EU-rettens direkte virkning

Princippet om direkte virkning gør det muligt for privatpersoner direkte at påberåbe sig en EU-lovregel ved en national eller EU-retsinstans. Dette princip vedrører kun visse EU-retsakter. Det er desuden underlagt flere betingelser.

Den direkte virkning af EU-retten, sammen med princippet om forrang, er et grundlæggende princip i EU-retten. Den er stadfæstet af Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen). Den gør det muligt for privatpersoner direkte at påberåbe sig EU-retten ved domstole, selvom der ikke foreligger lovtekster i den nationale ret.

Princippet om direkte virkning sikrer således anvendeligheden og effektiviteten af EU-retten i EU-landene. EU-Domstolen har dog fastsat adskillige betingelser, for at en EU-retsakt skal være direkte anvendelig. Den direkte virkning af en retsakt kan desuden kun angå forhold mellem en privatperson og et EU-land eller udstrækkes til forhold mellem alle privatpersoner.

Definition

Den direkte virkning af EU-retten er stadfæstet af Domstolen i Van Gend en Loos-kendelsen af 5. februar 1963. I denne kendelse udtaler Domstolen, at EU-retten ikke blot afføder forpligtelser for EU-landene, men også rettigheder for privatpersoner. Privatpersoner kan derfor benytte sig af disse rettigheder og direkte påberåbe sig EU-lovreglerne ved de nationale og europæiske retsinstanser. Det er derfor ikke nødvendigt, at et EU-land først optager den pågældende EU-lovregel i sin interne retsorden.

Direkte horisontal og vertikal virkning

Der er to sider af den direkte virkning, den vertikale og den horisontale.

Den direkte vertikale virkning vedrører forbindelserne mellem borgerne og landet. Den betyder, at borgerne kan påberåbe sig en EU-bestemmelse over for landet.

Den direkte horisontale virkning vedrører forbindelserne mellem borgerne. Den betyder, at en borger kan påberåbe sig en EU-bestemmelse over for en anden borger.

Alt efter hvilken type retsakt der er tale om, har Domstolen accepteret, enten at den har fuld direkte virkning (dvs. både horisontal og vertikal virkning), eller at den har delvis direkte virkning (dvs. kun vertikal virkning).

Direkte virkning og primær ret

Hvad angår den primære ret, dvs. de bestemmelser, der rangerer højest i EU-retsordenen, fastlagde Domstolen i Van Gend en Loos-dommen princippet om direkte virkning. Den anførte imidlertid som betingelse, at forpligtelserne skal være præcise, klare og ubetingede, og at de ikke må nødvendiggøre supplerende foranstaltninger på nationalt plan eller på EU-plan.

I Becker-dommen (dom af 19. januar 1982) afviste Domstolen den direkte virkning, når EU-landene har et vist råderum - også selv om dette er meget begrænset - med hensyn til gennemførelsen af den pågældende bestemmelse (dom af 12. december 1990, Kaefer og Procacci).

Direkte virkning og afledt ret

Princippet om direkte virkning angår også retsakter, der resulterer af den afledte ret, dvs. vedtaget af institutionerne på grundlag af de stiftende traktater. Dog er rækkevidden af den direkte virkning afhængig af typen af retsakt:

14.01.2015