Den Europæiske Unions C 78E/2004

(1) EFT L 203 af 3.8.1999, s. 53.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/2

(2004/C 78 E/0002)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2369/02

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(2. august 2002)

Om: Direktiv 1999/74/EF om beskyttelse af æglæggende høner

Hvad er de anslåede omkostninger for erhvervslivet i forbindelse med overholdelse af direktiv 1999/74/EF (1) om mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høner?

Hvor mange virksomheder er der i EU med under 350 høner?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(1. oktober 2002)

Kommissionen råder ikke over oplysninger, der gør det muligt at give et skøn over disse omkostninger. Da Kommissionen udarbejdede sit forslag til det pågældende direktiv om mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høner, baserede den sig på de økonomiske skøn, der fremgik af Kommissionens meddelelse af 11. marts 1998 om beskyttelse af æglæggende høner i forskellige produktionssystemer (2). Bestemmelserne i Rådets direktiv 1999/74/EF af 19. juli 1999 indeholder imidlertid i den endelige udgave, som Rådet vedtog, nye tekniske elementer, som der ikke fuldt ud var taget højde for i Kommissionens økonomiske analyse. Artikel 10 i direktiv 1999/74/EF indeholder derfor krav om, at Kommissionen senest den 1. januar 2005 forelægger en rapport. Direktivet indeholder endvidere krav om yderligere evaluering af de socioøkonomiske følger af de forskellige systemer. Producenternes omkostninger som følge af gennemførelsen vil komme til at få en central rolle i rapportens socioøkonomiske afsnit.

Kommissionen råder for øjeblikket ikke over nogen nyere statistikker om antallet af producenter med under 350 æglæggende høner. Ifølge 1997-tallene (3) var der 542 500 bedrifter med under 100 høner og 2 200 bedrifter med 100-499 høner af et samlet registreret antal bedrifter med æglæggende høner på 549 250 i hele EU.

(2) EFT C 123 af 22.4.1998.

(3) Eurostat: Resultater af undersøgelsen af landbrugsbedrifternes struktur 1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/3

(2004/C 78 E/0004)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3509/02

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(10. december 2002)

Om: Fjernelse af muligheden for grænseoverskridende postforsendelse pr. efterkrav i forbindelse med småhandel og mellemhandel

Er Kommissionen bekendt med, at muligheden for forsendelse pr. efterkrav, dvs. forsendelse af en pakke med postvæsenet til en modtager, der må betale ved modtagelsen, hvorefter det af modtageren betalte beløb udbetales til afsenderen pr. postanvisning, hidtil har været til stede på tværs af grænserne, men af den nederlandske posttjeneste »Koninklijke TPG Post BV« afskaffes pr. 1. januar 2003 for forsendelser til udlandet?

2.	Er småhandel og mellemhandel pr. post over de indre grænser fremover nu kun mulig for dem, der råder over elektroniske betalingsmuligheder eller et kreditkort? Eller ser Kommissionen andre alternativer for internationale transaktioner inden for EU, der kan benyttes af alle?

3.	Er afskaffelsen af denne mulighed for grænseoverskridende småhandel i overensstemmelse med princippet om samme hastighed i bestræbelserne på at sikre europæisk integration?

4.	Hvad er forskellen til de nationale efterkravsforsendelser, der i modsætning til de grænseoverskridende, fortsat er mulige?

5.	Opvejer argumenterne for afskaffelsen — procedurens arbejdsintensive karakter og ekstraudgifter for kunderne — efter Kommissionens mening ulemperne for kunderne, navnlig samlere og handlende i brugte ting?

6.	Er der ud over Nederlandene andre medlemsstater, hvorfra international forsendelse pr. efterkrav ligeledes ikke vil være mulig fra 2003?

7.	Hvilke muligheder har Kommissionen for at sikre, at denne forsendelses- og betalingsmåde mellem medlemsstaterne bevares fremover? Har den til hensigt at gøre brug af disse muligheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(30. januar 2003)

En af hovedmålsætningerne i direktiv 97/67/EC (1) er harmoniseringen af befordringspligten i EU.

I postdirektivet har Parlamentet og Rådet for alle medlemsstater fastlagt de tjenester, der skal udbydes, og de minimumskrav, som skal opfyldes. Befordringspligten i henhold til dette direktiv omfatter breve indtil to kg, pakker indtil 10 eller 20 kg, tjenester i forbindelse med anbefalede og forsikrede forsendelser mv., men omfatter ikke specifikt postforsendelser pr. efterkrav.

Postdirektivet er et rammedirektiv og giver medlemsstaterne mulighed for at inkludere yderligere tjenester i den nationale befordringspligt. Det er imidlertid vor opfattelse, at Nederlandene ikke har udvidet deres befordringspligt til at omfatte efterkravsforsendelser. Det samme gør sig gældende for andre medlemsstater, mens andre igen har integreret denne tjeneste i den nationale befordringspligt.

I henhold til Verdenspostforeningen (UPU) kan medlemmer af foreningen inkludere efterkravsforsendelser på frivillig basis. Der er således ingen internationale aftaler, som forpligter Nederlandene til at tilbyde denne tjeneste.

På denne baggrund har Kommissionen derfor ikke nogen lovhjemmel til på nuværende tidspunkt at kræve, at den nederlandske befordringspligtige virksomhed skal tilbyde en tjeneste som efterkravsforsendelser.

Endelig mener Kommissionen ikke, at der ud fra erfaringerne hermed i medlemsstaterne og i betragtning af indførelsen af alternative betalingsmåder i de senere år er behov for at udvide den i postdirektivet omhandlede befordringspligt til at omfatte efterkravsforsendelser.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, EFT L 15 af 21.1.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/5

(2004/C 78 E/0005)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3522/02

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(10. december 2002)

Om: Tv-rettighederne til Champions League — konflikten mellem nyhedsformidling og ophavsrettigheder

Den form, UEFA har valgt for salget af sine tv-rettigheder til en national partner, er for nylig erklæret ulovlig af Kommissionen. Tv-reportagerne kan nu sendes af flere stationer, hvor transmissionsrettighederne for de enkelte lande tidligere tilhørte en enkelt tv-station.

For nylig blev Belgien konfronteret med en ny udgave af problematikken. Under fodboldklubben Racing Genks hjemmekampe i Champions League ville den regionale tv-station TV Limburg optage stemningsbilleder (ingen billeder fra selve kampene!) før, under og efter kampene — også på (!) stadion. Den offentlige flamske radio- og tv-station VRT og UEFA-officials nægtede imidlertid TV Limburg adgang til stadion. Herpå lagde TV Limburg sag an og fik ret ved første instans.

Denne retsafgørelse ser ud til at undergrave alle aftaler, som UEFA har indgået med tv-stationer om alle Champions League-kampe og vil muligvis kunne danne præcedens. Da TV Limburg med stor regelmæssighed beretter om alt, hvad der sker i denne klub (både sportsligt og ikke-sportsligt), gik den lokale tv-station ikke videre med sagen. I sidste ende kom der en slags kodeks for »bedste praksis« ud af det. Denne har ingen retskraft.

1.	Kan Kommissionen oplyse, om regionale tv-stationer under henvisning til den frie nyhedsformidling virkelig frit kan gøre dette, uanset om begivenheden er ophavsretligt beskyttet eller ej?

2.	Bør en lokal domstol i en sag som denne rette sig efter EU-bestemmelserne i forbindelse med løsningen af konflikten?

3.	Deler Kommissionen den opfattelse, at ophavsrettighederne som de administreres af UEFA udnyttes monopolistisk?

4.	Finder Kommissionen det ønskværdigt, at denne sport, som udøves af den brede befolkning, i virkeligheden hører fuldstændig ind under en privat interesseorganisation som UEFA?

Er Kommissionen enig i, at hele atmosfæren omkring en fodboldkamp, som er enestående for denne region, også er af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at UEFA's og VRT's holdning derfor er i strid med direktiv 97/36/EF (1), der har som mål at sikre borgernes adgang til denne slags begivenheder? Erkender den med andre ord, at vi her har med en engangsbegivenhed af så stort og i den grad enestående omfang at gøre, at der kan tales om nyheder, i hvert fald når den pågældende station med stor regelmæssighed rapporterer om de pågældende aktører?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(29. januar 2003)

Kommissionen har ikke været part i den retssag, som det ærede medlem nævner, og finder ikke anledning til at tage formel stilling til denne afgørelse.

Kommissionen har heller ikke noget grundlag for at forudsige udfaldet af en retssag ved en højere domstol eller europæiske domstole.

Med den nuværende udformning af fællesskabslovgivningen er det op til medlemsstaterne at regulere adgangen til nyheder under hensyntagen til de relevante fællesskabslovgivningsinstrumenter vedrørende intellektuel ejendomsret (som til gengæld er udarbejdet under hensyntagen til den grundlæggende ret til ytringsfrihed som beskrevet i artikel 11 i EU's charter om grundlæggende rettigheder). (2)

I arbejdsprogrammet, som er bilag til Kommissionens fjerde rapport om anvendelsen af direktivet om »fjernsyn uden grænser« (3), har Kommissionen bekendtgjort, at den har til hensigt at overveje, om der er grund til i fremtiden at indføre bestemmelser om adgang til korte uddrag fra arrangementer, for hvilke der findes enerettigheder.

Med tanke på de interesser, der er på spil (arrangører, rettighedsindehavere, agenturer, tv-stationer, offentligheden), og under hensyntagen til at visse medlemsstater allerede har vedtaget specifikke bestemmelser om emnet, vil spørgsmålet blive behandlet med henblik på at analysere, om det skaber hindringer for det indre marked, at der ikke findes fællesskabsbestemmelser.

2.	Ja, hvis det er relevant.

Kommissionen har indledt procedurer i henhold til forordning nr. 17 med henblik på at undersøge, i hvilket omfang sammenslutningen af europæiske fodboldforbunds (UEFA) ordninger vedrørende fælles salg af tv-rettighederne til UEFA's Champions League (4) medfører en begrænsning af konkurrencen i henhold til EF-traktatens artikel 81, stk. 2, og kan gøres til genstand for en undtagelse i henhold til EF-traktatens artikel 81, stk. 3.

Domstolen har ved flere lejligheder afgjort, at sport, hvad angår det økonomiske aspekt, er underlagt fællesskabslovgivningen, men har samtidig anerkendt visse særlige forhold i sektoren. Erklæringen om sports særlige karakter, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd i Nice (7.-9. december 2002) understreger behovet for i forbindelse med alle Fællesskabets foranstaltninger at tage hensyn til »sportens sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle funktioner, der udgør dens særlige kendetegn, for at respektere og fremme den etik og den solidaritet, der er nødvendig for at bevare sportens sociale rolle«.

Kommissionen mente, at UEFA's standardaftale om tv-rettigheder til UEFA's Champions League på grund af varigheden og omfanget begrænsede konkurrencen og derfor i sin oprindelige form ikke kunne gøres til genstand for en undtagelse.

Dette fik UEFA til at ændre sin politik. Fra og med fodboldsæsonen 2003/2004 vil UEFA sælge rettighederne i flere pakker og for kortere perioder, og de enkelte fodboldklubber vil også kunne udnytte nogle af rettighederne i forholdet til deres tilhængere. Dette forslag til en ordning indeholder dog ikke specifikke ordninger vedrørende adgang til nyhedsformidling, da dette specifikke emne i de fleste tilfælde er underlagt de nationale regler om fri adgang til nyhedsformidling, som er nævnt ovenfor.

På baggrund af dette forslag til en ordning offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, hvori man opfordrer tredjeparter til at indsende deres kommentarer og anfører, at Kommissionen har til hensigt at godkende de ændrede ordninger. Kommissionen er ved at undersøge de kommentarer, som tredjeparter har indsendt.

EF-traktaten berører ikke på nogen måde medlemsstaternes regler vedrørende ejendomsretlige ordninger (EF-traktatens artikel 295). Kampe, som er gjort til genstand for enerettigheder, kan have forskellige rettighedsindehavere alt afhængig af den pågældende nationale lovgivning og forholdene (UEFA, den internationale sammenslutning af fodboldforbund (FIFA), nationale organisationer/de deltagende klubber osv.). Artikel 3 a i Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 97/36/EF af 30. juni 1997 om ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed, i det følgende benævnt direktivet om fjernsyn uden grænser, har til formål at sikre en balance mellem rettighedshavernes interesser og den brede offentligheds, navnlig under hensyntagen til sådanne kampes særlige betydning for samfundet.

I henhold til artikel 3a i direktivet om fjernsyn uden grænser kan enhver medlemsstat træffe foranstaltninger i overensstemmelse med fællesskabsretten for at sikre, at et tv-spredningsforetagende under dens jurisdiktion ikke udnytter sin eneret til at udsende begivenheder, der af den pågældende medlemsstat anses for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i den pågældende medlemsstat forhindres i at kunne følge sådanne begivenheder via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn. Træffer en medlemsstat sådanne foranstaltninger, udarbejder den en liste over begivenheder, som den anser for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse. Der er ikke udarbejdet en sådan liste i Belgien. Derfor er det ikke muligt at bryde den belgiske nationale lovgivning i henhold til direktivets artikel 3a. En evaluering af mulige foranstaltninger, som Belgien vil foreslå i henhold til artikel 3 a i direktivet, kan kun gennemføres i henhold til den procedure, som foreslås i denne artikel.

Derudover understreger Kommissionen, at artikel 3 a i direktivet ikke kan fortolkes på en sådan måde, at man kan gøre det umuligt at sælge enerettigheder til en bestemt begivenhed.

Artikel 3 a har til formål at sikre, at offentligheden kan følge en bestemt begivenhed hos mindst en gratis tv-station, men den har ikke til formål at sikre, at offentligheden kan følge den bestemte begivenhed hos alle gratis tv-stationer, som kunne være interesseret i at sende den pågældende begivenhed.

(1) EFT L 202 af 30.7.1997, s. 60.

(2) Artikel 11 i EU's charter om grundlæggende rettigheder lyder som følger:

1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.

2. Mediefrihed og mediernes pluralisme respekteres.

(3) Fjerde rapport om anvendelsen af direktiv 89/552/EØF »fjernsyn uden grænser«, KOM(2002) 778 endelig udg., http://europa.eu.int/comm/avpolicy/regul/twf/applica/comm2002_778final_en.pdf

(4) EFT C 196 af 17.8.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/7

(2004/C 78 E/0006)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3574/02

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(13. december 2002)

Om: Regionerne i den yderste periferi

I Europa-Parlamentets beslutning af 25. oktober 2000 om regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi (1) fastslås det udtrykkeligt, at alle forslag om generelle aktioner i overensstemmelse med artikel 299, stk. 2 i traktaten skal ledsages af en forenklet analyse af aktionernes mulige indvirkning på regionerne i den yderste periferi, udarbejdet af den tværtjenstlige gruppe med angivelse af de bestemmelser, der kan gøres gældende med henblik på afhjælpning af eventuelle negative følger, ligesom der især henvises til de finansielle følger i forbindelse med udvidelsen.

Kommissionen bedes derfor oplyse følgende:

—	Hvilke forenklede analyser foreligger der om følgerne af de generelle aktioner i regionerne i den yderste periferi, især de autonome regioner Madeira og Azorerne?

—	Hvilke undersøgelser findes der om udvidelsens eventuelle finansielle følger for regionerne i den yderste periferi, især for Azorerne og Madeira, og hvilke foranstaltninger kan der gøres gældende for at afhjælpe eventuelle negative følger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(10. februar 2003)

Kommissionen forfølger i store linjer en overordnet strategi for regionerne i den yderste periferi, navnlig ved at koordinere og støtte foranstaltninger, der har indvirkning på forholdene i disse regioner. Kommissionen fremlægger jævnligt rapporter om målsætninger for disse regioner, og hvilke foranstaltninger der er truffet eller vil blive truffet inden for rammerne af Fællesskabets politik, herunder en overordnet evaluering af sådanne foranstaltninger og en tidsplan for deres gennemførelse.

Den seneste rapport blev vedtaget af Kommissionen den 19. december 2002 (2) og er fremsendt til Parlamentet. Generelt kan man sige, at rapporten viser, at bæredygtig udvikling af regionerne i den yderste periferi kræver skræddersyede løsninger, der involverer en række af Fællesskabets politikområder, og den bekræfter det rigtige i, at Kommissionen fortsætter sin overordnede strategi for disse regioner. Kommissionen planlægger en rapport om dette emne til vedtagelse i tredje kvartal af 2003 samtidig med den tredje rapport om den økonomiske og sociale samhørighedspolitik.

Udvidelsen vil uden nogen form for tvivl medføre ændringer, hvad angår den økonomiske og sociale samhørighedspolitik. Et EU med 25 medlemsstater vil få forøget sit areal med 23%, sin befolkning med 20%, men sin velstand med kun 4%. Udvidelsen vil medføre en nedgang i Fællesskabets gennemsnitlige BNP.

Udvidelsen bør ses i en bredere sammenhæng. Ifølge Eurostat lever der 10 mio. mennesker på 286 mindre europæiske øer, heraf 95% i Middelhavsområdet. I 2000 var per capita BNP på disse øer kun på 72% af EU-gennemsnittet, og 87% af disse øboere levede i områder, der var støtteberettigede under strukturfonds-mål nr. 1.

På Madeira var der i perioden 1995-1999 tale om en vækst i per capita BNP fra 63 til 71% af gennemsnittet i Fællesskabet (dvs. de 15 medlemsstater), medens der på Azorerne skete en stigning fra 50 til 53 %. Der er derfor risiko for, at udvidelsen ved at sænke det samlede gennemsnitlige BNP vil medføre, at visse regioner, der i dag er støtteberettigede under strukturfondsmål 1, ikke længere vil være det efter udvidelsen.

Blandt de undersøgelser, der er undervejs, er der en om øområder, som indeholder et afsnit om regionerne i den yderste periferi. Undersøgelsen er næsten afsluttet men endnu ikke offentliggjort.

Kommissionen undersøger en række muligheder for den fremtidige status for regionerne i den yderste periferi inden for rammerne af den økonomiske og sociale samhørighedspolitik. Drøftelserne pågår stadig, men der er endnu ikke truffet nogen beslutninger. Regionerne i den yderste periferi vil imidlertid som andre områder med alvorlige geografiske eller naturmæssige handicaps stadig i fremtiden være højt prioriteret i forbindelse med samhørighedspolitikken, og de valg, der foretages, må sikre objektive og retfærdige løsninger, der tager hensyn til behovene i regionerne i den yderste periferi.

(1) EFT C 197 af 12.7.2001, s. 197.

(2) KOM(2002) 723 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/9

(2004/C 78 E/0009)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3652/02

af Hanja Maij-Weggen (PPE-DE) til Kommissionen

(18. december 2002)

Om: Ny retssag om massakren i El Kosheh

Er Kommissionen klar over, at den endelige høring af den nye retssag vedrørende massakren i El Kosheh, som fandt sted i januar 2000, er berammet til januar 2003? Hvilke initiativer har Kommissionen taget siden denne voldsepisode over for de ægyptiske myndigheder med henblik på at fremme større religiøs tolerance og fred i samfundet?

Vil Kommissionen bede de ægyptiske myndigheder om at sørge for, at alle disponible beviser efterprøves omhyggeligt, og at der afgives en retfærdig kendelse?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

på skriftlige forespørgsler E-3644/02, E-3645/02 og E-3652/02

(17. januar 2003)

Kommissionen har nøje fulgt udviklingen i den overvejende kristne landsby El Khosheh siden august 1998, hvor der var udbredte påstande om politibrutalitet under afhøringerne af vidner og mistænkte efter mordet på to koptiske kristne. Kommissionen er også bekendt med striden i forbindelse med den efterfølgende arrestation i september 1998 af William Shaiboub Arsal, der er fætter til et af ofrene. Efter hans fængsling i juni 2000 appellerede hans advokater straks dommen, men advarede om, at det kunne vare flere år, før appellen blev behandlet. Kommissionen er bekymret over det lange tidsrum mellem hans arrest og den oprindelige retssag og mellem retssagen og appelhøringen (for hvilken der endnu ikke er fastsat en dato). Selv om sådanne forsinkelser er almindelige, vil Kommissionen overveje at tage dem op over for de egyptiske myndigheder, hvis de fortsætter.

Kommissionen har også overvåget opfølgningen af voldshandlingerne i begyndelsen af januar 2000, hvor 21 koptiske kristne blev dræbt. In sin erklæring til Parlamentet (den uopsættelige debat 20. januar 2000) anførte Kommissionen, at den var opmuntret af de foranstaltninger, som indledningsvis var truffet af de egyptiske myndigheder for at genskabe roen i området og bringe de ansvarlige for en domstol. Kommissionen bemærkede sig imidlertid også den udbredte bekymring over resultatet af den efterfølgende retssag, der førte til frikendelse af næsten alle de anklagede og meget milde straffe til de resterende fire. Kommissionen var derfor opmuntret af appelrettens beslutning om at beordre en ny rettergang efter anmodning fra anklagemyndigheden. Denne fornyede rettergang er i øjeblikket i gang og følges nøje af Kommissionens delegation og medlemsstaternes ambassader i Cairo.

Kommissionen er bekendt med, at Adly Shakir blev dødsdømt for mord på fire familiemedlemmer, og at kassationsretten annullerede dommen. Ved den fornyede rettergang i marts 2001 blev han dømt til livsvarigt fængsel med hårdt arbejde.

Kommissionen kan ikke kommentere sagen om Adly Shakir, men det kan bemærkes, at de retlige proceduremuligheder med hensyn til William Shaiboub Arsal på ingen måde er udtømte til trods for de forsinkelser, der nævnes i skriftlig forespørgsel E-3644/02. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt retsagerne mod Wiliam Shaiboub Arsal og Adly Shakir er blevet behandlet i overensstemmelse med artikel 2 i associeringsaftalen, skal det bemærkes, at associeringsaftalen er blevet undertegnet, men endnu ikke er trådt i kraft. Associeringsaftalen vil, når den er blevet ratificeret af alle parter, udgøre et vigtigt nyt forum, hvor vigtige politiske spørgsmål og principper, herunder menneskerettighederne, vil blive drøftet konstruktivt og detaljeret.

Parlamentet kan være forsikret om, at Kommissionen vil fortsætte med at rejse individuelle menneske-rettighedssager over for de egyptiske myndigheder, når dette er relevant.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/10

(2004/C 78 E/0010)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3675/02

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(18. december 2002)

Om: EU og den palæstinensiske terrorisme

Terrorattentaterne mod civile israelere finder sted med tragisk regelmæssighed. Det er kun fremgangsmåden, som ændres: I nogle tilfælde er der tale om et selvmordsattentat mod en bus, et pizzeria eller et diskotek, i andre om en snigskytte og i atter andre om, at nogen trænger ind i et hus i en kibbutz og myrder en mor for øjnene af hendes børn. Der er tale om konstante, drypvise hændelser, som spreder rædsel med de mest forskellige former for grusomheder. Undertiden er der en enkelt politisk ansvarlig, en neutral intellektuel eller en enlig avis, som fordømmer disse barbariske handlinger og som erkender, at der er tale om en plan, der er vendt mod genoptagelse af dialogen og en grusom bekæmpelse af det eneste demokrati i denne del af verden. Derimod er EU's tavshed permanent og er tilsyneladende et bevis på, at Unionen ikke er i stand til at spille en mæglende rolle i forbindelse med Mellemøstens fremtid. Uden denne evne er det indlysende, at kun andre stormagter vil kunne bidrage til at fastlægge områdets fremtid.

Mener Kommissionen ikke, at en egentlig balance bør manifestere sig ved en fordømmelse af disse grusomme handlinger og ved, at de betragtes som værende i strid med muligheden for at sikre freden? Da EU finansierer Den Palæstinensiske Myndighed, anser Kommissionen det da ikke for passende at lægge et kraftigt politisk pres på Myndigheden, så den selv offentligt tager afstand fra terrorhandlingerne, og at opfordre den til at gøre en indsats for at standse de grusomme attentater? Mener Kommissionen ikke, at det også er i europæernes interesse at optræde mere troværdigt som mægler for at sikre freden og det israelske demokrati i Mellemøsten?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(23. januar 2003)

Kommissionen har på det kraftigste fordømt alle voldshandlinger og terrorisme, som har ført til et så tragisk tab af menneskeliv blandt såvel israelere som palæstinensere.

Hvad angår terror og voldshandlinger, har Unionen gjort den palæstinensiske myndighed opmærksom på det ansvar, som den har, med hensyn til bekæmpelse af terrorisme og vil fortsat lægge pres på den palæstinensiske myndighed som det ledende organ med ansvar for opretholdelse af lov og orden i de palæstinensiske områder, for at få den til at gøre en ende på terrorisme og den væbnede intifada, retsforfølge de ansvarlige for kriminelle handlinger og opløse alle terrororganisationer. Den 20. december 2002 fordømte Unionen sammen med sine partnere i den internationale kvartet palæstinensiske ekstremistiske organisationers brutale terrorangreb. Den internationale kvartet har opfordret de arabiske stater til at standse offentlig og privat finansiering og alle former for støtte til grupper, der støtter og er involveret i vold og terror.

Samtidig sættes der ind på at nå til en våbenstilstand, som kan bringe alle terrorhandlinger mod israelere overalt til ophør. Det er bestemt værd at udforske alle forhandlingsløsninger for at gøre en ende på disse forfærdelige anslag.

Som Det Europæiske Råd har udtalt ved mange lejligheder forudsætter en fredelig løsning på konflikten i Mellemøsten fuld anerkendelse af Israels ret til at leve i fred og sikkerhed inden for internationalt anerkendte grænser såvel som dannelse af en levedygtig, uafhængig og demokratisk palæstinensisk stat og en ende på besættelsen af de palæstinensiske områder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/10

(2004/C 78 E/0011)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3803/02

af Joan Colom i Naval (PSE) til Kommissionen

(18. december 2002)

Om: Catalansk tv-udsendelse om svindel med ESF-midler i Spanien

Søndag den 1. december 2002 kl. 21.30 sendte det catalanske TV3 — der hører ind under lokalregeringen i den autonome region Cataluña — en udsendelse (»30 minuts«) om svindel med offentlige midler til programmer vedrørende erhvervsuddannelse, omskoling osv. i Spanien.

Med brug af skjult kamera var der optaget samtaler, hvor udsendelsens deltagere — arbejdsgivere, fagforeningsfolk, lærere, arbejdstagere og deltagere i kurser på de nævnte områder — udbredte sig om forskellige former for svindel. Billederne stammede hovedsagelig, men ikke udelukkende fra de autonome spanske regioner Madrid og Cataluña.

Der blev udtrykkelig nævnt programmer under Den Europæiske Socialfond under samtalerne, og en af deltagerne kom med forslag til, hvordan der kunne forelægges forslag med henblik på at opnå ulovlige fordele, fordi det var let at omgå kontrolforanstaltningerne. Det blev endog nævnt, hvor sårbar selv OLAF var på dette område.

Har Kommissionen kendskab til denne tv-udsendelse?

Har den efterprøvet, om de omtalte forhold er sandfærdige?

Har den truffet eller agter den at træffe foranstaltninger i denne forbindelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(28. januar 2003)

Kommissionen har ikke kendskab til det af det ærede medlem omtalte tv-program om svindel med støttemidler fra Den Europæiske Socialfond (ESF) i Spanien, der blev udsendt af det catalanske TV3.

Kommissionen vil derfor bede de spanske myndigheder (UAFSE — Unidad Administradora del Fondo Social Europeo) om deres kommentarer hertil og anmode dem om at give alle andre oplysninger, der kan være til hjælp ved en nøje vurdering af programmets indhold.

Når Kommissionen har modtaget disse oplysninger, vil den undersøge, hvilke følger dette eventuelt måtte få for ESF's handlingsprogrammer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/11

(2004/C 78 E/0012)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3829/02

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(9. januar 2003)

Om: Handelsaftale mellem EU og Mexico og sikring af menneskerettigheder

Der har i de seneste år været adskillige politiske overgreb på eller bortførelser af personer i Mexico. Flere af disse bortførelser, menes at være begået af militærfolk. Alligevel har Mexico i forbindelse med ratificeringen af »The Inter-American Convention on Forced Disappearances of Persons« i juni 2001 taget forbehold over for artikel IX. Denne artikel understreger netop, at militærfolk, der har medvirket til eller gennemført bortførelser, skal dømmes ved en civil domstol uden at nyde nogen form for privilegier.

Kommissionen bedes derfor redegøre for, hvorledes handelsaftaler mellem EU og Mexico forholder sig til overholdelsen af menneskerettighederne og nævnte konvention. Endvidere bedes Kommissionen oplyse, hvordan den vil sikre, at Mexico overholder diverse menneskerettighedmæssige aftaler og konventioner samt implementerer dem på føderalt, regionalt og lokalt niveau?

EU bør presse Mexico til at fjerne alle mekanismer, der sikrer straffrihed mv. for personer, der krænker andre personers grundlæggende rettigheder!

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(4. februar 2003)

Kommissionens engagement i beskyttelsen af menneskerettighederne udgør en central del af alle bilaterale aftaler. Beskyttelse og sikring af menneskerettighederne er institutionaliseret i »demokrati-klausulen«, som udgør et centralt element i forbindelserne mellem Unionen og Mexico, der reguleres ved aftalen om økonomisk partnerskab, politisk koordination og samarbejde (den globale aftale), som trådte i kraft den 1. oktober 2000, og som bygger på tre søjler: politisk dialog, samarbejde og handel.

I artikel 1 i aftalen hedder det, at »respekten for de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder danner grundlag for begge parters interne og eksterne politik og udgør et væsentligt element i aftalen«. Aftalen indeholder også en klausul om opfyldelse af forpligtelser, som sætter Kommissionen i stand til at tage hensyn til udviklingen i menneskerettighedssituationen i Mexico og i medlemsstaterne som en væsentlig del af disse forbindelser, og der findes bestemmelser, hvorefter parterne kan reagere i tilfælde, hvor aftalens mål ikke respekteres.

Aftaleinstitutionerne er i øjeblikket det forum, hvor der finder en åben og produktiv dialog sted på alle niveauer: statschefer, ministre og højtstående tjenestemænd. Her kan Unionen udveksle synspunkter om bl.a. bilaterale og multilaterale anliggender og udviklingen i menneskerettighedssituationen hos begge parter. Kommissionen mener, at denne ordning er tilfredsstillende, og den søger for nærværende ikke yderligere foranstaltninger på dette område.

I september 2002 ratificerede Mexico »the Inter-American Convention on Forced Disappearance of Persons«. Kommissionen glæder sig over Mexicos ratifikation af konventionen, men da den er udarbejdet af Organisationen af Amerikanske Stater, har den ingen direkte håndhævelsesbeføjelser. Vi benytter imidlertid de eksisterende ordninger til at udveksle synspunkter og, når det er nødvendigt, til at anspore vore partnere til på alle niveauer at respektere og gennemføre de forskellige aftaler og konventioner på menneskerettighedsområdet.

Kommissionen er klar over, at der forekommer visse former for straffrihed og fortsatte menneskerettighedskrænkelser, men den håber, at en bredere politisk dialog og et fokuseret samarbejde på dette område vil kunne bidrage til, at Mexicos igangværende reformbestræbelser kommer til at bære frugt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/12

(2004/C 78 E/0013)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0072/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(23. januar 2003)

Om: Risiciene i forbindelse med kød, der har været dybfrosset og derefter sælges i optøet tilstand som frisk kød, samt en forpligtelse til at advare forbrugere mod genindfrysning

1.	Er det Kommissionen bekendt, at importeret dybfrosset kød sælges inden for EU i optøet tilstand som frisk kød, og f.eks. det i begyndelsen af 2002 fra Kina til Nederlandene importerede kaninkød, der blev solgt i supermarkeder ved juletid, men som viste sig at være fordærvet?

2.	Kan Kommissionen tilslutte sig oplysningerne fra den nederlandske instans for varegodkendelse, ifølge hvilke det er ganske normalt, at dybfrosset kød bliver importeret og dernæst solgt som frisk kød, uden at køberne får noget at vide herom?

3.	Er det Kommissionen bekendt, at det samme gør sig gældende med vildtlevende dyr, som i årets løb bliver skudt af jægere og først efter lang tids opbevaring i fryser bliver solgt som frisk kød i løbet af helligdagene ved årets slutning?

4.	Kan Kommissionen bekræfte, at et sådant hændelsesforløb fremfor alt giver problemer, når køberen lægger det optøede kød i sin fryser, fordi det først skal konsumeres på et senere tidspunkt, hvorved kvaliteten hurtigt falder?

5.	Er der medlemsstater i EU, hvor det nu er obligatorisk at anføre det på emballagen, at kødet allerede har været nedfrosset? I bekræftende fald hvilke medlemsstater?

Vil Kommissionen medvirke til, at det over alt i EU bliver obligatorisk ved salg af emballeret kød at sondre mellem kød, som tidligere har været opbevaret i dybfryser, og kød fra dyr, som er blevet slagtet kort tid forinden, samt at det bliver obligatorisk at advare mod genindfrysning af kød, som tidligere har været nedfrosset?

Kilde: »Rotterdams Dagblad« den 28. december 2002.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(17. marts 2003)

1.	Kommissionen har ikke kendskab til klager over eller rapporter om markedsføring af fordærvet kaninkød, der er importeret fra Kina. Hvis noget sådant var blevet markedsført, må man gå ud fra, at de ansvarlige myndigheder i Nederlandene ville gennemføre passende beskyttelsesforanstaltninger.

2.	Kommissionen har henvendt sig til de ansvarlige myndigheder i Nederlandene for at få oplysninger om den beskyldning, der er fremsat i punkt 2 i forespørgslen, og det ærede medlem vil få skriftligt svar om resultatet af denne henvendelse.

Kommissionen har ingen oplysninger om den påståede praksis i medlemsstaterne med hensyn til kød fra husdyr, kaninkød eller vildt.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 omhandler indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (1). I artikel 2, stk. 1, er det et krav, at den anvendte mærkning ikke må vildlede køberen med hensyn til levnedsmidlets beskaffenhed eller tillægge det pågældende levnedsmiddel virkninger eller egenskaber, som det ikke har.

Nedfrysning af kød kan påvirke sansernes opfattelse af kødets udseende, lugt og smag. Optøning af nedfrossent kød fremkalder væske. En sådan væske virker fremmende på forekomsten af bakterier og kan styrke den mikrobiologiske ødelæggelse af kødet og øge væksten af patogene bakterier. Genindfrysning og en følgende genoptøning af kød kan fremskynde dette fænomen.

og 6. I Rådets direktiv 89/108/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om dybfrosne levnedsmidler (2) er det et krav, at sådanne dybfrostvarer skal omfatte en tydelig påskrift af typen »må ikke nedfryses efter optøning«. Med hensyn til kød fra fjerkræ er det i Rådets forordning (EØF) nr. 1906/90 af 26. juni 1990 om handelsnormer for fjerkræ (3) fastlagt, at fjerkræ, der sælges som »ferske«, »frosne« eller »dybfrosne« altid skal bevares i denne tilstand.

(1) EFT L 109 af 6.5.2000.

(2) EFT L 40 af 11.2.1989.

(3) EFT L 173 af 6.7.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/13

(2004/C 78 E/0014)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0201/03

af Emilio Menéndez del Valle (PSE) til Kommissionen

(3. februar 2003)

Om: Voldelig adfærd af politiet i Gibraltar

Den 20. januar 2003 gennemførte Greenpeace-aktivister en fredelig aktion i en del af Algeciras-bugten, som Spanien betragter som spansk farvand, i protest mod tilstedeværelsen af olietankskibet »Vemamagna«, der er af enkeltskrogstypen og sejler under maltesisk flag.

Som bekendt er den offentlige opinion i Spanien og visse andre europæiske lande stærkt følsom over spørgsmål af denne art på baggrund af katastrofen med tankeren »Prestige« og i endnu højere grad efter ulykken den 21. januar 2003 i det selvsamme farvand ud for Algeciras, hvor en pram gik til bunds med over 1000 tons brændstof om bord.

Greenpeace-aktionen nød derfor stor mediebevågenhed. Journalister fra El País, El Mundo, Tele-5, Antena 3, RTVE, Canal Sur og Associated Press blev imidlertid under udøvelsen af deres arbejde voldeligt chikaneret og anholdt af Gibraltar-politiet (i et farvand, hvis status om ikke andet er omstridt i international ret), medens Tele-5's udsendte medarbejder modtog lussinger af en Gibraltar-betjent, som det fremgik af forsiden af El Mundo (21.1.2003).

Helt bortset fra, at den stat, som Gibraltar henhører under, ikke har udvist nogen større vilje til at overtale sidstnævnte til at overholde fællesskabsdirektiverne om enkeltskrogede fartøjer, er det overraskende, at et af de principper, der kendetegner os som europæere, nemlig respekten for journalisters ytringsfrihed, er blevet så åbenlyst krænket i Gibraltar.

Agter Kommissionen at henvende sig til Rådet — hvilket i lyset af den forestående udvidelse er ekstra relevant — med anmodning om, at det gør den stat, som kolonien Gibraltar er undergivet, opmærksom på, at sidstnævntes regering af hensyn til EU's omdømme bør respektere og sikre respekten for dette princip?

Supplerende svar på Kommissionens vegne afgivet af Antonio Vitorino

(9. januar 2004)

Efter at have modtaget svar fra de britiske myndigheder kan Kommissionen nu i fortsættelse af sit foreløbige svar på skriftlig forespørgsel af 27. marts 2003 give supplerende oplysninger om det rejste spørgsmål.

De britiske myndigheder meddeler, at der blandt 20 arresterede personer kun blev rejst tiltale mod seks, der blev stillet for retten den 22. september 2003.

Det understreges endvidere, at beslutningerne om arrestation og retsforfølgelse blev taget i overensstemmelse med retsprincipperne og detaljerede lovgivningsbestemmelser.

På baggrund heraf foreslår Kommissionen, selv om den beklager, at der er brugt vold mod medierne, at denne undersøgelse afsluttes, medmindre der er andre punkter i denne sag, der skal belyses.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/14

(2004/C 78 E/0015)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0219/03

af Alexandros Baltas (PSE) til Kommissionen

(3. februar 2003)

Om: Lande som har gennemført væsentlige elementer i det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger

Eftersom det ville være interessant at kende den nøjagtige situation i medlemsstaterne, samt hvor stor vilje der findes i hver stat til fuldstændig at opfylde kravene vedrørende kontrol med fællesskabsstøtten, beder jeg Kommissionen oplyse:

1.	Hvor langt er gennemførelsen af det integrerede system for forvaltning og kontrol med EF-støtte-ordningerne kommet i EU-medlemsstaterne? I hvilke lande er det endnu ikke blevet fuldstændig gennemført, og hvad er fremtidsudsigterne for en fuldførelse?

2.	Hvilke lande har indgivet fuldstændige statistiske data til systemet og i hvilke lande er der blevet pålagt finansielle korrektioner på grund af manglende indgivelse af de ovennævnte data?

3.	Hvad er procenttallet for gennemførelse af kontrol på stedet, og hvor pålidelig er kontrollen?

4.	Findes der en fælles database for programmet, og er den til disposition for de instanser, der er inddraget i gennemførelsen af programmet?

5.	I hvilke lande er indkodningen på grundlag af ortofotokort blevet fuldført?

6.	Hvor langt er Grækenland kommet med udarbejdelsen af data til forvaltnings- og kontrolsystemet, og hvad er efter Kommissionens mening udsigterne for år 2003?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(24. marts 2003)

IACS har allerede i adskillige år været gennemført i vid og acceptabel udstrækning i alle medlemsstaterne undtagen Grækenland. IACS opdateres imidlertid regelmæssigt i alle medlemsstaterne, således at der tages hensyn til nye politikker, f.eks. kravet om forenelighed mellem visse støtteordninger pr. 1. januar 2003. De græske myndigheder har givet tilsagn om at gennemføre IACS fuldt ud i Grækenland inden november 2003.

Alle medlemsstater indgiver årlige statistiske data inden for rammerne af IACS-relaterede støtteordninger. Siden 2000 har kravet været fastlagt i forordningerne om IACS, og situationen er forbedret markant i de senere år.

Der er ikke truffet afgørelse om finansielle korrektioner i forbindelse med Kommissionens procedure for regnskabsafslutning for medlemsstaternes manglende indgivelse af data. De oplysninger, som Kommissionens revisionstjeneste for landbrugssektoren modtager, undersøges imidlertid administrativt og på stedet i forbindelse med revisionsbesøg, hvilket ofte giver anledning til bemærkninger, og om nødvendigt får økonomiske konsekvenser.

I Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (1), fastlægges niveauet for kontrol på stedet til 5 % for arealstøtte, 5 % eller 10 % for oksekødspræmierne, afhængig af den nationale identifikations- og registreringsdatabases operationelle pålidelighed, og 10 % for fåre- og gedepræmierne. I praksis ligger alle medlemsstaterne generelt over minimumskontrolniveauet.

Kommissionens revisionstjeneste for landbrugssektoren kontrollerer medlemsstaternes gennemførelse rutinemæssigt ved at foretage analyser, dybtgående undersøgelser af instruktioner og rapporter og effektivitetskontrol af en stikprøve af inspektioner. Kvaliteten af de nationale kontroller er generelt tilfredsstillende, hvilket i høj grad skyldes indførelsen af systemet til identifikation af marker og dyr, teknologiske fremskridt, der sikrer fuldstændige krydsreferencer og risikoanalyser, og rationalisering af kontrol som følge af løbende forbedringer af regelsættet.

Ifølge artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 (2) skal medlemsstaterne oprette IACS, som skal omfatte fem hovedelementer, herunder en elektronisk database. I artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 3508/92 fastslås det, at »Medlemsstaterne kan oprette decentraliserede databaser, forudsat at baserne og administrationsprocedurerne for registrering og indlæsning af data udformes ensartet på medlemsstatens område og er indbyrdes kompatible«. Der er således ingen central database.

I henhold til artikel 4 i forordning (EØF) nr. 3508/92 er medlemsstaterne ikke lovmæssigt forpligtet til at opstille et identifikationssystem på grundlag af ortofotokort. Systemerne i Belgien, Irland, Portugal og Finland er helt afhængige af ortofotokort. Grækenlands system er opbygget på en tilsvarende måde, men er endnu ikke færdigudbygget. Danmark og Italien har systemer, der har fuld ortofotodækning og ligeledes anvender digital kortlægning. Nederlandene og Sverige opstiller et system, hvori der delvist anvendes ortofotokort.

Grækenland har endnu ikke færdiggjort sit identifikations- og registreringssystem for kvæg i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 af 17. juli 2000 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 820/97 (3), der skulle have været gennemført fuldt ud senest den 1. januar 2000. Det system, der kræver, at fåre- og gedeproducenter skal føre regnskab over udviklingen i deres dyrebestand i henhold til Rådets direktiv 92/102/EØF af 27. november 1992 om identifikation og registrering af dyr (4), fungerer heller ikke korrekt. Grækenlands system til identifikation af marker, der i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 skulle være gennemført senest den 1. januar 1997, er stadig ufuldstændigt.

Disse mangler vedrører centrale elementer i IACS. Som følge heraf kan hverken myndighedskontrollen eller den administrative kontrol, f.eks. den elektroniske krydskontrol, anvendes, og inspektioner på stedet er ikke fuldstændigt pålidelige.

Kommissionen undersøger løbende situationen i Grækenland og har fået tilsagn fra de græske myndigheder om de fremskridt, der forventes gjort i 2003, og som, såfremt en sådan plan bekræftes, vil forbedre gennemførelsen af IACS betydeligt for ansøgningsåret 2004, for hvilket udbetalingerne finder sted i regnskabsåret 2005.

(1) EFT L 327 af 12.12.2001.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 af 27. november 1992 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, EFT L 355 af 5.12.1992.

(3) EFT L 204 af 11.8.2000.

(4) EFT L 355 af 5.12.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/16

(2004/C 78 E/0016)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0293/03

af Struan Stevenson (PPE-DE) til Kommissionen

(7. februar 2003)

Om: Dyrevelfærd på græske slagterier

En rapport fra Europa-Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor i 2000 (DG(SANCO)/1060/2000) har afsløret alvorlige dyrevelfærdsproblemer på græske slagterier. En ny film har nu afsløret, at der stadig er alvorlige dyrevelfærdsproblemer på græske slagterier. Filmen viste, hvordan geder bliver slagtet uden noget forsøg på forudgående bedøvelse i modstrid med Rådets direktiv 93/119/EF (1), og hvordan får bedøves så ineffektivt, at en stor del af dem kommer til bevidsthed igen, før halsen skæres over, hvilket også er i modstrid med direktiv 93/119/EF.

Hvilke skridt agter Kommissionen at tage for at lægge pres på den græske regering og få den til at sørge for, at dyr på græske slagterier slagtes i overensstemmelse med Rådets direktiv 93/119/EF?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(17. marts 2003)

Kommissionen har på grundlag af rapporter fra Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret og oplysninger fra dyreværnsforeninger kendskab til, at der har været alvorlige mangler på græske slagterier i overholdelsen af kravene i Rådets direktiv 93/119/EØF af 22. december 1993 om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet.

De uheldige forhold tidligere foranledigede Kommissionen til at indlede en overtrædelsesprocedure mod denne medlemsstat. Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret afsluttede for nylig en opfølgende kontrol af de forhold, det ærede medlem har omtalt. Dette kontrolbesøg fandt sted mellem den 13. og 17. januar 2003. Selv om den endelige rapport om kontrolbesøget endnu ikke foreligger, er der sket visse positive fremskridt siden den forrige rapport. De ansvarlige græske myndigheder har f.eks. givet passende instruktioner vedrørende dyrevelfærd til de officielle dyrlæger, der arbejder i slagterierne, de har forbedret indberetningssystemet for mangler, og de har ansat flere officielle dyrlæger. Gruppen fra kontrolbesøget oplyste, at manglerne i de tre kontrollerede slagterier ikke var så slemme som anført i tidligere rapporter, om end der fortsat var mangler. Omfanget af fremskridt anses dog ikke for at være tilstrækkeligt omfattende. Man har derfor planlagt endnu et opfølgende kontrolbesøg fra Levnedsmiddel- og Veterinær-kontoret i 2003.

Rapporten fra kontrolbesøget vil i overensstemmelse med Kommissionens almindelige procedurer blive fremsendt til Europa-Parlamentet, når den er færdig, og den vil blive offentliggjort på webstedet for Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse ©http://europa.eu.int/comm/food/fs/inspections/ index_en.html).

Kommissionen er fortsat meget bekymret med hensyn til omfanget af mangler i Grækenlands overholdelse af EU's lovgivning om dyrevelfærd, og især mht. den utilstrækkelige håndhævelse af bestemmelserne. Kommissionen vil ikke undlade at gennemføre lignende andre aktioner, der er nødvendige for at sikre en bedre overholdelse af EU-lovgivningen inden for dette område, herunder især anvendelsen af overtrædelsesproceduren i henhold til EF-traktatens artikel 226.

(1) EFT L 340 af 31.12.1993, s. 21.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/17

(2004/C 78 E/0017)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0439/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(12. februar 2003)

Om: »Draft proposal for an independent recourse mechanism« fremsat af Den Europæiske Bank for Økonomisk Genopbygning og Udvikling (EBRD)

G7 bestemte i Genoa i 2002, at multilaterale penge- og finansieringsinstitutter skulle oprette en uafhængig »compliance mechanism«. EBRD har derfor for nylig forelagt forslag til en sådan mekanisme. I Europa har der indtil nu kun været ringe opmærksomhed omkring forslaget.

Verdensbanken i Washington oprettede allerede i 1993 med sit uafhængige undersøgelsespanel (Inspection Panel) en tilsvarende instans. Dette panel blev nedsat for at fungere som en »åben dør« for offentligheden, idet enkeltpersoner kan indgive klager til Banken, hvis de mener, at de vil eller kan blive skadet af et projekt, som finansieres gennem Verdensbanken.

To tidligere formænd for dette undersøgelsespanel har i en kommentar til EBRD-forslaget fremsat følgende punkter:

—	i den foreslåede »compliance mechanism« er panelorganets uafhængighed ikke garanteret;

—	mekanismen vedrører kun en del af EBRD's aktiviteter;

—	offentliggørelse af oplysninger vedrørende spørgsmål, der forelægges for mekanismen, er underkastet forskellige betingelser, og bestemmelserne er vagt formuleret;

—	de personer, der udpeges til compliance-panelet, råder ikke over tilstrækkelig klar autonomi og effektivitet;

—	ifølge forslaget vil fokus i langt højere grad være rettet mod problemløsning end »compliance«.

1.	Har Kommissionen kendskab til EBRD's forslag, og har den i bekræftende fald undersøgt forslaget på baggrund af de kriterier, G8 opstillede i juli 2000, som f.eks. uafhængighed, gennemsigtighed osv.?

2.	Er Kommissionen enig i den kritik, der fremsættes i ovennævnte punkter?

3.	Vil Kommissionen i bekræftende fald tage skridt over for EBRD i den forbindelse?

4.	Vil Kommissionen skabe større opmærksomhed omkring forslaget, og i så fald hvordan?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(11. marts 2003)

Det foreløbige udkast til en uafhængig klagemekanisme, som det ærede medlem omtaler, er allerede blevet drøftet mellem EBRD's ledelse og bestyrelse, og det er principielt godkendt af bankens udvalg for finansielle transaktioner og finanspolitik, som er ansvarlig for den slags spørgsmål.

Udkastet har siden oktober 2002 været lagt ud til en bred offentlig høring, der bl.a. tilrettelægges ved hjælp af bankens internetside, og bemærkningerne i den forbindelse vil blive analyseret og taget i behørig betragtning med henblik på den endelige udformning af den uafhængige klagemekanisme. I den forbindelse er det ærede medlems kritiske bemærkninger af Kommissionen blevet oversendt til EBRD's ledelse.

Det må dog anføres, at den endelige beslutning om sagen, der forventes i april 2003, alene skal træffes af EBRD's bestyrelse. Det skal i den henseende bemærkes, at selv om denne blandt sine medlemmer tæller samtlige G8-lande samt Fællesskabet og alle dettes medlemsstater, skal den også tage hensyn til institutionens mandat og operationelle særegenheder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/18

(2004/C 78 E/0018)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0487/03

af Hanja Maij-Weggen (PPE-DE) til Kommissionen

(17. februar 2003)

Om: Dom i El-Kosheh-sagen

I Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel E-3652/02 (1) af 17. januar 2003 oplyser Kommissionen, at den fik et positivt indtryk af de egyptiske myndigheders første foranstaltninger, der sigtede mod at genoprette roen i området og at stille de personer, der var ansvarlige for voldshandlingerne, for en domstol.

Er Kommissionen bekendt med, at politiet under uroen i El-Kosheh i januar 2000 var meget tilbageholdende, og har Kommissionen drøftet politiets rolle med de egyptiske myndigheder?

Er Kommissionen bekendt med, at der den 27. februar 2003 falder dom i sagen om voldshandlingerne i El-Kosheh i januar 2000?

Vil Kommissionen være til stede under domsafsigelsen, og kan den aflægge beretning om den?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(18. marts 2003)

Kommissionen har kendskab til, at sikkerhedsstyrker udefra hurtigt blev bragt til El Khosheh for at genoprette ro og orden, muligvis i erkendelse af, at det lokale politi i El Khosheh ikke var i stand hertil. Straks herefter aflagde ministre og højt placerede embedsmænd besøg i landsbyerne med den udtrykkelige ordre at genoprette roen og forsikre befolkningen om, at de ansvarlige for disse optøjer ville blive retsforfulgt. Disse øjeblikkelige reaktioner stod i stærk og positiv kontrast til de officielle reaktioner på de tidligere begivenheder i El Khosheh, skønt der vel stadig stilles spørgsmål ved de lokale sikkerhedsstyrkers optræden.

Kommissionen er bekendt med, at de første kendelser ved den første retssag af mange koptiske kommentatorer blev anset som manglende garanti for, at de skyldige ville blive gjort ansvarlige for deres ugerninger. Kendelsen i den nye retssag, som blev meddelt den 27. februar 2003, (hvor kun to af de anklagede blev dømt mod fire i den første retssag) kan give anledning til fornyet kritik af domstolen, selv om visse forkæmpere for menneskerettighederne og koptiske kilder har advaret mod spekulationer om, at domstolen har været partisk for de anklagede. Det er nemlig tale om en civil domstol og ikke en militær-eller særdomstol, og det er derfor muligt, at statsadvokaten vil forelægge afgørelsen for appelretten, når retsformanden har offentliggjort årsagerne til domstolens afgørelse.

Selv om Kommissionen ikke var til stede under retssagen, følges denne sag fortsat nøje af Kommissionens delegation og medlemsstaternes ambassader i Cairo. Om nødvendigt vil der også blive truffet foranstaltninger via de sædvanlige kanaler.

(1) Se side 9.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/19

(2004/C 78 E/0019)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0559/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(27. februar 2003)

Om: Identifikationsdokumenter for heste

På baggrund af den entusiasme, hvormed Kommissionen i beslutning 2000/68/EF (1) indførte pas for alle hovdyr for at hindre, at kød fra dyr, der har været indgivet farmakologiske stoffer, eller har indtaget andre stoffer, kommer ind i fødevarekæden, bedes den oplyse, hvilke supplerende foranstaltninger den vil træffe for at undgå en tilsvarende kontaminering i indførsler fra tredjelande?

2.	Hvor stor en andel af det konsumerede hestekød kommer fra tredjelande, og hvor mange tons blev der indført sidste år?

3.	Hvornår vil Kommissionen forelægge forslag om lignende foranstaltninger for oftere konsumerede arter såsom svin, får, køer og kalve?

4.	Hvordan anbefaler Kommissionen, at disse foranstaltninger finder anvendelse i New Forest, et område i det sydøstlige England, hvor der findes mange vilde og halvvilde ponyer, på Dartmoor eller i Camargue?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(24. april 2003)

Når det gælder import fra tredjelande af fødevarer af animalsk oprindelse, forelægger disse lande i henhold til Rådets direktiv 96/23/EF af 29. april 1996 om de kontrolforanstaltninger, der skal iværksættes for visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og produkter heraf og om ophævelse af direktiv 85/358/EØF og 86/469/EØF og beslutning 89/187/EØF og 91/664/EØF (2) Kommissionen en plan til godkendelse med oplysninger om de garantier, de stiller med hensyn til overvågning af og kontrol med restkoncentrationer af veterinærlægemidler, som skal have mindst samme virkning som dem, der gives for fødevarer af animalsk oprindelse, som produceres i medlemsstaterne. Tredjelandene skal navnlig have den relevante lovgivning, herunder lovgivning om veterinærlægemidler til dyr, der anvendes i fødevareproduktionen.

Avl af hovdyr og produktion af kød fra hovdyr er ikke omfattet af EF's markedsforanstaltninger, og derfor foreligger der ikke nøjagtige tal for produktionen af sådant kød. Ifølge Kommissionens statistiske og økonomiske oplysninger 2001 ligger de 15 medlemsstaters (EU-15) selvforsyningsgrad, når det gælder kød fra hovdyr, imidlertid på ca. 30 til 35 %. På Union Equus-konferencen i 2000 anslog man den samlede hestepopulation i EU-15 til 4,5 mio. dyr. Ifølge Eurostat importerede EU-15 i 2002 i alt 84 404 hovdyr til slagtning og 59 457 tons kød fra hovdyr.

Hvad angår Kommissionens begrundelse for at vedtage beslutning 2000/68/EF af 22. december 1999 om ændring af Kommissionens beslutning 93/623/EØF og om identifikation af hovdyr til opdræt og som brugsdyr, vil Kommissionen gerne erindre om, at Parlamentet, Rådet, internationale veterinærorganisationer og sidst, men ikke mindst det berørte erhverv og ejerne af hovdyr på det kraftigste opfordrede til, at der blev fundet en løsning på problemet med den reelle eller formodede mangel på veterinærlægemidler til behandling af heste. Kommissionen fik flest henvendelser om en exceptionel løsning for hovdyr fra de medlemsstater, hvor forbruget af kød fra hovdyr er mindst.

I 2001 foreslog Kommissionen ændringer af Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler (3), bl.a. for at tage hensyn til identifikationen af hovdyr og en undtagelse med hensyn til behandling af hovdyr med veterinærlægemidler i henhold til Kommissionens beslutning 2000/68/EF. Forslaget behandles for øjeblikket efter proceduren for fælles beslutningstagning.

Kommissionen har ikke til hensigt at foreslå lignende foranstaltninger for arter såsom svin, får og kvæg. Sådanne dyr opdrættes normalt udelukkende til fødevareproduktion og er omfattet af EF-forskrifterne for identifikation under hensyntagen til de relevante produktionsbetingelser.

Kommissionen er naturligvis klar over problemerne med gennemførelsen af beslutning 2000/68/EF i visse medlemsstater. De vilde og halvvilde heste, som det ærede medlem henviser til, er imidlertid registreret i deres respektive avlsorganisation, som er godkendt i henhold til direktiv 90/427/EØF af 26. juni 1990 om zootekniske og genealogiske betingelser for samhandelen inden for Fællesskabet med enhovede dyr (4). Registrerede heste, som er født efter den 1. januar 1998, skal have et pas i henhold til Kommissionens beslutning 93/623/EØF af 20. oktober 1993 om et identifikationsdokument (pas), der skal ledsage registrerede hovdyr (5). Anvendelsen af passet til heste i Camargue har vist sig at være effektiv, fx i 2000, hvor det under restriktionerne på flytning på grund af West Nile feber i området også var nødvendigt at sikre sporbarhed for heste, der anvendes til at indsamle det halvvilde Camargue-kvæg, der som andet kvæg kan spores fuldt ud ved hjælp af dobbelte øremærker, pas og databasen for kvæg.

(1) EFT L 23 af 28.1.2000, s. 72.

(2) EFT L 125 af 23.5.1996.

(3) EFT L 311 af 28.11.2001.

(4) EFT L 224 af 18.8.1990.

(5) EFT L 298 af 3.12.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/20

(2004/C 78 E/0021)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0682/03

af María Sornosa Martínez (PSE) til Kommissionen

(7. marts 2003)

Om: Projekt om anlæg af reservoir i Rivas de Tereso (La Rioja, Spanien)

Det spanske landbrugsministerium har ifølge Boletín Oficial de la Rioja (13.10.1998) siden 1997 arbejdet med et projekt om anlæg af et reservoir til kunstvanding i Páganos i Languardia-distriktet. Hovedinitiativtager bag projektet er overrislingssammenslutningen for Rioja Alavesa og Sonsierra. I en sammenfattende rapport peges der på en alternativ placering, nemlig i Rivas de Tereso, som tilsyneladende anbefales ud fra betragtninger om, at Págano-løsningen ville kollidere med en formodet modstand blandt indbyggerne, en formodet fare for lokaliteten ved dæmningsbrud og større udgifter til ekspropriation af jordlodder. Reservoiret, som skal have en kapacitet på 2,8 hm og udstyres med en 38 m høj dæmning, vil medføre inddragelse af mindst 25 ha landbrugsjord (korn- og vinmarker).

Indbyggerne i San Vincente og Sonsierra har protesteret mod projektet under henvisning til følgende:

—	Der er samme eller større modstand blandt indbyggerne, hvilket ikke er kommet til udtryk i rapporten

—

Der er ikke foretaget en egentlig vurdering af jordlodderne, og disse udgifter udgør desuden en meget lille del af de samlede anlægsomkostninger, hvorfor de ikke bør indgå i vurderingen af, hvor et reservoir skal placeres, og der bør foretages en undersøgelse af de samlede anlægsudgifter ved hver af de alternative placeringer

—	Den nære beliggenhed i forhold til lokaliteten (ca. 50 m) og manglen på vand i sommermånederne vil give indbyggerne alvorlige problemer, herunder lugtgener, insektplager og sundhedsrisici

—	Det vil få alvorlige økonomiske og sociale virkninger for området på grund af inddragelsen af de ovenfor nævnte marker, som udgør en tiendedel af de samlede landbrugsarealer i Rivas

—	Det vil få negative miljømæssige virkninger for miljøfølsomme afgrøder som vin, som ikke tidligere medtaget i miljøvurderingen, herunder tåge, temperaturændringer, jordskred, slamdannelse, udledninger mv.

Der er ikke taget hensyn til eksisterende alternativer, herunder anlæg af flere mindre reservoirer, som vil være mere hensigtsmæssige for den miljømæssige og økonomiske balance i området.

Kan Kommissionen garantere, at miljøvurderingen, navnlig hvad angår fase II, (vandingsreservoir) opfylder kravene i direktiv 85/337/EØF (1) med senere ændringer, herunder forpligtelsen til at undersøge mere miljøvenlige alternativer? Mener Kommissionen ikke, at der er sket en klar overtrædelse af bestemmelserne om offentlig adgang til miljøoplysninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. april 2003)

Dokumenterne, som det ærede medlem har forelagt i forbindelse med denne sag, inkluderer ikke en fuldstændig miljøvurdering til de spanske myndigheder. Det er derfor ikke muligt for Kommissionen at afgøre, hvorvidt miljøvurderingen blev udarbejdet i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (2).

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af bestemmelserne i Rådets direktiv 90/313/EØF af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger (3), ønsker Kommissionen at påpege, at dette direktiv forpligter de offentlige myndighder til at svare på anmodninger om adgang til miljøoplysninger. Ud over forpligtelsen til at give generelle oplysninger til offentligheden om miljøsituationen, forpligter dette direktiv ikke de offentlige myndigheder til aktivt at videregive miljøoplysninger. De oplysninger, som det ærede medlem har givet, siger ikke noget om, hvorvidt en anmodning om adgang til miljøoplysninger blev indgivet til de pågældende offentlige myndigheder, eller om der i så fald blev givet adgang. Da Kommissionen ikke råder over disse oplysninger, kan den ikke udtale sig om, hvorvidt bestemmelserne i dette direktiv er blevet overtrådt.

(1) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

(3) EFT L 158 af 23.6.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/22

(2004/C 78 E/0022)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0733/03

af Sebastiano Musumeci (UEN) til Kommissionen

(4. marts 2003)

Om: Sikkerhed inden for lufttransport og anvendelse af modersmål

Flypassagerers sikkerhed afhænger også af besætningens mulighed for let at kommunikere informationer, såvel inden som i en eventuel katastrofesituation.

På internationale europæiske flyvninger taler kabinepersonalet ikke altid sproget i de to lande, der flyves fra og til.

Endnu den dag i dag taler en stor procentdel af flypassagererne (navnlig ældre, ikke særligt velstillede personer og personer med et lavt uddannelsesniveau) kun deres modersmål.

Dette gør enhver kommunikation mellem dem og kabinepersonalet umulig, hvilket forværrer deres tilstand af panik og isolation i tilfælde af en katastrofe og gør det vanskeligt om ikke ligefrem umuligt at overholde sikkerhedsbestemmelserne ved bortgang fra flyet.

Vil Kommissionen oplyse,

1.	om den ikke finder, at denne situation, som er ønsket af luftfartsselskaberne, udgør en alvorlig krænkelse af en passagers mest elementære ret, nemlig retten til sikkerhed?

2.	hvilke initiativer den agter at tage, for at der inden for den europæiske lufttransport sikres den nødvendige hjælp også til de borgere, som begår den uret ikke at kunne de mest udbredte og anvendte sprog blandt kabinepersonale, dvs. engelsk og fransk?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(31. marts 2003)

De fleste luftfartsselskaber bestræber sig for at benytte kabinepersonale, som kender det sprog, der tales af hovedparten af de passagerer, flyselskaberne befordrer. Desuden forpligter internationale regler dem til at udstyre deres fly med sikkerhedsinformation illustreret med piktogrammer, som gør det muligt for passagererne, uanset disses sprogkundskaber, at forstå, hvad de skal gøre i en nødsituation.

Kommissionen kender ikke til nogen tilfælde, hvor manglende sprogkundskaber skulle have bidraget til at udsætte flypassagerers liv for fare ved en ulykke.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/23

(2004/C 78 E/0024)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1061/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(28. marts 2003)

Om: Ancona Kommunes udnyttelse af midler fra Told 2002-programmet

I september 2002 forelagde det italienske finansministeriums tilsynsudvalg opgørelsen for udnyttelsen af midler stillet til rådighed af EU.

Af denne opgørelse fremgår det bl.a., hvor foruroligende langsomt og ineffektivt en række lokale myndigheder tildeler de godkendte projekter støtte.

Også Kommissionen har flere gange henledt opmærksomheden på denne alarmerende situation for så vidt angår lokale myndigheders mangelfulde udnyttelse af EU-midler.

Navnlig visse lokale myndigheder, herunder f.eks. Ancona Kommune, har hårdt brug for at udnytte EU-midlerne til aktioner til fremme af partnerskabs- og samarbejdsånden mellem Kommissionen og medlemsstaterne samt til overvågningsaktioner, bekæmpelse af svig og forbedring af toldmyndighedernes arbejdsredskaber.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse:

1.	om Ancona Kommune har forelagt projekter i håb om at opnå støtte fra Told 2002-programmet?

2.	om Ancona Kommune har fået bevilget støtte til disse projekter?

3.	om de pågældende midler er blevet brugt?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

på skriftlige forespørgsler E-0883/03 og E-1061/03

(8. maj 2003)

Told 2002-programmet har finansieret aktiviteter, som skulle forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes administrationer i det indre marked. (1) I programmet skelnes der mellem to typer af aktiviteter: dels IT-aktiviteter (2) og dels fælles aktioner og andre aktioner (3).

IT-aktiviteterne vedrører toldvæsenets IT-systemer. For eksempel forsendelse. De fælles aktioner og andre aktioner var tilrettelagt af Kommissionen og medlemsstaternes toldadministrationer. Deltagerne i arrangementerne var ansatte fra disse administrationer.

Den finansielle forvaltning af fælles aktioner og andre aktioner under programmet er foregået således: Kommissionen betaler et forskud til administrationerne i de berørte medlemsstater, og disse administrationer foretager de fornødne betalinger. Eksempler på betalinger er betaling af en flybillet for en af deltagerne eller betaling af en faktura for en mødefacilitet, når en af administrationerne er vært for et seminar. Medlemsstaternes administrationer skal to gange om året aflægge rapport til Kommissionen om de udgifter, der bliver finansieret over programbudgettet.

Kommissionen kan således meddele det ærede medlem, at Ancona og Fiumicino kommune ikke opfyldte kriterierne for at kunne deltage i Told 2002-programmet, og at de derfor ikke har forelagt projekter eller opnået støtte til noget.

(1) I beslutningen vedrørende programmet gives der en nærmere oversigt over programmålene. (Told 2002-beslutning nr. 210/97/EF af 19. december 1996, ændret ved beslutning nr. 105/2000/EF af 17. december 1999).

(2) Informationsudvekslings- og kommunikationssystemer.

(3) For eksempel seminarer, udvekslinger, arbejds- eller benchmarkinggrupper.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/24

(2004/C 78 E/0026)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0912/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(24. marts 2003)

Om: Racisme og racistiske angreb i ansøgerlandene

Europa-Parlamentets betænkning om bekæmpelse om racisme, fremmedhad og antisemitisme i ansøgerlandene (A5-0055/2000) og nylige rapporter fra House of Lords i Det Forenede Kongerige, hvoraf det fremgår, at udvidelsesrapporterne af Ellis ikke giver et nøjagtigt billede af forfølgelsen af romaerne i Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet, giver anledning til følgende spørgsmål. Hvad gør Kommissionen på baggrund af ovenstående for at minde ansøgerlandenes regeringer om deres forpligtelse til at bekæmpe diskriminering af romaerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(8. maj 2003)

Som led i beskyttelsen af menneskerettigheder og mindretal finder Kommissionen, at princippet om bekæmpelse af diskrimination er en meget vigtig del af gældende EF-lovgivning, som det bl.a. er fastlagt i EF-traktatens artikel 13 i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (1) og direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2), og som det er bekræftet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Kommissionen har været meget opmærksom på, om disse kriterier er blevet opfyldt. I sine rapporter om Tjekkiets, Ungarns, Polens og Slovakiets fremskridt mod tiltrædelse har Kommissionen tillagt situationen for roma-minoriteten stor betydning. Samtidig med at rapporterne understreger de fremskridt, der er gjort over en årrække, har de tydeligt fremhævet de resterende problemer og har krævet, at der forstat gøres en indsats for at råde bod på endnu eksisterende svagheder. Rapporterne understregede også behovet for i fuldt omfang at gennemføre direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF i national lovgivning og iværksætte yderligere bestræbelser på at efterkomme EF-traktatens artikel 13, herunder oprettelsen af et ligestillingsnævn. Alle disse spørgsmål rejses ved alle relevante lejligheder og på højeste politiske plan.

Der iværksættes de nødvendige arrangementer for at gøre det muligt for kandidatlandene at deltage i EU's program mod diskriminering. Desuden finansierer Phare vigtige og specifikke bistandsprogrammer på dette område. F.eks. blev der i Phare-programmet for 2001 bevilget 3 mio. EUR til et civilsamfundsprojekt i Tjekkiet for at opmuntre romaerne til at deltage i det offentlige liv og 5 mio. EUR til et program for social integration i Ungarn, som lægger særlig vægt på roma-befolkningen. Der blev bevilget yderligere 10 mio. EUR i Slovakiet til at støtte infrastruktur- og uddannelsesprojekter, som vil komme romaerne til gode. Phare-programmet for 2002 ydede 0,5 mio. EUR til at øge effektiviteten i de politikker og programmer, der fremmer romaernes integration i Ungarn, og der er blevet bevilget yderligere 3 mio. EUR til kampen mod diskriminering og til at fremme tolerancen over for romaerne i Ungarn. Phare 2003 har bevilget 1 mio. EUR til et projekt, der skal forbedre mulighederne for romaerne på lang sigt i Tjekkiet.

Kommissionen vil fortsat følge situation på nært hold og støtte tiltrædelsesforberedelserne i forbindelse med kampen mod diskriminering.

(1) EFT L 180 af 19.7.2000.

(2) EFT L 303 af 2.12.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/25

(2004/C 78 E/0027)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0922/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(24. marts 2003)

Om: Serbien. Mordet på premierministeren. Ustabilitet

Den 12. marts blev den serbiske premierminister, Zoran Djinjic, brutalt myrdet. Tilsyneladende skyldes dette drab den kamp mod den organiserede kriminalitet, som premierministeren havde stillet sig i spidsen for.

Jeg spørger derfor Kommissionen:

—	Hvilke oplysninger har Kommissionen om, hvem der står bag denne forbrydelse?

—	Er det Kommissionens opfattelse, at Unionen burde hjælpe Republikken Serbien i denne tid med krise og politisk og social ustabilitet?

—	Er Kommissionen mon parat til at udvide en sådan hjælp til at omfatte kriminalitetsbekæmpelse og konsolidering af de demokratiske institutioner i Serbien?

—	På hvilke måder kan Kommissionen gøre dette?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(8. maj 2003)

Kommissionen har ved flere lejligheder, bl.a. under et personligt besøg aflagt af kommissionsmedlemmet med ansvar for eksterne forbindelser, dagen efter mordet og i forbindelse med Romano Prodis deltagelse i premierminister Djindjics begravelse, kraftigt fordømt denne frygtelige handling og givet udtryk for, at den fuldt ud støtter Serbien og Montenegro på dette kritiske tidspunkt.

Kommissionen er ikke i stand til at kommentere igangværende kriminalundersøgelser i Serbien. Serbien har i de seneste uger truffet beslutsomme foranstaltninger mod den organiserede kriminalitet og politiske ekstremisme, og det ser ud til at bære frugt.

Kommissionen reagerede straks ved at drøfte mulighederne for yderligere bistand med myndighederne og dermed øge EU's allerede meget generøse bistand. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at understøtte de demokratiske, politiske og økonomiske reformer, der er nødvendige, for at en statsunion mellem Serbien og Montenegro kan fungere korrekt.

Som et eksempel på denne fortsatte bistand kan nævnes, at EF's årlige program for Serbien for 2003 (CARDS — 229 mio. EUR i 2003), som er ved at blive vedtaget, omfatter betydelig støtte til retlige og indre anliggender og institutionsopbygning. I en fælles skrivelse fra Kommissionen og Javier Solana til EU's udenrigsministre forud for mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 14. april 2003 blev det desuden understreget, at der kan blive tale om supplerende ledsageforanstaltninger, herunder makroøkonomisk bistand, teknisk rådgivning, koordination af medlemsstaternes indsatser og større handelsmuligheder

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/26

(2004/C 78 E/0028)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1033/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(28. marts 2003)

Om: Hungersnød i Afrika

Kommissionen er helt sikkert bekendt med den nylige meddelelse fra Nairobi, hvori FAO gør opmærksom på, at 14 mio. mennesker i Etiopien — ud af en befolkning på ca. 63 mio. — har presserende behov for fødevarehjælp. Indtil nu er det kun lykkedes de internationale organisationer, der er involveret i kampen mod hungersnøden, at indsamle hjælp til dækning af 40 % af mindstebehovet. Lagrene vil blive udtømt inden udgangen af juni, også selv om hjælpen begrænses til 12,5 kg korn pr. person pr. måned i stedet for de 15 kg, der anses for absolut nødvendige for overlevelse. Forholdsmæssigt set er situationen endnu mere dramatisk i Eritrea, hvor 2 mio. mennesker ud af en befolkning på 3,5 mio. har behov for mad, og hvor de nuværende lagre højst kan dække behovet indtil slutningen af april. I mellemtiden er over 28 % af børn under fem år alvorligt underernærede. I Eritrea dør husdyrene også som følge af tørken, der nu har varet i fire år.

Kan Kommissionen på denne baggrund:

1.	forelægge oplysninger om den hjælp, der ydes til Etiopien og Eritrea?

2.	oplyse — i betragtning af faldet i kornhøsten (fire femtedele mindre end gennemsnitsproduktionen i det sidste årti) — hvilke initiativer den efter aftale med FAO har taget eller agter at tage for at fremme et produktionsgenopsving?

3.	oplyse, om den for at bidrage til opnåelsen af denne målsætning anser det for hensigtsmæssigt at yde støtte til uddannelse af landmænd i brugen af teknologier, der er særligt velegnede til dyrkning af jorden?

4.	oplyse, om den anser det for en prioritering i samarbejde med regeringerne i de lande, der lider under tørke, og med de internationale humanitære organisationer at gennemføre projekter med henblik på forskning i og eventuel udnyttelse af grundvandsressourcer?

5.	oplyse, om der med disse mål for øje — ud over målet at yde humanitær bistand — eksisterer samarbejdsforbindelser mellem Kommissionen og de velgørenhedsorganisationer, der opererer i de berørte afrikanske områder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(8. maj 2003)

Kommissionen kender udmærket til FAO's rapport om den aktuelle fødevarekrise i Etiopien, selv om den ikke er helt enig i det tal, FAO angiver for, hvor mange mennesker der skulle være berørt af krisen (et tal, der i december 2002 blev rettet til 11,3 mio. EUR for Etiopiens vedkommende), og dermed også procentdelen for, hvor stor en del af behovene der skulle være blevet opfyldt. Påstanden om, at over 28 % af børn under fem år i Eritrea skulle lide af alvorlig fejlernæring, er også yderst tvivlsom og er uheldigvis et eksempel på den tendens, der hersker blandt visse involverede parter, til at overdrive, når det gælder nødssituationer.

Når dette er sagt, er fødevarekrisen på Afrikas Horn naturligvis meget virkelig, selv om den — som følge af stærkt forbedrede systemer for tidlig varsling og generøse donorreaktioner — ikke har udviklet sig til en hungersnødskatastrofe, sådan som vi har kendt fra det tidligere.

Kommissionen har selv reageret på krisen i Etiopien og Eritrea på en helt ny måde og har sammen med medlemsstater kunnet dække omkring 35-40 % af det anslåede fødevarebehov indtil udgangen af 2003. En oversigt er blevet sendt direkte til det ærede medlem og Parlamentets sekretariat.

I sine strategiske mål for navnlig Etiopien prioriterer Kommissionen det imidlertid meget højt at støtte bestræbelserne på at skabe fødevaresikkerhed, da man kan forudse, at omkring 4-5 millioner etiopiere hvert år ikke er sikret fødevarer nok af strukturelle årsager — heller ikke i de år, hvor høsten er god. Derfor har Kommissionen under 9. EUF afsat et beløb på 54 mio. EUR til Etiopien til programmer for støtte til fødevaresikkerhed. Programmer, der skal finansieres inden for denne tildeling, er ved at blive udvalgt og vurderet, men de vil sandsynligvis også komme til at omfatte bedre sundhedsforanstaltninger for kvægbestanden, bedre adgang til vandsteder og støtte til et bedre system for afsætning af korn.

Kommissionen vil naturligvis fortsætte sit samarbejde med velgørende organisationer, som arbejder i afrikanske lande, hvor der ikke er fødevaresikkerhed, om at yde støtte til at skabe fødevaresikkerhed og også inden for andre former for humanitær bistand.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/27

(2004/C 78 E/0029)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1289/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(4. april 2003)

Om: Forstyrrelser i markedsadgangen til Folkerepublikken Kina for fotoprodukter: Særlige importafgifter, som ikke er i overensstemmelse med aftaler indgået i WTO-regi

Siden 1997 har Folkerepublikken Kina haft en importafgift for fotoprodukter i form af en særlig afgift på et nærmere bestemt beløb i renmimbi yuan pr. produktenhed (målt i kvadratmeter).

Som led i tiltrædelsen af Verdenshandelsorganisationen (WTO) har Kina forpligtet sig til efterhånden at erstatte denne særlige afgift med en ad valorem-afgift. Disse forpligtelser er fastlagt i den bilaterale aftale mellem Den Europæiske Union og Kina samt i Kinas WTO-tiltrædelsesprotokol. I januar 2002 bebudede Kina imidlertid, at landet ville opretholde de særlige importafgifter på fotoprodukter. Dette er ikke i overensstemmelse med aftalerne indgået i WTO-regi.

Således har Kina f.eks. forpligtet sig til i 2002 at opkræve en 42 % ad valorem-importafgift for 35 mm film. I virkeligheden har Kina dog opkrævet en særlig afgift på 155 renmimbi yuan pr. kvadratmeter. Dette har resulteret i en ad valorem-afgift på reelt 89 %. Den særlige afgift overstiger dermed det tilladte.

1.	Er Kommissionen bekendt med disse særlige afgifter pr. produktenhed for en række fotoprodukter?

2.	Er det Kommissionens opfattelse, at dette udgør en uberettiget toldmæssig hindring i forhold til Kinas forpligtelser inden for Verdenshandelsorganisationen?

3.	Har Kommissionen allerede bragt dette anliggende på bane over for de kompetente myndigheder i Kina?

4.	Hvad var i bekræftende fald reaktionen? Hvorfor har Kommissionen i benægtende fald ikke gjort dette, og har den til hensigt snarest at iværksætte foranstaltninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(8. maj 2003)

Kommissionen er klar over, at Kina valgte at lægge sig fast på specifikke toldafgifter i stedet for ad valorem-afgifter for en række produkter, herunder fotoprodukter. Det skal bemærkes, at Kinas anvendelse af specifikke afgifter snarere end ad valorem-afgifter i sig selv er en overtrædelse af Kinas forpligtelser i Verdenshandelsorganisationen (WTO) (selv om Kinas forpligtelser — de bundne satser — er udtrykt som ad valorem-værdier).

2.	Der ville være tale om et brud på Kinas WTO-forpligtelser, hvis brugen af specifikke afgifter i praksis fører til afgiftssatser, der er højere end ad valorem-satserne. Efter kontakter med nogle virksomheder syntes dette at være tilfældet med nogle få specifikke satser for fotoprodukter i 2002.

Ved udgangen af 2002 og efter kontakter med nogle virksomheder om dette spørgsmål rejste Kommissionen problemet med de kinesiske myndigheder inden for rammerne af overgangsundersøgelses-mekanismen. Dette er en WTO-mekanisme, som blev etableret i forbindelse med Kinas tiltrædelse, og formålet er at foretage en årlig gennemgang af Kinas gennemførelse af landets WTO-forpligtelser.

Det er bemærket, at dette spørgsmål også er blevet rejst af Japan, som synes at være den af Kinas handelspartnere, der har de største handelsinteresser i dette spørgsmål.

4.	De kinesiske myndigheder forpligtede sig til seriøst at overveje en anmodning fra EU og Japan, og vi afventer således resultaterne af disse officielle kontakter.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/28

(2004/C 78 E/0030)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1309/03

af Bill Newton Dunn (ELDR) til Kommissionen

(7. april 2003)

Om: Krænkelse af menneskerettigheder i Laos

Kommissionen har formodentlig kendskab til de fortsatte krænkelser af menneskerettighederne i Laos — især hvad angår behandlingen af kristne.

Har Kommissionen

1.	rettet henvendelse til den laotiske regering?

2.	andre planer om at forsøge at forbedre situationen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(8. maj 2003)

Kommissionen er bekendt med rapporter om, at religionsfriheden er begrænset i Laos, herunder rapporter om medlemmer af kristne grupper, der forfølges og/eller tilbageholdes på grund af deres religiøse overbevisning.

Dette sker til trods for, at det i forfatningen er fastsat, at »enhver har ret og frihed til sin egen religiøse overbevisning«. Tolerancen over for trosretningerne er forskellig alt efter region. Der har været rapporter om arrestationer og tilbageholdelse af troende og deres åndelige ledere uden anklager. Nogle kristne er blevet dømt for at samles for at »skabe social uro« Nogle rapporter nævner også vanskeligheder for religiøse grupper, der søger at etablere nye kultsteder i særlige provinser. I andre dele af landet kan både katolikker og protestanter åbent praktisere deres religion.

Kommissionen følger opmærksomt denne og andre situationer vedrørende menneskerettighederne i Laos, og EU giver ofte på bilaterale møder med Laos udtryk for sin bekymring. Kommissionen deltager også i fuldt omfang i alle EU's demarcher til de laotiske myndigheder for at give udtryk for EU's bekymringer.

Kommissionen understreger behovet for at styrke respekten for civile og politiske rettigheder i Laos, herunder ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed. I løbet af foråret vil Kommissionen åbne en delegation i Vientiane i Laos. Dette vil øge mulighederne for at gå ind i en mere gennemgribende og konstruktiv dialog med den laotiske regering om menneskerettighedsspørgsmål.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/29

(2004/C 78 E/0031)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1409/03

af Othmar Karas (PPE-DE) til Kommissionen

(14. april 2003)

Om: Europæisk politik vedrørende skattereformer til gavn for virksomheder

Det primære mål for den europæiske integration er at øge velstanden i medlemsstaterne gennem afskaffelse af de hindringer for varers og tjenesters frie bevægelighed, der eksisterer mellem landene. Det er en lige så stor skattepolitisk udfordring for det indre marked i Europa at indfri dette mål. EU-initiativer på skatteområdet skal sikre, at skattesystemerne bidrager til et velfungerende indre marked.

Parlamentet er sig fuldt ud bevidst, at især små virksomheder står over for en række problemer som følge af 15 (snart 25) forskellige skattesystemer og de dermed forbundne friktionsomkostninger og hindringer i forbindelse med grænseoverskridende aktiviteter og beklager den administrative byrde, som virksomhederne pålægges som følge af forskellige momsregler og enorme administrationskrav, der følger af forskellige skattesystemer for virksomheder, samt talrige aftaler om dobbeltbeskatning.

Hvilken tidsplan og hvilke mål har Kommissionen fastsat for at komme videre med dette yderst kontroversielle tema?

Hvilke muligheder og eventuelle vanskeligheder med hensyn til gennemførelsen er der ifølge Kommissionen ved:

—	vedtagelse og gennemførelse af EU's skattepakke (afskaffelse af huller i skattelovgivningen, ingen skattefordele i forbindelse med direkte udenlandske investeringer og etablering af holdingselskaber)

—	samordning af selskabsskattesystemerne for internationalt at mindske mulighederne for skatteunddragelse (transfer-pricing)

—	et ensartet skattetryk for kapital- og personselskaber samt enkeltmandsvirksomheder

—	nedsættelse af skattetrykket ved overdragelse af selskaber, som kun har én ejer

—	gennemførelse af et pilotprojekt om »beskatning i den stat, hvor virksomheden har sit hjemsted« (selskabs- og indkomstskat) for alle små og mellemstore virksomheder, herunder personselskaber

—	harmonisering af dobbeltbeskatningsaftalerne inden for EU

—	momserklæring for omsætning på andre markeder end hjemmemarkedet i den stat, hvor virksomheden har sit hjemsted, såfremt virksomheden ikke har et permanent forretningssted i udlandet

—	fuldstændig harmonisering af momssystemets administrative bestemmelser

—	garanti for tilbagebetaling af moms inden for et rimeligt tidsrum (ændring af det 8. momsdirektiv)

—	fortsættelse af eksperimentet med reducerede momssatser for arbejdsintensive tjenesteydelser og udvidelse heraf til at omfatte alle relevante brancher?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(23. maj 2003)

Kommissionen har iværksat en række initiativer for at løse de eksisterende skatteproblemer i det indre marked og forbedre dets generelle effektivitet og funktionsdygtighed. Det ærede medlems opmærksomhed henledes specielt på de forskellige aktioner, som Kommissionen har iværksæt som følge af sine meddelelser »På vej mod et indre marked uden skattemæssige hindringer — En strategi for fastsættelse af et konsolideret selskabsskattegrundlag for virksomheders aktiviteter overalt i EU« (1) og »Strategi til forbedring af momssystemet i det indre marked« (2). Kommissionens tiltag på dette område tager specielt hensyn til de administrative problemer og efterlevelsesomkostninger, som de små og mellemstore virksomheder står over for. F.eks. er Kommissionen ved at iværksætte en meget omfattende undersøgelse af efterlevel-sesomkostningerne for 3 000 virksomheder i EU. Man håber, at denne undersøgelse vil kaste nyt lys over de omkostninger, det medfører for virksomhederne at jonglere med 15 forskellige beskatningssystemer, og de vigtigste årsager til disse omkostninger.

Det er vigtigt at bemærke, at de fleste af de foranstaltninger, der er foreslået eller vil blive foreslået af Kommissionen, skal vedtages enstemmigt af medlemsstaterne. Dette er grunden til, at Kommissionen ikke er i stand til at give nogen nøjagtig tidsplan for, hvornår de vil blive gennemført.

For så vidt angår individuelle initiativer, kan der dog oplyses følgende:

—

»Vedtagelse og gennemførelse af EU's skattepakke (afskaffelse af hullerne i skattelovgivningen, ingen skattefordele i forbindelse med direkte udenlandske investeringer og etablering af holdingselskaber)«: Kommission har hjulpet formandskabet i dets bestræbelser på at nå frem til en endelig afgørelse om skattepakken til hindring af skadelig skattekonkurrence. Bortset fra forbehold fra en enkelt medlemsstat er der nået til enighed om pakken. Specielt blev der nået en tilfredsstillende afslutning på arbejdet med adfærdskodeksen for virksomhedsbeskatning, som skal fjerne skadelig skattekonkurrence ved at gribe ind over for virksomhedsbeskatningsforanstaltninger, der sikrer et lavere beskatningsniveau end det, der normalt anvendes i den pågældende medlemsstat.

—

»Samordning af selskabsskattesystemerne for internationalt at mindske mulighederne for skatteunddragelse (transfer-pricing)«: Inden for »det fælles EU-forum for interne afregningspriser«, som blev oprettet i 2002 på Kommissionens initiativ, er skatteeksperter på højt niveau fra medlemsstaternes administrationer og fra erhvervslivet i øjeblikket ved at undersøge de forskellige muligheder for at løse problemet med afregningspriser i det indre marked. Forummet vil forelægge en endelig rapport i slutningen af 2004.

—

»Ensartet skattetryk for kapitalselskaber, interessentskaber og enkeltmandsvirksomheder«: Interessentskaber og enkeltmandsvirksomheder er overvejende underlagt lovgivningen om personlig indkomstskat. Som påpeget i Kommissionens meddelelse »Skattepolitik i EU — prioriteringer for de kommende år« (3) er »beskatningsniveauet på dette område [direkte beskatning] imidlertid et anliggende for medlemsstaterne i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet«, forudsat at medlemsstaternes lovgivning overholder principperne i EF-traktaten.

—

»Nedsættelse af skattetrykket ved overdragelse af selskaber, som kun har én ejer«: I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet er transaktioner i forbindelse med overdragelsen af virksomheder med én ejer generelt medlemsstaternes eget anliggende, forudsat at de overholder deres traktatmæssige forpligtelser. Dette er især tilfældet for arveafgifter. Kommissionen offentliggjorde imidlertid i 1994 en henstilling vedrørende overdragelse af små og mellemstore virksomheder og en meddelelse (98/C93/02) om gennemførelsen af henstillingen fra 1998. Spørgsmålet blev yderligere behandlet af en ekspertgruppe, hvis endelige rapport blev offentliggjort i juli 2002 (4). Den forelægger de foranstaltninger, medlemsstaterne har truffet for at lette overdragelsen af små og mellemstore virksomheder, og stiller forslag om fremtidige aktioner. Ekspertgruppens arbejde blev fulgt op af et projekt, som skulle hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre Kommissionens henstilling og svare på ekspertgruppens forslag. Resultatet af dette projekt vil blive offentliggjort i nær fremtid.

—

»Gennemførelse af et pilotprojekt om beskatning i den stat, hvor virksomheden har sit hjemsted (selskabs- og indkomstskat) for alle små og mellemstore virksomheder, herunder personselskaber«: Efter en vellykket workshop med de interesserede parter i december 2002 har Kommissionen iværksat en høringsprocedure om mulighederne for at gennemføre dette pilotprojekt. Fristen for at indsende bidrag til det detaljerede høringsoplæg er blevet forlænget til 30. april 2003. En analyse af de forskellige bidrag vil blive offentliggjort senere. Kommissionen har til hensigt at udgive konklusionerne fra denne høring og fra det relevante tekniske arbejde i en meddelelse omkring oktober 2003. Meddelelsen vil også behandle opfølgningen af andre aspekter af Kommissionens undersøgelse om selskabsbeskatning (5) og meddelelsen fra 2001 (6).

—

»Harmonisering af dobbeltbeskatningsaftalerne inden for EU«: Kommissionen er fuldstændig klar over de forskellige og komplekse problemer, der består i forbindelse med dobbeltbeskatningsaftalerne i det indre marked, og har planlagt et initiativ på dette område i 2004 med henblik på at koordinere medlemsstaternes politik vedrørende dobbeltbeskatningsaftaler inden for rammerne af EU. Blandt de mulige løsninger på problemerne med dobbeltbeskatning i det indre marked og spørgsmål, der er uforenelige med EU-retten, men endnu ikke er løst tilfredsstillende ved bilaterale aftaler, er indgåelsen af en multilateral beskatningsaftale mellem alle medlemsstaterne og udviklingen af en EU-modelaftale.

—

»Momsangivelse for omsætning på andre markeder end hjemmemarkedet i den stat, hvor virksomheden har sit hjemsted, såfremt virksomheden ikke har et permanent forretningssted i udlandet«: Ordningen med enkelt registrering og indberetning af transaktioner, der udføres i flere medlemsstater, er i øjeblikket kun vedtaget for ikke-europæiske selskaber, der foretager salg ved e-handel til kunder i EU. Ordningen træder i kraft den 1. juli 2003. Kommissionen og medlemsstaterne vil nøje overvåge, hvordan ordningen fungerer, for at afgøre om den er effektiv, og om der er mulighed for at anvende den på andre transaktioner og udvide den til også at gælde for EU-virksomheder.

—

»Fuldstændig harmonisering af momssystemets administrative bestemmelser«: Kommissionen har iværksat en bred høring blandt europæiske virksomheder om resultatet af en undersøgelse vedrørende forenkling og modernisering af MOMS-forpligtelserne. På grundlag af resultatet af denne høringsproces vil Kommissionen tage stilling til, om der skal fremsættes et lovforslag på dette område.

—

»Garanti for tilbagebetaling af moms inden for et rimeligt tidsrum (ændring af det 8. momsdirektiv)«: Kommissionen forelagde i juni 1998 et forslag om at erstatte proceduren i 8. momsdirektiv og give den afgiftspligtige ret til at få refunderet momsen direkte i den periodiske momsangivelse, som indgives til den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige er etableret. Forslaget er i øjeblikket under drøftelse i Rådet.

—	»Fortsættelse af eksperimentet med reducerede momssatser for arbejdsintensive tjenesteydelser og udvidelse heraf til alle relevante brancher«: Kommissionen har til hensigt inden sommeren 2003 at forelægge et forslag om reducerede momssatser, som tager hensyn til resultaterne af dette eksperiment.

(1) KOM(2001) 582 endelig udg.

(2) KOM(2000) 348 endelig udg.

(3) KOM(2001) 260 endelig udg.

(4) http://europa.eu.int/comm/enterprise/entrepreneurship/support_measures/transfer_business/best_project.htm

(5) SEK(2001)1681.

(6) KOM(2001) 582 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/32

(2004/C 78 E/0032)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1431/03

af Pierre Jonckheer (Verts/ALE) til Kommissionen

(24. april 2003)

Om: Udvinding af kul i åben minedrift i distriktet Valle de Laciana i det nordlige León, Spanien

Den regionale forvaltningsmyndighed for miljø og fysisk planlægning i Castilla y León godkendte 14. juni 1999 et projekt om udvinding af kul i åben minedrift i Fonfría under henvisning til de foranstaltninger, der var foreslået i genopretningsplanen og overvågningsplanen ud fra en antagelse om, at foranstaltningerne kunne bidrage til at forbedre den aktuelle tilstand og efterlade en terrænudformning og -profil, der svarede til de oprindelige. Jeg mener ikke, at en sådan fremgangsmåde er acceptabel, da den ikke tager hensyn til en række faktorer,

navnlig (1):

Der skal udvindes 18 579 705 m3, hvoraf 3 500 000m3 overføres til to lossepladser. Mineaffaldet bortskaffes i dag i den strømfure, hvor kilden Fonfría løber, og den er derfor forsvundet mellem affaldet, selv om det er den kilde, som ifølge de foreslåede genoprettelsesforanstaltninger skal beskyttes,

b)	den nordlige losseplads er projekteret i et skovrejsningsområde, der har modtaget fællesskabsstøtte,

det fremgår ikke af miljøundersøgelsen, at der findes laguner af stor miljømæssig værdi samt flere andre kilder end Fonfría; det fremgår heller ikke, at en række mindre vandløb ændres eller forsvinder, eller at der findes et stort område med unge egetræer af forskellig fremtræden som følge af på hinanden følgende skovbrande i Orallo-bjergene,

undersøgelsen af miljøvirkningerne er gennemført isoleret, som om det drejede sig om en enkelt mine, uden at der tages hensyn til andre nærliggende miner, bla. Feixolin, forskellige tidligere skovnings-områder samt områder, hvor der enten skoves, er ansøgt om skovningstilladelse, eller hvor mulighederne for skovning undersøges. I sidste ende vil der blive fældet træer på et område af flere kilometers længde, og tusindvis af hektarer vil blive lagt øde.

Kan Kommissionen undersøge disse forhold? Mener Kommissionen ikke, at minedriften bør standses, og at der bør kræves genopretning af det berørte miljø samt tilbagebetaling af den modtagne fællesskabsstøtte (2)?

(1) Kommissionen har modtaget detaljeret dokumentation herom fra miljøorganisationen Asociación Laciana para la Defensa de la Naturaleza den 18. maj, den 9. juli og den 10. oktober 2002, jour. nr. 2001/4914, SG(2001) A/10264. Se ligeledes skriftlig forespørgsel E-1892/02.

(2) Som bekræftet af Kommissionen har virksomheden MSP siden iværksættelsen af kulplanen i 1998 modtaget i tusindvis af millioner pesetas fra Castilla y Leóns regionalregering i overensstemmelse med EKSF-afgørelsen. Denne støtte kolliderer imidlertid frontalt med den støtte, der er modtaget i perioden 1992-1996 til LIFE-projekter for at bevare den brune bjørn og dens levesteder i De Cantabriske Bjrge (8 625 266 ecu, hvoraf 75 % er betalt af EU).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/32

(2004/C 78 E/0033)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1432/03

af Pierre Jonckheer (Verts/ALE) til Kommissionen

(24. april 2003)

Om: Udvinding af kul i åben minedrift i distriktet Valle de Laciana i det nordlige León, Spanien

Den regionale forvaltningsmyndighed for miljø og fysisk planlægning i Castilla y León godkendte 14. juni 1999 et projekt om udvinding af kul i åben minedrift i Fonfría under henvisning til de foranstaltninger, der var foreslået i genopretningsplanen og overvågningsplanen ud fra en formening om, at foranstaltningerne kunne bidrage til at forbedre den aktuelle tilstand og efterlade en terrænudformning og -profil, der svarede til de oprindelige. Jeg mener ikke, at en sådan fremgangsmåde er acceptabel, da den ikke tager hensyn til en række faktorer,

navnlig (1):

a)	Undersøgelsen opfylder ikke kravene i dekret 209/1995 af 5. oktober, da projektets forfattere ikke har den krævede uddannelse, nemlig som biolog eller miljøingeniør,

på trods af, at dekret 108/1990 af 21. juni fastsætter en beskyttelsesstatus for den brune bjørn i den autonome region Castilla y León og indeholder en genoprettelsesplan for den brune bjørn, og at kongeligt dekret 439/1990 af 30. marts freder den brune bjørn som udryddelsestruet art, gives der tilladelse til åben minedrift på bjørnens levested,

den videnskabelige undersøgelse, som regionalregeringen i Castilla og León (2) selv har bestilt, bekræfter, at åben minedrift i dette område er særlig alvorlig, da området anses for at være en biogeografisk korridor af afgørende og vital betydning for den brune bjørn i De Cantabriske Bjerge. Den 22. maj 2002 dræbtes kvie af en brun bjørn mindre end 500 m fra tilkørselsvejene til minen og mindre end en km fra udvindingsstedet,

d)	der henvises heller ikke til, at der i en egelund i nærheden af minen findes et levested for tjurer, som er en beskyttet art, jf. direktiv 79/409/EØF (3), eller til andre arter (dyr og vilde blomster), som er beskyttet i henhold til direktiv 92/43/EØF (4).

Kan Kommissionen undersøge disse forhold? Har Kommissionen indledt en traktatbrudsprocedure mod Spanien for overtrædelse af fællesskabsretten vedrørende vurdering af virkningerne på miljøet og beskyttelse af levesteder og arter?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

på skriftlige forespørgsler E-1431/03 og E-1432/03

(26. juni 2003)

Kommissionen vil først og fremmest minde om, at den ikke har beføjelse til at kræve af en medlemsstat, at denne standser et projekt, der er genstand for undersøgelse. Kommissionen har inden for de procedureregler den skal følge ikke desto mindre gjort alt for at sikre sig, at fællesskabslovgivningen overholdes i det pågældende tilfælde. Da den fik kendskab til de forhold, der er beskrevet i disse skriftlige forespørgsler i form af forskellige klager, henvendte Kommissionen sig til bl.a. de spanske myndigheder for at få deres kommentarer til anvendelsen af fællesskabslovgivningen i det givne tilfælde.

Kommissionen er i øjeblikket ved at analysere de spanske myndigheders svar med henblik på at bestemme, hvilke midler der er nødvendige for at sikre, at de spanske myndigheder overholder fællesskabslovgivningen i dette tilfælde, og navnlig Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (5), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (6), og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (7). Kommissionen vil navnlig tage hensyn til de forhold, som det ærede medlem nævner i den skriftlige forespørgsel E-1431/03, når den gennemgår indholdet af vurderingen af virkningerne på miljøet, som de spanske myndigheder har foretaget.

(2) Kritiske områder og forvaltningsenheder for den brune bjørn i det vestlige León, revision og forslag, udarbejdet af A. Fernández, J. Naves og E. Garcia, 2001. De mest fremtrædende specialister på området — bl.a. professor i biologi-dyr ved universitetet i León, Francisco J. Purroy — bekræfter dette.

(3) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(4) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.

(5) EFT L 175 af 5.7.1985.

(6) EFT L 73 af 14.3.1997.

(7) EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/34

(2004/C 78 E/0034)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1435/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(24. april 2003)

Om: Den tredje verdens voksende afhængighed af arbejdsmigration til rige lande og overførslen af indkomster fra de rige lande

Har Kommissionen kendskab til Verdensbankens publikation »Global Development Finance« af 2. april 2003, ifølge hvilken migranter, som overfører en del af deres indkomster i økonomisk højtudviklede lande til familiemedlemmer i den tredje verden eller på anden vis investerer i disse lande, nu betragtes som en uundværlig finansieringskilde for udviklingslandene, der tilmed er mere stabil end normale lån?

Er Kommissionen klar over, at denne finansieringskilde vedrører særdeles store beløb, og at det samlede beløb fra alle rige lande er steget fra 64,5 mia. EUR i 2000 til 74 mia. EUR i 2002, og at bidragene fra EU-medlemsstaterne i 2002 fordeltes som følger (USD): Tyskland 8,2; Belgien 8,1; Frankrig 3,9; Luxembourg 3,1; Italien 2,6; Spanien 2,2; Nederlandene 1,5 og Det Forenede Kongerige 1,3?

Hvad mener Kommissionen om de konklusioner, som Verdensbank-forskeren Dilip Ratha er nået frem til, nemlig at mere migration kan give verden store fordele, og at de rige lande derfor bør lette den internationale migration? Er denne vision efter Kommissionens opfattelse forenelig med problemerne med hensyn til presset på de offentlige arealer, de mulige modsætningsforhold mellem befolkningsgrupper med forskellige kulturer og med EU-medlemsstaternes tendens til kun at give et begrænset antal arbejds-migranter adgang, der kan opfylde behov, som ikke eller ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaternes egne indbyggere?

Hvordan kan EU bidrage til, at lande i den tredje verden ikke bliver stadig mere, men netop mindre afhængige af indkomster, der oppebæres ved arbejde i Europa, f.eks. ved, at man — i stedet for at fremme den økonomiske vækst i EU og efterfølgende investere profitten andetsteds — direkte sørger for, at denne vækst i højere grad sker andre steder i verden?

Kilde: »De Volkskrant«3.4.2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(19. juni 2003)

1.	Kommissionen er bekendt med Verdensbankens rapport, som det ærede medlem henviser til. Rapporten indeholder et kapitel om pengeoverførsler fra arbejdstagere som en vigtig og stabil kilde til ekstern udviklingsfinansiering, ved Dilip Ratha, forsker i verdensbanken.

2.	Kommissionen har noteret, at de pågældende tal er angivet i rapporten.

Ifølge rapporten er fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem hjemland og bestemmelsesland måske den vigtigste — og mest kontroversielle — måde til at øge strømmen af pengeoverførsler til udviklingslandene. Selv om dette skulle være tilfældet, er det efter Kommissionens mening ikke tilstrækkelig grund til at fremme en stigning i arbejdskraftens internationale mobilitet. Set fra udviklingslandenes synspunkt kan international migration have negative konsekvenser som f.eks. hjerneflugt, som allerede forekommer i adskillige sektorer og regioner (f.eks. lægevirksomhed i de afrikanske lande). Selv om nettoudbyttet for udviklingslandene ikke nødvendigvis er negativt, da output-tabet ved udvandring af uddannet arbejdskraft delvis opvejes af fortjenester i form af pengeoverførsler og netværkseffekt (forretningsforbindelser, investeringer, teknologisk hjælp, uddannelsesstøtte, osv.), bør migration forvaltes med stor forsigtighed. EU har som bekendt interne hensyn at tage, som gør, at det ikke kan gå ind for et fuldstændig liberaliseret internationalt arbejdsmarked. EU's indvandringspolitik er og vil fortsat være baseret på konceptet om migrationsstyring, som bl.a. giver mulighed for synergieffekter mellem de udviklingspolitiske og indvandringspolitiske mål.

For så vidt angår migranters pengeoverførsler, vil det — i udviklingssamarbejdsøjemed — være hensigtsmæssigt at yde støtte til at opnå billigere og mere pålidelige pengeoverførsler. Rapporten oplyser, at omkostningerne ved at overføre penge ofte overstiger 20 % af beløbet. Hvis disse omkostninger blev reduceret til under 10 %, ville det ifølge rapporten betyde en årlig besparelse på 3,5 mia. EUR. for de vandrende arbejdstagere.

En af prioriteterne i EU's eksterne politik et at fremme en høj og bæredygtig vækst i udviklingslandene selv, og EU støtter denne politik ved en række finansierings- og tekniske bistandsinstrumenter verden over. I en meddelelse for nylig om »Integration af migrationsanliggender i Den Europæiske Unions forbindelser med tredjelande« (1) foreslog Kommissionen flere relevante politikker, som f.eks. at forbedre den effektive markedsadgang for udviklingslandenes produkter til EU, øge Syd-Syd-handelen, fremme udenlandske direkte investeringer til udviklingslandene, fremme ordninger med udlicitering fra de udviklede lande til udviklingslandene (navnlig i IT- og FTU-sektorerne), styrke migranternes indsats for at bidrage til den økonomiske og sociale udvikling i hjemlandet (uden at vende permanent tilbage), osv. Pengeoverførsler fra migranter kan således bidrage til at skabe en højere og mere stabil vækst i modtagerlandene, hvilket også underbygges af den kendsgerning, at pengeoverførslerne i stadig højere grad anvendes til investeringsformål.

(1) KOM(2002) 703 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/35

(2004/C 78 E/0035)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1483/03

af Johanna Boogerd-Quaak (ELDR) til Kommissionen

(23. april 2003)

Om: Databeskyttelse for flypassagerer — fælles erklæring af 4. marts 2003

Siden begyndelsen af marts er luftfartsselskaberne ifølge en amerikansk lov under straf af strenge bøder forpligtede til at give alle oplysninger om deres passagerer. Kommissionen har for nylig sammen med USA afgivet en fælles erklæring herom.

Finder Kommissionen ikke også, at der her i lyset af Den Europæiske Domstols retspraksis er tale om en såkaldt delt beføjelse?

I bekræftende fald, hvornår har Kommissionen da orienteret medlemsstaterne om denne udvikling?

På hvilken måde holdes medlemsstaterne orienteret om den seneste udvikling inden for dette område?

Har medlemsstaterne haft nogen som helst indflydelse på den beslutningsprocedure, der førte til den fælles erklæring af 4. marts 2003?

Er den amerikanske lov i strid med den nationale lovgivning i nogen af medlemsstaterne?

I bekræftende fald, hvilke medlemsstater er der tale om, og hvilke konsekvenser har dette?

Er der nogen medlemsstater, som har indgået særskilt aftale med USA om dette spørgsmål?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(22. maj 2003)

Spørgsmålet om flyselskabers videregivelse af personoplysninger til de amerikanske myndigheder er et meget komplekst spørgsmål, hvoraf visse aspekter er omfattet af Fællesskabets kompetence. Flyselskabernes behandling af personoplysninger inden for rammerne af deres erhvervsaktiviteter er således tydeligt underlagt fællesskabslovgivningen, og de oplysninger, som de amerikanske myndigheder anmoder om, omfatter netop denne type oplysninger.

Kommissionen har siden 2002 holdt medlemsstaterne underrettet om situationen i forbindelse med møder i forskellige arbejdsgrupper under Rådet, især arbejdsgruppen vedrørende transport, men ligeledes andre arbejdsgrupper som gruppen vedrørende de transatlantiske forbindelser. Kommissionen har ligeledes givet detaljerede oplysninger til det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 31 i direktiv 95/46/EF (1), og som består af repræsentanter for medlemsstaterne. Disse oplysninger er blevet fremsendt den 12. december 2002 og den 21. februar 2003. Endelig har Kommissionen gjort rede for udviklingen på området til Coreper, især i februar 2003 inden for rammerne af drøftelserne om den fælles erklæring, som det ærede medlem henviser til.

Medlemsstaterne er ikke blevet direkte inddraget i proceduren forud for vedtagelsen af den fælles erklæring. Kommissionen understreger dog, at formålet med denne erklæring blot er at fastlægge en metode for drøftelse med de amerikanske myndigheder, der gør det muligt at finde en løsning, som er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Kommissionen har i denne henseende bl.a. været særlig opmærksom på den situation, som de europæiske flyselskaber befinder sig i, fordi de er underlagt modstridende krav fra to forskellige retsordener, og fordi de trues med betydelige finansielle sanktioner, der kan gå lige til ophævelsen af deres landingsrettigheder i USA.

Den løsning, som Kommissionen har valgt, bygger på artikel 25, stk. 6, i direktiv 95/46/EF. Denne bestemmelse giver Kommissionen mulighed for at fastslå, at et tredjeland sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for de oplysninger, som det modtager. Beslutningsproceduren forudsætter medlemsstaternes deltagelse i artikel 31-udvalget. Dette udvalg skal således afgive udtalelse om forslag til foranstaltninger og dette i henhold til de gældende komitologiregler.

Kommissionen har ikke foretaget nogen detaljeret analyse af den amerikanske lovgivnings forenelighed med medlemsstaternes nationale lovgivninger, da de foranstaltninger, der blev foreslået, medførte problemer i forhold til kravene i direktiv 95/46/EF, som medlemsstaternes lovgivning skal være i overensstemmelse med.

Endelig har Kommissionen ikke kendskab til nogen aftaler på dette område mellem visse medlemsstater og USA.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, EFT L 281 af 23.11.1995.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/36

(2004/C 78 E/0036)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1550/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(7. maj 2003)

Om: Ukontrollerbare pengestrømme i forbindelse med ændring af ejendomsretten til medierne i Polen og eventuel præferencebehandling af Polen som nyt EU-medlem

1.	Har den polske regering pålagt et dagblad afgifter til gengæld for en lovændring, som skal gøre det nemmere for det pågældende dagblad at overtage tv-stationer?

Er de i punkt 1 nævnte beløb indgået i den polske statskasse som midler, der er fastsat af regeringen og parlamentet, og som enhver kan konstatere på statsbudgettet og i regnskabsafslutningen for det pågældende regnskabsår, eller er de indgået i et kredsløb af privatpersoner og/eller organisationer, som er ukendte for offentligheden?

3.	Vil sagen blive afgjort ved domstolene, hvis den polske lovgivning er blevet overtrådt, eller vil politiet efter politisk pres blive pålagt at begrænse sin efterforskning og undersøgelse, hvorpå sagen vil blive henlagt på grund af manglende beviser?

Betyder kommissær Verheugens udtalelser i det nederlandske tv-program »Spel zonder grenzen« (KRO-Reporter) den 10. april 2003, hvor han fremhævede den polske befolknings størrelse i forhold til de ni andre lande, der samtidig tiltræder EU i 2004, at det polske medlemskab prioriteres specielt? Kan denne prioritering resultere i, at problemer med opfyldelse af EU-regelværket for Polens vedkommende vurderes mere eftergivende end for andre landes vedkommende?

5.	Vil Polen blive vurderet efter de samme normer, som fremover gælder for andre nye medlemsstater, der hidtil har været bedre i stand til at opfylde forpligtelserne?

På hvilket grundlag når kommissær Verheugen frem til den opfattelse, at Polen på tiltrædelsesdatoen 1. maj 2004 vil opfylde de inden for EU gældende normer fuldstændig? Hvilke garantier foreligger der for, at dette vil ske til tiden? Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at hindre et tilbagefald det nuværende korruptionsniveau efter den 1. maj 2004?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(19. juni 2003)

Kommissionen følger nøje, om Polen opfylder de tilsagn, landet har givet under tiltrædelsesforhandlingerne. Det gælder også for ændringen af loven om de audiovisuelle medier, som Det ærede Medlem henviser til i sit første spørgsmål, ligesom det også gælder de andre områder, der blev drøftet med Polen.

Imidlertid ser Kommission sig ikke i stand til at tage stilling til den såkaldte Rywin korruptionssag, som de 3 første spørgsmål henviser til. På nuværende tidspunkt efterforsker de polske myndigheder stadig sagen. Anklagemyndigheden har afsluttet sin efterforskning, og i løbet af de kommende dage forventes det at den vil fremlægge resultatet af sine undersøgelser for retten. I mellemtiden fortsætter Det polske Parlaments særlige undersøgelsesudvalg sin efterforskning. Mens Kommissionen beklager, at bestikkelse i et sådant omfang overhovedet har kunnet finde sted, konstaterer den også, at de polske myndigheder på nuværende tidspunkt både har en åben holdning og er besluttet på at løse problemet.

Med hensyn til spørgsmål 4 og 5 skal Kommissionen understrege, at både tiltrædelsesforhandlingerne og overvågningen af de 10 kandidatlandes tilsagn har været ført (og stadig føres) på et objektivt grundlag, uden at det ene kandidatland har fået særbehandling på andres bekostning. Den samme målestok, som er blevet anvendt under forhandlingerne vil fortsat blive anvendt under overvågningen.

Hvad det sidste spørgsmål angår, konkluderede Kommissionen i sin periodiske rapport fra oktober 2002 (1) om Polens fremskridt mod tiltrædelse, at Polen skulle opfylde alle 3 tiltrædelseskriterier (politiske, økonomiske og gældende fællesskabsret) fra og med 2004. Medlemsstaterne konkluderede, at udvidelsen vil finde sted den 1. maj 2004, og Kommissionen følger nøje fremskridtene i alle kandidatlandene. Som anført ovenfor en fuldstændig statusrapport, som offentliggør resultaterne af denne overvågning, vil blive forelagt Parlamentet og Rådet og blive offentliggjort i begyndelsen af november 2003. I lyset af denne rapport, vil Kommissionen muligvis overveje, hvis det skønnes nødvendigt, at anvende sikkerhedsklausuler inden for visse specifikke områder.

(1) http://europa.eu.int/comm/enlargement/report2002/pl_en.pdf

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/37

(2004/C 78 E/0037)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1551/03

af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen

(7. maj 2003)

Om: Mærkning af asbestholdige produkter

Direktiv 83/478/EØF (1) af 19. september 1983 indeholder særlige bestemmelser om obligatorisk mærkning af produkter, der indeholder asbest, med advarsel mod deres farlighed.

Imidlertid har jeg kunnet konstatere, at der i Portugal er produkter indeholdende asbest såsom asbestcement, som ikke er mærket med en sådan advarsel, når de sælges til publikum.

Kan Kommissionen oplyse, i hvilket omfang dette direktiv er blevet gennemført i den portugisiske lovgivning?

Kan Kommissionen give nogen forklaring på denne manglende opfyldelse af bestemmelserne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(17. juni 2003)

Rådets direktiv 83/478/EØF af 19. september 1983 om femte ændring (asbest) af direktiv 76/769/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføringen og anvendelsen af visse farlige stoffer og præparater blev den 14. januar 1987 gennemført i portugisisk ret ved »Decreto-Lei n. 28/87 de 14/01/1987. Limita a comercialização e a utilização do amianto e dos produtos que o contenham, Diário da República I Série n. 11 de 14/01/1987, Página 183«.

Portugal har derfor opfyldt sin forpligtelse til at gennemføre direktivet i national ret, særlig bestemmelserne om mærkning af produkter, der indeholder asbest (bilag II til direktiv 83/478/EØF).

Det bør dog bemærkes, at bortset fra bilag II, som stadig er i kraft i dag, er bilag I til direktiv 83/478/EØF ikke længere gældende. Direktiv 83/478/EØF er siden hen blevet ændret (2) eller tilpasset (3) (4) ved flere direktiver, således at der inden den 1. januar 2005 vil være et totalt forbud mod enhver form for asbestfibre (bortset fra diafragmer til elektrolyseanlæg). Det er allerede forbudt i EU at markedsføre asbestbaseret fibercement, bortset fra fibercement, der indeholder chrysotil.

Det er primært den berørte medlemsstats ansvar at håndhæve bestemmelserne i direktiv 83/478/EØF (mærkning) og de efterfølgende ændringer heraf i den nationale lovgivning. Kommissionen har dog ansvaret for at påse, at EF-traktatens bestemmelser og de foranstaltninger, som institutionerne træffer i henhold dertil, herunder direktiver, også bliver anvendt. Den vil derfor rette henvendelse til de portugisiske myndigheder for at sikre sig, at de træffer de fornødne foranstaltninger for at håndhæve det pågældende direktiv.

(1) EFT L 263 af 24.9.1983, s. 33.

(2) EFT L 375 af 31.12.1985; gennemført i portugisisk ret ved »Decreto-Lei n. 138/88 de 22.4.1988«.

(3) EFT L 363 af 31.12.1991; gennemført i portugisisk ret ved »Decreto-Lei n. 228/94 de 13.9.1994«.

(4) EFT L 142 af 5.6.1999; endnu ikke gennemført i portugisisk ret.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/38

(2004/C 78 E/0038)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1568/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(8. maj 2003)

Om: Alvorlige nedskæringer i personbefordringen i det slovakiske jernbanenet som følge af hemmelige betingelser for et lån ydet af EIB i 1999

Har Kommissionen kendskab til, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ydede den slovakiske regering et lån på 120 mio. EUR i 1999, og at det først senere fremgik, at de betingelser, som EIB ensidigt havde knyttet til dette lån, kræver alvorlig nedskæring i personbefordringen ved lukning af 32 togforbindelser i 2002?

2.	Finder Kommissionen det realistisk, at et privat selskab ønsker at overtage ansvaret for den personbefordring, der skal nedlægges, uden yderligere offentlige subventioner for at kompensere for tab og sikre udbytte?

Har Kommissionen kendskab til, at ikke alene den slovakiske regering og det slovakiske jernbaneselskab ZSR i 2001 nægtede at oplyse om vilkårene for lånet til den internationale miljøorganisation Friends of the Earth, men at EIB på trods af dens meddelelse i november 2000 om dens nye informationspolitik også nægtede at gøre dette under henvisning til de andre involverede parters ansvar?

Finder Kommissionen det korrekt, at de vidtrækkende følger af lån til offentlige myndigheder, som ydes af en regerings egen bank, holdes hemmelige? Er dette i overensstemmelse med en gnidningsløs afvikling af det parlamentariske demokrati, som er en fastlagt norm i EU, og med den offentlighed, som dette kræver?

5.	Er følgerne af dette lån i overensstemmelse med Kommissionens politik om at fremme jernbanetransport og hindre en unødvendig omlægning af transport fra jernbane til vej i de nye medlemsstater?

6.	Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for i fremtiden at gøre det muligt for EU-medlemsstaten Slovakiet at opretholde sin offentlige tjenesteydelse inden for passagertransport pr. jernbane?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(19. juni 2003)

Kommissionen har ikke kendskab til nogen påstået hemmelige betingelser i forbindelse med det lån, som Den Europæiske Investeringsbank (EIB) i 1999 ydede til den slovakiske regering.

Kommissionen blev hørt om forslaget i henhold til artikel 21 i bankens vedtægter og afgav en positiv udtalelse om projektet, før det blev forelagt bankens bestyrelse. Kommissionen har også sæde i bankens bestyrelse, der den 20. juli 1999 godkendte et lån på 200 mio. EUR til det slovakiske jernbaneselskab ZSR til forbedring og modernisering af det slovakiske jernbanenet og køb af rullende materiel.

EIB udsendte den 26. juli 1999 en pressemeddelelse om ydelsen af lånet. Meddelelsen står på bankens websted: (http://www.eib.org/news/press/press.asp?Press=1026).

Lånevilkårene fastsættes aldrig ensidigt af EIB: ved forhandlinger om lånevilkår optræder EIB og de potentielle långivere altid som lige partnere. Betingelserne i forbindelse med dette lån var baseret på uafhængige undersøgelser og handlingsplaner for omstrukturering udarbejdet af den slovakiske regering, som ønskede hurtigt at genskabe finansiel stabilitet inden for landets jernbaner.

I overensstemmelse med EU's direktiver er ZSR blevet opsplittet på en offentlig infrastrukturvirksomhed (ZSR) og et driftsselskab (ZS). Opsplitningen fandt sted i henhold til en regeringsresolution af 18. oktober 2000, som er godkendt af parlamentet og trådte i kraft den 1. januar 2002. ZS, som tager sig af passagerbefordringen, er et 100 % statsejet aktieselskab. ZS modtager driftsstøtte, som er opført på det årlige statsbudget, og den slovakiske regering ville være nødt til at udvide dette subsidiesystem til at omfatte et privat driftsselskab, hvis et sådant skulle blive oprettet.

Kommissionen har ikke noget kendskab til de omstændigheder, hvorunder de slovakiske myndigheder har til hensigt at overlade driften af jernbanernes passagerbefordring til et andet jernbaneforetagende. Det kan dog generelt siges, at virksomheder næppe vil overtage tjenester, hvis de vurderer, at driften ikke er farbar.

Kommission havde ikke noget kendskab til påstanden om, at den slovakiske regering og de slovakiske jernbaner ZSR havde besluttet ikke at give miljøorganisationen Friends of the Earth oplysning om lånevilkårene.

Hvad angår EIB's afslag på at give oplysninger, har Kommissionen forstået, at banken ganske rigtigt i 1999 og 2001 modtog anmodninger fra Friends of the Earth (og CEE Bankwatch) om at give oplysninger om vilkårene i forbindelse med det lån, der blev ydet til ZSR, og afslog at give disse oplysninger, medmindre de øvrige kontraktsparter havde givet deres samtykke dertil. Efter EIB's opfattelse havde banken en professionel tavshedspligt i forholdet til sine kunder, og den vil ikke give oplysninger, der er omfattet af et tilsagn om fortrolighed. Banken behandler i øjeblikket en fornyet anmodning fra Friends of the Earth (dateret 3. maj 2003) og har sendt den til låntageren.

Som hovedregel har Kommissionen anmodet samtlige kandidatlande om at øge gennemsigtigheden og forbedre adgangen til information. Den slovakiske lov om fri adgang til information trådte i kraft i januar 2001 og bidrager til at forbedre gennemsigtigheden i offentligheden og bekæmpe korruptionen. Som nævnt i den periodiske rapport fra 2002 er det imidlertid øjensynligt fortsat vanskeligt at sikre en ensartet behandling fra de administrative organers side af dokumenter, der anses for hemmelige, selv om befolkningens agtpågivenhed er øget. Dette spørgsmål overvåges stadig i førtiltrædelsesfasen som led i den generelle overvågning.

Tilsvarende forventer EIB, at låntagerne giver oplysninger i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning; dog er åbenhed vedrørende andre erhvervsrelaterede eller politiske forhold overladt til låntagernes dømmekraft. Kommissionen har forstået, at EIB ikke ville gøre indsigelse mod, at låntageren/den slovakiske regering besluttede at offentliggøre de oplysninger, der fremgår af den finansieringsaftale, som er indgået med banken.

I sin hvidbog om »den europæiske transportpolitik frem til 2010: De svære valg« (1) opstillede Kommissionen et mål om, at jernbanernes transportandel i 2010 skal have bevaret sit 1998-niveau. For at forbedre jernbanernes konkurrenceevne og gøre det muligt at føre dette mål ud i livet skal jernbaneselskaberne efterkomme kravene i direktiv 91/440/EEC (2) som ændret, i henhold til hvilket jernbaneselskaberne skal forvaltes efter de samme principper som dem, der gælder for erhvervsvirksomheder. Dette krav gælder også for den service, som jernbaneselskaber yder i henhold til »public service«-kontrakter og forpligtelser i aftaler mellem jernbaneselskaber og en medlemsstats myndigheder.

Lånet var bankens første aktivitet i jernbanesektoren i Slovakiet. Fordelen ved projektet var, at det blev gjort muligt at forbedre jernbaneselskabets konkurrenceevne på vejtransportområdet på baggrund af den bratte forøgelse af vejtransporten i de central- og østeuropæiske lande, hvilket er et EU-mål, som banken støtter overalt i Unionen med 25 medlemmer. EIB's aktivitet til støtte for jernbaneprojekter har i de seneste fem år (16,4 mia. EUR) været mere omfattende end dens støtte til projekter i sektoren for vejtransport (13 mia. EUR). Fordelen er også i overensstemmelse med Slovakiets tiltrædelsespartnerskab med Unionen, hvori det udtrykkeligt blev påpeget, at det var nødvendigt med forbedringer, bl.a. med hensyn til korridorer for de transeuropæiske net og omstrukturering af jernbanesektoren.

Kontrakter og forpligtelser på »public service«-området reguleres af forordning 1191/69 (3) som ændret. Under tiltrædelsesforhandlingerne anmodede Slovakiet ikke om nogen undtagelse fra denne forordning.

Desuden vil Kommission påpege, at den har fremsat forslag (4) til en ny forordning om »public service«-kontrakter, som øger myndighedernes ansvar for, at der tilstræbes en passende og effektiv offentlig befordring af EU's borgere. Desuden indføres der ved forordningen ordninger til sikring af gennemsigtig og konkurrencebetonet tildeling af »public service«-kontrakter, hvilket er en approach, der i de nuværende medlemsstater har vist sig at føre til større effektivitet (og derfor en mere virksom anvendelse af de offentlige finanser) og et større passagertal. Dette forslag behandles i øjeblikket af Rådet.

(1) KOM(2001) 370 endelig udg., EFT C 240 E af 28.8.2001.

(2) Direktiv 91/440/EØF af 29. juli 1991, EFT L 237 af 24.8.1991, ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001 om udvikling af Fællesskabets jernbaner, EFT L 75 af 15.3.2001.

(3) Rådets forordning 1191/69/EØF af 26. juni 1969, EFT L 156 af 28.6.1969, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1893/91 af 20. juni 1991 om medlemsstaternes fremgangsmåde med hensyn til de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser inden for sektoren for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje, EFT L 169 af 29.6.1991.

(4) Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om medlemsstaternes håndtering af krav om offentlig service og indgåelse af kontrakter om offentlig service inden for personbefordring med jernbane og ad vej og indre vandveje (KOM(2002) 107 endelig udg. - 2000/0212(COD)), EFT C 151 E af 25.6.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/40

(2004/C 78 E/0039)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1596/03

af Regina Bastos (PPE-DE) til Kommissionen

(6. maj 2003)

Om: Lukning af »Schuh-Union« i Ponte de Lima, Portugal

Den tyske skoproducent Schuh-Union nedlagde den 30. april 2003 sin fabrik i Ponte de Lima, hvorved over 180 arbejdstagere blev arbejdsløse. Fabrikkens ledelse informerede arbejdstagerne om nedlæggelsen i en simpel meddelelse, der var ophængt ved fabrikkens indgang.

Virksomheden havde undertegnet en protokol, der indeholdt en garanti for, at den ville blive i Ponte de Lima i mindst tyve år. Den har nu imidlertid lukket portene efter kun tolv års drift.

Som begrundelse for lukningen fremførte ledelsen det argument, at der manglede ordrer, men i virkeligheden var disse ordrer blevet omdirigeret til andre fabriksenheder i Rumænien og Tyrkiet, hvor arbejdskraften var billigere.

Allerede i maj 2002 nedlagde Schuh-Union sit fabriksanlæg i Maia (Portugal) med det formål at flytte produktionen til Rumænien, hvorved 460 arbejdstagere blev sendt ud i arbejdsløshed. Ledelsen meddelte på daværende tidspunkt, at denne fabriksnedlæggelse ville gøre det muligt at opretholde produktionen i Ponte de Lima uden personalenedskæringer.

Ikke desto mindre nedlagde Schuh-Union i oktober 2002 afdelingen for tilskæring og syning i sit fabriksanlæg i Ponte de Lima, hvilket medførte omgående afskedigelse af 172 arbejdstagere.

Det understreges, at 97 % af arbejdstagerne på denne fabrik er kvinder i alderen mellem 40 og 50 år, som naturligvis vil have meget svært ved at finde anden beskæftigelse, især i et område med så begrænsede muligheder.

Kommissionen bedes på denne baggrund besvare følgende:

—	Har virksomheden Schuh-Union fået tildelt fællesskabsmidler?

—	Hvis dette er tilfældet, hvilke beløb var der så tale om, hvornår blev de tildelt, og hvilke betingelser var knyttet til tildelingen?

Supplerende svar på Kommissionens vegne afgivet af Michel Barnier

(30. september 2003)

Kommissionen skal meddele det ærede medlem, at virksomheden »Schuh-Union« ikke har modtaget støtte fra Den Europæiske Socialfond. Til gengæld har virksomheden opnået medfinansiering fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) på 199 431000 PTE (samlet udgift: 280 735 000 PTE) inden for rammerne af to projekter, der blev godkendt den 12. november 1992, under PNICIAP-programmet, og den 2. marts 1998, under programmet for modernisering af den økonomiske struktur.

Denne støtte har medlemsstaten ydet inden for rammerne af en støtteordning, som Kommissionen har godkendt. Medlemsstaten skal sørge for, at Fællesskabets konkurrenceregler bliver overholdt. Kommissionen vil anmode de portugisiske myndigheder om at kontrollere, hvorvidt de gældende regler er overholdt for den støtte, der er ydet til virksomheden »Schuh-Union«.

Ansvaret for virksomhedernes lokalisering ligger først og fremmest hos de pågældende virksomhedsledere. Imidlertid skal medlemsstaterne inden for rammerne af den nye ordning for programmeringsperioden 2000-2006 sikre, at der ikke er nogen væsentlig ændring af de projekter, der har modtaget støtte fra strukturfondene, inden for et tidsrum på fem år fra det tidspunkt, hvor der blev truffet beslutning om at yde støtten, herunder »ændring af lokalisering for en produktionsvirksomhed« (1). De retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte, som Kommissionen vedtog den 10. marts 1998, fastsætter, at de finansierede aktiver og de nye stillinger skal være permanente i mindst fem år fra det tidspunkt, hvor den investering, for hvilken støtten er ydet, er foretaget.

(1) Artikel 30, stk. 4, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/41

(2004/C 78 E/0040)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1670/03

af María Sornosa Martínez (PSE) til Kommissionen

(19. maj 2003)

Om: Kommissionens godkendelse af projekter på bekostning af særlige bevaringsområder under Natura 2000

I slutningen af april forlød det i de spanske medier, at Kommissionen havde besluttet af økonomiske grunde at godkende tre planer, som har store miljømæssige konsekvenser. Rent konkret er der tale om udvidelsen af Rotterdams havn (Nederlandene), et stenkulsudvindingsprojekt i Nordrhein-Westfalen (Tyskland) og anlæg af en ny jernbanestrækning i Norrbotten (Sverige). EU-myndighederne erkender tilsyneladende i disse tre tilfælde, at projekterne vil have »ødelæggende konsekvenser« for bevaringsområder udpeget under Natura 2000.

Denne beslutning har vakt stor bekymring blandt borgere og miljøforkæmpere. Det er i sig selv en alvorlig sag, at et naturområde forringes, men værre er det af økonomiske grunde at ødelægge bevaringsområder udpeget under Natura 2000, som EU selv besluttede at skabe.

Kan Kommissionen under henvisning til, at der i henhold til EU's regler ikke kan ydes støtte til projekter, som skader beskyttede områder eller miljøet i almindelighed, besvare følgende:

Kan Kommissionen bekræfte eller tilbagevise de oplysninger, som er offentliggjort om de tre ovennævnte projekter?

Modtager disse projekter nogen form for Fællesskabsfinansiering?

Kan Kommissionen sikre, at reglen om at søge alternative bæredygtige løsninger i alle tre tilfælde er fulgt på fyldestgørende vis?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(30. juli 2003)

Den 24. april 2003 afgav Kommissionen fire udtalelser i henhold til artikel 6, stk. 4, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (1) (habitatdirektivet). Disse udtalelser vedrørte henholdsvis en overordnet plan for Prosper Haniel-kulminen ved Bottrop (Nordrhein-Westfalen), et planlagt industriområde ved Siegen/Freudenberg (Nordrhein-Westfalen), udviklingsplanen »Mainport Rotterdam« samt Bothnia-jernbaneprojektet fra Nordmaling til Umeå (Sverige).

Ifølge artikel 6, stk. 4, i direktiv 92/43/EØF kan en plan eller et projekt på trods af dens/dets væsentlige negative virkninger på en Natura 2000-lokalitet gennemføres i mangel af alternative løsninger, når dette er berettiget af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art. I så fald træffer medlemsstaterne alle nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. Hvis der er tale om en lokalitet, der rummer en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, og hvor der ikke kan henvises til hensynet til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, kan projektet berettiges efter en udtalelse fra Kommissionen under henvisning til andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.

Kommissionen kan bekræfte, at der for alle de tre nævnte udviklingsprojekter blev afgivet positive udtalelser den 24. april 2003, hvori det anførtes, at de pågældende projekter kan gennemføres af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser under forudsætning af, at der træffes de nødvendige kompensationsforanstaltninger til sikring af den globale sammenhæng i Natura 2000. En negativ udtalelse blev afgivet i forbindelse med det planlagte industriområde ved Trupbach/Siegen, da der i dette tilfælde ikke på tilfredsstillende vis var blevet søgt efter alternative løsninger eller forudset passende kompensationsforanstaltninger. De fire udtalelser fra Kommissionen rummer relevante informationer om projekterne og disses virkninger såvel som en analyse af mulige alternative løsninger og de planlagte kompensationsforanstaltninger. Kommissionen opfordrer det ærede medlem til at se nærmere på de nævnte udtalelser for at få et klarere indblik i disse aspekter.

I alle de tre tilfælde, det ærede medlem omtaler, er bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, om tilladelse til projekter, som kan medføre en væsentlig forringelse af en Natura 2000-lokalitet, blevet anvendt, og en positiv udtalelse afgivet af Kommissionen. Som følge heraf, og for så vidt som de øvrige aspekter af EU-lovgivningen på miljøområdet overholdes, er der ud fra denne synsvinkel ingen juridisk hindring for en mulig fællesskabsfinansiering af disse projekter. Dog har Kommissionen endnu ikke modtaget nogen anmodning herom.

(1) EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/43

(2004/C 78 E/0041)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1687/03

af Inger Schörling (Verts/ALE) til Kommissionen

(21. maj 2003)

Om: Jernbanen Botniabanan og Umeå-floddeltaet

Som Kommissionen er klar over, udgør jernbanen Botniabanan en trussel mod Natura 2000-området Umeå-floden, der er hjemsted for en række fugle og prioriterede levesteder.

Der foreligger beviser for, at der er andre mulige alternativer mod vest, hvorved godstransport gennem Umeå by undgås, og mod øst, hvorved det undgås at danne en blindgyde i byen. Hvad mener Kommissionen om disse alternativer?

Der er blevet udtrykt bekymring over, at den miljøkonsekvensvurdering, der blev foretaget af dette projekt i 1998, er mangelfuld. Er Kommissionen overbevist om, at den miljøkonsekvensvurdering, som de svenske myndigheder har foretaget, opfylder kravene i direktiv 85/337/EØF (1) (ændret ved direktiv 97/11/EF (2))? Indeholder miljøkonsekvensvurderingen efter Kommissionens opfattelse alle relevante oplysninger om de sandsynlige miljøkonsekvenser af udbygningen af jernbanen og en fuldstændig vurdering af mulighederne for alternative ruter? Mener Kommissionen, at forslaget om at flytte hvileområdet for 10 000 vadefugle 4 km længere mod nord er et videnskabeligt fornuftigt bud på en kompenserende foranstaltning? Mener Kommissionen, at de generelle konklusioner i miljøkonsekvensvurderingen er understøttet af videnskabelige beviser?

Hvorledes vurderer Kommissionen spørgsmålet om dels alternative ruter og dels eventuelle problemer med miljøkonsekvensvurderingen? Behandles de samlet af de kompetente tjenester i Kommissionen? Mener den i betragtning af den omstændighed, at der beviseligt findes alternative ruter, og af de eventuelle problemer med miljøkonsekvensvurderingen, at Sverige overtræder habitat-, fugle- og miljøkonsekvensdirektiverne?

Særdeles kompetente kontrollører har fremlagt beviser for, at de støjberegninger i Umeå by og deltaområde, som de svenske myndigheder har foretaget, grundlæggende er undervurderet. Disse beregninger ligger langt under resultaterne af de støjmålinger fra hundreder af togpassager, der blev foretaget i Sverige i 1990'erne. Har Kommissionen overvejet de konsekvenser, som denne støjstigning på mindst 15 dB (A) ville have for fuglelivet i deltaet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(25. juli 2003)

Kommissionen er bekendt med de spørgsmål, det ærede medlem bringer op. På den svenske regerings anmodning vedtog Kommissionen den 24. april 2003 en udtalelse i medfør af artikel 6, stk. 4, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (3) (i det følgende »habitatdirektivet«) angående projektet.

Ifølge artikel 6, stk. 4, i habitatdirektivet kan en plan eller et projekt gennemføres på trods af, at virkningerne for en Natura 2000-lokalitet vurderes negativt, hvis det er berettiget af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning. I så tilfælde skal medlemsstaterne træffe alle nødvendige kompensationsfor-anstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. Hvis der er tale om en lokalitet med en prioriteret naturtype og/eller en prioriteret art, og der ikke kan henvises til hensynet til menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed eller væsentlige gavnlige virkninger på miljøet, kan projektet, efter udtalelse fra Kommissionen, være berettiget af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser.

I den ovennævnte udtalelse har Kommissionen accepteret den svenske regerings argument om, at virkningerne af alternative ruter for forventet indtægt er sådanne, at de ikke kan anses for økonomisk levedygtige. Kommissionen accepterede derfor den overordnede konklusion, at den foreslåede rute er den eneste levedygtige løsning.

Kommissionen fandt desuden, at de foreslåede kompensationsforanstaltninger endnu ikke er tilstrækkelige til at afbøde projektets negative virkninger for Natura 2000. Kompensationspakken burde omfatte opstilling af en overordnet forvaltningsplan for Natura 2000-lokaliteterne med rammebestemmelserne for gennemførelse af langsigtede mål for de pågældende kompensationsforanstaltninger såvel som den fremtidige forvaltning af lokaliteterne. Pakken skal også omfatte en forpligtelse fra den svenske regerings side til at sikre tilstrækkelig finansiering, effektiv gennemførelse, vedligeholdelse og overvågning af kompensationsforanstaltningerne for at sikre, at målene nås.

Hvad angår Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (det såkaldte VVM-direktiv) som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, undersøgte Kommissionen rent faktisk, om den VVM, som de svenske myndigheder havde fortaget, var i overensstemmelse med direktivets krav. Efter at have undersøgt de klagendes påstand om, at fællesskabslovgivningen var blevet overtrådt i denne forbindelse, konkluderede Kommissionen, at der ikke kan påvises nogen overtrædelse af VVM-direktivet. Med hensyn til en eventuel yderligere VVM af dette projekt er det den svenske regerings ansvar at sørge for, at der er foretaget en fuldstændig VVM, inden der gives udviklingstilladelse.

(1) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

(2) EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

(1) EFT Ρ 121 af 29.7.1964.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/44

(2004/C 78 E/0042)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1688/03

af Anders Wijkman (PPE-DE) til Kommissionen

(21. maj 2003)

Om: Bygning af Ladia Galaska-vejen i Aceh-provinsen i Indonesien

Leuser-økosystemet i den krigshærgede Aceh-provins i Indonesien er så rigt på biodiversitet, at det pågældende område er et af de vigtigste bevaringsværdige områder i verden og har en livsstøttende funktion for en bæredygtig udvikling for de over 4 mio. mennesker, der bor i området. EU har i mange år støttet bevaringsbestræbelserne, senest med investeringer i et program til udvikling af Leuser-økosystemet. I EU's landestrategi for Indonesien 2002-2006 foreslås to prioriteter, nemlig god regeringsførelse og bevaring og bæredygtig forvaltning af naturressourcer.

Det vækker stor bekymring, at de regionale myndigheder i Aceh har til hensigt at bygge en stor vej kaldet Ladia Galaska-vejen gennem Leuser-økosystemet, hvilket i sidste instans ville føre til dets ødelæggelse samt lette illegal skovning og krybskytteri på truede arter og — som de seneste erfaringer har vist — store oversvømmelser. Der er ikke blevet foretaget en retfærdig, objektiv og omfattende miljøkonsekvensvurdering af vejprojektet, som er i strid med adskillige miljølove og -bestemmelser.

Selv om man bør glæde sig over, at Indonesiens præsident, Megawati, har bestilt en undersøgelse af vejprojektet, er kampen for at bevare Leuser-økosystemet langt fra ovre.

1.	Kan Kommissionen i betragtning af EU's investeringer i området, EU's strategiprioriteter for Indonesien og EU's Gøteborg-forpligtelser om at standse biodiversitetforfaldet, oplyse, hvilke foranstaltninger den vil træffe for at forhindre bygningen af Ladia Galaska-vejen?

2.	Kan den i betragtning af forpligtelsen om at integrere miljø i alle politikker desuden forsikre, at den ikke vil støtte nogen form for infrastrukturprojekter, der risikerer at skade Leuser-økosystemet?

3.	Vil den øve indflydelse på den indonesiske regering, de regionale myndigheder i Aceh og de lokale myndigheder for at sikre, at de relevante bestemmelser vedrørende gennemførelse af infrastrukturprojekter overholdes?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(20. juni 2003)

Kommissionen er klar over, hvilken økologisk betydning Leuser-området i Aceh har, og har derfor støttet bevarelsen af området gennem »Leuser-udviklingsprogrammet« (EU-støtte på 31 000 000 EUR).

Kommissionen har også fremmet og støttet oprettelsen af »Leuser International Foundation« (LIF) og denne fonds uafhængighed, idet fonden har afgørende betydning for den langsigtede bæredygtige beskyttelse af Leuser-økosystemet. LIF fik retten til at gennemføre bevaringsstrategien for Leuser-økosystemet. Retten blev først tildelt for syv år ved ministerielt dekret nr. 227 i 1995 og dernæst styrket og forlænget til 30 år ved præsidentielt dekret nr. 33 i 1998. EU's støtte til LIF bidrager til regeringens indsats for at sikre, at de nugældende beskyttelseslove til bevarelse af Leuser-økosystemet håndhæves.

Kommissionen er klar over, hvilke miljøødelæggende virkninger åbning af veje og dermed følgende landrydning kan få på sådan et følsomt økosystem, og hvilke negative virkninger det kan få på den langsigtede bæredygtige økonomiske vækst og sociale udvikling, som Leuser-økosystemet støtter, ligesom den også er opmærksom på risikoen for skader på biodiversiteten i området.

For at undgå en eskalering af miljøskader og økonomiske tab har »Leuser-udviklingsprogrammet« og LIF udført lobbyarbejde over for Aceh-regeringen, distriktsregeringer, donorsamfundet og centralregeringen for at få dem til at tage vejforslagene op til ny overvejelse og endog opgive de mest omstridte planer.

Kommissionens delegation gennemførte en handlingsplan om dette emne gennem en række møder med flere fagministre. Formålet med møderne var at fremsætte EU's synspunkt om Ladia Galaska og undersøge fælles alternative projektmuligheder.

I betragtning af de alvorlige skader, området ville lide på grund af et landtransportnet, har Kommissionen støttet anlæg af en landingsbane i Kutacane. Regeringen i Aceh Tenggara betragter dette som et alternativ for tabet af fortjenesten ved ikke at gå videre med vejbygningen gennem Leuser-økosystemet. Støtten til anlæg af landingsbanen i Kutacane er baseret på forsvarlige forhåndsbetingelser, både miljømæssigt, teknisk, juridisk og finansielt set.

Kommissionen vil bestræbe sig på at sikre, at midler, den har ansvaret for, ikke anvendes til infrastrukturprojekter, der kan skade Leuser-økosystemet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/45

(2004/C 78 E/0043)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1726/03

af Mikko Pesälä (ELDR) til Kommissionen

(23. maj 2003)

Om: Bekæmpelse af støjgener forårsaget af skydning

Skydesporten er en sportsgren, som nyder stor popularitet, som der er solide og lange traditioner for overalt i hele verden. Den støj, som opstår i forbindelse hermed, har dog udviklet sig til et problem, som forårsager betydelige gener i nærheden af skydebanerne, der ofte er placeret nær tætbebyggede områder. Støjgener fra skydning har således udviklet sig til et miljøproblem.

I nogle af medlemsstaterne har man fundet hensigtsmæssige løsninger på problemet, især ved indførelse af lyddæmpere. I f.eks. Finland var det indtil 1993 forbudt at anvende lyddæmpere, men man har kun haft gode erfaringer med at tillade anvendelsen. I Norge er der gjort samme erfaringer som i Finland. I Sverige er lovgivningen ved at blive ændret i samme retning.

Det er ikke i alle medlemsstaterne tilladt at anvende lyddæmpere. Det medfører, at nye typer af lyddæmpere ikke kan få adgang til det indre marked, ligesom produktudviklingen vanskeliggøres.

Kommissionen bedes svare på, om den mener, at denne situation vanskeliggør det indre markeds funktion? Er det endvidere Kommissionens opfattelse, at der med tiltag fra Fællesskabets side kan gøres noget for at bekæmpe støjgenerne fra skydebanerne? Kan Kommissionen på nogen måde tilskynde medlemsstaterne til at afskaffe lovgivningsmæssige hindringer for brugen af lyddæmpere i medlemsstaterne ved at henvise til de gode erfaringer i de nordiske lande?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(23. juli 2003)

Anvendelsen af lyddæmpere er ikke harmoniseret på fællesskabsplan. Sagen falder dermed ind under EF-traktatens artikel 28-30.

Medlemsstaterne kan således ikke vedtage foranstaltninger for at begrænse anvendelsen og omsætningen af visse varer, medmindre denne begrænsning er begrundet i hensyn som f.eks. den offentlige orden eller sikkerhed. Det er derfor spørgsmålet, om de begrænsninger, der findes i visse medlemsstater, og som det ærede medlem henviser til, er begrundet i sådanne hensyn. Kommissionen har ikke kendskab til arten, omfanget og rækkevidden af begrænsningerne og må derfor anmode det ærede medlem om yderligere præciseringer mht. de begrænsninger, der henvises til, særlig begrundelsen herfor.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/46

(2004/C 78 E/0044)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1781/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(28. maj 2003)

Om: Finansieringsprogrammet EQUAL efter udvidelsen

Vil Kommissionen venligst fremkomme med oplysninger om eller en analyse af, hvordan finansieringsprogrammet EQUAL vil blive påvirket af EU's udvidelse i 2004?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(14. juli 2003)

Nedenstående tabel indeholder specifikationen af budgetrammen på landsbasis for EQUAL, for så vidt angår tiltrædelsesstaterne, og den er blevet udarbejdet i fuldstændig overensstemmelse med de afgørelser, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde i København (den 12.-13. december 2002).

Tallene for hvert år er blevet indekseret til priserne det pågældende år, og nedenfor vises de samlede tal for perioden 2004-2006.

—	Cypern: 1 808 504 EUR;

—	Den Tjekkiske Republik: 32 095 830 EUR;

—	Estland: 4 067 447 EUR;

—	Ungarn: 30 287 325 EUR;

—	Letland: 8 024 512 EUR;

—	Litauen: 11 864 504 EUR;

—	Malta: 1 240 962 EUR;

—	Polen: 133 916 932 EUR;

—	Slovakiet: 22 262 812 EUR;

—	Slovenien: 6 441 243 EUR.

Budgetrammen for de nuværende medlemsstater vil forblive uændret. Som følge af udvidelsen vil EQUAL'S samlede disponible budget således blive forhøjet med 252 010 071 EUR.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/47

(2004/C 78 E/0045)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1817/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(2. juni 2003)

Om: Luftforurening

Vil Kommissionen gøre rede for omfanget af den luftforurening, der typisk kommer fra udstødningen fra henholdsvis en personbil, en varevogn og en lastbil, dels når de holder i kø og dels ved normal kørselshastighed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(4. august 2003)

Den samme mængde emissioner fra et køretøj kan forårsage ganske forskellige luftforureningsniveauer afhængig af f.eks. vejret (vindhastighed, forekomst af inversionslag osv.), insolation (ozondannelse) og topografi (f.eks. såkaldte »street canyons«). Derfor blev der i auto/olieprogrammet anvendt et simuleringsprogram, Tremove, til at opstille en model af virkningerne af forurenende emissioner i en række forskellige europæiske byer. Forslagene til emissionsgrænseværdier for motorkøretøjer, som Kommissionen derefter udarbejdede, var baseret på disse beregninger. Det er derfor ikke muligt at definere »typiske« luftforureningsniveauer forårsaget af emissioner.

Niveauerne af emissioner af luftforurenende stoffer er meget lettere at forstå end den forurening, de forårsager, fordi de kan måles direkte. De anvendes således i forbindelse med typegodkendelsesproceduren for motorkøretøjer. Det er imidlertid vanskeligt at identificere »typiske« marchhastigheder, hvilket er grunden til, at lovgivningen for lette erhvervskøretøjer (biler og varevogne) henviser til en kørecyklus, der skal simulere normal kørsel i det virkelige liv. Emissionsgrænseværdierne fastlagt i direktiv 98/69/EF (1) (i gram pr. km) er derfor en god angivelse af den luftforurening, som lette erhvervskøretøjer frembringer.

Situationen er noget mere kompleks, hvad angår tunge køretøjer, hvor emissionerne ikke måles pr. kørt km, men pr. arbejdsenhed udført af motoren (gram pr. kilowatt-time). De tilsvarende emissionsgrænseværdier er fastlagt i direktiv 1999/96/EF (2). Emissioner udregnet pr. km ville variere betydeligt mellem de forskellige lastbiltyper, f.eks. fordi den samme motortype anvendes til meget forskellige tunge køretøjer, og fordi belastningen kan variere betydeligt. En simuleringsmodel såsom Tremove ville være nødvendig for at opnå værdier pr. km.

Motorens tomgang er et led i kørecyklusen for typegodkendelsen af personbiler. Emissionerne ved tomgang er således implicit reguleret gennem Fællesskabets typegodkendelseslovgivning. Det bør imidlertid understreges, at emissionerne i tomgang i forbindelse med kødannelse er kraftigt påvirket af den pågældende køtæthed (stop-and-go kørsel) og kan således ikke besvares generelt. Kommissionen har i øjeblikket ingen detaljerede oplysninger om dette emne.

Der findes mange transportmodeller, der anvender emissionsfaktorer til fastsættelse af den emissions-mængde, der udsendes af motorkøretøjer på forskellige konstante vejhastigheder, og disse emissionsfaktorer er til stadighed genstand for ajourføring, da nye køretøjer, som overholder strengere emissionsnormer kommer på markedet, og de data som emissionsfaktorerne er baseret på, forbedres.

Hvis der ses på typiske emissionsfaktordata, og opmærksomheden koncentreres om dieselkøretøjer og de væsentligste regulerede forurenende stoffer nitrogenoxider (NOX) og partikler, vil en moderne dieseldrevet personbil typisk udsende 40 % mindre NOX og 20 % mindre partikler ved en konstant hastighed på 50 km i timen (km/h) end ved konstant 120 km/h.

Et dieseldrevet let erhvervskøretøj kunne udsende 43 % mindre NOX og 70 % færre partikler ved en konstant hastighed på 50 km/h end ved konstant 120 km/h.

En dieseldrevet tung lastbil kunne udsende 3 % mindre NOX og 12 % færre partikler ved en konstant hastighed på 50 km/h end ved konstant 100 km/h.

Disse tal påvirkes selvfølgelig alle af de pågældende betingelser såsom temperatur, fugtighed og vejtype.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/69/EF af 13. oktober 1998 om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af emissioner fra motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 70/220/EØF, EFT L 350 af 28.12.1998; særlig tabellen s. 15.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/96/EF af 13. december 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra motorer med kompressionstænding til fremdrift af køretøjer og emission af forurenende luftarter fra køretøjsmotorer med styret tænding, som benytter naturgas eller autogas (LPG) som brændstof, og om ændring af Rådets direktiv 88/77/EØF, EFT L 44 af 16.2.2000, særlig tabellerne s. 22.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/48

(2004/C 78 E/0046)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1820/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(2. juni 2003)

Om: Pølsekød

Mener Kommissionen, at brug af svinekinder eller -kæber i pølsekød er forenelig med kravet om sund mad, særlig for børn og ældre, i betragtning af risikoen for ophobning af medicinrester og for sygdomme i hypofysen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(14. juli 2003)

Definitionerne af »kød« og »fersk kød« er fastlagt i Rådets direktiv 64/433/EØF af 26. juni 1964 om sundhedsmæssige problemer vedrørende handelen med fersk kød inden for Fællesskabet (1). Begreberne indebærer, at alle dele af tamsvin, der er egnet til menneskeføde, og som med undtagelse af kuldebehandling ikke har været underkastet nogen behandling for at sikre holdbarheden, kan anses for at være fersk kød. Direktivet indeholder forskrifter om sundhedsundersøgelser før og efter slagtningen og en fortegnelse over de kødprodukter, som embedsdyrlægen erklærer for uegnet til menneskeføde. Det er således i princippet acceptabelt at anvende svinekinder eller -kæber, der er hygiejnisk fremstillet i henhold til kravene i direktivet, som råvare i forbindelse med fremstillingen af pølsekød. Begrebet »pølsekød« er ikke som sådan defineret i Rådets direktiv 94/65/EF af 14. december 1994 om krav til fremstilling og afsætning af hakket kød og tilberedt kød (2). Pølsekød skal fremstilles i henhold til dette direktivs krav vedrørende tilberedt kød.

Da hypofysen sidder i bunden af hjernen i kraniehulen, høstes den ikke ved fjernelse af kindkødet.

Desuden indeholder Rådets direktiv 96/23/EF af 29. april 1996 om kontrolforanstaltninger for visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og produkter heraf (3) bestemmelser om en statistisk væsentlig kontrol med kødproducerende husdyr. I direktivet kræves det ligeledes, at medlemsstaterne iværksætter foranstaltninger til beskyttelse af forbrugerne, hvis der er blevet fundet forbudte stoffer eller restkoncentrationer heraf i mængder, der overstiger de tilladte grænseværdier. Kommissionen aflægger en årlig beretning om disse tiltag.

(2) EFT L 368 af 31.12.1994.

(3) EFT L 125 af 23.5.1996.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/49

(2004/C 78 E/0047)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1831/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(2. juni 2003)

Om: Oplysninger vedrørende fattigdom og arbejdsløshed i Grækenland

Den 16. maj 2003 blev det i Grækenland bekendtgjort, at en anden græsk virksomhed, kosmetikkæden »Yvonni Stores« er gået fallit, hvorved over 100 kvinder er blevet arbejdsløse. Denne beklagelige hændelse er indtruffet efter den nylige lukning af fabrikken »Schiesser-Palco« for ti dage siden, som sendte 500 græske kvinder ud i arbejdsløshed. Ifølge oplysninger fra Eurostat (meddelelse 8/2003 og pressemeddelelse 43/2003) som blev offentliggjort i »Agence Europe« den 10. maj 2003, er tallene for hhv. langtidsledighed og meget langvarig langtidsledighed i Grækenland 60-70 % højere end fællesskabsgennemsnittet for disse kategorier. Risikoen for, at en person vil komme ud i fattigdom, er 21 % i Grækenland og Portugal, hvilket er det højeste tal i hele EU.

I øvrigt ligger tallene opdelt efter køn under indikatorerne for hhv. langtidsledighed og meget langvarig langtidsledighed langt over fællesskabsgennemsnittet, idet beskæftigelsessituationen er særlig foruroligende for kvinder, hvor f.eks. indikatoren for langtidsledighed er 8,7 (fællesskabsgennemsnittet er 3,7), mens indikatoren for meget langvarig ledighed ligger på 5,1 i Grækenland sammenlignet med 2,4 i EU. I mellemtiden har oplysninger udsendt af Det Europæiske Fællesskabs Husholdningspanel (ECHP) vist, at indikatoren for personer, der i mindst én periode i deres liv har prøvet at være fattige, på 25,1 i Grækenland (EU-tallet er 19,2), og indikatoren for permanent fattige i Grækenland er 6,5 (3,8 i EU). (Disse tal er offentliggjort i Agence Europe den 10. maj 2003).

Hvordan stiller Kommissionen sig til denne langvarige og vedholdende arbejdsløshed i Grækenland samt det høje fattigdomsniveau? Har Kommissionen oplysninger om, hvor mange virksomheder der har nedlagt produktionen fra 1994 og til i dag i Grækenland? Præcis hvor mange er flyttet til lande uden for EU, og hvor mange arbejdspladser er der i alt gået tabt i Grækenland? Har Kommissionen foreslået de græske myndigheder foranstaltninger med henblik på at afhjælpe den ovenfor beskrevne situation, og hvilke? Har myndighederne svaret, og hvis ja, hvad var svaret?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(24. juli 2003)

Langtidsarbejdsløshed er et strukturelt nøgleproblem på arbejdsmarkedet. Den påvirker de dårligst stillede befolkningsgrupper, kvinder og unge, og den presser den enkelte ud i inaktivitet og social udstødelse. Beskæftigelsessituationen i Grækenland, som er beskrevet i den nationale handlingsplan for beskæftigelsen for 2002, viser, at selv om langtidsarbejdsløsheden i Grækenland er faldende, ligger den fortsat over EU's gennemsnit. Herudover er langtidsarbejdsløshedens andel af den generelle arbejdsløshed højere end gennemsnittet i EU.

Det er Kommissionens opfattelse, at langtidsarbejdsløsheden skal mindskes yderligere for at få et rummeligt arbejdsmarked; på trods af de opnåede fremskridt er de dårligt stilledes stilling på arbejdsmarkedet fortsat svag. Dette nødvendiggør mere målrettede politikker og meget omfattende tiltag, som både omfatter efterspørgsel og udbud af arbejdskraft, samt en tættere samordning med mere omfattende politikker vedrørende social integration.

Dette står klart i den fælles beskæftigelsesrapport og i EU's henstillinger til Grækenland. Det er Kommissionens opfattelse, at en reform af de offentlige arbejdsformidlinger og udarbejdelse af en forebyggende og individualiseret fremgangsmåde, (hvor der tages hensyn til de pågældende personers særlige egenskaber), udgør et vigtigt redskab i kampen mod langtidsarbejdsløshed. Dette fremgår også klart af henstillingen om forebyggelse og aktivering, hvor der står, at der skal gennemføres en omstrukturering af de offentlige arbejdsformidlinger, og at der skal indføres en forebyggende og individualiseret fremgangsmåde især for kvinder og unge; endvidere skal de statistiske systemer forbedres, således at man i tide råder over indikatorer for forebyggelse og aktivering, og således at fremskridt kan overvåges effektivt.

De græske myndigheder har reageret på ovennævnte henstilling, både med lovgivningsforanstaltninger for at fremskynde en omstrukturering af den græske arbejdsmarkedsstyrelse (OAED) og ved at oprette nye centre til fremme af beskæftigelsen.

Den nationale handlingsplan til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse for 2001 har udgjort et vigtigt redskab i kampen mod fattigdom i de seneste to år — en proces, som fortsætter med udarbejdelsen af planen for 2003-2005. Den klare sammenhæng mellem adgang til arbejdsmarked og økonomisk fattigdom vil blive omhandlet i den fælles rapport om social integration for 2003. F.eks. er der i den fælles liste over indikatorer, som blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Laeken (den 14. og 15. december 2001), vedtaget flere indikatorer vedrørende beskæftigelsesstatus, ligesom den omfatter en analyse af fattigdomsrisikoen på grundlag af aktivitetsstatus. Endvidere tyder statistikkerne over fattigdomsdynamikken fra Det Europæiske Fællesskabs Husholdningspanel (ECHP) på, at det ikke er let at hæve sig op over fattigdomsniveauet efter genintegrering på arbejdsmarkedet efter en arbejdsløshedsperiode — uanset hvor kort denne måtte have været. Gennemsnitligt har personer, som risikerer at ende i fattigdom i Grækenland, en indtægt, som ligger langt under tærsklen for fattigdomsrisiko.

Andelen af personer, som risikerer at ende i fattigdom på et givet tidspunkt (i forbindelse med Det Europæiske Fællesskabs Husholdningspanels undersøgelse 1995-2000) udgør 38 % i Grækenland, hvilket svarer til Spanien, Irland og Italien, og ligger under Portugal (40 %), men over de øvrige medlemsstater (gennemsnittet for EU15 er 30 %). Her tages der ikke hensyn til tidligere eksponering for fattigdomsrisiko. Generelt foretrækker man foranstaltninger rettet mod varige fattigdomsrisici frem for løbende foranstaltninger for at undgå en pludselig opstået situation, hvor indtægterne hos de personer, der er udsat for risici, stiger lige over tærsklen et år for herefter at falde igen.

Det skal bemærkes, at Den Europæiske Socialfond (ESF) er aktiv i Grækenland inden for området beskæftigelse og social integrering, og at man finansierer foranstaltninger, der skal forbedre beskæftigelses-evnen og fremme sårbare gruppers beskæftigelse, bl. a. med lettere adgang til uddannelses- og sundhedssystemerne.

Kommissionen har ingen statistiske oplysninger om antallet af virksomheder, som er blevet lukket i Grækenland, hvor mange der er blevet flyttet til lande uden for EU eller det samlede antal mistede job. Ifølge Eurostat har man dog kunnet konstatere en let stigning i beskæftigelsen i tidsrummet 1995-2002, især inden for servicesektoren.

Endelig finansierer Kommissionen i forbindelse med den fælles støtteramme for Grækenland for tidsrummet 2000-2006 foranstaltninger til fremme af iværksætterånd (tilskyndelse til start af selvstændig virksomhed, uddannelse af nye iværksættere) og til styrkelse af græske virksomheders konkurrenceevne (aktioner til teknologisk modernisering af eksisterende virksomheder).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/50

(2004/C 78 E/0048)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1836/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(3. juni 2003)

Om: Partikler

Er der i betragtning af Kommissionens holdning planer om at fremme anvendelsen af biodiesel eller udstødningsfiltre for at begrænse forureningen, særligt emissioner af PM10- og PM2,5-partikler, fra dieselmotorer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(6. august 2003)

Kommissionens meddelelse om alternative brændsler til vejtransport og om en række foranstaltninger til fremme af anvendelsen af biobrændstoffer (1), forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer til transport (2) og forslaget til Rådets direktiv om en reduceret punktafgiftssats på biobrændstoffer og på visse mineralolier, der indeholder biobrændstoffer (2) er ved at blive færdigbehandlet af institutionerne og fastlægger regler for indførelsen af biobrændstoffer på fællesmarkedet.

En lang række prøveprogrammer har vist nytten af anvendelsen af dieselpartikelfiltre på tunge køretøjer og busser i forbindelse med nedsættelse af ikke kun det globale niveau af partikelemissioner, men også emissionen af de meget mindre nanopartikler, der mistænkes for at have en negativ virkning på menneskers sundhed.

De emissionsstandarder, der gennem direktiv 1999/96/EF (3) vil få virkning for nye tunge køretøjer i 2005 og et yderligere trin af standarder i 2008 (de såkaldte Euro 4 og Euro 5-standarder), vil kræve, at fabrikanterne skal overveje anvendelsen af dieselpartikelfiltre til opfyldelse af emissionsstandarderne. Standarderne fastlægger præstationsmål, der kan nås med en passende bæredygtig teknologi. Dieselpartikelfiltre er muligvis ikke den teknisk bedste løsning til langturslastbiler, men til busser og andre køretøjer, der anvendes i byområder, er dieselpartikelfiltre en udmærket løsning. Kommissionen er i øjeblikket i færd med at overveje Euro 6-emissionsstandarderne, der ikke kun vil sætte fokus på yderligere nedsættelse af partikelmassen (den i dag anvendte måleenhed), men også på en nedsættelse af emissionerne af nanopartikler. I denne forbindelse er udviklingen af nye måleprocedurer for nanopartikler i færd med at blive afsluttet.

Artikel 3 i direktiv 1999/96/EF indeholder en mekanisme, hvorefter medlemsstaterne kan indrømme skatte- og afgiftslettelser for køretøjer, der opfylder fremtidige emissionsgrænseværdier, inden disse indføres obligatorisk. Der findes således allerede fællesskabsforanstaltninger, der fremmer brugen af diesel-partikelfiltre i medlemsstaterne.

For så vidt angår personbiler, fremsatte Kommissionen i september 2002 et forslag om beskatning af biler i EU (4). I meddelelsen foreslog Kommissionen bl.a. at knytte beskatningen af biler tættere til kuldioxidemissionerne (CO2). I forslaget nævnes også yderligere elementer med henblik på at opfylde andre miljømålsætninger, bl.a. vedrørende luftforurening som f.eks. partikler. Forslaget behandles i øjeblikket i institutionerne.

De samme forhold gør sig gældende for nanopartikler i forbindelse med med Euro 5-emissions-grænseværdierne for personbiler, som Kommissionen også overvejer i øjeblikket.

(1) KOM(2001) 547 endelig udg.

(2) EFT C 103 E af 30.4.2002.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/96/EF af 13. december 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra motorer med kompressionstænding til fremdrift af køretøjer og emission af forurenende luftarter fra køretøjsmotorer med styret tænding, som benytter naturgas eller autogas (LPG) som brændstof, og om ændring af Rådets direktiv 88/77/EØF, EFT L 44 af 16.2.2000.

(4) KOM(2002 431 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/51

(2004/C 78 E/0049)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1867/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(6. juni 2003)

Om: Gennemsnitlige kapitalomkostninger i euroområdet

Kan Kommissionen skønsmæssigt angive, om indførelsen af euroen og den deraffølgende vækst i markedet for virksomhedsobligationer udstedt i euro har resulteret i en reduktion i de gennemsnitlige kapitalomkostninger i faste priser for virksomheder i euroområdet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(8. juli 2003)

Selv om Kommissionen siden 1999 har overvåget udviklingen på markedet for virksomhedsobligationer udstedt i euro, er indvirkningen af denne udvikling på de gennemsnitlige kapitalomkostninger for virksomheder i euroområdet ikke blevet vurderet direkte. Kapitalomkostninger er resultatet af en række indbyrdes forbundne konjunkturelle og strukturelle faktorer, så det er vanskeligt at isolere den individuelle effekt af den øgede adgang til direkte gældsfinansiering i euro. Adgangen til et større og mere likvidt marked for virksomhedsobligationer udstedt i euro har udvidet euroområdets virksomheders finansieringsmuligheder, og det er påvist, at dette har resulteret i lavere finansieringsomkostninger. I en undersøgelse, der for nylig er blevet udarbejdet for Kommissionen (1), vurderes det, at den kraftige vækst i beholdningen af virksomhedsobligationer udstedt i euro siden 1999 har mindsket virksomhedernes kreditspread over regeringernes referencetal på ca. 90 basispoint, og at en yderligere reduktion på 40 basispoint i virksomhedernes finansieringsomkostninger ville være mulig, hvis integrationen og væksten på markedet fortsætter som hidtil. I undersøgelsen konkluderes det ligeledes, at der allerede er sket et betydeligt fald i bruttoomkostningerne ved gældsemission til et niveau, der i det store og hele ligger på linje med De Forenede Stater. Med hensyn til handelsomkostningerne bemærkes det i undersøgelsen, at sekundærmarkedet for virksomhedsgæld udtrykt i euro i høj grad stadig befinder sig i sin indledende fase, men at disse omkostninger sandsynligvis falder i fremtiden i takt med, at det primære marked vokser og nye og mere gennemsigtige og likvide platforme for handel etableres. Mere overordnet kan det forventes, at et effektivt marked for virksomhedsobligationer vil stimulere effektivitetsforbedringer på aktiemarkedet og ligeledes i banksektoren, idet det tilbyder en attraktiv, alternativ finansieringsform.

(1) Se kapitel 4 i »Quantification of the Macro-Economic Impact of Integration of EU Financial Markets«, endelig rapport til Europa-Kommissionen — Generaldirektoratet for Det Indre Marked, London Economics i samarbejde med PricewaterhouseCoopers og Oxford Economic Forecasting, november 2002, der kan findes på: http://europa.eu.int/comm/internal_market/en/finances/mobil/overview.htm

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/52

(2004/C 78 E/0050)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1868/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(6. juni 2003)

Om: Aktiekultur

Kan Kommissionen oplyse antallet af børsnoterede selskaber i hver medlemsstat for hvert af de seneste ti år? Kan den også skønsmæssigt angive markedskapitaliseringen ved udgangen af hvert år som en procentdel af BNP? Kan den endelig oplyse de samlede tal for euroområdet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(17. juli 2003)

Omfanget af detaljerede oplysninger kan variere fra land til land og fra de statistiske kilder på børserne. Sommetider opstår der problemer med de formidlede oplysninger, hvor udeladelser ganske enkelt betyder manglende data.

De anvendte informationskilder er følgende: Verdenssammenslutningen af børser (World Federation of Exchanges), FESE, nationale institutioner, Eurostat. Når oplysningerne fra de internationale organisationer varierer eller er ufuldstændige, konsulterer Eurostat oplysningerne fra de nationale institutioner.

For at øge sammenligningsgrundlaget for de statistiske oplysninger, der præsenteres sammen med andre kilder, gives der en definition på markedskapitalisering og antallet af børsnoterede selskaber nedenfor:

—	En opgørelse over antallet af selskaber, der er børsnoterede på en specifik børs — opdelt i nationale og internationale børser — og med undtagelse af investeringsfonde, sendes direkte til det ærede medlem og Parlamentets Generalsekretariat. Et selskab med adskillige aktieklasser tælles kun én gang.

—

En tabel med markedskapitalisering sendes direkte til det ærede medlem og Parlamentets Generalsekretariat. Aktiemarkedskapitalisering (udgangen af perioden, i mia. ECU/EUR, og procentdel af bruttonationalproduktet (BNP), kun årlige tal) beregnes ved at gange mængden af børsnoterede aktier med deres markedsværdi. Serien dækker stamaktier og præferenceaktier og aktier uden stemmeret. Undtaget er investeringsfonde, rettigheder, warrants, konvertible instrumenter, optioner, terminsforretninger, børsnoterede udenlandske aktier, selskaber, hvis eneste formål er at eje andre børsnoterede selskabers aktier. Euroområde- og EU-15-aggregater er summen af de enkelte tilgængelige lande. Euronext-serien har siden 2001 erstattet de nationale serier for Belgien, Frankrig og Nederlandene i beregningen af EU-aggregaterne. Fra 2002 og fremover har det også være tilfældet for Portugal. Oplysninger fra USA omfatter NYSE- og Nasdaq-børser, hvorimod oplysningerne fra Japan kun omfatter børsen i Tokyo. Sammenligninger på tværs af landene skal foretages med forsigtighed på grund af de forskellige nationale definitioner, rapporteringsregler og beregningsmetoder. Den 22. september 2000 fusionerede børserne i Bruxelles, Paris og Amsterdam og dannede en ny børs med navnet Euronext. I slutningen af 2002 sluttede børserne i Porto og Lissabon sig til Euronext. Oplysningerne fra denne serie er konsolideret. Historiske serier startede generelt i 1991, bortset fra serien for Portugal, Irland og Grækenland. Serien for Nederlandene og Portugal stoppede i januar 2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/53

(2004/C 78 E/0051)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1900/03

af María Sornosa Martínez (PSE) til Kommissionen

(6. juni 2003)

Om: Nitratforurening i den autonome provins Valencia

På trods af, at Kommissionen har iværksat en række procedurer for manglende overholdelse af en række domme afsagt af Domstolen (1) overtræder Spanien og især regionalstyret i Valencia fortsat bestemmelserne om nitratindholdet i vand.

Ifølge aktuelle oplysninger fra Miliarium (2) er i alt 192 grundvandsreservoirer i hele Fællesskabet stadig i fare for at blive udsat for nitratforurening, og heraf er Valencia-provinsen med 152 sorte punkter det hårdest ramte område.

Udledning af farlige stoffer — først og fremmest nitrater — stammer fra industri- og byspildevand samt et intensivt landbrug, hvor der anvendes alt for store mængder gødningsstoffer.

Eftersom nitrat i et omfang på 10 milligram pr. liter er tilstrækkeligt til at påvirke menneskers helbred negativt, forekommer de seneste tal fra Miliarium specielt foruroligende, idet der ifølge disse findes 192 grundvandsreservoirer med et nitratindhold på 50-100 milligram/liter. I denne sammenhæng skal de foruroligende resultater fremhæves, som er resultatet af målingerne i Vinalopó-floden, hvor værdierne overskrider 100 milligram/liter.

Domstolens domme har ikke haft nogen særlig indflydelse på de spanske statslige og regionale myndigheders holdning på dette felt, ligesom bestemmelserne om sundhedsbeskyttelse overtrædes, og hermed overholdes målene om retten til sundhed, som er fastslået i traktaterne, ikke. Hvilke nye foranstaltninger vil Kommissionen på denne baggrund træffe for at sikre, at standarderne for vandkvaliteten overholdes i den selvstyrende region Valencia i Spanien?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(4. august 2003)

Kommissionen har ikke haft kendskab til de data, der er offentliggjort af Miliarium, og som fremføres af det ærede medlem i denne skriftlige forespørgsel. Imidlertid vil disse data blive taget i betragtning og sammenholdt med de informationer, Kommissionen allerede ligger inde med, således at det kan verificeres, om de spanske myndigheder anvender Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (3), korrekt.

Kommissionen kan oplyse det ærede medlem, at den allerede har indledt overtrædelsesprocedurer imod Spanien som følge af dette lands manglende udpegning af et tilstrækkeligt antal sårbare områder i forskellige autonome regioner, herunder regionen Valencia. Som led i disse overtrædelsesprocedurer har Kommissionen fremsendt en åbningsskrivelse til de spanske myndigheder. Disses svar er for øjeblikket ved at blive analyseret.

Kommissionen er ligeledes i gang med at undersøge de spanske myndigheders anvendelse af de relevante bestemmelser i fællesskabslovgivningen om vandbeskyttelse, herunder navnlig Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand (4). Kommissionen vil træffe alle nødvendige forholdsregler for at sikre, at disse bestemmelser overholdes.

(1) Sag C-214/96 om manglende gennemførelse af direktiv 76/464/EØF. Sag C-71/97 og sag C-274/98 om manglende overholdelse af direktiv 91/676/EØF.

(2) http://www.miliarium.com/monografias.nitratos

(3) EFT L 375 af 31.12.1991.

(4) EFT L 135 af 30.5.1991.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/54

(2004/C 78 E/0052)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1906/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(11. juni 2003)

Om: »Teleafstemning« — troværdighed og omkostninger for de europæiske borgere

Gennem de senere år er brugen af den såkaldte »teleafstemning« blevet så udbredt, at seerne får indtryk af, at de direkte deltager i begivenhederne i en udsendelse.

For nylig (den 24. maj 2003) skete der noget tilsvarende under Eurovisions sangkonkurrence, hvor de europæiske seere angiveligt stemte om den »bedste sang«. »Afstemningen« foregik ved opkald på særlige linjer og gennem SMS-budskaber og varede i alt 5 minutter. Resultatet var — igen angiveligt — at Tyrkiet fik førstepladsen, mens den græske og den cypriotiske presse fandt det højst mærkværdigt, at Cypern skulle have givet så mange stemmer til Tyrkiet på grundlag — igen angiveligt — af denne »teleafstemning«. Der blev ikke oplyst noget om, hvor mange der »stemte« i de enkelte lande, og hvilken uafhængig myndighed der sikrede troværdigheden af denne »afstemning«. Det bør bemærkes, at denne form for telefonisk »afstemning« og SMS-meddelelser generelt er meget dyre tjenester, og at de i Grækenland på konkurrence-aftenen næsten kostede 0,50 EUR (inklusive moms) pr. opringning eller budskab.

Findes der fællesskabslovgivning, der dækker »teleafstemningerne«, kontrol med troværdigheden af deres resultater og den pris, som forbrugeren må betale for at benytte denne tjeneste? Anser Kommissionen generelt teleafstemning for at være troværdig?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(4. august 2003)

Fællesskabet har ingen retsregler om afstemningsprocedurer i forbindelse med radio- eller fjernsynsudsendelser. Kommissionen har ingen oplysninger om pålideligheden af sms-tjenester ved brug til tele-afstemninger. Det må være tilrettelæggerens opgave at sikre, at metodens pålidelighed er på niveau med de interesser, der står på spil. Prisen på sms-beskeder er markedsbestemt, idet de enkelte lande dog kan have lovkrav om, at tjenesteudbyderne skal give brugerne forhåndsbesked om gældende takster.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/55

(2004/C 78 E/0053)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1910/03

af Margrietus van den Berg (PSE) til Kommissionen

(12. juni 2003)

Om: Underjordisk deponering af nukleart affald

Den 6. november 2002 udsendte Kommissionen en meddelelse til Parlamentet og Rådet med titlen »Den nukleare sikkerhed i Den Europæiske Union« (1). Heri anføres det, at underjordisk deponering af nukleart affald er den sikreste løsning. Medlemsstaterne forpligtes til at oplyse lokaliteter inden 2008, og fra 2018 skal underjordisk deponering anvendes i praksis.

Kommissionen anfører også, at oplagringen skal ske i geologisk stabile klippelag. Det skal dog være muligt at fjerne det nukleare affald igen. Ved underjordisk deponering i f.eks. salthorstene i Groningen og Drenthe (Nederlandene) er dette ikke muligt, da 1er- og saltlagene i Nederlandene ikke er geologisk stabile klippelag som angivet i meddelelsen.

Den 12. maj 2003 regerede den nederlandske regering på dette forslag ved et brev fra statssekretær Van Geel til Andetkammeret. Der gøres først og fremmest opmærksom på, at der ikke kan være tale om underjordisk deponering i Nederlandene de første 100 år. Dernæst finder han, at fristerne for at gennemføre forslagene er urealistiske.

Hvordan stiller Kommissionen sig til de forskellige punkter i statssekretær Van Geels brev, herunder oplysningen om, at der ikke kan være tale om underjordisk deponering i Nederlandene de første 100 år?

Kan Kommissionen oplyse, hvordan den ser på salt- og lerformationer, der ikke har en geologisk struktur som omhandlet i meddelelsen, som f.eks. salthorstene i Groningen og Drenthe?

Er Kommissionen rede til at ændre sit forslag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(23. juli 2003)

PAGIS-undersøgelsen, der er gennemført som led i EU's rammeprogram for forskning, viste, at der rundt om i EU findes mange bjergartsformationer, der kan benyttes til deponering. Der er især tale om ler, salt og krystallinske bjergarter. PAGIS-undersøgelsen nævner specifikt, at der i Nederlandene findes potentielt egnede saltformationer.

Da deponering i geologiske formationer bygger på princippet om at »koncentrere og indeslutte«, vil emballagerne med det radioaktive affald under normale omstændigheder kunne tages ud af depotet igen i mange år efter, at affaldet er anbragt der.

Efter Kommissionens opfattelse giver det foreliggende forslag til rådsdirektiv (Euratom) om forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald (2) allerede betydelig fleksibilitet, som tager højde for forskelle mellem medlemsstaterne. Kommissionen har tilkendegivet, at den er rede til at forsætte drøftelserne af forslaget med medlemsstaterne i Rådet for om muligt at øge fleksibiliteten yderligere.

(1) KOM(2002)605.

(2) KOM(2003) 32 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/56

(2004/C 78 E/0055)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1955/03

af Baroness Sarah Ludford (ELDR) til Kommissionen

(13. juni 2003)

Om: Behandling af kyllinger til konsum

BBC's tv-program »Panorama« i Det Forenede Kongerige satte for nylig fokus på en almindelig praksis inden for fødevareindustrien bestående i at anvende svine- og okseprotein som tilsætningsstof til kyllingefileter for at øge den mængde vand, som kødet kan indeholde, og dermed vægten.

Meget af dette produkt leveres til cateringindustrien, så der står kun få eller ingen oplysninger til rådighed for forbrugerne. Vil Kommissionen forpligte sig til at forbyde denne praksis, som er bedrageri af forbrugerne og en krænkelse af forbrugernes ret til selv at vælge, hvad de spiser?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

på skriftlige forespørgsler E-1927/03 og E-1955/03

(28. juli 2003)

Kommissionen er bekendt med den udsendelse, som den britiske TV-kanal BBC har produceret, og som blev udsendt den 22. maj 2003, ligesom den er bekendt med de kontroller, der er udført af de britiske og irske myndigheder, og som blev offentliggjort den 12. marts 2003 (1), om produkter indeholdende kyllingefileter, der er fremstillet i Nederlandene til cateringbrug.

Det drejer sig om en praksis, der går ud på at øge vandmængden i det færdige produkt ved at tilføje ingredienser, der binder vand, såsom salt, polyphosphater og proteiner (kasein og proteinhydrolysater).

Som Kommissionen nævnte i sit svar på skriftlig forespørgsel E-2418/02 af Caroline Jackson (2) og E-2331/02 af Dorette Corbey (3) om samme emne, er det ikke ulovligt at foretage denne form for forarbejdning af kød, når bestemmelserne vedrørende hygiejne og fødevaresikkerhed overholdes, og når forbrugeren får klare oplysninger om produktets egentlige art. Hvad angår sidstnævnte punkt har Kommissionen i øvrigt i forbindelse med arbejdet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed foreslået en ny bestemmelse om, at det af produktets varebetegnelse skal fremgå, at produktet er tilføjet vand.

Hvad angår problemerne med at sikre sporbarheden af de anvendte proteiner, skulle det ifølge BBC-udsendelsen eventuelt være umuligt at påvise deoxyribonucleinsyre (DNA) svarende til de anvendte proteiner og dermed umuligt at identificere den dyreart, der er anvendt ved fremstillingen af proteinerne. Kommissionen skal i samarbejde med eksperter fra medlemsstaterne foretage en undersøgelse af fremgangsmåden.

Det skal ikke desto mindre allerede her understreges, at påvisning af DNA ikke i sig selv udgør sporbarhed, men er et redskab til efterfølgende at kontrollere sporbarheden. For at kunne spore tilbage bør man tage andre kontrolredskaber, især dokumentkontrol, i anvendelse.

Med hensyn til mærkning af kødprodukter kræves der i henhold til gældende fællesskabslovgivning (4) navnlig en varebetegnelse og en ingrediensliste, der ikke vildleder forbrugeren, og en mængdeangivelse af fødevarens mest karakteristiske ingrediens (i dette tilfælde mængden af kød).

Direktivet gælder fødevarer, der er bestemt til at blive leveret i uforandret tilstand til den endelige forbruger. Det drejer sig om fødevarer, der sælges færdigpakket eller uemballeret, er beregnet til salg i selvbetjeningsbutikker eller sælges som færdigretter ud af huset. Til gengæld tager direktivet ikke sigte på retter, der serveres i restauranter. I det omfang hvor lovgivningen også gælder fødevarer, der leveres til restauranter, kan disse dog give alle de oplysninger om fødevarernes ingredienser og egenskaber, der afkræves af dem.

(1) http://www.foodstandards.gov.uk/news/pressreleases/chickenwater0303

http://www.fsai.ie/press_releases/120303.htm

(2) EFT C 28 E af 6.2.2003, s. 234.

(3) EUT C 52 E af 6.3.2003, s. 152.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler, EFT L 109 af 6.5.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/58

(2004/C 78 E/0058)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1951/03

af Giacomo Santini (PPE-DE) til Kommissionen

(5. juni 2003)

Om: Forbud mod transit gennem Østrig

Til stor overraskelse har ministerpræsidenten for delstaten Tyrol, Herwing van Staa, for nylig udstedt forbud mod færdsel med lastvogne med en totalvægt over 7,5 ton på motorvejene i Tyrol på strækningen mellem kommunerne Kundl og Ampass, hvilket indebærer følgende:

—	fra den 1. juni 2003 træder forbuddet mod natkørsel, der allerede var gældende om vinteren, i kraft,

—	fra den 1. august 2003 indføres desuden forbud mod transit hele døgnet for visse sektorer såsom affald, skrot, korn, træ, mineraler, køretøjer, stål og sten,

—	forbuddet vil også ramme sektoren for udvinding og transport af porfyr, der er den eneste uerstattelige indtægtskilde for tusinder af familier og hundreder af små og mellemstore virksomheder i alperegionerne, som dermed vil lide umådelig skade.

Selv om Tyrol-regeringens bevæggrund er forståelig, er det dog rimeligt at minde den om, at sådanne løsninger er i strid med EF-traktaten, idet de begrænser den frie udveksling af varer på det indre marked. Det synes ikke acceptabelt, at lokale myndigheder kan bringe et omfattende og allerede afsluttet arbejde i fare ved at træffe selvstændige beslutninger i strid med fællesskabsbestemmelserne.

Også det gamle problem med økopointordningen, som Østrig indførte unilateralt, er blevet anfægtet af alle andre medlemsstater og er ved at blive afskaffet efter pres fra Europa-Parlamentet. Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse,

1.	om ikke den mener, at den østrigske regering og den nordtyrolske regionalregering igen har overtrådt EF-traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed for varer og personer?

2.	hvad den agter at gøre for at få Østrig til at trække disse unilaterale beslutninger, der ikke er i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne, tilbage?

3.	om ikke den mener, at denne gentagne overtrædelse af traktaten bør forelægges Domstolen i Luxembourg?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(8. august 2003)

Kommissionen har set nærmere på forbuddet mod kørsel med tunge lastbiler, som transporterer visse varer, på en bestemt vejstrækning på motorvej A 12 (Inntal-Autobahn) i Tyrol. Dette forbud blev udtsedt den 27. maj 2003 af guvernøren for delstaten Tyrol. På baggrund af de østrigske myndigheders forklaringer besluttede Kommissionen den 24. juni 2003 at indlede en overtrædelsesprocedure mod Østrig i og med, at kørselsforbuddet, som træder i kraft 1. august 2003, udgør en hindring for den frie udveksling af vejtransportydelser såvel som for den frie bevægelighed for varer. Endvidere forekommer forbuddet at være ude af proportion med det erklærede mål, nemlig forbedringen af luftkvaliteten. Den 23. juli 2003 besluttede Kommissionen at indbringe denne sag for Domstolen med begæring om foreløbige forholdsregler. Den 30. juli 2003 afsagde Domstolens præsident en kendelse om, at Republikken Østrig skulle suspendere anvendelsen af den lovgivning, der anfægtedes af Kommissionen, i afventning af resultatet af begæringen om foreløbige forholdsregler.

For så vidt angår forbuddet mod natkørsel, er Kommissionen for øjeblikket i gang med at undersøge dette forbuds udvidelse til at gælde hele året og denne udvidelses forenelighed med fællesskabsretten. Den vil senere træffe beslutning om, hvorvidt det ligeledes er nødvendigt at indlede en overtrædelsesprocedure i denne sag.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/59

(2004/C 78 E/0059)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1953/03

af Lissy Gröner (PSE) til Kommissionen

(13. juni 2003)

Om: Ikke-anvendte EU-bevilllinger i Bayern på 17 mio. EUR for 2002

Den tyske delstat Bayern har inden for EU-regnskabsåret 2002 ikke kunnet anvende bevillinger i størrelsesorden 17 mio. EUR fra programmet til udvikling af landdistrikter og har ladet disse bevillinger gå tilbage til Bruxelles.

1.	Har Bayern også ladet bevillinger fra den europæiske socialfond gå tilbage til Bruxelles?

2.	Hvilket beløb drejer det sig om?

3.	Hvilke støtteområder er berørt heraf?

4.	Har Kommissionen overblik over de igangværende projekter fra andre EU-programmer, f.eks. Leader+?

5.	Hvilke projekter findes der for Bayern, og som finansieres gennem disse programmer?

6.	Har Kommissionen overblik over støtte til andre EU-programmer og projekter, f.eks. fra Daphne og uddannelsesprogrammerne?

7.	Hvilke projekter er berørt heraf, og hvor stor er støtten?

8.	Hvilke projekter er i gang i det grænseoverskridende område mellem Bayern og Tjekkiet?

Supplerende svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(1. oktober 2003)

1. til 3.

Bayern skal ikke tilbagesende midler ydet af Den Europæiske Socialfond. Samtlige forpligtelsesbevillinger for år 2000 er blevet udnyttet.

4. og 5.

Inden for rammerne af fællesskabsinitiativet Leader+ deltager Kommissionen ikke i udvælgelsen og godkendelsen af projekter. Leader aktionsgruppen har til opgave at udvælge og gennemføre projekter i overensstemmelse med deres koncept og de relevante lovrammer. Der påhviler ikke medlemsstaterne nogen rapporteringsforpligtelse på projektniveau.

6. og 7.

En liste over tyske sammenslutninger, som modtager støtte fra Daphne, er sendt direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets sekretariat.

Hvad uddannelse angår, allokeres midlerne ikke til en bestemt region. Støtten i forbindelse med uddannelsesprogrammernes mobilitetsdel står til rådighed for de medlemsstater, der deltager i programmerne, og de administreres decentralt. For disse programmers andre dele tildeles støtten efter forslagsindkaldelser, og den afhænger af resultatet af udvælgelsen.

Inden for rammerne af Socrates-, Leonardo da Vinci- og ungdoms-programmerne er der i 2002 i alt ydet et samlet støttebeløb på 2,9 mio. EUR til en række forskellige projekter, hvis ansvarlige igangsætter er hjemmehørende i Bayern. Dette beløb omfatter ikke mobilitetsstipendier, der ydes til støttemodtagere hjemmehørende i Bayern fra nationale agenturer med ansvar for støttemidler til decentrale programmer i Tyskland.

8.	En liste over projekter vedrørende igangværende tværnationale projekter, hvori Bayern og Den Tjekkiske Republik deltager, sendes direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets sekretariat.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/61

(2004/C 78 E/0062)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1971/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(13. juni 2003)

Om: Flyvninger med »ultralette fly«

Der er tilsyneladende i alle Den Europæiske Unions lande fastsat bestemmelser for forlystelses- eller sportsflyvning med ultralette fly. Ifølge de italienske bestemmelser har piloter af denne type fly tilladelse til at flyve uden forpligtelse til at indgive en flyplan, der er obligatorisk for piloter i den almindelige luftfart. I dag accepterer næsten alle stater også grænseoverskridende flyvninger med denne type fly. De italienske myndigheder har imidlertid for nylig afgivet en negativ udtalelse om anerkendelsen af den tyske tilladelse til at foretage flyvninger på italiensk territorium. De to dokumenter afviger fra hinanden. Spørgsmålet om harmonisering påhviler formodentlig medlemsstaterne.

Kan Kommissionen imidlertid oplyse, om den anser det for hensigtsmæssigt at opfordre medlemsstaternes regeringer til at harmonisere deres lovgivninger vedrørende procedurerne og den dokumentation, der kræves for at få flytilladelse for denne type fly? Dette ville udgøre en hindring mindre for udøvelsen af en sportsgren, der begejstrer mange unge.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(24. juli 2003)

Kommissionen hilser enhver indsats velkommen, der fjerner hindringer for fri bevægelighed generelt og mere specielt for udøvelse af sportsaktiviteter.

Kommissionen kan dog ikke på grundlag af det oplyste svare præcist på det stillede spørgsmål, nemlig hvilken rolle fællesskabsretten spiller i denne sag, for grundlaget for de bestemmelser, det ærede parlamentsmedlem har omtalt, synes ikke at være en forskelsbehandling som følge af nationalitet.

Det ærede parlamentsmedlem skal vide, at Fællesskabet ikke har bemyndigelse i spørgsmål vedrørende harmonisering af medlemsstaternes bestemmelser for procedurer og krævede dokumenter ved tildeling af flyvetilladelser til ultralette fly.

Problemerne omkring en harmonisering af disse dokumenter falder således udelukkende ind under medlemsstaternes kompetenceområde.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/62

(2004/C 78 E/0063)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1986/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(16. juni 2003)

Om: Luftforurening i Athen og Thessaloniki

Ifølge offentliggørelser i den græske presse i begyndelsen af juni 2003 er der for Kommissionen for nylig blevet foretaget en undersøgelse af indholdet af skadelige mikropartikler i 19 europæiske byer. I disse offentliggørelser nævnes det, at Athen og Thessaloniki har de højeste tal for luftens indhold af troposfærisk ozon eller benzen, idet koncentrationen er 2,6 gange så høj som den i EU's miljølovgivning fastsatte grænseværdi. Det nævnes specielt, at den højest tilladte koncentration af disse forurenende stoffer i EU er 48 μg/m3, og at værdierne i disse to byer når helt op på 125 μg/m3. Endvidere har Ministeriet for Miljø, Fysisk Planlægning og Offentlige Arbejder anerkendt, at problemet med disse svævende partikler er reelt eksisterende, især sammenholdt med bestemmelserne i Kyoto-protokollen for 2005.

Kommissionen bedes besvare følgende:

1.	Hvad er de væsentlige konklusioner af undersøgelsen af denne forurening i Athen og Thessaloniki?

2.	Hvor stor en andel udgør denne forurening af de samlede værdier for luftforureningen i Athen og Thessaloniki?

Har Kommissionen hidtil rettet henstillinger til de græske myndigheder om begrænsning af denne form for forurening, og hvis ja, hvilke foranstaltninger har den græske regering truffet? Hvis der ikke er rettet henstillinger til den græske regering, mener Kommissionen så, at de ansvarlige græske myndigheder selv ville kunne have taget initiativ til foranstaltninger til forebyggelse af denne forurening?

4.	Hvad er de tilladte værdier for emission af dette forurenende stof i Kyoto-protokollen, og hvor langt er Grækenland nået med sine forberedelser med henblik på at opfylde disse forpligtelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(17. juli 2003)

Ud fra en lignende skriftlig forespørgsel (E-3254/02 fra det ærede medlem) (1). der blev fremsat over for Kommissionen i november 2002, refereres der tilsyneladende til forskningsprojektet »European Aerosol Research Lidar Network« (Earlinet). En af hovedkonklusionerne af dette projekt er, at der kan oprettes en infrastruktur til etablering af et europæisk netværk af LIDAR-systemer til undersøgelser af den vertikale fordeling af aerosoler. Eftersom der ikke er foretaget regelmæssige målinger i løbet af hele året, er det for usikkert at drage andre konklusioner. Online-overvågning af partikelkoncentrationer ved jordoverfladen var netop ikke et af formålene med projektet.

Luftbåret svævestøv skal betragtes som et af de vigtigste forurenende stoffer, der virker nedbrydende for menneskets sundhed. På grundlag af de rapporter, der officielt er forelagt Kommissionen i henhold til bestemmelserne i den gældende fællesskabslovgivning, ligger de årlige koncentrationer af PM10 (dvs. partikler med en diameter på under 10 μm) i Athen og Thessaloníki mellem 50 og 70 mikrogram pr. kubikmeter (μg/m3) og overskrider dermed klart grænseværdien (plus en tolerancemargen) på 46 μg/m3 for 2003. Partikelkoncentrationerne udgør derfor langt den største del af den samlede forurening, hvilket også er tilfældet for andre europæiske storbyer. Andre forurenende stoffer som f.eks. ozon, benzen, nitrogenoxider eller svovldioxid er imidlertid også af stor betydning.

Den gældende fællesskabslovgivning om luftkvalitet (rammedirektivet om luftkvalitet (1996/62/EF (2)) og afledte direktiver (1999/30/EF (3), 2000/69/EF (4), 2002/3/EF (5))) fastsætter grænseværdier for specifikke forurenende stoffer (herunder PM10). Disse grænseværdier skal overholdes inden en bestemt frist (2005 for PM10). I de tilfælde, hvor der er tale om en overskridelse af grænseværdien plus en defineret tolerancemargen (der hvert år reduceres for helt at falde bort ved udløbet af fristen), skal medlemsstaterne indgive planer og programmer for at vise, hvordan de vil overholde grænseværdien. Disse skal første gang afleveres ved udgangen af 2003. Det er medlemsstaternes ansvar at træffe de nødvendige foranstaltninger til reduktion af luftforureningen. Disse foranstaltninger varierer fra stat til stat. Kommissionen giver ikke specifikke anbefalinger om, hvordan grænseværdierne skal nås i de enkelte tilfælde.

Selv om partikler påvirker strålingsbalancen i kraft af deres specifikke absorption og lyssprednings-karakteristik, anses de ikke for at være en hovedårsag til klimaændringer. De er derfor ikke blandt de stoffer, der er omfattet af Kyoto-protokollen.

(1) EUT C 155 E af 3.7.2003, s. 119.

(2) Rådets Direktiv 96/62/EF af 27. september 1996 om vurdering og styring af luftkvalitet, EFT L 296 af 21.11.1996.

(3) Rådets direktiv 1999/30/EF af 22. april 1999 om luftkvalitetsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogendioxid og nitrogenoxider, partikler og bly i luften, EFT L 163 af 29.6.1999.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/69/EF af 16. november 2000 om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften, EFT L 313 af 13.12.2000.

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/3/EF af 12. februar 2002 om luftens indhold af ozon, EFT L 67 af 9.3.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/63

(2004/C 78 E/0064)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1987/03

af Piia-Noora Kauppi (PPE-DE) og Per-Arne Arvidsson (PPE-DE) til Kommissionen

(16. juni 2003)

Om: Anvendelse af principperne for nuklear sikkerhed på EU-tiltrædelseslandene

Vi henviser til forslag til Rådets direktiv om fastsættelse af de grundlæggende forpligtelser og generelle principper vedrørende sikkerheden i nukleare anlæg (1). I direktivet foreslås fælles sikkerhedsregler og kontrolmekanismer med henblik på at sikre, at der anvendes fælles metoder og kriterier i forbindelse med nuklear sikkerhed i hele det udvidede EU. Direktivet bygger på konventionen om nuklear sikkerhed, der er indgået under IAEA's auspicier, og fastsætter en præcis juridisk ramme for en ordning vedrørende nuklear sikkerhed.

Kan Kommissionen — under henvisning til den kommende harmonisering af sikkerhedsregler og praksis i overensstemmelse med IAEA's ordning vedrørende nuklear sikkerhed, til Europa-Parlamentets vurdering i en beslutning om tiltrædelsesproceduren, der blev vedtaget i juni 2002, og hvori der gives udtryk for den opfattelse, at der bør indtages en liberal holdning til fremtiden for de to nukleare anlæg 3 og 4 i Kozloduy i Bulgarien, og til IAEA-inspektørernes bemærkninger og henstillinger — oplyse, på hvilken måde der tages højde for Europa-Parlamentets og IAEA's vurdering under tiltrædelsesforhandlingerne med Bulgarien?

Kan Kommissionen — under henvisning til den omfattende opgradering, der i perioden 1991-2002 fandt sted på Kozloduy-anlæg 3 og 4, og som i henhold til IAEA's sikkerhedsundersøgelse i juni 2002 har manet alle tidligere bekymringer for sikkerheden i jorden og bragt anlæggene på linje med IAEA's regler for nuklear sikkerhed, og til, at der findes en uafhængig og professionelt bemandet nuklear myndighed i Bulgarien, og til, at Unionen på tiltrædelseskonferencen bad om en hurtig nedlukning af disse reaktorer under forhandlingerne om energikapitlet — forklare, hvorledes den agter at anvende principperne i konventionen om nuklear sikkerhed på løsningen af Kozloduy 3 og 4-sagen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(24. juli 2003)

Hvad angår den nuværende fase i tiltrædedelsesforhandlingerne vedrørende den nukleare sikkerhed i de nukleare anlæg 3 og 4 i Kozloduy, minder Kommissionen om, at forhandlingerne om kapitel 14 »energi« som led i konferencen om Bulgariens tiltrædelse af EU blev afsluttet foreløbigt den 18. november 2002. EU's fælles holdning indeholder betingelserne for aftalen mellem medlemsstaterne og Bulgarien om den nukleare sikkerhed, og bl.a. vedrørende anlæg 3 og 4 i Kozloduy. Den bulgarske regering har forpligtet sig til at nedlægge anlæg 3 og 4 i Kozloduy i 2006. Som led i den Peer Review-ordning under Rådet for Den Europæiske Union vil EU fastsætte et mandat for udsendelse af en delegation af eksperter til Bulgarien så hurtigt som muligt inden afslutningen af alle tiltrædelsesforhandlingerne. EU har også noteret sig Bulgariens forventninger om, at Fællesskabets vil fortsætte med at yde en finansiel bistand (med tilknytning til følgerne af den fremskyndede nedlæggelse af visse anlæg i Kozloduy), og har erklæret sig rede til at overveje spørgsmålet.

Det er Kommissionens synspunkt, at de spørgsmål, som rejses af de ærede parlamentsmedlemmer vedrørende de nukleare anlæg 3 og 4 i Kozloduy, bør være omfattet af og genvurderes i denne sammenhæng. Hvad angår perioden forud for den nævnte aftale, henviser Kommissionen de ærede medlemmer til de svar, som Kommissionen tidligere har afgivet, især på skriftlig forespørgsel E-3164/02 fra Marjo Matikainen-Kallström og Christian Rovsing (2).

Kommissionen finder det vigtigt at gøre opmærksom på, at anlæg 3 og 4 i Kozloduy på samme måde som alle nukleare anlæg i kandidatlandene har været genstand for en vurdering foretaget af WPNS (Working Party on Nuclear Safety) under Rådet for Den Europæiske Union. Som følge heraf blev der rettet henstillinger, hvis gennemførelse har været genstand for opfølgning ved WPNS i første halvår af 2002. WPNS fandt, at gennemførelsen af de fem henstillinger fortsat burde overvåges nøje, og den mindede i sine rapporter fra juni 2001 og 2002 om, at de forbedringer, der var foretaget på anlæg 3 og 4, skulle ses i sammenhæng med nedlæggelsen af disse anlæg i 2006.

(1) KOM(2003) 32 endelig udg.

(2) EUT C 11 E af 15.1.2004, s. 30.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/65

(2004/C 78 E/0065)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1991/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(16. juni 2003)

Om: Belysning af omstændigheder i Kommissionens organisation, som har bidraget til, at kommissions-tjenestemand Quatraro døde i 1993, samt det dermed forbundne hemmelighedskræmmeri

1.	Er der nogensinde udsendt en administrativ beretning og/eller en Uclaf-beretning, som klart og tydeligt påviser den daværende kommissionstjenestemand Antonio Quatraros ansvar for svig i forbindelse med EU's tobakspolitik?

2.	Hvad ved Kommissionen om et netværk, der i forbindelse med dette spørgsmål er blevet nævnt af Robert Dougal Watt, og som omfatter personer inden for EU-institutionerne, der søger at begunstige sig selv, omdirigere EU-pengestrømme og hemmeligholde forskellige forhold?

3.	Kan Kommissionen lade mig komme i besiddelse af de beretninger, som Kommissionen har udarbejdet om dette anliggende og herunder den beretning, som Hans-Helmut Wachter har udfærdiget?

4.	På hvilken måde har Kommissionen været det belgiske politi behjælpelig med at fastslå årsagerne til Quatraros død i 1993?

5.	Har Kommissionen givet det belgiske politi adgang til Quatraros kontor?

6.	Har Kommissionen givet det belgiske politi tilladelse til at udspørge de kommissionstjenestemænd, som sidst har set Quatraro i live?

7.	Hvad har Kommissionen i benægtende fald gjort for at kaste lys over omstændighederne i forbindelse med Quatraros død?

8.	Er Kommissionen blevet modarbejdet under bestræbelserne på at finde frem til sandheden?

9.	Hvilken garanti har Kommissionen for, at problemer i stil med de problemer, som for ti år siden gjorde sig gældende i forbindelse med Quatraros arbejde, ikke længere kan gentage sig?

10.	Hvilke supplerende foranstaltninger indgår der som led i dette spørgsmål i Kommissionens planer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(12. august 2003)

En administrativ undersøgelsesrapport fra foråret 1991 gav i nogen grad grund til at mistænke den nævnte tjenestemand for uregelmæssigheder. Man fandt dog ikke de tilgængelige beviser tilstrækkelige til at retfærdiggøre et øjeblikkeligt indgreb. Som følge deraf blev det besluttet at iværksætte en disciplinær forfølgning for formelt at undersøge, om den implicerede persons aktiviteter var forenelige med vedkommendes pligter som tjenestemand ansat i Kommissionen. Proceduren bortfaldt som følge af tjenestemandens død den 30. marts 1993.

2.	Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) har ikke fundet nogen beviser, som kan retfærdiggøre beskyldningerne i det ærede medlems forespørgsel.

3.	Kommissionen vil overveje at sende denne undersøgelsesberetning til Europa-Parlamentet, hvis eller når den modtager en anmodning om dette under overholdelse af procedurerne i bilag III i rammeaftalen fra 2000 om samarbejdet mellem vore institutioner.

4.	og 5. Det belgiske politi ankom til Kommissionen kort efter Quatraros død og fik ubegrænset adgang til den bygning og det kontor, hvor den afdøde tjenestemand havde arbejdet.

og 7. Under omstændigheder som dem, der gør sig gældende i denne sag, er det tydeligvis det mest passende, at den implicerede medlemsstats retslige myndigheder foretager efterforskningen. Kommissionen ville tage alle nødvendige skridt til at lette efterforskningsarbejdet og ophæve immuniteten, hvor dette er påkrævet. Det blev gjort i dette tilfælde. Det belgiske politi var i stand til at tage imod vidneforklaringer fra alle, som det ønskede at udspørge.

8.	Kommissionen har ikke adgang til noget bevismateriale, der indikerer, at Kommissionen i dens indledende undersøgelser eller det belgiske politi og retslige myndigheder mødte nogen modstand under bestræbelserne på at finde frem til sandheden i sagen.

Hvor store pengebeløb er indblandet under komplekse subsidieordninger, er det umuligt for Kommissionen eller en hvilken som helst anden organisation helt at udelukke, at der forekommer tilfælde af svig eller forsøg på svig. Det bør dog bemærkes, at den fælles markedsordning (FMO) for råtobak siden 1992 er blevet grundlæggende reformeret. Blandt ændringerne kan det nævnes, at tre mekanismer, som gav anledning til svig — især intervention og bortauktionering, eksportrestitutioner og differentierede præmier bestemt af tobakssorter — er blevet nedlagt. Se forordning (EØF) nr. 2075/92 (1).

FMO-strukturen blev senere forenklet i 1996 og 1998. Se forordning (EF) nr. 415/96 af 4. marts 1996 (2) og forordning (EF) nr. 1636/98 af 20. juli 1998 (3).

Kommissionen iværksætter regelmæssigt dechargeprocedurer og forebyggende revisioner.

10.

En ekstern, uafhængig vurdering af tobakssektoren er på vej og bliver afsluttet i løbet af de kommende uger. Kommissionen arbejder i øjeblikket med rammerne for yderligere reformer af FMO for råtobak, som skal følge op på målsætningerne i Kommissionens meddelelse om bæredygtig udvikling, der blev fremlagt på Det Europæiske Råds møde i Göteborg (15. og 16. juni 2001).

Kommissionen vil fremlægge et forslag for Parlamentet og Rådet i løbet af efteråret 2003.

(1) EFT L 215 af 30.7.1992.

(2) EFT L 59 af 8.3.1996.

(3) EFT L 210 af 28.7.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/66

(2004/C 78 E/0066)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2001/03

af Jan Dhaene (PSE) og Patricia McKenna (Verts/ALE) til Kommissionen

(16. juni 2003)

Om: Radioaktive udledninger fra Sellafield

Fiskeriafdelingskomitéen under Den Internationale Transportsammenslutning har opfordret Nordsøstaterne til at anmode Det Forenede Kongerige om at stoppe de radioaktive udledninger fra Sellafield. Adskillige nationale transportsammenslutninger har godkendt denne anmodning. Problemet er ikke begrænset til Det Forenede Kongerige; også Cogéma i Haag forårsager omfattende radioaktiv forurening af det lokale miljø.

En af de isotoper, som bekymrer Den Internationale Transportsammenslutning mest, er technetium-99 (Tc99). Denne isotop udledes i Det Irske Hav, selv om det teknisk er muligt at filtrere den væk og indsamle den, før spildevandet udledes i havet.

1.	Er Kommissionen opmærksom på truslen mod havmiljøet i forbindelse med udledning af radioaktivt spildevand fra atomkraftværker som f.eks. Sellafield, og i særdeleshed for fisk og skaldyr og forbrugere heraf?

2.	Er Kommissionen opmærksom på virkningerne for fiskerne og besætningen om bord på de fiskerfartøjer, som ofte fisker i disse områder i nærheden af forureningskilden (Sellafield og Haag)?

3.	Hvad mener Kommissionen om Den Internationale Transportsammenslutnings forslag om, at technetium-99 bør filtreres væk fra spildevandet fra Sellafield og Haag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(30. juli 2003)

Kommissionen er opmærksom på det spørgsmål, de ærede medlemmer rejser.

Fællesskabet er kontraherende part i Oslo-Paris-konventionen (OSPAR) og repræsenteres ved OSPAR-møder af Europa-Kommissionen. De centrale mål for de strategier, som OSPAR-kommissionen vedtager for at fremme sine bestræbelser, går ud på at beskytte det havområde, OSPAR omfatter. En af strategierne handler om radioaktive stoffer og har det specifikke mål at udledninger og udslip af radioaktive stoffer inden 2020 skal reduceres så meget, at koncentrationsniveauet i havmiljøet næsten ikke overstiger de historiske niveauer.

For at få bistand ved gennemførelsen af strategien for radioaktive stoffer har OSPAR-kommissionen nedsat en komité for radioaktive stoffer, Radioactive Substances Committee (RSC), der mødes mindst en gang om året. Kommissionen deltager i arbejdet i denne komité og yder væsentlige bidrag til forståelsen af og opmærksomheden på udledningen af radioaktive stoffer i havet fra alle kilder. Som led i dette arbejde har Kommissionen for nylig afsluttet en undersøgelse under betegnelsen Marína II. Her undersøgte man alle radioaktive udledninger og deres virkninger på OSPAR's havområde, herunder virkningerne på biota, forbrugere af fisk mv. samt personer, der er beskæftiget med fiskeri i nærheden af sådanne udledninger.

Kommissionen er stærkt engageret i, at OSPAR-strategiens mål for radioaktive stoffer nås. Den forudsætter, at der gradvis sker en væsentlig reduktion af alle radioaktive udledninger frem til 2020. På OSPAR-kommissionens første ministermøde i Sinta i juli 1998 blev flere kontraherende parters betænkeligheder ved udledningerne af technetium-99 fra Sellafield taget ad notam, og ministrene fra Det Forenede Kongerige gav udtryk for, at man ville arbejde på sagen. Betænkelighederne blev igen fremført med eftertryk på det nylige OSPAR-ministermøde i Bremen i juni 2003. Her glædede man sig også over det britiske initiativ til at forlange, at operatøren af Sellafield standser udledningerne fra anlæggets behandlingsproces for middelaktivt koncentrat (MAC) i ni måneder, mens der gennemføres yderligere forskning og udvikling af bekæmpelsesteknik.

Det skal dog bemærkes, at selvom aktivitetskoncentrationen af technetium-99 er forholdsvis høj, er de strålingsmæssige virkninger af at udlede technetium-99 i miljøet små sammenlignet med andre radionuklider, herunder naturligt forekommende radionuklider.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/67

(2004/C 78 E/0067)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2031/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(12. juni 2003)

Om: Gennemførelse af fællesskabslovgivning om fast affald og affaldsdeponering i Grækenland

Ifølge en undersøgelse foretaget af Det Nationale Center for Miljø deponeres over 90 % af byaffaldet på lossepladser (autoriserede eller uautoriserede), mens kun 8 % indgår i recycling, og 1 % går til kompostering. Det er dog konstateret, at det mekaniske affaldssorteringsanlæg ikke alene er ude af funktion, men at det heller ikke er i overensstemmelse med de europæiske forskrifter. Det er desuden forældet i forhold til den optimale teknologi, der er til rådighed i dag.

Eftersom Kommissionen har indledt en procedure mod Grækenland for overtrædelse af affaldsbestemmelser — direktiv 75/442/EØF (1) om affald — samt under henvisning til, at alle EU-medlemsstater i henhold til direktiv 1999/31/EF (2) om deponering af affald er forpligtet til at opstille en national strategi og senest den 16. juli 2003 meddele Kommissionen denne strategi, der skal indeholde konkrete foranstaltninger for de bestående deponeringsanlæg, bedes Kommissionen besvare følgende:

1.	Har Grækenland gennemført fællesskabslovgivningen om affald og især fast affald, og hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet med henblik på beskyttelse af miljøet og den offentlige sundhed imod den ukontrollerede deponering af farligt såvel som ufarligt affald i Grækenland?

2.	Hvordan vurderer Kommissionen driften af det mekaniske affaldssorteringsanlæg i Liosia på grundlag af miljøkravene og den optimale forhåndenværende teknologi, og hvor store beløb i fællesskabs-bevillinger er der blevet brugt til at bygge et anlæg, der ikke fungerer?

Har Grækenland meddelt en national strategi for affaldsdeponering, og for hvor mange af de bestående deponeringsanlæg er der blevet udarbejdet og godkendt planer og truffet foranstaltninger med henblik på kontrol og opsamling af gasser og farligt affald samt foranstaltninger til begrænsning af bionedbrydeligt byaffald bestemt for deponering, især gennem recycling, kompostering, biogasfremstilling eller genvinding af materialer/energi, som det er fastlagt i direktiv 1999/31/EF?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(10. juli 2003)

Kommissionen er bekendt med problemet i forbindelse med uautoriseret deponering af affald i Grækenland. På basis af de oplysninger, de græske myndigheder har fremsendt, og efter en lang række klager, har Kommissionen i juli 2002 indledt overtrædelsesproceduren i medfør af EF-traktatens artikel 226. De græske myndigheder erkendte, at der ved udgangen af 2002 stadig fandtes 1399 ulovlige eller uautoriserede deponeringsanlæg og erklærede, at der var ved at blive vedtaget en ny affaldsforvaltningsplan. Ifølge deres tidsplan vil alle ulovlige deponeringsanlæg være lukket ved udgangen af 2007, og de vil blive erstattet af permanente anlæg. Kommissionen afgav begrundet udtalelse i henhold til EF-traktatens artikel 226 i december 2002 med en opfordring til Grækenland om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at bringe sig i overensstemmelse med kravene i direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 (3) om affald som ændret ved direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (4). Hvis Grækenland ikke opfylder sine forpligtelser, vil Kommissionen ikke tøve med at indbringe sagen for Domstolen.

Det projekt, det ærede medlem nævner, består af et affaldssorteringsanlæg og et komposteringsanlæg. Det er blevet samfinansieret af EFRU i forbindelse med det regionale operationelle program (ROP) for Attika. Det samlede beløb for fællesskabssamfinansieringen var på 54,3 mio. EUR, heraf 33,2 mio. EUR under ROP for Attika 1994-1999 og 21,1 mio. EUR under ROP for Attika 2000-2006. De samlede omkostninger for de samfinansierede anlæg beløber sig til 72,4 mio. EUR.

Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over i øjeblikket, skulle der være blevet foretaget nogle driftsforsøg af anlæggene. På grund af problemer og en ulykke, der i mellemtiden har fundet sted på området, er anlæggene ikke i drift i øjeblikket. De ansvarlige myndigheder har hidtil ikke givet tilfredsstillende forklaringer på denne situation. Kommissionen vil følge sagen op, og vil i givet fald kunne anmode om tilbagebetaling for Fællesskabets samfinansiering til opførelsen. Kommissionen har ingen oplysninger om anlægsområdets miljøpræstationer.

Grækenland har endnu ikke forlagt sin nationale strategi for reduktion af bionedbrydeligt affald til deponeringsanlæg. Direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 (5) om deponering af affald kræver, at medlemsstaterne opstiller en sådan strategi inden den 16. juli 2003 og forelægger den for Kommissionen så hurtigt som muligt. Hvad bestående deponeringsanlæg angår, kræves det i direktivet, at operatørerne skal forelægge myndighederne en overgangsplan, hvori er anført de nødvendige foranstaltninger til at tilpasse deponeringsanlægget til direktivets krav. Kommissionen har ingen oplysninger om antallet af bestående deponeringsanlæg, for hvilke der er opstillet overgangsplaner.

(1) EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39.

(2) EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.

(3) EFT L 194 af 25.7.1975.

(4) EFT L 78 af 26.3.1991.

(5) EFT L 182 af 16.7.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/69

(2004/C 78 E/0068)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2043/03

af Maurizio Turco (NI), Emma Bonino (NI), Marco Pannella (NI), Marco Cappato (NI), Benedetto Della Vedova (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(19. juni 2003)

Om: Krænkelse af religionsfriheden og midler til at sikre overholdelsen heraf

På baggrund af følgende:

—

I maj måned i år har »U.S. Commission on International Religious Freedom«, et selvstændigt regeringsagentur i USA, offentliggjort sin årsrapport om religionsfrihed i verden, og ifølge denne rapport gør følgende forhold sig gældende:

—	i Den Russiske Føderation giver situationen anledning til alvorlig bekymring, hvad angår den russiske ortodokse kirkes indblanding i Moskvas politik, statens nøje kontrol med de russiske borgeres religionsudøvelse og afslaget på visumudstedelse til gejstlige og deres medarbejdere;

—	i Folkerepublikken Kina gennemføres der til stadighed forvisning, tortur og fængsling af kinesiske statsborgere på grund af deres religiøse overbevisning, ligesom der er nøje kontrol med de religiøse aktiviteter i Tibet;

—	i Laos er situationen kendetegnet af statsembedsmændenes systematiske krænkelse af religionsfriheden i form af fængslinger og tvungen omvendelse;

—

i Vietnam sker der fængslinger af religiøse dissidenter, og der gennemføres kampagner til tvungen omvendelse af de vietnamesiske religiøse mindretal i de nordvestlige provinser og i de centrale højsletter, der er beboet af bjergbønder, hvilket har tilskyndet USCIRF til at opfordre til, at der ikke længere ydes støtte til finansiering af andre projekter end humanitære projekter, indtil de vietnamesiske myndigheder forpligter sig til at respektere religionsfriheden;

kan Kommissionen da oplyse følgende:

—	Har den kendskab til den alvorlige og systematiske krænkelse af religionsfriheden i Rusland, Kina, Laos og Vietnam?

—	Vil den tilslutte sig opfordringen fra USCIRF til ikke længere at yde støtte til finansiering af andre projekter end humanitære projekter, indtil de vietnamesiske myndigheder forpligter sig til at respektere religionsfriheden?

—	Mener den, at indstillingen af støtte til andre projekter end humanitære projekter, indtil religionsfriheden respekteres, kan udgøre et godt afskrækkelsesmiddel, eller hvilken ordning kunne i modsat fald udgøre et effektivt middel?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(18. juli 2003)

Kommissionen er udmærket klar over situationen med hensyn til religionsfrihed i Den Russiske Føderation, Kina, Laos og Vietnam og følger den nøje.

Spørgsmålet har været rejst over for de nationale myndigheder inden for rammerne af EU's politiske dialog med disse lande. Kommissionen vil også fortsat bringe disse problemer på bane via alle relevante tilgængelige kanaler.

Over for de russiske myndigheder vil Kommissionen fortsat påpege, at udviklingsmønstret med hensyn til religionsfrihed — og andre tilsvarende menneskerettighedsspørgsmål — hverken er acceptabelt eller foreneligt med de vigtigste internationale og europæiske menneskerettighedskonventioner, Rusland har ratificeret, og som omhandler religions- eller trosfrihed.

Hvad Laos angår, tager Kommissionen hyppigt spørgsmålene om religionsfrihed op på de bilaterale møder, den afholder med regeringen for Den Demokratiske Folkerepublik Laos. Situationen vedrørende menneskerettighederne, herunder religionsfrihed, vil således også være på dagsordenen for mødet mellem de to parter i Den Blandede Kommission i efteråret 2003. Åbningen for nylig af Kommissionens delegation i Vientiane vil give Kommissionen yderligere muligheder for at gå ind i en dybere dialog om menneskerettighedsspørgsmål med disse myndigheder.

Kommissionen er bekendt med, at FN's Menneskerettighedskomité er alvorligt bekymret over, at den vietnamesiske statspartipraksis ikke stemmer overens med artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR). EU, medlemsstaterne og Kommissionen sammen, har gentagne gange påtalt dette spørgsmål over for myndighederne ved særlige EU-henvendelser og regelmæssige drøftelser om menneskerettighederne.

Hvad specielt angår Kina, har EU gentagne gange udtrykt bekymring over restriktionerne for uofficielle kirker og religiøse grupper og også islam. Det har løbende rejst spørgsmålet om religions- og trosfrihed inden for rammerne af den strukturerede EU-Kina-dialog om menneskerettigheder og vil fortsat gøre det.

EU har til stadighed bekræftet, at menneskerettigheder og demokratisering skal udgøre en integrerende del af alle politiske dialoger med tredjelande. Både religionsfrihed som en af de grundlæggende menneskerettigheder og religiøse mindretals rettigheder er således spørgsmål, der tages op ved EU's bilaterale politiske dialoger og i givet faldt i diplomatiske henvendelser og offentlige erklæringer samt ved EU's indsats i fora som FN's Menneskerettighedskommission eller FN-Generalforsamlingens Tredje Komité.

Med hensyn til bistand og som skitseret i Kommissionens meddelelse af maj 2001 (1) om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande, ser Kommissionen det som sin opgave at gøre menneskerettigheder og demokratisering til mainstreamspørgsmål i alle Fællesskabets bistandsprogrammer. Landestrategipapirerne blev benyttet til at skabe en mere sammenhængende og konsekvent tilgang til fremme af menneskerettigheder og demokratisering ved anvendelse af de forskellige finansielle instrumenter for tredjelandene ud over den bistand, der ydes via det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder.

Specielt i forbindelse med bistanden til Vietnam er det Kommissionens generelle politik over for dette land at tilskynde til og støtte fremskridt på menneskerettigheds- og demokratiseringsområdet og at påtale det, når der sker misbrug eller ses en forværring af situationen. Kommissionen har fastlagt fremme af god regeringsførelse, god forvaltningspraksis og et behørigt fungerende retssystem som prioriteter for samarbejdet med Vietnam inden for landestrategien 2002-2006. Den mener, at dette samarbejdsprogram særlig i kraft af den specifikke støtte til institutionelle reformer og medtagelsen af forvaltningsrelaterede uddannelsesaktiviteter i alle samarbejdsprojekter vil bidrage til at styrke Vietnams forpligtelser inden for regeringsførelse og menneskerettigheder som helhed.

Generelt er det Kommissionens opfattelse, at en tilgang baseret på incitamenter giver størst sandsynlighed for at opnå en forbedring af respekten for menneskerettighederne, herunder religionsfrihed. Kommissionen vil fortsat foretrække dialog og støtte i sine forbindelser med tredjelandene. Suspension af bistanden, indtil religionsfriheden eller andre friheder respekteres, kan kun være en sidste udvej og vil sandsynligvis medføre negative virkninger for de befolkningsgrupper, hvis rettigheder krænkes.

(1) KOM(2001) 252 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/70

(2004/C 78 E/0069)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2045/03

af Maurizio Turco (NI), Marco Pannella (NI), Emma Bonino (NI), Marco Cappato (NI), Benedetto Della Vedova (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(19. juni 2003)

Om: Alvorlige og vedvarende krænkelser af de grundlæggende menneskerettigheder for det uighuriske mindretal i den kinesiske region Xinjiang i Østturkistan

—	I Xinjiang-regionen (Østturkistan), Kinas største provins, bor der 7 mio. uighurer, et shiitisk mindretal, som centralmagten i årtier har undertrykt, hvilket yderligere er blevet forværret siden krigen med det tilgrænsende Afghanistan.

—

I 1990 arbejdede centralregeringen på at stabilisere regionen og investerede milliarder af dollars i bygning af veje og jernbaner, opførsel af hospitaler og kaserner, udgravning af oliebrønde, og den opmuntrede navnlig til en tilstrømning af indvandrere fra den østlige del af landet. I 1950 udgjorde han-kinesere 5 % af befolkningen, mens de i dag udgør 50 % af de 18 mio. indbyggere.

—	Endnu i dag giver regeringen de emigranter, der flytter til Xinjiang, garanti om arbejde, selvfølgelig til skade for uighurerne.

—	Ifølge Amnesty International er 3 000 uighurier for nyligt blevet arresteret og ca. et hundrede henrettet efter summariske rettergange. I skolerne bliver unge uighurer tvunget til at følge indoktrineringskurser. De, der gribes i at lytte til Radio Free Asia, arresteres.

—	Det ældste kvarter i Kashgar er blevet revet ned for at gøre plads til bygning af en jernbane, og man er ved at ødelægge den tusindårige basar for i stedet at bygge et kinesisk supermarked.

—	Den mest berømte uighuriske sanger, Abdurihim, er blevet tvunget til at barbere sit skæg af, han har fået forbud mod at synge på torvene, og på hans husdør er der blevet sat et skilt op med teksten »endelig omskolet«.

EU og Kina har et glimrende økonomisk og handelsmæssigt samarbejde, og Kommissionen har udtalt, at dialogen om menneskerettighederne afholdes i en »åben og konstruktiv atmosfære«. Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

—	om den har kendskab til ovenstående forhold?

—	om, og hvornår, man i offentlig og officiel sammenhæng (ud over forhåbentlig diplomatisk) har rejst problematikken omkring det uighuriske mindretal over for Kina, og med hvilket resultat?

—	hvilke initiativer der som led i samarbejdsforbindelserne kunne udgøre et seriøst og effektivt instrument til at tilskynde Kina til at respektere de grundlæggende menneskerettigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(25. juli 2003)

Kommissionen kender udmærket til rapporterne om undertrykkelse og diskriminering af det uighuriske mindretal. Siden starten på den bilaterale dialog mellem EU og Kina om menneskerettigheder har spørgsmålet om mindretalsrettigheder været placeret meget højt på dagsordenen. Den uighuriske befolknings fundamentale rettigheder samt spørgsmål vedrørende dens religiøse og kulturelle identitet har været taget op på hver møderække under dialogen. Endvidere er det blevet foreslået, at den næste runde af dialogen, der efter planen skal finde sted i Kina i december 2003, følges op af et besøg i Xinjiang-provinsen. Situationen i provinsen har endnu ikke på afgørende vis ændret sig til det bedre.

For nogle år siden startede Kommissionen et omfattende menneskerettighedsrelateret samarbejdsprogram, som efter dens mening er et nyttigt instrument i bestræbelserne på at få Kina til at respektere de grundlæggende menneskerettigheder. Dette program har hidtil hovedsageligt været centreret omkring retligt samarbejde, støtte til lokaladministrationer, rettigheder for sårbare grupper, såsom kvinder og handicappede, samt ratificering og gennemførelse af FN's menneskerettighedskonventioner.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/71

(2004/C 78 E/0070)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2051/03

af Caroline Jackson (PPE-DE) til Kommissionen

(20. juni 2003)

Om: Æteriske olier og forbrugerbeskyttelse

Det syvende ændringsforslag til kosmetikdirektivet gik så vidt som til at sikre, at forbrugerne blev beskyttet i forbindelse med brug af æteriske olier. Sådanne olier findes i produkter, der spises af forbrugerne, f.eks. yoghurt med lavendelolie. Ville det ikke være i overensstemmelse hermed at sætte samme advarsel på sådanne fødevarer som på kosmetiske midler? Foreslår Kommissionen at gøre dette? I benægtende fald hvorfor ikke?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(31. juli 2003)

Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (1) begrænser ikke brugen af æteriske olier som sådan i kosmetiske produkter, men kræver mærkning af visse stoffer, såfremt de forefindes i kosmetiske produkter over visse niveauer.

Med hensyn til brugen af aromaer og ingredienser i levnedsmidler med smagsegenskaber (f.eks. urter og krydderier) i og på levnedsmidler følger fællesskabslovgivningen en anden tilgang med det formål at beskytte menneskers sundhed. Rammedirektiv 88/388/EØF om aromaer (2) forbyder tilsætning af stoffer som sådan til levnedsmidler, hvis de giver anledning til toksikologiske risici. For aromaer i aromatiserede/krydrede levnedsmidler, der forekommer naturligt i planter, som f.eks. almindelige urter, fastsætter direktivet maksimumsgrænseværdier. Æteriske olier falder ind under definitionen af »aromapræparater«, på hvilke grænseværdierne for disse stoffer også finder anvendelse. På grund af denne stramme regel kræver direktiv 2000/13/EF (3) ikke nogen mærkning af specifikke navne på stoffer, men kræver blot, at forbrugerne informeres om tilstedeværelsen af aromaer i levnedsmidler, som betegnes ved »aromaer«.

På anmodning af Kommissionen har den videnskabelige komité for levnedsmidler over de seneste to år evalueret en række sådanne naturligt forekommende stoffer. Resultaterne er tilgængelige på et websted, som Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse har oprette om aromaer (»Flavourings«): (http://europa.eu.int/comm/food/fs/sfp/addit_flavor/flavourings/index_en.html).

Kommissionen er på basis af disse resultater i gang med at udarbejde en opdatering af listen over naturligt forekommende stoffer, som ikke bør tilsættes som sådan i levnedsmidler, samt en opdatering af deres maksimalgrænseværdier i levnedsmidler. Denne opdatering vil indgå i et forslag til en ny rammeforordning om aromaer, som skal træde i stedet for direktiv 88/388/EØF.

(1) EFT L 262 af 27.9.1976.

(2) Rådets direktiv 88/388/EØF af 22. juni 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aromaer, der må anvendes i levnedsmidler, og om udgangsmateriale til fremstilling af disse, EFT L 184 af 15.7.1988.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler, EFT L 109 af 6.5.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/72

(2004/C 78 E/0071)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2056/03

af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen

(20. juni 2003)

Om: Ætylen

Ætylen er et af de flygtige organiske stoffer, som slipper ud i atmosfæren via forbrændingsprocesser, den petrokemiske industri, vejtransport, forbrænding af træ, osv. Ætylen er imidlertid også et naturligt plantehormon, som har indflydelse på, hvorledes planter bliver gamle og bl.a. sørger for, at frugt bliver moden, at bladene falder af træerne, at hvileperioder ophører, at dele af blomster visner; endvidere er det fysiologisk aktivt i meget svage koncentrationer (0,01-0,1 ppm). På grund af dets rolle som plantehormon er ætylen den vigtigste flygtige organiske forbindelse, som har direkte indvirkning på planter, hvorfor allerede en let forurening med dette hormon (kan få) har alvorlige følger for forskellige planter og markafgrøder. Ætylen synes at forekomme forskellige steder i langt større koncentrationer end i de koncentrationer, der i litteraturen beskrives som normale baggrundskoncentrationer. Hidtil er der ikke blevet fastlagt en kritisk eksponeringsværdi for ætylen, for så vidt angår vegetation. Lige så lidt findes der særlige emissionsnormer for ætylen, hvorved de overdrevne emissioner fra punktkilder skulle kunne begrænses. Landmænd, hvis planter er blevet beskadiget af ætylen, kan på ingen måde gøre krav på skadeserstatning, da der ikke er blevet fastlagt hverken normer eller grænseværdier.

1.	Kommissionen bedes bekræfte, at der siden 1970'erne er konstateret en stigning i den gennemsnitlige ætylenandel i luften fra 5 ppb til 30-50 ppb.

Råder Kommissionen over emissionsdata for ætylen såvel som måling sdata for ætylen i den omliggende luft, som tydeliggør dette problems størrelsesorden og spredning i Europa, samt oplysninger om forskellene mellem land og by samt eventuelle maksimalværdier i visse regioner, som f.eks. i nærheden af petrokemiske anlæg eller andre emissionskilder?

3.	Agter Kommissionen at iværksætte en mere målrettet kontrol med ætylen, at fastlægge en kritisk tærskelværdi, at træffe særlige foranstaltninger og fastlægge normer for de industrielle produktionsprocesser, eventuelt som en del af revisionen af CAFE-programmet (Clean Air for Europe) i 2004?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(29. juli 2003)

Ethylen spiller en rolle som plantehormon og kan dermed have følger for plantevæksten i miljøet, men er også blandt de stoffer, der har betegnelsen flygtige organiske forbindelser (VOC), og som fremmer dannelsen af ozonforurening. Stoffet er dermed omfattet af emissionsbegrænsende foranstaltninger, der skal nedbringe mængden af VOC, omend kravene er baseret på det vægtede gennemsnitlige fotooxidations-potentiale og ikke gælder for enkeltstoffer.

I EU-lovgivningen er der en mekanisme, hvorefter medlemsstaterne kan udveksle luftkvalitetsdata, men udveksling af data om ethylenkoncentrationer er ikke obligatorisk, og der er hidtil næsten ikke udvekslet nogen data. Derfor kan Kommissionen hverken bekræfte eller afkræfte de tal, det ærede medlem anfører for gennemsnitsværdier af ethylen i atmosfæren. Det forhold bliver der muligvis rettet op på med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/3/EF af 12. februar 2002 om luftens indhold af ozon (1), som pålægger medlemsstaterne at installere målestationer til indsamling af data om flygtige organiske forbindelser, der fungerer som ozonprækursorer. Ethylen er et af de stoffer, som det i denne forbindelse anbefales at overvåge.

For emissionsdata er billedet er det samme, da medlemsstaterne normalt indberetter emissioner af flygtige organiske forbindelser under ét, og ikke af de enkelte stoffer.

På nuværende tidspunkt har Kommissionen ikke kendskab til pålidelig dokumentation for, at ethylenniveauet i atmosfæren skulle have nogen signifikant virkning på planteværksen, og den har derfor ikke i øjeblikket til hensigt at sætte et mere målrettet overvågningsprogram i gang.

(1) EFT L 67 af 9.3.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/73

(2004/C 78 E/0072)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2059/03

af Camilo Nogueira Román (Verts/ALE) til Kommissionen

(20. juni 2003)

Om: De spanske myndigheders udsættelse af udpumpningen af brændselsolie fra Prestige, som havarerede ud for Galiciens kyst

De spanske myndigheder har netop oplyst, at udpumpningen af de 35 000 t brændselsolie, der fortsat befinder sig i Prestige, som havarerede ud for Galiciens kyst, vil blive forsinket et år, så den først vil blive gennemført i foråret 2004. Denne langvarige udsættelse er ikke i overensstemmelse med de spanske myndigheders oprindelige tilsagn og indebærer en betydelig risiko fra fartøjet, som befinder sig på næsten 4000 meters dybde.

Kommissionen har bekræftet, at fartøjets tilstedeværelse med halvdelen af sin oprindelige last er et anliggende af europæisk betydning, og at den er rede til at samarbejde med de spanske myndigheder om at løse problemet.

Er Kommissionen orienteret om de spanske myndigheders afgørelse? Anser den afgørelsen for at være velbegrundet? Hvilke foranstaltninger vil den træffe for at sikre, at de spanske myndigheder overholder deres tilsagn om, at den brændselsolie, der fortsat befinder sig i Prestiges lastrum, vil blive pumpet ud i 2003? Har den henvendt sig til Kommissionen om dette spørgsmål? Hvilke kontakter har den med henblik på at løse problemet sammen med det galiciske regionalstyre?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(31. juli 2003)

Det ærede medlem henvises til svarene på sine tidligere skriftlige forespørgsler E-3595/02 (1) og E-1259/03 (2) og på sit mundtlige spørgsmål H-69/03 under spørgetiden i Parlamentets mødeperiode i marts 2003 (3).

De foranstatltninger, der skal træffes med henblik på udpumpning af den resterende brændselsolie i Prestige-vraget, sorterer først og fremmest under de spanske myndigheders ansvar.

En delegation fra det spanske udviklingsministerium og repræsentanter for Repsol har for nylig forelagt Kommissionen og direktøren for Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur (EMSA) en detaljeret plan for udpumpning af brændselsolien fra Prestige-vraget.

Kommissionen forstår, at de spanske myndigheder har givet samme oplysninger til Parlamentets ordfører i Prestige-sagen.

En kopi af den CD-rom, de spanske myndigheder har stillet til rådighed, sendes direkte til det ærede medlem.

(1) EUT C 242 E af 9.10.2003, s. 63.

(2) EUT C 280 E af 21.11.2003, s. 121.

(3) Skriftligt svar af 11.3.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/74

(2004/C 78 E/0073)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2080/03

af Jonas Sjöstedt (GUE/NGL) til Kommissionen

(17. juni 2003)

Om: Oversigt over støtte til virksomheder

Støtte både fra medlemsstaterne og EU's strukturfonde overføres formodentlig i forskelligt omfang kontinuerligt til forskellige virksomheder i EU.

Har Kommissionen en oversigt over, hvor mange penge de enkelte virksomheder modtager både i form af statsstøtte, som EU har godkendt, og i form af bidrag fra EU's strukturfonde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(18. juli 2003)

Kommissionen offentliggør to gange om året en resultattavle for statsstøtte. Forårsudgaven indeholder detaljerede oplysninger om de årlige udgifter til statsstøtte for hver enkelt medlemsstat, herunder formålet med støtten og den sektor, den er øremærket til. Resultattavlen omfatter statsstøtte som defineret i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, der tildeles af de 15 medlemsstater og er blevet behandlet af Kommissionen. Følgelig er generelle foranstaltninger ikke omfattet af tallene. F.eks. betragtes en generel stattefritagelse for udgifter til forskning og udvikling ikke som statsstøtte, selv om den er opført i medlemsstaternes nationale budgetter som offentlig støtte til forskning og udvikling. Fællesskabsmidler og -instrumenter er ikke specifikt angivet på resultattavlen, selv om tallene omfatter støtte fra nationale og/eller regionale myndigheder, der er medfinansieret af strukturfondene. Resultattavlen kan konsulteres på Kommisisonens websted: (http://europa.eu.int/comm/competition/state_aid/scoreboard/).

Det er af praktiske grunde dog ikke muligt at give præcise oplysninger om, hvor store støttebeløb, der er tildelt hver enkelt virksomhed.

Kommissionen offentliggør også regelmæssige rapporter om strukturfondene (http://europa.eu.int/comm/regionalpolicy/sources/docoffic/official/reporfr.htm). Herunder en beskrivelse af de igangværende programmer for hver medlemsstat. I 1999 blev der foretaget en evalueringsundersøgelse om finansieringen af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i perioden 1994-1999. (http://europa.eu.int/comm/regionalpolicy/sources/docgener/evaluation/sme/index_en.htm).

For så vidt angår strukturfondenes finansieringsaktiviteter i perioden 2000-2006, er Kommissionens analyser baseret på en meget detaljeret database over finansieringsoversigterne for hver enkelt program-foranstaltning i henhold til medlemsstaternes indberetninger. Medlemsstaterne er ansvarlige for foran-staltningernes implementering og valget af de enkelte modtagere. På grundlag af denne programmering, med forbehold af at beløbene hertil kan variere som følge af økonomisk eller socialt begrundede ændringer, kan støtten til SMV ansættes til omkring 21 mia. EUR. Dette svarer til 11 % af de samlede strukturfondsmidler i perioden 2000-2006.

Fordelingen af fællesskabsfinansieringen angivet som en procentdel af det samlede beløb på 21 milliarder euro er følgende:

—	Anlæg og udstyr: 37,3 %;

—	Miljøvenlige teknologier: 3,3 %;

—	Erhvervsrådgivning: 14,1 %;

—	Delt erhvervsservice: 15,6 %;

—	Finansieringsteknik: 6,2 %;

—	Tjenesteydelser for erhvervsdrivende foreninger: 3,7 %;

—	Faglig uddannelse: 4,2 %;

—	Øvrige: 15,6 %.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/75

(2004/C 78 E/0074)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2084/03

af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen

(24. juni 2003)

Om: Unesco-konventionen fra 1970

Mener Kommissionen, at medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger med henblik på at overholde Unesco-konventionen fra 1970 om bekæmpelse af ulovlig handel med kulturgenstande?

Vil Kommissionen i benægtende fald gøre de genstridige medlemsstater opmærksom herpå?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(30. september 2003)

Med hensyn til forholdet mellem medlemsstater og tredjelande er Unesco-konventionen fra 1970 stadig det vigtigste retsinstrument på globalt plan til bekæmpelse af ulovlig handel med kulturgenstande. Ni medlemsstater og otte tiltrædelsesstater har underskrevet konventionen, og en række andre medlemsstater er i færd med at ratificere den. De tre nye medlemsstaters tiltrædelse i 2003 viser er en stigende bevidsthed om vigtigheden af at bekæmpe ulovlig handel med kulturgenstande og godkendelse af konventionen, som 100 stater på indeværende tidspunkt har tiltrådt.

For så vidt angår dialogen mellem EU og Afrika, har »Tilbagegivelse af stjålne eller ulovligt indførte kulturgoder« stået højt på dagsordenen siden Cairo-handlingsplanen. I november 2002 vedtog EU's og Afrikas ministre i Ouagadougou en række vejledende principper og konkrete henstillinger til handling på dette område. I Kommissionens nylige meddelelse om dialogen mellem EU og Afrika (1) beskrev den en bred vifte af foranstaltninger til støtte for dialogen om kulturgenstande, bl.a. at alle lande i EU og Afrika skal tilslutte sig de relevante internationale konventioner, især Unesco-konventionen fra 1970, og støtte Unescos aktiviteter under denne konvention.

Ud over at indføre en diplomatisk mekanisme for tilbagegivelse af stjålne kulturgoder indeholder 1970-konventionen en række forpligtelser til, at parterne skal indføre foranstaltninger til beskyttelse og kapacitetsopbygning på deres område, f.eks. i form af udvikling af museumsstrukturer og lister over kulturgenstande eller gennemførelse af uddannelsesprogrammer. Kommissionen har allerede gennemført kapacitetsopbygningsaktiviteter vedrørende kulturgoder i sine programmer for bistandsprogrammer og er i færd med at undersøge muligheden af at støtte et konkret projekt i forbindelse med dialogen mellem EU og Afrika.

EU har fundet det nødvendigt at vedtage foranstaltninger på EU-plan i tilfælde, hvor denne beskyttelse ikke kunne sikres tilstrækkeligt med ratificeringen af Unesco-konventionen fra 1970; det drejer sig om foranstaltninger om forbud mod ulovlig import, eksport og overførsel af ejendomsret til kulturgoder. På grund af ophævelsen af kontrollen med EU's indre grænser efter 1. januar 1993 har det vist sig nødvendigt i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked at indføre ledsageforanstaltninger for at få yderligere midler til at sikre tilstrækkelig beskyttelse af kulturgoder.

I forbindelse med det indre markeds funktion skal forordning (EØF) nr. 3911/92 (2) og direktiv 93/7/EØF (3) skabe forbindelse mellem det grundlæggende princip med den frie bevægelighed for kulturgoder og beskyttelse af nationale skatte.

Med forordningen indføres en forebyggende, ensartet kontrol med eksport af kulturgoder ved Fællesskabets ydre grænser, som gør det muligt for de kompetente myndigheder i de medlemsstater (kultur og told), hvorfra kulturgoderne eksporteres til et tredjeland, at tage hensyn til andre medlemsstaters interesser. Uden denne kontrol ville ophævelsen af kontrollen ved EU's indre grænser betyde, at en nationalskat, som udføres ulovligt fra én medlemsstat, kan fremlægges for en anden medlemsstats toldmyndigheder og efterfølgende uden problemer eksporteres til et tredjeland.

Direktiv 93/7/EF er et supplement til forordning (EØF) nr. 3911/92, idet den indfører mekanismer for det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne med hensyn til deres nationalskatte i det indre marked og også en procedure for tilbagegivelse af nationalskatte, når disse er udført ulovligt fra en medlemsstats område. Forordningen har til formål at forhindre, at nationalskatte kan forlade EU's område uden kontrol, og direktivet fastlægger vilkårene for, hvordan de skal tilbagegives til oprindelsesstaten, når de er udført ulovligt fra dennes område.

Kommissionen overvåger medlemsstaternes gennemførelse af ovennævnte EU-instrumenter og udarbejder en rapport hvert tredje år. Den seneste rapport blev udgivet den 25. maj 2000 (4).

(1) KOM(2003) 316 endelig udg.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 3911/92 af 9. december 1992 om eksport af kulturgoder, EFT L 395 af 31.12.1992.

(3) Rådets direktiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om tilbagegivelse af kulturgoder, som ikke befinder sig på en medlemsstats område, EFT L 74 af 27.3.1993.

(4) KOM(2000) 325 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/76

(2004/C 78 E/0075)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2087/03

af Marjo Matikainen-Kallström (PPE-DE) til Kommissionen

(24. juni 2003)

Om: Godkendelse af finske ingeniøreksaminer i visse Middelhavslande

Finske ingeniører har haft problemer med at udøve deres erhverv i flere Middelhavslande. Der har været problemer i Portugal, Italien, Grækenland og Cypern. Vanskelighederne ved udøvelsen af erhvervet beror enten på de pågældende landes lovgivning eller deres praksis. Disse forhold har direkte eller indirekte hindret eller gjort det vanskeligt for finske ingeniører at arbejde i de nævnte Middelhavslande.

Problemerne hænger samen med, at arbejdstagerorganisationerne i de nævnte lande har bemyndigelse til at træffe afgørelse om anvendelsen af uddannelsernes betegnelse. Organisationerne godkender altid landets egne borgere som medlemmer. Der er således i praksis ikke noget ønske om at godkende eksamensbeviser for den finske ingeniøruddannelse, eller også mener man af andre grunde, at udøvelsen af erhvervet som ingeniør skal være forbeholdt landets egne borgere eller personer med eksamensbeviser, der er opnået i de pågældende lande.

I henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab sikres arbejdskraftens frie bevægelighed, ligesom enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår er forbudt. Hvis eksamensbeviser fra en anden medlemsstat ikke godkendes, indebærer dette i praksis forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Hvad vil Kommissionen foretage sig for at gøre en ende på den forskelsbehandling begrundet i nationalitet, som rammer finske ingeniører i de ovenfor nævnte Middelhavslande?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(4. august 2003)

For så vidt angår anerkendelse af erhvervskvalifikationer er ingeniørerhvervet omfattet af reglerne i direktiv 89/48/EØF (1). I henhold hertil må en medlemsstat principielt ikke nægte en EF-statsborger adgang til at optage eller udøve et lovreguleret erhverv, når den pågældende har erhvervet det eksamensbevis, der kræves for at udøve erhvervet i oprindelseslandet eller det land, den pågældende kommer fra. Hvis den pågældendes uddannelse imidlertid er væsensforskellig fra den uddannelse, der kræves i værtslandet, kan myndighederne her kræve, at den pågældende dokumenterer relevant erhvervserfaring eller gennemfører et udligningsforløb i form af en prøvetid eller en egnethedsprøve.

Kommissionen har faktisk modtaget en række klager over mangelfuld gennemførelse af direktiv 89/48/EØF i Grækenland, navnlig fordi Grækenlands teknikerforbund (erhvervsorganisation) afviser at optage ingeniører som medlemmer, hvis de har erhvervet deres faglige kvalifikationer i en anden medlemsstat, selv om den nationale kompetente myndighed har anerkendt dem i henhold til direktiv 89/48/EØF. Det fremgår ikke af de klager, som Kommissionen har modtaget, at afvisningen skyldes arbejdstagerens nationalitet, men derimod, at de har erhvervet deres eksamen i en anden medlemsstat, og at disse eksamensbeviser ikke anerkendes som en akademisk grad. De oplysninger, Kommissionen således har fået kendskab til, og den mangelfulde gennemførelse af lovgivningen, man har konstateret i anden sammenhæng, har fået Kommissionen til at indlede en overtrædelsesprocedure mod Grækenland, som den 17. december 2002 blev forelagt for Domstolen.

For Cyperns vedkommende gælder direktiv 89/48/EØF først efter tiltrædelsestraktatens ikrafttrædelse.

For så vidt angår Italien og Portugal har en gennemgang af gennemførelsen af direktiv 89/48/EØF ikke vist nogen uoverensstemmelser. Kommissionen har heller ikke kendskab til nogen administrativ praksis hos disse landes myndigheder, som skulle være i modstrid med direktivets bestemmelser. Hvis Kommissionen modtog klager over mangelfuld gennemførelse af direktiv 89/48/EØF i disse medlemsstater, ville den naturligvis undersøge dem og tage stilling til, hvilke tiltag der skulle træffes i den forbindelse.

Hvis man i Grækenland, Italien og Portugal kun optager medlemmer i bestemte faglige organisationer, hvis de er statsborgere i det pågældende land, vil det være i modstrid med forbuddet mod forskelsbehandling i EF-traktatens artikel 39, 43 og 49. Det ærede medlem opfordres til at fremlægge mere detaljerede oplysninger herom, så Kommissionen om nødvendigt kan træffe foranstaltninger over for de relevante nationale myndigheder.

(1) Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed, EFT L 19 af 24.1.1989.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/78

(2004/C 78 E/0076)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2101/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(25. juni 2003)

Om: Reform af landbrugspolitikken — fastsættelse af en maksimumsgrænse

I debatten om reformen af den fælles landbrugspolitik er spørgsmålet om nødvendigheden af at fastsætte en maksimumsgrænse for omfanget af tilskud/støtte, der i enhver henseende kan tildeles en og samme landbrugsbedrift eller en enkelt landmand, ofte dukket op.

I denne sammenhæng fremsættes der sædvanligvis imponerende argumenter med et socialt tilsnit og, i netop denne forbindelse endvidere argumenter af økonomisk art, idet en sådan fastsættelse af en maksimumsgrænse giver mulighed for at frigøre omfattende finansielle ressourcer fra den fælles landbrugspolitik, der kan anvendes til nye budgetposter og dermed mindske presset på andre mekanismer, som f.eks. graduering.

På baggrund heraf anmodes Kommissionen om at besvare følgende:

—	Hvorfor forsvarer Kommissionen ikke en streng og effektiv fastsættelse af en maksimumsgrænse inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik?

—	Mener Kommissionen ikke, at dette er et ret og rimeligt krav?

—	Og hvorfor anvender Kommissionen de omfattende frigjorte beløb til en bedre omfordeling af støtten, til incitamenter og til en forhøjelse af bevillingerne til den fælles landbrugspolitiks nye budgetposter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(24. juli 2003)

I sin meddelelse om midtvejsrevisionen af den fælles landbrugspolitik af 10. juli 2002 (1) slog Kommissionen faktisk til lyd for fastsættelse af en maksimumgrænse for den direkte støtte. Det viste sig imidlertid under de efterfølgende drøftelser, at medlemsstaterne ikke kunne nå til enighed om indførelse af en streng maksimumgrænse.

I forbindelse med graduering og degressive støttesatser foreslog Kommissionen derfor, at der samtidig med en beskæring af den direkte støtte skulle indføres en frigrænse for de landbrugere, der modtager færre direkte støttemidler. Ifølge forslaget skulle beskæringer i den direkte støtte godtgøres med 100 % i de tilfælde, hvor den direkte støtte er på op til 5 000 EUR, og med 50 % i de tilfælde, hvor den direkte støtte er på mellem 5 000 EUR og 50 000 EUR. De frigjorte midler skulle anvendes til foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne.

I Rådets endelige beslutninger blev der vedtaget en graduering af støttesatserne med en frigrænse på 5 000 EUR. Kommissionens forslag vedrørende degressive støttesatser blev ikke godkendt. I stedet for blev det meddelt, at der vil blive indført en mekanisme for finansiel disciplin. Ifølge en erklæring fra Kommissionen skal forslaget om finansiel disciplin indeholde en frigrænse på 5 000 EUR og eventuelt også andre frigrænser.

Bestemmelserne om den frivillige regionale anvendelse af ordningen for en enkelt betaling pr. bedrift er udvidet med bl.a. muligheden for at omfordele pengene blandt forskellige regioner og landbrugssektorer.

(1) KOM(2002) 394 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/78

(2004/C 78 E/0077)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2111/03

af Proinsias De Rossa (PSE) til Kommissionen

(25. juni 2003)

Om: Sammenlignende undersøgelse af specialundervisning

I Europa-Parlamentets betænkning A5-0377/2001 (1) af 15. november 2001 blev Kommissionen anmodet om at gennemføre en sammenlignende undersøgelse af funktionen, finansieringen og resultaterne af de forskellige uddannelsessystemer for skoleelever med særlige behov i Den Europæiske Union. Hvilke foranstaltninger har Kommissionen iværksat med henblik på at efterkomme denne anmodning, og hvornår vil den — hvis den ikke allerede har gjort det — være i stand til at offentliggøre denne undersøgelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(24. juli 2003)

Kommissionen er meget opmærksom på de forskellige undervisningsmetoder, der kan anvendes for skoleelever med særlige behov. Allerede i 1998 gennemførte Det Europæiske Agentur for Undervisning af Personer med Særlige Behov en undersøgelse om »Integration i Europa, foranstaltninger til undervisning af personer med særlige behov«, som blev samfinansieret af Kommissionen. Denne undersøgelse fokuserede på tendenserne i 14 europæiske lande. Der forberedes i øjeblikket en ajourføring af denne rapport.

For så vidt angår den nævnte betænkning fra Europa-Parlamentet, samfinansierede Kommissionen i 2003 en rapport om »Undervisning af Personer med Særlige Behov i Europa«, som blev udarbejdet og offentliggjort af Agenturet i samarbejde med Eurydice (Informationsnet for Uddannelse inden for Det Europæiske Fællesskab). Den elektroniske udgave findes allerede på fransk og engelsk på Agenturets internetadresse: (www.european-agency.org). Undersøgelsen, som dækker 26 europæiske lande, oversættes i øjeblikket til elleve andre sprog.

I rapporten gennemgås den nuværende praksis i Europa på fem hovedområder:

—	undervisning af personer med særlige behov i almindelige klasser: politik og praksis

—	finansiering af undervisning af personer med særlige behov

—	undervisningspersonale og undervisning af personer med særlige behov

—	informations- og kommunikationsteknologi i undervisningen af personer med særlige behov, og

—	tidlige foranstaltninger.

Det er Kommissionens hensigt fortsat at følge udviklingen inden for undervisning af personer med særlige behov helt regelmæssigt.

(1) EFT C 140 E af 13.6.2002, s. 589.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/79

(2004/C 78 E/0078)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2120/03

af Isabelle Caullery (UEN) til Kommissionen

(25. juni 2003)

Om: Udvikling af vedvarende energi i Moldova

1.	Kan Kommissionen oplyse, hvilke former for støtte, aktioner, programmer og/eller budgetposter, der kan ansøges om til fremme af udvikling af vedvarende energi og navnlig vindkraft i Moldova? Landet får 99 % af sine energiforsyninger via import af olie og gas.

2.	Kan Kommissionen også give oplysninger om de faciliteter, EIB tilbyder til fremme af denne energiform i Moldova, Rumænien og Bulgarien?

3.	Mener Kommissionen, at de to sidstnævnte lande, der tiltræder EU i 2007, kan opfylde målet med det europæiske direktiv, der sigter mod, at 12 % af energiforbruget i Europa inden 2010 er vedvarende?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(4. august 2003)

Tacis-programmet er det vigtigste EU-program for ydelse af finansiel støtte til Moldova. Gennem dette program ydes der teknisk bistand på grundlag af fælles værdier og prioriteter efter aftale med de pågældende partnerlande. For øjeblikket omfatter Tacis-programmet ikke aktiviteter til støtte for udvikling af vedvarende energiressourcer i Moldova, eftersom disse områder ikke indgår i landets prioriteter.

Derimod omfatter Tacis-programmet udvikling af energimarkedet og ressourcer gennem det regionale program Inogate, hvis aktiviteter dækker Moldova.

Herudover har Moldova observatørstatus i dialogen vedrørende det regionale elektricitetsmarked i Sydøsteuropa, som arrangeres af Kommissionen. Herved er der skabt et forum, hvor Moldova kan lære af de erfaringer, andre lande indhøster med hensyn til at sikre en velafbalanceret løsningsmodel for energiproduktionen.

Endelig er det flerårige program Intelligent energi i Europa (IEE), der omfatter perioden 2003-2006, åbent for kandidatlande; dette program omfatter et område, der kaldes Coopener, som har til formål er at sikre samarbejde med tredjelande. Der er for øjeblikket ikke truffet nogen endelig afgørelse om mulige begunstigede lande.

Moldova har ikke adgang til Den Europæiske Investeringsbanks lån og projekter. Imidlertid kunne aktiviteter af denne art i Moldova finansieres gennem lån ydet af Den Europæiske Bank for Økonomisk Genopbygning og Udvikling. Bulgarien og Rumænien nyder således godt af EIB-lån i henhold til det generelle lånemandat for central- og østeuropæiske lande, som er garanteret via fællesskabsbudgettet, og i henhold til den treårige finansieringsordning, som ikke er dækket af fællesskabsgarantien. EIB er interesseret i at øge investeringsstøtten til vedvarende energi, herunder vindenergi. Dens mål er mindst at fordoble lånemængden (individuelle og sektorbestemte globale lån) til vedvarende energiprojekter mellem 2002 og 2007.

Målet, der sigter mod, at 12 % af det samlede energiforbrug i Den Europæiske Union bør hidrøre fra vedvarende energikilder, står anført i Kommissionens hvidbog fra 1997 (1). Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (2) udgør en del af den EU-ret, som Rumænien og Bulgarien skal gennemføre inden tiltrædelsen. Begge lande er jævnligt blevet tilskyndet til at øge anvendelsen af vedvarende energi og til at fastsætte nationale vejledende mål, der er i overensstemmelse med det globale vejledende mål på 12 % af bruttonationalenergiforbruget i 2010.

(1) KOM(97) 599 endelig udg.

(2) EFT L 283 af 27.10.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/80

(2004/C 78 E/0079)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2127/03

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(25. juni 2003)

Om: Sikring af rigtigheden af virksomheders finansielle oplysninger

Den flamske avis De Standaard bragte den 13. juni 2003 en artikel, hvoraf det fremgik, at de fleste økonomidirektører (75 %) betvivler rigtigheden og kvaliteten af de disponible økonomiske oplysninger vedrørende deres virksomheder. Dette er resultatet af en undersøgelse foretaget af en fransk virksomhed specialiseret i software til økonomisk rapportering. 150 økonomidirektører i store internationale virksomheder medvirkede i undersøgelsen.

Har Kommissionen kendskab til denne foruroligende konstatering, og vil den — med forskellige store virksomhedsskandaler for nylig i frisk erindring:

a)	verificere disse oplysninger og

b)	træffe foranstaltninger til at sikre, at disse virksomheders arbejdstagere, investorer og kunder (læs: samfundet) modtager korrekte økonomiske oplysninger?

Hvilke initiativer vil Kommissionen i bekræftende fald tage for at nå dette mål?

Hvilke argumenter vil Kommissionen i benægtende fald fremføre for intet at foretage sig med hensyn til resultaterne af denne undersøgelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(6. august 2003)

Kommissionen har ikke kendskab til den omtalte undersøgelse, som er foretaget af et fransk firma specialiseret i software til økonomisk rapportering. Den vil imidlertid se nærmere på undersøgelsen. Hvis undersøgelsesresultaterne viser sig at være korrekte, giver de anledning til bekymring og undren. De er overraskende, fordi økonomidirektører i store internationale firmaer i EU normalt påtegner årsregnskabet som medlem af bestyrelsen.

I 1999, da Kommissionen foreslog en regnskabsstrategi for internationale regnskabsstandarder (IAS), understregede den, at Europa har brug for en konsekvent og ensartet anvendelse af de internationale regnskabsstandarder. Enron-skandalen og andre skandaler har bekræftet Kommissionens opfattelse af, at det er vigtigt at håndhæve standarderne for regnskabsaflæggelse. Gennem Det Europæiske Værdipapir-tilsynsudvalgs netværk og ved hjælp af handlingsplanen for selskabsret og virksomhedsledelse arbejder Kommissionen sammen med de nationale værdipapirtilsynsmyndigheder i EU på, at de internationale regnskabsstandarder håndhæves bedst muligt, og at revisionen i EU forbedres.

Følgende foranstaltninger er blevet foreslået eller vedtaget med henblik på at sikre korrekt regnskabsaflæggelse:

—

Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg (CESR) vedtog i april 2003 sin første standard for regnskabsoplysninger i Europa: »Enforcement of standards on financial information in Europe« (håndhævelse af standarden for regnskabsoplysninger i Europa). Denne standard er et væsentligt bidrag til udvikling og gennemførelse af en fælles fremgangsmåde for, hvordan af de internationale regnskabsstandarder skal håndhæves i Europa.

—

Kommissionen opfordrer i sin handlingsplan om »Modernisering af selskabsretten og forbedret virksomhedsledelse i Den Europæiske Union« (1) (offentliggjort den 21. maj 2003) blandt andet til, at der på kort sigt vedtages lovgivningsinstrumenter til at sikre, at man i EU giver det høj prioritet at sørge for, at bestyrelsesmedlemmerne får fælles ansvar for regnskabsopgørelsen.

—

Kommissionen beskrev i sin meddelelse »Styrkelse af den lovpligtige revision i EU« (2) af 21. maj 2003 en række foranstaltninger, der havde til formål at forbedre kvaliteten af den lovpligtige revision i EU. Af vigtige opgaver på kort sigt kan nævnes modernisering af EU's lovgivning om revision (det ottende direktiv om selskabsret (3)), styrkelse af det offentlige tilsyn og anvendelse af internationale revisions-standarder fra 2005.

Disse foranstaltninger viser, at det er Kommissionen magtpåliggende at sikre god regnskabsaflæggelse, hvilket er afgørende for at beskytte aktionærernes, kreditorernes, de ansattes og andre berørte parters interesser.

(1) KOM(2003) 284 endelig udg.

(2) KOM(2003) 286 endelig ugd.

(3) Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber, EFT L 126 af 12.5.1984.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/83

(2004/C 78 E/0082)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2176/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(30. juni 2003)

Om: Udbud

Vil Kommissionen for hvert af de sidste fem år anslå, hvor stor en andel af offentlige udbudskontrakter, der er indgået under direktiverne om offentlige udbud?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(28. juli 2003)

Kommissionen har siden 1998 beregnet den anslåede værdi af de kontrakter, der er blevet bekendtgjort i Den Europæiske Unions Tidende i henhold til direktiverne om offentlige kontrakter. Den har også beregnet den anslåede værdi af alle offentlige indkøb i EU, hvilket er sket på grundlag af de statistiske oplysninger, Eurostat har modtaget fra de nationale statistiske kontorer.

Den anslåede værdi af de kontrakter, der i perioden 1998-2001 er blevet bekendtgjort i Den Europæiske Unions Tidende (indkøbskontrakter i henhold til direktiverne om offentlige kontrakter), udtrykt i forhold til offentlige indkøb i alt, fremgår af nedenstående skema for alle medlemsstaterne. Tilsvarende skøn for 2002 foreligger først senere på året.

Værdien af indkøbskontrakter bekendtgjort i EU-Tidende, i % af offentlige indkøb i alt

	1997	1998	1999	2000	2001
Belgien	10,9	13,8	15,6	15,6	18,6
Danmark	13,4	13,5	14,3	20,9	16,0
Tyskland	6,3	6,5	5,2	5,6	5,7
Grækenland	42,9	45,1	39,5	32,7	35,1
Spanien	11,5	11,5	16,8	25,3	23,4
Frankrig	8,4	11,0	11,7	14,6	16,6
Irland	19,3	16,0	16,7	21,1	18,9
Italien	11,3	10,7	13,2	17,6	15,5
Luxembourg	9,2	14,3	12,8	12,1	10,6
Nederlandene	5,5	5,2	5,9	10,8	12,5
Østrig	7,5	8,3	7,0	13,5	14,5
Portugal	15,1	15,5	14,6	15,0	17,9
Finland	8,0	9,0	9,6	13,2	15,3
Sverige	12,9	12,9	14,0	20,1	26,2
UK	17,9	16,9	15,1	21,4	21,4
EU 15	10,7	11,1	11,2	15,0	15,4

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/84

(2004/C 78 E/0083)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2180/03

af Samuli Pohjamo (ELDR) og Mikko Pesälä (ELDR) til Kommissionen

(30. juni 2003)

Om: Skader forårsaget af rovdyr i områder med rensdyravl i Finland

Rensdyravl i Finland har lange traditioner. Rensdyravl og rensdyrhold kan ikke direkte sammenlignes med landbrug. Rensdyrene går frit i naturen i vidtrækkende øde områder.

Rovdyrbestandene er i foruroligende grad blevet forøget som følge af de fredninger, som kræves i EU's habitatdirektiver (92/43/EØF (1)). Rovdyrene søger til de områder, hvor det er let at finde føde, dvs. til områder med rensdyravl. Navnlig rensdyravlere i de områder med midlertidig rensdyravl, der grænser op til Rusland, har i de seneste år været udsat for umådelige tab af rensdyr. Det kan påvises, at rovdyrene indtil den 31. maj i år allerede har kostet 160 rensdyr livet alene i området omkring Suomussalmi. I området med midlertidig rensdyravl i Halla forårsagede ulvene, at antallet af slagtede rensdyr styrtdykkede til en tredjedel i forhold til det normale.

Det bør bemærkes, at en stor del af resterne af de rensdyr, som rovdyrene dræber, ikke kan findes i de store øde områder. Søgning og de dermed forbundne udgifter afholdes af rensdyravlerne. Det kræver mange ressourcer at beskytte rensdyr mod rovdyr og tager meget af tiden til den egentlige rensdyravl samt fjerner grundlaget for rensdyravlens rentabilitet. Den forøgede bjørnebestand har også medført betydelige tab af rensdyrkalve. Det skyldes, at retten til at drive jagt om foråret er blevet ophævet.

Rensdyravlerne henviser til habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, og navnlig til litra b. Rensdyr er en del af deres ejendom, og rovdyrene forårsager særlig og alvorlig skade. Den forøgede rovdyrbestand truer med at sætte en stopper for EU's eneste oprindelige folks, dvs. samernes traditionelle erhverv. En stor del af de skader, som rovdyrene forårsager, er koncentreret om områder med rensdyravl, hvilket medfører, at disse områders rovdyrbestand væsentlig bør nedbringes.

Accepterer Den Europæiske Union og Kommissionen, at de fortsat stigende rovdyrbestande ødelægger et traditionelt rensdyrerhverv i tyndtbefolkede områder med begrænsede erhvervsmuligheder?

Kan nationale myndigheder mere fleksibelt og hurtigere give tilladelse til at bringe rensdyrbestandene under kontrol i områder med rensdyravl, for at betingelserne for rensdyrerhvervet kan bevares?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(30. juli 2003)

Mange store rovdyr, herunder ulve, brune bjørne og losser, er fredet i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2), jf. bilag IV, litra a). Disse arter er derfor omfattet af en streng beskyttelsesordning, som bl.a. forbyder bevidst drab på disse. Fravigelser fra beskyttelsesordningen kan dog tillades i tilfælde af alvorlig skade på ejendom ifølge artikel 16, stk. 1, som giver mulighed for at eliminere de skadevoldende enheder.

Ifølge informationer fra de finske myndigheder er populationerne af bjørn og los nærmest stabile snarere end voksende. Bjørnejagten om foråret blev bragt til ophør, længe inden Finland blev medlem af EU, og grundene hertil var rent nationale — at jagten generelt set ikke var bæredygtig, samt at et betragteligt antal hunner med unger blev dræbt af jægerne hvert forår. Tætheden af ulvebestandene i områderne med rensdyravl er langt lavere end andre steder i det østlige Finland, fordi ulven her har en lavere beskyttelsesmæssig status. Der foreligger ingen beviser for påstanden om, at populationerne af de store rovdyr til stadighed øges i områderne med rensdyravl.

Ulvepopulationerne i de områder af Finland, hvor der finder rensdyravl sted, er undtaget fra bilag IV, litra a), men medtaget i bilag V til samme direktiv. Det betyder, at der må gribes til forvaltningsmæssige forholdsregler med henblik på at kontrollere populationen. Dog er det forbudt at benytte vilkårlige fangst-eller drabsmetoder, som kan føre til lokal forsvinden eller alvorlig forstyrrelse af bestandene (3). Det sorterer under de nationale myndigheder at træffe passende foranstaltninger under hensyntagen til det ovennævnte. Under henvisning til EF-traktatens artikel 211 er det Kommissionens opgave at sikre, at Finlands beskyttelse af disse arter fuldt ud opfylder direktivets krav.

(1) EFT L 297 af 15.11.2001.

(3) Artikel 15 i Rådets direktiv 92/43/EØF.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/85

(2004/C 78 E/0084)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2186/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(30. juni 2003)

Om: Øget forbrugerbeskyttelse i forbindelse med grænseoverskridende elektronisk handel

Er Kommissionen bekendt med resultaterne af en undersøgelse gennemført af Det Europæiske Forbrugercenter, hvoraf det fremgår, at grænseoverskridende indkøb via internettet alt for ofte resulterer i, at den bestilte vare ikke leveres(34 %), at der betales for varer, der ikke leveres (8 %), at tilbagebetaling i forbindelse med returnering af varen ikke finder sted (33 %) og at der ikke sker tilbagebetaling af leveringsomkostningerne for returnerede varer (37 %)?

2.	Deler Kommissionen i lyset af disse data Forbrugercentrets konklusion, at forbrugerens stilling i den henseende må betragtes som yderst utilfredsstillende?

Deler Kommissionen den opfattelse, at der er behov for supplerende beskyttelse?

I bekræftende fald, hvordan mener Kommissionen at kunne indføre bestemmelser, som yder fyldestgørende beskyttelse mod misbrug, når virksomheder i forbindelse med grænseoverskridende elektronisk handel bevidst handler i ond tro, og hvor det er svært for forbrugeren af finde frem til disse virksomheder, hvis vigtigste aktivitet tilsyneladende er den at modtage penge for ikke-leverede varer? Hvilke initiativer vil Kommissionen tage i den sammenhæng?

4.	Hvordan føres der kontrol med virksomheder inden for elektronisk handel og navnlig hvordan føres der kontrol med henblik på at forhindre misbrug fra disse virksomheder, der handler i ond tro?

5.	Anser Kommissionen det for muligt at forbyde virksomheder at modtage betaling, inden varerne er leveret og/eller returneret? Hvordan kan der føres tilstrækkelig kontrol med overholdelse af et sådant forbud?

6.	Må vi måske, indtil det er muligt at yde en fyldestgørende beskyttelse mod misbrug, indse, at handel via internettet alvorligt må frarådes forbrugerne eller sågar bør standses, hvis supplerende sikkerhedskrav, som skal udelukke misbrug, ikke er opfyldt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(13. august 2003)

Kommissionen er bekendt med undersøgelsen og dens resultater. Den har støttet De Europæiske Forbrugercentres initiativ i denne sag og bakker også op om deres initiativ til at fortsætte arbejdet på området.

Kommissionen har taget undersøgelsens konklusioner til efterretning. Selv om undersøgelsesresultaterne bygger på et ret lille antal prøvehandler, synes undersøgelsen at vise, at markedet for elektronisk handel i EU ikke fungerer, som det skal.

I denne sammenhæng er det dog Kommissionens opfattelse, at selv om ond tro og misbrug udgør en del af problemet, er det kun en del af sandheden. Det spiller i denne forbindelse en vigtig rolle, at forbrugerne og virksomhederne, især de små og mellemstore, forstår de regler og bestemmelser, der er til for at beskytte forbrugernes interesser. Der bør desuden foretages en undersøgelse af, hvor stort antallet af uregelmæssigheder er inden for hver medlemsstat i forhold til antallet i den grænseoverskridende handel, sammenholdt med det samlede antal nationale og grænseoverskridende handler. Både Kommissionen og De Europæiske Forbrugercentre har til hensigt at videreføre deres arbejde.

Kommissionen er bekendt med nødvendigheden af at iværksætte yderligere forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger på EU-plan. Dette omfatter alle aspekter af grænseoverskridende Business to Consumer-handel, ikke blot e-handel.

De eksisterende regler yder allerede en forsvarlig beskyttelse, især direktivet om fjernsalg (1), om end dets gennemførelse i medlemsstaterne har taget tid, og direktivet om elektronisk handel (2).

Dertil kommer, at Kommissionen for nylig har fremsat forslag til et rammedirektiv om urimelig handelspraksis (3). Når dette direktiv er gennemført, vil det højne og harmonisere forbrugerbeskyttelsesniveauet mod urimelig handelspraksis i EU. Det vil desuden supplere den eksisterende lovgivning på området.

Kontrol og tilsyn med virksomheders aktiviteter samt korrekt anvendelse af forbrugerbeskyttelseslovgivningen er medlemsstaternes opgave. Kommissionen arbejder dog på at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne på dette område, navnlig gennem forslaget til forordning om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, som blev vedtaget 18. juli 2003 (4).

Som det ærede medlem ved, er betaling i elektronisk handel et komplekst emne, som omfatter temaer som refusion (hvor forbrugerens kreditkortudsteder påtager sig at geninddrive betalingen fra sælgeren i tilfælde af uenighed) og muligheden for at forbyde virksomheder at kræve betaling, inden varerne er leveret. Kommissionen overvejer i øjeblikket alle disse muligheder.

Kommissionen deler ikke det ærede medlems mening om, at forbrugerne bør frarådes at handle via Internettet. Selv om De Europæiske Forbrugercentres undersøgelse af e-handel viser, at der er mangler på visse områder, vil Kommissionen ikke konkludere, at Internethandel i sig selv er usikker.

Det, der efter Kommissionens opfattelse er vigtigt, er at oplyse forbrugerne om, hvad de kan forvente og kræve af e-handelsvirksomheder. På samme vis skal e-virksomheder oplyses om gældende juridiske krav og opfordres til at give forbrugerne klar informationer om deres rettigheder.

Kommissionen ønsker også at henlede det ærede medlems opmærksomhed på initiativet om e-tillid, som blev taget af kommissæren med ansvar for sundhed og forbrugerbeskyttelse, og som resulterede i en fællesskrivelse fra de europæiske forbrugere og arbejdsgivere. Dette initiativ, der har til formål at fastsætte et sæt europæiske standarder for trustmarks (fortrolighedsmærker) i e-handel, er en del af en overordnet pakke af initiativer til forbrugerbeskyttelse, som Kommissionen har taget.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, EFT L 144 af 4.6.1997.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informations-samfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked, EFT L 178 af 17.7.2000.

(3) KOM(2003) 356 endelig udg.

(4) KOM(2003) 443 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/87

(2004/C 78 E/0085)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2187/03

af Sérgio Marques (PPE-DE) til Kommissionen

(30. juni 2003)

Om: Konkretisering af de fjerntliggende regioners deltagelse i FTU-rammeprogrammerne

Kommissionen støtter i sin rapport fra 2000 om foranstaltninger til gennemførelse af EF-traktatens artikel 299, stk. 2, det forslag om styrkelse af de strategiske udviklingsområder, der blev forelagt af de fjerntliggende regioner i 1999, idet den understreger nødvendigheden af at udvikle strategier, der gør det muligt for de fjerntliggende regioner at deltage effektivt i rammeprogrammerne for forskning og teknologisk udvikling. Kommissionen understreger også i sin meddelelse fra oktober 2001 om det europæiske forskningsrums regionale dimension, at den prioriterer styrkelse af forskningen, den teknologiske udvikling og innovationsstrategien i disse regioner.

Det sjette rammeprogram for forskning og udvikling foreskriver i betragtning 14, at de fjerntliggende regioners deltagelse i FTU bør lettes gennem passende mekanismer, der er tilpasset deres særlige situation. Den samme bestemmelse findes i betragtning 9 i den forordning, der fastlægger gennemførelsesbestemmelserne, og i betragtning 10 og 11 i de særlige programmer for gennemførelsen i praksis. Til trods for dette har EU endnu ikke vedtaget foranstaltninger med henblik på gennemførelse i praksis af disse betragtningers mål og indhold.

Eftersom Kommissionen anerkender, hvor vigtigt det er at styrke forskning, teknologisk udvikling, demonstration og innovation i regionerne i den yderste periferi, idet deres effektive deltagelse i det europæiske forskningsrums aktiviteter fremmes, bedes Kommissionen besvare følgende:

1.	Hvornår og hvordan agter Kommissionen at gøre det muligt for de fjerntliggende regioner at deltage effektivt og aktivt i det sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling?

2.	Teknisk bistand i forbindelse med forelæggelsen af projekter, støtte til dannelse af konsortier og skabelse af vurderingskriterier, der er tilpasset de fjerntliggende regioners særlige situation, er nogle af de foranstaltninger, der er nødvendige. Hvad agter Kommissionen at gøre på dette område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(6. august 2003)

Kommissionen lægger særlig vægt på, at regionerne i den yderste periferi deltager i rammeprogrammet for forskning og udvikling. Det er til gavn for begge parter, at forbindelserne mellem forskere fra regionerne i den yderste periferi og de europæiske ekspertisecentre styrkes, da regionerne i den yderste periferi frembyder klimatiske, geografiske og geologiske vilkår, der er af stor interesse for den europæiske forskning.

Da rammeprogrammet tager sigte på med henblik på projektfinansiering at udvælge de forskerhold i Europa, der ud fra et videnskabeligt synspunkt har den bedste ekspertise, er det umuligt at tilpasse deltagelseskritetierne efter regionerne i den yderste periferi, som det foreslås af det ærede medlem. Til gengæld har Kommissionen truffet en række foranstaltninger, som gøre det muligt at støtte og forbedre disse regioners deltagelse i forskningsrammeprogrammet.

For det første kan organisationer i mål 1-regioner, der udvælges til at deltage i rammeprogrammet, ansøge om at få tildelt supplerende finansiering gennem strukturfondene. Denne nye foranstaltning, der netop er blevet indført som led i det sjette rammeprogram for forskning, vil især komme regionerne i den yderste periferi til gavn, da de alle er mål 1-regioner. Medlemsstaterne er blevet underrettet om denne mulighed og opfordret til at udbrede meddelelsen til de relevante regionale forbindelsesled.

Mere generelt bidrager støtten fra strukturfondene til udvikling af forskningsinfrastruktur i regionerne i den yderste periferi til at øge den videnskabelige ekspertise i disse regioner og altså også til at styrke deres kapacitet med henblik på deltagelse i forskningsrammeprogrammet.

Derudover bidrager Kommissionen aktivt til at holde regionerne i den yderste periferi underrettet om deres muligheder for deltage i rammeprogrammet. F.eks. er disse muligheder blevet præsenteret af Kommissionen på den seneste konference mellem formændene for regionerne i den yderste periferi, der fandt sted på øen Palma. Det sjette rammeprogram (2002-2006) indeholder nye muligheder for regionerne i den yderste periferi, bl.a. tiltag omkring forskermobilitet, idet budgettet til forskermobiliteten er blevet væsentlig forhøjet, og omkring samordning af de nationale og regionale forskningsprogrammer gennem det nye instrument til fremme af samarbejde og samordning af forsknings- og innovationsaktiviteter (ERANET).

Endelig har Kommissionen ladet gennemføre en undersøgelse vedrørende integrationen af regionerne i den yderste periferi i det europæiske forskningsrum, der førte til, at en række forslag blev forelagt såvel for Kommissionen som for de nationale og regionale myndigheder. Undersøgelsen gav også anledning til, at forfatterne oprettede en database over forskningskapaciteten i regionerne i den yderste periferi, hvilket vil medvirke til at gøre forskningsmulighederne i de pågældende regioner mere kendt og altså fremme deres integration i forskningspartnerskaber, der finansiers via rammeprogrammet. Undersøgelsen og databasen kan findes på internetadressen: www.erup.net, som har et direkte link til den nye portal, som Kommissionen har oprettet om forskning i regionerne.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/89

(2004/C 78 E/0087)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2194/03

af Michael Cashman (PSE) til Kommissionen

(26. juni 2003)

Om: Varemærkeforfalskning og piratkopiering

I januar 2003 afholdt Kommissionen et forum for forebyggelse og bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering. Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen iværksætte med henblik på at forbedre samarbejdet under tredje søjle for at bekæmpe ulovlig smugling af afgiftspligtige varer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(29. juli 2003)

Krænkelser af den intellektuelle ejendomsret, såsom varemærkeforfalskning og piratkopiering, er et stort problem i forbindelse med bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet. Sådanne krænkelser er til skade for mange forskellige sektorer. Varemærkeforfalskning og piratkopiering er et internationalt fænomen, og der må ved bekæmpelsen tages hensyn hertil.

Den 30. januar 2003 afholdt Kommissionen som led i Forummet til Forebyggelse af Organiseret Kriminalitet et møde om bekæmpelse af piratkopiering og varemærkeforfalskning.

Mødet havde deltagelse af ca. hundrede eksperter og åbnede mulighed for en konstruktiv dialog mellem repræsentanter for erhvervslivet, nationale retslige myndigheder, politiet, toldvæsenet og europæiske og andre internationale organisationer.

Dette møde mundede bl.a. ud i følgende konklusioner:

—

en erkendelse af, at det er vigtigt at harmonisere straffelovgivningen om varemærkeforfalskning i EU og at forbedre politiets og retsvæsenets samarbejde, navnlig hvor der er tale om organiseret kriminalitet, og at de strafferetlige sanktioner bør stå i forhold til overtrædelserne og have en afskrækkende virkning

—	et behov for bestemmelser om konfiskation af udbytte fra strafbare forhold

—

en erkendelse af, at lovgivning om forbedring af politiets og retsvæsenets samarbejde på EU-plan bør udnyttes fuldt ud i bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og piratkopiering, navnlig hvor overtrædelserne begås i forbindelse med organiseret kriminalitet, og at princippet om gensidig anerkendelse af strafferetlige domme i videst muligt omfang bør finde anvendelse på sådanne overtrædelser

—	en erkendelse af, at medlemsstaterne bør sørge for en god koordinering mellem de forskellige myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af varemærkeforfalskning, f.eks. ved at oprette specialiserede nationale tjenester, hvis personale omfatter tjenestemænd såvel fra politiet som fra toldvæsenet

—	at der bør oprettes offentlige/private partnerskaber, der kan medvirke til at forebygge varemærkeforfalskning og piratkopiering, og at uddannelsesprogrammerne for retsvæsenet og de tvangsfuldbyrdende myndigheder bør intensiveres.

Som en opfølgning af forum-mødet den 30. januar 2003 er Kommissionen ved at udarbejde en retsakt, der tager sigte på en tilnærmelse af de strafferetlige sanktioner på EU-plan og på en forbedring af det grænseoverskridende samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder.

Denne retsakt vil indeholde foranstaltninger under tredje søjle, som kan supplere direktivforslaget om foranstaltninger og procedurer til sikring af overholdelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (1).

Kommissionen vil også afholde yderligere møder for at fremme bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og piratkopiering og for at opretholde et nært samarbejde med Europol, som har nedsat en ny arbejdsgruppe på dette område.

Hvad angår ulovlig smugling af afgiftsbelagte varer, f.eks. cigaretter, er en ny procedure for udveksling af oplysninger mellem Verdenstoldorganisationen (WCO) og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) trådt i kraft den 1. juli 2003, og den vil blive anvendt fra den 1. september 2003.

(1) KOM(2003)46 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/90

(2004/C 78 E/0088)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2196/03

af Geoffrey Van Orden (PPE-DE) til Kommissionen

(2. juli 2003)

Om: Civilbeskyttelse

Hvilke ressourcer og muligheder har Kommissionen med hensyn til civilbeskyttelse, og hvordan er den organiseret i så henseende? Hvor stort er Kommissionens årlige budget til civilbeskyttelsesaktiviteter for hvert år i perioden 2000-2205? Hvilke foranstaltninger træffes der for at sikre, at Kommissionens aktiviteter ikke er sammenfaldende med dem, der udfoldes af Euro-Atlantic Disaster Response Coordination Centre ved NATO's hovedkvarter? Hvilke mekanismer findes der med henblik på at sikre, at Kommissionens behov for og mobilisering af kræfter og iværksættelse af civilbeskyttelsesindgreb i katastrofetilfælde koordineres fuldt ud med NATO's?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(31. juli 2003)

Efter vedtagelsen af Rådets beslutning 2001/792/EF, Euratom af 23. oktober 2001 om indførelse af en fællesskabsordning til fremme af styrket samarbejde om indsatser på civilbeskyttelsesområdet (1) har Kommissionen etableret et overvågnings- og informationscenter, som er bemandet og kan reagere døgnet rundt. Centret kan træde i aktion i forbindelse med naturkatastrofer eller menneskeskabte nødsituationer i og uden for Unionen. Når centret modtager en anmodning om assistance, kontakter det umiddelbart de døgnbemandede kontaktpunkter i de lande, som deltager i mekanismen (medlemsstaterne, EØS-lande og kandidatlande). Herefter koordinerer centret de midler og mandskab, som frivilligt stilles til rådighed af de forskellige landes kompetente myndigheder, og letter deres udsendelse.

Budgettet for civilbeskyttelsesaktiviteter for 2003 er 6,5 mio.EUR. Dette budget dækker forskellige samfinansierede aktiviteter: uddannelse, øvelser og udvekslingsprogrammer for civilbeskyttelsespersonale, workshops og projekter, som sigter mod bedre informering af offentligheden, samt oplysningskampagner.

Ud af dette budget har Parlamentet øremærket 2 mio. EUR til projekter i forbindelse med forudsigelse af oversvømmelser og jordskælv.

Kommissionen har jævnlig kontakt med alle relevante organer og internationale organisationer inden for civilbeskyttelse, herunder også NATO's Euro-Atlantic Disaster Response Coordination Centre (EADRCC). Det er op til de medlemsstater, som har stillet civilbeskyttelsesassistance til rådighed for ét eller flere koordineringscentre, at afgøre, hvordan deres ressourcer bedst kan indsættes i en given nødsituation. Der henvises i denne forbindelse også til Rådets beslutning 1999/847/EF af 9. december 1999 om indførelse af et EF-handlingsprogram for civilbeskyttelse (2).

(2) EFT L 327 af 21.12.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/90

(2004/C 78 E/0089)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2197/03

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(2. juli 2003)

Om: Transport af kvæg — resultater af CATRA-undersøgelsen

I sin meddelelse IP/03/854 lader Kommissionen forstå, at der i undersøgelsesprojektet CATRA fremsættes henstillinger om transport af kvæg (over lange afstande).

Ifølge resultaterne af undersøgelsen udsættes dyrene for den største stresspåvirkning under lastning og losning. Derfor bør udformningen af køretøjer til kvægtransport forbedres og tilpasses. Samtidig tales der i undersøgelsen om tilpasning af opstaldningsfaciliteternes udformning.

Hvilke konkrete foranstaltninger vil Kommissionen iværksætte på dette område ikke mindst for at højne kvaliteten af kødet — som anført i meddelelsen —, men også for at sikre, at transporten afvikles på de for dyrene bedst mulige vilkår?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(4. august 2003)

Kommissionen vedtog den 16. juli 2003 et forslag til en retsakt om beskyttelse af dyr under transport. Kommissionen har bygget sine politiske forslag på et solidt grundlag af videnskabelig rådgivning, og der er i denne forbindelse opnået værdifuld viden via de seneste resultater af det EU-finansierede undersøgelses-projekt om kvægtransport (CATRA). Desuden er emnet blevet belyst ved en udtalelse fra Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel og resultaterne af en bred høring af interesserede parter og offentligheden.

Retsaktsforslaget tager alle disse forskellige elementer med i betragtning for at forbedre beskyttelsen af dyr under transport. Kommissionens forslag omfatter bl.a. lastning og losning, håndteringsfaciliteter, køretøjs-standarder og medarbejderuddannelse. Efter Kommissionens opfattelse er en trinvis gennemførelse den bedste metode til at sikre reelle forbedringer i dyrevelfærden på kort til mellemlang sigt. Derfor sigter Kommissionens forslag mod at sikre, at de høje standarder, som de videnskabelige rådgivere har anbefalet, gennemføres ved at opstille hensigtsmæssige lovinstrumenter, som letter en bedre kontrol og håndhævelse hos de nationale kompetente myndigheder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/92

(2004/C 78 E/0091)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2207/03

af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen

(2. juli 2003)

Om: Mærkning af animalske produkter (herunder også fjerkræ) og problemer for medlemmer af religiøse mindretal i forbindelse med konsum heraf

Den britiske fødevaremyndighed »Food Standards Agency« har for nylig opfordret Kommissionen til at fastlægge den tilladelige tilsatte vandmængde i produkter, der er forarbejdet af hønsekød, til 15 %, og til at forbyde, at der anvendes andre proteiner end hønseproteiner, dvs. ikke okse- eller svineproteiner, i disse produkter. Dette skyldes to undersøgelser, der blev gennemført i december 2001 og marts 2003, og som viste, at der i visse stykker hønsekød var tilsat op til 55 % vand. Det eneste formål, tilsætning af okse- eller svineproteiner tjener, er, at de opsuger et meget stor mængde tilsat vand. Med denne fremgangsmåde snyder man ikke bare kunderne, men samtidig giver den anledning til problemer for medlemmer af religiøse samfund, f.eks. jøder, hinduer og muslimer, som, selvom de ikke udtrykkeligt køber kødprodukter, der er forberedt og godkendt af deres respektive religiøse myndigheder, undlader at spise svine- eller oksekød.

Kan Kommissionen oplyse, om det er korrekt, at der ikke er grænse for, hvor meget vand der kan tilsættes hønse- og fjerkræprodukter, og om den i givet fald mener, at der bør fastsættes en grænse? Mener Kommissionen endvidere, at dette ville være i fuld overensstemmelse med Verdenshandelsorganisationens regler, da det i artikel 2.2 i TBT-aftalen om tekniske handelshindringer hedder, at mærkningskrav ikke må være mere handelshindrende end nødvendigt med henblik på at opfylde et legitimt mål under hensyntagen til de risici misligholdelse ville skabe, og at sådanne mål bl.a. omfatter forebyggelse af vildledende fremgangsmåder?

Kan Kommissionen tillige klargøre, om det er obligatorisk eller frivilligt på fødevarers mærkeseddel at anføre, om produktet er blevet tilsat animalske ingredienser, eller, når der er tale om dyr, om disse har indtaget foder, der indeholder animalske proteiner? Meder Kommissionen i benægtende fald, at forbrugerne har ret til at få oplysninger desangående?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/92

(2004/C 78 E/0092)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2440/03

af Diana Wallis (ELDR) til Kommissionen

(16. juli 2003)

Om: Tilsætning af vand og proteiner til kyllingekød

Kommissionen har allerede kendskab til den skandaløse situation vedrørende den omfattende import til Det Forenede Kongerige af kyllingekød, som indeholder diverse tilsætningsstoffer og er ukorrekt etiketteret. Trading Standards Officers i Hull har fulgt denne ulovlige praksis i seks år. Hovedparten af det således tilvirkede kød eksporteres fra Nederlandene. I Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed hævdede de hollandske myndigheder den 13. juni 2002, at den ulovlige virksomhed var ophørt, men dette er tydeligvis ikke tilfældet. Faktisk er problemet blevet større, efter at man under processen er begyndt at bruge blokerende midler, som bevirker, at de fleste test giver et negativt pcr-resultat.

Denne umoralske praksis med tilsætning af okse- og svineproteiner til kyllingekød, som derpå mærkes med en Halal-etiket, vildleder forbrugerne og navnlig visse religiøse samfund. Dette er helt uacceptabelt. Hvilke hasteforanstaltninger agter Kommissionen at træffe for at suspendere eksporten af disse produkter? Vil Kommissionen snarest forelægge de nødvendige lovgivningsmæssige forslag for at begrænse det maksimale indhold af tilsat vand til 15 % og forbyde tilsætning af proteiner?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

på skriftlige forespørgsler E-2207/03 og P-2440/03

(12. september 2003)

I de nugældende EU-bestemmelser er der ikke fastsat nogen grænse for, hvor meget vand der må tilsættes tilberedt fjerkrækød og fjerkrækødprodukter. På den anden side bør der føres streng kontrol med svigagtig undladelse af i mærkningen at angive, at køds vægt er kunstigt øget ved tilsætning af proteiner og vand, og medlemsstatens myndigheder bør retsforfølge sådanne tilfælde af svig. Kommissionen er allerede blevet gjort opmærksom på problemet, og det overvejes, om det er muligt at fremhæve vandindholdet i mærkningen af tilberedt kød. Endvidere er Kommissionen også ved at se på muligheden for at udarbejde normer for at begrænse den vandmængde, som må tilsættes sådanne produkter.

I forbindelse med eventuelle kommende initiativer fra Kommissionens side på dette område vil der blive taget 100 % hensyn til, at forpligtelserne i WTO-aftalen om tekniske handelshindringer skal overholdes.

Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF af 20. marts 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (1) skal alle ingredienser, der er anvendt til fremstilling af et levnedsmiddel, og som stadig findes i færdigvaren, obligatorisk fremgå af mærkningen. Der findes også udførlige EU-regler for anvendelsen af animalske proteiner i foder til husdyr, og fra den 6. november 2003 bliver det obligatorisk at give oplysning om forskellige fodermidler ved mærkning af foder til husdyr.

(1) EFT L 109 af 6.5.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/93

(2004/C 78 E/0093)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2216/03

af Marco Pannella (NI), Maurizio Turco (NI), Marco Cappato (NI), Benedetto Della Vedova (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(2. juli 2003)

Om: Arrestation i Kina af tolv medlemmer af en evangelisk kirke

Tolv medlemmer af en evangelisk kirke, som ikke er anerkendt af myndighederne i Peking, og som har været lukket siden den 6. juni 2003, efter at det kinesiske politi trængte ind i fire private boliger, hvor man var ved at afholde nogle religiøse ceremonier, er blevet arresteret, og otte af dem risikerer fængsling i en arbejdslejr, hvis domstolen kender dem skyldige i at »udsprede feudalsk overtro«. De myndigheder, der havde fået overdraget kontrollen af de religiøse organisationer, begrunder arrestationen med at sigtede »to gange om ugen gik ned i landsbyerne for at sprede overtro blandt bønderne, idet de bad om bidrag fra dem, der i forvejen er fattige«.

Disse personer risikerer at blive idømt tilbageholdelse i en arbejdslejr, udelukkende fordi de har givet udtryk for deres tro gennem undervisning, udøvelse og overholdelse af religiøse forskrifter, som de er berettigede til i henhold til den universelle menneskerettighedserklærings artikel 18.

Kan Kommissionen oplyse følgende:

—	Har den mere detaljerede oplysninger om disse tolv kinesiske borgeres skæbne?

—	Hvordan agter den at følge processen mod dem og beskytte deres ret til et forsvar?

—

Agter den at sende myndighederne i Peking en meddelelse, hvori den kraftigt fordømmer denne meget alvorlige episode, og hvori det understreges, at det er i modstrid med de i menneskerettighedserklæringen anerkendte principper, at borgernes valg af udøvelse af retten til religionsfrihed er betinget af statens tilladelse, og at borgerne forhindres i at udøve religiøse funktioner også i private boliger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(31. juli 2003)

Kommissionen har ikke yderligere oplysninger om situationen for de 12 medlemmer af den evangeliske kirke, men vil prøve at undersøge sagen nærmere. EU tager jævnligt spørgsmålet om religions- og trosfrihed op som led i sin bilaterale menneskerettighedsdialog med Kina og vil i den forbindelse ikke undlade at nævne de personer, der er blevet anholdt, fordi de ønskede at udøve deres tro. Hvis det skulle komme til en retssag, vil EU gøre brug af de mest hensigtsmæssige midler til at følge den og sikre sig, at den foregår under tilfredsstillende forhold.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/94

(2004/C 78 E/0094)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2221/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(2. juli 2003)

Om: Situationen med hensyn til højfluxreaktoren i Petten

Ifølge en beretning i de Volkskrant (18.6.2003) vil Europa af med reaktoren i Petten. Den Europæiske Union, der står som ejer af højfluxreaktoren, ønsker hurtigst muligt at afhænde sine interesser i denne reaktor, hvis drift er overdraget til NRG (Nuclear Research and Consultancy Group). Overtagelsen skal være afsluttet inden udgangen af 2003.

Det fremgår af overdragelsesdokumenterne fra ministeriet for fysisk planlægning, boliger og miljø (VROM) dateret den 15. maj 2003 (se http://www.vrom.nl/pagina.html?id=2686), at der i øjeblikket undersøges tre løsningsmodeller (en nederlandsk virksomhed bliver ejer af reaktoren, en nederlandsk virksomhed bliver indehaver af driftstilladelsen til anlægget, tilladelsen forbliver hos Det Fælles Forskningscenter).

I de forløbne to år har driften af højfluxreaktoren og situationen i forbindelse hermed regelmæssigt været genstand for bekymring og foruroligelse i politiske kredse, medierne og offentligheden. Sikkerheden hævdes at være forsvindende, der siges at være opstået revner i reaktorvæggen, der tales om smuldrende beton, og der er risiko for en mulig eksplosion.

Hvorvidt er Kommissionen villig til at afhænde sine nuværende ejendomsrettigheder?

Hvilke motiver spiller der ind her?

Ville det ikke være bedre, at Kommissionen fortsat fører tilsyn med højfluxreaktoren i betragtning af problemerne med sikkerheden og formodede tekniske mangler?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(7. august 2003)

Kommissionen har hverken planer om at afhænde højfluxreaktoren eller om at opgive sit engagement i brugen af reaktoren til forskningformål.

Kommissionen har dog til hensigt at etablere en anden ordning vedrørende ansvarsfordelingen for reaktorens sikkerhed. Den har derfor siden efteråret 2002 påpeget over for den kompetente nederlandske myndighed, at driftstilladelsen bør overdrages til NRG, som i øjeblikket driver reaktoren.

Kommissionen mener, at sikkerheden potentielt kan forbedres ved hjælp af kortere kommunikationsveje, en klarere ansvarsfordeling og færre organisationsgrænseflader. I februar/marts 2002 gennemførte Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) en audit af sikerhedskulturen ved højfluxreaktoren i Petten. IAEA foreslog bl.a. i den endelige auditrapport at Kommissionen skulle overdrage driftstilladelsen til driftsherren, dvs. NRG.

Med hensyn til sikkerhedskulturen blev der efter IAEA's audit udarbejdet en handlingsplan, som blev afstemt med den nederlandske myndighed, som også jævnligt overvåger fremskridtene på området. Handlingsplanen vil være gennemført til tiden, dvs. ved udgangen af 2003.

For så vidt angår en defekt i en svejsning i reaktorbeholderen, er dette problem genstand for en meget detaljeret handlingsplan, som nøje overvåges af den nederlandske myndighed og uafhængige eksperter.

Rygter om tekniske problemer som smuldrende beton er undersøgt af den nederlandske myndighed og afvist som ubegrundede efter passende inspektioner og omfattende analyser, som er kontrolleret af uafhængige organer.

Endelig er påstanden om at reaktoren kunne eksplodere blevet undersøgt grundigt af den nederlandske myndighed, og spørgsmålet er forelagt et uafhængigt panel af internationale eksperter. Konklusionen var at reaktoren ikke kan eksplodere, og denne konklusion blev fremsendt til det nederlandske parlament af statssekretæren for miljø i januar 2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/95

(2004/C 78 E/0095)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2236/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(7. juli 2003)

Om: Ødelæggelse af det græske miljø

I en for nylig offentliggjort rapport vedrørende de såkaldte bæredygtighedsindekser, der er udarbejdet af det græske statslige miljøkontor, hedder det, at mængden af ukontrolleret affaldsdeponering er meget større i Grækenland end i de øvrige lande i EU, idet den tegner sig for 40 %. I rapporten påpeges det tillige, at kun en lille del af genbrugsmaterialet udnyttes.

Hvad angår genbeplantning af skov skønnes det, at der i Grækenland hvert år nedbrænder mellem 10 000 og 130 000 ha skov, hvoraf der kun genbeplantes 1 500 ha om året (oplysninger fra 2000), hvorimod der i 1990 blev genbeplantet 4 500 ha.

I samme rapport understreges det tillige, at brugen af vand og plantebeskyttelsesmidler stiger hurtigere end merværdien af den producerede landbrugsvare, og at økologisk dyrkning kun finder sted på 1 % af de opdyrkede arealer.

Med hensyn til vand hedder det i rapporten, at overudnyttelsen af de underjordiske vandførende lag er fordoblet i sammenligning med 1990, og efterhånden repræsenterer 40 % af den samlede efterspørgsel, hvilket giver anledning til frygt for en fremtidig vandmangel, navnlig i lyset af forsinkelserne i Grækenlands gennemførelse af nye vandinfrastrukturprojekter.

Kan Kommissionen give oplysninger om skovbrande samt procentsatsen for genbeplantning af skov og ukontrolleret affaldsdeponering i EU's øvrige medlemsstater? Hvor stor en procentsats tegner økologisk (biologisk) dyrkning sig for i EU's øvrige medlemsstater? Er Kommissionen foruroliget, og hvilke foranstaltninger har den iværksat over for de græske myndigheder i forbindelse med overudnyttelsen af de underjordiske vandførende lag i Grækenland og afskovningen af de græske skove, som især har grebet om sig i løbet af de seneste 20 år?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(31. juli 2003)

Kommissionen har længe anerkendt skovenes miljømæssige betydning og det forhold, at de kan lide alvorlig skade ved skovbrande, især i Sydeuropa.

Selv om hovedansvaret for koordinering og gennemførelse af skovpolitikken ligger hos medlemsstaterne, har Fællesskabet hjulpet dem i deres bestræbelser på at bekæmpe skovbrande. Der blev ved Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 af 23. juli 1992 (1) indført en ordning for beskyttelse og overvågning af skovene for at modvirke brande; forordningen trådte ud af kraft i 2002.

Fællesskabet fortsætter sin støtte til medlemsstaternes indsats mod skovbrande gennem en ny forordning om »Forest Focus« — der stadig er under behandling — og Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) (2). Disse forordninger viderefører alle de tidligere foranstaltninger til bekæmpelse af skovbrande, dvs. forebyggelse og overvågning.

Det Fælles Forskningscenter har offentliggjort officielle tal for skovbrande i Grækenland, der viser, at det areal der i 2001 blev ødelagt af brand, var mindre end gennemsnittet for de seneste årtier og var relativt lille i betragtning af det store antal brande. Tallene for 2002 er stadig under udarbejdelse, men de forventes at vise en lignende mindskelse af det afbrændte område.

Kommissionen har ligeledes anerkendt betydningen af at øge de skovdækkede områder ved at støtte tiltag til nypantning af skov. I henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2080/92 af 30. juni 1992 (3) om en fællesskabsordning med støtte til skovbrugsforanstaltninger i landbruget oprettede medlemsstaterne en million hektar skov med finansiel støtte fra Fællesskabet. I 1999 blev denne foranstaltning indarbejdet i Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999.

Den seneste publikation fra Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisationen (FAO) »State of the World's Forests«, der blev offentliggjort i marts 2003, viser, at skovområderne i Europa stiger langsomt, men støt, med cirka +0,1 % om året beregnet for perioden 1990-2000. Tilsvarende sats for Grækenland er +0,9 %. Der findes intet officielt bevis for en mindskelse af skovarealer i Grækenland.

Statistiske data, der viser andelen af arealer med økologisk landbrug i Europa af det samlede ULA (udnyttet landbrugsareal), er anført i bilaget.

Med hensyn til affald råder Kommissionen endnu ikke over tilstrækkelige oplysninger til at have et generelt overblik over uautoriserede lossepladser i medlemsstaterne. På basis af klager modtaget enkeltvis og andre oplysninger, som Kommissionen har modtaget, blev der imidlertid indledt overtrædelsesprocedurer mod en lang række medlemsstater for ikke at have overholdt fællesskabslovgivningen om affaldsbehandling.

Hvad angår overudnyttelsen af grundvand, omfattes det ikke af Rådets direktiv 80/68/EØF af 17. december 1979 om beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer (4), men vil faktisk omfattes af Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (5). Dette direktiv skal være gennemført i medlemsstaternes lovgivning inden udgangen af 2003. Der er derfor ikke indledt nogen overtrædelsesprocedure.

(1) EFT L 217 af 31.7.1992.

(2) EFT L 160 af 26.6.1999.

(3) EFT L 215 af 30.7.1992.

(4) EFT L 20 af 26.1.1980.

(5) EFT L 327 af 22.12.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/96

(2004/C 78 E/0096)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2240/03

af Bartho Pronk (PPE-DE) til Kommissionen

(7. juli 2003)

Om: Opfølgning af anmodning om et kørekort i en anden EU-medlemsstat

Den 15. maj 2003 afgav Kommissionen svar på min skriftlige forespørgsel E-1269/03 (1). Svaret er ikke fuldstændigt. Kommissionen erkender, at det er muligt, at visse af de berørte personer ikke opfylder kravet om 185 dages ophold i en enkelt medlemsstat men kommer derefter ikke ind på de andre dele af mit spørgsmål, nemlig hvad de pågældende personer og medlemsstater skal gøre i et sådant tilfælde.

I denne forbindelse bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål:

1.	Hvad skal borgerne og medlemsstaterne gøre for i ovennævnte situation at overholde Kommissionens klare bestemmelser i direktiv 91/439/EØF (2)?

2.	Ville det ikke være bedre, hvis Kommissionen, når en forespørgsel består af tre forskellige dele, besvarer hver enkelt del for sig selv for således at undgå at overse visse dele af forespørgslen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(12. september 2003)

Som Kommissionen allerede har oplyst det ærede medlem, indeholder den definition af begrebet »sædvanlig bopæl«, der er fastsat i artikel 9 i Rådets direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort, de nærmere detaljer for, hvor en person har sin sædvanlige bopæl. Denne definition angiver ligeledes, hvilken løsning der skal anvendes i særlige tilfælde, som hvis en person ikke er bosiddende i 185 dage i nogen medlemsstat. I så fald gælder det, at »den sædvanlige bopæl anses for at befinde sig på det sted, hvortil den pågældende har personlig tilknytning«. Enhver person har altså en sædvanlig bopæl i en af medlemsstaterne og skal således henvende sig til den pågældende medlemsstats myndigheder for at få udstedt et kørekort. Da begrebet »sædvanlig bopæl« ligeledes har betydning for andre forbindelser med myndighederne, f.eks. skattevæsnet, bør borgerne principielt være i besiddelse af denne information.

(1) EUT C 11 E af 15.1.2004, s. 171.

(2) EFT L 237 af 24.8.1991, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/97

(2004/C 78 E/0097)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2241/03

af Kathalijne Buitenweg (Verts/ALE) og Jean Lambert (Verts/ALE) til Kommissionen

(7. juli 2003)

Om: Finansiering af tvungen tilbagesendelse

I sin meddelelse (1)»Integration af migrationsanliggender i Den Europæiske Unions forbindelser med tredjelande« nævner Kommissionen muligheden af at skabe et finansielt instrument til støtte for tilbagesendelsespolitikken. I meddelelsen hedder det tillige, at et sådant forslag nødvendiggør en omfordeling af en del af Den Europæiske Flygtningefonds midler, da manøvremargenen inden for de finansielle overslag er begrænsede hvad angår interne politikker. Dette ville imidlertid medføre en reducering af det finansielle grundlag, som lå til grund for oprettelsen af Flygtningefonden.

I forordning (2) af 11. juni 2003 foreslår Kommissionen et program til finansiel og teknisk bistand til tredjelande på asyl- og migrationsområdet som erstatning for budgetpost B7-667. Ifølge forslaget henhører tvungen tilbagesendelse ikke til de foranstaltninger, Kommissionen har tilhensigt at støtte med dette program.

I konklusion 23 fra topmødet Thessaloniki den 20. juni 2003 anmodedes Europa-Kommissionen om at finde midler i rubrik 3 i de finansielle overslag (intern politik) til bl.a. tvungen tilbagesendelse af tredjelandsborgere, der opholder sig illegalt i EU.

1.	Mener Kommissionen, at finansiering af tvungen tilbagesendelse er i overensstemmelse med subsidaritetsprincippet, når der endnu ikke findes nogen europæiske minimumsstandarder, der fastlægger hvem der kan eller ikke kan opholde sig lovligt i en medlemsstat (som flygtning eller indvandrer)?

Da frigivelse af bevillinger til tvungen tilbagesendelse ikke vil ske på bekostning af solidaritetsprincippet i forbindelse med modtagelse, integration og flygtninges frivillige tilbagevenden (målsætningerne for Den Europæiske Flygtningefond), hvor i budgetpost B5-8 i rubrik 3 mener Kommissionen, den kan finde midler til finansiering af tvungen tilbagesendelse?

Svar afgivet af António Vitorino på Kommissionens vegne

(16. september 2003)

I meddelelsen om en fællesskabspolitik for tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold af 10. oktober 2002 (3), der blev fremlagt med henblik på udarbejdelse af et handlingsprogram om tilbagesendelse, således som Det Europæiske Råd i Sevilla i juni 2002 anmodede om, understregede Kommissionen behovet for en fælles tilgang til tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold. For at være effektivt skal en fælles tilbagesendelsespolitik være et led i en egentlig forvaltning af migrationsspørgsmål, der kræver en klar konsolidering af lovlige immigrationskanaler og af situationen for lovlige indvandrere, et effektivt og humant asylsystem baseret på hurtig sagsbehandling, der giver en egentlig beskyttelse for de personer, der har behov for det, og som fremmer dialogen med tredjelande. Udviklingen af en fælles politik for tilbagesendelse af ulovlige indvandrere skal baseres på en række kort og mellemsigtede foranstaltninger, som f.eks. et øget operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne baseret på fælles koordinering og — eventuelt — lovgivningsmæssige justeringer. Som det for nylig blev bekræftet i meddelelsen om udformningen af en fælles politik vedrørende ulovlig indvandring, menneskesmugling og handel, de ydre grænser og tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold af 3. juni 2003 (4), er det Kommissionens hensigt at udarbejde et forslag til Rådets direktiv om minimumsstandarder for tilbagesen-delsesprocedurer og gensidig anerkendelse af afgørelser om tilbagesendelse. Kommissionen foreslår endvidere, at man overvejer at oprette et finansielt instrument, der kan dække frivillig og tvungen tilbagesendelse og støtte til tilbagesendelse af ulovlige indvandrere i transitlande.

Hvad angår tvungen tilbagesendelse, blev det foreslået, at en finansieringsordning — udelukkende beregnet på personer med ulovligt ophold — blandt foranstaltninger, der tager sigte på at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne, kunne omfatte finansiel støtte til håndhævelsesforanstaltninger i tilknytning til et sådant samarbejde. Det kunne bidrage til at skabe større solidaritet og en bedre byrdefordeling mellem medlemsstaterne om tilbagesendelse, f.eks. med hensyn til rejseomkostninger for tilbagesendte og ledsagende personale.

Kommissionen fremlagde klart i sin meddelelse af 3. juni 2003 de finansielle følger af udformningen af en fælles politik vedrørende ulovlig indvandring, menneskesmugling og handel, de ydre grænser og tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold. Kommissionen understregede også vanskelighederne med at finde tilstrækkelige ressourcer under de nuværende finansielle overslag. Kommissionen gav imidlertid udtryk for at være indstillet på efter aftale med budgetmyndigheden og i overensstemmelse med principperne for anvendelsen af budgettet at undersøge muligheden for at bruge en del af de midler, der er afsat til interne politikker under udgiftsområde 3 i de finansielle overslag, til at dække en del af de ressourcer, der er nødvendige for at udviklingen af visuminformationssystemet (VIS), en byrdefordelingsmekanisme hvad angår de ydre grænser samt et integreret tilbagesendelsesprogram. Denne proces kunne også omfatte en undersøgelse af muligheden for reallokeringer fra instrumenter, der allerede delvis dækker foranstaltninger i relation til tilbagesendelse, som f.eks. Den Europæiske Flygtningefond. På grund usikkerheden omkring den budgetmæssige margen, navnlig hvis de nuværende prognoser for vækst og inflation skulle vise sig at være forkerte, giver indtægtsniveauet måske ikke mulighed for at gennemføre alle disse initiativer på kort sigt. Af den grund kan det ikke udelukkes, at indførelsen af et integreret tilbagesendelsesprogram må udskydes, indtil de nye finansielle overslag for perioden efter 2006 bliver vedtaget.

Kommissionen er i øjeblikket ved at fastlægge, hvilken specifik konkret opfølgning den vil foreslå som følge af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 19. og 20. juni 2003, navnlig punkt 17 og 18. Kommissionen vil tilbagerapportere om dette ved udgangen af 2003 ifølge opfordringen fra Det Europæiske Råd.

(1) KOM(2002) 703.

(2) KOM(2003)355.

(3) KOM(2002) 564 endelig udg.

(4) KOM(2003) 323 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/99

(2004/C 78 E/0098)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2250/03

af Maurizio Turco (NI), Marco Pannella (NI), Marco Cappato (NI), Benedetto Della Vedova (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(7. juli 2003)

Om: Krænkelse af religionsfriheden i Kina. Arrestation af pater Lu Xiaozhou, præst ved den »hemmelige« katolske kirke

Det katolske nyhedsbureau »Uca News« har meddelt, at pater Lu Xiaozhou, en præst ved den »hemmelige« katolske kirke, den 16. juni blev arresteret i Wenzhou (1 416 kilometer sydøst for Beijing), men har var på vej til hospitalet for at tage sig af de syge.

Om eftermiddagen foretog sikkerhedsstyrkerne husundersøgelse af hans bolig og beslaglagde alle hans ejendele.

Den 17. juli blev pater Lu Xiaozhou bragt til kontoret for religiøse anliggender, for at han skulle underskrive en skrivelse, hvori han erklærede, at han var medlem af den patriotiske katolske sammenslutning, som anerkendes af regeringen.

Ifølge meddelelsen fra nyhedsbureauet vil præsten sandsynligvis ikke blive løsladt, før han har undertegnet dette dokument.

Denne hændelse er sket nogle få dage efter arrestationen af 12 protestanter fra den hemmelige kristne kirke i en landsby i provinsen Yunnan.

Kan Kommissionen oplyse følgende:

—	hvilke informationer har den om denne nye krænkelse af retten til religionsfrihed, som anerkendes i artikel 18 i Verdenserklæringen om menneskerettigheder?

—	hvad agter den at gøre for at opnå øjeblikkelig løsladelse af den katolske præst og af de 12 protestanter, der blev arresteret i juni?

—	agter den at tilstille den kinesiske regering en formel fordømmelse af de truende fremgangsmåder, der anvendes af kontoret for religiøse anliggender med det formål at tvinge troende fra de hemmelige kirker til fornægte deres tro og tilslutte sig de officielle kirker, der anerkendes af staten?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(7. august 2003)

Kommissionen har endnu ikke nogen oplysninger om pater Lu Xiaozhou's situation, men den vil sørge for at få det. Som anført i svaret på skriftlig forespørgsel E-2216/03 (1) fra de ærede parlamentsmedlemmer er retten til religionsfrihed en af hovedprioriteterne for EU i dens dialog om menneskerettigheder med Kina. Den vil i den forbindelse som mange gange tidligere ikke undlade at omtale de tilfælde, hvor personer forfølges for at have udøvet deres tro.

(1) Se side 93.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/100

(2004/C 78 E/0100)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2277/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. juli 2003)

Om: Sjusk i forbindelse med bygning af Ionia-vejen

Om få måneder er broen mellem Rio og Antirrio, der skal forbinde den sydlige og den nordlige del af det vestlige Grækenland, færdig. Ved denne bro mødes den hovedvej, der fører fra det sydlige Peloponnes til Patras, og hovedvejen Athen — Korinthos — Patras. Fra broen (Antirrio) udgår også hovedvejen til Epirus og grænsen til Albanien, som på et vist punkt krydser Egnatia-vejen. Det fremgår klart, hvilke udviklingsmæssige virkninger, dette nye projekt i teorien kan få for hele det vestlige Grækenland og i bredere forstand. Hovedvejen fra Antirrio og til grænsen er dog i realiteten en provinslandevej, der slet ikke slår til, og som slet ikke vil kunne spille den rolle, som den er tiltænkt.

Kan Kommissionen oplyse, hvordan og hvornår denne hovedvej (Ionia-vejen), som også giver reel mening til investeringen i broen, rent faktisk vil stå klar til brug? Er det sandt, at EU allerede har finansieret nogle afsnit af denne vej, og at omkørselsvejen ved Agrinion fungerer dårligt, og at omkørselsvejen ved Arta er totalt ubrugelig på grund af alvorligt sjusk med anlæggelsesarbejdet? Vil Kommissionen forsøge at rette op på situationen og eventuelt finde frem til de ansvarlige for dette sjusk?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(22. august 2003)

Det ærede medlem henvises til de svar, der er givet på K. Hatzidakis’s skriftlige forespørgsel E-1799/03 (1) og I. Averoffs skriftlige forespørgsel P-0386/03 (2), hvad angår spørgsmålene om medfinansiering via EU-fonde og anlæggelse af omkørselsvejene ved Agrinio og Arta og af hele Ionia-vejen.

Ud fra de oplysninger, som Kommissionen råder over, skulle arbejdet med omkørselsvejene ved Agrinio og Arta være i gang. De er endnu ikke færdige og klar til brug. De nationale myndigheder har ikke rapporteret om fejl eller særlige problemer for disse projekters vedkommende.

Kommissionen vil blive underrettet, hvis der skulle ske noget nyt med hensyn til disse projekter og hele Ionia-vejen, og vil på grundlag heraf og ud fra eventuelt andre relevante oplysninger se på, hvad der skal gøres, sådan som det er fastsat i gældende forordninger om strukturfondene og Samhørighedsfonden.

(1) EUT C 58 E af 6.3.2004, s. 97.

(2) EUT C 222 E af 18.9.2003, s. 194.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/101

(2004/C 78 E/0101)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2291/03

af Marjo Matikainen-Kallström (PPE-DE) til Kommissionen

(11. juli 2003)

Om: Ligestilling af medlemsstaterne ved besættelse af stillinger i EU

Et af de grundlæggende principper i Den Europæiske Union er ligestilling og en ensartet behandling af medlemsstaterne. På nuværende tidspunkt overholdes disse principper ikke ved besættelsen af de højeste poster. Finland er den eneste medlemsstat, hvor en statsborger ikke besætter en eneste stilling som generaldirektør. Der er faktisk ikke nogen mangel på kompetente finske ansøgere til stillinger i EU på A 1-niveau.

Denne situation opfattes som ubehagelig i Finland, og det kan forringe EU's omdømme i den finske befolknings øjne. Også den langvarige strid om placeringen af fødevareagenturet har belastet finnernes tillid til EU. Ikke alene har Finland ikke nogen generaldirektør, men heller ikke noget EU-organ. I forbindelse med den forestående udvidelse er den finske bekymring særligt akut.

Hvorfor overholdes princippet om ligestilling og anvendelsen af kvoter ikke, når de mest højtstående tjenestemænd i EU skal udnævnes? Hvordan og efter hvilken tidsplan vil Kommissionen afhjælpe dette misforhold ved besættelse af stillingerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(23. september 2003)

Kommissionen kan naturligvis kun besvare de af det ærede medlems spørgsmål, der vedrører denne institution. Det ærede medlems spørgsmål om generaldirektørstillinger ved EU andre steder i EU's embedsstand skal rettes til de enkelte administrationer af de øvrige institutioner.

Kommissionen anvender ikke kvoter ved udvælgelsen af tjenestemænd, hvad enten udvælgelsen sker ved åbne udvælgelsesprøver eller for at besætte ledende stillinger. Vedtægtens artikel 27, stk. 3, bestemmer, at »ingen stilling kan forbeholdes borgere fra en bestemt medlemsstat.«

Det er ikke kun Kommissionens politiske målsætning og praksis at opretholde en geografisk ligevægt, men det er et krav i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, idet hensynet til fortjenester dog går forud herfor. Det fremgår af ordlyden i vedtægtens artikel 27, stk. 1, der bestemmer som følger: »Det skal ved ansættelse tilstræbes, at institutionen sikres medarbejdere, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet; de skal udvælges på et så bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgere i Fællesskabernes medlemsstater.«

Retten i Første Instans har givet en klar fortolkning af denne regel: Efter vedtægten går hensynet til fortjenester og kvalifikationer forud for alt andet, og nationalitetshensyn kan kun påberåbes for at sondre mellem ansøgere med tilsvarende kvalifikationer.

Da Romano Prodi tiltrådte i september 1999, bekræftede han et sæt klare overordnede principper for stillinger i den øverste ledelse, nemlig:

—	Fortjenester går forud for alt andet ved beslutninger om udnævnelse

—	man bør i videst mulige omfang bestræbe sig på at respektere behovet for at sikre en ligevægt mellem nationaliteterne i stillinger i den øverste ledelse

—	man bør i videst mulige omfang bestræbe sig på at respektere behovet for at sikre en bedre ligevægt mellem kvalificerede kvinder og mænd i de øverste stillinger i Kommissionen.

Denne politik er blevet fulgt siden hen, og alle udnævnelser er sket i fuld overensstemmelse med Kommissionens tilslutning til disse principper, således som det fremgår af dens interne procedurer for udvælgelse og udnævnelse af ledende tjenestemænd.

For så vidt angår repræsentationen af finske statsborgere i stillinger på A1-niveau, er den omstændighed, at der ikke i øjeblikket er nogen finsk generaldirektør, ikke udtryk for, at Kommissionen fraviger princippet om en geografisk ligevægt i stillinger i den øverste ledelse.

Siden juni 2002, da Kommissionen udnævnte en finsk statsborger på A1-niveau til vicegeneraldirektør i Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse, har Kommissionen således haft to finske statsborgere i stillinger på A1-niveau. Hvor mange statsborgere der sidder i stillinger på A1-niveau pr. medlemsstat, kan naturligvis variere fra tid til anden. I øjeblikket er der således f.eks. flere finner, der sidder i stillinger på A1-niveau, end statsborgere i stillinger på A1-niveau fra medlemsstater med en tilsvarende eller større befolkning.

For så vidt angår udnævnelser til ledende stillinger, findes der ingen »tidsplan« ud over den, der er fastsat ved den politik, som denne Kommission har indført, og som består i, at alle generaldirektører, vicegeneraldirektører og direktører skal rokere til tilsvarende stillinger efter højst fem — eller i særlige tilfælde allerhøjst — syv år. Det er kun ved disse helt generelle rokader — som ikke indebærer en automatisk eller garanteret flytning fra ét generaldirektorat til et andet — at ledige ledende stillinger besættes, efterhånden som de bliver ledige.

Ved udnævnelser, hvad enten de sker ved »rokader« eller på anden vis, tager Kommissionen naturligvis hensyn til princippet om en geografisk ligevægt og en ligevægt mellem kvinder og mænd uden at tilsidesætte det afgørende krav om fortjenester.

Hvor EU-agenturer skal placeres, har, som det ærede medlem vil vide, intet at gøre med Kommissionen. Sådanne beslutninger træffes alene af stats- og regeringscheferne forsamlet i Det Europæiske Råd.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/103

(2004/C 78 E/0103)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2320/03

af Christoph Konrad (PPE-DE) til Kommissionen

(14. juli 2003)

Om: Førstehjælp på ulykkessteder

Europa-Kommissionen har for nylig henledt opmærksomheden på det store antal trafikofre i EU's medlemsstater og fremlagt et omfattende handlingsprogram for trafiksikkerhed. I den forbindelse vedtog Kommissionen den 20. juni 2003 et direktivforslag, som fra juli 2004 skal gøre sikkerhedsseler i alle nyindregistrerede køretøjer obligatorisk.

Dette giver anledning til en række spørgsmål:

Ville situationen, efter de oplysninger Kommissionen ligger inde med, blive bedre, hvis alle, der ønsker at tage kørekort i Den Europæiske Union, var forpligtet til at gennemføre et kursus i »førstehjælp på ulykkessteder«, således som det er tilfældet i Tyskland og Østrig? Har Kommissionen i bekræftende fald til hensigt inden for en overskuelig fremtid at fremlægge et lovforslag herom?

Ville et kvalificeret førstehjælpskursus, således som det f.eks. i Storbritannien tilbydes af St. John Ambulance Brigade til alle, der har kørekort, efter Kommissionens opfattelse forbedre situationen væsentligt? Har Kommissionen i bekræftende fald til hensigt inden for en overskuelig fremtid at fremlægge et lovforslag herom?

Mener Kommissionen, at de gældende regler for indholdet af nødhjælpskasser i køretøjer, der er indregistreret i EU's medlemsstater og i de nye medlemsstater, er tilstrækkelige, og mener den, at der sammen med kravet om, at man skal have en sådan nødhjælpskasse i sin bil, også bør være et krav om en minimumsuddannelse i brugen af den? Har Kommissionen i bekræftende fald til hensigt inden for en overskuelig fremtid at fremlægge et lovforslag herom?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(11. september 2003)

Kommissionen vedtog den 14. september 2000 et direktiv om kørekort, hvormed minimumkravene i forbindelse med køreprøverne blev forhøjet betydeligt. Dette direktiv, som træder i kraft den 1. oktober 2003, berører på flere områder emnet førstehjælp. Således skal alle, der ansøger om kørekort, have kendskab til almene regler for, hvordan føreren skal forholde sig i forbindelse med færdselsulykker (afmærke ulykkesstedet og alarmere), og hvad vedkommende i givet fald kan gøre for at hjælpe trafikofre. Der stilles strengere krav til personer, som ansøger om stort kørekort: disse ansøgere skal have kendskab til forholdsregler, der må træffes i ulykkestilfælde, bl.a. evakuering af passagerer og grundlæggende kendskab til førstehjælp.

Kommissionen henleder ligeledes det ærede medlems opmærksomhed på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse erhvervskøretøjer (1). Førstehjælp i forbindelse med ulykker er også en del af de grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav, og her er kravene strengere end de krav, der skal opfyldes for at få udstedt et kørekort. Vedkommende skal bl.a. kunne evaluere situationen, standse ulykken, tilkalde assistance, hjælpe tilskadekomne, yde førstehjælp, reagere i tilfælde af brand og evakuere passagererne.

Kommissionen er af den opfattelse, at disse to fællesskabsretsakter opfylder behovet, og den har ingen planer om yderligere lovgivning på dette område.

Forpligtelsen til at medbringe en førstehjælpskasse i motorkøretøjer hører under medlemsstaternes kompetence, og dette gælder også krav om, at førere skal følge særlig undervisning. Kommissionen råder ikke over oplysninger, som kunne berettige den til at foreslå fællesskabslovgivning på området. Derimod skønner den, at flere tusinde menneskeliv kunne spares ved hurtigere indsats af redningstjenester på ulykkesstedet. Den undersøger derfor mulighederne for at automatisere redningstjenesternes alarmerings-og interventionskæde. I mellemtiden udgør beslutningen om at give redningstjenesterne oplysninger, som sætter dem i stand til at lokalisere alarmopkald på alarmnummeret »112«, en væsentlig etape (2).

(1) KOM(2003) 296 endelig udg.

(2) Foreskrevet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, EUT L 108 af 24.4.2003, som er genstand for Kommissionens henstilling af 25. juli 2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/104

(2004/C 78 E/0104)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2340/03

af Giovanni Fava (PSE) til Kommissionen

(11. juli 2003)

Om: Nationalt oplagringssted for radioaktivt affald på Sardinien

Den italienske presse har for nylig offentliggjort en nyhed om, at regeringen har til hensigt at vælge Sardinien som hjemsted for det eventuelle eneste nationale oplagringssted for radioaktivt affald.

I en beretning fra ENEA (selskab for nye teknologier, energi og miljø) blev økarakteren nævnt som et kriterium for at udelukke et område fra at blive valgt til oplagringssted for radioaktivt affald, netop for at undgå faren for miljøkatastrofer i tilfælde af uheld under søtransporten.

Den italienske regering har med en bestemmelse fra marts 2003 givet selskabet Sogin ubegrænsede beføjelser til at fastlægge det nationale oplagringssted for radioaktivt materiale. I modstrid med beretningen fra ENEA har Sogin besluttet, at kriteriet om økarakter ikke længere skal betragtes som en udelukkelses-faktor ved fastlæggelsen af oplagringsstedet for affald.

Mener Kommissionen på baggrund af disse overvejelser ikke, at:

1.	fastlæggelsen af det eneste oplagringssted for radioaktivt affald skal ske efter høring af den berørte befolkning, således som det fastsættes i fællesskabsbestemmelserne?

2.	kriteriet om økarakter i sammenhæng med de økonomiske vanskeligheder i regionen bør være en gyldig udelukkelsesfaktor ved valget af stedet?

3.	et atomfrit område som Sardinien, hvis hovedindtægtskilde er turismen, har ret til at modsætte sig en eventuel afgørelse om, at det skal blive oplagringssted for radioaktivt affald?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(12. august 2003)

Ansvaret for håndteringen af radioaktivt affald ligger hos det pågældende land. I alles interesse må ethvert program til langtidshåndtering af sådant affald indebære, at alle involverede parter fuldt ud deltager i beslutningsprocessen, hvorved det bliver muligt at foretage en korrekt vurdering af virkningerne.

I denne sammenhæng er det vigtigt at bemærke, at enhver lokalitet bestemt til endelig bortskaffelse af radioaktivt affald — eller til oplagringen af dette affald i over 10 år — skal gøres til genstand for en miljøindvirkningsvurdering (VVM) i henhold til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (1) (som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (2)), inden der gives tilladelse hertil. Ifølge VVM-direktivet skal vurderingen bestå i at påvise, beskrive og vurdere projektets direkte og indirekte virkninger på mennesker, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klima og landskab samt materielle goder og kulturarv. Samspillet mellem disse faktorer bør ligeledes indgå i VVM. Medlemsstaterne skal høre de myndigheder, som på grund af deres særlige ansvar på miljøområdet, kan blive berørt af projektet, ligesom der ved afgørelsen om godkendelse af projektet bør tages hensyn til resultaterne af høringerne og de informationer, der fremkommer i denne sammenhæng. Endelig skal afgørelsen gøres offentligt tilgængelig.

I dag bortskaffes 85 % af alt sådant affald i EU normalt til deponeringssteder på eller nær ved jordoverfladen. Omfanget af affaldet er yderst begrænset i sammenligning med andre former for affald, og der er ikke sporet nogen helbredsmæssige virkninger fra nogen af de pågældende deponeringssteder. Det er muligt, at der, når regnskabet gøres endeligt op, kan blive tale om økonomiske fordele for en region, der rummer et sådant deponeringssted.

(1) EUT C 11 E af 15.1.2004, s. 118.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/105

(2004/C 78 E/0106)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2349/03

af Camilo Nogueira Román (Verts/ALE) til Kommissionen

(16. juli 2003)

Om: Galicien og reformen af den fælles landbrugspolitik

Hvad vil gennemførelsen af den reform af den fælles landbrugspolitik, som Rådet har vedtaget, komme til at betyde for galicisk landbrug, der især er kendetegnet ved mælkeproduktion, familiebedrifter baseret på jordbrug og oplagte moderniseringsmuligheder, og — som modsætning hertil — ved mælkekvoter, som er helt utilstrækkelige, medmindre man ligefrem tilstræber en malthusiansk udvikling? Hvilke konsekvenser vil foranstaltningerne med henblik på udvikling af landdistrikterne få for samfundet i Galicien? Den galiciske lokalregering har meddelt, at Galicien som kompensation for faldet i mælkepriserne frem til 2014 vil modtage et beløb på 530 mio. EUR i direkte støtte til mælkesektoren. Hvad vil dette betyde, og hvor stammer disse midler fra?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(11. september 2003)

Det er Kommissionens opfattelse, at EU's landmænd med den seneste reform af den fælles landbrugspolitik har fået mulighed for at gennemføre en klar langtidsplanlægning af driftsbeslutninger, så de kan efterkomme de fremtidige markedsbehov og samtidig sikre sig stabile indkomster. Kommissionen mener, at reformen vil øge kvalitet, bidrage til større overensstemmelse mellem priser og markedsefterspørgsel og få den fælles landbrugspolitik til at tage større hensyn til samfundets ønsker med hensyn til miljø og dyrevelfærd. Dette vil øge forbrugernes og skatteydernes accept af den fælles landbrugspolitik og forbedre EU-landmændenes image.

Hvad reformen af mælkesektoren angår, vil det ærede medlem erindre, at Kommissionens forslag om at forhøje kvoterne med 1 % i hvert af årene 2007 og 2008 blev afvist, og at Rådet besluttede at udsætte (med ét år til 2006) de stigninger på 1,5 %, der var fastsat i Agenda 2000 reformen i form af stigninger på 0,5 % i hvert år årene 2005, 2006 og 2007. De aftalte yderligere nedskæringer af interventionsprisen for smør blev dog udlignet gennem højere mælkepræmier og yderligere udbetalinger til producenterne (nu op til 35,50EUR pr. ton, som vil blive indregnet i ordningen med enkeltudbetalinger fra 2007). Mælkepræmierne ydes til mælkeproducenter og beregnes ud fra betalingssatsen multipliceret med den individuelle referencemængde for mælk, der befinder sig på bedriften den 31. marts i det pågældende kalenderår.

Hvad udviklingen af landdistrikter angår, indeholder reformpakken for den fælles landbrugspolitik en række nye eller udbyggede foranstaltninger, som vil kunne være nyttige for landbruget i Galicia i overgangsperioden til de forventede nye økonomiske vilkår. Foranstaltningerne omfatter støtte til deltagelse i fødevarekvalitetsordninger og midlertidig støtte til overholdelse af nye obligatoriske normer og deltagelse i frivillige landbrugsrådgivningsordninger. Støtteforanstaltningerne for unge landmænd vil blive udbygget, og EF-støtten til miljøforanstaltninger i landbruget vil blive udvidet. Fra 2006 vil der blive afsat yderligere midler til finansiering af landdistrikternes udvikling som led i den obligatoriske moduleringsordning.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/106

(2004/C 78 E/0107)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2356/03

af Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE), Caroline Jackson (PPE-DE), Johannes Blokland (EDD), Alexander de Roo (Verts/ALE) og Karl-Heinz Florenz (PPE-DE) til Kommissionen

(17. juli 2003)

Om: Fortolkning af RoHS-direktivet (2002/95/EF)

Ifølge svaret på forespørgsel E-0789/03 (1), som er afgivet af Wallström på vegne af Kommissionen den 8. maj 2003, »tillader artikel 2, stk. 3, ikke anvendelse heraf i nyt elektrisk og elektronisk udstyr, som markedsføres efter den 1. juli 2006«. Med »anvendelse heraf« menes reservedele. Forespørgslen omhandlede imidlertid ikke genbrug af reservedele til elektrisk og elektronisk udstyr, som markedsføres før den 1. juli 2006. Den drejede sig om genbrug i nyt udstyr af komponenter, som indeholder stoffer, hvis anvendelse er begrænset i RoHS-direktivet (2002/95/EF (2)), men stammer fra brugt elektrisk og elektronisk udstyr, som markedsføres før 1. juli 2006.

I WEEE-direktivets (2002/96/EF (3)) artikel 3, litra d, defineres »genbrug« som: »enhver proces, hvorved WEEE eller komponenter herfra fortsat anvendes til samme formål, som de blev fremstillet til«. Hvis denne definition anvendes, vil det indebære, at genindvundne komponenter kan vedblive med at blive genbrugt i alt udstyr, uanset om udstyret allerede findes, eller det er nyt. Således vil for tidlig bortskaffelse af brugte komponenter, som egner sig fortrinligt til at blive genbrugt, blive undgået i overensstemmelse med de miljømæssige målsætninger i WEEE-direktivet.

Hvis RoHS-direktivets artikel 2, stk. 3, fortolkes snævert, således at ovennævnte genbrug ikke er tilladt, er dette i direkte modstrid med WEEE-direktivets artikel 4 om produktdesign. Artikel 4 fastslår, at »medlemsstaterne fremmer udformning og produktion af elektrisk og elektronisk udstyr, hvor der tages hensyn til og som letter bortskaffelse og nyttiggørelse, særlig genbrug og genvinding af WEEE, samt dele og materialer herfra«. Derfor er tidlig bortskaffelse og destruering af komponenter fra brugt elektrisk og elektronisk udstyr, som markedsføres inden den 1. juli 2006, og som indeholder stoffer, hvis anvendelse er begrænset i RoHS-direktivet, men ellers er velegnede til genbrug, i modstrid med formålet med WEEE-direktivets artikel 4.

Deler Kommissionen den holdning, at det er tilladeligt, at nyt elektrisk og elektronisk udstyr, som markedsføres for første gang efter den 1. juli 2006, indeholder komponenter, som er genbrugt fra elektrisk og elektronisk udstyr, som er markedsført inden den dato, selv om disse komponenter indeholder stoffer, hvis anvendelse er begrænset i RoHS-direktivet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(11. september 2003)

Efter Kommissionens opfattelse er et af hovedmålene med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 27. januar 2003 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (4), det såkaldte RoHS-direktiv, at nyt elektrisk og elektronisk udstyr, dvs. udstyr, der markedsføres første gang den 1. juli 2006 eller senere, ikke må indeholde bly, cadmium, kviksølv, hexavalent chrom, polybrombi-phenyler (PBB) og polybromdiphenylethere (PBDE). Derfor er der et udtrykkeligt forbud herom i artikel 4, stk. 1, i RoHS-direktivet. Der er to muligheder for fravigelse af restriktionerne om farlige stoffer i RoHS-direktivet. For det første finder direktivet ikke anvendelse på de anvendelser, der er nævnt i et bilag til RoHS-direktivet (5). For det andet hedder det i artikel 2, stk. 3, følgende: »Dette direktiv finder ikke anvendelse på reservedele til reparation af udstyr eller på genbrug af elektrisk og elektronisk udstyr, som markedsføres før den 1. juli 2006«. Hensigten er, at gammelt udstyr skal kunne vedligeholdes med reservedele, og at gammelt elektrisk og elektronisk udstyr skal kunne genbruges. Denne fravigelse er udtrykkeligt begrænset til gammelt udstyr, dvs. udstyr, der er markedsført før den 1. juli 2006. Derfor er det i henhold til direktivet tilladt at markedsføre reservedele, der indeholder farlige stoffer, til reparation af gammelt udstyr, og at markedsføre gammelt udstyr med henblik på genbrug.

Som svar på det ærede medlems forespørgsel finder Kommissionen imidlertid, at det ikke børe være tilladt, at nyt elektrisk og elektronisk udstyr indeholder komponenter, der er genbrugt fra elektrisk og elektronisk udstyr, hvis de indeholder stoffer, der er restriktioner for i RoHS-direktivet.

For det første vil det efter Kommissionens opfattelse være i modstrid med direktivets ovenfor nævnte hovedformål og desuden være i strid med ordlyden i artikel 2, stk. 3. Enhver anden opfattelse kunne føre til, at det blev tilladt at montere komponenter, der indeholder farlige stoffer, i nyt udstyr. Derved vil farlige stoffer blive i affaldskredsløbet i længere tid og begrænse mulighederne for yderligere genvinding. Det vil selvfølgelig også gøre det vanskeligt at håndhæve både RoHS-direktivet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr, det såkaldte WEEE-direktiv (4).

Dertil kommer, at montering af komponenter, der indeholder stoffer, der er restriktioner for i RoHS-direktivet, i nyt udstyr blev drøftet under forligsproceduren, men afvist.

Efter Kommissionens opfattelse er ovennævnte fortolkning af artikel 2, stk. 3, i RoHS-direktivet ikke i strid med artikel 4 i WEEE-direktivet. RoHS-direktivet sørger for at begrænse mængden af farlige stoffer i nyt udstyr, og WEEE-direktivet for at imødegå, at affald af elektrisk og elektronisk udstyr bringer sundhed og miljø i fare. Tilstedeværelsen af sådanne farlige stoffer i nyt elektrisk og elektronisk udstyr vil falde uden for de mål, der er opregnet i WEEE-direktivets artikel 4, nemlig bortskaffelse og nyttiggørelse, af ovennævnte grunde.

(2) EFT L 37 af 13.2.2003, s. 19.

(3) EFT L 37 af 13.2.2003, s. 24.

(4) EFT L 37 af 13.2.2003.

(5) Artikel 4, stk. 2, artikel 5 og bilaget.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/108

(2004/C 78 E/0108)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2380/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(18. juli 2003)

Om: Nye virksomheder

Hvor stor en andel af den erhvervsaktive befolkning er efter Kommissionens skøn beskæftiget i nye virksomheder — uanset definitionen — i de enkelte medlemsstater, EU som helhed og De Forenede Stater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(12. september 2003)

På nuværende tidspunkt foretages der ikke på EU-plan nogen regelmæssig indsamling af data om nye virksomheder eller antallet af ansatte i sådanne virksomheder. Derfor har Generaldirektoratet for Erhvervspolitik og Eurostat startet en harmoniseret indsamling af virksomhedsdemografiske data i medlemsstaterne. En tabel med de første resultater for referenceåret 2000 omfattende ti medlemsstater sendes direkte til det ærede medlem og Europa-Parlamentets Generalsekretariat.

I de ti medlemsstater, for hvilke der foreligger data, oprettede nye virksomheder i markedsøkonomien ca. 1,5 mio. arbejdspladser, hvilket svarer til ca. 2,8 % af det samlede antal beskæftigede inden for markedsøkonomien i disse medlemsstater. I de fleste medlemsstater skabte især nye virksomheder inden for bygge- og anlægsvirksomhed og forretningsservice et relativt stort antal nye arbejdspladser — henholdsvis 4,7 % og 4,5 % af det samlede antal beskæftigede inden for sektoren. Der gøres opmærksom på, at beskæftigelsesdata for Danmark, Nederlandene og Finland er angivet i fuldtidsækvivalenter (antallet af personer med færre arbejdstimer end standardarbejdstiden for en fuldtidsansat i et år er omregnet til fuldtidsækvivalenter). Dette bør tages i betragtning, når data for de forskellige lande og totalerne for de ti medlemsstater skal sammenlignes.

Generaldirektoratet for Erhvervspolitik og Eurostat har til hensigt at fortsætte denne harmoniserede dataindsamling i medlemsstaterne om oprettelse af nye virksomheder — og udvide dataindsamlingen til at omfatte alle medlemsstater — samt ud over andre indikatorer at undersøge deres betydning for beskæftigelsen. Data om andelen af erhvervsaktive, som er ansat i nye virksomheder, indgår i dataindsamlingsplanen. Resultaterne skal indgå i de strukturelle indikatorer fra og med forårsrapporten 2004.

For De Forenede Stater og Japan foreligger der ikke data om antallet af beskæftigede i nye virksomheder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/109

(2004/C 78 E/0110)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2382/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(18. juli 2003)

Om: Det indre marked

Agter Kommissionen fremover at kontrollere, hvorledes EU's indre marked klarer sig i forhold til det indre marked i USA, navnlig med hensyn til prisernes volatilitet og prismæssige afvigelser for diverse varers og tjenesteydelsers vedkommende?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

på skriftlige forespørgsler E-2381/03 og E-2382/03

(7. august 2003)

Med henblik på at bedømme det indre markeds succes benytter Kommissionen en række både juridiske og økonomiske standardindikatorer for markedsintegration. Disse dækker priskonvergens, intern handel og intern investering på tværs af grænserne såvel som den retlige gennemførelse og anvendelse af fællesskabslovgivning i medlemsstaterne.

Europas resultater for hver af disse indikatorer kan dernæst sammenlignes med de resultater, som et velfungerende indre marked ville forventes at opnå. Sidstnævnte kan defineres på flere forskellige måder: teoretisk (jf. f.eks. boks 4 og 5 i det statistiske tillæg til rapporten fra Generaldirektoratet for Det Indre Marked om Fællesskabets produkt- og kapitalmarkeder 2001) eller som de resultater et eksisterende fællesmarked (ofte, men ikke altid, USA), har opnået.

Hvad angår priskonvergens anvender Kommissionen allerede USA som benchmark i sin overvågning af det indre marked. I de tilfælde, hvor det er muligt og velegnet ud fra et teknisk synspunkt, vil den fortsætte hermed. Men skønt USA er en relevant benchmark for EU, eftersom de to områder har omtrent samme størrelse, befolkningstal osv., mener Kommissionen, at det undertiden er mere relevant at anvende en europæisk benchmark, f.eks. en af de større medlemsstater (Tyskland, Frankrig eller Det Forenede Kongerige). Fordelen herved er, at butiksstrukturen, produkttilgængeligheden og forbrugsmønstrene i disse medlemsstater ligner dem, der findes i EU som helhed (mere end dem, man finder i USA).

Indtil videre tegner der sig et blandet billede af priskonvergens. For eksempel er prisspredningen i kolonialvarer væsentligt reduceret i de seneste år (variationskoefficienten er faldet fra over 20 % i begyndelsen af 1990erne til omkring 10 % i dag). Men den er stadig næsten dobbelt så høj som i USA (5,6 %). Og den vedbliver at være højere end den maksimale prisspredning for disse varer i de enkelte medlemsstater.

Ud over at måle graden af den opnåede markedsintegration er det vigtigt at vurdere de fordele for Fællesskabets virksomheder og forbrugere, som denne integration er årsag til. Dette er formålet med Kommissionens nylige rapport til markering af tiårsjubilæet for det indre marked, der blev etableret i 1992. Især anslås det, at det indre marked har genereret næsten 900 mia. EUR i øget velstand og 2,5 mio. flere arbejdspladser. Den viser også, at forbrugerne har høstet fordel af den øgede konkurrence i det indre marked gennem lavere priser, bedre varer og tjenester samt øget udvalg.

På trods af disse gode resultater står det imidlertid klart, at gennemførelsen af det indre marked endnu ikke er afsluttet. Der er stadig meget at gøre, specielt inden for tjenester i almindelighed og finansielle tjenester i særdeleshed. Kommissionen tror, at det med udvidelsen lige om hjørnet er særlig vigtigt at gøre en målbevidst indsats nu for at forbedre det indre marked. For at støtte denne proces har den lige lanceret sin nye strategi for det indre marked med prioriteringer for de næste tre år. Denne strategi kræver Rådets, Parlamentets og medlemsstaternes aktive støtte for at være effektiv.

Endelig er opbygningen af et fuldt integreret marked ikke en nøje afgrænset opgave med en endelig afslutning, men snarere en løbende proces, der kræver konstant arbejde, årvågenhed og opdatering. Der er altid nye udfordringer, og efterhånden som hindringer for, at det indre marked fungerer, fjernes, dukker andre barrierer op og skal håndteres. Det er derfor af største vigtighed, at en ny traktat indeholder de nødvendige juridiske beføjelser og kompetencer til, at arbejdet med at opbygge et integreret marked og få det til at fungere kan fortsætte.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/110

(2004/C 78 E/0111)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2391/03

af Elisabeth Jeggle (PPE-DE) til Kommissionen

(21. juli 2003)

Om: Svine- og kvægbestanden i EU-15 og i de ti tiltrædelseslande

Med henblik på at besvare en forespørgsel fra en borger i mit valgområde anmoder jeg Kommissionen om at svare på følgende spørgsmål: Hvor stor er svine- og kvægbestanden (uden nærmere specifikationer) i EU-15 og i de ti tiltrædelseslande?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(16. september 2003)

I opgørelsen for december 2002 udgjorde den samlede kvægbestand 78 281022 dyr i EU-15 og 10 280 171 dyr i de 10 tiltrædelseslande. Den samlede svinebestand udgjorde 122 015 941 dyr i EU-15 og 32 222 296 dyr i de 10 tiltrædelseslande.

Dyr	Kvægbestand	Svinebestand
BE (Belgien)	2 758 463	6 600 158
DK (Danmark)	1 740 000	12 879 000
D (Tyskland)	13 731 958	26 251490
GR (Grækenland)	573 000	903 000
E (Spanien)	6 278 519	23 518 039
F (Frankrig)	19 729 162	15 296 000
IRL (Irland)	6 337 818	1 781 500
I (Italien)	6 695 000	9 166 000
L (Luxembourg)	189 850	76 478
NL (Nederlandene)	3 780 000	11 154 000
AT (Østrig)	2 066 942	3 304 650
P (Portugal)	1 395 128	2 343 705
FI (Finland)	1 011 672	1 422 800
SE (Sverige)	1 612 300	1 989 000
UK (Det Forenede Kongerige)	1 0381 210	5 330 121
EU-15 i alt	78 281 022	122 015 941
CY (Cypern)	58 139	490 818
CZ (Tjekkiske Republik)	1 511 000	3 505 000
EE (Estland)	253 000	345 400
HU (Ungarn)	770 000	5 082 000
LT (Litauen)	779 100	1 061 000
LV (Letland)	388 100	453 200
MT (Malta)	18 770	78 303
PL (Polen)	5 420 987	18 997 030
SI (Slovenien)	473 240	655 665
SK (Slovakiske Republik)	607 835	1 553 880
Tiltrædelseslandene i alt	10 280 171	32 222 296

Kilde: Eurostat, Cattle and pig survey, december 2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/111

(2004/C 78 E/0113)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2422/03

af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen

(21. juli 2003)

Om: LCD-skærme i biler

Computerskærme på bilers instrumentbrætter vinder hastigt frem i Belgien og i Nederlandene. Især blandt unge mænd er det på mode at installere en LDC-skærm med computerspil eller tv-funktioner i bilen. I de dyre biler er hensigten hermed, at føreren så hurtigt som muligt kan blive ledt frem til sit bestemmelsessted, og tv-funktionerne bortfalder under kørslen. De eksemplarer, der bliver installeret på forretninger med autotilbebør er ikke altid forsynet med denne sikkerhedsanordning. I Nederlandene er de LDC-skærme, hvor føreren kan se fjernsyn under kørslen, forbudt på grund af deres farlighed. Det er endnu ikke tilfældet i Belgien.

Har Kommissionen kendskab til den stadig mere udbredte anvendelse af LCD-skærme til underholdning i biler?

Hvordan stiller Kommissionen sig til dette? Anser den det for at være en farlig tendens?

Hvad foretager Kommissionen sig for at sikre, at førere af biler med LCD-skærme udviser en fornuftig adfærd i trafikken? Overvejer den at indføre et forbud mod LCD-skærme med computer- og tv-funktioner på instrumentbrættet?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

på skriftlige forespørgsler E-2408/03 og E-2422/03

(29. september 2003)

Kommissionen er opmærksom på, at flere og flere motorførere benytter LCD-skærme, som oprindeligt er bestemt til trafikinformation eller navigation eller eventuelt til underholdning for passagererne, til personlig underholdnng under kørslen. Da dette kan resultere i uforsvarlig kørsel, er det ifølge nederlandsk lovgivning strengt forbudt at installere LCD-skærme til motorførere. Spørgsmålet er så, om problemet skal tages op på EF-plan.

Siden 1990 er der som led i fællesskabsprogrammerne foretaget evalueringsundersøgelser af udviklingen i telematikudstyr i køretøjer og motorførerens mulige anvendelse heraf under kørslen. Spørgsmålet, om anvendelsen af disse værktøjer er forenelig med bilkørsel, er således blevet behandlet ud fra forskellige synsvinkler og er blevet fulgt af flere af Kommissionens generaldirektorater (GD'er) (GD for Energi og Transport, GD for Erhvervspolitik, GD for Forskning et GD for Informationssamfundet).

I erkendelse af den potentielle risiko ved at benytte disse nye værktøjer, som kan aflede førerens opmærksomhed under kørslen, offentliggjorde Kommissionen den 21. december 1999 en henstilling om sikre og effektive informations- og kommunikationssystemer: europæiske principper for brugergrænseflader (1).

I denne henstilling anbefaler Kommissionen bla. følgende:

—	princip 4: systemet bør ikke udformes, så det distraherer eller byder på visuel underholdning for føreren;

—	princip 8: visuel information, der ikke er relevant for kørslen, og som vil kunne distrahere føreren betydeligt (f.eks. tv, video og automatisk rullende billeder og tekst), bør kunne slås fra eller kun præsenteres på en sådan måde, at føreren ikke kan se dem under kørslen.

Siden offentliggørelsen af denne henstilling har eSafety-initiativet, som er lanceret af de europæiske bilfabrikanter og Kommissionen i fællesskab, givet anledning til en fornyet debat om dette spørgsmål, som skal føre til udarbejdelsen af en adfærdskodeks for anvendelsen af køretøjsmonterede systemer.

Kommissionen gør opmærksom på, at fremstillingen af motorkøretøjer er omfattet af Fællesskabets ordning for typegodkendelse, der er baseret på traktatens artikel 95, og at enhver foranstaltning, som en medlemsstat påtænker at iværksætte på egen hånd, skal anmeldes til Kommissionen. Da Fællesskabet har underskrevet internationale aftaler, bl.a. i FN-regi, skal det i øvrigt også undersøges, hvilke virkninger sådanne foranstaltninger kan få på internationalt plan.

(1) Meddelt under nummer K(1999) 4786 og offentliggjort i EFT L 19 af 25.1.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/113

(2004/C 78 E/0114)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2436/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(22. juli 2003)

Om: Støtte til fiskere, der er ramt af biologisk begrundet fiskestop

I den sydlige del af Portugal er det af biologiske grunde forbudt at fiske med skraber i 45 dage, hvilket igen er tilfældet i år, uden at fiskerne har fået nogen som helst form for kompensation, hvilket er klart uretfærdigt i betragtning af deres lave indkomst.

Fagforeningen for fiskeriarbejdere i Sydportugal har ikke blot krævet udbetaling af udligningsgodtgørelser, men også nedsættelse af forbudsperioden til 30 dage.

Den portugisiske regering har imidlertid anført, at EU-lovgivningen ikke tillader udbetaling af denne form for kompensation, og at det af biologiske grunde heller ikke er muligt at nedsætte forbudsperioden fra 45 til 30 dage uden fare for den samlede biomasse inden for den nærmeste fremtid.

Det er ganske vist nødvendigt at bevare ressourcerne og opretholde den nuværende fiskeriindsats, men det er ikke retfærdigt, at fiskerne skal bære omkostningerne hertil.

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at udligne fiskernes indkomsttab?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(26. september 2003)

De godtgørelser, der er ydet til fiskere og redere som følge af den midlertidige indstilling af fiskeriet, er hjemlet i artikel 16 i Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2369/2002 af 20. december 2002, om ændring af forordning (EF) nr. 2792/1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet (2).

Medlemsstaterne kan yde støtte, der delvis finansieres af Fællesskabet, i tilfælde af ikke-forudsigelige begivenheder, der bl.a. har biologiske årsager. Den maksimale varighed for godtgørelserne er tre på hinanden følgende måneder eller seks måneder i det samlede tidsrum 2000-2006. Forvaltningsmyndigheden skal forinden indsende videnskabelig dokumentation for disse begivenheder til Kommissionen. FIUF's (Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet) medfinansiering for hver medlemsstat og for hele perioden i medfør af disse foranstaltninger kan ikke overskride den højeste af følgende to tærskler: 1 mio. EUR eller 4 % af den fællesskabsstøtte, der er ydet sektoren i den pågældende medlemsstat. Dog kan disse tærskler overskrides, hvis Rådet vedtager en plan for genopbygning og forvaltning af bestandene, eller Kommissionen vedtager hasteforanstaltninger.

Den midlertidige indstilling af fiskeriet med skraberedskaber af biologiske årsager i det sydlige Portugal skal således genindsættes i denne lovgivningsmæssige sammenhæng. Det er de portugisiske myndigheder, der er ansvarlige for forvaltningen af denne sektor, der skal undersøge, om de betingelser, der er fastsat i forordningen, er opfyldt, og i så fald henvende sig til Kommissionen, før de nødvendige foranstaltninger træffes og størrelsen af de finansielle godtgørelser fastsættes. Fastsættelsen af godtgørelsernes varighed henhører ligeledes i første række under de portugisiske myndigheders kompetence. Desuden kan de nationale myndigheder i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (2), indføre ikke-diskriminerende foranstaltninger, der er mindst lige så forpligtende som de nugældende fællesskabsbestemmelser, med henblik på bevarelse af ressourcerne og de marine økosystemer inden for den tolv sømiles fiskerizone.

(1) EFT L 337 af 30.12.1999.

(2) EFT L 358 af 31.12.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/114

(2004/C 78 E/0115)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2448/03

af Georges Berthu (NI) til Kommissionen

(23. juli 2003)

Om: Uheldig ansporing til ødelæggelse af hække

Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 (1) præciserer i artikel 22, stk. 2, at hækkenes bredde, som skal tages i betragtning ved bestemmelsen af arealet for marker, der giver ret til arealstøtte, »skal svare til den traditionelle bredde i den pågældende region og må ikke overstige 2 meter. Medlemsstaterne kan, efter at have givet forhåndsmeddelelse til Kommissionen, tillade en bredde på over 2 meter, hvis der er taget hensyn til dette areal ved fastsættelsen af udbytterne for de pågældende regioner.«

Konsekvensen af disse foranstaltninger er, at landbrugerne anspores til at ødelægge de hække, som er bredere end tilladt, selv om det ofte er i samfundets interesse at bevare dem.

Vil Kommissionen foreslå Rådet og Europa-Parlamentet en ændring af denne artikel med henblik på at forhindre dens uønskede virkning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(10. september 2003)

Kommissionen ser det som sin opgave at forbedre og bevare landdistrikternes miljø i forbindelse med forvaltningen af den fælles landbrugspolitik. Den mener, at hække og grøfter spiller en vigtig rolle for vildtlivet og andre miljøfunktioner for hele landbrugsspektret. Kommissionen skal dog også sikre sig, at der kun ydes EF-støtte til støtteberettigede arealer, og den skal derfor anvende bestemmelserne i artikel 22 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 af 11. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, der indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92, som først blev vedtaget efter mange overvejelser om de dermed forbundne miljøspørgsmål, og som giver medlemsstaterne mulighed for at afgøre, om visse landskabstræk som f.eks. hække kan anses for at indgå i det fuldt ud udnyttede areal af en mark.

Kommissionen skønner derfor, at de af det ærede medlem anførte forskrifter giver medlemsstaterne tilstrækkelig mulighed for at tage hensyn til specifikke miljøbehov, og den deler ikke hans påstand om, at bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 2419/2001 tilskynder landmændene til at ødelægge hække.

Der foreligger derfor ingen planer om at ændre den pågældende artikel.

(1) EFT L 327 af 12.12.2001, s. 11.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/114

(2004/C 78 E/0116)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2450/03

af Marco Cappato (NI) til Kommissionen

(23. juli 2003)

Om: Salernos handelskammers overtrædelse af lovgivningen om tidsbegrænset ansættelse

I Italien reguleres indgåelse af kontrakter om tidsbegrænset ansættelse af lovdekret nr. 368 af 6. september 2001 (gennemførelse af direktiv 1999/70/EF (1)). Salernos handelskammer, som er et offentligt organ under tilsyn af det italienske ministerium for produktionsvirksomhed i henhold til artikel 4.41 1993/580, har nu i over 10 år annonceret efter ansøgninger om etårige »studielegater«.

Det kunne hævdes, at denne legatordning ganske enkelt er et led i undergrundsøkonomien, da »legatmodtagerne« pålægges at arbejde 36 timer om ugen uden nogen social sikring (det samme timeantal, som i henhold til de nationale kollektive aftaler er fastlagt for ansatte ved handelskammeret) og udføre nøjagtig det samme arbejde som almindelige ansatte og hjælpeansatte (med undtagelse af eventuelt forsknings- og studiearbejde).

I år forelagde de 10 »legatmodtagere« dette spørgsmål ved anbefalet skrivelse af 5. april 2003 for Salernos arbejdstilsyn, som udgør en integreret del af det italienske ministerium for arbejde og socialpolitik. Tre måneder senere har dette organ endnu ikke aflagt rapport om resultaterne af eventuelle undersøgelser, det måtte have igangsat vedrørende indeværende år eller tidligere år.

I EF-traktatens artikel 136 står følgende: »Fællesskabet og medlemsstaterne, der er opmærksomme på de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, som bl.a. er fastlagt i den europæiske socialpagt undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og fællesskabspagten af 1989 om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, har som mål at fremme beskæftigelsen, en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for herigennem at muliggøre en udjævning af disse vilkår på et stadigt stigende niveau, en passende social beskyttelse, dialogen på arbejdsmarkedet …«.

I EF-traktatens artikel 211 står følgende: »Kommissionen skal drage omsorg for gennemførelsen af de i denne traktat indeholdte bestemmelser«.

På baggrund af ovenstående bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål:

Hvilke initiativer vil Kommissionen tage for at få Italien til at tage skridt til at opspore og straffe eventuelt misbrug, der måtte være blevet begået af Salernos handelskammer?

Hvilke andre initiativer vil den tage for at sikre, at de organer, der har til opgave at føre tilsyn med eventuelle overtrædelser af arbejdsretten i sager, der omfatter de offentlige myndigheder selv, er upartiske?

Hvilke initiativer vil Kommissionen endelig tage for at sikre sig, at det ikke er praksis, at de offentlige myndigheder bruger »studielegater« til at omgå lovgivningen om kontrakter om tidsbegrænset ansættelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(14. august 2003)

Det ærede medlem henviser til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (2).

Med hensyn til ansættelsesvilkårene for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse i forhold til fastansatte medarbejdere fastlægger direktivet et princip om ikke-diskrimination. Direktivet omfatter ikke en definition af »arbejdstager«, men henviser til national lovgivning, kollektive overenskomster eller praksis i den enkelte medlemsstat. Medlemsstaterne kan desuden beslutte, at direktivet ikke finder anvendelse i forbindelse med erhvervsmæssig grunduddannelse og lærlingeuddannelse, ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der er indgået i forbindelse med særlige offentlige eller offentligt støttede programmer med henblik på uddannelse, integration og omskoling.

Hvis legatmodtagerne mener, at de skal betragtes som arbejdstagere i henhold til italiensk lovgivning eller praksis, skal de indbringe sagen for en kompetent italiensk myndighed.

(1) EFT L 175 af 10.7.1999, s. 43.

(2) EFT L 175 af 10.7.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/115

(2004/C 78 E/0117)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2466/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(23. juli 2003)

Om: Orientering af politi, erhvervsdrivende og turister for systematisk at undgå, at udenlandske turister straffes for forseelser, de ikke har noget kendskab til

En nederlandsk turist har over for mig oplyst, at han i begyndelsen af juli på den græske ø Kreta (Chersonissos) lejede en scooter, uden at der blev udleveret en hjelm. Senere gav politiet i en anden by (Neopali) ham uden forudgående varsel en bøde på 78 EUR. Jeg har tidligere rejst delvis beslægtede spørgsmål i mine forespørgsler E-3455/00 (1) og E-0958/01 (2). Er det Kommissionen bekendt, at det foruroligende ofte forekommer, at borgere i en medlemsstat, som tilbringer ferien i en anden medlemsstat, af politi, færdselspoliti, kontrollører i offentlige transportmidler, strandvagter, toldvæsen, brandvæsen eller andre embedspersoner gribes i at have begået en forseelse, som de ikke havde noget kendskab til, og som de ikke med rimelighed kunne forventes at have kendskab til?

2.	Mener Kommissionen, at det er en opgave for EU eventuelt at indføre en forebyggende beskyttelse af statsborgere fra forskellige medlemsstater mod, hvad de altid opfatter som manglende forståelse, uhæderlighed, vilkårlighed eller legaliseret afpresning i andre medlemsstater?

3.	Kan Kommissionen gøre sit til, at der sket en bedre indbyrdes tilpasning af, hvad turister med rimelighed kan forvente fra politi og andre myndigheder i de områder, som besøges af mange turister?

Kan Kommissionen gøre en indsats for at sikre en god orientering om specielle undtagelse fra forudselige og gængse regler, som bevirker, at folk uforvarende kan komme til at begå strafbare handlinger og om, hvordan erhvervsdrivende i turistbranchen systematisk kan være med til at hindre, at der opstår sådanne situationer?

5.	Er Kommissionen ved at udarbejde konkrete planer herom, bl.a. som led i den ofte propagerede, men lidet realiserede rolle, som EU kan spille ved ophævelse af hindringer for den grænseoverskridende turisme?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(16. september 2003)

Det er op til medlemsstaterne at fastlægge deres nationale lovgivning, undtagen på områder, hvor det er blevet besluttet at harmonisere eller indbyrdes tilnærme medlemsstaternes lovgivning. I artikel 33 i traktaten om Den Europæiske Union hedder det, at EU-lovgivningen ikke ændrer ved medlemsstaternes ansvar for opretholdelse af lov og orden. Det er stadig turisternes ansvar at sætte sig ind i de relevante love i de medlemsstater, de ønsker at besøge. Statsborgerne i en medlemsstat kan ikke påberåbe sig manglende kendskab til loven. Kommissionen mener ikke, at udenlandske turister bør behandles anderledes end landets egne statsborgere.

Kommissionen har ingen grund til at tro, at den her omhandlede lov eller den måde, den er blevet håndhævet på, er udtryk for forskelsbehandling af ikke-statsborgere.

Spørgsmålet afslører ikke eventuelle beviser for, at der foreligger »manglende forståelse, uhæderlighed, vilkårlighed«. Under alle omstændigheder falder lovgivning vedrørende denne form for adfærd ikke ind under EU's kompetence, og der er ikke retsgrundlag for at gribe ind i almindelighed. Ethvert tilfælde af »legaliseret afpresning«, der skyldes diskrimination over for borgerne fra en anden medlemsstat, ville være i strid med EF-traktatens artikel 12. Det bør også nævnes, at Kommissionen har planer om i efteråret 2003 at forelægge forslag til en rammeafgørelse om proceduremæssige garantier for mistænkte og anklagede i kriminalsager i hele EU. Det skulle sikre, at der findes fælles minimumsstandarder for de rettigheder, man har under kriminalsager.

3.	EU har ingen beføjelse til at lovgive på EU-plan med henblik på at skabe »en bedre indbyrdes tilpasning« af den måde, politi og andre retshåndhævende myndigheder optræder på.

Kommissionen har ikke kendskab til »specielle undtagelser fra forudseelige og gængse regler, som bevirker, at folk uforvarende kan komme til at begå strafbare handlinger«, og den har under alle omstændigheder ingen kompetence til at gribe ind i sådanne tilfælde, af de grunde, der er redegjort for ovenfor.

Kommissionen vil om kort tid henstille, at der vedtages et sæt proceduremæssige garantier, der skal sikre, at udenlandske mistænkte og anklagede behandles retfærdigt i kriminalsager i hele EU.

Kommissionen mener ikke, at det af det ærede medlem rejste spørgsmål udgør en hindring med mærkbar virkning for europæisk turisme i almindelighed, selv om det i det enkelte konkrete tilfælde kan skabe problemer. Men Kommissionen er også enig i, at turister bør have tilstrækkelig information om lokale forhold til, at de kan få en behagelig ferie. Men da EU som allerede nævnt mangler kompetence på turismeområdet, er det hovedsagelig op til nationale, regionale og kommunale myndigheder samt til det private erhvervsliv og civilsamfundet at formidle den relevante information til turisterne.

Hvad angår praktiske fællesskabsforanstaltninger, der specielt tager sigte på at fremme europæisk turisme, så har Kommissionen redegjort for dem i sin meddelelse »Samarbejde om europæisk turismes fremtid« (3). Desuden findes der et omfattende, offentligt tilgængeligt informationsmateriale herom på Kommissionens særlige website om turisme: (http://europa.eu.int/comm/enterprise/services/tourism/ index_en.htm).

(1) EFT C 151 E af 22.5.2001, s. 174.

(2) EFT C 318 E af 13.11.2001, s. 161.

(3) KOM(2001) 665 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/117

(2004/C 78 E/0118)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2481/03

af Daniel Varela Suanzes-Carpegna (PPE-DE) til Kommissionen

(24. juli 2003)

Om: Omsættelige fiskekvoter

Kommissær Fischler meddelte den 10. juni 2003 under et møde i Europa-Parlamentets Fiskeriudvalg, at Kommissionen ved årets udgang ville udsende et oplæg til debat om omsættelige fiskekvoter i EF-farvande.

I lyset af oplæggets betydning for den fremtidige fælles fiskeripolitik bedes følgende oplyst:

1.	Kan Kommissionen give yderligere oplysninger om denne ordning?

2.	Foreligger der allerede mere konkrete datoer for, hvornår oplægget vil kunne foreligge?

3.	Undersøger Kommissionen, hvordan ordningen kan gennemføres i forhold til de enkelte fiskerier, zoner og fiskerflåder?

4.	Vil den følge EP's forslag om at lade indførelsen af omsættelige kvoter blive indledt med forsøgs- eller pilotprojekter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(10. september 2003)

Kommissionen anførte i sin meddelelse om reformen af den fælles fiskeripolitik (1), at det er dens hensigt at se nærmere på den økonomiske forvaltning af fiskeriet i EU og i den forbindelse afholde workshopper med de af denne forvaltning berørte parter samt fremlægge et refleksionsdokument, hvori man især vil beskæftige sig med fiskerirettigheder (individuelle eller omsættelige).

Kommissionen rådfører sig for tiden med alle berørte parter, så de kan meddele den deres erfaringer. Der gennemføres forsøg med meget forskellige forvaltningssystemer i Europa og på verdensplan, fiskeriernes karakteristika er meget forskelligartede og de begrænsninger, som fiskerierne er underlagt, er ofte ikke sammenlignelige. Da Kommissionen ønsker, at drøftelserne bliver så grundige, fuldstændige og åbne som muligt, og da kalenderen for indeværende år allerede er godt besat, forekommer det nødvendigt at udskyde forelæggelsen af denne rapport til 2004.

Kommissionen ønsker med sin rapport om den økonomiske forvaltning af fiskeriet først og fremmest at yde sit bidrag til de berørte parters overvejelser. Det er ikke dens hensigt at anbefale anvendelsen af et bestemt forvaltningssystem for fiskeriet. Det hører til Kommissionens opgaver at fremsætte forslag om tilladte årlige fangster (TAC) og kvoter, men den har hverken kompetence til at fordele kvoterne på nationalt eller regionalt plan eller til at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at iværksætte forsøgs- eller pilotprojekter med henblik på at indføre ordninger med omsættelige kvoter i medlemsstaterne.

(1) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Parlamentet om den fælles fiskeripolitik (tidsplan), KOM(2002)181 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/118

(2004/C 78 E/0119)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2484/03

af Daniel Varela Suanzes-Carpegna (PPE-DE) til Kommissionen

(24. juli 2003)

Om: Galiciens stilling i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik

For at kunne bedømme de mulige virkninger på kort, mellemlang og lang sigt af gennemførelsen af den netop vedtagne midtvejsreform af den fælles landbrugspolitik, herunder dens konkrete betydning for en ugunstigt stillet mål 1-region som Galicien, vil det være af stor nytte at kende de tal, undersøgelser, rapporter og udtalelser om dette spørgsmål, som Kommissionen er i besiddelse af, hvorfor følgende bedes oplyst:

1.	Er Kommissionen i besiddelse af undersøgelser om virkningerne af gennemførelsen af denne reform i en region som Galicien, der er et udpræget kvægavlsområde med små bedrifter, der stadig kun har få tekniske hjælpemidler, og som modtager landbrugsstøtte i begrænset omfang?

2.	Har Kommissionen i sine vurderinger lagt tilstrækkelig vægt på, at mellemstore byer i det indre Galicien er stærkt økonomisk afhængige af mælkeproduktionen? Har den således overvejet, hvilke virkninger en afkobling mellem støtte og produktion vil kunne få?

Kan Kommissionen fremskaffe undersøgelser, der omfatter en vurdering af disse scenarier? Hvis der ikke foreligger sådanne undersøgelser, mener Kommissionen så ikke, at det er nødvendigt, i det mindste for udprægede kvægavlsområder, der har status som ugunstigt stillede regioner, at udarbejde fremskrivninger, som giver mulighed for at analysere virkningerne af reformen på mellem lang og lang sigt (10-20 år)?

Kan Kommissionen give følgende oplysninger om gennemførelsen af reformen af den fælles landbrugspolitik i Galicien: Hvilke tal arbejder den med for befolkningsudviklingen i landdistrikterne? Hvor stor en andel påregnes af have landbrug og kvægavl som hovederhverv? Hvor stor produktion forventes der? Hvilke virkninger forventes der på den lokale landbrugsindustri? Hvilke indirekte følgevirkninger vil der kunne påregnes for det lokale og regionale erhvervsliv?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(11. september 2003)

Kommissionen har i de senere år gennemført et hidtil uset antal undersøgelser for at evaluere de mulige virkninger af forslagene om reform af den fælles landbrugspolitik.

I juli 2002 fremlagde Kommissionen samtidig med meddelelsen om midtvejsreformen de vigtigste resultater af en undersøgelse med henblik på at evaluere de mulige virkninger af fremtidige optioner for mælkekvoteordningen og den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter. Yderligere oplysninger fra undersøgelsen blev offentliggjort i oktober 2002.

I januar 2003 fremlagde Kommissionen en analyse af virkningerne af forslagene fra juli 2002 om midtvejsreformen, som omfattede fire undersøgelser, der var udført af fire uafhængige eksperter, og to interne analyser, som var udført af Kommissionens tjenestegrene.

I marts 2003 offentliggjorde Kommissionen en analyse af virkningerne af forslagene fra januar 2003 om reformen af den fælles landbrugspolitik, der omfattede to analyser, som var udført af Kommissionens tjenestegrene.

I de kommende måneder vil Kommissionen offentliggøre en analyse af virkningerne af de beslutninger om reformen af den fælles landbrugspolitik, der blev truffet på Rådets (landbrugsministrene) møde i juni i Luxembourg.

Undersøgelserne er baseret på makroøkonomiske modeller, der er udarbejdet for EU som helhed (de nuværende 15 medlemsstater og det udvidede EU), og i nogle tilfælde på medlemsstatsniveau. En enorm mængde pålidelige statistiske oplysninger og parametre er påkrævet for at kunne evaluere, kalibrere og validere sådanne modeller. Manglen på pålidelige statistiske oplysninger på regionalt niveau gør det vanskeligt at udvikle kvantitative værktøjer på regionalt plan og begrænser derfor mulighederne for at gennemføre en analyse af virkningerne på regionalt plan. De få kvantitative undersøgelser, som forskningsinstitutter i hele Europa har offentliggjort i den senere tid, har ofte givet forvirrende og usandsynlige resultater, der er meget vanskelige at forklare ud fra de hidtidige erfaringer og økonomiske teorier. Af alle disse grunde har Kommissionen ikke offentliggjort en analyse af virkningerne på regionalt plan. Et flertal af konklusionerne i undersøgelserne af virkningerne på EU-plan kan dog også være nyttige for en række overvejelser i forbindelse med vurderingen af virkningerne på regionalt plan.

Kommissionen undersøger for tiden virkningerne af den seneste aftale om reform af den fælles landbrugspolitik med henblik på at offentliggøre dem om et par måneder. Tidligere analyser har dog vist, at indførelsen af engangsbetaling på basis af tidligere rettigheder kun vil have beskeden indvirkning på EU-landmændenes indkomster, da den forventede nedgang i produktionen vil blive opvejet af højere producentpriser. Hvad en husdyrorienteret region som Galicia angår, kan der forventes lignende resultater.

Kommissionen er fuldstændig klar over mælkesektorens betydning for en region som Galicia, der omfatter mere end 50 % af alle mælkeproducenter i Spanien og tegner sig for mere end 30 % af den spanske mælkeproduktion. Kommissionen mener, at den seneste reform af den fælles landbrugspolitik giver mulighed for en klar langtidsplanlægning af landbrugernes driftsbeslutninger, så de omhyggeligt kan evaluere omstruktureringsbehovet med henblik på den fremtidige markedsefterspørgsel. Støtten til afkobling af den nuværende mælkeproduktion forventes at få beskedne virkninger i forhold til andre sektorer, da mælkekvoteordningen er blevet forlænget til 2015 og fortsat vil spille en vigtig rolle for forsyning skontrollen.

Som allerede nævnt vil Kommissionen i de kommende måneder offentliggøre en analyse af virkningerne af de beslutninger, der blev truffet på Rådets (landbrugsministrene) møde i juni i Luxembourg. Rapporten vil omfatte to interne undersøgelser, hvoraf den første vil analysere virkningerne for de nuværende medlemsstater, mens den anden undersøgelse vil analysere virkningerne for det udvidede EU på mellemlang sigt (2003-2010).

Nedgangen i befolkningstallet i landdistrikterne er et generelt fænomen, som forekommer i de fleste industrilande. I de senere årtier har den fælles landbrugspolitik rådet over værktøjer til at bekæmpe denne tendens og har dermed bekræftet, at landbruget spiller en positiv rolle for landdistrikternes overlevelse. Med den seneste reform af den fælles landbrugspolitik er der gennemført en omfattende pakkeløsning for udvikling af landdistrikterne, der indeholder en række nye eller udbyggede foranstaltninger, som vil kunne være nyttige for det galiciske landbrug i overgangen til de forventede nye økonomiske vilkår.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/119

(2004/C 78 E/0120)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2495/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(25. juli 2003)

Om: Den fælles landbrugspolitik

Kan Kommissionen på grundlag af en typisk indkøbskurv af fødevarer i hver enkelt medlemsstat for en typisk familie vurdere, hvor store ekstraomkostninger forbrugerne betaler som følge af landbrugsstøtten sammenlignet med en situation, hvor al støtte blev koblet fra produktionen og priserne på verdensmarkedet var gældende? Kan Kommissionen også oplyse andre vurderinger fra andre forskere vedrørende en eller flere medlemsstater på grundlag af en lignende beregning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(11. september 2003)

Kommissionen er ikke bekendt med, at forskere eller internationale organisationer har udført sådanne specifikke beregninger. Det skyldes især det forhold, at sådanne estimater er for problematiske til at kunne anses for pålidelige fra et økonomisk synspunkt. Kommissionen erkender, at EU-borgerne for en række fødevarer betaler priser, der er højere end verdensmarkedspriserne. Ser man bort fra spørgsmålet om eksistensen af et perfekt fungerende og effektivt verdensmarked (og de dér gældende verdensmarkedspriser), bør det dog nævnes, at prisforskellen kun er en smule større end for OECD-landene som helhed. Det bør heller ikke glemmes, at støttepriserne for de vigtigste landbrugsprodukter i EU er faldet betydeligt siden 1992 (45 % for korn og 35 % for oksekød), og at den nuværende fælles landbrugspolitik viderefører denne tendens.

Der er mange grunde til de lidt højere forbrugerpriser for visse fødevarer i EU:

—	EU-forbrugerne stiller meget høje krav til diversitet, friskhed, kvalitet og fødevaresikkerhed

—	fødevareproducenterne i EU afholder højere løn-, arbejdsmarkeds- og energiomkostninger end de fleste af deres konkurrenter

—	forbrugerpriserne er også lidt højere, fordi EU's landmænd modtager lidt højere priser for deres landbrugsprodukter, hvilket hænger sammen med de specifikke økonomiske, sociale, strukturelle og miljømæssige vilkår, som EU's landmænd arbejder under.

Alle disse betragtninger er dog baseret på den antagelse, at verdensmarkedspriserne ikke vil stige i større omfang efter en fuldstændig liberalisering af handelen med landbrugsprodukter, hvilket er fuldstændigt urealistisk. Det bør også understreges, at basislandbrugsprodukter kun tegner sig for omkring 20 % af værdien af de fødevarer, som forbrugerne køber.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/120

(2004/C 78 E/0121)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2497/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(25. juli 2003)

Om: Direkte udenlandske investeringer

Kan Kommissionen oplyse de forskellige tal udarbejdet af de forskellige internationale organisationer (som f.eks. Eurostat og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) og medlemsstaterne om direkte udenlandske investeringer, og kan den redegøre for eventuelle forskelle i definitionerne, der kunne føre til afvigelser i tallene?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(12. september 2003)

Del 1 (af de bilag, som er sendt direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets Generalsekretariat) indeholder en samligning mellem data vedrørende direkte udenlandske investeringer, der er offentliggjort af Eurostat og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD). Del 2 (af de bilag, som er sendt direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets Generalsekretariat) indeholder den samme sammenligning for så vidt angår Den Europæiske Centralbank (ECB). Del 3 omhandler nationale data, som er offentliggjort af medlemsstaterne. Desuden indgår et resumé af Eurostats dataindsamlingsmetode for direkte udenlandske investeringer (især i del 1), som viser lighedspunkter og forskelle i forhold til OECD's og ECB's dataindsamling.

Der kan hovedsagelig drages følgende konklusioner:

—

Der er ingen metodologiske forskelle mellem Eurostats og OECD's data vedrørende direkte udenlandske investeringer. Eksisterende forskelle i offentliggjorte data for EU15 (for perioden 1995-2002) har kun begrænset betydning for de samlede data. Forskellene skyldes enten afrunding (valutakurseffekt, data i mia. eller mio.) eller midlertidige forskelle i tidspunkterne for datarevisioner for de seneste år. Den maksimale forskel i totalerne er 2 % (tabel 2).

—	For så vidt angår Nederlandene er der en relativt stor metodologisk forskel mellem de data, som henholdsvis Eurostat og ECB offentliggør om euroområdet. Eurostat og ECB arbejder aktivt med Nederlandene på at eliminere denne forskel i løbet af 2004.

—

Medlemsstaterne anvender også de internationale metodologiske definitioner i deres dataindsamling, hvorpå de data, som indsamles af Eurostat, OECD og ECB, er baseret. Angående offentliggørelsen af data kan der forekomme midlertidige forskelle, som skyldes forskelle i den tidspunkterne for datarevisionerne for de seneste år.

Disse konklusioner er uddybet i bilag A ved hjælp af tabel 1, 2 og 3, som sendes direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets Generalsekretariat.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/121

(2004/C 78 E/0123)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2548/03

af Joan Vallvé (ELDR) til Kommissionen

(31. juli 2003)

Om: Den sproglige mangfoldighed i den spanske stats pas

I henhold til resolution af 10. juli 1995 (1) skal alle medlemsstater foretage en tilpasning af deres pas og ændre betegnelsen »Det Europæiske Fællesskab« til »Den Europæiske Union«.

I forbindelse med denne tilpasning blev der i det spanske Deputeretkammer stillet forslag om, at den sproglige mangfoldighed anerkendtes i pas til borgere i autonome regioner, hvor der findes mere end et officielt sprog, men det afvistes af den spanske regering under henvisning til resolution af 23. juni 1981 (2).

Artikel I-3 i udkastet til traktat om en forfatning for Europa fastsætter, at »Unionen respekterer medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed«, og i artikel II-22 tilføjes: »Unionen respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed«, hvilket også slås fast i chartret om grundlæggende rettigheder. Der henvises samtidig til konklusionerne om gennemførelsen af Det Europæiske Sprogår forelagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse. Vil Kommissionen foreslå en ændring af ovennævnte resolution, således at man i passene kan medtage de officielle sprog i en medlemsstat?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

på skriftlige forespørgsler E-2521/03 og E-2548/03

(24. september 2003)

Kommissionen skal understrege, at i henhold til den resolution, der blev vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet den 23. juni 1981, skal teksten i pas udformes på det eller de officielle sprog i den stat, der udsteder passet.

Hver enkelt medlemsstat må afgøre, hvilket eller hvilke sprog, der er dets officielle sprog.

Kommissionen har derfor ikke planer om at foreslå nogen ændring af ovennævnte resolution.

(1) EFT C 200 af 4.8.1995, s. 1.

(2) EFT C 241 af 19.9.1981, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/122

(2004/C 78 E/0124)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2535/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(29. juli 2003)

Om: Landbrugsindkomster i Portugal

I sin rapport om situationen i det portugisiske landbrug anfører Kommissionen, at landbrugsindkomsterne ifølge Eurostats økonomiske regnskaber steg med hen ved 30 % mellem 1986 og 1995 og med 32 % mellem 1995 og 2002. I disse beregninger tages der imidlertid ikke hensyn til fordelingen af indkomststigningen på grundlag af landbrugsbedriftens størrelse (økonomi og areal) og produktionsarten.

Kommissionen bedes på den baggrund oplyse følgende:

—	Hvordan var udviklingen i landbrugsindkomsterne (i Portugal og i EU) for hvert år mellem 1986 og 2002 i forhold til bedrifternes økonomiske dimension og areal — navnlig for landbrugere med mindre end 5 ha (og/eller mindre end 4 ESE) og for landbrugere med over 50 ha (og/eller over 100 ESE)?

—	Hvordan var udviklingen i landbrugsindkomsterne i samme periode for producenter af henholdsvis frugt og grøntsager, vin, olivenolie, markafgrøder, mælk og oksekød?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(29. september 2003)

I Kommissionens »Rapport om situationen i det portugisiske landbrug« (1) gives der på grundlag af Eurostats landbrugsøkonomiske regnskaber en beskrivelse af den indtægtsstigning, der har været i det portugisiske landbrug. Denne fremgangsmåde gør det desværre ikke muligt at opdele indtægten efter bedriftsstørrelse eller-type.

Selv om indkomstsindikatorerne ikke strengt taget er de samme, og de er baseret på en anden metode, så kan data fra Generaldirektoratet for Landbrugs Informationsnet for Landøkonomisk Bogføring anvendes til at få et tilnærmelsesvist overblik over udviklingen i landbrugsbedrifternes størrelse og type i Portugal.

Denne metode viser, at indtægten udtrykt som nettoværditilvækst pr. årsarbejdsenhed (NVT/ÅAE) i perioden 1993-2000 anslås at være steget hurtigere for store end for små bedrifter. For bedrifter på over 100 ESE har stigningen været på 7,3 % om året, hvorimod indtægten for små bedrifter på under 4 ESE er steget med 4,6 % om året. Indtægten for mellemstore bedrifter mellem 4 og 100 ESE er steget med 5,2 % om året. Af nedenstående tabel fremgår det, at indtægtsstigningen i Portugal har været større end den gennemsnitlige indtægtsstigning i EU.

Hvis vi ser på bedriftstype og benytter den samme metode, har specialiserde bedrifter inden for gartneri, vindyrkning, frugtdyrkning, herunder citrusfrugter, og mælkeproduktion i den samme periode oplevet en årlig indtægtsstigning på mellem 3,4 og 5,0 %. For bedrifter med malkebesætninger (kombineret med opdræt og opfedning) anslås stigningen at være noget højere. Bedrifter specialiseret i markafgrøder anslås at have haft et fald i indtægten på - 2,1 % om året, hvorimod bedrifterne inden for olivendyrkningen har haft en stabil indtægt (-0,2 % om året).

Oplysningerne fremgår af nedenstående tabeller:

Årlig stigning 1993-2000 (%)
NVT/ÅAE i faktiske tal	< 4 ESE	4-100 ESE	> 100 ESE	Alle bedrifter
Portugal	4,55	5,14	7,31	3,62
EU-12	3,89	- 0,60	- 0,53	0,21

Årlig stigning 1993-2000 (%)

NVT/ÅAE i faktiske tal

Dyrkning af korn, olieholdige frø og proterinafgrøder

Gartneri

Vindyrkning

Dyrkning af frugt og citrusfrugter

Olivendyrkning

Mælkeproduktion

Mælkeproduktion kombineret med opdræt

og opfedning

Portugal

- 2,09

4,97

4,62

3,36

- 0,21

4,66

12,26

(1) KOM(2003) 359 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/123

(2004/C 78 E/0125)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2540/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(30. juli 2003)

Om: Aftaler mellem den spanske stat og Vatikanstaten, der er i strid med grundlæggende rettigheder

Der henvises til:

—	artikel 6, stk. 1 og 2, i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 226 og 307 i traktaten om Det Europæiske Fællesskab

—	artikel 1, stk. 1 og artikel 14, 16 og 27, stk. 3, i den spanske forfatning og

—	artikel 6, 10, 21 og 14, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Der henvises endvidere til:

—	at gennemførelsen af visse aftaler indgået mellem Vatikanstaten og den spanske stat i 1976 og 1979 bevirker krænkelse af grundlæggende rettigheder som lighed, frihed og ikke-forskelsbehandling, som beskyttes af Den Europæiske Union og af den spanske forfatning

—	at Den Katolske Kirke i henhold til aftalen om økonomiske anliggender nyder fordele og skattefritagelser, som ingen andre religioner i Spanien er omfattet af

—

at aftalen om uddannelse og andre kulturanliggender, der er udmøntet i bl.a. den forfatnings-udfyldende lov om kvalitet i uddannelserne, strider imod artikel 16, stk. 2, i den spanske forfatning og artikel 3, stk. 2, i kongeligt dekret 2438/1994, ifølge dom nr. 153/2003 afsagt af den catalanske højesteret (TSJC), og desuden krænker grundlæggende rettigheder, som er beskyttet efter artikel 14, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og efter artikel 27, stk. 3, i den spanske forfatning.

Har Kommissionen kendskab til disse forhold, og hvilke konklusionerne har den uddraget af en eventuel behandling eller vurdering heraf?

Mener den, at aftalerne mellem Vatikanstaten og den spanske stat er uforenelige med traktaten om Det Europæiske Fællesskab og traktaten om Den Europæiske Union, og at Spanien har truffet alle relevante foranstaltninger for at fjerne uoverensstemmelserne?

Mener den, at forfatningsovertrædelser kun bør indbringes for de nationale domstole, eller kan de behandles af EU-institutionerne som alvorlige krænkelser af retsstatsprincippet og demokratiet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antόnio Vitorino

(18. september 2003)

Kommissionen skal understrege, at de spørgsmål, det ærede medlem henviser til, vedrører den status, den spanske stat tilkender de forskellige religioner, herunder katolicismen. Disse spørgsmål henhører derfor ikke under EU-rettens anvendelsesområde.

De eventuelle uoverensstemmelse med religionsfriheden, der måtte kunne konstateres i den forbindelse, må således behandles på nationalt plan.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/124

(2004/C 78 E/0126)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2541/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(30. juli 2003)

Om: Gescartera-sagen og aftalerne mellem den spanske stat og Vatikanstaten

Børsmæglerselskabet Gescartera, som var indblandet i den største svindelaffære på den spanske børs (der resulterede i et tab på 87 millioner euro), talte blandt sine kunder en række institutioner, der var knyttet til Den Katolske Kirke.

Seks af Gescarteras 15 kunder med størst indtjening var religiøse institutioner: Salesianos Inspectora de María Auxiliadora, Orden San Agustín, Filipenses Misioneras de Enseñanza, Fundación Emilio Álvarez Gallego, Agustinas Misioneras y Ærkebispesædet i Valladolid, som er en af de kunder, der har haft den største portefølje hos Gescartera, og følgelig en af dem, der har haft størst fordel af de kunstige værdiopskrivninger. Ærkebispesædet er blandt de institutioner, der er omfattet af skattefritagelses-bestemmelserne i lov 49/2002 om skatteordningen for institutioner, der ikke arbejder med gevinst for øje, og af skatteincitamenterne til mæcenvirksomhed, der fritager disse institutioner for beskatning af indkomst fra fast ejendom (art. 6).

Porteføljen forekommer desuden uforholdsmæssig stor for et ærkebispesæde som Valladolid, uden at det dermed skal antydes, at der er hold i rygterne om, at ærkebispesædet har tilskyndet til fiktive ejerskabsforhold for de værdipapirer, der indgår i porteføljen.

Ærkebispesædets regnskaber er rent faktisk uklare og selvmodsigende, og ærkebispesædet nægtede at samarbejde, da undersøgelsesdommeren anmodede om regnskaberne for perioden 1996-1999, hvor dets samlede portefølje hos Gescartera var på 6 641 184 EUR (som blev trukket tilbage, da det fik kendskab til, at den spanske børstilsynsmyndighed, Comisón Nacional del Mercado de Valores, havde indledt en undersøgelse af Gescartera) og om regnskabet for 2001, hvor porteføljen var på 150 253 EUR. Den Spanske Bispekonference støttede denne mangel på samarbejde under henvisning til, at kirkelige dokumenter er ukrænkelige i henhold til aftalen om retlige anliggender, der anerkender og beskytter Den Spanske Kirkes ret til alene at råde over sine arkiver, og som anerkender disses ukrænkelighed.

Ifølge den aftale om økonomiske anliggender, der er indgået mellem Spanien og Vatikanstaten, er finansieringen af Den Katolske Kirke baseret på dels en tilskudsordning, hvor den enkelte skatteyder på selvangivelsen udtrykkeligt erklærer at ville støtte Den Katolske Kirke, og dels en bevilling over statens almindelige budget (omkring 130 millioner pesetas). Endvidere nyder Den Katolske Kirke momsfritagelse i strid med direktiv 91/680/EF (1). Det er meget vanskeligt at godtgøre, i hvilket omfang de penge, som Den Katolske Kirke havde investeret på børsen, hidrører eller ej fra de begunstigelser, den er nyder i henhold til aftalerne med den spanske stat, da Den Katolske Kirke og de tilknyttede institutioner ikke er offentlige institutioner, og da den statslige bevilling ikke er betinget af en åben finansiel forvaltning fra Kirkens side.

Har Kommissionen kendskab til disse forhold, og hvilke initiativer har den i givet fald taget eller agter den at tage i forhold til denne alvorlige sag?

Mener den, at forfatningsovertrædelser kun bør indbringes for de nationale domstole, eller kan de behandles af EU-institutionerne som alvorlige krænkelser af retsstatsprincippet og demokratiet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(18. september 2003)

Kommissionen har ikke kendskab til de forhold, som det ærede medlem henviser til.

Hvad angår momsen, henvises det ærede medlem til svaret på skriftlig forespørgsel P-3773/02 (2).

(1) EFT L 376 af 31.12.1991, s. 1.

(2) EUT C 161 E af 10.7.2003, s. 142.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/125

(2004/C 78 E/0127)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2546/03

af Jules Maaten (ELDR) til Kommissionen

(30. juli 2003)

Om: Vurdering af tobaksvarer

I henhold til artikel 11 i direktiv 2001/37/EF (1) skal Kommissionen senest den 31. december 2004 forelægge Europa-Parlamentet en rapport om anvendelsen af direktivet.

Mere specifikt fremgår det af artikel 11 i direktiv 2001/37/EF, at Kommissionen bør bistås af videnskabelige og tekniske eksperter med henblik på udarbejdelse af ovennævnte rapport, og at der blandt andet skal foretages en vurdering af tobaksvarer, som måske har potentiale til at mindske skadevirkningerne.

1.	Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet for at inddrage videnskabelige og tekniske eksporter i udarbejdelsen af rapporten, navnlig med hensyn til vurdering af tobaksvarer, som måske har potentiale til at mindske skadevirkningerne?

2.	Vil Kommissionens rapport i henhold til artikel 11 i direktiv 2001/37/EF indbefatte en vurdering af tobaksvarer, som måske har potentiale til at mindske skadevirkningerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(11. september 2003)

Det ærede medlem forespørger specifikt, hvilke foranstaltninger Kommissionen har truffet for at inddrage videnskabelige og tekniske eksperter i udarbejdelsen af den rapport, der skal forelægges i henhold til artikel 11 i direktiv 2001/37/EF (2) om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer, navnlig »med hensyn til vurdering af tobaksvarer, som måske har potentiale til at mindske skadevirkningerne«. Desuden forespørger det ærede medlem, om nævnte rapport vil indbefatte en vurdering af tobaksvarer, som måske har potentiale til at mindske skadevirkningerne.

Det fremgår meget klart af de seneste udtalelser og rapporter fra forskersamfundet, at den sag (tobaksvarer med »potentiale til at mindske skadevirkningerne«), der beskrives i den skriftlige forespørgsel, må undersøges meget nøje. Sagen er kompleks og indviklet, og Kommissionen agter at få gennemført en omfattende og afbalanceret undersøgelse og at indhente videnskabelig bistand. Kommissionen vil derfor i fornødent omfang inddrage forskersamfundet og forskriftsudvalget, mens rapporten bliver udarbejdet. Kommissionen har allerede afholdt forberedende høringer med videnskabelige eksperter på området. Den første eksperthøring for alle medlemsstaterne afholdes den 29. september 2003, hvorefter det bør være klart, hvilken fremgangsmåde der skal anvendes.

Den rapport, der som fastsat i direktivet indeholder en vurdering af tobaksvarer, som måske har potentiale til at mindske skadevirkningerne, skal udarbejdes inden udgangen af 2004.

(1) EFT L 194 af 18.7.2001, s. 26.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37/EF af 5. juni 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer — erklæring fra Kommissionen, EFT L 194 af 18.7.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/126

(2004/C 78 E/0128)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2556/03

af Robert Evans (PSE) til Kommissionen

(4. august 2003)

Om: Stemmeret ved valg på Mallorca

Europa-Parlamentets formand blev den 12. marts 2003 anmodet om straks at iværksætte en undersøgelse af klager over, at ikke-spanske EU-borgere på Mallorca ikke kunne optages på valgliste med henblik på de kommunalvalg, som skulle afholdes i marts 2003.

Jeg er siden blevet kontaktet af britiske statsborgere, som troede, de var optaget på valgliste, men som ved fremmødet på valgdagen fik at vide, at de ikke var registreret og derfor ikke havde ret til at stemme.

Da det er en grundlæggende ret for alle EU-borgere at kunne stemme ved kommunal- og EU-valg i bopælslandet, vil Kommissionen da medgive, at en sådan manglende mulighed for at stemme udgør en krænkelse af denne ret? Vil den undersøge sagen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antόnio Vitorino

(16. september 2003)

Det ærede medlem henleder opmærksomheden på EU-borgeres grundlæggende ret til at stemme ved kommunalvalg i bopælslandet, selv om de ikke er statsborgere i det pågældende EU-land. Denne ret er sikret ved artikel 19 i EF-traktaten, og de nærmere regler for udøvelsen af retten er fastlagt i Rådets direktiv 94/80/EF (1).

Spanien har gennemført direktiv 94/80/EF ved Ley orgánica 1/1997. Kommissionen har fra de spanske myndigheder modtaget følgende oplysninger om praksis med hensyn til optagelse af EU-borgere på valglister:

For at kunne stemme skal man lade sig registrere i det kommunale folkeregister. Dette er obligatorisk for alle med bopæl i Spanien, uanset om man er spansk statsborger eller ej, og disse registre danner grundlag for de nationale valglister.

Oficina del Censo Electoral (kontoret for valglister) fører et løbende ajourført register over vælgere, der er EU-borgere, men som ikke er spanske statsborgere. Det afspejler enhver ændring af de kommunale folkeregistre, der involverer EU-borgere. Det modtager personoplysninger om vælgere fra de kommunale folkeregistre. Ifølge spansk lov skal EU-borgere, der er bosat i Spanien, men som ikke er spanske statsborgere, gøre opmærksom på, at de ønsker at stemme ved kommunalvalg, når de skal stemme for første gang. For at opfylde dette krav sender kontoret for valglister alle ikke-spanske EU-borgere et brev tre måneder før valget. Der gøres heri opmærksom på, at de skal angive, om de ønsker at stemme eller ej. Den relevante formular er vedlagt, med instrukser på alle fællesskabssprog og frankeret svarkuvert. Formularerne kan også fås på alle spanske kommunekontorer allerede seks måneder før et valg. Hvad angår de EU-borgere, der allerede er optaget på valglisterne, fungerer brevet som en påmindelse om det kommende valg.

Endelig udarbejdes der, på grundlag af de positive svar, foreløbige lister over EU-borgere med stemmeret. Disse lister fremlægges på kommunekontoret i otte dage fra den sjette dag efter udskrivning af valget. I denne periode kan man klage over ikke at være optaget på listen, og navnene på dem, der får medhold i deres klage, optages så på den endelige liste.

Kommissionen finder, at den måde, hvorpå EU-borgere optages på valglister i Spanien, er i overensstemmelse med direktiv 94/80/EF.

Kommissionen har ikke modtaget nogen klager over, at registreringssystemet ikke har fungeret i forbindelse med det seneste kommunalvalg i Spanien i maj 2003. Kommissionen forsøger at sikre, at medlemsstaterne overholder fællesskabsretten, herunder de grundlæggende rettigheder, men de oplysninger, der gives i spørgsmålet, er ikke tilstrækkeligt detaljerede til, at Kommissionen kan foretage sig yderligere.

(1) Rådets direktiv 94/80/EF af 19. december 1994 om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved kommunale valg for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere, EFT L 368 af 31.12.1994.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/127

(2004/C 78 E/0129)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2565/03

af Hiltrud Breyer (Verts/ALE) til Kommissionen

(6. august 2003)

Om: Restmængder af hormoner og antibiotika samt phthalater (blødgøringsmidler) i drikkevand

Drikkevand fremstillet af overfladevand kan indeholde restmængder af antibiotika og hormoner. Desuden kan blødgøringsmidler fra rørledningssystemerne afgives til drikkevandet.

1.	Råder Kommissionen over måleværdier fra de enkelte medlemsstater?

2.	Har Kommissionen planer om at indføre grænseværdier på dette område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(6. oktober 2003)

I forbindelse med Rådets nugældende direktiv 80/778/EØF af 15. juli 1980 om kvaliteten af drikkevand (1) bliver de nævnte stoffer hverken reguleret eller kontrolleret regelmæssigt.

Ud fra de foreliggende oplysninger har man ikke kendskab til de nøjagtige koncentrationer af hormonforstyrrende stoffer i drikkevand og således heller ikke til de indtagne mængder i de europæiske lande.

For at få mere viden om dette spørgsmål lancerede Kommissionen en undersøgelse om hormonforstyrrende stoffer i drikkevand. Formålet med denne undersøgelse var dels at skaffe viden om udsættelse for hormonforstyrrende stoffer gennem drikkevand ved at anvende allerede eksisterende data fra forskellige medlemsstater og offentliggjorte undersøgelser, dels at udforme og gennemføre en casestudy for at skabe et mere fuldkomment billede af den nuværende forekomst af hormonforstyrrende stoffer og menneskers potentielle udsættelse for hormonforstyrrende stoffer gennem drikkevand.

Følgende hormonforstyrrende stoffer blev betegnet som relevante for drikkevand ud fra en vurdering af offentliggjort litteratur og en undersøgelse af en lang række europæiske landes vandværker: syntetiske og naturlige østrogener, alkylphenol, alkylphenolethoxylater, alkylphenoxyeddikesyrer, bisphenol-A og organiske tinforbindelser.

De vigtigste konklusioner af undersøgelsen er følgende:

—	Ved hjælp af effektive behandlingslinjer for drikkevand kan drikkevandskontaminering med hormonforstyrrende stoffer undgås (f.eks. ved behandling med ozon eller aktivt kul eller ved bank filtration).

—	Selv om råvand fra vandværker ikke indeholder hormonforstyrrende stoffer, kan drikkevand/ledningsvand være kontamineret med enkelte hormonforstyrrende stoffer på grund af udvaskning fra materialer, der anvendes på vandværker og i vandledninger.

—	Selv om man regner med den højeste koncentration af et enkelt indberettet hormonforstyrrende stof i drikkevand ved vurderingen af virkninger på mennesker, er hormonforstyrrelser gennem indtagelse af drikkevand meget usandsynlige ud fra den viden, man har i dag.

Disse konklusioner og behovet for at regulere disse stoffer i drikkevand vil blive drøftet på det kommende seminar om drikkevandsdirektivet (2), som Kommissionen afholder den 27. og 28. oktober 2003. Nærmere oplysning om seminaret findes på internetadressen: (www. drinkingwaterseminar.org).

(1) EFT L 229 af 30.8.1980.

(2) Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand, EFT L 330 af 5.12.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/128

(2004/C 78 E/0130)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2566/03

af Markus Ferber (PPE-DE) til Kommissionen

(6. august 2003)

Om: Støttebevillinger fra EU til byggeprojekter i Italien

Firmaet Planten en Bloemen med hjemsted i Batzenhofen (Tyskland) har givet den italienske entreprenør Cataffo Dorianos firma Europepartner med hovedsæde i Salerno (Italien) ordre på opførelse af en lagerhal i Täfertingen (Tyskland). Investeringerne beløber sig til i alt 850 000 EUR. Byggefirmaet har stillet støttebevillinger fra EU i udsigt og ifølge egne oplysninger også ansøgt herom. Byggeprojektet er ikke færdiggjort, og den italienske entreprenør er flyttet til ukendt opholdssted.

1.	Er der generelt mulighed for at støtte sådanne byggeprojekter?

2.	Over hvilket program kan støtte i bekræftende fald ydes?

3.	Er der ansøgt om støttebevillinger til ovennævnte projekt?

4.	Hvornår og i hvilket omfang er disse bevillinger i bekræftende fald udbetalt?

5.	Er der foretaget en korrekt opgørelse?

6.	Er Kommissionen bekendt med, at byggeriet ikke er færdiggjort?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(23. september 2003)

Kommissionen kan bekræfte, at det pågældende område hverken kommer i betragtning til europæisk regionalstøtte fra strukturfondene eller omfattes af programmet for udvikling af landdistrikterne inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. Fællesskabet råder således ikke over noget finansielt instrument, som de bayriske myndigheder kan udnytte for at støtte det pågældende projekt.

Kommissionen er bekendt med, at projektet endnu ikke er færdiggjort, men skal understrege at kun den pågældende investor (i dette tilfælde Planten en Bloemen i Batzenhofen), og ikke den enkelte byggeentreprenør, kan ansøge om samfinansiering med Fællesskabet via de bayriske myndigheder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/129

(2004/C 78 E/0132)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2586/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(8. august 2003)

Om: Nye oplysninger vedrørende støtte til medlemsstaternes eksport af landbrugsvarer til Vatikanstaten

Som svar på mine forespørgsler nr. E-1477/03 til E-1480/03 (1) vedrørende støtte til medlemsstaternes eksport af landbrugsvarer til Vatikanstaten oplyste kommissær Fischler den 21. maj 2003, at Kommssionen var i færd med at indhente de oplysninger, der var nødvendige for at besvare spørgsmålet, og at den ville meddele resultatet af sine efterforskninger, så snart det forelå.

Jeg har desuden haft en brevveksling med de italienske toldmyndigheder, som er blevet bedt om at besvare de samme spørgsmål som dem, der blev rettet til Kommissionen, og som den 27. maj svarede, at alle de ønskede oplysninger desværre ikke var disponible, men at man kunne oplyse følgende:

—	antallet af potentielt begunstigede personer i 1989 var ca. 32 600

—	det fremgår af oplysninger fra toldmyndighederne i Rom, at Vatikanstaten i 2001 importerede i alt 548 925 kg kød og 288 351 kg mejeriprodukter, medens det fra Vatikanstaten selv oplyses, at importen var på henholdsvis 505 553 kg og 271 699 kg i 2001 og 712.232/293 543 kg i 2000

—

hvad angår eksporten fra Italien til Vatikanet fremgår det af det toldvæsenets oplysninger, at Italien alene har eksporteret følgende mængder:

a)	kød: 1998: 250 473 kg; 1999: 1 254 200; 2000: 386 832 kg; 2001: 377 028 kg;

b)	sukker: 1998: 71 040 kg; 1999: 695 500 kg

Sammenligner man tallene for Italiens eksport til Vatikanet, som er blevet bekræftet af det italienske toldvæsen (kilde: Datawarehouse, MERCE-systemet) og af databasen CATS, fremgår det med hensyn til importen af kød fra Italien, at Vatikanet:

—	i 1998 importerede 250 473 kg uden EU-støtte, hvorved man gav afkald på ca. 169 000 EUR

—	i 1999 importerede 1 254 200 kg, heraf kun 377 028 kg med EU-støtte, hvorved man gav afkald på ca. 556000EUR

—	i 2001 importerede 377 028 kg, heraf kun 18 677,300 kg med EU-støtte, hvorved man gav afkald på ca. 240 000 EUR.

Kommissionen bedes på den baggrund besvare følgende:

—	Hvor langt er den kommet med sine ovennævnte undersøgelser?

—	Hvilken teknisk begrundelse findes der for at give afkald på EU-støtte?

—

Mener den ikke, at de ovennævnte mangler og de stadig mere evidente uoverensstemmelser med oplysningerne fra de forskellige institutionelle kilder udgør et alvorligt troværdighedsproblem for disse og kan bunde i en eventuel svindel med fællesskabsmidler, eller kan den allerede nu afvise denne mulighed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(7. oktober 2003)

Det samlede svar på skriftlige forespørgsler E-1477/03 (2) til E-1480/03 krævede nogle undersøgelser og er nu blevet forelagt det ærede medlem.

Hovedårsagen til, at der ikke anmodes om EU-støtte til eksport af landbrugsvarer er, at mange af disse produkter simpelthen ikke er omfattet af en eksportrestitutionsordning (f.eks. ydes der ikke eksportrestitutioner for svinekød). Ydermere kan eksportører af flere grunde vælge ikke at anmode om eksportrestitutioner, selv om varerne er omfattet af en sådan ordning (f.eks. kan de interne administrationsomkostninger til anmodning om eksportrestitutioner for små eksportmængder være større end det pågældende restitutionsbeløb).

Det ærede medlem har fra forskellige kilder modtaget oplysninger, der alle er indhentet i en bestemt forbindelse og til bestemte formål og således har en særlig betydning. Eksempelvis blev der gjort rede for forskellen mellem Comext (Eurostats database for udenrigshandelen, belyser handelsstrømmen) og CATS (Clearance Audit Trail System, indeholder udbetalt EU-støtte) i svar på skriftlig forespørgsel E-1478/03 (2). Åbenbare uoverensstemmelser betyder således ikke nødvendigvis uregelmæssigheder, men kan belyse en virkelighed fra forskellige sider, hvorved de forskellige oplysninger bliver supplerende og ikke modstridende.

Tre uddrag fra Comext-databasen sendes til det ærede medlem og Parlamentets sekretariat.

Disse tabeller indeholder data om eksportstrømmen fra medlemsstaterne til Vatikanstaten.

Hver tabel vedrører en bestemt varegruppe og viser årsværdierne fra 1989 til 2001.

(1) EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/131

(2004/C 78 E/0133)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2591/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(4. august 2003)

Om: Katastrofesituation som følge af tørken i Lazio-regionen

Den tørke, der i de seneste uger har ramt Italien, har haft foruroligende konsekvenser også i Lazio-området, hvor vandstanden i vandløbsoplandene er faldet til under det forsvarlige minimumsniveau.

I søerne Bolsena, Albano, Nemi og Castelgandolfo er vandstanden faldet til det laveste niveau nogen sinde. Dette har skabt større og større problemer for landbruget og foranlediget landbrugerne i Lazio til at anmode om, at området erklæres for naturkatastroferamt område.

Udbyttet i kornsektoren er på nuværende tidspunkt nede på det halve, og udbyttet i frugt- og grøntsagssektoren er ødelagt for en ud af tre afgrøders vedkommende, og den nationale sammenslutning af landbrugere, Confagricoltura, forventer yderligere fald i udbyttet inden udgangen af juli måned.

Tørken er blevet et problem af foruroligende dimensioner i Lazio-regionen, også på grund af dens direkte følger for befolkningen. Især kan det nævnes, at det ikke længere er muligt via Simbrivio-akvædukten, som forsyner mere end tres kommuner med vand, at sikre befolkningen en konstant vandforsyning.

Kan Kommissionen i betragtning af denne alvorlige situation og under henvisning til Rådets forordning af 11. november 2002 om oprettelse af EU' Solidaritetsfond, der tager sigte på at afhjælpe følgerne af naturkatastrofer, besvare følgende spørgsmål:

1.	Vil den katastrofesituation, som Lazio-regionen befinder sig i for tiden, kunne anerkendes som sådan i medfør af ovennævnte forordnings artikel 2 og 3?

2.	Opfylder den italienske stat kravene for at kunne ansøge om støtte fra Solidaritetsfonden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(18. september 2003)

Kommissionen ønsker at udtrykke sin sympati med indbyggerne i Lazio-regionen og de andre berørte områder i Italien, der er ramt af den nuværende tørke.

Kommissionen er dybt bekymret over de alvorlige virkninger tørken har for levevilkårene, naturen og økonomien i Lazio-regionen.

Det ærede medlem henviser til artikel 2 og 3 i EUSF-forordningen (1), der korrekt angiver de væsentligste kriterier for støtte fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (EUSF).

Kommissionen skal dog minde det ærede medlem om, at EUSF hovedsagelig blev oprettet for at yde tilskud i tilfælde af større katastrofer, og at kriterierne for tilskudsberettigelse er ret specielle. Fonden kan kun intervenere for at yde øjeblikkelig finansiel støtte i henhold til de kriterier, der er fastsat i EUSF-forordningen. Intervention kan kun finde sted for at yde økonomisk støtte til offentlige skader, der ikke er dækket af forsikringen. Den kan ikke dække økonomiske tab (f.eks. for landmænd).

Kommissionen er ikke i besiddelse af officielle oplysninger fra de italienske myndigheder om omfanget af de direkte skader i Lazio-regionen eller andre områder i Italien som følge af den nuværende tørke. Det er derfor ikke muligt at udtale sig om, hvorvidt kriterierne for tilskudsberettigelse fra EUSF i denne forbindelse er opfyldt.

Kun den italienske regering kan indgive anmodning om støtte. Afhængigt af skadernes omfang og de berørte områder, kan den indgive en anmodning for hvert af de områder, der er berørt af de forskellige katastrofer, eller eventuelt en enkelt anmodning, hvis det samlede omfang af skaden for alle områder, der er berørt af katastrofen, udgør mere end 0,6 % af bruttonationalindkomsten (BNI).

Det skal dog, hvis Kommissionens seneste beslutninger om tilskud godkendes af Rådet og Parlamentet, noteres, at der for de resterende måneder af 2003 er et beløb på 18,75 mio. EUR fra EUSF-fonden til rådighed for katastrofer på regionalt plan. Tilskudsbeløbet for større katastrofer udgør 925 mio. EUR.

EUSF-forordningen kræver, at anmodningerne indgives senest ti uger efter den første skade i forbindelse med katastrofen.

Hvorvidt alle betingelser og andre krav i forordningen er opfyldt, vil blive undersøgt på grundlag af oplysningerne i anmodningerne fra den italienske regering, Kommissionen kan alene foreslå budgetmyndigheden at yde støtte fra Solidaritetsfonden, hvis det påvises, at alle kriterier i forordningen er opfyldt.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, EFT L 311 af 14.11.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/132

(2004/C 78 E/0134)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2597/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(14. august 2003)

Om: Undtagelsestilstand i Italien som følge af naturkatastrofe

Den tørke, som har ramt Middelhavsområdet i de seneste uger har haft foruroligende følger i Italien, hvor der er registreret et drastisk fald i vandressourcerne, hvilket i stadig stigende grad skaber alvorlige problemer for landbruget og vandforsyningen til vandkraftværkerne. De italienske myndigheder, der er ansvarlige for beskyttelse af civilbefolkningen, påtænker at forelægge en rapport for regeringen og vil heri omtale situationen som en naturkatastrofe.

Ifølge landbrugsministeren beløber landbrugets tab sig allerede til flere millioner euro, og civilbeskyttelsesmyndighederne forudser, at vandreserverne på grund af vandingen af landbrugsarealerne vil være udtømt ved udgangen af juli måned, hvis der ikke falder regn.

Vandstanden i de store floder og søer, som forsyner vandkraftværkerne med vand, er faldet betydeligt, og flere steder nordpå er nogle af Po-flodens vigtige bifloder fuldstændig udtørret. Regionerne Piemonte og Emilia-Romagna har erklæret undtagelsestilstand, og Lombardiet og Veneto vil meget snart følge trop.

Det er ikke længere muligt at garantere en konstant elforsyning, og der er behov for rationering og afbrydelser af strømmen, men dette vil ikke være tilstrækkeligt til at sikre elforsyningen fra nu af og frem til der forhåbentlig falder regn til efteråret.

Kan Kommissionen i betragning af situationens alvor og under henvisning til Rådets forordning af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond besvare følgende spørgsmål:

1.	Kan den nuværende katastrofesituation i Italien anerkendes som sådan i henhold til artikel 2 og 3 i ovennævnte forordning?

2.	Opfylder Italien kravene for at kunne ansøge om støtte fra Solidaritetsfonden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(18. september 2003)

Kommissionen er stærkt bekymret over de alvorlige konsekvenser af den igangværende tørke i Italien og ønsker at udtrykke sin medfølelse med alle de berørte personer, herunder i regionerne Piemonte, Emilia-Romagna, Lombardiet og Veneto.

Det ærede parlamentsmedlem henvises til sin skriftlige forespørgsel P-2591/03 (1). I svaret på denne forespørgsel redegøres der detaljeret for støtteberettigelse og de nødvendige oplysninger, de nationale myndigheder skal fremlægge for Kommissionen ved anmodning om støtte fra solidaritetsfonden.

(1) Se side 131.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/133

(2004/C 78 E/0135)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2605/03

af Elizabeth Lynne (ELDR) til Kommissionen

(28. august 2003)

Om: Anerkendelse af kvalifikationer for sproglærere

Er Kommissionen bekendt med, at en britisk engelsklærer, der har alle de nødvendige kvalifikationer og erfaring med undervisning i Det Forenede Kongerige, skal bestå den franske CAPES-eksamen (Certificat d'aptitude pédagogique à enseignement de second degré, en meget vanskelig eksamen, især for en udlænding) for at kunne opnå ansættelse som lærer på fuld tid i det franske uddannelsessystem?

Er dette ikke i strid med Rådets direktiv 89/48/EØF (1) af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser?

Vil det foreslåede direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (2) fjerne denne uregelmæssighed, især når henses til, at franske lærere kan undervise i Det Forenede Kongerige uden en sådan tillæg seksamen?

Supplerende svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(9. januar 2004)

Kommissionen har analyseret konsekvenserne af Domstolens dom af 9. september 2003 i sag C-285/01 »Isabel Burbaud« om ansættelse af fuldt kvalificerede lærere fra andre medlemsstater i den offentlige sektor i Frankrig. Dommen drejer sig om hospitalsdirektører. I Frankrig fastansættes hospitalsdirektører i den offentlige forvaltning på grundlag af en udvælgelsesprøve, som giver adgang til en uddannelse ved »École nationale de la santé publique«. Domstolen fandt, at det ikke er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen, at fuldt kvalificerede hospitalsdirektører fra andre medlemsstater, skal deltage i en udvælgelsesprøve som den, der omtales i dommen. Domstolen bemærkede, at ansættelsesmetoden er udformet således, at der ikke kan tages hensyn til særlige kvalifikationer i hospitalledelse, som ansøgere fra andre medlemsstater har opnået, og det kan afholde disse ansøgere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed som arbejdstagere.

Kommissionen er af den opfattelse, at denne retspraksis i princippet også kan finde anvendelse på lærere, da de i Frankrig også ansættes på grundlag af en udvælgelsesprøve, der giver adgang til uddannelse ved »Instituts Universitaires de Formation des Maîtres«.

Det bør bemærkes, at Domstolen ikke udelukker muligheden af at kræve, at fuldt kvalificerede ansøgere fra andre medlemsstater deltager i en udvælgelsesprøve for at få arbejde i den offentlige sektor. Domstolen finder ikke, at dette krav er i strid med direktiv 89/48/EØF, da direktivet ikke omhandler valget af de udvælgelses- og ansættelsesprocedurer, der skal anvendes ved besættelse af stillinger, og ikke kan påberåbes til støtte for et krav om faktisk at blive ansat. Domstolen har dog fastslået, at fuldt kvalificerede migranter ikke kan tvinges til at bestå en udvælgelsesprøve for at få adgang til en uddannelse. Derfor mener Kommissionen, at Frankrig skal ændre sin ansættelsesordning for kvalificerede lærere fra andre medlemsstater. Kommissionen vil kontakte de franske myndigheder med henblik på at sikre, at Frankrig følger Domstolens retspraksis.

Forslaget til et nyt direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer indeholder ingen bestemmelser om dette.

(2) KOM(2002) 119 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/134

(2004/C 78 E/0136)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2606/03

af Armin Laschet (PPE-DE) til Kommissionen

(14. august 2003)

Om: Indstilling af overtrædelsesprocedure mod Forbundsrepublikken Tyskland på grund af den grænseoverskridende erhvervsområde Avantis

Overtrædelsesproceduren fra årene 1997 og 2002 mod Forbundsrepublikken Tyskland, fordi det har overtrådt EU's FFH-Flora, Fauna, Habitat-direktiv til bevaring af de naturlige biotoper og af vildtlevende dyr og planter, navnlig markhamsteren, ved at anlægge det grænseoverskridende erhvervsområde »Avantis« i Aachen-Heerlen, er blevet indstillet.

Hvilke grunde har ført til, at Kommissionen har indstillet proceduren?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(12. september 2003)

Det grænseoverskridende erhvervsområde ved navn »Avantis« tæt på både Aachen (Tyskland) og Heerlen (Nederlandene) er allerede blevet involveret i en overtrædelsesprocedure mod Tyskland. Dette projekt blev godkendt i 1998 og er nu delvis ført ud i livet. Som følge heraf er en række ynglepladser for almindelig hamster, Cricetus cricetus, en art, som er omfattet af beskyttelsesordningen i henhold til artikel 12 i habitat-direktivet (1), nu blevet ødelagt.

I medfør af artikel 16 i habitat-direktivet kan ødelæggelse af ynglepladser for hamsteren kun tillades, såfremt der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelse af direktivets bestemmelser ikke hindrer opretholdelsen af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde. Desuden er en sådan fravigelse kun mulig af særlige grunde, som er opregnet i direktivet, bl.a. bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art (artikel 16, stk. 1., litra c)).

Den tyske regering og Kommissionen er ikke enige om, hvorvidt alle betingelser for en fravigelse i medfør af artikel 16 i habitat-direktivet blev opfyldt, da der blev givet tilladelse til projektet.

Dog har man fra tysk side underrettet Kommissionen om en række afhjælpningsforanstaltninger, som er truffet af byen Aachen i umiddelbar nærhed af det berørte område, i form af en fem års artsbeskyttelses-plan for hamsteren i delstaten Nordrhein-Westfalen. I denne plan indgår bla. forvaltningsaftaler med landmænd om at forbedre landbrugsjordens økologiske kvalitet med henblik på at øge bestandene af hamstere. De samlede omkostninger til dette program er 1,28 mio. EUR (225 000 EUR/år). Det landbrugsområde, der skal forvaltes, så hamsteren beskyttes, vil blive udvidet med ca. 200 ha om året. De årlige godtgørelser til landbrugerne bliver på ca. 1 000 EUR/ha. Der vil herunder blive ansøgt om fællesskabsfinansiering i medfør af programmerne for udvikling af landdistrikter. Ud over dette program vil delstaten Nordrhein-Westfalen også medvirke ved et nederlandsk-tysk pilotprojekt med henblik på genindførelse af den almindelige hamster i de områder, hvorfra den for nylig er forsvundet. Disse foranstaltninger vil blive løbende overvåget, og rapporter herom vil blive tilstillet Kommissionen.

Kommissionen mener, at de foreslåede kompensationsforanstaltninger, artsbeskyttelsesplanen og den tysk-nederlandske genindførelsesindsats er en effektiv pakkeløsning med henblik på at beskytte og fremme udbredelsen af den almindelige hamster i Nordrhein-Westfalen. Foranstaltningerne vil udligne den negative virkning af det nye erhvervsområde på lokalt plan. Da det er usandsynligt, at fortsættelsen af overtrædelsesproceduren vil medføre en forbedret beskyttelse af hamsteren, har Kommissionen den 9. juli 2003 besluttet at henlægge sagen.

Denne beslutning er baseret på de særlige forhold i forbindelse med den sag. Den bør ikke opfattes som en almindelig tilladelse til at omgå artikel 12 og 16 i habitat-direktivet. Kommissionen forventer, at disse bestemmelser overholdes fuldstændigt i alle andre sager.

(1) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/135

(2004/C 78 E/0137)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2610/03

af Proinsias De Rossa (PSE) til Kommissionen

(28. august 2003)

Om: Forbrugerafgifter på husholdningsgenstande til genbrug

I sit svar på skriftlig forespørgsel E-1970/03 (1), afgivet den 25. juli 3003, erkendte Kommissionen, at opkrævning af en forbrugerafgift ved returneringen kunne have en negativ indvirkning på resultaterne af indsamling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, men at sådanne afgifter først ville stride mod fællesskabslovgivningen, når artikel 5 (2a) i direktiv 2002/96/EF (2) træder i kraft, dvs. senest den 13. august 2005.

Har Kommissionen informeret de irske myndigheder om denne situation, og, i bekræftende fald, hvad var svaret? Hvilke skridt agter Kommissionen nu at tage for at sikre, at den irske offentlighed bliver i stand til at indlevere sådant udstyr afgiftsfrit efter 13. august 2005, i overensstemmelse med direktiv 2002/96/EF?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(26. september 2003)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) kræver, at medlemsstaterne senest den 13. august 2005 sikrer, at der er etableret ordninger, hvorved de sidste indehavere og distributørerne som minimum kan returnere sådant affald gratis.

De nationale love, forordninger og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, skal være trådt i kraft senest fra den 13. august 2004 og meddeles Kommissionen.

Kommissionen har ikke drøftet spørgsmålet om at pålægge forbrugerne udgifterne specifikt med Irland. Der finder regelmæssige møder sted mellem Kommissionen og medlemsstaterne for at drøfte spørgsmål omkring direktivets gennemførelse. Kommissionen vil træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at direktivet gennemføres korrekt i alle medlemsstater.

(1) Se side 61.

(2) EFT L 37 af 13.2.2003, s. 24.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/136

(2004/C 78 E/0138)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2631/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af kød af hornkvæg, fersk eller kølet (KN-kode 0201) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 1998 — uoverensstemmelser mellem CATS-tallene og OECD-tallene

I sit svar på forespørgsler E-1477/03 og E-1480/03 (1) om eksportrestitutioner for eksport af landbrugsprodukter fra medlemsstater til Vatikanstaten udtalte kommissionsmedlem Fischler den 21. maj 2003, at Kommissionen er i færd med at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at besvare spørgsmålene, og at den vil meddele resultatet af sine efterforskninger, så snart det foreligger.

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af kød af hornkvæg, fersk eller kølet (KN-kode 0201), som stammer fra henholdsvis:

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 1998 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	346 233 kg fra Nederlandene med en restitution på 233 566,63 EUR svarende til en støtte på 0,67 EUR/kg;

OECD's database, at der i 1998 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	314 600 kg fra Nederlandene, 240100 kg fra Italien, 329 600 kg fra Irland og 74 700 kg fra Belgien;

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 21 339,43 EUR for 31 633 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene,

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 434 708,24 EUR for eksport af 644 400 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

Er den enig i, at manglerne ved og de stadig tydeligere uoverensstemmelser mellem data fra forskellige institutionelle kilder udgør et alvorligt problem for disses troværdighed og muligvis kunne skyldes svig mod Fællesskabets finanser, eller kan den allerede nu afvise denne mulighed?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/136

(2004/C 78 E/0139)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2632/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af kød af hornkvæg, fersk eller kølet (KN-kode 0201) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 1999 — uoverensstemmelser mellem CATS-tallene og OECD-tallene

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af kød af hornkvæg, fersk eller kølet (KN-kode 0201), som stammer fra henholdsvis:

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 1999 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	57 984 kg fra Belgien med en restitution på 40 732,82EUR svarende til en støtte på 0,70 EUR/kg

—	163 960 kg fra Irland med en restitution på 93 598,44EUR svarende til en støtte på 0,57 EUR/kg

—	395 920 kg fra Italien med en restitution på 256405,34EUR svarende til en støtte på 0,65 EUR/kg

—	345 782 kg fra Nederlandene med en restitution på 268 925,00EUR svarende til en støtte på 0,78 EUR/kg

OECD's database, at der i 1999 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	12 200 kg fra Irland, 472 800 kg fra Italien og 363 000 kg fra Nederlandene,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 127 366,75 EUR for 209 744,00 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 63 179,91 EUR for eksport af 94 098 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/137

(2004/C 78 E/0140)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2633/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af kød af hornkvæg, fersk eller kølet (KN-kode 0201) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 2000 — uoverensstemmelser mellem CATS-tallene og OECD-tallene

I sit svar på forespørgsler E-1477/03-E-1480/03 (1) om eksportrestitutioner for eksport af landbrugsprodukter fra medlemsstater til Vatikanstaten udtalte kommissionsmedlem Fischler den 21. maj 2003, at Kommissionen er i færd med at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at besvare spørgsmålene, og at den vil meddele resultatet af sine efterforskninger, så snart det foreligger.

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af kød af hornkvæg, fersk eller kølet (KN-kode 0201), som stammer fra henholdsvis

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 2000 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	46 404,210 kg fra Irland med en restitution på 38 323,65 EUR svarende til en støtte på 0,83 EUR/kg

—	389 850 kg fra Italien med en restitution på 305 341,16 EUR svarende til en støtte på 0,78 EUR/kg

—	294 544 kg fra Nederlandene med en restitution på 211 144,95 EUR svarende til en støtte på 0,72 EUR/kg

OECD's database, at der i 2000 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	249 700 kg fra Italien og 266 700 kg fra Nederlandene,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 168 053,03 EUR for 214 398,210 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/138

(2004/C 78 E/0141)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2634/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af kød af hornkvæg, fersk eller kølet (KN-kode 0201) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 2001 — uoverensstemmelser mellem CATS-tallene og OECD-tallene

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af kød af hornkvæg, fersk eller kølet (KN-kode 0201), som stammer fra henholdsvis

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 2001 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	12 237,500 kg fra Irland med en restitution på 10 844,52 EUR svarende til en støtte på 0,89 EUR/kg

—	18 677,300 kg fra Italien med en restitution på 12 487,13 EUR svarende til en støtte på 0,67 EUR/kg

—	181 335 kg fra Nederlandene med en restitution på 87 462,25EUR svarende til en støtte på 0,48 EUR/kg

OECD's database, at der i 2001 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	350 700 kg fra Italien og 158 100 kg fra Nederlandene,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 22051,32EUR for 35 472,500 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 221 981,26EUR for eksport af 332 022,700 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/139

(2004/C 78 E/0142)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2635/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af smør og andre mælkefedtstoffer samt smørbare mælkefedt-produkter (KN-kode 0405) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 1998

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af smør og andre mælkefedtstoffer samt smørbare mælkefedtprodukter (KN-kode 0405), som stammer fra henholdsvis

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 1998 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	155 000 kg fra Østrig med en restitution på 272 200,57EUR svarende til en støtte på 1,76 EUR/kg

—	19 215,500 kg fra Tyskland med en restitution på 33 854,82EUR svarende til en støtte på 1,76 EUR/kg

OECD's database, at der i 1998 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	150 000 kg fra Østrig og 18 000 kg fra Tyskland,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 10922,19EUR for 6215,500 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene.

Er Kommissionen enig i, at manglerne ved og de stadig tydeligere uoverensstemmelser mellem data fra forskellige institutionelle kilder udgør et alvorligt problem for disses troværdighed og muligvis kunne skyldes svig mod Fællesskabets finanser, eller kan den allerede nu afvise denne mulighed?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/139

(2004/C 78 E/0143)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2636/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af smør og andre mælkefedtstoffer samt smørbare mælkefedt-produkter (KN-kode 0405) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 1999

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af smør og andre mælkefedtstoffer samt smørbare mælkefedtprodukter (KN-kode 0405), som stammer fra henholdsvis

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 1999 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	135 000 kg fra Østrig med en restitution på 231985,50EUR svarende til en støtte på 1,72 EUR/kg

—	21000 kg fra Tyskland med en restitution på 35 986,05 EUR svarende til en støtte på 1,71 EUR/kg

—	230 kg fra Italien med en restitution på 402,90 EUR svarende til en støtte på 1,75 EUR/kg

OECD's database, at der i 1999 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	120 000 kg fra Østrig og 21 600 kg fra Tyskland,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 26 179,07 EUR for 15 230 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 1 028,17 EUR for eksport af 600 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/140

(2004/C 78 E/0144)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2637/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af smør og andre mælkefedtstoffer samt smørbare mælkefedt-produkter (KN-kode 0405) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 2000

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af smør og andre mælkefedtstoffer samt smørbare mælkefedtprodukter (KN-kode 0405), som stammer fra henholdsvis

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 2000 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	125 000 kg fra Østrig med en restitution på 212 500,82 EUR svarende til en støtte på 1,70 EUR/kg

—	20 560 kg fra Tyskland med en restitution på 34 952,01 EUR svarende til en støtte på 1,70 EUR/kg

OECD's database, at der i 2000 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	80 000 kg fra Østrig og 14 400 kg fra Tyskland,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 86 972,30 EUR for 51 160 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/141

(2004/C 78 E/0145)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2638/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af smør og andre mælkefedtstoffer samt smørbare mælkefedt-produkter (KN-kode 0405) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 2001

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af smør og andre mælkefedtstoffer samt smørbare mælkefedtprodukter (KN-kode 0405), som stammer fra henholdsvis

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 2001 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	125 200 kg fra Østrig med en restitution på 211760,72EUR svarende til en støtte på 1,69 EUR/kg

—	21 000 kg fra Tyskland med en restitution på 35 700 EUR svarende til en støtte på 1,70EUR/kg

OECD's database, at der i 2001 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	123 400 kg fra Østrig og 21 200 kg fra Tyskland,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 3 044,48 EUR for 1 800 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 340 EUR for eksport af 200 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/142

(2004/C 78 E/0146)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2639/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af rør- og roesukker samt kemisk ren saccharose i fast form (KN-kode 1701) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 1998

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af rør- og roesukker samt kemisk ren saccharose i fast form (KN-kode 1701), som stammer fra henholdsvis

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 1998 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	110 kg fra Frankrig med en restitution på 44,18 EUR svarende til en støtte på 0,40 EUR/kg

—	727 700 kg fra Italien med en restitution på 315 365,71 EUR svarende til en støtte på 0,43 EUR/kg

OECD's database, at der i 1998 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	1 371000 kg fra Italien,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 44,18 EUR for 110 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 278 789,01 EUR for eksport af 643 300 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/142

(2004/C 78 E/0147)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2640/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af rør- og roesukker samt kemisk ren saccharose i fast form (KN-kode 1701) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 1999

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af rør- og roesukker samt kemisk ren saccharose i fast form (KN-kode 1701), som stammer fra henholdsvis:

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 1999 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	2 803 kg fra Spanien med en restitution på 1 268,38 EUR svarende til en støtte på 0,45 EUR/kg

—	790 750 kg fra Italien med en restitution på 315 365,71 EUR svarende til en støtte på 0,43 EUR/kg

OECD's database, at der i 1999 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	724 300 kg fra Italien og 263 400 kg fra Tyskland,

hvilket betyder:

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 33 682,96 EUR for 69 253 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 123 839,10EUR for eksport af 263 400 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/143

(2004/C 78 E/0148)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2641/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af rør- og roesukker samt kemisk ren saccharose i fast form (KN-kode 1701) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 2000

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af rør- og roesukker samt kemisk ren saccharose i fast form (KN-kode 1701), som stammer fra henholdsvis:

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 2000 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	311 160 kg fra Tyskland med en restitution på 164 007,53 EUR svarende til en støtte på 0,53 EUR/kg

—	701150 kg fra Italien med en restitution på 356907,17EUR svarende til en støtte på 0,51 EUR/kg

OECD's database, at der i 2000 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	312 400 kg fra Tyskland og 1 126 000 kg fra Østrig,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 356 906,17 EUR for 701 150 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 583 260,26EUR for eksport af 1 126 750 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/144

(2004/C 78 E/0149)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2642/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Eksportrestitutioner for eksport af rør- og roesukker samt kemisk ren saccharose i fast form (KN-kode 1701) fra medlemsstater til Vatikanstaten i 2001

Det fremgår af følgende supplerende oplysninger vedrørende eksport af rør- og roesukker samt kemisk ren saccharose i fast form (KN-kode 1701), som stammer fra henholdsvis:

Kommissionens CAT-database (Clearance Audit Trail System), at der i 2001 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	24150 kg fra Tyskland med en restitution på 10118,61 EUR svarende til en støtte på 0,42 EUR/kg

—	2 285,300 kg fra Italien med en restitution på 1 016,39 EUR svarende til en støtte på 0,44EUR/kg

OECD's database, at der i 2001 eksporteredes følgende mængder til Vatikanstaten:

—	96 000 kg fra Tyskland og 1 207 700 kg fra Østrig,

hvilket betyder

—	at der i uretmæssig støtte er udbetalt 1 016,39EUR for 2 285,300 kg mere, når der sammenlignes med OECD-tallene

—	at der ikke er anmodet om støtte svarende til 551 674,62EUR for eksport af 1 279 550 kg, som kunne have nydt godt af fællesskabsstøtte.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke tekniske årsager der ligger bag afkaldet på fællesskabsstøtte?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

på skriftlige forespørgsler E-2631/03, E-2632/03, E-2633/03, E-2634/03, E-2635/03, E-2636/03, E-2637/03, E-2638/03, E-2639/03, E-2640/03, E-2641/03 og E-2642/03

(28. oktober 2003)

Det ærede medlem har modtaget data fra forskellige kilder, der alle er blevet indsamlet i en bestemt kontekst og til bestemte formål og derfor har deres egen betydning, jf. redegørelsen i Kommissionens fælles svar på det ærede medlems skriftlige forespørgsler E-1477/03 til E-1480/03 (2) og dens svar på det ærede medlems skriftlige forespørgsel E-2586/03 (3).

Som oplyst i disse svar er de to databaser udformet på forskellig vis, og der kan derfor ikke drages konklusioner af eventuelle uoverensstemmelser.

(1) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(3) Se side 129.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/145

(2004/C 78 E/0150)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2645/03

af Eija-Riitta Korhola (PPE-DE) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Ændring af artikel 25, stk. 1, om Kyotoaftalens ikrafttrædelse

Kyotoaftalen træder i kraft, når den er godkendt af mindst 55 af FN's/FCCC's parter i rammekonventionen om klimaændringer, som mindst repræsenterer 55 % af bilag I-landenes samlede kuldioxidemissioner. For øjeblikket har 113 stater godkendt aftalen, som repræsenterer mere end 80 % af verdens befolkning, men andelen af emissionerne blandt de bilag I-lande, som har godkendt aftalen, er foreløbig kun 44,2 %, og heller ikke hvis de resterende bilag I-lande (Liechtenstein, Monaco og Australien med sammenlagt 2,1 %) medregnes, vil grænsen på 55 % blive overskredet, hvis hverken Den Russiske Føderation (17,4 %) eller USA (36,1 % af bilag I-landenes emissioner) medregnes. Sidstnævnte land har allerede officielt taget afstand fra Kyotoaftalen. Ruslands holdning spiller derfor en afgørende rolle.

Det vil naturligvis af hensyn til klimaændringen være nødvendigt, at aftalen i det hele taget træder i kraft inden for den planlagte tidsplan. Det kunne imidlertid strategisk set og for alle parter under hensyntagen til forhandlingerne med Rusland være fordelagtigt, at Rusland deltager, men det er ikke absolut nødvendigt af hensyn til Kyotoaftalens ikrafttrædelse.

Har Kommissionen ved at anvende proceduren i artikel 20 overvejet øjeblikkelig at foreslå en ændring af Kyotoaftalens artikel 25, stk. 1, således, at en ikrafttrædelse kun kræver 45 % i stedet for 55 % af bilag I-landenes emissioner, for at det under alle omstændigheder kunne sikres, at Kyotoaftalen træder i kraft?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(23. oktober 2003)

En ændring af artikel 25, stk. 1, i Kyoto-protokollen er juridisk set ikke mulig. I Kyoto-protokollens artikel 20 er fastsat den procedure, der skal følges ved ændringer af selve protokollen. Da ansvaret for vedtagelsen af ændringer påhviler partskonferencen, der tjener som møde mellem Kyoto-protokollens parter, kan denne procedure kun anvendes, når Kyoto-protokollen er trådt i kraft. I artikel 25, stk. 1, understreges samtidig nødvendigheden af at behandle det globale klimaændringsproblem på internationalt plan med så bred deltagelse som muligt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/146

(2004/C 78 E/0151)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2647/03

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(28. august 2003)

Om: Anvendelse af syntetisk fremstillede prohormoner til opfedning af dyr

Ifølge flamske pressemeddelser er de juridiske instanser i Belgien på sporet af et nyt produkt, der anvendes ved opfedning af kvæg. Produktet fremmer produktionen af testosteron. Der skulle være tale om et naturligt syntetisk fremstillet prohormon. Dette stof får hjernen til at fremstille kroppens egne naturlige hormoner, i dette tilfælde testosteron. Disse hormoner er forbudt i Belgien. Ifølge pressemeddelelserne omfatter dette hormon bl.a. dehydroepiandrosterone (DHEA), som er skadeligt for leveren og sandsynligvis også har andre bivirkninger.

Har Kommissionen kendskab til denne teknik?

I bekræftende fald, hvilke skridt har den allerede taget i dette spørgsmål?

I benægtende fald vil den som fastlagt i artikel 29, stk. 1, litra a, i forordning (EØF) nr. 178/2002 (1) anmode Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet om at afgive en ekspertudtalelse i dette spørgsmål?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(18. september 2003)

Kommissionen er bekendt med, at de såkaldte prohormoner kan anvendes til at stimulere den naturlige produktion af androgene og østrogene hormoner hos kvæg for at fremme væksten. DHEA er et sådant stof. Stoffet er omfattet af direktiv 96/22/EF af 29. april 1996 om forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af β-agonister i husdyrbrug (2).

Det er medlemsstaternes ansvar at påse, at disse forskrifter overholdes, hvilket de gør med hjemmel i Rådets direktiv 96/23/EF af 29. april 1996 om kontrolforanstaltninger, der skal iværksættes for visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og produkter heraf (2), og at træffe de fornødne foranstaltninger.

Det EF-referencelaboratorium, der er ansvarlig for hormoner, er med Kommissionens bistand i færd med at indsamle de disponible tekniske oplysninger og afholder i oktober 2003 en workshop, hvor emnet vil blive drøftet med medlemsstaterne.

Den Videnskabelige Komité for Veterinære Foranstaltninger med henblik på Folkesundheden har i 1999, i 2000 og på ny i 2002 vurderet risikoen for menneskers sundhed i forbindelse med hormonrestkoncen-trater i oksekød og oksekødsprodukter, der er behandlet med hormoner til vækstfremmende formål. Rapporterne kan ses på: (http://europa.eu.int/comm/food/index_da.html). Kommissionen agter derfor ikke i øjeblikket at anmode Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet om at afgive en ekspertudtalelse om emnet i henhold til artikel 29, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EØF) nr. 178/2002 (3) af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed.

(2) EFT L 125 af 23.5.1996.

(3) EFT L 31 af 1.2.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/147

(2004/C 78 E/0152)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2651/03

af Phillip Whitehead (PSE) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Inddragning af forbrugere i den fælles gennemførelsesstrategi for vandrammedirektivet (2000/60/EF)

I sit svar på en tidligere forespørgsel (E-0879/03 (1), den 2. maj 2003) hævdede Kommissionen, at den fælles gennemførelsesstrategi har levet op til forventningerne, herunder inddragelse af interessenter og ikke-statslige organisationer. Kommissionen indrømmede imidlertid, at selv om den i oktober 2001 opfordrede de europæiske paraplyorganisationer for forbrugere, BEUC og AEC, til at deltage, havde ingen af organisationerne indtil videre deltaget i gennemførelsen af strategien.

Beklager Kommissionen, at ingen forbrugerrepræsenterende organisationer, som er hovedinteressenter i målene i vandrammedirektivet (2000/60/EF (2)), deltager i denne proces? BEUC har foreslået Kommissionen at indbyde den britiske forbrugerorganisation WaterVoice til at deltage som ekspertgruppe for vand-forbrugere, men Kommissionen skulle have afvist forslaget, fordi WaterVoice ikke er klassificeret som en europæisk organisation. Mener Kommissionen, at det er korrekt ikke at gøre en pragmatisk undtagelse, som kunne sikre en vis grad af inddragelse af en forbrugerorganisation, i stedet for som nu og gennem det sidste halvandet år overhovedet ingen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(7. oktober 2003)

Kommissionen beklager, at der indtil videre ikke er europæiske eller internationale forbrugerorganisationer, der deltager i den fælles gennemførelsesstrategi for rammedirektivet om vand (3). Siden den sidste meddelelse om dette emne (svaret på det ærede parlamentsmedlems skriftlige forespørgsel E-0879/03) har Kommissionen fortsat sin bestræbelser på at inddrage europæiske og internationale forbrugerorganisationer i den fælles gennemførelsesstrategi. Ud over BEUC (kontoret for de europæiske forbrugerorganisationer) og Association of European Consumers (AEC), der allerede blev kontaktet i 2002, har Kommissionen også taget kontakt til Consumers International og opfordret denne organisation til at deltage i den fælles gennemførelsesstrategi. Consumers International har vist betydelig interesse og rådfører sig for øjeblikket med BEUC med henblik på at finde en passende fremgangsmåde.

I den indledende fase af den fælles gennemførelsesstrategi fastlagde Kommissionen og medlemsstaterne i fællesskab kriterier for interessenters og ikke-statslige organisationers (NGO'er) deltagelse. I henhold til disse kriterier kræves det, at de deltagende organisationer har en europæisk dimension og repræsenterer fastlagte holdninger hos forskellige nationale eller regionale organer. Årsagen til denne begrænsning er ønsket om at sikre, at bidragene fra de forskellige interessegrupper er afbalancerede og repræsenterer flere forskellige holdninger og ikke kun nationale eller regionale holdninger. Hertil kommer, at den nationale proces til gennemførelse af rammedirektivet for vand i mange af medlemsstaterne omfatter nationale og regionale interessegruppers aktive deltagelse, og det er ikke relevant at anvende den samme model på EU-plan. Nå der ses bort fra forbrugerorganisationerne, har deltagelseskriterierne vist sig at være nyttige i praksis uden at være for restriktive.

Hvad angår det Forenede Kongeriges forbrugerorganisation Water Voice, har Kommissionen bemærket sig dens interesse. For at finde frem til en løsning, der gør det muligt for denne nationale organisation at deltage og samtidigt opfylde de generelle kriterier, foreslog Kommissionen BEUC, at Water Voice kunne sende en repræsentant på BEUC's vegne. I sit svar herpå fastslog BEUC klart, at Water Voice ikke kunne repræsentere BEUC under ét. Anmodningen fra Water Voice skulle derfor ikke betragtes som en anmodning fra en europæisk paraplyorganisation, men derimod fra en national organisation, som repræsenterede regionale (England og Wales) — og ikke europæiske — forbrugeres interesser. Det skal også erindres, at situationen i England og Wales med hensyn til vandsektoren er enestående i Europa, og at forbrugernes erfaringer derfor sandsynligvis ikke er repræsentative. Samtidigt med Water Voices bestræbelser på at deltage i den fælles gennemførelsesstrategi har Kommissionen opfordret organisationen til at anmode om adgang til platformen for udveksling af erfaringer (CIRCA-systemet) i tilknytning til den fælles gennemførelsesstrategi. CIRCA-systemet omfatter al dokumentation, der forberedes i forbindelse med gennemførelsesstrategien.

Kommissionen vil fortsætte sin bestræbelser på at sikre, at europæiske forbrugeres interesser generelt repræsenteres i den fælles gennemførelsesstrategi. Kommissionen har tillid til, at der i forbindelse med den igangværende dialog med Consumers International vil blive fundet en passende løsning.

(1) EUT C 280 E af 21.11.2003, s. 110.

(2) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/149

(2004/C 78 E/0154)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2669/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: ELSA-laboratoriet og transportsikkerhed (Det Fælles Forskningscenter i Ispra)

Kommissionen har for nyligt truffet afgørelse om at indstille aktiviteterne vedrørende transportsikkerhed på ELSA-laboratoriet (det europæiske laboratorium til vurdering af strukturer), som har hjemme på Kommissionens Fælles Forskningscenter i Ispra. Laboratoriet har været betragtet som enestående i sin art i Europa med hensyn til såvel dimensioner som potentiel og har i alle disse år været til stor nytte for Kommissionens Generaldirektorat for Transport. Som det fremgår af Kommissionens hvidbog fra 2001, er transportsektoren og de hermed forbundne sikkerhedsproblemer en af prioriteringerne for Den Europæiske Unions fremtidige virksomhed. Derfor forekommer afgørelsen, som vagt begrundes med manglende støtte fra de øvrige generaldirektorater, endnu mere foruroligende og fratager Generaldirektoratet for Transport og dermed Kommissionen selv et vigtigt forskningsværktøj.

Kan Kommissionen oplyse:

1.	hvilken logik der ligger bag afgørelser af denne type, som skader hele Den Europæiske Unions virksomhed?

2.	om den i forbindelse med indstillingen af ovennævnte aktiviteter regner med at træffe alternative foranstaltninger på Det Fælles Forskningscenter i Ispra med henblik på fortsat at sikre ydelsen af en så vigtig tjenesteydelse til Den Europæiske Unions virksomheder og borgere?

3.	Skal ovennævnte afgørelse muligvis ses som et led i en bredere logik med en gradvis nedlukning af Det Fælles Forskningscenter i Ispra, som år efter år synes at tabe mere og mere af sit operative potentiel som følge af en række meget uheldige initiativer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(17. oktober 2003)

Den strategi, der er udviklet af Det Fælles Forskningscenter (FFC) for Det Europæiske Laboratorium til Vurdering af Konstruktioner (ELSA), en afdeling under Instituttet for Beskyttelse af Borgerne og Borgernes Sikkerhed, består i at fokusere afdelingens arbejde på dens kerneaktiviteter, der vedrører bygge- og anlægsteknik og jordskælvssikring, og herved videreudvikle FFC's kompetence på disse områder. Denne strategi vil gøre det muligt for afdelingen at imødekomme behovene hos GD for Erhvervspolitik (ENTR) med hensyn til Eurokode-forskningen, at styrke samarbejdet med GD for Miljø (ENV) inden for civilbeskyttelse samt videreudbygge samarbejdet med de nationale civilbeskyttelsesmyndigheder. Der er på nuværende tidspunkt specielt en kontrakt under forberedelse med det italienske civilbeskyttelsesdepartement under formandskabet for Ministerrådet.

Desuden er videreførelsen af ELSA’s kollisionsprøvningsmur som Marie Curie-uddannelsessted, målsætningen om at give det europæiske forskersamfund øget adgang til ELSA samt overførslen af dertil knyttet knowhow og ekspertise til tiltrædelseslandene fuldt ud på linje med FFC's rolle i det europæiske forskningsrum. Man kan derfor trygt gå ud fra, at ELSA's centrale videnskabelige og tekniske kompetencer konsolideres og opretholdes på det højeste niveau

For så vidt angår transportsikkerhed, er FFC's kompetence og infrastruktur ikke enestående. Som følge af dalende efterspørgsel fra kundernes side, navnlig fra GD ENTR, og til trods for den hvidbog om transport (1), Kommissionen har offentliggjort, er der ikke længere nogen efterspørgsel efter specifik FFC-støtte. Transportsikkerhed er et tværfagligt emne, hvor konstruktionsmekanik — ELSA's ekspertiseområde — kun er en af de relevante discipliner. Den spiller navnlig en væsentlig rolle ved undersøgelser vedrørende passiv sikkerhed (køretøjers soliditet ved kollisioner, beskyttelse af fodgængere samt vejinfrastrukturers sikkerhed). Det direktiv, der er foreslået (2) af GD ENTR med henblik på øget beskyttelse af fodgængere ved kollision med motorkøretøjer, og som er blevet godkendt af Kommissionen i 2003, vil blive gennemført i to faser. Første fase skal træde i kraft i 2005 med det sæt prøvninger og værdier, der er foreslået af FFC i en teknisk rapport, som blev afleveret i december 2000. Anden fase med strengere godkendelseskriterier skal træde i kraft i 2010 med det sæt prøvninger og værdier, der er foreslået af Det Europæiske Udvalg for Eksperimentalkøretøjer (EEVC). Oprindelig opererede man — som et kompromis mellem de synspunkter, der fremførtes af henholdsvis Den Europæiske Sammenslutning af Automobilfabrikanter (ACEA) og EEVC vedrørende det krævede sæt prøvninger — med nedsættelsen af et tilsynsudvalg, der skulle overvåge direktivets gennemførelse. Man frafaldt dog denne idé, og i det endelige direktiv står der intet om et sådant tilsynsudvalg. Dette betyder, at FFC's rolle som fortsat støtte for GD ENTR i denne sammenhæng bliver irrelevant. Der vil blive foretaget gennemførlighedsundersøgelser med henblik på at forberede gennemførelsen af anden fase og verificere, om EEVC-kriterierne virkelig kan anvendes i praksis på økonomisk rentable vilkår, men ELSA-gruppen har ikke den tekniske kompetence til at udføre dette arbejde i og med, at det kræver lang tids erfaring med design af bilkarrosserier.

Nedtrapningen af transportsikkerhedsaktiviteterne i ELSA vil hovedsagelig bestå i nedlæggelsen af automobilforskningen i det store dynamiske prøvningsanlæg (Large Dynamic Test Facility), som anvendes til karakterisering af materialer og komponenter ved »høj deformeringshastighed«. Dette prøvningsanlæg, som er konstrueret med henblik på undersøgelser af nuklear sikkerhed, er ligeledes relevant for undersøgelser inden for transportsikkerhed, men har imidlertid været stærkt underudnyttet. Der findes naturligvis andre europæiske laboratorier, der er udstyret til prøvninger i forbindelse med automobilforskning.

På baggrund af ovenstående bør det ærede medlem være forsikret om, at der ikke er tale om nogen nedlukningslogik for FFC, men at der tværtimod sker en styrkelse på kerneområder til støtte for Fællesskabets politik.

(1) KOM(2001) 370 endelig udg.

(2) KOM(2003) 67 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/150

(2004/C 78 E/0155)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2678/03

af Caroline Jackson (PPE-DE) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Nitratdirektivet fra 1991

Det fremføres, at det maksimalt tilladte indhold af nitrater i vand på 50 mg. pr. liter, der er fastsat i nitratdirektivet fra 1991 (91/676/EØF (1)) er forældet, og at nitratindholdet i vand af hensyn til sundheden faktisk bør overstige denne grænseværdi. Har Kommissionen bemærkninger til denne påstand, og har den planer om at ændre nitratdirektivet, som i mange medlemsstater langt fra er fuldt gennemført?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. oktober 2003)

Kommissionen deler ikke den opfattelse, at den norm på 50 milligram (mg) pr. liter for nitrater, der er fastsat i nitratdirektivet (2), og som er et af kriterierne for at udpege følsomme områder, er forældet, og at nitrater i vand af sundhedsmæssige grunde bør kunne overskride denne grænse.

Ved den nylige revision af Rådets direktiv 80/778/EØF af 15. juli 1980 om kvaliteten af drikkevand (3) bekræftede Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 (4), der reviderede parameterværdierne i overensstemmelse med den seneste videnskabelige viden (f.eks. Verdenssundhedsorganisationens retningslinjer, Den Videnskabelige Komité for Toksikologi og Økotoksikologi), for nitrater den tidligere værdi på 50 mg pr. liter.

Forsigtighedsværdien på 50 mg pr. liter er vigtig for at kunne forebygge sundhedsvirkninger som f.eks. metahæmoglobinanæmi hos spædbørn. Denne sygdom er forbundet med høje nitratværdier i drikkevand og findes fortsat både i Østeuropa (hundredvis af tilfælde) og i USA, og den forholdsvis lave incidens i Vesteuropa hænger sammen med håndhævelsen af strenge grænseværdier for nitrater i de sidste tyve år.

Kommissionen har ikke for tiden planer om at foreslå ændringer af nitratdirektivet, da den er overbevist om, at direktivets fuldstændige gennemførelse spiller en vigtig rolle for reduktionen af virkningerne af næringsstoffer, der stammer fra landbruget, på farvandene i EU. Mere end 20 % af grundvandet i EU er udsat for meget store nitratkoncentrationer, og mindst 30-40 % af floder og søer udviser eutrofierings-symptomer eller fører store nitratmængder til kystfarvande og søer. Det anslås, at landbruget er ansvarlig for 50 til 80 % af nitrogeninputtet i EU's farvande (5).

I denne sammenhæng er det Kommissionen magtpåliggende at sikre, at nitratdirektiverne, som tager sigte på at reducere og forebygge forurening, der stammer fra landbruget, gennemføres korrekt i medlemsstaterne med en række foranstaltninger, der især udøver et lovgivningspres gennem overtrædelsesprocedurerne på de medlemsstater, der ikke gennemfører de forskellige etaper af direktivet.

Kommissionen yder også en meget stor indsats for at fremskaffe bedre viden om presset på og miljøsituationen for EU's farvande gennem regelmæssig overvågning og indrapportering og ved at fremme medlemsstaternes udveksling af tekniske data om landbrugsmetoder og deres virkninger på tab af næringsstoffer og værktøjer til måling, opstilling af modeller og prognoser for deres virkninger på vandkvaliteten.

(1) EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1.

(2) Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget.

(3) EFT L 229 af 30.8.1980.

(4) EFT L 440 af 5.12.1998.

(5) Gennemførelse af Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget. Syntese af medlemsstaternes rapporter fra 2000, s. 43.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/151

(2004/C 78 E/0156)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2691/03

af Herbert Bösch (PSE) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Udgifter til EURES

EURES er et informationsnetværk, der skal fremme arbejdstagernes mobilitet. Med optagelsen af de nye medlemsstater vil EURES få stadig større betydning. En effektiv anvendelse af de til rådighed stående EU-bevillinger er af afgørende betydning for, at arbejdsformidlingerne kan fungere godt.

Kan Kommissionen oplyse følgende:

—	Hvor høje er de maksimale støttebeløb, der er ansøgt om og bevilget i 2003?

—	Hvorledes fordeler udgifterne sig på det samlede EURES-budget for 2003 (opdeling efter udgifternes art), og hvem har modtaget EURES-bevilling er?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(19. september 2003)

At støtte det grænseoverskridende samarbejde mellem aktørerne på arbejdsmarkedet (herunder de offentlige arbejdsmarkedsmyndigheder, arbejdsmarkedets parter og andre) er et vigtigt element i den beslutning om Eures, som Kommissionen vedtog i december 2002 (1). Kommissionen er enig i, at de økonomiske midler, som Eures råder over, bør udnyttes så effektivt som muligt — alle ansøgninger om støtte granskes indgående for at sikre, at de giver fuld valuta for pengene.

I forbindelse med indkaldelsen af forslag vedrørende grænseoverskridende Eures-partnerskaber i 2003 modtog Kommissionen anmodninger om støtte til i alt 8 025 005 EUR. Efter Kommissionens gennemgang af ansøgningerne blev der tildelt i alt 7 443 411 EUR til de 21 partnerskaber, der udgør det grænseoverskridende Eures-netværk (svarende til 93 % af det ansøgte beløb).

Forpligtelserne i hele Eures-budgettet for 2003 er som følger (omfattende både del A og B i budgetkonto B3-4011):

(i EUR)
Nationale offentlige arbejdsmarkedsmyndigheder	5 104 580
Grænseoverskridende partnerskaber	7 443 411
Vedligeholdelse og ajourføring af databaser og netsted	754 886
Uddannelsesprogram	738 445
Informationskampagne om jobmobilitet	979 790
Konferencer og seminarer	93 131
Publikationer	152 000
I alt	15 266 243

Modtagerne af Eures-midler er medlemsstaternes beskæftigelsesmyndigheder, der er ansvarlige for levering af Eures-tjenester, de grænseoverskridende partnerskaber, som støtter arbejdskraftens mobilitet i grænseområder, leverandører, der er valgt med henblik på at tilrettelægge uddannelsesprogrammet for Eures-rådgivere, leverandører, der er valgt til at deltage i den europæiske informationskampagne vedrørende jobmobilitet (som indgår i Kommissionens aktionsplan vedrørende kvalifikationer og mobilitet) (2), leverandører der er udvalgt med henblik på at tilrettelægge konferencer og seminarer, og leverandører, der er ansvarlige for at udgive informationsmateriale om Eures og andet Eures-materiale.

(1) EFT L 5 af 10.1.2003.

(2) KOM(2002) 72 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/152

(2004/C 78 E/0157)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2693/03

af Caroline Lucas (Verts/ALE) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: GMO'er

En række medlemsstater har påberåbt sig artikel 16 i direktiv 90/220/EØF (1) (nu erstattet af direktiv 2001/18/EF (2)) i relation til følgende godkendelser til markedsføring i henhold til del C:

—	C/F/95/12/07 - T25 og T14 majs - Østrig (28. april 2000) Italien (4. august 2000)

—	C/UK/95/M5/1 — Topas 19/2 raps — Grækenland (3. november 1998) Frankrig (16. november 1998)

—	C/GB/94/M1/1 - MS1 og RF1 raps - Frankrig (18. november 1998)

—	C/F/94/11-03 - CG00526-176 (Bt-176) majs - Østrig (13. februar 1997) Luxembourg (28. februar 1997) Tyskland (31. marts 2000)

—	C/F/95/12/02 - MON810 majs - Østrig (2. juni 1999) Italien (4. august 2000)

—	C/F/95/12-01/B - MON809 majs - Italien (4. august 2000).

Kommissionen bedes venligst oplyse, hvorledes den aktuelle situation er med hensyn til de foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet på grundlag af artikel 16 i direktiv 90/220/EØF. Er de blevet opretholdt eller tilsidesat af Den Europæiske Union?

Kan Kommissionen oplyse, hvilke specifikke grunde medlemsstaterne har givet for at træffe de pågældende foranstaltninger, og udlevere kopier af den dokumentation, de pågældende medlemsstater har fremlagt i forbindelse med deres begrundelser for at påberåbe sig artikel 16?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(28. oktober 2003)

Artikel 16 i Rådets direktiv 90/220/EØF af 23. april 1990 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer, som blev erstattet den 17. oktober 2002 af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001, er taget i anvendelse af seks medlemsstater i ni tilfælde angående fem godkendelser af produkter af genetisk modificerede planter. Italien har ikke taget artikel 16 i direktiv 90/220/EØF i anvendelse, men har truffet sikkerhedsforanstaltninger i relation til visse produkter, som har opnået tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser (3).

Kommissionen forelagde den eller de relevante videnskabelige komité(er) de dokumenter, som medlemsstaterne havde tilvejebragt som begrundelse for foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 16 i direktiv 90/220/EØF. I alle tilfælde konkluderede komiteen eller komiteerne efter en granskning af medlemsstaternes indsendte begrundelser og oplysninger, at disse ikke indeholdt nyt videnskabeligt belæg for at ændre den oprindelige risikovurdering, som lå til grund for godkendelsen af de pågældende produkter.

En høring af forskriftsudvalget angående Bt 176-majs (C/F/94/11-03) blev iværksat ved udgangen af 1997 i henhold til artikel 21 i direktiv 90/220/EØF. Forskriftsudvalget afgav ikke udtalelse om Kommissionens udkast til beslutninger i april 1998. Disse blev efterfølgende forelagt Rådet. Rådet havde ikke det nødvendige kvalificerede flertal til at vedtage beslutningsforslagene inden for den fastsatte tremåneders-periode. I de øvrige artikel 16-sager er høringen af forskriftsudvalget undervejs.

Medlemsstaterne har givet følgende begrundelser for at indføre de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 16:

—

Frankrig stillede spørgsmål angående hansterile og herbicid (glufosinat) tolerante rapsfrø MS1, RF1 (C/UK/94/M1/1)

og understregede behovet for yderligere forskning med henblik på at kunne besvare disse spørgsmål: om spredningsevne, selvsåede planter, hyppighed og konsekvenser af genflow inden for samme og andre arter, akkumulering og muligt tab af de herbicidtolerante geners effektivitet samt håndtering af ukrudt og selvsåede planter.

—

insektresistent (Bt-toksin), herbicid (glufosinat) tolerant og antibiotika (ampicillin) resistensmarkørgen-bærende Bt 176-majs (C/F/94/11-03)

Østrig fremhævede de potentielle risici ved at overføre antibiotika-resistensgenet til bakterier, navnlig i menneskers eller dyrs fordøjelsessystem, da dette kunne gøre vigtige antibiotika, der anvendes til behandling af mennesker og dyr, uvirksomme; behovet for at evaluere, om og i givet fald hvilken rolle multiresistente plasmider og transposoner spiller i spredningen af antibiotikaresistensgener; Bt-toksins potentielle risiko for ikke-målorganismer (jordbund); mulig akkumulering af Bt-toksin i jordbunden; udvikling af resistens over for Bt-toksin i målorganismer; behovet for obligatoriske resistenshånd-teringsprogrammer; usikkerhed omkring muligheden for at anvende herbicidtolerancen inden for dyrkning; anvendelsen af dette gen som markør ville ikke svare til den nyeste udvikling inden for genteknik; utilstrækkelig mærkning.

Luxembourg rejste i det væsentlige de samme indvendinger som Østrig angående antibiotikaresistensgenet, mulig udvikling af resistens i målorganismer og behovet for et obligatorisk resistenshåndteringsprogram. Luxembourg understregede, at genetisk modificerede organismer kun bør rumme det minimum af transgener, som er nødvendigt for at opnå det ønskede resultat.

Tyskland rejste i det væsentlige de samme indvendinger som Østrig angående udviklingen af øget antibiotisk resistens, potentiel påvirkning af ikke-målorganismer, mulig udvikling af resistens i målorganismer og akkumulering af Bt-toksin i jordbunden.

—

herbicid (glufosinat) tolerante rapsfrø Topas 19/2 (C/UK/95/M5/1)

Grækenland hævdede, at frø ville gå tabt, selv om det ikke er hensigten at dyrke dem; spredningen ville blive hjulpet på vej af det milde klima i Grækenland, som giver mulighed for overvintring; udkrydsning til vildtvoksende varianter og beslægtede plantearter, der anvendes til levnedsmidler, med uforudsigelige sundhedsmæssige følger; risiko for multiresistens i ukrudtsplanter i en senere fase; tab af herbiciders effektivitet; spredning ud i naturlige levesteder med uforudsigelige konsekvenser; manglende risikovurdering hvad angår afkom som resultat af krydsninger mellem Topas 19/2 og ikke-GM (genetisk modificeret) rapsfrø.

Frankrig rejste de samme indvendinger som for rapsfrø MS1, RF1 (C/UK/94/M1/1).

—

hvad angår insektresistent (Bt-toksin) Mon 810-majs (C/F/95/12-02)

fremhævede Østrig potentielle utilsigtede påvirkninger af ikke-målorganismer; mulig udvikling af resistens i målinsekter; manglende dokumentation for resistenshåndteringens effektivitet; overvågnings-planen er ikke vidtrækkende nok.

—

herbicid (glufosinat) tolerant T25-majs (C/F/95/12-07)

Østrig lagde vægt på, at der ikke forelå en overvågningsplan; manglende beskyttelse af følsomme økologiske områder; manglende evaluering af herbicidanvendelsen under realistiske forhold; udkrydsning i omgivende ikke-GM-majsmarker.

Det Forenede Kongerige fordrede muligheden for at dyrke organisk ren majs og beskytte integriteten af andre ikke-GM majsafgrøder i Wales.

De videnskabelige komiteers udtalelser er tilgængelige for offentligheden online på adresserne (http://europa.eu.int/comm/food/fs/sc/scp/outcome_gmo_en.html) og (http://europa.eu.int/comm/food/fs/sc/old-comm7/out02_en.html). De nationale forholdsregler findes i de ovennævnte medlemsstaters statstidender.

(1) EFT L 117 af 8.5.1990, s. 15.

(2) EFT L 106 af 17.4.2001, s. 1.

(3) EFT L 43 af 14.2.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/154

(2004/C 78 E/0158)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2695/03

af Raffaele Costa (PPE-DE) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Gennemførelse af Promise-programmet

Promise-programmet, som udløb i 2002, støttede projekter for udveksling af informationer, teknologi og god praksis med henblik på forbedring af sikkerheden i forbindelse med telematiknet for i alt 25 mio. EUR. Vil Kommissionen: oplyse, hvilke projekter der er blevet støttet via dette program, navnlig i Italien? tilvejebringe en komplet liste over de selskaber, virksomheder eller offentlige institutioner, der har forelagt projekter i forbindelse med dette program, og over, hvilke der er blevet udvalgt til at modtage støtte? oplyse, om projekternes vellykkede udfald er blevet kontrolleret, og oplyse, hvordan evalueringen af projektresultaterne faldt ud?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(16. oktober 2003)

Det samlede beløb, der kunne udbetales som led i Promise-programmet, var i henhold til dets retsgrundlag 25 mio.EUR fordelt over fem år. Det samlede beløb, der blev indgået forpligtelser for, var 21 847 032 EUR for hele programperioden. En oversigt over samtlige udbetalinger i 1998-1999 med angivelse af udgifterne specielt for Italiens vedkommende tilsendes det ærede medlem og Europa-Parlamentets sekretariat direkte.

I 2000 efter den midtvejsevaluering, der blev foretaget af en ekstern ekspertgruppe, blev Promise-programmet omorienteret mod handlingsplanen for e-Europe, og især den tilknyttede benchmarking og udveksling af erfaringer om best practices. I den forbindelse blev budgettet for Promise anvendt til udbudsprocedurer med henblik på undersøgelser og analyser igangsat af Kommissionen, som der blev indgået forpligtelser for i overensstemmelse med bestemmelserne om offentlige udbud. En oversigt over budgettets fordeling på 2000, 2001 og 2002 vil blive tilsendt det ærede medlem og Europa-Parlamentets sekretariat direkte. Den omfatter bl.a. navnene på den kontrahent og medlemsstat, hvor der er etableret en afdeling. I forbindelse med Eurobarometer-undersøgelserne er den anførte kontrahent et belgisk selskab, som har opfyldt kontrakten i samarbejde med sine afdelinger i de enkelte medlemsstater.

Inden for de sidste to år har Promise-programmet finansieret tre best practice-projekter i samarbejde med formandsskabslande. To e-government-konferencer i henholdsvis Belgien (2001) og Italien (2003) og en e-health-konference i Grækenland (2003). Desuden er der blevet afholdt en workshop om e-Europe 2005 i Spanien under det spanske EU-formandskab.

Kommissionen har betalt de relevante udgifter på grundlag af fakturaer og efter undersøgelse og godkendelse af de tekniske rapporter fra kontrahenterne i overensstemmelse med standardprocedurerne.

En gruppe eksterne uafhængige eksperter er nu ved at foretage den afsluttende evaluering af dette program. De arbejder på grundlag af de betingelser, der var opnået enighed om i styringsudvalget for Promise-programmet, og vil fremlægge deres rapport i november 2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/155

(2004/C 78 E/0159)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2702/03

af Bill Miller (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Tømmer med ulovlig oprindelse

Som det vil være Kommissionen bekendt, svinder verdens regnskove hurtigt ind, især i Amazonlandet og Indonesien. Meget af tømmeret fra denne ulovlige praksis ender i Europa.

Hvilke skridt har Kommissionen taget for at opnå, at tømmer med denne oprindelse erklæres ulovligt i Europa?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(7. oktober 2003)

Kommissionen deler fuldt ud det ærede medlems bekymring over den hurtige afskovning af verdens regnskovsområder. I henhold til forskning, der er udført af Kommissionens Fælles Forskningscenter (FFC), sker den kraftigste afskovning i Sydøstasien (0,91 % pr. år). Da Amazonbækkenet dækker et større område, er afskovningen her procentvis mindre, men i absolutte tal svarer den til fældningen i Sydøstasien, nemlig ca. 2,5 millioner hektar (ha) pr. år.

EU er ubestrideligt afsætningsmarked for en del af det ulovligt fældede tømmer, der sendes i handelen fra disse regioner. Hvad Sydøstasien angår, er det imidlertid visse østasiatiske lande, for eksempel Kina og Japan, der er de vigtigste eksportmarkeder for tropisk tømmer. I Amazonas forbruges det meste af tømmeret lokalt — et ofte citeret skøn lyder, at mellem 80 og 90 % af det brasilianske tømmer benyttes i Brasilien. Generelt er det vanskeligt at adskille den del af den samlede afskovning, der skyldes ulovlig fældning, fra andre faktorer, såsom udvikling af landbrug og udbygning af infrastrukturer.

Kommissionen, som er klar over, hvilke konsekvenser ulovlig skovhugst har ikke blot på miljøet, men også i kraft af den heraf følgende underminering af god regeringsførelse og af retsstatsprincipperne, vedtog en meddelelse »Retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT) — Forslag til EU-handlingsplan« den 21. maj 2003 (1). I denne handlingsplan foreslås en række foranstaltninger til at reducere den ulovlige hugst i de pågældende lande og udelukke ulovligt fældet tømmer fra EU. Der er bl.a. et forslag om indgåelse af frivillige, men bindende aftaler med de pågældende lande, som giver mulighed for at identificere lovligt fældet tømmer, og som indholder forskrifter, hvorved tømmer fra disse lande kan afvises, når det ikke kan identificeres som lovligt i henhold til disse aftaler. Kommissionen afventer nu Rådets og Europa-Parlamentets udtalelse om denne »FLEGT«-meddelelse, inden den kan træffe yderligere foranstaltninger til opfølgning af disse forslag.

(1) KOM(2003)251 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/156

(2004/C 78 E/0160)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2705/03

af Raffaele Costa (PPE-DE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Vedvarende energikilder

Altener-programmet til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet har nydt godt af en finansiel støtte på 74 mio. EUR. Kan Kommissionen oplyse, hvilke projekter der er blevet forelagt af Italien, hvilke af disse der har modtaget støtte og hvor stor støtte, og hvilke resultater der er opnået?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(16. oktober 2003)

Den finansieringsperiode, som det ærede medlem omtaler i sin skriftlige forespørgsel, er gyldighedsperioden for Altener II-programmet, dvs. 1998-2002. Det ærede medlem og Europa-Parlamentets sekretariat vil få tilsendt en oversigt med nærmere oplysninger om alle forslag indsendt af bydende fra Italien i forbindelse med Altener-programmet med henblik på samfinansiering i de seneste to år af Altener II-programmet (2001 og 2002). Den nævnte oversigt indeholder detaljerede oplysninger om de forslag, som der efter en evaluering og udvælgelse ikke blev ydet finansiering til, lige som om dem, der blev godkendt med henblik på fællesskabsstøtte. For de forslag, der godkendtes til støtte, rummer oversigten også beløbet for fællesskabsstøtten til den italienske koordinering og placeringen (i hjembyen) af den italienske koordinator (samt nærmere oplysninger om de italienske partnere). For de første tre år af Altener II-programmet (1998-2000) omfatter oversigten kun de projekter med italienske koordinatorer, der har modtaget støtte fra Fællesskabet, fordi der for denne periodes vedkommende ikke foreligger data om forslag, der ikke blev godkendt.

Alle Altener-projekter skal afsluttes med en afsluttende rapport, som skal godkendes af Kommissionen, før de endelige udbetalinger finder sted. Disse rapporter omfatter normalt en oversigt med nærmere oplysninger om de aktioner, der blev iværksat under projektet, og resultatet af projektet. Det ærede medlem kan efter anmodning få tilsendt et eksemplar af oversigten og/eller den afsluttende rapport for alle projekter.

Det ærede medlem kan eventuelt også være interesseret i at læse den evaluering af forvaltningen og resultaterne af begge Altener-programmer for årene 1996-2000 (Evaluation of the Altener Programme (1996-2000): Final report for the Directorate General Energy & Transport of the Commission), som eksterne eksperter fik til opgave at udarbejde i 2000. I denne rapport skelnes der naturligvis ikke mellem projekter med italienske koordinatorer og med andre koordinatorer. Et eksemplar af evalueringen af dette Altener-program kan også tilsendes efter ønske.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/157

(2004/C 78 E/0161)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2708/03

af Raffaele Costa (PPE-DE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: City-Res Network-projektet

City-Res Network-projektet havde blandt sine målsætninger udveksling af oplysninger og god praksis og bevidstgørelse over for anvendelsen af vedvarende energi i Den Europæiske Unions største byer. Der var afsat 200 000 EUR i fællesskabsstøtte til projektet, som afsluttedes i 2000. Kan Kommissionen redegøre for resultaterne af projektet og oplyse, hvilke europæiske byer der deltog, hvilke arrangementer der organiseredes, og hvorledes fællesskabsstøtten blev anvendt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(23. oktober 2003)

City-Res-projektet, som det ærede medlem henviser til, og som samfinansieredes under Altener II-programmet med et samlet beløb på 200 000 EUR (1997-budgettet), indledtes i 1998 og afsluttedes i 2000. Sigtet hermed var at oprette et netværk på EU-plan til fremme af anvendelsen af vedvarende energi i byområder, hvori skulle inddrages både de eksisterende medlemmer af sammenslutningen »Energie-Cités« og en række andre byer (1).

De opgaver, som foresloges og blev udført, var følgende:

—	specielt overvågning af byprojekter under Altener I (1993-97) og II (1998-2002)

—	oprettelse af et overvågningscenter for igangværende initiativer

—	etablering af en tjeneste for udbredelse af information om Altener-programmet, hovedsagelig rettet mod kommunalt ansatte

—	oprettelse og løbende koordinering af et netværk for udveksling af erfaringer

—	tilrettelæggelse af et arrangement på dette område (seminar i foråret 2000 i Verona).

Som angivet i arbejdsprogrammet var der frem til marts 2000 blevet gennemført 50 casestudies under byprojektet, og en cd-rom med alle oplysninger herom blev omdelt på mødet i Verona og ligeledes gjort tilgængelig på Internet. Et opfølgningsprojekt, hvoraf der gives en kortfattet beskrivelse nedenfor, resulterede i en ajourført og stærkt udvidet version af denne cd-rom, indeholdende 105 casestudies vedrørende god praksis i byområder i EU. Kommissionen sender den direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets sekretariat.

Opfølgningsprojektet, som også koordineredes af »Energie-Cités« (www.energie-cites.org), antog form af en »klynge« af tre særskilte projekter til et samlet beløb på 1,13 mio. EUR og med 50 % samfinansiering via Altener-programmet (ref. B4.1030/C/00-006). Dette atten måneders projekt afsluttedes i september 2002.

Det tog sigte på:

—	fortsat at stimulere udvekslingen af erfaringer mellem bysamfundene med hensyn til vedvarende energi

—	at opfordre bysamfundene til at etablere og styrke indbyrdes partnerskaber og til at tilslutte sig et overordnet RES-partnerskab af europæiske byer og regioner.

De tre forskellige projekter vedrørte følgende:

—	City-Res 2001 (koordineret af »Energie-Cités«)

—	en plan for klimavenlig og 100 % fornyelig energiforsyning i det nordtyske distrikt Lüchow-Dannenberg, indbefattet kraft-varme-produktion fra vedvarende energikilder i udvalgte lokaliteter (koordineret af den pågældende Landkreis (lokal myndighed))

—	en regional energiplan for Hartberg (Østrig) (koordineret af Joanneum Research, Østrig).

Mens det andet og det tredje projekt var pilotforsøg i form af regionale og lokale energiforsyningsplaner, indbefattet et målrettet forsøg med kombineret kraft-varme-produktion, var City-Res 2001 igen hovedsageligt et informations- og bevidstgørelsesprojekt med vægt på støtte til Kommissionens kampagne for fremme af udnyttelsen af vedvarende energi. Ud over relevante arrangementer samt yderligere udveksling af erfaringer i netværket var det vigtigste resultat af projektet den ovennævnte cd-rom med de 105 omtalte casestudies.

(1) Reference nr. B4.1030/Z/1998-07.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/158

(2004/C 78 E/0162)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2732/03

af Herbert Bösch (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Eventuelle interessekonflikter i GD for konkurrence

GD for konkurrence udfører en række følsomme opgaver, såsom vurderingen af, hvorvidt fusioner af selskaber skal godkendes, godkendes på visse bestemmelser eller afslås. Tjenestemændene i GD for konkurrence beskæftiger sig som et led i deres arbejde med en række insider-informationer, som — lige så snart de bekendtgøres — har omfattende indflydelse på de pågældende virksomheders aktiekurser på de europæiske børser.

Findes der i GD for konkurrence og i Kommissionens afdelinger, som råder over følsomme informationer, en Compliance Code (overholdelseskodeks), som det f.eks. er tilfældet i investeringsbanker, for at forhindre misbrug af insider-informationer? Findes der i Kommissionen en person, der er ansvarlig for, at denne kodeks overholdes?

Skal tjenestemænd, som arbejder med disse informationer, deklarere deres aktiehandler? Findes der en observations- eller spærreliste for virksomhedsaktier, hvorom der findes følsomme informationer? Skal tjenestemænd i Kommissionen, som arbejder med følsomme informationer, give oplysninger om de konti, som de benytter i forbindelse med deres værdipapirforretninger?

Hvor mange interne kontroller har Kommissionen allerede foretaget blandt sine ansatte for at sikre, at insider-informationer ikke misbruges?

Har der ved disse kontroller været tilfælde af mistanke om misbrug af følsomme informationer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(14. november 2003)

Generaldirektoratet (GD) for Konkurrence udviklede i 1999 en adfærdskodeks for sine tjenestemænd, midlertidigt ansatte og hjælpeansatte samt praktikanter og udstationerede nationale eksperter, baseret på personalevedtægten. Formålet var at begrænse risikoen for interessekonflikter og insiderhandel.

Adfærdskodeksen supplerer den belgiske straffelov, der forbyder insiderhandel, og er samtidig med til at henlede personalets opmærksomhed på bestemmelserne i denne lov. Formålet med adfærdskodeksen er på den ene side at forebygge og løse interessekonflikter, på den anden side at forebygge børshandel på grundlag af ikke offentliggjorte oplysninger, som ansatte i GD for Konkurrence måtte få kendskab til.

Hvad angår interessekonflikter hedder det i kodeksen, at en tjenestemand ikke må eje aktier eller dertil knyttede produkter (optioner, warrants m.m.) i det pågældende selskab. Skulle der i et konkret tilfælde opstå en interessekonflikt (f.eks. hvis sagsbehandleren eller et medlem af hans eller hendes nærmeste familie ejer aktier i et af de selskaber, der er involveret i en sag) er tjenestemanden forpligtet til at rapportere dette til sin overordnede, så snart han får kendskab hertil. Hierarkiet kan så træffe de nødvendige foranstaltninger, f.eks. omfordele sagen til en kollega.

Hvad angår insiderhandel hedder det i kodeksen, at tjenestemænd aldrig selv må handle med, ikke må tilråde andre og ikke må give andre instrukser om at handle med værdipapirer på børsen på grundlag af »tilstrækkeligt præcise, ikke offentliggjorte oplysninger« (dette udtryk brugt i den belgiske tekst), der i »væsentlig grad vil kunne påvirke prisen« (dette udtryk brugt i den belgiske tekst).

Disse regler er blevet anvendt siden 1999. Der findes ikke nogen »checkliste« eller »sort liste«, men alle ansatte skal underskrive en skriftlig erklæring om, at de accepterer og er villige til at anvende disse særlige regler om interessekonflikter og insiderhandel samt de mere generelle sikkerhedsinstrukser for »behandling af klassificerede oplysninger i GD COMP«. GD for Konkurrence kræver af tjenestemænd fra andre generaldirektorater, der gennem tværtjenstlige høringer bliver involveret i fusionssager, at de underskriver den samme erklæring.

I overensstemmelse med de interne kontrolstandarder, som Kommissionen har vedtaget (særlig kontrolstandard nr. 1 om »etik og integritet«), har GD for Konkurrence stillet en række relevante dokumenter til rådighed for de ansatte (bl.a. personalevedtægten, den administrative adfærdskodeks, vejledningen i vurdering af sårbarhed over for svig). Disse dokumenter, herunder også ovennævnte etiske kodeks fra 1999 for personale i GD for Konkurrence, findes på dette generaldirektorats Intranet-side, og er således let tilgængelige for alle generaldirektoratets ansatte.

Desuden har GD for Konkurrence udviklet særlige regler og retningslinjer vedrørende opgaver og eksterne aktiviteter udført af nuværende eller tidligere tjenestemænd. De dækker også den situation, hvor en tjenestemand anmoder om tjenestefrihed af personlige årsager.

Anvendelsen af disse regler overvåges af direktoraternes ledelse og af den sikkerhedsansvarlige i direktoratet »Ressourcer« i GD for Konkurrence. Desuden er der en vicegeneraldirektør med særligt ansvar for spørgsmål vedrørende sikkerhed og etik.

Disse emner drøftes jævnligt under møder på ledelsesniveau og gentages i meddelelser til personalet for at øge bevidstgørelsen, opmærksomheden og agtpågivenheden omkring disse spørgsmål. Ledelsen af GD for Konkurrence har ikke opdaget tilfælde af formodet insiderhandel og er heller aldrig af børsmyndigheder blevet gjort opmærksom på mistanke herom.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/159

(2004/C 78 E/0163)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2736/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Havtaskekvoter

Af nylige beretninger fremgår, at Cornwall-fiskeres levebrød og samfund er truet, fordi de er tvunget til at kaste store mængder af deres fangst tilbage i havet for at overholde yderst strenge kvoter. Vil Kommissionen i lyset af denne situation lempe de restriktioner, der er fastsat for bestemte arter, f.eks. havtasken, for at undgå, at store mængder døde fisk går tabt, fordi de kastes over bord?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(22. oktober 2003)

Kommissionen er bekendt med beretninger om, at store mængder små havtasker kastes i havet igen i Det Internationale Havundersøgelsesråds (ICES) område VII (det sydvestlige Cornwall). Dette synes forårsaget af en større forekomst end ventet af små havtasker på fiskepladser i et område, hvor der praktiseres et blandet fiskeri efter glashvar og tunge.

Det er klart vigtigt at undgå spild, som forårsages ved drab på og udsmidning af mange små fisk. Det er imidlertid heller ingen løsning i sig selv at tillade mere fiskeri efter disse fisk i og med, at mange af dem er for små til at kunne markedsføres, og dem, der slås ihjel, ikke får nogen chance for at vokse op og give større afkast på længere sigt. Det er også nødvendigt at holde måde med fiskeriet, så der kan opretholdes sunde voksne bestande.

Kommissionen har anmodet om yderligere videnskabelig rådgivning fra ICES herom den 28. august 2003. Det nye råd fra ICES går ud på, at den samlede tilladte fangst (TAC) i område VII og VIII a, b, d, e kan øges fra 19 372 t til 21 000 t i 2003, hvis dette kan ske uden en øget målrettet fangst af små havtasker og uden en øget fiskeriindsats.

På grundlag af dette råd er Kommissionen nu i gang med at overveje at udarbejde et forslag om at forhøje TAC i område VII fra 15810t til 17138t og i afsnit VIII a, b, d, e fra 3 562 t til 3 862 t. Denne forhøjelse vedrører to TAC, fordi det fremgår af den biologiske rådgivning, at de pågældende bestande er fordelt på begge områder. Kommissionen har ligeledes supplerende foranstaltninger under overvejelse med henblik på at undgå en øget målrettet fangst af små havtasker samt en øget fiskeriindsats.

Disse forslag vil blive udarbejdet med henblik på forelæggelse for Rådet (landbrugs- og fiskeriministrene) den 17.-18. november.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/160

(2004/C 78 E/0164)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2739/03

af Bernd Lange (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Leader+: Forudgående finansiering ved de ansvarlige aktører for de enkelte projekter

Som led i Leader+-initiativet skal det efter godkendelse af et projekt dokumenteres, at den pågældende foranstaltning er gennemført helt og holdent. I tilknytning til denne dokumentationsforpligtelse kræves der også forelæggelse af kvitterede fakturaer. Det betyder, at de ansvarlige aktører for de enkelte projekter allerede inden udbetaling af tilskud skal have betalt fakturaen og dermed være i stand til at finansiere deres foranstaltninger forlods. Dette er dog ofte umuligt netop for økonomisk svage aktører.

Er Kommissionen klar over dette problem?

Er der mulighed for, at aktører, hvis økonomi ikke tillader forudgående finansiering af deres foranstaltning, kan undtages fra kravet om forelæggelse af kvitterede fakturaer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(7. oktober 2003)

Kommissionen er klar over og beklager de vanskeligheder, det ærede medlem omtaler, og som støttemodtagerne under Leader+-programmerne kan komme ud for. Dog er reglen om kun at refundere faktisk påløbne udgifter fælles for betalinger fra alle Fællesskabets fire strukturfonde, herunder Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Udviklingssektionen, hvilket gælder for alle typer programmer. Dette princip følger af artikel 32, stk. 1, tredje afsnit, i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (1). Denne bestemmelse siger, at »mellemliggende betalinger og betalinger af restbeløb vedrører allerede betalte udgifter, som skal svare til betalinger, der er afholdt af de endelige modtagere, og som er dokumenteret af kvitterede fakturaer eller regnskabsdokumenter med tilsvarende bevisværdi«. I bestemmelserne er der ikke fastsat nogen fravigelse fra dette princip.

(1) EUT C 222 E af 18.9.2003, s. 163.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/161

(2004/C 78 E/0165)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2745/03

af Joan Vallvé (ELDR) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Miljøvirkninger af udvidelsen af lufthavnen på Ibiza (Spanien)

Jeg indgav den 21. januar 2003 skriftlig forespørgsel E-0209/03 (1) vedrørende miljøvirkningerne af en eventuel gennemførelse af udvidelsesprojektet for lufthavnen på Ibiza.

Projektet vil primært ramme den beskyttede del af naturparken »Ses Salines d'Eivissa i Formentera« (lov nr. 17/2001 fra Balearernes parlament). Mere konkret vil det få direkte indvirkning på hele det beskyttede område og herudover få betydelige socioøkonomiske konsekvenser på grund af nybebyggelserne, bl.a. i form af private boliger, ligesom der vil ske en forøgelse af støj- og luftforureningen i klitarealerne ved Es Codolar, der er delvis fredede, og landskabet vil blive ændret. Desuden er området klassificeret som særlig fuglebeskyttelsesområde i henhold til fuglebeskyttelsesdirektivet 79/409/EØF (2).

Desuden vil udvidelsen af ydergrænserne for lufthavnens serviceareal medføre en direkte inddragelse og omdannelse af de arealer, der befinder sig inden for naturparkens grænser. Den del, der vil blive inddraget, er den sydvestlige del af klitarealet ved Es Codolar, der er klassificeret som bevarelsesværdigt område og beskyttet af EU's habitatdirektiv (92/43/EØF (3)) som naturtype af fællesskabsbetydning. Desuden vil udvidelsen medføre en række territoriale ændringer i andre tilgrænsende områder, hvilket igen vil påvirke naturparken »Ses Salines d'Eivissa i Formentera«.

I sit svar af 14. marts 2003, altså for seks måneder siden, anførte Kommissionen, at den var i færd med at behandle en klage om dette spørgsmål.

Er Kommissionen nået frem til nogen konkrete konklusioner i forlængelse af den pågældende klage?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. oktober 2003)

Som allerede oplyst i svaret på det ærede medlems skriftlige forespørgsel E-0209/03 er Kommissionen i gang med at behandle en klage over udvidelsen af lufthavnen på Ibiza.

Som led i behandlingen af denne klage har Kommissionen henvendt sig til de spanske myndigheder og anmodet om fuldstændige oplysninger vedrørende det pågældende projekt og om tilsendelse af en genpart af den erklæring om indvirkningen på miljøet, der blev udarbejdet vedrørende projektet. Den ønsker desuden at blive orienteret om, hvilke foranstaltninger der er truffet med henblik på at overholde de forpligtelser, der følger af artikel 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 (4) om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

Kommissionen afventer nu de spanske myndigheders svar på sin skrivelse.

Desuden regner man med, at denne sag skal drøftes med de spanske myndigheder inden for rammerne af det tosidede møde, der finder sted til oktober 2003, med henblik på at gøre status over en række klager og overtrædelser i forbindelse med Spanien på miljøområdet.

(2) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(3) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.

(4) EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/162

(2004/C 78 E/0167)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2765/03

af Raffaele Lombardo (PPE-DE) og Francesco Musotto (PPE-DE) til Kommissionen

(16. september 2003)

Om: Ændringer af forordning (EF) nr. 1623/2000 for så vidt angår anvendelsen af koncentreret druemost og rektificeret koncentreret druemost

Formålet med Den Europæiske Unions fælles landbrugspolitik er at udvikle landdistrikterne, støtte landbrugsindtægterne, øge diversificeringen af afgrøderne og forbedre de høje kvalitets- og sikkerhedsstandarder for fødevarer.

Som understreget i Agenda 2000-programmet, der vedtoges af Det Europæiske Råd i Berlin i december 1999, må enhver reform af den fælles landbrugspolitik tage sigte på miljømæssig bæredygtighed, styrkelse af økonomien i landdistrikterne og konsolidering af kulturarven og social retfærdighed.

Udviklingen af den fælles landbrugspolitik går i retning af en diversificering af lovgivningen i lyset af de objektive forskelle mellem Unionens regioner med hensyn til social og økonomisk udvikling og af den forestående udvidelse med landene i Central- og Østeuropa.

Det er velkendt, at Forvaltningskomitéen for Vin på sit møde den 8. juli 2003 behandlede muligheden for at ændre forordning (EF) nr. 1623/2000 (1) for så vidt angår støttebeløbene til anvendelse af koncentreret druemost og rektificeret koncentreret druemost.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

—	hvilke foranstaltninger der er truffet for at sikre, at støtteniveauerne for anvendelse af koncentreret druemost og rektificeret koncentreret druemost differentieres i forhold til de enkelte EU-regioners geografiske, økonomiske og sociale karakteristika?

—	hvilke foranstaltninger der, bl.a. i samklang med EF-traktatens artikel 158, vil blive truffet for at yde særlig støtte til den sicilianske vinproduktion, der er tynget af ekstraudgifter, eftersom Sicilien er en ø?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(13. oktober 2003)

De ærede medlemmers første spørgsmål vedrører den fælles markedsordning for vin, under hvilken der anvendes en støtteordning for koncentreret druemost, som anvendes til at øge alkoholindholdet i vin. Siden ordningen blev indført i 1982, er der fastsat differentiering af støttebeløbene i forhold til druemostens oprindelse. Generelt gælder det, at støtten for druemost fra vindyrkningsområde CIII, som Sicilien hører under, er højere end støtten for druemost fra de øvrige vindyrkningsområder. Der gælder en meget begrænset undtagelse for visse former for druemost, der stammer fra andre områder end område CIII, og som produceres på bestemte vilkår.

Under hensyn til udviklingen i de generelle retningslinjer for den fælles landbrugspolitik, siden den pågældende ordning blev indført, og som de ærede medlemmer henviser til i deres skriftlige forespørgsel, er det dog Kommissionens hensigt at gennemføre en grundig analyse af alle elementer af denne støtteordning.

De ærede medlemmers andet spørgsmål vedrører politikken for økonomisk og social samhørighed. I forbindelse med denne politik yder EU's strukturfonde — i dette tilfælde Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Udviklingssektionen — tilskud til vinsektoren. For perioden 2000-2006 ydes tilskuddene som led i det regionale operationelle program for Sicilien. De foranstaltninger, der kan vedrøre denne sektor, omfatter investeringer i landbrugsbedrifter (4.06), forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (4.09) og afsætning af kvalitetslandbrugsprodukter (4.13).

Beslutningerne om fremtidige foranstaltninger træffes i partnerskab med Kommissionen i forbindelse med tilsynskomitéen for dette regionale operationelle program.

(1) EFT L 194 af 31.7.2000, s. 45.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/163

(2004/C 78 E/0168)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2769/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(16. september 2003)

Om: Eksamener for sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods

Kan Kommissionen bekræfte, at det for øjeblikket i Det Forenede Kongerige kun kræves, at en sikkerhedsrådgiver for transport af farligt gods er uddannet og har en eksamen i ADR/RID (transport af farligt gods med jernbane eller ad vej) og ikke den internationale kode for søtransport af farligt gods (IMDG), selv om sikkerhedsrådgiveren for transport af farligt gods rådgiver om søtransport af farligt gods?

2.	I bekræftende fald bedes Kommissionen oplyse, om den accepterer, at de organisationer, der transporterer farligt gods ad søvejen, kan ansætte sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods, som ikke har nogen uddannelse eller kvalifikationer inden for søtransport?

3.	Vil Kommissionen foreslå ændringer til det nuværende direktiv om sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods for at sikre, at sikkerhedsrådgivere har en obligatorisk eksamen i den internationale kode for søtransport af farligt gods (IMDG) eller en passende tilsvarende eksamen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(23. oktober 2003)

I henhold til ADR og RID samt direktiv 96/35/EF (1) og 2000/18/EF (2) skal sikkerhedsrådgiverne i Det Forenede Kongerige have modtaget undervisning og bestået en eksamen for at kunne opnå et certifikat for faglige kvalifikationer, der er gyldigt for den eller de berørte transportform(er). Ovennævnte direktivers anvendelsesområde er transport med jernbane eller ad vej eller indre vandveje af farligt gods (der henvises til overenskomst om international transport af farligt gods ad indre vandveje (ADN)). Med andre ord omfatter anvendelsesområdet ikke søtransport — og det gør sikkerhedsrådgiverens uddannelse og certifikat dermed heller ikke.

Der er ikke behov for at udvide kompetenceområdet for en sikkerhedsrådgiver, der er bemyndiget på grundlag af ADR/RID/ADN (eller direktiv 96/35/EF og 2000/18/EF), til søtransport. Specifikke regler fastsat i IMDG-koden finder anvendelse på søtransport af farligt gods. Dertil kommer, at i henhold til den internationale kodeks for sikker skibsdrift (ISM-koden), der er obligatorisk i hele verden for alle skibstyper på internationale rejser, påhviler det den virksomhed, der er ansvarlig for skibet, at hyre kompetent personale for at sikre, at en passende sikkerheds- og miljøbeskyttelsespolitik sættes i kraft og følges på alle niveauer af organisationen både til søs og i land.

Anvendelsesområdet for ADR/RID/ADN og den regelmæssige ajourføring af disse under ledelse af De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (UN/ECE) er klart afgrænset til transport af farligt gods med jernbane eller ad vej eller indre vandveje. Da anvendelsesområdet for direktiv 96/35/EF og 2000/18/EF, fokuserer på én transportform inden for ADR/RID/ADN, er det ikke tilrådeligt at ændre disse direktiver uden for disses anvendelsesområde. Det kunne derimod overvejes, om der kunne findes en form for horisontal indfaldsvinkel for funktionen sikkerhedsrådgiver for transport af farligt gods inden for alle fire transportformer: ad vej, med jernbane, ad indre vandveje eller med søtransport.

(1) Rådets direktiv 96/35/EF af 3. juni 1996 om udpegelse af og faglige kvalifikationer for sikkerhedsrådgivere for transport med jernbane eller ad vej eller indre vandveje af farligt gods, EFT L 145 af 19.6.1996, s. 10-15.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/18/EF af 17. april 2000 om minimumseksamenskravene for sikkerhedsrådgivere i forbindelse med transport af farligt gods med jernbane eller ad vej eller indre vandveje, EFT L 118 af 19.5.2000, s. 41-43.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/164

(2004/C 78 E/0169)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2770/03

af Robert Evans (PSE) til Kommissionen

(16. september 2003)

Om: Erstatninger for personskader

Kommissionen har sikkert kendskab til de betydelige forskelle, som findes mellem erstatninger for personskader ved identiske tilfælde mellem EU's medlemsstater.

Kan Kommissionen oplyse om de foranstaltninger, som den eventuelt har tænkt sig at træffe for at rette op på dette problem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(10. oktober 2003)

Kommissionen har i forbindelse med oprettelsen af et europæisk retligt område truffet en række foranstaltninger, der vil forbedre mulighederne for erstatning for personskader.

Kommissionen har fremsat et forslag til Rådets direktiv om erstatning til ofre for forbrydelser (1), der fokuserer på statslig erstatning. Formålet med det fremsatte direktivforslag er at fastsætte en mindstestandard for alle ofre for forbrydelser i EU og forbedre mulighederne for erstatning i grænseoverskridende situationer. Forslaget er for øjeblikket til debat i Rådet og i Parlamentet.

Kommissionen har for nylig fremsat et forslag til Rådets forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold (2). En sådan forordning vil harmonisere medlemsstaternes lovvalgsregler for grænseoverskridende tvister og gøre erstatning sansøgerens retlige situation mere forudsigelig og gennemskuelig i grænseoverskridende tvister.

Kommissionen støtter ligeledes projekter, der gennemføres på dette område, og som kan øge debatten om de yderligere foranstaltninger, der kan træffes på europæisk niveau, og som også kan gøre information om de nationale love om personskade mere tilgængelig for advokater såvel som for borgere i almindelighed.

Kommissionen har dog ingen planer om at træffe foranstaltninger til generelt at harmonisere de nationale love om personskade. Resultatet af sådanne foranstaltninger er tvivlsomt, og tilstedeværelsen af et retsgrundlag i EF-traktaten er usikker. Derudover synes den egentlige forskel mellem medlemsstaterne at være den måde, hvorpå de nationale domstole vurderer og erstatter forskellige typer tab, især hvad angår ikke-økonomiske tab. Dette forhold afspejler bla. de socio-økonomiske forskelle mellem medlemsstaterne. Det er derfor ikke tænkeligt at nå frem til ensartede europæiske takster for at udjævne disse forskelle.

(1) EFT C 45 E af 25.2.2003.

(2) KOM(2003) 427 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/165

(2004/C 78 E/0170)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2776/03

af Hans Kronberger (NI) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Konflikten mellem målene i EU-direktivet om vedvarende energikilder 2001/77/EF og implementeringen af EU-vandrammedirektivet i Østrig

Med 8 % af elmarkedet er de små vandkraftanlæg i Østrig et standben for energiforsyningen. Denne form for elproduktion er billig og miljøvenlig, for den medfører ingen emissioner af skadelige stoffer og kræver ikke noget materialeforbrug. Dermed yder de små vandkraftanlæg et stort bidrag til at nå Kyoto-målene og målene i direktiv 2001/77/EF (1) om vedvarende energikilder.

Implementeringen af EU-vandrammedirektivet i Østrig lægger store hindringer i vejen for både driften af anlæggene og udvidelser og investeringer på dette område. De små vandkraftværkers produktionsmuligheder indskrænkes af vandrammedirektivet på grund af nye bestemmelser om residualvand. Den grundlæggende ret til motorisk udnyttelse af vandet bortfalder med direktivet, så der til enhver tid kan gribes ind i eksisterende vandrettigheder. Samtidig har kraftværksejerne ingen muligheder for at deltage i udarbejdelsen af nationale vandplaner for derigennem at varetage deres interesser.

Kommissionen bedes derfor oplyse følgende:

1.	Er det også Kommissionens opfattelse, at implementeringen af vandrammedirektivet i Østrig klart gør det vanskeligt at nå Kyoto-målene i Østrig og målene i direktivet om vedvarende energikilder?

Er det også Kommissionens opfattelse, at der er behov for at tilgodese offentlige interesser, hvis der er modstrid mellem vandrammedirektivet og direktivet om vedvarende energikilder, og at klimabeskyttelsen og fremme af vedvarende energikilder under visse betingelser må gå forud for interessen i at få en »god« eller »særdeles god« vandtilstand?

3.	Hvad agter Kommissionen at gøre for at skabe grundlag for at træffe en afgørelse i de tilfælde, hvor der er modstrid mellem vandrammedirektivet og direktivet om vedvarende energikilder?

4.	Hvad agter Kommissionen at gøre på lovgivningsplan for at fjerne modsigelserne mellem de to direktiver?

5.	Har Kommissionen kendskab til de øvrige medlemsstaters bestemmelser på dette område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. oktober 2003)

Kommissionen deler ikke det ærede medlems opfattelse, at gennemførelsen af vandrammedirektivet (2) i Østrig vil gøre det langt vanskeligere både at opfylde målene i Kyoto-protokollen og målsætningerne i direktivet om vedvarende energikilder (3). Ved gennemførelsen af vandrammedirektivet vil virkningen på alle sektorer, herunder elsektoren, indgå i målene/vurderingen af direktivet. Kommissionen tror, at mindre vandkraftværker fortsat kan yde deres bidrag til opfyldelse af målene for Kyoto-protokollen, hvis det sker inden for rammerne af vandrammedirektivet (3).

Kommissionen er heller ikke enig i, at mindre vandkraftværker altid kun indebærer miljømæssige fordele. Disse anlæg frembringer ganske vist ikke drivhusgasser ved elproduktionen, men de kan have en betydelig indvirkning på miljøet ved, at de hindrer vandgennemstrømningen i floder, udgør en uovervindelig barriere for vandrefisk og påvirker genopfyldningen af de vandførende lag med grundvand tæt på floder osv. Der kan dog i de fleste tilfælde findes løsninger, der afbøder disse negative virkninger. Efter Kommissionens opfattelse kan de miljømæssige aspekter ikke opstilles i prioritetsorden, men det er af hensyn til gennemsigtigheden yderst vigtigt, at fordele og ulemper for miljøet i forbindelse med mindre vandkraftværker vurderes og indpasses i vandrammedirektivets klart definerede perspektiver, samtidig med at der tages hensyn til de samlede virkninger. Dette er én af opgaverne ved fastsættelsen af forvaltningsplanerne for flodbækkener, og det skal nøje overvåges af Kommissionen.

Ifølge vandrammedirektivet har medlemsstaterne en retsforpligtelse til at sørge for, at alle involverede parter (også kraftværkerne) inddrages aktivt, når forvaltningsplanerne for flodbækkenerne skal udarbejdes, revideres og ajourføres. Desuden har alle parter i medfør af direktivet ret til indseende med alle relevante dokumenter, herunder baggrundsdokumenter og information. Således berøver vandrammedirektivet ikke de østrigske vandkraftværker deres ret til at udtale sig, men retten til medvirken udvides derimod, hvorved der sikres en gennemsigtig og afbalanceret beslutningstagning.

Kommissionen, medlemsstaterne, de berørte parter og ikke-statslige organisationer samarbejder om gennemførelsen af vandrammedirektivet inden for et omfattende program. Elværkerne deltager fuldtud heri via den europæiske brancheorganisation, Eurelectric. Dette europæiske samarbejde suppleres af et nationalt og regionalt samarbejde. F.eks. deltager den østrigske elsektor i det østrigske energiministeriums arbejde med gennemførelsen, og der blev bl.a. i juni 2002 afholdt en workshop i sammenslutningen af østrigske elselskaber med deltagelse af og bidrag fra både Kommissionen og det ansvarlige østrigske ministerium.

4.	Unionen og dens medlemsstater ratificerede Kyoto-protokollen den 31. maj 2002. Østrig har forpligtet sig til at nedbringe sine drivhusgasemissioner med 13 % inden 2012 i forhold til 1990 i medfør af Unionens aftale om byrdefordeling.

Kommissionen kan således ikke se nogen modstrid mellem direktivet om vedvarende energikilder, 2001/77/EF, og vandrammedirektivet. Alle parter, herunder også elproduktionssektoren, deltager fuldt ud i det igangværende arbejde med gennemførelsen. Kommissionen har ikke kendskab til, at medlemsstaterne allerede skulle have vedtaget detaljerede bestemmelser til gennemførelse af direktivet — under hensyn til gennemførelsesfristerne i vandrammedirektivet (miljøanalyse og økonomisk analyse inden december 2004, flodbækkenforvaltningsplaner inden december 2009). Imidlertid er Kommissionen orienteret om de vurderinger af de mindre vandkraftværkers indvirkning på miljøet, som er bestilt og offentliggjort af Umweltbundesamt (4).

(1) EFT L 11 af 16.1.2001, s. 14.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger, EFT L 327 af 22.12.2000.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet, EFT L 283 af 27.10.2001.

(4) Umweltbundesamt, det tyske forbundskontor for miljø: »Wasserkraftanlagen als erneuerbare Energiequelle — rechtliche und ökologische Aspekte«. UBA-Texte 1/01, ISSN 0722-186X, Berlin 2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/167

(2004/C 78 E/0171)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2782/03

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: -redegørelse og habitatdirektivet

Kommissionen har i en rapport fra juni 2003 om vurderingen af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM), fastslået at der kun i ringe grad findes kontrolsystemer i forhold til VVM, at resultaterne fra VVM ikke integreres tilstrækkeligt i beslutningsprocessen og at offentlighedens bemærkninger skal inddrages.

Inden udgangen af 2003 forventes Vejle Kommune i Danmark bl.a. at vedtage at anlægge en motortrafikvej, der vil få negative konsekvenser for naturen i hele Svinholt-området. I forbindelse med en mulig opførelse er der lavet en ganske begrænset VVM-vurdering (Miljøvurdering af motortrafikvej Ødsted — Ny Højen — Vinding, Teknisk VVM-redegørelse, august 2003), der tilmed kritiseres af flere borgere for at være fejlbehæftet.

I den forbindelse bedes Kommissionen redegøre for om den nævnte VVM-vurdering efterlever samtlige relevante krav, om fremgangsmåden er i overensstemmelse med direktiverne om Århus-konventionen samt om vejprojektet efter Kommissionens opfattelse forventes at kunne efterleve habitatdirektivets bestemmelser. Endelig bedes Kommissionen klart tilkendegive, hvorvidt et sådant projekt kan påbegyndes før der er gennemført passende vurderinger og før behandlingen og resultaterne af diverse klager til Kommissionen m.v. foreligger.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(14. oktober 2003)

I den nyeste beretning om gennemførelse og virkning af VVM-direktivet (1) peges der på nogle mangler i forbindelse med anvendelsen. Det må bemærkes, at der i denne beretning er undersøgt områder, f.eks. overvågning, som ikke er omfattet af VVM-direktivet.

På nuværende tidspunkt er medlemsstaterne ifølge VVM-direktivets artikel 2, stk. 1, forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, undergives et krav om tilladelse og en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse. Direktivets artikel 6 indeholder bestemmelser vedrørende høringer af myndigheder og offentligheden (2). I overensstemmelse med artikel 8 skal der tages hensyn til de foretagne høringer og indhentede oplysninger i forbindelse med tilladelsesproceduren. Endvidere indeholder habitat-direktivets (3) artikel 6, stk. 3, krav om, at nationale myndigheder først giver deres tilslutning til et projekt, der kan påvirke en Natura-lokalitet væsentligt, når de har sikret sig, at det ikke skader lokalitetens integritet. Hvis et projekt i væsentlig grad påvirker lokaliteten, kan tilladelsen kun gives, hvis der ikke findes nogen alternativ løsning, der er tale om bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, og der træffes egnede kompensationsforanstaltninger.

Det fremgår af det ærede medlems forespørgsel, at projektet endnu ikke har opnået nogen tilladelse. I denne fase er det derfor op til de nationale myndigheder at sikre, at VVM-direktivet og habitat-direktivet anvendes korrekt, inden projektet tillades.

Som opfølgning på en tidligere modtaget klage vedrørende et projekts påvirkning af en Natura-lokalitet har Kommissionen anmodet de danske myndigheder om oplysninger for at verificere, på hvilken måde der er taget hensyn til kravene i habitat-direktivet i dette tilfælde.

Kommissionen vil ikke tøve med at indlede en overtrædelsesprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 226, hvis den finder, at Danmark ikke har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til at sikre overensstemmelse med fællesskabslovgivningen.

(1) Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EFT L 175 af 5.7.1985, ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, EFT L 73 af 14.3.1997.

(2) VVM-direktivet er for nylig ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse, EFT L 156 af 25.6.2003. Med denne ændring sikres, at VVM-direktivet er fuldt ud kompatibelt med bestemmelserne i Århus-konventionen. Medlemsstaterne skal imidlertid gennemføre denne senest den 25. juni 2005, og det nugældende VVM-direktiv indeholder allerede bestemmelser om offentlig høring.

(3) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/168

(2004/C 78 E/0172)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2788/03

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(19. september 2003)

Om: Brug af tørv til elektricitetsfremstilling

I artikel 2 i direktiv 2001/77/EF (1) om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder er tørv udelukket fra den særlige liste over vedvarende energikilder.

Tidligere på året vedtog den svenske rigsdag, at tørv skulle indføjes på den svenske liste over energikilder, der kan tildeles grønne certifikater, der anvendes som grundlag for indberetning af fremstilling af vedvarende energi til EU.

Gartneriers anvendelse af tørv og brug af tørv til elektricitetsfremstilling har medført, at tørvemoser nu anses for at være blandt de mest truede naturlige habitater i Europa.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at tage for at sikre, at tørv ikke kan få grønne certifikater i Sverige?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(23. oktober 2003)

Kommissionen er enig i, at tørv ikke kan anses for at være en vedvarende energikilde i henhold til definitionerne i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet.

Som følge heraf kan el genereret med tørv som brændsel ikke bidrage til Sveriges opfyldelse af målet i direktivet. Endvidere kan en medlemsstat ikke udstede en oprindelsesgaranti for elektricitet produceret af tørv i forbindelse med dette direktiv.

I henhold til direktivets artikel 3 og 6 offentliggør medlemsstaterne før den 27. oktober 2003 en rapport, der skal indeholde en analyse af, i hvilket omfang det er lykkedes at nå de nationale mål, og en vurdering de nuværende nationale love og administrative bestemmelser.

Kommissionen har endnu ikke modtaget disse rapporter. Hvis de svenske rapporter viser, at gennemførelsen i national lovgivning ikke er i overensstemmelse med direktiv 2001/77/EF, vil Kommissionen tage de nødvendige skridt over for de svenske myndigheder.

Direktiv 2001/77/EF forhindrer ikke en medlemsstat i at anvende tørv til elproduktion eller at etablere et system med certifikater for visse typer af elektricitet. Omfatter et sådant system med certifikater økonomisk støtte, skal systemet være i overensstemmelse med fællesskabsreglerne for statsstøtte. Anvendelsen af tørv til elproduktion skal også opfylde Fællesskabets miljøbeskyttelsesdirektiver, som f.eks. habitatdirektivet (Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2)). Kommissionen vil også skride til handling, såfremt en medlemsstat ikke opfylder disse bestemmelser.

(1) EFT L 283 af 27.10.2001, s. 33.

(1) EFT L 187 af 20.7.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/169

(2004/C 78 E/0173)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2802/03

af Pedro Marset Campos (GUE/NGL) til Kommissionen

(19. september 2003)

Om: Særlige motorvejsafgifter for lastbiler i Frankrig og Tyskland

De franske og tyske myndigheders bebudede indførelse af en særlig afgift for lastbiler, som benytter de to landes motorvejsnet, har skabt berettiget foruroligelse i den spanske region Murcia, navnlig i landbrugssektoren, fordi dette skridt kan få negative konsekvenser for transporten af frugt og grønt fra Murcia til forskellige lande i EU.

1.	Har Kommissionen kendskab til denne situation?

2.	Mener den ikke, at sådanne afgifter er diskriminerende og skadelige, og at man derfor bør kræve, at de ikke indføres?

3.	Kan disse skridt fra de tyske og franske myndigheders side efter dens opfattelse krænke princippet om fri bevægelighed for varer inden for EU?

4.	Er den enig i, at disse foranstaltninger, hvis de gennemføres, vil gå værst ud over mere afsides beliggende europæiske regioner såsom Murcia, der stadig er mål 1-område? Er der derfor ikke tale om åbenlys diskrimination af nogle regioner i forhold til andre?

5.	Mener den ikke, at sådanne foranstaltninger på et tidspunkt som dette, hvor der er økonomisk krise i eurozonen, vil gøre det vanskeligere at reaktivere økonomien inden for en så vigtig sektor som vejgodstransporten?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(31. oktober 2003)

Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre vej- og brugsafgifter for lastbiler på 12 tons og derover, forudsat at disse afgifter er i overensstemmelse med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF (1) af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer.

Medlemsstaterne handler i overensstemmelse med fællesskabsretten, hvis de opfylder direktivets krav, navnlig for så vidt angår ikke-forskelsbehandling, uhindret trafik og rimelige afgiftsniveauer, som står i rimeligt forhold til omkostningerne i forbindelse med anlæggelse, drift og udvikling af det pågældende infrastrukturnet.

For Tysklands vedkommende er Kommissionen fortsat i gang med at undersøge det planlagte afgiftssystem. Kommissionen skal vurdere, om den anmeldte foranstaltning i form af en afstandsbaseret motorvejs-brugerafgift for tunge lastkøretøjer, ledsaget af en refusionsordning i forbindelse med indkøb af brændstof i Tyskland, er forenelig med fællesmarkedet og i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen. Som følge af den tvivl, der er kommet til udtryk i forbindelse med den anmeldte foranstaltning, besluttede Kommissionen den 23. juli 2003 at indlede en formel undersøgelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, for at give Tyskland og andre interesserede parter i sagen lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger. Den 27. august 2003 offentliggjordes i Den Europæiske Unions Tidende (2) en kortfattet version af denne beslutning, der opsummerede sagsforløbet og den juridiske argumentation. Kommissionens sigte hermed er at sikre, at princippet om fri bevægelighed for varer ikke krænkes, og at ordningen fuldt ud respekterer princippet om ikke-forskelsbehandling.

I Frankrig er der ingen planer om ændringer på indeværende tidspunkt, men Kommissionen vil følge sagen for at sikre sig, at de samme principper overholdes, hvis en sådan udvikling skulle finde sted.

(2) EUT C 202 af 27.8.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/171

(2004/C 78 E/0176)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2810/03

af Ari Vatanen (PPE-DE) til Kommissionen

(17. september 2003)

Om: Tilladelse til kombinationer af længere lastvognstog i Europa

Det er i Finland og Sverige tilladt at benytte køretøjer med en længde på indtil 25,25 meter. Dette har vist sig at være meget effektivt og sikkert.

Fordelene ved længere lastvogne er mangfoldige:

—	mindre brændstofforbrug

—	færre emissioner pr. ton/km

—	beslaglæggelse af mindre plads på vejene

—	mindre slitage på vejnettet

—	lavere transportomkostninger og dermed lavere priser for forbrugerne.

Mere specifikt blev det i en undersøgelse foretaget af det svenske vejrdirektorat (Vägverket) i forbindelse med det såkaldte »Ekstraprojekt« konkluderet, at de store lastvognstog overflødiggør cirka 1/3 af transporterne og sænker de samlede omkostninger med 23 procent.

Allerede nu er modulløsninger (motorkøretøj koblet til to moduler på 13,6 meter og 7,82 meter) tilladt i EU. Det ville imidlertid være logisk med henblik på at få det indre marked til at fungere bedre at tillade anvendelse af de finske og svenske lastvognstyper i hele EU. Naturligvis kan der være veje, hvor sådanne lange kombinationer er problematiske, men dette bør naturligvis ikke udelukke, at de kan anvendes på det øvrige vejnet.

1.	Erkender Kommissionen fordelene ved de længder på lastvognstog, der anvendes i Finland og Sverige og de forskellige former for ineffektivitet på markedet, som det nuværende system medfører?

2.	I bekræftende fald bedes Kommissionen oplyse, hvordan og hvornår den vil tage skridt til at sikre, at disse fordele udvides til resten af EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(10. oktober 2003)

Kommissionen er klar over, at brugen af længere lastvogne kunne bidrage til at effektivisere vejgodstransporten. Skønt løsningen med flere moduler er tilladt i EU, har medlemsstaterne endnu ikke benyttet sig af denne mulighed, bortset fra enkelte begrænsede eksperimenter, for eksempel i Nederlandene. Årsagerne hertil kunne være, at det endnu ikke er klart, hvilken indvirkning sådanne køretøjer kan få på færdselssikkerheden under forskellige trafikbetingelser og vejforhold, eller hvordan anvendelsen heraf vil berøre fordelingen af godstransporten på de forskellige transportformer.

Kommissionen agter at holde et møde i begyndelsen af 2004 med eksperter fra medlemsstaterne inden for køretøjers vægt og dimensioner med henblik på at drøfte behovet for en eventuel ændring af den eksisterende fællesskabslovgivning på dette område.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/172

(2004/C 78 E/0177)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2811/03

af Rosa Miguélez Ramos (PSE) til Kommissionen

(18. september 2003)

Om: Situationen på fiskepladserne ud for Mauretanien

I sin meddelelse fra Kommissionen om en integreret ramme for fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande (1) lægger Kommissionen, som det også er tilfældet i grønbogen om en reform af den fælles fiskeripolitik, stor vægt på det samarbejdsaspekt, som bør indgå i de internationale fiskeriaftaler.

Udviklingssamarbejdet må ikke føre til, at fiskeriaftalerne skævvrides, så værdien af det finansielle bidrag langt overstiger værdien af fangstmulighederne, men Fællesskabet og de europæiske fiskerivirksomheder skal til udviklingslandene overføre teknologi og viden, så de pågældende landes fiskeressourcer kan opnå en større værdi. Dette forudsætter, at tredjelande udnytter fiskeressourcerne hensigtsmæssigt, så også deres flåder kan drive et bæredygtigt fiskeri.

På nuværende tidspunkt er der, når det gælder den vigtigste aftale, nemlig den, som er indgået med Mauretanien, ikke tale om et reelt samarbejde om udvikling af fiskeriet, og Kommissionen stiller ikke over for de mauretanske myndigheder krav om, at de skal forvalte fiskeressourcerne på en rationel og bæredygtig måde. Det bevirker, at EU-fiskerflåden ikke kan fiske de kvoter, der er fastsat i aftalen, som derfor ikke er rentabel for de europæiske fiskerivirksomheder, der skal betale en høj afgift for i sidste ende at kunne fastslå, at der ikke findes tilstrækkelige ressourcer, fordi Mauretanien ikke forvalte sine ressourcer på en bæredygtig måde.

I reproduktionszonerne vrimler det med feluker, kajakker og andre fartøjer, der med ruser fisker blæksprutter nær kysten. Et stort antal kinesiske fartøjer, der fører mauretansk flag eller indgår i falske fællesforetagender, fisker uden at tage hensyn til de allermest elementære principper om et bæredygtigt fiskeri. Femten nederlandske kæmpetrawlere med tilladelse til at fiske pelagiske arter benytter kæmpemæssige net, som går fra havoverfladen til bunden og ødelægger alt. Den lille ikke-industrialiserede flåde forårsager ødelæggelser i reproduktionszonerne og tilintetgør ressourcerne, mens industriflåden respekterer kravene om et bæredygtigt fiskeri.

Har Kommissionen kendskab til denne situation? Har Kommissionen over for Mauretaniens myndigheder givet udtryk for sin bekymring over forringelsen af fiskepladserne? Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at iværksætte et samarbejde med de mauretanske myndigheder om en ansvarlig forvaltning af fiskeressourcerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(23. oktober 2003)

I sin meddelelse om en integreret ramme for fiskeripartnerskabsaftaler med tredjelande (2) påpegede Kommissionen, at det er nødvendigt at sikre, at der er sammenhæng mellem de internationale aspekter af den fælles fiskeripolitik og af EU's øvrige politikker. Kommissionen gør dog i samme meddelelse opmærksom på, at det vigtigste formål — der går forud for alt andet — med den fælles fiskeripolitiks eksterne aspekter er at kunne forsvare EU-fiskeriets legitime interesser og skabe nye internationale alliancer og partnerskaber med udviklingskyststater gennem partnerskabsaftaler. Sådanne aftaler skal i fremtiden betragtes som et EU-bidrag til skabelse på internationalt plan af et bæredygtigt og ansvarligt fiskeri gennem politisk dialog med det eller de berørte tredjelande.

Som det ærede medlem helt rigtigt understreger, bør størrelsen af EU's finansielle bidrag under sådanne aftaler baseres på en evaluering, efter samråd med den pågældende kyststat, af, hvad det er nødvendigt at gøre for at skabe et ansvarligt og bæredygtigt fiskeri i de farvande, der henhører under den pågældende stats jurisdiktion, idet der tages hensyn til EU-fiskernes faktiske fiskerimuligheder.

Hvad angår aftalen med Mauretanien, som det ærede medlem nævner, må man ikke glemme, at denne aftale, der blev indgået i 1998 og senest forlænget i 2001, ligger forud for ovennævnte meddelelse og reformen af den fælles fiskeripolitik. I aftalen med Mauretanien ydes der imidlertid allerede et bidrag til skabelse af et ansvarligt fiskeri, idet der i aftalen direkte fastsættes en række foranstaltninger vedrørende forvaltning, bevarelse, fiskerikontrol og udvikling af det lokale kystnære fiskeri, som finansieres via EU's finansielle bidrag. Dette kan dog ikke i snæver forstand betragtes som en egentlig politisk dialog som omhandlet i meddelelsen om partnerskabsaftaler, idet den nuværende aftale ikke indeholder bestemmelser om en sådan samråds- og beslutningsmekanisme.

Med hensyn til spørgsmålet om fiskeritrykket på ressourcerne i farvandene under Mauretaniens jurisdiktion gør Kommissionen opmærksom på, at dette aspekt er blevet taget op flere gange i de seneste måneder, bl.a. på møder mellem videnskabelige eksperter i Mauretanien i juni 2003. I oktober 2003 bekræftede eksperterne, at bestandene af blæksprutter blev mindre og mindre, mens situationen for de øvrige bestande var god. Kommissionen har dog netop fået meddelelse om, at EU-fartøjer gentagne gange har overtrådt bestemmelserne for udnyttelse af blækspruttebestandene og derved bringer disse ressourcer og rekrutteringen i fare.

Det er imidlertid her ikke korrekt i denne forbindelse at tale om »kvoter«, for aftalen taler kun om adgang til ressourcer, og den mauretanske regering, der har enekompetence på dette felt, giver ikke EU-fartøjerne eneret.

Kommissionen er ligesom det ærede medlem helt på det rene med, hvor vigtigt det er, at ressourcerne i farvandene under Mauretaniens jurisdiktion forvaltes på en bæredygtig måde. Kommissionen har derfor allerede besluttet, at dette spørgsmål skal sættes på dagsordenen for det næste møde i Den Blandede Kommissionen EF/Mauretanien i december 2003, så der i højere grad kan fokuseres på dette problem i fremtiden.

(1) KOM(2002) 637 endelig udg.

(2) KOM(2002) 637 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/174

(2004/C 78 E/0178)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2812/03

af Bernd Lange (PSE) til Kommissionen

(19. september 2003)

Om: Revision af direktivet om førerbeviser. Køretilladelse til lette motorcykler

I Kommissionens arbejdsprogram for 2003 kan man læse om et forslag om revision af direktivet om førerbeviser.

Er det Kommissionens hensigt i forbindelse med denne revision at skabe mulighed for, at personer, der erhverver et førerbevis til klasse B, automatisk og uden yderligere prøve skal have tilladelse til klasse A1 for motorcykler med en volumen på ikke over 125 ccm og ikke over 11 kw?

I Forbundsrepublikken Tyskland blev der, før den 1. april 1980, i forbindelse med erhvervelese af førerbevis af klasse 3 (svarer til den nuværende klasse B) samtidig tildelt køretilladelse til en knallert i klasse A1, og dermed var der tale om et ægte mobilitetsalternativ.

Kunne dette ikke være en idé med henblik på at indføre en lignende bestemmelse over hele Europa?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyala de Palacio

(15. oktober 2003)

I henhold til Rådets direktiv 91/439/EØF (1) kan medlemsstaterne på deres område at tillade, at indehavere af kørekort af kategori Β til biler kan fører lette motorcykler. Det gælder i øjeblikket Spanien, Frankrig, Italien og Østrig, dog for Spaniens, Frankrigs og Østrigs vedkommende, hvis visse betingelser (2) opfyldes. For så vidt angår Tyskland er der tale om en erhvervet ret, som kun bekræftedes med Kommissionens beslutning nr. 2000/275/EF (3), og ikke om en ækvivalens i henhold til direktivet om kørekort.

Kommissionen agter ikke at foreslå ændringer med hensyn hertil.

(1) Rådets direktiv 91/439/EØF af 29. juli 1991 om kørekort, EFT L 237 af 24.8.1991.

(2) Kommissionens fortolkningsmeddelelse om EU-kørekort, EFT C 77 af 28.3.2002.

(3) Kommissionens beslutning 2000/275/EF af 21. marts 2000 om ækvivalens mellem visse kategorier af kørekort, EFT L 91 af 12.4.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/175

(2004/C 78 E/0180)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2823/03

af Françoise Grossetête (PPE-DE) til Kommissionen

(18. september 2003)

Om: Bilag til direktiv 90/435/EØF

Den succes, som SAS'er (Société par Actions Simplifiées) har været genstand for, rejser mange problemer, ikke mindst i det følgende tilfælde:

De karakteristika, som kendetegner denne type selskab, optræder nemlig ikke i bilaget til direktiv 90/435/EØF (1) af 23. juli 1990 (punkt 6 på listen over selskaber, der kan komme på tale).

Således viser der sig at være vanskeligheder, specielt i forbindelse med tilbagekøb af selskaber eller grænseoverskridende LBO'er (leveraged buy-out).

SAS er imidlertid en videreførelse af aktieselskabet (SA), som er udmærket beskrevet i bilaget til direktiv 90/435/EØF.

Har bestemmelserne for aktieselskabet også umiddelbar gyldighed for SAS'er i nærværende tilfælde?

Overvejer Kommissionen i modsat fald at foreslå en ændring af ovennævnte direktiv eller at foretage en ajourføring af dets bilag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(10. oktober 2003)

Anvendelsesområdet for Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater er fastlagt i artikel 2.

Ifølge denne artikel finder direktivet anvendelse på selskaber, der

—	er organiseret i en af de former, der er anført i bilaget til direktivet

—	er skattemæssigt hjemmehørende i en medlemsstat

—	uden valgmulighed og uden fritagelse er omfattet af selskabsskat.

Specielt omhandler listen følgende franske selskaber: »de selskaber, der i fransk ret benævnes »société anonyme«, »société en commandite par actions«, »société à responsabilité limitée« samt offentlige industri- og handelsvirksomheder og -foretagender.«

Det franske »société par actions simplifiés« (SAS) er ikke omfattet af listen i bilaget. Det har heller ikke samme retlige form nogen af de ovennævnte selskaber. Derfor finder direktivet ikke anvendelse på SAS.

Kommissionen vedtog et forslag den 29. juli 2003 (2) til ændring af direktiv 90/435/EØF, herunder navnlig listen over de selskaber, det gælder. Blandt de nye tilføjelser i listen er SAS. Hvis Rådet vedtager dette forslag, bliver SAS omfattet af direktivet.

Samme spørgsmål gælder Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater (3). Kommissionen arbejder i øjeblikket på et forslag til ændring af dette direktiv, bl.a. med det formål at få SAS omfattet af det.

(1) EFT L 225 af 20.8.1990, s. 6.

(2) KOM(2003) 462 endelig udg.

(3) EFT L 225 af 20.8.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/176

(2004/C 78 E/0182)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2846/03

af Isabelle Caullery (UEN) til Kommissionen

(25. september 2003)

Om: EU-direktiv om afgiftsberegning for transportinfrastrukturer

Vil Kommissionen i betragtning af EU-direktivforslaget om afgiftsberegning for transportinfrastrukturer oplyse, om lufthavnsvirksomheder generelt vil kunne blive berørt af dette lovforslag, og i bekræftende fald i hvilket omfang?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(30. oktober 2003)

Opkrævning af infrastrukturafgifter for jernbanesektorens vedkommende er allerede inkluderet i den første jernbanepakke (direktiv 2001/14/EF (1)). Som ønsket af Det Europæiske Råd på dets møde i København i december 2002 og på dets møde i Bruxelles i marts 2003 forelagde Kommissionen den 23. juli 2003 et forslag (2) til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EC af 17. juni 1999 om afgift på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (3). Dette nye forslag er koncentreret om vejtransport og mere præcist om tunge godskøretøjer på over 3,5 tons. Da disse køretøjer er regelmæssigt involveret i den interne grænseoverskridende trafik inden for Fællesskabet, er det berettiget med fælles bestemmelser for afgiftsopkrævning ved benyttelse af infrastrukturerne. For så vidt angår de andre transportformer, gælder der i dag ingen fællesskabsbestemmelser herfor.

Hvad specielt angår luftfartssektoren, foreligger der en række valgmuligheder med hensyn til en regulering af lufthavnsafgifter, og Den Internationale Organisation for Civilflyvning (ICAO) har for nylig videreudviklet sine retningslinjer for afgiftsopkrævning inden for luftfartssektoren (4). Et forslag fra Kommissionen fra 1997, som var stærkt inspireret af generelt anerkendte ICAO-principper, opnåede ikke tilstrækkelig støtte i Ministerrådet, hvorfor Kommissionen besluttede at trække det tilbage (5).

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering, EFT L 75 af 15.3.2001.

(2) EFT L 187 af 20.7.1999.

(3) KOM(2003) 448 endelig udg.

(4) »ICAO's politik for lufthavnsafgifter og flyvekontrolafgifter« — dokument 9082, sjette udgave, 2001.

(5) EFT C 257 af 22.8.1997 og KOM(2001) 763 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/177

(2004/C 78 E/0183)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2847/03

af Miquel Mayol i Raynal (Verts/ALE) til Kommissionen

(18. september 2003)

Om: Arealanvendelse i Salobrar de Campos — Es Trenc

For et område kaldet »Salobrar de Campos — Es Trenc«, som er beliggende i den sydlige del af Mallorca, eksisterer der et projekt for opførelse af en polobane og en tilhørende bebyggelse med plads til 2 000 personer. Denne bane vil blive placeret mellem fossile klitter (semiaridt område) og grundvand med et højt saltindhold og nær et våd- og kystområde med sevenbom, der har status som et særligt beskyttelsesområde i medfør af direktiv 79/409/EØF (1) af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle og som en prioriteret naturtype i medfør af direktiv 92/43/EØF (2) af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

Er Kommissionen orienteret om denne arealanvendelse?

Har den spanske stat i forbindelse med projektet henvendt sig til Kommissionen som fastslået i artikel 6, stk. 3 og 4, i direktivet om levesteder?

Anser Kommissionen dette projekt om byggeri og anlæg af en polobane for at være i overensstemmelse med bestemmelserne i direktivet om levesteder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. oktober 2003)

Kommissionen kender ikke noget til det projekt, det ærede medlem omtaler.

Kommissionen har undersøgt om det nævnte område er blevet klassificeret som særligt beskyttet fugleområde i medfør af artikel 4 i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle.

Området »Es trenc — Salobrar de Campos ES0000037« er på 1 442 ha og også af de spanske myndigheder foreslået udpeget som område af fællesskabsbetydning, som i fremtiden skal indgå i Natura 2000-nettet i medfør af bestemmelserne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

Kommissionen har henvendt sig til de spanske myndigheder og anmodet dem om deres bemærkninger til anvendelsen af ovennævnte direktiver i det foreliggende tilfælde og for at få fastslået, om det pågældende projekt kan få betydelig indvirkning på det pågældende område i overensstemmelse med målsætningerne for Rådets direktiv 92/43/EØF, hvorefter proceduren i direktivets artikel 6 skal anvendes.

Kommissionen vil som traktaternes vogter under alle omstændigheder træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at fællesskabsretten overholdes i det foreliggende tilfælde.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(1) EUT C 33 E af 6.2.2004, s. 175.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/178

(2004/C 78 E/0184)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2849/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(26. september 2003)

Om: Klager eller overtrædelser i forbindelse med anvendelsen af EU's miljølovgivning i Grækenland

Kommissær Wallström nævnte i sit svar på min forespørgsel E-1829/03 (1), at det var muligt at indsamle generelle statistiske oplysninger vedrørende de mange klager eller overtrædelser i forbindelse med gennemførelsen i den nationale lovgivning og anvendelsen af EU's miljøbestemmelser i Grækenland. Er det muligt for Kommissionen for perioden fra 1994 og til i dag at sende mig alle disse oplysninger samt de sager, som oplysningerne vedrører?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(10. november 2003)

Af tekniske grunde kan de statistiske oplysninger, det ærede medlem anmoder om, kun skaffes fra og med 1995. Kommissionen registrerede og undersøgte således fra 1995 til 2002 i alt 257 sager om formodede eller konstaterede overtrædelser af Fællesskabets miljølovgivning i Grækenland. Disse sager indledtes på grundlag af klager, andragender og mundtlige og skriftlige forespørgsler fra Europa-Parlamentet samt på Kommissionens initiativ. Pr. 24. september 2003 verserede 98 sager om formodede eller konstaterede overtrædelser af Fællesskabets miljølovgivning i Grækenland.

Det skal bemærkes, at overtrædelsesproceduren i traktatens artikel 226 er indledt i 85 af de i alt 257 sager. Blandt disse 85 sager vedrører de 19 luftforurening, mens 18 gælder Fællesskabets miljølovgivning om håndtering af affald, 13 naturbeskyttelse og 11 kemiske stoffer, 10 beskyttelse af vandressourcerne, 5 vedrører Rådets direktiv 85/337/EØF (2) som ændret ved direktiv 97/11/EF (3), 3 gælder genmodificerede organismer og 6 vedrører andre dele af Fællesskabets miljølovgivning.

(1) EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1.

(3) Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet., EFT L 73 af 14.3.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/179

(2004/C 78 E/0185)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2850/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(26. september 2003)

Om: Visse bolig- og sommerboligkooperativers praksis i Grækenland

Medlemmer af en række bolig- og sommerboligkooperativer i Grækenland protesterer voldsomt imod disse kooperativers praksis, idet de hævder, at de i årevis har måttet betale årsbidrag samt særlige bidrag uden endnu at have erhvervet nogen byggegrund. Et eksempel herpå er f.eks. sommerboligkooperativet tilhørende de ansatte i sundhedsvæsenet »YGEIA SYN.PE«, der har sæde i Athen (Odos Rizari 17), som blev grundlagt i 1965 og officielt anerkendt i 1968 af det græske socialministerium. Kooperativet har 3 090 medlemmer. Efter 35 år eller mere hævder disse medlemmer (læger og ansatte i sundhedsvæsenet), at de ikke har kunnet erhverve nogen byggegrund til trods for, at de hvert år har betalt deres bidrag til kooperativet sammen med de yderligere, særlige bidrag på hundredtusindvis af drakmer (i priser fra begyndelsen af firserne).

Hvordan vurderer Kommissionen den kendsgerning, at statsborgere i en EU-medlemsstat i over 35 år har indbetalt bidrag og abonnementer til et boligkooperativ uden endnu at have fået de byggegrunde, som de var berettiget til? Hvilke juridiske foranstaltninger vil der kunne træffes for at beskytte de tusindvis af medlemmer af dette og andre kooperativer, som i årevis (eller i årtier, som medlemmerne i den ovennævnte sammenslutning nævner), har måttet betale uden at have fået nogen byggegrund?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(11. november 2003)

Der er ingen relevant europæisk lovgivning, der dækker den situation, som det ærede medlem beskriver. Bestemmelserne i direktiv 94/47/EF om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timeshare-basis gælder ikke kooperativer. Timeshare er køb af en rettighed for tre år eller mere til at tilbringe en bestemt mængde tid en gang om året i en feriebolig. Købet af en parcel i en bygning eller sommerboligkooperativ begrænser ikke brugen af denne parcel til en bestemt årlig periode.

Kommissionen har ingen beføjelse til at behandle private forhold som dem, det ærede medlem beskriver i sin forespørgsel. På basis af den givne information, synes der at være tale om et kontraktmæssigt spørgsmål, der kun involverer de pågældende nationale myndigheder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/179

(2004/C 78 E/0186)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2855/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(18. september 2003)

Om: Direktivet om biocidholdige produkter

Har Kommissionen med sit forslag om og godkendelse af direktiv 98/8/EF (1) om biocidholdige produkter haft til hensigt at forbyde fremstillingen af naturprodukter, som for eksempel måtter fremstillet af bygstrå, der i mange år har været anvendt til at forhindre algedannelse i havebassiner? Har de britiske sundheds- og sikkerhedsmyndigheder (UK Health and Safety Executive) ifølge Kommissionen ret, når de fortolker direktivet således, at bygstrå nødvendigvis er omfattet af direktivet, og at dets aktive ingredienser derfor skal underkastes en gennemgribende analyse, inden det igen kan markedsføres?

Er Kommissionen klar over, at talrige — om ikke alle — vandværker anvender bygstrå for at forhindre dannelsen af blå og grønne alger, som kan være giftige? Hvilke alternativer foreslår Kommissionen til begrænsning af udbredelsen af giftige alger, hvis ovennævnte produkt ikke længere markedsføres? Ved Kommissionen, at de kemiske opløsningsstoffer, der anvendes til begrænsning af algedannelse, har visse bivirkninger? Vil Kommissionen i lyset af ovennævnte problemstilling foreslå eventuelle ændringsforslag til eller fritagelser fra direktivet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(14. oktober 2003)

Kommissionen vil gerne gøre det ærede medlem opmærksom på, at hensigten med direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter, som foreslået af Kommissionen og vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet, er, at menneskets sundhed og miljøet beskyttes effektivt mod utilsigtede negative virkninger af biocidholdige produkter ved at sikre, at der kun markedsføres produkter, som er tilstrækkeligt effektive og uden uacceptable virkninger på målgrupper, mennesker, dyr eller miljø.

I forbindelse med direktiv 98/8/EF blev det specifikke spørgsmål vedrørende behandlingen af bygstrå rejst for Kommissionen af det pågældende firma. Kommissionen undersøger i øjeblikket sagen i tæt samarbejde med medlemsstaternes kompetente myndigheder.

Der står en række vanskelige tekniske og juridiske spørgsmål på spil. Definitionen på »biocidholdigt produkt« og »aktivt stof« i direktiv 98/8/EF, som vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet, udelukker ikke, at naturlige produkter og materialer er omfattet af direktivet i det omfang, at den virkning, de har på skadelige organismer, er af kemisk eller biologisk art. Det er ikke muligt at drage en konklusion på baggrund af de nuværende oplysninger, og sagen må derfor undersøges nærmere, før der tages endelig stilling, også for at undgå uønskede virkninger på organismer uden for målgruppen.

Der er anmeldt en lang række andre aktive stoffer i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1896/2000 af 7. september 2000 om den første fase i det program, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om biocidholdige produkter (2), som kan anvendes til algebekæmpelse. På linje med bestemmelserne i artikel 16, stk. 2, i direktivet vil disse blive undersøgt nøje for at klarlægge, hvilken risiko de udgør for menneskets sundhed og miljøet som led i programmet for vurdering af eksisterende aktive stoffer. Kun stoffer med en acceptabel risiko (herunder også for bivirkninger på organismer uden for målgruppen) vil blive tilladt i biocidholdige produkter til algebekæmpelse.

(2) EFT L 228 af 8.9.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/180

(2004/C 78 E/0187)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2858/03

af Pierre Jonckheer (Verts/ALE) til Kommissionen

(26. september 2003)

Om: Udvinding af kul i åben minedrift i det nordlige León (distriktet Valle de Laciana, Spanien)

Som supplement til oplysningerne i de skriftlige forespørgsler E-1431/03 og E-1432/03 (1) om den åbne kulmine Fonfría, der tilhører virksomheden Minero Siderúrgica Ponferrada S.A., ønskes følgende tilføjet: Området er også levested for ulve (Canis lupus signatus), bævere (Lutra lutra), ørreder (Salmo trutta) og karper (Chondrostoma arcasii), som alle er prioriterede arter, samt for gul ensian (Gentiana lutea), en nordlig alpin blomst, der er klassificeret som planteart af fællesskabsbetydning i bilag V til direktiv 92/43/EØF (2), og som er udryddet i en stor del af området (3). Minevirksomheden har undladt at udføre næste samtlige forebyggende, genoprettende og/eller udlignende foranstaltninger, der var fastsat i den erklæring om virkninger på miljøet, som den regionale forvaltning for miljø og fysisk planlægning i Castilla y León udstedte den 14. juni 1999, og som var en forudsætning for tilladelsen til minedrift.

De vigtigste undladelser:

—

Beskyttelse af egeskoven omkring det kommende minedriftsområde, navnlig den østlige del (højre bred af floden Orallo). Virksomheden har tværtimod anlagt et spor tværs igennem hele skoven og i den forbindelse ryddet et meget stort antal træer (eg, birk og andre arter), samtidig med at den også har fældet et stort antal træer uden for sporet.

—

Bevarelse af den bæk, der udspringer fra kilden ved siden af den nordlige losseplads, som skulle have været lagt i rør ca. 200 m for at undgå påvirkning fra lossepladsen. Bækken er blevet brugt til deponering af affald og er næsten fuldstændig dækket til bortset fra nogle få meter fra kildens udspring.

—

Omhyggelig kontrol med støvdannelse. Der er anlagt en losseplads uden for det sted, der er angivet i projektet, som rager langt op over de omkringliggende bjergtoppe, og derfor er udsat for de hyppige vinde fra nord i området, og som sender skyer af sort, snavset og forurenende støv ned over landsbyen.

—	Beplantning med frugttræer af hullerne efter tidligere minedrift og af de ikke berørte områder før påbegyndelse af udvindingen. Der er ikke foretaget nogen beplantning, og hullerne anvendes generelt som lossepladser.

Kan Kommissionen på baggrund af de kompetente spanske myndigheders svigtende tilsyn undersøge ansvaret i forbindelse med driften af denne mine og ødelæggelsen af områder og arter, der er beskyttet af habitatdirektivet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(14. november 2003)

Kommissionen har ud fra de foreliggende oplysninger konkluderet, at de spanske myndigheder ikke har håndhævet direktiv 85/337/EØF (4) af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekter på miljøet, som ændret ved direktiv 97/11/EF (5), og direktiv 92/43/EØF (6) af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter korrekt i det foreliggende tilfælde. Som følge heraf har Kommissionen besluttet at indlede en overtrædelsesprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 226 og har i en åbningsskrivelse anmodet de spanske myndigheder om at fremsætte deres bemærkninger til Kommissionens kommentarer.

På indeværende tidspunkt afventer Kommissionen stadig de spanske myndigheders bemærkninger om Kommissionens synspunkter.

(1) Se side 33.

(4) EFT L 175 af 5.7.1985.

(3) Oplysninger fra forslaget til udpegning af Valle de Laciana som biosfærereservat under Unesco.

(5) EFT L 73 af 14.3.1997.

(6) EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/182

(2004/C 78 E/0188)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2864/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(22. september 2003)

Om: Data og kilder, hvoraf det kan udledes, hvilken rolle Vatikanets finansielle system spiller i øjeblikket i forbindelse med udbetalingen af renter til fysiske personer

Kommissær Bolkestein skriver på Kommissionens vegne i sit svar af 5. september 2003 på forespørgsel E-2426/03 (1) følgende: Kommissionen kan blot bemærke, at den rolle, Vatikanets finansielle system spiller i øjeblikket i forbindelse med udbetalingen af renter til fysiske personer, ikke lader til at være af en sådan art, at den bringer de europæiske finansmarkeders konkurrenceevne i fare.

Vil Kommissionen oplyse, hvilke data den råder over, siden den kan hævde ovenstående, og fra hvilken kilde den har taget dem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(16. oktober 2003)

Kommissionen henviser til sit svar på skriftlig forespørgsel E-1914/02 fra det ærede medlem (2). Konstateringen af, at der i øjeblikket ikke findes en kommerciel finansiel sektor i Vatikanstaten (den eneste bank er Istituto per le Opere di Religione, der ligeledes er centralbank), tyder nemlig på, at en eventuel formueforvaltning for fysiske personer, der er bosiddende i EU, ikke kan nå et niveau, der kan sammenlignes med niveauet i de seks tredjelande, som Rådet har prioriteret med hensyn til indledningen af drøftelser om beskatning af opsparing (USA, Schweiz, Liechtenstein, Monaco, Andorra og San Maríno).

Denne prioritering af nogle få særligt væsentlige finanspladser har i øvrigt været nødvendig, fordi Rådet havde valgt at etablere en forbindelse mellem EF-direktivets vedtagelse og gennemførelse (med kort frist) og opnåelsen af tilstrækkelige garantier fra de berørte tredjelande, om at der på deres område indføres foranstaltninger svarende til foranstaltningerne i direktivet. Hvis der umiddelbart skulle have været optaget kontakt med et større antal finanspladser, ville dette utvivlsomt have indebåret en risiko for en forsinkelse på flere år ikke alene af anvendelsesdatoen for dette direktiv vedrørende beskatning af renteindtægter, men også af tidspunktet for anvendelsen af andre elementer i skattepakken (adfærdskodeksen for erhvervs-beskatning og direktivet om renter og royalties, der betales mellem virksomheder). Kommissionen håber, at det ærede medlem deler opfattelsen af, at en sådan forsinkelse ikke vil være til gavn for det indre markeds funktion.

Kommissionen er begyndt at indsamle de disponible oplysninger vedrørende det spørgsmål, som det ærede medlem har rejst, og han vil blive underrettet direkte om resultatet heraf.

(1) EUT C 65 E af 13.3.2004.

(2) EUT C 92 E af 17.4.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/182

(2004/C 78 E/0189)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2865/03

af Elisabeth Schroedter (Verts/ALE) og Inger Schörling (Verts/ALE) til Kommissionen

(26. september 2003)

Om: Ødelæggelse af enestående områder af den europæiske naturarv i Brandenburg) (Tyskland)

Kommissionen har i sit svar på forespørgsel (E-3577/02 (1)) af 27. januar 2003 fra Elisabeth Schroedter og i sit svar på klage 2000/4731 givet udtryk for den opfattelse, at Lacoma-vådområdet i henhold til artikel 4, stk. 1, og bilag III i habitatdirektivet (92/43/EØF (2) om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter) burde have været udpeget som en lokalitet af fællesskabsbetydning på grund af sit enestående naturskønhed og de store populationer af Bombina bombina (klokkefrø), der formentlig er enestående i Europa. Den tyske regering har imidlertid ikke foranlediget delstaten Brandenburg til at efterkomme dette. Der er derfor risiko for, at området, når godkendelsesproceduren er afsluttet, vil blive fuldstændig afvandet, så der kan blive udvundet brunkul til den svenske virksomhed Vattenfalls elproduktion.

Er Kommissionen efter sin undersøgelse (jf. svar på E-3577/02) kommet til den konklusion, at den tyske regering ikke er forpligtet til at udpege Lacoma-vådområdet som en lokalitet af fællesskabsbetydning, selv om Kommissionen selv har fastslået, at dette område har stor betydning for den europæiske naturarv. Mener den også, at ødelæggelse af dette område ikke vil have væsentlig indflydelse på målene i Natura 2000, selv om den usædvanligt store population af klokkefrø formentlig er en kildepopulation til andre mindre populationer?

Har Kommissionen stadig den opfattelse, der kommer til udtryk i svaret på klage (2000/4731), nemlig at virksomheden Vattenfalls brunkulsbrydning på et liberaliseret europisk energimarked udgør »bydende nødvendige hensyn«, selv om sådanne hensyn på grund af tilstedeværelsen af de prioriterede insektarter Osmoderma Eremita skal kunne sidestilles med hensynet til »menneskers sundhed« og »den offentlige sikkerhed« jf. habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, og selv om det er bekendt, at der i Lacoma-vådområdet er gunstige udviklingsbetingelser for Osmoderma Eremita og for andre arter, der er opført i bilag II til habitatdirektivet? I bekræftende fald bedes Kommissionen oplyse, hvordan den begrunder dette med henvisning til habitatdirektivet (92/43/EØF) og til dens forpligtelse til at afdække skjulte konkurrencefordrejninger på det europæiske marked?

3.	Har Kommissionen til hensigt at indstille traktatsovertrædelsesproceduren, selv om det endnu ikke hverken juridisk eller finansielt er sikret, at der vil blive gennemført kompensationsforanstaltninger? I bekræftende fald, hvorfor?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(11. november 2003)

Kommissionen blev opmærksom på denne sag i forbindelse med en klage vedrørende naturværdierne på lokaliteten »Lacomaer Teiche und Hammergraben«, som måtte blive væsentligt påvirket af den nærtforestående gennemførelse af et brunkulsbrydningsprojekt. Klageren fandt, at denne lokalitet burde have været foreslået som en lokalitet af fællesskabsbetydning under direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (i det følgende benævnt »direktivet«). Efter en foreløbig vurdering deler Kommissionen dette synspunkt. Kommissionens synspunkt blev navnlig baseret på tilstedeværelsen af en betydelig population af klokkefrø (Bombina bombina), der imidlertid ikke er en prioriteret art i ovennævnte direktiv.

Som resultat af dens undersøgelse af klagen nåede Kommissionen til den konklusion, at selv om lokaliteten var blevet foreslået af de tyske myndigheder, ville det ikke have givet nogen merværdi til Natura 2000-netværket på lang sigt, eftersom mineprojektet kunne blive gennemført i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 4, første punktum (ingen alternativ løsning, bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser og kompensationsforanstaltninger).

Der er ikke noget levedygtigt alternativ til projektet for brunkulsudvinding, der skal gennemføres på den pågældende lokalitet. Dette projekt er af enorm betydning for den regionale økonomi og energisikkerhed. Det er værd at bemærke, at den minevirksomhed, der står for projektet, nyder juridisk beskyttelse, da mineprojektet principielt blev godkendt før den tyske genforening. Der er endelig blevet udarbejdet betydelige kompensationsforanstaltninger.

Kommissionen har siden modtaget yderligere oplysninger, der peger på, at der er blevet fundet prioriterede arter opført i direktivets bilag, nemlig osmoderma eremita, en træbille, på lokaliteten, og Kommissionen har igen protesteret over for den tyske regering for at indhente oplysninger med henblik på at afgøre, om der skal træffes yderligere tiltag for at sikre overensstemmelse med Fællesskabets miljølovgivning. Kommissionen har endnu ikke truffet nogen afgørelse i denne sag.

(1) EFT C 161 E af 10.7.2003, s. 108.

(1) EFT C 151 E af 25.6.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/184

(2004/C 78 E/0190)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2868/03

af Brice Hortefeux (PPE-DE) til Kommissionen

(26. september 2003)

Om: Europæisk marked for elektricitet

Det strømudfald, der fandt sted den 14. august i USA og Canada, berøvede 50 millioner amerikanere og canadiere elektriciteten i 29 timer.

Det nordamerikanske system, der er totalt liberaliseret og primært består af private operatører, er karakteriseret ved manglende integration, meget beskeden overordnet regulering og manglende samarbejde mellem forvalterne af nettet. Desuden havde markedet i de seneste år, for at øge profitterne mest muligt, minimeret investeringerne i at opbygge eller modernisere infrastrukturer for transport og produktion af elektricitet. Den amerikanske regering havde på sin side prioriteret en strategi for udbud af energi, frem for at forvalte efterspørgslen på energi, i et land præget af overforbrug af energi (amerikanerne forbruger efter sigende to gange så meget energi som europæerne).

Set i lyset af den forestående åbning af det europæiske marked for elektricitet er det på sin plads at stille sig det spørgsmål, hvordan dette marked ville reagere på en sådan krise? Råder Kommissionen i den forbindelse over en komparativ analyse og, i bekræftende fald, kan man få den udleveret?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(3. november 2003)

Strømudfaldet i Italien den 28. september 2003 viste, at intet system er sikret mod svigt. Den meget store afhængighed af import gør det italienske system særligt følsomt over for uheld.

De andre netforvaltere kunne undgå, at uheldet bredte sig til andre lande, og det italienske elnet kunne genoprettes på nogle få timer, inden for en kortere tidsfrist end f.eks. i USA.

Strømudfaldet i Italien skyldtes til forskel fra udfaldet i USA uvejr og ikke liberaliseringen af elmarkedet eller oprettelsen af det indre elmarked. Strømmen svigtede som følge af et svigt i transportnettet, som stadig drives som et monopol. Det skal tilføjes, at forvalterne af transportnettene i Schweiz indgår i et vertikalt integreret selskab, hvilket begrænser gennemsigtigheden og hindrer en effektiv forvaltning af markedet.

Kommissionen råder ikke over nogen sammenlignende undersøgelse mellem det amerikanske og det europæiske system. Den fortsætter sine undersøgelser af strømudfaldet i Italien i de kommende uger.

Dog er der allerede nu ved at blive taget en række initiativer på fællesskabsplan for så vidt angår behandlingen af disse spørgsmål. I forbindelse hermed vil anden meddelelse om infrastrukturerne blive forelagt før udgangen af år 2003. I den første meddelelse (1) blev der fastsat et sammenkoblingsomfang på 10 % for samtlige medlemsstater. Selv om dette mål blev godkendt af alle stats- og regeringscheferne på mødet i Barcelona, er der dog kun gjort yderst beskedne fremskridt, og der er i mange lande behov for mere omfattende sammenkoblinger.

Der vil blive fremlagt forskellige konkrete forslag, herunder et forslag til direktiv om forsyningssikkerhed på elområdet og en revision af retningslinjerne for de transeuropæiske net med en udvidelse og ajourføring af listen over prioriterede projekter af europæisk betydning, som kan komme i betragtning til en prioriteret EU-finansiering. Endvidere vil Kommissionen bestræbe sig for at fremskynde arbejdet i EU med henblik på koordinering af eltransport (UCTE) i det kontinentale Europa med det formål at gennemføre handlingsplanen for sikkerheds- og pålidelighedsstandarder. Dette arbejde har allerede gjort store fremskridt. Det må nærmere fastsættes, hvordan der sikres fuld overholdelse af reglerne i denne handlingsplan.

Det væsentligste ansvar på dette område påhviler imidlertid medlemsstaterne. Den største trussel mod forsyningssikkerheden skyldes uforholdsmæssigt vanskelige procedurer for at opnå tilladelse til anlægsarbejder. Europa har brug for nye højspændingsledninger og nye kraftværker. Såfremt medlemsstaterne ikke træffer disse meget vanskelige beslutninger i de kommende år, vil de problemer, der opstod i Californien, efterhånden også melde sig i Europa.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/185

(2004/C 78 E/0191)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2886/03

af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen

(29. september 2003)

Om: Vanskeligheder i forbindelse med liberaliseringen af den europæiske sektor for jernbanefragt

Siden marts i år skal alle EU's medlemsstater give fragtførere, der er baseret i andre medlemsstater, tilladelse til at transportere internationalt fragtgods på deres jernbanelinjer. En række medlemsstater, herunder Frankrig, har allerede omsat direktivet i national ret, mens andre medlemsstater, herunder Tyskland og Det forenede Kongerige, som begge i realiteten allerede er åbne for udenlandske fragtførere, ikke har gjort det.

Imidlertid frygter man, at direktivets omsættelse ikke i sig selv vil være tilstrækkelig til at sikre, at det gennemføres korrekt, selv om der tydeligt nok er et offentligt pres for at nedskære trafiktætheden på vejene ved at øge den procentdel af europæisk gods, der transporteres med jernbane, al den stund denne procentdel er faldet fra over 20 % for 30 år siden til kun 8 % i dag. Der er i særdeleshed nervøsitet for, at Eurostars plan om at påbegynde direkte jernbanegodstransport fra Dourges nær Lille i Frankrig til Daventry i Midlands i Det Forenede Kongerige, vil blive ødelagt på grund af modstand fra franske fagforeninger, således at Eurostar enten ikke får nogen kørselstilladelse eller får den i en form, som ville gøre, at projektet ikke kunne gennemføres.

Er Kommissionen fast besluttet på at fremme godstransport ad jernbane over hele Europa, og har den eventuelt forudanelser om de vanskeligheder, som der er sandsynlighed for, at europæiske fragtførere vil stå overfor i fremtiden? Kan Kommissionen i særdeleshed forestille sig eventuelle indvendinger mod Eurostars planer om at drive en godstransportforbindelse fra Dourges til Daventry eller en eventuel anden grund til, at der ikke ville blive givet kørselstilladelse til selskabet, således at det kan transportere gods ad hele denne rute?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(10. november 2003)

Kommissionen er stærkt engageret i at forbedre konkurrenceevnen for europæisk jernbanefragt og ønsker at omlægge transporten til mere miljøvenlige former f.eks. jernbane. Kommissionen vil gennemføre dette ved oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde med en liberalisering af markederne for jernbanefragt samt etablering af en europæisk rammelovgivning for interoperabilitet og sikkerhed. Den yder ligeledes finansiel støtte til udvikling af væsentlig jernbaneinfrastruktur og til demonstration af nye koncepter for jernbanefragt.

Et afgørende element i Fællesskabets lovgivningsmæssige strategi med henblik på at fremme jernbanefragten er direktiverne om jernbaneinfrastrukturne (1), som medlemsstaterne skulle gennemføre inden den 15. marts 2003. Disse direktiver er dog endnu ikke omsat til lov i alle medlemsstater, og de direktiver, som er blevet gennemført, mangler stadigvæk at blive praktisk anvendt. Kommissionen vil nu anvende alle lovgivningsinstrumenter, den råder over, for at få medlemsstaterne til hurtigt at gennemføre direktiverne.

Kommissionen er bekendt med, at Eurotunnel SA (ikke Eurostar som anført) vil etablere sig som jernbanevirksomhed, der yder jernbanefragtservice gennem Kanaltunnelen. Dette selskab har indledningsvis ansøgt om tilladelse til jernbanedrift hos de franske myndigheder. De franske myndigheder behandler i øjeblikket ansøgningen på grundlag af de franske gennemførelsesbestemmelser til direktiv 2001/13/EF. Kommissionen har ingen grund til at tvivle på, at Eurotunnel SA vil få tildelt en tilladelse til jernbanedrift, såfremt selskabet opfylder alle i loven foreskrevne krav i overensstemmelse med fællesskabsdirektiverne.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/13/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastruktur-kapacitet og opkrævning af afgifter for benyttelse af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering, EFT L 75 af 15.3.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/186

(2004/C 78 E/0193)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2907/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(1. oktober 2003)

Om: Udgifter til og strukturelle indikatorer for forskning og innovation i EU og i Grækenland

I konklusionerne fra mødet i Det Europæiske Råd i Barcelona i marts 2002 blev det fastsat som mål, at Unionens samlede udgifter til forskning og teknologisk udvikling samt innovation skulle øges med det mål for øje at komme op i nærheden af 3 % af BNP inden 2010, idet det endvidere blev specificeret, at de to tredjedele af denne nye investering skulle komme fra den private sektor (1). I dag ligger EU-gennemsnittet for investering i forskning på 1,9 % af BNP, og for at det skal være muligt at nå målet med 3 %, vil investeringerne i forskning skulle øges med 8 % om året. I betragtning af, at afstanden mellem EU og dets alvorligste konkurrenter stadig øges, vil EU være nødt til i væsentlig grad at intensivere hele sin indsats inden for forskning og udvikling samt innovation med særlig vægt på pionerteknologierne for at nå målet med 3 % af BNP inden 2010.

1.	Hvad er niveauet for investeringer i forskning generelt i EU og i de enkelte medlemsstater, og hvor stor er stigningen eller faldet i denne andel i de enkelte medlemsstater ifølge de seneste oplysninger, der foreligger?

Hvor store beløb investeres der i Grækenland i forskning fordelt på de enkelte investeringskilder i den private sektor, i form af bidrag fra det offentlige og gennem fællesskabsinitiativer og programmer på forskningsområdet, og hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe med henblik på regelmæssigt og inden for nærmere fastsatte frister at fremlægge statistikker på grundlag af afgørelse 1608/2003/EF (2)?

I forbindelse med hvor mange og hvilke af de 16 enkelte strukturelle indikatorer fra Lissabon-strategien (f.eks. andel af BNP for hver investeringskilde i F & U, patenter m.m.), der vedrører innovation og forskning (II) er der konstateret forsinkelse eller fremskridt i Grækenland i forhold til fællesskabsgennemsnittet?

Er der behov for en revision af Kommissionens strategi i forhold til »den åbne koordinationsmetode«, der ikke er bindende for medlemsstaterne, og som blev vedtaget i Det Europæiske Råd med henblik på at nå målet med 3 % af BNP inden 2010, og hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe med henblik på at fremme forbindelser mellem forskning og nye iværksættermuligheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(14. november 2003)

Oplysningerne om investeringerne i forskning og udvikling (F&U) vedrører 2000 eller 2001 for samtlige medlemsstater undtagen Grækenland, hvor de seneste statistikker er fra 1999. Der vil blive sendt en oversigt direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets sekretariat. Investeringerne var gået frem overalt, men stigningstakterne var uensartede — fra over 7 % i Belgien, Danmark og Irland til under 1 % i Tyskland. De disponible tal for 2002 viser et fald i investeringerne i Frankrig, Portugal og Det Forenede Kongerige. Der vil blive sendt en oversigt (2) direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets sekretariat.

Med hensyn til fordelingen af F & U-investeringerne på de enkelte finansieringskilder adskiller Grækenland sig fra resten af Fællesskabet, både hvad kildernes art og hvad deres struktur angår. I Grækenland er den private sektors andel i finansieringen kun halvt så stor, mens ikke-nationale kilders andel er fire gange større, navnlig som følge af bidraget fra Fællesskabets forskningsrammeprogram. Der vil blive sendt en oversigt (3) direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets sekretariat.

Indikatorerne for overvågning af fremskridtene hen imod målet på 3 %, som er fastsat i Kommissionens handlingsplan »Investering i forskning«, kan alle beregnes på grundlag af de videnskabelige og teknologiske data, som Eurostat indsamler hos medlemsstaterne, efter metoder, som er ved at blive revideret i overensstemmelse med beslutning nr. 1608/2003/EF (3).

Grækenland er langt bagud med hensyn til ni af de seksten strukturelle indikatorer for forskning og innovation; det ligger på eller over gennemsnittet med hensyn til fire af indikatorerne; der foreligger ingen oplysninger om de tre resterende indikatorer. Der vil blive sendt en oversigt (4) direkte til det ærede medlem og til Europa-Parlamentets sekretariat.

Kommissionens handlingsplan »Investering i forskning« foreslår et sammenhængende sæt foranstaltninger med henblik på at øge den private sektors investeringer i forskning og udvikling. De foranstaltninger, som henhører under medlemsstaternes ansvarsområde (over halvdelen), skal iværksættes efter den åbne koordineringsmetode, som er fastsat af Det Europæiske Råd. For Kommissionen drejer det sig om at etablere en passende ramme med henblik på at lette den gensidige læreproces for medlemsstaterne og, om nødvendigt, at fremme en samordnet udvikling af nye foranstaltninger omkring følgende seks temaer: »menneskelige ressourcer«, »den offentlige forskning og dens forbindelser til erhvervslivet«, »små og mellemstore virksomheder (SMV) og forskning«, »skatteordninger til fordel for forskningen«, »intellektuel ejendomsret og forskning« og »offentlig støtte til forskning og kombination af politiske virkemidler«. Der gøres status over fremskridtene én gang om året.

Den »Handlingsplan for innovation«, som Kommissionen vil iværksætte i første halvår 2004, vil i øvrigt gøre det muligt at styrke innovationen i virksomhederne, idet den er baseret på et bredere og mere »business-orienteret« perspektiv, som lægger større vægt på de ikke-teknologiske, organisatoriske og markedsorienterede aspekter ved innovation.

(1) Http://europa.eu.int/comm/barcelona_council/index_en.html

(2) EUT L 230 af 16.9.2003, s. 1.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1608/2003/EF af 22. juli 2003 om produktion og udvikling af fællesskabsstatistikker om videnskab og teknologi.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/187

(2004/C 78 E/0194)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2909/03

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(29. september 2003)

Om: Tibets fremtidige status

I et interview for nylig til dagbladet Le Figaro har Dalai Lama udtalt, at han »håber, der bliver flere (kontakter til kineserne), og at de munder ud i seriøse drøftelser«. Efter hvad han siger, »er der for øjeblikket intet nyt, hvad angår det væsentlige. Siden 80'erne har vi bedt om selvstyre og ikke om uafhængighed. Det ved kineserne udmærket.« Og Dalai Lama tilføjer, at »den tibetanske ungdoms organisationer ønsker klart uafhængighed. De er ikke enige med mig. Men alligevel er vi ikke i konflikt«. »Jeg må anstændigvis sige, at hvis mit forsøg skulle mislykkes, så ville disse unge helt igennem være i deres ret til at gribe faklen og kræve uafhængighed.«»Man må være tålmodig. Genoptagelsen af kontakten med kineserne er kun knap et år gammel. Men, hvis det om to eller tre år ikke har givet noget resultat, bliver det vanskeligt for mig at forklare for de unge, at en >middelvej< har sin berettigelse«.

Er Kommissionen bekendt med den radikale drejning i det tibetanske lederskabs holdning, som kommer til udtryk i det utvetydige udsagn om nødvendigheden af at finde en løsning i løbet af meget kort tid (to eller tre år)? Mener Kommissionen ikke, at Den Europæiske Union skylder sig selv at gøre alt for at få de kinesiske myndigheder og den tibetanske eksilregering til hurtigt at nå til enighed om at definere en status med fuld autonomi for Tibet på alle områder undtagen forsvars- og udenrigspolitik? Er Kommissionen opmærksom på, at Tibet, ud over den frist på to eller tre år, som Dalai Lama nævnte, er i fare for at forvandle sig til et arnested for spændinger, for ikke at tale om vold og blodig repression? Mener Kommissionen ikke i den anledning, at den kan bidrage til, at der indledes forhandlinger ved at foreslå EU's medlemsstater, at de anerkender den tibetanske eksilregering?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(15. oktober 2003)

Kommissionen har som led i den løbende dialog med Kina, navnlig om menneskerettighedsspøgsmål, konstant peget på, at en direkte dialog mellem de kinesiske myndigheder og Dalai Lama ifølge dens opfattelse er det eneste realistiske middel til at opnå en praktisk og varig løsning på den tibetanske spørgsmål baseret på en anerkendelse af Tibets fulde autonomi.

Den har i den forbindelse med interesse fulgt det besøg, som Dalai Lamas særlige udsendinge aflagde i Kina fra den 25. maj til den 8. juni 2003, og den mener, at alt bør sættes ind på at forhindre, at de nyligt knyttede kontakter mellem de berørte parter sættes over styr.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/188

(2004/C 78 E/0195)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2921/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(2. oktober 2003)

Om: Støtte til bomuldsproducenter

Vil Kommissionen give en detaljeret oversigt over den støtte, der er udbetalt til bomuldsproducenter i de enkelte medlemsstater i hvert af de seneste fem år, og foretage en sammenligning af den udbetalte EU-støtte pr. ton og den tilsvarende støtte udbetalt i USA?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(5. november 2003)

Kommissionen vedtog i overensstemmelse med de forpligtelser, den indgik den 26. juni 2003 i Luxembourg, den 23. september 2003 en meddelelse om reformen af de fælles markedsordninger for olivenolie, tobak og bomuld baseret på målene og strategien for reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003.

På grundlag af denne meddelelse har GD for Landbrug som dokumentarisk grundlag for sit forslag udarbejdet et arbejdsdokument med titlen »Bomuldssektoren«, som kan findes på følgende internetadresse: (europa.eu.int/comm/agriculture/markets/cotton).

Ved hjælp af dette dokument kan bomuldssektorens betydning på verdensmarkedet i de seneste år vurderes. Det viser også, hvorledes Fællesskabets støtteordning har fungeret siden sin indførelse, da Grækenland tiltrådte Fællesskabet, og det indeholder en række relevante statistiske oplysninger, især om arealer, produktion og budget.

Der skal med hensyn til EU-støtten til bomuldssektoren gøres opmærksom på, at den ydes til forarbejdningsvirksomheden i forhold til de mængder ikke-egreneret bomuld, der produceres og leveres af producenten, hvis denne har modtaget en minimumspris pr. ton ikke-egreneret bomuld. I øvrigt omfatter ordningen ikke foranstaltninger til eksportfremme, som f.eks. restitutioner.

Støtten pr. ton ikke-egreneret bomuld ydet til forarbejdsningsvirksomheden er lig forskellen mellem den målpris, der fastsættes af Rådet, og den verdensmarkedspris, der fastsættes af Kommissionen på grundlag af de priser, der noteres på det internationale fibermarked. Når produktionen overskrider referenceniveauerne sørger en stabilisatormekanisme for nedsættelse af målprisen og minimumsprisen med samme beløb med virkning for støtten.

Støtten pr. ton ikke-egreneret bomuld for de seneste fem produktionsår har ligget på følgende niveauer:

Støtte (EUR/t)
Produktionsår	Grækenland støtte	Spanien støtte
1998/1999	561	664
1999/2000	474	523
2000/2001	427	633
2001/2002	461	696
2002/2003	562	670

Ifølge den internationale rådgivende bomuldskomité ligger den amerikanske støtte pr. pund egreneret bomuld på følgende niveau:

(US cents/pund)
Produktionsår	USA Intern støtte
1998/1999	22
1999/2000	25
2000/2001	12
2001/2002	24

Fra produktionsåret 2002/2003 skal der ifølge den nye amerikanske Farm Bill ydes en ny såkaldt kontracyklisk støtte, når bomuldsproducentens samlede indkomst (markedsprisen og støtte) ligger under en orienteringspris på 72,4 US cents/pund.

Desuden skal andre former for eksportstøtte nævnes, som anvendes i forbindelse med den amerikanske støttepolitik inden for bomuldssektoren, især eksportkreditprogrammer, der subsidieres, medens EU's støtte ikke indeholder tilsvarende støtteelementer.

I øvrigt skal følgende anføres: den fri adgang til EU's marked (ingen told eller importkvoter), EU's position som verdens største importør på verdensmarkedet for egreneret bomuld samt EU-produktionens marginale størrelse (ca. 2,5 % af verdens produktion) i forhold til den amerikanske (ca. 20 %). Denne situation afspejles ved en sammenholdelse af de samlede budgetter.

Produktionsår	EU Budget (Mio. EUR)	USA (1) Budget (Mio. USD)
1998/1999	903	1 132
1999/2000	855	1 882
2000/2001	733	3 809
2001/2002	804	1 868
2002/2003	871	3 307

(1) USDA (United States Department of Agriculture).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/190

(2004/C 78 E/0196)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2924/03

af Salvador Garriga Polledo (PPE-DE) til Kommissionen

(6. oktober 2003)

Om: Europæisk energisikkerhedsråd

Sommeren 2003 vil gå over i historien bl.a. som et år med talrige strømafbrydelser i adskillige lande i verden, som har været ramt af afbrydelser af den energiforsyning, som de offentlige myndigheder bør garantere borgerne.

Det forhold, at London er ét af de berørte områder, har fået analytikere til at overveje, om EU bør oprette et europæisk råd, som skal sikre energiforsyningen, for at undgå, at andre EU-lande rammes af samme katastrofe.

Mener Kommissionen, at der bør oprettes et rådgivende energisikkerhedsråd med det formål at beskytte EU mod at blive udsat for strømafbrydelser af den art, som en række lande har været ramt af i sommeren 2003?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(13. november 2003)

Intet elektricitetssystem kan være 100 % sikret mod afbrydelser. Når dette er sagt, vil en gentagelse af de mange afbrydelser, der fandt sted regelmæssigt i 2003, være uacceptabel for Europas borgere.

Generelt er det Kommissionens opfattelse, at det er op til medlemsstaterne at sikre en kontinuerlig elektricitetsforsyning. Dette gælder både produktionskapaciteten (tilstrækkelig kapacitet til at kunne dække efterspørgslen til enhver tid) og netværkskapaciteten (tilstrækkelig transmissions- og distributionskapacitet til at kunne klare strømbelastningen til enhver tid).

Da eltransmissionsnettene imidlertid er sammenkoblet på europæisk plan, er der behov for et nært samarbejde mellem systemoperatørerne. Til dette formål har Unionen for Samordning af Elektricitetstrans-mission (UCTE) på begæring af Det Europæiske Elreguleringsforum i Firenze påbegyndt udarbejdelsen af en driftsmanual, hvis sigte er at sammenknytte sikkerheds- og pålidelighedsregler inden for UCTE-nettet.

Dette arbejde tjener hovedsagelig til at konsolidere de eksisterende aftaler mellem systemoperatørerne, som har eksisteret i nogle år. Kommissionen, de europæiske reguleringsmyndigheder, systemoperatører uden for UCTE-området og andre berørte parter har ligeledes deltaget i arbejdet. Forordningen om grænseoverskridende handel med elektricitet giver mulighed for under retningslinjerne for forvaltning af spidsbelastninger at medtage fælles regler for minimal sikkerhed og standarder for brug og drift af nettet. Det er Kommissionens hensigt at sørge for, at de fremtidige retningslinjer omfatter grundlæggende regler af denne type til støtte for udarbejdelsen af driftsmanualen.

Det anses ligeledes for vigtigt, at regelværket sikrer tilstrækkelige investeringer i elproduktions- og transmissionsinfrastruktur på mellemlang og lang sigt. Kommissionen agter at udarbejde en meddelelse herom inden udgangen af 2003, som vil indeholde nogle specifikke forslag på dette område.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/190

(2004/C 78 E/0197)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2927/03

af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

(6. oktober 2003)

Om: Presserende behov for udbygning af de frivillige brandvæsener

Også i denne sommer er Middelhavslandene blevet hjemsøgt af katastrofale skov- og buskbrande. Mange mennesker er blevet ofre for de usædvanligt hyppige og udstrakte brande i Portugal og Sydfrankrig, og både naturen og økonomien er blevet tilføjet enorme skader. Kun gennem en stor indsats og med støtte fra mange frivillige var det muligt at bringe ilden under kontrol. Allerede i 1996 blev det overvejet at støtte frivillige brandtjenester.

Kommissionen bedes derfor meddele, hvorvidt det er planlagt at udbygge de frivillige brandvæsener, som de allerede eksisterer i f.eks. Sydtyrol, Østrig og Tyskland, og om en sådan udbygning også støttes i Middelhavslandene.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(30. oktober 2003)

Kommissionen er helt enig med det ærede medlem, for så vidt angår frivilliges og ikke-statslige organisationers rolle og betydning inden for civilbeskyttelse.

Den værdsætter den indsats, der er gjort af frivillige brandmænd i den forgangne sommer for at bekæmpe de voldsomme skovbrande, især i Fællesskabets sydlige medlemsstater.

Allerede i 2002 afsluttedes der et EU-projekt om ikke-statslige organisationers og frivilliges rolle inden for civilbeskyttelse. Dette projekt gennemførtes som led i handlingsprogrammet på civilbeskyttelsesområdet (1). (Resultatet kan ses på Civilbeskyttelsesafdelingens netsted under Generaldirektoratet for Miljø: http://europa.eu.int/comm/environment/civil/).

Sigtet med projektet var at klarlægge, hvorledes civilbeskyttelsen var struktureret i medlemsstaterne, samt hvorledes myndighederne bedst kunne drage fordel af de ikke-statslige organisationers og frivilliges erfaringer ved at inddrage dem i civilbeskyttelsessystemet.

Under det nuværende handlingsprogram har Kommissionen næste år planer om en aktivitet, der skal fremme deltagelsen i civilbeskyttelsesarbejdet på frivilligt grundlag, hvori der også indgår brandbekæmpelse.

Endelig er Kommissionen åben for enhver form for initiativ på dette område under behørig hensyntagen til subsidiaritetsprincippet.

(1) Rådets beslutning nr. 1999/847/EF af 9. december 1999 om indførelse af et EF-handlingsprogram for civilbeskyttelse, EFT L 327 af 21.12.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/191

(2004/C 78 E/0198)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2935/03

af Monica Frassoni (Verts/ALE) og Guido Sacconi (PSE) til Kommissionen

(6. oktober 2003)

Om: Medtagelse af affald blandt energikilder, der er omfattet af ordningen for vedvarende energikilder

Artikel 2, litra a), i direktiv 2001/77/EF (1) om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet fastsætter, at der ved »vedvarende energikilder« blandt andet forstås »biomasse«. Ifølge artikel 2, litra b), forstås der ved »biomasse« udelukkende »den bionedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug (omfattende både vegetabilske og animalske stoffer) og skovbrug og fra nærtstående industrier samt den bionedbrydelige del af affald fra industri og husholdninger«.

I det udkast til dekret om gennemførelse af direktiv 2001/77/EF om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet, der er ved at blive vedtaget i Italien, hedder det i artikel 15 (medtagelse af affald blandt de energikilder, der er omfattet af ordningen for vedvarende energikilder), at affald, herunder den ikke-bionedbrydelige del, er omfattet af ordningen for vedvarende energikilder.

Selv om fristen for gennemførelsen af direktivet først udløber d. 27. oktober 2003, har Domstolen i dommen »Inter-Environnement Wallonie« fastslået, at medlemsstaterne heller ikke i perioden fra et direktiv vedtages til fristen for dets gennemførelse må vedtage bestemmelser, der strider imod direktivets formål.

Kan Kommissionen på denne baggrund bekræfte følgende:

1.	Direktiv 2001/77/EF finder kun anvendelse på den bionedbrydelige del af affaldet?

2.	Den tilskyndelsesordning, der er fastlagt i direktivet, angår udelukkende den bionedbrydelige del af affaldet?

En national gennemførelsesordning, som medtager den ikke-bionedbrydelige del af affaldet blandt de vedvarende energikilder under definitionen i direktiv 2001/77/EF og med de konsekvenser, definitionen har (også delvise, som i det konkrete tilfælde, hvor der er tale om godkendelse i forbindelse med tilskyndelsesforanstaltningerne, der er forbeholdt vedvarende energikilder), er ikke i overensstemmelse med direktivet?

4.	En national ordning, der lader den ikke-bionedbrydelige del af affaldet være omfattet af den støtteordning, der er fastsat i direktiv 2001/77/EF, vil ikke bare være i uoverensstemmelse med direktivet, men direkte krænke bestemmelserne i traktaten, særligt artikel 87 og 88?

En national ordning om støtte til forbrænding af affald på grundlag af principperne i direktiv 2001/77/EF, der ikke skelner mellem bionedbrydeligt og ikke-bionedbrydeligt affald (dvs. der inkluderer den ikke-nedbrydelige del), er ikke forenelig med EU's strategi for forvaltning af affald, jf. Kommissionens meddelelse af 30.7.1996 (2) som direktiv 2001/77/EF henviser til?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(20. november 2003)

Kommissionen bekræfter at den ikke-bionedbrydelige del af affald ikke regnes for at være en vedvarende energikilde jf. definitionen i artikel 2, litra b) i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (3).

Direktivets vigtigste formål er at fremme et øget bidrag fra vedvarende energikilder til elektricitets-produktionen. Direktivet etablerer dog ikke en støtteordning for vedvarende energi. Kommissionen skal senest i oktober 2005 forelægge en rapport om de forskellige støtteordninger, som anvendes i medlemsstaterne, og denne rapport ledsages om nødvendigt af et forslag til EF-rammer for støtteordninger, f.eks. et »grønt« certifikat, til elektricitet produceret fra vedvarende energikilder.

For så vidt angår bestemmelser i direktiv 2001/77/EF om retmæssigheden af støtteordninger til vedvarende energikilder, siges kun, at støtte bør gives »med forbehold af traktatens artikel 87 og 88«. National lovgivning, som medtager ikke-bionedbrydeligt affald sammen med vedvarende energikilder skal derfor være i overensstemmelse med Fællesskabets statsstøtteregler for miljøområdet, som er fastsat i EF-ramme-bestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (4).

Det er klart, at de særlige bestemmelser i disse miljørammebestemmelser vedrørende støtte til vedvarende energikilder (punkt E.1.3 og E.3.3) kun kan anvendes, hvis de vedvarende energikilder er defineret i overensstemmelse med artikel 2 i direktiv 2001/77/EF (jf. punkt 6 og fodnote 7 i miljøramme-bestemmelserne). Disse bestemmelser finder derfor ikke anvendelse på elektricitetsproduktion fra ikke-bionedbrydeligt affald. Denne type støtte kunne dog være i overensstemmelse med miljøramme-bestemmelsens regler for driftsstøtte med henblik på at fremme affaldshåndtering (punkt E.3.1).

Formålet med direktiv 2001/77/EF skal ses i sammenhæng med de principper for affaldshåndtering, der er fastlagt i EF's affaldsstrategi. Nationale ordninger, som ikke differentierer støtten (dvs. som også omfatter den ikke-bionedbrydelige del) til affaldsforbrænding, skal demonstrere, at de ikke er i modstrid med princippet om forebyggelse af affald samt ikke hindrer genbrug og genvinding af affald.

Kommissionen gennemgår nøje de love, regler og administrative bestemmelser, som medlemsstaterne sætter i kraft for at overholde direktiv 2001/77/EF.

(1) EFT L 283 af 27.10.2001, s. 33.

(2) KOM(96) 399 endelig udg.

(3) »Biomasse«: den bionedbrydelige del af produkter, affald og rester fra landbrug (omfattende både vegetabilske og animalske stoffer) og skovbrug og fra nærstående industrier samt den bionedbrydelige del af affald fra industri og husholdninger.

(4) EFT C 37 af 3.2.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/193

(2004/C 78 E/0199)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2943/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(8. oktober 2003)

Om: Bidrag fra de europæiske skatteydere til stimulering og opretholdelse af tyrefægtning og andre lokale dyremishandlingsskikke

Er det for øjeblikket muligt, at midlerne til styrkelse af den regionale økonomi fra EU's strukturfonde og Samhørighedsfonden bliver brugt til projekter, som støtter, at der avles tyre, som skal bruges til tyrefægtning, eller at midler fra den fælles landbrugspolitik, som ellers skal bruges til at sikre et lavere omkostningsniveau i fødevaresektoren, også bliver brugt til avl af dertil udvalgte og for det meste fra fødslen registrerede tyre, som ikke er ment til kødproduktion, men til tyrefægtning?

2.	Har Kommissionen indsigt i de beløb fra de regionale fonde og fra landbrugspolitikken (den særlige præmie for handyr), som i årene 1993-2002 kunne medfinansiere stimulering og opretholdelse af tyrefægtning? Hvis ja, hvilke faktiske beløb og procenter drejer det sig om?

Kender Kommissionen, foruden tyrefægtning i Spanien, Portugal og de sydlige kystområder i Frankrig, til andre situationer, hvor EU's midler bliver stillet til rådighed for lokale, kulturelle traditioner, som hos borgerne andre steder i Europa overvejende fremkalder væmmelse og bliver set som en strafbar form for dyremishandling, som f.eks. hundekampe, hanekampe og rodeoer?

4.	Hvilke muligheder har Kommissionen for at håndhæve de nugældende regler for at opnå, at ingen EU-midler bliver brugt på lignende, omstridte formål, uagtet spørgsmålet om lovgivningen og den offentlige mening i de involverede medlemsstater tillader noget sådant som værende en kulturel tradition?

Hvis de i spørgsmål 4 omtalte muligheder ikke er tilstrækkelige, er Kommissionen så parat til at tage initiativ til supplerende forholdsregler for at forpligte modtagere af EU-midler til at afgive en forhåndsgaranti om, at disse penge på ingen måde bliver brugt til forberedelse af, propaganda for eller gennemførelse af tyrefægtning, hvor undladelse af at tilvejebringe disse oplysninger medfører en afvisning af at yde støtte?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(19. november 2003)

Kommissionen skal understrege, at det spørgsmål, det ærede medlem omtaler, generelt ikke er omfattet af Fællesskabets lovgivning, som kun vedrører dyrevelfærd i landbruget, slagtning, betingelserne for dyretransport og forsøgsdyr. Dette spørgsmål henhører under medlemsstaternes kompetence, og det skal fremhæves, at der ikke findes en bred definition på grusomhed mod dyr, som kan accepteres af medlemsstaterne i alle sammenhænge.

Med hensyn til de foreliggende spørgsmål kan Kommissionen give følgende oplysninger:

—

Hvad angår foranstaltninger i form af indtægtsstøtte til oksekødsproducenterne, hedder det i fællesskabslovgivningen, at producenter, der holder tyre på deres bedrifter, kan ansøge om en særlig præmie. Denne kan kun ydes én gang for hver tyr, fra en alder af ni måneder, og inden for et regionalt loft pr. medlemsstat på højst 90 dyr i denne aldersgruppe pr. år/bedrift.

—

I betragtning af omkostningerne til opdræt af disse dyr, vil tyreopdrættere anmode om præmien tidligst muligt. Denne udbetales derfor generelt, når dyrene har den i forordningen fastsatte mindstealder, dvs. på et tidspunkt, hvor man endnu ikke ved, hvad dyret vil blive brugt til. Opdrættere af tyre af en type, som vil kunne bruges til tyrefægtning i de pågældende medlemsstater, afgør først, hvilke af deres tyre der skal anvendes til tyrefægtning, når dyrene er voksne.

—

Ifølge Kommissionens oplysninger er det kun en meget lille andel af dyrene på bedrifter med tyreopdræt, der reelt anvendes til tyrefægtning, i forhold til antallet af dyr, som slagtes. Resten af tyrene opdrættes med henblik på slagtning til konsum ligesom de »almindelige« tyre, eftersom de producenter, der kun afsætter en lille andel af dyrene til tyrefægtning, også er oksekødsproducenter.

—

Heraf fremgår, at den særlige præmie ydes til kvægproducenter for alle de handyr, de holder, altså også de dyr, der i sidste ende anvendes til tyrefægtning. Efter den gældende lovgivning har medlemsstaterne ikke pligt til at angive tyrene særskilt ud fra dette kriterium i de oplysninger, de sender Kommissionen om antallet af dyr, der hvert år udbetales præmie til.

—

Kommissionen kan derfor ikke udelukke disse dyreopdrættere fra den særlige præmie og fra direkte betalinger generelt. Endvidere vil Kommissionen ikke kunne foreslå, at der skelnes mellem tyre ud fra deres endelige bestemmelse, eftersom intet i forvejen adskiller »kamptyre« fra andre tyre med hensyn til deres egnethed til konsum.

—

Kommissionen vedtog i januar 2003 en række forslag til en reform af den fælles landbrugspolitik. Den foreslog således, at der blev indført et system med afkoblet (fra produktionen) indkomststøtte pr. bedrift baseret på enkeltbetaling pr. bedrift, som skulle erstatte størstedelen af præmierne under de forskellige fælles markedsordninger, herunder oksekød. Dette forslag medfører bla. et stop for direkte betalinger (bla. den særlige præmie for tyre) til oksekødsproducenter, der holder tyre, herunder også tyre, der som voksne anvendes til tyrefægtning. Kommissionens forslag går endvidere ud på, at princippet om krydsoverensstemmelse finder bredere anvendelse. Landbrugere, der modtager direkte betalinger, skal således overholde regelfæstede krav, bla. med hensyn til dyrevelfærd. Da reglerne for den fælles markedsordning for oksekød, herunder de direkte betalinger, som gælder for alt kvæg, er fastsat i en rådsforordning, kan kun Rådet ændre den nuværende lovramme, efter at Parlamentet har afgivet udtalelse herom.

—

Med hensyn til aktiviteter under strukturfondene kan Kommissionen oplyse, at der som led i en projektindkaldelse, der blev afsluttet den 10. januar 2003, blev indgivet et projekt (benævnt »Minotauro«) under fællesskabsinitiativet Interreg IIIC. Dette projekt, hvis leder havde sæde i Spanien, involverede ni partnere fra fire medlemsstater (Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal). Sigtet med Minotauro-projektet var at skabe netværkssamarbejde mellem lokalsamfund omkring forvaltning af kulturlandskabet, og det vedrørte ikke specifikt aktiviteter i tilknytning til tyrefægtning.

—	Kommissionen kan oplyse, at Minotauro-projektet ikke var blandt de projekter, der blev udvalgt til fællesskabsfinansiering.

—

Kommissionen skal endvidere nævne, at ifølge reglerne om forvaltningen af interventionerne under Fællesskabets strukturfonde er det de nationale og regionale myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget som forvaltningsmyndigheder for de forskellige strukturfondsprogrammer, der står for gennemgang, vurdering og udvælgelse af de konkrete projekter. Samtlige projekter er således undergivet de indgivelses- og udvælgelsesprocedurer, der er fastsat på nationalt eller regionalt plan, og de kvalifikations- og udvælgelseskriterier, der er opstillet i de enkelte programmer. Det påhviler naturligvis Kommissionen at sikre, at processen er i overensstemmelse med EF-retten. Spørgsmål, der vedrører prioriteringen af de forskellige konkrete projekter, henhører imidlertid under medlemsstaternes, regionernes eller andre kompetente instansers repræsentative organer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/195

(2004/C 78 E/0200)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2946/03

af Dana Scallon (PPE-DE) til Kommissionen

(8. oktober 2003)

Om: Særprogram for forskning

I Kommissionens begrundelse til forslaget til Rådets beslutning om ændring af Rådets beslutning 2002/834/EF om vedtagelse af et særprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration: »Integration og styrkelse af det europæiske forskningsrum« (2002-2006) (1) hedder det, at der i forbindelse med den etiske gennemgang vil blive foretaget en vurdering af, hvorvidt donorerne har afgivet et frivilligt, udtrykkeligt og informeret samtykke.

Eftersom det er hensigten at hente stamceller til forskning fra humane embryoner, som er i et tidligt stadie, kan Kommissionen da godtgøre følgende:

—	Hvem vil donere stamcellerne, og fra hvem vil de blive hentet?

—	Hvordan agter den at opnå samtykke fra de pågældende mennesker, der donerer deres stamceller, men som ikke er i stand til at kommunikere mundtligt eller skriftligt på dette bestemte stadie i deres udvikling?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(7. november 2003)

Kommissionen skal meddele det ærede medlem, at i Kommissionens forslag (2) og i betingelse (e) i bilaget, som der henvises til, med »donor(er)« menes den eller de personer, som er juridisk ansvarlige for humane embryoner, der er skabt ved medicinsk assisteret in vitro-befrugtning med henblik på inducering af graviditet, og som ikke længere skal anvendes til dette formål (overskydende embryoner).

Den eller de juridisk ansvarlige person(er) er defineret forskelligt i medlemsstaternes lovgivning om in vitro-befrugtning. Af denne grund henviser Kommissionens forslag KOM(2003) 390 (3), i tråd med nærhedsprincippet, til national lovgivning, som indeholder særlige krav til proceduren for donorsamtykke.

(1) KOM(2003) 390 endelig udg.

(2) KOM(2003) 390.

(3) KOM(2003) 390 endelig udg. Forslag til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 2002/834/EF om særprogrammet for forskning, teknologisk udvikling og demonstration: »Integration og styrkelse af det europæiske forskningsrum.« (2002-2006).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/195

(2004/C 78 E/0201)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2947/03

af Peter Liese (PPE-DE) til Kommissionen

(2. oktober 2003)

Om: Industriområdet Trupbach

Kommissionen fremlagde den 24. april 2003 sin udtalelse om den planlagte etablering af et industriområde på det tidligere militære område »Trupbach« i Siegerland. Kommissionen var i sin udtalelse ikke positivt stemt for denne etablering, mens man samme dag traf positive afgørelser i tre andre sager om indgreb i særligt bevaringsværdige områder under habitatdirektivet (Rotterdam havn, Zeche ved Bottrop, banestrækning i Sverige) af hensyn til den hovedsageligt offentlige interesse. Kommissionen begrunder især sin negative udtalelse med, at der ikke i tilstrækkelig grad blev gjort rede for, at der ikke findes alternativer til det fremlagte forslag, og at de ansvarlige myndigheder (delstaten Nordrhein-Westfalen) ikke har foreslået udligningsforanstaltninger.

Er det korrekt, at udtalelsen om industriområdet Trupbach er den eneste udtalelse fra Kommissionen om et planlagt projekt i et særligt bevaringsværdigt område under habitatdirektivet, der er afvisende? Er det korrekt, at en væsentlig årsag til den negative udtalelse er, at der ikke er foreslået udligningsforanstaltninger, og at der ikke i tilstrækkelig grad er blevet gjort rede for, hvorfor der ikke findes alternativer til dette projekt? Er det berettiget at tale om mangelfuld anvendelse af habitatdirektivet? Kan Kommissionen bekræfte, at en ansøgning, hvori der gøres bedre rede for, hvorfor der ikke er andre alternativer, og hvori der foreslås udligningsforanstaltninger, eventuelt vil kunne afstedkomme en positiv udtalelse fra Kommissionen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(24. oktober 2003)

Siden vedtagelsen af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (1) har Kommissionen afgivet seks udtalelser i henhold til direktivets artikel 6, stk. 4. Kommissionens udtalelse af 24. april 2003 om etablering af et nyt industriområde (»Siegerland«) på det tidligere militære øvelsesterræn Trupbach ved Siegen/Freudenberg (Nordrhein-Westfalen) er den eneste negative udtalelse, der hidtil er afgivet i denne sammenhæng.

På grundlag af de foreliggende oplysninger har Kommissionen konkluderet, at der findes en række andre lokaliteter, som kan udgøre relevante alternativer til etablering af yderligere industriarealer i Siegen. I henhold til artikel 6, stk. 4, i Rådets direktiv 92/43/EØF er mangelen på alternative løsninger den første betingelse for, at der kan gives tilladelse til projekter, som har betydelig negativ indvirkning på lokaliteter, der er beskyttet i henhold til dette direktiv.

Kommissionen har ligeledes givet udtryk for den opfattelse, at der ikke ligger nogen bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser til grund for etableringen af et yderligere stort industriareal på Trupbach-området, og at mangelen på alternative lokaliteter i regionen heller ikke er klart bevist.

Iværksættelse af kompensationsforanstaltninger, som er nødvendige for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes, er en yderligere betingelse for, at der kan gives tilladelse til projekter, som har en betydelig negativ indvirkning på lokaliteter, der er beskyttet i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF. Dette gælder også, når der ikke findes noget alternativ til et projekt, og når et projekt er berettiget af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser. Denne betingelse er ikke opfyldt.

For så vidt angår det planlagte industriareal i Trupbach (Siegen), er Rådets direktiv 92/43/EØF blevet korrekt anvendt i den forstand, at der er blevet anmodet om en udtalelse fra Kommissionen i henhold til direktivets artikel 6, stk. 4, samt at der ikke er givet tilladelse til projektet fra de kompetente myndigheders side før afgivelsen af en udtalelse fra Kommissionen. Dog er ikke alle bestemmelser i artikel 6, stk. 3 og 4, blevet anvendt på tilfredsstillende måde, som angivet ovenfor. Detaljerede retningslinjer for en korrekt anvendelse af disse bestemmelser er blevet offentliggjort af Kommissionen i november 2000 og i 2001 (2).

En eventuel ny anmodning om en revideret udtalelse fra Kommissionen om det planlagte industriområde vil kun have mening, hvis der kan forelægges klare beviser for, at der ikke findes brugbare alternativer til det planlagte projekt, at projektet er berettiget af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, og at der er truffet alle de kompensationsforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. I tilfælde af en ny anmodning vil Kommissionen basere sin udtalelse på en analyse af de informationer, der fremlægges i relation til disse betingelser.

(1) EFT L 206 af 22.7.1992.

(2) Forvaltning af Natura 2000-områder — Habitatdirektivets artikel 6 92/43/EØF (Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer 2000) og Vurdering af planer og projekter, der i væsentlig grad påvirker Natura 2000-lokaliteter (Metodologisk vejledning i anvendelsen af bestemmelserne i artikel 6(3) og (4) i habitatdirektivet 92/43/EØF (Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer 2001).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/197

(2004/C 78 E/0202)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2948/03

af Christopher Heaton-Harris (PPE-DE) til Kommissionen

(2. oktober 2003)

Om: Regler for rapportering af mistanke om alvorlige forsømmelser (whistleblowing)

Hvor mange har anvendt kommissær Kinnock's regler for rapportering af mistanke om alvorlige forsømmelser, efter at disse er trådt i kraft?

Svar afgivet af Michaele Schreyer på Kommissionens vegne

(2. december 2003)

»Whistleblowing«-proceduren blev indført af Kommissionen som led i reformen for at give tjenestemænd og andre ansatte mulighed for og opfordre dem til at fremføre en eventuel mistanke om uregelmæssigheder, som de måtte blive opmærksomme på, samtidig med at de sikres beskyttelse.

Ifølge artikel 2 i Kommissionens afgørelse af 2. juni 1999 (1) skal tjenestemænd og andre ansatte underrette kontorchefen eller generaldirektøren eller Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) eller generalsekretæren direkte om forhold, der lader formode, at der kunne foreligge tilfælde af svig.

I Kommissionens afgørelse af 4. april 2002 gentages det, at tjenestemænd og andre ansatte er forpligtet til at indberette enhver mistanke om alvorlige forsømmelser til deres overordnede, generalsekretæren eller direkte til OLAF. Afgørelsen giver dem også mulighed for at afsløre oplysninger uden for Kommissionen eller Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig i nærmere bestemte situationer.

Kommissionen indsamler ikke generelle statistikker om det antal personer, der har benyttet sig af »whistleblowing«-proceduren. OLAF modtager oplysninger fra mange kilder, der kan omfatte »whistle-blowing« fra de ansattes side. I de kategorier, der henvises til i OLAF's aktivitetsrapport (se http://europa.eu.int/comm/anti_fraud/reports/olaf/2002.en), skelnes der mellem Kommissionen, andre institutioner, frikaldsnummer osv., men det er ikke muligt at forbinde de indkomne oplysninger via et instrument indført af Kommissionen i forbindelse med whistleblowing.

OLAF har, hvad angår de oplysninger kontoret modtager, meddelt Kommissionen, at man siden den 1. juni 1999 har indledt 76 undersøgelser på basis af påstande fra »kilder i Kommissionen«.

Formanden for Kommissionen nævnte på Europa-Parlamentets plenarsamling, at Kommissionens handlingsplan efter Eurostat-sagen vil omfatte bestemmelser om en styrkelse af informationsstrømmene mellem OLAF og Kommissionen.

(1) Kommissionens afgørelse af 2.6.1999 om betingelser og regler for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og alle andre ulovlige aktiviteter til skade for Fællesskabernes interesser, EFT L 149 af 16.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/197

(2004/C 78 E/0203)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2964/03

af Brigitte Langenhagen (PPE-DE) til Kommissionen

(2. oktober 2003)

Om: Digitale kontrolapparater

I medfør af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2135/98 (1) forelægger Kommissionen Rådet (og i medfør af EF-traktatens artikel 251 Europa-Parlamentet) et forslag om forlængelse af fristerne for udlevering af førerkort (frist den 5.5.2004) og for montering af digitale kontrolapparater (frist den 5.8.2004), såfremt der pr. 5.8.2003 ikke forligger en typegodkendelse. Hidtil er der endnu ikke udstedt en typegodkendelse, hvorfor der i medfør af kapitel VIII i bilag Β til forordning (EØF) nr. 3821/85 (2) tidligst kan forventes en typegodkendelse i første kvartal af 2004. Kommissionen har imidlertid endnu ikke forelagt et forslag om fastsættelse af nye frister, som skal behandles efter den fælles beslutningsprocedure.

Såfremt Kommissionen ikke indleder den fælles beslutningsprocedure, vil tidsfristerne den 5. maj 2004 for udstedelse af førerkortene og den 5. august 2004 for montering af kontrolapparaterne fortsat gælde, og der er stor risiko for, at bilindustrien og muligvis visse medlemsstater ikke får tilstrækkelig tid til at sikre en gnidningsløs indførelse af det nye system.

Da det af juridiske årsager ikke er muligt at udstede en typegodkendelse inden udgangen af 2003, bedes Kommissionen oplyse, hvilke juridiske og praktiske skridt den har til hensigt at tage for at sikre en gnidningsløs indførelse af de digitale kontrolapparater i alle medlemsstater samtidig?

Har Kommissionen i forbindelse med overvejelserne om, hvorvidt den fælles beslutningsprocedure skal indledes eller ej, foretaget en risikoanalyse af de to alternativer, og hvilket resultat er den nået frem til?

Er der efter Kommissionens opfattelse risiko for, at indførelsen af kontrolapparaterne vil blive mere forsinket som følge af uklare eller uigennemførlige frister for industrien og medlemsstaterne, end det ville være tilfældet, hvis den indledte den fælles beslutningsprocedure?

Hvordan vurderer Kommissionen generelt Parlamentets rettigheder i medfør af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2135/98?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(18. november 2003)

Kommissionen har for nylig fået nye oplysninger fra fartskriverproducenterne om status for typegodkendelse af digitale kontrolapparater. Kommissionen beklager, at branchen nu — i modsætning til udtalelser tidligere på året, hvor man regnede med typegodkendelser inden udgangen af dette år — meddeler, at de første typegodkendelser tidligst kan ventes meddelt i april 2004. Indtil nu har Kommissionen med udgangspunkt i tidligere udtalelser fra branchen skrevet til medlemmer af Europa-Parlamentet, medlemsstaterne og andre interesserede og sagt, at den ville vurdere situationen, når de første typegodkendelser forventedes meddelt. Nu hvor det har vist sig, at der ikke bliver tale om nogen typegodkendelser inden udgangen af 2003, må Kommissionen tage situationen op til fornyet vurdering. Den beslutning om ikke at forlænge fristerne for gennemførelsen, som Kommissionen traf tidligere på året, byggede på en analyse af de foreliggende muligheder, efter at fartskriverfabrikanterne havde meddelt Kommissionen, at typegodkendelserne af deres udstyr ville blive forsinket nogle måneder. På denne baggrund besluttede Kommissionen ikke at fremlægge forslag om at udskyde fristerne for gennemførelse. En sådan udsættelse var ikke berettiget, da den ville have ført til en betydelig forsinkelse af hele indførelsen af digitale fartskrivere og en trafiksikkerhedsmæssigt uacceptabel situation.

Kommissionen har både behovet for klare og realistiske frister for gennemførelsen og EU's lovgivers prærogativer i henhold til artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2135/98 (3) for øje. Kommissionen tager situationen op til fornyet overvejelse, når det vides, hvornår de første typegodkendelser bliver meddelt. Kommissionen forventer, at industrien fremskynder sit arbejde.

(1) EFT L 274 af 9.10.1998, s. 1.

(2) EFT L 370 af 31.12.1985, s. 8.

(3) EFT L 274 af 9.10.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/199

(2004/C 78 E/0205)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2969/03

af Roberto Bigliardo (UEN) til Kommissionen

(8. oktober 2003)

Om: Forvaltning af 150 000 EUR fællesskabsmidler — indblandelse af en rumænsk minister

Ifølge den rumænske presse forvalter ægtemanden og sønnen til den rumænske minister for europæisk integration på uregelmæssig vis 150 000 EUR, der er udbetalt af Kommissionen inden for rammerne af Leonardo da Vinci-programmet med henblik på erhvervsuddannelse. Ifølge den rumænske presse og oplysninger i det franske dagblad »Le Monde« af 23. september 2003 skulle Kommissionen have sendt eksperter af sted, som kun opholdt sig en eneste dag i Bukarest hovedsagelig i EU's repræsentationskontor.

1.	Kan Kommissionen redegøre for, hvilken troværdighed denne form for fællesskabsprogram har, som udbetaler midler til selskaber, der forvaltes af nære familiemedlemmer af en minister, der er ansvarlig for den europæiske integration?

Kan Kommissionen ligeledes forelægge et detaljeret regnskab over anvendelsen af disse midler i følgende selskaber:

—	Haka Industrienlagen

—

Millenium

—

Imes

—

Debrom?

3.	Hvad agter Kommissionen at gøre for at afhjælpe denne situation?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(18. november 2003)

Beløbet på 150 000 EUR vedrører to mobilitetsprojekter, som blev indgivet i 2000 (dvs. inden Hildegard Carola Puwaks blev udnævnt til minister for europæisk integration), og to andre mobilitetsprojekter, som blev indgivet i 2001.

Den finanskontrol, som er foretaget af fire kommissionstjenestemænd (to dage i Bukarest efterfulgt af en gennemgang i Bruxelles af de modtagne dokumenter), har vist, at de procedurer, som er blevet benyttet af det nationale rumænske kontor med ansvar for evaluering af projektforslagene i 2000 og 2001, bygger på princippet om anvendelse af uafhængige eksperter.

Kommissionen har ikke konstateret forhold, som tyder på ekstern indflydelse på processen, navnlig fra den daværende rumænske regerings side.

Det skal bemærkes, at virksomhederne Imes og Haka, der var på tale på tidspunktet for indgivelsen af forslagene, er blevet erstattet af henholdsvis Millenium Consulting og DE*BE*ROM som værtspartnere for praktikanterne.

Mobilitetsstøtteforanstaltningen er genstand for en decentral styring under de nationale myndigheders ansvar, i dette tilfælde det rumænske undervisningsministerium. Dette har nedsat et særligt udvalg med den opgave at gennemføre en ny komplet analyse af rapporterne fra de fire omhandlede projekter, og især af udgiftsbilagene. Resultaterne af denne analyse skulle forelægge i den første uge af november 2003. Undervisningsministeriet har forpligtet sig til at gøre alt, hvad der er nødvendigt med henblik på disse resultater.

Kommissionen følger opmærksomt resultaterne af det rumænske undersøgelsesudvalgs arbejde.

Som opfølgning på førnævnte undersøgelsesmission har en detaljeret analyse foretaget af Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur, som denne gang vedrørte forvaltningen af fællesskabstilskuddet til de fire projekter, afsløret uregelmæssigheder. Kommissionen har underrettet de nationale rumænske myndigheder om sine reaktioner. Sagen er desuden blevet forelagt for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, idet dette er blevet anmodet om at vurdere påstandene og at stå til rådighed for de pågældende myndigheder med al mulig støtte.

Under alle omstændigheder blev det nationale rumænske kontor allerede i slutningen af 2001 anmodet om at udarbejde en plan til forbedring af mobilitetsprocedurerne.

Mere generelt har Kommissionen siden januar 2002 iværksat etableringen i alle deltagerlande af et kvalitetssikringssystem i de forskellige faser af foranstaltningen til støtte for mobilitet.

Den kommende fase består i at:

—	udvikle en kvalitetssikringsmetode på partnerskabsområdet: oprettelse af et »Leonardo da Vinci-charter«, der fastlægger projektlederens og hans partneres forpligtelser

—	forbedre støttemodtagernes rapporteringsordning for at opnå et konkret indblik i forløbet af praktikperioderne

—	fastlægge specifikationerne for de nationale kontorers opfølgning på projekterne på basis af de bedste eksempler på praksis, som allerede er kortlagt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/200

(2004/C 78 E/0206)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2971/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(6. oktober 2003)

Om: Farlig skrotning af skibe

I 2003 (frem til 1. september) har europæiske skibsejere dumpet 124 skibe til ophugning på strande i Asien. For disse 124 skibes vedkommende betyder det, at giftige kemikalier, herunder asbest, PCB, olie, bundslam og maling er havnet i miljøet og har forurenet et økosystem, som i forvejen er overbelastet. Endvidere blev de mennesker, der arbejder med skrotningen på disse strande udsat for farlige og potentielt dødbringende stoffer.

EU's gældende affaldsforordning ((EØF) 259/93 (1)) forbyder eksport af farlige stoffer. Europa-Parlamentet tillægger det stor betydning, at disse bestemmelser med henblik på at forebygge miljøforurening fra affaldsstoffer overholdes. Eksport af udtjente skibe er reelt det samme som at eksportere farligt affald og det bekymrer Parlamentet, at med mindre forholdene ændrer sig, EU fortsat vil tillade ulovlig eksport af farligt affald på trods af gældende forordninger.

Kommissionens opmærksomhed henledes til følgende skib, som er et blandt de 124 sendt til skrotning i Asien i 2003.

Olietankeren »Skopelos« (274 949 dødvægtton) som fra 1974 har sejlet under græsk flag. Aeolos Management S.A. stod som hovedansvarlig manager for skibet. Den registrerede ejer var E.N.E. Skopelos Ltd, et lille græsk selskab som tilsyneladende ikke ejer andre skibe).

Skibets sidste rejse, som blev indledt i 2003 fra europæiske farvande, førte direkte til ophugning på en strand i Bangladesh og undervejs anløb det følgende havne:

—	Piraeus, Grækenland: ankomst efter 12. april 2003 og udgået inden 25. april 2003

—	Suez, Egypten: ankomst 25. april 2003 og udgået samme dag

—	Fujairah Anch, De Forenede Arabiske Emirater: ankomst 10. maj og udgået 16. maj 2003

—	Chittagong Roads, Bangladesh: ankomst 27. maj 2003 og udgået inden 4. juni 2003

—	Chittagong, Bangladesh: ankomst 4. juni 2003.

Finder Rådets forordning (EØF) 259/93 anvendelse i tilfælde af eksport af skibe fra EU til ophugning i udviklingslande, som det var tilfældet med Skopelos og betragtes sådanne skibe, som sendes til ophugning, som farligt affald?

Hvad agter Kommissionen at gøre for at sikre, at de kompetente myndigheder (for Skopelos' vedkommende Grækenland) handler i overensstemmelse med reglerne og procedurerne i Rådets forordning (EØF) 259/93 for at sikre, at der ikke sker ulovlig eksport af skibe til ophugning i Asien?

Hvad agter Kommissionen at gøre for at sikre, at skibsejere ((for Skopelos' vedkommende Aeolos Management S.A. i Piraeus, Grækenland) handler i overensstemmelse med reglerne og procedurerne i Rådets forordning (EØF) 259/93?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(1. december 2003)

Forordning (EØF) nr. 259/93 gælder overførsel inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab.

Definitionen på affald findes i direktiv 75/442/EØF med senere ændringer og definitionen på »farligt affald« i direktiv 91/689/EØF med senere ændringer.

De Europæiske Fællesskabers Domstol har ved en række forskellige lejligheder fastslået begrebet affald, og det fremgår af Domstolens retspraksis, at udtrykket »affald« ikke skal forstås restriktivt. Tværtimod skal alle relevante forhold tages i betragtning for at afgøre, om indehaveren »skiller sig af med«, »agter« eller »er forpligtet til at skille sig af med« det pågældende stof, således som definitionen fastsætter. Hvis et udtjent skib sendes til den nævnte destination for at blive ophugget, skal det betragtes som affald ud fra den betragtning, at indehaveren agter at skille sig af med det.

Med hensyn til affaldsdefinitionens objektive element — forpligtelsen til at skille sig af med — er spørgsmålet, hvornår denne forpligtelse foreligger. Nogle former for lovgivning, som f.eks. direktiv 95/21/EF om håndhævelse overfor skibe, der anløber Fællesskabets havne og sejler i farvande under medlemsstaternes jurisdiktion, af internationale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol) kan bidrage til besvarelsen af dette spørgsmål (se navnlig artikel 9).

Om der er tale om at »skille sig af med« eller om at »agte at skille sig af med« afhænger i høj grad af de konkrete omstændigheder i hvert enkelt tilfælde og af, hvor tydelig denne agt er for andre. En række kvalificerende forhold kan ud fra en objektiv betragtning pege i retning af en sådan agt (f.eks. en kontrakt om ophugning af skibet, dets vedligeholdelsestilstand, dets udtagelse af skibsregisteret, dets alder osv.). Vanskelighederne ved at fastslå den subjektive »agt« er indlysende.

Det er imidlertid klart, at et skib trods alt kan betragtes som affald og i almindelighed udgøre affald, når ejeren skiller sig af med det eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med det — dvs. fra det øjeblik, hvor han ikke længere har til hensigt at benytte det. Et skib, som er bestemt til ophugning, skal derfor betragtes som affald.

Forordningen udelukker hverken udtjente skibe eller søtransport.

Forordningen indeholder imidlertid en undtagelse for affald, som er opført i bilag II (ufarligt), der udelukkende er bestemt til nyttiggørelse. Spørgsmålet er derfor, om udtjente skibe som dem, der her er tale om, står opført i bilag II. Punkt GC 030 i bilag II omfatter »skibe, både og andet flydende materiel til ophugning, behørigt tømt for last, som måtte være klassificeret som farlige stoffer eller affald«. Skibe, der er bestemt til ophugning, er imidlertid som regel ikke »behørigt tømt« i et omfang, der berettiger dem til at blive opført i bilag II. De er heller ikke bestemt til nyttiggørelse, men derimod til bortskaffelse. Undtagelsen finder derfor ikke anvendelse på sådanne tilfælde.

De fleste skibe indeholder forskellige slags uorganisk materiale, f.eks. asbest, der benyttes til brandsikring og isoleringsmateriale til rør og kahytsvægge. Polychlorerede bifenyler (PCB) benyttes til isolering af kabler, og bly og tributyltin bruges til maling.

Disse materialer er opført på EU's affaldsliste som farligt affald. Hvad der er nok så vigtigt er, at den slags affald også er opført i forordningens bilag V. Bilag V omfatter affald, som omfattes af det forbud mod eksport af farligt affald fra OECD-landene til lande uden for OECD, som er blevet indført ved forordning (EØF) nr. 259/93. Eksportforbudet stammer fra Basel-konventionen.

Bl.a. findes følgende farlige stoffer, som er relevante for skibe til ophugning, på liste A i del I til bilag V:

—	A2050 Asbestaffald (støv og fibre)

—	A3020 Mineralolieaffald, der er uegnet til den oprindeligt tilsigtede brug

—	A4060 Blandinger og emulsioner af olieaffald/vand og kulbrinter/vand

—	A4070 Affald fra produktion, formulering og anvendelse af trykfarver, farvestoffer, pigmenter, maling, lak og fernis, dog ikke sådant affald, som er opført på liste Β (se også det tilsvarende i liste B, B4010).

Hvis et skib til ophugning ikke er tømt for al last og andre farlige stoffer, som står i forbindelse med dets drift, skal det betragtes som farligt affald. I praksis er det umuligt for et skib, der stadig sejler ved egen kraft, at være tømt som beskrevet, og for at kunne sejle, vil det altid skulle indeholde visse farlige materialer, f.eks. asbest. Det skal derfor betragtes som farligt affald.

Håndhævelsen af Fællesskabets lovgivning og kontrollen med dens overholdelse påhviler medlemsstaterne, det gælder også affaldslovgivningen. Kommissionen tilskynder medlemsstaterne til samarbejde, bl.a. gennem IMPEL-netværket, for at sikre korrekt gennemførelse af forordningen og af forbudet mod eksport af farligt affald til lande uden for OECD.

(1) EFT L 30 af 6.2.1993, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/203

(2004/C 78 E/0207)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2973/03

af Jean-Louis Bernié (EDD) til Kommissionen

(6. oktober 2003)

Om: De bretonske marskområder som lokalitet — september 2003

I sin skrivelse af 25. august 2003, der er stilet til Jean-Louis Bernié, kommer senator Oudin (Vendée/Frankrig) med følgende præcisering:

Der er tale om en kontraktmæssig foranstaltning fra fransk side, og derfor påhviler der ikke de lokale aktører nogen som helst forpligtelse til at gennemføre de ønskede forvaltningsaktioner.

Kan Kommissionen ud fra gældende fællesskabsret bekræfte, at en medlemsstat kan vedtage, at der ikke påhviler de lokale aktører i Natura 2000-lokaliteterne nogen form for forpligtelser, medmindre der ydes et økonomisk vederlag (f.eks. til lodsejere, indehavere af landbrugsbedrifter, fiskere, jægere eller andre brugere af naturen …)?

Kan aftaleretlige foranstaltninger efter Kommissionens opfattelse i sig selv garantere bevaring af Natura 2000-lokaliteter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(19. november 2003)

For at besvare det ærede medlems første spørgsmål henvises til artikel 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF (1). Ifølge denne artikel skal medlemsstaterne iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger for de særlige bevaringsområder. Medlemsstaterne skal ligeledes træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i disse områder. Dette kan medføre en forpligtelse for de lokale aktører til at træffe de nødvendige forvaltningsforanstaltninger, uanset om der måtte være tale om nogen økonomisk modydelse eller ej.

For så vidt angår det ærede medlems andet spørgsmål om kontraktpolitikken i forbindelse med forvaltningen af Natura 2000-lokaliteterne, skønner Kommissionen, at en sådan politik ikke er tilstrækkelig i sig selv til samtidig at sikre beskyttelsen og bevaringen af lokaliteterne.

Ifølge artikel 6, stk. 1, i direktiv 92/43/EØF skal der træffes positive foranstaltninger for samtlige særlige bevaringsområder med det formål at opfylde direktivets generelle målsætning, som er at opretholde eller genoprette en gunstig bavaringsstatus for naturtyper samt vilde dyr og plantearter af fællesskabsbetydning. Disse bevaringsforanstaltninger skal opfylde de økologiske krav for de naturtyper i bilag I og de arter i bilag II, der forekommer i lokaliteterne. Foranstaltningerne kan antage to former: enten retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler og i givet fald hensigtsmæssige forvaltningsplaner.

Valget mellem retsakter, administrative bestemmelser og aftaler og også valget af forvaltningsplaner påhviler medlemsstaterne selv, hvilket er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Medlemsstaterne skal imidlertid vælge mindst en af de tre kategorier: retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler. De er frit stillet med hensyn til på en lokalitet i Natura 2000-nettet at anvende en enkelt kategori (for eksempel aftaler) eller en kombination af flere kategorier (for eksempel en kombination af retsakter og aftaler afhængigt af de bevaringsmæssige problemer, der gør sig gældende for de naturtyper i bilag I og de arter i bilag II, som forekommer i lokaliteterne). Ud over de obligatoriske foranstaltninger, medlemsstaterne skal vælge, kan de udarbejde og iværksætte forvaltningsplaner.

Hvilken form for foranstaltninger medlemsstaterne end måtte vælge, har de en forpligtelse til at overholde direktivets generelle målsætninger. Vælger en medlemsstat at benytte aftaler, påhviler der den dog fremdeles en forpligtelse til på et varigt grundlag at iværksætte de nødvendige bevaringsmæssige foranstaltninger, som opfylder de økologiske krav for de naturtyper i bilag I og de arter i bilag II, som forekommer i lokaliteterne, samt at opfylde direktivets generelle bevaringsmæssige mål.

Foruden den generelle bevaringsordning, som medlemsstaterne skal indføre for de særlige bevaringsområder i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 1, gælder også forpligtelserne i henhold til direktivets artikel 6, stk. 2-4. Disse bestemmelser vedrører forebyggende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne, forstyrrelser af arterne og andre negative virkninger i Natura 2000-lokaliteterne.

(1) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/204

(2004/C 78 E/0208)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2980/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(9. oktober 2003)

Om: Afbrydelse af finansiering fra fællesskabsbudgettet af studier til udførelse af offentlige projekter i Grækenland

Ifølge offentliggørelser i den græske presse er fællesskabsfinansieringen af samtlige studier til udførelse af projekter under Strukturfondene blevet afbrudt på grund af overtrædelse af fællesskabslovgivningen.

Konkret nævnte Kommissionens generaldirektør for Det Indre Marked i en skrivelse, som han den 31. juli sendte til de øvrige generaldirektører, at han havde konstateret overtrædelser af fællesskabsdirektiver, herunder især direktiv 92/50/EØF (1) om indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler. Det blev derfor besluttet af afbryde finansieringen af studierne til projekter.

1.	Hvad er Kommissionens officielle holdning til spørgsmålet?

2.	Hvis Kommissionen allerede har foretaget nedskæringer, hvilken indflydelse vil denne nedskæring så få på budgettet for studier til gennemførelse af projekter?

3.	Hvordan vil disse studier blive finansieret?

4.	Vil studierne blive finansieret med nationale midler til trods for Kommissionens indvendinger, hvad angår foreneligheden med fællesskabsretten, og vil det i så fald alligevel være muligt at finansiere selve projektet fra Strukturfondene og Samhørighedsfonden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(7. januar 2004)

Under et rutinemæssigt kontrolbesøg på stedet vedrørende Egnatia-projektet, hvor undersøgelser i forbindelse med projektet delvist medfinansieres via budgetposten for transeuropæiske transportnet (TEN-T), konstaterede man, at der var nogle problemer, som viste, at Egnatias praksis for tildeling af kontrakter måske ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne om offentlige kontrakter. Egnatia synes at tildele kontrakterne på grundlag af kvaliteten i virksomheden selv og ikke på grundlag af kvaliteten i de tjenesteydelser, som udvalgte virksomheder kan give, hvilket ville være i strid med Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler.

Kommissionen har tæt kontakt med de græske myndigheder for at kunne indsamle alle de nødvendige oplysninger, som skal gøre det muligt at vurdere de spørgsmål, der er rejst.

Mens man afventer resultatet af vurderingen om foreneligheden med bestemmelserne vedrørende offentlige kontrakter, er en del af betalingerne, nemlig betalingerne vedrørende budgetposten for Ten-T, blevet suspenderet af Kommissionen, (de suspenderede betalinger vedrører 38 betalinger for undersøgelser, som udgør 82 mio. EUR af den samlede planlagte støtte).

3. og 4.

Hvis Kommissionen konkluderer, at der kan være tale om en overtrædelse af fællesskabsretten, kan den indlede den procedure, der er fastsat i EF-traktatens artikel 226. I et sådant tilfælde skal alle betalinger fra EU (dvs. også betalinger vedrørende Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden) vedrørende genstanden for den eventuelle overtrædelsesprocedure suspenderes. Kommissionen vil gerne understrege, at der i øjeblikket finder en konstruktiv dialog sted mellem de græske myndigheder og de ansvarlige tjenestegrene i Kommissionen med henblik på at afklare den nuværende situation og bringe en eventuel overtrædelse til ophør.

(1) EFT L 209 af 24.7.1992, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/205

(2004/C 78 E/0209)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2982/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. oktober 2003)

Om: Stabilitetspagten

I Kommissionens svar på min forespørgsel H-0564/01 (1) til Rådet om det græske stabilitets- og udviklingsprogram blev jeg informeret om følgende: »Økofin-rådet behandlede den 12. februar 2001 det første stabilitetsprogram for Grækenland for perioden 2001-2004 […] Økofin-rådet fandt, at budgetoverslagene under normale omstændigheder frembyder tilstrækkelig sikkerhed for, at grænsen for det offentlige budgetunderskud på 3 % af BNP ikke overskrides«.

Den græske regering er ifølge offentliggørelser efter at have foretaget grundig kontrol af budgetterne for de olympiske projekter i samarbejde med organisationen »Athen 2004« nået frem til den konklusion, at der i 2003-2004 vil være behov for yderligere 2,3 mia.EUR til færdiggørelse af projekterne. I hvor høj grad mener Kommissionen, at Grækenland ikke vil overskride »sikkerhedsmargenen«, og at det vil kunne holde sit underskud stabilt? Mener Kommissionen fortsat, at Grækenland ikke er afveget fra de grænser, der er sat i Stabilitetspagten, i løbet af de to år, der er gået, siden Økofin-rådet foretog den første vurdering af Grækenlands økonomiske situation?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(4. november 2003)

Kommissionen overvåger nøje udviklingen i Grækenlands offentlige finanser, især nu hvor de stigende udgifter til De Olympiske Lege og udgifterne til den bebudede sociale pakke synes at lægge et betydeligt pres på statsbudgettet. Den græske regering har for nylig revideret tallet for den offentlige gæld til 1,4 % af bruttonationalproduktet (BNP) i 2003. I foråret anslog Kommissionen den offentlige gæld til 1,1 % af BNP i 2003 og 1,0 % af BNP i 2004. Den seneste udvikling antyder, at disse skøn ganske givet vil blive taget op til revision i Kommissionens efterårsprognose, som stadig er under udarbejdelse. Under disse omstændigheder vil Kommissionen helt sikkert foretage en indgående undersøgelse af budgetudviklingen i Grækenland, hvis der skulle opstå tydelige tegn på tilbagegang. Det skal ikke glemmes, at Rådet i sin udtalelse om det opdaterede stabilitetsprogram for 2002 (januar 2003) opfordrede Grækenland til at foretage større og kraftigere mellemfristede budgetjusteringer. Det blev understreget, at et sådant tiltag var påkrævet i lyset af den fortsat store statsgæld og den utilstrækkelige nedbringelse af gælden inden for de seneste år.

(1) Skriftligt svar af 4.7.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/206

(2004/C 78 E/0210)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2983/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. oktober 2003)

Om: Tilfælde af overtrædelse af fællesskabslovgivningen

Kan Kommissionen oplyse mig om, i hvilke konkrete tilfælde den har konstateret manglende overensstemmelse mellem den græske lovgivning og fællesskabslovgivningen på miljøområdet? I hvilke af disse tilfælde har Kommissionen indledt en overtrædelsesprocedure mod Grækenland?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(12. november 2003)

Der er pr. 21. oktober 2003 92 sager i gang vedrørende formodede og konstaterede overtrædelser af Fællesskabets miljølovgivning i Grækenland. Af disse 92 verserende sager vedrører de 24 fællesskabslovgivningen om affaldsforvaltning, 19 vedrører direktiv 85/337/EØF, senest ændret ved direktiv 97/11/EF (1), 19 vedrører naturbeskyttelse, 13 vedrører luftforurening, 11 vedrører vandbeskyttelse og 6 andre områder af Fællesskabets miljølovgivning. Det bør bemærkes, af for 42 sagers vedkommende har Kommissionen allerede indledt overtrædelsesprocedurer i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 226 eller artikel 228, fordi Grækenland ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til Fællesskabets miljølovgivning.

Kommissionen har for 11 af disse overtrædelsessager over for Grækenland fremsat begrundet udtalelse i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 226. Disse overtrædelser vedrører udpegelse af særligt beskyttede områder i medfør af direktiv 79/409/EØF (2), opførelse af et spildevandsrensningsanlæg i Gerani, behandling af spildolie, beskyttelse af Mesolongi-lagunen, drift af en ulovlig losseplads i Paiania, behandling af renseslan fra rensningsanlæget i Psittalia, drift af lossepladsen ved Maroulas på Kreta og manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger for direktiverne 2000/69/EF (3), 2000/76/EF (4), 2001/80/EF (5) og 2001/81/EF (6).

Kommissionen har desuden allerede indbragt ni sager for Domstolen; det drejer sig om sag C-301/01 (gennemførelse i græsk lov af direktiv 85/337/EØF), C-119/02 (ingen ordning for indsamling og hensigtsmæssig behandling af byspildevand i Thriassio-regionen), C-420/02 (drift af en losseplads på lokaliteten Pera Galinoi på Kreta), C-163/03 (forurening i Thriassio Pedio-regionen), C-167/03 (manglende overensstemmelse mellem den græske lovgivning om jagtperioder for fugle og fællesskabslovgivningen), C-246/03 (manglende meddelelse om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2000/53/EF (7)), C-247/2003 (manglende meddelelse af foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 1999/22/EF (8)), C-364/03 (drifts betingelserne i et varmecentral i Linoperamata på Kreta), C-416/03 (manglende meddelelse af foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2001/18/EF (9)).

Kommissionen har, idet den fandt, at Grækenland ikke havde truffet foranstaltningerne til at efterkomme en af Domstolens afgørelser, indledt overtrædelsesproceduren i EF-traktatens artikel 228. De pågældende tilfælde drejer sig om manglende programmer til nedbringelse af forurening med kvalitetsmål for så vidt angår de farlige stoffer fra liste II, første led, i bilaget til direktiv 76/464/EØF (10) (dom af 25. maj 2000, C-384/97), manglende foranstaltninger til indførelse af og iværksættelse af en effektiv ordning med henblik på streng beskyttelse af havskilpadden Caretta caretta på Zakynthos (dom af 30. januar 2002, C-103/00) og manglende meddelelse af oplysningerne omhandlet i artikel 8, stk. 3, i direktiv 91/689/EØF (11).

Kommissionen har i øvrigt besluttet at indbringe to overtrædelsessager for Domstolen. Den 21. oktober 2003 var indbringelserne i gang. De pågældende overtrædelser vedrører de mange ulovlige eller ikke kontrollerede lossepladser i Grækenland, og den utilstrækkelige behandling af byspildevand i Athen.

Det bør bemærkes, at Domstolen i sin dom af 5. juni 2003 erklærede, at Grækenland ikke havde opfyldt sine forpligtelser, idet landet ikke havde meddelt gennemførelsesforanstaltninger for direktiv 2000/14/EF (12) (C-352/02), og ikke havde meddelt oplysningerne i henhold til artikel 11 i direktiv 96/59/EF (13) (C-83/02).

(1) Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EFT L 73 af 14.3.1997.

(2) Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, EFT L 103 af 25.4.1979.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/69/EF af 16. november 2000 om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften, EFT L 313 af 13.12.2000.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald, EFT L 332 af 28.12.2000.

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/80/EF af 23. oktober 2001 om begrænsning af visse luftforurenende emissioner fra store fyringsanlæg, EFT L 309 af 27.11.2001.

(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF af 23. oktober 2001 om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer, EFT L 309 af 27.11.2001.

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer — Erklæringer fra Kommissionen, EFT L 269 af 21.10.2000.

(8) Rådets direktiv 1999/22/EF af 29. marts 1999 om hold af vilde dyr i zoologiske haver, EFT L 94 af 9.4.1999.

(9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF — Erklæring fra Kommissionen, EFT L 106 af 17.4.2001.

(10) Rådets direktiv 76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i Fællesskabets vandmiljø, EFT L 129 af 18.5.1976.

(11) Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald, EFT L 377 af 31.12.1991.

(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/14/EF af 8. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om støjemission i miljøet fra maskiner til udendørs brug, EFT L 162 af 3.7.2000.

(13) Rådets direktiv 96/59/EF af 16. september 1996 om bortskaffelse af polychlorbiphenyler og polychlorterphenyler (PCB/PCT), EFT L 243 af 24.9.1996.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/207

(2004/C 78 E/0211)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2984/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(9. oktober 2003)

Om: Byggeri langs strandpromenader

1.	Kan Kommissionen oplyse, om der findes nogen EU-lovgivning, der forbyder eller berører byggeri langs strandpromenader eller strande?

2.	Kan Kommissionen oplyse, om det agter at forelægge et forslag herom?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(10. november 2003)

Der findes ingen fællesskabslovgivning, der forbyder byggeri på strandpromenader eller strande. Før der gives tilladelse, skal et byggeprojekt underkastes en vurdering af miljøvirkninger i henhold til Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (1) (»VVM-direktivet«). Bilag I og II til dette direktiv indeholder lister over projekter, der måtte optræde i kystområder, såsom havnefaciliteter, kystbeskyttelsesarbejder, lystbådehavne m.m., og generelle projekter inden for byudvikling og turisme (bilag I, nr. 8; bilag II, nr. 10, b), e), k), og nr. 12, b) og c)).

Kommissionen har ikke til hensigt at foreslå lovgivning, der forbyder bygningsprojekter ved kyster, men der er undersøgelser i gang om problemerne i forbindelse med bygning i kystområder generelt.

I 2001 vedtog Parlamentet en budgetbevilling på 5 mio. EUR til undersøgelse af det stadig voksende problem med kysterosion. Baseret herpå lancerede Kommissionen et større paneuropæisk projekt benævnt »Eurosion« (2), der i maj 2004 skal munde ud i nogle henstillinger for Unionen til indsats på nationalt, regionalt og lokalt plan, om hvordan kysterosion kan tackles på en bæredygtig måde.

I kapitel IV, stk. 3, litra b), i), i Parlamentets og Rådets henstillinger 2002/413/EF af 30. maj 2002 om gennemførelse af integreret kystzoneforvaltning i Europa (3) opfordres medlemsstaterne navnlig til at overveje foranstaltninger, der bl.a. sikrer kontrol med ny bymæssig bebyggelse i forbindelse med udarbejdelse af de nationale strategiske planer for kysten til fremme af integreret forvaltning, der skal foreligge i februar 2006.

(1) EFT L 73 af 14.3.1997.

(2) www.eurosion.org

(3) EFT L 148 af 6.6.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/208

(2004/C 78 E/0212)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3010/03

af Adriana Poli Bortone (UEN) til Kommissionen

(8. oktober 2003)

Om: Strømafbrydelsen i Italien

Kan Kommissionen oplyse, om den agter at undersøge årsagerne til den strømafbrydelse, der ramte Italien natten mellem den 27. og 28. september 2003?

Kan Kommissionen oplyse, om den langvarige strømafbrydelse skyldtes en menneskelig fejl, således som det oplyses i pressen, eller om årsagerne skal findes i et af de lande, som forsyner Italien med energi?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(6. november 2003)

Ifølge de informationer, der foreligger på indeværende tidspunkt, og som kommer fra UCTE (Union for the Co-ordination of Transmission of Electricity), forløb de omtalte begivenheder som følger:

—	Den 28. september 2003 kl. 3.01: Strømudfald på højspændingslinjen Lavorgno-Mettelen (linje beliggende i Schweiz, som forsyner Italien).

—	Den 28. september 2003 kl. 3.25: Strømudfald på linjerne Sils-Soazza og Airlo-Mettlen (schweiziske linjer, som forsyner Italien).

Efter disse afbrydelser var forsyningen til Italien fra Schweiz reduceret med næsten 3 000 megawatt. Dette krafttab fik virkning på de andre sammenkoblede linjer, Italien-Frankrig og Italien-Østrig, hvilket hurtigt (40 sekunder) fremkaldte strømudfald på samtlige de linjer, der forbinder Italien med nabolandene.

Den til Italien importerede elektricitet (cirka 25 % af forbruget uden for spidsbelastningsperioder) kunne som følge af strømafbrydelsen ikke øjeblikkelig erstattes af Italiens egen produktion, og dette førte til strømudfaldet på hele den italienske halvø.

For øjeblikket er »UCTE« ved at undersøge årsagerne til dette uheld og eventuelt om et eller flere af organisationens medlemmer ikke skulle have overholdt driftsnormerne. UGTE undersøger også, om koordinationen mellem de forskellige transmissionsnetforvaltere skulle have svigtet.

De italienske og franske myndigheder undersøger ligeledes episoden i samarbejde med det schweiziske ministerium.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/210

(2004/C 78 E/0215)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3039/03

af Herbert Bösch (PSE) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Bestikkelsesanklager mod journalister uden faktisk grundlag

I to artikler, der blev offentliggjort hhv. den 28. februar og den 7. marts 2002, berettede det tyske magasin »STERN« om udtalelser fra EU-tjenestemanden Paul van Buitenen og de undersøgelser, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) havde gennemført på grundlag af disse anklager. Artiklerne var baseret på fortrolige dokumenter, som magasinet havde fået fat i.

Den 27. marts 2002 udsendte OLAF en pressemeddelelse, ifølge hvilken det havde besluttet i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1073/1999 (1) at indlede en undersøgelse om formodet videregivelse af fortrolige data. I pressemeddelelsen hed det, at denne undersøgelse også ville omfatte den påstand, at de pågældende dokumenter var erhvervet »gennem betaling af en tjenestemand«.

I en henstilling af 18. juni 2003 har Den Europæiske Ombudsmand fastslået, at disse anklager om bestikkelse var offentliggjort uden faktisk grundlag. Det henstilles, at Kontoret trækker disse bestikkelses-anklager tilbage.

I en pressemeddelelse af 30. september 2003 har OLAF nu gentaget mistanken om, at der er tale om bestikkelse og blot erklæret, at der »endnu ikke« foreligger beviser på en betaling.

Mener Kommissionen, at OLAF dermed på passende vis har efterkommet Ombudsmandens henstilling?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(1. december 2003)

I udkastet til Ombudsmandens henstilling hed det, at OLAF burde overveje at trække alle de påstande om bestikkelse tilbage, der var offentliggjort, og som sandsynligvis blev opfattet som rettet til klageren.

Som svar på dette udkast til henstilling udsendte OLAF en pressemeddelelse (2) den 30. september 2003, hvori det hed:

at Det Europæiske Kontor til Bekæmpelse af Svig (OLAF) den 27. marts 2002 havde udsendt en pressemeddelelse, hvori det meddelte, at det i medfør af forordning (EF) nr. 1073/1999 (3) indledte interne undersøgelser, fordi der tilsyneladende var sluppet fortrolige oplysninger ud fra en rapport, der var udarbejdet i OLAF.

Det fremgik heraf, at i henhold til OLAF's oplysninger havde en journalist modtaget en række dokumenter vedrørende den såkaldte »Van Buitenen«-sag, og at det ikke var udelukket, at nogen i OLAF (eller i en anden EU-institution) havde modtaget betaling herfor.

OLAF's undersøgelser var endnu ikke færdige, men hidtil har OLAF ikke fundet bevis for, at nogen var blevet betalt herfor.

Som følge heraf er undersøgelsen af sagen endnu ikke afsluttet, og der er ikke truffet en endelig konklusion. OLAF mener derfor, at pressemeddelelsen overholder henstillingen og samtidig ikke giver befolkningen det indtryk, at der er fundet en endelig løsning.

(1) EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

(2) http://europa.eu.int/comm/anti_fraud/press_room/pr/2002/2002_03_en.html

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25.5.1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), EFT L 136 af 31.5.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/211

(2004/C 78 E/0217)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3048/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Koordinering af kampen mod pædofili

På en international konference arrangeret af Polizia Telematica Cantonale Svizzera del Ticino (politiet for overvågning af nettet i den schweiziske kanton Ticino) bekendtgjorde den internationale bevægelse »Innocence en Danger« (Paris), at der trods en lang række ikke-statslige børnebeskyttelsesorganisationers mangeårige og ihærdige indsats over hele verden stadig findes over 272 000 pædofile hjemmesider med krænkende pornografisk indhold, som inden for de sidste år er blevet anmeldt til politiet over hele verden. Der burde derfor køre 272 000 sager i verden mod »ukendte gerningsmænd«, der har udbredt børnepornografisk materiale på nettet. Resultatet af denne vigtige undersøgelse kaster nyt lys over fænomenet net-pædofili og viser, at børneporno på nettet nu er et verdensomspændende fænomen. Undersøgelsen tegner endvidere et billede af, hvem det er, der bruger net-pædofili. Børnepornoindustriens omfang er foruroligende og involverer millioner af børn fra alle verdensdele. Pastor Fortunato Di Noto, næstformand for den internationale bevægelse og formand for den italienske børnebeskyttelsesorganisation Meter Associazione Onlus, foreslog på konferencen, at indsatsen skal sigte mod at opspore børnene. Men på grund af en slags bureaukratisk inerti »koordineres indsatsen ikke på hverken EU-plan eller tværnationalt plan«.

1.	Er udtalelsen i ovennævnte citat korrekt, hvad angår landene i Den Europæiske Union?

2.	Hvem har ifølge Kommissionen ansvaret for den manglende organisering og den manglende koordinering, nationale politienheder for overvågning af nettet eller Europol, som ikke har taget initiativer på dette område?

3.	Hvilke initiativer vil Kommissionen tage for at imødegå denne højst uheldige situation?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(16. december 2003)

Kommissionen deler det ærede medlems bekymring omkring det voksende problem med børnepornografi på internettet. Der er behov for en løbende indsats for at bekæmpe det skadelige og ulovlige indhold på internettet. Denne indsats skal baseres på internationalt samarbejde mellem regeringer, politi og domstole, men også mellem regeringer og internetindustrien, relevante hotlines og ikke-statslige organisationer. Kun på den måde er der mulighed for effektivt at bekæmpe dette skræmmende fænomen.

Det er medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder, som primært er ansvarlige for at bekæmpe det ulovlige indhold (herunder børnepornografi). De samarbejder på internationalt plan gennem de eksisterende kommunikationskanaler, f.eks. Europol og Interpol.

EU har siden 1996 været i forfronten i bekæmpelse af det ulovlige og skadelig indhold med en fremgangsmåde, der er godkendt af Europa-Parlamentet og Rådet. Den flerårige EF-handlingsplan til fremme af en mere sikker anvendelse af internettet ved bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på globale net (1) er et vigtigt element i Kommissionens arbejde på dette område. Via handlingsplanen finansieres et europæisk netværk af hotlines, der gør det muligt for brugerne at indberette ulovligt indhold, bl.a. børnepornografi.

Unionens strategi for at bekæmpe børnepornografi omfatter også retlige instrumenter og praktiske foranstaltninger imod edb-kriminalitet og børnepornografi. De omfatter Kommissionens forslag til Rådets rammeafgørelse om harmonisering af love og sanktioner på området for seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (2), især børnepornografi på internettet (3), og Rådets henstilling af 27. september 1998 om beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed (4) og Rådets beslutning af 29. maj 2000 om bekæmpelse af børnepornografi på internettet (5).

I begyndelsen af 2003 modtog Kommissionen den endelige version af International Child Exploitation Database Feasibility Study (en gennemførlighedsundersøgelse, der samfinansieres under STOP II-pro-grammet, og som er udarbejdet af en gruppe eksperter fra medlemsstaterne). Projektgruppen anbefalede, at man oprettede en online international database med billeder af seksuelt udnyttede børn, baseret på Interpols pilotsystem.

Kommissionen er ikke ansvarlig for selve oprettelsen af en sådan international database, da det beror på medlemsstaterne og de øvrige involverede lande, men finansierer via AGIS-programmet en undersøgelse herom. Med henblik herpå indgik den den 3. oktober 2003 en aftale med kriminalpolitiet i Storbritannien om forberedelse af en avanceret online international database med børnepornografiske billeder på internettet. Databasen vil blive et effektivt redskab for politiet i arbejdet med at identificere ofre og lovovertrædere, der seksuelt udnytter børn online i hele verden. Den vil bidrage til at mindske overlapning og øge det internationale samarbejde på dette område.

Kommissionen tror, at den foreslåede database vil få afgørende betydning for bekæmpelsen af denne afskyelige forbrydelse, idet den resulterer i forbedring af informationsudvekslingen, mindskelse af overlapning og en væsentlig forøgelse af analysekapaciteten.

(1) EFT L 33 af 6.2.1999.

(2) KOM(2000) 854 endelig udg.

(3) Rådet nåede til enighed om Kommissionens forslag den 14. oktober 2002. To medlemsstater har endnu ikke ophævet sine parlamentariske forbehold mod forslaget.

(4) EFT L 270 af 7.10.1998.

(5) EFT L 138 af 9.6.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/213

(2004/C 78 E/0218)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3052/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. oktober 2003)

Om: Afbrydelse af udbetalingen af fællesskabsbevillinger til studier i forbindelse med offentlige arbejder i Grækenland

Ifølge oplysninger, der har været til drøftelse i det græske parlament, har Kommissionen med skrivelser fra sine ansvarlige tjenestegrene (skrivelse fra Kommissionen om de transeuropæiske energi- og transportnet af 13. juli 2003, Generaldirektoratet for Transport af 28. juli 2003 og Generaldirektoratet for Det Indre Marked af 13. august 2003) til den græske regering og de tilsvarende ansvarlige generaldirektorater meddelt, at den vil afbryde betalingerne til Egnatia-motorvejen og samtlige studier i Grækenland, der samfinansieres under de transeuropæiske net, samt at den har til hensigt at indlede de relevante procedurer ved Domstolen på grund af Grækenlands overtrædelse af reglerne for tildeling af studier i forbindelse med udførelse af offentlige arbejder.

Under henvisning til den alvorlige karakter af de afgørelser, som Kommissionens ansvarlige generaldirektorater har truffet, bedes Kommissionen besvare følgende:

1.	Er der problemer med den måde, hvorpå tildelingen af studier i forbindelse med offentlige arbejder i Grækenland foregår, og nærmere bestemt hvilke?

2.	Er betalingerne til samfinansierede projekter på området for offentlige arbejder i Grækenland blevet udsat, og hvis ja, for hvilke projekter, og hvilke beløb var der tale om?

3.	Har Kommissionen indledt en overtrædelsesprocedure imod Grækenland ved Domstolen og/eller en procedure med henblik på pålæggelse af bøder og tilbagebetaling af bevillingerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(26. november 2003)

Under en rutinemæssig kontrol på stedet vedrørende Egnatia-projektet, undersøgelser som er delvist medfinansieret via budgetposten for det transeuropæiske transportnet (TEN-T), blev nogle problemstillinger identificeret, som viste, at praksis i Grækenland for tildeling af undersøgelseskontrakter måske ikke er forenelig med reglerne for offentlige indkøb, og det var derfor nødvendigt med yderligere afklaring. Problemet synes at være en sammenblanding af de kvalitative udvælgelseskriterier og tildelingskriterierne for disse kontrakter.

Kommissionen er i tæt forbindelse med de græske myndigheder for at indsamle alle de nødvendige oplysninger, som skal gøre det muligt at vurdere problemstillingerne.

Imens man venter på resultaterne af forenelighedsvurderingen i relation til reglerne for offentlige indkøb, har Kommissionen besluttet at stoppe betalinger til alle undersøgelser, der får støtte fra TEN-T.

Derfor vil betalinge blive suspenderet i forbindelse med 38 betalinger (undersøgelser), hvilket beløber sig til 82 millioner euro af den samlede planlagte støtte, indtil de græske myndigheder fremlægger bevis for, at regler og praksis i landet er forenelige med fællesskabslovgivningen om offentlige indkøb.

3.	Hvis Kommissionen når til den konklusion, at der kan være tale om en overtrædelse af Fællesskabsretten, vil den indlede proceduren i EF-traktatens artikel 226.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/214

(2004/C 78 E/0219)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3054/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Genetablering af den ulovlige losseplads i Kouroupitos

Kommissionen meddelte i sit svar på min forespørgsel (E-0491/03) (1), at Kommissionen havde modtaget en klage i relation til den daglige drift af anlægget i Messomouri, forsinkelsen af opførelsen af anlæggene i Korakia samt den manglende genetablering af lokaliteten i Kouroupitos. Kommissionen tilføjede, at den undersøgte spørgsmålet.

Kan Kommissionen oplyse, om den har færdiggjort sin undersøgelse, og om Grækenland nu overholder fællesskabsretten på miljøområdet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(21. november 2003)

I sin dom (2) af 4. juli 2000 (den anden dom i medfør af artikel 228 i EF-traktaten) erklærede Domstolen, at Grækenland endnu ikke havde gennemført de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af dommen af 7. april 1992 (3) (den første dom i medfør af artikel 226 i EF-traktaten) og ikke efterkommet sine forpligtelser i henhold til artikel 171 i EF-traktaten (nu artikel 228). Grækenland havde navnlig forsømt at tage de nødvendige skridt til at sikre, at affaldet i Chania-området bortskaffes, uden at menneskers sundhed bringes i fare og uden skade for miljøet, samt at udarbejde affaldsforvaltningsplaner for dette område.

Som følge af denne dom indgav de græske myndigheder informationer om vedtagelsen af forvaltningsplaner for såvel fast som farligt affald i Chania-distriktet, definitiv nedlukning af den ulovlige losseplads i Kouroupitos, fuld idriftsætning af det nye midlertidige anlæg i Messomouri og endelig tidsplanen for etablering af et permanent affaldsdeponeringsanlæg og komposteringsanlæg i Korakia. Disse informationer blev bekræftet ved en inspektion på stedet. Følgelig konkluderede Kommissionen, at Grækenland havde efterkommet kravene i Domstolens dom.

Den klage, der modtoges i april 2002, vedrører driften af det midlertidige anlæg til komprimering, ballepresning og oplagring af affald i Messoumouri. Klageren fremførte især, at de gamle plastfoliedækkede baller, som midlertidigt havde været deponeret på lokaliteten siden februar 2001, var bristet som følge af den langvarige oplagring og de høje temperaturer. Desuden hævdede klageren, at Kouroupitos-anlægget endnu ikke var blevet genetableret.

Kommissionen rejste disse spørgsmål over for de græske myndigheder. Disse har fremført deres bemærkninger vedrørende driften af Messomouri-anlægget, genetableringen af Kouroupitos-anlægget samt etableringen af det permanente affaldsbehandlingsanlæg i Korakia. Med henblik på at danne sig en mening om de tekniske aspekter og faktiske forhold, inden den traf afgørelse om, hvilke skridt der skulle tages, udvalgte Kommissionen nogle uvildige eksperter, som skulle aflægge et informationsbesøg på stedet i februar 2003. Sigtet hermed var at vurdere miljøtilstanden på det midlertidige deponeringsanlæg i Messomouri og på Kouroupitos-anlægget samt fremskridtene med etableringen af et permanent affaldsanlæg i Korakia.

Konklusionerne i eksperternes endelige rapport er ved at blive analyseret for at sikre, at sagen følges effektivt op.

(1) EUT C 222 E af 18.9.2003, s. 208.

(2) Sag C-387/97, Saml. s. 5047.

(3) Sag C-45/91, Saml. s. 2509.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/215

(2004/C 78 E/0220)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3055/03

af Margrietus van den Berg (PSE) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Regnskabsskandaler og forbedret virksomhedsledelse

Efter USA er der nu også blevet konstateret regnskabsskandaler hos multinationale virksomheder i Europa. Overoptimistiske virksomhedsledelser har i den grad indrettet sig på ekspansion frem for stabilitet, at nogle multinationale virksomheder kun har kunnet klare sig, når de økonomiske konjunkturer var gunstige. Nu er konjunkturerne vendt, og de pågældende virksomheder er i vanskeligheder: Datterselskaber afhændes, aktier sælges og overskuddene holdes kunstigt oppe. Denne udvikling har betydelige konsekvenser, idet de rammer pensionsmidler, arbejdstagere og kunder, ligesom tilliden til økonomien svækkes yderligere. Den stigende arbejdsløshed og ugunstige økonomiske prognoser fører til øget bekymring for sagesløse virksomheder og arbejdstagere, som bliver ofre for de store selskabers grundløse og uansvarlige ambitioner.

Et nederlandsk eksempel herpå er regnskabsskandalen i Ahold. Der er nu i Nederlandene indledt retlig efterforskning i to tilfælde. I datterselskaber i Argentina og i USA blev overskuddet de seneste to år sat kunstigt højt, og Ahold fortav »side letters« fra revisionsselskabet Deloitte & Touche. Det lader nu til, at det nederlandske datterselskab Albert Heijn og dets mange tusinde arbejdstagere bliver ofre for modervirksomhedens uduelige ledelse til trods for, at den sunde virksomhed Albert Heijn ikke har haft noget med holdingselskabets udenlandske aktiviteter at gøre.

1.	Hvordan stiller Kommissionen sig til dette tilfælde, som er illustrativt for mange andre internationale virksomheder?

2.	Hvordan agter Kommissionen at skride ind over for denne form for inkompetent ledelse i betragtning af dens handlingsplan til en forbedring af virksomhedsledelsen?

3.	Hvordan vil Kommissionen beskytte sagesløse datterselskaber mod den inkompetente ledelse på baggrund af dens handlingsplan til en forbedring af virksomhedsledelsen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(25. november 2003)

Eksempler som Ahold-skandalen har utvivlsomt været medvirkende til, at investorerne har mistet tilliden til kapitalmarkederne til skade for den europæiske økonomi, alle dens aktører og investorer. Dette bekræfter betydningen af Kommissionens initiativer til at genskabe kapitalmarkedernes tillid til selskabernes regnskaber, til de personer, som udarbejder regnskaberne og til de fagfolk, som reviderer disse regnskaber.

Kommissionen har taget følgende initiativer for at bidrage til at genskabe tilliden især til regnskabsaflæggelse og selskabsstyring:

—	indførelse af et krav om, at alle børsnoterede EU-selskaber udarbejder deres konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder (IAS) fra 2005 (forordning (EF) nr. 1 606/2002 af 19. juli 2002 (1))

—

offentliggørelse af en meddelelse i maj 2003 (2) om modernisering af selskabsretten og forbedret virksomhedsledelse i Den Europæiske Union indeholdende specifikke forslag, der bør fremsættes på kort sigt, f.eks. bestyrelsesmedlemmers kollektive ansvar for finansielle og væsentlige ikke-finansielle erklæringer

—

offentliggørelse af en meddelelse i maj 2003 (3) om prioriteringer inden for lovpligtig revision med forslag til snarlig ændring af det ottende selskabsdirektiv af 12. maj 1984 (4) med henblik på at indføre krav om bedre revisionskvalitet i hele EU som f.eks. passende offentlig kontrol, ekstern kvalitetskontrol og anvendelse af ensartede revisionsstandarder (internationale revisionsstandarder).

Datterselskaber i en koncern er ikke altid uskyldige ofre for koncernens adfærd, tværtimod, de kan også være den direkte årsag til problemer for koncernen som helhed. For at få bedre indblik i relationerne inden for koncernen indeholder ovennævnte handlingsplan et forslag, som Kommissionen vil fremsætte inden længe vedrørende øget oplysningspligt om koncernstrukturer og -relationer, både finansielle og ikke-finansielle. Øget gennemsigtighed vil kunne medvirke til en hurtigere vurdering af situationen, således at der kan træffes foranstaltninger, før problemerne viser sig.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, EFT L 243 af 11.9.2002.

(2) KOM(2003) 284 endelig udg.

(3) EUT C 236 af 2.10.2003.

(4) Rådets ottende direktiv 84/253/EØF af 10. april 1984 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om autorisation af personer, der skal foretage lovpligtig revision af regnskaber, EFT L 126 af 12.5.1984.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/216

(2004/C 78 E/0221)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3058/03

af Gabriele Stauner (PPE-DE) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Modsætninger og uoverensstemmelser i udtalelserne fra OLAF og Kommissionen i sagen om Datashop

I min skriftlige forespørgsel E-2205/03 (1) spurgte jeg, hvorfor Kommissionen i maj i år havde opfordret OLAF til at fortsætte sine undersøgelser i sagen om Planistat/Datashop, skønt der allerede den 19. marts 2003 var indgivet anmeldelse til statsadvokaten i Paris, og denne havde overtaget sagen. I sit svar oplyste Kommissionen, at Datashop-sagen har to komponenter: en ekstern komponent, som vedrører virksomheden Planistat Europe SA's aktiviteter, og en anden komponent, hvor det drejer sig om EU's tjenestemænd.

De dokumenter, der blev overdraget til statsadvokaten i Paris den 19. marts 2003, vedrørte blot sagens eksterne komponent. Ifølge Michaele Schreyers svar på Kommissionens vegne den 22. september 2003 skulle de franske justitsmyndigheder ikke beskæftige sig med sagens interne komponent. Det fremgår dog nu af det notat, som OLAF's direktør den 24. september 2003 har udarbejdet til Kommissionens formand, at de franske justitsmyndigheder allerede er i besiddelse af sagens interne aspekter (Notatets side 7: »The French judicial authorities are in possession of the internal aspects relating to the doings of Community officials«).

Hvordan er dette muligt, når det ligeledes fremgår af OLAF-direktørens notat af 24. september, at OLAF-rapporten om disse interne aspekter endnu ikke er fremsendt til de franske justitsmyndigheder (»The report on these internal aspects will be sent to the French judicial authorities very shortly.«)?

Hvem har så på forhånd informeret de franske justitsmyndigheder om sagens interne aspekter, når OLAF ikke har gjort det?

Det fremgår desuden af OLAF-direktørens notat, at OLAF-undersøgelsen af sagens eksterne aspekter først indledtes den 18. marts 2003, og at de relevante resultater kunne overgives til justitsmyndighederne i Paris blot én dag senere, den 19. marts 2003. Hvordan er dette muligt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(22. december 2003)

Kommissionen vil gerne påpege, at Det Europæiske Kontor til Bekæmpelse af Svig (OLAF) er eneansvarlig for de undersøgelser, det foretager, og at OLAF informerede Kommissionen om, at det materiale, man havde sendt til statsadvokaten i Paris den 19. marts 2003, vedrørte en af Generaldirektorat Eurostats kontrahenter og derfor var en ekstern undersøgelse.

På grundlag af det materiale, der blev fremlagt den 19. marts 2003, indledte statsadvokaten i Paris en retlig undersøgelse.

På OLAF's anbefaling besluttede Kommissionen derefter at føre klagemål mod X den 10. juli 2003 med henblik på at få dækket hele det potentielle økonomiske tab. Som det ærede medlem er bekendt med gennem noten fra direktøren for OLAF af 24. september 2003, indgav statsadvokaten den 4. august 2003 påstand til undersøgelsesdommeren. I ovennævnte note informerede direktøren fra OLAF også om, at rapporten om de interne aspekter vil blive fremsendt til de franske justitsmyndigheder snarest.

De dokumenter, som OLAF sendte til statsadvokaten i Paris, er underlagt den nationale procedure og derfor omfattet af den tavshedspligt, som gælder i straffesager; Kommissionen kan således ikke kommentere dem.

(1) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 80.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/217

(2004/C 78 E/0222)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3070/03

af Christoph Konrad (PPE-DE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Konkurrenceforvridninger som følge af tysk lov om udenrigshandel

Er Kommissionen bekendt med, at den tyske forbundsregering agter at indføre nye godkendelseskrav og indberetningsforpligtelser inden for våbenindustrien i forbindelse med salg af mindst 25 % af andelen i indenlandske virksomheder til udenlandske købere? Hvad er i bekræftende fald Kommissionens reaktion herpå, og har Kommissionen afgivet udtalelse herom?

2.	Denne nye tyske lov skal gælde for virksomheder, der fremstiller eller forhandler eksportprodukter. Formålet med godkendelseskravet er at kontrollere udvandringen af tyske virksomheder og tredjelandes indflydelse på det følsomme område, som våbenindustrien er.

Definitionen og afgrænsningen af, hvad våbenindustrien generelt omfatter, er uklar. Hvordan agter Kommissionen at sikre sig mod risikoen for, at et sådant godkendelsesforbehold fra en regering i en EU-medlemsstat også kan have en politisk motiveret indflydelse på andre industriområder og dermed føre til, at de berørte tyske virksomheders konkurrencedygtighed og frihed til at oprette og drive egen virksomhed begrænses betydeligt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af F. Bolkestein

(27. november 2003)

I henhold til EF-traktatens artikel 56 er alle begrænsninger af kapitalens frie bevægelighed mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt. I henhold til EF-traktatens artikel 58 påvirker bestemmelserne i artikel 56 ikke medlemsstaternes ret til:

—	at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at forhindre overtrædelser af nationale love og bestemmelser

—	at fastsætte procedurer for indberetning af kapitalbevægelser af administrative hensyn

—	at træffe foranstaltninger, der er begrundet i den offentlige sikkerhed (EF-traktatens artikel 58, stk. 1, litra b)).

Det ærede medlem henviser i sit spørgsmål til en tysk forbundslov, der er ved at blive udarbejdet. For at Kommissionen kan tage stilling hertil, kræves der en analyse af den eksisterende lovgivning og den øvrige lovs endelige ordlyd, og en godkendelses-/indberetningsprocedure vedrørende salget af mere end 25 % af aktierne i indenlandske virksomheder inden for våbenfremstilling og -eksport til udenlandske købere kan være omfattet af disse forsigtighedsprincipper. Kommissionen vil selvfølgelig holde øje med, at anvendelsesområdet for denne nye lov ikke giver anledning til bekymring i medfør af EF-traktatens artikel 58, stk. 3 (vilkårlig forskelsbehandling eller skjult begrænsning af kapitalens frie bevægelighed).

På grundlag af de til rådighed stående oplysninger har Kommissionen ikke til hensigt at træffe særlige foranstaltninger for at dække medlemsstaternes initiativer som f.eks. det, det ærede medlem beskriver. Kommissionen vil dog fortsat sikre, at kapitalens frie bevægelighed ikke ubehørigt begrænses.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/218

(2004/C 78 E/0223)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3072/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Tilrådighedsstillelse af ADSL-tjenesten i Grækenland

Den græske telekommunikationstjeneste (OTE) stillede i juni 2003 ADSL-tjenesten til rådighed i Grækenland. Der blev straks indgivet mange klager om den måde, hvorpå tjenesterne blev stillet til rådighed på, kvaliteten heraf og priserne herpå. Det er karakteristisk, at den pågældende tjenesteydelse i Grækenland stilles til rådighed til en pris, som er fem gange højere end i det øvrige EU. Grunden hertil er, at OTE ved forskellige fremgangsmåder har haft held til i stor udstrækning at udelukke private ADSL-leverandører fra markedet ved at fratage dem muligheden for at konkurrere med OTE.

Sagt mere konkret har OTE, som leverer denne tjeneste både engros og endetail, besluttet sig til at fastsætte sine priser således, at forskellen mellem engros-prisen og detail-prisen er meget lille og i stor udstrækning skal hindre private virksomheder i at tilbyde ADSL-tjenester til lavere priser end de priser, som OTE tilbyder. Endvidere garanterer OTE ingen bestemt grad af kvalitet i ADSL-tjenesten, som den stiller til rådighed for private firmaer på engros-basis (den begrænser sig selv til »best efforts«) med det resultat, at disse firmaer overhovedet ikke er i stand til at give garanti for kvaliteten af den service, de yder deres kunder. OTE leverer også kun ADSL-tjenesten til de kunder, som har erhvervet terminaludstyret hos OTE selv.

1.	Hvorledes vurderer Kommissionen disse foranstaltninger fra OTE's side set på baggrund af liberaliseringen af telekommunikation i EU?

2.	Agter Kommissionen at rette henvendelse til de græske myndigheder med henblik på at bringe det monopol til ophør, som i væsentlig grad er opstået på det pågældende marked, og som hindrer både de græske borgere og den græske økonomi i at anvende og udnytte denne nye teknologi?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(27. november 2003)

Ifølge EU's nye regelsæt for elektronisk kommunikation skal de nationale tilsynsmyndigheder, under behørig hensyntagen til Kommissionens henstilling om relevante markeder (1), gennemføre en markedsanalyse, bl.a. af engrosmarkedet for ubundtet adgang (herunder delt adgang) til trådbaserede kredsløb og delkredsløb med henblik på levering af bredbånds- og taletelefonitjenester, samt af engrosmarkedet for bredbåndstilslutning. Formålet med denne analyse er at afgøre, om der er operatører, der indtager en stærk markedsposition på disse markeder. Hvis dette viser sig at være tilfældet, skal den nationale tilsynsmyndighed tage passende skridt til at rette op på forholdene.

Grækenland har endnu ikke gennemført det nye EU-regelsæt i national ret. Kommissionen har indledt overtrædelsesprocedure mod Grækenland for manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger.

Kommissionen er blevet orienteret om den langsomme udvikling, hvad angår udbud af bredbåndstjenester i Grækenland, i forbindelse med de forespørgsler, som Kommissionen jævnligt fremsætter i ONP-udvalget og Kommunikationsudvalget. Kommissionen har ikke modtaget nogen klager, hverken officielt eller uofficielt, fra operatører vedrørende udbud af ADSL-ledninger i Grækenland. Imidlertid har medlemmer af offentligheden udtrykt bekymring i henvendelser til Kommissionen, som denne har besvaret.

De tidligere lovrammer, der var gældende indtil de blev erstattet af det nye regelsæt den 25. juli 2003, gælder stadig i Grækenland i kraft af de nationale gennemførelsesforanstaltninger. De gamle rammer fastlægger ikke regler for simpelt gensalg af ADSL-ledninger, men regulerer i stedet de vilkår, hvorunder de etablerede selskaber indrømmer andre operatører netadgang og samtrafik. Blandt andet skal de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at de etablerede selskaber ikke giver deres konkurrenter netadgang på diskriminerende vilkår.

Kommissionen har underrettet den nationale kommunikations- og postkommission i Grækenland (EETT) og generalsekretariatet for ministeriet for transport og kommunikation om de bekymringer, forbrugerne har givet udtryk for. EETT har rettet forespørgsler til de relevante parter, hvilket har ført til væsentlige prissænkninger, og ifølge EETT ser priserne i dag ikke ud til at afvige fra EU-gennemsnittet. Dog ser det ud til, at margenen mellem engros- og detailpriserne for ADSL-forbindelser stadig er begrænset. EETT er i gang med at undersøge prissætningen og tjenestekvaliteten for at sikre, at OTE ikke tilbyder tjenesten til sine konkurrenter på diskriminerende vilkår.

Kommissionen følger sagen nøje og vil enten indlede overtrædelsesprocedurer, hvis den konkluderer, at Grækenlands forpligtelser over for Fællesskabet ikke er opfyldt fuldt ud, eller gøre brug af sine beføjelser i henhold til EF-traktatens konkurrenceregler, hvis OTE's praksis viser sig at være uforenelig med kravene i artikel 82 i EF-traktaten.

(1) Kommissionens henstilling 2003/311/EF af 11. februar 2003 om relevante produkt- og tjenestemarkeder inden for den elektroniske kommunikationssektor, som er underlagt forhåndsregulering i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, EUT L 114 af 8.5.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/219

(2004/C 78 E/0224)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3073/03

af Ioannis Marínos (PPE-DE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Udgifter til banktransaktioner i Grækenland

Ifølge pressemeddelelser i Grækenland agter de græske banker at opkræve gebyrer for alle banktransaktioner (herunder de mere enkle, som f.eks. en meddelelse om kontobeholdningen), der udfører af personalet ved bankernes skranker. Ifølge de samme meddelelser vil der for hver valutatransaktion blive opkrævet mindst 2 EUR, og dette vil ligeledes være tilfældet ved indbetaling på og udbetaling fra en kontoindehavers konto, medens der for en enkel meddelelse til sidstnævnte om dennes kontobeholdning vil blive opkrævet et gebyr på 1,5 EUR.

Det bør anføres, at ud over forretningsmænd og i tusindvis af andre græske kontoindehavere foretager i hundredtusindvis af græske pensionister transaktioner uden for bankernes skranker, selv om det er indlysende, at de ikke har stort kendskab til anvendelsen af pengeautomater, internet og det såkaldte »phone banking«-system. Hvis ovennævnte planer vedtages, vil især pensionisterne støde på problemer, idet de, hvis de vil undgå ovennævnte gebyrer for transaktioner ved skrankerne, vil være tvunget til at benytte pengeautomaterne (som sædvanligvis findes uden for banklokalerne) med bl.a. det resultat, at de let bliver mål for de utallige kriminelle, som i de seneste år har hærget i Grækenland.

Hvor høje er de gebyrer, som opkræves for hver indbetaling, udbetaling og meddelelse om kontobeholdningen for de europæiske borgere i de 14 andre af EU's medlemsstater? Hvad er hhv. den gennemsnitlige rente på en sigtkonto og en opsparingskonto i de tolv lande i eurozonen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(17. december 2003)

Kommissionen beklager, at den ikke har tilstrækkelige oplysninger til at kunne besvare den skriftlige forespørgsel fuldt ud.

Så vidt Kommissionen er orienteret, fastsættes gebyrer for banktransaktioner af den enkelte bank på grundlag af dens omkostninger og konkurrenceforholdene. Hvis priserne, som det hævdes i den skriftlige forespørgsel, er de samme for alle banker, og det ærede medlem har grund til at tro, at der er tale om en hemmelig samordning bankerne imellem med hensyn til fastsættelse af ens gebyrer, foreslår Kommissionen, at det ærede medlem fremlægger disse oplysninger for de nationale konkurrencemyndigheder. Principielt skrider Kommissionen ikke ind i forbindelse med gebyrer. Den eneste EU-bestemmelse, der omhandler gebyrer for betalinger, er Rådets forordning (EF) nr. 2569/2001 af 19. december 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro (1), ifølge hvilken, der ikke må gøres forskel på nationale betalinger og grænseoverskridende betalinger i euro.

Med hensyn til oplysninger vedrørende gebyrer i medlemsstaterne, som borgerne opkræves for indbetalinger, udbetalinger og kontooplysninger, har Kommissionen ikke indsamlet og er heller ikke bekendt med eksistensen af sådanne oplysninger. Adskillige tusinde pengeinstitutter i EU fastsætter selvstændigt disse priser, og der indsamles ikke gennemsnitspriser pr. land for disse gebyrer.

Med hensyn til gennemsnitlige rentesatser på løbende konti og opsparingskonti i de tolv lande i euroområdet er det Den Europæiske Centralbank (ECB), der indsamler og offentliggør visse ikke-harmoniserede nationale statistikker over indskud på løbende konti, tidsindskud og opsparingskonti. Sådanne satser kan imidlertid ikke sammenlignes direkte. Tabellerne fra ECB kan findes på internettet på følgende adresse: (http://www.ecb.int/stats/nrir/rir_nrir.pdf). Kommissionen tilsender særskilt det ærede medlem en kopi af de mere detaljerede tabeller.

I juni 2003 lå de gennemsnitlige rentesatser fra 0,15 % til 1,48 % for løbende konti, og fra 0,04 % til 3,15 % for opsparingskonti i de medlemsstater, hvor sådanne oplysninger var til rådighed. Gennemsnittet for euroområdet lå på 1,85 % for indskud med et års løbetid og 1,83 % for indskud med en opsigelse på op til tre måneder.

(1) EFT L 344 af 28.12.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/220

(2004/C 78 E/0225)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3074/03

af Proinsias De Rossa (PSE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Avermectin

Det skadedyrsbekæmpende middel Avermectin (også kendt under betegnelsen Abamectin og Ivermectin) klassificeres af USA's miljøbeskyttelsesagentur (EPA) som et pesticid i toksicitetsklasse IV, dvs. praktisk taget ikke-giftigt. I meget høje doser kan det imidlertid påvirke pattedyr og forårsage symptomer på depression i nervesystemet som f.eks. manglende koordination, skælven, letargi, ængstelse og udvidelse af pupillerne.

Hvordan reguleres dette pesticid af EU?

Er Kommissionen tilfreds med medlemsstaternes overholdelse af den gældende EU-lovgivning vedrørende dette pesticid, og i benægtende fald, hvilke foranstaltninger agter den at træffe?

Hvad er Kommissionens reaktion på påstande om, at rester af dette insektmiddel i dyrs afføring hæmmer komposteringsprocessen?

Med hensyn til Kommissionens meddelelse i 2002 om jordbundsbeskyttelse (1) hvilken formel reaktion har den modtaget fra den irske regering på Kommissionens forslag om lovgivning vedrørende kompost og andet bioaffald, der er planlagt for 2004?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(14. november 2003)

Bestemmelser vedrørende anvendelse af aktive stoffer fra gruppen af avermectiner (herunder bl.a. abamectin og ivermectin) findes i lovgivningen om plantebeskyttelsesmidler, om biocider og om veterinærlægemidler. Lovgivningen indeholder også bestemmelser om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer i produkter af vegetabilsk og animalsk oprindelse.

Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (2) fastslår, at stoffer kun må anvendes til plantebeskyttelse, hvis det er påvist, at anvendelsen ikke har uacceptable virkninger på menneskers sundhed eller på miljøet. For enkelte stoffer, der allerede var på markedet i juli 1993, gav direktivet mulighed for at lade nationale bestemmelser gælde, indtil der forelå resultater af Fællesskabets vurderinger, og Kommissionen havde truffet afgørelse herom. Abamectin er på den tredje liste over prioriterede stoffer, som Kommissionen etablerede i henhold til direktivet. I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 af 28. februar 2000 om de nærmere bestemmelser for iværksættelsen af anden og tredje fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 91/414/EØF (3), gav industrien udtryk for, at den var interesseret i at bakke op om stoffet under vurderingsprocessen. Et komplet dossier skal være indleveret til Kommissionen senest den 25. november 2003. På grundlag af en vurdering af dette dossier vil Kommissionen tage stilling til, om det er acceptabelt at anvende abamectin i plantebeskyttelsesmidler.

Maksimalgrænseværdier for abamectinrester i levnedsmidler som følge af stoffets anvendelse i plantebeskyttelsesmidler er fastsat i Kommissionens direktiv 2002/79/EF af 2. oktober 2002 om ændring af bilagene til Rådets direktiv 76/895/EØF, 86/362/EØF, 86/363/EØF og 90/642/EØF om fastsættelse af maksimalgrænseværdier for indholdet af visse pesticidrester i og på korn, levnedsmidler af animalsk oprindelse og visse produkter af vegetabilsk oprindelse, herunder frugt og grøntsager (4).

Anvendelsen af abamectin i biocidholdige produkter er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (5). Direktivet fastslår, at aktive stoffer kun må anvendes i biocidholdige produkter, når det er påvist, at anvendelsen ikke har nogen uacceptable virkninger på menneskers sundhed eller på miljøet. For enkelte stoffer, der allerede var på markedet i maj 2000, giver direktivet mulighed for at lade nationale bestemmelser gælde, indtil der foreligger resultater af Fællesskabets vurderinger, og Kommissionen har truffet afgørelse herom. Abamectin er blevet anmeldt af industrien i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 1896/2000 af 7. september 2000 om den første fase i det program, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om biocidholdige produkter (6) til anvendelse i to produkttyper: insektbekæmpelsesmidler og sneglebekæmpelsesmidler. I overensstemmelse med en forordning, som snart vil blive vedtaget af Kommissionen, skal et komplet dossier til brug ved insektbekæmpelsesmidler indsendes senest den 30. april 2006. På grundlag af en vurdering af dette dossier vil Kommissionen tage stilling til, om det er acceptabelt at anvende af abamectin i biocidholdige produkter.

Maksimalgrænseværdier for abamectinrester i væv fra kvæg og får som følge af dets anvendelse i veterinærmedicin er henholdsvis fastlagt i Kommissionens forordning (EF) Nr. 3425/93 af 14. december 1993 om ændring af bilag I og II til Rådets forordning (EØF) nr. 2377/90 om en fælles fremgangsmåde for fastsættelse af maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer af veterinærmedicinske præparater i animalske levnedsmidler (7) og i Kommissionens forordning (EF) nr. 868/2002 af 24. maj 2002 om ændring af bilag I og II til Rådets forordning (EØF) nr. 2377/90 (8).

Kommissionen har ikke modtaget rapporter, der angiver, at den eksisterende fællesskabslovgivning om dette pesticid ikke overholdes af medlemsstaterne.

Kommissionen har ikke modtaget rapporter om, at rester af dette pesticid i dyrs afføring hæmmer komposteringsprocessen. En sådan virkning af rester som følge af anvendelsen af pesticider i plantebeskyttelse ville blive evalueret som del af den vurdering, der forventes foretaget i henhold til direktiv 91/414/EØF.

I forbindelse med meddelelsen »Mod en tematisk strategi for jordbundsbeskyttelse« har Kommissionen bebudet en række initiativer, herunder udviklingen af et forslag til forvaltning af biologisk affald. En sådan meddelelse krævede ikke nogen bestemt reaktion fra medlemsstaterne. Rådet har vedtaget konklusioner om integreret jordbundsbeskyttelse den 25. juni 2002. I disse fremhævede Rådet, at igangværende miljø-lovgivningsinitiativer om bl.a. kompost ville bidrage væsentligt til jordbundsbeskyttelse og anmodede Kommissionen om at fremsætte passende forslag så snart som muligt.

(1) KOM(2002) 179 endelig udg.

(2) EFT L 230 af 19.8.1991.

(3) EFT L 55 af 29.2.2000.

(4) EFT L 291 af 28.10.2002.

(5) EFT L 123 af 24.4.1998.

(6) EFT L 228 af 8.9.2000.

(7) EFT L 312 af 15.12.1993.

(8) EFT L 137 af 25.5.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/222

(2004/C 78 E/0226)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3096/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Beskyttelse af monopoler og høje priser ved luftfartsoverenskomster med tredjelande og potentielle konkurrenters forsøg på at omgå sådanne monopoler

1.	Er Kommissionen bekendt med, at luftfartsselskaberne KLM og SLM på grund af en overenskomst fra 1996 har monopol i form af et »joint venture« på den travle rute mellem Schiphol i Nederlandene og Zanderij i den tidligere nederlandske koloni Surinam?

Hvilken holdning har Kommissionen til, at der for denne rute beregnes væsentligt højere priser end for den parallelle franske indenrigsrute til det oversøiske departement Cayenne (Fransk Guyana), men at denne franske rute ikke kan konkurrere, så længe der ikke findes en god vejforbindelse mellem Cayenne og Surinam?

Er det almindeligt og tilladt, at en EU-medlemsstat indgår en overenskomst med et tredjeland, hvorved flyruten reserveres til de to landes »egne« luftfartsselskaber, hvilket resulterer i usædvanligt høje billetpriser? Hvilke andre eksempler kender Kommissionen? Drejer det sig i de tilfælde ligeledes om forbindelser med tidligere kolonier, som er uundværlige med hensyn til familiekontakter, højere uddannelse og verden uden for landet?

Er Kommissionen bekendt med, at luftfartsselskabet Air Holland pr 1. november 2003 vil opstarte en konkurrerende »seat only«-forbindelse mellem Nederlandene og Surinam, og at de priser, som det vil påregne, er mere end 50 % lavere end det nuværende monopols priser, og at det, hvis Nederlandene endnu en gang nægter at give tilladelse, vil flyve fra Belgien, som har en separat luftfartsoverenskomst med Surinam?

5.	Hvad kan Kommissionen foretage sig for at undgå, at passagererne på ruten Nederlandene-Surinam i stigende grad vil benytte sig af forbindelser via Cayenne, den caribiske ø Curaçao eller Bruxelles, på grund af de væsentligt lavere priser?

Kilde: Den nederlandske avis »de Volkskrant« fra den 7. oktober 2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(22. december 2003)

Kommissionen er bekendt med, at lufttrafikken mellem medlemsstaterne og tredjelande er reguleret af bilaterale luftfartsoverenskomster mellem de lande, hvor lufthavnene ligger. Kommissionen er også bekendt med, at nogle af disse aftaler begrænser antallet af operative selskaber på ruten, afgangshyppigheden og taksterne. Desuden begrænser disse aftaler driften af de pågældende ruter til luftfartsselskaber, som ejes eller kontrolleres af statsborgere i den medlemsstat, der er part i aftalen. Denne nationalitetsklausul forhindrer selskaber fra andre EU-lande i at flyve på ruter til tredjelande fra andre EU-lufthavne end dem, der ligger i deres eget land.

Den 5. november 2002 anerkendte Domstolen, at Kommissionen har kompetence til at forhandle om visse aspekter af disse bilaterale aftaler. Den erklærede blandt andet nationalitetsklausulerne for uforenelige med EF-traktaten. Kommissionen har derfor foreslået Rådet en række foranstaltninger for at skabe sunde retlige rammer om forhandling og gennemførelse af luftfartsoverenskomster og en passende fordeling af ansvaret mellem EU og medlemsstaterne. Disse foranstaltninger vedtog Rådet den 5. juni 2003. Kommissionen har øjeblikkelig indledt forhandlinger med henblik på a) indgå en generel luftfartsoverenskomst mellem EU og USA, b) genforhandle spørgsmål, som er omfattet af de bilaterale aftaler, som EU har enekompetence over, og c) sikre ikke-diskriminerende markedsadgang for alle luftfartsselskaber i EU, som EF-traktaten kræver. Kommissionen kan dog ikke genforhandle alle eksisterende bilaterale aftaler øjeblikkeligt. I sin meddelelse af 19. november 2002 (1) som svar på Domstolens afgørelser udpegede Kommissionen en række vigtige samhandelspartnere, som den mener EU bør indlede forhandlinger med.

Ud over ovennævnte aspekter, der er omfattet af bilaterale luftfartsoverenskomster, som EU ifølge Domstolen i henhold til gældende EU-ret har kompetence over, er andre aspekter af aftalerne fortsat underlagt medlemsstaternes kompetence. Blandt disse øvrige aspekter kan nævnes tildeling af flyverettigheder i henhold til en bilateral aftale. Eventuelle problemer i forbindelse med denne tildeling og tilhørende tilladelser er fortsat de nationale myndigheders ansvar.

Hvad angår anvendelsen af konkurrencereglerne, henledes opmærksomheden på, at i henhold til EF-traktatens artikel 10 sammenholdt med artikel 81 og 82 er medlemsstaterne forpligtet til ikke at kræve eller tilskynde til overtrædelse af konkurrencereglerne.

Det skal dog bemærkes, at et duopol på visse ruter ikke i sig selv udgør en overtrædelse af konkurrencereglerne. Det nævnes i forespørgslen, at priserne på Amsterdam-Zanderij ruterne er langt højere end priserne på tilsvarende ruter mellem Frankrig og Cayenne. Dette betyder ikke i sig selv, at der er tale om misbrug af en dominerende stilling på den pågældende rute. Priserne er i reglen lavere på markeder, der er åbne for konkurrence, end på beskyttede markeder [markeder reserveret én enkelt eller nogle få selskaber].

Endelig skal det bemærkes, at i henhold til de nugældende regler har Kommissionen kun begrænsede beføjelser til at håndhæve konkurrencereglerne i forbindelse med lufttrafik mellem EU og tredjelande. Faktisk udelukker den nugældende procedureforordning lufttransport mellem EU og tredjelande fra sit anvendelsesområde. Den nye procedureforordning — forordningen (EF) 1/2003 — vil ikke ændre denne situation. Derfor vedtog Kommissionen i februar 2003 et forslag om at ændre dette forhold. Dette forslag er forelagt Rådet, og drøftelserne er endnu ikke afsluttet.

(1) KOM(2002) 649 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/223

(2004/C 78 E/0227)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3113/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(22. oktober 2003)

Om: Klassifikation af koder i Europa-Kommissionens database CATS (Clearance Audit Trail System) vedrørende måleenheden for eksportmængder

Det supplerende svar på skriftlig forespørgsel P-3202/02 (1) omfattede nogle uddrag fra Europa-Kommissionens database CATS (Clearance Audit Trail System), der indeholder data fra medlemslandene vedrørende restitution ved eksport af landbrugsprodukter fra Fællesskabet til tredjelande.

Disse uddrag indeholder data om måleenheden for eksportmængder, der angives med følgende koder: 1; 10; 30; GRA; HL; Hl; hl; HST; k; K; kg; Kg; Kgs; KGS; NUM; NUMBER; P; q; ST; T; t; TON; U; UNI.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse om »GRA« skal forstås som gram, om »k, kg, K, Kg, Kgs, KGS« skal forstås som kilogram, om »q« skal forstås som hektokilogram, om »TON, T, t« skal forstås som tons, om »HL, Hl, hl« skal forstås som hektoliter, og hvilke måleenheder følgende koder svarer til: 1; 10; 30; HST; NUM; NUMBER; Ρ; ST; U; UNI?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(19. november 2003)

Det supplerende svar på skriftlig forespørgsel P-3202/02 vedrører en oversigt over de samlede restitutioner, der er udbetalt for eksport til en række forskellige destinationer. De samlede tal dækker regnskabsårene 1998-2001, og oplysningerne i denne oversigt, herunder de anvendte måleenheder, afspejler oplysningerne i medlemsstaternes rapporter.

Før regnskabsåret 2001 krævede Kommissionens forordning (EF) nr. 2390/1999 (2) ikke, at medlemsstaterne anvendte standardiserede koder for de måleenheder, der blev anvendt i rapporter til Kommissionen. For denne periode indeholder CATS-databasen derfor de måleenheder, der anvendtes internt i medlemsstaternes edb-systemer, med forklaring på nationalt plan for hvert regnskabsår.

Stillet over for denne mangfoldighed af ikke-standardiserede koder, der anvendes af medlemsstaterne, har Kommissionen indført standardkoder for måleenheder i forbindelse med ajourføringen af forordning (EC) nr. 2390/1999 for regnskabsåret 2002. Fra regnskabsåret 2002 og fremover kræver Kommissionen, at der anvendes følgende standardkoder:

Bogstav	Betydning
K	kilogram
L	liter
P	styk

(1) EUT C 137 E af 12.6.2003, s. 172.

(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 2390/1999 af 25. oktober 1999 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 1663/95 hvad angår form og indhold af de regnskabsoplysninger, som medlemsstaterne skal stille til rådighed for Kommissionen i forbindelse med proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen, EFT L 295 af 16.11.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/224

(2004/C 78 E/0228)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3124/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(22. oktober 2003)

Om: Arbejdssprog

Med udvidelsen af Unionen er det sproglige spørgsmål blevet stadig mere aktuelt. Et af problemerne er, om institutionerne fungerer korrekt (oversættelser, tolkning, arbejdsdokumenter og officielle dokumenter) og respekterer landene gennem en lige behandling af de enkelte sprog i Unionen. Et andet problem er tjenestegrenenes valg og brug af arbejdssprog. I den interne arbejdsgang synes der at være en stigende tendens til kun at anvende engelsk også på bekostning af fransk, der ellers altid har været det primære arbejdssprog.

1.	Kan Kommissionen be- eller afkræfte denne tendens?

2.	Mener Kommissionen i bekræftende fald ikke, at dens tjenestegrene arbejder i strid med ånd og bogstav i traktaterne?

Kan Kommissionen fastsætte objektive kriterier for valg af arbejdssprog og samtidig tage højde for de demografiske realiteter, der ikke er til at komme udenom? Hvordan vil Kommissionen sætte ind for at genoprette den sproglige ligestilling landene imellem — ud fra den betragtning, at landenes værdighed og identitet finder sit rette udtryk i sproget?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(6. januar 2004)

1. og 2.

Kommissionen kan på ingen måde bekræfte, at der er en tendens til udelukkende at bruge engelsk som arbejdssprog i den interne arbejdsgang.

På den ene side er alle officielle sprog samtidig arbejdssprog i henhold til artikel 1 i Rådets forordning nr. 1/58 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (1), og de kan derfor automatisk anvendes på lige fod i institutionerne.

På den anden side er det normalt, at visse sprog af operationelle grunde anvendes mere end andre af Kommissionens personale i det daglige arbejde. Denne praksis foregår imidlertid med respekt for sprogenes ligestilling som officielle sprog og arbejdssprog. Kommissionen har heller ikke til hensigt at indføre en særlig ordning, som favoriserer anvendelsen af et eller flere sprog i tjenestegrenene.

Det er i henhold til vedtægtens artikel 25 en generel betingelse for ansættelse, at ansøgeren har »indgående kundskaber i et af Fællesskabernes sprog og tilfredsstillende kundskaber i et andet af Fællesskabernes sprog i det omfang, dette er nødvendigt for hans hverv«.

Som led i den administrative reform har Kommissionen foreslået foranstaltninger, som yderligere skal fremme flersprogetheden: ud over kundskaberne i et andet sprog på ansættelsestidspunktet tager Kommissionen indlæringen af et tredje sprog i betragtning ved den første forfremmelse efter tiltrædelsen af tjenesten.

I den forbindelse skal Kommissionen også erindre om, at den — som en absolut prioritet — har valgt at tilbyde intensive sprogkurser; på den måde er det muligt at kompensere og supplere den sproglige uddannelse af de ansatte, som ikke nødvendigvis fra starten kender de sprog, der benyttes mest i forbindelse med særlige uddannelsestilbud (bortset fra sproglige).

Med hensyn til kommunikationen mellem Kommissionens tjenestegrene og de administrative myndigheder i medlemsstaterne og offentligheden generelt ønsker Kommissionen at understrege, at den nøje overvåger anvendelsen af bestemmelsen i EF-traktatens artikel 21, stk. 3, som foreskriver, at enhver unionsborger kan rette skriftlig henvendelse på et af de i artikel 314 nævnte sprog, og at vedkommende har ret til at få svar på samme sprog. Denne grundlæggende ret er gentaget i udkastet til forfatningstraktaten, ikke blot i artikel I-8, stk. 2, om unionsborgerskab, men også i artikel II-41, stk. 4, i charteret om grundlæggende rettigheder.

(1) EFT Β 17 af 6.10.1958.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/225

(2004/C 78 E/0229)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3126/03

af Astrid Thors (ELDR) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Grænseoverskridende tjenesteydelser i form af spil til humanitære formål

På trods af, at Rom-traktatens artikel 49 sikrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, har De Europæiske Fællesskabers Domstol erklæret, at medlemsstaterne har ret til at lægge restriktioner på grænseoverskridende tjenesteydelser i form af spil for at sikre den offentlige orden i landet. Denne ret er imidlertid ikke absolut, og enhver pålagt restriktion skal være nødvendig for at opnå det mål, der forfølges, og være rimelig.

I Gambellis sag, der verserer for De Europæiske Fællesskabers Domstol, konkluderede generaladvokaten i sin udtalelse af 13. marts 2003, at de restriktioner, der var pålagt en online bookmaker etableret i Det Forenede Kongerige, var diskriminerende og ugyldige.

Mener Kommissionen i lyset af dette, at grænseoverskridende restriktioner på online tjenesteydelser i form af spil krænker Rom-traktatens artikel 49, hvis den pågældende EU-leverandør af disse tjenesteydelser er behørigt etableret og autoriseret, hvis fortjenesten anvendes til humanitære formål, og hvis leverandøren giver alle de nødvendige garantier med hensyn til forbrugerbeskyttelse og foranstaltninger mod organiseret kriminalitet?

Hvilke initiativer vil eller kan Kommissionen tage i anvendelse i denne særlige humanitære kontekst og i betragtning af, at informationssamfundets tjenesteydelser rent faktisk er af grænseoverskridende karakter, for at sikre, at reglerne for det indre marked kommer til at gælde for sådanne korrekt regulerede humanitære ydelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(18. december 2003)

Kommissionen bemærker sig, at De Europæiske Fællesskabers Domstol for nylig har fastslået i Gambelli-sagen (sag C-243/01), at medlemsstater har ret til at indføre restriktioner for udveksling af tjenesteydelser på tværs af landegrænserne, hvis det er begrundet i almene hensyn såsom forbrugerbeskyttelse eller opretholdelse af den offentlige orden. I henhold til Domstolens retspraksis er sådanne restriktioner dog i overensstemmelse med EF-traktaten, hvis de ikke er diskriminerende, og de står i rimeligt forhold til deres formål, og de skal i alle tilfælde på en sammenhængende og systematisk måde medvirke til at begrænse væddemålsvirksomhed. Domstolens betragtninger er generelle og vil derfor kunne gælde uafhængigt af, om fortjenesten anvendes til bestemte formål og særligt til humanitære formål. Det skal også fremhæves, at særlig uddeling af fortjenesten ikke i sig selv kan betragtes som tilstrækkeligt grundlag til at anse de ovennævnte krav for automatisk at være opfyldt.

Kommissionen har modtaget en række henvendelser fra leverandører af spil, der klager over anvendelsen af eksisterende nationale restriktioner på grænseoverskridende ydelser. Kommissionen vil nu analysere klager på dette område på baggrund af Domstolens dom og træffe de fornødne foranstaltninger for at sikre, at principperne i Domstolens dom på området for spil overholdes, herunder på området for spil, hvis fortjeneste anvendes til humanitære formål.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/226

(2004/C 78 E/0230)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3130/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Fiskeri — OASIS Oceanic Seamounts

Ifølge det tredje nyhedsbrev (juni 2003) fra »OASIS — Oceanic Seamounts: an Integrated Study« (http://www.rrz.uni-hamburg.de/OASIS), en undersøgelse som støttes af Kommissionen — skal forslaget om at åbne den eksklusive økonomiske zone på 200 sømil rundt om øgrupperne Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer for fiskerflåderne i Fællesskabet allerede have givet anledning til, at miljøorganisationer som Greenpeace, Seas at Risk og WWF har sendt skrivelser til Kommissionen, hvor de giver udtryk for deres bekymring over en eventuel vedtagelse af denne foranstaltning.

Ifølge OASIS ville åbningen af området indebære en umiddelbar trussel mod havbundens relief og have direkte konsekvenser for deres videnskabelige arbejde.

Kommissionen bedes besvare følgende spørgsmål:

—	kan den bekræfte modtagelsen af de nævnte skrivelser?

—

hvilke informationer råder den over vedrørende de konsekvenser, som OASIS og de andre organisationer forudser for det pågældende område, navnlig den forvente ødelæggelse af levesteder, bl.a. havbundens relief, og en nedgang i de fiskebestande, som lever på store dybder, samt ødelæggelse af småfiskeriet, hvad der vil gå ud over fiskernes og deres familiers eksistens?

—	kan den bekræfte, at de marine økosystemer omkring de tre øgrupper er ekstremt sårbare, og at det er nødvendigt at beskytte dem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(25. november 2003)

I juli 2003 modtog Kommissionen en fælles skrivelse fra Greenpeace, Seas at Risk og Verdensnaturfonden (WWF), hvori disse gav udtryk for deres bekymring over den foreslåede ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12. oktober 1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (1) (vestlige farvande) med henblik på at indskrænke den eksklusive zone på 200 sømil omkring Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer.

Ifølge de seneste videnskabelige rapporter og specielt rapporterne fra Det Internationale Havundersøgelses-råd (ICES), er det i flere områder blevet påvist, at trawlfiskeri har skadet koralrev i dybhavet. Indvirkningen fra trawlredskaberne dræber polypperne og nedbryder revenes struktur. Gendannelse heraf kan eventuelt være umulig eller i hvert fald blive alvorligt hæmmet. Skaderne kan variere fra en reduktion af revenes størrelse og en heraf følgende reduktion af koralfaunaens omfang og diversitet til total ødelæggelse af revet og erstatning heraf med et havmiljø med ringe artsforskellighed.

For så vidt angår dybhavsfisk, har ICES advaret om, at flere dybhavsbestande bliver intensivt udnyttet og i visse tilfælde har lidt alvorlig skade. Kommissionen er klar over, at disse arter er særligt sårbare over for overfiskning på grund af deres langsomme reproduktionsevne.

Medlemmer af Europa-Parlamentet såvel som lokale og nationale portugisiske myndigheder har kontaktet Kommissionen og udtrykt deres bekymring over de lokale fiskersamfunds fremtid. Skaderne på disse naturlige levesteder er en trussel mod de pågældende samfunds overlevelse.

Kommissionen bekræfter, at de undersøiske bjergøkosystemer omkring Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer er yderst sårbare, og at der er behov for at sikre den nødvendige beskyttelse af disse vigtige marine levesteder. Med henblik herpå er Kommissionen i gang med at udarbejde et udkast til forslag til en rådsforordning om forbud mod at benytte bundtrawl i visse områder af Atlanten, herunder i de tre nævnte.

(1) EFT L 261 af 20.10.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/227

(2004/C 78 E/0231)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3134/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Ecstasy — Nederlandene

Som svar på min skriftlige forespørgsel E-2309/03 (1) bekræftede Kommissionen, at Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug i sin årsberetning oplyser, at Nederlandene er et vigtigt sted for produktion af ecstasy, amfetamin og andre narkotiske stoffer, men det tilføjes dog, at der også findes beviser for produktion i andre medlemsstater og i Østeuropa i et ikke nærmere specificeret omfang.

Til gengæld blev nogle af mine andre spørgsmål ikke besvaret, bl.a. dette: »Kan den (Kommissionen) bekræfte, at dette stof overvejende stammer fra Nederlandene? Hvis dette kan bekræftes, hvilke skridt har den taget eller vil den tage for at hindre, at narkotiske stoffer udføres fra Nederlandene og spredes til det øvrige EU?«

Kommissionen oplyser i sit svar følgende: »Kommissionen har fastslået, at spørgsmålet om syntetisk narkotika fortsat bør stå højt på EU's og medlemsstaternes dagsorden, således som det også blev understreget af ministrene med ansvar for retlige og indre anliggender. Efter en samling i Rådet med deltagelse af disse ministre i september 2002 vedtog Rådet en plan for gennemførelse af de foranstaltninger, som skulle gennemføres i forbindelse med udbuddet af syntetisk narkotika.«

Kommissionen bedes derfor besvare følgende spørgsmål:

—	kan den bekræfte, at Nederlandene er den medlemsstat, som er den største producent af ecstasy og desuden hovedleverandøren af dette narkotiske stof til de øvrige medlemsstater, især til Portugal?

—	i hvor mange år har den haft kendskab til dette forhold?

—	når den oplyser, at der også foreligger beviser for produktion i medlemsstaterne, hvad refererer den så helt præcist til, og hvor stor er intensiteten og/eller risikoen i sammenligning med Nederlandene?

—	hvilke skridt har den taget eller vil den tage for at hindre, at narkotiske stoffer udføres fra Nederlandene og spredes til det øvrige EU?

—

hvordan vurderer Kommissionen den plan for gennemførelse af foranstaltningerne vedrørende syntetiske narkotiske stoffer, som EU's ministre med ansvar for retlige og indre anliggender vedtog i september 2002? Anser den de i planen indeholdte foranstaltninger for tilstrækkelige og hensigtsmæssige i betragtning af udbuddet af syntetisk narkotika?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antonio Vitorino

(5. december 2003)

Hvert år udarbejder Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EONN) og den europæiske politienhed (Europol) på grundlag af de oplysninger og statistiske data, som leveres af medlemsstaternes nationale myndigheder, en rapport, som beskriver situationen i EU og kandidatlandene med hensyn til fremstilling af, handel med og brug af narkotika. I rapporten for 2001 blev det på grundlag af det antal beslaglæggelser, som medlemsstaterne havde indberettet, fastslået, at EU var den vigtigste kilde til ecstasy.

EONN's årsberetning for 2003 — Narkotikasituationen i Den Europæiske Union og Norge — viser, at antallet af fundne produktionssteder af syntetiske stoffer i EU ligger konstant i intervallet 50-70. Nederlandene og Belgien er de store lande for produktion af ecstasy, amfetaminer og lignende stoffer, men der meldes også om produktion i andre lande, såsom Spanien, Frankrig og Det Forenede Kongerige; det samme gælder Estland, Litauen, Polen og Tjekkiet.

Denne situation bekræftes af årsberetningen for 2003 -The State of the drugs problem in the acceding and candidate countries in the European Union — som viser, at syntetiske stoffer, såsom amfetaminer og ecstasy, produceres i ulovlige laboratorier i de baltiske lande, Bulgarien, Tjekkiet og Ungarn til lokalt brug.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke skridt der tages for at hindre, at narkotiske stoffer udføres fra Nederlandene og spredes til det øvrige EU, må man umiddelbart antage, at fremstilling af og handel med narkotika kan forekomme i alle medlemsstaterne. Alle medlemsstaterne har underskrevet FN-konven-tionerne og deltager aktivt i det varslingssystem, som er indført inden for rammerne af den fælles aktion fra juni 1997. Europol, som er EU's vigtigste redskab i kampen mod narkotikahandel, yder jævnligt medlemsstaterne ekspertbistand i forbindelse med bekæmpelsen af kriminelle grupper og afsløringen af ulovlige laboratorier, der fremstiller syntetiske stoffer.

Som led i handlingsplanen for 2000-2004 har Kommissionen forpligtet sig til i samarbejde med medlemsstaterne og Europol at indføre foranstaltninger, der skal styrke bekæmpelsen af narkotikahandel. Kommissionen vil bl.a. hjælpe medlemsstaterne med at forbedre deres politi-, told- og retssamarbejde og deres ekspertise inden for kontrol med kemiske prækursorer.

Kommissionen håber desuden, at Rådet snart vil nå til politisk enighed om rammeafgørelsen om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel.

Planen for gennemførelsen af de foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse med syntetiske stoffer, kræver, at medlemsstaterne, Europol og EONN gennemfører konkrete foranstaltninger mod omdirigering af prækursorer, ulovlige laboratorier og distributionsnet. Som led i den afsluttende evaluering af handlingsplanen for 2000-2004 vil man se nærmere på denne gennemførelse.

For at styrke lovgivningen om syntetiske stoffer har Kommissionen netop fremlagt et forslag til Rådets beslutning om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye narkotiske stoffer og nye syntetiske stoffer, som skal afløse den fælles aktion fra juni 1997. Parlamentet vil få mulighed for at udtale sig om dette forslag.

(1) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 83.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/229

(2004/C 78 E/0232)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3151/03

af Herman Schmid (GUE/NGL) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Måling af velfærd i EU

Velstand kan måles på mange måder. OECD's måling af velfærd baseres på BNP for det private marked for varer og tjenesteydelser. Målt således ligger Sverige på 17.-pladsen.

En anden måling, foretaget af det amerikanske arbejdsministerium, baseres på produktivitetsudviklingen i industrien (International comparisons of manufacturing productivity and unit labor cost trends 2002, Newsletter September 9, 2003 — Bureau of Labor Statistics, Washington DC). Her viser tallene, at produktivitetsudviklingen i svensk industri var højere end i noget andet land i 2002. Her ligger Sverige altså på 1. pladsen.

Det er tydeligt, at forskellige målinger, giver forskellige resultater. Det er derfor interessant at spørge Kommissionen, om den mener, at nogle af disse målinger kan give et pålideligt, anvendeligt og retvisende billede af velfærden i en medlemsstat. Udviser de ikke grundlæggende et alt for snævert syn på velfærd i EU, hvis identitet hævdes at bygge på den europæiske velfærdsmodel, en balance mellem konkurrence og socialt ansvar?

Der er også andre målinger, som går videre end rent statistisk opsamling af økonomiske data. Disse foretages, fordi ordregiverne, bl. a. FN, mener, at velfærd også må omfatte, hvorledes borgerne oplever deres situation. Øget levestandard for et mindretal eller et flertal behøver ikke nødvendigvis at føre til øget velfærd. Borgerne må først vurdere om, og i givet fald hvordan, en forbedret økonomi på nationalt eller individuelt plan har øget deres velfærd. Og i denne forbindelse kræves mere avancerede målekriterier.

Der er udviklet målemetoder, som også omfatter et langt liv, godt miljø eller retssikkerhed. Et internationalt indeks, baseret på 40 velfærdsindikatorer, kaldes WISC, Weighted Index of Social Development. I denne måling indgår variabler som uddannelse helbred, ligebehandling, samfundsøkonomi, demografi, miljø, socialt kaos (politiske rettigheder, korruption og krigsofre) osv. I denne måling ender Sverige igen på 1.-pladsen.

Mener Kommissionen ikke, at WISC og tilsvarende målemetoder bør anvendes oftere i EU, når EU's medlemsstater sammenlignes? Risikerer den balance mellem konkurrence og den sociale dimension, som EU i henhold til Lissabon-strategien har sat sig for at opnå, ikke at blive forvredet i retning mod mere konkurrence og mindre socialt ansvar, hvis kun OECD's måling af velfærd anvendes i EU? Bør WISC (eller et tilsvarende EU-indeks på velfærd) ikke på denne baggrund altid supplere OECD's målinger (eller et tilsvarende EU-indeks til måling af produktivitet), når velfærden i EU måles?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(20. november 2003)

Mange forskellige, men indbyrdes forbundne, faktorer bidrager til livskvalitet, hvilket gør det at definere og måle »livskvalitet« til noget komplekst og forholdsvis subjektivt.

Et lands produktion af varer og tjenesteydelser — udtrykt som dets bruttonationalprodukt (BNP) — er et mål for det materielle velfærd, som generelt må betragtes som en vigtig bestanddel af den samlede livskvalitet. Imidlertid består livskvalitet tydeligvis af mere end materiel velfærd, og Kommissionen har aldrig præsenteret overslag over BNP eller BNP-vækst som et mål for livskvalitet.

I forespørgslen henvises specifikt til WISP (Weighted Index of Social Progress). WISP er kun én af en række tilsvarende foranstaltninger, som er udviklet i de senere år i et forsøg på at ramme de bredere aspekter af livskvalitet. Blandt eksemplerne kan nævnes Environmental Sustainability Index og Human Wellbeing Index. Der er to vigtige trin i udarbejdelsen af sådanne indeks. Først skal der udvælges et sæt variabler, som derefter skal samles i et enkelt tal, som kaldes indekset for social udvikling, miljømæssig bæredygtighed eller menneskelig velfæld osv., afhængigt af hvem der udarbejder indekset.

Begge disse trin — udvælgelse af variablerne og beslutningen om, hvordan de skal lægges sammen — omfatter en betydelig mængde subjektivitet, hvilket er en klar ulempe for alle sådanne syntetiske indeks. Ved at ændre variablerne eller vægtningsmetoden kan man beregne forskellige størrelser og dermed give landene forskellige placeringer. Det er derfor tvivlsomt, om sådanne indeks giver et mere reelt billede af livskvalitet end konventionelle statistikker.

I stedet for at forsøge at presse et mangedimensionelt spørgsmål som livskvalitet ned i et enkelt tal skulle man måske søge at anvende en række målestokke, der afspejler de mange dimensioner, og undgå den subjektivitet, der er en uundgåelig svaghed ved indeksbaserede fremgangsmåder. Denne fremgangsmåde har internationale organisationer som OECD og FN brugt til at belyse spørgsmål i forbindelse med bæredygtig udvikling, hvor de har udviklet en række indikatorer for bæredygtig udvikling. Eurostat har tilpasset FN's indikatorer til medlemsstaterne — se publikationen »Measuring progress towards a sustainable Europe« — og er i færd med at udvikle et sæt indikatorer, som kan anvendes til at måle fremskridt i gennemførelsen af EU's strategi for bæredygtig udvikling.

Denne metode er også blevet anvendt til at følge f.eks. Lissabon-strategien, hvor Kommissionen og Rådet har fastsat en række strukturelle indikatorer, der vedrører de forskellige elementer i strategien, og Kommissionen har udviklet en database med supplerende data, som er relevante for strategien. På denne måde måles fremskridt hen imod hvert af Lissabon-målsætningerne, og det bliver muligt at danne sig et afbalanceret billede af den samlede udvikling.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/230

(2004/C 78 E/0233)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3155/03

af Mogens Camre (UEN) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Konkurrenceforvridende told på fisk, der importeres fra Norge til Danmark

Konkurrenceevnen i danske virksomheder i den industri, som forarbejder fisk, rammes af EU's toldpolitik. EU's referencepriser på rå sild ligger højere end de norske priser. Derfor kan danske virksomheder ikke købe den norske sild så billigt som norske virksomheder. Hertil kommer forskellen i toldsatser, idet tolden er 15 % på rå fisk, men kun 6 % på forarbejdet fisk.

Uanset at formålet med de gældende regler har været at beskytte virksomheder i EU, virker de ødelæggende på danske virksomheders konkurrenceevne.

Virksomheder i Skagen og andre jyske byer, som normalt køber betydelige mængder norsk fisk, afskediger i øjeblikket hovedparten af deres ansatte. De har ikke mulighed for at købe de nødvendige mængder sild inden for EU.

Kommissionen bedes undersøge, hvilke muligheder der er for at ændre de skadelige virkninger af de pågældende toldregler.

Hvilke muligheder har Kommissionen for at ændre på det konkurrenceforvridende misforhold, at uforarbejdet sild, som importeres til Danmark fra Norge, belægges med 15 % told, medens forarbejdet sild, der importeres til Danmark fra Norge, belægges med kun 6 % told?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(19. november 2003)

Kommissionen forstår udmærket de betænkeligheder, som det ærede medlem giver udtryk for, når det gælder forsyningerne af sild som råvare til den danske forarbejdningsindustri. Der er imidlertid en række andre faktorer end toldsatserne, som kan indvirke på forarbejdningsindustriens konkurrenceevne. Det ser ud til, at forsyningssituationen i visse medlemsstater i højere grad hænger sammen med det faktum, at mange EF-fiskerfartøjer lander deres sildefangster i norske havne, end med den nuværende situation på toldområdet. Denne praksis skyldes de geografiske forhold, der gør sig gældende for fiskeriet efter altanto-skandisk sild i den nordøstlige del af Atlanterhavet.

Som det ærede medlem vil erindre, blev importtolden for fiskevarer med oprindelse i Norge fastsat på grundlag af en international aftale mellem EF og dette land. Derfor kan EF ikke ensidigt ændre disse toldsatser.

Hvad angår foranstaltninger på kort sigt, er Kommissionen i færd med at udarbejde et forslag til et nyt flerårigt toldkvotesystem for perioden 2004 til 2006 i samråd med medlemsstaterne. I dette forslag må der ikke blot tages hensyn til EF-fiskeforarbejdningssektorens interesser, men også til andre sektorers, som er direkte involveret i fangsten af pelagiske bestande.

Desuden henledes det ærede medlems opmærksomhed på den forbedrede situation, når det gælder sildebestanden i Nordsøen. De nødforanstaltninger, som har været gældende for denne bestand i de senere år, er nu begyndt at give resultater. Således kan der forventes en betydelig stigning i de sildemængder, der bliver til rådighed i EF i de kommende år, med en deraf følgende positiv indvirkning på forsyningerne til EF's forarbejdningsindustri.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/231

(2004/C 78 E/0234)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3160/03

af Ioannis Averoff (PPE-DE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Godkendelse af et anlæg til kontrolleret anbringelse af affald i Ioannina amt

Med afgørelse nr. 364/22.8.2003 har regionen Epirus erklæret sig rede til at afgive en positiv udtalelse om anlæggelsen af et anlæg til kontrolleret anbringelse af affald i Geroplatanos-Fteri i Kalpaki kommune (Ioannina amt). Men ifølge en supplerende udtalelse nr. 3989/1.10.2003 planlægges dette affaldsanlæg i Kydonies-Vassilikou i kommunen Ano Pogoniou.

Der er ikke opnået enighed om det planlagte projekt af følgende årsager:

—

Det fremgår af en undersøgelse af miljøpåvirkningen, at denne placering set ud fra et hydriogeologisk synspunkt er den mest uhensigtsmæssige i forhold til andre pladser, som er blevet undersøgt (høj gennemtrængelighed af jorden, eventuel vandforbindelse med floderne Aoo og Kalama og til det lukkede bassin Pamvotida).

—	Stedet udviser revner, hvis dynamik ikke kunne konstateres i løbet af undersøgelsen. Endvidere ligger stedet i en jordskælvstruet zone I og ikke i en zone II, hvilket der henvises til i undersøgelsen.

—	I den påkrævede udtalelse fra skovforvaltningen i Ioannina (2606/14.8.2003) henvises der klart til, at undersøgelsen af miljøpåvirkningen ikke kan betragtes som definitiv, i betragtning af at dokumentationen fra forundersøgelsen ikke indeholder de nødvendige topografiske planer.

—	Stedet ligger i en meget kort afstand fra Natura 2000-området Vikos-Aoos, som er et beskyttet skovområde.

—	Det foreslåede sted ligger i en afstand af 55 km fra det sted, hvor affaldet produceres.

Kan Kommissionen på baggrund af ovennævnte og under henvisning til, at der er blevet anmodet om midler fra Samhørighedsfonden oplyse, om direktiv 1999/31/EF (1) om deponering af affald, direktiv 75/442/EØF (2) og direktiv 97/11/EF (3) er blevet overholdt i dette tilfælde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(12. november 2003)

Som følge af en lang række klager over anvendelsen i Grækenland af ulovlige eller ukontrollerede lossepladser, hvor deponering af affald udgør en fare for menneskers sundhed og skader miljøet, har Kommissionen indledt en overtrædelsesprocedure imod Grækenland i henhold til artikel 226 i EF-traktaten. De græske myndigheder har erkendt, at der stadig fandtes 1399 ulovlige eller ukontrollerede lossepladser ved udgangen af 2002, men at alle ulovlige lossepladser ville være lukket inden udgangen af 2007 og erstattet af permanente anlæg til affaldsbehandling. Eftersom Grækenland ikke havde efterkommet fællesskabslovgivningen om affald, besluttede Kommissionen den 9. juli 2003 at indbringe sagen for Domstolen.

Medlemsstaterne er ifølge Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (4), forpligtet til at sikre, at affaldet nyttiggøres eller bortskaffes, uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at det skader miljøet, men valg af bortskaffelsesmetoder og af egnede deponeringssteder eller -anlæg sorterer under de nationale myndigheder. Specielt skal deponering af affald ske i overensstemmelse med de tekniske standarder og procedurer, der er fastsat i Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald.

Anlæggelse af lossepladser er betinget af, at der gives tilladelse hertil, samt af en vurdering af deres indvirkning på miljøet. Denne skal foretages i henhold til kravene i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (5) som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997. I dette direktiv er der fastsat en række procedurer for projekter, som kræver en miljøindvirkningsvurdering, navnlig gennemførelse af en undersøgelse af indvirkningen på miljøet, information af offentligheden og høringer af offentligheden og de relevante myndigheder.

Efter de foreliggende oplysninger ser det ud til, at miljøvurderingen i forbindelse med projektet er i gang. Anlæggelsen af lossepladsen skal godkendes af de nationale myndigheder. Disse vil så enten forkaste projektet eller godkende det, afhængigt af de miljømæssige betingelser og af restriktioner med hensyn til den pågældende aktivitet, navnlig for så vidt angår placering, dimensioner, art, den anvendte teknologi samt de generelle tekniske karakteristika. Derfor er Kommissionen af den opfattelse, at der på dette stadium ikke er tale om nogen overtrædelse af Fællesskabets miljølovgivning, eftersom projektet endnu ikke er blevet godkendt, og tilladelsen hertil således stadig er under overvejelse.

Kommissionen har til dato ikke modtaget nogen ansøgning fra de græske myndigheder om samfinansiering under Samhørighedsfonden af dette projekt. Såfremt en sådan ansøgning skulle blive forelagt inden for de kommende måneder eller uger, vil den blive behandlet i overensstemmelse med de gældende procedurer og bestemmelser.

(1) EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.

(2) EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39.

(3) EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

(4) EFT L 78 af 26.3.1991.

(5) EFT L 175 af 5.7.1985.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/233

(2004/C 78 E/0235)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3165/03

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Den spanske vandforvaltningsplan (Pyrenæerne)

Accepterer Kommissionen i forbindelse med sine afgørelser om anvendelse af miljølovgivningen og reglerne for godkendelse af ansøgninger om strukturfondsmidler, at planer om dæmningsprojekter i Pyrenæerne — især udvidelse af Yesa-dæmningen og opførelse af nye dæmninger ved Biscarruès, Santaliestra, Itoiz og Rialp — bør betragtes som en del af den overordnede spanske vandforvaltningsplan, fordi de er afgørende for det foreslåede vandoverførselssystem?

Har de spanske myndigheder allerede indgivet formelle anmodninger om støtte fra strukturfondene til dækning af udgifterne til nogle af disse projekter?

Er Kommissionen bekendt med, at arbejdet på Santaliestra-dæmningen er blevet suspenderet, fordi de ansvarlige aktører ikke har taget fuldt hensyn til kravet om omfattende miljøkonsekvensvurderinger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(11. november 2003)

Med hensyn til de foreslåede dæmninger i Pyrenæerne i floden Ebros afvandingsområde kan Kommissionen fra de spanske myndigheder forstå, at disse dæmninger ikke har nogen forbindelse med den foreslåede Ebro-overførsel, der er planlagt ifølge den spanske nationale vandforvaltningsplan, og at de ikke vil blive anvendt til at regulere strømmen i den nedre flod. Kommissionen kan fra de spanske myndigheder yderligere forstå, at kun de nuværende dæmninger Mequinenza og Ribarroja/Flix i Ebros nedre løb vil blive brugt til at regulere strømmen ved det udvindingspunkt, der er udvalgt til den foreslåede overførsel.

Kommissionen har anmodet de spanske myndigheder om oplysninger vedrørende fællesskabsstøtte til disse projekter. De spanske myndigheder oplyser i deres svar, at ingen af disse projekter indgår i de relevante enhedsprogrammeringsdokumenter for mål 2, og at der heller ikke er modtaget støtte fra samhørighedsfonden.

Hvad angår indstilling af arbejdet på Santaliestra-dæmningen, er Kommissionen klar over, at arbejdet er blevet indstillet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/234

(2004/C 78 E/0236)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3169/03

af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

(27. oktober 2003)

Om: Forbud mod kamphunde

Desværre har mine hidtidige forespørgsler om et forbud mod kamphunde ikke ført til noget. Ganske vist har et par medlemsstater, f.eks. Italien og Østrig nu truffet foranstaltninger mod voldelige og aggressive hunde, idet de har indført pligt til mundkurv i offentlige bygninger og områder, som stoppesteder og parker, og en hvalpeskole til opdragelse af hundene, men desværre er disse foranstaltninger endnu ikke tilstrækkelige. I de seneste dage er vi atter blevet konfronteret med forfærdelige overskrifter om pittbull-angreb på børn og voksne. Det hjælper ikke, at enkelte lande og/eller regioner kæmper mod hold af bestemte hunderacer, der er behov for et direktiv om forbud mod kamphunde på europæisk plan.

Hvor mange mennesker skal efter Kommissionens mening først bides til døde eller lemlæstes?

Hvor længe skal vi vente, før der endelig sker noget på EU-plan?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(16. december 2003)

Fællesskabets foranstaltninger inden for beskyttelse af folkesundheden har EF-traktatens artikel 152 som retsgrundlag. I artiklens stykke 1 bestemmes det således, at når Fællesskabets indsats supplerer de nationale politikker, gælder subsidiaritetsprincippet. Princippet, som er forankret i EF-traktatens artikel 5, byder, at inden for de områder, hvor Fællesskabet ikke har enekompetence, begrænses Fællesskabets indgriben til de tilfælde, hvor formålene med handlingen bedre kan gennemføres på fællesskabsplan.

I det spørgsmål, som det ærede parlamentsmedlem har rejst, råder Kommissionen ikke over noget tilstrækkeligt solidt og definitivt videnskabeligt grundlag til selv at kunne udarbejde et europæisk lovforslag vedrørende dette emne på medlemsstaternes vegne.

Det påhviler medlemsstaterne at vedtage alle nødvendige foranstaltninger på nationalt plan for at undgå den form for ulykker.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/234

(2004/C 78 E/0237)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3174/03

af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen

(27. oktober 2003)

Om: Europæisk filmproduktion

Hvorledes søger EU gennem Media-programmet at forbedre kvaliteten af manuskripterne til europæiske film? Har en manuskriptforfatter, som ønsker at sikre sig ophavsretten til sit arbejde, mulighed for at gøre dette på europæisk niveau, og anerkendes denne form for ophavsret i så fald fuldt ud i andre lande, som f.eks. USA?

Mener Kommissionen i betragtning af, at mange af de europæiske film, som modtager national støtte eller EU-støtte, er såkaldte smalle film, at det kunne øge antallet af tilskuere, hvis der ud over undertekster på værtslandets sprog tilføjedes undertekster på engelsk, således at f.eks. en tysk film, der vises i Italien, får både engelske og italienske undertekster?

Mener Kommissionen endelig, at europæiske film, som ellers kunne forvente en vis kommerciel succes, fortrænges på grund af Hollywood-producenternes dominans, og hvilke foranstaltninger mener Kommissionen i så fald kunne anvendes?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(19. december 2003)

Det ærede medlem har spurgt om, hvad Kommissionen gør gennem MEDIA-programmet for at forbedre kvaliteten af manuskripter til europæiske film. EU har gennem MEDIA-programmerne vedtaget en række foranstaltninger, der har til formål at støtte den europæiske filmindustri med fokus på visse nøgleaktiviteter såsom uddannelse, udvikling, distribution og markedsføring. Et af de områder, som uddannelsesaktionen særligt behandler, er udarbejdelse af manuskripter. Med hensyn til ophavsret på internationalt plan er alle parter i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker bundet af foranstaltningerne i artikel 5, der fastslå at »Ophavsmænd, der henhører til et af unionslandene, og som foranstalter den første offentliggørelse af deres værker i et andet af unionslandene, nyder i dette sidste land de samme rettigheder som landets egne ophavsmænd«. Denne konvention gælder for alle medlemsstater og andre lande, herunder De Forenede Stater, der er parter i konventionen.

Kommissionen er i øjeblikket i færd med at udarbejde et forslag til en ny generation af programmer for den europæiske audiovisuelle sektor. Undertekstning er et af de emner, der drøftes som et middel til fremme af den kulturelle mangfoldighed. Denne problemstilling omhandler dog anvendelsen af undertekstning i forhold til eftersynkronisering. Under den nuværende ordning kan der anmodes om undertekstning på engelsk. Kommissionen er dog ikke af den opfattelse, at det vil have en positiv virkning på udbredelsen, hvis engelske undertekster inkluderes.

Kommissionen er bekymret over den begrænsede udbredelse af europæiske film, der forevises uden for produktionslandet, og har på grund af dette udført en række forskellige ordninger for at behandle dette problem. MEDIA-programmet støtter distribution og udsendelse af audiovisuelle værker (fiktion, dokumentarprogrammer, tegnefilm og interaktive programmer) og af europæiske film i biografer, på video, på dvd og i fjernsynet. Det yder også støtte til netværk af biografer, der har fastlagt en fælles strategi for fremme og markedsføring af europæiske film.

MEDIA Plus-programmet omfatter både ordninger for biograffilm (ordninger for distributører — automatisk og selektiv støtte — for salgsagenter og for fremvisere) og for fjernsyn, dvd og video.

Med hensyn til distributører: Formålet med den »automatiske« støtteordning er at opfordre til og støtte en bredere tværnational distribution af nyere europæiske film, der er produceret uden for landet, ved at stille midler til rådighed for operatører til yderligere investering i sådanne film. Uddeling af disse midler baseres på operatørernes tidligere evne til at tiltrække publikum til europæiske film. Herved fremmes udvikling af netværk mellem produktions- og distributionssektorerne, hvilket forbedrer konkurrencesituationen for europæiske film, der er produceret uden for landet. Den »selektive« støtteordning har også til formål at fremme oprettelse og konsolidering af samarbejdsnetværk mellem europæiske distributører såvel som samarbejde mellem distributører, salgsagenter og/eller producenter.

Med hensyn til salgsagenter: Formålet med støtteordningen er at fremme og støtte den bredere tværnationale distribution af nyere europæiske film ved at stille midler til rådighed for salgsagenter, på baggrund af deres præstationer på markedet, til yderligere investeringer i nye europæiske film.

Med hensyn til fremvisere: Formålet er at opfordre til etablering af et netværk mellem europæiske premierebiografer og til fremvisning af europæiske film, der er produceret uden for landet, i disse biografer.

Med hensyn til fjernsyn: Ordningen er beregnet på europæiske selskaber, hvis aktiviteter bidrager til fremme og udbredelse af europæiske tv-programmer, der er produceret af uafhængige selskaber inden for og uden for Fællesskabet. Ordningen opfordrer til samarbejde mellem på den ene side tv-selskaber og på den anden side uafhængige europæiske distributører og producenter. Støtteordningens formål er at opfordre uafhængige produktionsselskaber til at producere værker (fiktion, dokumentarprogrammer og tegnefilm), hvori der deltager mindst to tv-selskaber, og gerne flere, der deltager eller samarbejder i flere medlemsstater og tilhører forskellige sprogområder.

Med hensyn til dvd og video: Ordningen er beregnet på europæiske selskaber, hvis aktiviteter bidrager til at styrke distributionssektoren for europæiske produktioner på medier til privat brug. Ordningen tilskynder udgiverne til at investere i digital teknologi og markedsføring af europæiske produktioner uden for produktionslandet på video og dvd.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/236

(2004/C 78 E/0238)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3178/03

af Rosa Miguélez Ramos (PSE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Ny evaluering af skaderne efter Prestiges forlis og Solidaritetsfonden

Den 9. oktober godkendte Parlamentet Kommissionens forslag om anvendelse af Solidaritetsfonden på anmodning af regeringerne i Italien (jordskælv), Portugal (brande) og Spanien (Prestige-katastrofen). Kommissionen foreslog nogle procentsatser på grundlag af anmodningerne fra de respektive regeringer og disses skønsmæssige ansættelser af skaderne, herunder 436 mio. EUR for Prestiges vedkommende. Spanien fik bevilget 8,6 mio. EUR, mens Italien fik 46,5 mio. og Portugal 48,5 mio.

Den portugisiske regering havde forelagt et første overslag på 509 mio. EUR. Senere forelagde den et tillægsoverslag, som forhøjede beløbet med yderligere 718 mio. EUR. På trods af, at Prestige-katastrofen endnu ikke er afsluttet, begrænsede den spanske regering sig til det første overslag, som blev udarbejdet to måneder efter forliset, og indsendte ikke tillægsoverslag.

Kun fem dage efter Parlamentets godkendelse af støtten forelagde den spanske regering det spanske Deputeretkammer en vurdering, som ansætter skaderne til 700 mio. EUR eller 264 mio. EUR højere end det beløb, som er anmeldt til Kommissionen. Hvis de spanske myndigheder havde forelagt Kommissionen et tillægsoverslag, ville støtten fra Solidaritetsfonden under samme vilkår have beløbet sig til 13,86 mio. EUR eller yderligere 5,234 mio. EUR.

Har den spanske regering i lighed med den portugisiske regering forelagt et tillægsoverslag til supplering af sin første anmodning?

Er Kommissionen, såfremt den spanske regering forelægger et tillægsoverslag, parat til at revidere den støtte, der er bevilget til Spanien, således at ofrene for Prestige-katastrofen kan modtage det, de er berettiget til fra Solidaritetsfonden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(25. november 2003)

Den oprindelige spanske ansøgning om anvendelse af Solidaritetsfonden i forbindelse med Prestigekatastrofen blev modtaget den 13. januar 2003. Den indeholdt foreløbige overslag over omkostningerne i forbindelse med rensning af kysten, rensning og genoprettelse af forholdene i nationalparken »Parque Nacional de las Islas Atlánticas«, foranstaltninger til søs og andre dermed forbundne tiltag. Disse overslag omfattede ikke de omkostninger, der var forbundet med at finde frem til en permanent løsning for, hvad der skulle gøres med vraget.

De spanske myndigheder fremsendte yderligere oplysninger den 13. maj samt 13. og 17. juni 2003. Det var på grundlag af disse oplysninger, at Kommissionen foreslog at yde bistand til Spanien fra Solidaritetsfonden. Denne beslutning var baseret på de seneste oplysninger. Som det er forklaret mere udførligt i begrundelsen til forslaget til ændringsbudget, måtte det oprindelige tal justeres, så visse former for indirekte skader ikke blev inkluderet i beløbet, medens de anslåede omkostninger i forbindelse med at finde en permanent løsning for, hvad der skulle gøres med vraget, blev medtaget.

Kommissionen har ingen viden om, hvordan skadesoverslaget på 700 mio. EUR blev beregnet, eller om dette beløb omfatter skader, der ikke er støtteberettiget under Solidaritetsfonden.

Hvis de skadesforvoldende udslip fra vraget fortsætter, kan Kommissionen godkende nye belæg herfor indtil det tidspunkt, den fremsætter forslag til ændringsbudget for Parlamentet og Rådet. Yderligere ajourføring, medens budgetproceduren er i gang, vil kun være mulig, hvis budgetmyndighedens to parter indvilger heri. Solidaritetsfondforordningen giver imidlertid ikke mulighed for at hæve beløbet, når først støttebeløbet er stillet til rådighed.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/237

(2004/C 78 E/0240)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3192/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(28. oktober 2003)

Om: Eurostat-affæren og afklaring af kommissionsformand Romano Prodis mulighed for indgriben

Eurostats forhenværende generaldirektør, Yves Franchets, udtalelser om de seneste begivenheder, som har afsløret alvorlige uregelmæssigheder i indgåelsen af Eurostat-kontrakter, lader formode, at kommissærerne Solbes, Kinnock og Schreyer bærer et vist ansvar med hensyn til omfanget af deres kendskab til de mulige bedragerier.

Franchet skal have orienteret kommissærerne og Kommissionens formand, Romano Prodi, om sin mistanke om dårlig forvaltning i Eurostat allerede i september 2002, men på Formandskonferencens møde den 25. september 2003 erklærede Romano Prodi, at har først var blevet bekendt med situationens alvor i maj 2003.

Hele sagen bliver nu undersøgt både af OLAF, de franske domstole og Kommissionen selv.

Artikel 217, stk. 4, i Nice-traktaten giver imidlertid Kommissionens formand mulighed for at kræve en kommissær afskediget.

Selv når der ses bort fra det ansvar, der endnu ikke er bevist, er der på en vis måde sat spørgsmålstegn ved de omtalte kommissærers embedsførelse i hvert fald hvad angår begreberne »fejl« og »forsømmelse«, sådan som de er defineret i den »Første beretning om påstande om svig«, som Den Uafhængige Ekspertgruppe forelagde den 15. marts 1999 i forbindelse med Santer-skandalen.

Under denne skaldale fandt Santer-Kommissionen det politisk rigtigt at træde kollektivt tilbage alene på grund af den mistanke, der blev rettet mod den.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

1.	Er det ikke ønskeligt, at formand Prodi under henvisning til Eurostat-affæren træffer foranstaltninger, jf. den ovenfor omtalte artikel 217, over for de berørte kommissærer?

2.	Vil en undladelse af at træffe foranstaltninger af denne art ikke være en krænkelse af de moralske pligter, der følger af traktatens artikel 213, stk. 2, og som gælder for alle Kommissionens medlemmer?

3.	Vil det af hensyn til beskyttelsen af Unionens omdømme og moral ikke være utilstrækkeligt blot at suspendere Eurostats generaldirektør, sådan som det blev besluttet i juli 2003?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(19. december 2003)

I sin tale til formandskonferencen og medlemmerne af Parlamentets Budgetkontroludvalg den 25. september 2003 meddelte formanden for Kommissionen, at han rådede over de nødvendige instrumenter i henhold til Nice-traktatens artikel 217 til om nødvendigt at drage de enkelte kommissærer til ansvar. Han forklarede også indgående, hvorfor han i lyset af de foreliggende oplysninger ikke mente, at der var grund til at kræve, at nogen af medlemmerne af kollegiet skulle træde tilbage.

De moralske pligter, der udtrykkeligt er omhandlet i artikel 213 som omtalt af det ærede medlem, og som medlemmerne af kollegiet skal overholde, drejer sig om kommissærernes udførelse af deres hverv i fuldkommen uafhængighed og i Fællesskabets almene interesse, forbud mod at søge eller modtage instruktioner ved udførelsen af deres pligter, forbud mod at udøve nogen anden erhvervsmæssig virksomhed samt pligten til at udvise hæderlighed og tilbageholdenhed.

Der er intet, som tyder på, at et medlem af kollegiet har undladt at overholde en af disse forpligtelser i forbindelse med Eurostat-sagen.

Eurostat-sagen har vist, at så snart Kommissionen fik de oplysninger, som indtil da ikke var nået frem til den, blev der truffet en række vigtige beslutninger for at imødegå problemerne. Derudover blev der samtidig foretaget en uddybende analyse af informationsstrømmene og de eksisterende mekanismer med henblik på at styrke den vertikale og horisontale kommunikation og sikre større åbenhed og øget intern kontrol.

Kommissionen nøjedes ikke med at udskifte Eurostats generaldirektør. De foranstaltninger, der er truffet, er meget mere omfattende og komplekse end en simpel udskiftning af generaldirektøren for Eurostat; formanden for Kommissionen gennemgik de foranstaltninger, der er truffet, i sine taler til Budgetkontroludvalget og plenarforsamlingen den 18. november 2003.

Generaldirektøren for Eurostat er ganske rigtigt blevet udskiftet. Alle de operationelle direktørstillinger er blevet stået op både i og uden for Kommissionen. Stillingen som direktør for ressourcer er blevet besat ved forflytning. Organigrammet er blevet omorganiseret fuldstændig, og visse opgaver, som tidligere var eksternaliseret, er blevet flyttet tilbage til Eurostat. Prioriteterne er blevet omdefineret, så arbejdet nu er koncentreret om Eurostats vigtigste opgaver. Endelig har der været stor mobilitet blandt kontorcheferne. Der er således tale om en meget omfattende omorganisering, som skal sætte skub i ændringen af kulturen i Eurostat. Formanden for Kommissionen har også forelagt Europa-Parlamentet hovedlinjerne i den handlingsplan, som Kommissionen forventes at vedtage i den nærmeste fremtid.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/239

(2004/C 78 E/0241)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3198/03

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Atter lukning af lejre og udvisning af flygtninge i Ingusjetien

Ifølge »Læger uden Grænser« (MSF) tømtes endnu en lejr i Ingusjetien den 1. oktober 2003 få dage før valget i Tjetjenien. MSF beretter ligeledes om, at de sidste 168 familier, der boede i denne lejr, var mere heldige end de øvrige, idet de blev genhuset i Flygtningehøjkommissariatets (UNHCR) telte i en nabolejr. Denne genhusning gavnede imidlertid hverken de familier, der udvistes af lejren inden september måned, eller dem, der bor i andre lejre under den stadig stigende trussel om udvisning. Ifølge den humanitære organisation er der i dette tilfælde simpelt hen tale om en undtagelse fra den politik om ufrivillig repatriering, der fortsat er reglen for de tjetjenske flygtninge i Ingusjetien. Ifølge en MSF-undersøgelse, der offentliggjordes sidste forår og vedrører alle flygtninge bosat i teltlejre i Ingusjetien, ville 90 % ikke tilbage til Tjetjenien, hvor bortførelser, drab, tortur og udrensningsaktioner er en del af hverdagen.

Er Kommissionen bekendt med disse tvangsudvisninger af tjetjenske flygtninge fra lejrene i Ingusjetien? Hvordan har den reageret over for denne grove krænkelse fra de russiske myndigheders side af de internationale konventioner på området og de forpligtelser, de har indgået over for det internationale samfund generelt og EU i særdeleshed? Hvor længe vil Kommissionen blive ved med at tolerere de russiske myndigheders krænkelse og manglende overholdelse af såvel folkeretten som deres egne forpligtelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(5. december 2003)

Kommissionen følger nøje den seneste udvikling i Tjetjenien.

Kommissionen går ind for en politisk løsning af konflikten, som både respekterer Ruslands territoriale integritet og støtter alle de virkelige bestræbelser på at opnå en varig fred. Kommissionen havde håbet, at folkeafstemningen om forfatningen i marts 2003 ville føre til en fredelig politisk bilæggelse af konflikten, idet den kunne danne grundlag for en ægte dialog og medvirke til genindførelse af retsstatsprincipper og beskyttelse af menneskerettighederne. Som led i en sådan løsning var det efter Kommissionens opfattelse af afgørende betydning, at befolkningen i Tjetjenien anerkendte retmæssigheden af præsidentvalget den 5. oktober 2003. Den måde, valget gennemførtes på, gav imidlertid anledning til mange betænkeligheder, bl.a. med hensyn til muligheden for at opnå retsbeskyttelse og adgangen til medierne.

Kommissionen er bekendt med foruroligende rapporter om fortsatte krænkelser af menneskerettighederne i Tjetjenien og om lukning af lejre for internt fordrevne personer i Ingusjetien. Ved at lukke disse lejre uden at tillade det internationale samfund, herunder navnlig Kontoret for Humanitær Bistand (ECHO), at opføre rimelige alternative former for husly for dem, der ønsker at blive, giver myndighederne ikke de internt fordrevne personer andre muligheder end at vende tilbage til Tjetjenien, og dette til trods for, at sikkerhedssituationen i Tjetjenien i hvert tilfælde ikke er blevet bedre siden folkeafstemningen om forfatningen i marts 2003 og præsidentvalget i oktober 2003, og uanset den dårlige humanitære situation i Tjetjenien. Det er så meget desto mere beklageligt, at Rusland ikke på nogen konkret måde har reageret på gentagne anmodninger fra Kommissionen om at lette tilvejebringelsen af humanitær bistand, det være sig ved at tillade opførelse af alternative former for husly i Ingusjetien, ved at give ikke-statslige organisationer (NGO'er) adgang til De Forenede Nationers VHF-kommunikation, ved at skabe sikkerhed for hjælpearbejdere og ved at tillade ECHO at åbne et kontor i Nazran, Ingusjetien.

Disse problemer blev rejst af Kommissionen på Unionens topmøde med Rusland den 6. november 2003. Kommissionen vil fortsat benytte møderne i forbindelse med den politiske dialog mellem Unionen og Rusland til at opfordre de russiske myndigheder til at forbedre alle de forskellige aspekter vedrørende situationen i Tjetjenien.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/240

(2004/C 78 E/0242)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3201/03

af Antonio Tajani (PPE-DE) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Ransagning hos Il Giornale i Rom og krænkelse af pressefriheden i Italien

På grundlag af en kendelse afsagt af domstolen i Perugia foretoges der den 17. oktober 2003 en ransagning hos det store italienske dagblad Il Giornale, som er i færd med at undersøge Telekom Italias køb af Telekom Serbia. Politiets ransagning stod på i 13 timer, og et større antal dokumenter tilhørende journalisten Gian Marco Chiocci blev beslaglagt. Journalisten mistænkes alene for at have gjort sig skyldig i ærekrænkende omtale af en romersk dommer i avisen.

Mener Kommissionen, at denne kendelse er en åbenlys krænkelse af presse- og udtryksfriheden?

Mener Kommissionen, at denne kendelse er en krænkelse af Rådets henstillinger til medlemsstaterne af 8. marts 2000, hvorefter der ikke bør finde aflytning, overvågning, ransagning og beslaglæggelse sted, hvis disse foranstaltninger indebærer en risiko for, at journalistens ret til ikke at offentliggøre sine kilder krænkes?

Finder Kommissionen ikke, at den kendelse, der er afsagt af domstolen i Perugia, er i strid med den vigtige dom, som domstolen i Strasbourg afsagde i Goodwin-sagen, og som fastslog journalisternes tavhedspligt?

Mener Kommissionen ikke, at kendelsen fra domstolen i Perugia er i strid med dom 33400/96 af 15.7.2003 afsagt af domstolen i Strasbourg, som definerer ransagning hos aviser med henblik på afsløring af journalisters kilder som en alvorlig krænkelse af udtryksfriheden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(2. december 2003)

Ransagningen hos »Il Giornale« på grundlag af en kendelse fra en retsmyndighed, i dette tilfælde anklagemyndigheden i Perugia, henhører under de nationale myndigheders enekompetence, idet de er ansvarlige for det italienske retssystem. Da der ikke findes bestemmelser i fællesskabsretten herom, finder Kommissionen ikke, at den er kompetent til at besvare det ærede medlems spørgsmål.

Det er desuden nyttigt at minde om, at hvis en person finder, at hans eller hendes grundlæggende rettigheder er blevet overtrådt, kan den pågældende indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, efter at de nationale klagemuligheder er opbrugt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/240

(2004/C 78 E/0243)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3219/03

af Christopher Heaton-Harris (PPE-DE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Anerkendelse af brandregulativer i EU

Med hensyn til brandtestning af tekstiler synes der at herske forvirring om anerkendelse af forskellige standardmærkninger fra EU-lande.

Vil Kommissionen bekræfte, at det britiske standardmærkenummer for brandtestning af tekstil BS5867 PART 2B svarer til det franske mærkenummer M1?

Er den britiske standardmærkning lovligt anerkendt i Frankrig?

Kan Kommissionen oplyse detaljer om den lovgivning i EU som vedrører dette?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(10. december 2003)

Der er i øjeblikket ingen fællesskabslovgivning, der harmoniserer standarder for brandtestning af tekstiler. Følgelig står det medlemstaterne frit for at vedtage deres egne standarder. Tekstiler er dog i væsentlig grad sikret fri bevægelighed mellem medlemsstater i kraft af princippet om gensidig anerkendelse, der er afledt af EF-Domstolens retspraksis, særligt på baggrund af EF-traktatens artikel 28 og de derefter følgende artikler.

Dette princip forpligter medlemsstaterne til at tillade markedsføring af en vare, der fremstilles eller markedsføres lovligt i en anden medlemsstat, medmindre det kan bevises, at produktet ikke giver en beskyttelsesgrad af legitim offentlig interesse svarende til den, som garanteres af medlemsstatens egne love eller administrative bestemmelser.

Hvis de franske myndigheder beslutter ikke at tillade markedsføring i Frankrig af produkter, som er i overensstemmelse med britisk standard, er det derfor op til dem at retfærdiggøre et sådant afslag ved at påvise, at produktet ikke yder forbrugeren tilstrækkelig beskyttelse.

Mangel på relevant begrundelse kan i henhold til Domstolens fortolkning udgøre et brud på EF-traktaten.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/241

(2004/C 78 E/0244)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3231/03

af Dorette Corbey (PSE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Støtte under det 5. og 6. rammeprogram

Projekter, der finansieres med støtte over det 5. og 6. rammeprogram, vil normalt kunne påregne høj anerkendelse. De er ofte innovative og på grund af kravet om, at de samarbejdende partnere/institutioner skal komme fra flere lande, opstår der en positiv synergi, der bidrager til opbygning af fælles værdier.

Desværre hører man også om negative forhold, der i nogle tilfælde er så alvorlige, at de kan undergrave programmernes og projekternes positive virkninger. I mange tilfælde fører de til skuffelser og fald i motivationen til at indgive nye forslag.

Klagerne vedrører navnlig den administrative procedure:

—	Det administrative system er komplekst, uigennemskueligt og koster uforholdsmæssigt meget tid, penge og arbejde.

—	For mindre institutioner er de administrative byrder blevet til en uoverkommelig hindring og den samlede bevilgede støtte er for lav. Dette gælder desværre også mange institutioner fra kandidatlandene.

—	Ofte anmodes der først i allersidste øjeblik, inden en frist udløber, om supplerende oplysninger. Dette fører til en enorm forsinkelse i afvikling og betaling.

—	Evalueringen af ansøgningerne forekommer vilkårlig. Høj kvalitet medfører ikke nødvendigvis godkendelse, mens lav kvalitet ikke altid fører til afslag.

Det må naturligvis erkendes, at omhyggelige procedurer er nødvendige for at hindre svig og ukorrekt anvendelse af fællesskabsmidler.

Alligevel bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål:

1.	Genkender Kommissionen de ovenfor anførte negative forhold?

2.	Har Kommissionen inden for tjenestegrenene skabt procedurer til at behandle de negative forhold?

3.	Hvilke foranstaltninger har Kommissionens tjenestegrene truffet for at forbedre og/eller forenkle administrative procedurer?

4.	Hvilke foranstaltninger har Kommissionen til hensigt at træffe?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(16. december 2003)

Kommissionen erkender, at visse organisationer har problemer i forbindelse med nogle af de forhold, der omhandles i dette skriftlige spørgsmål. Der har imidlertid været gjort en stor indsats for at forbedre gennemsigtigheden og øge informationen til potentielle indsendere af forslag, herunder om netværk af nationale kontaktcentre og om uddannelses- og informationsmøder, der kunne bidrage til at lette den administrative byrde i forbindelse med ansøgninger om støtte til forskning. Ingen organisation burde således have problemer med at opføre sine faktiske generelle omkostninger i forbindelse med et projekt. Der er imidlertid nogle bestemte instrumenter, hvor procenten for disse omkostningerne er begrænset. Dette skyldes disse instrumenters karakter og det forhold, at 100 % af de støtteberettigede udgifter dækkes.

Som nævnt søges det på enhver måde sikret, at alle informationer er til rådighed i god tid i forvejen, og at der ikke i sidste minut kræves svar på forespørgsler om yderligere oplysninger. Det kan under forhandlingerne om projekterne forekomme, at der kræves yderligere oplysninger, fordi behovet opstår under forhandlingernes indledende stadier. I disse tilfælde er tidsfristerne imidlertid tilstrækkelige til, at de potentielle kontrahenter kan få oplysningerne fremskaffet inden for fristerne.

Kommissionen er ikke enig i, at behandlingen af forslagene er vilkårlig. Derimod baseres evalueringen af forskningsforslagene på peer review-princippet, der er almindeligt accepteret og anvendt i videnskabelige institutioner i hele verden, og de anvendte procedurer og kriterier er almindelig kendt. Kommissionen benytter uafhængige eksperter til at evaluere forslagene på baggrund af forskellige kriterier, der er nedfældet i retsakterne for rammeprogrammet. Især er fremragende videnskabelige og tekniske kvalifikationer en absolut forudsætning for, at et forslag kan godkendes under sjette rammeprogram (FP6). Den høje kvalitet af evalueringsprocessen, af de anvendte eksperter og af de udvalgte forslag er blevet bekræftet af alle kommentarer og rapporter fra de uafhængige eksperter, der medarbejder ved evalueringerne og kontaktcentrene i medlemsstaterne, samt af assisterende evaluatorer. Der ydes således ikke støtte til forslag af dårlig kvalitet, men ikke alle indsendte projekter af høj kvalitet modtager støtte på grund af budgetbegrænsninger.

Alle indberetninger om problemer behandles seriøst og med omhu, og det foretages en undersøgelse for at afgøre, om problemet er reelt eller beroende på en misforståelse af de grundlæggende principper. Er der tale om reelle problemer, sættes der ind for at afhjælpe dem. Der er truffet en række foranstaltninger, især i forbindelse med FP6, for at sikre, at forskningskonsortierne overtager et større ansvar for forvaltningen af deres egne projekter og engagerer sig mere i de videnskabelige og forskningsmæssige aspekter i stedet for at være tvunget til først og fremmest at følge administrative aspekter. Dette afspejles i deltagerreglerne og i kontraktmodellen til FP6.

Det synes ikke nødvendigt at træffe generelle foranstaltninger for indeværende, undtagen for så vidt angår det faste generelle mål at forbedre kvaliteten af den information, der står til rådighed for de potentielle kontrahenter.

Der blev i øvrigt fra indledningen af FP6 oprettet en særlig tværtjenestelig Task Force til at kontrollere gennemførelsen af FP6-instrumenterne, især de nye (Integrerede projekter og ekspertisenet). Samtidig kontrollerer en række tværtjenestelige arbejdsgrupper til stadighed fremskridtene under FP6 på de forskellige områder (evaluering, retningslinjer til brug for forslagsstillere og evaluatorer osv.), og de reagerer ved at afhjælpe alle påviste problemer og ved at ajourføre den relevante dokumentation.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/243

(2004/C 78 E/0245)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3255/03

af Marie Isler Béguin (Verts/ALE) og Yves Piétrasanta (Verts/ALE) til Kommissionen

(3. november 2003)

Om: Sikring af ret og retfærdighed efter katastrofen i Bhopal i Indien

Industrikatastrofen på fabrikken Union Carbide (UC) i Bhopal (Indien) i december 1984 førte til spredning af 40 t giftige stoffer, som har kostet 20 000 livet og forgiftet en halv million mennesker.

UC's ledere førte en grisk politik med stærk begrænsning af sikkerhedsudstyr og uddannelse af personalet. Endvidere var UC-ledernes tilbageholdelse af oplysninger om de i luften udledte kemiske stoffers natur og farlige karakter med til at vanskeliggøre de beslutninger, der skulle træffes med hensyn til evakuering og akut lægehjælp.

De varige og nådeløse virkninger af denne miljøforurening har gjort 120 000 borgere alvorligt syge og koster henved ti mennesker livet om måneden.

UC-ledernes strategi med retslige undvigemanøvrer tog en ny drejning i 2001 ved fusionen med industrigruppen Dow.

Finder Kommissionen ikke, at den af hensyn til det hårdt ramte katastrofeområde Bhopal omgående bør træffe alle nødvendige forholdsregler for at dæmme op for og undgå sådanne traumatiserende økologiske, sundhedsmæssige og medicinske katastrofer og sikre en epidemiologisk kontrol af den befolkning, som skal leve i det pågældende område?

Finder Kommissionen ikke, at den efter rettens skandaløse fornægtelse efter dette industridrama via sine og medlemsstaternes prærogativer bør gøre en indsats for at sikre ofrene deres ret og en skadeserstatning samt retsforfølgning af de ansvarlige for denne katastrofe, idet den oplyser om årsagerne hertil samt om UC's økologiske fortid og passivitet i forbindelse med dens aktiviteter på verdensplan?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(5. december 2003)

Kommissionen er dybt bekymret over de humanitære, økologiske og sundhedsmæssige virkninger af Bhopal-katastrofen i Indien. Kommissionen er en aktiv donor i Indien og har planlagt at bidrage til et landsomspændende indisk program for katastrofeforebyggelse og -beredskab. Dette program vil navnlig være rettet mod naturkatastrofer, men det vil blive baseret på EU-beredskabsplaner, som skulle kunne medvirke til, at landet bedre kan imødegå katastrofer, hvis og når de måtte opstå.

Kommissionen støtter også en lang række ikke-statslige organisationer (NGO'er), hvoraf nogle på nationalt plan beskæftiger sig med menneskerettigheder og mægling i almenhedens interesse.

Det er også værd at understrege, at den indiske regering siden Bhopal-katastrofen har vedtaget strengere miljøbestemmelser.

Kommissionen fører en dialog med den indiske regering om miljøanliggender, og en arbejdsgruppe på højt plan med repræsentanter for begge parter afholder regelmæssigt møder for at følge de fremskridt, der gøres.

Kommissionen kan således forsikre de ærede medlemmer om, at den i sine samarbejdsaktiviteter med Indien nøje følger både udviklingen efter Bhopal-tragedien og andre forhold i forbindelse med rammebestemmelser og miljøproblemer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/244

(2004/C 78 E/0246)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3258/03

af María Ayuso González (PPE-DE) til Kommissionen

(28. oktober 2003)

Om: Importordning for hvidløg

I 2001 indførte EU en permanent importordning for hvidløg for at begrænse importen fra tredjelande og forhindre de uregelmæssigheder, der gennem flere år var konstateret i forbindelse med eksporten fra Kina. EU forhandlede sig i WTO-regi frem til et kontingent på 38 379 tons, der pålægges værditold, og som er fordelt mellem Argentina, Kina og andre lande. Denne nye ordning erstattede definitivt de forskellige beskyttelsesklausuler, der var indført for at forhindre den svigagtige eksport af kinesisk hvidløg. Initiativet har givet tilfredsstillende resultater, idet det i betydelig grad er lykkedes at komme disse uregelmæssigheder til livs.

Til trods herfor kan der dog stadig konstateres visse mangler, hvilket fremgår af de klager, den spanske sektor har indbragt for OLAF.

Kan Kommissionen oplyse, om den agter at indføre forbedringer på internt plan for at afhjælpe de problemer, der har givet anledning til disse klager?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(19. november 2003)

Kommissionen deler det ærede medlems opfattelse med hensyn til vigtigheden af kontrollen med importordningerne i almindelighed og med importordningen for hvidløg i særdeleshed.

Kommissionen har ganske rigtigt modtaget klager fra den spanske sektor og har videresendt dem til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) til analyse og behandling.

Det ærede medlem vil være enig med Kommissionen i, at hvis de forhold, den spanske sektor har klaget over, viser sig at være korrekte, er der tale om brug af falske oprindelsescertifikater og mulig meddelagtighed fra tredjelandsmyndigheders side.

De svigagtige forhold sætter dog ikke spørgsmålstegn ved de eksisterende kontrolordningers effektivitet. Sådanne uregelmæssigheder kan ske uafhængigt af den kontrol, der etableres af importlandene. Kommissionen understreger, at dens tjenestegrene regelmæssigt foranstalter efterfølgende analyser af ordningens funktionsmåde for at minimere risikoen for svig.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/245

(2004/C 78 E/0248)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3262/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(4. november 2003)

Om: Udelukkelse af personer med en anden medlemsskabs nationalitet fra retten til at købe bløde stoffer eller fra medlemsskab af en forbrugersammenslutning

Har Kommissionen kendskab til, at man i forbindelse med den fremgangsmåde, der er blevet fulgt siden 1970'erne, hvor det har været tilladt at sælge bløde stoffer i nederlandske »coffeeshops«, går ud fra, at man kan nægte at sælge til personer, som er for unge, men ikke hvis de har en anden nationalitet end den nederlandske?

Har Kommissionen taget den fælles pressekonference til efterretning, som blev holdt den 22. oktober 2003 i Berlin mellem den tyske indenrigsminister og den nederlandske justitsminister, hvor der bl.a. blevet afgivet erklæringer, som kan føre til en politik, hvor man går ud fra en forskelsbehandling af indbyggere i EU på grund af deres statsborgerskab eller deres bopælsland?

Ville det på grundlag af de eksisterende europæiske traktater være tilladt, at man i fremtiden i de nederlandske »coffeeshops« nægter at sælge de nydelsesmidler, der forhandles der, til personer, der ikke er nederlandske statsborgere eller har bopæl i Nederlandene? I benægtende fald vil Kommissionen give medlemsstaterne meddelelse herom?

Ville det på grundlag af de eksisterende traktater være tilladt, at man i fremtiden begrænser salget af nydelsesmidler i de nederlandske »coffeeshops« til lukkede forbrugersammenslutninger, som skal nægte at optage personer som medlem, der ikke er nederlandske statsborgere eller ikke har bopæl i Nederlandene? I benægtende fald vil Kommissionen give medlemsstaterne meddelelse herom?

Kan et alternativ til en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet eller bopæl, der medfører, at myndigheder, som vil bekæmpe anvendelsen af bløde stoffer på deres territorium, som udgangspunkt fastlægger, at forbruget skal finde sted i det land, hvor stofferne købes, sammenlignes med den ordning, hvorefter nederlændere ganske vist kan købe farligt fyrværkeri eller skydevåben men ikke må indføre disse varer i Nederlandene?

Kilde: Det nederlandske dagblad »NRC Handelsblatt« af 23. oktober 2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antonio Vitorino

(11. december 2003)

Kommissionen er opmærksom på den debat, der foregår i Nederlandene vedrørende den nationale cannabispolitik, specielt med hensyn til »coffee shops«.

Kommissionen kan i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet ikke deltage eller blande sig i den debat, der finder sted på nationalt plan vedrørende medlemsstaternes politik på dette område.

Kommissionen vil dog træffe de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af en eventuel overtrædelse af traktaterne.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/246

(2004/C 78 E/0250)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3273/03

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Udledning af kølemidler fra (nederlandske) søgående skibe

Den 27. august 2003 forelagde det nederlandske Ministerium for Boliganliggender, Fysisk Planlægning og Miljø (VROM) en undersøgelse om udledningen af kølegasser fra kuttere og trawlere (http://www.vrom.nl/docs/milieu/koudemiddelen_het_schip_in_juni2003.pdf). De skulle udlede indtil ti gange så mange kølegasser som køleinstallationer på land. Kølegasserne angriber ozonlaget og bidrager til at øge drivhuseffekten.

Af undersøgelsen fremgår det, at køleinstallationer på trawlere årligt i gennemsnit mister halvdelen af kølegasserne og for kutternes vedkommende hele 80 %. Dette er langt mere end den gennemsnitlige udsivning på 4,5 % for køleinstallationer på land. Sammenlignet med køleinstallationer på land bidrager skibsfarten da også uforholdsmæssigt meget til udledningen af kølemidler med alle følgerne heraf. Køleinstallationer på skibe tegner sig kun for 5 % af den samlede mængde kølemidler i Nederlandene, men er ansvarlig for 35 % af den samlede udsivning.

Kan Kommissionen oplyse, om dette problem er begrænset til den nederlandske flåde, eller om det forholder sig på samme måde i andre medlemsstater?

Finder Kommissionen, at der inden for skibsfarten er truffet afgørende foranstaltninger vedrørende udledningen af drivhusgasser, som er nævnt i bilaget til Kyoto-protokollen: kuldioxid (CO2), metan (CH4), kvælstofoxid (N2O), fluorbrinter (HFC), perfluorkulbrinter (PFC) og svovlhexafluorid (SF6)? I hvilken grad tyder VROM's målinger på, at artikel 17 »Udsivning af kontrollerede stoffer« i forordning (EF) 2037/2000 er overtrådt?

Hvilke forholdsregler skal Kommissionen tage for at mindske udledningen af ozonnedbrydende stoffer og drivhusgasser i CO2-ækvivalenter inden for skibsfarten.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(22. december 2003)

Kommissionen hilser den undersøgelse, som Nederlandene har foretaget om udledning af kølegasser fra kuttere og trawlere velkommen, især hvis det tjener som grundlag for nye foranstaltninger med henblik på at reducere udledningen af kølemidler. I henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2037/2000 af 29. juni 2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (1) skal medlemsstaterne sikre, at der »træffes alle praktisk gennemførlige sikkerhedsforanstaltninger for at undgå og minimere udsivning af kontrollerede stoffer. Navnlig skal fast udstyr med et kølevæskeindhold på mere end 3 kg kontrolleres for udsivning hvert år«.

Kommissionen ligger på nuværende stadium ikke inde med oplysninger om tal for udsivning fra køle- og luftkonditioneringsanlæg, der findes om bord på lignende skibe fra andre medlemsstater. Der findes ingen normer for specifikke procenttal for udledning af ozonnedbrydende stoffer fra sådanne anlæg i forordning (EF) Nr. 2037/2000, men forordningen indeholder bestemmelser om krav til de minimumskvalifikationer, som personale, der arbejder med sådanne anlæg, skal være i besiddelse af. Kommissionen mener, at det, at der benyttes kvalificeret personale til at foretage vedligeholdelse af køle- og luftkonditioneringsanlæg, kan få stor betydning for medlemsstaternes bestræbelser på at mindske udsivning af ozonnedbrydende stoffer. Derudover har medlemsstaterne pligt til at underrette Kommissionen om initiativer, der tager sigte på at mindske udsivning af ozonnedbrydende stoffer. Hvis Kommissionen modtog præcise oplysninger om medlemsstaternes programmer, herunder udsivningssatser for ozonnedbrydende stoffer fra køle- og luftkonditioneringsanlæg, ville den bedre kunne fremme europæiske standardsatser for udsivning fra anlæg i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 17 i forordning (EF) nr. 2037/2000.

Kommissionen træffer i medfør af artikel 17 i forordning (EF) nr. 2037/2000 en række foranstaltninger til at nedbringe emissioner af ozonnedbrydende stoffer fra skibsfarten. Den mest effektive ordning på området består i, at brugen af sådanne stoffer udfases. Inden for den kommercielle skibsfart i EU må ikke længere installeres eller foretages vedligeholdelse af køle- og luftkonditioneringsanlæg, hvor der benyttes chlorfluorcarboner (CFC'er). Eksisterende utætte anlæg, der benytter CFC'er, bør derfor nødvendigvis udskiftes, når de ophører med at fungere på grund af manglende kølemiddel. Endvidere har EU's skibsfartsindustri nok ret til at foretage vedligeholdelse af køle- og luftkonditioneringsanlæg, hvor der anvendes ubrugte hydrochlorfluorcarboner (HCFCs), som er en midlertidig erstatning for CFC'er, indtil 2010 og genvundne indtil 2015, men der er forbud mod installering af nye anlæg, der benytter HCFC'er. I betragtning af haloners ozonnedbrydende potentiale er deres udfasning i brændslukkere om bord på skibe muligvis endnu vigtigere. Brandsikringssystemer, der indeholder haloner, skal være afskaffet inden den 31. december 2003, og halonen genvunden i overensstemmelse med artikel 16 i forordningen.

Hvad angår nedbringelse af skibes emissioner af drivhusgasser, der er omfattet af Kyotoprotokollen i almindelighed, mener Kommissionen, at der stadig er meget at gøre. I en kvantificeret undersøgelse af udslip fra skibe, der er foretaget for Kommissionen, skønnedes det, at emissioner fra skibe i EU's farvande udgjorde 157mio. tons carbondioxid i 2000 — mere end landbaserede emissioner i hver især af ni medlemsstater. Kyotoprotokollen behandler ikke emissioner fra skibsfarten direkte, men dens artikel 2, stk. 2, opfordrer parterne til at fortsætte med at begrænse eller nedbringe emissioner af drivhusgasser fra internationale skibes bunkerolie gennem Den Internationale Søfartsorganisation (IMO).

Derfor har IMO overtaget ansvaret for dette spørgsmål, og dens udvalg for havmiljøbeskyttelse har udarbejdet et resolutionsudkast om en IMO-strategi vedrørende drivhusgasser, som der skal tages stilling til på IMO's 23. samling i december 2003. Ministerrådet for Den Europæiske Union har presset IMO med henblik på vedtagelse en konkret og ambitiøs strategi om drivhusgasser, og Kommissionen og en række medlemsstater, herunder Nederlandene, deltager aktivt i drøftelserne om IMO-resolutionen med henblik på at sikre, at den strategi, der vedtages, bliver både konkret og ambitiøs.

Hvad angår EU's foranstaltninger til nedbringelse af drivhusgasemissioner fra skibsfarten, anmodes Kommissionen i den 6. miljøhandlingsplan om at fastlægge og iværksætte specifikke aktioner for at nedbringe drivhusgasemissioner fra søfarten, hvis der inden for IMO ikke opnås enighed om et sådant tiltag senest i 2003. Dette fandt genklang i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet for ikke så længe siden om en EU-strategi for reduktion af søgående skibes emissioner til luften (2), hvori der foreslås en EU-målsætning for nedbringelse af individuelle skibes emissioner af carbondioxid, og som forpligter Kommissionen til at overveje EU-foranstaltninger til at reducere drivhusgasemissionerne, hvis der ikke vedtages konkrete foranstaltninger i IMO i 2003.

(1) EFT L 244 af 29.9.2000.

(2) KOM(2002) 595 endelig, Bind I.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/248

(2004/C 78 E/0251)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3278/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Macau — Forum for Økonomisk og Handelsmæssigt Samarbejde

Den 12, 13, og 14. oktober afholdtes i Macau Forum for Økonomisk og Handelsmæssigt Samarbejde — Ministerkonference mellem Kina og de portugisisktalende lande.

Dette tema havde været genstand for udtrykkelig opmærksomhed i EP's beslutning af 8. april 2003 om Kommissionens rapport til Rådet og til Europa-Parlamentet om den Særlige Administrative Region Macau: første og anden årsrapport, hvoraf det navnlig fremgik, at »Macau som følge af sine historiske og langvarige forbindelser til Europa, især via Portugal, er særdeles egnet til at fungere som brohoved mellem Den Europæiske Union og Folkerepublikken Kina« og »den politiske linje, som såvel regeringen i SAR Macao som regeringen i Folkerepublikken Kina for nylig har afstukket rammerne for og nu er i gang med at følge med henblik på at styrke Macaos stilling som privilegeret centrum for Kinas forhold til hele den portugisisktalende del af verden«.

Ifølge de foreliggende oplysninger forløb mødet på en god og meget lovende måde.

Denne udvikling er af den allerstørste betydning for Europa i almindelighed og for EU i særdeleshed, idet den skaber dynamik i en ny linie for internationalt samarbejde fra Kina og til Kina, hvis omdrejningsakse er det på verdensplan tredjestørste europæiske sprog, portugisisk, og med Macau som privilegeret platform.

Jeg spørger derfor Kommissionen:

—	Har Kommissionen ladet sig repræsentere på mødet eller sendt observatører?

—	Hvilke oplysninger fik den, og hvilke konklusioner drog den?

—	Hvilke virkninger vil disse ting få for et øget europæisk samarbejde med Macau, som udtrykt i EP's beslutning af 8. april 2003?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(11. december 2003)

Organisatorerne har ikke inviteret Kommissionen til at deltage i det første økonomiske og handelsmæssige forum, der fandt sted mellem Kina og de portugisisktalende lande den 12., 13. og 14. oktober 2003 i Macao. Den var derfor ikke repræsenteret på dette møde.

Kommissionen har imidlertid noteret sig, at der er undertegnet en handlingsplan for økonomisk og handelsmæssigt samarbejde mellem Kina og syv portugisisktalende lande, og at forumdeltagerne tillægger Macau en betydning som »bro« mellem de to parter. Den bemærker ligeledes med interesse, at Det Særlige Administrative Område Macao er udpeget som forummets faste sekretær med henblik på tilrettelæggelsen af forum nummer to i 2006.

Kommissionen noterer, at denne nye udvikling ligger i forlængelse af dens egen meddelelse fra 1999 om Macao (1), hvoraf det fremgår, at »EU finder, at Macao har en vigtig rolle som bro mellem Asien og Europa«. Samme holdning præger Kommissionens nuværende samarbejde med Det Særlige Administrative Område Macao.

(1) KOM(1999) 484 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/249

(2004/C 78 E/0252)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3279/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Kommissionens kvalitetskontrol på grundlag af Kommissionens database CATS (Clearance Audit Trail System)

a)	Det supplerende svar på skriftlig forespørgsel P-3202/02 (1) omfattede nogle uddrag fra Kommissionens database CATS (Clearance Audit Trail System), der indeholder data fra medlemslandene vedrørende restitution ved eksport af landbrugsprodukter fra Fællesskabet til tredjelande.

I det supplerende svar på forespørgsel E-1477/03-1480/03 (2) hedder det, at:

—	Kommissionen gennemfører en række kvalitetskontroller (den undersøger om kodelisterne er anvendt korrekt, om de samlede importmængder er i overensstemmelse med de årlige opgørelser, om forordningen er overholdt, og om oplysningerne er fuldstændige),

—	oplysningernes kvalitet er generelt tilstrækkelig til udbetaling af støtten,

—	visse medlemsstater har begået fejl i forbindelse med angivelsen af eksportmængdernes vægt (kilo i stedet for ton). Det drejer sig imidlertid om fejl, der nemt opdages.

c)	Hvad angår kvalitetskontrollen af korrekt anvendelse af kodelisterne henvises der til forespørgsel E-3113/03 (3).

En undersøgelse af oplysningerne i databasen CATS vedrørende eksportrestitutionerne i perioden 1998-2001 til Vatikanstaten, Schweiz, Andorra, Liechtenstein og San Maríno viser, at af et samlet beløb på 639 421 671,77 EUR, der blev ydet i restitutioner til eksport af fællesskabsprodukter, blev betalinger på henholdsvis:

—	9 067 116,01 EUR foretaget uden angivelse af produkt og måleenhed,

—	14 173 353,56 EUR foretaget uden angivelse af produkt,

—	74 115 436,13 EUR foretaget uden angivelse af måleenhed.

I alt er der tale om 97 355 905,70 EUR, hvilket svarer til 15,23 % af det samlede beløb, der blev betalt i eksportrestitutioner. Det skal bemærkes, at der i undersøgelsen ikke indgår »fejl«.

På denne baggrund ønskes følgende oplyst:

1.	Hvem foretager kvalitetskontrollerne og hvordan — eller er man tilfreds med den gennemførte kontrol?

2.	Mener Kommissionen virkelig — således som den tilkendegiver — at oplysningernes kvalitet generelt er tilstrækkelig til udbetaling af støtten — eller henholder man sig i forbindelse med udbetalingerne udelukkende til medlemsstaternes erklæringer?

3.	Er der undersøgelser i gang i Revisionsretten og/eller i OLAF vedrørende eksportrestitutionerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(4. december 2003)

Kommissionen henviser det ærede medlem til sine svar på hans skriftlige forespørgsler E-1477/03 til E-1480/03 (2) og til sine svar på hans skriftlige forespørgsler E-3113/03 (3) og P-3202/02.

Det ærede medlem hævder, at tallene i hans skriftlige forespørgsel bygger på et svar på skriftlig forespørgsel P-3202/02. Uheldigvis har det ærede medlem ikke citeret korrekt fra dette svar, idet han f.eks. henviser til et beløb på 639 421 671,77 EUR i stedet for det korrekte tal 321 711 242,39 EUR, som er det samlede beløb, der er blevet udbetalt i eksportrestitutioner i tidsrummet 1998-2001 i de pågældende lande (4). Faktisk er alle de beløb, der nævnes i den skriftlige forespørgsel, ukorrekte og kan derfor ikke bekræftes af Kommissionen, og det er heller ikke klart, hvordan og hvorfra det ærede medlem har fået disse tal.

Kommissionen mener, at dette forhold kan have indvirket på det ærede medlems vurdering og påvirket formålet med hans forespørgsel.

Der kan på denne baggrund oplyses følgende:

Kommissionen modtager hvert år datafiler fra medlemsstaterne med oplysninger om alle individuelle betalinger til modtagerne i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 2390/1999 (5). De enkelte oplysninger oplagres i CATS (6) databasen.

CATS er en meget omfattende og meget detaljeret database, som indeholder over 137 mio. dataposter og ca. 4,09 mia. feltnumre (7). Det er naturligvis ikke muligt at kontrollere alle disse felter enkeltvis. For at forbedre datakvaliteten har Kommissionen siden CATS-databasens oprettelse hele tiden forbedret både den og den tilsvarende forordning. Der arbejdes konstant med datakvaliteten, og som resultat af den årlige kontrol bliver datafilernes kvalitet stadig bedre.

Hvad nærmere betegnet angår kontrol af dataene fra regnskabsåret 2000 og derefter, undersøger Kommissionen 4 forskellige kvalitetsaspekter af de datafiler, den får fra medlemsstaterne i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 2390/1999.

Hvert år foretager Kommissionen en afstemningsopgørelse af de beløb, medlemsstaterne har opgivet, og de respektive årsopgivelser. Eventuelle forskelle skal begrundes.

Det andet aspekt er overholdelse af kodelisterne. Kommissionens forordning (EF) nr. 2390/1999 kræver standardkoder for et bestemt antal felter. Fra regnskabsåret 2002 kontrolleres det automatisk ved datatransmissionen til Kommissionen, om kodelisterne følges.

Det tredje kvalitetsaspekt drejer sig om, hvorvidt de data, medlemsstaterne leverer, er fuldstændige i forhold til budgetposterne. Fra finansåret 2002 kontrolleres nogle dataelementer allerede under transmissionsprocessen.

De sidste aspekt i kvalitetskontrollen er overholdelse af fristen 10. februar for oversendelse af elektroniske data til Kommissionen.

Hvert år giver Kommissionen medlemsstaterne meddelelse om konklusioner og resultater af kvalitetskontrollen med henblik på at forbedre de elektroniske datas kvalitet i det næste regnskabsår. Denne tilbagemelding gør det også muligt for medlemsstaterne at tilpasse deres computersystemer, inden de sender datafilerne for det næste regnskabsår.

CATS blev oprettet for at bistå Kommissionen med regnskabsafslutningsproceduren. CATS har været brugbar siden regnskabsåret 2000. Kommissionens revisorer benytter den, når de skal forberede og foretage deres revision af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), garantisektionens udgifter. Databasen er således først og fremmest et revisionsredskab, der kan benyttes som hjælp til udførelse af revision.

Ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 2390/1999 skal medlemsstaterne for alle enkeltoperationer vedrørende betalinger og indtægter for EUGFL, garantisektionen, stille alle oplysninger til rådighed for Kommissionen for hver enkelt budgetkonto. For det første afhænger dataenes kvalitet af de oplysninger, som gives en gang om året af de medlemsstater, der skal levere disse data. For det andet foretager Kommissionen, som nævnt i forbindelse med spørgsmål 1, særlig kvalitetskontrol for stadig at forbedre dataenes kvalitet. Kommissionen har derfor et pålideligt værktøj, som skal benyttes ved de revisioner af landbrugsudgifterne, som udføres i medlemsstaterne. Denne del af dataene, som underkastes en mere dybtgående kontrol i forbindelse med revision og gennemgang, korreleres ved hjælp af de resultater, som opnås i medlemsstaterne. Selv om det ikke er muligt at kontrollere alle elementer i hver enkelt datapost, er dataenes kvalitet i almindelighed tilstrækkelig til, at de kan benyttes til denne regnskabsafslutningsaktivitet.

Siden CATS blev oprettet og gjort til revisionsredskab, har der derfor kun været begrænset brug for at levere statistiske og analytiske oplysninger. Det er vigtigt at understrege, at parametre, som er vigtige for kontrollen, er fremherskende, og især, at udgifterne krydskontrolleres og bekræftes ved hjælp af månedlige opgivelser fra medlemsstaterne.

Tidligere generelle undersøgelser, som er blevet foretaget i dette anliggende af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), er blevet udført på dettes vegne af de italienske myndigheder, således som beskrevet i svaret på det ærede medlems skriftlige forespørgsel E-2299/02 (8).

OLAF er ikke for tiden i gang med særlige undersøgelser af eksporten af landbrugsprodukter til de stater, det ærede medlem nævner.

For Revisionsrettens vedkommende må spørgsmålet rettes direkte til denne institution.

(1) EUT C 137 E af 12.6.2003, s. 172.

(8) EUT C 110 E af 8.5.2003.

(3) Se side 223.

(4) Det Schweiziske Forbund, Fyrstendømmet Andorra, Fyrstendømmet Liechtenstein, Republikken San Marino og Vatikanstaten.

(5) Kommissionens forordning (EF) nr. 2390/1999 af 25. oktober 1999 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EF) nr. 1663/95 hvad angår form og indhold af de regnskabsoplysninger, som medlemsstaterne skal stille til rådighed for Kommissionen i forbindelse med proceduren for regnskabsafslutning for EUGL, Garantisektionen, EFT L 295 af 16.11.1999. Denne forordnings bilag I, II og III ajourføres hvert år.

(6) »Clearance Audit Trail System«.

(7) Hver betalingspost kan indeholde indtil 128 forskellige datafiler.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/252

(2004/C 78 E/0253)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3280/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Manglende kontrol af produktmængder, der eksporteres med støtte fra medlemsstaterne til Vatikanstaten

a)	Det supplerende svar på skriftlig forespørgsel P-3202/02 (1) er bilagt nogle uddrag fra Kommissionens database CATS (Clearance Audit Trail System), der indeholder oplysninger fra medlemslandene vedrørende restitutioner til eksport af landbrugsprodukter fra Fællesskabet til tredjelande.

En undersøgelse af oplysningerne i databasen CATS viser, at der i perioden 1998-2001 blev betalt følgende restitutioner:

—	321 711 242,39 EUR til eksport til Vatikanstaten,

—	281 866 767,22 EUR til eksport til Schweiz,

—	35 414 204,76 EUR til eksport til Andorra,

—	429 415,48 EUR til eksport til Liechtenstein

—	41,92 EUR til eksport til San Maríno.

I det supplerende svar på forespørgsel E-1477/03 og E-1480/03 (2) oplyses følgende:

—	Der foretages ikke en særlig kontrol af de mængder af oksekød, rørsukker og kemisk ren saccharose, i fast form, der eksporteres fra medlemsstaterne til Vatikanstaten. Størrelsen af de omtalte eksportmængder til det nævnte land forekommer rimelig.

—	Hvad angår landbrugsprodukter, der under restitutionsordningen eksporteres fra Fællesskabet til Vatikanstaten bevidner Vatikanets myndigheder, at de alene anvendes til konsum på Vatikanstatens område eller i Vatikanstatens institutioner og kontorer.

—	Produkter, der under restitutionsordningen eksporteres til Vatikanstaten, er omfattet af følgende særlige bestemmelser: toldaftalen mellem Italien og Vatikanstaten samt Fællesskabets bestemmelser vedrørende eksportrestitutioner.

d)	Artikel 11 i Lateran-aftalen, som regulerer forholdet mellem Vatikanstaten og Den Italienske Republik, garanterer den katolske kirkes centrale organer fritagelse for enhver indblanding fra den italienske stat.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

—	Hvorfor gennemføres der ikke en særlig kontrol af de mængder af oksekød, rørsukker og kemisk ren saccharose, i fast form, som eksporteres fra medlemsstaterne til Vatikanstaten?

—	Er Kommissionen i besiddelse af en liste over den katolske kirkes institutioner og kontorer uden for Vatikanstaten, hvortil de omtalte varer er bestemt?

—	Enhver overtrædelse af Fællesskabets regler for eksportrestitutioner må anses for fritaget for enhver indblanding fra den italienske stat, jf. artikel 11 i Lateran-aftalen?

—	Ud fra hvilke beregninger forekommer størrelsen af de eksporterede mængder til Vatikanstaten rimelig?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(16. december 2003)

Kommissionen skal henvise det ærede medlem til sit svar på dettes skriftlige forespørgsel P-3202/02 (3), som indeholder en oversigt over de samlede restitutionsbeløb, der er betalt til forskellige bestemmelsessteder, herunder Vatikanstaten.

Det ærede medlem citerer forkert fra dette svar. Det korrekte beløb for Vatikanstaten er 4 000 813,01 EUR og ikke 321 711 242,39 som nævnt i forespørgslen.

Under henvisning til det korrekte beløb (4 000 813,01 EUR) for Vatikanstaten mener Kommissionen, at spørgsmålene ikke længere er relevante.

(1) EUT C 137 E af 12.6.2003, s. 172.

(3) EUT C 137 E af 12.6.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/253

(2004/C 78 E/0254)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3281/03

af Bartho Pronk (PPE-DE), Maria Martens (PPE-DE) og Albert Maat (PPE-DE) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Tillægsspørgsmål til E-1740/02 om fri bevægelighed for skibskaptajner

Den 30. september 2003 afsagde Domstolen dom i Anave-sagen (C-405/01) vedrørende forholdet mellem traktatens artikel 39 og den frie bevægelighed for skibskaptajner. Kommissionen udsatte i sin tid besvarelsen af skriftlig forespørgsel E-1022/02 (1) og E-1 740/02 (2) i afventning af Anave-dommen.

1.	Kan Kommissionen nu på baggrund af Domstolens dom i Anave-sagen besvare skriftlig forespørgsel E-1022/02 (og den dermed forbundne E-2069/01 (3)) og E-1740/02 i alle enkeltheder?

Er Kommissionen endvidere af den opfattelse, at dens standpunkt som formuleret i svar på skriftlig forespørgsel E-2069/01, nemlig at kravet om, at der skal sejles med en kaptajn af samme nationalitet som flaget ikke er i modstrid med fællesskabsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed, ikke længere er holdbart efter Domstolens dom i Anave-sagen?

3.	Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe på baggrund af denne dom? Agter Kommissionen at holde de lande, der stadig stiller nationalitetskrav til skibskaptajner i deres lovgivning, såsom Tyskland, ansvarlige?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af af Anna Diamantopoulou

(23. december 2003)

1. og 2.

Den 30. september 2003 afsagde Domstolen to domme vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det er foreneligt med reglerne for arbejdskraftens frie bevægelighed, at stillingerne som kaptajner og øverstestyrmænd er forbeholdt flagstatens statsborgere (sag C-47/02, Albert Anker, Klaas Ras, Albertus Snoek mod Forbundsrepublikken Tyskland og sag C-405/01, Colegio de Oficiales de la Marína Mercante Española mod Administración del Estado). Sag C-47/02 omhandlede tyske fartøjer beskæftiget med dybhavsfiskeri af beskedent omfang (Kleine Seeschifffahrt); sag C-405/01 omhandlede spanske handelsskibe.

Domstolen fastslog, at EF-traktatens artikel 39, stk. 4, skal fortolkes således, at den kun giver en medlemsstat ret til at forbeholde stillinger som kaptajn på mindre havgående skibe, der sejler under medlemsstatens flag, og stillinger som kaptajn og øverstestyrmand på handelsskibe, der sejler under dens flag, for sine egne statsborgere, såfremt de myndighedsbeføjelser, som er tildelt kaptajner og øverstestyrmænd på disse skibe, faktisk udøves regelmæssigt og ikke udgør en meget begrænset del af deres arbejde.

Domstolen henviser til sin retspraksis om fortolkningen af EF-traktatens artikel 39, stk. 4: Begrebet offentlig administration i EF-traktatens (artikel 39, stk. 4) forstand (hvorefter arbejdskraftens frie bevægelighed ikke gælder for ansættelser i den offentlige administration) vedrører de stillinger, der indebærer en direkte eller indirekte deltagelse i udøvelsen af offentlig myndighed og i de funktioner, som skal sikre statens eller andre offentlige enheders almene interesser, og som således forudsætter, at de ansatte i disse stillinger har et særligt solidaritetsforhold til staten, og at der foreligger de gensidige rettigheder og forpligtelser, som er grundlaget for tilhørsforholdet som statsborger.

Den omstændighed, at kaptajner er ansat af private fysiske eller juridiske personer, betyder ikke i sig selv, at EF-traktatens artikel 39, stk. 4, ikke finder anvendelse, da det står fast, at de for at udføre de offentlige opgaver, som de er blevet tillagt, handler i egenskab af repræsentanter for statsmagten, i flagstatens almene interessers tjeneste.

Den omstændighed, at der i national lovgivning er knyttet udøvelse af offentlig myndighed til de pågældende stillinger, kan imidlertid ikke i sig selv begrunde, at undtagelsen fra arbejdskraftens frie bevægelighed i EF-traktatens artikel 39, stk. 4, bringes i anvendelse. Beføjelserne skal herudover faktisk udøves regelmæssigt og må ikke udgøre en meget begrænset del af arbejdet for den, der er ansat i stillingen.

Domstolen fastslog desuden, at statsborgerskab som en betingelse ikke kan retfærdiggøres af EF-traktatens artikel 39, stk. 3: I den henseende er det tilstrækkeligt at henvise til, at medlemsstaternes adgang til at begrænse den frie bevægelighed for personer af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed ikke har til formål at undtage erhvervssektorer såsom fiskerisektoren eller erhverv såsom erhvervet som kaptajn på fiskerfartøjer fra anvendelsesområdet for dette princip, for så vidt angår adgangen til beskæftigelse, men skal gøre det muligt for medlemsstaterne at nægte personer adgang til eller ophold på deres territorium, såfremt disses adgang eller ophold dér i sig selv udgør en fare for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed.

Med hensyn til de ærede medlemmers skriftlige forespørgsel E-1022/02 gør Kommissionen opmærksom på, at EF-traktatens artikel 39, stk. 4, ikke forpligter medlemsstaterne til at begrænse bestemte stillinger til deres egen statsborgere, men artiklen gør det muligt, hvis betingelserne er opfyldt. Derfor kan medlemsstaternes regler føre til forskelle i anvendelse på visse områder.

Med hensyn til spørgsmål 5 i skriftlig forespørgsel E-1022/02 gør Kommissionen opmærksom på, at den er bekendt med, at der i flere af medlemsstaterne er stor mangel på kaptajner. Kommissionen er sikker på, at denne situation på grundlag af Domstolens dom vil blive forbedret gennem grænseoverskridende mobilitet.

Med hensyn til Maria Martens' (m.fl.) skriftlige forespørgsel E-2069/01 skal Kommissionen påpege, at der for nyligt er blevet gjort opmærksom på et nyt eventuelt problem i forbindelse med anerkendelse af eksamensbeviser for kaptajner. På grundlag af yderligere oplysninger, som Kommissionen har bedt om, vil den vurdere denne problemstilling. Hvis de ærede medlemmer har yderligere oplysninger om dette aspekt, opfordres de til at indsende disse til Kommissionen.

3.	Som opfølgning på Domstolens domme agter Kommissionen nøje at overvåge, at medlemsstaterne anvender denne retspraksis korrekt, om nødvendigt ved at indbringe sager for Domstolen på grundlag af EF-traktatens artikel 226.

(1) EFT C 229 E af 26.9.2002, s. 170.

(2) EFT C 301 E af 5.12.2002, s. 220.

(3) EFT C 40 E af 14.2.2002, s. 177.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/256

(2004/C 78 E/0257)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3304/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Overvågning af forskelsbehandling på grundlag af race og etnisk baggrund ved grænsekontrollen

Kan Kommissionen venligst oplyse, om der har fundet drøftelser sted vedrørende grænsekontrol og overvågning af forskelsbehandling på grund af race og etnisk baggrund ved grænsekontrollen? Vil Kommissionen tage emnet op til diskussion i benægtende fald?

Kan Kommissionen oplyse, om Det Europæiske Overvågningscenter har beføjelser til at undersøge dette spørgsmål?

Flere episoder viser, at mennesker af ikke-hvid race eller etnisk afstamning hyppigere holdes tilbage ved grænsekontrollen. Jeg er blevet kontaktet af et medlem af min valgkreds, der uretfærdigt er blevet holdt tilbage og truet i Tallinns lufthavn. Er Kommissionen enig i, at dette emne er af særlig betydning i lyset af udvidelsen af EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(19. december 2003)

Indtil i dag har der ikke fundet nogen specifik overvågning af forskelsbehandling sted på grundlag af race og etnisk baggrund ved grænsekontrollen. Kommissionen behandler individuelle klager over sådan forskelsbehandling fra sag til sag.

Skulle det vise sig nødvendigt, f.eks. på grund af en stigning i antallet af klager, vil Kommissionen selvfølgelig overveje at sætte en undersøgelse i gang for at analysere omfanget af forskelsbehandling ved grænsekontrollen i EU.

En undersøgelse af dette spørgsmål ville helt klart falde ind under Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhads kompetenceområde. Artikel 3 i forordning (EF) nr. 1035/97 af 2. juni 1997 (1) om oprettelsen af dette center fastsætter udtrykkeligt, at personers frie bevægelighed er et af de områder, hvor centret skal indsamle oplysninger og data og foretage undersøgelser af racisme og fremmedhad.

Kommissionen har modtaget en række klager over forskelsbehandling på grundlag af race og etnisk baggrund ved grænsekontrollen og har hver gang taget kontakt med den pågældende medlemsstat for at minde den om, at sådan forskelsbehandling er i strid med de fundamentale rettigheder, og at det er medlemsstatens ansvar at sikre, at deres embedsmænd ikke udviser en racistisk holdning i udøvelsen af deres funktioner, og at de respekterer de fundamentale rettigheder, der er beskyttet af traktaten om Den Europæiske Union som generelle principper i EU-lovgivningen, og som er bekræftet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Kommissionen er af den opfattelse, at overholdelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af race og etnisk tilhørsforhold ved grænsekontrollen er et meget vigtigt spørgsmål for alle medlemsstaterne. Den mener ikke, at udvidelsen vil give anledning til særlige bekymringer i denne sammenhæng. Kommissionen vil fortsat overvåge situationen i alle medlemsstaterne.

(1) EFT L 151 af 10.6.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/257

(2004/C 78 E/0258)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3317/03

af Íñigo Méndez de Vigo (PPE-DE) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Grænseoverskridende betalinger

Jeg er blevet oplyst om et tilfælde, hvor en spansk statsborger for en overførsel i Tyskland af 30 EUR af sin bank blev opkrævet 12 EUR i udgifter.

Er dette beløb efter Kommissionens mening i overensstemmelse med indholdet i forordning (EF) nr. 2560/2001 (1) om grænseoverskridende betalinger i euro? Er forbrugernes interesser efter Kommissionens opfattelse sikret i tilstrækkelig grad? Er forbrugerne tilstrækkeligt orienterede om forordningens ikrafttrædelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(16. december 2003)

Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2560/2001 af 19. december 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro skal gebyrer, som et pengeinstitut opkræver for grænseoverskridende betalinger i euro, være de samme som de gebyrer, der opkræves for tilsvarende nationale betalinger i euro. Denne regel har siden den 1. juli 2002 været gældende for elektroniske betalingstransaktioner (betalinger med kort eller hævning i pengeautomater) i euro på højst 12 500 EUR og siden den 1. juli 2003 for pengeoverførsler.

I Spanien er gebyrer for »standard« pengeoverførsler langt under 12 EUR. Der kan dog forekomme højere gebyrer ved »specielle pengeoverførsler« (dvs. overførsler, der haster, eller som foretages uden IRAN- (2) eller BI-nummer (3) osv.). Så længe henholdsvis »standard« og »specielle« pengeoverførsler i euro er pålagt de samme gebyrer, uanset om det er i Spanien eller i udlandet, er princippet i forordningens artikel 3 (ens gebyrer for »tilsvarende betalinger«) derfor principielt overholdt. I sagen, som det ærede medlem omtaler, er det desværre ikke klart, om pengeoverførslen er »speciel« eller »standard«. Det er derfor nødvendigt med mere detaljerede oplysninger for at kunne tage stilling til, om gebyret på 12 EUR er i overensstemmelse med forordningen.

Med hensyn til håndhævelse af forordningen skal nationale myndigheder garantere, at den anvendes på en hensigtsmæssig og konsekvent måde. I henhold til forordningens artikel 7 skal overholdelsen sikres af sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Kommissionen skrev til alle medlemsstaterne i september 2003 og anmodede om navnet på den kompetente nationale myndighed, og om hvilke gennemførelsesforanstaltninger medlemsstaterne havde truffet.

Med hensyn til forbrugernes kendskab til forordningens ikrafttræden og indhold skal pengeinstitutter give deres kunder forhåndsoplysninger om de gebyrer, det opkræver for grænseoverskridende og nationale betalinger og efter anmodning fra kunden give oplysning om kundens IRAN-nummer og om bankens BI-nummer (forordningens artikel 4 og 5). Ifølge Kommissionens oplysninger er denne information blevet formidlet videre, selv om en række borgere har klaget over manglende klarhed i nogle bankers information. Kommissionen følger fortsat sagen nøje.

(1) EFT L 344 af 28.12.2001, s. 13.

(2) Internationalt bankkontonummer.

(3) Bankidentifikationsnummer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/258

(2004/C 78 E/0259)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3320/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Transitvisum til EU

Kan Kommissionen under henvisning til svar E-2738/03 (1) redegøre for, om det er sandsynligt, at en medlemsstats krav om, at rejsende skal købe et dyrt transitvisum, der ikke skal bruges i forbindelse med landing, men udelukkende ved transit, vil fordreje passagerernes rejsemønstre gennem EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(15. december 2003)

Kommissionen vil gerne komme med følgende kommentarer til det spørgsmål om lufthavnstransitvisum, der rejses af det ærede medlem:

—

Passagerer, der passerer gennem det internationale transitområde i en lufthavn, men som ikke har adgang til det land, der mellemlandes i, behøver ikke være i besiddelse af et visum. Chicagokonventionen af 7. december 1944 angående international civil luftfart, især bilag 9 til konventionen, fastsætter princippet om fri transitpassage gennem det internationale område i en lufthavn. Hvis der foretages anmeldelse til den internationale civile luftfartsorganisationen (ICAO) er der dog mulighed for at gøre undtagelser fra dette princip og fastsætte krav om, at statsborgere fra visse tredjelande skal være i besiddelse af et lufthavnstransitvisum. Denne mulighed for at kræve et lufthavnstransitvisum (LTV) for statsborgere fra visse tredjelande er begrundet i behovet for at kunne føre kontrol med ulovlig indvandring og hensynet til den indre sikkerhed.

—

Medlemsstaterne har i bilaget til den fælles aktion 96/197/RIA fra 4. marts 1996 (2) opstillet en fælles liste over tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af et LTV. Listen omfatter Afghanistan, Etiopien, Eritrea, Ghana, Irak, Iran, Nigeria, Somalia, Sri Lanka og Zaire. Den fælles aktion omfatter ikke bestemmelser om betaling af gebyrer for udstedelse af denne type visum.

—

De medlemsstater, som fuldt ud har tilsluttet sig Schengen-regelværket (3), har harmoniseret sin politik på området og har tilføjet yderligere to lande (Bangladesh og Pakistan) til den fælles liste med bestemmelse om, at personer, der er i besiddelse af rejselegitimation udstedt af de tredjelande, der er opført i den fælles liste, er underlagt visumkravet (4). Hvis de pågældende statsborgere derimod er i besiddelse af en opholdstilladelse, der er udstedt af et land i det økonomiske samarbejdsområde eller visse andre tredjelande (5), er de fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum.

—

Schengen-landene har endvidere harmoniseret de gebyrer, der er forbundet med behandling af en anmodning om LTV, og som i øjeblikket andrager 10 EUR (6). Med Rådets beslutning 2003/454/EF af 13. juni 2003 (7), som medlemsstaterne skal gennemføre senest 1. juli 2005, er dette gebyr forhøjet til 35 EUR. Ifølge de oplysninger, Kommissionen råder over, er det kun Frankrig, der er begyndt at anvende denne beslutning (siden 1. oktober 2003).

—	Medlemsstaterne kan frit vælge, om de vil kræve LTV eller ikke af statsborgere fra lande, som ikke er medtaget i den fælles liste.

—

Kommissionen er bekendt med, at en række medlemsstater for nylig har indført krav om LTV for statsborgere fra en række tredjelande, der ikke er medtaget i de fælles lister. Kommissionen konstaterer, at indførelsen af denne type visum begrundes med behovet for at forebygge ulovlig indvandring samt enhver trussel mod den offentlige orden og sikkerhed.

(1) EUT C 65 E af 13.3.2004.

(2) EFT L 63 af 13.3.1996.

(3) Alle medlemsstater bortset fra Storbritannien og Irland.

(4) Bilag 3, del I, til de fælles konsulære instrukser til de diplomatiske og konsulære repræsentationer, EFT C 313 af 16.12.2002.

(5) Især Andorra, Canada, Japan, Monaco, San Marino, Schweiz og USA: bilag 3, del III, i ovennævnte instrukser, ibid, s. 33-34.

(6) Bilag 12 i ovennævnte instrukser, ibid, s. 65.

(7) Rådets fælles beslutning 2003/454/EF om ændring af bilag 12 til de fælles konsulære instrukser samt bilag 14 a i den fælles håndbog vedrørende visumgebyrer, EUT L 152 af 20.6.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/259

(2004/C 78 E/0260)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3323/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Mistanke om Roms offentlige transportselskab ATAC's overtrædelse af bestemmelserne om offentlige udbud

Rom Kommunes offentlige transportselskab, ATAC, bekendtgjorde ved beslutning nr. 162 af 30. juni 1998 et udbud vedrørende projektering, fremstilling og installering af en ny type apparater til udstedelse og stempling af billetter. Udbudsbetingelserne var specielt vanskelige at opfylde, både for så vidt angik de tekniske krav, som var langt strengere end de normale standarder på markedet, og for så vidt angik de meget korte leveringsfrister, som i betragtning af den dengang eksisterende teknologiske viden var umulige at overholde for en hvilken som helst tilbudsgiver. Desuden var der fastsat utroligt høje bøder for leveringsforsinkelser. Af disse årsager deltog ingen af de virksomheder, der var blevet opfordret til at afgive bud, i udbuddet, bortset fra TSF, som siden udelukkedes af udbyderen, og ERG Motorola, som således fik tildelt ordren. Kan Kommissionen oplyse, om den beskrevne fremgangsmåde efter dens opfattelse er i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 93/38/EØF (1), hvori det i artikel 18, stk. 5, hedder, at der i udbudsmaterialet ikke må anvendes tekniske specifikationer, som »medfører, at visse virksomheder får fortrinsbehandling eller udelukkes«? Kan Kommissionen ligeledes udtale sig om udbuddets overensstemmelse med samme direktivs artikel 23, stk. 5, hvori det hedder, at udvælgelseskriterierne skal være »klare og ikke-diskriminerende«, og at der skal »sikres en reel konkurrence«?

Efter at ERG havde fået tildelt ordren, foretoges der ved afgørelse nr. 11 fra ATAC's øverste ledelse en radikal ændring af udbudsmaterialet, hvorved ovennævnte betingelser udgik og erstattedes af bestemmelser, der var fordelagtige for ordremodtageren, både for så vidt angik de tekniske specifikationer som for så vidt angik leveringsfrister og bødestørrelser. Desuden svarer de tekniske egenskaber ved de apparater, som ERG til sidst leverede, på ingen måde til dem, der krævedes i udbudsmaterialet fra 1998. Mener Kommissionen ikke, at denne fremgangsmåde strider mod konkurrencereglerne, som navnlig er baseret på traktatens artikel 81, stk. 1, litra d)?

Vedligeholdelsen af ovennævnte apparater tildeltes senere samme ERG uden afholdelse af offentligt udbud. Indgåelsen af en underhåndsaftale begrundedes med antagelsen om, at vedligeholdelseskontrakten var uadskilleligt forbundet med den første kontrakt, hvilket dokumenteredes ved ekspertskøn af tvivlsom oprindelse. Kan Kommissionen for sit eget kompetenceområdes vedkommende iværksætte en mere tilbundsgående undersøgelse af denne sag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(27. november 2003)

Kommissionen råder på nuværende tidspunkt ikke over tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om det offentlige selskab ATAC overholdt fællesskabsretten ved tildelingen af den ordre, som det ærede parlamentsmedlem omtaler i sin forespørgsel.

Kommissionen vil derfor henvende sig til den italienske regering for at indhente de nødvendige oplysninger med henblik på at vurdere, om ATAC overholdt EF-reglerne og -principperne for offentlige udbud. På grundlag af de oplysninger, som det ærede parlamentsmedlem har anført, vil Kommissionen undersøge, om de udbudsprocedurer, som ATAC anvendte, er i overensstemmelse med Rådets direktiv 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation, som finder anvendelse på offentlige udbud fra ordregivere, der forvalter offentlige transportnet. Samtidig vil det blive undersøgt, om disse udbudsprocedurer var i overensstemmelse med EF-traktatens regler og principper for gennemførelsen af det indre marked.

Da forespørgslen vedrører procedurerne for offentlige udbud og ikke reglerne for potentielt konkurrencefordrejende aftaler i henhold til konkurrencelovgivningen, vurderer Kommissionen til gengæld, at artikel 81 i det nævnte direktiv ikke finder anvendelse i dette tilfælde.

(1) EFT L 199 af 9.8.1993, s. 138.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/260

(2004/C 78 E/0261)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3327/03

af Albert Maat (PPE-DE) og Jan Mulder (ELDR) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Blackhead

På indeværende tidspunkt er forskellige europæiske lande ramt af sygdommen Blackhead (histomonas). Smitte med denne sygdom medfører alvorlige sundhedsproblemer hos kalkuner og i sidste instans massedød. I betragtning af at Blackhead ikke er klassificeret som en A-sygdom, findes der ingen europæiske bestemmelser om bekæmpelse heraf og erstatning herfor. Der findes dog europæiske bestemmelser om eventuelle forebyggende og helbredende midler. Men siden den 31. marts 2003 har det sidste middel til bekæmpelse af sygdommen været forbudt.

1.	Har Kommissionen til hensigt at udstede forskrifter vedrørende bekæmpelsen heraf i betragtning af Blackheads grænseoverskridende følger?

2.	Er Kommissionen rede til på visse betingelser (f.eks. supplerende videnskabelige informationer) på ny at give tilladelse til anvendelse af det forebyggende middel Nifursol?

I De Forenede Stater anvendes lægemidlet Nitarsone (Histostat-50) til forebyggelse af Blackhead. Er Kommissionen rede til at forkorte testfaseproceduren for dette nye lægemiddel, således at dette middel — hvis resultatet er positivt — hurtigst muligt kan finde anvendelse? I bekræftende fald hvornår vil dette middel kunne finde anvendelse?

Har Kommissionen kendskab til, at det helbredende middel Metronidazol i øjeblikket kan anvendes hos mennesker mod parasitangreb men er forbudt som veterinærmedicin? Er Kommissionen rede til at godkende anvendelsen af det helbredende middel Metronidazol til bekæmpelse af Blackhead? I benægtende fald hvorfor ikke?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(18. december 2003)

På nuværende tidspunkt har Kommissionen ikke til hensigt at forelægge noget forslag om kontrol af histomonas (blackhead) inden for Fællesskabet. Dette skyldes følgende:

a)	Histomonas er ikke en epidemisk sygdom.

b)	Det Internationale Kontor for Epizootier har ikke opstillet nogen internationale standarder for handel i forbindelse med denne sygdom.

c)	Kommissionen er af den mening, at landmændene burde have det primære ansvar for kontrol af sygdomme, der opfylder ovennævnte kriterier.

d)	Medlemsstaternes veterinærmyndigheder anvender ikke nationale regler for at kontrollere denne sygdom og har aldrig givet udtryk for, at den burde være underlagt harmoniseret fællesskabslovgivning.

Nifursol blev forbudt som fodertilsætning med virkning fra den 31. marts 2003 for at beskytte forbrugerne og i overensstemmelse med udtalelse fra Den Videnskabelige Komité for Foder.

I sin dom i sag T-392/02 fandt Retten i Første Instans, at Kommissionens beslutning, som er truffet på baggrund af Rådets forordning (EF) nr. 1756/2002 af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 70/524/EØF om tilsætningsstoffer til foderstoffer for så vidt angår tilbagekaldelse af godkendelse af et tilsætningsstof og om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 2430/1999 (1), var velbegrundet, og den fandt ingen grund til at suspendere eller ændre en sådan foranstaltning. På disse betingelser vil Kommissionen ikke tillade brugen af Nifursol uden en garanti for, at stoffet er ufarligt.

Veterinærlægemidler til anvendelse inden for EU skal godkendes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler (2) for så vidt angår ansøgninger fra medicinalfirmaer til medlemsstaternes kompetente myndigheder eller i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 2309/93 af 22. juli 1993 (3) for så vidt angår ansøgninger om fællesskabstilladelser til Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering. Kommissionen er ikke bekendt med nogen fremsendt ansøgning vedrørende noget produkt, der indeholder Nitarsone. I så fald ville en sådan ansøgning være fremsendt af det firma, som ejer dette produkt. En forudsætning for en sådan ansøgning er, at maksimalgrænseværdier for restkoncentrationer fastsættes i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 2377/90 af 26. juni 1990 (4). Ingen sådan ansøgning er endnu blevet modtaget.

Kommissionen er bekendt med, at det i særlige tilfælde er tilladt at anvende lægemidler, der indeholder Metronidazol til behandling af mennesker og eventuelt også selskabsdyrearter. Metronidazol er dog opført i bilag IV til Rådets forordning (EØF) nr. 2377/90, dvs. at det siden 1998 har været forbudt at anvende det i veterinærlægemidler til dyr, der anvendes i fødevareproduktionen. Stoffet er genotoksisk, og restkoncentrationer i fødevarer fra behandlede dyr kunne være til fare for forbrugernes sundhed uanset grænseværdien.

Vurderingen af fordele og risici, som er foretaget vedrørende anvendelsen af stoffer i humanmedicin, kan ikke anvendes på samme måde på veterinærlægemidler, hvor restkoncentrationer kan være skadelige for forbrugeren. Da det er forbudt at anvende Metronidazol hos dyr, der bruges i fødevareproduktionen, kan Kommissionen under ingen omstændigheder tillade en sådan anvendelse inden for EU.

(1) EFT L 265 af 3.10.2002.

(2) EFT L 311 af 28.11.2001.

(3) EFT L 214 af 24.8.1993.

(4) EFT L 224 af 18.8.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/262

(2004/C 78 E/0262)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3332/03

af Herbert Bösch (PSE) til Kommissionen

(6. november 2003)

Om: Eksportrestitutioner for levende kvæg

I Kommissionens årsberetning (2002) om beskyttelse af Fællesskabernes finansielle interesser og bekæmpelse af svig nævner Kommissionen 561 tilfælde af uregelmæssigheder i forbindelse med levende dyr.

Kan Kommissionen oplyse, hvor mange af disse uregelmæssigheder der vedrører transport af avlskvæg, og hvor store beløb der er tale om? Hvor mange tilfælde vedrører slagtekvæg?

Hvor mange af de dyretransporter, der modtog eksportrestitutioner i 2002, blev kontrolleret (i absolutte og relative tal)?

Kan Kommissionen nævne de ti virksomheder, der modtog flest eksportrestitutioner for transport af levende dyr i 2002? Hvilket beløb modtog hver af disse virksomheder fra denne budgetpost?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(17. december 2003)

I Kommissionens årsberetning (for 2002) om beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og bekæmpelse af svig redegøres der for 561 tilfælde af uregelmæssigheder vedrørende levende dyr generelt (kapitel 01 i den kombinerede nomenklatur). Af disse tilfælde vedrørte 444 af uregelmæssighederne kvæg til et beløb af 4,7 mio. EUR og 117 af uregelmæssighederne får til et beløb af 1,5 mio. EUR. Endvidere vedrørte 262 af de 561 tilfælde direkte eksportrestitutioner for levende kvæg.

De uregelmæssigheder, som medlemsstaterne har meddelt i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 595/91 (1), indeholder detaljer om de enkelte tilfælde, men de oplysninger, som Kommissionen modtager, gør det ikke muligt at sondre mellem avlsdyr og slagtedyr.

Ifølge den gældende lovgivning skal medlemsstaterne kontrollere alle transporter af kvæg, der udføres med restitution. Dette fremgår af forordning (EF) nr. 615/98 (2), der gør eksportrestitutionens udbetaling betinget af overholdelse af bestemmelserne i direktiv 91/628/EØF (3) om beskyttelse af dyr under transport, der fastsætter en obligatorisk veterinærkontrol for alle transporter på det sted, hvor dyrene transporteres ud af Fællesskabets toldområde. For tredjelandes vedkommende fastsætter forordningen også en kontrol, når dyrene aflæsses i det endelige bestemmelsestredjeland, såfremt der er skiftet transportmiddel i et tredjeland, og såfremt embedsdyrlægen på udgangsstedet i Fællesskabet har fundet det nødvendigt. Denne forordning er for nylig blevet erstattet af forordning (EF) nr. 639/2003 (4), som finder anvendelse på udførsels-angivelser, der antages fra den 1. oktober 2003. Denne nye forordning fastsætter en obligatorisk veterinærkontrol for alle transporter på det sted, hvor dyrene forlader Fællesskabets toldområde, på det sted, hvor der skiftes transportmiddel i et tredjeland, og på aflæsningsstedet i det endelige bestemmelses-tredjeland.

Hvad angår det ærede medlems tredje spørgsmål vedrørende identiteten af de virksomheder, som har modtaget eksportrestitutioner for det største antal levende dyr i 2002, og det beløb, som den enkelte virksomhed har oppebåret, så er Kommissionen i henhold til artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2390/1999 (5) forpligtet til at garantere fortroligheden af de oplysninger, som den modtager i henhold til denne forordning. Som følge af denne tavshedspligt er Kommissionen derfor ikke i stand til at oplyse navnene på de personer, der nyder godt af støtte fra EUGFL, Garantisektionen.

Kommissionen har imidlertid mulighed for at fremlægge aggregerede oplysninger. I regnskabsåret 2002 (16. oktober 2001-15. oktober 2002) er der udbetalt eksportrestitutioner for levende dyr til 98 modtagere. De 10 største af disse har tilsammen oppebåret 80 % af dette beløb.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 595/91 af 4. marts 1991 om uregelmæssigheder og tilbagebetaling af beløb, der uberettiget er udbetalt inden for rammerne af finansieringen af den fælles landbrugspolitik samt om oprettelse af et informationssystem på dette område samt om ophævelse af forordning (EØF) nr. 283/72, EFT L 67 af 14.3.1991.

(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 615/98 af 18. marts 1998 om særlige gennemførelsesbestemmelser for ordningen med eksportrestitutioner for så vidt angår kvægs velfærd under transport, EFT L 82 af 19.3.1998.

(3) Rådets forordning 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af dyr under transport og om ændring af direktiv 91/425/EØF og 91/496/EØF, EFT L 340 af 11.12.1991.

(4) Kommissionens forordning (EF) nr. 639/2003 af 9. april 2003 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser efter Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 for så vidt angår kravene for ydelse af eksportrestitutioner i forbindelse med levende kvægs velfærd under transport, EUT L 93 af 10.4.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/263

(2004/C 78 E/0263)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3334/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(6. november 2003)

Om: Tåbelige politiske meningsundersøgelser

Den italienske presse bringer den 3. november 2003 en indgående omtale af resultaterne af en meningsundersøgelse, der er bestilt af Kommissionens Generaldirektorat for Presse og Kommunikation, og hvori der spørges om, hvilket land der truer freden mest.

Vil Kommissionen — idet der her ses bort fra, hvorvidt de indhentede svar overhovedet er pålidelige (meget afhænger som bekendt af spørgsmålet, der stilles) — besvare følgende:

1.	Hvad ligger til grund for dette spørgsmål, hvem har udarbejdet denne del af undersøgelsen og efter hvilke kriterier?

2.	Er Kommissionen klar over den provokation, som et spørgsmål af denne art udgør?

3.	Hvordan kan Kommissionen finde på at sidestille demokratier som USA og Israel med totalitære regimer, som undertrykker de grundlæggende friheder og den menneskelige værdighed, som Nordkorea?

4.	Er Kommissionen klar over den fuldstændige mangel på diplomati, der udvises ved at behandle spørgsmålet om fred på denne måde?

5.	Kan Kommissionen oplyse, hvor meget denne undersøgelse har kostet, over hvilken budgetpost den er betalt, og på hvilken måde denne udgift kan gavne EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(19. december 2003)

Kommissionen erindrer det ærede medlem om, at Romano Prodi på en tjenesterejse i New York den 3. november 2003 gav udtryk for sin bekymring over resultaterne af Eurobarometer-undersøgelsen Flash 151. Formanden har taget initiativ til i første kvartal 2004 at afholde et seminar med organisationer, der repræsenterer de europæiske jødiske samfund med det formål at analysere jødedommens rolle i opbygningen af Europa og forholdet mellem den europæiske offentlige opinion, jødedommen, staten Israel, Nær- og Mellemøsten.

Kommissionen understreger, at resultaterne af Eurobarometret på ingen måde afspejler dens egne synspunkter, at dens foranstaltninger ikke baseres på opinionsundersøgelser, og at den på det stærkeste fordømmer enhver form for antisemitisme.

Formålet med Eurobarometer Flash 151 var at analysere borgernes holdning til genopbygningen af Irak, verdensfreden og Unionens rolle på den internationale scene — primært i Nær- og Mellemøsten. Blandt de mange spørgsmål, der indgik i undersøgelsen, var der et, der handlede om, i hvilket omfang visse lande opfattes som en trussel for freden.

På listen over lande var der, ud over EU, en række tredjelande, som inden for de seneste måneder har været diskuteret i medierne, og som opfyldte et eller flere af følgende kriterier:

—	lande, som er vigtige aktører i områder med regionale konflikter

—	lande, som har udviklet, eller som har mulighed for at udvikle nuklearprogrammer til militære formål

—	lande, som kan forbindes med internatonal terrorisme.

Spørgeskemaet var udarbejdet af Generaldirektoratet for Presse og Kommunikation i samarbejde med vor partner, TNS Sofre, hvis koordinationscenter for Eurobarometer Flash 151 er EOS Gallup Europe.

2.	Kommissionen havde på ingen måde til hensigt at lave en provokerende undersøgelse. Den hverken bestemmer eller kontrollerer den offentlige opinion.

3.	Dette spørgsmål omhandlede ikke graden af demokrati i de pågældende lande, men udelukkende borgernes opfattelse af en eventuel trussel for freden. Kriterierne for udvælgelsen af lande på listen er anført ovenfor.

Det ligger i en opinionsundersøgelses karakter, at den ikke nødvendigvis er »diplomatisk«, for formålet er at sondere den offentlige opinion og ikke at udtrykke en institutions standpunkt. For at flertallet skal kunne forstå spørgsmålene i en undersøgelse, er det nødvendigt at forenkle spørgsmålene. Spørgsmålet om, hvilke lande, der kan udgøre en trussel mod verdensfreden, skal ses på baggrund af hele opinionsundersøgelsen, hvor det blot var et spørgsmål blandt mange andre.

Omkostningerne for undersøgelsen om Irak og verdensfreden (udarbejdelse, arbejde i marken, statistisk behandling og udarbejdelse af rapport) var 150 098,34 EUR. Den finansieredes over budgetpost B-3-300. Opinionsundersøgelsen omfattede omkring femten spørgsmål om genopbygningen i Irak (administration, finansiering, politisk overgang, sikkerhed, militære aspekter, humanitær bistand), om Unionens rolle på den internationale scene (virkningerne af krigen i Irak, fredsprocessen i Mellemøsten, udviklingen af kulturelle forbindelser med den arabiske verden, nærheden til USAs udenrigspolitik) og opfattelsen af visse risici (terrorisme, lande, som anses for at udgøre en trussel for freden). Opinionsundersøgelsen giver et indtryk af, hvordan EU-borgerne ser på disse forskellige spørgsmål. Resultaterne, opdelt på lande og sociodemografiske variabler, er tilgængelige for beslutningstagere, journalister, videnskabelige organer og alle interesserede.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/264

(2004/C 78 E/0264)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3335/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Ransagning af redaktionen på den italienske avis »Il Giornale«

Den 17. oktober 2003 blev redaktionen på avisen »Il Giornale« i Rom ransaget i syv timer på ordre fra retten i Perugia i forbindelse med efterforskningen af »Telekom Serbien«-sagen.

I nogle måneder havde avisen Il Giornale været i gang med en omfattende efterforskning af begivenhederne i en skandale, der involverer den tidligere statslige virksomhed Telekom Italia på grund af købet af den serbiske virksomhed i 1997 og nogle politikere fra den daværende regering. Journalisterne havde for nylig afsløret en ny drejning i sagen og offentliggjort vidneudsagn fra pålidelige kilder.

Imod chefredaktør Maurizio Belpietro og den udsendte medarbejder Gianmarco Chiocci har retten i Perugia udstedt advarsler for bagvaskelse og tilsidesættelse af tavshedspligten, og Chioccis computer er blevet beslaglagt.

Episoden er særlig ubehagelig, da den ikke bare krænker presse- og informationsfriheden, men også de ransagedes faglige rettigheder. Disse rettigheder anerkendes som grundlæggende principper i samtlige demokratiske staters nationale forfatninger. Også i Europarådets henstilling R (2000) 7 af 8. marts 2000 fastslås det, at aflytning af kommunikation, overvågning og ransagning såvel som beslaglæggelse ikke bør finde sted, hvis disse foranstaltninger går i retning af at begrænse journalisternes informationsfrihed. I Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 11, indgår informationsfriheden blandt de ukrænkelige rettigheder, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har også flere gange udtalt sig angående informationsfriheden. Menneskerettighedsdomstolen har for nylig (dom af 15. juli 2003 i sag nr. 33400/96, Ernst mod Belgien) fastslået i en lignende sag, at politiets ønske at finde frem til de personer, der lækker fortrolige oplysninger fra retsbygningerne til pressen, ikke berettiger ransagning af journalisternes arbejdspladser for at finde frem til deres kilder.

Kan Kommissionen i lyset af disse overvejelser oplyse følgende:

1.	Mener Kommissionen ikke, at den pågældende episode er en grov krænkelse af de ovennævnte principper og normer?

2.	På hvilken måde kan EU gribe ind for at sanktionere lignende tilfælde af undertrykkelse af pressefriheden?

3.	Vil Kommissionen komme med en erklæring angående pressefrihed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(16. december 2003)

Det ærede medlem henvises til Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel P-3201/03 fra Antonio Tajani (1).

(1) Se side 240.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/265

(2004/C 78 E/0265)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3336/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Mistanke om krænkelse af arbejdernes rettigheder i firmaet Alcatel Italia

Under henvisning til kommissær Anna Diamantopoulous svar af 23. oktober 2003 på tidligere forespørgsel P-2897/03 (1) gøres der opmærksom på, at en sådan omstruktureringsplan ville ødelægge en rodfæstet industrikerne i området, der er banebrydende på grund af firmaets strukturer, udstyr og frem for alt på grund af dets højtspecialisede ansatte. En sådan omstruktureringsplan ville i øvrigt få alvorlige konsekvenser på det sociale plan på grund af firmaets mange unge og kvindelige medarbejdere.

Endelig fremgår det, at firmaet Alcatel allerede tidligere har modtaget betydelig økonomisk støtte fra regionen Lazio og den italienske regering.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

1.	Mener Kommissionen ikke, at en sådan omstruktureringsplan er i modstrid med procedurerne i direktiv 2001/23/EF (2) og 2000/78/EF (3)?

2.	Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe til beskyttelse af de unge og kvindelige medarbejdere?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(23. december 2003)

Der er i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 fastsat generelle rammebestemmelser for ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Direktivet forbyder forskelsbehandling på beskæftigelsesområdet på grund af religion eller tro, alder, handcap eller seksuel orientering. Medlemsstaterne skulle have gennemført direktivet i national ret senest den 2. december 2003. Medlemsstaterne kan anmode om en yderligere frist på tre år til at iværksætte dette direktivs bestemmelser om forskelsbehandling på grund af alder og handicap. Ulige behandling på grund af alder kan være berettiget, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, bl.a. beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitiske mål (artikel 6). Der findes ikke i direktiv 2000/78/EF bestemmelser om indførelse af særlige procedurer i forbindelse med omstrukturering af virksomheder.

De forhold, som det ærede medlem nævner, falder formentlig ikke ind under anvendelsesområdet for direktiv 2001/23/EF (4). Ifølge artikel 1 finder dette direktiv anvendelse på overførsel af en virksomhed eller bedrift eller af en del af en virksomhed eller bedrift til en anden indehaver som følge af en overdragelse eller fusion. Som overførsel i henhold til direktivet anses overførsel af en økonomisk enhed, der bevarer sin identitet, forstået som en helhed af midler, der er organiseret med henblik på udøvelse af en økonomisk aktivitet, uanset om den er væsentlig eller accessorisk.

I det foreliggende tilfælde er der tilsyneladende tale om en omstrukturering, der medfører tab af arbejdspladser, men ikke indebærer nogen overførsel af en virksomhed eller en bedrift eller en del af en virksomhed eller en bedrift til en anden indehaver.

(1) EUT C 65 E af 13.3.2004.

(2) EFT L 82 af 22.3.2001, s. 16.

(3) EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.

(4) Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter, EFT L 82 af 22.3.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/266

(2004/C 78 E/0266)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3339/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Finansieringsmulighed for sundhedsmyndighederne (ASL) i Fiumicino og Rom XIII

Det område, der udgøres af Fiumicino kommune og bydel 13 i Rom udgør en risikozone, dels på grund af sine miljømæssige karakteristika, dels på grund af forekomsten af steder, der let kan blive mål for terrorangreb.

I denne zone ligger der således et område under havets overflade, der er i fare for oversvømmelse, den største pinjeskov i Europa, som blev alvorligt beskadiget af en voldsom skovbrand i sommeren 2001, en kyststrækning, der udgør sommerens rejsemål for ca. en million turister, den internationale lufthavn Leonardo da Vinci, den militære lufthavn Pratica di Mare, den italienske præsident Ciampis feriebolig og det italienske skatte- og toldpolitis uddannelsesinstitution.

På grund af alt dette ville det være oplagt for de lokale sundhedsmyndigheder, der har ansvaret for dette område, ASL RM D, at tage initiativer til fremme af borgernes sikkerhed for at forhindre naturkatastrofer og eventuelle terroraktioner og for effektivt at holde mulige faresituationer under kontrol.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

1.	Findes der inden for rammerne af såvel strukturfondene som andre fællesskabsprogrammer EU-midler til finansiering af denne slags projekter?

2.	Kan de lokale sunhedsmyndigheder som privatretligt organ, der hovedsageligt ejes af regionen Lazio komme i betragtning til sådanne — eller til nogle af disse — midler?

Svar afgivet på Kommissionens af Michel Barnier

(23. december 2003)

Denne fond kan kun yde støtte til områder, der gennemgår økonomisk og social omstilling og er fastlagt på grundlag af kriterierne i artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (1). Ud fra de italienske myndigheders forslag er de områder, det ærede medlem nævner, ikke omfattet af dette program for 2000-2006 og kan derfor ikke samfinansieres gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Foranstaltninger til forebyggelse af naturskabte risici som dem, der nævnes af det ærede medlem, er berettiget til støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

(1) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 227.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/267

(2004/C 78 E/0267)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3342/03

af Mogens Camre (UEN) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Økonomisk støtte til danske indvandrerforeninger

I spørgsmålene E-3162/03 (1) og E-3211/03 (2) til Kommissionen har jeg beskrevet, hvorledes Paraplyorganisationen for de Etniske Mindretal (POEM) har svindlet med midler, den har modtaget fra den danske stat samt Den Europæiske Socialfond. POEM er en paraplyorganisation for mellem 21 og 32 forskellige organisationer og foreninger for etniske mindretal (der hersker en del forvirring om det nøjagtige antal medlemmer). Formanden for POEM, Bashy Qureishy, er også formand for to af disse. Det drejer sig om foreningerne Fair Play og Etnisk Debatforum.

Det kan oplyses, at begge disse foreninger har modtaget økonomisk støtte fra EU-nævnet i Danmark, som hører under det danske undervisningsministerium. Sammenlagt har disse to foreninger modtaget 179 800 DKR i årene 2002 og 2003 fra EU-nævnet (EU-nævnet modtager ikke midler fra EU, men er alene finansieret over den danske finanslov).

På baggrund af den tidligere omtalte svindel med den økonomiske støtte til POEM bedes Kommissionen oplyse om de to foreninger, Fair Play og Etnisk Debatforum, har modtaget nogen form for økonomisk tilskud under EU's støtteordninger, herunder Den Europæiske Socialfond, siden 1998. Såfremt disse foreninger har modtaget tilskud, bedes Kommissionen oplyse under hvilke programmer/ordninger, der er ydet tilskud, og oplyse hvor store tilskud der har været tale om, samt oplyse, hvorledes Kommissionen har kontrolleret, om midlerne er anvendt til de formål, de er bevilget til.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(10. december 2003)

I overensstemmelse med strukturfondsforordningerne ligger hovedansvaret for forvaltning af Den Europæiske Socialfonds (ESF) midler hos den nationale forvaltningsmyndighed, i dette tilfælde Erhvervs-og Boligstyrelsen (EBST). Kommissionen har ikke en detaljeret liste over alle de organisationer, der modtager tilskud fra ESF under de forskellige programmer.

Efter at have modtaget det ærede medlems skriftlige forespørgsel har Kommissionen kontaktet de nationale myndigheder i EBST og anmodet disse om oplysninger vedrørende de to foreninger, Fair Play og Etnisk Debatforum. EBST bekræfter, at en søgning i projektdatabasen OPUS viste, at ingen af disse to foreninger endnu har modtaget nogen form for tilskud fra ESF, hverken under det danske mål 2-program, mål 3-program eller EQUAL-programmet (2000-2006) eller i løbet af den foregående ESF-programme-ringsperiode (1994-1999).

Kommissionen overvåger omhyggeligt den danske forvaltningsmyndigheds og dennes kontrolmyndigheds opfølgning af de konstaterede og de påståede forhold vedrørende POEM.

(2) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 240.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/268

(2004/C 78 E/0268)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3348/03

af Johanna Boogerd-Quaak (ELDR) til Kommissionen

(13. november 2003)

Om: Gutenberg-projektet — digitalisering af bøger, hvis ophavsret er udløbet

1.	Har Kommissionen kendskab til Gutenberg-projektet?

2.	Finder den, at det er et prisværdigt initiativ, som kan bevare en vigtig del af den europæiske historie og kultur og stille den til rådighed for alle europæere?

3.	Kan Kommissionen forestille sig, at de frivillige bag Gutenberg-projektet har store vanskeligheder med netop den europæiske version af Gutenberg, fordi lovene om ophavsret ikke er harmoniseret i EU?

4.	Hvilke skridt vil Kommissionen kunne tage for at støtte de frivillige bag Gutenberg-projektet i deres arbejde, som er så vigtigt for den europæiske kultur?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(18. december 2003)

1.	Kommissionen har kendskab til Gutenberg-projektet.

2.	Kommissionen går ind for initiativer, der bidrager til bevarelse og udbredelse af europæisk historie og kultur, særligt ved genbrug af værker, der enten er offentligt tilgængelige, eller hvis udbredelse er blevet tilladt.

EU består af 15, snart 25, lande med mange forskellige traditioner på det kulturelle område. Disse forskellige traditioner afspejles også i de nationale lovgivninger, der gælder for beskyttelse af ophavsret og beslægtede rettigheder.

For at tackle nogle af disse forskelle har Kommissionen i løbet af de sidste ti år iværksat flere projekter for at harmonisere visse aspekter af ophavsret i det indre marked, og nogle af disse bestræbelser, såsom harmonisering af beskyttelsestiden (Rådets direktiv 93/98/EØF af 29. oktober 1993 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (1)), har absolut gjort det lettere for nogle af de involverede i Gutenberg-projektet.

I henhold til dette direktivs artikel 1 gælder ophavsretten til litterære eller kunstneriske værker i ophavsmandens levetid og i 70 år efter vedkommendes død, uanset på hvilket tidspunkt værket lovligt blev gjort tilgængeligt for offentligheden.

Tilkommer ophavsretten flere, som har samarbejdet ved værkets frembringelse, beregnes den i stk. 1 nævnte beskyttelsestid fra den længstlevende ophavsmands død.

De eneste undtagelser fra denne harmonisering, som er gældende i dag, vedrører Spanien og Frankrig i forbindelse med et meget begrænset antal forfattere. Denne undtagelse tillades via direktivets artikel 10, som fastslår, at medlemsstater med beskyttelsestider, der er længere end 70 år ved vedtagelsen af direktiv 93/98/EØF, har ret til at fastholde disse.

Kommissionen støtter initiativer i den kulturelle sektor inden for rammerne af »Kultur 2000-programmet« og i forbindelse med IST-programmet. »Kultur 2000-programmet« er blevet iværksat for at støtte projekter, som er koproduceret og samfinansieret af mindst tre operatører, som er statsborgere i mindst tre lande, der deltager i programmet. Yderligere information kan findes på følgende websted: (http://europa.eu.int/comm/culture/c2000).

IST-programmet støtter forskning inden for informationssamfundsteknologi og som en særlig prioritet inden for dette program støtter adgang til kulturarv under den såkaldte DigiCult-aktivitet: digital arv og kulturelt indhold. Yderligere information kan findes på følgende websted: (http://www.cordis.lu/ist/directoratee/digicult/index.htm).

(1) EFT L 290 af 24.11.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/269

(2004/C 78 E/0269)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3351/03

af Christoph Konrad (PPE-DE) til Kommissionen

(13. november 2003)

Om: Hindring af den frie bevægelighed for arbejdstagere i Storhertugdømmet Luxembourg

Storhertugdømmet Luxembourg informerer regelmæssigt gennem en meddelelse fra det nationale arbejdstilsyn f.eks. tyske virksomheder om de krav, disse skal opfylde i forbindelse med udstationering af arbejdstagere i Luxembourg. Hertil hører udnævnelse af en prokurist, meddelelse pr. anbefalet brev om samtlige forestående arbejder i Luxembourg samt offentliggørelse af omfattende information om alle udstationerede arbejdstagere.

Ser Kommissionen i dette omfattende katalog over krav en hindring af den frie bevægelighed for arbejdstagere på det indre marked? Hvilke foranstaltninger har Kommissionen i bekræftende fald truffet over for den luxembourgske regering? Hvorfor har den i benægtende fald ikke truffet foranstaltninger?

2.	Er kravene i den luxembourgske lov af 20.12.2002 i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF (1) af 16.12.1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser?

Virksomheder, hvis hjemsted ligger uden for luxembourgske territorium, skal i henhold til gældende lov hurtigst muligt give det luxembourgske arbejdstilsyn en mængde oplysninger om deres arbejdstagere. Hvad er Kommissionens reaktion på denne konkurrencemæssige forfordeling af ikke-luxembourgske virksomheder gennem disse omfattende forpligtelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(19. december 2003)

Der er intet i EU-retten til hinder for, at en medlemsstats lovgivning pålægger virksomheder pligt til at levere forskellige oplysninger om vilkårene for udstationering af arbejdstagere i en modtagermedlemsstat og navnlig om arbejds- og beskæftigelsesvilkår, der er omfattet af direktiv 96/71/EF, under forudsætning af at disse oplysninger er begrundet med beskyttelse af arbejdstagerne eller andre presserende årsager af almen interesse, og for så vidt som oplysningerne er rettet mod at gennemføre den pågældende målsætning og ikke går længere, end hvad der er nødvendigt for at opfylde dette mål. Visse foranstaltninger i den retning kan endog vise sig nødvendige for at opfylde forpligtelserne i henhold til artikel 5 i direktiv 96/71/EF.

Kommissionen følger nøje gennemførelsen af dette direktiv og har for nylig afsluttet den generelle evaluering heraf. Kommissionen vedtog i juli 2003 en meddelelse (2), hvis hovedformål var at afdække de resterende problemer i forbindelse med direktivets gennemførelse og anvendelse. I denne sammenhæng har det vist sig, at en forbedring af det praktiske samarbejde mellem de kompetente myndigheder med ansvar for overvågningen af arbejds- og beskæftigelsesvilkårene ikke alene ville fremme overholdelsen af direktivets bestemmelser, men også overflødiggøre en række nationale krav om information og opbevaring af dokumenter i modtagerlandet. Kommissionen har derfor taget initiativ til at nedsætte en regerings-ekspertgruppe, som skal gå mere i dybden med disse spørgsmål.

Samtidig er Kommissionen meget opmærksom på de problemer, som medlemsstaterne og også Storhertugdømmet Luxembourg måtte have med at omsætte og anvende direktiv 96/71/EF, og som måtte komme til dens kendskab. Den vil navnlig fokusere på de krav, som det ærede medlem nævner, og træffe de nødvendige foranstaltninger for at udfylde sin rolle som »traktaternes vogter«.

(1) EFT L 18 af 21.1.1997, s. 1.

(2) KOM(2003) 458 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/271

(2004/C 78 E/0271)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3353/03

af Hiltrud Breyer (Verts/ALE) til Kommissionen

(13. november 2003)

Om: Ligestilling af kvinder og mænd i forbindelse med sport

Kvinder og mænd behandles forskelligt i forbindelse med en række sportsarter, f.eks. kan kvindelige boksere ikke deltage i de olympiske lege.

Er denne forskelsbehandling på grund af køn efter Kommissionens opfattelse forenelig med gældende EU-ret?

Hvis svaret er nej, hvordan kan man da ad lovgivningens vej forhindre denne forskelsbehandling i forbindelse med sport?

Hvis svaret er ja, har Kommissionen da planer om at lukke de huller, der er i lovgivningen på dette område, f.eks. i forbindelse med det planlagte direktiv om ligestilling af kvinder og mænd uden for arbejdspladsen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(6. januar 2004)

EU har allerede en omfattende lovgivning om ligestilling af mænd og kvinder på beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet.

Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (1) garanterer ligebehandling mellem kvindelige og mandlige sportsfolk, forudsat at de udøver denne sport professionelt, og at de falder ind under begrebet arbejdstagere.

Derudover vedtog Kommissionen den 5. november 2003 et forslag til Rådets direktiv (2) om gennemførelse af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd også uden for beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet. Formålet med dette direktiv er gradvis gennemførelse af ligebehandling.

Med hensyn til kvindernes konkurrencer i de olympiske lege kan Kommissionen ikke tage stilling til et spørgsmål, der ikke henhører under dens kompetence. Faktisk er Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der er arrangør af legene, en privat organisation, som har til opgave at gennemføre arrangementet på grundlag af sportsmæssige såvel som forretningsmæssige kriterier. Retningslinjerne for deltagelse i legene fastsættes i fællesskab af Den Internationale Olympiske Komité og de internationale sportsforbund.

(1) EFT L 39 af 14.2.1976.

(2) KOM(2003) 657 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/272

(2004/C 78 E/0273)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3362/03

af Koenraad Dillen (NI) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Nye atomkraftværker

Kommissionsmedlem Loyola de Palacio har i en udtalelse om den seneste strømafbrydelse i Italien oplyst, at denne til dels skyldtes Italiens beslutning om at lukke tre atomkraftanlæg. I forbindelse med liberaliseringen af energimarkedet i Unionen vil Kommissionen åbenbart fremme en yderligere udbygning af atomkraften i medlemsstaterne (La Quinzaine européenne af 3.11.2003). Den tidligere formand for Europa-Parlamentet, Nicole Fontaine, går i sin nuværende egenskab af fransk viceminister med ansvar for industri ind for videreudvikling af tredjegenerationsreaktoren EPR (European Pressurised reactor). I modsætning til de fleste andre medlemsstater har navnlig Frankrig og Finland valgt ikke at »fastfryse« deres atomenergi på det nuværende niveau. Den tidligere belgiske regering (valgperioden 1999-2003) har imidlertid besluttet på sigt helt at afvikle atomkraften i Belgien.

Mener Kommissionen ikke, at et moratorium for atomenergi eller en lukning af de eksisterende værker er i modstrid med den planlagte liberalisering af energimarkedet? Hvilken holdning vil Kommissionen indtage over for de medlemsstater, der vil lukke deres atomkraftværker?

Mener Kommissionen, at der må bygges nye atomkraftværker, hvis bygningen kombineres med en lempelse af de gældende miljønormer?

Vil Kommissionen i forbindelse med den planlagte liberalisering af energimarkedet på sigt arbejde på at udarbejde ensartede miljønormer, der gælder i alle medlemsstater, inden for rammerne af hvilke medlemsstaterne eventuelt kan vælge at bygge nye atomkraftanlæg?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(15. december 2003)

Den debat, som Kommissionen lancerede efter vedtagelsen den 29. november 2000 af grønbogen »På vej mod en europæisk strategi for forsyningssikkerhed«, har udvirket nye overvejelser angående energivalgene for medlemsstaterne og for den udvidede Union i sin helhed. Slutrapporten om grønbogen (1), vedtaget den 26. juni 2002, som samler konklusionerne af denne brede debat, understreger, at det er nødvendigt at forblive åbne over for alle former for elproduktion.

Reaktionerne på grønbogen har tydelig vist, at kernekraft forbliver en uomgængelig faktor i debatten. Den yder omtrent 35 % af elproduktionen i Unionen og gør Unionens afhængighed af olie mindre.

Anvendelse af kernekraft til elproduktion henhører under medlemsstaternes fulde ansvar. Hver medlemsstat beslutter egenhændigt, hvilke midler de iværksætter for at garantere forsyningssikkerheden. En ting, der kan uddrages af debatten omkring grønbogen, for så vidt angår kernekraft, er, at denne energiforms fremtid afhænger af, at der findes et tydeligt, sikkert og gennemsigtigt svar på spørgsmålet om behandlingen af det radioaktive affald, og at der sikres et højt niveau af nuklear sikkerhed.

Unionen har adskillige gange, bl.a. på Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001, forpligtet sig til et højt niveau af nuklear sikkerhed på sit område. Derfor vedtog Kommissionen den 30. januar 2003 to forslag til Rådets direktiv vedrørende sikkerheden i nukleare anlæg og om forvaltning af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald (2). Disse to forslag med Euratom-traktaten som retsgrundlag drøftes i øjeblikket i Rådet. I overensstemmelse med denne traktats artikel 31 skal Parlamentet høres.

Kommissionens indfaldsvinkel til disse to retsakter er ikke normgivende, men retlig og politisk. Det drejer sig i realiteten om at gøre de principper, der er vedtaget på internationalt plan, til fællesskabslovgivning. Iværksættelse af disse principper i fællesskabssammenhæng vil gøre det muligt at sikre, at alle de virksomheder, der driver de nukleare anlæg, overholder de samme regler og er underlagt de samme krav. Denne fremgangsmåde vil bidrage til at sikre en fair konkurrence på det indre elekticitetsmarked.

(1) KOM(2002) 321 endelig udg.

(2) KOM(2003) 32 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/273

(2004/C 78 E/0274)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3372/03

af Mogens Camre (UEN) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Danmarks muligheder for at genforhandle protokol 16

Det er blevet oplyst, at flere ansøgerlande — Sverige, Østrig, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Cypern m.fl. — i deres optagelsesforhandlinger har givet udtryk for ønske om at få en lignende regel som Danmark har i protokol 16, den såkaldte danske sommerhusregel. Alle har fået afslag på en permanent ordning som Danmarks, men er blevet tildelt tidsbegrænsede overgangsordninger på området, således for eksempel lovforslag L 222 om Østudvidelsen, side 26 og 27. Spørgeren ønsker Kommissionens oplysning om, hvorvidt nogle lande allerede har gjort gældende, eller i de kommende genforhandlinger af protokollerne forventes at gøre gældende, at det ikke kan accepteres, at Danmark har en permanent ordning, medens de selv har fået afslag herpå.

I forlængelse af mit spørgsmål om de juridiske konsekvenser ved en ratifikation af EU's forfatningsudkast bedes Kommissionen oplyse, hvordan Kommissionen vurderer mulighederne for Danmark for at genforhandle protokol 16 på regeringskonferencen, således at Danmarks forbehold over for EU-borgeres ret til at købe sommerhusboliger i Danmark består.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(18. december 2003)

De danske begrænsninger vedrørende køb af sommerhuse er den eneste landespecifikke undtagelse for kapitalens frie bevægelighed i EU. Protokollen om ejendomserhvervelse i Danmark er en integreret del af EF-traktaten, efter at traktaten om Den Europæiske Union trådte i kraft, og i modsætning til andre midlertidige undtagelser, som f.eks. overgangsforanstaltninger i forbindelse med tiltrædelsesforhandlinger, er der ingen tidsbegrænsninger for dens anvendelse. Som det ærede medlem ved, kræver ændringer af denne særlige bestemmelse en ændring af EF-traktaten godkendt af samtlige medlemsstater, herunder Danmark.

Hvad angår kandidatlandene, indeholder traktaten om tiltrædelse af Den Europæiske Union 2003, der blev undertegnet i Athen den 16. april 2003, og som er ved at blive ratificeret i medlemsstaterne, en særlig permanent ordning for Malta, hvad angår køb af ferieboliger (protokol nr. 6), samt overgangsordninger for andre kandidatlande.

Det ærede medlem er formodentlig allerede bekendt med, at Kommissionen deltager i gruppen af juridiske eksperter i regeringskonferencen, der bl.a. har til opgave at tilpasse traktaternes protokoller til den nye retlige situation som følge af udkastet til traktat om indførelse af en forfatning for Europa. I den henseende kan Kommissionen bekræfte, at indholdet af ovennævnte protokol stort set er det samme efter denne tilpasning.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/274

(2004/C 78 E/0275)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3378/03

af Marianne Thyssen (PPE-DE) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Europæisk finansiel støtte til europæiske kontaktpunkter

Kommissionens Generaldirektorat for Presse og Kommunikation meddelte den 29. september 2003 de organer, der er tilknyttet Infopoints Europe og de europæiske informationscentre i hele Den Europæiske Union, at det var besluttet, at disse regionale europæiske informationscentre pr. 1. januar 2004 ikke længere ville få støtte til deres arbejde. Det betyder konkret, at hvert center mister en støtte i størrelsesordenen 20 000 EUR årligt.

Betydningen af disse europæiske informationscentre kan vanskeligt overvurderes, og de må endda anses for at være nødvendige i den nuværende politiske sammenhæng. Den forestående udvidelse af Den Europæiske Union og valgene til Europa-Parlamentet i juni 2004 er blot to af de mange udviklinger på europæisk plan, som borgerne må informeres om i deres egen region. Hvis Kommissionen vil fremme borgernes deltagelse i valgene til Europa-Parlamentet, må den også sørge for de nødvendige informationsstrømme.

Uden den absolut nødvendige europæiske finansielle støtte kan de europæiske kontaktpunkter umuligt overleve. Hvis de må lukke bliver kløften mellem de europæiske organer og deres borgere endnu større.

1.	Kan Kommissionen oplyse, hvorfor Generaldirektoratet for Presse og Kommunikation har truffet den uventede og uigennemtænkte beslutning at lukke af for driftsmidlerne til de europæiske kontaktpunkter?

2.	Overvejer Kommissionen at tilbagekalde den beslutning, der er truffet af Generaldirektoratet for Presse og Kommunikation, og undersøge, om Infopoints og informationscentre kan støttes med yderligere europæiske midler i betragtning af den store betydning, de har for de europæiske borgere?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(29. januar 2004)

Det ærede medlem henvises til Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel E-3007/03 fra Santini (1).

(1) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 191.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/275

(2004/C 78 E/0276)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3381/03

af David Martin (PSE) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Transport af heste fra Rumænien til Italien

Kan Kommission forklare, hvorfor den ikke suspenderer ovennævnte handel, indtil de lovfæstede krav er opfyldt, i betragtning af at den selv har konstateret, at lovbestemmelserne ikke overholdes og at forholdene for transport af heste fra Rumænien til Italien er enormt grusomme?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(22. december 2003)

Kommissionen deler det ærede medlems bekymring med hensyn til resultaterne af de kontrolbesøg, som Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret (FVO) gennemførte i Rumænien i november 2002 og juni 2003 (1) vedrørende kontrollen i forbindelse med eksport af levende heste til EU.

På baggrund af disse resultater tog Kommissionen straks kontakt til de rumænske myndigheder for at få fastlagt, hvilke foranstaltninger der skulle træffes for at rette op på de konstaterede mangler. Vicegeneraldirektøren for GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse mødtes to gange i 2003 med en repræsentant for den rumænske mission ved EU. På begge møder blev spørgsmålet om eksport af rumænske heste til EU rejst.

Det skal bemærkes, at Kommissionen ikke på nuværende tidspunkt har noget retsgrundlag for at gribe ind over for de forhold, hvorunder heste holdes og transporteres i Rumænien. Kommissionen er dog fast besluttet på at gøre alt, hvad der står i dens magt, for at rette op på de alvorligste af de situationer, der er rapporteret om.

Hvad angår udstedelsen af sundhedscertifikat for heste, der eksporteres til EU, gennemførtes der et kontrolbesøg i Rumænien den 6.-10. oktober 2003. De foreløbige resultater af dette kontrolbesøg lader slutte, at der er fremskridt undervejs med hensyn til identifikation af heste, der er inficeret med infektiøs hesteanæmi, og at de rumænske myndigheder fortsat gør en reel indsats for at afhjælpe de konstaterede mangler på området.

Kommissionens vilje til hurtigt at forbedre den nuværende situation afspejles af antallet af kontrolbesøg, som FVO har gennemført i Rumænien til afdækning af dyresundhedsmæssige forhold.

Kommissionen vil fortsat arbejde tæt sammen med de rumænske myndigheder for at sikre, at der tages fat på eventuelle yderligere mangler, og at der træffes foranstaltninger til at undgå, at problemer af denne type opstår igen. Behovet for yderligere initiativer, som anføres af det ærede medlem, vil blive overvejet i lyset af de fremskridt, der gøres af de rumænske myndigheder.

(1) Rapporterne fra disse kontrolbesøg er registreret under DG (SANCO)/8675/2002 og DG (SANCO)/9226/2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/275

(2004/C 78 E/0277)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3385/03

af Karin Junker (PSE) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Anvendelse af metaldetektorer på det arkæologiske område

Anvendelsen af metaldetektorer på det arkæologiske område, som blandt fagfolk er en omstridt praksis, håndteres forskelligt i de enkelte EU-medlemsstater. Med ti nye medlemsstater i maj 2004 vil disse forskelle blive endnu større. Visse medlemsstater har allerede en lovgivning, ifølge hvilken det er strafbart at besidde bestemte metaldetektorer, mens dette dog ikke er tilfældet i andre medlemsstater, og dette medfører, at de retlige konsekvenser er forskellige i de enkelte medlemsstater.

Jeg stiller derfor Kommissionen følgende spørgsmål: Hvilke forskellige bestemmelser findes der i medlemsstaterne? Er der et fællesskabsretligt grundlag herfor? Mener Kommissionen i benægtende fald, at det navnlig med henblik på subsidiaritetsprincippet er nødvendigt at undersøge sagsforholdet med henblik på at udarbejde en europæisk ordning, således at der kommer til at gælde sammenlignelige bestemmelser i de enkelte medlemsstater? I benægtende fald hvorfor ikke?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(22. december 2003)

Kommissionen har ingen kompetence med hensyn til anvendelse af metaldetektorer på det arkæologiske område. For at få oplysninger om brugen af disse værktøjer i de forskellige medlemsstater bedes det ærede medlem derfor henvende sig direkte til de kompetente nationale myndigheder.

På EU-plan findes der ikke noget retsgrundlag i EF-traktaten, som ville tillade, at der blev vedtaget en lovgivning om brug af metaldetektorer på det arkæologiske område.

Kommissionen har derfor ikke planer om at undersøge og/eller stille forslag til EU-lovgivning inden for denne sektor.

EF-traktatens artikel 151 giver Kommissionen kompetence til at tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne på kulturområdet og udelukker udtrykkeligt » … harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser«.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/276

(2004/C 78 E/0278)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3388/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: De nationale centralbankers gradvis faldende betydning efter oprettelsen af ECB og følgerne for forebyggelse af produktion og distribution af falske penge

Kan Kommissionen bekræfte, at der i de tolv EU-medlemsstater, der har indført euroen som lovmæssigt betalingsmiddel, er sket den udvikling, at beskæftigelsen i de nationale centralbanker, der tidligere var ansvarlige for pengecirkulationen, siden 1998 er faldet kraftigt, og at der i de kommende år vil ske yderligere et kraftigt fald?

2.	Hvilken procentdel af disse afviklede arbejdspladser overgår til Den Europæiske Centralbank, hvilken procentdel overgår til private virksomheder eller virksomheder, der skal privatiseres, og hvilken procentdel forsvinder helt som følge af afgivelsen af opgaver eller automatisering?

3.	Kan Kommissionen oplyse, hvilke opgaver disse nationale banker stadig skal have ansvaret for i 2010, 2015 og 2020, og hvilke de ikke længere skal have ansvaret for? Hvordan vil disse sidstnævnte opgaver blive varetaget?

4.	Medfører de nationale centralbankers faldende betydning på sigt, at de omdannes til lokale filialer af ECB? Hvornår forventer Kommissionen denne proces afsluttet?

Sammenligner ECB eller andre institutioner disse banker med hinanden, for så vidt angår personalets størrelse, og medfører dette en kappestrid om, hvem der kan klare sig med det mindste personale? Tages der ved evalueringen af disse forhold hensyn til den meget forskellige mængde opgaver, disse banker indtil nu har varetaget i de forskellige medlemsstater?

6.	Vil trykning af pengesedler fremover af ECB blive overdraget direkte til trykkerier i stedet for tildeling af kvoter til de nationale centralbanker og de dertil knyttede specialiserede virksomheder, der tidligere trykte sedlerne?

7.	Vil kontrollen med hindring af produktion og distribution af falske penge også blive frataget disse banker for fremover at blive delt mellem ECB og private virksomheder, der udbetaler kontanter?

8.	Har Kommissionen sikkerhed for, at der fra pengeautomater aldrig udbetales falske eurosedler til kunderne? Hvis den ikke kan give offentligheden denne sikkerhed, hvilke foranstaltninger træffes da for at udelukke, at der distribueres falske penge ad denne kanal?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(16. januar 2004)

1. og 2.

Kommissionen er ikke i besiddelse af statistiske oplysninger angående udviklingen i antallet af medarbejdere i de nationale centralbanker i tidens løb. Den kan derfor ikke bekræfte, om antallet af medarbejdere i eurozonens nationale centralbanker er faldet siden 1998, og den kan heller ikke oplyse om eventuelle afviklede arbejdspladser i de nationale centralbanker som følge af forflyttelser til Den Europæiske Centralbank (ECB) eller til den private sektor.

I overensstemmelse med artikel 105, stk. 2, i EF-traktaten og artikel 3, stk. 1, i statutterne for Det Europæiske Centralbanksystem (ESCB) og ECB, har ESCB, som består af ECB og de nationale centralbanker, ansvaret for flere opgaver:

—	at fastlægge og iværksætte Unionens fælles pengepolitik

—	at gennemføre valutatransaktioner

—	at opbevare og forvalte eurolandenes officielle valutareserver

—	at fremme betalingssystemernes smidige funktion.

Endvidere bestemmer artikel 3, stk. 3, i statutterne for ESCB og ECB, at ESCB skal bidrage til en smidig gennemførelse af de kompetente myndigheders politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutterne og andre finansielle institutioner med henblik på at sikre stabilitet i det finansielle system. Inden for rammerne af ESCB skal de nationale centralbanker desuden varetage forskellige andre opgaver, såsom indsamling af statistiske oplysninger, trykning af pengesedler og udstedelse af sedler og mønter, gennemførelse af transaktioner på det finansielle marked inden for rammerne af ESCB's pengepolitik, gennemførelse af økonomisk forskning osv.

De nationale centralbanker kan ifølge artikel 14, stk. 4, i statutterne for ESCB og ECB varetage opgaver, der går ud over disse lovmæssige krav. Disse opgaver varierer betydeligt fra land til land, afhængigt af hvert lands gældende praksis og traditioner.

4.	EF-traktaten og statutterne for ESCB og ECB bestemmer ESCB's målsætninger, struktur og opgaver. Kommissionen mener ikke, at de nationale centralbanker falder i betydning, da både ECB og de nationale centralbanker spiller en væsentlig rolle for at sikre, at ESCB fungerer optimalt og når sine mål.

5.	Kommissionen kender ikke til nogen form for sammenligning af personalets størrelse mellem de nationale centralbanker. Da de nationale bankers opgaver varierer betydeligt fra land til land, er det svært at foretage sådanne sammenligninger.

ECB har foretaget en dybdegående analyse af den fremtidige procedure for forsyningen af pengesedler i eurosystemet. Det blev blandt andet undersøgt, om udbudsprocedurer kan anvendes på mellemlang sigt for råmaterialer og trykningen af eurosedler. Den 10. juli 2003 besluttede Styrelsesrådet, at nationale centralbanker uden eget eller offentligt seddeltrykkeri skal have adgang til fælles udbudsprocedurer fra og med 2008. Nationale centralbanker med eget eller offentligt seddeltrykkeri kan efter eget ønske vælge at anvende denne ordning.

En fælles konkurrenceordning for udbudsprocedurer anvendes frem til 2012. Nationale centralbanker med eget eller offentligt seddeltrykkeri kan fravælge denne ordning.

Fællesskabslovgivningen, herunder blandt andet Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 (1), indeholder bestemmelser om en række ansvarsområder på nationalt plan og fællesskabsplan. Nationale myndigheder er blevet udpeget i hver medlemsstat, blandt andet de nationale centralbanker. Disse myndigheder har fået tildelt specifikke ansvarsområder med hensyn til bekæmpelse af eurofalskmøntneri og har et tæt samarbejde med hinanden og med EU-institutionerne (ECB, Kommissionen og Europol). Det er især en vigtig del af eurosystemets offentlige funktioner at sikre offentlighedens tillid til de eurosedler, der er i omløb. Der er ingen planer om at dele denne funktion med private virksomheder, der udbetaler kontanter.

Kommissionen samarbejder med medlemsstaterne om udarbejdelsen af en lovgivning, der skal sikre en rettidig opsporing af falske eurosedler for at maksimere offentlighedens sikkerhed og sikre eurosedler og -mønters ægthed. Nogle medlemsstater har som supplement til artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 truffet specifikke lovmæssige foranstaltninger for at opspore falske sedler, før de sættes i omløb, og en række nationale centralbanker har fastsat regler, der præciserer forpligtelserne for folk, der i et professionelt øjemed håndterer penge, og giver dem retningslinjer for en passende sortering af eurosedler. Samtlige nationale centralbanker — afhængig af situationen i deres respektive medlemsstater — har desuden truffet andre foranstaltninger, såsom efteruddannelseskurser til ansatte, der håndterer penge.

ECB har fastsat referencebestemmelser for kunders brug af pengerecykleringsmaskiner, der kræver, at sådanne maskiner skal kunne registrere og identificere falske og mistænkelige sedler såvel som den pågældende kontoindehaver, for at forbedre opsporingen af indskudte beløb med falske sedler. I overensstemmelse med disse bestemmelser har de nationale centralbanker truffet foranstaltninger, der skal sikre, at disse pengeautomater kontrollerer hver pengeseddels ægthed og egnethed for dermed at bidrage til opsporingen af falske eurosedler, før de sættes i omløb.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, EFT L 181 af 4.7.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/278

(2004/C 78 E/0279)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3395/03

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Kosovo-borgeres frie bevægelighed inden for EU og Kosovos endelige status

EU's lovgivning giver ikke borgerne i Kosovo nogen lovlige muligheder for at tage ophold af kortere eller længere varighed i EU-medlemstaterne med henblik på at søge arbejde (»The Western Balkans and the European Union: Liberalising Movement of Persons«, ILPA, Immigration Law Practitioners’ Association, UK, marts 2003). Der kan således ikke på kort sigt findes nogen løsning på massearbejdsløsheden i det nævnte land og de sikkerhedsrisici, dette indebærer.

Den tidligere særlige udsending for FN's generalsekretær (SRSG), Michael Steiner, har i den forbindelse udtalt, at den skyhøje arbejdsløshed og dybe fattigdom i Kosovo udgør en hindring for opnåelse af varig fred i regionen (SRSG, 2002).

En anerkendt Balkan-iagttager, Misha Glenny, har bemærket, at »medmindre man snarest finder ud af, hvorpå man på kontrolleret vis kan udligne det tryk, som har bygget sig op i Kosovo siden 1999, er der risiko for en pludselig eksplosion« (Guardian, 9.9.2003).

Spørgsmålet om Kosovos endelige forfatningsmæssige status er beklageligvis stadig ikke afgjort, og så længe det er tilfældet, vil der ikke blive foretaget eksterne investeringer i Kosovos økonomi. Blandt de seneste eksempler på de vanskeligheder, som dette afføder, er det dødvande, som EU og FN befinder sig i med hensyn til de kaotiske forhold omkring lovgivningen for ejendomsret (Institute of War and Peace Reporting, oktober 2003). Disse faktorer har i kombination med de stærkt begrænsede muligheder for at finde arbejde inden for EU tvunget Kosovo ud i fattigdom på ubestemt tid. I den forbindelse vidner Europa-Parlamentets beslutning af 5. juni 2003, hvori det »udtrykker alvorlig bekymring over den økonomiske og sociale situation« i det vestlige Balkan, og anmoder, at man hurtigst muligt overvejer »muligheden for at fjerne kravet om visa til EU«, om den særligt presserende situation, Kosovo befinder sig i.

Hvad er Kommissionens planer med hensyn til afskaffelse af visumkravet for borgere fra Kosovo, et land af begrænset størrelse, som krigen har tvunget ud i fattigdom? Hvad er dens planer med hensyn til Kosovos endelige forfatningsmæssige status?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(21. januar 2004)

Siden juni 1999 er Kosovo i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 placeret under FN's interimadministration.

Hvad angår (kortvarige) Schengen-visa, er statsborgere fra alle lande i området, undtagen Kroatien, underlagt visumpligt i henhold til Rådets forordning nr. 539/2001. Det skal understreges, at de kortvarige Schengen-visa ikke udstedes med henblik på immigration til Schengen-staterne. Borgere i Kosovar, der er i besiddelse af et rejsedokument udstedt af FN's mission i Kosovo (som er et rejsedokument, der anerkendes af alle Schengen-stater) kan indgive anmodning om et Schengen-visum med henblik på et kortvarigt ophold. For at opnå et Schengen-visum, skal alle relevante betingelser i regelværket være opfyldt (især del III i de fælles konsulære instrukser).

Hvad angår muligheden for at rejse til medlemsstaterne for at finde beskæftigelse, kræver dette en arbejdstilladelse. Kommissionen har fremsat forslag til et direktiv om betingelserne for indrejse og ophold for tredjelandsstatsborgere med henblik på lønnet beskæftigelse og selvstændig erhvervsvirksomhed — dette forslag drøftes fortsat i Rådet. For øjeblikket beslutter medlemsstaterne alene, om betingelserne for tilkendelse af en arbejdstilladelse til tredjelandsstatsborgere er opfyldt (undtagen i særlige tilfælde: f.eks. når en tredjelandsstatsborger er i familie med en unionsborger og benytter sig af sin ret til familiesammenføring).

Hvad angår Kosovos endelige forfatningsmæssige status, følger det internationale samfund FN's strategi »standards before status«, i henhold til hvilken ingen drøftelser om endelig forfatningsmæssig status kan påbegyndes, inden Kosovo har opfyldt visse normer (f.eks. demokratisk fungerende institutioner, retsstatsprincippet, fri bevægelighed, vedvarende tilbagevenden af flygtninge og beskyttelse af mindretal).

For øjeblikket forsøger FN's interimadministration i Kosovo (Unmik) — med støtte fra det internationale samfund, herunder EU — at udarbejde en arbejdsplan og en tidsplan for anvendelsen og nøje kontrol med disse normer. Kontaktgruppen har gjort det klart, at drøftelser om den endelige forfatningsmæssige status vil kunne påbegyndes i midten af 2005, under forudsætning af at der er sket tilstrækkelige fremskridt inden da.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/279

(2004/C 78 E/0280)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3397/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Tandlægeudstyr og risiko for infektioner

Adskillige italienske og internationale undersøgelser har vist, at tandlægeudstyr kan være årsag til endog meget alvorlige infektioner. Det skyldes, at der i udstyret bruges de samme vand- og luftledende rør i årevis. Indvendigt i disse rør danner der sig en slimhinde, der er den ideelle grobund for virus og bakteriekolonier. De rør, der — kun få centimeter fra et åbent sår — tilsluttes et udsugningsapparat, er fuldstændigt inficerede på grund af skorper af snavs aflejret i forbindelse med udsugning af spyt, blod, belægning, tandafpuds og kviksølv igennem dage, måneder og år! Der er 170 mio. hepatitis C-smittede i verden, og det er ikke længere muligt at skjule det faktum, at en del af disse er blevet smittet i forbindelse med tandlægebehandling. Direktiv 93/42/EØF (1) vedrører risici i forbindelse med medicinske anordninger og bygger på studier af statistiske data.

1.	Er Kommissionen bekendt med de ovennævnte risici?

2.	Er Kommissionen i besiddelse af undersøgelser af indarbejdelsen af direktiv 93/42/EØF i de nationale lovgivninger og af de resultater, der er opnået i medlemsstaterne?

3.	Vil Kommissionen gøre medlemsstaternes ministre opmærksomme på, at det er nødvendigt at kontrollere, at direktivet anvendes korrekt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(23. december 2003)

Kommissionen er bekendt med smitterisikoen i forbindelse med medicinske anordninger. Der bør i denne sammenhæng sondres mellem på den ene side de medicinske anordninger og på den anden side brugen af dem.

Det er i direktiverne om medicinske anordninger, navnlig Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993, fastsat, hvilke væsentlige krav anordningerne skal opfylde med hensyn til kvalitet, sikkerhed og ydeevne for at kunne blive markedsført og taget i brug. De pågældende anordninger vurderes af en tredjeperson, »det bemyndigede organ«, og kun de anordninger, der opfylder kravene om at være af almindelig anerkendt teknisk standard, får CE-mærkning og kan anvendes i sundhedsektoren. Et vigtigt element i direktiverne er bestemmelserne om brugsanvisninger, især med hensyn til gensterilisering og udskiftning.

Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang behandlerne i sundhedssektoren følger brugsanvisningen ved anvendelse af medicinske anordninger falder ind under national sundhedspolitik i medfør af EF-traktatens artikel 152. Ifølge denne artikel skal Fællesskabets indsats på folkesundhedsområdet fuldt ud respektere medlemsstaternes ansvar for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling.

Kommissionen betragter med tilfredshed ethvert initiativ, som medlemsstaterne måtte gennemføre på nationalt plan for at øge beskyttelsen af patienternes sikkerhed og sundhed.

(1) EFT L 169 af 12.7.1993, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/280

(2004/C 78 E/0281)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3406/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Opstilling og aktivering af mobiltelefonantenner i Chortiatis

I de seneste år har man i området Chortiatis (Thessaloniki) og generelt i mange andre områder i Grækenland kunnet konstatere, at der er blevet opstillet og aktiveret mobiltelefonantenner i umiddelbar nærhed af boligområder eller i områder, som befinder sig nær skolebygninger og hospitaler.

Kommissionen bedes under henvisning til alle de klager, som er blevet indgivet om dette konkrete emne, såvel som rapporten fra den græske ombudsmand oplyse følgende:

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe i forbindelse med ovennævnte klager, hvori der anmodes om forebyggende foranstaltninger for at begrænse den fare, som opstår ved eksponering for elektromagnestisk stråling, især set på baggrund af udviklingen af tredje generations mobiltelefoni, således at princippet om forebyggelse overholdes, der ud over beskyttelse af miljøet også dækker beskyttelse af folkesundheden.

2.	I hvilket omfang er ovennævnte opstillinger i modstrid med artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, for så vidt angår miljølovgivningen?

3.	Hvad agter den at gøre for at beskytte folkesundheden, hvis antennerne opstilles i en afstand af mindre end 300 meter fra boligområder?

4.	Hvilke foranstaltninger agter den at træffe over for de ansvarlige for opstillingen af antenner i de områder, hvor folkesundheden bringes i fare, således at princippet om forebyggelse i henhold til Rådets henstilling 1999/519/EF (1) ikke overtrædes?

5.	Hvad agter den af gøre med hensyn til tilladelser til opstilling af mobiltelefonantenner, som ikke opfylder de juridiske krav, og som bringer folkesundheden i fare?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(8. januar 2004)

Det ærede parlamentsmedlems opmærksomhed henledes indledningsvis på Kommissionens svar på adskillige andre forespørgsler om dette emne. På web-adressen (http://europa.eu.int/comm/enterprise/rtte/questions.htm) findes en oversigt over disse forespørgsler.

Kommissionen kan tilføje følgende som svar på de specifikke spørgsmål:

Baseret på den bedste videnskabelige rådgivning, der til dato er tilgængelig, vil eksponering for niveauer, der ligger under de i Rådets henstilling 1999/519/EØF af 12. juli 1999 om begrænsning af befolkningens eksponering for elektromagnetiske felter (0 Hz-300 GHz) anbefalede sikre et højt beskyttelsesniveau for befolkningen mod alle kendte virkninger. Derfor bør de græske myndigheder sikre sig, at befolkningen ikke er udsat for højere niveauer. Strålingsmålinger i andre medlemsstater har vist, at eksponeringen (med en faktor på 1 000-100 000) ligger langt under de anbefalede værdier. Kun meget tæt (dvs. få meter) på antennerne kan eksponeringen overstige grænserne, og det anbefales myndighederne, at de i sådanne tilfælde bør forhindre, at befolkningen kan få adgang. I de fleste tilfælde vil der ikke være adgang til dette område, da antennerne er monteret på høje master.

2.	Hvis disse opstillinger ikke udsætter befolkningen for eksponering, der ligger over de anbefalede grænser i ovennævnte henstilling er der ikke grund til at tro, at de er i modstrid med artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, for så vidt angår miljølovgivningen.

Afstanden mellem et boligområde og en antenne er ikke nogen korrekt indikator for dens virkning på den samlede eksponering af befolkningen, og der er ikke videnskabeligt belæg for at støtte påstanden om, at en antenne inden for en afstand på 300 meter har negativ indflydelse på folkesundheden. Så længe den reelle eksponering er under de anbefalede niveauer er befolkningens sundhed, så vidt Kommissionen kan bedømme det, korrekt beskyttet.

Det er pålagt medlemsstaterne at gennemføre Rådets henstilling 1999/519/EØF i den nationale lovgivning, samt at sikre, at den overholdes. Som sagt ovenfor er de eksponeringsniveauer, der er indeholdt i henstillingen, på basis af det nuværende videnskabelige kendskab, tilstrækkelige til at beskytte offentligheden.

5.	Det er pålagt medlemsstaterne at kontrollere, om mobiltelefonantenner overholder de juridiske krav. I medfør af direktiv 1999/5/EF (2) må en medlemsstat ikke tillade ibrugtagning af antenner, der vil udsætte befolkningen for niveauer, der er højere end de, der er anført i Rådets henstilling.

(1) EFT L 199 af 30.7.1999, s. 59.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, EFT L 91 af 7.4.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/282

(2004/C 78 E/0282)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3412/03

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(18. november 2003)

Om: EU's finansiering af uafhængige ngo'ers projekter i Tunesien

De tunesiske myndigheder har vedtaget at nægte den tunesiske menneskerettighedsliga (LTDH) adgang til finansiering fra Kommissionen i form af anden tranche i et projekt, der blev iværksat af LTDH og godkendt af Kommissionen i 2002 som led i det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder. I august 2002 indkaldte den tunesiske indenrigsministers direktør for politiske anliggender LTDH's formand for at meddele ham regeringens afgørelse under påberåbelse af »bestemmelser i forening sloven«. Nogle dage senere sendte den bank, hvor ligaen har sin konto, en skrivelse til LTDH's ledelse om, at et beløb var blevet overført til ligaen fra Bruxelles, men at midlerne kun kunne udbetales »mod forelæggelse af de nødvendige tilladelser, jf. lov nr. 154 af 7. november 1959, og særlig bestemmelserne i artikel 8 og 14« (forenings-loven). Imidlertid er der ingen bestemmelser i den tunesiske lovgivning, som forpligter LTDH til at ansøge om tilladelse for at kunne modtage finansiering. Artikel 8 omhandler udtrykkeligt og udelukkende velgørende organisationer eller hjælpeorganisationer, medens artikel 14 foreskriver, at kun foreninger, der »er anerkendt som værende af national interesse« — hvilket ikke gælder LTDH — skal have indenrigsministerens tilladelse for at kunne »modtage gaver og legater«. Den finansiering, som LTDH fik tilsagn om i 2002, er omfattet af associeringsaftalen mellem Tunesien og EU, hvis artikel 2 forpligter aftalens parter til at respektere de demokratiske principper og menneskerettighederne. De betingelser, som de tunesiske myndigheder har indført, er blot det seneste af de utallige tilfælde af obstruktion og chikane, som LTDH og dens medlemmer har været udsat for.

Hvorledes har Kommissionen officielt reageret på de tunesiske myndigheders manøvrer for at forhindre Kommissionens finansiering af LTDH's projekt? Hvilke initiativer har Kommissionen taget eller agter den at tage for at opnå, at de tunesiske myndigheder ændrer deres holdning til finansieringen af LTDH-projektet, som der ikke er noget retligt belæg for? Og hvilke foranstaltninger agter Kommissionen mere generelt at træffe for at opnå, at de tunesiske myndigheder fremover ikke længere lægger hindringer i vejen for LTDH og de ganske få andre ngo'er, som reelt er uafhængige af regeringspartiet RCD?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(9. januar 2004)

Den tunesiske menneskerettighedsliga (LTDH), der er omfattet af projektet for omstrukturering af den tunesiske menneskerettighedsliga (IEDDH 2001/3485), har underrettet Kommissionen om de forhold, det ærede medlem omtaler.

Efter den pågældende meddelelse fra LTDH har Kommissionen på højt niveau taget spørgsmålet op med de tunesiske myndigheder for at få klarlagt, hvorfor lov nr. 154 blev anvendt på LTDH, da anden tranche til dette projekt, der er midtvejs i gennemførelsen, skulle udbetales.

De tunesiske myndigheder har på deres side gjort opmærksom på, at ovennævnte lov rent faktisk finder anvendelse på alle tunesiske ngo'er, der modtager finansiering fra udlandet, men at den »af hensyn til tolerance og forsonlighed« ikke var blevet anvendt på Kommissionens første tranche til projektet. Myndighederne har i øvrigt understreget, at LTDH ifølge en retsafgørelse havde fået begrænset sin virksomhed til forberedelse af næste generalforsamling og genvalg af sin bestyrelse.

Selv om LTDH's problemer tilsyneladende har administrativ karakter, viser de, at der i almindelighed er vanskeligheder forbundet med denne form for decentraliseret samarbejde i Tunesien. Uden at udtale sig om det retsgrundlag, de tunesiske myndigheder på deres territorium påberåber sig til støtte for deres krav, går Kommissionen ind for en politisk løsning på problemet.

Kommissionen minder om, at den ligeledes forsøger mere struktureret at støtte de tunesiske reformforsøg vedrørende foreningsfrihed og domstolenes uafhængighed. På den ene side beklager Kommissionen i denne forbindelse, at det ikke har været muligt at gennemføre det MEDA-program, der tog sigte på det tunesiske civilsamfund og også skulle omfatte informations- og uddannelsesaktiviteter for den pågældende tunesiske forvaltning. På den anden side fortsætter Kommissionen beslutsomt — sammen med de tunesiske myndigheder — med at udarbejde et program til støtte for moderniseringen af det tunesiske retsvæsen, ligeledes inden for MEDA-programmet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/283

(2004/C 78 E/0283)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3434/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Beskyttelse af Bauhaus-arkitekturen

I Europa findes der endnu en række eksempler på den berømte arkitektokniske stil Bauhaus. Selv om der kun findes få eksempler på denne bygningsstil i Athen, ligger et vist antal af dem dog i byens centrum. Imidlertid sker der en tiltagende ødelæggelse af eksemplerne på denne bygningsstil.

Findes der fællesskabslovgivning, hvorefter eksempler på denne arkitektoniske stil er fredet i Den Europæiske Unions medlemsstater? Er de arkitektoniske kunstværker tegnet af fremragende arkitekter (som f.eks. Horta i Bruxelles, osv.) fredet, fordi Fællesskabet finansierer disses bevarelse? Kan Kommissionen rette henstilling til de græske myndigheder, således at disse sensibiliseres med henblik på fredning af bygninger i Bauhaus-stilen i Athen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(19. december 2003)

1.	Artikel 151 (tidl. 128) i EF-traktaten giver kun Fællesskabet kompetence til at tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne på kulturområdet.

På dette grundlag har Fællesskabet vedtaget programmet »Kultur 2000«, som er det overordnede finansierings- og programmeringsredskab for Unionens kulturelle samarbejde. Inden for rammerne af dette program og i overensstemmelse med de udvælgelseskriterier, der er fastsat heri, kan Kommissionen understøtte projekter, der udformes og finansieres i fællesskab af mindst tre initiativtagere fra mindst tre lande, der deltager i programmet.

Det ærede medlem kan finde yderligere oplysninger herom på internetadressen (http://europa.eu.int/comm/culture/c2000).

3.	Det sidste aspekt af det ærede medlems forespørgsel henhører ikke under Fællesskabets, men som følge af subsidiaritetsprincippet udelukkende under medlemsstatens kompetence.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/284

(2004/C 78 E/0284)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3438/03

af Koenraad Dillen (NI) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Renoveringen af Berlaymont-Bygningen

Renoveringen af Berlaymont-Bygningen på Place Schuman i Bruxelles har nu været i gang i nogle år. På grund af omfattende asbestforurening har bygningen i praksis næsten måttet rives ned.

Kan Kommissionen oplyse med sikkerhed, hvornår renoveringsarbejderne definitivt vil være afsluttede?

Hvilken dato forventedes arbejdet oprindeligt at være afsluttet?

Hvad blev udgiften anslået til, da der blev skrevet kontrakt om arbejdet?

Hvilke virksomheder har deltaget i renoveringen?

Ved Kommissionen i øjeblikket, hvad den samlede udgift til renovering af Berlaymont-Bygningen vil blive?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(20. januar 2004)

Den 13. november 2002 underskrev Kommissionen en kontrakt med den belgiske regering, hvori følgende overtagelsesdatoer er fastsat:

—	31. december 2003 for hoveddelen (tårnet)

—	31. marts 2004 for Kommissionens mødelokale og de tilknyttede tolkefaciliteter (13. etage)

—	30. juni 2004 for multimediezonen (pressecentret).

Ansvaret for renoveringen ligger fuldt ud hos den belgiske regering (SA Berlaymont 2000).

Det er blevet klart i forbindelse med de seneste møder, som Kommissionens næstformand, der er ansvarlig for personale og administration, har haft med den belgiske finansminister Didier Reynders, at til trods for fremskridt med renoveringen vil den faktiske overtagelsesdato for bygningens hoveddel (tårnet) blive sidst i april 2004, og for Kommissionens mødelokale (13. etage) og multimediezonen sidst i juni 2004. Som Kommissionen bekendtgjorde på sit offentlige pressemøde den 16. december 2003, ville overtagelsen af bygningen inden for denne tidsplan gøre det muligt for Kommissionens nye formand og det relevante personale at flytte ind i Berlaymont-bygningen i god tid, før den nye Kommission tiltræder den 1. november 2004. Ingen yderligere forsinkelser vil dog blive accepteret.

Som det måske også er det ærede medlem bekendt, er den belgiske regering fra den 1. januar 2004 indtil Berlaymont-bygningen er overdraget ansvarlig for alle lejeomkostninger i forbindelse med de afløsnings-bygninger, som Kommissionen benytter i stedet for Berlaymont-bygningen. Forsinkelser i forbindelse med færdiggørelsen af 13. etage (som omfatter Kommissionens mødelokale) ud over den 1. april 2004 vil desuden resultere i, at der pålægges økonomiske sanktioner, som skal betales til Kommissionen. Der vil blive pålagt lignende sanktioner, hvis multimediezonen ikke overdrages den 1. juli 2004.

Kommissionen angav de anslåede omkostninger for renoveringen af Berlaymont-bygningen i sit svar på skriftlig forespørgsel E-3439/01 af Frank Vanhecke (1). I dette svar blev der nævnt et beløb på 13,1 mia. BEF (324 mio. EUR), som blev fastsat i aftalememorandummet fra 1997 mellem den belgiske regering og Kommissionen. De anslåede omkostninger opstillet af SA Berlaymont 2000 i dette selskabs årsberetning for 2000 (offentliggjort i juni 2001) var på 20,2 mia. BEF (500 mio. EUR).

Ifølge kontrakten beløber Kommissionens anskaffelsesomkostninger for Berlaymont-bygningen efter renoveringen sig til 553 mio. EUR, hvilket omfatter 503,3 mio. EUR for Kommissionens del af renoverings-omkostningerne og 49,6 mio. EUR for bygningens værdi før renovering. Kommissionen har dog ikke adgang til detaljer om de reelle og/eller endelige omkostninger for renoveringen, da disse tal kun er til rådighed for den belgiske regering. Det er dog klart, at forsinkelser i arbejdets udførelse har forhøjet de endelige omkostninger betydeligt. Ifølge en rapport udarbejdet af Ernst and Young for Kommissionen dateret den 16. juli 2002 kan de samlede omkostninger beløbe sig til 29,044 mia. BEF (719 mio. EUR).

Renoveringen af Berlaymont-bygningen ledes at et konsortium ved navn EuroConstruct, som er sammensat af to virksomheder: Bouygues (FR) og Strabag (DE).

(1) EFT C 160 E af 4.7.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/285

(2004/C 78 E/0285)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3445/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Hjælp til handicappede personer med pleje- og omsorgsbehov

Familiemedlemmer til alvorligt handicappede med pleje- og omsorgsbehov har gjort opmærksom på de vanskelige forhold, navnlig i Portugal, hvor pensionerne til stærkt handicappede er meget lave og hjælpen fra det offentlig meget mangelfuld. De private institutioner for social solidaritet, der arbejder på dette område og udfører et vigtigt arbejde, står over for mange vanskeligheder og omfattende begrænsninger, idet der ikke er tilstrækkelige passende boliger til disse handicappede.

Kommissionen bedes på den baggrund besvare følgende:

1.	Hvilke midler findes der til støtte for institutioner, som tager sig af handicappede med pleje- og omsorgsbehov som f.eks. mentalt handicappede, navnlig til boliger og undervisnings- og revaliderings-teknikker?

2.	Hvilke foranstaltninger er der planlagt med henblik på at bringe pensioner til handicappede personer i de forskellige medlemsstater på linje med hinanden i betragtning af, at pensionen til personer med et stærkt pleje- og omsorgsbehov kun udgør 225 EUR om måneden i Portugal?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(6. januar 2004)

Niveauet for sociale ydelser, betingelserne for deres tildeling såvel som tilrettelæggelsen af de sociale sikringsordninger henhører under medlemsstaternes kompetence. Der er ingen planer om en lovgivningsmæssig harmonisering af ydelserne til handicappede.

Siden Det Europæiske Råd i Lissabon i marts 2000 har EU dog etableret et udvidet samarbejde mellem medlemsstaterne på området for social beskyttelse ved at anvende den åbne koordinationsmetode først til spørgsmål om social integration, dernæst til pensioner. Der er planer om at udvide den åbne koordinationsmetode til også at omfatte sundhedspleje og langtidspleje.

Den åbne koordinationsmetode er baseret på en definition af fælles målsætninger — som dog ikke er juridisk bindende — og indikatorer til at følge medlemsstaternes fremskridt mod opfyldelsen af disse målsætninger.

Med hensyn til den sociale integration er der to målsætninger, der omhandler handicappede.

—	For at forebygge risiciene for udelukkelse anmodes medlemsstaterne om, under særlig hensyntagen til handicappedes behov, fuldt ud at udnytte videnssamfundets og den nye informationsteknologis potentiale og om at sikre, at ingen udelukkes.

—

For at yde hjælp til de mest udsatte, bør medlemsstaterne endvidere fremme den sociale integration af mænd og kvinder, som, især på grund af deres handicap eller deres tilhørsforhold til en social gruppe med særlige integrationsvanskeligheder, risikerer at ende i fattigdomssituationer, som dem indvandrerne oplever.

Kommissionen er i øjeblikket i færd med at udarbejde et udkast til fælles rapport om social integration. Formålet med denne rapport er at analysere medlemsstaternes nationale handlingsplaner om social integration for 2003 og ligeledes behandle forholdene for handicappede. Udkastet til rapport bliver grundlaget for Kommissionens og Rådets fælles rapport, som skal forelægges på Det Europæiske Råds forårsmøde i marts 2004. De nationale handlingsplaner er allerede tilgængelige på Kommissionens hjemmeside: (http://europa.eu.int/comm/employment_social/soc-prot/soc-incl/index_en.htm).

I forbindelse med Det Europæiske Handicapår (2003) finansierer Kommissionen en undersøgelse med henblik på at analysere handicappedes forhold på institutioner i medlemsstaterne, herunder i tiltrædelses-og kandidatlandene. Resultaterne forventes i slutningen af 2004.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/286

(2004/C 78 E/0286)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3450/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Kriterier for strukturforanstaltninger på fiskeriområdet

I sit svar af 7. februar 2002 på min forespørgsel E-3593/01 (1) anførte kommissær Fischler med hensyn til engangspræmierne til fiskere, der tidligere opererede i marokkansk farvand, at »man fandt det hensigtsmæssigt i højere grad at koncentrere EU-midlerne om at tilpasse flådens kapacitet til ressourcerne«. Med hensyn til Rådets forordning nr. 2792/1999 (2) af 17. december 1999 tilføjede han, at »medlemsstaterne i deres lovgivning kan indføre supplerende betingelser, når blot EF-retsforskrifternes interventions-bestemmelser overholdes.«

Men ifølge sammenslutningen af fiskeriarbejdere i Sydportugal har den portugisiske regering ikke reageret på ansøgningerne om støtte fra fiskerne i Sesimbra, der var besætningsmedlemmer på fartøjerne »Anacleto António«, »Castelo Manuel« og »José Leste«, som nu er inde i en moderniserings-/omstillingsproces. I den forbindelse må det påpeges, at de pågældende ansøgninger om udbetaling af individuelle engangspræmier blev indgivet inden for den fastsatte frist i 2002, og at de pågældende personer endnu ikke er blevet underrettet om indholdet af afgørelsen om disse ansøgninger.

I betragtning af fortvivlelsen hos disse fiskere, der endnu ikke har modtaget nogen individuel engangspræmie i henhold til ovennævnte forordning, kan Kommissionen da oplyse, hvilke foranstaltninger den vil træffe for at rette op på denne uretfærdighed og tackle de portugisiske fiskeres alvorlige problem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(12. december 2003)

Den foregående skriftlige forespørgsel vedrørte artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning (EF) nr. 2792/1999 (3), der ikke gælder for fartøjer, som berøres af den manglende fornyelse af aftalen med Marokko, idet disse fartøjer ikke opfylder betingelserne for endeligt ophør med fiskeri, jf. artikel 7 i samme forordning.

Ejerne af de fartøjer, der henvises til i denne nye forespørgsel, har indsendt projekter for modernisering og aktivitetsomstilling. Disse projekter blev godkendt af de portugisiske myndigheder den 30. juni 2003. De fiskere, der arbejdede om bord på disse fartøjer, har ansøgt om individuelle engangspræmier.

Som anført ovenfor kan der under Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF) kun under visse omstændigheder, jf. artikel 7 i forordning (EF) nr. 2792/1999, ydes støtte til præmier til fiskere, der berøres af fartøjers endelige ophør med fiskeri, nemlig som led i programmer for begrænsning af fiskeriet. Som det er nu, kan sådanne fiskere heller ikke omfattes af de særlige foranstaltninger i Rådets forordning (EF) nr. 2561/2001 (4), men man er i Rådet for øjeblikket i gang med at drøfte en ændring af forordningen, og det er muligt, at man i den forbindelse kan benytte lejligheden til at ændre visse bestemmelser på en sådan måde, at de bliver mere fordelagtige for sådanne fiskere.

(1) EFT C 160 E af 4.7.2002, s. 150.

(2) EFT L 337 af 30.12.1999, s. 10.

(3) Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet, EFT L 337 af 30.12.1999.

(4) Rådets forordning (EF) nr. 2561/2001 af 17. december 2001 om fremme af omstillingen af de fartøjer og fiskere, der indtil 1999 var afhængige af fiskeriaftalen med Marokko, EFT L 344 af 28.12.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/287

(2004/C 78 E/0287)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3458/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(21. november 2003)

Om: Ødelæggelse af de tropiske regnskove og foranstaltninger til hindring af rovdrift og import uden kvalitetsmærke

Har Kommissionen kendskab til, at ødelæggelsen af de tropiske regnskove i de seneste år er tiltaget drastisk i Brasilien, Centralafrika, Indonesien og Malaysia som følge af skovbrande og skovhugst, og at den nationale lovgivning i disse lande til beskyttelse af sådanne skove hele tiden overtrædes af magtfulde virksomheder eller hærenheder, som har interesser i træeksport og i at tage den afskovede jord i besiddelse til andre formål?

2.	Er Kommissionen sig bevidst, at Europa også vil få følgerne af klimaændringerne at føle på grund af denne skovrydning, hvorfor Europa har en interesse i at bringe denne rovdrift til ophør?

Mindes Kommissionen, at man har forsøgt at stille tropisk løvtræ til rådighed ved at foretage en planmæssig skovning ved hjælp af nybeplantning, hvorved produkterne fra disse plantager forsynes med et kvalitetsmærke, således at de tropiske regnskove og de tilsvarende træsorter fortsat vil være til rådighed i fremtiden?

Har Kommissionen kendskab til, at en stor del, dvs. 50-80 %, af det tropiske løvtræ, som nu importeres i EU, ifølge Greenpeace ikke er forsynet med et kvalitetsmærke og således højst sandsynligt hidrører fra rovdrift, og at de fleste virksomheder, som importerer tropisk løvtræ i EU, ikke er i stand eller rede til at bringe denne fremgangsmåde til ophør, så længe deres konkurrenter fortsætter med denne import, og eftersom der ikke findes importforbud, der er udstedt ved lov?

5.	Hvorfor er EU-markedet ikke allerede blevet fuldstændigt lukket for tropisk løvtræ uden kvalitetsmærke?

6.	Er Kommissionen rede til at træffe foranstaltninger hurtigst muligt, som vil hindre yderligere import i EU af tropisk løvtræ uden kvalitetsmærke?

Kilde: TV Nederland 1, Netwerk, den 10. november 2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(20. januar 2004)

1.	Kommissionen er klar over den nuværende udvikling i skovningen i de tropiske skovområder og er enig i, at grundene til denne ødelæggelse af skovene også omfatter dem, det ærede medlem nævner.

2.	Den indvirkning, som denne hastige udvikling i skovningen har på klimaændringen, er et alvorligt problem for Europa, om end ikke det eneste — tabet af biodiversitet er en anden alvorlig følge heraf.

Kommissionen har i nogle år fremmet bevarelsen og en bæredygtig udvikling af skovene ved hjælp af programmer for udviklingssamarbejde, herunder projekter i de lande og regioner, som det ærede medlem nævner. Siden 1992 har Kommissionen forvaltet en budgetpost med specielt sigte på tropiske skove og skove i udviklingslande. Sammen med medlemsstaterne deltager Kommissionen også i globale processer, der har til formål at fremme bæredygtig skovforvaltning, såsom De Forenede Nationers Skovforum og Den Internationale Organisation for Tropisk Træ.

Efter Kommissionens opfattelse kan skønnet over mængden af tropisk hårdt træ, der føres ind på EU's marked uden miljømærke, udmærket være korrekt. Der er dog ikke noget lovfæstet forbud mod import af tropisk hårdt træ (med eller uden miljømærke), som spørgsmålet antyder, bortset fra det nuværende forbud mod import af tømmer fra Liberia ifølge resolution 1478/2003 fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd.

EU's marked er ikke blevet lukket for tropisk hårdt træ uden miljømærke af forskellige grunde, heriblandt følgende:

—	der er ikke indgået nogen global tværstatslig aftale om definitionen af bæredygtig skovforvaltning, og det tekniske grundlag for et sådant forbud ville derfor blive bestridt

—	Kommissionen betragter de eksisterende økomærkningsordninger for identifikation af skovbrugsprodukter fra bæredygtigt forvaltede skove (certificering af skove) som frivillige markedsbaserede ordninger for orientering af forbrugerne, ikke som et grundlag for handelsforbud

—	de tropiske lande gør gældende, at de naturlige tropiske skoves kompleksitet gør det svært at certificere disse skove i forhold til skovene i regioner med tempereret klima, der kun har et begrænset antal arter, og et sådant forbud kan derfor betragtes som diskriminerende set fra denne synsvinkel

—	et forbud, som kun gælder for tropisk hårdt træ, ville være diskriminerende — hvis det ikke skulle være diskriminerende, måtte det gælde for import fra alle lande, herunder også landene i de tempererede og nordlige områder.

Kommissionen har ikke til hensigt at træffe foranstaltninger til at forhindre import til EU af tropisk hårdt træ uden miljømærke. Den foretrækker at fremme efterspørgslen efter skovbrugsprodukter, der på frivilligt grundlag er mærket som hidrørende fra bæredygtigt forvaltede skove, jf. det sjette miljøhandlingsprogram (1). Kommissionen har imidlertid foreslået foranstaltninger, der gør det muligt at fjerne ulovligt fældet træ fra EU's marked, i sin meddelelse om god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (2).

(1) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002, EFT L 242 af 10.9.2002.

(2) KOM(2003)251 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/289

(2004/C 78 E/0289)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3469/03

af Bart Staes (Verts/ALE), Phillip Whitehead (PSE), Catherine Stihler (PSE) og Margrietus van den Berg (PSE) til Kommissionen

(21. november 2003)

Om: Post-polio syndrom

På to møder i Rådet, nemlig det 2384. (sundhed, 15.11.2001, Bruxelles) og det 2470. (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugeranliggender, 2.-3.12.2002) tog Rådet til efterretning nogle udtalelser fremsat af det belgiske formandskab og den irske delegation om nødvendigheden af handling på EU-plan med henblik på at træffe passende foranstaltninger over for personer, der lider af post-polio syndrom (PPS).

Kan Kommissionen oplyse, hvilke foranstaltninger der allerede er truffet vedrørende dette spørgsmål, bl.a. for så vidt angår:

1.	oplysninger om hyppigheden af PPS i EU, begyndelsen af PPS og foreliggende forskningsresultater;

2.	eksisterende behandlingsmuligheder i medlemsstaterne for PPS-patienter med henblik på at genoptræne dem og afhjælpe deres situation;

3.	hvilken støtte til forskning og behandling der er blevet bevilget over Fællesskabets budget?

Hvad er grunden til, at der hidtil ikke er truffet nogen foranstaltninger eller foretaget nogen opfølgning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(22. december 2003)

Oplysninger om hyppigheden af postpoliosyndrom, behandlinger og patientgrupper er tilgængelige via projekter, der støttes under Fællesskabets folkesundhedsprogrammer. Europa-Parlamentet og Rådet vedtog et EF-handlingsprogram vedrørende sjældne sygdomme den 29. april 1999 (1). Der er gennemført 24 projekter under dette program. Disse findes på Europa-webstedet: (http://europa.eu.int/comm/health/ph_projects/rarediseases_project_en.htm).

I Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1786/2002/EF af 23. september 2002 om vedtagelse af et program for Fællesskabets indsats inden for folkesundhed (2003-2008) (2) indgår bekæmpelse af sjældne sygdomme som et vigtigt mål. Sjældne sygdomme defineres som sygdomme af genetisk oprindelse samt livstruende eller kronisk invaliderende sygdomme, der har så lav prævalens, at de kræver en særlig fælles indsats. Med lav prævalens menes sygdomme, hvis forekomst i Fællesskabets population er på under 5 ud af 10 000.

Med hensyn til projekter vedrørende sjældne sygdomme prioriterer programmet foranstaltninger af generel karakter, som fører til centralisering af oplysninger om mange sjældne sygdomme og ikke kun en specifik gruppe af sygdomme eller enkelte sygdomme.

I lighed med flertallet af sjældne sygdomme findes der uheldigvis ingen registre eller regelmæssige undersøgelser, som viser hyppigheden eller forekomsten af postpoliosyndromet i medlemsstaterne. Ifølge de undersøgelser, som Kommissionen anvender, udvikler 20 til 40 % af de personer, der kommer sig over polio, postpoliosyndrom (PPS). Hyppigheden vurderes til at være 0,12 tilfælde af PPS pr. 10 overlevende poliopatienter. Eksperter synes ikke i stand til at fastslå hyppigheden for hele befolkningen.

Oplysninger om behandling, genoptræningsstrategier, sygdomsårsag og diagnosticeringsmetoder vedrørende personer, der lider af postpoliosyndrom i medlemsstaterne findes i databasen Orphanet: (http://www.orpha.net/).

Det bør bemærkes, at det i artikel 152 i EF-traktaten hedder, at »Fællesskabets indsats på folkesundhedsområdet respekterer fuldt ud medlemsstaternes ansvar for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling«

Kommissionens Generaldirektorat for Forskning har først og fremmest gennem fjerde rammeprogram støttet polioforskningen. Foranstaltningerne fokuserede på molekylær diagnosticering, forbedret forebyggelse og overvågning samt, på et mere generelt plan, juridiske og sociale aspekter af vaccineforskning og vaccineringspolitikker i Europa.

Der er ikke finansieret et særligt projekt om postpoliosyndrom, eftersom dette snarere er et emne af social karakter, der angår folkesundheden. Et forslag til et projekt om PPS blev fremlagt under femte rammeprogram på området »kroniske og degenerative sygdomme«. Det blev evalueret af uafhængige eksperter, men man anså ikke kvaliteten for at være god nok til at opnå finansiering fra Fællesskabet.

Generaldirektoratet for Forskning har tidligere finansieret adskillige projekter vedrørende handicap, f.eks. på revalideringsteknologiområdet inden for programmerne Biomed 1 (tredje rammeprogram) og Biomed 2 (fjerde rammeprogram). For nylig finansieredes under livskvalitetsprogrammet (under femte rammeprogram) 16 projekter i en særlig aktionslinje om »forskning i handicapspørgsmål«. I sjette rammeprogram falder emnet ind under forskningstema 8 »Støtte til politikker«. Endvidere har Generaldirektoratet for Informationssamfundet gennem TIDE-programmerne (teknologiinitiativet for handicappede og ældre under tredje og fjerde rammeprogram) og de efterfølgende aktiviteter inden for IST-programmet (femte rammeprogram) samt aktionen vedrørende e-integration under forskningstema 2 finansieret en lang række projekter, der tager sigte på integration og revalidering af handicappede.

(1) EFT L 155 af 22.6.1999.

(2) EFT L 271 af 9.10.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/290

(2004/C 78 E/0290)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3480/03

af Catherine Stihler (PSE) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Handicappedes borgerlige rettigheder

Kan Kommissionen oplyse, hvilke foranstaltninger den træffer for at fremme handicappedes borgerlige rettigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(6. januar 2004)

I artikel 21 og 26 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder refereres der specielt til handicappedes rettigheder.

Fællesskabets handlingsprogram for handicappede følger en tilgang baseret på rettigheder med det formål at opnå lige muligheder. Kommissionens forskellige foranstaltninger bidrager således direkte eller indirekte til beskyttelse og fremme af handicappedes rettigheder. Kommissionens meddelelse »Lige muligheder for handicappede: En europæisk handlingsplan« (1) afspejler denne tilgang.

Mere specifikt er handicappedes rettigheder direkte omfattet af en række fællesskabsforanstaltninger:

—

Hvad angår bekæmpelse af forskelsbehandling, er Amsterdamtraktatens artikel 13 grundlaget for at træffe »(…) hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.« Artiklen er ikke specielt møntet på handicappede, men har en generel indfaldsvinkel med hensyn til foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling. Inden for disse rammer blev Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2) såvel som Rådets afgørelse af 27. november 2000 om Fællesskabets handlingsprogram for bekæmpelse af forskelsbehandling (2001-2006) (2) vedtaget. Kommissionen agter at starte en offentlig høring (grønbog) i foråret 2004 om den fremtidige strategi for bekæmpelse af forskelsbehandling.

—

Målene med Rådets afgørelse af 3. december 2001 om Det Europæiske Handicapår 2003 (3) fastslås i afgørelsens artikel 2, og går — blandt andet — ud på »at skabe forståelse for handicappedes ret til beskyttelse mod forskelsbehandling og til fuldt ud og på lige fod med andre at nyde deres rettigheder.«

—	Gennem sin meddelelse »Mod et juridisk bindende FN-instrument til fremme og beskyttelse af handicappedes rettigheder og værdighed« (4) har Kommissionen understreget sin støtte til yderligere fremskridt, når det gælder handicappedes rettigheder.

(1) KOM(2003) 650 endelig udg.

(2) EFT L 303 af 2.12.2000.

(3) EFT L 335 af 19.12.2001.

(4) KOM(2003) 16 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/292

(2004/C 78 E/0293)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3492/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Romani Prodi — Manifest

Kommissionens formand har udarbejdet et dokument med titlen »Europa: Drømmen og de valg, der skal træffes«, som udtrykkeligt henvender sig til det italienske centrum-venstre, og opfordrer til, at det opstiller på en fælles liste ved det kommende valg til Europa-Parlamentet og indgår samarbejde i den efterfølgende valgperiode.

Dette initiativ har givet anledning til øjeblikkelig reaktion fra de italienske oppositionspartier, omfattende kritik fra de regerende flertalspartierne og skarp protest fra repræsentanter for politiske grupper i Europa-Parlamentet. Italienske politiske kommentatorer har endog peget på, at Kommissionens formand på denne måde bragte sig i stilling som mulig leder for venstrefløjen i Italien med henblik på valget i juni.

Kan Kommissionen oplyse følgende:

—

Hvorledes opfatter den sin formands initiativ? Mener den, at det er foreneligt med arten af dens funktioner, jf. EF-traktatens artikel 211 ff.? Hvorledes sikrer den en adskillelse fra de politiske retningslinjer og udtalelser, som dens formand juridisk har beføjelse til at fremlægge. Hvordan vurderer den dette forhold, navnlig på baggrund af principperne om magtadskillelse, uafhængighed og Fællesskabets almene interesse? Hvorledes definerer og afgrænser den begrebet indblanding i medlemsstaternes interne politik?

—

Vil Romano Prodi træde tilbage fra hvervet som kommissionsformand for at fortsætte sit engagement i italiensk partipolitik? Eller føler Kommissionen sig tryg ved at have en formand, som tilsyneladende er gået direkte ind i striden om lederskabet af venstrefløjen i Italien? Hvorledes vil den fremover sikre, at dens bestræbelser og vurderinger er upartiske?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(16. december 2003)

Det ærede medlem henvises til diskussionerne om dette emne under Parlamentets session i november 2003, da Kommissionens arbejdsprogram blev behandlet, samt til kommissionsformandens kommentarer hertil.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/293

(2004/C 78 E/0294)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3498/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Iran — Atomprogram

I sin rapport af 10. november 2003 anfører Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), at den iranske regering har accepteret en tillægsprotokol, hvormed agenturet har fået tilladelse til at foretage yderligere inspektioner, og at det har besluttet at indstille sine aktiviteter vedrørende berigning og oparbejdning af uran.

I IAEA-rapporten anføres det i den forbindelse, at det iranske styre i flere år har hemmeligholdt sine forskningsprogrammer og udnyttet alle midler til at få udviklet atomvåben, navnlig gennem berigning af uran ved centrifugering eller laser og spaltning af plutonium, hvortil det fik hjælp fra fire ikke-identificerede lande.

Kommissionens bedes på den baggrund besvare følgende spørgsmål:

—	Mener den, at Iran opfylder sine forpligtelser i henhold til ikke-spredningstraktaten, som det har tiltrådt?

—	Hvordan forholder den sig til de oplysninger, det iranske styre har givet IAEA? Mener den, at de kontrolforanstaltninger, der er opnået enighed om mellem IAEA og Iran, er tilstrækkelige?

—	Anser den det for nødvendigt at få flere og bedre oplysninger? Råder den over yderligere oplysninger om atomaktiviteter på iransk territorium? Ved den, hvilke lande der har samarbejdet med Iran om atomprogrammer, og vil den tage affære over for disse lande?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(20. januar 2004)

Drøftelserne på bestyrelsesmødet den 26. november 2003 i Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) tog deres udgangspunkt i den tredje rapport fra generaldirektør El Baradei. Både rapporten og den resolution, der blev vedtaget af bestyrelsen, bekræftede et tidligere mønster præget af tilbageholdte oplysninger og uregelmæssigheder i Iran. Samtidigt blev der konstateret fremskridt med hensyn til udestående spørgsmål og den senere tids samarbejde med IAEA. Der blev set positivt på Det Forenede Kongeriges, Frankrigs og Tysklands udenrigsministres besøg og Teheran-aftalen af 21. oktober 2003, som var resultatet heraf.

Kommissionen finder, at IAEA har afdækket en række iranske fejl og overtrædelser i forhold til den nukleare ikke-spredningsaftale. Den påskønner imidlertid, at Iran synes at være kommet ind i en ny og bedre fase med hensyn til samarbejdet med agenturet.

Kommissionen har ingen grund til at tro, at de oplysninger, som blev indsamlet af generaldirektøren til brug for bestyrelsens drøftelser og den resolution, der blev resultatet heraf, ikke var fyldestgørende. Den påskønner, at Iran har opfordret IAEA til at etablere velegnede kontrolmekanismer — en proces, som Kommissionen finder meget vigtig, og som vil skulle følges på nært hold.

Kommissionen erindrer, at generaldirektøren for IAEA efter planen skal aflevere endnu en rapport i midten af februar 2004. Den har ingen specifikke supplerende oplysninger om yderligere nukleare aktiviteter på iransk område. Kommissionen er bekendt med oplysninger vedrørende visse lande, der menes at have samarbejdet med Iran om dets nuklearprogram. Den er på indeværende tidspunkt endnu ikke i stand til at kommentere dette spørgsmål nærmere, men afventer resultaterne af yderligere IAEA-undersøgelser.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/294

(2004/C 78 E/0296)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3509/03

af Helmuth Markov (GUE/NGL) til Kommissionen

(18. november 2003)

Om: Interreg IIIA: Fremtidig finansiering af kontorerne i euroregionerne

Kontorerne i euroregionerne er hidtil blevet finansieret via Interreg IIIA som »teknisk bistand«. Kontoret i euroregion Spree-Neiße-Bober har nu fået meddelelse fra det tyske økonomiministerium, foreløbigt kun mundtligt, at fra 2004 kan kontorerne i euroregionerne ikke længere finansieres via Interreg IIIA som »teknisk bistand«, men udelukkende med de midler, der er afsat i dette program til samarbejdsforanstaltninger. Dertil kommer, at finansieringen gradvis vil blive afviklet fra 2005. Ifølge ministeriet skyldes ændringen fra teknisk bistand til midler til samarbejdsforanstaltninger et krav fra Kommissionen.

Denne ændring ville navnlig være et problem for euroregion Spree-Neiße-Bober, da denne region kun omfatter én tysk kommune (Landkreis), hvis bidrag ikke kan øges tilstrækkeligt til at finansiere kontoret.

Derfor stiller jeg Kommissionen følgende spørgsmål: Har Kommissionen stillet krav om, at kontorerne i euroregionerne ikke længere skal finansieres via Interreg IIIA som »teknisk bistand«, men udelukkende med de midler, der er afsat i dette program til samarbejdsforanstaltninger? Hvilke generelle forestillinger har Kommissionen om euroregionernes fremtidige opgaver, navnlig i ovennævnte region ved EU's grænse til tiltrædelseslandene?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(23. december 2003)

EU-initiativet Interreg gennemføres i overensstemmelse med de retningslinjer, der blev vedtaget af Kommissionen den 28. april 2000 efter høring af Europa-Parlamentet (1). I retningslinjerne sættes der ikke navn på de potentielle endelige modtagere af Interreg-støtte, men der nævnes en række områder, hvor f.eks. Euroregion-kontorerne kan bidrage til at nå de mål, der er opstillet i de enkelte programmer.

Ét sådant område er teknisk bistand til de nødvendige forberedelses-, overvågnings-, evaluerings- og kontrolforanstaltninger i forbindelse med gennemførelse af Interreg-programmer. Euroregionerne kan modtage støtte for teknisk bistand, hvis de har ansvaret for at gennemføre sådanne foranstaltninger. Det er imidlertid medlemsstaterne alene, der afgør, hvordan ressourcerne til teknisk bistand anvendes. Kommissionen er orienteret om, at Euroregion-kontorerne på nuværende tidspunkt ikke yder teknisk bistand under Interreg III-programmet for Brandenburg-Lubuskie, selv om de rådgiver potentielle projektpartnere.

Euroregion-kontorerne kan også anmode om Interreg III-støtte på andre måder som f.eks. under mikroprojekt-faciliteten for små projekter, der fremmer grænseoverskridende integration af befolkningerne. I mange grænseområder er Euroregionerne inddraget i sådanne foranstaltninger, som også åbner mulighed for støtte til finansiering af Euroregion-kontorernes udgifter.

Kommissionens tredje rapport om økonomisk og social samhørighed, som forelægges for Parlamentet og Rådet i starten af 2004, indeholder forslag til, hvordan samarbejdet kan udbygges fremover. Det er derfor endnu for tidligt at gøre sig overvejelser om den fremtidige politik på området.

(1) EFT C 143 af 23.5.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/295

(2004/C 78 E/0297)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3530/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Sundhed og sikkerhed og ældre og handicappede

Forespørgeren er blevet gjort opmærksom på, at der mangler foranstaltninger, der kan sikre sundhed og sikkerhed for ældre og handicappede på hotelbadeværelser.

Et medlem af min valgkreds har sat fokus på behovet for håndtag i albuehøjde, f.eks.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke foranstaltninger — om nogen — der er truffet for at sikre sundhed og sikkerhed for ældre og handicappede på offentlige steder i EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(16. januar 2004)

Ansvaret for adgangsforhold i offentlige bygninger påhviler i første række medlemsstaterne, og de fleste aktioner på dette område gennemføres effektivt på det nationale plan. Unionen kan ikke desto mindre virke som initiativtager og tilskynde medlemsstaternes myndigheder til at foretage ændringer og gå nye veje.

Kommissionen har derfor givet prioritet til en forbedring af adgangsforhold i bygninger i sin meddelelse »Lige muligheder for handicappede: En europæisk handlingsplan« (1), som blev vedtaget den 30. oktober 2003.

Kommissionen søger således bl.a. at fremme »udformning for alle«, som er et begreb der — med særligt henblik på adgangsforhold — tager sit udgangspunkt i spørgsmål vedrørende sundhed og sikkerhed. Andre foranstaltninger drejer sig om udvikling af passende europæiske standarder på alle områder vedrørende adgangsforhold i bygninger, herunder planlægning, udformning, bygning og anvendelse af bygninger og evakueringsprocedurer for handicappede i nødsituationer. Desuden er det planlagt at revidere de væsentlige krav i Rådets direktiv 89/106/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om byggevarer (2) for at lade dem omfatte bestemmelser om adgang for alle.

Kommissionen har desuden for nylig nedsat en ekspertgruppe, som skal undersøge adgangsaspekter i medlemsstaterne. Denne gruppes rapport »2010: A Europe Accessible for All« er offentliggjort og kan findes på Kommissionens internetadresse: (http://europa.eu.int/comm/employment_social/index/finalreportegaen.pdf).

(1) KOM(2003) 650 endelig udg.

(2) EFT L 40 af 11.2.1989.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/296

(2004/C 78 E/0298)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3534/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Portugisiske arbejdstagere i udlandet

Ifølge den portugisiske presse bliver stadig flere portugisiske arbejdstagere bedraget af vikarbureauer, som har sendt dem til udlandet, hvor de er blevet udnyttet.

Det Forenede Kongerige skal være et af de første lande, hvor der opstod kendskab til disse problemer. Siden har der været forlydender om udnyttelse af portugisiske arbejdstagere inden for det spanske landbrug, blomstergartnerier, byggesektoren og metal- og maskinindustrien i Nederlandene, på italienske skibsværfter, i Frankrig og senest ved opførelsen af tunneler og dæmninger i Island.

Tilsyneladende lokkes arbejdstagerne med løfter om højere lønninger og gode arbejdsforhold for såkaldte »taxi«-virksomheder, som dukker op og hurtigt forsvinder igen, uden at det portugisiske arbejdstilsyn (IGT) kan nå at foretage sig noget.

Til trods for IGT’s øgede indsats er det opfattelsen, at der på baggrund af mange »taxi«-virksomheders grænseoverskridende aktiviteter på internettet er behov for en bedre koordinering og udveksling af informationer og erfaringer mellem tilsvarende tjenester i hjemlandet og modtagerlandet.

Kommissionen bedes besvare følgende spørgsmål:

—	Hvilke oplysninger råder den over om udnyttelsen af portugisiske arbejdstagere i udlandet?

—	Overvejer den navnlig at yde en særlig støtte i forbindelse med de alvorligste menneskelige situationer?

—	Hvad har den foretaget sig, eller hvad agter den at foretage sig for at undersøge, om der er tale om rimelige kontrakter og arbejdsforhold?

—	Har den på nogen måde taget kontakt til værtslandene for at gøre dem opmærksom på, at der kan være tale om udnyttelse af arbejdstagerne?

—	På hvilken måde vil den bidrage til at hindre, at der opstår endnu flere »taxi«-virksomheder, som illegalt rekrutterer arbejdstagere, der konkurrerer på ulovlig vis med de lovlige vikarbureauer?

—	Påtænker den at anvende nye metoder til at orientere arbejdstagerne i Europa om farerne ved midlertidigt arbejde i forbindelse med de ulovlige virksomheders rekruttering?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(12. januar 2004)

Kommissionen beklager dybt, at der forekommer svigagtige forhold, sådan som det ærede medlem beskriver. Kommissionen har for nylig erfaret, at der tilsyneladende opstår stadig flere tilfælde, hvor især portugisiske arbejdstagere udnyttes. Den skal dog gøre opmærksom på, at det i første instans er de nationale myndigheder, der har ansvaret for at kontrollere og føre tilsyn med, at arbejds- og ansættelsesvilkårene respekteres.

Det fremgår ikke klart af forespørgslen, om de nævnte forhold falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 96/71/EF (1) om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. Hvis det er tilfældet, finder dette direktivs artikel 4 om et system for samarbejde om information anvendelse. Dette samarbejde består bl.a. i, at de pågældende tilsynsmyndigheder besvarer forespørgsler fra hinanden om oplysninger vedrørende grænseoverskridende tilrådighedsstillelse af arbejdstagere, herunder angående åbenlyst misbrug eller grænseoverskridende aktiviteter, der anses for ulovlige. Kommissionen fremmer denne proces ved med egne midler at sætte de forskellige tilsynsmyndigheder i forbindelse med hinanden. Med henblik herpå og for at afbøde de praktiske problemer, som de nationale myndigheder støder på i denne forbindelse, er der på Kommissionens initiativ nedsat en gruppe af regeringseksperter, som for øjeblikket undersøger disse spørgsmål nærmere. I samme forbindelse undersøges også mulighederne for at skabe lettere adgang til oplysninger om de arbejds- og ansættelsesvilkår, der er gældende i værtslandet.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, EFT L 18 af 21.1.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/297

(2004/C 78 E/0299)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3535/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Humana Milchunion — børns sundhed

Ifølge den israelske presse har den tyske virksomhed, Humana Milchunion, som fremstiller en modermælkserstatning til spædbørn på basis af soja til den israelske virksomhed Remedia, erkendt at være ansvarlig for manglende B1-vitamin og for fejl i forbindelse med kontrollen af dette produkt. Det er det israelske sundhedsministeriums opfattelse, at det manglende B1-vitamin var årsagen til tre spædbørns død og for skader på centralnervesystemet hos flere andre spædbørn. På nuværende tidspunkt formodes det, at antallet af børn, der er berørt heraf, er på hen ved tyve.

Ifølge oplysningerne i pressen har virksomheden Humana erkendt, at et uafhængigt laboratorium havde påvist, at Humana's formel »Super Soya 1« kun indeholder 29-37 mikrogram B1-vitaminer pr. 100 gram, mens der på etiketten oplystes, at indholdet var på 385 mikrogram. Virksomheden tilføjede, at den fuldt ud ville deltage i den israelsk-tyske efterforskning i sagen, og at den ønskede, at de ansvarlige blev straffet for de påviste fejl.

Ifølge Remedia skal ændringen af formlen være forårsaget af den fejlagtige konklusion, at soja allerede i sig selv indeholder tilstrækkelige mængder B1, og at der derfor ikke var nogen grund til at forøge indholdet af dette stof.

Tilsyneladende blev problemet i første række registreret i Israel, fordi Humana Milchunion, som planlagde at gennemføre ændringen af formlen i alle sine produkter, begyndte med at ændre udvalget af kosherprodukter henvendt til det israelske marked, idet denne formel var særligt populær blandt de ortodokse jøder.

De tyske myndigheder har på baggrund af afsløringerne i Israel indledt deres egne undersøgelser af virksomheden Humana og de forbrugere, som den forsyner.

Kommissionen bedes besvare følgende spørgsmål:

—	hvilke oplysninger har den om, hvorvidt det nævnte produkt findes på det europæiske marked?

—	hvilke skridt har den taget eller agter den at tage for at advare forbrugerne og især de jødiske samfund, hvor det er almindeligt at anvende disse produkter, mod den fare de eventuelt udsætter sig for?

—	hvilke kontakter har den taget til Staten Israel og til de berørte virksomheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(16. januar 2004)

Kommissionen har modtaget oplysninger fra den tyske levnedsmiddelkontrol om, at det pågældende produkt udelukkende blev eksporteret til Israel. Derudover kontaktede Kommissionen de israelske myndigheder gennem Kommissionens delegation for at indhente oplysninger fra dem om eventuel omfordeling fra Israel til medlemsstaterne.

På grundlag af disse oplysninger ser Kommissionen ingen tegn på, at det pågældende produkt nogensinde har været til stede på Fællesskabets marked.

Selv om det pågældende produkt ikke blev distribueret inden for EU, informerede Kommissionen medlemsstaterne om denne sag, for at de kunne træffe de fornødne foranstaltninger for om nødvendigt at informere forbrugerne.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/298

(2004/C 78 E/0300)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3545/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE), Karl-Heinz Florenz (PPE-DE) og Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Omskrivning af direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) til national ret i Frankrig

Frankrig er det første EU-land, som har udarbejdet et »officielt« udkast til omskrivningen af direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr til national ret. Ministeriet for Økologi og Bæredygtig Udvikling har forelagt en engelsk oversættelse. Hensigten er, at den endelige tekst skal være klar i december.

Dette udkast fraviger uheldigvis i mange aspekter direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (2002/96/EF (1)), i særdeleshed med hensyn til det individuelle producentansvar for fremtidige produkter. I stedet foreslås der et kollektivt ansvar.

Man kan f.eks. sammenligne WEEE-direktivets artikel 8, stk. 2: »For så vidt angår produkter, der markedsføres efter den 13. august 2005, er hver enkelt producent ansvarlig for at finansiere de processer, der er anført i stk. 1 vedrørende affald fra producentens egne produkter« med ordlyden af artikel 15 i det franske udkast til dekret: »Producenter, som har markedsført elektriske husholdningsapparater og elektronisk udstyr i indeværende år, sikrer finansieringen af de forpligtelser, som påhviler dem samme år, i overensstemmelse med artikel 21 — 25 i dette dekret om elektriske husholdningsapparater og elektronisk udstyr. Disse forpligtelser fordeles mellem producenterne efter type af udstyr som anført i den rækkefølge, der er nævnt i artikel 1, i forhold til de husholdningsapparater og det elektroniske udstyr, der markedsføres i indeværende år.« Denne formulering svarer i meget høj grad til den, der er anvendt for historisk affald i WEEE-direktivet (artikel 8, stk. 3).

Det franske udkast giver virksomhederne mulighed for at indføre deres egne genvindingsprocesser, men muligheden af at etablere en vis genvindingsstruktur henhører IKKE under producentens ansvar. Bortset fra ulemperne ved et kollektivt ansvar ville der opstå en situation, hvor virksomhederne ikke ville være nødt til at tage forbehold over for og udstede garantier for produkter solgt i Frankrig, men ville være nødt til at tage forbehold over for og udstede garantier for produkter solgt i andre lande (f.eks. Tyskland), hvor der i medfør af direktivet er indført et individuelt producentansvar. Dette ville fordreje konkurrencen på det indre marked. En yderligere større fravigelse er kravet om en obligatorisk fast og synlig afgift (artikel 16), mens producenterne i henhold til WEEE-direktivet (artikel 8, stk. 3) kan beslutte, om de ønsker at angive omkostningerne.

Er Kommissionen villig til at påpege over for den franske regering, at den er på vildspor?

Er Kommissionen klar over, at der er en betydelig risiko for, at andre medlemsstater vil være fristet til at følge det franske eksempel?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(13. januar 2004)

I henhold til artikel 17 i direktiv 2002/96/EF (2) sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 13. august 2004. De underretter straks Kommissionen herom.

Eftersom Frankrig endnu ikke meddelt noget om nationale foranstaltninger vedrørende overtagelse af direktivet i national lovgivning, er Kommissionen på nuværende tidspunkt ikke i stand til at evaluere dem.

Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet drøfter Kommissionen jævnligt gennem-førelsesspørgsmål med medlemsstaterne i det udvalg, der er henvist til i direktivets artikel 7. Gennemføres direktivet ikke korrekt, vil Kommissionen selvfølgelig tage spørgsmålet op med den pågældende medlemsstat jf. de beføjelser, som Kommissionen råder over i henhold til EF-traktaten.

(1) EFT L 37 af 13.2.2003, s. 24.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr, EFT L 37 af 13.2.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/300

(2004/C 78 E/0302)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3588/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Mozambique — valg

Der blev den 19. november 2003 afholdt lokalvalg i Mozambique.

Ifølge præsidenten for den nationale valgkomité (CNE), Arão Litsure, forløb valgproceduren tilfredsstillende til trods for visse sporadiske vanskeligheder.

Det største oppositionsparti, RENAMO, har dog tidligere givet udtryk for, at det frygtede valgsvindel.

Denne valghandling markerer en ny fase i det politiske liv i Mozambique, idet der kan være tale om den første reelle deling af den politiske magt mellem Frelimo og Renamo.

Dette lokalvalg betragtes også som en forberedelse af præsidentvalget i 2004.

Kommissionen bedes besvare følgende:

—	Hvilke oplysninger råder Kommissionen over med hensyn til friheden og retfærdigheden af den procedure, der er blevet fulgt ved de mozambiquanske lokalvalg?

—	Agter Kommissionen at yde materiel, teknisk og menneskelig bistand til det kommende præsidentvalg i dette land, og i givet fald hvordan?

—	Har Kommissionen mulighed for at fremme uddannelse af professionelt eller frivilligt valgpersonale i Mozambique, samt bevidstgørelse af befolkningen om reglerne og de demokratiske værdier, navnlig den del af befolkningen, der er i skolealderen? Gennem hvilke instrumenter og programmer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(26. januar 2004)

EU overvågede lokalvalgene den 19. november 2003. Lederen af EU's valgobservationsmission var chefobservatør José Maria Mendiluce (Spanien), medlem af Europa-Parlamentet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU. Missionen bestod af et kerneteam på seks eksperter samt 14 langtidsobservatører og 41 korttidsobservatører fra 14 medlemsstater. Schweiz havde desuden stillet 4 korttidsobservatører til rådighed.

EU's chefobservatør meddelte i sin foreløbige erklæring, at såvel valgkampagnen som valgdagen var forløbet fredeligt og uden intimideringer, og at der ikke var konstateret alvorlige hændelser eller uregelmæssigheder. Medierne gav en passende dækning af valgkampen. Der var dog vise svagheder i valgadministrationen, som bør udbedres, specielt hvad angår behandlingen af vælgerlisterne, den nationale valgkomités arbejdsmetode samt klage- og appelordningerne.

Kommissionen støtter begge valg via Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) med 4,4 mio. EUR til lokalvalgene og 12,4 mio. EUR til parlaments- og præsidentvalgene, der skal finde sted i 2004. EU-støtten overvåges af en ekspert finansieret af Sverige og Irland. Støtten ydes over det nationale budget efter opfyldelse af visse betingelser. Kommissionen yder også vælgerstøtte til de lokale valg og valgene i 2004 i form af folkeoplysningskurser via et særligt program i samråd med ngo'er, som finansieres over det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder med 720 000 EUR.

EU yder desuden støtte via medlemsstaterne til folkeoplysningsprogrammer, uddannelse af valgpersonale og regionale myndigheder. Medlemsstaterne har også ydet støtte til FN's udviklingsprogram (UNDP) til overvågning af valgene og formidling af kursusprogrammer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/301

(2004/C 78 E/0303)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3595/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Handicap

Kan Kommissionen efter forespørgsel fra en række ngo'er med base i London, herunder SCOPE London, der har kontor i Islington, oplyse, hvilke fremskridt der gøres i retning af et horisontalt handicapdirektiv?

Kan Kommissionen endvidere nu, hvor Det Europæiske Handicapår snart er gået, gøre rede for, i hvilket omfang den anser året for at have været en succes?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(7. januar 2004)

Kommissionen forstår kravene om et nyt direktiv på andre områder end beskæftigelsesområdet, men mener af forskellige grunde, at det på nuværende tidspunkt ikke vil være hensigtsmæssigt for Kommissionen og medlemsstaterne at gå i gang med den process, der fører til gennemførelsen af en ny retsakt.

Der bør fortsat fokuseres på medlemsstaternes korrekte gennemførelse af bestemmelserne i ligebehand-lingsdirektivet 2000/78/EF (1) i national lovgivning. Fristen herfor var den 2. december 2003. Dette direktiv vil indebære store ændringer af de eksisterende regler i visse medlemsstater og vil, hvis det gennemføres korrekt, give personer med handicap nogle meget klare lovgivningsmæssige rammer til beskyttelse af urimelig behandling.

Ethvert nyt initiativ bør være resultatet af videre overvejelser om de forskellige instrumenter til opnåelse af ligebehandling i praksis, som allerede findes på fællesskabsplan. I den forbindelse har Kommissionen til hensigt at gennemføre en offentlig høring (grønbog) i foråret 2004 om den fremtidige strategi for bekæmpelse af forskelsbehandling. Dette dokument vil tage højde for de fremskridt, der er gjort i EU's politik for bekæmpelse af forskelsbehandling og vil rejse spørgsmål om den fremtidige politikudvikling. Det vil også komme ind på de nye udfordringer, der følger af EU's udvidelse, og vil være med til at lægge en plan for EU's aktioner med hensyn til dens politikker for bekæmpelse af forskelsbehandling i de næste fem år eller mere.

Kommissionen har bedt medlemsstaterne om at undersøge spørgsmålet om forskelsbehandling på grund af handicap på beskæftigelsesområdet i de rapporter om gennemførelse af direktivet, som de skal forelægge for Kommissionen inden december 2005.

Det Europæiske År var i sig selv udformet på en sådan måde, at det i særlig grad tilskyndede til integration, og struktureret på en sådan måde, at de handicappede selv fik mulighed for at deltage i fastlæggelsen af årets forløb. Deres organisationer spillede en afgørende rolle i udformningen af den tilhørende kampagne, både for EU som helhed og på nationalt plan. Under deres deltagelse i nationale koordineringsorganer fik de således mulighed for at udforme Det Europæiske Års vigtigste budskaber og vælge dets logo og slogan, m.m.

Oplysningskampagnen, der var en vigtig målsætning for det europæiske handicapår, har generelt set haft en meget positiv effekt, ikke mindst hos arbejdsgiverne og medierne. I den forbindelse skal nævnes et vellykket initiativ taget af det græske formandskab i samarbejde med Kommissionen og forskellige handicaporganisationer. Det drejer sig om tilrettelæggelsen af en konference om overvindelsen af stereotype opfattelser af handicappede. Som et resultat heraf blev der i juni 2003 vedtaget en »europæisk erklæring om medier og handicap«. Der blev endvidere truffet den beslutning at etablere et europæisk netværk om medier og handicap, som skal fortsætte med at forbedre handicappedes image i medierne, deres beskæftigelsesfrekvens og deres adgang til medierne.

Der er gennemført tusindvis af begivenheder overalt i de deltagende lande med det formål at påpege handicappedes rettigheder og udvide bevidstheden om de forhindringer, de daglig står over for i samfundet. Forskellige aktioner har været gennemført samtidig på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan med deltagelse af meget forskellige aktører: handicappede, deres familier og repræsentative organer, personer uden handicap, beslutningstagere på alle niveauer, arbejdsmarkedets parter og berørte parter i den offentlige og private sektor.

Den omfattende mobilisering af berørte parter gennem hele året er en understregning af et bredt ønske om hurtigt at nå frem til lige muligheder, og Det Europæiske Handicapår har givet anledning til en ny politisk stræben efter at fremme handicappedes integration yderligere. Ud over gennemførelsen af EF-direktivet om generelle rammer for ligebehandling i beskæftigelse og erhverv er der blevet fremsat forslag om nye politiske initiativer, som allerede gennemføres i medlemsstaterne. Det drejer sig ikke kun om at ajourføre eksisterende retsakter og vedtage nye, men også om at fremme nye, til dels innovative metoder og positive.

Kommissionen vedtog den 30. oktober 2003 en meddelelse med titlen »Lige muligheder for handicappede: En Europæisk Handlingsplan« (2), som redegør for, hvordan Kommissionen har til hensigt at følge op på det europæiske handicapår (handlingsplan, integration af handicapspørgsmål i fællesskabspolitikerne, rapport hvert andet år osv.). Meddelelsen beskriver bl.a. året vigtigste hidtidige resultater.

(1) Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, EFT L 303 af 2.12.2000.

(2) KOM(2003) 650 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/302

(2004/C 78 E/0304)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3610/03

af Jan Mulder (ELDR) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Omgåelse af importafgiften på sukker

Det er for nylig kommet frem (det nederlandske dagblad »De Telegraaf« af 30. september 2003), at virksomheder med hjemsted i Den Europæiske Union udnytter den lave verdensmarkedspris på sukker gennem import af halvfabrikatet tomatsukker (bestående af sukker, eddike og tomatkoncentrat) fra Schweiz. Produktionsvirksomhederne i Schweiz anvender hertil »C-sukker« fra EU, hvorved der spares store udgifter til sukker. Samme konstruktion bruges ved produktion af sodavand.

1.	Mener Kommissionen ikke, at dette er en uønsket udvikling, og hvad vil den i bekræftende fald gøre ved det?

2.	Er Kommissionen bekendt med andre tredjelande eller andre produkter hvor der findes en tilsvarende problematik eller er fare for at den opstår?

3.	Anser Kommissionen denne import, der fra den 1. maj 2004 navnlig vil gå i retning af de nye medlemsstater, for ønskelig?

4.	Er Kommissionen enig i, at løsningen på dette problem ligger i fastsættelse af kvoter for import af sådanne produkter?

5.	Er Kommissionen enig i, at løsningen på omgåelsen af oprindelsesregler, således som det er fastslået med hensyn til Balkan, og således som det frygtes med hensyn til gruppen af »Everything But Arms«-landene, ligeledes ligger i fastlæggelse af importkvoter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(23. januar 2004)

Schweiz nyder i henhold til aftalen fra 1972 godt af en præferenceordning, som omfatter afgiftsfritagelse for visse forarbejdede produkter, herunder produkter, der kan indeholde sukker, som f.eks. læskedrikke, der eksporteres til EU.

Det gør i denne forbindelse ingen væsentlig forskel, om der anvendes EU-sukker eller sukker opkøbt på verdensmarkedet til fremstillingen af de pågældende produkter i Schweiz, hverken når det gælder kostprisen på det anvendte sukker eller det færdige produkts oprindelse.

Kommissionen er klar over de konsekvenser, som import fra forskellige lande af sukker eller produkter med et relativt højt sukkerindhold kan få for EU's sukkermarked.

Denne præferenceimport, som EU har bevilget, stimuleres naturligvis af EU's sukkerpris, der generelt er tre gange højere end verdensmarkedsprisen.

Disse spørgsmål indgår i den problematik, der har foranlediget Kommissionen til at forelægge en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet (1), hvori den foreslår tre retningslinjer for EU's sukkerordning. Retningslinjerne indeholder muligheden for en kvoteordning, opnåelse af markedsligevægt ved hjælp af en prisnedsættelse eller en liberalisering af sukkermarkedet. Når de igangværende drøftelser af denne meddelelse er afsluttet, forelægger Kommissionen et forslag om den fremtidige sukkerordning.

(1) KOM(2003) 554 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/303

(2004/C 78 E/0305)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3618/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Boligkooperativer i Grækenland

Kommissær Byrne påpegede i sit svar på min forespørgsel E-2850/03 (1), at det spørgsmål, som jeg rejste, var et »privat anliggende«, idet han også gav en kort redegørelse for time share-ordningen, som dog ikke har nogen relevans for de forhold, som jeg omtalte i min forespørgsel.

Jeg kommer tilbage til det problem, som jeg gjorde opmærksom på, og som beskæftiger mindst 500 000 græske statsborgere (noget, der er blevet skrevet om i adskillige store græske aviser). Situationen er uacceptabel: Der findes i Grækenland boligkooperativer, der er blevet grundlagt for hele 38 år siden (såsom kooperativet »YGEIA SYN.PE«, der har sæde i Athen og ejer et areal i Saronida i Attika, samt mange andre) hvis medlemmer i årtier har betalt deres årsbidrag samt særlige bidrag uden, at nogen oplyser dem om, hvornår de vil få mulighed for at erhverve de byggegrunde, som de har ret til.

Den græske presse har nævnt, at foreninger af kooperativmedlemmer allerede er ved at tage skridt til at henvende sig til EF-Domstolen. Er det foreneligt med fællesskabsretten, at tusinder af græske statsborgere (EU-borgere) i årtier har betalt bidrag uden hidtil at have fået noget som helst til gengæld? Hvilken bestemmelse i EU-lovgivningen kan de påberåbe sig i deres forsvar?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(15. januar 2004)

På grundlag af de oplysninger, som det ærede medlem har fremsendt, synes den beskrevne situation ikke at være dækket af nogen bestemt fællesskabslovgivning om forbrugerbeskyttelse.

Selv om Kommissionen i øvrigt har sympati for de mennesker, som befinder sig i sådan en vanskelig situation, er den ikke bemyndiget til at handle i tilfælde af private tvister mellem selskaber/erhvervsdrivende og forbrugere.

Da denne sag er et indre anliggende, også under hensyntagen til nærhedsprincippet, synes den udelukkende at berøre de pågældende nationale myndigheder og særligt de nationale domsmyndigheder. Hvis en national domsmyndighed på et senere tidspunkt mener, at sagen rejser et spørgsmål af fællesskabsretlig karakter og støder på fortolkningsproblemer, kan den gøre brug af den præjudicielle procedure og indbringe sine spørgsmål for Domstolen.

(1) Se side 179.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/304

(2004/C 78 E/0306)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3637/03

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Arbejdsmiljø for arbejdstagere beskæftiget med konserveringsmidler

EU har på mange områder været med til at sikre et bedre arbejdsmiljø i de europæiske virksomheder. Desværre er der fortsat problemer, fordi reglerne ikke følges, er utilstrækkelige, eller fordi der mangler viden om risici i særlige sektorer, f.eks. i industri, der producerer levneds- og konserveringsmidler.

Kan Kommissionen i den forbindelse redegøre for sit kendskab til sundhedsfarer på arbejdspladsen for arbejdstagere, der beskæftiger sig med konserveringsmidler, og har Kommissionen kendskab til hændelser, hvor arbejdsgiveren ikke har gennemført eksisterende sikkerhedsbestemmelser i denne sektor? Har Kommissionen kendskab til undersøgelser af dette område, eller har Kommissionen planer om at gennemføre nye undersøgelser af arbejdsmiljøet i denne sektor? Kan Kommissionen endelig redegøre for, hvornår den agter at fremsætte nye forslag til forbedring af arbejdsmiljøet til fordel for arbejdstagernes sundhed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(15. januar 2004)

Kommissionen er enig med det ærede medlem om betydningen af at forebygge eventuelle arbejdsrisici i fødevareindustrien. I overensstemmelse hermed pålægges der i Rådets direktiv 89/391/EØF af 17. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (1) arbejdsgiveren en forpligtelse til at have en vurdering af risici for sikkerheden og sundheden under arbejdet til sin rådighed. For at opfylde dette krav skal arbejdsgiveren træffe de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, herunder aktiviteter til forebyggelse af erhvervsbetingede risici, til oplysning og til oplæring samt tilrettelæggelse af en ordning og tilvejebringelse af de nødvendige midler.

I direktiv 89/391/EØF er der også fastlagt et krav til arbejdsgiveren om at udarbejde rapporter om de arbejdsulykker, der har ramt arbejdstagerne, til brug for den kompetente myndighed og i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Medlemsstaterne forelægger hvert femte år Kommissionen en rapport om den praktiske gennemførelse af bestemmelserne i dette direktiv med anførelse af de af arbejdsmarkedets parter fremførte synspunkter. Der er ikke blevet udarbejdet nogen rapport af medlemsstaterne til Kommissionen om ulykker, hvor arbejdsgiveren ikke har gennemført eksisterende sikkerhedsbestemmelser i virksomheder, der anvender konserveringsmidler.

Et andet arbejdsmiljøinitiativ fra EU's side, Rådets direktiv 98/24/EØF af 7. april 1998 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (2), kan blandt andet spille en rolle ved at kontrollere de eventuelle risici fra konserveringsmidler i levnedsmidler på arbejdspladsen.

Kommissionen mener, at disse direktiver giver en passende beskyttelse af arbejdstagernes helbred i fødevareindustrien. Som det ærede medlem ved, skal EU's direktiver om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen gennemføres i national lovgivning. Det er de nationale myndigheders ansvar at sikre en passende kontrol og overvågning af gennemførelsen af den nationale lovgivning.

Den Europæiske Arbejdsmiljøuge 2003, som blev koordineret af Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, var et nyt initiativ for at øge bevidstheden om risikoen ved farlige stoffer på arbejdspladsen. Der blev afholdt arrangementer i alle medlemsstater, og agenturet har udarbejdet informationsmateriale, som findes på webstedet: (http://osha.eu.int/ew2003).

Endelig har Kommissionen i sin meddelelse »Tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006« (3) bebudet, at Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur vil oprette et »observatorium for risikoovervågning« på basis af indsamling af eksempler på god praksis på virksomheds- og brancheplan.

(1) EFT L 183 af 29.6.1989.

(2) EFT L 131 af 5.5.1998.

(3) KOM(2002) 118 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/305

(2004/C 78 E/0307)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3639/03

af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Belastning med skadelige stoffer i Wipp- og Eisacktal (Østrig og Italien)

Som bekendt er fine støvpartikler særlig skadelige for mennesker og natur. Typisk for mange tilsvarende tilfælde skyldes halvdelen af partikeludledningen i Nord- og Sydtirol motorvejstrafikken. Brenner-motorvejen, der er en vigtig forbindelsesstrækning på nord-syd-aksen, skærer sig gennem den snævre Wipp- og Eisackdal. Den bærer ansvaret for 30 % af udledningen af skadelige stoffer og udgør med udledning af 13 000 t. partikler årligt en særlig belastning for disse dale. På grund af hyppige og stabile inversionsforhold og vedvarende svag vind, som skyldes Alpedalenes geologiske struktur, hæmmes eller endog hindres udbredelse og dermed fortynding af mængden af skadelige stoffer. Der henvises til de graverende følger for menneske og natur af den belastning med støj og skadelige stoffer, den enorme trafik forårsager.

Kommissionen bedes oplyse følgende:

—	Er der planlagt strengere normer for køretøjer og disses udledning af skadelige stoffer, og i bekræftende fald: I hvilken form?

—	Hvilke foranstaltninger træffes der med henblik på at opnå en forbedring af lastvognene?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(14. januar 2004)

Med direktiv 1999/96/EF (1) blev der i to trin indført nye emissionskrav for nye tunge køretøjer. Euro 4-trinnet der vil være obligatorisk fra oktober 2006 for samtlige nye tunge køretøjer, vil nedsætte emissionerne af nitrogenoxider (NOX) med ca. 30 % i forhold til de nugældende krav, og partikelemissionen vil blive sænket med ca. 80 %. Det andet obligatoriske trin (Euro 5) vil være gældende for samtlige nye tunge køretøjer fra oktober 2009, og dette vil resultere i en nedsættelse af NOX med i alt 60 % i forhold til de nugældende krav. Kommissionen er i øjeblikket i færd med at undersøge mulighederne for en yderligere nedsættelse af emissionerne fra tunge køretøjer, der vil være koncentreret om de vigtigste forurenende stoffer, nemlig NOX og partikler. Der vil kunne imødeses yderligere nedsættelser i et kommende Euro 6-trin, der har en tidshorisont på 2012-2013.

Herudover undersøger Kommissionen mulighederne for en yderligere nedsættelse af emissionerne fra nye person- og varebiler (Euro 5, der har en tidshorisont på 2010), og som også vil være koncentreret om de vigtigste forurenende stoffer, NOX og partikler.

For så vidt angår forbedringen af køretøjernes ydeevne i vejtransportsektoren vil den mere nøjeregnende emissionskontrol blive suppleret med indførelsen af nye tekniske foranstaltninger vedrørende selv-diagnosesystemer (OBD) på tunge køretøjer. OBD kommer til at indgå i Euro 4-trinnet fra 2006. OBD vil løbende kontrollere overskridelse af emissionskravene og oplyse føreren og værkstedet, hvis der skal gøres noget ved et problem i forbindelse med emissionskontrolsystemerne.

Kommissionen arbejder også på en ny metode til kontrol med, om tunge køretøjer, der er i brug, overholder kravene gennem anvendelse af bærbare emissionskontrolsystemer, der vil supplere de tekniske foranstaltninger i Euro 4-trinnet.

Ældre tunge køretøjer, der anvendes i vejtransportsektoren, kan eftermonteres med filtre, der nedsætter partikelemissionerne. Eftermontering behandles dog ikke på EU-plan, men på nationalt eller lokalt plan, sædvanligvis ledsaget af skattemæssige fordele. Sådanne filtre udviser en øjeblikkelig og mærkbar nedsættelse af partikelemissionerne.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/96/EF af 13. december 1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra motorer med kompressionstænding til fremdrift af køretøjer og emission af forurenende luftarter fra køretøjsmotorer med styret tænding, som benytter naturgas eller autogas (LPG) som brændstof, og om ændring af Rådets direktiv 88/77/EØF, EFT L 44 af 16.2.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/307

(2004/C 78 E/0309)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3658/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Antimobningsdag — fremtidige aktioner

Eftersom mobning på arbejdspladsen er et voksende problem for arbejdstagere i mange medlemsstater, har fagforeningen Amicus de seneste ti år gennemført kampagner og tilstræbt lovgivning i Det Forenede Kongerige og Irland, der kan beskytte arbejdstagerne mod de forskellige former for dårlig behandling, som mobning omfatter. Jeg synes, at Amicus' og flere andre britiske organisationers beslutning om at erklære den 26. oktober 2003 (i den europæiske arbejdsmiljøuge) for antimobningsdag var et skridt i den rigtige retning.

Agter Kommissionen at undersøge, hvor stort et problem mobning på arbejdspladsen er i hele EU, og om der i de forskellige medlemsstater gælder lovbestemte og andre beskyttelsesregler, med henblik på at udarbejde en rapport og forslag til aktioner under særlig hensyntagen til Amicus' og Det Europæiske Arbejdsmiljøagenturs synspunkter samt melde tilbage til Parlamentet med en tidsplan for aktionerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(16. januar 2004)

I meddelelsen »Tilpasning til ændringerne i arbejdslivet og i samfundet: en ny fællesskabsstrategi for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2002-2006« (1), bebudede Kommissionen, at den ville »undersøge, om det er hensigtsmæssigt med et fællesskabsinstrument om psykisk chikane og vold på arbejdspladsen, og hvilket omfang et sådant instrument skulle have«.

Kommissionen samler og gennemgår i øjeblikket den viden og de oplysninger, der findes på dette område. I den forbindelse tages der bl.a. hensyn til love og/eller administrative bestemmelser, som medlemsstaterne har vedtaget eller planlægger at vedtage.

Der vil også blive taget hensyn til Parlamentets beslutning om mobning på arbejdspladsen (2), udtalelsen om vold på arbejdspladsen fra Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen (3) og til de oplysninger, der er tilgængelige via Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur. Kommissionen vil endvidere tage hensyn til særlige erfaringer vedrørende vold på arbejdspladsen, som f.eks. dem, der er nævnt i den skriftlige forespørgsel.

På baggrund af ovenstående agter Kommissionen i løbet af 2004 at høre arbejdsmarkedets parter vedrørende den mulige udformning af en fællesskabsaktion på dette område i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 138. Høringen er et led i Kommissionens arbejdsprogram for 2004 (4).

Det er Kommissionens opfattelse, at psykisk vold, mobning og intimidering er særlige former for vold på arbejdspladsen. I princippet skal høringen af arbejdsmarkedets parter omfatte alle former for vold, der skader arbejdstagernes sundhed, fysiske og psykiske integritet og værdighed.

(1) KOM(2002) 118 endelig udg.

(2) A5-0283/2001 af 19.9.2001.

(3) KOM(2003) 346 endelig udg.

(4) KOM(2003) 645 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/308

(2004/C 78 E/0310)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3659/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser

Jeg går helhjertet ind for princippet om, at fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser kræver fælles europæiske regler og forskrifter for store virksomheder, der eksporterer deres produkter til andre lande, men synes Kommissionen ikke, at små virksomheder med lav omsætning, der arbejder lokalt og regionalt inden for samme medlemsstat, bør aflastes noget? Har Kommissionen en forestilling om, hvor store udgifter sådanne SMV'er påføres som følge af reguleringen af det indre marked, og har Kommissionen planer om at fritage disse virksomheder, i betragtning af at kendskab til lokale forhold for offentligheden er en tilstrækkelig garanti for pålidelighed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(26. januar 2004)

Det indre marked rummer efter Kommissionens opfattelse store muligheder for små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Kommissionen mener, at mangelen på integrerede europæiske regelrammer på visse områder forhindrer SMV'erne i at kunne øge og udvide deres aktiviteter hen over landegrænserne i det indre marked (1).

Kommissionen er helt enig med det ærede medlem i, at harmoniseringen på det indre marked ikke bør medføre overdrevent store omkostninger på grund af overholdelsen af forskellige regelrammer. Hovedformålet med harmoniseringen på det indre marked er til enhver tid at lette den frie bevægelighed. Hvis nationale begrænsninger for udenlandske virksomheder eller produkter ikke står i rimeligt forhold til dette mål, sikres den frie bevægelighed ved at anvende princippet om gensidig anerkendelse, så virksomheden fra oprindelseslandet kan levere sine varer og tjenesteydelser i værtslandet på basis af landets egne nationale forskrifter. En sådan anvendelse af principperne for det indre marked påfører ikke virksomhederne yderligere overholdelsesomkostninger. Tværtimod betyder den markant lavere omkostninger, da grænseoverskridende erhvervsdrivende kun skal arbejde efter ét og ikke 2-15 (og snart 25) regelsæt.

Når det er nødvendigt med en harmonisering på EU-plan, f.eks. for at beskytte forbrugerne og miljøet, skal proportionalitetsprincippet desuden overholdes. Der skal med andre ord være tale om bestemmelser, der sikrer det krævede høje fælles beskyttelsesniveau gennem tiltag, der begrænser handelen mindst muligt. En sådan harmonisering betyder ikke nødvendigvis nye forskrifter for de nationale erhvervsdrivende, men ændrer typisk de gældende forskrifter, så de varetager de ønskede almene hensyn effektivt og samtidig giver mulighed for fri bevægelighed.

For at sikre, at proportionalitetsprincippet bliver overholdt, må der foretages en korrekt vurdering af, hvilke overholdelsesomkostninger og administrative byrder der er forbundet med tiltag fra Fællesskabets side. Selv om Kommissionen ikke har nogen systematiske oplysninger om omkostningerne i forbindelse med overholdelsen og de administrative byrder, for så vidt angår ældre EU-lovgivning, spiller vurderingen af disse omkostninger og byrder en vigtig rolle i forbindelse med den nye konsekvensanalyseprocedure, Kommissionen har indført (2). Den nye konsekvensanalyseprocedure samler alle nuværende konsekvensanalyseordninger i Kommissionen under én enkelt ordning, herunder også de erhvervskonsekvensanalyser, som Kommissionen har underkastet sine lovgivningsforslag siden 1986. Den nye konsekvensanalyseprocedure betyder for ethvert berørt forslag, at der foretages en systematisk gennemgang af det pågældende problem, målsætningen, de forskellige muligheder til at nå målet og de forventede virkninger. Høringen af de berørte parter, herunder SMV'erne, om vigtige forslag vil være en væsentlig del af dette arbejde.

Sammenfattende skal det bemærkes, at Kommissionen i bestræbelsen på at nå målet om at skabe et velfungerende indre marked søger at tage fuldt hensyn til de omkostninger, der opstår for virksomhederne som følge af overholdelsen. Kommissionen kan derfor ikke tilslutte sig det ærede medlems forslag om, at små virksomheder bør kunne fravige harmoniseringsbestemmelser, der søger at nå det fornødne høje beskyttelsesniveau for at tilgodese almene hensyn som f.eks. beskyttelse af folkesundheden, forbrugerbeskyttelse og miljøbeskyttelse. Dette ville ikke alene undergrave beskyttelsen af legitime almene hensyn og dermed være til skade for EU-borgerne, men ville også undergrave tilliden og tiltroen til EU-virksomheders aktiviteter i almindelighed.

(1) Som eksempel kan nævnes, at Kommissionen i rapporten om første fase af strategien for tjenester i det indre marked påpegede, at det er SMV'erne, der lider mest under de nuværende opsplittede regelrammer i EU, KOM(2002)441 endelig udg.

(2) KOM(2002)278 endelig udg. Se http://europa.eu.int/comm/governance/suivi_lb_en.htm

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/309

(2004/C 78 E/0311)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3662/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Botswansk oksekød, dyreliv og bæredygtig udvikling

En vælger har gjort mig opmærksom på, at Botswanas regering overvejer at indhegne landområder i et forsøg på at øge landets produktion af oksekød, hvoraf jeg forstår, at det meste er bestemt for EU. Følgerne heraf for det lokale dyreliv, lokalsamfundene og turismen ville være enorme.

Kan Kommissionen bekræfte, at noget sådant ville være imod EU's miljø- og sociale normer, og vil den, i betragtning af at EU er storimportør af botswansk oksekød, lægge pres på myndighederne i Botswana for at få dem til at genoverveje deres planer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(26. januar 2004)

Kommission er vidende om, at Botswanas regering har til hensigt at ændre sit eksisterende net af kvæg- og vildthegn i Ngamiland, og har kendskab til den seneste udvikling på dette område. Udviklingen omfatter en opførelse af et nyt veterinærhegn med det formål at udvide de arealer, der er fri for mund- og klovesyge.

Selv om der ikke er nogen direkte forbindelse mellem de påtænkte hegn og de projekter, der i øjeblikket finansieres i Botswana via Den Europæiske Udviklingsfond/budgetposter, står Kommissionen og dens delegation i Botswana dog i erkendelse af problemets omfang i stadig kontakt med de forskellige involverede parter, herunder den ikke-statslige organisation »Environmental Investigation Agency«. Der foregår også en fortløbende dialog med Botswanas regering om bevarelse af naturressourcer.

I den af Botswana og DFID (det britiske »Department for International Development«) finansierede »miljøvurdering af veterinærhegn i Ngamiland« skitseres forskellige tekniske løsninger, og dokumentet giver pålidelige foreløbige oplysninger om de miljømæssige virkninger for Okavango-deltaet. Så vidt Kommissionen er orienteret, har Botswanas regering endnu ikke truffet nogen afgørelse om en bestemt løsning; Kommissionen har imidlertid erfaret, at Botswanas regering i overensstemmelse med miljøundersøgelsens henstillinger er i færd med at planlægge en række supplerende undersøgelser (navnlig af de socioøkonomiske virkninger). Delegationen regner med, at spørgsmålet vil blive afklaret via de lokale konsultationer, der er sat i gang på ny, og via en »policy«-dialog mellem de involverede parter i Botswana.

Kvægholdets betydning for levevilkårene i Ngamiland må ikke undervurderes. Det skal bemærkes, at størstedelen af det botswanske kød til eksport, modsat hvad der er tilfældet for andre lande i det sydlige Afrika, hidrører fra småbrug, der nyder godt af kontrollen med mund- og klovesyge, også selv om der ikke finder nogen eksport sted. Kontrollen med mund- og klovesyge har derfor positiv indvirkning på fattigdomsbekæmpelsen. Kontrollen er mulig som følge af en bred vifte af teknikker, hvoraf den ene er opførelse af hegn (i forskellige former).

I mere generel udviklingsmæssig henseende illustrerer debatten betydningen af, at arealanvendelsen planlægges, navnlig hvad angår græsningsområder, også i Botswana. Det er nødvendigt med stadig overtalelse og fortsatte ressourcer og foranstaltninger for at fastlægge og skabe brugbare grænseflader mellem kvæg og vildt og sikre den rette balance mellem divergerende interesser, som søger at tilgodese henholdsvis vildtet og kvæget.

Kommissionen vil vedblivende holde øje med situationen. Den mødtes for nylig med den ikke-statslige organisation »Environmental Investigation Agency« for at lytte til dens synspunkter og indhente yderligere oplysninger.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/310

(2004/C 78 E/0312)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3664/03

af Glenys Kinnock (PSE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Kvinders reproduktive sundhed

UNFPA har rapporteret et stort antal dødsfald blandt kvinder i Liberia som følge af behandlelige infektioner i forplantningssystemet og af graviditets-relaterede komplikationer. Der er tillige blandt liberiske kvinder en høj forekomst af HIV/aids, påført dem som et resultat af omfattende voldtægt under borgerkrigen og mangel på sikkert blod til transfusioner.

Vil Kommissionen i lyset heraf skitsere, hvilke tiltag den er i gang med med henblik på at støtte programmer for kvinders forplantningssundhed i Liberia?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(8. januar 2003)

Kommissionen er gennem sin repræsentant på stedet og en række observatørdelegationer fuldt ud medvidende om kvindernes situation i Liberia. Kommissionen er bekymret over denne situation og over de alvorlige konsekvenser, som borgerkrigen har haft for kvinders sundhed, enten direkte som følge af overgreb og voldtægt eller indirekte som følge af fordrivelse, udbredt fattigdom og mangelen på et sundhedssystem, der kan dække basale behov for sundhedspleje.

Enhver aktion, der støtter genoprettelsen af fred og anvendelsen af retsstatsprincippet, vil derfor have indflydelse på kvinders sundhed. Det program (8 mio. EUR), der i øjeblikket gennemføres i samarbejde med andre bilaterale og multilaterale donorer, og som tager sigte på at støtte de fredsbevarende styrker fra ECOWAS, er tilrettelagt med henblik på at skabe fred. Nogle af aktionerne i dette program tager imidlertid specifikt sigte på at støtte genopbygningen af sundhedssystemet og at yde direkte støtte til sundhedsplejen.

I 2001 blev der iværksat et program for tilbagevendtes og fordrevnes reintegration i Liberia (25 mio. EUR), som også omfatter en række sundhedsaspekter. Formålet er bl.a. at forbedre ydelsen af basale sundhedstjenester gennem distriktssundhedsplejen, der bistås af de ikke-statslige organisationer (NGO'erne), og at lette adgangen til billigere lægemidler af god kvalitet ved at gøre den ikke-statslige lægemiddelstyrelse mere funktionsdygtig.

Der blev for nylig vedtaget et program, der tager sigte på rehabilitering og kapacitetsopbygning efter konfliktens afslutning (40 mio. EUR). Formålet med programmet er at bane vejen for og støtte fredsinitiativerne og den nationale forsoning inden for rammerne af Accra-fredsaftalen for derigennem at lette de sociale og politiske spændinger og sikre forsoning (demobilisering samt økonomisk og social reintegration af de stridende parter) både på nationalt plan og i nærsamfundet (genopretning af de vigtigste ministerier og andre institutioner). Programmet har navnlig til formål at understøtte og fremskynde den konfliktramte befolknings sociale og økonomiske rehabilitering (navnlig i nærsamfundet) og at bidrage til den fysiske genopbygning af basale infrastrukturer og tjenester (offentlige og andre), herunder adgangen til sundhedstjenester, lægemidler, uddannelse og vand.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/311

(2004/C 78 E/0313)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3666/03

af Mario Mantovani (PPE-DE) til Kommissionen

(2. december 2003)

Om: Sundhedsydelser og fri bevægelighed for patienter

I dommen i sagen Müller-Fauré/Van Riet (C-385/99) foretager Domstolen en klar sondring mellem ambulant behandling og hospitalsbehandling og fastslår, at krav om forhåndstilladelse kun er i strid med princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, når der er tale om en behandling, som ikke er en hospitalsydelse, og som ydes i en anden medlemsstat af en person eller institution, hvormed der ikke er indgået nogen overenskomst. I sin betænkning om sundhedspleje (december 2002 — A5-0452/2002) påpegede Parlamentet, at målsætningerne om sundhedsplejens holdbarhed, tilgængelighed og kvalitet bl.a. forudsætter, at der skabes et indre marked for sundhedspleje og sundhedsprodukter, som sikrer en sundhedspleje, der er tilgængelig for alle og af høj kvalitet, og at der samtidig tages hensyn til bæredygtigheden og omfanget af systemerne i medlemsstaterne og sikres borgerne fri bevægelighed og en adgang til tjenesteydelser i alle EU-landene, som er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Hvordan kan det være, at Domstolen ikke har udtrykt samme holdning til hospitalsbehandling?

Navnlig ønskes følgende spørgsmål besvaret:

—	Hvordan kan det forenes med unionsborgerens status, at dennes ret til sundhedsbeskyttelse ifølge ovennævnte dom kun er garanteret fuldt ud i forbindelse med ambulant behandling og ikke med hospitalsbehandling, hvilket kun bygger på en rent økonomisk logik?

—	Hvordan forenes denne »dobbeltordning«, som indebærer valgfrihed i forbindelse med behandling, som ikke er hospitalsbehandling, og krav om forhåndstilladelse i forbindelse med hospitalsbehandling, med sikkerheden for et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, der er fastsat i de gældende traktater?

—	Hvordan kan unionsborgernes udøvelse af deres frie valg være en trussel mod den økonomiske balance i en national ordning, som ikke for ydelser modtaget i en anden medlemsstat godtgør beløb, der er højere end dem, der er fastsat i den nationale ordning?

—

Som led i gennemførelsen af forordning nr. 1408/71 (1) om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, har medlemsstaterne allerede indført godtgørelsesordninger for behandlinger, der modtages i en anden medlemsstat. Hvordan forklares under henvisning hertil de tekniske problemer, som godtgørelser medlemsstaterne imellem hævdes at afstedkomme i forbindelse med de øvrige unionsborgeres frie valg af stedet for hospitalsbehandling?

—

Er kravet om forhåndsgodkendelse af hospitalsbehandling ikke en hindring for patienternes frie valg på grundlag af kvalitet og tilgængelighed for alle, hvorved de borgere, der ikke har tilstrækkelige finansielle midler til at kunne se bort fra forhåndsgodkendelsen og dermed opnå en hurtig og hensigtsmæssig behandling, udsættes for forskelsbehandling?

—	Den faktiske gennemførelse af det indre marked indebærer fuld anerkendelse af de fire grundlæggende friheder. Hvor længe skal vi vente på den fri udveksling af tjenesteydelser for alle (såvel forsikringstagerne som aktørerne)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(15. januar 2004)

Kommissionen har allerede besvaret den mundtlige forespørgsel H-0763/03, det ærede medlem stillede om samme emne under spørgetiden i mødeperioden i december 2003 (2). I sit svar på denne skriftlige forespørgsel kan Kommissionen gå mere i detaljer.

Som det ærede medlem nævner, tog Domstolen i sin dom i sagen Müller-Fauré/van Riet (3) stilling til spørgsmålet om forhåndstilladelse som betingelse for at få godtgjort lægeudgifter afholdt i en anden medlemsstat. Dommen indgår i en række af domme, som Domstolen har afsagt om spørgsmålet siden 1998 (4). Domstolen behandlede i øvrigt på ny spørgsmålet i Inizan-sagen (5). De spørgsmål, der stilles Kommissionen, bør besvares i lyset af denne samlede retspraksis.

Domstolen har i nævnte domme anerkendt patienters ret til at få godtgjort lægeudgifter afholdt i en anden medlemsstat. Domstolen har dog fastsat visse betingelser for at udøve denne ret, bl.a. med henblik på at garantere den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt og sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau. Disse overvejelser ligger til grund for Domstolens sondring mellem hospitalsbehandling og anden behandling end hospitalsbehandling. Det bør dog betones, at Domstolen selv ved hospitalsbehandling, hvor den fandt det begrundet at stille krav om en forhåndstilladelse, dog mente, at der i betragtning af patientens helbredstilstand ikke var nogen gyldig grund til et sådant krav, hvis patienten oplever urimeligt lange ventelister. Domstolen har således fastslået, at patienters sundhedsbeskyttelse vejere tungere end rent økonomiske hensyn, som desuden efter Domstolens faste praksis ikke kan legitimere en hindring for det grundlæggende princip om fri udveksling af tjenesteydelser.

For så vidt angår anden behandling end hospitalsbehandling, har Domstolen anerkendt patienters ret til frit valg ved at fastslå, at kravet om en forhåndstilladelse som betingelse for godtgørelse ikke var begrundet og skulle fjernes. Domstolen har bekræftet, at for at sikre, at den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt ikke bringes i fare i den ansvarlige medlemsstat, skal godtgørelsen af udgifter til sådanne behandlinger holde sig inden for grænserne af den dækning, som patienter har efter den ansvarlige medlemsstats sygesikring. Den ansvarlige medlemsstat er således kun forpligtet til at godtgøre udgifter til behandling i en anden medlemsstat, hvis denne behandling dækkes af den sociale sikringsordning, når den udføres på dens eget område. Udgifterne godtgøres efter de gældende takster i den ansvarlige medlemsstat, og de betingelser, medlemsstaterne stiller for på deres eget område at godtgøre anden behandling end hospitalsbehandling, f.eks. kravet om at konsultere en alment praktiserende læge forud for konsultation hos speciallæge, gælder ligeledes for behandling i andre medlemsstater.

For så vidt angår hospitalsbehandling, har Domstolen medgivet, at kravet om forhåndstilladelse var begrundet i hensynet til behovet for medlemsstaternes planlægning. Målet er således at sikre, at de kan garantere, at der på deres område er en tilstrækkelig og vedvarende adgang til et afbalanceret udbud af gode hospitalsydelser, og at sikre styring af omkostninger og i videst muligt omfang at undgå ethvert spild af økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer. Det er derfor i patienters egen interesse at opretholde kravet om en forhåndstilladelse i dette tilfælde, idet de bør kunne få den fornødne behandling i deres egen medlemsstat. Domstolen har videre fastslået, at selv om dette ikke skulle være tilfældet, f.eks. hvis der er ventelister på landets område for at kunne få den behandling, som patientens helbredstilstand kræver, er det ikke begrundet at afslå en forhåndstilladelse til behandling i en anden medlemsstat. Domstolen har således understreget, at tilladelsen til at undergå behandling i en anden medlemsstat kun kan afslås, når en tilsvarende behandling eller en behandling, som frembyder samme grad af virkning for patienten, kan ydes rettidigt på landets eget område. Den har fastslået, at ved vurderingen af, om en sådan behandling kunne ydes rettidigt, er de nationale myndigheder forpligtet til at tage hensyn til alle de omstændigheder, der kendetegner hver enkelt konkret sag, under behørig hensyntagen ikke alene til patientens lægelige situation på det tidspunkt, hvor der ansøges om tilladelse, herunder i givet fald omfanget af patientens smerter eller arten af hans handicap, der for eksempel vil kunne gøre det umuligt eller overordentligt vanskeligt at udøve et erhverv, men også under hensyn til hans sygdomshistorie. Borgerne kan således fremover få godtgjort udgifter til den hospitalsbehandling, deres helbredstilstand kræver, også selv om behandlingen ydes i en anden medlemsstat. Muligheden for at undergå behandling i udlandet er således ikke længere forbeholdt patienter med tilstrækkelige økonomiske midler til at betale lægeudgifterne uden hjælp fra den sociale sikringsordning.

Forordning nr. 1408/71 (6), som støtter og letter den frie udveksling af tjenesteydelser i henhold til EF-traktatens artikel 49, skal garantere de forsikrede ret til naturalydelser i opholdsmedlemsstaten for den ansvarlige institutions regning og efter bestemmelserne i lovgivningen i den medlemsstat, hvor ydelserne leveres, som om den forsikrede var tilsluttet landets gældende ordning. I denne henseende begrænser fællesskabsretten ikke medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, og for så vidt som der ikke er foretaget en harmonisering på EU-plan, tilkommer det hver medlemsstat i lovgivningen dels at fastsætte vilkårene for retten eller forpligtelsen til at blive tilsluttet en social sikringsordning, dels de betingelser, som en person skal opfylde for at være berettiget til ydelser.

Ved artikel 22 i forordning nr. 1408/71 indføres der en ordning for godtgørelse af udgifter til behandling, som patienter har fået tilladelse til at undergå i en anden medlemsstat, herunder hospitalsbehandling. Forordningens artikel 36 fastsætter de praktiske betingelser for denne godtgørelse mellem socialsikringsinstitutionerne. For så vidt angår behandling, som en person overvejer at undergå i en anden medlemsstat, fastsætter artikel 22, hvornår medlemsstaterne ikke kan afslå tilladelse til at få godtgjort udgifter afholdt i udlandet. Den giver således medlemsstaterne enhver mulighed for at fastsætte andre betingelser for, hvornår der kan gives tilladelse i henhold til national ret. De vanskeligheder, det ærede medlem nævner, er blevet påtalt af medlemsstaterne i forbindelse med godtgørelsen af hospitalsbehandling, der ydes direkte i en anden medlemsstat i forbindelse med den frie udveksling af tjenesteydelser og ikke i henhold til forordning nr. 1408/71. Forordningen stiller således krav om en forhåndstilladelse i forbindelse med hospitalsbehandling, hvilket Domstolen har fundet berettiget. Instrumentet indeholder derfor en række tekniske og administrative løsninger til at sikre patienter godtgørelse af ydelser afholdt i en anden medlemsstat på trygge vilkår, forudsat at medlemsstaterne anvender instrumentet i større omfang og mere gennemsigtigt.

(1) EFT L 319 af 10.12.1996, s. 11.

(2) Skriftligt svar af 17. december 2003.

(3) Dom af 13. maj 2003 i sag C-385/99, V.G. Müller-Fauré mod Onderlinge Waarborgmaatschappij O.Z. Zorkverzekeringen UA og E.E. M. Van Riet mod Onderlinge Waarborgmaatschappij ZAO Zorkverzekeringen, Sml. 2003-I, s. 4509.

(4) Dom af 28. april 1998 i sag C-155/96, Kohll, Sml. 1998-I, s. 1931, dom af 28. april 1998 i sag C-120/95, Decker, Sml. 1998-I, s. 1831, dom af 12. juli 2001 i sag C-157/99, Smits og Peerbooms, Sml. 2001-I, s. 5473, og dom af 12. juli 2001 i sag C-368/98, Vanbraekel, Sml. 2001-I, s. 5363.

(5) Dom af 23. oktober 2003 i sag C-56/01, Patricia Inizan/Caisse Primaire d'Assurance Maladie des Hauts de Seine affaire (endnu ikke offentliggjort).

(6) Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, EFT L 149 af 5.7.1971, ajourført ved forordning nr. 118/97, EFT L 28 af 30.1.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/313

(2004/C 78 E/0314)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3693/03

af Armin Laschet (PPE-DE) til Kommissionen

(2. december 2003)

Om: Ikke-offentliggjort undersøgelse af antisemitisme fra EUMC

1.	Er Kommissionen enig med EU's Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad (EUMC) i, at den undersøgelse, Zentrum für Antisemitismusforschung ved Technische Universität i Berlin har foretaget i oktober 2003, ikke skal offentliggøres?

2.	Kan Kommissionen i bekræftende fald begrunde dette?

3.	Er Kommissionen i benægtende fald rede til at arbejde for, at den undersøgelse, det velrenommerede Zentrum für Antisemitismusforschung ved Technische Universität i Berlin har foretaget, omgående offentliggøres?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(13. januar 2004)

Rapporten om antisemitisme, som det ærede medlem henviser til, blev udarbejdet af Technische Universität i Berlin på kontrakt for det Europæiske observatorium for racisme og fremmedhad (EUMC) og ikke for Kommissionen. I en udtalelse den 26. november 2003 afviser EUMC beskyldninger om, at rapporten er blevet lagt på hylden. I denne udtalelse erklærede bestyrelsens formand, at bestyrelsesmedlemmerne »anså det arbejde, som var udført af kontrahenten, for at være af dårlig kvalitet og dårligt dokumenteret«. Formanden beklagede også, at en »kollektiv beslutning truffet af bestyrelsen baseret udelukkende på den utilstrækkelige kvalitet af den forskning, som var udført af centret i Berlin, er blevet udnyttet til at miskreditere det vigtige arbejde, som EUMC skal udføre i kampen mod racisme og fremmedhad i Europa«.

EUMC's bestyrelse, der tog den kollektive beslutning angående forskningens kvalitet, består af 15 uafhængige og fremtrædende eksperter i spørgsmål vedrørende racisme, fremmedhad og antisemitisme såvel som repræsentanter for Kommissionen, Europarådet og Parlamentet.

Den omtalte forskning er nu blevet offentliggjort på EUMC's websted på følgende adresse: (http://www.eumc.eu.int/eumc/index.php).

Rapporten ledsages af en udtalelse om, hvorfor bestyrelsen anså forskningen for at være af utilstrækkelig kvalitet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/314

(2004/C 78 E/0315)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3696/03

af Anna Karamanou (PSE) til Kommissionen

(3. december 2003)

Om: Ligelig deltagelse af mænd og kvinder i beslutningsprocessen

I Rådets henstilling 96/694/EF (1) af 2. december 1996 anmodedes Kommissionen om første gang tre år efter henstillingens vedtagelse og derefter hvert år at forelægge (bl.a.) Europa-Parlamentet en rapport om dens gennemførelse »på baggrund af de oplysninger, som medlemsstaterne og De Europæiske Fællesskabers institutioner, organer samt kontorer og agenturer indsender«. Hidtil er kun den første af disse rapporter blevet forelagt Europa-Parlamentet, hvilket skete i 2000.

Hvornår agter Kommissionen at forelægge de årlige rapporter, der skulle have fulgt efter? Er der udsendt spørgeskemaer til medlemsstaterne (og de stater og institutioner, henstillingen vedrører,) Med henblik på at indsamle og sammenligne oplysninger om, hvilke fremskridt der er gjort med henstillingens gennemførelse? hvorfor har Kommissionen endnu ikke opfyldt sin pligt i henhold til Rådets henstilling?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(27. januar 2004)

Ligelig deltagelse af mænd og kvinder i beslutningsprocessen er et emne, som Kommissionen tillægger stor betydning.

Rådets henstilling 96/694/EF om ligelig deltagelse af mænd og kvinder i beslutningsprocessen blev fulgt op med en rapport fra Kommissionen i 2000. Det blev i rapporten konkluderet, at de politiske tiltag, der var gennemført siden 1996, sammenlagt havde haft en positiv virkning. De oprindelige forventninger var dog ikke blevet indfriet, og der har været yderligere opfølgninger.

Kommissionen har i sine årsrapporter om lige muligheder for kvinder og mænd fulgt situationen med hensyn til ligestilling i beslutningsprocessen. De rapporter, der er udarbejdet fra og med 2000, har indeholdt udvalgte tal for området og også beskrivelser af tendenserne vedrørende lovgivningen i medlemsstaterne om ligelig fordeling af kønnene i den politiske proces.

Siden 1999 har Ministerrådet vedtaget indikatorer for overvågning af fremskridtene på indsatsområder, der vedrører Beijing-handlingsplanen. Der blev på mødet i Rådet den 1. december 2003 vedtaget et sæt indikatorer og statistikker med fokus på kvinders repræsentation i økonomisk beslutningstagning.

I forbindelse med det 4. EF-handlingsprogram om lige muligheder for mænd og kvinder finansierede Kommissionen »den europæiske database om kvinders deltagelse i beslutningstagningen«. Det centrale tema i de programaktiviteter, som der kunne ydes støtte til i 2003 gennem det 5. handlingsprogram, var også den ligelige deltagelse af mænd og kvinder i beslutningprocessen. Kommissionen finansierer i denne forbindelse ca. 20 tværnationale projekter, der skal bidrage til at øge kvindernes repræsentation i beslutningstagningsprocessen.

Kommissionen har på grundlag af en analyse af de forskellige initiativer besluttet at oprette en database om »Kvinder og mænd i beslutningsprocessen«, der er fremadskuende i form og funktion. Databasen kommer til at indeholde data, der indsamles fra en lang række aktører, og vil blive en kontinuerlig informationskilde om indsatsen for at opnå en ligelig deltagelse af mænd og kvinder i beslutningsprocessen på det politiske, offentlige, retlige, sociale og økonomiske område.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/315

(2004/C 78 E/0316)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3761/03

af Astrid Thors (ELDR) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Pligt til at aflive en hest på grund af anvendelse af nandrolon

I Finland blev der for nylig afsløret et tilfælde med doping af en travhest gennem injektion med nandrolon. Chefdyrlægen i det pågældende område påstår, at loven klassificerer alle travheste som produktionsdyr og slår fast, at dopede dyr bør aflives straks for på den måde at forhindre, at de havner på spisebordet, selv om hesten aldrig har været beregnet til at skulle nå frem til fødevarekæden. Lovgivningen er dog ikke entydig, fordi den er formuleret således, at hesten »kan« aflives. Loven har sammenhæng med EU-direktiv 96/22 (1) og 96/23 (2).

Mener Kommissionen, at chefdyrlægens tolkning af direktiv 96/22 og 96/23 er korrekt, og at denne travhest bør aflives straks?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(27. januar 2004)

Direktiv 96/22/EF (3), ændret ved direktiv 2003/74/EF (4) og direktiv 96/23/EF (5), særlig artikel 23, stk. 2, kan fortolkes således, at der er pligt til straks at føre en hest, der er dopet med nandrolon, til et udpeget slagteri eller en destruktionsanstalt.

Dette gælder imidlertid ikke, hvis hestens ejer sikrer, at dyret aldrig vil blive slagtet til konsum, i overensstemmelse med de kontrolforanstaltninger, der er fastlagt i beslutning 93/623/EØF (6) og 2000/68/EF (7).

I artikel 23, stk. 2, i direktiv 96/23 er fastsat følgende:

Hvis det efter prøveudtagningen i overensstemmelse med artikel 17 påvises, at der er foretaget en ulovlig behandling, aflives det eller de dyr, for hvilke(t) resultatet er positivt, straks på stedet eller føres i henhold til et officielt dyrlægecertifikat til det udpegede slagteri eller til en destruktionsanstalt for at blive aflivet der. De således aflivede dyr overgives til en forarbejdningsvirksomhed for højrisikostoffer som defineret i direktiv 90/667/EØF (21).

Det oplyses i forbindelse med denne bestemmelse, at formålet med destruktionen af dyret efter slagtning er at sikre, at kødet ikke kommer til at indgå i fødevarekæden, og bestemmelsen kan derfor fortolkes således, at der er pligt til straks at føre en hest, der er dopet med hormonet nandrolon, til et udpeget slagteri eller til en destruktionsanstalt, når den kompetente myndighed ikke kan anvende yderligere officielle kontrolforanstaltninger med henblik på at sikre overholdelse af dette folkesundhedsmål.

Disse yderligere kontrolforanstaltninger er bl.a. identifikation af registrerede heste som fastsat i beslutning 93/623/EØF (8) og 2000/68/EF.

(1) EFT L 125 af 23.5.1996, s. 3.

(2) EFT L 125 af 23.5.1996, s. 10.

(3) EFT L 125 af 23.5.1996.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/74/EF af 22. september 2003 om ændring af Rådets direktiv 96/22/EF om forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af beta-agonister i husdyrbrug, EUT L 262 af 14.10.2003.

(5) Rådets direktiv af 29. april 1996 om de kontrolforanstaltninger, der skal iværksættes for visse stoffer og restkoncentrationer heraf i levende dyr og produkter heraf og om ophævelse af direktiv 85/358/EØF og 86/469/EØF og beslutning 89/187/EØF og 91/664/EØF, EFT L 125 af 23.5.1996.

(6) EFT L 298 af 3.12.1993.

(7) 2000/68/EF: Kommissionens beslutning af 22. december 1999 om ændring af beslutning 93/623/EØF og om identifikation af hovdyr til opdræt og som brugsdyr, EFT L 23 af 28.1.2000.

(8) EFT L 298 af 3.12.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/316

(2004/C 78 E/0317)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3764/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Den spanske vandforsyningsplan — prisen på omledning af vand og dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser

Som det vil være Kommissionen bekendt, afsætter den spanske regering en betydelig del af de fællesskabsmidler, som den modtager, til samfinansiering af anlæg i forbindelse med vandforsyning. Ifølge spansk lov skal modtagerne af støtte til sådanne anlæg overholde et regelsæt med henblik på godtgørelse af de offentlige investeringer (artikel 114 i kongeligt lovdekret 1/2001 af 20. juli 2001 om godkendelse af den ændrede lov om vandforsyning, den spanske statstidende, BOE af 24.7.2002). Forleden slog formanden for vandforsyningsselskabet for Júcar-floden, José María González Ortea, til lyd for, at brugerne af de nye infrastrukturer for vandforsyning ikke skal pålægges at bidrage til afskrivningen af de EF-midler, som bevilges til vandforsyningsanlæg af interesse for Fællesskabet (Las Provincias, den 13. november 2003).

På baggrund af Fællesskabsretten og især kravet om gennemsigtighed i forvaltningen og anvendelsen af fællesskabsmidlerne (betragtning 26 og 57, artikel 17-19, 34, 36 og 46 i forordning 1260/1999 (1)), forbuddet mod fordrejning af konkurrencevilkårene med statsstøtte (EF-traktatens artikel 87), beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser (EF-traktatens artikel 280) samt pligten til dækning af omkostningerne ved forsyningspligtydelser (artikel 9 i direktiv 2000/60/EF (2)), når den spanske regering anmoder om fællesskabsfinansiering til et projekt vedrørende anlæg til vandforsyning, mener Kommissionen da ikke, at regeringen klart og tydeligt på følgende punkter bør præcisere:

—	hvem modtagerne og aftagerne af vandforsyningen vil være?

—	hvordan disse modtagere vil bidrage til dækningen af omkostningerne ved de offentlige investeringer?

—	om der vil være tale om en ensartet behandling ved dækningen af omkostningerne alt efter, om de hidrører fra staten eller fra Fællesskabet?

—	om den på nogen måde vil fritage modtagerne fra at bidrage til dækningen af Fællesskabets omkostninger?

Mener Kommissionen i forbindelse med omledningen af vand fra Júcar-Vinalopó, at den har modtaget tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, til hvis fordel arbejderne udføres, på hvilken måde de vil bidrage til dækning af omkostningerne, og om modtagerne eller en enkelt gruppe af modtagere vil blive fritaget for at deltage i dækningen af omkostningerne?

Har den spanske regering meddelt, at den har til hensigt at træffe nogen foranstaltning, som skal gælde alle eller nogle af støttemodtagerne i forbindelse med deres bidrag til dækning af omkostningerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(3. februar 2004)

Kommssionen er i færd med at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at besvare spørgsmålet, og skal meddele resultatet af sine efterforskninger, så snart det foreligger.

(1) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1.

(2) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/321

(2004/C 78 E/0329)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3793/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Opdatering af situationen vedrørende midler fra Leonardo da Vinci-programmet til Pisa Kommune

I sit svar af 8. maj 2003 på tidligere forespørgsel E-1070/03 (1) hvori der spurgtes, om Pisa Kommune havde forelagt projekter som led i Leonardo da Vinci-programmet og fået bevilget støtte hertil, oplyste Kommissionen, at byen ingen projekter havde forelagt.

Kan Kommissionen udelukkende med hensyn til den del af midlerne, der forvaltes centralt, oplyse, om der er forelagt projekter efter ovennævnte dato og med hvilket udfald?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

på skriftlige forespørgsler E-3765/03, E-3766/03, E-3767/03, E-3768/03, E-3769/03, E-3770/03, E-3771/03, E-3772/03, E-3773/03, E-3774/03, E-3775/03 og E-3793/03

(15. januar 2004)

Nogle af de midler, som uddeles under Leonardo da Vinci-programmet, forvaltes decentralt af nationale kontorer, specielt de tværnationale mobilitetsprojekter, hvis samlede budget udgør næsten 40 % af programmets årlige budget.

Det ærede medlem kan kontakte det nationale kontor i Italien for yderligere oplysninger om disse projekter: ISFOL, Via G.B. Morgagni 30/e, I-00161 Roma, tlf. (39-06) 44 59 01 fax (39-06) 44 59 04 75.

Med hensyn til den del af midlerne, som forvaltes centralt af Kommissionen (pilotprojekter, temaaktioner, sprogkundskaber, tværnationale netværk, referenceredskaber) viste undersøgelsen for kommunerne Ancona, Carrara, Firenze, Livorno, Macerata, Massa, Perugia, Pisa, Pistoia, Prato, Siena og Terni, at ingen af dem fremlagde nogen forslag i forbindelse med Leonardo da Vinci-programmets indkaldelse af forslag i 2003 (udvælgelse fuldført i juli 2003).

(1) EUT C 268 E af 7.11.2003, s. 151.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/325

(2004/C 78 E/0342)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3809/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Opdatering af situationen vedrørende midler fra kultur 2000-programmet til Massa Kommune

I sit svar af 30. juli 2003 på tidligere forespørgsel E-0983/03 (1), hvori der spurgtes, om Massa Kommune havde forelagt projekter som led i kultur 2000-programmet og fået bevilget støtte hertil, oplyste Kommissionen, at kommunen ikke havde forelagt projekter i perioden indtil 2002. Kan Kommissionen oplyse, om der er forelagt projekter i perioden efter dette tidspunkt og indtil i dag?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

på skriftlige forespørgsler E-3798/03, E-3799/03, E-3800/03, E-3801/03, E-3802/03, E-3803/03, E-3804/03, E-3805/03, E-3806/03, E-3807/03, E-3808/03 og E-3809/03

(26. januar 2004)

Kommissionen svarede, som det ærede medlem ganske rigtigt anfører, den 30. juli 2003 på en tidligere forespørgsel om samme emne (2).

Siden juli 2003 er der sket følgende: sidste frist for indgivelse af forslag til projekter, der skal gennemføres i 2004 inden for rammerne af Kultur 2000-programmet, var den 31. oktober 2003 (for etårige projekter) og den 15. november 2003 (for flerårige projekter).

De forelagte projekter er således i udvælgelsesfasen, og Kommissionen er på nuværende tidspunkt i denne fase forpligtet til at overholde reglerne om fortrolighed, ifølge hvilke det ikke er tilladt for Kommissionen at give nogen oplysninger om de forelagte projekter eller om de kulturinstitutioner, der har indgivet forslag.

Som Kommissionen nævnte i sit tidligere svar, er alle oplysninger om de udvalgte projekter tilgængelige på internettet, så snart udvælgelsesproceduren er afsluttet, på adressen: http://europa.eu.int/comm/culture/eac/index_fr.html

(1) EUT C 242 E af 9.10.2003, s. 200.

(2) Det ærede medlems skriftlige forespørgsel E-0830/03 samt skriftlige forespørgsler E-0892/03 og E-0978/03 til E-0990/03, EUT C 242 E af 9.10.2003, s. 200.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/325

(2004/C 78 E/0343)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3810/03

af Mogens Camre (UEN) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: EU's regler om udsmidning af sunde fisk

EU's kvoteordninger for medlemslandenes fiskeri tvinger hvert år danske fiskere til at smide ca. 500 000 tons førsteklasses døde fisk tilbage i Vesterhavet. De repræsenterer en værdi af 25 mio. EUR. Heraf er 45 000 tons torsk, hvilket svarer til ca. 14 millioner førsteklasses danske torsk.

Alene i disse uger smides 40 tons søtunger ud i den danske del af Kattegat. Den samlede EU-fiskerflåde smider på grund af de gældende regler sunde fisk ud i Vesterhavet til en værdi af tæt ved 1 milliard EUR. Der er foruden torsk og søtunger tale om store mængder hummere, pighvar og rødspætter.

For det første er der tale om et umoralsk spild af fødevarer, for det andet er denne udsmidning af døde fisk en miljøforurening, og for det tredje gør den hele EU's forsøg på at begrænse udnyttelsen af fiskebestandene fuldstændig absurd. Fiskene går til grunde, og bestandene og deres reproduktion skades.

Hvis der er et behov for at begrænse udnyttelsen af fiskeressourcerne, kunne dette ske ved at begrænse fiskernes såkaldte havdage, når de har landet den mængde fisk, som det anses for rimeligt at fiske.

Samtidig med denne absurde ødelæggelse af ressourcer tillader EU fiskere fra Norge og østersølande, som endnu ikke er medlemmer af EU, at lande betydelige mængder fisk i danske havne. Det oplyses, at fiskerikontrollen over for disse ikke-EU-fiskerbåde er langt mere lemfældig end kontrollen med danske fiskefartøjers landinger.

EU's dilettantiske forsøg på at styre fiskeriet fører til udbredt harme over for EU som helhed og giver indtryk af et bureaukratisk overgreb, som direkte modvirker det opstillede mål.

Hvad agter Kommissionen at gøre for at hindre spild af fisk og ødelæggelse af fiskerierhvervet på grund af den såkaldte »discard« af sunde fisk?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(8. januar 2004)

Kommissionen deler det ærede medlems bekymringer med hensyn til den betydning, som genudsætningen af fisk har i forbindelse med en forsvarlig forvaltning af fiskeriet. Den har udarbejdet flere rapporter og gennemført flere undersøgelser om emnet, og for nylig har den udsendt en meddelelse herom (1). I meddelelsen understreges ikke blot problemets omfang, men også de komplekse årsager til genudsætnin-gerne: de genudsætninger, der, selv om det langt fra drejer sig om ubetydelige mængder, skyldes forskriftsmæssige krav, og som er omtalt i forespørgslen, udgør kun en mindre brøkdel af genudsætnin-gerne i forhold til dem, der kan henføres til kommercielt begrundede valg fra fiskernes side. Det fremgår også af meddelelsen, at genudsætningen kan nedbringes ved hjælp diverse tiltag, hvoraf intet i sig selv kan løse problemet i dets helhed. Kommissionen er enig med det ærede medlem i, at en bedre styring af fiskeriindsatsen er et af de effektive midler. Men der er også andre virkemidler, som bør tages i betragtning.

Kommissionen ønsker ikke at nøjes med at konstatere forholdet, selv om dette kan være nok så nyttigt, den er også fast besluttet på at opnå en betydelig begrænsning af genudsætningerne. Derfor har den sat sig for at indkredse de fiskerier, hvor der skal iværksættes konkrete foranstaltninger. Ud over de forventede fordele for de pågældende fiskerier, vil der herved kunne indhøstes konkrete erfaringer med, hvad der kan opnås gennem de forskellige virkemidler til begrænsning af genudsætningerne. Generaldirektoratet for Fiskeri er i gang med omfattende høringer med henblik på at udarbejde konkrete og præcise projekter.

Kommissionen er da også klar over, at reglerne under den fælles fiskeripolitik af erhvervet kan opfattes som snærende, men den deler ikke det ærede medlems mening om, at disse regler på samme tid skulle være dilettantiske og overdrevent bureaukratiske. Tværtimod går Kommissionen ind for så skrappe foranstaltninger som muligt, selv om dens forslag ikke altid tages til følge af de øvrige aktører inden for den fælles fiskeripolitik. Den bestræber sig samtidig på i videst muligt omfang at forenkle reglerne og begrænse dem til det absolut nødvendige, og et yderligere tiltag i den retning er under udarbejdelse, som skulle kunne iværksættes under det kommende nederlandske formandskab. Men navnlig i den foreliggende situation med overudnyttelse af de vigtigste ressourcer og for stor fangstkapacitet kræver en forsvarlig forvaltning forskellige begrænsninger, herunder begrænsninger af fangsten. De kvoter, der fastsættes, kan føre til genudsætning, især hvis der ikke træffes foranstaltninger til at sikre en ordentlig forvaltning af udnyttelsen af kvoterne for de forskellige arter. Det er klart, at Kommissionens ønske i denne forbindelse er, at de nationale myndigheder uden at afvente dens konklusioner om de nævnte pilotprojekter i samråd de berørte erhverv iværksætter bestemmelser, der gør det muligt at nedbringe genudsætningerne, først og fremmest gennem en bedre forvaltning af udnyttelsen af kvoterne for de forskellige arter og en bedre geografisk og tidsmæssig fordeling af fiskeriindsatsen.

Hvad angår kontrol med ikke EF-fiskefartøjers landing af fisk i danske havne, giver reglerne om kontrol med fiskeriet de danske myndigheder mulighed for at træffe foranstaltninger mod landing af fangster, der er taget i modstrid med de regler, der er internationalt anerkendt, også af Norge og de baltiske lande, og ud fra Kommissionens viden er der intet, som tyder på, at de danske myndigheder ikke gør retmæssig brug af de beføjelser, som den fælles fiskeripolitik giver dem på området.

(1) KOM(2002) 656 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/327

(2004/C 78 E/0344)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3835/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(8. december 2003)

Om: Gennemførelse af direktiv 89/48/EØF

Hvad agter Kommissionen at gøre for at sikre, at direktiv 89/48/EØF (1) gennemføres i samtlige EU-stater, herunder Grækenland, også i betragtning af de domme, som EF-Domstolen for nylig har afsagt i sagerne C-153/02 og C-313/01?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(15. januar 2004)

Domstolen fastslog i sin dom af 13. november 2003 i sag C-153/02, Néri, at EF-traktatens artikel 43 er til hinder for en forvaltningspraksis, hvorefter kandidatuddannelser fra et universitet i én medlemsstat kun kan anerkendes i en anden medlemsstat, når undervisningen med henblik på at erhverve eksamensbeviserne blev givet i den anden medlemsstat af en anden uddannelsesinstitution i henhold til en aftale mellem disse to uddannelsesinstitutioner.

Sagen drejer sig om såkaldte franchiseaftaler.

Kommissionen har indledt flere traktatbrudssager herom, hhv. en mod Italien og to mod Grækenland, hvor et af klagepunkterne er, at eksamensbeviser, der er udstedt i henhold til franchiseaftaler, ikke anerkendes.

Desuden er der en traktatbrudssag på vej mod Tyskland, som ikke tillader brug af universitetsgrader, der er erhvervet i henhold til franchiseaftaler.

Kommissionen vil se på, hvordan dommen i Néri-sagen bedst kan anvendes i forbindelse med disse sager.

I sag C-313/01, Morgenbesser, der ligeledes blev pådømt den 13. november 2003, så Domstolen på de gældende regler for adgangen til erhvervet som »praticante avvocato« (advokatfuldmægtig), dvs. for den praktikperiode, jurister skal gennemføre, før de kan gå op til den egnethedsprøve, der kræves for at opnå bestalling i Italien. For at få adgang til dette erhverv skal man efter italiensk ret forinden have opnået akademisk anerkendelse af sine juridiske eksamensbeviser fra andre medlemsstater. Domstolen fastslog, at dette krav ikke er foreneligt med fællesskabsretten, når praktikperioden omfatter udøvelse af lønnet virksomhed. Domstolen fastslog, at de gældende principper i dette tilfælde følger af Domstolens retspraksis vedrørende EF-traktatens artikel 39 og 43. De nationale myndigheder skal således sammenligne ansøgerens kundskaber, således som de fremgår af vedkommendes kvalifikationsbeviser eller er erhvervet ved erhvervserfaring enten i oprindelseslandet eller i værtslandet, med de kundskaber, som fremgår af de eksamensbeviser, der er foreskrevet efter national ret. Viser sammenligningen, at kundskaberne kun delvist stemmer overens, kan værtslandet kræve, at ansøgeren godtgør, at han har erhvervet de foreskrevne kundskaber, der mangler.

Kommissionen vil påse, at Italien efterkommer Domstolens retspraksis. Kommissionen er naturligvis til enhver tid rede til at se på eventuelle oplysninger om forekomsten af tilsvarende situationer i andre medlemsstater.

(1) EFT L 19 af 24.1.1989, s. 16.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/328

(2004/C 78 E/0346)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3867/03

af Richard Corbett (PSE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Undersøgelse om timeshare-kontrakter og ferieklubber

Har Kommissionen kendskab til den undersøgelse med titlen »det tabte paradis«, som det britiske »Citizens' Advice Bureau« (borgernes rådgivningskontor) har foretaget om borgernes erfaringer med timeshare-kontrakter og ferieklubber?

Er Kommissionen rede til at tage timeshare-direktivet op til fornyet behandling med henblik på at medtage køb af medlemskab i ferieklubber og brugsret til lystbåde på timeshare-basis, fjernelse af minimumskriteriet på 36 måneder i forbindelse med kontrakter, forlængelse af den minimale tænkepause til 14 dage og indførelse af et krav til alle virksomheder, der sælger eller videresælger timeshare-kontrakter, om, at de skal indregistreres i den medlemsstat, hvori de driver forretning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(15. januar 2004)

Det britiske borgerrådgivningskontor har været så venligt at sende Kommissionen et antal eksemplarer af undersøgelsen »det tabte paradis«. Undersøgelsen er baseret på en rapport om »problemerne med produkter, der kan forveksles med timeshare i Europa: de europæiske forbrugercentres erfaringer« (The Problems of Products Resembling Timeshare in Europe; the experience of European Consumer Centres), som blev offentliggjort i november 2002 af de europæiske forbrugercentre.

Kommissionen er vidende om, at der på trods af udstedelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timeshare-basis (1) og medlemsstaternes efterfølgende gennemførelse deraf stadig forekommer klager fra forbrugernes side. Klagerne er sendt til Kommissionen direkte af de klagende, via Europa-Parlamentet eller af de europæiske forbrugercentre (ECC) (2) eller EEJ-nettet (European Extra Judicial Network) (3).

En rapport fra Kommissionen (4) med en beskrivelse af en række af disse problemer blev offentliggjort i 1999. Der blev deri draget visse konklusioner vedrørende mulige tilpasninger eller ændringer af direktivet. I tilslutning til denne rapport vedtog Europa-Parlamentet en beslutning (5) og Rådet konklusioner (6).

Kommissæren med ansvar for sundhed og forbrugerbeskyttelse skitserede under Europa-Parlamentets debat i juli 2002 forud for vedtagelsen af beslutningen en generel strategi til løsning af udestående problemer i timeshare-sektoren.

Med henblik på at løse de mest påtrængende problemer er der oprettet forbindelser mellem de vigtigste forbrugersammenslutninger og timeshare-virksomheder for at gøre selvreguleringen mere effektiv. Branchen er i færd med at udarbejde en adfærdskodeks for at højne standarden og opfange de urimelige og uigennemsigtige metoder, der ikke er omfattet af direktivet. Der forhandles i øjeblikket, idet der tages hensyn til forbrugernes synspunkter ved udarbejdelsen af denne kodeks.

Derudover har Kommissionen benyttet sig af de europæiske forbrugercentres erfaringer og har arbejdet sammen med de nyetablerede kontaktpunkter i EEJ-nettet og med det internationale net til håndhævelse af forbrugerbeskyttelse (International Consumer Protection Enforcement Network) (7) (ICPEN) for at løse aktuelle udestående problemer og anspore til et mere systematisk samarbejde mellem branchen og de relevante kontaktpunkter i medlemsstaterne.

Desuden vedtog Kommissionen for nylig to forslag til retsakter med det formål at beskytte forbrugernes interesser.

Først vedtog Kommissionen i juni 2003 et forslag til rammedirektiv om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne (8). Visse urimelige markedsføringsmetoder, der ofte benyttes af useriøse virksomheder i timeshare-branchen (f.eks. metoder, der omfatter tvang), er omfattet af forslaget.

Derefter vedtog Kommissionen i juli 2003 et forslag til forordning om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (9). Formålet med dette forslag er at sikre et effektivt og hurtigtvirkende samarbejde mellem de nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse.

Desuden undersøger Kommissionen i øjeblikket i overensstemmelse med strategien for forbrugerpolitikken for 2002-2006 den gældende EU-lovgivning om forbrugerbeskyttelse. Denne undersøgelse vil omfatte en række direktiver, herunder direktiv 94/47/EF om timeshare. Kommissionen vil efter planen fremlægge strategien for undersøgelsen af EU-retten på forbrugerbeskyttelsesområdet i andet kvartal 2004.

(1) EFT L 280 af 29.10.1994.

(2) Hovedopgaven for ECC-nettet (eller »Euroguichets«) er at bistå de europæiske forbrugere med at opnå bedre forståelse af, hvorledes det indre marked kan virke til fordel for dem, og at give rådgivning, når de står over for et problem.

(3) Hovedopgaven for EEJ-nettet, der er et net af kontaktpunkter eller »Clearing Houses«, er at give forbrugerne oplysning om disponible alternative ordninger for tvistbilæggelse og at yde praktisk hjælp med at indgive klage via disse.

(4) SEK(1999) 1795 endelig udg.

(5) Europa-Parlamentets beslutning om opfølgning af Fællesskabets politik vedrørende beskyttelse af køber i forbindelse med brugsret til fast ejendom på timeshare-basis (Medina Ortega-betænkningen), vedtaget den 4. juli 2002 (Dok. PE 298 410).

(6) Rådets 2 255. samling den 13.4.2000 (punkt 9.2).

(7) International Consumer Protection Enforcement Network er et verdensomspændende net af nationale myndigheder, der har til formål at styrke og forbedre håndhævelsen af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse (med undtagelse af produktsikkerhed og tilsynsregler for finansielle institutioner). Det samles for at drøfte disse håndhævelsesspørgsmål, udveksle oplysninger og forbedre det internationale samarbejde mellem de deltagende lande. Kommissionen har nedsat en undergruppe for »Europa« til at forbedre det europæiske samarbejde og træffe forberedelser til de globale møder.

(8) KOM(2003) 356 endelig udg.

(9) KOM(2003) 443 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/331

(2004/C 78 E/0348)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3884/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Alcatel Italia: mistanke om overtrædelse af reglerne for finansieringsbegunstigelse i forbindelse med støtte fra EU

Efter at der i november 2003 blev afholdt et møde i Bruxelles med fagforeningsdelegationer fra Alcatel Italia, er det kommet frem, at Alcatel i forbindelse med projekter, der har modtaget støtte fra EU, har nydt godt af bestemmelserne i den italienske lov 488/92, der drejer sig om finanseringsbegunstigelse med henblik på etablering af produktionsvirksomhed i tilbagestående områder af landet.

Lov 488/92 indebærer bl.a., at en begunstiget virksomhed skal opfylde krav med hensyn til forøgelse af beskæftigelsen som følge af den modtagne finansiering og med hensyn til overholdelse af en flerårig investeringsplan.

Det er desuden kommet frem, at Alcatel Italia har iværksat en eksternaliseringsplan uden at have orienteret arbejdstagerne på behørig vis og i strid med forbuddet mod ændringer i kontrakter, der allerede er sat i gang.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

1.	Hvilken støtte har Alcatel modtaget fra EU?

2.	Hvilken investeringsplan har Alcatel forelagt med henblik på at øge produktionen og beskæftigelsen som fastsat i lov 488/92?

3.	Er det efter Kommissionens opfattelse muligt at indføje en etisk-social klausul i forbindelse med tildelingen af støtte til virksomheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(29. januar 2004)

Kommssionen er i færd med at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at besvare spørgsmålet, og skal meddele resultatet af sine efterforskninger, så snart det foreligger.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/332

(2004/C 78 E/0350)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3890/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Anerkendelse i Grækenland af eksamensbeviser fra universiteter i EU

Tusindvis af græske studerende studerer ved universiteter (statslige eller andre anerkendte universiteter) i mange EU-lande. Disse studerende erhverver eksamensbeviser, der først anerkendes i Grækenland efter at være blevet forelagt til godkendelse af Dikatsa (centret for godkendelse af eksamensbeviser fra udenlandske universiteter), hvilket medfører stor forsinkelse (på grund af bureaukrati og de mange eksamensbeviser, som forelægges) samt store udgifter for ansøgerne.

Er det i henhold til fællesskabslovgivningen obligatorisk, at der i medlemsstaterne skal findes organisationer som Dikatsa, som skal have forelagt eksamensbeviser fra universiteter i EU til godkendelse? Findes der tilsvarende organisationer i de øvrige medlemsstater, og er medlemsstaterne forpligtet til at råde over sådanne organisationer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(14. januar 2004)

Der findes to procedurer for anerkendelse af kvalifikationer, som tjener hvert sit formål: proceduren for anerkendelse af akademiske kvalifikationer og proceduren for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Den akademiske anerkendelse har til formål at gøre det muligt for studerende at fortsætte deres studier i en anden medlemsstat.

Den erhvervsmæssige anerkendelse har til formål at gøre det lettere for arbejdstagere frit at søge arbejde inden for EU. Den vedrører anerkendelse af kvalifikationer, der er nødvendige for udøvelsen af et erhverv i de forskellige medlemsstater, og den reguleres af EU-retten (direktiv 89/48/EØF (1) og 92/51/EØF) (2).

På nuværende tidspunkt hører anerkendelsen af eksamensbeviser under medlemsstaternes kompetence. Der findes ingen EU-regler, der pålægger gensidig anerkendelse af eksamensbeviser. Det er den enkelte medlemsstat, der er ansvarlig for indholdet og opbygningen af det nationale uddannelsessystem. Der er i øjeblikket ingen eksamensbeviser, der er anerkendt på EU-plan. Universiteter, der er selvstændige institutioner, har ansvaret for indholdet af deres undervisningsplaner og for tildelingen af eksamensbeviser og certifikater til de studerende. Medlemsstaternes myndigheder har ret til at kræve, at de akademiske kvalifikationer bliver anerkendt, før de giver adgang til en uddannelse, og det er op til dem at vurdere, om indholdet af den uddannelse, som indehaveren af et uddannelsesbevis har fået, svarer til det niveau, der kræves i henhold til den nationale lovgivning. De kan ligeledes frit fastsætte reglerne for en sådan procedure. De er dog forpligtet til ikke at forskelsbehandle hverken direkte eller indirekte på grundlag af nationalitet, jf. artikel 12 i EF-traktaten.

I de fleste medlemsstater træffer de højere uddannelsesinstitutioner deres egne afgørelser om udenlandske studerendes adgang. Nogle medlemsstater har oprettet organer, som er ansvarlige for anerkendelsen af eksamensbeviser i stil med Dikatsa.

Med hensyn til erhvervsmæssig anerkendelse har de forskellige medlemsstater udpeget kompetente myndigheder, der varetager anerkendelsen af eksamensbeviser med henblik på erhvervsudøvelse.

I de lande, der deltager i Socrates-programmet, findes der et netværk af nationale informationscentre vedrørende akademisk anerkendelse (NARIC), som ligger inde med oplysninger om nationale anerken-delsesprocedurer. De fleste af disse centre træffer ikke beslutninger, men kan på anmodning oplyse og rådgive om udenlandske uddannelsessystemer og kvalifikationer.

Kommissionen er klar over, at der er problemer med den akademiske anerkendelsesprocedure i Grækenland blandt andet i form af uforholdsmæssige store forsinkelser.

Selv om det som tidligere nævnt er op til medlemsstaterne at anerkende eksamensbeviser, er det Kommissionens holdning, at forsinkelser, der alene skyldes administrative procedurer, ikke virker befordrende på de studerendes lyst til at udøve deres ret til fri bevægelighed. Den urimeligt lange procedure kan stå i vejen for de studerendes frie bevægelighed.

Kommissionen har allerede været i kontakt med de græske myndigheder for at få at vide, hvad der ligger til grund for forsinkelserne i proceduren for anerkendelse af akademiske kvalifikationer. De græske myndigheder har meddelt Kommissionen, at forsinkelserne til dels skyldtes, at Dikatsa havde modtaget et meget stort antal ansøgninger. For at gøre sagsbehandlingstiden kortere har de græske myndigheder revideret de relevante nationale bestemmelser og foreslået nye procedurer. Dikatsa er blevet omstruktureret for at kunne behandle det store antal ansøgninger effektivt.

Kommissionen vil fortsat følge udviklingen i proceduren for anerkendelse af akademiske kvalifikationer i Grækenland.

(2) Rådets direktiv 92/51/EØF af 18. juni 1992 om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF, EFT L 209 af 24.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/333

(2004/C 78 E/0351)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3892/03

af Nicole Thomas-Mauro (UEN) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Udtalelse fra AFSSA

Det franske fødevaresikkerhedsagentur AFSSA har i sin udtalelse af 3. december 2003 udtrykt stor skepsis over for majssorten BT 11, og mener, at de dyreforsøg, som den schweiziske virksomhed Syngenta, der har indgivet anmodning, har foretaget, er utilstrækkelige.

Inden EU-afstemningen i Bruxelles med Frankrig som deltager henvendte den franske regering sig den 18. november 2003 til AFSSA med henblik på at få afklaret, hvorvidt import af denne type dåse majs til fødevarebrug skal tillades. AFSA's udtalelse er imidlertid kun rådgivende.

Det er tredje gang, at fødevaresikkerhedsagenturet udtaler sig om dette spørgsmål. Det har allerede to gange — den 21. juli 2000 og den 20. marts 2001 — udtalt sig negativt og påpeget utilstrækkeligheden af de foretagne dyreforsøg.

Kommissionen ønsker at tillade majssorten BT 11, men i hvilken udstrækning tager den hensyn til udtalelser fra de nationale agenturer, der samarbejder med Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, og navnlig til den seneste, nemlig ovennævnte udtalelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(14. januar 2004)

Den første udtalelse fra det franske fødevaresikkerhedsagentur AFSSA om genetisk modificeret sukkermajs af BT11-sorten, som blev afgivet den 21. juli 2000, blev forelagt Kommissionen i forbindelse med begrundede indvendinger fra Frankrigs side mod den oprindelige vurderingsrapport om sukkermajs BT11, som er udarbejdet af de kompetente myndigheder i Nederlandene i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 258/97 om nye levnedsmidler (1).

Kommissionen indbragte disse indvendinger samt indvendinger fra andre medlemsstater for Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler. AFSSA's efterfølgende udtalelse af 20. marts 2001 blev også forelagt komitéen til behandling.

Den 17. april 2002 afgav komitéen sin udtalelse om sukkermajs af BT11-sorten, hvori den anfører, at den er lige så sikker til konsum som konventionelle sorter. Udtalelsen blev efter anmodning af Kommissionen baseret på de spørgsmål, som var rejst i bemærkningerne fra medlemsstaternes myndigheder, nemlig molekylær karakterisering, analyse af sammensætning af BT11-sukkermajs, toksicitetsundersøgelser og mærkning.

Ansøgerens oplysninger er fremlagt og sikkerhedsvurderingen af produktet er foretaget efter kriterierne og kravene i Kommissionens henstilling 618/97/EF (2). Den anvendte metode for sikkerhedsvurderingen af BT11 er også på linje med de seneste retningslinjer fra Den Videnskabelige Styringskomité vedrørende vurdering af genetisk modificerede organismer (GMO), genetisk modificerede levnedsmidler og genetisk modificeret foder (3) og med principperne og retningslinjerne i Codex Alimentarius vedrørende fødevarer fremstillet ved hjælp af bioteknologi (4). Den skepsis, der kommer til udtryk i de to ovennævnte udtalelser fra AFSSA og igen i en anden udtalelse fra AFSSA af 3. december 2003, har ikke bragt nye videnskabelige oplysninger for dagen i forhold til den oprindelige vurdering af sukkermajs af BT11-sorten, som er foretaget af de kompetente myndigheder i Nederlandene. Den Videnskabelige Komité har omhyggeligt behandlet disse forbehold i sin udtalelse af 17. april 2002, hvorved resultaterne af den oprindelige vurdering foretaget af de kompetente myndigheder i Nederlandene blev stadfæstet, nemlig at sukkermajs af BT11-sorten er lige så sikker til konsum som konventionelle majssorter.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser, EFT L 43 af 14.2.1997.

(2) Kommissionens henstilling af 29. juli 1997 om de videnskabelige aspekter ved og om udformningen af de oplysninger, der kræves til støtte for ansøgninger om markedsføringen af nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser, og om udarbejdelsen af de første vurderingsrapporter efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97, EFT L 253 af 16.9.1997.

(3) »Guidance Document for the Risk Assessment of Genetically Modified Plants and Derived Food and Feed« Vejledning i risikovurdering af genetisk modificerede planter samt fødevarer og foder fremstillet på basis heraf, den fælles arbejdsgruppe for nye levnedsmidler og GMO'er, 6.-7. marts 2003. http://europa.eu.int/comm/food/fs/sc/ssc/out327_en.pdf

(4) Codex Alimentarius-Kommissionen, 2003. »Codex Principles and Guidelines on Foods Derived from Biotechnology« Codex-principper og -retningslinjer vedrørende fødevarer fremstillet ved hjælp af bioteknologi. Det fælles FAO/WHO-program for fødevarer, Fødevare- og Landbrugsorganisationen: Romftp://ftp.fao.org/codex/standard/en/CodexTextsBiotechFoods.pdf

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/334

(2004/C 78 E/0352)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3901/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(17. december 2003)

Om: Romano Prodis politiske aktiviteter i Italien

Kommissionens formand, Roman Prodi, udsendte den 12. november.2003 en lang appelskrivelse med titlen »Europa, drømmen, valgene«, som han sendte til partierne i den italienske centrum-venstre-koalition. Brevet, der indeholder et egentligt programmanifest, omhandler centrale emner som retsforhold, fred, miljø, økonomisk vækst, undervisning, socialstat og indvandring og forslår projekter, som reformpartiere bør støtte for at kunne tilyde en løsning på europæiske problemstillinger.

Med andre ord udgør »brevet« i enhver henseende et valgoplæg til det forestående valg til Europa-Parlamentet, hvilket fremgår af formuleringer som »vi kan tilbyde et stærkt politisk projekt« (punkt 4 i dokumentet), »af hensyn til Italien og til valget til Europa-Parlamentet næste forår har jeg opfordret alle reformkræfter til at forenes på en enkelt liste« (ligeledes punkt 4) og »Inspirationen vil imidlertid stadig være den samme som den, der lå til grund for ›Oliventræet‹« (punkt 5). I behandlingen af alle emnerne tages der udgangspunkt i Prodis aktiviteter som formand for Kommissionen formentlig i den hensigt at udnytte autoriteten og respekten omkring hans embede som støtte i valgkampen for den koalition, som han tilhører i Italien. Dette har vakt stor bestyrtelse blandt Europa-Parlamentets medlemmer, inklusive medlemmer af PSE-gruppen, som har deltagelse af de italienske partier, som Prodi henvender sig til.

1.	Bør Kommissionens formand ikke være hævet over partierne og undgå at deltage aktivt i nationale politiske spørgsmål, undlade at tage hensyn til egne præferencer og se mest muligt bort fra interne spørgsmål?

2.	Er det måske en del af formandens opgaver at udtale sig i en medlemsstats politiske debat om de store EU-spørgsmål, eller tegner der sig i dette tilfælde konturerne af et misbrug af den institutionelle rolle, som Romano Prodi varetager?

Mener Kommissionen, at Romano Prodis adfærd er i overensstemmelse med traktatens artikel 213, hvorefter »Kommissionen medlemmer udfører deres hverv i fuldkommen uafhængighed og i Fællesskabets almene interesse. Ved udførelsen af deres pligter må de hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering eller noget andet organ.«?

4.	Mener Kommissionen, at Kommissionens formand, der vælges af det samlede Europa-Parlament, sideløbende med sit institutionelle embede kan føre valgkamp som topkandidat for en politisk koalition, eller mener den snarere, at han, for at kunne gøre dette, bør tage sin afsked?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(30. januar 2004)

Det ærede medlem henvises til Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel P-3492/03 fra Ribeiro e Castro (1).

(1) Se side 292.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/335

(2004/C 78 E/0353)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3911/03

af María Valenciano Martínez-Orozco (PSE) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Forskelsbehandling af mindreårige ved adgang til sportsforeninger i Spanien

I henhold til konventionen om barnets rettigheder skal det sikres, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling på grund af barnets forældres eller familiemedlemmers stilling og virksomhed. I artikel 31 fastslås barnets ret til frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv.

I medfør af artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder har børn ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel.

Desuden er beskyttelsen af børns rettigheder indskrevet som et af Unionens mål, jf. afsnit I, artikel 3, stk. 4, i den kommende europæiske forfatning.

I Spanien, hvor der bliver stadig flere indvandrere med mindreårige børn i skolealderen, for hvilke sporten kan udgøre et positivt middel til integration i det spanske samfund, forekommer der tilfælde med alvorlig forskelsbehandling af piger og drenge i forbindelse med at få adgang til sportsforeninger på grund af administrative hindringer, eller fordi foreningerne nægter at optage de pågældende med den begrundelse, at deres familier endnu ikke har lovligt ophold, eller at de endnu er på vej til at opnå lovligt ophold.

Hvordan stiller Kommissionen sig til denne alvorlige overtrædelse af pigers og drenges grundlæggende rettigheder, når de udsættes for forskelsbehandling i forbindelse med adgang til spanske sportsforeninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(16. januar 2004)

Kommissionen er helt klar over de problemer, der omtales af det ærede parlamentsmedlem, vedrørende unge udlændiges adgang til sportsaktiviteter, der arrangeres af visse sportsforeninger i Spanien og i andre medlemsstater.

Nogle af de aspekter, som det ærede parlamentsmedlem kommer ind på, henhører under fællesskabsretten. Kommissionen er netop i færd med at undersøge vedtægterne for sportsforeninger i alle medlemsstaterne med henblik på at kontrollere, om de er forenelige med princippet om ikke-forskelsbehandling. Det ser nemlig ud til, at der er store forskelle, og at den rolle, de offentlige myndigheder tildeler foreningerne, er meget forskellig fra den ene medlemsstat til den anden. Det bør dog fremhæves, at fællesskabslovgivningen vedrørende betingelserne for indrejse og ophold (jf. direktivet om status som fastboende udlænding, der blev vedtaget den 25. november 2003) sigter mod ligebehandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i EU, hvad angår adgangen til varer og tjenesteydelser. En sådan ligebehandling finder ikke anvendelse på udlændinge, som ikke har lovligt ophold i EU.

Når denne undersøgelse er gennemført, vil Kommissionen udtale sig om, hvordan der skal følges op på tilfælde af forskelsbehandling, som den måtte have konstateret, og som er uforenelige med fællesskabsretten og med chartret om grundlæggende rettigheder, som det ærede parlamentsmedlem henviser til.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/337

(2004/C 78 E/0355)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4008/03

af Fernando Fernández Martín (PPE-DE) til Kommissionen

(22. december 2003)

Om: Powerline Communications Systems

Den hastige udvikling på kommunikationsområdet i de seneste år har bevirket, at der forskes mere intensivt i, hvordan der kan sikres en rationel organisering af radiospektret med henblik på en optimal udnyttelse af dette. Jævnsides hermed har flere udbydere ønsket at udnytte mulighederne i de såkaldte Powerline Communications Systems (PLC), hvormed det er muligt at benytte de eksisterende elfor-syning snet til transmission af andre signaler. Imidlertid er dette system ikke uden ulemper, især i form af forstyrrende signaler, som skaber interferens for andre brugere af radiospektret, især på kortbølgefrekvensen, sådan som det er tilfældet i mange EU-lande.

Er Kommissionen orienteret om, at PLC-systemerne kan medføre uønskede konsekvenser i form af uønsket interferens og stråling?

Hvilke forebyggende foranstaltninger kan træffe eller vil Kommissionen træffe for at hindre udsendelse af sådanne signaler, som skaber interferens og forurener radiospektret?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(26. januar 2004)

Alle net, der anvender kobberkabler, hvad enten de anvender telefonkabler som (Asymmetric Digital Subscriber Line — ADSL, Very-High-Data-Rate Digital Subscriber Line — VDSL), teledistributionsnet, specielle kabler (Local Area Networks — LAN) eller el-kabler (Power Line Communications — PLC) er kilde til elektromagnetiske forstyrrelser, hvis niveau afhænger af mange faktorer. Markedsandelen er en vigtig faktor, selv om tekniske faktorer som kabellængde, signalstyrkeniveau samt placering af radiomodtagere også afgør, om der fremkommer interferens.

Alle sådanne net skal overholde bestemmelserne i direktiv 89/336/EØF (1), i medfør af hvilke de ikke må frembringe kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at radio- og telekommunikationsapparater samt andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål. Kommissionen gav med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv i 2001 Den Europæiske Standardiseringsorganisation (ETSI) og Den Europæiske Komité for Elektronisk Standardisering (Cenelec) til opgave at udarbejde en standard omfattende elektromagnetiske emissions- og immunitetskarakteristika for telekommunikationsnetværk, herunder også PLC.

Da denne opgave er meget kompleks, har standarderne endnu ikke kunnet færdiggøres. I modsætning til det millionstore antal af ADSL- og LAN-forbindelser, der anvendes i EU findes der i øjeblikket kun omkring 6 000 PLC-linjer, der anvender en række forskellige teknologier og som stadig forbedres.

EU må i forbindelse med udviklingen af en standard passe på ikke at kvæle innovation. Kommissionen er selvfølgelig klar over radiobrugernes ængstelse i forbindelse med den virkning, denne specifikke teknologi har og forstår deres krav om absolut og ubetinget beskyttelse af radiotjenester, der anvender kortbølgebåndene. Sådan ængstelse ses i forbindelse med mange andre teknologier. Elektromagnetisk kompatibilitet drejer sig om at finde den rette balance mellem de forskellige interesser: på den ene side set visse operatørers interesse i at konkurrere med andre telekommunikationsoperatører i lokalsløjfen og derigennem give forbrugerne en reel valgmulighed for så vidst angår bredbåndstelekommunikations-tjenester og på den anden side radiobrugernes interesse i at kunne modtage signaler selv under de værst tænkelige forhold.

Eftersom de teknologier, der bruges til PLC stadig er under udvikling og udbredelsen af denne teknologi stadig er i en begyndelsesfase er det for tidligt at drage endelige konklusioner omkring denne problematik. EU's myndigheder bør tillade, og tillader, udviklingen af netværk under forbehold af, at operatørerne undgår interferens, hvor denne opstår. I Spaniens tilfælde har myndighederne givet licens til et antal net. I licensbetingelserne kræves, at der findes en løsning på interferensproblemer, hvor disse opstår. En sådan holdning er fuldstændig i overensstemmelse med direktiv 89/336/EØF og vil give mulighed for en mere kvalificeret debat om standarder.

Kommissionen overvejer at vedtage en henstilling, der vil gøre det muligt for EU at behandle dette emne på en afbalanceret og oplyst måde.

(1) Rådets direktiv 89/336/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet, EFT L 139 af 23.5.1989.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/338

(2004/C 78 E/0356)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0001/04

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(9. januar 2004)

Om: Restitutioner for eksport til Vatikanstaten

I forespørgsler P-3279/03 (1) og E-3280/03 (2) opgives der et forkert beløb for restitutioner for eksport til Vatikanstaten, idet det i slutningen af uddragene fra databasen CATS (Clearance Audit Trail System) (svar på forespørgsel P-3202/02 (3)) ikke specificeres, at det drejer sig om det generelle samlede beløb, og forespørgeren erkender, at det korrekte beløb for restitutioner for eksport til Vatikanstaten i perioden 1998-2001 var 4 000 813,01 EUR.

På baggrund af svaret på forespørgsel P-3279/03, hvoraf det fremgår, at det samlede korrekte beløb for restitutioner var 321 711 242,39EUR, bekræfter forespørgeren de i forespørgslens litra d) anførte oplysninger, hvorfor restitutionerne for produkter og/eller ikke specificerede måleenheder således svarede til 30,26 % og ikke 15,13 % af det samlede beløb.

På forespørgsel E-3280/03 svarede Kommissionen, at den ikke finder de heri stillede spørgsmål relevante på grund af fejlen vedrørende det samlede beløb for eksportrestitutioner til Vatikanstaten. Imidlertid understreger forespørgeren følgende forhold:

I sidstnævnte forespørgsels litra c), eller det vil oprindeligt sige i det supplerende svar på forespørgsel E-1477/03-E-1480/03 (4), oplyses følgende:

—	Der foretages ikke en særlig kontrol af de mængder af oksekød, rørsukker og kemisk ren saccharose, i fast form, der eksporteres fra medlemsstaterne til Vatikanstaten. Størrelsen af de omtalte eksportmængder til det nævnte land forekommer rimelig.

—	Hvad angår landbrugsprodukter, der under restitutionsordningen eksporteres fra Fællesskabet til Vatikanstaten bevidner Vatikanets myndigheder, at de alene anvendes til konsum på Vatikanstatens område eller i Vatikanstatens institutioner og kontorer.

—	Produkter, der under restitutionsordningen eksporteres til Vatikanstaten, er omfattet af følgende særlige bestemmelser: toldaftalen mellem Italien og Vatikanstaten samt Fællesskabets bestemmelser vedrørende eksportrestitutioner.

2.	I forespørgslens litra d) oplyses det, at Artikel 11 i Lateran-aftalen, som regulerer forholdet mellem Vatikanstaten og Den Italienske Republik, garanterer den katolske kirkes centrale organer fritagelse for enhver indblanding fra den italienske stats side.

Forespørgeren genfremsætter på denne baggrund de spørgsmål, han stillede i forespørgsel E-3280/03, og anmoder således Kommissionen om at oplyse:

—	hvorfor der ikke gennemføres nogen særlig kontrol af de mængder af oksekød, rørsukker og kemisk ren saccharose, i fast form, som eksporteres fra medlemsstaterne til Vatikanstaten?

—	om den er i besiddelse af en liste over den katolske kirkes institutioner og kontorer uden for Vatikanstaten, hvortil de omtalte varer er bestemt?

—	om enhver overtrædelse af Fællesskabets regler for eksportrestitutioner må anses for fritaget for enhver indblanding fra den italienske stats side, jf. artikel 11 i Lateran-aftalen?

—	ud fra hvilke beregninger størrelsen af de eksporterede mængder til Vatikanstaten forekommer rimelig?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Fischler

(16. januar 2004)

Kommssionen er i færd med at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at besvare spørgsmålet, og skal meddele resultatet af sine efterforskninger, så snart det foreligger.

(1) Se side 249.

(2) Se side 252.

(3) EUT C 137 E af 12.6.2003, s. 172.

(4) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 45.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/340

(2004/C 78 E/0358)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1721/01

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(6. juni 2001)

Om: Nettooverførsler på budgettet

Den 31. januar 2001 fremlagde Kommissionen sin anden rapport om den økonomiske og sociale samhørighed og nåede heri til den konklusion, at Portugal var nettobidragyder til den fælles landbrugspolitik. Som svar på min skriftlige forespørgsel P-0897/01 stillede Kommissionen den undersøgelse til rådighed, som konklusionen var hentet fra, og hvor der blev taget hensyn til virkningerne af den samhandelen inden for Fællesskabet og EU's udenrigshandel med landbrugsvarer. Den samme argumentation kan tages i anvendelse for EU's budget som sådan, hvis der tages hensyn til de finansielle balancer og virkningerne af den samlede samhandel inden for Fællesskabet og EU's udenrigshandel.

Kommissionen bedes derfor oplyse:

—	den samlede finansielle balance (nettobidragydere og nettomodtagere) for samtlige medlemsstater fra 1994-2001 (skønnet) i faste priser

—	den finansielle balance for samme tidsrum med overskud/tab for den samhandelen inden for Fællesskabet og EU's udenrigshandel (ind- og udførsel) for hver medlemsstat.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(17. juli 2001)

Det ærede medlem kan i det statistiske bilag til rapporten »Allocation of 1999 EU operating expenditure by Member State« (1), tabel 6 (sidste tabel i rapporten) finde medlemsstaternes nettobudgetsaldi opgjort efter den af Kommissionen benyttede standardmetode (operativ nettosaldo efter den »britiske korrektion«) i løbende priser og i procent af bruttonationalindkomsten (BNI) for årene 1993-1999.

Rapporten for 2000 ventes at foreligge i slutningen af august (1).

Disse rapporter er baseret på den faktiske budgetgennemførelse. Kommissionen offentliggør ingen simulationer over medlemsstaternes nettosaldi.

Med hensyn til den nærmere beregning af nettosaldiene henvises til punkt 4.1 i bilag 3 til rapporten om »Finansieringen af Den Europæiske Union«, der findes på samme website.

Med hensyn til det andet spørgsmål angående nettosaldiene efter »overskud/tab i samhandelen« med EU-lande og tredjelande kan oplyses, at Kommissionen ikke foretager sådanne beregninger.

I forbindelse med EU's udvidelse har Kommissionens tjenestegrene imidlertid bestilt to analyser (2) af udvidelsens virkninger for to af de nuværende medlemsstater, Tyskland og Østrig, hvor der også vil blive taget hensyn til virkningerne af samhandelen i et udvidet EU.

(1) http://europa.eu.int/comm/budget/en/agenda2000/a2000rp.htm.

(2) http://europa.eu.int/comm/budget/en/financementbudget/elargissement_etude.htm.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/341

(2004/C 78 E/0359)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1746/01

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(15. juni 2001)

Om: Færdiggørelse af hospitalerne i Katerini og Pirgos samt på Korfu

I Kommissionens svar på min forespørgsel E-3160/00 (1) om det forsinkede byggeri af hospitalerne i Katerini og Pirgos samt på Korfu hedder det bl.a. følgende: »Kommissionen beklager, at projekter af så stor betydning for den samfundsøkonomiske udvikling i Grækenland er blevet så forsinkede. Den vil anmode de græske myndigheder om flere oplysninger om årsagerne hertil samt udsigterne til at få projekterne færdiggjort, og den vil ikke undlade at drage de finansielle konsekvenser, hvis det skulle vise sig nødvendigt.« Det hedder fortsat: »Da de forskellige operationelle programmer endnu ikke er færdigforhandlede, er det ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige, om sådanne projekter vil blive samfinansieret under fællesskabsstøtterammen for den nuværende programperiode 2000-2006.«

1.	Er Kommissionen af de græske myndigheder blevet orienteret om årsagerne til forsinkelsen og udsigterne til fuldførelse af projekterne?

2.	Hvilke bevillinger er der ydet til hvert enkelt af de tre projekter i perioden 1994-1999?

3.	Vil færdiggørelsen af projekterne i sidste ende blive finansieret under den tredje fællesskabsstøtteramme?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(7. august 2001)

Ved brev af 19. oktober 2000, der blev fremsendt i henhold til artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993 (2), anmodede Kommissionen de græske myndigheder om yderligere oplysninger om årsagerne til forsinkelserne og om udsigterne for færdiggørelsen af de tre hospitaler, som det ærede medlem omtaler.

Ifølge de oplysninger, som de pågældende myndigheder fremsendte den 19. januar 2001, har forsinkelsen i byggeriet af hospitalet i Pirgos geologiske årsager, medens forsinkelserne for hospitalerne i Katerini og på Korfu skyldes medkontrahenten for den offentlige virksomhed, der varetager hospitalsbyggeriet. Kommissionen undersøger for øjeblikket, hvordan denne sag skal følges op.

For programmeringsperioden 1994-1999 er medfinansieringen til de tre hospitaler på henholdsvis 16,6 mio. EUR til hospitalet på Korfu, 13 mio. EUR til hospitalet i Katerini og 14,1 mio. EUR til hospitalet i Pirgos.

Udvælgelsen af disse tre projekter til medfinansiering under EF-støtterammen (EFSR) for programmeringsperioden 2000-2006 hører i første række under forvaltningsmyndighederne for hvert enkelt operationelle program. Ifølge de oplysninger, der er modtaget fra nævnte myndigheder, påregnes de tre hospitaler færdiggjort under EFSR for 2000-2006.

(1) EFT C 151 E af 22.5.2001, s. 84.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993 om ændring af forordning (EØF) nr. 4253/88 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 193 af 31.7.1993).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/343

(2004/C 78 E/0361)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2120/01

af Hans Modrow (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. juli 2001)

Om: Udlevering af Slobodan Milosevic til krigsforbrydertribunalet i Haag

Jugoslaviens præsident Vojislav Kostunica bekendte sig for nylig i sin tale til Europa-Parlamentet til den demokratiske retsstatslige udvikling i sit land. Hvorledes skal man derfor vurdere hans erklæring om, at Zoran Djindjic-regeringens udlevering af den tidligere præsident Slobodan Milosevic er i modstrid med forvaltningsdomstolens kendelse er en overtrædelse af hans lands retsbestemmelser?

Har Den Europæiske Union eller nogen af Unionens medlemsstater lovet Zoran Djindjic-regeringen nogen gunstbevisninger til gengæld for udleveringen af Slobodan Milosevic til krigsforbrydertribunalet i Haag?

Hvorledes vurderer Kommissionen i denne sammenhæng faren for en yderligere splittelse af den jugoslaviske føderation?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(26. juli 2001)

Kommissionen og Den Europæiske Union hilste med glæde Beograds beslutning om at opfylde sine internationale forpligtelser ved at udlevere endnu en anklaget person (den forhenværende præsident, Milosevic) til den Internationale Domstol for det tidligere Jugoslavien i Haag.

Alle De Forenede Nationers medlemsstater samt lande der har undertegnet Dayton-aftalen har pligt til at samarbejde med denne domstol. Hverken EU, EU's medlemsstater eller Kommissionen har afgivet noget egentlig løfte til nogen stat med hensyn til overholdelsen af sådanne internationale forpligtelser. Samarbejde med den Internationale Domstol for det tidligere Jugoslavien er, ligesom overholdelsen af andre internationale forpligtelser (Dayton, UNSCR 1244, forpligtelser ved medlemskab af internationale organisationer) et af de mange krav der stilles i EU's stabiliserings- og associeringsproces, og influerer dermed på, hvordan de politiske forbindelser udvikler sig, og hvorledes Fællesskabet og medlemsstaterne yder deres bistand. Kommissionen og Verdensbanken havde allerede besluttet at organisere en donorkonference for Forbundsrepublikken Jugoslavien; den blev afholdt i Bruxelles den 29. juni 2001. Deltagerne heri udtrykte deres tilfredshed med at myndighederne i Beograd havde besluttet at overholde deres internationale forpligtelser ved at overføre Slobodan Milosevic til Haag.

EU's politik for så vidt angår Forbundsrepublikken Jugoslavien kommer klart til udtryk i de konklusioner, der blev resultatet af Rådets møde den 22. januar 2001 (almindelige anliggender), hvori EU opfordrede myndighederne i Beograd og Podgorica til at nå til enighed om en åben og demokratisk proces inden for rammerne af en overordnet føderal ordning, og til at træffe beslutning om en ny — og for alle acceptabel — forfatning for det indbyrdes forhold mellem Føderationens enkelte elementer, idet man fastslog at der i denne forbindelse skulle tages hensyn til Forbundsrepublikken Jugoslaviens indre stabilitet samt Sydøsteuropas stabilitet. EU agter at fortsætte med at uddybe sine forbindelser til Forbundsrepublikken Jugoslavien.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/343

(2004/C 78 E/0362)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3711/01

af Jonas Sjöstedt (GUE/NGL) til Kommissionen

(16. januar 2002)

Om: Ny handelsaftale med USA

I foråret 1998 blev planerne om en ny handelsaftale mellem Unionen og USA lagt på is, blandt andet på grund af protester fra Frankrigs side.

Udfører Kommissionen i dag nogen form for sonderingsarbejde med henblik på at få en ny aftale i stand, eller er forhandlingerne om en ny handelsaftale gået helt i stå?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(5. marts 2002)

Man går ud fra at det ærede medlems forespørgsel vedrører muligheden for en frihandelsaftale mellem Fællesskabet og USA. I så fald kan det meddeles at dette er en idé der med mellemrum dukker op, men at man aldrig har bedt om noget mandat for iværksættelse af sådanne forhandlinger med De Forenede Stater, og at der følgelig aldrig har været forhandlinger herom. Kommissionen har ingen planer om at søge et sådant mandat. Det bør dog bemærkes at Fællesskabet og De Forenede Stater i 1998 iværksatte et tværatlantisk økonomisk partnerskab ud fra ønsket om yderligere at fremme deres indbyrdes samhandel og investeringer. Siden da er det bilaterale samarbejde vokset således at det nu omfatter så godt som alle områder inden for samhandel og investeringer og dermed bidrager til at styrke verdens største bilaterale samhandel.

Parterne har gjort store fremskridt bl.a. med hensyn til retningslinjer for samarbejdet vedrørende lovgivning. Fællesskabet og De Forenede Stater er så godt som færdige med en aftale om gensidig anerkendelse af søfartsudstyr. Denne fremgang har imidlertid ikke altid været politisk iøjnefaldende. Det kan nu overvejes hvad mere man kan gøre: hvorledes Den Europæiske Union og De Forenede Stater på en konstruktiv måde kan bringe deres standpunkter i indbyrdes overensstemmelse og udvikle samarbejdet, forudsat at dette er foreneligt med forhandlingerne i Doha om udvikling og parternes øvrige handelsrelationer, i første række med udviklingslandene.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/344

(2004/C 78 E/0363)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0684/02

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(11. marts 2002)

Om: Moldova — det fattigste land i Europa — og den slående forskel i EU's behandling af landet i forhold til de baltiske lande

Kan Kommissionen bekræfte, at Moldova, som ligger mellem Rumænien og Ukraine, og som har en befolkning på mere end 4 mio., nu er det fattigste land i Europa, hvilket bl.a. fremgår af den kendsgerning, at lønningerne er 4-7 gange lavere end i Rumænien. Hvert bart fødes med en statistisk statsgæld på 600 USD, 70 % af statsbudgettet skal anvendes til tilbagebetaling af udlandsgæld, der er opstået ved køb af naturgas, mange hospitaler er lukkede, og de resterende hospitaler har ikke længere varme eller medicin. Der er næsten ingen gas-, elektricitets- og vandforsyning i landområderne, vejene er ikke længere farbare, og på grund af fattigdom har i tusindvis af mennesker solgt en af deres nyrer til transplantationer i Tyrkiet?

2.	Findes der en aftale mellem EU og Den Russiske Føderation og/eller Ukraine, som forpligter EU til ikke at beskæftige sig med Moldovas fremtid, dets økonomiske udvikling og menneskerettighedssituationen?

Har Kommissionen siden midten af 1990’erne undladt at tilskynde Moldova til at ansøge om medlemskab af EU eller tilstræbe en anden form for tilnærmelse til EU? Er dette indtil videre en straf for Moldovas skæbne, fordi det endnu ikke er blevet indlemmet på ny i Rumænien, hvilket har været på tale siden begyndelsen af 1990'erne?

Hvorfor behandler EU Moldova — et territorium, som blev adskilt fra Rumænien den 28. juni 1940 — anderledes end andre små stater, som f.eks. Estland, Letland og Litauen, som ligeledes blev indlemmet i Sovjetunionen ved Anden Verdenskrigs begyndelse på grundlag af en aftale mellem Hitler og Stalin, og som siden deres uafhængighed er blevet behandlet som ansøgerlande til EU med udsigt til medlemskab i 2004? Spiller forskellen i disse landes betydning for de nuværende medlemsstaters økonomier en rolle?

Kilde: »De Volkskrant« af 31.12.2001 og 25.2.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/345

(2004/C 78 E/0364)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0685/02

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(11. marts 2002)

Om: Negative følger for EU's medlemsstater af den vedvarende forskelsbehandling af Moldova og landets usædvanlige status

Hvilke følger forventer Kommissionen af afskaffelsen af visumpligten for personer af rumænsk nationalitet fra 1. januar 2002 som en forløber for Rumæniens eventuelle medlemskab af EU, idet flertallet af indbyggere i den tilgrænsende stat Moldova også har ret til rumænsk nationalitet, eftersom deres forældre eller bedsteforældre er født før den 28. juni 1940 på et territorium, der tidligere tilhørte Rumænien? Vil dette føre til en massemigration af rumænere fra det langt fattigere Moldova til EU's (kommende) territorium?

2.	Er Rumænien i fremtiden som medlem af EU forpligtet til at indføre visumpligt for alle andre moldovere? Forventer Kommissionen i denne forbindelse spændinger mellem moldovere med og moldovere uden rumænske identitetsbeviser?

3.	Finder Kommissionen det acceptabelt, at der i Moldova på grund af omverdenens ligegyldighed opstår en situation, der kan sammenlignes med Belarus', hvor et parlamentarisk demokrati med forenings-og forsamlingsfrihed ikke længere fungerer?

Finder Kommissionen det acceptabelt, at Moldova udvikler sig til en ø af fattigdom, hvilket skaber grobund for interne etniske konflikter mellem det rumænsksprogede flertal og det slaviske mindretal, eller for en eksternt rettet terroristisk eventyrlyst, der kan sammenlignes med Afghanistan under Taleban-styret?

5.	Hvad agter Kommissionen at gøre for at bidrage til, at forskelsbehandlingen af Moldova hurtigst muligt bringes til ophør i betragtning af, at det i fremtiden vil grænse op til EU?

Kilde: »De Volkskrant« af 31.12.2001 og 25.2.2002.

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

på skriftlige forespørgsler E-0684/02 og E-0685/02

(24. april 2002)

Kommissionen er meget bekymret over den udbredte fattigdom i Moldova. Landet er ganske rigtigt et af de fattigste i Europa, og fattigdom kan forværre etniske konflikter og andre trusler mod sikkerheden, såsom terrorisme. Det er af allerstørste betydning, at Moldova når til en aftale med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF), som kan bane vejen for yderligere finansiel bistand. Landets økonomiske problemer skyldes til dels også det uløste spørgsmål om forholdet til Transdniestrien, hvor størstedelen af industrivirksomheden foregår.

Forbindelserne mellem EU og Moldova bygger på partnerskabs- og samarbejdsaftalen (PSA), som trådte i kraft i 1998. PSA indeholder bestemmelse om en løbende politisk dialog, handelsliberalisering og et bredt anlagt samarbejde baseret på respekten for de demokratiske principper og menneskerettighederne. Den betydning, som Unionen tillægger Moldova, afspejler sig også i beslutningen fra Det Europæiske Råd på mødet i Göteborg (den 15. og 16. juni 2001) om at indbyde Moldova til den næste europæiske konference sammen med Ukraine.

Fællesskabets bistand har i de sidste ti år udgjort 120 mio. EUR i faglig bistand og 87 mio. EUR i makrofinansiel bistand. Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand (ECHO) har bevilget ca. 5,5 mio. EUR til at bøde på de negative humanitære virkninger af den økonomiske krise i Rusland i 1998. ECHO har i overensstemmelse med sit grundlæggende mandat (som er nødhjælp umiddelbart efter naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer) gradvis indstillet sin virksomhed i Moldova i 2001. I marts 2001 påbegyndte Kommissionen programmet for fødevaresikkerhed (5,5 mio. EUR for regnskabsåret 2002).

Intet i Unionens forbindelser med Rusland og Ukraine forpligter Unionen til ikke at beskæftige sig med udviklingen i Moldova. Situationen i Moldova er tværtimod et regelmæssigt emne i EU's politiske dialog med Rusland og Ukraine, hvor man søger en bedre forståelse af årsagerne til landets problemer og at finde en løsning specielt i Transdniestrien, hvor Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) også har en vigtig rolle at spille.

Med hensyn til Moldovas eventuelle medlemskab handler Kommissionen strengt i overensstemmelse med grundkriterierne for tiltrædelse af Unionen, som Det Europæiske Råd fastlagde i København i 1993, sammen med Det Europæiske Råds beslutning i Luxembourg i 1997, hvad angår de lande, som er inddraget i den igangværende tiltrædelsesproces. Økonomiske og kulturelle forbindelser med eksisterende medlemsstater har ingen betydning i den forbindelse.

Hvorvidt en person har statsborgerskab i en medlemsstat eller ret til at opnå statsborgerskab, er et anliggende, der reguleres ved den pågældende medlemsstats lovgivning. Efter tiltrædelse vil det fortsat være Rumænien, der er beføjet til at give personer bosat i Moldova statsborgerskab. Personer med dobbelt moldovisk/rumænsk statsborgerskab vil have visumfri adgang til Rumænien og enhver anden medlemsstat. Kommissionen har ingen oplysninger, der kan danne grundlag for at anslå migrationsstrømmen som følge af en sådan udvikling.

I almindelighed vil Rumænien fra tiltrædelsen skulle indføre visumkrav for statsborgere i de tredjelande, der er anført i Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 (1), ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2414/2001 (2). Eventuelle undtagelser fra det generelle visumkrav vil kunne indrømmes efter disse forordningers bestemmelser.

Kommissionen håber, at Moldova vil kunne undgå en politisk udvikling som den, der kendetegner Belarus, og den er rede til sammen med verdenssamfundet at gøre sit til at sikre dette.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav, EFT L 81 af 21.3.2001.

(2) EFT L 327 af 12.12.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/346

(2004/C 78 E/0365)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3467/02

af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen

(6. december 2002)

Om: En effektiv tuberkulosebehandling — fremskridt

I Kommissionens svar på min tidligere skriftlige forespørgsel E-1238/01 (1) om en indsats mod de vigtigste smitsomme sygdomme, herunder TB, blev jeg forsikret om, at der var tilvejebragt et handlingsprogram med fremhævelse af Kommissionens Stop TB-initiativ.

Vil Kommissionen forelægge en rapport om, hvilke fremskridt der hidtil er sket i forbindelse med dette initiativ? Hvor mange midler er der afsat til kontrol med disse sygdomme? Prioriteres udvikling af nye diagnosemidler, lægemidler og vaccine fortsat i programmet? Vil vi snart få forelagt udviklingsresultaterne?

Overvejer Kommissionen at øge de europæiske midler til den globale plan om stop for TB?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(16. januar 2003)

Kommissionen vil forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om, hvilke resultater der er opnået med programmet for bekæmpelse af overførbare sygdomme i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse i starten af 2003. EU's bistand til »sundhed« har i de sidste otte år (1994-2001) været mere end 400 mio. EUR (2), eksklusive forskning og humanitær bistand. Størstedelen af EU's støtte til bedre sundhed retter sig ikke specifikt mod sygdomme, men sigter på at styrke sundhedssystemerne i samarbejde med udviklingslandene, hvilket er essentielt, hvis man skal komme disse sygdomme til livs. På nuværende tidspunkt yder EU hovedsagelig støtte til HIV/AIDS, malaria og tuberkulose i udviklingslandene gennem vejledende nationale og regionale programmer, projekter samfinansieret med ngo'er, femte og sjette rammeprogram for forskning, de særlige budgetposter for HIV/AIDS og reproduktiv sundhed og bidrag til den globale fond for bekæmpelse af AIDS, tuberkulose og malaria. I alt har støtten til EU-programmer, der specifikt retter sig mod disse sygdomme, i de seneste otte år (1994-2001) været på 660 mio. EUR, dvs. gennemsnitlig 82,5 mio. EUR pr. år. Forskning og udvikling af nye diagnoser, medicin og vacciner er omfattet af det program, der specifikt retter sig mod disse tre sygdomme.

De internationale mål for tuberkulosekontrol blev fastsat på Amsterdamkonferencen i april 2000 og bekræftet af Verdenssundhedsforsamlingen ved initiativet Stop TB. Målene er inden 2005 at opspore 70 % af tilfældene og have 85 % under kortvarig overvåget behandling, hvilket vil halvere antallet af døde tuberkulosepatienter i 2010. Det samlede billede to år senere viser imidlertid, at dette mål langt fra er nået: der har været en årlig stigning i antallet af tuberkulosetilfælde på 2 % og overordnet set en kortvarig overvåget behandling af 27 % af tilfældene (ca. 3 mio. tilfælde). Det er klart, at antallet af disse behandlinger skal op, og at der må tilføres flere midler. Kommissionen støtter ligeledes forskningen i, hvordan man forbedrer den kortvarige overvågede behandling i Afrika under femte rammeprogram, hvori også udviklingslandene kan deltage.

»Stop TB-partnerskabet« har fremlagt den overordnede plan, hvori det beskrives, hvilken strategi der skal lægges, og hvilke ressourcer der er brug for i løbet af de næste fem år for at udbrede, tilpasse og forbedre den kortvarige overvågede behandling — og opfylde de mål, der er sat for 2005 for på sigt at udrydde tuberkulose. Der skal 9 mia. USD til for at nå de planlagte mål, og der mangler i dag næsten 4 mia. USD.

Kommissionen støtter den globale fond til bekæmpelse af AIDS, malaria og tuberkulose, hvilket omfatter tuberkulosekontrol. Der er adskillige forslag til fordel for tuberkulosekontrolprogrammer, herunder programmer der sigter på at øge antallet af kortvarige overvågede behandlinger. Kommissionen har i 2002 afsat 120 mio. EUR til den globale fond til bekæmpelse af AIDS, malaria og tuberkulose og er medlem af bestyrelsen. Det drøftes i øjeblikket med budgetmyndigheden, om der kan ydes et årligt bidrag via budgetposten for handlingsprogrammet.

(1) EFT C 350 E af 11.12.2001, s. 97.

(2) Tematisk evaluering af befolknings- og udviklingsorienterede programmer i EU's eksterne samarbejde, september 2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/348

(2004/C 78 E/0366)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3561/02

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(12. december 2002)

Om: Kød fra vilde dyr

Den dramatiske stigning i jagten på dyrearter, der lever i skovene og særlig de store aber i Vest- og Centralafrika, truer med at udrydde disse arter i nær fremtid.

Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU vedtog på samlingen i Cape Town i marts 2002 følgende beslutninger: AVS-EU/3391/02/endel. om handel, AVS-EU/3393/02/endel. om følgerne af smitsomme sygdomme og AVS-EU/3394/02/endel. om bæredygtig udvikling.

Beslutning 3391/02 (1) opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at kontrollere handlen med kød fra vilde dyr, at stoppe det ulovlige forbrug af kød fra vilde store aber og informere befolkningen om de store sundheds- og bevaringsrisici.

Beslutning 3393/02 (2) henstiller, at Kommissionen samarbejder omhyggeligt med EU's medlemsstater med hensyn til den risiko for folkesundheden, som kød fra vildt udgør.

Beslutning 3394/02 (3) opfordrer Kommissionen til at videreføre og udbygge Ecofac-programmet, der har stor betydning for bevarelsen af vigtige afrikanske økosystemer og biologisk mangfoldighed, herunder de truede arter, i de næste ti år, og henstiller, at Kommissionen og EU's medlemsstater evaluerer den trussel mod folkesundheden, som det ulovlige konsum af vildt udgør, og at de træffer foranstaltninger til at begrænse det.

Hvordan griber Kommissionen hver enkelt af disse specifikke opfordringer i beslutningerne an, og hvilke foranstaltninger har den allerede truffet og vil den træffe for at gøre noget ved den nuværende krise med hensyn til kød fra vilde dyr?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(17. februar 2003)

Foranstaltninger til at kontrollere handelen med kød fra vilde dyr (»bushmeat«), standse det ulovlige forbrug af kød fra store aber og informere befolkningen i AVS-landene og medlemsstaterne om de store risici for folkesundheden og miljøets bevarelse, der er forbundet hermed:

—

En af mulighederne for at kontrollere handelen med kød fra vilde dyr er udviklingssamarbejde med de lande, hvor sådan handel foregår. Kommissionen har i den forbindelse udarbejdet en ny miljø-integreringsvejledning, der endnu kun foreligger som et udkast, og som vil blive færdiggjort i 2003. Udkastet indeholder særlig vejledning i, hvordan man skal indføje biodiversitet i miljøvurderinger i forbindelse med udviklingsprojekter. Der burde f.eks. ikke forekomme noget »nettotab« i forbindelse med genetisk diversitet, populationer af arter eller økosystemer. Med hensyn til transportprojekter (som er et af de områder, der giver anledning til den største bekymring i forbindelse med handel med kød fra vilde dyr) hedder det i miljøintegreringsvejledningen, at den bedste måde at afbøde virkningerne på vil være at planlægge alle veje på en sådan måde, at de går helt uden om beskyttede og sårbare områder. For det andet kan bedre nationale lovgivninger og bedre tilslutning til lovene i de berørte udviklingslande forbedre situationen angående kød fra vilde dyr. I Camerouns tilfælde har regeringen i bilag IV til det landestrategidokument, der blev undertegnet for nylig, forpligtet sig til at standse ulovlig udnyttelse af skove (med indirekte positive virkninger for kontrollen med kød fra vilde dyr). I Gabon er et vigtigt mål for Fællesskabets landestøttestrategi at forbedre bevaringen og den bæredygtige forvaltning af skovressourcerne (herunder vilde dyr og planter). Den regionale 9. EUF for Centralafrika omfatter bistand til bestræbelserne på at afskaffe krybskytteri via lovgivning om beskyttelse, kontrol og overvågning og samfundsbaseret forvaltning af naturressourcer, træning og forskning. Nøglen til bæredygtig udvikling er her ændring af befolkningens og myndighedernes holdning og støtte til de lokale bestræbelser på at ændre situationen.

Kød fra vilde dyr udgør en risiko for folkesundheden:

—

Ifølge EU's bestemmelser skal kød, der importeres, opfylde et minimum af dyresundheds- og hygiejnestandarder. Kød fra vilde dyr, som i vidt omfang opnås ved jagt under ukontrollerede omstændigheder, og omfatter arter, der ikke anerkendes som produktionsdyr i EU, og som kommer fra lande, der ikke er godkendt til at eksportere kød, opfylder ikke EU's betingelser for fødevaresikkerhed og dyr, og kan derfor ikke importeres på lovlig vis.

—

En ny kommissionsbeslutning trådte i kraft fra 1. januar 2003 (4), og selv om den er truffet af dyresundhedsmæssige grunde, vil den kunne få stor betydning for bestræbelserne på at standse al ulovlig indførsel af kød i Fællesskabet, herunder »bushmeat«. Strengere EF-regler om indførsel af kød og mejeriprodukter til eget forbrug trådte i kraft. Rejsende, som rejser ind i EU fra visse tredjelande, har ikke længere lov til at indføre kød, kødprodukter, mælk eller mejeriprodukter til eget forbrug i deres håndbagage eller øvrige bagage, medmindre de er i besiddelse af et officielt veterinærcertifikat.

Videreføre og udbygge Ecofac-programmet om bevarelse af vigtige afrikanske økosystemer og biologisk mangfoldighed, herunder truede arter, i de næste ti år:

—

De forskellige lande- og regionalstøttestrategier indeholder bestemmelser om videreførelse af Ecofac-programmet og bevarelse af afrikanske økosystemer og biologisk mangfoldighed. I 2002 godkendte Kommissionen også via budgetposten for miljø i udviklingslande et projekt forelagt af World Wildlife Fund-Central African Regional Programme for the Environment (WWF-CARPO) i Gabon om jagt og miljøbevaring på landsbyniveau og udvikling af metoder til forvaltning af faunaen i skovene i Centralafrika. Problemet med handel med kød fra vilde dyr behandles direkte i projektet i samarbejde med privatsektoren. Kommissionen har også godkendt projekter om bevarelse af den biologiske mangfoldighed i Centralafrika (et flagskibsprojekt om forskellige arter) til et samlet beløb på EUR 848,269 og vil bidrage med et beløb på EUR 500,000 til African Forest Law Enforcement and Governance Ministerial process. Disse projekter behandler krybskytteri og handel med kød fra vilde dyr i forbindelse med håndhævelse af lovene i flere afrikanske lande. Via Ecofac-programmet blev der gennemført en informationskampagne i det nordlige Congo Brazzaville under Ebola-udbruddet i 2002.

—

I 2001 godkendte Kommissionen også finansielle midler fra miljøbudgetposten til CyberTracker-programmet, et helt nyt redskab til at føre kontrol med naturressourcer. Der arbejdes i og omkring et netværk af beskyttede områder i nøgleområder for biodiversitet i Afrika, og det er projektets særlige mål at støtte og koordinere en række pilotprogrammer for ressourcekontrol og således klart påvise virkningerne af krybskytteri. Målgrupperne og de vigtigste modtagere af CyberTracker-teknologien vil være lokalsamfund, nationale forskningsinstitutter og videnskabsmænd og de nationale agenturer og afdelinger, som har ansvaret for forvaltningen af beskyttede områder.

(1) EFT C 231 af 27.9.2002, s. 44.

(2) EFT C 231 af 27.9.2002, s. 57.

(3) EFT C 231 af 27.9.2002, s. 63.

(4) Kommissionens beslutning 2002/995/EF af 9. december 2002 om midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for import af animalske produkter til eget forbrug, EFT L 353 af 30.12.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/350

(2004/C 78 E/0368)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3647/02

af Hanja Maij-Weggen (PPE-DE) til Kommissionen

(17. december 2002)

Om: UPDF-fanger i Uganda

Kommissionen ved, at menneskerettighedssituationen i Uganda er foruroligende.

Ved Kommissionen, at UPDF (Uganda People's Defence Forces) har holdt 21 personer, der deltog i en oppositionskandidats valgkampagne ved lokalvalgene i Gulu, fængslet i Gulu siden marts 2002?

Ved Kommissionen, at UPDF den 1. september myrdede en af disse personer, Peter Oloya?

Er Kommissionen rede til at træde i aktion og lægge pres på myndighederne for at tilvejebringe en strukturel forbedring af menneskerettighedssituationen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(3. marts 2003)

EU har i de senere år været involveret i en stærk politisk dialog med regeringen i Uganda, hvor både respekten for menneskerettigheder og demokratiseringsprocessen har været højt prioriteret. Dialogen føres inden for rammerne af Cotonou-aftalen, hvor respekten for menneskerettigheder, demokrati, retsstatsprincippet og god regeringsførelse er væsentlige elementer.

Inden for rammerne af 8. Europæiske Udviklingsfond (EUF) finansierer Kommissionen desuden et program på 5 mio. EUR til støtte for retsstatsprincippet, god regeringsførelse og menneskerettigheder, som blev lanceret i juli 2001. Blandt komponenterne i dette program indgår støtte til menneskerettighedskommissionen i Uganda for at sikre en mere omfattende overvågning og analyse af menneskerettighedssituationen i landet, støtte til civilsamfundsorganisationerne for at øge kravene om respekten for menneskerettighederne og retsstaten, støtte til undervisningsaktioner i samfundskundskab, støtte til samfundstjeneste som alternativ til fængselsstraf via »National Community Service«, styrkelse af parlamentets rolle samt støtte til amnestikommissionen til gennemførelsen af loven om amnesti.

Under 9. EUF vil der blive tildelt ca. 18 mio. EUR til støtte for kapacitetsopbygning til god regeringsførelse. Der vil blive gennemført to specifikke programmer: et til støtte for en decentraliseringspolitik og et andet til støtte for demokratiseringsprocessen og udvikling af en reel menneskerettighedskultur. I et separat program vil EU yde støtte til kapacitetsopbygning hos ikke-statslige aktører.

Hvad angår det specifikke spørgsmål om situationen for de fanger, der tilbageholdes af UPDF, har Ugandas menneskerettighedskommission meddelt Kommissionen, at fangerne nu er overflyttet til regeringsfængslet »Kigo« på Entebbe Road i Kampala. Fangerne har to gange modtaget besøg af Ugandas menneskerettighedskommission, som oplyser, at nogle af fangerne har anmodet om amnesti, mens andre har bedt om at få fremskyndet deres retssag. Efter forlydende er der endnu ikke rejst nogen formel anklage.

Kommissionen og de medlemsstater, der er repræsenteret i Uganda, overvåger situationen nøje og noterer med tilfredshed, at fangerne nu behandles i overensstemmelse med de almindelige retsprocedurer efter at være blevet overført fra militærets varetægt.

Med hensyn til en af fangernes død i fængslet har Kommissionen fået oplyst, at et medlem af Ugandas parlament på familiens vegne har indgivet en klage for domstolene. Man afventer nu, hvordan denne klage vil blive fuldt op.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/351

(2004/C 78 E/0369)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3769/02

af Caroline Lucas (Verts/ALE) til Kommissionen

(16. december 2002)

Om: GATS (Den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser)

Kan Kommissionen oplyse, om EU i forbindelse med de mindst udviklede lande har stillet nogen krav vedrørende tjenesteydelser på miljøområdet, og kan den i bekræftende fald gøre rede for målet for og omfanget af sådanne krav?

EU har anført en horisontal begrænsning vedrørende levering af offentlige tjenesteydelser. Denne er i alt væsentlig en »undtagelse« fra de bestemmelser, der finder anvendelse på alle sektorer. Begrænsningen er formuleret som følger: I alle EU-medlemsstater kan tjenesteydelser, der betragtes som offentlig forsyningsvirksomhed på nationalt eller lokalt plan, underlægges offentlige monopoler eller eksklusive rettigheder tildelt private leverandører. Kan Kommissionen, da dette kan være et potentielt vigtigt spørgsmål for de europæiske tjenesteydere i disse forhandlinger, oplyse, hvorfor den ikke henviste til eller efterlyste udtalelser om denne begrænsning i sit konsultationsdokument? Er det faktum, at Kommissionen har anført denne horisontale begrænsning, udtryk for, at den ikke har tillid til, at artikel 1, stk. 3, er tilstrækkelig til at beskytte de offentlige tjenesteydelser, og hvis den mener, at den er tilstrækkelig, hvorfor var der så behov for den yderligere horisontale begrænsning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(20. januar 2003)

Kommissionen kan bekræfte, at de første krav, EU rettede til en række mindst udviklede lande, i nogle tilfælde også dækkede miljøtjenesteydelser. I de pågældende tilfælde blev de mindst udviklede lande opfordret til at »overveje at indgå forpligtelser« inden for måde 3 og 4 med henvisning til et horisontalt krav (dvs. medarbejdere, der udstationeres inden for rammerne af deres virksomhed, og forretnings-rejsende). I tråd med EU's klassificeringsforslag vedrørte opfordringerne dels vandtagning, rensnings- og distributionstjenester samt spildevandstjenester, dels affaldshåndtering, beskyttelse af atmosfæren og klimaet samt oprydning og rensning af jord og vand. Det skal imidlertid understreges, at sådanne krav kun blev rettet til 7 ud af de 30 mindst udviklede lande, der er medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO), og hvor EU mente, at åbningen af de pågældende sektorer for udenlandsk levering ville være en klar fordel for deres økonomiske udvikling, fordi det gav bedre muligheder for adgang til udenlandsk kapital og knowhow.

Den horisontale begrænsning gælder de områder, der falder ind under aftalen og således uden for undtagelsen i henhold til artikel 1, stk. 3, i GATS. Der er især tale om de situationer, hvor tjenesteydelser tilbydes på kommercielle vilkår, f.eks. i tilfælde af affaldshåndtering, men hvor medlemsstaterne på grund af den særlige organisering af det pågældende marked har besluttet at begrænse ydelsen af tjenesterne inden for et bestemt område til kun én tjenesteleverandør.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/352

(2004/C 78 E/0370)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3863/02

af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen

(10. januar 2003)

Om: Nordkoreanske flygtninge

Er Kommissionen klar over, at de kinesiske myndigheder tvangsrepatrierer nordkoreanske flygtninge i Kina til Nordkorea, selv om de kan risikere fængselsstraffe eller endog henrettelse?

Er Kommissionen også klar over, at de kinesiske myndigheder har arresteret og rejst tiltale mod mange personer for at hjælpe nordkoreanske flygtninge?

De kinesiske myndigheder nægter De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) adgang til de nordkoreanske flygtninge og krænker hermed den bilaterale traktat mellem UNHCR og Kina og folkeretten. Hvilket pres vil Kommissionen på denne baggrund lægge på de kinesiske myndigheder for at bringe tvangsrepatrieringen til ophør og respektere traktatens bestemmelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(29. januar 2003)

Kommissionen har fulgt situationen med de nordkoreanske flygtninge i Kina og deler det ærede medlems bekymring.

EU har rejst dette spørgsmål ved enhver given lejlighed over for både Den Demokratiske Republik Korea og Kina. Navnlig inden for rammerne af den bilaterale dialog mellem EU og Kina om menneskerettigheder har EU opfordret Kina til at respektere internationale menneskerettighedsnormer og give flygtningehøjkommissæren mulighed for at vurdere nordkoreanernes situation i grænseområdet.

Endvidere har EU anmodet Kina om at undlade at repatriere nordkoreanere, indtil de nordkoreanske myndigheder i tilstrækkelig grad garanterer, at strafforfølgningen er ophørt. Behandlingen af de nordkoreanske flygtninge i Kina og de dermed forbundne krav fra EU er på ny blevet drøftet på det seneste møde i den bilaterale dialog mellem EU og Kina om menneskerettigheder den 13. og 14. november 2002 i Beijing.

Kommissionen vil fortsat nøje overvåge situationen med flygtninge fra Nordkorea og rejse spørgsmålet under sine kontakter med de nordkoreanske og kinesiske myndigheder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/353

(2004/C 78 E/0371)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3882/02

af Helle Thorning-Schmidt (PSE) til Kommissionen

(13. januar 2003)

Om: Mexicos frihandelsaftale og overtrædelse af menneskerettighederne

EU og Mexico skrev den 8. december 1997 under på en frihandelsaftale, som trådte i kraft den 1. oktober 2000. Denne aftale er baseret på demokratiske principper samt respekt for menneskerettighederne. Yderligere står det beskrevet i Kommissionens strategipapir 2002-2006 for Mexico, at et af Unionens mål er at sikre respekten for menneskerettigheder.

Flere menneskerettighedsorganisationer såsom Amnesty har stillet spørgsmålstegn ved situationen i Mexico. Efter sigende er tortur stadig udbredt og kritikere af det eksisterende system bliver stadig forfulgt eller forsvinder. Desuden gør Amnesty opmærksom på, at den mexicanske regering i forbindelse med ratificeringen af »The Inter-American Convention on Forced Disapperance of Persons« havde forbehold over for artikel IX i denne aftale, hvori det hedder, at militærfolk, som har medvirket til »forsvindinger«, skal kunne dømmes ved civile domstole og ikke skal kunne henvise til særlige privilegier som f. eks. immunitet.

Har Kommission iværksat nogen undersøgelser af menneskerettighedssituationen i Mexico? I bekræftende fald, hvad er så resultatet af disse. I modsat fald, agter Kommissionen da at undersøge sagen nærmere?

Hvis det viser sig, at menneskerettighederne stadig bliver overtrådt i Mexico, hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe. Hvordan vil dette påvirke den handelsaftale, EU har med Mexico?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(4. februar 2003)

Kommissionen vil gerne over for det ærede medlem understrege, at aftalen om økonomisk partnerskab, politisk samordning og samarbejde (den globale aftale), der trådte i kraft den 1. oktober 2000, og som er baseret på tre søjler, bl.a. politisk samarbejde og samhandel, omfatter en »demokratisk klausul«, der udgør en central del af forbindelserne mellem Unionen og Mexico. Desuden omfatter den en »opfyldelsesklausul for forpligtelser«, som gør det muligt for Unionen at tage hensyn til udviklingen i menneskerettighederne i Mexico og medlemsstaterne som en vigtig del af forbindelserne og fastlægger en reaktionsmekanisme, hvis de i aftalen fastsatte mål tilsidesættes.

Siden aftalen om økonomisk partnerskab, politisk samordning og samarbejde (den globale aftale) blev ratificeret, har Kommissionen fulgt udviklingen i Mexico med endnu større opmærksomhed, fordi aftalen indebærer en institutionalisering af en fortløbende og udbytterig politisk dialog via Det Fælles Råd og Det Blandede Udvalg, hvor parterne kan udveksle oplysninger om den aktuelle situation med henblik på at sikre forbedrede fremgangsmåder.

Kommissionen er vidende om den mexicanske regerings forbehold over for artikel IX i »Inter-American Convention on Forced Disappearance of Persons«. Den mexicanske regerings beslutning om at tage forbehold over for artikel IX skyldes den mexicanske forfatnings anerkendelse af militær domsmyndighed, hvis et medlem af de væbnede styrker begår en ulovlig handling. Efter Kommissionens opfattelse er det imidlertid et opmuntrende træk, at præsident Vicente Fox har forsøgt at bringe menneskerettighedsspørgsmål i front på den politiske dagsorden og at stævne de ansvarlige for tidligere forbrydelser for retten. Kommissionen erkender, at der er visse mangler ved retssystemet, og vil, hvor det er muligt, bestræbe sig på at støtte enhver reform, som sikrer et mere troværdigt, gennemsigtigt og velfungerende retssystem. I den henseende godkendte Unionen i september 2002 et samarbejdsprojekt for en reform af retssystemet i Mexico.

Håbet er, at en mere dybtgående politisk dialog og et fokuseret samarbejde med Mexico på alle niveauer vil bevirke, at det igangværende reformarbejde i Mexico får et godt resultat.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/354

(2004/C 78 E/0372)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3900/02

af Lennart Sacrédeus (PPE-DE) til Kommissionen

(14. januar 2003)

Om: Levevilkårene og behandlingen af kvinder og børn i Afghanistan

Under der islamistiske talibanregime i Afghanistan var det ikke tilladt for piger at gå i skole og at uddanne sig. Talibanernes diskriminering af kvinderne var omfattende og sat i system og en del af den islamistiske, mandsdominerede ideologi. Efter talibandiktaturets fald kommer der fortsat meget foruroligende oplysninger — bl.a. i CNN den 22. oktober — om at piger og kvinder fortsat behandles dårligt i store dele af Afghanistan, f.eks. børnearbejde, nægtet skolegang eller salg som slaver gennem bortgiftning af småpiger som afdrag på gæld.

På hvilken måde arbejder Kommissionen i dag på at fremme pigers og kvinders lige, individuelle og ukrænkelige menneskeværdigheder i dagens Afghanistan? Har Unionen mulighed for med repræsentanter på stedet at overvåge, at pigers og børns rettigheder og deres vanskelige levevilkår forbedres?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(4. februar 2003)

Kommissionen søger at fremme forandringer gennem sit støtteprogram til Afghanistan. I 2002 blev der finansieret specifikke projekter for kvinder, herunder genopbygning af badefaciliteter for kvinder og en park for kvinder i Kabul. Kommissionen har også finansieret adskillige projekter til fremme af civilsamfundet og støtte til dårligt stillede og minoritetsgrupper, herunder kvinder. Der er planlagt lignende projekter i fremtiden.

Over en bredere front må Kommissionen sammen med det internationale samfund sikre, at kvinders rettigheder og roller gøres til et nøgleelement i landets moralske og materielle genopbygning. Der skal sættes ind over en bred kam lige fra at sikre, at kvinder får adgang til grundlæggende sundhedspleje og uddannelse, til at søge at fremme deres medvirken i alle aspekter af det politiske liv. Kommissionen er en ledende donor inden for sundhedssektoren, hvor nedbringelsen af dødeligheden blandt spædbørn og mødre samt reproduktive sundhedsspørgsmål er hovedprioriteter.

Overgangsadministrationen i Afghanistan har oprettet to rådgivende grupper vedrørende henholdsvis kønsspørgsmål og menneskerettigheder som del af en større struktur for rådgivende grupper, der har til opgave at genoprette og genopbygge landet. Mødet i det afghanske udviklingsforum i marts 2003 vil give det internationale samfund mulighed for at se, hvilke fremskridt der er gjort, og sørge for, at regeringen fastholder sit fokus på disse spørgsmål.

Det internationale samfund må også sammen med regeringen arbejde på, at den nye grundlov kommer til at sikre, at menneskerettighederne gælder for alle, herunder kvinder, og at disse rettigheder håndhæves gennem retssystemet. Kommissionen er bidragsyder til fonden for lov og orden, der skal bistå ved finansieringen af reformer inden for retsvæsenet og sikre, at lovgivningen implementeres effektivt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/354

(2004/C 78 E/0373)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0327/03

af Helena Torres Marques (PSE) til Kommissionen

(5. februar 2003)

Om: Gennemførelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 om grænseoverskridende betalinger i euro

Gennemførelsen af Rådets og Parlamentets forordning (EF) nr. 2560/2001 (1) skaber visse problemer, navnlig med hensyn til at hæve penge inden for eurozonen med kombinerede hæve- og kreditkort, der er udstedt i Portugal.

Jeg blev faktisk konfronteret med denne situation ved at bruge et af disse kort, som man gratis kan hæve penge med i Portugal, hvorimod det for at hæve et beløb på f.eks. 100 EUR i Bruxelles koster 1,83 EUR i provision til tredjemand, 3 EUR i provision til den portugisiske bank, der har udstedt kortet, og 0,19 EUR i stempelgebyr.

Kommissionen bedes derfor besvare følgende spørgsmål:

—	Er denne situation lovlig i henhold til forordning (EF) nr. 2560/2001?

—	Er det muligt at opkræve to forskellige bankprovisioner for samme operation?

—	Hvis dette er ulovligt, hvilke sanktioner kan der da træffes mod dem, der krænker loven, og hvem kan iværksætte dem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(11. marts 2003)

Forordning (EF) nr. 2560/2001 (2) opstiller som princip, at der opkræves lige store gebyrer for nationale betalinger og grænseoverskridende betalinger i euro. Det har siden den 1. juli 2002 været det gældende princip ved elektroniske betalinger i euro på indtil 12 500 EUR og vil fra 1. juli 2003 også gælde for pengeoverførsler.

I henhold til forordningens artikel 3 skal gebyrerne for grænseoverskridende betalinger være de samme som de gebyrer, der opkræves for »tilsvarende nationale betalinger«. Det vil sige, at der f.eks. ved et betalingskort med forskudt debitering vil blive opkrævet de samme gebyrer, uanset om betalingen sker i den medlemsstat, hvor kortudstederen er etableret, eller i en anden medlemsstat.

Dette gælder også for kombikort (f.eks. kort med både debet- og kreditfunktion). Ved brug af sådanne kort bør der for den samme funktion (f.eks. debitering eller kreditering) opkræves de samme gebyrer som i den medlemsstat, hvor kortet er udstedt. De oplysninger, det ærede medlem har forelagt, er imidlertid ikke tilstrækkelige til at fastslå, om der i denne sag er tale om en ukorrekt anvendelse af forordningen.

Bliver forordningen ikke overholdt, er det fastsat i artikel 7, at der bør findes sanktioner, der er »effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning«, og som naturligvis skal anvendes af de nationale organer, som har disse beføjelser. Kommissionen har anmodet det kompetente organ i Portugal om at fremsende disse oplysninger, men den har endnu ikke modtaget noget svar.

(1) EFT L 344 af 28.12.2001, s. 13.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2560/2001 af 19. december 2001 om grænseoverskridende betalinger i euro.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/355

(2004/C 78 E/0374)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0426/03

af Anna Karamanou (PSE) til Kommissionen

(18. februar 2003)

Om: Menneskerettighedskrænkelser i Tjetjenien

På baggrund af Europarådets resolution om Tjetjenien opfordrer tre internationale organisationer i en fælles erklæring Europarådet til at undersøge følgende spørgsmål:

—	det, at de skyldige på begge sider i vold mod civile ikke drages til ansvar og stilles for retten,

—	det, at begge de stridende parter behandler civile som militære mål og derved overtræder den humanitære folkeret, og

—	den russiske regerings afbrydelse af OSCE's hjælpegruppes arbejde i Tjetjenien den 31. december 2002 og den fortsatte nægtelse af at offentliggøre rapporterne fra Europarådets komité til forebyggelse af tortur om situationen i Den Russiske Føderation.

Er Kommissionen enig i de ovennævnte konstateringer, og hvilke foranstaltninger agter Kommissionens at træffe med henblik på at forsvare menneskerettighederne i området, især med henblik på at ophæve adgangsforbuddet for internationale observatører i Tjetjenien og afhjælpe manglen på gennemskuelighed omkring de foreliggende oplysninger om overgreb?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(19. marts 2003)

Kommissionen er bekymret over den nuværende situation i det nordlige Kaukasus. Der er fortsatte rapporter om overgreb mod menneskerettighederne i Tjetjenien og repressalier mod civile iværksat af russiske væbnede styrker og deres tjetjenske allieredes samt rebeller.

Kommission understreger, at partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem EU og Rusland støtter sig på gennemførelsen af fælles værdier inden for demokrati og menneskerettigheder, som er nøgleelementer i partnerskabet mellem EU og Rusland. Kommissionen fremmer respekten for menneskerettigheder og demokrati i Rusland gennem en række projekter, der finansieres gennem det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder. Disse aktiviteter gennemføres i samarbejde med civilsamfundet og internationale organisationer. Tacis-programmet har også aktiviteter på dette område.

I det nordlige Kaukasus er der iværksat et særligt fælles program mellem Kommissionen og Europarådet for at fremme et pluralistisk demokrati og retsstatsprincippet.

Kommissionen vil fortsat rejse spørgsmålet om respekten for menneskerettigheder inden for rammerne af EU's bilaterale politiske dialog med Rusland. Samtidig fordømmer Kommissionen terrorismen under alle dens former og vil fortsat presse Rusland til straks at gøre alle anklager om overgreb mod menneskerettigheder til genstand for en uafhængig og upartisk undersøgelse. De ansvarlige bør retsforfølges. Kommissionen håber også, at Rusland vil tillade offentliggørelsen af Europarådets rapport om tortur i Tjetjenien og tillade FN's rapportører for tortur og summariske afgørelser at aflægge rapport om situationen.

Kommissionen beklager Ruslands afgørelse om ikke at forlænge mandatet for OSCE's hjælpegruppe. Kommissionen mener, det vil være i Ruslands interesse, at OSCE fortsat er til stede i Tjetjenien med et meningsfuldt mandat. Den støtter derfor den nederlandske OSCE-formands forsøg på at forpligte Rusland til at gøre fremskridt på dette område.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/356

(2004/C 78 E/0375)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0521/03

af Miet Smet (PPE-DE) til Kommissionen

(24. februar 2003)

Om: Kvinders rettigheder i Pakistan

I 2001 undertegnede Den Europæiske Union og Pakistan en samarbejdsaftale. Denne samarbejdsaftales artikel 1 indeholder en klausul vedrørende respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper.

Til trods for at Pakistan støtter disse principper, respekteres kvinders rettigheder ikke altid i Pakistan. Agence France Presse, Reuters og New York Times skriver, at mange pakistanske kvinder er ofre blodhævn, idet de voldtages, brændes, myrdes, etc. Blodhævn kan vedtages af lokale råd.

Har EU allerede reageret på disse grove krænkelser af kvinders rettigheder? Agter EU i benægtende fald at reagere på disse krænkelser?

Er der fastsat en mekanisme til systematisk kontrol med og gennemtvingelse af respekt for kvinders rettigheder i Pakistan? Og er der skabt mulighed for at suspendere samarbejdet mellem Pakistan og EU, såfremt kvinders rettigheder i dette land — og mere generelt menneskerettighederne — hele tiden krænkes?

Vil EU i benægtende fald fremover sørge for at skabe sådanne muligheder?

Såfremt kontrol med og aftvingelse af respekt for kvinders rettigheder er lagt i faste rammer og det eventuelt er vedtaget at suspendere samarbejdet mellem Pakistan og EU, gælder dette da for alle lande, som har undertegnet en lignende aftale med EU (en tredjegenerationssamarbejdsaftale, hvori der udtrykkelig henvises til menneskerettighederne)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(26. marts 2003)

Menneskerettighedssituationen i Pakistan er fortsat kilde til alvorlig bekymring for Kommissionen og medlemsstaternes ambassader i Islamabad; de søger fortsat ved enhver tænkelig lejlighed at henlede de pakistanske myndigheders opmærksomhed på dette problem.

EU's trojka i Islamabad indleverede den 7. februar 2003 en officiel protestnote til regeringen, hvori den understregede EU's bekymring med hensyn til en række spørgsmål i forbindelse med menneskerettighederne, og herunder kvinders stilling i Pakistan. Mere specifikt blev det fremhævet i noten at visse love — og bl.a. Hudood-anordninger — var af tydeligt kønsdiskriminerende tilsnit. Det samme gælder lovgivningen vedrørende arv, forældremyndighed og vidnesudsagn. Individuelle sager blev også bragt til regeringens kundskab. Noten refererede endvidere pakistanske forhold som er i klar modstrid med landets forfatning, der forbyder forskelsbehandling af kvinder. Her tænkes bl.a. på æresdrab, vanskelig adgang til en retfærdig rettergang og manglende respekt for kvinders retlige sikkerhed. Kommissionens medlem for forbindelser med tredjelande tog også spørgsmålet om menneskerettigheder op med præsident Musharraf i forbindelse med et besøg i Islamabad den 23. maj 2002.

Kommissionen søger også at løse menneskerettighedsproblemer gennem de samarbejdsprojekter der er iværksat i landet. Kvinders rettigheder indgår som en integrerende del i alle de projekter som Kommissionen iværksætter inden for socialsektoren, dvs. sundhed, uddannelse, vand og kloakering. Både i forbindelse med udvælgelsen af projekter og under gennemførelsen heraf lægger Kommissionen således den allerstørste vægt på ligestilling, inddragelse af kvinder og sikring af deres medbestemmelsesret, ikke mindst via det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder, hvori kvinders rettigheder indtager en central plads. Kommissionens delegation i Pakistan får ydermere snarligt mulighed for direkte at finansiere NGO-implementerede mikroprojekter på menneskerettighedsområdet, hvori kvinders rettigheder indgår som et af de vigtigste punkter.

Med hensyn til overvågning af kvinders rettigheder i Pakistan og en bedre håndhævelse heraf, kan det måske interessere det ærede medlem at Kommissionens delegation i Pakistan følger nøje med i lokale initiativer til forbedring af kvinders stilling.

Af disse kan kort nævnes følgende:

—

Pakistans ministerium for kvindeanliggender (udvikling og medbestemmelse) har opstillet en national handlingsplan. Der er udpeget en koordinator til overvågning af planen og samordning af arbejdet mellem de forskellige ministerier, som har fået til opgave at løse kvinderelaterede problemer hvert på deres område.

—	Pakistans regering har også oprettet en national kommission for kvinders stilling, som har til opgave at inspicere overtrædelser af kvinders rettigheder; kommissionen henhører direkte under ministeriet for kvindeanliggender. Kommissionen kan ydermere fremsætte forslag til reform af lovgivningen.

—	Der er mange lokale NGO'er som er aktive inden for kvinders rettigheder; de har vist sig at være yderst velorganiserede og har oprettet et handlingsforum for kvinder. Dette overvåger forholdene med hensyn til kvinders rettigheder og fører kvinders sag over for de berørte myndigheder.

—

Den nye samarbejdsaftale (af tredje generation) som det ærede medlem omtaler, blev undertegnet med Pakistan den 24. november 2001, men er endnu ikke trådt i kraft. Kommissionen håber at aftalen vil give mulighed for at retablere en komplet samarbejdsdialog med Pakistan, og herunder også om ømtålelige problemer på menneskerettighedsområdet. Andre aftaler af tredje generation med tredjelande har allerede givet EU mulighed herfor.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/358

(2004/C 78 E/0377)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0819/03

af Ole Krarup (GUE/NGL) til Kommissionen

(17. marts 2003)

Om: GMO-afgrøder og liability

Hvordan vurderer Kommissionen holdningen i WTO til at indføre en »liability-forpligtigelse« over for patenthavere og/eller producenter af GMO-afgrøder i tilfælde af GMO-forurening af konventionelt dyrkede eller økologisk dyrkede marker?

I særdeleshed: Hvilke initiativer har Kommissionen taget for at fremme en proces i WTO, der i fremtiden vil betyde, at WTO i sit regelsæt får indført bestemmelser om erstatningspligt for patenthavere og/eller producenter af GMO-afgrøder, i tilfælde af at deres produkt inficerer konventionelt eller økologiske dyrkede afgrøder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(16. maj 2003)

Det ærede medlem rejser det komplekse spørgsmål om hvor ansvaret ligger i tilfælde af at genmodificerede afgrøder breder sig til konventionelt dyrkede og økologisk dyrkede afgrøder og skader disse.

Problemet vedrører forsætlig og ikke-fortsætlig spredning af genmodificerede organismer og sameksistens af forskellige landbrugsproduktionssystemer, og hænger sammen med, hvordan gener breder sig. Genspredning mellem afgrøder afhænger af produktionsmetoderne i oprindelseslandet og er dermed ikke et egentligt handelsproblem. Kommissionen finder følgelig ikke at Verdenshandelsorganisationen er det rette internationale forum for en drøftelse af genspredning mellem genmodificerede afgrøder og konventionelt dyrkede afgrøder, og hvilken ansvarsordning der skal gælde.

Ansvarsspørgsmålet behandles normalt inden for rammerne af internationale konventioner vedrørende bestemte problemer. For så vidt angår genmodificerede organismer, er Kommissionen involveret i de igangværende drøftelser om ansvar og godtgørelse inden for rammerne af Cartagena-protokollen vedrørende biosikkerhed til konventionen om biologisk mangfoldighed. Disse drøftelser befinder imidlertid stadig i en meget tidlig fase, og de formelle forhandlinger vedrørende dette anliggende sættes først i gang i forbindelse med det første møde mellem parterne i biosikkerhedsprotokollen, når dette afholdes i april 2004.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/359

(2004/C 78 E/0378)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0906/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(24. marts 2003)

Om: Cuba — Cotonou-aftalen — menneskerettigheder

Under henvisning til følgende:

a)	Kommissionsmedlem Poul Nielson er for øjeblikket på besøg i Cuba i anledning af indvielsen af Kommissionens delegations lokaler i dette land,

b)	Cuba har udtrykt ønske om at tiltræde Cotonou-aftalen,

c)	Den Europæiske Union er Cubas største handelspartner,

d)	ifølge den fælles holdning 96/697/PESC (1) bygger Unionens politik over for Cuba på dialogen med henblik på at fremme overgangen til et pluralistisk demokrati,

e)	medlemsstaterne har systematisk fordømt Cuba i FN's Menneskerettighedskommission,

f)	I 1999 tilkendegav formandskabet på vegne af Den Europæiske Union sin alvorlige bekymring over visse bestemmelser i de ændringer, der var blevet foretaget af den cubanske straffelov, og som yderligere indskrænkede borgernes udøvelse af deres rettigheder, og

den 16. december 2002 erklærede Oswaldo José Papa Sardiñas, der modtog Sakharov-prisen i 2002, i Europa-Parlamentet, at nogle af hans venner var blevet ofre for veritable terrorhandlinger, og at regeringen, hvis den undertegnede Cotonou-aftalen, ville blive nødt til at beskæftige sig med spørgsmålet om menneskerettigheder for at opfylde den i aftalen indeholdte klausul herom.

Kommissionen bedes besvare følgende:

—

Er der sket ændringer i de politiske magthaveres opførsel, der berettiger til at udvikle tættere forbindelser med Den Europæiske Union, navnlig gennem dette lands tiltrædelse af Cotonou-aftalen? Hvilke konkrete resultater har Den Europæiske Unions politik over for Cuba ført til med hensyn til overgangen til demokrati? Er Kommissionen i færd med at udforme en politik til fremme af Cubas tiltrædelse af denne aftale, og hvilke resultater forventer Kommissionen at opnå og hvornår? Hvordan vil Kommissionen klassificere dette land set ud fra dets politiske system og regimets praksis?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(17. juni 2003)

Cubas manglende respekt for de fundamentale frihedsrettigheder og de politiske rettigheder giver EU anledning til alvorlig bekymring. Medlemsstaterne noterede sig visse positive tegn i forbindelse med vurderingen af den 11. og 12. vurdering af den fælles holdning sidste år, men der var stadig ikke tale om afgørende ændringer hvad angår fremme af menneskerettighederne eller virkelige fremskridt mod egentlige demokratiske tilstande.

Siden da har udviklingen i Cuba taget en meget negativ drejning bl.a. i form af massearrestationer af systemkritikere i perioden mellem den 18. og 25. marts, de urimelige retssager, der blev ført i den forbindelse, og de arbitrære og alt for strenge straffe, som i konsekvens heraf blev afsagt, og ophævelsen af »de facto«-moratoriet vedrørende dødsstraf med henrettelsen af tre personer, der havde kapret en cubansk færge i starten af april.

Disse begivenheder har medført en hurtig reaktion fra EU. Parlamentet, Rådet og Kommissionen har på det kraftigste fordømt situationen. Europe-Parlamentet har i sin beslutning af 10. april og Rådet i sine resolutioner af 26. marts og 14. april tilkendegivet, at Cubas tiltrædelse af Cotonou-aftalen er afhængig af de ovennævnte fangers løsladelse.

Kommissionen besluttede den 30. april at udskyde behandlingen af Cubas ansøgning om tiltrædelse af Cotonou-aftalen som en klar tilkendegivelse af, at den seneste tids udvikling ikke er befordrende for samarbejdet mellem EU og Cuba.

Cuba besluttede den 16. maj at trække sin ansøgning om tiltrædelse af Cotonou-aftalen tilbage.

Hvad det ærede medlems sidste spørgsmål angår, mener Kommissionen ikke, at regimet i Cuba, som er et af de sidste kommunistiske regimer i verden, er demokratisk, og det søger heller ikke efter Kommissionens mening at fremme en markedsorienteret økonomi. Det er derfor et regime, som der bør føres en styrket dialog med med henblik på at opmuntre til en fredelig overgang til et pluralistisk demokrati med en bæredygtig økonomi, hvor menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder respekteres, som giver mulighed for, at det cubanske folks levestandard kan øges.

(1) EFT L 322 af 12.12.1996, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/361

(2004/C 78 E/0380)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1143/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(1. april 2003)

Om: Synshæmmedes adgang til digitale tjenester

1.	Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet for at sikre synshæmmede adgang til digitale tjenester for blinde og delvis blinde?

2.	Vil Kommissionen garantere, at lovgivningen om fremstilling af adgangsudstyr til digitale tjenester ikke begrænser det vidtspændende design af sådant udstyr til brug for synshæmmede?

3.	Vil Kommissionen også garantere, at en sådan lovgivning ikke forringer europæiske producenters markedsføringsmuligheder for denne slags produkter på verdensmarkedet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(22. maj 2003)

Kommissionen har taget adskillige initiativer på dette område.

For det første inden for EU's programmer for forskning og teknologisk udvikling, hvor adskillige projekter vedrørende emnet er blevet gennemført i de sidste år for at bidrage til at sikre adgang til tekniske løsninger og dermed til digitale kommunikationstjenester for synshæmmede og blinde. Vi kan nævne flere eksempler på disse projekter, bl.a. adgang til elektroniske dokumenter, adgang til internettet, adgang til matematik i elektronisk form, adgang til musikfiler, adgang til elektronisk undervisningsmateriale for børn og mange andre. Flere oplysninger om disse projekter kan fås på (http://www.cordis.lu/ist/ka1/special_needs/).

For det andet gennem standardiseringsarbejdet. Yderligere oplysninger kan fås på (http://www.eeurope-standards.org/activities_e-accessibility.htm). Det bør bemærkes, at ICT Standards Board på informations- og kommunikationsteknologiområdet (IKT) har nedsat en koordineringsgruppe, Design for All and Assistive Technologies Standardisation Co-ordination Group som består af forskellige instanser, der arbejder med relevante standardiseringsaktiviteter i Europa, bl.a. CEN, Cenelec og EST (1) samt repræsentanter for handicapgrupper og andre grupper, som er aktive inden for IKT-relateret standardisering. DATSCG undestøtter initiativet vedrørende retningslinjer for offentlige websteder, webadgangsinitiativet (WAI), som sigter mod at øge handicappedes adgang til nettet. Parlamentet anbefalede i en beslutning, at de til anvendes af offentlige netsteder, EU's institutioner og medlemsstaterne. Flere oplysninger om DATSCG kan fås på (http://www.ict.etsi.org/DATSCG/DATSCG_home.htm).

For det tredje hører Kommissionen handicappede og navnlig blinde og inviterer dem til at deltage i forskellige arbejdsgrupper, hvor der udvikles eller anvendes nye lovgivningsmæssige foranstaltninger. Det er tilfældet med arbejde vedrørende adgang til elektroniske kommunikationstjenester, digital forvaltning af rettigheder (Digital Right Management), digitalt tv osv., som INCOM-arbejdsgruppen (Inclusive Communications) arbejder med, og som rapporteres til Kommunikationsudvalget (COCOM) under Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (2).

2.	Kommissionen har ikke til hensigt at udvikle lovgivning om fremstilling af udstyr, som kan begrænse det vidtspændende design af sådant udstyr. Tværtimod fremmer Kommissionen aktivt vidtspændende design eller design for alle i produkter og tjenester under informationssamfundet.

Der findes specifik lovgivning uden for EU, som vedrører udvikling af tilgængelige produkter og tjenester. I USA er der lovgivning under afsnit 508 i Rehabilitation Act, i henhold til hvilken forbundsregeringerne skal sikre adgang til deres elektronik og informationsteknologi for handicappede ifølge specifikke normer. Sådan er situationen ikke i Europa. Vi har dog allerede nu Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (3), som vedrører lige adgang til beskæftigelse, der henviser til adgang til IKT-udstyr på arbejdspladsen. Direktivet fastlægger princippet om tilpasninger for handicappede i rimeligt omfang. I rammedirektivet henvises der desuden til adgang til produkter og tjenester, men det indeholder ingen obligatoriske anvisninger på, hvordan det skal sikres. Der er planlagt initiativer til at gennemføre direktivets målsætninger, men hensigten er ikke på nogen måde at begrænse europæiske producenters markedsføringsmuligheder på verdensmarkedet. Tværtimod er det talmindelig anerkendt på verdensmarkedet, i lande som USA, Canada og Australien, at tilgængelighed er en egenskab, som tilfører et produkt merværdi på markedet. Som nævnt før er det kun tilgængelige produkter, der kan sælges til de amerikanske myndigheder, som er den største opkøber af IKT-produkter og -tjenester i verden. Kommissionen er fast overbevist om, at udvikling af tilgængelige produkter i Europa vil øge salgsmulighederne.

(1) CEN: Den Europæiske Standardiseringsorganisation Cenelec: Det Europæiske Standardiseringsudvalg for Elektronik ETSI: Det Europæiske Institut for Telestandarder.

(2) EFT L 108 af 24.4.2002.

(3) EFT L 303 af 2.12.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/362

(2004/C 78 E/0381)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1230/03

af Freddy Blak (GUE/NGL) til Kommissionen

(2. april 2003)

Om: Forstærket retsligt samarbejde

Efter at have besøgt en dansk statsborger, der sidder fængslet i Spanien, har jeg erfaret, at det europæiske retslige samarbejde lader meget tilbage at ønske. Vedkommende har siddet fængslet siden den 28. november 2001, sigtet for mord. Den 14. januar 2002 fremsendte den sigtedes forsvarer en international retsanmodning til det spanske justitsministerium, der skulle sende anmodningen videre til det danske justitsministerium med henblik på en indkaldelse af et vidne til afhøring. Over et år senere har denne internationale retsanmodning stadig ikke forladt det spanske justitsministerium.

Det er rystende, at sådanne langsommelige procedurer kan forsinke og forlænge retssager. På nuværende tidspunkt foreligger der stadig ingen anklage mod den sigtede.

Mit spørgsmål er derfor: Hvilke tiltag påtænker Kommissionen for at styrke det europæiske samarbejde på dette område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(15. maj 2003)

Kommissionen har ingen kompetence til at gribe ind i forbindelse med de spanske myndigheders fængsling af den danske statsborger, De omtaler i Deres forespørgsel, som er anklaget for mord. Sagen falder udelukkende ind under de berørte medlemsstaters ansvarsområde.

Hvis den pågældende mener, at fængslingen har varet så længe, at vedkommendes rettigheder i henhold til den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder kan være krænket, har han eller hun ret til at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, når alle indenlandske retsmidler er udnyttet.

Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen i øjeblikket behandler spørgsmålet om varetægtsfængsling og alternativer hertil på europæisk plan. Dette initiativ er baseret på programmet for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (1). En grønbog om dette emne vil blive offentliggjort i løbet af 2003.

Den 19. februar udgav Kommissionen endvidere en grønbog om retssikkerhedsgarantier for mistænkte og tiltalte i straffesager i EU (2). Denne grønbog fokuserer på retten til retshjælp og juridisk bistand, retten til en kompetent, kvalificeret tolk og/eller oversætter, ordentlig beskyttelse af særligt udsatte grupper, konsulatbistand og kendskab til rettigheder (»meddelelse om rettigheder«).

EU's konvention fra 2000 om gensidig retshjælp i straffesager vil afgjort bidrage til at forbedre overbringelsen og gennemførelsen af retsanmodninger. Den er imidlertid hidtil kun blevet ratificeret af to medlemsstater. Den træder i kraft, når otte lande har ratificeret den.

(1) Især foranstaltning nr. 9 og 10, EFT C 12 af 15.1.2001.

(2) KOM(2003) 75 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/363

(2004/C 78 E/0382)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1232/03

af Nicholas Clegg (ELDR) til Kommissionen

(2. april 2003)

Om: Medlemsstaternes politikker om lufthavnsudvidelse

Kan Kommissionen forelægge en oversigt over de største lufthavnsudvidelsesprojekter i medlemsstaterne, som den har kendskab til, samt udtale sig om, hvorvidt den mener, at projekterne:

1.	er tilstrækkeligt koordinerede mellem EU-medlemsstaterne?

2.	er tilstrækkelige til at klare den forventede stigning i antallet af flypassagerer i de kommende 40 år?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(15. maj 2003)

Kommissionen indsamler eller administrerer ikke systematisk oplysninger om udvidelser af lufthavne i EU og har følgelig heller ikke noget samlet overblik over igangværende eller planlagte lufthavnsudvidelser, eftersom lufthavnsforvaltning og -planlægning sorterer under medlemsstaterne.

Kommissionen erkender, at den langsigtede vækst i lufttransporten har omfattende virkninger med hensyn til etablering af den nødvendige luftfartsinfrastruktur. I Kommissionens hvidbog fra september 2001 (1) påpegedes det, at kapacitetsproblemer såvel i luften som på jorden udgør væsentlige hindringer for den økonomiske vækst. I sit arbejdsprogram for 2003 har Kommissionen medtaget offentliggørelsen af en meddelelse om lufthavnskapaciteten. I forbindelse hermed er der ved at blive truffet forberedelser til udformning af en fællesskabspolitik for lufthavnskapacitet og -effektivitet. Som anført i hvidbogen og i lyset af reaktionerne herpå undersøger Kommissionen, hvorvidt revisionen af de nuværende retningslinjer for det transeuropæiske transportnet, der tager sigte på at koncentrere indsatsen om den vigtigste infrastruktur for den internationale trafik og samhørigheden på det europæiske kontinent, kan blive et led i denne politik.

(1) Hvidbog — Den europæisk transportpolitik frem til 2010 — de svære valg, De Europæiske Fællesskaber, september 2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/364

(2004/C 78 E/0384)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1278/03

af Dana Scallon (PPE-DE) til Kommissionen

(4. april 2003)

Om: Uniater i Rumænien

Den 7. februar 2002 kunne det græsk-katolske mindretal (også kaldet katolikker af østlig ritus eller uniater) i Ocna Mures i Transsylvanien, Rumænien, efter at have fået fastslået deres ejendomsret ved domstolene, få deres kirke tilbage. Få uger senere, den 16. marts 2002, blev de drevet ud af deres kirke af en hob ledet af tre ortodokse præster og hjulpet og bistået af det lokale politi.

For få år siden skete der noget lignende i byen Ardud, hvor politiet meddelte den græsk-katolske præst, at han ville blive arresteret, hvorefter de ringede til medlemmerne af menigheden én efter én og fortalte dem det samme.

I 1995 fik den ortodokse biskop med hjælp fra hæren og politiet den græsk-katolske kirke i byen Craiova revet ned.

Har Kommissionen kendskab til forskelsbehandling af uniatmindretallet i Rumænien?

Kan den oplyse, hvilke foranstaltninger den har truffet eller vil træffe for at undgå religiøs forfølgelse i ansøgerlande? Kan den, hvis der er truffet sådanne foranstaltninger, oplyse, hvordan den har truffet disse? Vil den redegøre nærmere for de foranstaltninger, den har truffet eller vil træffe?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(16. maj 2003)

Kommissionen er bekendt med de klager som det ærede medlem henviser til, dvs. klagerne over overgreb mod den med Rom unerede græsk-katolske kirke i Rumænien.

Overholdelse af menneskerettighederne, og herunder religionsfriheden, er en af de grundlæggende forudsætninger for optagelse i EU, og Kommissionen overvåger derfor dette aspekt nøje. Resultatet af denne overvågning offentliggøres hvert år. Kommissionen konkluderede følgende i 2002-rapporten om Rumæniens fremskridt med hensyn til optagelsen (den periodiske rapport):

Religionsfrihed er sikret i forfatningen og overholdes i praksis. Regeringen indskrænker ikke retten til at udøve sin tro, men der har været rapporter fra menneskerettighedsorganisationer om at ortodokse gejstlige, undertiden i samarbejde med lokale embedsmænd, indskrænker andre trosretningers religiøse aktivitete.

Der er ingen beviser på at den rumænske regering systematisk diskriminerer mod andre religiøse trosretninger, eller med overlæg praktiserer en sådan politik. Tilfælde af illegale aktioner mod kirkeejendom løses bedst ved at anlægge sag ved de rumænske domstole.

Kommissionen er dog også klar over at retsgrundlaget for returnering af konfiskerede kirker stadig er ufuldstændigt, og den har derfor tilskyndet de rumænske myndigheder til at vedtage lovgivning specifikt vedrørende tilbagelevering af kirker. Herom hedder det i 2002-rapporten:

Spørgsmålet om tilbagelevering af ejendom konfiskeret fra kirker blev afklaret ved den lovgivning som Parlamentet vedtog i juli 2002. Herved udvidedes den foregående lovs rækkevidde i flere væsentlige henseender. Den dækker imidlertid stadig kun kirkelig ejendom, og der findes således ingen egentlig lovgivning for tilbagelevering af kirkebygninger. Dette er et særligt vigtigt punkt for den græskkatolske kirke som fik et stort antal ejendomme konfiskeret under det kommunistiske styre, men som stadig ikke har nogen retlig klageadgang. Regeringen har givet tilsagn om at ville affatte særlig lovgivning på dette punkt, men der er endnu ikke gjort fremskridt på grund af forsinkelser i udarbejdelsen heraf.

Det skal til slut nævnes at dette er en sag som Kommissionen tager meget alvorligt. Det er dog vigtigt at fastslå at Kommissionen ikke kan tage stilling til om religionsfriheden er overtrådt i specifikke tilfælde. Rumænien har undertegnet den europæiske menneskerettighedskonvention; artikel 9 i denne fastslår den grundlæggende ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Dette betyder at klager kan forelægges for den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg til afgørelse når de indenlandske klagemuligheder er udtømt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/365

(2004/C 78 E/0385)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1322/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(8. april 2003)

Om: Zimbabwe — Jord — Vold — Nepotisme

Sidste uge var det et år siden, at den zimbabwiske farmer, Terry Ford, blev myrdet på sin farm. Gourie Farm, i Norton-distriktet øst for Harare.

I en nyhedsartikel offentliggjort den 23. marts 2003 i avisen »The Independent« afsløres det, at præsidentens storesøster, Sabina Mugabe, parlamentsmedlem for partiet ZANU (PF), valgt i Zwimba Sul og medlem af ad hoc-parlamentsudvalget for »overførsel af erhvervsaktiviterne til den indfødte befolkning«, skulle have reserveret farmene i Norton-området, som er nogle af de værdifuldeste i landet, til sin familie. Cirka et dusin farme beliggende omkring søen Darwendale er allerede blevet besat, herunder Terry Fords.

Lokale myndigheder skal have udtalt, at de var reserveret til »den kongelige familie«.

Farmerne er overbeviste om, at, når uroen har lagt sig, vil »krigsveteranerne«, som er blevet udnyttet til at besætte farmene, blive fjernet, og at disse i stedet vil overgå til medlemmer af præsidentens familie og andre højtplacerede inden for regeringen og ZANU (PF). Leo Mugabe, præsidentens nevø, har tilsyneladende overtaget Diandra Farm (500 ha), mens Sabina Mugabe skal have krævet at få Audley End Farm (1 000 ha).

Ved det brutale mord på Terry Ford blev Sabina Mugabe omgående udpeget som en af de formodede bagmænd bag mordet.

Kommissionen bedes oplyse følgende:

—	Hvilke oplysninger er den i besiddelse af et år efter disse begivenheder?

—	Kan den bekræfte, at den måde som »overførslen af erhvervsaktivitetene til den indfødte befolkning« sker på i Zimbabwe, er præget af nepotisme?

—	Hvilke aktuelle oplysninger er den i besiddelse af om de nye former for landbrugsbedrifter?

—	Agter den at træffe nye foranstaltninger for at imødegå de konstante krænkelser af menneskerettighederne i dette land?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(16. maj 2003)

Kommissionen er bekendt med mediernes oplysninger om emnet, men råder ikke over detaljerede oplysninger om de specifikke tilfælde af misbrug, det ærede medlem henviser til.

Det menes, at der i forbindelse med den hurtige jordreform har fundet udbredt nepotisme og vennefavorisering sted. Da der hidtil ikke er foretaget nogen uafhængig undersøgelse af reformprocessen, har Kommissionen imidlertid ingen klare beviser vedrørende misbrugets nærmere omstændigheder og omfang. Ministeren for jordreformen, Flora Bhuka, gennemførte i slutningen af 2002 sin egen undersøgelse, der er blevet holdt hemmelig, men pressen har fået kendskab til nogle af dens detaljer, som viser, at et antal ledende personer i Zanu Patriotic Front (PF) ejer adskillige farme. Hidtil har regeringen ikke vist tegn på at ville offentliggøre denne rapport, men synes i stedet at have til hensigt at iværksætte endnu en intern undersøgelse. Kommissionens holdning er, at kun en uvildig undersøgelse, der gennemføres under tilsyn af et organ som f.eks. FN, kan danne et troværdigt grundlag for en vurdering af den hidtidige proces og for at rette op på de uretfærdigheder, der er begået.

Hvad angår eventuelle former for nepotisme i forbindelse med overdragelsen af Zimbabwes økonomi til landets egne borgere, kan Kommissionen ikke bekræfte nogen specifikke tilfælde.

De informationer, Kommissionen primært har om de negative konsekvenser af jordreformen, har relation til det aktuelle fald i outputtet og stammer fra den kommercielle landbrugssektor. I februar 2003 drev 73 % af Commercial Farming Union's medlemmer (som repræsenterer flertallet af de kommercielle landbrugere) ikke længere landbrug. De kommercielle landbrugeres produktion af majs er faldet fra 810 000 tons i 2000 til ca. 80 000 tons i 2003, og produktionen af sojabønner er faldet fra 162 000 tons i 2001 til 30 000 tons i 2003. Tobaks-, kød- og mælkeproduktionen er også faldet kraftigt. Dette har igen haft alvorlige følger for levnedsmiddelindustrien.

Som de fleste ved, befinder Zimbabwes økonomi sig i øjeblikket i en kritisk tilstand. Mangelen på udenlandsk valuta til at betale for importen af væsentlige varer er også et direkte resultat af nedgangen i den kommercielle landbrugssektor, navnlig tobakssektoren, som tidligere tegnede sig for ca. 40 % af Zimbabwes eksportindtægter. Der foreligger endnu ingen oplysninger om nogen positive konsekvenser af reformen.

Kommissionen deler det ærede medlems alvorlige bekymring over menneskerettighedssituationen og benytter enhver lejlighed til at gøre Zimbabwes regering opmærksom på sin foruroligelse over den voksende politiske vold og mishandling af oppositionen og det civile samfund. Rådets formandskab har den 20. februar og den 28. marts 2003 offentliggjort erklæringer, hvori det giver udtryk for sin bekymring over den seneste tids vilkårlige arrestationer, umenneskelige behandling og tortur af medlemmer af oppositionen og organisationer i det civile samfund. EU har opfordret Zimbabwes regering til at bringe alle former for chikane, trusler og vold mod disse mennesker til ophør. Det opfordrer indtrængende regeringen og alle politiske parter til at indlede en seriøs dialog for at overvinde de overvældende problemer, Zimbabwe i øjeblikket står over for på det humanitære, sociale og økonomiske område.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/367

(2004/C 78 E/0386)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1364/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(10. april 2003)

Om: Vatikanstatens udnyttelse af EU-borgere

—	Salg af souvenir indbringer Vatikanstaten omkring 9 mio. EUR årligt (6 mio. EUR i 2002 og 12 mio. EUR i jubilæumsåret).

—	Omkring 50 EU-borgere af italiensk nationalitet står er ansat til at sælge souvenirs.

—

De borgere får provision af deres salg og har indgået en mundtlig aftale om procentsatser, der varierer fra 2/3 % til 8/10 %. De arbejder 8 til 10 timer om dagen med en frokostpause på 30 minutter. Om aftenen efter at have læsset de varer og kasser, som de har fælles ansvar for, afregnes de kontant.

—	Således har situationen været siden 1976.

—	Til trods for at man har forpligtet sig til at regulere disse personers stilling, er administrationen af salgsboderne nu overgivet til en privat virksomhed, der agter med et slag at »regulere« disse illegale arbejdere ved at fratage dem deres rettigheder.

—	For den italienske stat er disse borgere arbejdsløse, og de har derfor ret til alle offentlige ydelser, deriblandt først og fremmest sygesikring.

—	Hvilke initiativer vil EU eventuelt tage i forhold til en stat, der udnytter EU-borgere?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(16. maj 2003)

De nuværende juridiske insrumenter, som Kommissionen råder over, giver ikke Fællesskabet mulighed for at tage initiativer i situationer som beskrevet i den skriftlige forespørgsel.

Kommissionen vil fremsende en kopi af den skriftlige forespørgsel og Kommissionens svar på denne som information til Vatikanstatens repræsentant ved EU's institutioner, der kan træffe eventuelle foranstaltninger.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/367

(2004/C 78 E/0387)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1416/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(23. april 2003)

Om: En bank, der er dømt til at betale erstatning til kunder på grund af videregivelse af informationer til skattemyndighederne i kundernes medlemsstat

Er Kommissionen bekendt med dommen fra den luxembourgske domstol, der har dømt Kredietbank Luxemburg (KBL) til at betale en erstatning på 25 000 EUR til hver af fem tidligere kunder, der har anlagt sag mod banken, fordi denne ikke havde været i stand til at hindre, at deres identitet blev lækket til de belgiske skattemyndigheder?

2.	Anser Kommissionen det for en acceptabel situation, at personer i EU, der gør sig strafbare på grund af skatteunddragelse, har mulighed for at modtage erstatning fra dem, der har undladt at hemmeligholde denne strafbarhed?

3.	Er Kommissionen bekendt med, at 6 000 nederlandske skatteunddragere siden begyndelsen af 90'erne har haft en konto hos KBL, som de nederlandske skattemyndigheder er blevet bekendt med ad samme vej, og at disse derfor har måttet betale en efterskat?

Hvilke konsekvenser venter Kommissionen, når det lykkes for tusindvis af andre skatteunddragere, som de fem første, ligeledes at få erstatning via domstolene? Vil dette i de medlemsstater, hvor der endnu er bankhemmelighed, medføre et voksende pres på regeringerne for at stramme de foranstaltninger, hvormed videregivelse af oplysninger til andre medlemsstater bekæmpes og straffes?

5.	Venter Kommissionen, at skatteunddrageres sagsanlæg mod banker kan blive et passende middel til at opnå, at banker, der hævder, at konti hos dem kan holdes hemmelige, pålægges så store udgifter, at de for at beskytte sig selv definitivt må afstå fra hemmeligholdelse?

6.	Hvorledes stoppes disse stridigheder i EU, hvor skatteunddragelse ikke alene ikke straffes, men også belønnes, og banker stimuleres til at hindre skatteopkrævning?

Kilde: Det nederlandske dagblad »de Volkskrant« af 3.4.2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(27. maj 2003)

Kommissionen er bekendt med den dom fra den luxembourgske domstol, som det ærede medlem henviser til. National retsforfølgelse og uafhængige nationale domstoles domme på dette område henhører under medlemsstaternes egenkompetence. Kommissionen ønsker ikke at anstille betragtninger over de mulige konsekvenser, som en given dom, truffet af en domstol i en given medlemsstat, ville få for andre lignende retssager eller for lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

Kommissionen er enig med det ærede medlem i, at skattesvig og skatteunddragelse er et alvorligt problem. Den er overbevist om, at dens politik, som sigter mod et øget samarbejde og en øget informationsudveksling mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder, vil kunne hjælpe medlemsstaterne med at løse dette problem mere effektivt. Inden for de seneste år har Kommissionen fremsat en række forslag, der sigter mod at forbedre den administrative bistand medlemsstaterne indbyrdes inden for direkte og indirekte beskatning.

I juli 2001 fremsatte Kommissionen et forslag til direktiv (1) om beskatning af renteindtægter fra opsparing, der indeholder bestemmelser om automatisk informationsudveksling mellem skattemyndighederne om renter, som udbetales til privatpersoner, der er bosiddende i andre medlemsstater. Skønt dette forslag kun indeholder overgangsbestemmelser for Belgien, Luxembourg og Østrig, er det dog meningen, at samtlige medlemsstater skal deltage i denne automatiske informationsudveksling. Drøftelserne af dette forslag er ret fremskredne, og Kommissionen håber, at det vedtages inden længe. Den er overbevist om, at dette direktiv vil gøre det muligt for medlemsstaterne at gennemføre en mere effektiv bekæmpelse af grænseoverskridende skatteunddragelse.

(1) Forslag til Rådets direktiv om sikring af en reel beskatning af renteindtægter fra opsparing i Fællesskabet, EFT C 270 E af 25.9.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/368

(2004/C 78 E/0388)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1418/03

af Maria Carrilho (PSE) til Kommissionen

(23. april 2003)

Om: Revurdering af de strategiske rammer for forbindelserne mellem Europa og Asien

Udbygningen af forbindelserne mellem EU og Asien er ganske givet af stor gensidig interesse. Navnlig fra midten af 90'erne er forbindelserne mellem EU og Asien blevet intensiveret gennem forskellige strukturer og fora, herunder ASEAN-EF/EU-møderne (startede i 70'erne), ASEM, EU's deltagelse i ASEAN Regional Forum (ARF) samt topmøderne EU-Kina, EU-Indien, EU-Japan og på det seneste EU-Korea. For at skabe sammenhæng i EU's aktiviteter på dette område forelagde Kommissionen i 1994 en meddelelse »På vej mod en ny strategi over for Asien«. Denne strategi blev opdateret i 2001 — inden begivenhederne den 11. september — og var beskrevet i Kommissionens meddelelse »Europa og Asien: strategiske rammer for styrkede partnerskaber« (1). Europa-Parlamentet på sin side vedtog den 5. september 2002 en beslutning, hvori det i alt væsentligt støttede Kommissionens meddelelse, hvis hovedlinjer det anså for relevante.

I betragtning af så skelsættende begivenheder som den 11. september 2001 og Irak-krigen med dens følgevirkninger mener Kommissionen da ikke, at det ville være hensigtsmæssigt at fremskynde den for 2004 planlagte revurdering til andet halvår 2003?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(4. juni 2003)

Kommissionen deler det ærede medlems synspunkt om vigtigheden af at udbygge forbindelserne mellem EU og Asien. Den har derfor bidraget til at styrke disse forbindelser gennem forskellige udvekslinger og fora, således som det ærede medlem anfører.

Kommissionen er sig ligeledes de ændringer bevidst, der indtraf efter begivenhederne den 11. september 2001, hvilket var nogle få dage efter offentliggørelsen af Kommissionens meddelelse »Europa og Asien: strategiske rammer for styrkede partnerskaber«.

De seks almene principper, som Kommissionen fastlagde i sin meddelelse om strategien for Asien, og som Rådet tilsluttede sig i sin afgørelse af 27. december 2001 (2), er imidlertid fortsat gyldige og gælder også for Afghanistan, som EU efterfølgende har givet prioritet. Europa-Parlamentets beslutning af 5. september 2002 gav endvidere udtryk for tilfredshed med Kommissionens strategi for Asien og med den fortsatte understregning af betydningen af EU's forbindelser med Asien. Dette afspejles også i Kommissionens igangværende bestræbelser for — i samarbejde med sine delegationer i regionen — at følge resultaterne af de tiltag, der foreslås i strategidokumentet. Det ser foreløbig ud til, at resultaterne er positive.

Ud over opfølgningen af strategien for Asien fra 2001 er Kommissionen for øjeblikket i færd med at forberede en meddelelse om en strategi for Sydøstasien, hvori der naturligvis vil blive taget hensyn til den seneste udvikling. Opfølgningsarbejdet i sammenhæng med arbejdet med den nye Sydøstasienstrategi vil i høj grad bidrage til at muliggøre en revision af den samlede strategi for Asien og give Kommissionen mulighed for at opretholde sin tidsplan for en grundig forberedelse af opdateringen af strategien i 2004.

(1) KOM(2001) 469 endelig udg.

(2) EFT L 344 af 28.12.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/369

(2004/C 78 E/0389)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1451/03

af Hiltrud Breyer (Verts/ALE) til Kommissionen

(28. april 2003)

Om: Samarbejde med det slovakiske institut for metrologi

Der synes hos det slovakiske institut for metrologi (SMU) i Karlova Ves at være betydelige kvalitative mangler med hensyn til forskningsresultater og sundhedsbeskyttelse og også i relation til personalets kvalifikationer.

Dette blev bl.a. bekræftet af det statslige sundhedsinstitut i Den Slovakiske Republik på baggrund af et andragende fra det slovakiske parlaments sundhedsudvalg (65. møde af 11. juli 2002) og af hr. Gabris fra BEV Dosimetrie-laboratoriet i Seibersdorf i Østrig.

Navnlig ved byggeriet af forskningscentret for cyklotroner skal der være opstået betydelige uregelmæssigheder. Resultaterne af projektet Euromet 526, der blev gennemført i samarbejde med PTB i Braunschweig i Tyskland, var så ringe, at det medførte, at SMU's deltagelse i projektet ophørte.

1.	Hvilken finansiel bistand og anden form for EU-støtte modtager/modtog det slovakiske institut for metrologi alt i alt samt i forbindelse med Euromet?

2.	Hvilken konkret form for kontrol og overvågning af anvendelsen af midlerne og af forskningen, målingerne og udstyret (f.eks. teknisk udstyr, personalets kvalifikationer, sundhedsbeskyttelse) blev der gennemført, og hvem udførte denne kontrol?

3.	Hvad er Kommissionen vurdering af den betydelige ovennævnte kritik af forholdene i forbindelse med forskningen og ledelsen inden for UNMS, SR og SMU?

4.	Hvilke konsekvenser vil Kommissionen drage med hensyn til at fortsætte samarbejdet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(11. juni 2003)

Cyclotron- og Euromet 526-projekterne, som det ærede medlem henviser til, er ikke blevet støttet med EF-midler. Det slovakiske institut for metrologi (SMU) var dog i 1999 inddraget i et Phare-projekt for parvist samarbejde, som sigtede på at forbedre den administrative struktur i almindelighed på området det indre marked. SMU modtog en engangsstøtte til at indføre et kvalitetsforvaltningssystem, der opfylder ISO 9001-2000. Støtten tog i første række form af ekspertrådgivning fra eksperter fra medlemsstaterne. Der var afsat i alt 179 245 EUR til denne støtte til SMU. I september 2002 var hovedformålet med støtten opfyldt, idet SMU opnåede ISO 9001-2000 akkreditering.

SMU er også inddraget i tre forskningsprojekter, der indgår i særprogrammet »Konkurrencedygtig og bæredygtig vækst« under Fællesskabets femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Se nærmere herom på Cordis-databasen: http://www.cordis.lu/growth/src/projects.htm.

Kommissionen har under sin overvågning af Slovakiets forberedelser til tiltrædelse og evne til at opfylde kravene i EU-retten generelt konstateret, at det slovakiske kontor for standarder, måling og prøvning (UNMS) fungerer godt, skønt der kunne ske forbedringer. I udsigten til den alsidige tilsynsrapport, som Kommissionen vil fremlægge til efteråret om de tiltrædende landes forberedelse på tiltrædelsen, sætter Kommissionen særlig stor pris på at høre alle aktørers mening, således at der kan tages hensyn hertil. Kommissionen vil fortsætte med at samarbejde med de berørte slovakiske organer om at indkredse mangler, også af den art, som det ærede medlem omtaler, og for at støtte en indsats for yderligere forbedringer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/370

(2004/C 78 E/0390)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1517/03

af Glenys Kinnock (PSE) til Kommissionen

(6. maj 2003)

Om: Økonomiske partnerskabsaftaler

Der forberedes information til og uddannelsesforløb for EU's delegationer om, hvordan de kan lette ikke-statslige aktørers deltagelse i dialogen omkring økonomiske partnerskabsaftaler. Er Kommissionen ikke enig i, at eftersom AVS-landenes parlamenter bør holdes informeret om den slags spørgsmål og opmuntres til at holde kritisk øje med processen, bør disse uddannelseforløb udvides til også at omfatte parlamenter i AVS-landene?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(26. maj 2003)

Kommissionen har gentagne gange understreget, at forhandlingerne om økonomiske partnerskabsaftaler skal ledsages af en bred høring af »ikke-statslige aktører« i både EU-landene og AVS-landene (lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet). Denne proces er allerede indledt, men kommunikationen og høringen i AVS-landene vil blive udvidet, så snart forhandlingerne på regionalt plan er blevet indledt. Kommissionens delegationer vil få en vigtig rolle at spille i denne sammenhæng.

Målgrupperne for disse aktiviteter vil variere fra land til land og fra region til region og bør omfatte erhvervsorganisationer, arbejdsgiversammenslutninger, fagforeninger, landbrugssammenslutninger, forbrugergrupper, ikke-statslige organisationer (ngo'er) osv. Det vil også være vigtigt at inddrage handelseksperter i arbejdet på AVS-landenes universiteter og forskningsinstitutioner, navnlig i forbindelse med vurderinger af indvirkningen på bæredygtigheden.

AVS-landenes parlamenter og ikke mindst de parlamentarikere, som i deres arbejde fokuserer på handel og regional integration, bør fuldt ud tilknyttes denne proces og vil få mulighed for at deltage i uformelle kontaktgrupper, som Kommissionen har til hensigt at oprette på regionalt plan. Parlamentarikere er formentlig dem, der er bedst placeret til at bidrage til forhandlingerne, idet de kan gøre brug af de officielle AVS-kanaler, Den Blandede Parlamentariske Forsamling (AVS-EU) og de uformelle høringsnetværk, som vil blive oprettet.

Europa-Parlamentet og frem for alt de europæiske medlemmer af Den Blandede Parlamentariske Forsamling (AVS-EU) kunne yde værdifuld bistand med at pege på egnede AVS-parlamentarikere til dette formål. De første kontakter er taget, og Kommissionen vil hilse et nært samarbejde om dette spørgsmål velkommen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/371

(2004/C 78 E/0391)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1526/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(6. maj 2003)

Om: Manglende sanering af boliger og andre bygninger, som er forurenet med blå og brun asbest, i den kommende EU-medlemsstat Ungarn

Er Kommissionen klar over, at der ved opførelsen af store beboelsesejendomme i Ungarn i 60'erne, 70'erne og 80'erne er anvendt mindst 400 000 m2 sprøjteasbest, som indeholder det yderst kræftfremkaldende blå asbest, at dele af dette materiale frigøres efter ti til femten år, hvorefter det spredes i og uden for beboelsesejendommene, og at en sanering vil koste mellem 65 og 130 mio. EUR?

Er Kommissionen også klar over, at disse lejligheder, som staten i begyndelsen udlejede til beboerne, er blevet solgt til beboerne, inden man i Ungarn fik kendskab til, at både beboernes overlevelsesmuligheder og forpligtelsen til at opfylde EU-bestemmelserne kræver, at der sker en sanering, men at sanering af en kvadratmeter asbest koster mellem 160 og 190 EUR, dvs. mere end en beboers gennemsnitlige ugeløn?

Kan Kommissionen bekræfte, at den ungarske regering ikke har stillet eller ikke stiller nogen økonomiske midler til rådighed til at påbegynde fjernelsen af asbest fra beboelsesejendomme, hvor det er anvendt i stor udstrækning, og at der først i marts 2003 er indledt undersøgelser af problemets omfang og følgerne for folkesundheden?

4.	Anvendes der i Ungarn fortsat brun asbest ved opførelsen af havehuse, hønsehuse, kældre og garager, bl.a. fordi der mangler tilstrækkelig information?

5.	Mangler der i Ungarn lovgivning, som forpligter virksomheder og institutioner til inden for en vis frist at fjerne eksisterende asbest? Vil der blive ændret på dette forhold, og i bekræftende fald hvornår?

6.	Hvordan fremmer Kommissionen, at de hindringer, som hidtil har afholdt Ungarn fra at opfylde EU-bestemmelserne, fjernes?

Kilde: Den nederlandske avis »Het Financieele Dagblad« af 14.4.2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(10. juni 2003)

Det ungarske indenrigsministerium har på Kommissionens anmodning bekræftet, at der anvendtes asbest i kælderlofter i flerfamiliehuse, der blev bygget i den omhandlede periode. Den ungarske regering har meddelt, at den agter at gennemføre følgende foranstaltninger for at afhjælpe situationen: Asbesten i de huse, der udgør den største fare, vil blive midlertidig tildækket. Denne foranstaltning er allerede blevet delvis gennemført. Gennem et nyligt vedtaget dekret blev der indført yderligere foranstaltninger for at fjerne asbesten fra boligområder fra og med 2004 som et led i det nationale miljøprogram.

Ja, i henhold til samme informationskilde ejedes nogle af lejlighederne i disse huse af beboerne, allerede inden de politiske forandringer fandt sted. Andre blev udlejet til en meget lav husleje, der ikke dækkede de faktiske udgifter til normal vedligeholdelse, og blev derfor solgt til lejerne til en meget lav pris, som svarede til 5-10 % af markedsprisen.

Nej, i henhold til de oplysninger, Kommissionen er i besiddelse af, blev undersøgelserne indledt for adskillige år siden, og der er allerede anvendt betragtelige beløb på disse undersøgelser. Som anført under pkt. 1 er der fra 2004 planlagt anvendelse af yderligere midler til foranstaltninger på dette område som led i det nationale miljøprogram.

Ifølge de oplysninger, Kommissionen råder over, finder der ingen indenlandsk fremstilling af asbestholdige produkter sted, men en lille del af de tagdækningsprodukter, der fremstilles af asbestcement, og som importeres fra Rumænien og Ukraine, er fortsat på markedet. Disse produkter er billigere end asbestfri erstatningsprodukter. Det ungarske indenrigsministerium mener derfor ikke, der har fundet nogen kommunikationsbrist sted, men at der snarere er tale om manglende financielle ressourcer.

5.	Så vidt Kommissionen er underrettet, findes der for øjeblikket ingen gældende lovgivning på området, men der er to dekreter om dette spørgsmål under udarbejdelse.

Kommissionen følger nøje udviklingen i Ungarn for at sikre sig, at landet vil have vedtaget og gennemført den samlede EU-miljølovgivning senest på tiltrædelsesdatoen. Ungarns forberedelser er generelt ret fremskredne sammenlignet med de øvrige nye medlemslandes. Der er også stillet betydelige financielle ressourcer til rådighed for miljøprojekter, både under Phare-programmet og ISPA-programmet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/373

(2004/C 78 E/0395)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1543/03

af Proinsias De Rossa (PSE) til Kommissionen

(7. maj 2003)

Om: Fremstilling af anordninger og produkter, der kan anvendes til henrettelse eller tortur

Med bilag I til forslaget til Rådets forordning om handel med visse anordninger og produkter, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1) indføres et forbud mod eksport af anordninger og produkter, der kun kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hvor mange af den slags anordninger og produkter fremstilles der i EU-medlemsstaterne, hvor og af hvem?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

på skriftlige forespørgsler E-1540/03, E-1541/03, E-1542/03 og E-1543/03

(13. juni 2003)

Kommissionen er fremkommet med et forslag om, at Fællesskabet skal indføre restriktioner for handelen med visse anordninger og produkter, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (1). Dette initiativ skal ses som en reaktion på en opfordring fra Europa-Parlamentet og Rådet.

Forslaget afspejler Unionens stærke modstand mod dødsstraf og tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Unionen fastlagde politiske retningslinjer herfor i 1998 og 2001. Unionen støtter desuden internationale konventioner, traktater og ordninger desangående. Forslaget er tillige på linje med resolutionerne om tortur, som er vedtaget af FN's Menneskerettighedskommission (også på indeværende års 59. samling), som bl.a. appellerer til FN-medlemsstaterne om at tage skridt, også i lovgivningshenseende, til at hindre og forbyde eksport af anordninger, der kan anvendes til tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. FN's særlige ordfører for tortur Theo van Boven nævner Kommissionens forslag i sin nylige rapport om emnet.

En undersøgelse med titlen »Crowd Control Technologies« (juni 2000), som Parlamentet har ladet foretaget, giver et indblik i produktion af og handel med nogle af de anordninger og produkter, som er anført i bilaget til forslaget.

Ifølge retningslinjerne for Unionens politik over for tredjelande vedrørende tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf må der træffes foranstaltninger til at forhindre brug og produktion af de pågældende anordninger. I modsætning til handelshindringer henhører sådanne foranstaltninger imidlertid ikke under Fællesskabets enekompetence i henhold til EF-traktatens artikel 133. For nærværende mener Kommissionen, at det under henvisning til nærhedsprincippet er medlemsstaterne, der skal træffe foranstaltninger til at forhindre brug og produktion af de pågældende anordninger.

Rådets forordning (EF) nr. 150/2003 af 21. januar 2003 om suspension af told på visse våben og former for forsvarsmateriel vedrører suspension af tolden, hvis de pågældende våben eller det pågældende materiel anvendes af eller på vegne af militæret i en medlemsstat. Nogle former for materiel og produkter, der er anført i bilag I til den foreslåede forordning, som f.eks. elektriske bælter eller automatiske indsprøjtnings-systemer, der er udformet eller modificeret til henrettelse af mennesker ved indgivelse af dødelige kemiske stoffer, henhører under en KN-kode, der falder inden for de bredere kapitler i nomenklaturen i bilagene til forordning (EF) nr. 150/2003. Det fremgår imidlertid af Kommissionens forslag, at brug af udstyr, der er anført i bilag I, og som ingen eller i realiteten ingen anden praktisk brug har end anvendelse til dødsstraf eller tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, strider mod Unionens politik og relevante internationale retsinstrumenter og derfor er ulovlig. Desuden gælder suspensionen af tolden på det pågældende materiel ikke længere, når forordningen i KOM(2002) 770 er vedtaget, da import heraf i sig selv vil være forbudt.

(1) KOM(2002) 770.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/375

(2004/C 78 E/0398)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1632/03

af Renato Brunetta (PPE-DE) til Kommissionen

(12. maj 2003)

Om: Salg af selskabet »Vittoriosa Gaming« foretaget af selskabet »Casinò Municipale di Venezia«

Det fremgår af den lokale presse i Venezia, at selskabet »Casinò Municipale di Venezia S.p.a.« har foretaget et betydningsfuldt salg af den andel, det ejer i selskabet »Vittoriosa Gaming Ltd« (der driver kasinoet på Malta). Casinò Municipale di Venezia er helt offentligt ejet, idet Venezia kommune ejer størstedelen af aktiekapitalen.

Det fremgår tillige, at rådgiveren i forbindelse med denne transaktion tilsyneladende er banken »Meliorbanca«.

Kan Kommissionen oplyse følgende:

—	Hvornår og på hvilke betingelser og vilkår foretages denne overdragelse, i betragtning af at blot hensigten om at sælge indtil for kort tid siden blev afvist og/eller udelukket?

—	Er rådgiveren i forbindelse med transaktionen blevet udvalgt på grundlag af et offentligt udbud eller som resultat af en udvælgelsesprocedure af offentlig karakter?

—

Er det rigtigt, at Ferruccio Piantini, søn af ingeniør Giorgio Piantini, bestyrelsesformand for selskabet »Casinò Municipale di Venezia S.p.a.«, er næstformand for Meliorbanca? I bekræftende fald må der konstateres en fuldstændig uhensigtsmæssig interessekonflikt, især hvis arbejdet skulle vise sig at være givet til Meliorbanca via en direkte privat aftale gennem Casinò di Venezia?

—	Er transaktionerne i forbindelse med salget foregået under overholdelse af fællesskabsbestemmelserne og de nationale love (f.eks. i Malta og Italien).

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(12. juni 2003)

Kommissionen er ikke på nuværende tidspunkt i stand til at fastslå, om den pågældende transaktion har fundet sted, og om den i givet fald er udført i overensstemmelse med de relevante fællesskabsbestemmelser.

Kommissionen opfordrer det ærede medlem til at fremsende yderligere oplysninger om sagen og betænke, at Kommissionen udelukkende har beføjelse til at påse anvendelsen af fællesskabsretten og derfor ikke vil kunne besvare spørgsmål om de berørte italienske organers korrekte anvendelse af de relevante italienske og maltesiske retsforskrifter.

Kommissionen råder ikke i øjeblikket over de nødvendige oplysninger til at kunne besvare det ærede medlems spørgsmål om, hvorvidt Casinò Municipale di Venezia SpA har overholdt EU's udbudsregler, da foretagendet valgte rådgiver til den pågældende salgstransaktion.

Kommissionen vil derfor rette henvendelse til de italienske myndigheder for at få de fornødne oplysninger, så den allerførst kan vurdere, om Casinò Municipale di Venezia SpA skal betragtes som ordregivende myndighed i henhold til Fællesskabets udbudsdirektiver, og om foretagendet derfor skal anvende nævnte bestemmelser. Finder bestemmelserne anvendelse, vil Kommissionen undersøge, om de blev overholdt, da foretagendet valgte rådgiver til den salgstransaktion, det ærede medlem omtaler.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/376

(2004/C 78 E/0399)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1636/03

af Bartho Pronk (PPE-DE) til Kommissionen

(15. maj 2003)

Om: Sjette momsdirektiv

Sjette momsdirektiv (direktiv 77/388/EØF (1) om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag) omhandler bla. fast ejendom. I Irland opkræves der i forbindelse med nybyggeri ud over moms en yderligere afgift, den såkaldte Stamp Duty. Det er et spørgsmål, om man ved opkrævningen af denne afgift fraviger princippet om et ensartet beregningsgrundlag i henhold til sjette momsdirektiv.

1.	Finder Kommissionen samtidig opkrævning af ovennævnte Stamp Duty og moms i strid med momsdirektivet? Findes der retspraksis på området?

2.	Er afgifter af denne art i overensstemmelse med den øvrige EU-lovgivning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(19. juni 2003)

Den stempelafgift »stamp duty«, som det ærede medlem henviser til, er en afgift på dokumenter. Det drejer sig oftest om retslige dokumenter, som anvendes ved overdragelse af ejendom, eller som giver de berørte parter visse rettigheder. Dokumenter, som ikke er forsynet med de nødvendige stempler, kan ikke anvendes ved domstolene. Et dokument vedrørende overdragelse af ejendomsretten til en nybygget ejendom kan ikke anvendes ved registrering af ejendommen, medmindre den korrekte stempelafgift er betalt.

Om der skal erlægges stempelafgift eller ej for et dokument vedrørende overdragelse af en ny ejendom afhænger af ejendommens værdi og af, om køberen er den første køber, når ejendommen er bestemt til beboelse.

I henhold til artikel 33 i sjette momsdirektiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (2) har medlemsstaterne mulighed for, ud over andre skatter, at bibeholde eller indføre stempelafgifter, der ikke betegnes som omsætningsafgifter.

En afgift kan i praksis betegnes som en omsætningsafgift, såfremt den i henhold til Domstolens retspraksis frembyder en merværdiafgifts væsentligste kendetegn, således:

—	Merværdiafgiften anvendes generelt på transaktioner vedrørende varer og tjenesteydelser

—	den er proportional med prisen for disse varer eller tjenesteydelser

—	den opkræves i hvert led af produktion- og distributionsprocessen

—	den pålægges merværdien af varer og tjenesteydelser.

I sin dom af 16. december 1992 (sag C-208/91 Beaulande (3)) analyserede EF-domstolen et særligt tilfælde med en af Frankrig indført stempelafgift, som udover merværdiafgiften blev opkrævet i forbindelse med erhvervelse af byggegrunde. Ifølge dommen frembød denne afgift ikke en merværdiafgifts væsentligste kendetegn som nævnt ovenfor. Domstolen fastslog i dette tilfælde, at opkrævningen af både denne afgift og merværdiafgiften ikke var i strid med det sjette momsdirektiv.

Ifølge domstolen udgør stempelafgiften ikke en generel skat, eftersom den ikke har til formål at ramme samtlige økonomiske transaktioner. For det andet er der ikke tale om en produktions- og distributions-proces, eftersom registreringsafgifterne udelukkende opkræves, når den faste ejendom indgår i den endelige forbrugers formue. Hertil kommer, at der ikke kan ske fradrag af afgifter af samme art, som er betalt i foregående led. Endelig sker opkrævningen af sådanne afgifter ikke på grundlag af værditilvæksten, men hviler på godets samlede værdi (pkt. 16 til 18).

2.	På beskatningsområdet findes der et generelt princip, i henhold til hvilket fast ejendom skal beskattes af den stat, hvor ejendommen befinder sig. Det står derfor ikke klart, hvorledes den af Irland indførte stempelafgift skulle være i strid med princippet om den frie bevægelighed.

(1) EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1.

(2) EFT L 145 af 13.6.1977. Direktiv senest ændret ved Rådets direktiv 2002/92/EF; EFT L 331 af 7.12.2002.

(3) Sag C-208/91 Raymond Beaulande mod Directeur des services fiscaux de Nantes [1992] ECR I-6709.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/378

(2004/C 78 E/0400)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1647/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(16. maj 2003)

Om: Anvendelse og forvaltning af EU-midler til integration af romaerne i Bulgarien og til forbedring af deres levevilkår

Er det Kommissionen bekendt, at der er opstået tvivl om den måde, Phare-midlerne i Bulgarien anvendes på til fordel for romaerne, og især om den måde, EU's delegation i Sofia arbejder for at etablere ikke-statslige organisationer, samt hvordan midlerne bruges til den største koncentration af romaer i byen Plovdiv, heriblandt i bydelen Stolipinovo med 40 000 indbyggere?

EU yder finansiel bistand til følgende projekter:

—	Phare BG9907.01.01 »Access to Education«: 200 000 EUR.

—	Phare BG9907.01.02 »Urbanization of Roma Neighbourhoods«: 257 000 EUR.

—	Phare BG0104.01.01 »Roma Population Integration«: 765 000 EUR.

—	Phare BG0104.01.02 »Roma Population Integration«: 1 350 000 EUR.

—	Phare BG0104.01.03 »Roma Population Integration«: 210 000 EUR.

—	Phare BG0102.06 »Social Integration of Roma«: 2 299 000 EUR.

—	Phare BG0104.02 »Access of Roma to Healthcare«: 1 000 000 EUR.

—	Phare 2001 »Study of the Housing Conditions of the Roma Population«: 160 000 EUR.

Kan Kommissionen med udgangspunkt i kvalitative og kvantitative indikatorer for hvert enkelt af disse projekter oplyse, hvordan de reelt har bidraget til at forbedre romaernes forhold?

3.	På hvilken måde sikres gennemsigtighed i disse og i fremtidige projekter med hensyn til integration af romaerne?

4.	Hvordan sikres romaernes inddragelse i projekterne, og hvordan undgås det, at mange spørgsmål ordnes hen over hovedet på dem?

5.	Hvilke forbedringer bør der efter Kommissionens opfattelse gennemføres for at opnå bedre resultater i forhold til det hidtidige forløb?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(16. juni 2003)

Kommissionen har ydet støtte til projekter til fordel for Roma-samfundet i Bulgarien siden 1999. Byen Plovdiv og særlig bydelen Stolinpinovo er blandt modtagerne, da der er en temmelig stor Roma-befolkning der. Flere af projekterne, såkaldte mikroprojekter under Access-programmet, har finansieret Roma-ngo'er i Stolipinovo-kvarteret. Formålet med disse projekter var at opmuntre til, at enkeltpersoner og grupper, som risikerer at blive marginaliseret økonomisk, socialt og politisk i forbindelse med omdannelsesprocessen, inddrages og deltager i processen. Kommissionen har imidlertid ikke selv stået for oprettelsen af disse ngo'er.

Indtil videre er kun et af de Phare-projekter, der er nævnt i den skriftlige forespørgsel, blevet færdiggjort. Projektet BG 9907 »Fremme af romaernes integration« har givet gode resultater. Under komponentet »Adgang til uddannelse for repræsentanter for romaerne med henblik på arbejde i offentlige administrationer og politistrukturer« er romaer blevet oplært som politifolk, der er udgivet en praktisk guide på roma-sprog og to lærebøger på grundniveau (også lærebøger for lærerene), der er uddelt lærebøger til mange skoler, og lærerne er blevet oplært i at bruge dem osv. Under komponentet »Urbanisering af roma-naboskaber« er infrastrukturen i romaernes kvarterer blevet forbedret. De øvrige Phare-projekter er stadig i gang, og det er endnu for tidligt at vurdere virkningerne på dette stadium.

Phare-projekter vedrørende romaerne gennemføres almindeligvis i nært samarbejde med deres egne repræsentanter. Et nationalt styringsudvalg bestående af det nationale råd vedrørende etniske og demografiske anliggender og 35 roma-ngo'er er ansvarligt for den overordnede koordination. Kommissionens delegation har observatører med på møderne i det nationale styringsudvalg. Der er sikret gennemsigtighed med forpligtelsen til at offentliggøre alle projekter og strategier på de relevante ministeriers og det nationale råds websider såvel som i medierne.

Det er afgørende for disse projekters succes, at romaerne og deres repræsentative organisationer reelt bliver inddraget i arbejdet med at fastsætte behov og forberede projekter og deres gennemførelse. Så vidt det er muligt, bliver roma-rådgivere i de nationale administrationer og regeringsstrukturer, som er ansvarlige for roma- eller mindretalsproblemer, regelmæssigt hørt i løbet af planlægningsprocessen. Finansierings-prioriteter drøftes i forbindelse med de hyppige kontakter, som Kommissionen har til det nationale råd for etniske og demografiske anliggender, som er det organ, der har mandat til at koordinere regeringens politikker, programmer og fonde i forbindelse med etniske anliggender og til at lette dialogen og samarbejdet mellem etniske mindretal, myndighederne og civilsamfundet i Bulgarien. Repræsentanter for mange ministerier, regeringsinstitutioner og repræsentanter for 35 ikke-statslige organisationer af etniske mindretal er medlemmer af dette organ. Prioriteterne følger rammeprogrammet for integration af romaerne, som er blevet vedtaget af de to sidste regeringer og 150 roma-ngo'er. Desuden er der oprettet konsultative organer vedrørende forskellige aspekter af rammeprogrammet, hvor også ngo'er er inddraget.

Til trods for alle disse bestræbelser er den samfundsøkonomiske situation og levevilkårene for romaerne stadig vanskelig. De er også udsat for omfattende diskrimination. Første prioritet bør være romaernes integration i samfundet, også selv om det er vanskelig at opnå synlige resultater på kort sigt. Det er en prioritet, som burde indgå i alle vigtige nationale politikker på områder som uddannelse, boligforhold, offentlig sundhed og beskæftigelse, kombineret med de nødvendige budgetmidler. Varigheden af en række projekter vil desuden blive bedre, hvis der udarbejdes passende lovrammer vedrørende mindretalsproblemer. I den sammenhæng ville det f.eks. være et skridt fremad at få vedtaget en omfattende lovgivning vedrørende diskrimination. Det er også et meget vigtigt aspekt at få decentraliseret en politik vedrørende romaer til regionalt og nationalt niveau i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Kommissionen har opfordret Bulgarien til at tage disse spørgsmål op inden for rammerne af det nyligt reviderede tiltrædelsespartnerskab.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/379

(2004/C 78 E/0401)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1653/03

af Joost Lagendijk (Verts/ALE) til Kommissionen

(13. maj 2003)

Om: Den nuværende situation med hensyn til et europæisk civilt fredskorps og integrering af konfliktforebyggelsesaspektet i EU's eksterne politikker

Europa-Parlamentet har adskillige gange anmodet om oprettelse af et europæisk civilt fredskorps. Indtil videre har de andre institutioner ikke fulgt op på dette. Hvordan vil Kommissionen forholde sig til det græske formandskabs udtalelse om, at det er rede til at arbejde videre med EU- konfliktforebyggelse og tanken om et europæisk civilt fredskorps? Hvor store fremskridt har Kommissionen gjort med oprettelsen af netværket af uddannelsesinstitutter for civil krisestyring? Hvilke muligheder ser Kommissionen for at gå videre end dette i retning af et europæisk civilt fredskorps? Hvilke skridt vil Kommissionen tage for at harmonisere eller i hvert fald fremme foreneligheden af nationale ministeriers og institutters forskellige arbejdsplaner? Er Kommissionen indstillet på at administrere en arbejdsplan på EU-niveau for EU-krise-styringsoperationer? Hvordan ville ngo'er og deres specialister tage del i denne arbejdsplan?

I hvor høj grad følger Kommissionen op på Parlamentets forslag om konfliktvurdering i forbindelse med alle EU's eksterne politikker? Hvad er resultaterne på områderne ekstern handel, landbrugspolitik og miljøpolitik? Har Kommissionen nået sin målsætning om at integrere konfliktforebyggelsesaspektet i EU's politikker for udvikling og samarbejde? Har Kommissionen i dette øjemed kunnet anvende Cotonou-aftalens artikel 11? Hvor stor støtte er der gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) stillet til rådighed til finansiering af konfliktforebyggelse? I hvilke AVS-lande støtter Kommissionen konfliktforebyggelses-progammer ved hjælp af midler fra EUF eller fællesskabsbudgettet? Har Kommissionen været i stand til at gøre sine politikker vedrørende fødevaresikkerhed, fødevarehjælp, infrastruktur, vandforsyning og andre sektorspecifikke hjælpeprogrammer mere konfliktfølsomme? Hvis ja, på hvilke måder? Hvis nej, hvorfor ikke?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(13. juni 2003)

Et europæisk civilt fredskorps

At forbedre EU-personalets kapacitet til at takle konfliktsituationer eller truende konflikter er fortsat en af de største udfordringer for oprettelsen af en troværdig og effektiv operationel kapacitet, der kan støtte EU's eksterne politik. Der er tydeligvis behov for med kort varsel at kunne udpege personale, der har den erfaring og uddannelse, der kræves for at kunne deltage i EU's civile krisestyringsaktioner og bistandsprogrammer, som i stadig højere grad bliver tilkaldt for at intervenere i og umiddelbart efter krisesituationer. Kommissionens tilgang til de mange spørgsmål, som rejser sig i denne forbindelse, er angivet i bilag 1, som sendes direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat.

Integrering af konfliktforebyggelse

Kommissionen er enig med Parlamentet i, at der bør anlægges en konfliktorienteret politik i alle eksterne bistandsprogrammer samt på en række andre områder som f.eks. økonomi, landbrug, handel, miljøpolitik og i forbindelse med diplomatiske aktiviteter. Samtidig er der behov for at finansiere specifikke aktiviteter, der sigter på at forebygge eller afhjælpe konfliktsituationer. Kommissionen arbejder fortsat på at gennemføre den strategi for konfliktforebyggelse, der første gang blev udformet i Kommissionens meddelelse fra april 2001 (1). En oversigt over de realiserede fremskridt er vedlagt i bilag 2, som sendes direkte til det ærede medlem og til parlamentets sekretariat.

(1) Meddelelse fra Kommissionen om konfliktforebyggelse, Bruxelles den 11.4.2001, KOM(2001) endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/380

(2004/C 78 E/0402)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1661/03

af Luigi Vinci (GUE/NGL) til Kommissionen

(13. maj 2003)

Om: Retssagen mod Leyla Zana

—

Jeg har overværet de to retsmøder, der hidtil er afholdt i retssagen i Ankara mod Leyla Zana og hendes tre kolleger, som har været fængslet i ca. ti år for en dom afsagt af en domstol, der er blevet afvist som uretfærdig både af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg og af Europa-Parlamentet. Jeg overværede det andet retsmøde i sagen i min egenskab af ad hoc-medlem af Europa-Parlamentets delegation.

—	Bortset fra at der ikke var nogen militærdommer i dommerpanelet, er der ingen forskel mellem denne retssag og retssagen fra 1994.

—

Der sker fortsat åbenlyse krænkelser af forsvarets rettigheder: dommerpanelet afviste forsvarets anmodning om at fremstille nye vidner, dvs. vidner for forsvaret, hvoraf ingen fik tilladelse til at vidne i retssagen i 1994; desuden har forsvaret ikke ret til at udspørge vidnerne direkte, vidner som alle synes at være anklagerens vidner, men skal forelægge spørgsmålene for dommerpanelets formand, som dernæst stiller dem til vidnerne med sine egne ændringer.

—	Domstolens formand har nægtet at lade vidneerklæringer fra 1994 blive læst op i retten.

—	Dommerpanelets møder finder sted i nærværelse af repræsentanter for anklagemyndigheden.

—	I salen står væbnet politi med rifler over for tilhørerne og de anklagede, og i tilhørerlogerne er der placeret væbnet politi med pistoler.

—

Retssagen er ikke åben for offentligheden, da det er overladt til de tjenestemænd, der er ansvarlige for det politikorps, der er opstillet ved domstolens indgange, at give eller nægte adgang. Endelig nægtede domstolen ved afslutningen af både det første og det andet retsmøde at lade de anklagede blive løsladt, selv om den kendsgerning, at der skal gennemføres en ny retssag, er en anerkendelse af, at retssagen fra 1994 var uretfærdig.

Kommissionen bedes oplyse, hvorledes den vurderer disse forhold, som de fællesskabsinstitutioner, der var repræsenteret ved retssagen, også kan bevidne. Mener Kommissionen ikke, at den i kraftige vendinger burde gøre den tyrkiske regering opmærksom på, at det der sker i denne retssag, i højeste grad forringer Tyrkiets eventuelle mulighed for at blive medlem af Den Europæiske Union?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(5. juni 2003)

Kommissionen følger nøje rettergangen i den genoptagne retssag mod Sadak, Zana, Dicle og Dogan. Embedsmænd fra Kommissionen har overværet de to retsmøder, der indtil nu har været afholdt i Ankaras statssikkerhedsdomstol nr.1.

Kommissionen har taget de synspunkter, som det ærede medlem har givet udtryk for vedrørende retsplejen og de påståede brister i denne retssag, til efterretning. Kommissionen er opmærksom på, at en række af disse synspunkter vedrører aspekter af retsplejen, der forekommer at være generelle for alle retssager ved statssikkerhedsdomstolene i Tyrkiet.

I det nyligt reviderede tiltrædelsespartnerskab med Tyrkiet har Den Europæiske Union understreget nødvendigheden af, at Tyrkiet styrker domstolenes uafhængighed og effektivitet, og slået til lyd for, at statssikkerhedsdomstolenes virksomhed tilpasses europæiske normer.

Kommissionen vil fortsat følge retssagen nøje på baggrund af ovennævnte krav og dernæst gennemføre en samlet vurdering af retssagens forløb. Kommissionen vil endvidere rejse spørgsmålet over for de tyrkiske myndigheder som led i den regelmæssige dialog med Tyrkiet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/381

(2004/C 78 E/0403)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1668/03

af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen

(19. maj 2003)

Om: Krænkelse af menneskerettigheder i Vestsahara

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at gennemføre artikel 2 i associeringsaftalen mellem EF og Kongeriget Marokko på baggrund af de påståede krænkelser af menneskerettighederne over for folk i Vestsahara og opløsning af den ikke-statslige organisation for beskyttelse af Saharas indbyggeres menneskerettigheder og »Forum for Sandhed og Retfærdighed«: Saharasektionen.

Agter Kommissionen at rejse sagen vedrørende Ali Salem Tamek, som af Amnesty International betragtes som samvittighedsfange, og er dømt til to års fængsel på grundlag af indrømmelser, som i følge denne organisation, er blevet fremtvunget ved tortur?

Agter Kommissionens delegation i Rabat at sende observatører til retssagerne vedrørende menneskerettighedsaktivister fra Vestsahara?

Endelig, hvilke følger vil denne uløste konflikt få for Marokkos økonomi og sociale udvikling, og hvilke bestræbelser har Kommissionen gjort for at hjælpe den marokkanske regering med at finde en løsning på denne langvarige konflikt til fordel for folk i Marokko og Vestsahara?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(16. juni 2003)

Respekten for menneskerettighederne er et fundamentalt spørgsmål i EU's forhold til tredjelande. Artikel 2 i associeringsaftalerne giver EU et grundlag for at udvikle en positiv dialog og et produktivt samarbejde med middelhavspartnerne om respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet.

Med henblik på at strukturere denne dialog udsendte Kommissionen den 22. maj 2003 en meddelelse, der skulle styrke EU's aktioner for menneskerettigheder og demokratisering med partnere i Middelhavsområdet (1), bl.a. på basis af de eksisterende Euro-Middelhavsassocieringsaftaler.

Meddelelsen fastlægger retningslinjer for, hvordan man bedst kunne udnytte de instrumenter, der er til EU og dets middelhavspartneres rådighed, til effektivt at nå deres fælles mål om at fremme demokratiet og beskytte de universelle menneskerettigheder og grundlæggende friheder. Den foreslår ti konkrete henstillinger til forbedring af dialogen mellem EU og dens middelhavspartnere samt et EU's finansieret samarbejde om menneskerettighedsspørgsmål. Gennemførelsen vil blive styrket ved indbyrdes komplementaritet på tre niveauer: mellem den politiske dialog og den finansielle bistand, mellem MEDA-programmet og støtten fra Det Europæiske Initiativ for Demokrati og Beskyttelse af Menneskerettighederne (EIDHR) og endelig mellem den nationale og den regionale dimension.

Meddelelsen skulle skabe de konkrete rammer for at engagere middelhavspartnerne, som f.eks. Marokko, i en fortsat og substantiel dialog om alle spørgsmål om menneskerettigheder og demokrati, herunder, hvis det viser sig hensigtsmæssigt, spørgsmål om specifikke sager.

I denne kontekst ønsker Kommissionen at forsikre det ærede medlem om, at den følger den specifikke sag, som han henviser til i sit skriftlige spørgsmål. De humanitære og menneskeretlige aspekter af konflikten i Vestsahara har fortsat og længe været genstand for Kommissionens bekymring, og der er etableret kontakter med alle partnerne i området om dette spørgsmål.

Den uløste konflikt i Vestsahara stiller klart store krav til Marokkos menneskelige og finansielle ressourcer, som ellers kunne være anvendt til andre formål. Desuden har konflikten konsekvenser for Marokkos politiske position (som hovedsagelig har til formål at bevare, hvad landet betragter som sin territoriale integritet) samt for den økonomiske politik (hvilket især går ud over den regionale integrationsproces).

Endelig støtter Kommissionen fuldt ud den indsats, som FN's Generalsekretær har gjort for at finde en løsning, der er gensidigt acceptabel for alle de involverede parter i konflikten i Vestsahara.

(1) KOM(2003) 294 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/382

(2004/C 78 E/0404)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1669/03

af Jean Lambert (Verts/ALE) til Kommissionen

(19. maj 2003)

Om: Baku-Ceyhan-olieledningen

Baku-Tbilisi-Ceyhan (BTC) — olieledningen er et projekt, som strækker sig over 1 760 kilometer fra Azerbadjans hovedstad Baku til middelhavsbyen Ceyhan i Tyrkiet. Der er ligeledes planlagt en gasledning, der skal følge samme rute. British Petroleum (BP) er hovedsponsor; dette konsortium omfatter ni andre deltagere. BTC-konsortiet søger efter politisk og finansiel støtte fra eksportkreditagenturer i deres respektive lande, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og det internationale finansieringsselskab inden for Verdensbankgruppen.

Konsortiet har undertegnet en HGA-aftale (Host Government Agreement) med den tyrkiske regering, som er meget langtrækkende, og effektiv forbyder den tyrkiske regering at indføre love, som kunne skade projektets økonomiske succes (f.eks. love om beskyttelse af miljøet eller sociale målsætninger).

Aftalen giver ligeledes det konsortium, der er ansvarlig for bygning af olieledninger, mulighed for at anmode om ubegrænset beskyttelse fra de tyrkiske sikkerhedsstyrker uden garanti med hensyn til krænkelse af menneskerettighederne. I en vag formulering i aftalen kan paramilitære enheder placeres langs olieledningen for at undgå »civile forstyrrelser« eller »terrorristaktiviteter«. Det tyrkiske militærs ry med hensyn til menneskerettigheder — navnlig i de kurdiske områder — giver anledning til bekymring.

Hvorledes er Kommissionens holdning til disse forpligtelser, der kræves af den tyrkiske regering, navnlig i betragtning af at det drejer sig om et område, hvor den tyrkiske regerings overtrædelse af menneskerettighederne har været almindelige?

Mener Kommissionen, at denne aftale risikere at skade de tiltrædelsesbetingelser, der blev fastlagt i København-kriterierne for demokrati, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal?

Mener Kommissionen desuden, at denne indblanding fra entreprenørselskaber i en suveræn stats handlingsfrihed kan resultere i aktioner, der er i modstrid med EU's miljøbeskyttelsesstandarder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(23. juni 2003)

Kommissionen er bekendt med forslaget om at bygge en olierørledning mellem Baku-Tbilisi-Ceyhan og den hermed forbundne aftale, som konsortiet har undertegnet med den tyrkiske værtsregering. Kommissionen har modtaget forskellige rapporter om de potentielt vidtrækkende konsekvenser heraf og følgerne for miljøet og befolkningen.

Hvis gennemførelsen af den aftale som det ærede medlem henviser til, får negative følger, vil der blive taget stilling til disse på grundlag af de tiltrædelseskriterier, der blev opstillet i København; heri indgår også politiske kriterier såsom overholdelse af menneskerettighederne og beskyttelse af mindretal.

Kommissionen vil fortsætte med at overvåge gennemførelsen af dette projekt for at vurdere, om de tiltrædelsesvilkår, der er fastsat i Københavnskriterierne, overholdes.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/383

(2004/C 78 E/0405)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1689/03

af Anders Wijkman (PPE-DE) til Kommissionen

(21. maj 2003)

Om: Bushmeat

Kommissionen er i færd med at udvikle en strategi for skovudviklingssamarbejde. Strategien kunne blive en model for bedste praksis for bevarelse af verdens skove.

Strategiudkastet behandler imidlertid ikke specifikt det meget alvorlige problem med (illegal) anvendelse af bushmeat, som er en af de største trusler mod mange arters overlevelse, og som ofte er direkte forbundet med skovressourcernes udvikling.

Er Kommissionen villig til at behandle spørgsmålet om bushmeat i sit endelige udkast til strategi for skovudviklingssamarbejde, eller er den i benægtende fald villig til at udvikle en særlig strategi for at afhjælpe problemet med bushmeat?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(18. juni 2003)

Kommissionens udkast til en strategi for udviklingssamarbejdet på skovbrugsområdet fastlægger de bredere parametre for støtteaktioner i skovsektoren. Dokumentets brede indfaldsvinkel gør det uegnet som grundlag for en detaljeret politik for mange presserende spørgsmål i skovsektoren. Men i det seneste udkast til strategien figurerer problemet med kød fra vilde dyr (»bushmeat«) dog som et af de spørgsmål, der giver anledning til bekymring i skovsektoren i flere af EU's partnerlande.

Kommissionen har ikke planer om at udvide strategiudkastet for skovsektoren med en særlig strategi til løsning af problemet med bushmeat, men det betyder ikke, at bushmeat-problemet ikke fortsat behandles som et spørgsmål af største vigtighed. Der er således allerede afsat betydelige ressourcer til at løse dette problem — såvel gennem det tekniske samarbejde i marken som i politiske fora på højt niveau.

Bushmeat-spørgsmålet vil blive integreret i vejledningen »Integration af miljøhensyn i udviklingssamarbejde og økonomisk samarbejde«, som vil blive revideret i slutningen af 2003 og begyndelsen af 2004. Specielt vil man sikre, at bushmeat-spørgsmål får den nødvendige opmærksomhed i de strategiske miljø-evalueringer i den reviderede vejledning.

På det politiske plan vil Kommissionen via sin støtte til AFLEG-processen (Africa Forest Law Enforcement and Governance) bidrage til at løse problemerne med lovhåndhævelse og forvaltning i skovsektoren, herunder også spørgsmålet om bushmeat. I marken ydes der teknisk støtte til løsning af bushmeat-problemet ved et antal initiativer, som finansieres af Kommissionen. Initiativerne støttes over budgetposten for tropiske skove og via de regionale og nationale støtteprogrammer.

Der arbejdes også på at begrænse handel med ulovligt bushmeat til EU. Der er således for nylig ved en Kommissionsbeslutning blevet indført nye regler, der forhindrer personlig import af kød og mælk fra tredjelande til EU. Herved ophæves tidligere undtagelser, der gjorde det muligt for rejsende at importere mindre mængder kød og mælk til eget forbrug. De nye regler for personlig import støttes af en plakatkampagne på en lang række sprog. Plakaterne, der er opsat ved alle indgangssteder til EU, skal sikre, at de rejsende bliver opmærksomme på de nye regler.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/384

(2004/C 78 E/0406)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1739/03

af Salvador Garriga Polledo (PPE-DE) til Kommissionen

(26. maj 2003)

Om: EU-afdeling for frigivelse af bortførte europæiske turister

De hyppige tilfælde af bortførelse af europæiske turister i tredjelande, som de besøger på grund af disse landes historiske og kulturelle tiltrækning m.m., har gjort det klart, at EU bør råde over et permanent hold af forhandlere og mæglere, som kan tage kontakt med de relevante nationale myndigheder med henblik på frigivelse af EU-borgere, som har været ofre for denne umenneskelige praksis fra lokale terroristers side.

EU-forhandlerne vil løbende kunne orientere ofrenes pårørende mere fyldestgørende, end det i øjeblikket er muligt for de lokale myndigheder, som ønsker at skjule, at deres forskellige forsøg på at få de bortførte frigivet er slået fejl.

Vil Kommissionen foreslå medlemsstaterne, at der oprettes stående EU-enheder for forhandlinger om frigivelse af europæiske turister, der er blevet bortført i tredjelande af interne politiske grunde i disse lande, som de pågældende turister absolut intet har med at gøre?

Svar på Kommissionens vegne af Chris Patten

(24. juni 2003)

Unionsborgernes beskyttelse er indskrevet i artikel 20 i EF-traktaten. Enhver unionsborger nyder i trejdelande, hvor den medlemsstat, hvori han er statsborger, ikke er repræsenteret, enhver medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheders beskyttelse på samme vilkår, som statsborgere i denne medlemsstat. Efter artikel 20 i EF-traktaten gælder dette også for Kommissionens missioner.

Inden for rammerne af disse bestemmelser har Kommissionen hidtil haft et snævert samarbejde med medlemstaterne for at løse krisesituationer eller problemer i forbindelse med kidnapning af unionsborgere. Dette samarbejde har fundet sted både i Bruxelles og ude i Kommissionens delegationstjenester. Men efter artikel 20 i EF-traktaten er konsulær beskyttelse først og fremmest medlemstaternes eget ansvar, og for indeværende er der ingen planer om at oprette et specialiseret organ på EU-niveau.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/385

(2004/C 78 E/0407)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1763/03

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(28. maj 2003)

Om: Lovgivning i EU, medlemslandene og ansøgerlandene om hestehold

Der har de seneste år været mange eksempler på dyremishandling. I nogle tilfælde eksisterer der ikke love, der skal sikre dyrs velfærd, og i andre tilfælde bliver love ikke overholdt. Resultatet er i alt for mange tilfælde grov mishandling. Det gælder desværre også for heste og ponyer, der bl.a. i opdræt, salgssituationer og under transport bliver behandlet uanstændigt og ofte groft mishandlet.

Derfor bedes Kommissionen oplyse, hvilke regler for velfærd der gælder for hestehold i EU, medlemslandene og ansøgerlandene. Har Kommissionen kendskab til undersøgelser, der beskriver velfærd for heste og ponyer i EU, medlemslandene og ansøgerlandene, og hvilke nye initiativer påtænker Kommissionen at iværksætte for at sikre velfærd for heste og ponyer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(4. august 2003)

Rådets direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 (1) fastsætter mindstekrav for beskyttelse af dyr, herunder dyr af hestefamilien, der holdes til landbrugsformål. I henhold til artikel 1 finder direktivet dog ikke anvendelse på dyr, der skal deltage i konkurrencer, udstillinger og kulturelle eller sportsmæssige arrangementer eller aktiviteter. Rådets direktiv 90/426/EØF af 26. juni 1990 (2) fastsætter desuden dyresundhedsmæssige betingelser for enhovede dyrs bevægelser og indførsel af enhovede dyr fra tredjelande. Erhvervsmæssig transport af dyr af hestefamilien over en afstand på mere end 50 km er reguleret ved Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af dyr under transport (3), ændret ved Rådets direktiv 95/29/EF af 29. juni 1995 om ændring direktiv 91/628/EØF (4).

Derudover kan medlemsstaterne anvende supplerende nationale lovgivningsforanstaltninger om dyrs velfærd. De tiltrædende lande vil som fastsat i tiltrædelsestraktaten fra datoen for tiltrædelsen være omfattet af gældende fællesskabsret om de pågældende dyrs velfærd. Kommissionen overvåger nøje gennemførelsen af fællesskabslovgivningen, herunder også i de tiltrædende lande.

For så vidt angår videnskabelig forskning, har Europa-Kommissionen støttet flere dyrevelfærdsprojekter under det igangværende og de tidligere rammeprogrammer for forskning. Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel har også ydet videnskabelig rådgivning. Komitéens nyligt udsendte rapport om dyrs velfærd under transport indeholder en udførlig gennemgang af transport af dyr af hestefamilien og en detaljeret bibliografi.

Videnskabelig rådgivning er et solidt grundlag for udarbejdelsen af lovgivnings- og politikforslag, og det fremtidige lovgivningsforslag om beskyttelsen af dyr under transport, herunder også heste, er bare ét eksempel på et kommissionsinitiativ, der skal beskytte de pågældende dyrs velfærd.

(1) EFT L 221 af 8.8.1998.

(2) EFT L 224 af 18.8.1990.

(3) EFT L 340 af 11.12.1991.

(4) EFT L 148 af 30.6.1995.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/386

(2004/C 78 E/0409)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1827/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(2. juni 2003)

Om: Nedsat moms på leje eller køb af videokassetter og dvd'er

Video- og dvd-markedet har sat væsentligt skub i udbredelsen af kulturgoder, især inden for den europæiske filmsektor, og det er muligt at opnå gengivelser af høj kvalitet ved hjælp af apparatur, der er pålideligt og let anvendeligt, og som kan fås til lave priser.

I 2002 steg efterspørgselen efter leje eller køb af disse produkter med 20 % i forhold til det foregående år, hvilket viser deres potentiale. Til trods for, at disse produkter er genstand for stor efterspørgsel, vanskeliggøres deres udbredelse af, at de pålægges en høj moms uden begunstigelser i modsætning til, hvad der f.eks. er tilfældet for biografbilletter og betalings-tv.

Har Kommissionen til hensigt at udvide bilag H til det sjette momsdirektiv (direktiv 77/388/EØF (1), ændret ved direktiv 2001/4/EF (2)), idet den afskaffer eller nedsætter momsen på varer og tjenesteydelser, der har forbindelse med videokassetter og dvd'er, for på denne måde at fremme den europæiske filmproduktion?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(9. juli 2003)

I henhold til sjette momsdirektiv (3) kan alle medlemsstaterne i øjeblikket kun anvende normalsats for leje og køb af videokassetter og DVD'er. Dette sikrer allerede i praksis en vis harmonisering af beskatningsniveauet for disse produkter i hele EU (normalsatsen varierer mellem 15 % og 25 % mellem de forskellige medlemsstater). Der skal i denne forbindelse gøres opmærksom på, at reducerede satser er fakultative for medlemsstaterne, og at det kun ville øge forskellene mellem de satser, der anvendes i EU, hvis man åbnede mulighed for reducerede satser for videokassetter eller DVD'er.

Kommissionen har til hensigt at forelægge et direktivforslag om de reducerede momssatser inden sommeren 2004. Formålet med forslaget er først og fremmest at få det indre marked til at fungere bedre og undgå mulige konkurrenceforvridninger ved at rationalisere medlemsstaternes anvendelse af reducerede satser og give dem lige muligheder for at anvende dem.

I forbindelse med udarbejdelsen af den næste revision af de reducerede satser vil man nøje undersøge, om det er hensigtsmæssigt at udvide deres anvendelsesområde.

(1) EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1.

(2) EFT L 22 af 24.1.2001, s. 17.

(3) Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter, EFT L 145 af 13.6.1977, senest ændret ved Rådets direktiv 2002/92/EF af 3. december 2002, EFT L 331 af 7.12.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/388

(2004/C 78 E/0411)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1838/03

af Roger Helmer (PPE-DE), Charles Tannock (PPE-DE), Sir Robert Atkins (PPE-DE), Giles Chichester (PPE-DE), Hartmut Nassauer (PPE-DE) og Jules Maaten (ELDR) til Kommissionen

(3. juni 2003)

Om: Frihandelsaftale mellem Singapore og EU

Erkender Kommissionen de betydelige gensidige fordele, en frihandelsaftale mellem EU og Singapore kunne føre til? Deler Kommissionen bekymringerne over, at Singapore enten har forhandlet eller for tiden forhandler frihandelsaftaler med omkringliggende lande såsom Japan, Kina og Indien, og at EU derfor risikerer at blive dårligt stillet i handelen med Singapore uden en frihandelsaftale? Er Kommissionen enig i, at Singapores status som et land med en meget begrænset landbrugsproduktion gør det til et særligt nemt land at forsøge at få en frihandelsaftale i stand med?

Til EU's tilbud til Singapore om forhandling af en frihandelsaftale har der åbenbart været knyttet særlige betingelser, for eksempel at frihandelsaftalen skulle gælde for mindst to ASEAN-lande, Singapore og mindst et andet land. Er Kommissionen enig i, at tilbuddet i betragtning af de fordele, det kunne betyde for EU, bør forsøges gjort så nemt som muligt for Singapore at acceptere? Er Kommissionen enig i, at de store forskelle i den økonomiske og politiske udvikling ASEAN-landene imellem kan gøre det svært for Singapore at opfylde kriteriet om tilslutning af to ASEAN-lande, og vil kunne vise sig at være en unødvendig barriere, der hindrer indgåelsen af en frihandelsaftale?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(24. juni 2003)

EU koncentrerer fortsat sin opmærksomhed og sine ressourcer om de multilaterale forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen (WTO) inden for rammerne af Doha-udviklingsdagsordenen.

Kommissionen følger dog også nøje og med stor interesse udviklingen af de forskellige regionale initiativer for økonomisk integration, der for øjeblikket finder sted i Østasien, herunder forhandlingerne om en frihandelsaftale, som Singapore allerede har indgået med Japan, New Zealand, Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), Australien og De Forenede Stater, og for øjeblikket fortsætter med Indien, Canada, og Mexico.

Singapore har ligeledes fremsat et forslag om at indgå forhandlinger om en frihandelsaftale med EU. Singapore, som er en handelsnation med et meget lille hjemmemarked, anerkendes overalt som en af verdens mest åbne økonomier med meget få handelshindringer. Forhandlinger om en eventuel frihandelsaftale kræver betydelige ressourcer og anstrengelser, der kun kan må retfærdiggøres, hvis der opnås både politiske og økonomiske fordele. Dette gælder også for et land som Singapore, hvis mangel på en landbrugssektor kunne forventes at lette forhandlingerne på visse områder.

I denne forbindelse har Kommissionen anmodet flere virksomhedssammenslutninger om at indhente oplysninger fra deres medlemmer for at få et tydeligere billede af de eventulle fordele ved en sådan frihandelsaftale for EU, navnlig hvad angår specifikke hindringer for markedsadgang eller andre reguleringsmetoder i Singapore, som er af stor betydning for europæiske virksomheder. Hidtil har hverken Singapore eller de berørte parter i Europa fremlagt overbevisende materiale for, at EU skulle drage nogen væsentlig fordel af af en frihandelsaftale med Singapore eller for at en aftale skulle fremme handelsforbindelserne eller de de andre økonomiske forbindelser med de andre lande i Sammenslutningen af Lande i Sydøstasien (ASEAN) eller andre lande i regionen. Endvidere har EU's virksomhedssektor endnu ikke tilkendegivet, at der findes områder, hvor den føler sig i en ufordelagtig position som følge af Singapores bilaterale frihandelsaftale.

Kommissionen har endnu ikke fremsat noget forslag til Singapore — hverken forsøgsvis eller på anden måde — om oprettelse af et frihandelsområde, eller angivet særlige betingelser for et eventuelt fremtidigt frihandelsområde. Kommissionen arbejder på andre muligheder, ud over en frihandelsaftale, for en handels-eller investeringsaftale med ASEAN som helhed, gennem udvikling af et mere effektivt samarbejde om reguleringsmetoder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/389

(2004/C 78 E/0412)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1839/03

af Ilka Schröder (GUE/NGL) til Kommissionen

(26. maj 2003)

Om: EU's forbindelser til Syrien samt associeringsaftaler

I betragtning af, at EU er Syriens vigtigste handelspartner, og at EU's forhandlinger med Syrien om indgåelse af en associeringsaftale (sidste gang i marts) fortsat skrider frem, spørger jeg Kommissionen om følgende: Hvorledes ser Kommissionen på, at det eventuelt lykkes at afslutte en sådan aftale, når det er en kendsgerning, at Syrien støtter infrastrukturerne for organisationerne PFLP-GC (Folkefronten til Palæstinas Befrielse-Generalkommandoen), PFLP, Hamas og Islamisk Jihad? Skal Kommissionens politik forstås som en protest imod den liste over terrororganisationer, som Det Europæiske Råd har opstillet, og på hvilken ovennævnte organisationer figurerer? Kom man under forhandlingerne ind på Syriens støtte til ovennævnte organisationer samt til Hizbollah i Libanon? Så sent som i indeværende måned gik den syriske præsident på ny ind for fortsat støtte til Hizbollah; mener Kommissionen på denne baggrund, at den fortsatte støtte til og fremme af organisationer, hvis politik omfatter mord på israelske civile, er en grund til at forhindre indgåelsen af en associeringsaftale? Overvejer man i Kommissionen at påvirke Syrien til at indstille sin støtte til disse organisationer? Hvordan ser Kommissionen på den fortsatte stationering af syriske tropper i Libanon samt disses støtte til Hizbollah, som fortsat angriber israelsk territorium, skønt FN officielt har fastslået, at Israel har overholdt sin del af FN-resolution 425, eftersom det i maj 2000 trak sine tropper ud af Sydlibanon? Betragter Kommissionen det som fremmende for de internationale bestræbelser på at genoptage syrisk-israelske fredsforhandlinger, at den syriske præsident erklærer (27. marts 2003, As-Safir, libanesisk avis), at Israel aldrig vil blive en anerkendt stat, at den udgør en trussel mod Syrien, så længe den eksisterer, og (maj 2001) at jøderne var skyld i Jesu korsfæstelse? Hvordan stiller Kommissionen sig til den fortsatte udbredelse af antisemitiske smædeskrifter fra syriske regeringsmedlemmers side, f.eks. fra den mangeårige forsvarsminister og vicepremierminister Mustafa Tlass, hvis bog »Det usyrede brød fra Zion«, i hvilken det påstås, at jøder bager usyret brød af kristnes blod, allerede er udkommet i ottende oplag? Selvfølgelig forventer jeg, at Kommissionen besvarer alle disse spørgsmål.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(19. juni 2003)

Kommissionen fører forhandlinger i henhold til Ministerrådets direktiver for forhandlingerne om en associeringsaftale med Syrien. Forhandlingerne er endnu ikke afsluttet, og det er endnu alt for tidligt til, at man kan vurdere, om de vil give gode resultater. Associeringsaftalen skal som fastlagt i Rådets forhandlingsdirektiver dække en lang række områder. Medlemsstaterne følger forhandlingerne vedrørende den politiske dialog og principperne for associeringen, og de bliver regelmæssigt hørt i de relevante arbejdsgrupper i Rådet. Når forhandlingerne er afsluttet, vil Rådet og Europa-Parlamentet får aftalens fulde ordlyd forelagt til ratifikation, sådan som det er tilfældet i forbindelse med alle aftaler.

Rådets forhandlingsdirektiver blev udvidet i 2001 med bestemmelser om samarbejde om bekæmpelse af terrorisme. Under forhandlingerne om ordlyden af artiklen har Kommissionen givet udtryk for sin holdning til terrorisme over for de syriske myndigheder og har fordømt alle angreb på civilpersoner.

Euro-Middelhavsassocieringsaftaler handler ikke om holdninger eller erklæringer angående individuelle politiske konflikter og problemer, men indeholder bestemmelser om langsigtede stabile forbindelser på basis af en række grundlæggende og generelle principper.

Mere generelt har EU opfordret Syrien til at deltage aktivt i genlanceringen af fredsprocessen i Mellemøsten inden for rammerne af den køreplan, der er udarbejdet af den internationale kvartet. En naturlig del af et sådant skridt vil være, at Syrien bringer sine forbindelser til ophør med organisationer, som ikke anerkender Israels ret til at eksistere, navnlig de organisationer, der er opført som terroristorganisationer på Rådets liste. I den forbindelse glæder vi os over, at de syriske kontorer for palæstinensiske organisationer, der tager afstand fra fredsprocessen, for nylig er blevet lukket. I overensstemmelse med køreplanens punkt om samme emne rejste Kommissionens medlem med ansvar for eksterne forbindelser også spørgsmålet om at få sat en stopper for arabiske landes støtte til terroristorganisationer på Euro-Middelhavsmødet mellem udenrigsministrene på Kreta den 26. og 27. maj 2003.

I køreplanen er der en klar henvisning til behovet for, at man igen sætter gang i den libanesiske og den syriske side, og den nævner også Saudi-Arabiens fredsinitiativ om anerkendelse af Israels ret til at eksistere inden for grænserne fra 1967. Syrien godkendte dette, da landet stemte for Den Arabiske Ligas Beiruterklæring i 2002. Dette er yderligere blevet bekræftet ved, at Syrien og Israel nu tilsyneladende har genoptaget kontakterne.

Hvad angår de syriske troppers tilstedeværelse i Libanon, blev disse hidkaldt af kristne faktionsgrupper ved borgerkrigens start i 1976. Med Ta'if-aftalen fra 1989, som betød en afslutning på borgerkrigen, blev de første syriske tropper flyttet fra libanesiske byer til Beka'a-dalen. Tidsplanen for deres endelige tilbagetrækning skulle aftales mellem den syriske og den libanesiske regering. Libanon har endnu ikke anmodet om dette. Siden israelerne har trukket sig tilbage fra det sydlige Libanon, er kravene om tilbagetrækning af de syriske tropper i Libanon blevet fremsat med stadig kraftigere røst, og der er sket en delvis tilbagetrækning af syriske tropper i løbet af de sidste to år.

Kommissionen beklager enhver form for offentliggørelse af antisemitisk litteratur. Med en fremtidig associeringsaftales bestemmelse om menneskerettigheder vil EU være i en langt stærkere position til at rejse spørgsmål af den slags med Syrien.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/390

(2004/C 78 E/0413)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1854/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(3. juni 2003)

Om: Jordskred i Grækenland og skader på infrastrukturprojekterne

I min forespørgsel E-1141/03 (1) spurgte jeg Kommissionen, om jordskredene i Grækenland (som forårsagede uhørte skader på infrastrukturprojekter, hvoraf mange var blevet afsluttet kun få måneder inden de blev ødelagt) hænger sammen med geologiske ændringer, som blandt andet kan skyldes den intense seismiske aktivitet i hele Grækenlands område.

Svaret fra kommissær Barnier var ikke helt tilfredsstillende, eftersom han henviste mig til svar fra andre kolleger, og der var ikke nogen omtale af mit spørgsmål om sammenhængen mellem jordskredene og den seismiske aktivitet, der foregår i Grækenland. Kan Kommissionen svare på det spørgsmål samt oplyse, om der foreligger en undersøgelse fra Kommissionens tjenestegrene om den seismiske aktivitet i det sydøstlige Middelhav med prognoser eller konklusioner vedrørende en eventuel intensivering af fænomenet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(23. juli 2003)

Det er velkendt, at der f.eks. i Malakassa i 1995, har været jordskred i Grækenland, som har afbrudt vej- og jernbaneforbindelser mellem Athen og Nordgrækenland i omkring fire dage. Som forskningsemne har jordskredsrisikoen været med i Fællesskabets fjerde og femte rammeprogram for forskning og teknologiudvikling, der har ydet støtte til forskningsprojekter under emnet »naturkatastrofer«. Under det sjette forskningsrammeprogram forventes støtten til forskning i jordskred videreført under forskningstemaet »globale miljøændringer og økosystemer«. Forskningen i jordskred fokuserer på vurdering og begrænsning af risikoen med det formål at vurdere strategier for, hvordan katastrofer kan mindskes under hensyntagen til de samfundsmæssige og økonomiske virkninger af naturkatastrofer. Et af hovedformålene med de EU-finansierede er at undersøge de mekanismer, der ligger bag jordskreddene. Et andet mål er at overvåge jordskred ved hjælp af teledetektionsteknik og sammenligne resultaterne med informationer fra observationer på stedet. Dertil kommer løbende geotekniske undersøgelser af terrænsænkningsproblemer.

I denne forbindelse er det værd at nævne det EU-støttede Segrodi-projekt, der har undersøgt forskydninger af skråninger forårsaget af jordskælv. Det ser ud til at større jordskælv også kan få skråninger til at skride. Der er dog endnu ingen klare tegn på, at man kan blive i stand til at gøre forudsigelser om en øget sammenhæng mellem jordskred og jordskælv i Grækenland.

På nuværende tidspunkt får et antal relevante undersøgelser støtte fra miljøprogrammet under det femte rammeprogram, og resultaterne af dem forventes forelagt på næste forummøde i Euro Mediterranean Disaster Information Network (EURO-MEDIN), der formentlig vil blive afholdt omkring udgangen af 2004.

(1) Se side 360.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/391

(2004/C 78 E/0414)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1869/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(6. juni 2003)

Om: Pensionstab

Kan Kommissionen skønsmæssigt oplyse antallet af bidragydere til pensionsordninger baseret på kapitalisering, som er blevet ramt af arbejdsgiverbeslutninger om enten at ophæve sådanne ordninger eller at opgive at nå det samlede bidragsbeløb, der kræves for at garantere de vedtagne ydelser? Er Kommissionen af den opfattelse, at det er nødvendigt at træffe supplerende forholdsregler for at sikre pensionsudbetalingerne, og betyder udvidelsen af det indre marked, at det bør ske på europæisk plan?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(15. juli 2003)

Da det er et spørgsmål, som falder ind under medlemsstaternes og arbejdsmarkedets parters ansvar, har Kommissionen ingen skønsmæssige oplysninger om antallet af bidragydere til pensionsordninger baseret på kapitalisering, som er blevet ramt af arbejdsgiverbeslutninger om enten at ophæve sådanne ordninger eller at opgive at nå det samlede bidragsbeløb, der kræves for at garantere de vedtagne ydelser. Sådanne oplysninger er det sandsynligvis også vanskeligt at indsamle på nationalt niveau.

EU har ingen beføjelser til at indskrænke arbejdsgivernes og arbejdstagernes frihed til at ændre en erhvervstilknyttet pensionsordninger. EU's lovgivning kræver kun, at medlemsstaterne sikrer, at de nødvendige foranstaltninger træffes for at beskytte interesser hos arbejdstagere og personer, der allerede havde forladt arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift på datoen for dennes insolvens, for så vidt angår erhvervet ret eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom, herunder ydelser til efterladte, i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger, som ikke er omfattet af nationale lovbestemte sociale sikringsordninger. (artikel 8 i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens) (1). Dette forhindrer ikke arbejdsgivere og arbejdstagere i at forhandle om pensionsrettigheder og pensionsoptjening.

Hvad angår det nyligt vedtagne rådsdirektiv 2003/41/EØF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsorienterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed (2), så kræver det, at pensionskasserne har den nødvendige egenkapital for at dække de tekniske hensættelser. Mindstebeløbet for de tekniske hensættelser skal være tilstrækkeligt til at sikre den fortsatte udbetaling af pensioner og ydelser og til at afspejle de forpligtelser, som opstår på grund af medlemmernes optjente pensionsrettigheder. Ifølge direktivet kan medlemsstaterne dog tillade pensionskasserne arbejder med en negativ margen, på betingelse af at de opstiller en konkret og realisabel plan til at genoprette det fulde kapitaldækningsniveau.

Efter offentliggørelsen i EUT har medlemstaterne 24 måneder til at vedtage de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.

(1) EFT L 283 af 28.10.1980.

(2) EFT L 235 af 23.9.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/392

(2004/C 78 E/0415)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1873/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(6. juni 2003)

Om: Krav i forbindelse med børsnotering

Har Kommissionen udarbejdet, eller agter den at udarbejde et forslag, som vil begrænse medlemsstaternes mulighed for at indføre lovgivningsbestemmelser om større krav til styring af eller åbenhed i virksomheder end de opstillede krav i EU's direktiver og forordninger, hvis de pågældende selskaber skal noteres på børsen på deres område? Har Kommissionen på samme måde foreslået eller til hensigt at foreslå foranstaltninger, som begrænser de krav, der pålægges selskaber fra tredjelande i forbindelse med børsnotering?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(7. juli 2003)

Det spørgsmål, som det ærede medlem har rejst, ligner meget det spørgsmål, som blev rejst i skriftlig forespørgsel P-2561/02 (1).

Kommissionens svar på det tidligere spørgsmål finder også fuldt ud anvendelse på dette spørgsmål. Kommissionen ønsker dog at tilføje følgende:

Med hensyn til virksomhedsledelse skitserer meddelelsen om modernisering af selskabsretten og forbedret virksomhedsledelse vedtaget af Kommissionen den 21. maj 2003 (2) den strategi, som Kommissionen har i sinde at anvende på disse områder. Den omfatter en handlingsplan på kort, mellemlang og lang sigt uden at foregribe, hvilken fremgangsmåde, der vil blive fulgt — som resultat af debatoplægget, der kører indtil den 31. august 2003 — for hvert bekendtgjort initiativ, og handlingsplanen vedrører kun europæiske selskaber direkte.

Hvad angår kravene til gennemsigtighed, formoder Kommissionen, at det ærede medlem henviser til Kommissionens nylige forslag til et direktiv om harmonisering af gennemsigtighedskrav til oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til omsætning på et reguleret marked (3) i medlemsstaterne. Forslaget omhandler krav i relation til formidling af periodiske og løbende oplysninger om sådanne udstedere. Det vil give udstederens hjemland, men ikke værtslandet, mulighed for at fastsætte strengere krav om oplysninger. For hovedparten af aktie- og obligationsmarkederne og tredjelandenes udstedere af aktier eller obligationer gælder det, at hjemlandet skal være det land, hvor selskabets værdipapirer kan optages til omsætning på et reguleret marked. Hvad angår de resterende, vil hjemlandet være det land, hvor udstederen har sin hjemstedsadresse, i praksis meget ofte der, hvor udstederens værdipapirer også optages til omsætning på et reguleret marked. Forslaget drøftes i øjeblikket af Parlamentet og Rådet.

(1) EFT C 222 E af 18.9.2003, s. 10.

(2) KOM(2003) 284 endelig udg.

(3) KOM(2003) 138 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/393

(2004/C 78 E/0416)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1882/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(6. juni 2003)

Om: Euroens virkninger for handelen

Kan Kommissionen for hver enkelt medlemsstat angive den andel af BNP, som samhandelen med henholdsvis euro- og ikke-euromedlemsstater har udgjort i hvert af de seneste fem år? Kan den give tallene for henholdsvis varehandelen, handelen med tjenesteydelser og handelen med varer og tjenesteydelser? Kan den for fuldstændighedens skyld endelig oplyse tallene for investeringsafkast beskrevet på samme måde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(17. juli 2003)

Tabel 1 (a og b) viser den enkelte medlemsstats andel af den samlede vareimport og -eksport som en procentdel af bruttonationalproduktet (BNP). Tabellen sendes direkte til det ærede medlem og Parlamentets sekretariat. Tallene for de enkelte medlemsstater er opdelt på handelen med henholdsvis medlemsstaterne i og uden for euroområdet. Det skal bemærkes, at disse handelsdata er hentet fra handelsstatistikkerne i New Cronos (Eurostat), hvor importen beregnes på grundlag af cif-værdierne (pris, forsikring og fragt), dvs. at tallene inkluderer transport- og forsikringsomkostninger.

Betalingsbalancestatistikkerne er den eneste kilde om tal om handelen med tjenesteydelser og investeringsafkast og er en alternativ kilde vedrørende handelen med varer. Med hensyn til varer og tjenesteydelser skal det som nævnt i Kommissionens svar på det ærede medlems skriftlige forespørgsler E-2464/02 (1), E-2465/02 (1) og Ε-1349/03 (2) bemærkes, at de oplysninger, medlemsstaterne leverer til Kommissionen (Eurostat) med henblik på udregningen af EU's betalingsbalance, bygger på en anden metode (afsen-delsesprincippet) end den, medlemsstaterne anvender til udregning og offentliggørelse af den nationale betalingsbalance (oprindelsesprincippet). Som svar på forespørgsel E-1349/03 gav Kommissionen oplysninger om eksport og import af tjenesteydelser mellem den enkelte medlemsstat og EU 15 og herunder bilaterale oplysninger om de lande, hvorom sådanne forelå. EU 15-aggregater fremgår her af tabel 2 (a til d), der sendes direkte til det ærede medlem og Parlamentets sekretariat. Hvad angår investeringsafkast, er det muligt, at de tilsvarende betalinger ikke kan opdeles geografisk, da medlemsstaterne har problemer med at identificere værdipapirindehavernes bopæl (3).

Den Europæiske Centralbank (ECB) har til opgave at udarbejde og offentliggøre aggregerede betalingsbalancetal for euroområdet. Medlemsstaterne i euroområdet tilsender ECB data om bidragene til euroområdets betalingsbalance [dvs. strømme vedrørende varer, tjenesteydelser og investeringsafkast uden for euroområdet] ifølge en aftale om, at det kun er euroområde-aggregatet, der offentliggøres. Det er nemlig de eneste tal, der har betydning for politikken. Med de forskellige metoder, der anvendes, er det ikke muligt at fremlægge euroområde-aggregater (eller aggregater for ikke-euroområdet i EU), der kan sammenlignes med ECB-aggregater.

Med hensyn til den samlede vare- og tjenestehandel kan oplysningerne i tabel 1 og 2 ikke lægges sammen, da tabel 1 indeholder cif-oplysninger, og det således ville betyde dobbelttælling af disse omkostninger.

(1) EFT C 28 E af 6.2.2003.

(2) EUT C 268 E af 7.11.2003, s. 188.

(3) Yderligere oplysninger kan fås i ECB Monthly Bulletin — euro area statistics, Methodological Notes, Chapter 8, page 4 (http://www.ecb.int/stats/mb/ecb_bull_8note.pdf).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/394

(2004/C 78 E/0417)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1979/03

af Ian Hudghton (Verts/ALE) til Kommissionen

(10. juni 2003)

Om: Syntetiske gestagener i p-piller og hormonal substitutionsterapi (HRT)

Der er stigende bekymring blandt brugere af p-piller og HRT-produkter indeholdende syntetiske gestagener efter forlydender om en mulig sammenhæng mellem syntetiske gestagener og brystcancer samt andre risici. Syntetiske gestagener er kendt for at føre til et højt østrogenindhold, der netop er forbundet med brystcancer.

Kan Kommissionen angive, hvilken forskning der foretages for at fastslå, hvorvidt kvinder er i fare på grund af syntetiske gestagener? Hvilken vejledning gives der til læger om brugen af produkter indeholdende syntetiske gestagener, når der er tvivl om disse produkters sikkerhed, og hvilken offentlig oplysning gives der til EU-borgerne som baggrund for at kunne træffe valg af lægemidler indeholdende syntetiske gestagener?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(2. juli 2003)

Kommissionen er opmærksom på bekymringen blandt brugere af kombinations-p-piller og hormonal substitutionsbehandling.

Udvalget for Farmaceutiske Specialiteter (CPMP) under Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering (EMEA) vedtog den 28. september 2001 en offentlig evalueringsrapport om »Kombinations-p-piller og venøs tromboembolisme« og en erklæring efter at have vurderet »forholdet mellem tredjegenerations-p-piller, der indeholder progestinerne desogestrel og gestoden, og risikoen for venøs tromboembolisme«.

I denne rapport fra CPMP hedder det, at produktresuméet (dvs. den videnskabelige dokumentation vedrørende produkterne) og indlægssedlerne skal nævne forsigtighedsregler i forbindelse med brugen af disse produkter og meddeles læger, der ordinerer kombinations-p-piller, og kvinder, der har brug for svangerskabsforebyggelse.

I december 2002 vedtog medlemsstaternes lægemiddelmyndigheder et grundlæggende produktresumé for hormonal substitutionsbehandling med oplysninger om risikoen for hjerte-kar-sygdomme og cancer.

Endvidere gennemfører CPMP's arbejdsgruppe for lægemiddelovervågning i øjeblikket en specifik undersøgelse af kombinations-p-piller og hormonal substitutionsbehandling for at vurdere tegnene på en sammenhæng mellem indtagelse af piller og forekomsten af venøs tromboembolisme. Der foreligger endnu ikke en endelig videnskabelig udtalelse.

Hertil kommer, at Kommissionen finansierer European Prospective Investigation into Cancer and Nutrition (EPIC) (undersøgelse af sammenhængen mellem kost, kræft og sundhed). Denne undersøgelse kan også bidrage til opklaringen af en stigende eller faldende, men hidtil ukendt, relativ risiko for brystcancer i forbindelse med kombinations-p-piller og/eller hormonal substitutionsbehandling.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/395

(2004/C 78 E/0418)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2121/03

af Isabelle Caullery (UEN) til Kommissionen

(25. juni 2003)

Om: Udvikling af infrastrukturer i Madagaskar og oprettelse af arbejdspladser

Kan Kommissionen oplyse, hvilke former for støtte, aktioner, programmer og/eller budgetposter, der kan ansøges om til udviklingsaktioner i Madagaskar, navnlig:

1.	i sektoren for vedvarende energi (navnlig vindkraft i dette land, der grundlæggende er afhængig af import af kulbrinte);

2.	til fremme af genplantning af skov (efter at 65 % af landets skove er forsvundet);

3.	til bygning af landsbyer hovedsageligt med mursten, en aktivitet, som skaber mange arbejdspladser, og som har til formål at fastholde befolkningen på deres oprindelsessted og under de bedste forhold;

4.	til bygning af landsbyer eller turistkomplekser, der kan skabe arbejdspladser og en stabil indtægt for de lokale befolkninger?

Kan der søges midler fra EUF til sådanne projekter og i så fald efter hvilken fremgangsmåde?

Kan Kommissionen også give oplysninger om de faciliteter, som EIB tilbyder til fremme af sådanne projekter eller visse af dem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(4. august 2003)

Inden for rammerne af den 9. Europæiske Udviklingsfond har EU for perioden 2002-2007 i alt afsat 327 mio. EUR til udviklingsbistand til Madagaskar. Efter aftale med Madagaskars regering er indsatsen især koncentreret om transportsektoren, udvikling af landdistrikter og fødevaresikkerhed, makroøkonomisk støtte og god regeringsførelse, med særlig vægt på foranstaltninger, der skal styrke det civile samfund gennem udvikling af dets repræsentativitet og legitimitet.

Udviklingsbistanden fra EUF suppleres af årlige bidrag fra EU's budget, navnlig til fødevarebistand.

I den nuværende samarbejdsstrategi for Madagaskar er der ikke noget udtrykkeligt politisk mål om at fremme udviklingen af vedvarende energi. Tidligere er der dog ydet støtte til visse små vandkraftværker. Hverken den nationale regering eller andre donorer har iværksat nogen initiativer i denne specifikke sektor, og desuden ville udvinding af vindkraft og solenergi kræve betydelige investeringer, som målgruppen ikke er i stand til at bære på nuværende tidspunkt.

2.	Genplantning af skov indgår i 9. EUF's program for udvikling af landdistrikter som led i indsatsen for udvikling af afvandingsområder. Under budgetposten for tropiske skove ydes der desuden støtte til lokalsamfundsbaseret forvaltning af kulturskove.

3.	Kommissionen har gennem decentraliseret samarbejde i form af mikroprojekter finansieret boliger til hjemløse.

Kommissionen finansierer et integreret program for udvikling af turismen og landdistrikterne omkring Bemahara-parken, som bl.a. tager sigte på at styrke den lokale kapacitet med hensyn til turistguider og turistprodukter.

Hvad angår beskæftigelsen afhænger oprettelsen af arbejdspladser af den samlede økonomiske vækst, som alle programmerne for udviklingsbistand under 9. EUF tager sigte på at fremme.

I forbindelse med EUF's programmer og projekter fremsætter Madagaskars regering detaljerede finansieringsforslag for Kommissionen inden for de ovennævnte aftalte sektorer, der indgår i EUF's landestrategi.

Såvel Madagaskar som andre stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-stater) vil blive omfattet af den investeringsfacilitet på 2,4 mia. EUR, som Den Europæiske Investeringsbank (EIB) oprettede for nylig. Gennem denne facilitet vil EIB fremme den private sektor og bekæmpe fattigdommen i modtagerlandene.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/396

(2004/C 78 E/0419)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2123/03

af Isabelle Caullery (UEN) til Kommissionen

(25. juni 2003)

Om: Fremme af vedvarende energi og oparbejdningsanlæg på Ile Maurice

Kan Kommissionen oplyse, hvilke former for støtte, aktioner, programmer og/eller budgetposter der kan ansøges om til fremme af udvikling af vedvarende energi og navnlig vindkraft på Ile Maurice? Kan EUF (Den Europæiske Udviklingsfond) bidrage og i så fald i efter hvilken fremgangsmåde?

Kan Kommissionen, eftersom affaldsdumpning ikke længere synes at være en holdbar løsning på længere sigt på Ile Maurice, besvare samme spørgsmål som ovenfor for så vidt angår installation af affaldsforbrændingsanlæg, der kan producere ren energi?

Kan EIB's såvel traditionelle som nye instrumenter bruges til at fremme en ikke-forurenende og holdbar udvikling på Ile Maurice ved hjælp af vedvarende energi og affaldsforbrændingsanlæg?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(1. august 2003)

Siden den 5. Europæiske Udviklingsfond (EUF) er der gennemført adskillige programmer vedrørende vedvarende energi i Mauritius og østaterne i det sydlige Stillehav. De indgår i det regionale Denroi-projekt (Développement des énergies renouvelables pour la zone Océan Indien). Et vindenergipilotprogram blev finansieret i Mauritius sidst i 80'erne. Dette pilotprojekt led under, at der manglede ejerskab og vedligeholdelse, hvilket medførte, at enhederne blev beskadiget, når cyklonerne hærgede.

Den private sektor har stået tøvende over for at oprette landbrug med vindenergi. Det skyldes formentlig, at øen det halve af året er ramt af storme med en cyklons vindstyrke.

Der har været større succes med elektricitetsfremstilling i varmeværker, hvor brændstoffet er udpressede, knuste sukkerrør, som er et naturligt biprodukt af sukkerfremstillingen. Denne teknologi, der helt fungerer på privat basis, tegner sig i dag for ca. 30 % af den energi, der leveres til ledningsnettet, og det er planen at erstatte de kraftværker, der forsynes med fossile brændstoffer, med denne teknologi, således at den kommer til at opfylde indtil 50 % af det nationale energibehov. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) er den vigtigste partner, når det drejer sig om at finansiere disse private initiativer.

Kommissionen har finansieret undersøgelser vedrørende forvaltning af fast affald i Mauritius, hvilket har affødt en national plan for deponering af fast affald med klare strategier på både kort, mellemlang og lang sigt. Medens den kortsigtede strategi gik ud på en fortsat anvendelse af lossepladser, foreslog den fællesskabsfinansierede undersøgelse som langsigtet strategi opførelsen af et stort affaldsforbrændingsanlæg (ca. 220 000 t/år) på den vestlige del af øen og et mellemstort anlæg (ca. 74 000 t/år) på den nordlige del af øen. Undersøgelsen anbefalede, at affaldsforbrændingsanlægget skulle bygges på DBFO-basis (design, build, finance and operate) under hensyntagen til de potentielle indtægter fra affaldsforbrændingsanlæggets elektricitetssalg (anslået til 106 gigawatttimer (GWh) pr. år). Verdensbanken er i gang med at yde støtte til sektoren for fast affald i Mauritius, og der vil kunne ydes supplerende støtte (via et lån til omstrukturering af offentlige udgifter), som kan gøre det muligt at opføre et anlæg til forbrænding af fast affald. Kommissionen har inden for rammerne af 9. EUF koncentreret sig om at yde støtte til gennemførelse af Mauritius' nationale kloakeringsprogram.

EIB prioriterer en stigning i Bankens långivning til projekter vedrørende vedvarende energi og andre projekter, der fremmer en bæredygtig udvikling på miljøområdet både i EU og i partnerlandene. Inden for rammerne af Cotonou-aftalen, som Banken opererer under på Mauritius — som under dens forløber, Lomé-konventionen — har Banken bemyndigelse til at støtte økonomisk, finansielt, teknisk og miljømæssigt levedygtige projekter i alle økonomiske nøglesektorer, herunder vedvarende energi og affaldsforbrænding.

I Mauritius har EIB bidraget væsentligt til diversificeringen af landets elektricitetsproduktion væk fra varmeproduktion fra oliefyring og over til varmeproduktion fra udpressede, knuste sukkerrør — der er en form for vedvarende energi, som landet er rig på — ved medfinansiering af opførelsen af et kul/sukkerrørsfyret kraftværk på den nordlige del af øen. Projektet blev afsluttet til tiden, og den kommercielle drift indledtes i 2000. Banken er rede til at se på andre bæredygtige forslag vedrørende vedvarende energi i fremtiden.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/397

(2004/C 78 E/0420)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2143/03

af Gabriele Stauner (PPE-DE) til Kommissionen

(26. juni 2003)

Om: Kommissionens kontrakter med Planistat-gruppen

Firmaet Planistat Europe SA har ifølge egne oplysninger på Internet (www.planistat.fr) haft kontrakter med Kommissionen fra 1996 og vil have det indtil slutningen af 2003 om en »Service d'information statistique à valeur ajoutée«. Kommissionen bedes oplyse antallet af kontrakter, der er indgået i denne forbindelse, og forelægge mig kopier af disse kontrakter.

Kan Kommissionen for hver enkel kontrakt angive efter hvilken procedure den blev tildelt, og om der også forelå tilbud fra andre tilbudsgivere, efter hvilken procedure tilbudene blev vurderet, og hvorfor firmaet Planistat fik kontrakten tildelt? Kan Kommissionen forelægge mig kopier af de dokumenter, på grundlag af hvilke de ansvarlige tjenestemænd i Eurostat har underskrevet kontrakterne?

Kan Kommissionen forelægge mig en fuldstændig og detaljeret liste over de betalinger, der er blevet foretaget i forbindelse med disse kontrakter? Kan Kommissionen også forelægge mig kopier af meddelelser fra firmaet Planistat, hvoraf fremgår, hvilke indtægter firmaet har haft ved markedsføring og salg af Eurostat-data?

Kan Kommissionen angive, hvornår og hvorledes den har undersøgt, om firmaets oplysninger i denne forbindelse er sandfærdige? Kan Kommissionen oplyse, om der også er blevet indgået kontrakter med andre firmaer om markedsføring af Eurostat-data og i givet fald forelægge mig kopier af kontrakterne?

Kan Kommissionen oplyse, om den som hidtil finder det hensigtsmæssigt og nødvendigt, at private firmaer med udbytte kan markedsføre statistiske oplysninger, som den som offentlig institution har indhentet?

Vil Kommissionen i sit svar på min forespørgsel tage højde for bestemmelserne i artikel 197, stk. 3, og artikel 287 i EF-traktaten?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(5. september 2003)

Det ærede medlems anmodning om adgang til de dokumenter, hun nævner i sit spørgsmål, vil blive behandlet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1).

Eftersom disse kontrakter blev indgået med Planistat som del af en »service d'information statistique à valeur ajoutée«, er det vigtigt at understrege, at de har været eller stadig er genstand for revision og kontroller udført af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og af Kommissionens og Eurostats interne revisionstjenester. Dette svar er således baseret på den foreliggende viden om situationen med forbehold for eventuelle nye kendsgerninger, der måtte blive afdækket af de igangværende undersøgelser, eller den udvikling disse undersøgelser kan føre med sig.

Som en del af denne »service d'information statistique à valeur ajoutée« blev der mellem 1996 og 1999 indgået seks kontrakter og mellem 1999 og 2003 indgået fire rammekontrakter med Planistat. Hver af disse kontrakter blev tildelt ved udbud.

Ved det udbud, der blev iværksat i 1995, blev der afgivet ti tilbud på parti 1 (tjenesteydelser i forbindelse med forvaltningen af Data Shop Luxembourg) og syv tilbud på parti 2 (tjenesteydelser i forbindelse med forvaltningen af Data Shop Bruxelles og information om Data Shop-netværket). Kontrakten blev tildelt den tilbudsgiver, der kunne give de økonomisk mest fordelagtige vilkår mht. teknik og pris. I begge tilfælde udmærkede Planistats tilbud sig ved at være det teknisk og økonomisk mest fordelagtige, og det fik en positiv udtalelse fra Det Rådgivende Udvalg for Indkøb og Kontrakter (CCAM). I overensstemmelse med udbudsspecifikationerne blev kontrakten fornyet to gange for hvert parti, i alt tre år.

I 1999 blev der iværksat et nyt udbud. Der blev afgivet to tilbud på parti 1 (tjenesteydelser i forbindelse med forvaltningen af Data Shop Luxembourg), to på parti 2 (tjenesteydelser i forbindelse med forvaltningen af Data Shop Bruxelles), ét på parti 3 (tjenesteydelser i forbindelse med forvaltningen af Data Shop Madrid), og ét på parti 4 (support til Data Shop-netværket). Planistats tilbud blev udvalgt for alle fire partier, da de var de økonomisk mest fordelagtige. Denne afgørelse fik en negativ udtalelse fra CCAM, da tjenesteydelseskategorien og beskrivelsen af kontraktens genstand ikke svarede præcist til tjenesteydelsernes karakter, og da det derfor ikke havde været muligt at påkalde sig interesse fra andre tilbudsgivere, som kunne opfylde kravene, blev der i 1999 iværksat et nyt udbud. Den nye udbuds-bekendtgørelse og udbudsspecifikationerne blev forelagt CCAM til forudgående godkendelse. De tre første partier (vedrørende Data Shop Luxembourg, Bruxelles og Madrid) blev lagt sammen. Det andet parti vedrørte support. Der blev kun afgivet ét tilbud på hvert parti, og de kom begge fra Planistat. Tilbuddene blev antaget på basis af kvaliteten af de tilbudte tjenester, og fordi de blev vurderet som økonomisk fordelagtige. CCAM afgav positiv udtalelse om kontrakttildelingen.

I forbindelse med udbuddet i 2002, blev der afgivet et enkelt tilbud for hvert parti (parti 1: tjenesteydelser i forbindelse med forvaltningen af Data Shop; parti 2: netværkssupport). Selv om der kun indkom ét tilbud, udmundede den tekniske og økonomiske analyse samt markedsanalysen i en bedømmelse af tilbuddet som acceptabelt. De vigtigste grunde var: fyldestgørende specifikationer og orientering (en undersøgelse udført forud for CCAM's afgørelse blandt de virksomheder, der havde anmodet om specifikationerne, men som ikke havde afgivet tilbud, viste, at deres manglende indgivelse af tilbud ikke skyldtes specifikationerne), tekniske tilbud af god kvalitet og acceptable finansielle betingelser i forhold til betingelserne i forbindelse med den tidligere kontrakt. CCAM afgav positiv udtalelse om kontrakttildelingen.

Med hensyn til salget af publikationer (på papir og cd-rom) blev hver publikation, som blev bestilt af kontrahenten hos Publikationskontoret, systematisk faktureret til denne. Med hensyn til databaseekstraher-ingstjenesten eller salget af filer i pdf-format forsynede Planistat hver måned fra 2000 og frem Eurostat med ekstrakter fra salgsopgørelserne sammen med fakturaerne i kronologisk orden. Listen over effektuerede betalinger i forbindelse med disse kontrakter og detaljerne vedrørende de månedlige indtægter, således som disse fremgår af månedsrapporterne i forbindelse med kontrakten, vil blive fremsendt til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat.

Når det gælder markedsføring af statistiske oplysninger, herunder især private foretagenders markedsføring af sådanne oplysninger, skal det understreges, at denne udbredelse er en integreret del af Fællesskabernes statistikproduktion, således som det fremgår af artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (2), idet den indgår i en strategi, der er udarbejdet i tæt samarbejde med medlemsstaterne, navnlig de nationale statistiske institutter.

Data Shopperne bidrager således direkte til Eurostats gennemførelse af sit hverv som offentlig distributionstjeneste inden for rammerne af aftalen om udbredelse af statistiske oplysninger. De skal levere passende svar på de forespørgsler, der rettes til dem, og det er deres opgave på upartisk vis at levere alle Eurostat-oplysninger. Der er indgået aftaler om udbredelse af statistiske oplysninger med de nationale statistiske institutter i adskillige europæiske lande, og der er udarbejdet en aftale, der tildeler forvaltningen af Data Shoppen i New York til et firma.

Der er desuden udstedt licenser om distribution af oplysninger til statistiske formål til en række firmaer, der er specialiseret i informationsmarkedet. Distributionen af visse data til kommercielle formål som forædlede informationsprodukter er tiltænkt andre formål, idet den tager sigte på brugere med specielle behov for værditilførte data. Disse specialiserede, professionelle informationstjenester adskiller sig klart fra de generelle distributionsopgaver, der er pålagt Eurostat. Denne tilgang er i overensstemmelse med den, der er skitseret i Kommissionens meddelelse »eEurope 2002: et europæiske retsgrundlag til udnyttelse af offentlig information« (3) og med forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anvendelse og kommerciel udnyttelse af den offentlige sektors dokumenter. (4)

(1) EFT L 145 af 31.5.2001.

(2) EFT L 52 af 22.2.1997.

(3) KOM(2001) 607 endelig udg.

(4) KOM(2002) 207 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/400

(2004/C 78 E/0422)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2211/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(2. juli 2003)

Om: Fremskridt i Thessaloniki med hensyn til asylspørgsmålet

Kan Kommissionen redegøre for sine synspunkter med hensyn til de fremskridt, der blev gjort i asylspørgsmålet på topmødet i Thessaloniki, og Det Forenede Kongeriges forslag om enten at etablere såkaldte »beskyttelseszoner«, hvor flygtningene kan søge om asyl, eller lukke grænserne til de flygtninge-producerende lande?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(25. juli 2003)

Kommissionen beklager, at fristen (juni 2003) for vedtagelse af et rådsdirektiv om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere og statsløse som flygtninge, eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse (1), som blev forelagt på Det Europæiske Råd i Sevilla den 21. og 22. juni 2002, ikke er blevet overholdt. Den er derfor glad for, at Det Europæiske Råd i Thessaloniki bekræftede, at det var fast besluttet på at vedtage forslaget inden udgangen af 2003. Kommissionen er også tilfreds med, at det blev bekræftet, at også rådsdirektivet om asylprocedurer ville blive vedtaget inden udgangen af 2003.

Kommissionen er helt enig med EU's stats- og regeringschefer i, at det er vigtigt hurtigt at få afsluttet første fase i udarbejdelsen af et fælles europæisk asylsystem. Kommissionen vil i samarbejde med formandsskabet og medlemsstaternes delegationer sikre, at fristen overholdes. Kommissionen og Rådet er også blevet opfordret til at undersøge mulighederne for at styrke asylprocedurerne yderligere for at fremme behandlingen af mennesker som ansøger om beskyttelse uden at have status som international flygtning.

Kommissionen er glad for anmodningen om at undersøge samtlige parametre, der kan bidrage til at sikre en mere regulær og kontrolleret indrejse i EU af personer med behov for international beskyttelse, og metoder, hvorved man kan øge kapaciteten til at yde beskyttelse i oprindelsesområderne. Der vil på Rådets anmodning blive forelagt en omfattende rapport inden juni 2004. Kommissionen vil ved udarbejdelse af rapporten tage udgangspunkt i »meddelelsen om den fælles asylpolitik og agendaen for beskyttelse« (2) fra marts 2003 og »meddelelsen om vejen til lettere tilgængelige samt mere retfærdige og styrede asylsystemer« (3) fra juni 2003.

Kommissionen har ikke glemt konklusion nr. 11 i konklusionerne om migration og udvikling, som blev vedtaget af Rådet (almindelige anliggende og eksterne forbindelser) den 19. maj 2003, hvori den blev opfordret til at 1) undersøge, hvordan man kan styrke modtagelseskapaciteten i udviklingslandene og tage højde for deres finansielle og institutionelle kapacitet og for det faktum, at flygtninge kan lægge et stort pres på deres sociale og politiske strukturer, 2) se nærmere, hvordan man kan anvende udviklingssamarbejde til at finde holdbare løsninger for flygtninge, for frivillige hjemrejser og reintegrering samt lokal integration og 3) udarbejde konkrete forslag til, hvordan hjælpen kan bruges til at hjælpe flygtninge i området og bekæmpe fattigdommen i værtslandets lokalsamfund. Kommissionen vil i den forbindelse være særlig opmærksom på gennemførelsen af FN's Højkommissariat for flygtninges agenda for beskyttelse, som blev vedtaget i oktober 2002 med henblik på at styrke og modernisere den internationale beskyttelse og fokusere på tre områder: adgang til beskyttelse, holdbare løsninger og bedre ansvarsdeling med tredjelande.

Kommissionen har i sine forskellige meddelelser understreget, at der er behov for et retsgrundlag for virkelig at kunne anvende budgetposten »samarbejde med tredjelande på migrationsområdet (B7-667)«. Kommissionen har forelagt et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et program for finansiel og teknisk bistand til tredjelande på migrations- og asylområdet (4). Kommissionen anbefaler, at Europa-Parlamentet behandler forslaget så hurtigt som muligt.

(1) EFT C 51 E af 26.2.2002.

(2) KOM(2003) 152 endelig udg.

(3) KOM(2003) 315 endelig udg.

(4) KOM(2003) 355 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/401

(2004/C 78 E/0423)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2212/03

af Piia-Noora Kauppi (PPE-DE) til Kommissionen

(2. juli 2003)

Om: Bedre muligheder for, at EU-borgerne kan påvirke og deltage ved hjælp af interaktiv informationsteknologi

Den græske regering har under sit formandskab med held arbejdet for et interaktivt netværksdemokrati ved hjælp af initiativer til netafstemning (eVote). Gennem netafstemninger har 170 000 borgere givet udtryk for deres mening om, hvordan EU efter deres mening burde udvikle sig. Hvad der har været særligt positivt ved initiativet om netafstemning er, at Grækenland som formandsland inddrager borgernes reaktioner i sit daglige dagarbejde. Borgernes synspunkter og forslag indgår i direkte og umiddelbart i møderne, forhandlingerne og konklusionerne på EU-niveau.

Det ville være en skam, dersom initiativet om netafstemning ikke i en eller anden form kunne videreføres i de kommende år. Derfor bedes Kommissionen besvare følgende:

Har den overvejet, hvordan man ved hjælp af eVote-initiativet fortsat kan indhente borgernes synspunkter om EU-spørgsmål, og således at EU-borgernes ønsker og forslag kan nå direkte frem til beslutningstagerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(1. august 2003)

Det græske formandskabs eVote-initiativ er et led i en fælles bestræbelse på at udnytte de nye kommunikationsteknologier til bunds for at inddrage borgerne i udformningen af EU-beslutninger, der har betydning for dem. Kommissionen har arbejdet med på den form for inddragelse, f.eks. ved hjælp af »Kom til orde i Europa« (1), som er europæiske borgeres indgangsportal til høringer, debatter og andre redskaber for deltagelse i beslutningsprocessen, som f.eks. Borgernes Vejviserservice. Portalen er udviklet som led i initiativet til interaktiv politikudformning (det såkaldte IPM-initiativ). Den blev lanceret den 16. januar 2003 i forlængelse af hvidbogen om nye styreformer (2) som en del af initiativet »eKommis-sionen«. Endelig er den et led i gennemførelsen af Kommissionens »Generelle principper og minimumsstandarder for høring af interesserede parter« (3).

Fra denne indgangsportal kan borgerne:

—	deltage i alle Kommissionens åbne høringer (herunder online-høringer)

—	deltage i online-debatter om EU, diskutere sager direkte med EU-ledere og udveksle synspunkter (chatte) med andre borgere, der er interesseret i samme emne

—	kontakte en ekspert, der kan rådgive om alle aspekter af EU-borgeres rettigheder. Disse ekspertnetværk kan også indirekte levere feedback til Kommissionen om borgernes erfaringer.

Parlamentet har medvirket til at fremme IPM-initiativet (f.eks. under Euro Info Centre-nettets generalkonference i 2002 og under Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs konference med titlen Open Dialogue i november 2002).

På det flersprogede websted Futurum (4) kan borgene finde en række diskussionsfora om Den Europæiske Unions fremtid.

Kommissionen har også engageret sig i at støtte bedste praksis på området e-demokrati. I 2003 har den tilrettelagt eEurope Awards inden for digital forvaltning. Som repræsentanter for bedste praksis blandt offentlige forvaltninger er der udvalgt 65 ansøgninger, herunder flere der vedrører »e-demokrati«, inklusive elektronisk afstemning. De udstilles i forbindelse med EU's ministerkonference om digital forvaltning den 7.-8 juli 2003 i Italien.

(1) http://europa.eu.int/yourvoice/index_da.htm.

(2) EFT C 287 af 12.10.2001.

(3) KOM(2002) 704 endelig udg.

(4) http://europa.eu.int/futurum/index_en.htm.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/402

(2004/C 78 E/0424)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2293/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(11. juli 2003)

Om: Afskaffelse af grænseoverskridende nattog inden for EU som følge af det frie marked, hvilket medfører alt for høje billetpriser for rejser via andre staters jernbanenet

Har Kommissionen kendskab til, at det belgiske togselskab NMBS/SNCB i slutningen af 2003 vil afskaffe nattog til udenlandske bestemmelsessteder for således at spare 15 mio. EUR om året, hvorved mulighederne for jernbanepersontransport til det sydlige Frankrig, Tyskland, Schweiz og Østrig vil blive stærkt indskrænket?

Har Kommissionen ligeledes kendskab til, at grundene hertil er, at NMBS mener, at de priser, som de efter liberaliseringen af det europæiske marked skal betale for at benytte andre landes jernbanenet, er for høje og i modstrid med dets opgave, som går ud på at levere alle andre serviceydelser end den nationale passagertransport alene ud fra kommercielle kriterier?

Erkender Kommissionen risikoen for, at der i EU i fremtiden kun vil køre nattog på forbindelser mellem store medlemsstater, som f.eks. Tyskland og Frankrig, og at de grænseoverskridende forbindelser kun vil blive bibeholdt så længe, hvor især de spanske, polske, ungarske og rumænske jernbaner vil og kan holde forbindelserne i gang ud fra livsnødvendige nationale interesser eller på grund af lave lønudgifter?

Er den store forskel mellem udbuddet af forbindelser inden for en medlemsstat og en fortsat begrænsning af de grænseoverskridende forbindelser inden for EU i overensstemmelse med Kommissionens politik, som tager sigte på en europæisk integration, og i overensstemmelse med Kommissionens hvidbog om »transportpolitik frem til 2010 — De svære valg«, ifølge hvilken jernbanerne skal spille en vigtig rolle som et led i konkurrencen med fly og biler?

5.	Tager Kommissionen ved hjælp af Rail Market Monitoring System (RMMS) hensyn til forhøjelsen af og forskellene mellem de gennemsnitlige jernbaneinfrastrukturafgifter? Anvender den disse oplysninger til at korrigere denne politik?

6.	Er Kommissionen rede til at føre en aktiv politik for at gøre det muligt for jernbanerne at levere de eksisterende nattogsserviceydelser og skabe betingelser for en varig eksistens og eventuel udvidelse af de grænseoverskridende nattogsforbindelser over lange afstande?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(12. september 2003)

Kommissionen er opmærksom på at en række internationale nattog og biltog med sove- eller liggevogne fra Belgien ophører fra december 2003. Kommissionen tror at en yderligere åbning af markedet for internationale persontogsforbindelser vil give nye togselskaber muligheder for at tilbyde nye og konkurrencedygtige forbindelser der vil dække de rejsendes behov, og skal henvise det ærede medlem til svarene på hans tidligere forespørgsler, særlig E-1699/03 (1), E-1721/03 (2) and E-1722/03 (3).

Som forudsat i direktiv 2001/12/EF (4), er Kommissionen begyndt at overvåge markedsudviklingen i jernbanesektoren. Overvågningen skal omfatte så mange aspekter som muligt, herunder størrelsen af infrastrukturafgifterne. Kommissionen kan ikke bestemme størrelsen af disse afgifter, men den kontrollerer overholdelsen af de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv 2001/14/EF (5) — som fastlægger rammerne for adgang til og afgifter på infrastruktur og opretter et tilsynsorgan (6) — og tager herunder hensyn til at afgifternes størrelse fastsættes af infrastrukturforvalterne.

(1) EFT C 51 E af 26.2.2004, s. 128.

(2) EFT C 33 E af 6.2.2004, s. 158.

(3) EFT C 58 E af 6.3.2004, s. 88.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner, EFT L 75 af 15.3.2001.

(5) Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. feberuar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering, EFT L 75 af 15.3.2001.

(6) Artikel 30 i direktiv 2001/14/EF.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/403

(2004/C 78 E/0425)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2405/03

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(21. juli 2003)

Om: Bilforsikringer

Den 19. juni 2003 forelagde den belgiske forsikringsombudskvinde sin årsberetning. Medens årsberetningen blev evalueret, udtalte ombudskvinden til avisen De Standaard (20. juni 2003), at navnlig unge, men også ældre bilister ganske systematisk afvises eller hurtigt opsiges efter et skadestilfælde.

I svaret på spørgsmål H-0525/02 (1) udtalte Kommissionen, at »frit salg af forsikringsprodukter er i langt de fleste bilisters interesse. De kan vælge det forsikringsselskab, som belønner gode bilister med lavere præmier«.

For alligevel at give bilisterne i almindelighed og de unge i særdeleshed mulighed for at tegne en ansvarsforsikring, der er til at betale, forslår den nye belgiske regering, at forsikringsselskaberne skal forpligtes til at tilbyde nye bilister en kontrakt på fem år eller mere.

Erkender Kommissionen, at denne afvisning af navnlig unge, men også ældre bilister, er i strid med ånden i artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder og den næsten identiske artikel II-21 i udkast til traktat om indførelse af en forfatning for Europa? Hvilke foranstaltninger vil den i bekræftende fald træffe for at hindre denne forskelsbehandling? Hvordan vil den i benægtende fald argumentere for, at den bifalder denne åbenlyse forskelsbehandling?

Erkender Kommissionen, at unge og ældre har særlige problemer med at tegne en motorkøretøjsforsikring, og at det »frie salg af forsikringsprodukter« således ikke er til fordel for denne temmelig omfattende gruppe af bilister? Hvilke foranstaltninger vil den i bekræftende fald træffe til fordel for forbrugerne? Hvordan vil den i benægtende fald argumentere for sin afvisende holdning?

Har Kommissionen kendskab til den nye belgiske regerings planer om at forpligte forsikringsselskaberne til at tilbyde nye bilister kontrakter på fem år eller mere? Er denne forpligtelse i overensstemmelse med fællesskabsretten? Hvilke alternativer vil Kommissionen i benægtende fald foreslå for at navnlig unge bilister alligevel får mulighed for at tegne en (lovpligtig) ansvarsforsikring, der er til at betale?

(1) Mundtligt svar af 3.9.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/404

(2004/C 78 E/0426)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2406/03

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(21. juli 2003)

Om: Bilforsikringer

Den 19. juni 2003 forelagde den belgiske forsikringsombudskvinde sin årsberetning. Det fremgår heraf, at bonus/malus-attesten pr. 1. januar 2004 vil blive erstattet af en »skadeshistorieattest«.

Af årsberetningen fra Gemeenschappelijk Motorwaarborgfonds (den fælles motorgarantifond) for 2001 fremgår det, at antallet af skadestilfælde, hvor uforsikrede biler var impliceret, mellem 1997 og 2001 steg med 70 % (fra ca. 4 950 til ca. 8 450). Gemeenschappelijk Motorwaarborgfonds skadesløsholder ofrene for uforsikrede bilister. Midlerne hertil tilvejebringes af forsikringsselskaberne og også indirekte af de bilister, som på behørig vis forsikrer deres bil og sig selv.

Mere generelt anslås antallet af uforsikrede bilister i Belgien til 100 000. Der er for en stor dels vedkommende tale om bilister, som ikke længere kan forsikres hos et regulært forsikringsselskab på grund af deres skadeshistorie, fordi private forsikringsselskaber ikke længere vil forsikre dem, eller fordi præmierne er usandsynligt høje. Fra den 1. november vil disse bilister i Belgien kunne søge hjælp hos det såkaldte Tariferingsbureau. Eventuelle tab i den forbindelse vil blive dækket af alle forsikringsselskaberne i fællesskab og også indirekte af de bilister, som på behørig vis forsikrer deres bil og sig selv.

I svaret på spørgsmål H-0525/02 (1) udtalte Kommissionen følgende: »Ingen andre end de, som forårsager skaden, bør betale for denne skade«. I samme svar lod Kommissionen også vide, at den forbyder obligatoriske bonus/malus-systemer. Kommissionen mente også, at »frit salg af forsikringsprodukter er i langt de fleste bilisters interesse. De kan vælge det forsikringsselskab, som belønner gode bilister med lavere præmier«.

Deler Kommissionen den opfattelse, at »skadeshistorieattesten« i virkeligheden kun er en skjult form for bonus/malus-system? I benægtende fald hvorfor ikke? Hvilke alternativer foreslår den i bekræftende fald?

Deler Kommissionen den opfattelse, at de gode bilister gennem deres bidrag til Gemeenschappelijk Motorwaarborgfonds eller Tariferingsbureau indirekte er med til at betale for de dårlige bilister, jf. Kommissionens svar af 3.9.2002? Hvordan begrunder den dette forhold? Hvilke alternativer foreslår den?

Til trods for at ansvarsforsikringen er lovpligtig, stiger antallet af uforsikrede bilister markant. Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen foreslå, at den selv eller medlemsstaterne træffer for a) at sænke dette antal betydeligt, og b) samtidig sørge for, at alle får mulighed for at tegne en ansvarsforsikring, der er til at betale?

(1) Mundtligt svar af 3.9.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/405

(2004/C 78 E/0427)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2407/03

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(21. juli 2003)

Om: Bilforsikringer

Den 19. juni 2003 forelagde den belgiske forsikringsombudskvinde sin årsberetning, som bl.a. konstaterede: »Der været så kolossalt mange opsigelser, som faktisk sjældent har været klart begrundet, at der rejser sig det spørgsmål, om et forsikringsselskab, som først hverver en kunde for derpå uden den mindste forklaring at give denne løbepas, ikke begår retsmisbrug«. Forsikringsselskaberne kan jo nemlig uden videre hvert år opsige en kontrakt under iagttagelse af opsigelsesfristen.

Det fremgår af disse oplysninger, at forsikringsselskaberne i skadestilfælde har lov til at nægte deres kunder anden dækning end den lovpligtige ansvarsforsikring, selv når den pågældende ikke havde noget ansvar, eller der ikke var impliceret nogen tredjepart.

Deler Kommissionen den opfattelse, at bilister, der har været impliceret i en ulykke, som de ikke selv har været ansvarlige for, eller hvori der ikke har været impliceret nogen tredjepart, ikke uden videre kan afvises af forsikringsselskaberne for bestemte risicis vedkommende, da det jo ikke tjener noget formål at forsikre sig mod en risiko, når forsikringsselskaberne i vidt omfang afviser kunderne, som — i god tro — har gjort krav gældende på skadesgodtgørelse? I benægtende fald hvorfor ikke? Hvilke skridt vil den i bekræftende fald tage til fordel for de pågældende forbrugere?

Er der rent faktisk tale om retsmisbrug, når man hverver kunder for derpå uden begrundelse at give dem løbepas? Hvilke skridt vil Kommissionen i bekræftende fald tage? Med hvilke argumenter vil Kommissionen i benægtende fald gendrive den belgiske forsikringsombudskvindes hypotese?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

på skriftlige forespørgsler E-2405/03, E-2406/03 og E-2407/03

(4. september 2003)

Kommissionen følger med bekymring situationen i visse medlemsstater, hvor præmiestigningerne for obligatoriske forsikringer risikerer at have den uønskede virkning, at de forringer eller forhindrer den enkeltes (særlig unges og ældres) frie valg mellem forskellige transportmidler (privatbilisme eller kollektiv transport). Det ærede parlamentsmedlem henvises til de svar, som Kommissionen gav på skriftlig forespørgsel P-0592/02 (1) og Ε-1522/03 (2) fra henholdsvis Marianne Thyssen og Armando Cossutta.

Kommissionen går imidlertid fortsat ind for princippet om fri præmiefastsættelse, der anbefales i tredje forsikringsdirektiv. Dette gælder specielt for området ansvarsforsikring for motorkøretøjer, og det på trods af denne forsikringstypes obligatoriske karakter som bekræftet af Domstolens seneste retspraksis (jf. særlig dommen af 25. februar 2003 (3)). Den skærpede konkurrence er nemlig til fordel for forbrugerne.

Det ærede parlamentsmedlem nævner ånden i artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder og artikel II-21 i udkastet til traktaten om indførelse af en europæisk forfatning. Kommissionen ønsker at præcisere, at en differentieret behandling ikke nødvendigvis udgør en diskrimination baseret på forsikringstagers alder, når denne behandling kan begrundes med objektive faktorer, der afspejler underliggende objektive elementer, med henblik på at bestemme niveauet for forsikringstagers præmier. Der skal således tages hensyn til det forhold, at forsikringsselskaberne bl.a. fastsætter deres tariffer som en funktion af den gennemsnitlige skadesfrekvens. På grundlag af deres vurdering af risikoen kan de frit beslutte at tilpasse deres tilbud eller endog overlade visse nationale markedsnicher til konkurrenterne. Under alle omstændigheder skal Kommissionen præcisere, at segmenteringen på ingen måde er et resultat af bestemmelserne på europæisk plan, men snarere en teknik, der tager sigte på at fastsætte priserne mere i overensstemmelse med situationen på det enkelte lokale marked: der gælder forskellige priser for personer, som repræsenterer forskellige omkostninger. I denne forstand forekommer segmenteringen at være i overensstemmelse med EU-retten, for så vidt den svarer til forskellige kundekategorier, for hvilke risiciene kan vurderes ved hjælp af passende og objektive statistiske analyser.

I forespørgsel E-2406/03 berørte det ærede medlem spørgsmålet om at tage hensyn til forsikringstagernes skadeshistorie. Kommissionen ønsker at minde om, at afskaffelsen af det ensartede obligatoriske bonus/malus-system i Belgien er en direkte konsekvens af den foranstaltning, der blev indledt allerede i 1996, og som endelig gennemførtes i 2002 (4) med indførelsen af bestemmelser, der afkobler forbindelsen mellem bonusskalaen og præmien. Hermed vil forsikringsselskaberne få en større frihed til at foretage differentiering på grundlag af forsikringstagernes faktiske skadeshistorie og til at fremsætte mere konkurrencedygtige tilbud til deres kunder.

Det ærede medlem berører ligeledes i dette spørgsmål de bestemmelser, der er indført i belgisk lovgivning ved artikel 2 i lov af 2. august 2002, den såkaldte »Loi Monfils« (5). Bestemmelserne giver enhver adgang til at henvende sig til Bureau de tarification, »når mindst tre forsikringsselskaber, som en person henvender sig til, har nægtet at give en dækning«. Det bør præciseres, at »forslaget om en højere præmie« end en tærskel »bestemt ved at multiplicere den laveste præmie i forsikringsselskabets tarif for et motorkøretøj, der er identisk med det, der er genstand for anmodningen«, ligestilles med et afslag i henhold til disse bestemmelser. Det er klart, at det i overensstemmelse med regelsættet på europæisk plan udelukkende påhviler de nationale myndigheder at fastsætte passende mekanismer for, at forsikringstagerne kan opfylde forpligtelsen til at tegne en obligatorisk ansvarsforsikring. Kommissionen kan følgelig ikke udtale sig om tiltag som disse eller det, der er nævnt i forespørgsel nr. E-2407/03, der henhører under de belgiske institutioners beføjelser. Kommissionen ser imidlertid meget positivt på foranstaltningen, der sigter på at sikre, at der tegnes de fornødne forsikringer, og som er indeholdt i disse selvsamme bestemmelser, og som ser ud til at være fuldstændig forenelig med målsætningen i direktiverne om ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

Inden for rammerne af den igangværende modernisering af direktiverne om ansvarsforsikring for motorkøretøjer har Kommissionen for sit vedkommende taget initiativ til at foreslå visse foranstaltninger, der sigter på at lette livet for de personer, der ønsker at skifte forsikring (forpligtelse for forsikringsselskabet til at udstede en attest om skadeshistorien) for at kunne udnytte de bedste vilkår på et givet tidspunkt (6). I denne sammenhæng er Kommissionen selvfølgelig positiv over for enhver foranstaltning, der tager sigte på at forbedre gennemsigtigheden, sådan at informationsasymmetrien mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren formindskes.

Kommissionen er desuden overbevist om, at den eneste måde, hvorpå omkostningerne til ansvarsforsikring for motorkøretøjer kan reduceres, er at forbedre sikkerheden på vejene: i 2000 resulterede bilulykker i 41 761 døde (heraf 1 470 i Belgien) og over 1,7 millioner tilskadekomne i Unionen. Mellem 1991 og 2001 døde 16 918 personer på de belgiske veje (7). For at ændre denne situation fører Unionen en meget ambitiøs kampagne for sikkerheden på vejene, og virkningerne af denne kampagne vil også være økonomisk positive for forsikringstagerne, da et fald i skaderne nødvendigvis vil få indvirkning på forsikringspræmierne.

Med hensyn til den belgiske regerings planer vedrørende varigheden af forsikringskontrakter, der dækker ansvarsforsikring for motorkøretøjer for unge bilister, der er nævnt i forespørgsel E-2405/03, er det ikke Kommissionens opgave at tage stilling til hypotetiske udkast til nationale bestemmelser.

(1) EFT C 301 E af 5.12.2002.

(2) EFT C 33 E af 6.2.2004, s. 128.

(3) I sag C-59/01, Kommissionen mod Den Italienske Republik, særlig præmis 29 i dommen.

(4) Med vedtagelsen af l'arrêté royal af 16. januar 2002 om ændring af l'arrêté royal af 22. februar 1991 om den generelle kontrolordning for forsikringsselskaber og l'arrêté royal af 14. december 1992 om standardkontrakten for obligatorisk ansvarsforsikring for motorkøretøjer, offentliggjort i Moniteur belge af 14. februar 2002.

(5) Offentliggjort i Moniteur belge den 30. august 2002.

(6) KOM(2002) 244 endelig udg.

(7) Ifølge CARE, Fællesskabets databank om ulykker i vejtrafikken (http://europa.eu.int/comm/transport/home/care/ index_en.htm).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/407

(2004/C 78 E/0428)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2460/03

af Patricia McKenna (Verts/ALE) til Kommissionen

(16. juli 2003)

Om: Den irske stats konkurrencebegrænsende foranstaltninger på elektricitetsmarkedet

Den irske stat har bekendtgjort resultaterne af den seneste støtteaktion for vedvarende energi under Alternative Energy Requirement (AER) programmet. Hovedmodtagerne er datterselskaber af det nationale elektricitetsselskab ESB og deres partnerselskaber.

Mener Kommissionen under henvisning til ESB's på enhver vis dominerende stilling på det irske elektricitetsmarked og de enorme midler, selskabet har til sin rådighed, at ESB-datterselskabernes deltagelse i AER-konkurrencen må betragtes som markedsforvridende? Kan der oven i købet være tale om forskelsbehandling i betragtning af, at ESB kan udnytte de betydelige midler, det har oparbejdet som statsejet virksomhed og med opbakning fra staten, til at underbyde uafhængige producenter?

Er Kommissionen villig til at pålægge den irske stat at standse udbetalingerne til ESB's datterselskaber og partnere, mens den undersøger de ovennævnte konkurrencerelaterede spørgsmål?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(3. september 2003)

Ifølge Kommissionens beslutning om statsstøtte i forbindelse med AER-ordningen (1) stilles der ikke nogen betingelse vedrørende selve tilbudsgiverne. Formålet med beslutningen er at øge elproduktionen ved hjælp af varige energikilder i Irland, og der er ikke noget til hinder for, at selskabet Electricity Supply Board's (ESB) datterselskaber bidrager til denne produktionsforøgelse, når blot de opfylder betingelserne for at vinde udbuddene.

Kommissionen mener, at den irske stat som hovedaktionær i ESB frit kan forvalte denne virksomheds kapital, som den ønsker, når blot den handler på samme vilkår, som gælder for en privat investor i en markedsøkonomi. I det foreliggende tilfælde har Kommissionen ikke nogen form for oplysning, der kan give den anledning til at tro, at ESB's datterselskaber modtager støtte fra deres moderselskab, f.eks. i form af tjenester til priser under markedspriserne.

Kommissionen har derfor hverken til hensigt at ændre ovennævnte beslutning for at udelukke ESB's datterselskaber fra AER-ordningen eller at gribe ind i kontrakttildelingen til ESB eller ESB's partnere.

(1) Kommissionens beslutning i sag nr. N 553/01, EFT C 45 af 19.2.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/407

(2004/C 78 E/0429)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2537/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(29. juli 2003)

Om: Nettobidrag til den fælles landbrugspolitik

I den anden beretning om den økonomiske og sociale samhørighed i EU anførte Kommissionen, at Portugal var nettobidragyder til den fælles landbrugspolitik.

Som svar på min skriftlige forespørgsel P-0897/01 (1) angav Kommissionen de data, der lå til grund for denne udtalelse. Ifølge Kommissionen skal Portugal mellem 1989 og 1998 have ydet et nettobidrag på 2 000 mio. EUR til den fælles landbrugspolitik, dvs. over 260 EUR pr. indbygger.

Kan Kommissionen bekræfte, at Portugal fortsat er nettobidragyder til den fælles landbrugspolitik? Kan Kommissionen efter samme metode, som den fulgte for perioden 1989-1998, forelægge ajourførte data for perioden 1998-2002?

Supplerende svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(29. oktober 2003)

Hvad angår metoderne for måling af virkningerne i Portugal af pris- og markedspolitikken på landbrugsområdet, som derfor ikke omfatter politikken for landdistrikternes udvikling (anden søjle), som de blev anvendt i 2. samhørighedsrapport, bør det bemærkes, at der med disse metoder tages hensyn til velfærdsvirkningerne ikke blot for landbrugsproducenter og fødevareproducenter, men også forbrugere og skatteydere. I den sammenhæng afviger de fra de beregninger, der er baseret på nettobudgetsituationen, men de giver et mere komplet billede af Portugals position med hensyn til omkostninger eller gevinster for Portugals økonomi af landbrugsmarkedspolitikken (første søjle).

Ved beregningen af disse tal har Kommissionen lagt stor vægt på at indsamle de data, som det ærede medlem har anmodet om for perioden 2000 til 2002, for at kunne overvåge ændringerne siden gennemførelsen af Agenda 2000.

Ved at benytte samme metoder som for perioden 1989 til 1998 kan Kommissionen berette, at den årlige nettovirkning i den pågældende periode, udtrykt i løbende priser, er som følger:

(Mio. EUR)
	2000	2001	2002
Nettovirkning for Portugal	- 227,1	+ 4	- 108,7

Hvad angår budgetoverførsler, beregnet på basis af gevinst eller tab i forhold til EUGFL, Garantisektionen, for det procentuelle bidrag til det samlede EU-budget, har nettopositionen for Portugal, der har været positiv siden 1994, vist følgende udvikling:

(Mio. EUR)
	2000	2001	2002
Nettobudget-overførsler til Portugal	+ 74,7	+ 221,6	+ 115,8

(1) EFT C 261 E af 18.9.2001, s. 213.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/408

(2004/C 78 E/0430)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2580/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(6. august 2003)

Om: Formodningen om en voksende produktion af falske eurosedler i tyndtbefolkede lande, hvor euroen bliver en vigtig parallelvaluta

1.	Kan Kommissionen bekræfte, at produktionen af falske penge i euro-området hidtil har været koncentreret om tyndtbefolkede områder i Frankrig og Spanien og efterhånden har påført borgerne og erhvervslivet et tab på 16 mio. EUR?

2.	Øger ny teknik, såsom computerprintere i stedet for offset-trykmaskiner, til trods for vandmærker, hologrammer og foliestriber mulighederne for at fremstille falske pengesedler, som det er vanskeligt at skelne fra de ægte?

3.	Hvor mange falske euroer er der hidtil blevet fremstillet i forhold til falske dollar, som er den anden meget anvendte valuta? Er falske euroer på vej til at nå samme omfang som falske dollar?

Deler Kommissionen Europols forventninger om, at EU-områdets udvidelse og de indre grænser, man nemt kan rejse igennem, kombineret med euroens stadig vigtigere rolle som parallelvaluta i stater med lave indkomster og stor arbejdsløshed i den kommende tid vil øge muligheden for en kraftig vækst i fremstillingen af falske penge i tyndtbefolkede områder og transport heraf til tætbefolkede områder?

5.	Hvorledes agter Kommissionen fremover at beskytte borgere og virksomheder effektivt mod risikoen for, at de uden at vide det kommer i besiddelse af pengesedler, som senere viser sig ikke at have den værdi, de var blevet tillagt ved modtagelsen?

Kilde: Det nederlandske dagblad Rotterdams Dagblad af 18. juli 2003

Supplerende svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(28. oktober 2003)

Intet tyder på at fremstillingen af falske penge skulle være koncentreret i tyndtbefolkede områder i nogen af medlemsstaterne. Ifølge oplysninger fra Den Europæiske Centralbank (ECB) er 167 118 falske eurosedler taget ud af omløb i 2002 og 230 534 i første halvdel af 2003, hvilket svarer til en pålydende værdi af omkring 8,5 mio. EUR i 2002 og 11,5 mio. EUR i første halvdel af 2003.

I forhold til de 8 milliarder ægte eurosedler, der i øjeblikket er i omløb, er ovenstående antal falske sedler meget lille.

2 339 falske euromønter blev fundet i omløb i 2002 og 7 875 i første halvdel af 2003, hvilket svarer til henholdsvis 3 355 EUR og 13 036,50 EUR. Sammenlagt er antallet af falske euromønter meget lille i forhold til de mere end 45 milliarder mønter, der er i omløb.

Moderne teknologi, som f.eks. computerprintere, gør det muligt for personer med ingen eller lille viden om trykning at fremstille falske sedler. Kvaliteten af disse moderne typer forfalskninger er dog generelt dårlig. Det er derfor generelt lettere at afsløre forfalskninger, der er fremstillet med moderne teknologi, end dem, der er trykt på en offset-trykmaskine.

Falske euro fremstilles i langt mindre omfang end falske amerikanske dollars.

Intet tyder på, at det nuværende omfang af falske euro nærmer sig omfanget af falske amerikanske dollars.

Kommissionen kender ikke til præcise indikationer, der peger mod muligheden for en kraftig vækst. Jo større det økonomiske område, inden for hvilket en valuta anvendes, desto større er risikoen for forfalskning af pågældende valuta. Det er også velkendt, at falskmøntnere i lande uden for EU viser interesse for euroen. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne og på EU-niveau (Europol, ECB og Kommissionen) træffer alle fornødne foranstaltninger, i samarbejde med myndighederne i tredjelande, for at hindre forfalskningen af euro.

Det indebærer:

—	et øget samarbejde mellem alle kompetente myndigheder i kampen mod falskmøntneri (retshåndhævelse, de nationale centralbanker, finansministerier, osv.)

—	en koncentreret generel og specialiseret uddannelse på nationalt, EU og internationalt niveau, hvoraf det vigtigste middel er det specifikke Pericles-program for udveksling, bistand og uddannelse, som ledes af Kommissionen

—	medlemsstaternes løbende kontrol af gennemførelsen af relevant lovgivning; rapporter og forslag, når det er hensigtsmæssigt

—	specialiserede oplysningskampagner, som fortrinsvist gennemføres af ECB.

Hvad borgerne angår, har det øgede politisamarbejde, med bidrag fra Europol, forbedret de garantier, som offentligheden har fået. Det er også vigtigt, at offentligheden er bekendt med de sikkerhedstræk, der er forbundet med de ægte eurosedler. Metoden »se — røre — vippe« for at kontrollere eurosedlers ægthed, og som er beskrevet i ECB's informationsmateriale, har i denne sammenhæng vist sig at være et effektivt middel til at afsløre forfalskninger.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/410

(2004/C 78 E/0431)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2601/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(20. august 2003)

Om: Restaurering af Rietis historiske bykerne

Der findes en række bygningsværker af stor historisk og kunstnerisk værdi i byen Rieti, der er en af de vigtigste byer i provinsen Lazio. Kommunen ønsker at bevare disse kulturværdier gennem iværksættelse af en by- og restaureringsplan.

Det er hensigten både at højne byens bygningsmæssige kvaliteter og at få den til at fungere bedre og mere effektivt ved hjælp af en række foranstaltninger, herunder vedligeholdelse af gaderne, bedre gadebelysning, omlægning af vejene i den historiske bykerne, restaurering af middelaldermuren, opsætning af nye skilte på middelalderborgens bygninger osv.

Forvaltningen er derfor nødt til at tilvejebringe meget store finansielle ressourcer til denne plan for bevarelse af bymæssige og kunstneriske kulturværdier og er nødt til at benytte sig af alle de muligheder, den har kendskab til, herunder navnlig støtte fra Den Europæiske Union.

Der ydes EU-støtte til denne type foranstaltninger gennem Urban-programmet, og Urban II er netop afsluttet. Kan Kommissionen oplyse:

1.	om der er planer om at vedtage et Urban III i 2004 eller de efterfølgende år eller om at åbne for indkaldelse af projekter igen?

2.	om der findes andre finansieringsprogrammer, som byen Rieti kan benytte til de ovenfor beskrevne formål?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(16. oktober 2003)

For fællesskabsinitiativprogrammet URBAN II’s vedkommende er udvælgelsen af de støttede byer i Italien foreslået af det italienske ministerium for infrastrukturer og transport i henhold til en procedure, der er offentliggjort i den italienske statstidende nr.168 af 20. juli 2000. Der er ikke planlagt yderligere støtte til nye byer fra nu af og frem til udgangen af 2006.

Med hensyn til andre finansieringskilder er byen Rieti delvis støtteberettiget i henhold til mål 2, jf. Kommissionens beslutning af 27. juli 2000 (1).

I henhold til foranstaltning III.2 i enhedsprogrammeringsdokumentet for Regione Lazio, som regulerer regionaludviklingsfondens interventioner på dette område, kan der ydes støtte til foranstaltninger til fordel for områder, navnlig historiske bycentre, der har turistisk, kulturel og miljømæssig værdi.

Det er imidlertid op til den ansvarlige forvaltningsmyndighed for enhedsprogrammeringsdokumentet (i dette tilfælde Regione Lazio’s økonomi- og finansafdeling) at undersøge, om der er aktioner, og i givet fald hvilke, der eventuelt kan komme i betragtning til støtte fra Fællesskabet.

Som supplement til mulighederne for støtte fra strukturfondene på det nævnte grundlag kan Kommissionen støtte initiativer på det kulturelle område i henhold til udvælgelseskriterierne i programmet »Kultur 2000«, som er det eneste finansierings- og programmeringsinstrument for kultursamarbejdet inden for EU.

Fra dette program kan der ydes støtte til projekter, der produceres og finansieres af mindst tre aktører i fællesskab fra mindst tre lande, der deltager i programmet. Det ærede medlem kan finde yderligere oplysninger på netstedet: (http://europa.eu.int/comm/culture/c2000).

(1) 2000/530/EF: Kommissionens beslutning af 27. juli 2000 om opstilling af listen over de områder i Italien, der er støtteberettigede under strukturfondsmål 2 for perioden 2000 til 2006 (meddelt under nummer K (2000) 2327) (Kun den italienske udgave er autentisk), EFT L 223 af 4.9.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/411

(2004/C 78 E/0432)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2649/03

af Paul Rübig (PPE-DE) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Sammenligning af netafgifter i Kommissionens 2. benchmarking-rapport

Kommissionens 2. benchmarking-rapport, Bruxelles, 7.4.2003, dokumenterer de forskellige liberaliserings-fremskridt i de enkelte medlemsstater.

Rapporten kan findes på følgende internetside: (http://europa.eu.int/comm/energy/electricity/benchmarking/doc/2/sec_2003_448_en.pdf).

Tabel 1 »Implementation of the Electricity Directive« i rapporten, side 4 (spalte »Overall network tariffs«) viser, at Østrig, Tyskland og Luxembourg har høje netafgifter, der ligger over gennemsnittet.

Hvilke oplysninger og undersøgelser lå til grund for beregningen af netafgifternes størrelse?

Hvem har leveret de pågældende oplysninger?

Hvilke forbrugerdata og parametre ligger til grund for analysen?

Hvorledes blev det muligt at skabe sammenlignelighed inden for EU (forskelle i forbrugeradfærd, forsyningssikkerhed, topologi, …)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(13. oktober 2003)

Undersøgelsen er baseret på informationer fra de nationale ministerier og de regulerende el- og gasmyndigheder. I visse tilfælde er der benyttet analyser fra branchesammenslutninger, for eksempel »Verband der Elektrizitätswirtschaft« (VdEW) og »Verband der Netzbetreiber« (VdN) i Tyskland. Dette forklares mere indgående i Sektion 2 i bilaget til rapporten.

Standardforbrugertyper baseret på prisinformation indhentet af Eurostat er blevet anvendt, specielt:

—	større industriel forbruger med 24 gigawatt-timer (GWh) om året

—	mindre kommerciel forbruger med 50 megawatt-timer (MWh) om året

—	privat husstand med 3500 kilowatt-timer (KWh) om året.

De tre medlemsstater, det ærede medlem omtaler, har netafgifter på over gennemsnittet for de benyttede forbrugertyper.

Generelt set skønnes det, at de nationale regulerende myndigheder er bedst placeret med hensyn til at træffe den endelige afgørelse om, hvorvidt netafgifterne er rimelige. Det stemmer, at topologien kan forklare visse forskelle, mens de andre faktorer (forsyningssikkerhed, forbrugsmønstre) ikke er så forskellige fra én medlemsstat til en anden. Som det bemærkes i rapporten, kan også mangelen på en effektiv regulering i visse medlemsstater samt en utilstrækkelig grad af adskillelse betragtes som en rimelig forklaring på disse forskelle.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/412

(2004/C 78 E/0433)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2650/03

af Theresa Villiers (PPE-DE) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Arbejdstidsdirektiv

1.	Har Kommissionen gennemført undersøgelser af virkningen af arbejdstidsdirektivet (93/104/EF) (1) for sundhedssektoren?

Anerkender Kommissionen de problemer, som arbejdstidsdirektivet har skabt for sundhedssektoren? Hospitaler i Det Forenede Kongerige som f.eks. Barnet and Chase Farm General Hospital har især meldt om store problemer med at lave arbejdsplaner for sygeplejersker, som overholder direktivet. Især reglerne om natarbejde gør det vanskeligt for hospitalerne at fastlægge familievenlige arbejdstider for sygeplejersker, som ønsker at have mulighed for at bringe deres børn til og fra skole.

3.	Har Kommissionen planer om at revidere direktivet med henblik på at give mulighed for større fleksibilitet i sundhedssektoren, så disse problemer kan afhjælpes?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(15. oktober 2003)

Til trods for at Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden indeholder minimumsforskrifter for arbejdstid, tillader det dog en væsentlig grad af fleksibilitet bl.a. vedrørende, »aktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at sikre kontinuerlige ydelser … f.eks. … modtagelse, behandling og/eller pleje på hospitaler eller lignende institutioner …« (Artikel 17.2.1 (c) (i)).

Formålet med denne bestemmelse er at imødekomme de behov, som det ærede medlem nævner.

På den anden side giver direktivet i sig selv også mulighed for fornyet behandling af to af bestemmelserne inden for en periode på syv år fra november 1996: valget af ikke at anvende direktivets artikel 6, hvor en individuel arbejder indvilliger i at arbejde mere end det gennemsnitlige maksimum på 48 timer (opt-out-modellen) og fravigelser med hensyn til referenceperioden. I begge tilfælde giver direktivet Rådet mulighed for fornyet behandling af disse bestemmelser og for at afgøre, hvilke handlinger der skal iværksættes på basis af et forslag fra Kommissionen, som er ledsaget af en evalueringsrapport.

Inden udgangen af 2003 vil Kommissionen vedtage en meddelelse om revision af arbejdstidsdirektivet.

Om arbejdstidsdirektivet vil blive revideret afhænger af udfaldet af drøftelserne om høringsmeddelelsen og af den fremtidige høring af de europæiske arbejdsmarkedsparter.

(1) EFT L 307 af 13.12.1993, s. 18.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/413

(2004/C 78 E/0434)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2662/03

af Ian Hudghton (Verts/ALE) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Ozonnedbrydende stoffer

Ifølge Kommissionens svar af 22. marts 2002 på skriftlig forespørgsel P-0595/02 (1) havde kun to medlemsstater indsendt meddelelse om, hvilke systemer de havde til genvinding og destruktion af ozonnedbrydende stoffer. I svaret forpligtede Kommissionen sig til at danne sig et overblik over situationen i EU som helhed. Kan Kommissionen på nuværende tidspunkt give en ajourført oversigt over situationen i hver af medlemsstaterne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(21. oktober 2003)

Hidtil har samtlige medlemsstater med undtagelse af Irland svaret.

Hovedparten af medlemsstaterne har aflagt rapport om følgende: sikkerheds- og kvalitetsstandarder for alt udstyr, som rummer ozonnedbrydende stoffer (ODS); inspektionsprocedurer for anlæg med indhold af ODS, bogførings- og rapporteringskrav; metoder til ODS-genvinding; mobilt og fast OD S-destruktions-udstyr; de mængder ODS, der er genvundet, genanvendt, regenereret og destrueret i 1999, 2000 og 2001; de minimale kvalifikationsnormer for teknikere, som er involveret i ODS-genvinding, genanvendelse, regenerering og destruktion, samt den indsats, der er gjort med henblik på at gøre offentligheden og erhvervslivet klar over kravene i forordningen, der omfatter artikler i nyhedsmedierne, workshops og information på officielle websites.

Kommissionen har foretaget evalueringer og har hidtil fundet frem til fire medlemsstater, som ikke har overholdt artikel 16, stk. 5 (2) og 6 (3), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2037/2000 af 29. juni 2000 om stoffer, der nedbryder ozonlaget (4). Derfor traf Kommissionen den 9. juli 2003 beslutning om at indklage Irland for Domstolen for ikke at have aflagt rapport. Desuden er der tre overtrædelsesprocedurer undervejs mod henholdsvis Grækenland, Spanien og Portugal for manglende indberetning og gennemførelse af forordningen. En oversigt med status over genvindingen og destruktionen sendes direkte til det ærede medlem og Europa-Parlamentets sekretariat.

(1) EFT C 205 E af 29.8.2002, s. 168.

(2) Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at fremme genvinding, genanvendelse, regenerering og destruktion af kontrollerede stoffer og pålægger brugere, køleteknikere eller andre relevante instanser ansvaret for, at bestemmelserne i stk. 1 overholdes […].

(3) »Medlemsstaterne meddeler senest den 31. december 2001 Kommissionen, hvilke ordninger de har indført for at fremme genvinding af brugte kontrollerede stoffer, hvilke faciliteter der findes, og hvilken mængde brugte kontrollerede stoffer der er genvundet, genanvendt, regenereret eller destrueret«.

(4) EFT L 244 af 29.9.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/413

(2004/C 78 E/0435)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2666/03

af Jean Lambert (Verts/ALE) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Genbrug af tonerpatroner

Formålet med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF (1) om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) er at begrænse omfanget af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, der deponeres på lossepladser og på forbrændingsanstalter, ved at indføre et særskilt indsamlings- og genbrugssystem for denne form for affald. Ved at gøre producenterne ansvarlige for deponeringen af udtjente elektroniske produkter giver WEEE producenterne et incitament til at forbedre mulighederne for genbrug af sådanne produkter.

Hvis forbrugsvarer, der anvendes i forbindelse med elektrisk eller elektronisk udstyr, imidlertid fritages fra direktivets bestemmelser, vil en sådan fritagelse muligvis omfatte tonerpatroner, og dette til trods for et ændringsforslag, der er føjet til direktivet, og som specielt finder anvendelse på tonerpatroner for at sikre, at dette produkt ikke udformes med henblik på at forhindre genbrug.

Mange af de seneste generationer af tonerpatroner er udstyret med »smart chips« og andre anordninger, der forhindrer genbrug eller gør det vanskeligt eller bekosteligt at genbruge produktet, hvilket betyder, at mange af de patroner, der på nuværende tidspunkt genbruges, ville ende på lossepladsen, med mindre tonerpatroner omfattes af direktivets bestemmelser. Dette ville i alvorlig grad skade den spæde industri, der har specialiseret sig i genbrug af patroner. Det bør endvidere anføres, at der specielt blev indføjet en artikel i direktivets tekst for at undgå anvendelse af særlige former for teknisk udformning, som ville forhindre genbrug af det pågældende udstyr.

Vil Kommissionen på baggrund af, at WEEE helt klart har haft til hensigt at tilskynde til genanvendelse og genvinding af både varige elektroniske produkter og elektroniske forbrugsvarer, oplyse følgende:

—	Anser Kommissionen de nationale regeringers planer om at udelukke forbrugsgoder, der anvendes i elektrisk eller elektronisk udstyr, fra direktivet at være i modstrid med WEEE-direktivets bestemmelser?

—	Vil patroner udstyret med »smart chips« kunne betragtes som værende elektrisk eller elektronisk udstyr og derfor henhøre under WEEE-direktivets genbrugskrav?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(5. november 2003)

Direktiv 2002/96/EF (2) (WEEE-direktivet) omfatter krav til elektrisk og elektronisk udstyr, både før og efter, at udstyret bliver til affald.

Før udstyret bliver til affald, skal elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) opfylde direktivets krav til produktdesign samt oplysninger og rapportering (3). Affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) er omfattet af direktivets krav til særskilt indsamling, behandling, nyttiggørelse, genbrug og genvinding samt direktivets bestemmelser om finansiering og oplysninger til brugerne (4).

I artikel 3, litra a), i WEEE-direktivet er EEE defineret som »udstyr, som er afhængigt af elektrisk strøm eller elektromagnetiske felter for at kunne fungere, og udstyr til produktion, transmission og måling af elektriske strømme og elektromagnetiske felter, som henhører under kategorierne i bilag I A, og som er bestemt til brug ved en spænding på højst 1000 volt for vekselstrøms vedkommende og 1 500 volt for jævnstrøms vedkommende.« Direktivet definerer WEEE som »elektrisk eller elektronisk udstyr, der i henhold til artikel 1, litra a), i direktiv 75/442/EØF (5) er affald, herunder alle komponenter, delkomponenter og hjælpematerialer, som indgår i produktet på bortskaffelsestidspunktet«.

Der er ingen tvivl, jf. definitionen af EEE, om at en printer er EEE, da den henhører i kategori 3 i direktivets bilag I B. Det er også sikkert, at en printer, som bortskaffes, bliver til WEEE. Tonerpatronen i en printer, som bortskaffes, bliver også til WEEE, idet den er et forbrugsgode, som udgør del af printeren på bortskaffelsestidspunktet. I en sådan situation ville det derfor ikke være i overensstemmelse med direktivet at udelukke forbrugsgoder som f.eks. tonerpatroner fra direktivets anvendelsesområde.

Planer om at udelukke forbrugsgoder, der anvendes i elektrisk eller elektronisk udstyr, fra direktivets anvendelsesområde ville derfor være i modstrid med WEEE-direktivets bestemmelser, hvis forbrugsgoderne ikke regnes for en del af det udstyr, som skal bortskaffes, når det returneres. Når de udbydes til salg som nye forbrugsgoder, er de derimod ikke omfattet af WEEE-direktivets anvendelsesområde. Derfor er planer om at udelukke dem i denne sammenhæng ikke i modstrid med WEEE-direktivet.

Direktivets artikel 4 bestemmer desuden, at medlemsstaterne:

fremmer udformning og produktion af elektrisk og elektronisk udstyr, hvor der tages hensyn til og som letter bortskaffelse og nyttiggørelse, særlig genbrug og genvinding af WEEE, samt dele og materialer herfra. I denne sammenhæng træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger, således at producenterne ikke ved hjælp af specifikke konstruktioner eller fremstillingsprocesser hindrer genbrug af WEEE, medmindre sådanne specifikke konstruktioner eller fremstillingsprocesser frembyder altovervejende fordele f.eks. med hensyn til miljøbeskyttelse og/eller sikkerhedskrav.

Det forventes, at medlemsstaterne i forbindelse med direktivets gennemførelse tager de nødvendige skridt for at opmuntre producenterne til at anvende udformninger eller fremstillingsprocesser til printere, som gør det nemmere at genbruge printerne, eller som i det mindste ikke forhindrer et genbrug, uden at der er en relevant grund til det. De nationale foranstaltninger skal overholde EF-traktatens bestemmelser, herunder også bestemmelserne om varers fri bevægelighed.

En patron udstyret med »smart chips« ville ikke være omfattet af WEEE-direktivets definition af elektrisk og elektronisk udstyr jf. artikel 3, litra a). Uanset dens elektriske og elektroniske indhold vil den skulle betragtes som et forbrugsgode, og de er ikke omfattet af bestemmelsen. Dette spørgsmål drøftes i øjeblikket med medlemsstaterne i Udvalget for Teknisk Tilpasning med henblik på at nå frem til en fælles opfattelse af anvendelsesområdet for WEEE-direktivet.

(1) EFT L 37 af 13.2.2003, s. 24.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), EUT L 37 af 13.2.2003.

(3) Artikel 4 og 12.

(4) Artikel 5-11.

(5) Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, EFT L 194 af 25.7.1975.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/416

(2004/C 78 E/0437)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2672/03

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(2. september 2003)

Om: Tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter (slots) i lufthavne

Hvornår agter Kommissionen at afslutte sine konsultationer om den foreslåede revision af forordningen fra 1993 om tildeling af slots i Fællesskabets lufthavne, hvornår forventer den at offentliggøre sine forslag, og har den til hensigt at tage fat på det vigtige spørgsmål om de store selskabers hævdvundne rettigheder til skade for udviklingen i regionale lufthavne og fri konkurrence mellem luftfartsselskaber?

Ifølge artikel 9 i den eksisterende forordning har medlemsstaterne mulighed for at reservere slots til regionale ruter. Hvad er den højeste og laveste procentsats for slots, der er reserveret til regionale ruter i EU-lufthavne, og hvornår kan Kommissionen gribe ind for at forhindre eller kræve en sådan fordeling af slots?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(26. september 2003)

Kommissionen har vedtaget et forslag om ændring af de nugældende regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter (slots) i lufthavne den 20. juni 2001 (1). Efter Parlamentets udtalelse under førstebehandlingen (2) ændrede Kommissionen sit oprindelige forslag den 7. november 2002 (3). Rådet skal nu vedtage en fælles holdning om dette forslag. Afslutningen af konsultationerne om den foreslåede revision afhænger af vedtagelsen af den fælles holdning.

Kommissionen har ligeledes, som bebudet i begrundelsen til sit oprindelige forslag, iværksat en undersøgelse med henblik på at vurdere virkningerne af forskellige slot-tildelingssystemer. Denne undersøgelse er nu i sin afsluttende fase. På grundlag af undersøgelsen og yderligere konsultationer med luftfartsindustrien og medlemsstaterne vil Kommissionen se på, hvilke muligheder der er for en yderligere ændring af det nuværende slot-tildelingssystem, som er baseret på princippet om hævdvundne rettigheder.

For så vidt angår anvendelsen af artikel 9 i den nuværende forordning (4), eksisterer der ingen højeste eller laveste sats for de slots, som medlemsstaterne kan reservere i fuldt koordinerede lufthavne til regionale ruter. Medlemsstaterne skal imidlertid underrette Kommissionen om de ruter, hvortil der er reserveret slots. Dette skulle sikre, at reserverede slots faktisk svarer til ruter til perifert beliggende udviklingsområder og/eller til ruter med forpligtelse til offentlig tjeneste.

(1) EFT C 270 E af 25.9.2001.

(2) A5-0186/2002, betænkning fra Stockmann af 10. juni 2002.

(3) KOM(2002) 623 endelig udg.

(4) Rådets forordning (EØF) nr. 95/93 af 18. januar 1993 om fælles regler for tildeling af ankomst- og afgangstidspunkter i Fællesskabets lufthavne, EFT L 14 af 22.1.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/416

(2004/C 78 E/0438)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2689/03

af Toine Manders (ELDR) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Takster for GSM-roaming

Det er muligt, at der allerede til Kommissionen er blevet stillet mange spørgsmål om dette emne. Da der trods den hidtidige indsats endnu ikke er blevet etableret et indre marked for mobiltelefoni, skal jeg dog igen rette henvendelse til Dem.

Mange mennesker, som under et udlandsophold har benyttet deres mobiltelefon, har senere modtaget ekstremt høje regninger, fordi de har ført samtaler på tværs af grænserne. Årsagen er, at telefonioperatører opkræver uforholdsmæssigt høje »roaming«-takster for benyttelsen af andre net end ens eget.

Når det gælder geografiske afstande kan og bør det ikke være dyrere at ringe med mobiltelefon fra f.eks. Syd- til Nordfrankrig end at ringe mellem to nærliggende lokaliteter nær grænsen i to forskellige lande. Det kan derfor konkluderes, at de priser, som brugerne skal betale for at benytte et udenlandsk netværk, langtfra er markedsbaseret. Dette tyder på, at telefonioperatørerne misbruger deres magtstilling.

En yderligere forbedring af det indre marked står højt på den politiske dagsorden. I betragtning af, at mobiltelefoni overalt betragtes som en tjenesteydelse, er der efter min mening tale om markedsforvridning på det indre marked.

1.	Har Kommissionen kendskab til de ekstremt høje takster, som telefonioperatørerne har fastsat for mobilsamtaler på tværs af grænserne?

2.	Er Kommissionen enig med mig i, disse priser ikke er markedsbaserede? I benægtende fald, hvorfor ikke?

3.	Agter Kommissionen at gennemføre en grundig undersøgelse af denne forvridning af det indre marked? I benægtende fald, hvorfor ikke?

4.	Vil Kommissionen være indstillet på på kort sigt at skride ind for at sikre, at der opnås de bedst mulige resultater af det indre marked med hensyn til grænseoverskridende mobiltelefonitjenester? I bekræftende fald, hvornår? I benægtende fald, hvorfor ikke?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(1. december 2003)

Kommissionen offentliggør med jævne mellemrum undersøgelser af de takster, som opkræves af telekommunikationsoperatørerne i EU, og den seneste findes på følgende internetadresse: (http://europa.eu.int/information_society/topics/telecoms/regulatory/studies/documents/ tariff_report_2002_12.pdf).

Desuden undersøger Kommissionen i øjeblikket de takstniveauer, der anvendes for mobiltelefonopkald inden for EU i forbindelse med undersøgelser af anvendelsen af EF-traktatens konkurrenceregler. Disse undersøgelser omfatter analyser af takster og udgifter, som bæres af telekommunikationsselskaberne for internationale mobiltelefonopkald, herunder også roaming-takster.

Netop den kendsgerning, at flere undersøgelser pågår, viser, at Kommissionen er fast besluttet på at sikre, at telekommunikationsoperatørerne handler i fuld overensstemmelse med konkurrencereglerne. Det er imidlertid ikke nødvendigvis i modstrid med sådanne regler, at de takster, der gælder for indenrigsopkald inden for et nationalt marked som Frankrig, adskiller sig fra de takster, der opkræves ved grænseoverskridende opkald, navnlig når de udgifter, der bæres af netværksoperatørerne, er forskellige, som det er tilfældet med nationale opkald og internationale opkald i EU.

Disse undersøgelser prioriteres meget højt, bl.a. på grund af adskillige klager og udtryk for betænkeligheder fra forbrugerkredse. Kommissionen er bestemt indstillet på at sætte en stopper for enhver overtrædelse af konkurrencereglerne, hvis de takstniveauer, som undersøges i øjeblikket, skulle vise sig at være i modstrid med disse. Kommissionen vil imidlertid gerne understrege, at en undersøgelse absolut ikke på forhånd siger noget om hverken indholdet, Kommissionens eventuelle konklusioner eller parternes ret til forsvar i denne forbindelse. Som det er sædvane med verserende sager vedrørende anvendelsen af konkurrencereglerne, har Kommissionen derfor ikke mulighed for yderligere at kommentere det takstniveau, som det ærede medlem henviser til, eller give yderligere oplysninger herom.

I princippet bør resultatet af undersøgelserne afgøre, hvilke foranstaltninger, Kommissionen træffer. Skulle konkurrencereglerne vise sig ikke at være tilstrækkelige, vil Kommissionen undersøge, hvorvidt andre foranstaltninger er mulige.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/418

(2004/C 78 E/0439)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2711/03

af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Fri nikotin

Amerikanske videnskabsmænd på universitetet i Oregon (Oregon Health and Science University) har målt indholdet af fri nikotin i cigaretter. Tobaksindustrien har hidtil nægtet at offentliggøre disse tal. Den frie nikotin skaber afhængighed af cigaretter. Jo højere indholdet af fri nikotin er, jo hurtigere får rygeren sit nikotin-kick. Ifølge forskerne er nogle mærker indtil tyve gange mere vanedannende end andre. Det amerikanske mærke American Spirit indholder f.eks. 36 % fri nikotin, Marlboro 10 %, Gauloises Blondes 7,5 %, og i en Camel fandt forskerne 2,5 % fri nikotin.

Er Kommissionen bekendt med denne undersøgelse?

Hvilke konklusioner drager Kommissionen af de nye oplysninger, denne undersøgelse har fremlagt?

Hvad mener Kommissionen om det nederlandske forslag om, at tobaksproducenterne skal forpligtes til at offentliggøre alle indholdsstoffer? Støtter Kommissionen forslagene om, at det på cigaretpakkerne skal anføres, hvilke indholdsstoffer der er vanedannende?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(22. oktober 2003)

Ja, Kommissionen er bekendt med tobaksindustriens stræben efter at opfinde nye ingredienser og tilsætningsstoffer til tobaksprodukter for at skabe større afhængighed.

Problemstillingen behandles i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37/EF af 5. juni 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer (tobaksvaredirektivet) (1). Direktivets bestemmelser vedrører de problemstillinger, som det ærede medlem omtaler.

For det første fastslår direktivets artikel 12, at Kommissionen opfordres til at forelægge et forslag for Parlamentet og Rådet til en fælles liste over tilladte ingredienser i tobaksvarer, bl.a. under hensyn til den risiko for afhængighed, de indebærer. Dette forslag forventes færdigt inden udgangen af 2004.

For det andet skal Kommissionen ifølge artikel 11 forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv. Rapporten skal bl.a. indeholde en vurdering af vanedannende virkninger af de ingredienser, som fremmer afhængigheden. Den første rapport forventes færdig inden udgangen af 2004.

For det tredje skal medlemsstaterne ifølge artikel 6 anmode alle tobaksfabrikanter og -importører om at indgive en liste over alle de ingredienser — og mængder heraf — som anvendes ved fremstilling af deres tobaksvarer, opdelt pr. handelsnavn og type. Medlemsstaterne skal sørge for formidling af disse oplysninger med henblik på underretning af forbrugerne. I forbindelse med dette skal produktionshemmeligheder beskyttes.

For det fjerde skal cigaretters indhold af tjære, nikotin og kulilte ifølge artikel 5 være påtrykt cigaretpakkerne. Problemstillingen vedrørende hvilke informationer om ingredienser, der skal påtrykkes cigaretpakker, er meget kontroversiel, når man bl.a. tager i betragtning, at der er mere end 600 forskellige ingredienser i en cigaret. Kommissionen har i sinde at undersøge situationen grundigt, inden den fremsætter forslag om en fælles liste over tilladte ingredienser i tobaksvarer.

Til slut vil Kommissionen gerne gøre det ærede medlem opmærksom på, at også rammekonventionen (FCTC) om bekæmpelse af tobaksrygning indeholder bestemmelser vedrørende problemstillingen. Disse minder en del om bestemmelserne i tobaksvaredirektivet.

(1) EFT L 194 af 18.7.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/419

(2004/C 78 E/0440)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2716/03

af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Radardetektorer

På det europæiske marked sælges der en mængde systemer, der advarer mod hastighedskontroller. Således er der den britiske Roadpilot, en ny hightech-GPS-modtager, der advarer bilister, når de nærmer sig et ubemandet kamera, og fortæller om farten skal nedsættes eller ej. I modsætning til alle andre advarselssystemer er Roadpilot ikke forbudt i Belgien, da den ikke advarer om politiradarer, hvilket er forbudt i Belgien. Men belgiere kan købe politiradardetektorer i nabolandet Nederlandene, hvor de er lovlige. Følgen er, at en mængde bilister kører rundt med advarselssystemer.

Trafikspecialister påpeger farerne ved disse advarselssystemer. De konstaterer, at der er bilister, der ved signal bremser voldsomt og efter at have passeret kontrollen atter giver fuld gas.

Hvad er Kommissionens holdning til radardetektorer?

Er Kommissionen bekendt med, hvilken salgssucces disse er?

Er Kommissionen enig i, at radardetektorer er farlige for trafiksikkerheden?

Har Kommissionen til hensigt at udarbejde EU-bestemmelser på dette område?

Supplerende svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(20. januar 2004)

Kommissionen er enig med de trafiksikkerhedseksperter, som fremhæver de risici, der er forbundet med pludselige opbremsninger på grund af radardetektorer. Disse detektorer kan desuden undergrave eller eliminere virkningen af politiradar til hastighedsmåling, som har til formål at forbedre trafiksikkerheden. De personer, som anvender sådanne detektorer, har som regel ikke til hensigt at overholde hastighedsbegrænsningen. De ønsker at vide, når de er i fare for at få en bøde, så de kan fortsætte med at køre for hurtigt mellem hastighedskontrollerne. For høj hastighed er den vigtigste årsag til omkomne i trafikken — ca. en tredjedel af alle alvorlige ulykker og ulykker med omkomne forårsages af personer, som kører for hurtigt.

De radardetektorsystemer, som lovligt kan købes i Nederlandene, advarer føreren om, at der er radardetektorer til hastighedskontrol i nærheden. Den nederlandske regering har dog forelagt parlamentet et lovforslag, som forbyder brugen af sådanne systemer, idet der allerede findes et forbud mod brugen af systemer, som forstyrrer radarens funktion og dermed hindrer en hastighedskontrol.

For så vidt angår den kommercielle succes af de radardetektorer, som kan købes i Nederlandene, anslås det, at der er adskillige hundrede tusinde køretøjsførere, som anvender dem. De fleste af disse personer kører i erhvervsøjemed.

Af ovenstående grunde mener Kommissionen, at politiradardetektorer er farlige for trafiksikkerheden. I den nyligt udsendte henstilling om kontrol på området trafiksikkerhed (1) opfordrede Kommissionen bl.a. medlemsstaterne til at sikre, at sanktioner som følge af for høj hastighed, spirituskørsel og manglende brug af sikkerhedsseler er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkninger, og at handlinger, som har til formål at hindre eller omgå kontrollen, idømmes sanktioner, der er baseret på samme principper (henstilling 8). Kommissionen mener, at brugen af politiradardetektorer er omfattet af denne henstilling, da det er en handling, som søger at omgå håndhævelse af reglerne. Hvis der ikke i de første tre år efter offentliggørelse af denne henstilling sker tilstrækkelige forbedringer af trafiksikkerheden til at nå målet, som er en halvering af antallet af trafikdræbte i EU inden 2010, har Kommissionen forpligtet sig til at forelægge et direktivforslag med henblik på at nå denne halvering.

(1) KOM(2003) 628 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/420

(2004/C 78 E/0441)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2722/03

af Joan Colom i Naval (PSE) til Kommissionen

(3. september 2003)

Om: Anvendelse af Rådets forordning (EØF) 2158/92 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande

Store områder i den sydlige del af EU er i denne sommer blevet hårdt ramt af ukontrollerbare skovbrande. Rådets forordning (EØF) 2158/92 (1) af 23. juli 1992 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande udløb for næsten ni måneder siden. Kan Kommissionen orientere om gennemførelsen af forpligtelses- og betalingsbevillingerne i løbet af forordningens gyldighedsperiode? Findes der andre foranstaltninger til forebyggelse af brande, som finansieres af Fællesskabet? Hvilke forpligtelses- og betalingsbevillinger har der i bekræftende fald været tale om?

Kan Kommissionen oplyse, hvordan bevillingerne er blevet fordelt på de enkelte medlemsstater i løbet af de seneste fem år, og kan den for Spaniens vedkommende meddele oplysninger om de enkelte autonome regioner, både med hensyn til Rådets forordning (EØF) 2158/91 og enhver anden foranstaltning til forebyggelse af brande, som finansieres af Fællesskabet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(26. september 2003)

Som det ærede medlem ganske rigtigt anfører, er Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 af 23. juli 1992 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande udløbet 31. december 2002.

I løbet af de 11 år, hvor denne forordning var gældende (1992-2002), var 798 individuelle projekter og 18 nationale programmer genstand for samfinansiering med fællesskabsmidler på 263,6 mio. EUR, som udgjorde det samlede investeringsbeløb i forbindelse med beskyttelsesforanstaltninger i de seks EU-medlemsstater, der har områder med høj skovbrandsrisiko (Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien og Portugal). Projekterne vedrørte oplysningskampagner om brandårsager, overvågning, etablering af adgangsveje, brandbælter og branddamme, oplæring af specialiseret personale samt gennemførelse af pilotforanstaltninger. Med en øvre grænse på 50 % i områder med høj brandrisiko og på 30 % i områder med mellemstor risiko har Fællesskabets forpligtelsesbevillinger beløbet sig til 123,6 mio. EUR eller 47 % af de samlede udgifter.

Nedenstående tabel viser fordelingen pr. medlemsstat af forpligtelses- og betalingsbevillingerne i mio. EUR for perioden 1992-2002 i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 2158/92.

(mio. EUR)
Medlemsstat	Forpligtelsesbevillinger	Betalingsbevillinger
Tyskland	6,4	3,3
Grækenland	25,2	20,3
Spanien	22,6	14,2
Frankrig	23,5	14,4
Italien	24	7,5
Portugal	21,9	11,4
I alt	123,6	71,1

Forordning (EØF) nr. 2158/92 har dog kun gjort det muligt at finansiere en del af foranstaltningerne til beskyttelse mod skovbrande.

Strukturfondene tegner sig — via de operationelle programmer (EUGFL, Udviklingssektionen) og programmerne for udvikling af landdistrikter (EUGFL, Garantisektionen) — for en væsentlig andel af Fællesskabets finansiering af foranstaltninger vedrørende forebyggelse af skovbrande.

De disponible bevillinger er nemlig betydeligt højere, og interventionssatserne kan nå helt op på 80 % af den samlede finansiering i visse mål 1-regioner.

De informationer, som Kommissionen råder over med hensyn til strukturfondene, vedrører bevillings-skønnene for tidsrummet 2000-2006 og budgetgennemførelsen i perioden 2000 — første halvår af 2003.

De dækker ikke udelukkende foranstaltninger til forebyggelse af skovbrande, men samtlige skovbrugsforanstaltninger, som er omhandlet i artikel 30 i forordning (EF) nr. 1257/1999 (2) (bortset fra tilplantning af landbrugsjord med skov), og som indgår i de operationelle programmer og programmerne for udvikling af landdistrikter.

Man må dog antage, at en væsentlig del af de skovbrugsforanstaltninger (bortset fra skovtilplantning), der gennemføres via de nævnte programmer i områder med høj til mellemstor brandrisiko, vedrører forebyggelse af skovbrande.

Tabellerne, som direkte tilstilles det ærede medlem samt Europa-Parlamentets Sekretariat, angiver for Spaniens vedkommende pr. autonom region:

—	fordelingen af de anvendte forpligtelsesbevillinger eller bevillingskønnene i perioden 2000-2006 (2000-2002, for så vidt angår forordning (EØF) nr. 2158/92)

—	fordelingen af betalingsbevillingerne eller budgetgennemførelsen i perioden 2000 — første halvår 2003.

Det skal bemærkes, at størstedelen af de midler, der er tildelt Spanien i henhold til forordning (EØF) nr. 2158/92, vedrørte foranstaltninger af national karakter (informations- og bevidstgørelseskampagner samt territorial overvågning) forelagt af det spanske miljøministerium.

I modsætning til strukturfondene og på samme måde som for de øvrige medlemsstater, der er berørt af forordningen, var samfinansiering med det offentlige ikke obligatorisk — en privat finansiel deltagelse kunne være tilstrækkelig.

Det ærede medlem vil kunne fastslå, at de spanske regioner i vid udstrækning har valgt at benytte sig af støtte fra strukturfondene. Kun Baskerlandet har udnyttet Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 i væsentlig grad.

(1) EFT L 217 af 31.7.1992, s. 3.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger, EFT L 160 af 26.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/421

(2004/C 78 E/0442)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2746/03

af Luigi Vinci (GUE/NGL) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Krænkelser af fællesskabsbestemmelserne om særligt beskyttede områder og lokaliteter af fællesskabs-betydning og anvendelse af EU-midler til genbeplantning af Alta Murgia (Bari) med skov

—

Ved ministerielt dekret af 24. december 1998 udpegede miljøministeren Alta Murgia, som er et område med udstrakte skovområder, til lokalitet af fællesskabsbetydning (direktiv 92/93/EØF (1)) og særligt beskyttet område (direktiv 79/409/EØF (2)). Med henblik på gennemførelsen af direktiv 92/93/EØF var der ved præsidentielt dekret nr. 357 af 8. september 1997 blevet nedsat et udvalg til vurdering af projekters indvirkning på lokaliteter af fællesskabsbetydning.

—

Alta Murgia er offer for en miljøkatastrofe som følge af ulovlig åbning af gruber uden tilladelse fra Regionen Puglia eller under anvendelse af ulovlige procedurer fulgt af regionens kontor for miner i strid med bestemmelserne om miljøkonsekvensvurderinger som fastsat ved præsidentielt dekret af 12. april 1996 og med regionens egne bestemmelser om landskabs- og miljømæssige godkendelser.

—

Regionen Puglia er godt i gang med at ændre Alta Murgia fra at være et skovbeklædt område til at være et område, hvor der udvindes tørv, og har derefter planer om — efter i strid med italienske bestemmelser og EU-bestemmelser at have fyldt tørvegravene med affald af enhver art — at omlægge området til frømarker med intensivdyrkning til skade for miljøet og folkesundheden.

—

Selv om Regionen Puglia ved regional lov nr. 19 fra 1997 har godkendt fredningen af området, er den i dag i færd med at udstede en lov om legalisering af tidligere lovstridige forhold til fordel for personer, der har gjort sig skyldige i miljøforbrydelser, hvorved den overtræder såvel italienske bestemmelser som EU-bestemmelser.

—	Den italienske stats højesteret har understreget, at artikel 30 i lov nr. 394 af 6. december 1991 finder anvendelse på krænkelser af beskyttede områder.

—

I januar 2001 konstaterede foreningen Associazione Verdi, Ambiente e Società i forbindelse med sit miljøbeskyttelsesarbejde, at der i Alta Murgia forekom alvorlige krænkelser af bestemmelser vedrørende dyreliv og miljø og af lovgivningsdekret nr. 22/97 om gennemførelsen af direktiv 91/156/EØF (3) om affald, direktiv 91/689/EØF (4) om farligt affald og direktiv 94/62/EF (5) om emballage og emballageaffald. Foreningen indbragte sagen for den offentlige anklagemyndighed i Trani (BA).

—	Nævnte anklagemyndighed har bestræbt sig på atter at skabe lovlige forhold ved hjælp af straffeforanstaltninger støttet på Rådets afgørelse 2003/80/RIA (6) om strafferetlig beskyttelse af miljøet.

—	De Europæiske Fællesskabers Domstol har udtalt sig med dom nr. C-143/02 og C-378/01 af 20. marts.2003.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

1.	om Regionen Puglia har fået tildelt midler — og i så fald hvor mange — til genbeplantning af Alta Murgia med skov?

2.	om den i lyset af de ovenfor beskrevne forhold agter midlertidigt at indefryse de Life-midler, der er afsat til Regionen Puglia?

3.	om der er tilstrækkelige elementer til stede til at indlede overtrædelsesprocedure mod den italienske stat?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(14. oktober 2003)

For så vidt angår Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) i Puglia-regionen, deltager Garantisektionen i samfinansieringen af planen for udvikling af landdistrikter for 2000-2006, som er godkendt af Kommissionen ved beslutning nr. C (2001)479 af 2. marts 2001. I dette program indgår bl.a. foranstaltningen vedrørende genbeplantning af agerjord med skov. Udviklingsplanen omfatter hele det regionale territorium, men med fortrinsret for lokaliteterne af fællesskabsbetydning og de særligt beskyttede områder samt andre fredede zoner, navnlig for så vidt angår foranstaltningen vedrørende genbeplantning af agerjord med skov. For tidsrummet 2000-2006 er der afsat et beløb til samfinansiering via Garantisektionen på 11 mio. EUR til denne foranstaltning. Landbrugerne i Alta Murgia har kunnet og kan fremdeles indgive forslag til projekter som led i denne foranstaltning.

EUGFL's Udviklingssektion deltager i samfinansieringen af det regionale operationnelle program og fællesskabsinitiativet Leader+ i perioden 2000-2006.

Med hensyn til det operationelle program, der er godkendt ved Kommissionens beslutning nr. C (2000)2349 af 8. august 2000, opererer regionen Puglia som led i foranstaltning 1.7 med beplantning/genplantning af skovarealer med bl.a. miljømæssigt sigte. Ligeledes gælder det i forbindelse med dette program — hvorunder den nævnte foranstaltning omfatter det samlede regionale territorium, men med fortrinsret for lokaliteterne af fællesskabsbetydning og de særligt beskyttede områder samt andre fredede zoner — at skovbrugere og andre støttemodtagere i Alta Murgia kan fremsætte forslag til skovbeplantningsprojekter som led i regionens udbudsprocedurer. Et samfinansieringsbeløb under EUGFL på 31 mio. EUR er allerede afsat hertil.

For så vidt angår fællesskabsinitiativet Leader+ for tidsrummet 2000-2006, som er godkendt ved Kommissionens beslutning nr. C (2002)171 af 29. januar 2002, er der ikke planlagt samfinansiering via EUGFL's Udvikling sektion til beplantning med skov i regionen Puglia.

Kommissionen har godkendt de nævnte programmer efter at have verificeret disses overensstemmelse med de relevante fællesskabsbestemmelser. Forvaltningen heraf sorterer under medlemsstaternes ansvarsområde på det mest hensigtsmæssige geografiske niveau. Det påhviler de nationale og/eller regionale myndigheder at gennemføre programmerne, idet de bl.a. skal sikre udvælgelsen af de projekter, der foreslås af de potentielle støttemodtagere, som opfylder betingelserne for at opnå støtte og fremsætter en ansøgning herom. Inden for rammerne af partnerskabet informeres Kommissionen om, hvorledes midlerne anvendes, via gennemførelsesrapporterne for de pågældende programmer og tilsynsudvalgene. De indkomne oplysninger i form af indikatorer for finansiel og fysisk kontrol samt evalueringsresultaterne vedrører ikke specifikke lokaliteter som f.eks. Alta Murgia og ej heller enkelttilfælde med hensyn til adgang til støtte, hvor Kommissionen ifølge subsidiaritetsprincippet ikke er kompetent til at udtale sig.

Kommissionen opfordrer derfor det ærede medlem til at henvende sig til regionen Puglia, Assessorato all'Agricoltura, med hensyn til alle oplysninger om de beløb, der er afsat til lokaliteten Alta Murgia til beplantning med skov som led i de omtalte programmer.

Under det igangværende LIFE III-program er det de enkelte støttemodtagere, der har ansvaret for projekterne, og ikke en region. Det er ikke muligt at indefryse finansieringen for samtlige støttemodtagere i en region. Finansieringen kan kun trækkes tilbage, hvis en støttemodtager overtræder fællesskabsbestemmelserne. Puglia-regionen er i dag ikke modtager af LIFE-støtte. En overtrædelse af fællesskabsbestemmelserne i regionen kunne imidlertid tages i betragtning i tilfælde af, at den pågældende region selv fremsatte forslag til et LIFE-projekt i 2004-runden. Dette er sidste runde i LIFE III-programmet, som udløber den 31. december 2004.

Kommissionen har registreret en klage vedrørende de spørgsmål, det ærede medlem har bragt på bane, for så vidt angår ukorrekt anvendelse af Rådets direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle og Rådets direktiv 92/43/EØF (7) om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter. Denne klage er nu ved at blive nærmere undersøgt.

De informationer, det ærede medlem er fremkommet med, er blevet føjet til den nævnte klagesags akter.

Skulle Kommissionen nå til den slutning, at fællesskabslovgivningen overtrædes i det konkrete tilfælde, vil den som traktatens vogter ikke tøve med at tage alle de nødvendige skridt, herunder indlede overtrædelsesprocedurer efter artikel 226 i EF-traktaten, for at sikre, at den relevante fællesskabsret overholdes.

(1) EFT L 338 af 23.11.1992, s. 40.

(2) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(3) EFT L 78 af 26.3.1991, s. 32.

(4) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20.

(5) EFT L 365 af 31.12.1994, s. 10.

(6) EFT L 29 af 5.2.2003, s. 55.

(7) EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/424

(2004/C 78 E/0444)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2772/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(16. september 2003)

Om: Omfanget af erhvervsmæssig ansvarsforsikringsdækning for mindre forsikringsselskaber

Har Kommissionen planer om eventuelt at indføre lavere europæiske beløbsgrænser for erhvervsmæssig ansvarsforsikringsdækning? En vælger i min valgkreds er foruroliget over dækningsbeløbet på 1 million EUR, som den pågældendes mindre forsikringsselskab kan risikere at komme til at betale.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(23. oktober 2003)

Det ærede medlem refererer sandsynligvis til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling (1). Direktivet indeholder regler, som skal sikre et højt professionelt niveau for forsikringsformidlere og øger informationskravet til disse forsikringsformidlere over for deres kunder. Kunderne vil således opnå bedre beskyttelse.

I henhold til direktivet skal en forsikringsformidler registreres hos en kompetent myndighed i sit hjemland, såfremt denne opfylder strenge faglige krav til kompetence, godt omdømme, erhvervsansvarsforsikring, og hvis forsikringsformidleren forvalter sine kunders midler, passende finansiel kapacitet.

I henhold til direktivet skal en forsikringsformidler have en erhvervsansvarsforsikring eller en anden tilsvarende garanti, der dækker hele Fællesskabets område, mod erstatningsansvar for pligtforsømmelse på mindst 1 mio. EUR pr. skadestilfælde og på sammenlagt 1,5 mio. EUR for alle skadestilfælde i løbet af et år. Denne forsikringsdækning eller finansielle garanti kræves ikke, hvis et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller et andet selskab, på hvis vegne forsikrings- eller genforsikringsformidleren handler, påtager sig det fulde ansvar for formidlerens handlinger (i henhold til artikel 4, stk. 3, i direktivet).

Når forsikrings- eller genforsikringsformidleren er blevet registreret i sit hjemland, kan denne udøve virksomhed i hele Fællesskabet i henhold til bestemmelserne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser.

Medlemsstaterne skal anvende direktivet fra den 15. januar 2005.

(1) EFT L 9 af 15.1.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/425

(2004/C 78 E/0445)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2779/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(17. september 2003)

Om: Udvidelse af transporten af post og varer med jernbane i Tyskland og incitamenter til fremme af samme udvikling i andre medlemsstater

Er Kommissionen klar over, at transporten af store mængder post over lange afstande med tog i forskellige medlemsstater er eller vil blive indstillet, at de særlige tog til posttransport ophugges, og at lastbiler overtager denne transport, men at virksomheden Deutsche Post i Tyskland, som hidtil kun har foretaget posttransporten mellem Hamborg og München med tog, nu også vil gøre dette mellem Køln og Berlin og på andre strækninger, bl.a. fordi der skal betales afgifter for lastbilers benyttelse af motorvejene?

Er Kommissionen også klar over, at de nationale jernbaneselskaber i nogle medlemsstater har overdraget den tilknyttede godstransport med lastbil (som tidligere i Nederlandene blev varetaget af Van Gend & Loos) til andre virksomheder, men at Deutsche Bahn i Tyskland nu ejer landevejstransportvirksomhederne Stinnes Logistics og Schenker, der koordinerer deres aktiviteter med DB-cargo, som udfører godstransporten med jernbane og for fremtiden optræder under navnet Railion efter overtagelsen af denne transport i Nederlandene og Danmark?

3.	Betragter Kommissionen denne udvikling i Tyskland som et løfterigt bidrag til bestræbelserne på at genoprette og vedvarende øge andelen af godstransport med jernbane, som på det seneste er faldet kraftigt?

4.	Hvad gør Kommissionen for at fremme, at de tyske eksempler, for så vidt de fører til en styrket position for jernbanerne i transporten af post og gods, efterfølges i andre af EU's medlemsstater? Hvilke hindringer er der endnu herfor, og hvordan fjernes disse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(4. november 2003)

Kommissionen overvåger nøje situationen på togmarkedet som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner (1). Det er med glæde den hører om succeshistorier som den, det ærede medlem omtaler, og den beklager de beslutninger, som nogle jernbaneselskaber træffer om at nedlægge internationale transportforbindelser med passagerer eller post. De seneste gode nyheder inden for fragt skyldes de indgribende ændringer, som jernbaneselskaberne har foretaget inden for fragtmarkedet, hvor de nu har anlagt en forretningsmæssig strategi og som de nu betragter som samlet transportkæde. Således viderefører Kommissionen nu sin politik med henblik på modernisering af de grundlæggende regler for dermed at gøre jernbanerne konkurrencedygtige inden for national og international jernbanetransport. Kommissionen er tilfreds med, at denne politik nu bærer frugt i nogle medlemsstater og især i dem, der allerede har skabt nye konkurrencevilkår for denne transportform, f.eks. Tyskland og Nederlandene.

Det synes at være en logisk følge af det nuværende efterspørgselsmønster og af kundernes krav, at jernbaneselskaberne udvikler europæiske forretningsstrategier, der omfatter tilbud om logistiske transportydelser. Det er deres hovedansvar.

Kommissionen kan kun støtte dette ved vedtagelse af fælles rammebestemmelser for EU om ikke-diskriminerende markedsadgang, sikkerhed og interoperabilitetskrav. Desuden bidrager EU-midler til udbygningen af den jernbaneinfrastruktur, der er nødvendig for en konkurrencedygtig og kundevenlig jernbanebetjening, især på det transeuropæiske jernbanenet.

(1) EFT L 75 af 15.3.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/426

(2004/C 78 E/0446)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2780/03

af António Campos (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Skovbrande i Unionen

I år blev en del af Unionen ramt af en bølge af skovbrande, som i mit land antog proportioner af en veritabel katastrofe.

Kommissionen bruger store beløb på planer til beskyttelse af skove og på skovmæssige foranstaltninger.

Kommissionen råder desuden over et Fællesskabssystem for oplysninger om skovbrande.

Jeg beder derfor om følgende oplysninger:

1.	Hvad er de hårdest ramte forstmæssige arter og de områder, der er ødelagt af brande, i hver enkelt af Unionens medlemsstater igennem de sidste 10 år?

2.	Hvad er den procentuelle andel af disse arter i hver enkelt stats samlede skovbillede?

3.	Hvor stor en del af de arealer, hvor disse arter, som er mest sårbare over for skovbrande, er brændt inden for de sidste 10 år?

4.	Hvilke foranstaltninger har man truffet i forbindelse med forvaltningen af EUGFL-garantisektionen for at forhindre, at der blev brugt penge til de mest sårbare forstmæssige arter, og hvilke finansielle bestræbelser har man udvist for at tilskynde til anvendelse af de mere ildresistente arter?

5.	Råder Kommissionen over undersøgelser, der dokumenterer de forskellige arters reaktion på og resistens over for ild, og kan den i bekræftende fald forsyne mig med disse oplysninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(8. oktober 2003)

I henhold til artikel 2 i forordning (EØF) nr. 2158/92 (1) har medlemsstaterne klassificeret deres område efter risikoen for skovbrande. 60 mio. hektar skov og andre skovarealer (60 % privat og 40 % offentlig) er således blevet klassificeret som højrisiko- eller mellemrisikozone i seks medlemsstater (Frankrig, Grækenland, Italien, Portugal, Spanien og Tyskland). Dette risikoareal udgør 40 % af det samlede skovareal i de 15 medlemsstater.

En analyse af dataene fra EU's informationssystem om skovbrande inden for de seneste 12 år viser, at der på årsbasis gennemsnitligt er brændt 1 % af skovene i medlemsstaternes risikozoner, mens visse regioner i Grækenland, i det centrale og østlige Spanien samt i det sydlige Italien har været udsat for, at over 3 % af deres skove er brændt.

En analyse af de seneste 12 års data fra EU's informationssystem om skovbrande viser ligeledes, at tre større zoner har været udsat for et meget stort antal brande; det drejer sig om den nordvestlige del af den iberiske halvø (den nordlige halvdel af Portugal, Galicien, Asturien), et fransk-italiensk trekantsområde, der dækker det sydøstlige Frankrig, Korsika, Ligurien og Toscana, samt det sydvestlige Italien (Sardinien, Sicilien, Basilicata og Calabrien).

Under ugunstige vejrforhold (voldsom tørke, kraftig vind) kombineret med utilstrækkelige forebyggelses-og overvågningsforanstaltninger kan et stort antal skovbrande forårsage større ildebrande, hvilket synes at være sket i løbet af sommeren 2003, i det mindste i det sydøstlige Frankrig og i Portugal.

Ifølge de oplysninger, som medlemsstaterne har fremlagt vedrørende beskyttelse mod skovbrande, varierer de skovtræarter, der er ramt af brande, fra region til region. I Portugal er det strandfyr (Pinus pinaster), der er den art, som er hårdest ramt (56 % af det brændte areal), og dernæst eucalyptus (17 %). I Piemonte i Italien er det kastanjetræer (Castanea sativa), der oftest brænder. De italienske myndigheder meddeler i øvrigt, at løvtræer generelt er hårdere ramt af ilden end nåletræer, hvorimod de tyske myndigheder siger det modsatte. Fra departementet Drôme i Frankrig forlyder det, at den værst ramte art er duneg (Quercus pubescens) og den mindst ramte sortfyr (Pinus nigra).

Man kan imidlertid gøre gældende, at de mest udbredte arter i de pågældende regioner også er de hårdest ramte.

Det fremgår af planerne for beskyttelse af skovene, at det oftere er nogle populationstyper, som rammes hårdere end andre, hvorimod de enkelte arter rammes mindre hårdt.

De fleste planer angiver således følgende populationstyper som sårbare:

—	unge genbeplantninger af nåletræer inden for de første år (Tyskland, Frankrig)

—	lavskov og maki (Frankrig, Spanien, Italien)

—	høj løvskov (Frankrig, Italien)

—	ældre hedestrækninger

—	nåletræsplantager (Tyskland).

Kommissionen råder ikke over detaljerede statistikker over de forskellige arter, der er brændt hvert år, men i en undersøgelse, der blev foretaget af Det Fælles Forskningscenter (FFC) i Ispra i år 2000, har man sammenholdt kortene over de brændte zoner — via teledetektion fra rummet — med arealanvendelses-kortet Corine-LandCover.

Heraf fremgår det, at 29 % af de brændte arealer i 2000 bestod af løvtræer (løvskov (5 %), sklerofyl plantevækst (13 %), maki (11 %)), mens 8 % bestod af nåleskov og 6 % af blandet skov (løv- og nåleskov). Resten udgjordes af landbrugsområder og/eller agerskovbrugsområder (20 %), naturlig eng (10 %), hede, brakjord og lyngarealer (16 %) samt andre jordbundstyper (11 %).

Inden spørgsmålet besvares, skal begrebet sårbarhed over for ild først omtales.

En skovtypes sårbarhed over for ild afhænger af:

—	graden af antændelighed, bl.a. evnen til at tilbageholde vand

—

brændbarhed, som er et begreb, der er forbundet med ildens spredning i en vegetabilsk struktur: en plantevækst har et mere eller mindre tæt dække; den står i nærheden af forskellige andre græsagtige og buskagtige arter i forskellige populationstyper (lavskov, maki, højskov), der er mere eller mindre udnyttet eller plejet, og disse plantevækster har forskellige aldre (naturlig regeneration, unge plantager, ungskov, stageskov osv.)

—	tilstedeværelsen af udløsende eller forværrende faktorer i omgivelserne: nærheden af beboede områder og af dårligt beskyttede skraldepladser, af veje, motorveje og jernbanelinjer samt af elektriske linjeføringer, vejrforhold osv.

En arts sårbarhed afhænger således af dens iboende egenskaber (antændelighed) og af dens interaktion med anden vegetation og skov, som den sættes sammen med (brændbarhed), samt en række eksterne faktorer.

Specialisterne er enige om ikke at betragte planters iboende antændelighed, dvs. valget af skovtræarter, som en afgørende faktor for ildens adfærd. Det er snarere populationens struktur, dvs. typen af skovdrift, der har betydning.

Kommissionen råder imidlertid ikke over statistikker over kategorierne af brændte beplantninger fordelt på art. Den har kun kendskab til, at genplantede skove er meget sårbare, især i de første år, og at man derfor bør indføre beskyttelsesforanstaltninger for dem.

Derfor indeholder artikel 29, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1257/1999 (2) bestemmelser om, at de foranstaltninger om beskyttelse af skovene mod brande, som finansieres af EU, skal være i overensstemmelse med de skovbeskyttelsesplaner, som er anført i forordning (EØF) nr. 2158/92.

Inden for rammerne af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, har Kommissionen ikke vedtaget særlige bestemmelser, der lægger hindringer i vejen for finansiering af de mest sårbare skovarter. Den ønsker også at minde det ærede medlem om, at politikken vedrørende skove forvaltes på medlemsstatsniveau.

Siden 1992 er der imidlertid blevet ydet støtte til forebyggende skovbrugsforanstaltninger; dette har fundet sted i henhold til forordning (EØF) nr. 2158/92, hvorefter der er blevet ydet et beløb på 7,2 mio. EUR til forbedring af de mest udsatte populationer:

—	forbedring af nåletræsplantagers resistens mod ild (Tyskland, Italien og Portugal)

—	beskyttelse af unge populationer (genplantning eller naturlig regeneration) (Frankrig)

—	forvaltning af populationer, hvorved man sikrer et lukket dække med kun et niveau af trækroner, undersøgelse af horisontal diskontinuitet pr. underafdeling (Frankrig)

—	skovdrift med henblik på at skabe vertikal diskontinuitet i populationerne (ensartet højskov, lavskov, plantning af arter med sluttet bevoksning) (Frankrig)

—	omlægning af lavskov til højskov (Italien).

Der er over hele verden blevet gennemført en lang række undersøgelser af planters antændelighed og brændbarhed. EU har medfinansieret en række af disse, dels via forskningsprogrammer, dels i henhold til forordning (EØF) nr. 2158/92.

Statens Institut for Landbrugsvidenskabelig Forskning (Avignon, Frankrig) og Instituto de investigaciones agropecuarias (INIA) (Madrid, Spanien) har f.eks. udarbejdet lister med sammenligninger af middelhavstræ-arters antændelighed; disse vil kunne fås ved henvendelse til de omtalte institutter. Ligeledes har de forskellige forstvæsener i medlemsstaterne kortlagt skovpopulationernes sårbarhed over for ild; disse undersøgelser anvendes i forebyggelsen og bekæmpelsen af skovbrande.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 af 23. juli 1992 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande, EFT L 217 af 31.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/431

(2004/C 78 E/0453)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2795/03

af Eija-Riitta Korhola (PPE-DE) til Kommissionen

(19. september 2003)

Om: Problemer med periodebaseret tildeling af kvoter for emissionshandel

En virksomhed tildeles i henhold til direktivet om emissionshandel en kvote for en treårsperiode (den første periode for emissionshandel) eller en femårsperiode (den anden periode). Det vil derfor være fordelagtigt for virksomheden, at den ikke i slutningen af perioden for emissionshandel sælger de overskydende emissionskvoter, hvis den dermed kan opnå en uændret emissionskvote for hele den efterfølgende femårsperiode. Dette skaber samtidig et incitament (der er til skade for miljøet) til at udskyde miljøinvesteringer til begyndelsen af den første periode eller til i begyndelsen af 2008, for at virksomheden kan sælge de overskydende kvoter i så mange år som muligt.

Mener Kommissionen, at den ovennævnte regel for tildeling opfylder princippet om forenklet belønning?

Mener Kommissionen, at man i forbindelse med en revision af direktivet bør vurdere og i givet fald ændre reglerne for tildeling således, at tildelingen til den virksomhed, som sælger emissionskvoter, ændres med den solgte mængde allerede i det efterfølgende år efter salget, selv om perioden for emissionshandel ikke er afsluttet?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

på skriftlige forespørgsler E-2789/03, E-2790/03, E-2791/03, E-2792/03, E-2793/03, E-2794/03 og E-2795/03

(7. november 2003)

E-2789/03

Kyoto-protokollens første forpligtelsesperiode strækker sig fra 2008 til 2012, og ifølge protokollen kan parterne, hvis de har nået deres Kyoto-mål, opspare tildelte mængder fra perioden 2008-2012 til den næste forpligtelsesperiode. Direktivet om emissionshandel (1) er i tråd med Kyoto-protokollen, idet det giver mulighed for, at personer kan opspare kvoter fra 2008-2012-perioden til den følgende periode.

Kyoto-protokollens kvantificerede krav om emissionsbegrænsning og -reduktion finder ikke anvendelse før 2008, og ifølge emissionshandelsdirektivet kan medlemsstaterne hver for sig afgøre, om operatører skal have mulighed for opsparing af kvoter fra den første periode, 2005-2007, til perioden 2008-2012. Ifølge emissionshandelsdirektivet får operatørerne tildelt kvoter, og overdragelse af kvoter fra 2008 vil blive ledsaget af tilsvarende overdragelser af tildelte mængder.

Spørgsmålet bygger på en misforstået forbindelse mellem Kyoto-protokollen og EU's emissionshandels-ordning. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at bevare handelsordningskvoter; de udsteder dem til anlægsoperatører, når og hvis det er hensigtsmæssigt, uden nogen formel forbindelse med Kyotoprotokollens forpligtelser eller fleksibilitetsmekanismer.

E-2790/03

Direktivet om emissionshandel giver mulighed for overdragelse af kvoter mellem medlemsstaterne som middel til omkostningseffektiv reduktion i drivhusgasemissionerne. Da overdragelser af kvoter fra 2008 vil blive ledsaget af tilsvarende overdragelser af tildelte mængder, har Kommissionen forklaret medlemsstaterne de potentielle virkninger af muligheden for opsparing af kvoter fra 2005-2007 til 2008-2012. Rådet og Parlamentet har besluttet, at medlemsstaterne kan tillade opsparing af kvoter fra 2005-2007 til 2008-2012, og vedtog en betragtning i direktivet, som angiver, hvordan medlemsstaterne kan tillade opsparing fra 2005-2007 til 2008-2012. Kommissionen har ikke til hensigt at genåbne dette spørgsmål.

E-2791/03

Kommissionen kan ikke se, at der foreligger noget problem med dobbelt bogføring eller med ligebehandling af virksomhederne. Den mængde, der er tildelt hver af parterne i Kyoto-protokollen, er fastlagt. Tillægning og fratrækning af Kyoto-mængder vil blive taget i betragtning i forbindelse med vurderingen heraf i Kyoto-protokollens »Compliance Committee«, men det vil ikke ændre de enkelte Kyotoparters tildelte mængde. Ved tildelinger til operatører efter 2012 vil der blive taget hensyn til medlemsstaternes forpligtelser for perioderne efter 2012. Fratrækning af kvoter fra en operatørs efterfølgende tildeling ville endvidere betyde, at opsparing de facto ikke er mulig.

E-2792/03

EU's emissionshandelsordning er tænkt som et markedsbaseret instrument til at mindske overholdel-sesomkostningerne for de deltagende aktører og for samfundet som helhed. Et markedsinstrument er karakteriseret ved, at det udnytter de afgørelser, aktørerne træffer i deres bestræbelser på at optimere deres udbytte af systemet. Som for alle markeder er der risiko for spekulation. Et vigtigt mål ved udarbejdelsen af ordningen var derfor at gøre dette marked så bredt og stabilt som muligt. Da der kan forventes at være flere tusind aktører lige fra starten, kan dette marked forventes at blive rimeligt stabilt. Tegn på misbrug af dominerende stilling skal naturligvis som altid overvåges og behandles på tilbørlig måde.

EF-traktatens konkurrenceregler gælder under alle omstændigheder, og Kommissionen griber ikke ind, medmindre disse regler overtrædes.

E-2793/03

Medlemsstaterne kan købe og sælge tildelte mængder i overensstemmelse med de regler, der er fastsat under Kyoto-protokollen og i gennemførelsesbestemmelserne herfor. Kommissionen finder det ikke hensigtsmæssigt at foreslå til ændring af Kyoto-protokollen med henblik på indførelse af en definition på og et forbud med salg af »varm luft«.

E-2794/03

Kommissionen har gjort sin stilling vedrørende rapportering klar i sit forslag til beslutning om en overvågningsmekanisme for emissioner af drivhusgasser i Fællesskabet og om gennemførelse af Kyotoprotokollen (2). Rådet og Parlamentet søger nu, som led i førstebehandlingen, at nå til enighed dette forslag, og de har ikke foreslået, at rapporteringen skulle bygge på beregning af et glidende femårsgennemsnit.

E-2795/03

Emissionshandelsdirektivet indeholder ikke specifikke tildelingsregler, heller ikke den i den skriftlige forespørgsel nævnte.

En medlemsstat skal regelmæssigt udarbejde en national tildelingsplan efter kriterierne i emissionshandels-direktivets bilag III.

I sin revision af direktivet medio 2006 vil Kommissionen — ud fra de da indhentede erfaringer — tage stilling til spørgsmålet om yderligere harmonisering af tildelingsmetoden og kriterierne i bilag III.

Kommissionen kan ikke tilslutte sig en tildelingsregel, som ville resultere i, at en operatørs tildeling inden for en igangværende handelsperiode ville blive nedskåret, efter at operatøren har solgt en del af sine kvoter. En sådan regel ville ikke være i overensstemmelse med direktivet og ville heller ikke være ønskelig i økonomisk henseende.

(1) Direktiv 2003/87/EC af 13. oktober 2003, EFT L 275 af 25.10.2003.

(2) KOM(2003) 51 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/433

(2004/C 78 E/0454)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2799/03

af Domenico Mennitti (PPE-DE) til Kommissionen

(17. september 2003)

Om: Etablering af paneuropæiske korridorer

Den europæiske integration er nu nået til sin afsluttende fase med ti nye landes tiltrædelse af EU.

Det haster derfor med at etablere individualiserede infrastrukturer for at fremme de økonomiske forbindelser på et territorium, hvis dimensioner udvides kraftigt.

Blandt de forudsete infrastrukturer er de »paneuropæiske korridorer«, der opfattes som egnede redskaber til at fremme det økonomiske samkvem, navnlig samhandelen, af særlig betydning.

Agter Kommissionen ikke på baggrund af ovenstående at uddybe de prioriterede kriterier og at lægge særlig vægt på den korridor, der er anført som nr. 8 inden for rammerne af planerne for udvikling af de lande, som ligger ud til Middelhavet, og som skal støttes gennem etablering af passende infrastrukturer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyala de Palacio

(15. oktober 2003)

Udvidelsen af Unionen vil medføre en større ændring af korridorbegrebet. To tredjedele af de eksisterende korridorer vil ligge inden for Unionen og kun en tredjedel uden for. Korridorerne eller akserne benyttes både inden for og uden for den udvidede Union — indenfor til at kanalisere de nye prioriterede transportruter, der opstår som følge af den øgede økonomiske integration, og som er blandt emnerne for den igangværende revision af retningslinjerne for det transeuropæiske transportnet (TEN-T), og — udenfor som genspejling af udviklingen i den internationale handel.

Der er imidlertid behov for en tilbundsgående nyvurdering af den fremtidige udvikling af korridorerne samt forvaltningen heraf. Antallet af korridorer bør formentlig forblive på et niveau, der er til at forvalte og finansielt gennemførligt. Disse nydefinerede korridorer eller akser behøver en snæver og systematisk overvågning med henblik på at blive virkeliggjort inden for et rimeligt tidsrum. Der er til korridorerne udviklet forskellige former for nyttige strukturer til forvaltningen. Disse strukturer (aftalememoranda, styrelsesudvalg, m.v.) forventes at gøre fremskridt med udarbejdelse af oversigter, påpegelse af flaskehalse og fastlæggelse af prioriterede projekter.

I sidste ende afhænger fuldførelsen af Korridor VIII, som først er blevet fastlagt for nylig, i første række helt af de berørte lande. Som det må være det ærede medlem bekendt, er hele den samlede forberedelse af Korridor VIII på skinner også omtalt i rapporten fra TEN-T-gruppen på højt plan som et vigtigt projekt med henblik på territorial samhørighed.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/434

(2004/C 78 E/0456)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2826/03

af Kathleen Van Brempt (PSE) til Kommissionen

(23. september 2003)

Om: Økokørsel

Der har i længere tid været tale om at indføre en ny, miljøvenlig form for bilkørsel via elektronisk udstyr i biler, den såkaldte økovenlige kørsel i Europa. Kommissionen bedes forelægge yderligere oplysninger om, hvorledes denne økokørsel skal foregå rent praktisk.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke foranstaltninger den agter at træffe med henblik på at indføre en mere miljøvenlig bilkørsel?

Hvad mener Kommissionen om forslaget fra den nederlandske regering om at udstyre alle nye biler i Europa med en fartpilot og on-bord computer? Ifølge Nederlandene skulle man herved kunne mindske bilers brændstofforbrug og CO2-emissionen med ca. 10 %. Er dette forslag gennemførligt?

I medlemsstaten Belgien sker der mange lastbilulykker som følge af anvendelse af en fartpilot. Kan Kommissionen redegøre for sikkerhedsgarantierne i tilfælde af, at der indbygges elektronisk udstyr og især fartpiloter i biler?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(13. november 2003)

Et bredt udvalg af foranstaltninger kan tages under overvejelse med henblik på at reducere motorkøretøjers indvirkning på miljøet. I denne sammenhæng vil frivillige aftaler om CO2-emissioner og køretøjers tekniske forbedring komme til at spille en vigtig rolle.

Kørselsstilen er ligeledes en vigtig faktor. Resultaterne viser, at økokørsel åbner mulighed for at nedbringe energiforbruget med cirka 10 % og samtidig reducere ulykkestallet og de forurenende emissioner. Kommissionen har ydet støtte til en række projekter på dette område (jf. netstedet www.ecodrive.org). STEER-programmet, der indgår som led i programmet »Intelligent Energi — Europa«, vil indebære mulighed for at støtte andre projekter.

På det teknologiske område tager en række forskningsprojekter under det femte rammeprogram for forskning og udvikling sigte på at gøre motorkøretøjer mere miljøvenlige. Generelt er hovedformålet med disse projekter at udvikle ny motorteknologi, som både er mere brændstoføkonomisk (CO2) og renere. For eksempel er der gjort et stort arbejde i denne henseende som led i DEXA-projekterne (Diesel Engine Exhaust particles After treatment), der sigter mod at fjerne de partikler, der udstødes af dieselmotorer, og som led i VCR-projektet (Variable Compression Ratio for CO2-reduction of gasoline engine), der sigter mod at nedbringe brændstofforbruget og dermed CO2-emissionen i betydelig grad. Denne indsats følges op under det sjette rammeprogram, hvor nye projekter forventes at skabe nye fremskridt, både med hensyn til konventionelle motorer og med hensyn til brændselsceller på længere sigt.

Kommissionen agter at fremsætte et forslag til direktiv om energiserviceydelser inden for de kommende måneder. Dette forslag vil kunne indebære en forpligtelse for energileverandørerne til at bistå deres kunder med en bedre udnyttelse af energien. På transportområdet vil kunderne kunne få rådgivning til bedre at styre deres energibudget, kontrollere dæktrykket samt følge kurser i økokørsel.

For så vidt angår forslaget fra den nederlandske regering om at gøre installering af fartpiloter obligatorisk, må Kommissionen — eftersom typegodkendelse af motorkøretøjer er et anliggende, som sorterer under Fællesskabet — have forelagt et konkret projekt for at kunne vurdere den reelle indvirkning og det betimelige i at fremlægge et forslag for EU's lovgivende instanser. Hvorom alting er, drejer det sig om en blandt flere innoverende teknologier, der vil kunne anvendes med henblik på øget miljøbeskyttelse og øget sikkerhed. Indvirkningen af de forskellige valgmuligheder bør omhyggeligt overvejes, så man kan vælge den mest effektive.

For så vidt angår ulykker i Belgien, hvori der er indblandet lastvogne udstyret med fartpilot, henvises det ærede medlem til Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel E-1501/03 (1).

(1) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 48.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/436

(2004/C 78 E/0458)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2832/03

af Camilo Nogueira Román (Verts/ALE) til Kommissionen

(23. september 2003)

Om: Overholdelse af vækst- og stabilitetspagten

Hvordan er den generelle situation med hensyn til medlemsstaternes overholdelse af vækst- og stabilitetspagten i betragtning af de vanskeligheder, som nogle medlemsstater med stor økonomisk kapacitet som Frankrig og Tyskland har med at overholde grænsen på 3 % af budgetoverskuddet? Hvordan stiller Kommissionen sig til det forhold, at nogle stater er i stand til at holde sig under grænsen ved gennem offentlige selskaber at outsource en betydelig del af investeringerne i den statslige administration eller ved drastiske nedskæringer i de sociale udgifter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(12. januar 2004)

Forværringen i medlemsstaternes budgetsituation afspejler i et vist omfang den nuværende svage økonomiske situation. Væksten i bruttonationalproduktet (BNP) har været lavere end forventet i foråret, og en række lande i eurozonen befinder sig i en teknisk recession. En betydelig del af nedgangen skyldes endvidere passivitet i den hidtil førte politik og foranstaltninger, som har bidraget til at øge underskuddet.

Situationen i de tre medlemsstater, over for hvilke proceduren med uforholdsmæssigt store underskud er indledt, giver anledning til særlig bekymring. I overensstemmelse med artikel 104, stk. 7, i EU-traktaten rettede Rådet henstillinger til Tyskland, Frankrig og Portugal. Heri blev der fastsat frister for vedtagelse af korrigerende foranstaltninger samt for fjernelse af de uforholdsmæssigt store underskud, som skulle være gennemført i 2003 for Portugals vedkommende og i 2004 for Tysklands og Frankrigs vedkommende. Kommissionen vil på grundlag af de seneste data for budgetresultatet i 2003 og budgetterne for 2004 bedømme situationen i Portugal. I løbet af det seneste halve år er det blevet klart, at de foranstaltninger, der er truffet af Tyskland og Frankrig, ikke vil være tilstrækkelige til at korrigere de uforholdsmæssigt store underskud i 2004, således som Rådet havde krævet det i sine henstillinger fra januar 2003 og juni 2003, selv om Tyskland havde efterkommet henstillingen fra 2003. Det skyldes i vidt omfang en afmatning, der var længere end forventet, men også en række foranstaltninger, som regeringerne vedtog, og som forværrede situationen. Kommissionen har derfor besluttet at gå videre med de procedurer, der er foreskrevet i traktaten (artikel 104, stk. 8 og 104, stk. 9) for at kræve, at Frankrig og Tyskland træffer de fornødne foranstaltninger. Kommissionen har nøje taget hensyn til den seneste udvikling og har fremsat nye henstillinger, der bygger på en afbalanceret vurdering af de faktiske forhold. Den har derfor henstillet til Rådet, at der indrømmes Tyskland og Frankrig endnu et år til at nedbringe underskuddet, samtidig med, at der foreslås et troværdigt konsolideringstiltag i 2004 for at bringe underskuddet ned under 3 % af BNP i 2005. Det lykkedes imidlertid ikke Rådet på sit møde den 25. november (Ecofin) at opnå det flertal, der kræves for at få vedtaget henstillinger. Rådet besluttede derfor at tage et skridt uden fortilfælde, ved at indgå en aftale uden for traktaten. Kommissionen har tydeligt givet udtryk for, at den ikke er enig med Rådet, især hvad angår den fremgangsmåde, som Rådet har valgt.

Kommissionen vil fortsat anvende bestemmelserne i EU- traktaten og vækst- og stabilitetspagten. Denne fremgangsmåde sikrer på bedste måde, at alle medlemslande behandles ens, og at der er sunde offentlige finanser i alle lande. Kommissionen vil drage omsorg for, at procedurerne anvendes upartisk og håndhæves på en hensigtsmæssig måde.

Samspillet mellem Unionens budgetregler og de offentlige investeringer er blevet nærmere undersøgt i rapporten »Offentlige finanser i den økonomiske og monetære Union (ØMU) 2003«, og konklusionerne heraf beskrives i meddelelsen fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet (1). I rapporten påvises, at nedgangen i den offentlige investeringstakt er en langsigtet tendens, som allerede startede i 1970'erne og påvirkede alle industrilande og ikke blot medlemslandene. Nedgangen i de offentlige investeringer som andel af BNP er blevet tilskrevet forskellige faktorer, bla. de ændrede grænser mellem offentlige og private investeringer, hvilket til dels hænger sammen med privatiseringsprocessen. En del af nedgangen i de offentlige investeringer er tilsyneladende knyttet sammen med bestræbelserne for at konsolidere de offentlige finanser, hvilket har været nødvendigt, uanset ØMU'en, på grund af høje og stigende gældsniveauer. En grundig analyse af dataene viser imidlertid ikke nogen klar forbindelse mellem en ændring i investeringstakten og Unionens rammebestemmelser for budgetovervågning. Det er et faktum, at de offentlige investeringsudgifter i mange medlemslande er holdt op med at falde efter ØMU'ens indførelse.

Alternative finansieringsformer for traditionelle investeringer kan vise sig at være hensigtsmæssige, fra helt private til blandede former med deltagelse af den offentlige sektor. De mest kendte former er offentlige/private partnerskaber, der er baseret på sunde mikroøkonomiske betragtninger, da de kan skabe incitamenter på en måde, så der opnås omkostningseffektivitet, uden at det bringer de offentlige målsætninger hvad angår ydelsernes kvalitet og indhold i fare. Det er vigtigt, at medlemsstaterne udvælger projekter på basis af mikroøkonomiske betragtninger og ikke alene på basis af deres mulige virkninger for de offentlige finanser.

Medlemsstaterne kan frit vælge sammensætningen af de offentlige finanser (herunder både investeringer og sociale udgifter).

Unionen indeholder dog retningslinjer gennem Unionens instrumenter for politisk samordning, bla. de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik.

De seneste retningslinjer, der blev vedtaget af Rådet den 26. juni 2003, omfatter behovet for:

i)	at omdirigere de offentlige udgifter mod vækstfremmende og omkostningseffektive investeringer i fysisk og menneskelig kapital og viden,

ii)	at sikre de offentlige finansers bæredygtighed på lang sigt og

iii)	at sikre social bæredygtighed.

(1) KOM(2003) 283 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/438

(2004/C 78 E/0459)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2851/03

af Monica Frassoni (Verts/ALE) til Kommissionen

(26. september 2003)

Om: Konstruktion af en vej uden miljøindvirkningsvurdering i området af særlig fællesskabsinteresse Gessi Triassici, nationalparken i Appennino Tosco-Emiliano (Appenninerne) (Villa Minozzo, Reggio Emilia, Italien)

I Appenniner-området »Gessi Triassici« på en strækning, der ligger tæt ved floden Secchia, i Villa Minozzo kommune (Reggio Emilia), er der blevet godkendt (1) et projekt om konstruktion af en udenbys vej, der vil medføre omfattende flytning af jord, betydelige infrastrukturarbejder og radikale ændringer af terrænet.

Miljøorganisationerne Friends of the Earth og Verdensnaturfonden har flere gange anmodet de kompetente administrative myndigheder på fællesskabs-, nationalt, regionalt og lokalt plan om at gennemføre en vurdering af miljøindvirkningen (2), idet der er tale om et område i Appenninerne af betydelig miljøinteresse og landskabsværdi, der stadig er velbevaret. De grønne i kommunen Reggio Emilia sendte allerede den 26. maj 2000 en skrivelse herom til kommissær Wallström.

Det pågældende område er fredet (3) og udgør en del af den foreslåede lokalitet af særlig fællesskabsinteresse »Gessi Triassici« (kode IT 403009) (4) og nationalparken Appennino Tosco-Emiliano (5).

Inden udstedelsen af de endelige administrative tilladelser er der ikke blevet foretaget nogen forudgående kontrol eller vurdering af miljøindvirkningerne af det samlede vejprojekt og ændringen af floden Secchias vandløb.

Arbejdet i forbindelse med konstruktionen af den nye vej begyndte den 2. september 2003.

Har Kommissionen kendskab til ovenstående?

Er der ydet fællesskabsstøtte eller er der planer om at yde fællesskabsstøtte til ovennævnte projekter (f.eks. veje, vandledninger og kloakker osv.)?

Agter Kommissionen at træffe de nødvendige foranstaltninger i forbindelse med den manglende gennemførelse af direktiv 97/11/EF (6) og 85/337/EØF (7)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(6. november 2003)

I henhold til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985, som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet skal medlemsstaterne sikre sig, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse hertil. Projekter, som er omfattet af direktivet, er anført i bilagene. I henhold til artikel 4, stk. 1, skal projekter, der er opføret i bilag I, gøres til genstand for en miljøindvirkningsvurdering. I henhold til artikel 4, stk. 2, skal medlemsstaterne for projekter, der er opført i bilag II, ved hjælp af en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde eller grænseværdier eller kriterier fastsat af medlemsstaten, afgøre, om projektet skal gøres til genstand for en miljøindvirkningsprocedure. På grundlag af de informationer, det ærede medlem er fremkommet med, nærer Kommissionen den opfattelse, at det projekt, den skriftlige forespørgsel henviser til, formentlig henhører under bilag II til Rådets direktiv 85/337/EØF som ændret, og at det derfor bør gøres til genstand for en afgørelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 85/337/EØF som ændret.

I artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (8) hedder det, at »alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne.« Alle medlemsstaternes myndigheder, det være sig på nationalt, regionalt eller lokalt plan, er forpligtet til at anvende den ovennævnte bestemmelse på lokaliteter af fællesskabsbetydning under Rådets direktiv 92/43/EØF samt på særligt beskyttede områder under Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (9). Desuden gælder det med virkning fra 10. juni 1998, at selv i mangel af en liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning er medlemsstaterne ligeledes forpligtet til at anvende bestemmelsen på alle de lokaliteter, som på grundlag af de videnskabelige kriterier, der er fastsat i Rådets direktiv 92/43/EØF med henblik på udvælgelse af lokaliteter, bør medtages på den nævnte liste, herunder navnlig lokaliteter, der rummer prioriterede levesteder eller arter. Hvis det projekt, det ærede medlem omtaler, kan forventes at få betydelig indvirkning på lokaliteten IT4030009 »Gessi triassici«, bør det gøres til genstand for en vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF.

Kommissionen har registreret en klage over de spørgsmål, det ærede medlem har bragt på bane. De oplysninger, der er afgivet af det ærede medlem, er blevet vedføjet klagesagens akter, som nu er ved at blive undersøgt af Kommissionen.

Skulle Kommissionen nå til den konklusion, at fællesskabslovgivningen overtrædes i den foreliggende sag, vil den i sin egenskab af EF-traktatens vogter ikke tøve med at træffe alle de nødvendige foranstaltninger, herunder indlede overtrædelsesprocedurer efter artikel 226 i EF-traktaten, med henblik på at sikre, at den relevante fællesskabslovgivning efterkommes.

Efter henvendelse til regionen Emilia Romagna kan Kommissionen meddele det ærede medlem, at vejen gennem området »Gessi Triassici« (kommunen Villa Minozzo, provinsen Reggio Emilia, Italien) ikke har modtaget støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) som led i det igangværende mål 2-programmeringsdokument. Denne form for intervention er i øvrigt ikke medtaget i programmet.

(1) Reggio Emilia provinsråds afgørelse nr. 176 af 24. juni 2003.

(2) Direktiv nr. 97/11/EF (bilag II, punkt 10, litra e), f)) om ændring og integrering af det foregående direktiv nr. 85/337/EØF (bilag II, punkt 10, litra e), f)), præsidentens dekret af 12.4.1996 (artikel 5 og 10; bilag B, punkt 7, litra g) og o)) og regional lov Emilia-Romagna nr. 9/1999 og efterfølgende ændringer og indføjelser.

(3) Lovdekret nr. 490/1999, artikel 146, stk. 1, litra c), g).

(4) Ministerielt dekret (miljø og landskabsbeskyttelse) af 3.4.2000, nr. 65 og afgørelser i Emilia-Romagna regionalråd nr. 1242 af 15.7.2002.

(5) Præsidentens dekret af 21. maj 2001 i medfør af lov nr. 394/1991 og efterfølgende ændringer og indføjelser.

(6) EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

(7) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

(8) EFT L 206 af 22.7.1992.

(9) EFT L 103 af 25.4.1979.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/440

(2004/C 78 E/0461)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2877/03

af Jan Dhaene (PSE) til Kommissionen

(29. september 2003)

Om: International arkitektkonkurrence »Sentiers de l'Europe« og Place Jean Rey

Forespørgslen følger op på forespørgsel E-0405/03 (1).

I forbindelse med den internationale arkitektkonkurrence »Les Sentiers de l'Europe« blev det konstateret, at betingelsen om uafhængighed mellem juryens formand og den anden vinder ikke var opfyldt, da der blev fundet direkte og formelle økonomiske forbindelser mellem de to parter (se uddrag i Moniteur Belge nr. 980804 — Atelier Espace Léopold S.A.).

Vil Kommissionen i betragtning heraf kræve det beløb, som den anden vinder har modtaget, tilbagebetalt?

Kan Kommissionen, efter at den har taget kontakt til de belgiske myndigheder (svar af 21. maj 2003 af Neil Kinnock på forespørgsel E-0405/03), endelig hvad angår de belgiske myndigheders tildeling af udbuddet »Place de l'Union Européenne« (også kaldet Place Jean Rey) til arkitektfirmaet ODC oplyse, om dette er sket i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv 92/50/EØF (2) af 18. juni 1992, som fastsætter reglerne for samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelseskontrakter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(11. december 2003)

En klagesag vedrørende den internationale arkitektkonkurrence om de europæiske vandrestier blev afsluttet ved Kommissionens beslutning af 24. april 2002. Kontakter mellem Kommissionen og Bruxelles-regionen er i færd med at blive etableret for at diskutere tilbagebetalingen af vinderens præmie. I forbindelse med disse kontakter har Kommissionen også til hensigt at diskutere spørgsmålet om juryformandens uafhængighed i forhold til den anden vinder.

Vedrørende proceduren for offentlige indkøb i forbindelse med undersøgelsen »Place de l'Union européenne« henvises det ærede medlem til brev fra vicegeneraldirektøren for Generaldirektoratet for det Indre Marked dateret den 4. august 2003 til det ærede medlem. I dette brev forklares det, at kontrakten var blevet tildelt til ODC i 1986 i overensstemmelse med daværende belgisk lovgivning. Direktiv 92/50/EØF (3), der trådte i kraft på et senere tidspunkt, end kontrakten blev tildelt, kunne derfor ikke finde anvendelse.

(1) EFT C 268 E af 7.11.2003, s. 98.

(2) EFT L 209 af 24.7.1992, s. 1.

(3) Rådets direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/440

(2004/C 78 E/0462)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2895/03

af Dana Scallon (PPE-DE) til Kommissionen

(29. september 2003)

Om: Irske fåreavlere

Hvor mange medlemsstater insisterer på samme fårebestandstæthed for indhegnet græsning og for tilgrænsende fællesejet uindhegnet skråning, inden for en og samme bedrift?

Anmodede Kommissionen om frasortering af 800 000 får af hensyn til miljøbeskyttelse af græsskråninger i Irland?

Hvor mange får anmodede Kommissionen om at få fjernet fra græsskråninger i Irland?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(4. november 2003)

Den situation, hvor »mange medlemsstater insisterer på samme fårebestandstæthed for indhegnet græsning og for tilgrænsende fællesejet uindhegnet skråning inden for en og samme bedrift« synes ikke at findes i andre medlemsstater. Således undgås både overgræsning og underudnyttelse som følge af artikel 13 i Kommissionens forordning (EF) nr. 445/2002 af 26. februar 2002 (1) om betingelserne for forpligtelser til at ekstensivere, hvor det i litra b) fastsættes, at »besætningen skal fordeles på bedriften på en sådan måde, at hele græsarealet vedligeholdes, og der således undgås overgræsning eller underudnyttelse«.

Kommissionen har ikke specifikt bedt om frasortering af 800 000 får som nævnt i anden og tredje afsnit af spørgsmålet, men om overholdelse af både planen for beskyttelse af miljøet i landdistrikter (REPS), ordningen for fårepræmier samt de krav til beskyttelse af EU's habitat, der er fastsat i direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (2), og direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (3). Domstolen afsagde den 13. juni 2002 en dom vedrørende Irland på grund af udbredt tab af vegetation og erosion som følge af for store fårebestande i det vestlige Irland (sag C-117/00). Irland skal således træffe foranstaltninger snarest for at efterkomme den pågældende dom. Det vurderes, at der må træffes foranstaltninger til nedbringelse af bestandene for at løse problemet med fårs overgræsning på fællesejede arealer (commonages), der medfører miljøskader på disse følsomme områder. Således vedtog Kommissionen i 1998 på grundlag af REPS at yde godtgørelse til landbrugere i disse områder, der følger en landbrugsmiljøplan, der nedbringer fårebestandene til en bæredygtig tæthed og som skaber særlige betingelser for regenerering af de ødelagte områder. Landbrugsmiljøplanen skal overholde de rammeprogrammer, der skal udarbejdes for de enkelte fælles græsningsområder.

Der blev, medens rammeprogrammerne for de fælles græsningsarealer blev udarbejdet, indført foreløbige foranstaltninger til afhjælpning af problemet med overgræsning i seks vestlige amter, hvor miljøskaderne var alvorligere. Dette krævede en øjeblikkelig 30 % nedsættelse af fårebestandene, og at ca. 140 000 får permanent blev fjernet fra de fælles græsningsarealer i disse amter i perioden november/december 1998. Disse foranstaltninger blev indført før 1998-udbetalingerne af fårepræmierne. Udbetalinger til landbrugerne af fårepræmierne i 1999 og 2000 blev begrænset til det antal, der var blevet ansøgt om under hensyn til et generelt loft på 70 % af 1998-præmierne under ordningen.

Det blev fra 2001 indført, at reglerne skulle overholdes fuldstændigt. Det er en betingelse for 2001-præmieordningen, at avlere med fælles græsningsarealer skal deltage i en godkendt REP-plan (også foranstaltning A) eller national plan (Statsstøtte godkendt af Kommissionen i september 2003), inden der kan foretages godtgørelser inden for ordningerne for moderfårspræmier og for mindre gunstigt stillede områder. Oplysninger om nedbringelsen af antallet af får som følge af overholdelsen i 2001 af nævnte bestemmelser findes ikke.

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 445/2002 af 26. februar 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), EFT L 74 af 15.3.2002.

(2) EFT L 103 af 25.4.1979.

(1) EFT C 280 E af 21.11.2003, s. 62.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/441

(2004/C 78 E/0463)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2903/03

af Miet Smet (PPE-DE) til Kommissionen

(1. oktober 2003)

Om: Suspendering af samarbejdsaftaler og udsættelse af undertegnelse af samarbejdsaftaler

I svaret på skriftlig forespørgsel E-0520/03 (1) af 13. februar 2003 om kvinders rettigheder i Pakistan meddelte Rådet, at hidtil er ingen aftaler med tredjelande, der indeholder en menneskerettighedsklausul som et »væsentligt element«, blevet suspenderet.

I en række tilfælde, hvor væsentlige elementer i aftalen er krænket, har EU imidlertid suspenderet visse bestemmelser i aftalen. Dette har været tilfældet med de finansielle bestemmelser i Cotonou-aftalen med hensyn til Zimbabwe (2002), Comorerne (2000), Côte d'Ivoire (2000), Fiji (2000), Haiti (2000) og Liberia (2001). Hvilke krænkelser af væsentlige elementer var der for disse seks landes vedkommende tale om?

Hvad angår Kroatien (1995), Pakistan (1999), Algeriet (1998) og Rusland (1995) blev undertegnelsen af samarbejdsaftalerne udsat på grund af betænkeligheder med hensyn til menneskerettighederne. Nu er menneskerettighederne et meget bredt begreb. Hvilke krænkelser af menneskerettighederne var der for disse fire landes vedkommende tale om?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(25. november 2003)

Kommissionen lægger stor vægt på menneskerettighedsklausulen i Fællesskabets aftaler med tredjelande som et nyttigt instrument til at fremme menneskerettigheder og demokrati. En velstruktureret dialog med tredjelande med udgangspunkt i denne klausul er en mere realistisk måde at opfylde menneskerettigheds-klausulens målsætning på end stive kriterier for, hvornår dele af aftalen bør suspenderes. Kommissionen er ikke desto mindre enig i, at der er omstændigheder, hvor sanktioner har deres berettigelse. Hvis der efter omhyggelig gennemgang af situationen i et land træffes beslutning om at indføre sanktioner, er det vigtigt ikke blot at se på konsekvenserne af sådanne sanktioner, men også gøre det klart på hvilke betingelser sanktionerne kan hæves igen.

Siden 1996 har man under henvisning til menneskerettighedsklausulen i en række tilfælde, herunder dem, som det ærede medlem nævner, anmodet om formelle høringer, suspenderet samarbejdet eller indført andre sanktioner. I samtlige tilfælde blev den politiske situation, demokratiets tilstand og situationen på menneskerettighedsområdet i det enkelte land omhyggeligt gennemgået. Kommissionen undgik i den forbindelse at anvende »mekaniske« eller »typologiske« bedømmelseskriterier, som ikke ville have kunnet tilvejebringe det nødvendige overordnede bedømmelsesgrundlag af en prekær situation i de pågældende tredjelande.

Kommissionen forfølger den samme strategi, når den skal tage stilling til, om forhandlinger om eller undertegnelse af bilaterale aftaler, af den slags som det ærede medlem henviser til, skal neddrosles eller stilles i bero.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/442

(2004/C 78 E/0464)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2916/03

af Marianne Thyssen (PPE-DE) til Kommissionen

(29. september 2003)

Om: Finansiel støtte fra Fællesskabet til transnationale producentsammenslutninger

I henhold til forordning (EF) nr. 2200/96 (1) fastsættes der en finansiel støtte fra Fællesskabet til producentsammenslutninger på den betingelse, at de har udarbejdet et driftsprogram og har oprettet en driftsfond.

Driftsfonden finansieres via et producentbidrag og en fællesskabsstøtte på maksimalt 4,1 % af producentsammenslutningens afsætning. Finansieringsforholdet er 50 % — 50 % i forbindelse med nationale aktioner. Dette betyder, at driftsfonden i dette tilfælde maksimalt omfatter 8,2 % af afsætningen.

I forbindelse med transnationale aktioner er finansieringsforholdet 60 % til 40 %. Her opstår der imidlertid et problem, idet støtteprocenten fortsat ligger på maksimalt 4,1 %. Dette betyder rent faktisk en indskrænkning i driftsfonden i tilfælde af et transnationalt samarbejde, selv om det netop er dette samarbejde, der skal fremmes via forordningen.

Kommissionen bedes oplyse, om den har kendskab til dette problem? I bekræftende fald vil Kommissionen i løbet af meget kort tid træffe foranstaltninger til at korrigere denne selvmodsigelse i lovgivningen, idet den muliggør en undtagelse fra den maksimale støtteprocent på 4,1 % i tilfælde af transnationale producentsammenslutninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(5. november 2003)

Kommissionen har i overensstemmelse med sine forpligtelser især over for Parlamentet forenklet og tydeliggjort gennemførelsesbestemmelserne vedrørende den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Det har ved denne proces, der har været gennemført i snæver dialog med medlemsstaterne og repræsentanterne for civilsamfundet, været muligt at påvise en række problemer, der skal løses, herunder det, som det ærede parlamentsmedlem påpeger.

Kommissionen er således klar over problemet. Det ærede medlem har ret, når han siger, at den nuværende beregningsmetode for støtte, og især at procentsatsen på 4,1 %, der er et loft der ikke kan overskrides, ofte gør det vanskeligt reelt at anvende satsen for fællesskabsfinansiering på 60 %.

Kommissionen overvejer eventuelle løsninger til afhjælpning. Budgetvirkningen af de forskellige muligheder undersøges og kravet om budgetneutralitet bliver taget i betragtning i forbindelse med det forslag, som Kommissionen forelægger Rådet med henblik på ændring af forordning (EF) nr. 2200/96 (2) som led i den allerede indledte forenkling af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager.

Dette vil ske snarest under hensyn til de pågældende institutioners arbejdsprogrammer.

(1) EFT L 297 af 21.11.1996, s. 1.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for frugter og grøntsager.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/443

(2004/C 78 E/0465)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2959/03

af Armando Cossutta (GUE/NGL) til Kommissionen

(8. oktober 2003)

Om: Risiko for strømsvigt

Torsdag den 28. august 2003 var der strømsvigt i 34 minutter i nogle af de sydlige kvarterer i London. Strømsvigtet gik ud over ca. 250 000 personer, der sad fast i toge, undergrundsbaner, elevatorer og vejkryds. Den administrerende direktør for National Grid, det britiske el-forsyningsnet, hævder, at der her er tale om en helt exceptionel situation, som han ikke — i forbindelse med det seneste strømsvigt i USA — havde forestillet sig kunne forekomme i England.

I Italien har den italienske produktionsminister meddelt, at der vil blive opført nye anlæg inden udgangen af 2005, og en repræsentant for det nationale el-forsyningsnet har advaret om, at man vil opleve strømsvigt i de to næste år.

1.	Mener Kommissionen, at privatiseringen af anlæg kan være årsag til denne situation?

2.	Hvilke initiativer vil Kommissionen tage for at vurdere, om udviklingsplanerne for anlæggene er forenelige med udviklingen i produktionens og samfundets behov i de enkelte lande?

3.	Hvilke initiativer vil Kommissionen tage for at harmonisere sikkerhedsstandarder, som kan forhindre eller begrænse risikoen for strømsvigt?

4.	Hvilke foranstaltninger er der truffet for at fremme udnyttelsen af nye energikilder, særligt de vedvarende, der — bl.a. fordi de er decentrale — er den eneste garanti for at undgå strømsvigt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(12. november 2003)

Ejerskabet har ikke noget med strømsvigt at gøre. Uanset om nettet ejes af private eller af statsforetagender, er det afgørende spørgsmål, om de pågældende selskaber og deres ansatte er tilstrækkeligt motiverede til at vedligeholde, drive og udvikle nettet. Dette skal for elektricitetsindustriens vedkommende ske ved tilsyn fra de nationale myndigheders side, da det jo er dem, der råder over de ressourcer, som står til rådighed for transmission og distribution.

Udvikling af transmissionsinfrastrukturen er i hovedsagen den pågældende medlemsstat ansvar. Dog har Fællesskabet en interesse i at sikre forsyningssikkerheden på baggrund af det konkurrenceprægede elektricitetsmarkeds udvikling. Det ser desuden gerne, at konkurrencen udvikler sig ved udveksling på tværs af grænserne. Det Europæiske Råd vedtog derfor på sit møde i Barcelona (15.-16. marts 2002) efter forslag fra Kommissionen retningslinjer for det transeuropæiske netprogram, som fastlægger prioriterede linjer af europæisk interesse. Der ses med velvilje på TEN-finansiering af relevante projekter.

Kommissionen har allerede truffet foranstaltninger i dette spørgsmål ved gennem elektricitetsforummet i Firenze at anmode om, at Unionen for Koordinering af transport af elektricitet (UCTE) udarbejder en driftshåndbog, som samler de forskellige retningslinjer, der allerede findes. Dele af denne håndbog kan gøres juridisk bindende i forbindelse med Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitets-udveksling (1).

Det kan aldrig garanteres 100 %, at der ikke sker strømsvigt. Når det er sagt, skal det med, at decentraliseret produktion, f.eks. med vedvarende energikilder og kombineret kraft og varme (KKV) kan bidrage til netsikkerheden. Ifølge direktivet om vedvarende energi (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme at elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (2)) skal medlemsstaterne opstille målsætninger for udvikling af vedvarende energi. Et lignende forslag om KKV er på vej gennem lovgivningsprocessen.

(1) EFT L 176 af 15.7.2003.

(2) EFT L 283 af 27.10.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/445

(2004/C 78 E/0467)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2975/03

af Freddy Blak (GUE/NGL) til Kommissionen

(6. oktober 2003)

Om: Kontrakter med CESD

Kommissionen (EuropeAid) underskrev i december 2001 en kontrakt på 999 780 EUR med firmaet CESD. Firmaet skulle bistå med en folketælling i ex-Jugoslavien. Indgåelsen af denne kontrakt er meget problematisk. For det første fik firmaet kontrakten uden om de almindelige udliciteringsprocedurer. For det andet blev kontrakten indgået på trods af, at det allerede var dokumenteret, at firmaet havde snydt Eurostat for over 3 mio. EUR.

CESD har indgået kontrakter med Eurostat for 31 655 756EUR mellem 1996 og 2001. Nogle af disse kontrakter blev indgået uden om de almindelige udliciteringsregler. Revisionsretten har kritiseret indgåelsen af kontrakter mellem Eurostat og CESD uden om udliciteringsreglerne i sine årsrapporter (1).

Vil Kommissionen venligst redegøre for, om den ikke kendte til Revisionsrettens kritik eller om den med vilje valgte at overhøre den?

Kommissær Patten påstår i et brev (af 29. september 2003) til Budgetudvalgets formand, Theato, at EuropeAid ikke kendte til uregelmæssigheder og svindel i forbindelsen med CESD før juli 2003.

Vil Kommissionen venligst forklare, hvordan det er muligt, at EuropeAid ikke kendte til problemerne med CESD, når Revisionsretten i Eurostat i to rapporter i maj og juli 2001 havde konstateret uregelmæssigheder, svindel og nepotisme for over 3 mio. EUR? Problemerne var så alvorlige, at begge rapporter blev sendt til OLAF i november 2001.

Vil Kommissionen venligst forklare, hvordan det er muligt, at firmaet CESD ikke indgik i Kommissionens »Early Warning«-database?

Vil Kommissionen venligst forklare, om det er almindelig praksis, at et generaldirektorat indgår nye kontrakter med et firma, som har begået storstilet svindel i en andet generaldirektorat eller om der er sket et brud på gældende regler?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(26. november 2003)

Revisionsretten kritiserede i sin årsberetning for regnskabsåret 1998 indgåelsen af nogle kontrakter med selskaber, som omfattede forvaltning af særlige midler. CESD var et af de selskaber, som Retten nævnte i denne forbindelse. Som Christopher Patten forklarede i sit brev af 29. september 2003 til Diemut Theato, var det årsagen til, at kontrollen med projekter i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM) blev forstærket. Ydermere var FYROM-kontrakten med CESD-Roma en kontrakt om tjenesteydelser og ikke en aftale om ydelse af støtte, og dette skulle have muliggjort en mere omhyggelig udgiftskontrol på basis af de faktiske omkostninger.

Retten har i sin årsberetning for regnskabsåret 1999 behandlet den statistikstøtte, som ansøgerlandene modtog gennem PHARE-programmet, og den satte spørgsmålstegn ved det berettigede i at anvende CESD som teknisk bistandskontrahent på basis af en direkte aftale til et beløb på 15 mio. EUR. Kommissionen forklarede i sit svar, at beslutningen om at tildele en kontrakt gennem en direkte aftale skulle gøre det muligt at mobilisere den nødvendige ekspertise i medlemsstaternes statistiske institutter, og at det efter en yderligere analyse i 1997 besluttet, at arten og omfanget af de eksternaliserede opgaver skulle omdefineres med virkning fra 1998, og at der skulle gennemføres licitationer i overensstemmelse med Phare's standardprocedurer.

Kommissionen (EuropeAid) var bekendt med Revisionsrettens kritik af potentielle problemer som følge af arten af visse kontrakter med CESD, og den tog skridt til at behandle denne kritik. Imidlertid er der i beretningen ingen antydning af, at der skulle være tale om svig og uregelmæssigheder i relation til CESD.

Beslutningen om at tildele en kontrakt på 0,999 mio. EUR til arbejdet med at gennemføre en folketælling i FYROM skete på basis af teknisk rådgivning fra Eurostat og behovet for at sikre, at folketællingen i FYROM, der dengang forventedes igangsat i 2001, blev en succes. Det var på daværende tidspunkt almindeligt anerkendt, også af Rådet og Europa-Parlamentet, at »Lake Ochrid«-aftalens implementering var presserende.

EuropeAid var ligesom Kommissionens andre tjenestegrene ikke bekendt med revisionsberetningerne. Eurostat underrettede ikke EuropeAid om disse beretninger eller om de resultater, der blev sendt til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i november 2001. Årsagerne til denne situation er allerede blevet beskrevet for Parlamentets Budgetkontroludvalg (Cocobu) og igen forklaret af Kommissionens formand på formandskonferencen den 25. september 2003, der var udvidet til at omfatte medlemmerne af Cocobu. Ifølge de daværende procedurer skulle Kommissionen som helhed ikke underrettes om den bekymring, der var givet udtryk for i beretningerne. Først når OLAF havde underrettet Kommissionen, ville de nødvendige konklusioner kunne drages (herunder anvendelse af »Early Warning«-systemet) med hensyn til de konstaterede problemer. I denne sag blev det første underbyggede notat sendt af OLAF i maj 2003 til generalsekretæren. EuropeAid blev gjort opmærksom på disse beretninger i juli 2003, og Kommissionen besluttede i juli 2003 at bringe alle sådanne kontrakter med CESD til ophør.

Kommissionen erkender fuldt ud, at denne sag har været præget af manglende kommunikation. For at sådanne situationer skal kunne undgås i fremtiden, godkendte Kommissionen den 23. juli 2003 et udkast til aftalememorandum vedrørende en adfærdskodeks, der skal sikre en rettidig udveksling af oplysninger mellem OLAF og Kommissionen, for så vidt angår OLAF's interne undersøgelser i Kommissionen. Sålænge denne kodeks ikke er endeligt vedtaget, har Kommissionens generalsekretariat og OLAF besluttet at anvende dens bestemmelser midlertidigt. Kommissionen har ydermere besluttet, at kommissionsmedlemmerne skal informeres om revisionsberetningernes resultater og henstillinger af deres generaldirektører.

Formålet med de ordninger vedrørende forebyggelse og kontrol, som Kommissionen har vedtaget siden 2001, og som gradvis er ved at træde i kraft, er, at en sådan situation undgås i fremtiden. Ikrafttrædelsen af den nye finansforordning (2) vil bidrage til udformningen af klarere og strammere regler, som skal gøre det muligt at undgå, at en sådan praksis igen kan finde sted, og der blev allerede i juli 2003 gennemført yderligere forholdsregler.

Den 18. november 2003 forelagde Kommissionens formand Romano Prodi Europa-Parlamentet en handlingsplan for at råde bod på de mangler, der er blevet konstateret i Eurostat-sagen.

(1) EFT C 327 af 24.11.1994; EFT C 349 af 3.12.1999 og EFT C 342 af 1.12.2000.

(2) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, EFT L 248 af 16.9.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/448

(2004/C 78 E/0470)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3007/03

af Giacomo Santini (PPE-DE) til Kommissionen

(14. oktober 2003)

Om: De europæiske landdistrikters Carrefour-netværks rolle for så vidt angår informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik

I sin beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af Rådets forordning (EF) nr. 814/2000 om informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik (1) glæder Kommissionen sig over de resultater, der er opnået med oplysningskampagnerne i 2000, 2001 og 2002, idet den dog også understreger, at disse foranstaltninger kan forbedres med hensyn til virkning og cost-benefit-forhold. Kommissionen udtaler under henvisning til dataene fra Eurobarometer-lynundersøgelsen, at borgernes generelle uvidenhed om den fælles landbrugspolitik, WTO, fødevaresikkerhed og andre emner i forbindelse med den fælles landbrugspolitik mere end nogensinde bekræfter behovet for en styrkelse af informationsforanstaltningerne for at forbedre deres virkning.

De europæiske landdistrikters Carrefour-netværk har gennem mange år spillet en fremtrædende rolle for så vidt angår udbredelsen af kendskabet til den fælles landbrugspolitik takket være tilstedeværelsen i Unionen af omkring 140 europæiske landbrugsinformationscentre, som er forsynede med publikationer, nyhedsbreve og websites og beskæftiger personale med kompetence på landbrugsområdet. Dette net kan yde et vigtigt bidrag til opnåelsen af målsætningerne med forordning (EF) nr. 814/2000 (2), både for så vidt angår forbedringen af den virkning, informationsforanstaltningerne har på borgerne, og for så vidt angår cost-benefit-forholdet. Det er derfor forespørgerens opfattelse, at der for at nå dette resultat bør ske struktureret inddragelse af informationscentrene fra Kommissionens landbrugsgeneraldirektorats side med henblik på at forbedre tilrettelæggelsen af oplysningskampagnerne og sikre øget sammenhæng mellem Kommissionens informationsforanstaltninger.

Der henvises desuden til, at en af de af Kommissionen trufne foranstaltninger netop er gået ud på at forbedre Carrefour-ledernes kendskab til specifikke emner i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, og at det netop var Generaldirektoratet for Landbrug, der tog sig af denne opgave, hvilket viser, at der er behov for en funktionel forbindelse med disse centre. Landdistrikternes Carrefour-netværk har også bistået Kommissionens personale på informationsstande på landbrugsmesser.

Kan Kommissionen oplyse:

1.	om den agter at udvide samarbejdet med de europæiske landdistrikters Carrefour-netværk med henblik på gennemførelsen af aktiviteter i tilknytning til foranstaltninger truffet på Kommissionens initiativ?

2.	hvilken rolle Carrefour-netværket vil spille i forbindelse med foranstaltninger truffet på Kommissionens initiativ med henblik på gennemførelsen af ovennævnte forordning (EF) nr. 814/2000?

(1) KOM(2003)235.

(2) EFT L 100 af 20.4.2000, s. 7.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/449

(2004/C 78 E/0472)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3112/03

af Giacomo Santini (PPE-DE), Elena Paciotti (PSE), Luciana Sbarbati (ELDR), Giovanni Pittella (PSE), Generoso Andria (PPE-DE), Enrico Ferri (PPE-DE), Carlo Fatuzzo (PPE-DE), Gianfranco Dell'Alba (NI), Roberta Angelilli (UEN), Stefano Zappalà (PPE-DE), Paolo Pastorelli (PPE-DE), Antonio Di Pietro (ELDR), Mauro Nobilia (UEN), Sebastiano Musumeci (UEN), Michl Ebner (PPE-DE), Roberto Bigliardo (UEN), Catherine Guy-Quint (PSE), Adriana Poli Bortone (UEN), Fiorella Ghilardotti (PSE), Monica Frassoni (Verts/ALE), Franz Turchi (UEN), Massimo Carraro (PSE), Guido Bodrato (PPE-DE), Francesco Musotto (PPE-DE), Vincenzo Lavarra (PSE), Vitaliano Gemelli (PPE-DE) og Giovanni Fava (PSE) til Kommissionen

(22. oktober 2003)

Om: EU's informationspolitik — retsgrundlag for Carrefour-netværket for de europæiske landdistrikter og EU-Info Points — behov for hurtig udbetaling af driftsstøtte for 2004

—	Europa-Parlamentet har ved flere lejligheder understreget, at de netværk som EU har oprettet i medlemsstaterne, og som Carrefour-netværket for de europæiske landdistrikter og EU's Info Points er en del af, er vigtige for informations- og kommunikationspolitikken.

—	I meddelelserne (1) anføres det, at netværkenes »erfaring, fleksibilitet og placering i nærsamfundet betyder, at de er af uvurderlig betydning«.

—

Kommissionen har altid handlet i overensstemmelse med denne politiske linie, hvilket formand Romano Prodis svar af 27. september 2002 på en skriftlig forespørgsel af en række parlamentsmedlemmer (E-2357/02 (2)) tydeligt viser. I svaret anføres det, at »kendskabet til og forståelsen for EU's politikker og projekter vokser takket være informations- og dokumentationsnetværkene«.

I en skrivelse af 29. september 2003 informerede Generaldirektoratet for Presse og Kommunikation i modsætning til tidligere forhåndsmeddelelser de nationale EU-informationscentre om, at den nye aftale for 2004 ikke længere vil give ret til støtte, og at Kommissionen i fremtiden vil tage stilling til nye former for samarbejde som følge af finansforordningerne 1605/2002 (3) og 2342/2002 (4), der trådte i kraft den 1. januar 2003.

Denne nye og uventede situation sætter spørgsmålstegn ved netværkernes mulighed for at overleve og forringer under alle omstændigheder deres evne til at indgå i dialog med borgerne drastisk — og det netop på et afgørende tidspunkt i EU's historie, hvor dialogen med borgerne burde fremmes yderligere.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse følgende:

—

Finder Kommissionen det ikke hensigtsmæssigt at handle hurtigt for ikke at tabe det på gulvet, der er bygget op i løbet af de europæiske informationsnetværks mangeårige arbejde, det være sig forbindelser, kontakter og viden såvel som materielle og immaterielle goder — og i positivt fald, at udarbejde et forslag til retsgrundlag, der gør Carrefour-netværkene og EU's Info Points til organer, der er juridiske personer, eller i hvert tilfælde til befuldmægtigede organer eller fællesskabsorganer, jf. artikel 54, 55 og 185 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002?

—	Agter Kommissionen i 2004 at gennemføre budgetpost (16 5 01), der længe har været anvendt til finansiering af informationscentrene, og dermed anerkende frem for at ringeagte de personer, der igennem flere år har udført et betydeligt arbejde på dette område?

(1) KOM(2001) 354 og KOM(2002) 350.

(2) EFT C 92 E af 17.4.2003, s. 158.

(3) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(4) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/451

(2004/C 78 E/0476)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3287/03

af Brice Hortefeux (PPE-DE) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Europahuse

Begrebet demokratisk underskud bruges hovedsageligt til at beklage, at Den Europæiske Union lider under en mangel på demokrati, og at den på grund af sin komplekse struktur og funktion synes svært tilgængelig for de europæiske borgere. Den fordrer den opfattelse, at Fællesskabets institutionelle system den dag i dag fremstår ret så tåget i ikke-rutinerede europæeres øjne.

En af de opgaver, der blev pålagt Europahusene, da de blev oprettet, var bl.a. at modarbejde denne fornemmelse af, at EF-institutionerne ligger lang væk og er svære at få adgang til. Deres primære formål var at fremme en tilnærmelse mellem den europæiske borger og institutionerne ved hjælp af oplysning og en afdramatisering af Fællesskabets virke.

Her må det slås fast, at de opfylder den funktion i det daglige, på den mest prisværdige måde, med dygtighed og energi. Jeg blev derfor så meget mere rystet over at erfare, i en foreløbig meddelelse af 29. september 2003, at Kommissionen stod i begreb med simpelthen at ophæve sin støtte til driften i 2004! Ud over de administrative vanskeligheder, en sådan ophævelse vil betyde (tænk blot på ansættelsesforholdene for de unge overbeviste europæere, som i årevis med ildhu er gået op i dette formidable projekt), må man også tænke på de mere langsigtede konsekvenser for Den Europæiske Unions image. På et tidspunkt, hvor EU drøfter sin fremtidige forfatning (og hvorledes den skal træde i kraft), forbereder sig på at modtage 10 nye medlemmer (hvis indlemmelse til tider skaber en vis uro hos borgerne), og hvor de europæiske borgere endnu en gang skal til valgurnerne i forbindelse med Europavalget i juni 2004 (og vi ved, hvor vanskeligt det er at mobilisere vælgerne til dette valg), afskærer Kommissionen sig med et hug fra det største informationsnet, det har til rådighed i medlemsstaterne.

Tankegangen bag denne beslutning forekommer mig vanskelig at forstå — måske kunne Kommissionen komme med en afklaring?

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/452

(2004/C 78 E/0479)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3403/03

af John Cushnahan (PPE-DE) til Kommissionen

(11. november 2003)

Om: Finansiering til de europæiske Carrefours

Såvidt jeg forstår, har Generaldirektoratet for Presse og Kommunikation for nylig besluttet at annullere de nuværende kontrakter med de europæiske carrefour-organisationer og tilbyde dem erstatningskontrakter uden det årlige driftstilskud på 20 000 EUR for 2004. Såvidt jeg forstår, har den relevante finansforordning været i kraft siden den 1. januar 2003, og alligevel er de europæiske Carrefours først blevet informeret om denne beslutning den 29. september 2003.

De europæiske Carrefours udgør en væsentlig kilde til information om EU, og det forekommer at være et uheldigt tidspunkt for en sådan ændring af politikken, i betragtning af at de er i færd med at forberede foranstaltninger for offentligheden om temaer såsom udvidelsen, den nye forfatning og valget til Europa-Parlamentet.

Kan Kommissionen venligst oplyse, hvorfor der er blevet truffet en sådan afgørelse, og hvordan Kommissionen forestiller sig, at de europæiske Carrefours skal kunne fungere i 2004 med en sådan nedskæring af budgettet?

Samlet supplerende svar

afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

på skriftlige forespørgsler E-3007/03, P-3068/03, E-3112/03, P-3153/03, E-3240/03, P-3265/03, E-3287/03, E-3301/03, P-3389/03 og P-3403/03

(29. januar 2004)

Dette svar supplerer det første svar på de ærede medlemmers forespørgsler, som Kommissionen afgav den 21. november 2003.

Som bebudet af kommissionsmedlemmet med ansvar for personale og administration den 20. november 2003 på Parlamentets plenarmøde (1) underretter Kommissionen de ærede medlemmer om, at den den 26. november 2003 besluttede (2) undtagelsesvis og for sidste gang i 2004 at yde et driftstilskud af maksimalt samme størrelse som det, der blev ydet i 2003, til værtsorganerne for EU-Info Points og Carrefour-centrene for landdistrikterne. Listen over de 266 potentielle modtagere af dette tilskud er vedlagt Kommissionens beslutning. De nærmere betingelser og kontrolforanstaltninger vil blive fastsat i en tilskudsaftale, som indgås med hver modtager.

Denne beslutning understøttes af en erklæring fra Parlamentet og Rådet, som blev vedtaget på budgetforligsmødet den 24. november 2003 (3).

For 2005 og årene derefter har Kommissionen anmodet om »snarest at få forelagt … en meddelelse om gennemførelsen af informations- og kommunikationsstrategien efter 2004. …« (4). Denne meddelelse vil indeholde en omtale af de nye handlingsrammer for informationsrelæerne og -nettene i det udvidede EU.

Hvad angår de europæiske landdistrikters Carrefour-netværks særlige rolle, som bl.a. omtales i forespørgslerne E-3007/03, P-3389/03 og P-3403/03, skal Kommissionen anføre, at Carrefour-centrene i forbindelse med de informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik og udviklingen af landdistrikterne, som gennemføres »på Kommissionens initiativ« i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 814/2000, spiller en særlig rolle som formidlere i forhold til offentligheden og som lokale informationsantenner i forhold til civilsamfundet og navnlig landbrugerne og den øvrige befolkning i landdistrikterne.

Kommissionens forbindelser med landdistrikternes Carrefour-netværk er blevet forstærket i de seneste år ved hyppigere kontakter og ved arrangementer som den særlige konference, Kommissionen tilrettelagde og finansierede for Carrefour-repræsentanter den 30. og 31. maj 2002. Der forudses nu afholdt et tilsvarende arrangement hvert år. I 2003 indtog landdistrikternes Carrefour-netværk en vigtig plads på konferencen om landdistrikternes udvikling, som blev afholdt i Salzburg den 12.-14. november 2003.

Informationsudvekslingen mellem landdistrikternes Carrefour-netværk og Kommissionen vil fortsat blive udbygget.

(1) Jf. svaret på den mundtlige forespørgsel stillet af Christa Prets (for Michel Rocard — O-0086/2003) om »europæiske net og Info Points — den aktuelle situation« og deres fremtid — Fuldstændigt forhandlingsreferat for mødet den 20. november 2003, http://www3.europarl.eu.int/omk/omnsapir.so/calendar?APP=CRE&LANGUE=FR.

(2) Kommissionens beslutning om »ydelse i 2004 af et tilskud til værtsorganerne for EU-Info Points og informations- og igangsætningscentrene (Carrefours) for landdistrikterne«, K(2003) 4446 af 26.11.2003.

(3) Bilag 5 til BILAGET »Summary of conclusions of the conciliation meeting of 24 November 2003« til Rådets dokument 15231/03 af 24.11.2003.

(4) Udkast til protokol for Kommissionens 1636. møde afholdt i Bruxelles onsdag den 26. november 2003, PV(2003) 1 636, 28.11.2003, punkt 8, s. 13.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/454

(2004/C 78 E/0481)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3030/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Anvendelsen af hydrauliske skrabere i EU

Den hydrauliske skraber er et fangstredskab, som har vidtrækkende konsekvenser for miljøet og for bevarelsen af fiskeressourcerne. Det anvendes til fangst af toskallede bløddyr og påvirker havbunden på grund af højtryksstrålerøret, som gennembryder og roder op i havbunden for ved skrabning at indsamle bundfaunaen, som direkte eller indirekte lider skade. Denne fremgangsmåde påvirker genetablering af faunaen og genoprettelse af havbunden.

Kommissionen bedes derfor oplyse følgende:

—	er den bekendt med, om denne fremgangsmåde anvendes i EU?

—	hvordan stiller den sig til anvendelsen af denne fangstmetode? Findes der nogen fællesskabslovgivning på området?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(14. november 2003)

Kommissionen er klar over, at der bruges mekaniske vod i de fleste af Fællesskabets farvande fra Østersøen til Middelhavet. Denne teknik bruges meget ofte i det kystnære fiskeri af små fiskefartøjer til fiskeriet efter toskallede bløddyr og til udvaske dybereliggende skaller.

Kommissionen har kendskab til undersøgelserne af miljøvirkningen af brugen af disse fiskeredskaber. Detaljerede undersøgelser af de langsigtede virkninger af denne fiskemetode findes dog ikke. Der er imidlertid tegn på, at der er tale om kortsigtede miljøvirkninger.

Der findes i øjeblikket ingen fiskerilovgivning i EU vedrørende brugen af mekaniserede vod. Der hvor der findes sådanne regler, er de indført af medlemsstaterne for det lokale fiskeri.

Brugen af disse redskaber kan i visse tilfælde begrænses ved EU-lovgivningen om naturbeskyttelse.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/455

(2004/C 78 E/0482)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3037/03

af Hiltrud Breyer (Verts/ALE) til Kommissionen

(8. oktober 2003)

Om: Overtrædelse af EU's miljøbestemmelser i forbindelse med udvidelsen af lufthavnen i Frankfurt

Planerne om udvidelse af lufthavnen i Frankfurt er på flere punkter klart i modstrid med EU's miljøbestemmelser. Navnlig uheldsrisikoen ved et flystyrt i kemivirksomheden Ticona er meget stor.

1.	Er Kommissionen også af den opfattelse, at EU's Seveso II-direktiv skal finde anvendelse ved planlægningen af den nordvestlige startbane på grund af de risikovirksomheder (f.eks. Ticona), der er beliggende i umiddelbar nærhed heraf?

2.	Er Kommissionen enig i, at VVM-direktivet skal overholdes ved planlægningen?

3.	Er Kommissionen også af den opfattelse, at EU's direktiver om miljøinformation, bevaring af naturtyper og beskyttelse af vilde fugle skal overholdes i denne forbindelse?

4.	Er Kommissionen endvidere af den opfattelse, at vildledende studier ikke er egnet til at vurdere uheldsrisiciene ved flystyrt i kemivirksomheder?

5.	Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at sikre, at EU-retten overholdes i forbindelse med planerne om udvidelse af lufthavnen i Frankfurt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(20. november 2003)

I henhold til artikel 12 i Seveso II-direktivet skal medlemsstaterne sørge for, at målene med hensyn til forebyggelse af større uheld og begrænsning af følgerne heraf tages i betragtning i deres politik vedrørende fysisk planlægning. Disse mål skal søges opfyldt bl.a. gennem kontrol med nyudvikling, som f.eks. transportforbindelser, i nærheden af bestående virksomheder, såfremt placeringen eller nyudviklingen vil kunne øge faren for større uheld eller forværre følgerne heraf.

Virksomheden »Technical Polymers Ticona«, som ligger for enden af den planlagte start- og landingsbane, er en primær Seveso-virksomhed. Derfor er Kommissionen også af den opfattelse, at Seveso II-direktivet, og især dettes artikel 12, skal overholdes i forbindelse med udvidelsen af Frankfurts lufthavn.

Da desuden Frankfurts lufthavn i sig selv er en primær Seveso-virksomhed, skal der ud over kravene i forbindelse med fysisk planlægning også tages højde for mulige »domino-virkninger« mellem Ticona og Frankfurts lufthavn.

I henhold til artikel 4, stk. 2, og bilag I, stk. 7 a, og bilag II, stk. 13, til det ændrede VVM-direktiv skal udvidelse af lufthavne med en start- og landingsbane med en længde på 2 100 meter og derover gøres til genstand for en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM), hvis medlemsstaterne bestemmer dette på grundlag af en individuel undersøgelse eller nationale kriterier og grænseværdier. Beslutningen herom træffes i overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i bilag III til VVM-direktivet. Dog gælder VVM-direktivet ifølge artikel 1 og 4 kun for »projekter« og ikke for »planer«. Kommissionen har derfor indtaget det standpunkt, at direktivet kun finder anvendelse i forbindelse med tilladelsesproceduren og ikke under et projekts tidligere planlægningsfaser.

Kommissionen har ikke modtaget nogen informationer om, hvorvidt Rådets direktiv 90/313/EØF af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger (1) er relevant i dette tilfælde. De oplysninger, der er modtaget af klagerne vedrørende mulige overtrædelser af fugle- og habitat-direktiverne, er ved at blive nærmere undersøgt. Resultatet heraf foreligger endnu ikke.

I henhold til artikel 12 i Seveso II-direktivet skal medlemsstaterne sørge for, at alle kompetente myndigheder og instanser med ansvar for afgørelser vedrørende fysisk planlægning, indfører passende høringsprocedurer. Disse procedurer skal udformes således, at der, når der træffes afgørelser, foreligger en teknisk vurdering af de farer, der er forbundet med en virksomhed, enten for det enkelte tilfælde eller generelt for virksomhedstypen.

5.	Skulle Kommissionen konkludere, at fællesskabslovgivningen overtrædes, vil den træffe passende foranstaltninger, herunder f.eks. indlede overtrædelsesprocedurer mod Tyskland.

(1) EFT L 158 af 23.6.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/456

(2004/C 78 E/0483)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3059/03

af Avril Doyle (PPE-DE) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: EU-støtte til bevarelse af havmiljøet

Irland mangler enhver form for særlig facilitet i form af et offentlig tilgængeligt naturbeskyttet havområde, i kraft af hvilket landet ville kunne medvirke fuldt ud i et EU-netværk med henblik på at redde havpattedyr og reagere på olieforurening, og derfor er det dårligt udstyret til at leve op til sine internationale forpligtelser.

Kan Kommissionen på den baggrund oplyse, om der er EU-støttemidler til rådighed til etablering af en sådan naturbeskyttelsesfacilitet, som ville kunne betjene hele landet?

Kan Kommissionen oplyse, om der er EU-midler til rådighed, som kunne anvendes til at støtte arbejdet i Irish Seal Sanctuary (Irsk Sælreservat), som er en naturbeskyttelses-ngo, der de seneste 20 år udelukkende har været drevet på frivillig basis på dette område, men nu står uden finansielle midler til at videreføre sit arbejde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(27. november 2003)

Som det måtte være det ærede medlem bekendt, kræver en række internationale bestemmelser og EU-bestemmelser, at Irland træffer passende foranstaltninger med henblik på at bevare eller genetablere havmiljøet. I princippet kan der benyttes EU-midler, som forvaltes af Irland selv, til at støtte opfyldelsen af disse forpligtelser, forudsat at der er lovgivningsmæssig dækning herfor.

Der findes kun begrænsede muligheder for direkte støtte fra Kommissionen til naturbevarelsesprojekter. Det centrale finansielle instrument er Life-forordningen (1), hvor næsten halvdelen af midlerne er afsat til naturbevarelsesprojekter. Hovedsigtet med LIFE-Natur er at støtte oprettelsen af Natura 2000-nettet af beskyttede områder.

Der gælder bestemte regler og kriterier for at kunne opnå LIFE-finansiering. Ansøgninger om økonomisk støtte under LIFE behandles hvert år og skal indgives via den ansvarlige nationale instans for naturbeskyttelse. Sidste frist for indgivelse af ansøgninger til Kommissionen i den afsluttende runde af den nugældende Life-forordning var udgangen af oktober 2003.

Desværre overskrider antallet af modtagne ansøgninger i betydelig grad LIFE-instrumentets finansielle rammer.

For så vidt angår strukturfondene, forstår Kommissionen, at Irish Seal Sanctuary er i gang med at undersøge muligheden for at opnå finansiering som led i de turistmæssige foranstaltninger under det regionale operationelle program.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1655/2000 af. 17. juli 2000 om det finansielle instrument for miljøet (LIFE), EFT L 192 af 28.7.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/457

(2004/C 78 E/0484)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3062/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Modernisering af vandledningsnettene

Sommerens klimatiske forhold har med al tydelighed vist, hvor stor betydning vand har, ikke bare for mennesker, men også for landbruget og produktionssystemet i almindelighed. Tørken ramte flere områder i Europa og henledte med ét opmærksomheden på de katastrofale konsekvenser, det ville få for vores lande, hvis fænomenet skulle gentage sig. Et af krisesituationens mest foruroligende problemer var vandspild forårsaget af rør- og vandledningsnettenes dårlige stand. Både vandledningsnettene til landbrug og produktion og vandledningsnettene til drikkevand trænger til en modernisering. I nogle tilfælde, og særligt for drikkevands vedkommende, vil det være nødvendigt med en fuldstændig udskiftning af vandledningerne, da nogle af disse endnu er lavet af bly og derfor i henhold til det europæiske direktiv vil være forbudt fra 2013 af sundhedsmæssige grunde. I Frankrig anslås den samlede regning for udskiftning af de gamle vandledningsnet til omkring 18 mia. EUR. Situationen i Italien er ikke meget bedre. Vandledningsnettenes aktuelle stand forværrer under alle omstændigheder vandspildet, der giver et tab på mellem 15 og 40 %.

1.	Anser Kommissionen det ikke for passende at gøre medlemsstaterne opmærksomme på nødvendigheden af at udarbejde projekter til modernisering af vandledningsnettene?

2.	Anser Kommissionen det ikke for hensigtsmæssigt at foreslå en moderniseringsplan for vandledningsnettene, ligesom det er tilfældet for motorvejsnettet?

3.	Mener Kommissionen ikke, at det er nødvendigt at forelægge en handlingsplan for besparelse af vand, eftersom vand er uerstatteligt og vitalt for både den enkelte og samfundet som helhed?

4.	Overvejer Kommissionen ikke at udarbejde et direktiv om det generelle vandproblem, hvori den fastsætter mål, tids- og finansieringsrammer for en moderniseringen af vandledningsnettene?

5.	Kan Kommissionen forelægge oplysninger om eventuelle igangværende projekter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(3. december 2003)

Kommissionen deler helt det ærede medlems opfattelse, at udformning, anlæggelse og vedligeholdelse af vanddistributionsnet frembyder både miljømæssige og økonomiske udfordringer. Dette gælder for det materiale, der benyttes (f.eks. blyrør, som medfører et øget blyindhold i drikkevandet), men også udsivning med deraf følgende vandtab medfører ekstra omkostninger og ressourcespild.

EU har allerede taget dette spørgsmål op:

—	dels gennem miljølovgivning som f.eks. vandrammedirektivet (1) og drikkevandsdirektivet (2);

—	dels ved at gøre opmærksom på princippet fra EF-traktaten (3) om, at medlemsstaterne skal finansiere miljøpolitikken via de EU-finansieringsmekanismer, der støtter indsatsen for forbedring af vand-distributionsnettene.

Med vandrammedirektivet har EU på det seneste omstruktureret og udvidet sin vandbeskyttelsespolitik og indført en forpligtelse til at sørge for god vandkvalitet for alt vand senest i 2015. Den har desuden skabt en sammenhængende forvaltningsmæssig ramme for gennemførelsen af al fællesskabslovgivning om vand. Dette miljømål og fristen herfor suppleres yderligere med obligatoriske indledende skridt, som f.eks. en første analyse af belastninger og virkninger fra december 2004 samt gennemførelse af de nødvendige foranstaltninger til en flodbækkenforvaltningsplan senest til december 2009. Disse miljømål skal yderligere støttes af afgifter på de med vand forbundne ydelser (f.eks. drikkevandsforsyning eller opsamling og rensning af spildevand) som udtryk for omkostningerne, hvilket også indebærer et økonomisk incitament til fornuftig og bæredygtig udnyttelse af vandressourcerne.

Det er op til medlemsstaterne og deres regioner som led i denne fremadskridende proces at finde frem til, hvilke områder, installationer og distributionsnet der bidrager til vandspildet og følgelig som led i en gennemskuelig proces at udarbejde de nødvendige forholdsregler til at afbøde dette.

For at sikre en tilpas målrettet gennemførelse må Kommissionen, medlemsstaterne, de ikke-statslige organisationer (NGO'erne) samt involverede parter (herunder den europæiske paraplyorganisation for vandforsyningsinstanser) følge en bredt anlagt gennemførelsesstrategi for direktivet og udveksle informationer, i fællesskab udvikle retningslinjer for gennemførelsen heraf og gøre den bedst mulige brug af de til rådighed stående ressourcer.

I det drikkevandsdirektiv, det ærede medlem her henviser til, er der fastsat kvalitetsmæssige standarder for drikkevand fra hanen, herunder også standarder for blyindholdet. I det konkrete tilfælde med de offentlige drikkevandsdistributionsnet, der benytter sig af blyrør, medfører dette et tvingende behov for udskiftning af blyledningerne med rør af bedre egnede materialer.

Fællesskabsfinansieringsinstrumenter som f.eks. Samhørighedsfonden, ISPA-fonden samt strukturfondene har allerede ydet finansiel støtte til den nødvendige planlægnings- og ombygningsindsats. Desuden indebærer udviklingen af landdistrikter, som er den anden hovedhjørnesten i den fælles landbrugspolitik, en række muligheder i form af bl.a. vandbesparende overrisling steknikker og andre former for vedvarende bæredygtig vandudnyttelse.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger, EFT L 327 af 22.12.2000.

(2) Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand, EFT L 330 af 5.12.1998.

(3) EF-traktatens artikel 175, stk. 4.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/459

(2004/C 78 E/0485)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3069/03

af Luciana Sbarbati (ELDR) til Kommissionen

(14. oktober 2003)

Om: Adriaterhavskorridoren

Adriaterhavskorridoren, eller korridor 8, hvis linjeføring fastlagdes på Det Europæiske Råd i Essen i 1996, er en forbindelseslinje, der går gennem alle Italiens østlige regioner, herunder Marche med Ancona som knudepunkt, og forbinder Europas centrale og sydlige regioner med landene i det østlige Adriater-havsområde og Mellemøsten.

Korridor 8 er et multimodalt projekt, i forbindelse med hvilket der planlægges anlagt vigtige transportinfrastrukturer (veje og jernbaner) samt olieledninger, gasledninger, telekommunikationsforbindelser m.v.

Imidlertid omfatter den nylige Van Miert-plan (prioriterede projekter, som skal gøres operationelle inden 2020) ikke korridor 8. For regionerne Marche, Veneto, Emilia Romagna, Abruzzo, Puglia og Basilicata er dette en katastrofal afgørelse, som rammer disse regioner meget hårdt og derfor er uacceptabel.

Ganske vist er det nødvendigt med en revision af retningslinjerne for de i 1996 fastlagte transeuropæiske net, både for at løse de stadig mere komplekse infrastrukturproblemer og med henblik på udvidelsen, men Van Miert-planens strategi er ikke helt acceptabel, da den begunstiger Nordeuropa på bekostning af Sydeuropa og Middelhavsområdet, som derimod frembyder store muligheder — og samtidig store udfordringer — for Europa med henblik på økonomisk, kulturel og social samhørighed med befolkninger og lande, med hvilke vi nu er kaldet til at indlede en ny stor dialog.

Hvis Italien derfor er Middelhavsområdets store bro mellem Nord og Syd og Øst og Vest, er det uforståeligt, at prioriteringerne nu ikke længere omfatter hverken Adriaterhavskorridoren eller korridoren langs Det Tyrrhenske Hav, hvis linjeføringer fastlagdes ud fra kriterierne om intermodalitet og interopera-bilitet. Tilbage er kun broen over Messinastrædet, som i territorial og logistisk henseende er et isoleret projekt, hvis ikke det er forbundet med nævnte korridorer.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse, om den agter i det mindste at sørge for, at Adriaterhavskorridoren atter medtages blandt de prioriterede projekter, der skal gennemføres inden 2020, bl.a. i betragtning af EU's udvidelse mod øst og behovet for at styrke infrastrukturerne i områder med forbindelsesledfunktion såsom netop regionerne langs Adriaterhavet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(7. november 2003)

Korridor VIII blev ikke fastlagt af Det Europæiske Råd på dets møde i Essen.

De paneuropæiske transportkorridorer blev fastlagt på de paneuropæiske transportministerkonferencer på Kreta i 1994 og i Helsinki i 1997. Disse korridorer, som krydser landene i Central- og Østeuropa og er forbundet med EU's net, har gjort det muligt at koordinere støtten fra de forskellige myndigheder, herunder fra Fællesskabet, som allerede har ydet støtte til de central- og østeuropæiske lande via PHARE- og ISPA-programmerne.

Van Miert-Gruppens mandat var at udvælge prioriterede projekter inden for det transeuropæiske transportnet (TEN-T). Denne gruppes rapport, som blot var vejledende, har hjulpet Kommissionen ved revisionen af TEN-T-retningslinjerne.

Da korridor VIII er beliggende uden for EU's territorium (med undtagelse af de to havnebyer Bari og Brindisi), var det ikke gruppens opgave at tage stilling til en eventuel medtagelse heraf på listen over højt prioriterede TEN-T-projekter. Ud fra den samme logik medtog Kommissionen heller ikke denne korridor i den nyligt vedtagne beslutning om revision af TEN-T-retningslinjerne (1).

(1) Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1229/2003/EF af 26. juni 2003 om opstilling af et sæt retningslinjer for transeuropæiske net på energiområdet og ophævelse af beslutning nr. 1254/96/EF, EFT L 176 af 15.7.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/460

(2004/C 78 E/0486)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3077/03

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(14. oktober 2003)

Om: Manglende implementering af direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer

Flere medlemslande er i alt for mange tilfælde for langsomme til at implementere EU-lovgivning. Det forekommer også, at EU's direktiver ikke implementeres korrekt. Dette kan skyldes fortolkningsproblemer, men kan også i nogle tilfælde være for at beskytte nationale interesser. Resultatet er ofte, at indsatsen for et bedre miljø svækkes, og at de innovative virksomheder, der har tilpasset sig de nye markedsbetingelser, ikke sikres de forhold, de var blevet stillet i udsigt.

I den forbindelse bedes Kommissionen levere en status for implementeringen af direktiv 2000/53/EF (1) i medlemslandene og kommentere implementeringen af direktivets bestemmelser om afmontering af oliefiltre og mulighederne for at forhindre restudslip. Mener Kommissionen, at sidstnævnte bestemmelse er implementeret, så der ikke findes tekniske forhindringer, og at virksomheder fra andre medlemslande — der har udviklet teknologi (fx. oliefilterpropper) til at forhindre olieudslip mv. — er sikret reel fri markedsadgang?

Har Kommissionen indledt implementeringssager mod de medlemslande, der ikke har implementeret direktivet korrekt, og i givet fald hvilke? Hvornår forventes disse lande at have implementeret direktivet korrekt? Påtænker Kommissionen at indlede yderligere foranstaltninger for at sikre implementeringen af dette direktiv og i givet fald hvilke?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(12. november 2003)

Ifølge artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 18. december 2000 om udrangerede køretøjer offentliggør Kommissionen hvert år en rapport om gennemførelsen af direktivet senest ni måneder, efter den har modtaget gennemførelsesrapporterne fra medlemsstaterne. Efter direktivets artikel 9, stk. 1, skal den første rapport fra medlemsstaterne dække en 3-års-periode fra 21. april 2002.

Ifølge nævnte direktivs artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at alle udrangerede køretøjer oplagres og behandles i overensstemmelse med de tekniske mindstekrav, der er angivet i direktivets bilag I. Dette bilag I kræver bl.a. fjernelse og særskilt indsamling og oplagring af olie. Det skal noteres, at direktivet omhandler afmontering af oliefiltre hovedsagelig fra udrangerede køretøjer. For så vidt angår udskiftede komponenter, der udgør affald, fra reparationer af personbiler fastsættes det kun i direktivets artikel 5, stk. 1, at medlemsstaterne kan oprette ordninger for indsamling så vidt det er teknisk muligt.

Hidtil har tolv medlemsstater (Belgien, Danmark, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal, Finland og Sverige) givet Kommissionen officiel meddelelse om deres gennemførelsesbestemmelser. For Belgiens, Frankrigs og Finlands vedkommende er der dog tale om en ufuldstændig gennemførelse. Kommissionen har derfor på grundlag af EF-traktatens artikel 226 klaget til Domstolen over manglende meddelelse af nationale gennemførelsesforanstaltninger eller meddelelse af ufuldstændige foranstaltninger fra Belgien (C-2003/345), Grækenland (C-2003/246), Frankrig (C-2003/331), Irland (Kommissionens beslutning om at klage til domstolen er i øjeblikket stillet i bero), Finland (C-2003/292) og Det Forenede Kongerige (C-2003/277). Ifølge artikel 10 i EF-traktaten forventes medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for at overholde alle direktivets forpligtelser.

Kommissionen er i øjeblikket ved at vurdere de meddelte nationale gennemførelsesforanstaltninger, herunder gennemførelsen af artikel 5, 6 og bilag I, med henblik på deres overensstemmelse med direktivet. Derfor har Kommissionen ikke på dette tidspunkt et klart overblik over de særlige karakteristika for de indsamlings- og afmonteringsordninger, der gælder i de enkelte medlemsstater. I tilfælde af ukorrekt gennemførelse vil Kommissionen tage spørgsmålet op med den pågældende medlemsstat på grundlag af de beføjelser, den er tillagt i medfør af EF-traktaten.

Kommissionen drøfter regelmæssigt spørgsmål vedrørende gennemførelsen af dette direktiv med medlemsstaternes eksperter under møder i udvalget for teknisk tilpasning oprettet på grundlag af artikel 18 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (2).

(1) EFT L 269 af 21.10.2000, s. 34.

(2) EFT L 194 af 25.7.1975.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/461

(2004/C 78 E/0487)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3086/03

af Bruno Gollnisch (NI) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Tobakshandlen i Frankrig

I Frankrig har de betydelige afgiftsstigninger på tobaksvarer bevirket, at landet fra at have været transitland for smugleri af cigaretter i løbet af få måneder er blevet endemål for dette smugleri.

Desuden møder de godkendte forhandlere, og navnlig dem, der er etableret i grænseområderne, stærk konkurrence fra de tilgrænsende lande, hvor franske kunder i nogle tilfælde køber mere end blot til eget forbrug. Imidlertid udgør de 34 000 tobakshandler i Frankrig et uerstatteligt net af nærbutikker, særlig i landdistrikterne.

Ifølge de undersøgelser, der er foretaget, foregår den ulovlige handel navnlig fra østeuropæiske lande, hvoraf nogle er kommende EU-medlemsstater. Den lethed, hvormed de smuglede varer cirkulerer i EU, viser de skadelige og endog kriminalitetsfremmende virkninger af den manglende kontrol ved de indre grænser.

Hvad agter Kommissionen at foretage sig nogle måneder inden udvidelsen af Den Europæiske Union:

—	dels for at sikre en reel og effektiv kontrol ved EU's ydre grænser?

—	og dels for at imødegå den illoyale konkurrence, som de franske tobaksforhandlere, navnlig i grænseområderne, er ofre for?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(5. december 2003)

Det skal først og fremmest præciseres, at told- og punktafgiftsmyndighederne med afskaffelsen af den systematiske toldkontrol ved de indre grænser har kunnet koncentrere sig om Unionens ydre grænser. Bekæmpelse af cigaretsmugling er en vigtig prioritet, ikke blot fordi det skaber illoyal konkurrence til den legitime handel, men også fordi det har budgetkonsekvenser for både Unionen og medlemsstaterne.

Bekæmpelse af den ulovlige cigarethandel er i første række en opgave for medlemsstaterne, det være sig hver især eller i forening. Men i det omfang den ulovlige handel påvirker Fællesskabets finanser, deles kompetencen mellem Fællesskabet og medlemsstaterne (artikel 280 i EF-traktaten). Kommissionen spiller navnlig gennem Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) en aktiv rolle i koordinationen af de forskellige medlemsstaters tiltag. OLAF har navnlig oprettet et net af operative kontakter i medlemsstaterne og i kandidatlandene og de tiltrædende lande for at lette en hurtig indsats mod cigaretsmugling og tillige mod kilderne til denne virksomhed. OLAF har i øvrigt specielt hertil en tjeneste, som følger op på indsatsen i medlemsstaterne og kandidatlandene.

I arbejdsgruppen for toldsamarbejde, som er nedsat ved traktaten om Den Europæiske Union (tredje søjle — indre og retlige anliggender), opstiller medlemsstaterne desuden årligt et program for fælles toldovervågningsforanstaltninger med sigte på smugling af ulovlige varer. Der fokuseres ofte på smugling af cigaretter, tobak og spiritus i Unionen. Tiltagene samfinansieres af Kommissionen via AGIS-finansie-ringsprogrammet.

Kommissionen har i almindelighed altid anset spørgsmålet vedrørende kontrollen af de ydre grænser for at være af stor betydning. Den vedtog for nylig en meddelelse om toldvæsenets rolle i den integrerede forvaltning af de ydre grænser (1), som fastlægger strategien på området, hvor målet er at øge sikkerheden ved varer, der passerer over Unionens ydre grænser, mod trusler mod miljøet og borgernes sundhed og sikkerhed. I meddelelsen foreslås der en fælles tilgang til disse risici, som skal gælde for alle medlemsstaterne, og som gør det muligt at bestemme, hvor der fortrinsvis skal sættes ind ved de ydre grænser. Kontrollen ved de ydre grænser vil således blive mere effektiv.

Det skal til orientering nævnes, at der med det nye program Told 2007 som med forgængeren Told 2002 sørges for, at medlemsstaterne på en ensartet måde anvender den strengeste toldkontrol, navnlig ved de ydre grænser. Med henblik herpå er et af de vigtigste mål at styrke samarbejdet mellem toldadministrationerne for at forbedre bekæmpelsen af svig. Programmet retter sig mod de nuværende medlemsstater men også de tiltrædende lande.

Kommissionen ønsker at fremhæve, at den europæiske borger har en grundlæggende frihed til i overensstemmelse med principperne for det indre marked at købe punktafgiftsbelagte varer i en anden medlemsstat, som han selv medfører, og som er bestemt til personligt forbrug, uden at der dermed skal betales punktafgift i bopælsmedlemsstaten.

I øjeblikket gælder der i henhold til fællesskabslovgivningen kun minimumspunktafgifts-satser, ud fra hvilke medlemsstaterne frit kan fastsætte deres egne satser. Det skal bemærkes, at disse minimumssatser for tobaksvarer på forslag af Kommissionen for nylig er blevet forhøjet (2). For i øvrigt at garantere et minimumsniveau for punktafgiften på cigaretter i alle medlemsstaterne fastsættes der ved direktivet et mindstebeløb for beskatningen i euro.

Kommissionen er imidlertid klar over, at så længe der ikke er enighed medlemsstaterne imellem om en mere fremskreden harmonisering af punktafgiftssatserne, skaber forskellen i de anvendte satser konkurrencefordrejning mellem handlende i de forskellige medlemsstater, særlig i grænseområder. For at afhjælpe dette problem har Kommissionen altid talt til fordel for en større tilnærmelse af punktafgiftssatserne, særlig på tobaksvarer. Kommissionen vil fortsætte hermed for at forbedre det indre markeds funktion.

(1) KOM(2003) 452 endelig udg.

(2) Rådets direktiv 2002/10/EF af 12. februar 2002 om ændring af direktiv 92/79/EØF, direktiv 92/80/EØF og direktiv 95/59/EF for så vidt angår punktafgiftsstrukturen og -satserne for forarbejdet tobak, EFT L 46 af 16.2.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/462

(2004/C 78 E/0488)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3087/03

af Bruno Gollnisch (NI) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Virksomhedssammenlægninger: Kommissionens kriterier

Kommissionen synes i sin vurdering af lovligheden af fusioner og virksomhedssammenlægninger at modsætte sig ethvert tilløb til dominerende stilling i Europa, også når der ikke er tale om misbrug af dominerende stilling.

Mere foruroligende er det, at Kommissionen gentagne gange såvel tidligere (ATR-De Havilland, Legrand-Schneider osv.) som mere for nylig (Alcan-Péchiney) har givet indtryk af, at dens afgørelser systematisk gik imod fusioner, hvis den virksomhed, der ville være dominerende på verdensmarkedet, var europæisk, men at den har vist sig særdeles overbærende i det modsatte tilfælde.

Kan Kommissionen gøre rede for de underliggende principper i sin sammenlægningspolitik?

Har den en klart fjendtlig holdning til europæiske virksomheder, der har ambitioner om at indtage en førende stilling på verdensplan inden for deres sektor?

Er den principielt modstander af oprettelsen af verdensomspændende industripoler med europæisk ledelse?

Tager den hensyn til, om den påtænkte sammenlægning udgør en nettofordel for Unionen eller dens industrisektorer?

Indgår beskæftigelsessituationen i Europa i dens overvejelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(9. december 2003)

Kommissionen mener, at fusioner er et naturligt led i udviklingen i erhvervslivet, og at de i princippet er til gavn for økonomien. Fusioner resulterer som regel i stordriftsfordele og en forbedret konkurrenceevne og styrker dermed de berørte virksomheder. I kraft af de virkninger, dette kan få for erhvervslivets konkurrenceevne i bred forstand og for den økonomiske vækst, kan fusioner også globalt være til gavn for beskæftigelsen på lang sigt, for en varig økonomisk vækst er den bedste garanti for et højt beskæftigelsesniveau. Fusioner er derfor en vigtig velfærds- og beskæftigelsesfremmende faktor og kan yde et væsentligt bidrag til en økonomisk og socialt bæredygtig udvikling.

Denne positive effekt forudsætter imidlertid, at de effektivitetsgevinster, virksomhederne kan opnå ved at fusionere, eller i hvert fald en del af dem, bliver videregivet til deres kunder (endelige forbrugere eller andre virksomheder, ofte små og mellemstore) i form af lavere priser, nyskabende produkter eller tjenester eller bedre kvalitet. Med andre ord er det vigtigt at sikre, at de gevinster, en fusion kan give, ikke udelukkende (eller hovedsagelig) kommer den fusionerede virksomhed til gode.

Kun eksistensen af et tilstrækkeligt konkurrencepres kan imidlertid give garanti for, at en fusioneret virksomhed vil have det nødvendige incitament til at give sine kunder — og forbrugerne i almindelighed — del i de produktivitets- og effektivitetsfordele, fusionen afføder, således at disse gevinster reelt kanaliseres ud til hele økonomien.

Det er baggrunden for, at Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (1) (»fusionsforordningen«) tager sigte på at forhindre fusioner, der kan føre til, at der opstår dominerende virksomheder, dvs. virksomheder, der er så økonomisk stærke, at de kan påtvinge deres kunder unormalt høje priser, beskære deres købekraft og i sidste instans forhindre, at de effektivitets- og produktivitetsgevinster, fusionen er forbundet med, kommer økonomien som helhed til gode.

Hovedprincippet bag hele fusionsforordningen er, at bevarelse af en konkurrencepræget markedsstruktur er den bedste garanti for opretholdelse og styrkelse af industriens og hele den europæiske økonomis konkurrenceevne, solid og varig vækst og dermed også et højt beskæftigelsesniveau i EU.

Beskæftigelsessituationen i Europa er således ikke et element, der direkte indgår i de overvejelser, Kommissionen gør sig, når den skal vurdere en konkret fusion, men dette aspekt indgår naturligvis i den overordnede konkurrencepolitik. Det fastsættes i øvrigt også i fusionsforordningens artikel 18, at repræsentanter for medarbejderne i de anmeldende virksomheder kan fremsætte deres bemærkninger under sagsbehandlingen. Desuden har Kommissionen planer om i anmeldelsesformularen at indføje en påmindelse til virksomhederne om, at de skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til gældende EU- og nationale regler om arbejdsmarkedsrelationer i forbindelse med fusioner.

I den forbindelse må det også understreges, at der er andre af EU's politikker, bl.a. beskæftigelses- og erhvervspolitikken, der også tager sigte på at fastholde et højt beskæftigelsesniveau og fremme den europæiske økonomis konkurrenceevne i overensstemmelse med de mål, der er fastsat i EF-traktaten. Disse forskellige politikker supplerer helt naturligt hinanden.

I udøvelsen af sin kompetence til at føre kontrol med fusioner skal Kommissionen således undersøge, om de fusioner, den får til behandling, skaber eller styrker en dominerende stilling, der fører til, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt på fællesmarkedet eller en betydelig del af det. Ved vurderingen heraf skal Kommissionen bl.a. i henhold til fusionsforordningens artikel 2, stk. 1, litra b), tage hensyn til den tekniske og økonomiske udvikling, dvs. de effektivitetsgevinster, som en fusion direkte kan resultere i, for så vidt som de er til gavn for forbrugerne og ikke lægger hindringer i vejen for konkurrencen. Denne analyse af effektivitetsgevinster kan i praksis give nogenlunde samme resultat, som hvis man lagde et kriterium baseret på »nettofordelene« til grund, men det er klart, at Kommissionen tager stilling til eksistensen og omfanget af disse effektivitetsgevinster i et konkurrencemæssigt perspektiv, og at der kun kan tages hensyn til dem i det omfang, hvor de i sidste instans vil gavne konkurrencen.

Det er rigtigt, at fusionsforordningen tager sigte på at forhindre, at der skabes eller styrkes dominerende stillinger, der vil kunne hæmme konkurrencen på fællesmarkedet betydeligt i strid med EF-traktatens artikel 82, som udelukkende er rettet mod misbrug af en allerede eksisterende dominerende stilling. Det afspejler, at der er tale om to forskellige regelsæt, der supplerer hinanden — mens det første etablerer en forudgående og per definition præventiv kontrol, går det andet ud på en efterfølgende kontrol, hvor formålet er at skride ind over for et stedfundet misbrug. Fordelene ved en forudgående kontrol med fusioner ligger i, at det virker mere effektivt at opretholde en effektiv konkurrence på de markeder, der berøres af en fusion, end sidenhen at skulle skride ind over for virksomheder, der efter en fusion misbruger en dominerende stilling, som de har opnået eller fået styrket i kraft af fusionen.

I løbet af de 13 år, hvor fusionsforordningen har eksisteret, har Kommissionen behandlet over 2 300 fusioner, og kun 18 af dem har den nedlagt forbud mod. Blandt de fusioner, Kommissionen har godkendt, er der adskillige, der har resulteret i fremkomsten af stærke europæiske koncerner, der er blevet førende i verden på deres felt eller er blevet i stand til at konkurrere med de førende. Blandt dem kan nævnes de koncerner, der blev dannet efter beslutningerne i sagerne Carrefour/Promodes, TotalFina/Elf Volvo/Renault, Framatome/Siemens, Usinor/Arbed/Aceralia (fusioneret i Arcelor) og Aérospatiale/DaimlerChrysler Aerospace/Centre for Advanced Spatial Analysis (CASA) (fusioneret i European Aeronautic, Defense and Space Company (EADS)). Et yderligere eksempel kunne have været Air Liquide/Brin's Oxygen Company (BOC), hvis ikke denne fusion var blevet opgivet, efter at de amerikanske myndigheder havde tilkendegivet, at de sandsynligvis ville nedlægge forbud mod den. Blandt de fusioner, der er nedlagt forbud mod (eller som blev opgivet under Kommissionens sagsbehandling) figurerer såvel fusioner, der tog sigte på at skabe europæisk ledede industripoler (som f.eks. Volvo/Scania), som fusioner, der ville have resulteret i ikke-europæisk ledede industripoler (som f.eks. General Electric (GE)/Honeywell).

Det viser helt klart, at Kommissionen i sin måde at udøve fusionskontrol på er neutral i forhold til, hvem fusionsparterne og deres aktionærer er, og hvilken nationalitet de har, og at det ikke er i strid med det overordnede mål, som er at øge erhvervslivets og hele den europæiske økonomis konkurrenceevne, fastholde et højt beskæftigelsesniveau og derigennem sikre en solid og varig vækst i EU.

(1) EFT L 395 af 30.12.1989; berigtiget i EFT L 257 af 21.9.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/464

(2004/C 78 E/0489)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3099/03

af Jonas Sjöstedt (GUE/NGL) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Støtte til muslingedyrkning

Overgødskningen af vores kyster udgør stadig et stort miljøproblem, selv om visse foranstaltninger er blevet truffet for at mindske udsivningen af næringsstoffer i havet. Økosystemet tilpasser sig i et vist omfang til den øgede mængde af planteplankton, som skyldes overgødskning, ved at antallet af muslinger og andre organismer, som fungerer som såkaldte filtre, er blevet øget betydeligt. Disse filtre er af afgørende betydning for at reducere planktonbiomassen ved kysterne. Risikoen for planktonvækst mindskes i områder med mange filtre. I visse områder findes gode muligheder for biologisk at manipulere fjordsystemer ved at øge antallet af filtre ved hjælp af muslingedyrkning.

Muslingedyrkning foregår allerede i dag blandt andet i Bohuslän i Sverige, men forsøg med at udvide dyrkningen har skabt store problemer. Dyrkningen generes af lange perioder uden muligheder for at høste som følge af giftige alger, som medfører, at muslingerne bliver giftige.

Hvordan vurderer Kommissionen muslingedyrkningens strategiske rolle for reduceringen af eksisterende overgødskning, og hvilke foranstaltninger vil den træffe, for at erhvervet kan overleve kommercielt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. december 2003)

Kommissionen er helt klar over de problemer, eutrofiering af havøkosystemet medfører.

Årsagerne til problemet er mangeartede, og samspillet mellem dem er komplekst. Imidlertid synes et højt næringsstofindhold i vandet et være en nødvendig betingelse for udvikling af eutrofieringsepisoder.

Fællesskabets indsats på dette område sigter derfor hovedsagelig mod at mindske tilførslen af næringsstoffer til havet, uanset deres oprindelse.

I nogle tilfælde stammer næringsstofudledningen til havet fra vandbrug (både i ferskvand og havvand). Det er derfor nødvendigt nøje at vurdere konsekvenserne af at bruge dyrkede muslinger som naturlige bekæmpere af eutrofiering. Da toksinproducerende alger desuden ofte føres ind mod land med strømmen, kan de være til skade uanset antallet af sådanne naturlige filtre nær kysten.

I lighed med mange andre former for vandbrug kan muslingedyrkning få støtte i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet (1).

(1) EFT L 337 af 30.12.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/465

(2004/C 78 E/0490)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3106/03

af María Bergaz Conesa (GUE/NGL) til Kommissionen

(22. oktober 2003)

Om: Vandomledningsprojektet Júcar-Vinalopó

Vandomledningsprojektet Júcar-Vinalopó er et omfattende projekt (med samlede omkostninger på mere end 50 mio. EUR), som indgår i den spanske plan for forvaltning af vandressourcerne (Plan Hidrológico Nacional), og som blev fremlagt i oktober 2002 med henblik på EU-finansiering. Vandomledningen Júcar-Vinalopó er på grund af sin tekniske opbygning tæt forbundet med vandomledningen af Ebro, som stadig ikke er blevet forelagt Kommissionen. Dette bekræftes i planen for forvaltning af vandressourcerne, som lægger op til, at der skal overføres 63 hm3 til området omkring reservoiret i Tous for at gennemføre omledningen fra Júcar til Vinalopó (der henvises til analyse af baggrunden og de forventede overførsler, som det fremgår af planen for forvaltning af vandressourcerne, s. 170).

Netop nu gennemgår Kommissionen (GD Miljø) projektets indvirkning på miljøet, ligesom Den Europæiske Investeringsbank er i gang med at foretage en gennemførlighedsundersøgelse, hvis resultat endnu ikke er offentliggjort.

Ifølge uafhængige eksperter er projektet hverken økonomisk eller miljømæssigt bæredygtigt, der er tale om betydelige tekniske mangler, og der er behov for en præcis, opdateret og fuldstændig vurdering af indvirkningen på miljøet. Kommissionen og Europa-Parlamentet er gennem en række klager fra borgerne, andragender samt parlamentariske spørgsmål og forespørgsler blevet gjort opmærksomme på disse mangler.

Alligevel erklærer den spanske miljøminister, at den spanske regering fortsætter den igangsatte proces, ligesom bygningsarbejdet vil gå videre i delprojekter, fag for fag. Efter en gennemgang af de fremlagte klager på EU-plan kan det meget vel vise sig, at den hastige fremfærd hviler på et forkert grundlag.

Kan Kommissionen fremlægge oplysninger om indhold af og konklusioner i den undersøgelse, der er gennemført af EIB? Er det Kommissionens opfattelse, at projektet er grundlæggende afhængigt af overførslen fra Ebro? Har Kommissionen til hensigt at bede de spanske myndigheder om at opdatere evalueringen af indvirkningen på miljøet og foretage en cost-benefitanalyse og om at opfylde de øvrige krav til store projekter i henhold til forordningen om strukturfondene (forordning (EF) nr. 1260/1999 (1)), artikel 26? Kan Kommissionen bekræfte, hvorvidt kommissæren er blevet enig med ministeren om, at rapporten offentliggøres inden årets udgang?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(19. december 2003)

Kommissionen kan oplyse det ærede medlem om, at den har konsulteret Den Europæiske Investeringsbank (EIB) i overensstemmelse med samarbejdsaftalen med Den Europæiske Investeringsbank og retsforskrifterne for at få en uvildig udtalelse. Den har anmodet Den Europæiske Investeringsbank om en teknisk rapport om vandomledningsprojektet Júcar-Vinalopó og dets bæredygtighed. Den Europæiske Investeringsbank forelagde sin rapport den 1. august 2003. Rapportens konklusion er, at projektet under ganske bestemte betingelser i sig selv er bæredygtigt uafhængigt af, om projektet vedrørende omlægning af Ebro gennemføres.

Der skal i den forbindelse gøres opmærksom på, at de spanske myndigheder kan bekræfte, at den mulighed, der var foreslået i det foreløbige lovforslag om vandforvaltningsplanen, nemlig omlægning af Ebro til Júcar og af Júcar til Vinalopó, ikke er bevaret i den udgave af dokumentet, der forelå til »underretning af offentligheden« fra den 20. juni 2003 til den 2. august 2003.

Det er Kommissionens opfattelse, at de oplysninger, den råder over, og som Den Europæiske Investeringsbank har analyseret og suppleret i sin tekniske undersøgelse, på nuværende tidspunkt er tilstrækkelige til at foretage en vurdering af projektet i lyset af de krav, der stilles i bestemmelserne for strukturfondene, navnlig i artikel 26 i forordning (EF) nr. 1260/1999 (2).

Kommissionen kan desuden oplyse, at de betingelser, der er fastlagt og analyseret i Den Europæiske Investeringsbanks rapport, er videregivet til de spanske myndigheder. Hvis der viser sig at være behov for yderligere oplysninger for at behandle sagen, vil Kommissionen naturligvis anmode de relevante myndigheder herom. De spanske myndigheder gav den 20. oktober 2003 Kommissionen deres formelle svar på de opstillede betingelser. Kommissionen behandler i øjeblikket dette svar.

Kommissionen er ikke bekendt med, at der er en formel forpligtelse til at offentliggøre rapporten.

Da der er tale om en kompleks sag, som endnu ikke er færdigbehandlet, har Kommissionen ikke truffet en endelig afgørelse om anmodningen om medfinansiering.

Det ærede medlem henvises til Kommissionens supplerende svar på den skriftlige forespørgsel E-0419/03 fremsat af Laura Gonzalez Alvarez (3).

(1) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, EFT L 161 af 26.6.1999.

(3) EFT C 70 E af 20.3.2004, s. 28.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/467

(2004/C 78 E/0492)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3131/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Sorraia-hesten

En hesterace, nemlig den iberiske hest, som i folkemunde kaldes Sorraia-hesten, er ved at uddø. Racen anses af specialisterne for muligvis at være den oprindelige hesterace på Den Iberiske Halvø.

Ifølge eksperterne er hesten afbildet i overensstemmelse med virkeligheden på hulemalerier i La Pileta-grotterne i Spanien og i Portugal i Escoural-grotterne. Det antages, at hesten anvendtes i de romerske legioners kavaleri, og at den blev bragt til Amerika i de århundreder, koloniseringen her varede, så flertallet af nutidens racer i dette område nedstammer fra den iberiske hest. Hesten skal også være stamfader til Spaniens nationale hesterace, den andalusiske hest, og den tilsvarende portugisiske, den lusitanske hest.

I det land, hvor der findes den største egentlige bestand af hesteracen, nemlig i Portugal, blev det i 2002 skønnet, at der var mindre end 100 eksemplarer tilbage.

Derfor og af andre grunde udgør Sorraia-hesten en enestående genetisk arvemasse, da den er meget sjælden og samtidig en oprindelig race.

Kommissionen bedes besvare følgende:

—	vil den være indstillet på at støtte initiativer med henblik på at bevare Sorraia-hesten?

—	hvilke oplysninger om racens oprindelse og arvemasse råder den over?

—	vil den være indstillet på at samarbejde med lokale myndigheder og institutioner, som allerede nu beskæftiger sig med programmer for beskyttelse af hesten?

—	hvordan kan avlere opnå støtte fra EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(2. december 2003)

I perioden 1994-1999 har Fællesskabet ved forordning (EF) nr. 1467/94 (1) åbnet mulighed for bevarelse af den biologiske og genetiske mangfoldighed i landbruget. Ved forordningen blev der iværksat et program for bevarelse, beskrivelse, indsamling og udnyttelse af genressourcer i landbruget. Den indebar en merværdi i form af tværnationalt samarbejde i forhold til de aktioner, der blev gennemført i de enkelte medlemsstater. Enhver fysisk eller juridisk person, der er hjemmehørende i en medlemsstat og etableret i EF kunne deltage i aktionerne. Forordningen har gjort det muligt at finansiere 21 projekter, hvoraf fire vedrørte animalske genetiske ressourcer. Der er ikke blevet foreslået nogen projekter med henblik på bevarelse af Sorraia-hesten.

I samme tidsrum har Fællesskabet inden for rammerne af forordning (EØF) nr. 2078/92 (2) (artikel 2) ydet støtte til opdræt af dyr af lokale udryddelsestruede racer. 35 dyr af Sorraia-racen har modtaget støtte i Portugal.

Siden 2000 har Fællesskabet i henhold til forordning (EF) nr. 1257/1999 (3) (kapitel VI) og gennemførelsesforordningen hertil (artikel 14 i forordning (EF) nr. 445/2002 (4)) ydet støtte til foranstaltninger til beskyttelse af truede racer.

I sidstnævnte forordning fastsættes, at EF-støtten kan vedrøre »opdræt af husdyr af lokale udryddelsestruede racer, der er hjemmehørende i det pågældende område«. Sådanne racer skal opfylde de tærskelkriterier for indstilling af opdræt af lokale racer, der er angivet i tabellen i bilag I til nævnte forordning (EF) nr. 445/2002. Hvis medlemsstaterne vælger at medtage en sådan foranstaltning i deres planer for udviklingen af landdistrikterne, ydes støtten til landbrugere, der indgår forpligtelser til at drive miljøvenligt landbrug for en periode på mindst fem år. Desuden finder forordning (EF) nr. 445/2002 anvendelse på avlsdyr, der er registreret i en godkendt organisations stambog. De portugisiske myndigheder har meddelt Kommissionen, at »Associação de Criadores do Cavalo Ibérico de Tipo Primitivo — Sorraia (AICS)« er blevet godkendt til i overensstemmelse med Kommissionens beslutning 92/353/EØF (5) at oprette en stambog for Sorraia-heste.

De portugisiske myndigheder har medtaget bestemmelser til beskyttelse af Sorraia-racen i sin plan for udvikling af landdistrikterne »Continent (Ruris)« som led i foranstaltningen for miljøvenligt landbrug »Bevarelse af lokale racer«. Opdrættere af denne race har således siden 2000 haft mulighed for at være omfattet af de støtteforanstaltninger, der er fastlagt i programmet, hvis de opfylder de betingelser og overholder de forpligtelser, der er fastsat heri. I 2001 og 2002 er der indgivet ansøgninger om otte hundyr af Sorraia-racen, hvortil der allerede nu ydes støtte.

Desuden vil et nyt EF-program for bevarelse, beskrivelse, indsamling og udnyttelse af genressourcer i landbruget snart være til rådighed for perioden 2003-2006. Kommissionens forslag er så godt som færdiggjort. Når det er blevet vedtaget i Rådet, vil alle interesserede personer (nationale/regionale myndigheder, institutioner og enkeltpersoner) kunne indgive ansøgninger under de indkaldelser af forslag, som Kommissionen lancerer. De projekter, der bliver berettiget til medfinansiering fra EF, vil blive udvalgt af uafhængige eksperter.

Kommissionen har oplysninger om Sorraia-hestens oprindelse og genetiske arvemasse, der er offentligt tilgængelige i FAO's database over genetiske ressourcer inden for husdyravlen (http://dad.fao.org) og på AICS' website (www.aicsorraia.fc.ul.pt).

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1467/94 af 20. juni om bevarelse, beskrivelse, indsamling og udnyttelse af genressourcer i landbruget, EFT L 159 af 28.6.1994.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 2078/92 af 30. juni 1992 om miljøvenlige produktionsmetoder i landbruget, samt om naturpleje, EFT L 215 af 30.7.1992.

(3) Rådets forornding (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger, EFT L 160 af 26.6.1999.

(4) Kommissionens forordning (EF) nr. 445/2002 af 26. februar 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999, EFT L 74 af 15.3.2002.

(5) Kommissionens beslutning af 11. juni 1992 om kriterierne for godkendelse eller anerkendelse af organisationer og foreninger, der fører eller opretter stambøger for registrerede enhovede dyr, EFT L 192 af 11.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/469

(2004/C 78 E/0493)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3135/03

af Patricia McKenna (Verts/ALE) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Bortskaffelse af giftige skibe

Kommissær Wallström er sikkert opmærksom på den igangværende flytning af en række forurenede amerikanske krigsskibe, der er fulde af giftigt affald fra USA til Det Forenede Kongerige med henblik på bortskaffelse. Disse aldrende skibe vil blive slæbt tværs over Atlanterhavet til stor risiko for de europæiske farvande, især kystområderne ved Storbritannien, Frankrig, Belgien og Nederlandene. På baggrund heraf beder jeg Kommissionen oplyse følgende: Er disse transporter i overensstemmelse med de lovforslag, der er udarbejdet på baggrund af Erika I- og II- og Prestige-ulykkerne, og hvilke foranstaltninger kan der eventuelt træffes for at forhindre, at medlemsstaterne bliver losseplads for giftigt affald af denne art?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(14. november 2003)

Ifølge Kommissionens oplysninger gælder de forholdsregler, EU har vedtaget i kølvandet på Erika- og Prestige-forlisene, ikke for transport af udtjente skibe.

Dog bør det tilsagn om at beskytte vores sårbare havmiljø, der blev indgået i Johannesburg, samt de erfaringer, der er gjort med Erikas, Prestiges og Tricolors forlis, betyde, at vi fremover benytter en forsigtig tilgang på dette område.

Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab gælder for al overførsel af affald og altså også for disse udtjente skibe. Efter de oplysninger, der er forelagt Kommissionen, er de pågældende skibe bestemt til nyttiggørelse i Det Forenede Kongerige. I henhold til forordningen skal lande, der er involveret i en sådan overførsel, dvs. afskibnings-, bestemmelses- og transitlandene, alle acceptere overførslen. Deraf følger, at alle de involverede myndigheder kan modsætte sig overførslen.

En betingelse for at opnå godkendelse fra de kompetente myndigheder, især fra myndighederne i bestemmelseslandet, er, at behandlingsanlægget er autoriseret og har den nødvendige tekniske kapacitet til at behandle det pågældende affald på vilkår, som ikke indebærer risici for menneskers sundhed og miljøet. Kommissionen har modtaget en klage herover og undersøger den som hastesag i samråd med de britiske myndigheder. De seneste informationer, Kommissionen har modtaget, synes at vise, at de britiske myndigheder er ved at vurdere, om det modtagende selskab har den nødvendige tilladelse.

Skulle de udtjente skibe derimod være bestemt til bortskaffelse, ville Fællesskabet i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 kun kunne importere det pågældende affald, hvis det eksporterende land ikke selv råder over kapacitet til at behandle affaldet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/470

(2004/C 78 E/0494)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3138/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Luftforurening i Thessaloniki

Ifølge nyligt offentliggjorte oplysninger fra Ministeriet for Miljø, Fysisk Planlægning og Offentlige Arbejder blev der i løbet af det seneste år i visse områder af Thessaloniki på 111 og 105 dage i løbet af et år konstateret værdier for nitrogendioxid og svovlmonooxid, der lå to en halv gang over de grænseværdier, der gælder i EU.

Hvilke konkrete foranstaltninger har Grækenland bebudet, og hvilke konkrete skridt er der hidtil blevet taget i tilfældene med overskridelse af tærskelværdierne, eftersom medlemsstaterne ifølge artikel 4 og 10 i hhv. direktiv 1999/30/EØF (1) (om luftkvalitetsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogendioxid og nitrogenoxider, partikler og bly i luften) og direktiv 1996/62/EF (2) (om vurdering og styring af luftkvalitet) skal udarbejde handlingsplaner, hvis der er risiko for overskridelser af tærskelværdierne, og underrette Kommissionen om disse handlingsplaner, og at der i forbindelse med tærskelværdierne opstilles en fortegnelse over, hvilke oplysninger der mindst skal gives til offentligheden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(17. december 2003)

Ifølge artikel 10 i Rådets direktiv 96/62/EF af 27. september 1996 om vurdering og styring af luftkvalitet skal medlemsstaterne give Kommissionen grundlæggende oplysninger om registrerede niveauer og om varigheden af luftforureningstilfælde senest tre måneder efter deres forekomst. Det første afledte direktiv af luftkvalitetsdirektivet, Rådets direktiv 1999/30/EF af 22. april 1999 om luftkvalitetsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogendioxid og nitrogenoxider, partikler og bly i luften, fastsætter tærskelværdier for luftens indhold af svovldioxid (SO2) (500 mikrogram pr. kubikmeter (μg/m3)) og nitrogendioxid (NO2) (400 μg/m3) på grundlag af timegennemsnit, der måles i tre på hinanden følgende timer. Kommissionen har ikke modtaget rapporter om overskridelse af disse grænseværdier fra Grækenland i 2002.

De nævnte koncentrationsværdier, som blev overskredet i 111 og 115 dage, henviser formentlig til de grænseværdier, der er fastsat i direktiv 1999/30/EF. Som led i den årlige rapport skal medlemsstaterne opgive individuelle overskridelsestilfælde, men kun hvor det drejer sig om grænseværdien plus en bestemt tolerancemargen (som bliver mindre hvert år for at komme ned på nul på opfyldelsestidspunktet, som er 2010 for NO2 and 2005 for andre stoffer, der omfattes af direktiv 1999/30/EF).

Grækenland har ikke indberettet nogen overskridelse af grænseværdien plus tolerancemargen for SO2 og NO2 i 2002. Det udelukker ikke en mulig overskridelse af selve grænseværdierne. Grænseværdierne bliver juridisk bindende på opfølgelsestidspunkterne.

(1) EFT L 163 af 29.6.1999, s. 41.

(2) EFT L 296 af 21.11.1996, s. 55.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/471

(2004/C 78 E/0495)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3140/03

af Koenraad Dillen (NI) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Projekter i forbindelse med dødsstraf

Det fremgår af erklæringer fra højtstående tjenestemænd i Kommissionen, at Kommissionen finansierer en række projekter i De Forenede Stater og andre lande med dødsstraf for at bevidstgøre den offentlige opinion i de pågældende lande om det problem, som dødsstraf er. Disse erklæringer blev afgivet fredag den 10. oktober i anledning af verdensdagen mod dødsstraf (kilde: The European Weekly — New Europe, 12. oktober, s. 6: »Commission seeks abolishmnt of death penalty«).

Hvilken form for projekter er der konkret tale om?

Hvor mange af disse projekter er der iværksat i De Forenede Stater? I hvilke delstater?

Hvad er de samlede omkostninger til disse projekter? Er dette det første år, hvor der er iværksat sådanne projekter?

Er der også iværksat sådanne projekter i Cuba og Folkerepublikken Kina? I hvilke andre lande end De Forenede Stater er der iværksat sådanne projekter?

Drejer det sig her om éngangsprojekter, eller løber de over flere år?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(1. december 2003)

Kommissionen har i en række år finansieret projekter med henblik på at afskaffe dødsstraffen. Prioriteringen af sådanne projekters finansiering blev på ny bekræftet i Kommissionens meddelelse af 8. maj 2001 om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande (1). Der er i meddelelsen navnlig anført følgende: »Støtten til afskaffelse af dødsstraf bør omfatte projekter, der tager sigte på at begrænse dens anvendelse, f.eks. ved at fremme debatten med regeringer og civilsamfund om, hvorvidt dødsstraf rent faktisk bidrager til at nedbringe kriminaliteten.«

Fælleskabsfinansieringen under det europæiske initiativ til fremme af demokrati og menneskerettigheder dækker en lang række områder, såsom bevidstgørelseskampagner i lande, hvor der stadig praktiseres dødsstraf, og direkte bistand til domfældte fanger. I 2002 var der en særlig indkaldelse af forslag til projekter vedrørende dødsstraf. Som følge af denne indkaldelse blev der udvalgt projekter til et samlet beløb af 4 897 328 EUR.

To af de projekter, der blev udvalgt som følge af indkaldelsen af forslag, omfatter aktiviteter i Amerikas Forenede Stater:

—

Aktiviteter, der skal informere om dødsstraf og om alternativer hertil. Projektet skal gøre opmærksom på spørgsmål i tilknytning til dødsstraf og hjælpe dem, der kæmper mod dødsstraf. Aktiviteterne omfatter etableringen af specialiserede databaser, der skal kunne benyttes af sagførere, der er engageret i sager, hvor der er mulighed for dødsstraf, specielt i USA og Vestindien, en foredragsrække om dødsstraf, oprettelsen af et bibliotek med litteratur om dødsstraf, forskningsaktiviteter og foranstaltninger, der skal bevidstgøre offentligheden om dette emne.

—

En undersøgelse af, hvorledes dødsstraffen kan kombineres med minimumsnormerne for en retfærdig rettergang og billighed. Det overordnede mål er at overbevise 40 amerikanske domsmyndigheder, der opretholder dødsstraf, om at udsætte henrettelserne, medens de foretager grundige undersøgelser af deres ordninger med dødsstraf.

Alt i alt er der over hele verden 13 projekter i gang med henblik på at afskaffe dødsstraffen, og EU's bidrag hertil er maksimalt på i alt 8 136 217 EUR.

Hvad angår projekter i Kina, blev der efter indkaldelsen af forslag i 2002 udvalgt ét projekt for dette land. Projektets titel er: »Styrkelse af forsvaret i sager, der involverer dødsstraf i Folkerepublikken Kina«. Under dette projekt ydes der støtte til forsvaret af personer, der risikerer dødsstraf.

Der er for tiden ingen særlige projekter, der tager sigte på afskaffelsen af dødsstraffen i Cuba.

Hvad det ærede medlems sidste spørgsmål angår, så varer sådanne projekter normalt 2-3 år.

(1) KOM(2001)252.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/472

(2004/C 78 E/0496)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3141/03

af Koenraad Dillen (NI) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: Den europæiske uge mod kræft — videnskabelig forskning

I anledning af den årlige europæiske uge mod kræft har Kommissionen ladet forstå, at der er udvalgt en række nye projekter, og at disse projekter vil komme i betragtning ved tildeling af støtte som led i det sjette rammeprogram. EU vil i de kommende fire år investere 400 mio. EUR i kræftforskning, hvilket Philippe Busquin, kommissær for videnskabelig forskning, har oplyst i en meddelelse. I første instans vil 19 projekter modtage et samlet beløb på ca. 100 mio. EUR.

Hvilke 19 projekter er der konkret tale om, og hvor meget udgør støtten til hvert enkelt konkret projekt?

I hvilke medlemsstater bliver disse projekter konkret udført?

Ud fra hvilke kriterier blev projekterne udvalgt? Hvorledes skal virksomheder og forskningscentre konkret ansøge om støtte?

Er der ved tildelingen af støtte til videnskabelig forskning taget hensyn til en geografisk fordelingsnøgle, som sikrer, at forskningscentre, universiteter og virksomheder i alle medlemsstater kan nyde godt af en sådan støtte på lige fod?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(1. december 2003)

Som følge af den første indkaldelse af forslaget til programmet »genomforskning og bioteknologi i sundhedens tjeneste« (frist marts 2003) i forbindelse med bekæmpelse af kræft, blev der udvalgt 19 projekter til finansiering med et samlet beløb fra Fællesskabet på 100 mio. EUR.

De udvalgte projekter, hvorom kontraktforhandlingerne stadig er i gang, udføres af store, tværfaglige, multinationale konsortier, som omfatter universiteter, industrivirksomheder, forskningsinstitutter og små og mellemstore virksomheder (SMV) fra medlemsstaterne og de associerede stater, ansøgerlandene og i nogle tilfælde tredjelande. Titlerne på de udvalgte projekter, de deltagende lande og Fællesskabets foreslåede bidrag fremgår af en tabel, som vil blive sendt direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat.

Vurderingen og udvælgelsen af forslagene foretages med bistand fra uafhængige eksperter i overensstemmelse med »retningslinjerne for evaluering og udvælgelse af forslag«, således som fastsat i reglerne for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i gennemførelsen af det sjette rammeprogram (1).

Vurderingsprocessen bygger på en række fastslåede principper som kvalitet, gennemsigtighed, ens behandling, objektivitet, effektivitet, hurtighed og etiske hensyn.

Ansøgninger, der modtages som svar på en indkaldelse af forslag, vurderes efter obligatoriske kriterier:

a)	videnskabelig og teknologisk kvalitet og innovationsgrad,

b)	evne til at udføre aktiviteten med godt resultat og sikre effektiv styring,

c)	relevans for særprogrammets målsætninger,

d)	europæisk merværdi, kritisk ressourcemasse og bidrag til Fællesskabets politik og

e)	kvalitet af planen for udnyttelse og videreformidling af viden, mulighed for at fremme innovation og klare planer for forvaltning af intellektuel ejendomsret.

Deltagelse i det sjette rammeprogram bygger på princippet lige adgang og på udvælgelseskriterierne i reglerne for deltagelse. Der benyttes derfor ingen kvoteordninger, men vurderings- og udvælgelsesprocedurerne bygger på uafhængige ekspertbedømmelser og på kvalitet, uanset deltagerens art eller geografiske oprindelse.

Forskningsinstitutter, undersøgelsescentre, industrivirksomheder og SMV er de vigtigste målgrupper for det sjette rammeprogram. De praktiske regler for ansøgning og udvælgelseskriterierne angives i forslagsindkaldelserne og kan fås på det sjette rammeprograms CORDIS’ netsted (http://fp6.cordis.lu/fp6/home.cfm). Endnu to indkaldelser af forslag på kræftbekæmpelsesområdet vil finde sted i 2004-2005.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2321/2002 af 16. december 2002 om deltagelsesregler for virksomheder, forskningscentre og universiteter og regler for formidling af forskningsresultater gældende under gennemførelsen af Det Europæiske Fællesskabs sjette rammeprogram (2002-2006), EFT L 355 af 30.12.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/473

(2004/C 78 E/0497)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3144/03

af Christopher Heaton-Harris (PPE-DE) til Kommissionen

(23. oktober 2003)

Om: EU-finansiering af den spanske nationale vandplan

Der er udtrykt bekymring over, at den spanske nationale vandplan vil krænke habitat-, fugle-, miljøvurderings- og vandrammedirektiverne samt forvolde vidtrækkende miljøskader i Spanien. Tilsyneladende vil den spanske regering søge at opnå ca. 8 milliarder EUR i støtte fra strukturfondene og Samhørighedsfonden til finansiering af projektet.

Vil Kommissionen sørge for, at ingen EU-midler anvendes til denne plan, før der er vished om, at den stemmer overens med EU’s miljølovgivning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(18. december 2003)

Det ærede medlem henvises til Kommissionens svar på følgende mundtlige og skriftlige forespørgsler: H-0211/03 fra hr. de Roo i spørgetiden i Parlamentets mødeperiode i april 2003 (1); H-0810/02 fra hr. Davies i spørgetiden i Parlamentets mødeperiode i december 2002 (2); H-0678/02 fra fr. Sornosa Martinez i spørgetiden i Parlamentets mødeperiode i oktober 2002 (3); H-0452/02 fra hr. Davies i spørgetiden i Parlamentets mødeperiode i juni 2002 (4); H-0444/02 fra hr. Marset Campos i spørgetiden i Parlamentets mødeperiode i juni 2002 (4); H-0947/01 fra hr. Mayol I Reynal i spørgetiden i Parlamentets mødeperiode i december 2001 (5); H-0561/01 fra fr. Sornosa Martinez i spørgetiden i Parlamentets mødeperiode i juli 2001 (6); P-1610/03 fra hr. Colom I Naval (7); E-1499/03 fra hr. Mendiluce Pereiro (8); P-1171/03 fra hr. Davies (9); P-0689/03 fra fr. Gonzalez Alvarez (10); P-0653/03 fra hr. Mayol I Raynal (10); P-0638/03 fra hr. Mendiluce Pereiro (10), E-0510/03 fra hr. Colom I Naval (11), E-0509/03 fra hr. Colom I Naval (12), E-2819/02 fra hr. Davies (13), E-2708/02 fra hr. Davies (13), E-1334/02 fra fr. Sornosa Martinez (14), E-0997/02 fra hr. de Roo (14), E-0638/02 fra hr. Mayol I Raynal (14), E-3205/01 fra hr. de Roo (15), P-2918/01 fra hr. Pittella (16), E-2614/01 fra fr. Sornosa Martinez (16), E-2568/01 fra hr. Corbett (17), E-2288/01 fra hr. de Roo (17), P-1231/01 fra fr. Sornosa Martinez (18), E-0811/01 fra fr. Sornosa Martinez (19), E-0645/01 fra hr. de Roo (19), E-0004/01 fra hr. de Roo (20) og E-0003/01 fra hr. de Roo (21).

Kommissionen vil omhyggeligt undersøge enhver anmodning fra de spanske myndigheders side om finansiering af projekter, der indgår i den spanske vandplan, og godkendelsen af sådanne projekter vil være betinget af, at de stemmer nøje overens med den gældende EU-lovgivning og EU-politik, herunder på miljøområdet.

(1) Mundtligt svar, 8.4.2003.

(2) Skriftligt svar, 17.12.2002.

(3) Skriftligt svar, 22.10.2002.

(4) Skriftligt svar, 11.6.2002.

(5) Skriftligt svar, 11.12.2001.

(6) Skriftligt svar, 3.7.2001.

(7) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 52.

(8) EUT C 280 E af 21.11.2003, s. 157.

(9) EUT C 11 E af 15.1.2004, s. 162.

(10) EUT C 242 E af 9.10.2003, s. 160.

(11) EUT C 242 E af 9.10.2003, s. 141.

(12) EUT C 242 E af 9.10.2003, s. 140.

(13) EUT C 92 E af 17.4.2003.

(14) EFT C 277 E af 14.11.2002.

(15) EFT C 147 E af 20.6.2002.

(16) EFT C 134 E af 6.6.2002.

(17) EFT C 93 E af 18.4.2002.

(18) EFT C 318 E af 13.11.2001.

(19) EFT C 340 E af 4.12.2001.

(20) EFT C 235 E af 21.8.2001.

(21) EFT C 261 E af 18.9.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/474

(2004/C 78 E/0498)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3145/03

af W.G. van Velzen (PPE-DE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Batterier til mobiltelefoner, som eksploderer

1.	Har Kommissionen kendskab til tilfælde, hvor batterierne i mobiltelefoner er eksploderet i hænderne på brugerne, og at dette i visse tilfælde endog har medført (alvorlige) kvæstelser?

I bekræftende fald har Kommissionen også kendskab til, om det i disse tilfælde drejede sig om batterier fra mobiltelefonens producent? I benægtende fald agter Kommissionen hurtigst muligt at indhente oplysninger om disse hændelser, hvor det har vist sig, at de europæiske borgeres sikkerhed og sundhed kan være i fare?

3.	Agter Kommissionen at gennemføre en undersøgelse af årsagen til disse eksplosioner, og i den forbindelse bl.a. fastslå, hvor disse batterier kommer fra, og de omstændigheder, hvorunder disse batterier er eksploderet?

Hvilke foranstaltninger kan Kommissionen træffe i forbindelse med ovennævnte hændelser med hensyn til bl.a.:

—	bedre forbrugerbeskyttelse;

—	bedre informationer og advarsler fra myndighederne og producenterne;

—	flere undersøgelser af batteriernes sikkerhed;

—	nye sikkerhedsbestemmelser og normer;

—	bekæmpelse af piratprodukter og forfalskninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(11. november 2003)

Kommissionen er bekendt med flere tilfælde (både inden for og uden for EU), hvor batterier til mobiltelefoner er eksploderet og, i nogle tilfælde, har forvoldt de pågældende brugere alvorlig skade. Det er primært op til nationale håndhævelsesmyndigheder at undersøge de enkelte tilfælde og i givet fald at fjerne produkter fra markedet og informere Kommissionen og andre medlemsstater om sådanne handlinger. Kommissionen har dog foretaget en første undersøgelse af sagen, som det ærede medlem nævner, og har kontaktet nationale markedsovervågningsmyndigheder for at vurdere problemets omfang.

Uden på forhånd at dømme på grundlag af de nævnte sager, synes det umiddelbart ud fra denne undersøgelse, at disse ulykker skyldes defekte »grå« udskiftningsbatterier, som eksploderer på grund af en intern kortslutning. Hvis dette er tilfældet, overholder de ikke de strenge sikkerhedsstandarder, som producenterne af mobiltelefoner har fastsat. Der er dog intet, der tyder på, at disse ulykker er sket, fordi selve telefonerne er farlige, eller at dette er et betydeligt problem.

Producenter af mobiltelefoner påstår, at et »gråt« marked for batterier til mobiltelefoner har udviklet sig, hvor deres varemærke påsættes ulovligt. I denne forbindelse har producenten af den telefon, som det ærede medlem refererer til, angivet, at den træffer de nødvendige foranstaltninger for at bekæmpe forfalskning og piratkopiering af dens produkter og har intensiveret håndhævelsesindsatsen.

Sjusket design, en ukontrolleret produktionsproces eller en kombination af begge dele kan forårsage en intern kortslutning. Batterier og opladere skal derfor designes og fremstilles i overensstemmelse med strenge kvalitets- og sikkerhedsforanstaltninger. Disse omfatter meget strenge krav angående materialer og isolation, som bruges inden i batteriet, såvel som kontinuerlig produktionskontrol og intensiv kontrol af slutprodukter.

Produktsikkerhed og erstatning for skade forårsaget af defekte produkter udgør tydeligvis vigtige samfundsmæssige forhold, som bør sikres i det indre marked.

EU har reageret på dette med adskillige retsakter:

—	Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (1) (»direktivet om produktansvar«);

—	Rådets direktiv 92/59/EØF af 29. juni 1992 om produktsikkerhed i almindelighed (2) (»direktivet om produktsikkerhed i almindelighed«), for nylig ændret og kodificeret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 (3);

—	Rådets direktiv 73/23/EØF af 19. februar 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (»lavspændingsdirektivet« eller »svagstrømsdirektivet«) (4);

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (5) (radio- og teleterminaludstyrsdirektivet);

Direktivet om produktansvar fastslår princippet om producentens objektive ansvar for skader på personer eller ejendom forårsaget af en fejl i dennes produkt med visse årsager for producentens fritagelse for ansvar.

Batterier, som leveres sammen med mobiltelefonen, er dækket af radio- og teleterminaludstyrsdirektivet. Udskiftningsbatterier er dog for tiden ikke omfattet af fællesskabslovgivning, selv om Kommissionen har taget initiativ til også at dække dem som del af ændringen af lavspændingsdirektivet. Kommissionen hører for tiden de berørte parter om denne ændring og har til hensigt at fremsætte et forslag til Rådet og Parlamentet i begyndelsen af 2005. I afventning af denne redegørelse er kravene for udskiftningsbatterier ikke harmoniserede i Fællesskabet, og krav til producenter bestemmes af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed, der forpligter producenter til sikre, at produkter er ufarlige, og som omfatter mekanismer til hurtig udveksling af information om farlige produkter mellem medlemsstater.

Kommissionen har ingen grund til at antage, hverken at lovgivning om sikkerhed, forbrugerbeskyttelse eller produktansvar burde udbygges, at information til brugerne om dette emne har behov for at blive intensiveret, eller at yderligere undersøgelse er påkrævet. Inden for den eksisterende lovgivnings rammer er det vigtigt, at der gribes effektivt ind over for disse farlige batterier for at beskytte forbrugeren, og midlerne til dette er på plads.

Kommissionen vil fortsætte med at overvåge situationen gennem dens regelmæssige kontakt med nationale håndhævelsesmyndigheder.

(1) EFT L 210 af 7.8.1985, ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF af 10. maj 1999, EFT L 141 af 4.6.1999.

(2) EFT L 228 af 11.8.1992.

(3) EFT L 11 af 15.1.2002. Dette direktiv skal gennemføres i national lovgivning inden den 15. januar 2004.

(4) EFT L 77 af 26.3.1973.

(5) EFT L 91 af 7.4.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/476

(2004/C 78 E/0499)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3152/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Nokia-telefoner, der eksploderer

I den seneste tid er der i løbet af et kort tidsrum eksploderet flere mobiltelefoner fra den finske telefonproducent Nokia. Nokia oplyser, at disse hændelser skyldes anvendelsen af billige (lithium-) batterier, som ikke stammer fra Nokia.

Den telefon og de batterier, som tilhører en indbygger i Hengelo, som for kort tid siden blev kvæstet, da hans mobiltelefon eksploderede, undersøges på indeværende tidspunkt af den nederlandske forbrugersammenslutning. Ifølge sammenslutningen har den unge mand fra Hengelo anvendt originale batterier. Nokia har kendskab til hændelsen, men har endnu ikke kunnet undersøge den. Nokia mener imidlertid, at det ud fra de oplysninger, der foreligger på indeværende tidspunkt, kan udlede, at et ikke-originalt batteri var årsagen til eksplosionen.

I forbindelse med ovennævnte råder Nokia forbrugerne til kun at benytte originale Nokia-batterier. Nokia frasiger sig ethvert ansvar for eksplosioner og hævder, at Nokia-garantien forfalder, hvis der anvendes ikke-originale batterier.

1.	Har Kommissionen kendskab til de forskellige tilfælde, hvor Nokia-mobiltelefoner er eksploderet?

2.	Mener Kommissionen, at den opståede skade omfattes af Nokias produktansvar?

3.	Mener Kommissionen, at der er tale om tvungent køb af et bestemt produkt?

4.	I bekræftende fald mener Kommissionen, at et sådant tvunget køb af et bestemt produkt er til skade for konkurrencen, og at der eventuelt er tale om overtrædelse af konkurrencelovgivningen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(17. november 2003)

Det ærede parlamentsmedlems opmærksomhed henledes først og fremmest på Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel P-3145/03 (1) af W.G. van Velzen, der indeholdt oplysninger om EU-lovgivningen og dens anvendelse i forbindelse med mobiltelefoner og batterier hertil.

Kommissionen afventer stadig detaljerede rapporter fra medlemsstaternes håndhævende myndigheder, men så vidt den er informeret, skyldes disse episoder kortslutninger i defekte batterier, der ikke blev solgt af den pågældende producent af mobiltelefoner. Denne producent kan derfor ikke gøres ansvarlig for skader i forbindelse med batteriernes eksplosion.

Rådet vedtog den 25. juli 1985 direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (2) (»produktansvarsdirektivet«).

I henhold til dette direktiv tillægges ansvarsprincippet éntydigt producenten for så vidt angår skader på personer eller ting, der er forårsaget af en defekt i det pågældende produkt. I henhold til bestemmelserne i dette direktiv kan producenten af mobiltelefonen fritages for ansvar, hvis skaden skyldes et defekt erstatningsbatteri.

Hvis det derimod kan påvises, at den kortslutning, der førte til eksplosionen, kan være forårsaget af en defekt i selve mobiltelefonen, vil det ikke være sandsynligt, at producenten af mobiltelefonen kan fritages for ansvar, hvis erstatningsbatteriet viser sig at være sikkert.

På nuværende tidspunkt har Kommissionen ikke grund til at tro, at den pågældende producent af mobiltelefoner handler til skade for konkurrencen. Producentens nuværende holdning synes at være motiveret i et behov for at forsvare sig mod påstande om sikkerheden af de mobiltelefoner, virksomheden fremstiller. Kommissionen vil imidlertid tage dette emne op som led i den vedvarende dialog med industrien for derigennem at sikre, at der er et konkurrencepræget marked for sikre erstatningsbatterier til mobiltelefoner.

(1) Se side 474.

(2) EFT L 210 af 7.8.1985. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF af 10. maj 1999, EFT L 141 af 4.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/477

(2004/C 78 E/0500)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3156/03

af María Sornosa Martínez (PSE) til Kommissionen

(24. oktober 2003)

Om: Bebyggelse i Serra de la Renegà og i Oropesa-Benicàssim i Castellón, Spanien, som er udlagt som lokalitet af fællesskabsbetydning

I Serra de la Renegà, Oropesa kommune, provinsen Castellón, har man iværksat en række bygningsprojekter, herunder opførelse af tusind villaer og to hoteller, som vil medføre uoprettelige skader på områdets usædvanlige naturværdier samt på lokaliteten af fællesskabsbetydning Oropesa-Benicàssim, der er udpeget af de spanske myndigheder til Natura 2000 (som maritim lokalitet af fællesskabsbetydning på grund af sine store posidoniabevoksninger), og som støder op til Serra de la Renegà.

Disse lokaliteter er levesteder for arter, som er beskyttet af fugledirektivet (79/409/EØF) (1), herunder vandrefalken, natravnen, den kortnæbbede toplærke, sørgestenpikkeren og provencesangeren, og repræsenterer prioriterede økosystemer i henhold til habitatdirektivet (92/43/EØF) (2), navnlig kalkholdige græsarealer af karstform af arten Alysso-Sedion albi og sub-steppeagtige strækninger med græsser og enårige urter (Thero-Brachypodietea) samt termo-mediterrane og præ-steppeagtige kratforekomster.

I den gældende regionplan figurerer hele Serra de la Renegà-området som et område med tilladelse til bebyggelse.

—	Kan Kommissionen oplyse, hvor langt man er fremme med behandlingen af klage 2003/4833, SG (2003) A/7394/2, som er indgivet af den lokale miljøorganisation Plataforma en Defensa de la Serra de la Renegà?

—	Mener Kommissionen ikke, at det for at beskytte de arter, der er omfattet af EU-lovgivningen, vil være tilrådeligt at udvide Termo-mediterrane og præ-steppeagtige kratforekomster området af fællesskabsbetydning til også at omfatte Serra de la Renegà?

—	Mener Kommissionen ikke, at opførelse af villaer og turistanlæg er en overtrædelse af fugle- og habitatdirektiverne på grund af de negative virkninger, som disse bebyggelser vil få for de beskyttede arter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(1. december 2003)

Det ærede medlem giver udtryk for sin bekymring over virkningerne af et projekt for by- og turismeudvikling i Serra de la Renegà i en lokalitet af fællesskabsbetydning ES5223037 (Costa d'Orpesa-Benicàssim), der af de spanske myndigheder er foreslået medtaget i Natura 2000-nettet.

I henhold til artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, skal alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for forvaltningen af en Natura 2000-lokalitet, men som kan påvirke denne væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. Såfremt konklusionerne af vurderingen er negative, må myndighederne først give deres tilslutning til projektet på visse betingelser: mangel på alternative løsninger, gennemførelse af projektet af hensyn til væsentlige samfundsinteresser samt vedtagelse af de nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes.

Kommissionen har rettet henstilling til de spanske myndigheder om at sikre, at betingelserne i artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF overholdes i den foreliggende sag.

For så vidt angår en udvidelse af det beskyttede område, som foreslået af det ærede medlem, omfatter lokaliteten ES5223037 ifølge Natura 2000-databasen kun to af de tre nævnte naturtyper af fællesskabs-betydning:

—	Naturtype 6220*: sub-steppeagtige strækninger med græsser og enårige urter (Thero-Brachypodietea)

—	Naturtype 5330: termo-mediterrane og præ-steppeagtige kratforekomster.

Ved analysen af det spanske forslag til lokaliteter af fællesskabsbetydning for Middelhavsregionens vedkommende er det blevet vurderet, at naturtype 6110* kan anses for at være tilstrækkeligt repræsenteret, og at det ikke er nødvendigt at udpege yderligere lokaliteter. Naturtyperne 6220 og 5330 kan ligeledes betragtes som tilstrækkeligt repræsenteret med forbehold af korrektion af de indgivne data.

Derfor er Kommissionen af den opfattelse, at det spanske forslag vedrørende disse naturtyper er tilfredsstillende, og at det ikke er nødvendigt at foreslå yderligere lokaliteter, selv om der må foretages nogle korrektioner i Natura-standardformularen.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/478

(2004/C 78 E/0501)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3157/03

af Monica Frassoni (Verts/ALE) til Kommissionen

(24. oktober 2003)

Om: Udvidelse af militærbase i Natura 2000-området La Maddalena på Sardinien

Den 30. september 2003 gav den italienske forsvarsminister tilladelse til udvidelsen af USA's militærbase for atomubåde (projekt nr. USA 080-02) i det sardiske øhav La Maddalena, der er opført på listen over områder af fællesskabsbetydning (ITB000008, et område på 13 240 ha).

Det er planlagt at opføre anlæg på 52 000 kubikmeter og at bygge en 180 meter lang mole i Santo Stefano, der vil medføre en 10 meter bred og 100 meter lang undersøisk konstruktion for at muliggøre fortøjring af andre krigsenheder. Der er også planlagt adskillige andre byggerier (boliger, faciliteter af forskellig art, sportscentre, lagerbygninger osv.) mange andre steder på øen Maddalena.

Den allerede eksisterende militærbase, som der kræves en udvidelse af, ligger i nationalparken i øhavet La Maddalena, og det fremgår ikke, om der er foretaget en vurdering af miljøpåvirkninger ifølge direktiv 92/43/EØF (1) (om bevaring af naturtyper og vilde dyr og planter) eller en vurdering af miljøpåvirkninger ifølge direktiv 97/11/EF (2).

Den omtalte base er ikke en del af det nationale italienske forsvarssystem, og der er derfor ikke tale om et bygningsværk i offentlighedens interesse.

Har Kommissionen kendskab til ovenstående?

Agter Kommissionen at træffe de nødvendige foranstaltninger, hvad angår den manglende overholdelse af direktiv 97/11/EF, 85/337/EØF (3) og 92/43/EØF?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(10. december 2003)

Ifølge Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, er medlemsstaterne forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, undergives et krav om tilladelse og en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse. Direktivets bilag indeholder en liste over projekter, som er omfattet af direktivet.

Projektet om udvidelse af militærbasen ved La Maddalena på Sardinien, som det ærede medlem omtaler, falder ikke under nogen af kategorierne opstillet i direktivets bilag. Direktiv 85/337/EØF med ændringer finder derfor ikke anvendelse i dette specifikke tilfælde.

I artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter er det fastsat, at »Alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne.«. Ovenstående bestemmelse gælder SBO (særlige bevaringsområder) og LAF (lokaliteter af fællesskabsbetydning) i henhold til direktiv 92/43/EØF. Med hensyn til fLAF (lokaliteter, der er foreslået som lokaliteter af fællesskabsbetydning) er medlemsstaterne forpligtet til at handle på en måde, så direktivets mål ikke bringes i fare, og dermed sikre, at der træffes foranstaltninger til at forebygge forringelse af foreslåede lokaliteter. For alle lokaliteter, som på grundlag af de videnskabelige kriterier i direktiv 92/43/EØF bør optages på listen over LAF, særlig lokaliteter med prioriterede habitattyper eller arter, er medlemsstaternes myndigheder fra den 10. juni 1998 navnlig pålagt en forpligtelse til at anvende principperne i artikel 6 (stk. 2, 3 og 4) for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter og sikre, at alle planer eller projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for lokalitetens forvaltning, men som kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten.

Hvis det projekt, som det ærede medlem omtaler, kan påvirke lokaliteten fLAF ITB010008 Arcipelago La Maddalena væsentligt, burde de italienske myndigheder have efterkommet de ovennævnte forpligtelser i henhold til direktiv 92/43/EØF.

Da Kommissionen ikke har kendskab til den specifikke situation, vil den tage de nødvendige skridt til at indhente detaljerede oplysninger om det spørgsmål, det ærede medlem har bragt på bane, og inden for rammerne af de beføjelser, den har fået overdraget af EF-traktaten, sikre, at fællesskabsretten bliver overholdt.

Skulle Kommissionen nå frem til, at fællesskabsretten overtrædes i det foreliggende tilfælde, vil den som EF-traktatens vogter ikke tøve med at træffe alle de nødvendige foranstaltninger, herunder indlede overtrædelsesprocedurer efter EF-traktatens artikel 226, for at sikre, at den relevante fællesskabsret overholdes.

(2) EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

(3) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/480

(2004/C 78 E/0502)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3173/03

af Koenraad Dillen (NI) til Kommissionen

(27. oktober 2003)

Om: Stemmeret til indvandrere

Under et besøg i den egyptiske hovedstad, Cairo, blandede Kommissionens formand, Romano Prodi, sig sidste uge i den debat, der i øjeblikket løber i Italien om kommunal stemmeret til indvandrere: Romano Prodi udtalte sig klart til fordel for stemmeret til ikke-europæiske indvandrere i Den Europæiske Unions medlemsstater.

Udtalte Romano Prodi sig her i sin egenskab af formand for Kommissionen eller i sin egenskab af italiensk politiker? Afspejler Romano Prodi med andre ord med sin holdning den officielle holdning i den siddende Kommission?

Har Kommissionen tidligere givet udtryk for holdninger til spørgsmålet om udlændinges stemmeret i Den Europæiske Union? På grundlag af hvilke drøftelser er disse holdninger i givet fald blevet udtrykt?

Mener Kommissionen mere generelt, at spørgsmålet om stemmeret til ikke-europæiske udlændinge i medlemsstaterne via et direktiv kan reguleres ensartet i alle medlemsstater, eller mener den, at afholdelse af valg og bestemmelserne om stemmeret/stemmepligt for udlændinge henhører under medlemsstaternes eksklusive kompetence?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(16. december 2003)

Kommissionen, herunder dens formand Romano Prodi, har ved flere lejligheder redegjort for sin holdning til spørgsmålet om statsborgerskab og politiske rettigheder for tredjelandsstatsborgere.

Det Europæiske Råd i Tammerfors (1999) fastlagde retningslinjerne for en fælles EU-politik på asyl- og indvandringsområdet. En sådan politik skal sikre retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt på medlemsstaternes område. I Det Europæiske Råds konklusioner hedder det, at den retlige stilling for tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig på medlemsstaternes område, skal sidestilles med den stilling, som landets egne statsborgere har. Tredjelandsstatsborgere bør indrømmes rettigheder, der ligger så tæt som muligt op ad dem, som Unionens egne borgere nyder godt af, dvs. have opholdstilladelse, retten til at få en uddannelse og få arbejde samt princippet om ikke-diskrimination í forhold til borgerne i værtslandet.

Disse retningslinjer er konkretiseret i et forslag til direktiv om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge (1), som Rådet nåede til politisk enighed om den 5. juni 2003. I sin seneste meddelelse om indvandring, integration og beskæftigelse (2) foreslog Kommissionen medlemsstaterne, at de overvejer at indrømme politiske rettigheder til fastboende udlændinge, især på lokalt plan, når de gennemfører dette direktiv i national lovgivning.

Kommissionen har truffet foranstaltninger for at realisere de mål, der blev opstillet i Tammerfors. I Kommissionens meddelelse om EU's indvandringspolitik (3) og en åben metode for koordinering af EU's indvandringspolitik (4) indførtes begrebet »medborgerskab« (der omfatter et fælles sæt grundlæggende rettigheder og forpligtelser) for tredjelandsstatsborgere, som middel i den fælles politik for at integrere indvandrerne. Kommissionen vil videreudvikle dette begreb som led i udvekslingen af erfaringer og informationer mellem de nationale kontaktpunkter vedrørende integrationsspørgsmål.

Kommissionen finder, at medborgerskab og indrømmelse af politiske rettigheder til fastboende udlændinge er af afgørende betydning for, at integrationen lykkes. Den mener endvidere, at den fremtidige forfatning bør indeholde retsgrundlaget herfor, hvilket ikke er tilfældet i de nuværende traktater. Kommissionen fremlagde forslag om disse målsætninger for konventet om Europas fremtid, med de blev ikke medtaget.

(1) EFT C 240 E af 28.8.2001.

(2) KOM(2003) 336 endelig udg.

(3) KOM(2000) 757 endelig udg.

(4) KOM(2001) 387 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/481

(2004/C 78 E/0503)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3182/03

af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen

(27. oktober 2003)

Om: Luftfartsselskabet SATA's manglende overholdelse af fællesskabsbestemmelserne

Ifølge artikel 4, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 295/91 (1) skal luftfartsselskabet i tilfælde af overbookning udbetale en minimumskompensation umiddelbart efter at have afvist passageren.

Lovdekret nr. 321 af 25. september 1989, dekret nr. 223 af 2. april 1997 og lov nr. 24 af 31. juli 1996 vedrører dette emne, men der er ingen overensstemmelse mellem den portugisiske lovgivning og bestemmelserne i forordningen.

Der er således intet af de portugisiske luftfartsselskaber, der gennemfører den pågældende forordning.

Den 12. september aflyste luftfartsselskabet SATA Internacional uden nogen form for forklaring eller information og efter flere timers ventetid flight nr. S4 Lissabon-Ponta Delgada, og passagererne blev i stedet omdirigeret til flight nr. S4 221 Lissabon-Ponta Delgada.

Luftfartsselskabet nægter at overholde de gældende fællesskabsbestemmelser på området.

Kommissionen bedes på denne baggrund oplyse, hvilke foranstaltninger den vil træffe for at sikre, at fællesskabsbestemmelserne om passagerernes rettigheder gennemføres i portugisisk lovgivning og overholdes i Portugal.

Hvornår vil fællesskabsbestemmelserne om passagerernes rettigheder efter Kommissionens skøn blive gennemført i Portugal?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(8. december 2003)

Fællesskabslovgivningen om kompensation for afvisning på grund af overbookning findes i form af en forordning og ikke et direktiv. Ifølge denne forordning pålægges luftfartsselskaberne direkte en række forpligtelser, som ikke skal omsættes til national lovgivning for at få gyldighed. Det er således ikke nødvendigt at fastsatte bestemmelser vedrørende afvisning på grund af overbookning i de nationale lovgivninger, for at forordningen bliver bindende.

I henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 295/91 (2) dækkes kun overbookning og ikke annullerede flyafgange. Derfor skal luftfartsselskaberne ikke udbetale erstatninger i de tilfælde, som er nævnt i denne forespørgsel.

Det er dog Kommissionens opfattelse, at passagerer, der er ofre for annulleringer eller længere forsinkelser af deres flyafgange, også bør have kompensation, og Kommissionen forelagde da også i december 2001 et forslag til en ny forordning om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser (3). Dette forslag er nu til samråd mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet, således som fastsat i EF-traktatens artikel 251 om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Den 14. oktober 2003 vedtog forligsudvalget en kompromistekst, som Europa-Parlamentet stemmer om den 17. december 2003. Det er i høj grad Kommissionens håb, at Europa-Parlamentet vil godkende dette forslag.

(1) EFT L 36 af 8.2.1991, s. 5.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 295/91 af 4. februar 1991 om en ordning for kompensation til ruteflypassagerer, der afvises på grund af overbookning, EFT L 36 af 8.2.1991.

(3) EFT C 103 af 30.4.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/482

(2004/C 78 E/0504)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3183/03

af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen

(27. oktober 2003)

Om: Beregning af tillægsafgiften på mælk og mælkeprodukter i den selvstyrende region Azorerne

Som det sikkert er Kommissionen bekendt, er fremgangsmåden for beregning af tillægsafgiften på mælk og mælkeprodukter i medfør af forordning (EØF) nr. 3950/92 (1) om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter komplicerede, og der er vide rammer for medlemsstaternes fastlæggelse af kriterier og beregningsmetoder.

Når det gælder den selvstyrende region Azorerne bliver forordningens gennemførelse endnu mere kompliceret som følge af eksistensen af de yderligere ordninger og betingelser, som er fastlagt i Poseima-forordningen.

Der hersker i den selvstyrende region Azorerne en vis forvirring og usikkerhed, idet der ikke i henhold til de første prognoser ville blive være tale om nogen tillægsafgift, mens de senere, som blev indsendt til Kommissionen, pegede til gengæld i denne retning.

Som medlem af Europa-Parlamentet bliver jeg naturligvis opfordret til at undersøge de problemer, som de berørte landmænd står overfor. I samme egenskab har jeg derfor anmodet de tjenestegrene i Kommissionen, som er ansvarlige for forvaltningen af ordningen med en tillægsafgift på mælk, om en nærmere redegørelse. Hidtil er dette blevet afslået med den begrundelse, at de kun er forpligtet til dette over for den enkelte medlemsstat.

Jeg vil derfor bede om at få oplyst, om den kan bekræfte, at den har denne opfattelse af sin informationspligt (eller mangel på samme) over for borgerne og især over for dennes folkevalgte repræsentanter.

Hvis dette ikke er tilfældet, vil jeg gerne vide, hvornår og hvordan jeg kan få de oplysninger, som jeg har anmodet om.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(17. december 2003)

Som svar på det ærede medlems spørgsmål understreger Kommissionen, at alle medlemsstaterne skal følge samme regler ved vurderingen af, om deres producenter har overholdt de bestemmelser, der gælder for mælkekvoter. For at fastslå en eventuel overskridelse sammenlignes den faktiske mængde mælk, der enten er produceret inden for den nationale referencemængde for leverancer til forarbejdningsindustrien eller den nationale referencemængde for direkte salg til forbrugerne, med de respektive nationale referencemængder. Når det gælder leverancer, korrigeres denne mængde i opadgående retning, når mælkens fedtindhold overstiger referencefedtindholdet.

I forbindelse med fordelingen af afgiften mellem de producenter, der har bidraget til overskuddet, har medlemsstaterne mulighed for at nedbringe producenternes individuelle overskud ved at omfordele uudnyttede mængder fra andre producenter. Hvis de beslutter sig herfor, gælder der strenge regler for sådanne omfordelinger.

Ud over de normale regler som beskrevet ovenfor er der indrømmet Azorerne en midlertidig undtagelse fra afgiften inden for et loft på højst 73 000 t/år. I tilfælde, hvor producenterne overskrider deres referencemængde, kan denne undtagelse anvendes til at nedbringe overskridelsen (se artikel 23 i forordning (EF) nr. 1453/2001 (2)).

I september 2003 besluttede Rådet at indrømme Azorerne en permanent kvoteforhøjelse på 50 000 t/år (se fodnote til litra b) i bilag I til forordning (EF) nr. 1788/2003 (3)) og at indskrænke den midlertidige undtagelse (se artikel 147, stk. 3, litra d), i forordning (EF) nr. 1782/2003 (4)). Kommissionen fremsatte for nylig et forslag om ud over kvoteforhøjelsen på 50 000 t/år at indrømme producenter, der har overskredet deres referencemængde, en permanent undtagelse på 23 000 t/år (5).

I lighed med alle andre medlemsstater har Portugal meddelt Kommissionen de foreløbige produktionstal for 2002-2003. Det ser ud til, at landet har overskredet sin nationale referencemængde for leverancer. På grundlag af de modtagne oplysninger er Kommissionen i færd med at indhente yderligere oplysninger fra de portugisiske myndigheder.

Efter at have modtaget og evalueret disse oplysninger vil Kommissionen underrette det ærede medlem.

(1) EFT L 405 af 31.12.1992, s. 1.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1453/2001 af 28. juni 2001 om særlige foranstaltninger for visse landbrugsprodukter til fordel for Azorerne og Madeira og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 1600/92 (Poseima), EFT L 198 af 21.7.2001.

(3) Rådets forordning (EF) nr. 1788/2003 af 29. september 2003 om en afgift på mælk og mejeriprodukter, EUT L 270 af 21.10.2003.

(4) Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001, EUT L 270 af 21.10.2003.

(5) KOM(2003) 617 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/483

(2004/C 78 E/0505)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3186/03

af Geoffrey Van Orden (PPE-DE) til Kommissionen

(27. oktober 2003)

Om: Grænseoverskridende handel med forbrugsgoder

Hvilke former for beskyttelse findes der for forbrugere, som køber varer i et andet EU-land end deres hjemland, som derefter viser sig at være defekte, og kræver bytning eller pengene tilbage?

Er der fastlagt procedurer med henblik på en hurtig løsning af grænseoverskridende tvister vedrørende grænseoverskridende handler af denne art?

Hvis der er fastlagt sådanne procedurer, hvordan kan EU-borgerne få adgang til oplysninger derom?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(25. november 2003)

Der er blevet vedtaget forbrugerbeskyttelseslovgivning på europæisk plan for at sørge for, at forbrugerne har samme beskyttelsesniveau, uanset om de køber varer og tjenester i deres hjemland eller i en anden medlemsstat. På denne måde sigter Kommissionen mod at fremme tilliden og tilskynde forbrugerne til at udnytte det indre markeds fordele fuldt ud.

De to væsentligste direktiver, der er blevet udarbejdet for at nå dette mål, er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (1) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (2).

I direktiv 1999/44/EF ydes forbrugeren beskyttelse i tilfælde, hvor det drejer sig om køb af mangelfulde varer eller varer, der ikke er i overensstemmelse med aftalebetingelserne. I disse situationer kan forbrugeren stille krav om afhjælpning af manglen eller omlevering af produktet, prisnedslag eller en fuldstændig tilbagebetaling beløbet, hvis den manglende overensstemmelse konstateres inden for to år efter leveringen af produktet. I direktivet bestemmes det ligeledes, at handelsgarantier som f.eks. producentgarantier eller forhandlergarantier skal være gennemskuelige og tydeligt formulerede (3).

Direktiv 97/7/EF blev vedtaget for at indføre en minimumsbeskyttelse af forbrugeren i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg. Fjernsalg defineres som aftaler, der indgås mellem forbrugeren og leverandøren, og hvor det ikke har været nogen personlig kontakt mellem parterne forud for kontraktens indgåelse. Aftaler, der indgås pr. telefon, post, telefax, fjernsyn, internet og e-mail, er i henhold til direktivet alle eksempler på aftaler vedrørende fjernsalg. I henhold til direktivet påhviler der leverandøren visse informationskrav, og forbrugeren har ret til at ophæve aftalen vedrørende fjernsalg inden for en betænkningstid på mindst syv arbejdsdage (3).

Selv om der ikke er fastlagt procedurer med henblik på en hurtig løsning af tvister vedrørende tværnationale handler, har Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne oprettet to netværk, der har udviklet mekanismer til støtte for forbrugernes håndhævelse af rettigheder.

I løbet af de seneste 10 år har det europæiske netværk af forbrugercentre hjulpet de europæiske forbrugere til en bedre forståelse af, hvordan det indre marked fungerer for forbrugerne, og støttet forbrugerne, når disse er stødt på problemer i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner. Det relevante europæiske forbrugercenter tager navnlig kontakt til sælgeren for at forsøge at finde en mindelig løsning. Der findes for øjeblikket 15 europæiske forbrugercentre fordelt på 13 medlemsstater.

Det europæiske udenretslige netværk oprettedes som et pilotprojekt i oktober 2001. Der er etableret 17 kontaktsteder (»Clearing Houses«) fordelt på alle medlemsstater samt i Island og Norge, og på disse kontaktsteder kan forbrugerne få information og støtte til at indsende krav til et andet lands relevante alternative tvistbilæggelsesordning. Netværket bistår også med overvågning af sagens gang.

Kommissionen er for øjeblikket i færd med at udarbejde en rapport, som omfatter en gennemgang af netværkets aktiviteter og en beskrivelse af de fremtidige perspektiver for netværket. Denne beretning vil på sigt blive forelagt Europa-Parlamentet og Rådet.

Oplysninger om disse procedurer er direkte tilgængelige på Kommissionens hjemmeside (det europæiske netværk af forbrugercentre (4) og det europæiske udenretslige netværk (5)).

(1) EFT L 171 af 7.7.1999.

(2) EFT L 144 af 4.6.1997.

(3) http://europa.eu.int/comm/consumers/cons_int/serv_gen/cons_satisf/index_en.html.

(4) http://europa.eu.int/comm/consumers/redress/compl/euroguichet/index_en.htm.

(5) http://europa.eu.int/comm/consumers/redress/out_of_court/index_en.htm.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/485

(2004/C 78 E/0507)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3193/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(28. oktober 2003)

Om: Oplysninger om Eurostats afgåede generaldirektør

De alvorlige uregelmæssigheder i forbindelse med Eurostats indgåelse af kontrakter blev først bragt til offentlighedens kendskab i maj i år, men i denne forbindelse kom det samtidig frem, at de svigagtige handlinger havde stået på i flere år, og at Kommissionens interne tjenestegrene og OLAF i hvert fald siden 1999 havde modtaget henvendelser om uregelmæssighederne.

Eurostats daværende generaldirektør, Yves Franchet, og sektordirektør Daniel Byk har udtalt til pressen, at de er rede til i de relevante institutionelle fora at afgive vidnesbyrd om, at den politiske ledelse havde kendskab til kontrakterne og mistankerne om svig i forbindelse hermed. Til trods herfor blev Franchet og Byk først suspenderet i juli i år.

Kan Kommissionen i denne forbindelse oplyse følgende:

1.	Hvilken form for kontrol foretager generaldirektoraternes politisk ansvarlige ledere af arbejdet i de administrative afdelinger, som de har under sig?

2.	Hvor længe har Franchet og Byk været genstand for mistanke?

3.	Hvornår blev deres ansvar påvist?

4.	Hvilke foranstaltninger er der blevet truffet og hvornår?

5.	Arbejder de pågældende tjenestemænd stadig direkte eller indirekte for Kommissionen eller for en anden EU-institution?

6.	Kan Kommissionen bringe lignende oplysninger om andre involverede personer, hvis ansvar er fastslået?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(27. januar 2004)

I henhold til Adfærdskodeks for Kommissærer og Tjenestegrene, der blev vedtaget kort tid efter, at denne Kommission tiltrådte, har generaldirektørerne et klart ansvar over for deres kommissær for den korrekte gennemførelse af de politiske retningslinjer, som Kommissionen og kommissæren har fastlagt. De er ansvarlige for, at deres generaldirektorat arbejder effektivt i overensstemmelse med den kompetencefordeling, der er fastlagt i personalevedtægten, finansforordningen (1), Kommissionens forretningsorden og bestemmelserne i SEM 2000 og MAP 2000. De er således forpligtet til at give kommissæren oplysninger og rapporter om vigtige begivenheder i afdelingerne, i medlemsstaterne eller i internationale organisationer, som kan få en indvirkning på forvaltningen af kommissærens portefølje eller på dennes stilling inden for Kommissionen.

Som kommissionsformand Romano Prodi meddelte den 18. november 2003, har Kommissionen besluttet at ændre adfærdskodeksen som følge af Eurostat-sagen for at forbedre informationsstrømmen mellem tjenestegrenenes chefer og deres respektive kommissærer. Formålet med denne ændring er at indføre mere effektive systemer, der skal sikre, at tjenestegrenenes chefer informerer kommissionsmedlemmerne, således at de er bedre i stand til at udøve deres politiske ansvar ikke kun med hensyn til deres egne handlinger, men også de handlinger, der udføres af deres tjenestegrene.

Den ændrede adfærdskodeks fastlægger, at så snart kommissæren påtager sig hvervet og derefter med regelmæssige mellemrum, skal den pågældendes tjenestegrene sikre, at alle relevante oplysninger er til rådighed, således at kommissærerne bedre kan føre tilsyn med arbejdet i tjenestegrenene og udstede generelle instrukser.

Derudover vil den ændrede adfærdskodeks fastlægge en særlig procedure for, hvordan man henviser sager til kommissæren med mulighed for, at generaldirektøren selv omgående og direkte kan henlede kommissærens opmærksomhed på enhver omstændighed eller udvikling, der kan tænkes at involvere dennes politiske ansvar eller Kommissionens ansvar som helhed.

2.,

3. og 4. Det ærede medlem henvises til Romano Prodis forklaringer til formandskonferencen, til medlemmerne i budgetkontroludvalget (Cocobu) den 25. september 2003, og til Europa-Parlamentets plenarforsamling den 18. november 2003 med hensyn til, hvorfor visse oplysninger om Eurostat, som kunne have givet anledning til bekymring, ikke førte til reaktioner på et tidligere tidspunkt.

Den 7. juli 2003 modtog Kommissionen to rapporter om Eurostat: den ene var fra Generaldirektoratet for Budget (GD BUDG) som følge af en undersøgelse, som Kommissionen havde givet i opdrag i maj 2003, den anden var en foreløbig rapport om en undersøgelse af kontrakter, udarbejdet i juni 2003 af Den Interne Revisionstjeneste på foranledning af Kommissionen. Disse undersøgelser var blevet iværksat efter det første underbyggede notat fra det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) til Generalsekretariatet i maj 2003 og for IAS-undersøgelsens vedkommende også som svar på Europa-Parlamentets beslutning fra april 2003. Kommissionens to rapporter blev sendt til Europa-Parlamentets formand, til formanden for Cocobu, og til Casaca og Bösch den 11. juli 2003 i overenstemmelse med bilag III til rammeaftalen mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen.

Rapporterne gav Kommissionen det første umiddelbare bevis på, at der havde fundet en række overtrædelser sted af finansforordningen, som involverede Kommissionens personale, og at en opfølgning af en række betydningsfulde aspekter af de interne revisionsrapporter ikke havde været tilstrækkeligt omfattende og grundig eller medført den nødvendige handling. I overensstemmelse hermed tog Kommissionen den 9. juli 2003 flere skridt, herunder skridt til at indlede disciplinærsager mod tre højtplacerede tjenestemænd i Eurostat for påståede overtrædelser af finansordningen og af personalevedtægterne. To af disse sager måtte udsættes med det samme af den juridiske årsag, at behandlingen af sådanne sager ville komme til at foregå samtidig med en igangværende OLAF-undersøgelse af de samme tjenestemænd, hvilket Parlamentet og offentligheden blev gjort bekendt med på daværende tidspunkt. Hvad angår den tredje sag, besluttede Kommissionen at suspendere den, men først på det tidspunkt, det blev klart i henhold til oplysninger fra OLAF, at OLAF også var ved at undersøge den tredje tjenestemand.

For indeværende er man nu ved at indkredse og tage stilling til det personlige ansvar både i henhold til de procedurer, som de franske justitsmyndigheder i Paris har indledt, og i henhold til disciplinærsagerne.

For at sikre, at alle oplysninger om sager om eventuelt svig og uregelmæssigheder for fremtiden kan indsamles og vurderes hurtigt og i sammenhæng, har kommissionsformand Prodi underrettet EuropaParlamentet om, at han har til hensigt at indføre strukturer til dette formål for at skabe mere effektive måder at underrette kommissionskollegiet på og forsyne kommissærerne med forbedrede muligheder for at foreslå relevante administrative foranstaltninger.

Den 21. maj 2003 godkendte Kommissionen anmodningerne fra de tjenestemænd, som det ærede medlem henviser til i sit spørgsmål, om at blive overflyttet til andre stillinger, så længe undersøgelsen varer. Begge er midlertidigt udpeget til at varetage rådgivende funktioner i Kommissionens Generaldirektorat for Personale og Administration og beskæftiger sig med projekter, der er relevante for Kommissionens arbejde.

Som anført ovenfor omfattede de disciplinærsager, der blev indledt den 9. juli 2003, en tredje højtplaceret tjenestemand, der også er blevet overført til en rådgivende funktion. Denne tjenestemand er også i aktiv tjeneste.

Samme dag blev en række ledende personer i Eurostat overflyttet til rådgivende stillinger inden for Eurostat. Disse overflytninger blev besluttet for en sikkerheds skyld og havde til formål at sikre institutionens og dets personales interesser, og der er ikke tale om disciplinærforanstaltninger.

Der er ikke til dato blevet indledt yderligere disciplinærsager. Såfremt der måtte fremkomme bevis for, at nuværende eller tidligere personale kan have overtrådt finansforordningen og personalevedtægten, vil der blive indledt disciplinærsager mod de pågældende på normal vis med formodning om uskyld, til det modsatte er bevist.

(1) Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, EFT L 357 af 31.12.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/487

(2004/C 78 E/0508)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3200/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Ydre racebetingede kendetegn som kriterium for politiets eller toldvæsenets kontrol af personer, som passerer en af EU's indre grænser

Som følge af arbejdet i tunnelen mellem banegården i Monaco og det foreløbige stoppested Montecarlo Country Club, der ligger på fransk territorium, er den gennemgående togtrafik på strækningen Genua (I)-Nice (F) spærret fra september til december 2003, og togpassagererne befordres med bus. Torsdag aften den 16. oktober 2003 mellem kl. 19.15 og kl. 19.45 kunne jeg med egne øjne konstatere, at rejsende i Intercity tog nr. 346 »Riviera dei Fiori« på strækningen Basel-Genua-Nice blev holdt tilbage i en halv time i erstatningsbussen på banegårdspladsen i den italienske grænseby Ventimiglia på grund af personkontrol ved indrejse i Frankrig, således som den ellers eventuelt finder sted i det gennemgående tog. I den forbindelse foretog det italienske politi med mere end al tydelighed en racebetinget udvælgelse, således at mennesker med et afrikansk eller asiatisk ydre skulle forevise deres rejsedokumenter og hente deres bagage fra fragtrummet. Mennesker med et ydre, der er almindeligt i Europa, Nordamerika, Australien eller New Zealand blev derimod ladt fuldstændigt i fred.

1.	Kan Kommissionen oplyse, om denne fremgangsmåde er almindelig og i overensstemmelse med den arbejdsmåde, som er fastlagt for lejlighedsvis kontrol ved eller i nærheden af EU's indre grænser i de EU-medlemsstater, der er omfattet at Schengen-aftalen?

Medfører dette, at mennesker, som ikke er statsborgere i et EU-land men med lys hudfarve, langt lettere kan passere EU's indre grænser end personer, som er statsborgere i en medlemsstat, og hos hvem det er tydeligt, at deres forfædre stammer fra andre dele af verden? Finder Kommissionen denne situation ønskværdig?

Hvilken ændring tilstræber Kommissionen af denne klart opståede fremgangsmåde med udvælgelse alt efter ydre? Hvorledes vil man sørge for, at der rent faktisk foretages en sådan ændring i EU? Har Kommissionen mulighed for at gennemføre denne ændring på grundlag af den eksisterende traktat, eller er det nødvendigt med en yderligere indsats fra Rådets side?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(24. november 2003)

Kommissionen vil henvende sig til de italienske myndigheder for at få de oplysninger, som er nødvendige, for at den kan besvare det ærede medlems forespørgsel.

Så snart Kommissionen har et resultat af sine undersøgelser, vil den give det ærede medlem besked.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/487

(2004/C 78 E/0509)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3204/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Kommerciel udnyttelse af beskyttede arter i den græske natur

Ifølge en offentliggørelse i avisen »To Vima« (5.10.2003) har miljøorganisationer og videnskabelige organer afsløret, at Landbrugsministeriet har givet et selskab tilladelse til at indfange og kommercielt udnytte nogle sjældne og beskyttede arter i den græske natur (fugle, skildpadder, slanger, kamæleoner og andre) uden nogen begrænsninger, hvad angår betingelser for indsamling, indfangning, transport og opbevaring.

1.	Hvordan kommenterer Kommissionen denne kendsgerning? Hvad mener Kommissionen om, at det i de udstedte tilladelser ifølge disse offentliggørelser er nævnt, at de pågældende arter er »statslig ejendom«?

2.	Hvordan sikres overholdelsen af artikel 5 i direktiv 79/409/EØF (1), ifølge hvilken det er forbudt at indfange alle de fuglearter, der lever i vild tilstand, med undtagelse af dem, der er opført på listen over arter, som der må drives jagt på?

3.	Har den i henhold til artikel 14 i forordning (EF) 338/97 (2) (CITES) nedsatte håndhævelsesgruppe med ansvar for at sikre, at forordningen overholdes, kendskab til denne sag? Deltager Grækenland i denne gruppe? Overholdes forordningens artikel 8, stk. 1?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(19. december 2003)

Kommissionen kan meddele det ærede medlem, at den på grundlag af en klage (nr. 2003/4831) vedrørende landbrugsministeriets udstedelse af tilladelser til indsamling og opdræt af en række græske vilde arter, der er optaget i bilag IV til Rådets direktiv 92/43/EØF (3), har indledt en sag for at undersøge, om denne praksis er i overensstemmelse med forpligtelserne efter direktivets artikel 12 og 16.

Da den pågældende klage ikke vedrører fangst af fuglearter, er den endnu ikke blevet sat i forbindelse med Rådets direktiv 79/409/EØF (4). Kommissionen vil imidlertid også rejse dette spørgsmål med de græske myndigheder, og hvis der er udstedt tilladelser til indsamling af enheder af fuglearter, der er beskyttet i medfør af direktiv 79/409/EØF, vil dette blive taget op. Kommissionen kan forsikre det ærede medlem om, at den vil fortsætte sin undersøgelse af klagen og ikke tøve med at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at Grækenland handler i overensstemmelse med Fællesskabets lovgivning.

Hvad angår muligheden for, at der er sket en overtrædelse af Rådets forordning (EF) nr. 338/97 (5) (CITES), skal det nævnes, at kommerciel handel med arter i bilag A, B og C er tilladt efter forordningens artikel 5 og 8, hvis de pågældende arter stammer fra en medlemsstat og er indfanget eller indsamlet i naturen i overensstemmelse med lovgivningen i denne medlemsstat. Der kan således kun blive tale om overtrædelse af denne forordning, hvis det drejer sig om arter, der er opført i forordningen (ikke andre arter), og kun hvis det kan fastslås, at de græske myndigheder har udstedt tilladelser for disse arter i strid med Grækenlands egne love eller Rådets direktiv 92/43/EØF.

Kommissionen vil behandle denne sag efter standardklageproceduren og vil ikke forelægge den for håndhævelsesgruppen i artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 338/97, eftersom denne gruppe ikke er et udvalg, hvortil man kan indgive klager over overtrædelser fra medlemsstaternes side. Gruppen er derimod et forum for alle medlemsstaternes håndhævelsesmyndigheder (dvs. politi, told osv.), hvor de kan drøfte og udveksle oplysninger om tekniske spørgsmål af fælles interesse med henblik på at forbedre håndhævelsen af CITES-forordningen.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(2) EFT L 61 af 3.3.1997, s. 1.

(3) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206 af 22.7.1992.

(4) Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle.

(5) Rådets Forordning (EF) nr. 338/97 af 9. december 1996 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handelen hermed, EFT L 61 af 3.3.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/488

(2004/C 78 E/0510)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3207/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Peroxid i tandpasta

Kommissionen har til hensigt at godkende en forhøjelse af indholdet af peroxid i kosmetiske produkter fra 0,1 til 6 %. Dette sker for at give nye tandplejemidler adgang til markedet.

Peroxid er inhærent farligt. Det er årsagen til, at Japan og Brasilien for nylig har forbudt stoffet til dette formål, navnlig da der er sikre alternativer til at gøre tænderne hvide også uden peroxid. Også den amerikanske sammenslutning af tandlæger advarer mod produkter med et højt indhold af peroxid, der kan beskadige tænderne og forårsage maveproblemer.

Også WHO er bekymret over tilstedeværelsen af peroxid i kosmetiske produkter.

Mener Kommissionen ikke — på grundlag af forsigtighedsprincippet — at en forhøjelse af indholdet af peroxid ikke er gavnligt for (folke)sundheden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(1. december 2003)

En af hovedmålsætningerne med Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (1) er at beskytte folkesundheden. Derfor anfører direktivet som et overordnet princip, at kosmetiske midler, der bringes i handelen inden for Fællesskabet, ikke må kunne være til skade for menneskets sundhed (direktivets artikel 2). Der er iværksat foranstaltninger for at sikre dette, for eksempel må visse stoffer ikke forekomme i kosmetiske midler (direktivets bilag II), og visse andre stoffer må kun forekomme i overensstemmelse med de fastsatte begrænsninger og betingelser (direktivets bilag III). Referencenummer 13 i bilag III fastsætter regler for hydrogenperoxid og andre blandingsprodukter, der udskiller hydrogenperoxid, herunder carbamidperoxid og zinkperoxid i mundplejemidler op til den højeste tilladte koncentration på 0,1 %.

Den Videnskabelige Komité for Kosmetiske Produkter og andre Forbrugsvarer end Levnedsmidler (SCCNFP) har beføjelser til at afgive udtalelse i spørgsmål vedrørende forbrugersundhed og -sikkerhed på baggrund af videnskabelige data. Kommissionen anmodede SCCNFP om at vurdere, om det var sikkert at anvende højere koncentrationer af hydrogenperoxid og andre blandingsprodukter, der udskiller hydrogenperoxid i tandkosmetiske midler. Disse produkter udgør en anden kategori af kosmetiske midler end mundpleje-produkter.

SCCNFP erklærede i sin udtalelse, vedtaget under det 21. plenarmøde af 17. september 2002, at indholdet af hydrogenperoxid i tandkosmetiske midler ikke burde overstige 6 % (af indholdet eller det udskilte) med en begrænsning på maksimalt 50 mg hydrogenperoxid om dagen. Det frarådes at bruge tandkosmetiske midler inden og umiddelbart efter tandlægebehandling. Forhold som allerede eksisterende skader på vævet og samtidigt forbrug af tobak og/eller alkohol kan forværre den giftige virkning af hydrogenperoxid. Der er generelle beviser for, at korrekt brug af tandblegende midler med mellem 0,1 og 6,0 % hydrogenperoxid (eller tilsvarende for stoffer, der udskiller hydrogenperoxid) er sikkert, såfremt det foregår under en tandlæges overvågning.

Kommissionen vil med udgangspunkt i denne udtalelse tage de nødvendige skridt til at tilpasse bilag III til direktiv 76/768/EØF i overensstemmelse hermed.

(1) Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler, EFT L 262 af 27.9.1976.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/489

(2004/C 78 E/0511)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3212/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Beskyldninger i britisk avis om uregelmæssigheder i Kommissionen

Ifølge oplysninger i det britiske dagblad Daily Telegraph af 24. september 2003 er der tilgået næstformand i Kommissionen, Neil Kinnock, en skrivelse med beskyldninger om uregelmæssigheder, som OLAF ifølge oplysningerne undersøger, der skulle vedrøre tildeling af fællesskabsstøtte til græske virksomheder. Avisens journalist, Ambrose Evans-Pritchard, anfører, at det i skrivelsen antydes, at uregelmæssighederne i Eurostat skulle være nærmest ubetydelige i forhold til det, OLAF skulle have konstateret i forbindelse med nogle kontrakter med græske firmaer.

Findes denne skrivelse til kommissær Kinnock? Hvem har sendt den og hvad er dens indhold mere præcist? Hvor store er de pågældende uregelmæssigheder (i tal) og hvilke græske virksomheder (med navns nævnelse) er der tale om? Hvilke skridt har Kommissionen taget og vil tage for at kaste fuldt lys over dette spørgsmål, der kan skade Grækenlands image?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(23. december 2003)

Et anonymt brev sendt til et æret parlamentsmedlem med påstande om uregelmæssigheder blev den 4. september 2003 på ganske korrekt vis overgivet af det pågældende ærede medlem til medlemmet af Kommissionen med ansvar for personale og administration, næstformand Neil Kinnock.

Samme dag gav Neil Kinnock i overensstemmelse med den vedtagne procedure det anonyme brev videre til Franz-Hermann Brüner, generaldirektør for OLAF, med henblik på passende undersøgelse og opfølgning, og det ærede medlem blev underrettet herom. Kommissionen oplyste naturligvis ikke på noget tidspunkt pressen om dette brev.

OLAF foretog dernæst en vurdering, der bl.a. omfattede en omhyggelig undersøgelse af alle de dokumenter, der nævnes i brevet.

Resultatet af OLAF's vurdering er, at der ikke var hold i påstandene. Det er Kommissionens opfattelse, at hverken en persons eller en virksomheds omdømme eller for den sags skyld en medlemsstats omdømme må lide skade som følge af denne type anonyme påstande, når hverken OLAF's undersøgelser eller de interne kontroller i det relevante generaldirektorat har tilvejebragt beviser til støtte for påstandene.

Resultaterne af OLAF's undersøgelse blev sendt til det ærede medlem, der overgav det anonyme brev til Neil Kinnock.

Alle oplysninger, der kan føre til påvisning af forseelser, tages alvorligt af Kommissionen og overdrages til de relevante efterforskningsmyndigheder. Misbrug af systemet til at anmelde påståede forsømmelser er dog spild af efterforskningsfolkenes kostbare tid og kan få ansvarlige personer til at afholde sig fra at anmelde en berettiget mistanke.

Kommissionen er derfor interesseret i at modtage oplysninger, der kan medvirke til at afdække den anonyme brevskrivers identitet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/490

(2004/C 78 E/0512)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3216/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Bortskaffelse af farligt affald i Grækenland og overtrædelse af miljølovgivningen

Ifølge det svar, som kommissionsmedlemmet Wallström gav i form af et bilag til min forespørgsel (P-2724/03 (1)) produceres der i Grækenland årligt i alt 392 539 ton farligt affald. Eftersom det i det samme svar nævnes, at Kommissionen ikke har kendskab til deponeringsstederne for farligt affald, er det naturligt at stille spørgsmålet om, hvor det midlertidigt deponerede farlige affald mon bliver af, idet der med tiden må have samlet sig over en million ton.

1.	Hvilke myndigheder er ansvarlige for udstedelse af tilladelser til indsamling, transport og midlertidig deponering af farligt affald, hvor mange tilladelser er der givet, og hvilke mængder drejer det sig om?

2.	Er der skabt centre for midlertidig deponering, behandling, oparbejdning og endelig bortskaffelse af farligt affald på grundlag af direktiv 75/442/EØF (2)?

Hvor bortskaffes det farlige affald efter den midlertidige deponering, og hvordan overholdes forbuddet mod at blande forskellige kategorier af farligt affald og mod at blande farligt affald med ikke farligt affald — som det er bestemt i direktiv 91/689/EØF (3) — eftersom Grækenland ikke råder over passende centre for behandling eller bortskaffelse af farligt affald?

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen i sin egenskab af traktaternes og den afledte rets vogter at træffe for at sikre overholdelse af fællesskabsbestemmelserne, og kan Kommissionen bekræfte, at det ikke farlige affald deponeres på autoriserede lossepladser, og at oplysningerne fra de græske myndigheder passer, selvom der i den græske presse konstant berettes om ukontrolleret bortkastning af affald?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(17. december 2003)

Som supplement til svaret på det ærede medlems skriftlige forespørgsel P-2724/03 (4), vil Kommissionen gerne gøre det ærede medlem opmærksom på følgende:

Ifølge de oplysninger, de græske myndigheder har givet Kommissionen i forbindelse med rapportaflæggelsen i henhold til Rådets direktiv 75/442/EF af 15. juli 1975 om affald findes de myndigheder, der har til opgave at udstede tilladelser til bortskaffelse og genbrug, på amtsplan. Det spørgeskema, der benyttes til denne rapportaflæggelse, kræver ikke, at de kompetente myndigheder for farligt affald angives.

Ifølge de oplysninger, de græske myndigheder har givet Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 3, i Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (5), findes der et anlæg, som har tilladelse til at forarbejde 12 000 tons affald om året (t/å) under genanvendelsesoperation (6) R 13 og et, som har tilladelse til bortskaffelsesoperation D 15 (20 t/å). Kommissionen har ikke oplysninger om, hvor mange tilladelser der er blevet udstedt til indsamling og transport af farligt affald.

Vurderingen af de oplysninger, de græske myndigheder gav for året 2000 i december 2002, viser, at 230 000 tons midlertidigt opbevares på de steder, hvor de blev frembragt, med henblik på bortskaffelse eller genbrug. De græske myndigheder understreger, at der hele tiden føres kontrol for at sikre, at sundhed og miljø beskyttes fuldt ud.

Kommissionen har ingen oplysninger om det endelige bortskaffelses- eller genanvendelsessted for farligt affald, som for tiden opbevares midlertidigt. Den græske lovgivning for farligt affald, dvs. fælles ministerbeslutning 19396/1546/1997 opstiller en række særlige foranstaltninger for behandling af farligt affald. Nærmere betegnet kræver den direkte, at anlæg og foretagender, som bortskaffer, genanvender, indsamler eller transporterer farligt affald, ikke blander forskellige kategorier farligt affald med hinanden eller blander farligt affald med ufarligt. Desuden har de græske myndigheder bekræftet, at betingelserne for midlertidig opbevaring på produktionsstedet udelukker, at affaldet blandes med andet affald (farligt eller ufarligt).

Da Kommissionen kun har modtaget ufuldstændige oplysninger om de foranstaltninger, den græske regering har truffet for at efterkomme Domstolens dom af 13. juni 2002 (7), er det dens opfattelse, at Grækenland har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 228, stk. 1, og den har derfor sendt en formel åbningsskrivelse i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 228, stk. 2. Kommissionen vil på denne baggrund undersøge alle oplysninger, som giver anledning til at tro, at Grækenland ikke overholder Fællesskabets lovgivning tilstrækkeligt.

(1) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 132.

(2) EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39.

(3) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 20.

(4) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 132.

(5) EFT L 377 af 31.12.1991.

(6) I henhold til bilag II i direktiv 75/442/EØF.

(7) Dom af 13.6.2002, Kommissionen/Grækenland, sag C-33/01, smlg. s. 5447.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/492

(2004/C 78 E/0513)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3218/03

af John Bowis (PPE-DE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Sjældne sygdomme: Evans syndrom

Er Kommissionen opmærksom på problemerne med børn, der lider af Evans syndrom, og på de ekstreme og foruroligende vanskeligheder, man i Europa er oppe imod, når man skal finansiere selv moderat budgetterede medicinske forskningsprojekter i ikke-genetiske, sjældne sygdomme (herunder Evans syndrom)?

Er Kommissionen parat til at yde finansiel støtte til forskningsprojekter, der er relateret til Evans syndrom (herunder projekter som er sponsoreret af »Association Française du Syndrome d'Evans (AFSE)« i Frankrig og af »People in Search of a Cure for Evans Syndrome« i Storbritannien)?

Al den stund EF's lægemiddelpolitiske forordning om »forældreløse lægemidler« forudsætter forudgående grundlæggende forståelse af sygdommes fysiopatologiske aspekter (som på nuværende tidspunkt er fraværende i tilfældet Evans syndrom), og al den stund Fællesskabets indsats mod sjældne sygdomme ikke er snævert forbundet med kriterier som dødshyppighed eller en given sygdoms indvirkning på børn (og i praksis er for selektiv, bortset fra sygdomme der ikke tidligere er blevet forsket i), vil Kommissionen overveje at oprette en »universal fond for sjældne sygdomme«, lige som den der findes i andre sektorer, med det formål at hjælpe til med at sikre de svagestes rettigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(10. december 2003)

Forskning i sjældne sygdomme falder ind under det udvalgte forskningstema 1 »Biologiske videnskaber, genomforskning og bioteknologi i sundhedens tjeneste« i det 6. rammeprogram. I forbindelse med arbejdsprogrammerne for dette forskningstema iværksættes med regelmæssige mellemrum indkaldelser af forslag til projekter, som involverer mindst tre uafhængige juridiske personer fra tre forskellige medlemsstater eller associerede stater.

Skønt dette udvalgte forskningstema er centreret om genomforskning og forskning i bioteknologi og Evans syndrom ikke ser ud til at have genetiske årsager, kan den forskning, der udføres i henhold til dette program, også komme denne sygdom til gode.

Der blev allerede iværksat to forslagsindkaldelser i 2003.

Selv om Evans syndrom ikke nævnes udtrykkeligt i arbejdsprogrammerne for disse to første forslagsindkaldelser, kan forskere, der er interesserede i Evans syndrom, meget vel have benyttet lejligheden til at deltage i konsortier, som har indgivet forslag om emner, der har betydning for deres forskningsområde, såsom:

—	samordning af forskning i sjældne sygdomme i Europa, med deltagere fra forskningsmiljøet, små og mellemstore virksomheder (SMV) og patientsammenslutninger;

—	lægemidler til børn;

—	specifikke støtteforanstaltninger til undersøgelse af mulighederne og udsigterne for cellebaseret behandling af autoimmunsygdomme.

Flere forslagsindkaldelser vil følge i 2004 og 2005. Emnerne for disse indkaldelser vil blive udvalgt i samråd med forskerne, med støtte fra det videnskabelige rådgivende udvalg og udvalget for programmet for det udvalgte forskningstema 1. Når forslagsindkaldelserne offentliggøres, kan forskere, der er interesserede i Evans syndrom, undersøge muligheden for at deltage i projekter, der er relevante for deres område.

De sjældne sygdomme har også fået en fremtrædende plads i det nye program for Fællesskabets indsats inden for folkesundhed (2003-2008). Ifølge punkt 2.3. i bilaget til dette program omfatter indsatsen mod sjældne sygdomme udvikling af strategier og instrumenter for informationsudveksling og forebyggelse. I henhold til arbejdsprogrammerne for 2003 og 2004 skal der først og fremmest satses på informationsudveksling på basis af et europæisk informationsnetværk for sjældne sygdomme samt udvikling af strategier og instrumenter for informationsudveksling og samordning på fællesskabsniveau, med henblik på at sikre kontinuiteten i indsatsen og fremme det tværnationale samarbejde. I denne sammenhæng kan der også ydes støtte til projekter, som kunne være relevante for forskere, der beskæftiger sig med Evans syndrom.

Kommissionen har ingen planer om at oprette en universal fond for sjældne sygdomme.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/493

(2004/C 78 E/0514)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3222/03

af Proinsias De Rossa (PSE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Savnede personer

I sit svar på mit spørgsmål E-1932/01 (1) om kontakttjenester for savnede personer, sagde Kommissionen, at den på det tidspunkt (september 2001) koncentrerede sig om situationen omkring savnede børn og teenagere.

Hvad har man foretaget sig siden undersøgelsen forelå (den skulle være afsluttet tidligt i 2002) for at undersøge de eksisterende bestemmelser herom i medlemsstaterne?

Hvad har man foretaget sig siden Belgien fik vedtaget en beslutning, der opfordrede medlemsstaterne til at oprette nationale overvågningscentre og andre centre til at imødegå, at børn forsvinder og udnyttes seksuelt?

Hvad har man foretaget sig siden anbefalingen fra den Europæiske Konference om Forebyggelse og Bekæmpelse af Menneskehandel, som blev afholdt i Bruxelles i september 2002, gående ud på at der gennemføres en forundersøgelse med henblik på at oprette en europæisk database over savnede personer, en anbefaling som Europa-Parlamentet har tilsluttet sig i sin nylige beslutning (2) om Daphne II-programmet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(3. december 2003)

Den undersøgelse, det ærede medlem henviser til, foreligger nu under titlen »Child Abuse and Adult Justice. A comparative study of different European Criminal Justice Systems handling of cases concerning Child Sexual Abuse«. Den blev gennemført af Rädda Barnen (Sverige) i et tværeuropæisk partnerskab. Der er sendt en kopi af undersøgelsen direkte til det ærede medlem og Europa-Parlamentets Sekretariat.

Med hensyn til Rådets resolution (3), hvori Kommissionen opfordres til at gennemføre en undersøgelse vedrørende forsvundne eller seksuelt udnyttede børn, blev der i 2003 truffet en foranstaltning under Stop II-programmet (4). Første del af projektet vedrører en undersøgelse af det reelle omfang af problemet med forsvundne eller seksuelt udnyttede børn. Anden del af projektet sigter mod at give et generelt overblik over, hvorvidt der i civilsamfundet i medlemsstaterne findes organisationer, der aktivt støtter indsatsen i forbindelse med forsvundne eller seksuelt udnyttede børn, organisationernes rolle og struktur. I tredje del af projektet undersøges de retlige spørgsmål, der opstår ved at inddrage civilsamfundets organisationer i medlemsstaterne aktivt i bekæmpelsen af børns forsvinden og seksuelle udnyttelse, navnlig problemerne i forbindelse med, at de relevante myndigheder sender fortrolige oplysninger til sådanne organisationer. Den endelige rapport forventes at foreligge den 31. marts 2004.

På den europæiske konference om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel, der blev afholdt i Bruxelles i september 2002, blev det henstillet, at der gennemføres en feasibility-undersøgelse om etableringen af en europæisk database over forsvundne personer, hvilket Europa-Parlamentet gentog i sin beslutning (5) om Daphne II-programmet; svaret herpå kom i begrundelsen til Kommissionens ændrede forslag til Daphne II (6), nemlig at det allerede er muligt at søge efter forsvundne personer og navnlig børn i det nuværende Schengeninformationssystem (SIS) (se også Schengenkonventionens artikel 97). I forbindelse med udviklingen af anden generation af SIS vil denne mulighed fortsat bestå. Kommissionen finder derfor, at det i lyset at SIS' nuværende funktionaliteter ikke er hensigtsmæssigt at undersøge mulighederne for at etablere et supplerende specifikt system, der kun vil overlappe det nuværende system og afstedkomme væsentlige meromkostninger.

(1) EFT C 40 E af 14.2.2002, s. 142.

(2) P5_TA(2003)0366 - A5-0280/2003.

(3) EFT C 283 af 9.10.2001.

(4) Projekt 2002/STOP II/108.

(5) P5_TA(2003)0366 - A5-0280/2003.

(6) KOM(2003) 616 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/494

(2004/C 78 E/0515)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3226/03

af Felipe Camisón Asensio (PPE-DE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Reform af tobakssektoren

Kommissionen foreslår en betydelig nedskæring i den direkte støtte til EU's tobaksavlere, en nedskæring, der ikke har noget sidestykke i andre sektorer, der for nyligt er blevet reformeret eller står for at skulle reformeres. I Spaniens tilfælde skønner de berørte, at de ud af den samlede direkte støtte, som de i øjeblikket modtager, efter denne reform kun vil modtage gennemsnitligt 45 %, idet de resterende 55 % skal anvendes til en omstruktureringsfond. Denne nedskæring i den direkte støtte kan bringe ikke blot mange bedrifters overleven i fare, men også fremtiden for tobaksproduktionen og for den industri, der lever af den, hvilket ville få alvorlige følger for beskæftigelsen i regioner som f.eks. Extremadura, der er stærkt afhængige af denne aktivitet.

Kommissionen begrunder reformen med sundhedsmæssige hensyn og henviser til, at det er nødvendigt at reducere tobaksforbruget. Når nu Kommissionen har dette ædle formål, ville det være logisk, at den allerede havde et skøn over, hvor meget forbruget vil falde efter reform af sektoren. Kan Kommissionen opgive et vejledende tal? Eftersom reformen jo ikke berører den importerede tobak, har Kommissionen da til hensigt at indføre nogen form for f.eks. toldforanstaltninger for at begrænse importen til EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(6. januar 2004)

Den 18. november 2003 vedtog Kommissionen forslaget om reform af den fælles markedsordning for tobak (1).

Reformen omfatter en fuldstændig udfasning af den nuværende direkte støtte til tobaksavlerne over tre år.

Den foreslåede reform skal begynde med overførsel af hele eller en del af den nuværende tobakspræmie til rettigheder i forbindelse med enkeltbetalingen. Denne overførsel vil være fuldstændig for tobaksavlere, der producerer op til 3,5 tons, og som er de mest sårbare avlere med begrænsede muligheder for at skifte over til andre afgrøder. For tranchen mellem 3,5 tons op til 10 tons vil 75 % af den nuværende tobakspræmie blive inkorporeret i enkeltbetalingsordningen. De resterende 25 % vil indgå i det foreslåede rammebeløb for omstrukturering.

Når reformen gennemføres for større tobaksbedrifter, vil den nuværende tobakspræmie for tranchen på over 10 tons blive nedsat med en tredjedel i hvert af de to første etårstrin og vil på det tredje trin blive nedsat til 45 % og inkorporeret i enkeltbetalingen. For at undgå større ændringer i landbrugsbedrifternes indkomst vil de resterende 55 % blive overført til rammebeløbet for omstrukturering. Disse større tobaksavlere vil blive ramt af en delvis nedsættelse af støtten, men deres bedrifter kan lettere omstilles til andre afgrøder, og hvis de omstilles, kan deres omstilling støttes via rammebeløbet for omstrukturering.

Budgetbevillingerne til tobakssektoren vil forblive de samme, og den del, der ikke ydes som enkeltbetaling, vil blive overført til et rammebeløb for omstrukturering. Rammebeløbet vil blive brugt til at forbedre infrastrukturen og især støtte tobaksavlere, der ønsker at skifte over til andre afgrøder. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de beløb, der overføres til rammebeløbet, vil blive brugt i tobaksområderne i de medlemsstater, hvor de opkræves.

Kommissionens hovedbegrundelse for at foreslå reformen var at tilstræbe et langsigtet mål for tobakssektoren i forbindelse med et bæredygtigt landbrug. Reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 indebærer rent faktisk et brud på forbindelsen mellem produkt og støtte, så enkeltbetalingen bliver et instrument til direkte indkomststøtte. På dette grundlag vil tobaksstøtten blive inkluderet i enkeltbetalingsordningen sammen med præmierne for andre afgrøder såsom humle, olivenolie og bomuld. Kommissionen mener dog desuden, at større afstemning mellem den fælles landbrugspolitik og EU's forbruger- og sundhedspolitik er påkrævet. Selv om afskaffelsen af produktrelateret støtte måske ikke direkte påvirker cigaretrygningen på kort sigt som anført i Kommissionens udvidede evaluering af indvirkning på miljøet (2) for nylig, er det klart, at en bedre afstemning med sundhedspolitikken er af stor betydning for at bevare EU-borgernes tillid.

Med hensyn til spørgsmålet om eventuelt at indføre toldforanstaltninger for tobak har Kommissionen ingen hensigter i så henseende og ser ingen grund til at begrænse importen af tobak til EU.

(1) KOM(2003) 698 endelig udg.

(2) KOM(2003) 554 endelig udg. er også disponibel på http://europa.eu.int/comm/agriculture/capreform.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/495

(2004/C 78 E/0516)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3227/03

af John Bowis (PPE-DE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Indonesien

Vil Kommissionen presse den indonesiske regering til at sikre nationale og internationale observatører, foruden FN's særlige Repræsentant for Menneskerettigheder og FN's særlige rapportør om tortur adgang til Aceh for at efterforske Abdussalam Muhmad Delis forsvinden, en frivillig i PB-HAM East Aceh (Pos Bantuan Hukum dan Hak Asasi Manusia, menneskerettigheds- og retshjælpspost), som har været savnet siden søndag den 11. maj 2003, og drabet på Raja Ismail, der arbejdede i Aceh Tamiang-distriktet som frivillig for PB-HAM East Aceh, samt til at beskytte menneskeretsforkæmpere i Aceh og sikre, at de kan udføre deres legitime og vigtige arbejde uden frygt for overgreb på deres menneskerettigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(27. november 2003)

EU finder situationen i Aceh-provinsen bekymrende. EU og Fællesskabet, som sammen varetog formandskabet på den forberedende Tokyo-konference om fred og genopbygning i Aceh, har givet udtryk for bekymring med hensyn til forlængelsen af den militære undtagelsestilstand i provinsen og håber at den snarest muligt bringes til afslutning.

EU's standpunkt er at regeringen, så længe den militære undtagelsestilstand varer, bør tilskyndes til at varetage sine opgaver med mindst mulig indgriben i Aceh-befolkningens velfærd og til i denne forbindelse at føre en politik der gør det muligt yde humanitær bistand, retablere de civile institutioner og sikre lov og orden

Det er også Kommissionens håb at befolkningens lidelser minimeres mest muligt, og at der opnås en afklaring af forholdene i Aceh. Kommissionen fortsætter i denne forbindelse med at opfordre partnerne til at sørge for at de internationale agenturer og de relevante ngo'er får adgang til at kunne varetage deres humanitære opgaver.

Fællesskabet fortsætter med at bakke op om Indonesiens territoriale integritet, samtidig med at den er fast overbevist om at konflikten i Aceh kun kan løses politisk

Kommissionens delegation i Djakarta følger nøje med i, hvordan situationen udvikler sig i Aceh-provinsen; en sådan indsamling af pålidelige og kontrollerbare oplysninger, der sker i samarbejde med medlemsstaternes missioner i Indonesien, er imidlertid en vanskelig opgave. Det skal i denne forbindelse nævnes at Kommissionen har modtaget oplysninger fra PB Ham Aceh Timur og Kontras om Abdussalam Muhamad Deli's forsvinden og mordet på Raja Ismail efter bortførelsen i maj 2003

De indonesiske myndigheder udsatte desværre i sidste øjeblik det besøg som det var planlagt de politiske rådgivere ved de forskellige ambassader skulle aflægge i Aceh.

Kommissionen har på de seneste møder i Indonesien givet udtryk for sin bekymring både over for landets udenrigsminister og præsident Megawati Soekarnoputri og insisteret på at det sikres at den humanitære bistand når frem til den konfliktramte befolkning. Kommissionen finder også menneskerettigheds-sinspektørernes tilstedeværelse yderst vigtig.

Kommissionen kan forsikre det ærede medlem om at den vil fortsætte med at følge meget nøje med i situationen. Den vil fortsat insistere på at de indonesiske myndigheder hurtigst muligt vender tilbage til forhandlingsbordet, og at de allerede inden da giver de humanitære bistandsorganisationer mulighed for at udføre deres arbejde i felten.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/496

(2004/C 78 E/0517)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3230/03

af Dorette Corbey (PSE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Støtteprogrammerne Interreg og Urban

Projekter, der finansieres med støtte over programmerne Interreg og Urban, vil normalt kunne påregne høj anerkendelse. De er ofte innovative og på grund af kravet om, at de samarbejdende partnere/institutioner skal komme fra flere lande, opstår der en positiv synergi, der bidrager til opbygning af fælles værdier.

Klagerne vedrører navnlig den administrative procedure:

—	Det administrative system er komplekst, uigennemskueligt og koster uforholdsmæssigt meget tid, penge og arbejde.

—	For mindre institutioner er de administrative byrder blevet til en uoverkommelig hindring og den samlede bevilgede støtte er for lav. Dette gælder desværre også mange institutioner fra kandidatlandene.

—	Ofte anmodes der først i allersidste øjeblik, inden en frist udløber, om supplerende oplysninger. Dette fører til en enorm forsinkelse i afvikling og betaling.

—	Evalueringen af ansøgningerne forekommer vilkårlig. Høj kvalitet medfører ikke nødvendigvis godkendelse, mens lav kvalitet ikke altid fører til afslag.

Det må naturligvis erkendes, at omhyggelige procedurer er nødvendige for at hindre svig og ukorrekt anvendelse af fællesskabsmidler.

Alligevel bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål:

1.	Genkender Kommissionen de ovenfor anførte negative forhold?

2.	Har Kommissionen inden for tjenestegrenene skabt procedurer til at behandle de negative forhold?

3.	Hvilke foranstaltninger har Kommissionens tjenestegrene truffet for at forbedre og/eller forenkle administrative procedurer?

4.	Hvilke foranstaltninger har Kommissionen til hensigt at træffe?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(13. januar 2004)

Kommissionen glæder sig over det ærede medlems positive bemærkninger om projekter, der finansieres gennem EF-initiativerne Interreg og Urban, og navnlig over henvisningen til disse projekters innovative karakter. Interessen for begge initiativer er stor, hvilket fremgår af de mange projekt- og støtteansøgninger.

Eftersom EF-initiativerne indgår i strukturfondene, fungerer de efter samme regler. Dette betyder, at ansvaret for forvaltningen af de enkelte programmer, herunder indkaldelse af projektforslag og udvælgelsesprocedurerne, ligger hos den eller de medlemsstater, der deltager i programmet.

Fordi ansvaret således er placeret decentralt, er procedurerne og forvaltningssystemerne forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Kommissionen har opfordret alle medlemsstaterne til at forenkle reglerne for forvaltning af programmerne så meget som muligt. Den har ligeledes taget andre skridt for at tilskynde til forbedringer i programmernes gennemførelse.

Som reaktion på de oplysninger, den modtager, kan Kommissionen henvende sig uformelt til forvaltningsmyndighederne eller sekretariaterne for de enkelte programmer vedrørende forvaltningsspørgsmål, der giver anledning til bekymring, eller den kan rejse spørgsmålet mere formelt på et møde i programmets overvågningsudvalg. Det er Kommissionens erfaring, at medlemsstaterne reagerer positivt på konstruktiv kritik. Inden for rammerne af Interact og Urbact er der mulighed for at fremme god praksis og udveksling af erfaringer.

Kommissionen har gjort en væsentlig indsats for at forenkle programgennemførelsen i indeværende periode. Den har bl.a. vedtaget en meddelelse om forenkling, præcisering, koordinering og smidig forvaltning af strukturpolitikkerne (1), hvori der blev forelagt en række foranstaltninger, der tager sigte på at strømline programændringer, rapportering og overvågning.

Den nuværende retlige ramme gælder indtil den 31. december 2006. I begyndelsen af 2007 har Kommissionen til hensigt at forelægge yderligere forslag til en forenkling af EU-programmernes forvaltning under overholdelse af principperne om sund og effektiv forvaltning.

(1) C(2003) 1255 af 25.4.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/498

(2004/C 78 E/0519)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3236/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(3. november 2003)

Om: Uddannelse af offentligt ansatte i de nye teknologier

Der hersker i Grækenland den overbevisning, at de offentligt ansatte ikke er fortrolige med de nye teknologier og de moderne informationssystemer.

Kommissionen bedes oplyse følgende:

1.	Hvilke oplysninger har Kommissionen om de offentligt ansattes brug af de nye teknologier i Grækenland? På hvilken plads befinder Grækenland sig i sammenligning med de øvrige medlemsstater målt i %, hvad angår de offentligt ansattes brug af de nye teknologier?

2.	Hvad er Grækenlands udgifter pr. indbygger til indførelse af nye teknologier i den offentlige sektor? På hvilken plads befinder Grækenland sig i forhold til de andre medlemsstater?

3.	Er Kommissionen tilfreds med disse oplysninger, og hvis ikke, hvordan agter den så at fremme en grundigere uddannelse af de offentligt ansatte og udviklingen af bedre computerbaserede offentlige tjenesteydelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(16. december 2003)

Selv om der er sket forbedringer i den senere tid, giver Kommissionen det ærede medlem ret i, at Grækenland bør udfolde flere bestræbelser på at fremme anvendelsen af nye teknologier og moderne informationssystemer i den offentlige sektor.

Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over, er der ca. 270 000 offentligt ansatte i Grækenland. Det anslås, at omkring 20 % heraf bruger pc'er. I de senere år er der gjort en stor indsats for at forbedre situationen. Der er installeret 10 000 pc'er som led i TAXIS-systemet og 2 500 i forbindelse med programmet for modernisering af toldvæsenerne. Der er for nylig installeret 3 500 pc'er i borgerservicecentrene (KEP). Et tilsvarende antal offentligt ansatte er blevet uddannet i brugen af de nye systemer.

I øvrigt yder Den Europæiske Socialfond økonomisk støtte til opgaver af denne art. Via det operationelle program for 2000-2006 vedrørende »Informationssamfundet« er der tildelt 850 mio.EUR til et af de prioriterede områder, nemlig forbedring af den offentlige sektors tjenesteydelser til borgerne ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi (ikt). Dette program bidrager til, at antallet af offentligt ansatte, der anvender pc'er, vil stige til 70 %. Det bidrager endvidere til at forbinde hele den offentlige sektor, herunder også de lokale myndigheder, med hinanden. Et af formålene med et andet operationelt program vedrørende »Beskæftigelse og erhvervsuddannelse« er at uddanne offentligt ansatte i grundlæggende ikt-færdigheder.

Endelig deltager et betydeligt antal græske forskningsorganisationer i forskningen i eForvaltning som led i det fællesskabsstøttede forskningsprogram vedrørende informationssamfundsteknologier. Det giver den offenlige sektor i Grækenland mulighed for at være på forkant med den teknologiske udvikling inden for eForvaltning.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/500

(2004/C 78 E/0522)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3243/03

af Jan Wiersma (PSE) til Kommissionen

(3. november 2003)

Om: »Buy American Act« i det amerikanske forsvarsbudget

Har Kommissionen kendskab til, at Repræsentanternes Hus i det amerikanske forsvarsbudget har indført en lov, den såkaldte »Buy American Act«, som bevirker, at Pentagon i vidt omfang er forpligtet til at indkøbe amerikansk forsvarsmateriel?

Hvordan stiller Kommissionen sig til »Buy American Act«, som er optaget i den amerikanske Defence Authorization Bill FY 2004?

Hvad har Kommissionen gjort for at forhindre vedtagelsen af denne lov?

I hvilken udstrækning er loven en overtrædelse af de internationale handelsaftaler?

Hvilke følger har vedtagelsen af denne lov for våbenindustrien i Europa og for samarbejdet mellem EU og USA om fremstilling af våben?

Hvilke modforholdsregler overvejer Kommissionen at træffe, hvis loven vedtages endeligt?

Har Kommissionen planer om i tilfælde af en eventuel vedtagelse at anbefale EU-medlemsstaterne at indføre en ordning svarende til den, som med den planlagte lov pålægges Pentagon?

Finder Kommissionen, at vedtagelsen af Buy American Act yderligere vil kunne forværre det allerede spændte forhold til USA?

Svar afgivet på Kommissionens vegne Af Pascal Lamy

(23. december 2003)

Kommissionen har nøje fulgt udviklingen i forbindelse med lovforslaget med betegnelsen »National Defence Authorisation Act for Fiscal Year 2004«, siden det blev vedtaget af det amerikanske Repræsentanternes Hus i maj 2003. Det, som Kommissionen oprindeligt var blevet opmærksom på, var den usædvanlige udvidelse af »Buy American«-bestemmelserne til områder, som eventuelt ville være i strid med De Forenede Staters forpligtelser i henhold til Verdenshandelsorganisationens (WTO's) aftale om offentlige indkøb.

Tingene har udviklet sig i den rigtige retning, siden forslaget blev drøftet i Repræsentanternes Hus og Senatet, hvor dybe uoverensstemmelser tvang til et forlig og involvering af den amerikanske regering. Forligskonferencerapporten blev endelig godkendt den 11. november 2003 og vedtaget i Repræsentanternes Hus og Senatet straks derefter. Lovforslaget blev forelagt præsident George W. Bush med henblik på ophøjelse til lov den 21. november 2003.

En af de ting, som Kommissionen foretog sig i begyndelsen af september over for det oprindelige forslag, var at afsende en verbalnote til den amerikanske regering og Kongressen med en redegørelse for Kommissionens holdning til sagen, idet det samtidig blev fremhævet, at visse bestemmelser i forslaget kunne udgøre en overtrædelse af WTO-aftalen om offentlige indkøb. Chefen for Kommissionens delegation i Washington skrev til udenrigsministeren og udvalgte medlemmer af Repræsentanternes Hus og redegjorde for Kommissionens modstand mod enhver udvidelse af »Buy American«-bestemmelserne. Kommissionsmedlemmet med ansvar for handel drøftede også spørgsmålet med den amerikanske handelsminister Robert Zoellick. I oktober 2003 skrev Kommissionens formand Romano Prodi til den amerikanske præsident og bad ham om at modsætte sig loven, hvis den blev vedtaget af Kongressen i sin (på daværende tidspunkt) aktuelle form. Kommissionen mener, at disse gentagne indgreb har været medvirkende til at afhjælpe nogle væsentlige mangler ved det oprindelige forslag. Slutresultatet kan som helhed betragtet anses for at være tilfredsstillende fra EU's synspunkt, særlig da der dermed hindres udbredt brug af fri- og undtagelser, som kunne have ført til stor retsusikkerhed og givet store muligheder for anvendelse af diskretionære foranstaltninger.

Ifølge lovforslagets ophavsmand, formanden for Repræsentanternes Hus' udvalg for de væbnede styrker Duncan Hunter (republikaner, CA), var formålet med lovforslagets kapitel om indkøb oprindeligt at styrke kapaciteten hos det amerikanske forsvars industrigrundlag og mindske afhængigheden af udenlandske kilder. Lovforslaget ville i sin oprindelige udgave bl.a. have sat forsvarsministeriet i stand til at forbyde indkøb af goder fremstillet i lande, som anvendte restriktioner for våbeneksport, eller som ikke støttede De Forenede Staters operationer i Afghanistan eller Irak. Der findes en lignende men en smule ændret bestemmelse i den endelige udgave, men nu ville et eventuelt forbud mod indkøb af goder kun gælde for lande, som anvender restriktioner for militæreksport til De Forenede Stater til dets bekæmpelse af terrorisme, i hvilket tilfælde restriktionerne først ville gælde efter lovens ikrafttræden (og ikke som en følge af restriktioner under de amerikanske militæroperationer i Irak som oprindeligt foreslået). Det er desuden en betingelse for anvendelsen af denne bestemmelse, at den amerikanske regering sikrer sig, at det ikke sker i strid med gældende internationale forpligtelser, herunder WTO-aftalen om offentlige indkøb.

Andre foreslåede foranstaltninger såsom en forhøjelse af det amerikanske indhold ifølge »Buy American«-bestemmelserne (fra i øjeblikket 50 % til 65 %) eller et forbud mod import af visse goder, der betragtedes som »critical items for national defence«, blev udeladt af den endelige udgave.

Bestemmelserne om incitamenter til amerikanske kontrahenter til at benytte værktøjsmaskiner eller anlægsaktiver fremstillet i USA til produktion af militærudstyr og en vag præference for leverandører, som benytter sådanne maskiner eller aktiver, er bevaret i den endelige udgave og er det eneste, som i nogen grad endnu optager Kommissionen. Nu er det for Kommissionen et spørgsmål om, hvordan den amerikanske regering anvender denne bestemmelse og den bredere undtagelse i loven, som kræver, at den amerikanske regering ikke må anvende bestemmelserne i loven på en måde, der er uforenelig med De Forenede Staters internationale forpligtelser, herunder WTO-aftalen om offentlige indkøb. Kommissionen er klar over, at europæiske leverandører til det amerikanske forsvarsministerium af civile og militære goder potentielt kan blive berørt af denne bestemmelse, hvis undtagelsen ikke anvendes korrekt. Kommissionen vil derfor meget omhyggeligt følge, hvordan den anvendes i praksis.

Kommissionen vil som tidligere nøje overvåge implementeringen af »National Defence Authorisation Act for Fiscal Year 2004« og tage alle hensigtsmæssige skridt i den forbindelse.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/502

(2004/C 78 E/0523)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3250/03

af Ruth Hieronymi (PPE-DE), Christa Prets (PSE), Karin Junker (PSE), Raina Echerer (Verts/ALE) og Maria Sanders-ten Holte (ELDR) til Kommissionen

(3. november 2003)

Om: Hjælp fra Kommissionen til medlemsstaterne som tilskyndelse til at gå over til en åben, interoperabel standard i digitalt fjernsyn

Tvang er ikke ønskværdig og bør være det sidste, man griber til. For at undgå tvang opfordrer vi Kommissionen til at gøre rede for, hvordan den agter at hjælpe medlemsstaterne med deres forpligtelse i henhold til artikel 17, stk. 2 i rammedirektivet (direktiv 2002/21/EF (1)) til at tilskynde overgangen til en åben, interoperabel standard for digitalt fjernsyn som f.eks. MHP.

Hvad kan Kommissionen fortælle os om medlemsstaternes tilskyndelser til interoperabilitet, her mindre end ni måneder før fristen for gennemførelsen af direktivet udløber? I hvilken udstrækning lever medlemsstaterne op til den strenge forpligtelse i direktivet?

Kan Kommissionen give en præcis dato for, hvornår den publicerer sin redegørelse om medlemsskabernes tiltag med henblik på at tilskynde til en åben, interoperabel standard?

Kommissionen fastslog den 26. september 2002 i plenarforsamlingens drøftelse om interoperationalitet i digitalt fjernsyn, at den »giver (…) politisk støtte til sektorens frivillige iværksættelse af denne standard (MHP).« Hvilke konkrete skridt har Kommissionen taget for at leve op til dette løfte?

Hvad vil Kommissionen gøre for at overvinde den legale usikkerhed blandt de nationale regelfastsættende myndigheder, fjernsynsstationer og seere, som står i vejen for indførelsen af digitalt TV? Vil den klart definere, hvilke nationale foranstaltninger med det formål at indføre digitalt fjernsyn, som den anser for uproblematiske, forså vidt angår reglerne om statsstøtte?

Hvornår offentliggør Kommissionen de kriterier, den vil anvende i sin bedømmelse af interoperabilitet?

Hvor længe efter juli 2004 vil Kommissionen begynde at forberede proceduren med henblik på at gøre standarder obligatoriske i medfør af direktivets artikel 18, stk. 3, såfremt medlemsstaterne viser sig at have svigtet deres forpligtelser? At indlede denne procedure ville betyde et pres på medlemsstaterne for at få dem til at handle, idet det ville være et signal om, at man agter at gribe til den yderste mulighed, ifald alle andre veje slår fejl.

Eller vil Kommissionen forblive fuldstændig inaktiv, indtil fristen er udløbet, sådan som den ved flere lejligheder i år har givet udtryk for, med risiko for at tvang vil blive nødvendig og uden at lytte til Europa-Parlamentets beslutning af 26. september 2002?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(29. januar 2004)

Kommissionen redegjorde i sin nyligt vedtagne meddelelse om overgangen fra analog til digital radio-/tv-spredning (2) for digitalt tv's fordele og gavnlige virkninger. Dokumentet har også til formål at give medlemsstaterne retningslinjer i deres arbejde med opfyldelsen af kravet fastsat i eEurope 2005: et informationssamfund for alle, (3) dvs. senest ved udgangen af 2003 at offentliggøre deres hensigter vedrørende en mulig overgang. Meddelelsen bidrager til at øge retssikkerheden i kraft af en analyse af, hvordan fællesskabslovgivningen, herunder regler for statsstøtte, vil kunne påvirke nationale overgangsplaner. Medlemsstaterne har allerede kendskab til, at de skal anmelde initiativer, som kunne give anledning til konflikt med statsstøttereglerne. Kommissionen kan bekræfte, at det allerede behandler en anmeldelse og en række klager vedrørende digitalt tv.

I en tidligere meddelelse om hindringer for udstrakt adgang til informationssamfundets nye tjenester og applikationer ved hjælp af åbne platforme (4) fastlagde Kommissionen sin vision af en multiplatformverden med digitalt tv — kabel, satellit og jordbaseret — som en af de vigtige platforme. I denne meddelelse understreges behovet for interoperabilitet og værdien af åbne standarder, og det fremhæves, at fællesskabslovgivningen indeholder bestemmelser om tredjeparters adgang til programmeringsgrænseflader for applikationer (API) i henhold til de nye rammebestemmelser for elektronisk kommunikation. Det anføres også, at et forretningsmæssigt valg af en åben 2G-API, f.eks. Multi-media Home Platform (MHP), i stedet for proprietær teknologi bør være baseret på en levedygtig forretningsmodel, hvori der tages hensyn til eksisterende investeringer og udviklingen i kundernes behov.

Kommissionen har endvidere udstedt mandat 331, med hvilket europæiske standardiseringsorganisationer opfordres til at udarbejde en arbejdsplan for standardisering med henblik på at støtte en effektiv gennemførelse af artikel 18 i rammedirektivet (5) (om digitale interaktive tv-tjenesters interoperabilitet) på medlemsstaternes markeder. Med dette tilvejebringes supplerende standarder for MHP til støtte for interoperabiliteten, og det vil bl.a. lette overgangen til MHP.

Den kommende undersøgelse af interaktive tv-tjenesters interoperabilitet, jf. rammedirektivets artikel 18, stk. 3, har også ansporet markedsdeltagerne. Der er nu en standardiseringsproces undervejs i Det Europæiske Institut for Telestandarder (ETSI) vedrørende MHEG5 API (6), hvormed der tilstræbes et højt interoperabilitetsniveau i forhold til MHP og reducerede gennemførelsesomkostninger.

Disse aktiviteter kommer oven i andre initiativer til støtte for interaktive tv-tjenesters interoperabilitet, som tidligere er iværksat, og som er opstillet i svaret på den mundtlige forespørgsel H-0449/2002 fremsat af fr. Thors i spørgetiden på Europa-Parlamentets plenarforsamling i juni 2002 (7).

Medlemsstaterne har også erklæret deres støtte til interoperabilitet og fremme af åbenhed. Rådet (telekommunikation) vedtog den 20. november 2003 konklusioner om åbne platforme inden for digitalt tv og tredjegenerations-mobilkommunikation sammen med en opfordring til medlemsstaterne om at støtte Kommissionen i dennes indsats for at videreføre standardiseringsprogrammet. Det så med tilfredshed på Kommissionens intention om at foretage en offentlig høring om interaktive digitale tv-tjenesters interoperabilitet som del af undersøgelsen af, i hvilket omfang interoperabilitet og brugervalg er opnået for digitale tv-tjenester i medlemsstaterne.

Medlemsstaterne har forskellige holdninger til, hvordan interoperabilitet opnås. Medlemsstater, der ikke er nået så langt med udviklingen af markeder for digitalt tv, går ind for at indføre MHP. I medlemsstater, hvor tidligere API-teknologier allerede er indført i betydeligt omfang, argumenteres der for, at det bliver for dyrt at erstatte de 32 mio. set top-bokse, der allerede anvendes i EU, og at der findes andre måder til at opnå den interoperabilitet, som er nødvendig for at støtte brugernes frie valg. Ovennævnte standardiserings-mandat fører til fornyet dialog med erhvervssektoren om måder, hvorpå interoperabilitet mellem tjenesterne kan opnås.

Kommissionen støtter fortsat anvendelsen af MHP-standarden på frivillig basis. Kommissionen anser implementeringen af MHP-standarden for at være den mest indlysende måde, hvorpå interoperabilitet kan opnås. Som Kommissionen erklærede på Europa-Parlamentets plenarforsamling af 12. december 2001, vil Kommissionen undersøge, om der er opnået et tilstrækkeligt mål af interoperabilitet og valgmuligheder for brugerne i medlemsstaterne. Er dette ikke tilfældet, kan Kommissionen foreslå at gøre implementeringen af relevante europæiske standarder obligatorisk. Hvad angår kriterier for bedømmelse af interoperabilitet, vil Kommissionen tage hensyn til kriterierne opstillet i rammedirektiv 2002/21/EF og principperne om nødvendighed og proportionalitet. Kommissionen planlægger at iværksætte den offentlige høring i den nærmeste fremtid og fastlægge sin endelige holdning senest i juli 2004 i overensstemmelse med dens forpligtelse.

(1) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.

(2) KOM(2003) 541 endelig udg., afsnit 2.1.3 og 2.2.1.

(3) KOM(2002) 263 endelig udg.

(4) KOM(2003) 410 endelig udg.

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), EFT L 108 af 24.4.2002.

(6) Udkast til ETSI ES 202184.

(7) Mundtligt svar af 11.6.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/504

(2004/C 78 E/0524)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3259/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(4. november 2003)

Om: Stank fra lossepladsen i Ano Liosia

Ikke alene indbyggerne i Petroupoli kommune men også bystyret har klaget over, at der i den senere tid er væltet bølger af stank fra lossepladsen i Ano Liosia ud over omgivelserne, herunder især Petroupoli kommune. Dette medfører alvorlige risici for den offentlige sundhed og forringer på mange måder livskvaliteten og områdets udvikling. Indbyggerne er så meget desto mere bekymrede, fordi lossepladsen i Ano Liosia også bruges til ukontrolleret bortskaffelse af spildevandet fra Psittalia og de biologiske rensningsanlæg i Metamorfosi. Samtidig er man i færd med at undersøge muligheden af at deponere affald i Mousama-stenbruddet, der ligger meget tæt på.

Er Kommissionen blevet gjort bekendt med ovenstående? Hvilke skridt agter den at tage for at sikre, at der indrettes nye, forskriftsmæssigt kontrollerede affaldsdeponeringssteder med henblik på at få løst dette problem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(17. december 2003)

Kommissionen har gennem en række klager både fået kendskab til driften af deponeringsanlægget i Ano Liosia og til problemet med bortskaffelse af renseslam fra renseanlægget for byspildevand fra Psyttalia.

Driften af deponeringsanlægget i Ano Liosia hænger direkte sammen med udledningen hertil af renseslam fra Psyttalia. Kommissionen har bedt de græske myndigheder om at oplyse den om deponeringsanlæggets driftsvilkår og forklare årsagerne til den sammenstyrtning i affaldsdyngerne, som fandt sted den 10. marts 2003. Kommissionen fortsætter sin undersøgelse af klagen for at finde frem til, om der er tale om overtrædelse af Fællesskabets miljølovgivning.

Hvad behandlingen af renseslam fra Psyttalia-renseanlægget angår, skønner Kommissionen, at de græske myndigheder ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at renseslam fra Psyttalia — uden fare for menneskers sundhed og uden anvendelse af miljøskadelige metoder — genbruges på selve frembringelsesstedet med henblik på nyttiggørelse eller bortskaffelse.

I betragtning af at metoden til bortskaffelse af slam fra Psyttalia — som består i at slammet føres til deponeringsanlægget i Ano Liosia, der allerede har nået sin kapacitetsgrænse — ikke er i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om behandling af byspildevand (1) og Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (2), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (3), har Kommissionen indledt overtrædelsesproceduren i EF-traktatens artikel 226. Grækenland fik tilsendt en begrundet udtalelse i juli 2003. De græske myndigheder har tilsendt Kommissionen deres bemærkninger til påstandene i den begrundede udtalelse, som nu gennemgås af Kommissionen. Kommissionen vil træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at Fællesskabets miljølovgivning overholdes.

(1) EFT L 135 af 30.5.1991.

(2) EFT L 194 af 25.7.1975.

(3) EFT L 78 af 26.3.1991.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/505

(2004/C 78 E/0525)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3274/03

af Inger Schörling (Verts/ALE) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Miljøvirkningerne af anlægget af kunstige strande i »La Guirra«-bugten i Antigua kommune (Fuerteventura, Spanien)

I »La Guirra«-bugten i Antigua kommune (Fuerteventura) er man i færd med at anlægge kunstige strande i offentlig kystzone. Disse anlægsarbejder har medført ødelæggelse af et værdifuldt kystmiljø med store marine og fiskerimæssige ressourcer (bl.a. den sky krebseart »cangrejilla«, der anvendes som madding for den lokale papegøjefiskeart »vieja«). Dette enestående område har også tjent som opholds-, hvile- og ynglested for stand- og trækfugle som kanarisk bynkefugl, ådselsgrib, ørkendompap, ørkenløber, ørkenpræstekrave, stenvender, ryle, silkehejre og flamingo. Under arbejdet er man endvidere stødt på vigtige palæontologiske forekomster, som ifølge rapporter fra anerkendte palæontologer på de kanariske universiteter er de mest righoldige og omfattende af dem, man til dato kender til på Fuerteventura. Her finder man et stort antal forskelligartede marine fossiler med en alder på over 100 000 år. Lige siden slutningen af 2002 har de tunge entreprenørmaskiner dag for dag ødelagt kystarealer og udplyndret fundsteder ved at udgrave tonsvis af fossilt materiale og transportere det til et ukendt bestemmelsessted. De Grønne på De Kanariske Øer har klaget over dette forhold og har under henvisning til lov nr. 4/1999 af 15. marts 1999 om De Kanariske Øers historiske kulturarv anmodet såvel de lokale som de statslige myndigheder om at få arbejdet indstillet, men dette er tværtimod blevet fortsat, i hvilken forbindelse man hele tiden støder på nye fund. Der er endvidere indgivet klage til den særlige miljøanklagemyndighed og til forundersøgelsesdomstol nr. 2 i Puerto de Rosairo med krav om, at arbejdet indstilles. Generalsekretariatet under det spanske miljøministerium har fritaget »La Guirra«-projektet for kravet om udarbejdelse af en VVM-vurdering (se beslutning nr. 7039 i det spanske statstidende BOE nr. 88 af 12. april 2002) og har dermed valgt at se bort fra de negative rapporter, det modtog i den forudgående høringsfase. En VVM-vurdering var ellers påkrævet på grund af de palæontologiske forekomster og de naturmæssige værdier, som er blevet nedvurderet (indvirkning på den saltkrævende kystvegetation og den lokale tamarisk samt søgræsbevoksningerne på havbunden; ødelæggelse af området, hvor der traditionelt indsamles madding til den lokale papegøjefiskeart »vieja«, som det bliver stadig sværere at finde madding til).

Vil Kommissionen gøre en indsat for at sikre, at man anvender VVM-proceduren i henhold til direktiv 97/11/EF (1) i denne sag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(18. december 2003)

Kommissionen har tjekket, at det område, hvori projektet skal gennemføres, ikke er blevet udpeget af de spanske myndigheder til et særligt bevaringsområde, som skal indgå i Natura 2000-nettet i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2).

Ifølge de spanske myndigheders beskrivelse består projektet af kystarbejder på en 600 m lang kyststrækning med det formål at skabe bademuligheder. Arbejderne består hovedsagelig i anlæggelsen af et afbrudt dige og opfyldning med sand for at skabe en strand. Denne type projekt figurerer i bilag II — punkt 1, k) — til Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 (3), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.

Ifølge sidstnævnte direktivs artikel 4, stk. 2, skal medlemsstaterne ved en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde eller ved hjælp af grænseværdier eller kriterier eller ved en kombination af de to fremgangsmåder afgøre, om et projekt fra bilag II skal vurderes i henhold til direktivets artikel 5-10. Med henblik herpå skal medlemsstaterne tage hensyn til de relevante udvælgelseskriterier i direktivets bilag III, som har relation til projektets karakteristika, dets placering og kendetegnene ved den potentielle miljøpåvirkning. Medlemsstaterne skal sørge for, at myndighedernes afgørelse stilles til rådighed for offentligheden.

Som angivet i en resolution af 14. marts 2002 har de spanske myndigheder undersøgt, om projektet skulle underkastes en miljøvurderingsprocedure. Det fremgår af denne undersøgelse, at projektet sandsynligvis ikke vil få væsentlig indvirkning på miljøet, og at en miljøvurderingsprocedure derfor ikke anses for nødvendig.

På grundlag af de foreliggende oplysninger finder Kommissionen, at de spanske myndigheder i det konkrete tilfælde har overholdt bestemmelserne i de nævnte rådsdirektiver.

(1) EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

(2) EFT L 206 af 22.7.1993.

(3) EFT L 175 af 5.7.1985.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/507

(2004/C 78 E/0528)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3284/03

af Lord Inglewood (PPE-DE) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Overbookning af Air France-fly

Mener Kommissionen, at der er tale om illoyal og/eller uetisk handelspraksis, når flyselskaber nægter passagerer, som har købt en gyldig billet, adgang, og vil den officielt undersøge Air Frances regelmæssige og konsekvente politik med overbookning af visse fly fra Newcastle?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(16. december 2003)

Kommissionen er opmærksom på den udbredte praksis med afvisning af flypassagerer på grund af overbookning (som berører ca. en ud af tusind passagerer), selv om den ikke ligger inde med oplysninger om specifikke flyvninger såsom Air France-ruten fra Newcastle.

Kommissionen finder, at sådanne afvisninger kun kan accepteres mod kompensation og assistance til de passagerer, der udsættes herfor. I 1991 vedtog Fællesskabet Rådets forordning (EØF) nr. 295/91 (1), som forpligter luftfartsselskaber, der afviser flypassagerer i medlemsstaternes lufthavne, til at give de pågældende passagerer en økonomisk kompensation og valget mellem refusion af billetprisen og en alternativ flyvning samt til i givet fald at tilbyde dem måltider og hotelindkvartering. Dette var et første skridt i retning af en beskyttelse af flypassagerer.

Ti år senere undersøgte Kommissionen på ny situationen og konkluderede, at afvisning stadig skete alt for hyppigt — omkring 250 000 passagerer var udsat herfor hvert år — og at denne praksis burde indskrænkes. Den foreslog derfor i 2001 en ny forordning (2), der sigtede mod at mindske afvisnings-hyppigheden. Denne forordning vil forpligte luftfartsselskaber, der forventer at afvise passagerer på en flyvning, til at søge frivillige, der vil give afkald på deres reservation mod kompensation. Kun hvis for få frivillige melder sig, vil luftfartsselskaberne kunne afvise passagerer mod deres vilje. Hvis dette sker, skal de give de pågældende passagerer en forhøjet kompensation og assistere dem som under den nugældende forordning. Dette skulle kunne føre til en betydelig reduktion i antallet af afviste passagerer.

Den nye forordning vil også indebære rettigheder for passagerer, hvis flyvning er annulleret eller stærkt forsinket, og ligeledes omfatte både ruteflyvninger og charterflyvninger.

Kommissionen håber stærkt på, at Parlamentet vil acceptere Forligsudvalgets kompromis om dette forslag.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 295/91 af 4. februar 1991 om en ordning for kompensation til ruteflypassagerer, der afvises på grund af overbookning, EFT L 36 af 8.2.1991.

(2) EFT C 103 E af 30.4.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/508

(2004/C 78 E/0529)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3285/03

af Pierre Jonckheer (Verts/ALE) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Udvinding af kul i åben mine i Feixolín (Valle de Laciana-distriktet, Spanien)

I 1995 påbegyndte mineselskabet Minero Siderúrgica de Ponferrada S.A. (MSP) driften af en åben kulmine i Feixolín. Denne mine befinder sig 2 km fra minen i Fonfría — omtalt i forespørgslerne E-1892/02 (1), E-1431/03, E-1432/03 (2) og E-2858/03 (3) — og ligger derfor ligesom denne i et område, der er levested for den brune bjørn. Selskabet anmodede om driftstilladelse til Fonfría-minen under henvisning til, at Feixolín-minen var udtømt. Efter at Fonfría-minen var sat i drift i begyndelsen af 2002, skete der da også en væsentlig nedskæring af arbejdet i sidstnævnte mine — på et tidspunkt blev det endog helt indstillet — hvorfor det blev antaget, at det nævnte mineområde befandt sig i en genopretningsfase. I foråret 2003 satte MSP imidlertid Feixolín-minen i gang igen, og den har siden været i fuld drift.

Feixolín-minen råder ikke over nogen af de krævede tilladelser eller VVM-vurderinger. Befolkningen har tidligere tolereret den, dels fordi de var uvidende om dens negative virkninger på miljøet, dels fordi MSP havde lovet at bevare arbejdspladserne. Dette løfte er imidlertid ikke blevet holdt, eftersom antallet af arbejdspladser er faldet fra ca. 2 500 til 1 000. Til trods herfor fortsætter MSP med at true de lokale og regionale myndigheder med at indstille minedriften fuldstændigt, hvis ikke de giver tilladelse til åbne miner.

MSP modtager fortsat enorme økonomiske tilskud, der skal sikre minernes overlevelse (4), selv om det, selskabet i virkeligheden gør, er at nedbringe omkostningerne ved at drive åbne miner, samtidig med at det lukker sine underjordiske miner. Det overskud, der opnås såvel ved nedbringelsen af omkostningerne som ved de modtagne tilskud kanaliseres over i andre virksomheder inden for samme koncern via investeringer i maskiner og serviceydelser til outsourcing. Der er tale om maskiner, som ikke blot er nødvendige for åben minedrift, men også anvendes til andre, ikke-minedriftsrelaterede aktiviteter såsom vejbygning, som tilfældigvis netop er dem, de føromtalte andre virksomheder beskæftiger sig med.

1.	Hvor store EU-tilskud har MSP modtaget, og til hvilke aktiviteter? Vil Kommissionen undersøge, om der er sket misbrug af MSP's EU-tilskud?

2.	Mener den ikke, at de ydede tilskud skulle bruges til at gøre den underjordiske minedrift rentabel, eftersom dette er den eneste mulighed for at opretholde beskæftigelsen, og til at skabe bæredygtige alternative erhverv, der kan sikre områdets fremtid, hvilket ikke sker på nuværende tidspunkt?

3.	Vil den, i betragtning af, at Unesco har erklæret Valle de Laciana for biosfærereservat, inddrage Feixolín-minen i sin undersøgelse af MSP-minernes miljøvirkninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(18. december 2003)

1. Selskabet Minería Siderúrgica de Ponferrada S.A. (MSP) modtager hvert år statsstøtte til kulproduktion fra Spanien med Kommissionens tilladelse.

MSP har fået tildelt følgende driftsstøtte i de seneste år:

—	1998: 11 014mio. pesetas

—	1999: 9 924,26 mio. pesetas

—	2000: 9 633,34mio. pesetas

—	2001: 8 934,84 mio. pesetas

—	2002: 48 mio. EUR (7 986,44 mio. pesetas)

Kommissionen har godkendt denne støtte efter at have konstateret, at selskabet overholdt en »plan for modernisering, rationalisering og omstrukturering« med henblik på at forbedre selskabets økonomiske rentabilitet ved at mindske produktionsomkostningerne. Støttebeløbet pr. ton, som tildeles selskabet MSP, er et af de laveste i EU. Kommissionen har intet kendskab til, at denne støtte skulle anvendes uretmæssigt i forhold til målene i beslutning nr. 3632/93/EKSF (5).

Kommissionen har godkendt fællesskabsstøtten til kulindustrien i henhold til den gældende lovgivning. Fremover vil denne lovgivning bygge på forordning (EF) nr. 1407/2002 (6), som giver de produktionsenheder, der frembyder de bedste økonomiske udsigter, mulighed for at bidrage til energiforsyningssikkerheden inden for rammerne af en bæredygtig udvikling. Dette mål kan opfyldes såvel af underjordiske miner som af åbne miner på den betingelse, at den nationale lovgivning og fællesskabslovgivningen overholdes med hensyn til de grundlæggende — sociale, økonomiske, miljømæssige — mål, som tilsammen danner grundlaget for bæredygtig udvikling. Kommissionen kan ikke gribe ind i selskabernes valg af driftssystem, men overvåger, at fællesskabslovgivningen opfyldes.

Hvad angår anvendelsen af støtten til at oprette alternative virksomheder, er Kommissionen positivt stemt over for økonomiske programmer til diversificering i mineregionerne. Imidlertid er støtten til kulindustrien udelukkende beregnet til kulproduktion og ikke til diversifikationsaktiviteter. I Spaniens tilfælde er Kommissionen blevet informeret om planen 1998-2005 for alternativ udvikling af mineområder med regional udvikling for øje, som det ærede medlem har foreslået.

3.	Kommissionen er i færd med at kontrollere, om de spanske myndigheder har anvendt Fællesskabets miljølovgivning korrekt i relation til dette selskabs aktiviteter.

(1) EFT C 28 E af 6.2.2003, s. 149.

(2) Se side 32.

(3) Se side 180.

(4) Se E-0342/02 i EFT C 205 E af 29.8.2002, s. 122. Selskabet UNINSA indgår ligesom MSP i Victorino Alonsos koncern, der også omfatter en række andre mineselskaber — alle underskudsgivende — som denne gennem tiden har opkøbt.

(5) Kommissionens beslutning nr. 3632/93/EKSF af 28. december 1993 om fællesskabsordningen for statsstøtte til kulindustrien, EFT L 329 af 30.12.1993.

(6) Rådets forordning (EF) nr. 1407/2002 af 23. juli 2002 om statsstøtte til kulindustrien, EFT L 205 af 2.8.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/510

(2004/C 78 E/0530)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3286/03

af Anne André-Léonard (ELDR) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Harmonisering af den europæiske lovgivning om bådførercertifikater til fritidsfartøjer

Europa-Parlamentet og Rådet har for nylig ændret direktiv 94/25/EF (1) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fritidsfartøjer.

Dette direktiv omhandler primært miljø- og sikkerhedsstandarder for bygningen af bådene.

Et andet ikke uvæsentlig aspekt er imidlertid behovet for en harmonisering på fælleskabsplan af lovgivningen omkring bådførercertifikater til fritidsfartøjer.

Har Kommissionen i denne forbindelse nogle planer om et europæisk bådførercertifikat? Hvilke foranstaltninger påtænker den i bekræftende fald at træffe for at sikre en effektiv lovgivning på området?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(15. december 2003)

Reglerne om bådførercertifikater til fritidsfartøjer er ikke omfattet af fællesskabslovgivningen og henhører udelukkende under medlemsstaternes kompetence. Eneste fællesskabslovgivning om fritidsfartøjer er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/25/EF af 16. juni 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fritidsfartøjer (2). Dette direktiv sikrer overholdelsen af visse minimumssikkerhedsstandarder ved bygningen af sådanne fartøjer.

Det skal dog nævnes, at De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa i 1998 vedtog resolution (ECE) 40 om et internationalt skibsførercertifikat til fritidsfartøjer. Ved denne resolution indføres et harmoniseret system, hvorefter myndighederne i det land, hvori ansøgeren er statsborger eller bosiddende, kan udstede et internationalt certifikat på grundlag af det nationale certifikat. Det internationale certifikat giver således indehaveren ret til at sejle på de indre vandveje og i kystfarvandene i de lande, der har vedtaget resolutionen.

Kommissionen undersøger muligheden for at anvende dette internationale certifikat og vil i givet fald træffe de nødvendige foranstaltninger. På nuværende tidspunkt indgår dette spørgsmål dog ikke i Kommissionens arbejdsprogram.

(1) EFT L 164 af 30.6.1994, s. 15.

(2) EFT L 17 af 21.1.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/510

(2004/C 78 E/0531)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3288/03

af Margrietus van den Berg (PSE) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Etablering af virksomheder i Losser kommune

Losser kommune i Nederlandene er beliggende ved grænsen til Tyskland. Denne kommune har for øjeblikket store problemer med etablering af virksomheder. På nederlandsk side er det specielt vanskeligt at finde en mindre industrigrund; på tysk side findes der industrigrunde. Men virksomheder i Losser kommune, der vil starte en virksomhed på den anden side af grænsen, konfronteres med andre regler og lovbestemmelser, hvilket vanskeliggør deres etablering. Anholt-traktaten, der for øjeblikket regulerer det grænseoverskridende samarbejde mellem nederlandske og tyske regionale myndigheder, sigter ikke mod en tilpasning af tysk og nederlandsk lovgivning og indeholder ingen valgmulighed. Udvikling af grænseoverskridende industrigrunde er heller ikke muligt, da den nederlandske lokalplan ikke tillader det.

Jeg har tidligere argumenteret for, at grænseregioner er prøvesten for et integreret Europa, og at det europæiske samarbejde netop der må komme til konkret udformning via en tilpasning af lovgivningen og offentlige bestemmelser.

1.	Er Kommissionen ikke af den opfattelse, at netop i grænseområder skal etableringen af virksomheder ved eller på tværs af den nationale grænse stimuleres?

2.	Er Kommissionen ikke af den opfattelse, at fleksibilisering eller tilpasning af lovgivningen i det ovenfor beskrevne område er af stor betydning, og er den rede til at tage initiativ til at tilskynde medlemsstaterne til at gå i gang med dette?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(23. december 2003)

1.	I overensstemmelse med retningslinjerne for EU-initiativet Interreg lægges der i forbindelse med EU's programmer for grænseoverskridende samarbejde vægt på at fremme iværksætterkultur og udvikling af små virksomheder og lokale beskæftigelsesinitiativer.

Samarbejdsprogrammerne for perioden 2000-2006 tager sigte på at fremme fælles grænseoverskridende, tværnationale og tværregionale strategier og på at fjerne hindringer affødt af forskellige systemer og traditioner inden for landenes lovgivning og administration. Den nationale lovgivning og de administrative systemer henhører imidlertid under medlemsstaternes ansvar, forudsat at EU-lovgivningen overholdes, herunder med hensyn til det indre marked eller konkurrenceregler.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/511

(2004/C 78 E/0532)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3289/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Portugisiske arbejdere uden rettigheder på Nordsøen

Forskellige arbejdere, herunder portugisiske, arbejder på boreplatformene i Nordsøen, i det hollandske afsnit, inden for Catering Logistic Management; nogle har arbejdet der mere end 10 år, uden at de har fået samme rettigheder som de lokale arbejdere.

Begrundelsen for denne diskriminering er utilstedelig, nemlig at de har officiel bopæl i Portugal og arbejder med to ugers mellemrum.

Det hollandske firma får dem ikke optaget i den sociale sikringsordning, det betaler ikke deres rejser, og de har overhovedet ingen sociale rettigheder (familietilskud, arbejdsløshedsunderstøttelse, erstatning ved arbejdsulykker osv.).

Jeg spørger, hvordan kan det tillades, i betragtning af at Nederlandene er en medlemsstat i Den Europæiske Union, at nederlandske virksomheder ikke lever op til arbejdstageres mest elementære rettigheder?

Hvilke skridt agter man at tage for at rette op på denne situation?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(4. december 2003)

Kommissionen vil for det første gerne fremhæve, at forordning (EØF) nr. 1408/71 (1) koordinerer medlemsstaternes nationale socialsikringssystemer for at sikre, at personer, der bevæger sig inden for EU, får social beskyttelse på højeste niveau. Denne forordning omfatter specielt et sæt regler, der bestemmer, hvilken socialsikringslovgivning der gælder i situationer, hvor arbejdstagere er knyttet til to eller flere medlemsstater. Det drejer sig om et sæt regler, der er obligatoriske, og som ikke tillader den forsikrede at vælge den socialsikringslovgivning, som vedkommende måtte ønske anvendt.

For at fastslå, hvilken lovgivning er gældende, har Kommissionen til hensigt at anmode de nederlandske myndigheder om en forklaring for at afgøre, om denne sag omhandler udstationering af arbejdstagere i forbindelse med tjenesteydelser, og om fællesskabslovgivningen er blevet overholdt.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, EFT L 149 af 5.7.1971.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/512

(2004/C 78 E/0533)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3291/03

af Helena Torres Marques (PSE) til Kommissionen

(3. november 2003)

Om: Kontrol med gennemførelsen af fællesskabsbeslutninger i Portugal

Kommissionens beslutning 2002/914/EF af 24.7.2002 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (Sag COMP/29.373 — Visa International — multilateralt interbank-gebyr) blev offentliggjort i EF-Tidende (1).

I denne beslutning angives de maksimumgebyrer, som Visa kan opkræve for anvendelse af sine betalingskort eller kreditkort i euroområdet.

Som det er naturligt, bør gebyrerne for transaktioner inden for det enkelte land være mindre end for transaktioner i euroområdet på grund af de lavere telefonudgifter. I denne forbindelse bedes Kommissionen oplyse følgende:

1.	Hvilket organ er ansvarlig for gennemførelse af denne beslutning i Portugal?

2.	Da der kun findes ét selskab, der ejes af de portugisiske banker — UNICRE — som behandler praktisk taget alle transaktioner med betalingskort eller kreditkort, der er udstedt i Portugal, hvilket organ er da ansvarlig for, at EU's beslutninger på dette område gennemføres?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(5. december 2003)

Ved beslutning 2002/914/EF af 24. juli 2002 indrømmede Kommissionen efter EU's konkurrenceregler fritagelse til visse multilaterale interbankgebyrer (MIF-gebyrer) for grænseoverskridende betalinger med Visa-kort. Fritagelsen udløber i 2007.

Før den besvarer det ærede medlems spørgsmål, er der et par aspekter ved beslutning 2002/914/EF, som Kommissionen gerne vil slå fast. MIF er et interbankgebyr, der betales for enhver transaktion, der foretages med et betalingskort. I Visa-systemet betales gebyret til kortholderens bank af den detailhandlendes bank og udgør en omkostning for sidstnævnte, som normalt vælter den over på de detailhandlende som en del af det gebyr, de betaler til deres bank for hver enkelt Visa-korttransaktion. Medmindre to banker aftaler noget andet, beregnes det multilaterale interbankgebyr for grænseoverskridende transaktioner inden for EU efter de regler, som Visas bestyrelse har udstukket, og som blev anmeldt til Kommissionen med anmodning om godkendelse. Kommissionen indrømmede fritagelse efter EF-traktatens artikel 81, stk. 3, efter at Visa havde tilbudt at foretage en række ændringer, og efter omfattende drøftelser og høringer af berørte parter. Visa afgav specielt tilsagn om at sænke det multilaterale interbankgebyr for de forskellige typer forbrugerkort — det vægtede gennemsnitlige multilaterale interbankgebyr i forbindelse med betalinger foretaget med betalingskort med forskudt debitering og kreditkort vil således gradvist blive nedsat til 0,7 % i 2007, og for betalinger foretaget med betalingskort med direkte debitering vil Visa øjeblikkeligt indføre et fast multilateralt interbankgebyr på 0,28 EUR. Desuden vil der blive sat loft over det multilaterale interbankgebyr svarende til omkostningerne knyttet til kortudstedernes levering af bestemte tjenester, som efter Kommissionens opfattelse svarer til tjenester leveret af kortholdernes banker, som er til fordel for de handlende, der i sidste ende betaler det multilaterale interbankgebyr. Og endelig vil Visa tillade medlemsbankerne at videregive oplysninger til de detailhandlende om niveauet for det multilaterale interbankgebyr og de tre omkostningskategoriers relative andel af gebyret.

Det er Kommissionen, der har ansvaret for at føre tilsyn med, om Visa overholder de ændrede regler for MIF-gebyrer for grænseoverskridende transaktioner i alle medlemsstater (altså også i Portugal). Hvis Kommissionen opdager, at betingelserne i fritagelsesbeslutningen ikke overholdes, vil Generaldirektoratet for Konkurrence iværksætte en undersøgelse.

Det er vigtigt at understrege, at Kommissionens fritagelsesbeslutning kun gælder for grænseoverskridende betalinger med Visa-forbrugerkort i detailforretninger inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Den gælder ikke for MIF-gebyrer for indenlandske Visa-betalinger i medlemsstaterne. Kommissionens vurdering af Visas ændrede gebyrsystem var faktisk udelukkende baseret på grænseoverskridende betalinger inden for Visa-systemet. Vurderingen af Visas MIF-gebyrer for indenlandske betalinger i Portugal må derimod foretages i lyset af de markedsvilkår, der gælder i landet.

EU's konkurrenceregler finder anvendelse, når der foreligger en mærkbar påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater. Hvis der er mistanke om en tilsidesættelse af EU's konkurrenceregler på det portugisiske marked for betalingskort, vil man kunne henvende sig til den nationale konkurrencemyndighed eller til Kommissionen.

De spørgsmål, det ærede medlem rejser, er blevet videresendt til den portugisiske konkurrencemyndighed (Autoridade da Concorrência).

(1) EFT L 318 af 22.11.2002, side 17.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/513

(2004/C 78 E/0534)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3294/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(7. november 2003)

Om: Kommissionens femte rammeprojekt

Hvordan agter Kommissionen at bruge resultaterne fra dens femte rammeprojekt »Retningslinjer for unge mænd og kvinder med henblik på deres EU-borgerskab og europæiske identitet« (HPSE-CT-2001-00077)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(12. december 2003)

Den anden forslagsindkaldelse under 5. rammeprograms nøgleaktion »Forbedring af den samfundsøkonomiske videnbase« resulterede i at Fællesskabet ydede en støtte på 995 000 EUR over 36 måneder til projektet »Orientations of Young Men and Women to Citizenship and European Identity« (unges forhold til begreberne medborgerskab og europæisk identitet, projektnummer: HPSE-CT-2001-00077). Projektet, som koordineres af professor Lynn Jamieson, University of Edinburgh, går ud på at undersøge hvordan unge i seks lande — fire nuværende og to kommende medlemsstater — forholder sig til europæisk identitet og europæisk medborgerskab.

Projektet er ikke afsluttet endnu, og resultaterne forventes først at få konkret betydning i det sidste løbeår. Slutkonferencen holdes i Bruxelles i juli 2004, og her vil hovedresultaterne blive forelagt sammen med forslag til politiske tiltag med særlig vægt på de politiske planlæggeres behov (institutioner, undervisningsmyndigheder og erhvervsuddannelsesorganisationer).

Projektkonsortiet vil formidle og udnytte resultaterne ved at offentliggøre dem på hovedsagelig to måder: For det første på projektets websted (http://www.ed.ac.uk/sociol/youth), hvor dokumenter og rapporter er lagt frem for såvel den almene som den videnskabelige og politiske offentlighed. For det andet ved at tage kontakt med europæiske nationale og lokale institutioner og aktører (det ærede medlem og Parlamentets generalsekretariat får tilsendt en liste over disse kontakter direkte). Derudover påtænker konsortiet at udarbejde en sammenfatning af de politisk relevante resultater og distribuere den til alle undervisningsministerier i Europa og til forvaltninger på alle niveauer.

Kommissionen bad projektkoordinatoren formidle forskningsresultaterne på den konference om ungdom og medbestemmelse som Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur holdt sammen med Europarådet i Strasbourg den 24.-26. november 2003, og som sigtede mod at bidrage til gennemførelsen af forslagene i hvidbogen om ungdom (1). Desuden forventes det at resultaterne gennem et nært samarbejde mellem Generaldirektoratet for Forskning og Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur vil kunne få betydning for uddannelsespolitikken og for aktiv medborgerinddragelse. Endelig vil resultaterne også blive overdraget til Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi hhv. om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport.

(1) KOM(2001)681 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/514

(2004/C 78 E/0535)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3296/03

af Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE) til Kommissionen

(7. november 2003)

Om: Gebyrer for opholdstilladelse

Statsborgere i Den Europæiske Union bliver i Nederlandene regelmæssigt afkrævet høje gebyrer i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse. Således er der et eksempel på en tysk kvinde, der siden den 1. juli 2002 officielt har boet sammen med en nederlandsk statsborger. Denne kvinde arbejdede som grænsearbejder i Tyskland og blev ufrivilligt arbejdsløs den 31. maj 2003. På grundlag af artikel 71 i forordning 1408/71 (1) modtager hun dagpenge i Nederlandene. Kvinden måtte betale 430 EUR for at få sin opholdstilladelse forlænget.

Kvinden har to børn, der bor hos hendes tidligere mand (faderen) i Tyskland. Hun har aldrig arbejdet i Nederlandene. For så vidt angår hendes samboende mand, gælder, at denne altid har boet i Nederlandene og indtil marts 2001 var selvstændigt erhvervsdrivende i Nederlandene. Siden april 2001 har han været lønmodtager i en tysk virksomhed (grænsearbejder).

1.	Må Nederlandene kræve et årligt gebyr på 430 EUR for forlængelse af opholdstilladelsen? Gælder dette også for den opholdstilladelse, der den 6. juni 2003 blev udstedt for en periode på 6 måneder (indtil 6. december 2003)?

2.	Må Nederlandene kræve et gebyr på 285 EUR for opholdstilladelsen til hvert barn, hvis den tyske kvinde vil opfostre sine børn i Nederlandene sammen med sin nederlandske partner?

3.	I hvilken udstrækning er der tale om en overtrædelse af fællesskabsretten (EF-traktatens artikel 13, 17, 18 og 39 samt af bl.a. direktiv 68/360 (2)?

NB: Et nederlandsk identitetskort koster 28,73 EUR for egne indbyggere og nederlandske statsborgere.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(15. januar 2004)

Ifølge den nederlandske lovgivning, som omsætter fællesskabslovgivningen om opholdsret til national ret, kan unionsborgere, som bor i Nederlandene, på grundlag af fællesskabsretten opnå et midlertidigt opholdskort, der er gyldigt i op til fem år. Kortets gyldighed afhænger af, i hvilken egenskab unionsborgeren ansøger om det (arbejdssøgende, arbejdstager, ikke-erhvervsaktiv, studerende).

Ud fra oplysningerne i den skriftlige forespørgsel har den tyske statsborger aldrig arbejdet i Nederlandene, og hun kan derfor ikke have ansøgt om et opholdskort på grundlag af direktiv 68/360/EØF (3). Det fremgår imidlertid ikke af oplysningerne i den parlamentariske forespørgsel, i hvilken egenskab hun ansøgte om et opholdskort i Nederlandene, mens hun stadig havde arbejde i Tyskland, og senere ansøgte om en forlængelse, da hun blev arbejdsløs. Hun har muligvis udøvet sin ret til fri bevægelighed efter direktiv 90/364/EØF af 28. juni 1990 om opholdsret (4), men der er også den mulighed, at hun ansøgte om et opholdskort på grundlag af den nationale lovgivning om familiesammenføring med sin nederlandske partner.

Uanset i hvilken egenskab en unionsborger ansøger om et opholdskort, skal opholdskort ifølge fællesskabslovgivningen om fri bevægelighed udstedes og fornys gratis eller mod betaling af et beløb, der ikke overstiger de gebyrer og afgifter, som kræves for udstedelse af identitetskort til landets egne statsborgere. Ifølge Kommissionens oplysninger er prisen for midlertidige opholdskort, som udstedes til unionsborgere i Nederlandene, steget til 28 EUR. Da nationale identitetskort for nederlandske statsborgere koster 28,77 EUR, er denne stigning ikke diskriminerende i forhold til prisen for nationale identitetskort, og den er derfor forenelig med fællesskabsretten.

Den nederlandske lovgivning giver også mulighed for at få et permanent opholdskort. Prisen for dette dokument er ifølge Kommissionens oplysninger 226,89 EUR. Unionsborgere er dog ikke forpligtet til at ansøge om denne dyrere form for dokument.

Hvis den pågældende tyske statsborger skulle betale 430 EUR for en forlængelse af sit opholdskort og 285 EUR for hvert af sine børn, kunne det se ud til, at de krævede beløb overstiger det, der er fastsat i ovennævnte nederlandske lovgivning. For at kunne vurdere sagen ordentligt og i givet fald tage kontakt med de nederlandske myndigheder har Kommissionen imidlertid brug for mere detaljerede oplysninger om sagen.

Endelig vil Kommissionen gerne fastslå, at EF-traktatens artikel 13 ikke finder anvendelse i dette tilfælde, da den kun danner retsgrundlag for foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

(2) EFT L 257 af 19.10.1968, s. 13.

(3) Rådets direktiv 68/360/EØF af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Fællesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, EFT L 257 af 19.10.1968.

(4) EFT L 180 af 13.7.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/515

(2004/C 78 E/0536)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3300/03

af Robert Sturdy (PPE-DE) til Kommissionen

(7. november 2003)

Om: »Fup-e-mail« fra Afrika med anmodning om bankoplysninger osv.

I betragtning af, at der har været fortsatte indberetninger om disse e-mail, og at adskillige af dem bliver sendt til min e-mail-adresse i Parlamentet, bedes Kommissionen oplyse, hvad den agter at gøre for at forhindre, at disse e-mail når frem til e-mail-adresser i Europa, inden flere mennesker bliver lokket til at videregive detaljer om bankkonti og franarret store pengebeløb?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(18. december 2003)

Det ærede medlem spørger, hvad Kommissionen agter at gøre for at stoppe »fup-e-mail« (scam) med anmodning om bankoplysninger, f.eks. fra Afrika.

Fup-e-mail er en særlig vildledende og bedragerisk form for uønsket elektronisk reklame eller »skidtpost« (spam), hvor bagmændene tjener penge på e-postbrugeres naivitet, idet modtagerne lokkes til at forudbetale et beløb for ydelser, der aldrig leveres.

Kommissionen kan ikke umiddelbart forhindre, at brugere videregiver egne bankoplysninger, men den er i færd med at træffe foranstaltninger for at bekæmpe skidtpost generelt og fup-e-mail i særdeleshed. Hvad angår skidtpost generelt, forbyder direktiv 2002/58/EF (1) om privatlivets fred og elektronisk kommunikation uanmodet kommerciel kommunikation i hele EU (undtagen under særlige omstændigheder). Fristen for gennemførelse af direktivet var udgangen af oktober 2003. Kommissionen henviser i øvrigt det ærede medlem til de svar, den har givet på de skriftlige forespørgsler E-1997/03 fra Mihail Papayannakis (2), E-2085/03 fra Graham Watson (2) og E-2254/03 fra Piia-Noora Kauppi (3).

Med udgangspunkt i de nye regler vil Kommissionen i en kommende meddelelse udpege en række yderligere tiltag, der er nødvendige for at gøre reglerne så effektive som muligt. Konkret skal der ikke kun sættes ind på effektiv håndhævelse i medlemsstaterne og tekniske løsninger vedrørende filtrering og sikkerhed, men også på internationalt samarbejde og forbrugeroplysning (4). De tiltag, der foreslås, er blevet drøftet med medlemsstaterne og de berørte parter på en workshop i Bruxelles den 16. oktober 2003 (5).

Hvad specielt angår oplysning, er det vigtigt at e-postbrugere oplyses om følgende: hvad der er lovligt og ulovligt, de mulige risici ved at være på nettet og ved at svare på sådanne e-mails, hvilken hjælp de kan få fra deres e-posttjenesteudbyder eller tredjeparter, såsom producenter af filtreringssoftware, og hvor de kan anmelde ulovligheder.

Hvad angår håndhævelse, er det vigtigt, at medlemsstaterne retsforfølger lovovertrædere. Der samarbejdes internationalt om retsforfølgelse på tværs af landegrænserne i en række tilfælde. Det er ikke altid nemt at samle beviser på nettet, især ikke, når afsenderne af skidtpost og fup-e-mail driver deres virksomhed fra oversøiske lande, men ofte vil mellemmændene befinde sig meget tættere på områder, der hører under EU-myndighedernes jurisdiktion.

Med hensyn til fup-e-mails med oprindelse inden for EU skal det påpeges, at de ofte udgør vildledende reklame, der er forbudt i henhold til direktiv 84/450/EØF, som ændret ved direktiv 97/55/EF (6) om vildledende og sammenlignende reklame, der beskytter både virksomheder og forbrugere. Alle medlemsstater har gennemført dette direktiv, og det er derfor op til de nationale myndigheder og domstole at sikre, at det anvendes fuldt ud. Kommissionens direktivforslag om urimelig handelspraksis (7) omfatter de beskyttelsesforanstaltninger mod vildledende reklame, som skader forbrugernes økonomiske interesser, herunder fup-e-mail rettet mod forbrugerne, der i dag indgår i direktivet om vildledende og sammenlignende reklame.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation), EFT L 201 af 31.7.2002.

(2) EUT C 51 E af 26.2.2004, s. 178.

(3) EUT C 51 E af 26.2.2004, s. 232.

(4) Se IP/03/1015.

(5) Se IP/03/1373.

(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame, EFT L 290 af 23.10.1997.

(7) KOM(2003) 356 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/517

(2004/C 78 E/0537)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3302/03

af Hiltrud Breyer (Verts/ALE) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Støjreduceringsplaner (direktiv 2002/49/EF)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF (1) af 25. juni 2002 blev vedtaget med henblik på vurdering og styring af ekstern støj. I dette direktiv kræves det, at der inden den 18. juli 2005 skal være foretaget en gradvis registrering af støjeksponeringen såvel ved større veje og større jernbaner som nær større lufthavne og i byområder på grundlag af strategisk støjkortlægning efter vurderingsmetoder, der er fælles for medlemsstaterne.

I Tyskland har det allerede siden 1990 i henhold til § 47a i den tyske miljøbeskyttelseslov Bundes-Immissionsschutzgesetz (BImSchG) været påbudt at registrere eksponeringen fra de indvirkende støjkilder og fastslå deres virkninger på miljøet i områder, hvor støj har eller kan forventes at have skadelige virkninger på miljøet. Loven har pålagt delstater og kommuner at udarbejde støjreduceringsplaner. I Saarland har ingen kommuner hidtil forelagt nogen støjreduceringsplan i henhold til § 47a i BImSchG. Dette kan skyldes, at støjreduceringsplanerne ikke kan udarbejdes uden finansielle midler, og at de har betydning for alle borgere i en kommune.

1.	Hvordan undgås det, at den frist, der i direktivet er fastsat til inden 2005, misbruges af medlemsstaternes regeringer til at forsinke gennemførelsen af national lovgivning?

2.	Støttes udarbejdelsen af støjreduceringsplanerne finansielt af EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. december 2003)

Kommissionen har med interesse gjort sig bekendt med den skriftlige forespørgsel fra det ærede parlamentsmedlem vedrørende den indbyrdes sammenhæng mellem EF-lovgivningen og de eksisterende nationale lovgivninger om støjforurening og mulighederne for fællesskabsstøtte til reduktion af støjgener.

Med hensyn til det første punkt, har medlemsstaternes kompetente myndigheder pligt til i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om vurdering og styring af ekstern støj (2), der trådte i kraft den 18. juli 2002, at udarbejde strategiske støjkort over situationen i nærheden af de vigtigste transportinfrastrukturer og i de største byområder på basis af fælles støjindikatorer, at informere offentligheden om eksponering for støj og dens indvirkninger og iværksætte handlingsplaner med henblik på at reducere støjen, når det er nødvendigt, og at opretholde støjmiljøets kvalitet, når denne er tilfredsstillende. Direktivet skal være gennemført i medlemsstaternes nationale lovgivning senest 18. juli 2004, de første støjkort skal være foreligge senest den 30. juni 2007 og de første handlingsplaner senest den 18. juli 2008.

Hvad angår den indbyrdes sammenhæng mellem eksisterende nationale lovgivninger om støj og direktiv 2002/49/EF, beror det medlemsstaternes kompetente myndigheders skønsret, om de vil fremskynde gennemførelsen af bestemmelserne i direktivet.

Som svar på det andet punkt, skal det bemærkes, at der ikke eksisterer nogen specifik fællesskabsfinansiering til bekæmpelse. Der er dog mulighed for tilskud under eksisterende ordninger, bl.a. gennem miljøfinansieringsinstrumentet (LIFE).

(1) EFT L 189 af 18.7.2002, s. 12.

(2) EFT L 189 af 18.7.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/518

(2004/C 78 E/0539)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3309/03

af Philip Claeys (NI) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: »Responsible shopping week« i Kommissionens bygninger

Mellem den 6. og 10. oktober 2003 blev der i Kommissionens bygninger afholdt en »Responsible shopping week«. I en brochure, som i den anledning blev udsendt, nævnes det, at »Fair Trade Centre« medvirkede heri, og desuden anføres Kommissionens vigtigste cateringleverandører, nemlig Delhaize, Eurest og Sodexho.

Gav Kommissionen ud over at stille plads i sine bygninger til rådighed også økonomisk støtte til denne begivenhed? I bekræftende fald med hvilke beløb?

Er der sat tal på målsætningerne i forbindelse med denne »Responsible shopping week« og i bekræftende fald hvilke? Blev målsætningerne nået?

Kunne forbrugerne over for arrangørerne evaluere kvaliteten af de tilbudte produkter, og hvad var i bekræftende fald resultaterne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(19. december 2003)

Fra den 6. til den 10. oktober 2003 blev et arrangement, der strakte sig over en uge, med temaet ansvarligt forbrug afholdt i Kommissionen. Denne uge var planlagt til at indtræffe samtidig med »Fair Trade«-ugen i Belgien og i samarbejde med Fair Trade Centret, der koordinerer aktiviteterne for de belgiske fair trade-organisationer. Afholdelsen af dette arrangement er resultatet af det tilsagn, Kommissionen har givet i sin meddelelse om Virksomhedernes sociale ansvar (VSA) (1) om at iværksætte en kampagne i 2003 for at øge personalets bevidsthed om principperne for VSA.

I løbet af arrangementet blev fair trade-varer udbudt til salg i restauranter og cafeteriaer, i salgsautomater samt i Kommissionens Euro City-butik i Bruxelles. Varerne, som blev udbudt, var kaffe, te, frugtjuicer, sukker, mysli- og chokoladebarer, ris, kvæde og bananer.

Som det vil være det ærede medlem bekendt, var Parlamentet tilknyttet salgsfremstødet, og fair trade-varer blev udbudt til salg i dets restauranter og barer.

Kommissionens Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arejdsmarkedsforhold stillede et budget på 30 000 EUR til rådighed, som blev brugt til at fremstille reklamemateriale (brochurer, plakater osv.) og til at organisere stande med smagsprøver på fair trade-varer.

Formålet med denne uge var at øge personalets bevidsthed om emner, der står i forbindelse med VSA, og om ansvarligt forbrug ved at tilbyde dem information om dette emne såvel som mulighed for at købe fair trade-varer på deres arbejdsplads.

De første reaktioner fra Kommissionens personale på de udbudte varer har været positive, navnlig med hensyn til kaffe, te, mysli- og chokoladebarer og frugtjuicer. Salget af disse varer har været betydeligt. Arrangementets samlede resultater vil blive evalueret i slutningen af 2003.

De virksomheder, der er i besiddelse af koncessionskontrakterne for Kommissionens restauranter og cafeteriaer, salgsautomater og Euro City-butikken, har forpligtet sig til at fortsætte med at udbyde disse fair trade-varer så længe, der er tilstrækkelig efterspørgsel derpå.

(1) KOM(2002) 347 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/519

(2004/C 78 E/0540)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3321/03

af Anna Karamanou (PSE) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Midlertidige deponeringsanlæg på Malta

For at opfylde EU's direktiv om deponering af affald (1999/31/EF (1)) meddelte den maltesiske regering den 8. juli 2003, at to stenbrud ville blive anvendt som midlertidige deponeringsanlæg for husholdningsaffald og organisk affald, indtil det særlige deponeringsanlæg ved Tal-Ghallis står færdigt i 2005. Valget af de to stenbrud har givet anledning til megen modstand, idet de befinder sig kun få hundrede meter fra de to megalittempler Mnajdra og Hagar Qim, der er blevet klassificeret som Unesco-verdensarv, og dette område har længe været et fredet område i henhold til verdensarv-konventionen.

Kan Kommissionen bekræfte, om den maltesiske regering har underrettet den om valget af de to midlertidige anlæg, og om den mener, at den midlertidige løsning er i overensstemmelse med (nuværende og fremtidige) medlemsstaters forpligtelse til at beskytte og udvikle den europæiske kulturarv?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(23. december 2003)

Kommissionen er ikke blevet underrettet af den maltesiske regering om de planlagte deponeringsanlæg.

Under tiltrædelsesforhandlingerne lovede Malta at efterkomme bestemmelserne i lossepladsdirektivet (2) fra 1. maj 2004. Frem til denne dato vil Kommissionen nøje følge Maltas fremskridt med hensyn til omsætning og implementering af lossepladsdirektivet og med hensyn til opfyldelsen af de løfter, der blev givet under forhandlingerne.

For så vidt angår beskyttelse af naturen og kulturarven i området med de midlertidige deponeringsanlæg, er det de nationale myndigheder der må afgøre, hvor deponeringsanlæggene skal placeres, idet de dog skal tage hensyn til de generelle krav i bilag I til direktivet.

Så snart Malta er blevet medlem af EU, vil Kommissionen — ligesom det er tilfældet for alle andre medlemsstater — sikre, at direktivet efterkommes.

(1) EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.

(2) Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/520

(2004/C 78 E/0541)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3322/03

af Gabriele Stauner (PPE-DE) til Kommissionen

(5. november 2003)

Om: Næstformand Kinnock og forlydender om uregelmæssigheder i Eurostat

I et dokument (File on possible irregularities in many Commission services), som blev forelagt generaldirektørerne Brüner og Reichenbach den 31. august 2001, gjorde Paul van Buitenen også opmærksom på talrige uregelmæssigheder i forbindelse med Eurostat.

Paul van Buitenen oplyste bl.a. de to generaldirektører om, at der fandtes en revisionsrapport, hvori praksis med sorte kasser i Eurostat blev beskrevet.

Desuden erklærede han, at det forlød, at en direktør i Eurostat havde gjort sig skyldig i pligtforsømmelser.

Hvornår har Neil Kinnock i sin egenskab af kommissionsnæstformand med ansvar for disciplinæranliggender modtaget en kopi af det omtalte dokument?

Har medlemmer af hans kabinet også fået indsigt i det omtalte dokument? I bekræftende fald hvornår?

Hvilke skridt har Neil Kinnock taget for at få forelagt den omtalte revisionsrapport?

Hvilke skridt har Neil Kinnock taget for at få undersøgt beskyldningerne mod den omtalte direktør? Med hvilket resultat?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(19. januar 2004)

Den 31. august 2001 forelagde Paul Van Buitenen generaldirektøren for Kontoret for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat for Administration og Personale (GD ADMIN) et dokument på 5 000 sider. Ved OLAF's og ADMIN's efterfølgende behandling blev det fastslået, at dokumentet indeholdt 270 identificerbare påstande.

Som det ærede parlamentsmedlem vil vide fra andre skriftlige forespørgsler og svar samt en række erklæringer, modtog næstformand for Kommissionen med ansvar for personale og administration, Neil Kinnock, en kopi af dette dokument fra GD ADMIN i begyndelsen af september 2001 i sin egenskab af ansvarlig for udnævnelse af ledende tjenestemænd, som der henvises til i dokumentet.

De omfattende påstande betød, at hverken kommissæren eller medlemmer af hans kabinet var i stand til at afgøre, hvorvidt forholdene i dokumentet udgjorde eller indeholdt uregelmæssigheder. Dette spørgsmål kunne kun afgøres på korrekt måde af de undersøgende organer, som dokumentet blev henvist til i overensstemmelse med de relevante procedurer, og analysen blev i overensstemmelse med reglerne overladt til disse organer.

Som det blev meddelt Parlamentet på grundlag af udkast fra Paul Van Buitenen, gennemførte OLAF og GD ADMIN en indledende gennemgang af det materiale, som blev forelagt af Paul Van Buitenen, med henblik på at fastslå, hvilke af de fremsatte påstande, der faldt under OLAF's beføjelser, sådan som det er fastlagt i artikel 1, stk. 3, i Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (1), og undersøgelserne blev derfor overladt til OLAF. Det ærede parlamentsmedlem vil vide fra tidligere skriftlige forespørgsler og svar, at det blev fastslået, at materialet i dokumentet om Eurostat fuldt ud faldt under OLAF's beføjelser, særlig da OLAF allerede var i færd med at gennemføre undersøgelser om de fremsatte påstande.

Fra begyndelsen vurderede kompetente analytikere således de oplysninger, som Paul Van Buitenen forelagde vedrørende Eurostat, til at henhøre under OLAF's beføjelser, og derfor skulle OLAF, og ikke GD ADMIN eller Neil Kinnock, undersøge sagen nærmere. OLAF's undersøgelsesdommere sendte en kortfattet vurdering af dokumentets oplysninger til Kommissionens Generaldirektorat for Administration og Personale og til formanden for Parlamentets budgetkontroludvalg (Cocobu) den 15. februar 2002.

Hvad angår Eurostat konkluderede OLAF på det tidspunkt, at de foreliggende oplysninger ikke gjorde det berettiget at indlede nye undersøgelser. Oplysningerne fra Paul Van Buitenen om Eurostat blev dog vedlagt sagsakterne.

(1) EFT L 136 af 31.5.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/521

(2004/C 78 E/0542)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3326/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Kommissærernes lønninger

Vil Kommissionen i forlængelse af svaret på spørgsmål E-2235/99 (1) fremlægge en ajourført oversigt over de tal, der dengang blev anmodet om, indeholdende de nyeste tilgængelige tal?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(15. januar 2004)

I forlængelse af tidligere svar på skriftlige forespørgsler kan følgende oplyses:

—

Den månedlige grundløn, som kommissærerne, formanden og næstformanden er berettiget til (tolv gange om året), er på 17 341 EUR (beregnet som 112,5 % af grundlønnen for en tjenestemand i lønklasse A1, løntrin 6) for kommissærernes vedkommende, 19 268 EUR (beregnet som 125 % af grundlønnen for en tjenestemand i lønklasse A1, løntrin 6) for næstformændenes vedkommende, og 21 272 EUR (beregnet som 138 % af grundlønnen for en tjenestemand i lønklasse A1, løntrin 6) for formandens vedkommende. Disse beløb er selvfølgelig underlagt skatter og fradrag, som skal betales af tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber.

—

De månedlige familietillæg, som kommissærerne, formanden og næstformændene er berettiget til — hvis de opfylder betingelserne herfor — består af et husstandstillæg på 5 % af grundlønnen (hvis den pågældende har forsørgerpligt over for en ægtefælle), et børnetillæg på 237,38 EUR pr. barn, som den pågældende har forsørgerpligt overfor, og uddannelsestillæg, som varierer alt efter barnets alder og uddannelsestrin (36 %, 50 % eller 100 % af 212,14 EUR for henholdsvis folkeskoleuddannelse, gymnasieuddannelse og universitetsuddannelse).

—	Der udbetales et boligtilskud på samme grundlag som for udsendte tjenestemænd svarende til 15 % af grundlønnen for kommissærer, der ikke er belgiske statsborgere.

—

Der udbetales et månedligt repræsentationstillæg, som på nuværende tidspunkt udgør 607,71 EUR for kommissærer, 911,38 EUR for næstformænd og 1 418,07 EUR for formanden. Repræsentationsudgifter refunderes mod forelæggelse af regning og begrundelse og er underlagt et fastsat maksimum hver måned. Refusionen er årligt begrænset til 11 489 EUR om året for de fleste kommissionsmedlemmer. For næstformændene og medlemmer, der står for forbindelserne med tredjelande, er loftet på 17 234 EUR og for formanden på 28 723 EUR.

—

Når et medlem af Kommissionen tiltræder sit embede (medmindre han eller hun er belgisk statsborger), er vedkommende berettiget til et tilskud, der dækker hans eller hendes bosættelsesudgifter, svarende til to måneders bruttogrundløn (dvs. for øjeblikket 34 682 EUR for en kommissær), refusion af rejseudgifterne for ham selv eller hende selv og for familie, som han eller hun har forsørgerpligt over for, og refusion af udgifterne til flytning af personligt bohave (inklusive forsikring).

—	Lignende ordninger eksisterer i henhold til de relevante retsforskrifter for Domstolens og Revisionsrettens formænd og medlemmer.

(1) EFT C 280 E af 3.10.2000, s. 19.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/522

(2004/C 78 E/0543)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3328/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Forsætlig opgivelse af den tidligere krigsfangelejr »Stammlager Χ Β Sandbostel«, som er af betydning for Europas fælles historie

Har Kommissionen kendskab til, at der under Anden Verdenskrig i årenes løb blev interneret mere end en million mennesker fra 46 lande (herunder Storbritannien, Belgien, Frankrig, Grækenland, Serbien, Polen, Italien, Rusland, Ukraine og Nederlandene) som Hitler-styrets krigsfanger i lejren »Stammlager Χ Β Sandbostel« i nærheden af Bremervörde mellem floderne Weser og Elbe i den tyske delstat Niedersachsen, og at 50 000 af disse mennesker døde i fangenskab af sult, sygdomme eller som følge af mishandlinger?

Har Kommissionen ligeledes kendskab til, at denne lejr i slutningen af 1940'erne fortsat blev brugt til internering af lejropsynspersonale og SS'ere og fra 1950'erne som modtagelseslejr for flygtninge fra DDR, men at den siden 1974 har været en del af industriområdet »Immenhain« og er overgået til privat ejendom, uden at hverken delstat, amt eller kommune har ydet nogen form for beskyttelse heraf?

Har Kommissionen kendskab til, at man systematisk forsøger at udslette enhver erindring om denne lejr ved vanrøgt, således at bygningerne styrter sammen, og ved at man har gjort det umuligt for overlevende og andre interesserede personer at aflægge besøg i lejren, ved at nægte fjernsynskameraer adgang til området, ved at råbe til besøgende, at de skal glemme fortiden, og ved at modarbejde foreningen »Dokumentations- und Gedenkstätte Sandbostel«, som blev oprettet i 1992, og som vil bevare lejren som et sted af historisk interesse?

Er Kommissionen, uanset dens formelle beføjelser, rede til på grundlag af de europæiske folkeslag fælles historie og deres fælles lidelser under vold og diktatur at tage initiativer, som i videst mulig omfang vil bidrage til, at denne tidligere krigsfange- og koncentrationslejr bevares som et sted af historisk interesse, og at der gives adgang hertil? Er den ud fra denne indstilling også rede til indlede drøftelser med de myndigheder, som er ansvarlige for fysisk planlægning, undervisning og bevarelse af steder af historisk interesse i Sandbostel?

Kilde: TV Nederland 1, Netwerk, den 19. oktober 2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(12. december 2003)

I 1993 anmodede Parlamentet i sin beslutning om europæisk og international bevarelse af de tidligere nazistiske koncentrationslejre som historiske mindesmærker (1)»medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen om bl.a. finansielt at støtte ethvert initiativ, der har til formål at bevare de nazistiske koncentrationslejre i lyset af deres særlige betydning samt placere dem under europæisk og international beskyttelse«.

På budgettet for 1995 blev der derfor afsat tilskud til »bevarelse af de vigtigste steder og arkiver, der er forbundet med deportationerne, symboliseret ved mindesmærkerne, ved de tidligere koncentrationslejre«. Denne bevilling er blevet fornyet hvert år siden da og er konto 15.04.01.02 i det foreløbige forslag til budget for 2004.

I maj 2003 foreslog Kommissionen på grundlag af EF-traktatens artikel 151 et nyt retsgrundlag for tilskudsordningen (2) som en del af et forslag til Parlamentets og Rådets afgørelse om et EF-handlings-program til fremme af organer, der er aktive på europæisk plan på kulturområdet.

De projekter, der kan komme i betragtning i forbindelse med disse tilskud, udvælges på grundlag af en indkaldelse af forslag. Der er endnu ikke modtaget noget forslag om et projekt i forbindelse med lejren eller fra den organisation, som det ærede medlem henviser til. Indkaldelsen af forslag vedrørende 2004 vil blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og på Internettet.

Hvad angår anmodningen om at tage kontakt med de ansvarlige myndigheder, har Kommissionen ikke beføjelse til at gøre dette, idet de anførte spørgsmål falder ind under medlemsstaternes eget ansvar i henhold til subsidiaritetsprincippet.

(1) EFT C 72 af 15.3.1993.

(2) KOM(2003) 275 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/524

(2004/C 78 E/0545)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3340/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Anmodning om undersøgelse af oplysninger angående Kommissionens formand, Romano Prodi

Den italienske presse har de seneste dage bragt forlydender om, at Kommissionens formand, Romano Prodi, nu hvor der er under et år, til hans embedsperiode udløber, skal være i færd med at skaffe sine nærmeste medarbejdere indflydelsesrige poster. Hans nærmeste medarbejdere sikres herved fortsat ansættelse og højtstående embeder også efter, at den nuværende ledelse er trådt af.

Således skal f.eks. Riccardo Franco Levi, formandens tidligere talsmand, være blevet leder af de politiske tjenestegrene i Kommissionen, Michel Petite, tidligere kabinetschef, skal være blevet udnævnt til leder af Kommissionens Juridiske Tjeneste og Fabio Colasanti, formandens stedfortræder, skal være blevet udnævnt til generaldirektør for Generaldirektoratet for Erhvervspolitik.

Også personer, der er direkte eller indirekte indblandet i den pinlige Eurostat-affære, skal være tiltænkt ærefulde erhverv. Dåledes er David O'Sullivan nok blevet fjernet fra posten som vicegeneraldirektør, men dukker nu op i spidsen for Kommissionens Generalsekretariat.

Pressen forudser i øvrigt, at der vil stå en stilling klar til kommissær Pedro Solbes i en spansk offentlig institution.

Kan Kommissionen oplyse, om disse oplysninger er sandfærdige?

Tildeling af embeder inden for EU til kommissærernes nære medarbejdere førte ved en tidligere lejlighed til Santer-Kommissionens krise og afgang. Mener Kommissionen på denne baggrund ikke, at en lignende opførsel fra Romano Prodis side — hvis det virkelig er tilfældet — bør undgås for ikke unødvendigt at bringe institutionerne i miskredit og for at bevare institutionernes gennemsigtighed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(12. januar 2004)

Det ærede medlem henviser til udnævnelser, der ifølge de nævnte oplysninger angiveligt skulle have fundet sted mindre end et år inden kommissionsformandens tjenesteperiode afsluttes, og ønsker at vide, om disse oplysninger stemmer overens med sandheden.

Kommissionen ønsker at understrege, at visse af de omtalte oplysninger er ukorrekte, at de fleste af de nævnte udnævnelser er af ældre dato, og at de alle har fundet sted i overensstemmelse med de gældende procedurer for udnævnelse til overordnede stillinger i Kommissionen.

Riccardo Franco Levi blev udnævnt til direktør for Gruppen af politiske rådgivere (GOPA) den 16. maj 2001; Michel Petite blev udnævnt til generaldirektør for Juridisk Tjeneste den 1. juni 2001; Fabio Colasanti blev udnævnt til direktør for Generaldirektoratet for Erhvervspolitik den 1. januar 2000 og har nu siden 1. juli 2002 fungeret som generaldirektør for GD for Informationssamfundet; David O'Sullivan har aldrig været vicegeneraldirektør for Eurostat, men fungerede som generaldirektør for GD for Uddannelse og Kultur, før han blev kabinetschef hos Romano Prodi, og han blev udnævnt til generalsekretær for Kommissionen den 1. juni 2000. Ud af disse fire stillinger er to blevet besat som følge af forflyttelser i tjenestens interesse (artikel 7 i personalevedtægten) og to som følge af stillingsopslag (artikel 29, stk. 1, i personalevedtægten).

Kommissionen er ikke bekendt med, hvilke jobtilbud visse medlemmer af Kollegiet måtte have fået. I overensstemmelse med det adfærdskodeks, som kommissærerne vedtog i begyndelsen af deres tjenesteperiode, skal kommissærerne underrette Kommissionen om den erhvervsmæssige virksomhed, som de påtænker at udøve i året efter deres tjenesteperiodes ophør. Kommissionen undersøger herefter virksomhedens art og eventuelle tilknytning til kommissærens ansvarsområde for at afgøre, om den er forenelig med bestemmelserne i artikel 213, stk. 2, i EF-traktaten. Hvis den påtænkte virksomhed har tilknytning til kommissærens ansvarsområde under hele tjenesteperioden, afhænger Kommissionens afgørelse af udtalelserne fra et etisk udvalg.

De udnævnelser, som det ærede medlem omtaler, har fundet sted inden for rammerne af de gældende udnævnelsesprocedurer og har udelukkende haft til hensigt at udnævne de mest kvalificerede kandidater til de ledige stillinger, hvilket er i overensstemmelse med den generelle personalepolitik og i institutionens almene interesse.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/525

(2004/C 78 E/0546)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3341/03

af Adriana Poli Bortone (UEN) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Albanien

Kan Kommissionen oplyse, om observatørerne ved det seneste valg i Albanien har bemærket uregelmæssigheder af betydning? Kan Kommissionen særligt oplyse følgende:

—	Er de nye valglister som følge af de mange klager blevet rettet tilstrækkeligt tidligt til at sikre gennemsigtighed og deltagelse i forbindelse med valghandlingen?

—	Er proceduren for den ny sammensætning af den centrale valgkommission blevet overholdt fuldt ud?

—	Er oppositionens rettigheder blevet respekteret?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(23. december 2003)

Der blev observeret betydelige mangler ved det sidste lokalvalg i Albanien, især i perioden efter valghandlingerne og resultaternes offentliggørelse. Omvalget i Himara-området den 16. november viste, at Albanien stadig må gøre en betydelig indsats for at sikre, at valgnormerne bliver overholdt på alle områder. I begyndelsen af december anmodede udvalget til valgs prøvelse i Albanien om omvalg på 118 valgsteder i hovedstaden Tirana (over 30 % af byens valgsteder). Omvalget finder sted den 28. december.

Et større problem i forbindelse med valget har været listerne over vælgerne. På oppositionspartiernes anmodning foretog den centrale valgkommission i sidste øjeblik nogle ændringer på disse lister. Men ændringerne var ikke tilstrækkelig omfattende til at sikre tilfredshed med listernes nøjagtighed. Ændringerne blev desuden foretaget for sent, og vælgerne fik ikke ordentlig underretning om dem. Det skabte en vis forvirring på valgdagen.

Valgkommissionens omorganisering lige inden valget var også et kontroversielt spørgsmål. Selv om den tilsyneladende har indtaget en nogenlunde afbalanceret holdning under valghandlingerne, kaster den seneste beslutning fra udvalget til valgs prøvelse angående valget i Tirana en skygge over valgkommissionens arbejde.

Der er blevet gjort en stor indsats for at respektere oppositionens rettigheder, og der er blevet anvendt appelprocedurer. Kravet om omvalg i Tirana og valgkommissionens beslutning om at ændre resultaterne i Himara som følge af alvorlig manipulation er gode eksempler. Men det er klart, at det er nødvendigt, at alle politiske aktører i Albanien i langt højere grad må være indstillet på og føle sig forpligtet til at sikre vellykkede demokratiske valg i landet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/526

(2004/C 78 E/0547)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3343/03

af Mogens Camre (UEN) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Den europæiske menneskerettighedskonvention i forhold til tredjelande

Siden 1992 har EF i alle aftaler med tredjelande haft indføjet en klausul om overholdelse af menneskerettighederne. Der er, så vidt spørgeren er informeret, oprettet en række instrumenter, som EU anvender for at nå dette mål, for eksempel afvisning af at udstede visa til regimemedlemmer og indefrysning af værdier opsparet i EU-lande. Spørgeren, som er meget enig i nødvendigheden af at indskærpe, at menneskerettighedernes overholdelse er essentiel, samt i hensigtserklæringerne i betænkning om krænkelser af kvinders rettigheder og EU's internationale forbindelser A5-0334/2003, navnlig punkt I, 7, 8, 10 og 17, ønsker en redegørelse fra Kommissionen om, hvilke konkrete handlinger EU har truffet over for regimer, der ikke i deres lovgivning og administration overholder menneskerettighederne.

Ifølge Wienerkonventionen om traktatretten af 1969 har en stat — eller mellemstatslige organisationer som EU — ret til efter tredjeparters overtrædelse af vigtige aftalebetingelser at trække sig ud af en aftale. Der ønskes på denne baggrund ligeledes en redegørelse for, om dette er sket under henvisning til aftalernes krav om respekt for menneskerettighederne. Spørgeren er bekendt med, at EU har truffet foranstaltninger over for lande som Kenya, Nigeria, Zambia, Egypten, Pakistan, m.fl., hvorfor der ønskes set bort fra disse aftaler og alene redegjort for, hvorvidt der reelt er sket udtræden af indgåede aftaler med overtrædelse af menneskerettighedskonventionen som begrundelse.

Endelig ønskes der oplysning om antallet af afvisninger af udstedelser af visa til regimemedlemmer samt over antallet af indefrysninger af værdier i EU-lande, ligeledes med overtrædelsen af menneskerettighederne som begrundelse.

Kommissionen bedes redegøre for, hvilke konkrete handlinger, der er blevet udført efter vedtagelsen i 1992 om i alle EU's aftaler med tredjelande at indføje en klausul om respekt for menneskerettighederne.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(23. december 2003)

Kommissionen henviser til sit svar på den skriftlige forespørgsel E-2903/03 fremsat af Miet Smet (1).

Som supplement til dette svar vil Kommissionen gerne gøre opmærksom på, at menneskerettigheds-klausulen er et dynamisk instrument, som EU kan bruge positivt til at fremme menneskerettighederne med. Det er ikke meningen, at en grundlæggende klausul skal virke negativ eller være en straf. Formålet er tværtimod at skabe dialog og positive foranstaltninger, såsom fælles støtte til demokrati og menneskerettigheder, tiltrædelse, ratificering og gennemførelse af internationale menneskerettighedsinstrumenter, hvor disse mangler, og kriseforebyggelse gennem stabile og langsigtede forbindelser.

Det fremgår tydeligt af Kommissionens meddelelse af 1995 (2), at der en række foranstaltninger, som kan tages i brug i tilfælde af klausulbrud, dog med en bestemmelse om, at man ved anvendelsen af foranstaltningerne skal respektere princippet om, at straffen skal stå i forhold til bruddet. EU er aldrig trådt fuldstændig ud af en samarbejdsaftale, men nogen gange er aftalen blevet suspenderet.

Der gøres opmærksom på, at disse aftaler normalt ikke indeholder bestemmelser vedrørende udstedelsen af visa. Det er derfor ikke nødvendigt at suspendere en EU-aftale med et tredjeland for at nedlægge visaforbud. Det er et spørgsmål, som EU selv kan træffe beslutning som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I praksis har der været nedlagt visaforbud mod repræsentanter fra Zimbabwe, Angola, Nigeria, Sudan og Zaire som en supplerende foranstaltning til suspensionen af Lomé-/Cotonou-aftalen med disse lande. EU har også nedlagt visaforbud mod Burma, Afghanistan, Belarus, Forbundsrepublikken Jugoslavien og Libyen, som slet ikke har nogen international aftale med EU.

Indefrysning af værdier har været praktiseret overfor Afghanistan, Burma, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Irak og Libyen, som heller ikke har indgået nogen aftale med EU endnu. Angola og Haiti, som har undertegnet Lomé-/Cotonou-aftalen, var genstand for en indefrysning af værdier som følge af en beslutning om at suspendere samarbejdet med disse lande i henhold til aftalen.

(1) Se side 441.

(2) Bilag 2 i meddelelsen fra Kommissionen om hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne indgår i aftalerne mellem fællesskabet og tredjelande indeholder en liste over, hvilke foranstaltninger der kan træffes i tilfælde af alvorlige brud på menneskerettighederne, KOM(95) 216 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/527

(2004/C 78 E/0548)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3345/03

af John Bowis (PPE-DE) til Kommissionen

(13. november 2003)

Om: Andrea Palladios villaer

I 1994 blev Andrea Palladios villaer optaget på listen over verdens kulturarv. Nu foreslås det, at der bygges en 54 km lang motorvej igennem Veneto-området med syv udkørsler og betalingsstationer — Valdasticso-sydmotorvejen.

Vil Kommissionen i erkendelse af, at den italienske regering har ret til at anlægge sådanne veje, hvis den finder det nødvendigt, indlede et samarbejde med de italienske myndigheder for at sikre, at disse planer ikke kommer til at skade Andrea Palladios villaer eller det omkringliggende landskab, og at forslagene underkastes en omfattende og udvidet miljøvurdering?

Vil Kommissionen også drøfte med de italienske myndigheder, om der er behov for Valdastico-sydmotorvejen, i betragtning af, at den eksisterende motorvej A22 og hovedvej SS247 fungerer tilfredsstillende, og at Valdastico-nordmotorvejen benyttes meget lidt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(7. januar 2004)

Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (1), foreskriver, at medlemsstaterne skal sørge for, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, skal undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse hertil. Sådanne projekter er defineret i artikel 4, der henviser til bilag I og II til direktivet. Anlæggelsen af motorveje falder ind under bilag I, pkt. 7 (b), og for sådanne projekter skal der obligatorisk foretages en miljøindvirkningsvurdering (VVM).

I et sådant tilfælde skal de italienske myndigheder tage skridt til at sikre, at der foretages en miljøindvirkningsvurdering, som omfatter

a)	en beskrivelse af de miljøaspekter, der kan blive væsentligt påvirket af det foreslåede projekt, herunder den arkitektoniske kulturarv, landskab, befolkning osv. (jf. artikel 5 og bilag),

b)	høringer af offentligheden og af instanser, der har ansvar for miljøet, og

offentliggørelse af den trufne afgørelse sammen med de betingelser, der er knyttet til tilladelsen, de vigtigste begrundelser og betragtninger, der ligger til grund for afgørelsen, samt om nødvendigt en beskrivelse af de vigtigste foranstaltninger, der tager sigte på at undgå, begrænse og om muligt afbøde væsentlige negative virkninger.

I forbindelse med tilladelsesproceduren skal der tages hensyn til de i henhold til artikel 5 og 6 foretagne høringer og indhendtede oplysninger.

Kommissionen har allerede set på den omtalte sag, men har ikke fundet nogen tegn på, at der i det foreliggende tilfælde skulle være tale om en overtrædelse af direktivet. Endelig indeholder VVM-direktivet ingen retlige forpligtelser til at bestride et projekts hensigtsmæssighed eller selve tilladelsen til at gennemføre det.

(1) EFT L 73 af 14.3.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/528

(2004/C 78 E/0549)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3350/03

af Patricia McKenna (Verts/ALE) til Kommissionen

(6. november 2003)

Om: Moseskred forårsaget af Derrybrien vindmøllepark

Forlydender og fotografisk materiale tyder allerede stærkt på, at det store fortsat igangværende moseskred, der begyndte torsdag den 16. oktober i Derrybrien, Loughrea, var forårsaget af opførelsen af en vindmøllepark med en kapacitet på 60 MW. Vindmølleparken ejes af ESB-datterselskabet Hibernian Wind Power Ltd., som dog ikke indtil videre har accepteret noget ansvar for moseskredet, der nu vedrører et område på over 50 ha og har lukket to tilkørselsveje til den lokale landsby. Projektet omfatter to uautoriserede stenbrud, hvor der anvendes sprængstoffer, og indebærer kørsel med meget tunge lastvogne, der transporterer fyldmateriale på ustabile flydeveje, alt sammen på en op til seks meter dyb højmose på en bjergside. Mange af de betingelser, som i byggetilladelsen krævedes opfyldt inden arbejdets påbegyndelse, blev ikke overholdt af bygherren, og adskillige er stadig ikke blevet opfyldt, herunder en sikkerhedsstillelse til dækning af opgivelse/nedlukning af projektet.

Bortset fra det vigtige sikkerhedsspørgsmål, herunder truslen mod den lokale landsby, er nu også vandløb og den lokale vandforsyning fra bl.a. den nærliggende Lough Cutra, der ligger i et område, der foreslås udpeget til et særligt bevaringsområde (SAC), alvorligt truet. Én af årsagerne til, at amtsrådet i Galway oprindeligt afviste at udstede byggetilladelse for projektets tredje fase, var, at det var dets opfattelse, at spørgsmålet om jorderosion ikke var blevet behandlet tilstrækkelig grundigt i miljøkonsekvensundersøgelsen. Ikke desto mindre tilsidesatte An Bord Pleanála den afgørelse, som myndigheden med ansvar for udstedelse af byggetilladelser havde truffet, og udstedte en betingelsesløs tilladelse vedrørende denne fase. Det er absolut nødvendigt med en meget større udnyttelse af vedvarende energi, især i Irland, men en sådan tankeløs anlægsvirksomhed kunne nu bringe en sådan udnyttelse i alvorlig fare.

Mener Kommissionen, at sådanne spørgsmål er eller burde være centrale for en miljøkonsekvensundersøgelse. Vil Kommissionen, da de ikke blev behandlet indgående nok i det her foreliggende tilfælde, henstille til byggetilladelsesmyndighederne at sørge for, at arbejdet bliver indstillet for at undgå yderligere miljø- og sikkerhedsrisici og uheldige virkninger for udviklingen af vedvarende energi?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. december 2003)

Rådets direktiv af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet) (1), ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (2), siger, at medlemsstaterne skal sørge for, at projekter som måtte få væsentlige virkninger på miljøet, enten på grund af deres art, størrelse eller beliggenhed, inden de godkendes, skal underkastes en vurdering af deres miljøvirkninger. Disse projekter er defineret i artikel 4, der henviser til direktivets bilag I og II. Opførelse af vindmølleparker henhører under bilag II, punkt 3 (i). Det er derfor op til medlemsstaterne af afgøre, om et givent projekt måtte få væsentlige virkninger for miljøet. Hvor der er sandsynlighed for, at der måtte opstå væsentlige virkninger, skal medlemsstaterne udføre en vurdering af virkningerne på miljøet (VVM).

Af de meddelte oplysninger fremgår det, at der er blev udarbejdet en redegørelse og efterfølgende foretaget en VVM for dette projekt. Det ærede medlem mener imidlertid, at de i redegørelsen anførte oplysninger, navnlig med hensyn til jorderosion, var utilstrækkelige. Ifølge det ærede medlem kunne udførelse af projektet medføre et større jordskred.

I lyset af ovenstående vil Kommissionen undersøge spørgsmålet med de irske myndigheder og give det ærede medlem alle yderligere oplysninger, den måtte få.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/529

(2004/C 78 E/0550)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3361/03

af Koenraad Dillen (NI) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Jernbaneforbindelsen IJzeren Rijn

Jernbanelinjen IJzeren Rijn er et eksempel på en europæisk transportforbindelse, der er gavnlig for en åben økonomi. IJzeren Rijn forbinder havnen i Antwerpen og havnene i Gent, Zeebrugge og Oosteende med Ruhrområdet i Tyskland. IJzeren Rijn findes allerede og har tidligere vist sin nytte, men har været ude af drift i nogle årtier, fordi de miljøtekniske tilpasninger, som f.eks. tunnelbygning visse steder, er alt for omkostningskrævende til at gøre linjen rentabel på kort sigt. Det er det argument, den nederlandske regering benytter til at blokere spørgsmålet. Flandern finder det imidlertid nødvendigt at tage denne linje i drift igen på grund af tiltagende trafikproblemer og den voldsomt stigende containertransport. Tyskland, mere konkret delstaten Nordrhein-Westfalen, har i årevis støttet Flandern på dette økonomisk nødvendige område. Desværre fører Nederlandene i dette spørgsmål en obstruktionspolitik, der skyldes landets egne planer om at sikre Rotterdams havn en moderne forbindelse til Ruhrområdet via den rasende dyre og miljøbelastende Betuwe-linje, som intet andet europæisk land har økonomisk fordel af. Europa anerkender i dag officielt grænseoverskridende jernbaneforbindelser som et spørgsmål af interesse.

Følger Kommissionen sagen om Ijzeren Rijn?

Er Kommissionen rede til i denne sag at søge et gennembrud på europæisk plan, der medfører en tilfredsstillende løsning for alle parter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(16. december 2003)

Kommissionen følger med stor interesse udviklingen med hensyn til Ijzeren Rijn-forbindelsen mellem Antwerpen og Ruhrområdet. Kommissionen har medtaget denne jernbanelinje under det prioriterede projekt nr. 24: jernbaneforbindelsen Lyon/Genova-Basel-Duisburg-Rotterdam/Antwerpen i sit forslag til revision af retningslinjerne for det transeuropæiske transportnet (TEN-T) (1). De involverede lande har forpligtet sig til at gennemføre dette projekt, som forventes afsluttet i 2010. Det skal bemærkes, at Betuwe-linjen indgik i den første serie TEN-T- projekter, der blev vedtaget i forbindelse med den såkaldte Essen-projektliste i 1996.

Belgien og Nederlandene har for nylig besluttet at indbringe deres strid i spørgsmålet om Ijzeren Rijn for Den Faste Voldgiftsret i Haag. Sagen befinder sig nu på domsforhandlingsstadiet, og en kendelse forventes at foreligge medio 2004. Forhåbentlig vil rettens kendelse kunne danne grundlag for en tilfredsstillende løsning.

(1) KOM(2003) 564 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/530

(2004/C 78 E/0551)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3367/03

af Avril Doyle (PPE-DE) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Laserteknologi og udsendelse af stråling

Laserteknologi til fremstilling af stålkomponenter til brug inden for maskinkonstruktionssektoren har udviklet sig markant inden for de seneste ti år. Er Kommissionen bekendt med, at sådan laserteknologi frembringes ved hjælp af lysforstærkning ved stimuleret udsendelse af stråling, og at elektromagnetiske støvpartikler i forbindelse med processen udsendes i atmosfæren?

Til sammenligning anvender waterjet-teknologien udelukkende vand og sand til selvsamme proces, blot ikke nær så hurtigt. Denne proces er imidlertid fuldt ud miljøvenlig, og der udvikles ingen røggas.

Kan Kommissionen oplyse, om der ydes støtte til sådanne miljøvenlige maskinkonstruktionsprocesser, eller om der findes andre støttemuligheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(19. december 2003)

Kommissionen er bekendt med fordele og ulemper ved laser- og vandjetteknologi.

En søgning efter projekter i Cordis-databasen (http://dbs.cordis.lu/search/en/simple/EN_PROJ_simple.html) viser, at der er ydet støtte til et betydeligt antal (flere end 20) projekter i forbindelse med vandjetteknologi under de tidligere rammeprogrammer. Da både laser- og vandjetteknologi er forholdsvis modne teknologier, har direktoratet for industriteknologi få igangværende aktiviteter på området, og de er koncentreret om mere specialiserede områder (f.eks. G1ST-CT-2002 Udvikling af en vandjet-slibemetode til at fjerne hårde belægninger til erstatning af mere forurenende kemiske metoder og G1RD-CT2002-00746 (Laser)-bearbejdning af transparente materialer ved hjælp af multipel absorption).

Under det sjette rammeprogram kunne det prioriterede område Nanoteknologi og nanovidenskab, videnbaserede multifunktionelle materialer, nye produktionsprocesser og nyt udstyr (NMP) give mulighed for at støtte yderligere forskning i vandjetteknologi, såfremt de indsendte forslag om forskning og teknologisk udvikling (FTU) inden for området er tilstrækkelig innovative og går væsentligt ud over det nuværende teknologiske stade. NMP-arbejdsprogrammet omfatter også et dedikeret forskningsområde med sigte på at forbedre bæredygtigheden af industrielle fremstillings- og bearbejdningsprocesser og at forebygge forurening og sundhedsskadelige virkninger.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/530

(2004/C 78 E/0552)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3368/03

af Koenraad Dillen (NI) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Meningsmålingen Eurobarometer om »Irak og verdensfreden«

Meningsmålingen Eurobarometer i oktober 2003, som blev udført efter anmodning fra Kommissionen, og hvis emne var »Irak og verdensfreden«, viser, at 59 % af europæerne ser staten Israel som en trussel mod verdensfreden. Meningsmålingen blev gennemført af instituttet EOS Gallup Europe. Da resultaterne blev bekendtgjort, tog Rådet via den italienske udenrigsminister Frattini afstand fra denne meningsmåling (»Le Figaro« fra tirsdag den 4. november 2003).

Tager Kommissionen også afstand fra denne måling, som den selv har ladet udføre? Er dette i bekræftende fald første gang, Kommissionen tager afstand fra en måling, den selv har ladet foretage? Hvilken gavn mener Kommissionen at se i sådanne målinger, når Kommissionen selv konstaterer, at resultaterne ikke afspejler dens egen mening? Mener Kommissionen ikke, at det i dette tilfælde ville være bedre at undlade at foretage sådanne målinger for ikke at forvirre offentligheden?

Har Kommissionen tidligere samarbejdet med instituttet EOS Gallup Europe? Skete dette på grundlag af et offentlig udbud? Hvad kostede denne meningsmåling?

Hvem var ansvarlig for formuleringen af spørgsmålene? Hvem udvalgte listen over de femten lande, der muligvis udgør »en trussel mod verdensfreden«?

Er Kommissionen enig med den israelske ambassadør i Rom, som mener, at denne måling fremover vil gøre det vanskeligt for Europa at spille en rolle som mægler i fredsprocessen i Mellemøsten?

Vil Kommissionen over for de israelske myndigheder undskylde det negative billede af Israel, som denne måling, der er finansieret med fællesskabsmidler, har skabt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(16. januar 2004)

Det ærede medlem henvises til Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel P-3334/03 fra Cristiana Muscardin (1).

Desuden gør Kommissionen det ærede medlem opmærksom på, at hver rapport fra Eurobarometer indeholder følgende meddelelse: »Dette dokument gengiver ikke Europa-Kommissionens synspunkt. I dokumentet er det udelukkende forfatternes fortolkninger og holdninger, der kommer til udtryk«. Kommissionen har endvidere udtrykt forbehold over for spørgsmålet om, hvilke lande der udgør en trussel for verdensfreden. Kommissionen er dog af den mening, at rapportens resultater afspejler nogle foruroligende fordomme.

Kommissionen har i øjeblikket fem rammeaftaler, inden for hvilke der gennemføres opinionsundersøgelser. Disse aftaler blev tildelt på grundlag af udbudsprocedurer. Eurobarometer Flash er det instrument, der gør det muligt for Kommissionen at gennemføre telefoniske undersøgelser. Hvad instituttet EOS Gallup Europe angår, blev kontrakten med selskabet TNS Sofres underskrevet i januar 2002, og TNS Sofres' koordinationscenter for Eurobarometer Flash-kontrakten er selskabet EOS Gallup Europe. Siden kontrakten er blevet underskrevet, er omkring tredive Eurobarometer Flash-undersøgelser blevet gennemført for Kommissionen. Omkostningerne ved undersøgelsen om Irak og verdensfreden (forberedelse, feltarbejde, statistisk behandling og udarbejdelse af rapporten) beløb sig til 150 098,34EUR for omkring femten spørgsmål.

(1) Se side 263.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/531

(2004/C 78 E/0553)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3370/03

af Jonas Sjöstedt (GUE/NGL) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Prodis kommentarer til resultatet af den svenske folkeafstemning om ØMU

I den svenske afvis Aftonbladet kunne man den 21. september 2003 gøre sig bekendt med Romani Prodis kommentarer til resultatet af den svenske folkeafstemning om ØMU. Prodi skal bl.a. have sagt følgende om svenskerne: »Vi sagde nej, fordi vi er bange for det nye. Og fordi vi tror, at vores demokrati er bedre end andres«. I artiklen kunne man endvidere læse, at »valgresultatet er i stedet et udslag af den generelle stemning i et land.« Svenskernes nej afspejler — stadig ifølge Romani Prodi — også vores følelse af egenart og en afstand mellem det svenske og det europæiske folk. »Det afslører desuden manglende viden om Europa.«

Udgør Romani Prodis kommentarer også Kommissionens opfattelse, og kan Kommissionen i bekræftende fald begrunde, hvorfor svenskerne for eksempel er bange for det nye, og uddybe, hvad der menes med den omtalte afstand mellem det svenske og det europæiske folk?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(8. januar 2004)

Kommissionens formand understregede på Europa-Parlamentets plenarmøde den 16. januar 2002, at »for millioner af EU-borgere er de eurosedler og -mønter, de har i lommerne, et konkret tegn på det store politiske projekt med opbygningen af et forenet Europa. Som et symbol på den europæiske enhed får euroen en endnu større psykologisk betydning end ophævelsen af paskontrollen ved EU's indre grænser. Euroen bliver således et vigtigt element i folks følelse af at have en fælles europæisk identitet og skæbne, ligesom den allerede er et håndgribeligt bevis på, at den europæiske integrationsproces nu er uigenkaldelig. (…) Vi må drage nytte af denne begivenhed og grundigt forberede alle de stadier, vi skal igennem for at afslutte integrationsprocessen«.

Denne velkendte holdning deles af hele kommissærkollegiet, og der var ingen grund til at ændre holdning i anledning af kampagnen forud for Sveriges folkeafstemning om indførelse af euroen.

Hvad angår citaterne i den svenske avis Aftonbladet, ser de ud til at være inspireret af et interview med Romano Prodi, som blev bragt i den italienske avis »La Repubblica« den 15. september 2003.

I realiteten har Kommissionens formand ikke fremsat de udtalelser, som den svenske avis citerer ham for, men han har helt i tråd med Kommissionens linje udtalt følgende i denne anledning: »Det er ærgerligt, for mange svenskere kan se de fordele, som euroen medfører for udviklingen. Men et flertal af svenskerne er stadig bange for det nye. Det var et politisk valg for dem, der ønsker at understrege deres egenart og deres frygt for at miste det, de betragter som deres kerneidentitet — også selv om det betyder tab af økonomiske fordele. […] Ethvert folk har ret til at give sin mening til kende. Og det er vores pligt at respektere de overbevisninger, som kommer til udtryk ved enhver demokratisk folkeafstemning«. Og længere nede i teksten: »I Nordeuropa er en del af befolkningen stadig i vid udstrækning overbevist om, at en given samfundsmodel bedst forsvares ved, at man fokuserer på sin egen identitet — i langt højere grad et politisk end et økonomisk valg.«

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/532

(2004/C 78 E/0554)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3371/03

af Mogens Camre (UEN) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: De juridiske konsekvenser ved en ratifikation af EU's forfatningsudkast

I artikel 311 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab hedder det, at protokollerne udgør en integrerende del af traktaten. Da de bestående traktater — traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab — ved ratifikation af EU's forfatningsudkast vil falde bort, må det således forventes, at også de bestående protokoller falder bort og skal genforhandles efter princippet i artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Union.

Der henvises i øvrigt til konventets udkast til forfatning, del IV, art. IV-2 og art. IV-3, navnlig stk. 2, der foreskriver, at kun de protokoller, som nævnes i bilaget til protokollen til forfatning, forbliver i kraft. Det må forstås sådan, at de øvrige protokoller, som ikke er omfattet af den nævnte bilagsprotokol, falder bort og skal genforhandles af regeringscheferne på regeringskonferencen. Dette ønskes bekræftet af Kommissionen.

Hvad kan Kommissionen oplyse om de juridiske konsekvenser, som en ratifikation af EU's forfatningsudkast vil have over for de protokoller, som for øjeblikket er knyttet til de nuværende traktater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(23. december 2003)

Ifølge artikel IV-2 i forfatningsudkastet skal EF-traktaten og EU-traktaten ophæves. Ophævelsen vedrører også alle de protokoller, der er knyttet som bilag til disse traktater.

Under disse omstændigheder vil alle de pågældende protokoller blive ophævet, når forfatningen træder i kraft.

Formandskabet for regeringskonferencen har pålagt en gruppe af juridiske eksperter fra delegationerne, som den juridiske rådgiver for regeringskonferencen, Jean-Claude Piris, er formand for, at foretage en juridisk gennemgang af det udkast til traktat om en forfatning for Europa, som Konventet har udarbejdet. Arbejdet omfattede også medtagelse og tilpasning af de protokoller, som er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union eller EF-traktaten. Resultatet af dette arbejde er blevet forelagt for regeringskonferencen; hvis denne godkender resultatet, vil de pågældende protokoller, som er blevet revideret af gruppen, blive knyttet som bilag til traktaten om en forfatning for Europa.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/533

(2004/C 78 E/0555)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3376/03

af Christine De Veyrac (PPE-DE) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Nedsatte momssatser — frisørsektoren

I 1999 gav EU på forsøgsbasis tilladelse til at anvende nedsatte momssatser på »arbejdskraftintensive tjenesteydelser« og opstillede i denne forbindelse en udtømmende liste over sektorer, der kunne anvende den nedsatte sats. Tre af Unionens medlemsstater (Spanien, Luxembourg, Nederlandene) valgte at gennemføre denne afgiftsnedsættelse i frisørsektoren og synes rede til at fortsætte hermed. Imidlertid foreslår Kommissionen i sit seneste forslag til momsdirektiv at slette frisørsektoren fra listen over tjenesteydelser, for hvilke der kan anvendes en nedsats sats. Kommissionen henviser i denne forbindelse til en undersøgelse, den har foretaget, og som konkluderer, at momsnedsættelsen ikke har nogen beskæftigelsesfremmende virkning, og at dens indvirkning på prisniveauet er uklar.

Kommissionens holdning er beklagelig, for så vidt som konklusionerne af denne rapport er baseret på en begrænset observationsperiode på 2 eller 3 år afhængigt af, hvilket land er er tale om. Evalueringen forekommer helt utilstrækkelig som grundlag for en endelig økonomisk afgørelse.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse, om den finder en observationsperiode på 2-3 år tilstrækkelig til at evaluere den økonomiske effektivitet af en afgiftsforanstaltning, og om det derfor ikke ville være hensigtsmæssigt at forlænge den igangværende forsøgsordning og således bibeholde frisørsektoren på listen over »arbejdskraftintensive tjenesteydelser«, for hvilke der kan anvendes nedsatte momssatser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(4. december 2003)

Den nedsatte momssats for frisørvirksomhed er blevet muliggjort af direktiv 1999/85/EF af 22. oktober 1999 (1), som indførte muligheden for forsøgsvis anvendelse af en nedsat momssats for arbejdskraftintensive tjenesteydelse. Dette forsøg var nøje tidsbegrænset og skulle gøres til genstand for evalueringsrapporter fra både de medlemsstater, der har deltaget i forsøget, og Kommissionen.

Kommissionen vedtog sin evalueringsrapport den 2. juni 2003 (2). Den konkluderede, at det »under hensyn til de af medlemsstaterne afgivne oplysninger og grænserne for de benyttede analysemetoder […] ikke er muligt at slå fast, at denne momsnedsættelse har haft en gunstig indvirkning på beskæftigelsen. Hvad angår indvirkningen på det sorte arbejde, fremsættes samme bemærkning.«

Endvidere har Kommissionen inden for rammerne af denne evaluering ved hjælp af sin makroøkonomiske model QUEST foretaget en komparativ analyse af virkningerne af en momsnedsættelse sammenholdt med en nedsættelse af arbejdsomkostningerne. Denne simulation viser, at selv med den mest gunstige forudsætning om, at momsnedsættelsen slår fuldt igennem på forbrugerpriserne, vil en nedsættelse af arbejdsomkostningerne på EU-plan ved samme budgetudgift skabe 52 % flere jobs end en moms-nedsættelse.

Rådet havde oprindelig fastsat evalueringsperioden til tre år (som siden blev forlænget et år), og det er tilstrækkeligt til at efterprøve, om den forventede økonomiske mekanisme (prisnedsættelse, efterspørgselsstigning og til slut jobskabelse) kan fungere korrekt. Imidlertid har et af de vigtigste resultater af dette forsøg været, at en momsnedsættelse meget ofte ikke giver sig udslag i salgsprisen til den endelige forbruger eller kun gør det delvist. Endvidere har denne nedsættelse af salgsprisen oftest kun været midlertidig, eller det er blevet konstateret, at de pågældende sektorer har benyttet nedsættelsen til at indhente et lønefterslæb (en prisstigning, der er højere end inflationen). Derfor får den økonomiske mekanisme ikke den forventede virkning, og virkningerne på beskæftigelsen er så meget desto mere usikre, selv på lang sigt.

Kommissionen vedtog den 23. juli 2003 et forslag til direktiv vedrørende de nedsatte momssatser (3). Da Kommissionens målsætning går ud på at forbedre det indre markeds funktion, har det været vigtigt at sikre, at alle medlemsstater har samme muligheder for at anvende nedsatte momssatser eller at undlade at gøre det og det for samme sektorer. Direktivforslaget indeholder ikke nedsatte satser for frisørvirksomhed.

Forslaget er for tiden til behandling i Rådet, som med enstemmighed og på grundlag af EuropaParlamentets udtalelse skal træffe afgørelse om det kommende anvendelsesområde for de nedsatte momssatser.

(1) Rådets direktiv 1999/85/EF af 22. oktober 1999 om ændring af direktiv 77/388/EØF, for så vidt angår muligheden for forsøgsvis at anvende en nedsat momssats for arbejdskraftintensive tjenesteydelser, EFT L 277 af 28.10.1999.

(2) KOM(2003) 309 endelig udg.

(3) KOM(2003) 397 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/534

(2004/C 78 E/0556)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3379/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Udvidelse af mineralolieanlæg i Ambrakikos-bugten

Ifølge klager fra lokale indbyggere fortsætter man med at udvide mineralolieanlæggene i Ambrakikos-bugten. Hele dette havmiljø med dets sjældne økosystem udgør et af de vigtigste fugtige biotoper i Grækenland, og derfor er en del heraf udpeget som et særligt beskyttet område i henhold til den internationale RAMSAR-konvention.

Eftersom Ambrakikos-bugten udgør en del af nettet Natura 2000, som er blevet oprettet som et led i gennemførelsen af direktiv 92/43/EØF (1), bedes Kommissionen oplyse, hvad den agter at gøre dels for at sikre bevarelsen af denne sjældne biodiversitet (vilde dyr og planter) i denne region i sin helhed og dels for ikke at bringe folkesundheden i fare. Agter EU, der (som et led i den tredje fællesskabsstøtteramme) har medfinansieret mange projekter i det sidste årti med henblik på at beskytte miljøet i denne region (biologiske rensningsanlæg), at fastslå, i hvilket omfang man har foretaget en hensigtsmæssig undersøgelse og vurdering af følgerne af en sådan erhvervsvirksomhed for økosystemet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(19. december 2003)

Ambrakikos-bugten er udpeget som særligt beskyttet område (GR2110004) i henhold til Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (2), og de græske myndigheder har foreslået den som en lokalitet af fællesskabsbetydning (GR2110001) i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (3). Således finder forpligtelserne, der følger af artikel 6, stk. 2, 3 og 4, i direktiv 92/43/EØF anvendelse. De forhold, som det ærede medlem henviser til, indebærer ligeledes en eventuel overtrædelse af direktiv 85/337/EØF (4), senest ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (5).

Gennemgangen af de oplysninger, som det ærede medlem har forelagt, viser, at de græske myndigheder har iværksat proceduren for vurdering af miljøvirkninger for det pågældende projekt om udvidelse af olieanlæggene. Det må bemærkes, at projektet sigter mod at modernisere bestående anlæg og forbedre systemet til håndtering af det affald, som produceres på stedet. På nuværende tidspunkt og ud fra de foreliggende oplysninger finder Kommissionen, at direktiv 85/337/EØF ikke er overtrådt. Hvis det ærede medlem skulle have kendskab til nye elementer, som kunne tænkes at dokumentere en overtrædelse, vil Kommissionen gerne have disse forelagt.

For så vidt angår den formodede overtrædelse af forpligtelser, der følger af artikel 6, stk. 2, 3 og 4, i direktiv 92/43/EØF, må det bemærkes, at det omtalte anlæg ikke befinder sig i et beskyttet område, men klart uden for dette. Da målet med projektet desuden er at modernisere bestående anlæg, må der ikke forventes væsentlige påvirkninger af lokaliteten. I øvrigt er der udført en vurdering af projektets miljøpåvirkninger.

Kommissionen vil undersøge, om der for Ambrakikos-bugten findes en sammenhængende, specifik og fyldestgørende juridisk ordning, som forventes at kunne sikre en bæredygtig udvikling i bugten og en effektiv beskyttelse af denne med bevaringsmålene i direktiv 79/409/EØF og 92/43/EØF for øje.

(2) EFT L 103 af 25.4.1979.

(4) EFT L 175 af 5.7.1985.

(5) EFT L 73 af 14.3.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/535

(2004/C 78 E/0557)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3384/03

af Gianfranco Dell'Alba (NI), Emma Bonino (NI), Marco Cappato (NI), Benedetto Della Vedova (NI), Olivier Dupuis (NI), Marco Pannella (NI) og Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Korridor 5

Den såkaldte »transpadana«-forbindelse — den italienske del af korridor 5 nord for floden Po — som efter planen skulle forbinde Lissabon med Kiev og sikre optimale transportforbindelser mellem Øst og Vest i den sydlige del af Europa, ville have stor betydning for den europæiske økonomi og for økonomien i Regionen Friuli-Venezia Giulia.

Knudepunktet Triste ville have særlig stor betydning for forbindelserne med de central- og østeuropæiske lande som et ideelt transitpunkt for jernbane- og landevejsforbindelserne mellem Øst og Vest syd for Alperne.

Selv om strækningen Venezia-Triste-Capodistria-Ljubljana-Budapest figurerer blandt de transeuropæiske projekter, som Kommissionen oprindeligt foreslog, skulle den ganske uventet være blevet udelukket i forbindelse med opstillingen af den korte liste over projekter, der skal iværksættes hurtigt, hvilket risikerer at bringe en snarlig iværksættelse af projektet i fare.

Vil Kommissionen så hurtigt som overhovedet muligt redegøre for de årsager, der skulle ligge til grund for dette tilbageskridt, og oplyse, om det betyder, at den har revideret sin opfattelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(12. januar 2004)

Kommissionen vedtog den 1. oktober 2003 et forslag om ændring af retningslinjerne for udvikling af det transeuropæiske transportnet (TEN-T) (1). Dette forslag omfatter en liste over prioriterede projekter af »europæisk interesse«, herunder projekt nr. 6 (højhastighedstogforbindelse/kombineret transport) Lyon-Torino-Milano-Venedig-Trieste-Ljubljana-Budapest (bilag III til beslutningsforslaget). Dette viser, hvor stor vægt Kommissionen lægger på dette projekt, som er af afgørende betydning for en forbedring af forbindelserne mellem den centrale del af EU og de nye medlemsstater.

De oplysninger, som medlemsstaterne har fremsendt om dette projekt, der indgår i bilag III, viser, at anlægsarbejderne på størstedelen af denne strækning først vil blive påbegyndt i 2010-2015, hvilket er et godt stykke uden for rammerne af de kriterier, der blev fastlagt for vækstinitiativet, ifølge hvilket projekterne skulle begynde inden 2006. Derfor var det ikke muligt at lade hele projektet indgå i programmet over projekter, der skal gennemføres hurtigt. Imidlertid indgår to strækninger, der passer ind i disse rammer: den internationale strækning St. Jean de Maurienne — Bussoleno (Mont Cenis-tunnellen mellem Frankrig og Italien), hvor det forberedende arbejde allerede er i gang, og strækningen mellem Ljubljana og Budapest, hvor anlægsarbejderne skal begynde inden 2005.

Hvis det viser sig, at andre strækninger opfylder de samme kriterier, kan programmet udvides efter den procedure, der blev fulgt ved fastlæggelsen af programmet.

Kommissionen vil understrege, at vækstinitiativet under ingen omstændigheder svækker Kommissionens forslag af 1. oktober 2003, som vil blive vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådets efter fælles beslutningsprocedure.

(1) KOM(2003) 564 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/536

(2004/C 78 E/0558)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3390/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Moms på skrædderarbejde

ØKOFIN har fastlagt udgangen af 2003 som frist for bevarelsen af den nedsatte momssats på 8 % på det traditionelle men uddøende skrædderhåndværk og skrædderkunst. Kan Kommissionen oplyse, hvad der vil ske efter den pågældende dato? Vil Kommissionen godkende en stigning af moms på skrædderarbejde? Hvilke foranstaltninger vil den under alle omstændigheder træffe med henblik på at hjælpe og støtte denne sårbare erhvervsbranche?

Svar afgivet på Kommissionens vegne Af Frederik Bolkestein

(11. december 2003)

Rådets direktiv 1999/85/EF af 22. oktober 1999 (1) blev vedtaget, for at der forsøgsvis skulle kunne anvendes en nedsat momssats for arbejdskraftintensive tjenesteydelser. I den forbindelse blev der opstillet en liste over, hvilke sektorer der kunne deltage i dette forsøg, nemlig bilag K. Blandt disse sektorer var der ganske vist en kategori, der omhandlede skrædderarbejde, men udelukkende småreparationer af beklædningsgenstande og linned (herunder reparation og ændring). Dette forsøg blev forlænget med et år. Forlængelsen skulle give en garanti for retssikkerhed og kontinuitet for de berørte sektorer, medens Kommissionen forberedte en rapport med den globale evaluering af forsøget.

Kommissionen vedtog sin evalueringsrapport den 2. juni 2003 (2). Det blev her konkluderet, at det under hensyn til »de af medlemsstaterne afgivne oplysninger og grænserne for de benyttede analysemetoder […] ikke er muligt at slå fast, at denne momsnedsættelse har haft gunstig indvirkning på beskæftigelsen. Hvad angår indvirkningen på det sorte arbejde, fremsættes samme bemærkning.«

Desuden har Kommissionen i forbindelse med denne evaluering ved hjælp af sin makroøkonomiske model QUEST foretaget en komparativ analyse af virkningerne af en momsnedsættelse og virkningerne af en nedsættelse af arbejdskraftomkostningerne. Denne analyse viser, at selv ud fra den mest gunstige hypotese, at momsnedsættelsen slår fuldt igennem på priserne, vil en nedsættelse af arbejdskraftomkostningerne på EU-plan ved samme budgetudgift skabe 52 % flere jobs end en momsnedsættelse.

Som det var blevet anført i meddelelsen om strategien til forbedring af momssystemet i det indre marked, der blev vedtaget i 2000 (3), vedtog Kommissionen den 23. juli 2003 et forslag til direktiv om revision og rationalisering af regler og undtagelser vedrørende de nedsatte momssatser (4). Det har til formål at forbedre det indre marked, blandt andet ved fortsat forenkling og mere ensartet anvendelse af momsen. Det var endvidere vigtigt at sikre, at alle medlemsstater har de samme muligheder for at anvende eller ikke anvende nedsatte satser og det for de samme sektorer.

Ved udarbejdelsen af forslaget har Kommissionen taget hensyn til resultatet af forsøget, men også til hvordan disse ydelser er behandlet i alle medlemsstaterne. For øjeblikket er der fire medlemsstater, der anvender en nedsat sats på disse ydelser på forsøgsbasis (Belgien, Grækenland, Luxembourg, Nederlandene), og en medlemsstat (Irland), der anvender en parkeringssats som en midlertidig undtagelse. I forbindelse med rationaliseringen af de nedsatte satser er disse ydelser ikke blevet taget med igen.

Forslaget er for øjeblikket til behandling i Rådet. Det er Rådet, der med enstemmighed og i lyset af udtalelse fra Parlamentet træffer beslutning om det fremtidige anvendelsesområde for de nedsatte momssatser.

På nuværende tidspunkt er der ikke planer om andre fiskale foranstaltninger på fællesskabsplan for denne sektor.

(2) KOM(2003) 309 endelig udg.

(3) KOM(2000) 348 endelig udg.

(4) KOM(2003) 397 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/537

(2004/C 78 E/0559)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3393/03

af Jean Lambert (Verts/ALE) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Typegodkendelse af knallerter

I EU-direktivet om typegodkendelse (2002/24/EF (1)) skelnes der skarpt mellem almindelige knallerter og knallerter med begrænset ydeevne. Det fremgår af noten til bilag 1, at »særdirektiverne vil komme til at indeholde specifikke forskrifter for knallerter med begrænset ydeevne, dvs. knallerter forsynet med pedaler, med en hjælpemotor med en effekt på højst 1 kW og med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på 25 km/h«. Den britiske regering har imidlertid ikke villet give sådanne cykler med hjælpemotor mere lempelige vilkår, og de er derfor også omfattet af kravene om obligatorisk indregistrering, betaling af synsattest og diverse afgifter, tegning af ansvarsforsikring og kørsel med styrthjelm. I Tyskland stilles ingen af disse krav.

Mener Kommissionen, at Det Forenede Kongerige handler lovstridigt ved ikke at sondre mellem almindelige knallerter og knallerter med begrænset ydeevne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(9. januar 2004)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/24/EF af 18. marts 2002 omhandler standardtypegodkendelse af to- og trehjulede motordrevne køretøjer (2). Det omhandler ikke betingelserne, under hvilke sådanne køretøjer må bruges i medlemsstaterne. Da der ikke findes harmoniserende EU-bestemmelser, har medlemsstaterne et vidt spillerum for så vidt angår de bestemmelser, de vedtager om benyttelse af knallerter på offentlig vej.

Det faktum, at der i bestemmelserne vedrørende typegodkendelse i direktivet skelnes mellem knallerter med og uden pedaler, og at det anføres, at der vil blive fastsat særlige typegodkendelseskrav for knallerter med begrænset ydeevne forpligter på ingen måde medlemsstaterne til at indføre en sammenlignelig skelnen i deres bestemmelser om brugen af sådanne køretøjer. Derfor finder Kommissionen, at Det Forenede Kongerige ikke handler i strid med direktivet, hvis myndighederne dér ikke skelner mellem almindelige knallerter og knallerter med begrænset ydeevne i forbindelse med emner som kravene om obligatorisk indregistrering, betaling af synsattest og diverse afgifter, tegning af ansvarsforsikring og kørsel med styrthjelm.

I det omfang, de af en medlemsstat indførte bestemmelser om anvendelse af et produkt er så besværlige, at de kan udgøre en hindring for importen af dette produkt fra andre medlemsstater overvejer Kommissionen, om Det Forenede Kongeriges bestemmelser om brugen af knallerter med begrænset ydeevne kan have en virkning, der kan sammenlignes med en kvantitativ handelsrestriktion i henhold til EF-traktatens artikel 28 og 30. Af det ærede parlamentsmedlems forespørgsel fremgår det imidlertid ikke klart, om Det Forenede Kongeriges bestemmelser skaber hindringer for importen.

Kommissionen bemærker endvidere, at selv om dette skulle være tilfældet, vil i det mindste en del af de krav, der pålægges af Det Forenede Kongerige (som f.eks. tegning af ansvarsforsikring og påbud om kørsel med styrthjelm) kunne betragtes som nødvendige af hensyn til den offentlige sundhed eller færdselssikkerheden, dvs. enten under en af de i henhold til EF-traktatens artikel 30 specifikt anførte grunde eller et andet alment hensyn som defineret af Domstolen.

Kommissionen bemærker endelig, at det i henhold til det første direktiv om forsikring af motorkøretøjer (72/166/EØF (3)) bestemmes, at »ethvert motordrevet køretøj, der er bestemt til trafik til lands, og som ikke kører på skinner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede« obligatorisk skal være dækket af en forsikring. I denne sammenhæng må det også formodes, at Det Forenede Kongerige retmæssigt kan kræve, at knallerter med begrænset ydeevne skal være dækket af en ansvarsforsikring.

(1) EFT L 124 af 9.5.2002, s. 1.

(2) EFT L 124 af 9.5.2002.

(3) EFT L 103 af 2.5.1972.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/538

(2004/C 78 E/0560)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3404/03

af Patricia McKenna (Verts/ALE) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Irland og overtrædelsesprocedurer som følge af mangelfuld gennemførelse af EU's miljølovgivning

1.	For hvilke 85 sager fra perioden 1998-2002 har Irland modtaget en åbningsskrivelse på grund af mangelfuld gennemførelse af miljøbestemmelserne, og hvilke direktiver relaterer de til?

2.	Hvor mange retssager om gennemførelse af direktiver har Irland tabt i perioden 1993-2003?

3.	Hvor mange åbningsskrivelser har Irland modtaget i perioden 1993-1998?

4.	For hvilke af de sager, hvor Kommissionen officielt har inledt undersøgelser mod Irland, foreligger der endnu ingen åbningsskrivelse?

5.	I hvor mange overtrædelsesprocedurer mod andre medlemsstater har Kommissionen fremsat en begrundet udtalelse i perioden 1993-2003?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(22. december 2003)

Mellem 1998 og 2002 blev der i alt sendt 75 åbningsskrivelser til Irland angående sager om forkert anvendelse af Unionens miljølovgivning (1). Der blev ligeledes sendt en række åbningsskrivelser for tilfælde, der kun vedrørte manglende meddelelse af nationale gennemførelsesbestemmelser eller deres manglende overensstemmelse, hvorved det i alt drejer sig om 108 åbningsskrivelser. Af de 75 om forkert anvendelse vedrørte de fleste klager, men de 14 vedrørte sager, som Kommissionen havde indledt på eget initiativ. De gælder de forhold, at der ikke er klassificeret tilstrækkelige særlige beskyttelsesområder til vilde fugle, at der ikke er udpeget tilstrækkelige områder til spildevandsbehandling, og at der ikke er indsendt rapporter eller andre oplysninger som krævet i medfør af miljødirektiver. Adskillige åbningsskrivelser drejede sig om manglende svar på Kommissionens anmodninger om oplysninger; de var baseret på EF-traktatens artikel 10 (pligt til at samarbejde). Andre åbningsskrivelser, der var led i klageundersøgelser, dækkede en lang række spørgsmål, herunder: manglende udførelse af vurdering af miljøvirkninger; projekters eller aktiviteters trussel for vigtige lokaliteter med vilde dyr og plante; ingen effektiv indsats mod ulovlige affaldsaktiviteter; manglende sikring af grundvandsbeskyttelse; ikke tilstrækkelig beskyttelse af skaldyrvande mod forurening; manglende overholdelse af reglerne for dyreforsøg; lugtgener fra spildevandsbehandlingsanlæg.

I perioden 1993-2003 blev der afsagt otte domme mod Irland i tilknytning til Unionens miljølovgivning. Dommene vedrørte sag C-392/96 om vurdering af virkninger, C-354/99 om dyreforsøg, C-67/99 om udpegelse af levesteder, C-117/2000 om overgræsning, C-316/2000 om forurenet drikkevand, C-394/2000 om risikoen for større uheld, C-376/2001 om biocidholdige produkter og C-67/2002 om forureningsbekæmpelsesprogrammer for skaldyrvande.

3.	Der blev i perioden 1993-1998 sendt 16 åbningsskrivelser til Irland for forkert anvendelse af fællesskabsbestemmelserne.

I midten af november 2003 havde Kommissionen 85 klager og sager indledt på eget initiativ mod Irland, for hvilke der ikke er sendt nogen åbningsskrivelse. Disse sager dækker en række spørgsmål, herunder påståede mangler med hensyn til vurdering af virkninger på miljøet, trusler mod vilde dyr og planter, ulovlig affaldshåndtering og forurening af drikkevand.

Der blev i perioden 1993 til 2003 i alt sendt 279 begrundede udtalelser til de øvrige medlemsstater vedrørende sager om dårlig anvendelse af Unionens miljølovgivning. Der blev i alt meddelt andre medlemsstater 894 begrundede udtalelser vedrørende alle aspekter af overensstemmelse med Unionens miljølovgivning, dvs. manglende meddelelse og manglende overensstemmelse såvel som dårlig anvendelse.

(1) Efter meddelelser fra Irland blev ikke alle Kommissionens afgørelser om at sende åbningsskrivelse til Irland gennemført.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/539

(2004/C 78 E/0561)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3405/03

af Concepció Ferrer (PPE-DE) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Forvaltning af strukturfondene

Kan Kommissionen i forbindelse med forvaltningen af strukturfondenes mål 1-, 2- og 3-støtte oplyse, hvilke myndigheder der er udpeget som udbetalende og forvaltende myndigheder i Tyskland, Østrig, Belgien, Spanien, Frankrig og Italien?

Supplerende svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(30. januar 2004)

Forvaltende myndigheder i Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig og Østrig:

—

Det ærede medlem finder alle relevante oplysninger om de forvaltende myndigheder på webstederne for de fire generaldirektorater, der er ansvarlige for strukturfondene, nemlig:

—	http://europa.eu.int/comm/regional_policy/manage/authority/authority_en.cfm

—	http://europa.eu.int/comm/agriculture/rur/countries/index_en.htm

—	http://europa.eu.int/comm/employment_social/esf2000/contacts-en.htm

—	http://europa.eu.int/comm/fisheries/doc_et_publ/cfp_en.htm

—	Hvad Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) angår, henvises det ærede medlem til rapporten om gennemgangen af forvaltnings- og kontrolsystemerne af 30. april 2003, som er blevet meddelt Europa-Parlamentet.

Udbetalende myndigheder i Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Østrig:

—	Følgende instanser eller typer instanser er blevet udpeget som udbetalende myndigheder for 2000-2006-programmer i Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien og Østrig.

—

For det ene mål 1- og otte mål 2- regionale programmer i Østrig er de udbetalende myndigheder forbundskanslerens kontor i forbindelse med EFRU, økonomi- og arbejdsministeriet i forbindelse med Den Europæiske Socialfond (ESF) og ministeriet for landbrug, skovbrug, miljø og vandforvaltning i forbindelse med Den Europæiske Udviklings- og Garantifond (EUGFL) og Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF). For mål 3 (ESF) er økonomi- og arbejdsministeriet den udbetalende myndighed.

—

I Belgien er de tre regionale myndigheder (Ministère de la Région Wallonne, Ministerie van de Vlaamse Gemeenschap og Ministère de l'Economie de Bruxelles-Capitale) udbetalende myndigheder i forbindelse med EFRU og ESF for mål 1- og 2-programmer i deres regioner (et mål 1-program og to mål 2-programmer i Wallonien, fire mål 2-programmer i Flanderen og et mål 2-program i Bruxelles). Den relevante regionale myndighed (Ministère de la Région Wallonne) er også udbetalende myndighed i forbindelse med EUGFL og FIUF (kun mål 1). For mål 3-programmet på føderalt plan (ESF) er Arbejdsministeriet den udbetalende myndighed.

—

Præfekten i regionen er den udbetalende myndighed i forbindelse med EFRU og ESF for 26 af de 27 programmer (6 mål 1, 21 mål 2) i de franske regioner og oversøiske departementer. Præfektens funktioner varetages af Secrétariat général des Affaires régionales i det pågældende præfektur. For et mål 2-program (Alsace) står Caisse des Dépôts et Consignations nu som den udbetalende myndighed.

DATAR er udbetalende myndighed for informationssystemprogrammet (Presage), og Indenrigsministeriet er udbetalende myndighed for de to programmer for faglig bistand (for mål 1 og 2). For mål 3 (ESF) er det Ministeriet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Solidaritet, der er udbetalende myndighed. Udbetalende myndighed i forbindelse med EUGFL for alle programmer er Cnasea. Den udbetalende myndighed i forbindelse med FIUF uden for mål 1 er Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Udvikling af Landdistrikter, for de fire mål 1-programmer i moderlandet Frankrig er det den regionale skattemyndighed, og for mål 1-programmet for Korsika er det Direction Générale des Affaires Maritimes i Marseilles.

—

I Tyskland er de officielle udbetalende myndigheder for alle 16 regionalprogrammer (seks mål 1 og ti mål 2) Bundesamt für Wirtschaft i forbindelse med EFRU, Forbundsministeriet for Økonomi og Arbejdsmarkedsforhold i forbindelse med ESF og Forbundsministeriet for Forbrugerbeskyttelse, Fødevarer og Landbrug i forbindelse med EUGFL og FIUF. I praksis er det imidlertid de relevante ministerier i de enkelte delstater, der varetager funktionen som udbetalende myndighed. Forbundsministeriet for Transport, Anlægsarbejder og Boligspørgsmål er den udbetalende myndighed for det horisontale tværgående mål 1-program om transportinfrastruktur, og for det horisontale mål 1-program om menneskelige ressourcer og mål 3-programmer (ESF) er det forbundsministeriet for økonomi og arbejdsmarkedsforhold.

—

For alle EFRU-finansierede programmer i Spanien (19 regionale — tolv mål 1, syv mål 2 — otte horisontale enkeltfondsprogrammer og tre horisontale flerfonds-programmer) er finansministeriet den udbetalende myndighed i forbindelse med EFRU. Den udbetalende myndighed i forbindelse med ESF i alle programmer er Ministeriet for Arbejde og Sociale anliggender, og i forbindelse med EUGFL-Garantisektionen og FIUF er det ministeriet for landbrug, fiskeri og fødevarer.

—

I Italien er de udbetalende myndigheder for alle fonde i de regionale programmer (19 i alt, syv mål 1 og 12 mål 2) etableret i de respektive regionale administrationer. Ministerier i centralregeringen er udbetalende myndigheder, når det gælder horisontale programmer for mål 1, nemlig »Udvikling af lokale virksomheder« — Ministeriet for Produktive Aktiviteter, »Transport« — Ministeriet for Infrastruktur og Transport, »Forskning« — Ministeriet for Højere Uddannelse og Videnskabelig og Teknologisk Forskning, »Sikkerhed i Mezzogiorno« — Indenrigsministeriet, og »Faglig bistand« — Ministeriet for Skat, Budget og Økonomisk Planlægning. Ministeriet for Arbejde og Social Sikring er udbetalende myndighed for det horisontale mål 3-program »Azioni di Sistema«. Og i forbindelse med FIUF er den udbetalende myndighed Ministeriet for Land- og Skovbrugspolitik.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/541

(2004/C 78 E/0562)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3407/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Cabinda — rapport om menneskerettighederne

Ifølge forlydender i pressen fremgår det af en rapport baseret på vidneudsagn fra katolske præster i Cabinda, at der i det pågældende område er konstateret hyppige tilfælde af tortur, voldtægt, mord, udenretlige anholdelser og tyveri af penge og andre goder fra civilbefolkningen. Under henvisning til konkrete tilfælde i den senere tid omtaler rapporten bl.a. 30 dødsfald blandt civilbefolkningen og 16 tilfælde af voldtægt.

I samme kilde hævdes det, at FAA (de væbnede styrker i Angola) efter Jonas Savimbis død og afslutningen af krigen med UNITA skulle have flyttet 30 000 mand til Cabinda for at sætte en stopper for guerillaen i området. I henhold til rapporten er der konstateret overgreb mod menneskerettighederne begået af enten FLEC-styrkerne eller FAA, som står bag de fleste af de påtalte forhold.

Biskoppen i Cabinda, Paulino Madeca, har skrevet forordet til rapporten, og han bekræfter bl.a., at den politiske situation ulykkeligvis har udviklet sig i negativ retning i de seneste år, at krigens logik er den fremherskende i forsøget på at finde en løsning på det såkaldte Cabinda-spørgsmål, og at resultaterne af denne offensiv er tydelig for enhver og kort kan beskrives som følger: systematiske krænkelser af menneskerettighederne og forbrydelser mod menneskeheden, som det fremgår af de foretagne undersøgelser. Kommissionen bedes på denne baggrund besvare følgende spørgsmål:

Er den orienteret om de påståede menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted i Cabinda i den senere tid? Har den helt konkret set nærmere på ovenstående rapport?

Har den truffet foranstaltninger til at advare de angolanske myndigheder og gøre dem opmærksomme på, at det er nødvendigt at fremme beskyttelsen af menneskerettighederne i Cabinda? Og agter den at gøre det samme for ligeledes at beskytte befolkningen mod oprørsbevægelser?

Hvilke kontakter har Kommissionen til kirken og det civile samfund i Cabinda med henblik på at kunne foretage en uafhængig og uvildig vurdering af situationen i området?

Hvilke forventninger har den til, at der kan oprettes fredelige tilstande i Cabinda og findes en politisk løsning på konflikten?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(22. december 2003)

Kommissionen har kendskab til rapporten, og det er dens opfattelse, at rapporten, selv om den ikke kan behandle alle forhold indgående, viser, hvor kritisk situationen i Cabinda stadig er. Kommissionen har regelmæssig kontakt med civilsamfundet og navnlig med kirken for at drøfte situationen i Angola, herunder også menneskerettighedssituationen. Støtte til civilsamfundet indgår i EU's og Angolas samarbejdsstrategi. (Spørgsmålet om overholdelse af menneskerettighederne behandles også i Det Europæiske Initiativ for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR), som finansierer et projekt, der hedder »Kirken og genopretning af freden i Angola« (1)).

Spørgsmålet om overholdelse af menneskerettigheder vil uden tvivl være på dagsordenen for den løbende politiske dialog med Angola (artikel 8 i Cotonou-aftalen), som blev omtalt i Rådets konklusioner den 13. oktober 2003. Det er ved politisk dialog med Angolas regering, at problemet løses bedst. Kommissionen har ikke direkte kontakt til oprørsbevægelserne.

Med hensyn til situationen i Cabinda på lang sigt er Kommissionen overbevist om, at et styrket demokrati i Angola også vil være til gavn for folket i Cabinda. Der er ingen tvivl om, at situationen er meget kritisk, men Kommissionen vil gøre sit yderste for at sikre, at menneskerettighederne overholdes, og at man når frem til en fredelig løsning på konflikten ved at inddrage alle berørte parter, dvs. Angolas regering, FLEC-styrkerne (Forces of Liberation of the State of Cabinda) og repræsentanter for det meget aktive civilsamfund i Cabinda.

(1) »Comité Intereclesial para a paz em Angola« (COIEPA) project.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/542

(2004/C 78 E/0563)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3413/03

af Olivier Duhamel (PSE) til Kommissionen

(18. november 2003)

Om: Eurobarometer

Et spørgsmål i en nylig Eurobarometer-meningsmåling om lande, der anses for at udgøre en »trussel mod verdensfreden«, har vakt en del sindsbevægelse i flere lande, navnlig Israel og USA. Der kan da også stilles spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at stille et sådant spørgsmål og endog ved dets formulering. Det er et velkendt fænomen, at stater, der enten internt eller i andre lande er indblandet i militæraktioner, som er udsat for en vis kritik i medierne, på grund af en art »haloeffekt« risikerer at få et negativt image i verden.

Under alle omstændigheder ville det have været bedre dels at formulere spørgsmålet lidt anderledes, som f.eks.: »De bedes for hver leder af de følgende lande angive, om De opfatter den pågældende som en trussel mod verdensfreden«, og dels at tilføje Den Palæstinensiske Myndighed blandt landene på listen. Vil Kommissionen overveje i fremtiden at stille spørgsmålet i denne form i stedet for helt at opgive at stille det, da det udgør et nyttigt instrument til forståelse af udviklingen i den offentlige mening i Unionen?

I øvrigt ville det være interessant, som Eurobarometer tidligere har gjort det, at måle borgernes tillid til deres eget folk og til hvert af de øvrige folk, som undersøgelsen vedrører.

Mener Kommissionen, at tillid mellem befolkningerne er en uomgængelig faktor i den europæiske integration og det internationale samfund? Er den i så fald villig til i nær fremtid at stille dette spørgsmål på ny?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(8. januar 2004)

Det ærede medlem henvises til Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel P-3334/03 fra Muscardini (1).

Kommissionen er klar over begrænsningerne i spørgsmålet om lande, der udgør en trussel mod freden i verden. Den mener dog, at resultaterne af undersøgelsen afslører fordomme, der giver anledning til bekymring. Den takker det ærede medlem for de fremsatte forslag, men har endnu ikke taget stilling til, om denne indikator kan udnyttes på en anden måde.

Spørgsmålet om tilliden mellem befolkningerne har regelmæssigt været stillet i perioden 1976 og 1996. Det har vist sig, at tilliden mellem befolkningerne i Unionen har været konstant stigende. Kommissionen vil overveje, om dette spørgsmål skal stilles på ny.

(1) Se side 263.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/547

(2004/C 78 E/0581)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3433/03

af Mario Borghezio (NI) til Kommissionen

(18. november 2003)

Om: Eurostat-skandalen — ubesvarede spørgsmål

Evaluering af overensstemmelse med stabilitetspagten og fastsættelse af medlemsstaternes bidrag til EU-budgettet er nogle af Eurostats vigtigste opgaver. Bruger Kommissionen udelukkende Eurostats konklusioner om medlemsstaternes økonomiske forhold, eller modtager den informationer andetsteds fra? I hvilken udstrækning har de seneste afsløringer indvirket på kvaliteten og pålideligheden af Eurostats arbejde? Hvilken form for kvalitetskontrol er der indført for at verificere pålideligheden af eksterne agenturers oplysninger vedrørende så følsomme områder?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

på skriftlige forespørgsler E-3416/03, E-3417/03, E-3418/03, E-3419/03, E-3420/03, E-3421/03, E-3422/03, E-3423/03, E-3424/03, E-3425/03, E-3426/03, E-3427/03, E-3428/03, E-3429/03, E-3430/03, E-3431/03, E-3432/03 og E-3433/03

(12. januar 2004)

De atten spørgsmål, som det ærede medlem omtaler, er forbundet med opfølgningen af Eurostat-sagen og vedrører bekæmpelsen af svig, det politiske ansvar, det individuelle ansvar, Kommissionens oplysninger om sager med tilknytning til Eurostat, spørgsmål angående visse tilfælde af angiveri, kontrollen af Eurostat og kvaliteten af Eurostats arbejde.

Kommissionens formand har haft lejlighed til at udtrykke Kommissionens holdning til samtlige spørgsmål i sit indlæg den 25. september 2003 til formandskonferencen og Budgetkontroludvalget og derefter den 18. november 2003 til Budgetkontroludvalget og Parlamentets plenarmøde i Strasbourg.

Formanden har endvidere svaret skriftligt på de atten spørgsmål, han har fået stillet siden sit indlæg den 25. september 2003. Disse svar dækker det ærede medlems forskellige spørgsmål i detaljer og sendes direkte til det ærede medlem og Parlamentets sekretariat.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/547

(2004/C 78 E/0582)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3437/03

af Philip Claeys (NI) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Antisemitisme blandt nordafrikanere og andre muhamedanske indvandrere i Europa

Under den årlige mindehøjtidelighed for krystalnatten i Amsterdam den 9. november i år henviste kommissionsmedlem Frederik Bolkestein til det forhold, at langt størstedelen af gerningsmændene til antisemitiske forbrydelser nu er udlændinge fra Nordafrika. Ofte er der tale om unge, der sympatiserer med den palæstinensiske intifada, og som vil udtrykke deres sympati for den palæstinensiske sag ved at angribe medlemmer af det jødiske samfund i Europa. Der er ikke blot tale om verbal chikane, men i stadig flere tilfælde også om fysisk vold. Dette fænomen ses ikke blot i Nederlandene, men også (blandt andet) i Frankrig og Belgien.

Er der inden for rammerne af de nuværende kampagner og programmer mod racisme og diskrimination, der organiseres og/eller støttes af Den Europæiske Union, specifikke foranstaltninger, der sigter mod at bekæmpe det voksende had mod jøderne blandt muhamedanske og/eller nordafrikanske indvandrere?

Er der planer om inden for rammerne af kampen mod racismen i nærmeste fremtid at udarbejde en målgruppepolitik, med henblik på navnlig at bekæmpe jødehadet blandt indvandrere? Hvilken løsning foretrækker Kommissionen i denne forbindelse? Hvilke bevillinger anvendes hertil?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(16. januar 2004)

Fællesskabets handlingsprogram for bekæmpelse af forskelsbehandling (1) sigter mod at fremme foranstaltninger til bekæmpelse af direkte eller indirekte forskelsbehandling baseret på en eller flere faktorer, dvs. race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser skal programmet støtte og supplere den indsats, der ydes på EF-plan og i medlemsstaterne for at fremme foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af forskelsbehandling. Et af målene er at fremme og udbrede værdier og praksis, der understøtter bekæmpelsen af forskelsbehandling, bl.a. gennem oplysningsaktiviteter. Grupper, der er potentielle ofre for forskelsbehandling, er målgruppen for alle programmets aktiviteter. Disse grupper omfatter selvfølgelig medlemmer af det jødiske samfund, muslimer og indvandrere.

Bekymringer over beretninger om forøget antisemitisme og islamofobi i EU fik Kommissionen til, sammen med Det Europæiske Overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad, at organisere en række rundbordsdrøftelser om antisemitisme og islamofobi tidligere i 2003.

Overvågningscentret er selvfølgelig ansvarligt for at overvåge racistiske og fremmedhadske hændelser inden for EU. Centret er i øjeblikket i færd med at tilrettelægge en undersøgelse om antisemitisme i EU, som det planlægger at offentliggøre i det første kvartal af 2004.

På den anden side udgør tilstrækkelige strafferetlige foranstaltninger et vigtigt redskab til at bekæmpe racisme og fremmedhad. Bortset fra sanktionsformålet har de en betydelig afskrækkende virkning. I denne forbindelse forelagde Kommissionen i november 2001 et forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad (2).

Den foreslåede rammeafgørelse har to formål:

1.	at sikre, at racisme og fremmedhad i alle medlemsstaterne kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, og som kan medføre udlevering eller overgivelse, og

2.	at forbedre og fremme det retlige samarbejde ved at fjerne eventuelle hindringer.

Hvis dette instrument blev vedtaget og implementeret i national lovgivning, ville det tydeligvis finde anvendelse på privatpersoner eller juridiske personer, der udøver kriminel adfærd, uanset hvilken befolkningsgruppe de tilhører.

(1) Rådets afgørelse 2000/750/EF af 27. november 2000, EFT L 303 af 2.12.2000.

(2) EFT C 75 E af 26.3.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/549

(2004/C 78 E/0584)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3446/03

af Sebastiano Musumeci (UEN) til Kommissionen

(13. november 2003)

Om: Tilladelse til støtte i forbindelse med en biologisk hvileperiode på Sicilien for 2002

I henhold til det regionale dekret (D.A.) nr. 22/Fiskeri underrettede Siciliens regionale myndigheder i marts 2002 Kommissionen om ydelse af finansiel støtte til fiskerne i forbindelse med den biologiske hvileperiode i 2002.

Efterfølgende og fuldt ud berettigede anmodninger fra Kommissionen om yderligere oplysninger forsinkede i betydelig grad svaret fra Bruxelles vedrørende spørgsmålet.

Den støtte, der var fastlagt i ovennævnte dekret, var baseret på den dengang gældende lovgivning, nemlig forordning (EF) nr. 2792/1999 (1).

Kommissionen valgte overraskende at træffe afgørelse på grundlag af forordning EF nr. 2369/2002 (2), som ændrer forordning (EF) 2792/1999.

Den manglende tilladelse til at yde støtte i forbindelse med den biologiske hvileperiode i 2002 har givet mange fiskere, som har gennemført hvileperioden, alvorlige finansielle problemer.

Mener Kommissionen på baggrund af ovenstående, at den burde betragte anmodningen fra Siciliens regionale myndigheder vedrørende 2002 for at være i overensstemmelse med fællesskabsretten, således at man ikke forværrer de finansielle vanskeligheder, de sicilianske fiskere i forvejen har, idet de også bliver ramt af de foranstaltninger, der er fastlagt i Fællesskabets handlingsplan for fiskeri?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(11. december 2003)

Kommissionen oplyser det ærede medlem om, at situationen beskrevet i forespørgslen var emnet for et brev afsendt af Kommissionens generaldirektorat for Fiskeri i juli 2003. Generaldirektøren henviste i dette brev til fællesskabslovgivningens bestemmelser (3) og retningslinjerne for gennemgangen af statsstøtte til fiskeri og akvakultur, som finder anvendelse i det omhandlede tilfælde.

Den sicilianske regions departement med ansvar for fiskeri fremsendte i oktober 2003 et brev om emnet til Kommissionens generaldirektorat for Fiskeri. Kommissionen analyserer fortsat dossieret i lyset af retningslinjerne (4) og den ovennævnte forordning.

(1) EFT L 337 af 30.12.1999, s. 10.

(2) EFT L 358 af 31.12.2002, s. 49.

(3) Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet, EFT L 337 af 30.12.1999, artikel 12.

(4) EFT C 19 af 20.1.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/550

(2004/C 78 E/0585)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3447/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Markedsføringsvanskeligheder og import inden for vinsektoren

I de senere år er de portugisiske vinproducenters og vinkooperativers situation blevet forværret, idet der er alvorlige vanskeligheder med at få afsat vinproduktionen. Vanskelighederne med at markedsføre vinen til priser, der kun lige akkurat er acceptable for producenterne, forstærkes af den enorme import af vin fra forskellige lande, først og fremmest siden 2001, som forsinker udbetalingerne til landbrugerne med to eller flere år. I visse tilfælde sker denne import af vin mængdevis og uden nogen som helst k.v.b.d.-klassifikation. Kommissionen bedes på denne baggrund besvare følgende:

1.	Har Kommissionen kendskab til denne alvorlige situation i Portugal? Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at støtte de portugisiske vinproducenter?

2.	Har Kommissionen muligheder for at tillade eller finansiere en ekstraordinær destillation af vin (ung eller moden) med understøttede priser for at sanere markedet?

3.	Hvilken støtte kunne man overveje for at støtte den finansielle sanering af vinkooperativerne og oprette en fond for høstkredit for at sikre dens finansiering og en hurtig frigivelse af de forsinkede betalinger til vinproducenterne?

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen for at træffe for at forbedre vinens kvalitet, idet man undgår blandringer, især af importeret vin fra tredjelande og import af vin mængdevis, så denne ikke bliver fyldt på flasker og klassificeret som k.v.b.d.-vin (kvalitetsvin fra bestemte dyrkningsområder)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(9. januar 2004)

Kommissionen er bekendt med, at vinmarkedet i Portugal i de sidste par år har befundet sig i en mindre tilfredsstillende situation. Situationen er blevet genoprettet ved to lejligheder gennem en krisedestillation, hvorved i alt 700 000 hl vin blev trukket tilbage fra det portugisiske marked, heraf 200 000 hl kvalitetsvin (især Vinho Verde). Kommissionen har ikke modtaget særlige oplysninger om situationen for vinkooperativer.

En krisedestillation kan kun gennemføres efter officiel anmodning herom fra en medlemsstat, der også skal give en grundig begrundelse for anmodningen. Efter en gennemgang af begrundelsen og udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Vin beslutter Kommissionen, om der skal gennemføres en krisedestillation. For indeværende produktionsår har Portugal endnu ikke indgivet en sådan anmodning.

Støtte til finansiel sanering af vinkooperativer, som foreslået af det ærede medlem, er der ikke fastsat bestemmelser om i den fælles markedsordning for vin og heller ikke i politikken for landdistrikternes udvikling. En foranstaltning på nationalt plan er kun mulig, hvis den opfylder kriterierne i retningslinjerne for statsstøtte i landbrugssektoren (2000/C28/02).

Hvad angår de af det ærede medlem nævnte problemer med importen af vin fra tredjelande til Portugal, kan Kommissionen af oplysninger fra toldmyndighederne se, at denne import er ubetydelig (1 130 hl i 2001, 1 730 hl i 2002). Kommissionen gør også opmærksom på, at sammenstikning af vine fra tredjelande og vine fra EU er forbudt ifølge artikel 44, stk. 14, i forordning (EF) nr. 1493/1999 (1). Kontrol med anvendelsen af EU-reglerne, herunder regler for præsentation og betegnelse af vin, påhviler medlemsstaternes myndigheder. Endelig er et forbud mod import af uaftappet vin ikke i overensstemmelse med reglerne for den internationale samhandel.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (EFT L 179 af 14.7.1999).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/551

(2004/C 78 E/0586)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3453/03

af Philip Claeys (NI) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: EU-tjenestemændenes fagforbund, ΤΑΟ-AFIs holdning til natflyvning over udkanten af Bruxelles

EU-tjenestemændenes fagforbund, TAO-AFI, indtog i begyndelsen af november en politisk holdning til natflyvninger, der afgår fra lufthavnen i Zaventem. I månedsvis har der været politisk uenighed om, hvilke kommuner der skal omfattes af disse ruter. Der kan muligvis opnås enighed om en spredningsplan, der indebærer, at generne fra natflyvningerne spredes over forskellige dele af Bruxelles og forstadskommunerne. Tjenestemændenes fagforbund har åbenbart mange medlemmer i boligområderne i byens østlige udkant og modsætter sig, at også dette område må bære en del af generne. Som argument anføres bl.a., at huslejerne i denne bydel er meget høje, og at mange er flyttet ind på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var tale om støj om natten fra lufthavnen i Zaventem.

TAO-AFI's indblanding har sat ondt blod mellem indbyggerne omkring Bruxelles, der mener, at generne ved lufthavnens placering tæt ved Bruxelles må fordeles solidarisk. Dette fremmer ikke EU-organernes image.

Anser Kommissionen det for normalt og ønskværdigt, at et fagforbund for EU-tjenestemænd offentligt indtager så kontroversielle holdninger?

Har dette været drøftet med TAO-AFI? Hvad var i bekræftende fald resultaterne af disse drøftelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(13. januar 2004)

Når fagforeninger eller andre faglige sammenslutninger i institutionerne beslutter at udtale sig om spørgsmål, der berører og optager offentligheden, forpligter dette udelukkende organisationerne selv. Disse organisationer taler derfor tydeligvis ikke på Kommissionens vegne.

Kommissionen har ikke drøftet spørgsmålet om natflyvninger til og fra lufthavnen i Zaventem med den i den skriftlige forespørgsel omtalte organisation eller med nogen anden fagforening eller faglig sammenslutning.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/552

(2004/C 78 E/0587)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3455/03

af Elspeth Attwooll (ELDR) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: EF-handlingsplan for beskyttelse af havfugle mod langlinefiskeri

Hvor stor vægt lægger Kommissionen på at overholde det tilsagn, der har givet i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik, om inden årets udgang at iværksætte en EF-handlingsplan for beskyttelse af havfugle mod langlinefiskeri som led i FAO's internationale handlingsplan?

Vil Kommissionen uden yderligere forsinkelse fremlægge et lovforslag herom og forelægge en færdig plan på det næste møde i FAO-COFI i 2005?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(8. januar 2004)

Som det måske er det ærede medlem bekendt, forelagde EU allerede et udkast til en foreløbig handlingsplan for at beskytte havfugle mod langlinefiskeri på et møde i komiteen under FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) i 2001. FAO's handlingsplan indeholder ikke nogen særlig tidsplan. Kommissionen ønsker dog at forelægge et forslag, der skal ses i forlængelse af udkastet til foreløbig handlingsplan, på det næste møde i Fiskerikomitéen (COFI) i 2005. I den forbindelse bliver Kommissionen nødt til at fortsætte samarbejdet med medlemsstaterne, fordi beskyttelsen af havfugle også henhører under deres kompetence.

Som det også må være det ærede medlem bekendt, udgør utilsigtede fangster af havfugle i EU's farvande en trussel for flere fugle, der er nævnt i bilag I til direktiv 79/409/EØF (1).

De største problemer ser dog ud til at skyldes fartøjer, der ikke tilhører EU, og som enten fisker i internationale farvande eller i deres egne farvande. EU har ikke nogen direkte juridisk beføjelse til at føre kontrol med de aktiviteter, som fartøjer, der ikke tilhører EU, udøver i disse områder.

Interessen samler sig især om albatrosser og andre arter fortrinsvis i havene på den sydlige halvkugle.

For at løse problemerne har EU allerede inkorporeret følgende afhjælpningsforanstaltninger i EU-lovgiv-ningen (2):

—	anvendelse af liner forsynet med plastserpentiner til afskrækkelse af fugle

—	anvendelse af synk, så linerne synker hurtigere og således indebærer mindre risiko

—	forbud mod udtømning af affald på havet, da dette tiltrækker fugle

—	udsætning af langliner om natten, da albatrosser og andre havfugle normalt fouragerer ved dagslys

—	kun anvendelse af optøet agn.

Nogle af disse foranstaltninger, der er obligatoriske for EU-selskaber, er blevet udarbejdet af Kommissionen for Bevarelse af de Maríne Levende Ressourcer i Antarktis (CCAMLR), der beskæftiger sig med antarktiske farvande, og som EU er kontraherende part i.

Da EU allerede er ved at gennemføre denne EU-lovgivning, er der for øjeblikket ingen planer om at indføre ny lovgivning for at beskytte havfugle mod langlinefiskeri før 2004.

Endvidere har Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) på basis af et EU-initiativ vedtaget anbefaling 02-14 om beskyttelse af havfugle. Denne foranstaltning er den første af sin art på ICCAT-området.

(1) Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, EFT L 103 af 25.4.1979.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 2479/98 af 12. november 1998 om ændring af forordning (EF) nr. 66/98 om visse bevarelses- og kontrolforanstaltninger gældende for fiskeriaktiviteter i Antarktis, EFT L 309 af 19.11.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/553

(2004/C 78 E/0588)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3456/03

af Adriana Poli Bortone (UEN) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Samfinansiering af ikke-statslige organisationer (ngo)

Kommissionen har besluttet at nedskære bevillingen af støtte til samarbejdet vedrørende fattigdom fra EUR 199,9 mio. i 2003 til 193,8 mio. i 2004. I 2002 udvalgte Kommissionen kun 20 % som »gode projekter« ud af et maksimum på 50 %, som den kunne have ydet støtte til. Kan Kommissionen oplyse, hvilke ngo'er der modtog støtte, under hvilke budgetposter, hvilke projekter der blev gjort færdige, samt hvilke resultater på kort og lang sigt der blev opnået?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(22. december 2003)

Resultaterne af indkaldelsen af forslag offentliggøres på EuropeAids websted: http://europa.eu.int/comm/europeaid/projects/ongcd/indexen.htm

Listen omfatter modtagerens navn, projektets betegnelse samt navnet på modtagerlandet. En liste over de samfinansierede aktioner i 2002 vedrørende udviklingslandene, der henhører under konto B7-6000, er blevet sendt direkte til det ærede medlem samt til Parlamentets sekretariat. I 2002 blev der på grundlag af en bevilling på 199,9 mio. EUR under konto B7-6000 disponeret over 199,2 mio. EUR.

Hver budgetpost er omfattet af bestemmelser i en forordning, der bl.a. præciserer modtagerne, som dels kan være ikke-statslige organisationer (ngo'er), (f.eks. B7-6000), dels velgørende foreninger, der ikke nødvendigvis er ngo'er (f.eks. B7-6002).

De projekter, der samfinansieres med ngo'er under konto B7-6000, er underkastet tilsyn. I den seneste tilsynsrapport, der vedrører omkring 100 projekter, understreges projekternes kvalitet med hensyn til opnåede resultater og bæredygtighed. Den endelige betaling af EU's bidrag sker på betingelse af godkendelsen af en endelig rapport, der omfatter en teknisk del, som meget ofte omhandler resultaterne af evalueringen, og en finansiel del, herunder en ekstern revisionsrapport.

Endvidere gennemførte Kommissionen i 2000 en samlet evaluering af konto B7-6000, hvori de positive resultater af størstedelen af de samfinansierede projekter fremhæves, skønt visse svagheder vedrørende den samlede indvirkning af budgetposten understreges; dette skyldes foranstaltningernes forskelligartethed, ngo'erne og dens geografiske dækning. Evalueringen kan findes på følgende internetadresse: (http://europa.eu.int/comm/europeaid/evaluation/program/otherrep.htm).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/554

(2004/C 78 E/0589)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3457/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Reform af olivenoliesektoren

I sin meddelelse om opstilling af en bæredygtig landbrugsmodel for Europa på grundlag af FLP-reformen — tobaks-, olivenolie-, bomulds- og sukkersektoren (1) anfører Kommissionen, at »af hensyn til forenklingen udbetales der ikke tilskud til olivenlunde under 50 EUR pr. støttekrav.«

Dette udtryk er blevet fortolket på forskellig vis. Kan Kommissionen på den baggrund præcisere, om det betyder, at alle olivenavlere, der på nuværende tidspunkt modtager tilskud på under 50 EUR, fremover vil få udbetalt 50 EUR, eller om de overhovedet ikke vil få noget tilskud, hvilket ville være meget uretfærdigt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(22. december 2003)

Kommissionens meddelelse »Opstilling af en bæredygtig landbrugsmodel for Europa på grundlag af FLP-reformen — tobaks-, olivenolie-, bomulds- og sukkersektoren GAP« (1) blev den 18. november 2003 fulgt op af Kommissionens vedtagelse af forslagene om reformen af bomulds-, tobaks-, olivenolie- og humlesektoren.

Udformningen af det forslag, som det ærede medlem henviser til, tager sigte på at forenkle en ordning, der er karakteriseret ved et meget stort antal støttemodtagere i Fællesskabet (over 2 100 000), hvoraf en stor del modtager små støttebeløb. Denne forenkling er dog udtænkt på en sådan måde, at den ikke skader de mindste producenters interesser.

Den foreslåede ordning består således af to elementer: på den ene side vil olivenbrug på under 0,3 GIS-ha uanset støttebeløbet have ret til at overføre det samlede gennemsnitsstøttebeløb, de har modtaget i referenceperioden, til enkeltbetalingsordningen, mens overførslen for producenter med over 0,3 GIS-ha foreslås sat til 60 %. På den anden side vil alene ansøgninger om et beløb på over 50 EUR blive antaget i forbindelse med den nye støtte til olivenlunde, uden at der består nogen begrænsning med hensyn til olivenlundens størrelse, for at lempe ordningens forvaltning.

Med den nye ordning vil de mindste producenter således altid modtage mindst det gennemsnitsbeløb, der er ydet i referenceperioden. De producenter, hvis olivenlund medlemsstaten anser for at have en miljøværdi eller en social værdi, kan desuden modtage støtte til olivenlunde, for så vidt den er på over 50 EUR.

(1) KOM(2003) 554 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/554

(2004/C 78 E/0590)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3459/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(21. november 2003)

Om: Foranstaltninger mod ophugning af gamle amerikanske krigsskibe i Europa, der er forurenet af kemikalier, asbest og dieselolie

1.	Har Kommissionen kendskab til, at den nederlandske virksomhed ICT bringer amerikanske krigsskibe fra Anden Verdenskrig, der er forurenet af mange kemikalier, asbest og tung dieselolie, til Europa for at lade dem ophugge i den britiske virksomhed Able i Nordsøhavnen Hartlepool?

2.	Har Kommissionen ligeledes kendskab til, at det britiske miljøagentur i slutningen af oktober 2003 vedtog, at denne ophugning ikke skulle gennemføres, da der endnu ikke var blevet givet byggetilladelse til den tørdok, hvor ophugningsarbejdet skulle gennemføres?

3.	Er der ikke risiko for, at disse og andre amerikanske krigsskibe vil blive ophugget i Europa på et sted eller under omstændigheder, hvor der stilles færre betingelser for sådanne arbejder?

Hvad er grundene til, at disse arbejder skal finde sted i Europa i stedet for i Amerika, medens tilsvarende europæiske skibe, eftersom der på indeværende tidspunkt ikke findes egnede steder, hvor der kan foretages en miljøvenlig ophugning, nu vælger at lade disse arbejder udføre i Asien og derved forårsager alvorlig forurening der?

5.	Hvorledes agter Kommissionen at sørge for, at disse skibe hurtigst muligt forlader europæiske farvande og europæiske havne og vender tilbage til Amerika, og at de ophugges der, og at man forhindrer, at andre skibe af denne slags når frem til Europa?

Kilde: Det nederlandske dagblad »de Volkskrant« af 6. november 2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(19. januar 2004)

Kommissionen har ikke modtaget oplysninger specielt om den nederlandske virksomhed ICT. Kommissionen er dog bekendt med, at det var denne virksomhed, som bugserede udtjente amerikanske skibe til Europa, for at de kunne blive ophugget af den britiske virksomhed Able i Nordsøhavnen Hartlepool.

Kommissionen er bekendt med, at kommunalbestyrelsen i Hartlepool (som er den relevante planlægnings-myndighed) den 7. oktober 2003 offentliggjorde en pressemeddelelse, hvori den gav udtryk for, at »der ikke foreligger nogen gyldig planlægningstilladelse til at anlægge den foreslåede dæmning og til at genopføre dokportene med henblik på en tørdok«. Tilladelsen giver heller ikke mulighed for at modtage de pågældende mængder affald.

Kommissionen er også bekendt med, at miljøagenturet for England og Wales i slutningen af oktober eller begyndelsen af november 2003 meddelte Able UK Ltd, United States Maritime Administration og United States Environmental Protection Agency (EPA), at det modtagende anlæg ikke har tilladelse til at modtage eller genindvinde skibene som oplyst. Godkendelsen af transporten er derfor blevet annulleret.

Ifølge en OECD-aftale fra 1993 om forsendelse af affald til genindvinding — som er gennemført i EU-lovgivningen ved forordning (EØF) nr. 259/93 (1) — kan alt affald, der er bestemt til genindvinding, transporteres næsten frit inden for OECD-området. Det eneste krav er, at en forhåndsmeddelelse sendes til de relevante myndigheder i afsendelses-, transit- og bestemmelseslandene, og at myndighederne godkender forsendelsen. Det påhviler derfor disse myndigheder og lande at vurdere og overveje, om de råder over de fornødne faciliteter og anlæg til at modtage og behandle de udtjente skibe, som der er givet meddelelse om. Ophugning af skibe i EU-området skal under alle omstændigheder opfylde bestemmelserne i EU's affaldslovgivning.

Kommissionen behandler for tiden en klage, der er indgivet mod de britiske myndigheder angående transporten af udtjente skibe fra USA til Det Forenede Kongerige, og som rejser tvivl om, hvorvidt forpligtelserne i forordningen om overførsel af affald og en række EU-affaldsdirektiver er blevet overholdt. De britiske myndigheder har oplyst, at skibene bør transporteres tilbage til USA, så snart vejrforholdene tillader det. De britiske myndigheder vil holde Kommissionen underrettet om den videre udvikling i sagen.

Håndhævelse af og kontrol med overholdelsen af EU-bestemmelserne, herunder forordningen om overførsel af affald, er medlemsstaternes ansvar. I overensstemmelse med EF-traktatens artikel 211 sørger Kommissionen for, at EU-lovgivningen anvendes korrekt. Kommissionen tilskynder også til øget samarbejde mellem medlemsstaterne for at sikre, at forordningen gennemføres korrekt og fuldstændigt.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab, EFT L 30 af 6.2.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/556

(2004/C 78 E/0591)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3460/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(21. november 2003)

Om: Den kommende medlemsstat Tjekkiets modstand mod udryddelse af børneprostitution i grænseområderne til Tyskland

Har Kommissionen kendskab til, at i hundredvis af børn mellem 9 og 14 år ifølge en rapport fra den tyske hjælpeorganisation Karo siden begyndelsen af 1990'erne som følge af deres forældres fattigdom er blevet tvunget ud i prostitution på tjekkisk territorium langs med grænsen til Tyskland, og at de der udsættes for misbrug af sexturister fra Tyskland?

Har Kommissionen ligeledes kendskab til, at den tjekkiske regering indtil nu har benægtet indholdet af Karo-rapporten og afviser at tage anmodningerne fra Unicef i dette spørgsmål alvorligt samt ikke gør brug af et nyligt tilbud fra den tyske regering om støtte til løsning af dette uacceptable problem?

Finder Kommissionen det acceptabelt, at den kommende EU-medlemsstat Tjekkiet i stedet for at træffe foranstaltninger til løsning af dette uacceptable problem nu lader foretage en undersøgelse af eventuelle strafbare handlinger fra Karos side i form af spredning af injurier, især fordi de oplysninger, som Karo i årevis har givet om farven og nummerpladerne på de biler, der tilhører de prostitueredes regelmæssige kunder, ikke blev givet i form af officielle anmeldelser med juridisk virkning?

4.	Finder Kommissionen det generelt acceptabelt, at EU's medlemsstater bestrider de grænseoverskridende problemer i forhold til andre medlemsstater, bekæmper ngo'er og nægter at samarbejde med deres nabostater om en løsning på problemet?

5.	Hvorledes kan Kommissionen bidrage til, at dette problem løses, inden Tjekkiet bliver medlem af EU den 1. maj 2004, således at denne uacceptable situation langs en af EU's fremtidige indre grænser bliver permanent?

Kilde: Det nederlandske dagblad »de Volkskrant« af 6. november 2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(7. januar 2004)

Kommissionen har kendskab til Karo-projektet, der yder støtte til prostituerede og ofre for menneskehandel og seksuel udnyttelse, herunder børn. Karo modtager finansiel støtte fra EU's Interreg-program.

Kommissionen er også bekendt med bogen »Kinder auf dem Strich. Bericht von der deutsch-tschechischen Grenze«, skrevet af Cathrin Schauer, som arbejder for Karo, og redigeret og præsenteret af den tyske komité for FN's Børnefond (Unicef) og den tyske afdeling af ECPAT (Stop børneprostitution og handel med børn) den 28. oktober 2003.

Kommissionen har noteret sig erklæringerne fra den tjekkiske regering i dette spørgsmål samt den igangværende debat om den nævnte publikation. Kommissionen er i permanent kontakt med den tjekkiske regering og vil fortsat observere situationen samt de fremtidige initiativer fra den tjekkiske regering for at kunne yde enhver mulig støtte i bekæmpelsen af misbrug af børn.

I sin periodiske rapport for 2002 konkluderede Kommissionen, at den tjekkiske regering havde taget vigtige skridt med henblik på at tage fat på problemet med menneskehandel. I de seneste år har den tjekkiske regering således taget flere initiativer til at forbedre det lovgivningsmæssige grundlag på dette område. En ændring af strafferetten i 2002 udvider definitionen af »ulovlig handel« til også at omfatte handel med børn, og en ændring af strafferetsplejen har fremskyndet og forenklet retssager, hvor ofrene er børn. I 2000 vedtog den tjekkiske regering en national handlingsplan for bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn i kommercielt øjemed og i 2003 en national handlingsplan for bekæmpelse af menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse. Der følges løbende op på gennemførelsen af planerne. Kommissionen opfordrer de tjekkiske myndigheder til at træffe yderligere foranstaltninger, særligt med hensyn til at sikre et effektivt overvågningssystem samt en effektiv opsporing og retsforfølgning af gerningsmændene. Det er også vigtigt, at de tjekkiske myndigheder sørger for et nært samarbejde mellem relevante politiafdelinger, internt såvel som i forhold til nabolandene.

Under Phare-programmet har Kommissionen tilvejebragt betydelige finansielle midler til de tjekkiske myndigheder til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og menneskehandel. Der er til dette formål bevilget ca. 5,5 mio. EUR til Tjekkiet i de seneste fire år. Efter Tjekkiets tiltrædelse af EU kan der ydes yderligere støtte i henhold til overgangsfaciliteten.

Kommissionen understreger, at medlemsstaterne samt tiltrædelses- og kandidatlandene er nødt til at samarbejde om at forebygge og bekæmpe handel med børn, børneprostitution og seksuel udnyttelse af børn efter en tværfaglig tilgang. En sådan tilgang indbefatter konsekvent handling over for kriminelle, der misbruger børn seksuelt, samt tiltag til forebyggelse af, at børn tvinges ud i prostitution og seksuelt misbrug. Samarbejdet mellem de kompetente offentlige myndigheder og de relevante internationale, mellemstatslige eller ikke-statslige organisationer bør så vidt muligt intensiveres i det udvidede EU.

Rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi vil, når den formelt bliver vedtaget af Rådet og gennemført i medlemsstaterne, udgøre et andet vigtigt skridt i bekæmpelsen af disse afskyelige fænomener.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/557

(2004/C 78 E/0592)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3466/03

af Theresa Villiers (PPE-DE) til Kommissionen

(21. november 2003)

Om: Dyrevelfærd på slagterier i Grækenland

En ny rapport fra Kommissionens Levnedsmiddel- og Veterinærkontor (FVO) konkluderer, at Grækenland har gjort en indsats for at forbedre overholdelsen af EU's krav om dyrevelfærd, men at der ikke er gjort tilstrækkelige fremskridt med hensyn til overvågning og håndhævelse af bestemmelserne. FVO påpeger, at det ikke var de sædvanlige arbejdsmetoder, FVO så på slagterierne i Grækenland. Det er den klare opfattelse, at slagterierne bekymrer sig mindre om dyrevelfærd, når FVO-inspektørerne ikke er til stede. FVO var vidne til følgende problemer: 2 ud af 12 får blev forbedøvet med elektrochok, nogle dyr blev sandsynligvis ikke bedøvet ordentligt, og i nogle tilfælde gik der for lang tid imellem bedøvelse og stikning med medfølgende risiko for, at dyrene kom til bevidsthed.

Hvad agter Kommissionen at gøre for at presse Grækenland til at indføre strengere sanktioner og håndhævelse af bestemmelserne og for at få Grækenland til at forbedre uddannelsen af slagteriarbejdere?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(27. januar 2004)

De problemer, som Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret (FVO) i januar 2003 konstaterede ved sit kontrolbesøg i Grækenland (MR 9002/2003), blev meddelt de græske myndigheder i de regioner, hvor kontrolbesøget fandt sted, de centrale myndigheder på det afsluttende møde i Athen og formelt i den endelige rapport, der blev sendt til de græske myndigheder. I den handlingsplan, der blev forelagt for Kommissionen som svar på den offentliggjorte rapport, anførte de græske myndigheder, at de ville træffe foranstaltninger med henblik på at håndhæve den relevante lovgivning om dyrevelfærd, og især at de inden 2004 ville gennemføre et nyt kontrolbesøg på alle slagterier for at kontrollere, hvorvidt den relevante lovgivning om dyrevelfærd blev overholdt på slagtetidspunktet (Rådets direktiv 93/119/EF af 22. december 1993 om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet (1)).

Den 15.-19. september 2003 foretog FVO endnu et kontrolbesøg i Grækenland som opfølgning herpå (MR9211/2003). Som følge af en strejke blandt veterinærpersonalet på det tidspunkt i Grækenland var det ikke muligt at foretage en vurdering af dyrevelfærden på slagtetidspunktet, men FVO-kontrollørerne gennemgik resultaterne af de kontrolbesøg, som de græske myndigheder havde udført i de foregående måneder, og behandlede andre administrative emner, der stammede fra det foregående FVO-kontrolbesøg i januar 2003. Generelt konkluderede kontrollørerne, at der stadig var væsentlige svagheder i de græske kontrolsystemer vedrørende dyrevelfærd. Der blev den 7. november 2003 fremsendt et udkast til en rapport over dette kontrolbesøg til de græske myndigheder. Der afventes kommentarer fra de græske myndigheders side til udkastet til rapporten samt en handlingsplan, for så vidt angår de uløste problemer.

Den 23. oktober 2003 holdt den fungerende generaldirektør for Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse (GD SANCO) møde med Grækenslands stedfortrædende faste repræsentant ved Den Europæiske Union og den græske chefveterinærinspektør for at fremhæve de betænkeligheder, som Kommissionen har i forbindelse med gennemførelse og håndhævelse af Den Europæiske Unions lovgivning om fødevaresikkerhed og veterinærforhold i Grækenland. Kommissionen har den opfattelse, at de græske myndigheder ikke anvender deres kontrolsystemer med hensyn til dyrevelfærd i overensstemmelse med kravene i EU-lovgivningen, og at dette forhold har gjort sig gældende i nogen tid. De græske myndigheders løfter om at forbedre dyrevelfærden i Grækenland efter dette møde er i øjeblikket til undersøgelse, og hvis de ikke er tilstrækkelige til at rette op på denne situation inden sommeren, vil Kommissionen være nødt til at indlede overtrædelsesprocedurer mod Grækenland.

(1) EFT L 340 af 31.12.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/558

(2004/C 78 E/0593)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3472/03

af Christoph Konrad (PPE-DE) til Kommissionen

(21. november 2003)

Om: Omdannelse af Landesbank Nordrhein-Westfalen til en ren kreditinstitution

Regeringen i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen forbereder i øjeblikket en ny banklov for delstaten, der gør det muligt at omdanne Landesbank Nordrhein-Westfalen til en ren kreditinstitution. Hermed vil denne bank, modsat andre delstatsinstitutioner, også efter 2005 kunne nyde godt af visse garantiordninger (Gewährträgerhaftung) og ordninger om tabsansvar (Anstaltslast).

Er Kommissionen bekendt med disse planer? Hvordan ser den på planerne på grundlag af det forhold, at de garantier, Kommissionen for nylig har forbudt efter 2005, hermed fortsat vil blive givet? Ser Kommissionen heri en omgåelse af dens beslutning om at afskaffe disse garantier?

Hvordan vil Kommissionen efter vedtagelse af denne lov i Nordrhein-Westfalen reagere på eventuel konkurrenceforvridning, der kan opstå som følge af en sådan kreditinstitutions klart billigere refinansie-ringsmuligheder? Vil den kontrollere adskillelsen af alle konkurrencerelevante forretningsområder på den ene side og bankens finansieringsopgaver på den anden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(15. januar 2004)

Kommissionen er klar over, at regeringen i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen i øjeblikket forbereder en ny banklov for delstaten, der gør det muligt at omdanne den nuværende Landesbank til en ren kreditinstitution. Lovudkastet er blevet gennemgået af Kommissionens tjenestegrene og — efter at der er taget højde for bemærkninger fra Kommissionens tjenestegrene — fundet at være en korrekt gennemførelse af Kommissionens beslutning af 27. marts 2002 (1). Dette har også været tilfældet med de andre forslag om ændring af lovgivningen for offentlige udviklingsbanker, som Tyskland har fremsat på baggrund af Kommissionens beslutning.

I nøje overensstemmelse med Kommissionens beslutning af 27. marts 2002, som anbefaler Tyskland passende foranstaltninger vedrørende »Anstaltslast« og »Gewährträgerhaftung«, vil denne ændring give den nye rent offentlige udviklingsbank mulighed for at bevare statsgarantierne for refinansiering af dens opgaver i forbindelse med offentlig udvikling, navnlig offentlig markedsføring i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.

På grundlag af de tilgængelige oplysninger vil den nye offentlige udviklingsbank lige så vel være i stand til at få statsgarantier for deres offentlige opgaver som godt en halv snes andre tyske offentlige udviklingsbanker, herunder KfW. På trods af navnet Landesbank (en navneændring er planlagt) vil den i kraft af sin art ikke beskæftige sig med kommercielle aktiviteter. Omdannelsen er ikke en omgåelse af Kommissionens beslutning af 27. marts 2002. Statsgarantierne vil blive afskaffet for alle delstatsbanker og sparekasser, der beskæftiger sig med kommercielle bankforretninger med virkning fra 19. juli 2005. De nødvendige lovændringer er allerede foretaget.

Det bør bemærkes, at de fleste kommercielle aktiviteter i den tidligere Westdeutsche Landesbank Girozentrale allerede blev omorganiseret i den nye aktieselskabsbank WestLB AG, der blev etableret i 2002. Nuværende kommercielle aktiviteter i Landesbank vil skulle overføres til en separat virksomhed (WestLB AG eller en anden virksomhed) uden statsstøtte. En tilsvarende opdeling i to separate juridiske enheder, med henholdsvis offentlige opgaver (med statsstøtte) og kommercielle aktiviteter (uden statsstøtte) skal f.eks. også gennemføres af den forbundsstatslige offentlige udviklingsbank KfW.

De nye lovmæssige rammer ser således ud til at være tilstrækkelige til at undgå konkurrenceforvridninger i fremtiden. Kommissionen vil selvfølgelig fortsat holde øje med, om statsmidler i individuelle tilfælde gives til kommerciel bankvirksomhed, som derved får uretmæssige fordele, og om nødvendigt træffe de nødvendige forholdsregler.

(1) Godkendt statsstøtte inden for rammerne af bestemmelserne i artikel 87 og 88 i EF-traktaten — tilfælde, mod hvilke Kommissionen ikke vil gøre indsigelse, EFT C 150 af 22.6.2002; henvisning til offentliggørelse på Kommissionens netsted under http://europa.eu.int/comm/secretariat_general/sgb/state_aids/industrie/e010-00.pdf.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/559

(2004/C 78 E/0594)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3474/03

af Herbert Bösch (PSE) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Kontrakter med virksomhedsrådgivere i Kommissionens kabinetter

Da der endnu ikke — nu omkring 8 måneder efter — er kommet endeligt svar på skriftlig forespørgsel E-0844/03 (1) om »Kontrakter med virksomhedsrådgivere«, bedes Kommissionen besvare følgende:

—	Hvor mange kontrakter har Kommissionen i 2002 indgået med virksomhedsrådgivere, og hvilken samlet værdi havde disse kontrakter?

—	Hvilke opgaver har disse virksomhedsrådgivere fået tildelt?

—	Hvorfor blev der ikke anvendt tjenestemænd i Kommissionen til disse opgaver?

—	Kan Kommissionen oplyse, om disse eksterne ydelser kunne leveres billigere, end hvis de var blevet gennemført internt, og belægge dette med tal?

—	Har Kommissionen nogensinde konstateret, at et rådgivningsarbejde blev udført utilfredsstillende? Hvilke kriterier anvender Kommissionen ved vurderingen af rådgivningsarbejde?

—	Har en kontrakt med virksomhedsrådgivere nogensinde medført tab for Kommissionen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(5. februar 2004)

Bevillingerne til kabinetterne dækker tilrettelæggelse af møder (budgetpost A-7030) og bevillinger til ansættelse af hjælpeansatte, men dækker ikke rådgivere.

Det er Kommissionens forskellige GD'er og tjenestegrene, der er ansvarlige for hovedposten A-7002, og også budgetpost A-7050 og A-7060 afhængig af aktivitetsområdet — hvoraf nogle eventuelt dækker brugen af rådgivere.

Der er ingen af kommissærernes kabinetter, der har indgået kontrakt med rådgivere siden 2000.

Kommissionens medlemmer kan også benytte specielle rådgiveres tjenester, enten uden godtgørelse eller ved at gøre brug af budgetpost A-1113, til hvilken 300 000 EUR er blevet bevilget for 2004.

(1) EFT C 192 E af 14.8.2003, s. 220.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/560

(2004/C 78 E/0595)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3477/03

af Baroness Sarah Ludford (ELDR) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Kvinder i fængsel

Kan Kommissionen give detaljerede oplysninger om, hvor mange kvinder der for tiden sidder i fængsel i hver af EU's medlemsstater?

Kan Kommissionen oplyse det samlede antal af mødre til uforsørgede børn, som sidder fængslet i hver af EU's medlemsstater?

Hvilken procentdel af den samlede fængselspopulation udgør kvinder i hver enkelt EU-medlemsstat?

Når det drejer sig om per capita af befolkningen, kan Kommissionen da oplyse, hvilke medlemsstater der har flest kvinder i fængsel i Den Europæiske Union?

Hvilken lovovertrædelse er den almindeligste for fængslede kvinder i hver af EU's medlemsstater?

Hvordan adskiller ovenstående sig fra den mandlige population i fængslerne i hver af EU's medlemsstater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(27. januar 2004)

Kommissionen råder ikke over de statistikker, der skal til for at give et fyldestgørende svar på det ærede medlems skriftlige forespørgsel.

Kommissionen har — i forbindelse med forberedelsen af to grønbøger — opnået en række statistiske data om fængselspopulationen i medlemsstaterne og tiltrædelseslandene. Den ene af grønbøgerne drejer sig om mulige EU-foranstaltninger til sikring af de rettigheder, som tilkendes personer, der er varetægtsfængslet eller på anden måde tilbageholdt, den anden drejer sig om tilnærmelse, anerkendelse og håndhævelse af strafferetssanktioner i EU.

Kommissionen sendte, efter anmodning fra det italienske formandskab, et spørgeskema til medlemsstaterne, hvori disse opfordres til at indsende statistiske data om deres samlede fængselspopulation. De blev anmodet om at angive antallet af varetægtsfængslede henholdsvis dømte fængselsafsonere. De blev desuden bedt om — for hver af kategorierne — at angive tal for statsborgere og ikke-statsborgere, og blandt sidstnævnte: tal for personer fra andre medlemsstater, fra tiltrædelseslande og fra tredjelande. Spørgsmål om antallet af kvindelige fanger m.m. indgik ikke i spørgeskemaet (da det ikke er relevant for ovennævnte to grønbøger), og Kommissionen agter ikke at indsamle oplysninger om dette specielle emne.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/561

(2004/C 78 E/0596)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3479/03

af Christine De Veyrac (PPE-DE) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Omskrivning af direktiv 2002/46/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud til national ret

EU-institutionerne vedtog i juli 2002 et direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (2002/46/EF) (1).

Dette direktiv har skabt større klarhed omkring kosttilskud. Der foretages en afgrænsning mellem fødevare og lægemiddel, og sikkerheden og pålideligheden i forbindelse med kosttilskud styrkes. Der fastsættes desuden præcise regler hvad angår definitionen af produkter, indhold, doseringer og anvendelse af vitaminer og mineraler, og det foreskrives, at der i hele Europa skal gælde de samme bestemmelser om forbrugeroplysning. Derimod overlader direktivet det til medlemsstaterne at regulere spørgsmålet om anvendelse af planter i kosttilskud.

Denne retsakt skulle have været omskrevet til national ret senest den 31. juli 2003, men dette er ikke sket i alle medlemsstater.

Kan Kommissionen derfor forelægge følgende:

—	en fortegnelse over, hvilke lande der rent faktisk har omskrevet dette direktiv til national ret inden for de fastsatte frister, og en fortegnelse over, hvilke lande der er bagud i forhold til tidsskemaet på dette punkt,

—

en fortegnelse over, hvilke medlemsstater blandt dem, som har omskrevet direktivet til national ret, der ved omskrivningen nøje har fulgt direktivets bestemmelser, og en fortegnelse over, hvilke medlemsstater der har valgt at gå længere og navnlig i deres lovgivning har medtaget områder, som ikke er omfattet af direktivets harmonisering?

Mener Kommissionen endvidere, at princippet om fri bevægelighed i tiltrædelsestraktaten kan anvendes på disse aspekter, der ikke er omfattet af direktivets harmonisering, og som der ikke er taget hensyn til ved omskrivningen til national ret?

Agter Kommissionen endelig at tage nye initiativer med hensyn til de aspekter, der ikke er omfattet af harmoniseringen i direktiv 2002/46/EF, for at fremme en mere omfattende harmonisering i EU af lovgivningerne om kosttilskud?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(20. januar 2004)

Situationen vedrørende medlemsstaternes gennemførelse i national ret af Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud er følgende:

—	Fem medlemsstater har gennemført direktiv 2002/46/EF inden for fristen, nemlig: Belgien, Danmark, Nederlandene, Portugal og Sverige.

—	Kommissionen sendte den 6. oktober 2003 en åbningsskrivelse til regeringerne i de ti andre medlemsstater for manglende meddelelse af de nationale gennemførelsesforanstaltninger.

—	Siden denne dato har de spanske, irske og britiske myndigheder meddelt deres nationale foranstaltninger.

—	Til dato har syv medlemsstater stadig ikke gennemført direktivet, nemlig: Tyskland, Grækenland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Østrig og Finland (den manglende gennemførelse vedrører kun den selvstændige provins Ålandsøerne).

—	På dette grundlag er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at udarbejde en fyldestgørende beskrivelse af gennemførelsesbestemmelserne i de forskellige medlemsstater.

—

Hvad angår de områder eller produkter, der ikke er omfattet af det pågældende direktivs bestemmelser om harmonisering, er omsætning heraf på det indre marked dog underlagt de generelle regler i fællesskabsretten og særlig reglerne for fri bevægelighed for varer (artikel 28 og 30 i EF-traktaten). Disse bestemmelser gælder naturligvis også for nye medlemsstater fra det øjeblik, de tiltræder EU.

—

På grundlag af de gennemførelsesbeføjelser, som er tildelt Kommissionen i direktivets artikel 5, stk. 4, vedtager den maksimums- og minimumsmængder af vitaminer og mineraler i kosttilskud. Ved fastlæggelsen heraf tager Kommissionen hensyn til det arbejde, der på nuværende tidspunkt udføres af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet vedrørende maksimums- og minimumsmængder af vitaminer og mineraler. Dette arbejde forventes afsluttet i løbet af 2005.

—

I overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 8, skal Kommissionen senest den 12. juli 2007 forelægge Parlamentet og Rådet en rapport om, hvorvidt det er hvorvidt det er hensigtsmæssigt at udarbejde særlige regler for andre kategorier af næringsstoffer eller stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning end vitaminer og mineraler. Kommissionen har endnu indledt dette arbejde.

(1) EFT L 183 af 12.7.2002, s. 51.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/563

(2004/C 78 E/0598)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3486/03

af Karl von Wogau (PPE-DE) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Gebyrer for bankoverførsler i euroområdet

Har Kommissionen kendskab til, at Spanien endnu ikke alle steder anvender forordning (EF) nr. 2560/2001 (1) om grænseoverskridende betalinger i euro? Hvad agter Kommissionen at gøre for at rette op på dette? Hvordan kan den enkelte borger få erstatning for de afholdte omkostninger?

Udgangspunktet var en overførsel på 10 EUR, som en borger ønskede at foretage fra sin konto i den lokale sparekasse i Tyskland til sin spanske konto, som vedkommende havde åbnet hos Caja de Ahorros del Mediterráneo. På kontoen i den spanske bank blev der imidlertid kun indsat 3,99 EUR. Overførslen blev foretaget efter den 1. juli 2003. Efter kundens henvendelse oplyste den spanske bank, at en kreditering fra udenlandske banker normalt blev pålagt et gebyr på 2 promille, dog mindst med 6,01 EUR. Omkostningerne blev direkte beregnet af Banca España. De lokale bankansatte i Spanien havde ikke kendskab til forordning (EF) nr. 2560/2001 om grænseoverskridende betalinger.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(19. januar 2004)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2560/2001 af 19. september 2001 fastlægger princippet om lighed i gebyropkrævningen for nationale betalinger i forhold til grænseoverskridende overførsler i euro. Princippet finder anvendelse på elektroniske betalingstransaktioner i euro siden den 1. juli 2002 og på pengeoverførsler siden den 1. juli 2003, for beløb ind til 12 500 EUR. Det præciseres i forordningen, at afsenderbanken af kunden kan kræve oplyst modtagerens IBAN-nummer (International Bank Account Number) og BIC (Bank Identifier Code), og ifald disse ikke oplyses, opkræve yderligere gebyr.

I det tilfælde, som det ærede medlem henviser til, blev modtageren af en overførsel på 10 EUR fra Tyskland til Spanien pålagt et gebyr på 6,01 EUR. I henhold til lighedsprincippet er dette gebyr kun korrekt, hvis det svarer til det gebyr, der pålægges en tilsvarende national overførsel i Spanien, og hvis IBAN og BIC på anmodning blev oplyst af afsender. Det forhold, at den ansatte i banken ikke er klar over forordningens eksistens, og at det pågældende gebyr hævdes at være et »gebyr, der generelt pålægges overførsler fra udenlandske banker«, synes at tyde på, at den pågældende bank ikke som foreskrevet af forordningen anvender samme gebyrer for pengeoverførsler i euro i EU som for nationale overførsler.

Er dette tilfældet, bør de spanske myndigheder træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre korrekt og konsistent anvendelse af forordningen. Det hedder i forordningens artikel 7, at overholdelsen skal sikres af sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Kommissionen skrev i september 2003 til alle medlemsstater og bad dem oplyse navn på den ansvarlige nationale myndighed samt hvilke foranstaltninger, de eventuelt måtte påtænke at træffe, og Kommissionen har på dette område kontakt med Banco de España vedrørende mulig manglende overholdelse af forordningen.

For så vidt angår erstatningsprocedurer for borgere, der har problemer med banker i Spanien, skal de først henvende sig til deres egen bank, og hvis de ikke er tilfredse med det svar, de får, kan de klage til klageafdelingen i Banco de España (C/Alcalá no 50, 28014 Madrid) med en udførlig begrundelse og den dokumentation, de måtte have vedrørende den pågældende transaktion.

(1) EFT L 344 af 28.12.2001, s. 13.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/564

(2004/C 78 E/0599)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3490/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Regulering af markedet og olivendyrkernes indkomster som led i reformen af den fælles markedsordning for olivenolie

I Kommissionens meddelelse om »opstilling af en bæredygtig landbrugsmodel for Europa på grundlag af FLP-reformen — tobaks-, olivenolie-, bomulds- og sukkersektoren« (1) hedder det, at »ordningen med enkeltbetaling pr. bedrift« giver »landmændene en mere stabil indkomst«. På den anden side foreslår Kommissionen at afskaffe »restitutionerne til eksport og fremstilling af visse former for konserves«, og at de øvrige markedspolitikker »forbliver intakte«.

Kommissionen bedes besvare følgende:

Hvordan vurderer Kommissionen virkningerne af afskaffelsen af interventionsprisen inden for olivenoliesektoren i betragtning af den udvikling, der er sket i producentpriserne, og virkningerne heraf for olivendyrkernes indkomster? Mener Kommissionen, at de nuværende regulerende mekanismer, der jo er baserede på privat oplagring, er tilstrækkelige til at nå målet med at regulere markedet under og mellem afsætningssæsoner?

2.	Hvilke virkninger mener Kommissionen, at det nye forslag vil få for de portugisiske olivendyrkeres indkomster?

Hvad er grunden til at afskaffe eksportrestitutionerne inden for olivenoliesektoren, især hvad angår fremstilling af visse former for konserves, i betragtning af, at denne støtte har en vis effekt i retning af at fremme brugen af olivenolie? Mener Kommissionen ikke, at genindførelse af den afskaffede forbrugsstøtte ville være en mulig løsning, ikke blot med henblik på at fremme olivenolie men også med henblik på at fremme denne produktion?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(22. december 2003)

Interventionsordningen blev ophævet i forbindelse med reformen i 1998. Lige siden har det vist sig, at markedspriserne, bortset fra enkelte korte perioder, har ligget over den gamle interventionspris. Olivenproducenternes indkomster er således ikke faldet, og der er ikke længere som dengang noget incitament for producenterne til at gå efter kvantitet frem for kvalitet for så at afsætte olien til interventionsorganerne. Den tidligere ordning, hvor kvantitet var i højsædet, kunne have ført til et generelt fald i producentpriserne og dermed have forringet producenternes indkomster.

Efter principperne i reformen af den fælles landbrugspolitik er det efterspørgslen på markedet, der skal regulere produktionen, og det er allerede i vid udstrækning tilfældet inden for olivenolie. Derfor er der ikke noget, der indikerer, at der skulle være behov for ændringer, og Kommissionen foreslår ganske enkelt, at ordningen med privat oplagring opretholdes som et sikkerhedsnet, der eventuelt kan tages i brug i tilfælde af krise.

Eftersom olivenoliesektoren allerede er stærkt markedsorienteret, forventer Kommissionen ikke noget markant fald i produktionen i Portugal som følge af reformens gennemførelse. Kommissionens forslag går i øvrigt bl.a. ud på, at det aktuelle støtteniveau for olivenoliesektoren i de enkelte medlemsstater skal opretholdes, samtidig med at støtteafkoblingen skal gøre det muligt at stabilisere støtteniveauet for producenterne uanset udbytteudsving fra år til år.

Kommissionen vurderer desuden, at der kun kan skabes ligevægt for olivenolie, hvis alle i branchen løbende tilstræber sig for at opnå en kvalitetsforbedring, så man på den måde kan øge efterspørgslen efter olivenolie.

Siden 1998, hvor man fjernede eksportrestitutionerne, er salget af olivenolie fra EU i tredjelande vokset med 50 %. Dette er et meget klart bevis på, at eksportrestitutionsordningen ikke var meget bevendt, når det gjaldt om at fremme eksporten af olivenolie fra EU. Derfor bør man afskaffe ordninger, der ikke længere tjener noget formål.

Hvad angår restitutioner i forbindelse med anvendelse af olivenolie i fremstillingen af visse former for konserves, vurderer Kommissionen, at der ikke længere er behov for dem, fordi forbrugerne i dag på grund af olivenoliens gode image er villige til at betale en højere pris for fødevarer, der indeholder olivenolie. Endnu engang er det efterspørgslen, stimuleret af produktets kvalitet, der skal gøre, at anvendelsen af olivenolie fremmes yderligere.

Ud fra samme betragtning er der ikke nogen berettigelse for at genindføre forbrugsstøtte. En sådan støtte ville vanskeliggøre en produktionsovervågning og give de samme forvaltningsproblemer, som man alt for godt kender fra tidligere.

(1) KOM(2003) 554 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/565

(2004/C 78 E/0600)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3494/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Cuba — Politiske fanger

Ifølge oplysninger fra nogle cubanske modstandsbevægelser den 16. oktober i år blev Rafael Ibarra Roque, æresformand for »Partido Democrático 30 de Noviembre ›Frank País‹ (PD-30-N)«, tortureret, lænket og slæbt hen over gulvet i fængslet Combinado del Este i Havanna, inden han blev spærret inde i en straffecelle i »Pavilhao 47« i samme fængsel, hvor han samme dag indledte en protestsultestrejke med krav om respekt for (hans) menneskerettigheder og adskillelse fra de almindelige forbrydere, der truer og foragter ham, og nægtede at bære samme fangeuniform som dem.

Pedro Argüelles Morán, som er forlægger fra Cooperativa Avilena de Periodistas Independientes (CAPI) og en af de 26 uafhængige journalister, der blev tilbageholdt og dømt under arrestationsbølgen i marts i år, og som også blev indespærret i en straffecelle i samme fængselsafdeling, skal have sluttet sig til denne sultestrejke.

De foreliggende oplysninger om de to fangers sundhedstilstand er foruroligende. Begge lider af alvorlig dehydrering, og de er blevet nægtet enhver form for lægebistand.

Arturo Suárez Ramos har befundet sig i samme situation siden den 14. oktober.

Opmærksomheden må også henledes på fem andre cubanske modstandsfolk, der holdes fængslet i Holguin og også er gået i sultestrejke.

Kommissionens bedes på den baggrund besvare følgende spørgsmål:

—	Hvilke oplysninger råder den over om disse politiske fangers sundhedstilstand? Hvilke oplysninger råder den over om den mishandling og de overgreb, som de cubanske politiske fanger dagligt udsættes for?

—	Hvilke foranstaltninger har den truffet eller vil træffe over for de cubanske myndigheder for at opnå en værdig behandling af fanger, der helt klart ikke er almindelige forbrydere?

—	Vil den øge det politiske pres fra europæisk side på det cubanske regime for at opnå frihed, demokrati og respekt for borgernes grundlæggende rettigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(29. januar 2004)

Kommissionens delegation i Havana er blevet informeret om, at to politiske fanger i Holguin, Ivan Hernández Carrillo og Angel Moya Acosta, har været holdt i straffeceller siden henholdsvis den 17. og 18. oktober. Delegationen blev ligeledes informeret om, at fem politiske fanger i samme fængsel havde sultestrejket siden den 18. oktober i protest mod afstrafningen af deres medfanger. Navnene på disse fem politiske fanger, der sultestrejker, er: Antonio Díaz Sánchez, Alfredo Dominguez Batista, Adolfo Fernández Sainz, Mario Enrique Mayo og Arnaldo Ramos Lauzerique.

Kommissionens delegation har også modtaget oplysninger om, at de tre nævnte politiske fanger, Rafael Ibarra Roque, Pedro Arguelles Morán og Arturo Suárez Ramos, og andre politiske fanger, herunder Oscar Elias Biscet, Francisco Chaviano, Nestor Rodriguez Lovaina, Oscar Espinosa Chepe og Juan Carlos Gonzalez Leiva, har været udsat for grusom og nedværdigende behandling eller straf.

Den 28. november holdt EU-ambassadernes arbejdsgruppe vedrørende menneskerettigheder et møde, som modtageren af Sakharov-prisen i 2002, Oswaldo Paya, deltog i. Oswaldo Paya berettede om det pres, som afvigere og slægtninge til politiske fanger lever under og udtrykte stor bekymring for fangernes sundhedssituation, navnlig for de sultestrejkende fangers vedkommende. Oswaldo Paya kritiserede især: tilbageholdelse af madrationer til politiske fanger, dvs. udsultning brugt som straf, indskrænkning af besøg ved klager over mishandling, tortur eller umenneskelig behandling, de helt uacceptable straffeceller (intet lys, intet wc, rotter) og utilstrækkelig behandling af syge fanger.

Kommissionens delegation i Havana er medlem af EU-ambassadernes arbejdsgruppe vedrørende menneskerettigheder i Cuba. For at sikre kohærens og opnå den størst mulige effekt vil Kommissionen ikke handle uafhængigt af medlemsstaterne. Der træffes foranstaltninger i fuld enighed med medlemsstaterne og på grundlag af en strategi, der er fastlagt på EU-plan. Kommissionen deltager ligeledes i alle trojka-initiativer, herunder også vedrørende menneskerettigheder.

3.	Kommissionen gennemfører fuldt ud de foranstaltninger, der blev besluttet af Rådet den 5. juni 2003, dvs. begrænsning af regeringsbesøg på højt plan, begrænsning af medlemsstaternes deltagelse i kulturelle arrangementer og invitation af cubanske afvigere på nationale festdage.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/566

(2004/C 78 E/0601)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3502/03

af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Luftkvalitetsstandarder i trafikbelastede områder

Udviklingen i trafikken og de dermed forbundne negative følger i form af luftforurening og støjemissioner er også i transitområdet Sydtyrol et regelmæssigt gennemgående debatemne. Det er nødvendigt med både strengere grænseværdier for partikler og kvælstofoxider og strengere kontrol med emissioner. Partikler af finstøv indeholder giftige stoffer, trænger ind i alveolerne og medfører alvorlige luftvejssygdomme. Hovedårsagen til disse sundhedsfarlige emissioner er den tunge trafik på transitvejene. Der findes imidlertid partikelfiltre til lastvogne, men de anvendes kun i begrænset omfang. Det samme gør sig gældende for bus-og banetransport, som anses for at være »miljøvenlige transportmidler«, der har motorer, som ikke længere opfylder de nuværende emissionsnormer.

Hvilke foranstaltninger træffes for at begrænse forureningen?

Hvilke grænseværdier vil der blive fastsat for at tage hensyn til den stigende trafik?

Hvorfor indføres der ikke strengere kontrol med motoremissioner?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(14. januar 2004)

Disse grænseværdier gælder for nye køretøjer, der første gang tages i brug på offentlig vej i EU. Kommissionen har ikke planer om at indføre nye standarder for køretøjers emissionsværdier i takt med, at trafikken tiltager. Det videnskabelige arbejdsprogram, der kan føre til udarbejdelse af et forslag fra Kommissionen om Euro 6-trinnet, tager dog stigningen i trafikniveauet i EU og regionale områder med i betragtning.

Den mere nøjeregnende emissionskontrol vil blive suppleret med indførelsen af nye tekniske foranstaltninger vedrørende selvdiagnosesystemer (OBD) på tunge køretøjer. OBD kommer til at indgå i Euro 4-trinnet fra 2006. OBD vil løbende kontrollere overskridelse af emissionskravene og oplyse føreren og værkstedet, hvis der skal gøres noget ved et problem i forbindelse med emissionskontrolsystemerne. Kommissionen arbejder også på en ny metode til kontrol med, om tunge køretøjer, der er i brug, overholder kravene gennem anvendelse af bærbare emissionskontrolsystemer, der vil supplere de tekniske foranstaltninger i Euro 4-trinnet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/567

(2004/C 78 E/0602)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3506/03

af Jorge Hernández Mollar (PPE-DE) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Fællesskabsbestemmelserne vedrørende DNA

Ifølge eksperterne ville indførelsen af lovgivning om DNA på fællesskabsniveau kunne bidrage til at opklare flere kriminalsager takket være anvendelsen af teknik, som gør det muligt at identificere personer. Hermed ville EU-samarbejdet om retsforfølgning af forbrydelser blive mere effektivt.

De forskellige retlige bestemmelser i EU-landene udgør en hindring og bremser en hurtigere retsforfølgning af lovovertræderne og deres forbrydelser.

Vil Kommissionen i kraft af sin initiativret foretage en »gennemlysning« af situationen med hensyn til de retlige bestemmelser vedrørende DNA med henblik på at foreslå ensartede fællesskabsbestemmelser, som kan bidrage til, at EU som sådan hurtigere kan nå frem til en løsning af straffesagerne inden for EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(14. januar 2004)

Anvendelsen af desoxyribonukleinsyre (DNA) inden for passende lovgivningsmæssige rammer udgør en effektiv efterforskningsforanstaltning, som anvendes af politiet og retsvæsenet inden for flere og flere kriminalitetsområder. Denne efterforskningsforanstaltning gør det således muligt med meget stor sandsynlighed at fastslå, hvor menneskelige celler eller menneskeligt væv, som er fundet på gerningsstedet, stammer fra. På den måde kan den gøre det betydeligt lettere at identificere personer, som har forbindelse med den pågældende lovovertrædelse, og bekræfte eller udelukke, at en person er gerningsmanden.

En sådan lovgivningsmæssig ramme, som tillader anvendelse af DNA-analyser, vil blive endnu mere effektiv, hvis den tillader, at der oprettes genetiske databaser, der gør det muligt at sammenligne de DNA-profiler, som er udarbejdet på grundlag af de prøver, som er fundet på gerningsstedet, med de DNA-profiler, som er udarbejdet i forbindelse med andre straffesager.

Rådet har vedtaget to resolutioner om udveksling af DNA-analyseresultater. I den første, som blev vedtaget den 9. juni 1997 (1), opfordres medlemsstaterne til at oprette nationale DNA-databaser efter fælles standarder, således at de er kompatible. I den anden, som blev vedtaget den 25. juni 2001 (2), fastsættes der med henblik på udveksling af DNA-profiler en minimumsliste over syv DNA-markører, der anvendes i forbindelse med kriminaltekniske DNA-analyser i medlemsstaterne.

For at gøre politiets og retsvæsenets arbejde med at opklare forbrydelser mere effektivt overvejer Kommissionen muligheden for at tilskynde alle medlemsstaterne til at oprette nationale DNA-baser og gøre det muligt at sammenligne en profil, som er fremstillet ud fra en prøve, som er fundet på gerningsstedet i én medlemsstat, med de profiler, som findes i de andre medlemsstaters baser, forudsat at der indføres den nødvendige lovgivning.

(1) Resolution 97/C 193/02 af 9. juni 1997.

(2) Resolution 2001/C 187/01 af 25. juni 2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/569

(2004/C 78 E/0604)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3516/03

af Baroness Sarah Ludford (ELDR) til Kommissionen

(25. november 2003)

Om: Kommissionens personale

Hvor mange fastansatte er beskæftiget i Kommissionen, og hvor mange folk arbejder i hvert enkelt generaldirektorat?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(15. januar 2004)

Kommissionen forstår det ærede medlems forespørgsel således, at det refererer til tjenestemænd i aktiv tjeneste (artikel 36 i vedtægten for tjenestemænd).

Den 1. december 2003 udgjorde det fastansatte personale i Kommissionen 18 670 tjenestemænd. Antallet af tjenestemænd for hvert enkelt generaldirektorat er som følger:

Generaldirektorat (GD)	antal tjenestemænd
Kabinetterne (20)	265
Generalsekretariatet	420
Juridisk tjeneste	277
GD for Presse og Kommunikation	372
Gruppen af Politiske Konsulenter	19
GD for Økonomiske og Finansielle Anliggender	379
GD for Erhvervspolitik	577
GD for Konkurrence	469
GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold	447
GD for Landbrug	756
GD for Energi og Transport	715
GD for Miljø	389
GD for Forskning	616
Det Fælles Forskningscenter	1 025
GD for Informationssamfundet	546
GD for Fiskeri	202
GD for det Indre Marked	311
GD for Regionalpolitik	417
GD for Beskatning og Toldunion	309
GD for Uddannelse og Kultur	504
GD for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse	499
GD for Retlige og Indre Anliggender	197
GD for Eksterne Forbindelser	1385
GD for Handel	352
GD for Udvikling	264
GD for Udvidelse	244
Samarbejdskontoret EuropeAid	797
Kontoret for Humanitær Bistand	134
Eurostat	534
GD for Personale og Administration	946
GD for Budget	359
Den Interne Revisionstjeneste	64
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (1)	141
GD for Tolkning	562
GD for Oversættelse	1685
Publikationskontoret (1)	436
Kontoret for Infrastruktur og Logistik i Bruxelles	501
Udbetalingskontoret	276
Kontoret for Infrastruktur og Logistik i Luxembourg	195
De Europæiske Fællesskabers Personaleudvælgelseskontor (1)	84
I alt	18 670

(1) Disse er interinstitutionelle organer, hvis personale er fastansatte tjenestemænd i Kommissionen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/570

(2004/C 78 E/0605)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3519/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(19. november 2003)

Om: Det italienske ministerråds uventede og ensidede beslutning om at oprette et nationalt deponi for opbevaring af radioaktivt affald i Scanzano Jonico kommune

—

Den 13. november 2003 vedtog det italienske ministerråd et lovdekret om øjeblikkelig bortskaffelse af radioaktivt affald ved at oprette et nationalt deponi i Scanzano Jonico kommune i Matera-provinsen. Til denne kommune skal der overføres cirka 60 000 kubikmeter atomaffald i kategori 2/a og 3/a, dvs. affald, der nedbrydes på mellemlang og lang sigt, og som er blevet indsamlet som følge af nedlæggelsen af italienske atomkraftværker og forskningsprojekter.

—	Beslutningen blev taget uventet og ensidet af den italienske regering.

—

Rådets direktiv nr. 89/618/Euratom (1) af 27. november 1989 blev gennemført i italiensk lovgivning via afsnit X (nukleare nødsituationer) i lovdekret nr. 230 af 17. marts 1995, men gennemførelses-dekreterne er endnu ikke blevet udstedt, for så vidt angår følgende:

a)	nedsættelse af et stående udvalg for information, der har til opgave at udarbejde foreløbige oplysninger og finde frem til egnede kommunikationsmetoder til udsendelse af disse oplysninger (jf. artikel 133;

b)	udpegelse af de myndigheder og organer, der skal have til opgave at udsende de foreløbige oplysninger (jf. artikel 134);

c)	fastlæggelse af de tilfælde, hvor nødplanerne, der er gældende for transport af radioaktivt materiale, finder anvendelse og procedurerne herfor (jf. artikel 125).

—

Kommissionen yder en samfinansieringsstøtte på 743 mio. euro til Mål 1-programmet i regionen Basilicata i tidsrummet 2000-2006. I kapitel 2 — »Udviklingsstrategi« i det regionale operationelle program for Basilicata hedder det, at en bæredygtig udvikling er det grundlæggende mål for det regionale operationelle program, og at der derfor lægges særlig vægt på politikker, som mest direkte og på tværs af sektorerne beskytter miljøet (beskyttelse af økosystemer, af jorden, anvendelse af vand og affaldsforvaltning), idet det erkendes, at denne typisk skaber et positivt billede af regionen og iboende økonomiske værdier. Endvidere fremgår det af beskrivelsen af regionen, at det største antal arbejdspladser er at finde i forarbejdningsindustrien for landbrugsprodukter (frugt, grønsager og zootekniske produkter).

—	Hvilke initiativer agter Kommissionen at tage over for Republikken Italien i forbindelse med, at Italien uventet og ensidet har truffet denne beslutning og endnu ikke har vedtaget gennemførelsesdekreterne vedrørende direktiv nr. 89/618/Euratom?

—

Hvilke foranstaltninger agter Kommission at træffe, dersom den italienske regerings beslutning om at koncentrere atomaffaldet i Basilicata står i modsætning til de vigtigste erhvervssektorer i regionen, således som det fremgår af basisdokumenterne vedrørende støtten og retningslinjerne for udviklingsstøtten fra EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(16. december 2003)

I europæisk lovgivning er der flere etaper, som skal fuldføres, inden forslaget om anlæg af et deponi for radioaktivt affald i Scanzano Ionico kommune i Italien kan godkendes.

Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (2), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (3), kræver bl.a., at anlæg til endelig bortskaffelse eller langtidsdeponering af radioaktivt affald eller bestrålet nukleart brændsel skal vurderes med hensyn til indvirkningen på miljøet.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (4) kræver bl.a., at statslige planer og programmer om deponering af radioaktivt affald skal vurderes. Medlemsstaterne har dog frist indtil den 21. juli 2004 til at gennemføre dette direktiv i den nationale lovgivning.

Ved begge vurderinger forlanges det, at oplysningerne skal »stilles til rådighed for offentligheden så betids, at de berørte dele af offentligheden får lejlighed til at udtale sig«, inden projektet godkendes. Resultaterne af høringerne skal tages i betragtning i godkendelsesproceduren. Projektets virkninger på »mennesker, fauna og flora«, »jordbund, vand, luft, klima og landskab« og »materielle goder og kulturarv« skal sammen med samspillet mellem disse faktorer indgå i vurderingen. Også alternative løsninger og afbødende foranstaltninger skal tages i betragtning. Strålingsvirkninger er en af de virkninger, der skal vurderes.

Hvis der gives godkendelse, gælder der nogle specifikke bestemmelser i Euratom-traktaten og den afledte ret. Al virksomhed, der involverer radioaktive materialer, er omfattet af Rådets direktiv 96/29/Euratom af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling (5). Desuden finder oplysningskravene i Euratom-traktatens artikel 37 anvendelse på deponering af radioaktivt affald.

(1) EFT L 357 af 7.12.1989, s. 31.

(3) EFT L 73 af 14.3.1997.

(4) EFT L 197 af 21.7.2001.

(5) EFT L 159 af 29.6.1996.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/572

(2004/C 78 E/0606)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3520/03

af Rijk van Dam (EDD) til Kommissionen

(25. november 2003)

Om: Revisionsrettens særberetning nr. 4/2003 om udvikling af landdistrikterne: støtte til ugunstigt stillede områder

I svaret til punkt 78 i denne særberetning anfører Kommissionen, at den inden udgangen af 2003 vil foretage en samlet analyse af virkningerne af ordningen om støtte til ugunstigt stillede områder (1).

1.	Har Kommissionen nu foretaget en samlet analyse af virkningerne af støtten til ugunstigt stillede områder gennem de seneste årtier? Hvornår fremsendes denne i bekræftende fald til Europa-Parlamentet? Hvorfor lader denne analyse i benægtende fald vente på sig?

Har Kommissionen i forbindelse med sine analyseaktiviteter anvendt/kunnet anvende den information og de evalueringer, som medlemsstaterne og de nationale eller regionale revisionsretter har fremsendt om støtte til ugunstigt stillede områder — eller vil den gøre det? Er Kommissionen rede til at give en oversigt over modtagne rapporter?

3.	Hvilken garanti har Kommissionen for, at de evalueringer og informationer, medlemstaterne fremsender, er komplette og pålidelige? Kan disse data også anvendes til indbyrdes sammenligninger mellem medlemsstaterne?

Det forventes, at krav om såkaldt »krydsoverensstemmelse« vil komme til at spille en væsentlig rolle i den fælles landbrugspolitik. Den måde, hvorpå disse krav — f.eks. god landbrugspraksis — er integreret i ordningen om støtte til ugunstigt stillede områder, er meget utilfredsstillende. Navnlig fordi de anvendte begreber og normer er vage og uklare. Hvorledes og hvornår påtænker Kommissionen at løse problemet med disse uoverensstemmelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(26. januar 2004)

1. og 2.

For indeværende programmeringsperiode for udvikling af landdistrikterne skal de enkelte medlemsstater inden udgangen af 2003 fremlægge en midtvejsevaluering, som omfatter foranstaltningen til fordel for ugunstigt stillede områder, hvilket også er sket for næsten alle programmernes vedkommende. Der vil foreligge en syntese på fællesskabsplan i 2004. Der kan forventes yderligere oplysninger fra en ajourføring af midtvejsevalueringen, den efterfølgende evaluering samt den særlige evaluering af de ugunstigt stillede områder.

De evalueringer, som Kommissionen for øjeblikket råder over, vedrører den foregående programmeringsperiode (1994-99). Ved denne evaluering på fællesskabsplan blev det analyseret, om de politiske målsætninger, der er fastsat i de pågældende forordninger, er blevet nået, og den benytter de nationale rapporter om den efterfølgende evaluering til at begrunde og belyse analysen.

Slutrapporten, som er en evaluering af foranstaltningerne i forordning (EF) nr. 950/97 (2) til forbedring af landbrugsstrukturerne, indeholder følgende konklusioner med hensyn til kompensation:

—	støtteordningen for ugunstigt stillede områder har helt klart nået målet at kompensere for naturbetingede -ulemper, som medfører øgede produktionsomkostninger

—

det forhold, at støtten til disse områder ikke fastlægges på samme måde, kan være en medvirkende faktor til at forklare underkompensationen i de nogle af dem og overkompensationen i dem, hvor ulemperne er små eller næsten ubetydelige, når man sammenligner med de områder i den pågældende medlemsstat, som ikke er ugunstigt stillede.

Kvaliteten af evalueringerne på nationalt plan sikres gennem anvendelsen af fælles regler på området, som præciserer, hvordan evalueringerne skal foretages, og hvad de skal indeholde (artikel 54 til 57 i Kommissionens forordning (EF) nr. 445/2002 (3)). Disse regler indebærer i øvrigt, at der skal udarbejdes fælles evalueringsspørgsmål, og at rapporterne skal have en fælles struktur.

I henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 (4) skal medlemsstaterne inden den 1. januar 2005 på nationalt eller regionalt plan fastlægge minimumskrav for god landbrugs- og miljømæssig stand på grundlag af de rammer, der er opstillet i forordningens bilag IV, idet der tages hensyn til de pågældende områders særlige karakteristika, herunder jordbunds- og klimaforhold. Disse normer gør det muligt at gennemføre god landbrugspraksis, som defineret i artikel 29 i forordning (EF) nr. 445/2002, der som minimum omfatter overholdelsen af generelle obligatoriske miljøkrav.

(1) EFT C 151 af 27.6.2003, s. 23.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 950/97 af 20. maj 1997 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet, EFT L 142 af 2.6.1997.

(3) Kommisonens forordning (EF) nr. 445/2002 af 26. februar 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), EFT L 74 af 15.3.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/573

(2004/C 78 E/0607)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3522/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(19. november 2003)

Om: Særlige importafgifter i Folkerepublikken Kina for fotoprodukter

I marts 2003 stillede jeg en skriftlig forespørgsel til Kommissionen om de importafgifter, som Folkerepublikken Kina anvender for fotoprodukter (E-1289/03 (1)).

Kommissionen oplyser i sit svar på denne forespørgsel bl.a., at anvendelsen af særlige afgifter ved fotoprodukter i Kina i en række tilfælde har ført til højere afgifter end de konsoliderede ad valorem-afgifter. Som følge af denne konstatering har Kommissionen forelagt dette problem både bilateralt for de kinesiske myndigheder og som et led i WTO-mekanismen til evaluering af overgangsproceduren. De kinesiske myndigheder har i forbindelse hermed erklæret, at de vil tage Kommissionens anmodning op til grundig behandling.

1.	Har Kommissionen allerede modtaget resultater heraf fra de kinesiske myndigheder?

2.	I benægtende fald hvilke yderligere skridt har Kommissionen i løbet af det seneste halvår taget i denne forbindelse for at få forelagt de pågældende resultater?

3.	Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at opnå, at Kina hurtigst muligt anvender de korrekte importafgifter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(16. december 2003)

I 2002 henvendte EU's industri sig til Kommissionen om dette spørgsmål, hvilket foranledigede den til at tage de skridt, som det ærede parlamentsmedlem henviser til i sin forespørgsel. EU's industri har imidlertid ikke henvendt sig til Kommissionen igen i forbindelse med Kinas indførelse af nye toldafsatser i 2003.

Der var heller ingen af de hørte medlemsstater, der tog spørgsmålet op i forbindelse med fastlæggelsen af EU's handelsprioriteter over for Kina, som navnlig vedrørte Kinas indfrielse af sine forpligtelser over for WTO.

På denne baggrund og i betragtning af de mange tungtvejende handelsproblemer, EU's virksomheder er stødt på i Kina, har Kommissionen ikke længere fokuseret på dette spørgsmål.

Kommissionen vil være det ærede medlem taknemmelig for enhver ny oplysning, der gør det muligt at tage spørgsmålet op igen med de kinesiske myndigheder.

Det skal bemærkes, at Kommissionen er klar over, at dette spørgsmål derimod lader til at være af væsentlig betydning for Japan, hvis industri tilsyneladende i højere grad end EU's industri er berørt af den ordning for specifikke toldsatser, som Kina har indført.

(1) Se side 27.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/574

(2004/C 78 E/0608)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3523/03

af Struan Stevenson (PPE-DE) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Forslag om nye bestemmelser for transport af levende dyr

1.	Var de embedsmænd i Kommissionen, der var ansvarlige for at udarbejde forslag til nye bestemmelser for transport af levende dyr, uddannet inden for husdyravl, praktisk håndtering af levende dyr eller dyrlægevidenskab?

Vil Kommissionen medgive, at en nedsættelse af transporttiden for levende dyr fra 14 til 9 timer med en obligatorisk 12-timers hvileperiode faktisk i betydeligt omfang vil forlænge transporttiden og derfor yderligere stresse de dyr, der transporteres? Hvilket videnskabeligt materiale er disse henstillinger baseret på?

3.	Har Kommissionen foretaget en omkostningsanalyse for at fastslå de yderligere omkostninger pr. dyr, som de nye bestemmelser vil medføre, og som skal betales af landmændene?

4.	Har Kommissionen analyseret den sandsynlige virkning på beskæftigelsen, for så vidt angår de eksisterende transportfirmaer, der måske hellere vil ophøre med deres virksomhed end forsøge at opfylde de nye bestemmelser?

5.	Hvordan har Kommissionen tænkt sig, at dyrene skal vandes i transportvognene?

6.	Hvis dyrene skal forsynes med vand via sutteanordninger eller lignende, hvordan har Kommissionen så tænkt sig at træne husdyrene i brug af sådanne anordninger?

7.	Vil Kommissionen medgive, at løbende tilførsel af mad og vand under transporten er uforenelig med det sundhedsmæssige krav om, at kun rene dyr bringes til slagtning?

På hvilket videnskabeligt materiale er forslaget om pladsforhold under transport af levende dyr baseret? Vil Kommissionen medgive, at den foreslåede forøgelse af pladsforholdene kan føre til, at dyrene kommer alvorligt til skade, og at køretøjerne destabiliseres på farlig vis og dermed kan forårsage trafikulykker?

9.	Kan Kommissionen fremlægge videnskabelig dokumentation, der begrunder ens transportregler for alle 25 medlemsstater, uanset om de befinder sig i mere tempereret nordligt klima eller i sydligt varmt klima?

10.	Kan Kommissionen oplyse, i hvor mange tilfælde det har været muligt at vinde retssager om overtrædelse af de eksisterende regler om transport af levende dyr i de 15 nuværende medlemsstater i 2002 med specifikation for hver enkelt stat?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(20. januar 2004)

Udarbejdelsen af Kommissionens forslag (1) om beskyttelse af dyr under transport blev koordineret af Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse, som er kompetent for anliggender vedrørende dyrevelfærd. Al fornøden ekspertise udefra og fra Kommissionen har været inddraget i udarbejdelses-arbejdet.

I Kommissionens forslag er der taget hensyn til flere elementer, herunder udtalelsen af marts 2003 fra Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel. Transporttidsbegrænsningerne som anbefalet af videnskaben er blevet beregnet under hensyntagen til Unionens sociale lovgivning vedrørende chauffører. Kommissionen lagde sig derfor fast på de pågældende transporttider for at lette håndhævelsen og forbedre kontrollen uden at forlænge den i øjeblikket nødvendige varighed af transporterne.

Kommissionen har skønnet, at der er minimale omkostningsfølger for transporter på under 9 timer. Transporter af denne varighed udgør det store flertal af dyretransporter (næsten 90 %). Hvad angår fjerntransporter, forventes de ekstra omkostninger, som forslaget eventuelt kan afføde, delvis at blive udlignet med en direkte økonomisk gevinst i form af lavere dødelighed og bedre kødkvalitet.

Erfaringerne har vist, at fjerntransport i høj grad influerer på dyrs velfærd og derfor kræver passende standarder. Kommissionen mener derfor, at denne type transporter skal forbeholdes transportvirksomheder, som er i stand til at give tilstrækkelige garantier i den henseende. Transportvirksomhedssammenslutninger er derfor blevet hørt under arbejdet med forslaget. Kommissionen har vundet støtte fra disse organisationer under arbejdet med dets initiativ til at opnå en højere kvalifikation for denne kategori.

5. og 6.

Der stilles krav med hensyn til vandforsyning under fjerntransport ad landevej, med jernbane eller ad søvejen (2). Lastbiler og containere skal være udstyret med automatisk drikkevandsudstyr og vandtanke af en tilstrækkelig stor kapacitet til, at chaufføren kan bestemme, hvornår tiden er inde til at vande dyrene, også når de tages ombord på skibe. For specialskibe til transport af levende dyr skal anlæggene til opbevaring eller produktion af ferskvand ifølge forslaget (3) afpasses efter, hvilke dyr der transporteres. Fodringsanlæg kræves kun for transporter på over 24 timer. Dyr, der ikke fodres i længere tid end dette tidsrum, vil ifølge videnskaben lide stærkt derunder.

7.	De foreslåede regler for dyretransport er på linje med de seneste krav på området folkesundhed og fødevaresikkerhed.

8.	Udgangspunktet for Kommissionens forslag vedrørende pladsforhold er udtalelsen fra Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel, som anbefalede en betydelig udvidelse af pladsforholdene.

Det er bevist, at store klimaudsving under fjerntransporter (f.eks. fra Det Forenede Kongerige til Grækenland i sommertiden) kan påvirke dyrenes velbefindende i køretøjerne. Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel afgav i 1999 en udtalelse om standarder for mikroklimaer i vejkøretøjer til dyretransport. Udtalelsens principper om ventilations- og temperaturforhold under fjerntransporter går igen i forslaget. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets panel om dyresundhed og dyrevelfærd er i øjeblikket i færd med at foretage en evaluering af, hvorvidt udtalelsen fra 1999 skal ajourføres på basis af ny videnskabelig viden.

10.

Medlemsstaterne skal på basis af artikel 8 i direktiv 91/628/EØF (4) hvert år underrette Kommissionen om, hvor mange inspektioner der er foretaget i forbindelse med beskyttelse af dyr under transport. Indberetningerne skal omfatte enkeltheder om overtrædelser men ikke om, hvor mange retssager der er vundet. Det ærede medlem og Parlamentets sekretariat vil, for så vidt angår overtrædelserne, få tilsendt en tabel med de enkelte medlemsstaters data for 2001. Men Kommissionen meddelte i 2000 Rådet og Parlamentet (5), at der var vanskeligheder med at fortolke disse oplysninger, da gældende EU-ret ikke giver nogen harmoniseret metode. Kommissionen søger med sit forslag at rette op på dette forhold.

(1) KOM(2003) 425 endelig udg.

(2) Kapitel VI i bilag I til forslaget.

(3) Kapitel IV i bilag I til forslaget.

(4) Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af dyr under transport og om ændring af direktiv 90/425/EØF og 91/496/EØF, EFT L 340 af 11.12.1991.

(5) KOM(2000) 809 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/576

(2004/C 78 E/0609)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3527/03

af Rijk van Dam (EDD) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Revisionsrettens særberetning nr. 4/2003 om udvikling af landdistrikterne: støtte til ugunstigt stillede områder

I punkt 77 i Revisionsrettens særberetning nr. 4/2003 (1) konstaterer Retten bl.a., at Kommissionen bør foretage en fuldstændig og dybtgående undersøgelse af alle eksisterende klassificeringer som ugunstigt stillede områder: Kommissionen anfører i sit svar blandt andet, at evalueringen af de nuværende programmer vil give nye oplysninger til brug for en sådan undersøgelse.

Har Kommissionen på grundlag af de oplysninger, den har opnået gennem overvågning og evaluering, konkluderet, at de gældende klassificeringer som problemområder ikke længere er gyldige, og at det derfor må hindres, at der sker en overkompensation i de nuværende programmer, hhv. at dette ikke kan undgås?

Hvilke korrektioner har Kommissionen i bekræftende fald foretaget? Hvis Kommissionen afviser, at klassifikationerne er ugyldige, kan den da give de nødvendige oplysninger, der begrunder dette, og udtrykkeligt erklære, at de nuværende klassifikationer er gyldige og kan anvendes præcist, således at overkompensation fornuftigvis kan udelukkes?

3.	Har Kommissionen nu en klar og anvendelig definition på fænomenet overkompensation, idet dette begreb hverken defineres i direktiv 75/268/EØF (2), i forordning 1257/1999 (3) eller i andre retsakter?

Mener Kommissionen — og kan den bevise — at udgifterne i forbindelse med denne ordning nu er i overensstemmelse med gældende retsakter og bestemmelser? Kan Kommissionen også give information, der viser, at de enorme forskelle mellem regioner og medlemsstater i kompensation pr. ha. eller pr. landbrugsbedrift er berettigede?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(18. december 2003)

For indeværende programmeringsperiode for udvikling af landdistrikterne skal de enkelte medlemsstater inden udgangen af 2003 fremlægge en midtvejsevaluering, som omfatter foranstaltningen til fordel for ugunstigt stillede områder. En sammenfatning for hele EU vil foreligge i 2004. Der kan forventes yderligere oplysninger fra en ajourføring af midtvejsevalueringen og fra den efterfølgende evaluering. De evalueringer, som Kommissionen for øjeblikket råder over, vedrører den foregående programmeringsperiode (1994-99).

Slutrapporten, som er en evaluering af foranstaltningerne i forordning (EF) nr. 950/97 (4) til forbedring af landbrugsstrukturerne, indeholder følgende konklusioner med hensyn til kompensation:

—	støtteordningen for ugunstigt stillede områder har helt klart nået målet at kompensere for naturbetingede ulemper, som medfører øgede produktionsomkostninger

—

det forhold, at støtten til disse områder ikke fastlægges på samme måde, må dog betragtes som en medvirkende faktor til underkompensation i de fleste af dem og til overkompensation i dem, hvor ulemperne er små eller næsten ubetydelige, når man sammenligner med de områder i den pågældende medlemsstat, som ikke er ugunstigt stillede.

Listen over ugunstigt stillede områder blev fastlagt i 90'erne og er ikke ændret meget siden. Med den nye forordning (EF) nr. 1257/1999 (5) fastsætter medlemsstaterne selv, hvilke områder der skal betragtes som ugunstigt stillede, på grundlag af de fælles kriterier for en klassificering, der er fastsat i forordningen. De kvantitative kriterier i begrundelsen for direktiv 75/268/CEE (6) fungerer fortsat som retningslinjer for den nuværende klassificering. Når den kommende forordning om udvikling af landdistrikterne skal udarbejdes for næste programmeringsperiode, vil foranstaltningen til fordel for ugunstigt stillede områder — ligesom de øvrige foranstaltninger — blive revideret ud fra de evalueringer, der er til rådighed.

Ifølge artikel 15 i forordning (EF) nr. 1257/1999 skal kompensationen være tilstrækkelig til at kompensere for ulemperne (proportionalitetsprincippet), men må ikke være større end nødvendigt (forbud mod overkompensation).

Det er medlemsstaternes opgave at anvende kompensationsprincippet i praksis. Forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til den støtte, der gives pr. hektar, afspejler forskellene i produktivitet pr. hektar Forskellene i den støtte, der gives pr. landbrugsbedrift, afspejler strukturforskelle, som hænger sammen med bedrifternes størrelse.

(1) EFT C 151 af 27.6.2003, s. 1.

(2) EFT L 128 af 19.5.1975, s. 1.

(3) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80.

(4) Rådets forordning (EF) nr. 950/97 af 20. maj 1997 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet, EFT L 142 af 2.6.1997.

(5) Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger, EFT L 160 af 26.6.1999.

(6) Rådets direktiv 75/268/EØF af 28. april 1975 om landbrug i bjergområder og i visse ugunstigt stillede områder, EFT L 128 af 19.5.1975.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/578

(2004/C 78 E/0611)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3536/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Problemer med anerkendelse af eksamensbeviser fra skoler og for faglige uddannelser i Frankrig

Flere personer med en afsluttet social uddannelse fra EU's medlemsstater, navnlig Portugal, Spanien og Tyskland, har bopæl i Frankrig og ønsker at arbejde inden for deres fag i landet, men de franske myndigheder anerkender ikke umiddelbart eksamensbeviser.

De franske myndigheder kræver gennemførelse af en ulønnet praktikperiode på seks måneders varighed og optagelse på en uddannelsesinstitution, som de pågældende skal betale for. Endelig skal de evalueres, idet de ellers ikke af socialministeriet vil få tilladelse til at udøve deres fag i Frankrig.

Kommissionen bedes derfor svare på, hvilke foranstaltninger den påtænker at gennemføre for at sikre arbejdstagernes frie bevægelighed i EU, og for at det beskrevne problem med anerkendelse af eksamensbeviser (fra skoler og for faglige uddannelser) kan løses.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(20. januar 2004)

Direktiv 89/48/EØF (1) og 92/51/EØF (2) tager ikke sigte på at koordinere uddannelserne til og vilkårene for udøvelsen af de erhverv, der er omfattet af dem. I henhold til EF-traktatens artikel 149 og 150 er det enhver medlemsstats eget ansvar, om den vil regulere et givent erhverv, og at fastsætte niveauet og indholdet af den uddannelse, der kræves for at kunne udøve erhvervet på dets område. Ved nævnte direktiver indføres der således ikke et system til gensidig anerkendelse af eksamensbeviser.

I henhold til direktiverne kan værtslandet kræve, at en vandrende arbejdstager skal bestå en egnethedsprøve eller gennemgå en prøvetid af højst tre års varighed, hvis den uddannelse, den vandrende arbejdstager har erhvervet, omfatter fag, der er væsentligt forskellige fra dem, der er omfattet af det eksamensbevis, som er foreskrevet i værtslandet. Værtslandet skal dog give den vandrende arbejdstager ret til at vælge mellem egnethedsprøve og prøvetid. Direktiverne bestemmer, at prøvetiden afsluttes med en bedømmelse, og at bestemmelserne for prøvetid og bedømmelse heraf samt den indvandrende praktikants status fastsættes af den kompetente myndighed i værtslandet i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen.

Kommissionen er ikke bekendt med eventuelle problemer vedrørende anerkendelsen af socialarbejderes eksamensbeviser i Frankrig. Den opfordrer det ærede medlem til at fremsende de klager, hun har modtaget herom, så den kan se på dem og træffe de fornødne foranstaltninger.

(2) Rådets direktiv 92/51/EØF af 18. juni 1992 om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF, EFT L 209 af 24.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/580

(2004/C 78 E/0613)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3543/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Fri bevægelighed for bulgarere

Kan Kommissionen oplyse, hvilken politik der føres med hensyn til fri bevægelighed for bulgarske statsborgere og bulgarere med flygtningestatus i EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(14. januar 2004)

Som det ærede medlem ved, er Bulgarien kandidatland, indtil den planlagte tiltrædelse i 2007. Forudsat at tiltrædelsen sker det år, vil bulgarske statsborgere blive anset for tredjelandsstatsborgere indtil 2007. Bulgarske statsborgere kan rejse ind i EU og bevæge sig frit inden for Schengen-området i en periode på indtil tre måneder.

For så vidt angår bulgarske arbejdstageres bevægelighed, er ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse underlagt reglerne i de enkelte medlemsstater. Der er imidlertid en bestemmelse i Europaaftalen, hvorefter de eksisterende muligheder for, at medlemsstaterne kan give bulgarske arbejdstagere adgang til beskæftigelse i henhold til bilaterale aftaler, bør bevares og om muligt forbedres. Hvad angår bulgarske virksomheders og statsborgeres etablering på en medlemsstats område, må bulgarske statsborgere ifølge Europaaftalen ikke stilles mindre gunstigt end medlemsstatens egne statsborgere. Rækkevidden af sidstnævnte bestemmelse er blevet præciseret i Domstolens retspraksis.

Det ærede medlem har formentlig kendskab til, at den 25. november 2003 vedtog Rådet direktivet om status som fastboende udlænding (1). I overensstemmelse med kapitel III i det direktiv kan tredjelandsstatsborgere (herunder bulgarske borgere), som i mindst fem år har opholdt sig lovligt i en medlemsstat, på visse betingelser opnå en konsolideret status, på grundlag af hvilken de kan udnytte retten til at tage ophold og arbejde i andre medlemsstater. Medlemsstaterne skal gennemføre dette direktiv i national lov senest i november 2005.

Direktivet gælder imidlertid ikke for de tredjelandsstatsborgere, som er flygtninge. Flygtninges rettigheder er anført i Genève-konventionen fra 1951 om flygtninges status, som alle medlemsstater har undertegnet. På nuværende tidspunkt er der ingen EU-lovgivning vedrørende den fri bevægelighed for flygtninge i EU.

(1) Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 (EFT L 16 af 23.1.2004, s. 44.).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/580

(2004/C 78 E/0614)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3544/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Eurobarometer-undersøgelse om farer for verdensfreden

Blandt de meningsmålinger, der regelmæssigt bestilles af Kommissionen, og som går under betegnelsen Eurobarometer-undersøgelser, har resultaterne af den seneste opinionsundersøgelse om, hvilke lande der ifølge de europæiske borgere udgør den største trussel mod verdensfreden, vakt stor forargelse.

Det endelige resultat af undersøgelsen, ifølge hvilket 60 % af den europæiske befolkning placerer Israel øverst på listen over de lande, der udgør den største fare for verdensfreden, har vakt harme blandt det jødiske verdenssamfund, forbløffelse i offentligheden og undren hos formand Romano Prodi, der har givet udtryk for at være chokeret og forbavset over det, der er blevet tolket som antisemitiske tendenser i Europa. Disse påstande er dog hverken blevet fulgt op af uddybende forklaringer, selvkritik eller overvejelser af, hvilke motiver der kan ligge til grund for, at Europa anser Israel for at være verdensfredens største fjende.

I lyset af disse resultater synes det altså nærliggende at tvivle på den politiske hensigtsmæssighed ved og tekniske holdbarhed af denne meningsmåling, eftersom formand Romano Prodi selv har kritiseret dens udformning og den omstændighed, at de interviewede kun havde valget mellem et begrænset og ikke udtømmende antal lande. Der sås derfor stor tvivl om udformningen og nytten af disse Eurobarometer-undersøgelser i det hele taget, eftersom meningsmålinger for meningsmålingernes egen skyld, og hvis resultater ikke finder nogen anvendelse — hverken som incitament til debat eller fordybelse — ene og alene må betragtes som unødig spild af skatteborgernes penge.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

1.	Med hvilket formål var den ovennævnte meningsmåling blevet bestilt?

2.	Vil Kommissionen følge resultaterne af denne meningsmåling konstruktivt op for at undersøge årsagerne til frygten og for at modvirke eventuelle tendenser, som — hvis de bliver yderliggående — kan føre til antisemitisme?

3.	Hvor meget betaler EU for at få foretaget denne meningsmåling og for Eurobarometer-undersøgelserne generelt?

4.	Er det sandt, som formand Romano Prodi hævder, at der har været tekniske problemer under udarbejdelsen af spørgeskemaet? Hvordan kan noget sådant forekomme, uden at Kommissionen informeres eller fører tilsyn med projektet?

5.	Hvordan kan det lade sig gøre, at formanden for Kommissionen overraskes og ikke kender til resultaterne af en undersøgelse, der er foretaget af Kommissionen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(13. januar 2004)

Kommissionen henviser til sit svar på skriflig forespørgsel P-3334/03 fra Cristiana Muscardini (1).

Som tilføjelse til dette svar kan Kommissionen oplyse, at den har bestilt den pågældende undersøgelse, og at spørgeskemaet er udarbejdet af generaldirektoratet for presse og kommunikation i samarbejde med vor underleverandør TNS Sofres. Kommissionen er bekendt med begrænsningerne i spørgsmålet vedrørende de lande, der udgår en trussel for verdensfreden. Den finder alligevel, at undersøgelsens resultater afslører fordomme, der giver anledning til bekymring.

(1) Se side 263.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/581

(2004/C 78 E/0615)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3546/03

af Miet Smet (PPE-DE) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Anvendelse af intelligente hastighedsbegrænsningssystemer i trafikken

Hvert år bliver 40 000 dræbt og 1 700 000 såret i trafikken i Europa. For at gøre de europæiske veje mere trafiksikre foreslår Kommissionen øget anvendelse af informations- og kommunikationsteknologier. Fornyelserne inden for de stærkt voksende tekniske muligheder sigter imidlertid stadig meget stærkt mod førere og passagerer i biler.

Det intelligente hastighedsbegrænsningssystem indgår ikke i Kommissionens forslag. Dette system hindrer, at førere kører hurtigere end den foreskrevne maksimumshastighed. Ifølge en undersøgelse foretaget af det europæiske trafiksikkerhedsråd sikrer denne teknik ud over bedre beskyttelse af passagererne også en bedre beskyttelse af de svage trafikanter, nemlig fodgængere og cyklister.

Har Kommissionen planer om at fremme og støtte dette system på europæisk plan? Hvilke foranstaltninger træffer Kommissionen i benægtende fald for at forbedre sikkerheden for svage trafikanter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(26. januar 2004)

Kommissionen meddelte i sit europæiske handlingsprogram for trafiksikkerheden (1), at den agter at følge medlemsstaternes forsøg med intelligente systemer til tilpasning af hastigheden (»Intelligent Speed Adaptation« eller ISA) og vurdere, om de vil blive accepteret af befolknigen. I denne forbindelse støtter Kommissionen udvikling af ISA-systemer, bla. via projekterne Prosper og SpeedAlert. Disse projekter består i evaluering af, om ISA-systemerne er effektive, hvor meget det koster at indføre dem, hvad det indebærer for industrien at opbygge den nødvendige infrastruktur til støtte for systemerne, hvilke forskellige strategier der kan følges for markedsføring, og om systemerne vil blive accepteret.

Hvad angår de bløde trafikanter, vil størsteparten af de foranstaltninger, der bebudes i handlingsprogrammet, give dem væsentlig bedre beskyttelse. Nogle af foranstaltningerne tager direkte sigte på beskyttelse af de bløde trafikanter, f.eks. fremme af undervisning i færdselssikkerhed fra skolealderen, mere udbredt brug af hjelm blandt førere af tohjulede motordrevne køretøjer, yderligere forbedring af køretøjerne, så at ulykker med fodgængere og cyklister får mindre alvorlige følger for dem, og forbedring af sikkerheden for motorcykler og motorcyklister.

Hvad angår brug af informations- og kommunikationsteknologi til at beskytte de bløde trafikanter, er der en række foranstaltninger under overvejelse, hvoraf nogle er genstand for europæisk forskning. De løsninger, der kan være med til at undgå påkørsel af fodgængere og cyklister, kan først komme i anvendelse på meget længere sigt.

Kommissionen støtter således forskning i ISA-systemer, men ser også på andre foranstaltninger der kan beskytte de bløde trafikanter.

(1) Meddelelse fra Kommissionen om et europæisk handlingsprogram for trafiksikkerheden — Halvering af antallet af trafikofre i Den Europæiske Union inden 2010: en fælles opgave, KOM(2003) 311 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/582

(2004/C 78 E/0616)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3547/03

af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: Permanente, ustraffede olieudslip ved den portugisiske kyst

Enhver, der besøger de portugisiske strande i årets løb — navnlig på fastlandet, men også på Azorerne — konfronteres konstant med det trøstesløse syn af olieforurening fra olietankskibe, der skyller deres lastrum, når de sejler gennem Portugals eksklusive økonomiske zone.

De portugisiske kystbevogtningsmyndigheder har ifølge Diário de Notícias den 19. november 2003 udtalt, at 15 skibe hver måned skyller deres snavsede olietanke ud for den portugisiske kyst.

Ifølge samme avis udløser disse forbrydelser ingen form for straf af grunde, som anføres i avisen, og hvoraf jeg vil fremhæve følgende:

1.	Det er yderst vanskeligt at bevise, at den olie, der hældes ud i havet, er den samme som den, der befinder sig i tankene.

2.	Myndighederne i de havne, hvor skibene lægger til efter at have skyllet deres tanke, giver ikke altid mulighed for at foretage prøver.

3.	Hvis rederne vinder en eventuel retssag, vil den portugisiske stat skulle betale mange tusinder euro i erstatning.

Endelig udtaler talsmanden for Søværnets generalstab, at havet er frit og reguleres af den internationale havret, og at det ikke ville have nogen virkning, hvis vi selv lavede vor egen lovgivning, samt at vi kun kan træffe foranstaltninger med sigte på at undgå katastrofer.

Kan Kommissionen oplyse, om den er enig i denne forklaring på, at de foranstaltninger, der er truffet på fællesskabsplan for at hindre disse lovovertrædelser, har været fuldstændig virkningsløse, og om hvad, der skal gøres for at undgå de nuværende olieudslip hver anden dag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(15. december 2003)

Hver medlemsstat har på dette område et mere eller mindre straffende lovarsenal. De nationale lovgivninger afspejler delvis bestemmelserne i de gældende internationale konventioner, navnlig Montego Bay-konventionen om havret fra 1982 og konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe (Marpol 1973-1978).

Som følge af Prestige-katastrofen i november 2002 satte fællesskabsinstitutionerne sig blandt andre målsætninger at indføre en sanktionsordning, herunder straf for ulovlig forurening, såsom ulovlige forsætlige udtømninger og under visse omstændigheder også uforsætlige udtømninger.

Kommissionen forelagde den 5. marts 2003 sit forslag til Parlamentets og Rådets direktiv om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for ulovlig forurening.

Kommissionen vil med dette forslag hovedsagelig opnå fire mål:

—	Bestemme i fællesskabslovgivningen hvad der er en ulovlig udtømning af forurenende stoffer i havet. Den følger nøje definitionerne i Marpol-konventionen.

—	Garantere, at de ansvarlige for sådanne ulovlige udtømninger retsforfølges og pålægges sanktioner, herunder i givet fald strafferetlige sanktioner i overensstemmelse med national lovgivning.

—	Udarbejde en liste over alle dem, der kan holdes ansvarlige: ikke blot kapitajner og skibsredere, men også befragterne, klassifikationsesselskabet osv.

—

Fastlægge betingelserne for, hvordan hver enkelts ansvar fastlægges. For så vidt angår udtømning på åbent hav og i de eksklusive økonomiske zoner, skal Kommissionen holde sig til det, der står i Marpol-konventionen. Hvad derimod angår territorialvande kan den i overensstemmelse med konventionen om havret af 1982, fritage Unionen fra Marpol, følge en strengere linje og fastsætte, at det medfører ansvar, når der foreligger grov uagtsomhed.

Dette direktivforslag behandler i øvrigt også spørgsmålet om bevis for at kunne straffe fysiske eller juridiske personer, der er ansvarlige for en ulovlig udtømning (forsætlig eller uforsætlig). Kommissionen opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at udarbejde »pålidelige metoder til at henføre forurenende stoffer i havet til et bestemt skib«. Der er i øjeblikket ved at blive udviklet forskillige metoder, såsom udstyr om bord, der specifikt muliggør automatisk registrering af ulovlige stoffer, der måtte være indeholdt i skibes udtømninger i havet.

Kommissionen lægger stor vægt på dette forslag og sætter sin lid til Rådets og Parlamentets uforbeholdne støtte under den igangværende behandling af forslaget.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/583

(2004/C 78 E/0617)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3549/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Samhørighedsfonden — Portugal

Ifølge oplysninger fra Kommissionen sluttede suspensionen af Samhørighedsfonden for Portugal i begyndelsen af dette år. Denne normalisering af Samhørighedsfonden har dog indtil nu haft få eller ingen virkninger. Det er velkendt, at Portugal gennem regeringens indsats har gjort enorme bestræbelser på at konsolidere budgettet og opfylde kravene i stabilitets- og vækstpagten. Det erkendes også, at Portugal af geografiske årsager — især med henblik på den kommende udvidelse — på grund af sin perifere beliggenhed vil blive ramt af store økonomiske følger. Foranstaltningerne i infrastruktur- og transportsektoren er derfor af særlig stor betydning.

På den anden side er det jo heldigvis allerede — efter topmøderne i Göteborg i 1999 og Lissabon i 2000 — blevet fastslået, at EU's økonomiske og materielle udviklingsmål kun skal søges nået under overholdelse af kriterierne om bæredygtighed, dvs. den såkaldte miljødimension. Der blev for eksempel opstillet et krav om, at gennemførelsen af forskellige aktiviteter, som falder ind under EU's kompetenceområde, skulle ske under overholdelse af bæredygtighedskriteriet.

Sagt med andre ord er transportinfrastrukturerne og miljøet to områder af afgørende betydning for den konvergens, som Portugal tilstræber, og den højt ønskede sociale samhørighed i EU, og de er også derfor genstand for Samhørighedsfonden.

Kommissionen bedes på denne baggrund besvare følgende:

1.	Kan Kommissionen meddele, hvordan den nuværende situation ser ud med hensyn til anvendelsen af Samhørighedsfonden, såvel i proceduremæssig som i kvantitativ henseende?

2.	Er der belæg for de nyheder, der er kommet frem i offentligheden om, at Portugal risikerer at miste disse midler?

3.	I hvor mange tilfælde er der hidtil opnået godkendelse i forhold til, hvad Kommissionen havde forventet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(9. januar 2004)

Det vejledende beløb fra Samhørighedsfonden til Portugal for året 2003 beløber sig til 478 mio. EUR. Til dette beløb kommer 169 mio. EUR, der ikke er blevet udnyttet af Portugal i 2002. Portugal råder derfor i 2003 over et vejledende beløb på 647 mio. EUR til samfinansiering af projekter på transport- og miljøområdet.

Af dette beløb har Kommissionen i december 2003 indgået forpligtelse for 645 mio. EUR, heraf 139 mio. EUR svarende til 12 projekter, der allerede er vedtaget de foregående år, og 506 mio. EUR til 23 nye projekter.

Kommissionen mener derfor, at Portugals udnyttelse af forpligtelsesbevillingerne fra Samhørighedsfonden har været tilfredsstillende, da forsinkelsen for år 2002 har kunnet indhentes.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/584

(2004/C 78 E/0618)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3552/03

af Gabriele Stauner (PPE-DE) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: EU-bevillinger til forskningsprogrammer i Ukraine

Ifølge oplysninger i pressen er der i perioden fra 1996 til 2003 forsvundet 700 børn i området omkring byen Charkov i Ukraine, og endnu i dag vides det ikke, hvor mere end 300 af disse børn er blevet af. I den tyske tv-station ZDF's udsendelse »Mona Lisa« den 12. oktober 2003 blev der fremført voldsomme anklager mod et sygehus i Charkov, hvor nyfødte ved gentagne lejligheder blev erklæret for døde, eller hvor der i større omfang er forekommet for tidlige fødsler med det resultat, at de nyfødte dør. I en massegrav er der fundet fostre og spædbørn, hvorfra der var udtaget organer.

Kommissionen bedes i den anledning oplyse følgende:

1.	Bliver der ved hjælp af EU-bevillinger finansieret forskningsprogrammer i Ukraine med henblik på forskning i embryonale eller voksne stamceller?

2.	Hvilke institutter eller organisationer modtager i bekræftende fald disse bevillinger?

3.	Er det efter Kommissionens opfattelse muligt, at der med andre EU-støttemidler finansieres forskningsprojekter, hvor fostre eller nyfødte kan blive udsat for misbrug?

4.	Har Kommissionen noget kendskab til, om der kan være en sammenhæng mellem det påfaldende store antal forsvundne og dødfødte spædbørn og projekter for forskning i menneskeceller?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(22. januar 2004)

1. og 2.

Der er intet EU-finansieret forskningsprojekt, der vedrører forskning i embryonale eller voksne stamceller, og som har en ukrainsk deltager, hverken inden for det femte rammeprogram (1998-2002) eller i den nuværende fase af gennemførelsen af det sjette rammeprogram (2002-2006).

3.	Kommissionen tror ikke, at der anvendes EU-støtte, herunder specielt TACIS-støtte (teknisk bistand til Samfundet af Uafhængige Stater), til finansiering af forskningsprojekter, i hvilke der anvendes fostre eller nyfødte.

4.	Kommissionen har ingen oplysninger om statistikker vedrørende forsvundne eller dødfødte spædbørn i Ukraine og har ingen grund til at tro, at der er en forbindelse mellem spædbørnsdødeligheden og forskning i menneskeceller i Ukraine.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/585

(2004/C 78 E/0619)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3553/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Forsvundne cyprioter

En gruppe fra min valgkreds, »Organisation of Relatives of Missing Cypriots (UK)«, vil gerne vide, hvad der sker med hensyn til de forsvundne personer i Cypern.

Mener Kommissionen, at den tyrkiske regering kunne lægge større pres på den tyrkisk-cypriotiske ledelse for at få den til at varetage de opgaver og det ansvar, der påhviler den hvad angår menneskerettighederne? Vil Kommissionen i givet fald venligst oplyse, om dette spørgsmål vil indgå i tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(29. januar 2004)

Glafkos Clerides og Rauf Denktash mødtes i juni 2002 for at udveksle forslag vedrørende spørgsmålet med de forsvundne personer. Grundlaget herfor var deres aftale af 31. juli 1997. Den græsk-cypriotiske part er fortsat med sit program for opgravning og identifikation på områder under deres kontrol. Det amerikansk finansierede institut for neurologi og genetik foretager undersøgelser. Den tyrkisk-cypriotiske part har endnu ikke udpeget videnskabsfolk til at samarbejde med instituttet.

Blandt en række foranstaltninger over for den tyrkisk-cypriotiske befolkning, som Republikken Cyperns regering vedtog den 30. april 2003, var der flere med berøring til pårørende til forsvundne og dræbte tyrkisk-cyprioter. Her kan nævnes adgang til information, møder med myndighederne, sonderende udgravninger af gravsteder og arbejde med oprettelse af en DNA-bank. Republikken Cyperns regering offentliggjorde den 14. juni 2003 i tyrkisk-cypriotiske aviser en liste på 500 tyrkisk-cyprioter, hvis sag var blevet indbragt for komitéen for forsvundne personer (CMP). Kommissionen har også erfaret, at de græsk-cypriotiske myndigheder officielt har forelagt Den Internationale Røde Kors Komité oplysninger om 201 forsvundne tyrkisk-cyprioters skæbne.

I et brev af 3. december 2003 opfordrede De Forenede Nationers generalsekretær Kofi Annan Tassos Papadopoulos og Rauf Denktash til at bede deres respektive medlemmer af CMP til at genoptage de formelle møder for at sætte ny gang i komitéens arbejde.

Kommissionen har gentagne gange over for Tyrkiet peget på, at landet skulle gøre sin indflydelse gældende hos den tyrkisk-cypriotiske ledelse for at finde en alsidig løsning på problemet. Efter dannelsen af en ny »regering« i den nordlige del af landet med oppositionsleder Mehmet Ali Talat i spidsen åbnes der nu en mulighed for en løsning på basis af Annan-planen i de kommende måneder. Skulle der blive fundet en løsning på dette grundlag, vil det af det ærede medlem rejste spørgsmål blive løst på basis af de relevante bestemmelser.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/586

(2004/C 78 E/0620)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3554/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Udvikling af kunstige virusser og bakterier i Amerika og følgerne heraf for en eventuel tilsidesættelse af miljøbeskyttelsen i Europa

1.	Har Kommissionen kendskab til, at genforskeren Craig Venter og hans »Institut for biologiske energialternativer« (Ibea), som hvert år modtager 3 mio. USD i støtte af den amerikanske regering, siden 1999 har udviklet kunstige virusser?

2.	Har Kommissionen kendskab til, at denne forskning i mellemtiden har udviklet et levende produkt under navnet »PhiX174«, som består af 5 836 byggesten, som kæder 9 proteiner sammen, medens en kunstig bakterie med 580 000 byggesten og 470 proteiner endnu befinder sig på udviklingsstadiet?

3.	Har Kommissionen ligeledes kendskab til, at »PhiX174« i modsætning til den kunstige poliovirus, som blev præsenteret i New York sidste år, er i stand til ligesom naturlige virusser at trænge ind i bakterier, at modificere dem og mangedobles ved hjælp af dem?

4.	Har Kommissionen kendskab til pressekonferencen den 13. november 2003 i Rockville (Maryland), hvor den amerikanske energiminister Spencer Abraham oplyste, at sådanne mikroorganismer, som skabes af mennesker, i løbet af kort tid vil kunne revolutionere miljøbeskyttelsen?

5.	Hvorledes vil Kommissionen bidrage til, at det forhindres, at EU-medlemsstater og deres regioner eller kommuner tilsidesætter miljøbeskyttelsen i håbet om, at et kunstigt vidundermiddel i fremtiden vil absorbere og fjerne alle tidligere miljøforueninger, endog radioaktivt affald?

Kilde: »Frankfurter Allgemeine Zeitung« af 15. november 2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(21. januar 2004)

1. og 2.

Kommissionen har kendskab til PhiX 174. Dette spørgsmål er udførligt behandlet i Kommissionens svar på skriftlig forespørgsel E-3555/03 (1) fra det ærede medlem. Det skal bemærkes, at den virus, som det ærede medlem henviser til i sin skriftlige forespørgsel, ikke er en kunstig virus.

3.	Som bemærket under punkt 1 er PhiX 174 ikke en kunstig organisme, men en virus af slægten Microvirus og familien Microviridiae.

4.	Ja. I sin vision af fremtiden gav den amerikanske energiminister, Spencer Abraham, eksempler på mikrober, som kunne fjerne forurening fra emissioner fra kernekraftværker eller reducere vandforureningen og de giftige virkninger af radioaktivt affald.

5.	Kommissionen vil fortsat sikre, at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser i henhold til EU's miljølovgivning, uden hensyn til eventuelle hypotetiske fremtidige teknologier.

(1) Se side 587.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/587

(2004/C 78 E/0621)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3555/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Udvikling af kunstige virusser og bakterier i Amerika og følgerne heraf for biodiversiteten og biologisk krigsførelse i Europa

Finder Kommissionen det muligt, at eksisterende planter og dyr som følge af »PhiX174« og andre kunstige produkter, som fremstilles som et led i den amerikanske Ibea-forskning, og som er blevet omtalt i »Frankfurter Allgemeine Zeitung« af 15. november 2003, fortrænges af andre, at de eksisterende levende væseners modstandsdygtighed over for nye sygdomme forsvinder, og at der sker andre ukontrollerede ændringer i naturen, som kan sammenlignes med den kaninplage, som nybyggerne bragte med til Australien, eller udbredelsen af undslupne amerikanske bisamrotter i Nederlandene, som nu hele tiden undergraver digerne?

2.	Tager Kommissionen højde for muligheden af, at der som følge af sådanne eksperimenter kan opstå dyrearter, som er aggressive over for mennesker, som kan sprede sygdomme og gøre fødevarer og drikkevand uhensigtsmæssig som konsum for mennesker og dyr?

3.	Giver internationale aftaler om biologisk krigsførelse garanti for, at sådanne kunstige organismer ikke målrettet anvendes til at gøre mennesker syge eller udrydde dem i et område, der betragtes som fjendtligsindet?

4.	Mener Kommissionen også, at det først i en fjern fremtid vil fremgå, om forskningsresultater som dem, der f.eks. udvikles af Ibea, er en velsignelse eller en svøbe for menneskeheden og for verden?

5.	Overvejer Kommissionen at træffe foranstaltninger for — så længe følgerne er ukendte — foreløbigt at hindre importen af kunstige levende organismer til Europa og foreløbig isolere alle nye produkter, som er opstået ved forskning?

6.	Hvad gør Kommissionen yderligere for at forebygge den ukontrollerede eller ondsindede spredning af kunstige virusser og kunstigt ændrede bakterier i Europa?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(22. januar 2004)

Det ligger i naturen og dens udvikling at nulevende planter og dyr kan erstattes af andre, at nulevende væsener kan miste deres modstandsdygtighed over for sygdomme (eller andre stressfaktorer), og at de ikke har nogen modstandsdygtighed over for nye eller indførte sygdomme eller trusler. Klimaændringer og -variationer, folkevandringer, naturkatastrofer, nye naturlige (dvs. ikke-menneskeskabte) sygdomme, spontane genetiske mutationer osv. ændrer de indbyrdes konkurrenceforhold mellem arterne og kan resultere i store omvæltninger, som f.eks. at arter uddør, eller at der sker ændringer i floraens eller faunaens sammensætning i miljøet. Man kan derfor ikke udelukke muligheden for, at der sker ukontrollerbare ændringer i naturen, som kan sammenlignes med dem, det ærede medlem henviser til.

Sådanne ændringer kan imidlertid ikke tilskrives PhiX174. Dette virus er en bakteriofag og som sådan en naturlig parasit hos bakteriet Escherichia coli. Virussets genetiske identitet har været kendt længe. Der er således ikke tale om, at forskerne for nylig har skabt dette virus. Der er snarere tale om en in vitro-syntetisering og omgruppering af dets genom, som betyder, at dets genom er identisk med et naturligt genom. Resultatet er et virus, som faktisk ikke kan skelnes fra dets naturlige modstykke.

Der er ikke desto mindre et uopsætteligt behov for at øge kendskabet til sammenhængen mellem på den ene side menneskers og dyrs modtagelighed og sundhed og på den anden side den biologiske mangfoldighed, økosystemernes dynamik, fragmenteringen af levesteder, ændringer i jordudnyttelsen, klimaændringer samt andre miljømæssige og sociale ændringer og faktorer.

Dette gælder ikke PhiX174-virusset eller lignende forsøg. Kommissionen er klar over, at genetisk modificerede organismer (GMO'er) kan kontaminere fødevarer, drikkevandet og miljøet og således være til skade for mennesker og dyr. Håndteringen af disse organismer skal derfor ske i overensstemmelse med EU-reglerne for genetisk modificerede organismer, navnlig direktiv 2000/54/EF (1), 2001/18/EF (2) og 2000/68/EF (3).

Der findes ingen internationale aftaler om biologisk krigsførelse, der kan give garanti for, at kunstige organismer ikke vil blive anvendt forsætligt med det formål at gøre mennesker syge eller at tilintetgøre dem i et område, der betegnes som fjendtligt. Den eneste internationale konvention på området, Biological and Toxic Weapons Convention (konventionen om forbud mod biologiske våben og toksinvåben), indeholder rammebestemmelser om forbud mod disse våben. Arbejdet med at få den gennemført er stort set gået i stå. Kommissionen er ikke part i denne konvention og deltager ikke i møderne.

Der findes desuden internationale aftaler, der tager sigte på at føre kontrol med anvendelsen af genetisk modificerede organismer. De kan i sagens natur ikke give nogen garantier for, at sådanne organismer aldrig vil blive anvendt med henblik på at forvolde skade.

Kommissionen er klar over, at det i forbindelse med ny bioteknik er nødvendigt med en grundig overvågning af udviklingen, og den finansierer derfor projekter, der tager sigte på en risikovurdering af disse nye teknikker.

Hensigten med at give forskere i Europa adgang til genetisk modificerede organismer er at sætte dem i stand til at følge den nye udvikling på dette område. Der føres imidlertid streng kontrol med importen af disse organismer, som kun må håndteres af de laboratorier, der har tilladelse hertil i henhold til de relevante EU-bestemmelser.

Ingen myndighed alene, heller ikke Kommissionen, kan fuldstændig udelukke eller forhindre denne udvikling. Kommissionen har dog som supplement til de enkelte medlemsstaters bestræbelser selv indført og sammen med andre aktivt bidraget til at få indført en lang række mekanismer og systemer for at begrænse risiciene ved genetisk modificerede organismer mest muligt.

Nedenstående er eksempler herpå:

—

Inden for rammerne af biosikkerhedsspørgsmålet har Kommissionen nedsat en taskforce vedrørende forsætlig spredning af kemiske og biologiske agenser (BICHAT), der skal undersøge sundhedsricisiene i forbindelse med forsætlig spredning af biologiske og kemiske agenser. Taskforcen har oprettet et permanent beredskabs- og hurtigvarslingssystem, som forbinder de nationale myndigheder på EU-niveau med det formål at videregive sikre oplysninger for opnå en hurtig reaktion.

— På sundhedsområdet indførte Kommissionen i 2002 et program for samarbejde om beredskab og indsats over for forsætlig spredning af biologiske og kemiske agenser (sundhedssikkerhed), som omfatter 25 aktioner fordelt på fire målsætninger:

a)	etablering af en mekanisme for udveksling af oplysninger, samråd og koordinering med henblik på håndtering af angrebsrelaterede sundhedsspørgsmål

b)	oprettelse af en EU-ordning for hurtig påvisning og identifikation af biologiske og kemiske agenser, som kunne tænkes benyttet ved angreb, og for hurtig og pålidelig bestemmelse og diagnosticering af tilfælde

c)	oprettelse af en database for lægemidler og sundhedstjenester og en beredskabsordning, som kan stille lægemidler og sundhedsspecialister til rådighed i tilfælde af mistanke om eller ved konstatering af angreb

d)	udarbejdelse af regler og formidling af retningslinjer for imødegåelse af angreb ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt og samordning af EU's foranstaltninger og forbindelser med tredjelande og internationale organisationer.

Kommissionen har udarbejdet en meddelelse, hvori den gør rede for de fremskridt, der er gjort i gennemførelsen af dette program (4).

—

På anmodning fra Det Europæiske Råd i Gent i oktober 2001 vedtog Kommissionen og Rådet i slutningen af 2002 et program, der tager sigte på at forbedre samarbejdet i EU om forebyggelse og begrænsning af følgerne af kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare terrortrusler (CBRN-programmet). Programmet udstikker de strategiske mål, der skal nås, for at forbedre beskyttelsen af befolkningen, miljøet, fødekæden og besiddelser mod CBRN-trusler og -angreb og indeholder en redegørelse for de områder, hvor der er behov for yderligere foranstaltninger. Kommissionen gennemgår programmet regelmæssigt i samarbejde med Rådet. Programmet har allerede vist, hvor vigtigt det var med en koordinering mellem de forskellige EU-netværk med ansvar for civil- og sundhedsbeskyttelse og strålerelaterede nødsituationer på den ene side og den videnskabelige ekspertise på den anden side, således at der kunne skabes et samlet forum for tilrettelæggelse af den optimale indsats i CBRN-nødsituationer.

—

Inden for rammerne af det sjette rammeprogram er der iværksat eller forberedes der som led i det prioriterede indsatsområde »forskning til støtte for EU's politikområder« projekter og netværk inden for overvågning af nye sygdomme i forbindelse med trusler om bioterror, opstilling af modeller for smitsomme sygdomme, hurtig sporing af agenser, der kan anvendes i bioterrorangreb, behandlingen af disse agenser og vurdering af samfundets sårbarhed. Derudover er der mange andre forskningsprojekter og netværk, der finansieres inden for rammerne af 5. eller 6. rammeprogram for forskning, som har direkte relevans til de risici, det ærede medlem henviser til.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF af 18. september 2000 om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet (syvende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EFT L 262 af 17.10.2000.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF — Erklæring fra Kommissionen, EFT L 106 af 17.4.2001.

(3) Kommissionens direktiv 2000/68/EF af 23. oktober 2000 om optagelse af et aktivt stof (bentazon) i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, EFT L 276 af 28.10.2000.

(4) KOM(2003) 320 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/589

(2004/C 78 E/0622)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3559/03

af Margrietus van den Berg (PSE) og Jan Wiersma (PSE) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Jernbanceservicecentret Groningen og manglende brug af jernbanegrænseovergangen ved Nieuweschans til Nordtyskland

Kan Kommissionen redegøre for, hvorfor en omladningsbanegård, jernbaneservicecentret Groningen (RSCG), der finansieres via EU-midler, ikke benyttes til den direkte godstransport fra og til Nordtyskland, Østeuropa og Skandinavien med det resultat, at der køres unødvendige omveje, at jernbanerne ikke udnyttes optimalt, og at der sker skader på miljøet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(23. januar 2004)

Jernbaneservicecentret Groningen håndterer ca. 100 000 tyvefodsækvivalentenheder (TEU) om året, og der er planer om nye investeringer med henblik på at udvide jernbaneforbindelserne mellem Groningen og Rotterdam-området og de øvrige medlemsstater. Det forventes, at navnlig godstrafikken vil vokse på den såkaldte nordlige korridor, der forbinder Rotterdams havneområde med det nordlige Tyskland og Skandinavien. Markedet for banegodstransport blev åbnet ved direktiv 91/440/EØF (1), som ændret ved direktiv 2001/12/EF (2), i henhold til hvilket alle jernbanevirksomheder med en europæisk licens, der er udstedt i henhold til rammebetingelserne i direktiv 95/18/EF, som ændret ved direktiv 2001/13/EF (3), senest den 15. marts 2003 skulle have adgang til at drive godstransport på det transeuropæiske banegodstransportnet (Trans-European Rail Freight Network — TERFN). Forudsætningen for at få adgang er, at jernbanevirksomhederne har de sikkerhedscertifikater, der kræves i de lande, hvor der er planer om at etablere forbindelser. Enhver jernbanevirksomhed, der ønsker at drive transport på disse banelinjer, kan gøre det. Groningen befinder sig på TERFN. Det skal dog tilføjes, at direktiv 91/440/EF, som ændret, indeholder krav om, at jernbanevirksomheder skal forvaltes i overensstemmelse med de principper, der gælder for kommercielle foretagender.

Udviklingen af Groningen jernbaneservicecenter har været en del af det prioriterede indsatsområde 1 (industri, erhvervsservice og turisme), der er fastlagt i det samlede programmeringsdokument for mål nr. 2 i Groningen-Drenthe i Nederlandene, som blev godkendt af Kommissionen i 1997. Strukturfondenes bidrag til dette indsatsområde androg 32,4 % (74,25 mio. EUR) i perioden 1997-1999.

(1) Direktiv 91/440/EØF af 29. juli 1991 om udvikling af Fællesskabets jernbaner, EFT L 237 af 24.8.1991.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner, EFT L 75 af 15.3.2001.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/13/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder, EFT L 75 af 15.3.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/590

(2004/C 78 E/0623)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3561/03

af Jan Andersson (PSE) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Såkaldte parasubordinerede arbejdstagere og social dumping

Et problem, der er opstået på det svenske arbejdsmarked de senere år, navnlig inden for byggebranchen, er arbejdstagere fra kandidatlandene, som arbejder for en løn og på arbejdsvilkår, der ligger langt under det niveau, de kollektive svenske aftaler kræver. Byggearbejderne, bla. fra Polen, kan omgå gældende bestemmelser ved at de får status som selvstændige, til trods for at de i alle henseender er at betragte som ansatte. Bag sådanne arrangementer står ofte en form for beskæftigelsesbureauer, der formidler de udenlandske arbejdstageres tjenester til svenske arbejdsgivere og hjælper dem med at skaffe den såkaldte skatteformular F og de øvrige krævede papirer. Beskæftigelsesbureauerne er i de tilfælde helt klart at betragte som arbejdsgivere, men de handler udadtil, som de blot formidler tjenester, der udføres af selvstændige.

Hvis omfanget af dette fænomen øges, risikerer det at føre til systematisk social dumping. Situationen kan næppe være enestående for Sverige.

1.	Hvordan ser Kommissionen på denne situation?

2.	Har Kommissionen til hensigt at træffe foranstaltninger med henblik på at løse dette problem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(22. januar 2004)

Det fremgår ikke klart af det ærede medlems redegørelse, om de beskrevne omstændigheder henhører under anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (1).

Hvis der er tale om udstationering efter definitionen i direktiv 96/71/EF, skal begrebet arbejdstager i henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, fortolkes efter lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret.

Hvis der imidlertid er tale om udstationering med det formål, at arbejdstagerne normalt skal udføre deres arbejde i Sverige, er det sædvanligvis ligeledes Sveriges lovgivning, der bestemmer, for hvilke personer de i lovgivningen fastsatte arbejds- og ansættelsesvilkår skal gælde.

Det påhviler således den medlemsstat, som arbejdstagerne udstationeres til, at sørge for, at den persongruppe, det ærede medlem omtaler, dækkes af lovgivningen om beskyttelse af arbejdstagerne.

(1) EFT L 18 af 21.1.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/591

(2004/C 78 E/0624)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3562/03

af Giacomo Santini (PPE-DE) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Automatisk fornyelse af koncessionen til motorvejen ved Brennerpasset

Endnu en gang dukker problemet op om automatisk forlængelse af koncessionen til det italienske motorvejsselskab Autostrada del Brennero SPA, efter at kommissær Frederik Bolkestein har udtalt sig imod projektet. Den lange strid, der er karakteriseret ved drøftelser frem og tilbage om forskellige muligheder og ved modstridende holdninger, er endnu ikke nået til et vendepunkt. Kan Kommissionen derfor oplyse følgende:

1.	Mener Kommissionen ikke, at den strategiske beliggenhed af A22 fortjener en undtagelse fra europæisk udbudspraksis?

2.	Hvordan forklarer Kommissionen den negative holdning til A22, når der tidligere har været lignende tilfælde af automatiske fornyelser af koncessioner, der i mere end et tilfælde har været autoriseret i Italien i henhold til det interministerielle direktiv nr. 283 af 20. oktober 1998?

Har Kommissionen tillid til det nuværende motorvejsselskab, der har sat betydelige beløb til side for at kunne finansiere bygningen af Brennerpassets basistunnel, og kan Kommissionen i øvrigt ikke i denne forbindelse igen overveje de positive forslag om en automatisk forlængelse, der er blevet fremsat af den italienske regering?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(16. januar 2004)

Som det ærede parlamentsmedlem påpeger, udelukker det faktum, at motorvejen A22 har en strategisk beliggenhed ikke, at tildelingen af koncessionen om forvaltning af denne motorvej fortjener en undtagelse fra europæisk udbudspraksis. I henhold til fællesskabsretten er forlængelse af en koncession sammenlignelig med tildeling af en ny koncession. Derfor rejser forlængelsen af den til selskabet »Autostrada del Brennero« tildelte koncession, uden nogen form for forudgående udbudskonkurrence, væsentlig tvivl for så vidt angår foreneligheden med den tidligere nævnte fællesskabsret.

I modsætning til hvad det ærede parlamentsmedlem synes at antage, er Kommissionen aldrig blevet anmodet om at udtale sig om de koncessionsforlængelser, der er blevet tildelt i Italien med udgangspunkt i det italienske interministerielle direktiv nr. 283 af 20. oktober 1998. Selv om Kommissionen har fået kendskab til teksten i det nævnte interministerielle direktiv har de italienske myndigheder aldrig fremsendt præcise og komplette oplysninger om gennemførelsen af direktivet, navnlig hvad angår de koncessioner, der reelt er blevet forlænget i henhold til dette direktiv, varigheden af disse forlængelser, samt — for hver enkelt af disse — begrundelsen for forlængelsen. Derfor forbeholder Kommissionen sig, hvor det er nødvendigt, retten til at anmode de italienske myndigheder om yderligere oplysninger, der kan muliggøre en vurdering af gennemførelsen af det nævnte direktiv.

Kommissionen påpeger, at de problemer, som den har fremhævet i forbindelse med foreneligheden med fællesskabsretten af den pågældende koncessionsforlængelse ikke udelukkende omfatter manglen på forudgående udbudsprocedure, men overhovedet ikke er baseret i en manglende tillid til den nuværende koncessionshaver. En vurdering heraf hører ikke til blandt Kommissionens opgaver.

Kommissionen understreger endelig, at den ud fra et ønske om ikke at skade gennemførelsen af de bredere målsætninger i denne problematik fortsætter sine kontakter med de italienske myndigheder med henblik på at nå frem til en løsning, der kan tilfredsstille de krav, der fremsættes fra begge parters side.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/591

(2004/C 78 E/0625)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3564/03

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(2. december 2003)

Om: Internationale teletjenester og konkurrence

Anvendelsen af teleydelser er steget i takt med internationaliseringen, og tekniske fremskridt gør, at telemarkedet konstant er i bevægelse. Det skaber beskæftigelse, nye vækstbetingelser for virksomheder og flere tilbud til forbrugerne.

Desværre oplever mange forbrugere, at mobilselskabernes priser og abonnementstilbud er uigennemsigtige og ufleksible, og at priserne på grænseoverskridende ydelser er urimeligt opskruede. Området er ikke præget af perfekte konkurrenceforhold, hvilket også betyder, at virksomheder der er afhængige af teleydelser, betaler urimeligt høje priser for en række nødvendige ydelser.

Vil Kommissionen på baggrund heraf redegøre for sit kendskab til problemer på det europæiske telemarked hvad angår konkurrenceforhold, herunder gennemsigtighed, sammenlignelighed, grænseoverskridende ydelser (f.eks. roaming og diverse afgifter ved disse ydelser) og mangler hvad angår oplysninger til forbrugerne både på medlemsstats- og EU-niveau? Har Kommissionen kendskab til undersøgelser af nævnte problemstillinger? Har Kommissionen planer om at sikre, at abonnenter ved anvendelse af roaming tilbydes »den korteste« eller »den billigste« vej, i stedet for at blive omdirigeret og betale ekstra? Hvad agter Kommissionen at foretage sig for at forbedre konkurrenceforholdene — særligt med henblik på gennemsigtighed, sammenlignelighed, grænseoverskridende ydelser og mangler hvad angår oplysninger til forbrugerne — til gavn for forbrugerne og den europæiske økonomi?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(28. januar 2004)

Kommissionen overvåger regelmæssigt konkurrenceforholdene på det europæiske telemarked i overensstemmelse med sin rolle som håndhæver af EU's konkurrenceregler. Kommissionen er nemlig forpligtet til at anvende disse regler med fasthed i telesektoren, navnlig for så vidt angår grænseoverskridende tjenester. Kommissionen ønsker især at gøre opmærksom på, at der er konstateret en lang række problemer, især vedrørende omfanget, gennemsigtigheden og sammenligneligheden af takster for grænseoverskridende roaming-tjenester, i forbindelse med den sektorundersøgelse af mobil roaming, som Kommissionen iværksatte i henhold til artikel 12 i Rådets forordning nr. 17 (1).

I fortsættelse af de efterfølgende samtaler med berørte parter i 2001 bemærker Kommissionen, at situationen med hensyn til forbrugeroplysninger i hele EU som helhed er blevet betydelig bedre på flere områder: de fleste mobilnetoperatører opkræver nu faste takster hos deres abonnenter for roaming af opkald fra andre medlemsstater. Faste detailtakster har erstattet tidligere ikke-gennemsigtige og uforudsigelige ad valoram-takster, som blev benyttet af praktisk talt alle mobiloperatører i EU, og som var baseret på avancer på den engrostakst, der blev opkrævet af den operatør, på hvis net de udenlandske abonnenter foretog roaming. Detailtaksterne for roaming offentliggøres nu almindeligvis af mobilnetoperatørerne som en del af deres takster, og Kommissionen offentliggør regelmæssigt EU-dækkende oversigter over sådanne takster (2).

Hvad angår valg af et specifikt mobilnet til roaming i en anden medlemsstat, er det en udbredt praksis blandt mobiloperatører på EU-markedet at indgå præferenceaftaler, som kan omfatte præferencerabatter. Abonnenterne har endvidere mulighed for at tilsidesætte den automatiske programmering af et udenlandsk net, som tilbydes af deres mobiloperatør.

Hvad angår størrelsen af roaming-takster, som opkræves mellem mobiloperatører på engrosniveau, undersøger Kommissionen aktivt spørgsmålet med hensyn til EU's konkurrenceregler og henviser det ærede medlem til sit svar på parlamentsforespørgsel E-2689/03 fra Toine Manders (3).

Da der ikke foreligger bevis eller tegn på overtrædelser af EU-reglerne, mener Kommissionen, at de normale konkurrencemønstre mellem operatørerne — foruden de nævnte initiativer — vil resultere i fordele for forbrugerne. Dette kan ske i form af bedre informationer og attraktive særtilbud for grænseoverskridende tjenester blandt den mængde af indenlandske og grænseoverskridende tjenester, som en del af de forskellige mobiloperatører i hver medlemsstat tilbyder deres abonnenter. Skulle der opstå specifikke forståelsesproblemer blandt forbrugerne i en bestemt medlemsstat, mener Kommissionen, at den relevante nationale regulerende myndighed er i stand til at træffe de nødvendige foranstaltninger.

(1) Arbejdsdokument om takster for mobil roaming, GD Konkurrence, december 2000, som kan ses på følgende internetadresse: http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/others/sector_inquiries/roaming, EØF-Rådet: forordning nr. 17: første forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86, EFT P 13 af 21.2.1962.

(2) Den seneste oversigt kan findes på følgende internetadresse: http://europa.eu.int/information_society/topics/telecoms/regulatory/studies/documents/tariff_report_2002_12.pdf.

(3) Se side 416.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/593

(2004/C 78 E/0627)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3568/03

af Herman Schmid (GUE/NGL) til Kommissionen

(25. november 2003)

Om: Udkastet til forfatning kan ikke løse EU's mangel på folkelig legitimitet

Ifølge én opfattelse består EU's demokratiske underskud i, at der træffes stadig flere beslutninger på EU-niveau, samtidig med at EU's folk (peoples) stadig identificerer sig med det nationale politiske niveau. Et bevis herfor er, at valgdeltagelsen til Europavalgene er meget lav, og det ser ikke ud til, at denne tendens vil blive vendt inden det næste valg. Ifølge denne opfattelse er problemets kerne, at der ganske enkelt ikke eksisterer nogen europæisk identitet og dermed heller ikke et enkelt europæisk folk (demos). På baggrund heraf har flere lande (Irland, Danmark, Sverige og Det Forenede Kongerige) modsat sig, at EU skal udvikle sig til en statsdannelse (de pågældende lande ser hellere, at EU skal forblive en samarbejdsorganisation med henblik på løsning af praktiske problemer). Hvis forfatningsteksten vedtages, vil vi bevæge os yderligere nogle skridt i retning af en kommende statsdannelse. I henhold til den ovenfor beskrevne opfattelse medfører denne udvikling en svækkelse af demokratiet i EU. Så længe Europa-Parlamentets folkelige legitimitet er begrænset, indebærer enhver forøgelse af dets magt en svækkelse af demokratiet og en tilsvarende svækkelse af de nationale parlamenters indflydelse via Rådet. Dette er ikke med til at mindske, men tværtimod at øge afstanden mellem beslutningstagerne på EU-niveau og deres vælgere. Dette er i total modstrid med sigtet med at indføre en forfatning for EU.

Et eksempel på Europa-Parlamentets manglende folkelige legitimitet: Med meget få undtagelser kan ingen EU-borgere i dag nævne navnet på nogen politisk gruppe i Europa-Parlamentet, endsige fortælle, hvilket politisk indhold grupperne repræsenterer. De er ukendte for den store offentlighed. Når borgerne går til valg til Europa-Parlamentet, ser de udelukkende på de nationale spørgsmål. Desuden må EP-parlamenta-rikere ofte følge et politisk partiprogram på EU-niveau, som strider mod partiernes valgprogram på nationalt niveau. Alvorligst er det, at den vælger, som har stemt for, at EU-parlamentarikere skal repræsentere ham eller hende, ikke kan vide, at de er blevet ført bag lyset. Det er i dag næsten umuligt for vælgerne at vide, hvad der sker i EU-politikken. Der savnes mediebevågenhed m.m. Det hele er en ond cirkel, som i sidste ende fører til politikerlede.

Mit spørgsmål: Det er almindeligt kendt, at EU lider under mangel på folkelig legitimitet, som beskrevet ovenfor. Hvordan kan Kommissionen i lyset af ovenstående støtte udkastet til en ny forfatning, når det ved forslaget om en forøgelse af Europa-Parlamentets magt svækker demokratiet i EU? Hvordan mener Kommissionen, at det med en styrkelse af det overstatslige niveau er muligt at sikre folkets støtte, når der i realiteten ikke findes et europæisk folk og en europæisk identitet, som er forudsætningen for, at beslutningerne kan opnå legitimitet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(6. januar 2004)

Kommissionen deler ikke de holdninger, det ærede medlem giver udtryk for i sin forespørgsel. Bl.a. mener Kommissionen ikke, at en forøgelse af Parlamentets beføjelser vil medføre en svækkelse af demokratiet i Unionen, men derimod en styrkelse af Unionens demokratiske karakter. En forøgelse af Parlamentets beføjelser vil således ikke svække de nationale parlamenters beføjelser; tværtimod vil forfatningsudkastet medføre, at de nationale parlamenter bliver mere involveret i den måde, Unionen arbejder på.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/594

(2004/C 78 E/0628)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3571/03

af Gerhard Schmid (PSE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Risici mod et vandbeskyttelsesområde p.gr.a. faciliteter i en anden medlemsstat

I Den Tjekkiske Republik bygges der i øjeblikket en rasteplads nær kommunen Pavlùv Studenec. I planlægningen indgår bygning af en kæmpestor tankstation. På den tyske side af grænsen er der i nærheden af Kommunen Bärnau et vandbeskyttelsesområde. Kilderne forsyner ca. 60 % af befolkningen i Bärnau med drikkevand. Da den tankstation, der planlægges på den tjekkiske side, ligger på et bjerg, der skråner ned mod grænsen, er der fare for, at vandbeskyttelsesområdet forurenes med udsivende stoffer på den tjekkiske side. Den tjekkiske administration har imidlertid til hensigt at godkende bygningen af tankstationen.

Kan Kommissionen derfor oplyse, om de tjekkiske myndigheder efter tiltrædelsen til Den Europæiske Union i henhold til lovmæssige bestemmelser om vand er forpligtet til at tage hensyn til et vandbeskyttelsesområde på den tyske side af grænsen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(6. februar 2004)

Fællesskabets lovgivning om vurdering af indvirkningen på miljøet kræver at offentlige og private projekter som må formodes at kunne få indflydelse på miljøet, underkastes en vurdering til konstatering af deres eventuelle virkninger på miljøet inden der kan gives tilladelse til videreførelse (1). Sådanne vurderinger er obligatoriske for visse projekter der er anført i bilag I til direktivet; medlemsstaterne har dog et vist spillerum ved afgørelsen af om der skal gennemføres en vurdering for så vidt angår projekter af den art der er anført i bilag II, på basis af de udvælgelseskriterier der er opstillet i bilag III.

Hvor det må formodes at et projekt der er underlagt bestemmelserne om miljøvurdering, vil kunne få væsentlig indflydelse på miljøet i en anden medlemsstat, skal der følges specifikke procedurer med hensyn til informationsudveksling, deltagelse i vurderingsproceduren og konsultation.

Resultatet af høringen skal indgå i udviklingstilladelsesproceduren. Et negativt udfald af vurderingen indebærer dog ikke automatisk at der ikke gives tilladelse til videreførelse af et projekt.

Spørgsmålet om hvorvidt der kræves en miljøvurdering ved bygning af en tankstation, afgøres af dennes kapacitet. Er der for eksempel tale om et anlæg med en kapacitet på over 100 000 tons, er en miljøvurdering obligatorisk. Ligger kapaciteten på mellem 5 000 og 100 000 tons skal der gennemføres en forundersøgelse af om en egentlig miljøvurdering er nødvendig. For anlæg med en kapacitet på under 5 000 tons kræves der ingen forundersøgelse.

Miljøvurderingsdirektivet skal senest på optagelsestidspunktet være fuldt ud gennemført af Tjekkiet. I henhold til landets oplysninger er nævnte direktiv imidlertid allerede omsat i landets lovgivning, ligesom landet allerede har ratificeret UNECE's Espoo-konvention om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne. Det vil således sige at der under normale omstændigheder allerede nu er krav om at der skal gennemføres en høring for så vidt angår projekter der eventuelt kan influere på miljøet i andre lande, og at der skal tages hensyn til det berørte lands kommentarer når miljøvurderingsrapporten udarbejdes og der træffes endelig beslutning.

Fællesskabets lovgivning om beskyttelse af vandressourcer bygger på rammedirektivet om vandressourcer (2). I henhold til artikel 7 i nævnte direktiv skal der senest ved udgangen af 2004 være oprettet beskyttede områder til indvinding af drikkevand. Da forvaltningen heraf nødvendigvis må koordineres for hele det pågældende flodbækken, må problemer på tværs af grænserne løses i denne forbindelse. Det vil med andre ord sige at de tjekkiske og de tyske myndigheder må drøfte og nå til enighed om hvorvidt det pågældende område skal betragtes som et vandbeskyttelsesområde på tværs af grænsen. De forpligtelser der følger af rammedirektivet for vandressourcer kan først håndhæves af Kommissionen når Tjekkiet er blevet medlem af EU, og efter at fristen i direktivet er udløbet. Fællesskabets tidligere lovgivning, og herunder grundvandsdirektivet, indeholder ingen bestemmelser om oprettelse af beskyttede grundsvandsområder (3). Der er dog et krav om forhåndstilladelse for bygning af underjordiske oplagringsanlæg.

Kommissionen er blevet informeret om at det punkt som det ærede medlem rejser i sin skriftlige forespørgsel, allerede har været genstand for bilaterale drøftelser mellem Tyskland og Tjekkiet i kommissionen for vandområder på tværs af grænsen mellem de to lande. Disse drøftelser forventes fortsat inden for rammerne af Tjekkiets og Tysklands bilaterale aftaler.

Kommissionen følger nøje med i om de tilsagn overholdes som Tjekkiet og de øvrige tiltrædende lande har afgivet under tiltrædelsesforhandlingerne.

(1) Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EFT L 73 af 14.3.1997.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2455/2001/EF af 20. november 2001 om vedtagelse af en liste over prioriterede stoffer inden for vandpolitik og om ændring af direktiv 2000/60/EF (EØS-relevant tekst), EFT L 331 af 15.12.2001.

(3) Rådets direktiv 80/68/EØF af 17. december 1979 om beskyttelse af grundvandet mod forurening forårsaget af visse farlige stoffer, EFT L 20 af 26.1.1980.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/595

(2004/C 78 E/0629)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3576/03

af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Et EU-dækkende kort for handicappede

I alt 37 millioner unionsborgere eller med andre ord hver tiende borger i Den Europæiske Union lever med et handicap. Det europæiske handicapår, som slutter om nogle få uger, skulle give nye impulser og skabe konkrete resultater for at sikre ligeberettigelse for handicappede EU-borgere, således at disse borgere fremover kan fungere normalt i enhver sammenhæng.

Et skridt i denne retning ville være indførelse af et i hele EU gyldigt handicapkort, der uanset statsborgerskab garanterer enhver handicappet person problemfri adgang til begunstigelser og lempelser. I skriftlig forespørgsel E-2173/02 (1) er der allerede henvist til nødvendigheden af et sådant handicapkort.

Da hver medlemsstat selv kan bestemme omfanget af begunstigelser og lempelser for handicappede, ville et over alt gældende EU-handicapkort være nødvendigt. Et sådan kort ville garantere enhver handicappet unionsborger samme rettigheder i de enkelte lande.

Kommissionen bedes tage stilling til følgende spørgsmål:

—	Har EU allerede gjort sig de første overvejelser om indførelse af et i hele EU gyldigt handicapkort?

—	Hvad går disse overvejelser i bekræftende fald ud på?

—	Ville det i benægtende ikke være nødvendigt at indføre et handicapkort, der accepteres i hele EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(28. januar 2004)

Kommissionen henviser det ærede parlamentsmedlem til svaret på hans tidligere forespørgsel E-2173/02 (1). Som det klart fremgår heraf, træffes beslutningerne vedrørende definitionen af handicap og dermed også vedrørende betingelserne for at kunne komme i betragtning til et handicapkort i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet på nationalt plan.

(1) EFT C 277 E af 14.11.2002, s. 257.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/596

(2004/C 78 E/0630)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3580/03

af Proinsias De Rossa (PSE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Lovgivning om arbejdstid i EU

I forlængelse af Kommissionens svar på min skriftlige forespørgsel E-2611/03 (1): hvornår offentliggjorde Kommissionen de to udbudsbekendtgørelser om en undersøgelse af følgerne af Domstolens dom i Simap-sagen (2)?

Hvorfor ventede den næsten 2 ½ år, før den offentliggjorde udbudsbekendtgørelsen?

Mener Kommissionen, at en sådan fuldført undersøgelse ville have været til gavn for forberedelsen af dens Meddelelse om arbejdstid, som ventes i slutningen af 2003, og som den allerede har antydet vil komme ind på implikationerne af Simap-sagen?

Hvilke synspunkter fremførte repræsentanten for den irske regering på det møde med nationale arbejdstidseksperter, som Kommissionen henviste til i sit svar på skriftlig forespørgsel E-0535/03 (3)?

Har Kommissionen fået henvendelser fra den irske regering med ønske om en mulig irsk »undtagelse« fra direktiv 2000/34/EF's anvendelsesområde (4), for så vidt angår yngre læger? Hvad er eller ville være Kommissionens svar på en sådan anmodning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(16. januar 2004)

Hvad angår udbuddene vedrørende en undersøgelse af følgerne af Domstolens dom i Simap-sagen (5) blev indkaldelserne af tilbud offentliggjort af Kommissionen den 11. april 2002 og den 18. december 2002.

Undersøgelsen blev igangsat med henblik på udarbejdelsen af meddelelsen om arbejdstid.

Med hensyn til mødet mellem Kommissionen og de nationale arbejdstidseksperter henviser Kommissionen til svaret på det ærede parlamentsmedlems skriftlige forespørgsel E-2611/03 (6). Det er dog magtpåliggende for Kommissionen at fastslå, at formålet med dette møde ikke var at drøfte gennemførelsen af direktiv 2000/34/EF (7), men Kommissionens kommende meddelelse om arbejdstid. Det ligger også helt fast, at ingen af medlemsstaterne omtalte vanskeligheder med gennemførelsen af det pågældende direktiv.

Endelig ønsker Kommissionen at påpege, at der ikke kan indrømmes undtagelser fra anvendelsesområdet for direktiv 2000/34/EF, og at den ikke har modtaget forespørgsler herom fra nogen af medlemsstaterne.

(1) EFT C 58 E af 6.3.2004, s. 187.

(2) Domstolens dom af 3. oktober 2000 i sag C-303/98, Sindicato de Médicos de Asistencia Pública (Simap) mod Conselleria de Sanidad y Consumo de la Generalidad Valenciana.

(3) EFT C 192 E af 14.8.2003, s. 199.

(4) EFT L 195 af 1.8.2000, s. 41.

(5) Domstolens dom af 3. oktober 2000 i sag C-303/98, Sindicato de Médicos de Asistencia Pública (Simap) mod Conselleria de Sanidad y Consumo de la Generalidad Valenciana.

(6) EFT C 58 E af 6.3.2004, s. 187.

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/34/EF af 22. juni 2000 om ændring af Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, for at omfatte sektorer og aktiviteter, der er undtaget fra dette direktiv, EFT L 195 af 1.8.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/597

(2004/C 78 E/0631)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3582/03

af Yasmine Boudjenah (GUE/NGL) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: De multinationale virksomheders rolle i de konfliktramte regioner i Afrika

FN's Sikkerhedsråd har godkendt rapporten fra en ekspertgruppe, der skulle undersøge den ulovlige udnyttelse af rigdommene i Den Demokratiske Republik Congo (det tidligere Zaire), og den franske presse har offentliggjort uddrag af den omtalte rapport. Derfor haster det med at skabe større åbenhed, hvad angår forbindelserne mellem de multinationale virksomheders aktiviteter og krigssituationen i visse lande, navnlig på det afrikanske kontinent.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke fremskridt der er gjort på dette område, efter at Europa-Parlamentet i 1998 vedtog Howitt-betænkningen om »europæiske kriterier for europæiske virksomheder i udviklingslandene: en adfærdskodeks for europæiske virksomheder« (A5-0508/1998), og efter at der gentagne gange er stillet krav til Kommissionen om at indføre bindende regler for de multinationale virksomheder og dermed tvinge dem til at respektere mennesket, dets værdighed og dets arbejdsbetingelser samt de demokratiske principper og fredsværdier?

Har Kommissionen helt konkret haft adgang til den fulde udgave af FN's undersøgelsesrapport? Kan Kommissionen i bekræftende fald oplyse, om europæiske virksomheder — private eller offentlige — er impliceret i ulovlige aktiviteter med forbindelseslinjer til den congolesiske konflikt? Bør der i givet fald ikke træffes foranstaltninger (oprettelse af en undersøgelseskomité, sanktioner) for at sikre, at ingen EU-midler er forbundet med denne konflikt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(14. januar 2004)

Kommissionen går ikke ind for en tvingende tilgang, hvad angår adfærdskodeksen for europæiske virksomheder, som opererer i udviklingslande. Den er ret overbevist om, at en frivillig strategi som f.eks. den europæiske strategi for fremme af virksomhedernes sociale ansvar (CSR) er mere egnet. Howitt-rapporten fra 1998 fremhæver desuden selv den frivillige tilgang som udgangspunktet for enhver handling på dette felt.

Kommissionen iværksatte i september 2002 en gennemførelsesstrategi med berøring til CSR efter vedtagelsen i juli 2002 af meddelelsen (1) om spørgsmålet. Hovedelementet i strategien er CSR-interessent-forummet, som blev officielt lanceret den 16. oktober 2002. Forummet arbejder til fremme af virksomhedernes sociale ansvar gennem en dialog mellem erhvervslivet, fagforeningerne, civilsamfunds-organisationer og andre interessenter. Forummet har til formål at udbrede viden om virksomhedernes sociale ansvar og fremme god praksis og virkemidler i den forbindelse under hensyntagen til eksisterende EU-initiativer og internationalt aftalte instrumenter såsom OECD-retningslinjerne for multinationale virksomheder og ILO's konventioner om grundlæggende arbejdsstandarder.

Der tages hensyn til den internationale dimension i rundbordsdiskussionen om udvikling, i hvilken virksomheder og ikke-statslige organisationer (ngo'er) deltager aktivt. Man drøfter emner som f.eks. sundhed og udvikling, udbredelse af grundlæggende arbejdsstandarder, god forvaltningspraksis, dialog mellem arbejdsmarkedets parter, finansiel gennemsigtighed, implementering af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder. Forummet vil inden sommeren 2004 aflægge rapport om sit arbejde til Kommissionen, som derefter vil vurdere resultaterne og tage stilling til en eventuel opfølgning.

Kommissionen har modtaget den udgave af rapporten fra FN-undersøgelsesgruppen, der er offentliggjort på FN's websted. Den kan konsulteres frit. Rapporten giver ingen præcise oplysninger om, at europæiske virksomheder — det være sig offentlige eller private — skulle være impliceret i illegale aktiviteter med berøring til den congolesiske konflikt.

Kommissionens udviklingssamarbejde med Congo er uden forbindelse til konflikten. Det drejer sig i hovedsagen om projekter, der gennemføres af lokale og internationale ngo'er, og som kommer den mest trængende del af den congolesiske befolkning direkte til gode, navnlig hvad angår rehabilitering af basisinfrastruktur, udbedring af småveje i landdistrikter og reaktivering af landbrugsvirksomhed.

Kommissionen noterer sig, at det i rapporten hedder, at FN-panelet havde fået til opgave at søge information, men ikke optrådte i nogen form for dømmende instans. Hvad angår de virksomheder, der er nævnt i rapportens bilag, blev principperne i OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder benyttet som en passende reference for »generally accepted international standards of corporate behaviour« (generelt accepterede internationale standarder for virksomheders adfærd).

OECD-retningslinjerne indeholder frivillige principper og standarder for en forsvarlig forretningsadfærd på områder som menneskerettigheder, fortrolig information og korruptionsbekæmpelse. Kommissionen går stærkt ind for retningslinjerne som et vigtigt instrument med global rækkevidde i virksomhedernes ansvarliggørelse. Nationale kontaktsteder i hvert af de deltagende lande behandler forespørgsler vedrørende retningslinjerne og påståede overtrædelser.

Kommissionen noterer sig, at FN-panelet har henvist en række virksomheder baseret i EU til nationale kontaktsteder med henblik på at få klarlagt, om deres aktiviteter i Congo har været i strid med OECD-retningslinjerne. Kommissionen mener, at det er de nationale kontaktsteder, der har ansvaret for at undersøge alle velfunderede påstande om adfærd, som er i strid med retningslinjerne.

(1) KOM(2002) 347 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/599

(2004/C 78 E/0632)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3584/03

af Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Fremsendelse af supplerende svar

Den 6. marts gav Viviane Reding for Kommissionen et svar på skriftlig forespørgsel E-3868/02 (1). Heri oplyses, at Kommissionen vil fremsende et supplerende svar.

Kan Kommissionen oplyse, hvorfor den endnu ikke har fremsendt dette supplerende svar på forespørgslen om ligebehandling af børn, der i Nederlandene følger videregående (erhvervs)undervisning og i den forbindelse kan modtage nederlandsk uddannelsesstøtte, og nederlandske børn, der følger videregående (erhvervs)undervisning på en institution i Tyskland eller Belgien, og ikke kan modtage denne støtte?

Kan Kommissionen oplyse, hvornår dette supplerende svar kan forventes?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(23. januar 2004)

Kommissionen besluttede efter at have undersøgt sagen grundigt at henvende sig til de nederlandske myndigheder for at kontrollere, om lovgivningen om tildeling af uddannelsesstøtte er i overensstemmelse med fællesskabsrettens bestemmelser om fri bevægelighed. Det henhører ganske vist under medlemsstaternes kompetence at fastsætte betingelserne for adgang til det nationale uddannelsessystem og for tildeling af uddannelsesstøtte til studerende, der ønsker at fortsætte deres uddannelse i en anden medlemsstat, men det fritager dem ikke for at overholde fællesskabsretten, herunder det princip, at der ikke må forskelsbehandles, som det bekræftes af Domstolen i bl.a. Meeusen-dommen (C-337/97).

I den dokumentation, der blev fremsendt, ser Kommissionen ingen elementer, der tyder på, at uddannelsesstøtte i Nederlandene tildeles i modstrid med princippet om fri bevægelighed.

Kommissionen konstaterer, at:

—	studerende i Nederlandene har og udøver retten til at rejse til andre lande i Europa for at studere

—	studerende, der er statsborgere i andre EU-lande, har ret til at uddanne sig i Nederlandene.

(1) EFT C 161 E af 10.7.2003, s. 157.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/601

(2004/C 78 E/0636)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3700/03

af Marco Pannella (NI), Maurizio Turco (NI), Marco Cappato (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI), Benedetto Della Vedova (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Tilsløring af undersøgelsen om antisemitisme i Europa fra Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhads side

—

Den 22. november offentliggjorde det britiske dagblad Financial Times på forsiden oplysning om, at Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad har holdt en rapport på 112 sider om antisemitisme i Europa, som Observationscentret selv havde bestilt i 2002 hos Zentrum zur Erforschung des Antisemitismus (center for forskning i antisemitisme) ved Technische Universität Berlin, hemmelig.

—

Oberservationscentrets direktør, Beate Winkler, udtalte, at beslutningen om ikke at offentliggøre undersøgelsen skyldes, dels at den undersøgte periode, maj og juni 2002, ikke var repræsentativ, dels de uovervindelige uoverensstemmelser med hensyn til begrebet antisemitisme mellem Observationscentret og forskningscentret i Berlin.

Vil Kommissionen oplyse følgende:

—	Af hvilken grund er en rapport, som er nyttig for viden om udviklingen af forskellige former for antisemitisme, blevet holdt hemmelig for EU-borgerne?

—	Hvilke uoverensstemmelser har der været mellem Oberservationscentret og forskningscentret i Berlin med hensyn til begrebet antisemitisme?

—	Af hvilken grund blev Eurobarometer-undersøgelsen, som ikke var baseret på videnskabelige kriterier, straks udsendt med alle de kendte konsekvenser, medens rapporten er blevet holdt hemmelig?

—	Var Kommissionens repræsentant ved Observationscentret for Racisme og Fremmedhad informeret om beslutningen om ikke at offentliggøre denne rapport?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

på skriftlige forespørgsler E-3585/03, E-3587/03, E-3607/03 og E-3700/03

(30. januar 2004)

Kommissionen henviser de ærede medlemmer til det svar, den gav på skriftlig forespørgsel P-3693/03 af Laschet (1).

(1) Se side 313.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/602

(2004/C 78 E/0637)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3590/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Det ibero-amerikanske topmøde — konklusioner og fremtidsudsigter

De årlige iberisk-amerikanske topmøder, der repræsenterer 600 millioner mennesker, dvs. 10-12 % af verdens befolkning, har udgjort et forum for politiske drøftelser og samordnede aktioner samt behandling af specifikke emner af fælles interesse for Portugal, de latinamerikanske lande og Spanien. Målet har været at skabe et virkeligt ibero-amerikansk fællesskab med en fast struktur, der rækker ud over kontinenterne og knytter Portugal og Spanien nærmere sammen med de portugisisk- og spansktalende amerikanske lande og på den måde danner en slags bro mellem Den Europæiske Union og Latinamerika.

Det 13. topmøde mellem stats- og regeringscheferne fra de 21 ibero-amerikanske stater, hvor også FN's generalsekretær, Kofi Annan, deltog, fandt sted i Santa Cruz de la Sierra i Bolivia den 14. og 15. november 2003. De ibero-amerikanske stater vedtog ved en enstemmig beslutning at oprette et permanent sekretariat, der skulle koordinere afholdelsen af kommende topmøder og i lighed med de andre regionale organisationer ville kunne udfylde en vigtig funktion i forbindelse med et nærmere samarbejde mellem disse stater.

Ifølge Kommissionens regionale strategidokument for Latinamerika, programmeringsperioden 2002-2006, ligger den internationale udfordring i, hvorvidt landene i regionen formår at spille en væsentlig rolle i de store internationale debatter gennem en bedre intern samhørighed og alliancer med eksterne partnere. Der gøres også opmærksom på, at det er uklart, hvilken rolle støtten fra Europa og EU spiller i Latinamerika, hvorfor der vil blive gjort en særlig indsats for at offentliggøre og udbrede kendskabet til disse aktiviteter.

Kommissionen bedes besvare følgende:

—	Hvilke oplysninger råder Kommissionen over om drøftelserne og konklusionerne fra topmødet? Hvilke konklusioner drager den?

—

På hvilke måder agter Kommissionen at samarbejde med det ibero-amerikanske topmøde og fremme den europæiske deltagelse på et velinformeret grundlag orienteret mod samarbejde og styrkelse af båndene med denne region, idet den anerkender Latinamerikas historiske arv og værdier, der ligger så tæt op ad de europæiske, og de fælles sprog?

—	Hvordan vurderer Kommissionen den strategiske betydning, som et mere sammenhængende og integreret ibero-amerikansk fællesskab kan have for Den Europæiske Union? Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet, eller hvilke foranstaltninger agter den at træffe i denne forbindelse?

—	Hvilke former for støtte agter den at yde, navnlig med henblik på oprettelse af repræsentationer, infrastrukturer og faciliteter for det ibero-amerikanske fællesskab på EU's område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(23. december 2003)

Kommissionen er fuldt ud bekendt med resultaterne af det 13. iberisk-amerikanske topmøde, som blev afsluttet den 15. november 2003 i Santa Cruz. Emnet for topmødet og nogle af dets konklusioner følger i vid udstrækning et af Kommissionens vigtigste mål i forbindelserne med Latinamerika, nemlig fremme af social samhørighed.

På det sidste ministermøde mellem EU og Rio-gruppen i Vouliagmeni foreslog Kommissionens medlem med ansvar for eksterne forbindelser, at social samhørighed bliver det centrale emne for det næste topmøde mellem stats- og regeringschefer fra EU, Latinamerika og Vestindien, der skal finde sted i Guadalajara i Mexico i 2004. At samme emne var det centrale punkt i drøftelserne i Santa Cruz, tilskynder Kommissionen til at fortsætte med at arbejde på problematikken. Kommissionen og den interamerikanske udviklingsbank har nedsat en arbejdsgruppe om social samhørighed, som skal stille forslag til foranstaltninger på området, som så vil kunne forelægges for stats- og regeringscheferne i Mexico.

Kommissionen betragter udviklingen af det iberisk-amerikanske fællesskab som noget meget positivt for EU. To medlemsstaters deltagelse i fællesskabet bidrager til at styrke forbindelserne, dialogen og forståelsen mellem EU og Latinamerika.

Kommissionen betragter det som et internt anliggende, at det iberisk-amerikanske fællesskab opretter repræsentationer, og har derfor ikke til hensigt at tage nogen særlige initiativer i den forbindelse.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/603

(2004/C 78 E/0638)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3596/03

af Brigitte Langenhagen (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: EU-grænsekontrol

Der findes beviseligt tilfælde, hvor fiskeriprodukter fra fabrikstrawlere fra tredjelande, der ikke har eksporttilladelse til EU, indføres i EU, hovedsagelig via EØS-lande. Denne import udgør ikke blot en økonomisk konkurrence for EU's eget fiskeri, da der her kan spares på de nødvendige investeringer i fangst- og forarbejdningshygiejne, men den er heller ikke i sundhedsmæssig henseende sikker og må derfor betragtes som tvivlsom i sundhedssammenhæng.

Jeg er bekendt med, at der gælder et omfattende regelsæt i EF med en lovhjemlet procedure ved grænsekontrolstederne for import af animalske produkter, hvortil fiskeriprodukter fra tredjelande tæller.

Jeg er bekendt med, at Kommissionens tjenestegrene og deres medarbejdere gør, hvad der er muligt for i forbindelse med inspektioner at afdække uregelmæssigheder ved grænsekontrolstederne.

Jeg er bekendt med, at EØS-landene har indført retlige bestemmelser for fiskeriprodukter, der svarer til eller er på lige fod med bestemmelserne i EU'.

Jeg er bekendt med, at fiskeriprodukter, der indføres fra tredjelande via EØS-lande, ifølge fællesskabsbestemmelserne skal kontrolleres ved grænsekontrolstederne.

Alligevel lykkes det for ikke ubetydelige mængder fiskeriprodukter, der ikke er i overensstemmelse med EU-normerne, at slippe forbi grænsekontrollen og ind i det indre, økonomiske Fællesskab. Dette er en offentlig hemmelighed blandt de økonomiske aktører i områderne omkring det nordøstlige Atlanterhav og Nordsøen.

Jeg beder derfor Kommissionen om at besvare følgende spørgsmål:

—	Hvorledes og i hvilket omfang kontrollerer Kommissionens ansvarlige tjenester, at afviklingen af importen af fiskeriprodukter ved EØS-landenes ydre grænser (og dermed også EU's) sker på reglementeret vis?

—	Hvilke effektive muligheder har Kommissionen for at afsløre og permanent eliminere afvigelser i importen til Fællesskabet via EØS-landene, thi disse lande er jo tredjelande — om end med særstatus?

—	Hvilke muligheder har Kommissionen for at sætte en stopper for den omtalte import, via EØS-lande, af fiskeriprodukter, der ikke er i overensstemmelse med EU-normerne, til beskyttelse af fiskeriet i Fællesskabets indre farvande og af forbrugerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(2. februar 2004)

Island og Norge er knyttet til EU gennem aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Begge lande har vedtaget fællesskabslovning om indførsel fra tredjelande af fisk og fiskeriprodukter, både for så vidt angår importvilkår og importprocedurer. EØS-landene har indført et netværk for grænsekontrolsteder, der skal undersøge produkter, som indføres fra tredjelande. Når fisk og fiskeriprodukter fra tredjelande er frigivet til omsætning i de to EØS-stater, kan de bevæge sig frit overalt på det indre marked.

Inspektion og håndhævelse af lovgivningen i EØS-staterne varetages af EFTA-Tilsynsmyndigheden, der aflægger besøg i EØS-staterne for at kontrollere, om Fællesskabets krav inden for de relevante lovgivningsområder overholdes. Om grænsekontrolsteder hedder det dog i punkt 4 B i indledningen til kapitel I i bilag I til aftalen [dyre-og plantesundhed]:

Kontrol af grænsekontrolsteder skal ske i snævert samarbejde mellem EF-Kommissionen og EFTA-Tilsynsmyndigheden.

EFTA-Tilsynsmyndigheden skal have ret til at deltage i kontrolbesøg fra Kommissionens tjenestegrene i EF-medlemsstaterne vedrørende den i stk. 5, litra c), første tankestreg, nævnte afgørelse.

EF-Kommissionen og EFTA-Tilsynsmyndigheden skal sammen organisere kontrolbesøg med henblik på udarbejdelse af en fælles anbefaling vedrørende den beslutning, der henvises til stk. 5, litra b), anden tankestreg. Eventuelle spørgsmål i denne forbindelse kan forelægges Det Blandede EØS-udvalg.

I forbindelse med disse kontrolbesøg ses der både på udviklingen af faciliteter og anvendelsen af de relevante gældende EF-veterinærbestemmelser.

Rapporterne om Tilsynsmyndighedens kontrolbesøg sendes til Kommissionen og findes også på Tilsynsmyndighedens websted (1).

I de to seneste rapporter fra Tilsynsmyndigheden om kontrolbesøg i Norge og Island påpeges det, at disse to lande lader til at acceptere fiskeriprodukter fra ikke-godkendte kilder. Hvis der er tale om en overtrædelse af EØS-lovgivningen (dvs. EF-lovgivningen), er det op til Tilsynsmyndigheden som ansvarlig for håndhævelse af lovgivningen i EØS-staterne at træffe foranstaltninger.

(1) http://www.eftasurv.int/.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/605

(2004/C 78 E/0639)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3601/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Den amerikanske »Buy American Act«

Den amerikanske »Buy American Act« er en forordning, der omfatter produkter, som de amerikanske myndigheder indkøber som led i projekter, de selv finansierer. Målet med denne forordning er at støtte amerikanske virksomheder og arbejdstagere ved fortrinsvis at indkøbe disses produkter.

Således får amerikanske virksomheder i forbindelse med udbud indsigt i udenlandske — f.eks. europæiske — virksomheders bud. De amerikanske virksomheder får dermed mulighed for at afgive lavere bud.

1.	Er Kommissionen bekendt med de amerikanske myndigheders og offentlige instansers rolle i forbindelse med udbudsprocedurer, som er baseret på »Buy American Act«?

2.	Er Kommissionen bekendt med de ulemper, denne ordning medfører for mange europæiske virksomheder, f.eks. nederlandske bioteknologivirksomheder?

3.	Mener Kommissionen ikke, at denne ordning er protektionistisk og i strid med WTO's bestemmelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(29. januar 2004)

Kommissionen er bekendt med den lovgivning, det ærede medlem nævner. Den udspringer af en amerikansk lov (»Buy American Act«), der blev vedtaget i 1933 midt i den store depression med det formål at udvikle industri og byggeri og fremme jobskabelsen i USA. Denne lovs ånd blev bevaret i en lang række retsakter, der har virkning for amerikanske offentlige virksomheder og institutioners indkøb. Størstedelen af bestemmelserne tager sigte på at udelukke udenlandske varer eller udenlandske tilbudsgivere fra bud, der indkaldes af offentlige virksomheder. »Buy American«-bestemmelserne gælder også aktiviteter, der finansieres over USA's offentlige budget. Eksempelvis kan nævnes pligten til at bruge amerikanske luftfartsselskaber, når flyvningen finansieres over USA's forbundsbudget (hvorved alle embedsmænd eller kongresmedlemmer på tjenesterejse eller studerende, der får offentlig uddannelsesstøtte, skal rejse med amerikanskejede luftfartsselskaber). Disse protektionistiske foranstaltninger er dyre for de amerikanske skatteborgere og fører til manglende effektivitet og illoyal konkurrence i mange erhvervssektorer.

I 1996 undertegnede USA Verdenshandelsorganisationens (WTO's) aftale om offentlige indkøb, hvorved tilbudsgivere fra 12 kontraherende lande (inklusive EU som helhed) fik ikke-diskriminerende adgang. Dengang måtte USA indføre store ændringer i »Buy American«-lovgivningen for at indrette den efter de nye WTO-regler. Desværre er denne aftales anvendelsesområde ret begrænset, og mange store kontrakter og indkøb undslipper fortsat aftalereglerne.

Kommissionen er ikke bekendt med nogen amerikansk bestemmelse om, at en ordregiver kan indhente forslag fra udenlandske tilbudsgivere og dernæst give indenlandske leverandører ret til at afgive bedre bud. Kommissionen er villig til at undersøge, hvorvidt denne og andre foranstaltninger, der kan skabe forhindringer for fællesskabseksportører i bioteknologisektoren eller andre sektorer, er forenelige med WTO. Kommissionen har ikke modtaget klager fra fællesskabsvirksomheder i denne henseende.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/606

(2004/C 78 E/0641)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3665/03

af Nelly Maes (Verts/ALE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Konfessionsløse organisationer

Til trods for forfatningsudkastet, der sidestiller konfessionelle og konfessionsløse organisationer kan det konstateres, at Kommissionen har hørt repræsentanter for visse konfessionelle livsanskuelser om indvandrerspørgsmålet og om kampen mod prostitution og menneskehandel. De konfessionsløse organisationer er derimod ikke blevet hørt.

1.	Kan Kommissionen forklare, hvorfor konfessionsløse organisationer, som f.eks. European Humanist Federation er blevet udelukket fra denne dialog?

2.	Kan Kommissionen forklare, hvorfor denne udelukkelse af de konfessionsløse organisationer er sket til trods for erklæring 11 til Amsterdam-traktaten, der garanterer ligebehandling af kirker og konfessionsløse organisationer? Denne holdning er desuden i strid med artikel 51 i forfatningsudkastet.

3.	Kan Kommissionen bekræfte, at dialogen med de religiøst baserede ngo'er straks vil blive indledt, også for så vidt angår de konfessionsløse organisationer?

4.	Kan Kommissionen bekræfte, at de konfessionsløse organisationer fremover vil blive behandlet på lige fod med religiøse organisationer?

5.	Kan Kommissionen garantere, at dens holdning i dette spørgsmål ikke genspejler dens fortolkning af anvendelsen af artikel 51 i forfatningsudkastet?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

på skriftlige forespørgsler E-3602/03 og E-3665/03

(10. februar 2004)

Kommissionen ønsker at forsikre det ærede medlem om, at artikel 51 i udkastet til traktat om en forfatning for Europa, der omhandler »Kirkers og konfessionsløse organisationers status«, og som foreskriver en dialog med sådanne organisationer, ikke varsler om konfessionsløse organisationers tab af status. Den omtalte dialog finder faktisk allerede regelmæssigt sted, navnlig i forbindelse med Det Europæiske Råds møder, og denne praksis fortsætter. Kommissionen har ikke kendskab til, om konfessionsløse organisationer skulle være særligt utilfredse med denne dialog.

Det møde, der blev afholdt den 21. oktober 2003, og som det ærede medlem henviser til, var faktisk et informationsmøde forud for en konference i Rom, som det daværende formandskab for Rådet tog initiativ til og organiserede.

Da det italienske formandskab søgte at etablere kontakter med eksperter fra religiøse organisationer med henblik på konferencen i Rom, valgte det blot at drage fordel af tilstedeværelsen i Bruxelles af bl.a. sådanne organisationer, som var mødt op for at deltage i et af de regelmæssige dialogmøder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/607

(2004/C 78 E/0642)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3603/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Handicappede krigsveteraner fra oversøiske tidligere portugisiske besiddelser

I sin resolution af 15. juli 2003 (1) henviste Rådet til den erklæring, der blev fremsat af ministrene med ansvar for integrationspolitikkerne for handicappede (den 8. maj 2003 i Malaga), hvori det bekræftes, at »et af de vigtigste mål for det næste tiår« er at forbedre livskvaliteten for handicappede og deres familier.

Også Europa-Parlamentet har vedtaget forskellige beslutninger om dette emne, navnlig beslutningen af 3. september 2003 om meddelelse fra Kommissionen: »Mod et juridisk bindende FN-instrument til fremme og beskyttelse af handicappedes rettigheder og værdighed«, hvor det også gør opmærksom på nødvendigheden af at tage hensyn til mennesker med »skjulte« handicap.

Foruden den generelle problematik med personer med handicap findes der i Portugal også en særlig gruppe, der bør tages specielt hensyn til. Det drejer sig om de mange portugisiske veteraner, der tidligere kæmpede i »den oversøiske krig«, der mellem 1961 og 1974 udkæmpedes i Angola, Mozambique og Guinea Bissau.

Mange af de ca. 800 000 mænd, der tjente i de portugisiske væbnede styrker, der var udstationeret i disse områder, kom tilbage som krøblinge eller med kroniske psykiske forstyrrelser som følge af, at de under soldatertilværelsen var blevet udsat for traumatiske stressfaktorer (posttraumatisk belastningsreaktion som følge af krig, en form for angstforstyrrelse ifølge DSM.IV — diagnostisk og statistisk manual for mentale forstyrrelser, udgivet af American Psychiatric Association).

Den portugisiske stat forsøger at opfylde sine forpligtelser over for dem, der har pådraget sig handicap under militærtjenesten, men også den europæiske solidaritet og den fælles europæiske erfaring ville kunne være meget nyttig i bestræbelserne på at afhjælpe de særlige problemer, der belaster disse medborgere.

Kommissionen bedes på denne baggrund besvare følgende: Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet, eller hvilke foranstaltninger agter den at træffe som led i Det Europæiske Handicapår, især med henblik på integration af personer med handicap, som de har pådraget sig under deres deltagelse i krigsscenarier, navnlig veteranerne fra den portugisiske oversøiske krig?

Hvilke særlige foranstaltninger vil efter Kommissionens mening kunne træffes i betragtning af betydningen af de »skjulte« sygdomme, hvortil også den posttraumatiske belastningsreaktion hører, for såvel at løse problemet med manglende information om årsagerne, symptomerne og følgerne af denne form for handicap som muliggøre rehabilitering og integration af de ramte personer? Agter Kommissionen at foretage sig noget på dette område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(16. januar 2004)

Det konkrete spørgsmål om integration af personer, der har pådraget sig handicap under deltagelse i krigshandlinger, henhører under medlemsstaternes kompetence.

Kommissionen har på den anden side i mange år fremmet handicappedes rettigheder og integration i samfundet og på arbejdsmarkedet. Nogle eksempler: Den Europæiske Socialfond bidrager til handicappedes integration på arbejdsmarkedet. Andre fællesskabsfonde (2) anvendes bl.a. til at forbedre infrastrukturer på sundhedsområdet, begunstige handicappedes integration i samfundet, bekæmpe forskelsbehandling, osv. Rådet har endvidere på forslag af Kommissionen vedtaget Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (3). Dette direktiv forbyder enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Der er desuden håb om, at direktivet kan bidrage til at øge den meget lave erhvervsfrekvens for handicappede, der er i stand til at arbejde. Inden for rammerne af politikken for forbindelser med tredjelande og udviklingsstøtte støtter Kommissionen endvidere initiativer, der bidrager til at genintegrere handicappede i erhvervsaktiviteter, forbedre revalideringsordninger, osv.

Inden for rammerne af Det Europæiske Handicapår 2003 har Kommissionen for fortsat at sikre handicapproblematikken en høj placering på den politiske dagsorden bl.a. vedtaget en meddelelse »Lige muligheder for handicappede: En europæisk handlingsplan« (4), der tager sigte på at sikre en langsigtet og bæredygtig behandling af handicapspørgsmål i de kommende år og under hensyntagen til Europas udvidelse. I meddelelsen beskrives den flerårige handlingsplan, som har til formål frem til 2010 at integrere handicapspørgsmål i Fællesskabets relevante politikker og iværksætte konkrete aktioner på nøgleområder for at bidrage til fuld integration af handicappede i samfundet og på arbejdsmarkedet.

Under gennemførelsen af sektionen »Oplysning på sundhedsområdet« under folkesundhedsprogrammet har Kommissionen nedsat en arbejdsgruppe om mental sundhed for at forbedre den tilgængelige viden om psykiske forstyrrelser og udvikle relevante indikatorer for mental sundhed og gøre dem anvendelige. Arbejdsgruppen om mental sundhed trådte sammen for første gang i november 2003. Der er blevet oprettet en særlig task force for indikatorer for mental sundhed. Folkesundhedsprogrammet dækker ikke forskning i eller behandling af post-traumatiske syndromer.

(1) EFT C 175 af 24.7.2003, s. 1.

(2) EFRU, Fællesskabets programmer på områderne almen uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom, fællesskabsinitiativet EQUAL, programmet til forebyggelse af forskelsbehandling, programmet til bekæmpelse af social udelukkelse, osv.

(3) EFT L 303 af 2.12.2000.

(4) KOM(2003)650.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/608

(2004/C 78 E/0643)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3604/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Østtimor — nødhjælp

Kommissionen har bekendtgjort, at den vil yde et beløb på 2 millioner euro i humanitær hjælp til Østtimors befolkning med det formål at bekæmpe tørken og knapheden på fødevarer.

Ifølge Kommissionen er der til trods for de igangværende genopbygningsbestræbelser behov for fødevarehjælp til 110 000 personer mellem november 2003 og marts 2004.

Kommissionen bedes besvare følgende:

—	Hvilke konkrete foranstaltninger vil denne humanitære hjælp indgå i?

—	Er der godkendt en tidsplan for denne hjælpeindsats?

—	Hvilket område vil hjælpen gå til?

—	Hvem i Timors regering vil være hovedansvarlig for gennemførelsen af hjælpeindsatsen?

—	Hvordan vil Kommissionen overvåge distributionen og udnyttelsen af denne hjælp?

—	Vil Kommissionen gå med til at optrappe hjælpen, hvis den skulle vise sig at være utilstrækkelig?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(29. januar 2004)

Den godkendte humanitære bistand har til formål at gøre det muligt for berørte familier i Østtimor at dække de mest øjeblikkelige fødevarebehov efter oversvømmelserne og tørken i 2003.

Bistanden omfatter følgende hovedforanstaltninger:

—	Uddeling af fødevarer til 110 000 ofre i de højtliggende områder i Alieu, Ainaro, Ermera, Bobonaro, Covalima og Baucau og i de fjerntliggende og mere isolerede områder som f.eks. Oecussi, Lautem og Atauro Island.

—	Nødhjælp til landbruget (velegnet certificeret kvalitetssæd, gødning og basale håndredskaber) til 8 200 tørke- og oversvømmelsesramte landbrug til brug for det kommende års produktion.

—	Særlige og supplerende fødevarer til en fejlernæret befolkning og uddeling af såsæd i distrikterne Bobonaro, Cova Lima og Liquica.

Foranstaltningerne blev iværksat i 2003 (landbrugsstøtte) og november 2003 (fødevarer og ernæringsmæssig bistand). Hver foranstaltning vil vare seks måneder.

Ifølge forordningerne om EU's kontor for humanitær bistand (ECHO) er det kun ECHO-partnere, som kan være ansvarlige for anvendelse af støtte, der er godkendt af ECHO. Nationale regeringer kan ikke være ECHO-partnere.

I det foreliggende tilfælde er de organisationer, der er ansvarlige for anvendelsen af støtten:

—	Verdensfødevareprogrammet: Fødevarebistand

—	De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO): Landbrugsmæssig bistand, og

—	CARE Austria: Ernæringsbistand og uddeling af såsæd.

Hertil kommer, at World Vision Germany er ved at afslutte udarbejdelsen af et forslag vedrørende fødevarebistand, som forventes godkendt i januar 2004.

Selv om Østtimors regering ikke er direkte ansvarlig for gennemførelse, er den dog inddraget fuldt ud i foranstaltningerne. Ministeriet for landbrug og skovbrug, ministeriet for arbejde og solidaritet, myndighederne med ansvar for territorial administration og lokal udvikling (ALDG), ministeriet for statsforvaltning og det nationale kontor til forvaltning af katastrofer vil føre tilsyn med foranstaltningernes gennemførelse og deltage heri i forskelligt omfang. Der er til det formål undertegnet eller er ved at blive undertegnet forskellige aftaler mellem regeringen og ECHO-partnere.

Gennemførelsen af projektet vil blive overvåget af ECHO's tekniske assistent med ansvar for Laos, Indonesien og Østtimor. Han er udstationeret i Bangkok, men vil foretage flere kontrolbesøg i marken i forbindelse med projektgennemførelsen. Det er ligeledes meningen, at den landeansvarlige medarbejder i Bruxelles skal aflægge et kontrolbesøg i første kvartal af 2004.

Tildelingen af ECHO-midler er foretaget ud fra hensyn til de humanitære behov. I tilfælde af vedvarende humanitære behov efter afslutningen af de igangværende projekter vil ECHO kunne overveje at øge støtten til Østtimor. På nuværende tidspunkt er det imidlertid ikke sandsynligt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/610

(2004/C 78 E/0644)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3608/03

af Marco Pannella (NI), Maurizio Turco (NI), Marco Cappato (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI), Benedetto Della Vedova (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Grækenlands krænkelse af det tsamourianske mindretals rettigheder

I juni 1944 blev 44 000 albanske muslimer med magt fordrevet fra Tsamouria på grund af anklager for at samarbejde med den nazistiske og fascistiske besættelsesmagt, og dermed afsluttedes folkemordet på denne befolkningsgruppe, hvis løsøre og faste ejendom (jord, boliger, husdyr og indbo) tidligere var blevet beslaglagt.

Det tsamourianske mindretal, der tilhører den græskkatolske kirke, og som forblev i Tsamouria, nyder ikke de almindeligt anerkendte rettigheder i EU, herunder navnlig etniske og sproglige mindretals rettigheder og retten til at lære det albanske sprog i albanske skoler, da disse er forbudt af den græske stat.

Kun på grundlag af politisk og juridisk ligestilling af disse to mindretal i henholdsvis Grækenland og Albanien kan der skabes oprigtige og solide venskabelige forbindelser mellem borgerne og landene.

Vil Kommissionen på den baggrund oplyse, hvilke initiativer den agter at tage, for at medlemmerne af den muslimske albanske befolkningsgruppe, som er fordrevet fra Tsamouria kan vende tilbage til deres hjemegn og få ret til tilbagelevering af deres ejendomme og erstatning for de tab, de har lidt.

Hvilke initiativer agter Kommissionen at tage for at sikre, at den ortodokse tsamourianske befolkningsgruppe, som forblev i Tsamouria, får mulighed for at anvende det albanske sprog i officielle dokumenter og nyde fulde borgerrettigheder i Grækenland lige som det græske mindretal i Albanien?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(3. februar 2004)

Kommissionen er bekendt med, at en del af den albanske befolkning hævder, at deres rettigheder ikke respekteres fuldt ud i Grækenland, bl.a. hvad angår ejendomme, der blev konfiskeret ved slutningen af anden verdenskrig.

Spørgsmålet er efter Kommissionens opfattelse hovedsagelig et bilateralt anliggende mellem Albanien og Grækenland. Kommissionen vil imidlertid gøre opmærksom på, at der er sket en vis positiv udvikling i 2003. Der er blevet afholdt møder på højt plan (f.eks. mellem premierminister Fatos Nano og premierminister Costas Simitis) bl.a. med henblik på at behandle spørgsmålet om gyldigheden af den såkaldte »krigslov« (der blev indført af Grækenland og skulle være blevet anvendt overfor albanere), den albanske befolknings mulighed for at gå til græske domstole for at påberåbe sig deres rettigheder og disse domstoles reaktioner. Kommissionen har noteret sig, at Fatos Nano under et møde i det albanske parlament (den 15. maj 2003) erklærede, at der efter den albanske regerings opfattelse ikke længere hersker »krigstilstand«, da de to lande den 21. marts 1996 undertegnede en freds- og samarbejdsaftale. »Krigstilstanden« hører fortiden til, konkluderede Fatos Nano. Samtidig har også lederen af det demokratiske parti (det største oppositionsparti), Sali Berisha, erklæret, at der ikke i øjeblikket er »krigstilstand« mellem Grækenland og Albanien. Selv om spørgsmålet om konfiskerede ejendomme stadig er kontroversielt, må dette betragtes som et skridt i den rigtige retning.

Kommissionen vil fortsætte med at overvåge situationen og fremme en yderligere dialog mellem Athen og Tirana i håb om at nå frem til en retfærdig løsning på alle udestående spørgsmål.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/611

(2004/C 78 E/0645)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3611/03

af Camilo Nogueira Román (Verts/ALE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Legalisering af indvandring

Kommissionsmedlemmet med retlige og indre anliggender som arbejdsområde erklærede for nylig, at lovgivningen vedrørende legalisering af indvandring — hvor der kun kunne konstateres fremskridt, hvad angår spørgsmålene om familiesammenføring og status for personer med langvarig opholdstilladelse — altid stødte på alvorlige vanskeligheder i Rådet.

Kan Kommissionen oplyse, hvor disse vanskeligheder gør sig gældende, og hvilke stater det er, der forhaler løsningen af et problem, der er så væsentligt og afgørende i betragtning af, at der fortsat omkommer adskillige flygtninge ved EU's sydlige kyster?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(28. januar 2004)

Med henblik på at gennemføre Amsterdam-traktaten og efterkomme det mandat, der blev givet i Tampere, har Kommissionen forelagt adskillige forslag til direktiver vedrørende indrejse og opholdsbetingelser for statsborgere fra tredjelande.

Sådanne forslag skal vedtages enstemmigt, og der er store forskelle mellem de gældende nationale lovgivninger, hvad bestemte tredjelande angår. Det er faktorer, som der må tages hensyn til i denne sammenhæng.

På Det Europæiske Råds møder i Sevilla den 21.-22. juni 2002, i Thessaloniki den 19.-20. juni 2003 og i Bruxelles den 12. december 2003 blev det imidlertid understreget, at det er nødvendigt at fremskynde lovgivningsarbejdet med henblik på gennemførelsen af det program, der godkendtes i Tampere, navnlig hvad angår udviklingen af en fælles europæisk asyl- og indvandringspolitik.

I så henseende er der allerede blevet opnået visse fremskridt:

—	Med hensyn til lovgivningen på området for lovlig indvandring vedtog Rådet den 22. september 2003 Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (1) og den 25. november 2003 direktivet om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (2).

—	Et forslag til et direktiv om indrejse med henblik på studier, faglig uddannelse eller volontørtjeneste blev forelagt den 7. oktober 2002 (3), og man håber, at det vil blive vedtaget i første halvår af 2004. I januar 2004 vil Kommissionen forelægge et forslag vedrørende indrejse for forskere.

—	Kommissionen skal beklage, at dets forslag til direktiv om indrejse for økonomiske migranter til trods for ovennævnte erklæringer fra Det Europæiske Råd endnu ikke er blevet vedtaget af Rådet, og Kommissionen vil tage initiativ til en bred debat herom i løbet af 2004.

—

Med hensyn til det nuværende indvandringspres ved EU's sydlige ydre grænser skal Kommissionen henvise til sit svar på skriftlig forespørgsel E-2347/03 fra Camilo Noguiera Roman (4). Endvidere skal det bemærkes, at Kommissionen i september 2003 forelagde den endelige rapport om feasibility-undersøgelsen vedrørende kontrollen ved EU's søgrænser. Rådet vedtog den 27.-28. november 2003 et program for foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig indvandring via medlemsstaternes søgrænser.

—

Kommissionen vil i 2004 forelægge en undersøgelse af forbindelserne mellem lovlig og ulovlig indvandring. Man vil i den forbindelse undersøge de potentielle faktorer, der kan have betydning, ligesom man vil tage behørigt hensyn til medlemsstaternes erfaringer og deres holdninger til efterfølgende lovliggørelse af ulovlig indvandring.

(1) EFT L 251 af 3.10.2003.

(2) EFT C 240 E af 28.8.2001.

(3) EFT C 45 af 25.2.2003.

(4) EUT C 70 E af 20.3.2004, s. 88.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/612

(2004/C 78 E/0646)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3620/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Anvendelse af en matematisk model for tildeling af offentlige projekter

Ifølge Kommissionens svar på min tidligere forespørgsel (H-0097/03 (1)) om anvendelsen af den matematiske model for tildeling af udbud har Kommissionen fremsendt en skrivelse til de græske myndigheder for at bede dem redegøre for, hvordan de anvender den pågældende model, samt hvad den nøjagtigt indeholder. Af nogle for nylig fremkomne oplysninger fremgår det, at denne metode til trods for, at Ministeriet for Miljø, Fysisk Planlægning og Offentlige Arbejder har afskaffet den matematiske model for de store projekter, dog fortsat anvendes for små projekter med det resultat, at der fortsat hersker nærmest monopolagtige tilstande inden for bygge- og anlægssektoren, hvad angår de offentlige projekter, og det kan endvidere konstateres, at der findes et kartel.

Kommissionen bedes på denne baggrund besvare følgende:

1.	Er Kommissionen af de græske myndigheder blevet informeret om den tidligere og den nuværende funktion af den matematiske model?

2.	Er anvendelsen af modellen forenelig med fællesskabsretten?

3.	Agter Kommissionen at tage den matematiske model op til revision, og hvilke foranstaltninger agter den at træffe i tilfælde af, at der klages over omgåelse af modellen?

4.	Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe, hvis de ovennævnte offentliggørelser taler sandt, og der virkelig er tale om uhæderlig konkurrence?

5.	Hvilke foranastaltninger vil Kommissionen træffe med hensyn til funktionen af den nuværende institutionelle ramme i Grækenland, der fører til monopolagtige tilstande på området for offentlige projekter?

Agter Kommissionen foruden afskaffelsen af den matematiske model at kræve, at den erstattes med en gennemskuelig institutionel ramme, som vil forhindre enhver overtrædelse af principperne om fri og hæderlig konkurrence, hvad angår tildelingen og udførelsen af offentlige projekter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(30. januar 2004)

Som Kommissionen allerede har anført i sit svar på forespørgsel H-0097/03, som blev stillet af det ærede parlamentsmedlem i spørgetiden under Parlamentets plenarmøde i marts 2003 (1), udgør brugen af en matematisk model til at udpege unormalt lave tilbud i henhold til Domstolens retspraksis ikke i sig selv et brud på fællesskabsretten (sag C-285/99 et C-286/99). I henhold til samme retspraksis skal en tilbudsgiver, hvis tilbud betragtes som unormalt lavt selv ved hjælp af en matematisk metode, kunne frembringe de beviser, som han skønner relevante, for at forklare indholdet af sit tilbud, og at den ordregivende myndighed skal undersøge disse beviser, inden den træffer afgørelse om eventuelt at afvise tilbuddet. Som følge af en række klager har Kommissionen haft mulighed for at undersøge, om det græske system til fastlæggelse af unormalt lave tilbud var i overensstemmelse med fællesskabsretten, og har adskillige gange henvendt sig til de græske myndigheder for at klarlægge situationen. Sagen blev ligeledes drøftet på pakkemødet i Athen den 23. og 24. oktober 2003 om anvendelsen af fællesskabsrettens bestemmelser på offentlige kontrakter i Grækenland.

Af Kommissionens undersøgelse fremgik det, at der i den græske lovgivning kun i helt særlige tilfælde var mulighed for at afgive begrundelse for unormalt lave tilbud, og at der fandtes en kategori for »exceptionelt lave tilbud«, for hvilke det ikke var muligt at afgive begrundelse. Kommissionens tjenestegrene vurderer, at en sådan lovgivning og den deraf følgende administrative praksis, er i strid med Rådets direktiv 93/37/EFØ af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter (2) samt med Domstolens førnævnte retspraksis.

Som følge af disse bilaterale kontakter har de græske myndigheder foretaget en ændring i deres lovgivning og ophævet kategorien »exceptionelt lave tilbud«, og samtidig accepteret, at tilbudsgivere, hvis tilbud betragtes som unormalt lave ved anvendelsen af den matematiske model, alligevel får mulighed for at fremlægge begrundelser.

Den matematiske model er således ikke blevet ophævet, sådan som det tilsyneladende fremgår af avisartiklerne, men bestemmelserne for den ordregivende myndigheds anvendelse af modellen er blevet ændret med henblik på at bringe den i overensstemmelse med fællesskabsretten.

Kommissionen fører tilsyn med, at anvendelsen af den nye nationale lovgivning vedrørende gennemførelsesbestemmelserne for den matematiske model og især for fastlæggelsen af unormalt lave tilbud er forenelig med fællesskabsretten.

Hvad angår påstandene om karteller i bygge- og anlægssektoren er Kommissionen på nuværende tidspunkt ikke i besiddelse af oplysninger, der kan føre til en konklusion om en sådan strukturel markedssituation, som er et brud på EU's konkurrenceregler. Kommissionen anmoder derfor det ærede parlamentsmedlem om at fremsende alle oplysninger om eventuel manipulering med offentlige kontrakter.

(1) Skriftligt svar af 11.3.2003.

(2) EFT L 199 af 9.8.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/613

(2004/C 78 E/0647)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3621/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Forekomsten af clophen i fødevareprodukter fra forskellige områder af Grækenland

Ifølge konklusionerne fra en undersøgelse foretaget af Athens universitet og forskningscentret »Dimokritos« er der konstateret indhold af clophen i mælk produceret i forskellige områder i Grækenland, såsom Kozani og Aspropirgos.

I betragtning af, hvor farligt clophenindhold i fødevarer er, at der er tale om industriområder, og at der tidligere er blevet konstateret udslip af clophen, bedes Kommissionen besvare følgende:

1.	Har de ansvarlige myndigheder foretaget kontrol i de ovennævnte områder?

2.	Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at kontrollere forekomsten af clophen i fødevareprodukter fra de ovennævnte områder?

3.	Vil der blive udarbejdet et særligt kontrolprogram, og hvis ja, fra hvornår vil det blive anvendt? Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe, hvis der konstateres clophenindhold i fødevarer, og der dermed er tale om alvorlige risici for forbrugernes sundhed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(22. januar 2004)

Kommissionen er ikke orienteret om konklusionerne af den nævnte undersøgelse foretaget af Athens universitet og forskningscentret Dimokritos vedrørende tilstedeværelsen af polychlorerede biphenyler (PCB) i mælkeprodukter i forskellige regioner i Grækenland.

Kommissionen kan derfor ikke i øjeblikket besvare det ærede medlems spørgsmål vedrørende denne undersøgelse.

Kommissionen har anmodet de græske myndigheder om en rapport om sagen og vil kunne besvare det ærede medlems forespørgsel, når den har modtaget denne rapport.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/614

(2004/C 78 E/0648)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3622/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Omkostninger ved »gratis« uddannelse i Grækenland

Ifølge en undersøgelse offentliggjort i den græske presse nåede de samlede private udgifter til uddannelse i Grækenland i 2002 op på 1 770 000 000 EUR, et beløb der svarer til 2,8 % af grækernes samlede udgifter til den private husholdning og 1,2 % af landets bruttonationalprodukt. Dette astronomiske beløb går til betaling af udgifter til private skoler, supplerende støtteundervisning (de i Grækenland så almindelige »frontistiria« — private forberedelseskurser) i fag, som der allerede undervises i på de offentlige skoler, hvor undervisningen dog har vist sig at være utilstrækkelig for de elever, der gerne vil ind på græske universiteter, samt udgifter til privattimer i fremmedsprog.

Foreligger der oplysninger om eksistensen og udbredelsen af dette system med private undervisningscentre i de øvrige EU-lande? I hvilket andet land i Unionen er disse private skoler så udbredte og de private udgifter pr. indbygger til supplerende støtteundervisning så høje som i Grækenland? Råder Kommissionen over oplysninger om, hvor meget dette fænomen er tiltaget i Grækenland gennem de sidste tyve år, et fænomen, der betyder en kæmpebelastning for enhver grækers familiebudget, idet det heller ikke må forglemmes, at grækernes indkomster er de laveste i EU og kun med nød og næppe når op på 67 % af fællesskabsgennemsnittet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(27. januar 2004)

Kommissionen har Eurostats husstandsbudgetundersøgelse til rådighed, der omfatter data om privathusholdningers udgifter til uddannelse. Disse data er sendt direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat. Den seneste undersøgelse vedrører 1999. Forskellige private udgiftsposter til uddannelse er samlet under denne kategori, herunder udgifter i forbindelse med offentlig undervisning, såsom lærebøger, og også udgifter til privatskoler og privatundervisning. En opdeling af dataene, så udelukkende udgifter for private institutioner kan ses, er dog ikke til rådighed.

De data, som er til rådighed for 1999, viser at privathusholdningers udgifter til uddannelse i Grækenland udgør 2,4 % af privathusholdningers udgifter, hvilket er tre gange højere end EU's gennemsnit og højere end i nogen anden medlemsstat.

Mens disse data vedrører privathusholdningers samlede udgifter på uddannelse, er der meget få data til rådighed om udgifter udelukkende til privatundervisning. I Frankrig, beløber markedet for privatundervisning (»cours particuliers«) sig til 1,4 mia. EUR (0,2 % af privathusholdningers udgifter), og i Tyskland vurderes »Nachhilfe« til over 1 mia. EUR (0,1 EUR af privathusholdningers udgifter). I EU som helhed vurderes det, at privatundervisning udgør mindre end 0,5 % af private udgifter. I Grækenland synes dette tal at være over 2 %.

For at tolke disse data korrekt er det vigtigt at være opmærksom på, at de ikke vedrører den private sektors udgifter som helhed, hvilket for eksempel omfatter private firmaers udgifter til uddannelse og erhvervsuddannelse, og de indeholder heller ikke nogen angivelse af udgifterne til uddannelse og erhvervsuddannelse i forhold til bruttonationalproduktet (BNP). Kommissionen analyserede spørgsmålet om investering i uddannelse og erhvervsuddannelse i sin meddelelse i januar 2003 med titlen »Effektiv investering i uddannelse og erhvervsuddannelse: en absolut nødvendighed for Europa« (1). I denne meddelelse findes detaljer om medlemsstaternes investeringer som helhed, både fra den offentlige og den private sektor

Kommissionen råder ikke over detaljerede oplysninger om andre medlemsstaters modstykker til »Frondistiria«. Data for Grækenland, som er til rådighed, antyder dog, at »Frondistiria« er steget i løbet af det sidste årti. Dette skal også ses i lyset af, at et stigende antal tager en gymnasial eller videregående uddannelse.

Eurostats data tyder på, at privathusholdningers udgifter til uddannelse i Grækenland er mere end fordoblet mellem 1988 og 1999 målt i absolutte tal. Målt som del af husholdningsudgifterne er det steget med 50 % fra 1988 til 1999 (fra 1,6 til 2,4 %). Faktisk antyder data om private udgifter til uddannelse i 2002 i den græske presse, at der muligvis har været en yderligere stigning siden 1999.

(1) KOM(2002) 779 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/615

(2004/C 78 E/0649)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3626/03

af Marianne Thyssen (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Åbning af medlemsstaternes arbejdsmarkeder

I tiltrædelsestraktaterne med kandidatlandene er der aftalt overgangsbestemmelser om de nye EU-borgeres adgang til arbejdsmarkederne i de nuværende medlemsstater.

Medlemsstaterne har mulighed for at åbne deres egne arbejdsmarkeder tidligere end aftalt.

Dette kan føre til meget forskellige situationer fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket kan have konkurrenceforvridende virkninger for virksomhederne.

Mener Kommissionen ikke, at en vis koordinering af medlemstaternes holdning er ønskelig? Er Kommissionen rede til at påtage sig denne koordinerende opgave?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(28. januar 2004)

I henhold til den overgangsordning, der blev fastsat i tiltrædelsestraktaten, vil der i de første to år efter de nye medlemsstaters tiltrædelse ikke blive tale om fri bevægelighed for arbejdstagere som fastsat i EU-lovgivningen, og adgangen til arbejdsmarkedet i de nuværende medlemsstater vil afhænge af den nationale lovgivning og politik i disse medlemsstater samt af de bilaterale aftaler, de måtte have med de nye medlemsstater. Det betyder, at borgere fra de nye medlemsstater, som ønsker at arbejde i EU, i overgangsperioden kan være nødt til at skulle have arbejdstilladelser, afhængigt af den nationale lovgivning i det EU-land, hvor de ønsker at arbejde. Visse medlemsstater har oplyst, at de ønsker at åbne deres arbejdsmarkeder fuldt ud for arbejdstagere fra alle de nye medlemsstater. Andre af de nuværende medlemsstater ønsker en mere restriktiv adgang, som afhænger af de pågældende nye medlemsstater. Denne overgangsordning gælder ikke for Cypern og Malta.

Kommissionen finder, at en sådan aftale giver de nuværende medlemsstater mulighed for fortsat at anvende de gældende bestemmelser i forhold til hver af de nye medlemsstater. Situationen vedrørende mulig konkurrenceforvridning vil således ikke blive forværret i den henseende. Ifølge tiltrædelsestraktatens bestemmelser vil Kommissionen desuden inden udgangen af en toårsperiode efter tiltrædelsen skulle forelægge Rådet en rapport om, hvordan disse overgangsbestemmelser fungerer i praksis.

Det er Kommissionens opfattelse, at de nuværende medlemsstater med en rettidig udmelding om deres beslutninger om den nationale lovgivning, der vil finde anvendelse, vil medvirke til at give borgerne i både de nuværende og de nye medlemsstater bedre muligheder for at forstå konsekvenserne af udvidelsen på dette område. Kommissionen vil nøje følge gennemførelsen af tiltrædelsestraktatens bestemmelser på området.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/616

(2004/C 78 E/0650)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3627/03

af Marianne Thyssen (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Adgang til arbejdsmarkedet for nye EU-borgere og for tredjelandsstatsborgere

Den 1. maj 2004 udvides EU med 10 medlemsstater. Der er aftalt overgangsbestemmelser, for så vidt angår adgang til arbejdsmarkedet. Medlemsstaterne kan være mere smidige og åbne deres eget arbejdsmarked tidligere end aftalt.

Som Kommissionen ved, har nogle medlemsstater indgået bilaterale aftaler med tredjelande om f.eks. adgang til medlemsstatens arbejdsmarked med henblik på udførelse af sæsonarbejde.

Mener Kommissionen ikke, at det vil være logisk, at borgere i de nye medlemsstater — fra 1. maj 2004 — får mindst samme adgang til arbejdsmarkedet, som den der gives visse tredjelandsstatsborgere på grundlag af bilaterale aftaler, bl.a. om udførelse af sæsonarbejde?

Har Kommissionen til hensigt at træffe foranstaltninger for at undgå forskelsbehandling mellem (nye) EU-borgere og tredjelandsstatsborgere?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(28. januar 2004)

Kommissionen henleder det ærede medlems opmærksomhed på princippet om »fællesskabspræference« i forbindelse med arbejdstagernes frie bevægelighed, som er omhandlet i tiltrædelsestraktatens bestemmelser. Uanset anvendelsen af den overgangsperiode, som det ærede medlem henviser til, kan de nuværende medlemsstater med hensyn til adgangen til deres arbejdsmarked ifølge dette princip i enhver periode, hvor der anvendes nationale foranstaltninger eller foranstaltninger, der er resultatet af bilaterale aftaler, give fortrinsret til arbejdstagere, som er EU-statsborgere, i forhold til arbejdstagere, som er statsborgere fra tredjelande.

Efter tiltrædelsen kan der derfor for EU-borgere fra de tiltrædende medlemsstater ikke gælde bestemmelser, der er mindre gunstige end dem, som anvendes på borgere fra tredjelande. Kommissionen vil følge situationen på området nøje og træffe passende foranstaltninger, hvis der indberettes tilfælde med forskelsbehandling af nye EU-borgere og borgere fra andre lande.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/617

(2004/C 78 E/0652)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3632/03

af Camilo Nogueira Román (Verts/ALE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Erklæringer fra kommissionsformanden Romano Prodis rådgiver, André Sapir, om EU's samhørighedspolitik

André Sapir gav udtryk for, hvad der tilsyneladende er en opfattelse, som Spanien, Italien, Portugal, Nederlandene, Det Forenede Kongerige, Irland og Tyskland er fælles om, idet han for nylig i Barcelona erklærede, at samhørigheden havde været nyttig, men at målet nu var vækst. Han hævdede ligefrem, at en samhørighedspolitik, hvis en sådan fandtes, burde koncentrere sig om staterne som sådan og ikke om regionerne med den laveste indkomst pr. indbygger.

Hvilken rækkevidde og betydning har disse erklæringer fra en person, der optræder som rådgiver for kommissionsformanden Prodi, og som vover at tilsidesætte ideen om, at regionerne er de vigtigste partnere, når det gælder gennemførelsen af fællesskabets politikker, idet han reducerer den til »et politisk synspunkt«? Hvem giver denne rådgiver for kommissionsformand Prodi ret til i sin egenskab af rådgiver at erklære, at ideen med at koncentrere projekterne i staterne og omkring væksten i de rigeste og mest industrialiserede zoner i Unionen og således endog marginalisere områder, der har et højt vækstpotentiale, når først de strukturelle mangler, der skyldes en dårlig politik fra deres stats eller EU's side, er overvundet, bunder i »økonomiske« og ikke »politiske« overvejelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(8. januar 2004)

Det omhandlede spørgsmål vedrører en udtalelse, der blev fremsat af André Sapir under et interview i El País i begyndelsen af november 2003. Interviewet var foranlediget af et seminar på IESE Business School, hvor André Sapir fremlagde en rapport fra den uafhængige ekspertgruppe, der var nedsat på initiativ af Romano Prodi og med ham som formand. Udtalelsen afspejler de synspunkter, der kommer til udtryk i rapporten og repræsenter ikke Romano Prodis eller Kommissions synspunkter. På forsiden af Sapirs rapport hedder det: »Rapporten repræsenterer kun den uafhængige gruppes synspunkter og afspejler ikke nødvendigvis EU-Kommissionens synspunkter«.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/618

(2004/C 78 E/0654)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3646/03

af Salvador Jové Peres (GUE/NGL) og Pedro Marset Campos (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Aftale mellem EU og Marokko

Rådet (landbrug) understregede på sine møder i marts og december 1997 »betydningen af, at der i forbindelse med fastlæggelsen af Fællesskabets holdning under forhandlingerne med tredjelande tages hensyn til EF-landbrugsmarkedets karakteristika og til de socioøkonomiske virkninger af de indrømmelser, der er planlagt på dette marked, samt til behovet for at udvikle en global og sammenhængende strategi på området«, opfordrede Kommissionen til »regelmæssigt at analysere situationen med hensyn til handelen med landbrugsprodukter og især virkningerne af præferenceordningerne for import af disse produkter i Fællesskabet« og fremhævede »nødvendigheden af, at der foreligger en konsekvensanalyse af de indrømmelser, der kan forventes at blive ydet tredjelande eller grupper af tredjelande, og af de fordele, som dette kan medføre for Den Europæiske Union, før der vedtages forhandlingsdirektiver eller autonome foranstaltninger, der indebærer indrømmelser med hensyn til landbrugsprodukter«.

Har Kommissionen gennemført disse undersøgelser, som Rådet efterlyste i forbindelse med fastlæggelse af Fællesskabets holdning under forhandlingerne med Marokko? Kan den fremsende dem? Hvordan er Komissionens tidsplan for præsentation af de regelmæssige konsekvensanalyser af associeringsaftalen med Marokko, som Rådet forlangte?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

på skriftlige forespørgsler E-3645/03 og E-3646/03

(30. januar 2004)

I henhold til den nylige aftale med Marokko om import af landbrugsprodukter er kvoterne fastlagt på grundlag af traditionelle varestrømme. Marokko har overskredet den kvote for eksport af squash, der er fastsat i associeringsaftalen. Dette har imidlertid ikke forårsaget nogen forstyrrelser på EU's marked, og der er ingen aktører eller lande, der har indgivet klage. Endvidere er de relevante data regelmæssigt blevet fremsendt til Forvaltningskomitéen for Frugt og Grøntsager. Derfor har Kommissionen ikke skønnet det nødvendigt at træffe nogen foranstaltninger, eftersom der ikke foreligger svig eller andre betænkelige forhold, og eftersom overskridelsen af importkvoten er resultatet af en øget efterspørgsel efter squash i EU.

I 1997 blev der gennemført en konsekvensundersøgelse. I 2002 anmodede Rådet officielt Kommissionen om at gennemføre endnu en undersøgelse af konsekvenserne af liberaliseringen af handelen med landbrugsprodukter i Middelhavsområdet på de bilaterale landbrugsforhandlinger. Der henvises til denne undersøgelse i konklusionerne fra udenrigsministrenes 6. EU/Middelhavskonference, der fandt sted i Napoli den 2.-3. december 2003. Undersøgelsen er for nylig blevet afsluttet og er tilgængelig på følgende netadresse: (www.femise.org).

Kommissionen er udmærket klar over, at handelen med landbrugsprodukter fra Middelhavsregionen er et følsomt område. Derfor underretter den jævnligt de berørte parter, både inden for rammerne af de forskellige forvaltningskomitéer og rådgivende udvalg og gennem de forskellige arbejdsgrupper i rådsregi.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/619

(2004/C 78 E/0655)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3647/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Forsinkelser i uddybningen og udvidelsen af Maas-floden nord for Maastricht efter indsigelser mod indvinding af grus på nærmere aftalte vilkår

Er det Kommissionen bekendt, at der frembyder sig perspektiver for en mere bæredygtig naturforvaltning gennem Nederlandenes beslutning om, at der efter de gentagne oversvømmelser i området langs Maas-floden ved den nederlandsk-belgiske grænse nord for Maastricht ikke længere skal gøres brug af den traditionelle metode i form af digeforhøjelse til beskyttelse mod de periodiske overbelastningsproblemer, som voldsomt store vandmængder afstedkommer, men at flodlejet og de nærmeste omgivelser i stedet skal uddybes?

Kan Kommissionen bekræfte, at der er opstået forsinkelser i gennemførelsen af det 450 mio. EUR dyre grænseprojekt i Maas-området, fordi Kommissionen ønsker projektet sendt i offentligt udbud, medens Nederlandene hellere ser et udbud med forhandling, hvor en del af medfinansieringen sker på den måde, at regionale private virksomheder som betaling for deres arbejde får de 50 millioner tons grus, der skal udgraves?

Er Kommissionens indsigelser rettet mod den i aftalen indeholdte koncession på kommerciel indvinding af grus til virksomheder, som i forbindelse med indvinding af grus allerede tidligere har gravet dybe landskabsødelæggende huller med stillestående vand i området, eller er der tale om, at gennemførelsen af store offentlige arbejder ikke må forbindes med et offentligt-privat samarbejde?

4.	Vil den af Kommissionen foretrukne fremgangsmåde føre til højere omkostninger for den nederlandske regering eller obligatorisk inddragelse af andre virksomheder end de virksomheder, som i forvejen arbejder med indvinding af grus i dette område?

5.	Hvem bærer omkostningerne ved store skader, som eventuelle oversvømmelser kan medføre for boliger, virksomheder, offentlige arealer og landbrugsjord i den periode, hvor arbejdet som følge af Kommissionens indsigelse ligger stille?

6.	Hvordan vil Kommissionen fremme, at arbejdet gennemføres hurtigt, til de lavest mulige omkostninger og på en for omgivelserne forsvarlig måde?

Kilde: TV-stationen Nederland 1, programmet TV-journaal den 26. november 2003, kl. 08.00.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(29. januar 2004)

1.	Kommissionen er bekendt med Grensmaas-projektet, som sigter mod bæredygtig udvikling, indvinding af grus og forebyggelse af oversvømmelser. Kommissionen er ligeledes klar over, at projektet bl.a. indebærer uddybning af Maas-floden.

Som følge af en lang række klager har Kommissionen indledt en overtrædelsesprocedure vedrørende Grensmaas-projektet og sendte den 2. maj 2003 en åbningsskrivelse til den nederlandske regering. Heri forklarer Kommissionen, hvorfor den mener, at forholdet mellem de nederlandske myndigheder og dem, der skal udføre arbejde i forbindelse med Grensmaas-projektet, gør det nødvendigt at anvende en offentlig bygge- og anlægskontrakt, som defineret i de gældende EU-direktiver om offentlige indkøb. Derfor bør der tildeles en sådan kontrakt i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Kommissionen råder ikke over oplysninger, som gør det muligt at konkludere, at Grensmaas-projektet er blevet forsinket på grund af den iværksatte overtrædelsesprocedure. De forhåndenværende oplysninger peger snarere i retning af, at projektet skal være afsluttet inden udgangen af 2022, og at de kompetente myndigheder ikke regner med, at gennemførelsen iværksættes inden 2005. En udbudsprocedure i henhold til EU-lovgivningen om offentlige indkøb varer sjældent længere end seks måneder.

Som anført i punkt 2 er Kommissionen betænkelig ved den måde, det pågældende arbejde tildeles på. Ifølge ovennævnte åbningsskrivelse mener Kommissionen, at Grensmaas-projektet nødvendiggør en offentlig bygge- og anlægskontrakt, som skal tildeles i overensstemmelse med EU-direktiverne om offentlige indkøb. Kommissionen understreger endvidere, at selv i tilfælde af koncession, skal kontrakten tildeltes den private partner efter EU-lovgivningen, dvs. i fuld overensstemmelse med traktatens principper om ikke-forskelsbehandling, gennemsigtighed og ligebehandling, som forpligter ethvert tildelingsorgan til at gennemføre udbudsprocedurer på en gennemsigtig måde ved at sikre tilstrækkelig offentliggørelse.

Kommissionen ligger ikke inde med særlige oplysninger, som sætter den i stand til at besvare dette spørgsmål. Udbudsprocedurer har dog til formål at sikre, at offentlige kontrakter tildeles den tilbudsgiver, som afgiver det bedste bud, for at sikre, at man får mere — og ikke mindre — for det offentliges penge.

Kommissionen henviser til svaret under punkt 2. Kommissionen understreger også, at selvom der opstår forsinkelser på grund af den igangværende overtrædelsesprocedure, kan de ikke lægges Kommissionen til last. I henhold til artikel 226 i EF-traktaten hedder det nemlig, at sådanne procedurer skal anvendes i det tilfælde, en medlemsstat ikke opfylder en forpligtelse under EF-traktaten, og derfor er medlemsstaten ansvarlig for følgerne.

6.	Siden åbningsskrivelsen blev afsendt, har Kommissionen allerede haft to møder med de nederlandske myndigheder for at finde en løsning, der er i overensstemmelse med lovgivningen om offentlige indkøb, og tage behørigt hensyn til projektets omfang. Der er planlagt flere møder i den nærmeste fremtid.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/620

(2004/C 78 E/0656)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3648/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Ønsket fra den internationale jernbanegodstransportsektor om udskiftning af de nationale sikkerhedssystemer med den europæiske ECTS-norm

Kan Kommissionen bekræfte, at den i sine bestræbelser på vækst inden for internationale virksomheder, der udfører godstransport ad jernbane, tager udgangspunkt i, at det nye jernbanesikkerhedssystem ETCS anvendes generelt på i det mindste grænseoverskridende strækninger og på de internationale korridorer, som medlemsstaterne i første omgang stiller til rådighed for denne transport?

Hvad mener Kommissionen om udtalelsen fra direktøren for den private jernbanevirksomhed »Shortlines« i den nederlandske avis »Rotterdams Dagblad« af 21. november 2003, hvori han udtrykker frygt for en »ihærdig beskyttelse« af de separate gamle sikkerhedssystemer og deres fortsatte eksistens i de enkelte medlemsstater, f.eks. ATB i Nederlandene, Memor i Belgien og Indusi i Tyskland, og hvori han slår til lyd for et nødscenario for det tilfælde, at udstyr, som skal sikre at banernes sikkerhedssystemer arbejder sammen, ikke er udviklet og til rådighed til rette tid?

3.	Hvilke ekstraomkostninger medfører det for den enkelte medlemsstat, hvis man allerede inden de eksisterende sikkerhedssystemers levetid udløber eller de er afskrevet, skifter til ECTS?

4.	Vil medlemsstaterne i deres egenskab af overordnet banestyrelse bære disse investeringsomkostninger? I hvilke tilfælde vil disse omkostninger helt eller delvis gå på regning af de involverede virksomheder eller bæres de af det transeuropæiske net?

5.	Har Kommissionen taget højde for, at disse fornyelser ikke kan gennemføres inden for den frist, den har sat, og at indførelsen af et ensartet sikkerhedssystem for jernbaner vil vise sig at tage lang tid? Hvad er i så fald konsekvenserne? Hvordan forholder Kommissionen sig til denne kendsgerning?

Kilde: »Rotterdams Dagblad« af 21.11.2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(27. januar 2004)

Kommissionen indsats for at genoplive banernes godstransport i Europa vedrører ikke kun harmonisering af styringssystemerne; den omfatter også sikkerhedsforholdene og hele reguleringen af jernbanesektoren.

På det nuværende banenet varetages sikkerheden af signalsystemer, hvoraf nogle er installeret for meget nylig. Disse systemer kan naturligvis ikke skiftes ud fra den ene dag til den anden. Dertil kommer, at det ikke er nødvendigt at installere ETCS-systemet (European Train Control System) på hele nettet eller på en hel korridorstrækning for at sikre, at togene kan køre der uden afbrydelser. ETCS-systemet er nemlig udformet med såkaldte intelligente grænseflader, der gør, at det kan fungere sideløbende med andre systemer. ETCS-teknikken foreligger klar til brug og er ved at blive installeret flere steder.

Før man kan anslå, hvad det vil koste at udstyre hele nettet og alt det rullende materiel, må man opstille en overgangsstrategi. En sådan er ved at blive udarbejdet på grundlag af de nationale planer, som medlemsstaterne har indsendt i medfør af Kommissionens beslutning af 30. maj 2002 om tekniske specifikationer for interoperabilitet gældende for delsystemet »styringskontrol og signaler« i det trans-europæiske jernbanesystem for højhastighedstog (1). I en meddelelse, som efter planen skal udsendes i 2004, vil Kommissionen fremlægge en sammenhængende europæisk plan for indførelse af det europæiske togstyringssystem ERTMS (European Rail Traffic Management System, der omfatter dels ETCS-systemet, dels en særlig jernbaneudgave af GMS-systemet, GMS-R, Global Standard for Mobile communications/Rail). Denne meddelelse vil også anvise løsninger på finansieringsspørgsmålet.

Finansieringen af systemets udbygning forudsætter, at alle aktører bidrager. Der findes ingen standardløsning: hvert projekt finansieres på sin måde, der afhænger af projektets størrelse, dets karakter (infrastruktur eller rullende materiel, nyt eller renoveret materiel osv.) og ikke mindst tilstanden af det system, det skal indgå i. ETCS-systemet er nemlig ikke selvstændigt, men fungerer i forbindelse med de faste signalanlæg (blokeringsanordninger, sporskifter, sporstrømkredseosv.) og systemerne om bord på togene (førerrum, bremsesystem, omdrejningstællere osv.). Budgettet for de transeuropæiske net kan bidrage og gør det allerede for visse projekter.

Styrings- og signalsystemer har en levetid på 10 til 30 år, alt efter hvilken teknik der er tale om. Modernisering af et så omfattende og vidt forgrenet net som det fælleseuropæiske kan kun være en løbende proces, hvor flere generationer af systemer sameksisterer. Men det hindrer ikke interoperabiliteten på nettet eller togene i at køre over grænserne uden stop.

(1) EFT L 245 af 12.9.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/622

(2004/C 78 E/0657)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3650/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Den voldsomme tilbagegang i bestanden af den iberiske los i naturområdet Sierra Morena i Andalusien som følge af anlæggelsen af et stort vandreservoir og de fejlslagne kompensationstiltag

Kan Kommissionen bekræfte, at bestanden af den iberiske los, der er et sky rovdyr af katteracen, og som lever i naturområdet Sierra Morena i den nordlige del af den spanske region Andalusien i naturparken Donana ved den nedre del af Guadalquivir-floden samt i Portugal, er faldet fra 1100 eksemplarer i 1989 til nu kun 200?

2.	Går Kommissionen ud fra, at bestræbelserne på at bevare bestanden af den iberiske los er slået definitivt fejl, således at denne dyreart i den kommende år vil forsvinde fra naturen og højst kan overleve i dyreparker?

Er det Kommissionen bekendt, at færdiggørelsen i 2008 af Brena-II-dæmningen vil betyde, at det eksisterende vandreservoir på Guadatio-floden i Sierra Morena vil blive erstattet af et nyt reservoir, der har en vanddybde på 80 meter og otte gange så stor vandkapacitet, og som er flere kilometer længere?

4.	Hvilke overlevelseschancer har den iberiske los i Natura 2000-området Sierra Morena, når 2000 hektar af dens leveområde dækkes af vand og resten deles i to stykker?

Er det Kommissionen bekendt, at de tilgrænsende områder, der i mellemtiden er blevet inddraget, og som skulle tjene som naturkompensation for det mistede område, er fuldstændigt uegnede som leveområde for lossen ifølge Verdensnaturfonden, som tidligere med støtte fra Kommissionen bestræbte sig på at sikre losbestandens overlevelse i dette område?

6.	Finder Kommissionen under disse omstændigheder, at EU's eventuelle medfinansiering af de 150 mio. EUR, som det nye vandreservoir vil koste, hvilket Spanien har anmodet om, er forenelig med Kommissionens naturbeskyttelsespolitik?

Kilde: »Rotterdams Dagblad« den 20. november 2003.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(22. januar 2004)

Det ærede medlem har givet udtryk for bekymring over situationen for den iberiske los i Sierra Morena (Andalusien).

I oktober 2002 afholdt det spanske miljøministerium og Andalusiens regionalregering med støtte fra Den Internationale Union for Bevarelse af Naturen og Naturressourcerne (IUCN), Europarådet, Verdensnaturfonden (WWF) og andre parter et internationalt møde for at vurdere situationen for den iberiske los. Som et af resultaterne af mødet blev der foretaget en ny tælling af losbestanden; denne viser, at der for tiden findes delbestande i tre hovedområder. To af disse er ynglende bestande og findes i nationalparken Doñana og Andujar-Cardeña (Sierra Morena, Andalusien).

Det spanske miljøministerium har nedsat en ad hoc-arbejdsgruppe for den iberiske los.

Denne gruppe undersøger den spanske bestand (200-300 individer), der er fordelt på fire delbestande:

—	Gata-Granadilla Sierra (Cáceres-Salamanca).

—	Montes de Toledo (Toledo- Ciudad Real-Cáceres).

—	Sierra Morena (»Sierra Morena Central de Cordoba«, »Ciudad Real og Jaén« og »Sierras del Relumbrar-Guadalmena i Ciudad Real og Albacete«).

—	Doñana og omgivelser (Sevilla, Huelva).

Kommissionen yder gennem LIFE-Natur programmet støtte til Spaniens indsats for at forbedre artens bevaringsstatus. I de seneste ti år har der både i Spanien og Portugal været gennemført et stort antal LIFE-projekter rettet mod den iberiske los. Projekterne har omfattet grundlæggende optællinger og økologisk og biologisk forskning i arten, men også forbedring og genopretning af levesteder, herunder korridorer, og navnlig udsætning af kaniner i potentielle los-områder, da kaninen er lossens vigtigste byttedyr. Herudover har indsatsen været koncentreret om bestandsovervågning og overvågning af los-områder.

I Spanien indledes der nu et program for opdræt i fangenskab, efter aftale med de portugisiske myndigheder. Der er ikke anmodet om fællesskabsstøtte til dette program, men visse sideaktiviteter i tilknytning til programmet indgår i nogle af de ovennævnte LIFE-projekter.

Breña II-reservoiret skal bygges i floden Guadiato, tæt ved floden Guadalquivir. Dæmningen vil blive bygget 120 meter fra det allerede eksisterende »La Breña I«-reservoir. En del af »La Breña I«-reservoiret ligger i Natura 2000-området »Sierra de Hornachuelos«. Med bygningen af »La Breña II«-reservoiret vil »La Breña I«-reservoiret blive helt oversvømmet. Det nye reservoir vil dække 626 ha af Natura 2000-området, dvs. 1,05 % af dets areal. Dette reservoir ligger ikke i Sierra Morena.

Ifølge Kommissionens oplysninger har Spanien foreslået 2 615 102 ha som lokaliteter af fællesskabs-betydning (SCI) til beskyttelse af den iberiske los. Heraf har Andalusiens regionalregering konkret foreslået 1 356 845 ha (36 lokaliteter, pSCI).

Planen for kompensationsforanstaltninger har fået en positiv udtalelse fra Andalusiens regionale miljøministerium og det spanske miljøministerium. Planen er udarbejdet i samarbejde med gruppen for den iberiske los, Doñana-forskningsstationen og universitetet i Córdoba.

Miljøministeriet har, gennem statssekretæren for vand og kystområder, anmodet Kommissionen om en udtalelse i medfør af habitatdirektivets (1) artikel 6, stk. 4, fordi der ikke findes alternative løsninger og under henvisning til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art. Kommissionen venter at afgive udtalelse om dette projekt inden for den nærmeste fremtid.

(1) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. juli 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/623

(2004/C 78 E/0658)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3651/03

af Cees Bremmer (PPE-DE) og Bartho Pronk (PPE-DE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Dårlige arbejdsvilkår for personer på au pair-ophold i Nederlandene

Er Kommissionen bekendt med de dårlige arbejdsvilkår for 70 % af personer på au pair-ophold i Nederlandene, da disse personer skal udføre for meget og for hårdt husholdningsarbejde og passe børn i mere end de tilladte 30 timer pr. uge, hvilket fremgår af en snarligt kommende, men endnu ikke offentliggjort rapport fra det nederlandske justitsministerium (beretning i de Volkskrant den 25. november 2003)?

Er Kommissionen desuden bekendt med den uhæmmede vækst af formidlingsbureauer på Internettet, den manglende godkendelse for disse bureauer, de lange visumprocedurer og de høje omkostninger, hvorved mange bliver illegalt beskæftiget som au pair, således at deres rettigheder ikke respekteres i tilstrækkelig grad?

Er Kommissionen klar over, at disse vilkår ikke harmonerer med Kommissionens egen henstilling til medlemsstaterne om snarest muligt at undertegne og ratificere Europarådets europæiske au pair-konvention af 24. november 1969, hvori der fastlægges regler om bl.a. arbejdsvilkår og oprettelse af nationale samråds- og informationsstrukturer?

Kan Kommissionen undersøge, hvorvidt der også forekommer udnyttelse af personer på au pair-ophold i andre EU-medlemsstater?

Hvordan påtænker Kommissionen at imødegå denne praksis bl.a. på baggrund af den stigende uvished om sikringen af rettighederne for personer på au pair-ophold — rent bortset fra deres eget ansvar — og i betragtning af Kommissionens opgave om at fremme et nært samarbejde mellem medlemsstaterne på det sociale område (art. 136 i tilknytning til art. 140 i EF-traktaten)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(23. januar 2004)

Der findes ikke nogen specifik EU-lovgivning for au pairer. De betragtes derfor som arbejdstagere i henhold til definitionen i det land, de arbejder i, og de er generelt omfattet af de gældende arbejdsretlige direktiver.

Kommissionen har ved henstilling 85/64/EØF af 20. december 1984 (1) henstillet til medlemsstaterne at undertegne og ratificere Europarådets europæiske overenskomst af 24. november 1969 om au pair-ansættelse. At dømme ud fra de oplysninger, Kommissionen hidtil har modtaget om au pairers situation, har man ikke fundet det nødvendigt at tage yderligere konkrete skridt i sagen.

(1) EFT L 24 af 29.1.1985.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/624

(2004/C 78 E/0659)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3660/03

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(2. december 2003)

Om: Tjetjenske børns tragiske sundhedstilstand

Hasan Gadayev, der er ansvarlig for fødselshjælp og børns sundhed i den prorussiske tjetjenske forvaltning, har udtalt, at over 80 % af de tjetjenske børn har sundhedsproblemer. Denne oplysning blev offentliggjort som led i en sundhedsundersøgelse, der dækkede hele Den Russiske Føderation, og hvor 320 000 tjetjenske børn blev underkastet en rutinemæssig lægeundersøgelse. Ifølge Hasan Gadayev er de fleste problemer af neurologisk og psykologisk karakter, selv om mange børn også lider af anæmi, endokrinologiske sygdomme og sygdomme i mave-tarm-kanalen. Desuden har over 40 % af børnene problemer med syn og hørelse, mens 70 % af de undersøgte børn har tuberkulose. Blandt de mange negative faktorer, der påvirker de yngste generationers helbred, pegede Hasan Gadayev særlig på den afbrudte skolegang, overfyldte klasselokaler, manglende varme måltider og manglende motion. Hasan Gadayev konkluderede, at krigen desværre får alvorlige konsekvenser for børnenes sundhed i mange år fremover. Både det medlem af Kommissionen, der har ansvaret for humanitær bistand, og Kommissionens formand er udmærket klar over, at der foreligger en katastrofal situation, men er alligevel aldrig rejst til Tjetjenien for at foretage en nærmere vurdering af bistandsbehovet og definere, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at imødegå denne tragedie.

Agter Kommissionens formand eller et medlem af Kommissionen at rejse til Tjetjenien, inden Kommissionens mandat udløber, for at indsamle alle de nødvendige oplysninger for at definere et ekstraordinært EU-initiativ, som helt konkret kan afhjælpe den menneskelige tragedie, der udspiller sig i dette land? Hvilke konkrete foranstaltninger agter Kommissionen omsider at træffe for at yde effektiv bistand til de tjetjenske børn, der står over for en sundhedsmæssig katastrofe? Agter Kommissionen at anbefale medlemsstaterne, at der vedtages en fælles aktion med det formål at organisere en ekstraordinær humanitær operation, således at tusindvis af tjetjenske børn med særlige plejebehov kan modtages af sundhedsvæsenet i EU-medlems-staterne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(28. januar 2004)

Kommissionen er bekendt med og også bekymret over den humanitære situation i det nordlige Kaukasus. Virkningerne af den nuværende konflikt i Tjetjenien er for almindelige borgere — og navnlig for børn — meget foruroligende.

Kommissionen er — via EU's Kontor for Humanitær Bistand (ECHO) — den største donor af humanitær bistand i det nordlige Kaukasus med mere end 110 mio. EUR siden 1999. Betydelige midler er allerede ydet for at forbedre den dårlige sundhedsmæssige infrastruktur i Tjetjenien og for at levere rent drikkevand og forbedre de sanitære forhold for den lokale befolkning. Særlige sundhedsprogrammer for børn er iværksat fire steder i Grozny. Disse vil blive fortsat og snart blive udvidet til seks steder. Forhåbentlig vil disse anstrengelser med tiden bidrage til at forbedre civilbefolkningens meget dårlige sundhedstilstand i Tjetjenien, men så længe denne fortsat lever under disse svære betingelser, vil virkningen af programmerne for den generelle sundhedstilstand være begrænset.

Kommissionen skal præcisere, at kommissæren med ansvar for udvikling og humanitær bistand aflagde besøg i det nordlige Kaukasus i 2000. På grund af de alvorlige sikkerhedsproblemer i dette område har det desværre ikke hidtil været muligt for mere højtstående embedsmænd at aflægge besøg. Kommissionen vil benytte lejligheden til at understrege, at ECHO forsøger at sende regelmæssige missioner til Tjetjenien for detaljeret og på ekspertniveau at vurdere befolkningens behov, så der kan tages stilling til, hvorledes den bedst kan hjælpe til med at forbedre den humanitære situation, navnlig for børnenes vedkommende. Sikkerhedsforholdene i området vil dog i høj grad være afgørende for omfanget af programmerne i Tjetjenien og de regelmæssige besøg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/625

(2004/C 78 E/0660)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3671/03

af Joost Lagendijk (Verts/ALE) og Arie Oostlander (PPE-DE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Udbygning af samarbejdet om bekæmpelse af terrorismen

I Tyrkiet er der for nylig begået terroristiske attentater mod to synagoger den 15. november og mod det britiske konsulat og HSBC den 20. november 2003 i Istanbul.

Ser Kommissionen yderligere muligheder for at udbygge samarbejdet med Tyrkiet om bekæmpelse af terrorisme på baggrund af, at disse attentater kan hæmme reformprocessen i Tyrkiet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(29. januar 2004)

Kommissionen yder allerede bistand på en række af de områder, som er blevet udpeget af De Forenede Nationer (FN) som værende af væsentlig betydning i bekæmpelsen af terrorisme, bl.a. kapacitetsopbygning for politi, grænsekontrol samt told- og immigrationsmyndigheder. Herudover vil samarbejdet med Tyrkiet vedrørende bekæmpelse af terrorisme blive yderligere udvidet gennem indførelsen af et twinningprojekt, der iværksættes i begyndelsen af 2004, og som har til formål at styrke de aktiviteter, der udføres af Undersøgelseskommissionen for Økonomisk Kriminalitet (MASAK). Dette organ har administrative, regulerende og tilsynsførende beføjelser vedrørende opsporing af mistænkelige transaktioner i forbindelse med hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.

I det omtalte twinningprojekt vil man analysere den gældende tyrkiske lovgivning vedrørende hvidvaskning af penge, beslaglæggelse og konfiskering af udbytte i forbindelse med finansiering af terrorisme, udarbejde forslag til forbedringer, udvikle samarbejdet mellem samtlige instanser, der er involveret i bekæmpelsen af hvidvaskning af penge, samt uddanne personale.

Sidst på året i 2004 vil der blive iværksat et yderligere twinningprojekt i samarbejde med det tyrkiske statspoliti; dette samarbejdsprojekt vil fokusere på en styrkelse af bekæmpelsen af hvidvaskning af penge og på kriminalitetens finansielle kilder samt på finansieringen af terrorisme. Formålet med dette projekt er at fjerne de juridiske og praktiske vanskeligheder i forbindelse med fastfrysning og konfiskering af terroristmidler, at bistå de tyrkiske myndigheder med at yde den størst mulige støtte til andre landes politimyndigheder og regulerende myndigheder i forbindelse med undersøgelser af, hvorledes terrorismen finansieres, og at sikre, at sammenslutninger, især nonprofitorganisationer, ikke kan misbruges til at finansiere terrorisme.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/626

(2004/C 78 E/0661)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3672/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Situationen i Sorefame

Virksomheden Sorefame, der påbegyndte sine aktiviteter i Portugal i 1943, er kendt for sine høje standarder, hvad angår kvalitet, kapacitet og teknologi i fremstilling og montering af tung udrustning, især rullende materiel.

Sorefame ejes i øjeblikket af Bombardier, beskæftiger direkte ca. 550 arbejdstagere og giver arbejde til yderligere ca. 1000 arbejdstagere hos underleverandører.

Ikke desto mindre er Sorefame i vanskeligheder til trods for, at virksomheden råder over højt kvalificerede ledere og operatører, der gør det muligt for virksomheden ikke alene at fremstille jernbanemateriel men også udforme og projektere dette udstyr, der repræsenterer en enorm økonomisk og teknisk værdi og garanterer virksomheden anerkendelse, hvad angår kvalitet og konkurrenceevne.

Der er ordremangel, og Bombardier-gruppen hævder, at de er inde i en fase af global omstrukturering, idet den lader forstå, at der kan blive tale om at lukke Sorefame-fabrikken i Amadora, Portugal, hvis ordresituationen ikke bedres.

Der er imidlertid visse planer i Portugal, der, hvis de gennemføres, vil kunne løse problemet. En af dem er den strategiske plan om flere tog til Lissabons og Portos metroer, forstadstogene i Porto samt andre forbindelser.

På denne baggrund og under henvisning til lignende eksempler fra andre medlemsstater anmodes Kommissionen om at besvare følgende:

1.	Hvilke foranstaltninger agter den at træffe for at støtte den normale funktion af Sorefame/Bombardier i Portugal, i betragtning af virksomhedens bidrag til beskæftigelsen og regionaludviklingen?

Vil Kommissionen støtte en politik med, at portugisiske ordrer kanaliseres til denne virksomhed for at undgå en lammelse på kort sigt af dens produktionskæde, hvilket ville kunne betyde, at dens arbejdstagere mistede deres job, idet man også bør huske på, at Portugal for øjeblikket er det land, der udviser den største stigning i arbejdsløsheden i EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(30. januar 2004)

Kommissionen kan meddele det ærede medlem, at det alene er de portugisiske myndigheder, der har beføjelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger i kriseramte sektorer. De er i denne forbindelse blevet enige med Kommissionen om at indføre støtteforanstaltninger for virksomheder i den sektor, det ærede medlem henviser til, samt for offentlige investeringer inden for rammerne af de handlingsprogrammer om økonomi og transport, der er godkendt af Kommissionen (1).

Hvad angår spørgsmålet om støtte fra EU til nye portugisiske ordrer hos den pågældende virksomhed, ønsker Kommissionen at henlede det ærede medlems opmærksomhed på, at det er op til hver enkelt medlemsstat at sikre, at EU's direktiver angående offentlige indkøb bliver overholdt.

(1) C (2000) 1774 af 28.7.2000 og C (2000) 2382 af 28.7.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/627

(2004/C 78 E/0662)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3675/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: De portugisiske mikrovirksomheders og SMV'ers situation

De portugisiske mikrovirksomheder og SMV'er står over for alvorlige problemer i disse tider med økonomisk tilbagegang, som opleves i Portugal, selvom de spiller en væsentlig rolle i de forskellige produktions-, handels- og tjenesteydelsessektorer og er uundværlige for den regionale og nationale udvikling.

Kommissionen bedes derfor besvare følgende:

1.	Hvilke former for fællesskabsstøtte er der blevet ydet til de portugisiske mikrovirksomheder og SMV'er som led i de forskellige programmer, der har været i gang siden 2000?

2.	Hvilke foranstaltninger er blevet foreslået med henblik på at støtte jobskabelsen og fremme samarbejdet mellem virksomhederne og med forskningscentrene samt fremme virksomhedsinnova-tion?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(27. januar 2004)

Kommissionen henviser det ærede medlem til sit svar på dennes skriftlig forespørgsel E-3898/02 (1), der allerede dækker det meste af den omtalte periode (siden 2000). Dog er der fremkommet følgende nye aspekter for nylig:

Den Europæiske Investeringsfond (EIF), der er den specialiserede underafdeling af Den Europæiske Investeringsbank-gruppe (EIB), har udstedt garantier i henhold til den fællesskabsfinansierede »SMV-garantifacilitet« for lån til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), der har hjemme i Portugal. Det faktiske garantibeløb var i 2000 på 75 348 EUR, i 2001 på 92 778 EUR, i 2002 på 10 599 891 EUR og i 2003 på 6 057 502 EUR i henhold til de oplysninger, som det portugisiske mellemled SPGM har rapporteret til EIF.

Med hensyn til iværksætterordningen under den europæiske teknologifacilitet (ETF) blev der i december 2002 underskrevet en aftale med en almen portugisisk risikokapitalfond om en investering på 5 000 000 EUR. Fonden fokuserer på innovative SMV'er med høj vækst i Portugal (80 %) og i Galicien (20 %) og har på indeværende tidspunkt en samlet størrelse på 20 mio.EUR. ETF-iværksætterordningen udgør 25 %. Risikokapitalfonden begyndte at benytte midlerne i januar 2003 til investeringer i porteføljevirksomheder og har indtil videre foretaget én investering, der er blevet indrapporteret til EIF, til et beløb på 1 236 555 EUR.

Med hensyn til bidragene fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) kan Kommissionen meddele det ærede medlem, at inden for den nuværende fællesskabsramme for støtte (2000-2006) udgør støtten til SMV'er et centralt element, hvilket også fremgår af, at SMV'erne repræsenterer mere end 90 % af de virksomheder, der har fået støtte.

Således udgør statstøtten i det operationelle program vedrørende økonomi ca. 50 % af den samlede bevilgede statsstøtte. De andre operationelle programmer indeholder også en række initiativer til støtte af SMV'er, især inden for det tredje indsatsområde i regionalprogrammerne (der vil blive fremsendt en oversigt direkte til det ærede medlem og til sekretariatet for Europa-Parlamentet over de finansielle beløb, der er tildelt som støtte til SMV'er i form af EFRU-bidrag).

Den europæiske beskæftigelsesstrategi fastlægger en bred ramme for udvikling af politikker, der støtter jobskabelsen i Den Europæiske Union. Den portugisiske nationale handlingsplan, der omsætter den europæiske beskæftigelsesstrategis politiske prioriterede områder til nationale beskæftigelsespolitikker, har fastsat som målsætning, at den samlede erhvervsfrekvens skal nå op på 70 % senest i 2010. Hovedinstrumentet er Den Europæiske Socialfond (ESF), der skal finansiere den portugisiske handlingsplan med mere end 4,7 mia. EUR under den nuværende tredje fællesskabsstøtteramme. Da mere end 92 % af virksomhederne i Portugal har færre end 20 ansatte, afsættes en væsentlig del af ESF-støtten til denne gruppe virksomheder.

Den evaluering af den europæiske beskæftigelsesstrategi, der fandt sted for nylig for perioden 1997-2002, viser, at nettojobskabelsen som følge af foranstaltninger, der skyldes gennemførelsen af beskæftigelsesstrategien i Portugal, var på mere end 20 000 nye job bare for 2001.

Selv om ESF ikke direkte støtter jobskabelsen (bortset fra incitamenter til de arbejdsløses egen jobskabelse), medvirker den til at skabe varige arbejdspladser i samfundet ved at støtte politikker og foranstaltninger, der bidrager til at skabe et solidt arbejdsmarked med en kvalificeret arbejdskraft.

Blandt de direkte foranstaltninger, der støttes af ESF, kan nævnes:

—	Den erhvervsmæssige efter- og videreuddannelse — hvert år modtager mere end 400 000 personer støtte.

—	Lærlingeuddannelser — hvert år drager mere end 20 000 personer fordel af denne foranstaltning.

—	Erhvervsuddannelsesskoler — hvert år går mere end 30 000 unge på disse skoler.

—	Det sociale arbejdsmarked — hvert år modtager mere end 30 000 personer støtte (flertallet kommer fra dårligt stillede sociale grupper).

Derudover bidrager den europæiske beskæftigelsesstrategi til, at der skabes arbejdspladser ved at fremme en forenkling af den lovgivningsmæssige ramme for etablering af nye virksomheder og arbejdsnormer, ved at øge erhvervsfrekvensen for kvinder gennem etablering af børnepasningsordninger, ved at fremme aktiv aldring, lokale beskæftigelsesinitiativer og styrke kvaliteten og ved at sørge for, at det er attraktivt at arbejde.

De portugisiske myndigheder støtter også projekter til fordel for innovation gennem den dynamiske udvikling af sammenslutninger mellem virksomheder og organisationer inden for forskning og teknologisk udvikling (FoU). Denne målsætning søges opnået gennem foranstaltning 2.3 i programmerne vedrørende videnskab og økonomi (Prime-finansieringsprogrammet). Programmet omfatter yderligere budgetposter, der har relation til innovationsprojekter, som f.eks. støtte til moderniseringen af virksomheder gennem innovation (SIME- Innovation), Ideia-programmet og de offentlige-private partnerskaber.

Kommissionen overvejer fortsat, hvordan man kan forbedre samarbejdsværktøjerne mellem SMV'erne under hensyntagen til konklusionerne fra evalueringerne af de tidligere projekter under det tredje flerårige program for virksomheder, og som led i Kommissionens overvejelser om fremme af iværksætterånden på baggrund af dens grønbog fra 2003 (2).

Der er tale om en overordnet og systematisk tilgang for møder i forbindelse med de store fagmesser og -udstillinger, der finder sted, hvor virksomhederne selv deltager med deres eget finansielle bidrag, men som er koordineret af medlemmerne i de netværk, der støtter dem.

Det omfatter:

—

En ny metodologi, der bygger på netværkene EIC, IRC og BIC, et program og en interaktiv tidsplan over møder, der på forhånd er etableret mellem deltagerne fra SMV'erne på fagmesserne, såvel som en forberedelse/uddannelse på forhånd af disse virksomheder og netværksmedlemmernes vedvarende opfølgning af samarbejdskontakter.

—	Disse virksomheders anvendelse af et forbedret redskab (partnersøgningsdatabase) med henblik på få en kritisk masse, der gør det muligt gennem fremskaffelse af de rigtige partnere at opnå gode resultater set i lyset af den rationalisering af fællesskabsnetværkene, der finder sted i øjeblikket.

Kommissionen forelægger en handlingsplan i 2004 om emnet innovation. Hensigten er, at handlingsplanen om innovation skal omfatte foranstaltninger til at fremme innovationsklynger og samarbejde mellem forskningsorganisationer og virksomheder og til at udvide omfanget af overførslen til og optagelsen af viden hos virksomhederne, især for så vidt angår SMV'er. Den skal bl.a. omfatte teknologioverførsel og fremme af organisatorisk og anden ikke-teknologisk innovation. Med udgangspunkt i innovationsprocessens mange forskellige facetter vil tilgangen i forbindelse med den nye innovations- politik tage sigte på at mobilisere en bred vifte af aktører og ressourcer på fællesskabsplan og medlemsstatsplan. Handlingsplanen om innovation vil især være et supplement til handlingsplanen vedrørende de 3 % i 2003, der sigter mod at øge forskningsinvesteringerne til 3 % af bruttonationalproduktet (BNP) inden 2010.

(1) EFT C 268 E af 7.11.2003, s. 60.

(2) KOM(2003) 27 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/629

(2004/C 78 E/0665)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3692/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Opdatering af situationen vedrørende midler fra Daphne-programmet til Siena Kommune

I sit svar på tidligere forespørgsel E-1015/03 (1), hvori der spurgtes, om Siena Kommune havde forelagt projekter som led i Daphne-programmet og fået bevilget støtte hertil, oplyste Kommissionen, at der var forelagt en række forslag, men at resultatet af vurderingen heraf først ville foreligge i juli 2003.

Kan Kommissionen oplyse, om der faktisk er bevilget støtte til de forelagte projekter, og af hvilken årsag de i modsat fald er blevet anset for uegnede?

Er der i mellemtiden forelagt andre projekter?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

på skriftlige forespørgsler E-3690/03, E-3691/03 og E-3692/03

(19. januar 2004)

Daphne-programmet har i 2003 fået forelagt følgende forslag fra de pågældende kommuner:

—	to forslag fra Firenze kommune — Assessorato Pubblica Istruzione e Politiche Giovanili, Direzione Istruzione

—	et forslag fra Pesaro kommune — Servizio sociale

—	et forslag fra Siena kommune — Comitato di ente per le pari opportunita.

Kommissionen har ikke bevilget fællesskabsstøtte til disse forslag, da de ikke nåede det nødvendige kvalitetsniveau.

Forslagsstillerne er blevet informeret om denne beslutning og om årsagerne til afslaget. Endvidere påpegede Kommissionen i sit svar de dele af forslaget, der skulle forbedres.

Kommissionen har ligeledes angivet, at forslagsstillerne selvfølgelig er velkomne til på ny at forelægge et forslag ved den næste indkaldelse af forslag i 2004.

Der har ikke været yderligere indkaldelser af forslag i 2003, og Kommissionen har derfor ikke modtaget andre forslag.

(1) EFT C 51 E af 26.2.2004, s. 62.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/631

(2004/C 78 E/0668)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3702/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Det Blandede Udvalg EF-Macao — 10. møde

I henhold til samarbejdsaftalen EU-Macao, der trådte i kraft den 1. januar 1993, er der oprettet et blandet udvalg EF-Macao, hvis årlige møder skiftevis har fundet sted i EU og Macao.

Der foreligger endnu ikke nogen oplysninger om tidspunktet for eller tilrettelæggelsen af 10. møde, der skal finde sted i år.

Og der er endnu ikke blevet udpeget en særlig repræsentant for samarbejdet EU-Macao, der på lokalt plan i Macao kan fremme det bilaterale samarbejde.

Ifølge kommissær Pattens svar på min skriftlige forespørgsel E-3098/02 (1) ønsker Kommissionen »fortsat af have tæt kontakt til Macao«.

Vil Kommissionen på den baggrund besvare følgende spørgsmål:

—	Er tidspunktet for 10. møde i Det Blandede Udvalg fastsat?

—	Hvorfor foreligger der endnu ikke nogen oplysninger om dette møde?

—	Mener Kommissionen, at det med en særlig repræsentant for samarbejdet EF-Macao, som både Kommissionen selv og Parlamentet betragter som nødvendigt, vil være muligt at sikre en mere effektiv kontinuitet i videreførelsen af forbindelserne med den særlige administrative region Macao?

—	Mener Kommissionen på den baggrund og i forlængelse af mine tidligere skriftlige forespørgsler P-1961/01 (2) og E-3098/02 samt den seneste udvikling som beskrevet i forespørgsel E-3278/03 (3), at den nu kan »gå videre med udpegelsen af en samarbejdsrepræsentant«?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(22. januar 2004)

Ifølge samarbejdsaftalen mellem Fællesskabet og Macao af 14. december 1992 skal der årligt afholdes møde i Det Blandede Udvalg, som har til opgave at undersøge handelsforbindelserne og det bilaterale samarbejde mellem Fællesskabet og Det Særlige Administrative Område Macao. Kommissionen vil fortsat sørge for, at dette årlige møde afholdes. Ved uformelle drøftelser med Macaos kontor for handel og økonomi ved Fællesskaberne foreslog Kommissionen en dato for afholdelsen af 10. møde i Det Blandede Udvalg i Macao i december 2003. Denne dato passede desværre ikke Macao. Kommissionen undersøger i øjeblikket sammen med Macao andre mulige datoer bl.a. i februar eller marts 2004.

Med hensyn til udnævnelse af en samarbejdsrepræsentant i Macao mener Kommissionen fortsat, at dette ikke vil være berettiget i betragtning af størrelsen af det nuværende program for samarbejdet i Macao, som kun omfatter et projekt, der udløber i 2004.

(1) EFT C 242 E af 9.10.2003, s. 39.

(2) EFT C 364 E af 20.10.2001, s. 232.

(3) Se side 248.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/632

(2004/C 78 E/0669)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3703/03

af Ulla Sandbæk (EDD) til Kommissionen

(3. december 2003)

Om: HIV og støtte fra Kommissionen til udvikling af antimikrobielle midler til en overkommelig pris

Kan Kommissionen give en samlet redegørelse for sin tidligere og igangværende støtte til forskning i og udvikling af antimikrobielle midler, herunder opbygning af beredskab, både i EU og i udviklingslandene indtil dato, og navnlig give detaljerede oplysninger om tidsplanen for denne støtte, hvem der har fået den, og hvilke budgetposter den er blevet trukket fra?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(23. december 2003)

De fællesskabsinitiativer, der tager sigte på at fremstille biocider og stille dem til rådighed, indeholder flere elementer.

Kommissionens meddelelse om øget solidaritet med henblik på bekæmpelse af AIDS i udviklingslande (1), som Kommissionen vedtog den 3. juli 1998, var det europæiske svar på opfordringerne til større solidaritet med udviklingslandene i deres bekæmpelse af human defekt virus (HIV/AIDS) og specielt opfordringerne til større adgang til HIV/AIDS-behandling og fremstilling af HIV-vaccine og biocider til udviklingslandene. Meddelelsen undersøger ligeledes muligheden af at støtte hurtigere udvikling af vacciner og biocider.

Fællesskabet har i denne forbindelse bestilt og overvåget en undersøgelse af markedspotentiellet for vaginale biocider, som vil kunne beskytte mod seksuelt overførte sygdomme, herunder HIV.

Der er foretaget forskning blandt 4 000 personer i Brasilien, Côte d'Ivoire, Egypten, Frankrig, Indien, Kenya, Filippinerne, Polen, Sydafrika, Thailand og Venezuela.

Der blev i 2000 lanceret et udbud via en tematisk budgetpost (B7-6211) til støtte af innoverende programmer på de områder, der er indkredset i meddelelsen om øget solidaritet. I den forbindelse blev projektet »Microbicide Awareness, Investment and Demand« udvalgt. Projektet taler for biocider i Europa, Afrika og Asien og for udvikling af netværk til fremme af udviklingen af biocider, samt at disse stilles til rådighed for de mest sårbare befolkningsgrupper, specielt kvinder i udviklingslandene. Dette projekt til et beløb på 1 450 071 EUR blev undertegnet i december 2001 for en treårig periode, og det er iværksat af International Family Health.

En af målsætningerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1568/2003 af 15. juli 2003 om støtte til bekæmpelse af fattigdomsbetingede sygdomme i udviklingslandene (2), som vedrører perioden 2003-2006, går ud på at intensivere forskning og udvikling, navnlig hvad angår vacciner, biocider og innoverende behandlinger.

Dette giver i handlingsplanen for 2004 for den pågældende budgetkonto (21 02 07 02) sig udslag i et tilskud på 0,87 mio. EUR til fordel for det internationale partnerskab for biocider (International Partnership for Microbicides). Denne organisation har til formål at fremskynde opdagelsen, udviklingen og adgangen til biocider for at forebygge HIV-smitte, især under ressourcefattige betingelser. Det bevilgede tilskud skal finansiere et projekt med henblik på udvikling af en model for hurtig adgang til biocider i landene samt casestudies i fire lande som led i det forberedende arbejde. Kommissionen deltager i den rådgivende arbejdsgruppe vedrørende beredskabstilstanden i landene inden for dette internationale partnerskab for biocider.

Det sjette europæiske forskningsrammeprogram (2002-2006) har et særligt afsnit for fattigdomsrelaterede sygdomme, hvori der blandt andet indgår biocideforskning. Kommissionen udvalgte i 2003 to grundforskningsprojekter vedrørende biocider, det ene skulle blokere HIV-virussens indgang i cellen og det andet dens replikation i slimhinden. Disse to projekter samler de dygtigste europæiske eksperter på dette område og afrikanske hold og omfatter i alt 40 partnere, heraf tre i Afrika. Deres samlede budget er på 15 mio. EUR. Eksperterne forhandler for øjeblikket med koordinatorerne og forventes at påbegynde deres arbejde i første kvartal af 2004.

(1) KOM(98)407.

(2) EFT L 224 af 6.9.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/633

(2004/C 78 E/0670)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3718/03

af Paul Rübig (PPE-DE) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Krav om miljøvenligt design for energiforbrugende produkter

Kommissionen har fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter og om ændring af Rådets direktiv 92/42/EØF (1).

Dette direktiv skal ses i sammenhæng med Kommissionens meddelelse om integreret produktpolitik (IPP) (2). Meddelelsen om integreret produktpolitik tjener som et redskab til at opnå en afbalanceret og koordineret miljøpolitik for alle industrisektorer i Europa. Med hensyn til den symbiose, der skal nås mellem regulering og frivillige foranstaltninger, indeholder meddelelsen følgende betragtning: »For effektivt at gøre produkter mere miljøvenlige, må der foruden lovgivning også overvejes ikke-retlige løsninger som frivillige aftaler og standardiseringsarbejde.« (Punkt 5.1.b).

Rammeforslaget om energiforbrugende produkter er et eksempel på et IPP-initiativ. Forholdet mellem frivillige foranstaltninger og eventuel yderligere regulering, dvs. gennemførelsesforanstaltninger om miljøvenligt design og krav om energieffektivitet, som kunne vedtages på grundlag af rammeforslaget om energiforbrugende produkter, skal fastlægges inden for disse rammer.

1.	Er Kommissionen enig i, at man generelt bør prioritere fleksible og brugervenlige redskaber som f.eks. frivillige foranstaltninger fra industriens side, frivillige forpligtelser, standarder og aftaler?

Agter Kommissionen at vurdere de eksisterende frivillige foranstaltninger fra industriens side, frivillige forpligtelser, standarder og aftaler, inden den foreslår gennemførelsesforanstaltninger, for at undgå, at kravene overlapper hinanden, og for at sikre, at gennemførelsesforanstaltningerne ikke påvirker udviklingen af frivillige foranstaltninger i negativ retning?

3.	Hvordan planlægger Kommissionen at evaluere effektiviteten af de eksisterende frivillige foranstaltninger fra industriens side, frivillige forpligtelser, standarder og aftaler?

4.	Er Kommissionen i stand til at forelægge Europa-Parlamentet et dokument, hvori man har angivet antallet af og de forskellige former for frivillige foranstaltninger/programmer, der allerede er indført i de forskellige sektorer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(2. februar 2004)

Kommissionen er af den opfattelse, at frivillige aftaler kan indebære visse fordele sammenlignet med regulering, og at de let kan tilpasses teknologiske løsninger og ændrede markedsforhold. I forbindelse med forslaget til rammedirektiv bør man prioritere alternative løsninger, f.eks. industriens selvregulering, når de ser ud til at realisere de politiske mål hurtigere eller billigere end bindende krav. Det kan dog blive nødvendigt med retsforskrifter, hvis markedskræfterne ikke udvikler sig i den rigtige retning eller med den rigtige hastighed.

Standarder kan bruges til at underbygge gennemførelsen af forslaget til direktiv om rammerne for energiforbrugende produkter (f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af afprøvnings- og målingsmetoder, bedre beskrivelse af visse miljøparametre eller information, databaser, tjeklister etc.). Harmoniserede standarder udarbejdet af de europæiske standardiseringsorganer på grundlag af et mandat fra Kommissionen i overensstemmelse med direktiv 98/34/EF (3), og hvis referencenumre har været offentliggjort i Det Europæiske Fællesskabs Tidende, foreslås netop som et tegn på formodet overensstemmelse. Men standardiseringsorganerne vil under ingen omstændigheder blive opfordret til at afgøre spørgsmål, som på grund af deres følsomme karakter bør overlades til reguleringsmyndighederne, f.eks. fastsættelse af en grænse for et givet miljøaspekt.

Inden Kommissionen fremsætter forslag til gennemførelsesforanstaltninger for et givet produkt (eller miljøaspekt), undersøger den, i hvilket omfang kriterierne i forslagets artikel 12 er opfyldt. Et af kriterierne er »betydeligt potentiale med hensyn til at mindske dets miljøpåvirkning«. For at kunne undersøge dette potentiale, er det nødvendigt med en passende beskrivelse af eksisterende foranstaltninger og/eller frivillige initiativer; i den forbindelse vurderes industriens frivillige foranstaltninger, standarder og andre aftaler samt deres spredning og effektivitet.

Når Kommissionen vurderer selvreguleringsforanstaltninger, som industrien har taget initiativ til, tilstræber den bl.a. at tage hensyn til ambitioner (klare og utvetydige forpligtelser: f.eks. kvantificerede mål og veldefineret referencegrundlag), repræsentation (markedsandel), tilsyns- og rapporteringsmekanismer (regelmæssig, detaljeret og gennemsigtig rapportering) ansvarsområder og uafhængig kontrol, pr (offentliggørelse af frivillig aftale og regelmæssige rapporter), omkostningseffektiv administration (administrativ byrde i forhold til målsætninger og alternative politikinstrumenter) samt overensstemmelse med EU's internationale forpligtelser: f.eks. Verdenshandelsorganisationens regler om tekniske handelshindringer.

Harmoniserede standarder vedtages af de europæiske standardiseringsorganer, og i henhold til forslaget om energiforbrugende produkter (artikel 8) kan de anvendes til formode overensstemmelse. Den mekanisme, som Kommissionen og/eller medlemsstaterne skal tage i brug til at gøre indsigelse mod en sådan anvendelse, er beskrevet i artikel 9 i det samme forslag (inddragelse af det udvalg, der er nedsat ved direktiv 98/34/EF om tekniske standarder og forskrifter).

Her er en liste over frivillige foranstaltninger, som er relevante i forbindelse med forslaget om energiforbrugende produkter (og hovedsagelig vedrører effektiv energiudnyttelse), og som Kommissionen har fået besked om:

—

Ensidige forpligtelser: (underskrifterne svarer til over 70 % af EU's marked):

—	Standby og tændt tilstand for tv-apparater med katodestrålerør (CRT), standby for DVD-spillere, LCD-skærme og plasma-tv-apparater (EICTA, 2003); industrien overvejer nye mål for DVD'er, LCD-skærme og plasma-tv-apparater, som vil omfatte tændt tilstand- forbrug

—	Vaskemaskiner (CECED, 2003)

—	Køleskabe, frysere og deres kombinationer (CECED, 2003)

—	Radioudstyrs standby-forbrug (EICTA, 2000)

—	Opvaskemaskiner (CECED, 2000-2001)

—	Vaske- og rengøringsmidler (herunder Energy saving consumer behaviour washing machines, AISE 1998)

—

Adfærdskodeks (for de enkelte virksomheder, herunder kvantitative mål):

—	Digital Television Services (2000)

—	External Power Supplies (2000).

(1) KOM(2003)453 endelig udg. - COD 2003/0172.

(2) KOM(2003) 302 endelig udg.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter, EFT L 204 af 21.7.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/635

(2004/C 78 E/0671)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3720/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Tilpasning af direktiv 97/24/EF til det tekniske fremskridt

Det er nu kendt, at på grundlag af ovennævnte direktiv betragtes katalysatorer ikke som »uafhængige tekniske enheder«, men som integrerende dele af køretøjet, hvilket hindrer producenterne i at typegodkende katalysatorerne og giver fabrikanterne monopol på typegodkendelser. Den samme situation, som var blevet konstateret inden for automobilsektoren, var blevet afhjulpet på to år ved en tilpasning af basisdirektivet til det tekniske fremskridt. I år 2000 anmodede den italienske regering om, at der blev iværksat en tilsvarende procedure også for to- og trehjulede motordrevne køretøjer, idet den netop foreslog den samme metode bestående i en tilpasning af direktiv 97/24/EF (1) til det tekniske fremskridt.

Kan Kommissionen oplyse følgende:

—	Er det korrekt, at MVEG (Ad hoc-arbejdsgruppen vedrørende Motorkøretøjers Emissioner) først godkendte det dokument, som gennemførte det italienske forslag, den 20. februar 2003?

—	Af hvilken årsag blev MVEG's forslag tilføjet nederst på pakken med ændringsforslag til direktiv 2002/51/EF (2) vedrørende Euro-3 i stedet for at blive sendt direkte til CAPT med henblik på hurtig vedtagelse?

—	Finder den ikke, at sektoren for to- og trehjulede motordrevne køretøjer kan nyde godt af de samme muligheder som automobilsektoren?

—	Hvilket initiativ agter den at tage for at indhente denne forsinkelse, som i høj grad skader de berørte virksomheder?

—	Inden hvilken dato forventer den at kunne løse dette problem for at imødekomme de virksomheder, der er ugunstigt stillede som følge af monopolet med hensyn til typegodkendelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(19. januar 2004)

MVEG (Ad hoc-arbejdsgruppen vedrørende Motorkøretøjers Emissioner) er en rådgivende gruppe, i hvilken Kommissionen normalt med de berørte parter drøfter emner i forbindelse med køretøjsemissionskontrol inden endelig færdiggørelse af lovforslag på dette område.

Da den italienske delegation oprindelig fremsatte sit forslag om erstatningskatalysatorer kommenterede Kommissionen, i motorcykelundergruppen i MVEG, at emnet erstatningskatalysatorer til to- og trehjulede motordrevne køretøjer ville kunne behandles i Udvalget For Tilpasning Til Den Tekniske Udvikling (CATP). Kommissionen måtte imidlertid efterfølgende tage hensyn til et tidligere fremsat forslag om en lignende ændring af direktiv 70/220/EØF (3) via komitologiprocessen, der havde måttet annulleres, da Parlamentet fandt, at et sådant forslag gik ud over rammerne for komitologi.

Kommissionen er i øjeblikket i færd med at arbejde på en meget omfattende pakke af ændringer vedrørende emissioner fra motorcykler med reference til artiklerne 5 til 8 i direktiv 2001/51/EF (4) (som ændrer direktiv 97/24/EF (5)). Kommissionen har derfor besluttet at medtage forslaget om erstatnings-katalysatorer til to- og trehjulede motordrevne køretøjer i denne pakke af ændringer, der vil blive forelagt Europa-Parlamentet og Rådet i den første halvdel af 2004.

Kommissionen er enig i, at producenter af erstatningskatalysatorer til to- og trehjulede motordrevne køretøjer bør kunne nyde godt af de samme muligheder som producenter af erstatningskatalysatorer til motorkøretøjer.

(1) EFT L 226 af 18.8.1997, s. 1.

(2) EFT L 252 af 20.9.2002, s. 20.

(3) Rådets direktiv 70/220/EØF af 20. marts 1970 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af udstødningsgas fra køretøjsmotorer med styret tænding, EFT 76 af 6.4.1970.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/51/EF af 19. juli 2002 om reduktion af emissionerne af forurenende stoffer fra to- og trehjulede motordrevne køretøjer og om ændring af direktiv 97/24/EF, EFT L 252 af 20.9.2002, s. 20.

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/24/EF af 17. juni 1997 om dele af og kendetegn ved to- og trehjulede motordrevne køretøjer, EFT L 226 af 18.8.1997, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/637

(2004/C 78 E/0672)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3732/03

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(3. december 2003)

Om: Vietnam

Inden for rammerne af samarbejdsaftalen mellem EU og Vietnam afholdt Det Blandede Udvalg EU-Vietnam, som varetager opfølgningen af disse aftaler, møde den 21. november 2003 i Bruxelles. Ifølge Agence Europe fra den 25. november skulle Kommissionen og de vietnamesiske myndigheder have besluttet at udvide deres dialog for at tackle emner som god regeringsførelse og menneskerettigheder, som en ny undergruppe nedsat samme dag ville tage sig af. Kommissionen har derimod ikke givet oplysninger om eventuelle forpligtelser fra vietnamesisk side vedrørende reformer, der gør det muligt fremover at undgå, at Vietnam overtræder artikel 1 i samarbejdsaftalen (menneskerettighedsklausulen). Europa-Parlamentet havde dagen forud for mødet i Det Blandede Udvalg vedtaget en ny beslutning, hvori det opfordrede Kommissionen til at gøre spørgsmålet om religionsfrihed og netop lovfæstet anerkendelse af ikke-anerkendte kirker til et af de prioriterede mål for lovreformpolitikken, som Kommissionen støtter gennem et program for støtte til reformer.

Hvad er retsgrundlaget og det politiske grundlag for Kommissionens beslutning om at overveje en udvidelse af dialogen mellem EU og Vietnam?

Finder Kommissionen ikke, at artikel 1 i samarbejdsaftalen (menneskerettighedsklausulen) allerede udgør et i alle henseender tilstrækkeligt retsgrundlag til at tackle alle spørgsmål vedrørende begge parters overholdelse af menneskerettighederne?

Finder Kommissionen ikke, at nedsættelse af »en undergruppe med ansvar for menneskerettigheder og god regeringsførelse« rent faktisk er ensbetydende med en devaluering af menneskerettighedsspørgsmålet og etablering af et centralt sted for dialog, der gør det muligt for parterne at tackle »væsentlige« spørgsmål som f.eks. samarbejdsprogrammet, gennemførelsen af tekstilaftalen … uden at blive forstyrret af »marginale« spørgsmål som f.eks. de alvorlige krænkelser af religions-, forenings- og ytringsfriheden …?

Hvilke løfter fik Kommissionen på mødet i Det Blandede Udvalg med hensyn til de vietnamesiske myndigheders vilje til ufortøvet at anerkende ikke-anerkendte kirker ved lov, herunder først og fremmest Vietnams Forenede Buddhistiske Kirke (UBCV)?

Agter Kommissionen inden for rammerne af sit program til støtte for lovreformer at yde de vietnamesiske myndigheder en faglig bistand, som sætter dem i stand til ufortøvet at anerkende UBCV og de øvrige ikke-anerkendte kirker?

Agter Kommissionen at knytte fortsættelsen af programmet for støtte til lovreformer og mere generelt opretholdelsen af enhver bistand til samarbejde med Vietnam til en reform, som gør det muligt for de forskellige religiøse trosretninger at opnå retsstatus?

Vil Kommissionen mere generelt give detaljerede oplysninger om de projekter, den har finansieret eller samfinansieret inden for rammerne af sit program for støtte til lovreformer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(21. januar 2004)

På sit møde den 21. november 2003 i Bruxelles har Den Blandede Kommission EU-Vietnam besluttet at styrke dialogen og samarbejdet om menneskerettigheder og andre tilsvarende spørgsmål og at oprette en undergruppe om samarbejde vedrørende opbygning af institutioner, administrative reformer, regeringsførelse og menneskerettigheder i henhold til artikel 14, stk. 3, i samarbejdsaftalen mellem EU og Vietnam. To andre undergrupper vedrørende udvikling og økonomisk samarbejde samt handel og investeringer blev allerede oprettet i 1996 og har siden mødtes regelmæssigt, senest den 20. november 2003, for at forberede møderne i Den Blandede Kommission og aflægge beretning til denne.

Den nye undergruppe har særligt til formål at etablere en regelmæssig dialog for at styrke den gensidige forståelse inden for de berørte sektorer, at foreslå retningslinjer for samarbejdsaktiviteter på de områder gruppen dækker og at bestemme de områder, for hvilke fællesskabsbistanden vil være mest hensigtsmæssig og produktiv. Undergruppen aflægger beretning og forelægger henstillinger til Den Blandede Kommission, der vil overvåge arbejdets fremadskriden. Undergruppens aktiviteter vil omfatte officielle møder og uformelle begivenheder (seminarer, rundbordssamtaler, besøgsprogrammer m.m.) og vil supplere den etablerede og nyligt forstærkede EU-Vietnam dialog om menneskerettigheder, som foregår mellem EU's trojka af missionschefer i Hanoi og Vietnams regering.

Kommissionen bekræfter på ny sin forpligtelse til at behandle menneskerettighedssituationen i alle politiske samtaler med Vietnam. Kommissionen har udtrykt bekymring for menneskerettighederne på mødet i Den Blandede Kommission, bl.a. ved at henvise til Parlamentets resolution om religionsfrihed af 20. november 2003. Endvidere har EU-trojkaens ambassadører under EU's dialog om menneskerettigheder med Vietnams regering den 26. november 2003 på ny givet udtryk for bekymring og rejst spørgsmål om respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder i Vietnam (ytrings-, presse-, religions- og foreningsfrihed), flygtningenes situation, dødsstraf og tortur samt spørgsmålet om etniske minoriteter. EU-trojkaen har understreget betydningen af øget gennemsigtighed og nødvendigheden af, at man gennem en dialog gennemfører konkrete forbedringer. I sin opfølgning af disse møder vil EU fortsat overvåge situationen nøje og insistere på, at menneskerettighedssituationen i Vietnam bliver forbedret.

Kommissionen mener, ligesom medlemsstaterne, at kun en kombination af dialog og samarbejde kan bidrage til en forbedring af menneskerettighedssituationen i Vietnam. Disse to elementer vil bidrage til at udvikle større tolerance i tilfælde af uenighed og skabe mere forståelse for forskellige meningsopfattelser. Desuden er landet inde i en fase med omfattende sociale, økonomiske og retlige reformer, ikke mindst med henblik på ønsket om tiltrædelse til Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvilket indebærer et behov for en mere gennemsigtig, ansvarsbevidst og moderne regeringsførelse. Denne proces er også en vigtig faktor for skabelsen af et mere åbent miljø, hvor civile, politiske og religiøse rettigheder kan forbedres.

Inden for rammerne af det nationale vejledende program 2002-2004, er 9 mio. EUR øremærket til et institutionelt støtteprogram, der for øjeblikket er under forberedelse, og som tager sigte på at løse de største kapacitetsproblemer inden for de vigtigste lovgivende og retlige organer, nationalforsamlingen, justitsministeriet, højesteret og anklagemyndigheden og deres respektive uddannelsesinstitutioner.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/638

(2004/C 78 E/0673)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3733/03

af Constanze Krehl (PSE) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Initiativer fra arbejdsmarkedets parter i forbindelse med regional strukturudvikling i Sachsen

»Stiftung Innovation und Arbeit Sachsen« (Stiftelsen for innovation og arbejde i Sachsen) er et specielt eksempel på et saksisk arbejdsforbund. Arbejdsgivere, arbejdstagere og staten er repræsenteret med hver en tredjedel i stiftelsens organer. Stiftelsen gennemfører bl.a. ekspertrådgivning med henblik på støtte til små og mellemstore virksomheder. Via regionale fora stilles der infrastruktur til rådighed, således at de regionale aktører kan inddrages i udviklingen af de regionale modeller og projekter.

1.	Hvor vigtigt er det efter Kommissionens opfattelse at fremme initiativer fra arbejdsmarkedets parter i forbindelse med regional strukturudvikling?

2.	Hvilke muligheder har EU for at fremme initiativer fra arbejdsmarkedets parter i forbindelse med regional strukturudvikling, som f.eks. »Stiftung Innovation und Arbeit Sachsen«?

3.	Er det af støttetekniske grunde nødvendigt at foretage en ændring fra institutionel støtte til projektbaseret støtte til de regionale kontorer?

4.	Er der på baggrund af additionalitetsprincippet blevet fastsat en nøje tidsfrist for støtte til organisatoriske strukturer, som f.eks. de regionale kontorer?

5.	Hvorledes mener Kommissionen, at strukturfondene skal samarbejde med delstaten Sachsen, således at der permanent kan sikres et vellykket resultat af initiativerne fra arbejdsmarkedets parter inden for den regionale strukturpolitik?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(3. februar 2004)

1. og 2.

Det fremgår klart af den relevante lovgivning, at arbejdsmarkedets parter og deres rolle i gennemførelsen af de programmer, der får støtte af strukturfondene, anerkendes. Arbejdsmarkedets parter optræder blandt de myndigheder og organer, som medlemsstaterne har udpeget til »forberedelse, finansiering, overvågning og evaluering af interventioner«, jf. artikel 8 i forordningen om strukturfondene, (1). Ifølge artikel 8 hører Kommissionen hvert år »arbejdsmarkedets parter på europæisk plan om Fællesskabets strukturpolitik«.

Arbejdsmarkedsorganisationer kan også være projektansvarlige enten alene eller sammen med andre parter. Derudover kan medlemsstaterne uddelegere ansvaret for gennemførelsen af programmer (eller dele heraf), som er underlagt nationale regler og fællesskabsregler, til disse organisationer, hvis det bidrager til at nå målene i de pågældende programmer.

For så vidt angår initiativer, der vedrører udvikling af menneskelige ressourcer og modtager støtte fra Den Europæiske Socialfond, kan og bør arbejdsmarkedets parter spille en vigtig rolle, når der skal fastlægges politikker og strategier for livslang læring med henblik på at forbedre virksomhedernes og de ansattes omstillingsevne.

3.	Den nuværende lovgivning gælder indtil den 31. december 2006. Kommissionen vil, når det bliver aktuelt, fremsætte forslag til den fremtidige samhørighedspolitik, herunder forslag til, hvordan arbejdsmarkedet parter inddrages.

Der skal for den nuværende generation af programmer, der finansieres af strukturfondene, være indgået forpligtelser for midlerne på den endelige modtagers niveau senest den 31. december 2006. Da Sachsen er en mål 1-region, bidrager den selv finansielt til en stor del af udviklingsinitiativerne i strukturfondsprogrammerne. Samtidig har størstedelen af udgifterne på statsbudgettet ingen tilknytning til strukturfondene. Det er statens opgave at sørge for, at initiativerne komplementerer hinanden, således at de er til størst mulig gavn for borgerne.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, EFT L 161 af 26.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/642

(2004/C 78 E/0683)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3760/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Opdatering af situationen vedrørende midler fra programmet »Venskabsbyer i EU 2000« til Siena Kommune

I sit svar på tidligere forespørgsel E-1028/03 (1), hvori der spurgtes, om Siena Kommune havde forelagt projekter som led i programmet »Venskabsbyer i EU 2000« og fået bevilget støtte hertil, oplyste Kommissionen, at der ikke var udbetalt nogen støtte for 2000.

Kan Kommissionen oplyse, om nævnte kommune i regnskabsårene efter det ovenfor nævnte og indtil i dag har forelagt projekter, fået bevilget støtte og udnyttet en sådan eventuel støtte?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

på skriftlige forespørgsler E-3751/03, E-3752/03, E-3753/03, E-3754/03, E-3755/03, E-3756/03, E-3757/03, E-3758/03, E-3759/03 og E-3760/03

(20. januar 2004)

Som supplement til det svar, der er givet på det ærede medlems foregående forespørgsler angives nedenfor for de nævnte kommuner antallet af indsendte projekter og de støttebeløb, disse kommuner i givet fald modtog i 2002 og 2003 inden for rammerne af fællesskabsaktionen »Venskabsbyer«:

—

Terni Kommune, Italien:

—	2000 og 2003: intet projekt indsendt.

—	2001: et projekt indsendt, som ikke blev udvalgt.

—	2002: et projekt, der modtog støtte (1027 EUR), samt et andet projekt, hvor Terni Kommune modtog en støtte på 1 170 EUR som inviteret by.

—

Ancona Kommune, Italien:

—	2002: et projekt indsendt, som ikke blev udvalgt.

—	Intet projekt indsendt de andre år.

—

Firenze Kommune, Italien:

—	2000: intet projekt indsendt.

—	2001: et projekt udvalgt, men derefter annuleret.

—	2002: et projekt udvalgt (hvor Firenze Kommune var inviteret), støtten udbetalt til den by, der administrerede projektet.

—	2003: et projekt udvalgt, hvor Firenze Kommune modtog en støtte på 472,5 EUR som inviteret by.

—

Livorno Kommune, Italien:

—	2001: et projekt, der ikke blev udvalgt, og et, der modtog støtte (9 000 EUR).

—	Intet projekt indsendt de andre år.

—

Macerata Kommune, Italien:

—	2001: et projekt, der ikke blev udvalgt.

—	Intet projekt indsendt de andre år.

—

Perugia Kommune, Italien:

—	Intet projekt indsendt nogensinde.

—

Pesaro Kommune, Italien:

—	2000 og 2003: intet projekt indsendt.

—	2001: et projekt, der modtog støtte (2 618 EUR).

—	2002: et projekt, der modtog støtte (4 638 EUR).

—

Pisa Kommune, Italien:

—	2000: et projekt, der ikke blev udvalgt.

—	Intet projekt indsendt de andre år.

—

Pistoia Kommune, Italien:

—	Intet projekt indsendt siden 1993.

—

Siena Kommune, Italien:

—	2000: et projekt, der ikke blev udvalgt.

—	2001: et projekt, der ikke blev udvalgt.

—	2002: et projekt, der modtog støtte (2 854 EUR).

—	2003: intet projekt indsendt.

Det ærede medlem kan ligeledes henvende sig til de lokale myndigheder for at få yderligere oplysninger.

(1) EFT C 242 E af 9.10.2003, s. 208.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/644

(2004/C 78 E/0684)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3763/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Kliniske forsøg

Vil Kommissionen i skemaform angive hver medlemsstats holdning til, om velgørende institutioner og højere læreanstalter, som forsker i medicinalvarer med begrænset markeds potentiale (f.eks. til behandling af sjældne eller umiddelbart livstruende sygdomme) skal have særlige vilkår for deres kliniske forsøg?

2.	Vil Kommissionen yderligere oplyse, om dette vil være foreneligt med en korrekt gennemførelse af direktivet om kliniske forsøg?

3.	Er der i nogen af medlemsstaterne sondring mellem dispensationer fra fase I, fase II og fase III?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(29. januar 2004)

Kommissionen og medlemsstaterne drøftede medlemsstaternes ansvar, der indebærer, at de skal tage hensyn til henstillingen i direktiv 2001/20/EF (1), betragtning 14, om ikke-kommercielle forsøg.

I betragtningen hedder det: »Ikke-kommercielle kliniske forsøg, der gennemføres af forskere uden deltagelse af medicinalindustrien, kan være til stor nytte for de pågældende patienter. Direktivet bør derfor tage hensyn til de særlige forhold ved forsøg, hvis udformning indebærer, at der ikke kræves særlig forarbejdning eller emballering, såfremt sådanne forsøg gennemføres med lægemidler, der er tilladt til markedsføring (…), og på patienter med samme karakteristiske træk som de personer, der er omfattet af de indikationer, der er specificeret i denne markedsføringstilladelse (…)«.

I henhold til artikel 22 i ovennævnte direktiv meddeler medlemsstaterne Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Kommissionen samarbejder i øjeblikket med medlemsstaterne om udfærdigelse af retningerne for gennemførelse af dette direktiv. Kommissionen føler sig derfor overbevist om, at nogle af disse betænkeligheder vil blive behørigt behandlet i den sammenhæng, både på fællesskabsniveau og på nationalt niveau.

For at få et endeligt overblik over de specifikke beslutninger, som medlemsstaterne træffer, udsender Kommissionen endvidere et spørgeskema til medlemsstaterne for at få de ønskede oplysninger i et sammenligneligt format.

Kommissionen offentliggør de informationer, den modtager fra medlemsstaterne.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/20/EF af 4. april 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om anvendelse af god klinisk praksis ved gennemførelse af kliniske forsøg med lægemidler til human brug, EFT L 121 af 1.5.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/645

(2004/C 78 E/0686)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3811/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Udbredelse af hårtab (androgen alopeci)

Ifølge en undersøgelse foretaget af den dermatologiske afdeling på California University i San Francisco taber 15 % af unge under 17 år håret. Pigerne i undersøgelsen led gennemsnitligt af hårtab som 14-årige, drengene som 16 årige. Det dermatologiske fakultet ved universitetet i Bologna har gennemført en fireårig kontrolperiode af børn mellem 6 og 10 år, som havde alle symptomer på skaldethed. Alle børnenes forældre led af hårtab. Men hvad er de mulige årsager til denne for tidlige skaldethed? Journal of American Academy of Dermatology har publiceret resultaterne fra undersøgelsen, som blev foretaget af dermatologen Antonella Tosti fra Bolognas universitet. Her sammenfattes fænomenernes årsager til en for tidlig fremkomst af den hormonelle proces, der betegnes adrenarche og ligger to til tre år før puberteten, kost med et højt glykæmisk indeks, som kan fremskynde præpuberteten, anvendelse af kosmetikprodukter, som indeholder østrogener og placenta, eller fødevarer, som indeholder østrogene hormoner.

På baggrund af de risici, som denne sygdom indebærer for børn, når det tages i betragtning, at meget tidlig skaldethed kan være en advarsel om andre funktionsforstyrrelser, bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål:

—	Har Kommissionen kendskab til disse forhold?

—	Finder Kommissionen det ikke passende at henlede regeringernes opmærksomhed på disse sygdomstegn og på nødvendigheden af at intensivere kontrollen med kosmetikprodukter og fødevarer, som mistænkes for at indeholde placenta og/eller østrogene hormoner?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(30. januar 2004)

Androgen alopeci giver hårtab hos mænd og kvinder og karakteriseres som hormonbetinget hårtab hos en genetisk disponeret person. Man har ikke fuldt ud kendskab til epidemiologien ved hårtab. Man har længe kunnet konstatere et stærkt genetisk grundlag, men man kender kun lidt til fænomenets ikke-genetiske årsager. Den nyeste forskning (1) i denne sygdoms epidemiologi lader formode, at dokumentationen for miljøpåvirkninger fortsat er meget sparsom. Dr. A. Tosti har rapporteret om 20 tilfælde af uforklarlig og meget tidlig skaldethed, hvor de fleste patienter hører til genetisk prædisponerede familier. Da tidlig skaldethed har et hormonalt element, blev indtagelse af forbindelser med østrogen antaget for at være en medvirkende faktor. På grund af begrænsningerne i undersøgelserne er det nødvendigt med yderligere dokumentation.

Kommissionen har støttet en række projekter, der kaster lys over virkningerne af hormonforstyrrende stoffer, herunder østrogen, på forskellige organer i den menneskelige krop (2). Mange af disse projekter fokuserer på fødevarer som tilførselsmåde. Kommissionen forventer, at resultaterne, når de foreligger, vil bidrage til forordningen om kemiske stoffer (tilladelse eller begrænsning). Eurisked-projektet (3) omfatter især undersøgelser af virkningerne af østrogen i kosmetiske produkter, og disse undersøgelser indgår i risikovurderingen og den senere regulering af kosmetiske produkter. I en igangværende indkaldelse af bud med frist i februar 2004, som er lanceret under prioriteret område 5 (fødevarekvalitet og sikkerhed) i det 6. rammeprogram, indkaldes der forslag til forskning i tidlig pubertetsindtræden, som synes at have store ligheder med fænomenet androgen alopeci. Når man har udvalgt og givet støtte til et eller flere projekter inden for dette område, kan Kommissionen i forhandlingsfasen søge at sikre, at den forskning, der skal gennemføres, omfatter undersøgelser af dette fænomen.

Medlemsstaterne og Kommissionen drøfter regelmæssigt prioriterede områder inden for folkesundhed i EU i sammenhæng med folkesundhedsprogrammet. Dette problem er ikke blevet prioriteret under drøftelserne af arbejdsprogrammerne for 2003 og 2004.

Bestemmelser om kosmetiske midler findes i Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 (4). I direktivet fastslås som et generelt princip, at kun kosmetiske midler, som ikke kan være til skade for menneskets sundhed, må bringes i handelen (direktivets artikel 2).

Direktivet omfatter specifikke foranstaltninger; f.eks. må visse ingredienser ikke indgå i et kosmetisk middel. I direktivets bilag II anføres »østrogen« som nr. 260. Østrogen er derfor forbudt i kosmetiske midler. Placenta (moderkage) er ikke anført i fortegnelsen over kosmetiske bestanddele, der anvendes i kosmetiske produkter (Kommissionens afgørelse 96/335/EF af 8. maj 1996 om oprettelse af en fortegnelse og en fælles nomenklatur for bestanddele i kosmetiske produkter) (5). Placenta er et råmateriale, som anvendes til produktion af følgende kosmetiske bestanddele: hydrolyseret menneskelig placentaprotein; hydrolyseret placentaprotein; placentaenzymer; placentalipoider; placentaprotein. Disse ingredienser udvindes af pattedyrsplacenta, men må ikke indeholde østrogen.

I direktivets artikel 3 hedder det, at medlemsstaterne skal træffe alle hensigtsmæssige foranstaltninger for, at kosmetiske midler kun kan bringes i handelen, dersom de opfylder bestemmelserne i dette direktiv og dets bilag.

Anvendelse af hormoner til fremme af vækst i husdyrbrug har været forbudt i EU siden 1988. Den gældende lovgivning er Rådets direktiv 96/22/EF af 29. april 1996 om forbud mod anvendelse af visse stoffer med hormonal og thyreostatisk virkning og af beta-agonister i husdyrbrug (6), ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/74/EF af 22. september 2003 (7).

(1) Severi G. et al. Br J Dermatol. December 2003:149(6):1207-13.

(2) http://europa.eu.int/comm/research/endocrine/index_en.html.

(3) http://www.eurisked.org/index.htm.

(4) EFT L 262 af 27.9.1976.

(5) EFT L 132 af 1.6.1996.

(6) EFT L 125 af 23.5.1996.

(7) EFT L 262 af 14.10.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/647

(2004/C 78 E/0687)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3813/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Retslig efterforskning af anvendelsen af EU-finansiering til landbrugssektoren indledt af retten i Venedig

Den 26. november 2003 bragte den italienske hjemmeside Vivacity Belluno en artikel under overskriften »Entreprenør fra Puglia arresteret for bedrageri mod EU«, hvoraf fremgår følgende:

—

Tre personer er blevet anholdt for gentagne gange at have medvirket til groft bedrageri med det formål at tiltuske sig nationale eller EU-midler og for gentagne gange som privatpersoner at have begået alvorlig dokumentfalsk i offentlige dokumenter og endelig for den skærpende omstændighed at have forvoldt skade af betydeligt omfang.

—	De tre personer skal ifølge det italienske skatte- og toldpoliti (Guardia di Finanza) have stiftet adskillige firmaer og virksomheder i Veneto-, Lazio- og Puglia-området, der producerer og sælger tørret lucerne, som støttes med betydelige EU-midler.

—	Selskaberne blev brugt til at fakturere eller modtage partier af lucerne, takket være hvilke de tre personer uretmæssigt — og alene i 2002 — skal have modtaget ca. 500 000 EUR fra det italienske kontor for udbetaling af landbrugsstøtte.

—	Tilbagebetalingen vil — sammen med de administrative bøder og de bøder, der idømmes virksomhederne for ikke at have holdt øje med, at deres egen administration handler lovligt og foretager revalueringer - beløbe sig til mindst 1 300 000 EUR og højst 1 900 000 EUR.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

—	om den har kendskab til ovennævnte, samt hvilke foranstaltninger den har truffet eller agter at træffe?

—	om OLAF er blevet orienteret, og om OLAF har indledt eller agter at indlede en undersøgelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(27. januar 2004)

Kommissionen kan oplyse, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) er orienteret om, at der i Italien er indledt en retslig efterforskning af bedrageri mod EU. Sagen vedrører en virksomhed, der gentagne gange har medvirket til groft bedrageri med det formål at tiltuske sig nationale midler og EU-midler og for gentagne gange at have begået alvorlig dokumentfalsk.

Sagen er allerede indledt ved retten i Venedig i Italien, og OLAF står fuldt ud til rådighed for de berørte myndigheder for at bistå med den hjælp, der eventuelt er brug for.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/647

(2004/C 78 E/0688)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3814/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Retslig efterforskning af bedrageri mod EU for 6,5 mio. EUR indledt af retten i Palermo

Den 7. november 2003 bragte den italienske dagblad »La Gazzetta del Mezzogiorno« en artikel på sin hjemmeside under overskriften »Bedrageri mod EU for 6,5 mio. EUR til finansiering af den italienske mafiaorganisation Cosa nostra«, hvoraf fremgår følgende:

—	Tre personer, der er anklaget for bedrageri mod EU for et samlet beløb af 6,5 mio. EUR, er blevet anholdt af det italienske skatte- og toldpoliti (Guardia di Finanza) i Palermo.

—	Pengene skal være brugt til at støtte nogle af Cosa nostras illegale aktiviteter.

—	De tre personer havde gennem en række selskaber anmodet det italienske Erhvervsministerium om ca. 6 mio. EUR i EU-støtte til at starte nye virksomheder for, hvoraf ca. 2,5 mio. EUR allerede er udbetalt.

—	Efterforskningen blev påbegyndt i 2001, og for at opnå midlerne skal de tre anholdte have fremlagt et dokument, der viste sig at være helt igennem falsk.

—

De anholdte, der ejer forskellige handelsvirksomheder til salg af bildæk, havde søgt om og modtaget næsten 2,5 mio. EUR til anskaffelse af et anlæg til forarbejdning af brugte dæk i en lagerbygning. I lagerbygningen, der allerede i de foregående år har været udsat for beslaglæggelse af præventiv art, var der dog intet maskineri, og ingen produktion havde fundet sted.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

—	om den har kendskab til ovennævnte, samt hvilke foranstaltninger den har truffet eller agter at træffe?

—	om OLAF er blevet orienteret, og om OLAF har indledt eller agter at indlede en undersøgelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(27. januar 2004)

Kommissionen kan oplyse, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) er orienteret om, at der i Italien er indledt en retslig efterforskning af bedrageri med EU-midler.

Sagen er allerede indledt ved retten i Palermo i Italien, og OLAF står fuldt ud til rådighed for de berørte myndigheder for at bistå med den hjælp, der eventuelt er brug for.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/648

(2004/C 78 E/0689)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3815/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Retslig efterforskning af bedrageri mod EU for 30 millioner EUR indledt af retten i Salerno

Den 2. december 2003 bragte det italienske nyhedsbureau AGI en nyhed under overskriften »Bedrageri mod EU for 30 millioner EUR — syv personer fra Salerno anholdt«, hvoraf fremgår følgende:

—	En organisation, som uretmæssigt har modtaget stats- og EU-støtte, er blevet optrevlet af det regionale skatte- og toldpoliti (Guardia di Finanza), der har anholdt syv personer.

—	Efterforskningen ledes af retten i Salerno.

—	Der er i øvrigt i Italien blevet beslaglagt virksomheder og fast ejendom til en samlet værdi af 100 millioner EUR.

—	De afhørte personer havde dannet en gruppe af virksomheder, der hang sammen og kontrollerede hinanden indbyrdes, og som i perioden imellem 1997 og 2003 har modtaget 30 millioner EUR i støtte.

—	Organisationen, der har kunnet regne med tre embedsmænds samarbejde fra det italienske Erhvervsministerium, redegjorde på bedragerisk vis gennem svigagtigt bogholderi og falsk dokumentation for fiktive udgifter, som den søgte om offentligt tilskud til.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

—	om den har kendskab til ovennævnte, samt hvilke foranstaltninger den har truffet eller agter at træffe?

—	om OLAF er blevet orienteret, og om OLAF har indledt eller agter at indlede en undersøgelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(27. januar 2004)

Kommissionen kan oplyse det ærede medlem, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) er klar over, at de italienske myndigheder efterforsker et tilfælde af svig med EU-midler.

Da retten i Salerno allerede har indledt retslig procedure, står OLAF til retsmyndighedernes fulde rådighed, hvis de skulle ønske nogen form for hjælp.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/649

(2004/C 78 E/0690)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3816/03

af Maurizio Turco (NI) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Retslig efterforskning af bedrageri mod EU for 6 mio. EUR indledt af retten i Lecce

Den 22. november 2003 bragte det italienske dagblad »La Gazzetta del Mezzogiorno« en artikel på sin hjemmeside under overskriften »I Salento bedrages EU for 6 mio. EUR«, hvoraf fremgår følgende:

—	Tre personer er blevet anholdt for at have medvirket til at bedrage EU for ca. 6 mio. EUR og falsk fakturering.

—	Sagen drejer sig tilsyneladende om tilskudsmidler i henhold til lov nr. 488, der er opnået på et uretmæssigt grundlag til et fiktivt køb maskineri, der blev dokumenteret gennem forfalskede fakturaer.

—	Ved hjælp af denne fakturering skal der uretmæssigt være modtaget ca. 6 mio. EUR i støtte fra EU.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

—	om den har kendskab til ovennævnte, samt hvilke foranstaltninger den har truffet eller agter at træffe?

—	om OLAF er blevet orienteret, og om OLAF har indledt eller agter at indlede en undersøgelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(26. januar 2004)

Kommissionen kan oplyse, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) er orienteret om, at der i Italien er indledt en retslig efterforskning af bedrageri med EU-midler.

Sagen er allerede indledt ved retten i Lecce i Italien, og OLAF står fuldt ud til rådighed for de berørte myndigheder for at bistå med den hjælp, der eventuelt er brug for.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/650

(2004/C 78 E/0691)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3818/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Forudsætninger for udbetaling af pension i Grækenland

Ifølge klager fra pensionister i Grækenland er hovedkriteriet for opnåelse af pension i alle andre EU-lande det øjeblik, hvor den såkaldte »sikkerhedsrisiko« indtræder, dvs. når borgeren har overskredet en vis aldersgrænse, og de naturlige risici, som alderen medfører, viser sig. Dette kriterium gælder ifølge de samme klager ikke i Grækenland, hvor det grundlæggende kriterium er, at der skal være opsparet et konkret minimumsantal arbejdsår, som den enkelte borger skal kunne fremvise stempelmærker for.

I forbindelse med klagerne nævnes det endvidere, at enhver borger i hele det øvrige EU opnår pensionsrettigheder i det øjeblik, han når en vis aldersgrænse, og at pensionens størrelse nøje svarer til det antal år, han har arbejdet (selv hvis der kun er tale om få år), hvad der ikke er tilfældet i Grækenland.

Denne situation har blandt andet resulteret i, at mange ældre græske kvinder (som ikke kan fremvise stempelmarker, eftersom de hele livet har taget sig af familiens børn og passet hus og hjem) slet ingen pension får, hvis f.eks. deres ægtefælle får udbetalt en månedlig pension på omkring 600 EUR. Endvidere påpeges det, at de græske pensioner er de laveste i Unionen, idet mange kategorier af pensionister (næsten 90 % ) får månedlige pensioner på under 500 EUR, mens andre kategorier (såsom f.eks. taxachauffører og andre) får 300 EUR om måneden eller endnu mindre.

Kan Kommissionen oplyse, om de kriterier, der i Grækenland gælder for udbetaling af pension, fuldt ud er forenelige med fællesskabslovgivningen? Får statsborgere i de øvrige EU-lande udbetalt en mindstepension, når den såkaldte »sikkerhedsrisiko« indtræder, dvs. når de når en vis aldersgrænse, uanset antallet af erhvervede stempelmærker? Hvad er størrelsen af disse minimumspensioner i de øvrige 14 EU-lande (der anmodes om detaljerede oplysninger)? Får pensionisterne i det øvrige EU pensioner, der fuldt ud svarer til antallet af stempelmærker (selvom der kun er få), når de når en vis aldersgrænse? Hvor ligger denne aldersgrænse i hvert enkelt af de øvrige 14 EU-lande? Er det i overensstemmelse med fællesskabsretten, at der findes gamle i Grækenland, der overhovedet ikke har ret til pension, selvom de kan fremvise (om end kun et beskedent antal) stempelmærker? Vil de på grundlag af EU-lovgivningen kunne gøre krav på i det mindste en beskeden pension svarende til det antal stempelmærker, de har erhvervet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(28. januar 2004)

Pensionssystemernes udformning er medlemsstaternes ansvarsområde. Kun ganske få aspekter af pensions-systemerne henhører under fællesskabslovgivningen vedrørende social beskyttelse, f.eks. rettigheder for borgere, der flytter fra én medlemsstat til en anden, og ligebehandling af mænd og kvinder (dog gælder der stadig visse undtagelser med hensyn til pensionsalder og efterladteydelser). Der findes ingen bestemmelser i fællesskabslovgivningen om forbindelsen mellem pensionsindbetalinger og pensionsrettigheder.

Udformningen af de lovbestemte pensionsordninger varierer meget inden for EU. I nogle lande udbetales der en pension på et fast beløb til borgere, der er fyldt 65 år (i Danmark og Nederlandene under forudsætning af fast bopæl i landet, i Irland på grundlag af indbetalte pensionsbidrag). I de fleste medlemsstater er pensionerne baseret på forsikret indtjening, idet der er tendens til at tage en stadig større del af borgernes indtjeningsbaggrund i betragtning. På en række områder adskiller de lovbestemte pensionsordninger sig dog fra snævert forsikringsorienterede principper. I nogle tilfælde kræves det, at der er indbetalt bidrag i en minimumsperiode, før der kan opnås pensionsrettigheder (således modsvares pensionsbidrag ikke altid af ydelser); til gengæld kan det forekomme, at visse perioder, hvori der ikke er indbetalt pensionsbidrag (pga. arbejdsløshed, sygdom, karriereafbrydelser begrundet i hensynet til familien, uddannelsesperioder), kan anerkendes som pensionsgivende. Lovbestemte pensionsordninger baseret på indtjening eller pensionsbidrag er desuden ofte en garanti for et bestemt minimalt pensionsniveau.

Sådanne oplysninger om de nationale pensionssystemer kan findes i detaljeret form i publikationen »Missoc — Social Protection in the Member States and the European Economic Area« (1) og i Kommissionens og Rådets fælles rapport om tilstrækkelige og bæredygtige pensioner (marts 2003) (2). Sidstnævnte indeholder især tabeller vedrørende pensionsalder (tabel 7) og mindsteindkomstgarantier for ældre (tabel 1).

(1) http://europa.eu.int/comm/employment_social/missoc/index_en.html.

(2) http://europa.eu.int/comm/employment_social/soc-prot/pensions/index_en.htm.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/652

(2004/C 78 E/0694)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3830/03

af Juan Ferrández Lezaun (Verts/ALE) til Kommissionen

(8. december 2003)

Om: Udbudsprocedure med henblik på indgåelse af aftaler om infrastrukturarbejder i forbindelse med den spanske vandplan (PHN)

Den spanske regering har indledt udbudsprocedure med henblik på indgåelse af aftaler om infrastrukturprojekter i forbindelse med omledning af vand fra Ebro-floden, nærmere betegnet to afsnit i henholdsvis provinsen Almería (afsnit 46/underafsnit 1) og i Murcia (afsnit 41/underafsnit 1).

Kommissær Bolkestein og det spanske ministerium har erkendt, at den spanske regering har overtrådt direktiv 92/50/EØF (1) om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, idet den ikke har overholdt bestemmelserne om fri konkurrence ved tildeling af kontrakter.

Kommissionen traf til trods for, at den spanske regering gentagne gange har gjort sig skyldig i overtrædelse af disse bestemmelser, afgørelse om hverken at indlede traktatbrudsprocedure mod den spanske regering eller forpligte denne til at indlede en ny udbudsprocedure.

Kan Kommissionen oplyse, om den har fulgt udbudsproceduren for de to nævnte infrastrukturprojekter? Kan den, hvis dette er tilfældet, bekræfte, at ovennævnte direktiv 92/50/EØF er overholdt?

Kan Kommissionen forsikre, at disse to infrastrukturprojekter overholder Fællesskabets miljøbestemmelser? Og kan den i benægtende fald oplyse, hvilke bestemmelser der er overtrådt og hvorfor, samt hvilke foranstaltninger den agter at træffe i den forbindelse?

Kan Kommissionen bekræfte, at der forud for disse to vandomledningsprojekter er foretaget en cost-benefit-analyse, en feasibilityundersøgelse samt en analyse af de socioøkonomiske konsekvenser som foreskrevet i forordning (EF) nr. 1260/1999 (2)?

Kan Kommissionen endvidere oplyse, om der pr. dags dato er sikret EU-samfinansiering til anlæg af disse to vandomledningsafsnit? Kan den — hvis ja — oplyse, hvilke beløb der er afsat til hvert enkelt afsnit?

Svar afgivet på Kommissionen vegne af Frederik Bolkestein

(30. januar 2004)

Kommissionen vil gerne først og fremmest gøre det klart, at de tjenesteydelsesaftaler vedrørende miljøundersøgelser, som Kommissionen henviser til i sit svar på spørgsmålene fra det ærede medlem De Roo (H-0563/03) i Europa-Parlamentets spørgetid på plenarmødet i oktober 2003 (3) og fra Dührkop (H-688/03) i Europa-Parlamentets spørgetid på plenarmødet i november 2003, (4) blev indgået af Trasagua for nogen tid siden. Kommissionen besluttede ikke at indlede en overtrædelsesprocedure for disse særlige kontrakter af de grunde, som er anført i Kommissionens svar på disse spørgsmål. De kontrakter, som det ærede medlem nu spørger om, indgår i de nye indkaldelser af bud, som Trasagua for nylig har offentliggjort. Trasagua har offentliggjort særskilte udbud for bygge- og anlægskontrakter vedrørende opførelsen af infrastruktur til omledning af vand fra floden Ebro og for tjenesteydelsesaftaler vedrørende konsulentbistand for forskellige aspekter af infrastrukturarbejdet. I den udstrækning deres værdi overskrider EU's tærskler, skal sådanne bygge- og anlægskontrakter opfylde kravene i direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter (5), mens tjenesteydelsesaftaler henhører under direktiv 92/50/EØF af 18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler (6). Kommissionen har forstået, at det ærede medlem først og fremmest spørger, om de pågældende tjenesteydelsesaftaler opfylder kravene i direktiv 92/50/EØF. Disse kontrakter omfatter konsulentbistand og støtte til styringen af arbejdet, miljøanvisninger og arbejdsmiljøkoordinering i forbindelse med opførelsen af de to infrastruktursektioner. Ifølge de oplysninger, Kommissionen råder over, blev udbudsbetingelserne vedrørende disse kontrakter offentliggjort i EUT S 229 af 27. november 2003 og S 230 af 28. november 2003. Endvidere vil Kommissionen gerne påpege, at de spanske myndigheder påtog sig at sikre, at Trasagua fuldt ud anvender fællesskabsbestemmelserne om offentlige aftaler ved tildeling af offentlige kontrakter. Kommissionen har på nuværende tidspunkt ikke nogen oplysninger, der giver anledning til at tro, at disse bestemmelser ikke er blevet overholdt.

Kommissionen har ingen specifikke oplysninger om den pågældende infrastruktur for omledning af vand, der giver anledning til at konkludere, at den pågældende infrastruktur ikke er i overensstemmelse med EU's miljølovgivning. Kommissionen modtager ikke denne form for oplysninger automatisk, medmindre det er projekter, som finansieres af samhørighedsfonden, eller hvor EU-finansiering gennem strukturfondene udgør mere end 50 mio. EUR.

For det tredje stilles der kun krav om en cost-benefit-analyse, en feasibility-undersøgelse og en analyse af de socioøkonomiske konsekvenser af projekterne som foreskrevet i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, hvis der anmodes om medfinansiering fra EU, og hvis projekterne anses for store projekter (7).

Indtil videre har Kommissionen ikke modtaget nogen anmodning om finansiering af de to infrastrukturarbejder, som udbuddene vedrører.

(1) EFT L 209 af 24.7.1992, s. 1.

(2) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1.

(3) Mundtligt svar af 21.10.2003.

(4) Skriftligt svar af 18.11.2003.

(5) EFT L 199 af 9.8.1993.

(6) EFT L 209 af 24.7.1992.

(7) EFT L 161 af 26.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/653

(2004/C 78 E/0695)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3833/03

af Roberto Bigliardo (UEN) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Inddragelse af provinserne i forvaltningen af EU's strukturfonde

Inden for rammerne af planlægningen af EU's strukturfonde er det de kompetente regioner, som i samarbejde med de lokale myndigheder, i givet tilfælde provinserne, sikrer anvendelsen af fællesskabsmidlerne. I mål 1-områderne bl.a. Italien har provinserne i overensstemmelse med rammeaftalerne med de forskellige regioner påtaget sig en vigtig rolle i forbindelse med forvaltningen af fondene vedrørende det regionale operationelle program (ROP).

Kan Kommissionen forklare, om det er korrekt, at mål 1-områderne, bl.a. Italien, bør sørge for at inddrage provinserne i forvaltningen af ROP-støtten, og om denne fremgangsmåde som følge af de langsommelige samordningsprocedurer ikke kan bringe anvendelsen af midlerne inden for de fastlagte tidsfrister i fare?

Kan Kommissionen ligeledes forklare, om inddragelsen af de lokale myndigheder i forvaltningen af ROP-midlerne (provinserne) kun er et formelt spørgsmål eller er en konkret foranstaltning, i betragtning af at udarbejdelsen af fællesskabsstøtterammen for 2000-2006 fandt sted uden inddragelse af de lokale myndigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(27. januar 2004)

De to spørgsmål, som det ærede medlem stiller, vedrører princippet om partnerskab i programmeringen og forvaltningen af interventioner, der medfinansieres af EU's strukturfonde.

Dette princip er fastsat i artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (1), hvor der står, at »fællesskabets indsats (…) fastlægges ved et snævert samråd mellem Kommissionen og medlemsstaten sammen med myndigheder og organer, der udpeges af medlemsstaterne i henhold til deres nationale bestemmelser og gældende praksis, bla. de regionale og lokale myndigheder«. Det er også fastsat i artikel 8, at medlemsstaterne sikrer, at de relevante parter inddrages i de forskellige faser af programmeringen.

Dette indebærer at de myndigheder, der er ansvarlige for de operationelle programmer, inddrager provinserne som lokale myndigheder, hvis dette er fastsat i de nationale bestemmelser, samt at provinserne inddrages, når de ansvarlige myndigheder finder det hensigtsmæssigt og har fastsat passende betingelser for, hvornår de skal deltage og høres med henblik på at sikre, at partnerskabsprincippet gennemføres på en korrekt og effektiv måde.

(1) EFT L 18 af 21.1.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/654

(2004/C 78 E/0696)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3834/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Forskelsbehandling af portugisiske arbejdstagere i udlandet

Ifølge sammenslutningen af arbejdstagere inden for bygge- og anlægsindustrien, tømmerindustrien, marmorindustrien, stenværksektoren, den keramiske industri og byggematerialesektoren i Nordportugal er tusindvis af portugisiske arbejdstagere ramt af de nuværende problemer inden for disse sektorer. Med den forestående vinter bliver deres arbejdskontrakter ikke fornyet, hvorpå de bliver nødt til at udvandre og i mange tilfælde bliver et bytte for skrupelløse agenter, der giver dem løfter om gode vilkår, som de derefter ikke indfrier.

Her skal blot nævnes nogle eksempler:

—

I Island er de portugisiske arbejdstagere beskæftiget inden for tunnelbygning med henblik på omledning af vand til anlæg af dæmninger i Kárahnjúkar, hvor der ikke er nogen evakueringsmuligheder i tilfælde af ulykker, og hvor de udsættes for forskelsbehandling i forhold til arbejdstagere fra andre EU-medlemsstater.

—

I Tyskland (f.eks. Berne i Sydtyskland) og i Spanien udsættes portugisiske arbejdstagere fortsat for forskelsbehandling med hensyn til løn, boligvilkår, sikkerhed og arbejdstid. I Spanien f.eks. skal de arbejde 12 timer om dagen til en mindre løn, end de spanske arbejdstagere får for 8 timer om dagen (virksomheder i Galicien, Baskerlandet, Valencia og Lleida bl.a.).

Kommissionen bedes på den baggrund besvare følgende spørgsmål:

1.	Hvilke foranstaltninger vil den træffe for at bekæmpe denne alvorlige forskelsbehandling og utilstedelige udbytning af portugisiske arbejdstagere, navnlig i EU-medlemsstater, og sikre dem løn og arbejdsvilkår på lige fod med andre arbejdstagere?

2.	Hvilke foranstaltninger træffes der for at sikre ordnede arbejdsvilkår for disse arbejdstagere på EU-plan?

3.	Hvilke foranstaltninger vil der blive truffet for at forhindre, at virksomheder, der får tildelt opgaver i forbindelse med internationale udbud, ansætter arbejdstagere gennem agenter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(29. januar 2004)

Det fremgår ikke klart af forespørgslen, om de nævnte situationer falder ind under anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (1). Er det tilfældet, er de pågældende arbejdstagere beskyttet af de minimumsregler om arbejds- og ansættelsesvilkår, som er gældende i værtslandet, herunder især reglerne om maksimal arbejdstid, mindsteløn samt sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen.

Hvis det derimod drejer sig om udstationeringer, der bevirker, at arbejdstagerne normalt har deres beskæftigelse i de omtalte EU-medlemsstater eller EØS-lande, er det i Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (2) fastsat, at en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, ikke må behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår.

Kommissionen beklager naturligvis dybt, at disse regler ikke altid overholdes. Den skal imidlertid gøre opmærksom på, at det i første instans er de nationale myndigheder, der har ansvaret for at kontrollere og føre tilsyn med, at arbejds- og ansættelsesvilkårene respekteres.

(2) EFT L 257 af 19.10.1968.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/655

(2004/C 78 E/0697)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3836/03

af Emmanouil Bakopoulos (GUE/NGL) til Kommissionen

(8. december 2003)

Om: Moms for leverandører af transporttjenester

EU's transportsektor er underlagt forskellige regler, hvad angår beskatning. En belgisk leverandør af transporttjenester kan f.eks. befordre sine kunder til Athen i busser tilhørende et græsk selskab, transportere dem herfra og til Wien med et østrigsk selskab og til sidst med et hollandsk selskab bringe dem tilbage til Nederlandene, som var deres udgangspunkt. Det problem, som en sådan leverandør af transporttjenester — der i realiteten leverer en pakke til sinde kunder og i forbindelse hermed gør brug af underleverandører — støder på, er måden, hvorpå der beregnes moms for denne service.

Kan Kommissionen i forbindelse med det ovennævnte eksempel oplyse, hvordan der skal betales moms således, at alle de underleverandører, der har været involveret i denne tjenesteydelse, er omfattet, hvad angår beskatningsmæssige forpligtelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(20. januar 2004)

Da Kommissionens momslovgivning er baseret på et direktiv (sjette momsdirektiv — direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977), er hver enkelt medlemsstat ansvarlig for, at bestemmelserne bliver gennemført i den nationale lovgivning og for, at de anvendes korrekt på landets område. I lyset heraf og på grundlag af princippet om subsidiaritet er det de nationale skattemyndigheder, der først og fremmest har ansvaret for at informere de momspligtige om fortolkningen og anvendelsen af disse bestemmelser.

I henhold til artikel 9, stk. 2, litra b, i sjette momsdirektiv er leveringsstedet for transportydelser det sted, hvor transporten finder sted, idet der tages hensyn til de tilbagelagte strækninger. I det nævnte eksempel er det derfor op til den enkelte medlemsstat at afgøre, hvordan momsen skal opkræves, og hvilke forpligtelser de enkelte underleverandører skal opfylde på dens område.

Kommissionen er opmærksom på de problemer, der kan opstå med hensyn til beskatning af transportydelser i forbindelse med personbefordring, og vil i tredje kvartal af 2004 i forbindelse med revisionen og ajourføringen af prioriteterne i momsstrategien (1) undersøge mulighederne for at forenkle momsforpligtelserne for de erhvervsdrivende. Den vil endvidere behandle spørgsmålet om beskatningsstedet for passagertransportydelser i løbet af 2005.

(1) KOM(2003) 614 endelig udg. af 20.10.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/656

(2004/C 78 E/0698)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3839/03

af Monica Frassoni (Verts/ALE) og Daniel Cohn-Bendit (Verts/ALE) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: MERP (Marmara Earthquake Rehabilitation Programme) — en integreret intervention med henblik på genopbygning af byen Düzce i Tyrkiet

Europa-Kommissionens Samarbejdskontor EuropeAid har inden for rammerne af MERP finansieret ovennævnte projekt via budgetpost B7-411. Kontraktens identificeringsnummer er PIU-ID-MERP-2002-0004, og kontraktmyndigheden er det tyrkiske statsministerium (projektimplementeringsenheden — PIU). Programmets varlighed er fastlagt til perioden 1. december 2002 til 30. november 2004. Inden for rammerne af projektet er der afsat 1130 000 EUR til offentlig licitation med henblik på indkøb af materiel, tjenesteydelser og byggearbejder.

Planerne blev forelagt den 22. januar 2003, og selvom de skulle have været undersøgt og godkendt i løbet af fire uger, forelå PIU's første udtalelse først den 13. marts 2003. Umiddelbart derefter blev licitations-tilbuddene (i første omgang syv ud af ti) forelagt, hvortil der i perioden mellem 19. marts og 27. juni 2003 indløb supplerende udtalelser.

Den 1. juli mødtes projektlederen, repræsentanter for PIU og den licitations- og indkøbsrådgiver, Europa-Kommissionen havde engageret, i Düzce for at drøfte de specifikke udtalelser, der var blevet fremsat. Ved den lejlighed blev det meddelt, at de modeldokumenter, Europe-Aid brugte i forbindelse med indkøb, i mellemtiden var blevet ændret, og at alle licitationstilbuddene måtte revideres med henblik på at opfylde de nye krav. Nye licitationstilbud blev forelagt den 8. juli 2003.

Indtil dato er ingen af disse blevet besvaret, trods det blokeringen af den momsfritagelse, de tyrkiske skattemyndigheder havde givet tilladelse til, blev ophævet i november. De forsinkelser, som Europa-Kommissionens tjenstegrene med ansvar for kontrollen med licitations- og indkøbsprocedurer gør sig skyldig i, er en trussel mod selve gennemførelsen af projektet.

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen iværksætte med henblik på at fjerne de eksisterende forhindringer og muliggøre en vellykket gennemførelse af MERP's Düzce-projekt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(30. januar 2004)

Redegørelsen i spørgsmålet er stort set korrekt. Dog skal det bemærkes, at MERP ikke gennemføres af Kommissionen, men af den tyrkiske regering (decentraliseret forvaltning). Som anført i spørgsmålets første afsnit, er den kontraherende myndighed projektimplementeringsenheden (PIU) i det tyrkiske statsministerium. Den omtalte indkøbsrådgiver blev således ikke engageret af Kommissionen og har ikke noget kontraktforhold med denne, men alene med den tyrkiske kontraherende myndighed.

Som det er tilfældet med alle aktiviteter, der gennemføres ved decentraliseret forvaltning, bliver Kommissionen kun involveret, hvis den kontraherende myndighed er skyld i forsinkelser. I så fald kan Kommissionen lægge pres på den kontraherende myndighed for at få forbedret dens resultater og i sidste ende nægte at udvide budgetforpligtelsen til projektet, hvis det ikke lykkes den kontraherende myndighed at gennemføre det inden for fristerne i finansieringsaftalen mellem Kommissionen og modtagerregeringen.

Hvad angår MERP, har Kommissionen forstået, at startvanskelighederne nu i det store og hele er overvundet, at projektimplementeringsenheden og præfekturet i Grevana stort set er nået til enighed, og at forslagsindkaldelserne snart vil blive lanceret. Kommissionen har også gjort præfekturet i Grevana opmærksomt på, at den, hvis der opstår problemer i præfekturets forbindelser med PIU, er parat til at gribe ind for at fremme dialogen mellem de interesserede parter. Med dette formål har Kommissionen formelt bedt PIU indføre månedlige møder med samtlige projektpartnere.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/657

(2004/C 78 E/0699)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3843/03

af Maurizio Turco (NI), Marco Pannella (NI), Marco Cappato (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI), Benedetto Della Vedova (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Milanos kommune censurerer Romano Cagnonis fotoudstilling på opfordring af den Russiske Føderations konsulat i Milano

Siden april har det været planlagt, at en udstilling af fotografen Romano Cagnonis værker arrangeret af Milanos kommune skulle åbne d. 4. december 2003.

Fotografiet, som pryder indbydelser, plakater, flag, reklamer på offentlige transportmidler og udstillingskatalog, viser et nærbillede af en smilende tjetjensk soldat.

Efter de første plakater var blevet hængt op på mure i Milano, beklagede det russiske konsulat sig til kommunen og hævdede, at det var »en unødvendig provokation«. Kommunen besluttede derpå, mindre end en uge før åbningen, hverken at hænge flere plakater og flag op eller sætte flere reklamer på de offentlige transportmidler samt at tildække de plakater, som allerede var sat op. Milanos kommune har endnu ikke besluttet, om udstillingskatalogets forside skal censureres, mens der ikke er mulighed for at ændre på indbydelserne, da de allerede er sendt ud.

For at retfærdiggøre kulturrådmanden i Milanos censur, har Salvatore Carrubba udtalt til Romano Cagnoni, at »den morders grimme fjæs ville biskoppen ikke bryde sig om at have hængende på piazza del Duomo i julen«.

Har Kommissionen kendskab til ovennævnte hændelser, og hvilke initiativer vil den tage over for Milanos kommune på grund af en så alvorlig hændelse som censur?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(23. januar 2004)

Menings- og ytringsfriheden er omfattet af de grundlæggende rettigheder i Unionen, som garanteres af charteret om grundlæggende rettigheder. Men det tilkommer på den anden side ikke Kommissionen at udtale sig om det specifikke tilfælde, de ærede medlemmer omtaler, da det i enhver henseende henhører under den pågældende medlemsstats kompetence.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/658

(2004/C 78 E/0700)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3846/03

af Maj Theorin (PSE) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Kvinder og konflikter

I betænkningen om kvinders deltagelse i en fredelig løsning af konflikter (A5-0308/2000), som Parlamentet vedtog i november 2000, beskrives det, hvordan kvinder i alle konflikter udsættes for voldtægt og overgreb, mens de meget sjældent deltager i fredsprocessen. I FN-rapporten om »Kvinder, krig og fred« af 2002, som har samme tema som betænkningen (A5-0308/2000), stilles der forslag om tiltag, som skal styrke kvinders rettigheder.

Hvad agter Kommissionen at gøre for at styrke kvinders deltagelse i fredsprocessen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(29. januar 2004)

Det er afgjort nødvendigt at træffe foranstaltninger af praktisk art for at sikre, at kvinder inddrages fuldt ud i freds- og sikkerhedsmæssige anliggender, og at kønsperspektivet derved integreres i disse spørgsmål.

Kommissionen vil, i det omfang den har mulighed herfor, fortsat arbejde for at finde effektive løsningsmodeller på kønsaspekterne i forbindelse med krisestyring og konfliktforebyggelse. Kommissionens »dobbelte« tilgang til kønsmainstreaming sikrer ikke blot, at kønsaspektet integreres på politisk plan, men også, at der ydes støtte til specifikke kønsrelaterede programmer og projekter. Herudover er køns-dimensionen et evalueringskriterium for al EU-støtte. Det skal fremhæves, at Kommissionens tilgang til kønsmainstreaming regelmæssigt revideres og diskuteres med medlemsstaterne.

Som eksempler på praktiske foranstaltninger, Kommissionen har truffet, kan nævnes støtte til særlige aktioner som f.eks. dem, der er iværksat i Angola til fremme af styrkelsen af forbindelserne mellem kvindegrupper, ngo'er og andre; endvidere har den ydet støtte til initiativer, iværksat af kvinder, i lokalsamfundene på Cypern. Et yderligere eksempel er Afghanistan, hvor Kommissionen har genetableret mødesteder for kvinder, som f.eks. hammam'er. Endelig kan nævnes Tjetjenien, hvor der er blevet ydet støtte til oprettelse af sundhedscentre for mødre og børn.

Herudover skal inddragelsen af kønsaspektet som et kerneelement i EU's pilotprogrammer for civil krisestyring ses som et konkret skridt hen imod en bevidstgørelse af de politiske beslutningstagere om betydningen af at inddrage kønsperspektivet i fredsskabende aktioner. Indtil dato er der blevet uddannet 260 eksperter af uddannelsesinstitutioner i ni forskellige medlemsstater.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/659

(2004/C 78 E/0702)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3850/03

af Jan Andersson (PSE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Skadelige isocyanater og beskyttelse af arbejdstagerne

Isocyanater er basiskemikalier, der primært anvendes ved fremstilling af polyurethanskum, polyurethane elastomer osv. Isocyanater kan således findes i kemiske produkter som f.eks. maling, fernis, overfladebehandlingsmidler, klæbestoffer og tætningsmidler. Man har for nyligt fundet ud af, at der også sker eksponering med isocyanater, når mineraluld, glasuld, bakelit osv. bliver opvarmet.

Der har allerede længe været en stigning i produktionen og brugen af isocyanater. De fleste vesteuropæiske lande anvender de samme erhvervsmæssige eksponeringsgrænser (0,005 ppm). Undersøgelser viser dog, at de metoder, der i årevis har været brugt i Europa til måling af isocyanater, er ufyldestgørende. Fagforeningerne i EU anmoder derfor om, at der fastsættes europæiske bestemmelser for industriel anvendelse af produkter, der indeholder eller kan afgive isocyanater.

1.	Er Kommissionen klar over, at isocyanater er skadelige, og at arbejdstagerne i mange virksomheder kan risikere at blive udsat for eksponering?

2.	Har Kommissionen til hensigt at træffe foranstaltninger og fastsætte europæiske bestemmelser vedrørende beskyttelse af arbejdstagerne mod isocyanater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(29. januar 2004)

Kommissionen er udmærket klar over, at isocyanater er skadelige for arbejdstagerne.

En række isocyanater er opført på listen over prioritede sager, som Det Videnskabelige Udvalg vedrørende Grænseværdier for Erhvervsmæssig Eksponering (SCOEL) (1) ønsker at tage op.

Udvalget (SCOEL) har i 2004 til hensigt at indlede en evaluering af tilgængelige toksikologiske data med det formål at anbefale grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering for isocyanater. Når dette arbejde er afsluttet, vil Kommissionen om nødvendigt stille forslag om vejledende grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering for isocyanater i henhold til bestemmelserne i artikel 3 i Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april 1998 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (2).

(1) EFT L 188 af 9.8.1995.

(2) EFT L 131 af 5.5.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/660

(2004/C 78 E/0703)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3853/03

af Joan Colom i Naval (PSE) til Kommissionen

(8. december 2003)

Om: Finansiering af den spanske vandplan

Den spanske vandplan er vedtaget ved lov nr. 10/2001 af 5. juli 2001.

Den spanske regering har ansøgt om EF-støtte til gennemførelsen af vandplanen.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke projekter i forbindelse med denne lov der er søgt om EF-støtte til? Hvilke projekter har fået bevilget støtte? Hvor stor en andel udgør EF-støtten af udgifterne til de pågældende projekter? Hvilke projekter har man afslået at støtte?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(22. januar 2004)

I overensstemmelse med nærhedsprincippet er det medlemsstaternes opgave at udvælge de projekter, der skal medfinansieres via Samhørighedsfonden og strukturfondsprogrammerne.

Hvad angår de projekter, som skal medfinansieres af strukturfondene, skal medlemsstaterne kun give Kommissionen meddelelse om projekter, for hvilke omkostningerne overstiger den grænse på 50 mio. EUR, der er fastsat i artikel 25 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 (1).

Bilag II til den spanske lov nr. 10/2001 om den nationale vandplan indeholder en liste over investeringer, der omfatter flere hundrede projekter. De spanske myndigheder har for nylig underrettet Kommissionen om de projekter, som vil blive foreslået medfinansieret af Samhørighedsfonden og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Som fastsat i artikel 14, stk. 3, vedrørende »information og offentlighed« i Rådets forordning (EF) nr. 1164/94 af 16. maj 1994 om oprettelse af Samhørighedsfonden (2), ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1264/1999 af 21. juni 1999 (3) og Rådets forordning (EF) nr. 1265/1999 af 21. juni 1999 (3), offentliggør Kommissionen hvert år i Den Europæiske Unions Tidende listen over beslutninger om ydelse af finansiel støtte i henhold til ovennævnte forordning.

Oplysningerne om spanske projekter er offentliggjort i følgende officielle tidender:

—	År 2000: EFT C 361 af 17.12.2001, s. 9.

—	År 2001: EFT C 126 af 28.5.2002, s. 3.

—	År 2002: EFT C 123 af 24.5.2003, s. 6.

De projekter, som der er ansøgt om finansieringsbidrag til fra Samhørighedsfonden, men som endnu ikke er færdigbehandlet, eller som er blevet godkendt i 2003, er anført i bilag I til dette svar. Bilag II indeholder en liste over de store projekter i vandsektoren, jf. definitionen i artikel 25 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 vedrørende strukturfondene, som medlemsstaten har givet meddelelse om.

Disse bilag sendes direkte til det ærede medlem og Parlamentets sekretariat.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, EFT L 161 af 26.6.1999.

(2) EFT L 130 af 25.5.1994.

(3) EFT L 161 af 26.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/661

(2004/C 78 E/0704)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3861/03

af Heide Rühle (Verts/ALE) til Kommissionen

(8. december 2003)

Om: Den tyske forbundsregerings eksportgaranti til finsk atomreaktor

Efter den finske regerings afgørelse om at bygge en femte atomreaktor i Olkiluoto i Finland skal der inden udgangen af 2003 træffes afgørelse om, hvilke firmaer der ud over det finske TVO-konsortium (Teollisuuden Voima) skal deltage i bygningen af reaktoren. For at sikre et eventuelt tilsagn fra den tyske Siemens-koncern i Olkiluoto agter den tyske forbundsregering at godkende en ansøgning fra Siemens om tildeling af en såkaldt Hermes-garanti. Med en sådan statsgaranti — som i reglen er forbeholdt fremme af eksport uden for EU — ville Siemens mindske sin kommercielle risiko betydeligt i forbindelse med dette projekt og først og fremmest opnå betydeligt billigere lån i forbindelse med dens deltagelse i bygningen af den finske reaktor. Den franske Framatome-koncern byder også på bygningen af reaktoren.

Er den her beskrevne statsgaranti til Siemens projekt vedrørende en eksportforretning inden for EU efter Kommissionens opfattelse i modstrid med de relevante europæiske bestemmelser om statsstøtte, især artikel 87, stk. 1, i EF-traktaten, hvorefter »støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form« er uforenelig med fællesmarkedet? Har Kommissionen endvidere kendskab til, om den franske regering ligeledes støtter Framatomes kommercielle planer i Olkiluoto med en eksportgaranti? I bekræftende fald hvorledes vurderer Kommissionen også her, hvorvidt denne er i overensstemmelse med EF's lovgivning om statsstøtte? Foreligger der fra Kommissionens eller EU-Domstolens side allerede afgørelser i lignende sager (om eksportgaranti)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(26. januar 2004)

Med hensyn til første del af spørgsmålet har Siemens meddelt, at man ikke vil ansøge om den omhandlede statsgaranti.

Så vidt Kommissionen ved har den franske regering ikke tildelt Framatome nogen støtte i form af en lignende eksportgaranti.

Hverken Kommissionen eller EF-Domstolen har taget stilling til eksportgarantier på kernekraftområdet. I overensstemmelse med EF-traktaten har Kommissionen altid betragtet eksportstøtte inden for Unionen som uforenelig med statsstøttereglerne og andre grundlæggende principper (f.eks. EF-traktatens artikel 10), da denne form for støtte betragtes som en af de mest forvridende støtteformer (se f.eks. Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 1, om anvendelse af traktatens artikel 92 og 93 på kortsigtet eksportkreditforsikring (1)). I Euratom-traktaten findes der ikke nogen særlig bestemmelse om eksportstøtte.

(1) EFT C 281 af 17.9.1997, berigtiget i 2001, EFT C 217 af 2.8.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/661

(2004/C 78 E/0705)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3862/03

af Sebastiano Musumeci (UEN) til Kommissionen

(8. december 2003)

Om: Fællesskabsstøtte til broen over Messina-strædet

Med over 5 mio. indbyggere er Sicilien den ø, der har den største befolkning i Middelhavet.

Selv om broen over Messina-strædet ikke er et grænseoverskridende byggeprojekt, er den dog et vigtigt led i trafikaksen Berlin-Palermo.

Selskabet Stretto di Messina har udarbejdet en finansieringsplan uden nogen offentlig støtte og vil derefter gå videre efter den bebudede tidsplan, dvs. begynde at udvælge hovedentreprenøren.

En eventuel europæisk støtte til finansiering af investeringerne ville under alle omstændigheder fremme gennemførelsen af projektet, idet den ville mindske de finansielle risici og fremskynde gældsafviklingen og dermed forbedre projektets gennemførlighed.

Udelukkelsen af projektet vedrørende Messina-broen fra listen over hasteforanstaltninger (»quick start list«) vil føre til betydelige økonomiske belastninger, som udelukkende vil blive overført til brugerne.

I den vigtige erklæring nr. 30 vedføjet Amsterdam-traktaten, som der i det franske formandskabs konklusioner i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000 henvises til, står der, at man »erkender, at øområderne lider under vedvarende strukturelle ulemper, der skyldes deres status som øsamfund, og som hæmmer deres økonomiske og sociale udvikling«.

Mener Kommissionen, at den bør tage op til fornyet overvejelse, om broen over Messina-strædet ikke bør optages blandt de store projekter, der bør gives fællesskabsstøtte?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(9. januar 2004)

Kommissionen kan meddele det ærede medlem, at finansieringen af transportinfrastrukturerne i Syditalien sker gennem det nationale operationelle transportprogram og regionale operationelle programmer.

For perioden 2000-2006 udgør EFRU's (Den Europæiske Regionaludviklingsfond) finansiering 1 801 313 000 EUR til gennemførelsen af projekterne under det nationale operationelle transportprogram og 1 058 479 469 EUR til gennemførelsen af transportinfrastrukturerne under de regionale operationelle programmer. Her skal det specielt nævnes, at EFRU's finansiering til transportforanstaltninger under programmerne for Calabrien og Sicilien beløber sig til henholdsvis 136 048 000 EUR og 295 376 000 EUR.

Udvælgelsen af de infrastrukturprojekter, der skal finansieres, henhører under de nationale og regionale myndigheder, der er ansvarlige for de operationelle programmer, og foretages i samklang med sektorens nationale og regionale programmeringsinstrumenter (oversigt over transport og logistik, regionale transportplaner).

Broen over Messina-strædet er ikke blandt de projekter, de italienske myndigheder har udvalgt til EU-finansiering i forbindelse med gennemførelsen af de operationelle programmer, der forvaltes af transportministeriet og regionerne Calabrien og Sicilien.

Den 1. oktober 2003 foreslog Kommissionen imidlertid en yderligere revision af retningslinjerne og finansforskrifterne for det transeuropæiske transportnet (TEN-T) for at tilpasse dem til den nye ønskede dimension med det formål at koncentrere ressourcerne om prioriterede infrastrukturprojekter og gøre det lettere at opnå enighed om disse nye forslag i Rådet og Parlamentet, så de kan træde i kraft hurtigst muligt, således som Det Europæiske Råd har bedt om. Blandt de 29 prioriterede infrastrukturprojekter i Kommissionens forslag, der skal gennemføres inden 2020, er den blandede (passagerer og fragt) jernbanestrækning Berlin-Verona/Milano-Bologna-Napoli-Messina-Palermo, hvori Messina-broen indgår.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/662

(2004/C 78 E/0706)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3872/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Virkninger af EU's støtte til omledningsprojektet Júcar-Vanalopó

I aftalen af 13. juli 2001 mellem brugerne af Júcar-Vinalopó-kanalen og den statslige virksomhed Aguas del Júcar S.A. står der udtrykkeligt, at hverken den spanske stats investeringer eller EU's støtte, som betegnes som »restinvesteringen« vil få virkninger for aftalens klausul III, litra c). Dette beløb vil ikke få virkninger for brugerne, hverken i forbindelse med vandpris, afskrivning, udnyttelsesomkostninger eller andet.

Mener Kommissionen ikke, at en sådan anvendelse af EU-tilskud strider imod følgende EU-forpligtelser: åbenhed i forvaltning og anvendelse af EU-midler (betragtning 26 og 57 og artikel 17-29, 34, 36 og 46 i forordning nr. (EF) 1260/1999 (1)), forbuddet mod at fordreje konkurrencen i det indre marked gennem statsstøtte (artikel 87, TEF), beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser (artikel 280, TEF) og forpligelsen til økonomisk gennemsigtighed og hensyntagen til princippet om dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser i forbindelse med vand (artikel 9 og bilag III i direktiv 2000/60/EF (2))?

Den spanske kammeradvokat erkender selv i et responsum af 2. juni 2003, at arten af offentlige midler ikke har betydning for spørgsmålet om medtagelse af EU-støtte til vandbygningsprojekter i afgifter for regulering og anvendelse af vand.

Det skal desuden tages i betragtning, at 35 hm3 årligt ud af den samlede mængde på 80 hm3, der skal omledes, vil blive anvendt til vandforsyning i byerne, hvor det i mange år har været sædvane, at brugerne betaler anlægsinvesteringerne over afgifterne. For Alicantes og Marína Bajas vedkommende skal de nye forsyninger først og fremmest tilfredsstille den øgede efterspørgsel på turisområdet. Det betyder, at Kommissionen yder gavebistand til den spanske turistsektor. Kan Kommissionen acceptere denne situation?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(4. februar 2004)

Kommssionen er i færd med at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at besvare spørgsmålet, og skal meddele resultatet af sine efterforskninger, så snart det foreligger.

(1) EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1.

(2) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/663

(2004/C 78 E/0707)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3874/03

af Francesco Fiori (PPE-DE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Indførsel i EU af ikke-godkendte aktive stoffer

Indførslen af aktive stoffer med oprindelse fra lande uden for EU (i første række Indien, Kina og andre nyindustrialiserede lande i Asien), som ikke er blevet undersøgt af nogen fællesskabsmyndighed, er til ubodelig skade for de italienske producenter af lægemidler. Når de pågældende produkter kommer ind i Fællesskabet er de kun forsynet med en følgeseddel (Certificate of Suitability — COS), ifølge hvilken der er overensstemmelse med den europæiske farmakopé, og der er derfor ikke tilstrækkelige garantier for folkesundheden. De italiensk fremstillede aktive stoffer, som på verdensmarkedet henvender sig til lægemiddelindustrien, er anerkendte på grund af deres høje kvalitet og pålidelighed, idet de er garanteret i henhold til i medfør af fremgangsmåderne i Good Manufacturing Practices — GMP, og det vil sige, at de er i overensstemmelse med den retningsgivende europæiske »GMP Guide for Active Pharmaceutical Ingredients« og kontrolleret af den amerikanske Food and Drug Administration og af det italienske sundhedsministerium.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen på baggrund af ovenstående at træffe for at beskytte de europæiske borgeres sundhed mod indførsel af aktive stoffer til lægemiddelindustrien fra virksomheder, som befinder sig i de nævnte lande?

Er det ikke et af Fællesskabets grundlæggende principper at anvende harmoniserede bestemmelser, som sikrer samtlige producenter ensartede konkurrencevilkår og samme troværdighed på Fællesskabets område, så der opstår international konkurrence på grundlag af produkternes kvalitet, især hvis de vedrører menneskers sundhed?

Anser Kommissionen det ikke for nødvendigt at arbejde for og indføre fællesskabsbestemmelser for hele dette område, så der gennem kontrol af indførslen sikres passende garantier og forebyggelse i forbindelse med de stoffer og lægemidler, som anvendes i EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(5. februar 2004)

I EU's nuværende lægemiddellovgivning indgår ingen forpligtelse om, at aktive lægemiddelbestanddele skal produceres i overensstemmelse med standarderne for god fremstillingspraksis. Kommissionen er bekendt med dette og vedtog derfor den 26. november 2001 forslag til nye retsakter (1), som indfører et krav om, at lægemiddelproducenter kun anvender aktive stoffer, der er fremstillet i overensstemmelse med kravene til god fremstillingspraksis for lægemidler. Efter at man ved andenbehandling i Parlamentet den 17. december 2003 nåede til enighed, forventer Kommissionen, at den nye lovgivning bliver endelig vedtaget i begyndelse af 2004. Da gennemførelsesfristen for den nye lovgivning er 18 måneder, kan bestemmelserne om aktive lægemiddelbestanddele først finde anvendelse fra slutningen af 2005.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder har dog allerede på nuværende tidspunkt mulighed for på frivillig basis at foretage inspektioner af god fremstillingspraksis hos producenter af aktive lægemiddelbestanddele, hvis de finder grund til bekymring. I disse tilfælde kan EU's inspektører gennemfører inspektioner på baggrund af kravene i bilag 18 (»God fremstillingspraksis for aktive lægemiddelbestanddele«) til EU's Vejledning i god fremstillingspraksis, som allerede indeholder internationalt vedtagne standarder for god fremstillingspraksis for aktive lægemiddelbestanddele. Denne vejledning bliver obligatorisk, så snart den nye lovgivning træder i kraft.

(1) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler og om ændring af direktiv 2001/82/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/664

(2004/C 78 E/0708)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3877/03

af Francesco Fiori (PPE-DE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Med artikel 24 i lov 289/2002 overtrædes Fællesskabets love

I artikel 26 i lov nr. 488 af d. 23. december 1999 opridses den metode, som på grundlag af en praksis om offentlig åbenhed, anvendes til at udvælge de firmaer, der skal levere varer og tjenesteydelser til det offentlige. I artikel 24, stk. 3 i lov nr. 289 af d. 27. december 2002, bekræftes det, at institutionerne, som er nævnt i tabel C, og de institutionelle organer er forpligtigede til at anvende rammeaftalen, der er defineret af det statslige rådgivningsselskab, Consip S.p.A.

Den italienske stat erklærer, at den ved udstedelsen af denne vejledende bestemmelse har ladet sig inspirere af almene principper, der angiveligt skal sikre den frie konkurrence og gennemsigtighed og har det mål at spare samt holde udgifterne nede og effektivisere forsyningsordningerne.

Den italienske stat har til hensigt at søge at nå disse mål gennem en vejledende bestemmelse (den her anfægtede), som tilsyneladende på mindst tre punkter både er i strid med den italienske forfatning (flere regioner har allerede indgivet klage over dette til forfatningsdomstolen) og med Fællesskabets regler og principper. De tre punkter er følgende:

a)	den italienske lovgivers mulighed for uafhængigt at ændre (og tilpasse) Fællesskabets tærskel, som er fastsat i Fællesskabets direktiver og de tilhørende lovdekreter til gennemførelse i national ret,

b)	manglende sammenhæng mellem den centraliserede forsyningsordning iværksat efter Consips anbefaling, og Fællesskabets konkurrencebestemmelser,

c)	der er blevet skabt en retningsgivende og administrativ sammenhæng, som er ugunstig for de små selskabers udvikling.

Hvilke forholdsregler vil Kommissionen med baggrund i ovenstående tage for at beskytte sammenslutningerne af små og mellemstore industrier, som utvivlsomt bliver påvirket af denne lovgivning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(2. februar 2004)

Kommissionen, har gentagne gange undersøgt de juridiske aspekter af den centraliserede forsyningsordning iværksat i Italien af Consip, men har ikke opdaget overtrædelser af Fællesskabets lovgivning, som kunne gøres til genstand for en overtrædelsesprocedure. Indledningsvis ønsker den at gøre det ærede medlem opmærksom på forslaget til Parlamentets og Rådets direktiv om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter, offentlige indkøbskontrakter og offentlige tjenestey-delseskontrakter, som skal træde i stedet for de nuværende tre direktiver. Det hedder i artikel 11 i den fælles holdning, som Rådet vedtog den 20. marts 2003, at »Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser, der giver de ordregivende myndigheder mulighed for at anskaffe bygge- og anlægsarbejder, varer og/eller tjenesteydelser gennem indkøbscentraler« og videre »De ordregivende myndigheder, der anskaffer bygge- og anlægsarbejder, varer og/eller tjenesteydelser gennem en indkøbscentral … anses for at have overholdt bestemmelserne i dette direktiv, forudsat at indkøbscentralen har overholdt dette«.

For det første med hensyn til det ærede medlems påstand om, at Italien skulle have reduceret tærsklen i EU-direktiverne om offentlige indkøbskontrakter, skal det bemærkes, at bestemmelserne i disse direktiver pålægger medlemsstaterne mindsteforpligtelser, og giver dem samtidig mulighed for at indføre strengere regler med henblik på en bredere, mere generel åbning af de offentlige tjenesteydelsesaftaler for konkurrence. De pågældende EU-direktiver er, som Domstolen ofte har påpeget, lovtekster, der skal samordne og ikke harmonisere procedurerne for indgåelse af offentlige indkøbskontrakter på EU-plan.

Desuden skal det bemærkes, at enhver kontrakt om offentlige indkøb rent EU-lovgivningsmæssigt er underlagt princippet om forpligtelse til offentliggørelse. Med hensyn til offentlige indkøbskontrakter til et beløb, der ligger under EU-tærsklerne, består der, som Domstolen også har afklaret i sin retspraksis, en forpligtelse til at sikre tilstrækkelig offentliggørelse under hensyntagen til kontraktens beløb og art. Det er medlemsstatens ansvar at fastlægge vilkårene for en sådan offentliggørelse, og den kan frit bestemme, at der skal være tale om offentliggørelse på EU-plan, f.eks. gennem EUT (1).

I lyset af foranstående bør det præciseres, at tærsklen for anvendelse af direktiverne ikke ændres af bestemmelsen i den lov, som det ærede medlem nævner. Det er klart, at den nationale lovgivende myndighed med sin blotte henvisning til anvendelsen af de nationale bestemmelser til gennemførelse af ovennævnte EU-direktiver har ønsket at henvise til alle bestemmelser om offentliggørelse i nævnte bestemmelser, herunder især om offentliggørelse af en bekendtgørelse i EUT.

Med hensyn til bemærkningen om, at en centralisering af indkøb ville skabe en retningsgivende og administrativ sammenhæng, som er ugunstig for de små selskabers (SMV's) udvikling, understreger Kommissionen, at spørgsmålet om indvirkningen af en centralisering af indkøb gennem Consip på referencemarkederne og især SMV's aktiviteter er et problem, som henhører under den nationale konkurrencemyndigheds kompetence, som allerede flere gange har beskæftiget sig med det pågældende system, hvilket også på mere generelt niveau gælder de kompetente politiske og administrative myndigheder.

Kommissionen vil i den sammenhæng tilføje, at den er bekendt med, at den nationale konkurrencemyndighed har rettet en række henstillinger til Consip for at undgå en overdreven begrænsning af konkurrencen i forbindelse med de licitationer, den iværksætter, og Consip ser ud til at overholde disse henstillinger. De nationale politiske og administrative myndigheder, dvs. regeringen, parlamentet og Consip, har desuden for nylig indledt overvejelser over, hvordan man kan begrænse de potentielt negative følger af førnævnte centralisering af indkøb på de små og mellemstore virksomheders aktiviteter.

Kommissionen erindrer om, at lovdekret nr. 143/2003, gennemført ved lov nr. 212/2003 og offentliggjort i det italienske lovtidende nr. 131/L af 11. august 2003, har medført store ændringer på det pågældende område, herunder især ophævelse af artikel 24, stk. 3, i lov 289/2002, som det ærede medlem nævner, netop for at mindske indvirkningen af centraliseringsmekanismen på de små og mellemstore virksomheders aktiviteter. I henhold til de oplysninger, som Kommissionen råder over for indeværende, er der planlagt yderligere ændringer af gældende lovgivning i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2004.

(1) Denne mulighed er for øvrigt udtrykkeligt omfattet af førnævnte direktiver, hvor det, bl.a. i artikel 13 i direktiv 93/36/EØF om offentlige indkøb og artikel 21 i direktiv 92/50/EØF om offentlige tjenesteydelsesaftaler, hedder, at de ordregivende myndigheder kan i De Europæiske Fællesskabers Tidende lade offentliggøre bekendtgørelser om offentlige indkøbs- og tjenesteydelsesaftaler, som ikke er omfattet af bestemmelserne i samme direktiver.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/666

(2004/C 78 E/0709)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3878/03

af Johannes Blokland (EDD) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Forskning i lægemidlers virkning på børn

1.	Er Kommissionen bekendt med, at hovedparten, måske 70 %, af de lægemidler, der ordineres til børn, ikke er undersøgt på deres virkninger på netop denne målgruppe?

2.	Kan Kommissionen oplyse, hvilken procentdel af de lægemidler, der er vurderet af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA), også er fundet egnet for børn?

3.	Hvilke bestræbelser gør Kommissionen sig for at tilskynde lægemiddelproducenterne til øget forskning i, hvordan lægemidler virker på børn?

4.	Stilles der EU-midler til rådighed for denne forskning, og i bekræftende fald hvilke og hvordan anvendes de?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(30. januar 2004)

1.	Kommissionen er fuldt ud klar over, at mange lægemidler til behandling af børn ikke undersøges eller godkendes specielt med henblik på børn, men Kommissionen arbejder på at afhjælpe denne situation.

I oktober 2003 gennemgik Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA) tilladelserne for 191 aktive stoffer, der anvendes i lægemidler, som er godkendt gennem EU-proceduren på grundlag af en videnskabelig evaluering i EMEA, med henblik på disse stoffers godkendelse til brug til børn. 62 (32 %) var specielt tilladt til brug i lægemidler til børn. Af de resterende aktive stoffer var 51 (27 % ) lægemidler til behandling af sygdomme, som ikke er relevante for børn (f.eks. kræftformer, der kun forekommer hos voksne).

Den nuværende EU-lovgivning om lægemidler pålægger ikke industrien at undersøge lægemidler med henblik på anvendelse til børn. Den eksisterende lovgivningsramme har dog allerede bestemmelser, der skal fremme udviklingen af lægemidler til sjældne sygdomme. I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 141/2000 af 16. december 1999 om lægemidler til sjældne sygdomme (1) er der allerede ordninger, der tilskynder den farmaceutiske industri til udvikling og godkendelse af lægemidler til alvorlige sjældne sygdomme, hvor der ikke findes en tilfredsstillende behandlingsmetode. Denne lovgivning finder anvendelse på sygdomme, der berører både børn og voksne.

Efter en større indsats fra EU blev retningslinje E11: »Clinical Investigation of Medicinal Products in the Paediatric Population« fra den internationale konference om harmonisering af tekniske krav vedrørende registrering af lægemidler til human brug (ICH) i 2000 vedtaget og gennemført i EU.

I 2001 nedsatte Det Europæiske Lægemiddelagentur den pædiatriske ekspertgruppe under udvalget for farmaceutiske specialiteter. Den pædiatriske ekspertgruppe rådgiver om undersøgelser og anvendelse af lægemidler til børn og er ved at udarbejde en vejledning for forskere og industrien om anvendelse af lægemidler til børn.

Som opfølgning af en resolution fra Rådet har Kommissionen udarbejdet og foretaget høring om forslag til en ny forordning, der specifikt har som mål at tage spørgsmålet op om behovet for flere undersøgelser og autorisation af lægemidler til børn. Kommissionens forslag indgår i øjeblikket i en udvidet konsekvensanalyse, som vil blive fremlagt i første kvartal af 2004. Når resultaterne af den udvidede konsekvensanalyse foreligger, vil det være muligt at færdigbehandle forslagene, så de kan blive vedtaget af Kommissionen. Under afventning af den udvidede konsekvensanalyses resultater har Kommissionen for at sætte fart i lovgivningsprocessen nedsat en uformel ad hoc-arbejdsgruppe under det farmaceutiske udvalg (som har repræsentanter fra alle medlemsstaterne), for at få rådgivning om det uformelle udkast til forslag. Herudover fortsætter Kommissionen drøftelserne med andre grupper af aktører.

Der lægges også vægt på børns helbred i det prioriterede område 1 i EU's sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling. Dette udvalgte forskningstema vil fremme og støtte tværfaglig grundforskning med det formål at udnytte genomdataenes fulde potentiale til at underbygge anvendelser i tilknytning til menneskers sundhed. I særprogrammet for forskning, teknologisk udvikling og demonstration »Integration og Styrkelse af Det Europæiske Forskningsrum« (2002-2006) står, at »der vil desuden, når det er relevant, blive lagt vægt på børnesygdomme og behandlingen heraf«. Nogle emner i arbejdsprogrammerne for dette prioriterede område er klart helliget børn, f.eks. »Lægemidler til børn« eller »Sjældne autoimmune forstyrrelser: fra gener til individuel medicin« og herunder børnesygdomme. Selv om emnerne ikke specifikt omtaler børn, kan de forslag, der er udvalgt til støtte, omfatte dele, som henviser til eller er koncentreret omkring børns helbred. Det må så forventes, at resultaterne fra disse projekter direkte vil gavne børn, f.eks. gennem en bedre forståelse af sygdomsmekanismer og udvikling af nye diagnostiske redskaber og nye terapeutiske agenser.

Med hensyn til folkesundhedsprogrammet er der muligheder for at støtte projekter om aspekter af lægemidler vedrørende folkesundheden. De prioriterede områder og de specifikke forskningsområder udpeges i de årlige arbejdsplaner.

(1) EFT L 18 af 22.1.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/667

(2004/C 78 E/0710)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3882/03

af Cristina Gutiérrez-Cortines (PPE-DE),

Bernd Lange (PSE), Karl-Heinz Florenz (PPE-DE)

og Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Inspire-initiativet

EU-politikker med betydning for den fysiske planlægning som f.eks. Natura 2000-netværket, rammedirektivet om vand og den fremtidige politik for jordbundsbeskyttelse kræver omfattende miljøoplysninger baseret på kartografi for at kunne gennemføres.

I sin betænkning om den tematiske strategi for jordbundsbeskyttelse (A5-0354/2003) vedtaget den 19. november 2003 opfordrede Parlamentet indtrængende Kommissionen til hurtigt at give sig i kast med dette problem.

For så vidt glæder vi os over lovgivningsinitiativet Inspire, som kommissærerne Solbes, Busquin og Wallström påtog sig at gennemføre i aftalememorandummet fra 2002 og Kommissionens arbejdsprogram for 2003.

De oplysninger, Kommissionen stiller til rådighed på internettet, viser, at der er sket store fremskridt i retning af gennemførelse af det nævnte initiativ takket være offentlige og private organers bidrag og medlemsstaternes og tiltrædelseslandenes støtte.

Vi er klar over, at hvis der ikke er et juridisk mandat, vil hindringerne for en yderligere udvikling inden for indsamling af oplysninger ikke blive fjernet, hvorfor gennemførelsen af EU's politikker med betydning for den fysiske planlægning vil blive forsinket betydeligt. Vi forstår derfor, at Inspire-initiativet er det rette instrument.

Vil Kommissionen vedtage lovgivningsinitiativet Inspire i overensstemmelse med den hensigt, der er kommet til udtryk i de ovennævnte dokumenter, og vil den holde sit løfte med hensyn til de heri angivne datoer?

I bekræftende fald: Kan Kommissionen kort redegøre for, hvor langt man hidtil er kommet med hovedlinjerne i det kommende forslag?

I benægtende fald: Kan Kommissionen forklare, hvorfor den har ændret holdning med hensyn til de datoer, der er angivet i aftalememorandummet og i arbejdsprogrammet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(5. februar 2004)

Det aftalememorandum vedrørende Inspire, som blev underskrevet af kommissionsmedlemmerne med ansvar for henholdsvis miljø, økonomiske og finansielle anliggender og forskning, tjener som grundlag for samarbejdet mellem Generaldirektoratet for Miljø, Eurostat og Det Fælles Forskningscenter om udvikling af Inspire-initiativet. Hovedformålet med Inspire er at skabe harmoniserede kilder til geografisk information til brug ved udformning, gennemførelse og evaluering af fællesskabspolitikker.

Som anført i aftalememorandummet består initiativets første fase i at fastlægge en retlig ramme for koordinering af indsamlingen og anvendelsen af og adgangen til geografisk information. Kommissionen havde i overensstemmelse med aftalememorandummet opført vedtagelsen af en retlig ramme for Inspire på sit 2003-arbejdsprogram, hvilket også indebar, at der skulle foretages en udvidet konsekvensanalyse.

Som følge af arbejdet med andre presserende lovgivningsforslag i slutningen af 2003 måtte Kommissionen imidlertid udsætte vedtagelsen af Inspire-initiativet. Desuden havde den udvidede konsekvensanalyse vist, at der var en række spørgsmål omkring ambitionsniveauet for Inspire og det potentielle finansieringsbehov for gennemførelsen, som krævede yderligere overvejelser.

Kommissionen har derfor igen medtaget Inspire-forslaget på sit arbejdsprogram for 2004. Inspire er fortsat et selvstændigt initiativ, men sikrer også, at der kan udvikles synergi med andre beslægtede aktioner inden for en komplementær tilgang. De spørgsmål vedrørende investeringsbehovet, der rejses i rapporten om konsekvensanalysen, vil blive løst ved at sørge for, at Inspire målrettes mod hovedkravene for et fællesskabsinitiativ, og ved at foretage en tilsvarende revision af konsekvensanalysen.

I betragtning af, at så mange aktører har udtrykt støtte til Inspire, arbejder Kommissionen videre med dette initiativ, og den satser på at færdiggøre lovforslaget om Inspire, således at det kan vedtages i andet kvartal af 2004. Det vil være et første skridt hen imod etableringen af en multisektorramme for behandling af og adgang til information med en fysisk planlægningsdimension baseret på en fælles geografisk ramme.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/670

(2004/C 78 E/0713)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3899/03

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(17. december 2003)

Om: Det Blandede Udvalg EU-Den Demokratiske Folkerepublik Laos

Artikel 14 i samarbejdsaftalen mellem EU og Laos lyder som følger: »Det blandede udvalg […] træder sædvanligvis sammen hvert andet år, skiftevis i Vientianne og i Bruxelles på et tidspunkt, der fastsættes ved fælles overenskomst. Der kan efter aftale mellem parterne indkaldes til ekstraordinære møder«. Ifølge velunderrettede kilder skulle det møde, der oprindeligt var fastsat til november 2003, til trods for denne regel ikke have fundet sted, idet mindst en af de to parter ikke mente, at der var nogen vigtige og presserende punkter at behandle.

Mener Kommissionen ikke, at følgende forhold udgør tilstrækkeligt vigtige og presserende anliggender til at danne baggrund for et møde i det blandede udvalg: praksis med tvungen forsvinden af modstandere af regimet, bl.a. fem studenterledere af »Bevægelsen 26. oktober 1999«, tilbageholdelse gennem mere end 13 år af Latsamy Khamphoui (tidl. minister i Den Demokratiske Folkerepublik Laos) og Feng Sackchittaphong (tidl. højt placeret tjenestemand i justitsministeriet), der befinder sig i arbejdslejr »nummer 7« efter at have offentliggjort et åbent brev med kritik af de højeste laotiske myndigheder, voldsom undertrykkelse af Hmong-folket og de kristne samfund i Laos, arrestering og domfældelse i sommer af to europæiske journalister, en laotisk-amerikansk tolk og tre laotere under en skueproces, udbredt korruption, manglende reform af et retssystem, der er fuldstændig underlagt enhedspartiet, udbredt brug af tortur, højtstående personers involvering i alle former for illegal handel (ædeltræ, narkotika, ædelsten osv.) og, mere generelt, nægtelse af ytrings-, forenings- og religionsfrihed samt andre grundlæggende friheder — principper, der ligger til grund for samarbejdsaftalen mellem EU og Laos? Er Kommissionen i øvrigt ikke af den opfattelse, at Unionen i sine forbindelser med Den Demokratiske Folkerepublik Laos burde lægge meget større vægt på anliggender som de ovenfor nævnte, som Europa-Parlamentet gentagne gange har udtalt sig om?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(30. januar 2004)

Det 3. møde i Det Blandede Udvalg EU — Den Demokratiske Folkerepublik Laos blev afholdt i Vientiane i Laos den 7. januar 2004. Den lille forsinkelse i mødets afholdelse skyldes udelukkende vanskeligheder med at få aftalt et tidspunkt.

Ud over drøftelserne om en række forskellige spørgsmål inden for rammerne af samarbejdsaftalen, herunder god regeringsførelse og menneskerettigheder blev de to parter enige om at nedsætte en uformel arbejdsgruppe om »Samarbejde inden for områderne institutionsopbygning og administrative reformer, regeringsførelse og menneskerettigheder«. Arbejdsgruppen skal mødes regelmæssigt, og den vil give Kommissionen og den laotiske regering mulighed for at vise, at de er forpligtet til at gennemføre afsnittet om menneskerettigheder i samarbejdsaftalen mellem EU og Laos på en mere proaktiv måde.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/671

(2004/C 78 E/0714)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3903/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(17. december 2003)

Om: Positiv særbehandling af det gældsramte italienske parti Democratici di Sinistra (DS)

I 1996 indledte det italienske parti Democratici di Sinistra et projekt, der skulle rette op på partiets økonomi, ved hjælp af selskabet Beta Immobiliare, som formelt blev oprettet i 1995 til »opkøb, bebyggelse, forvaltning, ombytning og til salg af ejendomme og ejendomsrettigheder af enhver slags«. I tråd med denne målsætning overdrog de lokale partiafdelinger i DS et stort antal ejendomme til selskabet Beta Immobiliare, der ved salg af disse ejendomme skulle skaffe penge til at rette op på underskuddet i partiet. Denne »indkasseringsplan« slog imidlertid fejl. En af kreditorerne er Monte dei Paschi di Siena. I forbindelse med de fire lån, som denne bank har ydet DS, er 27 afdrag ikke betalt svarende til en uindfriet gæld på flere millioner euro. Selv om det drejer sig om en klækkelig sum penge, lader det ikke til, at bankledelsen fra Siena vil kræve sit tilgodehavende betalt, og heller ikke Banca d'Italia, der er det tilsynsførende organ, har grebet ind. Hertil kommer, at DS's formand Piero Fassino for nylig — for at afhjælpe denne situation — har anmodet om at få eftergivet 50 % af den samlede gæld. Selv om der endnu ikke er nogen formel accept af forslaget, forholder bankerne sig uden tvivl positivt til ideen.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

Normalt griber bankerne ind over for en kunde, der er bagud med betalingen, allerede ved andet ubetalte afdrag — i dette tilfælde er der derimod ikke truffet nogen foranstaltninger. Mener Kommissionen ikke, at dette strider imod princippet om ligebehandling af forbrugerne, når der ydes positiv særbehandling til magtfulde organer, mens privatpersoner pålægges endog meget høje rentesatser, afkræves omkostningsgebyrer ved enhver banktransaktion og pålægges samtlige økonomiske konsekvenser af en eventuel betalingsrestance?

2.	Kan Kommissionen oplyse om EU's lovgivning på bankområdet især med henblik på forbrugerbeskyttelse i relation til kreditinstitutter?

3.	Kan dette ses som et eksempel på fænomenet »overdreven gældsstiftelse«, som Det Økonomiske og Sociale Udvalg flere gange har omtalt i sine udtalelser og forsøgt at få Kommissionen til at skride ind over for?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(5. februar 2004)

De problemstillinger, som det ærede medlem nævner, falder uden for Fællesskabets beføjelse.

Da de involverede parter ikke er fysiske personer, der handler uden for deres forretningsmæssige eller erhvervsmæssige aktiviteter, gælder EF-bestemmelserne vedrørende forbrugerbeskyttelse, som det ærede medlem refererer til, ikke.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/671

(2004/C 78 E/0715)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3910/03

af Amalia Sartori (PPE-DE) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Ulykker i hjemmet og hjemmet som arbejdsplads

Antallet af ulykker, der sker i hjemmet, er steget i foruroligende grad ikke bare i Italien, men også i andre lande.

Statistiske data viser, at over 3 millioner mennesker hvert år kommer til skade i hjemmet. Heri indgår over 7000 dødsfald. Verdenssundshedsorganisationen påpeger, at denne type ulykker, som rammer alle uanset alder, i de udviklede lande er den vigtigste dødsårsag blandt børn, selv om de den værst ramte gruppe er husmødrene.

Der er forskellige årsager til ulykkerne i hjemmet. En del af dem skyldes uopmærksomhed, ligegyldighed, utilstrækkeligt kendskab til og/eller manglende overholdelse af sikkerhedsforskrifter og farlige apparater eller kemiske stoffer i hjemmet, men også og måske først og fremmest en utilstrækkelig sikkerheds- og forebyggelseskultur.

I betragtning af at husmødrene udgør en gruppe arbejdstagere, som ofte ikke er beskyttet så meget, som de burde være, kunne det være en løsning af stor betydning at betragte hjemmet som en »arbejdsplads« i modsætning til, hvad der er fastsat i Rådets direktiv 98/24/EF (1) om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser.

Den italienske lov 493 af 3. december 1999 om sundhedsbeskyttelse i boliger og forsikring mod ulykker i hjemmet (2) sidestiller derimod hjemmet med en arbejdsplads.

Hvad ager Kommissionen at gøre i denne forbindelse?

Kan der efter Kommissionens opfattelse træffes en foranstaltning til fordel for husmødrene svarende til den italienske lov?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(19. januar 2004)

Kommissionen er ligesom det ærede parlamentsmedlem foruroliget over de mange ulykker i hjemmet.

Bestemmelserne om beskyttelse af arbejdstagerne på arbejdspladsen er fastsat i Rådets rammedirektiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (3) og de dertil knyttede 17 særdirektiver, som er vedtaget i overensstemmelse med rammedirektivets artikel 16, stk. 1. I henhold til artikel 3 i direktiv 89/391/EØF forstås ved arbejdstager »enhver person, som en arbejdsgiver har i sin tjeneste, herunder praktikanter og lærlinge, bortset fra hushjælp«. Husmødre, der jo ikke er i en arbejdsgivers tjeneste, jf. ordlyden i direktiv 89/391/EØF, falder derfor ikke ind under anvendelsesområdet for dette direktiv eller dets særdirektiver, herunder navnlig Rådets direktiv 98/24/EF af 7. april 1998 om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet mod risici i forbindelse med kemiske agenser (4), der nævnes af det ærede parlamentsmedlem.

Medlemsstaterne har selvfølgelig mulighed for at vedtage særlige bestemmelser om beskyttelse af husmødre mod sundheds- og sikkerhedsrisici. Det eksempel, der omtales af det ærede parlamentsmedlem, nemlig den italienske lov nr. 493 af 3. december 1999 om sundhedsbeskyttelse i boliger og forsikring mod ulykker i hjemmet, er meget interessant i den forbindelse og vil eventuelt kunne udgøre et eksempel til efterfølgelse for andre medlemsstater.

Da fællesskabslovgivningen om sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse er baseret på EF-traktatens artikel 137, i henhold til hvilken der kun skal vedtages minimumsforskrifter om beskyttelse af arbejdstagere, agter Kommissionen imidlertid ikke at træffe specifikke fællesskabsforanstaltninger med henblik på at sidestille hjemmet med en arbejdsplads.

(1) EFT L 131 af 5.5.1998, s. 1.

(2) Den italienske statstidende nr. 303 af 28. december 1999.

(3) EFT L 183 af 29.6.1989.

(4) EFT L 131 af 5.5.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/673

(2004/C 78 E/0717)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3915/03

af Marco Pannella (NI), Maurizio Turco (NI), Marco Cappato (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI), Benedetto Della Vedova (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(17. december 2003)

Om: Den cambodjanske regerings tvungne repatriering af Montagnard-flygtninge til Vietnam og den konstante krænkelse af FN-konventionen om flygtninge

Ifølge en rapport fra Radio Free Asia gennemførte de cambodjanske myndigheder i midten af november 2003 en tvungen repatriering af de sidste 11 af de 60 Montagnard-flygtninge, der befandt sig i Cambodja. Flygtningene blev overgivet til de vietnamesiske myndigheder, efter at de i juli var kommet ud af en malariabefængt skov, efter at myndighederne havde tvunget nogle cambodjanske fiskere til at afsløre, hvor de skjulte sig.

Samtlige 60 Montagnard-flygtninge tilhører Jarai-stammen, og provinspolitiet i Rattanakiri har bekræftet, at de er blevet deporteret, men dog uden at specificere, hvornår dette er sket. Desuden har indbyggerne i landsbyen O Lvea bekræftet, at de sidste flygtninge blev omringet og arresteret af politiet i skoven i Koh Nhek-distriktet mellem provinserne Rattanakiri og Mondolkiri. Hverken de cambodjanske eller vietnamesiske myndigheder har oplyst noget som helst om de 60 flygtninges skæbne, mens beretninger fra lokalbefolkningen bekræfter, at alle 60 havde pådraget sig malaria efter i månedsvis at have stillet deres sult med rodknolde og bambus, eftersom politiet fra oktober havde gjort det umuligt for de lokale fiskere at yde dem nogen hjælp. De cambodjanske politimyndigheder kommer med modstridende udtalelser om tilstedeværelsen af Montagnard-flygtninge på deres område. De yder ikke flygtningene nogen hjælp, men overgiver dem derimod til de vietnamesiske myndigheder til gengæld for mad og penge således som for nylig dokumenteret fra forskellige uafhængige kilders side.

Son Chay, cambodjansk parlamentsmedlem for Sam Rainsy-partiet, og selve den cambodjanske konge har i de seneste måneder understreget, at den cambodjanske regering krænker konventionen om flygtninge, som forpligter Cambodja til at yde hjælp til flygtninge, der befinder sig på cambodjansk område. Cambodjanske ngo'er har gentagne gange klaget over, at det er umuligt at indhente oplysninger hos regeringen om situationen for Montagnard-flygtninge, og over, at det ikke kan lade sig gøre at yde humanitær hjælp.

UNHCR's kontor i Cambodja har på uacceptabel vis støttet den cambodjanske regering ved at indstille al form for hjælp og støtte til Montagnard-flygtningene i provinserne ved grænsen til Vietnam, selv om det har haft kendskab til arrestationerne, til de tvungne repatrieringer og til voldshandlingerne samt til de sygdomme, som i hundredvis af Montagnard-flygtninge har pådraget sig gennem det sidste halvandet år.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

—

om der vil blive truffet foranstaltninger — og i så fald hvilke — for at undersøge om og sikre at den cambodjanske regering overholder FN-konventionen om flygtninge fra 1951 og sætter en stopper for arrestationerne og de tvungne repatrieringer af Montagnard-flygtninge, som flygter fra de vietnamesiske myndigheders politiske og religiøse undertrykkelse som påtalt af Europa-Parlamentet i en beslutning vedtaget i november 2003?

—

hvilket pres den agter at udøve på UNHCR i såvel Genève som Cambodja for at sikre, at de cambodjanske myndigheder ikke arresterer og »sælger« de Montagnard-flygtninge, der skjuler sig i junglen ved grænsen til Vietnam, til det vietnamesiske politi, som patruljerer området og ofte går over grænsen til Cambodja?

—

om ikke den mener, at den cambodjanske og den vietnamesiske regering straks må ændre adfærd på dette punkt med trussel om, at der ellers vil blive krævet suspendering af de samarbejdsaftaler, hvormed Kommissionen i praksis fortsat finansierer de her omtalte politikker, som undertrykker menneskerettighederne snarere end sikrer overholdelsen af dem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(5. februar 2004)

Kommissionen er bekendt med situationen omkring Montagnard-flygtningene, der krydser den vietnamesisk-cambodjanske grænse. Mange af disse eksilerede synes ikke at have ansøgt om status som flygtning i henhold til Genève-konventionen, men fordi trepartsaftalen mellem Cambodja, Vietnam og De Forenede Nationers Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) brød sammen i 2001, er det ikke muligt at overvåge situationen effektivt på begge sider af grænsen og i denne forbindelse heller ikke konstatere, hvad der sker med dem, der vender tilbage til Vietnam. Kommissionen er også bekendt med de i spørgsmålet nævnte deportationer og forsøger at opnå uafhængig bekræftelse af disse forlydender.

EU støtter UNHCR's bestræbelser på at finde en vej ud af denne vanskelige situation og opfordrer både Cambodja og Vietnam til at vende tilbage til trepartsaftalen eller en lignende ordning. UNHCR har med Cambodjas kongelige regering indledt drøftelser om udarbejdelse af et nyt system til behandling af asylansøgere i Cambodja i overensstemmelse med både Cambodjas forpligtelser i henhold til konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og kongedømmets interne lov og territoriale integritet. Kommissionen støtter denne tilgang og ser frem til en positiv afslutning på drøftelserne. Påstandene om, at UNHCR »på uacceptabel vis har støttet den cambodjanske regering«, hvilket henviser til, at flygtninge er blevet tvunget til at vende tilbage til Vietnam, er efter vores opfattelse hverken dokumenteret eller bekræftet af pålidelige kilder.

Henvisningen til overholdelsen af menneskerettigheder og demokratiske principper i EU's samarbejdsaftaler med Vietnam og Cambodja giver Kommissionen mulighed for at behandle menneskerettighedsspørgsmål i sine bilaterale kontakter med disse landes regeringer.

Med hensyn til Vietnam har EU både i forbindelse med menneskerettighedsdialogen og under trojkamis-sionsledernes besøg i det centrale højland i december 2003 gentaget sin bekymring over situationen i det centrale højland og presset på for større gennemsigtighed, dvs. ved at tillade UNHCR og andre FN-organer fri adgang.

Endelig ville Kommissionen aldrig »finansiere politikker, der krænker menneskerettighederne«. Overholdelse og beskyttelse af menneskerettighederne forbliver kernen i vores dialog og samarbejde med tredjelande.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/675

(2004/C 78 E/0718)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3918/03

af Georges Berthu (NI) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Nedsatte momssatser

Den 3. december 2003 erklærede kommissær Bolkestein over for Europa-Parlamentet, at Kommissionen ikke agtede at fremsætte et nyt forslag vedrørende udvidelsen af anvendelsesområdet for de nedsatte momssatser (bl.a. til byggearbejde og restaurationsydelser), idet Rådet stillede sig skeptisk over for dens forslag af 7. juli 2003.

Forslaget af 7. juli 2003 var imidlertid bredere og ville bl.a. afskaffe undtagelserne, som er et omstridt emne.

Mener Kommissionen ikke, at konflikter bør undgås, og at den bør indtage samme holdning som Europa-Parlamentet (Randzio-Plath-betænkningen, vedtaget den 4. december 2003, P5_TA-PROV(2003)0547), der fornuftigt foreslår at forlænge varigheden af eksperimentet med nedsatte momssatser for arbejdskraftintensive ydelser og udvide medlemsstaternes muligheder for at indføre nedsatte momssatser, bl.a. for restaurationsydelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(19. januar 2004)

Kommissionen vedtog den 16. december 2003 et forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/388/EØF (1) med henblik på at forlænge muligheden for at bemyndige medlemsstaterne til at anvende nedsatte momssatser på visse arbejdskraftintensive tjenesteydelser og et forslag til beslutning om forlængelse af gyldighedsperioden for beslutning 2000/185/EF (2) om bemyndigelse af medlemsstaterne til at anvende en nedsat momssats for visse arbejdskraftintensive tjenesteydelser i overensstemmelse med proceduren i artikel 28, stk. 6, i direktiv 77/388/EØF (3).

Forlængelsen vil gøre det muligt for de ni medlemsstater, der i øjeblikket anvender en nedsat momssats på arbejdskraftintensive tjenesteydelser, at vedblive dermed på uændrede vilkår i yderligere to år indtil den 31. december 2005, uden at anvendelsesområdet derfor ændres eller udvides.

Dette vil antagelig give Rådet den fornødne tid til at opnå enstemmighed om det fremtidige anvendelsesområde for de nedsatte momssatser på grundlag af Kommissionens oprindelige forslag (4).

Kommissionen tilsigtede med sit forslag af 23. juli 2003 at forbedre det indre marked, bl.a. ved at videreføre forenklingen og rationaliseringen af momssatserne. Blandt andet foreslog den, at restaurationsydelser, reparation, vedligeholdelse og rengøring af boliger samt pleje i hjemmet endeligt optages i bilag H.

Dette forslag behandles stadig af Rådet, og det tilkommer dette at træffe endelig afgørelse om de nedsatte momssatser i lyset af Europa-Parlamentets udtalelse.

(1) Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter — Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, EFT L 145 af 13.6.1977.

(2) Rådets afgørelse 2000/185/EF af 28. februar 2000 om bemyndigelse af medlemsstaterne til at anvende en nedsat momssats for visse arbejdskraftintensive tjenesteydelser i overensstemmelse med proceduren i artikel 28, stk. 6, i direktiv 77/388/EØF, EFT L 59 af 4.3.2000.

(3) KOM(2003) 825 endelig udg.

(4) KOM(2003) 397 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/676

(2004/C 78 E/0719)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3922/03

af María Bergaz Conesa (GUE/NGL) til Kommissionen

(18. december 2003)

Om: Projekter i forbindelse med den spanske vandplan med samfinansiering fra Kommissionen

Det spanske miljøministerium offentliggør regelmæssigt forskellige tal over det antal projekter i forbindelse med den nationale vandplan og bilag II i loven herom (889 arbejder og projekter), som allerede modtager støtte fra EU. Ikke desto mindre har Generaldirektoratet for Regionalpolitik på alle spørgsmål og anmodninger om oplysninger herom svaret, at det ikke har nogen reference til arbejderne i forbindelse med den spanske vandplan, fordi anmodningerne om finansiering kommer uden udtrykkelig henvisning til denne vandplan og med henvisninger, der er forskellige fra forkortelserne i loven om den spanske vandplan. Dette er foruroligende, navnlig på grund af de forskellige arbejders akkumulative og synergiske virkninger på miljøet.

Kan Kommissionen forelægge en rapport om denne samfinansiering med henvisning til de enkelte projekter i forbindelse med vandplanen?

Burde Generaldirektoratet for Regionalpolitik ikke fra nu af anmode den spanske regering om at forsyne alle arbejder, der indgår i loven om den spanske vandplan, med en særlig reference til denne lov for at lette arbejdet med opfølgning af projekterne i forbindelse med vandplanen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(4. februar 2004)

Kommissionen skal henvise det ærede medlem til svaret på skriftlig forespørgsel E-2288/01.

Det skal også bemærkes, at bilag II til den spanske lov 10/2001 om den spanske vandplan, som det ærede medlem henviser til, indeholder en liste over investeringer, der omfatter flere hundrede projekter. De spanske myndigheder har forelagt en række af disse projekter til finansiering inden for rammerne af de finansieringsinstrumenter og programmeringsdokumenter, der henvises til i ovennævnte svar, uden udtrykkeligt at meddele Kommissionen, om programmerne er omfattet af vandplanen, eftersom et sådant krav ikke er obligatorisk.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/676

(2004/C 78 E/0720)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3943/03

af Daniel Cohn-Bendit (Verts/ALE) til Kommissionen

(22. december 2003)

Om: Lov om midlertidigt statsborgerskab og indrejse i Israel

Det er almindeligt kendt, at der er behov for en hurtig ændring af den sociale, politiske og økonomiske status, som det arabiske mindretal i Israel har, og at det forsøger at opnå anerkendelse og rettigheder som mindretal. For øjeblikket synes der at være stilstand med hensyn til gennemførelsen af planen, og derfor bør man i det israelske samfund gøre sig yderligere anstrengelser for at opnå et virkeligt forlig mellem parterne, hvilket ville kunne ses som et første skridt mod en genoplivning af fredsprocessen.

Beklageligvis vedtog det israelske Knesset den 31. juli 2003 loven om midlertidigt statsborgerskab og indrejse i Israel, som forhindrer, at palæstinensere fra Vestbredden og Gaza, som er gift med israelske statsborgere, kan opnå statsborgerskab og permanent eller midlertidig opholdstilladelse. Borgere fra de besatte områder, som er gift med israelske statsborgere, og palæstinensere, som er bosat i Israel, forhindres af denne lov i at kunne bo lovligt i Israel med deres partner. Desuden sigter loven mod at forhindre familiesammenføring, og den kommer også til at fungere med tilbagevirkende kraft, hvilket vil påvirke titusinder af par. Denne lovs ikrafttræden kommer til at splitte næsten 22 000 familier op.

Da flertallet af de israelere, som er gift med borgere fra de besatte områder, hører til Israels palæstinensiske mindretal, diskriminerer denne lov direkte Israels arabiske statsborgere. Den strider således mod flere internationale konventioner om menneskerettigheder, som Israel har ratificeret, især hvad angår artikel 5 i Konventionen om afskaffelse af alle former for racediskrimination, som Israel ratificerede i 1979.

Er det ikke Kommissionens opfattelse, at man med denne lov overtræder artikel 2 i associeringsaftalen mellem EU og Israel? Hvilke forholdsregler har Kommissionen til hensigt at tage for at overbevise de kompetente israelske myndigheder om, at de skal ophæve loven eller undlade at gennemføre den?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(30. januar 2004)

Kommissionen har bemærket sig, at Knesset i juli 2003 godkendte loven om nationalitet og indrejse i Israel (midlertidig afgørelse). Kommissionen mener, at denne afgørelse giver anledning til bekymring med hensyn til eventuel diskriminering på det højst følsomme område, som familierettighederne udgør. Kommissionen har allerede givet udtryk for denne bekymring i Israel og følger nøje udviklingen omkring de praktiske retningslinjer for denne lov. Kommissionen følger også nøje de bemærkninger, De Forenede Nationers Menneskerettighedskomite og Komiteen mod Racediskrimination fremsætter om dette anliggende. Ifølge associeringsaftalen mellem EU og Israel er israelsk overholdelse af menneskerettighederne et væsentligt element i landets forbindelse med EU. Menneskerettighedsrelaterede spørgsmål drøftes i forbindelse med den politiske dialog, der føres mellem EU og Israel i henhold til associeringsaftalen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/677

(2004/C 78 E/0721)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3951/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(22. december 2003)

Om: Genetisk manipulerede »glødefisk«

Den amerikanske virksomhed Yorktown Technologies indleder mandag den 5. januar salget af det første manipulerede husdyr. Under navnet »GlowFish« er en zebrafisk blevet genetisk manipuleret. Takket være et grønt fluorescerende gen fra en vandmand og et rødt fluorescerende gen fra en søanemone afgiver zebrafisken enten et grønt eller rødt skin i mørke. GlowFish blev oprindelig udviklet i Singapore med henblik på at fungere som indikator for giftige stoffer i vand: Ved kontakt med giftige stoffer får fisken en rød farve. Nu er der fare for, at den genmanipulerede zebrafisk bliver et populært husdyr til en pris af fem dollar.

Er Kommissionen også af den opfattelse, at genetisk manipulation af disse fisk er i strid med protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd, som er knyttet til Amsterdam-traktaten (1997)?

Hvilke skridt vil Kommissionen træffe over for indførsel til og salg i Den Europæiske Union i overensstemmelse med det gældende moratorium vedrørende GMO-produkter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(10. februar 2004)

Med hensyn til dette spørgsmåls dyrevelfærdsaspekt har Kommissionen i øjeblikket ingen oplysninger om, hvorvidt genetisk modifikation af denne bestemte art ville bringe dens generelle velfærd i fare, hvis den blev holdt som husdyr i et hjemmeakvarium.

Der findes ingen dyrevelfærdsbestemmelser på fællesskabsplan for fisk, der holdes som husdyr, og dette aspekt henhører derfor udelukkende under medlemsstaternes kompetence.

Med hensyn til import og erhvervsmæssig udnyttelse af disse genmodificerede fisk på EU's område, vil Kommissionen gerne minde om, at i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (GMO) (1) kan intet GMO markedsføres inden for EU uden på forhånd at have markedsføringstilladelse i overensstemmelse med direktivets del C. Markedsføringstilladelse gives fra sag til sag på grundlag af en videnskabelig vurdering af, hvorvidt GMO'et udgør en potentiel risiko for menneskers sundhed eller miljøet. Indtil videre har ingen ansøgt om godkendelse til udsætning af den pågældende organisme i miljøet i forsøgs- eller handelsmæssigt øjemed.

(1) EFT L 106 af 17.4.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/678

(2004/C 78 E/0723)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3960/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(5. januar 2004)

Om: Angola — Reintegration af tidligere oprørskæmpere og afvæbning af civilbefolkningen

Ifølge en meddelelse fra UNITA's stående udvalg, der afholdt et ordinært møde den 31. oktober — 2. november 2003 for at analysere den interne situation i partiet og den politiske, sociale og økonomiske situation i Angola, er antallet af tilfælde af intimidering af og vold over for tidligere militære medlemmer af FALA og den befolkning, der støtter UNITA, vokset betydeligt i Angola. Ødelæggelsen af landsbyer efterfulgt af tvangsflytningen af den befolkning, der var bosiddende langs med Quembo-floden (i provinsen Kuando Kubango) til områder i Lupiri-kommunen (hvor der stadig ligger miner) er kun et enkelt eksempel på dette.

Det stående udvalg beklagede og fordømte de ovennævnte tilfælde af vold og intimidering, samtidig med at det opfordrede regeringen til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at undgå gentagelse og udbredelse af sådanne handlinger og beklagede, at den i Luena-memorandumet indeholdte bilaterale mekanisme til behandling af sådanne tilfælde ikke havde virket.

I den samme meddelelse opfordrede UNITA's stående udvalg også republikkens præsident til at udsende styrker, der skal fremme bestræbelserne på at stifte fred mellem angolanerne ved at kræve afvæbning af civilbefolkningen og opløsning af den civile forsvarsorganisation (ODC), hvis eksistens efter udvalgets mening udgør en klar krænkelse af den gældende forfatning i Angola.

Kommissionen bedes i denne forbindelse besvare følgende spørgsmål:

—	Har Kommissionen oplysninger, der bekræfter disse forhold? Er den bange for, at de kan få indflydelse på den igangværende proces med konsolidering af institutioner og national fredsstiftelse?

—

Hvordan vurderer Kommissionen opfyldelsen af de konkrete punkter i aftalememorandumet, der regulerer dette spørgsmål, navnlig for så vidt angår normaliteten af den måde, som de hertil forudsete instrumenter — eller andre til erstatning heraf — fungerer på, og for så vidt angår de opnåede resultater?

—

Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet eller agter den at træffe med henblik på at afhjælpe de ovenfor beskrevne forhold, hvis de bekræftes? Og på hvilken måde mener den at EU kan øve indflydelse på de angolanske myndigheder med henblik på at fremme en effektiv bekæmpelse af disse begivenheder og få den ovennævnte bilaterale mekanisme til at virke effektivt?

—	I hvilken grad vurderer Kommissionen at civilbefolkningen er blevet afvæbnet, og hvordan bedømmer den ODC's optræden? Mener den, at dette er potentielt destabiliserende faktorer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(30. januar 2004)

Kommissionen er bekendt med meddelelsen fra UNITA's stående udvalg og artiklen om forholdet i UNITA's avis Terra Angolana. Selv om det er vanskeligt at få bekræftet påstandene, kan det ikke udelukkes, at hændelserne har fundet sted, og regeringen må gøre sit yderste for at forhindre, at det sker igen. Med de begrænsede oplysninger, der er til rådighed, må konklusionen dog blive, at der er tale om enkeltstående tilfælde, som ikke udgør en væsentlig trussel mod fredsprocessen.

Generelt er der tale om forhold, der vedrører beskyttelse af menneskerettighederne, som er et punkt på dagsordenen i den strukturerede politiske dialog mellem EU og Angola, der blev indledt den 3. december 2003. Kommissionen har endvidere erklæret, at Angola er et land med høj prioritet til det europæiske initiativ for demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne. Endelig har FN et særligt mandat til at tage sig af menneskerettighedsspørgsmål og et kontor i Luanda.

Med hensyn til aftalememorandummet og måden, hvorpå det fungerer, er Kommissionen af den opfattelse, at det er trojkaen og FN, der som officielle vidner til aftalen spiller den vigtigste rolle, og at der bør rettes henvendelse til dem i tilfælde af konflikter eller brud på aftalen eller i tilfælde af, at aftalen ikke menes at være blevet fulgt korrekt af de to parter, der har undertegnet den.

Hvad angår de forflyttede soldaters og deres familiers situation, så er Verdensbanken, som samarbejder med og yder støtte til regeringens program for hjemsendelse og reintegration (som Kommissionen bidrager til med en del af det bidrag på 20 mio. EUR, som den yder til multidonor-trustfonden for de store søers områder), af den opfattelse, at hjemsendelsen forløber tilfredsstillende. Programmet er i gang, og specifikke foranstaltninger til reintegration af de hjemsendte forventes at blive iværksat snarest (på nuværende tidspunkt må næsten alle forflyttede enten være vendt tilbage eller have fået ny bopæl og skal nu reintegreres). Bosættelsen forløber bestemt ikke altid perfekt, og i mange områder er de mest basale forhold ikke i orden, f.eks. giver landminer problemer. Kommissionens minerydningsprogrammer (igangværende og planlagte) og foranstaltninger under Det Europæiske Kontor for Humanitær Bistand (ECHO) tager specifikt sigte på at løse disse problemer.

Selv om fredsprocessen skrider fremad, kan de vanskelige levevilkår føre til øget vold i fremtiden. De store mængder håndvåben og lette våben er et alvorligt problem, som, selv om det ikke udgør nogen trussel mod stabiliteten, dog skal løses. Det ser ud til, at regeringen nu giver afvæbningen af civilbefolkningen højere prioritet, og den har gennemført en række (isolerede) aktioner på området. FN's udviklingsprogram (UNDP) er udarbejdet med henblik på at bakke regeringen op med et specifikt program.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/680

(2004/C 78 E/0724)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3998/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(19. december 2003)

Om: Reklamekampagne i Grækenland finansieret af midler fra fællesskabsstøtterammen

I Grækenland fortsætter regeringen desværre sin praksis med at bruge midler fra fællesskabsstøtterammen til at føre propaganda for sig selv i fjernsynet og pressen. Disse reklamer formodes at have som hovedformål at fremme de operationelle programmer under fællesskabsstøtterammen. I virkeligheden udgør de en del af regeringspartiets reklamekampagne.

Et karakteristisk eksempel er reklamerne fra Sundhedsministeriet. Med slagordet »En ny æra for sundheden« reklamerer ministeriet for bygning af nye hospitaler og forbedring af visse tjenesteydelser på sundhedsområdet. Dette fremstilles dog som et resultat opnået af regeringen, idet EU's bidrag så godt som forties. I fjernsynets reklamespot vises der i slutningen og i nogle tiendedele sekunder et meget lille EU-flag ved siden af det græske uden nogen yderligere kommentar eller forklaring. Det bør bemærkes, at der ikke på noget tidspunkt nævnes noget om det operationelle program »sundhed og forsorg«, for hvis midler disse projekter er blevet gennemført, ej heller om fællesskabsstøtterammen. Naturligvis finansieres hele denne reklamekampagne med midler beregnet til oplysningskampagnen om fællesskabsstøtterammen.

Hvordan agter Kommissionen at skride ind over for de græske myndigheder for at få dem til at ændre karakteren af denne kampagne og alle lignende kampagner (for offentlige arbejder, beskæftigelsen m.m.), eftersom de er i total modstrid med ånden i strukturfondsforordningen og alt andet end fremmer fællesskabsstøtterammen?

2.	Hvornår agter Kommissionen — som det er sket tidligere — at skride ind over for de græske myndigheder i betragtning af, at Grækenland reelt står foran et snarligt valg, og derved få udsat den slags reklamekampagner, der kan bruges til at føre propaganda for regeringspartiet op til et valg?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(30. januar 2004)

Kommissionen er opmærksom på de af det ærede medlem rejste spørgsmål.

Spørgsmålet om reklame omkring opførelsen af nye hospitaler blev drøftet i tilslutning til Overvågningsudvalgets møde den 17. december 2003 om fællesskabsstøtteramme III for Grækenland. Det blev aftalt, at selv om den pågældende reklamekampagne udelukkende blev finansieret via nationale kilder, ville de græske myndigheder ændre tv-reklameindslagene, således at det blev nævnt, at EU bidrager til bygningen af nye hospitaler.

Kommissionen har fået oplyst, at de græske myndigheder den 8. januar 2004 udstedte instrukser om information og reklamevirksomhed med sigte på perioden forud for valget. Instrukserne er rettet til alle ministerier og instanser, der er involveret i forvaltningen af strukturfondene. De afspejler aftalen i kapitel 4.8, stk. 3, i fællesskabsstøtterammen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/681

(2004/C 78 E/0726)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4031/03

af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

(12. januar 2004)

Om: Sprogprogram for mindretalssprog

Kommissionen offentliggjorde i juli 2003 en indkaldelse af forslag (GD EAC/45/03) om at lægge grunden til gennemførelsen af handlingsplanen for sproglæring og sproglig mangfoldighed (1).

Med til de i indkaldelsen udtrykkeligt anførte mål hørte blandt andet at formidle information og øge opmærksomheden om mulighederne i de eksisterende programmer og aktiviteter med henblik på at fremme regionale sprog og mindretalssprog. Ved fristen for indgivelse af projektforslag ultimo september blev syv af de 33 indgivne projektforslag godkendt.

Hvor mange af disse 33 indgivne projektforslag handlede udtrykkeligt om at fremme regionale sprog og mindretalssprog, som ifølge handlingsplanens strategi om at omfatte så mange som muligt bidrager lige så meget til sproglig mangfoldighed som EU's officielle sprog?

Hvor mange af de syv godkendte projektforslag handler udtrykkeligt om at fremme regionale sprog og mindretalssprog, som ifølge handlingsplanens strategi om at omfatte så mange som muligt bidrager lige så meget til sproglig mangfoldighed som EU's officielle sprog?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(5. februar 2004)

Indkaldelse af forslag EAC/45/03 havde til formål at støtte:

—	Projekter, med henblik på at sprede oplysninger og øge kendskabet til mulighederne i eksisterende programmer, og

—	aktiviteter, med henblik på at fremme regionale sprog og mindretalssprog samt at oprette net for at forberede gennemførelsen af den fremtidige handlingsplan for sproglæring og sproglig mangfoldighed.

Kommissionen modtog i alt 33 projektforslag. Det store flertal af projekterne vedrørte ikke specifikke sprog. Ti af forslagene vedrørte dog specifikt fremme af regionale sprog og mindretalssprog.

Ud af de syv projektforslag, som blev udvalgt, vedrørte tre specifikt fremme af regionale sprog og mindretalssprog:

a)	»Cramlap — Celtic, Regional and Minority Languages Abroad Project« (University of Belfast).

b)	»Network of European Language Planning Boards — Developing a structure for co-operation« (Welsh Language Board, Cardiff).

c)	»ADUM — Working together to promote regional and minority languages in Europe« (Open University of Catalonia).

De øvrige fire projekter har ikke til formål at fremme specifikke sprog.

Der kan findes oplysninger om de syv udvalgte projekter på følgende websted: (http://europa.eu.int/comm/ education/programmes/calls/languages/selection.pdf).

(1) EFT C 180 af 31.7.2003, s. 34.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/682

(2004/C 78 E/0727)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4059/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(8. januar 2004)

Om: Børnerige familier

Der findes en lang række varer og tjenesteydelser, som er særligt nødvendige for de mest børnerige familier, men som det på grund af høje priser, takster og afgifter koster dyrt at gøre brug af.

Det er tilfældet med vejafgifter, som er særligt byrdefulde for disse familier, fordi de er tvunget til at bruge store biler som f.eks. MPV-biler.

Det er ligeledes tilfældet med vand, hvor den differentieringspolitik, der sædvanligvis anvendes, ikke tager hensyn til antallet af familiemedlemmer og derfor straffer forbrug, som i dette tilfælde ikke er hverken for stort eller luksusbetonet.

Der skal ikke være tvivl om, at det er nødvendigt at straffe overforbrug eller almindelig skødesløshed, men hensigten med differentierede takstsystemer kan ikke være at ramme vandforbruget i husholdninger med mange medlemmer, og det er derfor ikke rimeligt, at de skal straffes på denne måde. Der skal indføres korrektionsfaktorer i forbindelse med de differentierede takster. Kun systemer, der tager hensyn til antallet af medlemmer i en husholdning — eller systemer med en tilsvarende korrigerende virkning — kan rette op på denne alvorlige sociale uretfærdighed.

Der findes en række andre tilfælde, hvor der helt klart heller ikke tages hensyn til antallet af familiemedlemmer.

I betragtning af, at 2004 er internationalt familieår og samtidig tiåret for stiftelsen på FN's Generalforsamling af den internationale familiedag (15. maj), ville det være særligt relevant, at Den Europæiske Union sendte signaler til medlemsstaterne om, hvilke politikker og foranstaltninger der bør iværksættes.

Kommissionen bedes derfor oplyse følgende:

—

På hvilke måder vil den fremme den fornødne ligestilling for familier, der på grund af deres størrelse har flere udgifter og byrder og ofte betaler højere takster for samme ydelser? Har den foretaget nogen form for opgørelse over de typiske situationer, hvor børnerige familier udsættes for negativ særbehandling, eller hvor de burde få positiv særbehandling, men ikke får det?

—

Mener Kommissionen ikke på baggrund af den lave fødselsrate og de problemer, det medfører, hvis denne tendens ikke vendes, at medlemsstaterne ikke bør stille familier med tre eller flere børn ringere, men tværtimod give dem positiv særbehandling, navnlig i forbindelse med skatter, skattelignende afgifter og priser på offentlige serviceydelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(30. januar 2004)

Kommissionen deler det ærede parlamentsmedlems bekymringer, hvad angår det rejste spørgsmål. Derudover oplyser Kommissionen jævnligt offentligheden om den aktuelle demografiske udfordring, som delvist skyldes en kronisk lav fødselsrate i hele EU. EU har dog ikke retshjemmel til at udvikle og gennemføre foranstaltninger hvad angår familiepolitik. Dette område falder klart ind under medlemsstaternes beføjelser.

Men familiespørgsmål er dog af stor interesse for Kommissionen, da de indvirker på den demografiske udvikling og indgår i samspil med en række EU-politikker. Derfor fokuserer Kommissionen på en række undersøgelser af familie- og husholdningstendenser og de politiske følger. »The social situation in the European Union« (Den sociale situation i Europa), som Kommissionen offentliggør hvert år, indeholder analyser af sociale tendenser og demografi, herunder også familierelaterede aspekter.

Fra et politisk synspunkt er den europæiske sociale integrationsproces, som er baseret på den åbne koordinationsmetode, særlig relevant for det ærede parlamentsmedlems spørgsmål. Målsætningerne for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, som er relevant i familiesammenhæng, er: at gennemføre politikker, der sigter mod at give alle adgang til anstændige boliger med gode sanitære forhold samt de grundlæggende ydelser, der er nødvendige for at leve et normalt liv under de lokale omstændigheder (elektricitet, vand, varme m.m.); at udarbejde politikker, som gør det lettere at forene arbejdsliv og familieliv, herunder også hvad angår pasning af børn og afhængige personer; at gennemføre aktioner med det formål at bevare familiesammenholdet i alle dets former; at gøre en indsats for at eliminere situationer, hvor social udstødelse rammer børn, og give dem alle muligheder for en god social integration.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/683

(2004/C 78 E/0728)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4072/03

af John Cushnahan (PPE-DE) til Kommissionen

(8. januar 2004)

Om: Anvendelse af associeringsaftalen mellem EF og Israel

Mener Kommissionen, at det forslag, Israel har fremsat i november 2003 om at anføre oprindelsesstedet for varer på oprindelsesdokumenter (eller på produkter), ville give de nationale toldmyndigheder mulighed for at fastslå — for hver enkelt forsendelse — hvorvidt toldpræferencebestemmelserne på baggrund af de faktiske eller juridiske omstændigheder finder anvendelse eller ej?

Mener Kommissionen, at anførelsen af en lokal geografisk betegnelse giver medlemsstaterne mulighed for at identificere varer fra israelske bosættelser, der i en forsendelse er blandet sammen med stort set identiske varer fra selve Israel, produkter, der indeholder bosættelsesproducerede komponenter i et omfang, der gør, at produktet ikke har oprindelse i Israel, eller produkter, hvor arbejde eller fremstillingsprocesser, der udføres i bosættelser, er akkumuleret med arbejde eller fremstillingsprocesser, der er udført i Israel?

Er Kommissionen klar over, at israelske embedsmænd anslår, at ca. 2 mia. USD af Israels årlige eksport til Europa på 7 mia. USD (1) indeholder materiale fra bosættelser i en eller anden form?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(28. januar 2004)

Det israelske forslag om at anføre oprindelsesstedet for de varer, der eksporteres til Fællesskabet, skal yderligere afklares af Israel, inden der kan drages nogen konklusioner, f.eks. hvad angår den eventuelle virkning af de nationale toldmyndigheders afslag på præferencetoldbehandling.

Et af de spørgsmål, der skal afklares, er, hvorledes den foreslåede ordning skal anvendes i praksis, f.eks. i tilfælde af blandede forsendelser, der både omfatter varer, som er fremstillet i bosættelser og produkter fremstillet på Staten Israels område.

Israelske embedsmænd har aldrig udtalt sig til Kommissionen om den erklæring, der blev offentliggjort i New York Times i maj 2001.

(1) »Under møder med europæiske forhandlere har israelske embedsmænd udtalt, at helt op til 2 mia. USD af Israels årlige eksport til Europa på 7 mia. USD kunne blive ramt af en politisk ændring, da mange israelsk fremstillede varer indeholder materiale fra bosættelsessamfund i en eller anden form.« EU Targets Goods Made in Israeli Settlements, William A. Orme Jr., New York Times, 22. maj 2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/684

(2004/C 78 E/0729)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4074/03

af Marianne Thyssen (PPE-DE) til Kommissionen

(8. januar 2004)

Om: Problemer i forbindelse med omsættelse af direktiv 2002/2/EF i national lovgivning

Artikel 3 i direktiv 2002/2/EF (1) af 28. januar 2002 om ændring af Rådets direktiv 79/373/EØF (2) om handel med foderblandinger og om ophævelse af Kommissionens direktiv 91/357/EØF (3) forpligter medlemstaterne til at vedtage de nødvendige love og administrative bestemmelser til at efterkomme dette direktiv og at offentliggøre disse senest den 6. marts 2003. I henhold til samme artikel anvender medlemsstaterne disse love og administrative bestemmelser fra den 6. november 2003.

På europæisk plan synes gennemførelsen af direktiv 2002/2/EF at forløbe problematisk og at give anledning til en hel del forvirring i de berørte sektorer. Navnlig artikel 1, nr. 1, litra b og den tilsvarende del af artikel 1, nr. 4, for så vidt angår angivelse af mængden af fodermidler i procent, giver problemer (»åben mærkning«).

I nogle lande (Frankrig, Italien, Portugal) er der indledt retssager mod disse bestemmelser. I Det Forenede Kongerige skal en domstol allerede have afsagt dom om, at der ikke må anføres nogen procentangivelse, da dette vil kunne påføre de berørte sektorer store økonomiske tab. Andre medlemsstater hævdes simpelt hen ikke at anvende de pågældende bestemmelser.

Kan Kommissionen oplyse, om den er bekendt med disse problemer? Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet, eller hvilke vil den på kort sigt træffe, for at løse dette problem? Mener Kommissionen ikke, at mærkningsforpligtelser ikke må være så omfattende, at virksomhederne nærmest forpligtes til at oplyse markedet om deres blandingsforhold?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(29. januar 2004)

Kommissionen vil gerne understrege, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/2/EF af 28. januar 2002 om ændring af Rådets direktiv 79/373/EØF om handel med foderblandinger og om ophævelse af Kommissionens direktiv 91/357/EØF blev vedtaget ved en fælles beslutningsprocedure, som omfattede en forligsfase. Forslaget om procentangivelse på mærkningen blev fastholdt efter udtrykkeligt ønske fra Europa-Parlamentet, som godkendte direktivet i plenum med et meget stort flertal. Direktivet er blevet gennemført i national ret alle medlemsstater, men nogle af gennemførelsesbestemmelserne er endnu ikke blevet offentliggjort.

Kommissionen er klar over, at anvendelsen af de nationale gennemførelsesbestemmmelser er blevet suspenderet ved domstolsafgørelser i Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige, men dette er ikke tilfældet i de 12 øvrige medlemsstater.

EF-Domstolen er blevet anmodet af High Court of Justice (England og Wales) om at træffe en præjudiciel afgørelse i henhold til EF-traktatens artikel 234 vedrørende gyldigheden af artikel 1, stk. 1, litra b), og artikel 1, stk. 4, i direktiv 2002/2/EF, som fastsætter en såkaldt »åben mærkning« for mærkning af foderblandinger (sag C-453/03).

Kommissionen gør gældende, at de bestemmelser, der er fastlagt i direktiv 2002/2/EF, er gyldige, og afventer EF-Domstolens præjudicielle afgørelse.

(1) EFT L 63 af 6.3.2002, s. 23.

(2) EFT L 86 af 6.4.1979, s. 30.

(3) EFT L 193 af 17.7.1991, s. 34.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/685

(2004/C 78 E/0730)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0037/04

af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen

(12. januar 2004)

Om: Foranstaltninger truffet af de tiltrædende 10 nye EU-medlemsstater efter den 1. maj 2004 vedrørende den fri bevægelighed og etableringsfriheden for borgere fra andre EU-medlemsstater

I forbindelse med udvidelsen til 25 medlemsstater den 1. maj 2004 har de eksisterende 15 medlemsstater lavet en række forskellige ordninger inden for den tilladte syvårsperiode med undtagelser i henhold til udvidelsesaftalerne vedrørende den fri bevægelighed og etableringsretten for statsborgere, der kommer fra de 10 nye EU-medlemsstater. Jeg forstår, dette rækker fra et syvårigt forbud i Tyskland til øjeblikkelig bevilling af fuldstændig fri bevægelighed og etableringsret i EU til borgere fra de nye lande i Det Forenede Kongerige.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke foranstaltninger de 10 nye EU-medlemsstater har truffet pr. 1. maj 2004, for så vidt angår den fri bevægelighed og etableringsretten for borgere fra andre medlemsstater, heri inkluderet både de nuværende 15 medlemsstater og de øvrige nye medlemsstater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(29. januar 2004)

Ingen af de nuværende medlemsstater har officielt meddelt Kommissionen, hvorvidt de agter at ændre deres egne nationale bestemmelser om adgang for arbejdstagere fra de nye medlemsstater til de nuværende medlemsstater i overgangsperioden. Medlemsstaterne er allerede blevet opfordret til at fremsende disse oplysninger til Kommissionen, selv om der ikke findes nogen bestemmelse i tiltrædelsesakten, der pålægger de nuværende medlemsstater en sådan forpligtelse.

For så vidt angår overgangsforanstaltninger, som de nye medlemsstater vil kunne anvende over for arbejdstagere fra en hvilken som helst anden medlemsstat, fastslås det i tiltrædelsesakten, at i tilfælde af, at de nuværende medlemsstater i henhold til de vedtagne overgangsbestemmelser anvender nationale bestemmelser eller sådanne, der er et resultat af bilaterale aftaler, kan de nye medlemsstater opretholde tilsvarende foranstaltninger over for statsborgere fra den pågældende medlemsstat. Derfor kan en ny medlemsstat først træffe en afgørelse, efter den er blevet underrettet om, hvorvidt en nuværende medlemsstat anvender overgangsforanstaltninger.

Det skal endelig fremhæves, at overgangsordningen ikke gælder for Cypern og Malta. Der vil derfor være fuldstændig fri bevægelighed mellem de nuværende medlemsstater og disse lande, og også mellem de øvrige fremtidige medlemsstater og Cypern og Malta. Malta har imidlertid ret til at indføre beskyttelsesforanstaltninger, hvis det frygter stor tilgang af arbejdstagere til Malta.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/688

(2004/C 78 E/0734)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1287/02

af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen

(7. maj 2002)

Om: Dyrkning af raps

Har Kommissionen kendskab til eventuel forskning i følgerne for menneskers sundhedstilstand af rapsdyrkning — især når dyrkningen foregår i nærheden af beboelse?

Eksisterer der planer om kontrol af dyrkningen af denne afgrøde i nærheden af boede områder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(28. juni 2002)

Der blev stillet lignende spørgsmål i 1991, 1992 og igen i 1996 (E-1452/91 af Henry McCubbin (1), E-2414/91 af Winifred Ewing (2), E-2415/91 af Winifred Ewing (3), E-611/92 af Jean-Pierre Raffin (4) og E-2146/96 af Eryl McNally (5)). Kommissionen er ikke bekendt med, at der hersker enighed blandt videnskabsfolk om det spørgsmål, som det ærede medlem har stillet. Kommissionen ved, at der hersker nogen bekymring med hensyn til eventuelle forbindelser mellem allergiske symptomer hos mennesker og afgrøden rapsfrø, og den kan bekræfte, at der er blevet udført en række undersøgelser om dette emne (6), især af det skotske institut for forskning i afgrøder (Scottish Crops Research Institute) og universitetet i Dundee (7). På baggrund af resultatet af de offentliggjorte dokumenter findes der ingen afgørende beviser for en direkte indflydelse på menneskers sundhed som følge af dyrkning af rapsfrø.

(1) EFT C 311 af 2.12.1991.

(2) EFT C 159 af 25.6.1992.

(3) EFT C 209 af 15.8.1992.

(4) EFT C 32 af 2.2.1994.

(5) EFT C 11 af 13.1.1997.

(6) Butcher RD, Goodman BA, Deighton N, Smith WH. Evaluation of the allergic/irritant potential of air pollutants: detection of proteins modified by volatile organic compounds from oilseed rape (Brassica napus ssp. Oleifera) using electrospray ionization-mass spectrometry. Cli Exp Allergy, oktober 1995; 25(10): 985-92. Hemmer W, Focke M, Wantke F, Jager S, Gotz M, Jarisch R. Oilseed rape pollen is a potential relevant allergen. Cli Exp Allergy., februar 1997; 27(2): 156-161. Hemmer W. The health effects of oilseed rape: myth or reality? BMJ. 1998; 316: 1327-28. Soutar A, Harker C, Seaton A, Brooke M, Marr I. Oilseed rape and seasonal symptoms: epidemiological and environmental studies. Thorax, 1994; Vol 49: 352-56. Soutar A, Harker C, Seaton A, Packe G. Oilseed rape and bronchial reactivity. Occup Environ Med., september 1995; 52 575-580. Welch J, Jones MG, Cullinam P, Coates OA, Newman Taylor AJ. Sensitization to oilseed rape is not due to cross-reactivity with grass pollen Cli Exp Allergy, marts 2000; 30(3): 370-375.

(7) McEvan M, Macfarlane Smith WH. Identification of volatile organic compounds emitted in the field by oilseed rape (Brassica napus ssp. Oleifera) over the growing season. Cli Exp Allergy. 1998; 28: 332-38. Parratt D, Macfarlane Smith WH, Thomson G, Cameron LA, Butcher RD. Evidence that oilseed rape (Brassica napus spp. Oleifera) causes respiratory illness in rural dwellers; Sco Med J. 1995; 40: 074-76.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/688

(2004/C 78 E/0735)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2931/02

af María Sornosa Martínez (PSE) til Kommissionen

(17. oktober 2002)

Om: Fortrinsvis tildeling af EU-midler til linjeføringer af det spanske højhastighedsbanenet (AVE), som tilgodeser territorial balance og økonomisk og social samhørighed

Kommissionen undersøger i øjeblikket en sag, der er forelagt af foreningen »Teruel Existe« i forbindelse med et forslag om ændring af AVE-linjeføringen Madrid-Levante, således at den også føres gennem Teruel (andragende nr. 219/2001).

Der henvises til følgende:

—	Den europæiske strategi for regionaludvikling, vedtaget i Potsdam i 1999, som lægger særlig vægt på nødvendigheden af at drage omsorg for, at alle regioner, herunder øer og fjerntliggende regioner, har passende adgang til transportinfrastruktur og -betjening.

—	Betænkning af Moretti (A3-0115/93), vedtaget af Europa-Parlamentet, hvori det henstilles, at der ved udformningen af de transeuropæiske net tages særligt hensyn til de særlige forhold i tyndt befolkede områder, hvis økonomi kun har perifer betydning i national og europæisk sammenhæng.

—

EU's strategi for bæredygtig udvikling og hvidbogen om den europæiske transportpolitik, hvori det anføres, at politikkerne om økonomisk og social samhørighed sammen med målsætningerne om territorial struktur bør indgå i en politik om bæredygtig transport, som bl.a. fremmer social og territorial samhørighed.

De argumenter, som foreningen »Teruel Existe« har anført i sit andragende, herunder navnlig i dokumentet Argumenter til fordel for ændring af AVE-linjeføringen Madrid-Levante, som Kommissionen har modtaget.

—

Mener Kommissionen på den baggrund ikke, at den ved tildeling af EU-midler til anlægsarbejde i forbindelse med AVE-banenettet bør anmode de spanske myndigheder om at foretage en mindre ændring, som kun vil betyde en forlængelse af rejsetiden på ti minutter, således at den nye linjeføring også tilgodeser de tyndt befolkede eller mindre gunstigt stillede regioner i overensstemmelse med kravene i forskellige EU-tekster om økonomisk og social samhørighed?

—

Mener Kommissionen ikke, at enhver tildeling af EU-støtte bør tilgodese regioner med betydelige problemer som følge af fjern beliggenhed, økarakter eller spredt befolkning i stedet for udelukkende at styrke de mest udviklede regioner, som det vil være tilfældet i forbindelse med den nuværende planlagte linjeføring for AVE i Spanien?

—	Mener Kommissionen ikke, at provinsen Teruel er udsat for dobbelt forskelsbehandling, idet den dels har mistet sin klassificering som mål 1-region og dels påtvinges en situation, hvor den udelukkes fra de vigtige transportruter, som Kommissionen anser for prioriterede?

—	Kan Kommissionen oplyse, hvor langt den er nået med behandlingen af andragende 219/2001, som den har modtaget fra Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(13. december 2002)

Hvad det ærede medlems udtalelse om en eventuel dobbelt forskelsbehandling af provinsen Teruel angår, ønsker Kommissionen at understrege følgende:

—	provinsen er aldrig blevet slettet af listen over støtteberettigede områder under mål 1, for den har faktisk aldrig hørt til de områder, som var omfattet af strukturfondenes mål 1

—

med hensyn til udviklingen af det transeuropæiske transportnet for jernbaner, henholder Kommissionen sig til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 1692/96/EF af 23. juli 1996 om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet (1). Kommissionen fremsatte i 2001 forslag om ændring af beslutningen (2) og tilføje jernbaneforbindelsen Huesca-Zaragoza-Teruel som en planlagt højhastighedslinje, hvad der ville bidrage til at afhjælpe provinsen Teruels afsides beliggenhed. Parlamentet har afgivet positiv udtalelse om forslaget, som nu er ved at blive behandlet af Rådet.

De anmodninger om supplerende oplysninger til andragende 219/2001, som det ærede medlem henviser til, er for tiden ved at blive behandlet af Kommissionen. Meddelelsen om disse anmodninger vil snarest blive sendt til Parlamentets udvalg om andragender.

(1) EFT L 228 af 9.9.1996.

(2) KOM(2001) 544 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/690

(2004/C 78 E/0736)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3340/02

af Astrid Thors (ELDR) til Kommissionen

(26. november 2002)

Om: Attester for økologisk korn ved eksport på det indre marked

Den finske eksport af økologisk korn til Tyskland er gået i stå. Det skyldes, at de tyske opkøbere ikke accepterer den attesteringsform, som de finske myndigheder har anvendt. Tyskland kræver, at hvert enkelt parti forsynes med en attest for økologisk produktionsmetode, mens de finske myndigheder ikke anser dette for nødvendigt. EU's forordning om økologisk produktionsmetode kræver heller ikke attester for hvert enkelt parti, men det er sædvane for en stor del af handelen med økologiske produkter i EU.

I Finland er man interesseret i at sikre eksporten af økologisk korn og er om fornødent parat til at ændre kontrollen og udstede de attester, som køberne kræver. De tyske købere har imidlertid ikke været villige til at fremlægge klare modeller for, hvorledes man ønsker attesterne.

Mener Kommissionen, at de tyske køberes krav om attester for hvert enkelt parti økologisk korn kan betragtes som en konkurrencebegrænsende foranstaltning? Hvad agter Kommissionen i givet fald at gøre for at fjerne denne begrænsning på det indre marked?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(7. januar 2003)

Det ærede medlem henviser til, at den finske eksport af »økologisk« korn til Tyskland for tiden er lille, fordi de tyske købere kræver, at hver eneste sending af »økologisk« korn ledsages af en attest, men at de ikke oplyser, hvilken model der skal benyttes.

I bilag III til Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (1) er der fastsat betingelser for kontrolforanstaltninger, og det anføres navnlig, at den erhvervsdrivende ved modtagelse af et produkt fra en anden enhed skal kontrollere, at følgende relevante oplysninger findes på etiketten eller i ledsagedokumentet:

a)	den erhvervsdrivendes navn og adresse, og hvis forskellig, navn og adresse for ejeren eller køberen af produktet

b)	produktets navn, herunder en henvisning til den økologiske produktionsmetode

c)	navn og/eller kodenummer for det kontrolorgan eller den kontrolmyndighed, som den erhvervsdrivende henhører under

d)	i givet fald varepartiets identifikationsmærke ifølge et mærkningssystem, der er godkendt på nationalt plan eller aftalt med kontrolorganet eller kontrolmyndigheden.

En kornkøber kan derfor forlange, at oplysninger om den økologiske produktionsmetode og kontrolorganet/kontrolmyndigheden er angivet. Rådets forordning fastsætter ikke krav om, at oplysningerne anføres på en attest.

I artikel 12 i forordning (EØF) nr. 2092/91 er der fastsat bestemmelser, der garanterer den frie bevægelse af »økologiske« produkter i EU, og det anføres, at medlemsstaterne ikke af grunde, der vedrører produktionsmetoden, mærkningen eller angivelsen af denne produktionsmetode, må forbyde eller begrænse markedsføringen af disse produkter, når de er i overensstemmelse med nævnte forordning.

(1) EFT L 198 af 22.7.1991.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/691

(2004/C 78 E/0737)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3636/02

af Niall Andrews (UEN) til Kommissionen

(10. december 2002)

Om: Humanitær bistand og kontrol med indvandring

Når Kommissionen nu indtager fornuftige holdninger til forbindelsen mellem udviklingsbistand og handel, hvad er så dens mening om det forslag, som den irske justitsminister har fremlagt, om at kæde udviklingsbistand sammen med modtagerens kontrol med udvandring og Irlands kontrol med indvandring?

Svar givet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(17. januar 2003)

Kommissionen har i sin seneste meddelelse om integrering af migrationsaspektet i EU's forbindelser til tredjelande opstillet et forslag om en tre-strenget strategi for udbygning af samarbejdet med tredjelande på migrationsområdet:

—

For det første etableres der en vel afbalanceret generel politik til at løse de problemer som er årsag til at folk migrerer. Fællesskabets store indsats på dette felt kan ikke vurderes højt nok. Fællesskabets programmer for eksternt samarbejde og udvikling og politik til fremme af menneskerettighederne, konsolidering af demokratiet, bekæmpelse af fattigdom, forebyggelse af konflikter og forbedring af de økonomiske og sociale forhold generelt, tager sigte på at afhjælpe de vigtigste årsager til migrations-presset i tredjelande, og har en indirekte virkning på disse.

—

For det andet etableres der et partnerskab vedrørende migration med udgangspunkt i de interesser som EU har fælles med tredjelandene. Målet er en mere effektiv styring af migrationsstrømmen, og dette forudsætter at Fællesskabet fortsætter med at integrere migrationsproblemet i den politiske dialog med lande og regioner uden for EU. Dialogen bør ikke udelukkende dreje sig om illegal immigration, men bør også omfatte kanaler for lovlig immigration.

—	For det tredje iværksættes der specifikke og konkrete initiativer med det formål at hjælpe tredjelandene til bedre at kunne styre migrationen. Siden Det Europæiske Råds møde i Tampere har Kommissionen bestræbt sig på at integrere migreringspørgsmålet i samarbejdsprogrammet med tredjelande.

Kommissionen gør sig i sine meddelelser til talsmand for en positiv politik, dvs. med støtte og incitamenter til partnerlande der ønsker at forbedre samarbejdet omkring migrationsproblemet. Kommissionen mener at straffeforanstaltninger over for lande som kun har begrænset kapacitet til at styre migrationen, giver det modsatte resultat af det tilsigtede og derfor bør undgås.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/694

(2004/C 78 E/0742)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0075/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(23. januar 2003)

Om: Fortrængning af regelmæssig offentlig sporvognstrafik i byerne gennem konkurrence fra små busser, hvormed der tilbydes dyr, usikker og upålidelig betjening

Er det Kommissionen bekendt, at i den by, som har verdens største sporvejsnet, nemlig Sankt Petersborg i Rusland, har den offentlige befordring i de seneste par år været kendetegnet af hastig tilbagegang på grund af utilstrækkelig vedligeholdelse, nødvendigheden af at bruge alle til rådighed stående penge på renovering af en metrolinje, som siden 1995 har været ført i tunneller under vandet, samt på grund af den intense biltrafik på de dele af vejnettet, hvor sporvognstrafikken ikke er afskærmet fra den øvrige trafik?

Er det Kommissionen bekendt, at denne situation siden 1998 er blevet forværret af de tusinde af konkurrerende busser og minibusser, der drives af private virksomheder, og som er dyrere, men også hurtigere, at der i mellemtiden er næsten 400 linjer, som kører i byen og tegner sig for ca. 40 % af den offentlige befordring, og at det tyngede bystyre betragter fremkomsten af disse virksomheder som berettigelse for ikke at sætte flere penge i forbedring og fornyelse af den normale offentlige befordring?

Er det ligeledes Kommissionen bekendt, at dette hændelsesforløb i Sankt Petersborg ikke er et usædvanligt lokalt undtagelsesfænomen, men at der allerede tidligere er sket det, at den offentlige befordring i Odessa (Ukraine) er blevet ødelagt på denne måde, og at det også i de store byer på Balkan i mulige fremtidige EU-medlemsstater kan konstateres, at virksomheder med små busser er godt i gang med at udkonkurrere den regelmæssige offentlige befordring?

Deler Kommissionen frygten for, at en fortsættelse af denne udvikling i Europa vil føre til trafikkaos, således som det allerede er tilfældet i visse storbyer i den tredje verden, hvor der endnu ikke eksisterer en for flertallet af de potentielle brugere økonomisk overkommelig eller en for udenforstående overskuelig offentlig befordring, men til gengæld en hel armada af små busser, der på hurtig og usikker vis forsøger at sno sig gennem den tiltagende biltrafik?

5.	Finder Kommissionen, at en sådan udvikling, der kræver meget plads, skaber trafikkaos og ikke frembyder de store befordringsmuligheder for lavtlønnede brugere, er til fordel for livskvaliteten i de store byer og for adgangen til faciliteter i tætbefolkede bykerner med dårlig plads til trafikken?

Hvorledes mener Kommissionen, at den kan bidrage til at beskytte den regelmæssige offentlige befordring i EU-medlemsstaterne mod at blive ødelagt af konkurrencen fra virksomheder, der ikke selv har de store omkostninger, men derimod vælter omkostninger over på samfundet, og som ved at tilbyde en usikker og stærkt miljøfjendsk betjening bidrager til at forringe kvaliteten af den offentlige befordring?

Kilde: »Tramfan Magazine«, 2. årgang, nr. 10, s. 32.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(3. marts 2003)

EF har indgået partnerskabs- og samarbejdsaftaler (PSA) (http://www.europa.eu.int/comm/external_rela-tions/ceeca/pca/index.htm) med både Den Russiske Føderation og Ukraine, som fastlægger grundlaget og instrumenterne for samarbejde på mange områder, herunder transportområdet. Kommissionens strategi er først og fremmest at anvende PSA-instrumenterne til at støtte partnerlandenes bestræbelser for at udnytte transportinfrastrukturen bedre og anvende moderne ledelses- og vurderingsteknikker på et konkurrenceorienteret marked. Det vil hjælpe landene til at definere deres strategiske muligheder og politikker for hele transportsektoren, vurdere infrastrukturudviklingsforslag og fastlægge deres egne prioriteringer.

Kommissionen er ikke i stand til at kontrollere nogen af de oplysninger, det ærede medlem fremfører under punkt 1, 2 og 3 i forespørgslen vedrørende Rusland og Ukraine. Det ville heller ikke være passende, hvis Kommissionen blev involveret i rent indre anliggender i de pågældende lande.

Kommissionen støtter en reformpolitik i transportsektoren inden for rammerne af en bredere støtte til makroøkonomiske og strukturelle reformer. Imidlertid omfatter EU's politiske prioriteter under TACIS ikke specifikke interventioner i den offentlige transportsektor, da dette ikke er en prioritet i de relevante nationale programmer, som er godkendt af medlemsstaterne.

Kommissionen erkender, at der i byerne er behov for god, attraktiv offentlig transport. Kommissionens analyse af forskellige metoder til at organisere offentlig bytranpsort af den slags, der henvises til i forespørgslen, i EU har vist, at en deregulering har haft tendens til at nedsætte omkostningerne og øge produktiviteten, men også har gjort serviceydelserne mindre attraktive for passagererne. Derimod er der ved »kontrolleret konkurrence« tendens til, at der tilbydes mere attraktive serviceydelser. Under kontrollerede konkurrencevilkår leveres serviceydelserne på grundlag af tidsbegrænsede eksklusivkontrakter, som er tilstået efter en udbudsprocedure. Serviceydelsernes kvalitet, herunder pålidelighed, frekvens og pris, er underlagt løbende tilsyn fra den kontraherende offentlige myndigheds side. Dette er den model, de fleste medlemsstater oftest følger, når de åbner deres markeder på nationalt plan, og det er også den model, Kommissionen foretrækker i sit udkast til forordning om offentlig service inden for vej- og jernbanetransport og transport ad indre vandveje (1). Desuden er Kommissionen i færd med at udarbejde en tematisk strategi for bymiljø i overensstemmelse med det sjette miljøhandlingsprogram, og heri indgår spørgsmålet om bæredygtig bytransport som et prioriteret emne. Der vil ved udgangen af 2003 blive forelagt en meddelelse om denne strategi.

(1) KOM(2002) 107 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/695

(2004/C 78 E/0743)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0115/03

af Catherine Stihler (PSE) til Kommissionen

(28. januar 2003)

Om: Maltas tiltrædelse til EU: Direktivet om vilde fugle (79/104/EØF)

I fortsættelse af svaret på min skriftlige forespørgsel E-2554/02 (1) af 11. november bedes Kommissionen bekræfte, at enhver jagt om foråret ville være acceptabel, »hvis der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning« (79/409/EØF (2), artikel 9, stk. 1), samt redegøre for hvorfor, når disse arter på deres vandring flyver via Malta om efteråret, hvor jagt på dem i henhold til direktivet er lovlig, dette ikke er en fuldt tilfredsstillende løsning?

Kan Kommissionen bekræfte, at enhver forårsjagt kun ville være acceptabel, hvis den var selektiv (79/409/EØF, artikel 9, stk. 1, litra a)) og kan den forklare, hvorledes det kunne være selektivt at dræbe fugle af to arter, hvor bestanden er i tilbagegang i Europa, i de få uger umiddelbart forud for deres yngling?

Kan Kommissionen desuden bekræfte, at Malta virkelig fik nedsat sit Ornis-komité inden den 31. december 2002, og kan den oplyse, hvilke personer der er medlem af denne komité?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(7. marts 2003)

Der blev forhandlet om gennemførelsen af direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, herunder specielt det særlige spørgsmål om forårsjagten, inden for rammerne af tiltrædelsesforhandlingerne med Malta om miljøkapitlet.

Kommissionen bekræfter, at anvendelsen af enhver form for undtagelse skal ske i overensstemmelse med hver af bestemmelserne i artikel 9 i direktivet. Malta har forpligtet sig til at overholde direktivet fuldt ud fra datoen for landets tiltrædelse. Hvis Malta ønsker at give tilladelse til forårsjagt på grundlag af undtagelserne i artikel 9 i direktivet, f.eks. på turteldue og vagtel, må landet sikre, at alle disse betingelser er opfyldt.

Anvendelsen af undtagelser vedtages af medlemsstaterne i overensstemmelse med disse bestemmelser og meddeles efterfølgende Kommissionen. Kommissionen bekræfter, at den vil tage alle nødvendige skridt for at sikre, at bestemmelserne i direktivet, herunder specielt undtagelsesbestemmelserne, opfyldes fuldt ud af Malta fra datoen for landets tiltrædelse i overensstemmelse med resultatet af tiltrædelsesforhandlingerne.

Hvad angår Ornis-komitéen, udstedte Malta i slutningen af januar 2003 en forordning om oprettelse af komitéen. Der blev derefter udstedt en indkaldelse af ansøgninger om medlemsskab for ngo'er, som blev afsluttet den 5. februar 2003. Det ventes, at udvælgelsen af medlemmerne samt den officielle udnævnelse af komitéens formand vil være afsluttet i marts 2003.

(1) EUT C 280 E af 21.11.2003, s. 5.

(2) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/696

(2004/C 78 E/0744)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0118/03

af Salvador Garriga Polledo (PPE-DE) til Kommissionen

(28. januar 2003)

Om: Fastsættelse af EU's endelige grænser

Undertegnelsen i Athen den 16. april 2003 af tiltrædelsestraktaten vil definitivt bane vejen for indlemmelse af ti nye lande i EU den 1. maj 2004, når først den pågældende traktat er blevet ratificeret af De Femten og af de ti nye kommende medlemsstater.

Efter mange iagttageres opfattelse skulle denne udvidelse være en anledning til definitivt at fastsætte, hvad der skal betragtes som Den Europæiske Unions endelige grænser, for den kan ikke udvides ubegrænset.

Mener Kommissionen, at den for at lægge grunden til en debat herom burde sørge for, at en gruppe af udvalgte personligheder og sagkyndige på dette område gennemfører en nøje undersøgelse af, hvad der bør betragtes som Unionens endelige grænser på grundlag af europæisk opfattelse af kultur og civilisation som umiskendelige tegn på en identisk og fælles geografisk baggrund?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(27. februar 2003)

Som det er det ærede medlem bekendt, kan »enhver europæisk stat, som overholder principperne i artikel 6, stk. 1, [kan] ansøge om at blive medlem af Unionen« i henhold artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union. Principperne i traktatens artikel 6 er følgende: »principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles«.

Efter tiltrædelsen af 10 nye medlemmer i 2004 har EU forpligtet sig til at støtte Bulgarien og Rumænien i deres bestræbelser på at blive medlemmer i 2007. I marts 2002 planlægger Kommissionen at foreslå reviderede partnerskabsaftaler for disse to lande samt for Tyrkiet, som er et kandidatland, der er udpeget til at slutte sig til EU på grundlag af de samme kriterier, som gælder for de øvrige kandidatlande, sådan som det blev specificeret på Det Europæiske Råds møde i København i december 2002.

På mødet i København blev der fremsat en erklæring om, at EU er fast besluttet på at undgå, at der skabes nye skillelinjer i Europa og på at fremme stabilitet og velstand inden og uden for EU's nye grænser.

Det Europæiske Råd bekræftede på ny, at de vestlige Balkan-lande i stabiliserings- og associeringsprocessen har et europæisk perspektiv, som det blev fastsat på Det Europæiske Råds møde i Feira (den 19. og den 20. juni 2000).

Med hensyn til relationerne mellem det udvidede EU og dets naboer har Det Europæiske Råd erklæret, at udvidelsen vil styrke relationerne med Rusland, og har udtrykt det ønske, at relationerne med Ukraine, Moldova, Belarus (Hviderusland) og de sydlige Middelhavslande styrkes med udgangspunkt i en langfristet strategi, der fremmer demokratiske og økonomiske reformer, bæredygtig udvikling og handel.

Kommissionen vil snart fremsætte forslag herom.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/697

(2004/C 78 E/0745)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0120/03

af Jorge Hernández Mollar (PPE-DE) til Kommissionen

(28. januar 2003)

Om: Fiskerikonflikt mellem Spanien og Portugal ved udmundingen af Guadiana

Den fiskerikonflikt, der udspiller sig ved udmundingen af Guadiana på grænsen mellem Spanien og Portugal, har udviklet sig dramatisk i en sådan grad, at den har fremkaldt klager fra fiskerne i byerne langs kysten i Huelva (Spanien) over, at den portugisiske flåde har affyret skud mod dem.

Som følge heraf har de nævnte fiskere anmodet om, at den gældende fiskeriaftale sættes ud af kraft, indtil den portugisiske flåde forpligter sig til ikke at skyde, da det efter fiskernes opfattelse er et under, at ingen er omkommet under den portugisiske patruljebåds angreb, for »de skød for at dræbe«.

Kan Kommissionen i betragtning af den kompetence på fiskeriområdet, som den råder over i kraft af den fælles fiskeripolitik, oplyse, hvilke initiativer den har taget til at løse denne fiskerikonflikt, og i hvilket omfang den agter at rette henvendelse til de portugisiske myndigheder for at undgå, at den portugisiske flåde fortsætter med at skyde på fiskerne fra Huelva, således at den med sin mægling kan bidrage til at finde et kompromis til løsning af denne konflikt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(24. februar 2003)

Kommissionen kan oplyse det ærede medlem om, at den ikke har modtaget nogen anmodning fra de nationale myndigheder om at gribe ind i de sammenstød, der skal have fundet sted ved udmundingen af floden Guadiana.

Kommissionen vil i denne forbindelse understrege, at det er op til de nationale tilsynsmyndigheder at sørge for, at den gældende EU-lovgivning og nationale lovgivning anvendes, samt op til de nationale retsinstanser at straffe lovovertræderne.

Det står under alle omstændigheder klart, at Kommissionen ønsker, at fiskeriaktiviteterne i dette område udøves på tilfredsstillende vilkår for alle parter.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/697

(2004/C 78 E/0746)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0192/03

af Lennart Sacrédeus (PPE-DE) til Kommissionen

(31. januar 2003)

Om: Indisk præst fængslet i Qatar uden at der er rejst sigtelse

Arokiyasami Stanislas Chellappa er en kristen inder, som sammen med sin hustru, Ester, og deres tolvårige søn har boet og arbejdet som ingeniør i Qatar på Den Arabiske Halvø i 22 år. Han blev arresteret den 9. december 2002, uden at der blev angivet nogen grund. To uger senere, den 23. december, blev han løsladt mod kaution, men det blev ham pålagt at rejse tilbage til Indien senest den 22. januar 2003.

I modsat fald ville A.S. Chellappa igen blive arresteret. Heller ikke denne gang oplyste myndighederne årsagen til arrestationen.

A. S. Chellappa har været præst i et samfund bestående af kristne indere i Qatar. Hans familie og venner nærer mistanke om, at årsagen til hans arrestation skal ses i lyset af hans religion og hans kristne virksomhed.

På hvilken måde påvirker Kommissionen regeringer i sådanne tilfælde, og hvilken form for praksis er der tale om? Har Kommissionen kendskab til det foreliggende tilfælde? Har Kommissionen mulighed for at foretage sig noget i denne særlige sag, som vedrører menneskerettighederne og religionsfriheden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(28. februar 2003)

Kommissionen har ingen nøjagtige oplysninger om det særlige tilfælde, der omtales af det ærede medlem. Det er vanskeligt at skaffe detaljerede oplysninger, fordi vi ikke har en delegation på stedet.

Når EU har de nødvendige oplysninger, kan den gribe ind mod individuelle brud på menneskerettighederne ved at henvende sig til myndighederne i det pågældende land. Gennem en fortrolig høringsprocedure vurderes det i hvert enkelt tilfælde, om det er passende at foretage en sådan henvendelse.

Det skal også fremhæves, at Kommissionen har indledt forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Samarbejdsrådet for Golfstaterne, der som et væsentligt element skal omfatte en klausul om menneskerettigheder. Kommissionen har desuden opfordret Samarbejdsrådet for Golfstaterne til at indgå i en politisk dialog om menneskerettighederne. Formålet med denne dialog vil være at føre regelmæssige drøftelser om respekten for de grundlæggende rettigheder, navnlig som de fremgår af verdenserklæringen om menneskerettigheder og de dermed forbundne internationale konventioner, og at anspore de lande i Samarbejdsrådet, der endnu ikke har gjort det, til at undertegne og ratificere disse instrumenter. Dialogen vil også give anledning til at drøfte individuelle tilfælde.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/698

(2004/C 78 E/0747)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0281/03

af Ulpu Iivari (PSE) til Kommissionen

(3. februar 2003)

Om: Reformen af EU's fiskeripolitik og genoprettelse af bestandene af vildlaks

Vildlaksen i Østersøen er af stor betydning for lystfiskeriet og dermed også for turismen i Den Botniske Bugt og i det nordlige Finland. Fangsten af laks på åbent hav og i flodmundinger er imidlertid nu alt for kraftig og finder ofte også sted på et forkert tidspunkt. Derfor hindres eller vanskeliggøres laksens vandring til de vandløb, hvor den yngler, betydeligt.

EU's fiskeripolitik beskæftiger sig næsten overhovedet ikke med genoprettelsen af vildlaksebestanden i Østersøen, selv om EU's beføjelser også gælder medlemsstaternes hav- og flodfiskeri. Med hensyn til Østersøen gør EU kun brug af sine beføjelser som medlem af Den Baltiske Fiskerikommission, og begrænsningerne af fiskeriet vedrører i første række kvoteordninger for bestemte arter.

Sverige og Finland har med en fælles ministerbeslutning indført begrænsninger af laksefangsten i Den Botniske Bugt og især i Torneåens munding, men kun Finland har ført en konsekvent kurs ved aftalens gennemførelse. Sverige har regelmæssigt givet dispensationer for Torneåen til sine egne fiskere, og den svenske laksefangst i åens munding er blevet mangedoblet i forhold til den samlede fangst i forbindelse med lystfiskeriet i Torneåen.

Kommissionen bedes oplyse, om den anser det for vigtigt at genoprette vildlaksebestandene og hermed fremme lystfiskeriet Hvordan agter Kommissionen at tage hensyn til vildlaksene i Østersøen i forbindelse med den igangværende reform af fiskeripolitikken?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(3. marts 2003)

Som det ærede medlem korrekt nævnte, forvaltes østersølaksen, når den lever i havmiljøet, inden for rammerne af Den Internationale Østersø-Fiskerikommission (IBSFC), der i overensstemmelse med Gdanskkonventionen fra 1973 er det ansvarlige organ for forvaltningen af de levende rigdomskilder i Østersøen.

I 1997 vedtog denne organisation en langsigtet forvaltningsplan for laks, det såkaldte støtteprogram for laksefiskerne. Hovedformålet med dette program er at forbedre vildlaksebestanden i Østersøen og gradvist øge den naturlige produktion af vildlaks i Østersøen for i 2010 at nå op på mindst 50 % af det bedst mulige skøn over den potentielle kapacitet for hver flod, hvori der lever laks. Målsætningerne omfatter ligeledes genetablering af vildlaksbestande i floder, der er potentielle levesteder for laksen, og forbedring af vildlaksens levesteder, hvor dette er muligt.

Selv om ikke alle elementer i støtteprogrammet for laksefiskerne hører under IBSFC's kompetence, fører sidstnævnte nøje kontrol med gennemførelsen af alle programmets aspekter. De kontraherende parter er forpligtet til regelmæssigt at afgive rapporter om de aktiviteter, der hører under deres kompetence, som f.eks. udsætning af lakseopdræt eller genudsætning af vildlaks.

Der er sammenhæng mellem de nationale regulerende foranstaltninger i kystområderne, som sigter mod at mindske fiskepresset på vildlaks, og foranstaltninger, der iværksættes af IBSFC. Den mest effektive foranstaltning, som IBSFC har iværksat, var absolut reduktionen af de samlede tilladte fangstmængder (TAC) for laks, der blev baseret på vildlaksbestandens behov. Sidst i 1980'erne landede kystfiskeriet årligt ikke færre end en million laks. For så vidt angår den centrale del af Østersøen og Den Botniske Bugt, er TAC for 2003 fastlagt til 460 000 fisk.

Foranstaltningerne giver allerede bonus. I henhold til Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) er forholdene for vildlaksbestandene i den centrale del og i Den Botniske Bugt blevet generelt forbedret i løbet af de seneste år, og produktionen af vildlaksesmolt i 2000-2002 var meget stor. 2003-2005 forventes således at blive gode gydningsperioder. Der forventes en yderligere betydelig forbedring af forholdene for vildlaksen, når der fra 2004 gennemføres en alternativ høststrategi for østersølaksen, der blev vedtaget på IBSFC's seneste årlige samling, og som sigter mod en udvikling, der i højere grad bevæger sig bort fra fiskeri af en blanding af vilde og opdrættede bestande til en selektiv høst af opdrættede bestande.

Dette illustrerer måske, hvorfor Kommissionen er af den opfattelse, at de bevaringsforanstaltninger til beskyttelse af vildlaks, der er iværksat på både nationalt plan og inden for IBSFC, er en succeshistorie om fiskeriforvaltning i Østersøen. Så længe dette er tilfældet, mener Kommissionen ikke, at det er nødvendigt at øge ansvaret, for så vidt angår laks. Med hensyn til fritidsfiskeri kan Kommissionen meddele det ærede medlem, at der ikke findes nogen fællesskabspolitikker for vildlaks i Østersøen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/700

(2004/C 78 E/0748)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0320/03

af Massimo Carraro (PSE) og Vincenzo Lavarra (PSE) til Kommissionen

(10. februar 2003)

Om: Import af fjerkrækød

I de seneste 24 måneder har fællesskabsmarkedet registreret en enorm stor stigning (svarende til 109 % årligt) i importen af fjerkrækød (kylling og kalkun), som er steget fra 244 000 til 790 000 tons under toldposition 0210, 16023111 og 16023119 (frisk og forarbejdet kød).

Er Kommissionen klar over, at der i forbindelse med denne import snydes med de gældende toldsatser som konsolideret inden for rammerne af WTO, idet eksportørerne ganske enkelt tilsætter små mængder salt og/eller andre krydderier, som gør det muligt at nyde godt af ulovlige nedsættelser af toldsatserne med heraf følgende uberettigede skader for fællesskabsbudgettet?

Hvad agter Kommissionen konkret at foretage sig for at beskytte forbrugerne, eftersom det importerede kød, som det fremgår af kontrol foretaget forskellige steder i Den Europæiske Union, indeholder nitrofuraner, og eftersom de farme, hvorfra kødet kommer, bruger kødmel, der er forbudt i henhold til fællesskabsbestemmelserne?

Er Kommissionen klar over, at denne langvarige ureglementerede handelssituation såvel i sundhedsmæssig som økonomisk henseende har forårsaget alvorlige forstyrrelser på fællesskabsmarkedet og skadet de europæiske producenter, som har set sig konfronteret med en fordrejet og illoyal konkurrence?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(18. marts 2003)

Kommissionen har ganske rigtigt konstateret en stor stigning i importen af visse former for kød og tilberedt fjerkræ. De tal, som de ærede medlemmer nævner, refererer dog ikke til de sidste 24 måneder og de anførte produkter, men ser ud til at henvise til andre referenceperioder og import af alle former for kød og tilberedt fjerkræ, udtrykt i slagtevægt. For 2000-2001 steg importen fra 397 000 t til 576 000 t. For 2002 er anslås importen til 550 000 t.

Nogle former for kyllingekød har visse medlemsstaters toldmyndigheder tariferet som saltet kød under toldposition 0210, selvom der er tale om frosset kyllingekød, som ikke indeholder tilstrækkelig meget salt til at kunne gøre produktet langtidsholdbart, og som derfor, alene fordi der er tale om frosne produkter, hører under toldposition 0207. Da der er forskellige fortolkninger af de almindelige regler for toldtarifering i EU, har Kommissionen så hurtigt som muligt truffet de nødvendige lovgivningsmæssige foranstaltninger i form af forordning (EF) nr. 1223/2002 (1) for at få afklaret den toldtariferingen af denne produkttype og sikre en ensartet tarifering under toldposition 0207, frosset kyllingekød.

Selvom Kommissionen ikke p.t. har kendskab til snyd med toldposition 1602, der bl.a. omfatter ikke kogt, krydret kød, kan de ærede medlemmer være forvissede om, at der vil blive truffet de nødvendige foranstaltninger for i påkommende tilfælde at bekæmpe denne form for snyd, hvis noget sådant skulle blive konstateret.

Kommissionen er bekendt med de sundhedsmæssige og økonomisk risici og har truffet en række praktiske foranstaltninger for at beskytte forbrugere og producenter. Tredjelande skal forelægge Kommissionen planer for kontrol med restforekomster, herunder foranstaltninger til forebyggelse af misbrug. Der gennemføres ligeledes tester for stoffer i forbindelse med import i EU. Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets inspektionsbesøg vedrører også de eksisterende kontrolforanstaltninger i relation til restforekomster af forbudte stoffer.

Hvis det er indlysende, at der er problemer, overvejes det at indføre yderligere foranstaltninger. Disse kan gå fra indførelse af pligt til at øge antallet af tester af importerede fra 20 % til 100 % partier til direkte importforbud. Der er for indeværende foranstaltninger af denne art i relation til import af kyllingekød fra adskillige tredjelande, bl.a. Brasilien, Thailand og Kina.

Endelig har Kommissionen for nylig vedtaget et forslag vedrørende officiel foderstof- og fødevarekontrol (2), og den forbereder et forslag vedrørende fødevarehygiejne, som indebærer en yderligere harmonisering og stramning af bestemmelserne om forebyggelse af sundhedsrisici for mennesker og dyr og risici for miljøet. Begge forslag gælder desuden også for tredjelande, som ønsker at eksportere til EU.

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 1223/2002 af 8. juli 2002 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur, EFT L 179 af 9.7.2002.

(2) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om offentlig foderstof- og fødevarekontrol, KOM(2003)0052 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/701

(2004/C 78 E/0749)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0450/03

af Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(19. februar 2003)

Om: Flygtningelejre og slavehandlere

Det italienske ugemagasin Panorama bragte den 6. februar 2003 følgende beskrivelse af flygtningelejren Pendeli i Grækenland: »Grækenland, flygtningelejren Pendeli, blikbarakker druknet i affald og kloakvand. (…) 80 km fra Athen. Lejren drives af Médecins du Monde, en ngo, der gør, hvad der er muligt for at hjælpe de desperate indvandrere i Grækenland. Forgæves. Bølgen af desperate vokser dag for dag. Afghanere, irakere og kurdere kommer til Tyrkiet, og når de først er dér, i Grækenland, skal de betale mafiaen et minimumsbeløb på 2 500 USD for at komme videre. De gemmer sig i lastbiler om bord på hurtigbåde eller i flydende ligkister. (…) Der er kommet mindst 15 000 udlændinge gennem denne lejr, og alle har de kun ét i hovedet, nemlig at komme ind i det rigtige Europa.« Panorama skriver desuden i samme artikel: »Håbets rejse for kurdere med tyrkisk statsborgerskab starter i Istanbul og går ad forskellige ruter. Den første rute fører gennem Balkan i lastbil og til fods og ender i Italien. Den anden rute fører gennem Kosovo og Albanien og videre i gummibåd til Italien. Den tredje rute er en rejse med tankskib fra Smyrna i retning af Calabrias kyst i Italien. Den fjerde rute, der efter de seneste forlydender kaldes«den nye vej', er en rejse med fly til Tunesien, hvorfra der sejles i fiskerbåd til Sicilien. Lige meget hvilken vej der vælges, koster»billetten«3-6 000 EUR, et beløb, der varierer afhængigt af destinationen. Alt i alt en omsætning på 18 mio. EUR på to år. Der betales kontant i Tyrkiet«. De to uddrag fra det italienske ugemagasin viser klart og tydeligt på den ene side forfaldet, nøden, opløsningen og forråelsen af visse flygtningelejre, hvor der ikke hersker den mindste respekt for menneskets værdighed, og på den anden side den åbenlyse eksistens af kriminelle slavehandelsorganisationer, der grisk udnytter disse flygtninges fortvivlelse.

1.	Kan Kommissionen oplyse, om eksistensen af og betingelserne i disse lejre på Unionens område er i overensstemmelse med de i Schengen-aftalen fastsatte bestemmelser om indvandring?

2.	Kan den ligeledes oplyse, hvilke instrumenter Unionen råder over for at undgå, at opløsningen af disse lejre og de kriminelles udnyttelse af indvandrerne yderligere forrår deres eksistens og fuldstændig tilintetgør deres menneskelige værdighed?

3.	Mener den ikke, at det er nødvendigt og hensigtsmæssigt at anmode regeringen i et ansøgerland om at harmonisere sin immigrationslovgivning med lovgivningen i det så begærede EU for at sikre, at handlinger som de beskrevne kan retsforfølges på dets område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antonio Vitorino

(15. maj 2003)

I henhold til protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union skal medlemsstaterne udvise personer, som ikke eller ikke længere opfylder de gældende betingelser for tilladelse til kortvarigt ophold, hvis de ikke udrejser frivilligt, hvis det må formodes, at udrejse ikke vil finde sted, eller hvis det af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige orden er påkrævet, at de pågældende udrejser straks. Med henblik på gennemførelsen af disse bestemmelser kan medlemsstaterne frihedsberøve personer uden lovligt ophold eller kræve, at de bor inden for et bestemt område.

Som anført i svaret på skriftlig forespørgsel E-0431/03 fra Adriana Poli Bortone (1) vedtog Rådet den 28. februar 2002 på grundlag af Kommissionens meddelelse om en fælles politik mod ulovlig indvandring af 15. november 2001 (2) en handlingsplan for bekæmpelse af ulovlig indvandring (3). Desuden vedtog Rådet den 13. juni 2002 en plan for forvaltning af EU-medlemsstaternes ydre grænser, som også er baseret på en meddelelse fra Kommissionen om samme emne af 7. maj 2002 (4). En korrekt gennemførelse af disse foranstaltninger kan reducere strømmen af ulovlige indvandrere og dermed på lang sigt mindske byrden for de centre og lejre, der beskrives i forespørgslen.

Det skal desuden understreges, at der, hvis de pågældende har ansøgt eller har til hensigt at ansøge om asyl i Grækenland, endnu ikke findes nogen fællesskabsbestemmelser baseret på EF-traktatens artikel 63, som gør det muligt for Kommissionen at gribe ind, f.eks. ved at anmode de græske myndigheder om yderligere oplysninger.

Rådet har vedtaget direktiv 2003/9/EF af 27. januar 2003 om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (5), men disse bestemmelser er endnu ikke blevet gennemført i medlemsstaterne. Formålet med direktivet er at forbedre modtagelsesforholdene for asylansøgere betydeligt, i hvert fald i visse medlemsstater. Princippet om, at fattige asylansøgere, som får tilladelse til at opholde sig i landet, indtil resultatet af procedurerne foreligger, har ret til modtagelsesforhold (herunder indkvartering, mad, tøj og lommepenge), er blevet accepteret af alle medlemsstaterne (medlemsstaterne kan dog nægte modtagelsesforhold, hvis asylansøgningen ikke er indgivet, så snart det var praktisk muligt). I alle medlemsstaterne vil asylansøgere have ret til ordentlig lægebehandling, information og dokumentation og undervisning samt i et begrænset antal tilfælde adgang til arbejdsmarkedet. Desuden skal medlemsstaterne forpligte sig til at sikre passende styring, overvågning og kontrol af modtagelsesforholdenes niveau. Gennemførelsesfristen er den 6. februar 2005.

I den forbindelse er det også værd at bemærke, at de græske myndigheder investerer de fleste af de midler, de modtager fra Den Europæiske Flygtningefond (EFF), i at opgradere og forbedre modtagelseskapaciteten for asylansøgere. Siden 1998 har flere ikke-statslige organisationer (NGO'er) kunnet udvikle og sikre tilvejebringelse af indkvartering og mad til asylansøgere i Grækenland (bl.a. i Aspropyrgos-centret, som drives af EL.IN.AS, indkvarteringscentret i Nea Makri, som drives af det græske Røde Kors, og natherberget for asylansøgere i Athens centrum, som drives af Médecins du Monde).

Tyrkiet har som kandidatland et tiltrædelsespartnerskab og har vedtaget et nationalt program for vedtagelse af fællesskabsretten. Dette program indebærer selvfølgelig, at Tyrkiet gradvis skal bringe sin lovgivning og sin praksis vedrørende migration, asyl og grænseforvaltning i overensstemmelse med fællesskabsretten. I 2002 nedsatte de tyrkiske myndigheder en række tværministerielle arbejdsgrupper vedrørende migration, asyl og grænseforvaltning, som fik til opgave at udarbejde strategier, der skulle indeholde en mere detaljeret plan for tilpasningen til fællesskabsretten på disse områder. Strategierne for migration og grænseforvaltning vil snart blive offentliggjort. Desuden har de tyrkiske myndigheder besluttet at udarbejde handlingsplaner for migration, asyl og grænseforvaltning, som skal indeholde en detaljeret tidsplan for tilpasning af lovgivningen, institutionelle reformer, uddannelse og investeringer med henblik på en tilpasning til fællesskabsretten. Udarbejdelsen og gennemførelsen af disse handlingsplaner vil blive støttet af Kommissionen gennem to partnerskabsprogrammer, som iværksættes senere i 2003. I juni 2002 indledte Kommissionen og Tyrkiet desuden drøftelser om en særlig handlingsplan vedrørende ulovlig indvandring, og det håbes, at forhandlingerne om denne plan snart kan afsluttes.

(1) EUT C 51 E af 26.2.2004, s. 24.

(2) KOM(2001) 672 endelig udg.

(3) EFT C 142 af 14.6.2002.

(4) KOM(2002) 233 endelig udg.

(5) EFT L 31 af 6.2.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/703

(2004/C 78 E/0750)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0557/03

af Anne Van Lancker (PSE) til Kommissionen

(20. februar 2003)

Om: Regulering af mælkekvoter i grænseoverskridende bedrifter

En belgisk landmand driver et malkekvægbrug i Meer-Hoogstraten (Belgien) med en kvote på 397 727 liter med et fedtindhold på 38,73 grad. (Producent nr. 00113020140). Hans ægtefælle ønsker at overtage sin moders og stedfaders bedrift i Baarle Nassau (Nederlandene) med en kvote på 307 164 liter med en fedtprocent på 4,03 (COS registreringsnummer 66244). Bedrifterne er beliggende 5 km fra hinanden på begge sider af grænsen. Mandens bedrift har en uhensigtsmæssig parcellering (mindre end 3 ha pr. parcel) og er beliggende i et sårbart område til beskyttelse af overfladevandet (nitratdirektivet). Ægtefællens kommende bedrift ligger i et område med sammenlagte parceller med en parcelstørrelse på 40 ha.

I henhold til bestemmelserne i Ballmann-dommen (1) ønsker den belgiske landmand at producere sin kvote på bedriften i Castelre — Baarle Nassau. Han beholder sin bedrift og tilhørende jorder i Meer-Hoogstraten og vil fortsat levere sin mæk til en belgisk aftager. Hans ægtefælles kommende bedrift vil levere sin mælk til en nederlandsk aftager.

Den belgiske kvote vil fortsat være knyttet til den belgiske producent (manden) og til de belgiske jorder. Der er derfor fortsat tale om en belgisk kvote. De belgiske bestemmelser foreskriver ikke udtrykkeligt, at mælkeproduktionsenheden skal være beliggende i Belgien. De belgiske bestemmelser definerer en »mælkeproduktionsenhed« som en helhed af funktionelt sammenhængende produktionsmidler. Intetsteds begrænses den til en geografisk helhed på belgisk territorium.

Kan Kommissionen besvare følgende spørgsmål: Er denne fremgangsmåde forenelig med EU-bestemmel-serne? Hvilke bestemmelser skal de to landbrugsbedrifter efterleve? Må belgiske aftagere afhente mælk i tanken på mandens bedrift i Castelre — Baarle Nassau (Nederlandene), eller skal denne selv transportere mælketanken til bedriften i Meer — Hoogstraten (Belgien)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(17. marts 2003)

Kommissionen beklager at måtte meddele det ærede medlem, at den påtænkte ordning ikke er mulig. I artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter (2) defineres »producent« således: landmand, fysisk eller juridisk person eller sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, hvis bedrift ligger på Fællesskabets geografiske område, og som sælger mælk eller andre mejeriprodukter direkte til forbrugeren — og/eller leverer til opkøberen. I samme artikel defineres »bedrift« således: samling af produktionsenheder, hvis drift ledes af producenten, og som ligger på Fællesskabets geografiske område. I de to definitioner er begrebet »Fællesskabets geografiske område« bevidst blevet indført med Rådets forordning (EØF) nr. 1560/93 af 14. juni 1993 (3) af kontrolhensyn for at undgå situationer i kvoteordningen, der er vanskelige at administrere.

Ballmann-dommen, som det ærede medlem henviser til i sit spørgsmål, er ikke relevant i den foreliggende sag, da dommen ikke behandler tværnationale spørgsmål og desuden vedrører den gamle ordning om mælkekvoter i forordning (EØF) nr. 857/84 (4).

Dette betyder, at de mælkemængder, som bliver produceret i de to bedrifter, skal leveres og bogføres separat i Belgien og i Nederlandene inden for de respektive mælkekvoter.

(1) Sag C-341/89, H. Ballmann mod Hauptzollamt Osnabrück.

(2) EFT L 405 af 31.12.1992.

(3) Rådets forordning (EØF) nr. 1560/93 af 14. juni 1993 om ændring af forordning (EØF) nr. 3950/92 om en tillægsafgift på mælk og mejeriprodukter, EFT L 154 af 25.6.1993.

(4) Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5 c i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter, EFT L 90 af 1.4.1984.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/705

(2004/C 78 E/0753)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0790/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(14. marts 2003)

Om: Lovgivning om affaldsforbrænding

1.	Efter Domstolens dom af 13. februar i sag C-458/2000 bedes Kommissionen oplyse, om den agter at foreslå nogle ændringer til den eksisterende fællesskabslovgivning om affaldsforbrænding for at præcisere, hvorvidt forbrænding har status som genvinding eller deponering?

2.	Mener Kommissionen, at der er en modsætning mellem Domstolens dom i denne sag og eksisterende EU-lovgivning som f.eks. emballagedirektivet fra 1994, som fastsætter, at energigenvinding kan inddrages i beregningen af mål for genanvendelse af emballageaffald?

3.	Hvad er efter Kommissionens mening de sandsynlige følger af dommen for behandling af kommunalt affald ved forbrænding og ønsket om at anvende forbrænding som et middel til at behandle affald?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(27. maj 2003)

Kommissionen har igangsat en generel undersøgelse vedrørende nyttiggørelses- og bortskaffelses-operationer for at få klarlagt definitionerne på nyttiggørelse og bortskaffelse. Denne undersøgelse vil blive præsenteret på en workshop for eksperter fra medlemsstaterne og for interessenter medio 2003.

Dog mener Kommissionen, at en ændring af definitionen på »energiudnyttelse« bør ske som led i en ændring af Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (1), som ændret (2). På dette stadium overvejer Kommissionen, om det er nødvendigt at fremsætte forslag om en sådan ændring.

Den Europæiske Domstol har i sin dom i sag C-458/00 afgjort, at det primære formål med forbrænding i forbrændingsanlæg for husholdningsaffald er affaldsbortskaffelse. Domstolen tilføjer, at denne klassificering som bortskaffelsesoperation ikke ændres, selv om der som en sekundær effekt af processen udvindes og forbruges energi.

Konsekvensen af Domstolens afgørelse er, at definitionen af målet for »genanvendelse« (nyttiggørelse) som fastsat i artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballager og emballageaffald (3) bør udlægges som følger: Ordet »genanvendelse« er defineret i direktiv 94/62/EF som enhver af de nyttiggørelsesoperationer, der er anført i bilag II Β til direktiv 75/442/EØF. Domstolens dom i sag nr. C-458/00 har ved at lægge operationens primære formål til grund for fortolkningen udelukket forbrænding i kommunale affaldsforbrændingsanlæg fra listen over nyttiggørelsesoperationer.

Energiudnyttelse, defineret som »anvendelse af brændbart emballageaffald til energifremstilling ved direkte forbrænding sammen med eller uden andet affald, men med anvendelse af varmen«, falder ikke ind under »genvinding« som defineret i direktiv 94/62/EF.

På grundlag heraf skal medlemsstaterne for at opfylde det generelle genanvendelsesmål enten forøge genvinding eller udnytte energi fra den brændbare fraktion af emballageaffaldsstrømmen ved hjælp af medforbrænding i cementovne eller elværker, der af Domstolen er anerkendt som værende nyttiggørelsesoperationer (sag nr. C-228/00, dom af 13. februar 2003).

Det affaldshåndteringshierarki, der er indeholdt i Rådets resolution af 27. februar 1997 (4) om en fællesskabsstrategi for affaldsforvaltning, giver førsteprioritet til forebyggelse og anden prioritet til genanvendelse med fortrinsret til genbrug og materialegenvinding, for så vidt som disse er de miljømæssigt bedste muligheder. Deponering af affald er sidste prioritet.

Kommissionen er stadig ved at vurdere, hvilke konsekvenser Domstolens dom kan få for de kompetente myndigheders afgørelser om affaldsbehandlingsteknologier. Disse afgørelser påvirkes således bl.a. af miljølovgivningen, herunder fællesskabsbestemmelserne, f.eks. forpligtelsen til at bortlede store mængder bionedbrydeligt affald fra deponeringsanlæg og forpligtelsen til at genanvende store mængder af visse affaldsstrømme (emballager, udtjente biler og elektronikaffald). I den forbindelse kan myndighederne for at maksimere affaldsgenanvendelse satse stærkere på kompostering eller materialegenvinding, men i givet fald også på energiudnyttelse via medforbrænding af affald som erstatningsbrændsel for primære brændsler i industrianlæg (elværker, cementovne).

Uafhængigt af klassificeringen af affaldsforbrænding som en nyttiggørelsesoperation eller en bortskaffelses-operation, hedder det i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (5), at energien skal udnyttes i størst muligt omfang. Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (6) indeholder også en bestemmelse om udnyttelse af energien fra gas fra deponeringsanlæg. Endvidere vil referencedokumentet om den bedste tilgængelige teknik til affaldsforbrænding, som er under udarbejdelse i henhold til Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (7), indeholde et kapitel om udnyttelse af energien fra affaldsforbrænding.

(1) EFT L 194 af 25.7.1975.

(2) EFT L 78 af 26.3.1991.

(3) EFT L 365 af 31.12.1994.

(4) EFT C 76 af 11.3.1997.

(5) EFT L 332 af 28.12.2000.

(6) EFT L 182 af 16.7.1999.

(7) EFT L 257 af 10.10.1996.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/708

(2004/C 78 E/0757)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1266/03

af Caroline Lucas (Verts/ALE) til Kommissionen

(27. marts 2003)

Om: TRIPs, UPOV og landmændenes rettigheder

EU forsøger i så godt som alle bilaterale handelsaftaler at forpligte sine handelspartnere til at tiltræde internationale traktater om intellektuel ejendomsret, som er mere vidtrækkende end deres allerede eksisterende forpligtelser. Eksempelvis kan nævnes brugen af den såkaldte »TRIPs-plus«-klausul (TRIPs — handelsrelaterede aspekter af den intellektuelle ejendomsret), som pålægger handelspartnerne at tiltræde Den Internationale Konvention om Beskyttelse af Plantenyheder (UPOV 1991), der indeholder særlige bestemmelser om sortsbeskyttelse, som ikke findes i TRIPs. EU/Libanon-aftalen er det seneste eksempel herpå. Selv om Libanon endnu ikke er medlem af Verdenshandelsorganisationen, er landet blevet pålagt at tiltræde både UPOV 1991 og TRIPs-aftalen inden 5 år.

Kommissionen anfører i sit notat fra september 2002 om artikel 27, stk. 3, litra b, i TRIPs og forholdet mellem TRIPs og CBD, at artikel 27, stk. 3, litra b, kræver en effektiv sui generis-sortsbeskyttelse, men indrømmer, at man — selv om UPOV 1991-konventionen opfylder den i artikel 27, stk. 3, litra b, omhandlede effektivitetsstandard — ikke kan udelukke andre beskyttelsesmodeller med den samme grad af effektivitet.

Det anføres endvidere i notatet, at dispensation for landmænd (dvs. dispensation fra bestemmelserne om sortsbeskyttelse eller patenter, der giver landmænd ret til at oplagre, anvende, udveksle eller sælge frø omfattet af de pågældende bestemmelser) under visse omstændigheder kan være berettiget i henhold til artikel 27, stk. 3, litra b, eller artikel 30 i TRIPs-aftalen. UPOV 1991-konventionen omfatter kun i meget begrænset omfang eller slet ikke sådanne rettigheder.

Vil Kommissionen oplyse, hvorfor den tilstræber opfyldelsen af en række målsætninger i sine bilaterale handelsforhandlinger, som klart og effektivt forhindrer anvendelsen af mere fleksible bestemmelser om intellektuel ejendomsret, i dette tilfælde sortsbeskyttelse, som forefindes i TRIPs-aftalen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(30. april 2003)

Unionen var via sin meddelelse (»Concept Paper«) af 17. oktober 2002 (1) det første industrialiserede medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som tog revisionen af artikel 27, stk. 3, litra b), i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs) og dermed forbundne spørgsmål op på en håndgribelig, konstruktiv og systematisk måde.

Navnlig anerkendte Unionen, at UPOV-konventionen ikke var den eneste mulige sui generis-beskyttelses-model for plantesorter, og gik ind for en fortolkning af TRIPs-aftalen, som kunne muliggøre dispensation for landmænd. Denne approach blev både i TRIPs-Rådet og i Komitéen for Handel og Miljø hilst velkommen af de medlemmer, der er udviklingslande.

De af Unionen indgåede bilaterale handelsaftaler indeholder rent faktisk en henvisning til UPOV-konventionen via et tilsagn om at tiltræde denne eller via en »best-endeavours«-klausul (der imidlertid ikke i sig selv udgør en ufravigelig forpligtelse). Disse tilsagn indgår i en afbalanceret pakke af gensidige forpligtelser og indrømmelser, som ikke er »pålagt« handelspartneren, men frit er accepteret af denne.

Siden 2002 er Unionens approach blevet tilpasset for yderligere at kunne imødekomme udviklings-hensynet: under igangværende bilaterale forhandlinger foreslår Kommissionen, at handelspartneren som et alternativ til UPOV-konventionen kan indføre et andet egnet og effektivt sui generis-system til beskyttelse af plantesorter i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, litra b), i TRIPs-aftalen.

Efter Kommissionens vurdering tilbyder UPOV-konventionen (både i 1978-udgaven og i 1991-udgaven) en beskyttelsesordning, der er meget mere fleksibel end en patentbeskyttelse og derfor er bedre egnet set på baggrund af plantesorternes særtræk (rent faktisk tjener konventionen som model for EU-lovgivningen og flere medlemsstaters nationale lovgivning). Derfor har nogle udviklingslande, f.eks. Mexico, Brasilien og Argentina, tiltrådt UPOV-konventionen uden på forhånd at have forpligtet sig dertil i en bilateral aftale med Unionen.

Hvad angår undtagelser for landmænd, omfatter UPOV-konvention et »privilegium for landmænd«, som gør det muligt for landmænd på deres egne bedrifter at anvende den høst, som de har opnået ved at plante den beskyttede sort på deres egne bedrifter, i opformeringsøjemed.

Desuden er det i konventionen slået fast, at avlernes rettigheder ikke omfatter handlinger, der udføres privat og uden nogen forretningsmæssig målsætning: efter Kommissionens opfattelse dækker denne undtagelse enhver handling, der udføres af subsistenslandmænd (hvis aktiviteter pr. definition er »ikke-forretningsmæssige«) vedrørende beskyttede sorter, herunder udveksling af såsæd. For subsistenslandmændenes vedkommende er mulighederne for at indrømme undtagelser således noget mere vidtrækkende end »privilegiet for landmænd«.

Endvidere muliggør konventionen i mange tilfælde fri avl af nye sorter på grundlag af eksisterende sorter (både for »agro-business« og for landmænd).

Endelig forhindrer en tiltrædelse af UPOV-konventionen ikke en indførelse af yderligere beskyttelsesordninger for traditionelle landbrugsmetoder, traditionel viden eller sorter, som ikke opfylder de i UPOV-konventionen fastsatte kriterier, eller en beskyttelse af landmændenes rettigheder i henhold til den internationale traktat om plantegenetiske ressourcer for fødevarer og landbrug.

Undtagelser ud over dem, der er hjemlet i 1991-akten vedrørende UPOV-konventionen, kan tænkes og forsvares som værende tilladt i henhold til artikel 27, stk. 3, litra b), i TRIPs-aftalen. Det er imidlertid ikke rigtigt, at UPOV-konventionen ikke udgør et fleksibelt system og ikke sikrer landmændene visse undtagelser.

UPOV-konventionen af 1991 danner faktisk i sig selv grundlag for et effektivt og fleksibelt sui generis-system til beskyttelse af plantesorter via alternative modeller, som eventuelt kan indføres, og som er i overensstemmelse med TRIPs-aftalen, forudsat at de sikrer effektiv beskyttelse.

(1) IP/C/W/383.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/709

(2004/C 78 E/0758)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1280/03

af María Sornosa Martínez (PSE) til Kommissionen

(4. april 2003)

Om: Ukorrekt gennemførelse af direktiv 2002/49/EF i spansk ret

Den spanske regering er i færd med at omsætte direktiv 2002/49/EF (1) om vurdering og styring af ekstern støj til national spansk ret.

Selv om fristen for gennemførelse er juli 2004, har regeringens foreløbige lovudkast allerede givet anledning til stærke protester fra borgeres og miljøaktivisters side, der finder, at regeringens lovtekst ikke opfylder direktivets målsætninger, navnlig på følgende områder:

—	selv om det er et krav i direktivet, er kompetencefordelingen mellem de forskellige kompetente myndigheder på støjområdet ikke tilstrækkeligt klart defineret

—

selv om det fremgår af direktivet, at der skal fastlægges tre grundlæggende støjindikatorer til anvendelse i støjkort og andre supplerende støjindikatorer, som medlemmerne selv kan træffe bestemmelse om, indeholder det foreløbige lovudkast meget lidt i den retning, idet man som fælles støjindikatorer fastlægger de tre, der dækker døgnets 24 timer (dag, aften og nat, som defineret i direktivet), men udsætter den nærmere definition af værdierne til en senere uddybning af lovgivningen

—	med hensyn til definitionen af støjkort og de forskellige typer heraf (obligatorisk ifølge direktivet) overlader man også spørgsmålene om fastlæggelsen af den befolkningstæthed, der skal anvendes ved afgrænsningen af byområder, selve typerne af støjkort m.m. til en senere lovgivning

—	de handlingsplaner, som er omhandlet i direktivet bilag V, optræder i lovudkastet kun som overordnede målsætninger, medens fastlæggelsen af disses minimumsindhold, som rent faktisk er omtalt i direktivet, udsættes til senere

I betragtning af, at Kommissionen både kan og bør samarbejde med medlemsstaterne om en korrekt gennemførelse af direktiverne i national ret, herunder foreslå korrektioner i perioden forud for vedtagelsen af aspekter, som kan være mangelfulde, bedes den oplyse følgende:

Agter den at gribe ind i proceduren for gennemførelse af direktiv 2002/49/EF med henblik på at korrigere de aspekter af det spanske lovudkast, som efter alt at dømme ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i Fællesskabets støjlovgivning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(7. maj 2003)

Kommissionen har modtaget det foreløbige lovforslag til gennemførelse i spansk lovgivning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om vurdering og forvaltning af miljøstøj — Kommissionens erklæring i Forligsudvalget vedrørende direktivet om vurdering og forvaltning af miljøstøj samt de rapporter, som det ærede medlem har bilagt sin skriftlige forespørgsel.

Da dette foreløbige lovforslag kan forventes at blive ændret, agter Kommissionen ikke på indeværende tidspunkt at udtale sig herom. Den kan kun afvente den officielle meddelelse om gennemførelsesforanstaltningerne til direktivet.

Kommissionen står til de spanske myndigheders rådighed for om nødvendigt at yde dem bistand med henblik på vedtagelse inden den 18. juli 2004 af gennemførelsesforanstaltningerne. Kommissionen skal som bekendt holdes informeret om gennemførelsesprocessen.

(1) EFT L 189 af 18.7.2002, s. 12.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/711

(2004/C 78 E/0760)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1318/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(7. april 2003)

Om: Frygt for opretholdelse af offentlige tjenesteydelser uden for Europa på baggrund af EU's position under forhandlingerne WTO-GATS 2

Er Kommissionen bekendt med, at den amerikanske føderale forbrugerorganisation Public Citizen har givet udtryk for sin forargelse over Kommissionens rolle under forberedelsen af WTO-forhandlingerne i Genève om tjenesteydelser (General Agreement on Trade in Services 2000)? Public Citizen forudser, at Kommissionen vil kræve, at europæiske virksomheder får adgang til posttjenester, drikkevandsforsyning, energiforsyning, miljøforvaltning, offentlig transport, videregående uddannelser, distribution af alkohol og salg af forsikringer i USA og resten af verden, og at de bestemmelser, som skal beskytte forbrugerne og miljøet og sikre en demokratisk beslutningsdannelse ved folkevalgte repræsentanter, afskaffes.

Skal den erklæring fremsat af kommissær Lamy den 10. marts 2003 under indledningen til Europa-Parlamentets drøftelse på plenarmødet om EU's bidrag til GATS 2-forhandlingerne, hvori han beroligende sagde, at alle forpligtelser, som indgås af EU, kun er midlertidige, at de audiovisuelle medier bør beskyttes af hensyn til den kulturelle mangfoldighed, at der fortsat vil kunne eksistere statsmonopoler, at der ikke er tale om tvungen privatisering eller liberalisering og at den europæiske socio-økonomiske model bør opretholdes, opfattes således, at EU udadtil indtager en langt hårdere holdning end over for sine egne borgere?

Har udviklingslandene efter UNCTAD's bidrag til udarbejdelsen af deres liste over anmodninger til GATS haft tid til at forberede sig til en ligestillet position med hensyn til de horisontale emner »emergency safeguard measures« og »credits for autonomous liberalisation« eller indrømmer Kommissionen, at udviklingslandene behøver mere tid?

4.	Hvad agter Kommissionen at gøre for at råde bod på den foruroligelse, som er opstået med hensyn til krav, som forstyrrer de lokale og regionale tjenesteydelser, bl.a. for at undgå at EU på verdensplan i den offentlige opinion får tildelt den negative rolle, som ellers traditionelt tillægges USA?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(26. maj 2003)

Kommissionen er klar over, at Public Citizen har fremsat en række opsigtsvækkende og vildledende påstande om EU's krav til USA. Kritikken skyldes to fejlfortolkninger af den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS), nemlig at aftalen fremmer privatiseringen, og at den udgør en trussel mod regeringernes mulighed for ved lovgivning at tjene offentlighedens interesser.

Hverken GATS-aftalen eller EU's anmodninger har til formål at påtvinge en privatisering af offentlige foretagender, hvadenten de leverer tjenesteydelser af almen interesse eller ej. EU ønsker bindende tilsagn om, at tjenesteudbydere i EU kan få adgang til markeder i tredjelande i en række sektorer, hvor regeringen enten allerede har besluttet at åbne op for nationale leverandører i den private sektor, eller hvor man af erfaring ved, at man ved øget konkurrence kan opnå bedre resultater uden at forringe adgangen til de offentlige ydelser.

USA's tilsagn vedrørende tjenesteydelser i spildevandssektoren omfatter i øjeblikket kun »tjenesteydelser fra den private sektor«. EU har anmodet om, at tilsagnet udvides til også at lade tjenesteudbydere i EU afgive tilbud, når kommuner udbyder disse tjenesteydelser til private virksomheder. Dette betyder ikke, at de kommunale ydelser skal privatiseres, sådan som det er blevet fremstillet, men at der ikke er nogen grund til at udelukke leverandører fra EU, hvis kommunen allerede anvender eller har til hensigt at anvende private virksomheder.

Der er fra EU's side hverken direkte eller indirekte fremsat krav om afskaffelse af bestemmelser, der beskytter forbrugerne, miljøet eller den demokratiske beslutningstagning af valgte repræsentanter. Mange tjenesteydelser er af gode grunde genstand for streng regulering, og det anerkendes udtrykkeligt i GATS-aftalen, at Verdenshandelsorganisationens medlemmer suverænt har ret til at regulere økonomiske og ikke-økonomiske aktiviteter inden for deres territorium af hensyn til den offentlige orden. Hvis man skal have fuldt udbytte af et frit marked, skal de rette institutionelle og lovgivningsmæssige rammer være til stede for at fremme konkurrencen og sikre lige adgang til væsentlige tjenesteydelser. EU har ingen intentioner om at deregulere tjenesteydelser.

EU har allerede givet udenlandske leverandører adgang til sektorer, der leverer tjenesteydelser af almen interesse, hvis disse allerede var åbne for konkurrence på hjemmemarkedet såsom telekommunikation og posttjenester. EU's anmodning vedrører sektorer, hvor politiske målsætninger om blandt andet adgang for fattige kan sikres på anden vis end ved at begrænse konkurrencen, herunder forsyningspligt og statsstøtte. Mange mennesker i udviklingslandene nærer stadig kun et vagt håb om at kunne få adgang til effektive ydelser af almen interesse, som de kan betale. Hvis man fjernede de hindringer, der enten står i vejen for udenlandske firmaers adgang eller forfordeler dem, ville man kunne forbedre adgangen til og kvaliteten af visse ydelser af almen interesse.

Medlemmerne af WTO vedtog »Modalities for the treatment of autonomous liberalisation« i starten af marts 2003. Ved at fastlægge fælles kriterier for, hvordan den autonome liberalisering skal belønnes, kan forhandlere fra såvel industrilande som udviklingslande mere trygt gå ind i bilaterale forhandlinger om specifikke tilsagn om markedsadgang.

Fristen for at afslutte forhandlingerne om beskyttelsesforanstaltninger i nødstilfælde under GATS-aftalen er blevet udsat flere gange på grund af uenighed mellem medlemmer, der er tilhængere af en sådan ordning, og medlemmer, der er tvivl om, hvorvidt ordningen ville være en god og brugbar løsning. Sidstnævnte gruppe omfatter både industrilande og enkelte udviklingslande. EU har deltaget aktivt i drøftelserne, men der har endnu ikke har været en forretningssituation, der kunne have været løst ved hjælp af en sådan beskyttelsesforanstaltning.

En beskyttelsesforanstalting er af natur midlertidig og kan derfor ikke, som visse har ytret ønske om, bruges af udviklingslandene til at tilbagekalde tilsagn, som har vist sig at have utilsigtede konsekvenser. Derudover findes der allerede en ordning for tilbagekaldelse af tilsagn, jf. artikel XXI i GATS-aftalen. GATS-aftalen giver så meget fleksibilitet, at nye tilsagn om nødvendigt kan understøttes af specifikke forbehold for at håndtere nødsituationer.

EU er enig i, at det er vigtigt at hjælpe udviklingslandene med at forbedre deres forhandlingskapacitet, og at sekretariatet i De forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling (UNCTAD) spiller en vigtig rolle for den løbende bistand til udviklingslandenes deltagelse i forhandlinger om tjenesteydelser. EU samarbejder også konstruktivt med gruppen af mindst udviklede lande og andre medlemmer af WTO for at fastlægge, hvilken stilling de mindst udviklede lande skal have i forhandlinger (»Modalities for the treatment of LDCs in the negotiations«), jf. artikel XIX i GATS-aftalen.

Kommissionen er opmærksom på, at nogle er bekymrede over, hvilken virkning en yderligere liberalisering af tjenesteydelserne vil få, og at deres betænkeligheder skyldes tilfælde, hvor privatiseringen ikke er sket uden problemer, og hvor reguleringen af den har vist sig at være mangelfuld. Det er dog ikke GATS-aftalen, der har forårsaget disse problemer. Kommissionen vil fortsat gerne gøre opmærksom på, at GATS-aftalen overlader det til regeringerne frit at vælge, om deres tjenesteydelser skal leveres af offentlige eller private virksomheder og at regulere ifølge almindelige politiske mål. Kommissionen udarbejder i øjeblikket en grønbog om tjenesteydelser af almen interesse, som vil omfatte et afsnit, hvor de mulige forbindelser mellem disse tjenesteydelser og handelspolitikken undersøges.

Kommissionen er i den forbindelse indstillet på at sikre regelmæssig og klar information og dialog med repræsentanter for civilsamfundet. Der finder høringer sted inden for rammerne af Generaldirektoratet for Handel’s dialog med civilsamfundet, hvor forbrugerorganisationer deltager. Kommissionen drøfter også disse spørgsmål ad hoc med forbrugerorganisationer, f.eks. i Kommissionens Forbrugerudvalg eller i den transatlantiske forbrugerdialog (TACD), hvor EU's og USA's forbrugerorganisationer er repræsenteret.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/713

(2004/C 78 E/0761)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1330/03

af Sérgio Marques (PPE-DE) til Kommissionen

(8. april 2003)

Om: Prestige: EU-støtte

Olietankeren Prestiges havari ud for Galiciens kyst den 19. november 2002 forvoldte en af de største miljøkatastrofer nogensinde med meget alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser i et mål 1-område, der i sig selv var sårbart, navnlig på grund af den stærke afhængighed af fiskeriet.

Denne frygtelige ulykke, som ene og alene takket være strømforholdene ikke ramte Portugal, rejste endnu engang spørgsmålet om sikkerhed til søs og kontrol med olietransporten. Dette spørgsmål er af overordentlig stor betydning for en stat som Portugal, der har en meget lang søgrænse, og som omfatter yderst sårbare øområder, som Madeira og Azorerne.

Efter havariet forelagde Kommissionen en meddelelse om skærpelse af sikkerheden til søs, som omfatter fremskyndet gennemførelse af Erika I (foranstaltninger vedrørende havnestatskontrol, klassifikations-selskabernes virksomhed og fremskyndelse af tilbagetrækningen af enkeltskrogede olietankere) og Erika II (foranstaltninger med henblik på oprettelse af Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed, erstatning til ofrene for olieudslippet), en større international indsats og indførelse af sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner, for ulovlig forurening.

Europa-Parlamentet vedtog den 19. december 2002 en beslutning, som i punkt 11 og 12 anmoder Kommissionen om »at gøre en særlig indsats for at undersøge mulighederne for at anvende alle nødvendige finansielle instrumenter for at imødegå de økonomiske, sociale og miljømæssige følger af Prestiges forlis og for at støtte de erhvervssektorer, der er ramt af katastrofen« gennem anvendelse af Solidaritetsfonden.

På den baggrund bedes Kommissionen oplyse følgende:

1.	Hvilke finansielle instrumenter har man fire måneder efter Prestige-katastrofen stillet til rådighed, og hvilke foranstaltninger har man truffet for at imødegå de økonomiske, sociale og miljømæssige følger?

2.	Har Kommissionen et skøn over de skader, som Prestiges forlis har medført?

3.	Hvad har Kommissionen besluttet vedrørende en eventuel anvendelse af Solidaritetsfonden i forbindelse med Prestige-katastrofen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(21. maj 2003)

Kommissionen henviser det ærede medlem til dens svar på spørgsmål H-0221/03.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/714

(2004/C 78 E/0762)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1340/03

af Marjo Matikainen-Kallström (PPE-DE) til Kommissionen

(9. april 2003)

Om: Finansiering af forskning i prion-sygdomme under det sjette rammeprogram for forskning

Prion-sygdomme (dvs. TSE-sygdomme, »overførbar spongiform encephalopati«) udgør en hel ny type af smitsomme agenser. Sagen er blevet aktuel i EU navnlig i forbindelse med fremkomsten af BSE-epidemien blandt kvæg og dens variant, Creutzfeldt-Jakob sygdommen.

Der er stadig mange uklarheder omkring smittemønstret og udbredelsen af TSE-sygdomme, der bevirker, at det af hensyn til folkesundheden er nødvendigt at gennemføre en omfattende forskning i disse sygdomme. Principperne for prioners funktion og de sygdomme, som de forårsager, kan i naturen være langt mere udbredt end hidtil antaget. Det vides for øjeblikket ikke, om BSE er overført til får og i givet fald i hvilket omfang. Udbredelsen af BSE i EU's medlemsstater og sygdommens infektionsveje står hen i det uvisse.

Mange medlemsstater har som følge af BSE-krisen midlertidigt støttet finansieringen af forskning i prion-sygdomme. Der er dog ingen garantier for, at disse projekter kan fortsætte, og der påhviler dermed EU et afgørende ansvar for finansiering af forskning i TSE-sygdomme.

Det er af afgørende betydning og særdeles aktuelt, at der i det sjette rammeprogram fokuseres på forskning i prion- og TSE-sygdomme. Det kan ikke sikres, at man fortsat kan gennemføre en tilstrækkelig omfattende forskning, hvis forskningen i prion-sygdomme skal konkurrere om midlerne sammen med andre sygdomme, der nedbryder nervesystemet (som f.eks. Alzheimer- og Huntington-sygdommen). I betragtning af sagens betydning er det ikke tilstrækkeligt med den type af finansiering, der svarer til »European Network of Excellence«, men der bør udarbejdes et integreret projekt (integrated project) for prion-sygdomme i det sjette rammeprogram for forskning.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at sikre, at der fortsat er tilstrækkelige midler til forskning i TSE-sygdomme? Vil Kommissionen udarbejde et integreret projekt for prionforskning i det sjette rammeprogram for forskning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(27. maj 2003)

EU's sjette rammeprogram kan yde tilskud til forskning i overførbar spongiform encephalopati (TSE) på flere forskellige måder.

I arbejdsprogrammer for 2003 og 2004 for de udvalgte forskningstemaer 1 og 5 (Biovidenskab, genomforskning og bioteknologi i sundhedens tjeneste samt Fødevarekvalitet og -sikkerhed) søges der forslag på følgende emneområder:

—	Udvalgt forskningstema 5: T19; Forebyggelse, kontrol og håndtering af prionsygdomme. Med støtte fra et integreret projekt eller ekspertisenetværk (netværk foretrækkes).

—	Udvalgt forskningstema 1: LSH-2002-2.1.3-3; LSH-2002-2.1.3-3: Proteinaggregeringens rolle og mekanismer i neurodegenerative sygdomme. Med støtte fra et integreret projekt.

—	Udvalgt forskningstema 1: LSH-2002-1.2.2-3; LSH-2002-1.2.2-3: Nye diagnostiske redskaber til prion-associerede sygdomme. Med støtte fra et specifikt målrettet forskningsprojekt (STREP).

Ved udvælgelsen af disse emner blev der taget hensyn til, hvilket TSE-arbejde der allerede har fået tilskud fra Fællesskabet og medlemsstaterne, samt til forskersamfundets synspunkter, der kom til udstyr i interessetilkendegivelsesrunden.

I 2001 udsendte Kommissionen en særlig indkaldelse om TSE-forskning for at udfylde hullerne i den europæiske TSE-forskning. Indkaldelsens indhold byggede på en analyse af al igangværende forskning i TSE i Europa på det tidspunkt. Analysen var foretaget af Kommissionen med hjælp fra uafhængige videnskabelige eksperter fra alle medlemsstater. De fleste af hullerne er nu udfyldt med projekter, som finansieres under denne indkaldelse, herunder projekter om undersøgelse af forskellige forhold i forbindelse med kogalskab (BSE, bovin spongiform encephalopati) hos alle drøvtyggere.

De områder, der ikke var taget tilstrækkeligt med i indkaldelsen, havde at gøre med den forholdsvis svage samordning af europæisk TSE-forskning. Det problem kan bedst løses inden for et vellykket ekspertisenetværk, hvorfor et sådant netværk er det foretrukne instrument inden for forskningstema 5. der er dog stadig mulighed for at der under dette forskningstema kan ydes støtte til integreret projekt for TSE-forskning, hvis de uafhængige eksperter, der evaluerer alle forslagene, finder det særlig vigtigt.

Endelig skal det også bemærkes, at hvad angår »udbredelsen af BSE i EU's medlemsstater«, har netstedet http://europa.eu.int/comm/food/fs/bse/index_en.html oplysninger om BSE-testprogrammer i medlemsstaterne tilvejebragt af Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse (GD SANCO). EU tester alt voksent kvæg (over 30 måneder, bortset fra visse dyr, der blev destrueret som led i den britiske OTMS-plan (Over Thirty Months Scheme) ved slagtning eller død, og testprogrammet sikrer, at alle kliniske tilfælde registreres og rapporteres. Det skal dog også bemærkes, at hvis et inficeret dyr dør eller slagtes, før det når den kliniske fase, opdages det muligvis ikke, fordi testenes evne til at detektere prækliniske tilfælde er begrænset.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/715

(2004/C 78 E/0763)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1441/03

af Caroline Jackson (PPE-DE) til Kommissionen

(24. april 2003)

Om: Dæk: Gennemførelse af direktiv 1999/31/EF om affaldsdeponering

Direktiv 1999/31/EF (1) om affaldsdeponering indfører et forbud mod hele, brugte dæk i deponeringsanlæg fra juli 2003 og af strimlede, brugte dæk fra juli 2006.

I 2001 gik 74 % af de brugte dæk i Spanien stadig til deponeringsanlæg. Kan Kommissionen give tilsagn om, at den vil rette henvendelse til de spanske myndigheder, hvis de ikke opfylder deres forpligtelse i henhold til direktivet inden fristerne, især fristen i juli 2003? Hvad har Kommissionen foretaget sig for over for den spanske regering at fremhæve, hvor vigtigt det er at overholde fristen?

2.	I 2001 gik 69 % af de brugte dæk i Polen til deponeringsanlæg. Kan Kommissionen udtale sig om, hvorvidt den polske regering har forhandlet om en undtagelse fra denne del af direktivet, eller vil fristerne gælde uændret fra den dato, hvor Polen tiltræder EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(27. maj 2003)

I henhold til artikel 5, stk. 3, litra d), i Rådets direktiv 1999/31/EF må hele brugte dæk ikke modtages på deponeringsanlæg fra 16. juli 2003 og ituskårne brugte dæk fra 16. juli 2006.

Kommissionen er klar over, at gennemførelsen af dette forbud for visse medlemsstaters vedkommende udgør en betydelig udfordring. Hovedparten af medlemsstaterne har indført eller er i gang med at etablere ordninger til indsamling af dæk for at få dem væk fra deponeringsanlæggene.

Kommissionen har til opgave at sikre en korrekt anvendelse af fællesskabslovgivningen i lyset af de beføjelser, den har fået overdraget af EF-traktaten. Som traktatens vogter vil den ufortøvet træffe alle nødvendige forholdsregler, herunder indlede overtrædelsesprocedurer efter EF-traktatens artikel 226, med henblik på at sikre, at fællesskabslovgivningen overholdes.

Polen har ikke anmodet om nogen overgangsperiode med hensyn til forbuddet mod deponering af brugte dæk. Derfor skal Polen have gennemført forbuddet inden tiltrædelsesdatoen.

(1) EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/716

(2004/C 78 E/0764)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1450/03

af María Sornosa Martínez (PSE) til Kommissionen

(16. april 2003)

Om: Behov for hurtig indgriben i forbindelse med projektet om udvidelse af havnen i Altea (Spanien)

I næsten over et år har Kommissionen fået forelagt klager og parlamentariske forespørgsler om udvidelsen af havnen i Altea med faciliteter til lystbåde og om de konsekvenser, dette vil få for Alicantes kystområde, som i forvejen er udsat for en meget stor belastning fra bymæssige bebyggelser.

Undertegnede vil gerne takke for den fælles besvarelse af forespørgsel P-0769/03 og E-0775/03 (1), hvori Kommissionen meddeler, at den stadig afventer oplysninger fra de spanske myndigheder. I betragtning af, at projektet om udvidelsen af havnen allerede er gået igennem de foreskrevne faser, vil arbejderne kunne iværksættes i løbet af meget kort tid.

Mener Kommissionen ikke, at de oplysninger, der er indsendt af klagerne, samt de oplysninger i rapporter udarbejdet af universiteter, som der refereres til i de tidligere forespørgsler, udgør et tilstrækkeligt grundlag til at kræve, at de spanske myndigheder indstiller projektet, indtil Kommissionen har afsluttet sine undersøgelser?

Mener Kommissionen ikke, at den hurtigt må gribe ind i den foreliggende sag på grund af de miljømæssige konsekvenser, som en iværksættelse af arbejderne vil kunne indebære?

Mener Kommissionen ikke, at det er meget vigtigt at standse enhver mulig ny forringelse af miljøet i Alicantes kystområde, især i betragtning af den tilstand, som de uoprettelige posidonia-bevoksninger befinder sig i?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(23. maj 2003)

Kommissionen har ingen kompetence til at kræve af medlemsstaterne, at de bringer et projekt til ophør, som er genstand for en undersøgelse. Det skal dog påpeges, at Kommissionen inden for rammerne af de proceduremæssige regler, den skal følge, hurtigt har truffet de nødvendige forholdsregler for at sikre, at fællesskabsretten overholdes i det foreliggende tilfælde.

Der har således fundet en brevveksling sted mellem Kommissionen og de spanske myndigheder om denne sag. Det pågældende projekt er ligeledes blevet drøftet med de spanske myndigheder på et bilateralt møde i Madrid i begyndelsen af april 2003. På indeværende tidspunkt er Kommissionen i gang med at undersøge de spanske myndigheders svar. Det vil i nær fremtid blive blive besluttet, hvad der videre skal ske i denne sag.

Det skal samtidig bemærkes, at Kommissionen tilstræber at sikre bevarelsen af posidonia-bevoksningerne, der som prioriteret naturtype af betydning for Fællesskabet er beskyttet i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF (2) af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt af vilde dyr og planter.

(1) EUT C 268 E af 7.11.2003, s. 132.

(1) EUT C 113 E af 13.5.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/717

(2004/C 78 E/0765)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1504/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(5. maj 2003)

Om: Sporbarhed af GMO-materiale i fødevarer

Europa-Parlamentet har nu fået forelagt Kommissionens forslag til direktiv om sporbarhed og mærkning af genetisk modificerede organismer (GMO'er) til andenbehandling. Det er en vigtig randbetingelse og et udgangspunkt for direktivet, at forbrugerne skal have mulighed for at vælge mellem produkter indeholdende GMO-materiale og GMO-frie produkter.

Den 28. november 2002 nåede Rådet (landbrug) til enighed om Kommissionens forslag. Der blev i den forbindelse fastsat tærskelværdier, der skal benyttes ved afgørelser om, hvorvidt et produkt skal mærkes som indeholdende GMO-materiale eller ej.

Helt konkret har Rådet fastsat tærskelværdien for GMO-materiale til 0,9 %. Derunder behøver et produkt ikke at blive mærket.

Samtidig er der fastsat en tærskelværdi på 0,5 % for et uvæsentligt indhold af GMO-materiale, som ikke er tilladt, men som skønnes risikofrit. Der er tale om en såkaldt »tolerancetærskel«, der skal være i kraft i tre år.

Kommissionen har glædet sig over enigheden i Rådet. Den 4. december 2002 satte Kommissionen det europæiske net af GMO-laboratorier i gang. Dette net af 45 europæiske laboratorier skal samarbejde om udvikling af metoder til sporing, identificering og kvantificering af GMO'er samt produktion af referencemateriale.

Systemet til sporing af GMO'er kræver de rigtige redskaber og hensigtsmæssige prøvemetoder.

1.	I hvilket omfang er det efter Kommissionens opfattelse i realiteten muligt at spore tilstedeværelsen af denne forsvindende ringe mængde GMO-materiale i fødevarer?

2.	Er de rigtige redskaber og hensigtsmæssige prøvemetoder allerede taget i brug for at spore tilstedeværelsen af GMO'er?

3.	Er disse redskaber og metoder i bekræftende fald til rådighed i samme omfang i alle medlemsstater, og er de på samme niveau i alle medlemsstater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(17. juli 2003)

Kommissionen ønsker at understrege, at de tærskelværdier, der er opnået enighed om i den fælles holdning om forordningen om fødevarer og foder fremstillet af genetisk modificerede organismer (1), kun vedrører adventiv eller teknisk uundgåelig tilstedeværelse af genetisk modificeret materiale.

Desuden er der opnået enighed om kravene vedrørende sporing af genetisk modificerede organismer (GMOer) samt fødevarer og foder fremstillet af GMOer i Rådets fælles holdning om sporbarhed og mærkning af genetisk modificerede organismer, og sporbarhed af fødevarer og foder fremstillet af genetisk modificerede organismer. Disse krav bygger på skriftlig dokumentation og indebærer, at operatørerne skal have indført systemer, hvormed de kan påvise, fra hvem de har modtaget sådanne produkter, og til hvem de har solgt sådanne produkter. Den fælles holdning forpligter ikke operatører til at teste, om der er GM-materiale i produkter. I de tilfælde, hvor der ikke findes analytiske detektionsmetoder på nuværende tidspunkt, kan nøjagtigheden og rigtigheden af oplysningerne på mærkningen kontrolleres ved hjælp af tilbagesporingssystemet.

Hvad analytiske metoder angår, måles tilstedeværelsen af GMO ved at fastlægge mængden af GM-specifik DNA eller proteiner i en vis stikprøve, og de, der gennemfører testen, har dermed normalt behov for at kende til egenskaberne for de specifikke GMOer, de søger efter.

Redskaber til GMO-analyse er alment tilgængelige i de forskellige medlemsstaters statslige og private laboratorier. Protokoller til detektion af godkendte GMOer er også tilgængelige, som det er angivet i Kommissionens henstilling af 25. januar 2002 om et koordineret program for offentlig levnedsmiddelkontrol i 2002 (2). Med henblik på at lette detektionen stilles der i lovforslaget om fødevarer og foder fremstillet af GMOer krav om, at anmelderen forelægger en metode som en del af tilladelsesproceduren samt indsender materialet til produktionen af certificerede referencematerialer.

Alle medlemsstater formodes at råde over instrumenter og metoder, der opfylder de relevante standarder. Endvidere driver Kommissionen det europæiske netværk af GMO-laboratorier. Netværket består af mere end 40 kontrollaboratorier i medlemsstaterne, og tiltrædelseslandene har fuld adgang til disse. Netværket er også i kontakt med alle EU's globale handelspartnere. Et af målene er at lette håndhævelsen af reglerne om mærkning og sporbarhed af GMO'er i fødekæden.

(2) EFT L 26 af 30.1.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/718

(2004/C 78 E/0766)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1531/03

af Daniel Varela Suanzes-Carpegna (PPE-DE) til Kommissionen

(29. april 2003)

Om: Indførsel af konserveret tun fra Thailand og Filippinerne

I november 2001 aftalte EU, Thailand og Filippinerne at gennemføre høringer inden for rammerne af WTO med henblik på at analysere, i hvilket omfang præferencetoldbehandlingen af tunkonserves med oprindelse i AVS-landene skadede Thailands og Filippinernes interesser. Da det ikke lykkedes at nå frem til en tilfredsstillende løsning, enedes Fællesskabet, Thailand og Filippinerne om at lade spørgsmålet afgøre ved mægling. Den 20. december 2002 forelagde mægleren sin udtalelse, ifølge hvilken Fællesskabet skulle åbne et toldkontingent i NMF-kategorien på 25 000 tons for 2003 med en værditoldsats på 12 %, hvorefter Fællesskabet vedtog at acceptere mæglerens forslag. Kommissionen har i denne forbindelse netop forelagt et forslag til Rådets forordning om åbning og forvaltning af dette toldkontingent (1). Det fastsættes i forslagets artikel 4, at med henblik på at fastslå oprindelsen af den tunkonserves, som kan være omfattet af kontingentet, finder de gældende bestemmelserne i Fællesskabet anvendelse. I henhold til artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2) om indførelsen af en EF-toldkodeks har en vare, ved hvis fremstilling to eller flere lande har deltaget, oprindelse i det land, hvor den sidste væsentlige og økonomisk berettigede bearbejdning eller forarbejdning har fundet sted.

Kan Kommissionen på baggrund af de gældende fællesskabsbestemmelser om oprindelsesbestemmelser oplyse, om den på baggrund af den forordning, der nu skal vedtages, vil betragte konserves, hvis seneste forarbejdning har fundet sted i de to lande som konserves med oprindelse i Thailand og Filippinerne uden hensyntagen til det først forarbejdede råmateriales oprindelse?

Er Kommissionen vidende om, at anvendelsen af disse oprindelsesbestemmelser kan udgøre en hindring for sigtet med forslaget til forordning, som består i udelukkende at give præferencetoldbehandling til konserveret tun fra Thailand og Filippinerne og ikke at åbne EU's marked for afledte tunprodukter fra andre lande i Asien som Indonesien og andre lande?

Er det Kommissionen bekendt, hvilken skade anvendelsen af disse oprindelsesbestemmelser kan påføre tunforarbejdningsindustrien i EU, som i vidt omfang befinder sig i mål 1-regioner, der i høj grad er afhængige af fiskeriet? Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet, eller hvilke foranstaltninger vil den træffe for at afværge denne situation?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(5. juni 2003)

Kommissionen kan bekræfte, at tunkonserves fremstillet i lande, der ønsker at eksportere til Fællesskabet inden for de foreslåede kontingenter, i overensstemmelse med bestemmelserne i EF-toldkodeksen (3) skal angives som havende oprindelse i det land, hvor den sidste, væsentlige, økonomisk berettigede bearbejdning fandt sted, uanset hvilken oprindelse den anvendte tun har. I overensstemmelse med artikel 26 i ovennævnte forordning fastsætter artikel 4, stk. 2, i forslaget til rådsforordning om åbning af kontingentet, at der skal forelægges et oprindelsescertifikat for myndighederne i Fællesskabet til at bevise, at varerne kan henføres under den del af kontingentet, som de ønskes afskrevet på.

Kommissionen skal henvise det ærede medlem til forordningsforslaget om åbning af et kontingent for tunkonserves, særlig artikel 1, som fastsætter, at kontingentet er åbent for varer med oprindelse i ethvert land. Dette er i overensstemmelse med artikel XIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT), hvilket også gælder opdelingen af kontingentet ifølge den tidligere handel med de pågældende lande i fire dele, jf. artikel 3 i forordningsforslaget. Det ærede medlem vil bemærke, at Indonesien vil kunne eksportere en mængde tunkonserves svarende til 11 % af den årlige kontingentmængde. Det skyldes, at Indonesien af hensyn til bestemmelserne i artikel XIII i GATT som Fællesskabets tredjestørste leverandør (dvs. med en importandel på ≥ 10 %) har ret til et forhøjet MFN-kontingent. Kommissionen mener derfor, at det er usandsynligt, at Thailand eller Filippinerne skulle se nogen økonomisk fordel i at forsøge at genudføre tunkonserves fra Indonesien inden for de begrænsede kontingentmængder (henholdsvis 52 % og 36 %), som de har til rådighed.

Kommissionen mener ikke, at anvendelsen af ovennævnte oprindelsesregler vil bevirke, at Fællesskabet tunkonservesindustri vil komme til at lide skade. Kommissionen vil naturligvis nøje følge situationen omkring kontingentets udnyttelse, men den agter ikke i øjeblikket at tage andre skridt.

(1) KOM(2003) 141 endelig udg.

(2) EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.

(3) Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992, EFT L 302 af 19.10.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/720

(2004/C 78 E/0769)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1588/03

af Nuala Ahern (Verts/ALE) til Kommissionen

(8. maj 2003)

Om: Forsigtighedsprincippet

Vil Kommissionen anføre, hvorledes den er i stand til at vurdere, hvorvidt henholdsvis BNFL og Cogema anvender forsigtighedsprincippet i driften af deres genoparbejdningsanlæg i Sellafield og Haag?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

på skriftlige forespørgsler E-1586/03, E-1587/03 og E-1588/03

(13. juni 2003)

Euratom-traktaten pålægger medlemsstaterne en række forpligtelser til beskyttelse af offentlighedens og udsatte arbejdstageres sundhed.

De grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningen og arbejdstagerne mod stråling er fastlagt på grundlag af Euratom-traktatens afdeling II, kapitel 3 (Rådets direktiv 96/29/Euratom af 13. maj 1996 (1), suppleret med andre retsakter).

I henhold til Euratom-traktatens artikel 35 er medlemsstaterne forpligtet til at oprette de nødvendige anlæg til gennemførelse af en permanent kontrol med radioaktivitetsmængden i miljøet, i atmosfæren, i vand og i jord, samt til gennemførelse af kontrol med overholdelsen af de grundlæggende normer. Kommissionen har adgang til disse kontrolanlæg for at kunne føre tilsyn med deres funktion og effektivitet.

Kommissionen kontrollerer i sin egenskab af traktaternes vogter, at den nationale lovgivning stemmer overens med alle disse bestemmelser, herunder navnlig de grundlæggende sikkerhedsnormer.

Hvis de grundlæggende sikkerhedsnormer ikke håndhæves korrekt, kan Kommissionen ligeledes indlede undersøgelser og om nødvendigt indklage den pågældende medlemsstat. Sådanne initiativer er oftest foranlediget af klager til Kommissionen om manglende overensstemmelse, men Kommissionen kan også handle på eget initiativ på grundlag af egne oplysninger. Med henblik herpå undersøger Kommissionen alle oplysninger, som kan give mistanke om, at de grundlæggende sikkerhedsnormer overtrædes.

I de udtalelser, Kommissionen har afgivet i henhold til Euratom-traktatens artikel 37, tager den stilling til, om de indgivne projekter vil kunne resultere i radioaktiv forurening af vand, jord eller luft i en anden medlemsstat. Udtalelserne om oparbejdningsaktiviteterne i Sellafield og La Hague er, ligesom for andre anlæg, baseret på de generelle oplysninger om disse planer, som myndighederne i Det Forenede Kongerige og Frankrig havde fremsendt i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 37 og bestemmelserne i Kommissionens henstillinger (2) om anvendelsen heraf. Udtalelserne er afgivet efter høring af gruppen af uvildige eksperter omhandlet i Euratom-traktatens artikel 31.

(1) Rådets direktiv af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, der er forbundet med ioniserende stråling, EFT L 159 af 29.6.1996.

(2) Kommissionens henstilling af 16. november 1960, EFT L 81 af 21.12.1960. Kommissionens henstilling 82/181/Euratom af 3. februar 1982, EFT L 83 af 29.3.1982 Kommissionens henstilling 91/4/Euratom af 7. december 1990, EFT L 6 af 9.1.1991. Kommissionens henstilling 99/829/Euratom af 6. december 1999, EFT L 324 af 16.12.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/720

(2004/C 78 E/0770)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1650/03

af Hanja Maij-Weggen (PPE-DE) til Kommissionen

(16. maj 2003)

Om: Tilbageholdelsen af Oscar E. Biscet på Cuba

Europa-Parlamentet vedtog den 10. april i Strasbourg en beslutning, hvori den opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe positive ændringer, for så vidt angår menneskerettighedssituationen på Cuba.

Til ofrene for Fidel Castros styre hører dr. Oscar Biscet González, stifter af the Lawton Foundation of Human Rights og aktivist for demokrati og menneskerettigheder på Cuba. Dr. Biscet blev efter 3 års tilbageholdelse i Holguin løsladt den 31. oktober 2002. Den 6. december 2002 blev han igen arresteret på grund af et møde med andre menneskerettighedsaktivister. Den 7. april 2003 blev han idømt 25 års fængsel. Siden den 24. april 2003 har dr. Biscet siddet i enecelle i fængslet i Pinar de Rio.

Er Kommissionen bekendt med tilbageholdelsen og den dårlige behandling af aktivister, som dr. Biscet, på Cuba?

Hvad har Kommissionen gjort med hensyn til at gennemføre den anførte beslutning, og hvad har Kommissionen navnlig kunnet gøre for dr. Biscet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(18. juni 2003)

Kommissionen følger nøje menneskerettighedssituationen i Cuba og de nylige tilbageholdelser og domfældelser, der har ramt 75 dissidenter og uafhængige journalister i Cuba, herunder dr. Oscar Elias Biscet González.

Kommissionen har sammen med medlemsstaterne i stærke vendinger fordømt disse arrestationer i en erklæring, der blev offentliggjort den 26. marts 2003 og fulgt op af en EU-demarche i Havana, som indtrængende henstillede til de cubanske myndigheder at løslade fangerne øjeblikkelig. En anden EU-demarche fandt sted i Havana den 18. april 2003 som opfølgning på en udtalelse fra udenrigsministrene den 14. april 2003.

Der er for nylig blevet vedtaget andre foranstaltninger, bl.a. begrænsninger af besøg på højt niveau.

EU's alvorlige bekymring kom også stærkt til udtryk i den erklæring om menneskerettighedssituationen i verden, som EU fremsatte i FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder i Genève i april 2003. Erklæringen forlangte omgående løsladelse af de arresterede, som EU anser for at være fængslet på grund af deres overbevisning.

Kommissionen besluttede den 30. april 2003 at udsætte behandlingen af Cubas ansøgning om at tiltræde Cotonou-aftalen for således at tilkendegive, at den seneste udvikling ikke bidrager til at fremme samarbejdet mellem EU og Cuba. De cubanske myndigheder besluttede den 16. maj 2003 at trække deres ansøgning tilbage.

Ved disse aktioner er de cubanske myndigheder blevet gjort opmærksom på, at EU ikke kan acceptere tilbageholdelser af politiske grunde, og at EU indtrængende opfordrer dem til at frigive personer, der er arresteret på grund af deres overbevisning eller politiske aktiviteter. I denne kontekst vil Kommissionen givetvis også henlede de cubanske myndigheders opmærksomhed på dr. Oscar Elias Biscet González’s sag, som den vil følge nøje, og fortsætte med at lægge politisk pres på de cubanske myndigheder.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/722

(2004/C 78 E/0772)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1720/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(23. maj 2003)

Om: EU's og USA's blokdannelse over for resten af verden gennem udvidelse af kommissoriet for TABD (Transatlantic Business Dialogue/den transatlantiske erhvervsdialog)

Vil Kommissionen i forbindelse med reaktiveringen af TABD forsøge at holde EU' og USA's divergerende interesser (de betydelige forskelle i de sociale sikringsordninger, Kyoto-forpligtelserne, opfattelsen af den internationale strafferetspleje, aktionerne med hensyn til krigshandlinger og våben, udviklingsbistanden til den tredje verden og holdningen til De Forenede Nationer) tilstrækkeligt adskilt?

Passer en udvidelse af TABD's kommissorium ind i de oprindelige kompetenceområder, som sigtede mod at fremme brodannelsen mellem de politiske beslutningstagere og private aktører på begge sider af Atlanten, eller handler det nu om i videst muligt omfang at forberede EU's og USA's optræden som én handelsblok på verdensplan?

3.	Hvilke andre lande i verden er denne fælles aktion fra EU's og USA's side rettet mod? Hvilke fælles interesser skal forsvares over for Japan, Rusland, Kina og alle landene i den tredje verden? Hvorfor?

4.	Har Kommissionen — bl.a. i forbindelse med overvejelserne i ovennævnte spørgsmål — opstillet kriterier for, i hvilke tilfælde et økonomisk samarbejde mellem EU og USA er ønskeligt og i hvilke tilfælde ikke? Kan den give oplysninger om disse kriterier?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(4. august 2003)

Kommissionen henviser til det svar, som det ærede medlem har fået på skriftlig forespørgsel E-1719/03 (1). Kommissionen bifalder og støtter reaktiveringen af den transatlantiske erhvervsdialog (TABD). Den har som sit direkte mål at afhjælpe uoverensstemmelser i de transatlantiske økonomiske forbindelser og at være med til at fjerne handelshindringer.

Der er ingen planer om at udvide TABD's kommissorium. TABD's rolle skal fortsat være at slå bro mellem EU's og USA's virksomheder og regeringer. I en multilateral sammenhæng kan TABD endvidere bidrage til Doha-processen og anliggender vedrørende Verdenshandelsorganisationen (WTO) generelt, hvilket også gavner andre lande. TABD har således bestemt ikke blot til formål at sikre én handelsbloks eksistens på verdensplan.

TABD er ikke rettet mod andre lande i verden. Fælles handelsinteresser, der vedrører de lande, som det ærede medlem henviser til, samt EU og USA's interesser drøftes i forskellige multilaterale og bilaterale fora. Hvis sådanne spørgsmål har relevans for erhvervssektoren, kan de tages op i TABD. Tidligere har man f.eks. ofte drøftet WTO-forhandlingerne i TABD.

Som led i TABD-processen er det op til erhvervslivet at fastlægge, hvilke spørgsmål de vil fremlægge anbefalinger for regeringerne om. Kommissionen betragter TABD som en vigtig samarbejdspartner i de transatlantiske økonomiske forbindelser. Det vurderes herefter, om TABD's anbefalinger skal føres ud i livet, på baggrund af en bedømmelse af anbefalingernes berettigelse, den samlede EU-lovgivning og Kommissionens kompetencer. Kommissionen anlægger som regel en positiv holdning til alle tiltag, som skal fjerne hindringer for transatlantisk samhandel og nedbringe samhandelens transaktionsomkostninger. Som led heri inddrages også andre politiske hensyn, navnlig vedrørende den fælles handelspolitik og de europæiske virksomheders konkurrenceevne.

(1) EUT C 11 E af 15.1.2004, s. 219.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/723

(2004/C 78 E/0773)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1747/03

af Anna Karamanou (PSE) til Kommissionen

(26. maj 2003)

Om: Israel — ophævelse af restriktioner for ind- og udrejse af de besatte områder

Ifølge oplysninger fra Amnesty International har den israelske regering for nylig besluttet at kræve, at enhver udlænding, der rejser ind i Gaza, underskriver en »frasigelseserklæring«, hvorved Israel frasiger sig ethvert ansvar i tilfælde af, at denne person skulle komme til skade eller blive dræbt. Amnesty International påpeger endvidere, at nogle af dens medlemmer, som nægtede at underskrive den ovennævnte erklæring, ikke fik tilladelse til at komme ind i de besatte områder, og at organisationens arbejde derved blev hindret. Der gives udtryk for frygt for, at de israelske myndigheder gennem denne taktik forsøger at slippe for deres forpligtelse til at garantere, at de væbnede styrker respekterer menneskerettighederne under alle omstændigheder. Det anses ligeledes for sandsynligt, at den eksterne overvågning og kontrol af den israelske hærs adfærd hermed vil blive hindret, og at der snart vil ske en stigning af antallet af drab i Gaza.

Agter Kommissionen at lægge pres på den israelske regering for at opnå, at:

1.	denne nye restriktion for ind- og udrejse af de besatte områder ophæves?

2.	det tillades, at der udsendes internationale observatører til Israel og de besatte områder for at sikre, at Israel overholder de internationale bestemmelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(26. juni 2003)

Som følge af parallelle henvendelser fra EU-trojkaen i Israel og det græske formandskab i Athen, skal Kommissionen meddele det ærede medlem, at Kommissionen den 23. maj formelt drøftede de indførte restriktioner ved grænseovergangen i Erez med den israelske ambassadør ved EU.

Kommissionen understregede herved, at den nuværende praksis med nægtelse af indrejse, anmodning om oplysninger ud over det sædvanlige, og krav om at internationalt personale ved indrejse i Gaza skal undertegne en »frasigelseserklæring«, giver anledning til særlig bekymring, fordi Kommissionens og ECHO's personale og de entreprenører, der har indgået kontrakt, normalt ikke er i besiddelse af diplomatpas. Kommissionen er bekendt med de israelske sikkerhedsinteresser og har fuld forståelse for det forstærkede beredskab efter de seneste bombeattentater i Tel Aviv, der er udført af personer med udenlandsk pas. Den næsten fuldstændige lukning af området var uhensigtsmæssig og adskillige af de nyligt indførte foranstaltninger, som f.eks. frasigelseserklæringer og detaljerede oplysninger om humanitære projekter, har ikke nogen tydelig forbindelse med sikkerhedsproblemer.

Kommissionen erklærede endvidere, at de internationale donorer i tilfælde af en fortsættelse af disse restriktive foranstaltninger, ville overveje at afbryde indsatsen i Gazastriben, og at en yderligere forværring af den humanitære situation ikke ville fremme Israels sikkerhedsinteresser.

Den israelske ambassadør viste forståelse for Kommissionens synspunkter og påtog sig at viderebringe disse til det israelske udenrigsministerium, der endnu ikke har reageret.

Hvad angår udstationeringen af internationale observatører, skal Kommissionen meddele det ærede medlem, at dette spørgsmål drøftes inden for rammerne af kvartetten.

Kommissionen glæder sig naturligvis over alle foranstaltninger, der kan give anledning til en forbedring af den nuværende situation.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/724

(2004/C 78 E/0774)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1764/03

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(28. maj 2003)

Om: Våbentransporter og eksportforbud

De fleste EU-lande har regler for eksport af våben fra egne virksomheder, men der er næste ingen begrænsninger for så vidt angår transport af våben. Bl.a. derfor forekommer det ofte, at der fra EU-lande transporteres krigsmateriel i strid med de enkelte EU-landes eksportforbud.

Det kan således ikke udelukkes, at terroristorganisationer uden større vanskelighed ad søvejen lovligt får transporteret krigsmateriel opkøbt hos private våbenhandlere.

Helt grotesk bliver det, når EU-registrede skibe frit fragter krigsmateriel fra ikke-EU-lande til regimer, som EU har våbenembargo overfor. Således har danske skibe fragtet tungt krigsmateriel fra Polen til Sudan uden at overtræde EU's embargo.

På den baggrund bedes Kommissionen oplyse, om der indføres EU-regler der underkaster søfarten samme forhold som gælder for eksportvirksomheder, således at en forhåndsgodkendelse skal gives før afsejling.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(17. juli 2003)

Medlemsstaterne har hidtil under henvisning til artikel 296 i EF-traktaten undtaget fabrikation og handel med våben, ammunition og krigsmateriel specielt beregnet på militære formål fra traktatens anvendelsesområde. Handel med militære våben er et område, der for indeværende henhører under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), som Kommissionen er en fuldgyldig deltager i.

Kommissionen er ikke i besiddelse af noget juridisk bindende instrument til overvågning af eksport af krigsmateriel. Det henhører under de nationale regeringers kompetence at udstede eksportlicenser for militære våben. EU's vigtigste instrument inden for dette område er EU's adfærdskodeks for våbeneksport (1), der blev vedtaget i 1998, og den fælles aktion 2002/589/FUSP om håndskydevåben og lette våben.

I kodeksen er fastlagt en række kriterier, på basis af hvilke alle beslutninger vedrørende våbeneksport træffes, og den har opstillet rammer, inden for hvilke der kan føres drøftelser om individuelle våbenoverførsler. Disse kriterier udstikker de generelle retningslinjer, men det står klart, at det i sidste ende er de nationale regeringer, der har ansvaret for våbeneksporten. I kodeksens første fire år er der skabt øget gensidig forståelse for medlemsstaternes politik på området, der er etableret en effektiv hørings-mekanisme, og der er blevet opmuntret til dialog hvad angår gennemførelsen af kodeksens bestemmelser. Navnlig har medlemsstaterne aktivt deltaget i den nye vægringsmeddelelsesordning og har bestræbt sig på at øge gennemsigtigheden hvad angår våbeneksportkontrol, hvilket offentliggørelse af en årsrapport også har medvirket til.

Senest er den fælles holdning 2003/468/FUSP om våbenhandel blevet vedtaget. Dens hovedsigte er at sikre, at der føres kontrol med våbenhandel med henblik på at forhindre omgåelse af FN's, EU's eller OSCE's våbeneksportembargoer samt af kodeksens bestemmelser. Medlemsstaterne vil træffe alle nødvendige foranstaltninger for at føre kontrol med våbenhandel, der finder sted på deres territorier. De opfordres ligeledes til at overveje at føre kontrol med våbenhandel uden for deres område, som foretages af våbenhandlere af deres nationalitet, som er bosat eller etableret på deres område. Selv om denne fælles holdning udgør et skridt i den rigtige retning, kan det ikke nægtes, at der er behov for fortsat styrkelse af kodeksen og af dens anvendelse. Kommissionen er tilhænger af at gøre kodeksen juridisk bindende for medlemsstaterne.

Den fælles aktion 2002/589/FUSP skelner ikke mellem lovligt og ulovligt overførte våben. Den indeholder bl.a. mulighed for finansiel og teknisk bistand til ikke-AVS-lande (det vil i praksis sige lande uden for Afrika syd for Sahara, Vestindien og Stillehavsområdet), internationale organisationer, programmer, agenturer og regionale aftaler desangående. Denne bistand finansieres udelukkende via FUSP-midler. Bistand til AVS-landene henhører under Cotonou-aftalen. En række fællesskabsstøttede projekter er undervejs inden for begge disse kategorier.

(1) http://projects.sipri.se/expcon/eucode.htm.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/726

(2004/C 78 E/0776)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1815/03

af Gabriele Stauner (PPE-DE) til Kommissionen

(2. juni 2003)

Om: Michaele Schreyers oplysninger om tilfældene af svig hos Eurostat

Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) indgav den 19. marts anmeldelse mod Planistat Europe SA til den parisiske statsadvokatur. Anklagen lyder på, at virksomheden angiveligt er indblandet i sager vedrørende svig og har medvirket i opbygningen af »sorte« kasser, som Eurostat-tjenestemænd derefter har kunnet råde over. Avisen »La Voix du Luxembourg« citerer i denne sammenhæng i sin udgave af 16. maj 2003 den parisiske statsadvokaturs talskvinde Maryvonne Caillibotte for at have udtalt: »I lyset af sagens elementer er det mere end sandsynligt, at der systematisk er blevet udstedt falske fakturaer mellem de to enheder, og de mulige lovovertrædelser er mandatsvig og tilsløring af mandatsvig«.

OLAF's anmeldelse støtter sig til Eurostats revisionsberetninger, som allerede i foråret 2000 befandt sig i Generaldirektoratet for Finanskontrol, som hører under Michaele Schreyers ansvar. Forretningsforholdet med Planistat blev på trods af dette ikke afbrudt. Der blev endda indgået yderligere kontrakter. Ifølge udtalelser fra Yves Franchet, Generaldirektøren for Eurostat, har Michaele Schreyer haft kendskab til disse revisionsberetninger. I ARD's Europa-Magazin af 17. maj 2003 udtaler Yves Franchet: »Michaele Schreyer har utrætteligt forsvaret Eurostat over for Europa-Parlamentet. Hun har haft kendskab til alle problemerne, vi har drøftet det hele. Ja også revisionsberetningerne. Hun har fået alt at vide i rette tid.«

Kan Kommissionen bekræfte denne udtalelse?

Er det Kommissionens opfattelse, at det var korrekt, at give Planistat nye kontrakter på trods af den viden, man havde om virksomheden?

I benægtende fald, kan Kommissionen da oplyse, hvorfor Michaele Schreyer ikke har indstillet udbetalinger til og nye kontrakter med Planistat?

Vil Kommissionen fremover straks forelægge den nævnte revisionsberetning for Budgetkontroludvalget?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(11. september 2003)

Disse spørgsmål blev drøftet på Budgetkontroludvalgets møde den 16. juni 2003. Kommissær Michaele Schreyer påpegede, at hun først havde modtaget revisionsberetningen om Datashops i maj 2003, og at hun aldrig havde talt med Yves Franchet om Eurostat. Yves Franchets udtalelser vedrørte oplysninger, som Kommissionen havde modtaget i forbindelse med dechargeproceduren for 2001. I det omtalte tv-interview sagde Yves Franchet også: »Der eksisterer ingen procedure for fremsendelse af revisionsberetninger til kommissærerne« (ordret gengivelse). Yves Franchet har skriftligt bekræftet, at han, da interviewet fandt sted, endnu ikke havde fremsendt Eurostats interne revisionsberetning om Datashops til nogen kommissærer. Yves Franchet har ligeledes bekræftet, at han aldrig har mødt kommissær Michaele Schreyer.

Tildelingen af nye kontrakter sker generelt efter bestemmelserne i den nye finansforordning (1), der trådte i kraft den 1. januar 2003. Det gælder også kontrakter med Planistat. Revisionsberetningen om Datashops indeholdt ingen anbefaling af, at virksomheden fremover bør udelukkes fra kontrakter.

Generalsekretariatet fik først kendskab til OLAF's resultater den 3. april 2003, idet OLAF's undersøgelser er underlagt de regler om fortrolighed, der er fastsat i fællesskabslovgivningen (2), og da der var tale om eksterne undersøgelser.

Den 9. juli 2003 besluttede Kommissionen på baggrund af de oplysninger, den havde fået kendskab til, at suspendere alle kontrakter med Planistat, indtil de igangværende undersøgelser er afsluttet. Eurostat har allerede indstillet udbetalingerne til Planistat i forbindelse med kontrakter vedrørende Datashops. Planistat dukkede den 23. juli 2003 op i Kommissionens forhåndsunderretningssystem. Samme dato bad Kommissionen sine anvisningsberettigede om at opsige alle kontrakter med Planistat.

Alle gældende kontrakter og det arbejde, virksomheden har udført, er ved at blive gennemgået nøje. Kommissionen har fortsat pligt til at foretage de relevante betalinger for det arbejde, der de facto er udført. Viser OLAF's og de franske retsinstansers undersøgelser, at finansforskrifterne er blevet overtrådt, vil Kommissionen straks træffe de nødvendige foranstaltninger. Det bør desuden bemærkes, at Kommissionen har indgivet anmeldelse mod X som led i den procedure, den parisiske statsadvokatur har indledt på baggrund af oplysningerne fra OLAF.

Som led i opfølgningen af dechargen for 2001 og efter anmodning fra Parlamentet forelagde Kommissionen den 16. maj 2003 Budgetkontroludvalgets sekretariat i henhold til rammeaftalen om fremsendelse af fortrolige dokumenter til Parlamentet seks interne revisionsberetninger, som Eurostats interne revisionstjeneste havde udarbejdet i perioden 1999-2002. Desuden fik Budgetkontroludvalgets sekretariat den 20. maj 2003 forelagt en sammenfattende rapport om opfølgningen af de interne revisionsberetninger.

Nogle af revisionsberetningerne indgår i OLAF's undersøgelser. En række af dem indgår desuden i de sagsmapper, OLAF har sendt til de luxembourgske retsinstanser og Den Franske Republiks statsadvokatur ved Tribunal de Grande Instance de Paris. Da undersøgelserne endnu ikke er afsluttet, ønsker Kommissionen hverken at foregribe sagens udfald eller at krænke de impliceredes rettigheder.

(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, EFT L 248 af 16.9.2002.

(2) EFT L 136 af 31.5.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/727

(2004/C 78 E/0777)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1826/03

af Monica Frassoni (Verts/ALE) til Kommissionen

(23. maj 2003)

Om: Tværgående højhastighedstogforbindelse i Italien, det indre marked, miljømæssig indvirkning og investeringernes rentabilitet

Den italienske regering har genoptaget gennemførelsen af den tværgående højhastighedstogforbindelse (Lyon-Torino-Venedig-Trieste-Lubiana). Inden for rammerne af den VVM-procedure, som i øjeblikket finder sted i forbindelse med strækningerne Torino-Lyon, Milano-Genova og Milano-Verona, har de største italienske miljøorganisationer påpeget mangelen på følgende elementer: vurderinger vedrørende omkostningseffektiviteten set ud fra et økonomisk, teknisk og miljømæssigt synspunkt, vurderinger vedrørende de direkte og indirekte virkninger af arbejderne og alternativerne samt 0-løsningen; troværdige program-scenarier og gennemførlige projektudskrifter; undersøgelser om miljøvirkningen og den fuldstændige ramme om de miljø-, landskabs- og byplanlægningsmæssige sammenhænge.

Det drejer sig nærmere bestemt om følgende:

—

for strækningen Torino-Lyon undervurderes byggepladsens indvirkning på turismen i dalene (med åbningen i flere år af byggepladser og i alt 8 mio. m3 opgravet jord), den hydrologiske risiko såvel i forbindelse med byggeperioden som med driften og interferensen med områder af fællesskabs-betydning (navnlig vådområdet i Casellette og naturreservatet i Foresto);

—

for strækningen Genova-Milano undervurderes indvirkningerne på mange arkæologiske steder (herunder stedet i Libarna), de hydrologiske virkninger (46 km lang tunnel, gruber, omlægning af floden Scrivia), interferenserne med 4 områder af fællesskabsbetydning (Greto del torrente Scrivia, Capanne di Marcarolo, Praglia og Monte Gazzo) og 1 SIR (område af regional betydning) (Arenziarie di Serravalle), og tabet af landbrugsjord, skovarealer og landskabsområder;

—

for strækningen Milano-Verona har man ikke undersøgt indvirkningen på områder af stor landskabsmæssig og naturmæssig interesse (10 sammenhængende områder, som berører 4 kommuner i provinsen Verona), og på området af fællesskabsbetydning »Laghetto del Frassino«, og der tales heller ikke om beskyttelse af vandressourcerne og den akustiske indvirkning.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe, for at VVM-proceduren anvendes korrekt, ikke blot formelt, men også konkret, og for at der tages hensyn til alle ovennævnte variabler, som ikke er medtaget i analyserne?

Er Kommissionen indstillet på at finansiere disse strækninger, selv om der mangler solide analyser om investeringernes rentabilitet og om trafikstrømmene?

Finder Kommissionen ikke navnlig, at man bør tage finansieringen af moderniseringen af den allerede eksisterende jernbanestrækning Torino-Lyon i betragtning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(20. juni 2003)

Hver gang der bevilges samfinansiening over budgettet for de trans-europæiske net (det er f.eks. tilfældet med undersøgelserne i forbindelse med strækningen Lyon-Torino), skal den eller de medlemsstater, der er ansvarlige for projektet, sikre, at det er i overensstemmelse med fællesskabets miljøbeskyttelseslovgivning, det gælder navnlig:

—	Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 (1) senest ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 om ændring af direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (2);

—	»Natura 2000« lovgivningen som bygger på Rådets direktiv 79/409/EØF af 12. april 1979, om beskyttelse af vilde fugle (3) og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (4).

Kommissionen mener, at dette projekt er af afgørende betydning for at genskabe ligevægten mellem transportformerne i trafikstrømmen mellem Vest- og Østeuropa over Alperne og gennem Italien. De beregninger, som uafhængige organer har foretaget på grundlag af en række undersøgelser, og som er blevet bekræftet af undersøgelser udført af Lyon-Torino jernbanen, det selskab, der står for ledelsen af projektets fransk-italienske afsnit, viser, at der vil ske en betragtelig forøgelse af godstransporten over alpekæden i løbet af de kommende femten år, en forøgelse, som fremdriften i forbindelse med udvidelsen har en vis andel i. På nuværende tidspunkt er størstedelen af projektet, herunder strækningen Lyon-Torino, imidlertid kun på undersøgelsesstadiet. Disse undersøgelser — hvis finansiering fællesskabet bidrager til over budgettet for transeuropæiske net — har bl.a. til formål at nøjagtiggøre de økonomiske overslag og opstille en driftsmodel for strækningen, som er tilstrækkelig rentabel til at kunne tiltrække investorer, herunder også private. Disse undersøgelser indeholder også et miljøafsnit. De spørgsmål i forbindelse med forvaltningen af jordarbejde og vandressourcer, som det ærede medlem nævner, indgår således i den arbejdsplan, Lyon-Torino jernbanen følger.

Fællesskabet deltager allerede i finansieringen af anlægsarbejderne i forbindelse med adgangen til Torino-Lyon jernbanelinjen. Dette arbejde skal forbedre dens udnyttelse, og giver bl.a. mulighed for fra juni 2003 på forsøgsbasis at indsætte en togforbindelse mellem Aiton (Frankrig) og Orbassano (Italien). Den nuværende jernbanes kapacitet og tekniske niveau er imidlertid ikke på højde med den trafikforøgelse, der forventes i løbet af de kommende år. Den nuværende jernbanelinje er imidlertid en flaskehals, som forhindrer jernbanetransporten i at kunne konkurrere med vejtransporten og er dermed også til hindring for iværksættelse af en strategi, der kan genskabe ligevægten mellem transportformerne i godsetransporten over Alperne. Derfor vil kun virkeliggørelsen af en ny infrastruktur — efter moderne principper — kunne gøre jernbanetransporten til et troværdigt alternativ til vejtransporten.

(3) EFT L 103 af 25.4.1979.

(4) EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/729

(2004/C 78 E/0778)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1841/03

af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen

(26. maj 2003)

Om: Kommissionens holdning, at terrorisme ikke udgør et brud på menneskerettighederne

Under behandlingen af den af Johan Van Hecke udarbejdede årlige betænkning om menneskerettigheder sidste år i Europa-Parlamentets Udvalg om Udenrigsanliggender anmodede Kommissionens talsmand om, at ét af betænkningens ændringsforslag blev slettet med den begrundelse, at det var Europa-Kommissionens officielle holdning, at terroraktioner ikke udgjorde et brud på menneskerettighederne, men at de skulle sidestilles med almindelige forbrydelser og behandles ved nationale domstole.

Dette viste sig at være i overensstemmelse med Rådets holdning, som på topmødet mellem EU og Indien, der i november 2001 blev afholdt i New Delhi, efter inddragelse af juridiske eksperter fra EU afviste at undertegne en fælles erklæring med den indiske regering, som beskrev terrorisme som et groft brud på menneskerettighederne.

Dette spørgsmål blev også aktuelt under afslutningen af forhandlingerne om oprettelse af Den Internationale Straffedomstol i sommeren 1998, da det i bilag I til den endelige resolution vedrørende slutakten for FN's diplomatiske konference for befuldmægtigede om oprettelse af en international straffedomstol (United Nations Diplomatic Conference of Plenipotentiaries on the Establishment of an International Criminal Court) blev erkendt, at terroraktioner, uanset hvem der udøver dem, udgør alvorlige forbrydelser mod det internationale samfund, og det blev beklaget, at der ikke kunne nås til enighed om en generelt acceptabel definition på terrorforbrydelser, som kunne falde under domstolens jurisdiktion. Efter i samme bilag at bekræfte, at der i statutten for Den Internationale Straffedomstol henvises til en revisionsmekanisme, som muliggør en fremtidig udvidelse af domstolens jurisdiktion, blev det anbefalet, at der på en konference om revision i medfør af artikel 123 i statutten for Den Internationale Straffedomstol ses på terror- og narkotikaforbrydelser med henblik på at udarbejde en acceptabel definition og lade disse forbrydelser indgå i listen over forbrydelser, der falder under domstolens jurisdiktion. På trods af det mislykkede forsøg på at nå til enighed om en definition på terrorisme indeholder statutten ingen specifikke oplysninger om, at de angivne forbrydelser skal være begået af statslige aktører, eller at terrorister eller terroraktioner skal fritages for statuttens bestemmelser, mens såvel Amnesty International som Human Rights Watch under en formel høring i Europa-Parlamentets Udvalg om Udenrigsanliggender sidste år interessant nok bekræftede, at de anså angrebene den 11. september for at være forbrydelser mod menneskeheden.

Er det stadig Kommissionens holdning, at terroraktioner ikke udgør et brud på menneskerettighederne, og støtter Kommissionen, at statutten for Den Internationale Straffedomstol kommer til at indeholde en liste over terrorforbrydelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne Af Chris Patten

(24. juni 2003)

Det er ikke kun Kommissionens, men også Unionens opfattelse, at der bør sondres mellem individuelle kriminelle handlinger og handlinger, som stater er ansvarlige for. Kun stater kan rent juridisk i henhold til international ret være ansvarlige for at beskytte menneskerettighederne. Men de veldefinerede kriminelle handlinger, som terroraktioner er, udgør et alvorligt anslag mod menneskerettighederne.

Ser man på spørgsmålet i en bredere sammenhæng, så ønsker Kommissionen ikke at foregribe den senere udvikling i Unionen og det vanskelige spørgsmål om en tilføjelse af en liste over terroraktioner til Den internationale Straffedomstols (ICC) vedtægt. Men Kommissionen konstaterer, at adskillige af de førende eksperter i menneskerettigheder — herunder De Forenede Nationers tidligere højkommissær for menneskerettigheder Mary Robinson — har erklæret, at artikel 7 i Romstatutten for Den internationale Straffedomstol, som henviser til forbrydelser mod menneskeheden kunne omfatte storstilede terroraktioner, rettet mod civilbefolkningen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/730

(2004/C 78 E/0779)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1855/03

af Anna Karamanou (PSE) til Kommissionen

(3. juni 2003)

Om: Menneskerettigheder i EU — mangel på et kollektivt system for indberetning af menneskerettighedskrænkelser i medlemsstaterne

Af Amnesty Internationals halvårlige rapporter fremgår det, at der i de fleste EU-medlemslande foregår systematiske krænkelser af menneskerettighederne, som hovedsagelig indvandrere og mindretal er ofre for. Disse krænkelser begås som regel af medlemmer af ordensmagten og har form af tortur, mishandling og overdreven voldsanvendelse, og de forbliver i de fleste tilfælde ustraffede.

Samtidig har Den Europæiske Union gjort en omfattende indsats for beskyttelse af menneskerettighederne uden for dens område gennem en række henstillinger og krav til tredjelande, som den samarbejder med eller yder støtte til, mens den er tavs, hvad angår de tilfælde af menneskerettighedskrænkelser der forekommer inden for EU's eget område. Desuden gives der i traktaterne — og efter alt at dømme også i den nye forfatningstraktat, som er under udarbejdelse — klart udtryk for Den Europæiske Unions hensigt om at beskytte menneskerettighederne såvel eksternt som internt. Det ser dog på grundlag af oplysningerne i de ovennævnte rapporter i praksis ud til, at Den Europæiske Union betragter opgaven med at sikre menneskerettighederne inden for EU som et anliggende, der påhviler medlemsstaterne. Der er derfor ikke udviklet noget system for indberetning på overnationalt plan, som råder over de mekanismer, der vil gøre det muligt at overvåge og vurdere medlemsstaternes resultater og samtidig træffe foranstaltninger til imødegåelse af manglerne, især når de er af strukturel art.

Hvad vil Kommissionen gøre for at fremme oprettelsen af et sådant kollektivt system for medlemsstaterne til indberetning af tilfælde af menneskerettighedskrænkelser, der sker inden for EU's område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(7. juli 2003)

Respekten for de grundlæggende rettigheder på unionsplan er sikret gennem følgende mekanismer:

—

Artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union opstiller mekanismer, der skal sikre overholdelsen af de principper, der er nævnt i samme traktats artikel 6, stk. 1. Kommissionen er sammen med Parlamentet og medlemsstaterne ansvarlig for iværksættelsen af de mekanismer, der er beskrevet i artikel 7. Kommissionen kan indlede begge mekanismer, i form af forebyggende foranstaltninger og sanktioner, som anført i denne artikels stk. 1 og 2. Kommissionen er i færd med at udarbejde en meddelelse til Parlamentet og Rådet om anvendelsen af artikel 7.

—

I 2002 etablerede Kommissionen efter anmodning fra Parlamentet et uafhængigt netværk af eksperter i grundlæggende rettigheder. Deres første årsrapport, som allerede blev forelagt Parlamentet den 2. maj 2003, indeholder en omfattende beskrivelse af den aktuelle situation på området i hver enkelt medlemsstat. I rapporten analyseres situationen på baggrund af hver enkelt artikel i charteret, idet man gennemgår lovgivning, retspraksis og de nationale myndigheders praksis på nationalt plan, inden for EU og i international sammenhæng.

Denne rapport afspejler ikke nødvendigvis Kommissionens officielle holdning, men giver dog et øjebliksbillede af situationen, for så vidt angår beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i Unionen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/731

(2004/C 78 E/0780)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1945/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(13. juni 2003)

Om: Tilpasning af den nederlandske medielov

Den nederlandske regering har forelagt et lovforslag om ændring af medieloven, hvori videretransmissions-forpligtelserne for kabeldistributionsselskaber udvides med maksimalt to fjernsynsstationer og fem radiostationer. Dermed vil der for 17 af de (i gennemsnit) 32 fjernsynsstationer og 30 af de (i gennemsnit) 32 radiostationer gælde en videretransmissionsforpligtelse.

Ved ændringen af medieloven indtog den nederlandske regering den holdning, at det ikke er nødvendigt at tilpasse den i medieloven indeholdte videretransmissionsforpligtelse for kabeldistributionsselskaber til artikel 31 i direktivet om universelle tjenester, idet målsætningen for medieloven (nemlig beskyttelse af alsidigheden) er en anden end den målsætning, der ligger til grund for de nye europæiske rammebestemmelser.

Er Kommissionen bekendt med ændringen af medieloven? Finder Kommissionen det muligt at tilvejebringe en sådan lovændring under gennemførelsesperioden for den nye europæiske rammelovgivning for elektroniske kommunikationsnetværk og -tjenester, hvori der netop også indgår en bestemmelse om videretransmissionsforpligtelse? Opfylder den nederlandske regering i bekræftende fald kravene om proportionalitet, gennemskuelighed og rimelighed?

2.	Er Kommissionen bekendt med den nederlandske regerings holdning gående ud på, at medieloven ikke behøver at blive tilpasset til artikel 31 i direktivet om universelle tjenesteydelser? Hvad mener Kommissionen om denne holdning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(24. juli 2003)

De nederlandske myndigheder har ikke orienteret Kommissionen officielt om nogen ændring af medieloven, men nogle af aktørerne på markedet har gjort den bekendt med deres betænkeligheder ved de nederlandske must carry-regler.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at ændre medieloven i den periode, hvor det nye regelsæt om elektronisk kommunikation er ved at blive gennemført i lovgivningen, skal Kommissionen pege på, at de nye rammeregler skulle træde i kraft den 25. juli 2003, hvilket vil sige at alle relevante direktiver skulle være gennemført i national ret på det tidspunkt, og at al lovgivning, der ikke er i overensstemmelse med den nye ramme skal ophæves eller ændres.

Eftersom hverken forslaget til ændring af medieloven eller anden nederlandsk lovgivning til gennemførelse af det nye regelsæt er blevet fremsendt eller anmeldt til Kommissionen, kan Kommissionen ikke udtale sig om de hollandske must carry-reglers overensstemmelse med de nye rammebestemmelser, særlig artikel 31 i forsyningspligtdirektivet, direktiv 2002/22/EF (1).

Som anført i det foregående har Kommissionen ikke fået nogen meddelelse om den nederlandske regerings holdning.

Kommissionen har skrevet til de nederlandske myndigheder med et forslag om, at der i givet fald kunne holdes et bilateralt møde om eventuelle spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af de nye rammebestemmelser. Et sådant møde har fundet sted den 26. juni 2003.

Kommissionen forbeholder sig sin stillingtagen til de nederlandske must carry-reglers overensstemmelse med de nye ramme bestemmelser, indtil den har afsluttet sin undersøgelse af de anmeldte gennemførelsesbestemmelser.

(1) Directive 2002/22/EC of the Parliament and of the Council of 7 March 2002 on universal service and user's rights relating to electronic communications networks and services, EFT L 108 af 24.4.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/732

(2004/C 78 E/0781)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2154/03

af Herbert Bösch (PSE) til Kommissionen

(24. juni 2003)

Om: Forsinkelser med hensyn til udbetaling af støtte til SMV-projekter

Formålet med det femte og sjette forskningsrammeprogram er bl.a. at fremme innovationsprojekter. På baggrund heraf har Kommissionen anmodet interesserede parter om at indsende forslag til sådanne projekter under referencenummer INN/01/02. Sidste frist for indsendelse af forslag var den 15. marts 2002. Efter vurderingen af forslagene blev der i juni 2002 givet tilsagn om støtte til 31 projekter. Ved udgangen af december 2002 var der dog kun blevet indgået fire kontrakter.

Kan Kommissionen oplyse, hvorfor der for 27 ud af 31 projekters vedkommende mere end et år efter Kommissionens tilsagn om støtte endnu ikke er blevet indgået nogen kontrakter, og hvornår Kommissionen agter at indgå disse?

Er Kommissionen enig med mig i, at der med sådanne forsinkelser er betydelig risiko for, at visse projekter ikke bliver gennemført? Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen i bekræftende fald iværksætte for at sikre, at eventuelle negative følger af sådanne forsinkelser bliver så ubetydelige som muligt?

Hvor mange projekter er der tale om inden for det femte og sjette forskningsrammeprogram, hvor vurderingen heraf blev afsluttet for mindst et år siden, men hvor der endnu ikke er blevet undertegnet nogen kontrakt?

Ved udgangen af maj 2003 kunne der under posten forskning og teknologisk udvikling konstateres manglende udbetalinger til en værdi af 7 mia. EUR. Kan Kommissionen oplyse, hvornår den senest forventer at udbetale disse beløb, hvilke foranstaltninger den i den forbindelse agter at iværksætte, og om der er risiko for, at en del af disse midler annulleres? Vil der i den sammenhæng også ske forsinkelser med hensyn til betalingen af regninger for igangværende projekter? Hvor mange tilfælde (absolut og relativ andel af alle igangværende projekter) vil der i bekræftende fald være tale om, og hvad er årsagen hertil?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(31. juli 2003)

Der blev indsendt forslag til innovative projekter under referencenr. INN/01/02 som svar på en indkaldelse af forslag, der blev åbnet den 15. december 2001 med frist til den 15. marts 2002. I henhold til proceduren blev konsortierne for 31 udvalgte projekter opfordret til at indsende de detaljerede oplysninger, der var nødvendige med henblik på at afslutte projektforhandlingerne og etablere de relevante dossierer med det formål at indhente positiv udtalelse fra programudvalget og opnå Kommissionens tilsagn vedrørende støttemidlerne. Kommissionens tilsagn blev givet den 11. oktober 2002 (1) og den 22. november 2002 (2). Fire kontrakter blev iværksat inden den 31. december 2002. Den forsinkelse, der er indtrådt ved færdiggørelsen med henblik på undertegnelse af de 27 resterende kontrakter, er af helt usædvanlig art.

Det er beklageligt, at kontrakterne ikke blev iværksat som oprindeligt forudset. For at projekterne kan gennemføres ordentligt uafhængigt af fristerne, har kontrahenterne fået mulighed for at tilpasse planlægningen af hver af de fastlagte aktiviteter.

Da oplysningerne om de kontrakter, der ikke er blevet underskrevet, behandles på en decentraliseret måde, er det ikke muligt at udforme en oversigt inden for de fastlagte frister. Kommissionen vil ikke undlade så hurtigt som muligt at oversende et supplerende svar.

Beløbet på 7 mia. EUR svarer rundt regnet til beløbet af de uindfriede forpligtelsesbevillinger til forskningsprogrammerne. I overensstemmelse med en programmering, der er medtaget i budgettet, er det fastsat at indfri disse uindfriede forpligtelsesbevillinger i et regelmæssigt tempo, f.eks. på 2 200 mio. EUR til Generaldirektoratet for Forskning (GD RTD) i 2003.

Det bør understreges, at disse uindfriede forpligtelsesbevillinger udgør et ret begrænset beløb i forhold til det årlige budget til forskningspolitikken, og at generaldirektoratet har taget initiativ til at sikre en tilfredsstillende styring af denne sag.

DG RTD har foretaget en detaljeret analyse af sine behov for betalingsbevillinger for hvert budgetår, og det gennemfører efterfølgende størstedelen af sit budget (f.eks. 96 % i 2002). Følgelig er risikoen for, at betalingsbevillingerne annulleres, meget lille. Desuden har DG RTD iværksat instrumenter til månedlig overførsel til de uindfriede forpligtelsesbevillinger, og det bestræber sig på så hurtigt som muligt at annullere de forpligtelsesbevillinger, hvor der ikke længere er behov for at forudse betalingsbevillinger.

(1) Afgørelse nr. K(2002) 3710.

(2) Afgørelse nr. K(2002) 4524.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/733

(2004/C 78 E/0782)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2160/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(30. juni 2003)

Om: Udstedelse af sendetilladelse til radio- og tv-stationer, ordning for statsstøtte til offentlige radio- og tv-stationer og reklamemarkedet i de græske massemedier

I sit svar på min tidligere forespørgsel om massemediernes funktion i Grækenland (E-1775/02 (1)) informerede Kommissionen mig om, at den på grund af nogle klager var i færd med at undersøge det indviklede og samtidig uigennemskuelige system for udstedelse af sendetilladelser til radio- og tv-stationer samt de græske myndigheders fortrinsbehandling af det offentlige radio- og tv-selskab (ERT).

Under henvisning til, at der forventes en ny forhøjelse af afgifterne til det offentlige radio- og tv-selskab i Grækenland, som vel at mærke obligatorisk opkræves via det offentlige elektricitetsselskab, mens der samtidig kan noteres en forhøjelse af den andel, som radio- og tv-selskabet indkasserer fra det private og statslige reklamemarked, bedes Kommissionen oplyse følgende:

Hvad har Kommissionen foretaget sig på grundlag af klagerne, især i lyset af den nylige dom fra Domstolen i sag C-53/2000 (Ferring), hvor en støtte, der overstiger de udgifter, der er forbundet med levering af en offentlige tjeneste, betegnes som ulovlig, og hvilke foranstaltninger er der blevet truffet for at sikre et gennemskueligt og upåklageligt system for udstedelse af sendetilladelser til massemedierne i Grækenland, der er i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne?

Hvordan agter Kommissionen som traktaternes vogter at sikre en effektiv kontrol med de græske radio- og tv-stationers opfyldelse af deres forpligtelser til levering af offentlige tjenester, når der ikke foreligger nogen klar overenskomst mellem staten og den virksomhed, som det påhviler at levere tjenesterne, med en klar definition af aktiviteterne, når tilsynsmyndigheden (ERS) ikke er uafhængig af staten og den tjenesteleverende virksomhed, og når der ikke føres særskilte regnskaber over dels kilderne og omfanget af indtægterne fra aktiviteter, der ikke udgør offentlige tjenester, og dels udgifterne til de aktiviteter, der ikke udgør offentlige tjenester?

3.	Hvordan agter Kommissionen at sikre en gnidningsløs funktion af reglerne for det indre marked i forbindelse med fordeling af statslig/offentlig reklame og statsstøtte til massemedierne i Grækenland?

I hvor mange og hvilke medlemsstater opkræves der afgifter gennem det offentlige elektricitetsselskab, og hvordan stemmer forhøjelsen af radio- og tv-afgifter samt radio- og tv-selskabets andel af reklameindtægterne overens med reglerne om statsstøtte, herunder især de regler, der vedrører de offentlige radio- og tv-medier?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(29. august 2003)

Ferring-dommen ændrer ikke ved det princip, der ligger til grund for artikel 86, stk. 2, i EF-traktaten, nemlig at statsstøtte til tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse ikke må overstige nettoudgifterne.

Kommissionens undersøgelse af proportionaliteten i den offentlige støtte til Elliniki Radiophonia Tikorassi (ERT) er endnu ikke afsluttet, og det er på indeværende tidspunkt ikke muligt at sige, om den tildelte støtte overstiger de udgifter, der er forbundet med organets public service-forpligtelser. På grundlag af de foreliggende oplysninger kan det imidlertid indtil videre fastslås, at Kommissionen ikke har dokumentation for, at ERT har forsøgt at begrænse konkurrencen på noget kommercielt marked, hvilket ellers kunne antyde, at der var tale om en for høj støtte.

Kommissionen er heller ikke i besiddelse af oplysninger om fordelingen af sendetilladelser til ERT, som dokumenterer mulige overtrædelser af de gældende EU-regler, herunder navnlig etableringsretten.

Lov nr. 1730/87 fastsætter opgaverne for det offentlige græske radio- og tv-selskab, som er at informere, opdrage og underholde den græske nation. Selskabets udsendelser skal være underlagt principper om objektivitet, alsidighed, god kvalitet, bevarelse af det græske sprog, fremme og videreformidling af græsk kultur og græske traditioner. ERT skal endvidere sikre radio- og tv-dækning af aktiviteterne i parlamentet, af de politiske partiers valgkampagner, af emner vedrørende de lokalpolitiske organer og den indsats, der gøres af andre organer, som spiller en rolle i landets kulturelle, sociale og økonomiske udvikling. Denne definition af public service-organets opgaver synes at være i overensstemmelse med artikel 86, stk. 2: ifølge Amsterdam-protokollen (2) og meddelelsen fra Kommissionen om anvendelse af statsstøtteregler på public service-radio- og tv-virksomhed (3) henhører definitionen af public service-mandatet under medlemsstaternes kompetence.

Kommissionen har endvidere den opfattelse, at det henhører under hver medlemsstats kompetence at vælge en mekanisme til at sikre effektiv kontrol med overholdelsen af public service-forpligtelserne. Den nationale kommission for de elektroniske kommunikationsmidler (Ethniki Epitropi Ilektronikon Meson Epikinonias, EEIME), som er nedsat ved lov nr. 2173/93 med henblik på at kontrollere, at ERT opfylder sine public service-forpligtelser, er en uafhængig myndighed, der er tilknyttet regeringen. Dens medlemmer er uafhængige, hvad angår deres person og funktioner, og er ikke underlagt administrativ kontrol i forbindelse med deres arbejdsopgaver.

For så vidt angår særskilte regnskaber kan medlemsstaterne, som det fremgår af meddelelsen om anvendelsen af statsstøttereglerne på public service-radio- og tv-virksomhed, endelig anse radio- og tv-selskabernes samlede programmering for at være dækket ind ved public service-mandatet og samtidigt give tilladelse til kommerciel udnyttelse. Omkostninger, der er forbundet med public service-aktiviteter, men som også fremmer kommercielle aktiviteter, behøver således ikke at blive opdelt på de to områder, men kan fuldt ud henføres til public service-virksomhed. Statsstøtten må imidlertid ikke overstige nettoomkostningerne ved opfyldelsen af public service-opgaverne, idet der også tages hensyn til andre direkte og indirekte indtægter herfra. Det centrale spørgsmål er derfor proportionaliteten ved den offentlige støtte, der ydes til ERT, og dette spørgsmål er Kommissionen stadig ved at undersøge.

3.	Statsstøttens forenelighed med radio- og tv-virksomhed undersøges af Kommissionen på grundlag af de kriterier, der er fastsat i meddelelsen om anvendelse af statsstøttereglerne på radio- og tv-virksomhed i public service-regi.

I de fleste medlemsstater finansieres radio- og tv-virksomhed i public service-regi om ikke fuldt ud så i hvert fald delvist gennem licenser. Opkrævningen af licenserne foregår på forskellige måder, og beløbene varierer. Det er også almindeligt, at finansieringen omfatter både offentlige midler og reklameindtægter. Kommissionen mener, at både licenser, der betales af husstandene, og kombinationer med licens- og reklamefinansiering er forenelige med statsstøttereglerne, hvis den samlede støtte til den offentlige radio-og tv-virksomhed ikke overstiger nettoomkostningerne i forbindelse med opfyldelsen af public serviceforpligtelsen. Dette betyder, at en forøgelse af den samlede finansiering er i overensstemmelse med EF-traktatens regler om statsstøtte, hvis denne forøgelse skyldes en stigning i omkostningerne ved public service-virksomheden.

(1) EFT C 301 E af 5.12.2002, s. 224.

(2) Fortolkende protokol vedrørende public service inden for radio- og tv-virksomhed.

(3) EFT C 320 af 15.11.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/735

(2004/C 78 E/0783)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2218/03

af Monica Frassoni (Verts/ALE) til Kommissionen

(2. juli 2003)

Om: Tværgående højhastighedstogforbindelse i Italien, strækningen Milano-Genova og Milano-Verona

I Kommissionens svar af 20. juli 2003 på min skriftlige forespørgsel P-1826/03 (1) om den tværgående toghastighedstogforbindelse Lyon-Torino-Venedig-Trieste-Lubiana, udtaler den sig ikke om den række mangler i proceduren i forbindelse med undersøgelsen om miljøindvirkningen af strækningerne Milano-Genova og Milano-Verona, som jeg har påpeget, blandt andet:

blandt andet:

—

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at sikre, at proceduren vedrørende vurderingen af de miljømæssige virkninger bliver korrekt gennemført ikke blot formelt, men også reelt vedrørende disse to strækninger, og at der i proceduren tages højde for alle de ovennævnte variable faktorer, som er blevet holdt udenfor undersøgelserne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(10. september 2003)

Artikel 3 i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1983 (2), om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, senest ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (3), indeholder følgende bestemmelse: Vurderingen af indvirkningen på miljøet skal, afhængigt af hvert enkelt tilfælde og i overensstemmelse med artikel 4 til 11, bestå i på passende måde at påvise, beskrive og vurdere et projekts direkte og indirekte virkninger på følgende faktorer:

—	mennesker, fauna og flora;

—	jordbund, vand, luft, klima og landskab;

—	materielle goder og kulturarv;

—	samspillet mellem faktorerne i første, andet og tredje led.

Nyanlæg til jernbanefjerntrafik er anført i bilag I, punkt 7. Der kræves en vurdering af virkningerne for miljøet af alle projekter i bilag I. I dette tilfælde skal oplysningerne fra bygherren opfylde kravene i artikel 5 og bilag IV. Det, som det ærede medlem anfører, nemlig en beskrivelse af de miljøaspekter, som i væsentlig grad kan blive berørt, f.eks. den arkæologiske kulturarv, fauna, flora, vand og støj, er opregnet i bilag IV.

Da det ser ud til, at myndighederne endnu ikke har meddelt tilladelse til noget af de to projekter, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at gennemføre en fuldstændig vurdering af, om VVM-proceduren er fulgt. Desuden er der for Genova-Milano-projektet ikke er gjort rede for, hvorfor og i hvilket omfang de beskrevne virkninger og følger er undervurderet. For Milano-Verona-projektet er de virkninger for naturområder, som det ærede medlem nævner, ikke tilstrækkeligt beskrevet, og det er ikke klart, om projektets virkninger for vand- og støjforurening er undersøgt.

På baggrund af ovenstående er det på grundlag af det ærede medlems oplysninger ikke muligt at drage konkrete konklusioner om, om VVM-direktivet er anvendt korrekt.

(1) Se side 727.

(3) EFT L 73 af 14.3.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/736

(2004/C 78 E/0784)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2265/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. juli 2003)

Om: Ibrugtagning af en fond og vildledende metoder til at afholde myndigheder og andre store forbrugere fra at benytte en konkurrents billigere software

1.	Er Kommissionen bekendt med eksistensen af de i »International Herald Tribune« nævnte interne e-mails og dokumenter i virksomheden Microsoft og herunder »Microsoft Confidential« af 16. juli 2002?

2.	Påtænker Kommissionen at tvinge Microsoft til at udlevere disse dokumenter, hvoraf det fremgår, at virksomheden ved hjælp af en særlig fond på 180 millioner dollars forsøger at overtale myndigheder og store organisationer til at anvende software fra Microsoft i stedet for software fra Linux?

3.	Hvornår blev eller bliver der truffet afgørelse herom af Kommissionen?

Falder det ind under mulighederne, at Kommissionen som følge af de på denne måde tilgængelige oplysninger eller som følge af afslag på at udlevere sådanne oplysninger pålægger bøder for uberettiget ydelse af rabatter, således som den tidligere har gjort over for virksomheder som Michelin og British Airways?

5.	Hvilke andre muligheder overvejer Kommissionen at tage i brug for hurtigt og fuldstændigt at bringe den slags metoder til ophør, når det drejer sig om det europæiske marked?

Er det efter Kommissionens opfattelse acceptabelt inden for EU, når Microsoft benytter personale fra virksomhedens egen stab som tilsyneladende uafhængige konsulenter eller uafhængige erhvervsdrivende i det øjemed at indhente information fra konkurrenterne eller at skaffe sig potentielle kunder? Har Kommissionen til hensigt at gøre virksomheden opmærksom på, at disse metoder, der benyttes i Amerika, ikke tillades her?

7.	Hvornår forventer Kommissionen ved hjælp af allerede iværksatte eller tilsigtede foranstaltninger at have sat en definitiv stopper for Microsofts fortsatte vækst til en fuldstændig monopolstilling på det europæiske marked?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(25. august 2003)

1.	Kommissionen kender udmærket den artikel, det ærede medlem henviser til, samt dens indhold.

2. og 3.

Hovedparten af Kommissionens ressourcer på dette område er i dag helliget den vigtige igangværende efterforskning mod Microsoft, som vedrører en række påstande med hensyn til interopera-bilitet og bundtning (»tying«). Dog agter Kommissionen at foretage en nærmere undersøgelse af Microsofts licensordninger, herunder af de nævnte påstande.

4.	Det er endnu for tidligt at gøre sig spekulationer angående dette spørgsmål. Kommissionen bekræfter, at uberettigede rabatter indrømmet af et altdominerende selskab kan være misbrug ifølge artikel 82 i EF-traktaten.

5.	Som skitseret i svarene på spørgsmål 2, 3 og 4 agter Kommissionen at se nærmere på Microsofts licensordninger. Det er derfor endnu for tidligt at overveje, hvorledes Kommissionen kan gribe ind, idet påstandene først må undersøges til bunds.

6.	Kommissionen har ingen informationer om, at den nævnte praksis skulle forekomme inden for EU.

7.	Kommissionens analyse af, hvad der er et indviklet og meget omfattende sagskompleks i dens igangværende Microsoft-efterforskning er nået til de afsluttende stadier. Kommissionen agter at sikre, at det endelige resultat af sagen kommer såvel innovationen som forbrugerne til gode.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/737

(2004/C 78 E/0785)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2328/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(16. juli 2003)

Om: Helikopterforbindelser til Scillyøerne

Vil Kommissionen sørge for, at der i fortolkningen af Lisi-betænkningen om kompensation og hjælp til flypassagerer tages højde for situationen for luftfartsselskaber, som beflyver specielt vanskelige ruter af tekniske og meteorologiske årsager, som f.eks. ovennævnte og lignende ruter? Faktisk var meningen med betænkningen at give passagererne erstatning for de luftfartsselskaber, som uberettiget påfører passagererne udgifter ved deres manglende evne til at fremskaffe midler til at sikre, at passagererne ikke har unødvendige ulemper, og ikke drive dem ud i fallit, som yder en værdifuld og betydningsfuld offentlig tjeneste på anerkendte vanskelige ruter.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(9. september 2003)

Kommissionen erkender, at de luftfartsselskaber, der driver visse væsentlige og vanskelige ruter, herunder helikopterselskaber, står over for ganske særlige vilkår.

Forslaget til forordning om »fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser (1)« skal om kort tid gennem forligsproceduren, og Lisi-betænkningen om »Luftfartspassagerer (kompensation og bistand)« omhandler ikke situationen for flyselskaber, der beflyver særlig vanskelige ruter. Dog indeholder forordningsforslaget begrebet »usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet«.

Sådanne omstændigheder kan bl.a. være vejrforhold, der er uforenelige med gennemførelsen af den pågældende flyvning, og uforudsete sikkerhedsproblemer. Begrebet er en effektiv beskyttelsesforanstaltning, da selskaberne under sådanne omstændigheder undtages fra visse forpligtelser i tilfælde af aflysninger og forsinkelser. Derved bliver der ligevægt mellem passagerernes rettigheder og de driftsmæssige risici, som flyselskaberne ikke kan holdes ansvarlige for.

»Mekaniske problemer« kan dog ikke altid pr. definition henføres til begrebet »ekstraordinære omstændigheder«. Selskaber, som skal kunne garantere flyvninger med høj kvalitet og sikkerhed, må normalt påtage sig ansvaret for at undgå sådanne svigt.

(1) EFT C 103 E af 30.4.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/738

(2004/C 78 E/0787)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2429/03

af Niels Busk (ELDR) til Rådet

(22. juli 2003)

Om: Statsstøtte til italienske mælkeproducenter

Rådet bedes redegøre for, hvilke »ganske særlige omstændigheder« der i henhold til traktatens artikel 88, stk. 2, tredje afsnit, »berettiger« dets beslutning om at acceptere Italiens statsstøtte til italienske mælkeproducenter.

Hvis samme »ganske særlige omstændigheder« forekommer i andre medlemslande eller i nye medlemslande, vil Rådet da acceptere en tilsvarende statsstøtte?

Samlet svar på skriftlige forespørgsler E-2428/03 og E-2429/03

(4. marts 2004)

Rådet fandt i sin beslutning af 16. juli 2003 om foreneligheden af den nationale støtte, som Den Italienske Republik agter at yde sine mælkeproducenter ved selv at præfinansiere de beløb, som disse producenter skylder fællesskabsbudgettet som følge af tillægsafgiften på mælk for perioden 1995/1996 til 2001/2002, at der er ganske særlige omstændigheder, der berettiger til at betragte denne støtte som forenelig med fællesmarkedet uanset traktatens artikel 87.

I den forbindelse tog Rådet hensyn til den helt specielle faktiske og retlige situation i forbindelse med, hvordan tillægsafgiftsordningen fungerer i Italien, og navnlig den kendsgerning, at hvis alle de skyldige beløb var blevet inddrevet med det samme, ville dette have pålagt de berørte individuelle italienske producenter en tung finansiel byrde, og til behovet for at lette de nuværende sociale spændinger i Italien ved at tillade disse producenter at afdrage deres udestående gæld ved hjælp af betalingshenstand.

Princippet om ligebehandling bliver derfor respekteret, da der ikke eksisterer sådanne ganske særlige omstændigheder for andre mælkeproducenter i Fællesskabet. I den forbindelse understregede både Rådet og Kommissionen i en fælles erklæring til optagelse i Rådets protokol, at denne rådsbeslutning var begrundet i en usædvanlig situation i Italien, og at formålet var definitivt at løse de tidligere problemer med gennemførelsen af tillægsafgiften i Italien.

Begge institutioner understregede derfor, at denne beslutning ikke kan påberåbes som præcedens i forbindelse med eventuelle andre problemer med gennemførelsen i Italien eller i andre medlemsstater.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/739

(2004/C 78 E/0788)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2447/03

af Marie-Arlette Carlotti (PSE) til Kommissionen

(23. juli 2003)

Om: Bestemmelser til gennemførelse af faglige og finansielle bistandsforanstaltninger til fordel for traditionelle AVS-bananleverandører

Som led i de faglige og finansielle bistandsforanstaltninger til fordel for traditionelle AVS-bananleverandører fastsætter Kommissionen de årlige finansieringsbeløb for hvert enkelt land ud fra en beregningsmetode, hvor der tages højde for konstaterede afvigelser i konkurrenceevnen mellem AVS-modtagerstater og tredjelande, som leverer bananer, og bananproduktionens betydning for de pågældende landes økonomi (Kommissionens forordning (EF) nr. 1609/1999 (1)).

Ved udregningen af afvigelserne i konkurrenceevnen anvender Kommissionen den gennemsnitlige referencepris pr. ton bananer produceret i hver enkelt AVS-modtagerstat. Denne pris er en cif-pris (cost, insurance, freight). Det lader til, at cif-prisen på AVS-bananer omregnes på basis af bananernes statistiske toldværdi som opgjort af Eurostat. Den manglende fællesskabsharmonisering af toldregistreringen af AVS-bananer fører imidlertid til betydelige prisforskelle mellem medlemsstaterne. I øvrigt blev de samme statistiske oplysninger anvendt af Kommissionen ved gennemførelsen af den første forordning om en støtteordning for leverandører (Rådets forordning (EF) nr. 2686/94 (2)), men med modsat formål.

Disse bestemmelser til gennemførelse af Rådets og Parlamentets politik fører til uensartet behandling af modtagerstaterne.

Vil Kommissionen af hensyn til gennemsigtigheden offentliggøre de anvendte variabler og de beregninger, som ligger til grund for tildelingen af midlerne i 1999, 2000, 2001, 2002 og 2003?

Vil Kommissionen offentliggøre samtlige data, der er anvendt ved beregningen af den gennemsnitlige referencepris (cif) på bananer i hver AVS-stat i 1999, 2000, 2001, 2002 og 2003, samt de gennemsnitlige referencepriser (cif) i AVS-modtagerstaterne i samme periode?

Påtænker Kommissionen at ændre sin beregningsmetode, så den bliver mere retfærdig og gennemsigtig i fremtiden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(5. september 2003)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1609/1999 af 22. juli 1999 fastsætter gennemførelsesbestemmelserne til Rådets forordning (EF) nr. 856/1999 om fastlæggelse af en særlig ramme for bistand til traditionelle AVS-bananleverandører, og den indeholder en metode, som skal anvendes ved beregning af de årlige individuelle beløb. I henhold til artikel 3 i gennemførelsesbestemmelserne er det de cif-priser, der offentliggøres af Eurostat, som anvendes. Det vil sige, at der anvendes officielle statistikker, som kan konsulteres på Comext-databasen (3).

Som følge af et brev fra producentorganisationen i Elfenbenskysten og et møde mellem dens repræsentanter og Kommissionen bliver den påståede mangel på harmonisering af medlemsstaternes indsamling af data undersøgt.

Med hensyn til de forskellige kriterier, der anvendes til sammenligning af den nuværende særlige rammebistand og bananordningen fra 1994, har EU været nødt til at foretage store ændringer af ordningen for handel med bananer af hensyn til Verdenshandelsorganisationens bestemmelser, som EU er nødt til at tage hensyn til i sin udviklingspolitik.

Kommissionen er ikke bekendt med, at der skulle være opstået skævvridninger mellem støttemodtagerne. Når den i konkurrencesammenhæng svageste AVS-aktør indtil nu har modtaget størst støtte, er det i overensstemmelse med rammebistandspolitikken, som går ud på at hjælpe de mindst konkurrencedygtige AVS-leverandører. I henhold til bestemmelserne skal der fra 2004 anvendes en reduktionskoefficient på alle støttemodtagere, men reduktionen vil være lavere for de AVS-lande, der har forbedret deres konkurrenceevne, idet den vil være proportionel med forbedringen.

Ingen af støttemodtagerne har nogensinde sat spørgsmålstegn ved, om de beregninger, der anvendes til at bestemme de årlige individuelle beløb, er korrekte. Selv producentrepræsentanterne fra Elfenbenskysten understregede på det ovenfor nævnte møde, at Kommissionen efter deres opfattelse altid havde anvendt metoderne i Kommissionens forordning på en korrekt og fair måde.

(1) EFT L 190 af 23.7.1999, s. 14.

(2) EFT L 286 af 5.11.1994, s. 1.

(3) Disse oplysninger findes i Comext-databasen, som er åben for Parlamentet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/740

(2004/C 78 E/0789)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2452/03

0afErik Meijer (GUE/NGL) til Rådet

(23. juli 2003)

Om: Tiltagende amerikansk pres på de nye EU-medlemsstater for at få dem til permanent at standse deres samarbejde med Den Internationale Straffedomstol

1.	Har Rådet erfaret, at der i henhold til en amerikansk lov gældende fra 1. juli 2003 ikke vil blive ydet finansiel bistand til de ca. 50 stater, som har ratificeret Den Internationale Straffedomstols statut i Haag?

Har Rådet kendskab til, at de nye EU-medlemsstater Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien og Bulgarien hører til de 35 stater, som hidtil har modtaget finansiel støtte fra USA, men at disse i fremtiden kun vil kunne modtage støtte, hvis de indgår en »artikel 98-aftale«, hvori de lover, at de aldrig vil udlevere amerikanske statsborgere til Den Internationale Straffedomstol i Haag?

Betragter Rådet dette nye skridt som en optrapning af De Forenede Staters strategi, som allerede omfatter den »American Service Members Protection Act«, som i mellemtiden har fået tilnavnet »The Hague Invasion Act«, og aftalen med den nye EU-medlemsstat Rumænien om undtagelser til fordel for amerikanske statsborgere, som blev undertegnet den 1. august 2002?

Erkender Rådet, at denne optrapning vil have til følge, at straffedomstolen ikke kan fungere hensigtsmæssigt, og at fremtidige krigsforbrydelser, som f.eks. i det tidligere Jugoslavien og i Rwanda, permanent vil kunne forblive ustraffede i de tilfælde, hvor der ikke iværksættes en hensigtsmæssig national retsforfølgelsesprocedure?

5.	Hvad kan Rådet gøre for at imødegå, at EU's medlemsstater og nye medlemsstater fortsat sættes under pres med hensyn til permanent at standse deres samarbejde med Den Internationale Straffedomstol, hvilket er i strid med Rådets fælles holdning, der blev vedtaget i 2001 og 2002?

Kilde: »de Volkskrant« af 2.7.2003.

Svar

(4. marts 2004)

Rådet erindrer om, at EU tillægger det stor betydning, at Rom-statutten bevarer sin integritet.

Rådet bekræfter, at det har modtaget oplysninger både fra ngo'er og fra de pågældende tredjelande om, at USA har lagt meget kraftigt pres på dem for at få dem til at indgå aftaler om ikke-overgivelse. Dette pres består hovedsagelig i trusler fra USA om at indstille den militære bistand, som ydes i henhold til American Service members Protection Act, den såkaldte ASPA (der trådte i kraft fra 1. juli 2003). Det er blevet nævnt, at der bl.a. også kan blive tale om en beslutning om at indstille enhver form for amerikansk bistand til nogle af disse lande. De amerikanske myndigheder har dog kraftigt dementeret sidstnævnte oplysning.

Rådet er sig bevidst, hvad gennemførelsen af nævnte amerikanske beslutning vil medføre for de europæiske lande, det ærede medlem nævner. NATO-medlemmer vil ikke blive berørt heraf, men seks kommende EU-medlemsstater (Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien og Bulgarien), der ikke forventes at ville tiltræde NATO før 2004, vil miste betydelige midler pr. 1. oktober. Det var formålet med disse midler at hjælpe de pågældende lande med at gøre deres væbnede styrker fuldt interoperable med NATO-styrkerne.

Rådet minder om, at det ved enhver given lejlighed (EU's fælles holdninger, vejledende principper og forskellige henvendelser i tredjelande) på ny har bekræftet sin konsekvente og klare holdning til ASPA og bilaterale aftaler om ikke-overgivelse. Når USA har henvendt sig til medlemsstaterne med forslag om ikke-overgivelsesaftaler, har disse i Rådet søgt at finde frem til en fælles EU-holdning til disse forslag. Lige siden USA indledte denne taktik, har Rådet sat et klar politisk mål for sådanne fælles holdninger: rammerne for løsninger med henblik på at imødekomme USA's ønsker skal være af en sådan karakter, at Rom-statuttens integritet bevares og ICC's virke ikke undergraves.

Der skal særlig henvises til de vejledende EU-principper i bilaget til Rådets konklusioner af 30. september 2002. I disse vejledende principper finder Rådet, at indgåelse af bilaterale aftaler — i deres nuværende form — er uforeneligt med de forpligtelser, som stater, der er parter i ICC, har i henhold til ICC-statutten, og eventuelt også vil være uforeneligt med andre internationale aftaler, som ICC-staterne er parter i. Endvidere bør enhver løsning omfatte passende operative bestemmelser, der sikrer, at personer, der har begået forbrydelser, som falder ind under domstolens jurisdiktion, ikke nyder straffrihed. Sådanne bestemmelser bør sikre en passende efterforskning og — hvis der foreligger tilstrækkeligt bevis — nationale retsmyndigheders retsforfølgning af personer på ICC's anmodning. Under alle omstændigheder bør en løsning kun omfatte personer, som ikke er statsborgere i en stat, der er part i ICC. En løsning bør kun omfatte personer, som opholder sig på den anmodede stats område, fordi de er blevet sendt dertil af udsendelsesstaten, og overgivelse kan ikke anses for at omfatte transit.

Der gøres opmærksom på, at de ti tiltrædende lande støttede EU's fælles holdning fra juni 2003, og at også de associerede lande (Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet) samt EFTA-landene tilsluttede sig den.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/741

(2004/C 78 E/0790)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2464/03

af Piia-Noora Kauppi (PPE-DE) til Kommissionen

(23. juli 2003)

Om: Prisfastsættelse for almindelige posttjenester

De europæiske kunder betaler ofte urimeligt høje priser for almindelige posttjenester. Det er navnlig tilfældet i Tyskland, hvor forbrugerne betaler over det dobbelte af prisen for et tilsvarende spansk frimærke. Tidligere på året foretog Deutsche Post en beskeden prisnedsættelse (fra 0,56 til 0,55 EUR) på de tyske myndigheders foranledning, men alligevel lader det til, at den pris, som DPWN (Deutsche Post World Net) kræver for et frimærke til et almindeligt brev på 20 gram, fortsat er den højeste i Vesteuropa, også når der tages højde for faktorer som servicekvalitet og befolkningstæthed.

I februar 2000 indgav DVPT (Deutscher Verband für Post und Telekommunikation e.V.), den tyske post-og telesammenslutning, en klage til Kommissionen (Comp/37 821) over de alt for høje priser, som Deutsche Post opkræver for brevforsendelser på eneretsområdet. DVPT påstod, at Deutsche Post benyttede de alt for høje priser på eneretsområdet til krydssubsidiering af andre tjenesteydelser, og at der forelå en overtrædelse af traktatens artikel 82 (misbrug af dominerende stilling).

I de seneste år har Kommissionen truffet en række vigtige beslutninger for at imødegå misbrug fra visse postvirksomheders side. Kan Kommissionen oplyse, hvor langt man er nået med den ovennævnte DVPT-sag, og hvilke foranstaltninger Kommissionen agter at træffe for at finde en løsning?

Kan Kommissionen oplyse, hvordan den agter at sikre, at kravene i postdirektiverne og i postmeddelelsen (Meddelelse fra Kommissionen om anvendelse af konkurrencereglerne på postsektoren og på vurderingen af visse statslige foranstaltninger i relation til posttjenesterne (1)) om gennemskuelighed i postvirksomhedernes regnskaber respekteres, navnlig hvad angår adskillelsen mellem eneretsområdet og de kommercielle aktiviteter?

Kan Kommissionen oplyse, hvorvidt og hvordan den agter at fastlægge detaljerede retningslinjer for de nationale forvaltningsmyndigheder — ud over de bestemmelser, der er indeholdt i postdirektiverne og i postmeddelelsen — om kontrol af takster, måling af omkostningerne ved befordringspligttjenester (i de relevante tilfælde) og virksomhedernes anvendelse af fortjenesten fra monopolvirksomhed, herunder forslag vedrørende anvendelsesmulighederne for alternative metoder som f.eks. ROCE-metoden (afkast på investeret kapital)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(4. september 2003)

Det ærede medlems første spørgsmål drejer sig om, hvor langt Kommissionen er kommet i sin undersøgelse af DVPT's klage over en række af det tyske postvæsens (Deutsche Post AG) takster (2). Kommissionen kan desværre ikke i øjeblikket give oplysninger om resultatet af sine undersøgelser, da de stadig ikke er afsluttet. Kommissionen vil dog gerne understrege, at det, som det ærede medlem nævner, først og fremmest er medlemsstaterne selv, der har ansvaret for at sikre, at de posttakster, som kræves for befordringspligttjenester, står i forhold til de faktiske omkostninger. Den tyske forvaltningsmyndighed — Regulierungsbehörde für Telekommunikation und Post (RegTP) — har i henhold til den tyske post-lovgivning vidtrækkende beføjelser til at fastsætte niveauet for posttaksterne på grundlag af en analyse af den befordringspligtige virksomheds omkostninger.

Hvad angår overholdelsen af postdirektivets bestemmelser om gennemsigtighed i regnskaberne er det først og fremmest de nationale postforvaltningsmyndigheder der er ansvarlige for, at denne forpligtelse bliver opfyldt (artikel 14, stk. 5, i direktiv 97/67/EF) (3). Kommissionen har imidlertid i 2001 henvendt sig til en række medlemsstater for at sikre sig, at de gældende bestemmelser bliver overholdt. Desuden har Kommissionen ladet foretage en undersøgelse af medlemsstaternes gennemførelse og anvendelse af direktivets bestemmelser om gennemsigtighed i regnskaberne (»Study on the cost accounting systems of providers of the universal postal service«, CtCon juli 2001), i hvilken det konkluderes, at artikel 14 i direktiv 97/67/EF i vidt omfang er gennemført og finder anvendelse.

Kommissionen finder, at en effektiv anvendelse af direktivets bestemmelser og konkurrencebestemmelser er nok til at sikre, at aktiviteterne på eneretsområdet og de kommercielle postaktiviteter adskilles. Da disse spørgsmål imidlertid er så komplicerede, vil Kommissionen fortsat holde øje med udviklingen på dette område.

Kommissionen har ikke i øjeblikket til hensigt at give de nationale forvaltningsmyndigheder detaljerede retningslinjer om de spørgsmål, som det ærede medlem rejser. Kommissionen holder allerede løbende øje med situationen, og der foregår en periodisk udveksling af synspunkter og praksis mellem de nationale forvaltningsmyndigheder og Kommissionen om en række af disse spørgsmål ved forskellige lejligheder (f.eks. workshopper og paneler i forbindelse med forberedelsen af undersøgelser, bilaterale møder). Som anført ovenfor har Kommissionen desuden sat forskellige undersøgelser i gang, som indeholder sammenligninger og henstillinger om bedste praksis på nogle af disse områder, og som kan danne grundlag for en harmoniseret forbedring af national praksis (f.eks. ovennævnte undersøgelse om omkostningsregnskaber; undersøgelsen om konsekvenserne af visse aspekter af anvendelsen af direktiv 97/67/EF, Omega Partners, august 2001; undersøgelse om omkostningsfastsættelse og finansiering for befordringspligttjenester, NERA, oktober 1998).

Den beretning om anvendelsen af direktivet, som Kommissionen skal forelægge Parlamentet og Rådet inden den 31. december 2004 (artikel 1, stk. 5, i direktiv 2002/39/EF) (4), vil give Kommissionen lejlighed til at foreslå yderligere foranstaltninger, hvis dette skulle vise sig nødvendigt.

(1) EFT C 39 af 6.2.1998, s. 2.

(2) Sag nr. COMP/37 821 — Deutscher Verband für Post und Telekommunikation E.V./Deutsche Post AG.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, EFT L 15 af 21.1.1998.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/39/EF af 10. juni 2002 om ændring af direktiv 97/67/EF for så vidt angår yderligere åbning af Fællesskabets marked for posttjenester, EFT L 176 af 5.7.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/743

(2004/C 78 E/0791)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2485/03

af Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE) til Kommissionen

(24. juli 2003)

Om: Aftaler om dobbeltbeskatning og forordning (EØF) nr. 1408/71

Det forekommer i praksis regelmæssigt, at arbejdstagere, som arbejder i forskellige medlemsstater, f.eks. inden for den internationale varetransport, udsættes for overordentligt ugunstige kombinationer af udgifter til social sikring i et af landene (arbejdsgiverens hjemsted) og indkomstbeskatning i bopælslandet i den periode, hvor den pågældende arbejder i et andet land end det, hvor arbejdsgiveren har sit hjemsted. Forordningen om anvendelse af de sociale sikringsordninger (EØF) nr. 1408/71 (1) og de tosidede aftaler om dobbeltbelastning passer ikke helt sammen.

1.	Kan Kommissionen oplyse, om bestemmelserne om henvisning i de tosidede aftale om dobbeltbeskatning går forud for de tilsvarende bestemmelser i den flersidede forordning (EØF) nr. 1408/71 eller omvendt?

2.	Kan Kommissionen oplyse. om det er i strid med de gældende fællesskabsbestemmelser, når medlemsstaterne i en aftale om dobbeltbelastning aftaler andre bestemmelser om henvisning end de principper, der er fastlagt i forordning (EØF) nr. 1408/71?

Kan Kommissionen oplyse, hvad der menes med præmis nr. 32 i den nylige dom i Gottardo-sagen C-55/00. (Præmis 32 har følgende ordlyd: »Med hensyn til en bilateral overenskomst, der er indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland med henblik på at undgå dobbeltbeskatning, har Domstolen henvist til, at selv om direkte beskatning henhører under medlemsstaternes enekompetence, kan medlemsstaterne dog ikke undlade at overholde fællesskabsreglerne. De skal overholde fællesskabsretten under udøvelsen af deres kompetence (…)«)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(11. september 2003)

Kommissionen kan oplyse det ærede medlem om, at der ved Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 (2) er indført en ordning til koordinering af medlemsstaternes nationale sociale sikringsordninger, og at nævnte forordning indeholder en række bestemmelser, der i hvert enkelt tilfælde afgør, hvilken national lovgivning der finder anvendelse. Bestemmelserne skal sikre, at en person, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed inden for Fællesskabet, alene er underlagt lovgivningen i én medlemsstat, nemlig beskæftigelseslandet, og at vedkommende derfor kun skal betale sociale sikringsbidrag i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse.

For så vidt angår fordelingsreglerne i dobbeltbeskatningsaftaler, henhører det — da der ikke på fællesskabsplan er truffet foranstaltninger med henblik på tilnærmelse eller harmonisering på området — under medlemsstaternes kompetence at fastsætte kriterier for indkomst- og formuebeskatning med det formål at undgå dobbeltbeskatning, evt. i form af aftaler. Det står i denne forbindelse medlemsstaterne frit for i bilaterale aftaler at fastsætte tilknytningskriterier for fordelingen af den skattemæssige kompetence.

Der er ingen sammenhæng — og slet ikke hierarkisk — mellem bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1408/71 og bestemmelserne i bilaterale aftaler, der tager sigte på at undgå dobbeltbeskatning. Heraf følger, at de lovvalgsregler, der er fastsat i de to typer instrumenter, alene finder anvendelse på det sagsområde, de hver især vedrører.

For så vidt angår lønindkomst (lønarbejde), særlig inden for godstransport, konstaterer Kommissionen, at de kriterier, der ifølge medlemsstaternes dobbeltbeskatningsaftaler gælder for fordelingen af beskatnings-kompetencen (f.eks. arbejdstagerens bopæl, arbejdsgiverens bopæl eller det sted, hvor aktiviteten udøves), ikke i alle henseender svarer til fordelingskriterierne i forordning (EØF) nr. 1408/71. Efter Kommissionens opfattelse udgør denne forskel i fordelingsreglerne ikke i sig selv nogen overtrædelse af fællesskabslovgivningen.

Kommissionen mener, at præmis 32 i EF-Domstolens dom i sag C-55/00, Gottardo, bekræfter Domstolens retspraksis i Gilly-sagen (C-336/96). Ifølge denne retspraksis står det, når der ikke er foretaget en harmonisering på området, medlemsstaterne frit for i indbyrdes bilaterale aftaler, der tager sigte på at undgå dobbeltbeskatning, at fastsætte, efter hvilke kriterier beskatningsretten fordeles. Medlemsstaterne skal dog i denne forbindelse overholde EF-traktatens grundlæggende principper.

(2) EFT L 179 af 14.7.1999.

(2) Seneste konsoliderede version: Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1997 om ændring og ajourføring af forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og af forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71, EFT L 28 af 30.1.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/744

(2004/C 78 E/0792)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2494/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(25. juli 2003)

Om: Pensioner

1.	Kan Kommissionen vurdere, hvor stor en del af hver enkelt medlemsstats befolkning i pensionsalderen der modtager en pension baseret på en bidragsbaseret eller privat pensionsordning?

2.	Kan Kommissionen anslå, hvor stor en del af hver enkelt medlemsstats erhvervsaktive befolkning der for øjeblikket bidrager til en bidragsbaseret privat eller offentlig pensionsordning?

3.	Kan Kommissionen anslå, hvor mange private bidragsbaserede pensionsordninger i hver enkelt medlemsstat der for øjeblikket erklærer, at de er ude af stand til at opfylde deres nuværende forpligtelser på finansmarkedernes nuværende niveau?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(26. august 2003)

Den fælles rapport fra Kommissionen og Rådet om tilstrækkelige og bæredygtige pensioner, der blev vedtaget i marts 2003 (1), indeholder i tabel 3 (side 31-32) oplysninger fra medlemsstaternes myndigheder om private pensionsordningers betydning, først og fremmest i form af arbejdsmarkedspensioner. Tabellen giver for de fleste medlemsstaters vedkommende oplysninger om andelen af arbejdstagere, der indbetaler til private pensionsordninger, og antallet af pensionister, der modtager ydelser fra sådanne ordninger.

Desuden er Eurostat er begyndt at indsamle data om aktive medlemmer, medlemmer med opsatte rettigheder og pensionerede medlemmer (2) af selvstændige pensionsfonde. Tallene gælder for situationen i 2001:

	Antal aktive medlemmer	Antal medlemmer med opsatte rettigheder	Antal pensionsmodtagere
Belgien	269 835	56 631	67609
Danmark	11 404	NA	10337
Tyskland	NA	NA	NA
Spanien (2000) (3)	3 928 682	931940	134967
Irland	NA	NA	NA
Italien (3)	1 811 022	NA	118050
Luxembourg	NA	NA	NA
Nederlandene (2000)	5 140 000	6 247000	1 968 000
Østrig	325 713	NA	39658
Portugal (3)	283 244	NA	112813
Finland	75 071	33 665	45541
Sverige	427 119	339048	133620
Det Forenede Kongerige	NA	NA	NA

Kommissionen har ikke oplysninger om antallet af private bidragsbaserede pensionsordninger i hver enkelt medlemsstat, der i øjeblikket ikke er i stand til at opfylde deres nuværende forpligtelser på finansmarkedernes nuværende niveau. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om arbejdsmarkedsorienterede pensionskassers aktiviteter, som nyligt er blevet vedtaget, og som træder i kraft to år efter offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, indeholder en række bestemmelser, der skal sikre, at pensionsordninger vil være i stand til at opfylde deres forpligtelser over for medlemmerne. Det sikrer også et effektiv system til overvågning af forsigtighedskravene.

(1) Findes på adressen: http://europa.eu.int/comm/employment_social/soc-prot/pensions/index_en.htm.

(2) Antal aktive medlemmer: antal medlemmer, som aktivt bidrager til pensionsordningen. Antal medlemmer med opsat pensionsret: antal medlemmer, som er trådt ud af pensionsordninger, men som stadig har opsatte pensionsrettigheder. Antal pensionsmodtagere: antal personer, som modtager pensionsydelser (herunder enkepension, efterladtepension osv.).

(3) Tallene for Spanien, Portugal og Italien omfatter også data for nogle pensionsfonde under søjle 3. Der er tale om personlige pensionsordninger, hvor arbejdsgiveren ikke er involveret.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/745

(2004/C 78 E/0793)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2553/03

af Marco Cappato (NI) til Rådet

(4. august 2003)

Om: Den tunesiske journalist Abdallah Zouari

Den 18. juli 2003 idømtes journalisten Abdallah Zouari ved domstolen i den tunesiske by Zarzis fire års fængsel. Domstolen mente, at journalistens klage over at være blevet hindret i at benytte en cybercafé kunne opfattes som »bagvaskelse« af caféens indehaver.

Abdallah Zouari er igennem flere måneder blevet udsat for forulempelser og udspioneren. Da han den 19. april blev hindret i at få adgang til nettet på en cybercafé i Zarzis, meddelte han, at han ville kontakte sin advokat. Indehaveren indgav derefter en klage over bagvaskelse. Dommen blev afsagt den 18. juli.

Domfældelsen over Zouari er blot det seneste eksempel på de stadig flere hindringer, der lægges i vejen for udøvelsen af ytringsfriheden i Tunesien.

To andre tilfælde kan betragtes som emblematiske for denne situation:

—	Journalisten Sihem Ben Sedrine, der er begyndt at udgive en onlinepublikation ved navn Kalima, da hun ikke har kunnet få tilladelse til at udgive en avis, er blevet overfaldet af præsident Zine el-Abidine ben Alis særlige politi, der forsøger at fjerne enhver form for dissidens fra internettet.

—

Zouhair Yahyaoui, der er webmaster på det tunesiske websted TuneZine, blev arresteret sidste år og den 10. juli 2002 idømt to års fængsel for udspredelse af løgnagtige påstande. Yahyaoui havde som den første på internettet offentliggjort et brev til præsident Ben Ali fra dommeren Mokhtar Yahyaoui (der er onkel til Zouhair Yahyaoui), som kritiserede den fuldstændige mangel på uafhængighed i det tunesiske retssystem. Tunesien er imidlertid blevet valgt til værtsland for afholdelsen af verdenstopmødet om informationssamfundet (WSIS) i 2005.

Hvilke foranstaltninger vil Rådet træffe over for den tunesiske regering for at bringe regeringens repressive politik over for journalister og brugere af internettet til ophør?

Finder Rådet det ikke nødvendigt at tage ethvert politisk, diplomatisk og økonomisk pressionsredskab i brug, som vil kunne få den tunesiske regering til at slække presselovgivningen og sikre udøvelsen af ytringsfriheden i Tunesien?

Vil Rådet tage skridt med henblik på at få suspenderet beslutningen om at afholde anden fase af verdenstopmødet om informationssamfundet i Tunesien i 2005, indtil der for alvor er sikret fri udøvelse af udtryksfriheden i den tunesiske lovgivning?

Svar

(4. marts 2004)

Rådet er fuldt bekendt med de tilfælde, det ærede parlamentsmedlem omtaler, og er helt enig i hans analyse af situationen for udtryksfriheden i Tunesien.

På det seneste møde i Associeringsrådet EU- Tunesien den 29.-30. september 2003 gjorde Den Europæiske Union endnu en gang Tunesien opmærksom på, at respekten for demokratiet, menneskerettighederne og retssamfundet er et afgørende element i associeringsaftalen. Den Europæiske Union bemærkede i den forbindelse, at Tunesien fortsat bør gøre fremskridt, navnlig med hensyn til udtryksfriheden. Den opfordrede endvidere Tunesien til effektivt at gennemføre sine forpligtelser i henhold til FN's internationale konventioner.

På grundlag af Kommissionens meddelelse fra maj 2003 om styrkelse af EU's aktioner for menneskerettigheder og demokratisering i Middelhavsområdet har Den Europæiske Union foreslået Tunesien at indlede en dialog om gennemførelsen af henstillingerne i denne meddelelse. I afgørelsen truffet af associeringsrådet om nedsættelse af underudvalg, som blev vedtaget på det seneste møde i associeringsrådet, tilslutter Tunesien sig bestemmelsen om den betydning, der tillægges spørgsmål om demokratiets principper og menneskerettighederne. Det hedder i afgørelsen, at de vil blive behandlet med den fornødne opmærksomhed i de forskellige fora, som er etableret ved associeringsaftalen, og at de også, hvis parterne beslutter dette, kan behandles i et underudvalg eller i en særlig gruppe.

Den Europæiske Union tror på nytten af en løbende dialog og har til hensigt regelmæssigt og på alle niveauer at tage de forpligtelser op med Tunesien med hensyn til overholdelse af menneskerettighederne, som Tunesien har påtaget sig.

Hvad angår spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af at afholde anden fase af verdenstopmødet om informationssamfundet i 2005 i Tunis, minder Rådet det ærede parlamentsmedlem om, at det er Den Internationale Telekommunikationsunion, der har tilrettelagt mødet i FN's regi.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/747

(2004/C 78 E/0794)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2584/03

af Graham Watson (ELDR) til Rådet

(8. august 2003)

Om: Import af tømmer fra Indonesien

Hvilke foranstaltninger påtænker formandskabet at træffe for at bekæmpe den illegale import af tømmer fra Indonesien?

Svar

(4. marts 2004)

Rådet lægger stor vægt på bekæmpelsen af ulovlig import af tømmer og erkender, at EU skal bidrage til den samlede indsats for at imødegå problemet med ulovlig udnyttelse af skovene.

Således sker der for tiden en gennemgang i Rådets fora af Kommissionens meddelelse om retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (»FLEGT« Forest Law Enforcement, Governance and Trade), der indeholder en handlingsplan for EU, som navnlig tager sigte på at bekæmpe ulovlig træfældning og handel med dette ulovlige tømmer.

I sine konklusioner, der blev vedtaget den 13. oktober 2003, finder Rådet det bydende nødvendigt, at EU og dens medlemsstater indleder en politisk dialog med de mest direkte berørte lande for at iværksætte reformer af den fremherskende forvaltningspraksis på skovbrugsområdet og især at fremme deltagelse af den private sektor i de træproducerende lande med det formål at nå til bred enighed om den bedste måde til at løse problemet med ulovlig skovhugst og den hertil knyttede handel, specielt ved at undersøge de multilaterale og regionale reaktioner samt ved at gennemgå de idéer, der er redegjort for i handlingsplanen, på relevante internationale møder, som f.eks. møderne i Forum UNFF (United Nations Forum on Forests), ITTO (Den Internationale Organisation for Tropisk Træ), de regionale FLEG-processer, det asiatiske skovpartnerskab (Asia Forest Partnership) og skovpartnerskabet vedrørende Congo-bækkenet (Congo Basin Forest Partnership).

Endvidere opfordrer Rådet i sine konlusioner Kommissionen til at undersøge de foranstaltninger, der skal nævnes i handlingsplanen, herunder udarbejdelsen af en forordning, samt undersøge mulighederne for og gennemførligheden af yderligere lovgivning for at kontrollere importen af ulovligt fældet tømmer og konflikttømmer under hensyntagen til relevante initiativer på andre områder og konsekvenserne for den indenlandske industri.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/747

(2004/C 78 E/0795)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2614/03

af Albert Maat (PPE-DE) til Kommissionen

(28. august 2003)

Om: Anlæggelse af vingårde med støtte fra europæiske midler

Har Kommissionen kendskab til, at der anlægges vingårde (herunder overrisling) i det spanske vinområde Toro med støtte fra europæiske midler?

Er denne politik ikke i modstrid med begrænsningen af overproduktion inden for vindyrkning (1)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(17. september 2003)

I Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (2) er der fastsat bestemmelser om omstrukturering og omstilling af vindyrkningsarealer i EU med henblik på at tilpasse produktionen til efterspørgslen.

I henhold til disse bestemmelser anvendes der siden 2000 en ordning med finansiering af omstrukturerings- og omstillingsforanstaltninger på basis af et budget, der forvaltes af EUGFL, Garantisektionen.

Kommissionen fordeler de pågældende budgetmidler mellem de forskellige medlemsstater ud fra de kriterier, der er fastsat i Rådets forordning, og forordningens anvendelse overvåges nøje ud fra bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 1227/2000 af 31. maj 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 om den fælles markedsordning for vin for så vidt angår produktionskapacitet (3).

Kommissionen er derfor ganske bekendt med de oplysninger, som det ærede medlem henviser til.

Formålet med at omstrukturere og omstille vindyrkningsarealerne er at få styr på vindyrkningspotentiellet.

For at undgå, at den kvalitative omstilling af vindyrkningsarealerne fører til en forhøjelse af produktionsmængden, er der derfor indsat en lang række forholdsregler i EF-bestemmelserne. Det drejer sig f.eks. om udbyttesatser for vindyrkningsarealer, regler for overdragelse af genbeplantningsrettigheder mellem vinproducenter og det specifikke spørgsmål om vanding af vindyrkningsarealer. Bestemmelserne anvendes af de pågældende medlemsstater og kontrolleres og efterprøves af Kommissionen.

(1) Jf. artikel i bladet »Perswijn«, årgang 16, nr. 4. juli 2003.

(3) EFT L 143 af 16.6.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/748

(2004/C 78 E/0796)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2616/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(25. august 2003)

Om: Udelukkelse af feta, ouzo og kalamataoliven fra den liste over produkter med beskyttet geografisk betegnelse som skal forelægges til forhandling i WTO

Artikel 133-Udvalget medtog ikke de græske produkter feta, ouzo og kalamataoliven på listen over produkter med beskyttet geografisk betegnelse, som skal forelægges til forhandling i WTO.

Eftersom denne udelukkelse udgør en diskrimination af yderst vigtige græske produkter, som ikke blot er anerkendt i Europa, men i hele verden, bedes Kommissionen oplyse:

1.	Hvorfor har den ikke medtaget ovennævnte græske produkter, som er anerkendt som produkter med beskyttet oprindelsesbetegnelse på den liste, som skal forelægges til drøftelse i Cancún i Mexico?

2.	Hvad indeholder den aftale om handel med landbrugsprodukter, der for nylig blev indgået mellem EU og USA (den 13.8.2003), vedrørende spørgsmål om anerkendelse af produkter med beskyttet geografisk betegnelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(18. september 2003)

Den 27. august 2003 udtalte Rådets artikel 133-udvalg sig positivt om den liste over beskyttede oprindelsesbetegnelser, som EU i nær fremtid vil forelægge for Verdenshandelsorganisationen (WTO) med dets formål er at forbyde misbrug af disse navne på internationalt plan. Denne liste rummer 41 navne, heriblandt to græske, nemlig »Feta« og »Ouzo«.

Teksten til aftalen mellem EU og USA om landbrug indeholder en henvisning til de beskyttede oprindelsesbetegnelser som et af de spørgsmål, der er til diskussion. Kommissionen vil fortsat tilstræbe at styrke beskyttelsen af oprindelsesbetegnelserne i Cancún.

I betragtning af de to parters afvigende holdning har det ikke været muligt at nå videre på indeværende stadium.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/749

(2004/C 78 E/0797)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2627/03

af Maurizio Turco (NI) til Rådet

(2. september 2003)

Om: Opfølgning af Europa-Parlamentets beslutning af 5. april 2001 om seksuelle overgreb på kvinder, navnlig katolske nonner

Den 5. april 2001 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om seksuelle overgreb på kvinder, navnlig katolske nonner (B5-0261, 0272, 0280 og 0298/2001) (1), hvori det bl.a. henledte opmærksomheden på følgende:

a)	en rapport i det amerikanske tidsskrift National Catholic Reporter, hvorefter præster i mindst 23 lande i et meget stort antal tilfælde har gjort sig skyldige i voldtægt mod katolske nonner,

at Vatikanet har bekræftet, at det er bekendt med tilfælde, hvor katolske præster har voldtaget eller gjort sig skyldige i seksuelt misbrug af kvinder, herunder nonner, idet det siden 1994 har fået forelagt mindst fem rapporter om dette problem, hvorefter talrige voldtagne nonner også er blevet tvunget til at abortere eller til at forlade deres poster og i visse tilfælde endog er blevet smittet med hiv/aids.

Med vedtagelsen af beslutningen krævede Europa-Parlamentet:

a)	at gerningsmændene til disse forbrydelser pågribes og stilles for en dommer,

b)	at de retlige myndigheder i de 23 lande, der omtales i rapporterne, sikrer, at disse tilfælde af vold mod kvinder bliver udforsket fuldt ud i retlig henseende,

c)	at Vatikanet tager alle påstande om seksuelt misbrug i sine egne organisationer alvorligt, at det samarbejder med de retlige myndigheder, og at det fjerner gerningsmændene fra deres officielle embeder,

d)	at Vatikanet genindsætter de nonner, som er blevet tvunget til at forlade deres poster, fordi de har henledt deres overordnedes opmærksomhed på dette misbrug, og sikrer ofrene den nødvendige beskyttelse og erstatning i forbindelse med den forskelsbehandling, de efterfølgende måtte blive udsat for,

e)	at det fulde indhold af de fem rapporter, der er omtalt i National Catholic Reporter, offentliggøres, og

pålagde sin formand at sende beslutningen til Rådet og Kommissionen, Vatikanets myndigheder, Europarådet og FN's Menneskerettighedskommission samt regeringerne i Botswana, Burundi, Brasilien, Colombia, Ghana, Indien, Irland, Italien, Kenya, Lesotho, Malawi, Nigeria, Papua Ny Guinea, Filippinerne, Sydafrika, Sierra Leone, Uganda, Tanzania, Tonga, USA, Zambia, Den Demokratiske Republik Congo og Zimbabwe.

Kan Rådet på baggrund af ovenstående oplyse

—	hvilke initiativer der er taget efter fremsendelsen af beslutningen?

—	om der er etableret kontakter med Vatikanet og med den irske og den italienske regering, og hvad udfaldet heraf har været?

—	om der er sket en formel fremsættelse af Parlamentets krav over for de lande, der har en eller anden forbindelse med Den Europæiske Union, og hvad udfaldet heraf har været?

Svar

(4. marts 2004)

1.	På samlingen den 11.-12. juni 2003 noterede Rådet sig den beslutning, som det ærede parlamentsmedlem nævner i sit spørgsmål.

Generelt understreger Rådet, at kvinders rettigheder og vold mod kvinder er spørgsmål, der i allerhøjeste grad optager EU. I overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder og på grundlag af de etiske og forfatningsmæssige principper, som er fælles for alle EU's medlemsstater, opfordrer EU konsekvent tredjelandsregeringer til at forpligte sig til at overholde resolutioner og afgørelser fra FN-fora og til at anvende lovgivning, foranstaltninger og programmer, der tager sigte på, at kvinder fuldt ud omfattes af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med mænd. På 59. samling i FN's Menneskerettighedskommission (CHR) ved udgangen af april i år var alle EU-medlems-staterne medforslagsstillere af en resolution foreslået af Canada med titlen »Udryddelse af vold mod kvinder«. Desuden holdt formandskabet på EU's vegne en tale under punkt 12 på dagsordenen for samlingen i CHR, hvori det fremhævede nødvendigheden af at udrydde alle former for vold mod kvinder og piger, og gjorde i denne forbindelse specielt opmærksom på den særlige FN-rapportørs arbejde vedrørende vold mod kvinder og piger. På tidspunktet for besvarelsen af dette spørgsmål er der fremsat forslag om endnu en resolution vedrørende vold mod kvinder, denne gang af Nederlandene i 3. Komité under FN's Generalforsamling, og forhåbentlig vil den samle bred tilslutning.

(1) EFT C 21 E af 24.1.2002, s. 353.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/750

(2004/C 78 E/0798)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2652/03

af Emma Bonino (NI), Marco Cappato (NI), Benedetto Della Vedova (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI), Olivier Dupuis (NI), Marco Pannella (NI) og Maurizio Turco (NI) til Rådet

(10. september 2003)

Om: Overtrædelser af retsstatsprincippet i Libanon

I betragtning af følgende:

—	Den 8. august 2002 blev den 64-årige advokat Muhamad Mugraby, kendt forsvarer for menneskerettighederne og retsmagtens uafhængighed, arresteret i Beirut.

—	Den 17. januar 2003 besluttede Advokaternes Disciplinærråd at ekskludere ham af politiske årsager.

—	Nævnte beslutning er ikke endelig, før den anklagede har udtømt alle appelmuligheder (artikel 553, 563, 111 i den libanesiske borgerlige lov; artikel 28 i De Forenede Nationers grundlæggende principper om advokaters funktion).

—	Den af Mugraby indledte ankesag mod den disciplinære beslutning verserer stadig (ankesag nr. 222/2003).

—	Ikke desto mindre har Advokatrådet indgivet anmeldelse imod ham med påstand om »misbrug af advokattitlen«.

—	Dommeren har beordret fængsling af Mugraby uden at have fået tilladelse til at retsforfølge ham.

—	De procedurer, der er indledt imod ham, ser ud til at være politisk begrundede og have til formål at hindre hans virksomhed som forsvarer for retsstatsprincippet.

—	Republikken Libanon er tilsluttet Euro-Middelhavspartnerskabet og har undertegnet sluterklæringen fra Euro-Middelhavsministerkonferencen i Barcelona den 27. og 28. november 1995, hvori parterne forpligter sig til at indføre retsstatsprincipperne og demokratiet i deres politiske systemer.

—

Forbindelserne mellem Republikken Libanon og Det Europæiske Fællesskab er fastlagt i en bilateral aftale, der blev ratificeret i december 2002, som bygger på »respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper, som de er stadfæstet i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne« (artikel 2), og som i artikel 59 understreger betydningen af retsstatsprincipperne, institutionernes korrekte funktion samt retsmagtens uafhængighed og korrekt udøvelse af advokatvirksomhed.

Kan Rådet da besvare følgende spørgsmål:

—	Har det kendskab til de alvorlige overtrædelser, der har fundet sted i det libanesiske retssystem?

—	Mener det ikke, at ovennævnte overtrædelser er uforenelige med aftalerne om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Republikken Libanon, jf. artikel 2 og 59 i ovennævnte aftale?

—

Mener det, at EU-institutionerne i overensstemmelse med artikel 86, stk. 2, i aftalen EU-Libanon bør træffe foranstaltninger, og i givet fald hvilke, til at genoprette overholdelsen af retsstatsprincipperne og de korrekte procedurer, navnlig for så vidt angår de strategier og de forpligtelser, som Kommissionen erklærer, at den påtager sig i punkt 6.6 i strategidokumentet 2002-2006 vedrørende Libanon, som fastlægger retningslinjerne for EU's politik vedrørende landene i Euro-Middelhavspartnerskabet?

Svar

(4. marts 2004)

Rådet tilslutter sig de betænkeligheder, som de ærede parlamentsmedlemmer giver udtryk for i deres forespørgsel, og følger meget nøje spørgsmålene vedrørende respekten for menneskerettighederne i Libanon. Det har flere gange henvendt sig til de libanesiske myndigheder for at påpege særlige tilfælde.

Den Europæiske Union undertegnede den 17. juni 2002 en associeringsaftale med Libanon, som medlemsstaterne for øjeblikket er ved at ratificere. Den interimsaftale, der samtidig blev indgået, og som vedrører de handelsmæssige aspekter, trådte i kraft den 1. marts 2003. Når associeringsaftalen træder i kraft, vil mulighederne for at følge spørgsmålene vedrørende respekten for menneskerettighederne være forbedret på grundlag af artikel 2 i aftalen, som fastsætter, at forbindelserne mellem parterne bygger på respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper, som de er stadfæstet i verdenserklæringen om menneskerettighederne. Disse spørgsmål vil derefter blive behandlet i en institutionaliseret politisk dialog ved periodiske møder på alle niveauer. Så længe associeringsaftalen endnu ikke er trådt i kraft, kan Den Europæiske Union imidlertid ikke påberåbe sig artikel 86.

Den Europæiske Union vil søge af forbedre menneskerettighedssituationen i Libanon gennem en fortsat og regelmæssig dialog med de libanesiske myndigheder. Det er planen i første halvår af 2004 at holde et møde i Samarbejdsrådet med Libanon. Ved denne lejlighed agter Den Europæiske Union at rejse disse spørgsmål under den politiske del af mødet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/752

(2004/C 78 E/0800)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2737/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Menneskerettigheder i Vietnam

Kan Kommissionen redegøre for menneskerettighedssituationen i Vietnams centrale højland, eftersom der for øjeblikket indløber modstridende rapporter, der for nogles vedkommende taler om forbedringer, mens det af andre fremgår, at menneskerettighederne krænkes i enkeltstående tilfælde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(10. oktober 2003)

Siden februar 2001, dvs. det tidspunkt hvor social uro begyndte at brede sig i dele af Vietnams centrale højland, har det været vanskeligt at fremskaffe uafhængige og pålidelige oplysninger om forholdene da udenlandske diplomaters og journalisters besøg i regionen er blevet stærkt indskrænket. Det er derfor vanskeligt for Kommissionen at give en vurdering af de nuværende lokale forhold.

Det bør dog nævnes at der i de seneste måneder har været en stigning i antallet af de besøg som tilrettelægges af landets udenrigsministerium. Det kan således nævnes at EU's lokale trojka-arbejdsgruppe aflagde besøg i juni 2003, og USA's statssekretær Arthur E. Dewey aflagde besøg i august 2003. Denne forøgelse af antallet af besøg tyder — trods de åbenlyse begrænsninger — på en større åbenhed hos landets regering med hensyn til forholdene i højlandet. Samtidig hermed viser regeringen regionen større opmærksomhed, idet den søger at løse nogle af de problemer som udløste urolighederne i 2001, bla. de ringe økonomiske udsigter, den alt for store afhængighed af kaffeproduktion som kontantafgrøde og manglende sociale serviceydelser inden for sundhed, uddannelse osv.

Samtidig indløber der dog også forskellige troværdige rapporter om sociale konflikter. Årsagen til disse er blandt andet det øgede migrationspres på lokale etniske mindretal, ønsket om større anerkendelse af deres særpræg, uenighed om jordrettigheder, forskellige trosretninger, og ønsket om en eller anden form for politisk selvstyre for regionen. Det forlyder også at alle former for lokale protester er udsat for et kraftigt pres, og at dette i særlig grad rammer lokale protestanter, som regeringen mistænker for at ville oprette et »Degar Homeland«. Regeringen, som afviser alle disse rapporter, offentliggør med mellemrum de retssager der føres mod medlemmer af de etniske mindretal, som beskyldes for at hjælpe andre til at krydse grænsen til Cambodja, hvilket er et tegn på vedvarende utilfredshed blandt de lokale etniske mindretal.

Kommissionen agter at fortsætte med nøje at overvåge forholdene i det centrale højland, bl.a. gennem sin deltagelse i EU's missioner til regioner, og den vil tage disse forhold op over for den vietnamesiske regering. Det er også værd at gøre opmærksom på at den vietnamesiske regering har udtrykt ønske om at invitere en delegation fra Europa-Parlamentet til et snarligt besøg. Et sådant besøg vil giver parlamentet lejlighed til selv at danne sig et indtryk af forholdene på første hånd.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/753

(2004/C 78 E/0801)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2751/03

af Gabriele Stauner (PPE-DE) til Kommissionen

(10. september 2003)

Om: Ulovlig praksis ved tildeling af kontrakt til CESD-Roma

Den 28.8.2003 skrev nyhedsmagasinet »Der Stern«, at Kommissionen allerede i december 2001 skulle have tildelt CESD-Roma, der er involveret i skandalen i Eurostat, en kontrakt på teknisk bistand i forbindelse med folketællingen i Makedonien.

Kan Kommissionen bekræfte, at denne kontrakt til en værdi af ca. 1 mio. EUR blev godkendt af Kommissionen på initiativ af kommissærerne Nielson og Patten på trods af, at Revisionsretten og Kommissionens tjenestegrene med ansvar for finanskontrol på forhånd havde givet udtryk for deres betænkeligheder ved at indgå kontrakter med CESD?

Kan Kommissionen bekræfte, at kontrakten med CESD-Roma blev indgået uden forudgående gennemførelse af et offentligt udbud, selv om det ifølge gældende fællesskabsdirektiver er absolut påkrævet at gennemføre et sådant udbud?

Kan Kommissionen især bekræfte, at den på tidspunktet for sin afgørelse allerede i flere måneder havde været bekendt med, at det var nødvendigt med teknisk bistand til gennemførelse af folketællingen, og at der derfor ikke havde været tale om et overraskende og uundgåeligt tidspres, der kunne have gjort det nødvendigt at afstå fra at afholde et offentligt udbud?

Er Kommissionen bekendt med, at det ifølge belgisk lovgivning (artikel 314 i Code pénal, udgaven af 24. december 1993) er strafbart, som led i tildeling af kontrakter, at indskrænke tilbudsgiveres frihed til at afgive bud? Vil Kommissionen oplyse det belgiske retsvæsen om denne sags forløb?

Kan Kommissionen fremsende mig alle relevante dokumenter og noter om denne sag inden for den tidsfrist, der er fastsat i forordningen om aktindsigt i institutionernes dokumenter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(1. december 2003)

Formålet med projektet, som Kommissionen havde godkendt, var at gennemføre EU's målsætning om at fremme god regeringsførelse og forbedre det politiske klima i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (FYROM) ved at give et pålideligt og acceptabelt billede af landets demografiske sammensætning og således skabe en indbyrdes tillid mellem de etniske grupper i FYROM. Kommissionens accept af at støtte dette arbejde kom som et svar på en indtrængende anmodning fra FYROM's regering og var i overensstemmelse med den rammeaftale for FYROM, der var blevet undertegnet den 13. august 2001. Ifølge denne aftale skulle der foretages en folketælling under international observation som et vigtigt middel til at underbygge Lake Ochrid-aftalen, som skulle sikre demokratiet i FYROM i fremtiden. Det var på daværende tidspunkt almindeligt anerkendt — også af Rådet og Parlamentet — at det var vigtigt at implementere Lake Ochrid-aftalen.

Den virksomhed, der fik tildelt kontrakten, CESD, havde været direkte involveret i den tidligere folketælling i FYROM, og på daværende tidspunkt blev den anset for at have den bedste tekniske ekspertise til at gennemføre den overvågning, som Kommissionen og FYROM's regering havde fastsat i aftalememorandummet. Eurostats rådgivning, som de ansvarlige tjenestegrene i Kommissionen, Europarådet og myndighederne i FYROM tilsluttede sig, gik ud på, at CESD var den eneste organisation, som ville være i stand til at opfylde disse målsætninger, og det var på dette grundlag, at Kommissionen godkendte valget af CESD. Proceduren var i overensstemmelse med den daværende finansforordning (1), som gav mulighed for at tildele en kontrakt uden forudgående offentlig indkaldelse af bud under de givne omstændigheder.

Kontrakten blev ydermere tildelt inden for rammerne af bistand til tredjelande, hvor Rådets direktiv vedrørende samordningen af procedurerne for tildeling af offentlige tjenesteydelseskontrakter ikke gælder.

Som led i beslutningsprocessen blev der specielt foretaget en undersøgelse af CESD's status som et tidligere kontor for faglig bistand (KFB) for Eurostat. Kontrakten blev indgået under forudsætning af, at CESD's aktiviteter som et KFB ophørte, og at Eurostat og styringsgruppen skulle føre direkte tilsyn med CESD. For at sikre en høj grad af kontrol blev det på daværende tidspunkt aftalt, at kontrakten skulle udformes som en tjenesteydelseskontrakt frem for en støttekontrakt.

Midlerne skulle finansiere et hold af eksperter, som skulle overvåge og kontrollere den praktiske gennemførelse af folketællingen for at øge tilliden til, at det arbejde, som folketællerne skulle udføre, var upartisk og objektivt, for sikre at dataene var fortrolige og for at hjælpe med til at sikre, at resultaterne blev almindeligt anerkendte. For at sikre at valgobservationsmissionen fik succes, bad Kommissionen FYROM's regering om godkende et aftalememorandum, der fastsatte præcise betingelser for kontraktens implementering. Det blev endvidere besluttet, at overvågningen skulle ske gennem en styringsgruppe under forsæde af Eurostat og med deltagelse af Kommissionen, Europarådet, UNECE (2) og OSCE (3). Styringsgruppen fik til opgave at følge operationen som helhed og lette det arbejde, som ekspertgruppen på højt plan og observatørerne i marken havde fået overdraget.

Organisationen har derefter gennemført projektet til styringsgruppens tilfredshed, ofte under vanskelige vilkår. Det meste af folketællingsarbejdet i marken er blevet udført med undtagelse af tre opfølgende missioner, som er nødvendige, inden arbejdet kan afsluttes.

Inden for rammerne af Eurostat-sagen fremkom der yderligere oplysninger om CESD. Imidlertid fik samarbejdskontoret EuropeAid først i juli kendskab til påstandene om CESD's dårlige finansielle ledelse. Derefter bragte det FYROM-kontrakten til ophør i overensstemmelse med Kommissionens beslutning af 23. juli 2003, hvorefter Europarådet ekstraordinært indvilligede i at yde støtte til valgobservations-missionens resterende arbejde.

Det ærede medlem anmoder om at få adgang til visse dokumenter. Denne anmodning er baseret på Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (4).

Kommissionen vil derfor tage stilling til det ærede medlems anmodning ved anvendelse af den procedure, der er fastsat i nævnte forordning.

(1) Finansforordning af 21. december 1977 vedrørende De europæiske Fællesskabers almindelige budget, EFT L 356 af 31.12.1977.

(2) De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa.

(3) Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

(4) EFT L 145 af 31.5.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/755

(2004/C 78 E/0802)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2753/03

af Elly Plooij-van Gorsel (ELDR) til Kommissionen

(15. september 2003)

Om: Tilpasning af den nederlandske medielov

I maj i år stillede jeg Kommissionen spørgsmål (forespørgsel E-1945/03 (1)) i anledning af den nederlandske regerings lovforslag om ændring af medieloven. I denne forbindelse indtog den nederlandske regering den holdning, at det ikke var nødvendigt at tilpasse den i medieloven indeholdte videretransmissionsforpligtelse for kabeldistributionsselskaber til artikel 31 i direktivet om forsyningspligt, som indgår i den nye EU-rammelovgivning for elektronisk kommunikation.

I svaret på mine spørgsmål omtalte Kommissionen et møde med de nederlandske myndigheder, som fandt sted den 26. juni i år, og hvor man drøftede eventuelle problemer i forbindelse med gennemførelsen og anvendelsen af den nye rammelovgivning.

Desuden oplyste Kommissionen, at den endnu ikke kunne udtale sig om, hvorvidt de nederlandske videretransmissionsforpligtelser var i overensstemmelse med den nye rammelovgivning, da hverken det nederlandske lovforslag om ændring af medieloven eller den øvrige nederlandske lovgivning om gennemførelse af den nye rammelovgivning på daværende tidspunkt var anmeldt til Kommissionen, og den nye rammelovgivning først skulle træde i kraft den 25. juli 2003.

1.	Har Kommissionen nu vurderet det nederlandske lovforslag om ændring af medieloven og den øvrige nederlandske lovgivning til gennemførelse af den nye rammelovgivning?

2.	Er Kommissionen af den opfattelse, at de nederlandske videretransmissionsforpligtelser er i overensstemmelse med den nye rammelovgivning og navnlig artikel 31 i forsyningspligtdirektivet?

3.	Hvilke skridt agter Kommissionen i benægtende fald at tage i forbindelse hermed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(19. november 2003)

Kommissionen har endnu ikke modtaget nogen anmeldelse fra de nederlandske myndigheder om lovgivningsforanstaltninger til gennemførelse af det nye EU-regelsæt.

Derfor kan Kommissionen ikke afgøre, om lovgivningen til gennemførelse af det nye regelsæt i Nederlandene er i overensstemmelse med EU-rammerne, herunder artikel 31 i forsyningspligtdirektivet (2).

Kommissionen vil analysere foranstaltningerne til gennemførelse af det nye regelsæt i Nederlandene, så snart disse er blevet anmeldt. Hvis det viser sig, at de ikke er i overensstemmelse med EU-lovgivningen, kan Kommissionen indlede en overtrædelsesprocedure. Kommissionen vil gerne understrege, at der allerede den 8. oktober 2003 er indledt overtrædelsesprocedure i henhold til traktatens artikel 226 mod bl.a. Nederlandene for manglende meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger (3). De berørte medlemsstater er blevet bedt om at reagere på Kommissionens henvendelse inden for to måneder.

Endelig erindres det ærede medlem om, at det er EF-Domstolen, der i sidste instans ene og alene afgør, om en gennemførelsesforanstaltning er i overensstemmelse med EU-lovgivningen eller ej.

(1) Se side 731.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), EFT L 108 af 24.4.2002.

(3) IP/03/1356, 8.10.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/756

(2004/C 78 E/0803)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2767/03

af Dana Scallon (PPE-DE) til Kommissionen

(11. september 2003)

Om: Støtte til ngo'er

Kan Europa-Kommissionen finansiere organisationer, der støtter eller deltager i forvaltningen af programmer for tvangsabort?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Romano Prodi

(15. oktober 2003)

Kommissionens holdning til abort bygger på et antal principper, der er blevet vedtaget på en række større udviklingskonferencer inden for de senere år, herunder den internationale konference om befolkning og udvikling (ICPD) i Kairo i 1994 og ICPD + 5. Samtlige 15 EU-lande har godkendt ICPD-handlingsplanen.

Følgelig støtter Kommissionen mænds og kvinders rettigheder til frit og på basis af den fornødne viden at vælge, hvor mange børn de ønsker at få og hvornår, til at have adgang til god familieplanlægning og seksuelle sundhedsydelser, og til at have adgang til professionel fødselshjælp.

Kommissionen anser den nationale lovgivning som yderst vigtig, når det gælder spørgsmålet om aborter, der foretages inden for det offentlige sundhedssystem. Kommissionen støtter ikke abortpolitik som et middel til at begrænse befolkningstilvæksten i udviklingslande og modsætter sig skarpt tvangsabort.

EU har for nylig vedtaget Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1567/2003 af 15. juli 2003 om bistand til politikker og aktioner vedrørende reproduktiv og seksuel sundhed og dermed forbundne rettigheder i udviklingslande (1). Forordningen danner grundlaget for finansieringen af projekter i udviklingslande. Kommissionen vil gøre brug af offentlige udbudsprocedurer i forbindelse med valget af modtagerne af fællesskabsstøtte. Kommissionen tager kun højde for den aktivitet, som støtten godkendes til, og ikke det samlede antal aktiviteter, der udføres af den støttemodtagende organisation.

(1) EUT L 224 af 6.9.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/756

(2004/C 78 E/0804)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2797/03

af Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE) til Kommissionen

(19. september 2003)

Om: Bekæmpelse af legionærsygen

Ved en enkel melding af legionærsyge — der i så fald er tale om et nyligt tilfælde af smitte og et for mere end to år siden — behøver rejsearrangører i henhold til protokollen ikke længere at oplyse de rejsende herom. Der er imidlertid tale om tale om en formodning om tilstedeværelse af legionella i den pågældende facilitet, og meddelelsen om et enkelt tilfælde er derfor tilstrækkelig alvorlig til at opfordre den pågældende facilitet til omgående at træffe foranstaltninger.

Efter melding af flere tilfælde af legionærsygen på samme sted har myndighederne 2 uger til at aflægge beretning til EWGLI (European Working Group for Legionella Infections) i form af en foreløbig rapport. Er der inden for denne frist ikke indgået en foreløbig rapport, bliver hotellet nævnt på EWGLI's hjemmeside.

Mener Kommissionen, at det i betragtning af legionærsygens livstruende karakter ved melding om et sygdomstilfælde er ønskeligt, at rejsearrangørerne giver de rejsende så udførlig oplysning som mulig, og mener den i såfald, at oplysningspligten, som den nu er tilrettelagt i henhold til protokollen, er for begrænset?

2.	Mener Kommissionen, at det i betragtning af legionærsygens livstruende karakter ved melding om flere sygdomstilfælde på et sted er ønskeligt, at rejsearrangørerne giver de rejsende så udførlig oplysning som mulig, og mener den i såfald, at en frist på to uger i den forbindelse er for lang?

3.	Agter Kommissionen at stille forslag om nærmere bestemmelser med hensyn til oplysning om legionærsyge for derved at forhindre dødsfald?.

4.	Hvis Kommissionen agter at stille sådanne forslag, har den så til hensigt at optage disse bestemmelser i et lovgivningsforslag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(22. oktober 2003)

De tekniske eksperter fra Ewglinet (European Working Group for Legionella Infections) har foreslået retningslinjer for indberetning af tilfælde, oplysninger til de rejsende og foranstaltninger vedrørende legionærsyge, som skal træffes af de nationale myndigheder. Sådanne retningslinjer er ikke obligatoriske for de pågældende myndigheder og organisationer, men de kan bidrage til at etablere et grundlag for beslutninger og foranstaltninger, som har til formål at sikre et højt niveau for sundhedsbeskyttelse.

Samarbejde inden for rammerne af Ewglinet har bidraget til at bekæmpe legionærsyge og udgør et fremskridt af stor betydning. Der er dog ikke enighed blandt de pågældende myndigheder om, hvordan de retningslinjer, som eksperterne har foreslået, kan fungere som grundlag for lovbestemmelser, som senere skal håndhæves.

Kommissionen har støttet Ewglinet og arbejder for at nå frem til en fælles tilgang blandt de myndigheder, som er repræsenteret i udvalget for nettet vedrørende overførbare sygdomme, som er blevet oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2119/98/EF af 24. september 1998 om oprettelse af et net til epidemiologisk overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme i Fællesskabet (1), med henblik på at muliggøre formulering af retningslinjer på grundlag af videnskabelig og teknisk rådgivning, som tager hensyn til de forslag, der er anført i spørgsmålet.

(1) EFT L 268 af 3.10.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/757

(2004/C 78 E/0805)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2801/03

af Pedro Marset Campos (GUE/NGL) til Rådet

(19. september 2003)

Om: Særlige motorvejsafgifter for lastbiler i Frankrig og Tyskland

1.	Har Rådet kendskab til denne situation?

2.	Mener det ikke, at sådanne afgifter er diskriminerende og skadelige, og at man derfor bør kræve, at de ikke indføres?

3.	Kan disse skridt fra de tyske og franske myndigheders side efter dets opfattelse krænke princippet om fri bevægelighed for varer inden for EU?

4.	Er det enigt i, at disse foranstaltninger, hvis de gennemføres, vil gå værst ud over mere afsides beliggende europæiske regioner såsom Murcia, der stadig er mål 1-område? Er der derfor ikke tale om åbenlys diskrimination af nogle regioner i forhold til andre?

5.	Mener det ikke, at sådanne foranstaltninger på et tidspunkt som dette, hvor der er økonomisk krise i eurozonen, vil gøre det vanskeligere at reaktivere økonomien inden for en så vigtig sektor som vejgodstransporten?

Svar

(4. marts 2004)

Rådet er klar over, at de tyske myndigheder i den nærmeste fremtid agter at pålægge lastvogne en vejafgift, der opkræves pr. kilometer. Rådet er ikke i besiddelse af oplysninger, der tyder på, at Frankrig agter at opkræve yderligere vejafgifter på alle lastvogne, der kører gennem Frankrig, bortset fra de vejafgifter, der allerede er gældende på motorvejene.

Rådet minder om, at enhver opkrævning af vejafgifter for lastvogne skal overholde bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (1).

Forudsat at en medlemsstat overholder disse bestemmelser, står det den frit at pålægge lastbiler vejafgift; det bør erindres, at sådanne vejafgifter — der også pålægges transportvirksomheder fra andre lande, som benytter deres infrastruktur — i visse »transitlande« udgør et bidrag til finansieringen af de pågældende transeuropæiske net.

Rådet kan desuden meddele det ærede parlamentsmedlem, at det i øjeblikket er ved at gennemgå Kommissionens forslag til direktiv om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (2), som tager sigte på at sikre, at der vil blive anvendt en harmoniseret metode til beregning af vejafgifter, og gøre vejafgiftssystemerne mere gennemskuelige; i forbindelse med denne gennemgang vil der blive taget behørigt hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i lande og regioner i periferien.

(1) EFT L 187 af 20.7.1999, s. 42.

(2) KOM(2003)448 endelig (2003/0175 (COD)).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/758

(2004/C 78 E/0806)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2807/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(19. september 2003)

Om: Vatikanets korstog mod homoseksuelle ægteskaber i EU og Vatikanets ret til indtægter ved udstedelsen af euromønter

Har Kommissionen kendskab til, at det i mellemtiden nu er muligt for to mennesker af samme køn at gifte sig i Nederlandene og Belgien, og har den kendskab til Europa-Parlamentets beslutning af 4. september 2003 om de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union i 2002 (Sylla-betænk-ningen, A5-0281/2003), hvori der opfordres til at give homoseksuelle ret til at indgå ægteskab og adoptere børn, og hvori den for nylig vedtagne belgiske lov nævnes som værende et af fremskridtene i 2002?

Har Kommissionen ligeledes kendskab til den holdning, som den romersk-katolske kirkes øverste myndighed i Vatikanstaten indtog, og som går imod denne udvikling, og har den kendskab til, at Vatikanstaten for nylig direkte afviste sådanne ægteskaber og opfordrede katolske parlamentsmedlemmer til at modsætte sig legaliseringen heraf?

Kan Kommissionen bekræfte, at de små tredjelande San Maríno, Monaco og Vatikanstaten, som udelukkende grænser op til EU's territorium, har beføjelser til ud over de lande, som er medlem af Den Europæiske og Monetære Union, at udgive deres egne euromønter og bringe disse i omløb? Hvad er grundlaget herfor? Er meningen, at disse stater på lige vilkår skal have andel i de mønter i en møntunion, som cirkulerer som betalingsmiddel, eller drejer det sig udelukkende eller hovedsageligt om mønter, som giver disse stater særlige finansielle fordele, fordi disse mønter købes af samlere til en langt højere pris, da de er sjældne?

Er Kommissionen rede til, såfremt Vatikanet fortsat lægger pres på EU og dens medlemsstater med henblik på, at de begrænser retten til at indgå ægteskab, at indtage en klar holdning for at fjerne indtrykket af, at Vatikanet kan handle på EU's eller ØMU's vegne, idet det udsteder egne euromønter og sætter disse i omløb, hvorved disse stater indirekte kan drage finansielle fordele af EU, og med henblik herpå bringe Vatikanets ret til udstedelse af mønter til ophør eller i det mindste suspendere denne ret midlertidigt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(4. november 2003)

Kommissionen har kendskab til ændringerne i Belgiens og Nederlandenes lovgivning, som gør det muligt for to personer af samme køn at gifte sig, og Europa-Parlamentets beslutning af 4. september 2003 om de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, hvori medlemsstaterne opfordres til at afskaffe alle former for forskelsbehandling af homoseksuelle, navnlig for så vidt angår ægteskab og adoption.

Kommissionen har også kendskab til det dokument, den øverste myndighed i Vatikanstaten har udsendt, vedrørende overvejelser i forbindelse med forslag til retslig anerkendelse af ægteskaber mellem homoseksuelle.

Vatikanet repræsenterer i den forbindelse den katolske kirkes synspunkter. Det dokument, der henvises til, er således et udtryk for en bestemt kirkes religiøse overbevisning, og Kommissionen ønsker ikke at kommentere spørgsmål vedrørende religiøs fortolkning. Frihed til at have en religiøs overbevisning og udtryksfrihed indgår også som grundlæggende værdier, vi ønsker at respektere.

På EU-plan står Kommissionen fast på sit løfte om at bekæmpe forskelsbehandling på grund af bl.a. seksuel orientering. I 2000 vedtog Rådet et direktiv om forbud mod forskelsbehandling i forbindelse med beskæftigelse og erhverv af en række årsager, bl.a. seksuel orientering (direktiv 2000/78/EF) (1). Fristen for medlemsstaternes gennemførelse af dette direktiv i national lov er den 2. december 2003.

Kommissionen bekræfter, at Vatikanstaten har ret til at udstede en vis mængde euromønter om året. Det er fastsat i en monetær konvention, der blev indgået mellem Italien på Kommissionens vegne og Vatikanstaten i december 2000 (2). Konventionen blev indgået for at sikre den retslige fortsættelse af en aftale, der eksisterede mellem Italien og Vatikanstaten inden indførelsen af euroen, og som gav Vatikanstaten lov til at udstede et vist antal italienske liremønter½. Der findes lignende aftaler med San Maríno og Monaco.

Vatikanstatens udstedelse af mønter er i fuld overensstemmelse med den monetære konvention. Kommissionens nylige henstilling (3) vedrørende en ændring af denne monetære konvention sikrer den retslige kontinuitet, navnlig for så vidt angår det største antal mønter, der kan udstedes. Kommissionen har ikke til hensigt at foreslå andre ændringer af konventionen.

(1) Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, EFT L 303 af 2.12.2000.

(2) EFT C 299 af 25.10.2001.

(3) EUT C 212 af 6.9.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/760

(2004/C 78 E/0808)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2875/03

af Hélène Flautre (Verts/ALE) til Rådet

(22. september 2003)

Om: Situationen for vandrende arbejdstagere og asylansøgere i Malta

Talrige informationer fra troværdige kilder, som f.eks. den maltesiske forening Jesuit Refugee Service, omtaler tilbageholdelse i Malta af asylansøgere under tvivlsomme, ja endog kummerlige forhold. Denne tilbageholdelse kan vare op til 18 måneder.

Fra officielt maltesisk hold forlyder det, at hen ved 400 personer, størstedelen asylansøgere, skulle sidde fængslet udelukkende med den begrundelse, at de er kommet illegalt ind i Malta. Disse personer tilbageholdes i øvrigt uden at være orienteret om, hvilken skæbne der venter dem.

Er Rådet orienteret om den meget foruroligende situation, der gør sig gældende for vandrende arbejdstagere og asylansøgere i Malta?

Erkender Rådet, at en sådan situation strider imod folkeretten, navnlig EMRK (den europæiske menneskerettighedskonvention) og Genève-konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling?

Hvad agter Rådet at gøre for at sikre, at Malta her nogle måneder inden landets tiltrædelse af Den Europæiske Union overholder sine internationale forpligtelser og gældende EU-ret på dette område?

Svar

(4. marts 2004)

Rådet er klar over, at Malta kun har en begrænset modtagelseskapacitet for ulovlige indvandrere og asylansøgere, og at dette har ført til overbelastning. Rådet understreger imidlertid, at selv om der endnu ikke er fundet en passende løsning, bestræber de maltesiske myndigheder sig på at gøre modtagelses-forholdene for ulovlige indvandrere og asylansøgere så anstændige som muligt under hensyn til det store pres fra de mange ansøgere. Derfor skal de forhold, under hvilke asylansøgere tilbageholdes vurderes, under hensyntagen til Maltas reelle (og begrænsede) modtagelseskapacitet.

Det bør imidlertid noteres, at Rådet vil overvåge modtagelsesforholdene for ulovlige indvandrere og asylansøgere i Malta nøje, således som det er tilfældet for alle de tiltrædende stater, for at sikre, at alle fællesskabsrettens krav opfyldes. Denne overvågning vil fortsætte indtil tiltrædelsen. Der vil i øvrigt også blive redegjort for situationen i modtagelsescentrene i Kommissionens generelle overvågningsrapporter om hver af de tiltrædende staters forberedelse til tiltrædelsen, som vil blive forelagt den 5. november 2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/761

(2004/C 78 E/0809)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2878/03

af Jan Dhaene (PSE) til Rådet

(29. september 2003)

Om: Teknisk kontrol med systemer til indirekte udsyn på lastbiler

Ifølge pressen er det kun 1,02 % af lastbiler i Belgien, som ikke kommer igennem det tekniske syn på grund af dårligt monterede eller kvalitativt utilstrækkelige systemer til indirekte udsyn. 4,64 % af lastbilerne blev sendt bort med en meddelelse om en defekt men var ikke forpligtet til at få foretaget fornyet kontrol. I Nederlandene fremgår det af politikontroller, at 85 % af systemerne til indirekte udsyn ikke er hensigtsmæssigt monteret. (Kilde: Goca)

I mellemtiden står den teknologiske udvikling ikke stille: Store lastbilsproducenter udvikler teknologi, hvor sensorer advarer chaufføren mod mennesker og objekter, som ikke kan ses ved indirekte udsyn.

Rådet bedes besvare følgende spørgsmål:

—

Vil de procedurer, som er fastlagt i direktiv 77/143/EØF (1), og de som skal fastlægges i lovgivningen på grundlag af KOM(1999) 458 endelig udg., COD 98/0097 (2) også finde anvendelse for systemer til indirekte udsyn, således som de skal monteres i henhold til de krav, der skal fastlægges ved Rådets godkendelse af ændringerne til direktiv 70/156/EØF (3) i KOM(2001)811 endelig udg., 2001/0317(COD) (4)?

—

Finder de procedurer, som er fastlagt i direktiv 77/143/EØF, og som nu skal fastlægges i lovgivningen på grundlag af KOM(1999)458 endelig udg., COD 98/0097, også anvendelse for systemer til indirekte udsyn, således som de nu allerede er monteret i henhold til de krav, der er fastlagt i den nationale lovgivning, som er gældende indtil Rådets godkendelse af ændringerne til direktiv 70/156/EØF i KOM(2001)811 endelig udg., 2001/0317(COD)?

—	Overvejer Rådet ændringer i lovgivningen og i de forslag til retsakter, som nu behandles i Rådet, med henblik på at tillade sensor-baseret teknologi til indirekte udsyn?

—	Råder Rådet over statistiske oplysninger om montering, monteringens kvalitet og kvaliteten af de monterede systemer til indirekte udsyn?

Svar

(4. marts 2004)

Rådet opfordrer det ærede parlamentsmedlem til at rette samtlige spørgsmål direkte til Kommissionen.

(1) EFT L 47 af 8.2.1977, s. 47.

(2) EFT C 116 E af 26.4.2000, s. 7.

(3) EFT L 42 af 23.2.1970, s. 1.

(4) EFT C 126 E af 28.5.2002, s. 225.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/762

(2004/C 78 E/0810)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2880/03

af Jan Dhaene (PSE) til Rådet

(29. september 2003)

Om: Tyveri af cykler

Hvert år bliver der stjålet et enormt stort antal cykler. Disse cykler stjæles til eget brug, men et stort antal når også ind i hælerkredse. Disse kredse er ofte organiseret på internationalt plan.

Af belgiske undersøgelser fremgår det også, at tyveri af cykler er »det daglige brød« for kriminelle, som organiserer alvorligere kriminalitet. Tyveri af cykler er den mest udbredte form for kriminalitet i Europa.

De planer, som cykelindustrien ville udarbejde efter anmodning fra forbrugerorganisationer og det europæiske cyklistforbund med henblik på standardisering af serienumre, identitetschips og obligatorisk bøjlelåse, blev ikke til noget.

Rådet bedes i den forbindelse besvare følgende spørgsmål:

—	Råder Rådet over nøjagtige oplysninger om hvor mange cykler, der stjæles i de forskellige medlemsstater, og om bestemmelsesstedet for disse cykler?

—	Er Rådet klar over, hvilken indvirkning de omfattende tyverier af cykler har på cyklens tiltrækningskraft som et bæredygtigt transportmiddel og på borgernes følelse af usikkerhed?

—	Agter Rådet sammen med cykelindustrien at planlægge foranstaltninger til forebyggelse af tyveri af cykler?

Svar

(4. marts 2004)

1.	Rådet er enigt med det ærede medlem i, at tyveri af cykler gør cyklen mindre attraktiv som transportmiddel og medvirker til borgernes følelse af usikkerhed.

2.	Rådet råder ikke over oplysninger om, hvor mange cykler der stjæles i medlemsstaterne, og om bestemmelsesstedet for disse cykler.

Med hensyn til eventuelle foranstaltninger til forebyggelse af tyveri af cykler gør Rådet opmærksom på

Rådets resolution af 27.5.1999 om bekæmpelse af international kriminalitet, som følger bestemte ruter. (1) Denne resolution satser på at forbedre det praktiske samarbejde mellem politiet i de forskellige medlemsstater for at bekæmpe en særlig form for kriminalitet på grundlag af en koordineret politik

b)	Rådets afgørelse 2001/427/RIA af 28.5.2001 om oprettelse af et europæisk kriminalpræventivt net. (2) Dette net skal bidrage til at udvikle de forskellige aspekter af kriminalpræventive aktiviteter.

(1) EFT C 162 af 9.6.1999, s. 1.

(2) EFT L 153 af 8.6.2001, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/763

(2004/C 78 E/0811)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2885/03

af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen

(29. september 2003)

Om: Gennemførelse af Associeringsaftalen EU-Israel

I de senere år er Kommissionen begyndt at føre en politik, hvor der opkræves told på importerede varer, som man ved er fremstillet i israelske bosættelser i Vestbreddens besatte områder. Kommissionen opkræver også toldafgifter, når der er mistanke om, at varer er fremstillet i bosættelserne.

Den Europæiske Union har med både Israel og Den Palæstinensiske Myndighed indgået frihandelsaftaler, som omfatter hele Israel og de besatte områder uanset producentens nationalitet. Accepterer Kommissionen derfor, at der ikke bør være nogen diskriminering med hensyn til told på produkter, der er fremstillet et hvilket som helst sted i området, uanset bosættelsernes retlige stilling? Accepterer Kommissionen også, at Israel i henhold til Oslo-aftalerne, der er indgået mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed, er ansvarlig for toldforvaltningen i alle bosættelsesområder, og mener Kommissionen i bekræftende fald, at det er vigtigt for EU at overholde Oslo-aftalerne, selv om den ikke er retligt forpligtet til at gøre det? Hvilke fremskridt er der endelig gjort i overensstemmelse med de konfliktprocedurer, der er iværksat med henblik på at løse denne situation, jf. artikel 79 i Associeringsaftalen EU-Israel, og som blev indført efter et møde i Associeringsrådet i oktober 2002?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(6. november 2003)

Associeringsaftalen mellem EU og Israel vedrører etableringen af et frihandelsområde mellem EU og Israel, der har til formål at skabe gunstige betingelser for udviklingen af navnlig handel, investeringer og økonomisk samarbejde. Hvad angår anvendelsen af oprindelsesreglerne, er EU's fortolkning af aftalen klar: varer fra de israelske bosættelser (Vestbredden, Gaza, Østjerusalem og Golanhøjderne) har ikke præferencestatus.

Hvad angår det ærede medlems henvisning til Oslo-aftalerne, kan det oplyses, at disse aftaler ikke vedrører præferencestatus for varer, der indføres i EU, eftersom aftalerne udelukkende vedrører de bilaterale relationer mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed.

Efter den meddelelse til importørerne, som Kommissionen offentliggjorde i november 2001, og de foranstaltninger, som EU ensidigt vedtog, er spørgsmålet om oprindelsesreglerne blevet drøftet i de relevante fora (dvs. de relevante associeringsudvalg og -råd), hvor EU gentog sine standpunkter, og de israelske myndigheder gav udtryk for vilje til at undersøge en eventuel anvendelse af relevante tekniske foranstaltninger hvad dette spørgsmål angår. Spørgsmålet drøftes fortsat.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/763

(2004/C 78 E/0812)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2900/03

af Antonio Tajani (PPE-DE) til Rådet

(1. oktober 2003)

Om: Bevarelse af arbejdspladser hos Alcatel i Rieti

Telekommunikationssektoren oplever en periode med recession. Som reaktion på de negative konjunkturer har Alcatel-gruppen valgt at føre en politik, som indebærer drastiske nedskæringer i personalet. Ud over at svække forskningssektoren indebærer denne politik også en risiko for, at aktiviteterne flyttes til lande med lavere lønomkostninger.

Hvis Alcatels omstruktureringsplaner bliver gennemført, vil de gå ud over gruppens virksomheder i Syditalien og navnlig den i Rieti, som i dag betragtes som en avantgarde-virksomhed.

Kender Rådet til denne trussel mod økonomien i Rieti, hvor der er investeret betydelige ressourcer i den elektroniske sektor?

Hvilke initiativer vil Rådet — i betragtning af at Alcatel i øjeblikket kan registrere tegn på fremgang — træffe for at undgå, at et kortvarigt problem resulterer i store skader for beskæftigelsen?

Hvordan vil Rådet bevare virksomheder, der som den i Rieti må betragtes som værende af strategisk betydning på grund af deres særligt kvalificerede medarbejdere og højt specialiserede apparatur?

Svar

(4. marts 2004)

Rådet er klar over, at enhver større omstrukturering i et multinationalt selskab, der fører til afskedigelser, kan være en trussel mod den region og det land, hvor de berørte virksomheder er beliggende, og erkender, at det kan blive et særdeles følsomt emne i Italien, hvis Alcatel-virksomheden i Rieti berøres.

På trods af de foranstaltninger, der er truffet som led i den europæiske beskæftigelsesstrategi, og navnlig vedtagelsen af de årlige retningslinjer for beskæftigelsen i henhold til traktatens artikel 128, er beskæftigelsespolitikken som sådan dog fortsat et anliggende, der henhører under national kompetence. Det tilkommer derfor ikke Rådet at gribe direkte ind i situationer, der berører specifikke firmaer eller virksomheder.

Som det ærede parlamentsmedlem måske er klar over, er der i de seneste år lagt særlig vægt på behovet for i tilstrækkelig grad at informere og høre arbejdstagerne i situationer, der kan indvirke på deres interesser eller endog deres levebrød, og der er vedtaget en række fællesskabsretsakter på området.

Der findes regler om information og høring i Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabs-koncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne (1), Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (2) og Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (3).

5.	Et andet vigtigt instrument i denne forbindelse er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (4), som medlemsstaterne skal gennemføre senest den 23. marts 2005.

6.	Rådet opfordrer det ærede parlamentsmedlem til at henvende sig til Kommissionen for mere detaljerede oplysninger for så vidt angår forespørgslen.

(1) EFT L 254 af 30.9.1994, s. 64.

(2) EFT L 225 af 12.8.1998, s. 16.

(3) EFT L 82 af 22.3.2001, s. 16.

(4) EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/764

(2004/C 78 E/0813)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2911/03

af Glenys Kinnock (PSE) til Rådet

(2. oktober 2003)

Om: Fodboldrelateret vold

Er Rådet klar over, at walisiske fodboldtilhængere blev udsat for grov vold under kampen mellem Italien og Wales i Milano den 6. september?

Vil Rådet iværksætte en undersøgelse af denne sag, og vil det gøre en indsats for at sikre, at sådanne uacceptable handlinger ikke gentager sig?

Svar

(4. marts 2004)

1.	Med hensyn til de spørgsmål, der er nævnt i den skriftlige forespørgsel, kan Rådet ikke gribe ind i enkelte sager i medlemsstaterne og kan således ikke efterkomme det ærede parlamentsmedlems anmodning.

Med hensyn til sikkerhed under fodboldkampe har Rådet vedtaget nogle tekster med det formål at øge samarbejdet mellem medlemsstaternes kompetente organer og myndigheder.

Rådet har især vedtaget:

—	henstillingen af 22. april 1996 om retningslinjer for forebyggelse og bekæmpelse af uroligheder i forbindelse med fodboldkampe (1),

—	resolutionen af 9. juni 1997 om forebyggelse og bekæmpelse af fodboldvandalisme gennem erfaringsudveksling, stadionforbud og mediepolitik (2),

—

resolutionen af 6. december 2001 vedrørende en håndbog med henstillinger for det internationale politisamarbejde og foranstaltninger med henblik på forebyggelse og bekæmpelse af vold og uroligheder i forbindelse med fodboldkampe med international dimension, som mindst en medlemsstat deltager i (3), og

—	afgørelsen af 25. april 2002 om sikkerhed i forbindelse med internationale fodboldkampe (4).

På initiativ af det italienske formandskab er Rådet ved at gennemgå et udkast til resolution om vedtagelse af adgangsforbud i medlemsstaterne til anlæg, hvor der spilles internationale fodboldkampe.

(1) EFT C 131 af 3.5.1996, s. 1.

(2) EFT C 193 af 24.6.1997, s. 1.

(3) EFT C 22 af 24.1.2002, s. 1.

(4) EFT L 121 af 8.5.2002, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/766

(2004/C 78 E/0815)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2918/03

af Marco Cappato (NI) og Maurizio Turco (NI) til Rådet

(2. oktober 2003)

Om: Situationen for den italienske statsborger Maurizio Trotta, som sidder fængslet i Rumænien

Den 2. august 2002 blev Maurizio Trotta, italiensk statsborger med bopæl i Reggio Emilia, arresteret i Rumænien med beskyldning om international handel med narkotika, fordi han var i besiddelse af 11 gram hash, som blev fundet i hans lejede bolig i Craiova.

Maurizio Trotta, som siden sin arrestation har siddet fængslet i fængslet i Craiova, har fået sin sag behandlet ved en førsteinstansdomstol, hvor han er blevet idømt en fængselsstraf på to år, eftersom beskyldningen om international handel med narkotika, for hvilken der gælder en fængselssstraf på op til 25 år, bortfaldt.

Efter dommen på to år skulle Maurizio Trotta i betragtning af sin gode opførsel have forladt fængslet i december 2003, men efter at den offentlige anklagemyndighed har anket førsteinstansdommen, skal sagen gå om fra begyndelsen, og der vides nu overhovedet intet om dommens længde samtidig med, at Maurizio Trotta fortsat sidder fængslet.

I mellemtiden bruger Trottas familie store summer på rejser til Rumænien og på advokathonorarer til den italienske advokat Liborio Catagliotti og de forskellige rumænske advokater, som efterhånden er blevet erstattet med hinanden under retssagen.

Det er også kommet os for øre, at der under denne sag, hvis udfald er usikkert med hensyn til såvel tidsplanen som dommens størrelse, skulle være blevet stillet store og ulovlige krav om penge fra personer, der udnytter situationen.

Kan Rådet — efter at have foretaget de fornødne undersøgelser hos de rumænske myndigheder — oplyse, om ikke der i det her omhandlede tilfælde og med udgangspunkt i unionstraktaterne kan konstateres overtrædelser af de grundlæggende rettigheder?

Vil Rådet aflægge rapport om de rumænske myndigheders svar og i denne forbindelse oplyse, hvilke initiativer der eventuelt vil blive taget?

Svar

(4. marts 2004)

Det ærede medlem af Europa-Parlamentet skal hermed gøres opmærksom på, at Rådet ikke kan tage stilling til en igangværende straffesag.

Som det ærede parlamentsmedlem uden tvivl ved, presser EU på for at få gennemført en reform af retsvæsenet i Rumænien med henblik på tiltrædelsen af EU. EU har til stadighed understreget, at etableringen af et uafhængigt, pålideligt og effektivt retsvæsen er af meget stor betydning for Rumænien og har stærkt opfordret det til at styrke retsvæsenets uafhængighed af den udøvende magt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/767

(2004/C 78 E/0817)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2929/03

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(6. oktober 2003)

Om: Situationen for den vietnamesiske statsborger Thich Tri Luc, som af FN's Flygtningehøjkommissariat har fået tilkendt flygtningestatus, og som er blevet bortført i Cambodja og afventer dom i Vietnam

I sit svar på forespørgsel E-2607/03 (1) giver Kommissionen udtryk for dyb bekymring over Thich Tri Lucs situation. Den 49-årige, hvis verdslige navn er Pham Van Tuong, er medlem af den forenede buddhistiske kirke i Vietnam og har længe arbejdet for at beskytte menneskerettighederne for tilbageholdte i Ho Chi Minh City. Hans retssag, som de vietnamesiske myndigheder oprindeligt havde fastsat til den 1. august 2003, er blevet udsat på ubestemt tid. De vietnamesiske myndigheder har nægtet at svare på FN's Flygtningehøjkommissariats spørgsmål. Den 12. september d.å. indrømmede det vietnamesiske udenrigsministerium stik modsat tidligere udtalelser, at denne tilbageholdelse, der havde været hemmeligholdt i et år, havde fundet sted, og lod det fremstå, som om Thich Tri Luc var blevet anholdt på vietnamesisk territorium ved grænseposten i Tay Ninh-provinsen den 26. juli 2002. Ministeriet meddelte desuden, at han i henhold til straffelovens artikel 91 ville blive dømt for at have forsøgt at flygte til udlandet for at kontakte udenlandske organisationer med henblik på at undergrave den vietnamesiske regering. Anklagen kan medføre straf fra tre års fængsel til fængsel på livstid.

Hvordan har Kommissionen officielt reageret på denne åbenbare tilsidesættelse af FN's mekanismer til beskyttelse af flygtninge og de andre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, der er kendetegnende for denne sag? Agter den at foreslå medlemsstaterne at forelægge denne krænkelse af flygtningestatus for FN's kompetente instanser? Hvilke foranstaltninger vil den træffe for at opnå, at de vietnamesiske myndigheder øjeblikkeligt og betingelsesløst løslader Thich Tri Luc? Mener den ikke, at Vietnams holdning til sagen giver tilstrækkelig grund til radikalt at ændre støtte- og samarbejdspolitikken med Vietnam, navnlig med hensyn til lovgivningsreformplanen for de kommende ti år?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(5. november 2003)

Kommissionen vil gerne henvise til, at dens svar på det ærede medlems skriftlige forespørgsel E-2607/03 (1) om samme sag fortsat er gældende i lyset af den seneste udvikling. Nedenstående oplysninger supplerer Kommissionens tidligere svar.

Omstændighederne ved Thich Tri Luc's arrestation er fortsat uklare. Kommissionen er bekymret over Luc's isolationsfængsling. Den vil derfor forsøge at indhente yderligere oplysninger hos de vietnamesiske myndigheder.

Thich Tri Luc's sag viser, at det er af afgørende betydning, at den vietnamesiske regerings tiårsplan for en reform af retssystemet implementeres og regelmæssigt ajourføres for at sikre en god regeringsførelse og et godt fungerende retssystem. Disse målsætninger er prioriteret i Fællesskabets samarbejde med Vietnam inden for rammerne af landestrategiprogrammet for 2002-2006.

(1) EUT C 58 E af 6.3.2004, s. 186.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/768

(2004/C 78 E/0818)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2940/03

af Rosa Miguélez Ramos (PSE) til Rådet

(8. oktober 2003)

Om: Støtte fra Solidaritetsfonden

Europa-Parlamentet vedtog i forbindelse med katastrofen med olietankeren Prestige to beslutninger, hvori det anmodede Kommissionen om »at gøre en særlig indsats for at undersøge mulighederne for at anvende alle nødvendige finansielle instrumenter for at imødegå de økonomiske, sociale og miljømæssige følger af Prestiges forlis og for at støtte de erhvervssektorer, der er ramt af katastrofen« og krævede, at der »straks blev vedtaget foranstaltninger, der kan afbøde de skader, ofrene har lidt, via ibrugtagning af Solidaritetsfonden« (1) og » … for at hjælpe befolkningerne og de erhvervssektorer, som er ramt af olieforurenings-katastrofen, samt om økologisk genetablering af de berørte områder« (2).

I henhold til kommissær Barniers svar på forespørgsel E-3659/02 (3), som undertegnede modtog den 26. februar 2003, modtog Kommissionen den 14. januar 2003 en formel anmodning fra de spanske myndigheder om midler fra Solidaritetsfonden til dækning af omkostningerne til arbejdet med at rense kysten i Galicia efter olieudslippet på grund af Prestiges forlis.

I det pågældende svar erindrede Kommissionen om, at Solidaritetsfonden blev oprettet i anledning af de oversvømmelser, der opstod i flere centraleuropæiske lande sidste sommer, med henblik på at yde støtte i forbindelse med naturkatastrofer, og at støtteberettigelseskriterierne derfor er temmelig specifikke, og at fonden kun kan bruges til at yde umiddelbar finansiel støtte i overensstemmelse med de kvalifikationskriterier, der fremgår af EUSF-forordningen.

Repræsentanter for EU-institutionerne, bl.a. budgetkommissær Schreyer og Rådets formand, Magri, blev den 12. september 2003 enige om at yde støtte fra denne fond til tre medlemsstater, nemlig Spanien, Italien og Portugal. I henhold til den indgåede aftale afsættes der 8,6 mio. EUR til de områder i Spanien, der er berørt af katastrofen med Prestige, 47,6 mio. EUR til områder i Italien, hvor der for nylig har været jordskælv, og 48,5 mio. EUR til at afbøde virkningerne af de skovbrande — med kriminel baggrund — der har været i Portugal.

Hvilke vurderinger disponerer Rådet over i forbindelse med de økonomiske skader, som disse tre katastrofer har medført?

Hvilke beløb fra Solidaritetsfonden har regeringen i hhv. Spanien, Portugal og Italien anmodet EU om for at afbøde virkningerne af disse katastrofer?

Hvad er grunden til, at de områder, der blev ramt af katastrofen med Prestige forlis, skal have mindre end en femtedel af de beløb, som de nævnte jordskælvsområder i Italien og områderne med skovbrand i Portugal får?

Svar

(4. marts 2004)

Af de tre katastrofer, der henvises til i det ærede parlamentsmedlems første spørgsmål, må Rådet præcisere, at der kun er én, nemlig skovbrandene i Portugal, der kan betegnes som en »større katastrofe« i den i forordning 2012/2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond omhandlede betydning, eftersom den indtrufne skade i dette tilfælde overstiger 0,6 % af BNI. Dette er imidlertid ikke tilfældet for de skader, der hidrører fra olieudslippet fra Prestige, og heller ikke for de skader, der blev forvoldt af jordskælvene i Italien for nylig. Derfor vil Solidaritetsfondens eventuelle intervention i forbindelse med de to sidstnævnte katastrofer under alle omstændigheder være begrænset til højst 7,5% af det samlede årlige støttebeløb fra fonden, som er til rådighed med henblik på støtte under denne specifikke post for alle skader forvoldt af ekstraordinære regionale katastrofer i et givent år.

Det skal endvidere understreges, at for så vidt angår de skader, der hidrører fra olieudslippet fra Prestige, er der stillet et samlet beløb på 400 mio. EUR til rådighed fra andre fællesskabsinstrumenter, bl.a. Regionalfonden og Samhørighedsfonden, hvorimod der for så vidt angår jordskælvene i Italien ikke er ydet støtte fra strukturfonden.

(1) »Vedtagne tekster« af 19.12.2002 - P5_TA(2002)0629.

(2) »Vedtagne tekster« af 21.11.2002 - P5_TA(2002)0575.

(3) EUT C 161 E af 10.7.2003, s. 125.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/769

(2004/C 78 E/0819)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2944/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(8. oktober 2003)

Om: Indstilling af det specielle tog til den store strøm af embedsmænd og de politiske gruppers ansatte mellem Europa-Parlamentets to mødesteder

Er det Kommissionen bekendt, at togforbindelsen mellem Bruxelles og Strasbourg — de to i traktaten fastlagte mødesteder for Europa-Parlamentet — kun kører få gange om dagen, og så er antallet af afgange endda nu blevet reduceret yderligere? I denne forbindelse er det iøjefaldende, at der køres med timedrift mellem Bruxelles og Luxembourg, men at forbindelsestogene fra Bruxelles mellem Luxembourg og Strasbourg er sjældne?

Er det også Kommissionen bekendt, at denne alvorlige mangel på forbindelser indtil nu til en hvis grad er blevet kompenseret ved hjælp af specialtog nr. 105 for embedsmænd og de politiske gruppers ansatte mandag morgen under Europa-Parlamentets mødeuger i Strasbourg, men at dette førhen meget fyldte tog i september 2003 viste sig at være blevet indstillet?

Er det meningen, at rejsende, som hidtil har brugt den direkte forbindelse mellem disse to byer, skal forvises til højhastighedstoget Bruxelles-Paris Nord i kombination med det fremtidige højhastighedstog Paris Est-Nancy eller højhastighedstoget Bruxelles-Liège i kombination med højhastighedstoget Køln-Frankfurt lufthavn, som begge med skift ad en omvej har flere afgange, men foreløbigt en længere rejsetid?

4.	Deler Kommissionen den frygt, at de tusindvis af mennesker, som på grund af EU hyppigt skal rejse mellem Bruxelles og Strasbourg, på grund af dette i stigende grad vil bruge mere miljøbelastende transportmidler som fly og bil?

Ser Kommissionen, som EU-traktaternes vogter, en rolle for sig selv i at garantere og opretholde en god forbindelse mellem de to i traktaten i 1997 fastlagte mødesteder for Europa-Parlamentet, eller synes Kommissionen, at det frie marked skal have frit spil her, og at de kan vælte problemet med at finde en løsning herpå over på de togrejsende?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(7. november 2003)

Kommissionen tog under Europa-Parlamentets plenarmøde i Strasbourg de belgiske jernbanemyndigheders beslutning til efterretning om at annullere jernbaneforbindelsen Bruxelles-Strasbourg. Tog 105 (Bruxelles-Luxembourg) kører stadig, men de ekstra togvogne, der før kobledes til tog 105 på strækningen Luxembourg-Strasbourg under plenarmøderne i Europa-Parlamentet, er ikke længere i drift som følge af vedligeholdelsesarbejder i Frankrig mellem Metz og Strasbourg. Toget medtog og medtager stadig alle passagerer med gyldig rejsehjemmel. Som tidligere nævnt i svarene på skriftlige forespørgsler fra det ærede medlem (1) bør jernbaneselskaberne, således som også omhandlet i Rådets direktiv 91/440/EØF (2), drives efter samme principper som andre forretningsvirksomheder, der må optimere deres indtægter og minimere deres omkostninger.

Kommissionen mener, at yderligere liberalisering af markedet for international togpassagertrafik vil gøre det muligt for jernbaneselskaberne at tilbyde nye konkurrencedygtige ydelser, som bedre kan dække passagerernes krav. I forbindelse hermed vil Kommissionen gerne minde det ærede medlem om, at den snart vil fremlægge forslag om gradvis liberalisering af markedet for international togpassagertransport.

Desuden har Kommissionen allerede den 1. oktober 2003 foreslået, at Eurocap Rail-projektet, dvs. strækningen Bruxelles-Luxembourg-Strasbourg, overvejes som prioriteret projekt (nr. 28) som led i det transeuropæiske net. Herved muliggøres en modernisering af infrastrukturen og rejsetiden kan afkortes og gøres behageligere hen imod 2012 (3).

(1) Se svarene på skriftlige forespørgsler nr.: E-1699/03 (EUT C 51 E af 26.2.2004, s. 128), E-1720/03 (Se side 722), E-1721/03 (EUT C 33 E af 6.2.2004, s. 158) og E-2293/03, (Se side 402).

(2) Rådets direktiv 91/440/EØF af 29. juli 1991 om udvikling af Fællesskabets jernbaner, EFT L 237 af 24.8.1991, ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001, EFT L 75 af 15.3.2001.

(3) Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af det ændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af beslutning nr. 1692/96/EF om Fællesskabets retningslinjer for udvikling af det transeuropæiske transportnet, KOM(2003) 564 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/770

(2004/C 78 E/0820)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2960/03

af Armando Cossutta (GUE/NGL) til Rådet

(8. oktober 2003)

Om: Fredsprocessen i Mellemøsten

Den palæstinensiske premierminister, Abu Mazens, afsked for nylig viser, at det stadig volder store problemer at gennemføre en egentlig fredsproces i Mellemøsten. Den Palæstinensiske Myndighed er uden tvivl udsat for voldsomt pres fra de mest yderligtgående fundamentalistiske grupper, men det er også tydeligt, at Israel ikke har ændret sin politik.

De målrettede drab på personer, som kun af den israelske regering formodes at stå bag terrorhandlinger, fortsætter uden normal efterforskning og retsforfølgning. Opførelsen af muren, der skal adskille de besatte områder fra Israel, fortsætter.

Kan Rådet — med udsigt til en indstilling af den såkaldte Road Map — oplyse følgende:

1.	Hvad er Rådets holdning til ovennævnte »målrettede« drab?

2.	Mener Rådet ikke, at disse handlinger er i uoverensstemmelse med de gældende retsordener i størstedelen af EU's lande?

3.	Anser Rådet det for passende at erklære, at ingen — og slet ikke en regering — har ret til at udstede og eksekvere dødsdomme uden retssag?

4.	Hvordan agter Rådet at skride ind over for den israelske regering for at standse denne praksis?

5.	Agter Rådet at påtale disse forbrydelser under henvisning til associeringsaftalen EU-Israel?

6.	Hvad agter Rådet at gøre, hvis den israelske regering nægter at stoppe denne praksis?

Svar

(4. marts 2004)

Ligesom det ærede parlamentsmedlem er Rådet af den opfattelse, at premierminister Abu Mazens tilbagetræden har understreget, at der fortsat er alvorlige hindringer for mellemøstfredsprocessen, og at israelere og palæstinensere endnu ikke har gjort nok for reelt at gennemføre køreplanen.

Med hensyn til de øvrige punkter indtog Det Europæiske Råd den 16.-17. oktober 2003 en klar holdning:

—	det opfordrer Israel til at afholde sig fra straffeforanstaltninger, der ikke er i overensstemmelse med folkeretten, herunder udenretslige drab.

—

Det Europæiske Råd var også særlig betænkeligt ved det planlagte forløb af det såkaldte sikkerhedshegn på den besatte Vestbred. Den foreslåede afvigelse af dette forløb fra »den grønne linie« vil kunne skade kommende forhandlinger og gøre det fysisk umuligt at gennemføre løsningen med to stater. Det vil volde palæstinenserne yderligere humanitær og økonomisk skade. I tusindvis af palæstinensere vest for hegnet afskæres fra væsentlige tjenester på Vestbredden, mens palæstinensere øst for hegnet mister adgangen til land og vandressourcer.

—	EU tager med jævne mellemrum disse spørgsmål op med Israel, specielt i Samarbejdsrådet EU-Israel (jf. 18. november 2003), som er en god lejlighed til at fremføre klare budskaber over for Israels regering i den forbindelse.

—	Det Europæiske Råd har indtrængende anmodet alle regionens parter om øjeblikkelig at gennemføre politikker, som fremmer dialog og forhandling.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/772

(2004/C 78 E/0822)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3008/03

af Karin Riis-Jørgensen (ELDR) til Kommissionen

(6. oktober 2003)

Om: Ulige konkurrencevilkår for EU-landenes fiskeforarbejdningsindustri

Den nordeuropæiske forarbejdningsindustri inden for fiskeriområdet er fuldstændig afhængig af, at den har råvarer til rådighed på samme vilkår som dens konkurrenter uden for EU. De europæiske lande har ofte ikke tilstrækkelig adgang til råvarer i egne farvande og må derfor importere disse råvarer. Råvaren sild udgør et område, der påkalder sig særlig interesse.

Mens norske forarbejdningsindustrier har billig adgang til sild pga. store forekomster i de norske farvande, er de nordeuropæiske producenter henvist til at betale højere priser — samt ofte en told på 15 % oveni — for at få adgang til de samme råvarer ved at importere dem fra netop Norge.

Pga. diverse præferenceaftaler er det samtidig blevet lettere for udenlandske producenter — herunder de norske — at levere halvfabrikata og færdigvarer til EU-markedet. På den anden side hersker der som beskrevet ulige adgang til råvarer. Det bevirker ulige konkurrencevilkår.

Hvad vil Kommissionen gøre for, at sildeindustrien i EU-landene kan operere på lige konkurrencevilkår med EUs nabolande — herunder sildeindustrien i Norge?

Et væld af præferenceaftaler og toldkontingenter har undermineret toldstrukturen på importen af fisk og fiskerivarer, uden at det tilsyneladende gavner nogen. Som konsekvens kan den nordeuropæiske forædlingsindustri ikke få de råvarer, den har behov for, mens færdigvarer fra udvalgte lande har let adgang til EU's marked.

Hvad vil Kommissionen endvidere gøre for at fremme et enklere og mere gennemskueligt regelsæt for told på importerede fisk og fiskerivarer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(31. oktober 2003)

Kommissionen kan udmærket forstå det ærede medlems bekymringer med hensyn til forsyningssituationen for sild som råvare for Fællesskabets forarbejdningsindustri. Der er således et reelt behov for at bevare eller forbedre denne industris konkurrenceevne i hele Fællesskabet under hensyntagen til alle relevante faktorer.

Forslag om at suspendere tolden på sild som råvare har i mange år været genstand for lange drøftelser med medlemsstaterne. Der har imidlertid været diametralt modsatrettede opfattelser med hensyn hertil. Danmarks gentagne krav om vidtgående toldsuspensioner har altid mødt hård modstand især fra Irland, men også fra Det Forenede Kongerige, der begge har argumenteret med de særlige forhold, der gælder for fiskeriet efter pelagiske arter, deres respektive fiskesamfunds afhængighed af dette fiskeri og princippet om fællesskabspræferencen. Dette har ført til, at der ikke har kunnet vedtages enkle og klare toldregler, men en hel række blandede foranstaltninger (toldfri periode, autonom toldkvote og en GATT-kvote), der skal afbalancere disse modstridende interesser indbyrdes.

Toldindrømmelser, der aftales med tredjelande, kan gøre de gældende toldordninger mere komplicerede. Disse ordninger har imidlertid deres egen logik. Således er de toldkvoter, der blev aftalt med Norge og Island som led i EØS-udvidelsesforhandlingerne, blevet udformet under hensyn til den forestående EU-udvidelse og de nye kommende EU-medlemsstaters interesser.

Der har allerede efter EØS-udvidelsesforhandlingerne igen på den ene side været fremsat ønsker om en fuldstændig toldsuspension for fersk sild og makrel og på den anden været givet udtryk for modstand mod yderligere toldlettelser for disse produkter. Det viser sig også, at det ikke så meget er den nugældende toldsituation, der forværrer forsyningssituationen i visse medlemsstaters forarbejdningsindustri, men snarere at mange fiskefartøjer fra Fællesskabet lander deres sildefangster i norske havne. Dette skyldes geografiske forhold, der gør sig gældende for fiskeriet efter altantisk-skandinavisk sild. Det spørgsmål kan stilles, om toldpolitikken er det rette redskab til afhjælpning af denne situation.

Et andet interessant aspekt er den stærkt forbedrede situation for bestandene af nordsøsild. De nødforanstaltninger, som har været gældende for denne bestand i mange år, viser nu sine resultater. Således vil store mængder sild være til rådighed for Fællesskabet i de kommende år. Dette kan føre til, at mange medlemsstater vil fremføre det argument, at mængderne af sild i Fællesskabet nu er store, at Fællesskabets forarbejdningsindustri kan sikres rimelige forsyninger.

Det er klart, at de løbende forhandlinger inden for Verdenshandelsorganisationen (WTO) om markedsadgang og told i sidste ende vil føre til generelle toldsænkninger. I mellemtiden kommer de sonderende samtaler med medlemsstaterne i gang om et nyt flerårigt toldkvotesystem for 2004 til 2006 med henblik på at imødekomme de kortfristede behov. Kommissionen går ind i disse forhandlinger med et åbent sind og håber, at denne sondering vil føre til, at der fremsættes praktiske forslag, der kan får størst mulig opbakning fra medlemsstaterne.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/773

(2004/C 78 E/0823)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3061/03

af Elisabeth Schroedter (Verts/ALE) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Trussel mod habitatområdet »Falkenseer Kuhlaake« (nr. 537) som følge af et vejbyggeri støttet med midler fra Den Europæiske Strukturfond

Det beskyttede område (habitatområdet) »Falkenseer Kuhlaake« blev i foråret 2000 ikke anmeldt til Kommissionen som et samlet naturligt habitatområde, men snarere som to adskilte dele efter videnskabelige resultater (EF-Domstolens dom af 7.11.2000, sag C-371/98 (1)) om udbredelse af bevaringsværdige arter. En korridor på ca. 50 meter går tværs gennem det beskyttede område. Den tyske delstat Brandenburg agter at bruge denne korridor til den nordlige del af omfartsvejen Falkensee (L20). Beslutningen om at bruge det pågældende korridor er ikke rimelig af hensyn til naturbeskyttelsen, navnlig som følge af, at dette område sammen med habitatområdet »Spandauer Forst« (nr. 3445-301) udgør et samlet naturområde.

Er Kommissionen enig med Brandenburgs delstatsregering i, at beslutningen om opdeling og dermed opsplitning af habitatområdet »Falkenseer Kuhlaake« er i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige bestemmelser i direktiv 92/43/EØF (2), og at den bevarede strækning ikke behøver at blive betegnet som et beskyttet område, selv om dette af hensyn til naturbeskyttelsen er rimeligt? I bekræftende fald, hvorfor mener Kommissionen, at omfartsvejen absolut skal føres gennem det beskyttede område, hvorfor mener den, at vejbyggeriet har forrang for det beskyttede område? I benægtende fald, hvad har Kommissionen gjort eller agter den at gøre for at sikre hele områdets bevaringsmæssige status?

b)	Er Kommissionen enig med Brandenburgs delstatsregering i, at den planlagte landevej ikke vil have nogen betydelige følger for de tilstødende habitatområder »Falkenseer Kuhlaake« og »Spandauer Forst«?

I bekræftende fald, hvad er argumenterne for denne holdning?

I benægtende fald, vil Kommissionen opfordre Brandenburgs delstatsregering til at gennemføre en detaljeret vurdering af følgerne for habitatområdet og ændre deres planer som følge af undersøgelsens resultater?

Har Kommissionen kendskab til, at delstatsregeringen har planer om at anvende midler fra Den Europæiske Strukturfond til vejbyggeriet? Tilslutter Kommissionen sig dette og mener den, at dette er i overensstemmelse med forordningen om strukturfonde og den horisontale opgave med at fremme »beskyttelse og forbedring af miljøet«, som er fastsat i forordningen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(3. december 2003)

Kommissionen har ikke modtaget nogen klage eller oplysninger om den planlagte anlæggelse af omfartsvej L 20 i korridoren mellem de foreslåede lokaliteter af fællesskabsbetydning »Falkenseer Kuhlaake« og »Spandauer Forst« i Brandenburg. På grundlag af de begrænsede informationer i den skriftlige forespørgsel kan Kommissionen ikke afgøre, hvorvidt artikel 4, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet) eller nogen anden fællesskabsretsakt er blevet overtrådt.

Kommissionen vil nu på eget initiativ indlede en efterforskning i sagen. Den tyske forbundsregering vil blive anmodet om at fremlægge yderligere informationer og tage stilling til dette spørgsmål.

Der er ikke blevet truffet nogen beslutning om at samfinansiere projektet over Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) via dennes program for Brandenburg. For at være berettiget til EFRU-støtte skal et projekt fuldt ud opfylde kravene i Fællesskabets miljølovgivning i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (3).

(1) EFT C 28 af 27.1.2001, s. 2.

(3) EFT L 161 af 26.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/774

(2004/C 78 E/0824)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3066/03

af Alain Esclopé (EDD) til Kommissionen

(14. oktober 2003)

Om: Ophugning af udrangerede amerikanske flådefartøjer

USA har besluttet af ophugge flere hundrede udrangerede flådefartøjer, som er fulde af asbest og brændstoffer, i en havn i det østlige England. Med bugseringen til den engelske havn udsættes de internationale og de tilgrænsende nationale territorialfarvande for betydelige miljørisici.

Det ville have været mere logisk, om ophugningen havde fundet sted på amerikansk territorium og ikke flere tusinde kilometer borte fra de baser, hvor de er hjemmehørende.

Presset fra amerikanske miljøforkæmpere og de økonomiske fordele har sat amerikanerne i stand til at slippe uden om denne miljørisiko til skade for de europæiske stater, som allerede har været hårdt ramt på dette område i de seneste år.

I en global og navnlig en europæisk sammenhæng, hvor man bestræber sig på at sikre en bæredygtig udvikling, er det forbløffende at en sådan fremgangsmåde tillades, uden at nogen tager til genmæle.

Det skal understreges, at USA i henhold til sin søfartslovgivning med magt kan tvinge potentielt farlige fartøjer bort.

Endnu en gang kan det konstateres, at sikkerheden trækker det korteste strå over for økonomiske interesser.

Vil Kommissionen ensidigt kalde USA til orden frem for at lade de berørte stater selv reagere?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(10. november 2003)

Som følge af en klage, som Kommissionen har modtaget vedrørende dette spørgsmål, er den nu i gang med at undersøge, om fællesskabslovgivningen er blevet overholdt. Kommissionen har modtaget informationer, hvoraf det synes at fremgå, at der kan lække olie, PCB og asbest fra skibene, samt at der består en vis uvished om, hvorvidt genanvendelsesanlægget i Det Forenede Kongerige er parat til at modtage skibene og genanvende dem på en miljøforsvarlig måde.

I tråd med den forpligtelse, der blev indgået i Johannesburg om at beskytte vores sårbare havmiljø, og som følge af erfaringerne fra katastroferne i forbindelse med Erikas, Prestiges og Tricolors forlis, bør vi indtage en forsigtig tilgang.

Kommissionen har derfor udtrykt sin bekymring over for myndighederne i både Det Forenede Kongerige og i USA.

Den 20. oktober 2003 fremsatte miljøkommissæren en officiel erklæring om dette spørgsmål i Europa-Parlamentet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/775

(2004/C 78 E/0825)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3088/03

af Bruno Gollnisch (NI) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Fusion mellem Péchiney og Alcan

Kommissionen har netop uden at foretage nogen supplerende undersøgelse givet tilladelse til en fusion mellem Alcan og Péchiney, som dermed er blevet verdens største gruppe inden for aluminiumsektoren. Beslutningscentrene er baseret i Nordamerika. Uanset hvad pressen måtte have fremført om denne sag, er der tale om en fjendtlig overtagelse.

For tre år siden slog en næsten tilsvarende fusion mellem de to selskaber fejl, fordi Alcan nægtede at afgive sin fabrik i Norf. I dag har Kommissionen imidlertid givet selskabet tilladelse til at vælge mellem Norf og tre af Péchineys fabrikker i Frankrig (Neuf-Brisach, Annecy og Rugles). Alt tyder på, at det er de sidstnævnte, der vil blive solgt.

Kan Kommissionen oplyse navnene på potentielle købere af de enheder, der vil blive overdraget, og navnlig om der er tale om europæere?

Kan Kommissionen gøre rede for de øvrige grundlæggende ændringer af situationen, der har bevirket, at den har skiftet mening med hensyn til fusionen mellem Péchiney og Alcan?

Kan den endvidere gøre rede for de beskæftigelsesmæssige følger af betingelsen om at undgå overlapninger mellem de to virksomheders aktiviteter?

Hvis Péchiney havde overtaget Alcan i stedet for omvendt, ville det være blevet konfronteret med det begreb i canadisk ret, som hedder »bénéfice pour le pays« (fordel for landet). Mener Kommissionen under henvisning hertil, at denne transaktion udgør en økonomisk fordel for EU? Og for aluminiumsektoren?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(28. november 2003)

Den 29. september 2003 godkendte Kommissionen Alcans overtagelse af aluminiumsproducenten Pechiney. Kommissionens undersøgelse af transaktionen rejste konkurrencemæssige betænkeligheder på en række markeder, men Alcan har afgivet tilsagn, som Kommissionen fandt tilstrækkelige til at løse de pågældende konkurrenceproblemer.

Alcan har afgivet tilsagn om frasalg af enten Alcans eller Pechineys aktiver. Efter en omhyggelig gennemgang af frasalgsforslagene og en yderligere forbedring af Alcans forslag er Kommissionen kommet til den konklusion, at begge pakker består af lige rentable virksomheder, som begge er i stand til at fjerne de konkurrencemæssige betænkeligheder, Kommissionen har påpeget. Parterne kunne påvise, at der er bred interesse fra potentielle købere af disse aktiver såvel i som uden for Europa. Det er ikke givet, at kun Pechineys aktiver vil blive frasolgt. De fusionerende parter indleder nu forhandlinger med potentielle købere, som først derefter vil blive præsenteret for Kommissionen, der skal tage stilling til, om den eller de foreslåede købere kan accepteres. På nuværende tidspunkt er det derfor ikke muligt at pege på den eller de mulige købere.

Det er vigtigt at understrege, at man i denne sag har nydt godt af en lang forudgående periode, hvor Kommissionen indledte sin markedsundersøgelse, inden den modtog den egentlige anmeldelse. Endvidere har Kommissionen allerede kendskab til de undersøgte markeder. Den har tidligere undersøgt en række transaktioner i aluminiumsindustrien, ikke mindst den opgivne Alcan/Pechiney-transaktion for tre år siden. Denne sag adskiller sig fra den tidligere anmeldte Alcan/Pechiney-transaktion ved, at Alcan denne gang har foreslået afhjælpende foranstaltninger, som klart tager sigte på at fjerne de konkurrencemæssige betænkeligheder umiddelbart. Da disse foranstaltninger blev foreslået tidligt i processen og omfatter ambitiøse, strukturelle og klare tilsagn, kunne Kommissionen foretage en grundig markedsafprøvning af dem og gøre pakken af foranstaltninger endnu mere effektiv og attraktiv.

Kommissionen har ikke fået oplyst virkningen af Alcans overtagelse af Pechiney for antallet af Alcans ansatte. Kommissionen vil gerne understrege, at formålet med fusionskontrollen er at sikre, at konkurrencestrukturerne bevares gennem negativ kontrol. Et regelsæt, der beskytter den effektive konkurrence, giver normalt virksomhederne tilstrækkelige incitamenter til at forbedre deres effektivitet og dermed bedre sikre deres overlevelse på de forskellige markeder. Endvidere har dynamisk konkurrence mellem konkurrencedygtige virksomheder en tendens til at øge innovationen og dermed økonomiens vækstrate. Endelig er beskyttelse af konkurrencen et effektivt middel til at sikre vækst og dermed stabile og varige arbejdspladser. På kort sigt kan bestræbelser for at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne gennem fusioner eller overtagelser imidlertid omfatte omstrukturering og tab af arbejdspladser.

I den foreliggende sag har Alcan for at opnå Kommissionens godkendelse af transaktionen afgivet tilsagn om at frasælge selskaber til uafhængige udenforstående, der aktivt vil udvikle dem til rentable konkurrenter. Disse aktiviteter udgør faktisk størstedelen af de overskydende aktiver i de to selskaber. Derfor kan pakken af afhjælpende foranstaltninger forventes at begrænse de kortfristede virkninger af transaktionen for antallet af arbejdspladser på EU-plan.

Hvad angår de økonomiske fordele af transaktionen er Kommissionen, som det fremgår af ordlyden af udkastet til Kommissionens meddelelse om vurdering af horisontale fusioner, villig til at opfatte fordelene ved de analyserede transaktioner som en modvægt mod de mulige konkurrencebegrænsende virkninger. Større effektivitet kan være en sådan formildende omstændighed, hvis den i det mindste delvis kommer forbrugerne til gode. Det er imidlertid transaktionens parter, der bør fremføre overbevisende argumenter om større effektivitet.

I den foreliggende sag har parterne ikke gjort dette i deres anmeldelse, selv om Alcan har meddelt finansmarkederne, at overtagelsen vil skabe omkostningsbesparelser og skabe synergi og dermed forbedre virksomhedens konkurrenceevne på lang sigt.

Hvad angår transaktionens nationale dimension, må Kommissionen i sin konkurrencevurdering fokusere på, hvordan en transaktionen kan påvirke konkurrencedynamikken på de berørte markeder, uden at skele til den anmeldende parts eller aktionærernes identitet eller nationalitet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/777

(2004/C 78 E/0826)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3089/03

af Bruno Gollnisch (NI) til Rådet

(20. oktober 2003)

Om: Alstom

EF-traktatens artikel 87, som vedrører statsstøtte, præciserer de tilfælde, hvor statsstøtte kan betragtes som værende forenelig med fællesmarkedet, f.eks. når formålet er at fremme den økonomiske udvikling i et område eller visse erhvervsgrene, afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi osv.

Hvis Alstom-koncernen med titusinder af ansatte i Europa går fallit, vil følgerne for beskæftigelsen og økonomien i hele regioner være så alvorlige, at de uden tvivl vil kunne betragtes som »forstyrrende«. Alligevel har Kommissionen indtaget en yderst pedantisk holdning i denne sag.

Det er ikke noget særsyn, at stater støtter virksomheder, som er i vanskeligheder, og at der i så fald i højere grad tages hensyn til erhvervsgrenens strategiske stilling eller beskæftigelsessituationen end til en rent finansiel eller økonomisk analyse, og der klart er tale om støtte af midlertidig og ikke strukturel art.

Mener Rådet, at de europæiske bestemmelser, der stort set ikke er blevet ændret siden begyndelsen, stadig er hensigtsmæssige nu, hvor konkurrencen er verdensomspændende og ofte illoyal?

Og navnlig, agter det at ændre de relevante artikler i traktaten, således at henvisningerne til konkurrencevilkårene og fællesmarkedet nedtones til fordel for beskæftigelseshensyn eller strategiske sektorers overlevelse?

Svar

(4. marts 2004)

Det ærede parlamentsmedlem gøres opmærksom på, at Rådet ikke har kompetence til at revidere traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. En sådan revision kan kun finde sted i forbindelse med en regeringskonference og efterfølgende ratifikation i medlemsstaterne.

Der erindres desuden om, at Europa-Parlamentet har deltaget aktivt i Det Europæiske Konvents arbejde, og at det i den forbindelse formentlig har kunnet forelægge sine synspunkter vedrørende det spørgsmål, det ærede parlamentsmedlem rejser.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/777

(2004/C 78 E/0827)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3090/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(14. oktober 2003)

Om: Ophævelse af fredskovpligten og ændring af begrebet skov i henhold til et nyt lovforslag fra den græske regering

Ifølge det nye lovforslag om skove, som den græske regering har bekendtgjort, skal fredskovpligten ophæves for ca. 30 mio. hektar skov. Lovforslaget indeholder ligeledes en ny definition af begrebet skov, og der fastlægges en ny grænse for legalisering af rydning.

Kommissionen bedes på denne baggrund og under henvisning til de grå zoner, der fastlægges i det pågældende lovforslag, besvare følgende:

1.	I hvor høj grad er dette lovforslag i overensstemmelse med direktivet om bevaring af naturtyper (92/43/EØF (1)) og direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (85/337/EØF (2))?

2.	Hvor farligt kan det være at ophæve fredskovpligten for nogle områder og omdanne dem til byggezoner og zoner, hvor der må udføres infrastrukturprojekter, i betragtning af, at dette kan føre til opsplitning af landområdet og forøgelse af oversvømmelsesrisikoen?

3.	Er der fastlagt en generel fællesskabsstrategi og et handlingsprogram for bevarelse og beskyttelse af naturen, hvad angår skovene, og hvis ja, er den græske regerings nye ordning i overensstemmelse hermed?

Hvor

vidt er det nye lovforslag i overensstemmelse med den fælles holdning (EF) nr. 46/2003 (3) af 13. juni 2003 vedtaget af Rådet med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger i Fællesskabet (Forest Focus), og i hvor høj grad stemmer den definition af begrebet skov, der er indeholdt i denne forordning, overens med den, der gives i det nye græske lovforslag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(12. november 2003)

Kommissionen har endnu ikke fået officiel besked om det nævnte græske lovforslag om skove. Desuden er loven stadig på forslags stadiet og endnu ikke vedtaget af det græske parlament. Da vedtagelsesproceduren således endnu ikke er afsluttet, er Kommissionen ikke i stand til at vurdere de mulige virkninger af den fremtidige lov.

Kommissionen vil imidlertid henlede det ærede medlems opmærksomhed på følgende:

Det skal understreges, at ifølge 1, stk. 5, I Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet finder direktivet ikke anvendelse på projekter, der vedtages i enkeltheder ved en særlig national lov, idet de mål, der forfølges med direktivet, herunder at stille oplysninger til rådighed, nås gennem lovgivningsprocessen. Hvad angår Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, skal det fremhæves, at direktivet ikke udtrykkeligt henviser til arealanvendelse, men til naturtyper. Udpegning af lokaliteter af fællesskabsbetydning i medfør af direktivet er baseret på den økologiske kvalitet af de naturtyper, der findes på en lokalitet, og ikke på lokalitetens klassifikation som skov, landbrugsområde, vådområde eller andre mulige arealanvendelser. Grækenlands forslag om lokaliteter af fællesskabsbetydning er ikke baseret på arealanvendelseskriterier, og de allerede foreslåede lokaliteter ventes ikke at blive ændret. Kommissionen vil imidlertid vurdere, hvilke mulige ændringer i klassifikationen loven vil kunne medføre, for at undersøge, om de foreslåede lokaliteter af fællesskabs-betydning vil kunne blive berørt.

Hvad angår vurderingen af faren for øget risiko for jorderosion og oversvømmelser som følge af deklassifikationen af de græske skove og deres anvendelse til infrastruktur og bygninger, falder dette ind under de græske myndigheders kompetence, nemlig som led i procedurerne for udstedelse af tilladelser til denne type udviklings- og byggeprojekter.

EF-traktaten indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til en omfattende fælles skovpolitik. Ikke desto mindre udarbejdede EU en skovstrategi i 1998. Heri understreges det, at forvaltning, bevaring, beskyttelse og bæredygtig udvikling af skovene spiller en central rolle i EU's politik. Fællesskabet yder medlemsstaterne støtte til forvaltning og beskyttelse af skovene: Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) (4), med hensyn til forvaltning og beskyttelse af skovene, og den europæiske strategi for biodiversitet, herunder navnlig handlingsplanen om naturressourcer (5), opstiller retningslinjer for bevaring, beskyttelse og bæredygtig forvaltning af skovene. Hverken den tidligere fællesskabslovgivning eller EU's skovstrategi indeholder krav om anvendelse af en specifik definition på »skov«. Grækenland skal opfylde kravene i den gældende fællesskabslovgivning.

Kommissionens forslag til forordning om overvågning af skovene og deres samspil med miljøet (»Forest Focus«) (6), som er genstand for Rådets fælles holdning (EF) nr. 46/2003 af 13. juni 2003, er for tiden til andenbehandling. Kommissionen kan ikke foretage en vurdering af definitionen på »skov« i »Forest Focus« og af definitionerne på skov i den foreslåede græske skovlov.

(2) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

(3) EUT C 233 E af 30.9.2003, s. 1.

(4) EFT L 160 af 26.6.1999.

(5) KOM(2001) 162 endelig udg.

(6) EFT C 20 E af 28.1.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/780

(2004/C 78 E/0831)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3102/03

af Lissy Gröner (PSE) til Kommissionen

(17. oktober 2003)

Om: Diskriminering af kvinder i Kommissionens nye bedømmelsessystem

Kommissionen har indført et nyt bedømmelsessystem. Det er tilsyneladende sådan, at kvinder »straffes« med fratrækning af points under dette system, hvis de efter deres barselsorlov tager endnu et par måneders orlov til at passe deres nyfødte.

I henhold til de oplysninger, jeg råder over, får en kvindelig tjenestemand i Kommissionen ved tre måneders forældreorlov i den efterfølgende årlige bedømmelse trukket tre »Merit Points« fra, medens der ved for et år (=12 måneder) fratrækkes et anciennitetspoint.

I denne sammenhæng forekommer fratrækning af et point for hver måned CCP (orlov af personlige grunde) helt ude af proportion. Virkningen af denne overdrevne nedklassering varer i årevis (Rygsæksystemet), og de pågældende kvinder har stort set ingen mulighed for at indhente den.

Dette fratræk at points tyder på en diskriminering af kvinder og mødre, da langt flere kvinder end mænd på grund af fratrækket i forbindelse med CCP tager forældreorlov.

Fratrækket af Merit Points er for de pågældende kvinder sket med tilbagevirkende kraft, uden nogen form for forvarsel, og også for kvinder, der indgav deres ansøgning om CCP på et tidspunkt, hvor den relevante beslutning af 26. april 2002 endnu ikke var truffet.

1.	Hvorledes skal dette fratræk af points ses i sammenhæng med de europæiske direktiver om lige muligheder for mænd og kvinder?

2.	Hvorledes kan den af Kommissionen meget omtalte forening af arbejde og familie under disse omstændigheder realiseres?

3.	Hvorledes kan der være en sammenhæng mellem henholdsvis CCP og »Merit«?

4.	Er De orienteret om den model, Ulineær har indført, — Mum's CV, der bevirker, at kvindelige ansøgere med børnepasningsfravær for tildelt pluspoints, når de ansøger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Neil Kinnock

(12. februar 2004)

Fratrækning af meritpoint i tilfælde af orlov af personlige årsager (»CCP«) sker i henhold til artikel 4, stk. 4, i Kommissionens afgørelse af 26. april 2002 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43. I denne artikel bestemmes det i øjeblikket, at det samlede pointtal for bedømmelsesperioden skal beregnes pro rata (i forhold til antallet af måneder, som bedømmelsen omfatter), hvis bedømmelsen kun omfatter en del af året. Ifølge fodnote 6 kan en sådan situation for eksempel opstå, »når den ansatte har haft tjenestefrihed af personlige årsager i en del af året«.

Som svar på det ærede medlems spørgsmål:

Selv om de direktiver, som det ærede medlem henviser til, er rettet til medlemsstaterne, og ikke til EU-institutionerne, indeholder vedtægtens artikel 40 tilsvarende bestemmelser. Det bestemmes heri, at et års tjenestefrihed af personlige årsager, som kan forlænges med et år ad gangen fire gange, kan gives til en tjenestemand til at passe et barn under fem år. Efter udløbet af denne tjenestefrihed af personlige årsager skal de pågældende tjenestemænd genindtræde i en stilling i den kategori eller tjenestegruppe, som svarer til deres lønklasse.

Hvis Kommissionens forslag om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (1) vedtages (forslaget behandles for tiden af Parlamentet og Rådet), vil der i fremtiden blive indført to nye typer orlov: forældreorlov på op til seks måneder for hvert barn og familieorlov, hvor den samlede varighed ikke må overstige ni måneder i løbet af hele tjenestemandens ansættelse. Under disse orlovsperioder vil tjenestemændene bevare deres ret til beskæftigelse, deres ret til at avancere til højere løntrin og muligheden for at komme i betragtning til forfremmelse til en højere lønklasse, og de vil modtage et fast tilskud.

Den politiske udvikling, som er angivet ovenfor, bekræfter den betydning, som Kommissionen tillægger en forbedring af bestemmelserne om forening af arbejde og familieliv. I denne forbindelse tillader vedtægten, at kvinder tager barselsorlov i mindst 16 uger med mulighed for forlængelse i op til fire uger for ammende mødre. Disse perioder behandles, som om tjenestemanden var i aktiv tjeneste, og der foretages derfor ikke en pro rata-fratrækning af meritpoint.

Formålet med det nye evaluerings- og forfremmelsessystem er at give Kommissionen et objektivt middel til at bedømme hver tjenestemands kvalifikationer hvert år på grundlag af dennes tjenstlige indsats, kompetence og adfærd. Det er klart, at disse tre elementer bedst kan vurderes, mens tjenestemændene er i aktiv tjeneste i en af institutionerne eller stillet til rådighed for et andet organ.

Der sker fratrækning af meritpoint for enhver tjenestemand eller anden ansat i Fællesskabet, mand eller kvinde, som tager orlov af personlige årsager, uanset om der er tale om børnepasning eller andre grunde.

Kommissionen er klar over, at forskellige organisationer i den offentlige og private sektor har forskellige bestemmelser for ansatte, som er gravide eller passer børn. Ved at vedtage ovennævnte forbedringer har Kommissionen bestræbt sig på at sikre ligeberettigelse, og den er klar over, at de nye bestemmelser nu kan sammenlignes med tilfredsstillende vilkår, som er opnået for ansatte i den offentlige sektor i medlemsstaterne.

Ud over disse specifikke svar kan det måske interessere det ærede medlem, at forfremmelsesudvalgene, som er nedsat i henhold til de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, har behandlet det ærede medlems spørgsmål og foreslået, at et vist antal point gives til de tjenestemænd, som har fået fratrukket point efter en orlovsperiode af personlige årsager. Udvalgene har specielt noteret, at nogle tjenestemænd — under normale omstændigheder — ville have ansøgt om orlov af personlige årsager, før Kommissionen vedtog de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43. Følgelig er det i forbindelse med dette overgangsår muligt, at forfremmelsesudvalgenes overvejelser resulterer i et forslag til, at der gives kompensation for nogle af de fratrukne point. Derudover har forfremmelsesudvalgene noteret, at effekten — hvad angår forfremmelser — af fratrækning af meritpoint i 2003 var for stor i forbindelse med en overgangsperiode baseret på større forfremmelsestærskler (dvs. at forholdet mellem »tabte point på grund af orlov af personlige årsager og forfremmelsestærskel« for tiden er højere, end det ville have været i et »stabilt« system).

Kommissionen har taget hensyn til alle disse bemærkninger og foreslår følgelig at korrigere alle de fratrækninger, som er blevet foretaget, med tilbagevirkende kraft for at kunne bringe dem på linje med det anslåede forhold i et stabilt system. Dette forslag er medtaget i et bilag til det nye udkast til almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, som blev vedtaget den 21. januar 2004, og er nu genstand for vedtægtsbestemte høringer før endelig godkendelse.

Hvis afgørelsen vedtages, vil den medføre, at en orlov af personlige årsager vil få væsentlig mindre indvirkning på forfremmelsesmuligheder. For eksempel ville et tab af 7 point (en tjenestemand med en karakter på 14/20 er fraværende halvdelen af referenceperioden) blive reduceret til at tab af kun 2,5 point (ud fra den antagelse, at pågældende tjenestemands anciennitet inden for sin lønklasse er 4 år og gennemsnitsancienniteten inden for lønklassen er 5 år).

(1) EFT C 291 E af 26.11.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/782

(2004/C 78 E/0832)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3120/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(22. oktober 2003)

Om: Støjforurening

Agter Kommissionen at åbne mulighed for finansiering af lokale projekter til forebyggelse af støjforurening og dens negative følger for landområderne, for eksempel ved hjælp af støjværn på motorveje tæt på beboelsesområder?

Kan Kommissionen oplyse, hvorledes direktivet om ekstern støj vil tilgodese de mennesker, der bor i landområder, og som lider under de negative følger (dårligere livskvalitet, stress) af vedvarende støj fra nærliggende motorveje?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(18. november 2003)

Kommissionen har ingen planer om at indføre en særlig EU-finansieringsordning til bekæmpelse af støjforurening. Dog kan projekter på dette område modtage økonomisk støtte via de eksisterende mekanismer, bla. via det finansielle instrument for miljøet (LIFE).

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF (1) af 25. juni 2002 om vurdering og styring af ekstern støj, som trådte i kraft den 18. juli 2002, skal medlemsstaternes myndigheder udarbejde strategiske støjkort over omgivelserne til de vigtigste transportinfrastrukturer, herunder vejinfrastrukturen, og i de større byområder på grundlag af fælles indikatorer, informere offentligheden om støjeksponeringen og følgerne heraf samt iværksætte handlingsplaner med henblik på at reducere støjen, når det er nødvendigt, og bevare støjmiljøets kvalitet, når denne er tilfredsstillende.

Hvad specielt angår vejinfrastruktur, skal der udarbejdes støjkort og handlingsplaner senest i 2007 og 2008 for alle større veje, hvor der passerer over seks millioner køretøjer pr. år. I anden fase, d.v.s. i 2012 og 2013, skal der udarbejdes kort og handlingsplaner for alle veje, hvor der passerer over tre millioner køretøjer pr. år.

Disse kort og handlingsplaner vedrører støjgener fra vejinfrastukturer i såvel byområder som landområder.

(1) EFT L 189 af 18.7.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/783

(2004/C 78 E/0834)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3167/03

af Roger Helmer (PPE-DE) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: Arbejde og sundhedsydelser i tiltrædelseslandene

Kan Kommissionen oplyse, om den britiske regering har truffet aftale om en gensidig ordning med de ti tiltrædelseslande, således at britiske statsborgere får ret til at arbejde i de nye medlemsstater, så snart de bliver EU-medlemmer, eller om nogle af tiltrædelseslandene har gennemført undtagelsesbestemmelser, som forhindrer britiske statsborgere i at arbejde i de pågældende lande?

Kan Kommissionen endvidere oplyse, om de nye medlemsstater har indgået aftaler om gensidig levering af sundhedsydelser i forhold til de øvrige EU-medlemsstater efter tiltrædelsen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen

(14. november 2003)

Ifølge overgangsordningen i tiltrædelsestraktaten tillades det alle de nuværende medlemsstater at kontrollere og regulere adgangen for arbejdstagere fra de nye medlemsstater til deres nationale arbejdsmarked efter nationale regler, men kun i en periode på højst syv år. Denne overgangsordning gælder ikke for Cypern og Malta. Der vil således være fuldstændig fri bevægelighed mellem de nuværende medlemsstater og disse to lande og endog mellem de nye medlemsstater og Cypern og Malta. Malta har dog ret til at anvende beskyttelsesforanstaltninger indtil den 30. april 2011.

De nye medlemsstater kan vælge at anvende lignende restriktioner som de medlemsstater, der opretholder restriktioner over for dem. Derfor er det kun i tilfælde af eventuel anvendelse af lignende britiske restriktioner, at de nye medlemsstater kan begrænse britiske arbejdstageres ret til at tage beskæftigelse på deres område.

Nogle medlemsstater har oplyst, at de agter at åbne deres arbejdsmarkeder for arbejdstagere fra alle de nye medlemsstater. Andre af de nuværende medlemsstater vil opretholde en vis adgangsbegrænsning, som vil variere efter, hvilken af de nye medlemsstater det drejer sig om.

Kommissionen vil opfordre det ærede medlem til at rette henvendelse til de britiske myndigheder for at få nærmere oplysninger om eksisterende aftaler mellem Det Forenede Kongerige og de nye medlemsstater.

Hvad angår spørgsmålet, om de nye medlemsstater har gensidige aftaler om levering af sundhedsydelser med resten af Unionen efter tiltrædelsen, skal Kommissionen nævne, at spørgsmål om vandrende arbejdstageres adgang til sundhedsydelser på unionsplan sorterer under Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (1); sigtet med forordningen er at beskytte disse arbejdstageres og deres familiemedlemmers socialsikringsrettigheder, når de flytter inden for Fællesskabet. Ved tiltrædelsen skal denne forordning træde i stedet for alle socialsikringskonventioner mellem de nye medlemsstater og de nuværende medlemsstater. Den eneste undtagelse fra denne generelle regel er de bestemmelser i bilaterale konventioner, som er anført i bilag III til forordning (EØF) nr. 1408/71, og som fortsat skal finde anvendelse. For at kunne blive optaget i dette bilag skal bestemmelserne opfylde visse kriterier: de skal f.eks. være gunstigere for den vandrende arbejdstager eller relatere til et historisk forhold.

Bilag II til tiltrædelsestraktaten, som indeholder alle de nye medlemsstaters bestemmelser til optagelse i bilagene til forordning (EØF) nr. 1408/71, har ingen bestemmelser til bilag III til forordning (EØF) nr. 1408/71 om socialsikringskonventioner mellem et af disse lande og Det Forenede Kongerige, som fortsat skal finde anvendelse.

(1) EFT L 149 af 5.7.1971.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/785

(2004/C 78 E/0836)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3180/03

af Mario Borghezio (NI) til Kommissionen

(20. oktober 2003)

Om: EU-beskyttelse af blomsterproduktion

Europæisk blomsterproduktion har i nogen tid oplevet unfair konkurrence fra produkter fra tredjelande, hvor der benyttes børnearbejde i produktionen.

Der er i øjeblikket fri bevægelighed i EU for disse produkter, som ikke er underlagt restriktioner eller nogen speciel fytosanitær kontrol.

Gør risikoen for spredning gennem disse produkter af virus og sygdomme det ikke nødvendigt, at der indføres kontrolforanstaltninger på alle niveauer?

Vil Kommissionen som en forebyggende foranstaltning undersøge omfanget af børnearbejde i blomster-produktionen i lande uden for EU?

Hvilke finansielle foranstaltninger har Kommissionen iværksat for at fremme og støtte produktionen og markedsføringen af europæiske blomsterprodukter?

Har Kommissionen overvejet af lægge told på importen af de pågældende produkter?

Vil Kommissionen foreslå, at der indføres et kvalitetsmærke (BGB — beskyttet geografisk betegnelse), som kan ledsage de forskellige lokale produkter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(14. januar 2004)

EU har en plantesundhedsordning, som er baseret på Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet (1). Dette direktiv opstiller bl.a. en liste over organismer, som det er forbudt at indslæbe i Fællesskabet, og en liste over planter og planteprodukter, der skal underkastes en særlig plantesundhedskontrol ved indførsel i Fællesskabet. Som følge heraf skal oprindelseslandet og medlemsstaterne tage passende forholdsregler som fastsat i ovennævnte direktiv for at forhindre, at skadelige organismer indslæbes eller spredes i Fællesskabet.

Da medlemsstaterne hyppigt har måttet konstatere, at importen af blomsterprodukter har indeholdt skadelige organismer, blev der i 2002 foretaget en betydelig stramning af den nævnte plantesundheds-ordning ved Kommissionens direktiv 2002/36/EF af 29. april 2002 (2) og direktiv 2002/89/EF af 28. november 2002 (3) for at sikre en mere effektiv beskyttelse.

Hvad angår spørgsmålet om de kontrolforanstaltninger, der eventuelt kunne gennemføres på grund af den potentielle risiko for, at disse produkter medfører virusser og sygdomme, skal det nævnes, at så snart produkterne er importeret legalt i EU, så kan medlemsstaterne ikke indføre foranstaltninger, som begrænser handelen inden for Fællesskabet, medmindre de nationale myndigheder kan bevise, at foranstaltningerne er ikke-diskriminatoriske, proportionale og har til formål at beskytte menneskers, dyrs eller planters liv og sundhed.

Inden for rammerne af Kommissionens strategi for at udnytte globaliseringen til at sikre en bæredygtig udvikling prioriteres fremme af social udvikling og grundlæggende arbejdsstandarder, herunder et forbud mod og afskaffelse af børnearbejde, højt. Kommissionen fremmer i sin handelspolitik disse grundlæggende arbejdsstandarder gennem anvendelsen af positive instrumenter og incitamenter. Som eksempel kan nævnes EU's generelle præferenceordning, der giver lande, som opfylder principperne om grundlæggende arbejdsstandarder, yderligere præferencer, og Cotonou-aftalen mellem Fællesskabet og 77 AVS-lande, der indeholder særlige bestemmelser om handels- og arbejdsstandarder. EU er stærkt imod enhver form for sanktioner og initiativer, der udnytter spørgsmålet om arbejdstagernes rettigheder i protektionistisk øjemed. Alligevel kan den generelle præferenceordning om nødvendigt tilbagetrækkes midlertidigt for visse varer i tilfælde af børnearbejde som defineret i Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) relevante konventioner (artikel 26 i Rådets forordning (EF) nr. 2501/2001 (4)).

Den mere generelle bekæmpelse af (udnyttelsen af) børnearbejde behandles også inden for rammerne af forbindelserne mellem Kommissionen og ILO, der den 14. maj 2001 blev udvidet med en ny brevveksling mellem de to institutioner. Denne aftale omfatter bl.a. verdensomspændende udbredelse af de grundlæggende arbejdsstandarder. Fællesskabsstøtten til ILO-programmer og -aktiviteter til bekæmpelse af børnearbejde i udviklingslandene vil indgå i det kommende »strategiske partnerskab mellem Kommissionen og Den Internationale Arbejdsorganisation inden for udviklingssamarbejde«, hvor der snart vil blive iværksat en global strategi vedrørende børnearbejde og uddannelse i AVS-landene. På nuværende stadium er blomsterproduktionen ikke omhandlet specielt. ILO har udarbejdet nogle sektorspecifikke aktiviteter med henblik på at fremme grundlæggende arbejdsstandarder inden for landbrug og tilknyttede sektorer, herunder initiativer rettet mod arbejdstagernes og arbejdsgivernes organisationer med henblik på at fremme adfærdskodekser og opbygge kapaciteter.

For at fremme og støtte den europæiske blomsterproduktion iværksatte Kommissionen i 1997-2000 med et budget på 45 mio. EUR tre salgsfremstød for blomster og levende planter på det indre marked.

Siden 2000 har Kommissionen ført en politik med salgsfremstød for landbrugsprodukter, hvori blomsterproduktionen også indgår. Inden for rammerne af salgsfremstødet på det indre marked kan blomsterproducenterne to gange om året forelægge programmer for salgsfremstød, jf. forordning (EF) nr. 2826/2000 (5) og (EF) nr. 94/2002 (6), ændret ved forordning (EF) nr. 305/2002 (7), hvori retningslinjerne for fremme af blomsterproduktionen findes. Fællesskabet medfinansierer 50 % af disse programmer.

På nuværende tidspunkt er der vedtaget syv programmer for salgsfremstød i denne sektor i henholdsvis Belgien, Danmark, Italien Nederlandene, Østrig og Sverige.

Importtolden for varer i den kombinerede nomenklaturs kapitel 6 (levende planter og blomsterdyrkningens produkter) er på mellem 4 og 12 %.

Endvidere kan importtolden nedsættes inden for rammerne af bilaterale præferenceaftaler eller toldindrømmelser (den generelle præferenceordning).

Alle oplysninger om tolden på importen i EU af varer fra tredjelande kan findes på TARIC-webstedet, der ajourføres hver dag. Kommissionen kan således henvise det ærede medlem til denne adresse: (http://europa.eu.int/comm/taxation_customs/dds/en/tarhome.htm).

Blomster og prydplanter blev i 2000 ved forordning (EF) nr. 2796/2000 medtaget under anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr. 2081/92 (8). Det er således nu muligt at registrere disse produkters betegnelser på EU-plan som beskyttet geografisk betegnelse (BGB) eller beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) efter anmodning fra medlemsstaterne, såfremt produkterne opfylder betingelserne i nævnte forordning.

(1) EFT L 169 af 10.7.2000. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/116/EF af 4. december 2003, EUT L 321 af 6.12.2003.

(2) EFT L 116 af 3.5.2002.

(3) EFT L 355 af 30.12.2002.

(4) Rådets forordning (EF) nr. 2501/2001 af 10. december 2001 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2004 — Erklæringer til Rådets forordning om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2002 til 31. december 2004, EFT L 346 af 31.12.2001.

(5) Rådets forordning (EF) nr. 2826/2000 af 19. december 2000 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked, EFT L 328 af 21.12.2000.

(6) Kommissionens forordning (EF) nr. 94/2002 af 18. januar 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2826/2000 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked, EFT L 17 af 19.1.2002.

(7) Kommissionens forordning (EF) nr. 305/2002 af 18. februar 2002, EFT L 47 af 19.2.2002.

(8) Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, EFT L 208 af 24.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/787

(2004/C 78 E/0837)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3188/03

af Adeline Hazan (PSE) til Kommissionen

(27. oktober 2003)

Om: Harmonisering af civilstandsattester i Europa

I betragtning af

—	princippet om fri bevægelighed for personer i EU som fastslået i Amsterdam-traktaten,

—	det forhold, at der ikke findes et fælles system for dokumentation af civilstanden i Europa, og de gener, som de europæiske borgere udsættes for som følge af vanskelighederne med den daglige ajourføring af civilstandsoplysninger,

—

de juridiske begrænsninger, som følger af eksistensen af Den Internationale Civilstandskommission, som er oprettet på grundlag af en international konvention, som kun otte af de nuværende EU-medlemsstater (Belgien, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Tyskland, Østrig, Italien og Portugal) hidtil har undertegnet,

—	betydningen af denne kommissions arbejde med hensyn til udstedelse af visse civilstandsattester bestemt for udlandet, bl.a. for så vidt angår etableringen af et elektronisk civilstandsregister, som sikrer beskyttelse af personoplysninger og en tilstrækkeligt pålidelig registrering,

—	at det forhold, at der ikke kan henvises til attester (vedrørende ægteskab, skilsmisse, dødsfald) udstedt i udlandet, i visse tilfælde kan føre til forskelsbehandling af de europæiske borgere, ønskes følgende oplyst:

1.	Hvordan kan der skabes mulighed for en udveksling af ensartede oplysninger — f.eks. om ægteskab, skilsmisse og dødsfald i relation til attester udfærdiget i udlandet — mellem civilstandsmyndighederne i de forskellige europæiske lande?

2.	Hvilke EU-regler gælder der på området?

3.	Hvilke procedurer vil kunne harmoniseres på EU-plan med henblik på at sikre kompatibilitet mellem civilstandssystemerne til fordel for EU-borgerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(12. december 2003)

Pr. 1. december 2003 findes der ingen EU-lovgivning for oprettelsen af civilstandsattester i medlemsstaterne.

Den Internationale Civilstandskommissions arbejde har ganske vist ført til effektive løsninger på dette område, men som det ærede medlem påpeger, finder disse kun anvendelse på et lille antal medlemsstater.

Programmet for gensidig anerkendelse, der blev vedtaget i slutningen af 2000, og som på basis af konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors definerer det arbejde, som Kommissionen bør udføre på området for det civil- og strafferetlige samarbejde, omfatter ikke tiltag på dette område.

Kommissionen har dog modtaget flere henvendelser fra EU-borgere om de problemer, der opstår som følge af de uensartede regler for oprettelsen og ajourføringen af civilstandsattester i de forskellige medlemsstater.

Kommissionen kan derfor tænkes at anbefale behandlingen af dette område i et senere arbejdsprogram.

Da Kommissionen endnu ikke har foretaget nogen undersøgelse på dette område, er det ikke muligt at indkredse de aktuelle problemer eller at udarbejde forslag til løsninger, der kan afhjælpe disse problemer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/788

(2004/C 78 E/0838)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3195/03

af Ursula Stenzel (PPE-DE) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Anerkendelse af erhvervet (klinisk) optometrist

Strider det mod gældende fællesskabsret, navnlig for så vidt angår etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, at erhvervet (klinisk) optometrist, der allerede praktiseres på EU's område, navnlig i England, Irland og Nederlandene, ikke findes i Østrig, og at EU-borgere, der har erhvervet deres ret til at praktisere dette erhverv i andre medlemsstater, nægtes denne ret i Østrig?

Bør dette erhverv ikke ifølge fællesskabsretten anerkendes i de medlemsstater, hvor der ikke findes bestemmelser om det, således at EU-borgerne får tilladelse til at praktisere erhvervet på samme betingelser i alle medlemsstater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(1. december 2003)

I henhold til EF-Domstolens retspraksis har medlemsstaterne, når der ikke er foretaget en harmonisering af en given form for erhvervsvirksomhed, kompetence til at fastsætte betingelserne for adgangen til eller udøvelsen af denne virksomhed, forudsat at dette sker under iagttagelse af de grundlæggende friheder, som er sikret ved EF-traktaten (Domstolens dom af 11. juli 2002, sag C-294/00, Deutsche Paracelsus Schulen für Naturheilverfahren GmbH).

Ifølge Kommissions oplysninger findes erhvervet som klinisk optometrist, der ville svare til erhvervet som klinisk optometrist i andre medlemsstater, ikke i Østrig. Erhvervet er efter alt at dømme imidlertid forbeholdt læger i Østrig.

I Bouchoucha- og Mac Quen-sagen (Domstolens dom af 3. oktober 1990, sag C-61/89, og Domstolens dom af 1. februar 2001, sag C-108/96) fastslog EF-Domstolen, at en medlemsstat ikke overtræder EF-traktatens artikel 43, når den indfører en sådan restriktion for at varetage almene hensyn til beskyttelsen af den offentlige sundhed.

I denne forbindelse skal det også påpeges, at beskyttelsen af den offentlige sundhed er et af de hensyn, der i henhold til EF-traktatens artikel 46, stk. 1, kan begrunde en begrænsning af etableringsfriheden. Bestemmelserne i nævnte stykke finder i henhold til EF-traktatens artikel 55 også anvendelse på den frie udveksling af tjenesteydelser.

Kommissionen ligger ikke inde med yderligere oplysninger, der taler for en tilsidesættelse af fællesskabsretten.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/788

(2004/C 78 E/0839)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3196/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Problemer med byggeri, beskyttelse af skove og boligkooperativer i Grækenland

I Grækenland har der især i de senere år udviklet sig et sandt kaos, hvad angår byggeaktiviteter, beskyttelse af skove og boligkooperativer. Da en offentligt ansat i Athen fornylig begik selvmord (den 12. oktober 2003), kom en del oplysninger frem i offentligheden, dels om situationen med hensyn til tildeling af byggetilladelser i et land, hvor der findes hundredtusindvis af vilkårligt opførte bygninger (ifølge erklæringer fra den ansvarlige minister, Vaso Papandreou), og dels om det politiske pres, som de ansatte i den græske offentlige forvaltning udsættes for.

Det bør understreges, at der i Grækenland findes mange boligkooperativer med tusindvis af medlemmer, der i årtier har betalt årlige (og ekstraordinære) bidrag (f.eks. lægernes kooperativ »I YGEIA SYN.PE« i Saronida i Attika, som blev grundlagt i 1965 og har 3 090 medlemmer), uden at de hidtil har kunnet erhverve nogen byggegrund, selvom mange af disse kooperativer tydeligvis befinder sig uden for skovområder, hvilket skaber forståelige tvivl hos deres medlemmer. Den græske regering, som »rent tilfældigt« kom i tanker om boligkooperativerne lige op til det græske parlamentsvalg, har også udtrykt bekymring over dette politiske problem.

Det bør ligeledes understreges, at der i Grækenland er store problemer med det nye lovforslag om skove samt kvaliteten af de tusindvis af uautoriserede bygninger, som er opført i hast uden byggetilladelser og uden, at der fra byplanlægningsmyndighedernes side er foretaget nogen form for kontrol af, hvorvidt de er tilstrækkelig stabile. Ejerne af disse uautoriserede bygninger er desuden blevet holdt for nar af regeringen, som bliver ved med at udsætte arbejdet med at finde en løsning på de presserende problemer. Samtidig opstår spørgsmålet om social uretfærdighed for de tusindvis af græske statsborgere, der føler sig uretfærdigt behandlet, fordi de har betalt i dyre domme for at få byggetilladelser, mens andre bare har opført deres huse uden at betale for denne tilladelse.

I hvilken anden EU-medlemsstat foregår der vilkårligt byggeri i samme udstrækning som i Grækenland? Hvilke oplysninger har Kommissionen modtaget fra de græske myndigheder vedrørende kvaliteten af de vilkårligt opførte bygninger i Grækenland, hvor 52 % af de seismiske kræfter i hele EU er koncentreret? Hvad er den nøjagtige definition på »skov« og »skovområde« i henhold til fællesskabsbestemmelserne? Er situationen vedrørende de medlemmer af boligkooperativer, som i årtier har betalt deres bidrag uden endnu at have erhvervet byggegrunde, et problem, der bør tages op?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(4. december 2003)

Kommissionen kender intet til statistikker eller informationer om byggeri, der ikke er godkendt i de forskellige medlemsstater, og den kan således ikke vurdere omfanget af dette byggeri i Grækenland. Desuden har Kommissionen heller aldrig modtaget informationer fra de græske myndigheder om den håndværksmæssige standard for det ikke godkendte byggeri i Grækenland.

Der er ikke i Unionens skovstrategi medtaget nogen definition af »skov« og »skovområder«. Det er de enkelte medlemsstaters nationale definitioner, der gælder for fællesskabslovgivningen og finansierings-instrumenterne. Forordningen om »Forest Focus«, som for nylig blev vedtaget, omfatter bl.a. en definition af »skove« og »andre skovklædte områder«, som gælder for aktioner, der skal støttes over forordningen.

Spørgsmålet om de medlemmer af byggekooperativer, som endnu ikke har fået tildelt jord, skønt de har betalt bidrag til byggekooperativet, vedrører udelukkende de enkelte landes nationale myndigheder og er som sådant omfattet af national lovgivning.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/789

(2004/C 78 E/0840)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3203/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Hospitalsaffald i Attika

Ifølge oplysninger fra ESDKNA (Sammenslutningen af kommuner i Attika) sender de fleste hospitaler og privatklinikker i Attika ikke deres affald til forbrænding i det eksisterende særlige anlæg men foretrækker at forbrænde affaldet i deres egne ovne under upassende forhold (ved en temperatur på 100 °C, mens temperaturen i ESDKNA-anlægget er 1 600 °C), og ofte bringer de affaldet sammen med det almindelige husholdningsaffald til affaldsdeponeringsstederne. Det er i følge pressen betegnende, at sammenslutningens særlige forbrændingsovn dagligt kun modtager 3,5 ton hospitalsaffald ud af de 25 ton, der hver dag produceres i Attika.

Hvilke bestemmelser gælder der for dette affald i henhold til fællesskabsretten? Hvordan er situationen i andre medlemsstater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(27. november 2003)

Følgende fællesskabsretsakter er de mest relevante for håndtering af affald hidrørende fra sundhedspleje af dyr og mennesker:

—	Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (1)

—	Rådets direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald (2)

—	Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab (3)

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (4)

—	Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (5)

—	Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (6)

—	Kommissionens beslutning 2001/118/EG af 16. januar 2001 (7) om ændring af Kommissionens beslutning 2000/532/EF af 3. maj 2000 (8) for så vidt angår listen over affald

—	Rådets beslutning 2003/33/EF af 19. december 2002 om opstilling af kriterier og procedurer for modtagelse af affald på deponeringsanlæg i henhold til artikel 16 i og bilag II til direktiv 1999/31/EF (9).

Gennemførelsen af direktiverne om affald, farligt affald samt emballage og emballageaffald er nærmere beskrevet i rapporten fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelse af fællesskabslovgivningen (10). Rapporten indeholder ingen nærmere enkeltheder om, hvor meget hospitals-affald der genindvindes eller bortskaffes.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2150/2002 af 25. november 2002 om affaldssta-tistik (11) vil blandt andet sikre regelmæssig tilvejebringelse af fællesskabsstatistikker om produktion og håndtering af hospitalsaffald. Kommissionen vil fremlægge den første rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om de statistikker, der er udarbejdet i henhold til denne forordning inden udgangen af 2007.

(1) EFT L 194 af 25.7.1975.

(2) EFT L 377 af 31.12.1991.

(3) EFT L 30 af 6.2.1993.

(4) EFT L 365 af 31.12.1994.

(5) EFT L 182 af 16.7.1999.

(6) EFT L 332 af 28.12.2000.

(7) EFT L 47 af 16.2.2001.

(8) EFT L 226 af 6.9.2000.

(9) EFT L 11 af 16.1.2003.

(10) KOM(2003)250 endelig udg., http://europa.eu.int/eur-lex/en/com/rpt/2003/com2003_0250en03.pdf.

(11) EFT L 332 af 9.12.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/790

(2004/C 78 E/0841)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3213/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(30. oktober 2003)

Om: Anvendelse af fællesskabsmidler til kulturområdet i Grækenland

Kan Kommissionen oplyse, hvad anvendelsesgraden af fællesskabsmidler til anden og tredje fællesskabsstøtteramme inden for kulturområdet har været i Grækenland? Hvad er de vigtigste kulturelle områder, der har modtaget støtte via disse midler i Grækenland og hvor meget er der helt præcist tildelt i støtte over den tredje fællesskabsstøtteramme til hvert enkelt af disse områder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(8. december 2003)

Interventioner i Grækenland under strukturfondene i kultursektoren i henhold til anden og tredje fællesskabsstøtteramme (EFSR) har til formål at beskytte og udvikle kulturarven, udvikle en moderne kultur og nå frem til en afbalanceret udvikling i regionernes udbud og efterspørgsel efter kulturgoder og tjenester.

Udtrykt i bevillinger til kultursektoren er situationen følgende:

—	i henhold til anden EFSR: 208 mio. EUR

—	i henhold til tredje EFSR: 960 mio. EUR.

Der er tale om projekter vedrørende forbedring af bygningsmæssig og teknologisk infrastruktur i eksisterende museer, beskyttelse og udbygning af monumenter og arkæologiske områder og styrkelse af moderne infrastruktur og institutioner på kulturområdet.

Under tredje EFSR modtages der støtte til aktiviteter på dette område i henhold til det operationelle program for kultur og det operationelle program for informationssamfund. Der kan også modtages støtte til tillægsforanstaltninger inden for de forskellige regionale operationelle programmer.

Det operationelle program for kultur har modtaget en samlet bevilling på 604 mio. EUR. Den omfatter bevillinger til museer (192 mio. EUR), arkæologiske områder (165 mio. EUR), kulturcentre (117 mio. EUR) og koncertsale i Athen og Thessaloniki (114 mio. EUR) samt faglig bistand (16 mio. EUR).

Det operationelle program for informationssamfund omfatter kulturforanstaltninger med en bevilling på 129 mio. EUR.

I henhold til regionale operationelle programmer er der bevilget omkring 227 mio. EUR til kulturaktiviteter.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/791

(2004/C 78 E/0842)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3217/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Overvågning af luftforureningen i Grækenland

Nogle for nylig offentliggjorte undersøgelser har vist, at selv begrænsede eller relativt lave koncentrationer af forurenende stoffer i luften kan have umiddelbar indvirkning på indbyggernes sundhed i en by. Der er blevet advaret om, at Grækenland og især Athen-området måske ikke vil være i stand til at opfylde Verdenssundhedsorganisationens krav, hvis der ikke træffes passende foranstaltninger til bekæmpelse af luftforureningen.

Eftersom der i Grækenland sker overskridelse af EU's grænseværdier for farlige forurenende stoffer, bedes Kommissionen besvare følgende:

1.	Hvad er værdierne for koncentration af de flygtige organiske forbindelser, kræftfremkaldende småpartikler, benzen og ozon i Attika-området?

2.	Hvilke foranstaltninger er der — især i sommerperioden, hvor temperaturerne er høje — blevet truffet af den græske regering til bekæmpelse af luftforureningen?

3.	I hvor høj grad stemmer disse foranstaltninger overens med de af EU fastlagte foranstaltninger?

4.	Har Grækenland gennemført direktiv 96/61/EF (1) i sin nationale lovgivning efter Domstolens dom i sag nr. C-64/01?

5.	Er direktiv 2000/69/EF (2) om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften blevet gennemført i den græske nationale lovgivning?

6.	Er Kommissionen blevet underrettet om gennemførelse af direktiv 1999/30/EF (3) om luftkvalitetsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogendioxid og nitrogenoxider, partikler og bly i luften i Grækenland, og har Grækenland fremsendt spørgeskemaet i den forbindelse?

7.	Har Grækenland gennemført direktiv 2001/81/EF (4) om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer i sin nationale lovgivning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(17. december 2003)

til 3. Ud fra de officielle rapporter, som Kommissionen har modtaget i medfør af bestemmelser i gældende EU-lovgivning, ligger årskoncentrationen af PM10 (dvs. partikler med diameter under 10 mikrometer ((μm)) i Attika-området på 50-70 mikrogram pr. kubikmeter (μg/m3), dvs. tydeligt over grænseværdien (inkl. tolerance) for 2003 på 46 μg/m3. Den dagsgrænseværdi, der skal være opfyldt i 2005, er 50 μg/m3, og den må ikke overskrides mere end 35 gange pr. kalenderår. I 2002 er det oplyst, at denne koncentration blev overskredet mellem 64 og 116 dage i Attika-området.

I oplysningsperoden april-august 2002 blev ozon-tærskelværdien for underretning af befolkningen på 180 μg/m3 (timegennemsnit) overskredet 17 dage i gennemsnit, men mere end 30 dage ved to stationer. Den maksimale timekoncentration var langt over 200 μg/m3 med et absolut maksimum på 316 μg/m3. I dette års rapport om »Air pollution by ozone in Europe« lå ca. 17 % af de græske stationer, der overskred informationstærskelværdien, også højere end varslingstærskelværdien på 240 μg/m3. Denne varslings-tærskelværdi er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/3/EF af 12. februar 2002 om luftens indhold af ozon (5), som trådte i kraft den 9. september 2003.

Flygtige organiske forbindelser (VOC) er ikke omfattet af gældende lovgivning om luftkvaliteten. I medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/69/EF af 16. november 2000 om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften, skal den første vurdering af luftkvaliteten med hensyn til benzen indgives til Kommissionen inden udgangen af september 2004. Grækenland har ikke i medfør af Rådets beslutning 97/101/EF af 27. januar 1997 om oprettelse af en gensidig udveksling af information og data fra net og individuelle stationer, der måler luftforureningen i medlemsstaterne (6) givet nogen oplysninger om VOC og benzen i luften.

Gældende EU-lovgivning om luftkvaliteten (rammedirektivet om luftkvalitet (1996/62/EF (7)) og de tilhørende datterdirektiver (1999/30/EF (8), 2000/69/EF (9) og 2002/3/EF)) indeholder grænseværdier for specifikke forurenende stoffer, som skal overholdes fra en bestemt dato (f.eks. 2005 for PM10). Hvis en grænseværdi plus en fastsat tolerancemargen (som falder hvert år og bliver nul på opfyldelsesdatoen) overskrides, skal medlemsstaten fremlægge planer og programmer for, hvordan grænseværdien kan opfyldes. For de første er udgangen af 2003 sidste frist. Især for PM10 forventer Kommissionen at modtage sådanne planer og programmer, da Grækenland hidtil ikke har givet tilstrækkelig begrundelse for, at overskridelserne af PM10 skulle skyldes naturlige forhold.

Med henblik på at nedbringe forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen skal nationale emissionslofter for VOC, svovldioxid (SO2), nitrogenoxid (NO2) and ammoniak (NH3) opfyldes inden 2010 ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF af 23. oktober 2001 om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer. Kommissionen har endnu ikke modtaget meddelelse om gennemførelsen af dette direktiv, som skulle være sket senest den 27. november 2002. Direktivet kræver, at medlemsstaterne udarbejder nationale programmer, der viser, hvordan lofterne tænkes overholdt. Grækenland har endnu ikke givet Kommissionen oplysning om noget sådant program, som skulle foreligge senest den 31. december 2002.

Domstolen har i en dom af 7. marts 2002 erklæret, at Grækenland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for fuldt ud at efterkomme direktivet. Efter afsigelsen af denne dom har de græske myndigheder vedtaget og tilsendt Kommissionen lov nr. 3010/2002 og bekendtgørelse nr. 15393/2332/2002 og 11014/703/9104/2003. Da Grækenland nu har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til gennemførelse af direktiv 96/61/EF og kravene i dommen, har Kommissionen henlagt den verserende overtrædelsessag herom.

5.	Direktiv 2000/69/EF er ikke gennemført i Grækenland. Kommissionen har indledt en overtrædelsesprocedure i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 226 og sendt Grækenland en begrundet udtalelse.

6.	Direktiv 1999/30/EF er gennemført i græsk ret ved ministerrådsakt nr. 34/2002, som er sendt til Kommissionen.

7.	Direktiv 2001/81/EF er ikke gennemført i Grækenland. Kommissionen har indledt en overtrædelsesprocedure i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 226 og sendt Grækenland en begrundet udtalelse.

(1) EFT L 257 af 10.10.1996, s. 26.

(2) EFT L 313 af 13.12.2000, s. 12.

(3) EFT L 163 af 29.6.1999, s. 41.

(4) EFT L 309 af 27.11.2001, s. 22.

(5) EFT L 67 af 9.3.2002.

(6) EFT L 35 af 5.2.1997.

(7) Rådets Direktiv 96/62/EF af 27. september 1996 om vurdering og styring af luftkvalitet, EFT L 296 af 21.11.1996.

(8) Rådets direktiv 1999/30/EF af 22. april 1999 om luftkvalitetsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogendioxid og nitrogenoxider, partikler og bly i luften, EFT L 163 af 29.6.1999.

(9) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/69/EF af 16. november 2000 om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften, EFT L 313 af 13.12.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/793

(2004/C 78 E/0843)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3224/03

af Glyn Ford (PSE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Kommissionens forslag om at erstatte Rådets forordning (EØF) om køretid

Jeg har modtaget adskillige breve fra velgørende og frivillige organisationer, som er bekymrede over, at ovennævnte nye erstatningsforordning ikke vil indeholde den nuværende undtagelse for »køretøjer, der anvendes som butikker til betjening af lokale markeder eller til dørsalg, til ambulante bank- og sparekasseforretninger, til gudstjenester, til udlån af bøger, plader eller kassetter samt til kulturelle formål eller udstillinger, og som specielt er indrettet hertil«. De er urolige for, at deres køretøj ikke vil leve op til den nye forordnings økonomiske og administrative implikationer og derfor vil skulle tages ud af tjeneste.

Selv om jeg erkender vigtigheden af den nye forordning, beder jeg Kommissionen overveje at genindsætte den nuværende undtagelse, så frivillige organisationer kan fortsætte med at betjene lokalsamfundene.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(8. december 2003)

Kommissionens forslag (1) tilstræber bl.a. at begrænse det enorme antal undtagelser, fravigelser og særordninger, der gælder i forbindelse med den nuværende forordning (2), til kun at omfatte de allermest nødvendige, hvorved man begrænser fremtidigt misbrug. Ved udformningen af sit oprindelige forslag fik Kommissionen det råd, at denne særlige undtagelse for længst var forældet og kunne fjernes helt.

Kommissionen har modtaget en række tilsvarende skrivelser fra Det Forenede Kongerige om behovet for at bibeholde denne undtagelse for de særlige Play-bus-køretøjer. Samråd med det britiske transportministerium har bekræftet, at denne undtagelse, som Kommissionen nu ønsker at lade udgå, anvendes af de britiske myndigheder for netop at undtage denne særlige velgørenhed. Det bemærkes, at der ikke findes andre undtagelser, som kan dække denne særlige aktivitet, og at Kommissionen derfor er frit stillet med hensyn til at indtage en mere smidig holdning hertil i forbindelse med fremtidige drøftelser af forslaget.

(1) EFT C 51 E af 26.2.2002.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport, EFT L 370 af 31.12.1985.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/794

(2004/C 78 E/0844)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3229/03

af Raffaele Costa (PPE-DE) og Jas Gawronski (PPE-DE) til Kommissionen

(31. oktober 2003)

Om: Støtte til anlæggelse af jernbaneforbindelsen Torino-Lyon

Den Europæiske Union skulle efter sigende ikke have til hensigt at opføre jernbaneforbindelsen Torino-Lyon på listen over de 15 prioriterede støtteberettigede projekter, der er udvalgt blandt de 29 projekter, som indgik i det europæiske vækstinitiativ, og som omfattede ovennævnte jernbaneforbindelse.

Hvorledes er dette muligt, når det strategiske sigte med interventionen skulle være europæisk integration, og når planlægningen er mere fremskreden end for adskillige af de øvrige projekter, der tilsyneladende er udvalgt? Det er vigtigt at tage hensyn til, om projektet opfylder de fem kriterier, som Kommissionens formand, Prodi, opstillede den 17. oktober 2003 (og som i henhold til Prodi skulle give konkrete resultater på mindre end tre år).

De nævnte kriterier er:

1.	projektets gennemførlighed,

2.	projektets grænseoverskridende karakter til fremme af det indre marked,

3.	projektets nyttevirkning i lyset af udvidelsen,

4.	projektets økologiske bæredygtighed og

5.	projektets potentiel med hensyn til teknologisk innovation.

Projektet for jernbaneforbindelsen Torino-Lyon opfylder alle fem kriterier.

Den Europæiske Investeringsbanks formand anførte for nylig, at banken ville finansiere projekter, der var gennemførlige, hvis økonomiske følgevirkninger var positive, og som var rentable (og kunne tiltrække privat kapital), samtidig med at de opfyldte de involverede landes krav. Alle disse kriterier passer tilsyneladende på ovennævnte projekt. Desuden har de vigtigste finansieringsinstitutter (Credit Agricole, San Paolo, Caisse des Dépots og Dexia) i deres analyser anført, at 30-35 % af udgifterne til projektet kan finansieres med privat kapital, hvilket er en af de højeste satser for infrastrukturer af denne art, og en udsættelse af finansieringen i endnu tre år ville betyde tab af kostbar tid. Kan Kommissionen oplyse, hvorledes den forholder sig til dette spørgsmål?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(3. december 2003)

Projekt nr. 6 Lyon — Torino — Milano — Venezia — Trieste figurerer blandt de prioriterede projekter i det transeuropæiske transportnet efter Det Europæiske Råds møde i Essen i 1994. Projektets nytteværdi og dets betydning for det transeuropæiske transportnets udvikling er kommet klart til udtryk i Van Miert-rapporten, som blev offentliggjort i slutningen af juni 2003. Kommissionen har på ny betonet den betydning, den tillægger dette projekt, ved at medtage det i sit forslag til revision af retningslinjerne for de transeuropæiske transportnet blandt de projekter, der er erklæret for værende af fælleseuropæisk interesse (det indgår i aksen Lyon-Trieste/Koper-Ljubljana-Budapest).

Af samme grund har Kommissionen medtaget den grænseoverskridende del af dette projekt (basistunnelen under Mont Cenis) i »Quick start-programmet« under det europæiske vækstinitiativ, der blev lanceret den 11. november 2003 på begæring af Det Europæiske Råd. Denne del af projektet opfylder de fastsatte kriterier, når man tager hensyn til de fremskredne geologiske undersøgelser, som er særligt vanskelige i forbindelse med anlæggelsen af denne tunnel, dennes indvirkning på det indre marked samt dens fordele for miljøet. Det drejer sig om den mest komplekse sektion på denne strategiske akse i de transeuropæiske net. De tekniske, økonomiske og finansielle forundersøgelser samt anlæggelsen af pilottunneler er allerede i gang, og hertil ydes en betragtelig finansiel støtte fra Fællesskabets side. Der er således afsat 100 mio. EUR til dette formål (på basis af samlede omkostninger, som er anslået til 371 mio.EUR) for tidsrummet 2001-2006, og en stor del af disse midler er allerede blevet udbetalt. Endvidere er det heller ikke udelukket, at de bevilgede midler på budgettet for de transeuropæiske net — som led i revisionen af det flerårige vejledende program og under hensyn til vækstinitiativet — kan blive nyvurderet inden for rammerne af de disponible fællesskab smidler.

For så vidt angår en mulig medvirken fra den private sektors side til gennemførelsen af projektet, følger Kommissionen opmærksomt de undersøgelser, der foretages af projektets bygherre med henblik på at opstille en finansieringsplan, inklusive på grundlag af et offentligt-privat partnerskab (hvis form endnu ikke er fastlagt). Det er dog endnu for tidligt at give et endeligt svar angående omfanget af den private sektors deltagelse, da dette i høj grad afhænger af de valg, der træffes med henblik på projektets gennemførelse og driften af infrastrukturen. Disse spørgsmål er stadig ved at blive drøftet. Den private sektors deltagelse afhænger ligeledes af vedtagelsen af Kommissionens forslag om ændring af Rådets direktiv nr. 99/62 (1) (»eurovignet«-direktivet), der bl.a. sigter mod i særligt følsomme områder at tillade opkrævning af højere afgifter for lastbiler med det formål at bidrage til finansieringen af alternative infrastrukturer af fælleseuropæisk betydning.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/CE af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, EFT L 187 af 20.7.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/795

(2004/C 78 E/0845)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3238/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(3. november 2003)

Om: Ny ordning for cabotagesejlads i Grækenland

Ifølge offentliggørelser i den græske presse har Kommissionen og det græske ministerium for handelsskibsfart i forbindelse med den nye ordning for cabotagesejlads, der skal træde i kraft fra 1. januar 2004 i Grækenland, vedtaget at nedsætte et blandet udvalg, der skal undersøge spørgsmål forbundet med de institutionelle rammer i Grækenland og overgangen til den nye ordning, der er fastlagt i forordning (EØF) nr. 3577/92 (1) om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads). I dette udvalg ønsker også Foreningen af Cabotageskibsredere at deltage for at støtte en fuldstændig liberalisering af deres aktiviteter. Ifølge de samme offentliggørelser omfatter de spørgsmål, der forhandles om, også sammensætningen af besætningen inden for græsk kystsejlads og kravet om, at de EU-søfolk, der ønsker at arbejde i Grækenland, skal kunne græsk, samt aldersgrænsen for passager- og bilfærger i Grækenland.

1.	Kan Kommissionen oplyse, på hvilke punkter den gældende ordning ikke stemmer overens med fællesskabsretten og især forordning (EØF) nr. 3577 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads)?

2.	Hvad mener Kommissionen, at de græske myndigheder bør foretage sig, så der fra den 1. januar 2004 ikke bliver problemer, hvad angår gennemførelsen af fællesskabsretten?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(8. december 2003)

Kommissionen har allerede for lang tid siden oplyst de græske myndigheder om, at det var påkrævet at ændre den gældende lovgivning for at bringe den i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 (2), bl. a. for så vidt angår omfanget af den offentlige service, bemandingsreglerne og de aldersmæssige kriterier for fartøjer. I praksis træder denne forordning fuldt ud i kraft den 1. januar 2004.

Kommissionen har aldrig haft til hensigt at lade nedsætte et blandet undersøgelsesudvalg i samarbejde med de græske myndigheder. Kommissionen vil træffe alle foranstaltninger, herunder om nødvendigt indlede en overtrædelsesprocedure, med henblik på at forordningen efterkommes behørigt.

(1) EFT L 364 af 12.12.1992, s. 7.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads), EFT L 364 af 12.12.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/796

(2004/C 78 E/0846)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3254/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(3. november 2003)

Om: Liste over prioriterede projekter — Kommissionen

I følge medierne forelagde Kommissionen Det Europæiske Råd i Bruxelles en liste med 13 projekter, som blev betegnet som havende høj prioritet for Den Europæiske Union, og som indgår i et større hele bestående af 29 projekter, som indebærer samlede investeringer på 220 milliarder euro, og som, stadig i følge samme kilde, vil medføre en vækst i Den Europæiske Unions samlede interne produktion på 0,6 % og oprettelsen af 400 000 arbejdspladser om året.

På denne liste figurerer ikke de iberiske forbindelser med højhastighedstog (i folkemunde kendt som TGV), hvad der nok kunne have fortjent kritik fra de iberiske staters side, der på linie med andre stater i den europæiske periferi frygter, at de kun indirekte kommer til at nyde godt af de planlagte investeringer.

Jeg spørger derfor Kommissionen:

—	Kan den bekræfte, at den forelagde Det Europæiske Råd en sådan liste over prioriteter?

—	Kan den bekræfte, at de iberiske TGV-forbindelser ikke figurerer på denne liste?

—	Hvilke forklaringer har den herpå, ikke mindst i lyset af principperne om økonomisk og social samhørighed, lighed og konkretisering af det indre marked?

—	Hvilke forholdsregler har den truffet eller agter den at træffe for at forhindre, at de geografisk perifert beliggende medlemsstater kun får indirekte gavn af de planlagte investeringer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(8. december 2003)

Kommissionen har den 1. oktober 2003 forelagt sit supplerende forslag til en kritisk revision af Fællesskabets retningslinjer for videreudvikling af det transeuropæiske transportnet (TEN-T) (1). I forslaget indgår bl.a. en række nye højtprioriterede projekter, som skal føjes til de andre 14 projekter, der allerede blev vedtaget i 1994 fra Essen-listen, og de projekter, Kommissionen foreslog vedtaget i 2001, og som bakkes op af Europa-Parlamentet. Disse projekter er blevet udvalgt på grundlag af strenge kriterier, der ligeledes er medtaget i forslagets tekst. Listen over de projekter, der skønnes prioriterede af Kommissionen, omfatter i alt 26 forskellige projekter, som skal gennemføres frem til år 2020, og som repræsenterer samlede investeringer for 220 mia. EUR.

TGV-forbindelserne på Den Iberiske Halvø er foreslået prioriteret blandt en række andre projekter. Således er f.eks. højhastighedsforbindelsen Lissabon/Porto-Madrid blevet foreslået som en forlængelse af det prioriterede projekt nr. 3, den sydvesteuropæiske højhastighedstogforbindelse, hvori forbindelserne Madrid-Barcelona-Montpellier og Madrid-Vitoria-Dax allerede indgik i 1994. Dette projekt forlænges ligeledes mod nord med afsnittene Montpellier-Nîmes og Dax-Bordeaux-Tours. Endvidere foreslås det samlede højhastighedsnet på Den Iberiske Halvø (projekt nr. 19), herunder også forbindelsen Vigo-Porto, udpeget som et højtprioriteret projekt fra år 2001.

Blandt de projekter, der regnes for prioriterede, findes også godsbaneforbindelsen Sines-Madrid-Paris (projekt nr. 16), hvori jernbanelinjen Sines-Badajoz og jernbanegennembrydningen af Pyrenæerne indgår. Alle disse jernbaneprojekter bidrager til at forbinde Portugal og Spanien indbyrdes og med resten af det transeuropæiske net.

Den Iberiske Halvø vil også kunne drage nytte af det potentiale, motorvejene til havet indebærer, der ligeledes er medtaget i Kommissionens forslag af 1. oktober 2003 som prioriteret projekt (projekt nr. 21).

Endvidere har Det Europæiske Råd på sit møde den 16.-17. oktober 2003 som led i det europæiske vækstinitiativ, som Romano Prodi har sat i gang, opfordret Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og de berørte instanser inden for Rådet til, under hensyn til de prioriteter, der er fastsat i Kommissionens forslag, at udarbejde et quick-start-program, som skal omfatte en liste over projekter i den udvidede Union. Dette quick-start-program, som vedtoges af Kommissionen den 11. november 2003 (2), anfægter ikke gyldigheden af de prioriteter, som Kommissionen allerede har fastlagt, og som der skal træffes afgørelse om i Europa-Parlementet og Rådet, men er et initiativ med henblik på at fremskynde igangsættelsen af en række modne grænseoverskridende projektafsnit på en sådan måde, at der opstår en løftestangs-virkning for samtlige disse projekter, der alle stadig er højt prioriteret. Blandt de projekter, der indgår i dette program, er bl.a. højhastighedstogforbindelserne Lissabon-Madrid, Vigo-Oporto og Perpignan-Figueras samt motorvejsforbindelserne til havet. Kommissionen vil forelægge sine forslag vedrørende quick-start-programmet i sin rapport om det europæiske vækstinitiativ til Det Europæiske Råd i december 2003.

(1) KOM(2003) 564 endelig udg.

(2) KOM(2003) 690 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/797

(2004/C 78 E/0847)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3266/03

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(4. november 2003)

Om: Genetisk modificerede afgrøder påvirker naturen

I uge 42 kunne man i bl.a. Financial Times og på BBC's hjemmeside læse om de opsigtsvækkende resultater af en undersøgelse af, hvorvidt genetisk modificerede (GM) afgrøder påvirker naturen. Undersøgelsen er baseret på forsøg i England, og dokumenterer at marker med GM-afgrøder i flere tilfælde ødelægger de naturlige betingelser også mere end konventionelle marker. Undersøgelsen viste bl.a., at der eksempelvis var færre fugle, sommerfugle og bier omkring marker med GM-afgrøder sammenlignet med konventionelle marker.

I den forbindelse bedes Kommissionen redegøre, for hvorledes disse skræmmende resultater påvirker EU's politik, særlig mhp. tilladelsen af GM-produkter. Agter Kommissionen på baggrund af disse resultateter at iværksætte nye undersøgelser om GM-produktion og dens negative indflydelse på naturen, og mener Kommissionen, at regler for sameksistens mellem GM-afgrøder og ikke-GM-afgrøder bør revideres i lyset af disse resultater? Endelig bedes Kommissionen tilkendegive, hvorledes GM-producenter stilles økonomisk ansvarlig for de negative ændringer, de påfører naturen.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(16. januar 2004)

Der blev den 16. oktober 2003 offentliggjort otte rapporter om ekstensive dyrkningsforsøg, som er gennemført i Det Forenede Kongerige i de seneste tre år, kendt under betegnelsen på Farm Scale Evaluations (»FSE«). Forskningsarbejdet gik ud på at undersøge, hvilke virkninger dyrkningen af tre genmodificerede (GM) herbicidtolerante afgrøder (majs, forårssået raps og roer) eventuelt ville have på forekomsten og diversiteten af visse nøglekomponenter i agerlandets vilde flora og fauna sammenlignet med konventionelle ikke-herbicidtolerante afgrøder. I løbet af de tre år observerede man således et antal marker, hvor den ene halvdel var sået med konventionelle frø og den anden halvdel med GM-frø af den samme afgrøde. Begge halvdele blev forvaltet af landbrugere efter de samme metoder, som de ville have brugt til kommercielle afgrøder.

Et af undersøgelsens hovedresultater er, at virkningerne af herbicidtolerante afgrøder på markernes biodiversitet afhænger af den pågældende afgrøde. HT-majs var således mere skånsom mod markens biodiversitet end konventionel majs, mens herbicidtolerant raps og roe var skadeligere end de tilsvarende konventionelle afgrøder.

Disse forsøg i Det Forenede Kongerige var klassificeret som forsøgsudsætninger. Sådanne udsætninger reguleres nu under del Β i direktiv 2001/18/EF (1) (tidl. del Β i direktiv 90/220/EØF (2), som blev afløst af direktiv 2001/18/EF den 17. oktober 2002). Forsøgsudsætninger godkendes efter en »decentraliseret« procedure. Dette indebærer, at den medlemsstat, hvor udsætningen skal finde sted, skal gennemføre en miljørisikovurdering forud for godkendelsen. Kun den pågældende medlemsstat har ansvaret for sådanne udsætninger, herunder også for passende forvaltnings- og tilsyns/kontrolforanstaltninger. Anmeldelser af markedsføring af GMO'er skal indeholde oplysninger om resultaterne af forsøgsudsætninger af de pågældende GMO'er.

I betragtning af ovenstående er det derfor vigtigt at mærke sig udtalelsen fra ACRE (den britiske regerings officielle instans for udsætning af GMO'er) vedrørende de følger, resultaterne vil få for igangværende, uafgjorte og fremtidige udsætninger af GM-afgrøder.

Det skal også huskes, at FSE-resultaterne kun gælder for de tre afgrøder, der er blevet undersøgt, og kun ved anvendelse af de pågældende herbicider. For at kunne ekstrapolere resultaterne til andre typer GM-afgrøder kræves der derfor yderligere undersøgelser.

I rapporten hedder det: »der er ikke tegn på, at dyrkning af en afgrøde, der er modificeret med moderne bioteknologi, har negative virkninger på biodiversiteten.« Forskellen i virkningerne mellem den konventionelt dyrkede og den GM-dyrkede markhalvdel kan måske forklares ved forskellen mellem de herbicider, der er anvendt på de herbicidtolerante afgrøder, og dem der er anvendt på de konventionelle afgrøder.

Før udsætning i miljøet i forskningsøjemed eller i kommercielt øjemed skal hver enkelt GMO vurderes på et sag til sag-grundlag. Dette betyder, at hver GMO vurderes for sig under hensyntagen til forældreafgrøden (majs eller raps osv.) og GMO'ens biologiske egenskaber (selvbestøvning/krydsbestøvning, insekt-/vindbestøvning, etårig/toårig afgrøde mv.), det indsatte GM-træk (herbicidtolerance, insekttolerance mv.) såvel som recipientmiljøet.

Hvis der fremkommer nye videnskabelige oplysninger om sundheds- eller miljørisici ved en GMO, efter at tilladelse er givet, skal anmelderen ifølge artikel 20 i direktiv 2001/18/EF straks træffe foranstaltninger til at beskytte sundhed og miljø og underrette den kompetente myndighed herom.

FSE-rapportene indeholder ikke oplysninger af relevans for forvaltningen af sameksistens. Det Forenede Kongeriges ministerium for miljø, fødevarer og landbrug har imidlertid offentliggjort tre yderligere undersøgelser af genoverførslen fra GM-afgrøder til ikke-GM-afgrøder (3). Undersøgelserne byggede på modelberegninger og markforsøg. Resultaterne heraf er vigtige til at bedømme effektiviteten af forvaltningsforanstaltninger på bedriftsplan til begrænsning af GMO'ers blanding med andre afgrøder. I denne sammenhæng vil undersøgelserne kunne have interesse for drøftelserne af spørgsmålet om sameksistens.

Kommissionens henstilling af 23. juli 2003 med retningslinjer for udarbejdelse af nationale strategier og bedste praksis til sikring af sameksistens mellem genetisk modificerede afgrøder og konventionelt og økologisk landbrug (4) kommer ind på spørgsmålet om ansvaret for forvaltningsforanstaltninger på bedriftsplan til begrænsning af genoverførsel. Med hensyn til erstatningsansvar i tilfælde af økonomiske skader som følge af iblanding af GMO'er i andre afgrøder anbefaler Kommissionen, at medlemsstaterne undersøger deres lovgivning om civilretligt ansvar, for at se, om de gældende nationale love giver tilstrækkelig og samme beskyttelse i denne henseende.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF, EFT L 106 af 17.4.2001.

(2) Rådets direktiv 90/220/EØF af 23. april 1990, EFT L 117 af 8.5.1990.

(3) DEFRA pressemeddelelse: http://www.defra.gov.uk/news/2003/031013b.htm.

(4) EUT L 189 af 29.7.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/799

(2004/C 78 E/0848)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3298/03

af Ian Hudghton (Verts/ALE) til Kommissionen

(3. november 2003)

Om: Indvirkningen af klimaændringer på bestanden af torsk

Mange anekdoter, understøttet af fiskere med stor erfaring i fiskeri i de nordlige farvande, vidner om, at bestandene af torsk flytter længere nordpå i takt med, at havtemperaturerne øges. Den videnskabelige forskning tilslutter sig dette synspunkt, hvilket især kommer til udtryk i en artikel offentliggjort i »Science Magazine«, bind 296, nr. 5573, vedrørende det arbejde, der udføres af »Sir Alister Hardy Foundation for Ocean Science«.

Agter Kommissionen at lade ny viden af en sådan art indgå i de overvejelser, den lægger til grund for sine henstillinger til Rådet forud for Rådets (fiskeri) møde i december?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(19. november 2003)

Kommissionen værdsætter erhvervsfiskernes viden og erfaringer og tilskynder dem til at fremsætte deres synspunkter over for de videnskabelige agenturer, der rådgiver Kommissionen, og direkte over for Kommissionen. Ved udarbejdelsen af grundlaget for bevaringsforslag, som får stor indflydelse på fiskerisamfundene, bør der dog lægges større vægt på resultaterne af systematiske og videnskabeligt udformede undersøgelser og overvågningssystemer end på anekdoter.

Af den artikel, der henvises til, fremgår det, at copepodernes udbredelsesområde har forrykket sig mod nord, og at det ikke er klart, hvilken virkning det har på fiskeudbredelsen. Både forskerne og erhvervet er dog enige om, at de resterende torskekoncentrationer nu befinder sig længere mod nord i forhold til det tidligere udbredelsesmønster. I forbindelse med tidligere bestandssammenbrud er fiskenes udbredelsesområde skrumpet ind, efterhånden som bestandene er blevet mindre, fordi de sidste få fisk samler sig i de gunstigste områder.

Når der er tegn på, at fisks udbredelsesområde bliver mindre, er det derfor en yderligere advarsel om, at bestanden er lille og meget sårbar over for udnyttelse.

Kommissionen kan bekræfte, at den vil lade disse forhold indgå i sine overvejelser, når den udarbejder bevaringsforslag ene.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/800

(2004/C 78 E/0849)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3299/03

af Horst Schnellhardt (PPE-DE) til Kommissionen

(7. november 2003)

Om: Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (flora-fauna-habitat-direktiv)

Hovedformålet med flora-fauna-habitat-direktiv 92/43/EØF (1) er at bevare naturtyper af hensyn til arternes diversitet. Natura 2000-programmet indebærer således et forbud mod forringelse, hvilket forpligter medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, så snart en forringelse aftegner sig.

Er den bestående udnyttelse dermed fastlåst for at opretholde den bestående tilstand, selv når mennesker ikke længere har interesse i en udnyttelse? Kan medlemsstaterne forpligtes til at støtte en udnyttelse, for at den kan opretholdes, så den oprindelige tilstand kan bevares?

Efter at områder af fællesskabsbetydning er kommet under beskyttelse, skal medlemsstaterne sikre tilstandsovervågningen (monitoring) af beskyttelsesområderne. Støtte til denne overvågning har hidtil ikke været omhandlet af LIFE-natur-støtten. Agter Kommissionen at stille finansielle midler til rådighed til denne overvågning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(3. december 2003)

Ifølge artikel 6, stk. 2, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2), skal medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for direktivets målsætninger.

Medlemsstaterne er fuldt ansvarlige for, hvordan de sikrer overholdelsen af direktivets artikel 6, stk. 2, hvilket om nødvendigt kan indebære videreførelse af den eksisterende form for udnyttelse.

I samme direktivs artikel 11 hedder det, at medlemsstaterne skal overvåge de i artikel 2 nævnte naturtypers og arters bevaringsstatus og især skal tage hensyn til prioriterede naturtyper og prioriterede arter.

LIFE-instrumentet gør det muligt via LIFE-Natur at yde støtte til gennemførelse af Rådets direktiv 92/43/EØF samt af Natura 2000-nettet. På dette grundlag er der i årenes løb ydet støtte til overvågning af adskillige Natura 2000-lokaliteter. Dog kan Life-programmet som følge af sin begrænsede rækkevidde ikke bruges til fortsat forvaltning af Natura 2000-lokaliteterne generelt, herunder overvågning. Ethvert fællesskabsbidrag til dette formål må ses i lyset af direktivets artikel 8, hvor der opereres med samfinansiering af foranstaltninger, som er vigtige for forvaltningen af Natura 2000-lokaliteter. En meddelelse fra Kommissionen om anvendelsen af artikel 8 i direktiv 92/43/EØF vil i nær fremtid tilgå Rådet og Europa-Parlamentet.

(1) EUT C 161 E af 10.7.2003, s. 30.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/801

(2004/C 78 E/0850)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3316/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: EUGFL-korrektioner

Kan Kommissionen give oplysninger om størrelsen af de korrektioner, der i løbet af de sidste fem år er blevet pålagt af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen, for de enkelte EU-medlemslande?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(6. januar 2004)

Siden reformen i 1995 har proceduren for regnskabsafslutning omfattet to særskilte procedurer:

—	en procedure for årlig finansiel regnskabsafslutning baseret på uafhængige organers attesterede regnskaber

—

en procedure for overensstemmelseskontrol, hvor udgifter inddrives (finansielle korrektioner), når Kommissionens revisioner har afsløret uretmæssige udbetalinger. Disse korrektioner vedrører en periode på 24 måneder forud for medlemsstatens underretning om revisionsresultaterne (artikel 7, stk. 4, i forordning (EF) nr. 258/1999 (1)). De finansielle korrektioner nedfælles i kommissionsbeslutninger.

De finansielle korrektioner, der blev foretaget i de sidste fem år, blev alle besluttet efter ændringen af proceduren for regnskabsafslutning ved femten kommissionsbeslutninger, der var en følge af en overensstemmelseskontrol (indtil den 23. juli 2003, hvor den sidste beslutning blev vedtaget). En sekstende beslutning er under udarbejdelse.

Det samlede inddrevne beløb i denne periode andrager 2,27 mia. EUR. Beløbet fordeler sig pr. medlemsstat på følgende måde:

(EUR)
Medlemsstat	Inddrevne beløb
Belgien	7 873 259,91
Danmark	32 415 872,67
Tyskland	106 099 916,44
Grækenland	519 551 784,76
Spanien	474 884 455,96
Frankrig	325 740 770,28
Irland	26 291 003,76
Italien	575 928 793,49
Luxembourg	403 570,23
Nederlandene	11 737 138,74
Østrig	938 528,59
Portugal	51 945 010,91
Finland	4 565 590,64
Sverige	3 185 416,91
Det Forenede Kongerige	129 294 789,14
I alt	2 270 855 902,43

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17. maj 1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik, EFT L 160 af 26.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/802

(2004/C 78 E/0851)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3318/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Udstedelse af en pengeseddel med en pålydende værdi af 1 euro

I Kommissionens svar på min forespørgsel E-2628/02 (1) hedder det: »Ideen om at udstede sedler med en pålydende værdi af en eller to EUR har ikke fået reel støtte fra nogen medlemsstater (bortset fra Grækenland og Italien), men er tværtimod ofte stødt på stærk modstand«. På det nylige møde (7. oktober 2003) mellem økonomi- og finansministrene fra euroområdets medlemslande i Den Europæiske Centralbank drøftedes muligheden af at fremskynde arbejdet med henblik på udstedelsen af en pengeseddel med en pålydende værdi af 1 euro.

Kan Kommissionen oplyse datoen for udstedelsen af denne pengeseddel på 1 euro?

svar afgivet på Kommissionens vegne Af Pedro Solbes Mira

(17. december 2003)

I overensstemmelse med EU-traktatens artikel 106, stk. 1, har den Europæiske Centralbank eneret til at bemyndige udstedelse af pengesedler i Fællesskabet. Beslutninger om pengesedlernes pålydende værdi træffes derfor af ECB.

Den 24. april 2003 besluttede ECB's Styrelsesråd at udsætte beslutningen om at sætte pengesedler med lav værdi i omløb af følgende årsager:

—	en ændring i pengesedlernes og mønternes pålydende værdi kort efter overgangen til euro er ikke tilrådelig i betragtning af de store omkostninger, som de økonomiske aktører måtte bære i forbindelse med overgangen til euro i 2002

—	eurosystemet anerkender, at der er en vis — om end begrænset støtte — i offentligheden for indførelse af europengesedler med lav pålydende værdi på nuværende tidspunkt

—	en eventuel indførelse af europengesedler med meget lav pålydende værdi bør først overvejes om nogle år, når man har mere erfaring med brugen af de nuværende europengesedler og mønter.

Hvis der blev udstedt en pengeseddel med lav pålydende værdi, ville det betyde, at der ville være en mønt og en pengeseddel i omløb med samme pålydende værdi. ECB vil tage dette spørgsmål op til fornyet overvejelse i efteråret 2004.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/802

(2004/C 78 E/0852)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3338/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(12. november 2003)

Om: Beskyttelse af kilderne i Peschiera

For få måneder siden underskrev Cittaducale kommune i provinsen Rieti en foreløbig salgskontrakt til fuldbyrdelse inden årets udløb, hvori den lover at overdrage et område på 32 hektar til det italienske selskab ACEA.

I dette bjergområde findes en af de ældste drikkevandskilder og en ældgammel brugsskov. Ikke desto mindre er den kommunale forvaltning gået i gang med at omdanne den eksisterende skov til højskov uden at tage hensyn til områdets typologi og uden at overveje eventuelle hydrogeologiske konsekvenser, som kan bringe bjergskråningernes stabilitet i fare.

Endvidere fremgår ACEA's fremtidige brug af denne vandressource ikke klart, selv om den er en af de vigtigste i hele Rieti-området.

EU har imidlertid i mange år arbejdet for at bevare og beskytte miljøet, som det også fremgår af den fælles holdning af 13. juni 2003 vedtaget af Rådet med henblik på vedtagelse af forordningen »Forest Focus«.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

1.	Er alle foranstaltningerne i EF-traktatens artikel 174 blevet gennemført?

2.	Kan der ydes EU-støtte til beskyttelse af vandressourcer?

3.	Hvordan vurderer Kommissionen generelt situationen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(23. december 2003)

På grundlag af EF-traktatens miljøkapitel har EU vedtaget en omfattende lovgivning inden for beskyttelse af vandressourcerne, naturbeskyttelse og miljørisikovurdering.

Beskyttelse af vandressourcerne: vandrammedirektivet (1) af 2000 sikrer beskyttelse af alle vandløb, søer og kystvande samt af grundvandet og indebærer en retligt bindende forpligtelse til at opnå/opretholde en god tilstand for alle vandressourcer og til at forbyde enhver forringelse af vandtilstanden.

For så vidt angår den af det ærede medlem nævnte kilde, er det vigtigt, at grundvandstilstanden bestemmes på grundlag af kemisk renhed og kvantitet. Alle foranstaltninger, der fører til overudnyttelse eller til sænkning af grundvandsspejlet er som hovedregel forbudt.

Naturbeskyttelse: Peschiera-kilderne i Cittaducale er underlagt særlig beskyttelse i henhold til habitatdirektivet (2), idet de ligger i et område, som Italien har foreslået udpeget som lokalitet af fælleskabsbetydning (3). Lokaliteten er derfor omfattet af direktivets bestemmelser, specielt artikel 6, stk. 2, hvori det hedder, at medlemsstaten skal træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt som disse forstyrrelser kan få betydelige konsekvenser for direktivets målsætninger. Godkendelse af projekter og planer, der kan få en betydelig indvirkning på lokaliteten, skal ske efter proceduren i artikel 6, stk. 3 og 4.

Miljørisikovurdering: projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, skal ifølge VVM-direktivet (4) undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse hertil. Direktivet indeholder en liste over projekter, for hvilke medlemsstaterne — ved en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde eller ved anvendelse af grænseværdier eller kriterier — skal afgøre, om projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Den relevante projektliste (5) omfatter bl.a. visse skovforanstaltninger: »Nyplantning og rydning af skov med henblik på omlægning til anden arealudnyttelse«. Det vil være nødvendigt med yderligere oplysninger om kommunens hensigter for endeligt at kunne konkludere, om de pågældende foranstaltninger falder inden for direktivets anvendelsesområde.

Forest Focus: forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (6) om overvågning af skovene i Fællesskabet (Forest Focus), sigter mod at yde et bidrag til beskyttelsen af skovene gennem overvågning og foranstaltninger til forebyggelse af skovbrande. Det har derfor ingen relevans i det foreliggende tilfælde.

Finansiering af foranstaltninger til beskyttelse af vandressourcerne: ifølge traktaten finansierer medlemsstaterne miljøpolitikken. Imidlertid kan der ydes støtte til beskyttelse af vandressourcerne via struktur- og regionalpolitikken, den fælles landbrugspolitik og LIFE-instrumentet.

(1) Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EØF af 23. oktober 2000, EFT L 327 af 22.12.2000.

(2) Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EFT L 206 af 22.7.1992.

(3) Lokalitet IT6020012, »Piana di S. Vittorino — Sorgenti del Peschiera«.

(4) Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EFT L 175 af 5.7.1985, ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, EFT L 73 af 14.3.1997.

(5) Bilag II til direktiv 85/337/EØF ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF.

(6) Referencerne mangler, da behandlingen i Parlamentet og Rådet først har fundet sted for nylig, EFT C 20 E af 28.1.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/804

(2004/C 78 E/0853)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3346/03

af Miquel Mayol i Raynal (Verts/ALE) til Kommissionen

(13. november 2003)

Om: Ændring af vejplanen for Mallorca

Det nuværende regionalstyre på Mallorca (Consell de Mallorca) har besluttet at ændre den overordnede sektorvejplan. Denne ændring indebærer anlægget af en motortrafikvej (Inca-Manacor), to motorveje (Inca-Sa Pobla og Lluc major), udvidelse af motorvejen Palma-Inca med et tredje spor og anlæg af en ny ringvej omkring Palma. Den officielle tidende for De Baleariske Øer, nr. 141 af 11. oktober 2003 indeholder en meddelelse om ændringen.

Der vil ikke i forbindelse med ændringen blive udarbejdet en evaluering af indvirkningen på miljøet, som om det vides, at planen vil medføre betydelige konsekvenser for landskabet, miljøet og de sociale og økonomiske forhold, herunder ødelæggelse af et større landbrugsområde.

Har Kommissionen kendskab til planen og til de ændringer a den, som Mallorcas regionalstyre har godkendt, uden at der foreligger en plan for evaluering af indvirkningen på miljøet?

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen i givet fald træffe?

Finder Kommissionen, at ændringen af planen udgør en direkte overtrædelse af Nice-traktatens artikel 2 og 6?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(9. januar 2004)

Det ærede medlem henviser til en ændring af en eksisterende sektorvejplan.

Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 (VVM-direktivet) (1), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (2), vedrører vurderingen af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet. Det foreskriver, at medlemsstaterne skal sørge for, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, skal undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse hertil. Sådanne projekter er defineret i artikel 4, der henviser til bilag I og II til direktivet. Anlæggelse af motorveje falder ind under bilag I, pkt. 7(b), og for sådanne projekter er en VVM-vurdering påkrævet. For andre projekter, såsom ændringer af en eksisterende motorvej, finder bilag II anvendelse. I det foreliggende tilfælde skal de spanske myndigheder ved en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde eller ved hjælp af grænseværdier eller kriterier afgøre, om projektet skal vurderes med hensyn til dets mulige, væsentlige indvirkning på miljøet, under hensyn til de relevante udvælgelseskriterier i bilag III til direktivet.

For indeværende kræver EU ikke, at medlemsstaterne foretager en strategisk miljøvurdering (SMV) af deres udkast til planer og programmer eller af foreslåede ændringer. Denne situation vil være ændret fra 21. juli 2004, som er fristen for medlemsstaternes gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet, det såkaldte SMV-direktiv (3). Fra den dato skal medlemsstaterne foretage en miljøvurdering af planer og programmer, der svarer til definitionen i direktivet. Under visse omstændigheder kan også planer og programmer, hvis udarbejdelse er påbegyndt før 21. juli 2004, men som først er vedtaget efter 21. juli 2006, være omfattet af kravet om miljøvurdering.

På basis af de oplysninger, som det ærede medlem har indgivet, har Kommissionen ingen grund til at antage, at EU-lovgivningen ikke anvendes korrekt.

(3) EFT L 197 af 21.7.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/805

(2004/C 78 E/0854)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3364/03

af Christos Folias (PPE-DE) til Kommissionen

(10. november 2003)

Om: Den nye rammeordning for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Den nye rammeordning for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester består af fire direktiver. Direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet) (1), direktiv 2002/20/EF (tilladelsesdirektivet) (2), direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet) (3) og direktiv 2002/22/EF (forsyningspligtdirektivet) (4). Formålet med denne rammeordning er at skabe gode vilkår for reel konkurrence og de dermed forbundne forbrugerfordele samt at opfylde Lissabon-målene. Inden den 24. juli 2003 skulle medlemsstaterne have vedtaget og offentliggjort de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme disse direktiver, og samtidig skulle de have iværksat de heri omhandlede nye bestemmelser.

Havde alle medlemsstaterne inden tidsfristen den 24. juli 2003 gennemført den nye rammeordning? Kan Kommissionen, hvis dette ikke er tilfældet, oplyse, hvilke medlemsstater der er tale om?

Kan Kommissionen tillige oplyse, hvilke foranstaltninger den vil eller har allerede truffet over for de medlemsstater, der ikke rettidigt opfyldte deres forpligtelser i henhold til den nye rammeordning, med henblik på at sikre, at rammeordningens bestemmelser bliver gennemført, og hvilken tidshorisont har Kommissionen fastlagt herfor?

Er Kommissionen enig i, at manglende efterkommelse og gennemførelse af den nye rammeordning vil undergrave bestræbelserne på at opfylde Lissabon-målene?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(8. december 2003)

Det ærede medlem har ret i sin formodning om, at det ikke er alle medlemsstater, der har overholdt fristen, den 24. juli 2003, for gennemførelse af de fire direktiver, der udgør hovedelementerne i det nye regelsæt for elektronisk kommunikation, dvs. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 (rammedirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF (tilladelsesdirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF (forsyningspligtdirektivet).

Derfor indledte Kommissionen den 6. oktober 2003 overtrædelsesprocedurer i henhold til EF-traktatens artikel 226 mod de medlemsstater, der ikke havde meddelt gennemførelsesforanstaltninger, dvs. Belgien, Tyskland, Grækenland, Spanien (5), Frankrig, Luxembourg, Nederlandene og Portugal.

Ved denne lejlighed bemærkede Kommissionens medlem med ansvar for informationssamfundet og erhvervspolitik (6): »Efter liberaliseringen af de europæiske telemarkeder i 1998, der har medført vækst og innovation og udbredt adgang til tjenester for befolkningen, betragter Kommissionen det nu som en prioritet at tilskynde til en rettidig gennemførelse det nye regelsæt for elektronisk kommunikation. Ud over at skabe den juridiske forudsigelighed og reguleringsmæssige fleksibilitet, der er nødvendig for fortsat investering i sektoren, vil dette supplere eEurope-målet, der går ud på at opnå en konkurrencedygtig lokal adgang til internettjenester via bredbåndsnetværk så billigt som muligt og på et bæredygtigt grundlag«. Kommissionen er således fuldt ud enig med det ærede medlem i, at det er vigtigt, at det nye regelsæt gennemføres rettidigt og fuldt ud, også i praksis, for at markederne for elektronisk kommunikation kan udvikle sig, og Lissabon-målene nås.

Endnu et vigtigt element i det nye regelsæt for elektronisk kommunikation er det såkaldte databeskyttelses-direktiv (7), der skulle være gennemført i national ret senest den 31. oktober 2003. Ved fristens udløb havde kun seks medlemsstater meddelt gennemførelsesforanstaltninger til dette direktiv, nemlig Danmark, Spanien, Italien, Østrig, Sverige og Det Forenede Kongerige. Siden da har også Irland vedtaget gennemførelsesforanstaltninger. Kommissionen vil derfor indlede overtrædelsesprocedurer efter den sædvanlige fremgangsmåde mod de medlemsstater, der ikke har meddelt gennemførelsesforanstaltninger til databeskyttelsesdirektivet.

Kommissionen har dog ikke tænkt sig at bygge udelukkende på overtrædelsesprocedurer, men ønsker fortsat at anvende alle de midler, der er til rådighed, for at hjælpe medlemsstaterne med at løse problemer i forbindelse med gennemførelsen. I den henseende samarbejder Kommissionen med medlemsstaternes myndigheder og navnlig med de uafhængige nationale tilsynsmyndigheder om at sikre en ensartet anvendelse af regelsættet i hele EU. Samarbejdet gennemføres via Kommunikationsudvalget og De Europæiske Tilsynsmyndigheders Gruppe samt Frekvenspolitisk Udvalg og Frekvenspolitikgruppen, men også via bilaterale møder med medlemsstaterne.

(1) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 7.

(2) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 21.

(3) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.

(4) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51.

(5) Siden ovennævnte dato har Spanien vedtaget gennemførelsesforanstaltninger, og overtrædelsesproceduren vil derfor for denne medlemsstats vedkommende blive indstillet, så snart Kommissionen har modtaget meddelelse om de pågældende gennemførelsesforanstaltninger.

(6) Se pressemeddelelse fra Kommissionen, IP/03/1356 af 8.10.2003.

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation), EFT L 201 af 31.7.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/806

(2004/C 78 E/0855)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3365/03

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: Ombygning af Psyrri-kvarteret

Blandt de arbejder, som gennemføres i Athen med henblik på sammenlægning af de arkæologiske steder, og som til dels finansieres via fællesskabsmidler, hører også den såkaldte ombygning af Psyrri-kvarteret, som er en del af den gamle by, hvor bebyggelsen er lav, gaderne smalle, husene beskedne, og hvor der findes traditionelle økonomiske aktiviteter. Desværre medfører denne ombygning hele tiden og i stadig større grad, at de oprindelige indbyggere og erhverv drives væk, og der gøres plads for en fuldstændig ukontrolleret udvikling af natklubber, som giver anledning til mange former for chikaner og forurening. De direkte berørte personer indgiver flere og flere klager herover og retter henvendelse til myndighederne men hidtil uden resultat på trods af den kendsgerning, at man generelt anerkender, at der er tale om lovovertrædelser og illegale aktiviteter i Psyrri-kvarteret.

Kommissionen bedes oplyse, om den inden finansieringen af de pågældende arbejder havde kendskab til målsætningerne i planlægningen af denne ombygning, og om den havde godkendt disse, og om den har fulgt »gennemførelsen« af disse mål op. Hvorledes er det muligt, at man med fællesskabsmidler udfører arbejder, som bidrager til en opløsning af de bymæssige og økonomiske strukturer i selveste centrum af den græske hovedstad?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(12. januar 2004)

Sammenlægningen af de arkæologiske steder i Athen er en af prioriteterne i den tredje fællesskabsstøtteramme for Grækenland og gennemføres i form af forskellige projekter, der vedrører ombygningen af stederne og tilhørende kulturelle aktiviteter. Eftersom det ikke drejer sig om projekter under kapitel V (»store projekter«) i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (1), er de nationale myndigheder ansvarlige for udvælgelsen af individuelle projekter, mens den detaljerede planlægning og gennemførelsen henhører under den udpegede ansvarlige forvaltningsmyndighed for hvert program, især det operationelle program »Kultur« og det regionale operationelle program »Attika«.

I henhold til de oplysninger, der for øjeblikket er til rådighed for Kommissionen, har ingen kommercielle aktiviteter af den type, der er beskevet i spørgsmålet fra det ærede medlem, modtaget støtte gennem de pågældende programmer.

(1) EFT L 311 af 14.11.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/807

(2004/C 78 E/0856)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3373/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(14. november 2003)

Om: September-oversvømmelserne på Malta, navnlig Qormi

Den 15. og 18. september 2003 oplevede Malta nogle af de værste oversvømmelser i øens historie. En af de hårdest ramte byer var Qormi og specielt beboerne i Q009-kvarteret.

Dette kvarter ligger i en skrøbelig farezone. Den maltetiske regering bestilte i 1997 en regnvandsplan for området. Planens første fase blev afsluttet i slutningen af 1998 under ledelse af arkitekt Robert Musumeci. Planens anden fase blev aldrig påbegyndt, selv om byrådet i Qormi i november 2001 sendte en skrivelse til den kompetente minister, hvori dennes opmærksomhed henledtes på, at beboerne i Qormi ville være udsat for oversvømmelsesfare, hvis fase 2 ikke blev gennemført.

Risikoen for oversvømmelser i Qormi-området blev yderligere bekræftet med kort nr. 70 i lokalplanen for det centrale Malta fra juni 2002 fra den maltetiske miljø- og planlægningsmyndighed »Malta Environment and Planning Authority« (ΜΕΡΑ).

Desværre tog regeringen ikke notits af disse advarsler.

Kan Kommissionen i betragtning af, at den maltetiske regering har anmodet Kommissionen om støtte fra Solidaritetsfonden til udbedring af skaderne fra oversvømmelserne den 15. og 18. september 2003, sikre, at byrådet i Qormi får del i støtten fra Solidaritetsfonden, således at denne kan komme beboerne i Qormi til gode?

Er Kommissionen klar over, at den samme situation gør sig gældende for andre dele af Malta såsom Birkirkara-Msida, Mosta-Burmarrad og Pwales, for hvilke der ikke findes nogen plan til imødegåelse af uregelmæssige, men gentagne tilfælde af pludselig stærk oversvømmelse, som fremover vil gøre anmodninger om midler fra Solidaritetsfonden til et tilbagevendende fænomen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(12. januar 2004)

Den 10. november 2003 forelagde de maltesiske myndigheder Kommissionen en ansøgning om tilskud fra Solidaritetsfonden til finansiering af nødforanstaltninger som følge af katastrofen efter den voldsomme storm og oversvømmelse på Malta mellem den 15. og 17. september 2003. Kommissionen er i øjeblikket ved at gennemgå ansøgningen. Den har endnu ikke truffet beslutning om ydelse af tilskud.

Ifølge artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. af 2012/2002 af 11. november 2002 om oprettelse af Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (1) kan der kun ydes tilskud til følgende former for nødhjælpstil-tag:

—	Omgående udbedring af infrastruktur og faciliteter på energi-, vandforsynings-, spildevands-, telekommunikations-, transport-, sundheds- og undervisningsområdet.

—	Midlertidig indkvartering og nødhjælp for at opfylde befolkningens umiddelbare behov.

—	Omgående sikring af forebyggende infrastrukturer og foranstaltninger til umiddelbar beskyttelse af kulturarven.

—	Omgående rensning af katastroferamte områder, herunder naturområder.

Mere langsigtede foranstaltninger til forebyggelse af katastrofer er ikke berettiget til tilskud fra Solidaritetsfonden. Dette udelukker ikke, at der kan ydes tilskud eller samfinansiering til forebyggende foranstaltninger gennem andre EU-finansieringskilder, hvis de pågældende udvælgelseskriterier er opfyldt.

Ydelsen af et eventuelt tilskud og specielt udvælgelsen af særskilte foranstaltninger henhører under de maltesiske myndigheder, og Kommissionen kan ikke gribe ind.

At der ikke foreligger nogen regnvandsplan, eller at der måtte være tale om lignende påståede mangler, har ingen betydning for berettigelsen til tilskud fra Solidaritetsfonden. Men modtagerlandene skal i deres endelige rapport om foranstaltningerne med tilskud fra Solidaritetsfonden give en udførlig beskrivelse af de forebyggende foranstaltninger, de har indført eller planlagt for at begrænse skaderne og for så vidt muligt at undgå en gentagelse af lignende katastrofer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/808

(2004/C 78 E/0857)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3392/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Økonomisk overvågning

1.	Vil Kommissionen foretage en sammenligning af den overvågning, den hvert år foretager af medlemsstaternes finansielle og økonomiske resultater, herunder navnlig dens undersøgelse af stabilitets-og konvergensprogrammerne, med IMF's artikel IV-konsultationer og rapporter?

Vil den i denne forbindelse navnlig angive: a) antallet af uddannede økonomer, der afsættes til at udarbejde specifikke rapporter for hver medlemsstat, herunder en sammenligning af disse tal med bemandingen af IMF's »country desks«, b) antallet af medarbejdere, der udsendes til medlemsstaterne, og varigheden af deres ophold, samt c) det typiske program for et sådant besøg, herunder den hierarkiske indplacering og kompetenceområderne for de personer, man taler med?

3.	Har den nogen planer om at ændre eller forbedre den måde, hvorpå den fremover vil udføre sin overvågning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(19. december 2003)

Det ærede medlem henviser til den praksis og de ressourcer, Kommissionen anvender på opfølgningen af medlemsstaternes økonomiske og finansielle situation sammenlignet med Den Internationale Valutafond (IMF).

Kommissionen sammenligner rutinemæssigt resultatet af sin overvågning af medlemsstaternes (og de tiltrædende landes) økonomier. Den foretager navnlig en sammenligning af vurderingen af stabilitets- og konvergensprogrammerne med resultaterne af IMF's økonomiske overvågning, særlig artikel IV-konsulta-tioner. På grundlag af disse sammenligninger bidrager Kommissionen til at koordinere EU's holdning til artikel IV-konsultationer vedrørende medlemsstaterne og de tiltrædende lande. Dette omfatter (siden indførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU)) artikel IV-konsultationer i euroområdet.

Antallet af uddannede økonomer, der holder øje med hver enkelt medlemsstats økonomiske situation, ligger typisk på to (til de fire største økonomier) og en (til de øvrige). Sammenlignet hermed ligger antallet i IMF's geografiske afdelinger på mellem tre og en. Dette tal omfatter hverken støttepersonale (sekretærer og assistenter) eller ledere (kontorchefer og direktører i Kommissionen, kontorchefer og afdelingsledere i IMF).

Kommissionens opgaver med særligt at følge op på medlemsstaternes økonomiske situation omfatter også rutinebesøg, der typisk finder sted i forbindelse med efterårs- eller forårsprognoserne og udarbejdelsen af rapporten om gennemførelsen af de overordnede økonomiske retningslinjer, og ad hoc-besøg i forbindelse med særlige forhold (f.eks. for at forberede de eventuelle foranstaltninger, der skal træffes inden for rammerne af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud).

Førstnævnte type besøg inkluderer sædvanligvis den eller de økonomer, der følger den pågældende medlemsstat og eventuelt den ansvarlige kontorchef. De varer 1-3 dage. Programmet omfatter typisk møder på mellemlederniveau og på det operationelle niveau i finansministerier, nationalbanker og prognoseinstitutter.

Sidstnævnte type besøg ledes sædvanligvis af en direktør (eller generaldirektør) og omfatter den ansvarlige kontorchef og de økonomer, der følger den pågældende medlemsstat. De varer 1-2 dage. Programmet omfatter typisk møder med højtstående ledere i finansministerierne.

Det skal bemærkes, at de ovenfor skitserede ressourcer og kontakter for så vidt angår Kommissionen suppleres af ressourcer i »tværgående« afdelinger (ikke-geografiske) og kontakt med embedsmænd fra medlemsstaterne, når der afholdes officielle og uofficielle møder i EU-institutionernes sæde.

3.	Kommissionen forsøger fortsat at forbedre tilsynet med medlemsstaternes økonomier. For så vidt angår navnlig besøg nævnes det eksplicit i Kommissionens meddelelse om bedre samordning af finanspolitikken (1), at man har til hensigt hyppigere at gennemføre overordnede besøg.

(1) KOM(2002) 668 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/809

(2004/C 78 E/0858)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3398/03

af Stefano Zappalà (PPE-DE) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Kinesisk dumping af prisen på kobber på det internationale marked

Kina har indledt en toldbeskyttelsespolitik, der støtter landets kobberindustri og giver den helt urimelige fordele på det internationale marked.

Navnlig får virksomheder, der importerer sekundære råstoffer (skrot af kobber) 30 % af momsen direkte refunderet, mens de resterende 70 % går til et statsligt selskab, som kobberindustriens fem største virksomheder indgår i.

De urimelige fordele udnyttes til at sikre sig råvarer på de væsentligste internationale markeder til priser, der er så høje, at de umuligt kan betales af andre købere.

På kun fire år fra 1998 til 2002 er eksporten af skrot af kobber og kobberlegeringer fra EU til Kina steget fra 70 000 ton om året til 246 000 ton.

EU, der ikke råder over kobbermalm, bliver således frataget skrot af kobber og kobberlegeringer — dvs. EU's eneste kobberressource — uden hvilket konkurrenceevnen i den europæiske forarbejdningsindustri vil blive kraftigt forringet med fald i produktion og beskæftigelse til følge.

Denne forvridning rammer raffineringsindustrien, der producerer et råstof svarende til det EU ellers skulle importere, og især halvfabrikataindustrien, der baserer over 50 % af sin produktion på forekomsten af billig kobber forarbejdet i Europa.

Selv om Kommissionen længe er blevet informeret om de faktiske forhold af sektororganisationerne — og for nylig også af det italienske selskab Europa Metalli — må det desværre konstateres, at Kommissionen endnu ikke har svaret og heller ikke har truffet foranstaltninger til genopretning af lige markedsbetingelser.

Kan Kommissionen præcisere, hvilke hasteforanstaltninger den vil træffe for at forhindre Kinas protektionistiske politik på kobbermarkedet og især, hvilke foranstaltninger den agter at træffe for at få sat en stopper for den direkte eller indirekte støtte til industrien — og særligt for tilbagebetalingen af moms?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pascal Lamy

(15. december 2003)

Kommissionen er fuldt ud klar over de problemer, EU's kobberforarbejdningsindustri har, hvad angår forsyning af sekundære råstoffer (dvs. metalaffald). EU's kobberforarbejdningsindustri befinder sig faktisk i en vanskelig situation delvis som følge af det faldende udbud af disse stoffer på de internationale markeder, der navnlig skyldes eksportrestriktioner iværksat af Rusland og en række af de øvrige nye uafhængige stater, og delvis som følge af et betydeligt pres på priserne på disse stoffer grundet den stærke efterspørgsel fra flere asiatiske lande, navnlig Kina.

For at fremme udviklingen af sin kobberindustri indførte Kina i 2000 en ordning for delvis tilbagebetaling af moms på import af kobberaffald, en ordning, der blev genindført i 2003 med visse ændringer. EU's industri er af den opfattelse, at denne fordel sætter de kinesiske erhvervsdrivende i stand til at føre en aggressiv opkøbspolitik og således sikre sig en stor andel af metalaffaldet på de internationale markeder.

Som følge af EU-industriens bekymringer har Kommissionen ved flere lejligheder i de seneste måneder rejst spørgsmålet over for de kinesiske myndigheder, både på bilateralt og på multilateralt plan. Kommissionen har navnlig udbedt sig nærmere oplysninger om denne ordning for tilbagebetaling af moms inden for rammerne af den »overgangs-undersøgelsesordning«, som WTO har oprettet med henblik på Kinas handelspolitik. På grundlag af disse oplysninger vil Kommissionen undersøge, hvorvidt en sådan ordning er forenelig med Kinas internationale forpligtelser.

Det skal imidlertid nævnes, at Kommissionen indtil videre ikke har konstateret en væsentlig forøgelse af importen af de pågældende forarbejdede produkter fra Kina. EU-industrien har ikke på nuværende tidspunkt indgivet nogen antidumping- eller antisubsidieklager til Kommissionen, der kun kan indlede de passende procedurer ex officio under helt særlige omstændigheder.

Kommissionen følger udviklingen i denne sag i tæt kontakt med EU-industrien med henblik på at genetablere de normale konkurrenceforhold i sektoren.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/810

(2004/C 78 E/0859)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3408/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om: Ulovlig indvandring — de tyske konsulære tjenester

Ifølge forlydender i pressen har de portugisiske institutioner SEF (indvandringsmyndighederne) IGT (arbejdstilsynet) og ACIME (højkommissariatet for indvandring og etniske mindretal) beskyldt de tyske konsulære tjenester i lande som Ukraine, Moldavien og Rusland for at bære hovedansvaret for den stigende strøm af ulovlige indvandrere fra Østeuropa til Portugal.

I henhold til rapporten fra disse institutioner om indvandringen fra Øst og de nye realiteter, muligheder og udfordringer i den forbindelse har de tyske konsulære tjenesters forsømmelighed gjort det muligt for borgere østfra at komme ind i Schengen-området, navnlig som turister, og forblive dér som ulovlige indvandrere.

Dette forhold bekræftes af den undersøgelse, som centret for samfundsstudier ved universitetet i Coimbra har foretaget af 735 indvandrere fra de østlige lande, hvoraf det fremgår, at seks ud af ti indvandrere er kommet ind i Portugal med visa udstedt af de tyske myndigheder. Kommissionen bedes besvare følgende spørgsmål:

Har den modtaget oplysninger om den påståede forsømmelighed hos de tyske konsulære tjenester i de østeuropæiske lande?

Hvilke skridt har den taget eller agter den at tage for at henlede de tyske myndigheders opmærksom på nødvendigheden af at følge en strengere kurs?

Hvilke oplysninger råder Kommissionen over vedrørende de ulovlige indvandringer, der har fundet sted i den senere tid, og de metoder, der anvendes for at komme ind i Schengen-området?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antonio Vitorino

(29. januar 2004)

Kommissionen er ikke bekendt med, at der i Portugal befinder sig ulovlige indvandrere fra Østeuropa, som er kommet ind i landet ved hjælp af Schengen-visa, der er udstedt af de tyske myndigheder. Den vil anmode de to berørte medlemsstater om at forelægge oplysninger herom. Det ærede medlem vil blive holdt orienteret om resultaterne af Kommissionens undersøgelse.

En gang om måneden udveksles der oplysninger om ulovlig indvandring i Rådets arbejdsgruppe »Oplysnings-, analyse- og udvekslingscentret om grænsepassage og indvandring« (CIREFI). Endvidere udsender Europol regelmæssigt en meddelelse om ulovlig indvandring med fokus på kriminelle netværk, der er involveret i menneskesmugling.

Endvidere forelagde Kommissionen den 25. november 2003 et forslag til Rådets beslutning om oprettelse af et sikkert, web-baseret informations- og koordineringsnet for medlemsstaternes indvandringsmyndighe-der (1). Netværket sigter primært mod at lette udvekslingen af strategiske og taktiske oplysninger om uregelmæssige eller ulovlige migrationsstrømme og -tendenser.

Desuden er samarbejdet mellem forbindelsespersoner på indvandringsområdet i tredjelande vigtigt for udvekslingen af oplysninger om sådanne tendenser. Den 2.-3. oktober 2003 nåede RIA-Rådet til politisk enighed om det græske initiativ med henblik på en rådsforordning om oprettelse af et net af forbindelsespersoner på indvandringsområdet. Formålet med forordningen er at formalisere et sådant nets eksistens og funktion — på basis af de erfaringer, der er indhøstet på baggrund af igangværende projekter.

(1) KOM(2003) 727 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/812

(2004/C 78 E/0861)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3411/03

af Joan Vallvé (ELDR) til Kommissionen

(18. november 2003)

Om: Støtte til den spanske vandplan (PHN) og omledning af Ródano-floden

Den 1. november 2003 blev beslutningen indeholdende erklæringen om de indvirkninger på miljøet, som ville være forbundet med omledningsprojektet vedtaget ved lov nr. 10/2001 som led i den spanske vandplan, offentliggjort i det spanske statstidende.

Det er et faktum, at overførslen af vand fra Ebro-floden til andre vandløbsoplande vil ændre de økologiske betingelser i floden og ligeledes i Ebro-deltaet samt det nærliggende marine økosystem.

I ovennævnte lov er der taget højde for, at der eventuelt kan blive tale om at gennemføre andre vandomledninger end dem, der er planlagt i projektet. Regionalregeringen i Cataluña har som alternativ undersøgt muligheden for at overføre vand fra Ródano-floden til de indre vandløbsoplande i Cataluña og fremsendt resultatet heraf til den spanske centralregering. I de indre vandløbsoplande i Cataluña bor der 4,5 millioner mennesker, og vandforsyningen er på nuværende tidspunkt problematisk og kan på kort sigt blive alvorlig.

En overførsel af vand fra Ródano vil medføre en vandgennemstrømning på mellem 10 og 20 m3 i sekundet, hvilket set i forhold til den gennemsnitlige vandgennemstrømning ved flodmundingen på ca. 1 700 m3 pr. sekund vil have en meget begrænset effekt.

Kan Kommissionen oplyse, om den er klar over, at der stadig ikke er foretaget en vurdering af de miljømæssige konsekvenser som følge af den kommende vandomledning som fastlagt i den samlede plan for Ebro-deltaet? Og er den klar over, at man heller ikke som foreslået har overvejet muligheden af at overføre vand fra Ródano.

Vil Kommissionen stille som betingelse for enhver støtte fra EU til PHN-projektet, at der foretages en vurdering af de miljømæssige konsekvenser for Ebro-deltaet, at der fastsættes en minimumsgrænse for den økologiske vandgennemstrømning og at følgerne af en overførsel af vand fra Ródano-floden undersøges nærmere?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

på skriftlige forespørgsler E-3410/03 og E-3411/03

(19. januar 2004)

Kommissionen er bekendt med den spanske regerings miljøindvirkningserklæring i forbindelse med det foreslåede Ebro-vandomledningsprojekt.

Den detaljerede miljøindvirkningsvurdering (30 bind offentliggjort i juni 2003) indeholder rent faktisk visse oplysninger om de sandsynlige miljømæssige konsekvenser for Ebro-deltaet. Kommissionen er imidlertid godt klar over, at der endnu ikke er udarbejdet en integreret plan for beskyttelse af deltaet. Det er i denne plan der skal fastlægges retningslinjer for forvaltningen, herunder for vandgennemstrømningen, med henblik på at beskytte den nedre Ebro-flods og Ebro-deltaets økologiske og kemiske status.

Muligheden for at overføre vand fra Rhône-floden er blevet analyseret i den startegiske miljøvurdering, som de spanske myndigheder har gennemført og offentliggjort i januar 2002.

Hvad endelig angår EU-støttemekanismerne (strukturfondene eller Samhørighedsfonden), skal alle projekter for at kunne få støtte bl.a. være i overensstemmelse med Fællesskabets lovgivning og politik, herunder miljølovgivningen og -politikken.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/813

(2004/C 78 E/0862)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3436/03

af Antonio Di Pietro (ELDR) til Kommissionen

(20. november 2003)

Om: Harmonisering af det europæiske energimarked

Selskabet »Portovesme s.r.l.«, som er beliggende i Portovesme i Cagliari-området, er den største italienske producent af ikke-jernholdige metaller, bly og zink.

Denne virksomhed er i øjeblikket en af de mest moderne og bedst integrerede metalvirksomheder i Europa, men for at kunne fungere har den behov for store mængder energi, som den — hvis man udtrykker det i den tidligere møntenhed — på Sardinien må betale ca. 120-130 lire for pr. kWh, medens virksomheder i denne sektor i andre EU-medlemsstater, som f.eks. Frankrig eller Tyskland, kun betaler et beløb svarende til ca. 50-60 lire pr. kWh.

Under så uretfærdige forhold er »Portovesme s.r.l.« ikke længere konkurrencedygtig, og man regner derfor med at skulle afskedige 1 500 personer. Udsigten hertil gør den beskæftigelsesmæssige situation på Sardinien, som allerede i forvejen er prekær, endnu mere dramatisk.

Mener Kommissionen ikke, at den ufuldstændige harmonisering inden for energisektoren bevirker disse åbenbare fordrejninger af markedet? Hvorledes agter den at afbøde denne alvorlige situation?

Ud over langsigtede løsninger er det da muligt at gribe ind i det foreliggende tilfælde til støtte for »Portovesme s.r.l.« under henvisning til øområders særlige behov?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(16. januar 2004)

Ifølge den endelige rapport fra den tiende (italienske) parlamentskommission, som har foretaget en omfattende undersøgelse af energisektorens situation og udsigter, er der navnlig følgende grunde til den højere energipris i Italien sammenlignet med de øvrige medlemsstater:

a)	et marked, som stadig ikke er konkurrencepræget nok

b)	valget af dyrere brændstoffer

c)	kraftværkernes ringe omdannelsesgrad.

Kommissionens indsats har i flere år fokuseret på det første problem, og Rådet og Parlamentet har nu vedtaget to direktiver (1) på området, som i høj grad tilskynder til udvikling af et effektivt og konkurrencedygtigt marked for elektricitet i hele EU. Dette skulle med tiden bidrage til en væsentlig reduktion af forskellen mellem priserne på elektricitet i medlemsstaterne. Det er dog næppe sandsynligt, at prisforskellene helt vil forsvinde, fordi de resterende grunde vedrører national energipolitik, der i overensstemmelse med nærhedsprincippet sorterer under medlemsstaterne.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet, EFT L 27 af 30.1.1997. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF — Erklæringer vedrørende nedluknings- og affaldsforvaltningsaktiviteter, EUT L 176 af 15.7.2003, som skal gennemføres af medlemsstaterne senest den 1. juli 2004.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/815

(2004/C 78 E/0865)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3463/03

af Christos Folias (PPE-DE) til Kommissionen

(21. november 2003)

Om: Fastsættelse af en maksimumsandel for fortjeneste ved salg af friske varer

I Grækenland er der på grundlag af markedskontrolbestemmelse nr. 14/1989 som ændret ved markeds-kontrolbestemmelse nr. 16/1991 og 2/1992 fastsat maksimumsandele for fortjeneste ved salg af frisk frugt og grønsager. Disse andele ligger fra 7-12 % for engrossalg og mellem 25-40 % for detailsalg.

Kommissionen bedes besvare følgende:

—	Har Kommissionen kendskab til de ovennævnte markedskontrolbestemmelser udstedt af de græske myndigheder?

—	Er det tilladt at fastsætte en maksimumsandel for fortjeneste på produkter såvel på engroshandels- som på detailhandelsniveau?

—	Hvordan er det under disse betingelser muligt at sikre fair konkurrence, og hvordan kan man bevare loven om udbud og efterspørgsel?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(28. januar 2004)

Kommissionen er ikke blevet underrettet af de græske myndigheder om de særlige foranstaltninger, der er blevet indført ved markedskontrolbestemmelse nr. 14/1989 (1). Medlemsstaterne har imidlertid lov til at vedtage nationale lovbestemmelser for at styrke landets politik i en specifik sektor eller erhvervsgren, også selv om den pågældende sektor er omfattet af en fælles markedsordning — og de gør det også.

Som det ærede medlem sikkert ved, vedtog Rådet i 1972 en fælles markedsordning for frugt og grønsager (2). I sektorer, der er omfattet af en fælles markedsordning, kan medlemsstaterne i princippet ikke længere frit gribe ind i markedsordningens prismekanismer, ved f.eks. ensidigt at fastsætte nationale bestemmelser, der har den direkte eller indirekte virkning at fastsætte priserne i en bestemt sektor. Dette forhindrer imidlertid ikke medlemsstaterne, som her Grækenland, i at træffe foranstaltninger vedrørende prisdannelsen i detailhandels- eller forbrugerleddet, såfremt de ikke bringer den fælles markedsordning eller dens funktion i fare (3).

Kommissionen ønsker imidlertid at understrege, at der bør skelnes mellem prisfastsættelser, der er aftalt af virksomheder, og prislovgivning vedtaget af de offentlige myndigheder. I sidstnævnte tilfælde er det medlemsstaternes ansvar at overholde artikel 3, artikel 10, stk. 2 og artikel 81 ff. i EF-traktaten.

EF-traktatens konkurrenceregler (artikel 81-86) vedrører samordnet praksis mellem virksomheder som f.eks. direkte eller indirekte fastsættelse af priser. I henhold til EF-traktatens artikel 36 finder konkurrencereglerne kun anvendelse på landbrugsvarer i det omfang, Rådet beslutter det inden for rammerne af hensynet til den fælles landbrugspolitik. Med forbehold af visse undtagelser åbner Rådets forordning (EØF) nr. 26/62 (4) i sin substans mulighed for også at anvende konkurrencereglerne på landbrugsprodukter.

For så vidt angår anvendelsen af EF-traktatens artikel 3 og artikel 81 på prissystemer har Den Europæiske Domstol ikke desto mindre udtalt, at formålet med en sådan ordning ikke er at gennemtvinge indgåelsen af aftaler mellem erhvervsdrivende eller anden adfærd, som er forbudt efter traktatens artikel 81, stk. 1, men tværtimod at overlade ansvaret på prisområdet til de offentlige myndigheder (5), og at traktatens artikel 3 og artikel 81 ikke er til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter en national ordning for mindstepriser for detailsalg (6).

På baggrund af EF-traktatens bestemmelser om frie varebevægelser (artikel 28-30) bør det noteres, at den maksimale fortjenstmargen skal beregnes på grundlag af en indkøbspris, som tager hensyn til de import-og indkøbsomkostninger, som reelt bæres af detailhandlerne, hvilket bidrager til at ophæve virkningerne af afstand og undgå hindringer for vareudvekslingen, der er i modstrid med EF-traktatens artikel 28 (7).

(1) Ændret af markedskontrolbestemmelse nr. 16/1991 og 2/1992.

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 1035/72 af 18. maj 1972 om den fælles markedsordning for frugt og grønsager, EFT L 118 af 20.5.1972; i 1996 erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996, EFT L 297 af 21.11.1996.

(3) Dom af 17. januar 1980, forenede sager 95 og 96/79, Kefer og Delmelle, Sml. 1980, s. 103.

(4) Rådets forordning (EØF) nr. 26/62 om anvendelse af visse konkurrenceregler inden for produktion og handel med landbrugsvarer, EFT B 30 af 20.4.1962.

(5) Dom af 2. juli 1985, sag 188/86, Lefevre, Sml. 1987, s. 2963.

(6) Dom af 29. januar 1985, sag 231/83, Cullet mod Leclerc, Sml. 1985, s. 305.

(7) Dom af 14. januar 1978 i sag 82/77, Openbaar Miniserie mod Van Tiggele, Sml. 1978, s. 25.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/816

(2004/C 78 E/0866)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3465/03

af Caroline Jackson (PPE-DE) til Kommissionen

(21. november 2003)

Om: Dichlorfluanid

Mener Kommissionen, at der er tilstrækkelig mange videnskabelige beviser til at berettige et forbud mod dichlorfluanid? Har Kommissionen i bekræftende fald planer om at forbyde ikke-erhvervsmæssig brug af dichlorfluanid som træbeskyttelsesmiddel i bymiljø?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(8. januar 2004)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 regulerer markedsføring af biocidholdige produkter, herunder træbeskyttelsesmidler (1). Direktivet bestemmer bl.a., at alle aktive stoffer, som indgik i biocidholdige produkter inden den 14. maj 2000, skal gennemgås i løbet af en tiårig periode, så det kan konstateres, at de hverken har uacceptable virkninger for miljøet eller for menneskers og dyrs sundhed.

Ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 1896/2000 (2), skulle alle aktive stoffer være identificeret inden den 28. marts 2002, og virksomheder, der ønskede at fortsætte markedsføring af deres aktive stoffer, skulle anmelde dem inden samme dato (3). Anmeldte stoffer bliver vurderet med henblik på eventuel optagelse i direktivets bilag I eller IA, hvis deres virkninger for menneskers og dyrs sundhed og for miljøet anses for acceptable. Aktive stoffer, der kun er identificeret, skal være udfaset senest den 1. september 2006.

Det aktive stof dichlofluanid er anmeldt til anvendelse i produkttype 7 (konserveringsmidler til overfladefilm), 8 (træbeskyttelsesmidler), 10 (midler til beskyttelse af byggematerialer) og 21 (antifouling-midler). Efter planen påbegyndes vurderingen af de fuldstændige dossierer med aktive stoffer, der anvendes i træbeskyttelsesmidler (og rodenticider), og de skal være indsendt inden den 28. marts 2004. Det Forenede Kongerige er udpeget som referentmedlemsstat.

Dichlofluanid kan markedsføres som hidtil i medlemsstaterne, indtil vurderingen af dossieret er afsluttet og der er truffet afgørelse om, om det kan optages i direktivets bilag I eller IA. Hvis vurderingen viser uacceptable risici, optages stoffet ikke i noget af direktivets bilag, og det kan så ikke længere anvendes i træbeskyttelsesmidler. Hvis risiciene findes acceptable, optages dichlofluanid i det pågældende bilag med anførelse af alle de betingelser og begrænsninger, der anses for påkrævede. Derefter kan interesserede ansøge om godkendelse/registrering af træbeskyttelsesmidler, der indeholder stoffet.

(1) EFT L 123 af 24.4.1998.

(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 1896/2000 af 7. september 2000 om den første fase i det program, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om biocidholdige produkter (EØS-relevant tekst), EFT L 228 af 8.9.2000.

(3) Den oprindelige frist, den 28. marts 2002, blev ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1687/2002 forlænget indtil den 31. januar 2003 for anmeldelse af stoffer, der kun er identificeret, og stoffer, der kun er anmeldt til bestemte produkttyper.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/818

(2004/C 78 E/0870)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3532/03

af María Bergaz Conesa (GUE/NGL) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Beskyttelse af Caretta caretta-skildpadden

Ifølge pålidelige kilder sker der ingen fremskridt i foranstaltningerne til beskyttelse af Caretta caretta-skildpadden eller af den maritime naturpark på den græske ø Zakynthos, selv om Kommissionen har ført forhandlinger om og finansieret disse foranstaltninger. Tværtimod er foranstaltningerne stødt på vanskeligheder som følge af, at der både på lokalt plan og fra den græske regerings side er modstand imod projektet.

Kan Kommissionen bekræfte disse forlydender?

Hvad er resultatet af de seneste undersøgelser, Kommissionen har foretaget på stedet?

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

på skriftlige forespørgsler E-3475/03, E-3507/03, E-3528/03 og E-3532/03

(21. januar 2004)

Domstolen fastslog i sin dom af 30. januar 2002 (1), at »Den Hellenske Republik har tilsidesat de forpligtelser, som påhviler den i henhold til artikel 12, stk. 1, litra b) og d), i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2), idet den ikke inden for den fastsatte frist har truffet de nødvendige foranstaltninger til at indføre og gennemføre en streng beskyttelsesordning for havskildpadden Caretta caretta på Zakynthos, således at arten ikke bliver forstyrret i dens yngleperiode […], og således at der ikke sker nogen beskadigelse eller ødelæggelse af dens yngleområder.«

I juli 2002 meddelte de græske myndigheder Kommissionen, at de havde truffet foranstaltninger til efterkommelse af dommen. Under et besøg i september 2002 kunne Kommissionen imidlertid konstatere, at de lovgivningsmæssige rammer for beskyttelsen af havskildpadden var utilstrækkelige, og at de nødvendige specifikke foranstaltninger på stedet til beskyttelse af arten ikke blev gennemført effektivt. Eftersom de græske myndigheder ikke havde truffet alle de foranstaltninger, der var nødvendige for at efterkomme Domstolens dom, sendte Kommissionen i december 2002 en åbningsskrivelse til Grækenland i henhold til EF-traktatens artikel 228. I deres svar af marts 2003 gjorde de græske myndigheder rede for, hvilke foranstaltninger de havde truffet, og vedlagde en detaljeret tidsplan for de resterende foranstaltninger.

Den 7.-9. september 2003 aflagde Kommissionens delegation besøg på øen Zakynthos for at kontrollere, om de græske myndigheder havde truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte havskildpadden Caretta caretta og for at efterkomme ovennævnte dom. Delegationen traf alle de involverede myndigheder og parter og besøgte Caretta caretta-skildpaddernes ynglestrande.

Konklusionen er, at der er gjort væsentlige fremskridt med hensyn til etableringen og gennemførelsen af en streng beskyttelsesordning for havskildpadden Caretta caretta på Zakynthos. De fleste af de foranstaltninger, der blev meddelt i 2002, er iværksat, og de græske myndigheder arbejder stadig på at få vedtaget og iværksat de resterende foranstaltninger. Fremskridtene skyldes navnlig oprettelsen af den nationale havpark på Zakynthos (National Maríne Park of Zakynthos — NMPZ) og det frugtbare samarbejde med de lokale myndigheder. Kommissionens delegation bemærkede imidlertid, at der ikke finder nogen overvågning sted af Daphni strand på grund af lokal modstand.

Det skal desuden oplyses, at nogle af foranstaltningerne medfinansieres gennem et Life-projekt. Her er bl.a. tale om oplysnings- og bevidstgørelsesforanstaltninger, et kontrol- og overvågningsprogram, miljøforvaltningssystemer for erhvervslivet og afgrænsning og afmærkning af NMPZ-parken. Kommissionens delegation besøgte Zakynthos igen den 20. oktober 2003 for at se, hvilke fremskridt der var gjort i gennemførelsen af disse medfinansierede foranstaltninger. Ved denne lejlighed bemærkede Kommissionen ligeledes den manglende overvågning af Daphni strand og opfordrede de lokale myndigheder og NMPZ, som modtager støtte fra Life-projektet, til at øge deres bestræbelser på at løse dette problem.

Grækenlands manglende opfyldelse af sine forpligtelser blev ligeledes drøftet på mødet den 30.-31. oktober 2003 mellem Kommissionen og de græske myndigheder om gennemførelsen af EU's miljølovgivning i Grækenland. De græske myndigheder forelagde en kortfristet tidsplan for vedtagelsen af de resterende foranstaltninger, som navnlig vedrører finansieringen af NMPZ, overvågning af havparken, vedtagelse af regler for forvaltning og drift af parken og den endelige afgrænsning af højvandslinjen (»αιγιαλός«) og kystlinjen (»ακτογραμμή«) for alle ynglestrandene. Det forventes, at sidstnævnte foranstaltning kan løse konflikterne om ejendomsrettigheder. De græske myndigheder er ved at udarbejde den skriftlige meddelelse til Kommissionen om disse foranstaltninger.

Kommissionen vil vurdere disse yderligere oplysninger og vil ikke tøve med at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at Grækenland efterkommer Domstolens dom af 30. januar 2002.

(1) Dom af 30. januar 2002, Kommissionen mod Den Hellenske Republik, sag C-103/00, Sml. 2002, s. 1147.

(1) EFT L 73 af 14.3.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/819

(2004/C 78 E/0871)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3481/03

af Richard Corbett (PSE) til Kommissionen

(24. november 2003)

Om: »Valdastico Sud«-motorvejen

Har Kommissionen kendskab til den foreslåede »Valdastico Sud«-motorvej, som den italienske regering foreslår bygget mellem Vicenza og Badia Polesine i nærheden af Rovigo med katastrofale følger for et område, der er anerkendt som verdenskulturarv?

Mener Kommissionen, at fællesskabsbestemmelserne om miljøkonsekvensvurderinger er overholdt i denne sag? Er den klar over, at den italienske miljøkommissions oprindelige vurdering var negativ, og at Berlusconis regering efterfølgende ved dekret af 19. september 2002 erstattede 23 af dens 36 medlemmer, hvilket førte til en positiv vurdering af planen den 18. december 2002?

Kan Kommissionen desuden bekræfte, at projektet ikke har nogen betydning for det transeuropæiske transportnet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(22. januar 2004)

Ifølge Rådets direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), som ændret ved direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (1), skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan få væsentlig indvirkning på miljøet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse. Disse projekter er defineret i artikel 4, som henviser til bilag I og II. Anlæg af motorveje falder ind under bilag I, punkt 7 b), som er undergivet krav om obligatorisk vurdering af virkningerne på miljøet (VVM).

I et tilfælde af denne art bør de italienske myndigheder træffe foranstaltninger til at sikre, at der gennemføres en miljøvurdering, som omfatter a) en beskrivelse af det miljø, som i væsentlig grad kan blive berørt af det foreslåede projekt, herunder den arkæologiske kulturarv, landskaber og befolkning (jf. artikel 5 og bilag IV), b) høring af befolkningen og andre kompetente myndigheder med ansvar for miljøet, og c) offentliggørelse af beslutningen med angivelse af de betingelser, der er knyttet til tilladelsen, og de begrundelser og betragtninger, der ligger til grund herfor, samt om nødvendigt en beskrivelse af de foranstaltninger, der er påtænkt med henblik på at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere betydelige skadelige virkninger. Der skal i tilladelsesproceduren tages hensyn til resultatet af høringerne og de oplysninger, der er indhentet i medfør af artikel 5 og 6.

At et projekt kan få negativ indvirkning på miljøet (herunder landskaber og historisk arv), er ikke, i medfør af direktivet, til hinder for, at der gives tilladelse, forudsat at de i direktivet fastsatte procedurer er blevet fulgt. Når en miljøvurdering er gennemført i overensstemmelse med direktivet, er det op til den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat at træffe beslutning om, hvorvidt der skal gives tilladelse.

Kommissionen har allerede undersøgt den sag, det ærede medlem har fremlagt, og har ikke fundet tegn på, at direktivet er blevet overtrådt i det foreliggende tilfælde. At den italienske regering har udskiftet 23 af de 26 medlemmer i den kommission, der har til opgave at udtale sig om det foreliggende projekt, og at den pågældende kommission dernæst har godkendt projektet, udgør ikke nogen overtrædelse af direktiv 85/337/EØF, som ændret.

Kommissionen kan bekræfte, at da projektet ikke indgår i det transeuropæiske transportnet, kan der ikke ydes støtte til projektet over dette budget.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/821

(2004/C 78 E/0874)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3513/03

af Adriana Poli Bortone (UEN) og Cristiana Muscardini (UEN) til Kommissionen

(25. november 2003)

Om: Vand

Kan Kommissionen oplyse, om nogen (og i givet fald hvor mange) medlemsstater til dato har opfyldt artikel 24 i direktiv 2000/60/EF (1)? Vil Kommissionen kunne give Parlamentet de ønskede oplysninger inden januar 2004? Forelagde Kommissionen som fastsat i artikel 19 i ovennævnte direktiv en plan for forskriftsudvalget i 2002, og hvilke resultater har dette ført til med henblik på en eventuel løsning, eller under alle omstændigheder foranstaltninger, med hensyn til de gældende bestemmelser vedrørende vand?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(19. januar 2004)

Ifølge artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger skal direktivet gennemføres i national ret senest den 22. december 2003. De 10 tiltrædende lande skal have afsluttet gennemførelsen af direktivet på tiltrædelsesdatoen.

Kommissionen vil aflægge rapport om situationen, hvad angår gennemførelse og meddelelse, kort efter fristernes udløb. Kommissionen vil lægge sag an for »manglende meddelelse« mod de lande, der undlader at give meddelelse til tiden.

Ifølge artikel 19, stk. 1, i rammedirektivet om vandpolitiske foranstaltninger skal Kommissionen til orientering forelægge det i artikel 21 omhandlede udvalg »en vejledende oversigt over de foranstaltninger med indvirkning på lovgivningen på vandområdet, som den har til hensigt at foreslå i den nærmeste fremtid, herunder eventuelle foranstaltninger, som skyldes forslag, kontrolforanstaltninger og strategier fastlagt i henhold til artikel 16«. Den 6. maj 2003 aflagde Kommissionen på udvalgets første møde rapport om udviklingen, hvad angår de afledte direktiver om prioriterede stoffer (artikel 16) og grundvand (artikel 17). Dokumenterne til udvalgets møde blev tilsendt Parlamentet ad de sædvanlige kanaler.

Ud over de officielle rapporter til udvalget har Kommissionen et snævert samarbejde med medlemsstaterne, kandidatlandene og landene inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), andre interesserede parter, ikke-statslige organisationer (NGO'er) og andre organisationer, herunder Det Europæiske Miljøagentur, om udviklingen af nye vandpolitikker via de rådgivende ekspertfora, der blev oprettet i 2001. Det rådgivende ekspertforum for grundvand afsluttede sit arbejde med godt resultat i juni 2003 og gjorde det muligt for Kommissionen at forelægge sit forslag den 19. september 2003 (2).

Der blev afholdt seks møder i det rådgivende ekspertforum for prioriterede stoffer i perioden marts 2001 til november 2003. Det indledende arbejde pågår stadig, og det næste møde skal efter planen finde sted den 8. marts 2004.

(1) EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1.

(2) KOM(2003) 550 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/822

(2004/C 78 E/0876)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3541/03

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Amerikanske »spøgelsesskibe« for anker i Det Forenede Kongerige

Hvordan ser Kommissionen — på grundlag af dens ansvar for anvendelsen af miljø- og transport-lovgivningen — på de farer, som de fire skibe fra USA's reserveflåde, kendt som spøgelsesflåden, der nu er ankret op ud for eller på vej til Hartlepool, frembyder?

Hvad er Kommissionens holdning til lovmæssigheden af, at amerikanske spøgelsesskibe sejles til Det Forenede Kongerige, navnlig med hensyn til skibenes alder og tilstand og den olie, de polychlorerede bifenyler (PCB'er) og den asbest, de indeholder?

Hvad er Kommissionens holdning til lovmæssigheden af, at amerikanske spøgelsesskibe ophugges i Det Forenede Kongerige, navnlig med hensyn til bortskaffelsen af asbest?

Har Kommissionen beføjelser til at sikre, at spøgelsesskibene returneres til USA ved førstgivne lejlighed, og hvilke skridt har Kommissionen i bekræftende fald taget?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(22. januar 2004)

Kommissionen er netop i færd med at undersøge en klage mod Det Forenede Kongerige i forbindelse med fire udrangerede skibe, som er blevet sendt til Det Forenede Kongerige fra USA, for at finde ud af, om bestemmelserne i Fællesskabets forordning om overførsel af affald og i Fællesskabets øvrige miljølovgivning er blevet overholdt.

Ifølge OECD-aftalen af 1993 om transport af affald til genbrug — der blev gennemført som fællesskabslovgivning ved hjælp af forordning (EØF) nr. 259/93 om overførsel af affald (1) — kan affald til genbrug transporteres næsten frit inden for OECD-området. Det eneste krav er, at forsendelsen anmeldes i forvejen til de kompetente myndigheder i afsendelses-, bestemmelses- og transitlandet, og at disse myndigheder giver deres samtykke. Det er derfor de enkelte myndigheder/medlemsstater, der skal afgøre, om de har de nødvendige faciliteter og den nødvendigbe kapacitet til at modtage og behandle de udrangerede skibe, anmeldelsen gjaldt.

I forbindelse med brevvekslingen mellem Kommissionen og Det Forenede Kongeriges myndigheder har disse oplyst Kommissionen om, at anmeldelsen af transporten var ugyldig, da modtagervirksomheden ikke har alle de nødvendige tilladelser. De meddelte også Kommissionen, at skibene ville blive sendt tilbage til USA, hvis deres tilstand og vejrforholdene tillod en miljømæssigt forsvarlig transport. Der planlægges derfor ikke for øjeblikket nogen genbrugsaktivitet i Det Forenede Kongerige (bortset fra midlertidig opbevaring af skibene indtil de skal tilbage til USA) og det er på dette stadium omsonst at vurdere den oprindelige anmeldelse. Skulle Det Forenede Kongeriges myndigheder træffe nogen beslutning om yderligere behandling af skibene, vil Kommissionen undersøge, om det er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordningen om overførsel af affald og Fællesskabets øvrige miljødirektiver.

Som allerede nævnt har Det Forenede Kongeriges myndigheder meddelt Kommissionen, at skibene vil blive sendt tilbage til USA, hvis deres tilstand og vejrforholdene tillader en miljømæssigt forsvarlig transport.

Om forsendelser, der ikke kan gennenføres som planlagt, hedder det i forordningen om overførsel af affald, artikel 25, stk. 1: »Såfremt en overførsel af affald, som de berørte kompetente myndigheder har givet tilladelse til, ikke kan gennemføres efter bestemmelserne i ledsagedokumentet eller kontrakten i artikel 3 og 6, sørger den kompetente afsendelsesmyndighed for, at anmelderen inden for en frist på 90 dage efter det tidspunkt, hvor afsendelsesmyndigheden er blevet underrettet, returnerer affaldet til denne myndigheds område eller til et andet sted i afsendelsesstaten, medmindre den er overbevist om, at affaldet kan bortskaffes eller nyttiggøres på anden, miljømæssigt forsvarlig måde.«

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med overførsel af affald inden for, til og fra Det Europæiske Fællesskab, EFT L 30 af 6.2.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/824

(2004/C 78 E/0877)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3548/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(28. november 2003)

Om: Offentlige arbejder i Grækenland: Mangler og byggesjusk i forbindelse med Igoumenitsas havn og Egnatia-vejen

Mange projekter i Grækenland, som er blevet udført med samfinansiering fra fællesskabsfondene under anden og tredje fællesskabsstøtteramme udviser betydelige mangler samt en række tilfælde af byggesjusk. Manglerne ved planlægningen og studierne samt det dårligt udførte arbejde medfører foruden risikoen for, at mennesker kommer til skade, ødelæggelser af terrænet og den eksisterende infrastruktur. Et eksempel herpå er projektet med Igoumenitsas nye havn, der for nylig blev indviet af premierministeren, og som ifølge kritik fremført i det græske parlament udgør et klassisk eksempel på et projekt, der ud over forsinkelserne og overskridelserne af budgettet er blevet udført uden, at de grundlæggende forudsætninger var til stede, såsom afledningen af regnvand. Det samme ses ved projektet med Egnatia-vejen, hvor der forekommer oversvømmelser og videreførsel af inert materiale, der nogle gange, når det er nået frem til Igoumenitsa, har spærret broen og derved hindret vandets normale løb ud til havet. Regnskyl (19. oktober 2003) har forårsaget omfattende ødelæggelser af vej- og landbrugsnettet i Thesprotia.

1.	Hvordan vurderes det system, som projekter udføres efter i Grækenland, og hvorvidt er det tilladt at godkende og med fællesskabsmidler finansiere projekter, der udviser mangler med hensyn til planlægning, studier og dårligt udført arbejde?

2.	Hvem bærer ansvaret for mangelfuld planlægning, undersøgelser og dårligt udført arbejde, og i hvilket omfang er det et spørgsmål om Fællesskabets ansvar i kontraktforhold på grundlag af EF-traktatens artikel 288?

Agter Kommissionen at anmode ESPEL (det særlige kontrolråd) om oplysninger om det konkrete tilfælde (Igoumenitsas havn og Egnatia-vejen) samt klarlægge årsagerne til manglerne og det dårligt udførte arbejde, og hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for i fremtiden at undgå, at der udføres projekter af dårlig kvalitet?

Kan disse projekter finansieres direkte på grundlag af ansøgningen indgivet til de ansvarlige myndigheder, gennemførelse af studier og udførelse af et projekt for afledning af regnvand i området ved Igoumenitsas nye havn og løsning af de problemer, der er opstået på grund af arbejdet med Egnatia-vejen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(28. januar 2004)

Det er medlemsstaternes ansvar, at de støttede projekter, herunder udformning, undersøgelse og opførelse af offentlige arbejder, gennemføres i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Derfor er det de græske myndigheders ansvar at sikre overensstemmelse med gældende lovgivning og garantere kvaliteten af anlægsarbejdet. Følgelig har EU ikke noget kontraktsansvar i denne henseende.

Ifølge de oplysninger, Kommissionen har modtaget fra de græske myndigheder, er arbejderne i Igoumenitsas nye havn ikke berørt af de af det ærede medlem nævnte problemer, fordi disse arbejder finder sted langt væk fra de floder, der forårsagede de omtalte oversvømmelser, og ikke har nogen forbindelse med dem. Ifølge samme myndigheder var de ekstreme vejrforhold den 19. oktober 2003 skyld i, at Lycopodi-flodens strømningshastighed var mere end dobbelt så stor som den beregnede maksimums-hastighed i de godkendte tekniske undersøgelser af Egnatia-projektet, hvilket var den eneste grund til oversvømmelsen. Man er i øjeblikket ved at vurdere, hvor store skader der er sket på tilretningerne af Lykopodi-flodens forløb.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/825

(2004/C 78 E/0878)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3551/03

af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Støtte til gedekød — gennemførelse af forordning nr. 2550/2001 af 21. december 2001 på Azorerne

I forordning nr. 2550/2001 (1) af 21. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2529/2001 (2) om den fælles markedsordning for fåre- og gedekød for så vidt angår præmieordningerne omfatter listen over de områder, hvor der kan ydes støtte til producenter af gedekød (punkt 5 i bilag I) hele Portugal med undtagelse af Azorerne.

Hvilke kriterier blev lagt til grund for at udelukke Azorerne fra støtten til gedekød, når hele det øvrige Portugal er omfattet?

Mener Kommissionen ikke på baggrund af Rådets nylige afgørelse, hvori den mælkekvote, der er til rådighed for Azorerne, fastsættes på niveauet for produktionsåret 1999/2000, at det vil være nødvendigt at tillade andre alternativer for landbruget på Azorerne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(22. januar 2004)

Hvad angår områder, hvor der kan udbetales gedepræmie, indeholder artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2529/2001 følgende bestemmelser:

En producent, som holder modergeder på sin bedrift, kan efter ansøgning få udbetalt en præmie herfor (gedepræmie).

Denne præmie ydes til producenter i bestemte områder, hvor produktionen opfylder følgende to kriterier:

—	gedeopdrættet tager hovedsagelig sigte på gedekødsproduktion

—	der anvendes samme teknik til opdræt af geder og får.

Der udarbejdes en liste over sådanne områder efter proceduren i artikel 25, stk. 2.

Azorerne kan naturligvis optages i bilag I til forordning (EF) nr. 2550/2001, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Kommissionen har dog ingen oplysninger om, at det er tilfældet, eller at de ansvarlige portugisiske myndigheder gennem deres repræsentanter i den relevante forvaltningskomité nogensinde har anmodet om Azorernes optagelse på listen på grundlag af ovennævnte forordning.

Det ærede medlem bedes bemærke, at den første betingelse ikke er opfyldt, hvis gedeopdrættet primært tager sigte på produktion af mælk. Endvidere kan der efter optagelsen af de nævnte områder i bilag I blive tale om efterfølgende kontrol på stedet af, at de omtalte kriterier er opfyldt.

Når det gælder det ærede medlems understregning af nødvendigheden af at åbne andre perspektiver for landbruget på Azorerne, skal det bemærkes:

—	at Azorerne ligesom de øvrige EU-områder drager fordel af foranstaltningerne under de fælles markedsordninger

—

at Azorerne også drager fordel af programmerne til udvikling af landdistrikterne i EU og af Poseima-programmerne. I begge tilfælde er det op til de nationale myndigheder og Azorernes regionale myndigheder at bestemme, hvilke foranstaltninger der skal prioriteres under de gældende ordninger, og dermed spiller disse myndigheder en vigtig rolle, når det gælder om at finde bæredygtige alternativer for landbrugerne på Azorerne

—	at både Azorernes mælkekvote og det portugisiske nationale loft over ammekopræmien for nylig er blevet forhøjet

—	endelig kan der ydes national og regional støtte, forudsat at disse er i overensstemmelse med reglerne for det indre marked og med EU-retten.

(1) EFT L 341 af 22.12.2001, s. 105.

(2) EFT L 341 af 22.12.2001, s. 3.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/826

(2004/C 78 E/0879)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3557/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Uregelmæssigheder i Generaldirektoratet for Landbrug rapporteret af Den Europæiske Revisionsret

I sin særberetning nr. 9/2003 (1), der blandt andet omhandler problemerne i forbindelse med priserne på korn, sukker, kød og mælk, har Den Europæiske Revisionsret rapporteret en høj risiko for svig i Generaldirektoratet for Landbrugs aktiviteter.

Der lader til at være alvorlige problemer forbundet med den metode, der anvendes til fastsættelse af priser og eksportrestitutioner, og to tjenestemænd skal tilsyneladende i to og et halvt år have lækket oplysninger om prisfastsættelsen for kornprodukter inden åbningen af markedet for egen vindings skyld.

Netop disse to tjenestemænd skal i øvrigt være blevet opdaget og frataget deres stilling — dog kun for senere at blive forflyttet til at andet kontor i det samme generaldirektorat.

Der er tilsyneladende også andre uregelmæssigheder i Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug, navnlig blandt ledelsen. Specielt har en leder i Den Europæiske Revisionsret gjort opmærksom på, at Generaldirektoratet for Landbrug — til forskel fra alle andre embeder, hvor der er en femårig turnusordning — endnu ikke har forsøgt at efterleve denne regel.

Kan Kommissionen på denne baggrund — og i betragtning af, at adskillige skandaler i den sidste tid alt for ofte har kastet et dårligt lys over EU's ledelse — oplyse følgende:

1.	Er ovennævnte oplysninger sandfærdige, og kan Kommissionen komme med flere detaljer om problemerne i forbindelse med priser og om beskyldningerne om svindel?

2.	Hvorfor — hvis uregelmæssighederne rent faktisk har fundet sted — har Kommissionen ikke holdt opsyn og grebet ind?

3.	Hvordan kan det være, at der — trods Kommissionens formands udtalelser om og bestræbelser på at sikre gennemsigtighed i forvaltningsapparatet — sker uregelmæssigheder inden for generaldirektoraternes organisationsplan?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(5. februar 2004)

Kommissionen finder ikke i Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 9/2003 nogen omtale af en høj risiko for svig i Generaldirektoratet for Landbrugs aktiviteter.

Desuden kan Kommissionen ikke se, hvilke betydelige forsinkelser det ærede medlem henviser til, når det drejer sig om fastsættelsen af priser og eksportrestitutioner.

Hvad angår anklagerne mod tjenestemænd i Kommissionen, har Kommissionen på nuværende stadium kun de oplysninger, der foreligger fra det belgiske retsvæsen. Dette har oplyst, at en undersøgelsesdommer i Bruxelles har indledt en undersøgelse, efter at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i 2001 indgav anmeldelse til statsadvokaturen i Bruxelles. Undersøgelsen er foretaget af de belgiske myndigheder med al den diskretion, en sådan undersøgelse kræver, og har ført til afsigelse af en fængslingskendelse over to personer i Belgien, deraf en tjenestemand i Generaldirektoratet for Landbrug. Den pågældende tjenestemand er senere blevet løsladt. Det belgiske retsvæsen behandler sagen, og undersøgelsen fortsætter, hvorfor det er for tidligt at udtale sig nærmere om klagepunkterne og forholdenes art.

Kommissionen vil træffe alle fornødne foranstaltninger ud fra resultaterne af disse procedurer.

I betragtning af den igangværende strafferetlige procedure er der dog indledt en disciplinærsag mod den pågældende tjenestemand. Denne sag er suspenderet, indtil der foreligger en endelig dom. I overensstemmelse med vedtægtens artikel 88 er den pågældende tjenestemand i øvrigt allerede midlertidigt suspenderet fra tjenesten.

I forbindelse med den interne reform i Kommissionen har Generaldirektoratet for Landbrug foretaget en betydelig forbedring af procedurerne og tilsynet inden for forvaltningen af markederne. Men intet internt kontrolsystem kan gardere sig mod ethvert svigt.

Med hensyn til spørgsmålet om tjenestemændenes mobilitet er de regler, der gælder i Kommissionen, blevet fulgt i alle tjenestegrene i Generaldirektoratet for Landbrug.

(1) EUT C 211 af 5.9.2003, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/827

(2004/C 78 E/0880)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3558/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(1. december 2003)

Om: Stemmeret til indvandrere i landene i EU

I Italien diskuteres muligheden af at give tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i landet og har haft mindst 6 års bopæl, stemmeret ved lokalvalg.

I de andre europæiske lande er den gældende lovgivning på området uensartet (i Frankrig og Tyskland har tredjestatsborgerne for eksempel slet ingen stemmeret, i Det Forenede Kongerige er det kun unionsborgerne og statsborgere fra Commonwealth-lande, der har stemmeret, i Spanien har indvandrere fra de tidligere kolonier stemmeret, i Portugal har brasilianere, peruanere, argentinere, uruguayanere, nordmænd og israelere stemmeret, i Irland, Sverige, Danmark, Holland og Finland gives stemmeret til indvandrere uafhængigt af statsborgerskab).

Det Europæiske Råd i Tampere definerede i sine konklusioner en række principper navnlig princippet om, at »tredjelandsstatsborgeres retsstilling bør tilnærmes EU-borgeres retsstilling«, og princippet om, at »en person, der har opholdt sig lovligt i en medlemsstat i en given periode, og som er i besiddelse af en tilladelse til længerevarende ophold (…) (bør) indrømmes en række ensartede rettigheder, som ligger så tæt som muligt på EU-borgernes rettigheder«.

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

1.	om der er foretaget undersøgelser af dette spørgsmål på EU-plan?

2.	om den klart kan redegøre for sin holdning med hensyn til stemmeret ved lokalvalg og parlamentsvalg for tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i landet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(29. januar 2004)

Det Europæiske Råd i Tammerfors (1999) udarbejdede retningslinjerne for en fælles asyl- og indvandrerpolitik i EU. Denne politik berører også spørgsmålet om retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne. Det fremgår af Rådets konklusioner, at tredjelandsstatsborgere, som opholder sig lovligt i landet, skal have tilnærmelsesvis samme retsstilling som statsborgere i medlemsstaterne. Tredjelandsstatsborgere bør indrømmes en række ensartede rettigheder, som ligger så tæt som muligt på EU-borgernes rettigheder.

Dette konkretiseres ved forslaget til Rådets direktiv om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (1), der blev vedtaget af Rådet den 25. november 2003. Kommissionen har i sin seneste meddelelse om indvandring, integration og beskæftigelse (2) foreslået, at medlemsstaterne overvejer at give politiske rettigheder til fastboende, især på lokalt niveau, når de omsætter direktivet til national lovgivning. Det er helt klart Kommissionens holdning, at det er vigtigt for integrationen, at fastboende får politiske rettigheder, og at der skabes grundlag herfor i den nye traktat. Indtil den træder i kraft, er der ikke noget juridisk grundlag.

Kommissionen har foretaget en undersøgelse af fastboende tredjelandsstatsstatsborgeres retsstilling i en EU-medlemsstat (april 2000), som sammenligner de stemmerettigheder, tredjelandsstatsborgere har i de forskellige medlemsstater. Kommissionen har endvidere kendskab til en række undersøgelser foretaget af uafhængige forskere om tredjelandsstatsborgere og deres politiske integration og deltagelse i den demokratiske proces. I det 6. forskningsrammeprogram 2002-2006 fokuseres der på forskning i nationalitet, og der vil i 2004 blive indledt en sammenlignende undersøgelse af regler for tildeling og tab af nationalitet i medlemsstaterne. Undersøgelsen vil også belyse den retsstilling som næsten fuldgyldig statsborger, som tredjelandsstatsborgere indrømmes i en række medlemsstater efter langvarigt ophold.

(1) EFT C 240 E af 28.8.2001.

(2) KOM(2003) 336 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/828

(2004/C 78 E/0881)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3578/03

af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Miljøvenligt dieselbrændstof

En ny type dieselbrændstof kaldet GECAM blev i begyndelsen af 1997 udviklet af forskningsgruppen Cam-Technologies og sendt på markedet. Dette nye miljøvenlige brændstof mindsker på grund af den særlige sammensætning emissionen af skadelige stoffer (partikler og kvælstof). GECAM frembyder i kraft af en bedre forbrænding, der kan tilskrives brændstoffets indhold af 10 % vand, den fordel, at både soddannelse og brændstofforbrug reduceres. CO2-udledningen sænkes med ca. 5 % i forhold til traditionelt dieselbrændstof og med samme brændstofforbrug på samme strækning. Dette økologiske brændstof bliver i stadig højere grad anvendt inden for det offentlige transportsystem i næsten alle større italienske byer, uden at det har været nødvendigt at modificere de enkelte køretøjers motor.

Motorerne i mange offentlige transportmidler opfylder ikke længere den europæiske emissionsstandard.

Kan Kommissionen oplyse, med hvilke (finansielle) tiltag den støtter miljøvenlige brændstoftyper?

Er det ikke også Kommissionens opfattelse, at en europæisk dækkende indførelse af miljøvenligt dieselbrændstof såsom GECAM ville være hensigtsmæssig? Hvilke foranstaltninger vil der i bekræftende fald blive iværksat til fremme heraf?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(27. januar 2004)

Kommissionen støtter indførelsen af miljøvenlige brændstoffer, og som opfølgning på meddelelsen om alternative brændstoffer af 2001 (1) undersøger den på nuværende tidspunkt de tekniske og økonomiske aspekter af den nuværende situation og fremtidsudsigterne for alternative brændstoffer til vejtransport. Til dette formål er kontaktgruppen »Alternative Fuels Contact Group« oprettet. Gruppens arbejde er målrettet naturgas og brint samt foranstaltninger, hvormed Fællesskabet kunne fremme udnyttelsen af disse. Kommissionens indsats retter sig mod alternative brændstoffer, der potentielt kunne opnå en markedsandel på 5 % af EU-markedet inden 2020. Kommissionen har kendskab til, at dispersioner af dieselbrændstof og vand, som er udviklet af CAM-Technologies og andre producenter, benyttes i enkelte byer i Frankrig og Italien som brændstof til offentlig transport samt i lille målestok i andre medlemsstater, men de er ikke omfattet af dette arbejde. En undersøgelse af alternative brændstoffers økologiske balance, som Kommissionen for nylig iværksatte, indeholder også en vurdering af disse emulsionsbaserede brændstoffer.

På Kommissionens forslag blev to vigtige retsinstrumenter vedtaget i 2003 med henblik på at fremme miljøvenlige brændstoffer.

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/30/EF af 8. maj 2003 (2) er der fastsat referenceværdier på 2 % i 2005 og 5,75 % i 2010 for målene, der skal vedtages af medlemsstaterne, om den minimumsandel af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer, der markedsføres på deres område.

Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (3) åbner mulighed for, at medlemsstaterne kan indføre lempeligere afgiftsniveau for miljøvenlige brændstoffer. I henhold til direktivets artikel 16 tillades det eksempelvis at anvende en reduceret afgiftssats på visse betingelser, hvis motorbrændstoffet indeholder vand.

(1) KOM(2001) 547 endelig udg.

(2) EUT L 123 af 17.5.2003.

(3) EUT L 283 af 31.10.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/829

(2004/C 78 E/0882)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3579/03

af Christoph Konrad (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Jagttid for sortkrager i EU

1.	Er det Kommissionen bekendt, at EU-landenes regeringer som led i EU-fuglebeskyttelsesdirektivets gennemførelse i national lovgivning fastsætter yderst forskellige bestemmelser om jagttiden for sortkrager?

2.	Hvordan vurderer Kommissionen det forhold, at der på grund af den begrænsede jagttid i Tyskland påføres landmænd, skovejere og jægere langt større økonomisk skade end i andre EU-lande? Bevirker dette efter Kommissionens opfattelse, at de berørte personer i Tyskland stilles ugunstigt?

3.	Hvordan reagerer Kommissionen på den i andre lande gængse praksis med at udstede særtilladelser til jagt på sortkrager, medens de kompetente tyske instanser ikke udsteder sådanne tilladelser?

4.	Hvilke betingelser skal være opfyldt, for at en sådan særtilladelse eller en forlængelse af jagttiden kan komme på tale?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(29. januar 2004)

Reglerne for fastsættelse af jagtsæsonen i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (1) er indeholdt i direktivets artikel 7. Kommissionen har i samarbejde med medlemsstaterne indsamlet oplysninger om forårstræk og yngletid for samtlige jagtbare arter i hver enkelt medlemsstat med henblik på at lette fastsættelsen af jagtsæsonen i overensstemmelse med direktivets bestemmelser (2).

2.	Kommissionen ligger ikke inde med oplysninger, der tyder på, at begrænsninger i jagten har medført større økonomisk skade i Tyskland end i andre medlemsstater.

Fravigelser er i henhold til artikel 9 i direktivet tilladt bl.a. med henblik på at hindre »omfattende skader på afgrøder, besætninger, skove, fiskeri — og vandområder«. Det er medlemsstaterne, som træffer beslutning om, hvorvidt det er nødvendigt at fravige bestemmelserne, hvis der ikke foreligger andre tilfredsstillende løsninger.

Mulighederne for anvendelse af fravigelsesbestemmelserne er begrænsede. De skal retfærdiggøres i overensstemmelse med direktivets overordnede målsætning og følge de specifikke fravigelsesbetingelser, som beskrevet i artikel 9 i direktiv 79/409/EØF. Hvis blot en enkelt af disse betingelser ikke overholdes kan det medføre, at fravigelsen må anses for ugyldig.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979.

(2) Nøglebegreber i artikel 7, stk. 4, i direktiv 79/409/EØF — De i bilag II i EU forekommende fuglearters yngletid og forårstræk http://europa.eu.int/comm/environment/nature/directive/intro_en.pdf.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/830

(2004/C 78 E/0883)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3581/03

af Daniel Varela Suanzes-Carpegna (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Rejefiskeriet ved Svalbard

EF-flådens rejefiskeri ved Svalbard vil i høj grad blive vanskeliggjort af kravet om, at der højst må befinde sig fire EU-fartøjer samtidig i farvandet. Dette krav har nu været gældende i nogle år, og der er derfor fare for, at det bliver en fast praksis med det deraf følgende tab for EF-flåden, som ikke kan udnytte hele det årligt tildelte kontingent. Hertil kommer, at denne begrænsning gælder i de få måneder, hvor der på grund af de vanskelige klimatiske forhold, der hersker størstedelen af året, overhovedet er adgang til området. Kommissionen gav i sit svar af 8. maj 2002 på min tidligere skriftlige forespørgsel E-1037/02 (1) udtryk for, at den var helt klar over de vanskeligheder, som denne situation påfører medlemsstaterne. Kommissionen fastslog, at den »fortsat (ville) arbejde på at få en dialog i gang med de norske myndigheder, der kan føre til forbedret adgang for Fællesskabets rejeflåde«. Siden da er der ikke gjort nogen fremskridt, og nogle flåder i Fællesskabet, som den der fiskede i NAFO-zonen, har oplevet en alvorlig reduktion af sin fangst, og det kræver en ekstra indsats for at finde alternativer.

Kan Kommissionen oplyse, hvorfor der ikke er gjort nogen fremskridt med hensyn til situationen for EF-flådens rejefiskeri?

Da fiskeriindsatsen allerede er begrænset til et bestemt antal fartøjer, kan Kommissionen da ikke drage omsorg for, at samtidigheden ophæves, eller at den simpelthen ikke accepteres?

Er det ikke muligt gennem de bilaterale forbindelser EU-Norge at opnå en rimelig forbedring for vores rejefiskerflåde?

Hvilke skridt har Kommissionen taget for at forbedre forholdene for EF-flådens tilstedeværelse ved Svalbard?

Hvilke nye initiativer har Kommissionen til hensigt at tage for at forbedre den nuværende situation, som helt åbenlys er utilfredsstillende?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(26. januar 2004)

Spørgsmålet om bedre adgang for EF's rejefiskerflåde til området omkring Svalbard er blevet drøftet med Norge ved flere lejligheder og senest på et møde på højt plan i marts 2003.

Norge afviser at forøge antallet af fiskedage, men har antydet, at det måske kunne komme på tale at øge det maksimale antal fartøjer, der har lov til at fiske i området på samme tid. Nordmændene kæder dog en sådan forøgelse af antallet af fartøjer sammen med en for dem tilfredsstillende løsning på en række andre udestående spørgsmål, herunder bedre betingelser for Norges eksport af rejer til EU.

Kommissionen har aftalt med Norge igen at holde et møde på højt plan. Dette møde finder i princippet sted i juni 2004. Her vil man så fortsætte drøftelserne og søge bl.a. at finde en tilfredsstillende løsning på problemet med EU-fartøjernes adgang til rejefiskeriet omkring Svalbard.

(1) EFT C 229 E af 26.9.2002, s. 172.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/831

(2004/C 78 E/0884)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3592/03

af Karl-Heinz Florenz (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Miljømæssige aspekter af panten på dåser i Tyskland

I Forbundsrepublikken Tyskland er engangsemballage, bl.a. i form af letvægtsemballage, i omkring 10 år blevet indsamlet som led i det såkaldte duale system. På grund af indførelsen af panten på dåser er en endnu ikke definitivt fastlagt del af engangsemballagen til drikkevarer blevet belagt med en obligatorisk pant. Denne emballage indsamles på salgsstederne og transporteres separat til efterfølgende genbrug.

Hvorledes ser Kommissionen på denne procedure, navnlig med henblik på en sammenligning ud fra et miljøsynspunkt af den tidligere indsamlings- og genbrugsprocedure med den nuværende, separate indsamlings- og genbrugsprocedure.

Har Kommissionen til hensigt at foretage en miljømæssig sammenligning eller vil det blive pålagt Forbundsrepublikken Tyskland at foretage en sådan?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(29. januar 2004)

Tilbagetagningsordninger for emballageaffald skal opfylde kriterierne i artikel 7 i Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (1). Dette betyder bl.a., at erhvervsdrivende, herunder importører, skal have adgang til sådanne ordninger på lige vilkår. Der eksisterer imidlertid ingen krav til, hvordan sådanne ordninger skal være udformet (duale systemer, pantordninger etc.). Artiklen beskæftiger sig kun kortfattet med miljømæssige aspekter og den indeholder blot en bestemmelse om, at der skal tages forbruger- og miljøbeskyttelsesmæssige hensyn, uden at det specificeres, hvordan dette konkret skal ske.

Kommissionen har ingen oplysninger om, at der skulle være gennemført sammenlignende undersøgelser mellem duale systemer og pantordninger. De foreliggende oplysninger er derfor udelukkende af kvalitativ art. Pantordninger er normalt logistisk krævende. Sådanne krav til logistikken kan også have noget at gøre med specifikke indvirkninger på miljøet. Pantordninger betyder imidlertid en højere returrate og begrænser muligvis forureningen. Endvidere vil kvaliteten af det indsamlede materiale muligvis være højere, fordi det indeholder færre urenheder end materiale, der indsamles via duale systemer.

Kommissionen har ingen intentioner om at gennemføre en sammenlignende miljøvurdering eller anmode Tyskland om at gennemføre en sådan, da det vil være svært at nå frem til utvetydige resultater og der desuden ikke eksisterer noget krav om, at den mest miljøvenlige løsning skal anvendes. En gennemgang af miljøvenligheden af forskellige tilbagetagningsordninger ville sandsynligvis ikke give resultater, der ville få indflydelse på vurderingen af, om den tyske pantordning er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen. Den igangværende overtrædelsesprocedure mod Tyskland vedrører udelukkende de indre markedsaspekter i artiklen.

Kommissionen har imidlertid fremsat forslag om, hvordan man kan udvikle producentansvarlighedssystemer inden for rammerne af temastrategien for affaldsforebyggelse og -genanvendelse. Endvidere har Kommissionen indledt en undersøgelse om gennemførelsen af direktiv 94/62/EF og muligheder for at styrke forebyggelse og genbrug af emballage. Selv om denne undersøgelse ikke vil komme til at omfatte sammenligninger mellem forskellige panttilbagetagningsordninger direkte, vil det i den sammenhæng muligvis blive undersøgt, i hvilket omfang sådanne ordninger kan medvirke til at opmuntre til anvendelse af genanvendelig emballage.

(1) EFT L 365 af 31.12.1994.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/832

(2004/C 78 E/0886)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3600/03

af Roberto Bigliardo (UEN) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Overflyvning af Bruxelles — Udvidelse af Zaventem lufthavnen

Den nye flamske transportminister, Bert Anciaux, skal til at forelægge et forslag om at flytte flere flyruter fra området ved »Zaventem National« lufthavnen til Bruxelles by. Dette sker, efter en forfatningsretlig domstol (Cour d'Arbitrage) i juni 2003 besluttede at fordele flyafgangene på flere ruter og hermed imødekom en klage fra 47 personer, som bor i nærheden af den ovennævnte lufthavn.

Ifølge artikler i den belgiske presse skulle denne afgørelse bygge på et princip om, at man på solidarisk vis vil fordele støjgener fra lufthavnen ligeligt mellem indbyggerne i Bruxelles.

1.	Kan Kommissionen oplyse om transportminister Anciauxs initiativer og Cour d'Arbitrages afgørelse er i overensstemmelse med EU's direktiver?

2.	Er det normalt, at den nye ruteplan for lufthavnen i Bruxelles træder i kraft, uden at man undersøger, hvilke støjgener dette vil medføre?

3.	Kan Kommissionen oplyse, om udvidelsen af Zaventum lufthavnen i Bruxelles er foretaget i overensstemmelse med alle gældende miljømæssige regler?

Kan Kommissionen præcisere, om transportminister Anciauxs initiativ er foreneligt med kommunalplanen i Bruxelles — EU-institutionernes hjemsted — og frem for alt, om det ikke skaber yderligere sikkerhedsproblemer (terrorisme), som vil være til skade for EU's institutioner i Bruxelles, at flytte en betragtelig del af flytrafikken hen over tæt bebyggede områder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(5. februar 2004)

Der findes ingen EU-lovgivning, der fastsætter nærmere bestemmelser for kompetente myndigheders afgørelser om flyruter. Skønt der med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om vurdering og styring af ekstern støj (1), blev indført harmoniserede indikatorer for bestemmelsen af støjniveauer (pr. 18. juli 2005), og det vil være obligatorisk at udarbejde støjkort (pr. 30. juni 2007) og handlingsplaner (pr. 18. juli 2002), fastsætter direktivet ikke grænseværdier for støjgener. Da der således ikke findes bindende EU-normer på dette område, har Kommissionen ikke mulighed for at gribe ind alene på grundlag af muligheden for overdreven eksponering for ekstern støj.

I henhold til de oplysninger, der er blevet offentliggjort i den belgiske presse, blev den belgiske transportminister bistået af en arbejdsgruppe (bestående af eksperter fra BIAC, Belgocontrol og det belgiske generaldirektorat for luftfart) i forbindelse med udarbejdelsen af en handlingsplan, mens der fortsat arbejdes på at etablere en matrikeloversigt for luftfartsstøj.

Da Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (2), senest ændret ved Rådets Direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (3) (direktivet om vurdering af virkningerne på miljøet (VVM-direktivet)) i denne forbindelse vedrører anlæg af lufthavne og ombygning og udvidelser af lufthavne, forekommer den nye ruteplan ikke at være omfattet af dette direktiv.

Der er ikke fastsat andre miljønormer for lufthave. Udvidelser og ombygninger af lufthavne er omfattet af VVM-direktivet. I henhold til dette direktiv skal medlemsstaterne sikre, at projekter, der bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering, kan få væsentlig indvirkning på miljøet, undergives en vurdering af denne indvirkning, inden der gives tilladelse til at gennemføre projektet. I henhold til de oplysninger, som Kommissionen har til sin rådighed, blev der i begyndelsen af 90'erne gennemført en VVM-vurdering for udvidelsen af Zaventhem lufthavn. Ændringer i form af oprettelsen af nye flyruter eller fordelingen af luftruter på eksisterende start- eller landingsbaner er ikke omfattet af definitionen for et »projekt« i VVM-direktivet.

Kommissionen er i øjeblikket ved at undersøge, om den offentlige høring, der skal finde sted i henhold til den flamske lovgivning, vil opfylde kravene i VVM-direktivet.

Kommissionen vil fortsat overvåge alle relevante udviklinger inden for Fællesskabets lovgivning på dette område.

(1) EFT L 189 af 18.7.2002.

(3) EFT L 73 af 14.3.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/833

(2004/C 78 E/0887)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3606/03

af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Tilskud til lastvognstransport

Varetransport ad landevej er stadig den billigste og enkleste mulighed for varetransport. Den hermed forbundne belastning af miljøet bliver samtidig større år for år. Den langt mere miljøvenlige jernbanetransport kan ikke konkurrere med landevejstransport, der er forholdsvis billigere og derfor ikke kommer på tale for mange virksomheder.

Kommissionen bedes besvare følgende spørgsmål:

—	Er det korrekt, at EU giver tilskud til transportvirksomheder? Hvilke former for tilskud er der i givet fald tale om?

—	Er det endvidere korrekt, at transportvirksomhederne får brændstoftilskud fra EU? Hvilke former for tilskud er der i givet fald tale om?

—	Hvor langt er man nået i bestræbelserne på at få sandheden frem med hensyn til de reelle omkostninger ved landevejstransport?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(28. januar 2004)

Støtte til transportvirksomheder, som betragtes som statsstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 87, er i princippet uforenelig med fællesmarkedet. Artikel 87, stk. 2 og 3, fastsætter dog, at denne støtte kan betragtes som eller erklæres forenelig med fællesmarkedet, såfremt visse betingelser er opfyldt. Hvilke former for statsstøtte der falder ind under undtagelsesbestemmelserne i artikel 87, fremgår først og fremmest af EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (1). Ifølge disse rammebestemmelser er det i princippet kun muligt at godkende støtteforanstaltninger, der sikrer et højere miljøbeskyttelsesniveau end påkrævet ifølge EF-standarderne. Dette princip fremgår ligeledes af direktiverne om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra motorkøretøjer (2).

Hvad spørgsmålet om brændstoftilskud angår, fastsætter Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (3) bl.a., at medlemsstaterne fortsat kan anvende lavere afgiftssatser i de tilfælde, der er nævnt i et bilag til direktivet. I dette bilag anføres nationale foranstaltninger, som tager sigte på at anvende differentierede punktafgifts-satser for dieselolie, navnlig for at fremme anvendelsen af mere miljøvenlige brændstoffer. I henhold til artikel 18 kan flere medlemsstater desuden midlertidigt fravige de nye minimumssatser for punktafgifter for dieselolie, som er fastsat i direktivet. Disse midlertidige afvigelser er betinget af, at punktafgifterne gradvist tilpasses til de satser, der er fastsat i direktivet. Endelig er der fastsat en specifik sats for dieselolie til erhvervsmæssig brug, som ikke er en reduceret sats, for at give de medlemsstater, som ønsker det, mulighed for at differentiere punktafgiftssatserne efter dieseloliens anvendelsesformål.

Med hensyn til det sidste spørgsmål vedrørende vejtransportsektorens betaling af de omkostninger, der er forbundet med brugen af vejinfrastrukturen, vedtog Kommissionen den 23. juli 2003 et forslag til EuropaParlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (4). Direktivforslaget er en juridisk ramme, som vil give medlemsstaterne mulighed for i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet at give gode økonomiske incitamenter til transportaktiviteter ved hjælp af en prisstruktur, der bedre afspejler de samfundsmæssige omkostninger. Den nye juridiske ramme, som Kommissionen har foreslået, indeholder et sæt fælles regler om afgifter på tunge køretøjer på over 3,5 ton. Den giver bl.a. medlemsstaterne mulighed for at differentiere vejafgifterne efter køretøjernes tekniske og miljømæssige egenskaber, trafiktætheden og den berørte vejstræknings karakteristika.

(1) EFT C 37 af 3.2.2001.

(3) EUT L 283 af 31.10.2003.

(4) KOM(2003) 448 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/835

(2004/C 78 E/0888)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3614/03

af Esko Seppänen (GUE/NGL) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Dyrkning af søde rønnebær

Kommissionen har enebeføjelser med hensyn til landbrugsstøtten. Kan Kommissionen derfor oplyse, om den mener, at medlemsstaternes myndigheder har handlet korrekt, når landbrugsstøtten ikke tildeles alle producenter ud fra samme kriterier, men afhængig af deres bopæl. De finske myndigheder har ikke ydet den pågældende støtte til en producent, som dyrker søde rønnebær i en efter myndighedernes mening »forkert« del af landet, dvs. i et område, der ikke er et område med bærdyrkning. Mener Kommissionen, at rønnebær, der er forarbejdede, så de bliver søde, er bær eller frugter?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(29. januar 2004)

Medlemsstaterne kan alt efter deres prioriteringer vælge, hvorvidt de ønsker at yde national landbrugsstøtte til en bestemt afgrøde eller ej. De må imidlertid sikre sig, at en sådan eventuel landbrugsstøtte ikke strider imod fællesskabsretten. Dette har hidtil betydet, at Kommissionen inden for rammerne af EF-ramme-bestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (1) forudgående gennemgår den statsstøtte, som medlemsstaterne påtænker at yde med henblik på at afgøre, om den er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Imidlertid har Kommissionen for nyligt i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik (2) vedtaget nye særregler, så der inden for visse kategorier kan ydes statsstøtte på landbrugsområdet, uden at medlemsstaterne i forvejen behøver at indhente Kommissionens tilladelse. Denne gruppefritagelse gør det muligt hurtigere at gennemføre den nye statsstøtte på landbrugsområdet og letter ligeledes anvendelsen af nationale programmer til styrkelse af miljø-, dyrevelfærds- og hygiejnenormer i landbrugssektoren.

Da der ikke foreligger præcise detaljer om de af det ærede medlem omtalte foranstaltninger, kan Kommissionen ikke udtale sig om, hvorvidt de er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt rønnebær, der er frugten af den almindelige røn (Sorbus aucuparia), »pihlajanmarja« på finsk, er frugter eller bær, er Kommissionen af den mening, at der er tale om bær, og dermed også frugter, da bær pr. definition er frugter.

(1) EFT C 28 af 1.2.2000.

(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 1/2004 af 23. december 2003 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, EUT L 1 af 3.1.2004.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/835

(2004/C 78 E/0889)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3615/03

af Esko Seppänen (GUE/NGL) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Fiskeri af vandrende laks

De floder, som munder ud i Den Botniske Bugt, er en af vildlaksens betydningsfulde gydepladser i Østersøen. Når laksene vandrer fra gydepladserne til havet, kan de frit fanges af dem, som ikke har nogen forpligtelse til at sørge for, at bestanden af vandrende laks bevares. Mener Kommissionen, at de nuværende fangstbegrænsninger er hensigtsmæssige for at bevare fiskebestanden, og kan der i medlemsstaternes kvoter tages hensyn til de foranstaltninger til bevarelse af bestanden i de floder, hvor laksens gydepladser findes?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(21. januar 2004)

Reguleringen på EU-niveau af laksefiskeriet i Østersøen omfatter både bestemmelser om samlede tilladte fangstmængder (TAC'er) og kvoter såvel som tekniske foranstaltninger, der har til formål at sikre en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Som det generelt er tilfældet i den fælles fiskeripolitik, udarbejder Kommissionen sine forslag vedrørende samlede tilladte fangstmængder og fiskekvoter på grundlag af videnskabelig rådgivning. Denne fremgangsmåde mener Kommissionen så absolut betyder, at den gældende regulering af fiskeriet vil gøre det muligt at bevare bestandene.

Hvad kvotetildelingen angår, fastsættes kvoterne for de enkelte medlemsstater ud fra begrebet relativ stabilitet, som er et af nøgleelementerne i den fælles fiskeripolitik, jf. artikel 20, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 (1). Den Internationale Østersøfiskerikommission (IBSFC) vedtog i 2002 som led i laksehandlingsplanen for perioden 1997-2010 rekommendation nr. XIX, som vil kunne medføre ændringer i stil med dem, det ærede medlem foreslår. Det fremgår af ovennævnte beslutning, at IBSFC træffer afgørelse om tildelingen af yderligere fiskerimuligheder efter overskudsproduktionen af opdrættede laks i forhold til parternes udsætning af smolt. Det skal desuden bemærkes, at disse yderligere fiskerimuligheder kun kan udnyttes, hvis den pågældende part kan bevise, at det er muligt at målrette fiskeriet udelukkende efter opdrættede laks ved at udnytte de yderligere fiskerimuligheder i bestemte fiskeriområder og ved at deltage i et omfattende finneklipningsprogram. Dette program går ud på at klippe fedtfinnen hos opdrættede laks for at gøre det lettere at skelne mellem disse og vildlaks. Formålet med denne nye høststrategi er at omlægge det blandede fiskeri efter vildlaks og opdrættede laks til fiskeri efter hovedsageligt opdrættede laksebestande.

(1) Rådets forordning (EF) 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik, EFT L 358 af 31.12.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/837

(2004/C 78 E/0891)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3630/03

af Carles-Alfred Gasòliba i Böhm (ELDR) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: Uudnyttede midler fra strukturfondene

I det foreløbige forslag til ændringsbudget nr. 7 til budgettet for 2003 forelagt af Kommissionen den 29. oktober 2003 (1) fastslås det, at et beløb på 5 mia. EUR skal føres tilbage til budgetmyndigheden for perioden forud for år 2000 på grund af den lave udnyttelse af strukturfondene. Denne »besparelse« i Fællesskabet fordeles mellem medlemsstaterne i forhold til deres bidrag til indtægterne.

Hvor store uudnyttede strukturfondsbevillinger er der efter Kommissionens opfattelse tale om for perioden før 2000 fordelt på de enkelte medlemsstater og fonde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(10. februar 2004)

Formålet med det ændringsbudget, Kommissionen forelagde den 29. oktober 2003 (1), og som blev vedtaget af budgetmyndigheden, var på forhånd at svare Revisionsretten, som i sin beretning om budgetåret 2002 understreger, at det er nødvendigt, at Kommissionen afpasser de disponible bevillinger efter det faktiske behovsniveau, så snart den ved, at der er risiko for underudnyttelse af bevillingerne.

Medlemsstaterne havde skønnet, at betalingsbevillingerne for 2003 skulle kunne dække næsten hele det beløb, der manglede at blive betalt for programmerne 1994-1999, men afslutningsdossiererne blev først tilsendt Kommissionen den 31. marts 2003, som er den frist, der er fastsat i forordningen, og de var ofte ukomplette. Ønsket om at opretholde kvaliteten af de kontrolforanstaltninger, der kræves i forbindelse med afslutningen, førte til, at man således opdagede denne risiko for underudnyttelse.

Vedtagelsen af dette ændringsbudget under selve forvaltningen, som er et fremskridt i styringen af gennemførelsen, har ikke hindret, at restbeløbet for 1994-1999 på 15,6mia. i 2003 blev bragt ned på ca. 9 mia., hvilket er en reduktion på 41 %.

Overslaget over fonde, der ikke var endeligt udnyttet af medlemsstaterne ud af det samlede beløb for programmerne for 1994-1999, er stadig meget foreløbigt og kan endnu ændre sig betydeligt. Selv om visse delvise eller endelige afslutninger allerede har givet anledning til opkrævninger eller frigørelser, vil det samlede uudnyttede beløb først foreligge efter den endelige afslutning af alle programmer og fuldførelsen af de kontradiktoriske procedurer, der kræves i tilfælde af finansielle korrektioner.

Nedenstående tabel indeholder et overslag fordelt på fonde og medlemsstater over de midler, der eventuelt ikke bliver udnyttet for programmerne for perioden 1994-1999 for mål 1 til 6 og for EF-initiativerne. Tallene angiver projekter, der ikke har kunnet gennemføres, eller projekter, som endeligt har kostet mindre end forudset. Tallene er inklusive de finansielle korrektioner, Kommissionen har foretaget, f.eks. i tilfælde af ikke-støtteberettigede udgifter, og de vil blive ændret afhængigt af eventuelle finansielle korrektioner, der senere måtte blive foretaget.

Land	EUGFL	FIUF	EFRU	ESF	I alt
Belgien	19	3	145	53	220
Danmark	7	13	18	8	46
Tyskland	92	5	425	213	735
Grækenland	29	11	440	40	520
Spanien	85	29	228	48	390
Frankrig	180	27	807	489	1 503
Irland	3	1	62	268	334
Italien	212	21	432	489	1 154
Luxembourg	2	1	4	3	10
Nederlandene	3	15	143	362	523
Østrig	18	0	15	16	49
Portugal	31	5	106	49	191
Finland	11	3	36	42	92
Sverige	5	6	44	22	77
Det For. Kongerige	19	9	775	353	1 156
Ubestemt	0	0	100	0	100
I alt	716	149	3 780	2 455	7 100

Disse beløb på i alt 7,1 mia. EUR udgør gennemsnitligt 5 % af programmerne for 1994-1999 (endnu mindre i ajourførte værdier). Det betyder, at programmerne 10 år efter lanceringen er gennemført med en procentsats på over 95 %.

(1) SEK(2003) 1111.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/838

(2004/C 78 E/0892)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3636/03

af Salvador Jové Peres (GUE/NGL) til Kommissionen

(2. december 2003)

Om: Reformen af den fælles markedsordning for olivenolie

Det fastslås i forordning (EF) nr. 1638/98 (1) om ændring af den fælles markedsordning for fedtstoffer, at »supplerende oliventræer og de dertil svarende arealer, der tilplantes efter den 1. maj 1998… (ikke kan) komme ind under støtteordningen for olivenproducenter …«.

I Kommissionens nylige forslag fastsættes det, at støtte til olivenolie beregnes i forhold til den støtte, der er modtaget i perioden 2000-02. Et oliventræ begynder at producere fem år efter, at det er plantet, og er først i fuld produktion 10 år efter plantningen. Som følge heraf vil oliventræer, der er plantet i perioden fra 1990 til 1. maj 1998, og som dengang var støtteberettigede, modtage mindre støtte end de øvrige oliventræer. Rådets forordning fra 1998 fastsatte ligeledes de nationale garantimængder, hvis overskridelse medførte sanktioner og dermed mindre støtte. De oliventræer, der er plantet i perioden fra 1988 til 1. maj 1998 vil modtage mindre støtte, hvis den metode, som Kommissionen bebuder, anvendes. De oliventræer, der i disse perioder har været omfattet af foranstaltninger i forbindelse med omstrukturering eller genbeplantning, vil også blive berørt.

Kommissionen har bestilt en række undersøgelser, bl.a. også på grundlag af spørgeskemaer, som f.eks. Olistat, Olisig, Oliarea og Olicount, Olicount 2000, Oliarea og Geomatics, for at indhente troværdige oplysninger om Fællesskabets oliventræsbestand, og den gør også brug af systemet til behandling af geografiske data, GIS.

Hvor stort er det olivenareal, der er plantet før 1998, som ikke var i fuld produktion i 2000, i hver enkelt medlemsstat? Hvor stort er det olivenareal, som har været omfattet af foranstaltninger i forbindelse med omstrukturering eller genbeplantning, og som ikke var i fuld produktion i 2000, i hver enkelt medlemsstat? Hvor mange producenter i hver enkelt medlemsstat indgår i hver af disse to kategorier i hver enkelt medlemsstat?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(8. januar 2004)

Kommissionen har i overensstemmelse principperne i reformen af den fælles landbrugspolitik foreslået, at det nationale loft skal beregnes på basis af gennemsnittet af de betalinger, som producenterne har fået i referenceperioden. For olivenolie er referenceperioden produktionsårene 2000/01-2002/03. Det skal bemærkes, at den nationale garantimængde blev overskredet i denne periode i de tre største producentmedlemsstater (Grækenland, Spanien og Italien).

Ifølge det reformforslag, som Kommissionen har fremlagt, vil supplerende oliventræer, som er plantet efter den 1. maj 1998, være udelukket fra enhver form for støtte. Som det ærede medlem allerede har gjort opmærksom på, er de nye oliventræer først i fuld produktion ti år efter, at de er plantet. Der er derfor en række olivenplantager, som er berettiget til støtte, men som i referenceperioden har produceret mindre (og dermed fået mindre støtte) end olivenplantager med ældre træer. Det er for at løse denne type problemer, at det i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 (2) fastsættes, at medlemsstaterne skal foretage en procentvis nedsættelse af referencebeløbene (på højst 3 %) for at oprette en national reserve. Ved at anvende denne reserve til at fastlægge referencebeløb for landbrugere, der befinder sig i en særlig situation eller i områder, der er omfattet af omstruktureringsprogrammer, kan medlemsstaterne sikre, at alle producenter behandles ens.

Når det gælder antallet af unge oliventræer, var der ifølge Olistat-undersøgelsen i 1998 66,4mio. unge træer (23 %) ud af i alt 287,9 mio. plejede træer i Spanien. Den tilsvarende andel i de øvrige medlemsstater var 19 % i Italien, 14 % i Grækenland og Portugal og 11 % i Frankrig.

(1) EFT L 210 af 28.7.1998, s. 32.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001, EUT L 270 af 21.10.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/839

(2004/C 78 E/0893)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3640/03

af Herbert Bösch (PSE) og Johannes Swoboda (PSE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Indstilling af direkte grænseoverskridende jernbaneforbindelser

Den 14. december 2003 træder de nye køreplaner i kraft i Østrig, Schweiz og Tyskland. I de nye køreplaner mangler de direkte nattogsforbindelser Wien-Bruxelles (EN 324 Donau-Walzer), Bruxelles-Wien (EN 325 Donau-Walzer), Bruxelles Chur (D 499) og Chur-Bruxelles (D 499). Allerede midt i december 2002 udgik den direkte nattogsforbindelse Wien-Amsterdam, Amsterdam-Wien. Indstillingen af disse forbindelser er sket, selv om togene er/var godt fyldt undervejs og udgør/udgjorde en vigtig forbindelse til turistcentrene i Østrig i jule- og sommerferien. For så vidt angår togene til og fra Bruxelles og Amsterdam ville de østrigske forbundsbaner (ÖBB) bevare forbindelsen, men jernbaneselskaberne i Belgien, Tyskland og Nederlandene var af forskellige årsager imidlertid imod bevarelse af disse forbindelser. ÖBB kan af kapacitetsårsager imidlertid ikke alene videreføre disse transeuropæiske forbindelser.

Kan Kommissionen oplyse, hvor mange direkte tog mellem medlemsstaternes hovedstæder og til angrænsende tredjelande der er blevet indstillet de seneste fem år?

Hvilke foranstaltninger træffer Kommissionen for at fremme den grænseoverskridende persontogstrafik, navnlig på baggrund af EU-initiativet til fremme af de transeuropæiske net? Hvilke forholdsregler træffer Kommissionen for at sikre, at liberaliseringsforanstaltningerne på europæisk plan ikke medfører en forværring for forbrugerne? Kan Kommissionen givet et overblik over, i hvilken udstrækning de enkelte medlemsstater de seneste fem år har gjort brug af TEN-midler? Hvilke konsekvenser får det for jernbanepassagererne, at jernbaneprojekter ikke gennemføres?

Kan det kompetente kommissionsmedlem oplyse, hvorledes den grænseoverskridende gods- og persontrafik af landevej og ad jernbane har udviklet sig i Den Europæiske Union siden 1995, og give en prognose over, hvordan den formodes at udvikle sig de næste 10 år? Hvorledes har transittrafikken gennem Østrig udviklet sig, og hvordan forventes udviklingen i transittrafikken at blive de næste 10 år?

Hvilke prioriteringer skal der efter det kompetente kommissionsmedlems mening ske i de kommende år i forbindelse med den grænseoverskridende gods- og persontogstrafik i Den Europæiske Union, og navnlig Østrig — på jernbaneområdet og på landevejsområdet? Hvilke konsekvenser vil dette have for adgangen til de enkelte europæiske regioner med offentlige transportmidler? Hvilke skridt har Kommissionen allerede taget med henblik på at nå sine mål, og hvilke skridt skal følge?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(6. februar 2004)

Kommissionen er klar over, at et stort antal af de internationale togforbindelser, der drives af de nationale jernbanevirksomheder i samarbejde, er blevet afskaffet. Ifølge oplysninger fra de pågældende virksomheder blev disse forbindelser ofte gennemført med store underskud, og da der ikke ydes offentlig støtte, foretrækker virksomhederne at indstille forbindelserne for at sikre en god finansiel forvaltning.

De besværlige samarbejdsmekanismer og den manglende kommercielle betydning for flere af de virksomheder, der indgår i samarbejdet, er også en af grundene til, at disse forbindelser ikke fungerer bedre.

Det er Kommissionens opfattelse, at dette markedssegment ville være bedre tjent med at blive liberaliseret for at fremme en mere kommerciel tilgang, således at ansvaret for forbindelsen fra ende til anden bæres af én og samme virksomhed.

Gennemførelsen af den første jernbanepakke i 2003 skaber en ny retlig ramme, som skulle gøre det lettere at sikre sådanne operationer, først ved hjælp af internationale sammenslutninger af virksomheder, og senere ved at forbindelserne varetages af en hvilken som helst interesseret jernbanevirksomhed, når sådanne tjenesteydelser er blevet fuldt ud liberaliseret, som det ønskes af Europa-Parlamentet. Oprettelsen af RailNetEurope i december 2003, der er en sammenslutning af alle infrastrukturforvaltningerne, vil favorisere oprettelse af internationale jernbanekanaler, der kan benyttes af de virksomheder, som ønsker at oprette sådanne forbindelser på et mere dynamisk og kommercielt grundlag, hvilket er påkrævet for at imødegå den stærke konkurrence fra lavprisluftfartsselskaberne og de faste busforbindelser, der er under hurtig udvikling i Europa.

Kommissionen, der er fuldt ud klar over, hvilke udfordringer jernbanesektoren står over for inden for transportsystemet, har med den første og den anden jernbanepakke, som er Parlamentet velkendt, og den tredje pakke, som den agter at vedtage snarest muligt, indført en komplet europæisk retlig ramme, der tager sigte på at puste nyt liv i jernbanesektoren, således at den kan tilbyde sikre forbindelser af høj kvalitet i europæisk skala, der er en forudsætning for succes fremover i forhold til de øvrige transportmåder, der løbende bliver bedre og bedre. Kommissionen håber på solid støtte fra Parlamentets side til dette langsigtede projekt, der indebærer store ændringer i jernbanesektorens kultur.

Hvad angår spørgsmålene om trafik- og investeringsdata, sender Kommissionen de oplysninger, der er anmodet om, direkte til de ærede medlemmer og til Parlamentets sekretariat.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/840

(2004/C 78 E/0894)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3641/03

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Definition af »skov«: manglende overensstemmelse mellem definitionen i et græsk lovforslag og definitionen i »Forest Focus«-forordningen

I forordningen om overvågning af Fællesskabets skove og disses samspil med miljøet (Forest Focus) (1), artikel 3, litra a, er det fastlagt, at der ved »skov« forstås landområder, der er større end 0,5 ha, bevokset med træer med en kronedækningsgrad på mindst 10 % af arealet (eller tilsvarende bestandstæthed). Den græske regering forelagde for nylig parlamentet et lovforslag om beskyttelse af skovøkosystemer, oprettelse af et skovregister, regulering af ejendomsrettigheder til skove og skovarealer generelt samt andre bestemmelser. Dette lovforslag prøver af politiske årsager at definere skove på en sådan måde, at skovarealer ikke længere sorterer under samme kategori og gøres åbne for byggeri, hvilket er i total modstrid med fællesskabsdefinitionen. I dette lovforslag — som jeg har tilsendt Kommissionen en kopi af — defineres »skov« som et areal på mindst 0,3 ha bevokset med træer med en kronedækningsgrad på mindst 25 % af arealet.

Eftersom enhver medlemsstat er forpligtet til at overholde kravene i den eksisterende lovgivning, og eftersom »Forest Focus«-forordningen udgør en del af fællesskabslovgivningen, hvilke foranstaltninger agter Kommissionen så i sin egenskab af traktaternes vogter at træffe for at sikre, at de heri indeholdte bestemmelser, herunder især definitionen af »skov« overholdes?

2.	Er den definition, som den græske regering foreslår, mere restriktiv end fællesskabsdefinitionen, og udelukker den landområder, der er omfattet af fællesskabsdefinitionen?

Afviger den foreslåede definition på »skov« fra Fællesskabets definition? I hvilke medlemsstater defineres begrebet »skov« mere restriktivt end i fællesskabslovgivningen, og i hvilke andre medlemsstater gives der en bredere definition i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet (der ønskes en tabel over de eksisterende definitioner)?

Hvordan agter Kommissionen at undgå opsplitning og udelukkelse af landområder og ændring af klassificeringen af levesteder, der i dag er omfattet af Fællesskabets beskyttelse i henhold til direktiv 92/43/EØF (2) (Natura 2000), og hvilke foranstaltninger agter den at træffe for at bevare og beskytte de eksisterende skove samt beskytte biodiversiteten og den bæredygtige forvaltning af skovene?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(2. februar 2004)

Fællesskabslovgivningen omfatter ikke en samlet fælles skovpolitik, men forvaltning, bevarelse og bæredygtig udvikling af skovene indgår i en række af EU's politikker.

Kommissionen har fået stillet forslaget til den græske skovlov til rådighed af det ærede medlem. Dette forslag er imidlertid blevet ændret betydeligt i lovgivningsprocessen forud for vedtagelsen. Når forslaget til sin tid foreligger i vedtaget form, vil Kommissionen kunne foretage en vurdering af den græske skovlovs forenelighed med fællesskabslovgivningen.

1. til 3.

Kommissionen skal påpege, at definitionerne vedrørende skove i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2152/2003 af 17. november 2003 om overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger i Fællesskabet (Forest Focus) (3) kun skal anvendes af medlemsstaterne i forbindelse med denne forordning. Der kan stadig anvendes nationale skovdefinitioner i andre forbindelser, f.eks. inden for nationale overvågningssystemer.

Hvad angår Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, i det følgende kaldet »habitatdirektivet«, må det erindres, at dette direktiv udtrykkeligt taler om naturtyper og ikke arealanvendelse. De naturtyper og arter, der er anført i bilag I og II, skal optages i Natura 2000-lokalitetsnettet efter proceduren fastsat i direktivets artikel 4 og udvælgelseskriterierne fastsat i direktivets bilag III. Udpegningen af lokaliteter af fællesskabsbetydning i henhold til direktivet er derfor baseret på den økologiske værdi af de naturtyper og arter, der findes på en lokalitet, og ikke på, hvordan lokaliteten klassificeres med hensyn til arealanvendelse.

Det nylig fremlagte græske skovlovsforslag vil ikke ændre klassificeringen af de naturtyper, der indgår i habitatdirektivet og den af Grækenland foreslåede liste over lokaliteter af fællesskabsbetydning. Da det græske forslag om lokaliteter af fællesskabsbetydning var baseret på udvælgelseskriterierne i bilag III og ikke på arealanvendelseskriterier, forventes denne liste ikke ændret. Listen over udvalgte lokaliteter af fællesskabsbetydning i Middelhavsområdet forventes vedtaget af Kommissionen inden udgangen af 2004.

Med hensyn til udpegningen af foreslåede lokaliteter af fællesskabsbetydning må det huskes, at medlemsstaterne generelt er forpligtede til at handle på en måde, der sikrer, at direktivets mål ikke tilsidesættes. Også selv om der ikke foreligger en fællesskabsliste, skal medlemsstaternes myndigheder i det mindste undlade alle handlinger, der kan få alvorlige følger for en lokalitet på den nationale liste, føre til forringelse af en naturtype eller i væsentlig grad forstyrre arter. Det skal endvidere påpeges, at bestemmelserne i artikel 12, 13 og 14, som vedrører visse plante- og dyrearter, finder anvendelse fra direktivets gennemførelsesdato, dvs. den 10. juni 1994.

For så vidt angår forvaltningen af lokaliteterne, skal hver berørt medlemsstat inden for seks år efter vedtagelsen af listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning i Middelhavsområdet udpege dem som særlige bevaringsområder og fastsætte relevante prioriteter.

Efter vedtagelsen og gennemførelsen af den græske lov vil Kommissionen vurdere de virkninger, som eventuelle ændringer i arealanvendelsesklassificeringen kan få for de foreslåede lokaliteter af fællesskabsbetydning, og træffe alle fornødne foranstaltninger til at sikre, at Fællesskabets miljølovgivning overholdes.

(1) COD 2002/0164 C5-0292/2003, forordning endnu ikke offentliggjort i EUT.

(3) EUT L 324 af 11.12.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/842

(2004/C 78 E/0895)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3644/03

af Salvador Jové Peres (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Reform af den fælles markedsordning for olivenolie

Siden støtten til produktionen af spiseoliven blev taget i anvendelse, er produktionen i EU-15 steget med henved 70 %. Eftersom der ikke er noget overskud, og det ikke er sandsynligt, at forbruget er steget så meget, er den mest plausible forklaring, at indførelsen af støtte til produktionen har forbedret gennemsigtigheden på markedet for spiseoliven i betydelig grad.

Hvilken risiko vurderer Kommissionen at der er for, at gennemsigtigheden på markedet for spiseoliven og olivenolie forringes, hvis der sker en afkobling fra produktionen? Hvordan vurderer Kommissionen på samme baggrund risikoen for, at kvaliteten på olivenolie forringes, og for at der skal dukke olivenolie af tvivlsom oprindelse op?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(22. januar 2004)

Kommissionen mener ikke, at der udelukkende kan ydes støtte med den begrundelse, at kontrollen med støtten gør det lettere at føre statistik over produktionen og at kontrollere det pågældende produkts kvalitet.

Kommissionen vil fortsat bestræbe sig på at forbedre gennemsigtigheden på markedet for olivenolie og at bekæmpe kvalitetsbedrageri på grundlag af de allerede eksisterende instrumenter, bla. de normer og kvalitets- og ægthedsanalyser, der er fastlagt af EU, og som kontrolleres af medlemsstaterne (i påkommende tilfælde af de nationale bedrageribekæmpelsesmyndigheder) i henhold til nationale bestemmelser, som skal meddeles Kommissionen. Denne fremgangsmåde gør det muligt at kontrollere olien fra produktionsstadiet til afsætningen i detailleddet.

Endvidere vil Kommissionen foreslå, at aktivitetsprogrammerne for sektorens erhvervsorganisationer styrkes og at disse organisationer opfordres til at tage sig af spørgsmål om sporing, garanti og kontrol for så vidt angår olivenolie og spiseoliven, der bringes i handelen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/843

(2004/C 78 E/0896)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3649/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Den stærke stagnation i de beløb, som Den Internationale Organisation for Migration i Genève udbetaler i forbindelse med projektet for tysk kompensation for tvangsarbejde

1.	Er Kommissionen bekendt med stagnationen i anvendelsen af beløbet på 5 mia. EUR, som den tyske regering og tyske virksomheder i juni 2000 afsatte til såkaldt »Wiedergutmachung« eller kompensation for det ulønnede tvangsarbejde, der under inhumane omstændigheder blev udført under anden verdenskrig?

2.	Er det ligeledes Kommissionen bekendt, at de afsatte midler til udbetaling af maksimalt 7 700 EUR pr. person forvaltes af Den Internationale Organisation for Migration (IOM) i Genève i form af IOM-projektet for tysk kompensation for tvangsarbejde?

3.	Har Kommissionen noteret sig, at der af de 600 000 nederlandske tvangsarbejdere i Tyskland er 15 443, som har anmodet om udbetaling af penge, men det hidtil kun er 1928 personer, som har fået tilsagn herom?

Har Kommissionen ligeledes noteret sig, at denne stagnation er opstået, fordi de pågældende skal kommunikere på et andet sprog end deres eget, fordi telefoniske henvendelser går tabt i en såkaldt voice-mail, hvor der kan efterlades en besked, fordi breve ikke bliver besvaret, og fordi der skal forelægges bevismateriale, som ikke eksisterer længere?

5.	Er der fra tidligere tvangsarbejdere i andre lande end Nederlandene kommet lignende klager over, at IOM-projektet ikke fungerer eller kun fungerer dårligt?

6.	Finder Kommissionen det acceptabelt, at disse ydelser til mennesker med en gennemsnitsalder på firs år lader vente på sig i mange år endnu eller måske slet ikke vil blive udbetalt?

7.	Hvad kan Kommissionen bidrage med for at nå frem til en hurtig og retfærdig løsning på dette grænseoverskridende problem?

TV-Nederland 1, udsendelsen »Netwerk« den 25. november 2003 (www.netwerk.tv).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/843

(2004/C 78 E/0897)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3971/03

af Mario Borghezio (NI) til Kommissionen

(5. januar 2004)

Om: Manglende tysk erstatning til tidligere italienske krigsfanger

IMO (Den Internationale Migrationsorganisation), der af den tyske fond »Stiftelsen om Erindring, Ansvar og Fremtid« har fået overdraget ansvaret for at behandle sager angående erstatning for slavearbejde eller tvangsarbejde under anden verdenskrig, har ikke bare — på et fejlagtigt grundlag — besluttet ikke at tilkende en stor del af de italienske ansøgere erstatning, men mangler også at udbetale de beløb, der er blevet tilkendt personer, der er blevet anerkendt som erstatningsberettigede.

Der gives ret til at appellere mod disse beslutninger via en »Appelinstans« inden for IMO i Genève (IOM Appeals Body, PO Box 174, CH-1211 Genève, Schweiz), men denne instans skal (ifølge IMO's meddelelse til de italienske ansøgere af 11. november 2002) »rette sig efter den tyske regering og den tyske fonds afgørelse om, at de tidligere italienske krigsfanger havde status som krigsfanger under anden verdenskrig«, hvorfor de ikke tilkendes erstatning.

Mener Kommissionen ikke, at det er nødvendigt straks at gribe ind for at forhindre, at manglende eller forsinket erstatning skal føje sig til de alvorlige tilfælde af menneskerettighedskrænkelse, som svagelige, ældre personer, der har overlevet krigens tragiske hændelser, har oplevet.

Samlet svar

afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

på skriftlige forespørgsler E-3649/03 og E-3971/03

(11. februar 2004)

Kommissionen er ikke bekendt med de juridiske og faktiske detaljer vedrørende Den Internationale Organisation for Migrations (IOM) gennemførelse af det tyske program for kompensation for tvangsarbejde, idet dette er en sag for den tyske regering, som har fastsat programmets detaljer i en tysk lov. Det er derfor op til den tyske regering at afgøre støtteberettigelsesbetingelserne. Hvorledes de involverede personer kan appellere vedrørende betalingsforsinkelser, afhænger ligeledes af de procedurer, der er fastsat i denne lov.

I alle tilfælde gælder Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 (1) ikke for ordninger til fordel for krigsofre. Kommissionen vil derfor henvise til sit svar på skriftlig forespørgsel E-2757/00 af Alexandros Alavanos (2) om det samme kompensationsprogram og særligt til det faktum, at Parlamentets Udvalg for Andragender derfor besluttede at henvende sig til den tyske Bundestags Udvalg for Andragender for at forsøge at forbedre situationen for disse ofre.

(1) EFT L 149 af 5.7.1971; Sidste konsoliderede udgave: Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 om ændring og ajourføring af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og af forordning (EØF) nr. 574/72 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 — EFT L 28 af 30.1.1997.

(2) EFT C 136 E af 8.5.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/844

(2004/C 78 E/0898)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3652/03

af Dana Scallon (PPE-DE) til Kommissionen

(2. december 2003)

Om: Stamceller og stamcellelinjer

Har Kommissionen finansieret produktionen af stamceller og stamcellelinjer? Hvor mange projekter er blevet finansieret? I hvilke lande? Hvor mange penge er givet ud?

Hvor mange embryoner anvendte man for at opnå de to stamcellelinjer i Det Forenede Kongerige og de syv stamcellelinjer i Sverige?

Er dette det samlede antal stamcellelinjer, der er frembragt i Europa siden den 27. juni 2002?

Har Kommissionen finansieret importen af embryonale stamceller eller embryonale stamcellelinjer? Hvor mange er importeret? Hvor meget har det kostet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Philippe Busquin

(16. januar 2004)

Der er ikke hidtil anvendt fællesskabsmidler til forskning i fremstilling af humane embryonale stamcellelinjer.

Som led i det femte rammeprogram (1998-2002) blev der ydet støtte til ca. 60 forskningsaktiviteter, som omfattede mindst én aktivitet vedrørende stamcelleforskning. En liste over disse projekter sendes direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat. Kun to af disse projekter omfatter forskning, der involverer eksisterende humane embryonale stamcellelinjer. Alle disse projekter tegner sig tilsammen for et fællesskabsbidrag på tæt ved 90 mio. EUR. Kommissionen har imidlertid ikke oplysninger om det nøjagtige beløb, der er viet stamcelleforskning som led i disse projekter. Hvad angår de deltagende lande, drejer det sig om de fleste af medlemsstaterne samt visse tredjelande som f.eks. Schweiz, Israel, Ungarn, Norge osv. … Yderligere oplysninger om deltagerne i disse projekter og om de deltagende lande kan findes på Cordis's websted (1).

Kommissionen har ikke oplysninger om antallet af embryoner, der er anvendt til at skabe de to stamcellelinjer i Det Forenede Kongerige og de syv stamcellelinjer i Sverige.

Kommissionen har ikke endelige oplysninger om det samlede antal humane embryonale stamcellelinjer, der er frembragt i Europa siden den 27. juni 2002. Dette tal ændrer sig hele tiden. Da tilvejebringelse af humane embryonale stamceller fra overskydende embryoner nu er tilladt ved lov i syv andre medlemsstater (B, DK, GR, ES, F, NL, FI), er det sandsynligt, at nye linjer er under udvikling. F.eks. hedder det i betænkningen fra Astrid Thors, ordfører udpeget af Parlamentets Udvalg om Retlige Anliggender og Det Indre Marked til at udarbejde en udtalelse om forslaget til Rådets beslutning af 30. september 2002 (2) om vedtagelse af et særprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration: »Strukturering af det europæiske forskningsrum« (2002-2006) (3), at der muligvis findes tre linjer i Helsinki, men siger ikke nogen om tidspunktet for deres frembringelse.

Alle de humane embryonale stamcellelinjer, der hidtil er anvendt i EU-finansierede projekter, er eksisterende linjer, der er frembragt uden for EU. Som nævnt ovenfor, indgår to projekter i det femte rammeprogram: det ene projekt vedrører to linjer, der er importeret fra registret i USA's National Institute of Health, og det andet omfatter en israelsk linje til forskningsaktiviteter i Israel. I det nuværende sjette rammeprogram og efter den første indkaldelse af forslag vil der kunne ydes støtte til ét forslag, der bl.a. omfatter forskning i en human embryonal stamcellelinje fra registret i National Institute of Health. Som anført i afsnit 1, kan Kommissionen ikke vide, om omkostningerne til import indgik i EU's kontrakter. Gennemsnitsprisen på de linjer, der er opført i registret i National Institute of Health, er 5 000-6 000 USD pr. linje, men kun til forskningsbrug.

(1) http://dbs.cordis.lu/fep/LIFE/LIFE_PROJ1_search.html.

(2) EFT L 294 af 29.10.2002.

(3) KOM(2003) 390.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/845

(2004/C 78 E/0899)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3656/03

af Salvador Jové Peres (GUE/NGL) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Import af byg af høj kvalitet henhørende under toldposition NC 1003 00

Hvor store er de mængder byg af høj kvalitet, som de enkelte medlemsstater hvert år har importeret af det årlige toldkontingent på 50 000 tons henhørende under toldposition NC 1003 00, som anvendes til fremstilling af malt til produktion af visse typer øl lagret i bøgetræstønder, og som belægges med en afgift på 50 % af den samlede afgiftssats gældende for perioden 1996-2002?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(26. januar 2004)

Nedenstående tabel viser de importerede mængder af maltbyg til fremstilling af øl lagret på bøgetræstønder, opdelt på medlemsstater, i perioden 1996-2002.

(Ton)
Medlemsstat	Importlicenser, Der Er Ansøgt Om
Medlemsstat	1996	1997	1998	1999	2000	2001	2002
Belgien	2 483	733	3 167	5 626	6 552	1 483	0
Irland	6 474	14 635	6 775	1 4966	14 903	3 588	0
Det For. Kongerige	16 706	20 312	18 964	19 456	14 866	8 504	2 000
EU i alt	25 663	35 679	28 905	40 048	36 322	13 575	2 000

Opmærksomheden bør henledes på, at importtallene for anden halvdel af 2001 og for hele 2002 er væsentligt lavere end i de foregående år. Dette skyldes, at i denne periode var importtolden for byg uden for kontingent længe nedsat eller endog lig nul, hvilket mindskede kontingentets økonomiske interesse.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/846

(2004/C 78 E/0900)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3657/03

af Giovanni Procacci (ELDR) til Kommissionen

(2. december 2003)

Om: Deponering af atomaffald

Den italienske regering har i et lovdekret vedtaget, at alt nuværende atomaffald i Italien skal deponeres på få meters dybde i en saltmine i Scanzano Jonico.

Deponeringsstedet ligger mindre end en kilometer fra havet og tæt på en flod, kun få meter fra et metangasanlæg og i et jordskælvstruet område.

Undersøgelser af deponeringer af atomaffald i saltminer i USA viser, at det radioaktive materiale med tiden bevirker en temperaturforhøjelse og skaber bevægelse i de saltholdige væsker, hvorved beholderne eroderes og atomaffaldet slipper ud i miljøet, og at det videnskabelige samfund ikke kan sikre, at affaldet ikke på sigt vil udgøre en fare for befolkningen i området.

Kan Kommissionen få bremset denne afgørelse, der er absurd, både fordi den udgør en reel trussel for befolkningen, der lever kun få meter fra deponeringsstedet, og fordi den angår den metapontiske slette, et område, der forbinder regionerne Basalicata, Puglia og Calabria, og som rummer Syditaliens mest avancerede fødevarevirksomheder og højtrangerede turistfaciliteter.

Hvordan vil Kommissionen stille sig til problemet med deponering af radioaktivt affald på EU-plan for at beskytte borgernes sundhed så godt som muligt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(6. januar 2004)

Med hensyn til forslaget om at anlægge et depot til radioaktivt affald i kommunen Scanzano Jonico i Italien kan Kommissionen nævne, at det oprindelige dekret fra den italienske regering er blevet ændret, og at Scanzano Jonico kun er et blandt andre mulige steder, som skal påvises og bedømmes af en ekspertkommission.

Kommissionen vil gerne minde det ærede medlem om, at de enkelte medlemsstater er ansvarlige for forvaltningen af brugt brændsel og radioaktivt affald, som hører under deres jurisdiktion …

Kommissionen har allerede truffet foranstaltninger for at sikre beskyttelse af offentligheden og miljøet. Ifølge det foreslåede nye direktiv om forvaltning af brugt brændsel og radioaktivt affald, som er til drøftelse i Rådet, skal medlemsstaterne udarbejde programmer for sikker forvaltning af dette affald, også for dets bortskaffelse.

Den nuværende europæiske lovgivning forlanger imidlertid allerede, at der skal være truffet visse foranstaltninger, før der kan gives byggetilladelse.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (1) forlanger bl.a., at der skal foretages en vurdering af offentlige planer om eller programmer for bortskaffelse af radioaktivt affald. Medlemsstaterne skal imidlertid ikke have omsat dette direktiv til national lovgivning før den 21. juli 2004.

Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (2), forlanger bl.a., at der skal foretages en vurdering af de virkninger, anlæg til endelig bortskaffelse eller langtidsopbevaring af radioaktivt affald eller bestrålet kernebrændsel vil få på miljøet. De strålingsmæssige virkninger er blandt de virkninger, der skal vurderes.

Hvis der gives byggetilladelse, skal der træffes særlige foranstaltninger i overensstemmelse med Euratomtraktaten og den afledte lovgivning. Alle aktiviteter, hvori der indgår radioaktive materialer, er omfattet af Rådets direktiv 96/29/Euratom af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling (3). Desuden er der ifølge Euratom-traktatens artikel 37 anmeldelsespligt for bortskaffelse af raidoaktivt affald.

Kommissionen henviser desuden det ærede medlem til sit svar på forespørgsel P-3519/03 fra Maurizio Turco (4).

(1) EFT L 197 af 21.7.2001.

(3) EFT L 159 af 29.6.1996.

(4) Se side 570.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/847

(2004/C 78 E/0901)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3663/03

af Paulo Casaca (PSE) til Kommissionen

(9. december 2003)

Om: Ikke offentliggjorte undersøgelser om biologisk landbrug

Via elektroniske informationsnet kan man finde se, at der findes kontrakter med referencen »QLK-2000-0112«, der er indgået i forbindelse med det femte rammeprogram for forskning, som tilsyneladende har omfattet alle medlemsstater, og som vedrører situationen for biologisk landbrug og biologiske fødevarer og omstrukturering af produktionen.

Flere af de undersøgelser, som er gennemført på grundlag af disse kontrakter, findes i elektronisk eller anden form, og stammer fra 2002 og 2003.

Samtidig kan man via Generaldirektoratet for Landbrugs webside finde arbejdsdokumenter og rapporter vedrørende nøjagtigt det samme emne, af nyere dato, i hvis bibliografier der mærkeligt nok slet ikke henvises til nogen af disse undersøgelser, der er gennemført i forbindelse med det femte rammeprogram for forskning, og som formodentlig er blevet påbegyndt i år 2000.

Kan Kommissionen bekræfte, at de to afdelinger i Kommissionen har truffet parallelle initiativer inden for samme område og har anvendt en lignende teknik (rundspørger), men ikke har forenet deres kræfter og ikke engang har gjort sig den umage at informere hinanden om, hvad de var ved at lave?

Kan Kommissionen oplyse, hvorfor den på eget initiativ har undladt at gøre de undersøgelser, der er foretaget under reference »QLK-2000-0112«, offentligt tilgængelige?

Kan Kommissionen oplyse, om den har noget skøn over de udgifter, som dens politik med tilbageholdelse af information og hemmelighedskræmmeri påfører erhvervsliv, samfund og forvaltning — med udgangspunkt i dens eget dobbeltarbejde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(22. januar 2004)

Det overordnede mål for projekt QLK5-2000-01112 er at vurdere markedspotentialet for produkter fra omlægning (produceret på bedrifter, der er under omlægning fra konventionelt til økologisk landbrug). Det fokuserer hovedsagelig på omlægningsprodukter, men behandler også spørgsmål vedrørende certificerede økologiske landbrugsprodukter og undersøger, hvordan beslutningstagerne kan hjælpe landmændene under omlægningen fra konventionelle til økologiske produktionsmetoder.

I forbindelse med projektet indsamles og analyseres relevante data fra seks EU-lande (det dækker ikke alle medlemsstaterne): Danmark, Irland, Italien, Portugal, Det Forenede Kongerige og Østrig.

Undersøgelserne er kun en del af projektet (78 mandemåneder af i alt 212 mandemåneder). Størstedelen af deltagernes aktiviteter vedrører litteratur og baggrundsforskning, undersøgelser på bedrifter og gennemførlighedsundersøgelser, der har til formål at analysere de indsamlede data og udarbejde nationale og sammenlignende rapporter om situationen med hensyn til omlægning og økologiske landbrugsmarkeder.

Projektets endemål er at rette henstillinger til beslutningstagerne og sprede projektresultaterne til alle aktørerne via en række åbne workshop, som skal afholdes i deltagerlandene. Der vil blive afholdt en endelig workshop i Bruxelles i marts 2004.

Den vigtigste projektaktivitet, når det gælder spredningen af resultater, er tilrettelæggelsen af de nationale workshop med henblik på november/december 2003, som på nuværende tidspunkt er under gennemførelse, og den endelige workshop i Bruxelles, der oprindelig skulle finde sted i december 2003, men er blevet udsat til 2004.

Der var intet hemmelighedskræmmeri i forbindelse med dette projekt. Der blev ved projektets start (1) åbnet et websted, hvor man finder alle oplysninger om projektaktiviteterne og nærmere oplysninger om deltagerne. Webstedet er ikke blevet ajourført med interimsrapporter (til trods for, at kontrahenterne var blevet anmodet om at foretage en sådan ajourføring), men de manglende oplysninger beror ikke på Kommissionens afgørelse eller en forsømmelighed fra dens side. De endelige rapporter vil dog kunne konsulteres på webstedet efter den endelige workshop og efter, at Kommissionen har godkendt dem (foråret 2004).

Hvad angår linket »Økologisk landbrug« på webstedet for Generaldirektoratet for Landbrug, finder man ingen undersøgelser eller forskningsrapporter her, men kun rapporter og dokumenter, der er udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene. På GD Landbrugs websted er der dog et andet link »Forskning«, som giver adgang til databasen Cordis, hvor man kan søge oplysninger om alle afsluttede eller igangværende forskningsprojekter. De to tjenestegrene GD Landbrug og GD Forskning konsulterer hinanden løbende. En fælles workshop for GD Forskning, GD Landbrug og Det Fælles Forskningscenter blev tilrettelagt i februar 2002 for at vurdere situationen med hensyn til de foreliggende undersøgelser af og projekter for økologisk landbrug og for at fastslå, hvilke yderligere projekter der var behov for. Desuden tilrettelagde GD Forskning et seminar om forskning i økologisk landbrug i Bruxelles i september 2002 med præsentationer af forskningsprojekter, der er gennemført inden for dette område. Dokumenter og konklusioner fra dette seminar kan konsulteres på webstedet EU-AgriNet. (2)

For øjeblikket er indgåelsen af kontrakter om en række forskningsprojekter vedrørende emner, der er relevante for landbruget og fødevareproduktionen, umiddelbart forestående efter en vellykket evaluering af den første indkaldelse af forslag under det sjette rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (FTU). Flere af disse projekter er blevet tilrettelagt i snævert samarbejde mellem DG Forsknings og DG Landbrugs relevante tjenestegrene.

(1) http://www.rdg.ac.uk/AgriStrat/conversion/.

(2) http://europa.eu.int/comm/research/agriculture/index_en.html.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/849

(2004/C 78 E/0902)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3667/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(2. december 2003)

Om: Anlæg af dæmning over floden Sabors nedre løb

Floden Sabor, som udspringer i Spanien, i Parada-bjergene, løber gennem en 100 km lang strækning, bl.a. i Trás-os-Montes i Portugal og munder ud i floden Douro ved Torre de Moncorvo.

Sabor-dalen er levested for en lang række forskellige arter vilde planter og dyr, og der findes bl.a. 17 forskellige naturtyper, som er omfattet af EU's habitat-direktiv (gennemført i national lovgivning ved lovdekret nr. 140/99), og hvoraf fire anses for særligt bevaringsværdige.

Det anføres i VVM-undersøgelsen af virkningerne på miljøet af projektet om anlæg af en dæmning over floden Sabors nedre løb, at områdets planteliv byder på ganske særlige og på nationalt plan enestående værdier. Dalen rummer ligeledes de største og bedst bevarede sten- og korkegelunde i Trás-os-Montes, som er levn efter den middelhavsskov, der tidligere dækkede hele Terra Quente-området i Trás-os-Montes, og der er samtidig en betydelig produktion af oliven og olivenolie af høj kvalitet.

Sabor-dalens betydning for dyrelivet er anerkendt, således at næsten hele det område, der er omfattet af dæmningsprojektet, indgår i et særligt beskyttet område, som er medtaget i Natura 2000-nettet.

Samtidig rummer dalen væsentlige værdier af etnografisk, historisk og arkæologisk interesse, hvoraf nogle har stærk tilknytning til den lokale befolknings traditioner.

Den nære beliggenhed i forhold til naturreservatet Douro Internacional og den arkæologiske park i Côa giver desuden mulighed for udnyttelse i forbindelse med bæredygtig udvikling. Vil Kommissionen på den baggrund oplyse følgende:

1.	Er der planer om at yde EU-støtte til projektet om anlæg af en dæmning over floden Sabor?

2.	Hvilke former for EU-støtte kan der gives til fremme af et alternativt projekt for bæredygtig udvikling af Sabor-dalen, som beskytter dets naturmæssige, landskabsmæssige og kulturelle værdier, og som kan gennemføres uden anlæg af den omtalte dæmning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(8. januar 2004)

Projektet vedrørende anlæg af en dæmning over Sabor-floden i Trás-os-Montes er genstand for en klage til Kommissionen, som er registreret under nr. 2003/4523. Klagen angår en mulig overtrædelse af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (1) og direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2).

Klagen drejer sig om mulige skader på nogle lokaliteter af fællesskabsbetydning, som Portugal har foreslået udpeget under direktiv 92/43/EØF, nemlig »Morais« og »Rios Sabor e Maçãs«, samt det særlige beskyttelsesområde »Rios Sabor e Maçãs«, som Portugal har udpeget under direktiv 79/409/EØF. Kommissionen har skrevet til de portugisiske myndigheder for at få nærmere oplysninger om situationen i lyset af EU-lovgivningen.

De portugisiske myndigheder har ikke anmodet om EU-finansiering af projektet.

Det område, der er berørt af projektet, figurerer blandt mål 1-områderne under strukturfondene. Projekter for bæredygtig udvikling af området vil derfor generelt være berettiget til EU-samfinansiering. Forvaltningen af disse midler på nationalt plan sorterer under de portugisiske myndigheder. Projekter vedrørende beskyttelse af naturværdier, som var grundlaget for optagelsen af de ovennævnte lokaliteter i Natura 2000-nettet, er ligeledes berettiget til EU-samfinansiering under LIFE-Natur-programmet. Kommissionens forslag til en ny forordning, der forlænger LIFE-programmet indtil udgangen af 2006, er for øjeblikket til behandling i Rådet og Parlamentet, hvorfor der endnu ikke foreligger nærmere detaljer.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979.

(1) EFT L 171 af 17.6.1998, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/850

(2004/C 78 E/0903)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3698/03

af Torben Lund (PSE) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Overtrædelse af forbud mod drivgarnsfiskeri og habitat-direktivet

Det fremgik af CNN's hjemmeside den 24. november 2003, hvorledes titusindvis af delfiner bliver dræbt, fordi fiskerne i Middelhavsområdet anvender ulovlige drivgarn. Ud over delfiner dræbes også hajer og skildpadder af disse drivgarn.

Ifølge CNN er det både italienske og franske fiskere, der overtræder forbuddet mod drivgarnsfiskeri og dermed synes at bryde med Rådets forordning (EF) nr. 1239/98 (1) af 8. juni 1998 om ændring af forordning (EF) nr. 894/97 (2) om fastlæggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne og habitat-direktivets artikel 12, stk. 4.

Kan Kommissionen oplyse, om CNN's gengivelse er korrekt, og, i givet fald, hvad den agter at foretage sig på baggrund af disse oplysninger, og hvornår den vil gribe ind? Hvorledes mener Kommissionen, at disse oplysninger er i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning? Hvad vil konsekvenserne være for en fisker, hvis denne bliver afsløret i færd med at fiske med ulovlige drivgarn, og hvorledes forventer Kommissionen, at fiskere i andre lande vil opfatte disse overtrædelser og blive motiveret til selv at overholde EU-lovgivningen?

Ifølge CNN er der mindst 75 både i Frankrig, mens det i Italien er mindst 100 både, der ulovligt fisker med drivgarn, og det vil være en skandale, hvis ikke Kommissionen omgående griber ind for at redde flere delfiner fra at blive dræbt.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(21. januar 2004)

Selv om Kommissionen ikke har detaljeret kendskab til de oplysninger, der blev offentliggjort på CNN's hjemmeside den 24. november 2003, og som det ærede medlem henviser til, er den blevet informeret om, at der er EU-fartøjer, som anvender drivgarn i Middelhavet. Kommissionen er ved at tage bestik af den aktuelle situation og har allerede kontaktet de ansvarlige myndigheder om spørgsmålet.

Da det er forbudt at anvende drivgarn til fiskeri efter visse vandrende arter, er det i modstrid med EU-retten, når der er fartøjer, som fortsætter med at fiske med sådanne redskaber i Middelhavet. Fiskere, der overtræder forbuddet, udsætter sig derfor for de administrative og strafferetlige sanktioner, som medlemsstaterne skal iværksætte i henhold til forordningen om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik og forordningen om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (3).

Det tilkommer ikke Kommissionen at udtale sig om, hvordan nogle fiskere måtte opfatte andre fiskeres overtrædelser af EU-retten. Kommissionen gør dog sit yderste for at sørge for, at medlemsstaterne fører effektiv kontrol med fiskeriet, og ikke kun når det gælder drivgarn, men alle reglerne for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne.

(2) EFT L 132 af 23.5.1997, s. 1.

(3) Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik, EFT L 358 af 31.12.2002, og forordning (EØF) nr. 2847/93 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik, EFT L 261 af 20.10.1993, senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2846/98 af 17. december 1998, EFT L 358 af 31.12.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/851

(2004/C 78 E/0904)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3701/03

af Marco Pannella (NI), Maurizio Turco (NI), Marco Cappato (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI), Benedetto Della Vedova (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Misbrug af EU-midler bestemt til Den Palæstinensiske Myndighed

—	Den 15. september 2003 dokumenterede Den Internationale Valutafond (IMF), at der i perioden 1995-2000 blev indbetalt 900 mio. dollars fra Den Palæstinensiske Myndigheds fond til en specialkonto, der kontrolleres direkte af Yasser Arafat.

—

I slutningen af oktober anmodede en gruppe parlamentsmedlemmer i Det Palæstinensiske Lovgivende Råd tilhørende den »demokratiske blok« om, at der blev nedsat en undersøgelseskommission om de »hundredtusindvis af dollars tilhørende det palæstinensiske folk, som endte på hemmelige schweiziske bankkonti«, der kontrolleres direkte af Yasser Arafat.

—	Den udsendte medarbejder ved det amerikanske tv-selskab CBS' ansete tv-program »60 minutes«, Lesley Stahl, har dokumenteret de daglige omkostninger i forbindelse med Suah Arafat, palæstinenserleder Yasser Arafats kones ophold i Paris som beløbende sig til 16 000 dollars.

—	EU har siden 1994 og frem til i dag betalt 1 500 mio. EUR til Den Palæstinensiske Myndighed i forbindelse med Oslo-»fredsaftalerne«.

Vil Kommissionen oplyse følgende:

—	Hvilke initiativer har Kommissionen taget for at kontrollere IMF's udtalelser fra september 2003, og hvilke deraf følgende foranstaltninger har den truffet for at sikre, at pengene fra EU-borgerne til Den Palæstinensiske Myndighed ikke fortsat ender på specialkonti uden for enhver kontrol?

—	Finder Kommissionen ikke på baggrund af de sammenfaldende oplysninger i den europæiske presse og i verdenspressen, at familien Arafats udgifter i ikke ubetydelig grad stammer fra de midler, som EU indbetaler til Den Palæstinensiske Myndighed?

—	Finder Kommissionen ikke, at indbetalingen af EU-midler til Den Palæstinensiske Myndighed, som fortsat finder sted, bør indstilles i afventning af, om den undersøgelseskommission, som de palæstinensiske parlamentsmedlemmer har krævet, kan etablere sig og iværksætte undersøgelsesarbejdet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(17. februar 2004)

Rapporten fra IMF omtaler netop, at visse indtægter hidrørende fra statsmonopoler og handelsaktiver i perioden 1995-2000 ikke indgår i den palæstinensiske myndigheds budget (olieafgift, som betales af Israel, afgifter på tobak og alkohol og indtægter af handelsvirksomhed). Handelsvirksomheden indgik ikke i det af finansministeriet kontrollerede budget og vedrører under ingen omstændigheder de midler, som Kommissionen har udbetalt mellem 2001 og 2002. Det internationale donorsamfund var klar over disse aktiviteter uden for budgettet.

Det er grunden til, at det sammen med IMF og Kommissionen knyttede meget strenge betingelser til deres bistand:

1.	oprettelse af en fælles kasse- og regnskabsafdeling,

2.	forudgående revision af monopolernes aktiver,

3.	konsolidering af alle handelsaktiviteter i en palæstinensisk investeringsfond, som undergives finansministeriets kontrol.

Siden er der sket følgende:

1.	den palæstinensiske investeringsfond blev oprettet i september 2002, hvorved disse handelsaktiviteter er blevet samlet under ét,

2.	over halvdelen af fondens aktiver er allerede blevet revideret af Standard and Poor's, og resultaterne af dette arbejde er offentliggjort på fondens websted (1),

3.	fondens forvaltes nu af et råd, i hvilket finansministeren varetager formandskabet, og nettooverskuddet at dens aktiviteter overføres direkte til den palæstinensiske myndigheds budget.

Det er kort fortalt takket være indsatsen fra verdenssamfundets, IMF's og Unionen side, at indtægterne af handelsaktiviteter har kunnet integreres i budgettet.

I 2001 og 2002 repræsenterede Kommissionens budgetstøtte i gennemsnit ca. 8 % af de samlede udgifter på den palæstinensiske myndigheds budget. Denne støttes generiske bestemmelse gør det ikke muligt i noget tilfælde at fastslå en forbindelse mellem Kommissionens støtte og en særlig udgift. Betingelserne, som er knyttet til Kommissionens budgetstøtte, og arbejdet i task forcen vedrørende de palæstinensiske reformer har haft en meget mærkbar indflydelse på gennemsigtigheden i den palæstinensiske myndigheds budgetforvaltning. Den palæstinensiske myndigheds og de enkelte ministeriers budget, og det gælder også formandens kontor, er gradvis blevet underkastet en strengere finansiel disciplin. Det skal også bemærkes, at den fælles kasse- og regnskabsafdeling og de kontrolmetoder, som Kommissionen anvender, er de samme, som den israelske regering anvender, når den overfører indtægter, der er opkrævet for den palæstinensiske myndighed.

Udbetalingen af direkte budgetstøtte fra Kommissionen er ophørt efter genoptagelsen af overførslerne fra den israelske regering og afløst af en målrettet støtte til betalinger af restancer til den private sektor og den sociale sektor. Ad hoc-forbindelsesudvalget har anmodet donorerne om at gøre en større indsats og øge den finansielle støtte til det palæstinensiske budget, og Kommissionen vil fortsætte med at knytte betingelser om en større gennemsigtighed i de offentlige finanser til sin støtte.

Kommissionen er ikke vidende om, at det palæstinensiske lovgivningsråd skulle have besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission til at undersøge påstandene om underslæb i den palæstinensiske myndighed. Dog er der mange palæstinensiske parlamentsmedlemmer, der har givet udtryk for bekymring over sådanne påstande. Kommissionen følger med interesse, hvad der sker i lovgivningsrådet i denne forbindelse.

(1) http://www.pa-inv-fund.com.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/853

(2004/C 78 E/0905)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3734/03

af Johanna Boogerd-Quaak (ELDR) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Høje gebyrer for opholdsbeviser

Statsborgere i Den Europæiske Unions medlemsstater konfronteres i Nederlandene regelmæssigt med høje gebyrer, når de ansøger om opholdsbevis.

1.	Må Nederlandene kræve et gebyr på EUR 285 i stedet for EUR 28 for forlængelse af opholdsbeviset til en belgisk kvinde, fordi hendes nederlandske mand aldrig har boet eller arbejdet uden for Nederlandene?

2.	Må Nederlandene i ovennævnte sag kræve et gebyr på EUR 980 for et tidsubegrænset opholdsbevis på grundlag af den nederlandske udlændingelov (art. 21)?

3.	Er det korrekt, at Kommissionen i oktober 1998 indledte en undersøgelse af den måde, hvorpå Nederlandene gennemfører fællesskabsretlige bestemmelser om fri bevægelighed for personer? Er denne undersøgelse afsluttet, og hvilke konklusioner førte den i givet fald til?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(9. februar 2004)

Den nederlandske lovgivning, der gennemfører fællesskabsrettens bestemmelser om opholdsret, foreskriver, at unionsborgere, der er bosiddende i Nederlandene, kan få en midlertidig opholdstilladelse på op til fem år på grundlag af fællesskabsretten. Opholdstilladelsens varighed afhænger af unionsborgerens erhvervsmæssige situation på tidspunktet for ansøgningen (jobsøgende, arbejdstager, ikke-erhvervsaktiv, studerende).

Uanset unionsborgerens erhvervsmæssige situation på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse, skal opholdstilladelser ifølge Fællesskabets regler om fri bevægelighed udstedes og fornyes omkostningsfrit eller mod betaling af et beløb, der ikke overstiger gebyret for udstedelsen af identitetskort til nederlandske statsborgere. Ifølge Kommissionens oplysninger er udgifterne til midlertidige opholdstilladelser, der udstedes til unionsborgere i Nederlandene, steget til 28 EUR. Da nationale identitetskort til nederlandske statsborgere koster 28,77 EUR, overgår denne stigning ikke udgifterne til nationale identitetskort og er derfor forenelig med fællesskabsretten.

Den nederlandske lovgivning giver også mulighed for at ansøge om permanent opholdstilladelse. Udgifterne til dette dokument er ifølge Kommissionens oplysninger 226,89 EUR. Unionsborgere er dog ikke forpligtet til at ansøge om denne dyrere type dokument.

Ifølge det ærede medlems oplysninger er en belgisk kvinde blevet afkrævet et gebyr på 980 EUR for en permanent opholdstilladelse i Nederlandene og 285 EUR for at få den fornyet. Det afkrævede beløb overstiger det tilladte beløb i henhold til ovennævnte lovgivning og strider mod gældende regler.

Kommissionen indledte en overtrædelsesprocedure mod Nederlandene i 1995 vedrørende anvendelsen af reglerne om permanent opholdstilladelse på EU-statsborgere (»vergunning tot vestiging«), navnlig gebyrer for sådanne opholdstilladelser. På det tidspunkt var bemærkningen »vestigingsvergunning« anbragt på EU-opholdstilladelsen, og derfor blev der kun udstedt et dokument. Efter en begrundet udtalelse til de nederlandske myndigheder i november 1997, forsikrede de, at der fremover ville blive udstedt to forskellige dokumenter: EU-opholdstilladelsen (dokument E) og den permanente opholdstilladelse (dokument A). Ansøgning om sidstnævnte dokument er valgfri. EU-statsborgere kan vælge mellem at ansøge om permanent opholdstilladelse eller forlænge E-dokumentets gyldighedsperiode, og de bliver underrettet om dette valg. EU-opholdstilladelsen var ikke omfattet af de høje gebyrer, der kun gjaldt den permanente opholdstilladelse, og derfor blev proceduren afsluttet i 1999.

På baggrund af det stigende antal klager fra EU-statsborgere vedrørende gebyrer for permanent opholdstilladelse, vil Kommissionen tage kontakt til de nederlandske myndigheder for at kontrollere, hvor meget en permanent opholdstilladelse koster. Kommissionen agter også at få oplyst, om og hvordan EU-statsborgere underrettes om deres ret til kun at ansøge om midlertidig opholdstilladelse til det samme gebyr som det, der afkræves nederlandske statsborgere for identitetskort.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/855

(2004/C 78 E/0908)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3762/03

af Konstantinos Hatzidakis (PPE-DE) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Kommissionens procedure imod Grækenland for overtrædelse af fællesskabslovgivningen på telekommunikationsområdet

Det ansvarlige kommissionsmedlem nævnte i sit svar på min tidligere forespørgsel om tilrådighedsstillelse af ADSL-tjenesten i Grækenland (E-3072/03 (1)), at Grækenland endnu ikke havde gennemført de fællesskabsmæssige rammebestemmelser for telekommunikationsområdet i sin nationale lovgivning, og at Kommissionen var blevet underrettet om de langsomme fremskridt, hvad angår tilrådighedsstillelse af bredbåndstjenester i Grækenland. Endvidere meddelte kommissæren mig, at Kommissionen havde indledt overtrædelsesprocedurer imod Grækenland for ikke at have givet meddelelse om gennemførelsesforanstaltningerne. Hvad angår den begrænsede forskel på engros- og detailpriser i Grækenland for tilrådighedsstillelse af ADSL-linjer, oplyser Kommissionen, at den nøje vil følge sagen, og at den i tilfælde af, at den græske telekommunikationstjeneste (OTE) ikke overholder sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 82, enten vil indlede overtrædelsesprocedurer eller udnytte de beføjelser, den har i medfør af konkurrencereglerne i EF-traktaten.

Kommissionen bedes besvare følgende:

Hvornår indledte den overtrædelsesprocedurer imod Grækenland på grund af manglende meddelelse af foranstaltninger med henblik på gennemførelse i den nationale lovgivning, hvilke frister har den givet den græske regering, og hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe i tilfælde af, at Grækenland ikke overholder disse frister?

2.	Hvornår forventes det, at der vil blive truffet en afgørelse vedrørende OTE's handlemåde, hvad angår den ringe forskel mellem engros- og detailpriser, og hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe i tilfælde af, at der er tale om overtrædelse af EU's konkurrencebestemmelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(3. februar 2004)

Kommissionen har indledt fire overtrædelsesprocedurer mod Grækenland fordi følgende retsakter ikke er blevet omsat i landets nationale lovgivning: rammedirektivet (2), forsyningspligtsdirektivet (3), tilladelsesdirektivet (4) og adgangsdirektivet (5). Den 6. oktober 2003 sendte Kommissionen fire åbningsskrivelser til Grækenland. Landet fik en frist på to måneder — dvs. indtil den 6. december 2003 — til at besvare dem. Kommissionen har for nylig modtaget et svar hvori det meddeltes at ministeriet havde udarbejdet et lovforslag efter en offentlig høring. Dette var imidlertid ikke et tilfredsstillende svar på Kommissionens åbningsskrivelser, og den besluttede derfor at iværksætte næste fase af overtrædelsesproceduren, dvs. fremsendelse af begrundede udtalelser.

Kommissionen offentliggjorde oplysninger om procedureforløbet i en pressemeddelelse af den 8. oktober 2003 og i en pressemeddelelse af den 17. december 2003 (6), samt i den netop offentliggjorte 9. statusrapport (7).

Ansvaret for tilsynet med OTE's priser ligger principielt hos den nationale kommunikations- og postkommission, der fungerer som Grækenlands tilsynsmyndighed. Myndigheden skal bl.a. sikre at der ikke forekommer prisfordrejninger. Kommissionen har allerede sendt de nationale tilsynsmyndigheder en meddelelse om anvendelsen af konkurrencereglerne med vejledning i hvordan der skal føres tilsyn med risikoen for prisfordrejninger (se bl.a. pkt. 117 og 118) (8). De nationale tilsynsmyndigheder i de øvrige medlemsstater har allerede efterkommet denne meddelelse og indført prisfordrejningskontrol bl.a. hvad angår netarkitektur og netprotokol (xDSL). Det er tilsynsmyndighedernes opgave at undersøge om selskaberne gør sig skyldige i konkurrencefordrejende adfærd; dette forudsætter naturligvis at de har de fornødne beføjelser. Omvendt er det Kommissionens opgave at vurdere om Fællesskabets konkurrencebestemmelser er overtrådt når de berørte parter indgiver officiel klage. Der er hidtil ikke indløbet sådanne klager.

(1) Se side 218.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), EFT L 108 af 24.4.2002.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), EFT L 108 af 24.4.2002.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet), EFT L 108 af 24.4.2002.

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet), EFT L 108 af 24.4.2002.

(6) IP/03/1356 og IP/03/1750.

(7) Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget (KOM(2003) 715 endelig udgave), Rapport om gennemførelsen af EU's lovpakke for elektronisk kommunikation.

(8) Meddelelse om anvendelsen af konkurrencereglerne på aftaler om netadgang i telesektoren — Rammebestemmelser, relevante markeder og principper, EFT C 265 af 22.8.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/856

(2004/C 78 E/0909)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3776/03

af Christopher Huhne (ELDR) til Kommissionen

(5. december 2003)

Om: US GAAP

Kan Kommissionen oplyse, om CESR er blevet anmodet om at fremkomme med et svar på, hvad det anser for at være »ækvivalente« normer for regnskabsføring i dets rådgivning vedrørende niveau 2-gennem-førelsesforanstaltninger til prospekt-direktivets (2003/71/EF (1)) artikel 20, stk. 3 og afsnit 4.2 i Kommissionens mandat af 7. februar 2003 (CESR 03-038)?

Kan Kommissionen, under indtryk af den bekymrende tendens til, at asiatiske selskaber skeler til asiatiske markeder frem for europæiske, fordi der hersker uklarhed om EU's politik, fremkomme med en tydelig erklæring om, at den agter at anerkende US GAAP som ækvivalent for udstedere uden for EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(28. januar 2004)

I den første foreløbige bemyndigelse, som Kommissionen gav Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg (CESR) den 18. marts 2002, anmodede den om rådgivning vedrørende det detaljerede indhold af prospekterne. Artikel 7 og gennemførelsesforanstaltningerne til denne artikel omhandler mindstekravene for de oplysninger, der skal indgå i prospekter udarbejdet i overensstemmelse med EU-kravene både af udstedere i EU som uden for EU. Dette råd kan også få indflydelse på eventuelle gennemførelsesforanstaltninger til artikel 20, stk. 3, i prospektdirektivet (2003/71/EF) (2). Disse gennemførelsesforanstaltninger bør behandle spørgsmålet om, hvilke finansielle oplysninger der bør kræves af udstedere fra tredjelande i overensstemmelse med den eksisterende EU-lovgivning, som allerede behandler dette spørgsmål i direktiv 2001/34/EF (3).

CESR foreslog i sit råd at indføre det generelle princip, at udstedere i tredjelande præsenterer deres finansielle oplysninger i prospekter udarbejdet i henhold til EU-lovgivningen ved anvendelse af nationale regnskabsstandarder, der er »ækvivalente« med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 (4) om anvendelse af internationale regnskabsstandarder.

For så vidt angår spørgsmålet om EU's anerkendelse af US-GAAP (5), er situationen følgende: CESR foreslog, at der anvendes en overgangsperiode for indførelsen af ovennævnte generelle ækvivalensprincip, hvor det vil være muligt for udstedere i tredjelande at anvende internationalt anerkendte regnskabsstandarder til præsentation af de finansielle oplysninger i deres prospekter. I sit udkast til gennemførelsesforanstaltningerne til prospektdirektivet (2003/71/EF) foreslår Kommissionen at følge CESR's råd om at anvende en overgangsperiode indtil 2007. Kommissionen vil, når tiden er inde, overveje, hvilke nærmere betingelser der bør fastsættes for anvendelsen af det generelle ækvivalensprincip.

(1) EUT L 345 af 31.12.2003, s. 64.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (EØS-relevant tekst), EUT L 345 af 31.12.2003.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/34/EF af 28. maj 2001 vedrørende betingelserne for værdipapirers optagelse til officiel notering på en fondsbørs samt oplysninger, der skal offentliggøres om disse værdipapirer, EFT L 184 af 6.7.2001.

(4) EFT L 243 af 11.9.2002.

(5) Generally Accepted Accounting Principles in USA.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/857

(2004/C 78 E/0910)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3795/03

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(11. december 2003)

Om: Opfyldelse af FN's mål for bæredygtigt fiskeri

Vil Kommissionen skitsere sin 12-årige trinvise strategi, der skal sikre at alt fiskeri i EU-farvande opfylder kravet om bæredygtighed senest i 2015, som er den frist, der aftaltes på FN-topmødet om bæredygtig udvikling?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(16. januar 2004)

Kommissionen vil gøre alt, hvad den kan, for at opfylde den forpligtelse, som den indgik på verdenstopmødet i Johannesburg om bæredygtig udvikling, til at bevare bestandene på eller genopbygge dem til et niveau, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte, og for nedfiskede bestande at nå dette mål så hurtigt som muligt og helst senest i 2015.

For at nå dette mål vil Kommissionen gøre brug af de retlige instrumenter, der blev vedtaget som led i den nylige reform af den fælles fiskeripolitik, herunder navnlig:

—

at indføre genopretningsplaner for bestande, der er uden for sikre biologiske grænser, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 2371/2002 (1). Kommissionen har indtil nu fremlagt forslag til genopretningsplaner for fem torskebestande og én kulmulebestand, som for nyligt blev vedtaget af Rådet. Desuden har den fremlagt forslag for kulmule og jomfruhummer ud for Den Iberiske Halvø og for tungebetandene i den vestlige del af Den Engelske Kanal og i Biscayabugten. Der kan senere blive tale om yderligere forslag.

—	at indføre forvaltningsplaner for bevarelse og udnyttelse af bestande inden for sikre biologiske grænser, jf. artikel 6 i ovennævnte forordning

—	i fornødne tilfælde at træffe hasteforanstaltninger, jf. artikel 7 i samme forordning

—	at justere fiskerikapaciteten og afskaffe strukturstøtte, der medfører kapacitetsforøgelse, jf. kapitel III i samme forordning og senere gennemførelsesbestemmelser hertil.

For at gøre foranstaltningerne så effektive som muligt påtænker Kommissionen som supplement til ovennævnte strategi endvidere:

—	at forbedre det videnskabelige grundlag for forvaltningsbeslutninger baseret på »Meddelelse fra Kommissionen — Forbedring af den videnskabelige og tekniske rådgivning til brug for EU's fiskeriforvaltning« (2003/C 47/06)

—	i højere grad at inddrage relevante aktører i beslutningsprocessen gennem oprettelse af regionale rådgivende råd, jf. artikel 31 i forordning (EF) nr. 2371/2002 og forslaget til rådsafgørelse om oprettelse af regionale rådgivende råd som led i den fælles fiskeripolitik (2)

—	at skærpe håndhævelsen for så vidt angår foranstaltninger til forvaltning af fiskeriet, jf. »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet — Vejen til en ensartet og effektiv gennemførelse af den fælles fiskeripolitik« (3).

Med hensyn til bestandene uden for EU-farvande agter Kommissionen at medvirke til at skabe maksimalt bæredygtige forhold ved at gennemføre den politik, der er skitseret i en række politiske dokumenter af nyere dato, navnlig i »Meddelelse fra Kommissionen om en integreret ramme for fiskeripartnerskabsaftaler« (4) og »Meddelelse fra Kommissionen — EF-handlingsplan for bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri« (5).

(1) Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik, EFT L 359 af 31.12.2002.

(2) KOM(2003) 607 endelig udg.

(3) KOM(2003) 130 endelig udg.

(4) KOM(2002) 637 endelig udg.

(5) KOM(2002) 180 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/859

(2004/C 78 E/0913)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3821/03

af Joan Vallvé (ELDR) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Miljøvirkninger af udvidelsen af lufthavnen på Ibiza (Spanien)

Jeg indgav den 3. februar 2003 skriftlig forespørgsel E-0209/03 (1) vedrørende miljøvirkningerne af en eventuel gennemførelse af udvidelsesprojektet for lufthavnen på Ibiza.

I sit svar af 14. marts 2003 anførte Kommissionen, at den var i færd med at behandle en klage om dette spørgsmål, hvorefter jeg den 11. september 2003 indgav en ny skriftlig forespørgsel (E-2745/03) (2), hvori jeg forhørte mig om, hvorvidt Kommissionen var nået frem til konkrete konklusioner med hensyn til denne klage.

I sit seneste svar at 16. oktober 2003 anførte kommissær Wallström, at Kommissionen havde anmodet de spanske myndigheder om yderligere oplysninger om det pågældende projekt, en kopi af projektets miljøkonsekvensvurdering og de foranstaltninger, der var truffet for at overholde forpligtelserne i henhold til artikel 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 22. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (3).

Desuden erklærede Kommissionen, at den havde tænkt sig, at dette dossier skulle indgå i drøftelserne med de spanske myndigheder inden for rammerne af det bilaterale møde, som ville finde sted i oktober 2003, hvor der ville blive gjort status over udviklingen i de klager over overtrædelser af miljøbestemmelserne, som var indgivet mod Spanien.

Har Kommissionen modtaget disse oplysninger fra de spanske myndigheder? Har det planlagte bilaterale møde fundet sted? I bekræftende fald, hvilke konklusioner har dette møde ført til med hensyn til en løsning af problemet om overtrædelsen af de forskellige EU-miljøbestemmelser i forbindelse med udvidelsen af lufthavnen på Ibiza?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(5. februar 2004)

Som annonceret i svaret på det ærede medlems skriftlige forespørgsel E-2745/03 har Kommissionen på det bilaterale møde, der blev afholdt i Madrid i oktober 2003, diskuteret med de spanske myndigheder, hvordan Fællesskabets miljølovgivning skal anvendes på projektet om udvidelsen af Ibizas lufthavn. De spanske myndigheder har efterfølgende fremsendt en rapport med deres kommentarer om de omtalte forhold.

Det fremgår af rapporten, at projektet om udvidelse af Ibizas lufthavn i øjeblikket er genstand for en vurdering af indvirkningerne på miljøet i henhold til bestemmelserne i EU-lovgvningen.

De spanske myndigheder hævder, at de har taget hensyn til de påstande, der er blevet rejst af forskellige organisationer og institutioner under denne procedure. De har som følge heraf ændret projektet, så det planlagte anlægsarbejde er begrænset til området uden for Natura 2000-lokaliteten ES0000084 (Ses Salines d'Eivissa i Formentera). I realiteten er de eneste interventioner, der nu indgår i projektet, en ny landingsbane for nødlandinger og en ny platform til brandslukningsøvelser.

Kommissionen er i øjeblikket ved at evaluere de oplysninger, der er fremsendt af de spanske myndigheder. Så snart denne evaluering er færdig, vil Kommissionen være i stand til at drage sine konklusioner i denne sag.

(1) EUT C 222 E af 18.9.2003, s. 163.

(2) Se side 161.

(3) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/860

(2004/C 78 E/0914)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3825/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Forladte miner

I forskellige EU-lande, navnlig Portugal, findes der forladte miner i en særdeles dårlig tilstand med udvaskning fra søer, der senere har dannet sig, og forurening af vandløb og jord i de tilstødende områder, hvilket udgør en fare for miljøet og folkesundheden.

Nogle tilfælde er særligt alvorlige som f.eks. uranminerne i Portugal. Der findes et program for genopretning af miner, men der er kun få finansielle midler til rådighed, så genopretningen for at undgå miljøskader sker meget langsomt.

Kommissionen bedes på den baggrund besvare følgende spørgsmål:

1.	Hvilke undersøgelser er der foretaget af forladte miner, navnlig uranminer, i EU's medlemsstater? Hvilke genopretningsprojekter findes der med henblik på at undgå miljøødelæggelser og beskytte folkesundheden?

2.	Hvilken støtte er der ydet til Portugal med dette formål?

3.	Hvilken anden støtte vil der på kort sigt kunne ydes i betragtning af den nuværende alvorlige situation i Portugal og dettes finansielle problemer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(6. februar 2004)

Kommissionen har i mange år været klar over problemerne i forbindelse med uranminer og uranfabrikker, når den økonomiske aktivitet på stedet er ophørt. De forladte miner kan, hvis de ikke forvaltes korrekt og renses, indebære en alvorlig bestrålingsrisiko for mennesker og miljø.

Problemet er særlig akut i en række lande i Central- og Østeuropa og har været genstand for undersøgelser inden for rammerne af Phare og dertil knyttede programmer. En række medlemsstater, hvor der tidligere var uranminedrift (herunder Tyskland, Frankrig og Sverige), har gennemført forskning om rensningen af sådanne mineområder. Der er imidlertid ikke gennemført nogen EF-finansieret forskning inden for EU under nogen af de seneste forskningsrammeprogrammer.

I resultaterne af en undersøgelse, der blev gennemført for Kommissionen og offentliggjort i 1999, blev det endnu engang understreget, at sådanne områder udgjorde et alvorligt problem (1). Rapporten indeholder en beskrivelse af en metode for vurdering af bestråling, en karakterisering af forskellige genopretnings-muligheder målt i effektivitet og omkostninger og beslutningsrammer, hvor der anvendes multiattribut-nyttefunktioner samt forskellige aktionsniveauer med henvisning til internationale retningslinjer.

I henhold til artikel 53 i Rådets direktiv 96/29/Euratom (2) påhviler det medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger til at mindske bestråling, der skyldes eftervirkningerne af en tidligere praksis — bl.a. tidligere uranminedrift — f.eks. i form af områdeafgrænsning, overvågning af bestråling, iværksættelse af interventioner osv.

Inden for rammerne af programmet Prime er Portugal blevet tilbudt to undersøgelser vedrørende uranminer, og de er allerede godkendt. De samlede omkostninger til disse undersøgelser beløber sig til 2,754mio.EUR, hvoraf EF samfinansierer 1,656mio.EUR gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU). De portugisiske myndigheder har oplyst Kommissionen, at man er ved at undersøge yderligere fire projekter vedrørende rehabilitering af uranminer for et beløb på i alt 12,86 mio. EUR.

(1) Rapporten »Investigation of a possible basis for a common approach with regard to the restoration of areas affected by lasting radiation exposure as a result of past or old practice or work activity,» CARE«,« kan findes på http://europa.eu.int/comm/energy/nuclear/radioprotection/publication/doc/115_en.pdf.

(2) Rådets direktiv 96/29/Euratom af 13. maj 1996 om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling, EFT L 159 af 29.6.1996.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/861

(2004/C 78 E/0915)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3826/03

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Miljøproblemer forårsaget af små og mellemstore kvægbedrifter

Som følge af nødvendigheden af at gøre de små mælkeproduktionsenheder konkurrencedygtige og rentable i forhold til den fælles landbrugspolitik har landmænd sluttet sig sammen i små og mellemstore kvægbedrifter med 30-50 eller 60 køer i landområder, hvor der endnu ikke findes anlæg til behandling af kloakvand eller andre løsninger til støtte for små og mellemstore bedrifter på miljøområdet.

Desuden råder disse landmænd generelt ikke over finansielle og tekniske midler til selv at kunne løse de miljøproblemer, deres bedrifter forårsager. Dette har givet anledning til vedvarende alvorlige konflikter i forskellige områder i Nordportugal, hvor disse små og mellemstore bedrifter er koncentreret.

Kommissionen bedes på den baggrund besvare følgende spørgsmål:

1.	Hvilke EF-midler kan der tages i anvendelse for at hjælpe små og mellemstore landbrug med de nødvendige investeringer til løsning af de miljøproblemer, de forårsager?

2.	Hvilke foranstaltninger vil den træffe for at sikre familielandbrugets fortsatte beståen og forene mælkeproduktion med miljøbeskyttelse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(3. februar 2004)

Den fælles landbrugspolitik rummer med sin anden søjle, landdistriktudviklingspolitikken, muligheder for støtteordninger, der som særlig målgruppe kan have små og mellemstore landbrugsbedrifter. Støttebetingelserne er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (1). Medlemsstaterne udformer landdistriktudviklingsprogrammer ud fra deres særlige behov.

De portugisiske myndigheder giver følgende muligheder i deres regionale og nationale operationelle programmer:

—	»Støtte til investeringer i landbrugsbedrifter«

—	»Differentiering inden for småbedrifter«

Disse to foranstaltninger kan også støtte investeringer med sigte på at opfylde nylig indførte miljøstandarder.

»Bevaring af miljøet og naturressourcerne«

Ifølge denne foranstaltning ydes der støtte til kollektiv indsats for miljøforbedring i områder med landbrugsbedrifter og agroindustri, især forbehandling af spildevand fra husdyrbrug og agroindustri.

Indtil den 31. december 2002 var det muligt at støtte investeringer med sigte på at opfylde standarder, der ikke nødvendigvis var indført for nylig. Portugal anvendte denne mulighed under ovennævnte mål 2.

Under foranstaltningerne for miljøvenligt landbrug i forbindelse med udviklingen af landdistrikterne i Portugal er landmænd (inklusive malkekvægopdrættere) desuden støtteberettigede under denne foranstaltning, hvis de følger godt landmandskab, hvilket indebærer opfyldelse af lovfæstede miljøkrav, og forpligter sig til at anvende miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Det er først og fremmest op til Portugal at opstille egnede forholdsregler, der rækker ud over godt landmandskab.

Reformen af den fælles landbrugspolitik, der blev vedtaget i juni 2003, styrker støttemulighederne under landdistriktudvikling. For det første vil der fra 2006 og fremover være yderligere EU-midler til rådighed som følge af modulering af direkte støtte. Medlemsstaterne kan ved anvendelsen af disse midler f.eks. prioritere at støtte små og mellemstore landbrugere, så de kan forbedre deres miljøpræstationer.

For det andet er den maksimale støttesats for unge landmænds investeringer blevet sat op, således at der nu er flere muligheder for denne vigtige gruppe.

For det tredje, for så vidt angår støtte til opfyldelse af standarder, dvs. på miljøområdet, er der indført en yderligere foranstaltning, »opfyldelse af standarder«, der giver muligheder for delvis at dække landmænds ekstra driftsomkostninger som følge af indførelsen af nye standarder.

Med reformen har man indført eller forstærket en række andre foranstaltninger. De portugisiske myndigheder kan tilpasse deres landdistriktudviklingsprogrammering, så der tages hensyn til de nye muligheder, reformen giver dem.

(1) EFT L 160 af 26.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/863

(2004/C 78 E/0917)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3841/03

af Proinsias De Rossa (PSE) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om: Beskyttelse af forbrugernes interesser i forbindelse med EU's nye rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet (direktiv 2002/20/EF og 2002/21/EF)

Den irske kommission for regulering af kommunikationsnet (Irish Commission for Communication Regulation) har som svar på forbrugernes klager over prisstigninger og dårlig service erklæret, at gennemførelsen af EU's nye rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet (direktiv 2002/20/EF (1) og 2002/21/EF (2)) har medført, at den ikke længere er den ansvarlige instans på dette område.

Kan Kommissionen oplyse, hvorledes situationen forholder sig med hensyn til reguleringen af tv-operatører inden for rammerne af ovennævnte rammebestemmelser? Har Kommissionen kontaktet den irske regering angående det åbenbare hul, der er opstået i de bestemmelser, der gælder i Irland for operatører inden for radio- og tv-spredning? Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen iværksætte med henblik på at sikre, at dette spørgsmål bliver taget op til behandling?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(3. februar 2004)

De irske myndigheder har underrettet Kommissionen om, at ComReg (»Commission for Communications Regulation«) er blevet udpeget som national tilsynsmyndighed for gennemførelsen af EU's nye rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. ComReg skal derfor bl.a. sikre, at brugerne får maksimalt udbytte for så vidt angår valgmuligheder, pris og kvalitet. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal de nationale tilsynsmyndigheder navnlig sikre forbrugerne et højt beskyttelsesniveau, bl.a. ved at sikre, at de har adgang til enkle og billige procedurer til bilæggelse af tvister. Desuden skal de nationale tilsynsmyndigheder have mulighed for at kræve af virksomhederne, at de offentliggør sammenlignelige, fyldestgørende og ajourførte oplysninger om deres tjenesters kvalitet.

Hvad angår spørgsmålet om tv-tjenester i detailleddet skal det påpeges, at ydelse af indholdstjenester ikke er omfattet af de nye rammebestemmelser, herunder af den ovennævnte forbrugerbeskyttelse. Transmission af tv-signaler er derimod omfattet heraf, hvilket dog ikke automatisk betyder, at medlemsstaterne skal regulere detailmarkedet for disse tjenester. Rammebestemmelserne tager først og fremmest sigte på engrosmarkedet, bl.a. for radio- og tv-transmission, og har til formål at fremme konkurrencen og sikre, at brugerne får maksimalt udbytte for så vidt angår valgmuligheder, pris og kvalitet.

Radio- og tv-transmission i detailleddet kan blive omfattet af de nye rammebestemmelser, hvis alle de nærmere betingelser er opfyldt. Ifølge disse betingelser kan de nationale tilsynsmyndigheder kun pålægge detailtransmissionstjenester regulerende forpligtelser, hvis det fremgår af en markedsanalyse, at engros-markedet ikke er konkurrencedygtigt, og at rammebestemmelsernes mål for konkurrencevilkår og forbrugerbeskyttelse ikke vil kunne nås ved blot at pålægge engrosoperatørerne regulerende forpligtelser. Kun i disse tilfælde vil det blive anset for passende og rimeligt med en regulering, f.eks. i form af priskontrol, for at rette op på den manglende konkurrence. ComReg har meddelt Kommissionen, at den er ved at foretage en markedsanalyse af engrosmarkedet for radio- og tv-transmission i overensstemmelse med EU's rammebestemmelser.

Kommissionen har ikke på nuværende tidspunkt kendskab til, at der skulle være opstået et hul i bestemmelserne som følge af EU-reglerne for radio- og tv-transmission, bl.a. med hensyn til beskyttelsen af brugerne af disse tjenester, men følger løbende situationen som led i sin vurdering af, om de foranstaltninger, som Irland har truffet for at indføre de nye rammer, er i overensstemmelse med reglerne. Kommissionen har taget til efterretning, at ComReg måske ikke længere er ansvarlig på dette område, og vil tage spørgsmålet op med de irske myndigheder for at sikre, at Irland opfylder alle sine forpligtelser med hensyn til rammebestemmelserne i almindelighed og beskyttelsen af radio- og tv-brugerne i særdeleshed.

(1) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 21.

(2) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/864

(2004/C 78 E/0918)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3860/03

af Reimer Böge (PPE-DE) til Kommissionen

(8. december 2003)

Om: Udpegelse af fuglebeskyttelsesområder i Schleswig-Holstein

I skrivelse af 2. april 2003 fra kommissær Margot Wallström til den tyske udenrigminister Joschka Fischer tager Kommissionen bl.a. stilling til udpegelse af fuglebeskyttelsesområder i Schleswig-Holstein.

Er det fortsat Kommissionens opfattelse, at det er nødvendigt at udpege særligt beskyttede områder for at sikre en tilfredsstillende og bæredygtig beskyttelse af fuglebeskyttelsesområder, hvor de fastsatte mål for bevarelse indfris gennem fastlæggelse af en komplet, individuel og territorialbetinget juridisk beskyttelsesstatus?

Mener Kommissionen, at det efter udpegelse af et fuglebeskyttelsesområde som særligt beskyttet område er nødvendigt at indgå langvarige aftaler om naturbeskyttelse (Vertragsnaturschutz) som bevarelsesforanstaltning, eller er det tilstrækkeligt med andre tiltag, ved hjælp af hvilke de specifikke mål for beskyttelse kan opnås, men som navnlig i forbindelse med større særligt beskyttede områder gør det muligt at gennemføre en mere fleksibel forvaltning, således at bevarelsen af vigtige arter sikres i overensstemmelse hermed og dermed forbundne interesser tilgodeses?

Har myndighederne i Schleswig-Holstein forelagt Kommissionen beskrivelser om enkeltstående tilfælde, hvor muligheden for at undlade at udpege et naturbeskyttelsesområde, såfremt kontraktlige aftaler, rets- eller forvaltningsbestemmelser sikrer en tilsvarende beskyttelse, jf. § 33, stk. 4, i den tyske naturbeskyttelseslov (Bundesnaturschutzgesetz), er blevet udnyttet?

Det er indlysende, at beskyttelseskategorierne i den tyske naturbeskyttelseslov ikke nødvendigvis dækker kravene til målene om beskyttelse, der er fastsat i hhv. fuglebeskyttelsesdirektivet og habitatdirektivet. Kan kravene i de europæiske direktiver bedre imødekommes, hvis beskyttelseskategorierne »Særligt beskyttet område i henhold til fuglebeskyttelsesdirektivet« og »Særligt bevaringsområde i henhold til habitatdirektivet« optages i den tyske naturbeskyttelseslov i forbindelse med den individuelle juridiske beskyttelsesstatus?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(21. januar 2004)

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/409/EØF (1) udlægger medlemsstaterne områder, som med hensyn til antal og udstrækning er bedst egnede, som særligt beskyttede områder (SBO) med henblik på bevarelsen af fugle opført i bilag I til direktivet. Ifølge direktivets artikel 4, stk. 2, gælder det samme for regelmæssigt tilbagevendende trækfuglearter, som ikke er anført i bilag I. Ifølge direktivets artikel 4, stk. 3, fremsender medlemsstaterne alle relevante oplysninger til Kommissionen, således at denne kan tage passende initiativer til den samordning, som er nødvendig, for at SBO kan udgøre et samlet hele, der imødekommer behovet for beskyttelse af de pågældende fuglearter. Ifølge direktivets artikel 4, stk. 4, træffer medlemsstaterne egnede foranstaltninger med henblik at undgå forurening eller forringelse af levestederne samt forstyrrelse af fuglene i SBO.

I fugledirektivet er der ikke fastsat præcise kriterier, hvad angår den retlige beskyttelse af SBO. Det er primært op til medlemsstaterne at udvikle disse ordninger i overensstemmelse med målene og kravene i direktivet. Der kan imidlertid udledes nogle kriterier fra EF-Domstolens retspraksis.

Ifølge Domstolen skal medlemsstaterne tillægge SBO en retlig beskyttelse, hvorigennem det kan sikres, at de i bilag I til direktivet nævnte arter kan overleve og yngle, og at de trækfuglearter, der ikke er nævnt i bilag I, men som regelmæssigt forekommer dér, kan yngle, skifte fjer og overvintre (2). I samme sag kunne den sagsøgte medlemsstat ikke gøre gældende, at det pågældende område var statsejet, som begrundelse for ikke tilvejebringe en retlig beskyttelse (3). Ved en anden lejlighed fandt Domstolen, at den generelle beskyttelse af vådområder i henhold til den franske lovgivning om vand ikke var tilstrækkelig til at tilvejebringe en retlig beskyttelse af et SBO. Domstolen fandt også, at landbrugsmiljømæssige foranstaltninger — på grund af deres frivillige og rent tilskyndende karakter for landbrugerne — var utilstrækkelige (4). I en nyere sag fandt Domstolen, at hvis der knyttes betingelser til lovgivningen, er dette ikke tilstrækkeligt til at tilvejebringe den krævede permanente retlige beskyttelse (5).

Det kan konkluderes, at den retlige beskyttelse skal være permanent, ubetinget og specifikt udformet til at opfylde fugledirektivets krav om beskyttelse. For at sikre en effektiv beskyttelse af SBO og fuglene, som lever der, skal den endvidere være almen, dvs. have virkning for og mod alle. Kommissionen finder, at dette krav udelukker kontraktlige beskyttelsesordninger både på kort og på lang sigt som eneste middel til at etablere en retlig beskyttelse. Det kan på den anden side være nyttigt at anvende sådanne kontrakter kombineret med en almen retlig beskyttelse, hvori der fastsættes specifikke krav til beskyttelsen af det pågældende område med virkning for og mod alle. Det må undersøges fra sag til sag, om sådanne kombinerede ordninger kan forenes med kravene i fugledirektivet.

Kommissionen har uformelt modtaget to eksempler på »alternative« retlige beskyttelsesordninger i Slesvig-Holsten. Den første omhandler området »Lauenburgische Seen«, der delvist udpeges som et SBO. Den retlige beskyttelse består af en kombination af et naturbeskyttelsesområde (»Naturschutzgebiet«) og et beskyttet landskab (»Landschaftsschutzgebiet«) i henhold til tysk lovgivning. Det andet eksempel omhandler Riesenwohld-skoven, der er foreslået som en lokalitet af fællesskabsbetydning i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/43/EØF (6). Beskyttelsen tilvejebringes i form af en kontrakt mellem ejeren af skoven og Slesvig-Holsten. Kommissionen undersøger for øjenblikket begge eksempler.

Som nævnt ovenfor er det op til medlemsstaterne at beslutte, hvordan direktivernes krav gennemføres. Kommissionen undersøger alene, hvorvidt de valgte metoder opfylder direktivernes krav.

(1) Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om bevarelse af vilde fugle, EFT L 103 af 25.4.1979.

(2) Dom af 18. marts 1999 i Sag C-166/97, Kommissionen mod Frankrig (Seine-udløbet), præmis 21.

(3) Dom af 18. marts 1999, jf. fodnote 1, præmis 24.

(4) Dom af 25. november 1999 i Sag C-96/98, Kommissionen mod Frankrig (le Marais poitevin) præmis 26 og 27.

(5) Dom af 6. marts 2003 i Sag C-240/00, Kommissionen mod Finland, præmis 19 og 30.

(6) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/866

(2004/C 78 E/0919)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3863/03

af Mario Borghezio (NI) til Kommissionen

(8. december 2003)

Om: Forslaget om en europæisk bevissikringskendelse — en trussel mod de personlige frihedsrettigheder?

Kommissionens nylige forslag til en rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse med henblik på indhentning af beviser i en anden medlemsstat (1) kan repræsentere et yderligere farligt og illiberalt skridt i retning af et europæisk retligt område, der ikke er underkastet de nationale parlamenters kontrol.

Rammeafgørelsen har samme indhold som den europæiske arrestordre og går endog videre, eftersom domfældelsen af en tiltalt person kan ske udelukkende på grundlag af beviser indhentet af den stat, der skal efterkomme kendelsen, og eftersom rammeafgørelsen ikke opstiller nogen mindstegaranti overhovedet for så vidt angår den værdi, som nævnte beviser har i en retssag i den stat, der har anmodet om kendelsen.

Mener Kommissionen ikke, eftersom kun nogle få stater indtil videre har vedtaget den fornødne lovgivning med henblik på gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, og eftersom der fra forskellig side er fremsat kritik og givet udtryk for forbløffelse, at det er for tidligt at forelægge dette nye forslag til rammeafgørelse? Mener Kommissionen ligeledes ikke, at det straks bør tages tilbage?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antonio Vitorino

(16. januar 2004)

Det rejste spørgsmål vedrører især antageligheden i den anmodende stat af bevismateriale, der er indsamlet i et andet land ved brug af en europæisk bevissikringskendelse. Det ærede medlem giver udtryk for bekymring for, at forslaget ikke indeholder nogen minimumsgaranti med hensyn til antageligheden af dette bevismateriale.

Kommissionens forslag vedrører ikke direkte spørgsmålet om antageligheden af bevismateriale, der indsamles ved brug af en europæisk bevisstillingskendelse. Spørgsmålet om, i hvilket omfang genstande, dokumenter eller data, der indsamles ved brug af en sådan kendelse, kan antages som bevis i straffesager bliver derfor — i lighed med andre former for bevismateriale — kontrolleret af den pågældende nationale domstol i overensstemmelse med den gældende nationale lovgivning. Som sikkerhedsforanstaltning for at beskytte grundlæggende rettigheder foreskriver forslaget, at den retlige myndighed, der udsteder kendelsen, skal attestere, at genstande, dokumenter eller data, der indsamles ved hjælp af kendelsen er a) nødvendige og står i et rimeligt forhold til det formål, proceduren vedrører, b) kan fremskaffes i henhold til gældende lov under lignende omstændigheder, hvis de var tilgængelige i udstedelseslandet og c) formentlig vil kunne antages i de retssager, i relation til hvilke de er indsamlet. Desuden kan udstedelsesmyndigheden anmode om — og i visse tilfælde kræve, at kendelsen udføres under overholdelse af visse formaliteter. Hermed sikres det, at bevismaterialet indsamles på en måde, der opfylder udstedelseslandets lovgivningskrav.

Kommissionen er derfor ikke enig i, at dets forslag til en europæisk bevissikringskendelse udgør et farligt illiberalt skridt, som antydet af det ærede medlem. Kommissionen er heller ikke enig i, at forslaget bør trækkes tilbage.

(1) KOM(2003) 688 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/866

(2004/C 78 E/0920)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3871/03

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Forbindelse mellem vandomledningsprojekterne for Ebro og Júcar-Vinalopó

Omledningen af Ebro til den sydøstlige del af Spanien forudsætter anlæg af en kanal, der på den planlagte strækning mellem floden Júcar og floden Vinalopó løber sammen med kanalen for omledningen af Júcar til Vinalopó. De spanske myndigheder planlægger at gennemføre begge projekter med anlæg af to kanaler, som udgår fra to forskellige punkter i floden Júcar med en indbyrdes afstand på knap 30 km, og som til sidst løber sammen i nærheden af Villena. Den spanske regering har ikke forklaret, hvorfor den har besluttet en næsten samtidig gennemførelse af to anlæg ved siden af hinanden, der begge har som formål at omlede vand, som er forbundet med enorme omkostninger og voldsomme virkninger på miljøet, og som den desuden ønsker, at EU skal være med til at finansiere. Den spanske regering kan ikke dokumentere, at der er tilstrækkelige vandressourcer i floden Júcar til at gennemføre omledningen, og de skønnede overskydende vandressourcer, som er opført i vandbyg ningsplanen for Júcars afvandingsområde, findes ikke. Vandstanden i Júcar er desuden faldet hurtigere i de senere år. Det vil således kun være muligt regelmæssigt at omlede en meget lille mængde vand gennem Júcar-Vanalopó-kanalen, hvis Júcar først får tilført tilstrækkelige ressourcer til at genskabe balancen med hensyn til volumen og kvalitet. Der skal i den forbindelse peges på, at de undersøgelser, som Kommissionen allerede har modtaget i forbindelse med undersøgelse nr. 2001/4649 vedrørende med den nationale vandbygningsplan, viser, at det er mere og mere tvivlsomt, om omledningen af Ebro kan opfylde begge disse krav. Derfor er omledningen af Júcar-Vanalopó fuldstændig afhængig af omledningen af Ebro, som den er en uadskillelig del af, og den kan kun gennemføres, hvis sidstnævnte omledning også kan gennemføres. Men hvis omledningen af Ebro endelig gennemføres, vil Júcar-Vinalopó-kanalen blive overflødiggjort af den store Tous-Villena-kanal, og der vil derfor ikke være nogen grund til at bygge den. Ud fra et synspunkt om rationel og effektiv udnyttelse af de offentlige midler er omledningen Júcar-Vinalopó en apori, en logisk modsætning, som ikke kan løses. Uden omledning af Ebro er den ikke holdbar på grund af mangel på vandressourcer, og ved omledning af Ebro er den heller ikke holdbar, fordi den er overflødig.

Hvordan kan Kommissionen under disse omstændigheder retfærdiggøre finansieringen af dette infrastrukturprojekt?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(18. februar 2004)

Ifølge en brevveksling med de spanske myndigheder er der ingen forbindelse mellem den foreslåede omledning af Ebro og omledningen Júcar-Vinalopó. Dette betyder, at der ikke vil blive overført vand til Júcar-floden ved Ebro-omledningen. Den foreslåede Júcar-Vinalopó-omledning er et selvstændigt projekt, hvor det vand, der skal omledes, hidrører fra vandbesparelser som et resultat af forbedrede vandings-systemer. Dette har imidlertid intet at gøre med den foreslåede overførsel af 315 hm3 vand fra Ebro-omledningen til Júcar-vanddistriktet.

Med hensyn til en eventuel dobbeltudførelse af omledningsinfrastrukturen, nemlig Júcar-Vinalopó-kanalen og Tous-Villena-kanalen, som er en kombination af forskellige sektioner af kanaler, trykledninger og tunneller — idet den sidstnævnte er en del af infrastrukturen i forbindelse med den foreslåede Ebro-omledning — kunne det se ud til, at de to kanaler vil blive anlagt tæt ved hinanden. Júcar-Vinalopó-omledningen befinder sig dog på et højere niveau end Tous-Villena-kanalen, hvilket ikke gør det muligt at overføre vand fra den ene kanal til den anden. I det område, hvor de to kanaler ligger i samme afstand, løber Tous-Villena-kanalen gennem en tunnel, hvilket gør enhver forbindelse endnu mere usandsynlig. Det skal endnu en gang understreges, at de to omledninger er fuldstændig uafhængige af hinanden, uden at der er nogen planer om at forbinde dem i fremtiden.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/867

(2004/C 78 E/0921)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3873/03

af Luigi Vinci (GUE/NGL) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Motorvejs- og højhastighedsjernbanestrækninger i korridor 5 — Friuli Venezia Giulia

I henhold til lov nr. 443 af 21. december 2001 skal korridor 5 udbygges med et tredje spor på motorvejen mellem Quarto d’Altino og Sistina og med en jernbanestrækning for højhastighedstog mellem Ronchi syd og Trieste. Der er i denne forbindelse blevet fremlagt to foreløbige projekter af hhv. Autovie Venete og af Italferr for jernbanestrækningen ledsaget af konsekvensanalyser, som dog savner enhver evaluering af indvirkningen på miljøet og angivelse af alternative løsninger i medfør af direktiv 2001/42/EF (1).

De nævnte projekter kommer ikke til at indgå i andre transportinfrastrukturer, der skal gennemføres i den rammeaftale, som er undertegnet af den italienske regering og af regionalstyret den 20. september 2002. Den samtidige forelæggelse tyder på, at begge projekter vil blive fremskyndet, selv om alternative løsninger burde have været undersøgt.

For så vidt angår motorvejsstrækningen udelades vurderingen af indvirkningen på miljøet på fem områder af interesse for Fællesskabet: Paludi di Porpetto IT3320032, Bosco Boscat IT3320032, Laghi di Doberdó og Pietrarossa IT3330003, Foce del Timavo IT3330004 og Falesie di Duino IT3340001, fire særlige beskyttelsesområder samt områder af særlig interesse for Fællesskabet, som er udpeget efter afgørelse herom fra regionalstyrets side.

Med hensyn til jernbanestrækningen er der ikke nogen vurdering af eventuelle følger for de karstiske grotter ved Isonzo, som skal gennembores af fire dobbelte tunneler på en strækning af i alt 24 kilometer, så fordelene ved en tilslutning til havnen i Trieste ikke udnyttes, idet højhastighedsstrækningen placeres under Cattinara-højdedragene.

Transportundersøgelserne er ikke i overensstemmelse med de trafikprognoser, som fremlægges for de to transportformers vedkommende. Autovie Venete forudser frem til 2011 en forøgelse fra gennemsnitlig 39 000 til 52 000 køretøjer dagligt, mens jernbanerne for 2025 forudser fra landevejstrafikken at ville overtage 3,1 millioner tons gods og 1,6 millioner passagerer.

I strid med Århus-konventionen, som er gennemført i national ret med italiensk lov nr. 108/2001 og regional lov nr. 43/1990, forefindes de eneste to kopier af de foreløbige projekter i regionalstyrets hjemsteder i hhv. Trieste og Venezia, uden at borgerne eller de kommunale myndigheder på noget tidspunkt har modtaget nogen offentlig orientering.

Vil Kommissionen undersøge, om følgende direktiver er blevet overtrådt: direktiv 85/337/EØF (2), 97/11/EF (3) og 90/313/EØF (4) om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet og om fri adgang til miljøoplysninger samt direktiv 92/43/EØF (5) om bevaring af naturtyper og 2001/42/EF om pligten til at orientere de berørte parter (artikel 6) om alle de økonomiske og miljømæssige konsekvenser af projekterne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(9. februar 2004)

Det ærede medlem henviser til udbygningen af korridor 5, der omfatter anlæg af en tredje motorvej (Quarto d’Altino — Sistiana) og en jernbaneforbindelse for højhastighedstog (Ronchi Syd — Trieste). Ifølge oplysningerne fra det ærede medlem, blev der fremlagt to foreløbige projekter hhv. af Autovie Venete (vej) og af Italferr (bane) ledsaget af konsekvensanalyser, som dog ikke indeholdt hverken en strategisk analyse af miljøindvirkningerne eller undersøgelse med henblik på alternative løsninger, hvilket kræves efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet.

På nuværende tidspunkt skal medlemsstaterne efter EF-lovgivningen ikke gennemføre en strategisk miljøvurdering af deres plan- eller programforslag eller foreslåede ændringer. Dette vil ændre sig den 21. juli 2004, hvor medlemsstaterne skal have gennemført direktiv 2001/42/EF, det såkaldte SMV-direktiv. Derefter vil de skulle gennemføre miljøvurdering af planer og programmer som defineret i direktivet. I visse situationer vil planer eller programmer, der er påbegyndt inden den 21. juli 2004, men først vedtaget efter den 21. juli 2004, også kræve miljøvurdering.

Når først ansøgning om opførelse at et givet projekt er indgivet, er det Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 (VVM-direktivet), ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997, der omhandler miljøvurdering af visse offentlige og private projekter, der finder anvendelse. Det fastsætter, at inden medlemsstaterne giver samtykke til udvikling, skal de sikre, at projekter, der kan have væsentlig indvirkning på miljøet, bl.a. i kraft af deres art, størrelse eller beliggenhed, skal gøres til genstand for en vurdering af deres indvirkning på miljøet. Sådanne projekter er defineret i artikel 4, hvor der henvises til direktivets bilag I og II. Motorveje og jernbaner til højhastighedstog er anført i bilag I under punkt 7 a) og b), hvorefter det er obligatorisk at foretage en VVM. Medlemsstaterne skal vedtage de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at miljøvurderingen i det omfang det er relevant og rimeligt omfatter en vurdering af indvirkningerne på miljøet, herunder bl.a. en oversigt over de vigtigste alternativer med angivelse af hovedgrundene for valget samt en beskrivelse af, hvilke aspekter af miljøet der kan blive væsentligt berørt af projektet, f.eks. fauna, flora og landskab. Denne beskrivelse bør også omfatte direkte og indirekte indvirkninger og eventuelle sekundære og kumulative indvirkninger på kort, mellemlangt og langt sigt.

Desuden kræver direktivet, at der gennemføres samråd med andre kompetente myndigheder med ansvar for miljø og med den berørte offentlighed. Selv om det er medlemsstaterne, der står for de nærmere detaljer med hensyn til gennemførelsen heraf, skal de dog sikre, at ansøgning om udviklingssamtykke og informationer om miljøvurderingen gøres tilgængelig for offentligheden inden for en rimelig frist, således at den berørte offentlighed får lejlighed til give udtryk for sin mening, inden samtykket gives. Dette indebærer navnlig angivelse af, hvor informationerne om projektet og miljøvurderingen kan konsulteres, samt hvordan den berørte offentlighed vil blive hørt.

Rådet direktiv 90/313/EØF af 7. juni 1990 om fri adgang til miljøoplysninger pålægger de offentlige myndigheder pligt til at stille miljøoplysninger til rådighed for enhver fysisk eller juridisk person på dennes anmodning, og uden at han skal godtgøre nogen interesse deri, medmindre afslag er begrundet i henhold til direktivet. Pligt til aktivt at formidle information er kun defineret i direktivet, for så vidt angår generelle oplysninger om miljøsituationen, bl.a. ved regelmæssig offentliggørelse af miljørapporter. På grundlag af de oplysninger, som det ærede medlem har fremlagt, kan det ikke konkluderes, at direktiv 90/313/EØF ikke bliver anvendt korrekt.

Ifølge oplysningerne fra det ærede medlem kunne de pågældende projekter have en væsentlig indvirkning på fem lokaliteter, der er foreslået til optagelse i Natura2000-listen over lokaliteter af fællesskabsbetydning under habitatdirektivet, Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter. De er derfor omfattet af bestemmelserne i artikel 6, stk. 3 og 4, i direktivet, hvori det fastlægges, på hvilke betingelser et projekt, der kan have væsentlig indvirkning på en lokalitet af fællesskabsbetydning eller et særligt bevaringsområde, kan tillades af de kompetente myndigheder. Disse betingelser omfatter forpligtelse til at gennemføre en passende vurdering af projektets indvirkning på lokaliteten ud fra hensynet til naturbevaringsmålsætningerne.

Ud fra oplysningerne fra det ærede medlem ser det ud til, at der ikke er givet samtykke til projektets gennemførelse. Kommissionen har derfor ikke på nuværende stadium nogen grund til at antage, at VVM-og habitatdirektivet ikke anvendes korrekt.

(1) EFT L 197 af 21.7.2001, s. 30.

(2) EFT L 175 af 5.7.1985, s. 40.

(3) EFT L 73 af 14.3.1997, s. 5.

(4) EFT L 158 af 23.6.1990, s. 56.

(5) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/869

(2004/C 78 E/0922)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3875/03

af Francesco Fiori (PPE-DE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Reform af den fælles markedsordning for tobak

Oplysningerne i Kommissionens meddelelse (1) vedrørte ganske vist yderst vanskelige spørgsmål, men var temmelig kontroversielle og mangelfulde, navnlig med hensyn til analysen af konsekvenserne for de områder i EU, hvor der dyrkes tobak.

Desuden har Kommissionen fremlagt oplysninger og dokumenter, dels egne og dels dokumenter, der er bestilt eksternt, ubegribeligt sent (f.eks. evalueringen af den fælles markedsordning for tobak, som skulle udarbejdes af COGEA). Den betydelige fremskyndelse af tidsfristerne i forbindelse med »reformen« af den fælles markedsordning for tobak har ikke alene hindret branchen i at foretage en fyldestgørende analyse og drøftelse af rapporten fra COGEA, men dertil kommer, at de mange bilag til rapporten endnu ikke foreligger.

Hvornår vil Kommissionen offentliggøre oplysningerne?

Det er mig bekendt, at Kommissionen med henblik på rapportens udarbejdelse har henvendt sig til universitet i Parma og overdraget det at udarbejde en række analyser af, hvilke virkninger de forskellige muligheder, som er blevet behandlet med forslaget om reformen af markedsordningen for råtobak, ville få i de mest berørte regioner i EU. Mine græske kolleger har kunnet fortælle om en lignende fremgangsmåde, da Kommissionen henvendte sig til universitetet i Thessaloniki. Jeg har ikke kendskab til noget tilsvarende i andre producentlande.

Kommissionen bedes oplyse, hvorvidt dokumentationen i forbindelse med de omtalte analyser rent faktisk er blevet udarbejdet og afleveret, og om Kommissionen i bekræftende fald selv vil offentliggøre dem rettidigt og i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er indeholdt i forslaget om reform af den reform af den fælles markedsordning for tobak, som for øjeblikket behandles.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(27. januar 2004)

Kommissionen har offentliggjort de forskellige analyser af den fælles markedsordning for tobak, så snart de var klar til offentliggørelse, og COGEA-rapporten (evalueringsrapport om tobaksproduktionen i EU), der særlig nævnes, blev offentliggjort på Kommissionens websted, så snart den var blevet godkendt af Kommissionen den 8. oktober 2003.

Bilagene til COGEA-rapporten er ikke blevet offentliggjort på webstedet, da bilag til rapporter normalt ikke offentliggøres på Internet, men de kan rekvireres på anmodning.

Kommissionen har for nylig anmodet Universitetet i Parma og Universitetet i Thessalonica om at vurdere virkningerne af Kommissionens forslag. De to nævnte universiteter er blevet valgt, fordi det ser ud til, at disse universiteter er de eneste i EU, der har kapacitet til at foretage en sådan vurdering.

Kommissionen har under arbejdet drøftet de forskellige aspekter ved reformen af den fælles markedsordning for tobak med begge medlemsstaters myndigheder og de berørte parter i tobakssektoren, inkl. repræsentanter for de berørte regionernes administrationer.

Der sendes en kopi af COGEA-rapporten inkl. bilagene direkte til det ærede medlem og EU-parlamentets sekretariat.

(1) KOM(2003) 544 endelig udg. af 23. september 2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/870

(2004/C 78 E/0923)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3879/03

af Olle Schmidt (ELDR) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Regler for ålefiskeri

Opvandring af ål er i Europa faldet med 90-95 procent siden 50'erne. Derfor er Kommissionens forslag (1) med foranstaltninger til at redde ålen af stor vigtighed.

Den langsigtede forvaltning af ålebestanden må naturligvis komme i første række. Men den opgave, det er at redde ålen, må fordeles ligeligt på hele dens udbredelsesområde i Europa. Det er ikke rimeligt at indføre nye regler, som indebærer totalstop for ålefiskeri i Nordeuropa, når man i Sydeuropa samtidig kan fortsætte med i stort omfang at fiske glasål til forbrug eller opdræt.

Der må skæres ned på fiskeriet, men fordelt over hele Europa. Kommissionen undgår dog den vigtigste foranstaltning til at redde ålen, nemlig udsætning af den åleyngel, som franskmænd, spaniere og portugisere i dag fanger i store mængder til forbrug og åleopdræt.

I det sydlige Sverige findes i dag et lille ålefiskeri, som har stor betydning for lokale traditioner. Hvad kan Kommissionen med baggrund i ovennævnte gøre for at tilpasse de nye regler for ålefiskeri, så hele Europa kommer til at dele både ansvar og byrder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(26. januar 2004)

Kommissionen er enig i, at ålefiskeriet bør forvaltes på en retfærdig måde i Europa til gavn for alle involverede parter, og at der bør ydes rimelige og ligeligt fordelte bidrag til bevarelsesforanstaltninger.

Der kan bedst bevares bæredygtige ålebestande, ved at det sikres, at tilstrækkeligt mange glasål fra flodmundingerne etablerer sig i flodbækkenerne, tilstrækkeligt mange gule ål overlever fiskeriet i floderne, og endelig tilstrækkeligt mange blankål overlever vandringen ned ad floderne for at nå frem til gydepladserne. Der bør enten anvendes miljøforanstaltninger eller fiskerirelaterede foranstaltninger (eller begge dele), og selv da kun på en sammenhængende og fair måde. Medlemsstaterne bør have ansvaret for at gennemføre foranstaltningerne lokalt for at nå målene. På længere sigt har Kommissionen til hensigt at foreslå en EU-ordning for forvaltning af ålebestanden med retfærdige forvaltningsforanstaltninger i forskellige områder og på forskellige udviklingsstadier.

I betragtning af den umiddelbare videnskabelig frygt for ålebestandens tilstand er der imidlertid også brug for, at der træffes ekstraordinære foranstaltninger på kort sigt. De foranstaltninger, der vil have størst umiddelbar effekt på gydebestanden af voksne ål, er foranstaltninger, der sikrer, at flest mulige blankål overlever deres vandring ned ad floderne. Kommissionen vil derfor have dette for øje, når den udarbejder sine forslag, og vil undersøge, hvordan blankålens dødelighed både som følge af fiskeri og miljøforandringer kan mindskes.

(1) KOM(2003)573.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/871

(2004/C 78 E/0924)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3886/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Alcatel Italia og hjemsted for Det Europæiske Satellitagentur

Alcatels ledelse gjorde i juni 2003 rede for selskabets økonomisk-finansielle situation og bebudede afskedigelser af 1 300 medarbejder, hvoraf de fleste er beskæftiget i Italien (i virksomhederne i Cittaducale i provinsen Rieti og i Battipaglia i provinsen Salerno). Ud over at producere telekommunikationsinfras-trakturer er det multinationale selskab Alcatel også den største leverandør af satellitteknologi i Europa. Dets medarbejdere er derfor at finde i den del af arbejdsstyrken, der almindeligvis karakteriseres som »højt specialiseret«. Lukningen af de pågældende virksomheder indebærer fare for en beskæftigelseskrise blandt de specialiserede arbejdere, som for en stor dels vedkommende er kvinder og unge, men samtidig tegner der sig muligheden af, at Det Europæiske Satellitagentur kan få hjemsted i regionen Lazio. I håbet om at gøre denne mulighed til en realitet har de kompetente italienske myndigheder og interesserede aktører lagt sig i selen for at påvise, at Lazio udgør det ideelle hjemsted for agenturet. I lyset af de beskæftigelsesmæssige problemer, som lukningen af Alcatels virksomheder vil medføre, får udpegningen af Rom (eller en anden kommune i Lazio) som værtsby en endnu større betydning.

Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse følgende:

1.	Kan den frygtede krise i Alcatel påvirke beslutningen om Det Europæiske Satellitagenturs hjemsted?

2.	Vil Kommissionen støtte byen Roms kandidatur som hjemsted for Satellitagenturet med tanke på muligheden af at kunne beskæftige de højt specialiserede arbejdstagere, som ellers risikerer at blive arbejdsløse?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(4. februar 2004)

Ifølge Kommissionens forslag til forordning om de kommende forvaltningsstrukturer for Galileo-programmet for satellitbaseret radionavigation (1) er der indtil videre kun forslag fremme om at oprette en »tilsynsmyndighed«, der skal repræsentere og forsvare offentlighedens interesser under programmets etablerings- og ibrugtagningsfase samt dets driftsfase. Tilsynsmyndigheden vil få et begrænset personale (mindre end 50 personer), så dette kan desværre ikke løse problemet med de 1 300 arbejdspladser, der forsvinder i Cittaducale. Desuden vil denne offentlige myndighed få helt andre arbejdsopgaver end en privat virksomhed.

2.	Rådet er først lige begyndt at behandle den foreslåede forordning og har endnu ikke drøftet spørgsmålet om tilsynsmyndighedens hjemsted.

(1) KOM(2003)471 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/872

(2004/C 78 E/0925)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3888/03

af Jan Mulder (ELDR) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Afvikling af kontrakter i Eurostat-affæren

Som følge af de uregelmæssigheder, som tidligere på året blev konstateret i Eurostat, opsagde Kommissionen den 23. juli 2003 de kontraktmæssige forbindelser med bl.a. andet virksomheden CESD-Commu-nautaire. En række andre virksomheder arbejdede som underleverandører sammen med virksomheden CESD-Communautaire. Disse underleverandører, som var i god tro, risikerer at blive ofre for den opståede situation, idet eksisterende fordringer mod CESD-Communautaire ikke vil blive betalt.

Kan Kommissionen, efter at den interne revisionstjeneste pr. 27. oktober 2003 har gennemgået alle kontrakter med Eurostat, redegøre for, hvordan den påtænker at afvikle de fordringer, som underleverandører i god tro har mod de virksomheder, som har fået deres kontrakter opsagt af Kommissionen som følge af Eurostat-affæren?

2.	Kan Kommissionen i ovennævnte oplysninger anføre fordringerne mod virksomheden CESD-Com-munautaire i almindelighed og fordringerne under projektet RU51NL i særdeleshed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(20. februar 2004)

Den 23. juli 2003 gav Kommissionen sine tjenestegrene besked på at opsige deres kontraktmæssige forbindelser med fire organer i overensstemmelse med kontraktens betingelser. Opsigelsen af de pågældende kontrakter løste dog ikke Kommissionen fra sin forpligtelse til at betale vederlag for de dele af kontrakterne, som var blevet opfyldt. I tilfælde, hvor der ingen uenighed var vedrørende vurderingen af arbejdet, fik organerne betaling for de tjenester, de havde udført.

Hvad angår underleverandører, bestemmes forholdet mellem Fællesskabets leverandører og eventuelle underleverandører, som disse benytter, som regel udelukkende af aftaler indgået mellem disse parter, og Fællesskabet er ikke bundet af sådanne aftaler. Dette er tilfældet med de fordringer, som CESD-Communautaires (1) underleverandører har forbindelse med det projekt, som det ærede medlem henviser til. Da Kommissionen har betalt CESD-Communautaire for udførte tjenester er der dog, så vidt Kommissionen ved, ikke noget, der forhindrer CESD-Communautaire i at betale eventuelle skyldige beløb til sine underleverandører.

(1) Centre européen de formation des statisticiens économistes des pays en voie de développement.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/873

(2004/C 78 E/0926)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3891/03

af Patricia McKenna (Verts/ALE) til Kommissionen

(10. december 2003)

Om: Vedvarende energi i Irland

Den 3. december udsendte Den Irske Kommission for Energikontrol en beslutning om at blokere adgang til elnettet for vindenergi ud over en kapacitet på 800 MW (for hele øen) baseret på en udtalelse fra ESB National Grid (det irske elværk). Den rapport, som danner grundlag for denne udtalelse, nævner, at der er plads til 2 000 MW på nettet med minimale begrænsninger (1). Ifølge rapportens forfattere kunne disse begrænsninger for en stor del eller fuldstændig bortfjernes ved at udvikle forsyningsnettet tilstrækkeligt og ved at ændre strategierne for forvaltning af netværket. Den irske regering har ikke gennemført direktiv 2001/77/EF (2) om elektricitet fra vedvarende energikilder inden for den fastsatte tidsfrist den 27. oktober, og regeringsembedsmændene indtager tilsyneladende den holdning, at gennemførelsen ikke er nødvendig. Imidlertid ser energikontrolkommissionens handlinger ud til at være i modstrid med dette direktivs artikel 7, som tildeler betydelige muligheder for tilslutning til nettet og transmissionsrettigheder til vedvarende energikilder.

Vil Kommissionen nu pålægge Irland at gennemføre dette direktiv og sørge for, at der træffes foranstaltninger til at sikre tilslutning til nettet som krævet i artikel 7, hvor eventuelle begrænsninger er baseret på sikkerhedshensyn og rimelighed og ikke mangel på de nødvendige investeringer eller tekniske og proceduremæssige ændringer.

Disse foranstaltninger, der er truffet af ESB National Grid svarer tydeligvis til de forhold, der blev behandlet i Kommissionens tidligere afgørelser (3), idet ESB træffer sådanne beslutninger, samtidig med at det både er ejer og netoperatør og aktiv på markedet, bl.a. markedet for vedvarende energi. Der er også stadig flere beviser på krydsfinansiering foretaget af ESB, f.eks. i dets egne regnskaber. Vil Kommissionen nu igen overveje sin holdning til disse konkurrencespørgsmål på det irske elektricitetsmarked, som den gav udtryk for i sit svar på min forespørgsel P-2460/3 (4) og E-2457/03 (5)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(20. januar 2004)

Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF af 27. september 2001 om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet (6) giver i artikel 7 elektricitet fra vedvarende energikilder betydelige adgangs- og forsendelsesrettigheder, således som det ærede medlem nævner.

Ifølge denne artikel skal medlemsstaterne indføre en retlig ramme eller pålægge transmissions- og distributionsnetoperatørerne at udarbejde og offentliggøre deres standardregler for, hvem der skal bære omkostningerne ved tekniske tilpasninger, der er nødvendige for integreringen af nye producenter, der leverer elektricitet fra vedvarende energikilder til det sammenkoblede net.

Omkostningsdeling i forbindelse med netudbygning skal være underkastet lovbestemmelser, hvis ordninger bygger på objektive og gennemsigtige kriterier, der ikke forskelsbehandler elektricitet fra vedvarende energikilder.

Kommissionen undersøger omhyggeligt de love og administrative bestemmelser, som medlemsstaterne sætter i kraft for at efterkomme direktiv 2001/77/EF. I Irlands tilfælde indledte Kommissionen den 25. november 2003 en overtrædelsesprocedure på grund af manglende anmeldelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser til direktiv 2001/77/EF.

På baggrund af omsætningen til national lovgivning vil Kommissionen sørge for, at alle nødvendige foranstaltninger træffes for at sikre rimelig netadgang, således som det forlanges i artikel 7.

Med hensyn til statsstøtteaspekterne er Kommissionens holdning den samme som i svarene på forespørgslerne P-2460/03 og E-2457/03.

(1) »The impacts of increased levels of wind penetration on the electricity systems of the Republic of Ireland and Northern Ireland«, Final Report, Garrad Hassan, ESBI, UCC for CER and OFREG-NI, 11-02-2003, page 85 (link).

(2) EFT L 283 af 27.10.2001, s. 33.

(3) B&I Line/Sealink afgørelse (1992) 5 CMLR 25 og efterfølgende Stena/Sea Containers afgørelse 94/19/EF 21/12/93.

(4) Se side 407.

(5) EUT C 70 E af 20.3.2004.

(6) EFT L 283 af 27.10.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/874

(2004/C 78 E/0927)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3908/03

af Olle Schmidt (ELDR) til Kommissionen

(17. december 2003)

Om: EU's frie bevægelighed og risikoen for udnyttelse af velfærdssystemet

Den 1. maj 2004 bliver en historisk dag. Vest- og Østeuropa genforenes efter i årtier at have været adskilt. Samtidigt med at vi glæder os over dette, bør vi lægge mærke til de eventuelle spørgsmål, der kan komme til at opstå, blandt andet i forbindelse med den frie bevægelighed. Til foråret når grænserne åbnes for borgerne i de ti nye medlemslande, hvor velfærdsstandarden generelt er lavere end i det øvrige EU, er der risiko for, at velfærdssystemerne i de nuværende medlemslande vil blive udnyttet. For at få opholdstilladelse skal man som studerende kunne forsørge sig selv, mens samme krav ikke stilles til arbejdstagere. Domstolen har besluttet, at den nedre grænse for en ansættelse er ti ugentlige timer med en eller anden form for vederlag, som ikke nødvendigvis skal være i penge. En deltidsstilling på ti ugentlige timer giver i dag ret til opholdstilladelse, hvilket vil åbne døren til medlemslandenes velfærdssystemer. Overgangsregler er ikke en acceptabel forholdsregel, fordi de har diskriminerende virkning.

Da disse spørgsmål i dag diskuteres intenst i de fleste medlemslande, vil jeg gerne vide, om Kommissionen har til hensigt at indføre generelle forholdsregler mod udnyttelse af velfærdssystemet, der er gyldige for alle EU-borgere, og om Kommissionen har til hensigt at tage initiativ til en omdefinering af begrebet ansættelse for at forhindre udnyttelse af medlemslandenes velfærdssystemer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(12. februar 2004)

Under forberedelserne forud for udvidelsen blev der lagt meget vægt på spørgsmålet om fri bevægelighed for personer efter udvidelsen. Specielt mobilitetens sandsynlige omfang og konsekvenser i tiden efter udvidelsen blev nøje studeret.

Analysens overordnede konklusion er, at mobilitet fra de nye medlemsstater til de nuværende 15 medlemsstater skønnes at forblive relativt begrænset. Disse konklusioner stemmer overens med tidligere erfaringer i forbindelse med udvidelser, specielt da Spanien og Portugal blev medlem af Det Europæiske Fællesskab. På det tidspunkt blev det også observeret, at forbedrede fremtidsudsigter såvel som bedre muligheder for at forbedre ens levestandard og livskvalitet ansporer folk til at blive i deres hjemland.

Fri bevægelighed for personer og ikke-diskrimination på grundlag af nationalitet er grundlæggende rettigheder for Fællesskabets borgere inden for Den Europæiske Union. Desuden gør arbejdskraftens mobilitet det lettere at skabe bedre balance mellem udbud og efterspørgsel på de europæiske arbejdsmarkeder.

For at lette overgangen på tidspunktet for udvidelsen er en række særlige foranstaltninger blevet planlagt, som skal ledsage princippet om fri bevægelighed.

Følgende er blevet vedtaget for alle de tiltrædende lande undtagen Malta og Cypern. Det skal understreges, at disse foranstaltninger kun gælder fri bevægelighed for lønmodtagere, og at fællesskabsbestemmelser om ret til fri bevægelighed og ophold fra tiltrædelsesdagen gælder for andre kategorier af borgere (selvstændige, studerende, inaktive eller pensionister).

De første to år efter tiltrædelsen vil de nuværende medlemsstater give adgang til arbejdstagere fra de kommende medlemsstater i henhold til nationale regler. Nuværende medlemsstater kan fuldt ud liberalisere adgangen til deres arbejdsmarkeder i løbet af disse to år, men dette skal gøres gennem nationale foranstaltninger.

To år efter tiltrædelsen vil Kommissionen aflægge beretning om situationen, og de nuværende medlemsstater skal meddele, om de agter at fortsætte deres nationale foranstaltninger i op til tre år efter den oprindelige toårige overgangsperiode, eller om de agter at anvende Fællesskabets bestemmelser for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Kun hvis de nuværende medlemsstater kan påvise alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet, eller en risiko for sådanne forstyrrelser, vil de kunne beslutte at fortsætte med at begrænse adgangen til deres arbejdsmarkeder i yderligere to år.

Tyskland og Østrig har ret til at anvende nationale ledsageforanstaltninger til at behandle alvorlige forstyrrelser eller risiko herfor i særligt sårbare servicesektorer (såsom byggebranchen eller virksomheds-rengøring) på deres arbejdsmarkeder, som kunne opstå i visse regioner på grund af grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser, der involverer arbejdskraftens bevægelighed.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/875

(2004/C 78 E/0928)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3916/03

af Maurizio Turco (NI), Marco Pannella (NI), Marco Cappato (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI), Benedetto Della Vedova (NI) og Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(17. december 2003)

Om: Mangel på fyldestgørende kontrolstandarder i Italien til sikring af, at læger er i besiddelse af de behørige eksamensbeviser og autorisationer

—	Den 5. september 2003 henvendte Fabio Gaetano Arcuri sig efter en ulykke, hvor han i venstre skulder havde pådraget sig et knoglebrud og en forvridning, på skadestuen på San Giacomo-hospitalet i Rom for at komme i den rette behandling.

—	På hospitalet kom han i kontakt med den selvbestaltede dr. Roberto Ingravalle, reservelæge på hospitalets ortopædiske afdeling.

—	Ingravalle, som mente, at det var nødvendigt med et øjeblikkeligt kirurgisk indgreb, henviste Arcuri til Privatklinikken Pio XI i Rom, hvor han dagen efter udskrivningen fra San Giacomo-hospitalet gennemgik den planlagte operation, som foretoges af Ingravalle selv.

—

Som følge af operationens ulyksalige udfald foretog Arcuri ud over at måtte gennemgå endnu en operation og krævende og dyr genoptræning en række undersøgelser vedrørende reservelægen på San Giacomo-hospitalets ortopædiske afdeling, i forbindelse med hvilke han uden vanskeligheder til sin overraskelse kunne konstatere, at Ingravalle aldrig havde taget embedseksamen i medicin og heller aldrig var blevet optaget i registret over kirurger.

—	Senere erfaredes det fra nyheder i pressen og på tv, at Ingravalle havde virket som læge på San Giacomo-hospitalet i over 15 år, og at han både havde deltaget som taler på konferencer og som »kendt« ortopædisk specialist i tv-udsendelser transmitteret af det statslige radio- og tv-selskab.

—	Den ovenfor beskrevne situation kunne opstå som følge af manglende passende kontrol i forbindelse med såvel ansættelsen i det offentlige sundhedssystem som indledningen af samarbejdet med private strukturer og var,

—	som Arcuris tilfælde vidner om, til alvorlig fare og skade for helbredet hos personer, der lod sig behandle inden for såvel det offentlige som det private sundhedssystem.

Kan Kommissionen oplyse, om den agter at indlede undersøgelser og intervenere over for den italienske stat for at få konstateret, om denne i kraft af gældende lovgivning overholder fyldestgørende kontrolstandarder til sikring af, at borgerne behandles af læger, der er i besiddelse af de behørige eksamensbeviser og autorisationer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(18. februar 2004)

For det første bør det understreges, at de ærede medlemmers forespørgsel ikke har noget tværnationalt indhold, men udelukkende vedrører interne italienske forhold.

For det andet er lægeerhvervet i henhold til Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser (1) forbeholdt indehaverne af et af de eksamensbeviser, der er opført i de relevante bilag eller i de meddelelser, der offentliggøres i henhold til artikel 41, og det er i princippet medlemsstaternes myndigheder, der har ansvaret for, at dette princip overholdes.

For det tredje gør de ærede medlemmer opmærksom på en situation, hvor en person virker som speciallæge uden, ifølge de ærede medlemmers oplysninger, at have nogen form for eksamensbevis som læge, hvilket må betragtes som et enkeltstående tilfælde. Ifølge Kommissionens oplysninger er der intet, der tyder på, at lægeerhvervet i Italien systematisk udøves af personer uden uddannelse og eksamensbeviser. Hvis det var tilfældet ville Kommissionen ikke tøve med at træffe de foranstaltninger, der er fastsat i EF-traktaten, bl.a. i artikel 226.

(1) EFT L 165 af 7.7.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/876

(2004/C 78 E/0929)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3917/03

af Nelly Maes (Verts/ALE) til Kommissionen

(17. december 2003)

Om: Fællesskabets godkendelse af offentlig støtte til kvægmarkedet i Leeuwarden

På grund af udbruddet af mund- og klovsyge i den nederlandske provins Frisland i 2001 måtte kvægmarkedet i Leeuwarden lukkes. Det kunne kun genåbnes på meget strenge betingelser. Dette krævede store investeringer. Med løfte om penge fra provinsen Frisland, fra Leeuwarden Kommune og fra private blev disse investeringer foretaget og kvægmarkedet genåbnet.

Provinsrådet i Frisland har vedtaget at oprette en mund- og klovsyge-nødfond på 6 353 000 EUR og har samtidig godkendt bestemmelserne om udbetaling af erstatning fra denne nødfond.

I foråret 2002 blev udbetalingsbestemmelserne sendt til Bruxelles. Der ventes stadig på godkendelse af bestemmelserne om kvægmarkedet, og så længe denne godkendelse ikke foreligger, kan der ikke udbetales den lovede støtte til kvægmarkedet. Dette har medført, at FEC (Frisian Expocentre), der er største investor, har fået betalingsproblemer og risikerer at gå konkurs, hvilket vil medføre, at hundredvis ar arbejdspladser kan gå tabt.

1.	Hvad er problemet i forbindelse med offentlig støtte til Frisian Expocentre (offentligt/privat ejet) til investeringer i kvægmarkedet på grund af mund- og klovsygeepidemien i Frisland i 2001?

2.	Hvad er årsagen til denne tidskrævende procedure i forbindelse med opnåelse af EF-godkendelse af den i spørgsmål 1 anførte støtte?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(9. februar 2004)

Kommissionen vil gerne forsikre det ærede medlem om, at den er fuldstændig klar over den vanskelige situation for de sektorer, der blev ramt af mund- og klovesygekrisen i 2001.

De frisiske myndigheder underrettede Kommissionen om en lang række foranstaltninger i forbindelse med mund- og klovesygekrisen i 2001.

Hvad de i foråret 2002 meddelte foranstaltninger angår, antager Kommissionen, at det ærede medlem henviser til statsstøtteforanstaltning N 315/02 (erstatningsfond for mund- og klovesyge i Friesland). Foranstaltningen, der omfatter et budget på 6 353 000 EUR, blev godkendt ved Kommissionens beslutning K(2003) 128 af 13. februar 2003.

De frisiske myndigheder gav i oktober 2002 meddelelse om yderligere to foranstaltninger (N 665/02 og N 667/02), der især vedrørte kvægmarkedet i Leeuwarden. Foranstaltningerne omfatter bl.a. investeringsstøtte til FEC (Frisian Expocentre).

Hvad det ærede medlems første spørgsmål angår, har Kommissionen endnu ikke kunnet afgøre, om de pågældende foranstaltninger er forenelige med fællesmarkedet.

Hvad procedurens længde angår, kan det nævnes, at foranstaltningerne blev meddelt Kommissionen ved breve af 11. oktober 2002 fra Nederlandenes faste repræsentation ved EU.

Da den oprindelige meddelelse ikke indeholdt alle nødvendige oplysninger, anmodede Kommissionen de nederlandske myndigheder om at fremsende yderligere oplysninger. På de nederlandske myndigheders anmodning blev der afholdt et møde, hvorefter de nederlandske myndigheder besluttede at tilpasse foranstaltningerne. En gennemgang af de ændrede foranstaltninger viste, at oplysningerne ikke var fuldstændige. Ved brev af 22. oktober 2003 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger. Dette brev er endnu ikke blevet besvaret.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/877

(2004/C 78 E/0930)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3926/03

af Jacqueline Foster (PPE-DE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Konkurrenceforvridning i diamantindustrien

Hvilke forholdsregler agter Kommissionen på baggrund af de i de igangværende undersøgelser af foreneligheden af De Beers' »Supplier of Choice«-distributionssystem med Fællesskabets konkurrenceregler og den foreslåede eksklusive købsaftale med Alrosa at tage for at forhindre, at De Beers kraftigt indskrænker konkurrencen ved i praksis at ødelægge det sekundære marked for uafhængige leverandørers salg af rådiamanter til forhandlere, der ikke har status af sightholders (mellemforhandlere med privilegeret status), særlig i betragtning af

—	at langt størstedelen af de eftertragtede rådiamanter sælges af De Beers/DTC til forarbejdning til sightholders, der er underlagt streng kontrol

—	at tidligere sightholders, som var rene forhandlere og uafhængige leverandører af rådiamanter til det sekundære marked er blevet elimineret i »Supplier of Choice«-udvælgelsesproceduren, og

—	at De Beers agter at overtage kontrollen med distributionen af rådiamanter til det sekundære marked via datterselskabet Damel?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(20. januar 2004)

Den 16. januar 2003 meddelte Kommissionen, at den havde godkendt distributionssystemet »De Beers's Supplier of Choice« (SoC). Godkendelsen blev givet, efter at De Beers havde ændret det oprindelige SoC-projekt, som var blevet anmeldt til Kommissionen, og efter at Kommissionen havde foretaget en grundig markedsundersøgelse, hvor den havde indhentet udtalelser om det ændrede SoC hos De Beers's nuværende og potentielle kunder. Efter undersøgelsen offentliggjorde Kommissionen i november 2002 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, som opsummerede indholdet af det ændrede SoC og officielt opfordrede tredjeparter til at fremsætte deres bemærkninger. Som helhed var de bemærkninger, der blev fremsat af tredjeparter, ikke negative.

På tidspunktet for godkendelsen af SoC forpligtede Kommissionen sig til nøje at overvåge markedet og forbeholdt sig ret til at tage sagen op igen, hvis udviklingen i de faktiske eller retlige forhold vedrørende et væsentligt aspekt af aftalerne skulle medføre, at den måtte ændre sin holdning.

Som Kommissionen allerede anførte i sit svar på mundtlig forespørgsel H-0637/03 af Richard Corbett (1), kan den bekræfte, at den har i sinde fuldt ud at leve op til sin forpligtelse. Den vil derfor fortsat nøje overvåge De Beers's anvendelse af SoC for at kunne fastslå, om EU's konkurrenceregler overholdes.

Et antal diamanthandlere har indgivet klager til Kommissionen vedrørende SoC's forenelighed med EU's konkurrenceregler. Disse klager er i øjeblikket ved at blive behandlet efter de normale procedurer, som Kommissionen følger i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82.

Kommissionen kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvilke foranstaltninger den kunne tænkes at træffe over for SoC, eftersom den ikke råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne tage stilling på et kvalificeret grundlag. Bl.a. kan Kommissionen hverken udtale sig om, hvorvidt de tre punkter, der er anført i det ærede medlems forespørgsel, er realiteter, eller — såfremt dette skulle være tilfældet — vurdere, hvorvidt de er forenelige med EF-traktatens artikel 81 og 82.

Først når Kommissionen har gennemgået de oplysninger, den har modtaget som led i behandlingen af klagerne, vil den kunne beslutte, om anvendelsen af SoC giver anledning til konkurrencemæssige problemer.

Samtidig fortsætter Kommissionen sin undersøgelse af aftalen mellem Alrosa og De Beers med henblik på at kunne fastslå, hvorvidt aftalen er forenelig med EF-traktatens artikel 81 og 82.

(1) Mundtligt svar af 18.11.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/878

(2004/C 78 E/0931)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3927/03

af Freddy Blak (GUE/NGL) til Kommissionen

(18. december 2003)

Om: Modulvogntog på de europæiske veje

For tiden er det kun Sverige og Finland, der i kraft af undtagelser benytter modulvogntog på op til 25,25 meter.

To modulvogntog fylder mindre end tre lastbiler, hvilket medvirker til en begrænsning af trængslen på det europæiske vejnet. Desuden reduceres antallet af chauffører og dermed risikofaktoren til gavn for trafiksikkerheden.

Indførelsen af modulvogntog vil også betyde lavere emissioner pr. ton transporteret gods, med klare miljømæssige gevinster.

Hvilke tiltag påregner Kommissionen for at introducere modulvogntog til tværnational kørsel i hele EU — med henblik på at reducere emissioner i transportsektoren samt trængslen på det europæiske vejnet?

Hvad gør Kommissionen for at integrere miljøhensyn i bestemmelserne for vægt og dimensioner?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(9. februar 2004)

Selv om rent økonomiske overvejelser kunne tale for, at vægt og dimensioner af lastbiler sættes op, vil de samlede virkninger, bl.a. at transport flyttes fra vej til jernbane (hvilket Kommissionen forudser i sin hvidbog fra 2001 om en fælles transportpolitik), højst sandsynligt være negative. Følgerne for miljøet vil derfor være temmelig tvivlsomme, og de mange længere og tungere lastbilers indvirkning på trafiksikkerheden vil også være usikker, måske endda negativ.

Ved den seneste ændring af direktivet om vægt og dimensioner, som kun vedrørte busser (1), var medlemsstaterne og Kommissionen enige om, at reglerne for vægt og dimensioner skulle ligge fast på længere sigt.

Kommissionen fortsætter sin dialog med medlemsstaterne i en ekspertgruppe.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/7/EF af 18. februar 2002 om ændring af Rådets direktiv 96/53/EF om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet, EFT L 67 af 9.3.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/879

(2004/C 78 E/0932)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3929/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(19. december 2003)

Om: Inflationsstigning i Grækenland

I mange EU-lande (især Grækenland) er priserne steget voldsomt siden euroens indførelse, hvilket har medført store indkomsttab for forbrugerne. I den græske presse blev det for nylig nævnt, at der vil komme nye forhøjelser af priserne på grundlæggende varer såsom f.eks. mel, hvilket helt sikkert vil udløse en kædereaktion i form af prisstigninger på markedet. Det bør understreges, at producenterne i landbrugsområder i Grækenland, såsom f.eks. Thessalien, klager over, at der i landbrugskooperativernes lagre findes tusinder afton usolgt græsk hvede af den fineste kvalitet (i et enkelt tilfælde fra en landsby i Larisas amt er det blevet berettet, at der findes 700 ton hvede, som i månedsvis har ligget usolgt hen), samtidig med, at der i Grækenland endda importeres hvede fra det fjerne Australien.

Er det i modstrid med fællesskabslovgivningen at pålægge store bøder og iværksætte andre sanktioner imod virksomheder, der hele tiden forhøjer priserne, driver spekulation og snyder forbrugerne ved f.eks. at reklamere med »fastfrysning af priserne« samtidig med, at priserne tydeligvis stiger? Hvilke sanktioner vil der kunne indføres, og hvor høj vil den maksimale bøde kunne være? Kan der også iværksættes sanktioner mod de virksomheder, der bekendtgør andre salgspriser for produkter (f.eks. gennem reklamer i pressen eller mærkater på hylderne) end dem, de i sidste ende afkræver forbrugerne? Hvad har været de tre højeste bøder eller andre hårde sanktioner, der er blevet pålagt virksomheder i euroområdet i løbet af de sidste to år efter euroens indførelse? Hvad er den højeste bøde eller sanktion af anden art, der af samme årsager er blevet pålagt en græsk virksomhed fra den 1. januar 2002 og indtil i dag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(19. februar 2004)

Det er i princippet ikke i strid med EU-retten, hvis en medlemsstat pålægger virksomheder bøder, fordi de gennemfører urimelige prisforhøjelser, snyder forbrugerne eller udsender urigtige oplysninger om deres priser. Desuden skal medlemsstaterne sikre, at de relevante bestemmelser i EU-lovgivningen overholdes, og det vil i dette tilfælde sige de harmoniserede regler om beskyttelse af forbrugerne og de fælles konkurrenceregler (1).

Disse EU-regler regulerer i sig selv virksomhedernes adfærd og forbyder visse former for praksis, der betragtes som uacceptable.

På forbrugerbeskyttelsesområdet erindres der om, at EU allerede har vedtaget lovgivning, der tjener til at dæmme op for visse former for vildledende eller illoyale praksis over for forbrugerne og bestemte praksis med hensyn til angivelse af priser. Det drejer sig først og fremmest om direktiv 84/450/EØF (2) med efterfølgende ændringer (3), der handler om vildledende reklame, og som tjener til at sikre, at der i medlemsstaterne findes effektive midler til at kontrollere, retsforfølge og sanktionere vildledende reklamer rettet mod forbrugerne. For at forbedre oplysningerne til forbrugerne er det i direktiv 98/6 om angivelse af priser (4) desuden fastsat, at forhandlere, der udbyder varer til forbrugerne, skal angive såvel salgsprisen som prisen pr. måleenhed. Ifølge samme direktiv skal medlemsstaterne sikre, at overtrædelser af denne forpligtelse straffes med effektive sanktioner, der står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Endelig fremsatte Kommissionen i juni 2003 et forslag til direktiv om en fuldstændig harmonisering af reglerne vedrørende urimelig handelspraksis i EU (5). Hovedelementet i dette forslag er et generelt forbud mod urimelig handelspraksis, således som dette udtryk er defineret i direktivforslaget, og som bl.a. omfatter handelspraksis, der er vildledende eller aggressiv.

Når først alle disse EU-bestemmelser på forbrugerbeskyttelsesområdet er blevet gennemført i medlemsstaternes nationale lovgivning, vil det blive muligt at afsløre erhvervsdrivende, der giver forbrugerne vildledende prisoplysninger.

EU's konkurrencelovgivning forbyder virksomheder at misbruge en dominerende stilling, såfremt dette påvirker handelen mellem medlemsstaterne. Et misbrug kan eksempelvis bestå i at sælge varer til urimeligt høje priser eller indrømme bestemte kunder særlige fordele, således at konkurrenterne stilles ringere i konkurrencen.

EU's konkurrenceregler giver også mulighed for at skride ind over for aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, hvis de tjener til at hæve priserne (6).

EU's konkurrencelovgivning fastsætter også, at virksomhederne kan pålægges bøder for overtrædelse af reglerne. Det maksimale bødebeløb er begrænset til 10 % af virksomhedens samlede omsætning i det foregående regnskabsår (jf. artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 (7) og (fra 1. maj 2004) artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (8)).

De tre højeste bøder, der er blevet pålagt virksomheder i kartelsager i euroområdet de sidste tre år, er bøden til Degussa (118 125 000 EUR) i Methionine-beslutningen (9), bøden til Lafarge (249 600 000 EUR) i gipsplade-beslutningen (10) og bøden til Hoechst (99 000 000 EUR) i Sorbates-beslutningen (11). I sager om misbrug af dominerende stillinger var de største bøder bøden til Deutsche Telecom (12 600 000 EUR) (12) og bøden til Wanadoo (10 350 000 EUR) (13). Ingen græsk virksomhed er blevet pålagt en bøde som følge af overtrædelse af EU-reglerne de sidste to år.

(1) Fra den 1. maj 2004 reguleres forholdet mellem EU's konkurrenceregler (karteller og misbrug af dominerende stillinger) og medlemsstaternes nationale konkurrenceret af artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003). Medlemsstaterne kan vedtage en mere restriktiv national lovgivning, der forbyder eller sanktionerer ensidig adfærd fra virksomheders side (i modsætning til især karteller mellem virksomheder).

(2) Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (EFT L 250 af 19.9.1984).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame (EFT L 290 af 23.10.1997).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (EFT L 80 af 18.3.1998).

(5) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af direktiverne 84/450/EØF, 97/7/EF og 98/27/EF (direktiv om urimelig handelspraksis) (KOM(2003) 356 endelig udg.).

(6) Som det også er tilfældet i forbindelse med misbrug af en dominerende stilling, gælder forbuddet kun, hvis den pågældende praksis påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(7) Rådets forordning nr. 17/62: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 (nu 81) og 86 (nu 82) (specialudgave 1959-62, s. 81), EFT P 13 af 21.2.1962, s. 204.

(8) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003).

(9) Kommissionens beslutning af 2. juli 2002 (EUT L 255 af 8.10.2003).

(10) Kommissionens beslutning af 27. november 2002 (endnu ikke offentliggjort).

(11) Kommissionens beslutning af 1. oktober 2003 (endnu ikke offentliggjort).

(12) Kommissionens beslutning af 21. maj 2003 (EUT L 263 af 14.10.2003).

(13) Kommissionens beslutning af 16. juli 2003 (endnu ikke offentliggjort).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/881

(2004/C 78 E/0933)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3932/03

af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE-DE) til Kommissionen

(19. december 2003)

Om: Seksuel udnyttelse af børn

Ifølge en nulig rapport om børneprostitution fra Unicef’s tyske afdeling udvikler dette fænomen sig med særlig stor fart i det vestlige, nordlige og sydlige Slovakiet og Moldavien. Talrige andre undersøgelser oplyser os om, at mindreårige piger og drenge tilbyder sig frivilligt eller tilbydes af deres egne forældre. De ruter for handel med børn, som nævnes, er følgende: Fra Rusland, Ukraine, Ungarn, Finland og de baltiske lande til EU, nærmere betegnet til Tyskland og Holland, samt fra Rumænien til Italien, Tyrkiet og Cypern. Ifølge statistikker forelagt af FN i Berlin den 30. oktober 2003 udgør børnene en stadig større del af den ulovlige sexindustri med priser, der svinger mellem 5 og 25 EUR.

Hvordan vurderer Kommissionen disse data? Agter Kommissionen i betragtning af de øgede risici, som udvidelsen vil medføre, at træffe konkrete foranstaltninger og tage initiativer til at begrænse dette fænomen? Har Kommissionen en opgørelse over resultaterne af de politikker, der hidtil er gennemført i Unionen for at komme denne svøbe til livs? Hvad mener Kommissionen er årsagerne til, at det er umuligt effektivt at bekæmpe disse fænomener?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(11. februar 2004)

Menneskehandel — navnlig handel med børn — er et forfærdeligt og bekymrende fænomen. Det indebærer forhold som seksuel udnyttelse, udnyttelse af børn som arbejdskraft under slavelignende forhold, udnyttelse til tiggeri og ungdomskriminalitet samt slavearbejde i hjemmet.

Kommissionen har siden 1996 været aktivt engageret i udarbejdelsen af en omfattende strategi for at forebygge og bekæmpe menneskehandel, som involverer alle relevante aktører: ikke-statslige organisationer (ngo'er) og sociale myndigheder, domstole, politi og migrationsmyndigheder. Udnyttelse af børn, handel med børn og børnepornografi er særlig alvorlige forhold i den forbindelse. Programmer som Daphne, STOP og AGIS anvendes til at give økonomisk støtte til udveksling og forskningsprojekter på disse områder.

I december 2001 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse med titlen »Bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi« (1). Samtidig vedtog Rådet på basis af forslag fra Kommissionen to rammeafgørelser om bekæmpelse af menneskehandel (2) og om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (3). I 2002 støttede Kommissionen udarbejdelsen af Bruxelles-erklæringen om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel. Denne erklæring indeholder bl.a. specifikke henstillinger vedrørende handel med børn. Ud over Bruxelles-erklæringen nedsatte Kommissionen ekspertgruppen vedrørende menneskehandel, der er ved at udarbejde en rapport om gennemførelsen af Bruxelles-erklæringen. Det er Kommissionens hensigt at udarbejde en meddelelse og en handlingsplan under behørig hensyntagen til denne gruppes resultater. I den forbindelse skal problemet med handel med børn også behandles.

Kommissionen vil endvidere sikre en ordentlig opfølgning af Rådets resolution fra 2001 om civilsamfundets bidrag til eftersøgning af forsvundne eller seksuelt udnyttede børn. I overensstemmelse med anbefalingerne i resolutionen er der gennemført en undersøgelse af eksistensen og omfanget af fænomenet forsvundne eller seksuelt udnyttede børn og af den rolle, civilsamfundets organisationer skal spille, samt af de relevante juridiske spørgsmål. Undersøgelsen blev finansieret af STOP- og Daphne-programmerne og er udført af og næsten afsluttet af den belgiske organisation Child Focus sammen med universitetet i Gent og partnerorganisationer i medlemsstaterne og i tiltrædelseslandene. Når disse resultater er fremlagt og offentliggjort, vil Kommissionen aflægge beretning for Rådet.

Endelig forventes Daphne II-programmet at blive vedtaget i første halvår af 2004. Det dækker perioden 2004-2008 med et budget på 50 mio. EUR. Alle nye medlemsstater vil kunne deltage fuldt ud i programmet. Kommissionen er derfor overbevist om, at lokale organisationer fra det nævnte område vil deltage aktivt i bekæmpelsen af dette fænomen.

(1) KOM(2000) 854 endelig udg.

(2) EFT L 203 af 1.8.2002.

(3) EUT L 13 af 20.1.2004.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/882

(2004/C 78 E/0934)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3933/03

af Samuli Pohjamo (ELDR) og Mikko Pesälä (ELDR) til Kommissionen

(19. december 2003)

Om: Anerkendelse af ergonomisk saddelstol i EU's stoleklassifikation

Den finske producent af saddelstolen, Salli Systems, har anmodet om hjælp med anerkendelse af sit produkt. Salli Systems fremstiller stole, som tager hensyn til ergonomi i forbindelse med stillesiddende arbejde. Problemet er, at der ifølge Salli Systems i øjeblikket ikke findes nogen standarder, som anerkender det nye koncept, hvilket skaber problemer ved markedsføringen af stolen. Salli Systems anmoder om hjælp til anerkendelse af virksomhedens forretningsidé.

Salli Systems saddelstol er udviklet ergonomisk med det formål at mindske gener, som opstår som følge af stillesiddende arbejde. Den traditionelle siddestilling giver gener, fordi det ikke er fysiologisk hensigts- mæssigt at opretholde en vinkel på ca. 90 grader mellem bækken og lårene, og faktisk opretholdes denne vinkel heller ikke, for når lårene befinder sig i vandret stilling, bøjer bækkenet bagover, og ryggen krummes. Som følge heraf er det vanskeligt at læne sig aktivt mod en rygstøtte på den rigtige måde og samtidig koncentrere sig om stillesiddende arbejde. Dette er langt den mest udbredte enkeltårsag til rygproblemer. Omkostningerne ved dårlig siddestilling er betragtelige, når man betænker de stadigt værre rygsmerter, træthed som følge af stillesidden og nedgang i arbejdseffektivitet og produktivitet.

Kravene til god ergonomi opnås bedst med en siddestilling som på en hest, hvilket kan opnås med en saddelstol. På saddelstolen åbnes benene og strækkes nedad i en vinkel på ca. 45 grader, og sædeknoglerne bærer kroppens vægt, uden at knogler eller kar udsættes for ekstra pres. Denne siddestilling er både sundere, behageligere og sikrere end den traditionelle.

Hvad vil Kommissionen gøre for at godkende denne forretningsidé, og hvordan kan saddelstolen indpasses i de eksisterende stoleklassifikationer og -standarder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(9. februar 2004)

Kommissionen har helt klart ikke beføjelser til at fremme en bestemt forretningsidé. Selv om ergonomiske stole kan bidrage til at forebygge bestemte sundhedsproblemer og derfor bør findes på markedet, er det op til brugerne at vælge den type af stole, som passer bedst til deres behov.

Hvad angår stoleklassifikationer og -standarder, er det mest hensigtsmæssigt, at branchen selv beskæftiger sig med disse aspekter i første omgang, navnlig gennem frivillige standardiseringsaktiviteter inden for rammerne af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN).

Hvad angår beskyttelse af arbejdstagerne på arbejdspladsen, bestemmer Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (1), at arbejdsgiveren skal træffe de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, herunder aktiviteter til forebyggelse af erhvervsbetingede risici.

Ydermere bestemmer Rådets særdirektiv 90/270/EØF af 29. maj 1990 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejde ved skærmterminaler (2), at arbejdsgiverne er forpligtet til at foretage en undersøgelse af arbejdsstationerne, herunder arbejdsstolen, for at vurdere, hvordan de med hensyn til sikkerhed og sundhed påvirker arbejdstagerne. Arbejdsgiverne skal træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at afhjælpe de konstaterede risici på grundlag af den førnævnte undersøgelse. Dette direktiv fastlægger også mindstekrav til arbejdsstole f.eks. vedrørende stabilitet samt mulighed for indstilling og en komfortabel stilling.

(1) EFT L 183 af 29.6.1989.

(2) EFT L 156 af 21.6.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/883

(2004/C 78 E/0935)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3935/03

af Bert Doorn (PPE-DE) til Kommissionen

(19. december 2003)

Om: Retternes kompetence i borgerlige sager, herunder handelssager, med grænseoverskridende virkninger i henhold til forordning (EF) nr. 44/2001

I sin betænkning om borgerlige sager, herunder handelssager (betænkning af Wallis — A5-0253/2003), som den 2. september 2003 blev vedtaget i plenum, anmodede Europa-Parlamentet Kommissionen om at evaluere og om nødvendigt ændre forordning (EF) nr. 44/2001 (1).

For nylig fik jeg på ny kendskab til et problem med hensyn til anvendelsen af denne forordning. En arbejdstager fra Tyskland udøvede sin virksomhed i Nederlandene i henhold til en nederlandsk arbejdskontrakt. Efter tysk ret kan et ansættelsesforhold bringes til ophør ved ensidig opsigelse, hvilket derimod ikke er muligt efter nederlandsk ret. Da der opstod en arbejdsretlig tvist, måtte den nederlandske arbejdsgiver i henhold til forordning (EF) nr. 44/2001 anmode en tysk domstol om at ophæve arbejdsaftalen, hvilket var helt ukendt for retsvæsenet i Tyskland.

Er Kommissionen enig i, at de forhold, der er beskrevet ovenfor, fører til komplicerede procedurer og en unødvendig administrativ og økonomisk belastning for virksomheder i grænseområderne og deres arbejdstagere?

Agter Kommissionen i overensstemmelse med Parlamentets anmodning at træffe foranstaltninger med henblik på at undgå utilsigtede problemer af denne art i fremtiden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(12. februar 2004)

I sin lovgivningsmæssige beslutning af 2. september 2003 forkastede Europa-Parlamentet Kongeriget Nederlandenes initiativ, men opfordrede Kommissionen til at behandle de problemer, der især opstår i grænseregioner, fordi retterne i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har bopæl, har enekompetence, når en arbejdsgiver søger retslig ophævelse af en arbejdsaftale.

I den betænkning, som Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked vedtog, foreslås det først at undersøge, om og i hvilket omfang der er opstået eller sandsynligvis vil opstå problemer, og dernæst, afhængigt af undersøgelsesresultaterne, at overveje en ændring af lovgivningen.

I forbindelse med det almindelige ansvar, Kommissionen har for at overvåge den vedtagne lovgivnings gennemførelse og virkemåde, kan den naturligvis se på det spørgsmål, det ærede medlem rejser, og også ethvert andet problem, den måtte blive gjort bekendt med i forbindelse med Rådets forordning (EF) nr. 44/2001. For så vidt angår det foreliggende spørgsmål, skal det bemærkes, at det, da det ikke er så længe siden, Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 trådte i kraft, og der ikke foreligger ret megen tilgængelig retspraksis, er vanskeligt at gøre rede for, hvor og i hvilket omfang kompetencereglen i artikel 20, stk. 1, har skabt praktiske problemer i tilfælde som dem, der er nævnt i den skriftlige forespørgsel. Et værdifuldt bidrag til oplysninger herom vil kunne komme fra Kommissionens database, der giver adgang til de beslutninger, medlemsstaternes domstole har truffet om fortolkningen af forordningen, og som bliver funktionsdygtig i løbet af 2004. Desuden kunne Det Europæiske Retlige Netværk bestemt være et egnet forum til nærmere undersøgelse af denne sag. Det skal imidlertid bemærkes, at der, selv efter at medlemsstaterne gennem det nederlandske initiativ var blevet gjort opmærksomme på spørgsmålet, ikke var andre medlemsstater — heller ikke dem, der deler grænse med Nederlandene — der rapporterede lignende problemer til Kommissionen eller på nogen måde bakkede initiativet op.

Med hensyn til det underliggende principielle spørgsmål bekræfter Kommissionen, at den går stærkt ind for princippet om at beskytte arbejdstageren som den svage part, og at den deler synspunktet om, at dette princip skal bevares, som udtrykt i betænkningen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. Her skal det understreges, at der, hvis det kan konstateres, at det i nogle meget specielle tilfælde ikke er absolut nødvendigt at anvende artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 for at beskytte den svage part i en individuel arbejdsaftale, ville være flere mulige løsninger, uden at der nødvendigvis ville blive skabt en ny kompetenceregel. Der er allerede nævnt nogle bestemte muligheder i betænkningen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. For eksempel ville forslaget om, at arbejdstageren skal give sit samtykke, for at der kan anlægges sag i den medlemsstat, hvor han normalt udfører sit arbejde, ikke kræve ændring af forordningen, da den mulighed allerede er til stede ifølge artikel 21. Hvis det blev påvist, at anvendelsen af artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 skaber praktiske problemer i særlige situationer, ville det således være nødvendigt nøje at gennemgå alle løsningsmuligheder, herunder muligheden for at finde en tilfredsstillende løsning inden for de nuværende rammer af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001, f.eks. ved aftale om andre retter, som fastsat i artikel 21.

(1) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/885

(2004/C 78 E/0936)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3937/03

af Elisabeth Jeggle (PPE-DE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Europæisk forordning om yoghurt

Kommissionen gennemførte i december 2002 en undersøgelse om yoghurt, hvor det blev konstateret, at de enkelte medlemsstater har fastsat meget forskellige krav til yoghurt og yoghurtprodukter. I en række medlemsstater kendes kun den traditionelle yoghurt »bulgaricus«, som indeholder kulturer, der består af streptokokkus thermophilus og lactobacillus bulgaricus. Navnlig i de sydeuropæiske lande, men også i Danmark, er det kun produkter, der indeholder disse kulturer, der er tilladt.

I andre medlemsstater er det derimod tilladt ud over den traditionelle yoghurt bulgaricus at producere den milde yoghurt, hvor der i stedet for lactobacillus bulgaricus anvendes andre lactobakterier. De lande, der har tilladt produktion af sådanne produkter, omfatter bl.a. Tyskland, Nederlandene, Det Forenede Kongerige, Irland, Sverige og Finland. Derudover findes der i medlemsstaterne forskellige krav til brug af betegnelsen »varmebehandlet yoghurtprodukt«.

Denne diskussion skal ses på baggrund af, at Fællesskabet og medlemsstaterne i april 2002 vedtog codex-standarden for fermenterede mælkeprodukter. Ifølge artikel 13 i forordning (EF) 178/2002 (1) skal Fællesskabet og medlemsstaterne fremme sammenhæng mellem internationale tekniske standarder og fødevarelovgivningen. Da alle medlemsstater og Kommissionen efter drøftelse af codex-standarden for fermenteret mælk afslutningsvist vedtog denne standard, burde man forvente, at der blev stillet forslag om en europæisk harmonisering på grundlag af artikel 13 i forordning (EF) 178/2002 og codex-standarden.

Kommissionen har imidlertid fremlagt et udkast, senest i form af udgaven af 20. august 2003, hvis grundlag og detaljer afviger markant fra codex-standarden for fermenterede mælkeprodukter.

Hvad er forklaringen på denne manglende politiske sammenhæng med Europa-Kommissionens codex-standard? Der skal i den forbindelse gøres opmærksom på, at i henhold til codex-standarden er EU at betragte som en stat, inden for hvis grænser alle produkter, også »varmebehandlede yoghurtprodukter«, frit kan distribueres.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(26. januar 2004)

Som nævnt i svaret på skriftlig forespørgsel nr. E-2397/03 fra Vallvé (2) undersøger Kommissionen for tiden behovet for at vedtage bestemmelser om yoghurt.

Kommissionens tjenestegrene har udarbejdet et første dokument, der danner grundlag for de tekniske drøftelser med eksperter. Kommissionen har endnu ikke besluttet at fremsætte forslag om bestemmelser for yoghurt.

Hvis den træffer en sådan beslutning, vil der være rig lejlighed til at drøfte alle aspekter, herunder det af det ærede medlem stillede spørgsmål, med medlemsstaterne og Parlamentet.

(1) EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

(2) EUT C 65 E af 13.3.2004.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/886

(2004/C 78 E/0937)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3950/03

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(22. december 2003)

Om: Ordning med henblik på at tilskynde til, at nedlæggelsen af direkte internationale fjerntogsforbin-delser ophører

Er det Kommissionen bekendt, at tendensen til nedlæggelse af internationale fjerntogsforbindelser mellem større byer, som overskrider en række indre europæiske grænser og også kører om natten, fortsætter i de nye køreplaner med gyldighed fra den 14. december 2003, idet nu også de direkte nattogsforbindelser Bruxelles-Wien (EN 224/225 Donau-Walzer) og Bruxelles-Chur (D 498/499) forsvinder?

2.	Skyldes nedlæggelserne i 2002 og 2003, at de nationale jernbaneselskaber i Nederlandene, Belgien og Tyskland, som er under pres fra deres respektive regeringers ønsker om besparelser, har ønsket nedlæggelserne, så det ikke længere er muligt for Østrig og Schweiz at opretholde disse forbindelser?

3.	Kan Kommissionen oplyse, hvilke transportmidler de mange passagerer på disse hurtige jernbaneforbindelser fremover kan gøre brug af? I hvilket omfang vil nedlæggelserne pr. 14. december 2003 bidrage til en yderligere forskydning af transporten til bil og fly?

4.	Er de internationale forbindelser i det store og hele dømt til at forsvinde, eller kan de højst overleve i form af korte persontogsforbindelser samt enkelte højhastighedsforbindelser som f.eks. Bruxelles-Paris?

Er årsagen til, at jernbanetransporten i Europa bliver stadig mindre international i sin karakter det forhold, at enhver offentlig transport i en tidsalder med biler og lavprisflyselskaber er blevet tabsgivende, og at flertallet af medlemsstaterne kun vil dække underskuddet i deres egne jernbaneselskaber, men ikke vil påtage sig ansvaret for internationale forbindelser?

Vil Kommissionen fortsat nære tillid til markedskræfterne, indtil al international jernbanetransport er forsvundet, eller er den ved at udarbejde bestemmelser, som skal tilskynde jernbaneselskaberne til i fuldt omfang at genetablere den internationale persontransport, f.eks. ved at EU overtager en del af de uundgåelige driftsunderskud i forbindelse med de internationale strækninger, som medlemsstaterne ikke dækker?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(13. februar 2004)

Ifølge oplysninger fra de berørte virksomheder blev disse forbindelser ofte gennemført med store underskud, og da der ikke ydes offentlig støtte, foretrækker virksomhederne at indstille forbindelserne for at sikre en god finansiel forvaltning. Besværlige samarbejdsmekanismer og manglende kommerciel betydning for flere af de virksomheder, der indgår i samarbejdet, er også en af grundene til, at disse forbindelser ikke fungerer bedre. Det er Kommissionens opfattelse, at dette markedssegment ville være bedre tjent med at blive liberaliseret for at fremme en mere kommerciel tilgang, således at ansvaret for forbindelsen fra ende til anden bæres af én og samme virksomhed.

Der er ikke noget til hinder for, at medlemsstaternes myndigheder kan indgå kontrakter med jernbanevirksomhederne med henblik på drift af internationale togforbindelser, især grænseoverskridende forbindelser, der ellers ikke ville være rentable, forudsat at bestemmelserne i forordning (EØF) nr. 1191/69 (1) overholdes. Dette afhænger, hvad de nationale, regionale og lokale myndigheder ønsker, samt at der kan findes tilstrækkelige midler til, at kontrakterne kan indgås.

Gennemførelsen af den første jernbanepakke (2) i 2003 skaber en ny retlig ramme, som skulle gøre det lettere at sikre sådanne operationer, først ved hjælp af internationale sammenslutninger af virksomheder, og senere ved at forbindelserne varetages af en hvilken som helst interesseret jernbanevirksomhed, når sådanne tjenesteydelser er blevet fuldt ud liberaliseret, som det ønskes af Europa-Parlamentet. Oprettelsen af RailNetEurope i december 2003, der er en sammenslutning af alle infrastrukturforvaltningerne, vil favorisere oprettelse af internationale jernbanekanaler, der kan benyttes af de virksomheder, som ønsker at oprette sådanne forbindelser på et mere dynamisk og kommercielt grundlag, hvilket er påkrævet for at imødegå den stærke konkurrence fra lavprisluftfartsselskaberne og de faste busforbindelser, der er under hurtig udvikling i Europa.

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 af 26. juni 1969 om medlemsstaternes fremgangsmåde med hensyn til de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser inden for sektoren for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje, EFT L 156 af 28.6.1969, ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1893/91 af 20. juni 1991, EFT L 169 af 29.6.1991.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner, EFT L 75 af 15.3.2001. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/13/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder, EFT L 75 af 15.3.2001. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering, EFT L 75 af 15.3.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/887

(2004/C 78 E/0938)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-3954/03

af Gian Gobbo (NI) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om: Udstedelse af pengesedler til en værdi af én euro

Indførelsen af euroen og den heraf følgende erstatning af nationale valutaer har i mange lande og først og fremmest i Italien medført en væsentlig inflationsstigning, navnlig for så vidt angår forbruger- og detailpriser.

Inflationsstigningen mindsker forbruget og begrænser i betydelig grad købekraften hos den europæiske befolknings svageste sociale lag, navnlig pensionister.

Forbrugerne er stadig ofte uvante med brugen af den nye europæiske valuta.

Havde Kommissionen forudset disse konsekvenser?

Mener Kommissionen ikke, at det ville være nyttigt at tillade udstedelse af pengesedler til en værdi af én euro for på denne måde psykologisk at give forbrugerne en bedre umiddelbar fornemmelse af deres reelle værdi, navnlig i Italien?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(15. januar 2004)

Ifølge Kommissionens analyse af udviklingen i det harmoniserede forbrugerprisindeks har indførelsen af euroen haft en meget begrænset indflydelse på inflationen. I euroområdet som helhed kan højst 0,3 % procentpoint af inflationen på 2,3 % i 2002 (2,6 % i Italien) tilskrives indførelsen af euroen. Der var noget større prisstigninger i visse sektorer (f.eks. restauranter, hoteller, tjenesteydelser m.v.), men deres indflydelse på det samlede harmoniserede forbrugerprisindeks er temmelig lille, da disse poster kun udgør en lille del af det samlede forbrug.

Ifølge den seneste Eurobarometer-undersøgelse (som blev offentliggjort den 15. december 2003) er forbrugerne glade for euroen. Især viser undersøgelserne om eurosedler og -mønter, at europæerne ikke har problemer med euroen. 92 % (92 % i Italien) har ingen problemer med eurosedlerne, mens 71 % (75 % i Italien) har let ved at anvende og skelne mellem de forskellige mønter.

Af samme undersøgelse fremgår det ligeledes, at kun 31 % af borgerne i euroområdet ønsker en 1 euroseddel. Der er kun to lande, hvor et flertal af befolkningen (76 % af de adspurgte i Italien, 70 % i Grækenland) gerne ser en 1 euro-seddel indført. I de ti andre lande i euroområdet er der derimod et klart flertal (over 60 % i samtlige lande og næsten 90 % i en række lande) mod at indføre en sådan pengeseddel.

Ifølge EF-traktaten skal en beslutning om pengesedlernes pålydende værdi tages af Den Europæiske Centralbank (ECB), som har eneret til at godkende udstedelsen af eurosedler. ECB har besluttet at undersøge sagen.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/888

(2004/C 78 E/0940)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3997/03

af Raffaele Costa (PPE-DE) til Kommissionen

(7. januar 2004)

Om: Prince/euro-programmet

I maj 2000 offentliggjorde Kommissionen en indkaldelse af forslag i forbindelse med Prince/euro-programmet. Formålet var at gennemføre formidlings- og oplysningsvirksomhed om euroen over for bestemte dele af offentligheden for at opfylde behovet for specifik information om indførelsen af euroen. Den samlede bevilling var på 5 mio. EUR. Det var desuden Kommissionens hensigt at stille støttebeløb til rådighed, helst i en størrelsesorden på mellem 50 000 og 300 000 EUR.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke forslag der udvalgtes samt hvilke der udelukkedes? Kan Kommissionen også oplyse, hvilke beviser de ansvarlige for hvert enkelt udvalgt forslag således som krævet i indkaldelsen af forslag har forelagt for, at det med fællesskabsstøtten er lykkedes at opnå den planlagte informationsformidling?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(20. februar 2004)

Et af målene under Prince-programmet gik ud på at nå ud til bestemte grupper af offentligheden for at forberede overgangen til euroen ved hjælp af tværnationale informationskampagner, som dækkede mindst tre medlemsstater (heraf én, der var en del af euroområdet), og som havde en multiplikatorvirkning.

På basis af udvælgelseskriterierne (1) har Kommissionen udvalgt 34 projekter blandt de indkomne 158 forslag, dvs. 27,42 %.

Med de valgte projekter har Kommissionen kunnet nå den størst mulige virkning blandt de udvalgte målgrupper:

Målgruppe	Antal projekter
Små og mellemstore virksomheder	11
Civilsamfundet (offentligheden)	2
Skolesøgende (6-18 år)	9
Sårbare grupper	10
Regionale og lokale myndigheder; regioner i den yderste periferi	2
Udvalgte Projekter i alt	34

Under hensyntagen til de begrænsede interne midler, der var til rådighed, har Kommissionen evalueret alle disse projekter ved modtagelsen af anmodningerne og efter gennemførelsen. Rapporterne fra støttemodtagerne er gennemgået for at konstatere, om de kvalitative mål for målgrupperne er nået. For at kunne måle virkningerne, har Kommissionen anmodet støttemodtagerne om at benytte de vigtigste kommunikationsteknikker (publikationer, cd-rom, konferencer og seminarer, internetsteder, udstillinger, informationsmateriale såsom omregningstabeller, foldere, plakater). Der er endvidere gennemført en evaluering af virkeliggørelsen af de kvantitative mål (målgruppens størrelse og mængden af udsendt materiale).

Disse informationsaktioner blev gennemført i partnerlandene (mindst tre), havde en multiplikatorvirkning og nød normalt godt af mediedækning. Kommissionen er af den opfattelse, at man alt i alt har opnået den ønskede omtale.

Kommissionen fremsender en komplet liste over alle støttemodtagere samt listen over organisationer, hvis forslag er afvist, direkte til det ærede medlem og Parlamentets sekretariat.

(1) De ti udvælgelseskriterier i indkaldelsen af bud offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende:

—	projektet er i overensstemmelse med målgruppernes behov og aktionernes målsætninger

—	kvaliteten af de midler, der foreslås anvendt for at nå de givne mål, og deres indbyrdes sammenhæng

—	overensstemmelse mellem budgetter og midler

—	tidligere støtte (EU-indkøbskontrakter eller -lån)

—	projektets innovative aspekt (målsætninger, metoder)

—	aktionernes tværnationale eller EU-tværregionale dimension

—	den forventede multiplikatoreffekt i målgruppen

—	eventuelt andre medfinansierende partnere; ansøgerne tilskyndes til at finde andre finansieringspartnere — et forhold, som der tages hensyn til, når ansøgningerne gennemgås;

—	ansøgerens og partnernes tekniske forudsætninger for at gennemføre det berørte projekt

—	offentlig omtale af projektet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/890

(2004/C 78 E/0941)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4000/03

af Herbert Bösch (PSE) til Kommissionen

(7. januar 2004)

Om: Reformer i Eurostat

De reformer, der blev en følge af de finansielle uregelmæssigheder i Eurostat, medførte bl.a. en ny organisationsstruktur. Socialstatistikken, der tidligere hørte under direktorat E blev således flyttet til direktorat D (tidl. »Business Statistics«), og Befolkningsstatistikken blev anbragt under afdelingen for Eksterne Anliggender.

Af protokollen fra det 51. møde i udvalget for det statistiske program den 20.11.2003 fremgår det, at man i Eurostat ser sig nødsaget til at koncentrere sig om de helt centrale opgaver. Andre steder tales der om muligheden for besparelser: På området for Socialstatistikker kunne man konstatere en række negative prioriteringer: Boligbyggeri, tidsanvendelsesundersøgelser, sundhed, diskriminering, handicappede, hjemløse. Der er altså her tale om en længere række af socialstatistikker.

1.	Kan Kommissionen oplyse, hvilke projekter der siden juli 2003 er blevet/bliver skåret ned?

2.	Deler Kommissionen den opfattelse, at Socialstatistikken fremover skal forblive et negativt prioriteret område?

3.	Ser Kommissionen noget selvmodsigende i, at statistikker om handicappede skæres ned i Det Europæiske Handicapår? Mener Kommissionen, at køns -mainstreaming eller bekæmpelse af racisme og diskriminering af kvinder er i overensstemmelse med en nedskæring i diskrimineringsstatistikkerne?

4.	Er der allerede sket en nedskæring af de statistiske komponenter i relation til udvidelsen?

5.	Er der i de seneste måneder sket forsinkelser i offentliggørelsen af statistikker, eller forventer man sådanne? Hvilke drejer det sig i givet fald om, og hvad var baggrunden herfor?

Kan Kommissionen oplyse, om Eurostat har for få stillinger til at klare mere end blot de helt centrale opgaver? Hvor mange stillinger er i bekræftende fald påkrævede for at sikre en gnidningsløs afvikling af arbejdet, og har Kommissionen allerede planlagt disse yderligere stillinger, hhv. har den anmodet om flere midler til personale, og hvis ikke, hvorfor ikke?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(8. marts 2004)

På trods af begivenhederne i 2003 lykkedes det med en vedholdende indsats at opretholde den vigtigste del af statistikproduktionen. Det viste sig dog nødvendigt, at medlemsstaterne inden for rammerne af Udvalget for det Statistiske Program indledte omfattende drøftelser med Kommissionens andre generaldirektorater med henblik på at målrette Eurostats statistiske arbejde mod prioriterede opgaver. Der blev således fastlagt en prioriteringsnøgle baseret på traktatens krav, de eksisterende bestemmelser, de behov, som affødes af de fælles politikker, og forpligtelsen til at informere offentligheden. Det statistiske program for 2004 blev udarbejdet på grundlag heraf, forelagt til udtalelse i Udvalget for det Statistiske Program og vedtaget af Kommissionen den 5. februar 2004. For hvert emneområde præsenteres både det igangværende arbejde og nye arbejdsopgaver opstillet i prioriteret orden. Det ærede medlem og Parlamentets Generalsekretariat vil få dette dokument tilsendt.

Det årlige statistiske program bidrager til prioriteringen af arbejdsopgaverne i det femårige statistiske program, som bla. omfatter den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden. De sociale aspekter indgår desuden i samtlige statistikker vedrørende det indre marked. Det af Kommissionen endeligt vedtagne arbejdsprogram indeholder således nogle af de sociale statistikker, som nævnes af det ærede medlem, f.eks. statistikker over handicappede eller tidsanvendelsesundersøgelser og ikke at forglemme statistikker over social beskyttelse, husholdningernes leve- og indkomstvilkår, arbejdskraft og beskæftigelse.

Kommissionen er absolut opmærksom på handicappedes behov og nødvendigheden af statistiske oplysninger, især i forbindelse med Det Europæiske Handicapår. I det statistiske program under emne 35 om sundhed og sikkerhed peges der på videreudvikling af det fælles modul om handicap i forbindelse med interviewundersøgelsen vedrørende sundhed i EU. Kommissionens politik om køns-mainstreaming berøres ikke, eftersom alle individuelle data fortsat vil blive indsamlet efter køn, og denne opdeling vil forekomme i alle statistikker. Kommissionen har aldrig indsamlet statistiske data om racisme og diskriminering af kvinder, hvilket ville være meget vanskeligt at kvantificere ved hjælp af de eksisterende statistiske metoder. Hvad angår statistikker over hjemløse, har en undersøgelse foretaget af Eurostat vist, at det er meget vanskeligt at indsamle grænseoverskridende sammenlignelige statistikker om dette emne, og der er stadig alvorlig mangel på statistisk kapacitet eller politisk vilje til at indsamle denne type statistikker på nationalt niveau.

Støtteprogrammerne vedrørende statistik til fordel for tiltrædelseslandene og de resterende kandidatlande vil fortsætte i henhold til den langfristede planlægning. Det ærede medlem vil være bekendt med, at tiltrædelsestraktaten indeholder bestemmelser om, at der inden for rammerne af overgangsfaciliteten og i forbindelse med den løbende støtte til institutionsopbygning ydes støtte til statistik til de ti tiltrædelseslande endda også efter tiltrædelsen.

Selv om visse kontrakter om udarbejdelse af statistiske publikationer blev opsagt, fik det ikke indflydelse på rytmen og kvaliteten af udbredelsen af statistikker, hvilket fremgår af det konstante antal pressemeddelelser udsendt af Eurostat eller stigningen på 10 % i antallet af publikationer, der blev offentliggjort i 2003 i serien »Statistics in Focus«. Det ærede medlems opmærksomhed henledes på den nye strategi for udbredelse af statistiske oplysninger. Den bygger på princippet om, at udbredelse af statistiske oplysninger er en offentlig serviceforpligtelse, hvorfor alle statistiske data, som udarbejdes og sammenstilles af Eurostat, vil være gratis og tilgængelige på Internettet. Denne strategi er beskrevet mere detaljeret i nedennævnte handlingsplan for Eurostat.

Hvad angår Eurostats personale, har der i januar 2004 været foretaget en omfattende intern undersøgelse af personalebehovet med henblik på at afpasse ressourcerne efter de prioriterede opgaver i arbejdsprogrammet og at integrere visse tidligere udliciterede aktiviteter så godt som muligt. Ved den endelige tildeling af personaleressourcer for 2004 fik Eurostat bevilget flere stillinger, og som led i den årlige politiske strategi for 2005 undersøges det, om det vil blive behov for flere stillinger.

Endelig er Kommissionen blevet orienteret om handlingsplanen for Eurostat for 2004, hvori prioriteringen af arbejdsopgaverne og retningslinjerne for gennemførelsen af det statistiske program er fastlagt, og som indeholder en oversigt over Eurostats allerede trufne og planlagte foranstaltninger. Denne handlingsplan vil blive sendt direkte til det ærede medlem og til Parlamentets Generalsekretariat.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/892

(2004/C 78 E/0943)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4009/03

af Antonio Di Pietro (ELDR) til Kommissionen

(22. december 2003)

Om: Reform af den fælles markedsordning for tobak

Ifølge udkastet til reform af den fælles markedsordning for tobak forudser Kommissionen, at Europa gradvis skal opgive fremstilling af tobak på dets område.

Der er således i forslaget fastlagt bestemmelse om, at der fra og med 2005 skal ske en radikal ændring af støtteordningen, som i 2007 vil munde ud i en afskaffelse af fællesskabsstøtten til tobak.

Selv om bekymringerne i forbindelse med de alvorlige problemer for folkesundheden forårsaget af tobak er forståelig, må det konstateres, at afskaffelsen af denne produktionssektor vil få dramatiske følger for mindst 110 000 europæiske landbrugsfamilier, 400 000 sæsonbetingede arbejdspladser og 30 000 arbejdspladser i forarbejdningsindustrien.

Har Kommissionen fastlagt passende sociale kompensationsordninger til beskyttelse af arbejdstagernes arbejdspladser i denne sektor? Vil det være muligt at bevare i det mindste en delvis forbindelse mellem støtte og produktion?

Kommissionen er fast besluttet på effektivt at bekæmpe fænomenet tobaksrygning især blandt de unge. Eftersom Europa allerede importerer 80 % af dets forbrug af tobak fra tredjelande, mener Kommissionen, det ville ændre noget med hensyn til den nødvendige kamp mod forbruget af tobak, hvis man importerer 100 %?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(30. januar 2004)

Forslaget til reform af råtobakssektoren indebærer, at den produktspecifikke støtte til tobak vil blive afløst af en indkomststøtte til producenterne som i juni 2003-reformen af den fælles landbrugspolitik, og at hovedparten af producenterne af råtobak fortsat vil modtage samme støtte som i dag uden at være bundet til at producere tobak.

Fællesskabsfonden for Tobak vil blive ophævet fra 2007, fordi finansieringen af den er kædet sammen med den produktspecifikke støtte, der forsvinder, men det samlede budget for tobakssektoren forbliver uændret, og den del, der ikke udbetales til producenterne som koblede eller afkoblede betalinger, vil blive overført til et rammebeløb, der vil blive anvendt i de medlemsstater, som bidragene til rammebeløbet hidrører fra. De pågældende midler vil blive forvaltet i overensstemmelse med lovgivningen om udvikling af landdistrikter og vil blive brugt til forbedring af infrastrukturen i de tobaksproducerende regioner og til støtte til producenter, der ønsker at foretage en omstilling til andre produkter eller andre økonomiske aktiviteter.

De midler fra Fællesskabsfonden for Tobak, der anvendes til omstilling osv., beløber sig kun til ca. 14 mio. EUR i 2004, mens midlerne inden for rammebeløbet fra og med 2007 vil nå op på 205 mio.EUR.

De øgede midler til forbedring af infrastrukturen og støtte til producenter, der overgår til andre produkter eller økonomiske aktiviteter, skulle sikre, at den økonomiske situation for producenterne og arbejdstagerne i de tobaksproducerende regioner ikke udvikler sig så dramatisk, som det ærede medlem taler om.

Hvad angår spørgsmålet om bekæmpelse af tobaksrygning, kan det siges, at selv om afskaffelsen af den produktrelaterede støtte måske ikke direkte vil påvirke tobaksforbruget på kort sigt, jf. Kommissionens rapport om en udvidet vurdering af virkningerne, er det klart, at der kræves en bedre overensstemmelse med sundhedspolitikken for at bevare EU-borgernes tillid.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/893

(2004/C 78 E/0944)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4016/03

af Salvador Garriga Polledo (PPE-DE) til Kommissionen

(9. januar 2004)

Om: Fri bevægelighed for medicin i EU

Takket være den frie bevægelighed for personer i EU kan mange statsborgere i medlemsstaterne slå sig ned i et andet land for at få mest muligt ud af deres liv og deres formue.

Dette indebærer dog også mange ulemper, bl.a. andet som følge af forskellene på lægemidler i de enkelte lande, og det tvinger mange udenlandske statsborgere til i det nye land at give afkald på den medicin, de sædvanligvis anvender til behandling af deres sygdomme, der oftest er endemiske.

Kan Kommissionen oplyse, hvilke muligheder en borger, som er bosiddende i et andet EU-land end sit hjemland, har for at få overført sin sædvanlige medicin fra hjemlandet til sit nye bopælsland via de etablerede apoteker o.l.?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(20. februar 2004)

EU-borgere, der er bosiddende i en anden medlemsstat end deres hjemland, vil i deres nye værtsland kunne finde de lægemidler, de normalt anvender, hvis de pågældende lægemidler har en markedsføringstilladelse i denne medlemsstat eller en EF-markedsføringstilladelse.

Med hensyn til fjernsalg, hvor en EU-borger ønsker at få lægemidler, han normalt anvender, leveret af en apoteker, der er etableret i hans hjemland, skal følgende bemærkes:

—	I henhold til artikel 14 i direktiv 97/7/EF (1) kan medlemsstaterne for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau vedtage eller bevare begrænsninger for fjernsalg af visse varer eller tjenesteydelser, navnlig lægemidler, på deres område under overholdelse af EF-traktaten.

—

EF-Domstolen fastslog i sin nyligt afsagte dom af 11. december 2003 i sag C-322/01, at et nationalt forbud mod postordresalg af lægemidler, der er apoteksforbeholdt i den pågældende medlemsstat, kan anses for en begrænsning af de frie varebevægelser (EF-traktatens artikel 28). En sådan foranstaltning kan dog begrundes i et af hensynene i EF-traktatens artikel 30, særlig beskyttelse af menneskers liv og sundhed, forudsat at den er nødvendig af hensyn til en effektiv beskyttelse af menneskers liv og sundhed, og der ikke i stedet kan træffes nogen foranstaltninger, der er mindre restriktive for samhandelen mellem medlemsstaterne.

—

Ifølge Domstolen må der i denne forbindelse sondres mellem receptpligtige lægemidler og ikke-receptpligtige lægemidler. Et nationalt forbud mod postordresalg af lægemidler, der er apoteksforbeholdt i den pågældende medlemsstat, kan således begrundes, for så vidt som forbuddet gælder for receptpligtige lægemidler. Et generelt forbud mod postordresalg af lægemidler, der ikke er apoteksforbeholdt i den pågældende medlemsstat, kan dog ikke begrundes i medfør af EF-traktatens artikel 30.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg — Erklæring fra Rådet og Parlamentet ad artikel 6, stk. 1 — Erklæring fra Kommissionen ad artikel 3, stk. 1, første led, EFT L 144 af 4.6.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/894

(2004/C 78 E/0945)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4022/03

af Christos Folias (PPE-DE) til Kommissionen

(22. december 2003)

Om: Sammenlignende data inden for olivenoliesektoren

Kan Kommissionen oplyse, om den råder over sammenlignende data og hvilke, hvad angår resultaterne af den kontrol, som dens tjenestegrene i de sidste fem år har foretaget i de olivenproducerende lande inden for rammerne af de årlige økonomiske korrektioner i olivenoliesektoren? Er der iværksat sanktioner på grundlag af resultaterne af disse kontrolundersøgelser i de enkelte olivenproducerende medlemslande, og i bekræftende fald hvilke?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(26. januar 2004)

Udgifterne til den fælles markedsordning for olivenolie indgår i de udgifter, der afholdes af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL). Kommissionen fører kontrol med disse udgifter i forbindelse med regnskabsafslutningen (1).

På grundlag af regnskabsafslutningsproceduren vedtager Kommissionen særskilte beslutninger, såkaldte ad hoc-beslutninger, der har til formål at udelukke udgifter, hvis en medlemsstat ikke med rimelig sikkerhed kan dokumentere over for Kommissionen at have anvendt effektive forvaltnings- og kontrolprocedurer for at efterprøve, om støtteordningen er lovlig og korrekt.

Når det gælder støtte til olivenolieproduktionen, er der i de seneste år blevet anvendt finansielle korrektioner over for flere medlemsstater. Der er blevet anvendt korrektioner som en fast procentdel af de samlede udgifter til støtteordningen pr. regnskabsår.

For regnskabsåret 1998 og 1999 blev udgifterne korrigeret for Grækenland og Spanien med 5 % (2) og for Italien med 2 % (3). Der blev ikke foretaget nogen korrektioner for Portugal og Frankrig.

For regnskabsåret 2000 blev udgifterne for Grækenland igen korrigeret med 5 % og for Italien med 2 % (4). For Spaniens vedkommende er regnskabsafslutningen endnu ikke tilendebragt for dette regnskabsår. Der blev ikke fortaget nogen korrektioner for Frankrig og Portugal.

De finansielle virkninger af disse korrektioner kan sammenfattes således:

(i mio. EUR)
	1998	1999	2000
Grækenland	50,8	21,0	24,1
Spanien	48,5	45,5	N/A
Italien	9,1	12,5	13,0

For regnskabsåret 2001 til 2003 er regnskabsafslutningen endnu ikke tilendebragt for de berørte medlemsstater, og der vil blive foretaget de fornødne finansielle korrektioner, når tiden er inde.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17. maj 1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik, EFT L 160 af 26.6.1999.

(2) Kommissionens beslutning 2001/557/EF af 11. juli 2001 om at udelukke visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, fra EF-finansiering, EFT L 200 af 25.7.2001 og Kommissionens beslutning 2003/536/EF af 22. juli 2003 om at udelukke visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, fra EF-finansiering (Grækenland), EUT L 184 af 23.7.2003 og Kommissionens beslutning 2001/137/EF af 5. februar 2001 om at udelukke visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, fra EF-finansiering, EFT L 50 af 21.2.2001 og Kommissionens beslutning 2002/881/EF af 5. november 2002 om at udelukke visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, fra EF-finansiering, EFT L 306 af 8.11.2002 (Spanien).

(3) Kommissionens beslutning 2002/523/EF af 28. juni 2002 om at udelukke visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, fra EF-finansiering, EFT L 170 af 29.6.2002.

(4) Kommissionens beslutning 2002/881/EF af 5. november 2002 (Grækenland og Italien).

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/895

(2004/C 78 E/0946)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4023/03

af Jean-Louis Bernié (EDD) til Kommissionen

(5. januar 2004)

Om: Natura 2000

I sin dom af 19. januar 1994 (sag C-435/92) fastslår Domstolen, at »enhver form for jagt vil kunne forstyrre vildtlevende dyr og i mange tilfælde, uafhængigt af hvor mange eksemplarer af vedkommende arter der dræbes, vil kunne være bestemmende for disses muligheder for fortsat beståen (…) Disse forstyrrelser indvirker negativt på det enkelte eksemplars energiforbrug og dødeligheden for alle de berørte bestande.«

I sin begrundede udtalelse til Frankrig af 13. september 1994 fastslår Kommissionen, at artikel 7 ikke tillader jagt inden for et særligt beskyttet område. Jagtudøvelse indvirker uundgåeligt på fuglenes levebetingelser, også selv om det garanteres, at fuglene ikke slås ihjel. Klapjagt, skydning samt jægernes og deres hundes tilstedeværelse er uforenelige med de mål om reproduktion og overlevelse, der er fastsat i artikel 4.

Kommissionen minder i denne forbindelse om, at målet med den finansielle støtte, der er tildelt Frankrig til udlæggelse af særligt beskyttede områder, er hurtigt at skabe naturlige reservater uden jagt.

Endelig påpeger Kommissionen, at jagtudøvelse inden for disse områder efter dens mening under ingen omstændigheder kan forsvares med bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, som omhandlet i artikel 6, stk. 4, i direktiv 92/43/EØF (1).

Både Kommissionen og medlemsstaterne fastholder imidlertid, at jagt fortsat kan finde sted i Natura 2000-nettet, hvor forstyrrelser ellers ikke er tilladt.

Hvilke retsgrundlag og hvilke retspraksisser anvender Kommissionen for at begrunde, at jagt og beskyttede områder er forenelige størrelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(5. februar 2004)

Beskyttelsesforanstaltningerne for Natura 2000-lokaliteter, jf. artikel 6 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, er udformet, så de gælder generelt. Der er ingen særlige bestemmelser vedrørende jagt i forhold til Natura 2000. For jagtudøvelse er det derfor nødvendigt at anvende de generelle principper, der også gælder for andre menneskelige aktiviteter, der potentielt kan være til skade for bevaringsmålsætningerne for en lokalitet.

Der er ingen specifik fællesskabsretspraksis med hensyn til jagt og Natura 2000-lokaliteter. For så vidt den eksisterende retspraksis er relevant for den almindelige beskyttelsesordning for Natura 2000, har Kommissionen søgt at lade dette afspejle sig i dens vejledende dokument om bestemmelserne i artikel 6 i direktiv 92/43/EØF (2). Den tager også hensyn til anden retspraksis, som er kommet til efter offentliggørelsen af dette dokument. Det ærede medlem henvises desuden til det nye vejledende dokument om jagt, som omtaler dette emne (3).

(1) EFT L 253 af 24.6.1985.

(2) Forvaltning af Natura 2000-områder. Artikel 6 i habitatdirektivet 92/43/EØF. Kan findes på http://europa.eu.int/ comm/environment/nature/legis.htm.

(3) Vejledende dokument om jagt på grundlag af Rådets direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle. Kan findes på http://europa.eu.int/comm/environment/nature/sustainable_hunting.htm.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/897

(2004/C 78 E/0948)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4025/03

af Claude Moraes (PSE) til Kommissionen

(9. januar 2004)

Om: FN-undersøgelse i Timor-Leste

En vælger fra min valgkreds har gjort mig opmærksom på en igangværende FN-undersøgelse.

I 1975 blev fem journalister dræbt i Timor-Leste, imens de rapporterede om den indonesiske invasion, og en af disse journalister var i familie med ovennævnte vælger. Ifølge de første beretninger havde dødsfaldene fundet sted under krydsild, men det blev senere (i midten af 1990'erne) afsløret, at indonesere bevidst sigtede på dem og dræbte dem.

FN-administrationen har taget sagen op, og selv om de tilsyneladende var tæt på at foretage anholdelser i 2001, blev ingen beslutninger truffet eller handlinger foretaget.

Ovennævnte vælger er meget bekymret over, at retfærdigheden ikke er sket fyldest. Hvad kan Kommissionen gøre for, at der sker noget i denne sag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(10. februar 2004)

Fem journalister, Malcolm Rennie (Skotland), Brian Peters (England), Greg Shackleton (Australien), Tony Stewart (New Zealand) og Gary Cunningham (Australien), der alle arbejdede for en australsk fjernsynskanal, blev i oktober 1975 brutalt dræbt i landbyen Balibo i Maliana-distriktet i Timor-Leste. Skønt omstændighederne i denne sag er kendt i vide kredse på grund af mediedækningen og familiernes utrættelige arbejde for at retfærdigheden skal ske fyldest, er der aldrig foretaget tilbageholdelser eller retsforfølgelse.

FN's overgangsadministration i Østtimor (Untaet) havde fuldt forvaltningsmandat fra Sikkerhedsrådet, og der blev foretaget undersøgelser af denne og andre historiske sager af FN's politiefterforskere. På det tidspunkt, hvor Untaet’s mission udløb i maj 2002, var efterforskningen nået så vidt, at der var samlet beviser og rettet utallige frugtesløse anmodninger til Indonesien om adgang til at afhøre vidner. EU rejste ligeledes sagen over for den indonesiske regering i 2002. Ingen af dissse henvendelser har givet resultater.

Retsforfølgelse for mord er ikke længere muligt, da de pågældende forældelsesfrister er udløbet (18 år for mord efter den indonesiske strafferet og 15 år efter den portugisiske strafferet), men ved yderligere undersøgelser vil der muligvis fortsat kunne rejses sigtelse for krigsforbrydelse (da der ifølge Genevekonventionen ikke er nogen forældelsesfrist for krigsforbrydelser).

Siden den 20. maj 2002 har Timor-Leste opnået fuld uafhængighed, og anklagemyndigheden er overgået fra Untaet til den selvstændige nations institutioner. Sager af denne art hører under den offentlige anklagemyndigheds mandat, og de relevante sagsakter, herunder dem, der er udarbejdet af Untaet, bør overføres til den offentlige anklagers kontor.

Kommissionens delegation i Dili, Timor-Leste, har kontaktet den offentlige anklager, som nægter officielt at have fået overdraget sagsakterne. Dette meddelte han ligeledes offrenes pårørende, da han mødte dem i oktober 2003 (hvor de besøgte Timor-Leste i anledning af indvielsen af »Balibo Flag House« til minde om de fem, der omkom i Balibo.

Den offentlige anklager har forsikret Kommissionens delegation i Timor-Leste om, at han vil fortsætte efterforskningen, så snart han har fået overdraget sagens akter.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/898

(2004/C 78 E/0949)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4030/03

af Juan Naranjo Escobar (PPE-DE) til Kommissionen

(12. januar 2004)

Om: Underudnyttelse af betalingsbevillinger

Af Den Europæiske Revisionsrets seneste beretning om budgetåret 2002 fremgår det, at der er foretaget udbetalinger til en værdi af 85 144 ud af et samlet beløb på 98 579, hvilket svarer til en anvendelsesgrad på 86,4 %.

Disse data, sammenholdt med data fra tidligere år (82,3 % i 2001 og 87,9 % i 2000), bekræfter at underudnyttelse af betalingsbevillingerne er et kronisk problem og ikke en undtagelse fra reglen. Disse problemer findes især i udgiftsområde 2, hvilket delvis skyldes, at programmeringsfasen i de første år er langvarig, ressourcekrævende og energiforbrugende, men hvordan forklarer Kommissionen, at der inden for udgiftsområder som de indre politikker kun er blevet gennemført 82,5 % af de disponible bevillinger i 2002 og i forbindelser udadtil 86 % i 2001?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michaele Schreyer

(20. februar 2004)

Den samlede anvendelsesgrad for betalinger i 2002 var ganske rigtigt på 86 %, hvilket overstiger graden i 2001 på 82 %.

Underudnyttelsen beløb sig til cirka 13,1 mia. EUR, og udgjorde hovedsagelig

—	1,4 mia. EUR for Landbrug

—	8,1 mia. EUR for Strukturfondene

—	1,4 mia. EUR for Interne politikker

—	0,5 mia. EUR for Aktioner i forhold til tredjelande

—	0,9 mia. EUR for Førtiltrædelsesstøtte.

En detaljeret tabel med fordelingen af underudnyttelsen af betalingerne for

—	de budgetmæssige bevillinger

—	fremførte bevillinger

—	tredjepartsbevillinger

er fremsendt direkte til det ærede medlem og til Parlamentets sekretariat.

Den væsentligste årsag til underudnyttelsen af strukturfondene var, at den faktiske gennemførelse af 1994-99-programmerne var lavere end forudset af medlemsstaterne, hvorimod gennemførelsesraten for de nye 2000-06-programmer nåede 91 % (sammenlignet med 70 % i 2001).

Med hensyn til interne politikker vedrører cirka 50 % af underudnyttelsen faktisk tredjepartsbevillinger. På grund af budgetmæssige principper er disse bidrag opført på budgettet sammen med de relaterede forpligtelsesbevillinger, selv i tilfælde hvor betalingerne faktisk først vil blive foretaget i efterfølgende år, når programmerne eller projekterne gennemføres. Disse bevillinger fremføres automatisk for at muliggøre dette. Uden tredjepartsbevillinger beløb de uudnyttede betalinger sig til cirka 700 mio. EUR, og de vedrørte hovedsagelig »Forskning og udvikling« på grund af forsinkelser med retlige forpligtelser og kontrahenternes udgiftsopgørelser. Generelt må det understreges, at gennemførelsen af betalinger steg i 2002 med et meget stort beløb på næsten 1,3 mia. EUR sammenlignet med 2001.

Med hensyn til aktioner i forhold til tredjelande var grunden til underudnyttelsen af betalingsbevillingerne en kombination af, at der blev indgået forpligtelser vedrørende programmer sent på året (hvilket medførte, at de modsvarende betalinger blev foretaget i det følgende år), og at Parlamentet øgede budgettet for betalinger i forhold til Kommissionens foreløbige budgetforslag. De væsentligste berørte programmer gjaldt »Samarbejde med Balkanlandene«, »Bistand til partnerlandene i Østeuropa og Centralasien«, »Andre samarbejdsforanstaltninger«, »Humanitær bistand« og »Samarbejde med latinamerikanske udviklingslande«. Overordnet øgedes betalingerne til aktioner i forhold til tredjelande i 2002 med 200 mio. EUR sammenlignet med 2001. De uindfriede forpligtelser er også blevet stabiliseret for aktioner i forhold til tredjelande i forhold til de årlige stigninger, som tidligere har gjort sig gældende.

Generelt er betalinger behovstyrede. Som hovedregel kan Kommissionen kun foretage en udbetaling, når modtageren har opfyldt de specifikke betingelser for udbetalingen, f.eks. når en kontrakt er underskrevet, når et projekt har nået et vist stade eller er afsluttet, og/eller modtageren har fremlagt de endelige regnskaber over den finansielle støtte. I det store og hele har Kommissionen ingen kontrol over disse forhold, og en omhyggelig finansforvaltning kræver, at Kommissionen nøje kontrollerer sådanne forhåndsbetingelser for betalinger. Da budgettet for det ene år (i dette tilfælde 2002) hovedsagelig fastlægges i begyndelsen af det foregående (i dette tilfælde 2001), er prognoserne for, hvornår visse betalinger faktisk finder sted, baseret på temmelig mange usikkerhedsmomenter vedrørende ydre omstændigheder, hvilket medfører en risiko for overbudgettering, hvilket var tilfældet i 2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/899

(2004/C 78 E/0950)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4039/03

af Christos Folias (PPE-DE) til Kommissionen

(12. januar 2004)

Om: Udøvelse af optometri i Grækenland

For nylig vedtog det græske parlament at ændre og supplere lovgivningen vedrørende Den Nationale Sundhedsordning og indføre bestemmelser på andre områder, der henhører under Sundheds- og Velfærdsministeriets kompetenceområde, som også omfatter optikerne og deres virksomhed. Blandt andet får optikere forbud mod at udføre optometri, og apoteker får tilladelse til at sælge briller for langsynede og bløde kontaktlinser.

Er denne bestemmelse, der forbyder optikere at udføre optometri og tillader apoteker at gøre det, i overensstemmelse med EU-bestemmelserne?

Gælder der i Den Europæiske Union regler, der definerer de optiske synshjælpemidler, der udelukkende sælges af optikere?

Kan Kommissionen oplyse, hvilke myndigheder på amtsplan, der er ansvarlige for iværksættelsen af de sanktioner, som loven foreskriver, imod optikere, der udøver ulovlig virksomhed?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(17. februar 2004)

Der findes ingen særskilte EU-bestemmelser for optometrist- og optikererhvervet. For apotekererhvervet findes to direktiver, nemlig Rådets direktiv 85/432/EØF og 85/433/EØF af 16. september 1985 om hhv. samordning af love og administrative bestemmelser om visse former for virksomhed på det farmaceutiske område og om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser i farmaci samt om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af etableringsretten i forbindelse med visse former for virksomhed på det farmaceutiske område (1). Disse direktiver indeholder imidlertid ikke noget svar på spørgsmålet, om apotekere har ret til at sælge synshjælpemidler og udøve virksomhed inden for dette område.

Da den pågældende erhvervsaktivitet ikke er harmoniseret, er det i princippet medlemsstaterne, der fastsætter vilkårene for udøvelsen af denne virksomhed. Medlemsstaterne har imidlertid pligt til under udøvelsen af deres kompetence at overholde de grundlæggende frihedsrettigheder i EF-traktaten, herunder især retten til frit at etablere virksomhed, jf. artikel 43 i EF-traktaten.

Med henvisning til den nuværende EF-ret og de tilgængelige oplysninger er det imidlertid Kommissionens vurdering, at der intet er til hinder for, at Grækenland forbyder optikere at udføre optometri, og at apotekere får tilladelse til at sælge visse former for synshjælpemidler. Denne vurdering er desuden blevet bekræftet gennem Domstolens retspraksis i sager, der ligner denne situation (2).

Der findes ingen harmoniserede bestemmelser på EU-niveau, som fastsætter, at bestemte synshjælpemidler kun må sælges af optikere. Domstolens faste retspraksis har været, at når der ikke findes sådanne regler, kan de nationale myndigheder indføre særskilte salgsordninger, forudsat at disse ordninger gælder alle berørte handelsvirksomheder inden for medlemsstatens område, og forudsat ordningerne de jure og de facto har samme virkning for markedsføringen af indenlandske produkter og produkter fra andre medlemsstater. Hvis disse betingelser overholdes, er sådanne tilfælde ikke omfattet af EF-traktatens artikel 28 om varers fri bevægelighed.

Ifølge Kommissionens vurdering har den ikke kompetence til at svare på det ærede medlems sidste spørgsmål. Dette spørgsmål vedrører udelukkende de græske myndigheders kompetenceområde.

(2) Jf. dom af 1. februar 2001 i »Mac Quen«-sagen C-108/96, Sml. 2001, s. I-837, og dom af 11. juli 2002 i »Gräbner«-sagen C-294/00, Sml. 2002, s. I-6515.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/901

(2004/C 78 E/0952)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4041/03

af John Bowis (PPE-DE) og Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE) til Kommissionen

(12. januar 2004)

Om: Gennemførelse af direktiver om arbejdstageres sikkerhed og beskyttelse af sundhedspersonale og deres patienter

Det skønnes, at der i Europa årligt sker én mio. skader ved brug af kanyler. Mellem 60 og 80 % af disse registreres ikke.

Undersøgelser har vist, at en stor del af disse potentielt livsfarlige skader kan undgås med en kombination af uddannelse, sikrere arbejdsmetoder og anvendelse af medicinsk udstyr med teknisk beskyttelse af kanylerne.

Med skader fra kanyler og andre spidse genstande til medicinske formål udsættes det europæiske sundhedspersonale dagligt for potentielt livsfarlige patogener, som overføres via blod, herunder hepatitis B, hepatitis C og hiv.

Er Kommissionen enig i, at der må skrides til handling med særlige EU-regler for at sikre, at effektive foranstaltninger til forebyggelse af skader som følge af brugen af kanyler og andre spidse genstande til medicinske formål gennemføres ensartet i Europa?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(13. februar 2004)

Kommissionen lægger den største vægt på beskyttelse af sundhedspersonales sikkerhed og sundhed.

Med hensyn til den smittefare, som sundhedspersonalet er udsat for, indeholder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/54/EF af 18. september 2000 om beskyttelse af arbejdstagerne mod farerne ved at være udsat for biologiske agenser under arbejdet (1) bestemmelser om forebyggelse af disse farer og forskellige mindstekrav på området.

Direktivet fastlægger arbejdsgivernes forpligtelser med hensyn til risikoforebyggelse. Det hedder i direktivet, at for enhver aktivitet, hvor der kan være risiko for, at arbejdstagerne udsættes for biologiske agenser, skal arten, graden og varigheden af udsættelsen bestemmes, således at det bliver muligt at vurdere enhver risiko for arbejdstagernes sikkerhed eller sundhed og fastlægge, hvilke foranstaltninger der skal træffes. Det er medlemsstaternes ansvar at gennemføre direktivets bestemmelser.

Rådets direktiv 89/655/EØF af 30. november 1989 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet (2) har til formål at indføre et højere sikkerhedsniveau for arbejdstagere, der bruger arbejdsudstyr, f.eks. medicinsk udstyr, der anvendes på hospitaler. Arbejdsgiveren skal vælge arbejdsudstyr ud fra arbejdsforholdene og de risici, som arbejdstagerne udsættes for, således at disse risici fjernes eller mindskes. Hvis det ikke er muligt at bruge arbejdsudstyr, som ikke udgør en risiko for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, skal arbejdsgiveren mindske disse risici.

Arbejdstagerne skal desuden have passende anvisninger og uddannelse i forhold til brugen af arbejdsudstyret. På EU-niveau udvikler Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur specifikke aktioner for sundhedssektoren. På Arbejdsmiljøagenturets hjemmeside (3) findes mange oplysninger om sikkerhed og sundhed i sundhedssektoren og også om forebyggelse af skader fra kanyler og andre spidse genstande. Her skal blot nævnes retningslinjerne for forebyggelse af nålestik, eksempler på god praksis samt undersøgelser og henstillinger på området, som er udarbejdet af medlemsstaterne, andre lande i Europa og resten af verden.

Kommissionen analyserer løbende situationen med hensyn til forebyggelse af risici for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed i alle aktivitetssektorer og dermed også i sundhedssektoren. Hvis denne analyse viser, at det er nødvendigt at udvikle nye EU-instrumenter på et specifikt område, vil Kommissionen naturligvis stille forslag om hensigtsmæssige foranstaltninger.

(1) EFT L 262 af 17.10.2000.

(2) EFT L 393 af 30.12.1989 (ændret ved direktiv 95/63/EF, EFT L 335 af 30.12.1995, og direktiv 2001/45/EF, EFT L 195 af 19.7.2001).

(3) http://europe.osha.eu.int/good_practice/sector/healthcare/fr/indexbytopic.phphttp://europe.osha.eu.int/good_practice/sector/healthcare/fr/indexbytopic11.php?id=274.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/902

(2004/C 78 E/0953)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4042/03

af Kathalijne Buitenweg (Verts/ALE) til Kommissionen

(12. januar 2004)

Om: Mobning i skolen

Børn må kunne føle sig sikre i skolen. Mobning og anden verbal og fysisk vold såvel i klasseværelset som andetsteds må forebygges og bekæmpes. Med henblik herpå besluttede medlemsstaterne i 1997 at indlede projektet om vold i skolerne.

Projektet skulle køre over to år og blandt andet omfatte udveksling af oplysninger og grænseoverskridende aktiviteter og projekter. Der blev nedsat en gruppe af sagkyndige, som skulle give vejledning til aktiviteterne. Efter to år skulle Rådet evaluere projektet om vold i skolerne.

1.	Hvordan blev projektet om vold i skolerne evalueret?

2.	Er det korrekt, at projektet aldrig blev fulgt op, og i bekræftende fald, af hvilken grund?

Er et sikkert skolemiljø, herunder også bekæmpelse af mobning, i øjeblikket en EU-politisk målsætning eller indgår det som målsætning i programmer på undervisningsområdet? Henhører det f.eks. under følgende målsætning for Comenius-programmet: udvikling og udbredelse af metoder for at bekæmpe udelukkelse fra uddannelsen og skolefrafald, fremme integration af elever med særlige undervisningsbehov, og fremme lige muligheder inden for alle sektorer af undervisningen?

4.	Hvis svaret på punkt 3 er benægtende, forbereder Kommissionen så initiativer for at placere dette emne på EU's undervisningspolitiske dagsorden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(10. februar 2004)

1. og 2.

Der blev ydet tilskud til 16 projekter inden for rammerne af Rådets konklusioner fra den 22. september 1997 om pilotaktiviteter vedrørende vold i skolen. De blev gennemført i perioden 1997-1999 og havde indbygget intern og/eller ekstern evaluering. Den gruppe af sagkyndige, der er omtalt i Rådets konklusioner, blev løbende orienteret om projekternes status.

Seks projekter vedrørende vold i skolen så dagens lys til dels som følge af projekter, der blev finansieret inden for rammerne af initiativet »Vold i skolerne«. Der blev ydet tilskud til de pågældende projekter i perioden 1999-2001 inden for rammerne af Connect-initiativet.

I 2002 blev der foretaget en fuldstændig evaluering af Connect-initiativet med efterfølgende offentliggørelse. Evalueringen indeholder detaljerede oplysninger om hvert af de seks projekter samt generelle konklusioner. I konklusionerne kommer man bl.a. ind på manglende kommunikation og udveksling af erfaringer. Alle projekterne siges dog at have haft meget store muligheder inden for deres respektive områder. Det er almindeligt kendt, at denne type projekter har svært ved at sikre kontinuitet, navnlig med hensyn til finansiering. I konklusionerne nævnes det i den forbindelse, at der på evalueringstidspunktet var fremsat foreløbige forslag i tilknytning til to af de seks projekter inden for rammerne af Socrates, Comenius 3 (netværk).

3. og 4.

Kvalitetsprojekter til bekæmpelse af vold i skoler kan finansieres under Comenius-aktionen i Socrates-programmet.

I perioden 2001-2003 vedrørte fem af de i alt 186 projekter, der blev udvalgt til finansiering inden for rammerne af Comenius 2.1 om europæiske samarbejdsprojekter om uddannelse af lærere, vold i skolen. Temaet dækkes af et af de 21 netværk, der blev udvalgt inden for rammerne af Comenius 3 i samme periode.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/903

(2004/C 78 E/0954)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4044/03

af Theresa Villiers (PPE-DE) til Kommissionen

(12. januar 2004)

Om: Lokale beboeres adgangskort til kulturarvs- og turistområder

1.	Kan Kommissionen bekræfte, at der med en kommende EU-forordning ikke længere vil kunne udleveres kort, der giver lokale beboere fri adgang til kulturarvs- og turistområder, der ligger tæt på deres bopæl?

2.	Vil kulturarvs- og turistområder som f.eks. Hampton Court Palace i London som følge af en sådan europæisk lov være forpligtet til at inddrage kortene, der giver lokale beboere fri adgang til områderne?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(17. februar 2004)

Domstolen bekræftede i sin dom af 16.1.2003 i sag C-388/1 om adgangen til italienske museer, at det er diskrimination og dermed i modstrid med EF-traktaten, og herunder princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, at praktisere særpriser på grundlag af nationalitet eller at give visse besøgende fortrinsstilling med hensyn til adgangen til seværdigheder på grundlag af bopæl; dette gælder også selvom vedkommende er bosat lokalt.

Der er risiko for, at forskelsbehandling baseret på bopælskriteriet først og fremmest vil være til skade for statsborgere fra andre medlemsstater, da udenlandske statsborgere jo som regel ikke er bosat i landet. Det er i denne forbindelse ligegyldigt, at bestemmelsen rammer ikke alene udenlandske statsborgere, men også indenlandske statsborgere bosat i andre dele af landet.

Forskelsbehandling på grundlag af bopæl vil kun kunne accepteres, hvis den er begrundet i et altafgørende hensyn til almenvellet, dvs. rent økonomisk begrundet, og kun under forudsætning af, at nødvendigheds-og proportionalitetsprincippet er overholdt.

Kommissionen vedtog den 13.1.2004 et direktivforslag om tjenesteydelser på det indre marked, hvori den igen fastslog det princip, at der hvad angår adgangen til tjenesteydelser, ikke må forskelsbehandles på grundlag af nationalitet eller bopæl, jf. Domstolens retspraksis på området.

De nationale myndigheder må derfor på baggrund af dette princip undersøge, om der praktiseres særpriser ved adgangen til turistseværdigheder, som i det tilfælde, der er fremhævet af det ærede medlem, og på grundlag af de lokale forhold træffe passende foranstaltninger til at imødegå forskelsbehandling mellem statsborgere fra forskellige medlemslande.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/904

(2004/C 78 E/0955)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4049/03

af Francesco Speroni (NI) til Kommissionen

(7. januar 2004)

Om: Produkter der indeholder genetisk modificerede organismer

Findes der en bestemmelse, hvorefter offentlige restauranter er forpligtet til at angive brugen af produkter, der indeholder genetisk modificerede organismer i mængder, der overskrider det forskriftsmæssigt fastsatte loft?

Finder Kommissionen i benægtende fald, at der bør udarbejdes en bestemmelse, hvori der fastsættes en sådan forpligtelse ud fra hensynet til såvel korrekt handelspraksis som fødevaresikkerheden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(18. februar 2004)

Hverken den gældende EU-lovgivning (1) eller forordning (EF) nr. 1829/2003 (2), som finder anvendelse fra april 2004, indeholder bestemmelser om, at restauranter og storkøkkener skal angive det ved mærkning, hvis de anvendte fødevarer består af genetisk modificerede organismer eller indeholder genetisk modificerede organismer.

De nye regler for mærkning af fødevarer, som indeholder genetisk modificeret materiale, og nærmere bestemt artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1829/2003, finder anvendelse på fødevarer, der som sådanne leveres til den endelige forbruger eller storkøkkener. Disse bestemmelser gælder således kun for fødevarer, der leveres ubearbejdet fra storkøkkener til forbrugerne. Hvis de pågældende fødevarer er blevet forarbejdet eller tilberedt, gælder mærkningskravene imidlertid ikke.

Artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1829/2003 åbner mulighed for via en udvalgsprocedure at fastsætte særlige regler vedrørende de oplysninger, som skal gives af storkøkkener, der leverer mad til den endelige forbruger. Der er ikke i øjeblikket planlagt initiativer i henhold til denne bestemmelse.

Det bredere spørgsmål om, hvilke oplysninger restauranterne bør give til forbrugerne, behandles inden for rammerne af den generelle revision af lovgivningen om mærkning af levnedsmidler.

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 49/2000 af 10. januar 2000 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1139/98 om obligatorisk anførelse af andre end de i direktiv 79/112/EØF foreskrevne oplysninger på mærkningen af visse levnedsmidler, der er fremstillet på grundlag af genetisk modificerede organismer, EFT L 6 af 11.1.2000.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (EØS-relevant tekst), EUT L 268 af 18.10.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/904

(2004/C 78 E/0956)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4050/03

af Theresa Villiers (PPE-DE) til Kommissionen

(7. januar 2004)

Om: Forslag til direktiv om forbrugerkredit

1.	Kommissionen bedes oplyse, hvad den betragter som et hensigtsmæssigt harmoniseringsniveau. Accepterer Kommissionen, at dens ide om fuldstændig harmonisering ikke er hensigtsmæssig i en EU-sammenhæng og giver anledning til unødige problemer i visse medlemsstater?

Generaldirektøren for DG Sundhed og Forbrugerbeskyttelse påpegede i sin skrivelse af 28. juli 2003 til udvalgsformanden og ordførerne, at Kommissionen erkender, at foranstaltningerne skal være på et rimeligt niveau. Kommissionen bedes forklare, hvorledes dette stemmer overens med de vidtrækkende ændringer, der foreslås, og som vil påvirke al national kredit samt grænseoverskridende forbrugerkredit, navnlig i lyset af generaldirektørens udtalelse om, at et radikalt alternativ ville være at afholde sig fra EU-regulering af kredit-dørsalg, eftersom det grænseoverskridende aspekt her mangler eller er yderst begrænset (grænseregioner), hvis tilgrundliggende logik kunne anvendes på yderligere dele af forslaget. På hvilket grundlag har Kommissionen fastslået, at der er et behov for direktivet i dets foreliggende form?

Kunne Kommissionen oplyse, om der blev foretaget konsekvensanalyse med hensyn til

overtræk,

b)	kautionsaftaler og

c)	fortrydelsesret.

Hvad, i bekræftende fald, var resultaterne af Kommissionens analyse; såfremt der ikke blev foretaget nogen konsekvensanalyse, anmodes Kommissionen om at oplyse, på hvilket grundlag den mente, at det var nødvendigt at forelægge forslaget i denne form?

Kunne Kommissionen i betragtning af behovet for at fremme den juridiske sikkerhed være enig i, at det er at foretrække at ændre sektoropdelt lovgivning, f.eks. vedrørende hvidvaskning af penge, databeskyttelse eller urimelige kontraktvilkår, i stedet for at foretage ændringer i en helt separat retsakt, hvilket kunne fortolkes som en efterfølgende ændring af den eksisterende lovgivning? Ville Kommissionen f.eks. acceptere, at artikel 7 i forslaget, såfremt den fortolkes bogstaveligt, i modstrid med hvidvasknings-direktivet 2001/97/EF, end ikke ville give mulighed for identifikationskontrol (1)?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(6. februar 2004)

Før forslaget blev forelagt, gennemførte Kommissionen et stykke grundigt og omfattende forberedende arbejde, herunder en række undersøgelser af forbrugerkredit generelt samt overtræk. Det foreslåede direktiv blev udarbejdet efter omfattende høringer af alle de berørte parter, herunder medlemsstaterne, finans-industrien og forbrugerrepræsentanter, og alle direktivets bestemmelser er udarbejdet på grundlag af eksisterende nationale bestemmelser. Fuld harmonisering af kerneområder blev allerede bekendtgjort i Kommissionens strategi for forbrugerpolitikken 2002-2006. I marts 2003 fik denne strategi stor opbakning fra Parlamentet i resolutionen vedrørende meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — »Strategi for forbrugerpolitikken 2002-2006« (2), og Rådet erklærede sig også enig i målsætningen i maj 2003.

Forslaget vedrørende forbrugerkredit dækker både nationale og grænseoverskridende transaktioner. Dette element er ikke i modstrid med gennemførelsen af EF-traktatens målsætning om forbrugerbeskyttelse som forklaret af den (tidligere) generaldirektør, Robert J. Coleman, i hans skrivelse af 28. juli 2003 til udvalgets formænd og ordførende.

Kommissionen har foreslået at medtage en bestemmelse om en række urimelige kontraktvilkår, som mere specifikt vedrører forbrugerkredit, under hensyntagen til, at visse vilkår vedrørende finansielle tjenesteydelser ikke er omfattet af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (3). Kommissionen afventer Parlamentets synspunkter vedrørende forslaget. På baggrund af det igangværende arbejde i Rådet, og fordi der ikke foreligger en klar udtalelse fra Parlamentet, har Kommissionen hverken taget stilling til eller draget konklusioner vedrørende, hvordan forslagets bestemmelser kan ændres. Hvis dette blev gjort, når der ikke foreligger en kvalificeret udtalelse fra Parlamentet, ville Parlamentet blive berøvet sin centrale rolle i den fælles beslutningsproces.

(1) EFT L 344 af 28.12.2001, s. 76.

(2) KOM(2002)208 - C5-0329/2002 - 2002/2173(COS).

(3) EFT L 95 af 21.4.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/906

(2004/C 78 E/0958)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4060/03

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(8. januar 2004)

Om: Unionsborgerskab

Artikel 8 i udkastet til traktat om en forfatning for Europa sikrer ud over de øvrige rettigheder, der er forbundet med unionsborgerskab, »enhver unionsborger« ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

Imidlertid begrænser artiklen sig til at definere unionsborger som »enhver, der er statsborger i en medlemsstat«, uden at tilføje noget som helst vedrørende det ellers omdebatterede og grundlæggende spørgsmål om, hvorledes og efter hvilke procedurer der kan opnås statsborgerstatus. I henhold til ordlyden i artikel 8 udgør kravet om statsborgerskab faktisk den eneste forskel mellem situationen for dem, der færdes og opholder sig lovligt på europæisk område, og tredjelandsstatsborgere. Artiklen kommer overhovedet ikke ind på »mellemliggende« juridiske stillinger som f.eks. faste bosiddendes juridiske stilling, og immigrationsrelaterede aspekter berøres heller ikke. Den enkelte medlemsstat er fortsat ansvarlig for de nærmere bestemmelser for opnåelsen af nationalt statsborgerskab og for politikkerne vedrørende tredjelandsstatsborgeres indrejse, opholdsret og integration, selv om immigrationsfænomenet berører såvel de stater, der danner EU's ydre grænse, som transitstater og de stater, hvor immigranterne tager fast ophold. Faktisk knytter der sig en lang række spørgsmål til statsborgerskabsdebatten såsom reguleringen af legale og illegale immigrationsstrømme, fælles forvaltning af grænserne, bekæmpelse af kriminelle organisationer, søgrænser og de nye grænser efter udvidelsen samt asylretten. Ved behandlingen af hvert enkelt af disse spørgsmål er der alt for ofte blevet skelnet mellem de to typer statsborgerskab — det nationale statsborgerskab og det parallelle og sekundære unionsborgerskab — hvilket har ført til forskellige og ukoordinerede løsninger med betydelige forvaltningsmæssige vanskeligheder og meget store behandlingsmæssige uligheder til følge til trods for de fælles værdier bag Unionens skabelse og vækst.

Kan Kommissionen i betragtning af det principhul, der på dette punkt synes at kunne konstateres i den kommende forfatning, og eftersom det er hensigtsmæssigt og nødvendigt at gøre de ovenfor beskrevne spørgsmål til genstand for en mere indgående debat for på denne måde snarest muligt at nå frem til en lovgivningsharmonisering, som skaber ensartede bestemmelser for alle medlemsstaterne på dette område, oplyse:

1.	hvilke konkrete initiativer der er taget for at fremme harmoniseringen af de forskellige nationale lovgivninger om erhvervelse af nationalt statsborgerskab og af status som fast bosiddende?

2.	hvilken udvikling der er sket i drøftelserne om en fælles ensartet indvandringspolitik?

3.	hvad dens holdning er til muligheden for at medtage spørgsmålet om unionsborgerskab i forfatningen og i denne forbindelse også tage hensyn til de politiske, religiøse og sociale følger af et sådant unionsborgerskab?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af António Vitorino

(12. februar 2004)

Det Europæiske Råd i Tammerfors fastlagde retningslinjerne for en fælles asyl- og indvandringspolitik i oktober 1999. En sådan politik skal sikre retfærdig behandling af tredjelansdsstatsborgere, som opholder sig lovligt på medlemsstaternes område. I Det Europæiske Råds konklusioner hedder det, at den retlige stilling for tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig på medlemsstaternes område, skal sidestilles med den stilling, som landets egne statsborgere har, og at tredjelandsstatsborgere bør indrømmes rettigheder, der ligger så tæt som muligt op ad dem, som EU's borgere nyder godt af.

Med hensyn til opnåelsen af nationalt statsborgerskab skal det bemærkes, at Fællesskabet ikke har nogen retlig kompetence til at indføre en harmoniseret lovgivning eller nogen kompetence ifølge det nuværende udkast til en EU-forfatning, og Kommissionen påtænker derfor ikke lovgivningsmæssige foranstaltninger på dette område i nærmeste fremtid.

Vedrørende udviklingen af en ensartet fællesskabspolitik for indvandring og tredjelandsstatsborgeres retlige status, har Kommissionen arbejdet hen imod at nå de mål, der blev sat i Tammerfors, og har med henblik herpå foreslået foranstaltninger og direktiver for at sikre den frie bevægelighed og grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder for tredjelandsstatsborgere. Navnlig direktivet om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (1) harmoniserer den retlige status for tredjelandsstatsborgere, som er bosiddende i EU.

Kommissionen finder, at medborgerskab (herunder fælles regler for rettigheder og pligter for trejelands-statsborgere) og indrømmelse af politiske rettigheder er vigtig for integrationsprocessen.

(1) Kommissionens forslag af 13.3.2001, KOM(2001)127 endelig udg. Forslaget blev vedtaget af Rådet den 25. november 2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/907

(2004/C 78 E/0959)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4062/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(13. januar 2004)

Om: Arbejdstagernes sundhed og sikkerhed - klage 00/4404, SG(2000) A/3828/2

Ifølge nogle foreliggende oplysninger har Kommissionen efter at have behandlet klage 00/4404, SG(2000) A/3828/2 og sendt en kommissionsrepræsentant til møder i Grækenland besluttet at indlede en overtrædelsesprocedure imod Den Hellenske Republik og sende en åbningsskrivelse. Den græske regering har besvaret Kommissionens skrivelse.

Eftersom antallet af klager vokser, og der i Grækenland hersker en generel overbevisning om, at de tjenestegrene, der er ansvarlige for gennemførelsen af direktiv 89/391/EØF (1) om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed under arbejdet forsømmer deres opgaver, og arbejdsgiverne fortsætter med at overtræde reglerne om sundhed og sikkerhed under arbejdet, bedes Kommissionen besvare følgende: Hvad er hovedpunkterne i Kommissionens åbningsskrivelse, og hvad er de græske myndigheders svar?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(20. februar 2004)

Som det ærede medlem bemærker med hensyn til klage 2000/4404, har Kommissionen sendt en åbningsskrivelse til den græske regering. De græske myndigheder har besvaret denne skrivelse.

Åbningsskrivelsen vedrører gennemførelsen i græsk ret af Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed under arbejdet (2) og af særdirektiver under dette direktiv. I åbningsskrivelsen mindes bl.a. om medlemsstaternes pligt til at sikre en passende kontrol og overvågning af de foranstaltninger, der træffes for at omsætte fællesskabsdirektiver til national ret. En utilstrækkelig gennemførelse eller en manglende gennemførelse af sådanne foranstaltninger udgør en overtrædelse af fællesskabsretten og kan føre til indbringelse af en traktatbrudssag for Domstolen.

Kommissionen kan meddele det ærede medlem, at den officielt har anmodet den græske regering om dens kommentarer til dette spørgsmål, bl.a. om gennemførte kontroller og antallet af arbejdsulykker.

De græske myndigheder har givet en detaljeret og dokumenteret besvarelse af åbningsskrivelsen. I betragtning af spørgsmålets kompleksitet er Kommissionens tjenestegrene i øjeblikket ved at gennemgå de græske myndigheders svar. Kommissionen vil på grundlag af resultatet af denne gennemgang og gennemgangen af yderligere oplysninger, der indhentes, træffe passende foranstaltninger.

(1) EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1.

(2) EFT L 183 af 29.6.1989.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/908

(2004/C 78 E/0960)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4063/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(13. januar 2004)

Om: Arbejdstagere med éndagskontrakter

De græske organisationer OPAP og ODIE har i mange år beskæftiget arbejdstagere på grundlag af »éndagskontrakter«, dvs. de har dagligt fornyet deres kontrakter gennem 5-20 år. Resultatet af denne taktik er, at arbejdstagerne ikke kan nyde godt af deres grundlæggende arbejds- og forsikringsmæssige rettigheder, såsom betalt barselsorlov, fordi forsikringskasserne nægter at forsikre arbejdstagere, der er ansat på éndagskontrakter. Disse ansættelseskontrakter er en klar overtrædelse af charteret om de grundlæggende rettigheder, fællesskabsbestemmelserne fastlagt i direktiv 1999/70/EØF (1), 76/207/EØF (2), 86/613/EØF (3) og 92/85/EØF (4) samt Domstolens retspraksis.

Finder Kommissionen sådanne ansættelseskontrakter acceptable? Hvilke foranstaltninger agter den at træffe for at sikre, at disse arbejdstagere kan udøve alle deres arbejdsrettigheder? Kan bestemmelserne i direktiv 1999/70/EF finde anvendelse på de ovennævnte arbejdstagere?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(13. februar 2004)

Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.

Personer med éndagskontrakter, der i Grækenland betragtes som arbejdstagere, er således omfattet af direktivet, mens personer, der betragtes som tjenesteydere, ikke er omfattet af direktivet.

I henhold til direktivets § 5 skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser for at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold og enten kræve objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold eller fastsætte den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold eller antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys. De bestemmelser, der fastsættes, skal være af en sådan art, at de forhindrer misbrug. Hvis der er arbejdstagere med éndagskontrakter, der fornys dagligt i flere år, er dette efter alt at dømme ikke foreneligt med direktivets § 5.

Kommissionen har i øjeblikket en aktiv kontakt til de græske myndigheder for at påse, at direktivet gennemføres korrekt.

(1) EFT L 175 af 10.7.1999, s. 43.

(2) EFT L 39 af 14.2.1976, s. 40.

(3) EFT L 359 af 19.12.1986, s. 56.

(4) EFT L 348 af 28.11.1992, s. 1.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/909

(2004/C 78 E/0961)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-4073/03

af Giovanni Fava (PSE) til Kommissionen

(8. januar 2004)

Om: Kraftvarmeværk

Formanden for regionen Sicilien har i egenskab af sit hverv som særlig kommissær med ansvar for affald udsendt en bekendtgørelse om opførelse af et stort kraftvarmeværk til forbrænding af affald med en tilhørende losseplads i Paternó i Catania-provinsen.

Det areal, som er udpeget til placering af kraftvarmeanlægget og lossepladsen, befinder sig kun fem km fra bebyggelsen i »Contrada Valanghe«, der af Fællesskabet er betegnet som et »område af fællesskabsinteresse« (SIC-ITA 060015) på grund af områdets særlige geologiske sammensætning og den karakteristiske flora og fauna. Desuden grænser det pågældende areal op til et andet område af fællesskabsinteresse (SIC-ITA 070025), »il tratto di Pietralunga del fiume Simeto«, hvor der findes vigtige arkæologiske levn.

Mener Kommissionen på baggrund af disse oplysninger ikke, at den afgørelse, som formanden for regionen Sicilien og de lokale myndigheder har truffet i alvorlig grad strider mod Fællesskabets ønske om af de ovennævnte grund at beskytte disse arealer.

Finder Kommissionen ikke, at valget af et areal til placering af et kraftvarmeanlæg og en losseplads kun fem km fra en bebyggelse er farligt for den lokale befolknings sikkerhed og sundhed?

Mener Kommissionen endelig ikke, at afgørelsen om at placere er et kraftvarmeanlæg i et område, hvor der overvejende dyrkes produkter med BOB (beskyttede oprindelsesbetegnelser) og økologiske afgrøder, vil indebære en alvorlig fare for den lokale økonomi og udvikling?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(5. februar 2004)

Ifølge Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (1) (Direktivet om vurdering af virkningerne på miljøet (VVM)), ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (2), kan opførelsen af et kraftvarmeværk til forbrænding af affald og anlæggelse af en losseplads afhængigt af deres dimensioner kræve en VVM. Placeringen af de planlagte faciliteter er både ud fra afstanden til befolkede områder og de økonomiske aktiviteter i områderne bestemt et af de elementer, der skal tages hensyn til ved vurderingen eller ved beslutningen om, hvorvidt projektet skal vurderes eller ej.

Ud over disse krav ligger det projekt, som det ærede medlem nævner, i en lokalitet af fællesskabsbetydning, som Italien foreslog i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (3), og nær en anden lokalitet, der er foreslået efter samme direktiv. Projektet er derfor underlagt artikel 6 i samme direktiv, hvor det fastsættes, på hvilke betingelser et projekt, der sandsynligvis har en betydelig virkning for et særligt beskyttet område eller en lokalitet af fællesskabsbetydning, kan tillades. Ser et projekt ud til at få en betydelig virkning, vil en godkendelse af det, uden at betingelserne i artikel 6 er opfyldt, derfor være en overtrædelse af direktivet.

Mere generelt skal alle nye forbrændingsanlæg uanset deres placering overholde de emissionsstandarder og andre betingelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (4). Hvis anlægget falder ind under Rådets Direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (5), som det tilsyneladende er tilfældet her, fastsætter myndighederne desuden i de tilladte emissionsgrænseværdier ækvivalente parametre og tekniske målinger, der er baseret på den bedst mulige teknik, under hensyntagen til anlæggets tekniske karakteristik, dets geografiske placering og de lokale miljøforhold. Dette betyder, at myndighederne om nødvendigt kan fastsætte strengere betingelser end dem, der er fastsat i direktivet om forbrænding af affald.

Det fremgår ikke klart af det ærede medlems oplysninger, om der blev foretaget en vurdering af virkningerne på miljøet eller en særlig vurdering af det planlagte anlægs virkning for de to foreslåede lokaliteter af fællesskabsbetydning, og i bekræftende fald hvad deres konklusioner var. Da det også er uklart, om der allerede er givet byggetilladelse, råder Kommissionen ikke over elementer, der tyder på en eventuel overtrædelse af direktiv 92/43/EEC.

(4) EFT L 332 af 28.12.2000.

(5) EFT L 257 af 10.10.1996.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/910

(2004/C 78 E/0962)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4080/03

af Chris Davies (ELDR) til Kommissionen

(14. januar 2004)

Om: Pas for kæledyr

En portugisisk statsborger har kontaktet mig for at give udtryk for sin utilfredshed med, at det er ulovligt at holder fritter til noget som helst formål i Portugal, og at fritter, der holdes som kæledyr, kan konfiskeres og aflives eller placeres i en zoologisk have.

Såvidt jeg har forstået, er fritter omfattet af kæledyrspasordningen, hvorfor det skulle være muligt at rejse med dem inden for EU, forudsat at de er vaccineret og behørigt mærket.

Har Kommissionen udstedt advarsler til eller retningslinjer for fritteejere vedrørende indrejse til Portugal?

Undersøgte Kommissionen i forbindelse med forhandlingerne med medlemsstaterne om kæledyrspas-ordningen problemerne omkring forskelle i de nationale lovgivningner med hensyn til lovligheden af at holde bestemte kæledyr?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(16. februar 2004)

Forbuddet mod at holde fritter i Portugal falder ikke ind under Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 998/2003 af 26. maj 2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr (1), da dette forbud skyldes andre hensyn end dyresundhedsmæssige hensyn.

I artikel 2, tredje stykke, i ovennævnte forordning står der: »Bestemmelser, som bygger på andre hensyn end dyresundhedsmæssige hensyn, og som tager sigte på at begrænse transporten af visse arter af selskabsdyr, berøres ikke af denne forordning«.

Det er således op til medlemsstaterne at tage stilling til alle andre eventuelle spørgsmål i forbindelse med ikke-kommerciel transport af de pågældende dyr. Ifølge de oplysninger, der er indhentet fra de portugisiske myndigheder, ligger der miljøbeskyttelseshensyn til grund for det nævnte forbud.

For at opfylde sin forpligtelse ifølge forordning (EF) nr. 998/2003 har Portugal truffet gennemførelsesforanstaltninger gennem dekret nr. 314/2003 af 17. december 2003. Ifølge dette dekret er det med hensyn til fritter desuden blevet obligatorisk at indhente en tilladelse fra miljøministeriet, hvilket ud fra ovennævnte bestemmelser i artikel 2 ikke kan betragtes som værende i strid med EF-forordningen.

(1) EUT L 146 af 13.6.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/911

(2004/C 78 E/0963)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4086/03

af Olle Schmidt (ELDR) til Kommissionen

(14. januar 2004)

Om: Virksomhedsspecifik støtte til Eftec i forbindelse med flytning fra Hässleholm i Sverige til Wales i Storbritannien

Virksomheden Eftec i Hässleholm fremstiller rustbeskyttelsesmidler til bilindustrien. Walisiske myndigheder har bekræftet, at virksomheden har modtaget finansiel støtte i forbindelse med virksomhedsflytningen fra Hässleholm til Wales. Der er betalt 6 mio. SEK i etableringsstøtte, og de er blevet anvendt til udbygning af den nye fabrik i Rhigos, Aberdare. Det forlyder, at Eftec sandsynligvis vil få 6 mio. SEK om året i seks år, hvilket skulle være tilstrækkelig til at dække afviklingsomkostningerne på op til 30 mio.

Ud fra disse oplysninger kan det konstateres, at udviklingen af EU's konkurrencepolitik går i den forkerte retning. Målet i EU må selvfølgelig være at afskaffe al virksomhedsspecifik støtte sådan som den støtte, der nu er blevet udbetalt til Eftec. EU bør i stedet for satse på støtte af generel karakter, f.eks. støtte til infrastruktur samt til det almindelige uddannelsessystem. Støtte til enkelte virksomheder, som den der nu er blevet bevilget Eftec, er kun med til at fordreje markedet og er meget uretfærdig for de berørte regioner. Nedlægningsbeslutningen berører 22 ansatte.

Kan Kommissionen bekræfte ovennævnte oplysninger om, at Eftec får etableringsstøtte på 6 mio. om året i en periode på seks år? Mener Kommissionen, at en sådan udvikling kan forenes med målene for EU's konkurrencepolitik?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(17. februar 2004)

Kommissionen har taget det ærede medlems oplysninger om mulig statsstøtte til virksomheden Eftec til efterretning. Ifølge disse oplysninger står virksomheden til i løbet af seks år at modtage tilskud på 30 mio. SEK til brug ved udvidelsen af fabrikken i Rhigos, Aberdare. Det ærede medlem har anført, at støtten er bevilget i forbindelse med virksomhedens flytning fra Hässleholm i Sverige til Wales.

Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence vil udføre de nødvendige undersøgelser i forbindelse med de oplysninger, som det ærede medlem har givet, således at det kan fastslås, om det pågældende projekt indebærer statsstøtte, som er uforenelig med EF-traktatens konkurrenceregler. Kommissionen vil snarest muligt oplyse det ærede medlem om resultatet.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/912

(2004/C 78 E/0965)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0005/04

af Olivier Dupuis (NI) til Kommissionen

(16. januar 2004)

Om: Forfølgelse af Uighur-organisationer med hjemsted i Den Europæiske Union

Folkerepublikken Kinas regering har netop offentliggjort en liste over eftersøge etniske »Uighur-terrorister« i udlandet og opfordret til, at de arresteres og udvises i et nyt forsøg på at begrænse Uighur-aktivisternes politiske indsats uden for Kina ved at betegne deres politiske aktiviteter som terrorisme for derigennem at opnå international støtte til den igangværende knægtelse af den selvstyrende region Xinjiang Uighur. Det officielle dokument, som blev offentliggjort af det kinesiske ministerium for offentlig sikkerhed, nævner fire Uighur-grupper som »terrororganisationer«. Omfattet er bl.a. World Yighur Youth Congress (WUYC) og East Turkistan Information Center (ETIC). Begge politiske grupperinger har hjemsted i Tyskland, hvor de offentliggør rapporter om de løbende overgreb på Uighur-befolkningen i Kina og fører kampagne for selvbestemmelse i regionen. Erklæringen nævner ligeledes 11 enkeltpersoner som angivelige »terrorister«, herunder formændene for WUYC og ETIC. Alle lever i udlandet, og de kinesiske myndigheder har opfordret andre stater til at arrestere og udvise dem til Kina.

De kinesiske myndigheder skelner fortsat kun i ringe grad eller slet ikke mellem voldelig modstand og fredelig udøvelse af udtryks-, forenings- og religionsfriheden. Kina anser enhver kampagne til fordel for større autonomi eller uafhængighed for »etnisk separatisme«, hvilket er en kriminel handling i henhold til den kinesiske sikkerhedslovgivning. Adskillige hundrede Uighurer, som har været anklaget for sådanne aktiviteter, er blevet henrettet siden midten af 1990-erne, mens tusindvis af andre er blevet tilbageholdt og fængslet efter uretfærdige domme og tortur, samtidig med at der er blevet indført stadig strengere begrænsninger for de islamiske præster og for udøvelsen af den islamiske religion i området.

Hvad har Kommissionen til hensigt at foretage for at forhindre, at mennesker, som går ind for frihed og demokrati i Kina, hvad enten de lever i Folkerepublikken Kina eller udenfor, må betale i form af tortur eller endog med deres liv for deres tro på retsstatslige forhold og grundlæggende rettigheder? Blev dette spørgsmål rejst under det seneste møde mellem EU og Folkerepublikken Kina i Beijing, og hvad blev der i bekræftende fald besluttet af EUs og Kinas myndigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(17. februar 2004)

EU lægger stor vægt på menneskerettighedssituationen overalt i verden og tillægger dette spørgsmål stor betydning i sin politik over for tredjelande. Ytrings-, forsamlings- og religionsfriheden har altid været prioriteret højt på dagsordenen for menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina, senest for nylig på mødet i Beijing den 27. og 28. november 2003. Spørgsmålet har også regelmæssigt været behandlet inden for rammerne af den politiske dialog, blandt andet på det seneste bilaterale topmøde mellem EU og Kina, der fandt sted i Beijing den 30. oktober 2003.

EU har konsekvent anmodet de kinesiske myndigheder om fuldt ud at respektere menneskerettighederne, herunder mindretallets rettigheder, og navnlig Uighur-samfundets rettigheder. Med hensyn til sidstnævnte har EU altid understreget, at kampen mod terrorismen bør føres med respekt for menneskerettighederne og med en klar sondring mellem fredelige meningstilkendegivelser og voldelige aktioner.

Endvidere har EU inden for rammerne af denne dialog udtrykt bekymring over de vedvarende rapporter om udbredt anvendelse af tortur i Kina. EU mener også, at ikrafttrædelsen den 1. januar 2004 af et nyt dekret fra ministeriet for offentlig orden, som har til formål at forhindre anvendelsen af tortur for at fremkalde tilståelser eller efterforske lovovertrædelser, er en gunstig udvikling, hvis gennemførelse vil blive overvåget nøje. Det bør i øvrigt bemærkes, at Kina på det sidste møde inden for rammerne af menneskerettighedsdialogen principielt forpligtede sig til at deltage i et tresidet samarbejde med EU og FN's Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) om forebyggelse af tortur.

Disse spørgsmål vil atter blive behandlet på det næste møde inden for rammerne af menneskerettigheds-dialogen, der finder sted i Dublin den 26. og 27. februar 2004.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/914

(2004/C 78 E/0966)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0014/04

af Johanna Boogerd-Quaak (ELDR) til Kommissionen

(9. januar 2004)

Om: Forholdet mellem aflyste flyvninger og passageroplysninger (PNR)

I midten af december nåede USA og Kommissionen i princippet til enighed om at give USA oplysninger om passagerer. I denne aftale nåede man til enighed om bl.a. antallet af oplysningerne samt lagring heraf, oplysning til passagerer og retsvejen i USA. Aftalen afventer nu behandlingen i Rådet og Europa-Parlamentet. I mellemtiden har USA, som endnu modtager oplysningerne om passagerne i ufiltreret form, forhindret 6 Air France-flyvninger.

Med henblik på Europa-Parlamentets drøftelse bedes Kommissionen besvare følgende:

1.	Hvordan forholder denne optræden sig til aftalen og navnlig de aftalte betingelser?

2.	Kan ensidig aflysning af flyvninger endda efter samråd mellem udenrigsministre betragtes som værende i strid med internationale handelsaftaler?

3.	Indeholder denne aftale, som endnu ikke er forelagt Parlamentet, afsnit om betingelserne for en eventuel aflysning af flyvninger?

Hvilken rolle spillede følgende elementer, da disse beslutninger blev taget:

—	det overordnede forhold mellem EU og USA

—	flypassagernes sikkerhed og tillid

—	flyselskabernes omkostninger?

5.	Hvordan forløber samarbejdet mellem de europæiske og amerikanske sikkerhedsmyndigheder?

6.	Hvordan oplyses flyselskaberne og hvilket ansvar påhviler dem?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(16. februar 2004)

Kommissionen henviser det ærede medlem til den erklæring, der blev fremsat af dens næstformand med ansvar for energi og transport den 12. januar 2004 på Kommissionens vegne under debatten om luftfartssikkerhed under Parlamentets plenarforsamling i Strasbourg.

Navnlig gjorde Kommissionen det klart, at der ikke var nogen forbindelse mellem den aftale, der blev indgået med USA's told- og grænsebeskyttelsesmyndigheder om passageroplysninger i december 2003, og de amerikanske myndigheders handlinger i julen, der førte til aflysninger af en række flyvninger. Det er Kommissionens opfattelse, at alarmberedskabet ikke var affødt fra passageroplysninger, men af oplysninger indsamlet af de amerikanske efterretningstjenester.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/915

(2004/C 78 E/0967)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0024/04

af Avril Doyle (PPE-DE) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Finansiel støtte til en organisation, der fremmer handicappedes autonomi

Nu hvor 2003, det europæiske handicapår, nærmer sig sin afslutning, kan Kommissionen da give oplysninger om eventuelle kilder til finansiering af en europæisk paraplyorganisation (ENIL, European Network on Independent Living), som repræsenterer og fremmer handicappedes eller bevægelseshæmmedes interesser?

Ud over at gennemføre informationskampagner og tilvejebringe støttesystemer for de pågældende personer ville organisationen tackle grundlæggende behov for infrastrukturer, der er nødvendige for et selvstændigt og uafhængigt liv. Ligebehandling og styrkelse af aktionsmidlerne ville være hjørnestenene i den pågældende bevægelse med vægt på selvhjælp gennem driften af associerede netværk af personer, der lever et selvstændigt og uafhængigt liv, hvilket ville gøre det muligt at maksimere ekspertisen og ressourcerne på dette område i hele Fællesskabet.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(9. februar 2004)

Ifølge finansordningen for de europæiske institutioner (1) skal al fællesskabsfinansiering bevilges gennem fuldstændigt åbne og gennemsigtige procedurer.

For eksempel fastslår artikel 109 og 110 i den nye finansforordning tydeligt at:

—	Tilskud ydes under overholdelse af principperne om klarhed og åbenhed, ligebehandling og samfinansiering og kan ikke kumuleres eller ydes med tilbagevirkende kraft.

—	Bortset fra bistand i krisesituationer og humanitære bistandsforanstaltninger anføres tilskud i et årligt program, der offentliggøres i regnskabsårets begyndelse.

Dette arbejdsprogram gennemføres ved indkaldelse af forslag, undtagen i hastende og behørigt begrundede undtagelsestilfælde, eller hvis modtageren er af en sådan beskaffenhed, at der ikke er anden mulighed i forbindelse med en bestemt foranstaltning.

—	Alle tilskud, der ydes i løbet af et regnskabsår, offentliggøres årligt under overholdelse af fortroligheds-og sikkerhedskrav.

Som følge deraf offentliggøres alle udbud og forslagsindkaldelser på internettet i overensstemmelse med de nye finansielle procedurer og er tilgængelige på Europa-webstedet og/eller på tematiske (dvs. Uddannelse og Kultur, Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold, Informationssamfundet) web-steder fra hvert generaldirektorat.

På disse websteder findes alle oplysninger om finansieringsmuligheder gennem diverse aktioner til fordel for handicappede, som er finansieret under Fællesskabets forskellige programmer, aktioner eller projekter.

Der er mulighed for online at konsultere Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforholds websted på følgende adresse: (http://europa.eu.int/comm/dgs/employment_social/ index_en.htm).

I den tematiske afdeling »calls for tender & proposals« (udbud og forslagsindkaldelser) kan specifikke oplysninger vedrørende budgetbevilling inden for rammerne af programmet til bekæmpelse af forskelsbehandling (indkaldelse af projekter til støtte af ikke-statslige organisationer på EU-niveau) og den nye budgetpost, som Parlamentet for nylig vedtog, (pilotprojekter om integrering af handicapspørgsmål: opfølgning på Det Europæiske Handicapår 2003) let findes.

(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget, EFT L 248 af 16.9.2002.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/916

(2004/C 78 E/0968)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0025/04

af Avril Doyle (PPE-DE) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Muligheden af »BSE« (OSE?) hos får

I Det Forenede Kongerige reagerede ca. 28 får i september 2003 positivt på en TSE-test, men negativt på en scrapie-test, hvilket rejser mulighed for, at de kunne have »BSE«, som er knyttet til den humane variant Creutzfeld-Jacobs sygdom (vCJD).

I betragtning af de potentielle negative implikationer heraf for menneskers sundhed, konsum af lammekød og dyrevelfærd (i form af masseslagtning) kan Kommissionen da oplyse følgende:

1.	Hvad var resultatet af de britiske undersøgelser af ovennævnte tilfælde? Hvorledes er de forvirrende resultater fra DEFRA (Department for Environment, Food and Rural Affairs — det britiske fødevareministerium) blevet fortolket?

2.	Hvilke fremskridt er der blevet gjort på EU-plan i undersøgelsen af, hvor mange tilfælde af scrapie der er i de forskellige medlemsstater?

3.	Er der bekymring i EU for en særlig infektionssygdom af BSE-typen hos får (ovin spongiform encephalopati), der adskiller sig fra scrapie?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(10. februar 2004)

I september 2003 meddelte Det Forenede Kongerige, at 28 fårs positive reaktion på den Biorad-screeningtest, der blev foretaget i forbindelse med TSE-testningen af sunde slagtede får i perioden april 2002-marts 2003, ikke kunne bekræftes ved den sædvanlige metode. Hvorfor vides ikke, men det kan måske skyldes en meget lav forekomst af scrapie eller en hidtil ukendt scrapiestamme. Kommissionen har anmodet EF-referencelaboratoriet for TSE-testning i Weybridge om at medtage disse resultater i drøftelserne, når ekspertgruppen for stammebestemmelse mødes. Kommissionen skal dog fremhæve, at der ikke er nogen grund til at tro, at resultaterne er udtryk for BSE hos får.

I overensstemmelse med Den Videnskabelige Styringskomités udtalelse af 19. oktober 2001 har medlemsstaterne siden begyndelsen af 2002 gennemført et intensivt aktivt TSE-overvågningsprogram for får og geder. Indtil udgangen af november 2003 blev der testet 600 000 sunde slagtedyr og 200 000 risikodyr i EU i tillæg til fortsat passiv overvågning af kliniske tilfælde. Denne kombinerede overvågning har ført til 3 344 bekræftede TSE-tilfælde blandt får og geder i denne periode og har i høj grad forbedret skønnet over sygdommens forekomst i de fleste medlemsstater. Den har også resulteret i de første bekræftede tilfælde af scrapie i to medlemsstater (Portugal og Finland).

Kommissionen har længe vidst, BSE-infektion er en teoretisk mulighed i fåre- og gedebestanden. Derfor fjerner man som en forebyggende foranstaltning visse specificerede risikomaterialer fra får og geder i forbindelse med slagtning ved destruktion eller forbrænding. Kommissionen har desuden ofte drøftet beredskabsplaner med medlemsstaterne til brug i tilfælde af, at der opdages BSE hos får og geder under naturlige forhold, og har anmodet medlemsstaterne om at udarbejde individuelle BSE-beredskabsplaner på grundlag af en vedtaget model. På vegne af Kommissionen koordinerer EF-referencelaboratoriet for TSE-testning også en ekspertgruppe for stammebestemmelse, som er ved at udvikle en metode til differentialtestning af bekræftede scrapie-tilfælde i Fællesskabet for at kunne udelukke, at disse dyr lider af BSE.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/917

(2004/C 78 E/0970)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0029/04

af Heinz Kindermann (PSE) til Kommissionen

(9. januar 2004)

Om: Lukning af den veterinære grænsekontrolpost

Den veterinære grænsekontrolpost Pomellen/Tyskland hører — ifølge et høringsdokument fra Kommissionen — til dem, der som led i udvidelsen (i princippet altså den 1. maj 2004) vil blive slettet fra listen over godkendte veterinære grænsekontrolposter i EU. Fire måneder før udvidelsen foreligger der imidlertid stadig ingen officielle oplysninger fra Kommissionen om fremtiden for de veterinære grænsekontrolposter ved grænserne til tiltrædelseslandene. Den ansvarlige for driften — i dette tilfælde amtet Uecker-Randow — har dog hurtigst muligt brug for bindende oplysninger, for at den nuværende usikkerhed om planlægningen kan ophøre.

EU har inden for veterinær- og levnedsmiddelsektoren (bl.a. hvad angår slagterier og mælkeproducenter) indgået vidtrækkende overgangsordninger med ti tiltrædelseslande på betingelse af, at de produkter, der ikke lever op til EU's bestemmelser, kun må markedsføres i det pågældende tiltrædelsesland og således ikke på det indre marked. Følgende spørgsmål er opstået på baggrund af ovenstående:

1.	Kan Kommissionen på nuværende tidspunkt træffe en bindende beslutning om, hvornår den veterinære kontrolpost i Pomellen vil miste sin EU-godkendelse og dermed ikke længere er ansvarlig for veterinær grænsekontrol?

2.	Skal det beløb, som EU har betalt i støtte til etableringen af den veterinære grænsekontrolpost også tilbagebetales i tilfælde af lukning, når lukningen vil være resultatet af en EU-beslutning?

3.	Hvordan vil Kommissionen sikre, at de produkter, der ikke lever op til EU's bestemmelser, ikke bliver indført på det indre marked? Er det muligt at opretholde disse overgangsordninger for veterinærkontrol ved grænserne til de fremtidige medlemsstater i gyldighedsperioden?

4.	Kan Kommissionen se det nødvendige i at bevare den veterinære grænsekontrolpost under toldkontoret i Pomellen som led i den fremtidige officielle levnedsmiddel- og fødevarekontrol for indførsel af varer i den tyske medlemsstats område i overensstemmelse med udkastet til forordning?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(1. marts 2004)

Kommissionen gav udtryk for sin hensigt, hvad angår grænsekontrolposter i ansøgerlandene, i det høringsdokument, som for nylig blev offentliggjort på webstedet for Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse. På grundlag af høringsdokumentets bilag har Kommissionen udarbejdet et udkast til Kommissionens beslutning om »tilpasning af beslutning 2001/881/EF (1) for så vidt angår grænsekontrol-steder, der skal opføres på eller udgå af listen, med henblik på Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse«. I henhold til dette udkast til en beslutning skal visse nye grænsekontrolposter i ansøgerlandene opføres på listen, mens visse andre i Tyskland, Italien og Østrig skal udgå af listen. Pomellen er blandt de grænsekontrolposter, der skal udgå af listen. Beslutningen vil efter vedtagelsen træde i kraft den 1. maj 2004, både hvad angår grænsekontrol-poster, som skal opføres på og udgå af listen.

Der blev givet økonomisk støtte til den veterinære grænsekontrolpost ved Pomellen i henhold til Kommissionens beslutning 94/83/EF (2), og lukningen af denne grænsekontrolpost har i sig selv ingen betydning herfor.

Kommissionen arbejder på to foranstaltninger vedrørende kontrol på det udvidede indre marked. Den ene vedrører markedsføring af produkter, som er på lager ved tiltrædelsen, og den anden vedrører produkter fra virksomheder, som er underlagt overgangsordninger. Dette vil sikre, at produkter fra sådanne virksomheder i alle ansøgerlandene klart kan bestemmes som produkter, som det udelukkende er tilladt at markedsføre i det ansøgerland, hvor oprindelsesvirksomheden findes.

Udkastet til en forordning om officiel fødevare- og foderstofkontrol har ikke til formål at ændre ordningen for veterinærkontrol af animalske tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet og undersøges i henhold til direktiv 97/78/EF (3).

Ydermere ser Kommissionen ikke noget behov for at opretholde veterinærkontrol ved EU's indre grænser efter tiltrædelsen, da dette ville være i modstrid med de bestemmelser i gældende fællesskabsret på det veterinære område, som er fastlagt i direktiv 89/662/EØF (4), hvad angår produkter, og direktiv 90/425/EØF (5), hvad angår levende dyr.

(1) Kommissionens beslutning af 7. december 2001 om en liste over grænsekontrolsteder, der er godkendt til at føre veterinærkontrol med dyr og animalske produkter fra tredjelande, og om opdatering af de nærmere bestemmelser om den kontrol, som skal gennemføres af Kommissionens eksperter, EFT L 326 af 11.12.2001.

(2) Kommissionens beslutning 94/83/EF af 2. februar 1994 om finansiel EU-støtte til forbedring af den veterinære kontrolordning ved EU's ydre grænse i Tyskland, EFT L 42 af 15.2.1994.

(3) Rådets direktiv 97/78/EF af 18. december 1997 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet, EFT L 24 af 30.1.1998.

(4) Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked, EFT L 395 af 30.12.1989.

(5) Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked, EFT L 224 af 18.8.1990.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/919

(2004/C 78 E/0971)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0036/04

af Jules Maaten (ELDR) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Udbrud af sars i Kina og Filippinerne

I Kina er der igen opdaget et tilfælde af sars. Denne virus udviser ligheder med den virus, der er fundet hos marekatte. Også på Filippinerne meldes der om et sandsynligt tilfælde af sars. Der er tale om en kvinde, der tidligere har opholdt sig i Hong Kong. Myndighederne på Filippinerne har sat 34 mennesker i husarrest, fordi de har været i kontakt med denne kvinde.

1.	Den tidligere sars-epidemi har vist, at sars-virussen kan slå til rasende hurtigt. Den 18. juli 2003 oplyste Kommissionen i et svar på min skriftlige forespørgsel E-1651/03 (1), at Den Europæiske Union på daværende tidspunkt ikke havde nogen kriseplan til bekæmpelse af denne form for udbrud.

2.	Kan Den Europæiske Union nu inden for 24 timer træffe foranstaltninger, hvis der opdages et tilfælde af sars i Unionen? Forberedes der allerede nu foranstaltninger til i europæiske lufthavne at kontrollere passagerer, der kommer fra Folkerepublikken Kina eller fra Filippinerne?

3.	Spises der marekatte eller lignende dyr i Den Europæiske Union eller i de fremtidige medlemsstater, og er Unionen i bekræftende fald i stand til at træffe foranstaltninger imod dette?

4.	Anser Kommissionen det for hensigtsmæssigt, at anbringe personer i karantæne, hvis sars-virussen skulle dukke op i Den Europæiske Union?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(19. februar 2004)

Sundhedsmyndigheder i Kina bekendtgjorde for nylig et bekræftet tilfælde og to formodede tilfælde af Alvorligt akut luftvejssyndrom (SARS).

Et spørgeskema om SARS-beredskab, som Kommissionen har udfærdiget, er blevet omdelt til medlemsstaterne, tiltrædelseslandene og til medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)/Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), herunder Schweiz. Besvarelserne viser en stor årvågenhed med hensyn til SARS i alle disse lande, og at et højt beredskabsniveau efterstræbes.

Nye tekniske vejledninger om SARS er blevet vedtaget i samarbejde med medlemsstaterne, herunder EU's reviderede definition af SARS. Vejledningerne indeholder instruktioner om, hvordan man muliggør hurtig kommunikation mellem medlemsstaterne og Kommissionen i tilfælde af, at SARS igen dukker op i EU. Dokumenterne er offentliggjort på internettet. I forbindelse med de foranstaltninger, som skal gennemføres i lufthavne, gør Verdenssundhedsorganisationen på det stærkeste opmærksom på beviserne for, at screening af ankommende passagerer fra lande med SARS-ramte områder ikke er en effektiv foranstaltning til at kontrollere spredning af SARS.

3.	Kommissionen er ikke bekendt med, at der spises desmerkatte i Europa, og det er ikke lovligt at importere kød fra disse dyr.

I samarbejde med medlemsstaterne og gennem EU's netværk vedrørende overførbare sygdomme har EU nu etableret et stærkt system til overvågning og koordinering af reaktioner på SARS-virussen. Hvis SARS kommer igen, vil der atter forekomme intensiv overvågning, og de anbefalede foranstaltninger til at kontrollere SARS (dvs. opsporing af tilfælde, isolation af patienter og infektionskontrol og kontaktopsporing) vil blive genoprettet. Disse foranstaltninger har vist sig at være effektive før i tiden og vil danne grundlag for fremtidige foranstaltninger. Der blev lært meget fra SARS-udbruddet. EU bør sørge for, at der etableres et system til indhentning af rådgivning i hele Europa. Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol, som Kommissionen har foreslået, skal bidrage til dette og stoles på for aktuelle og effektive reaktioner i forbindelse med trusler som SARS.

(1) EUT C 11 E af 15.1.2004, s. 208.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/920

(2004/C 78 E/0973)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0041/04

af Elspeth Attwooll (ELDR) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Handlen mellem Skotland og resten af EU

Hvilke nøgleaktioner på enten EU- eller indenrigsniveau betragter Kommissionen som nødvendige for at forbedre handlen mellem Skotland og resten af EU?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(23. februar 2004)

Kommissionen mener, at alle foranstaltninger, der træffes for at fjerne de resterende lovgivningsmæssige hindringer for samhandelen mellem medlemsstaterne eller for at reducere de omkostninger, der er forbundet med denne samhandel, vil:

a)	forbedre samhandelen mellem Skotland og resten af EU og

b)	give øget fremgang gennem skærpet konkurrence.

Øget fremgang vil forbedre samhandelen yderligere og dermed have en positiv økonomisk effekt. Dette vil efter Kommissionens opfattelse være tilfældet, uanset om foranstaltningerne træffes på EU-plan eller på nationalt plan.

På EU-plan skal medlemsstaterne gennemføre hele strategien for det indre marked (1). Efter nærhedsprincippet kunne nogle af strategiens prioriterede aktioner dog også gennemføres af Skotland. Det gælder særlig den prioriterede aktion 1 og 2 (fremme af frie varebevægelser og fri udveksling af tjenesteydelser, særlig ved at påse, at markedsovervågningsmyndighederne anvender princippet om gensidig anerkendelse), 5 (flere muligheder på det offentlige udbudsmarked), 8 (enklere lovgivning), 9 (håndhævelse af forskrifterne for det indre marked) og 10 (nem adgang til information om handelen inden for det indre marked).

Derudover bør der tages initiativer, der letter samhandelen mellem Skotland og resten af EU, eller som reducerer omkostningerne i forbindelse hermed. Sådanne initiativer kunne f.eks. være infrastrukturinvesteringer eller øget eksportfremme for skotske varer. Navnlig de tiltrædende lande rummer store nye muligheder for skotske virksomheder.

(1) Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Strategien for det indre marked — Prioriteringer 2003-2006«, KOM(2003)238 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/921

(2004/C 78 E/0974)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0057/04

af Camilo Nogueira Román (Verts/ALE) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Udgifter til social beskyttelse i Spanien og situationen i EU

Ifølge det spanske statistiske institut faldt udgifterne til social beskyttelse i EU fra 28,4 % af EU's BNP i 1995 til 27,3 % i 2000. Udgifterne pr. indbygger varierer stærkt mellem medlemsstaterne. I Danmark udgør de f.eks. 7 754 EUR årligt og i Tyskland 7 025 EUR, medens de i Spanien og Portugal, som tegner sig for det laveste niveau i EU, kun udgør henholdsvis 3 715 EUR årligt og 3 765 EUR.

Har Kommissionen planer om en eller anden form for økonomisk eller lovgivningsmæssigt indgreb for at mindske disse enorme forskelle mellem befolkningerne i de forskellige medlemsstater?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(23. februar 2004)

I EF-traktatens artikel 137 står der, at Fællesskabet støtter og supplerer medlemsstaternes indsats på området arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse, og at det giver Rådet mulighed for at vedtage foranstaltninger til fremme af samarbejde mellem medlemsstaterne med undtagelse af foranstaltninger vedrørende enhver harmonisering af medlemsstaternes love og bestemmelser.

I den forbindelse er det ikke Kommissionens hensigt at foreslå finansielle eller lovgivningsmæssige foranstaltninger, der sigter på direkte at mindske forskellene i udgifter pr. indbygger til social beskyttelse, da disse ville udgøre en væsentlig indgriben fra EU's side i socialsikringssystemernes opbygning og finansiering, som fortsat bør høre under medlemsstaternes kompetenceområde.

Kommissionen foretrækker at opmuntre medlemsstaterne til i stigende grad at påtage sig en modernisering af socialsikringssystemerne ved at anvende den åbne koordinationsmetode, hvis grundlag er fælles mål, overvågning af resultater ved hjælp af fælles indikatorer og udveksling af erfaringer.

Endvidere bestemmes forskelle i udgifter pr. indbygger til social beskyttelse ikke kun politisk, men disse afspejler også de forskellige niveauer for økonomien, aldersstrukturen og styrken i uformelle solidariske netværk som f.eks. familien.

Det skal også bemærkes, at udviklingen i udgifter til social beskyttelse som andel af bruttonationalproduktet (BNP) normalt er modcyklisk. Andelen stiger, når væksten aftager, og falder under et økonomisk opsving.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/922

(2004/C 78 E/0975)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0058/04

af Giuseppe Di Lello Finuoli (GUE/NGL) til Kommissionen

(12. januar 2004)

Om: Støtte fra den italienske stat og regionen Campanien til programkontrakten med Agrifuturo S.c.a.r.l.

Under henvisning til forespørgerens talrige tidligere forespørgsler om emnet, hvorpå der ikke er givet noget ordentligt svar, har Kommissionen nu haft over et år til at undersøge dokumenterne vedrørende programaftalen med Agrifuturo. Det er svært at tro, at det har været umuligt at dechifrere disse dokumenter efter så lang tid og på grundlag af en sådan undersøgelse at træffe en afgørelse, der kunne meddeles forespørgeren inden udgangen af parlamentsperioden. Kan Kommissionen give et hurtigt og sammenfattende svar vedrørende dette programs forenelighed med punkt 4.9 i det regionale operationelle program for Campanien for 2000-2006?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler

(30. januar 2004)

Kommissionen ønsker først og fremmest at understrege, at den ikke har været i besiddelse af dokumenterne fra Agrofuturo S.c.a.r.l. vedrørende finansieringen af programkontrakten i over et år, sådan som det ærede medlem hævder i sin forespørgsel. Det forholder sig således, at de italienske myndigheder har videresendt en række dokumenter via Italiens Faste Repræsentation ved skrivelse af 15. maj 2003.

Det fremgår af de oplysninger, som de italienske myndigheder har givet, at Agrofuturo-dossieret er blevet overført til registret over ikke-anmeldt statsstøtte (ulovlige støtteforanstaltninger).

Der er for øjeblikket ved at blive udarbejdet en ny anmodning om oplysninger.

Kommissionen kan forsikre det ærede medlem om, at der vil blive truffet en beslutning, så snart svaret fra de italienske myndigheder er modtaget.

Det skal understreges, at i medfør af bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (den nuværende artikel 88) (1), er Kommissionen i tilfælde af en eventuel ulovlig støtteforanstaltning ikke bundet af den tidsfrist på to måneder, der normalt gælder for undersøgelse af statsstøtte.

(1) EFT L 83 af 27.3.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/923

(2004/C 78 E/0976)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0060/04

af Hiltrud Breyer (Verts/ALE) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Indhold af chrom VI i læder

Den 18. juni 2003 trådte Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/53/EF (1) om 26. ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF (2) om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater, herunder cement indeholdende chrom VI, i kraft.

Forskellige undersøgelser foretaget af de tyske erhvervssammenslutninger og af det tyske tv-magasin »ARD Ratgeber Bauen und Wohnen« har nu vist, at ikke kun cement, men også mange arbejdshandsker af læder kan indeholde ekstremt store mængder chrom VI. De grænseværdier for chrom VI i cement, der fastlægges i ovenanførte direktiv, blev ofte overskredet flere gange. Dette gælder ifølge offentliggjorte oplysninger også for andre produkter af læder, f.eks. for arbejdssko.

1.	Er Kommissionen bekendt med disse måleresultater?

2.	Har Kommissionen til hensigt nu ligeledes at begrænse markedsføringen af læder, der indeholder chrom VI? Hvornår og i hvilken form planlægger den i bekræftende fald at gøre dette?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af David Byrne

(23. februar 2004)

Kommissionen har ikke kendskab til de konkrete resultater af undersøgelser i Tyskland for nylig, som har påpeget store mængder af chrom VI i en række læderprodukter. Normalt ville enhver foranstaltning, der træffes på grundlag af sådanne resultater, være blevet meddelt Kommissionen og de andre medlemsstater gennem fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger (RAPEX), som der er redegjort for i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EØF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (3). De tyske myndigheder har til dato ikke fremsendt nogen officiel meddelelse herom.

Der er blevet gennemført en risikovurdering for visse chrom VI-forbindelser inden for rammerne af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 (4). En strategi for risikobegrænsning forventes inden udgangen af 2004.

Ifølge risikovurderingsrapporten er de behandlingsprocesser, der anvendes på læder- og træprodukter i EU, af en sådan karakter, at en eventuel udsættelse af forbrugerne forventes kun at ville vedrøre chrom III og ikke chrom VI. Det blev dog understreget i rapporten, at der ikke forelå oplysninger om læder- eller træprodukter importeret fra tredjelande, og at der derfor ikke var foretaget en vurdering af potentielle risici for menneskers sundhed på grund af den mulige tilstedeværelse af chrom VI i sådanne importerede produkter.

I de seneste måneder er Kommissionen imidlertid blevet opmærksom på en række videnskabelige og også mere generelle artikler i pressen, som gør opmærksom på tilstedeværelse og frigørelse af chrom VI i lædervarer (handsker, manchetter, læderbeklædning, m.m.). Kommissionen har til hensigt at indlede en systematisk undersøgelse i samarbejde med medlemsstaterne for at skaffe sig alle tilgængelige oplysninger om spørgsmålet.

På grundlag af de tilgængelige oplysninger vil Kommissionen rådføre sig med et af sine videnskabelige udvalg om den eventuelle sundhedsrisiko, der kan være forbundet med frigørelse af chrom VI i læderprodukter, for derefter at træffe passende foranstaltninger til at nedsætte risikoen.

(1) EUT L 178 af 17.7.2003, s. 24.

(2) EFT L 262 af 27.9.1976, s. 201.

(3) EFT L 11 af 15.1.2002.

(4) Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 af 23. marts 1993 om vurdering af og kontrol med risikoen ved eksisterende stoffer, EFT L 184 af 5.4.1993.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/924

(2004/C 78 E/0977)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0064/04

af Camilo Nogueira Román (Verts/ALE) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Den alarmerende stigning i arbejdsløsheden i Galicien: 7 465 nye arbejdsløse i løbet af december 2003 ud af de 23 419 nye arbejdsløse i hele den spanske stat, idet arbejdsløsheden i Galicien allerede er oppe på 12,36 %

Den drastiske stigning i arbejdsløsheden i Spanien i december 2003 med 23 419 nye arbejdsløse er den værste, der er sket i løbet af de sidste ti år. I Galicien er der kommet 7 465 nye arbejdsløse, som udgør 32 % af alle nye arbejdsløse i Spanien, selvom Galiciens indbyggere kun udgør 7 % af den samlede spanske befolkning. Den galiciske arbejdsløshed er nu nået op på 12,36 %. Denne negative udvikling, der endnu en gang viser, at der er en sammenhæng mellem det lave indkomstniveau og arbejdsløsheden, kræver særlige foranstaltninger, der tager fat på begge de alvorlige problemer samtidig, navnlig i mål 1-områder såsom Galicien.

Har Kommissionen kendskab til denne negative udvikling i arbejdsløsheden i Galicien? Agter Kommissionen at overveje særlige udviklingsforanstaltninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden i samarbejde med de galiciske og de spanske myndigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(10. februar 2004)

Kommissionen følger nøje beskæftigelsessituationens udvikling i alle de autonome spanske regioner.

Med hensyn til Galicien har de regionale myndigheder forelagt Kommissionen en regionaludviklingsplan inden for rammerne af progammeringsperioden 2000-2006, der afspejler regionens muligheder og svagheder, herunder beskæftigelsesforanstaltninger. For at støtte denne plan har Kommissionen besluttet at deltage aktivt i Galiciens udvikling ved at medfinansiere et operationelt program, som integreres i løbet af perioden 2000-2006. Dette program henhører under den fællesskabsstøtteramme, der fastlægger udviklingsstrategien for de spanske regioner, der omfattes af mål 1, herunder skabelse og opretholdelse af beskæftigelse.

Strukturfondenes deltagelse beløber sig til 3 430 mio. EUR4 ud af et samlet budget på 5 087 mio. EUR, med følgende fordeling på fondene:

(i millioner EUR)
EF-støtte	EFRU	ESF	EUGFL
Samlet: 3 430,058	2 335,7	392	702 358
100,00 %	68,10 %	11,43 %	20,48 %

Dette operationelle program kan tilpasses, alt efter hvordan arbejdsmarkedssituationen i regionen udvikler sig. I den forbindelse er midtvejsevalueringen i henhold til artikel 42 i forordning (EF) nr. 1260/1999 (1) netop blevet udarbejdet. På grundlag af dette vil man gå i gang med om nødvendigt at tilpasse programmet og vedtage eventuelle omprogrammeringer.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, EFT L 161 af 26.6.1999.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/925

(2004/C 78 E/0978)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0065/04

af Bill Newton Dunn (ELDR) til Kommissionen

(13. januar 2004)

Om: Flyveforbud i Europa for piloter på over 60 år

Ifølge spørgerens oplysninger tilsidesætter Frankrig, Italien og Portugal muligvis EU-bestemmelserne om, at piloter på mellem 60 og 65 år kan være flykaptajn på flyvninger i luftrummet over Europa … Så vidt spørgeren har forstået, har disse lande udstedt flyveforbud for piloter på over 60 år.

kan Kommissionen bekræfte, om dette er tilfældet, og, i bekræftende fald, oplyse, hvad den agter at gøre for at forhindre en sådan form for diskriminering, som er i modstrid med gældende EU-ret?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(18. februar 2004)

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 fastsætter de generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (1) og forbyder forskelsbehandling på grund af alder, handicap, religion eller tro eller seksuel orientering. Direktivet vedrører adgangen til beskæftigelse, løn, arbejdsbetingelser, afskedigelse, uddannelse osv. og såvel direkte som indirekte forskelsbehandling. Medlemsstaterne skal efterkomme direktivet inden den 2. december 2003, og når direktivet er gennemført, skal folk anlægge eventuelle sager for de nationale domstole i henhold til den nationale lovgivning. I medfør af artikel 18 i direktivet kan medlemsstaterne under særlige forhold få en frist på yderligere tre år til at iværksætte direktivets bestemmelser om forskelsbehandling på grund af alder og handicap (Belgien, Danmark, Tyskland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige har anmodet herom).

I henhold til artikel 2, stk. 5, berører direktivet ikke foranstaltninger fastsat ved national lovgivning, som er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed og for at beskytte sundheden.

I henhold til artikel 6 i direktivet kan ulige behandling på grund af alder desuden være berettiget under særlige omstændigheder, forudsat at det er objektivt begrundet i et legitimt formål, og at midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det er således muligt at indføre særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse for unge og ældre arbejdstagere, at fastsætte minimumsbetingelser for alder, erhvervserfaring eller anciennitet for adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med beskæftigelse samt at fastsætte en maksimal aldersgrænse for ansættelse baseret på uddannelse.

På grundlag af de foreliggende oplysninger er Kommissionen af den opfattelse, at anvendelse af en obligatorisk pensionsalder for piloter hører ind under den form for forskelsbehandling på grund af alder, som kan være berettiget i henhold til ovennævnte bestemmelser. Det forekommer legitimt at træffe forholdsregler for at sikre, at luftfartssikkerheden og beskyttelsen af flypassagerer går forud for alt, samt at piloterne er 100 % arbejdsdygtige. At en medlemsstat indfører en obligatorisk pensionsalder på 60 år for piloter (baseret på de internationale normer i Den Internationale Organisation for Civil Luftfart), må anses for at være en nødvendig og hensigtsmæssig måde til at opfylde dette mål. På basis af ovenstående har Kommissionen derfor ikke til hensigt at gribe ind over for de tre medlemsstater, der er nævnt af det ærede medlem.

(1) EFT L 303 af 2.12.2000.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/926

(2004/C 78 E/0979)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0067/04

af Bill Newton Dunn (ELDR) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Udbetaling af pension

Et medlem af min valgkreds er for nyligt blevet afskediget fra et nederlandskejet byggefirma med hjemsted i Det Forenede Kongerige. Firmaet er nu under konkursbehandling, og det er blevet meddelt de tidligere medarbejdere, at de ikke vil få udbetalt hele deres pension, på trods af at de har betalt til pensionskassen igennem mange år. De har fået oplyst, at det måske vil være muligt at få udbetalt et gennemsnitsbeløb på 17 %, men ikke hvad disse 17 % refererer til.

Kan Kommissionen bekræfte at der findes EU-regler, der skal hindre, at ansatte havner i denne forfærdelige situation? Såfremt dette er tilfældet, kan Kommissionen så oplyse, om der i denne sag kan gøres noget? Såfremt der ikke findes nogen relevant EU-lov, kan Kommissionen så oplyse om den påtænker at stille forslag om en sådan i fremtiden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(6. februar 2004)

Artikel 8 i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (1) pålægger medlemsstaterne at sikre, at de nødvendige foranstaltninger træffes for at beskytte interesser hos arbejdstagere og personer, der allerede havde forladt arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift på datoen for dennes insolvens, for så vidt angår erhvervet ret eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom, herunder ydelser til efterladte, i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger, som ikke er omfattet af nationale lovbestemte sociale sikringsordninger. Artikel 3, stk. 4, litra b), i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (2) indeholder en tilsvarende bestemmelse vedrørende situationer, der indebærer overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter.

Da den i den senere tid har modtaget en række rapporter om, at interesser hos arbejdstagere og personer, der allerede har forladt arbejdsgiverens virksomhed, muligvis ikke er beskyttet i tilstrækkelig grad i specifikke medlemsstater, er Kommissionen på nuværende tidspunkt i færd med at supplere og ajourføre de oplysninger, som den råder over, vedrørende medlemsstaternes ordninger for gennemførelse af artikel 8 i Rådets direktiv 80/987/EØF og artikel 3, stk. 4, i Rådets direktiv 2001/23/EF. Hvis denne analyse viser, at der findes klare og alvorlige mangler med hensyn til gennemførelsen, vil Kommissionen træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre fuldstændig overholdelse af fællesskabslovgivningen.

(1) EFT L 283 af 28.10.1980.

(2) EFT L 82 af 22.3.2001.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/926

(2004/C 78 E/0980)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0069/04

af Ilda Figueiredo (GUE/NGL) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Støtte til oprensning af søer i Cantanhede kommune

Mellem Cantanhede og Figueira da Foz, Portugal, findes der forskellige søer, bl.a. Lagoa da Vela, Lagoa da Salgueira og Lagoa da Mata, som med deres respektive afskærende dræn kræver oprensning og afforurening, beskæring af vegetation samt fjernelse af slam og dynd, som kan dumpes og spredes ud over de tilstødende skovarealer som gødning.

Hvilken EF-støtte kan der ydes til disse presserende foranstaltninger med henblik på bevaring af søernes økosystem og eventuel indførelse af opdræt af højkvalitetsfisk for fiskerne som en historisk ret for den lokale befolkning og med indførelse af en normal periode med fangstforbud?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margit Wallström

(26. februar 2004)

De nævnte søer ligger inden for et område af fællesskabsbetydning, som Portugal har foreslået udpeget under direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (1), og som benævnes »Dunas de Mira, Gandara e Gafanhas«. Projekter vedrørende bevaring af naturtyper og arter af fællesskabsinteresse i området eller vedrørende forbedring af disses bevaringsstatus kan således få støtte under LIFE-programmet (LIFE-Natur). Information om dette program kan findes på internet på adressen http://www.europa.eu.int/comm/environment/life/home.htm.

De foranstaltninger, det ærede medlem omtaler, kan ikke i sig selv betragtes som faldende ind under LIFE-Natur. De kunne imidlertid integreres i et mere generalt projekt for forbedring af de pågældende naturtypers og arters bevaringsstatus.

Hvad strukturfondene angår, kunne de nævnte foranstaltninger finansieres via det nationale miljøprogram som led i foranstaltningerne til bevarelse af søernes økosystemer eller via det operationelle program for Centro-regionen, hvori der indgår en særlig miljøforanstaltning. I begge tilfælde skal initiativtagerne sende deres ansøgning til de portugisiske myndigheder.

(1) EFT L 206 af 22.7.1992.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/927

(2004/C 78 E/0981)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0076/04

af Proinsias De Rossa (PSE) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Forordning (EØF) nr 1408/71 og registrering af blinde og svagtseende

Kommissionens forslag om at opdatere forordning nr. 1408/71 (1) tilstræber at bygge på ydelser til sundhed og pleje i hele EU og at forbedre samarbejdet og den gensidige information mellem myndighederne i medlemsstaterne.

Vil de foreslåede ændringer tage hånd om de problemer, der skyldes inkonsistente kriterier for registrering af blinde eller svagtseende i de forskellige medlemsstater? Vil de foreslåede ændringer sikre, at personer, når de registreres som blinde eller svagtseende og således bliver berettiget til de tilsvarende ydelser i én medlemsstat, så automatisk har ret til samme status og ydelser i det øvrige EU, uden at skulle gennem yderligere procedurer?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(23. februar 2004)

Kommissionens forslag (2) om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, skal ses i sammenhæng med indførelsen af et europæisk sygesikringskort, og derfor vedrører det især forsikrede personer, som midlertidigt opholder sig i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor de forsikret. Forslaget sigter først og fremmest på en harmonisering af retten til naturalydelser for alle kategorier af forsikrede i denne situation. Dette betyder, at alle forsikrede bør have ret til alle de naturalydelser, som er medicinsk nødvendige under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat under hensyntagen til ydelsernes art og opholdets varighed. Det andet mål med forslaget er at give alle forsikrede direkte adgang til lægehjælp under deres midlertidige ophold i en anden medlemsstat ved at ophæve kravet om, at man inden afrejsen skal henvende sig til sygeforsikringen i hjemlandet. En tredje foranstaltning, som Kommissionen har foreslået, vedrører en mere effektiv anvendelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 ved at indføre en ny artikel, som dels definerer forholdet mellem de personer, der dækkes af forordningen, og socialsikringsinstitutionerne, og dels forbedrer det gensidige samarbejde mellem institutionerne i medlemsstaten.

Med hensyn til blinde og dårligt seende vil de foreslåede ændringer til forordning (EØF) nr. 1408/71 således forbedre adgangen til naturalydelser under et midlertidigt ophold i en anden medlemsstat end den, hvor man er forsikret og tilmeldt. Ovennævnte forslag fastsætter dog ikke bestemmelser om harmoniserede kriterier for registrering som blind eller dårligt seende og omfatter heller ikke en gensidig anerkendelse af registreringen som blind eller dårligt seende.

(1) EFT C 181 E af 30.7.2002.

(2) KOM(2003) 378 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/928

(2004/C 78 E/0982)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0083/04

af Dirk Sterckx (ELDR) til Kommissionen

(14. januar 2004)

Om: Begrænsninger i den frie bevægelighed for flamske rejseledere i udlandet

Det hævdes, at flamske rejseledere, der ulønnet ledsager grupper på kulturrejser til Italien, Spanien, Frankrig og Grækenland, oplever store problemer, når de vil guide gruppen på nederlandsk. De risikerer at blive idømt bøder eller endog at blive arresteret af de lokale myndigheder, fordi de lokale bestemmelser ikke tillader, at udlændinge guider i deres by. Der er her tale om ledsagere, der, uanset deres ulønnede status, via deres erhverv og uddannelse (f.eks. kunsthistorie) råder over de nødvendige kvalifikationer til på sagkyndig vis at føre gruppen rundt.

Mener Kommissionen ikke, at sådanne lokale bestemmelser, der forbyder udenlandske guider at ledsage grupper og at guide på offentlige steder, er i strid med traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for personer?

Kan Kommissionen i bekræftende fald træffe de nødvendige foranstaltninger til at stoppe disse overtrædelser og i overensstemmelse med det nye forslag til direktiv om anerkendelse af erhvervs-kvalifikationer også udarbejde en passende ordning for denne gruppe af kvalificerede rejseledere, således at disse fortsat personligt og på deres eget sprog kan ledsage gruppen i udlandet uden risiko for straf?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(11. februar 2004)

Kommissionen ønsker først af alt at minde om, at de traktatbestemmelser, der er relevante for spørgsmålet, dvs. bestemmelserne i EF-traktatens artikel 49 om fri udveksling af tjenesteydelser, kun gælder for aktiviteter af kommerciel art. Det fremgår ikke helt klart af oplysningerne fra det ærede medlem, om de aktiviteter, som rejseledere udøver, der ulønnet ledsager turistgrupper fra andre medlemsstater på besøg i Grækenland, Spanien, Frankrig og Italien, bør betragtes som kommercielle aktiviteter og således er omfattet af de relevante artikler i EF-traktaten.

Hvad angår enhver form for kommercielle aktiviteter i henhold til fællesskabslovgivningen, gælder følgende begrundelse: Domstolen afsagde i sin dom af 26. februar 1991 i sag C-180/89, C-154/89 og C-198/89 vedrørende fri udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med turistguider kendelse om, at »den almene interesse i en dybere forståelse af den historiske arv og den størst mulige udbredelse af kendskabet til et lands kunst og kultur« kan være et tvingende hensyn, der begrunder en restriktion i den frie udveksling af tjenesteydelser.

Men i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet skal de nationale bestemmelser for tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, være egnet til at sikre virkeliggørelsen af de mål, de forfølger, og de må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå disse mål (jf. Domstolens afgørelse af 25. juli 1991 i sag C-76/90). Ud fra de fremlagte oplysninger har Kommissionen på baggrund af EF-traktaten, navnlig dens artikel 49, og Domstolens retspraksis undersøgt nationale bestemmelser, som kunne begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser for turistguider, som ledsager lukkede grupper af turister på en tur fra en anden medlemsstat. Kommissionen sendte følgelig Italien en åbningsskrivelse den 19. december 2003 på grundlag af EF-traktatens artikel 226.

Kommissionen er naturligvis rede til også at undersøge situationen i andre medlemsstater, hvis det ærede medlem skulle forelægge yderligere oplysninger.

I forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (1) fastsættes det, at medlemsstaterne ikke af grunde vedrørende erhvervsmæssige kvalifikationer må begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, når tjenesteyderen er lovligt etableret i en anden medlemsstat. Direktivet bidrager med en yderligere forenkling af kravene angående udveksling af tjenesteydelser i forhold til etablering og klarlægger begrebet udveksling af tjenesteydelser. En vedtagelse af dette forslag ville derfor betyde yderligere sikkerhed og garanti for turistguider, som udøver tjenesteydelser i forskellige medlemsstater.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/929

(2004/C 78 E/0983)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0087/04

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(21. januar 2004)

Om: Kasinoforetagender, som under henvisning til EU-regler går imod den officielle nederlandske politik for begrænsning af ludomani

Er Kommissionen bekendt med spørgsmål nr. 462, som De Wit (fra det socialistiske parti) i det nederlandske andetkammer den 11. november 2003 stillede til justits- og økonomiministeren om den nederlandske politik for spil, og svaret fra minister Donner den 12. december 2003, hvori han anførte, at en EU-medlemsstat ud fra almene hensyn og f.eks. for at imødegå ludomani kan begrænse udbydelse af spil, og at dette især er tilfældet, når den pågældende medlemsstat ikke selv tilskynder til deltagelse i lotterier, spil eller væddemål, som er til fordel for landets egen statskasse?

2.	Deler Kommissionen den i minister Donners svar anførte opfattelse? Betyder det, at der således ikke kan være tale om, at udenlandske kasinokæder fremover kan etablere sig i Nederlandene under henvisning til det åbne indre marked?

Er det Kommissionen bekendt, at der i øjeblikket er en række virksomheder såsom »JVH Gaming« fra Tilburg og den franske virksomhed »Tranchant«, som under henvisning til europæisk lovgivning ikke desto mindre søger at opnå tilladelse til etablering af kasinoer i Nederlandene, og at de udfolder bestræbelser på en bredere fortolkning af tilladelser til spilleautomathaller, således at der tillades fuldgyldige kasinoer?

4.	Er det ligeledes Kommissionen bekendt, at de i spørgsmål 3 anførte virksomheder mener, at afslag på de ønskede tilladelser vil være i strid med europæisk lovgivning? Er der i Kommissionens øjne nogen som helst begrundelse for disse virksomheders standpunkt?

5.	Er det også Kommissionens opfattelse, at det af hensyn til almenheden og bekæmpelsen af ludomani er ønskeligt, at kontrollen med disse former for spil fortsat er underlagt de nationale myndigheders beslutningstagende beføjelser?

6.	Er Kommissionen villig til at lukke eventuelle huller i europæisk lovgivning, som giver virksomheder mulighed for at omgå de af de pågældende nationale myndigheder fastsatte regler?

Kilde: Det nederlandske dagblad »BN-De Stem« den 6.1.2004.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(3. marts 2004)

Kommissionen må som svar på det ærede medlems forespørgsel meddele, at den hverken var bekendt med den nederlandske udveksling mellem De Wit og minister Donner eller med den konkrete situation, som det ærede medlem beskriver vedrørende visse virksomheder, der efter alt at dømme ønsker at komme ind på det nederlandske kasinomarked. Kommissionen kan derfor ikke tage stilling til sagen på nuværende tidspunkt.

Kommissionen skal dog påpege, at EF-Domstolen flere gange (senest i sin dom i sag C-243/01, Gambelli) har fastslået, at restriktioner for spillevirksomhed i form af bevillinger eller andre tilladelsesprocedurer udgør restriktioner både for etableringsfriheden (EF-traktatens artikel 43) og retten til fri udveksling af tjenesteydelser (EF-traktatens artikel 49).

For så vidt angår det ærede medlems femte og sjette spørgsmål, medgiver Kommissionen, at sådanne restriktioner kan være begrundede i almene hensyn, f.eks. hensynet til den offentlige orden (særlig bekæmpelsen af svig) og forbrugerbeskyttelsen (særlig faren over for mindreårige og for ludomani). I overensstemmelse med Domstolens retspraksis mener Kommissionen dog, at sådanne nationale restriktioner skal stå i rimeligt forhold til de tilstræbte almene hensyn, dvs. at de ikke må række ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dem.

Kommissionen mener derfor, at restriktioner for etableringsfriheden og for den frie udveksling på tværs af grænserne på dette område må vurderes ud fra de særlige risici, der er forbundet med de pågældende former for spillevirksomhed. Der findes ikke i øjeblikket nogen særlig afledt EU-ret på området. I betragtning af forbrugernes stigende mobilitet på tværs af grænserne og væksten i spil, der udbydes på tværs af grænserne, har Kommissionen dog meddelt, at den vil iværksætte en undersøgelse om emnet i 2004. Den medtog i øvrigt denne form for tjenesteydelser i sit nyligt forelagte forslag til direktiv om tjenesteydelser i det indre marked (1). Ifølge dette forslag skal medlemsstaterne bl.a. evaluere de gældende restriktioner som led i en fælles »screening« med Kommissionen og de berørte parter, som skal finde sted senest et år efter vedtagelsen af det foreslåede direktiv. Direktivforslaget indeholder også en bestemmelse om, at sådanne tjenesteydelser er undtaget fra oprindelseslandsprincippet, indtil der på EU-plan eventuelt foretages en harmonisering på området.

Om der er behov for en sådan harmonisering på EU-plan, vil blive vurderet ud fra resultaterne af medlemsstaternes fælles evaluering i henhold til tjenesteydelsesdirektivet og på baggrund af nævnte kommissionsundersøgelse. Et sådant konstruktivt samarbejde vil efter Kommissionens opfattelse bane vejen for en europæisk løsning, der sikrer en høj beskyttelse af både den offentlige orden og forbrugerne i forbindelse med spil.

(1) KOM(2004) 2 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/931

(2004/C 78 E/0985)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0106/04

af Erik Meijer (GUE/NGL) til Kommissionen

(22. januar 2004)

Om: Rulletrapper i europæiske varehuse, som nok opfylder EU's bestemmelser om sikkerhed, men ikke desto mindre lader til at være farlige for børn

Er det Kommissionen bekendt, at der i varehuse findes rulletrapper, som nok opfylder EU's bestemmelser om sikkerhed, men som alligevel i praksis lader til at være særdeles farlige, især for mindre børn, som risikerer at blive trukket med at det bevægelige gummibånd for enden af håndløbet og dermed kan lemlæstes eller blive dræbt?

Har Kommissionen kendskab til, at der i 1998 indtraf en sådan ulykke i en skotøjsforretning i den nederlandske by Spijkernisse, og at en domstol i Haarlem den 7. januar 2004 pålagde den ansvarlige forretning at udbetale en erstatning på 45 000 EUR på grund af de varige nyre- og leverskader, der var opstået?

3.	Er der af det nederlandske arbejds- og socialministerium blev udarbejdet en rapport om denne hændelse, som i 1998 blev undersøgt af det nederlandske arbejdstilsyn, på grundlag af hvilken man kan bruge erfaringerne til at ændre EU's bestemmelser om sikkerhed for rulletrapper?

4.	Har Kommissionen kendskab til, at den samme type rulletrapper, som den hvormed ulykken i 1998 skete, stadig er i brug i halvdelen af de større forretninger, og at der hvert år i Nederlandene må behandles 550 personer medicinsk på grund af kvæstelser, de har pådraget sig på rulletrapper?

5.	Opfylder de medlemsstater, som ikke griber ind over for dette problem, ikke kravene, eller skal de blot afvente EU-bestemmelser?

6.	Hvorfor er der stadig ikke sket en skærpelse af EU's bestemmelser om sikkerhed seks år efter den omtalte ulykke? Er årsagen uvidenhed?

7.	Hvad kan der gøres for på kort sigt at skærpe sikkerhedsbestemmelserne? Hvordan arbejdet Kommissionen for, at dette sker?

Kilde: TV Nederland 1, »Netwerk« af 11. januar 2004.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(2. marts 2004)

1. til 4.

Kommissionen har, indtil det ærede parlamentsmedlem stillede sin forespørgsel, ikke været bekendt med de ulykker og tilknyttede begivenheder, der har fundet sted i Nederlandene.

Det er vigtigt at bemærke sig i forbindelse med sikkerheden for eksisterende rulletrapper, at der gælder forskellige retlige krav og procedurer, afhængig af, hvornår rulletrapperne blev markedsført og idriftsat. Nye rulletrapper, der bliver markedsført og idriftsat i EØS fra den 1. januar 1995, skal opfylde de væsentligste sikkerheds- og sundhedskrav i maskindirektivet (1). Anvendelse af de tekniske specifikationer i harmoniserede EU-standarder er én af de frivillige måder, man kan opfylde de relevante sikkerheds- og sundhedskrav i maskindirektivet på. Rulletrapper, der blev markedsført og idriftsat i EU inden den 1. januar 1995, skulle opfylde den eksisterende nationale lovgivning på installationstidspunktet, med en undtagelse for perioden mellem 1. januar 1993 og 31. december 1995, hvor maskindirektivet kunne anvendes på frivillig basis.

Det bør bemærkes, at medlemsstaterne, uanset hvornår en rulletrappe er blevet installeret, er ansvarlige for, at rulletrapper på den pågældende medlemsstats område er sikre. Det er også vigtigt at huske på, at ulykker også kan forekomme i forbindelse med »sikre« rulletrapper, der opfylder alle lovmæssige krav, i tilfælde af uforudseeligt misbrug.

De to harmoniserede standarder, der vedrører de væsentligste sikkerheds- og sundhedskrav for rulletrapper er:

—	EN 115: 1995 Rulletrapper og rullefortove. Sikkerhedsforskrifter for udførelse og installationer (2).

—	EN 115.A1: 1998 Rulletrapper og rullefortove. Sikkerhedsforskrifter for udførelse og installationer — ændring 1 (3).

Kommissionen er ikke blevet informeret om mangler i forbindelse med de harmoniserede standarder for rulletrapper.

De harmoniserede standarder for rulletrapper er i øjeblikket genstand for en revision i standardiseringsorganisationen CEN, teknisk udvalg 10, arbejdsgruppe 2 (CEN/TC10/WG2) med henblik på at drage nytte af erfaringerne indhentet med brugen af de nugældende standarder. Arbejdsgruppen forventer at afslutte udarbejdelsen til forslag til ny standard inden udgangen af 2004, hvorefter der vil blive foretaget endelig afstemning af de nationale standardiseringsorganisationer, der er medlemmer af CEN, og endelig vedtagelse i løbet af 2005.

Kommissionen påtager sig at viderebringe ængstelsen vedrørende risici i forbindelse med håndløb til arbejdsgruppen vedrørende maskindirektivet, der består af de forskellige berørte parter, så som medlemsstaternes myndigheder, industrien, standardiseringsorganisationer, fagforeninger, forbrugere osv., således at disse bliver gjort bekendt med den igangværende revision og der bliver draget omsorg for at tage hensyn til alle tilgængelige oplysninger i forbindelse med udarbejdelse af den nye standard for rulletrapper.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF af 22. juni 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner, EFT L 207 af 23.7.1998.

(2) EFT C 165 af 1.7.1995.

(3) EFT C 317 af 15.10.1998.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/932

(2004/C 78 E/0986)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0108/04

af Charles Tannock (PPE-DE) til Kommissionen

(22. januar 2004)

Om: Fiat i Italien forsyner via et joint venture med Folkerepublikken Kina landet med køretøjer, der skal fungere som mobile henrettelsessteder

Er Kommissionen klar over, at der verserer påstande om, at det italienske bilfirma Fiat via et joint venture med Kina har afgivet et tilbud på en sending køretøjer, der er specielt bygget til at fungere som mobile henrettelseskøretøjer, til Folkerepublikken Kina?

Folkerepublikken Kina hævder, at dette er mere humant, da det vil muliggøre henrettelse ved hjælp af en dødelig indsprøjtning fremfor ved skydning, og således effektivt fremskynde processen.

Er Kommissionen ikke af den opfattelse, at selvom dødsstraf er tilladt i henhold til international lov, bør der gå en retfærdig og langvarig appelsag forud, før henrettelsen finder sted? Disse mobile henrettelses-køretøjer vil hindre appelmuligheder for dem, der er idømt dødsstraf for grove lovovertrædelser, hvorfor der uundgåeligt vil forekomme justitsmord. I Folkerepublikken Kina kan også »økonomisk kriminalitet« betragtes som en grov lovovertrædelse. Derfor bør der tages afstand fra det italienske bilfirma Fiats deltagelse i et sådant samarbejde, såfremt påstandene er sande.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Christopher Patten

(13. februar 2004)

Kommissionen har ingen oplysninger om europæiske virksomheders eventuelle deltagelse i udbud, der vil gøre det muligt for Folkerepublikken Kina at anskaffe køretøjer, der skal fungere som henrettelsessteder.

Inden for rammerne af den bilaterale dialog om menneskerettigheder med Kina har Unionen til stadighed understreget sin principielle modstand mod dødsstraf, uanset hvilken henrettelsesmetode der anvendes, også den af det ærede medlem nævnte. Den har desuden over for de kinesiske myndigheder regelmæssigt insisteret — og vil fortsætte hermed — på, at de grundlæggende rettigheder for dømte personer under de aktuelle omstændigheder fuldt ud respekteres, herunder retten til at appellere afsagte domme.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/933

(2004/C 78 E/0988)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0126/04

af Jean Lambert (Verts/ALE) til Kommissionen

(19. januar 2004)

Om: Tilladelse til fangst, opdræt og handel med beskyttede arter i Grækenland i strid med EU-lovgivningen

Grækenland har fra august 2002 til januar 2003 givet et privat selskab tilladelser til at indfange og anvende et større antal reptiler og padder (fra 220 til 600 eksemplarer pr. art og 8 540 dyr i alt) til opdræt med henblik på efterfølgende salg i forbindelse med et stort antal arter (i alt 90 arter) uden andre restriktioner vedrørende sted og tidspunkt for samt omstændigheder ved fangsten. Tilladelserne giver lov til at fange mange arter, der er omfattet af habitat-direktivet, herunder én prioriteret art (Macrovipera schweizeri).

Der foreligger ingen rapporter om den samlede bestand af de pågældende arter eller nogen konsekvensanalyse af tilladelsernes betydning for disse arters naturlige bestand. Tilladelserne er blevet udstedt, uden at den græske videnskabelige CITES-komité havde kendskab til det.

Omfanget af tilladelserne for specifikke arter er alarmerende, f.eks.:

—	fangst af 320 eksemplarer af chamaeleo africanus, når det gunstigste skøn over størrelsen af den europæiske bestand er på 300 eksemplarer, der udelukkende findes på én lokalitet i Grækenland, eller

—	fangst af 600 eksemplarer af Vipera ursinii (anført i bilag II i habitat-direktivet og i bilag I til CITES-konventionen) samt adskillige arter, der er anført i bilag II og III.

Har Kommissionen kendskab til disse tilladelser og de græske myndigheders åbenbare krænkelse af EU-lovgivningen, navnlig Rådets direktiv 92/43/EØF (1) om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, og af internationale forpligtelser i henhold til CITES-konventionen og Bern-konventionen?

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for omgående at standse gennemførelsen af de pågældende tilladelser og forhindre, at de græske myndigheder fremover udsteder tilladelser, der risikerer at skade gennemførelsen af EU-lovgivningens målsætninger?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(9. februar 2004)

Kommissionen vil gerne oplyse det ærede medlem om, at den på grundlag af en klage (nr. 2003/4831) vedrørende landbrugsministeriets udstedelse af tilladelser til indfangning og opdræt af en række græske arter, der er opført i bilag II og/eller IV til Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, har oprettet en sag for at undersøge, om denne praksis er i overensstemmelse med forpligtelserne i henhold til dette direktivs artikel 12 og 16. Kommissionen ønsker at forsikre det ærede medlem om, at den vil fortsætte undersøgelsen af klagen og ikke tøve med at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at Grækenland handler i overensstemmelse med fællesskabsretten.

Hvad angår en eventuel overtrædelse af Rådets forordning (EF) nr. 338/97 af 9. december 1996 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handelen hermed (2) (CITES), tillader denne forordnings artikel 5 og 8 kommerciel handel med arterne i bilag A, B og C, hvis disse er lovligt indfanget eller indsamlet i naturen på en medlemsstats område. Der vil derfor kun kunne være tale om en overtrædelse af denne forordning for sådanne arter, der er opført i forordningen (ikke andre arter), og kun såfremt det kan konstateres, at de græske myndigheder har udstedt tilladelser for sådanne arter i strid med deres egen lovgivning eller Rådets direktiv 92/43/EØF.

(2) EFT L 61 af 3.3.1997.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/934

(2004/C 78 E/0989)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0147/04

af Bart Staes (Verts/ALE) til Kommissionen

(20. januar 2004)

Om: Bekæmpelse af sportsfolks dopingmisbrug

Under sit første indlæg den 21. juli 1999 i det netop valgte Europa-Parlament anførte kommissionsformand Prodi tre eksempler på det, han forstod ved »fornyelse«. Et af disse var bekæmpelse af doping inden for sportsverdenen. Prodi udtalte sig således: »Det, jeg vil sige, er, at vi skal vise vores engagement for at bidrage til at løse disse spørgsmål på europæisk plan, for de går ifølge sagens natur langt ud over de rent nationale grænser«.

Kan Kommissionen forelægge en opgørelse over iværksatte foranstaltninger og opnåede resultater på dette område?

Er der rent faktisk gjort fremskridt i samarbejdet mellem de forskellige nationale og regionale dopingbekæmpelsesinstanser?

Er det Kommissionen bekendt, at der i hvert fald i Belgien er kriminelle organisationer, som er aktive i salg af forbudte hormoner til kvægavlen, og at deres aktiviteter nu også omfatter dopingmidler inden for sportens verden både til amatør- og fritidssportsfolk samt professionelle sportsfolk, og har Kommissionen udarbejdet foranstaltninger på dette område?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(20. februar 2004)

Det ærede medlem henviser til en tale, som Kommissionens formand holdt i Europa-Parlamentet den 21. juli 1999. I denne tale blev dopingbekæmpelse nævnt som et eksempel på aktioner, der kunne bringe EU nærmere de europæiske borgere.

Kommissionen gik straks i gang med at iværksætte konkrete foranstaltninger til dopingbekæmpelse. Den har fuldt ud udnyttet sine muligheder inden for de kompetence-grænser, der er gældende, idet EF-traktaten ikke giver mulighed for harmonisering på sportsområdet. Kommissionens indsats har derfor haft til formål at fremme oplysning, samarbejde og koordinering, bl.a. gennem oprettelse af netværk og finansiering af projekter. Kommissionen har hele tiden lagt vægt på det præventive aspekt — oplysning, uddannelse og forskning — i modsætning til en mere restriktiv indfaldsvinkel, der somme tider er påkrævet, men ofte er utilstrækkelig.

På Kommissionens anmodning forelagde Den Europæiske gruppe vedrørende Etik den 11. november en udtalelse om doping inden for sport. Kort tid efter, nemlig den 1. december 1999, blev en fællesskabsstøtteplan, der var blevet positivt modtaget af Europa-Parlamentet, vedtaget. Denne plan har bl.a. gjort det muligt at samfinansiere 16 pilotprojekter i 2000-2001 samt yderligere 16 pilotprojekter i 2001-2002. Den samlede finansiering har været på 7 360 212 EUR. Af de vigtigste projekter kan nævnes den første tværnationale undersøgelse om doping i motionscentre i Europa — hvis offentliggørelse gav stor genlyd. En ekstern evaluering af de 16 første pilotprojekter er blevet gennemført og fremsendt til Europa-Parlamentet.

Kommissionen har også taget aktivt del i oprettelsen af det internationale antidopingagentur (WADA). I forbindelse med oprettelse af agenturet forsvarende den principperne om uafhængighed og åbenhed. Som følge af en uforenelighed mellem Fællesskabets administrative og finansielle regler og reglerne for dette agentur, har Kommissionen dog ikke kunnet bidrage til dets driftsbudget. Til gengæld er der blevet givet 2 mio. EUR i støtte til konkrete projekter til dopingbekæmpelse, som f.eks. skabelsen af et særligt pas for sportsudøvere eller uddannelse af agenturets observatører, der er til stede ved vigtige sportsbegivenheder.

For så vidt angår de fremskridt, der er gjort med hensyn til samarbejde mellem de forskellige aktører inden for dopingbekæmpelse, er dette arbejde blevet mere og mere mellemstatsligt. Mens oprettelsen af WADA i forbindelse med Lausanne-konferencen i 1999 var resultatet af et fortrinligt samarbejde mellem Kommissionen, Rådet og Den Internationale Olympiske Komité, kan det konstateres, at medlemsstaterne har foretrukket den mellemstatslige fremgangsmåde (WADA, Europarådet og UNESCO)

Kommissionen er godt klar over, at der findes organisationer, der skaffer forbudte stoffer til sportsudøvere. Den har opfordret medlemsstaterne til at sammen med den at undersøge mulighederne for at dæmme op for denne trafik. I marts 2002 arrangerede Kommissionen i samarbejde med det spanske formandskab i La Toja (Spanien) det første seminar med deltagelse af embedsmænd fra sportsministerierne og deres kollegaer fra politi og toldvæsen. Selv om de fleste medlemsstater erkendte problemets alvor, var det dog ikke muligt at nå frem til at vedtage fælles konklusioner for dette møde.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/936

(2004/C 78 E/0990)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0157/04

af Catherine Guy-Quint (PSE) til Kommissionen

(22. januar 2004)

Om: Venskabsbysamarbejde med Bulgarien og Rumænien

Der henvises til bestemmelserne for 2004 vedrørende fremtiden for venskabsbysamarbejdet mellem EU-landene og kanditatlandene. Det kan rent faktisk konstateres, at venskabsbysamarbejdet med Rumænien og Bulgarien ikke er omfattet af de udvælgelsesprocedurer, der er beskrevet i indkaldelse af forslag nr. 64/03 fra Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur. Der er imidlertid ikke tegn på en sådan restriktion i de tekster, der er kommet ud af det interinstitutionelle arbejde forud for offentliggørelsen af udbuddet. Denne forespørgsel drejer sig således om, hvorvidt en sådan fortolkning er juridisk holdbar, og hvorvidt det politisk set er hensigtsmæssigt, at disse lande holdes ude fra fællesskabsstøtte til venskabsbyer.

Med henblik på at give EF-handlingsprogrammet til fremme af et aktivt medborgerskab i Europa det formelle retsgrundlag som krævet i den nye finansforordning fra 2002 for fællesskabsstøtte og efter forelæggelsen af Kommissionens forslag (1) og af Europa-Parlamentets betænkning A5-0368/2003 har Europa-Parlamentet den 20. november 2003 afgivet udtalelse om forslag til Rådets afgørelse. I betænkningen er der imidlertid ingen henvisninger til en eventuel restriktion for venskabsbyer i kandidatlandene, hvis tiltrædelse er fastsat til 2004. Tværtimod indeholder betænkningen følgende kommentarer: »Som led i udvidelsen af Den Europæiske Union er der i forhold til bevillingsrammen for 2003 behov for en klar forøgelse af bevillingerne til venskabsbyaftaler«.

I øvrigt er det i en politisk sammenhæng relevant at minde om nytteværdien af at støtte venskabsbyaktioner, hvilket fremmer et aktivt medborgerskab i Europa. I forbindelse med den nuværende situation med udvidelsen af området for medborgerskabet i Europa til de nye tiltrædelseslande bør anvendelsen af disse tiltag komme alle stater til gode uden nogen form for sondring. Til bevis kan nævnes det meget høje antal venskabsbyer i disse lande. Rumænien har f.eks. deltaget i mere end 231 venskabsbyaktioner med støtte fra Kommissionen siden 1990, hvilket er et noget højere gennemsnit end mange andre medlemsstater (kilde: Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur). Hvorfor i dette tilfælde bryde kontinuiteten i den indsats, der er gjort gennem flere år, med hensyn til knowhow, erfaringsudveksling og følgelig oprettelse af et medborgerskab i Europa, som er nødvendigt for disse lande, der opfordres til at blive medlem?

Som Viviane Reding udtrykte det under fejringen af venskabsbysamarbejdets prisuddeling »Etoiles d'or« den 14. maj 2003, ville det europæiske samarbejde (på lokalt plan) ikke være nået så langt uden en arbejdsindsats og god vilje fra de personer, der bruger tid på at oprette partnerskabsforhold med borgere og organisationer fra andre byer og kommuner i hele Europa. Tre projekter fra kandidatlandene var at finde blandt de ti prisbelønnede under denne ceremoni. Kan Kommissionen på denne baggrund oplyse, hvorfor og ud fra hvilket retsgrundlag der sondres mellem kandidatlandene hvad angår adgangsmulighederne til et tiltag, der er til gavn for alle, og hvis succes der ikke længere hersker tvivl om?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(13. februar 2004)

Kommissionen deler fuldt ud det ærede medlems holdning til betydningen af venskabsbysamarbejde med deltagelse af kandidatlandene, og det er på ingen måde Kommissionens hensigt at gøre forskel på kandidatlandene eller udelukke Rumænien og Bulgarien, eller Tyrkiet for den sags skyld, fra de muligheder, som det netop vedtagne EF-program til fremme af aktivt medborgerskab frembyder.

Ifølge Kommissionens forslag til afgørelse (2), som Rådet vedtog den 26. januar 2004, har kandidatlandene mulighed for at deltage i programmet, og i indkaldelsen af forslag nr. 64/03 nævnes disse lande ligeledes som mulige deltagere under forudsætning af, at der indgås aftaler om de nærmere vilkår for deltagelse.

I henhold til afgørelserne fra associeringsrådene, som opstiller de principper, betingelser og nærmere bestemmelser, der gælder for kandidatlandenes deltagelse i EF-programmerne som led i førtiltrædelsesstrategien, skal der for hvert enkelt program indgås en aftaleprotokol om de konkrete deltagelsesvilkår mellem Kommissionen og de lande, der indgiver interessetilkendegivelse. På samme måde som EF-støtten kun effektueres, hvis afgørelsen om programmet, der i henhold til den nye finansforordning alene udgør det formelle retsgrundlag, vedtages, afhænger støtten til kandidatlandene af, at der indgås aftaleprotokoller.

Samme procedure følges for alle kandidatlandene: Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet. I medfør af tiltrædelsestraktaterne er det således, at de lande, der tiltræder EU i 2004, deltager i EF-programmerne som fuldgyldige medlemsstater.

Kommissionen er bevidst om betydningen af venskabsbyordningen for de tre kandidatlande og har derfor, allerede inden programmet er vedtaget på fællesskabsplan, taget kontakt til de pågældende landes repræsentationer for at informere dem om de gældende procedurer.

(1) KOM(2003)276.

(2) KOM(2003) 276 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/937

(2004/C 78 E/0991)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0158/04

af Brice Hortefeux (PPE-DE) til Kommissionen

(22. januar 2004)

Om: Flysikkerhed

Flykatastrofen i Sharm el-Sheik, hvor en Boeing 737 fra flyselskabet Flash Airlines styrtede ned i Det Røde Hav, hvilket kostede 148 mennesker livet, understreger, hvor presserende nødvendigt det er, at spørgsmålet om flysikkerhed tages op til behandling.

I forbindelse med andenbehandlingen den 9. oktober 2003 af direktivforslaget om sikkerhed forbundet med tredjelandes luftfartøjer, der benytter Fællesskabets lufthavne, anmodede Parlamentet om en hurtig ikrafttræden af direktivet i modsætning til Rådets ønske om en senere ikrafttræden. Flykatastrofen i Sharm el-Sheik viser, at vi hverken kan eller bør udsætte dette spørgsmål.

Tværtimod bør vi handle hurtigst muligt, ligesom vi gjorde nogle måneder forinden med lovgivningen vedrørende tankskibe med enkeltskrog. Dårligt vedligeholdte og skrotningsmodne skibe vil fremover blive opført på en sort liste. Der bør indføres en tilsvarende liste over dårligt vedligeholdte og skrotningsmodne fly og tages skridt til at offentliggøre oplysninger om flyselskaber, som ikke overholder sikkerhedsbestemmelserne.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen på baggrund heraf at træffe for at forhindre lignende katastrofer i fremtiden?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(16. februar 2004)

Parlamentets og Rådets forslag til direktiv om sikkerhed forbundet med tredjelandes luftfartøjer, der benytter Fællesskabets lufthavne (1), burde kunne råde bod på de svagheder i det nuværende system vedrørende kontrollen med udenlandske fly, som den pågældende katastrofe har sat fokus på. Dette skal bl.a. ske ved at gøre kontrol obligatorisk, ved at give mulighed for fælles tiltag over for selskaber og lande, der ikke overholder sikkerhedsbestemmelserne, og ved at der årligt offentliggøres en rapport om de foretagne inspektioner. Når først medlemsstaterne anvender dette direktiv, vil Kommissionen få detaljerede oplysninger om den kontrol, der udføres i Fællesskabets lufthavne, hvilket vil give Kommissionen mulighed for at gøre offentligheden opmærksom på, hvilke selskaber der udgør en forøget sikkerhedsrisiko.

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/42/EF af 13. juni 2003 om indberetning af hændelser inden for civil luftfart (2) vil også medvirke til at effektivisere forebyggelsen af ulykker gennem en analyse af tidligere hændelser.

Når resultatet af undersøgelsen af denne katastrofe foreligger, vil Kommissionen se nærmere på, om der eventuelt skulle være behov for at tilpasse eller styrke de foreslåede foranstaltninger eller vedtage nye.

Som et første skridt undersøger Kommissionen ligeledes, hvilke muligheder der foreligger for at øge gennemsigtigheden hvad lufttransport angår, og her tænkes navnlig på information af offentligheden hvad angår sikkerhedsniveauet i de enkelte flyselskaber.

(1) EFT C 103 af 30.4.2002.

(2) EUT L 167 af 4.7.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/938

(2004/C 78 E/0992)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0178/04

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(29. januar 2004)

Om: Finansiering fra Kultur 2000-programmet til bevarelse af kulturskattene i Ajia Sofia

I sit svar på min forespørgsel E-2962/03 (1) oplyser Kommissionen, at Fællesskabets økonomiske støtteprogram for Tyrkiet ikke giver mulighed for at yde støtte til konservering og restauration af religiøse og kulturelle kunstværker som dem, der befinder sig i Ajia Sofia.

Disse kulturskatte, som hovedsagelig stammer fra den byzantinske tradition, ligger hen i glemsel og får lov at forfalde i kirkens kældre, og afsløringen af denne kendsgerning har fremkaldt store følelsesmæssige reaktioner i den tyrkiske offentlighed. Desuden er Kultur 2000-programmet blevet forlænget med to år efter 5. maj 2003 og giver mulighed for kultursamarbejde med tredjelande, som ikke deltager i programmet, såsom Tyrkiet, eftersom det rummer mulighed for at finansiere projekter, der udføres i et tredjeland og koncentrerer sig om kulturarv, der er fælles for de lande, der deltager i projektet. Kommissionen bedes på denne baggrund oplyse følgende: Kan Kommissionen bekræfte, at et projekt af en sådan karakter, der forelægges af en medlemsstat, kan komme i betragtning for støtte? Hvad er fristen for forelæggelse af forslag med henblik herpå? Agter Kommissionen at informere og tilskynde de tyrkiske myndigheder til at udnytte de muligheder, som Kultur 2000-programmet giver for at redde og bevare de ovennævnte kulturskatte?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(5. marts 2004)

Kommissionen ønsker at henlede det ærede parlamentsmedlems opmærksomhed på, at lovgivningsproceduren vedrørende forlængelsen af kulturprogrammet 2000 (2) endnu ikke er afsluttet. Kommissionen er derfor ikke i øjeblikket i stand til at give præcise oplysninger om retningslinjerne for indkaldelse af forslag til projekter, som skal gennemføres i 2005.

I forbindelse med de nuværende procedurer er det vigtigt at bemærke, at projekter, som støttes i forbindelse med aktionen »årlige samarbejdsprojekter i tredjelande«, skal gennemføres i et land, som ikke deltager i programmet, for at være støtteberettigede, og der skal være et samarbejde mellem mindst fire organisationer (en projektleder, to medarrangører og en tilknyttet partner). Blandt disse fire organisationer skal der være tre kulturinstitutioner fra tre af de lande, der deltager i programmet, samt en kulturinstitution fra det pågældende tredjeland.

Hvad angår de fremtidige indkaldelser af forslag, afhænger datoen for offentliggørelsen i vid udstrækning af de frister, som fastlægges i lovgivningsproceduren for godkendelse af programmets forlængelse, og herefter af fristerne for Forvaltningsudvalgets godkendelse af indkaldelsen af forslag.

Kommissionen vil i overensstemmelse med de gældende bestemmelser offentliggøre oplysninger om indkaldelse af forslag, bl.a. gennem offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende og på webstedet for Kultur 2000: (http://europa.eu.int/comm/culture/eac/index_en.html).

(1) Se side 771.

(2) KOM(2004) 79 endelig udg.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/939

(2004/C 78 E/0993)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0193/04

af Ward Beysen (NI) til Kommissionen

(22. januar 2004)

Om: Parallelhandel

På plenarmødet i juni 2003 lovede Kommissionen i sit svar på mit spørgsmål til spørgetiden (H-0315/03 (1)), at den »under alle omstændigheder [ville vedtage] sin holdning — positiv eller negativ — om forsyningskvoteordningerne ved udgangen af indeværende år.« Dette var en reaktion på mit spørgsmål om, hvorfor den ikke greb ind over for lægemiddelfabrikanter, som ikke overholder EU's bestemmelser om konkurrence og det indre marked?

Kommissionen har endnu ikke offentliggjort sin holdning til en udbudskvoteordning. Kommissionen bedes oplyse grunden til dette.

Parallelhandel med medicin er den eneste sektor, hvor der er konkurrence med hensyn til patenterede lægemidler i Europa og handelen medfører millioner i besparelser hvert år for regeringer og patienter.

Lægemiddelfabrikanterne kan naturligvis ikke lide disse mellemmænd, fordi deres virksomhed begrænser fabrikanternes årlige milliardprofitter. Men er det ikke på tide, at der stilles et alvorligt spørgsmålstegn ved disse profitter og fabrikanternes forretningsmetoder, hvor de f.eks. bruger flere penge på markedsføring om året end på forskning og udvikling?

Selv om Kommissionen tabte appelsagen mod Bayer (Adalat) for nylig (fællessag C-2/01 Ρ og C-3/01 P), er den nødt til at håndhæve principperne for det indre marked og sikre, at lægemiddelfabrikanterne overholder konkurrencebestemmelserne. Jeg vil gerne høre Kommissionens evaluering af den seneste dom fra Domstolen i denne sag og bede Kommissionen om at fremlægge sin holdning til anvendelsen af artikel 82 så hurtigt som muligt.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(19. februar 2004)

Som det ærede medlem nævner, afviste Domstolen den 6. januar 2004 Kommissionens appel i sagen om Bayer (Adalat) (2). Samtidig med at det bør bemærkes, at det pågældende spørgsmål i denne sag var meget snævert (nemlig det konkrete bevis på en aftale som omhandlet i EF-traktatens artikel 81, stk. 1,) har resultatet direkte indvirkning på vurderingen af forsyningskvoteordningerne i henhold til EF-traktatens artikel 81. Domstolens retspraksis synes imidlertid ikke at udelukke den mulighed, at der kunne være grund til at anfægte forsyningskvoteordningerne i lægemiddelsektoren i henhold til EF-traktatens artikel 82, der forbyder virksomheder at udnytte deres dominerende stilling.

Kommissionen skal i denne henseende oplyse det ærede medlem om, at den i løbet af 2003 har fremsat et indlæg i den præjudicielle sag, der i øjeblikket verserer ved domstolen og som vedrører spørgsmålet om, hvorvidt forsyningskvoteordninger, som for eksempel den, der er gennemført af GSK i Grækenland, kan udgøre en overtrædelse af EF-traktatens artikel 82. (3). Kommissionen indtager den holdning, at forsyningskvoteordninger, der er udformet til at forhindre parallelhandel og påvirke konkurrencen, faktisk kan være en overtrædelse af artikel 82, medmindre der er en klar, objektiv begrundelse for dem. Denne præjudicielle afgørelse behandler imidlertid ikke spørgsmål i forbindelse med definitionen af det relevante marked eller påvisning af dominans. Det er disse spørgsmål, som Kommissionen i øjeblikket undersøger. En definitiv påvisning af misbrug kræver faktisk, at Kommissionen — i overensstemmelse med kravet til bevisstyrke — fastslår, at lægemiddelfabrikanterne er dominerende med hensyn til i hvert fald nogle af de produkter, der er genstand for forsyningskvoter.

(1) Mundtlig svar den 03.06.2003.

(2) Forenede sager C-2/01 Ρ og C-3/01 P.

(3) Sag C-53/03, SYFAIT, EUT C 101 af 26.4.2003.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/940

(2004/C 78 E/0994)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0206/04

af Renato Brunetta (PPE-DE) til Kommissionen

(23. januar 2004)

Om: Ulovligt krav om registreringsnumre på fritidsbåde i den venezianske lagune

Den 14. maj udstedte kommissæren med ansvar for bølgeforholdene i Venezia dekret nr. 19/2002, hvorefter alle motordrevne fritidsbåde på over 10 HK kun kan sejle i den venezianske lagune, hvis de er forsynet med et identifikationsmærke, der skal være anbragt på begge sider af agterstævnen. Båden (uanset størrelse) skal registreres på grundlag af motoreffekten, også når det drejer sig om påhængsmotorer.

Registreringsnumrene udstedes mod betaling af 25 EUR (50 EUR i tilfælde af fornyelse eller erstatning i tilfælde af tab). Dekretet er baseret på artikel 32,33, og 34 i forordning om sejlads i den venezianske lagune fra provinsen Venezia (prot. 247721 af 25. juni 1998), der omhandler procedurer for registrering og for ejerskifte, med andre ord registrering af sejlads med fritidsfartøjer. Disse defineres ikke ud fra deres længde, tonnage og lign., men simpelthen ud fra motoreffekten, selv for påhængsmotorer, for motorer med over 10 HK til fritidsbrug.

Dekretet er baseret på en generel bestemmelse i artikel 11, stk. 3, i lovdekret nr. 422 af 19. november 1997, selv om Italien gennemførte direktiv 94/25EF (1) ved lov nr. 52 af 6. februar 1996, og fritidsfartøjer er blevet strøget af skibsregistrene.

De retlige rammer for fritidssejlads i Italien blev for nylig fastlagt med lov nr. 172 af 8. juli 2003. I henhold til definitionen i artikel 13, stk. 1, er fritidsbåde fartøjer med et skrog på højst 10 m, og i stk. 2, i samme artikel hedder det, at disse fartøjer er fritaget for kravet om henholdsvis opførelse i registrene som omhandlet i artikel 9 ff. og sikkerhedscertifikat som omhandlet i artikel 12. Der findes således hverken identifikationsmærker, registreringsnumre eller registre.

Argumenterne for nødvendigheden af at kunne identificere fartøjer ved hjælp af identifikationsmærker eller registreringsnumre er aldeles ugyldige, idet:

—	Alle motordrevne både er forsynet med et hefte med oplysninger om motoren, der vedføjes forsikringsbeviserne

—	alle sejlere skal være i besiddelse af et identitets-/forsikringsdokument (på grundlag af forsikrings-beviserne kan man beregne, hvor mange fritidsfartøjer der i alt findes og også hvor længe — jf. årlige eller kvartalsvise forsikringer — og hvilken motoreffekt de har)

—	identificering på afstand af en lovovertræder på flugt på grundlag af fartøjets identifikationsmærke eller registreringsnummer er aldrig blevet godkendt som bevis i en retssag (der kræves foto og/eller politirapport)

—	der findes en opgørelse/optælling af de eksisterende fritidsbåde.

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen på den baggrund træffe for at bringe denne åbenlyse overtrædelse af gældende fællesskabsret til ophør?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(11. februar 2004)

Direktiv 94/25/EF (2), som det ærede parlamentsmedlem henviser til i sin skriftlige forespørgsel, er udarbejdet på grundlag af EF-traktatens artikel 95, og dets primære formål er derfor at sikre det indre markeds etablering og funktion. Direktivet fastsætter fælles bestemmelser for krav til udformning og bygning, som fritidsfartøjer skal opfylde for at kunne markedsføres og ibrugtages.

Direktivet indeholder ikke bestemmelser vedrørende fælles normer for anvendelsen af fritidsfartøjer, efter at disse er markedsført og ibrugtaget. I direktivets artikel 2, stk. 2, fastsættes det specfikt, at bestemmelserne i direktivet ikke er til hinder for, at medlemsstaterne under iagttagelse af traktaten kan vedtage bestemmelser om sejlads i bestemte farvande for at beskytte miljøet og vandvejenes infrastruktur og for at sikre vandvejenes sikkerhed, forudsat at dette ikke kræver nogen ændring af fartøjer, der er i overensstemmelse med direktivet.

Kommissionens vurdering af dekret nr. 19/2002 udstedt af regeringskommissæren for skibsfart i Venedigs lagune (ordinanza n. 19/2002 emanata dal Commissario del Governo Delegato al Traffico Acqueo nella Laguna di Venezia) er, at påbuddet om, at fritidsfartøjer skal være forsynet med identifikationsmærker på siderne, for at de kan benyttes i Venedigs lagune, ikke udgør en udformings- eller bygningsmæssig ændring af fartøjer omfattet af direktivet og derfor overholder bestemmelserne i direktivets artikel 2, stk. 2.

(1) EFT L 164 af 30.6.1994, s. 15.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/25/EF af 16. juni 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fritidsfartøjer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/941

(2004/C 78 E/0995)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0207/04

af Harald Ettl (PSE) til Kommissionen

(23. januar 2004)

Om: Kommissionens planer i forbindelse med overførsel af supplerende pensionsrettigheder

Kommissionen indledte den 12.6.2002 det første trin af høringen af arbejdsmarkedets parter om overførsel af supplerende pensionsrettigheder. I denne forbindelse formuleredes følgende problemer: forudsætningerne for erhvervelse af erhvervsmæssige pensionsrettigheder, bevarelse af de erhvervede rettigheder, overførsel af rettigheder, informationsrettigheder og beskatning af grænseoverskridende ydelser.

Andet trin af høringen af arbejdsmarkedets parter om overførsel af erhvervsmæssige pensionsrettigheder var desværre også resultatløst.

Kommissionen har henvendt sig til arbejdsmarkedets parter for at blive orienteret om disses eventuelle beslutning om at indlede forhandlinger, og om at meddele den, om de vil tage udgangspunkt i en generel løsning, eller om de vil koncentrere sig om bestemte aspekter af overførsel. Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) erklærede sig på mødet i eksekutivkomiteen den 16.-17.10.2003 rede til at indlede forhandlinger med sine europæiske partnere. Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i EU, UNICE, reagerede den 19.11.2003 negativt på Kommissionens forslag og gjorde det klart, at den ikke vil indlede forhandlinger om de spørgsmål, Kommissionen har foreslået (1).

Hvordan vil Kommissionen viderebehandle dette spørgsmål, der er meget relevant for arbejdstagere, der i deres karriere arbejder i flere medlemsstater?

Forberedes der et forslag til direktiv, eller skrinlægges dette spørgsmål?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Anna Diamantopoulou

(19. februar 2004)

Kommissionen beklager, at arbejdsmarkedets parter ikke indleder forhandlinger med henblik på at begrænse tabet af supplerende pensionsrettigheder i forbindelse med erhvervsmæssig mobilitet, både inden for samme land og mellem forskellige lande. I medlemsstaterne har arbejdsmarkedets parter mulighed for at tilpasse reglerne for deres supplerende ordninger, så de giver en bedre beskyttelse af rettigheder for de personer, som skifter arbejde og derved tilknytning til en supplerende pensionsordning. De benytter sig dog ikke nødvendigvis af denne mulighed, og det kan konstateres, at de medlemsstater, hvor de supplerende ordninger er mest udbredt, har fastsat mindstebetingelser og -krav for at beskytte arbejdstagere, der skifter arbejde. Disse bestemmelser vedrører adgangen til ordninger, karenstider, reaktivering af »hvilende« rettigheder (rettigheder for personer, der er trådt ud af en ordning, men endnu ikke har nået pensionsalderen) samt betingelserne for overførsel af rettigheder.

Kommissionen er ved at undersøge mulighederne for at fastsætte mindstebetingelser og -krav på EU-niveau i form at en bindende retsakt. I denne forbindelse baserer den sig på medlemsstaternes lovgivning og på den ekspertise, der findes i Pensionsforummet.

Desuden skal det bemærkes, at vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 (2) om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed gør det muligt at oprette supplerende pensionsordninger i europæiske koncerner, hvilket kan fremme mobiliteten inden for disse koncerner.

Visse skattemæssige bestemmelser i medlemsstaterne, der berører pensionsfonde, virker begrænsende for den fri udveksling af tjenesteydelser og arbejdstagernes fri bevægelighed. Kommissionen har indledt overtrædelsesprocedurer mod flere medlemsstater. Proceduren mod Belgien vedrører bl.a. bestemmelser om den særskat, som rammer overførsel af kapital til en udenlandsk pensionsfond (3).

(1) UNICE den 19.11.2003.

(2) EUT L 235 af 23.9.2003.

(3) IP/03/1756.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/942

(2004/C 78 E/0996)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0208/04

af Ioannis Averoff (PPE-DE) til Kommissionen

(23. januar 2004)

Om: Problemer med funktionen af ordningen med venskabsbyforbindelser

Ifølge den filosofi, der ligger til grund for Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU, indgår venskabsbyforbindelser som et led i EU's bestræbelser på at styrke den europæiske bevidsthed gennem en dialog med borgerne og fremme af deres aktive deltagelse i udformningen af de europæiske politikker.

Ikke desto mindre er der netop i disse tider, hvor man i EU ikke mindst i lyset af det historiske øjeblik med EU's udvidelse og nødvendigheden af at bevidstgøre borgerne om den europæiske identitets betydning taler stadig mere om vigtigheden af denne proces, problemer med funktionen af ordningen med venskabsbyforbindelser. Proceduren for udbetaling af støtten er blevet overtrådt ved, at den støtte, der var afsat til programmer godkendt og afviklet i marts 2003, stadig ikke er blevet udbetalt, og dette tilmed uden nogen officiel meddelelse eller begrundelse fra den ansvarlige tjenestegren i Kommissionen. Dette medfører ikke alene, at målene med ordningen falder helt til jorden, men skaber også vanskeligheder for de lokale myndigheder, der har båret de økonomiske omkostninger forbundet med tilrettelæggelsen, og som selvsagt står til ansvar over for borgerne.

Hvad er årsagerne til disse forsinkelser i forbindelse med udbetalingen af støtten, og hvad agter Kommissionen at gøre nu og fremover for at normalisere funktionen af ordningen med venskabsbyforbindelser?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(17. februar 2004)

Kommissionen tillægger venskabsbyordningen stor betydning og lægger stor vægt på, at budgettet gennemføres på en for støttemodtagerne tilfredsstillende måde.

Med dette formål er tildelingssystemet blevet forenklet mest muligt, idet beregningerne baseres på faste beløb, og der er udarbejdet nye forenklede formularer, ligesom der er stillet en brugervejledning til rådighed for støttemodtagerne.

Der er dog flere faktorer, der påvirker den budgetmæssige gennemførelse af dette program.

Således har den nye finansforordning haft betydelig indflydelse på tildelings- og betalingsprocedurerne.

Kommissionen følger nøje betalingsprocedurerne i forslagsindkaldelsen og den nye finansforordning. Udbetaling af støtte forudsætter således, at støttemodtageren fremsender bilag efter arrangementet. Selv om omfanget af bilag er blevet reduceret er det nødvendigt i næsten 25 % af tilfældene at rykke på grund af utilstrækkelig dokumentation. Dette er årsagen til de fleste betalingsforsinkelser.

I det store og hele er der imidlertid sket betydelige forbedringer.

Kommissionen kan forsikre det ærede medlem om, at der arbejdes kraftigt på at indhente forsinkelserne og foretage betalingerne så hurtigt som muligt.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/943

(2004/C 78 E/0998)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0224/04

af Roberta Angelilli (UEN) til Kommissionen

(2. februar 2004)

Om: »Militaria e Dintorni in Europa« (messe med udstilling af militære samlerobjekter)

Ovennævnte messe har nu gennem flere år fundet sted i Rom og har som følge af sin specielle karakter fået en så stor betydning, at den er blevet den eneste begivenhed af sin art i Midt- og Syditalien. Idéen til messen stammer fra samlere af italienske og udenlandske militære samlerobjekter (visse objekter kommer fra Frankrig, England, Tyskland, Spanien, Grækenland, Polen, Amerika og Rusland), og arrangementet henvender sig til personer med stor interesse for dette område.

Takket være organisationskomitéens seriøse arbejde og de udstillede objekters helt specielle karakter har messen nu fået langt større dimensioner end oprindelig tænkt og er blevet en egentlig historisk og kulturel begivenhed. Under de forskellige udgaver af messen har der været og vil der blive udstillet uniformer, dokumenter, våben og klenodier af betydelig historisk værdi (bl.a. en cykel, der engang tilhørte Enrico Toti, personlige effekter, der har tilhørt Giuseppe Mazzini, Guglielmo Marconi-apparater, Menotti Garibaldis sværd, Chiaffredo Bergias dekorationer og udødelige samlinger af tinsoldater, som hvad enten de stammer fra en bestemt epoke eller er fremstillet med stor sagkyndighed og dygtighed er små kunstneriske mesterværker i sig selv).

Den betydning, som messen efterhånden har fået, fremgår desuden af den støtte, som messens forskellige udgaver har opnået fra Regionen Lazio, Provinsen Rom samt Rom Kommune og dennes XVIII sektion (på hvis område messen finder sted). Messens betydning ses i endnu højere grad af deltagelsen af såvel institutioner såsom Museo Storico dei Carabinieri (carabinieri-politikorpsets historiske museum), Comando Generale della Guardia di Finanza (skatte- og toldpolitiets hovedkommando), Corpo dei Vigili Urbani di Roma (Roms færdselspolitikorps) og Corpo Militare della C.R.I. (italiensk Røde Kors' militærkorps) som foreninger af historisk karakter, f.eks. i Garibaldini og Museo di Mentana, samt naturligvis privatpersoner.

Imidlertid forholder det sig desværre sådan, at de anslåede udgifter til afholdelsen af messen (som omfatter udgifter til leje af udstillingslokaler, udgifter til indretning af disse, organisationsomkostninger generelt, forsikringsudgifter og reklameudgifter) langt overstiger den forventede indtjening fra salg af billetter og fra salg fra de forskellige stande.

Kan Komissionen på baggrund af ovenstående oplyse, om der findes midler til støtte af initiativer af den ovenfor beskrevne art?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(17. februar 2004)

Kommissionen yder udelukkende støtte til tværnationalt samarbejde på det kulturelle område inden for rammerne af og efter udvælgelseskriterierne i »Kultur 2000«-programmet. Programmet er EU's eneste redskab til finansiering og programmering af kulturelt samarbejde.

Programmet har til formål at støtte projekter, der gennemføres og finansieres i samarbejde mellem mindst tre aktører fra mindst tre af de lande, der deltager i programmet.

Det ærede medlem kan finde yderligere oplysninger på webstedet: (http://europa.eu.int/comm/culture/eac/index_en.html).

Kommissionen er ikke bekendt med, at andre medlemsstater har planer om lignende initiativer.

27.3.2004

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/944

(2004/C 78 E/0999)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-0231/04

af Alexander de Roo (Verts/ALE) til Kommissionen

(26. januar 2004)

Om: EIB-lån til lufthavnen Schiphol

Lufthavnen Schiphol har med henblik på finansieringen af den femte landingsbane (Polderbaan) anmodet Den Europæiske Investeringsbank om et lån på 150 mio. EUR, hvilket den har fået tildelt.

»Vereniging Milieudefensie« (Friends of the Earth Netherlands) oplyser, at lånet blev godkendt den 15. februar 2002, førend den påkrævede evaluering af Polderbaans indvirkning på miljøet var blevet afsluttet (den 11. marts 2002).

Ifølge publikationen »Flying with Big Business: The European Investment Bank and the Aviation Industry«, der blev udgivet af Friends of the Earth International og CEE Bankwatch Network i november 2003, var der tale om en lignende hændelse i forbindelse med lufthavnen i Sofia (Bulgarien) med den forskel, at der i den forbindelse slet ikke blev foretaget en evaluering af projektets indvirkning på miljøet.

På hvilket tidspunkt (dato) gav EIB Kommissionen meddelelse om, at den havde til hensigt at yde et blødt lån til lufthavnen Schiphol, og blev disse oplysninger ledsaget af en evaluering af projektets invirkning på miljøet, som kan offentliggøres?

Mener Kommissionen også, at EIB først skulle have afventet resultaterne af den ovennævnte evaluering af projektets indvirkning på miljøet, førend den godkendte finansieringen heraf? Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe over for EIB for at ændre denne situation?

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe over for EIB, således at man igen undgår et sådant sammenfald af omstændigheder?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Pedro Solbes Mira

(17. februar 2004)

Den 29. november 2001 forelagde Den Europæiske Investeringsbank (EIB) de nødvendige oplysninger for Kommissionen med henblik på den høring, der er omhandlet i artikel 21 i Bankens vedtægter. Ifølge disse oplysninger var der allerede i 1995 blevet foretaget en formel evaluering af projektets indvirkning på miljøet, som opfyldte kravene i Rådets direktiv 85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (1), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF af 3. marts 1997 (2). Ifølge de oplysninger, som EIB indsendte i forbindelse med ovennævnte høring, havde de relevante myndigheder desuden givet de byggetilladelser, der følger efter en evaluering af miljøvirkningerne. Ifølge EIB-låneaftalen er den projektansvarlige juridisk forpligtet til at overholde alle relevante love, herunder miljølovgivningen. På den baggrund satte Kommissionen ikke yderligere spørgsmålstegn ved de miljømæssige virkninger. Indsendelse af yderligere specifik dokumentation, undersøgelsesrapporter osv. er ikke omhandlet af høringsproceduren efter artikel 21.

I et svar til Friends of the Earth, Netherlands, i december 2002 med kopi til Kommissionen forklarede EIB, at en yderligere vurdering af miljøvirkningerne var blevet afsluttet den 11. marts 2002. Denne evaluering angik ikke specifikt driften af den femte start- og landingsbane, men snarere tilpasningen af støj- og andre miljøparametre i Schiphol Lufthavn som helhed på baggrund af den nye luftfartslov. Kommissionen og EIB vil dog bede de nederlandske myndigheder om at indsende yderligere oplysninger om denne evaluering af miljøvirkningerne, således at det kan konstateres, om denne vurdering falder inden for rammerne af Rådets direktiv 85/337/EØF.

Foruden høringsproceduren efter artikel 21, hvor Kommissionen har mulighed for at fremsætte en formel udtalelse om EIB's virksomhed, har Kommissionen og EIB's tjenestegrene mere generelt etableret regelmæssige kontakter med henblik på at sikre en bedre integrering af de to institutioners miljøforanstaltninger. Spørgsmålet om miljøevalueringsproceduren på grundlag af ovennævnte direktiv har været genstand for mange arbejdsmøder mellem Kommissionen og Bankens tjenestegrene, fordi det spiller så stor en rolle i den samlede godkendelsesprocedure for et givet projekt. Det er bl.a. blevet erkendt, at visse aspekter af et projekt kan blive ændret som resultat af en formel evaluering af miljøvirkningerne. Det er derfor også vigtigt for bygherren og følgelig for finansieringsinstituttet at afvente afslutningen af miljøevalueringen for at få kendskab til projektets endelige udformning og omkostninger.

Kommissionen vil fortsat være særlig opmærksom på, at direktivet om evaluering af miljøvirkningerne gennemføres korrekt både i forbindelse med høringsproceduren efter artikel 21 og kontakterne på teknisk plan.