Kompetencefordelingen i Den Europæiske Union

RESUMÉ

EU har kun de kompetencer, som den er tildelt gennem traktaterne (princippet om kompetencetildeling). Ifølge dette princip kan EU kun agere inden for rammerne af de kompetencer, som EU-landene har tildelt den i traktaterne med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat heri. De kompetencer, der ikke er tildelt EU i traktaterne, forbliver hos EU-landene. Lissabontraktaten fastlægger kompetencefordelingen mellem EU og EU-landene. Disse kompetencer inddeles i tre hovedkategorier:

• enekompetencer
• delte kompetencer
• understøttende kompetencer.

Tre overordnede kompetencetyper

• 1.

  Enekompetencer (artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — TEUF): områder, hvor EU er den eneste, som kan lovgive om og vedtage bindende retsakter. EU-landene kan kun gennemføre disse retsakter, hvis EU godkender det. EU har enekompetence på følgende områder:

  • toldunion
  • fastlæggelse af de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion
  • den monetære politik for landene i euroområdet
  • bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik
  • den fælles handelspolitik
  • indgåelse af internationale aftaler på bestemte betingelser.

• 2.

  Delte kompetencer (artikel 4 i TEUF): EU og EU-landene kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter. EU-landene kan udøve deres kompetence i den udstrækning, EU ikke har udøvet eller beslutter ikke at udøve sin kompetence. Delte kompetencer mellem EU og EU-landene er gældende inden for følgende områder:

  • det indre marked
  • socialpolitik, men kun inden for aspekter, der er fastlagt i traktaten
  • økonomisk, social og territorial samhørighed (regionalpolitik)
  • landbrug og fiskeri (på nær bevarelse af havets biologiske ressourcer)
  • miljø
  • forbrugerbeskyttelse
  • transport
  • transeuropæiske net
  • energi
  • inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed
  • fælles sikkerhedsudfordringer på folkesundhedsområdet, begrænset til de aspekter, der er fastlagt i TEUF
  • forskning, teknologisk udvikling og rummet
  • udviklingssamarbejde og humanitær bistand.

• 3.

  Understøttende kompetencer (artikel 6 i TEUF): EU kan kun gribe ind for at støtte, koordinere eller supplere EU-landenes handlinger. Juridisk bindende EU-retsakter må ikke kræve harmonisering af EU-landenes love eller bestemmelser. Understøttende kompetencer vedrører følgende politikområder:

  • beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed
  • industri
  • kultur
  • turisme
  • uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport
  • civilbeskyttelse
  • administrativt samarbejde.

Særlige kompetencer

EU træffer foranstaltninger, der skal sikre, at EU-landene samordner deres politikker på det økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige område på EU-plan.

EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er kendetegnet ved særlige institutionelle egenskaber såsom Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentets begrænsede deltagelse i beslutningsprocessen og udelukkelse af lovgivningsaktiviteter. Politikken fastlægges og gennemføres af Det Europæiske Råd (bestående af EU-landenes stats- og regeringschefer) og Rådet (bestående af en repræsentant på ministerplan fra hvert EU-land). Formanden for Det Europæiske Råd og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik repræsenterer EU inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Udøvelse af kompetencer

Udøvelsen af EU’s kompetencer er underlagt to grundlæggende principper, der er fastlagt i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union:

• Proportionalitet: Indholdet og anvendelsesområdet i EU’s handlinger må ikke række videre end det, som er nødvendigt for at gennemføre traktaternes målsætninger.
• Subsidiaritet: I forhold til sine ikkeeksklusive kompetencer kan EU kun gribe ind på et område, hvis — og i det omfang — formålet med en påtænkt handling ikke kan opnås effektivt af EU-landene, men kan opnås mere effektivt på EU-plan.

seneste ajourføring 26.01.2016