Tilbagesendelse af ulovlige immigranter — fælles standarder og procedurer

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2008/115/EF — fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af ikke-EU-borgere med ulovligt ophold

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det har til formål at sikre, at EU har en effektiv og menneskelig tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik.

Det fastlægger et fælles sæt regler for tilbagesendelse af ikke-EU-borgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl på et EU-lands område, og de tilhørende retssikkerhedsgarantier, samtidig med at det tilskynder til immigranters frivillige tilbagevenden.

HOVEDPUNKTER

Ophør af ulovligt ophold

Ulovlige ophold bliver ophævet ved en procedure med to trin:

Afgørelse om tilbagesendelse

Medmindre der foreligger menneskelige, humanitære eller andre grunde for ikke at gøre det, eller der er en igangværende procedure for fornyelse af opholdstilladelse, skal et EU-land træffe en afgørelse om tilbagesendelse for den ikke-EU-borger, der opholder sig ulovligt på landets område.

Hvis ikke-EU-borgeren har en gyldig opholdstilladelse eller tilsvarende fra et andet EU-land, skal han/hun straks tilbagesendes til dette land.

Hvis et andet EU-land tager en ikke-EU-borger med ulovligt ophold tilbage i henhold til en bilateral aftale, er det pågældende land ansvarligt for at træffe afgørelsen om tilbagesendelse.

Afgørelsen om tilbagesendelse kan give en frist for frivillig udrejse på mellem 7 og 30 dage for ikke-EU-borgere med ulovligt ophold. Denne frist kan under visse betingelser forlænges, den kan også afkortes eller slet ikke udstedes, hvis der er en risiko for, at ikke-EU-borgeren med ulovligt ophold:

Inden fristen for frivillig udrejse kan ikke-EU-borgeren pålægges visse forpligtelser for at forhindre vedkommende i at flygte.

Der kan sammen med en afgørelse om tilbagesendelse udstedes et indrejseforbud, hvis der ikke gives nogen frist for frivillig udrejse, eller hvis ikke-EU-borgeren med ulovligt ophold ikke har overholdt afgørelsen om tilbagesendelse. Varigheden af et indrejseforbud fastsættes for hver enkelt sag, og den må ikke være længere end fem år, medmindre ikke-EU-borgeren udgør en trussel mod den offentlige/nationale sikkerhed.

Udsendelse

Hvis der ikke gives nogen frist, eller hvis ikke-EU-borgeren ikke har overholdt afgørelsen om tilbagesendelse inden for fristen for frivillig udrejse, skal EU-landet fuldbyrde udsendelsen af vedkommende, undtagen under særlige omstændigheder, hvor udsendelse kan udskydes. Udsendelse af ikke-EU-borgere skal udskydes, hvis der er risiko for, at deres liv bringes i fare (non-refoulement-princippet*), eller hvis afgørelsen om tilbagesendelse midlertidigt er suspenderet.

Tvangsforanstaltninger, som står i rimeligt forhold til det formål, der søges opnået, og holdes inden for grænserne af rimelig magtanvendelse, må kun anvendes som sidste udvej for at udsende ikke-EU-borgere.

Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse

Under visse betingelser — og under behørig hensyntagen til visse sikkerhedsgarantier såsom domstolsprøvelse — kan EU-landene frihedsberøve en ikke-EU-borger i løbet af tilbagesendelsesproceduren, hvis der er en risiko for, at han eller hun vil flygte eller vil undgå/lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesproceduren.

Frihedsberøvelsesperioden må ikke være længere end seks måneder.

Der skal anvendes særlige faciliteter for frihedsberøvede eller, hvis det ikke er muligt, fængsel med adskilte områder.

Proceduremæssige garantier

Direktivet fastsætter en række proceduremæssige garantier:

EU-landene skal desuden overholde deres ret til familiens enhed og tilbyde akut lægebehandling, grunduddannelse til mindreårige og være opmærksomme på sårbare personers særlige behov, mens de afventer deres frivillige udrejse eller udsendelse.

Uledsagede mindreårige

Før der træffes afgørelse om at udstede en afgørelse om tilbagesendelse for en uledsaget mindreårig, skal relevante organer yde bistand under hensyntagen til barnets tarv. Før et EU-land udsender en uledsaget mindreårig fra sit område, skal det sikre, at vedkommende sendes tilbage til et familiemedlem, til en udpeget værge, eller at der er passende modtagelsesfaciliteter til rådighed i tilbagesendelseslandet.

Direktivet søger at begrænse frihedsberøvelse af uledsagede mindreårige og familier og fastsætte passende forhold under frihedsberøvelse.

Generelle regler

Nogle kategorier af ikke-EU-borgere kan undtages fra direktivets anvendelsesområde. Det kan f.eks. være dem, som pågribes i forbindelse med ulovlig overskridelse af en grænse. EU-landene skal dog sikre, at behandlingen af og beskyttelsesniveauet for disse personer mindst svarer til visse af landets regler om tvangsforanstaltninger, udsendelse, lægebehandling og frihedsberøvelse. EU-landene skal i alle tilfælde

Hvilke lande finder direktivet anvendelse på?

Direktivet finder anvendelse på alle EU-landene undtagen Det Forenede Kongerige og Irland samt følgende ikke-EU-lande i Schengenområdet: Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.

Gennemførelse og tilhørende dokumenter

Europa-Kommissionen skal hvert tredje år aflægge rapport om anvendelsen af direktivet i EU-landene og, hvis det er relevant, foreslå ændringer.

Forordning (EU) 2016/1953 indfører et ensartet europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse af ikke-EU-borgere med ulovligt ophold (europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse). Dette dokument er gyldigt for en enkelt rejse indtil tidspunktet for ankomsten i det land, som ikke-EU-borgeren, der er omfattet af en afgørelse om tilbagesendelse, sendes tilbage til.

I 2017 offentliggjorde Kommissionen henstilling (EU) 2017/432 til EU-landene om at gøre tilbagesendelser mere effektive ved gennemførelse af direktivet og en henstilling (C(2017) 6505) om en fælles »håndbog om tilbagesendelse« til brug for EU-landene, når der gennemføres tilbagesendelsesrelaterede opgaver. Den foreslog også nye foranstaltninger vedrørende tilbagesendelsespolitikken i form af en fornyet handlingsplan om tilbagesendelse og et sæt henstillinger til EU-landene.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 13. januar 2009. Det skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivning inden den 24. december 2010, undtagen bestemmelserne om gratis retshjælp og/eller repræsentation, for hvilke fristen var den 24. december 2011.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Refoulement: at tvinge flygtninge eller asylansøgere til at vende tilbage til et land, hvor de sandsynligvis vil blive forfulgt.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98-107).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017 om en fælles »håndbog om tilbagesendelse« til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver (EUT L 339 af 19.12.2017, s. 83-159).

Kommissionens henstilling (EU) 2017/432 af 7. marts 2017 om at gøre tilbagesendelser mere effektive ved gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (EUT L 66 af 11.3.2017, s. 15-21).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om en mere effektiv tilbagesendelsespolitik i EU — en ny handlingsplan (COM(2017) 200 final af 2.3.2017).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1953 af 26. oktober 2016 om indførelse af et europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold og om ophævelse af Rådets henstilling af 30. november 1994 (EUT L 311 af 17.11.2016, s. 13-19).

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om EU’s tilbagesendelsespolitik (COM(2014) 199 final af 28.3.2014).

seneste ajourføring 20.02.2018