Konventionen om den biologiske mangfoldighed

HOVEDPUNKTER

Konventionen fastslår, at hver signatar skal:

• samarbejde med andre regeringer og internationale organisationer for at sikre bevaring af og bæredygtig brug af biologisk mangfoldighed
• udvikle relevante strategier og integrere beskyttelse af biodiversitet i nationale beslutningsprocesser, tværsektoriale planer, programmer og politikker
• identificere og overvåge biodiversiteten og faktorer, der påvirker den
• bevare biodiversitet ved at:
  • oprette og forvalte beskyttede områder og beskytte økosystemer samt naturlige levesteder
  • fremme miljøforsvarlig og bæredygtig udvikling i områder, der støder op til beskyttede områder
  • genoprette ødelagte økosystemer og støtte genetablering af truede arter
  • regulere, forvalte eller styre risikoen ved anvendelse og udledning af levende, bioteknologisk modificerede organismer fra bioteknologi (dvs. genetisk modificerede organismer)
  • forhindre indførelse af, kontrollere eller udrydde invasive fremmede arter
  • beskytte og fremme traditionel udnyttelse af biologiske ressourcer
  • træffe supplerende bevaringsforanstaltninger.

Konventionen fastslår desuden, at signatarerne skal:

• integrere hensynet til biodiversitet i national beslutningstagning
• undgå eller mindske negative følger af udnyttelsen af biologiske ressourcer (f.eks. ved hjælp af miljøkonsekvensvurderinger)
• anspore til samarbejde om bevarelse af biodiversitet mellem myndigheder og den private sektor og indføre incitamenter
• bistå udviklingslande med identifikation, bevaring og bæredygtig brug af deres biologiske mangfoldighed ved at levere forskning samt videnskabelig og teknisk uddannelse og relevant undervisning
• fremme folkeoplysning blandt den brede offentlighed om betydningen af biologisk mangfoldighed
• vurdere de konsekvenser, som afgørelser kan have på biodiversitet eller deres naboer.

Nationale regeringer fremmer adgang til deres genetiske ressourcer til miljømæssig forsvarlig udnyttelse på gensidigt vedtagne vilkår og underlagt forudgående informeret samtykke.

Parterne sikrer retfærdig fordeling af monetære og ikkemonetære fordele fra udnyttelsen (forskning og udvikling) af disse genetiske ressourcer.

Nationale regeringer er enige om at:

• dele teknologi, navnlig med udviklingslande
• udveksle offentligt tilgængelige oplysninger om bevaring og bæredygtig udnyttelse af biologisk mangfoldighed
• fremme internationalt og videnskabeligt samarbejde
• dele resultaterne og fordelene ved bioteknologier fra genetiske ressourcer.

Den Globale Miljøfacilitet leverer finansielle ressourcer til udviklingslande for at gennemføre konventionen. Kernebudgettet kommer fra nationale regeringer og derudover betydelige frivillige bidrag.