Vedvarende energi: Grønbog

1) MÅL

At lancere en debat om de forskellige hastende og vigtige foranstaltninger vedrørende vedvarende energi med opstilling af målsætninger og indkredsning af hindringer og gennemførelsesmidler.

2) FÆLLESSKABSFORANSTALTNING

Kommissionens grønbog af 20. november 1996 om vedvarende energikilder.

3) INDHOLD

Den nuværende situation: EU har et stort potentiale inden for vedvarende energi, men det udnyttes uegalt og utilstrækkeligt. Denne sektor, som er særlig følsom over for den politiske udvikling, står i dag for 6 % af bruttoenergiforbruget. I 2010 kunne andelen stige til mellem 7,4 og 9 %.

Fordele ved vedvarende energikilder:

• overensstemmelse med den generelle strategi for bæredygtig udvikling;
• mulighed for at nedsætte EU's afhængighed af energiimport og således øge forsyningssikkerheden;
• bidrag til forbedring af europæiske industris generelle konkurrenceevne;
• positive virkninger for regionaludvikling og beskæftigelse;
• gunstigt stemt offentlig opinion.

Almindelig udbredelse af udnyttelsen af vedvarende energikilder støder på følgende hindringer:

• høje investeringsomkostninger og meget lange tilbagebetalingstider;
• de parter der er involveret i beslutninger om vedvarende energi overser denne energiforms muligheder;
• der foreligger en klar holdning præget af almindelig modstand mod ændringer;
• tekniske og økonomiske problemer ved tilslutning til centrale elnet er i dag uløste;
• der er vanskeligheder med sæsonmæssige svingninger for visse energiformers vedkommende (vind og sol);
• andre energiformer (biobrændsler) kræver særlig infrastruktur.

Grønbogen sætter et ambitiøst mål: på 15 år skal de vedvarende energiformers andel af bruttoenergiforbruget fordobles (12 % i 2010). Dette ville skabe en nettovækst på 500 000 arbejdspladser.

Dette mål forudsætter et stærkt engagement fra medlemsstaternes side.

Dette mål forudsætter en styrkelse af EF-politikkerne:

• indre energimarked (lånesystemer, fiskal harmonisering, statsstøtte, standardisering);
• specifik finansieringsstøtte (Altener-programmet: 40 mio. ECU for 1993-1997);
• forøgelse af de vedvarende energiformers andel i forsknings- og udviklingsprogrammerne (JOULE og THERMIE);
• regionalpolitik der støtter disse energiformer, især i udkants og landbrugsområder;
• landbrugspolitik der er forenelig hermed idet den støtter produktionen og udviklingen af bæredygtig energi;
• udnyttelse af de øst- og centraleuropæiske landes, middelhavslandenes og udviklingslandenes økonomiske udviklingspotentiale.