Den Europæiske Unions direktiver

 

RESUMÉ AF:

Artikel 288 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) — direktiver

HVAD ER FORMÅLET MED ARTIKLEN?

Den definerer de forskellige typer retsakter, som EU kan vedtage, herunder direktiver.

HOVEDPUNKTER

Direktivet er en del af EU’s sekundære lovgivning. Det vedtages derfor af EU’s institutioner i henhold til oprettelsestraktaterne. Når det er vedtaget på EU-plan, skal EU-landene indarbejde det — eller gennemføre det — således at det får retsvirkning.

For eksempel fastsætter direktivet om tilrettelæggelse af arbejdstiden obligatoriske hvileperioder og den maksimale ugentlige arbejdstid, der er tilladt i EU.

Det er dog op til hvert enkelt land at udarbejde sin egen lovgivning om, hvordan reglerne skal anvendes.

En bindende retsakt med generel anvendelse

Artikel 288 i TEUF fastslår, at et direktiv er bindende for de lande, som det rettes til (ét, flere eller alle lande), med hensyn til det mål, der skal opnås, og at de nationale myndigheder har kompetencen til at beslutte form og midler.

Et direktiv adskiller sig dog fra en forordning og en afgørelse:

Vedtagelse

Direktivet vedtages i henhold til en lovgivningsprocedure. Det er en retsakt vedtaget af Rådet og Parlamentet i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure eller blot af Rådet i henhold til den særlige lovgivningsprocedure. I sidstnævnte tilfælde bør Parlamentet godkende direktivet eller høres.

Obligatorisk gennemførelse

For at et direktiv kan anvendes på nationalt plan, skal EU-landene vedtage en lov, der gennemfører det. Denne nationale foranstaltning skal nå de mål, der er fastsat af direktivet. Nationale myndigheder skal meddele Europa-Kommissionen disse foranstaltninger.

Gennemførelsen skal finde sted inden for den frist, der fastsættes, når direktivet bliver vedtaget (normalt inden for to år).

Hvis et land ikke gennemfører et direktiv, kan Kommissionen indlede en overtrædelsesprocedure og indbringe en sag mod landet for EU-Domstolen (hvis dommen i dette tilfælde ikke håndhæves, kan det føre til en ny dom, der kan resultere i bøder).

Maksimums- og minimumsharmonisering

Det er vigtigt at skelne imellem krav om minimums- og maksimumsharmonisering (eller fuld harmonisering) i direktiver.

Ved krav om minimumsharmonisering fastsætter et direktiv mindstestandarder, og det kan ofte være i anerkendelse af, at retssystemerne i nogle EU-lande allerede har fastsat strengere standarder. I de tilfælde har EU-landene ret til at fastsætte standarder, der er strengere end direktivets.

I tilfælde af maksimumsharmonisering har EU-landene ikke beføjelse til at indføre regler, der er strengere end direktivets.

Beskyttelse af enkeltpersoner i tilfælde af ukorrekt gennemførelse af direktiver

Som udgangspunkt finder et direktiv kun anvendelse, når det er gennemført. EU-Domstolen mener dog, at et direktiv, der ikke er gennemført, kan have visse direkte virkninger, hvis:

Når disse betingelser er opfyldt, kan enkeltpersoner henholde sig til direktivet imod et EU-land i retten. En enkeltperson kan dog ikke indlede en sag imod en anden enkeltperson hvad angår den direkte virkning af et direktiv, hvis det ikke er gennemført (se dommen i sag C-91/92 Paola Faccini Dori mod Recreb Srl).

EU-Domstolen giver også enkeltpersoner mulighed for, under visse betingelser, at opnå kompensation for direktiver, der er ringe eller for sent gennemført (dom i sag C-6/90 og C-9/90 Francovich og Bonifaci).

Bekæmpelse af forsinket gennemførelse

EU-landenes forsinkede gennemførelse af direktiver er fortsat et problem, der forhindrer borgere og virksomheder i at drage nytte af de håndgribelige fordele, der følger af EU-retten.

EU har sat et mål om at reducere den manglende gennemførelse til 1%. Tabellen over gennemførelsen af EU-direktiver om det indre marked, som Kommissionen offentliggjorde i december 2016, viser, at 20 lande ikke kunne nå dette mål, og at kun 1 land opnåede et gennemførelsesunderskud i national lovgivning på under de 0,5 %, der blev foreslået i akten for det indre marked af april 2011.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Sjette del — Institutionelle og finansielle bestemmelser — Afsnit I — Bestemmelser vedrørende institutionerne — Kapitel 2 — Unionens retsakter, vedtagelsesprocedurer og andre bestemmelser — 1. afdeling — Unionens retsakter — Artikel 288 (tidl. artikel 249 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 171-172).

seneste ajourføring 11.07.2018