EU-regler for beskatning af energiprodukter og elektricitet

HOVEDPUNKTER

• Energiprodukter beskattes kun, når de anvendes som motorbrændstof eller brændsel til opvarmning.
• Lovgivningen indfører minimumsafgiftssatser på motorbrændstoffer, brændsel til opvarmning og elektricitet fra og med den 1. januar 2004.
• Energiprodukter, som anvendes til opvarmning, i landbruget, til stationære motorer og maskiner til byggeri samt offentlige arbejder, kan beskattes med lavere satser end brændstoffer til biler.
• Regeringerne kan anvende en lavere afgift på dieselolie til erhvervsmæssig brug (når den anvendes af transportvirksomheder eller til passagertransport) end for dieselolie til ikkeerhvervsmæssig brug.
• Direktivet giver mulighed for afgiftsfritagelser og -lempelser, især af miljømæssige og sundhedspolitiske årsager. Regeringerne kan fritage vedvarende energikilder som f.eks. biobrændstoffer eller brændstoffer og elektricitet, der anvendes til personbefordring og godstransport med jernbane, metro, sporvogn og trolleybus, for afgifter.
• Lovgivningen giver mulighed for afgiftslempelser til energiintensive virksomheder — dem, der har gjort den største indsats for at reducere forbruget. EU-lande med problemer med at gennemføre de nye foranstaltninger fik overgangsordninger, før de skulle anvende lovgivningen (Belgien, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig).
• Der blev givet lignende midlertidige fritagelser og overgangsperioder til de lande, der blev medlem af EU i 2004 og 2007.
• Lovgivningen finder ikke anvendelse på visse energiintensive sektorer (f.eks. metallurgi) eller på energiprodukter med dobbelt anvendelse, dvs. at de både anvendes til opvarmning og til andre formål (f.eks. til produktion af visse kemikalier).