En europæisk rådgivende forbrugergruppe
RESUMÉ AF:
Kommissionens afgørelse 2009/705/EF — en europæisk rådgivende forbrugergruppe
HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?
-
Den nedsætter den europæiske rådgivende forbrugergruppe, som drøfter spørgsmål, der vedrører beskyttelse af forbrugernes interesser på EU-plan.
-
Den ophæver og præciserer bestemmelserne i afgørelse 2003/709/EF. Den har til formål at anvende de indhøstede erfaringer til at forbedre gruppens effektivitet, gøre den mere repræsentativ og skabe større åbenhed om dens arbejde.
HOVEDPUNKTER
Gruppen kan høres om alle spørgsmål, der vedrører beskyttelse af forbrugernes interesser på EU-plan. Den afgiver udtalelser og rådgiver Europa-Kommissionen. Den fungerer også som en platform for udveksling af information mellem de repræsenterede organisationer og informerer de nationale organisationer om EU-aktiviteter.
Medlemmer
Gruppen består af:
-
1 repræsentant for nationale forbrugerorganisationer fra hvert EU-land
-
1 repræsentant fra hver europæisk forbrugerorganisation (BEUC og ANEC).
Der er 2 associerede medlemmer (Eurocoop og Coface) og 2 observatører (Island og Norge).
De europæiske forbrugerorganisationer skal opfylde flere kriterier. De skal være ikke-statslige nonprofitorganisationer, som er uafhængige af industrielle, kommercielle og erhvervsmæssige interesser.
De skal også:
-
have som deres primære aktiviteter at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og økonomiske interesser
-
repræsentere forbrugerne i mindst halvdelen af EU-landene
-
kunne forsyne Kommissionen med oplysninger om deres medlemssammensætning, forretningsorden og finansieringskilder.
Eller:
-
være aktive i det europæiske standardiseringsarbejde
-
have fået mandat i mindst to tredjedele af EU-landene til at varetage forbrugernes interesser på EU-plan.
Udnævnelse og mandatets varighed for medlemmerne
-
Gruppen består af 30 medlemmer, som udnævnes for en 3-årig periode. Mandatperioden kan fornyes.
-
Medlemmer af gruppen, som repræsenterer nationale forbrugerorganisationer, udnævnes efter indstilling af kandidater fra de nationale administrationer. Kommissionen udnævner 1 medlem og 1 suppleant pr. EU-land på baggrund af en række kriterier:
-
kandidaterne skal have bred kompetence og erfaring inden for EU-forbrugerspørgsmål
-
kandidater, der ikke tidligere har været medlem af gruppen, har fortrinsret
-
der skal være en afbalanceret fordeling af mænd og kvinder.
-
De medlemmer af gruppen, der repræsenterer europæiske forbrugerorganisationer, og en suppleant for hvert medlem udnævnes af Kommissionen efter indstilling fra de europæiske forbrugerorganisationer.
-
Af hensyn til debatten kan Kommissionen invitere associerede medlemmer eller eksperter, som er medlemmer af organisationer, der ikke er repræsenteret i gruppen.
Arbejdsgang
-
Kommissionen fastlægger tidsplanen for gruppens møder. Den leder gruppen og yder sekretariatsbistand.
-
Gruppen vedtager sin egen forretningsorden på grundlag af Kommissionens forslag.
-
Gruppen kan beslutte at nedsætte undergrupper til at behandle specifikke spørgsmål. Der er 2 undergrupper for tiden:
-
energi
-
digitalt indre marked.
HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?
Den trådte i kraft den 14. september 2009.
BAGGRUND
EU garanterer forbrugerne en høj grad af beskyttelse, og dette krav tages der højde for ved udarbejdelse af politikker og aktioner. Før der udarbejdes planer, som kan have betydning for forbrugerne, hører Kommissionen de forbrugerorganisationer, der er repræsenteret i den rådgivende forbrugergruppe. Siden 1973 har Kommissionen været bistået af en rådgivende forbrugergruppe, som er blevet oprettet ved en række afgørelser, hvoraf den seneste er afgørelse 2009/705/EF.
For yderligere oplysninger henvises til:
HOVEDDOKUMENT
Kommissionens afgørelse 2009/705/EF af 14. september 2009 om nedsættelse af en europæisk rådgivende forbrugergruppe (EUT L 244 af 16.9.2009, s. 21–24)
TILHØRENDE DOKUMENTER
Kommissionens afgørelse af 18. august 2016 om udnævnelse af medlemmerne af og suppleanterne til Den Europæiske Rådgivende Forbrugergruppe (C/2016/5417) (EUT C 306 af 23.8.2016, s. 4-5)
seneste ajourføring 04.11.2016