsesaktens artikel 166, dvs. den 31. december 2002.

3.

Tilsidesættelse af princippet om relativ stabilitet I henhold til den anfægtede forordning er der sket en radikal ændring af de afgørende faktorer, idet fastsættelsen af den procentvise andel af fangster er sket på en sådan måde, at spanske fartøjer ikke er blevet behandlet på samme måde som fartøjerne fra de øvrige medlemsstater, når henses til princippet om relativ stabilitet.

---

(1)  EFT L 344 af 31.12.2003, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/39

---

Sag anlagt den 12. marts 2004 af Kongeriget Spanien mod Rådet for Den Europæiske Union.

(Sag C-134/04)

(2004/C 106/67)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 12. marts 2004 anlagt sag mod Rådet for De Europæiske Fællesskaber af Kongeriget Spanien ved abogado del Estado Enrique Braquehais, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

1.

Annullation af Rådets forordning (EF) nr. 2287/2003 af 19. december 2003 om fastsættelse for 2004 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger (1), idet den spanske fiskeriflåde ikke er tildelt kvoter i EF-farvandene i Nordsøen og Østersøen.

2.	Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

1.

Tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling: Artikel 166 i akten vedrørende Spaniens tiltrædelse fastsatte for så vidt angår den spanske flådes adgang til farvand og ressourcer en overgangsperiode, som udløb ved udløbet af den periode, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 170/83, dvs. den 31. december 2002. Alligevel opretholder den anfægtede forordning fortsat i praksis begrænsningerne med hensyn til spanske fartøjers adgang til farvandene i Nordsøen og Østersøen, idet de praktisk taget ikke er tildelt nogen kvoter i de pågældende farvande, og der er således ikke taget hensyn til, at overgangsperioden er udløbet, hvilket indebærer forskelsbehandling af spanske fiskere i forhold til de øvrige medlemsstaters fiskere.

2.

Tilsidesættelse af akten vedrørende Spaniens tiltrædelse: I kraft af den anfægtede forordning og for så vidt som spanske fartøjer ikke er tildelt kvoter i farvandene i Nordsøen og Østersøen, forlænges begrænsningerne i den pågældende akt ud over den frist, der er fastsat i tiltrædelsesaktens artikel 166, dvs. den 31. december 2002.

3.

Tilsidesættelse af artikel 20, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2371/2002 Fordelingen af Fællesskabets fiskerimuligheder mellem medlemsstaterne er for så vidt angår de eksisterende ressourcer ikke sket i overensstemmelse med princippet om relativ stabilitet, og for så vidt angår nye fiskerimuligheder, under hensyntagen til medlemsstaternes interesser, konkret Kongeriget Spaniens interesser.

---

(1)  EFT L 344 af 31.12.203, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/39

---

Sag anlagt den 12. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien

(Sag C-135/04)

(2004/C 106/68)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 12. marts 2004 anlagt sag mod Kongeriget Spanien af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Michel Van Beek, og Gregorio Valero Jordana, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og med valgt adresse i Luxembourg.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 4, i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (1), idet det i Guipúzcoa tillader jagt på ringduen (Columba palumbus) under dennes træk til redebygningsstedet (»caza a contrapasa«).

—	Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

»Caza a contrapasa«, der udøves under trækfugles træk, og, konkret, ringduens træk til redebygningsstedet, indebærer en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 4, i direktiv 79/409.

Ingen af de begrundelser, Kongeriget Spanien har fremført i relation til denne jagtform i provinsen Guipúzcoa er acceptable:

—

Vedtagelsen af en fravigelse af artikel 7, stk. 4, på grundlag af direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), idet det foreliggende tilfælde ikke opfylder betingelsen om, at der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning, hvilket kræves med henblik på en korrekt anvendelse af den nævnte undtagelsesordning.

—	Historiske og kulturelle traditioner samt socialt pres, eftersom de ikke udgør begrundelser, der kan berettige til de undtagelser, der er fastsat i artikel 9, idet sådanne begrundelser ikke er opregnet i den pågældende bestemmelse.

—	Domstolens dom af 27. april 1988 i sag 252/85, Kommissionen mod Frankrig, eftersom dommen blev afsagt vedrørende en undtagelse fra direktivets artikel 8, stk. 1, der omhandler de forskellige jagtmetoder.

---

(1)  EFT L 103, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/40

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved beslutning truffet den 8. marts 2004 af Regeringsrätten i sagen Amy Rockler mod Riksförsäkringsverket.

(Sag C-137/04)

(2004/C 106/69)

Ved beslutning truffet den 8. marts 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 15. marts 2004, har Regeringsrätten i sagen Amy Rockler mod Riksförsäkringsverket forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Skal bestemmelserne i EF-traktatens artikel 39 fortolkes således, at der ved anvendelsen af en bestemmelse i national ret, hvorefter en arbejdstager skal have været forsikret i en vis kvalifikationsperiode for under forældreorloven at kunne få udbetalt en ydelse svarende til ydelsen ved sygdom, skal medregnes en periode, hvorunder arbejdstageren var omfattet af De Europæiske Fællesskabers sygesikringsordning i henhold til bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/40

---

Sag anlagt den 15. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Italienske Republik.

(Sag C-139/04)

(2004/C 106/70)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 15. marts 2004 anlagt sag mod Den Italienske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Gregorio Valero Jordana og Roberto Amorosi, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11 i direktiv 96/62/EF (1), sammenholdt med samme direktivs artikel 4, stk. 1, og med direktiv 99/30/EF, og sine forpligtelser i henhold til artikel 11 i direktiv 96/62/EF, sammenholdt med samme direktivs artikel 4, stk. 1, med direktiv 99/30/EF (2) og med artikel 1 i beslutning 2001/839/EF (3), idet den kun delvis har underrettet Kommissionen om de anvendte metoder med henblik på den foreløbige vurdering af luftkvaliteten, jf. artikel 3, for så vidt angår de stoffer, der er omfattet af direktiv 99/30/EF, og den, i øvrigt efter den 30. september 2002, har fremsendt det spørgeskema, der er vedtaget i henhold til beslutning 2001/839/EF, og den kun har fremsendt nogle af de oplysninger for 2001 vedrørende de stoffer, der er omfattet af direktiv 99/30/EF, således som fastsat i artikel 11, stk. 1, litra a), i) og ii), og stk. 1, b), i direktiv 96/62/EF.

—	Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Styringen af de oplysninger, Den Italienske Republik har fremsendt, tilkommer regionerne, og enkelte af dem har ifølge Kommissionen ikke overholdt de forpligtelser, der var anført i den begrundede udtalelse. Indtil nu har Kommissionen imidlertid ikke modtaget oplysninger vedrørende de metoder, der er anvendt med henblik på den foreløbige vurdering af luftkvaliteten, jf. artikel 5 i direktiv 96/62/EF, for så vidt angår de stoffer, der er omfattet af direktiv 99/30EF, fra følgende regioner: Abruzzerne, Basilicata, Calabrien, Campanien, Emilia Romagna, Friuli Venezia Giulia, Lazio, Molise, Apulien, Sardinien, Sicilien, den selvstyrende provins Bolzano, Umbrien og Veneto. Desuden har Kommissionen ikke modtaget spørgeskemaerne for år 2001 vedrørende de stoffer, der er omfattet af direktiv 99/30/EF, jf. artikel 11, stk. 1, litra a), i) og ii), og stk. 1, litra b), i direktiv 96/62/EF, fra følgende regioner: Abruzzerne, Basilicata, Calabrien, Campanien, Friuli Venezia Giulia, Molise, Apulien, Sardinien, Sicilien, den selvstyrende provins Bolzano og Umbrien.

---

(1)  EFT L 296 af 21.11.1996, s.55.

(2)  EFT L 163 af 29.6.1999, s. 41.

(3)  EFT L 319 af 4.12.2001, s. 45.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/41

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved afgørelse af 11. marts 2004 af Hof van Beroep te Antwerpen, Belgien i sagen United Antwerp Maritime Agencies NV, henholdsvis Seaport Terminals NV mod 1) Belgische Staat (den belgiske stat), 2) United Antwerp Maritime Agencies NV

(Sag C-140/04)

(2004/C 106/71)

Ved afgørelse truffet den 11. marts 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 17. marts 2004, har Hof van Beroep te Antwerpen, Belgien i sagen United Antwerp Maritime Agencies NV, henholdsvis Seaport Terminals NV mod 1) Belgische Staat (den belgiske stat), 2) United Antwerp Maritime Agencies NV, forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)

Kan en person betragtes som den person, som det påhviler at opfylde de forpligtelser, der opstår ved varens midlertidige opbevaring (som omhandlet i artikel 203, stk. 3, sidste led, i EF-toldkodeksen, som fastsat ved Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992, EFT L 302 af 19.10.1992, herefter »EF-toldkodeksen«), når den pågældende er den, der skal frembyde varerne for toldvæsenet (EF-toldkodeksens artikel 40), hvilket medfører, at han eller hans repræsentant skal indgive den summariske angivelse (EF-toldkodeksens artikel 44, stk. 2) og underskrive den (artikel 183, stk. 1, i gennemførelsebestemmelserne til EF-toldkodeksen, som fastsat ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2.7.1999, EFT L 253 af 11.10.1993, herefter »gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeksen«) og skal frembyde varerne for toldmyndighederne, så længe de ikke er losset fra det transportmiddel, hvorpå de befinder sig, når de føres ind i Fællesskabet, og indtil det tidspunkt, hvor varerne har fået en toldmæssig bestemmelse?

2)

Kan en person betragtes som den person, som det påhviler at opfylde de forpligtelser, der opstår ved varens midlertidige opbevaring (som omhandlet i EF-toldkodeksens artikel 203, stk. 3, sidste led), når den pågældende efter losningen har varerne i hænde for at flytte eller opbevare dem, hvilket medfører, at han i henhold til EF-toldkodeksens artikel 51, stk. 2, og artikel 53, stk. 2, betragtes som ihændehaveren af varerne og dermed i henhold til artikel 184, stk. 2, i gennemførelsesbestemmelserne til EF-toldkodeksen er forpligtet til på forlangende at frembyde dem for toldmyndighederne i deres helhed?

3)

Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende, kan de i spørgsmålene omhandlede personer da samtidig og i konsekvens heraf betragtes som solidarisk hæftende debitorer for toldskylden, når det forudsættes, at de i det første og det andet spørgsmål omhandlede personer er forskellige personer (i det konkrete tilfælde henholdsvis repræsentanten for den skibsfartslinje, hvormed varerne er blevet ført ind i Fællesskabet, og den stevedorevirksomhed, der indestår for opbevaringen og flytningen af varerne på det lossested eller den havnekaj, der er anvist af toldyndighederne)?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, vedbliver den person, der er omhandlet i det første spørgsmål, da med at være debitor, indtil det tidspunkt, hvor varerne får en toldbestemmelse, uanset den omstændighed, at varerne efter losningen fra det transportmiddel, hvormed de blev bragt ind i Fællesskabet, blev opbevaret eller flyttet af den person, der er omhandlet i det andet spørgsmål?

5)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, skal den person, der er omhandlet i det første spørgsmål, da anses for at vedblive med at være tolddebitor indtil det tidspunkt, hvor varerne overtages af den person, der er omhandlet i det andet spørgsmål, og bliver den person, der er omhandlet i det andet spørgsmål, da først debitor fra det tidspunkt, hvor den pågældende indestår for opbevaringen eller flytningen af varerne?

6)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, og det andet spørgsmål besvares benægtende, skal den person, der er omhandlet i det første spørgsmål, da anses for at vedblive med at være debitors. 8] indtil det tidspunkt, hvor varerne overtages af den person, der er omhandlet i det andet spørgsmål, eller indtil det tidspunkt, hvor varerne har fået en toldbestemmelse?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/42

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved DOM afsagt den 30. december 2003 af Simvulio tis Epikratias i sagen Mihail G. Peros mod Tekniko Epimelitirio Ellados.

(Sag C-141/04)

(2004/C 106/72)

Ved dom afsagt den 30. december 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 17. marts 2004, har Simvulio tis Epikratias i sagen Mihail G. Peros mod Tekniko Epimelitirio Ellados (T.E.E.) forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)

Er artikel 3, artikel 4, stk. 1, litra a) og b), og stk. 2, samt artikel 6, stk. 1-4, i Rådets direktiv 89/48/EØF (1)»om indførelse af en generel ordning for gensidige anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed« i den oprindelige affattelse og ubetinget tilstrækkeligt nøjagtig til, at en privat i perioden mellem udløbet af direktivets gennemførelsesfrist og dets forsinkede gennemførelse i en medlemsstats (værtsstatens) nationale ret kan gøre disse bestemmelser gældende over for en forvaltningsmyndighed i værtsstaten, som før direktivets gennemførelse i henhold til national ret var kompetent til at meddele tilladelse til udøvelse af et bestemt reguleret erhverv, idet den private som indehaver af et diplom omfattet af direktivet og erhvervet i en anden medlemsstat har begæret adgang til det pågældende erhverv samt tilladelse til at udøve det i værtsstaten?

2)

Såfremt bestemmelserne i direktiv 89/48/EØF i tidsrummet mellem udløbet af direktivets gennemførelsesfrist og dets forsinkede gennemførelse i national ret i en medlemsstat (værtsstaten) ikke kunne gøres gældende af private over for en forvaltningsmyndighed i denne medlemsstat, som i henhold til den før direktivets gennemførelse gældende nationale ret var kompetent til at meddele tilladelse til at udøve et bestemt erhverv efter en eksamen, hvortil kun indehavere af et diplom udstedt af et universitet i værtsstaten eller af en attestation for et udenlandsk diploms akademiske ligestilling, som også udstedtes af et universitet i værtsstaten (efter en generel procedure for anerkendelse af udenlandske eksamensbevisers akademiske ligestilling, som nærmere beskrevet i den foreliggende afgørelse), kan den nævnte forvaltningsmyndighed da, jf. artikel 39 og 43 (tidligere artikel 48 og 52) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, betinge sin imødekommelse af en ansøgning, som en privat i den førnævnte periode har indgivet under henvisning til et diplom erhvervet i en anden medlemsstat om at få adgang til det nævnte erhverv og om at udøve dette i værtsmedlemsstaten, af den ovennævnte attestation af – i den nævnte generelle procedure – akademisk ligestilling med et diplom, udstedt af et universitet i værtsmedlemsstaten, og endvidere gøre imødekommelsen betinget af deltagelse i eksamener, som er foreskrevet i national ret, eller skulle forvaltningsmyndigheden selv foretage en sammenligning af de kundskaber og kvalifikationer, som fremgår af det forelagte bevis, med de krav, som stilles efter national ret, og på baggrund af denne sammenligning helt eller delvist fritage ansøgeren for at deltage i disse eksamener?

---

(1)  EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/42

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved DOM afsagt den 30. december 2003 af Simvulio tis Epikratias i sagen Maria Aslanidou mod Ipurgios Igias & Pronias.

(Sag C-142/04)

(2004/C 106/73)

Ved dom afsagt den 30. december 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 17. marts 2004, har Simvulio tis Epikratias i sagen Maria Aslanidou mod Ipurgios Igias & Pronias forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

1)

Er artikel 3, artikel 4, stk. 1, litra a) og b), og stk. 2, samt artikel 10, stk. 1-4, i Rådets direktiv 92/51/EØF (1)»om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF« ubetinget tilstrækkeligt nøjagtige til, at en privat i perioden mellem udløbet af direktivets gennemførelsesfrist og dets forsinkede gennemførelse i en medlemsstats (værtsstatens) nationale ret kan gøre disse bestemmelser gældende over for en forvaltningsmyndighed i værtsstaten, som før direktivets gennemførelse i henhold til national ret var kompetent til at meddele tilladelse til udøvelse af et bestemt reguleret erhverv, idet den private som indehaver af et diplom omfattet af direktivet og erhvervet i en anden medlemsstat har begæret adgang til det pågældende erhverv samt tilladelse til at udøve det i værtsstaten?

2)

Såfremt bestemmelserne i direktiv 92/51/EØF i tidsrummet mellem udløbet af direktivets gennemførelsesfrist og dets forsinkede gennemførelse i national ret i en medlemsstat (værtsstaten) ikke kunne gøres gældende af private over for en forvaltningsmyndighed i denne medlemsstat, som i henhold til den før direktivets gennemførelse gældende nationale ret var kompetent til at meddele tilladelse til at udøve et bestemt erhverv efter en eksamen, hvortil kun indehavere af et diplom udstedt af et teknisk universitet i værtsstaten eller af en attestation for et udenlandsk diploms akademiske ligestilling, som også udstedtes af et teknisk universitet i værtsstaten (efter en generel procedure for anerkendelse af udenlandske eksamensbevisers akademiske ligestilling, som nærmere beskrevet i den foreliggende afgørelses punkt 16), kan den nævnte forvaltningsmyndighed da, jf. artikel 39 og 43 (tidligere artikel 48 og 52) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, betinge sin imødekommelse af en ansøgning, som en privat i den førnævnte periode har indgivet under henvisning til et diplom erhvervet i en anden medlemsstat om at få adgang til det nævnte erhverv og om at udøve dette i værtsmedlemsstaten, af den ovennævnte attestation af – i den nævnte generelle procedure – akademisk ligestilling med et diplom, udstedt af et teknisk universitet i værtsmedlemsstaten, og endvidere gøre imødekommelsen betinget af deltagelse i eksamener, som er foreskrevet i national ret, eller skulle forvaltningsmyndigheden selv foretage en sammenligning af de kundskaber og kvalifikationer, som fremgår af det forelagte bevis, med de krav, som stilles efter national ret, og på baggrund af denne sammenligning selv træffe sin afgørelse?

---

(1)  EFT L 209 af 24.7.1992, s. 25.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/43

---

Sag anlagt den 18. marts 2004 af Kongeriget Spanien mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

(Sag C-145/04)

(2004/C 106/74)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 18. marts 2004 anlagt sag mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland af Kongeriget Spanien ved N. Díaz Abad, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at Det Forenede Kongerige har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 189 EF, 190 EF, 17 EF og 19 EF samt afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom vedrørende akten om almindelige valg af repræsentanter i forsamling (1), idet det har vedtaget »European Parliament (Representation) Act 2003«.

—	Det Forenede Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Til støtte for søgsmålet har Kongeriget Spanien fremført følgende anbringender:

I.

Tilsidesættelse af artikel 189 EF, 190 EF, 17 EF og 19 EF, eftersom a) European Parliament (Representation) Act 2003 tillægger personer stemmeret ved valget til Europa-Parlamentet, som ikke er statsborgere i en medlemsstat (konkret Commomwealth-statsborgere med bopæl i Gibraltar) og derfor ikke har status som unionsborgere. Efter Kongeriget Spaniens opfattelse er der en klar sammenhæng mellem unionsborgerskabet og retten til at afgive stemme og opstille som kandidat ved valget til Europa-Parlamentet. b) Bestemmelserne om stemmeret til Europa-Parlamentet findes i artikel 190 EF. De grundlæggende bestemmelser om denne ret er således, at Fællesskabet har kompetence. De eneste, der kan udøve denne ret, er unionsborgerne, eftersom artikel 190 EF i systematisk henseende skal fortolkes i relation til artikel 17 EF og 19 EF. c) Udtrykket »folkene […] stater« i artikel 189 EF og 190 EF skal fortolkes på den måde, at der herved kun kan forstås statsborgere i medlemsstaterne, men at det ikke omfatter ikke-EU-statsborgere, selv om de har bopæl på et område, hvor fællesskabsretten finder anvendelse. d) Såfremt personer, der ikke er unionsborgere, indrømmes en ret til at stemme og til at opstille som kandidater ved valget til Europa-Parlamentet, er der tale om en tilsidesættelse af begrebet unionsborgerskab, eftersom visse personer ville få stemmeret og kunne opstille som kandidater til Europa-Parlamentet, men ikke ville have de øvrige rettigheder, der er forbundet med unionsborgerskabet. e) Såfremt det tiltrædes, at medlemsstaterne er enekompetente til at fastsætte bestemmelser om stemmeret og opstilling af kandidater til valget til Europa-Parlamentet, ville dette åbne døren for tilsvarende krav i andre medlemsstater.

II.

Tilsidesættelse af 1976-afgørelsen, eftersom den udelukker Gibraltar fra sit objektive anvendelsesområde i relation til valget til Europa-Parlamentet. Denne udelukkelse svarer til Gibraltars status i henhold til folkeretten og fællesskabsretten. Det Forenede Kongerige accepterede i sin erklæring af 18. februar 2003 at give Gibraltars vælgere stemmeret ved valget til Europa-Parlamentet som en del af og på de samme vilkår som dem, der gælder i Det Forenede Kongerige. I henhold til European Parliament (Representation) Act 2003 indgår imidlertid også Gibraltar (men ikke Gibraltars vælgere) i en eksisterende valgkreds i Det Forenede Kongerige. En sådan kombineret valgkreds er i strid med 1976-afgørelsen og ovennævnte erklæring.

---

(1)  EFT L 278 af 8.10.1976, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/44

---

Sag anlagt den 19. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Nederlandene.

(Sag C-146/04)

(2004/C 106/75)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 19. marts 2004 anlagt sag mod Kongeriget Nederlandene af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Michel van Beek og Gregorio Valero Jordana, som befuldmægtigede.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1.

Det fastslås, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til — Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/69/EF af 16. november 2000 om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften (1) og — Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF af 23. oktober 2001 om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (2), idet det ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktiverne, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

2.	Kongeriget Nederlandene tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Fristen for gennemførelsen af direktiv 2000/69/EF udløb den 13. december 2002 og fristen for gennemførelsen af direktiv 2001/81 udløb den 27. november 2002.

---

(1)  ET L 313 af 13.12.2000, s. 12.

(2)  EFT L 309 af 27.11.201, s. 22.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/44

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved beslutning truffet den 4. februar 2004. af Conseil d'État (France), Afdelingen for Tvistemål, i sagen Société de Groot en Slot Allium B.V. og Société Bejo Zaden B.V. mod Ministére de L'économie des Finances et de l'Industrie og Ministère de l'agriculture, de l'alimentation, de la pêche et des affaires rurales – Intervenient: Comité économique agricole régional fruits et légumes de la région Bretagne (CERAFEL)

(Sag C-147/04)

(2004/C 106/76)

Ved beslutning truffet den 4. februar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 22. marts 2004, har Conseil d'État (France), Afdelingen for tvistemål, i sagen Société de Groot en Slot Allium B.V. og Société Bejo Zaden B.V. mod Ministére de L'économie des Finances et de l'Industrie og Ministère de l'agriculture, de l'alimentation, de la pêche et des affaires rurales – Intervenient: Comité économique agricole régional fruits et légumes de la région Bretagne (CERAFEL), forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Skal bestemmelserne i direktiv nr. 70/458 (1), sammenholdt med bestemmelserne i direktiv nr. 92/33 (2), fortolkes således, at muligheden for optagelse på fælleslisten er forbeholdt de sorter af skalotteløg, der reproduceres uden frø, dvs. gennem vegetativ formering, og som følge heraf, hvorvidt sorterne »matador« og »ambition« lovligt har kunnet optages på fælleslisten i rubrikken for skalotteløg?

---

(1)  Rådets direktiv 70/458/EØF af 29.9.1970 om handel med grønsagsfrø (EFT 1970, III, s. 601)

(2)  Rådets direktiv 92/33/EØF af 28.4.1992 om afsætning af plantemateriale og formeringsmateriale og grønsagsplanter bortset fra frø (EFT L 157 af 10.6.1992, s. 1)

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/45

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved kendelse af 27. oktober 2003 af Corte Suprema di Cassazione, Sezione Tributaria, i sagen IMEG srl Fallita mod Comune Carrara

(Sag C-149/04)

(2004/C 106/77)

Ved kendelse afsagt den 27. oktober 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 23. marts 2004, har Corte Suprema di Cassazione, Sezione Tributaria, i sagen IMEG srl Fallita mod Comune Carrara forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Er en italiensk lov, hvorved der indføres en afgift på udvinding af marmor, der har fundet sted i en bestemt kommune, og denne afgift pålægges, når marmoren transporteres bort fra den pågældende kommunes område, med undtagelse af marmor, der forarbejdes i samme kommune, forenelig med traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, når henses til, at

1)

»marmorafgiften«, der blev indført ved lov nr. 749/1911, udgør en skat af tvivlsom juridisk karakter, eftersom den ikke synes at have karakter af en afgift i teknisk forstand, idet dens størrelse ikke modsvarer præstation af tjenesteydelser til hver afgiftspligtig person, og heller ikke at have karakter af en skat i teknisk forstand, idet den ikke pålægges noget skattesubjekt med skatteevne

2)

»marmorafgiften«, der har til formål at finansiere de udgifter, som Carrara Kommune direkte eller indirekte må afholde i forbindelse med marmorudvindingen, synes at udgøre en form for »bytold«, der lægges på en vare på det tidspunkt, hvor den efter at være blevet udvundet på Carrara Kommunes område »eksporteres« ud over dette område (i det konkrete tilfælde udgjorde den 754 561 665 ITL i 1996), og som dermed har karakter af en vejafgiftsordning, der er egnet til at tilsidesætte princippet om de frie varebevægelser og den frie konkurrence og varernes fri prisdannelse, hvilket er i strid med artikel 23 EF (tidligere EF-traktatens artikel 9) til artikel 31 EF

3)

»marmorafgiften«, som ikke pålægges marmor, der er udvundet på, men som ikke forlader Carrara Kommunes område, uundgåeligt fremkalder en situation, hvor de, der transporterer varen bort fra den pågældende kommunes område, stilles ringere, hvilket er uforeneligt med artikel 81 EF, 85 EF og 86 EF (tidligere EF-traktatens artikel 85, 89 og 90)?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/45

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved afgørelse truffet den 16. januar 2004 af tribunal de police de Neufchateâu (Belgien) i sagen Ministère public mod Claude Nadin – civilretligt ansvarlig part: Nadin-Lux SA.

(Sag C-151/04)

(2004/C 106/78)

Ved afgørelse truffet den 16. januar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 25. marts 2004, har tribunal de police de Neufchateâu (Belgien) i sagen Ministère public mod Claude Nadin – civilretligt ansvarlig part: Nadin-Lux SA, forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Er artikel 10 EF, 39 EF, 43 EF og 49 EF til hinder for, at en medlemsstat vedtager en bestemmelse, som pålægger en arbejdstager, der bor på medlemsstatens område, at indregistrere et køretøj i denne medlemsstat, uanset at køretøjet tilhører den pågældendes arbejdsgiver, et selskab, der er etableret på en anden medlemsstats område, og som arbejdstageren er tilknyttet ved en ansættelseskontrakt, men hvori arbejdstageren samtidig er aktionær, direktør eller daglig leder eller varetager en tilsvarende funktion?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/46

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved afgørelse truffet den 16. januar 2004 af tribunal de police de Neufchâteau (Belgien) i sagen Ministère public mod Jean-Pascal Durré.

(Sag C-152/04)

(2004/C 106/79)

Ved afgørelse truffet den 16. januar 2004, indgået til Domstolens Justitskontor den 25. marts 2004, har tribunal de police de Neufchâteau (Belgien) i sagen Ministère public mod Jean-Pascal Durré forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

Er artikel 10 EF, 39 EF, 43 EF, og 49 EF til hinder for, at en medlemsstat vedtager en bestemmelse, som pålægger en arbejdstager, der bor på medlemsstatens område, at indregistrere et køretøj i denne medlemsstat, uanset at køretøjet tilhører den pågældendes arbejdsgiver, et selskab, der er etableret på en anden medlemsstats område, og som arbejdstageren er tilknyttet ved en ansættelseskontrakt, men hvori arbejdstageren samtidig er aktionær, direktør eller daglig leder eller varetager en tilsvarende funktion?

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/46

---

Appel iværksat den 26. marts 2004 (fax af 23.3.2004) af Società Euroagri srl til prøvelse af dom afsagt den 28. januar 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-180/01, Euroagri srl mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

(Sag C-153/04 P)

(2004/C 106/80)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 26. marts 2004 iværksat appel af Società Euroagri srl ved avvocato W. Masucci, til prøvelse af dom afsagt den 28. januar 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-180/01, Euroagri srl mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

—	Den dom, der blev afsagt den 28. januar 2004 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans i sag T-180/01 ophæves, og følgelig tages de af det appellerende selskab nedlagte påstande i første instans til følge, idet disse på ny fremlægges i deres fulde, men omformulerede form:

—	I realiteten: Det anfægtede tiltag annulleres.

—	Subsidiært: delvis annullation af det anfægtede tiltag og nedsættelse proportionalt, i forhold til den reelt foretagne investering, af tilskuddet til appellanten.

—

I realiteten, i bevismæssig henseende: Det pålægges Kommissionen at fremlægge samtlige rapporter, den har tilsendt appellanten, vedrørende Endovena-projektet, ligesom der anordnes vidneafhøring og personligt fremmøde ved sagsøgeren selv, samt gennemførelse af en teknisk høring eller en besigtigelse.

—	Der bør desuden imødekommes krav om allerede formuleret bevisoptagelse i første instans, vedrørende formelle uregelmæssigheder af indlæg afgivet af Kommissionen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Appellanten gør gældende, at den appellerede dom er retsstridig, idet der foreligger

—	en begrundelsesmangel samt tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og af retten til forsvar,

—	tilsidesættelse af artikel 24 i forordning nr. 4253/88 (pligt til at anmode medlemsstaten om at afgive indlæg),

—	tilsidesættelse af artikel 25 i forordning nr. 4253/88 (tilsynspligt),

—	fejl i forbindelse med bedømmelsen af de uregelmæssigheder, appellanten skal have foretaget, og

—	tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/47

---

Sag anlagt den 26. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Den Hellenske Republik.

(Sag C-156/04)

(2004/C 106/81)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 26. marts 2004 anlagt sag mod Den Hellenske Republik af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved María Patakiá, Den Juridiske Tjeneste, og Dimitris Triantafyllou, Den Juridiske Tjeneste.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

— Den Hellenske Republik har tilsidesat forpligtelser, som påhviler den i henhold til artikel 90 EF og direktiv 83/182/EØF, navnlig direktivets artikel 1 — idet Den Hellenske Republik ved midlertidig benyttelse på dets område af køretøjer registreret i andre medlemsstater i stedet for bestemmelserne i direktiv 83/182/EØF (1) anvender de for køretøjer registreret i tredjelande gældende bestemmelser vedrørende afgift for midlertidig indførsel — og anvender en sanktionsordning for overtrædelser vedrørende registrering af midlertidig indførte køretøjer på dets område, hvilke sanktioner sammenholdt med den i praksis foretagne systematiske fastsættelse af afgiftsmyndighederne af den normale bopæl i Grækenland, er klart uforholdsmæssige

samt systematisk pålægger de afgifter, der er fastsat for endelig indførsel af køretøjer i tilfælde af to tyverier af midlertidig indførte køretøjer.

Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

—

Kommissionen finder, at Den Hellenske Republik har tilsidesat forpligtelser, som påhviler den i henhold til direktiv 83/182/EØF, navnlig direktivets artikel 1, idet Den Hellenske Republik ved midlertidig brug på dets område af køretøjer registreret i andre medlemsstater i stedet for bestemmelserne i direktiv 83/182/EØF anvender de for køretøjer registreret i tredjelande gældende bestemmelser vedrørende afgift for midlertidigt indførsel.

—	Fastsættelse af den normale bopæl som betingelse for pålæggelse af sanktioner.

—

En mangefoldig afgift er fortsat uforholdsmæssig i forhold til grovheden af den overtrædelse, som vedrører den midlertidige benyttelse af køretøjer i en medlemsstat og udgør følgelig en begrænsning af frihedsrettighederne, som er fastsat i traktaten og vanskeliggør den fri bevægelse af Fællesskabets statsborgere i strid med direktiv 83/182/EØF.

---

(1)  EFT L 105 af 23.4.1983, s. 59.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/47

---

Sag anlagt den 29. marts 2004 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Spanien.

(Sag C-157/04)

(2004/C 106/82)

Ved De Europæiske Fællesskabers Domstol er der den 29. marts 2004 anlagt sag mod Kongeriget Spanien af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Gregorio Valero Jordana og Minas Konstantinidis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1.

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (1), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (2), i henhold til Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (3) og Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (4), idet det ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for med hensyn til deponeringen af ukontrolleret affald i området Punta de Avalos på øen Gomera i den selvstyrende region Canarias at sikre anvendelsen af artikel 4, 8, 9 og 13, i direktiv 75/442/EØF, anvendelsen af artikel 2 i direktiv 91/689/EØF og anvendelsen af artikel 14 i direktiv 1999/31/EF.

2.

Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991, idet det ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for med hensyn til deponeringen af ukontrolleret affald i Olvera, provinsen Cádiz i den selvstyrende region Andalusien, at sikre anvendelsen af artikel 4, 8, 9 og 13 i direktiv 75/442/EØF.

3.	Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Det forhold, at der findes ukontrollerede lossepladser i Punta de Avalos og i Olvera, medfører, at Kongeriget Spanien ikke har udstedt alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at sikre bortskaffelsen og nyttiggørelsen af affald, således som det kræves i henhold til de fællesskabsretlige bestemmelser.

---

(1)  EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39.

(2)  EFT L 78 af 26.3.1991, s. 32.

(3)  EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20.

(4)  EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/48

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved dom afsagt den 10. november 2003 af Diikitiko Protodikio Ioanninon i sagen »Trofo-Supermarket AE« mod 1) Elliniko Dimosio og 2) Nomarchiaki Avtodiikiseos Ioanninon.

(Sag C-158/04)

(2004/C 106/83)

Ved dom afsagt den 10. november 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 29. marts 2004 har Diikitiko Protodikio Ioanninon i sagen »Trofo-Supermarket AE« mod 1) Elliniko Dimosio og 2) Nomarchiaki Avtodiikiseos Ioanninon forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

a)	Udgør de i dommens præmisser omhandlede krav om en forudgående tilladelse til salg af »bake-off«-produkter en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion som omhandlet i artikel 28 i EF-traktaten.

b)

Må det også antages, at der foreligger en kvantitativ restriktion, såfremt der med kravet om en forudgående tilladelse til bageformålet udelukkende forfølges kvalitetsformål, dvs. at kravet udelukkende tjener til en kvalitetsdifferentiering med hensyn til forbagte brøds egenskaber (lugt, smag, farve og skorpens udseende) eller med hensyn til næringsværdien (De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 5.11.202 i sag C-325/00, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland) eller det ønskes at tilgodese forbrugerbeskyttelsen eller den offentlige sundhed, eventuelt forbrugerens sundhed (StE 3852/2002).

c)

Idet den førnævnte begrænsning gælder uden forskel for såvel indenlandske som for fællesskabsprodukter af »bake off«-typen, spørges det, om restriktionen er omfattet af fællesskabsretten, og om den i så fald direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt kan påvirke den frie handel med de omhandlede produkter mellem medlemsstaterne.

---

30.4.2004

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 106/48

---

Anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt ved dom afsagt den 26. november 2003 af Diikitiko Protodikio Ioanninon i sagen »Carfour Marinopoulos AE« mod 1) Elliniko Dimosio og 2) Nomarchiaki Avtodiikiseos Ioanninon.

(Sag C-159/04)

(2004/C 106/84)

Ved dom afsagt den 26. november 2003, indgået til Domstolens Justitskontor den 29. marts 2004 har Diikitiko Protodikio Ioanninon i sagen »Carfour Marinopoulos AE« mod 1) Elliniko Dimosio og 2) Nomarchiaki Avtodiikiseos Ioanninon forelagt De Europæiske Fællesskabers Domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

a)	Udgør de i dommens præmisser omhandlede krav om en forudgående tilladelse til salg af »bake-off«-produkter en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion som omhandlet i artikel 28 i EF-traktaten.

b)

Må det også antages, at der foreligger en kvantitativ restriktion, såfremt der med kravet om en forudgående tilladelse til bageformålet udelukkende forfølges kvalitetsformål, dvs. at kravet udelukkende tjener til en kvalitetsdifferentiering med hensyn til forbagte brøds egenskaber (lugt, smag, farve og skorpens udseende) eller med hensyn til næringsværdien (De Europæiske Fællesskabers Domstols dom af 5.11.202 i sag C-325/00, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland) eller det ønskes at tilgodese forbrugerbeskyttelsen eller den offentlige sundhed, eventuelt forbrugerens sundhed (StE 3852/2002).

c)

Idet den førnævnte begrænsning gælder uden forskel for såvel indenlandske som for fællesskabsprodukter af »bake off«-typen, spørges det, om restriktionen er omfattet af fællesskabsretten, og om den i så fald direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt kan påvirke den frie handel med de omhandlede produkter mellem medlemsstaterne.

---