NextGenerationEU er et midlertidigt finansielt instrument i Den Europæiske Union (EU) på 750 mia. EUR, som er oprettet for at medvirke til at udbedre de øjeblikkelige økonomiske og sociale skader i kølvandet på covid-19-pandemien.
Det er grundstenen i EU’s reaktion på coronaviruskrisen, og det har til formål at støtte økonomisk genopretning og opbygge en grønnere og mere digital og modstandsdygtig fremtid.
NextGenerationEU består af:
- genopretnings- og resiliensfaciliteten — 672,5 mia. EUR i bistand og udlån for at støtte reformer og investeringer iværksat af EU-medlemsstater
- genopretningsbistand til samhørighed og til områder i Europa (REACT-EU) — 47,5 mia. EUR til at hjælpe med at tackle de økonomiske konsekvenser af covid-19 i det første genopretningsår
- Yderligere finansiering af flere andre EU-programmer ud over den finansiering, som er planlagt i EU’s langsigtede budget 2021-2027:
- Horisont Europa (5 mia. EUR)
- InvestEU (5,6 mia. EUR),
- udvikling af landdistrikter (7,5 mia. EUR)
- Just Transition-fonden (10 mia. EUR)
- RescEU (1,9 mia. EUR).
For at finansiere NextGenerationEU vil Europa-Kommissionen på vegne af EU optage lån på kapitalmarkederne.
Alle ovenstående beløb er i 2018-priser.