Naturbeskyttelse

Biodiversiteten — den biologiske mangfoldighed blandt livet på Jorden — er truet, hovedsagelig på grund af ikke-bæredygtige menneskelige aktiviteter. Mange forskellige dyr og planter er hjemmehørende i EU, og vi har en bred vifte af naturlige levesteder. Ifølge Det Europæiske Miljøagentur er status for bevaring af de fleste beskyttede arter i Europa ringe eller dårlig. Det er vigtigt at beskytte naturen af flere årsager:

• det er afgørende for, at arterne og deres levesteder kan overleve
• det er væsentligt for menneskers velbefindende, da:
  • vores samfund og økonomier afhænger af økosystemtjenester, som for eksempel rent vand og ren luft, bestøvning, klimaregulering og kilder til næring eller medicin
  • velfungerende økosystemer forhindrer, at zoonotiske sygdomme (smitsomme sygdomme, som kan sprede sig fra dyr til mennesker), opstår og spreder sig
• det er meget vigtigt at beskytte vores fælles naturarv.

EU har spillet og fortsætter med at spille en vigtig rolle på internationalt plan, når det gælder naturbeskyttelse og -bevaring. EU har undertegnet adskillige konventioner, herunder:

• konventionen om bevaring af vådområderne, vedtaget i Ramsar (1971)
• konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES), vedtaget i Washington (1973)
• konvention om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr, vedtaget i Bonn (1979)
• konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, vedtaget i Bern (1982)
• konvention om den biologiske mangfoldighed, vedtaget i Rio de Janeiro (1992).

EU er desuden bundet af Århuskonventionen (1998), som omhandler offentlig adgang til miljøoplysninger, offentlig deltagelse i beslutningstagning og adgang til klage og domstolsprøvelse.

EU har forpligtet sig til at beskytte og genoprette den biologiske mangfoldighed. EU’s første lovgivning om beskyttelse af naturen var det oprindelige fugledirektiv, som blev vedtaget i 1979 og kodificeret og erstattet i 2009 af direktiv 2009/147/EF. Direktivet yder omfattende beskyttelse til alle vilde fuglearter, der er naturligt hjemmehørende i EU. I 1992 blev habitatdirektivet (direktiv 92/43/EØF) vedtaget for at hjælpe med at opretholde den biologiske mangfoldighed ved at beskytte flere end 1 000 dyre- og plantearter og flere end 200 typer af levesteder, og det indførte Natura 2000-netværket af beskyttede områder i hele Europa. Natura 2000-netværkets særlige bevaringsområder og særligt beskyttede områder omfatter i øjeblikket (2021) ca. 18 % af EU’s landområder og 9 % af EU’s havområder.

EU’s naturrelaterede lovgivning omhandler desuden:

• invasive ikkehjemmehørende arter (dyr og planter, der utilsigtet eller forsætligt er introduceret i et naturligt miljø, hvor de ikke forekommer normalt, og med alvorlige negative følger for deres nye miljø)
• handel med vilde dyr og planter (regler, der gennemfører CITES, som går udover konventionens krav, handel med sælprodukter og standarder for human fældefangst)
• de zoologiske havers rolle i forbindelse med bevaringen af den biologiske mangfoldighed.

Siden midten af 2000’erne har EU vedtaget en række handlingsplaner og strategier vedrørende biologisk mangfoldighed. Den nyeste, biodiversitetsstrategien for 2030, sigter mod at beskytte naturen og standse udpining af økosystemer. Strategien sigter mod at få den biologiske mangfoldighed i Europa på sporet mod genopretning senest i 2030 og omfatter over 100 specifikke handlinger og forpligtelser. Den er forslaget om EU’s bidrag til de internationale forhandlinger om den globale ramme for biologisk mangfoldighed efter 2020. Den er også en central del af den europæiske grønne pagt og vil således understøtte en grøn genopretning efter covid-19-pandemien.