Samhørighedsfonden (2014-2020)

Forordningen fastlægger målene for EU’s Samhørighedsfond for støtteperioden 2014-2020. Fonden er et af EU’s finansielle instrumenter, der sigter mod at reducere forskellene i udviklingsniveauer mellem regionerne.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006.

RESUMÉ

Samhørighedsfonden yder støtte til de fattigere regioner i EU med henblik på at fremme vækst, beskæftigelse og bæredygtig udvikling. Medlemsstater med en bruttonationalindkomst (BNI) per indbygger på 90 % under EU-gennemsnittet er berettigede til støtte fra Samhørighedsfonden. Loftet for Samhørighedsfondens bidrag til offentlige udgifter i medlemsstaterne er sat til 85 %.

Aktivitetsområder

Samhørighedsfonden medfinansierer aktioner, der:

udvikler transeuropæiske transportnetværk

fremmer EU’s miljømålsætninger, dvs. promoverer energieffektivitet og vedvarende energi samt yder støtte til projekter vedrørende bæredygtig transport, der ikke indgår i de transeuropæiske transportnetværk

yder teknisk bistand.

Investeringsprioriteter omfatter projekter, der fremmer:

lavemissionsøkonomi

tilpasning til klimaforandringer og risikoforebyggelse og -styring

miljøbeskyttelse/-bevaring

bæredygtig transport og fjerner flaskehalse.

I løbet af støtteperioden 2014-2020 vil der i alt være 10 mia. EUR til rådighed til medfinansiering af transportinfrastrukturprojekter med europæisk merværdi, som fastsat i forordningen Connecting Europe-faciliteten (nr. 1316/2013)

Støtteberettigede udgifter

Hvilke udgifter der er støtteberettigede, besluttes på nationalt niveau. Følgende udgifter er dog ikke berettigede til at modtage støtte fra Samhørighedsfonden:

afvikling eller opførelse af atomkraftværker

investering i nedbringelse af drivhusgasemissioner fra aktiviteter, der hører ind under emissionshandelsordningen

boliger (med undtagelse af energieffektivitet eller brug af vedvarende energi)

fremstilling, forarbejdning og markedsføring af tobak og tobaksprodukter

virksomheder i vanskeligheder

investeringer i lufthavnsinfrastruktur (medmindre de vedrører miljøbeskyttelse eller ledsages af de nødvendige investeringer for at afbøde eller mindske den tilknyttede negative miljøpåvirkning).

Forordningen skal revurderes senest den 31. december 2020.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelse

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 1300/2013

21.12.2013

-

EUT L 347 af 20.12.2013

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/99/EU af 18. februar 2014 om opstilling af listen over regioner, der er berettigede til støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond, og over medlemsstater, der er berettigede til støtte fra Samhørighedsfonden, i perioden 2014-2020 [EUT L 50 af 20.2.2014].

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 [EUT L 347 af 20.12.2013].

Seneste ajourføring: 17.04.2014