Fremme af ligestilling mellem kønnene i udviklingssamarbejdet

EU har til hensigt at fortsætte sin ligestillingspolitik inden for udviklingssamarbejdet. Målet er at intensivere indsatsen, få fastlagt klare bestemmelser og yde finansiel støtte til fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder på området. Denne lovgivning erstattedes 1. januar 2007 af forordningen om finansieringsinstrumentet til udviklingssamarbejdet.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 806/2004 af 21. april 2004 om fremme af ligestilling mellem kønnene i udviklingssamarbejdet

RESUMÉ

Retsgrundlaget for forordningen er artikel 179 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF), hvorefter Rådet kan vedtage foranstaltninger til fremme af bekæmpelse af fattigdom i udviklingslandene, en bæredygtig udvikling og disse landes integration i verdensøkonomien.

Et meget stort flertal af de fattige i verden er kvinder. I forbindelse med fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene er det derfor vigtigt at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder i alle aldre, forbedre kvindernes vilkår og øge deres muligheder for medindflydelse, særlig ved hjælp af uddannelse.

Det har vist sig at være nødvendigt at vedtage en ny forordning, som kan erstatte forordning (EF) nr. 2836/98 (es de en fr) og styrke de igangværende bestræbelser og fastlægge, hvordan det er muligt at fremme kønsligestilling i udviklingssamarbejdet.

Mål

Ifølge forordningen bør kønsaspektet integreres i alle EU's grundlæggende politikker vedrørende samarbejde og udvikling. Dertil kommer vedtagelse af særlige bestemmelser, som skal øge kvindernes muligheder for udvikling og medindflydelse økonomisk, socialt og på miljøområdet.

Forordningen understreger også, at ligestillingsproblematikken er et anliggende, der går på tværs af alle områder i forbindelse med udviklingsrelaterede EU-midler og støtte til egne offentlige og private kapaciteter i udviklingslande, der kan tage ansvar og initiativ, når det gælder fremme af kønsligestilling.

Aktiviteter, der kan finansieres

Aktiviteter, der er berettiget til støtte, omfatter støtte til foranstaltninger vedrørende adgang til ressourcer og serviceydelser for kvinder inden for områderne uddannelse og erhvervsuddannelse, sundhed, økonomiske og sociale aktiviteter, beskæftigelse og infrastruktur, kvinders deltagelse i beslutningsprocesser, forbedring af definitioner og analyser af indikatorer, støtte til bevidstgørelse og kampagner samt støtte til aktiviteter, der kan styrke den institutionelle og operationelle kapacitet hos de vigtigste aktører i udviklingsprocessen.

Ved valget af hvilke aktiviteter der kan modtage finansiering, vil der især blive lagt vægt på foranstaltningernes mulighed for at virke som katalysator til støtte for strategien for generel hensyntagen til kønsaspektet i EU's foranstaltninger i større omfang. Man vil være særlig opmærksom på bidrag, som kan styrke strategiske partnerskaber og sætte gang i tværnationalt samarbejde, og således styrke et regionalt samarbejde. Der vil også blive lagt vægt på bestræbelser for at fremme synergi med politikker og programmer for reproduktiv og seksuel sundhed og rettigheder og fattigdomsbetingede sygdomme, hiv/aids-programmer, foranstaltninger med henblik på bekæmpelse af vold, særlige forhold vedrørende piger og uddannelse, erhvervsuddannelse af kvinder uanset alder, ældre, miljøet, menneskerettigheder, konfliktforebyggelse, demokratisering og kvinders deltagelse i den politiske, økonomiske og sociale beslutningsproces.

Generel hensyntagen til kønsaspektet inden for de seks prioriterede områder for EU's udviklingspolitik kræver en særlig opmærksomhed.

Finansiel støtte

Forordningen anvendes indtil den 31. december 2006. Den finansielle ramme, der dækker perioden 2004-2006, er fastsat til 9 mio. EUR. Den nye budgetpost skal anvendes på en sådan måde, at de økonomiske virkninger i højere grad bliver bæredygtige og rentable. Forvaltningen af aktiviteter, der modtager støtte, vil blive nøje overvåget ved hjælp af et overvågningssystem, der involverer de relevante partnere og aktører.

Gennemførelse

Foranstaltninger, der indføres på grundlag af forordningen, skal indgå i EU's overordnede politik vedrørende ligestilling og fattigdom i udviklingssamarbejdet. Det vil således være nødvendigt at sørge for koordinering, sammenhæng og komplementaritet med andre støtteinstrumenter fra EU og den politik, der føres på nationalt, regionalt og internationalt niveau.

I sin årsrapport til Europa-Parlamentet og Rådet om EU's udviklingspolitik skal Kommissionen forelægge oplysninger om, hvilke foranstaltninger der er blevet finansieret i løbet af det pågældende år, og forelægge sine konklusioner angående forordningens anvendelse. Et år før forordningen udløber, forelægger Kommissionen en uafhængig evalueringsrapport med en redegørelse for, om målene i forordningen er blevet opfyldt, og med forslag til hvad der videre skal ske med forordningen.

Baggrund

Siden erklæringen og handlingsplatformen fra den fjerde verdenskvindekonference i Beijing i 1995 er der sket forbedringer med hensyn til fremme af kønsligestilling i udviklingslandene. I FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder betragtes diskrimination imod kvinder som en hindring for udviklingen. Fremme af ligestilling mellem kønnene og større indflydelse til kvinder blev også indføjet i udviklingsmålene i FN's millenniumerklæring fra 2000.

For EU var sigtet med Rådets forordning (EF) nr. 2836/98 (es de en fr), som udløb den 31. december 2003, at få kønsaspektet integreret i alle EU's politikker og aktiviteter vedrørende udviklingssamarbejde. Der blev senere fastlagt et handlingsprogram (es de en fr) for perioden 2001-2006 for at styrke processen for generel hensyntagen til kønsaspektet inden for EU's generelle ramme for udviklingssamarbejde.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelse

Gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 806/2004

20.5.2004

-

EUT L 143 af 30.4.2004

Seneste ajourføring: 03.07.2007