Beskyttelse af euroen mod falskmøntneri

HOVEDPUNKTER

I forbindelse med indførelsen af euroen den 1. januar 2002 supplerede denne afgørelse et antal eksisterende regler om beskyttelse af euroen mod falskmøntneri, nemlig:

• Rådets rammeafgørelse 2000/383/RIA, som blev erstattet af direktiv 2014/62/EU, om brug af straffelovgivning til at beskytte euroen og andre valutaer mod falskmøntneri
• Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri.

Under efterforskning af forfalskning af euroen skal EU-landene sikre, at de nationale analysecentre (NAC) foretager de nødvendige sagkyndige undersøgelser af eurosedler, der formodes at være falske, mens nationale møntanalysecentre (NCAC) skal foretage disse undersøgelser for mønter, der formodes at være falske. EU-landene skal videresende resultaterne af disse sagkyndige undersøgelser til Europol (Den Europæiske Politienhed).

EU-landenes nationale centralkontorer med ansvar for efterforskning af forfalskning af euroen og relaterede strafbare handlinger skal sende centraliserede oplysninger om deres efterforskning, herunder oplysninger modtaget fra ikke-EU-lande, til Europol. Oplysningerne skal mindst omfatte:

• identifikation af de involverede personer
• beskrivelse af de strafbare handlinger
• de nærmere omstændigheder ved afsløringen af de strafbare handlinger
• forhold vedrørende beslaglæggelsen
• eventuelle forbindelser til andre sager.

For at samarbejde om efterforskning af falskmøntneri og strafbare handlinger, der vedrører forfalskning af euroen, skal de kompetente myndigheder i EU-landene gøre brug af faciliteterne i Eurojust.

Rådets afgørelse 2005/37/EF opretter Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center, hvis rolle det er at beskytte euromønter mod forfalskning. Det gør det ved at analysere og klassificere falske euromønter og bistå nationale myndigheder.